DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS SKRIFTER. FEMTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AFDELING. FORSTE BIND. MED 5 TAVLER OG 1 KORT. KJOBENHAVN. TRYKT HOS KONGELIG HOF-BOGTRYKKER BIANCO LUNG. 1849. r 2 Bau SO || en: ter" .. ” A. = PANT KUNDE DO DILLA AAEN VELA BREVET À anu arena | ARK Dek Aire bi i - [| ves | ANG 5 OU DORM ALS Br 2 come EUR Bi LE y fj 6 wee ‘à Bi i 1 m i A i PT the mon | f REDON ED Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og éyrige Medlemmer OP ae Gate e ised oy) intro eN leh sell taleie) a ir) teen Om den nöiagtige Bestemmelse af Hovedets Stürrelse og Form, af Rector Simesen Om Virkningen mellem Kali - Methyloxyd-Sulphocarbonat og Jode, med Bemærkninger om det olieagtige Product ved Dannelsen af xanthogensyret Kobberoxydyl, af Professor W. C. Zeise. . . . De geographiske og historiske Forhold, som de italienske Træer af Egefamilien frembyde, af Professor J. F. Schouw .. DR OMC COCO eN yeah Ot: el OC LU CO MO CL sco scythe De geographiske og historiske Forhold, som de italienske Træer og Buske, henhörende til Birkefamilien, frembyde, af Professor J. F. Schouw Nogle nye Cephalopoder, beskrevne og anatomisk undersögte af Victor Prosch Undersögelse over Forholdet mellem Stofferne i en Bedes Næringsmidler og Excrementer, af Polytechnisk Candidat B. S. Jørgensen Undersögelser over Hvaldyrene, af Professor D, F. Eschricht. Siette Afhandling: Udbytte paa en Reise gjennem det nordvestlige Europa i Sommeren 1846, som Tillæg til de foregaaende Af- BANANE u, ro ran een Aero re ee el ee les sels 11 19 45 Side Tredie Række af Forsög for at bestemme den Mengde Kulsyre, et Menneske udvikler i en bestemt Tid, af Professor 6 AS SCRAFINES - 1.0 cr euere ood ofc - 1G oo a qui oe ir - 0e 139 Mexicos Bregner, en systematisk, critisk, plantegeographisk Undersögelse, af Professor F. M. Liebmann . 151 Hovedsætninger om de overelliptiske Functioner, ved Adolph Steen . . . . . . . . . . . . . . . 323 Om dobbelte bestemte Integraler, ved Adolph Steen... . . . . 2 22 . . . . . . . . . . . . . 333 Tillæg og Rettelser til Professor Lunds Afhandlinger om Brasiliens Dyrverden . . . . . . . . . . . . . 353 FORTEGNELSE over DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS 2 QolCA7> EMBEDSMÆND 06 OVRIGE MEDLEMMER. SALES ONF. September 1849. Protector. Hans Majestæt Kongen. Præsident. Hans Excellence Anders Sandöe Ørsted, Doctor juris, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Storkors af St. Olufsordenen, m. m. Secretair. Hr. Hans Christian Ørsted, Doctor i Philosophien og Medicinen, Conferentsraad, ordentlig Professor i Physiken ved Kiöbenhavns Universitet, Directeur for den polytechniske Læreanstalt, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Storkorsridder af Nord- stjernen, Ridder af Ordenen pour le merite dans les sciences et les arts, Officier af Æreslegionen m. m. Casserer. Hr. Lauritz Engelstoft, Dr. philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historie og Geographie, Ordens-Historiograph, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand. Hr Hr. Hr. Hr. Hr. - Archivarius. Joakim Frederik Schouw, Doctor philosophie, Etatsraad, ordentlig Professor i Botaniken ved Kiöbenhavns Universitet, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Ordbogs-Commissionen. Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Secretair ved det store kongelige Bibliothek, Ridder af Dannebrog og Dannebrogs- mand, Ridder af Nordstjernen m. m. Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Carl Emil Scharling, Doctor theologiæ, ordentlig Professor i Theologien ved Kiôben- havns Universitet, Ridder af Dannebrog. Casse- Commissionen. Janus Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Doctor juris, Conferentsraad, Professor i Lovkyndigheden, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Andreas Schifter, Contre-Admiral, Overequipagemester, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af Stanislausordenen. Frederik Christian Petersen, Doctor philosophie, Etatsraad, Professor i Philologien ved Kiöbenhavns Universitet, Provst paa Regentsen, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i Söe-Etaten, Ridder af Dannebrog. Meteorologisk Comite. Hans Christian Örsted, Conferentsraad, Professor m. m. Joakim Frederik Schouw, Etatsraad, Professor m. ın. Peder Pedersen, Magister, Professor, Directeur for Livrente og Forsörgelsesanstalten af 1542. Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regestum diplomaticum. Lauritz Engelstoft, Conferentsraad m. m. Janus Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Conferentsraad m. m. VII Hr. Christian Molbech, Etatsraad m. m. Hr. Hr. . Peder Pedersen, Magister artium, Professor, m. m. Johan Nicolay Madvig, Minister for Kirke- og Underviisningsvesenet, Ridder af Dannebrog. Revisorer. Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiöbenhavns Universitet m. m., Ridder af Dannebrog. le ALS ds oo & oT AL ua{LIBRAR BEN Tr Indenlandske Medlemmer. a) Christian Heinrich Pfaff, Doctor, Conferentsraad, ordentlig Professor i Medicinen ved Universitetet i Kiel, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. - Hans Christian Örsted, Doctor, Conferentsraad, Professor, Storkors af Dannebrog Hs. Hr. og Dannebrogsmand m. m., Selskabets Secretair. Laurits Scheby Wedel Simonsen, Doctor Medicine & Phil., Etatsraad, Professor, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m. Excellence Anders Sandöe Örsted, Doctor juris, Ridder af Elephanten, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m., Selskabets Præsident. Lauritz Engelstoft, Doctor philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historie og Geographie, Ordens Historiograph, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m., Selskabets Casserer. Heinrich Christian Schumacher, Doctor juris, Conferentsraad, Professor, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Æreslegionen, af den preussiske råde Orn, Stanislaus Ordenen, den russiske St. Anna-Ordens anden Classe, og Nordstiernen. Frederik Christian Sibbern, Doctor Philosophiæ, Etatsraad, ordentlig Professor i Philosophien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogs- mand m. m. Hans Excellence Jacob Peter Mynster, Doctor Theologiæ, Biskop over Sjællands Stift og Ordensbiskop, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrogen og Dannebrogs- mand m. m. SRE € Hr. VIIT Erich Christian Werlauff, Doctor Philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor i Historien ved Kiöbenhavns Universitet, Overbibliothekar ved det store kongelige Biblio- thek, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m. Joakim Frederik Schouw, Etatsraad, Professor, Commandeur af Dannebrog og Danne- brogsmand m. m., Selskabets Archivar. Janus Lauritz Andreas Kolderup — Rosenvinge, Conferentsraad, Doctor og Professor Juris, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Georg Forchhammer, Doctor Philosophie, Professor i Mineralogien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen m. m. Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophiæ, Etatsraad, Professor i Philologien ved Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m. Niels Nicolay Falck, Etatsraad, Professor i Lovkyndigheden ved Universitetet i Kiel, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. Andreas Schifter, Contre-Admiral, Overequipagemester, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand, Storkors af Stanislausordenen. Georg Frederik Ursin, Doctor Philosophiæ, Professor ved Kunstacademiet, Ridder af Dannebrog. Peter Wilhelm Lund, Doctor Philosophiæ, Ridder af Dannebrog. Henrik Nicolai Clausen, Minister, Doctor Theologiæ, ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Christian Georg Nathan David, Doctor Philosophiæ, Professor, Raadmand, Ridder af Dannebrog. Johan Nicolai Madvig, Doctor Philosophie, Minister for Kirke- og Underviisnings- væsenet, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Friis Rottbôll Olufsen, Professor i Astronomien ved Kiôbenhavns Universitet, » Ridder af Dannebrog. Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiöbenhavns Uni- versitet, Ridder af Dannebrog m. m. Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken ved Söe- Etaten, Ridder af Dannebrog, m. m. Er. Johan Christian Drewsen, Kammerraad. Niels Hofmann (Bang), Eier af Hofmansgave i Fyen, Ridder af Dannebrog. Daniel Frederik Eschricht, Doctor Medicinæ, ordentlig Professor i Medicinen ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen m. m. Henrik Carl Bang Bendz, Doctor Medicinæ, Lector ved Veterinairskolen. Henrik Krøyer, Doctor Philosophie, Inspecteur ved det kgl. Museum for Naturviden- skaberne, Ridder af Æreslegionen. Johannes Ephraim Larsen, ordentlig Professor i Lovkyndigheden ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter (Rostgardianus) ved Kjöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Niels Mathias Petersen, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kiöbenhavns Universitet. Hans Larsen Martensen, Doctor Theologie og Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Hofprædikant, Ridder af Dannebrog. Johan Christopher v. Hoffmann, Capitain i Artillerie- Corpset, Lærer i Physik og Chemie ved den militaire Hôiskole, Ridder af Dannebrog og af den Russiske Wladimirs Ordens 4de Classe. Christian Pingel, Doctor Philosophie, Over-Inspecteur ved det kgl. Museum for Naturvidenskaberne, Ridder af Dannebrog. Peder Pedersen, Magister artium, Professor m. m. Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor i Zoologien ved Kiöbenhavns Universitet. Gregor Wilhelm Nitsch, Etatsraad, Professor i Philologie og Veltalenhed i Kiel, Ridder af Dannebrog. Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Magister artium, Professor, Rector ved Odense Cathedralskole, Ridder af Dannebrog. Edvard August Scharling, Magister artium, Professor i Chemien ved Kiöbenhavns Universitet. Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Etatsraad, kgl. Historiograh, Geheimearchivarius, Ridder af Dannebrog. Caspar Peter Paludan - Müller, Dr. phil., Overlærer ved Odense Cathedralskole. Jürgen Schiödte, Docent ved Veterinairskolen. Frederik Michael Liebmann, Professor i Botaniken ved. Kiöbenhavns Universitet. Justus Olshausen, Etatsraad, Dr. Phil., Professor i de orientalske Sprog ved Universi- tetet i Kiel, Ridder af Dannebrog. C. M. Gottsche; Doctor medicine i Altona. Carl Emil Scharling, Doctor theol., ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Christian Thorning Engelstoft, Doctor theol., ordentlig Professor i Theologien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Ernst Fredrik Christian Bojesen, Professor, Rector for Soröe Skole. Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk-orientalske Sprog: Carl Emil Mundt, Professor. Br. XI Udenlandske Medlemmer. Jens Rathke, Professor i Zoologien ved Universitetet i Christiania. y . Excell. Fried. Heinr. Alexander v. Humboldt, Baron, preussisk Geheimeraad, Kammer- herre, Storkors af Dannebrog m. m. Friederich Creuzer, Geheimeraad, Professor i Heidelberg. Louis Joseph Gay Lussac, Professor i Chemien i Paris, Medlem af det franske Institut. Carlo Rossini, Biskop og Præsident for det herculanske Academie i Neapel. Flauti, Professor i Neapel. Robert Jameson, Professor i Mineralogien i Edinburgh. W. Lawrence, Professor, Chirurgus ved Bartholomæus - Hospitalet i London. Johan Friederich Ludvig Hausmann, Hofraad, Professor i Mineralogien i Gôttingen. Leopold v. Buch, preussisk Kammerherre, i Berlin. Carl Friederich Gaus, Hofraad, Professor ved Universitetet i Göllingen, Commandeur af Dannebrog. Colby, Oberst i Ingenieur-Corpset, Chef for Gradmaalingen i England. . Excell. Sergius v. Ouwaroff, russisk Geheimeraad, Minister for den offentlige Under- viisning, Præsident for Videnskabernes Selskab i Petersborg, Storkors af Dannebrog. . Joseph v. Hammer-Purgstall, österrigsk Friherre, Directeur for det orientalske Academie i Wien, Commandeur af Dannebrog. Paul Ermann, Professor i Berlin og Secretair for den physiske Classe af Viden- skabernes Selskab sammesteds. Dawid Brewster, Doctor Med. og Secretair for Videnskabernes Selskab i Edinburgh. Robert Brown, Doctor, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. Christian Martin Frähn, Doctor Theologiæ & Philosophiæ, Professor i de orientalske Oldsager i St. Petersborg. B° Hs. Hr. Hs. Hr. XII . J. F. L. Schröder, Professor i Physik og Mathematik i Utrecht. François Jean Dominique Arago, Professor i Astronomien i Paris, Secretair for den mathematiske Classe i det franske Institut, Ridder af Dannebrog. John Friederich Wilhelm Herschel, Baronet, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. i: Louis Jaques Thenard, Baron, Professor i Chemien i Paris, Medlem af det franske Institut. | Christian Samuel Weiss, Professor i Mineralogien i Berlin. . Excell. Friedr. Carl v. Savigny, kgl. preussisk Geheimeraad. . C. F. Eichhorn, Geheime - Regieringsraad. Nathanael Wallich, Doctor Philosophiæ, forhen Directeur af den botaniske Have-i Calcutta, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Christian Hansteen, Professor i Astronomien ved Frederiks-Universitetet i Christiania, Commandeur af Dannebrog. Excellence Fred. Wilhelm Struve, russisk Statsraad, Professor i Astronomien i Dorpat, Commandeur af Dannebrog. August Detlew Twesten, Professor i Theologien ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrog. August Boeckh, Geheimeraad, Professor i Berlin m. m. Jacob Ludw. Carl Grimm, Hofraad, Professor i Berlin. Wilhelm Carl Grimm, Professor i Berlin. Charles Babbage, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Jean Marie Pardessus, Medlem af det franske Institut. Excellence Poul Heinrich Fuss, Statsraad, Secretair for Videnskabernes Selskab i Petersborg. Heinr. Friedr. Link, Geheimeraad, Professor i Botaniken i Berlin. Karl Fr. Ph. v. Martius, Hofraad, Professor i‘ Botaniken i München, Ridder af Dannebrog. Michael Faraday, Doctor, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Carl Ritter, Geheimeraad, Professor ved Universitetet i Berlin, Ridder af Dannebrog o. s. v. E. Mitscherlich, Professor i Chemien i Berlin. Hr. Hs. Hr. XII Michel Eugene Chevreul, Professor, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog. Peter Andr. Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrog. Joh. Ant. Letronne, Directeur for det kongelige Bibliothek i Paris, Medlem af det franske Institut m. m. Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske Institut m. m. Charles Lyell, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. H M. Ducrotay de Blainville, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. Carl Gustav Jacob Jacobi, Professor ved Universitetet i Berlin. Christian Gottfried Ehrenberg, Professor ved Universitetet i Berlin. Johannes Müller, Professor ved Universitetet i Berlin. Wilhelm Weber, Doctor, Professor ved Universitetet i Leipzig. Exell. Frangois Guizot, Medlem af det franske Institut, Ridder af Elephanten. Friederich Christopher Schlosser, Geheimeraad, Prof. i Historien i Heidelberg. Johan Voigt, Professor i Historien ved Universitetet i Königsberg, Ridder af Dannebrog. Friederich Wilhelm Joseph v. Schelling, Geheime-Hofraad i Berlin. Victor Cousin, Medlem af académie française. Lambert Adolphe Jaques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Observatorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Brüssel. Carl Ernst v. Baer, Dr. Phil. et Med., Medlem af det Petersborger Academie. Augustin Louis Cauchy, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. George Biddel Airy, kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich. J. Dumas, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie. Elias Fries, Professor i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Ridder af Dannebrog. Melloni, Professor i Neapel. Bror Emil Hildebrand, kgl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Médailles i Stokholm. Christian Larsen, Professor i Bonn. Christian Brandis, Geheimeraad, Professor i Bonn. Henrik Ritter, Geheimeraad, Professor i Gottingen. ki å ! a N'a ’ af « FLE ml LR a bev" ne LÆR SÅN y D 1 aa CA 4 PER i 4 ‘ 7" N h ni + in “ L , y 7 i x j ' r ii ake ei ‘soo oh em a TE TE Ud nt TERN mæ mr ‘ pan Mes th’ | auerrodeatenobiY elg i rl od hie i auto an "TS FE res 5 + stars ‚dar rot cit Aa sini LUE À à Matlin st Sr US SM UNS SN Deteur A tr M enr = | i l'as He af | pron + MAMAN in. bow 0221 co zone a, É M u + Anka rie KE TREE ANUS SEE STUD SÆETE TURE SDU KONEN STA | Conan en A ent per. gibi, NT alt: AM 4 = z= ? act se 7 seul ven ta anally ited wi ~ 5 wikavor 1 Per ia “ror vol gustas woupoly ali vod] TUE pm a ee i an may bar US 5 i ne | RO AE rs Hott 19 HT vd un. res mo. NØ à oil abr EVE ot 1a wet fu Point qu 710 TR cea, M RR yo. sr: > DE ki Lan À HEST ET TEE ÆNDER Hy Sa SR es st 4 224 bratte sa eee Slit ni gid Er, i ena bow nono à Ne are as ei on DUR, NU cr Din I ANDEN - ee a "ISS ts rege 3 * | = Pay "ek er call De PN 2 Ta | mre La i mi +) SOE a + MSA i - Miekues Far Wy, tu Mu. rt MT in ets P 2 Cat Mr: re thy stirs er LT qe EG À à ddæslorT it ~ À Wiradherhen, Frans | en Om den nüiagtige Bestemmelse Hovedets Stôrrelse og Form, Simesen, Rector. Vidensk. Selsk. Skr., 5. Række, naturv. or math. Ald. 1 Bind. i d di, OP A EE 4 x GT cin eli Ki, , Pr on Né "ai ww. Be x * . ñ LA r N AA be RT, L Sy Naasnart en Undersögelse gaaer ud paa at bestemme og sammenligne Gjenstandes Störrelse og Form, da kommer den ind paa Mathematikens Gebeet og maa, for at kunne kaldes vi- denskabelig, udföres med alle de Hjælpemidler, som Mathematiken frembyder til nôiagtigt at kunne bestemme og med Lethed og Sikkerhed at kunne sammenligne de omhandlede Gjenstandes Störrelse og Form. Iblandt de Gjenstande af samme Art, hvis Störrelse og Form varierer indenfor visse Grændser og udentvivl ogsaa efter visse Love, er Craniet vistnok en af de interressanteste og vigtigste; men uagtet Forskjelligheden af Cranierne er idinefaldende, uagtet baade Videnskabsmænds og Kunstneres Opmærksomhed til de forskjel- ligste Tider have været henvendt derpaa, saa har man dog endnu ikke ad nogen videnska- belig Undersôgelsesvei funden hverken Loven for Craniets Formforandring hos et og samme Individ, eller Sammenhængen mellem de forskjellige Individers og Menneskeracers forskjel- lige Hovedformer og deres övrige physiske eller psychiske Forskjelligheder. Skal man kunne vente engang at finde tilforladelige Grundformer eller Typer for de forskjellige Racer, Kjén og Aldre, og endnu mere, skal man kunne gjöre sig Haab om at komme til nogen Afgjérelse af det vigtige Spörgsmaal, om Hovedets Form og Störrelse enten som Aarsag eller Virkning staaer i nogetsomhelst Afhængighedsforhold til Sjæleevnernes Kraft og Virke- maade, da maa man ikke som hidindtil néies med en löselig Beskuen af Cranier og Gibs- afstébninger, eller i det höieste med at sammenholde enkelte med en Krumpasser eller et Baand bestemte Maal, da maa' man ikke indskrænke sig til Brugen af saa ubestemte Udtryk som: stor, lille, stærkt udviklet, svagt udviklet, o. s. v.; men man maa ved et tilstrækkeligt Antal néiagtige Maalninger skaffe sig fuldstændige, og efter mathematiske Methoder udförte Afbildninger af Hovederne; man maa omhyggeligt skjelne mellem de to Elementer: Störrelse og Form; man maa af et stort Antal Hovedformer, tilhörende Individer af samme Race, samme Kjén og samme Alder, beregne en Middelform for hver Race, hvert Kjén og hver Alder, og med denne sammenligne hvert enkelt Hoveds Form, deels ved Hjælp af Maalenes Talværdier, forsaavidt enkelte Steder sammenlignes, deels ved Hjælp af geometriske Projec- tionsafbildninger, forsaavidt man paa eengang önsker at overskue Hovedernes Formforskjel- lighed i deres Heelhed. 1* Det fürste Skridt til Udförelsen af denne Undersøgelse er da, ved Hjælp af et pas- sende Instrument at foretage et tilstrækkeligt Antal Maalninger af Hoveder, med en saadan Noiagtighed, at der ved Hjælp af disse Maal kan dannes en mathematisk nôiagtig Afbildning, ikke alene af Craniet i dets Heelhed, men ogsaa i dets mindste Dele. Dertil har jeg ind- rettet det paa Fig. 1 og 2 afbildede Instrument af fålgende Beskaffenhed: aaa er en Ring af Træ, der er sammenlimet af flere tyndere Ringe, hvis Fibrer gaae paa tvers af hverandre. Denne Ring er i Retningen af Radierne gjennemboret med Huller for hver femte Grad. Igjennem de med 0° og 90° betegnede fire Huller gaae fire, med Skruegænger paa hele Længden forsynede Stifter, der ved en forinden paaskruet Myt- trik forhindres fra at glide længere ud, end denne tillader; de inderste Ender af Skruerne ere forsynede med smaae Knoppe h og i, beklædte med Skind. bbb er en lignende Træring, der, ligesom den fårste, for hver femte Grad er gjennemboret i Retningen af Radien. Denne Rings indvendige Diameter er 2 Millimetre större end den fårste Rings yderste Diameter, saa at den, naar Skruerne eh og di gaae igjennem de med 0” betegnede Huller paa samme, kan dreie sig om disse, og udenom den förste Ring. ccc endelig er en tredie aldeles lignende Trering, gjennemboret paa samme Maade som de andre, og af en saadan Störrelse, at dens indvendige Diameter atter er 2™ större, end Ringen b udvendige Diameter, saa at denne kan dreie sig indeni Ringen c, der er forbunden saaledes med den forste, at de Skruer, der paa denne gaae igjennem de med 90° betegnede Huller, tillige gaae igjennem de paa Buen c med 0? og 180? betegnede Huller. Fremdeles höre endnu til Instrumentet: to Skruer k og 1, der, ligesom d, e, f og g, kunne gaae igjennem Instrumentets Huller, og ere forsynede med flade Knopper, beklædte med tykt Skind eller Kaoutschuk; en Stift s med Knop, der, ved at stikkes igjennem et af Hullerne paa Buen c og igjennem Hullet ved 90° paa Buen b, kan befæste denne under en Vinkel = n. 5° med Ringen a; og endelig en fiin Elfenbeensstift np, der er inddelt i Mil- limetre paa en saadan Maade, at naar den stikkes igjennem et af Hullerne paa Ringen b, da angiver den Inddelingsstreg, der falder sammen med Ringens yderste Kant, hvormange Millimetre den inderste Ende p af Maalestilken er borte fra Ringenes Midtpunkt m. Benyttelsen af Instrumentet er fölgende: Ringen c dreies om Skruerne g og f, indtil dens Plan er lodret paa Ringen a: Plan; i denne Stilling befæstes den derved, at Ringen b dreies om Skruerne d og e, indtil dens Plan danner en vilkaarlig Vinkel =n. 5° (paa Figuren 55°) med as Plan, i hvilken Stilling den befæstes til Ringen c, ved at den lille Stift s stikkes igjennem Hullet n. 5° paa Ringen e og ind i Hullet 90° paa b. Derpaa sættes Instrumentet saaledes paa det Hoved, der skal maales, at Ringen as Plan afskjerer hele Craniet ovenfor sig; Skruerne e og d skrues da ved Hjælp af de inderste Myttrikker saa langt ind i den ydre Höregang, at Knopperne h og à stéde an imod de faste Dele, og Instrumentet ikke længere kan rokkes frem og tilhage +. 4 à 5 i Retningen de. Dernæst skrues Skruen f, ligeledes ved Hjælp af den inderste Myttrik, fast imod det Sted af Forhovedet, hvor Næsen skiller sig fra Panden, hvorpaa ogsaa Skruen g i Nakken skrues til. Endelig anbringes i to passende Huller af Ringen c de to Skruer k og I, der skrues saalænge ind imod Hovedet, til Instrumentet ikke længere tynger ned i Orerne. Naar dette saaledes har erholdt en fast Stilling, da begyndes Maalningen med at stikke Maalepinden ind igjennem de forskjellige Huller, först paa Ringene a og c og der- næst paa Ringen b, der efterhaanden bringes til at danne Vinklerne 5°, 2.50, 3.59... 0. s. v. med Ringen af Plan. Herved bestemmes for alle Craniets Punkter, der ligge i en Afstand af 5 til 5 Grader fra hverandre, hvormange Millimetre deres Afstande fra Midtpunktet af Linien hi udgjôre. Ved under Maalningen at dreie Maalepinden lidt frem og tilbage imellem Fingrene, idet den skydes igjennem Hullet ind til Hovedet, skilles Haarene let ad, saaledes at Maalet kommer til at angive den uforvanskede Afstand fra Midten, uafhængig af den stærkere eller svagere Haarvæxt. Endvidere bemærker man let, at da Inddelingsstre- gerne paa Maalestokken angive det berörende Punkts Afstand fra Midtpunktet, naar Maale- stokken sættes igjennem et af Hullerne i Buen b, saa maa man fra det observerede Maal "drage Breden af Buen b, nåar der maales igjennem Hullerne påa a, og lægge Breden af Buen b til, naar der maales igjennem Hullerne paa C: Omstaaende Tabel er saaledes dannet ved Maalning af en Dame paa 18 Aar. Efter denne Tabel udföres en Tegning af Hovedet i geometrisk Verticalprojection, ved forst fra et Punkt m (Fig. 3) i en ret Linie at drage Linier, der danne Vinkler paa 5 Grader med hverandre, og paa disse Linier först fra m af at afsætte alle Maalene i den horizontale Række for 90°, hvorved erholdes Hovedets Contourlinie i Profil, naar der gjen- nem alle disse Punkter drages en krum Linie; dernæst afsættes ligeledes fra m af, men efter en Maalestok, der forholder sig til den forrige som sin 85°: 4, alle Maalene i den horizontale Række for 85°, og igjennem de afsatte Punkter drages en Curve; den tredie Række fra neden (for 80°) afsættes efter en formindsket Maalestok, der forholder sig til den förste som sin 80°: 1, o. s. fr. Hovedet afbildes saaledes ved Hjælp af Verticalpro- ; jectionerne af de Curver, i hvilke rette Kegler, hvis Axe falder paa me eller md (Fig. 1), hvis Top ligger i m, og hvis Sidelinies Heldning imod dens Axe (dens halve Topvinkel) er successive = 5°, 100, 15°,.... 85°; 90°, skjære Hovedets Overflade. Denne Tegning af de forskjellige Curver efter de forskjellige formindskede Maalestokke, ved hvilken der for hver Curve maa afsættes 37 Maal, kunde synes at vere höist besværlig; dette bliver den dog ingenlunde, naar de formindskede Maalestokke ikke blot afsættes paa een ret Li- nie, men indrettes som i Fig. 6, idet den afsettes paa 37 Radier, der danne Vinklen 5° med hverandre. Naar man nu fremdeles benytter halv gjennemsigtigt Papir til at tegne Hovedets Projection paa, da behöver man kuns at legge dette ovenpaa Maalestokken, og kan nu med Blyant afsette Punkterne nesten lige saa hurtigt, som en anden kan dictere dem. = + LÉ. sis eee ee ee liste, je > a w ~ ww i & wos == © = z © Se SP m; 7 7 79 8 8 w 109% 113 114 92 |105 114 102 | 1063 115 = JI SE NW U 8 u w o 5 Sr {er} Endskjöndt denne Verticalprojection af Hovedet er tilstrækkelig, saavel til at bestemme et- hvert af de maalte Punkters Afstand fra Midtpunktet, som til at sammenligne det med et andet Hoved, ved at lægge dem saaledes paa hinanden, at de tilsvarende Radier dække hinanden, og da holde dem op for Lyset, saa kunne dog enkelte Partier af Hovederne, navnlig Egnen omkring Örerne lettere sammenlignes ved at benytte saa- danne Verticalprojectioner af Hovederne, ved hvilke Linien de ikke, som i Profilen, staaer lodret paa det verticale Projectionsplan, men er parallel med samme. Til saa- danne Afbildninger kunne atter de i Tabellen indeholdte Tal benyttes, idet Curver, dragne igjennem enhver Verticalcolumnes Tal, fremstille Snittene af Hovedets Overflade med Pla- ner, der gaae igjennem de og successive danner Heldningsvinklerne 0°, 5°, 100, 15°.. 180? med Ringen a‘ Plan. Fig. 4 og 5 fremstille saadanne Afbildninger af det til Tabellen svarende Hoved, nemlig Fig. 4 Forhovedet og Fig. 5 Baghovedet. For at tegne disse Snit umiddelbart efter Tabellen, maa man benytte Maalestokke som den paa Fig. 7 fremstillede, der tjener til Underlag ved Tegningen af den til Verticalcolumnerne for 60° og 120° sva- rende Curver. Ved saadanne Tabeller med tilhårende Afbildninger opnaaer man imidlertid endnu ikke stort mere end ved Gibsafstöbninger, undtagen for saavidt, at Haaret her ingen Indflydelse har havt, og at man umiddelbart kan sammenligne hvilkesomhelst Punkter af Hovedet med de samme Punkter paa andre Hoveder eller med andre Punkter paa samme Hoved; thi endnu ere de to Elementer: Störrelse og Form ikke sondrede fra hinanden. 20° | 35° | 55° | 80° | 85° 90° | 95° 100° 694 105° 125° 130° | 135° | 140° | 1459 | 150° | 155° | 160° | 165° | 170° | 175° | 180°] M. | F. | 62,5 61 63,9 69 | 674)! 664| 654| 66%! 66 | 653] 65 | 65%! 66 | 64 | 634| 62 | 60 61 | 67,7| 35!.2369,5 72 | 71 | 70 | 694! 69 | G84] 67 | 66 | 67 | 65 | 64 | 633] 61 59 | 59 | 60:| 70,0] 89| 6230, 80 | 77 | 75 | 74 | 72 | 72 | 70 | 69 | 69 | 664] 65 | 64 | 60 | 57%! 57 | 59 | 740/114] 8458.5 85 | 84 | 83 | 80 | 70 | 76 | 73 | 72 | 70 | 68 | 66 | 65 | GOL} 58 | 574) 59 | 78,9] 141 | 11110, 911! 88h) 87 | 843) 82 | 785] 75 | 73 | 72 | 69 | 67 | 65 | 603) 58 | 57 | 59 | 81,5] 162] 13203, 97 | 94 | 92 | 89 | 85 | 83 | 79 | 76 | 743) 71 | 69 | 66%) 63 | 60 | 59 | 60 | 83,7] 192] 16070,4 104 |100 | 99 | 94 | 904| 87 | 83 | 802) 78 | 75 | 71 70 | 65 | 6 | 60 | 60 | 91 ,3| 219 | 19994,7 109 |1054|103 | 99 | 954] 91 | 86 | 823! 793) 75 | 72 | 70 | 65 | 62 | 60 | 60 | 95,3] 250 | 23825,0 114 |111 |109 |104 |100 | 95 | 89 | 85 | 80 | 754| 71 | 68 | 64 | 61 | 60 | 60 | 99,9) 269 | 26873,1 120 |117 |113 |109 |105 |1003| 95 | 90 | 833) 764| 722] 70 | 66 | 63 | GOL} 60 |102,;| 293 | 30032,5 122 120 |116 |113 |108 |104 | 98 | 93 | 86 | 774! 721! 70 | 664) 62 | 6024| 61 |104,6|313 | 32739,8 125%] 1212 | 118 |1144/1104)106 |100 | 954| 87 | 76 | 71 | 69 | 64 | 62 | 60%) 61 | 105,8 | 330 | 34914» 126 | 122%)1193)116 | 1123/1098 |102%| 97 | 89 | 76 | 7031 69 | 635| 62 | 604] 60 | 106,6] 339) 36137,4 125 |122 |1192)117 |1133|110 |1043| 99 | 91 | 81 | 72 | 69 | 65 | GL | 60% 109,6 | 340 | 37264,0 125 |121 |120 |117 |114 |110 |1043|101 | 94 | 82 | 71 | 714) 673) 643] 62 106,8 | 175 | 18690,0 Derfor maa man af Tabellen uddrage en Middelradius for Hovedet, og naar da hvert Maal divideres med denne Middelradius og multipliceres med 100, da erholdes en ny Tabel, der angiver Hovedets Form, naar dets Middelradius var liig 100™™. Laae nu alle de paa Hovedet maalte Punkter i ligestore Afstande fra hverandre, da vilde man meget simpelt erholde Middelradien ved at addere alle Maalene og dividere Summen med Maalenes Antal. Dette er imidlertid ikke Tilfældet; thi de til Maalene i Tabellens horizontale Række for 25° f. Ex. svarende Punkter paa Hovedet ligge langt tettere ved hverandre, end de i Rekken for 50°, og disse atter nærmere ved hverandre end Punkterne i Rækken for 90. Ved at beregne Middelradien paa denne Maade, vilde altsaa Egnen omkring Oret (hvor de maalte Punkter ligge nærmest ved hverandre) faae en större Indflydelse paa Middelradien, end de andre, og denne saaledes blive for lille. Var Craniets Form derimod en Halvkugle, da vilde alle de paa Profilafbildningen fremstillede Curver blive Cirkellinier, der vare indbyrdes pa- rallele og (maalt paa Hovedet) i ligestore Afstande fra hverandre. Længden af hver af disse Parallelcirkler forholde sig til Halvkuglens Storcirkel, som den tabulære Sinus til den skjærende Kegles halve Topvinkel forholder sig til 1. Indeholdt derfor den störste Cirkel 100 Maal ligelangt fra hverandre, da vilde den næste indeholde 100. sin 85° = 99,62 Maal i samme Afstand; den tredie vilde indeholde 100. sin 80° = 98,48, den 4de 96,59, den 5te 93,97, den 6te 90,63, den 7de 86,60, den Sde 81,91, den 9de 76,60, den 10de 70,71, den 11te 64,28, den 12te 57,36, den 13de 50,00, den 14de 42,26, den 15de 34,20, den 16de = RER 25,88, og den 17de 17,36 Maal, alle i samme Afstande fra hverandre som paa den störste Cirkel. Ved derfor af hver Horizontal-Række i Tabellen at uddrage et Middeltal, multipli- cere den underste Rekkes Middeltal med 100, den næstes med 99,62, eller tilnermelsesviis med 99, den tredies med 98,18 eller 98 og saaledes fremdeles de fölgende respective med 97, 94, 91, 87, 82, 77, 71, 64, 57, 50, 42, 34, 26 og 17, addere disse Produkter og di- videre deres Sum med Summen af Factorerne — 1186, vilde man altsaa erholde en rigtig Middelradius for Hovedet under den Forudsætning, at de paa Fig. 3 athildede Curvers Længde forholdt sig som Længden af disse Parallelcirkler, idet nemlig ved denne Bereg- ningsmaade de maalte Punkter vare blevne reducerede til ligestore Afstande fra hverandre. Men da Hovedets Form afviger temmelig betydeligt fra Kugleformen, idet det i Retningen fra det ene Öre over Issen til det andet er betydeligen sammentrykt ved Örerne, saa vil denne Egn af Hovedet endnu faae en större Indflydelse paa Middelradien end den burde, da nemlig Længden af de nærmest ved Oret liggende Snit formindskes i et stærkere For- hold end den tab. Sinus til Keglernes halve Topvinkel, hvorimod Snittenes Afstande fra hverandre, maalt paa Hovedet, ikke afvige noget betydeligt fra hverandre. For derfor at erholde Middelradien M nôiagtigere, maa man paa Profil-Afbildningen af Hovedet maale Længden I, I’, 1“, I”, 0. s. v. af de forskjellige Snit og multiplicere hver Længde med den tilsvarende Middelradius r, r', r“, r'" 0. s. v. for Snittet, addere disse Produkter og dividere Summen med Længden af alle Snittene tilsammen, hvorved erholdes: . me Br bar ÆRE rll see las. fre) Jan 4+ 4 pm) IL") A SU HN El En TL + Lod CE Su 0 For det paa Fig. 3 afbildede Hoved ere Middeltallene af de horizontale Columner anforte i den med ,,M” overskrevne verticale Columne og ved Siden af, i den med ,,F” overskrevne, Længden af de tilsvarende Curver; i den tredie Række, overskrevet: ,,Pr.” findes disses Produkter, hvis Sum 308568, divideret med Summen 3173,5 af de som Fac- torer brugte Curver, giver til Middelradius 97,2". Divideres nu den fundne Middelradius i 100, da erholdes 1,029 som den Factor, med hvilken hvert Maal maa multipliceres, for at reducere dem til en Middelradius = 100". Efter denne Tabel tegnes atter en Vertical-Projection af Hovedet paa halv gjennemsigtigt Papir, og da kan denne tjene til Sammenligninger af Hoveder med Hensyn til Formen alene, ved enten at lægge den behårigt paa et andet, paa samme Maade tegnet Hoved, eller paa et Middelhoved, der som Typus er uddraget af et tilstrækkeligt Antal udmaalte Hoveder, tilhörende Individer af samme Race, Kjôn og Alder. Paa denne Maade vil man med en stor Grad af Nöiagtighed kunne bestemme de forskjellige Menneskeracers Hovedformer, og deraf udlede langt sikkrere Resultater, end ved den blotte Betragtning af Cranier. Maales fremdeles Hovederne af Drenge eller Piger, og gjentages disse Maalninger paa ny hvert Aar eller hvert andet, da kan man, ved Paa- 9 lægning af de forskjellige Atbildninger af et og samme Hoved, dicblikkelig og med stor Nöiagtighed overbevise sig om den Forandring, der kan vere foregaaet med Hovedets Form, idet enkelte Partier af dette ere blevne stærkere udviklede end andre, hvilket rimeligviis vil finde Sted, og som paa denne Maade vil kunne vise sig meget tydeligt, idet Middelradien af en Drengs Hoved fra 7 til 8 Aar (forsaavidt jeg tår uddrage nogen Slutning af de faa Maalninger, jeg endnu har foretaget) i Almindelighed ikke overstiger 93 til 94m, medens et voxent Mandfolks Hoved i Gjennemsnit synes at have en Middelradius af 104 til 110"". Vil man endelig benytte disse Hovedmaalninger til deraf at udlede Beviser for eller imod Rigtigheden af Phrenologiens Grundprinciper, maa man udtrykke Stedet for og Omfanget af de af Phrenologerne antagne Organer i Grademaal. Dette har jeg bestræbt mig for at udföre saa nôiagtigt som mueligt ved at overföre Afbildningerne af phrenologi- ske Buster i geometrisk Projection, og af denne at bestemme Vinklerne og Grændserne. Afsættes disse Grændser paa de til Tabellerne hörende Schemaer, da faae disse folgende Udseende: No. 1. Organ for Sprogsands. No. 13. Organ for Mekanisk Talent. 0 » » Talsands. » 14 » 5, Munterhed og Vid. ar » » Ordenssands. +” 15: » » Slutningseyne. » 4. >> » Farvesands. io: » 3 Sammenligningsevne. SU - » » Vægtsands. SAT » 55 Erhvervsdrift. 0: >», Störrelsesands. 48. 3 wpe Idealitet. soe ”» 3, Gjenstandsands. op AD » 3, Vidunderlighedssands. ES: » > Tonesands. 2 120. > >, Efterlignelsestalent. ge DE Boris Tidssands: wed. 5 Mel ve „10. 5» » Stedssands. ER » 9 Forhaabning. ad, » > Begivenhedssands. Re: » » Zrbödighed. gp dies 735. 3) Ernæringsdrift. „ 24. 5» » Ödeleggelsesdrift. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd, 1 Bind. 2 10 No. 25. Organ for Skjuledrift. No. 31. Organ for Tilslutningsdrift. 2b! » 3. Betænksomhed. PAR 55 3», Henhedsdrift. RAR: » » Samvittighedsfuldhed. an} , 55 Bekempelsesdrift. B28: kv Ste Fasthed: sf BAR » » Börnekjerlighed. 29: s >» Forfengelighed. 99% » »». Kjönsdrift. 30. » 35 Selvfôlelse. Naar man nu for de Maal, der falde indenfor de respective Grendser, bestemmer Middelverdier paa samme Maade, som Middelradien af hele Hovedet bestemtes, og sam- menligner disse Middelradier for de forskjellige Organer med de til Middelhovedet eller Typus hörende Middelradier for samme Organer, da vil et Organs Störrelse kunne angives ved + 1, + 2, + 3..., — 1, — 2, — 3,... 0. s. v. eftersom dets Middelradius er 1, 2, 3... Millimetre stôrre eller mindre end Middelhovedets Middelradius for dette Organ. Sammenlignes endelig denne Craniets Udviklingshistorie med en omhyggelig optegnet Hi- storie af Individets Charakteer og Aandsevners Udvikling, da vil man derved kunne vente en sikker Afgjörelse af Phrenologiens Paalidelighed. Vel er denne Undersögelses-Vei langt besverligere og vidilöftigere end en blot Beskuen og Befölen af Hovederne, men desuagtet haaber jeg, at Mange af dem, der levende fole denne Sags store Vigtighed, ikke ville tage i Betænkning at paatage sig den dermed forbundne Méie, der dog idetmindste for Naturforskeren ikke kan vere afskrekkende, idet man efter Maalningen og Beregningen af eet eller to Hundrede Hoveder allerede kan vente interressante Resultater, imedens f. Ex. meteorologiske og magnetiske Observationer ofte forst kunne ventes at lede til et Resultat efter mange Aars vedholdende Flid. Det er ogsaa kuns i det Haab at vinde flere Medarbeidere for denne Undersôgelse og Opmuntring til selv at fortsette den, at jeg har kunnet overtale mig til at forelegge det kongelige Videnskabers Selskab et Arbeide, hvis Slutsteen, Resultatet, endnu mangler. L em Kidenskab: Selsk: Shr. 5 Rœkke. Nature:og math: let: 1 Bind Simesen om Hooedels Udmadling. VA. fig. 2. Hortzontalprojeelion 20 naturlig Stårrelre - Frg. hs le Me salprøje« “on = 5: ser Op D ett 067241070 627:1997947 7 Wy Aa py ig DOLf tro UPS OUI Pag TIPPIE yqpıa Lo MADDON OYYOY CO MAIL EYL7IOS? gpysuopı] + Sore ++ = = Zu Les RSR = FE a mi TIL. Imaaling sen om Hovedets li (2277 del: 1 Bind 5 « Ay we og math: sk Shr: 5 Række. Natur € Irdenskab: S fe > (7e Co" lg Størrelse . 3 nalın 2 % ne h oved ot I Fig. 5. 200° d g/l ve dy 2 3 de LA MN LCI ML Videnskab: Selsk: Shr. 5 Række Naturv: og math Afdel-1 Bind Simesen om Hovedets Udmaaling VAN Maalestok for Snittet med en hegle, hots halve Topvinkel er 40° hig 6. 24 . Fa 2% naturlig Størrelse . bo toe range women do ye wo tw 100 9 74 dø Go 70 Maalestok tor Syæringslinten med et Plan, der danner en Vinkel paa 00° med det hort - zonlale og JO’ med det verticale Projeettonsplan . 2 ; 2 20 [ZA Fig. © € de NS yo fer PI je um 100 Om Virkningen mellem Kali-Methyloxyd- Sulphocarbonat og Jode, med Bemærkninger om det olieagtige Product ved Dannelsen af xanthogensyret Kobberoxydül W. C. Zeise. Professor. ne mur 4 gi allg hy tae da AN Vs tm 3 ‘ i ace folk,” ig Nom bekjendt giver en Oplösning af Kalihydrat i Træalcohol med Svovlkulstof et Salt, der i alle Maader svarer til det xanthogensyrede Kali med Vinalcohol. Skjöndt der nu med god Grund lod sig formode, at dette Kali-Methyloxyd-Sulphocarbonat vilde forholde sig med Jode paa en Maade, aldeles analog med den, hvorpaa det xanthogensyrede Kali eller Kali- Æthyloxyd-Snlphocarbonatet forholder sig, saa syntes det mig dog Umagen verd, for at faac denne Art af Undersögelse fuldstendig, ogsaa at forsöge hiint Salt. Hovedresultatet af denne Undersögelse er, at derved ligeledes skeer en Fraskilling af 1 At. Svovelkulstof og 1 At. Ilt og frembringes en Forening af 1 At. Methyoxyd og 1 At. Svovelkulstof, altsaa en Methyloxydether med Svovelkulstof, hyori dette er Syren. Fremstillingsmaaden heraf er omtrent som ved Svovelkulstof- Æthyloxydet. Man forskaffe sig en maadelig stærk Oplösning af Kalisaltet ved at sætte fiint pulveriseret Kali- hydrat til en Oplösning af Svovelkulstof i reen Træalcohol indtil Oplösningen paa den ene Side ikke bliver melket ved Vand og paa den anden Side ikke reagarerer alkalisk. Til denne Oplüsning föier man under stadig Omrystning saa meget Jode i fiint pulveriseret Tilstand, som den kan optage uden at antage en bruunagtig Farve. Efter nogen Henstand fraskiller man ved Filtrering det udskilte Jodekalium og Svovel, og destillerer Filtratet til Tôrhed. Mængden af Træalcohol i den saaledes erholdte Oplösning af Ætheren er i Al- mindelighed for stor til at man ved Tilsetning af Vand kan bevirke Fraskillingen; man faaer ved samme en melket Vædske, som ikke udsætter Ætheren tilbérligt. Men Fraskil- lingen af den for store Mengde Trealcohol kan her ikke skee ved en simpel Destillation saaledes som Fraskilling af Viinalcohol ved Svovelkulstof-Æthyloxyd: der overgaaer stedse ved den simple Destillation baade Træalcohol og Æther i et saadant Forhold, at derved ei opnaaes nogen Concentrering. Denne bevirkes derimod let naar til den paa Træalcohol rige Oplösning i en Retort sæltes en passende Mengde fiinstödt smeltet Chlorcalcium, og man efter nogen Henstand indtil al Vedske er indsuget, destillerer ved lind Varme. Der til- bageholdes da Trealhohol i Forbindelse med Chorcalcium og man faaer nu i Destillatet en saa stærk Oplösning, at tilsat Vand bevirker en fuldstændig Adskillelse af Ætheren, hvil- ken samler sig nederst i Blandingen. Efter Fratagning af denne lader man den henstaae noget med Chorcalicum og rectificerer atter, hvorved imidlertid kun tilbagebliver meget lidt af et bruunagtigt Legeme. Destillatet er da det rene Methyloxyd-Sulphocarbonat. 14 Almindeligviis faaer man mellem det udskilte Salt og Svovelet et tungt, tyktflydende olicagtigt Legeme, som man kunde fristes til at holde for et særeget Product. Men ved at destilleres giver det Svovelkulstof-Methyloxyd og et Refiduum af Svovel, og det synes fölgelig blot at hidrére derfra, at en Deel Svovel tilbageholder en Portion af Ætheren; ogsaa forsvinder störste Delen af dette olieagtige Bundfald ved længere Henstand med den övrige Vædske. Methyloxyd - Sulphocarbonatet har en blegguul Farve, en særegen ei behagelig Lugt, stærk såd Smag og er fuldkommen neutralt. Vægtfylden fandt jeg = 1,17; Koge- punctet = 1549. Den overdestillerer uden Tegn til Destruction. Den er uoplôselig i Vand let oplåselig i Alcolhol og Æther, lader sig kun vanskeligt (kun i opvarmet Tilstand) an- tænde og forbrænder med en blaaagtig Lue med Lugt af Svovelsyrling. 0,2907 grm. Æther gav 0,303 grm. Kulsyre og 0,140 grm. Vand, hvilket er for 100 D. Æther Kulsyre = 104,63 Vand = 48,15. 0,262 grm. Æther gav 0,283 grm. Kulsyre og 0,125 grm. Vand, altsaa for 100 D. Æther: Kulsyre = 108,105 og Vand = 47,709. 0,3133 grm. Æther gav 0,333 grm. Kulsyre, alisaa for 100 D. Æther Be 106,28 D.; Vandet blev her ikke bestemt. 0,1757 grm. Ather gav 0,180 grm. Kulsyre og 0,088 grm. Vand, hvilket er for 100 D. Ather, Kulsyre 102, 44 D. og Vand 50,085 D. 0,182 grm. Æther gav 0,195 grm. Kulsyre, hvilket er for 100 D. Ather, Kulsyre — 105, 22 D.; Vandet blev ker ikke bestemt. 0,240 grm. Ather gav ved Forbrending 0,903 grm. svovelsyret Baryt, hvilket er for 100 D. Ather 376,22 svovelsyret Baryt. 0,254 grm. Ather gav 0,960 svovelsyret Baryt, altsaa for 100 D. Ather 377,9 D. De for 100 D. Ather erholdte Qvantiteter af Kulsyre ere altsaa 104,63; 108,105; 106,28; 102,44; 105,22. Middeltallet heraf er 105,335, hvilket svarer til 28,734 D. Kulstof (C=75). De erholdte Qvantiteter jaf Vand ere 48,15; 47,79; 50,085, hvis Middeltal er 48,644, hvilket svarer til 5,30 D. Brint. Mængden af erholdt svovelsyret Baryt ere 376,22 og 377,9, hvoraf Middeltallet er 377,06 og hvortil svarer 52,1 Svovel. Analysen har altsaa givet for 100 D. Ather: 28,734 D. Kulstof, 5,30 D. Brint, 52,10 D. Svovel og folgelig 13,866 D. Jit. Beregnes Ætheren som en Forening af 3 C, 6 H, 2 S og O, saa faae vi: 29,434 Kulstof. 4,896 Brint. 52,610 Svovel. 13,060 Jit. » Der kan fölgelig ikke være Tvivl om, at dette er den elementære Sammensætning, og Sammensætningsmaaden er da rimeligst C? H®, 0+C S? = 764,77. Angaaende Analysen vil jeg tilföie, at den blev foretagen med Portioner tilvirkede i forskjellige Gange og saavel med det, der var vundet ved Destillation af det olieaglige som med det övrige. Til Forbrændingen for Kulstof og Brint blev anvendt en Blanding af Kobberoxyd og chromsyret Blyoxyd; Forbrændingen for Bestemmelsen af Svovelmængden skete ved en Blanding af chlorsyret Kali, Kobberoxyd og kulsyret Kali. Den afbrændte Masse blev udkogt med en meer end tilstrækkelig Mængde kulsyret Kali og omhyggelig udvasket. Den med Saltsyre overmættede Oplösning blev fældet med Chlorbaryum o. s. v. Ætheren blev ved disse Forsög paa sædvanlig Maade afveiet og indbragt i en aflang Glasblere. En Oplösning af Methyloxydsulphocarbonat i en Oplösning af Kalihydrat i Viinalcohol, eller Træalcohol, giver ved Henstand i en vel tilsluttet Flaske en Udskilling af krystal- liseret kulsyret Kali, men der medgaaer her betydelig lengere Tid til denne Destruction end ved Æthyloxyd - Sulphocarbonat. Upaatvivleligt dannes tillige den til Mercaptanet svarende Sammensætning afMethyloxyd, saa at Virkningen kan fremstilles saaledes: C2 H®, 0+CS? med KO+H?0 = KO. CO?+C° H®. S+H?S. Ved almindelig Temperatur virker Kalium ubetydeligt paa Ætheren, men ved Op- varmning indtræder nogen Luftudvikling og der dannes Svovelkalium. Stærk Salpetersyre virker voldsomt derpaa; men ved Kogevand kan bevirkes Iit- ning af en Deel af Svovelet, og Ætheren bliver derved til et Legeme, som ikke udskilles af den sure Oplåsning ved Vand; kun maa Fremgangsmaaden være den, at man til Blan- dingen af megen Saltsyre og lidt Æther sætter Salpetersyre i flere Portioner. 0,437 gram. Æther saaledes behandlet ved Digestiom med Kongevand indtil al Virkning havde ophårt, gav 0,611 grm. svovelsyret Baryt, altsaa for 100 D. Ælher 139,81 D. svovesyret Baryt, som svarer til 19,0 D. Svovel, altsaa lidet over 3 af det, den anvendte Mængde Æther indeholdt. En meget forunderlig Omstendighed ved disse Forség er den, at der ved Virk- ningen af Jode paa den træalcoholiske Oplösning af Kali-Methyloxyd-Sulphocarbonatet i nogle Tilfælde har udviklet sig i hetydelig Mengde en seregen Luft, i andre Tilfelde der- imod aldeles ingen Da jeg ifjor Sommer tilvirkede nogle Portioner af Ætheren, blev jeg flere Gange opmerksom paa en indtredende Brusning i Blandingen, i det Jodepulveret blev sat til Oplösningen, fornemmelig henimod det Punct da Destructionen af Saltet var fuldendt. Jeg anstillede derefter et herhenhörende regelmæssigt Forsög ved at füie Jodet gjen- nem et Tilgydningsrör til Saltoplösningen, indesluttet lufitet i en Flaske, forsynet med et i Qvægsülv gaaende Ledningsrér, og da al atmospherisk Luft kunde antages uddreven op- samlede jeg virkeligt omtrent 200 Cubikcentimeter Luft. ay * Ved Undersôgelse af denne Luft fandtes, at den havde en svag Lugt, lignende den af Ætheren, at den var tungere end atmospherisk Luft, forbrendte med en bleg, blaa Lue og gav derved en kun meget svag Lugt af Svovelsyrling, at den indsugedes temmelig let af Barytvand og Kalkvaud, mindre let af Ammoniak og gav efter kort Tid dermed brunfarvede Vædsker, at den ikke indvirkede paa en Blyoplösning, at den hverken för eller efter Forbrændingen forraadte ved Meclstof Spor af Jode. Nogle Forhold kunne synes at hentyde paa, at denne Luft var Methyloxyd, men andre passe ikke dermed, og hvorledes skulde vel denne Luft kunne opstaae under hine Omstændigheder ? Men alt dette er kun af ringe Interesse; thi jeg har senere ikke veret i Stand til at fremkalde Spor af denne Luft. Da jeg i Löbet af Vinteren tilberedte nogle nye Portioner af Ætheren, var det mig paafaldende, at den omtalte Brusning stedse udeblev. Jeg havde derved anvendt Træalco- hol, oprindelig fra en anden Fabrik, og forsögte nu den för anvendte, hvoraf jeg endnu havde en Rest, med Jodepulver. Kun naar Saltoplösningen forud var opvarmet noget, gav den med Jodepulveret noget, der kunde tages for Brusning ved en Luftudvikling, men et herover anstillet regelmæssigt Forsög gav ei Spor af Luft. I Betragtning af, at der muligen kunde have været et Overskud af Kali i Saltoplösningen da Lufudviklingen fandt Sted, for- sögte jeg en*Portion, hvormed dette var Tilfældet, men ligeledes uden nogen Luftudvik- ling. Jeg maa fölgelig erklære mig aldeles ude af Stand til at forklare denne Afvigelse. En anden Omstændighed fortjener endnu at omtales, at nemlig Saltoplösningen efter Tilkomst af en vis Mengde Jode udstöder en, snart meget stærk, snart meget svag hviid Taage, men undertiden saa godt som ingen. Ved den forste Destillation af Blandingen fremtreder ogsaa denne Taage, men senere forsvinder den, og det rene Hovedproduct, Ætheren, viser ikke dette Forhold. Disse afvexlende Phænomener ved Dannelsen af dette Stof kunde friste til Mistillid til en constant Sammensætning derved. Tildeels af den Grund har jeg ogsaa anstillet en talrig Mengde Forsög derover; de bleve anstillede med Portioner, hvis Tilvirkning rimelig- viis stedse har veret ledsaget af Luftudviklingen. Analysens Resultater kunne aabenbart ei fore til andet, end det alt anforte, bestemte Hovedresultat. Ved denne Leilighed troer jeg ogsaa at burde omtale det Product, som egentlig gav Anledning til hine Forsög med Jode, nemlig det olieagtige Legeme, hvis Dannelse led- sager Dannelsen af det xanthogensyrede Kobberoxydul. Efter dets Egenskaber at domme kan det ingenlunde antages for at være det samme som det Jodet giver med den alco- holiske Oplåsning af xanthogensyret Kali. Delte Stof, som jeg derfor har givet et andet Navn og som jeg indtil videre kal- der Xanthelen, afviger blandt andet deri fra Æthyloxyd-Sulphocarbonatet, erholdt paa für ae 00 anforte Maade ved Jode, at det ikke kan destilleres for sig uden aldeles at forkulles. Det er blandt andet af den Grund et meget möisommeligt Arbeide, at faae det i en Tilstand, ” hvori det kan antages for reent. Fremgangsmaaden er denne: En alcoholisk Oplôsning af vandfrit Kobberchlorid fæl- des nöiagtigt med en alcoholisk Oplösning af xanthogensyret Kali. For nu at fraskille det i Vædsken oplåste, ved Indvirkning af Metalchloretets halve Chlormængde paa Xanthogen- syren dannede Xanthelen, hvilket er langt mindre fordampeligt end Alcoholen, fradestilleres en Deel af denne. Nu at blande Residuet med Vand til Fraskilling af det deri oplåste Xanthelen, nytter ikke; thi derved faaes kun en melket, svovelrig Vædske, som ikke klarer sig. Jeg valgte derfor først at foie Æther til hiint Residuum, fraskilte ved Filtrering det derved udskilte, som er noget Chlorkalium og Svovel, og nu sammenrystede jeg Blandingen med Vand. Dette optog da Alcoholen idet Ætheren fraskilte sig i Forbindelse med Xanthelenet. Den derpaa fraskilte ætheriske Oplåsning befriede jeg ved Destillation for- medelst lind Varme fra en Deel Æther, og Resten bortskaffede jeg ved at lade Residuet henstaae i fortyndet Luft over Svovelsyre. Men det saaledes erholdte Product indeholder endnu en Portion Svovel oplåst; og fra dette kan Xanthelenet ikke skilles ved en simpel Destillation, efterdi det, som anfört, derved destrueres. Ved Destillation blot med Vand undgaaes Destructionen, men denne Destillation gaaer yderst langsomt. Ved at anvende en mættet Kogsaltoplåsning gik det noget hurtigere, og derved fik jeg da endelig en Por- tion rectificeret, hvilken jeg efter ny Udvaskning med Vand bragte i tor Tilstand ved at lade den henstaae noget over Svovelsyre. Xanthelenet har en blegguul Farve, en særegen Lugt, kjendelig forskjellig fra den ved Æthyloxyd-Sulphocarbonatet og Methyloxyd-Sulphocarbonatet; dens Vægtfylde er kjen- delig ringere end ved disse to, der have saa godt som samme Vægtfylde, nemlig 4,17, thi Xanthelenets er = 1,105. Med Jode giver det en bruun Oplösning, som det synes uden nogen Destruction. Ved Ophedning i Destilleerredskab giver det, under Forkulning, et Destillat, hvis Lugt ligner meget den ved det Destillat, som faaes af xanthogensyret Kali. En Oplösning deraf i en alcoholisk Kalioplösning giver snart ved Henstand en rigelig Ud- skilling af et saltagtigt Legeme, men dette er paa ubetydeligt nær oplöseligt i Alcohol, og synes blot at vere en Blanding af xanthogensyret Kali og Svovelkalium, og ved Destil- lation af den fra det udkrystalliserede Legeme skilte Vædske, faaes et Destillat, der ikke forraader Mercaptan; her er fülgelig ogsaa et Forhold, hvorved Xanthelenet differer be- tydeligt fra Svovelkulstoftetheren. Hvad angaaer Sammensætningen, da har jeg for Oieblikket ikke et tilstrækkeligt Antal Data til at bestemme den fuldstændigt; med nogenledes Sikkerhed kan jeg kun anfore, at det indeholdt 39 pCt. Kulstof og 6, 6 pCl. Brint. Dette er saa godt som nöi- agligt samme Mengdeforhold som ved Svovelkulstof- Ætheren eller Æthyloxyd-Sulphocar- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind, 3 18 bonatet. At der ved Dannelsen af Xanthelen udskilles Svovel, ligesom ved Dannelsen af Svovelkulstof-Atheren formedelst Jode, har jeg ogsaa senere erfaret med fuld Vished; thi man forefinder Svovel i betydelig Mængde saavel i det raa Xanthelen som i Alcoholen, der er benyttet til Udvaskning af det xanthogensyrede Kobberoxydül. Lægges hertil, at det af theoretiske Grunde er meget sandsynligt, at Virkningen af Jodet paa det xanthogen- syrede Kali og af Chloret, som Kobberchloridet afgiver ved at blive til Chlorir, i det væsentlige maa være eens, saa synes der at være meget som antyder, at Xanielenet er isomert, eller i det mindste prolymert med Æthyloxyd-Sulphocarbonatet. De geographiske og historiske Forhold de italienske Træer af Egefamilien frembyde af J. F. Schouw, Profes 4 Da r gæt ‚alenalls, | Pe ® i i de = h in Fh soit L2 "A x! tm 4 | XI. Ægeslægien (Quercus). a. Immergrénne Ege. 1. Steenegen (Quercus Ilex. Lin.). Nouveau Duhamel ou Traité des Arbres. T. VII. T. 43. et. 44. f. 2. Steenegen hörer til en af Middelhavslandenes meest characteristiske Væxter og udgjör en væsentlig Bestanddeel af Skovene i det immergrönne Bælte. Den er derfor et af de al- mindeligste Træer i Apeninernes lavere Dele samt de afsondrede Biergmasser og Höie, som ligge paa begge Sider af denne Hoved-Biergmasse; ligeledes er den almindelig i Sicilien i samme Bælte. Ligesom dette Bælte i Alperne kun fremtræder paa Sydsidens laveste Höi- der, saaledes gielder dette ogsaa navnligen om Steenegen, der vel forekommer ved Triest, ved Garda- og Comer-Süen og Lago-Maggiore, men savnes, naar man trænger dybere ind i Alperne, ligesom den ogsaa fattes i den vestlige Deel af Alpernes Sydside. Der- imod forekommer den paa de euganeiske Hôie. Skjöndt den har sit rette Hjem i det immergrönne Bælte, saa stiger den dog paa mange Steder i Apeninerne til en större Höide. Saaledes forekommer den i de nordlige Apeniner indtil 1500—20007, i Mellem- og Syd-Apeninerne samt i Sicilien indtil 2500’. Paa Monte Pisano gaaer den endog til Toppen La Faëta 2700”. Inde i Biergene forekom- mer den ogsaa (f. Ex. mellem Terni og Spoleto, Mt. Scalelle o. s. v.), men gaaer der mindre hôit end nærmere ved Havet"). Steenegen hårer ogsaa til de almindeligst plantede Træer: den benyttes i Haver (Villa Borghese, Palazzo Pitti), ved Kirker, 0. s. v., ogsaa i Posletten. Udenfor Italien forekommer den i Sydfrankrig, paa den spanske Halvöe, i Dalma- tien, Grækenland, paa Afrikas Nordkyst, rimeligviis ogsaa i Vestasien, altsaa i samtlige 1) Félgende Observationer kunne bidrage til at oplyse den åvre Grændse af dette Tre: Tableau du climat et de la végétation de l'Italie, Suppl. I. Nr. 262. 263. (Mt. Gennaro) Nr. 293 & 300. (Lugnano) 776, 777 (Mt. Scallelle). 742. 743 (Gargano). 691. 692 (Epomeo). Cfr. Philippi Etna, hvor den övre Grændse sættes til 4000”. 22 Lande omkring Middelhavet og synes overalt at spille en betydelig Rolle i de lavere Egne1). Derimod savnes den Norden for Alperne og Balkan. Kun paa Frankrigs Vestkyst med den milde Vinter forekommer den, men gaaer dog ikke nordligere end til Loires Udlöb, 4702). Dyrket holder den ud i det sydlige England, ligeledes formedelst Vinterens Mildhed. 2. Korkegen (Quercus suber Lin.)3). Nouveau Duhamel. T. VII. T. 45. Korkegen har saavel efter Höiden som i horizontal Udstrækning en langt mindre Udbredelse i Italien end Steenegen. Den forekommer ikke Norden for Apeninerne, altsaa ikke nordligere end 443° og Syden for sammes nordlige Deel spiller den en langt ringere Rolle end Steenegen. Den treffes paa Mt. Pisano, hyppigt i Roms Campagna og Albaner- bierget, ved Velletri, mellem Terracina og Fondi, paa Ischia, temmelig hyppigt i Calabrien og Sicilien. Dens 6yre Grændse kan neppe sættes höiere end 1000’. (Mt. Pisano, Bosco di Calatafemi ved Segesta‘). | Udenfor Italien findes den ved Frankrigs Middelhavskyst samt i Landes, i Spanién, og i den vestlige Deel af Nordafrikas); derimod synes den i de ôstligere Dele af Mid- delhavslandene (Grækenland, Lilleasien og Syrien) enten at savnes eller at være langt sjeldnere®). i Den synes at vere mindre haardför i strenge Vintre end Steenegen. I den strenge Vinter 1709 gik mange Korktreer ud i Provence og Langvedoc?). 3. Den falske Korkeeg (Quercus pseudosuber Santi vix Desfont.). Santi Viaggio. Tab. T.3. Denne Art, der forekommer mig at vere tilstrækkeligen adskilt fra de to fore- gaaende, har jeg kun fundet paa Mt. Limone og i Nerheden af Prato i Toskana, og faaet Exemplarer af i den botaniske Have i Pisa. Savi anförer den som sielden, og Santi an- giver de specielle Voxesteder. Den gaaer neppe til större Höide end Korkegens). 1) Loisel. Gall. If. 324. Martins Mt. Ventoux. Benth. Pyr. 114. Webb. Iter Hisp. 14. Wilkomm. Bot. Zeit 1845. 783. Schousboe Marocco. 11. Desfontaines Atl. II. 349. Visiani Flora. Dalmat. I. 208. Chaubard. Pelop. 63 Sibthorp. Gree. II. 239. Griesebach. Reise. I. 246. ppl. Rum. Fl. Spicil II. 333. 2) Martins Mt. Ventoux. 247. 3) Jeg kan ikke tiltræde den Mening, som Link og Flere have, at Korkegen kun er en sygelig Afart af Steenegen. (Bot. Zeit. 1845.) 4) Tableau etc. Observ. No. 210 & No. 461. Dog antager Philippi at den paa Etna gaaer til 3800’. 5) Loisell. Gall. II. 325. Benth. Pyr. 114. Webb. iter. 14. Schousboe Marocco 11. Desfont. Atl. II. 349. 6) Den angives hverken af Sibthorp eller Chaubard. Fraas Synopsis, 254, siger, at den er meget sielden og at han selv ikke har fundet den. Grisebach angiver kun Albanien. Spieil. Flor. Rum. II. 333. Derimod forekommer den i Visiani Fl. Dalm. I. 208. 7) Laudon Arboretum. Britt. III. 1913. 8) Om Qu. pseudosuber Tenore Sylloge 472. (Fondi, Persano, Calabria) er den samme, er nok tvivlsomt. 23 Den forekommer neppe udenfor Italien; thi Q. pseudosuber Desf., hvortil nok ogsaa hårer O. hispanica Webb. er vist forskiellig derfra. A. Kermesegen (Quercus coccifera Lin.) Nouveau Duhamel. VII. T. 46. Den sande Quercus coccifera har jeg selv kun fundet i Sicilien imellem Vittoria og Terranova. Giordano har meddeelt mig Exemplarer ligeledes fra Sicilien. En Afart af Q. llex med smaae stærkt tornede Blade, kan let forvexles dermed. Den anföres af Allioni som voxende ved Nizza og af Tenore at findes flere Steder i det Neapolitanske!). Den angives som forekommende i alle Middelhavslandene og jeg har seet Exemplarer fra Sydfrankrig, Spanien og Portugal”. Efter Griesebach synes den i den östlige Halvö af Sydeuropa at gaae nordligere end selv Q. Ilex; thi han anförer den som voxende i Bithynien paa Constantinopels Brede, hvorimod han ikke angiver Q. Ilex derfra eller fra Rumelien, men först fra Athos og Öen Chalki i Propontis efter Sestini®). Efter Visiani, Sibthorp og Chaubard hôrer den til de almindeligste Træer i Dalmatien og "Grækenland, og det samme er efter flere Forfattere Tilfældet i Spanien4). b. Ege med affaldende Låv. 5. Kastanie-Egen (Quercus Cerris. Lin.)5) Nouveau Duhamel. VII. T. 57. Denne Eg, som ved den med lange blöde Pigge besatte Skaal og de dybt ind- skaarne Blade er saa betydeligen adskilt fra de övrige italienske Egearter, hörer til de meest udbredte og skovdannende i Italien og til dem, som have den störste Udstrækning efter Höiden. Dens Rolle er dog i Alperne forholdsviis ikke betydelig; den forekommer i Karsch- gebirge, paa Höiene ved Verona, efter Comolli ved Comersöen, efter Massara i Valtellina og paa Mt. Generoso efter Gaudin; men den synes her ikke at stige til nogen betydelig Höide over Havet, og vist ikke over Kastaniens Bælte. I Apeninerne derimod, saavel i Hovedkiæden som de Biergmasser, der ligge Vesten og Osten for samme er den, iser i visse Egne, meget udbredt paa Bierge, Hoje og i ud- strakte Dale, saavelsom ogsaa i Sletterne (Prato, Mt. Cimone, La Vernia, Camaldoli, Mt. 1) Allioni Ped. II. 189. Tenore Sylloge App. 5. 2) Lois. Gall. II. 325. Webb. Iter. hisp. 15. Desfont. Atl. II. 348. Sibth. Gr. IT. 239. Chaubard. Pelop. 63. Vi- siani FI. Dalm. I, 209. 3) Reise. I. 43. 47. 246. FI. Rum. Spic. II. 332. 4) Gussone Flore Siculæ Synopsis Vol. II. 604 har endnu to’Arter immergrönne Ege: Q. Bivoniana Gus: og Q. pseudo-coccifera Desf. 5) Jeg indbefatter herunder Q. haliphleos Lam. og Q. austriaca Wild. 24 Limone, Terminillo, Leonessa, Montamiata, Lago di Bolsena, Macchia Mattei i Roms Slette, Mt. Gennaro, Mt. Albano, Garigliano Dalen, Mt. Gargano, Vesuv, Solfatara, Hôiene ved Eboli). Den forekommer ogsaa paa Etna og flere Steder i Sicilien. Nordligere gaaer den i Ape- ninerne fra Havets Niveau op til 2500—2600’ (Montelungo over Pontremoli, Covigliaio ved Pietramala, la Vernia); sydligere til 3000—3500 (Mt. Cavo, Terminillo, Leonessa, Piano di 5 miglia), paa Elna maaskee til 4000”. Den gaaer saaledes ligesaa hôit som Kastanien og stundom endog höiere, den træder ind i Bogens Bælte; ja nogle Steder findes den endog i lige Niveau med buskagtige Bôge (Covigliaio). Dette Tree anfores hverken fra den spanske eller den sydlige Deel af den græske llalvö, ligesom den ogsaa savnes i Nordafrika og Vestasien. Det forekommer heller ikke i Schweitz nord for Alperne, men derimod i flere Egne af Mellemeuropa, saasom i Frankrig indtil Paris, i Osterrig, Banatet og Dalmatien, Albanien, Macedonien og Servién1) der- imod ikke i Carpatherne eller paa Caucasus2). 6. Sommer- og Vinter-Egen og beslægtede Arter (Quercus pedunculata, sessiliflora ' et affines.) Af Ege med affaldende Lüv frembyder Italien foruden Quercus Cerris, endnu ad- skillige Arier, der meer eller mindre nærme sig Quercus Robur Lin; men da Egenes Blade paa samme Art variere betydeligen efter Alder, Aarstid, Jordbund og flere Forhold, da Agernes Form ikke heller er constant, og da, den Reisende ikke altid træffer Frugt og Blade samtidigen, såa vover jeg ikke at afgjöre hvormange og hvilke Arter af denne Ege- gruppe Italien frembyder eller at bestemme de enkelte Formers geographiske Forhold, men maa overlade en fuldstændig Bearbeidelse af denne Gruppe til de italienske Botanikere3). Denne Egegruppe spiller en höist betydelig Rolle som skovdannende saavel paa Bierge og Höje, som i Dale og Höi- og Lav-Sletter ligefra Alperne til det yderste af Calabrien, saa og i Sicilien. Ege-Skove torekomme flere Steder i Alperne, (Karsch, Tag- liamento-Dalen, Belluno, Lago-Maggiore, Comer-Söen, Mt. Baldo, Mt. Generoso, paa nogle Steder i den lombardiske Slettes nordligere Dele, f. Ex. ved Verona, mellem Milano og Novara; hyppigere ere Egeskovene ikke blot i Apenninerne selv (Nordsiden af Apenninerne, 1) Loisel. Fl. Gall. II. 327. Koch Syn. 737. Rochel Banat. 73. Visiani Fl. Dalmat. I. 208. Griesebach Fl. Rum. Sp. II. f. 334. 2) Q. Fontanesii Gus. Syn. Flor. Sic. 605, der efter ham voxer i Sicilien, hörer til Cerris-Gruppen. 3) De vigtigste af de af de italienske Forfattere fremstillede Former ere: Q. sessiliflora Smith, peduncu- lata Wild, pubescens Wild, faginea Lam. , brulia Ten., Thomasii Ten., apenina Lam. Dalechampii Tenore, congesta Presl., Virgiliana Ten., Cupania Guss. amplifolia Gnss. leptobalana, Guss. — Quercus Esculus hos de italienske Forf. er neppe Grækenlands Esculus, (Clr. Tenore osservazioni sulla Flora Virgiliana), og det samme gielder om den ‘i flere af Italiens Florer anförte Q. Ægilops, der hörer til Cerris Gruppen, 25 Mt. Gennaro, Lagonegro, Mt. Pollino, Cosenza), men fornemmeligen i de afsondrede Bierg- systemer, som ligge Vesten for Apeninerne, især hvor der fremstaaer plateauagtige Stræknin- ger, f. Ex. i Maremmerne, ved Siena, Montamiata, Mt. Catini, Mt. Cerboli, Lago di Bolsena, Viterbo, Albanerbierget. Ligeledes paa Mt. Gargano. Men ogsaa iLavsletterne ere de almin- delige, f. Ex. Macchia de Pisa, Macchia Mattei ved Rom samt Campagnen i det Hele, de pontinske Sumpe, Pestum Sletten og Sletten under Eboli ved Persano, hvor der er en Ege- skov af 20 Migliers Omkreds, Sletten ved Morano; udstrakte Egeskove forekomme ogsaa mellem Isernia og Venafro og Syden for denne Stad samt i Garigliano-Dalen. I Sicilien: paa Etna, hvor disse Ege danne en væsentlig Bestanddeel af Skovbeltet, paa Madonierne, ved Segesta, ved Casteltermini, Noto etc. Mindre er derimod Robur-Gruppens Udstrækning efter Hôiden. I Alperne gaaer den til 3000/ (Mt. Baldo, M. Generoso), nogle Steder til 3500/ (Mt. Cenis); findes saaledes i Kastaniens Region og den nedre Deel af Bôgens. I Apeninerne gaaer den i Almindelighed ikke til större Höide, dog noget hüiere i de sydligere Apeniner (mellem Norcia og Castelluccio 3400’, Civita di Cascia 3400’, Piano di cinque miglia 3500, Pizzo di Marsico 3600’, Mt. Pollino 3600’). Paa Etna gaaer den op til 5000’ (Grotta delle capre). Robur-Gruppen forekommer i flere Arter saavel paa den græske Halvöe og i Dalmatien som paa den spanske Halvôe, ligesom ogsaa i Nordafrika (dog ikke i Ægypten) og i Vestasien; men derimod ikke paa de canariske Oer, ligesom vel ogsaa Atlas er dens Sydgrændse 1). Norden for Alperne spiller den en Hovedrolle i hele Mellemeuropa, saa- vel i Bierg- som Sletteland2); dog er det her for störste Delen kun Formerne Q. sessili- flora og pedunculata der antræffes, hvilken sidste gaaer lengst mod Nord. Nordgrændsen falder i Norge ved 63° (Söndmör), Sverrig 604 (Gefle), Finland 614° (Biörnebore), i Rus- lands Midte 58° (Jaroslav) 3). Ege-Grændsen sænker sig altsaa mindre mod Ost end Böge- Grændsen.. Det er ogsaa mærkeligt, at medens Bögen i Alper og Apeniner stiger be- tydeligt höiere op paa Biergene end Egen, saa gaaer denne derimod længere mod Nord. WE. KHastanieslwegten. 1. Almindelig Kastanie (Castanea vesca Gärtner.) Nouv. Duh. III. Tab. 19. Kastanien spiller i Italien som skovdannende Træ en stor og maaskee den störste Rolle af alle; den aflöses af Bögen, som danner et Hôide-Bælte oven over Kastaniens ; og 1) Sibthorp. Fl. Gr. II. 241. Chaubard Pelop. 63. Grisebach Reise, I. 117. 133. 283. Visiani Fl. Dalm. I. 207. Desfont. Atl, II. 348. Webb. Iter Hispan. 12. Benth. Pyr. 114. 2) Koch Syn. ed. 2. 736. Lois. Fl. Gall. ed. 2. II. 326. Wahlenberg Carpath. 308. & Helv. 178. Hooker. Brit. I. 326. Hartmann Skand. ed. 4. 316. 3) Blasius efter Grisebach Pflanzeng. Bericht 1843. 11. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 4 26 . et tilsvarende Forhold viser sig i den vestlige Deel af Nordeuropa i den horizontale Ud- strækning, i det Kastaniens Bredebælte aflöses af Bogens. Paa Alpernes Sydside ophörer dette Tree efter Middelforholdene ved en Höide af 3000’, under gunstige Forhold stiger det til 3500’, (Mt. Legnone, Campo Dolcino, Mt. Cenis), stundom gaaer det ikke hôiere end til 2500’ eller 2000” (Valtellina, Brentonico, Valsassina, Isella)1). Den findes ved Foden af Alperne og paa Euganeerne. I Apeninerne gaaer Kastanien ikke hôiere end paa Alpernes Sydside. Som et Middeltal maa man derfor ogsaa her sætte 3000’; den ophörer ikke sieldent ved 2500 eller endog lavere, iser i detIndre af Biergmasserne (La Vernia, Paullo), men gaaer stundom op til 3500’ (Montamiata) 2). Ogsaa i Apeninerne gaaer dette Træ ned til Foden af Biergene f. Ex. Serravezza, Valle St. Rocco ved Neapel, i al Fald med Undtagelse af de sydligste Dele, hvor den nedre Grændse maaskee kan sættes ved 500’. Men den forekommer ikke i Sletterne. Medens Kastanien endnu i Calabrien er meget almindelig, synes den i Sicilien at vere indskrenket til Etna, hvor den forekommer mellem 1000 og 4000’, samt Madonierne (efter Gussone). Kastanieskovene ere for det meste ublandede; nogle af de stérste og smukkeste forekomme under Mt. Cimone mod Lucca, i Alpi Apuane og paa Montamiata. Lövspringet indtræffer temmeligen seent og senere end man i Nordeuropa maaskee vilde formode. Ved Triest (45° 7) saae jeg Bladene udvikle sig i de förste Dage af Mai, paa Mi. Pisano (4398) i Slutningen af April, ved Neapel (40°9) i den förste Halvdeel af April. Paa Biergene indtræder Lövspringet naturligviis sildigere. Ved Pontremoli-Passet i Apeninerne (4495), paa 2800’ Hôide, vare Kastaniens Blade paa Sydsiden neppe, paa Nord- siden sletikke udsprungne den {te Mai; og ved Campo Dolcino i Alperne (46°4) 3200! aldeles ikke den 16de Mai, medens de vare fuldkomment udsprungne ved Chiavenna. Mellem Cardinale 1) Fölgende Observationer kunne især tiene til Bestemmelsen af den övre Grændse paa Alpernes Sydside: Brentonico 2100, Climat de l’Ital.I.p.12. Ovenfor Essino inferiore 2600'p. 11. Grændseni Val Sassina 2000’ Suppl. p. 13. Margno 2200‘ p. 11. 800° over Pagnona, altsaa 3400” p. 11. Scudellada 2900’ p. 10° Savogno 2900 p. 14. Neden for Soglio 3400‘ p. 15. Under Stampa 3100' p. 15. 2—300 under Campo Dolcino, altsaa 3200‘ p. 14 (efter gjentagen Observation). Dazio 2900‘ p. 14. Grændse paa Mt. Cenis. 3600’ Suppl. p 19. Isella 2100’ p. 13. Grændse under Bormio. 2600‘ Suppl. p. 48. Limone ved Col de Tende 3100! p. 6, 2) Fölgende Jagttagelser kunne tiene til at bestemme den üvre Grændsei Apeninerne : Mellem Lojano og Pietra- mala 2600’, efter fire forskjellige Observationer. Climat. etc. p. 31. Ved Paullo i de modenesiske Apeniner 2200’ p. 36. Ved Pontremoli-Passet 2800”. p.29. Cima del Mt. Forno 2600! p. 42. Grændse ved La Vernia 2400‘Sup. p, 50. Ved Convento di Camaldoli i Toscana 2500‘ p. 31. Paa Montamiata falder den övre Grændse ved 3700‘ Supl. p. 23—24. I Strækningen mellem Leonessa (3000‘) og Civita di Cascia (3700°) p- 35, findes ingen Kastanie. 1500 under Castelluccio ved Norcia, altsaa 2900‘ p. 31. Paa Toppen af Mt. Cavo 2900‘ og næsten paa Toppen af Mt. Ariano, 3000’, findes Kastanie, p. 49. Paa Gennaro ophörer den allerede ved 2400’, Fontana di Paolo. p. 36. Paa Mt. Cucuzzo gaaer Grendsen til 3000’ p. 51, (Kilden), og ved Passet ovenfor Nicastro 3200, findes endnu Kastanietræer p. 52. 27 og Monteforte, paa en Höide af omtrent 2000‘, vare Kastaniens Blade først nylig udfoldede d. 18de April, medens de ved det nedenfor liggende Neapel, «vare det omtrent 14 Dage tidligere. Lövfaldet retter sig ligeledes efter de klimatiske Forhold; ved Neapel indtræffer det i den förste Halvdeel af Novbr,; men paa Toppen af Mt. Cavo 2900" allerede midt i Octbr., og paa la Bocchetta (44° 6) ved 2000’ gulnede allerede Bladene den iste Octbr. Blomstringen indtræffer ved Neapel i sidste Halvdeel af Mai; i Valtellina ikke forend sidst i Juni. Kastanien spiller i Dalmatien og paa den græske Halvöe, som det synes, samme be- tydelige Rolle, som i den italienske, ligeledes forekommer den i de caucasiske Lande og Lilleasien!). Ogsaa i Spanien findes den, skiöndt, formedelst dette Lands Fattigdom paa Skove, ikke saa hyppigt som i Italien; den angives fra Pyrenæerne og fra Sierra nevada, hvor den skal groe indtil 6000’ over Havet2). Derimod synes den at fattes paa Afrikas Nordkyst eller dog der at være meget sparsomt tilstede. Paa Teneriffa findes den vel, men er ei oprindelig paa denne Oe3). Norden for de store Biergmasser groer den egentligen kun vild i Vesten, nemlig hyppigen i Frankrig, indtil Paris; i Rhin- og Rhonedalen i Schweitz og Sydtydskland4), i sidste Land er den dog maaskee ei oprindelig. Den forekommer ogsaa i det sydlige og sydvestlige England, men der er opkastet Tvivl om den ei fra meget gam- mel Tid er indført der5). Den amerikanske Kastanie (Castanea americana) er en anden Art. WII. Bågeslægten. Almindelig Bøg (Fagus sylvatica Lin.). Nouv. Duh. IL. Tab. 24. Et af de almindeligste Bjergtræer i Italien, der træffes fra dets nordligste til dets sydligste Grændse, i Alperne saavelsom i Apeninerne. Det mangler derimod overalt i Slet- terne. Egentligen hörer det slet ikke til den mediterraneïske Flora, da det kun forekom- mer paa den Hôide, hvor Klimatet, saavel i Henseende til Varme som Fugtighed, svarer til Klimatet i Mellem-Europa. I de italienske Alper findes dette Tree i Almindelighed kun mellem 2000’ og 5000‘ Höide, (Pontebå, Col de Tende, Mr. Cenis, Baldo), men hist og her stiger det op til 5500’ 1) Visiani Fl. Dalm. I. 207. Sibthorp. Gr. II. 243. Grisebach Reise I. 77. (bithyniske Olymp i Lilleasien) 251. Spicil. Fl. Rum. II. 339. Fraas Synopsis plant. Flore classicæ. 246. 247. Biberstein. Cauc. II. 403. 2) Bentham Pyr. 67. Wilkomm. Bot. Zeit. 1845 No. 18. 19. 3) Den anfåres ikke i Desfontaines Floxa Atlantica, men Bory de St. Vincent siger, at den nu er sielden paa lille Atlas (Comptes rendus. Vol. 16). v. Buch Canar. Inseln p. 159. 4) Loiseleur Gall. ed. 2. II. 323. Gaudin. Flora Helv. VI. 168. Koch Syn. ed. 2. 736. 5) Hooker Brit. Fl. I. 326. Laudon Arboretum ILE. 1986. 28 og ned til 1500 (Longarone) ja 1000’; ligeledes forekommer det paa den dverste Deel af de euganeiske Hôie og det allerete paa en Höide af 1200’ (Rua)1). I Apeninerne og Sicilien forandrer den nedre og öyre Grendse sig fornemmeligen efter den geographiske Brede, saa at Bögen i de nordlige Dele træffes fra 2500—5500/ (Bolognesiske Apeniner, Convento di Camaldoli, Mt. Cimone), i Midten fra 3000—6000, (La Vernia, Mt. Albano, Vetora, Mt. Scallelle, Majella) og i de sydligste Dele 3500—6500‘ (Mt. Pollino, Etna, Le Madonie)?). i Bogen fremtræder paa hele Sydsiden af Alperne fra Mt. Nanus til Mt. Cenis. og Col de Tende, ligesom og paa de mod Syd udtrædende Masser (Mt. Baldo, Legnone, Mt. Ge- neroso), men i nogle af de midterste Dele af Alperne forekommer den sparsomt, f. Ex. Val Bregaglia, St. Gothard. Ligeledes er den udbredt over hele Apeninkjæden, undtagen hvor denne er lavere end Bogens nedre Grændse, saasom i nogle Partier af de genue- siske Apeniner, i det lave Partie mellem Puglien og Campanien, og i Sænkningen” i Cala- brien ved Nicastro. I nogle findes den kun paa de höieste Toppe, men i den störste Deel danner den et Bælte, over hvilket, naar Höiden er tilstrækkelig, endnu höiere Bierge hæve sig, saasom Gransasso, Majella, Velino, Pollino. De Vest for Apeninerne liggende Bierggrupper og biergfulde Oer, have enten slet ingen Bôg, nemlig forsaavidt de ikke hæve sig over dennes nedre Grændse, f. Ex. Mt. Pisano, Mt. Circeo, Elba, !schia, Capri, eller de have kun Bögen paa Toppen, f. Ex. Mt. Albano. Paa Mt. Amiata og i de apuanske Alper, er derimod et fuldstændigt Böge-Belte tilstede. Henimod den övre Grændse, omtrent fra 4000’, bliver Bögen i Alperne lav og nedliggende. Dette er endmere Tilfældet i Apeninerne, hvor Bögene ogsaa under andre ufordeelagtige ydre Forhold fremtræde som Krat; saaledes paa Apeninerne ved La Bo- chetta, mellem Bologna og Florents og flere Steder, hvor ingen betydelige Hôidemasser hæve sig over Trægrændsen. Hvor Bögene ere beskyttede af Biergmasser, fremtræde de af anselig Hôide som skovdannende, f. Ex. Mt. Pollino, Mt. St. Angelo di Castellamare, under Cimone mod Lucca (Fiumalbo). 1) Heer Schweiz. Zeitschrift für Land- u. Gartenbau 1843 (Grisebach Pflanzengeog. Bericht. 1843. p. 24.) setter den övre Grændse i det sydlige Schweitz (Tessin) til 4660‘ og i det nordlige til 3900’ paa Nord- siden og 4550” paa Sydsiden af Biergene. 2) Tilatbestemme Grændserne i Alperne og Apeninerne have især tient folgende Observationer : Tableau du cli- mat etdela végétation del Italie. T. I, Suppl. 1. Nr. 86.90. 93—94. 97. (250° höiere). 111—112. 189. 195. 202. 245. 247—250. 274. 275. 288. 299. 300. (700° höiere) 303. 311. 316. 342—43. 362. 363. 375—76. 381— 82. 389—390. 397—398. 411. 412. 428. 429. 483. 53335. 544. 629. (100° lavere). 633. (200 lavere). 642—644. 647. 675 (150' lavere). 683—84. 776—777. 778—779. 825. 856—857. 864—865. 882—883. 893. (150° höiere). 896. 904. 907. (350' lavere). 912. (localt). 913. Det bemærkes ved de her citerede Biergtoppe, der have Båg, at de maaskee stundom ikke naae til den övre Grendse. 29 Saavel paa Alperne som i Apeninerne er Bögen selskabelig og danner Skove eller Krat af betydelig Udstrekning, snart ublandet snart blandet med andre Treer; i Alperne deels med Naaletræer, deels med Ege, i Apeninerne oftest ublandet, i den nedre Deel af Bögebeltet blandet især med Kastanie. Bögens Lovspring og Lövfald i Alper og Apeniner er temmelig overeenstemmende med de samme Perioder i Mellemeuropa. Ved Foden af Nanus (45° 8) paa c. 2000! Höide, fandt jeg Bogen i Udspring d. 15de Mai, hôiere oppe endnu ikke. Den I1te Mai var den i fuld Lôvspring lidt nedenfor La Cisa ved Pontremoli Passet (442 5) 3200‘. Paa Falterona (43° 9) indtræffer efter Indbyggernes Udsigende, Lövspringet sidsti April, 4 à 5000. I Begyndelsen af April havde Bögen endnu ikke Blade paa Montamiata (42° 9); det faaer, efter Beboernes Udsigende, disse ikke förend i Mai. Paa Toppen af Mt. Scalelle (41° 7) 5700 fandt jeg Bögen i Lövspring d. 17de Mai; længere nede vare Bladene fuld- komment udviklede. Paa Etna (37° 7) vare Bögebladene nys udsprungne den 2den Juni, nedenfor Balzo di Trifoglietto, paa omtrent 6000 Paa det överste af Mt. St. Angelo di Castella- mare (409 6) 4500’ var Lüvet næsten aldeles faldet eller visnet den 31te Octbr., i den nedre Deel af Bôgebæltet gulnede det. Paa Mt. Cavo (41? 7) 2900’ havde de fleste Boge mistet Bladene den 15de October. Paa Mt. Scalone i le Madonie (37? 8) begyndte Bögens Blade at gulnes den 23de October. Bogen synes at spille den samme Rolle i Biergene i Istrien og Dalmatien, paa den græske Halvôe og i Lilleasien som i Italien‘). Derimod er den sieldnere i den spanske Halvöe, dog forekommer den baade i Asturiens Bierge og Pyrenæerne”). Medens Bögen sydenfor Alperne kun tilhörer de hôiere Biergregioner, saa er den nordenfor Alperne fortrinsviis et Slette-Træe. Nordgrændsen træffes i England ved om- trent 55° (i Skotland er den kun plantet), i Norge ved 60° (Nord for Bergen, hyppigere i Grevskabet Laurvig, 59°), paa Sverrigs Vestkyst ved 5895” (i Båhus), paa sammes Ost- kyst 5605, i Polen ved 53°, og den forekommer i Volhynien og Podolien samt paa Krim3). Den findes i Caucasus, i Armenien og paa Elbrus, samt i Ghilan og Mazederan4). Derimod forekommer Bogen ikke Syden for Middelhavet. Den nordamerikanske Båg, som man tidligere antog for identisk med den euro- pæiske, er udentvivl en derfra forskjellig Art (Fagus americana). 1) Sternberg i Flora 1826. 1. 32. Visiani Flora Dalm. I. 206. Sibthorp. Gr. II. 242. Grisebach Reise. I. 53. 77. 93. 356. Spicil. Floræ Rumel. II. 340. Fraas. Synopsis 246. 247. 2) Lagasca. Geogr. Ephem. 42 B. 300. Bentham. Pyr. 79. Parrot Reise in den Pyrenåen. 129. 3) Hooker Brit. Flora. I. 325. Blom Norwegen. 1843. Düben bot. Notiser 1843. Nr. 5. 67. Wahlenberg Flora Svecica. Ed. 2. 650. Hartman Skand. Flor. ed. 4. 316. Brincken Mem. sur Bialowicza. (Hertha 13.) Eichwald Nat. Beschreib. von Lith., Volhynien u. Podolien. 4) Biberstein Cauc. II. 403. Meyer Caucas. 44. Wagner Bot. Zeit. 1845. 70. Aucher Eloy, efter Grise- bach. Pflanzeng. Bericht. 1843. 38. 30 LV. Avnbég Slægten (Carpinus). 1. Den almindeliye Avnbøg (Carpinus Betulus. Lin.) Nouv. Duh. II. Tab. 58. Avnbögen forekommer i Alperne fornemmeligen i Kastaniens Region. Dens öyre Grændse er omtrent 2500 Ligeledes er den almindelig i Apeninerne i det mindste indtil 40? (Camaldoli ved Neapel, Mt. St. Angelo di Castellamare). Den findes ogsaa her for- trinsviis paa Biergene og stiger op til 2500—3000' (Camaldoli Klosteret i Toscana, Mt. St. Angelo di Castellamare), men groer ogsaa paa lave Héie (Mt. Limone). I Sicilien fore- kommer den ikke og rimeligviis heller ikke i Calabrien. Den danner neppe nogetsteds udstrakte Skove, men findes blandet med andre Træer. Imod Syd synes den at aftage i Hyppighed, og den beslægtede. sorte Avnbög (Ostrya vulgaris) at træde istedet. Avnbögen findes i Dalmatien, og paa den græske Halvöe, dog synes det i de syd- ligere Dele kun at være et Biergtræ; ligeledes antræffes det i Lilleasiens nordligste Dele og Caucasus"). Derimod anföres det ikke fra den spanske Halvöe, uden forsaavidt det findes i Pyrenæerne”), Hiinsides Middelhavet forekommer det ikke. I Nordeuropa er det almindeligt, men gaaer ikke nordligere end til 5893). 2. Den österlandske Avnbøg (Carpinus orientalis Lam.). Denne Art, der kun fremtræder som lav Busk med krumme Grene, findes hyppigt paa Karschbierget (hvor den af Scopoli blev anseet for en ny Art og kaldet Carp. duinen- sis), men neppe andetsteds i Alperne. Dernæst antræffes den hist og her i Apeninerne lige til sammes sydligste Dele (mellem Aquasanta og Ascoli, ved Mt. Catino, mellem Du- chessa og Sala). Til nogen betydelig Hôide over Havet stiger den neppe; maaskee til 2000'1). Gussone anforer den fra Sicilien som Biergplante. ; Den forekommer i Dalmatien, Rumelien, Banatet, Krim og Caucasas5); men neppe i de sydlige Dele af den græske Halvée; — og slet ikke Vest for Italien, ligesom ei hel- ler andetsteds i Europa udenfor de angivne Egne. WV. Sortbég Slægten (Ostrya). Den almindelige Sortbög (Ostrya vulgaris. Willd). Nouv. Duh. II. Tab. 59. Dette Tree er meget almindeligt i de italienske Alpers östlige Deel (Karsch. Mt. Baldo), men synes at savnes i den vestlige. Det forekommer i Alperne kun i de lavere 1) Visiani Fl. Dalmat. I. 210. Sibthorp. Fl. G. II. 243. Chaubard Pelopon. 63. Grisebaeh Reise I. 81. (bithyniske Olymp), Spicil. Fl. Rumel.Il. 341. Biberstein Caucas. II. 404. 2) Benth. Pyr. 67. 3) Hartmann, Skand. Flora. Udg. 4. 316. Hooker Brit. Flora. I. 327. 4) Efter Savi skal den findes i Sienas Maremmer. Alb. di Toscana I. 76. 5) Visiani Fl. Dalm. I. 210. Ebel. Monteneg. Grisebach Reise I. 117. Spicil. Fl. Rum. II, 341. Rochel Ba- nat. 43. Biberst. Caucas. II. 405. 31 Regioner og vel neppe over 1000”. I Apeninerne er det meget mere udbredt og træffes fra de nordligste til de sydligste Dele (Carara, Mt. Pisano, Mt. Gennaro, Villa Hadriani, Mt. Velino, St. Eremo), baade i Sletten (Pæstum) og paa en Höide af over 2000’ over Havet (Velino). Efter Gussone ogsaa i Sicilien. Den har ogsaa hiemme i Dalmatien og den græske Halvöe samt i Steyermark1). Nordligere, vestligere og sydligere forekommer den neppe%). VI. Masselslægten (Corylus). Den almindelige Hasselbusk (Corylus avellana Lin.) Nouv. Duhamel. IV. Tab. 5. Hasselbusken er udbredt over hele Sydsiden af Alperne fra deres ôstlige til deres vestlige Grændse (Karsch, Mt. Cenis, Col de Tende); den voxer deels som Underskov mel- lem större Træer, deels danner den selvstændige udstrakte Krat. Den forekommer ved Al- pernes Fod 6g stiger op giennem Kastaniens samt Egens og Bogens Bælte, i Almindelig- hed til 3000” over Havet, men hist og her til 4000’ (Col de Tende). Paa Euganeerne er den meget hyppig. Den forefindes dernæst giennem hele Apeninkjæden lige fra La Bochetta til Cala- brien (Rotonda), ligeledes antræffes den i Sicilien (Le Madonie). Den gaaer i Apeninerne i Almindelighed ikke til större Hôide end i Alperne, nemlig til 3000’, stundom til 3500" (Montamiata, Pietra Camela). Skiöndt den i Almindélighed forekommer paa Bierge, saa antreffes den dog ogsaa paa ganske ringe Hôide over Havet, endog indtil Neapels Brede (Hôiene ved Bologna, la Storta, Roms nærmeste Omgivelse, Arco Felice og Valle di St. Rocco ved Neapel, Amalfi), I Sicilien derimod forekommer den neppe uden som Biergplante. e Hasselbusken findes i Dalmatien, paa den græske Halvöe og i Lilleasien3), i Pyre- næerne forekommer den ogsaa4), men derimod kiender jeg ingen Angivelse fra den spanske Halvöe. Ligeledes fattes den i Nordafrika og paa de canariske Oer, saa at den ikke over- skrider Middelhavet, og den har, som det synes, sin Sydgrændse i Sletten omtrent ved 41°. I Nordeuropa spiller den en betydelig Rolle saavel i Sletten som paa Biergene (Carpatherne, de tydske og franske Bierge o. s. v.)5). Dens Nordgrændse falder i Skan- 1) Visiani Fl. Dalmat. I. 211. Ebel. Montenegr. Sibthorp. Fl. Gr. II. 243. Grisebach Reise. I. 117. 133. 283. Spicil. Flor. Rum. II. 342. Fraas Synopsis 247. Koch. Synopsis. ed. 2. 739. 2) Dog anföres den af Loiseleur Fl. Gall. ed. 2. II. 328 (in montibus circa Forum Julii. Peyromond.) 3) Visiani Fl. Dalmat. I. 209. Sibthorp. Gr. II. 244. Grisebach Reise I. 81 (bithyniske Olymp). Spicil. Fl. Rum. 11.340. 4) Bentham. Pyr. 110. 5) Koch Syn. ed.2.738.Lois. Flor. Gall.ed.2.11.327. Wanlbg. Helv. 179. Carpath.309.Hooker Brit. Flora. I. 327. 32 dinavien paa Vestsiden ved 653 (Nordlandene), paa Ostsiden ved 63° (Angermanland). Den gjenfindes paa Caucasus!). Tilbageblik. Alperne frembyde samtlige 6 Slegter og af Arterne 11 eller 12, nemlig: Quercus Ilex, Cerris, Robur og 2 eller 3 dermed beslegtede Arter, Castanea vesca, Fagus sylvatica, Carpinus Betulus og orientalis, Ostrya vulgaris og Corylus avellana. Der savnes kun de immergrönne Ege Q. Suber, coccifera og Pseudosuber, samt nogle af Egene med affal- dende Blade. Ingen af disse i Alperne forekommende Cupuliferæ stiger op til den alpinske Region. Höiest gaaer Fagus sylvatica, nemlig til 5000’, men holder sig dog saaledes langtunder Naaletræernes övre Grendse. Dette Tree bidrager vesentligen til Dannelsen af den övre Deel af Lôvtræernes Bælte, den aflöses af Kastanien, som danner Lövtr&ernes nedre Bælte. Egene med affaldende Löv samt Haslen forekomme i begge Bælter, men naae ikke saa höit op som Bögen, nemlig til omtrent 3500. I Kastaniens Bælte forekommer foruden de nys- nævnte Ege ogsaa Avnbôgen (Carpinus Betulus). Derimod forefindes Ostrya vulgaris, Car- pinus orientalis og Quercus Ilex kun i den laveste Deel af Kastaniens Bælte, samt kun Osten for Lago maggiore, men savnes i den vestligere (koldere og hôiere beliggende) Deel af Alpernes Fod. Carpinus orientalis findes kun i den ôstligste Deel af Alperne. Apeninerne frembyde samtlige Cupulifere som findes i Alperne og desuden de 3 immergrönne Ege: Suber, pseudosuber og coccifera samt adskillige nye Former af Ege med affaldende Löv. De immergrönne Ege, navnlig de nysnævnte samt den meest udbredte, Q. Ilex, höre til de væsentligste Bestanddele af den immergrönne Region; dog blandes og saa de andre Ege med dem. I denne Region findes ogsaa Ostrya vulgaris og Carpinus orientalis, tillige træde de ind i Kastaniens. Med Undtagelse af Bögen findes de övrige Cupuliferæ ogsaa i denne Region, i al Fald kan kun den sydlige Deel af Apeninerne i saa Henseende undtages. Ovenover den immergrönne Region bestaae Skovene især af Ka- stanien og Egene med affaldende Löv,der saaledes danne Lévireernes nedre Bælte, hvori ogsaa Carpinus Betulus og Corylus avellana især forekomme. Oven over dette Bælte dannes Skovene fornemmeligen af Bögen, der som Busk endog træder ind i den subal- pinske Region. i I Sicilien höre de immergrönne Ege Ilex, Suber og coccifera til den immergrönne Region. Lüvtræernes Bælte dannes af Kastanien, som her ikke gaaer ned til Sletten, 1) Biberstein Flora. II. 405. 288 samt Ege med affaldende Lévy; dets höiere Deel dannes især af Bögen. Carpinus Betulus synes at mangle. Norden for Alperne savnes Quercus coccifera, Suber, pseudosuber og nogle af de italienske Ege med affaldende Blade, samt Carpinus orientalis og Ostrya vulgaris. Quer- cus Ilex forekommer Nord for Alperne kun i det vestlige Europa med de varme Vintere og ophörer ved 47°, Kastanien ligeledes kun i det vestlige Europa til omtrent 49°, Quer- eus Cerris gaaer omtrent til samme Brede. Carpinus Betulus ophörer ved 58°, Bögen ved 60° i det vestlige Europa og paa langt lavere Brede i det östlige; Egene med affaldende Lov ved 63° i Skandinavien og ved 58° i Rusland, Nordligst gaaer Corylus avellana, nem- lig til 6549 i Skandinavien. Denne Ordensfålge efter Breden svarer i det Hele til den som Höiden frembyder i Italien, dog giör Bögen en mærkelig Undtagelse, i det den forholds- viis gaaer langt höiere paa Biergene end mod Nord, og Forskiellen i denne Henseende til- tager jo længere man kommer Syd efter i Italien. Den græske Halvöe frembyder betydelig Lighed med den italienske i Henseende til Cupuliferæ. Nederst findes især de immergrånne Ege, der tildeels ere de samme som i Italien, derpaa fölge Kastanien og Egene med affaldende Löv samt Carpinus Arterne, Ostrya og Corylus, överst Bögen. Lilleasien og Syrien stemme ligeledes overeens med Sydeuropa og ere især rig paa Ege. Större Forskiel synes den spanske Halvöe at vise. De italienske Ege, navnligen de immergrånne, ere for stårste Delen fælles, men Spanien og Portugal have adskillige som Italien savner; Bôgen og Kastanien forekomme, men den fårste synes indskrænket til de nordlige Bierge, den anden at være sieldnere end i Italien; begge Carpinus Arterne, og Slægten Ostrya synes aldeles at savnes. Nordafrika har adskillige af saavel de immergrånne Ege som af dem med affal- dende Löv fælles med Italien (Ilex, suber, coccifera, Robur &c.) og desuden nogle flere Ege; men alle de övrige Slægter savnes, med mindre man tör antage Kastanien for vildt- voxende. Det viser sig saaledes her, at man er ner ved Sydgrændsen for Cupuliferene. Paa de canariske Oer mangler derfor ogsaa denne Familie ganske. Det tempererte Nordamerika er meget riig paa Cupuliferer og navnligen paa Ege-Arter. Der er neppe nogen Art fælles for Europa og det nye Continent, men derimod viser sig et. höist mærkeligt Exempel paa giensidig Substitution af de samme Slegtsformer : Europa. Nordamerika. Fagus sylvatica. Fagus americana og ferruginea. Castanea vesca. Castanea americana og pumila. Carpinus Betulus. Carpinus americana. Corylus avellana. Corylus americana. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind, 5 ns CR de ee et A er 5 34 Ostrya vulgaris. Ostrya virginica. Quercus mange Arter. Quercus mange Arter. I Atlasbiergene og Siberien ligesom overhovedet i det polare og subpolare Asien fattes denne Familie!); derimod forekommer den i China og Cochinchina, især under Ege- formen, samt i Caucasien, Armenien og Persien. I den hede Zones Sletter fattes Cupuliferæ, derimod komme de igien i Biergene. Centralamerika er saaledes serdeles riig paa Ege-Arter. Java frembyder Arter af Eg, Bog og Kastanie; Himmelaia Arter af Eg, Kastanie, Carpinus, Corylus. Vi kiende henved 50 Arter fra sidstnevnte Biergmasse. I den sydlige Halvkugles tempererte Zone træffes Familien kun i Chili og Ildlan- det, hvor Bôgeslægten viser sig i flere Arter, (Fagus antarctica, betuloides.). Skaalberernes Anvendelse er i Italien meget betydelig. De forskjellige Egearter, især de med affaldende Löv, give det vigtigste Tommer til Huse og Huusgeraad. Kasta- niens Ved anvendes ligeledes. Bögen giver det vigtigste Brændsel i de hôiere Egne. Egene, ogsaa de immergrönne, afgive Kul. Avnbögens haarde Ved: tiener til adskillige Redskaber. — Kastanien, Hasselnödden, samt i Calabrien en Egeart give Neringsmidler for Menneskene; Kastanien, Bögen og Egearterne for Kreaturer, især Svinet. — Korkegen bliver nyttig ved sin Bark. Historiske Forhold. De romerske Skribenter, navnligen Plinius, omtale hyppigen Steenegen under Navn af Ilex; dog anvendes dette Navn ogsaa paa Ilex aquifolium, skjéndt dette Tree hörer til en ganske anden Plante-Familie2). Der tillægges nemlig Hex, ligesom Egen, et Agern, og dens Frugt regnes til de egentlige Agern, i Modsætning til Bogens Frugt; Ager- net er hos Ilex mindre end hos de andre Egearter. Ilex beholder sine Blade, de ere tor- nede, kortstilkede og ligne forövrigt (især i Farve) Olietræets Blade. Den bærer Frugt hele Aaret3). Veddet er uden Marvy og meget haardt; det kan skjæres i tynde Plader, 1) Dog angives en Carpinus derfra. 2) Plinius Historia naturalis, edit. Grandsagne (Paris 1831). Liber. XVI. sect. 8. „Iieis duo genera. Ex iis in Italia folio non multum ab oleis distant, smilaces a quibusdam Græcis dictæ. In provinciis sunt aquifoliæ. Tlicis glans utriusque brevior etc.”. Da der her tillægges begge et Agern, saa kunde man tvivle, om virkeligen ved den ene menes Aquifolia; saameget mere som den kun angives at voxe i Provindserne, medens den nu findes f. Ex. paa Toppen af Albanerbierget. Dog er der andre Steder som, foruden Navnet, lede til at antage det. 3) „Namque alia fageæ glandi figura, alia quernæ et alia ilignæ Lib. XVI. 6. „Glandem, que proprie in- telligitur, ferunt robur etc. — ilex”. „Ilicis glans utriusqne brevior & gracilior” ibid. 8. ,,folia non 39 som have en smuk Farve; det bruges især til Gjenstande som gnides, f. Ex. Vognaxler, og det er Haardheden som giör det tienligt dertil. De bedste Vridbor giöres deraf, ligeledes de störste Knipler. Det bruges ogsaa til Böndernes Redskaber og til Finering!). Bladene (de unge menes vel) gives til Quæget i Mangel af bedre Foder og bruges ogsaa til Giöd- ning2). Italienernes Navn Leccio eller Elice svarer til Romernes Ilex. Efter Plinius fandtes der paa Vaticaner-Bierget i Rom en Steeneg, som var ældre end Staden selv. IByen Tibur, som var meget ældre end Rom, vistes endnu 3 Steenege, der vare ældre end dens Stifter Tiburtus, som sagdes at være en Sön af Amphiaraus, der faldt for Theben, en Menneskealder för den trojanske Krig®). Disse Træers Aldere vare altsaa: det forstes 5—600 Aar, de sidstes 12—1300 Aar; hvilket ikke staaer i Strid med Steenegenes Væxt i Nutiden. — I Nærheden af en Höi ved Tuskulums Forstad, var der, fortæller endvidere Plinius, en Steeneg, som havde en Stamme af 34 Fods Omfang og frembåd 10 Grene, som formedelst deres Störrelse saae ud som ligesaa mange Træer; dette ene Tree var som en heel Skov. Man har uden Grund tvivlet om at en Steeneg kunde have saa stort Omfang4). Hvad de geographiske Forhold angaaer, kunde man af et Sted hos Plinius, hvor han regner Steenegen til de Træer der elske Bierge, eller, som det sammesteds hedder, Bierge og Dale, let antage at disse Forhold i Oldtiden vare forskiellige fra de nuværende ; men ved at see hen til at han strax efter yttrer at Steenegen ogsaa stiger op paa Bier- gene5), maae man forudsætte, at den tillige har groet paa ringe Höide over Havet, og at decidunt — ilici” ibid. 33. „(folia) aculeata aquifolio & ilicum generi. Pediculo brevi oleæ et dict’. ibid. 38. ,Ilicis duo genera. Ex iis in Italia folio non multum ab oleis distant”. ibid. 8. — ,Citreæ et juniperus & ilex anniferæ habentur”’. ibid. 44. 1) „Tota ossea est ilex”. ibid. 73. „Omnibus, que diximus, spissa firmitas. Ab his proxima est Corni; — Ilex item”. ibid. 76. „Secatur in laminas prætenues et ilex, colore quoque non ingrata: sed maxime fida iis que terantur, ut rotarum axibus: ad quos lentore fraxinus utilis, sicut duritia lex”. „Ideoque pro- ditum terebris vaginas ex oleastro, buxo, ilice etc. — utilissimas fieri”. „Ex iisdem malleos majo- resque e pinu et ilice. — Hyginus manubria rusticis carpinea, iligna (fieri jubet). Que in laminas secantur, quorum operimento vestiatur alia materies, præcipua sunt citrum — lex”. — ibid. 84. 2) ,Quibus adjicit Cato decidua populea quernaque animalibus jubens dari non perarida: bubus quidem et ficulnea, ilignaque et ederacea”. ibid. 38. „Cato: stercus unde fiat stramenta — ac frondes tlignas quernasque”. XVII. 6. 3) „Vetustior autem urbe in Vaticano iler in qua titulus æreis literis Etruscis, religione arborem jam tam dignam fuisse significat. ‘Tiburtes quoque originem multo ante urbem Romam habent. Apud eos ex- stant ilices tres, etiam Tiburto conditore eorum vetustiores, apud quas inauguratus traditur. Fuisse autem eum tradunt filium Amphiarai, qui apud Thebas obierit una ætate ante Iliacum bellum”. Plin. Lib. XVI. 87. 4) ,Vicina luco (in suburbano Tusculani agri colle) est ilex, et ipsa nobilis 34 pedum ambitu caudicis, 10 arbores mittens singulas magnitudinis visendæ silvamque sola facit”. Lib. XVI. 91. 5) Montes amant — iler”. „Montes & valles diligit — ilex”. „Subeunt et in montuosa ulmus — ilex”. Lib. XVI. 30. Sammenlign forövrigt om Steenegen Virgil. Ed. VII. 1. Columella (Scriptores rei rusticæ curante Ges- nero Lipsiæ 1735.) VI. 3. 7; VII. 9. 6. 5% 36 han ved ,montes” forstaaer Ujevnheder (Höie og lavere Bierge), i Modsætning til Sletter, paa hvilke Steenegen ogsaa nu i Almindelighed ikke forekommer i vild Tilstand. Korkegen er Plinius's Suber, Italienernes Suvero eller Sughero. Den regnes, lige- som Ilex, til de Træer der bære Agern i egentlig Forstand; den er det mindste Træe blandt Egene, og bærer faa og slette Agern. Barken er det eneste som bruges1), denne er meget tyk, kiödfuld (egentlig svampagtig), voxer ud igien og man kan udbrede den i Plader af ti Fods Udstrækning. Alle andre Træer ödelegges naar Barken aftages i Stammens hele Omkreds; men Suber giör herfra en Undtagelse, da Barkens Borttagelse tvertimod gayner ; eftersom den altfor tykke Bark qveler den. Den benyttes til Skibsankere, til Fiskernet, til Tolde og til Fruentimmernes Vintersko2). Den regnes til de vilde Træer, som ikke tabe Bladene; men disse udvikles meget seent paa Aaret; Veddet er meget tet og flyder ikke paa Vandet, naar Barken er taget af; det bederves meget seent3). I Henseende til de geographiske Forhold hedder det: „den voxer ikke i hele Ita- lien, og slet ikke i Gallien’4). Det förste er fuldkomment overensstemmende med hvad nu finder Sted; det sidste er nu rigtigt i Henseende til Overitalien (Gallia cisalpina), men passer ikke paa de franske Middelhavslande (Gallia transalpina). Kun eet Sted hos Plinius nævnes Kermes Egen, Qvercus coccifera, nemlig hvor det hedder, at Ilex overgaaer i Nytte Egen allene ved dens Product Kermes (coccus). Dette Product fremtræder som Korn paa ilex aquifolia parva. Fattige Folk i Spanien betale der- med deres Afgift. Det forekommer ogsaa i Galatien, Afrika, Pisidia og Cilicia, den slet- teste Sort i Sardiniens). Her er vistnok en Forvexling af et Product Plinius rimeligviis 1) Paa samme Sted hedder det dog, at Veddet benyttes istedetfor Steenegens, naar denne ikke haves. „Ubi non nascitur ilex, pro ea subere. utantur in carpentariis precipue fabricis, ut circa Elin & Lacædæ- monem”. Lib. XVI. 13. 2) „Glandem, que proprie intelligitur, ferunt robur — Suber.” Lib. XVI. 8. „Suberi minima arbor, glans pessima rara: cortex tantum in fructu, præcrassus ac renascens atque etiam in denos pedes undique explanatus.” Lib. XVI. 13. „Cortex carnosus suberi” ibid. 55. „Cortice in orbem detracto necantur (arbores) excepto subere, quod sic etiam juvatur, crassescens enim prestringit & strangulat”. XVII. 37, »Usus ejus (scil. corticis Suberis) ancoralibus maxime navium, piscantium tragulis & cadorum obtura- mentis: preterea in hiberno feminarum calceatu.” XVI. 13. 3) ,Silvestrium generis folia non decidunt — Suberi” ibid. 33. „Serotino autem germine malus, tardissimo suber” ibid. 41. „Spississima ex omni materie, ideo et gravissima judicatur ebenus et buxus, neutra in aquis fluitat, nec suber si dematur cortex — ibid. 76. „Cariem vetustatemque non sentiunt cupres- sus, cedrus ete. — ex reliquis tardissime larix, robur, suber”. ibid. 78. 4) ,,Nec in Italia tota nascitur, aut in Gallia omnino”. Lib. XVI, 13. Om Korkegen kan desuden eftersees Vitruvius IL 9. Columella IV. 26.1; VII. 9. 6; IX. 6.1. Virgil Aen. 7. 742. 5) ,0mnes tamen has ejus (Roboris) dotes ilex solo provocat cocco. Granum hoc, primoque ceu scabies fruticis parve aquifoliæ ilicis: cusculium vocant: pensionem alteram tributi pauperibus Hispaniæ donat. Usum ejus gratiorem in conchylii mentione tradidimus. Gignitur & in Galatia, Africa, Pisidia, Cilicia: pessimum in Sardinia”. Lib. XVI. 12. Sammenlign forövrigt Dioscorides. 4—48 (xoxx05 Bayixn) og Plinius XXIV. 4. D + i ikke kiendte paa Træet selv, i det han antog, at det kom af en Art Ilex eller Aquifolia, hvilken sidste, som alt ovenfor bemærket, forvexledes med Quercus Ilex. Bladene af Quer- cus coccifera have forövrigt i visse Henseender mere Lighed med Bladene af Ilex aquifo- lium end med dem af Quercus Ilex. Han angiver at Træet voxer i Sardinien, men anfårer det ei fra Sicilien, hvor det dog vel ogsaa forekom ligesaavel som nu. Den nuværende hyppige Forekomst i Spanien stemmer overens med hans Bemærkning om, at Productet leveredes som Skat af de Fattige. Hvis Quercus pseudosuber har været Plinius bekiendt, saa har han rimeligviis anseet den for Q. Ilex. Blandt de Agernbærende Træer, Glandiferæ, i strengere Forstand 9: Quercus Ar- terne, omtaler Plinius: Cerrus, om hvis Agern han siger, at det er stygt og forsynet med en pigget Skaal ligesom hos Kastanien1); hvilket tydeligen viser at han mener vor Kastanie Eg (Quercus Cerris), Italienernes Cerro (Frugten Cerra). Derimod stemmer hans Angi- velse, at den ikke er bekiendt i den største Deel af Italien”, ei overeens med de nærvæ- rende geographiske Forhold. Hos Vitruvius omtales Veddet som mindre varigt3). Naar Plinius taler om Glandes (Agern), saa tager han Ordet snart i en alminde- ligere Betydning, hvorved da forstaaes ikke blot Frugten af Egearterne, men ogsaa Bogens, — snart i en strengere Betydning, hvorved da menes Frugten af Egearterne, saavel de immergrönne, som dem med affaldende Liv‘). Af sidste Slags nævner han først foruden Cerrus tre: Robur, Quercus, Esculus, men siden bruger han leilighedsviis Navnene Ægilops, Haliphlæos og et Slags Quercus, som han kalder latifolia, og nævner et andet under Navnet Hemeris5). Jeg tår ikke indlade mig paa at henföre disse Benævnelser til bestemte nuværende Årter. : Plinius siger at Bladene hos Ege-Arterne, med Undtagelse af Ilex (Suber burde vel tilföies), ere tykke, kiödfulde, lange, bugtede paa Siderne og ikke, som Bögens, gule naar de falde af; længere eller kortere hos de forskjellige Arter"); at Agerne afvige ind- 1) „(Glans) Cerro tristis horrida, echinato calyce ceu castane®”. Lib. XVI. 8, 2) „Quartam vero generis ejusdem, qua cerrus vocatur, ne Italiæ quidem majore ex parte notam esse”. Lib. XVI. 6. 3) „Cerrus, suber, fagus quod parvam habent mixturam humoris & ignis et terreni, aéris plurimum per- via raritate humores penitus recipiendo, celeriter marcescunt. Vitruvius’. IL 9. — „Namque de Cerro aut fago seu farno nullus ad vetustatem potest permanere”. ibid. VII. 1. 4) ,Glandes etc. — Dulcissima omnium fagi”. Plinius XVI. 6. „Glandem, que proprie intelligitur, ferunt robur, quercus, esculus, cerrus, ilex, suber’. Plinius XVI. 8. 5) „Excelsissima ægilops. — Pessima et carboni & materiæ haliphlæos dicta, cui crassimus cortex atque caudex et plerumque cavus fungosusve”. Nogle antage denne for Q. pseudosuber Desfont — „In ipsis vero arboribus que maximam (glandem) fert hemeris vocatur etc.” XVI. 8. 6) „Folia preter ilicem gravia, carnosa, procera, sinuosa lateribus (Cfr. XVI. 38 folia toto ambitu sinuosa robori) nec, quum cadunt, flavescentia ut fagi: pro differentia generum breviora vel longiora. XVI. 8. 38 byrdes i Störrelse og Form, da de snart ere runde, snart ægdannede, snart tilspidsede, snart kort- 08 snart langstilkede, snart mörkere, snart hvidere, at nogle have en fiin Hud, nogle en rustfarvet rue Hinde, medens andre ere aldeles hvide indeni. At Quercus har den störste og bedste Frugt, dernæst Esculus, medens Robur har den mindste; men at der blandt Quercus-Arterne gives nogle, hvis Frugter ere blödere og södere, nemlig hvad hos Phnius (urigtigen) kaldes Huntræet, medens Hantræets Frugt er haardere, og endeligen at den bredbladede Eg ansees af den Grund for den bedste"). Efter Tenore forstaaes ved Quercus latifolia Plinius det samme som Esculus hos Virgil, hvorimod Plinius’s Esculus efter ham er en anden Art, nemlig Q. Esculus Lin. Pli- nius’s latifolia forekommer efter samme Forfatter meget almindelig, er udmærket ved sin . Störrelse, har brede Blade og söde Frugter, som de neapolitanske Bönder spise ristede ligesom Kastanier, og desaarsag kalde Træet Quercia castagnara. Han betragter forresten dette Tree som en Afart af Quercus Robur?). Med Hensyn til Anvendelsen bemærker Plinius, at Agern bruges hos mange Folke- slag endogsaa i Fredslid; og at man, naar der er Mangel paa Korn, maler Meel af de törrede Agern og deraf tilbereder Bröd>). Det er ogsaa andenstedsfra bekiendt at man i Oldtiden, især i det nordlige Europa, benyttede Agern som Næringsmiddel for Mennesker. Plinius siger ikke udirykkeligen at de ogsaa bleve benyttede saaledes i Italien, men dette underforstaaes som det synes"). At dette endnu er Tilfældet sees af Tenores ovenanförte Meddelelse. I Grækenland, Spanien og Orienten gives forskjellige Ege, hvis Frugt spises, f. Ex. Q. Ballota. Forüvrigt nævnes Brugen af Agern som Föde for Sviin; og ligeledes omtales ud- förligen Veddets Anvendelse og Beskaffenhed hos de forskiellige Egesorter. Dernæst taler Plinius om Anvendelsen af Egekrandse til Borgerkroner og om Galæblernes). I Henseende til de geographiske Forhold hedder det om Robur, at den voxer bedst paa Bierge og i Dale, om Quercus, at den ogsaa stiger ned i Sletterne og et andet Sted 1) „Distant inter se magnitudine et cutis tenuitate. Item quod aliis subest tunica rubigine scabra aliis pro- tinus candidum corpus. — Preterea aliis ovata aliis rotunda, aliis acutior figura. Sicut et color nigrior candidiorque. — Quin et pediculi brevitas proceritasque dilferentiam habet. — Glans optima in quereu atque grandissima: mox esculo: nam roboris parva. Scd et in querna, alia dulcior, molliorque feminæ, mari spissior. Maximo autem probuntur latifoliæ ex argumento dicta”. XVI. 8, 2) Tenore Osservazioni sulla Flora Virgiliana, Napoli 1826. p. 11—12. Samml. Virgil Georg. II. 16. 291. »Esculus imprimis, que quantum vertice ad auras Æthereas, tantum radice in Tartara tendit”. 3) „Glandes opes esse nunc quoque multarum gentium etiam pace gaudentium constat. Nec non et inopia frugum arefactis molitur farina, spissaturque in panisculum. XVI. 6. 4) Ceres frumenta (invenit), cum antea glande vescerentur”. XVI. 57. 5) „Fungosam carnem (suibus) fieri esculo, robore. XVI. 8. 15. 72. 76. 78. 79. 80. 83. — XVI. 2—4. — XVI. 9, Vitruvius If. 8 og 9. VII. 3. 39 at Egene ere forskjellige eftersom de voxe paa Biergene eller i Sletterne'). Om de to nysnævnte hedder det, at de voxe overalt, om Esculus derimod at dette ikke er Til- fældet?). At de romerske Forfatteres Castanea svarer til vort Tree af samme Navn, derfor taler ikke blot den italienske Benævnelse Castagno, men ogsaa især det Sted hos Plinius, hvor det hedder: „Vi kalde ogsaa Kastanierne for Nødder, skiöndt de nærme sig mere til Agernets Natur. De cre forskandsede med et med Pigger besat Bæger, som begynder at danne sig hos Agernet3). Det er mærkeligt at en Frugt der er saa almindelig, af Naturen er saa omhyggeligen beskyttet. Undertiden findes der tre Nödder i samme Bæger; Skallen er seig; men nærmest ved Kiernen er en Hinde, der ligesom hos Valnödden fordærver Smagen naar den ikke tages af. Man spiser dem helst ristede; dog males de ogsaa og benyttes til et Slags Bröd som nydes ved Qvindernes Faste”4). Derpaa fortæller Plinius at Kastanierne fra först af ere komne fra Sardiniens); herved menes vel de dyrkede Kasta- nier, men, selv saaledes forstaaet, er Angivelsen vist ikke grundet. Derefter nævner han adskillige Afarter af dyrkede Kastanier, som neppe lade sig bestemme til dem, som nu ere Gienstand for Dyrkning. Endeligen hedder det, at de övrige (hvorved vel menes de vilde) tiene til Svineföde og at Skallen efterligner ganske Kiernens Ujevnheder6). Fremdeles be- mærkes, at Kastaniens Skal er læderagtig7), hvilket er fuldkomment rigtigt, at denne Frugt har to uspiselige Beklædninger, som ogsaa stemmer med Naturen, hvad enten Forfatteren mener den læderagtige Skal og den indre Hinde; eller hiin og Skaalens). Angaaende de geographiske Forhold siger Plinius kun, at Kastanietræet elsker Bierge og Dale og hader Vandet, at den trives bedst paa skyggefulde Steder udsatte mod Nord i 1) „Montes et valles diligit — robur. — Descendunt et in plana — quercus”. Plinius. XVI. 30. „Jam etiam in montuosis planisque distant”. ibid. XVI. 6. 2) ,Quippe quam robur quercumque vulgo nasci videamus, esculum non ubique”. XVI. 6. See forüvrigt om Egearterne med affaldende Löv: Virgil. Georg. II. 15. Ovid. Metamorph. Lib. I. 563. XII, 799. Dioscorides I. 143. 144. 147. Cato de re rustica 17. 1. Columella IV. 33. 5; VI. 3.7; VII. 9.6. Palladius Novb. 15.2. Horatii Ode IT. 10. 17. 3) Nemlig Skaalen omslutter hos Egen kun den nederste Deel af Frugten, men hos Kastanien den hele. 1) ,,Nuces vocamus et castaneas, quamquam accommodatiores glandium generi. Armatumuis echinato calyce vallum, quod inchoatum glandibus. Mirumque, vilissima esse que tanta occultaverit cura na- ture. Trini quibusdam partus ex uno calyce, cortexque lentus. Proxima vero corpori membrana et in his et in nucibus saporem, ni detrahatur, infestat. Torrere has in cibis gratius. Moluntur etiam et præ- stant jejunio feminarum quandam imaginem panis”. Lib. XV. 25. Grandsagnes Oversættelse af „jeju- nio feminarum” ved „en temps de famine” er aldeles urigtig. 5) „Sardibus ex provenere primum’. ibid. 6) ,Cæteræ suum pabulo gignuntur, scrupulosa corticis intra nucleos quoque ruminatione”. ibid. Dette vanskelige Sted troer jeg bedst oversættes som ovenfor. Oversættelsen i Gransagnes Udgave er al- deles feilfuld. „les piquans qui herissent la peau, pénètrent jusque dans la chair de la châtaigne”. 7) „Putamine clauduntur nuces, corio castaneæ”. ibid. XV. 34. : s) „Quorundam (pomorum) extra, gemina geminantur vitia, ut in castaneis amygdalis etc”, ‘Lib. XV. 34 ee Kulden, i en let dog ei sandet Jord”), hvilket svarer til de nuværende Forhold. Ligeledes henföres Kastanietræet retteligen til dem som formeres ved Fröe, skjöndt han har Uret naar han mener, at det kun kan formeres paa denne Maade”). Han er feil underrettet, naar han siger at der fortelles om Indianerne, at de lave Olie af Kastanier, Riis og Se- sam3), hvilket kun er rigtigt i Henseende til den sidste Plante, men hverken gielder om Risen eller Kastanien, hvilken sidste ikke engang voxer indien. Forövrigt omtaler Plinius dens Dyrkningsmaade og dens vigtige Anvendelse til Pæle for Viinranken4). Nogle Forfattere have meent, at de gamle Romere foretrak Bogens Frugt for Ka- staniens, og de grunde dette derpaa, at Plinius kalder Bogens Olden „duleissima omnium(se. glandium)” og derimod Kastanien ,vilissima”; men denne Mening behöver neppe Giendri- velse; thi at enten Romerne skulde have havt en saa slet Smag at de foretrak Olden, eller at dennes og Kastaniens Egenskaber skulde have forandret sig, er lige uantageligt. Naar Plinius siger, at Bogens Frugt er den södeste Olden — som ogsaa nu er Tilfældet — saa siger han derfor ikke at den er velsmagende, og naar han kalder Kastaniens Frugt vilis- sima, saa sigtes derved rimeligviis ikke til dens Slethed, men til dens Almindelighed. Det kan ikke underkastes nogen Tvivl, at de romerske Skribenters, navnlig Plinius’s, Fagus, svarer til Bögen. Foruden at det italienske Navn Faggio taler herfor, saa yttrer sidstnevnte Forfatter, at blandt de forskiellige Slags Olden (glandes) er den af Fagus den södeste5), at den bestaaer af en Kierne, indesluttet af en trekantet Hud; at Bladet er tyndt og blandt de fineste, ligner Poplens og bliver snart guult, samt at det i Midten bærer oventil et lille grönt Ber, der ender med en Spids*), hvorved menes de smaae, ved et Insect (Cynips Fagi) frembragte, Udvexter, der saa hyppigt findes paa Bôgebladene. Det hedder dernæst, at næsten alle Træers Frugtbarhed er afvexlende, men at dette gjelder allermeest om Bågen7). Fremdeles siger Plinius, at der i Bögens Ved er ligesom Tvær- kamme 9). 1) „Montes et valles diligit — castanea”. Lib. XVI. 30. „Aquas odere — castaneæ”. ibid. 31. ,Quærit solum facile nec tamen arenosum — quamlibet opaco, septentrionalique & prefrigido situ vel etiam declivi”. ibid. XVII. 34 2) ,Sed quedem (arbores) non aliter (quam semine) proveniunt, ut castanee”. XVII. 10. Virgil (Georg. IT. 14) siger det samme. ,,Pars autem (arboram) posito surgunt de semine, ut altæ Castaneæ”. 3) „Indi ex castaneis et sesama & oryza (oleum) facere dieuntur. XV. 7. 4) „Castanea pedamentis omnibus præfertur”. XVII. 34. Sce forövrigt: Columella IV. 33. V. 10. 14. Palladius Feb. 25. 33. Novb. 7. 17. Dioscorides. I. 145. 5) „Duleissima omnium Fagi”. Lib. XVI. 6. 6) „Fagi glans nucleis similis, triangula cute includitur. Folium tenue atque e levissimis, populo simile, celerrime flavescens: et media parte plerumque gignens superne parvulam baccam viridem, cacumine aculeatam. ibid. 7. Sammenlign 8. „Folia (Quercuum) nec, quum cadunt, flavescentia, ut fagi”. ” „Arborum fertilitas omnium fere alternat, sed maxime fagi”. ibid. 7. s) „Fagis pectines transversi in pulpa”. ibid. 73. 41 I Henseende til Anvendelsen beretter Plinius: at Musene og Kramsfuglene holde af Olden, og at Syvsoverne (Glires) blive fede deraf; at den gjér Svinet muntert og dets Kjöd mört og forddieligt); at Barken af Bögen og endeel andre Træer benyttes til Kar, til Kurve og til de aabne Kar, som bruges ved Korn- og Viinhösten, samt til Tage paa Hytter”); at Bræder til Tage (Scandule), skiöndt de bedste giöres af Eg, ogsaa kunne gjöres af Bég3); at Veddet holder sig ret godt i Vand, men derimod snart fordærves i Luften; at det er let til at bearbeide, skiöndt skiört og fiiint, og skaaret i tynde Plader er böieligt og skikket til Asker og Kasser‘). Medens saaledes Plinius’s Beskrivelse af Bögen og dens Anvendelse samstemmer saa nöie med det der nu kan siges om dette Tree, at der ikke kan vere rimelig Tvivl om Identiteten; saa findes der Yttringer hos ham, der synes at forudsætte at Bögens ge- ographiske Forhold i eldre Tider have været forskiellige fra de nuverende. Det hedder nem- lig hos ham, „at de forskiellige Dele af Rom adskiltes efter mærkelige Skove, som havde veret der i Fortiden; og at der endnu paa hans Tid var et Tempel til Jupiter Fagutal, hvor der fordum havde været en Bögelund”5). Heraf kunde man drage den Slutning, at Bögen fordum fandtes paa ganske ringe Hôide over Havet, medens den nu, i Reglen, paa Roms Brede, ikke groer lavere end omtrent 3000’ og navnligen paa det nærliggende Al- banerbierg ikke under 2750’. — Da man imidlertid har saamange andre Kiendsgierninger for at de plantegeographiske Forhold, ligesom de klimatiske, i det Væsentlige have været overeensstemmende med de nuværende, og da en Mængde Væxter, der nu ikke findes samlede med Bögens), voxede ved Rom, f. Ex. Laurbærtræet, Myrten, Pinien, Cypressen, 1) „Fagi glans muribus gratissima est, — glires quoque saginat; expetitur & turdis”. „Glans fagea suem hilarem facit, carnem coquibilem ac levem et utilem stomacho”. XVI. 7. 8. 2) „Cortex et fagis, tiliæ, abieti, piceæ in magno usu agrestium. Vasa, corbesque ac patentiora quedam messibus convehendis vindemiisque faciunt, atque prætexta tuguriorum”. XVI. 14. 3) ,Scandulæ e robore aptissimæ, mox e glandiferis aliis fagoque”. XVI. 15. 4) ,Non improbatur et fagus in aqua et juglans, hæ quidem in his quæ defodiuntur, vel principales. — Item Juniperus: eadem et subdialis aptissima. Fagus et Cerrus celeriter marcescunt.” XVI. 79. „Facilis et Fagus, quanquam fragilis et tenera. Eadem sectilibus laminis in tenui flexilis, capsisque ac scriniis sola utilis’. XVI. 84. 5) ,Silvarum certe (Roma) distingvebatur insignibus. Fagutali Jovi etiam nunc, ubi lucus fageus fuit” XVI. 15. 2 6) Bögen findes rigtignok samlet med plantede Pinier, Laurbær, Steenege og Jordbærtræer i det sydvest- lige England og Irland — formedelst de milde Vintere og kolde Sommere. — Men der er ingen Grund til at antage, at Rom i Oldtiden har haft indbyrdes mindre afvigende Aarstider end nu; den alminde- lige Mening er tvertimod for, at Aarstiderne have været mere afvigende. — I 5 Bog 8 Cap, $ 3 hos Theophrast hedder det, „at Latinernes Land er vandrigt; +i Sletten voxer Laurbær, Myrter og herlige Böge (o&ve)”. Men netop denne Sammenstilling viser at enten Theophrast maae have været falskt un- derrettet, eller, hvad der er rimeligere, at hans o&ve ikke er Bögen. Hans Beskrivelse, 3 Bog 10 Cap. $ 1 passer ogsaa yderst slet paa dette Tree;.thi det siges at ligne Granen og at have et lidet ind- skaaret og i Spidsen tornet Blad”. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 6 42 Jordbærtræet, Steenegen; — saa vilde det dog vist være meget overilet om man paa Grund af en etymologisk Hypothese vilde antage, at Rom virkeligen i ældre Tid har haft Bögelunde. — Selv om Etymologien var sikker, kunde jo Templet först have staaet paa en Höide, hvor der var Böge, og siden være bleven flyttet ned til Rom. Jeg skal her gjöre opmærksom paa et andet Sted hos Plinius, hvor det hedder: „at der udenfor Byen Tusculum paa en Höi, som kaldes Corne, er en hellig Bögelund, indviet til Diana”’1). Efter en af mig anstillet Maaling af den Höi, hvorpaa Tusculum laae, har den ligget 2100” over Havet”). Ogsaa maae det bemærkes, at Festus, naar han taler om Jupiter Fagutals Tempel, siger at der havde været et Bügetræe (ikke en Bögelund), som var helliget til Jupiter3). Man kunde maaskee i al Fald antage, at et enkelt Træe enten var plantet paa Roms Hoie eller ved Tilfælde havde saaet sig selv; men jeg tvivler dog meget paa, at de klimatiske Forhold vilde tillade det, i det mindste ikke det sidste. Men der gives et andet Sted hos Plinius, der ligeledes, og det mere umiddelbart, synes at tyde hen paa, at Bögen i hans Tid gik længere ned. Han nævner nemlig endeel Træer, som gaae ned i Sletterne og blandt disse Bögen (Fagus). Men umiddelbart efter siges, at Laurbærtræet, Myrten og Steenegen gaae op paa Biergene, hvilket synes at staae i ligefrem Modsigelse med den foregaaende Sætning4). — Nogle antage, at dette Sted er taget af Theophrast, som ved gyyoc forstaaer, ikke Bögen, men en Art Eg. Imidlertid forekommer det mig ikke at Plinius her har fulgt Theophrast, thi denne regner i 3 Bog 3 Cap. $ 1 gyyoc til dem som udelukkende findes paa Biergene, og ei til dem, der ogsaa gaae ned i Sletterne5). De Steder "hvor Plinius omtaler det Tree, han kalder Carpinus, indeholde ikke saadanne Oplysninger om dets Egenskaber, at man med nogen Sikkerhed kan slutte at han har meent Avnbégen (Carpinus Betulus Lin); — ja den Omstændighed at han taler om det blandt Ahornsarterne, skiöndt rigtignok med Tilföiende, at nogle giöre en egen Slægt deraf, og den Henviisning han giör til Grækernes Zygia6), som nok snarere er en Ahorn”), 1) „Est in suburbano Tusculani agre colle, qui Corne appellatur, lucus antiqua religioné Diane sacratus a Latio velut arte tonsili coma fagei nemoris”. Plinius XVI. 91. 2) Climat de l'Italie. I. Suppl. I. p. 52. Obs. 669. 3) Festi de verborum significatione que supersunt (edit. Mülleri Lipsiæ. 1839). „Fagutal sacellum Jo- vis, in quo fuit fagus arbor, que Jovi sacra habebatur”. 4) „Descendunt et in plana cornus, corylus, quercus, ornus, acer, fraxinus, fagus, carpinus. Subeunt et in montuosa ulmus — laurus, myrtus, ilex etc.” Plinius XVI. 30. 5) Om Bögen tales endnu paa fålgende Steder hos de gamle Forfattere: Virgil. Ecl. I. 1. (Tityre tu, pa- tule recubans sub tegmine Fagi), 11. 3. III. 12. Georg. I. 173. Vitruvius. II. 9. Cato de re rustica. XXI. »intresecus cupam (Grebet paa en Oliepresse) materia ulmea aut faginea facito”. Columella VII. 9. 6. Palladius Novbr. 15. 2. 6) ,Tertium genus Zygiam (Greci vocant) rubentem, fissili ligno, cortice livido et scabro. (Denne Be- skrivelse passer ikke.) Hoc alii generis proprii esse malunt et latine carpinum appellant. Lib. XVI 26. 7) Sammenlign Fraas Synopsis pl. fl. class. p. 248 & 98. 43 kunde lede derfra. Da imidlertid Navnet Carpinus har vedligeholdt sig i Italienernes Carpino, kan det dog være, at samme Træe er meent, dog rimeligviis uden at skielnes fra Carpinus orientalis og Ostrya vulgaris, og at Plinius har forvexlet eller misforstaaet de græske For- fatteres Meddelelser. Han omtaler Veddet som haardt og brugeligt til Haandgreb paa Bön- dernes Redskaber; ligesom ogsaa efter ham Grenene bruges til Fakler1). Han regner det til de Træer, som voxe bedst paa Biergene, men dog tillige stige ned i Sletterne?). Den österlandske Avnbég omtales ikke hos de gamle Skribenter. Den er enten blevet overseet eller forvexlet med Carpinus Betulus eller Ostrya vulgaris. Plinius har neppe kiendt Sortbögen (Ostrya vulgaris), eller ogsaa forvexlet den med Carpinus Betulus. Vel taler han om et Træe, som han siger at Grækerne kalde Os- trya og som voxer i Grækenland, men han angiver ikke at det findes i Italien. Beskri- velsen passer ei heller synderlig godt; den er taget af Theophrast, men ikke giengivet noiagtigt3), og det er vel ikke engang afgjort, at Theophrasts Tree er vor Ostrya, skiöndt rigtignok dette Trees nygræske Navn oozeve taler derfor. Snarere kunde man hos Cato gjenfinde Ostrya; han raader nemlig til at giöre Presser af Veddet af den sorte Avnbôg, Carpinus atra; men Carpino nero er det nuvæ- rende italienske Navn paa Ostrya. Dog kan herimod indvendes, at i de fleste Codices staaer Sapinus atra og saaledes er Stedet ogsaa giengivet af Plinius). Hasselbusken og dens Frugt forekommer hos Plinius og flere romerske Skribenter under Navn af Corylus og Avellana, Nux avellana5). Plinius regner den til de buskagtige Træer, siger at den er desto bedre og rigere paa Frugt, jo mere grenet den er6); ati dette Trees Nödder er alt i eet Stykke (modsat Valnödden) og baade Skallen og Kiernen ” rund, at et blödt Duun beskytter den, og at der midt paa den findes en Navle7). Dernæst 1) „Omnibus, que diximus, spissa firmitas. Ab his proxima est cornus: quamquam etc. — Ilex item et — carpinus. XVI. 76. „Nunc facibus carpinus & corylus familiarissimæ”. XVI. 30. 2) „Montes amant — carpinus. — Descendunt et in plana — carpinus. XVI. 30. See endvidere om Carpinus: Palladius Novb. 15.3. Columella V. 7. 1. Vitruvius Lib. II. Cap. 9. „Item carpinus, quod est minima ignis et terreni mixtione, aéris autem & humoris summa continetur tem- peratura, non est fragilis sed habet utilissimam tractibilitatem. Itaque Græci quod ex ea materia juga jumentis comparant, quod apud eos juga Cvyor vocitantur, item et eam Zuynıdv appellant”. 3) Plinius Lib. XII. 37. „Gignit enim (Grecia) arborem Ostryn, quam et Ostryam vocant, solitariam circa saxa aquosa, similem fraxino cortice, et ramis, folio piri paulo tamen longioribus erassioribusque, ac rugosis incisuris, quæ per tota discurrunt, semine hordco simili et colore. Materie est dura atque firma quæ in domum illata, difficiles partus fieri produnt, mortesque miseras”. 4) Cato de re rustica. Cap. 31. „Prelium de carpino atra potissimum facito”. Cfr. Plinius Lib. XVI. 75. 5) Macrobius Lib. I. 14. „Nux hæc avellana seu Prænestina, que est eadem, ex arbore est que dicitur corylos”. 6) Plinius XVI.53. ,Quædam fruticosi generis, ut paliurus, myrtus, item nux avellana, quin immo melior est et copiosior fructu in plures dispersa ramos”. 7) ,Ceteris (nueibus) quidquid est, solidum est ut in avellanis. — Putamini nucleisque solida rotunditas. 6 * 44 at Busken desuden bærer Rakler med tæt tiltrykte Skiæl, som ikke due til noget"). Frem- deles at Busken formeres ved Afleggere, at dens Quiste, ligesom Pilens, ere skikkede til at binde med og at de hyppigen bruges til Fakler2). Med Hensyn til Forekomsten, regner han Hasselen til dem som voxe paa Biergene, men som ogsaa stige ned i Sletternes). — Der kan saaledes neppe være Tvivl om at Plinius har haft Hasselbusken for Oie. Slutnings-Bemerkning. Til denne Afhandling hörer Tab. I. i vedföiede Kort. Profilerne ved Foden angive Höideforholdene. Ved de i det üvre Hiörne anförte Betegnelser angives de Retninger, hyori Arterne ud- brede sig, naar man tænker sig stillet paa Alperne og Apeninerne. 1) 2) 3) — Has quoque mollis protegit barba. — Umbilicus illis intus in ventre medio”. ibid. XV. 24. — Maaskee skal dog ved „mollis barba” snarere forstaaes den blödeHase end den fine Duun der findes paa de unge Nödder. — Ved Umbilicus menes vistnok den Decl af Nödden, hvorved den er befæstet til Hasen, og udmærker sig fra den ôvrige i Overflade og Farve. »Ferunt et avellanæ julos, compactili callo, ad nihil utiles”. ibid. XVI. 51. „Et aliud genus simile natura monstravit, avulsisque arboribus stolones vixere”. — „Hoc modo plan- tantur — coryli”. XVII. 13. „Cato propagari preter vitem — nuces avellanas”. XVII. 21. „Nec quia desint alia vincula, siquidem est Geniste — alligant et intorta Corylus”. XVI. 69. „Nune facibus car- pinus & corylus familiarissim®”. XVI. 30. „Descendunt et in plana — Corylus. XVII. 30. Eftersee foröyvrigt om Hasselbusken: Virgil Georg II. 65. 299. Ecl. I. 14. Columella V. 10. 14. Cato de re rustica Cap. 8. Palladius Feb. 25. 31. Ovid. Metam. 10. 93. De geographiske og historiske Forhold som de italienske Træer og Buske henhörende til Birkefamilien frembyde, af J. F. Schouw, Profes a ii PR hi aia a iat rs ene Rey Oat NT AT Mt > yh ye : Cabin d TOR AR Au hie “ve LL re q FA 1th nu een. Lepage i Mr eo Hør 4! A iat Du a A tri bn" 14 nie u eh 4 a mt LEE ane a din Syd qe (04 r SARA . U LT EH. Birkeslegtien (Betula). 1. Almindelig Birk (Betula alba Lin.)’). Nouv. Duh. III. Tab. 50, Dene Tree, der i Nordeuropa spiller saa betydelig en Rolle, forekommer hyppigt paa Alpernes sydlige Side, fra Mt. Cenis til de östligste Dele, skiöndt det ikke hörer til dem, der fortrinsviis danner Skove, men snarere maae betragtes som underordnet Naaletræerne og Bögen. — Birkens egentlige Bælte falder mellem 3000 og 6000 Fod (altsaa i Bogens og Naaletreernes Belter), men hist og her antræffes den lavere og gaaer endog næsten ned til Alpernes Fod, f. Ex. ved Como Söe under Mt. Legnone, hvortil maaskee den lette Udbredelse af den vingede Frugt har bidraget; ligesom den paa den anden Side ogsaa, især som Busk, gaaer hôiere end 6000’. — Den forekommer ogsaa paa de euganciske Hôie i Forening med Bögen mellem 1200—1800’. Derimod savnes Birken udentvivl aldeles i hele Apeninkieden; jeg har intetsteds seet den og ingen Forfatter anförer den derfra. Ved de euganeiske Höie er saaledes Syd- grændsen, forsaavidt man ikke vil drage Betula æthnensis ind under alba. Den almindelige Birk forekommer, saavidt Efterretningerne gaae, i den spanske og græske Halvöe kun paa de Biergmasser, der begrændse dem mod Nord, nemlig i Rhodope og i Pyrenæerne, samt i de nordlige portugisiske Bierge2); den er dernæst udbredt over hele Mellem- og Nordeuropa, saavel i Biergene som paa Sletterne, dog hyppigere i Osten end i Vesten, hyppigere i Norden end i Syden; dens Nordgrendse falder i Lapland ved 70° Brede. — Den treffes ogsaa i Altaibiergene og paa Caucasus, i sidste Biergmasse dog kun paa en Höide af over 200073). — Den foretrækker en tår sandet Jordbund. 1) Herunder indbefattet Betula pubescens. 2) Grisebach Spicil. Fl. Rumel. II. 342 Bentham Pyr. 64. Brotero Lusit. II. 293. 3) Ledebour Alt. IV. 244. Biberstein Caucas. Il. 404. Meyer Cauc. 43. 48 2. Den etnaiske Birk (Betula æthnensis Rafinesque)').- Jeg anseer det meer end tvivlsomt, om denne Form bor ansees for en egen fra Betula alba forskjellig Art. Den er hidtil kun fundet paa Etna; dens nedre Grændse falder ved 5000’, hvor den er blandet med Ege, den üvre Grændse omtrent ved 6500/ i Bogens Bælte. 3. Dværgbirken (Betula nana). Flora Danica. Tab. 91. Denne Polar og Alpe-Plante har jeg selv ikke fundet i Italien, men den anfores af Massara for Valtellina og af Biroli2). Den hörer til den alpinske Region. Den gjenfindes i flere af de mellemeuropæiske Biergmasser (Böhmerwald, Erzge- birge, Harz, Jura, Skotlands Hôiland), dernæst i Skandinavien og Nordrusland, hvor den gaaer lige til Nordcap (71°)%) og i de nordligste Egne træffes ved Havets Niveau. — Den forekommer dernæst i alle Polarlandene: paa Island, i Grönland indtil 73°, Newfoundland, Labrador og indtil Franklins Fort. — Ligeledes træffes den ved Kotzebues Sund, i Altai- biergene og rimeligviis i hele det nordlige Sibirien). HE. Ælleslægten (Alnus). 1. Den almindelige El (Alnus glutinosa Willd). Nouv. Duh. II. Tab. 64. Meget almindelig overalt i Alperne, ligefra Foden til den subalpinske, ja næsten alpinske Region; nemlig-indtil 5000’ Höide, ved Flod- og Söebredder og paa andre fug- tige Steder. — Den er ogsaa meget almindelig i den store lombardiske Slette (Abano, Verona, Milano, Lago Maggiore, Novarra). I Apeninerne er den ikke sielden, dog ei saa hyppig som i Alperne (Mte Pisano, Ovre Arno Dal, Camaldoli, Lago di Nemi), og den gaaer lige ned til Sletten, ikke blot ved de nordligere Dele af Apeninerne (Viareggio, Macchia di Pisa), men selv i de sydlige (Ostia, Pesto Sletten). Ligesom dette Tree har en stor Udstrækning efter Höiden, saa er Voxekredsen ogsaa meget udstrakt i horizontal Henseende; den forekommer i Pyrenæerne og den span- 1) Chloris Aethnensis. Efter Gussone Synopsis, Vol. IL P. 2. 612 en Afart af Betula alba. 2) Massara Prodromo della Flora Valtellina. 28. Biroli Acon. II. 124. (Pollini. HI. 107.) 3) Koch Syn. ed. 2. II. 762. Gaudin Helv. VI. 177. Hooker Brit. Flor. I. 300. Hartman Skand. ed. 4. 315. Wahlenberg Lapp. 254. Blasius Reise in Russland (efter Grisebach Pflanzeng. Bericht. 1843). 4) Hooker Iceland. Grénland: J. Vahl. mundtlig. Meyer Labrad. 31. Hooker Fl. Boreali Americ. 156. Hooker & Arnot Beechey’s Voy. 129. 49 ske Halvöe, paa Balkan Massen, i Dalmatien og paa den græske Halvöe!); den er udbredt over hele Mellemeuropa og gaaer i Skandinavien til Ängermanelvens Udléb og Romsdalen (63°), derimod i Rusland, som det synes, kun til 57°. Den findes paa Caucasus, men neppe i Altaibiergene og savnes i Polarfloren?). Efter Desfontaines forekommer den i Nordafrika, men dette er nok ogsaa dens sydligste Forekomst. Angivelserne fra Nord- amerika ere tvivlsomme3). 2. Den graae El (Alnus incana Willd.) Nouv. Duh. II. tab. 64. Den forekommer hyppig i Alperne, især mellem 2000—6000°, dog gaaer den ogsaa ned til 1000’ (Tolmezzo, Dazio, Domo d’Ossola). I Apeninerne findes den kun i de nordligere Dele (ved Fiumalbo under Mt. Cimone. Serravezza Dalen. Pietramala) og træffes neppe höjere end 4000’. Den har ogsaa hiemme i Pyrenæerne, men ei sydligere i den spanske Halvöe, den anfores ikke fra Balkanbiergene, Dalmatien eller den greske Halvée; heller ikke lengere mod Syd. Derimod er den meget almindelig i Mellem- og Nordeuropa og gaaer lengere mod Nord end Alnus glutinosa, nemlig i Skandinavien til 704°. Efter Blasius aflöses den i Rusland allerede ved Waldai Landryg af Al. glutinosa; dog forekommer den igien i Caucasus. I Grönland, Labrador og det övrige arctiske Amerika forekommer den under Formen virescens‘). 3. Den grünne El (Alnus viridis Decandolle, Alnus ovata.) Den er meget almindelig, i Alperne, især i de vestligere og midterste Partier, og hører til den alpinske og subalpinske Region, hvor den ofte er kratdannende i Forening med Alperoserne. Dens egentlige Bælte er mellem 5000—6500’, men den kan stige op til 7000’ og ned til 3500. je Den savnes aldeles i Apeninerne. 1) Bentham Pyr. 58. Wilkomm. Bot. Zeit. 1846 No. 4 (Sierra morena). Brotero Lusit. I. 210. Grisebach Spicil. Fl. Rumel II. 342. Visiani Fl. Dalm. I. 211. Sibth. Fl. Gr. II. 232. Chaubard Pelopones. 63. 2) Hartman Skand. Fl. ed. 4. 313. Blasius I. c. Biberstein Caue. IL. 394. Ledebour Alt. IV. 242. 3) Desfont. Atl. If. 339. Delile og Forskal have ikke fundet den i Ægypten, men efter Delile skal Hassel- quist have fundet den der. Cf. Delile Ægypt. 27. Hooker Fl. Boreali-Amer. 157. a 4) Wahlenberg Lapp. p. 251. Blasius I. ec. Biberstein Cauc. II. 395. Meyer Caucas. 43. Grönland efter J. Vahl. mundtlig. Meyer Labrador. 31. Hooker Fl. Bor-Americ. Il. 157. Hooker & Arnot, Beechey Voy. 117. 119. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. af 30 Den forekommer heller ikke andetsteds i Europa udenfor Alperne, med Undtagelse af Banatet, hvor den voxer efter Rochel. Da den slet ikke kommer igien i de curopæiske Polarlande, turde det vel vere tvivlsomt om den findes i Nordamerika, hvorfra Hooker angiver den‘). 4. Den hiertebladede El (Alnus cordifolia Tenore.) Flora Neapolitana. Tab. 99. Denne meget udmærkede El forekommer kun i Syd-Apeninerne, men er her meget udbredt og skovdannende. Jeg har seet den paa Mt. St. Angelo di Castellamare, ved Amalfi, Cava, St. Eremo, mellem Casalnovo og Lagonegro, Mt. Cocuzzo, samt mellem Co- senza og Petrania; Tenore angiver ogsaa Mt. Pollino, Mt. della Stella og Neapels nermeste Omgivelse. — Den forekommer saaledes kun mellem 39 og 41° Brede. — Det er en Biergplante, som iser trives mellem 1500—3700/2), men den gaaer flere Steder ned til Höie-Regionen (ved Castellamare, Cava, Amalfi) ja selv ned i Sletten (Ponte di Battipaglia i Pesto Sletten). Den forekommer ikke udenfor Italien, uden maaskee paa Corsica, forudsat at den af Robert fundne Alnus cordata er samme Plante’). Tilbageblik. Af de 7 Betulaceer, som Italien frembyder ere saaledes to eiendommelige for dette Land: (Betula æthnensis og Alnus cordifolia) een forekommer kun, eller saagodtsom kun i Alperne: (Alnus viridis), tre, som i Italien kun findes i Alperne eller höist tillige i de nord- ligste Apeniner, har dette Land tilfælles deels med Mellem- og Nord-Europa, (Betula alba og Alnus incana) deels med Polarlandene (Betula nana). Een endeligen udbreder sig over den stérste Deel af Europa, ja forekommer endog paa Nordafrikas Kyst (Alnus glutinosa). Det vil saavel heraf, som deraf, at Polarlandene frembyde flere Betulaceer, skiônnes, at Familien i Italien er i Aftagende, hvorved det dog bliver merkeligt, at der i dets syd- ligste Deel fremtræder en nye hoist eiendommelig Form: Alnus cordifolia, ligesom ogsaa den isolerte Forekomst af Betuta æthnensis, paa Siciliens höieste Bjerg, er mærkelig, hvad 1) Rochel Banat. 39. Hooker Bor. Amer. II. 157. 2) Climat de l'Italie. T. 1 Suppl. p. 54. No. 685 & 686. 3) Loisel. Gall. II. ed. 2, 318. 51 enten den nu ansees for en egen Art eller henföres under den i Norden og paa Alperne saa udbredte Betula alba. Efter Höideforholdene höre i Alperne Betula nana og Alnus viridis til den alpinske og subalpinske Region, Betula alba og Alnus incana findes i den subalpinske og Löv- skovens Region, Alnus glutinosa gaaer næsten ligesaa höit som disse to, men paa den anden Side lige ned i Sletten. I de nordlige Apeniner hörer Alnus glutinosa til de lavere, Alnus incana til de hôiere Egne, i de sydlige Apeniner derimod forekommer den förste fra Bjergenes Fod til omtrent 4000’. Paa Sicilien forekommer Betula ætnensis i den övre Skovregion. Anvendelsen i Menneskelivet er ikke betydelig. Birken benyttes i Alperne til Brændsel, dens Qviste til Kurve 0. s. v.; Eilens Ved til Vandrender, Pele og Lignende. i Historiske Forhold, Af Betulaceerne omtaler Plinius Birken og Ellen. Navnene Betulla og Alnus svare til de nuværende italienske Betula og Alno (Ontano). — Der siges om Birken, at den ud- mærker sig ved sin mærkværdige Hvidhed (Barken) og de tynde seige Grene, der be- nyttes til Töndebaand og til Ovrighedens Riis, og at man deraf i Gallien koger en Harpix, hvorved vel menes den empyreumatiske Olie, som man nu i Rusland anvender til Læder. Den kaldes et gallisk Træ, hvilket tyder paa, at den ogsaa i Oldtiden kun fandtes paa Alperne (Gallia cisalpina), og det hedder at den trives i et meget koldt Klima, som ogsaa aldeles svarer til de nuværende geographiske Forhold1). Om Ellen siges hos Plinius, at den har tykke Blade, at den kun trives i fugtig Jordbund, at dens Ved benyttes til Vandrender og holder sig bestandig under Vand; at den faaer Knuder, der giver marmoreret Ved ligcsom Ahornen og at den kan forplantes ved Stiklinger, hvilket alt passer paa Ellen. Derimod er det en Feiltagelse, naar det om dette som om flere Træer hedder, at det ingen Frugt eller Fröe bærer”). 1) Plinius XVI. 30. „Gaudet frigidis sorbus et magis etiam betulla. Gallica hee arbor mirabili candore atque tenuitate, terribilis magistratuum virgis. Eadem circulis flexilis, item corbium costis. Bitu- men ex ea Galli excoquunt*. — ibid. 69 ,Nec quia desint alia vincula. Siquidem et genistæ — et be- tulle alligant.“ i 2) Plinius XVI. 38. ,(folia) crassissima alno.“ ibid. 31. „Non nisi in aquosis proveniunt salices, alni. populi ete.“ ibid. 81. „Pinus, piceæ, alni ad aquarum ductus in tubos cavantur.“ id. 79. „Larix in humore præcipua et alnus nigra. Contra adacta in terram in palustribus alnus eterna, onerisque quantilibe, patiens.“ ibid. 27. „Reperitur et in alno tuber: tanto deterius quanto ab acere alnus ipsa distat.“ ibid. 84 „Dat et alnus, ut dictum sit, tuber sectile sicut citrum acerque.“ lib. XVII. 13. „Ex eadem (Cotoneo) inventum est surculos abscissos serere. Hoe primo sepis causa factum, sambucis cotoneo et rubis depastis; mox et culture ut populis, alnis, salici etc.“ Plinius. XVI. 45. ,fructum arborum solæ nullum, ferunt, hoc est, nec semen quidem, tamarix, populus, alnus, ulmus etc.“ 7* 52 Ogsaa hos andre romerske Forfattere omtales Ellens Forkjærlighed for den fugtige Jordbund og Veddets Anvendelse til Brug i Vandet"). At de Gamle ikke kiendte Alnus viridis og Betula nana, der håre til Alpernes al- pinske Region, og at de ikke adskilte Alnus incana fra glutinosa, er let at begribe. — Men ogsaa Alnus cordifolia synes at have været dem ubekiendt. Slutnings-Bemærkning: Hertil hôrer Tab. IL i vedföiede Kort. De geographiske Forhold ere fremstillede paa samme Maade som i Tab. I. 1) Palladius lib. 12 Novb. 15. Vitruvius lib. 2. c. 9, Virgil. Georg. 1. 136. „Tune alnos primum fluvii sen- sere cavatas.“ ibid. II. 109. „Auminibus salices. crassisque paludibus alni nascuntur.“ og Sammesteds IT. 451. Lucanus Pharsal. II. 3, 441. „et fluctibus aptior alnus.“ ibid. 520. Juvenal Sat. III. 266. où [12 U9TJIOIS ua>uruuady 0er D wa 2 ov0d wove “ Poser Deeds Fowog 2006 Cocos Froep pot 009 "20 127ng0 enujf REN, | PPM UY LP 22T 20/1400 CHU} ØJE AE EU Bagge 2779027 PUPIL sup PUDU DINIOT 4 HO VIEN Lae [T4 Jan, sl LS due Saag as (KATE SA9 YA outo uruuo dy - Tae IE ery ere r 09 fuauas ZITT SAI 14.10 Ue Povel 00g L "2412/22208 & LEN ee ; & \ | lovezr g | OPT SOA) = x i & Ss ‘4 N, ; Sooner BEE > = oe = tH) À ny A 3 3 me fi A0 OP 21016 / B D y 2. Pub} BLO vyyuguazto senden) esnpnjpog snundur) % i NET Di was» EEE 2070 DAR VOU OD) LLL) SNL poyuyhe Sn y wur jjpan syle) PRAG), bia Do AN VIL YY OY GLY NES yy MPT "PLOT eysneepsayCooysry des book ee BD; amayag = WALT Ad 1) UNE Nogle nye Cephalopoder, beskrevne og anatomisk undersögte Victor Prosch. A ego : och?“ » # + * ” i rå. is «KL ( EN as i A db! fer OR re en PRO LEE CET pid’ N” mr | FREE i + ya ur MA = F DT to) a il | Ud ‘ 4 KL "né een I en Afhandling om Sciadephorus Milleri Eschr., optaget i Videnskabernes Selskabs natur- videnskabelige og mathematiske Skrifters 12te Deel, have Forfatterne jevnligen til Sammenlig- ning benyttet en grönlandsk Octopusart, der i sin indre Bygning ikke ubetydeligen afviger fra den af Cuvier opstillede Slægtsnorm , idet den gjör en Overgang til de hos Argonau- ten og ovennævnte nye Slægt stedfindende Forhold. Denne Art er af H. P. Müller i Index molluscorum Groenlandiæ benævnet Octopus granulatus, og skjöndt det strax var dem paafaldende at see Grönland anført som Findested for en Art, der hidtil kun var truffet paa ganske andre Breder, troede de dog at burde forelöbigen betjene sig af det forhaandenværende Navn, da de dengang ikke saae sig istand til at underkaste Bestem- melsen den tilbörlige Prövelse. Det var imidlertid deres Agt, saasnart Leilighed gaves, at gjöre den til Gjenstand for en særegen Undersögelse, for enten, naar det virkelig skulde vise sig, at en Art, der efter den Slægten eiendommelige Bygning maa ansees for Kyst- beboer og for at være uskikket til længere Vandringer over det aabne Hav, samtidig fandtes i de tropiske og i Polarhavene, da at stadfeste en i Dyrenes Geographie saa mærkelig Omstendighed, eller, naar deres Formodning om Bestemmelsens Unôiagtighed bekræftede sig, da at udfinde, i hvilke ydre Kjendetegn en saa betydelig indre Afvigelse lagde sig for Dagen. Det varede ikke længe, inden der ved de kjôbenhavnske Museumsbestyreres — dHrr. Etatsraad Reinhardts og Professor Eschricht’s — Forekommenhed, stod et saa stort Antal Individer af omtalte Art til deres Raadighed, at Spörgsmaalet derved kunde loses. De vilde derfor i Forening skride til Værket, men da den Ene af dem blev udsendt paa en naturvidenskabelig Expedition, maatte nærværende Meddeler alene anstille de dertil hörende Undersögelser, hvis Udbytte han tillader sig at forelægge Læserne, med det Önske og i det Haab, at disse ikke i samme Grad, som han, skulle savne hans tidligere Medarbeiders kyndige og ledende Haand. 56 Den Förste, der omtaler Tilstedeværelsen af en Octopus ved de grünlandske Ky- ster, er Fabricius, der i fauna groenlandica anförer Sepia octopodia blandt de Dyr, han vel-ikke selv har seet, men som efter Sigende skulle forekomme i Landet. Efter ham omtales den kun af H. P. Möller), som uden anden Angivelse, end at den skal være eenstydig med Sepia octopodia Fabricii, kalder den Octopus granulatus. Da der ved Octopus granulatus ikke kan forstaaes andet end den af Lamarck under dette Navn beskrevne Cephalopod, maatte min Opmærksomhed forst være henvendt paa en Sammenligning imellem de fra Grönland, og de fra de tropiske Have hidrörende, samme Navn forende, Individer. Men desværre er det uden ligefrem Sammenligning med Lamarcks Originalexem- plarer umuligt at afgjüre, hvad der skal forstaaes ved denne Art, da hans Beskri- velse” er holdt i saa almindelige Udtryk, at den passer paa den hele Gruppe af nær- staaende Former. Hans Henviisning til Sepia rugosa Bosc ”der synes at henhöre til samme Art” gjör Sagen end mere forviklet, thi hvis man kan tro Denys - Montfort3), der beskriver og afbilder saavel Lamarcks som Bosc’s Art — Bosc's Originalmeddelelse i Actes de la societé d'histoire naturelle de Paris ier vol. har ikke staaet til min Raadig- hed —, da ere disse saa afvigende, at det er mig uforstaaeligt, hvorledes Lamarck, om end kun med Tvivl, har kunnet antage dem for identiske. Ikke destomindre nævner d’Orbigny4) Sepia rugosa Bosc som eenstydig med O. granulatus Lam., og beretter derhos at have erholdt Individer af denne Art saavel fra begge Sider af Atlanterhavet som fra det indiske Hav, en Udbredning, der for et Dyr af Octopodens Levemaade er i håieste Grad paafaldende. Da jeg imidlertid ikke er istand til at eftervise, hvorvidt O. granulatus Lam. d”Orbigny er et Fælledsnavn for flere Arter, og hvilke disse ere, og da hans Beskrivelse desuden er den eneste, der er forfattet med nogenlunde Udförlighed og forsynet med Maalangivelser, er jeg alligevel nödsaget til i alt væsentligt at henholde mig til den, idet jeg dog tillige sammenligner min Art med Sepia rugosa Bosc, og en tidligere af Henry Bakers) beskreven Octopus, der efter al Sandsynlighed var kommen fra Vestindien. Med Oct. granulatus Lam. Denys - Montfort er det unödvendigt at anstille nogen dyberegaaende Sammenligning, da denne henhörer til de meest langarmede, men den grön- 1) Index moll. Groenl. i Krøyers naturhistoriske Tidsskrift. 4de Bd. Pag. 77. 2) Memoire de la société d'histoire naturelle de Paris. An VII. Pag. 20. 3) Histoire naturelle des mollusques, faisant suite à l'hist. nat. de Buffon, redigee par C.S. Sonnini. Tome troisième. Paris. An X. Pl. XXVI[— VIII & XXIX. 4) Monographie des Cephalopodes acetabuliferes. Pag. 46 sqq. 5) An account of the Sea Polypus by Mr. Henry Baker. Philosophical transactions Vol. L. Part. II. Lon- don 1759. Pag. 777. Tab. XXIX. 57 landske derimod til de meest kortarmede Octopusarter; Sepia rugosa Bosc!) adskiller sig fra den grönlandske Art ved sine lengere Arme, sin langt kortere Svömmehinde, derved, at Öinene ligge tæt ved hinanden paa Ryggen af Dyret, og endelig ved Hudens chagrin- agtige Udseende. Bakers Art ligner i ydre Udseende meget den grönlandske, dog ogsaa om den anföres, at “the skin of the arms is granulated like shagreen”2), hvorimod den grönlandske Art, som det senere vil blive yderligere fremstillet, er næsten glat, kun for- synet med Grupper af smaa kornede Ujevnheder. Gaae vi endelig over til d’Orbignys Art, da frembyder den unægtelig, ligesom den bakerske, stor Lighed med den grönlandske, hvilket især viser sig ved den særegne Maade, hyorpaa Armene hver for sig ere dreiede i Spiral ude imod Spidsen, og alle tilsammen böiede tilbage over Hovedet. Heri ligne de ogsaa Octopus tuberculatus Blainville, hvilken dog ifölge d’Orbigny med Lethed ad- skilles fra hans ©. granulatus ved Armenes forskjellige indbyrdes Længde ; medens nemlig hos tuberculatus Sidearmene ere de længste, er hos granulatus Bugparret det lengste, hvorefter de andre Arme fölge i Ordenen 4, 3, 2, 13). Anvendes nu paa den grønlandske Art dette Kjendetegn, som d’Orbigny tillegger saa stor Vegt, at han endog derpaa grun- der Slegtens Underafdelinger, og som i ethvert Fald har praktisk Værd, da det er anven- deligt selv paa meget slet bevarede Individer, saa erholdes som overeensstemmende Re- sultat af alle de Individer, jeg har kunnet undersége, 8 i Tallet, en ganske afvigende Rekkefélge, aldeles modsat den hos granulatus, nemlig 1, 2, 3, 4. Ved fortsat Sammenligning viste sig endvidere en ligesaa blivende Forskjellighed i alle væsentlige Punkter, saaledes i Sækkens og Armenes indbyrdes Storrelsesforhold, i Sugernes Antal og Form, i Svömmehindens Udbredning og tildeels ogsaa i Beskaf- fenheden af Hudens Ujevnhed. Imedens nemlig Forholdet imellem Krop og Arme hos O. granulatus Lam. d’Orb. er som 1 til 5, er det hos den grönlandske Art næsten som 1 til 3; naar derfor d’Orbigny betegner fürstnævnte ved “den store Krop og korte Arme’’4) gjælder det vel ogsaa om den grönlandske Art, men i en saameget höiere Grad, at selv med tilbörligt Hensyn til de Forandringer i Længdeforholdene, den meer eller mindre friske Tilstand og tilfældige Omstændigheder kunne medføre, en Artsforskjel allerede deraf vilde kunne udledes. Som Exempel paa Længdeforholdene anförer jeg nedenstaaende Udmaalinger af 1) 1. c. Pag. 6—27. 2) |. ce. Pag. 780. 3) d’Orbigny betegner ved 1 Rygparret, ved 2 förste Sidepar, ved 3 andet Sidepar og ved 4 Bugparret; Armenes indbyrdes Længdeforhold er udtrykt ved den Orden, i hvilken de fülge paa hinanden, idet de længere altid nævnes först. Da denne Betegnelsesmaade er beqvem og letter Oversigten, vil jeg i det Fölgende betjene mig af den. 4) 1. c. Pag. 46. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. an ee. tvende udvoxne Individer, et mandligt og et qvindeligt, og tilfoier efter d’Orbigny de tilsvarende af hans granulatus. udi Det mandlige Individ af den Det qvindelige. granulatus Lam. d’Orb. We grônlandske Art. "Hele Lengde......... 175 Millimetre. |, 175 M. 190 M. Sækkens Længdez . . . . .. 50 M. 58 M. 33 M. Âste Par Arme (Rygparrel) 145 M. 135 M. 120 M. 2det Par (iste Sidepar) ... 135 M. 126 M. 134 M. 3die Par (2det Sidepar) . . . 125 M. 110 M. 140 M. nn 4de Par (BugparreD . . ... 122 M. 103 M. 155 M. Sugerne ligne dem hos O. granulatus Lam. d’Orb. kun ved deres forholdsviis store og dybe Huulhed, men i alle andre Henseender frembyde de Afvigelser"). De ere nemlig smaae og staae vidt fra hverandre, Afstanden imellem dem er lige saa stor som hele deres Tværmaal; de afvexle i to vel adskilte Rekker, men Afvexlingen begynder först med den 4de eller 5te fra Munden, og ophörer igjen lidt fra Spidsen, hvor de blive meget smaae, neppe til at skjelne. Deres Indre er kun meget utydeligen furet; de ere noget sammentrykte og ophöiede over Armenes Plan. Det störste Antal Sugere findes paa Rygparret, nemlig 80 til 85, paa 2det Sidepar det mindste, 70 til 75. ie Svömmehinden er hos den grönlandske Art större end hos d’Orbigny’s2), men for- resten i alle Enkeltheder overeensstemmende med dennes, kun i omvendt Forhold. Den er nemlig længst imellem de överste, kortest imellem de nederste Arme, Forholdet er som 5 til 4, derimod er den smallest imellem de överste og bredest mellem de nederste Arme i Forholdet 3 til 4. Den hæfter sig til Armene paa samme Maade, kun findes her den forlængede Fold paa den ovenliggende, den korte Tilhæftning paa den nedenliggende Arm. Samme Lov gjôr sig saaledes gjeldende hos begge Arter, thi hos begge er Svömmehinden længst imellem de længste Arme, hos begge folger den forlængede Fold den længste Arm. Heraf synes at fülge, at de kortere Arme altid krummes over imod de længere. Sekken er egdannet, ved Bunden lidt indskaaret som et Hjerte; den er ligesom de överste Arme og den disse forbindende Syémmehinde vistnok ujeyn og nuppret, men 1) d’Orbigny beskriver dem saaledes: cupules larges, très rapprochées sur deux lignes séparées & alternes; leur interieur fortement sillonné, leur cavité grande & profonde; elles sont doublement bordées exte- rieurement, et très peu distinguées des bras. Elles n'alternent qu'après la troisième. Elles sont à peu près au nombre de 150 aux plus longs bras. Monographie &c. Pag 47. 2) Hos d’Orbigny’s granulatus er den: peu developpée, courte entre le paire superieur des bras, épaisse & granuleuse entre les autres bras, s’attachant d'une manière brève à leur partie superieure, et formant a chacun en dessous sur le coté une mince carène, progressivement moins large en arrivant vers l'extre- mité. loc. cit. 59 dog ikke saaledes, at den i Lighed med Bakers og Bose’s Arter skulde være rynket som Chagrin, den er tvertimod snarere glat, men indeslutter talrige faste og haarde Smaanupper, der paa den överste Deel af Svömmehinden og Armene sidde mere spredte, men paa. Kronen og Sækken ordnede i Grupper. Der er saaledes imellem Öinene en Halvkreds af større Grupper, hver bestaaende af een stor midterste, og flere smaae i concentriske Ringe stillede Nupper. Paa selve Sækken findes fire store Grupper langs Midtlinien, og afvex- lende med disse to paa hver Side. Ovenover hvert Oie er en lang, vortet Trevl. Nupperne ere guulladne af Farve og forsvinde ikke naar Huden slappes, de dan- nes ikke heller af blotte Rynker af Huden, men have et fastere Underlag. Farven er hos Viinaandsexemplarer paa Rygsiden råd - violet med afstikkende guulladne Pletter, hidrörende fra Nupperne; paa Bugsiden er den meget lysere og uplettet, paa Indsiden af Armene og Svömmehinden guulhvid. Ifélge de saaledes oplyste Afvigelser troer jeg mig berettet til at opstille den grönlandske Octopus som en ny Art, for hvilken jeg vil foreslaae Navnet Octopus arcticus. Descriptio: Octopus corpore ovato-cordato, superne granulationibus regulariter aggregatis ornato; cirrhis super oculis singulis; brachiis brevibus, acuminatis, contorlis, inæqualibus; acetabulis parvis, elevatis, serie duplici alternantibus. Ordo longitudinis parium brachiorum 4, 2, 3, 4. Denne Arts Anatomie er tildeels allerede omtalt ved Undersôgelsen af Sciade- phorus Mülleri Eschr., og jeg skal derfor her kun korteligen anföre det Væsentligste. Redskaberne for Kredslöbet udmærke sig ved de store Hjerteören paa Gjellehjerterne. Fordöielsesredskaberne nærme sig Argonautens derved, at den kroformede Udvidelse paa Spiseröret mangler, ligesom ogsaa derved, at Spiralmaven kun danner en halv Vinding; Tarmen er heller ikke saa lang, som hos Octopus vulgaris, men den gaaer fra Spiral- maven i en lige Linie op til Gattet. Dog som den mærkeligste Afvigelse maa Manglen af Blæksæk betragtes, især af den Grund, at dette Redskab, der inden Undersøgelsen af Sciadephoren tillagdes alle nögne Cephalopoder, er bleven anseet for at staae i nôie og væsentlig Sammenhæng med Classens hele indre Bygning, ja endog som en Erstatning for en ydre Skal). Maa denne sidste Betydning end ansees som modbeviist, saa vilde man dog maaskee kunne sætte den nye Slægts mange og væsentlige Særegenheder i Forbin- delse med hiin Mangel. Men kan Blæksækken indenfor samme Slægt findes hos nogle og mangle hos andre Arter, naar disse tilmed ere saa nærstaaende, at de kun ved omhyggelig 1) R. Owen: hunterian lectures. | 2 S* Mia PR Sammenligning kunne skjelnes fra hinanden, og derfor maae antages at have en temmelig overeensstemmende Leveviis, saa kan der ikke alene ikke være Tale om at tillægge den nogen indgribende Betydning, men man maa endog frakjende den almindelig Betydning; den er kun at ansee som et tilfældigt Redskab. Vi kunne ogsaa heraf see, hvor varsom man maa være med af et Redskabs blotte Bestandighed indenfor en vis Classe eller Orden at slutte til dets Nödvendighed og Indgriben i den hele Organisme. De qvindelige Kjönsredskaber afvige ikke fra Slegtsnormen, de mandlige kun for- saavidt de i qvantitativ Henseende opnaae en betydelig Udvikling. Det eneste mandlige Individ, jeg har kunnet undersöge, synes at være fanget netop i Parringstiden; over Halvdelen af Sækkens Rumfang optoges af Kjünsredskaberne, ja Sækken var af dem endog saa udspilet, at dens aflange Form var bleven til en cylindrisk. I den Deel, der erkjendtes for Sædbåssesækken , saaes nogle temmelig tykke, trinde Legemer at skinne igjennem; ved Sækkens Aabning fandtes de, tre i Tallet, at ligge frit med deres nederste Deel, men ved deres överste og tykkere Deel at være omgivne af Indsænkninger af Sækkens ind- vendige Hinde, saa at hvert Legeme laae i et Slags Hylster; de viste sig imidlertid ved Sækkens fuldstændige Spaltning intetsteds fasthængende, og trods deres saavel absolute, som især relative Störrelse, maatte de erkjendes for Sædbåsser (Spermatophorer). Deres Længde udgjör 72 Millimetre 9 : omtrent 3 af hele Dyrets Længde; deres störste Vidde er 5 M.1). Det er heraf klart, at Sædbåssens Storrelsesforhold er aldeles uafhængig af Ar- tens; en Kjendsgjerning, jeg ikke anseer for uvæsentlig med Hensyn til Spörgsmaalet om disse Legemers Betydning og Rolle under Parringen. Ogsaa turde det være vigtigt at lægge Mærke hertil, forsaavidt Sædbôsserne , ifålge en af Eschricht?) gjort Erfaring, höre til de Organdele, der længst modstaae oplåsende Indvirkninger, hvorfor der ogsaa kunde blive Spörgsmaal om deres Benyttelse som zoologiske Kjendetegn. Indenfor samme Art synes imidlertid et ligefremt Forhold at bestaae imellem Individets og Sædbåssens Størrelse, idetmindste har Professor Eschricht viist mig nogle af meget forskjellig Störrelse, som tilligemed Næb og Lindser af Cephalopoder vare fundne i en Næbhvals Mave. Efter Næbbene at démme hidrårte samtlige Dele fra Individer af summe Art, men af meget forskjellig Störrelse, og Sædbôssernes Störrelsesforskjelligheder stode i aabenbar Samklang med Næbbenes og Lindsernes. Ved Undersôgelsen af disse Dele er det tillige lykkedes mig ved directe lagttagelse 1) vide Tavle 1, hvor de mandlige Kjönsdele findes afbildede i naturlig Størrelse. 2) D. F. Eschricht. Undersøgelser over Hvaldyrene. 4de Afh. om Næbhvalen. Vid. Selsk. Skrifter XI Deel. Kbhn. 1845. Pag. 29. 61 at bekrefie den af Milne Edwards!) fremsatte Anskuelse af Sædbôüssernes Dannelses- maade. Idet jeg nemlig aabnede den Deel af Kjönsredskaberne, der har faaet Navn af Sædblæren, faldt mig strax i Oinene et langt trindt Legeme, bestaaende af et i et halv- gjennemsigtigt Hylster indesluttet Spiralbaand. Legemet laae ikke frit i Sædblærens Huul- hed, men var med begge sine Endepunkter hæftet til dennes Overfiade ved en yderst fin Hinde, der dog ikke var noget organisk Baand imellem begge, thi den viste sig struc- turlés, og var aabenbart et Secret, analogt med Æggets Skalhinde?). Jeg kunde intet Oieblik nære Tvivl om, at jeg jo havde for mig en Sædbüsse paa et af dens tidligere Dannelsestrin. œ Det er en med Hensyn til Besvarelsen af det Spørgsmaal, hvor Sædbôüssens en- kelte Dele dannes, heldig Omstændighed at Legemet var fastklæbet til Sædblærens Vægge, thi da det iagttagne Udviklingstrin saaledes knyttes til en enkelt Deel af Blæren, blive de tidligere nôdvendigen indskrænkede til den Deel, Legemet allerede havde tilbagelagt. Sædblæren falder nemlig efter sin Bygning i 2 Dele, hvoraf den, der er Sædgangens Indmunding nærmest, udmærker sig ved sine dybe Furer og ved den Udvikling, som den i hele Sædblærens Indre fremspringende Kam der opnaaer; den anden Deel er mere jevn og glat. I nærværende Tilfælde laae Sedbössen (som jeg vil kalde den, uagtet den neppe paa dette Dannelsestrin tilkommer dette Navn) i den större glattere Deel; den var i hele sin Længde ligemeget udviklet og bestod allerede af den væsentligste Deel, nemlig Spiral- baandet, af en æggehvidelignende Skede og af en Skalhinde. Det forekommer mig rime- ligt, at kun sidstnævnte er afsondret i denne Deel af Sædblæren; thi dennes indre Over- flade, hvis Bygning just ikke taler for nogen rigelig Afsondring, viste sig endnu for lagttagelsen beklædt af nævnte Hinde; i ethvert Fald er det kun en simpel Afsondring, som her kan finde Sted, og Spiralbaandet, der forudsætter en mere sammensat Kime, maa være færdigdannet, forend det er traadt ind i denne Deel af Sædblæren. Men den furede Deel af Sædblæren synes ogsaa velskikket til Dannelsen af et saadant Legeme, idet saavel selve Blærevæggene, som den fremspringende Kam her ere forsynede med tætstaaende, skraatlébende Folder og Kammen fremdeles er meget stærkt ophöiet paa dette Sted; medens Kammen nemlig i hele den glatte Deel er sammensmeltet med og efterhaanden gaaer over i Sædblærens Vægge, hæver den sig i den furede Deel saa stærkt iveiret, at den næsten ligger frit i dens Huulhed og kun ved en tynd og slap Hinde fasthæftes til den. En saadan Dannelse kan ikke andet, end tilstede en af de om- givende Vægge uafhængig Bevægelse, og tænker jeg mig nu, at den höie Deel af 1) Annales des sciences naturalles. Seconde Serie. T. XVIII. Pag. 345. sqq. 2) cfr, Tavle Il. 62 Kammen, fastholdt ved sine Endepunkter, med sin midterste friere Deel svinger eller bevæger sig i en Skruegang (peristaltisk), medenss paa samme Tid en seig Vædske afson- dres, maa denne Vædske ved Kammens ,Gnidning imod Sædblærens Vægge antage Form af et Spiralbaand at Tykkelse som Mellemrummet mellem Folderne. En saadan Skrue - Bevægelse er idvrigt ikke eiendommelig for nogen enkelt Decl af Sædblæren, men finder Sted i hele dens Længde, hvilket kan sees deraf, at den i lange, tynde og trinde Masser udgydte Sed altid findes spiralsnoet, ligeledes selve Spi- ralhylstret i de modne Sædbüsser. Analogien med en Æggeleder viser sig saavel heri, som i Afsondringen af Æggehvide og af Skalhinde. Den Materie, der danner Spifalbaandets Hylster, synes ogsaa at maatte afsondres i denne Deel af Sædblæren, eller maaskee snarere paa Overgangsstedet imellem den furede og den glatte Deel, der hvor Kammen vel mister sine Folder, men endnu er saa stærkt udviklet, at den optager næsten hele Höiden af Sedbleren. Til denne Antagelse ledes jeg ved at betænke de Phænomener, der siges at indtræffe ved Sædbåssens Bristning; under denne skal nemlig Spiralbaandet ikke alene oprulles men ogsaa omkrænges til et Hylstret fortættende Rôr1), hvilket kun er tænkeligt, naar begge udgjére een og samme sammenhængende Masse, kun formede paa forskjellig Maade. Hylstrets physiske Egen- skaber, dets brusklignende (subcartilaginöse) Fasthed og store Seighed stemme ogsaa godt overeens med Spiralbaandets. Efterat nu det færdigtdannede Spirallegeme (Spiralbaandet i sit Hylster) har faaet en Beklædning af Skalhinden, bliver det sat i Forbindelse med Sædmassen eller Sædbe- holderen, idet Hinden fra det ene af disse Legemer slaaer sig over paa det andet; dette har jeg ligefrem kunnet iagttage, og det vil forhaabentlig ogsaa kunne sees af medföl- gende Afbildning?). Beklædt af Skalhinden fortsetter Sædbôssen sin Vei, gaaer igjennem den prosta- tiske Kjertel, kommer tilsyne i den Needhamske Sek omgiven af en temmelig tyk, men kun lidet fast Skal. Den saakaldte Prostata er altsaa en Skalkjertel. Ligesom jeg altsaa kan bekræfte den af Milne - Edwards yttrede Mening om Sæd- Bossens Dannelsessted og Dannelsesmaade , saaledes maa jeg ogsaa tiltræde hans Inddeling af den i to Hoveddele, reservoir spermatique og appareil éjaculatoire; kun har jeg med Hensyn til sidsinævnte at tilfoie den Oplysning, at af de tre Dele, hvoraf det skal bestaae, nemlig ”la trompe”, "le sac” og ”le connectif”, kan le connectif ikke med mere Skjel henregnes til den ene af Hoveddelene, end til den anden, da den nemlig kun er et Baand imellem dem, der dannes af en Sammenlægning af Skalhinden, idet denne fra Spirallegemet slaaer sig 1) Milne-Edwards ]. c. Pag. 341. 2) vide Figur 3. 63 over paa Sædbeholderen, og hvad “le sac” angaaer, da er jeg vedgat sammenligne den embryoniske med den modne Sædbôsse, kommet til Erkjendelse af, at den kun er den, ved en vilkaarlig Grændse adskilte, forreste Deel af Spirallegemet. Paa Grund af Spiral- hylstrets Uigjennemsigtighed hos den modne Sedbésse sees Forholdet der ikke saa tyde- deligt, som paa den i Sædblærens Huulhed liggende, hvor Hylstret endnu er ganske klart og gjennemsigtigt; men hos denne viste det sig, at Spiralbaandet, der, hvor efter Beskri- velsen ”Sækken” skulde begynde, bliver mere strakt i sine Vindinger og smallere i Tvær- maal, efter et kort Forlöb bliver det atter bredere og tættere, og ruller sig endelig sammen i en flad Rulle. Denne Rulle optager hele Hylsterets Brede, ligger tet op til det og er néie sammenvoxet dermed; den viser sig derfor udenfra som en Ind- snøring, naar Hylstret er fuldt udviklet, men, naar Hylstret er slapt, som hos den endnu ikke fuldbaarne Sedbésse, kan den ogsaa træde frem som en ringformet Frem- staaenhed. Bag Rullen lukker Hylstret sig med en afrundet Ende, der svarer til, hvad man har kaldt ”Sækkens bagere afrundede Deel”, foran denne bliver det noget snevrere, rettende sig efter Spiralbaandets paa dette Sted formindskede Tværmaal, og det er denne Hals, man har villet sætte som Grændse imellem ”trompe” og ”sac”. tegnelse, kan man gjerne tillægge hver Deel sit Navn, men i Betydning og Virksomhed, Som anatomisk Be- som og i Dannelse, udgjöre de kun eet Legeme. Med Hensyn til Sædbåssens og dens enkelte Deles ydre Udseende og indbyrdes Störrelsesforhold har jeg intet at tilföie til Milne-Edwards Angivelser for Octopusslegten, kun er hos foreliggende Art den saakaldte Sek noget mindre, end hos Octopus vulgaris. Förend jeg forlader denne Gjenstand, maa jeg dog endnu udheve, at min afvi- gende Anskuelse om Szdbössens Bygning kun grunder sig paa en eneste lagttagelse, eg at den derfor trænger til Bekreftelse navnligen af Undersögelser paa friske Individer, men allerede af den Grund, at Cephalopodclassen saa godt som slet ikke er repræsenteret i vore Vande, har jeg hidtil ikke kunnet anstille saadanne; paa den anden Side maa jeg som Støtte for min Anskuelse paaberaabe mig de for Iagttagelsen gunstige Omstændig- heder, som ikke alene Gjenstandens usædvanlige Störrelse, men ogsaa det formedelst Hyl- stercts Gjennemsigtighed saa heldige Udviklingsstadium, frembôde, og endelig er jeg fristet til ogsaa at anfore dens Simpelhed som Vidnesbyrd for dens Rigtighed. 64 Da de tropiske Have synes at frembyde de gunstigste Betingelser for Cephalopodernes Livsvirksomhed, da denne Orden, trods den större Uafhængighed af ydre Naturforholde, som den skylder sine Bevægelses- og Griberedskabers hôiere Uddannelse, ikke alene i Fleertallet af sine Arter, men selv i hele Slegter og Familier, ikke overskrider Grændserne for disse Have, kan det ikke vere os paafaldende, at finde bunden til end snevrere Grændser indenfor de samme Breder en Form, som Cranchien!), der paa Grund af sine "svage, for en Cephalopod næsten anomale Bevægelsesredskaber, i tilsvarende Grad maa ‘vere afhengigere af ydre Forholde. Efter de Kundskaber, vi hidindtil havde om denne Slegt, fortjente den mere, end nogen anden, Navn af tropisk Form; thi den var kun funden i en af Jordens varmeste Egne, i Liniens umiddelbare Nærhed, hver Gang omtrent paa samme Længde (Leach fandt sine Exemplarer i Congo-Bugten, Bennett?) sit paa 12° 15’S.B. og 109 15’ V.L.); saavel det ringe Antal af iagttagne Arter og Individer, som den indskrænkede geographiske Ud- bredning, lode sig let forklare, ikke alene af Slægtens pelagiske Natur og dermed i For- bindelse staaende natlige Forekomst, eller deraf, at den Egn, hvori de ere fundne, kun sjeldnere er besågt af Naturforskere, men ogsaa af dens Characteer som Overgangsform, thi for saadanne er indskrænket Udbredning og sparsom Repræsentation almindelig Regel. Det kunde derfor ikke andet end overraske mig, da jeg i to Individer af en lille Cephalopod, som den af Naturforskningen saa fortjente Capitain Holbôll i Efteraaret 1844 i to paa hinanden fölgende Netter havde fanget med et Drivenet i Atlanterhavet paa Hôiden af Færôerne, maatte erkjende en Repræsentant for denne Form. At de mig foreviste Individer vare Cranchier, fremgik af den store, slappe og fol- dede Sæk med yderst smaae, endestillede Finner, af det lille Hoved med de smaae Arme siddende i en Kreds indenfor Fangarmene, og af Sækkens umiddelbare Sammenhæng med Tragten; men sammenholdtes de med den eneste tidligere tilstrækkelig bekjendte Art, 1) I Overeensstemmelse med d'Orbigny i Monogr. des céphalopodes acétabulif. tages genus Cranchia i indskrænket Betydning, saaledes at det kun indbefatter de tvende af Leach opstillede Arter. London. Vol. II. P. 2. Pag. 103. 65 nemlig den af Owen beskrevne Cranchia stabra Leach, saa adskilte de sig ved deres paa- faldende store Oine, derved, at Fangarmene efter hele Længden vare besatte med Sugere, fremdeles ved Sækkens Led-Forbindelse med Nakken, og endelig ved Legemets glatte og med regelrette Pletter prydede Overflade. Sidstnæynte Kjendetegn ere vel netop de samme, Leach tillægger en anden Art, Cranchia maculata!), som han fandt samtidig med og paa samme Steder som scabra, men deels er denne Hudens Beskaffenhed altfor almindelig for de pelagiske Arter blandt Cephalopoderne (Pletterne findes endogsaa hos C. scabra), til at den kunde tilkomme nogen Vægt som Artskjendetegn, især naar de hôist forskjellige ydre Forholde, under hvilke Leach's og mine Individer ere trufne, Forholde, som faae större Vægt derved, at de to Individer ikke fangedes paa samme Tid og Sted, men med et Dögns Mellemrum, under hvilket Skibet havde tilbagelagt en temmelig betydelig Strekning, vilde gjöre Artseenheden saa hoist paafaldende, deels viste en nöiere Undersögelse af de fore- - liggende Individer en saadan Afvigelse fra de af Leach angivne Slægtsmærker, at der, naar disse skulle antages at være grundede paa begge de af ham snarere nævnede, end beskrevne Arter, og altsaa bibeholdes uforandrede, maa blive Spörgsmaal om, hvorvidt de kunne henföres til samme Slægt. Imedens Leach nemlig blandt Slægtsmærkerne optager Sækkens umiddelbare Sam- menhæng ikke alene med Tragten, men ogsaa med Hovedets bageste Væg?), sees hos mine Individer Forbindelsen imellem Hoved og Sæk at dannes af en af disse falske Led- forbindelser, d’Orbigny sammenfatter under Benævnelsen appareil de resistance. De nye Individer ville altsaa staae i samme Forhold til de tidligere fundne Cranchier, som Rossia til Sepiola, hvorfor det vel ogsaa vil være rettest, at lægge dem til Grund for en Under- slægt under Hovedslægten Cranchia, hvis Characterer da bleve noget udvidede. Endvidere maatte det være mig magtpåaliggende at såge at udfinde, hvorvidt dette Dyr, der blev truffet paa et Sted, som endnu staaer under Æquatorialstromningens Ind- flydelse, tilhårte de mere tempererede Vande, eller havde sit Hjem i Polarhavene, og det nærmest af den Grund, at jo mere de climatiske Forholde, hvorunder den nye Art lever, afvige fra de tidligere kjendte Arters, med desto stérre Ret kan den föies til Rækken af de Exempler, der oplyse, at den almindeligt antagne Sammenhæng imellem visse Climater og visse Dyre- og Planteformer, i det mindste for de Fürstes Vedkommende, ikke er ganske ubetinget. 1) cfr. Journal de Physique & Chimie. Mai 1818. Tome 86. oversat efter den originale Anmeldelse i ap- pendix to Tuckeys narrative of the Congo-Expedition. 2) v. Journal de Phys. T. 86.1. c. ,Le cou reuni au sac posterieurement et de chaque cote par des brides épaisses.“ cfr. ogsaa R. Owen i descript. of some new and rare ceph. |. c. Pag. 104. „The prin- cipal character, which entitles Cranchia to rank as a genus destinct from loligo etc., is the conti- nuation of the mantle with the dorsal parietes of the head.“ Vidensk. Selsk. Skr., 5 Rekke, natury. og math. Afd. 1 Bind. 9 66 Jeg opfordrede derfor Hr. Capitain Hofbéll til at have sin Opmærksomhed hen- vendt paa dette Spörgsmaals Besvarelse, og takket være denne utrættelige Forskers Iver, kom de dertil fornödne Data allerede i forrige Efteraar mig i Hænde. Paa Overreisen til Grönland havde han nemlig den 6te Juni, paa 58° N.B. og 469 V.L., altsaa lidt Syd for Grönland, iruffet samme Cephalopod i Nærheden af Isen i Selskab med Limaciner og Clioner. Af de fangne Individer stillede han atter med stor Gavmildhed tvende til min Raadighed; de vare langt mindre, end de under Færåerne fangede, aabenbart ganske unge, maaskee endog nyligt udklækkede; men netop derfor vare de mig kjærkomne, thi de af- gjorde uimodsigeligen Artens nordiske Natur‘). Gaaer jeg nu over til den mere udförlige Beskrivelse”, da bemærkes först, at Kroppen hos den nye Art, ligesom hos scabra, er meget slap og foldet, hvilket dog ikke alene er en Fålge af Misforholdet imellem Sækkens Rummelighed og de indeholdte Ind- voldes ringe Omfang, men ogsaa og fornemmeligen af dens höist ubetydelige Muskellag. Sækken er paa hele sin Overflade, saavel paa Ryg- som paa Bugsiden, ja endog paa Finnerne, besat med smaae runde Pletter, der hos friskere Individer vise sig mörke- rode, men hos saadanne, der i længere Tid have ligget i Viinaand, ere af en udvisket bruunlig Farve. I Henseende til Pletterne stemmer den nye Art ganske overeens med begge Leach's Arter, med scabra i den Grad, at hvad der siges om den ene, ordret kan anvendes paa den anden®); dog maa jeg tilfüie, at hos min Art hver enkelt Plet bestaaer af en knopformet Fremstaaenhed, der i en ringe Afstand er omgivet af en Kreds af mindre lignende; de synes ikke at dannes af Chromatophorer alene, men den iövrigt glatte Hud er paa disse Steder lidt fortykket. Legemets Grundfarve er guul, med et rådligt Skjær. Ryggens Midilinie er, ligesom hos scabra, betegnet ved en mårk Stribe, der be- gynder ved Sækkens Ledforbindelse med Nakken, og kan forfölges langs hele Sækken til midt imellem Finnerne, hvor den ender med en lille Knop; denne Stribe hidrôrer fra den igjennem Huden skinnende traadformede Indskal. Finnerne ere endestillede og sammenvoxede i deres Roddeel; paa dette Sted viser Sækken sig sammenklemt og krummet fra Ryg- imod Bugsiden, saaledes at Finnerne faae 1) Capitain Holbåll har senere tilskrevet mig, at han antager den at være meget almindelig imellem Shetlandsöerne og Cap Farewell, thi hver Gang han paa den Höide har kunnet bruge Strygenettet imellem Kl. 10 og 11 om Aftenen, har han fanget Individer af den. 2) For saavidt muligt at undgaae Gjentagelser, mener jeg at burde indskrænke mig til en gjennemfårt Sammenligning med Cranchia scabra, saaledes som denne foreligger i Owens descriptions of s. n. and Marc Ceph. 1. c. Pag. 103—108. 3) Owen siger om C. scabra 1. cit. Pag. 105: „the surface of the mantle is uniformely beset with small round spots, the dark red colour of which had changed in the spirit to a dingy brown; these spots occur also -— on the fins“ etc. 67 Udseende af at ligge i en Fordybning paa sidstnævnte Sides nederste Deel. Finnefligene ere halvmaaneformede og staae med deres Flader næsten lodret paa Legemets Axe. Kroppen er forenet med Hovedet deels ved Sammenvoxning, deels ved Ledfor- bindelse. * Sidstnævnte findes imellem Nakken og Sækkens åverste og bageste Rand, og dannes af tvende tilsvarende, smaae runde Bruskplader. Fortil er Forbindelsen imellem begge Legemets Dele umiddelbar, idet Huden fra Tragten slaaer sig over paa Sækkens indvendige Væg. Tragten er ikke forsynet med nogen Klap. Hovedet er hos den nye Art endnu mindre, end hos C. scabra, men i modsat Retning er Öinenes Udvikling gaaet for sig, saaledes at Hovedets Brede imellem Öinene kun er Trefjerdedele af Öiets Brede, og Halvdelen af dets Længde. Der findes ikke noget egentligt Oielaag, men Huden danner paa den överste Rand af hvert Öie en lille tapformet Fremstaaenhed, fürend den i fortyndet Tilstand gaaer forbi Lindsen. Den Lindsen ind- fattende Senehinde er hvid og aldeles blottet for saadanne Pletter, som de, der forekomme hos C. scabra og flere Loligopsides. Kjæberne ere kun i den yderste, tilspidsede Ende bruntfarvede, iövrigt farvelöse; den inderste Læbe er tyk og foldet som sædvanlig, men den ydre, mere hindeagtige Læbe, der ved Forlængelser pleier at staae i Forbindelse med Armene, er her saa lav, at For- lengelserne ikke ere til at opdage. Denne Særegenhed afhænger ventelig af de Munden omgivende otte Armes höist ubetydelige Störrelse; de ligne ved fårste Oiekast smaae Trevler, der som en Krands omslutte Munden, men ere dog som sædvanligt forsynede med stilkede Sugere, der sidde i en tætsluttet, dobbelt Række. Til en Armene forbindende Svömmehinde, saaledes som den findes hos C. scabra, er her intet Spor, den vilde desuden paa Grund af Armenes ringe Störrelse ingen Be- tydning have. Udenfor de egentlige Armes Kreds staae Fangarmene, der hos nærværende Art ere ligesaa stærkt udviklede, som hos C. scabra: men de stilkede Sugere, hvormed de ere forsynede, ere her ikke indskrænkede til Armens yderste Spidse, men findes i en fürdobbelt Række langs hele Armens Indside. Med Hensyn til Fangarmenes Stilling til de egentlige Arme, da finde vi hos denne Art, som hos C. scabra en yderligere Idvikling af den Afvigelse, vi först træffe hos Slægten Loligopsis; medens nemlig hos det store Fleertal af Decapoder Fangarmene indesluttes af de egentlige Arme, hvorfor ogsaa den disse forbindende Hudfold gaaer udenom Fangarmene, træde de hos Loligopsis ud af Kredsen, idet Folden gaaer indenfor dem; men hos Cranchia ligge de ikke alene udenfor de övrige Arme, men have endogsaa, ifölge den nu i modsat Retning foregaaende Udvikling, ligesom klemt disse ind imellem 9* sig, ja hos foreliggende Art ere Fangarmene i den Grad fremtrædende, at det er dem alene, der danne den saakaldte Krone. Hovedets forskjellige Dele ere tegnede paa samme Maade, som Sækken, dog be- mærkes her nogle större Pletter, saaledes en meget stor halvmaaneformet lige ovenover Hovedets og Sækkens Ledforforbindelse, og en rund Plet, der indtager Rygsiden af hvert Oie. Fangarmene ere prydede af 8 til 9 ikke fuldkomment sluttede Ringe. , Störrelsesforholdene af det undersögte Individ ville sees af folgende Tabel: Dyrets Længde fra den bageste Ende af Sækken til Spidsen af den udstrakte Fangarm . 261 Millimetre. Længden fra Sækkens bageste Ende til Roden af Fangarmen . . 15 = Længden af iste og 4de Par Arme ey oes 01 Mi — ==" Mafi2detiog (diets Rinne LE? — — af Oiet . one 3 — Breden (Tværvidden) af samme . AT OT 2 — — — af Hovedet imellem Oinene . . . . . db = — = af Hovedet fra Oie til andet . . . . . 8 oe — — af Kroppen i udspændt Tilstand . . . . 134 — Ved den anatomiske Undersôgelse er det store Misforhold, hvori Sækkens Rumme- lighed staaer lil de indesluttede Indvoldes Omfang det meest iôiefaldende; dette Misforhold deler den med Loligopsides og med C. scabra, men medens Indvoldene hos hine ligge i Sækkens Bund1), findes de saavel hos C. scabra2), som hos nærværende Art mere i den forreste Deel, dog at Kjünsredskaberne hos sidstnævnte strække sig hen til den bageste Deel af samme. Ved at aabne Sækken sees Indvoldene saaledes fordeelte, at Fordöielses- og Kjönsredskaberne ligge i dens Længdeaxe, hine i den forreste, disse i den bageste Deel, Blodomlébs og Aandedrætsredskaberne derimod i Tvervidden, krydsende den bageste Deel af Fordöielsesredskaberne og Kjönsdelenes forreste Ende3). Fordöielsesredskaberne ere paafaldende svagt uddannede; ikke alene er Tarmröret nemlig saa kort, at det kun ubetydeligt overskrider den forreste Trediedeel af Sækkens 1) Rob. Grant. on the structure and characters of Loligopsis. Transactions of the zool. soc. of London. Vol. I. Part. I. Pag. 24. 2) R. Owen. some new and rare cephal. loc. cit. Pag. 105. 3) Figur 6. Længde, men det er tillige saa lidet rummeligt, at det i Omfang neppe overgaaer de store Blodkar. ' Doe besiader af et i en Ellipse böietRör, der i hele sin Længde vedligeholder den samme Vidde; Maven og Spiralmaven danne ikke, som sædvanligt, Udvidninger paa selve Tarmröret, men udgaae som to stilkede, taskeformede Legemer fra dets sterkest buede, bageste Deel. Det elliptiske Rum, Tarmröret begrændser, indtages af en senet Sæk, der, ligesom hos de fleste Octopoder, er fælleds Hylster for Lever og Blækkjertel. Leverens Udförselsgange ere besatte med smaae, kjertlede Masser, og syntes, saavidt det var muligt at forfölge de fine og tilmed næsten vandklare Traade, at udmunde i Tarmröret ligeoverfor Aabningen af Spiralmavens stilkede Deel. Blækkjertlen ligger i den forreste Deel af den senede Sæk, dens Udfürselsgang er meget kort, og sænker sig ind i Tarmen ikke langt fra det med to lange, smalle, bladformede Klapper forsynede Gadbor. Lidt nedenfor det Sted, hvor Spiseröret gaaer igjennem Hjerneringen, sees de for- holdsviis temmelig store, nederste Spyttekjertler. Owen omtaler at have fundet lignende hos C. scabra. Aandedrætsredskaberne bestaae af de to pyramidedannede Gjæller, i hvilke tælles 12 til 13 Blade; de ere i hele deres Længde hæftede til Sækken ved et stærkt Kjertel- baand. Gjællehjerterne have et tydeligt Hjerteöre, derved adskillende sig fra dem hos C. scabra og Loligopsis guttata. Pulsaarehjertet, der hviler paa Leverens senede Hylster synes kun at bestaae af 3 bulbi, dog er maaskee den fjerde afrevet. Aarernes Fordeling kunde jeg ikke forfålge deels paa Grund af deres Fiinhed hos Individer af saa ringe Storrelse, deels paa Grund af, at jeg kun kunde offre et eneste Individ til Sönderlemmelse. Kjönsdelene vare hos det undersøgte Individ qvindelige. De dannedes af en Æggestok, der ved en Fold var hæftet til Bunden af Sækken, og af en enkelt Æggeleder, der strakte sig op ovenfor Galdegangenes Udmunding i Tarmröret, men hvis nåiagtige forreste Begrændsning jeg, som Folge af alle Delenes Gjennemsigtighed, ikke kunde iagt- tage. Af Skalkjertler (Nidamentalkjertler) saaes intet Spor. NerYesystemets Hoveddeel, den Spiseröret omfattende Ring, dannes af et fladt Nervebaand, der midt paa Ryg- og Bugsiden bærer en Nerveknude; Bugknuden er som sædvanligt den störste, og har Form af et Hjerte, der vender Spidsen bagtil (mod Bunden af Sækken). Fra denne Spidse udgaae nogle Traade, som, gaaende hen til Tragten, i hvilken de tabe sig, böie nedad og fortil, dannende en Bue, der lægger sig ind i en For- dybning imellem to blæreformede, gjennemsigtige Brusklegemer. Disse Legemer, der hvile paa Bugknudens nederste Flade, og som i Bygning ganske stemme overeens med de ôvrige Decapoders Oreblærer, ere de eneste Levninger af den Hovedbrusk, der forekommer hos de höiere udviklede Former af togjællede Cephalopoder. Å I Undersögelsen af Sciadephorus Mülleri er det allerede forsögt gjort gjældende, at Cephalopodernes Hovedbrusk ikke er nogen Hvirvel, men at den, næst at omgive og beskytte Oresækken, er bestemt til Stöttepunet for Hovedets Muskler; her måde vi nok et Tilfælde, i hvilket ringe Udvikling af Armenes Muskler — de otte Arme ere jo saagodt- som hæmmede — træffer sammen men manglende Hovedbrusk, og tilföies, at under lig- nende Forhold en meget svagt udviklet, om ikke manglende, Hovedbrusk er iagttaget af Rathke!) hos den af ham under Slægtsnavnet Perothis beskrevne Loligopsis, turde den da yttrede Mening nu maaskee ansees for tilstrækkelig godtgjort. Med Hensyn til Udbredningen af de övrige Nerver, har jeg blot at udhæve, at Öienerven, saasnart den træder ind i den Deel, der udvendig fra viser sig som Öiestilken, omgives af den ganglielignende, choroidale Kjertelmasse, der her er saa overvættes stor, at den indtager omtrent 2 af det tilsyneladende Oieæbles (Öiets og Öiestilkens eller Öie- rodens) Omfang. Det er ogsaa denne Kjertel, der er Aarsag i Öinenes usædvanlige Frem- træden, thi det virkelige Oie er ikke större, end hos andre pelagiske Cephalopoder. Da den choroidale Kjertelmasse gjerne er serligt udviklet hos de med fremtræ- dende, eller endog stilkede, Oine begavede Cephalopoder, kan jeg ikke tilbageholde den Formodning, at det for en stor Deel er den, hvorpaa Öinenes vilkaarlige Fremtreden eller ligesom Fremstöden beroer. Det er ogsaa paa Grund af denne Antagelse, og ikke ifölge umiddelbar Anskuen, at jeg kalder Kjertlen choroidal2); ventelig vil det kun paa friske Individer af större Arter tilfulde kunne sees, hvilken Betydning der maa tillægges den. Med Hensyn til denne Cranchias Levemaade, da har jeg af Capitain Holböll, der har iagttaget den levende, erfaret folgende: Den svömmer med lige Hurtighed for- og bag- lends; naar man vil gribe den, udgyder den sin sorte Vædske, og naar den vil hvile, hæver den sig först til Vandskorpen, trækker hele Hovedet med Fangarmene ned i Sækken, og lader sig saa ved sin egen Tyngde synke til Bunden af Karret; den ligner da paa- faldende en Acaleph. 1) v. Memoires pres. a l’acad, imp. de St. Petersbourg par divers savans. 1833 Tom. W. Pag. 153. „Dicht hinter dem Schlunde befindet sich innerhalb des Kopfes eine Kapsel, die aus einem nur mässig dicken und ganz durchsichtigen Knorpelblatte besteht, das Gehirn einschliesst, aber gréssel als dieses ist, weshalb zwischen ihrer Wandung und den Gehirn ein mässig grosser Zwischenraum verbleibt, der mit einer klaren und wässrigen Flüssigkeit angefüllt erscheint. Fig. 10 dd. Da denne hans Beskrivelse og tilhörende Afbildning ikke stemmer med, hvad vi vide om Hoyed- bruskens Bygning hos andre Cephalopoder, og da han desuden omtaler den som sammenhængende med de vandförende Rum i Sækken, skulde jeg være tilböielig til at troe, at han har forvexlet Hoved- brusken med et i Hovedet liggende Vandrum, og det saameget mere, som han afbilder nok en, inden- for Kapslen liggende, Hovedbrusk (Tab. IL. Fig. 15 c), hvilken sidste jeg, efter at have seet Forholdet hos Cranchien, ikke tager i Betænkning at erklære for Oreblarer. 2) Krohn er i sin förste Afhandling „über das Auge der Cephalopoden* (i Acta Ac. Cas. Leop. Carol. Nat. Cur. Tome XVII. Part. I. Pag. 360) ogsaa tilbdielig til at antage Kjertlen for analog med Fiskenes gl. choroidea; men i „Nachträge über das Auge der Ceph.“ (samme Værk Tom. XIX. Part. I. Pag, 49) opgiver han igjen denne Mening, da det ikke er lykkedes ham at injicere den; dog sees det 71 , Den nye Art stemmer altsaa i saagodtsom alle væsentlige Punkter overeens med Leach’s Cranchia; den har vel ogsaa adskillige Beröringspuneter med Loligopsis, men deels deler den disse med Cranchia, deels ere de kun saadanne, der synes at fülge af det lavere Udviklingstrin, saavel Loligopsis som Cranchien indtage iblandt Teuthideerne. Det er kun Sækkens Ledforbindelse med Nakken, der treder hindrende i Veien for dens Optagelse blandt Leach’s Cranchier; men ligeoverfor saa mange samstemmende Puncter synes denne Afvigelse at vere af saa ringe Vægt, og navnligen saalidet at indflyde paa Dyrets hele Levemaade!), at det ikke forekommer mig rigtigt, at stille den som Repræsentant for en Cranchien sideordnet ny Slægt. Snarere synes den mig at kunne stilles sammen med Cranchia Leach i en særegen lille Gruppe, man kalde den Hovedslægt eller Underfamilie, der underordner sig Familien Teuthidæ, paa samme Maade som den anden Gruppe af meget nærstaaende Former, Sepiola, Rossia og Sepioloidea. For den optrædende nye Underslægt vil jeg foreslaae Navnet Owenia, efter Richard Owen, hvem ogsaa. Cephalopodernes Naturhistorie skylder saa meget. Som Artsnavn vilde jeg foreslaae megalops efter Dyrets meest idiefaldendé ydre Egenskab. Charactererne for Gruppen og dens Led bleve da: Familia Teuthide. Subfamilia Cranchide. Genus Cranchia (Leach) Corpus flaccidum; pinnæ terminales minimæ; caput par- vum; brachia brevia intra tentacula posita. Testa interna filiformis, longitudine ipsius sacci. Saccus cum tubo coutinuitate integumentorum conjunctus. Subgenus Cranchia Leach. Saccus & collum continuitate cutis juncta. Cranchia scabra Leach. Corpus scabrum; brachia sex superiora membrana nata- toria juncta. Pinne rotundatæ. Longitudo parium brachiorum 3, 2 & 4, 1. Cranchia maculata. Leach. Corpus leve, maculis ovalibus sparsis ornatum. Subgenus Owenia: Saccus cum collo pseudo-articulatione junctus. Cranchia-Owenia-megalops : Brachia perbrevia; tentacula per totam longitudinem cotylis predita. Pinne lunatæ. Oculi permagni. Longitudo parium bra- chiorum 3 & 2, 4 & 1. ikke, om han har injiceret Venerne, og kun disse kan der egentlig vere Tale om til dette Spörgs- maals Besyarelse. 1) Betydningen af Sækkens Ledforbindelse med Ilovedet, sees godt af Figur 7, der forestiller Dyret, efterat det har trukket Hovedet saa dybt ned i Sækken, at Öinene og de otte Arme ere skjulte, og kun Fangarmenes Spidser ere synlige; en saadan Inddragning af Hovedet vil vanskeligen kunne til- stedes, i det mindste ikke i det Omfang, hvor en umiddelbar Sammenyoxning finder Sted. 42 Forklaring over Afbildningerne. — , Fig. 1. De mandlige Kjönsdele af Octopus arcticus. a. Sædstokken i'sin opklippede Sak. b. Sed- gangen. c. c. c. c. „Sedbleren“. d. Den Sædbôssernes Skal afsondrende Kjertel, Cuviers Bitestikel. e. S@d- bössesekken aabnet. f. Det mandlige Lem. g. g. g. 3 i den aabnede Sek liggende Sædbüsser. Fig. 2. En udtaget Sedbésse; ved a er dens Skal bristet, og det lidt snoede Spirallegeme bliver derved synligt. b. betegner „den forreste", c. den „bageste Ende.“ Fig. 3. ,Sædblæren“ aabnet. a—b. Spirallegemet. c. c. c. som paa Fig. 1. d. Skalhinden, hvor den danner „le connectif.“ e. e. sammensnoede Sædmasser. f. f. f. Den i Sædblærens Huulhed fremspringende Kam, som fra g til h er meget låst fæstet til Sedblerens Vægge. Alle 3 Afbildninger ere i naturlig Störrelse. Fig. 4 forestiller Cranchien seet fra Rygsiden. Naturlig Störrelse. Fig. 5 samme, forstôrret. Fig. 6 forestiller Dyret seet fra Bugsiden, forstôrret. Sækken er opklippet og slaaet tilside. Til begge Sider af Sækken sees Gjællerne, med deres Hjerter og Hjerteören; midt imellem Gjællerne sees Pulsaare- hjertet, hvilende paa et aflangt Legeme, Leverens senede Hylster; i den överste Deel af Leversækken skinner den sorte Blækkjertel igjennem. Omgivende Leversækken sees Tarmrôret med Maven og Spiralmaven siddende paa den bageste, stærkt buede Deel; ved Gadboret bemærkes de to Klapper. Æggestokken ligger i Bunden af Sækken, den gaaer over i en enkelt Æggeleder, hvis forreste Ende skjuler sig bag Leversækken. Fig. 7 forestiller et ungt Individ med indtrukket Hoved, seet fra Siden. Naturlig Störrelse. Vid Selsk.Skr. VRakke nature og math Afd. I Bind. \ Frosch. nogle nye Cephalopoder L E Fortling del Th Bergh LI ER Undersögelse Forholdet mellem Stofferne ien Bedes Næringsmidler og Kxcrementer. B. S. Jörgensen, polytechnisk Candidat, Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 10 Banat de mange Spörgsmaale, ved hvis Besvarelse Landoeconomien tager sin Tilflugt til Chemien er eet, som ogsaa har Interesse for Physiologien, nemlig: hvilket er Forholdet af Stofferne mellem et Dyrs Næringsmidler og Excrementer? eller med andre Ord, hvilke og hvormeget af Stofferne gaae tabte ved Livsprocessen? Talrige Forsög med forskjellige Dyr og Næringsmidler ere nödvendige, for dette Spörgsmaal tilfredsstillende kan besvares. Den franske Chemiker Boussingault har anstillet Forsög med en Hest og en Ko, den förste foeret med Havre, Hô og Halm, den sidste med Rodfrugter, Hô og Halm og har bestemt Mengden af de organiske og uorganiske Stoffer i Födemidlerne og Excrementerne. Professor Valen- tin i Bern har foretaget lignende Forség med en Hest, hvorved dog kun de uorganiske Stoffer bestemtes. Med Faar var imidlertid, saavidt mig er bekjendt, hidindtil ingen saa- danne Undersögelser anstillede, og da tillige Faareexcrementerne, der dog udgiöre et saa vigtigt Gjödningsmiddel, kun ere meget lidet undersôgte paa den chemiske Vei, fandt jeg mig opfordret til under et Ophold paa det preusiske Landvæsensacademi Eldena i den fôrste Halvdeel af Aaret 1846, at udföre en Række Forsög derover, hvorved jeg blev under- stöttet med en udmærket Forekommenhed af Læreren i Landvæsenet, Professor Gildemeister og Læreren i Chemi, Professor F. Schulze. Dyret, hvormed Forsöget foretoges, var en treaars Bede af Merinosracen, til- hörende den Eldenaer Faareflok, fuldkommen sund og kraftig. Forsöget varede fra 27de Marts til 25de April incl.; Beden havde i den Tid tiltaget i Vegt, ved Begyndelsen af Forsôget veiede den 91 & 8 Lod preuss., ved Slutningen 94 & 30 Lod. Dyret foeredes med Hô, og Forsöget udförtes paa den Maade, at efter i flere Uger at vere foeret med samme Slags Hô, som brugtes til Forsöget, bragtes Dyret i et afsluttet Rum, hvori saadanne Forholdsregler vare trufne, at al Afgangen kunde opsamles fuld- stendig. Forsöget kunde imidlertid kun udføres 24 Timer ad Gangen, da Dyret saalenge Forsöget varede ikke kunde legge sig; imellem 2 Forsög hengik i Regelen 2—3 Dage for at Dyret kunde have Leilighed til at udhvile sig fuldstændigt; Foeret blev dog i den Tid, som under Forsöget, veiet, og Alt hvad ikke var opædt, opsamlet, og efterat have henligget nogle Dage for at torres, veiet og fradraget. 10* eas Rummet, hvori Beden under Forsöget hensattes, og hvortil den efterhaanden var bleven vænnet, var en fiirkantet Kasse aaben foroven og foran forsynet med en Krybbe; imellem For- og Bagbenene vare to tynde Bræder indskudte, saaledes at Dyret ikke kunde omkaste en mellem disse opstillet Flaske, hvori Urinen opsamledes; Flasken var forsynet med en fiirkantet Tragt, der hvilede paa de to Skillerum og havde Kassens Brede; den indtog saaledes hele Rummet mellem For- og Bagbenene, og giorde det umuligt, at noget af Urinen kunde tabes. Faeces opsamledes i en Pung af Oxeblere, som fastsyedes i Ulden omkring Anus. Saavel Flasken som Bleren veiedes umiddelbar får og efter Forsöget, der, som ovenfor er sagt, varede 24 Timer, sædvanlig fra Middag til Middag; Forskiellen mellem Vægten gav da Mængden af Excrementerne. Vandet, som Beden erholdt at drikke, var fra den Brönd, hvoraf Faarene sæd- vanlig bleve vandede; Qvantiteten bestemtes ved at en afveiet Mengde Vand hensattes i en Flaske, Dyret vandedes af en lille Porcellainskaal, og det Tiloversblevne hældtes hver Gang tilbage. Allerede fra Begyndelsen af Marts blev Beden afsondret fra Flokken og hensat i en Stald for sig, her vennedes den til at staae i Kassen, i Begyndelsen kun saalenge den foeredes, Tiden forlengedes efterhaanden, og efter en Maaneds Forlöb havde den vænnet sig fuldkommen til Kassen; den {ste April om Middagen begyndte Forsøget, men allerede fra den 27de Marts om Morgenen var Mengden af Foder og Vand bestemt. Höet, der benyttedes ved Forsöget, var Enghé; jeg vilde have foretrukket Klöverhö, da det er langt mere eensformigt, men det var paa den Tid for tort, og saa tilbôieligt til at smuldre, at jeg maatte frygte for, at der vilde tabes formeget. Jeg foretrak derfor Enghô, der var fortræffeligt indhåstet, og endnu ikke i Foraaret havde tabt sin eiendomme- lige aromatiske Lugt. Höet var /fra en i Nærheden af Eldena liggende Eng, der uden egentlig at kunne kaldes Strandeng, dog laae saa nær den Greifswalder Bodden (en Bugt af Östersöen), at Söens Nærhed havde en betydelig Indflydelse paa Vegetationen; de i Hôet hyppigst forekommende Planter vare: Festuca pratensis Carex paludosa — rubra Eqvisetum limosum. Poa pratensis Mindre hyppigt fandtes: Agrostis stolonifera Geum rivale Holcus Janatus Caltha palustris Trifolium pratense Rumex acetosa Aira cæspitosa Equisetum palustre Anthoxantum odoratum. 77 Flere af disse Planter lod Dyret urörte, navnlig fandtes i det gjennemædte Hö alle Eqvisetum og Carexarter samt Rumex acetosa, ogsaa Gresarternes blomstrende Spidser vare hyppigst vragede. De Planter, som Dyret ikke vilde æde, vare borttagne af det Hô, som anvendtes ved den chemiske Analyse. Fra 27de Maris om Morgenen til 25de April om Aftenen har Beden fortæret 56 & 29 Lod Hô preussisk Vægt, altsaa i Gjennemsnit daglig 1 & 28,7 Lod eller 887,21 Gram. Under Forsöget har Dyret drukket 81 & 27 Lod Bröndvand, altsaa,i Gjennemsnit daglig 2 & 23,3 Lod preuss., eller: 1276 Gram. | Undersögelsen af Hôet skedte saaledes, at Vandmængden först bestemtes, idet det törredes ved 125° C., og derefter brændtes det for at bestemme Askemængden. Ved Analysen af de uorganiske Bestanddele indslog jeg en Vei noget forskjellig fra den sædvanlige, og som blev mig tilraadet af Prof. Schulse, der overhovedet med den storste Velvillie understôttede mig med Raad og Daad ved de chemiske Undersôgelser, og som jeg derfor nærmest skylder Tilendebringelsen af dette temmelig vidtlôftige Arbeide i den korte Tid, jeg havde til min Raadighed. Ved den sædvanlige Maade, hvorpaa de orga- niske Stoffer forbrændes til Aske er man nemlig udsat for at endeel af de flygtige Substantser gaae tabte, og navnlig Chlor og Phosphorforbindelserne for en stor Deel; for at undgaae dette Tab benyttede jeg fölgende Methode: Jeg afveiede en Qvantitæt fiinskaaret Hô, og for- kullede det ved svag Hede i en Platinskaal, Kullene bleve udtrukne med Vand, hvortil var sat nogen Saltsyre (Salpetersyre ved Chlorbestemmelsen), bragte paa et Filtrum og ud- vadskede; alle i Vand og fortyndet Saltsyre oplåselige Stoffer bleve derved udtrukne og af uorganiske Stoffer bleve fortrinsviis kun Kiselsyre tilbage; Kullene tôrredes derefter og forbrændtes til Aske, som paa Ny blev udtrukken med Vand og Syre og udvadsket; Kiselsyren blev derved reen tilbage paa Filtret, og man erholdt alle de andre Stoffer i Oplåsningen. At Kiselsyren var aldeles reen, overbeviistes jeg om, deels ved at under- såge den under Microscopet, hvor man saae Kiselcellerne ligge ganske hele uden at være sammensmeltede, og deels ved en directe Undersögelse, ved Sammensmeltning med kulsuur Natron. At en Deel af de uorganiske Stoffer tabes ved den sædvanlige Maade at under- söge Asken paa sees bedst deraf, at trods det, at Asken altid indeholder endeel Kulsyre, om endog endeel deraf er uddreven ved Kiselsyrens Sammensmeltning med Baserne, og at dog altid noget Tab er forbunden med Analysen, erholdt jeg bestandig ved at summere de uorganiske Stoffer, fundne ved Analysen, et Overskud over det, som den directe Askebestemmelse havde givet. Analysen for at bestemme Baserne og Phosphorsyren skedle paa fölgende Maade: Den ved Kullenes og Askens Udvadskning erholdte Oplåsning afdampedes for at udskille 78 den ringe Qvantitet Kiselsyre, der fandtes deri; efter igjen at være oplåst og Kiselsyren frafiltreret tilsattes Ammoniak, hvorved Jernet og de phosphorsure Salte bundfældtes (Leer- jord fandtes ikke); Ammoniakbundfaldet blev glôdet og veiet og derefter oplåst i Saltsyre, Ammoniak tilsattes og derefter Eddikesyre, hvorved den phosphorsure Kalk og Magnesia oplåstes, medens det phosphorsure Jerntveilte blev uoplåst tilbage, efterat delte var fra- filtreret udfældtes Kalk og Magnesia paa sædvanlig Maade. Mængden af Phosphorsyre erholdtes ved fra det hele Ammoniakbundfald at drage Summen af de tre fundne Baser. Af Filtratet fra Ammoniakbundfaldet udfældtes Kalken ved Hjelp af Oxalsyre; derefter afdampedes Oplösningen og Talkjorden skiltes fra Alkalierne efter den berzeliuske Me- thode ved Hjelp af Qviksölvtveilte; tilbage var da Kali og Natron, som skiltes paa den sædvanlige Maade ved Hjelp af Platinchlorid. Ved Bestemmelsen af Chlor og Svovlsyre anvendtes ved Udtrekningen Salpetersyre istedetfor Saltsyre, forresten var Fremgangsmaaden den samme for at erholde de uor- ganiske Stoffer (Kiselsyren undtagen) i Oplåsning; efterat Oplåsningen var afdampet for at udskille den oplåste Kiselsyre, og igjen oplåst, udfældtes Svovlsyren og Saltsyren paa den sædvanlige Maade ved Hjelp af salpetersuur Baryt og salpetersuurt Sålvilte. Kulstof og Brint bestemtes ved Elementaranalysen efter den mitscherlichske Me- thode; under Forbrændingen blev en svag Ström udtørret Iltluft ledet derover. Qvælstof- bestemmelsen skedte efter den Will-Warrentrapske Methode ved at blande Stoffet med Natronkalk, og bestemme Qvælstoffet som Ammoniak ved Hjelp af Platinchlorid. Jeg gaaer nu over til at meddele Resultatet af Undersøgelserne, forst for hver af de enkelte Substanser, og senere i en samlet Oversigt Enderesultatet. Höet tabte törret ved 125° C. 12,53%0 13,76% alisaa i Gjennemsnit . . . . À 13,51% Fugtighed. Forbrændt paa sædvanlig Maade gave de forskjellige Pröver: 6,32% Aske. 6,62% — 6,90% — 7,42% — 7,61% — 34,87 eller i Gjennemsnit . . . . 6,974% Aske. 79 Som jeg ovenfor har anfürt udtrykker delte Tal ikke alle uorganiske Bestanddele; for at faae den hele Mængde af disse maa der foretages en Correction paa Grund af de Stoffer, der gaae bort under Forbrændingen; ved sammenlignende Forsög, som jeg neden- for skal tillade mig at anföre, viste det sig, at dette Tab kan ansættes til 5%; den virke- lige Mængde uorganiske Stoffer er derfor beregnet at have været i Gjennemsnit 7,323 af Håets Vægt. i Elementaranalyserne af Hôet gave fålgende Resultater: I. 0,560 Hô törret ved 125° C. gav: 0,6" 256 Vand og 0,9: 957 Kulsyre. II. 0,6651 Hô gav: 0,°-303 Vand og 1,097 Kulsyre. II. 0,600 Hö gav: 0,6:175 Platinsalmiak. IV. 0,6 544 Hô gav: 0,6 164 Platinsalmiak. Beregnet efter Procenter bliver Resultatet folgende: ste Analyse 5,079% Brint og 46,601% Kulstof. 2den —. 5,172 — — 45,960 — eller i Gjennemsnit . . . 5,126 % Brint og 46,280" Kulstof. 3die Analyse 1,833% Qvælstof. 4de — 1,902% — eller i Gjennemsnit . . . 1,867" Qvelstof. Undersôgelsen af Höets uorganiske Bestanddele efter den ovenanförte Methode have givet folgende Resultater, hvorved det kun maa bemærkes, at Procentmængden er beregnet efter Höet i sædvanlig lufttôrret Tilstand: Iste Pröve. 2den Prove. 3die Prove. 4de Prove. Kiselsyre . . . . 2,050% 2,720 2,695% 2,578” Kalkar a. 1,480 1,116 — 1,494 Magnesia . . . . 0,676 0,494 — = Kali scies 0,607 0,401 — — Jerntveilte. . . . 0,036 0,026 — 0,041 Phosphorsyre . . 0,525 0,494 — 0,591 Svovlsyre . . . . 0,458 0,342 0,322 = Chlorkalium, . . 0,446 0,530 — — Chlornatrium . . 1,105 0,375 — — 7,383% 6,498% 80 Ved den sædvanlige Forbrænding var Askemengden i den iste Prove 6,900%, i den 2den 6,320% eller respective 7% og 3% mindre end Analysen har givet, altsaa i Gjennemsnit 5%; at der er en saa stor Forskjel i den 1ste Prove hidrörer sandsynlig fra den större Mengde Chlorforbindelser, der ganske eller tildeels ere gaaede bort ved den directe Bestemmelse af Askemengden; Chlormengden har nemlig veret: i den iste Pröve 0,882% fl deny it 0,479 - — 3die — 0,411 - Brøndvandet gav afdampet og efterat de faste Bestanddele vare svagt glådede for at forbrænde et Spor af organiske Bestanddele ved to Pröver: 0,170% Salte 0,162- eller i Gjennemsnit . . . 0,166% faste Bestanddele; 100 Dele af disse indeholdt: Kiselsyre — 4151400 Kalk — 26,42 - Magnesia = 5,99- Jerntveilte = 0,07 - Phosphorsyre = 0,35 - Svovlsyre = 3,73 - Chlorcalcium — 3,27 - Chlorkalium = 28,66 - Chlornatrium — 4,11 - "73,740 Det Manglende er at betragte som Kulsyre, da denne imidlertid ikke er kommen i Betragtning ved de övrige Undersôgelser af de uorganiske Stoffer, vil ogsaa Vandets faste Bestanddele her kun være at bringe i Beregning med Summen af de fundne uorganiske Stoffer eller med 0,122%. Chlormængden i Vandets faste Bestanddele var: 18,17". Eacrementerne. Da Dyret under Forsöget for at bestemme Excrementerne ikke kunde legge sig, varede hvert enkelt Forsög kun 24 Timer, og gjentoges med et Par Dages Mellemrum. Mængden af Excrementer, navnlig de faste, var temmelig forskjellig, Forsôget gjentoges derfor 8 Gange; i disse 8 Gange 24 Timer erholdtes tilsammen: 7773,6" 44 faste Excrementer og 3813,% 36 Urin, eller i Gjennemsnit daglig 971,6 68 faste Excrementer og 476,67 Urin. Vandmængden og Askemængden i Faeces bleve bestemte umiddelbart efter hvert Forsög, saavelsom Urinens Vegtfylde. Askemengden i de faste Excrementer var i Gjennemsnit 5,635% og türret ved 125° C. afgave de 57,606% Vand. Ligesom ved Höet gik ved Forbrændingen nogle af de uorganiske Stoffer tabte, skjöndt mindre, sandsynligviis hidrörende fra, at Chlorforbindelser kun findes i ringe Mengde i de faste Excrementer; ved et sammenlignende Forsög fandt jeg, at Tabet her kan ansættes til 1,597% af hele Askemængden. Mængden af de uor- ganiske Bestanddele i Faeces bliver derfor, analogt som det er skeet med Höet, at foröge med 1,597%, og vil altsaa udgjöre 5,725%. Urinens Vegtfylde ved 124° C. varierede fra 1,059 til 1,066. Afdampet og Residuet törret ved 105° C. indeholdt 3 forskjellige Pröver: 13,33%, 13,53% og 13,55% faste Bestanddele, eller i Gjennemsnit: 13,47%, Glödet svagt, udkogt og udvadsket med Vand, Kullene törrede og glödede indtil de organiske Stoffer vare forbrendte, efterlod de faste Bestanddele 32,59% og 36,44% uorganiske Stoffer, eller i Gjennemsni!: 34,515% af Urinens faste Bestanddele eller 4,615% af hele Urinmængden. Da Kulsyremængden = 6,358% af de uorganiske Stoffer, ikke ved de andre Askeundersögelser er regnet med, bliver denne ogsaa her at fradrage, og de uorganiske Stoffer, som indgaae i Beregningen, at ansætte til 32,316% af de faste Bestanddele eller 4,353% af den friske Urin. Ved den organiske Elementaranalyse af de faste Excrementer gav: I. 0,% 551 törret ved 125° C. 0,6260 Vand og 0,% &88 Kulsyre. II. 0,°°550 törret ved 125° C. gav brændt med Natronkalk: 0,6" 129 Platinsalmiak. Beregnet efter Procent indeholde saaledes de faste Excrementer, törrede ved 125° C. 5,275% Brint, 43,953 - Kulstof, 1,696 - Qvælstof. De faste Bestanddele af den inddampede Urin térredes ved 105" C.; ved en höiere Temperatur vilde man være udsat for, at Ammoniakforbindelserne forflygtigedes. Elementar- analyserne gave fölgende Resultater: I. 0,500 törret ved 105° C. gav: 0,6-196 Vand og 0,527 Kulsyre. I. 0,434 gav: 0,6 151 Vand og 0,504 Kulsyre. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd 1 Bind. 11 82 II. 0,6" 534 gav brændt med Natronkalk: 0,6" 828 Platinsalmiak. Udtrykt i Procent er Resultatet: af den {ste Analyse: 4,036% Brint og 28,745% Kulstof. — Wen — 3,875- — — 31,672- — — 3die — 9,745 - Qveelstof. Da ved den förste Analyse den tilbageblevne Aske ikke var fuldkommen hvid, som synes at antyde, at Kulstoffet ikke var fuldstændig forbrændt, antager jeg Resultatet af den anden at vere rigtigere, og adopterer derfor hellere den, hvad Kulstoffet angaaer. Urinens faste Bestanddele indeholdt saaledes: 9,745"% Qvælstof, 31,672 - Kulstof, 3,953 - Brint. Undersøgelsen af de faste Excrementers uorganiske Bestanddele skedte paa samme Maade som ved Hôet, idet Exerementerne efterat vere törrede ved 125° C., for at be- stemme Vandmængden bleve forkullede ved svag Hede, udtrukne med Vand og Syre, og de udvadskede og törrede Kul glödede paa ny, indtil alle organiske Stoffer vare for- brændte, og igjen behandlede med Vand og Syre, hvorved Kiselsyren blev reen tilbage. Oplåsningen analyseredes da ganske paa samme Maade som ved Hôet er anfort. Mængden af de uorganiske Bestanddele i de faste Excrementer törret ved 125° C. vare følgende: (ste Prove. 2den Prove. Kiselsyre . . . . 7,339" 7,4040 Kalle ee 2,900 - 2,642 - Magnesia . . . . 0,860 - =< Kal, FE 0,486 - — - Natron . . ... 0,040 - — - Jerntveilte . . . 0,102 - 0,065 - Phosphorsyre . . 1,563 - 1,483 - Svovlsyre... . 0,226 - 0,228 - Chlornatrium . . 0,036 - == 13,552% Ved den direkte Forbrending erholdtes 13,338% Aske. Jeg maa kun bemærke, at Procentmængden er- beregnet efter Excrementerne, törrede ved 125° C., en Tilstand, hvori Mængden af de uorganiske Bestanddele var langt mere constant end i frisk Tilstand, hvor Vandmengden var temmelig foranderlig. Bestemmelsen af de uorganiske Bestanddele af Urinen, skedle paa en lignende Maade, som den ovenfor ved Hôet beskrevne, da Urinen imidlertid kun indeholdt meget lidt Kiselsyre og Phosphorsyre, benyttedes her kun Vand ved Udtrækningen, saaledes at den samlede Mængde af de uorganiske Stoffer her kunde bestemmes direkte. De faste Bestanddele af Urinen törrede ved 105° C. indeholdt: (ste Prove. 2den Prove. Kiselsyre.. : . ... 0,026 0 0,023 Yo Kalkan nalen ued ot 1,903 - (incl. Ca i Chlorcaleium.) Magnesia . . . .. 2,634 - 2,313- Jerntveille . . . . Spor. Spor. Phosphorsyre. . . 0,043 - 0,011 - Svovlsyre . . .. 3,044- 3,454- Chlorcalcium . . . 0,662- — Chlorkalium . . . . 24,671 - — Chlornatrium . . . 1,834- — 34,133%. Den samlede Mængde af de uorganiske Bestanddele var 36,440%, Tabet 2,207% er at betragte som Kulsyre. Det fremgaaer saaledes af Excrementernes Undersögelse, at Chlorforbindelserne af Næringsmidlerne næsten alene findes i Urinen, medens Kiselsyren og Phosphorforbindelserne gaae hort med de faste Excrementer. Qvælstofforbindelserne findes omtrent i lige Mengde i Urinen og i de faste Excrementer, dog er det den förste, som meddeler Faaregjödningen den eiendommelige ammoniakalske Lugt, og den Egenskab, som Landmændene betegne med »varm eller hidsig Gjédning*; Faareurinen har nemlig en Vægtfylde af 1,063, der er stérre end den af nogensomhelst anden Urin, hvorover jeg har fundet Angivelser; den er saa concentreret, at man er istand til at udskille Hippursyren uden Inddampning, og der findes neppe nogen bedre Methode for at forskaffe sig reen Hippursyre i större Qvanti- teter end af Faareurin; den concentrerede Oplösning, hvori Qvelstofforbindelserne findes, gjör, at den kulsure Ammoniak let udvikles; efter Anvendelsen af Faaregjédning spores derfor Indvirkningen paa Vegetationen snart. Jeg, skal nu tillade mig i en Oversigt at fremstille Mængden af Stofferne i Dyrets Neringsmidler og Excrementer i 24 Timer; Gjennemsnitsresultatet er dette: 11* Hô. Vand. faste Excrem. Urin. Qvelstof.... 14,@-31 5 7,600 6,5" 27 Kulstof..... 355, - 12 5 181, - 06 20, - 34 Brints. 39, - 34 = 35, - 20 2, - 56 ES eyes: 293, - 67 r 133, - Ol 14, - 25 uorg. Stoffer . 64, - 92 155158 55, - 67 20, - 77 Cexcl. Kulsyre) Vern sr 119, - 85 1274, - 42 559, - 74 412, - 48 887,6". 21 1276,6r: 00 971,57 68 476,57 67. Sammenligner man Mængden af de Stoffer, som Beden i 24 Timer har fortæret, med dem, som den i samme Tid har afgivet, er Resultatet dette: forteret. afgivet. Forskjel. Ovelstof: MANS 13,927 1,904 Kulsiofer ET 355, - 12 201, -40 153, -72 Buntes 10 0 ol 39, - 34 37, - 76 1,-58 Wy 58100 oe 293, - 67 147, -26 146, -41 uorgan. Stoffer 66, - 50 76, - 34 —9, - 84 Vandien ves 1394, - 27 972, -22 422, -05. Hvad der i denne Sammenstilling maa overraske er, at der viser sig et Overskud af de uorganiske Stoffer, et Resultat, som naturligviis kun kan beroe paa en Jagttagelses- feil, men mærkeligt nok findes den samme Feil i Boussingaults Forsög med Hest og Ko; Grunden dertil er ikke let at angive, men maa sandsynlig söges deri, at Höet har inde- holdt endeel Stöv og andre uorganiske Stoffer, som Dyret har nydt, men som er bortskaffet af de smaa Pröver, der ere underkastede den chemiske Analyse, da disse dog rystes eller paa anden Maade renses får Undersôgelsen; hvad der taler for denne Forklaring er at næsten hele Overskuddet findes i Kiselsyren, den daglige Ration Hôe har nemlig indeholdt 22,627 Kiselsyre, medens der i de faste Excrementer er funden 30,636 Kiselsyre, altsaa 8,6" 09 mere. Forresten seer man, at Forskjellen mellem Qvælstofmængden ikke er be- tydelig, medens den, som ogsaa er naturlig, er meget betydelig ved Kulstoffet; tager man ikke de organiske Stoffer i Betragtning, som gaae bort ved Hududdunstning, da behöves der endnu et Tilskud af 268,615 Iltluft for at overföre al Kulstoffet og Brint i Kulsyre og Vand. Paris den 17de Februar 1847. er + Undersügelser over Hvaldyrene Dan. Fred. Eschricht, Professor ved Kjübenhavns Universitet. Sjette Afhandling. Udbytte paa en Reise gjennem det nordvestlige Europa i Sommeren 1846, som Tillæg til de foregaaende Afhandlinger. re | al y mn i a a pe 7 lu Een ES re à 5 a Ù "al rn). ann AS in Ae F fl i] s « or > i LA bd U Jun | "7 a NN AN soa À a ‘en Pay |! Vom Wit le Ae D) AMIE or Dee ce r a . ui ee =. DE BTL , SD age. DB, AU CUT DL UN. CORRECTE Pe as We vd dard ESS ordi tnt été bb PAP PEN a ed i me. La VE TIE De! FEET ERE SES Hornung Fuld Marriner Foie fedt: å DE AUS die Qi so der) RN | M den UN, AU otage Be wi, pvt bE gyde: ARE, we | ese any Enerat have forelagt Selskabet en Række Undersögelser over Næbhvalen, Keporkaken, Vaagehvalen og Finhvalerne i Almindelighed, besluttede jeg at anvende Universitetets Sommerferie 1846 til at eflersee de Præparater af disse Dyr, navnlig Skeletter, der vides at være opstillede i forskjellige Stæder af det nordvestlige Europa, deels for at prove de alt meddeelte Resultater af mine Undersågelser, og deels for at samle nyt Stof til deres Fortsættelse. Feriens Korthed tillod mig kun et meget kort Ophold paa hvert enkelt Sted, selv i Paris og London kun paa 2—3 Dage; dog var jeg heldig nok til at vinde et ikke ringe Udbytte. A. Om Nebhoalerne. Angivelserne af tilfældig ved de europæiske Kyster tagne Næbhvaler ere i senere Tid blevne uforholdsmæssig hyppigere end forhen. Indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede kjendtes kun de af Dale, Pontoppidan, Hunter og Baussard beskrevne Tilfælde, hvortil endnu kom det af Chemnitz beskrevne fra Spitzbergen. Fra dette Aarhundrede, og for- nemmelig fra de sidste 25 Aar kjendes derimod allerede idetmindste 19 Tilfælde, nemlig foruden de i min Afhandling over Næbhvalen omtalte (Voigts fra Kielerbugt, Wesmaels fra Belgiens Kyst, Irmingers fra det lille Belt): fra Irlands Kyster 9, fra Englands 2, Scotlands 1 (Arthur Jacob i Dublin philos. Journal Nr. 1 Marts 1825 pag. 58; William Thompson i Annals and Magazine for natural history Vol. 4, 1840, pag. 375, og Vol. 17, 1845, pag. 150); 1 fra Girondemundingen 1810 (F. Cuvier. Cetol. pag. 247); 1 fra Normandiets Kyster 1842 ved Eudes Deslongchamps (Millers Archiv 1843 p. CCLX), et Til- fælde fra 1823 i Oresundet ved Landscrona, beskrevet af Nilsson (Skandinavisk Fauna 2 Uppl. 1847 pag. 623); og endelig er ogsaa i Middelhavet et dôdt Exemplar inddrevet ved Corsica 1842, beskrevet af Doumet (Revue zoologique 1842 Nr. 7). Uagtet dette Dyr saaledes har viist sig ikke at være saa sjeldent ved de euro- pæiske Kyster, som man forhen maatte antage, var det dog et ganske særdeles Held, at jeg paa denne min Reise skulde faae Leilighed til at iagttage et frisk Exemplar. Da jeg paa Veien fra Amsterdam til Leiden den 24de Juli 1846 kom igjennem Haarlem, var, 2a besynderligt nok, sammesteds netop paa den Dag anmeldt, en Næbhvals Indstranding ved det nærliggende Fiskerleie Zandvoort. Jeg erfarede det ikke under det korte Ophold i Haarlem, men Prof. van Breda havde den store Opmærksomhed for mig, Dagen derpaa at reise efter mig til Leiden for at underrette mig derom og indbyde mig til en Undersögelse af Dyret i hans og Prof. Vroliks Selskab. Det var det förste bekjendte Tilfælde af en Næbhvals Indstranding ved Hollands Kyster. Det var ogsaa det forste mig bekjendte af en Næbhvals Forekomst midt om Som- meren. Af de tidligere bekjendte Tilfælde at slutte skulde man næsten have kunnet troe, at fra midt i September til midt i October var udelukkende den Tid, paa hvilken delte Hvaldyr viste sig ved de europæiske Kyster; senere paa Aaret kjendtes endnu kun Jrmingers fra det lille Belt i November, og Voigts fra Kielerbugten i December. Alligevel havdes endog fra April 1823 det af Nilsson beskrevne Tilfælde i Oresundet, og til det her angivne fra Juli 1846 ved Hollands Kyst kom et andet i Christianiabugten i August samme Aar (beskrevet har jeg endnu ikke fundet det nogetsteds). Skjöndt dette Dyrs 'Trækken derved viser sig mindre regelmæssig, end man forhen kunde troe, tår man dog vel holde fast paa den Anskuelse, at det i September drager fra det nordlige Polarhav sydefter til det nordlige Atlanterhav, og at det er paa denne Tuur, at flere Individer forekomme ved Feréerne, navnlig ved Suderö. Dette saa meget mere, som ogsaa alle de af Thompson samlede Tilfælde, navnlig de fra den irske Kanal, ere fra samme Aarstid. — I alle Til- fældene var det enten enkelte Dyr, eller en Moder med sin Unge; i det Jrmingerske maa jeg derfor ogsaa antage, at de 4 Individer have været 2 Moderdyr, hver med sin Unge; og selv i Dales Tilfælde, hvor foruden det 14 engelske Fod lange Individ endnu et andet var blevet fanget-i Nærheden, der angaves til 21 Fod, og antoges for Hannen, turde det maaskee være tvivlsomt, om det ei har været Moderdyret. Blandt de Omstændigheder, der, ved denne saa langt hyppigere Iagttagelse af Næbhvalen, have maattet tildrage sig slårre Opmærksomhed, hôrer ogsaa den, at næsten alle iagttagne Individer have været Hunner, nemlig netop kun med Undtagelse af Chem- nitzes Tilfælde fra Spitzbergen og det ene af Thompsons i October 1845. Den Forklaring heraf, der forst tilbyder sig, er maaskee, at Hunnerne overhovedet ere mindre for- sigtige, eller, især i Fölgeskab med Ungerne, holde sig mere til de roligere Vande; men naar hertil föies, at ogsaa alle de iagtlagne Unger, der fulgte med Mødrene, våre Hunner, ligesom og det i Pontoppidans Tilfælde udskaarne Foster, saa nödes man næsten til al antage, at Hunnerne i denne Art ere langt talrigere, og at hos dem finder Polygami Sted. Det ved Zandvoort for mig liggende Exemplar var 244" langt, altsaa et modent Dyr. (Næbhvalen er fundet i Moders Liv 6 Fod, pattende fra 8 til 124 Fod, endnu folgende Moderen 16 Fod lang, drægtig fra 23 til 272 Fod — den største Længde, der endnu er fundet hos nôie opmaalte Exemplarer). Farven var blysort over hele Kroppen, kun lidet lysere paa Bugfladen. Det fore- kom iövrigt saavel de Herrer van Breda og Vrolik som mig, at Farven under vort Ophold lidt efter lidt blev noget lysere — ventelig derved, at'det yderste Lag af Overhuden ved Luftens Paavirkning tabte i Gjennemsigtighed. Maaskee ligger tildeels heri en Forklaring af de forskjellige Angivelser om Næbhvalens Farve; thi virkelig synes alle de lagttagere, der angive Farven lysere, forst at have seet Dyret i en mindre frisk Tilstand, hvorimod baade de Søfarende, af hvilke Chemnitz fik sin Beretning, og Districtslæge Haalland havde endnu levende Individer for sig. Wesmael, der ligesom disse angiver Farven heel sort, beskrev Skindet først efterat det havde ligget i Garverlud. Jeg tillader mig at give et Omrids af Dyret, saaledes som jeg optog det paa Stedet; alle Delene i deres rette Forhold. (Korset betegner Navlens Plads.) I det Hele fandt jeg de i min Afhandling over Næbhvalen omtalte Dele svarende lil den deri givne Beskrivelse. Dog var Rygfinnen noget stærkere tilbageböiet, og Bryst- finnernes ovre Rand bagtil noget udhulet. Min Opmærksomhed henledtes paa Oinenes langt tilbagerykkede Leie, lige under Blæsegattet, i en betydelig Afstand fra Mundvigen, en Form, der senere forekom mig end vigtigere, da jeg fandt den igjen paa Coccos Afbildning af Delphinus micropterus (Wieg- manns Archiv for 1846). Men som det egentlige Udbytte af denne Iagttagelse maa jeg ansee den Oplysning, jeg derved fik om to hidtil dunkle Puncter i Næbhvalens Ydre, nemlig 1) Blæsegattets Form og 2) de af Districtslæge Haalland angivne Furer fortil paa Bugfladen (see dette Selskabs naturh. og mathem. Skrifter 11te Bind Pag. 326). Hvert af disse Puncter fortjener særskilt at omhandles. 4) Som bekjendt, have de to ældste Iagttagere af Næbhvalen, Dale og Baussard, begge angivet, at dens Blæsegat er halvkredsformet med Hornene vendte bagtil, altsaa i modsat Retning af den hos alle andre Tandhvaler. 1 nyere Tid har Wesmael udtalt sig heelt ubestemt. over dette Punkt, men Doumet udtrykkeligen angivet Blæsegattets Stilling saaledes som Dale og Baussard. Hvor overeensstemmende disse Angivelser end vare, forelaae der dog tilstrækkelig Grund til at betvivle deres Rigtighed. Blesegattets sæd- vanlige Form hos Tandhvalerne opstaaer nemlig derved, at den i og for sig omtrent kredsrunde Munding fyldes ved den fordre Læbes Svulst; i hvilken Tilstand Gattet er Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 12 90 lukket. Oplukningen af Galtet — ved Aandedrættet — skeer derved, at denne tykke fordre Læbe trækkes heelt ind, eller rettere fortil, og dette bevirkes især ved et Par kraftige Muskler, der stige forfra ind i selve Læben. Hvis altsaa Blæsegattets Form hos en ganske enkelt Art i denne Familie skulde have en omvendt Form, saa vilde det forudsætte en heel anden Muskulatur og Ordning af disse Dele. — Desuden manglede heller ikke Angivelser, ifölge hvilke Formen af Blæsegattet skulde hos Næbhvalen vere lig den hos alle övrige Tandhvaler. Saaledes navnlig af Voigt i hans Beskrivelse af den 1801 ved Kiel strandede Næbhval (aftrykt i F. Cuviers hist. nat. des Cétacés p. 245), og rimeligviis har John Edward Gray indhentet lignende Angivelser fra de i senere Aar temmelig hyppige Iagtta- gelser af dette Dyr ved de engelske og irske Kyster, eftersom han i den Oversigt over Hvaldyrene, han har givet i Zoologien til Capt. Ross's Reise (med Erebus & Terror. London 1846), inddeler samtlige iagttagne Næbhvaler i flere Arter, hvoraf nogle skulde have Blæse- gattet dannet som sædvanligt hos Tandhvalerne, andre omvendt — navnlig en Hyperoodon Butskopf (Dales og Baussards Individ) og en H. Doumetii. Andreas Wagner derimod op- stiller i 7de Deel af Schrebers Pattedyrværk (Erlangen 1846) Blæsegattets omvendte Form som Characteer for Næbhvalen. Paa det ved Zandvoort for mig liggende Exemplar var imidlertid Blæsegattet dannet netop som hos alle andre Tandhvaler, og paa skriftlig Forespørgsel hos William Thompson i Belfast, der har givet en Fremstilling af de i de sidste Aar ved de engelske og irske Kyster gjorle lagttagelser af Nebhvalen (see ovenfor pg. 87), og hvoraf idetmindste den ene lagttagelse er af ham selv, har jeg faaet det bestemte Svar, at ogsaa han fandt samme sædvanlige Form af Blesegattet. — Man tor derefter vel neppe betvivle, at hine tre Angivelser (af Dale, Baussard og Doumet) grunde sig paa en eller anden Feil, maaskee en Hukommelsesfeil, og at Blæsegattets Form hos Næbhvalen aldeles ikke kan anvendes som Slegts- eller Artsmærke i Tandhvalernes Række. 2) I den i min Afhandling over Næbhvalen af Districtslege Haalland givne Beskri- velse over det Ydre af det Exemplar, hvoraf de indre Dele velvilligen overlodes mig til nærmere Undersøgelse, findes anfört, at nærmest ved Hovedet fandtes paa Bugen fire Furer. Jeg tilstaaer, at jeg havde megen Tvivl, hvorvidt disse Furer turde ansees for videre end tilfældigen dannede; men, forsaavidt Leiligheden her ved Zandvoort tillod mig at undersöge Forholdet, maa jeg nu anlage denne Hr. Haallands Angivelse for et meget interessant Bidrag til en nôiere Kundskab om Næbhvalen og dens Stilling i Tandhvalernes Række. Desværre tillod Dyrets Leie mig ikke at iagltage de to af disse Furer, der skulle findes tæt ved Middellinien, og hvorvidt Prof. Vrolik senere har iagttaget dem, mangler jeg endnu Underretning om. Saa meget desto-tydeligere laae de to andre af disse Furer for Dagen. De findes nemlig heelt paa Siden, langs med den underste Rand af Underkjabens 91 bageste Deel, der hvor denne ligger aldeles skjult i Kjôdet; og virkeligen synes de alle- rede at være antydede paa flere ældre Tegninger, ligesom de ogsaa ere angivne paa oven- slaaende Træsnit. De ere ingenlunde simple Folder, ligesom overhovedet den af Fedt prallende Hud er aldeles uskikket til at lade sig folde; de ere meget mere dybe, skarpt indskaarne Furer, ligesaa bestemt begrændsede som Bugfurerne paa nogen Rörhval. Begge de ovennævnte Oplysninger faae en særegen Interesse derved, at Overeens- stemmelsen mellem Næbhvalen og den saakaldte Delphinus micropterus ved dem bliver bragt et væsentligt! Skridt videre. Hos det sidstnævnte Hvaldyr er nemlig Blæsegattet af alle lagttagerne udtrykkeligen blevet angivet at være ligt det hos Tandhvalerne i Alminde- lighed, og de nysnævnte 4 Furer allerede angivne af Blainville paa det i 1825 ved Havre iagttagne Exemplar. Som bekjendt blev dette” Exemplar antaget af Blainville for at vere Næbhvalen selv, men af Cuvier efterviist at være el heelt forskjelligt Dyr og opstillet som Delphinus micropterus. 10 Aar senere strandede et andet Individ, 11 Fod langt, ved Ostende og blev beskrevet af Dumortier under Navn af Delphinorhynchus micropterus, hvorpaa Schlegel opstillede den Paastand, at baade det af Sowerby i 1806 under Navn af Delphinus diodon og det af Risso under Navn af Delphinus Desmarestii beskrevne Dyr, begge ligeledes hårte til denne Art. Schlegel gjorde dernæst opmærksom paa flere væsentlige Overeensstemmelser mellem denne D. micropterus og Næbhvalen, navnlig Kjæbernes fortil spidse Form, Bryst- finnernes Lidenhed og Mundspaltens Korthed, Ribbenenes og Hvirvlernes Antal og Form, og uagtet han gav sine Forgjængere Ret i, at Hovedets Beenbygning er meget forskjellig, hos D. micropterus, navnlig langt mindre afvigende fra den hos Delphinerne i Almindelig- hed, troede han dog at maatte stille dem begge i en fælleds Gruppe, som han kaldte de tandlöse Delphiner. Denne kortfinnede Delphins Lighed med Næbhvalen viser sig end större paa den seneste Afbildning, som Prof. Cocco har givet i Wiegmanns Archiv for 1846 efter et ved Messina 1841 iagttaget Exemplar. Mundspalten, som af Blainville og Dumortier angaves at være stor, er her endog fremstillet endnu kortere end paa Næbhva- len, og derhos har Öiet det samme characteristiske tilbagetrængte Leie. Alligevel antog dog selv den nyeste cetologiske Forfatter, Andreas Wagner, i hans Bearbeidelse af Hval- dyrene for Schrebers Pattedyrværk (1847), at disse to Hvaldyr navnlig i to Puncter adskille sig væsentlig indbyrdes, nemlig 1) netop i Blæsegattets Form og 2) i Hovedets hele Beenbygning. | Den første af disse formeentlige Uovereensstemmelser vilde efter Ovenstaaende falde aldeles bort, og jeg vil nu gaae til en nærmere Undersøgelse af den sidste. Et meget iöinefaldende Særkjende for Nebhvalen afgive unegteligen de to höie Beenkamme paa dens Overkjæbebeen; men desforuden angives paa den anden Side ogsaa for D. micropterus tre maaskee end mere væsentlige Særegenheder. 12* 92 1) Medens nemlig Ganebenene hos Næbhvalen, efter Campers og Cuviers Beskri- velse, kun skulde vise sig som 2 ganske smaa 4kantede Plader tæt op til Ploughenets bageste Fremstaaenhed paa Ganen, ligge de — efter F. Cuviers Beskrivelse paa hver Side som „un bandeau“ mellem Overkjæbebenet og Vingebenet. — Endnu merkeligere er 2) folgende Angivelse af F. Cuvier om D. micropterus (de Vhistoire des Célacés pag. 76): „Une chose particuli¢re à cette espèce, ou qui ne tient qu'au jeune âge de Vindividu qui la représente, c’est qu’elle est pourvue d’un os lacrymal, occupant la place ou chez les autres dauphins on trouve la portion externe et postérieure du jugal, celle qui forme l'angle antérieur de la fosse orbitaire. Ce lacrymal compose avec le concours du maxil- laire un canal qui communique sans donte, soit direc- UN tement, soit indirectement, avec les fosses nasales, ce qu'il n’a pas été possible de constater.“ — Endelig maa her endnu 3) anföres en Bemærkning af Dumortier om den samme Delphin. „L’oreille osseuse,* siger han, «présente une particularité remarquable. Au lieu d’être suspendue par des ligamens dans les chairs et isolée du crane, comme dans la Baleine, le Daupliin, le Marsouin etc., elle adhère et est pendante au moyen d’une apophyse à la base du crâne.“ Hvor besynderligt det end kan synes, tår jeg dog paastaae, at naar man i de herneynte Former har troet at finde vesentlige Afvigelser fra Næbhvalen, saa grunder det sig kun derpaa, at endnu Ingen nôie har eftersporet om de virkelig savnes hos det sidstnævnte Hvaldyr. Georg Cuvier har her, ganske imod Sedvane, holdt sig til en Andens Angivelse, nemlig Campers, alle senere" Beskrivere til Cuviers. 1) Stiller man Hovedet af en Næbhval saaledes hen for sig, som i hosstaaende Træsnit, saa at man tydeligt kan see ind i Dybden af den Vinkel, som de steilt nedstigende store Vingebeensplader danne med Overkjebens Sidedele, saa finder man — hvad enten Nebhvalhovedet er af et gammelt eller ungt Individ — virkelig ogsaa her, ligesom hos D. micropterus, en noget krummet, smal Beenplade (a), som „un bandeau“ mellem Overkjæbebenet og Vingebenet, og det er her lige saa vist som hos hiin beslægtede Delphin Ganebenet, BB navnlig den Deel deraf, der ikke dækkes af det store flade Vingebeen. G. Cuviers Tyd- ning af den lille mere indad liggende Beenplade paa Siden af Plougbenets bageste Frem- staaenhed, nemlig at det er Ganebenet, kan derfor ligefuldt staae ved Magt, saafremt den i Dybden hænger sammen med hiin större Plade (a). For at overtyde mig, hvorvidt dette virkelig er saaledes, borttog jeg paa det lille af Holbdll nedsendte Næbhvalhoved (Anar- nak) Vingebenets store Beenplade paa den ene Side. Forholdet kom derved dog ikke saa tydeligt for Dagen som jeg havde ventet. Forbindelsen mellem de forskjellige Beenlag skeer nemlig her ved den hos Hvalerne meget almindelige Sutur, som med Rette kunde kaldes Sutura foliacea, bestaaende deri, at mangfoldige lange og temmelig hôie tildeels forgrenede Beenskiver hæve sig lodret fra de forenede Flader og gribe saa nöie ind i hverandre, at Adskillelsen ikke kan skee uden Sônderbrydning. Hine Beendele, der ud- vendig tage sig ud som smaa langagtig 4kantede Plader, viste sig efter denne Sprængning at være Endepladerne af to meget lange Beenskiver, der ligge tæt op til den ved samme Sprængning blottede Deel af Ganebenet. Det forekom mig ogsaa, at en Forbindelse fandt Sted imellem dem, men det gjordes utydeligt ved de meget tætstaaende og meget dybe Indsnit mellem Bladsuturens Beenskiver, hvoraf begge disse Been her viste sig gjen- nemskaarne. 2) Et Taarebeen har man hidtil ikke kunnet eftervise hos Tandhvalerne, skjöndt det hos Bardehvalerne er saa tydeligt. Nogle have meentatsee det i det yderst tynde Aag- beens brede forreste Plade, og til Bestyrkelse angivet at have fundet denne Plade isoleret hos Fostrene, hvilket jeg dog ikke selv har kunnet finde; Andre have troet at endog hele det saakaldte Aagbeen hos Delphinerne rettere skulde vere Taarebenct. — Tilstedeværelsen af et eget tydeligt Taarebeen hos D. micropterus, som af F. Cuvier er efterviist, er altsaa unægteligen. en ganske overordentlig Særegenhed. Imidlertid ligger dette selvsamme Been netop paa samme Maade ogsaa ganske tydelig for Dagen paa ethvert Næbhvalhoved (Træsnittet b, b). Vilde man nægte det denne Betydning, hvortil man kunde see sig for- anlediget, deels netop fordi det er saa ganske afvigende fra hvad man veed om de andre Tandhvaler, og især fordi det endog er saa stort og heelt fremtrædende udvendigt paa Undersiden. af Craniets Sidedeel, medens det hos Bardehvalerne her er skjull — saa gjör det intet til det her stillede Spörgsmaals Besvarelse, thi man maatte da ogsaa nægte det denne Betydning hos D. micropterus. F. Cuviers ovenanfôrte Beskrivelse, taget af dette Hvaldyr, passer ligesaa fuldt paa Næbhvalen. Men at det virkelig er et Taarebeen, viser sig tydeligt nok, naar man undersøger dets Leie ved Craniets ydre Rand. Aagbenet har her paa sin forreste Ende ikke blot hiin stærke Beenplade, men desforuden en tyk, ægfor- met Beendeel, som fortil stôder mod Overkjæbebenets, bagtil mod Pandebenets processus orbitalis. Mellem de to sidstnævnte Beendele trænger hiin Beenplade sig ind, men saale- des, at den omfatter den nysomtalte tykke ægformede Deel af Aagbenet i Form af en Halvskede, ja undertiden — navnlig paa den hôire Side af det herværende lille Næbhval- hoved — lader sin ydre noget bredere Rand træde frit trem mellem Pandebenet, Over- kjæbebenet og Aagbenet, netop ligesom Taarebenet hos alle Bardehvaler. 3) Som bekjendt, er Fjeldbenet hos Hvaldyrene i Almindelighed mere låst forenet med Craniet end hos de üvrige Pattedyr. Saa låst, at det ved Macerationen falder heelt ud af denne Forbindelse, er det imidlertid netop kun hos Tandhvalerne i Almindelighed, og endda ingenlunde hos dem alle. Hos Bardehvalerne strækker en lang, stærk Forlængelse af Fjeldbenet sig udefter mellem Tindinge- og Nakkebenet, og denne Forlængelse lader sig, efter alle Blöddelenes Fjernelse, rigtignok rokke, men ingenlunde tage ud, med mindre den tilstödende Deel af Tindingebenet brækkes itu. Den bliver nem- lig befæstet ved bladformige Fremstaaenheder fra Tindingebenet, paa ældre Individer ogsaa tildeels ved en Sutur. — Denne Forlængelse af Fjeldbenet har sit Udspring fra det bageste Foreningssted mellem Trommehulebenet (Bulla tympani) og Labyrinthen, er meget haard og ligger mellem den udvendige Oregang og Renden for Griffeltungebenets Brusk. — Hos de fleste Tahdhvaler er denne stærke Forlængelse gjengivet i en Tap, der dog kun trænger meget lidt frem mellem Tindinge- og Nakkebenet, og her er fæstet ved et kort men stærkt Trevlevæv. Hos yngre Individer falder Fjeldbenet, som bekjendt, let fra hinanden i to Dele: Trommehuledelen og Labyrinthdelen Ved den Leilighed seer man altid tyde- ligt, at denne Tap halvt tilhører hiin, halvt denne, thi samtidig gaaer altid selve Tappen over i Midten, og viser i Bruddet to store, runde, temmelig glatte Forbindelsesflader. Mellem disse to Former, den hos Bardehvalerne og den hos Tandhvalerne i Alminde- lighed, vise flere store Tandhvaler en mærkværdig Overgangsform, idet paa den ene Side Labyrinthdelen tildeels omklamres af smaa fremspringende Beenplader fra Tindingebenet, paa den anden Side hiin ydre Tap hos de egentlige Delphiner meer eller mindre træder ind i Sammensætningen af Hjerneskallens Vægge. Om Kaskelotten har allerede Camper angivet og afbildet dette Forhold (Tab. 22—25), men især gjort opmærksom paa en Been- krog paa Tindingebenet, som kaster sig ud over Labyrinthdelen. — For nu at komme til- bage til Næbhvalen, saa er dette Forhold her uddannet paa en meget mærkelig Maade. Hiin Camperske Beenkrog paa Tindingebenet omklamrer Labyrinthdelen saa tæt, at denne, om den end er heelt brækket af, dog ikke kan tages fra, uden ved et vist Haandgreb, saalænge Krogen er heel. Fremdeles stiger fra hiin ydre Tap, der er saa simpel hos de egentlige Delphiner, og navnlig fra denne Taps Trommehuledeel (Træsnittet c) en Forlæn- gelse udefter, og lægger sig paa Craniets Overflade ind mellem Tindingebenet og Nakke- benet (Træsniltet 0). — Det er sikkerligen en tilsvarende Deel hos D. micropterus, som F. Cuvier med en vis Ret stiller lig med Processus mastoideus, og Dumortiers ovenanforte Skildring (der iövrigt for Hvaldyrene i Almindelighed, ifölge det Foregaaende, indeholder flere Unöiagtigheder) har for D. microplerus intet Seregent fremfor Næbhvalen. De mærkværdige, tildeels væsentlige, Særegenheder i disse Dyrs Beenbygning af Hovedet ere altsaa fælleds for dem begge i Modsætning til alle andre Hvaldyr, med Und- tagelse netop af Næbhvalens héie Beenkamme paa Overkjæbebenene. Hovedets Beenbyg- ning, ligesom Blæsegattets Form, saalangt fra at tale imod det allerede af Schlegel paa- viste nære Slegtskab mellem Næbhvalen og Delphinus micropterus, afgiver tverlimod det haandgribeligste Vidnesbyrd derfor. Til det samme Resultat synes en nåiere Sammen- ligning af de indre Dele at ville lede. Ganen fandt Dumorlier hos D. micropterus besat med smaa Horntapper, den tredie Mave fandt han deelt ved 7 ringformede Klapper i en Række Afdelinger — netop som hos Næbhvalen; Tarmen er endnu ikke bleven efterseet hos D. micropterus, men man vover vel ikke for meget ved at forudsige, at ogsaa deri vil findes den samme Overeensstemmelse, navnlig hiin mærkværdige Celleform af Slimmhinden. Medens saaledes Overeensstemmelsen mellem Næbhvalen og den kortfinnede Del- phin i Henseende til de ydre Dele, Beenbygningen og Indvoldene, synes at fore til det "Resultat, at begge disse Dyr vel kun maae være at änsee for to Arter af een og samme Slægt eller Underslægt, fremstiller Forholdet sig heelt anderledes ved nogle Bemærkninger over Tandforholdet hos D. micropterus, som fornemmeligen skÿldes J. E. Gray. En Overeensstemmelse med Næbhvalen finder rigtignok ogsaa heri for det første forsaavidt Sted, at hos dem begge almindeligviis begge Kjæberne udvendigt synes tand- löse. Af de 5 hidtil iagttagne Hvaldyrindivider, der med meer eller mindre Sikkerhed ere blevne ansete for D. micropterus, er det enc (Coccos Exemplar) ikke nærmere blevet efterseet i Henseende til Tænderne; Rissos Exemplar beskrives at have havt to meget lange Fortænder i Underkjæben, men hvis man vil stole paa denne Angivelse, saa tår man neppe stole paa Schlegels Bestemmelse af delte Exemplar som hörende herhid. Paa Ostendeexemplaret opsøgte F. Cuvier de skjulte Tænder lörst efter Macerationen, og han fandt paa hver Side af Underkjæben, omtrent i Midten af hver Sidegreen, dybt i Tand- renden 4 smaa Tender, den ene noget stôrre. Da jeg har været saa heldig at eftervise en Række lignende" Tænder hos Næbhvalen skjulte i Tandkjödet paa hver Side af hver Kjæbe, saa turde man vel have formodet, at Forholdet ogsaa i denne Henseende var et ganske lignende, og at det ogsaa hos D. micropterus ved nærmere Eftersyn vilde vise sig, at de 4 Tænder paa hver Side af Underkjæben kun vare Rester af hine 4 fuldstendigere Rækker, hvoraf de övrige våre udfaldne under Macerationen. At den ene af hine 4 Tæn- der, navnlig den forreste, viste sig lidt större, turde i og for sig være af mindre Vig- tighed. Dumortier fandt i sit Exemplar slet ingen Tænder, men kun i hver af Under- kjæbens Sidegrene henimod Midten af hver af dem „un large alvéole qui, vraisemblable- ment, devait donner naissance au système dentaire.“ Det af F. Cuvier omtalte og afbildede Forhold af Tænderne hos D. micropterus, at den forreste, omtrent mellem første og anden Trediedel af hver Sidegreen staaende Tand 96 var noget större, faaer imidlertid en ganske særegen Betydning ved en Angivelse om Tandforholdet i det af Sowerby iagllagne Individ. At dette Hvaldyr, sædvanligen kaldt Delphinus Sowerbi, tidligere Diodon Sowerbi, hører til samme Art, kan man neppe andet end give Schlegel Ret i, naar man sammenligner den smukke Afbildning, Sowerby har givet deraf (copieret i Jardines Naturalist’s Library Vol. 6 Pl. 12) med Dumortiers af D. micropterus, og end mere med Coccos. Overeensstemmelsen synes at vere aldeles fuld- stændig. Men derhos angav og afbildede Sowerby udtrykkelig, at hans Individ havde en kort fremstaaende Tand — ikke fortil — men omtrent midt i hver af Underkjæbens Side- grene, og til endydermere Bekræftelse af hans Angivelse tjener en Tegning af den ske- leterede Underkjæbe, som er bleven meddeelt Gray og af ham udgivet i hans alt oftere anförte Zoologie til Capt. Ross’s Reise (Tab. 5 Fig. 2, 3). Sidetanden viser sig her end tydeligere fremtrædende. Een Omstendighed maa herved ikke oversees, skjöndt den endnu ikke vides at være taget med i Betragtning, den nemlig, at Sowerby's Individ var en Han, medens alle övrige iagttagne Individer af denne Art vare Hunner. Man synes herved virkelig berettiget til at antage en Kjönsforskjellighed, analog med den, der alt saa længe har været bekjendt hos Narhvalen, idet hos D. micropterus vel baade hos Hunnen og hos Hannen een af de ellers rudimentære Kindtænder paa hver Side i Underkjæben er større, men dog kun hos Hannen udvikler sig saa betydeligt, at den bryder frem udvendigt. At noget Lignende ogsaa skulde finde Sted hos Næbhvalen, foreligger aldeles ingen lagt- tagelse som Vidne for; i hvert Fald kan det hos denne kun være de to forreste .Skære- tænder i Underkjæben, i hvis større eller mindre Udvikling en lignende Kjönsforskjel turde være at formode. Naar altsaa den føregaaende Sammenligning mellem Næbhvalen og den kortfinnede Delphin viste, at paa den ene Side flere af de angivne Forskjelligheder i Virkeligheden ikke finde Sted, paa den arden, at Overeensstemmelsen' imellem dem træder frem i nye, hidtil ikke paaviste, Puncter, saa viser sig her derimod en ny Forskjellighed, der er saa væsentlig, at den neppe kan tilstede en Sammensmeltning af dem begge til een Slægt, hvor nær end de to Slægter, som de repræsentere, staae hinanden i Modsætning til alle andre nulevende Hvaldyr. | Cuvier, som först efterviste Artsforskjelligheden mellem disse to Dyr, har aaben- bart ikke undersögt den korlfinnede Delphins Skelet, navnlig ikke Craniet af. Ostende- exemplaret, der overlodes Parisermuseet. Han vilde ellers letteligen have opdaget alle de ovenfor udpegede Overeensstemmelser med Næbhval-Craniet og i Modsætning dertil Uover- eensstemmelsen i Tandforholdet. Dette tår saa meget mindre betvivles, som det er denne samme store Forsker, hvem Videnskaben skylder Efterviisningen af det nære Slægtskab, der finder Sted mellem Næbhvalen og nogle af ham fårst beskrevne fossile Hvalcranier, paa hvilke han opstillede Slægten Ziphins, hvoraf han efterviste tre forskjellige Arter, a _ og deres Slegtskab unegteligen synes at være end nærmere Ul D. micropterus. Dette vil man maaskee allerede vere tilböielig til at antage paa Grund af, at hos dem, ved Siden al en Række Overeensstemmelser med begge Arter, navnlig den smalle tandlöse Over- kjæbe, findes samme Mangel af Næbhvalens to saa characteristiske Beenkamme; men end langt mere styrkes denne Antagelse ved en Angivelse af Gray, at han paa et Cranium, som han paa Grund af Findestedet kalder Ziphius Sechellensis (1. c. pag. 28) og som han angiver at være aldeles lig Cuviers Ziphius planirostris, har fundet de samme to större Sidetender som paa Sowerby’s D. micropterus. At Gray, paa Grund heraf, stiller Næbhvalen, D. micropterus og Ziphiusarterne sammen i en særegen Gruppe af Tandhvalerne, er sikkerligen saa rigtigt, at denne Sam- menstilling neppe igjen vil vorde hævet. Men naar han i denne Gruppe skiller Sowerby’s Exemplar fra de övrige Exemplarer af D. micropterus for at fore det over til Ziphius, og derhos tillige forer alle de ydre Characterer, der ere kjendte for hiint Exemplar over paa Slægten Ziphius — skjöndt de tillige maa vedblive at gjelde for den Slægt, hvori han lader de övrige D. micropterusexemplarer forblive, saa truer denne Omflytning aabenbart med en ny Forvirring i denne Deel af Cetologien. Ei heller kan det bifaldes, at Navnet Delphinorhynchus beholdes for Micropterusarterne, thi dette Navn er af Blainville udtryk- keligen dannet for en Afdeling af de egentlige Delphiner; og Navnet Hyperoodon har jeg i en foregaaende Afhandling sögt at vise som umedholdeligt, efterat den Antagelse, hvor- paa det er grundet (Ganetænderne), har viist sig at være aldeles urigtig. De her gjorte Meddelelser tår vel antages at ville bidrage til at oplyse Næbhvalens Stilling til D. micropterus og til de saa nærstaaende Ziphius. Det nære Slægtskab angaves forst (af Cuvier) mellem Næbhvalen og Ziphius, dernæst (af Schlegel) mellem Næbhvalen og D. micropterus; Gray viste at det var end nærmere mellem den sidstnævnte og Ziphius, og paa den anden Side antog man en Række Uovereensstemmelser hos Næbhvalen, hvorved dennes Slægtskab maatte vise sig langt fjernere. Efter de her givne Oplysninger vil Næb- hvalens Plads i denne ved saa mange fælleds væsentlige Former characteriserede Gruppe være noksom sikkret, om den end altid maa forblive deri som Repræsentant for en egen Slægt, Hyperoodon eller, efter mit Forslag, Chænocetus. At D. micropterus slaaer saa nær ved visse Ziphiusarter, at den kunde indsættes som en Art i denne Slægt, turde man neppe med Bestemthed ville modsige, og denne Slægt vilde da vel rettest beholde Navnet Ziphius. Sikkrere turde det dog maaskee være, at stille de fossile Arter, hvis nôie Over- eensstemmelse med denne levende Art er fuldt constateret, sammen med den under Slægten Micropteron, hvorimod de övrige idetmindste midlertidigen bleve staaende under Fælleds- navnet Ziphius. Den meget isoleret staaende Gruppe af Tandhvaler altsaa, der for Tiden kun er repræsenteret i to Arter, maa i Fortiden have været repræsenteret langt talrigere. Antallet Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 13 Le af de alt opdagede fossile Arter er ikke blot stårre end de nulevende, men udgjår derhos en meget betydelig Deel af alle kjendte fossile Hvaldyr overhovedet. At denne nu for- holdsviis en saa underordnet Rolle spillende Gruppe tillige meget bestemt, hårer til de fortrinsviis af Cephalopoder levende eller teutophage Hvaldyr, vil ikke være uden særlig Interesse for Palæontologen. I Henseende til det Navn, man vil lillægge denne Gruppe, synes det af Schlegel foreslaaede „de Tandlése* ikke at fortjene Medhold, og kan Gray’s Benævnelse Hyperoo- dentina kun antages forsaavidt man lader Næbhvalen beholde det saa uriglige Lacepédiske Navn. I modsat Fald synes Navnet Næbhvalerne, Rhynchoceti, at kunne være det meest passende, og vilde denne Gruppe altsaa bestaae af fålgende Slægter: 1) Chænocetus, den egentlige Næbhval eller Andhvalen, 2) Mikropteron, de kortfinnede Næbhvaler, hvortil foruden den nulevende Delphinus micropterus endnu maatte regnes flere fossile Arter og 3) Ziphius som et i alt Fald interimistisk Slægtsnavn for de fossile Næbhvaler, hvis Slægts- characterer endnu ikke lade sig bestemme. At der ogsaa af egentlige Næbhvaler gives flere Arter, er i og for sig meget sandsynligt, men at ville finde dem i de foreliggende Beskrivelser fra Videnskabens for- skjellige Perioder uden Hensyn til Beskrivelsernes større eller mindre Paalidelighed, turde lettelig fore til et aldeles feilagtigt Resultat, og det Forsøg, Gray har gjort derpaa, skal vel ogsaa — som det synes — kun tjene til at lette Oversigten over selve de tildeels meget afvigende Beskrivelser. Han opstiller tre Afdelinger, hvoraf den tredie dog kun er for Rissos meget tvivlsomme Delphinus Desmarestii og den förste for Dales og Baussards " Exemplarer. For denne förste Afdeling sættes som Characteer: at Rygfinnen staaer midt paa Ryggen (in the centre of the back), hvilket maa beroe paa en Hukommelsesfeil, da begge disse ældre Forfattere udtrykkelig angive, at den ikke stod midt paa Ryggen, men meget længere tilbage, I den anden Afdeling sætter han Doumets Exemplar som en egen Art, og underdeler endelig — efter Fradrag af de nævnte 4 Exemplarer — den egentlige Næbhval endnu i 3 Varieteter, alt eftersom Farven er mørkere eller lysere, Hvirvelantallet 45 eller 460.s.v. Bedre begrundet er Gray’s Hyperoodon latifrons, efter et ved Orkney- Oerne fundet Cranium med Beenkammene paa Overkjæben usædvanligt tykke. Og dog turde her kun foreligge Craniet af en gammel Han af den almindelige Næbhval. B. Om de langhaandede Rörhvaler eller Pukkelhvalerne. Et af min Reises fornemste Oiemed var, om muligt, at faae Vished om, hvorvidt Berlinermuseets Skelet af Rudolphis B. longimana, og især hvorvidt Parisermuseets Skelet à af Cuviers Rorqual du Cap vise saa væsentlige Afvigelser fra Skelettet af den grünlandske Keporkak, at de ikke skulde kunne ansees for at tilhöre samme Art. Om Berlinermuseets Skelet var det ikke vanskeligt at bestemme. Den umiddelbare Undersågelse bekræftede fuldkomment hvad allerede i min foregaaende Afhandling var blevet udtalt, at nemlig alle de angivne Formafvigelser kun beroe paa Feil deels i Udar- beidelsen (navnlig idet de endnu ikke forbenede Brusk af det kun halvtudvoxne Exemplar ere gaaede tabte ved Macerationen), deels i Opstillingen (af Brystbenet og de forreste Ribbeen) og deels i Afbildningen (navnlig af Fingerledene). Hvad det afvigende Antal af Hvirvlerne angaaer, 54 istedetfor 53, saa er det i og for sig neppe usandsynligt, at her kan have været et saadant hos Keporkaken, ligesom hos Vaagehvalen, iövrigt vistnok sjel- dent Tilfælde af et overtalligt Hvirvelbeen; men Skelettet afgiver intet Beviis derfor; thi dets to sidste Halehvirvler ere af Træ, hvilket lader formode, at den yderste Halespidse har manglet og — da man dengang intet ligeartet Exemplar havde at holde sig til — er bleven erstattet efter et omtrentligt Skjön af de deri indeholdte Hvirvlers Antal og Form. Parisermuseets Skelet af den Capske Rörhval, der af Cuvier (Oss. foss. 5, 1, pag. 381— 387) er angivet 29 Fod 104 Tomme (9,38 metres) langt, med 52 Hvirvler, fandtes nu kun 284 Fod langt med 50 Hvirvler. Det stemmede i Eet og Alt med Keporkakske- lettets Former, med Undtagelse af de allerede fra Cuviers Beskrivelse bekjendte Afvigelser, at Epistropheus og det tredie Halshvirvelbeen ere sammenvoxne i deres Buedeel, og at paa Skulderbladet ikke alene findes det sædvanlige lille Spor af processus coracoideus, men ogsaa et endog noget længere Akromion. Disse Tegn paa en videre fremskredet For- bening kunne — under Forudsætning af en Artslighed — ikke tilskrives Alderen, eftersom dette knapt 30 Fod lange Skelet tvertimod maa ansees for at have tilhôrt et yngre Individ end det 40 Fod lange Berlinerskelet og mine to, 35 og 45 Fod lange, Exemplarer af Keporkaken; men de kunne vel uden Betænkelighed antages for at være individuelle For- skjelligheder. Om Sammensmeltningen af 2det og 3die Halshvirvels Buedele finder denne Antagelse aldeles ingen Vanskelighed, da samme Forskjellighed viser sig som individuel i andre store Hvalarter. Langt större Vægt turde man ville tillægge den usædvanlige Udvikling af Akromion: men at dog ogsaa her denne samme Tydning finder Anvendelse, bekræftes ved, at dette usædvanlige Akromion er meget ulige paa de to Sider af det samme Individ, nemlig langt mindre paa venstre end paa höire Side. Paa det opstillede Skelet af denne Capske Rörhval sees endnu to andre Afvigelser, men som ganske vist begge kun hidråre fra en feilagtig Opstilling. Den ene bestaaer deri, at ikke blot det förste men ogsaa det andet Ribbeenspar forenes med Brystbenet (der, som sædvanligt, er stillet omvendt); men Foreningen finder kun Sted ved Hjælp af udskaarne Træstykker, der sikkerligen ikke have havt Forbilleder i Naturen. Den anden Afvigelse gik jeg til med stor Spænding. Som bekjendt, og som i min foregaaende 13* 100 Afhandling nærmere omtalt, har Cuvier paa begge de fra Cap sendte Bardehvalskeletter troet at finde et uparret Bekkenbeen, omtrent i Form af en Halvmaane, uagtet et saadant hverken forekommer hos Keporkaken eller noget Hvaldyr overhovedet. Men jeg fandt ogsaa virkelig, at de foregivne midtere Bekkenbeen paa disse to Skeletter vare Beendele, der aldeles ikke hôre herhen. Den Symmetri, hver af dem synes at have, maa vere reent tilfældig, thi den ene Endeflade paa hver af dem er tydeligen tilhugget; de ere altsaa kun at ansee for Endestykker af stérre Been, uden at det iövrigt er let at afgjére af hvilke. Paa Rethvalskelettet forekom dette Pseudo-Bekkenbeen mig at vere Hvirvel- enden af et af de forreste Ribbeen; men jeg vover saameget mindre at paastaae, at det virkelig er netop denne Deel, som det i saa Fald maatte höre til et andet Skelet. Kun saameget er vist, at hiint halvmaaneformede Beenstykke ikke hörer til Bækkenet, og at dette paa det Capske Rôrhvalskelet sikkerligen har bestaaet af 2 Par Been, saaledes som i den foregaaende Afhandling er blevet angivet om Keporkaken. At denne Angivelse er rigtig, har jeg senere faaet end större Vished om. Paa ct af Capt. Holbøll nedsendt Foster, 78 Fod langt, blev hele Bekkenet med Benene og dets Baand udprepaperede i naturligt Leie. Stil- lingen af det egne kjölledannede Been fandtes som i hosföiede Træsnit. At det samme Forhold finder Sted hos de voxne Dyr, har jeg endelig faaet Vished om, idet Hr. Kjöbmand Meyer i Frederikshaab, paa min indstendige Anmodning, har udskaaret Bekkenbenet af et saadant med de nærmeste blode Dele vedhæn- gende. Dog har det mindre Bækkenbeen her — som vedfüiede Træsnit viser — en mere rund, flad Form, og henger ved en Sene til det större Bekkenbeen. Det forekommer mig, at disse mindre Bekkenbeen, ifölge deres Stilling, nesten synes at have meest Analogie med Pungdyrenes Pungknogler. Med hiint Capske Rörhvalskelet medbragte Dala- lande ogsaa en kort Beskrivelse af Dyrets ydre Former. Den er udgivet (1822) af Desmoulins i Dictionnaire classique des sciences naturelles (Tome 2 pag. 164— 165), og efler den at domme, turde den antagne Artslighed med Keporkaken rigtignok forekomme tvivlsom, thi Ryg- finnen siges deri at staae omtrent over Brystfinnerne, Dyret af de hollandske Colonister at kaldes ,Poeskop paa Grund af en Pukkel („une bosse“), som den har paa Baghovedet. Disse Angivelser bære imidlertid i sig selv Vidnesbyrdet om ikke at hidröre fra nogen Naturforsker; den 101 sidstnævnte synes at beroe paa en Sammenblanding ‘af ,Butskopf og „Humpback“, den forste indeholder maaskee et practisk. Vink, forsaavidt vel netop kun hos Keporkaken, eller B. longimana, Brystfinnerne ere saa lange og Rygfinnen saa langt fortil siddende, at hine med deres yderste Spidse kan naae hen under denne. I Henseende til Farven af dette Capske Individ stemmer Beskrivelsen ret vel med Fabricii af Keporkaken. Det hedder nemlig at den ovenpaa Kroppen var sort, neden fortil (mellem Bugfurerne?) rosenråd marmoreret, ellers hvid. Resultatet af denne Sammenligning blev altsaa, at de Afvigelser, der syntes al finde Sted mellem den Capske Rôrhval paa den ene Side, Keporkaken og B. longimana påa den anden, i Henseende til Skelettet, enten beroe paa Feiltagelser eller ere saa uvæsentlige, at derpaa ikke kan begrundes nogen Artsforskjellighed, — i Henseende til de ydre Former derimod aabenbart beroe paa aldeles unôiagtige Angivelser. Til et lignende Resultat har Sammenligningen fort med den Tegning, som Siebold har bragt fra Japan (Fauna japonica Hav-Pattedyr 30te Tavle). Den afviger fra det Billede, jeg har givet af Keporkaken i den 2den Afhandling derved, at 1) Brystfinnens bagre Rand næsten er lige saa stærkt bölget som dens forreste, og Ophöiningerne paa den forresten ikke regel- mæssigen svarende til den underliggende Beenbygning, at 2) Haarknuderne paa Overkjæben staae uregelmæssigt spredte, paa Underkjæben tildeels paa Bugfurerne, at 3) Oiet ikke ligger lige over Mundvigen, men noget mere fortil, at 4) Indsnittene paa Halefinnens bagre Rand ere meget for store og 5) at Rygfinnens bagre Rand, istedetfor at være næsten lodret, er ganske skraa. Jeg tilstaaer, at jeg anseer alle disse Afvigelser for at hidrøre fra Tegningens mindre fuldkomne Udførelse. At i de sydlige Have kan findes en eller flere særegne nærbeslægtede Hvaler er saameget mere rimeligt, som Alt tyder hen paa, at en saadan er funden i de nordlige. Det grünlandske Navn Keporkarnak angiver nemlig tydeligt nok en saadan Keporkak-lignende Rörhvals Tilværelse, og Capt. Holboll troer at kunne regne dertil en af ham i Davisstrædet i nær Afstand iagttaget Rorhval, som han nærmere beskriver i Kröyers naturhistoriske Tidsskrift (ny Række, 2det Bind pag. 308— 310). Men om der ogsaa virkelig gives en saadan egen, med Keporkaken nærbeslægtel Hval paa den sydlige Halvkugle, saa er den dog endnu aldeles ikke med Sikkerhed paa- viist i de hidtil erholdte Beretninger, tvertimod synes alle de derom paaberaabte Angivelser med fuld Föie at kunne henföres til Keporkaken selv. Den umaadelig store Udbredelse, man altsaa synes at maatte tillægge denne Art, nemlig fra Davisstrædet til Cap og til de japanesiske Farvande, kan og bår ikke stilles som en Modgrund mod Resultaterne af den umiddelbart sammenlignende Undersågelse, og taber desuden det Stödende, som deri kunde synes at ligge, idet Individerne i Davisstredet, ved Cap og ved Japan ingenlunde ere strengt skilte fra hinanden, det samme Dyr tvertimod kan forfålges gjennem alle derimellem liggende Have. 102 Det blev nemlig allerede i min foregaaende Afhandling (12te Bind pag. 388) fremhævet, at denne Keporkak, B. longimana, Rorqual du Cap, B. sulcata antarclica 0. s. v. nelop er det samme Hvaldyr, som de engelske Såfarende kalde Humpback-whale eller Bunch. De franske Hvalfangere kalde den Baleine à bosse i Modsætning til de egentlige Finhvaler, B. à aileron (See f. Ex. Pêche francaise de la Baleine dans les mers du Sud en 1829 i le Navigateur, journal des‘ naufrages et des autres événemens nautiques Nr. 6 Septbr. 1829, Havre, Svo pag. 293; — Jules Lecomte: Pratique de la baleine dans les mers du Sud, Paris 1833 Svo pag. 97). De tydske Hvalfangere synes idetmindste tidligere at have kaldt den „Pflockfisch* i Modsætning til „Finfische* (Anderson Nachrichten von Island, Grönland. Hamburg 1746, 8vo. Grönland $ 43). Paa Dansk synes den, i Analogi med den engelske og franske Benævnelse, passende at kunne kaldes Pukkelhval, med mindre man vil foretrække det af Fabricius foreslaaede Navn: Stubhval. De Söfarende kjende den letteligen fra Finfiskene, navnlig paa dens lave Rygfinne og paa den egne Maade, hvorpaa den dykker, hvorved den böier Ryggen omtrent ligesom Marsvinet, hvilket aldrig skal være Tilfældet med de egentlige Finfisk. Hr. Christian Thornam, der som naturhistorisk Tegner fulgte med Corvelten Galathea paa dens Verdens- omseiling 1844—1846, har havt den Godhed. at overlade mig et Par Skizzer af en svom- mende og en dykkende Hval af denne Art, hvoraf her meddeles et Omrids. Det har været mig en Tilfredsstillelse at see, hvor nôiagtigt den af ham tegnede Form af Rygfinnen i hos- staaende Skizze stemmer med den af mig meddeelte af Keparkakens Rygfinne (2den Afhandling 3die Tavle Fig. 2; 5te Afhandling 15de Tavle Fig. 1). — Men disse Hump- back-whales, eller Pukkelhvaler, angaves — som anfort i den 5te Afhandling, 12te Bind pag. 388 — allerede i de foregaaende Aarhundreder som regelmæssige Gjaster ved Nordamerikas Kyster (Dudley i philosoph. transactions Nr. 387, 1725 — Hector St. John i Beiträge zur Volker- und Länderkunde, herausgeg. von Forster und Sprengel, 3ter Theil 1783 pag. 130), ved Bermudas-Oerne (philosoph. transact. Nr. 1, 1664). De ere ikke usedvanlige i Nerheden af Antillerne, navnlig i Vintermaanederne, hvorom jeg har mod- taget flere Privatmeddelelser (f. Ex. ved Capt. Irminger i sidste Halvdeel af Januar under 17—18° nordl. Brede, 40° V. fra Greenwich). Især skulle de vere hyppige ved St. Helena, ifolge F. D. Bennetts Angivelse (Narrative of a whaling voyage round the globe. London 1840 8vo Vol. 2 pag. 231—232. Han anförer en Meddelelse, ifölge hvilken Kjödet af de nyfödte Unger der spises af alle Indvaanerne som en Delicatesse). Om det gode Haabs Forbjerg, hvorfra hiint Skelet i’ Parisermuseet, kunne de forfölges ind i det indiske lav, saasom i det fra Java af Prof. Reinwardt til Leidenermuseet hjembragte Cranium, og 103 dernæst især i hele Sydhavet, deels omkring Australiens Ogrupper, hvorfra saa mangfoldige Beretninger ved de nyere Hvalfangere, deels langs Asiens Ostkyst til Japan, hvorfra Siebolds Tegning, og til Kamschatka, hvorfra saavel Chamissos Beretning (Acta Leop. Tome 12, P. I, pg. 258, Tab. 18 Fig. 5), som og den meget interessante af Contreadmiral v. Wrangell i Baers og Helmersens Beitråge zur Kenntniss des russischen Reiches 1 Bd. St. Petersburg 1839, 8vo. pg. 53—55 — og deels endelig langs Amerikas Vestkyst, saasom ved Valpa- raiso, hvorfra hiint i 5te Afhandling (12te Bind pg. 356) omtalte Tilfælde og hvorfra lige- ledes ovenstaaende Skizze af Hr. Thornam, og indtil 40° nordl. Brede (Bennett 1. c.). Pukkelhvalen, der endnu for faa Aar tilbage var saa lidet kjendt af Zoologerne, al det 1824 ved Elbmundingen strandede Individ kunde gjelde for et nyt Dyr i Systemet, er altsaa netop et af de meest udbredte og alleralmindeligste Hvaldyr — i Norden neppe sjeldnere end iSyden. Det kan derfor aldeles ikke billiges, at den bliver benævnt austra- lis eller antarclica. Schlegel kalder den endnu saaledes i Fauna japonica (Havpattedyr Pag. 24) og siger derhos: „Cette espèce fréquente aussi, suivant les observations du pro- fesseur Eschricht, les côtes du Groenland. Ce savant vient de nous en adresser un beau squelette d'un individu pris dans ces parages.” Men herved er det rette Forhold i Pukkel- hvalens geographiske Udbredelse ingenlunde udtalt. Resultatet af mine Iagttagelser i denne Retning er ikke, at et Hvaldyr, hvis egentlige Hjem er i den modsatte Hemispheres Have, ogsaa besåger de nordlige indtil selve Gronlands Kyster, men at den almindeligste og regelmæssigste af alle Bardehvaler i Davisstrædet, den der af Grønlænderne. fortrinsviis kaldes Rörhvalen (Keporkak 9: den furede), netop er den samme, som den, der ogsaa i de sydlige store Have, navnlig i hele Sydhavet er den i störst Mængde levende Bardehval. Saaledes idetmindste, hvis det er rigtigt hvad baade Schlegel og jeg have paastaaet, nem- lig at hiint til Leidenermuseet ved mig sendte Keporkakskelet maa ansees for at tilhöre et Dyr, ligeartet med Rorqual du Cap, Balænoptera australis eller Balæna sulcata antarctica, forsaavidt dette Dyr er bestemt efter de hidtil hjemsendte Dele; thi vist er det, at hiint Skelet nelop er af en Keporkak eller den i Davisstrædet alleralmindeligste Bardehval og navnlig fra dens regelmæssige Fangeplads ved Frederikshaab. Det er maaskee ingen over- dreven Forsigtighed, forelébigen ved de forskjellige Individer af Pukkelhvalerne at betegne Findestedet, saasom ved capensis, japonica, australis, groenlandica; men aldeles urigtigt er det at anvende et-af disse locale Betegnelser for samtlige Individer allevegnefra, og især at vedligeholde Navnet antarctica for Pukkelhvalen i Modsætning til alle egentlige Finhva- ler som Balænoptera arclica. Thi ligesom hiin hôrer hjemme i Nord ligesaavel som i Syd, saaledes ogsaa navnlig de store Finhvaler i Syd ligesaavel som i Noid. At man tidligere kunde staae i den Formening, at Finfisken (de store egentlige Finhvaler) var et hôinordisk Dyr, Pukkelhvalen et sydligt, er let begribeligt. Alle Grön- landshvalfangerne talte om Finfisken, maaskee ingen af dem om Pukkelhvalen, omvendt Sydhavshvalfangerne alle om Pukkelhvalen, ‘kun undtagelsesviis eller i Forbigaaende om Finfisken, en Omstændighed, der synes lidet at slemme med den Antagelse, at begge Dyrene ere udbredte i de nordlige saavelsom i de sydlige Have. Imidlertid er denne Uovereens- stemmelse ikke saa stor som den synes. i Alle store Rörhvaler nemlig, altsaa Pukkelhvalerne saavelsom Finfiskene, ere — lig Hvaldyrene i Almindelighed — Trækdyr, og deres Vandringer ere ikke begrændsede af det hede Zone, strække sig meget mere Ivert over Æqvator, navnlig i Sydhavet, hvor Tem- peraturforskjelligheden, som bekjendt, er mindre end i Atlanterhavet. Derimod ere alle Rôrhvalernes Vandringer begrændsede af lisregionen; Finfiskene komme den rigtignok meget nær, men uden at betræde den — Pukkelhvalerne holde sig i en længere Afstand fra den. Dette sees især overmaade tydeligt i Davisstrædet. Thi om Foraaret trækker saavel Tunnoliken (Finfisken) som Keporkaken (Pukkelhvalen) fra Atlanterhavet ind deri, men hiin drager strax hôiere nordpaa ind i Baffinsbugten, og forbliver aldrig som stadig Gjæst i Davisstrædet, hvilket derimod er Tilfældet med Keporkaken. Om Efteraaret for- svinder Keporkaken igjen fra Sydgrönlands Kyster, og samtidig eller noget senere drager Tunnoliken igjen forbi sydpaa. Dette veed jeg fornemmeligen ved Capt. Holbôlls Medde- lelser. Alt eftersom de forskjellige Hvaler foretrække en vis Temperatur af Hav og Luft, findes de enten sammen eller i Nærheden af hinanden eller knn i lang Afstand. Det vil sige samtidigt, thi efter Aarstidernes Skifte rykke nye Arter frem, hvor kort iforveien eller lang Tid forud andre trak bort. Bundne til lisregionen ere Grönlandshvalen og Narhvalen; tæt til den holde Finfiskene sig; i længere Afstand Pukkelhvalen. Nordkaperen og den dermed efter -min Formening eensartede Sydhavshval, staaer i denne Henseende længere fra Grönlandshvalen end fra Rôrhvalerne, ja endog meget nær til Pukkelhvalen. — Den ældre Hvalfangst gik kun ud paa Nordkaperen (i Baskernes Periode), og ved St. Lorenz- bugten saavelsom i de islandske Farvande have Hvalfangerne dengang formodentlig heelt vel kjendt Pukkelhvalen — men fra denne Periode haves ingen videnskabelige Beretninger af Hvalfangerne selv. . Efter Spitzbergens Opdagelse, da Nordkaperen midlertidig var saa godt som udryddet i det nordlige Atlanterhav og tilgrændsende Have, blev Grönlandshvalen den eneste Gjenstand for Jagten. Under denne Jagt i selve lisregionen (thi Grönlands- hvalen har aldrig levet udenfor lisregionen) traf de jevnligen paa Narhvaler og paa Hvid- fisk — der kun opholder sig lidet sydligere men aldrig paa Rôrhvaler, undtagen ved Fangstens Slutning i August Maaned, altsaa Midtsommer, naar Grönlandshvalerne trak hôiere Nord paa. Da viste sig Finfiske — et sikkert Tegn for Hvalfangerne, at Fangetiden var forbi. At kjende disse Finfisk fra Grönlandshvalen var dem af største Vigtighed, og de forstode at gjore det meget nôie, skjöndt de aldrig jagede dem. Hvalfangerne droge fra Spitzbergen i August, og paa Veien hjemefter kunne de have mödt mange Pukkelhvaler; men dem betragtede de kun saaledes som Søfarende i Almindelighed betragte de dem om- 105 givende Naturphænomener, der ikke have videre practisk Interesse for dem. — Omsider var den rige Kilde for Hvalfangsten ved Spitzbergen udtömt, og Sydhavet blev nu Tumle- pladsen for de europæiske og amerikanske Hvalfangere. Men her var det ganske andre Hvaldyr, de jagede: Spermhvalen og Sydhavshvalen, Hvaler, der leve under ganske andre Climatforhold, langt udenfor lisregionen, og navnlig saa langt udenfor den, at Jagten nu faldt i samme Strôg, hvor Pukkelhvalerne færdes - netop som dette havde været Tilfældet i Fangstens förste Periode i de nordlige Have. Her blev det dem en Hovedopgave al skjelne Pukkelhvalen fra Spermhvalen og Sydhavshvalen, og ingen Beretning udgaaer nu fra dem, uden at jo ogsaa Pukkelhvalen kommer i Omtale, hvorimod Finfiskene for dem, som Hvalfangere, ere ligesaa ligegyldige Dyr som Delphinerne eller andre Havdyr i Alminde- lighed. Bennett indrömmer i sin fortræffelige Beretning om en Hvalfangstreise omkring Jorden Pukkelhvalen et eget Capitel, hvorimod han om ,Finbacks,* ,Cow-fish* og „Killers“ kun udtaler sig (2den Deel pg. 239) i fålgende faa Ord: „These are cetaceans known to South-Sea whalers by their respective names, and which came under our notice frequently in the course of the Tuscan’s voyage.“ I min femte Afhandling anfårtes det (12te Bind pg. 387), at jeg anseer de gamle Islænderes „Skeliung“ eller „Skjeljunger“ for at vere Keporkaken. Det er höist sandsyn- ligt at de nyere Benævnelser ,Hnufubakr* — der netop er eensbetydende med Humpback og Pukkelhval, fremdeles ogsaa at Normendenes „Tuequal“ og ,Kugelqval“ betegne det samme Dyr; men almindeligviis synes Normændene nu at kalde alle store Rörhvaler „Silde- hval.“ Som et Vidnesbyrd herfor kan jeg bilægge en Meddelelse fra Hr. Stiftamtmand Christie i Bergen, der ogsaa i andre Henseender giver nogle ikke uvigtige Oplysninger til Pukkelhvalens Historie. „I Förstningen af April 1846 indstrandede ved nogle Oer vestenfor Faden og Karmöen i Stavanger Amt en Sildehval af Hunkjönnet, 45 Fod lang. I denne Hval fandtes et Foster, hvis Fødsel vel var paabegyndt, : men ikke fuldendt, da Fosteret var forkeert vendt, idet at Sporden forst var kommen frem, hvoraf fulgte, at Fosteret ikke kunde komme længere ud end til Armene, der toge fast i de indvendige Födselsdele og hindrede Födse- lens Fuldbyrdelse*). — Moderen maa saaledes være dåd af og under Fådselssmerterne, hvilket desuden finder Bekræftelse i F@ö-Beboernes Beretning om, at de i flere Dage, om- trent en Uges Tid förend Hvalen drev op som dåd, saae en Hval svömme frem og tilbage udenfor Fæüen og ofte samt lenge at ligge stille med Bugen opadvendt og ragende op over Söen. Efterat den havde ligget saaledes en Stund, vendte den sig og gjorde flere voldsomme Spring hôit op over Söens Overflade. -— Dette Syn saaes ikke efterat den döde *) Forklaringen er i dette Tilfæde maaskee den rette; men i Reglen synes Hvaldyrene at födes paa samme Maade, hvorom navnlig for Marsvinene haves mange Vidnedsbyrd. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 14 — 106 Hval var funden. Som en Besynderlighed tilföiede Feöens Beboere deres Beretning, at den omforklarede Hval, der saaledes viste sig udenfor Oen, stedse var ledsaget af 2 andre Hvale, een paa hver Side (sandsynligviis Hannen og en Unge fra forrige Aar). — Den döde Hval blev kjöbt af en Mand, som omhyggeligen skar Fosteret ud af Moderen og senere førte det heelt til sit Hjem. Moderen, der havde rynket Bug, sönderlemmede han i mindre Dele, som han indpakkede i Foustager, saa at han forte Alt: Spek, Kjéd og Been med sig til sit Hjem. Paa denne Maade blev han sat istand til at give nærmere detaillerede Beretninger saavel om Fosteret som om Moderen. Fosteret var af Hankjönnet, 14 Fod langt, og rynket langs Bugen. Det sönderlemmede Moderdyrs samtlige Dele fyldte fuld- kommen 400 Tönder, som, naar man beregner hver Tåndes Indhold til mindst 8 Voger, udgjör en Vægt af 3200 Voger, eller 115,200 &. Tungen alene fyldte 10 Tönder og veiede saaledes, à 9 Voger pr. Tönde, 90 Voger, eller 3,240 &. — Samtlige Fosterets Been har jeg afkjöbt ham i den rigtignok maadelige Forfatning, hvori han förte dem her- til. Ved Macerationen vare de alle skilte fra hverandre og Bruskene forsvundne. Skulder- bladets Form er aldeles. lig den i Deres 5te Afhandling pg. 92 (i2te Bind pg. 316) frem- stillede sidste Figur. Af Hvirvler tæller jeg 51 og af Ribbeen 15 Par. — Min Sagsmand föiede til foranstaaende Beretning endnu en anden, at nemlig en Sildehval, en Han, med rynket Bug, senere ud paa Foraaret 1846 drev op paa Land i Nærheden af Farsund i saadan Forfatning, at Indvoldene vare skudte ud af dens Hals saaledes, at de omgave Tungen og laae som en uhyre stor opblæst Blære. Denne Hanhval var 62 Fod lang. Han sagde, at Distancen imellem Gadboret og Sporden var meget længere hos Hannen end hos Hunnen, og at selve Kroppen i denne Strækning var meget smallere hos den første end hos den sidste. — Manden, fra hvem jeg har disse Beretninger, lod til at være baade en oplyst og paalidelig Mand.“ At den her omtalte Hunhval har været en Pukkelhval, fölger allerede af Skulder- bladets Form hos Ungen. I Hvirveltallet har kun manglet 2. 45 Fod er en almindelig Længde hos den drægtige Keporkak, hvorimod de övrige store Rörhvaler af den Störrelse kun endnu ere Unger. 14 Fod synes efter denne Beretning at være Længden af den ny- fodte Keporkak. — Den omtalte Han, der ogsaa kaldtes Sildehval, har derimod ikke været nogen Keporkak, eftersom den var idetmindste et Par Fod længere end Keporkaken nogensinde bliver. Afgjort er det, at Pukkelhvalen er et i de nordiske Have ganske almindeligt Dyr, og -— for endnu engang at komme tilbage til Rudolphis B. longimana, saa er det ligeledes afgjort, at dette Individ ikke — som Schlegel har troet — var et fra Syden, men et fra Norden kommende; thi den forulykkede ved Elbmundingen i November Maaned (1824), og paa den Tid af Aaret trække Hvalerne i de nordiske Have ikke fra Syd mod Nord, men fra Nord mod Syd. 107 I en foregaaende Afhandling angaves det (12te Bind pg. 340), at: „paa Videnska- bens nærværende Standpunct synes Artsbestemmelsen af Finhvalerne (rettere Rörhvalerne) forst og fremmest at burde gaae ud fra en Tvedeling, hvorved man stiller Schlegels B. sulcata antarctica (det vil sige Pukkelhvalerne) paa der ene Side — og alle üvrige i ana- tomisk Henseende bekjendte Finhvaler, af Schlegel indbefattede under Fælledsnavnet B. sulcata arctica, paa den anden.” Om Rigtigheden af denne Tvedeling af alle Rörhvaler er jeg siden den Tid stedse bleven mere overbeviist, og den stemmer, som i det Foregaaende alt antydet, med de Söfarendes Modsætning af Humpback-whales til Finback-whales, Balei- nes a bosse til B. a aileron, Pflockfische til Finfische. — At lade denne Modsetning trede frem i Opstillingen af to Slegter, maatte man især vere berettiget til ved den af mig efterviste væsentlige Forskjellighed i Bygningen af Pukkelhvalernes Tarm, og denne Ad- skillelse maatte især blive nödvendig, naar det godtgjordes, at under hver af Formerne fandtes flere Arter. Ganske den samme Anskuelse har Gray havt, og han har, i Zoologien til Capt. Ross’s Reise, adskilt Pukkelhvalerne under Navn af Megapteron (i Begyndelsen af Værket: Megaptera) fra de övrige Rörhvaler, for hvilke han har bibeholdt Navnet Balenop- tera. Besynderligt nok, er det imidlertid ikke blandt de egentlige Finhvaler at han antog flere Arter (for netop i Appendix til Værket), men blandt Pukkelhvalerne, af hvilke han opstiller 4 forskjellige Arter: Megapteron Boeskop (Pariser-Exemplaret), longimana (Berliner-Exemplaret), americana (Dudleys Angivelse) og antarctica. Balæna Boops Fabricii, eller Keporkaken, mener han, kan slet ikke höre herhen (pg. 17) paa Grund af „the character furnished by the position of the sexual organs‘ — hvorved jeg maa antage en eller anden Misforstaaelse fra Grays Side, da han neppe har havt andre Beretninger om Keporkaken at holde sig til end Fabricii, og denne ikke med eet Ord omhandler Kjénsdelene. De omtalte Skeletter i Berliner- og Pariser-Museet har Gray kun lert at kjende af de med Rudolphis og Cuviers Beskrivelser folgende Afbildninger, men paa disse troer han (pg. 17) at kunne eftervise tilstrækkelige Afvigelser til derpaa at begrunde en Arts- forskjellighed. Disse Afvigelser skulle bestaae i 1) at Mellemkjæbebenene paa Cuviers Afbildning ere fremstillede smallere, navnlig ved Blesegattet og derpaa igjen noget bredere og lineære; 2) Tindingbenene derimod bredere og mere trekantede. — Jeg er imidlertid overbeviist om, at hvis man vilde bestemme Artsadskillelsen af de store Hvaldyr efter en saadan “Maalestok, maatte man komme i Fare for, at antage nye Arter ikke blot efter de forskjellige Aldere af cet og samme Dyr, men endog efter de forskjellige Tegninger af eet og samme Individ. I disse forskjellige Anskuelser og Forslag af Gray kan jeg, ifölge den hele her givne Fremstilling, kun forsaavidt vere enig, at Pukkelhvalerne bör adskilles som en egen Slægt fra de övrige Rôrhvaler, eller egentlige Finhvaler. Hvad Navn man vil give disse 14* 108 Slægter, er unægtelig en Bisag; imidlertid maa det vist indrömmes, at Navnet Megapteron ikke er heldig valgt, især ikke, naar det stilles i Modsætning til Balænoptera. Jeg antager, at Oversigten over Bardehvalerne vilde lettes betydeligt, om man i den systematiske Ter- minologi fulgte de gamle Islenderes og de Såfarendes Exempel, idet man först adskilte dem i Rethvaler eller Glathvaler (Sletbaka) og Rôrhvaler (Rengisfiskar), disse dernæst i Pukkelhvaler (Humpbacks) og Finhvaler, og dannede hermed overeensstemmende Navne: Balæna, Bardehvaler: Leiobalæna, Ogmobalæna, Glathvaler eller Rethvaler. (Furehvaler) eller Rörhvaler: Kyphobalæna, Pterobalæna, Pukkelhvaler. Finhvaler. Jeg kan ikke slutte disse Tilleg til mine tidligere Angivelser om Keporkaken, uden at omtale, at Capt. Holböll atter i Efteraaret 1847 sendte mig et Foster, 78 Tommer langt. Det var et qvindeligt, og jeg har benyttet det tii paa ny at gjennemgaae dets ydre og indre Former. Fra dette Foster hidrére de Bekkenbeen, hvis Omrids er givet ovenfor. — Af nyt Udbytte maa jeg her især nævne, at til min Forundring det næstinderste af de 11 Par Bugfurer virkelig stådte sammen bagtil i Middellinien, altsaa dog idetmindste til- deels den Form, Fabricius har angivet som Regel for Keporkaken, hvilken Angivelse jeg i min anden Afhandling aldeles ikke troede at kunne fæste Lid til: Sikkerlig finder heri altsaa megen Forskjellighed Sted. Ved at eftersee Hovedets Been-Bruskbygning fik jeg nôiere Oplysninger om Fjeld- beneis Forhold til denne Brusk. Det er saa afgjort, at det staaer i umiddelbart Sammen- hæng dermed, at dette Sammenhæng endog bestaaer en Tidlang efter at Forbeningen næsten er fuldendt. Fjeldbenets forreste överste Hjårne hænger nemlig sammen med den bageste Ende af den (bruskede) lille Kilebeensvinge, og dets forreste nederste Hjörne med en Brusktap, der stiger op fra den endnu uforbenede Deel af Kilebeenslegemet. Jeg har ikke mindste Tvivl om, at dette Forhold ogsaa gjelder for Vaagehvalen, og det saameget mindre som jeg senere ogsaa har fundet det hos Sydhavets Rethval. C. Om de korthaandede eller egentlige Finhvaler (Pterobalæna). Efterat Pukkelhvalerne ere sondrede fra Finhvalerne, gjelder det blandt disse at skjelne de forskjellige Arter. en. Ifülge de i 5te Afhandling meddeelte Undersögelser vil man forelöbigen kunne adskille Finhvalerne i to Grupper, nemlig 1) Vaagehvalerne eller dem, der kun have 48 Hvirvler og 11 Par Ribbeen, et langtrukket Brystbeen, lysegule Barder og kun opnaae en Störrelse af omtrent 30 Fod — og 2) dem, hos hvilke disse Characterer ikke findes, og navnlig ere saa overveiende större, at de i Modsætning til Vaagehvalerne passende kunne kaldes Kjæmpefinhvalerne eller — for Kortheds Skyld — Kjæmpehvalerne. Spörgsmaalet bliver da endnu, hvorvidt hver af disse to Afdelinger indbefatter flere Arter. Hvad Vaagehvalerne (eller — om man vil — Dverghvalerne) angaaer, da har jeg paa de tre Skeletter af dette Slags, jeg har havt til Undersögelse fra Grönland, ved Siden af de ovennævnte Characterer fundet visse bestemte Afvigelser (see 12te Bind pag. 345); men selv om disse skulde vise sig constante, maae de dog, i Forhold til de mange væsentlige Overeenstemmelser disse grönlandske Vaagehvaler (Tikagulik, B. rostrata Fabr.) vise med den norske, ansees for saa ubetydelige, at de maaskee kun berettige til Opstillingen af to Varieteter i een, og samme Art: Pterobalæna minor groenlandica og bergensis. Anderledes forholder det sig med Kjæmpehvalerne. At antage alle disse for at höre til een og samme Art, synes paa det Bestemteste at modsiges af de store Forskjellig- heder, de vise i Farven, Störrelsesforholdet af de enkelte Dele, Hvirvelantallet og Formen af flere Knogler; men at fuldföre deres Artsinddeling maa ansees for Cetologiens vanske- ligste Opgave, thi netop af disse colossale Dyr kan man ikke vente andre Exemplarer til Undersôgelse end dem, der strande eller, som oftest ganske forraadnede, drive ind paa Kysterne, — en saare mislig Kilde til en Undersögelse af denne Beskaffenhed. Jeg havde af de mig forhaandenverende literære Hjelpemidler udarbeidet et Schema over alle de Rörhvaler, som i de sidste Par hundrede Aar vides at vere indbjergede ved de europæiske Kyster, og af hvilke enten Skelettet og andre characteristiske Dele ere opbevarede eller en idetmiadste nogenlunde betegnende Beskrivelse er offentliggjort. Paa dette Schema havde jeg anfort alle de Angivelser, der syntes at kunne indflyde paa Arts- bestemmelsen; paa Reisen havde jeg saavel Leilighed til at berige Schemaet med nogle nye Tilfælde — hvorved disses Antal steg til 49 — som og at udfylde adskillige af dets mange endnu tomme Rubriker. Foruden de nævnte 49 Tilfælde har jeg til Sammenligning endnu opfort det i foregaaende Afhandling af afdéde Inspecteur Möller beskrevne fra Grönlands Kyst. I denne Form meddeles herved Schemaet, hvortil jeg da endnu kun har at tilföie en Deel Oplysninger og Bemærkninger. 110 Schema A. Nr, Aarstid. Aarstal. . Findested. | Beskrivelser. [1 10 1669) 8 Mai 17 Novbr. Sptbr. Midt i Septbr. 1752) 19 Juni 1761) 10 Juni 1764 1791| April 18 (eller 28) Novbr. 1791 18 Juni (30Ven- tése) | 20 Marts | Februar | | Lesums Indmunding i Weseren ved Ve- | | gesack | Firth of Forth ved) Sibbald Burnt-Island | Burnt-Island Nordsöen, Dogger John Bank Hunter St. Jean de Luz |........ Cherbourg | Geoffroy i | de Va- | lognes | Wijk aan Zee | Blumen- bach Comwalls SES "7". Sydfrankrigs Kyst| Architect ved Öen St. Mar-| Quine guerite Firth ofForthAber- Sibbald corn | Munding af Humber ........| Berwickshire ved | ........ Eyemouth Firthof Forth ved Dr.Walker Craniet i Camper sur la structure etc. des cétacés; Skelettet i Albers Icones ad anat. comp, illustr. 1. Phalainologia nova Sect. 3, Cap. 3. Phalainologia nova Sect. 3, Cap. 4. Scoresby Account of the arctic re- gions I, 482. Duhamel Traité des pêches 2 Sect. 10, pg. 10. Scoresby arctic reg. I, 483. Transactions of the Wernerian So- ciety Vol. I, 1811 pag. 212 (Patrick Neill). Philos. transact. Vol.77 pars I, pag.371. Duhamel Traité des pêches 2 partie, Sect. 10, pag. 25. y | Lacepède hist. nat. des Cétacées pag. 134. F. Cuvier de lhist. nat. des Cétacés. pag. 315. Abbildungen naturhistorischer Ge- genstände Nr. 74. Scoresby Ace arct. reg. I, 483. Lacepède hist. nat. des Cétacées Ed. 4to pag. 127. Længde Afbild- | |= et ning. AYO efter Angi-| i danske velsen. Fod. Oliemale- | 9 29 263! rie fral669 i Bremer- Raadhuus Tab. 1 | 3 | 46: engl. 442! Tab. 3 | ê 78! engl. MD, | u =) erereystel= \..../101/ engl. 98’ | BE 00 ... .| 5% engl. 50!’ Serie ...| 46° engl. 443’ Tab. 20 | ® |17’engl.| 164 REN Sate Spæd | 25/ fr. 26’ Unge era cic 4:metres| 145” | | | Desforu- | og | 52 denet eget | Blad i Haarlem | | ts ole & cee 70' engl. 68’ PI. 5 | ??|26mètres) 824 Fig. 1 | | £) Herved forstaaer jeg den Form, hvoraf i 12te Bind Pag. 314 er givet et Omrids nederst paa Siden. | Brystlinnernes Længdel Farve Antal 'Hvor Skelet- i — — : = Brystbenets | tet (eller Hair paa Brystin- | on. | 2 a8 Form “andre Præ- | nes Artsbe- absolut. relativ. paa Kroppen. ass are deze. = =2 u parater) | stemmelse, ade el haves. omtr. 34/| 0,125 = 4 sort sort med et | hvidguul |43 for-| 11 jetlangtrukket) Skelettet i | B. physalis | V. “hvid bredt snee- haan- Kors”) Bremer-Mu- | (Camper) | hvidt Bælte den | seum 'B. boops (AI-| bers) 5/ engl. | 0,108 = } sort sort frisk graa,|..... codalsodracoidlocccer ere TES Mystacetus | K. | hvid seneresort Aristotelis, Muscul. Plinii 10! engl. | 0,128 = ! kulsort | hvid? (efter | ....... |..... bal MC SES ERR DETS nos dar NISSER Enge K. | hvidlig |Afbildningen) I RE serge ee en; Mass tenons DR M er ane rer B. physalis | K. | | (Scoresby) » | HEE 5 660000006600 os 004) tan LES) SE ESC CRE" 122006000 B. musculus | K. (Scoresby) | LTTE Pe ois cic ore ate lt. HR tferemectse salles es) ile Sn. cerceme.. sieeisteleininiess) | MUSCHIUS SIDE baldi | CB. boops L.) | 21 engl. | 0,137 = % sort hvidt Tver- [lysebruun | 46? | 12? meget fladt, Hunters | B. rostrata | V. i See TE: TEE belte (paa |((hvidguul)| (48?)| (11| meget kort | Museum i Fabricii Tegningen) E) (Hunter) London | | | | r SEEN. | Metlatelalel diets Hl ele atetalotois ne | høns males site | le,olaieerau, irere e sites | Sinlajayerufeie inte Re Real © | | Br 10 AE sort 'midt paa hvid| hvidlig |.....1....|.......... | .......... B. museau-| V. 2165 hvid | CF. Cuvier) pointu + Un... (Overs) efter Sort Of hvid |. ..-.-:-e lee 1:06:06 RUN era Craniet i B. boops K. Afbildningen | marmoreret Leidner at domme. | paamange | | Museet Stederblandet med store råde Pletter ? Seer Soot | 22 Se | PE ES ET Sante rete yl egeretztoisseretsenl kenn. e Ho RSC B. musculus | K. Scoresby) | 3} mètres| 0,128— 1 SON M NSSS ee sort en... lasse] Hjerte- |Craniet i Pa-| B. musculus | K. hvid form**) | riser-Museet | (Lacepede) | | **) Under Hjerteform forstaaes den hele Række Brystbeensformer, der paa Schemaet B er fremstillet i Træsnit. 112 Nr. 17 20 1808 1808 1811 1817 —18 1819 1825 Aarstal. Lengde ; x lagt- ; Afbild- |. FT Aarstid. | Findested. i Beskrivelser. _ [Kjün rids tåger. ning. efter Angi-| i danske velsen. Fod. i nn I ee i 2, ? Joseph | Lacepede hist. nat. des Cétacées | PI. 8 LCR er seas Banks | pag. 135. F. Cuvier hist. d. Cét.| Pl. 20 | | pag. 314. | | | | | ? ? | Ascanius | Icones rerum natur. Tab. 26 2 66 | 366! | | | 23 Octbr.| Firth of Forth ved Patrick | Transact. of Werner. Society Vol. I, | ....... å | 43 engl. | 413’ Alloa | Neill | pag. 201. | | | | | | | REA 14 Novbr. | Orkney-Oerne James |" Scoresby Ace. arct. reg. I, 485. PLAS Fg.2 9? |173' engl. 17 Scalpa Bay Watson | | u 29 August | ZuiderZee ved Mon- | Loosjes, | Konst en Letterbode 1812 Nr. 381; | et eget Pee 32 32! nikendamm Reinwardt) 1836 Nr. 11. Sandifort Verhandl.| Blad | | (ungt) | Kon. Inst. Nederl. 3 D. pag. 223. | | | | | | | Vinteren | Shetlands-Öerne beh ser | Scoresby arct. reg. I, 483. |....... ..| 8% engl. 794! | Balta-Sound 21 Febr. | Holsteens Ostkyst | Rudolphi | Abh. Königl. Akad.d. Wissensch. zu | et eget ® 321 (Ske-| 32, nærved Travens | Berlin aus 1820-21 pag. 27. Brandt Bd lett.31:47) ‚Munding ved Grömitz | u. Ratzeburg medizin. Zoologie. een | | Tab. 15 | | Fig.3 | | i | | | Juli | Jyllands Ostkyst Faber | Tidsskrift for Naturvdskbr. 4 Bd. 1 | ....... ets 18 18° ved Horsens | | Hæfte Nr. 10. Isis 1827 pag. 858. | si | . | | November! Elbmundingen ved | Brandt, | Mediz. Zoologie. Abh. Kön. Ak. d. | Tab. 15 å | 43/ | 43/ Vogelsand Rudolphi | Wiss. in Berlin aus 1829 pag. 133. Fig. 2 | | April | Irlands Vestkyst (Dr, Arthur, Dublin philosoph. Journal Nr.2 Novbr. | cédé | 2 | 70' engl. "68" | Jacob | 1825. Ogsaa i hans Essays, ana- | | | tomical-zoological. Dublin 1845. | | April Rigens Vestkyst (Rosenthal | Einige naturhistor. Bemerkungen Foliotavle | ê | 44 10” | 44 10” og Horn- über die Walle 1827. Epistola de | | | pole Balenopteris quibusdam 1835. | | | | | | Brystlinnernes Lengde| Farve absolut, relativ. 952: 008 omtrent 1°? (efter Afbild.) næsten 5” | 0,116 = >, 2 engl. | 0,114 — ! 3/63” |0,11 —; (hos Rudolphi staaer som | Regnings- feil 4) 13: | 0,303 — 2 5! 6” paa Kroppen. ss. un © = (i, =) = = | | blysort hvid (efter Afbild- ningen) sort hvid med sorte Pletter (stribet til Navlen) a hvidagtig | paa Brystfin- | hvidt Bælte nernes ydre Flade graa” (efter Afbildningen) nn. hvidt Bælte | een. | eo ss... blysort (den bageste Rand hvid?) efter | Afbildningen | ss... hvid (efter Afbildningen) blysort af Bar- derne. hvidlig sort udadtil mårk, indadtil grönagtig eller blaa- agtig hvid hvidguul, hg Lam- pehorn mårk sort uadtil sort, indadtil hvidlig sort; paa höire Side deforreste | 90 hvide 57 (Schlegel Verh.Inst. 3,1pg 14) nu kun 55 56? (1846 55) 54 (53?) 61 Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. = . > = == = = = = ©. = = A = iss = [ss = = 14 (Schl ibid.) nu 13 kun | sms esse 15 Brvstbenets| ‘et (eller i SEG S) andre Præ- Bus parater) haves. rer EC ernennen | teren et stumpt Leidner Kors Museet | Beer ae Berliner | Museet Meckels Mu- seum i Halle | Berliner Kors Museet Hjerteform | Greifswalder Museet [Hvor Skelet-! Beskriver- nes Artsbe- stemmelse, | B. museau- | pointu (Lace-| pède) | B. musculus | Musculus | Sibbaldi | (B. boops L.) B. acuto- | rostrata (Scoresby) | B. rostrata | (Sandifort) | B. sulcata | arctica (Schlegel) (Scoresby) B. musculus | | | | B- rostrata | B. rostrata | | B.longimana | B. rostrata | major K. K. 114 Nr. 24 25 | | 27 | 28 | 29 31 32 33 | 34 | 1827 1827 1828 1836) Aarstid, 5 April 10 Marts 4 Novbr. 27 Novbr- ss... ss... Februar 26 August 17 Septbr. Findested. Wijk aan Zee Frankrigs Vestkyst ved Oen Oleron Ved Ostende Frankrigs Sydkyst ved Saint-Cyprien Berwick ved Tweed Frankrigs Nordkyst, Mundingen af Somme Englands Sydkyst, |Omegnen af Brighton Englands Östkyst, North Berwick Firth of Forth Frankrigs Vestkyst, Munding af Charente Wijk aan Zee Hollands Kyst Dr. Schle- gel Dr. Souty van Breda van der Linden Dubar Morrem Farines «| Carca- sonne Companyo Georges Johnston Dr. Ravin | Dr.R.Knox Dr.R.Knox Lesson Vrolik Dr Schle-| gel Beskrivelser. | Nieuwe Verhand. Nederl. Inst. te |! Amsterdam. 3D. 1 St.1831. pag. 1-26. Lesson Compl. de Buffon Tome I, Cétacés4to pag. 250, Edit.8vo p.344. Konst en Letterbode 1827 Nr. 48. F. Cuvier hist. Cét. p. 328. Notice sur un squelette etc. 1828. Ostéographie de la Baleine 1828. Bijdragen tot de natuurk. Wetenska- | pen 1829. F. Cuvier hist. Cét. pag. 337. Mémoire descript. Perpignan 1830. | Transact. of the Society for nat. hist. of Northumberland. Ann. des sc. naturelles 2de Serie Tome 5 pag. 266. Loudons Magazine 4, 163. Jardines Nat. Library pag. 138. Jardines Nat. Library pag. 138. Transact. of the royal Soc. of Edin- burgh for 1834. Actes de la Société Linnéenne de | Bordeaux Tome 12 (1841) pag. 16. Tijdschr. voor nat. Geschied. 4 pag. 1. — Ann. des sc. naturelles, Fevr. 1838, 2de Serie, Tome 9, pag. 65. Abhandl. aus dem Gebiete der Zool. u. vergl. Anatomie, 1 H. Afhild- ‘ Kjün ning. E coe 9 | flere egne! 2 Blade | Længde efter Augi-| i danske = velsen, Fod. I 11,7 metr., 371! 54" fr. (næsten 56° ung 3imètres?| 89}? 26,6 m.? | 842? 25 Alen FO 22,6 m.? 72! 12 81 1° (ung) SEE] osseuses 42" (ung) PL. 11 Po anger een |....| 63° engl. 61)" | tinea » |....| 78° engl. | 754° | | Jardines | 941/#engl.| 9 71" Nat, Libr.| ? a i BÆR Tab. 2 | å 7,48 metr.| 234 Fig. 2-4 | | | 107% | 2 156° holl. (i) 504’ den fran- ske Bear- beidelse staaer 35" listdf. 4847) Tab.6 | Q | 51 51. Fis. 1 | Brystlinnernes Længde! absolut. 0,8 métres 6' fr. 4,1 mètres 1,83 mètr. 2.32 mètr. | 1% engl.? 17037 Farve Antal i paa Brystfin-| ENT relativ. paa Kroppen. | nernes ydre à Barr E = z Flade. = zs = 0,068 = ;! | glindsende | glindsende |sort; ud- | 60 | 15 sort, porce- sort adtil horn- lan-hvid agt. hvide 0,112:-- 4 teglgraa teglgraa | ..... i 63 15 0,132 = 75 sort sort sorte- 55? | 14 graa? | bruun? 0,154 = 7% 0,164 = 4 0,081 = 35 | teoloraa (glinds.hvid(?)| ....... 60eller, 14 (Oey ae LE F. Cuvier 339 64 our Mielten| en". ---Mlrcee 05 de forreste| . Afbildningen ! hvidlige, | de övrige teglgraa VASER TRS à Danone oot |lejelsrerdter!e 64 15 | 0,126 = , blysort sneehvidt mathvid 48 11 | THU Bælte m. et röd- | ligt Skjær 0,128 — ! | glinds. soit |sélvhvid med| guulagtig| ,,,,, |. allask hvid | flöielssort hvid Indfatning OSEO ESA |. engen te han [loons | | | | | | (omtr. ;!, (efter) sort Een re Pa te Le: ies GT Brystbenets Form, ? Hjerteform, udtrukket som en Tverstav ss... stumpt Kors Hjerteform ufuldkommen Hjerteform [vor Skelet- tet (eller andre Præ- parater) haves. PariserMuseet (ikke op- stillet) tilhérer Hr. Kessels, og füres omkring af ham Lyon? Edinburg Zoological Garden Edinburg Universitets Museum sr. laae i 1846 uopstillet hos Naturalie- handler Draak i Amsterdam Beskriver- nes Artsbe- stemmelse. B. sulcata arctica B. borealis B. sulcata arctica B. rostrata (Morrem) B. musculus L. Great nor- thern Rorqual Small nor- thern Rorqual B. rostrata B. rostrata B. sulcata arctica 15* | — K. P. K. K. 116 Længde Ns | i ae | at lagt- mr Afbild- | |-—— | FE Aarstid Findested. tager. Beskrivelser. ning. KjOn efter Ange i danske = velsen. | Fod. 36 1836| ....... JyllandsVestkyst ved Crane ns ARRET (aceon stereos | rer - FAN RES omtr. 70' | Agger Canal af mig | 37 SS ur en. Jyllands Vestkyst | Skeletlek re "BER Yen een BES | ST TE Skelettet | ved Varde af mig | | 22! | | | 38) 1837 Ltée | Norske Kyst |Skel. sect} ............... Bebe LARA | sata: |. 68 ved Kragerö al mig i | | | Christiania | | | a8) Loco ooeocee Ved Ostende | Prof. van | Privat Meddelelse af Prof. van Be- oe 2 15,43 metr, 1717 | | Beneden neden. | | | | 40 |1840) 5 Febr. Dorsetshire ved | Swecting| Magazine for natura] history 1840 | Dao ob A 44’ engl. 4234 Charmouth | pag. 301. | | | | Ann. of nat. hist., Tome 5 pag. 72 | | | og Tome 6 pag. 301. | | Proceedings of zool. soc., London | | 1840 pag. 11-12. | | 41 1840| 2 Juli | Christianiabugt ved | Skelettet | De sidste Halehvirvler beskrevne og open tés MER: Co un 16 | Drøbak 'seet afmig! afbildede i min 5te Afhandling. | fi Christia-| | | | nia 1844 | | | 42 1840, Sptbr. | Munding af Maas | Schlegel | Abhandl. Zool. u. vergl. Anat., 1 H.| ....... ? 65° | 65° | | | | | | | | 43 ‚1841/21 Sptbr. | Sjællands Nordkyst | iagttaget | Kgl. Danske Vidsk. Selsk. Skrifter, | ....... | å 65" 65° | | | af mig | 12te Deel. | | | | | | | | | 44 1841| Decbr. | Katwijk aan Zee | Schlegel | Abhdl. Zool. u. vergl. Anat., 2 Heft. | Tab. 9 | d | - 40% 4017 | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | 45 4842 April 'Oen Wights Sydkyst Skelettet fosses cece veces eee eens IR Seo oe |: bag Mec aa | 75! | | og Bar- | derne af | | | | mig i 1846) | | |; | | | 46 1843) August Firth of Forth | Prof. | Meddeelt af Prof. Goodsit. eurer. -...| 60’ engl. | 581 | J. Godsir | | | | 47 1846' April | Norges Kyst, Sta- | en norsk | Meddeelt af Stiftamtmand Christie | ....... 7% 45 (Ungen 45 |" vanger Amt | Fisker | Bergen. | de Ind) 14 en- | | } | de Brystlinnernes Længde Farve Antal Hvor Skelet- N > i tet (eller | Beskriver- TE = | ..|Brystbenets paa Brystfin- |) na. | 2 128 For andre Præ- (nes Artsbe- absolut. relativ. paa Kroppes.| nernes ydre | fine al en ee ori. parater | stemmelse. Hade. = lee haves. | BOBS Gace Gon ren late eee esse]. | LOO le ele 11 Bato te Oot edf | at A bete... (GRADIEHURIO- euch... | | benhavns | | | Univers. Mus. | | SIKRES Es Ree ill ueisiersinieijeie ere] omlagdes 48" dd Mlansetrakt |[NuiUniversi-|.:..:.... NIV: hvid | | | Kors tets-Museet i | | Lüwen EGER NACRE e DOME lement | 64? | HN RON SUR (Cnam SES one K. | | | Universitets- | | Museet 0,59 métr. 0,108 = } sort stor hvid Plet! ....... 48 11 | langstrakt | tilhGrer Hr. | .......... Vz hvid | | | Kors Paret i ‘ | | Ostende 514 EPA | rer lee nes Es 60 0 Man | SE LT JOUE lon nee K | | | | CURE rem nn de sen wealth ieanlagti¢n| 48: || 44) az are nere elodie) cy: | hvid | | Museeti Chri- | stiania | ! | FEE Eee ES NISSEN EN A atm af balefelstale sene reeks te elle ABEL CAR K. arctica 63° 0,104 = |, graa smudsig hvid graa med |..... ....| Hjerteform | Craniet og | B. musculus | K. | hvide mangePræpa- | | Længde- | rater i Kjöbh. | | striber | | Universitets- | | Museum 327. 03088 5 sort sort | sortblaa; | 61 | 15 | Hjerteform [1846 opstillet| Balænoptera | K. | hvid | indadtil | | i Schevenin-| arctica spillende il gen, som Hr. det Hvide, | | de Boers | ' de forreste. | | Eiendom | | tildeels, | | | mange | | | | | ganske | | | | | hvide | i BE BOD 15 ? graa graa |graa med 54 til- | 14?| Hjerteform 1846 opstillet| .......... | K. | hvide | bage ved Stran- | | Længde- dingsstedet | | striber | ren onaucH scan || Kocaucnao an ban unser [a-a0} ot eneeeeee (Skelettet ikke! .-........ | K. | | | | | opbevaret | or Taanoooccot 1 cab asdagen I sorta: salons asomlhesoscocce | Sildehvall TE | | | al | | 118 © EE aa LL | | Længde ei! | i Jagt- i Afbild- |: Aar.| 2 | Aarstid.| — Findested. = Beskrivelser. Kö SR = tager. ning. efter Angi-| i danske = velsen. Fod. SRE SA RSS SE IT RL 30 Se I om LACET 48 |" ? ? 2 NIWA IEEE SEE ESS |. mal ee 45! (ung) af mig i i846 49 ? 2 ? ISLE REG IF ct: M nies kta en ne fe JERNE LET (Kvark tere fk SNS RAIN AE af Johan- | ‚nes Müller! | 50 11843112 August) Grönlands Vestkyst Inspecteur) Vidsk. Selsk. Skr., 12te Deel pag. | ....... 2 | 68 68 | | | ved Godhavn | Müller | 373-376. | | | | | | | | | | | | | | I den 21de Spalte har jeg ved P, V eller K angivet ved hver af de 50 Tilfælde, hvorvidt det henhörer til Pukkelhvalerne, til Vaage- eller til Kjæmpehvalerne. Dette kunde, uagtet Bestemmelsen ofte var ganske forskjellig fra Beskrivernes, i alle Tilfælde skee med megen Sikkerhed og Lethed, navnlig ved de i den 5te Afhandling opregnede Skjelnemerker for Keporkaken og for Vaagehvalen. Til Pukkelhvalerne (Keporkaken) ere kun tre Tilfælde henregnede, nemlig foruden det Rudolphiske fra Elbmundingen 1824 (Nr. 21), og hiint af Christie meddelte (Nr. 47), kun endnu det af Georges Johnston beskrevne (Nr. 28), som jeg desværre ikke kjender uden fra de ganske korte Angivelser derom i fremmede Journaler. Nr. 14, det af Ascanius saa hôist ufuldkomment beskrevne Tilfælde, kunde ifålge Formen og Længden af Brystfinnerne og Rygfinnen paa hans Afbildning formodes ogsaa at höre herhen, hvor meget end flere andre Omstændigheder tale derimod, især det store Antal Bugfurer; men da Ascanius ud- trykkeligen angiver Dyrets Længde til 66 Fod, medens Keporkaken neppe nogensinde naaer 60 Fod i Længden, maa det uafviisligen faae sin Plads blandt Kjæmpehvalerne. Af de övrige 47 Tilfælde paa Schemaet ere de 11 regnede for Vaagehvaler, saa at endnu 36 blive tilbage som store egentlige eller korthaandede Finhvaler, dem jeg for Kort- " heds Skyld har kaldt Kjæmpehvaler. a. Deerghvalerne eller Vaagehvalerne. Charactererne for Vaagehvalen sattes (12te Bind Pg. 342—343) i: 1) Stôrrelsen fra 8—91 indtil 31 Fod, 2) Hvirveltallet 48 (7 Hals-, 11 Bryst-, 12 Lende- og 18 Hale- — : — Brystfinnernes Længde Farve Antal Ivor Skelet- watt ier paa Brystlin- ME „| Brystbenets er wäh. | Ra Page Bien ar Bar- | = 22 Form |‘, absolut. relativ. paa Kroppen, | nernes ydre me = =2 parater | stemmelse. Flade. ae (=e haves. Oh ISS MENT sale diese sort unten | ww ewer ewe etes [=] _ = a PDO UE SO Museeti Hull), „0.00... |), Ke ES ROUE à Soie Cabe soe à Dehulnide est. K. stændige Ske- let i Berliner- Museet sort sort Éd a rt see Noon VenstreBryst-| Tunnolik K. finne, Tarm- stykker og andre Dele i Kbh. Univers. sortegraa | Hvirvler), 3) Formen af Brystbenet som et smalt Kors, hvis nederste Green er meget længere end de andre, 4) Formen af Tarmens Sliimhinde, der viser 5—6 meget slappe Længdefolder og utydelige slappe Tverfolder, 5) u enkelte Haar langs Mundaabningen, 6) Bardernes hvide (rettere lysegule) Farve, 7) Farven af Brystfinnernes ydre Flade: sort med et meget bredt, sneehvidt Tverbelte (16de Tavle, Fig 1). Af disse 7 forskjellige Characterer har den tredie kun i et af hine 11 Tilfælde kunnet constateres, nemlig i det 7de (Hunters), da Tarmröret i alle de övrige ikke er blevet nöiere efterseet; det 5te i intet af Tilfældene. Charactererne hentede fra Skelettet, navnlig Hvirvel- og Ribbens-Antallet og Brystbenets Form, fandtes i alle de Tilfælde, i hvilke overhovedet Skelettet er beskrevet eller opbevaret, navnlig tildeels i det 1ste (fra Weseren) og det 7de (Hunters), fuldstændigt i det 32te (Knox’s), det 37te (fra Varde), det 39te (fra Ostende) og det Alde (fra Christianiabugten). I det 20de (Fabers) vil det endnu være at eftersee paa Skelettet i Haller-Museet. Aldeles afgjorende viste sig i de allerfleste Tilfælde Charactererne hentede fra Bardernes og Brystfinnernes Farve. Med Undtagelse af det Faberske Tilfælde (Nr. 20), i hvilket overhovedet kun Dyrets Længde er anfört, er altid enten begge disse Characterer, eller idetmindste den ene udtrykkelig angivet, om ikke altid i Texten, saa dog paa Afbildningen. Saaledes sees navnligen i Nr. 1 paa det i Bremer-Raadhuset ophængte Oliemalerie fra 1669, den smukkeste Afbildning, der maaskee overhovedet er given af nogen Barde- hval, ikke blot Bardernes hvidgule Farve, men ogsaa det hvide Tverbelte paa Brystfinnens Yderflade overmaade tydeligt. I Nr. 7 (Hunters Tilfælde) ere Barderne angivne lysebrune? 120 men de i Hunters Museum af samme Individ opbevarede Barder have netop hiin lysegule Farve, ganske lig den af Lampehorn; det hvide Tverbelte sees antydet paa Atbildningen. I Nr. 9 og 13 har allerede Lacepede angivet begge Charactererne, men F. Cuvier endnu langt bestemtere Brystlinnernes Tverbelte i Nr. 9. Meget tydeligt betegner Scoresby begge Charactererne for Nr. 16; men af Ingen ere de saa skarpt an- givne som af Knox og Lesson i Nr. 32 og 33. — Paa Knoxs Afbildning er Tverbeltet al- deles sneehvidt og oventil, rigtigen, ganske skarpt afskaaren fra Overarmens sorte Over- flade; Barderne, siger han, vare mathvide med et rödligt Skjær. Lesson, der, som bekjendt, har en udmærket Sands for Farverne, kalder Brystfinnerne „sölvhvide med en flôielssort Indfatning” (Kroppen oventil glindsende sort, nedentil atlask-hvid), Barderne guulagtig hvide. I Nr. 37 og 41 er Dyret ikke blevet beskrevet i frisk Tilstand; Barderne fandt jeg i begge Tilfælde guulagtig hvide ligesom hos Vaagehvalen. Hvor afgjörende disse tvende Characterer ere, vil først ret kunne bedåmmes ved at sammenholde de nærmeststaaende Tilfælde af andre Rôrhvaler. I Henseende til Bar- derne, da have visse Kjæmpehvaler lyse Barder, enten saaledes at de alle ere graa medens de endnu ere friske, senere sorte (Nr. 2), eller saaledes, at de ere graa med hvide Læng- destriber og beholde denne Farve selv efter Tôrringen (Nr. 29, 43, 45) — men denne graa Farve kan ikke let forvexles med den guulagtig hvide af Vaagehvalernes Barder. Hos andre Kjæmpehvaler ere Barderne fundne for störste Delen sorte, men tildeels hvide, enten kun de forreste paa den ene Side (Nr. 23), eller indadtil (Nr. 45, 22), eller udadtil (Nr. 24). Men ogsaa i disse Tilfælde vil Charaeteren endnu være fuld gyldig, ikke blot i Henseende til Bardesystemet i dets Heelhed, men selv — skjöndt mindre sikkert — i Hen- seende til de hvide eller hvidlige enkelte Barder, da disse dog vel aldrig have det charac- teristiske gule Skjær af Dverghvalernes Barder. — I det Hele taget altsaa staaer denne Fabriciske Characteer ved fuld Gyldighed, saa at den af ham som B. rostrata betegnede Hval med største Lethed vilde have været gjenkjendt i alle folgende Tilfælde, om man havde holdt sig strengt til den af ham givne Characteristik. Den af Kråyer (i naturhistorisk Tidsskrift 2det Bind 1838—1839 Pag. 637) an- forte Characteer for Vaagehvalen, at Bardernes to Rækker fortsættes lige til Overkjæbens Ende, hvor de låbe sammen, stôtter sig paa Fabricii Angivelse, at hos B. boops (Kepor- kaken) foran i Kjæben er et aabent Rum uden Barder, men herved har Fabricius vel kun meent den forreste lille glatte Deel af Ganen, der saavel hos Vaagehvalerne som hos Ke- porkaken og Kjæmpehvalerne findes foran de to Barderækkers Forening fortil i Middel- linien; selve Foreningen fortil af de to Barderækker mangler hos ingen Bardehval, kan altsaa ei heller gjelde som Characteer for nogen af Arterne. Ikke mindre betegnende end Bardernes Farve, er Brystfinnernes, navnlig paa deres 121 ydre Flade. Hos Keporkaken er denne Flade hvid, hos flere Kjæmpehvaler graa eller smudsig hvid, navnlig naar hele Kroppen har en graa Farve (Nr. 25, 27, 43, 45); men aldeles characteristisk er for Dverghvalerne Modsætningen af den sneehvide Farve paa Underarmen mod den Sorte paa Haanden og især paa Overarmen (der, som bekjendt, ligger heelt oppe ved Brystfinnens Tilheftelse). Paa sidstnævnte Sted ere de to modsatte Farver skarpt afskaarne fra hinanden ved en tverlåbende Grændselinie, nedentil taber den sorte Farve sig mere umærkeligt ved en Række opadstigende Straaler i den hvide (see 5te Afhandl. 16de Tavle Fig. 1); paa den indadvendende Flade af Dverghvalernes Brystfinner strækker den sorte Farve fra neden af sig langt videre, saa at den hvide Farve her kun hersker langs den forreste Rand (16de Tavle Fig. 2). Denne udmærkede Characteer for Dverghvalerne er, som Schemaet udviser, angivet paa alle Afbildninger af denne Art, lige fra den ældste (1669) til de nyeste, ligesom og i de fleste Beskrivelser. Som gjeldende for Arten i Almindelighed er den især frem- hævet af Melchior (den danske Stats og Norges Pattedyr, 1834, Pg. 263), senere af Kröyer (nat. Tidsskr. 2det Bind 1838—39). Foruden Bardernes hvide Farve satte Fabricius endnu en anden Characteer for hans B. rostrata deri, at det var den mindste af alle Bardehvaler. Denne Characteer har man aldeles ikke villet anerkjende, fordi man, navnlig Cuvier, meente, Ingen vilde kunne indestaae for, at dette var meer end en blot Aldersforskjellighed. Hvis imidlertid Fabricius nöiere havde angivet, hvad han forstod ved denne Lidenhed, navnlig angivet det udvoxne Dyrs fulde Störrelse til 28—30 Fod, saa vilde denne Characteer have viist sig saa god i sin Anvendelse, at hvis man endog kun havde holdt sig til den alene, vilde man for alle folgende Tilfælde af Bardehvalstrandinger paa de europæiske Kyster indtil den Dag idag hvergang fuldkommen rigtigt have skjelnet denne Art fra alle övrige. — Beviset for denne Paastand fremgaaer af det givne Schema. I de 11 Tilfælde, i hvilke Dyret er bestemt som Vaagehval, faldt den fulde Længde mellem 9' 74“ (Nr. 32) og 262‘ (Nr. 1), i alle de üvrige 40 Tilfælde mellem 32° (Nr. 17) og 843° (Nr. 26), med Undtagelse dog af eet (Nr. 8), i hvilket Længden kun udgjorde 26’, men — det var en Unge, der, efter Angivelsen, bares paa Ryggen af Moderen (det vil ventelig sige understöttedes af denne under Svöm- ningen), altsaa aabenbart endog en ganske spæd Unge, hvorved enhver Forvexling ved denne Characteers Anvendelse maatte bortfalde. Ogsaa denne Characteer kan altsaa vel kaldes meget god, i alt Fald meget let anvendelig, og man vil maaskee ikke finde det for dristigt, om jeg, idetmindste forelöbigen, efter den alene har opfört det af Faber uden al yderligere Beskrivelse angivne Tilfælde af en Bardehval, 18 Fod lang, (Nr. 20), som hö- rende herhen, om det end maa indrömmes, at det efter Angivelsen alene at dåmme, kunde vere en sped Pukkelhval, der, ifölge det Foregaaende (Nr. 47), ved Födslen kun er 14 Fod lang. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 16 122 Efter denne Fremstilling at dömme, vise de forskjellige Characterer for Vaagehva- lerne sig af meget forskjelligÿ Værdi; enkelte: de hvidgule Barder og det foroven skarpt afskaarne sneehvide Bælte paa Brystfinnernes Yderflade, ligesom og Hvirvel- og Ribbeens- antallet, hver for sig aldeles sikkert bestemmende; saaledes og den ‘absolute Störrelse i og for sig, naar man netop kun seer bort fra de unge Pukkelhvaler og de ganske spæde Unger af Kjæmpehvalerne. Brystbenets Form er et meget sikkert men sjeldnere anvendeligt Mærke; Haarstillingen ved Mundaabningen neppe nogensinde tienlig uden til Adskillelse af Fostrene ; Tarmsliimhindens Form uden Betydning i hvert enkelt Tilfælde, hvor Arten af et Individ skal bestemmes, men af allerstørste Betydning for at bestemme Artens Stilling til de ôvrige Arter, navnlig til de övrige Finhvaler og Pukkelhvalerne. At i Nr. 17, 19, 23, 26, 29 Kjæmpehvalindivider af forskjellige Iagttagere have kunnet bestemmes som B. rostrata Fabr., vil af de i 10, 14, 15, 16, 17de Spalte gjorte Angivelser lettelig skjönnes at have beroet paa urigtige Forestillinger om Finhvalernes Arts- forskjellighed i Almindelighed og Dverghvalernes Forhold til de store Finhvaler i Særde- leshed. Af de 11 bekjendte Angivelser om tilfeldig strandede Dverghvaler synes kun det ene Individ at have veret en Han, nemlig det (Nr. 33), der strandede ved Frankrigs Vestkyst. Det synes altsaa ikke at vere blot i Norges mere indelukkede Bugter, at fortrinsviis Hun- nerne af disse smaa Finvaler vove sig ind, men overhovedet i Farvandene omkring de europæiske Kyster. At desforuden Hannerne ere mindre talrige, bliver saa meget sand- synligere, som et saadant Forhold ogsaa viser sig i flere andre Hvaldyrarter, saasom Grin- dehvalen og Marsvinet. Men til her at antage et saa stort Misforhold som hos Næb- hvalen, har man ikke de samme afgjörende Kjendsgjerninger at stôtte sig paa. Af de af mig undersôgte 7 Fostre af denne Art vare 2 Hanner, 5 Hunner. Vaage- eller Dverghvalerne synes at vere reent nordiske Dyr. Idetmindste findes ingen endog kun nogenlunde sikker Angivelse af disse saa let kjendelige Rörhvaler fra de sydligere Have, ja end ikke fra Middelhavet, hvorimod de vides at vere aarlige Sommer- gjester ved maaskee alle hôinordiske Kyster. Deres Hovedophold have de, som det synes — og for saavidt man seer bort fra den nordlige Deel af Sydhavet, hvorfra Beretningerne ere saa ufuldstændige — i det nordlige Atlanterhav, hvorfra de om Foraaret (Holböll) drage ind i Davisstredet og Baffinsbugten, i det nordlige lishav indtil Spitzbergen (Scoresby), til Norges og rimeligviis til Nordamerikas Kyster, for i October-November CHolböll) atter at trekke tilbage. Foruden de her nævnte 11 Tilfælde af deres tilfældige Stranding ved de europæiske Kyster haves i senere Tid et fra New-York (ved De Kay). At de i de strenge Vintermaaneder ikke ere synderlig langt borte fra de nordeuropæiske Kyster, derom vidne de enkelte Tilfelde, i hvilke Individer ere strandede i November og Februar Maaned, navnlig ved Örkenöerne (Nr. 16) og Forth—Fjorden (Nr. 32). — I Modsætning 123 til Kjæmpehvalerne og Pukkelhvalerne, der fortrinsviis komme med Sildestimerne om Vin- teren til Norges Kyster og desaarsag kaldes Sildedrivere eller Sildehvaler, holde de sig til de mindre Fiske, i Davisstrædet navnlig til Lodden, (Mallotus arcticus), komme ikke om Vinteren men om Sommeren til den norske Kyst, hvorfor de ogsaa kaldes Sommerhyaler, og vove sig langt dristigere (Hunnerne) ind mellem Skjærene, hvoraf deres Navn Vaage- hval. De forekomme ved de europæiske Kyster næsten altid kun enkeltviis; naar de ved de grünlandske leve mere flokkeviis i Bugterne, hidrörer det efter al Sandsynlighed fra den uhyre Mengde, hvori Lodderne der findes. Sommeren over synes Kjönnene ei heller at såge hinanden. Dette skeer efter al Sandsynlighed forst i November, at dömme efter Fostrenes ringe Störrelse i Marts—April Maaned. De største Fostre (6—8 Fod) findes altid i November; den mindste Unge, 9 Fod 71” (Nr. 32), forekom i Februar. Fødslen maa altsaa skee midt om Vinteren, og den nyfödte Unge vere mellem 8. og 91 Fod lang; i det forste Aar, under Patningen, voxer den — efter en omtrentlig Beregning — vel til en 12 Fods Længde, i det andet, da den endnu ledsager Moderen, til 14—15; med en Længde af 24 Fod vides den at kunne blive drægtig, med 2% at vere fuldvoxen. Af de 11 ved de europæiske Kyster forulykkede Individer vilde derefter 1 (Nr. 32) være fra det fårste Aar, 1 eller 2 fra det andet (Nr. 9 og Nr. 41), de fleste fra det tredie Aar, i hvilket de unge Dyr fårst vandre paa egen Haand. Til modne, om end ikke fuldvoxne Dyr håre kun Hannen i Lessons Tilfælde (Nr. 33), det fra Varde 1837 (Nr. 37) og det fra Weser- mundingen 1669 (Nr. 1). For alle höinordiske Kystbeboere har Dverghvalen aabenbart været bekjendt fra Arilds Tid som et fra de store Finhvaler aldeles forskjelligt Dyr. Naar Aleuterne kalde den Tschikagluch, Gronlenderne Tikagulik, saa er denne Lighed al for stor til at kunne ansees for tilfældig, og da Esqvimoerne fra disse tvende Polarkyster i mange Aarhundreder ikke have staaet i indbyrdes Samqvem, saa maa Navnet være ældgammelt. De gamle Is- lænderes Beretninger om deres Hvaldyr i Kongespeilet fra det 12te Aarhundrede og i Bartholins Centurier fra Midten af det 17de have Zoologerne altid ladet meget haant om; men den Characteristik, de gave af deres ,,Hrafn-Reidur, a corvo denominatum, 18 cubitos longum, Reidarum omnium mininum” (Th. Bartholin Cent. 1V, histor. 24, Pg. 173) er her alligevel fuldkommen tilstrækkelig til at betegne Dverghvalen. Ei heller er Oprindelsen til Navnet Ravnhval vanskelig at udfinde; thi naar Dverghvalens krumme, stærkt tilbage- böiede, kulsorte Rygfinne (Ste Afhandling 12te Bind 15de Tavle Fig. 2) af Esqvimoerne lignes med en Pegefinger (Tikagulik 9: den Pegefinger havende), saa kunde den af Islænderne nok lignes med Næbet af en af deres Ravne. At ogsaa ved de norske Kyster Vaagehvalen har været kjendt fra ældgammel Tid som et eget Slags Hval, og ventelig under samme Navn, tor man neppe betvivle. Ved de europæiske Kyster vides den i de sidste 150 Aar at være strandet 11 Gange, men Ingen vil tvivle om, at den jo i dette Tidsrum er forekommet i 16* 124 langt flere Tilfælde, som aldrig ere blevne optagne i Literaturen, ei heller at den tidligere jo har viist sig nok saa ofte i ethvert givet Tidsrum af samme Længde. Seer man nu hen til, hvor uforholdsmæssigt lettere denne Art er at undersöge end enhver anden Bardehval, saa maatte man alt forud formode, at netop den vilde blive kjendt af de europæiske Naturforskere tidligere og fuldstændigere end nogen anden, Hvorvidt Leilighed dertil viste sig, sees. af det Foregaaende. For ikke at omtale den formodentlig ældgamle regelmæssige Fangst ved Bergen, saa indtraf det under Nr. 1 anfürte Tilfælde ved Wesermundingen netop paa den Tid, da Naturforskerne igjen begyndte ret selv at forske i Naturen. Tilfældet benyttedes af det Bremer-Senat paa en særdeles hensigtsmæssig Maade. Af Dyret toges en udmærket Afbildning i Oliefarver, efter mit Omdömme den bedste, der endnu for Oieblikket haves af en Bardéhval — derefter fårst dissiceredes Dyret, og Skelettet blev ophængt tilligemed Maleriet i Raadhuset. Her var altsaa et heelt Skelet af en Bardehval — maaskee et heelt Aarhundrede igjennem det eneste i Europa — og ved Siden deraf en Afbildning af samme Individ, en hôist gunstig Omstændigbed, der endnu kun forefindes i et Par ganske enkelte Tilfælde. Dette var paa en Tid (sammen- lign den fårste Afhandling i 11te Bind), da man endnu ikke kjendte Rörhvalernes Bugfu- rer, tænkte sig Blæsegattet fremstaaende som et Par hôie Rör og havde en saare usikker Forestilling om Bardernes egentlige Sæde — om alle hvilke Puncter Oliemaleriet kunde have givet en fuldkommen tilfredsstillende Oplysning. Sex Aar efter (1675) udkom Martens's Reisebeskrivelse, hvori var en Afbildning af en stor Finhval, udfört af en uvant Konstnerhaand fra Skibet af, og 17 Aar senere (1692) Sibbalds udmærkede Phalainologia nova, hvori ligeledes to store Finhvaler vare af- bildede (Nr. 2 og 3 paa Schemaet). Disse tre Exemplarer bleve af Artedi og efter ham af Linné lagte til Grund for Rörhvalernes Artsinddeling, som: physalus, boops og musculus, aabenbart alle tre Kjæmpefinhaler, hvorimod hverken Bremerexemplaret eller Dudleys Hump- back fik nogen Plads i Systemet, og saaledes hverken Vaagehvalen eller Pukkelhvalen. Da Fabricius kom til Grönland, var imidlertid Næbhvalen bleven optagen som B. rostrata, og da han hörte Grünlænderne adskille to Pukkelhvaler (Keporkak og Keporkarnak), en Kjæmpehval (Tunnolik) og en Dverghval (Tikagulik), fordeeltes de tre Linnéiske Kjæmpe- hvalnavne paa de tre førstnævnte, og Dverghvalen fik Næbhvalens (B. rostrata), hvorimod Næbhvalen fik et nyt (Monodon spurius). Det store Virvar, som denne Række Feiltagelser fremkaldte i Cetologien, havde imidlertid ingen videre Fölger for Dverghvalens Vedkom- mende, der nu först traadte op i Systemet med Næbhvalens forrige Navn, Balæna rostrata. Hvor ufuldkommen end Fabricii Characteristik af den syntes at være, var den dog — som allerede nævnt — i og for sig aldeles tilstrækkelig, og virkelig gjenkjendtes den aldeles af Hunler (Nr. 7) og af Lacepéde (Nr. 9 og 13), ligesom ogsaa af Scoresby (Nr. 16 og det af ham ved Spitzbergen fangne individ). Da der lidt efter lidt fandtes flere Afbild- 125 ninger af denne Art, alle bærende Artsmærket paa Brystfinnernes Yderflade, foruden i Bardernes Farve, navnlig (for ikke at omtale Bremer-Maleriet) Hunters, Lacepédes, Sco- resbys, og netop denne Art virkelig var ret godt skildret i de compilatoriske Værker für den Cuvierske Periode, navnlig i Bonnaterres og Desmarest’s — med Undtagelse altid af, at Næbhvalens Trinialnavne vare iblandede dens Synonymie — saa syntes ogsaa dens Plads i Systemet tilstrækkeligen sikkret. Det var endog skeet, hvad der forud havde været at formode, nemlig at af alle Bardehvaler netop Dverghvalen allerförst var bleven nöiere kjendt i sin indre Organisation. Den forste Leilighed, som dertil havde tilbudt sig, var rigtignok forbleven aldeles ubenyttet; thi Bremerskelettet var vel blevet seet af Camper, og Craniet af ham aftegnet; men han bestemte Dyret som B. physalus, hvilket paa den Tid betydede en Finhval uden Bugfurer; det var dernæst blevet afbildet af Albers, og den Camperske Bestemmelse rettet — paa den meget rigtige Grund, at Bugfurerne laae tydeligt for Dagen paa Afbildningen — men til B. boops, ikke til rostrata Fabr., skjündt Bardernes hvide Farve ikke var mindre tydelig paa samme end Bugfurerne. At dette 29 Ham- borger- (263 danske) Fod lange Individ paa Skelettet viste sig næsten udvoxet, havde man overseet, og derhos begik Albers den Uforsigtighed, paa Afbildningen at tilsætte de formeentlig manglende Hvirvler, som en Række smaa Halehvirvler, hvorved disses Antal blev 20, og det hele Hvirvel-Antal 50, da dog paa selve Skelettet for Tiden (1846) kun findes 43, og det synes tydeligt af hvad der mangler i den angivne Længde, at ikke flere kunne mangle end de 5 til at completere det normale Tal 48. Det eneste ret Characte- ristiske i den Albersske Tegning, nemlig Brystbenet, var feil anbragt, og Betydningen af dets Form som Artsmerke kjendtes desuden ikke. Hvad her var forsömt, erstattedes imidlertid rigeligen ved Hunters udmærkede Undersågelser af hans Exemplar (Nr. 7), hvilke maatte have saa meget större Vægt, som flere af Præparaterne, navnlig ogsaa Skelettet, henstod i det saa berömte Hunterske Museum i London. Men Cuvier blev her, ved sin i det Hele taget velgrundede Mistillid til den da herskende Artsadskillelse af Rörhvalerne, forledt til at erklære sig imod Opstillingen af en egen lille Art iblandt dem. Dverg- hvalerne forsvandt i de fålgende systematiske Værker. Schlegel vilde endog gjöre den Mening gjeldende, at alle nordiske Rörhvaler kun udgjöre een Art (Nieuwe Verhandel. Kon. Nederl. Institut te Amsterdam 3 D. 1 St. 1831). Dverghvalerne maatte nu, saa at sige, opdages paa ny, og dette kunde ikke udeblive længe, Det af Knox i 1834 beskrevne Tilfælde af en kun lidt over 9} Fod lang Dverg- hvalunge (Nr. 32) var nemlig allerede i og for sig aldeles afgjorende, og Beskriveren benyttede det udtrykkeligen til at godtgjére, at her forelaae en fra den store nordiske Finhval forskjellig Art, angav meget rigtigen som væsentligste Artsmerke dens Hvirvel- antal: 7, 11, 12, 18, altsaa i det Hele 48, i Modsætning til det af ham 3 Aar forud beskrevne store Finhvalindivid med 63 Hvirvler og 15 Ribbeenspar; Skelettet og andre 126 Præparater henstilledes i Edinburger Universitetsmuseet, og til yderligere Sikkerhed leve- redes endnu i den populære Fremstilling af Cetologien i Jardines Naturalist’s Library 1837 en smuk Afbildning (kun at Dyret ved det tilföiede Landskab tager sig meget for stort ud). Det hvide Bælte paa Brystfinnen er i denne Afbildning endog afsat meget skarpt. — Regner man nu hertil, at 1835 Lesson udgav sin smukke Afbildning og Beskrivelse af det af ham iagttagne mandlige Individ (Nr. 33), hvorved han med de bedste Grunde godtgjér denne Arts Selvstændighed, at fremdeles 1834 ogsaa Melchior i sin Pattedyrfauna for den danske Stat og Norge udtrykkeligen angiver den ringe Størrelse, de hvide Barder og det hvide Tverbælte paa Brystfinnerne som Artsmærker, saa kan det vistnok kaldes besynderligt, at alle disse Angivelser endnu kunde oversees. Alligevel vedbleve de nyere Cetologer at holde Dverghvalerne udenfor Systemet. F. Cuvier holdt sig (de l'histoire des Cétacés 1836) til sin store Broders Paastande, og antog for Norden kun to Rôrhvalarter, for hvilke det Rudolphiske Individ (Nr. 19) og det fra St. Marguerite (Nr. 12), begge Kjæmpehvaler, sattes som Typer, Rapp (die Cetaceen 1837) troede rigtignok i det Hele at angive 3 Rörhvalarter i B. australis, B. longimana og B. boops, men da han navnlig satte Fabricii B. boops som Typus for den sidstnævnte, saa havde han i Grunden kun nævnt een og samme Art med disse tre Navne, nemlig Pukkelhvalen. — Under denne store Forvirring gik midlertidigen Vaagehvalfangsten sin stadige Gang ved Bergen, og Ingen faldt vel dersteds paa, at disse forholdsviis smaa, men som oftest drægtige Dyr skulde være Unger af de store Sildehvaler. For Bergens Museum havde Stiftamtmand Christie ladet udfærdige et Par fuldstændige Skeletter. Dr. Kröyer kom til Stedet, og fik let Vished i Hænde, at her forelaae et ganske andet Dyr end B. boops (hvorved han egentlig kun synes at have havt B. boops Fabr. for Oie), og ham skyldes især at have udpeget det væsentlige Moment, at Vaagehvalerne ere drægtige, medens de ikke ere större, end de store Finhvaler som smaa Unger. Denne Dr. Kröyers Meddelelse (i Naturh. Tidsskrift 2det Bind 1838—1839 og derfra i Isis) synes især at have gjort Udslaget til at overbevise navnlig Tydsklands Zoologer — saasom A. Wagner i hans Bearbeidelse af Hvaldyrene for Schrebers Patte- dyrværk 1847 — om Existensen af Dverghvalen som en egen Art. Naar Schlegel endnu 1841 (i det förste Hefte af hans „Abhandlungen aus dem Gebiete der Zoologie und ver- gleichenden Anatomie” og i Fauna japonica) inhererer sin tidligere Paastand, at alle nordiske Finhvaler kun danne een Art, og dertil fôier den, at det af Knox beskrevne 94 Fod lange Individ (Nr. 32) skulde være en Pukkelhval, saa beviser dette kun, at denne udmærkede Zoolog her omhandler en Gjenstand, han aldeles ikke har lært tilstrækkeligen at kjende — De nyere engelske Zoologer, saasom Arthur Jacob og Thomas Bell i hans history of british Quadrupeds 1837, have kun taget lidet Hensyn til deres Landsmends, Hunters og Knox’s, aldeles afgjörende Undersögelser over denne Bardehvalart, og sluttet sig til Cuviers An- skuelser. Selv Gray, der ellers synes saa tilböielig til at anlage nye Arter, og navnlig 127 baade af Næbhvalen og af Pukkelhvalen har antaget en heel Række forskjellige Arter, havde endnu 1846 i hans Zoologie til Ross’s Reise kun opstillet een eneste Art af de egentlige Finhvaler, men blev ved mig under mit Ophold i London underrettet om de senere Undersøgelser, og indførte Dverghvalen i Appendix. D. Kjæmpehvalerne. Med Hensyn til de store egentlige Finhvaler, eller Kjæmpehvalerne, var Udbyttet af min Reise forsaavidt ret betydeligt, at jeg lærte flere Skeletter og andre Præparater at kjende, hvoraf flere endog slet ikke endnu ere beskrevne (Nr. 44, 45, 46, 48); men mit Haab at komme paa det Rene med Artsadskillelsen af disse colossale Dyr blev desværre ikke opnaaet paa en tilfredsstillende Maade. For at lette Oversigten over de her i Betragtning kommende Angivelser om Kjæmpehvalerne, har jeg samlet saavel dem, der ere hentede fra Andres Beskrivelser som dem, der beroe paa egne Undersôgelser for og under Reisen, paa efterfålgende Schema. Det er uddraget af det stôrre Schema, saaledes, at alle de Tilfælde, om hvilke Beretnin- gerne ere al for ufuldstændige, udelodes, hvorimod et Par nye Spalter tilföiedes, og alle Tilfældene ordnedes efter Individernes Længde, hvorved den mulige Indflydelse, Alderen kunde have paa adskillige Forhold, maatte falde lettere i Öie. 128 Schema B. Fi | Lübenum- mer paa Schemaet A 27 31 w LA | Frankrigs Sydkyst 1828, Findested og Beskriveren ved Ostende 1827, | Dubar &c. | Frankrigs Sydkyst 1798, Lacepéde Companyo Oen Wight 1842 | Skotlands Østkyst 1831, | Knox Firth of Forth 1692, Sibbald | | Baffinsbugt 1843, Müller | Irlands Vestkyst1825, Jacob | Norges Kyst, Ascanius | Længde i danske Fod. 85 83 81! 76 “1 ou 68 66 Kjön. ss... GO} G9) Gro) Os Tilstand. raadden raadden sonne ns dåd raadden Se Kroppens Farve. sort graa ? one hvid graa graa graa? kulsort hvidlig sort sort sort sort sort hvidlig? Bardernes Farve. sortebruun? | sort? | graa med hvide. Striber graa ? sort udad sort, | indad hvid | sort Brystfinnernes forholdsmessige Lengde og Fin- gerledenes Tal. am 4,6,5,4 Hvirvlernes | Ribbeenspar- Brystbenets Form. hvirvel fandtes |spaltet paa Hvir- RARES | Tal. renes Tal. RE ETATS amfolderue, ge. 5 z | | 552 14 x FAN | Axis Spa EME Eros b. | Ne As | | NØ | É| | | | | 5 | Boose Sayan) REESE / #) Fw THOU aR AS INR REMPARTS m. før 77 | / 10) \ | | 64? 14 FE) NU Axis og 4 næste! ikke spaltet | ........ m. \ | ( | | | | SATA | | | 54 + 14 + (Axis og 4 neste ikkerspalteby | ea een: m. | | | | | TIR | | \ | | \ | | | | | | ) | | || | | Fan) | 64 | 15 | | (Axis og 3næste ikke spaltet | :.......... | m. | | EN | | | | | srsssse N SAR ert oe Mt Wise oats OHO SOOO nokta ec ØRE A taie Le) i Ait a at Nate Nes ee iH b. | | | sn... Reel eine ores Noise asc At ere los idee se seine MOST PR rn Da HTC b | | sons | sors oser o0d00annovcodacone || Den 380008 | Leengde- med b. | 'svage Tverfold. | | essere | weer eee || HaoopddaneccauG dato Bereta Bein | Blerelsle/ain vioteiake RARE AN OR eee b. +) Dette Brystbeen og det til Nr. 24 paa næste Side traf jeg 1846 i Parisermusect ophængte paa Væggen, og det er Paa hvilken Hals-lOm Iste Ribbeen kun en Formodning af mig, at de henhöre til de Skeletter, hvortil jeg har ansat dem. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 17 130 D Löbenum- mer paa | Schemaet Å. 43 w en 48 vw 17 || Findested og Beskriveren. | Kattegat 1841, beskrevet af mig Frankrigs Vestkyt 1827, Souty Hollands Kyst 1791 Blumenbach Hollands Kyst 1836,Schlegel Hollands Kyst 1835, Vrolik Skelet i Museet i Hull Firth of Forth 1690, Sibbald | Rügen 1825, Rosenthal Englands Kyst 1840, Sweeting Firth of Forth 1808, Neill Frankrigs Nordkyst 1829, Ravin Hollands Kyst1844, Schlegel | Hollands Kyst 1826, Schlegel Holsteens Østkyst 1819, Rudolphi Zuider Zee 1811, Leidner- Museet | Længde i danske Fod. 65 en w 50! 45 45 40} 37 Kjön. +0 +O +0 +0 | es... ss... Tilstand. raadden raadden soso. dåd, men endnu varm levende eurer. sms. sons Kroppens Farve. ss. ss. | rn] nenn. Bardernes Farve. graa med | hvide Striber sort sort sort-hvid sort-hvid ? graa-hvid sort-hvid sort-hvid Brystfinnernes forholdsmessize Længde og Fin- gerledenes Tal. 1 10 Hvirvlernes Tal. ee nnn. msn... 61 sus. 60 56 (1846: 55) - Ribbeenspar- renes Tal. ss... ss. sr... 15 15 13 7 14 (1846: 55) | (1846: 13) Kerner uno sonores noms soso nes Cr eee nn Dorner eee. *) See Anmærkningen Side 129. Paa hvilken Hals- hvirvel fandtes Sideringe. Axis og 4 næste rss. OCR ingen ingen ingen Om ste Ribbeen spaltet paa Ivir- velenden. sn. vor 6's 0) es ikke spaltet ss. spaltet spaltet Formen af Tarmfolderne. | Længdefolder | ss. ns rer Længde- med svage Tver- folder 208 m. m. 132 I min 5le Afhandling (12te Deel Pag. 369) anförtes, at Johannes Müller havde forsvaret G. og F. Cuviers Adskillelse af B. mediterraneus eller musculus fra den mere almindelige Finhval ved de europæiske Kyster, paa Grund af, at han paa et i Berliner- museet forefundet ufuldstændigt Skelet, i Modsetning til Berlinermusects andet Finhvalskelet (Nr. 19) og til Ostenderexemplaret (Nr. 26), havde -iagttaget den samme Ringform af Halshvirvlernes Tvertappe og den samme Mangel af det forste Ribbeens Spaltning som paa Companyos Exemplar fra Middelhavet (Nr. 27). Da jeg fandt disse samme Former fore- nede paa det af mig ved Sjællands Nordvestpynt 1841 iagttagne Exemplar (Nr. 43), gay jeg denne Anskuelse Medhold, dog saaledes, at jeg aldeles ikke kunde indrömme, at denne Art, B. musculus Cuv., skulde have hjemme i Middelhavet, hvortil jeg endnu föiede, at Brystbenet viste sig heelt anderledes formet, at Dyret, ifölge Companyos og min Jagtta- gelse, maatte antages at have en graa Farve, Barderne at vere graa med hvide Lengde- striber, og at Tarmens Sliimflade syntes ved sine skarpe Længdefolder væsentligen at skille sig fra andre Kjæmpehvalers (navnlig Nr. 34), hos hvilke tvertimod kun var fundet Tverfolder. Ifolge de paa Schemaet samlede Iagttagelser, synes disse Angivelser nu at kunne fuldstendiggjöres og at maatte modificeres i flere Henseender. 1) Den angivne Ringform af Halshvirvlernes Tvertappe fandt jeg virkeligen igjen paa det andet Kjæmpehvalexemplar fra Middelhavet (Nr. 12), der opbevares i Parisermu- seet; men jeg fandt det ligeledes paa Skelettet paa Oen Wight (Nr. 45) og paa det i Edinburger zoologiske Have (Nr. 31). Herved bestyrkes aabenbart min Paastand, at denne formeentlige egne Art ikke fortrinsviis kan have hjemme i Middelhavet. J. Miller angiver, at Ringformen paa Berlinerexemplaret viser sig paa alle Halshvirvlerne fra den anden til den syvende. At dette virkelig skulde vere Tilfældet paa selve den syvende Halshvirvel, maa jeg meget betvivle, ikke blot fordi det ikke er saaledes paa noget af de ôvrige Skeletter, men ogsaa og især, fordi den syvende Halshvirvel paa alle Bardehvaler over- hovedet slet ikke har nogen benet nedre Tvertap. Paa eet Exemplar (Nr. 31) er Ringen ei heller lukket paa den 6te Halshvirvel. 2) Med Ringformen af Halshvirvlernes Tvertappe var altid forbundet saavel det forste Ribbeens Mangel paa Spaltning af Hvirvelenden, som og den af mig angivne Form af Brystbenet i Modsætning til Korsformen paa Ostenderexemplaret. , 3) Den graa Farve, som baade Companyos og mit Exemplar havde, fandt jeg igjen paa det paa Oen Wight opstillede Exemplar — i Henseende til Barderne ved Autopsie, i Henseende til Kroppen ved Fiskernes udtrykkelige Angivelse — og har ogsaa, saavidt jeg kunde erfare, viist sig paa det Exemplar, hvis Skelet staaer i Edinburgs zoologiske Have. Det vilde saaledes være paafaldende, om Exemplaret fra St. Marguerite (Nr. 12) ikke havde havt samme Farve, og Lacepèdes hermed ikke stemmende Angivelse tor N __ 183 maaskee antages ikke at begrunde sig paa directe Efterretninger om dette Exemplar, men kun paa de almindelige Angivelser om Finhvalernes sorte Farve paa Ryggen, hvide paa Bugen. Disse yderligere Oplysninger fore os et væsentligt Skridt fremad til Artsadskil- lelsen af Kjæmpehvalerne. Da vi af disse colossale Dyr i de allerfleste Tilfælde kun have enien blot de ydre Dele eller blot Skelettet, og sjeldent fuldstændigt, at rette os efter ved Bestemmelsen, maa det være af störste Vigtighed at faae Characterer saavel paa hine som paa dette, og helst flere paa hine saavelsom paa dette. Om end de af Joh. Miller opstillede Characterer for B. musculus vare paalidelige, vilde de dog i mangfoldige Tilfælde ikke kunne benyttes, og overordentlig meget er vundet ved dertil at kunne foie som lige sikkre Characterer: Brystbenets Form og især Hudens og Bardernes særegne Farve. For strax at gjore en Anvendelse heraf, vil jeg anføre, at vi paa Grund af Kroppens og Bardernes graa Farve vel uden Belænkelighed kunne regne Soutys Exemplar (Nr. 25) herhen, skjöndt i Beskrivelsen intet er anfört om Halshvirvlernes Tvertappe, det förste Ribbeens eller Brystbenets Form. Men jeg har at gaae et betydeligt Skridt videre, idet jeg maa paastaae, at Ring- formen af Halshvirvlernes Tvertappe, selv om man vilde tillægge denne Form stårre Betydning ved Kjæmpehvalernes Artsadskillelse end ved Dverghvalernes, neppe vil kunne bringes til Anvendelse uden paa de större Exemplarer af Kjæmpehvalerne. Dette fülger maaskee allerede deraf, at denne Form i Grunden dog kun er et Tegn paa Forbeningens Fuldendelse i de hos disse Finhvaler forhaanden værende Bruskringe (Samml. 12te Deel Pag. 346), men bliver aldeles ôiensynligt, naar man tager Hensyn til, at alle Skeletterne, hvorpaa denne Ringform er iagttaget, ere meget store, saa at det af mig iagttagne, 65 Fod lange, er det mindste iblandt dem, og det dog vilde være særdeles paafaldende, om man af denne Art kun skulde have truffet ældre Dyr, slet ikke yngre. At man heller ikke har truffet noget Exemplar af graa Farve under 56 Fod, beviser rimeligviis kun, at ogsaa denne Characteer först udvikler sig med Alderen. Jeg tager altsaa ikke i Betænk- ning, her at anvende en af de andre Characterer, navnlig Brystbenets Form, og derefter ligeledes at henföre det 45" lange Greifswalderskelet (Nr. 23) og selv det 401 Fod lange Scheveningerskelet (Nr. 44) til samme Art, uagtet jeg paa det sidstnævnte traf en svag Antydning til Spaltning af det forreste Ribbeens Hvirvelende. Paa Greifswalderexemplaret har idetmindste Axis Sideringe, og — hvad der forekommer mig at være af megen Vægt: Tarmens Sliimflade danner skarpe Længdefolder, i alt Fald kun med svage Spor til Tver- folder. (Herr Prof. Schultze havde den Godhed at overlade mig et Stykke deraf). De, som hidtil have antaget denne B. musculus for en egen Art, have tillige anseet den for langt sjeldnere ved de europæiske Kyster end den anden, der vel kan vedblive at fore Navnet boops. Men efter disse mine Undersågelser stiller Forholdet sig 134 snarere omvendt. Af Kjæmpehvalskeletter over 67 Fod ere hidtil kun 7 blevne beskrevne (nemlig med Indbefattelse af Berlinermuseets musculus), og disse have alle paa een nær (Ostenderexemplaret Nr. 26) hiin Ringform af Halshvirvlernes Sidetappe. Af mindre Kjæmpehvalskeletter kjender jeg kun 7 (Nr. 34, 48, 23, 44, 24, 19, 17); deraf kunne kun de to (Nr. 19 og 17) med Bestemthed regnes til den anden Art, B. boops, om el tredie (Nr. 34) turde det endnu være usikkert, fordi Brystbenets Form ikke stemmer. Derimod har jeg om to andre (Nr. 23 og 44) allerede udtalt min Overbeviisning, at de höre til musculus, og hertil maa jeg endnu föie Skelettet i Hull (Nr. 48), og — skjöndt ikke uden nogen Tvivl — et 4de (Nr. 24). Som Repræsentanter for den saakaldte almindeligere europæiske Finhval, B. boops, i Modsætning til musculus, synes man at være enig at opstille Ostenderhvalen (Nr. 26) og Rudolphis B. rostrata (Nr. 19). Men i saa Fald lader sig for denne Art anföre sikkrere Charac- terer paa Skelettet end netop Manglen af Ringe paa Halshvirvlerne og det forste Ribbeens Spaltning. Begge disse Skeletter have nemlig kun 55 57 Hvirvler, hvorimod de allerfleste andre, navnlig alle her til B. musculus henregnede, have 60 eller derover, indtil 64. Ja det er netop kun endnu det lille Leidenerskelet (Nr. 17), der har det samme ringe Antal Hvirvler. Derhos fandt jeg paa det den samme Spaltning af det förste Ribbeens Hvirvel- ende og den samme Korsform af Brystbenet, saa at dette Exemplar — men ogsaa maaskee kun endnu det alene — uden Betenkelighed kan regnes til samme Art. Komme vi nu til at skulle yttre os om alle de Tilfelde, i hvilke ingen af de posi- tive Characterer fra B. boops eller musculus har været angivet, saa er det for det forste klart, at i alle dem, hvor kun vides, at Skelettet har havt 60—64 Hvirvler, maa vi enten regne Dyret til B. musculus eller til en tredie Art (saaledes navnlig Nr. 40); i alle dem, hvor kun vides, at Dyrets Farve paa Rygfladen har veret sort (paa Bugfladen sort, graa eller hvid) kunne vi kun, naar det tillige er over 55 Fod langt (Nr. 3, 50, 22, 14) stille det til B. boops i Modsætning til musculus, for de mindre Individer maa vi lade Besva- relsen henstaae (Nr. 10, 35, 2, 15, 29). Derefter har jeg paa Schemaet B betegnet alle de enkelte Tilfælde enten med b (boops) eller m (musculus) eller med et ?. Efterat saaledes en Tvedeling af Kjæmpehvalerne deels synes at vere tilstrække- ligen godtgjort at finde Sted, deels ogsaa gjort anvendelig især paa alle Individer over Middelstörrelsen, men ogsaa paa de yngre, forudsat at de ere nogenlunde nôie under- sögte, navnlig i Henseende til Hvirvelantallet, maa endnu det Spörgsmaal reise sig, om dermed Kjæmpehvalernes Artsadskillelse skulde kunne ansees for afsluttet, og man maa tilstaae, at Svaret neppe kan blive bekræftende. Meget tyder tvertimod hen paa, at i hver af disse to Afdelinger, for hvilke de Linnéiske Navne boops og musculus ere blevne vedligeholdte, findes flere Arter skjulte. Hvad Størrelsen angaaer, er der i og for sig Intet imod, at de mindste Individer 135 i hver af Grupperne kunne være Unger af de störste; men allerede i denne Henseende bliver det dog betænkeligt navnlig for musculus, at det 65 Fod lange Individ (Nr. 43) havde Endepladerne paa Hvirvellegemerne aldeles fastvoxede, hvorimod det S11 Fod lange (Nr. 27) ikke viste dette Tegn paa Fuldendelsen af Kroppens Væxt i Længden. Hvad Antallet af Hvirvlerne og Ribbeensparrene angaaer, kunde det ogsaa synes betænkeligt at stille Bardehvaler med 60 Hvirvler og 14 Ribbeenspar sammen i een Art med dem, der have 64 Hvirvler og 15, ja i eet Tilfælde (Nr. 48) 16, Par Ribbeen; thi efter de i den 5te Afhandling meddeelte Undersögelser over Vaagehvalen og Keporkaken, maa jeg antage, at hos disse Arter Hvirvel- og Ribbeenstallet er lige saa constant som hos noget andet Pattedyr, og, saavidt mine Undersögelser over Rethvalerne hidtil strække sig, har jeg Grund til at antage det Samme for disse. Men paa den anden Side kan denne Forskjellighed i og for sig ingenlunde berettige til en Artsadskillelse; thi uanseet at i flere Tilfelde, maaskee i alle, hvor Tallet er ansat lavest, Afvigelsen kan beroe paa en Mangel ved Udarbeidelsen eller Opbevarelsen af Skelettet — hvorpaa ogsaa de opstillede Skeletter af Vaagehvalen og Pukkelhvalen afgive flere Exempler — saa maa man tilstaae, at den for disse Bardehvaler antagne Bestandighed i Hvirvel- og Ribbeensantallet idet- mindste ikke gjelder for alle Tandhvalerne, maaskee især ikke for dem, der have de talrigste Hvirvler. For at komme til Vished om, hvorvidt denne Afvigelse gaaer navnlig hos Mar- svinene, har jeg begyndt en Række Undersøgelser derover paa Fangestedet ved Jægers- priis, og jeg vil her meddele det hidtil vundne Resultat i schematisk Form. Schema ©. 136 Marsviin, undersøgte i April 1847 paa Fangestedel ved Jegerspris. Hanner. Hunner. | | Længden af Dyret............... 64/| 621 66” | 65°) 64” 61") GUY) 584 54 gammel drægtig | ungt Dyr Halshvirvlerkit . u. esses es Boone 7 ae | me | |e 7 Brysthyitvlen.a. Zur. 02 «se ee 13 13 1,13 113,134, 13 13 fuldstændige....... 13 13.| 12 | 13 | 12 | 1 12 ufuldstændige Ve HO paa venstre | 0 lt dt Lo de ) 1 Ribbeenspar Side Spor til | et 14de tilsammen **)..... 5 13+|13 | 13 | 13 | 13° 13 33 Lendehvirvler ......... LME cbr 15 15 | 15 | 15 | 15 | 15 15 5 / 1)foran Halefinnen, alle med | | = nedre Buer............. Ve 18 1 17) TE SES 17 E 2)iHalefinnen) Med nedre Buer 8 SN ENS 2 21 2 5 = luden nedre Buer 5 ae lala 6 = tilsammen.... - 31 30 |.31 | 30 | 32,| 32 | 30 Antallet af Hvirvler.............. 66 | 65 | 66 | 65 | 67 | 67 | 65 | | I =) Ufuldstændigheden bestaaer deri, at Ribbenets Hvirvelende viser sig som et Trevlebaand, som om end ikke Forbruskningen havde naact saa langt som sædvanligt ad Hvirvelsöilen til. Paa et Nar- hvalskelet fandt jeg de to sidste Ribbeenspar (det 11te og 12te) ogsaa meget korte, men desuagtet umiddelbart heftede til Tvertappene af det 11te og 12te Brysthvirvel, som om Forbruskningen her gik frem i modsat Retning. i) Af Ribbenene articulerede altid kun de 5 forreste Par umiddelbart med Brystbenet. Disse Undersögelser over Marsvinene ere anstillede paa lutter ganske friske Exemplarer med samme Noiagtighed paa hvert Exemplar især, en Noiagtighed, der i Naar Hvirveltallet des- uagtet er fundet svævende mellem 65 og 67, Ribbeensparrenes Antal mellem 12 og 13 Almindelighed ikke kan anvendes paa strandede Kjæmpehvaler. eller, om man vil, 14, uden at dog vel Nogen i dette Tilfælde derpaa vil begrunde en -Artsforskjellighed, saa tår man neppe heller finde sig berettiget dertil for Kjæmpehvalerne, om end Angivelserne vise en noget större Foranderlighed i samme Retning. Ei heller kunne Afvigelserne i Brystbenets Form paa de Exemplarer, jeg har henfört til musculus, siges at være synderlig större, end dem, man træffer hos Kepor- kaken, thi ogsaa her findes snart intet Hul, snart et lille eller et endog meget stort, der maaskee selv undertiden gjennembryder den forreste Rand. findes allerede paa det endnu ganske bruskede Brystbeen). (Disse Formforskjelligheder Kun for eet Exemplar (Nr. 24) er Afvigelsen unægteligen meget stor; men, for ikke at omtale, at det er heelt uvist, om dette Brystbeen virkelig hører herhen, vil det dog i alt Fald kun være at betragte som den indre Beenkjærne af det unge Dyrs endnu meest bruskede Brystbeen, hvis egentlige Form det ingenlunde kan antages at gjengive. At det forreste Ribbeen i eet Tilfælde (Nr. 45) viste en svag Antydning til Spalt- ning paa dets Hvirvelende, kan jeg kun tillægge meget liden Vægt. Paa et Orca-Skelet i Universitetsmuseet findes den selvsamme Form paa den ene Side, ikke paa den anden. Snarere turde denne Afvigelse foranledige Tvivl om Formens Berettigelse til at optages blandt Artsmærkerne i Kjæmpehvalernes Række. Naar 'saaledes de hidtil omtalte Afvigelser ikke kunne siges at indeholde noget, der kunde lade formode en yderligere Artsforskjellighed af Kjæmpehvalerne, saa forholder det sig anderledes i Henseende til Brystfinnernes Stôrrelse og Form. Vel er det sandt, at Brystfinnernes forholdsvise Længde hos Rörhvalerne ingen- lunde er synderlig bestandig. Udmaalingerne af Kroppens forskjellige Dele, paa hvilke Zovlogerne siden Cuviers Tid lægge en saa overordentlig Vægt, har jeg tvertimod fundet her, som — jeg tilstaaer det — næsten overalt saare lidt anvendelige idetmindste til Hval-, dyrenes Artsadskillelse. Hos Pukkelhvalerne synes Brystfinnerne at kunne svæve mellem henimod 3 til } af Kroppens Længde, hos Vaagehvalerne svæver den, som Schemact A udviser, mellem + og 4, og del lader sig neppe med Sikkerhed nægte, at denne Svæven kunde i enkelte Tilfælde vise sig endnu stærkere. Alligevel kan Enhver, der kun kaster et Blik paa Brystfinnen af en Pukkelhval og en Vaagehval, strax see, at de tilhôre to forskjellige Arter, idet nemlig Formen af Finnens enkelte Knogler saavelsom af Finnen i det Hele er ganske forskjellig. Antallet af Fingerledene er ikke let at bestemme, paa de fleste Skeletter mangle de yderste af dem; men i Almindelighed giver det dog et ret godt Bidrag til Bestemmelsen. I Universitetsmuseet staae ved Siden af hinanden den skeletterede Brystfinne af det 68’ lange Exemplar fra Baffinsbugten (Nr. 50) og den af det 65° lange fra Sjællands Nordvestpynt (Nr. 43), begge afbildede i Træsnit i den 5te Afhandling (12te Deel Pag. 319 og 364), og unægteligen afvige de ligesaameget fra hinanden indbyrdes, som hver især fra Keporkakens Brystfinne: Artsforskjelligheden altsaa mellem de to Kjæmpehvaler, hvortil de håre, bliver ved dem alene tilstrækkeligen godtgjort. Min i 5te Afhandling yttrede Formodning, at hiint grönlandske Exemplar har hört til samme Art som Ostender- Exemplaret, er ved de mundtlige Oplysninger, jeg paa Reisen fik af Prof. van Breda om AS - SS 0°" den sidstnævnte Hval, bleven bestyrket (Skelettet selv kunde jeg desværre ikke faae at see, i da det var fort til Amerika); thi skjéndt jeg erfarede, at han ved den lille Ophöining, han har beskrevet at strække sig fra den meget lave Rygfinne ud mod Halen, kun har meent den hos alle Rörhvaler fra Rygfinnen mod Halefinnen gaaende skarpe Kjôl, saa fik jeg paa den anden Side tvertimod de sædvanlige Angivelser at hére, at Farven ogsaa paa Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 18 Ko Oy LIBRAR al. 2 Mage 138 Bugsiden var meget mörk, altsaa vel ligesom paa det grönlandske Exemplar. Jeg har derfor ikke taget længere i Betænkning, at stille hiint grönlandske Exemplar (Nr. 50) sammen med Ostenderexemplaret (Nr. 26), der gjelder som Repræsentant for B. boops; men påa den anden Side er det blevet mig tvivlsomt, om virkelig Berliner- og Leidener- Skeletterne kunne håre til samme Art, thi Brystfinnerne synes paa dem ikke blot at være meget kortere (3 istedetfor ;% og 3), men deres Fingerled ogsaa at mangle den characte- ristiske smalle, langtrukne Form, og desuden at afvige alt for betydeligt i Antal (see Schemaet B). Endnu större Betænkeligheder reise sig, ved at see hen til Brystfinnerne paa de under B. musculus stillede Exemplarer. Hvor stor-end Forskjellen antages at kunne være i Brystfinnernes forholdsvise Længde hos een og samme Art, maa den dog have sine Grændser, og en saa stor Forskjellighed som fra 4 til”, (med alle mellemliggende Forhold) kan neppe antages at ligge indenfor disse Grændser. Dertil kommer en ikke ringere For- skjellighed i Fingerledenes Tal, og — hvad der herved er en væsentlig Omstændighed, Tallet er ofte större paa de korte Arme, end paa de længste, f. Ex. hos Nr. 44, hvis Brystfinne kun har ,2, af hele Legemets Længde: 4, 5, 5, 4; hos Nr. 31, hvis Brystfinne udgjôr + deraf kun 3, 4, 4, 3. Til de Exemplarer, der neppe med Sikkerhed kunne bestemmes, forinden nye Oplysninger ere erhvervede, maa jeg især regne det, Vrolik har beskrevet med Hensyn til Indvoldene (Nr. 34). Da det ikke har Længde-, men Tverfolder i Tyndtarmen (hvorom jeg tilfulde overbevistes ved mit Ophold i Amsterdam og til Vidne ydermere fik et Stykke foræret af Prof. Vrolik), antog jeg fra först af, at det ikke hörer til musculus, men (alt- saa?) til boops; Brystfinnens-Form bekræftede det, om end ikke Fingerledenes Tal ganske stemmer; men Brystbenet er langtfra at have Korsformen. Man vil vistnok temmelig let kunne faae Hvirvel- og Ribbeenstallet nôiagtig opgivet, eftersom Skelettet henligger i god Forvaring hos en Naturaliehandler i Amsterdam, og det vil da vise sig, hvorvidt heri finder en Overeensstemmelse Sted enten med Boops eller Musculus, — eller med ingen af dem. Overhovedet kan vel Usikkerheden i Bardehvalernes Artsbestemmelse for Tiden siges at vere henskudt til Kjæmpehvalernes, men Oieblikket, da denne Usikkerhed vil kunne hæves, turde endnu være temmelig fjernt. Tredie Række af Forsög for at bestemme den Mængde Kulsyre, et Menneske udvikler i en bestemt Tid, af E. A. Scharling. I PRAGS cs g i. hr benene vd Py “fi i ar Kappa R i CAR a | saa weep Wh s, ie ' : hi f ive sy. FS > a x là Å | Så ite AN ¥ LU A Fy 4 DA sy up aps ba KE Kg ST A gob sunita Faster ew lnoteod A, > : T0 han AAR 2. di bes we + 2 big is =. é 4 OM i W N Bu po b ne Tui CAL. ji qi \ itu t N ur : te: i bo ca Gus vi u. } i i det 4 2 4 4 ‘ 3 ” dei Ma i ja A is in dt se "AL fr ‘ . tt; x ÿ RE SÅ, Wa, u 2%, \ fi | fa h i Pr Va = 7 ( ris 529% ñ D) Bang eng i ' Bch El rr Det pt = iT TPL. es de PPT 2 gop bagatifisda® A sås. dia lägen ORCH IUT LE f å i i y i “ wil “u hanne inet the gi Hi AR + i a À Lies - va pan Eng ‘how à EA: Dos hu ee I mr y , Y i, u ig ' > i £ Iven VA rie ste. £ 2 Gus i sv vo A . . | hy a . Des id La er « ASS a Rus ie y me, an lat dr A | timc ¢ ’ i å « : LL Ås CRETE L } i } 7 hal sy + 2 2 N wine fe = \ | PA i | bie - . så, 1 9 A ‘ N i ‘li > N + a —— en ae SK uh) Gh ee) le 2 ' “| ie F i A Pan ST SR ms i i i is EINS 7, » E h R do Por: N i N i F "| 13 > 5 | a & ae bå i I 7 | x 1 À | fr 4 È r a ’ i A - ‘ 4 i i ' Tr ’ LL Alllerede for en Deel Aar siden begyndte jeg en Række af Undersögelser, hvis Formaal var at udfinde, hvor meget Kulsyre et Menneske udvikler i en bestemt Tid. Denne Klasse af Undersøgelser bar i de senere Aar været et Slags Yndlings-Thema for mange Chemi- kere og Physiologer; men ikke destomindre ere endnu adskillige Spôrgsmaal tilbage at besvare. Saaledes har man hidtil savnet Forsôg, som kunde oplyse det Spörgsmaal, om den af arbeidende Personer i större Mengde perspirerede Kulsyre virkelig udvikledes under selve Arbeidet eller forst senere. Et nyt Spörgsmaal paatrængte sig dernæst, da Anvendelsen af Ætherdamp og flere lignende Bedôvelses-Midler sattes i Anvendelse af Lægerne. I en forelöbig Anmeldelse bekjendtgjorde vel nogle franske Forfattere, at under Ætherisationen udvikle Menneskene mere Kulsyre end sædvanligt; men denne Angivelse staaer i Strid med de ældre Forsåg, hvorefter man snarere maatte vente en formindsket Udvikling af Kulsyre, naar et Menneske eller Dyr henligger i en bevidstlös Tilstand. — Ligeledes var det önskeligt ved direkte Forsög at faae afgjort, hvilken Indflydelse en i længere Tid fortsat Nydelse af Brændeviin har paa Respirationen. I det Følgende vil jeg forsöge at besvare nogle af disse Spørgsmaal, men fårst skal jeg tillade mig at anfåre Grundene for, at jeg ved de fålgende Forsåg noget har forandret min tidligere Maade at bestemme Mængden af den udviklede Kulsyre. Berzelius underrettede mig nemlig ånder sit sidste Ophold hos os i Sommeren 1847, om, at Fransk- manden Reiset havde meddeelt ham, at han og Regnault havde forenet dem om at anstille en ny Række af Respirations-Forsög, hvortil de havde benyttet min Idee at indeslutte Personerne i passende Apparater, men derimod havde bestemt Sammensætningen af den udaandede Luft paa en noget afvigende Maade. Deres Resullater skal være afvigende fra mine; hvilket Reiset tilskrev en ufuldstændig Indsugning af Kulsyren i mine Pråverår. I Comptes rendus Nr. 1, 1848 indeholdes en Efterretning om Begyndelsen af Regnault og Reisets Forsög, som dog kun ere anstillede med Dyr. Saavidt jeg kunde see deraf, var deres Apparat til Forsög med Mennesker dengang endnu ikke færdigt, og jeg er for Tiden aldeles uvidende, om de senere have fortsat deres Forsög. Disse- Efterretninger i Fore- ning med den Overbeviisning, at alle Forsög, som gaae ud paa at bestemme Luftmængden i hôie Glasklokker ved Maaling, ere udsatte for mange næsten uovervindelige Vanskelig- heder, bragte mig til at overveie, om det ikke vilde være muligt næsten ganske at und- være al Maaling, og derimod kun ved Vægt at bestemme Kulsyremængden i en bestemt given Mængde Luft. Delte troer jeg at have opnaaet ved fålgende Forandring i mit Apparat. Istedetfor de sex Pröverör, som tidligere anbragtes i selve Respirationskassen, benyttedes 4 Glasballoner, hver omtrent paa 300 Cubiktommers Rumfang. Disse Klokker ere forsynede med Haner, som ere indrettede saaledes, at der igjennem et Tilgydningsror draabeviis kan flyde Olie ned i Ballonen, medens den i samme værende Luft gaaer ud af en Sideaabning, som ligeledes er forsynet med en Hane. Ligeledes er der i hver Ballon anbragt et Thermometer med saa store Grader, at man let udvendig fra kan læse Dele af Grader. Disse Balloner benyttes paa fålgende Maade. Luften udpompes saavidt muligt, og den tilbageblevne Lufis Mængde bestemmes efter Luftpompens Barometer og det i Ballonen værende Thermometer. Tre af Ballonerne anbringes i Forbindelse med Blyrör, som ere indsatte lufttælte i Respirationskassen saaledes, at et munder ind foroven, et for- neden og et i Midten. Den fjerde Ballon tjener kun til at bestemme, hvor meget Kulsyre der findes i Luften udenfor Kassen, naar Forsåget begynder. Forsôgets Begyndelse regnes fra det Oieblik, Personen træder ind i Kassen, og Doren er tillukket. Da Skruernes An- bringelse sjeldent varer over 4% til 2 Minuter, og Aspiratoren, som er forbunden med Respirationskassen, strax aabnes, saa kan ingen Kulsyre herved tabes. Naar Forsoget sluttes, aabnes Hanerne paa alle tre Balloner samtidigt, og da Hanernes Aabning er meget stor, strömmer Luften ind i mindre end et halvt Minut. For at bestemme Kulsyrens Mængde i hver Ballon, drives den i samme værende Lufimasse meget langsomt först gjennem et med Asbest og Svovelsyre forsynet (UJformigt Rôr til at optage al Fugtighed og derpaa gjennem et Liebigs Kaliapparat, et U-formigt Ror med Asbest og Kali, og derefter gjennem to Rör med Asbest og Svovelsyre. Det {ürste af de sidstnævnte Rör tjener til at optage den fra Kaliapparaterne medrevne Vand- mængde, og det sidste kun til en Control, thi dets Vægt maa sikke betydeligt forandres, naar Forsøget er anstillet tilbörligt. Som en Folge af, at Luften i Ballonen kun indeholder en forholdsviis ringe Mengde Kulsyre, er det aldeles nødvendigt at sörge for en tilstræk- kelig langsom Gjennemströmning i Kalirörene. Sædvanlig hengik hertil mellem 36 til 48 Timer uafbrudt for hver Ballon. At man kan stille flere Balloner ved Siden af hverandre, er en Selvfålge. Ved at anvende Tilgydningsrér med store Tragter er det muligt at sorge for en stadig Gang af Oliens Nedflyden, uden at man stedse behöver at være nærværende. Hver enkelt Ballons Rumfang blev bestemt ved at veie, hvor meget Olie den rum- mede ved en bestemt Varmegrad. Efter saaledes at have fjernet Anledningen til de Feil, som kunde opstaae ved urigtige Maalinger af Luftpréverne ved hvert enkelt Forsög, stod endnu tilbage at skaffe Oplysning: SE _ 1) om den anvendte Respirationskasse var behörig tæt, og om Pröverne virkelig gav Oplysning om Luftens Beskaflenhed i Kassen; 2) om den anvendte Olie vilde optage nogen kjendelig Mængde Kulsyre og derved frembringe et urigtigt Resultat; 3) om ikke selve Indslutningen af Personerne kunde bevirke, at de udaandede mindre Kulsyre end naar de vare udenfor Kassen. Det sidste Spörgsmaal har jeg kun veret i Stand til for en Deel at be- svare ved at forkorte den Tid, i hvilken Personernes Ophold i Kassen varede, til 15 à 20 Minuter. Jeg slutter nemlig saaledes: dersom Opholdet i Respirationskassen foraarsager en svagere Respiration, saa vil denne Indvirkning vise sig stærkere under et længere Ophold i Kassen end under et kortere; der maatte altsaa for- holdsviis være fundet mere Kulsyre i de Forsøg, som varede kortere, end i de Forsög, som varede længere. Da dette imidlertid ikke fandt Sted, saa svækkes Formod- ningen om, at nogen kjendelig Svækkelse i Respirationen indtræder under Opholdet i Respirationskassen. Hvad de to forste Spørgsmaal derimod angaaer, da har jeg besvaret mig disse ved at anstille Forsög med Stearinlys, saaledes at jeg har ladet en bestemt Vægt Stearinlys forbrænde i den tillukkede Respirationskasse, og derefter undersågt den i Kassen værende Luft aldeles paa samme Maade, som naar Mennesker havde været inde- sluttede. Ved et saadant Forsøg, hvor 6,641 Gram Lys var anvendt, fandtes Kassen at indeholde 18,02 Gram Kulsyre. Ved en elementair Forbrænding af samme Lys fandtes, at 0,3265 Gram Lys gav 0,8965 Gram Kulsyre og 0,377 Gram Vand. Dette vilde for 6,641 Gram Lys omtrent udgjöre 18,2 Gram Kulsyre. Herefter belöber den rimelige Feil sig neppe til 11 Procent. Men denne Feil har i Virkeligheden kun saare lidet at betyde; thi en Feil af 14 Procent Kulsyre udgjör kun 0,4 Procent i Kulmængden, eller med andre Ord, naar man i Gjennemsnit regner, at et voxent Mandfolk efter mine Forség, paa en bestemt Tid af Dagen f. Ex. om Middagen, udaander i en Time 12 Gram Kulstof, saa bliver denne Størrelse ved at foröges med 0,4 Procent til 12,048 Gram. Men saadanne smaa Størrelser, ja selv om de vare 5 à 6 Gange större, kommer det ikke an paa ved denne Klasse af Forsög, hvor det næsten er aldeles umuligt at tænke sig at bringe samme Person, flere Gange efter hverandre, til aldeles nöiagtigt netop at udaande ligemeget Kulsyre. Efter at jeg paa denne Maade havde overbeviist mig om, at jeg paa den her beskrevne Methode kunde komme til et tilfredsstillende Resultat, foretoges Forsög med en Karl paa nogle og tredive Aar, som veiede 8 L& 10 &. Efter at de 3 Balloners Indhold af Luft var beregnet ved et Tryk af 336 Linier og ved 0% C., samt de fundne Mængder af Kulsyre i hver Ballon beregnet for lige store Maal, erholdtes i Astra 28: 0,0487 Bu: Aa 0,0505 Cia nan 0,0530 0,1522 Gram Kulsyre. Derimod fandtes i D, som var fyldt med Luft fra Værelset, hvori Forsöget foreloges, 0,0144 Gram Kulsyre, som multipliceret med 3, for at erholde samme Rumfang, som i de tre andre Balloner tilsammen, udgjör 0,0432. Ved at trække denne Störrelse fra 0,1522 Gram faaes 0,109 Gram, som allsaa var den Mængde Kulsyre, som indeholdtes i 805 Cubiktommer eller de 3 Balloners Rumfang. Dette gav for den hele Mængde Kulsyre i Kassen 16,25 Gram, og da Forsöget kun varede i 22 Minuter, blev det for 60 Minuter 44,3 Gram Kulsyre eller 12,06 Gram Kulstof. Dette Forsög stemmer tilstrækkeligt overeens saavel med mine egne tidligere Forsög, som med Andrals og Gavarerts. Derefter gik jeg over til at bestemme, hvor meget Kulsyre samme Person, som benyttedes i ovennævnte Forsög, udviklede, naar han under For- sôget arbeidede stærkt. Til denne Hensigt tog Karlen den 24de Februar en 3 Fod lang Jernstang, paa hvis ene Ende var anbragt en betydelig Klump Jern, ind med sig i Kassen, og svingede denne under Forsöget frem og tilbage, saaledes at han kom fuldkommen i Sved. Kassens Ruder bedækkedes aldeles med Vand, saa at de i Kassen værende Thermometre forst kunde aflæses, da Ruderne vare aftérrede. Forsöget varede 21 Minuter, og ved Bestemmelsen af den udviklede Kulsyremængde fandtes, at der var udviklet 50,85 Gram Kulsyre eller 13,87 Gram Kulstof, som for en Time udgjör 39,63 Gram Kulstof. Den 2den Marts gjentoges dette Forsög med samme Person. Forséget varede i 19 Minuter; den udviklede Kulsyre veiede 46,69 Gram, hvori findes 12,73 Gram Kulstof. Dette vilde for 60 Minuter udgjöre 40,2 Gram Kulstof. Overeensstemmelsen mellem disse Forsög er tilstrekkelig, ja större, end man lurde vente, da man intet sikkert Middel har til at bestemme Störrelsen af den anvendte Kraft. Af disse to Forsög sees aabenbart, at der er udviklet en meget större Mængde Kulsyre under hele Arbeidet, end naar Karlen forholdt sig rolig. Omtrent tre Gange saameget. For at bestemme Indvirkningen af bedovende Drikke, navnlig naar disse nydes i lang Tid, indesluttedes den 26de Marts en Dranker, hvis hele Ydre udviste de bekjendte Virkninger af en vedholdende Brændeviinsdrikken, i Respirationskassen. Kort for Forsögets Begyndelse havde han nydt Brændeviin, og dets Virkning paa Personen var kjendelig slövende. Forsöget varede 20 Minuter. Den udviklede Mængde Kulsyre var i denne Tid 8,944 Gram, hvilket for 60 Minuter vilde blive 25,882 Gram Kulsyre, hvori findes 7,045 Gram Kulstof, 145 2 Det næste Forsög blev anstillet med et andet Individ, ogsaa en Dranker; men den kort för Forsöget nydte Brændeviin havde gjort Personen munter og snaksom. Trods alle "Anmodninger og Befalinger var det ikke muligt at bringe ham til at sidde rolig under Forsöget. Han viftede af alle Kræfter med den Fjedervinge, som bruges til at blande Luftlagene i Kassen med, og var næsten uafbrudt i Bevægelse under Forsåget. Efter 20 Minuter sluttedes Forsöget, og den udviklede Kulsyre udgjorde 13,263 Gram, hvilket for 60 Minuter bliver 39,786 Gram; heri findes 10,85 Gram Kulstof. Denne Qvantitet Kulstof er vel större end den, som blev fundet i det foregaaende Forsög, men dog mindre end den, som fandtes ved den sunde Karl, som hensad rolig under Forséget. Jeg antager det herefter for afgjort, at Nydelsen af Brændeviin svækker Respirationen saaledes, at de Individer, som nyde vedholdende store Quantiteter Brænde- viin, udvikle forholdsviis mindre Kulsyre, end andre Mennesker af samme Alder og Kjön +). Ligeledes troer jeg at kunne antage, at af de Berusede vil den, som bevæger sig stærkest, i det mindste til en vis Grad under iôvrigt lige Forhold udvikle meest Kulsyre. Alle de i denne Afhandling omtalte Respirationsforség ere anstillede om Middagen mellem Kl. 12 og 2. Jeg havde derefter önsket at anstille Forsög med Personer, som havde indaandet Ather eller Chloroform, men da Virkningen af disse Midler paa den ene Side kun varer nogle Minuter, og altsaa gjentagne Gange maatte fornyes under hvert Forsög, og det paa den anden Side vilde være saagodt som umuligt i mindre end nogle Minuter at aabne Respirationskassen, saa frygtede jeg for at udsætte noget Menneske for den mulige over- drevne Indvirkning, som et forlænget Ophold i en Kasse med saadanne Dunster, kunde frembringe. Jeg maa derfor overlade Andre at bestemme, om der virkelig skulde være nogen Forskjel mellem Indvirkningen af Brændeviinsdrikken og Indaandning af Æther eller Chloroform, med Hensyn paa Udviklingen af Kulsyre af det menneskelige Legeme, noget, jeg for min Deel har en stærk Tvivl om, saameget mere som Dumesnil og Demarquas have viist, at den dyriske Varme formindskes paa en kjendelig Maade, saalænge Virkningen af den indaandede Æther eller Chloroform varer **). Mit Haab om ved de ovenanfårte Forség ogsaa at kunne bestemme, hvor meget Vand der forlader det menneskelige Legeme i en bestemt Tid, maatte jeg opgive paa Grund af den ulige Mængde Fugtighed, som afsætter sig paa Kassens Vægge. Dette viste sig tydeligst ved Forsögene med Personen, som arbeidede, thi som ovenanfört ved de *) At andre Undersögere, navnligen Prout og Vierordt, tidligere vare komne til et lignende Resultat, er bekjendt. **) Comptes rendus Nr. 6, 1848, Side 171. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 19 146 + derhen hørende Forsög, var man endog nödt til at aftörre Respirationskassens Ruder for at komme til at aflæse Thermometerne, noget som tidligere aldrig har været nödvendigt. „ Blandt de forskjellige Forsög, som ere anstillede for at bestemme Forholdet mellem den Mængde Varme, det dyriske Legeme afgiver til sine Omgivelser, og den Varmemængde, som frembringes ved Aandedrattet, eller som maa opstaae ved Legemets Forbrug af Ilt, hvad enten Kulsyre-Dannelsen foregaaer i Lungerne eller i Blodkarrene over hele Legemet, have Dulong's og Depretz's især vundet Physiologernes Opmærksomhed og Tiltro. Liebig har imidlertid blandt andet indvendt, at der ved disse og alle lignende Forsög ikke pleier at være taget behörigt Hensyn til den Afkjöling, som det dyriske Legeme selv lider, og antager det for afgjort, at den dyriske Varme er en ligefrem Fålge af de i Legemet fore- gaaende Forbrændinger. Under mine Bestræbelser for at bestemme Mængden af den Kulsyre, som forlader det menneskelige Legeme i en given Tid, blev jeg ogsaa ledet til al pröve, om end kun tilnærmelsesviis, hvor meget Varme der behöves for at vedligeholde det dyriske Legemes Varme i en given Tid. Den Maade, hvorpaa jeg har sågt at låse dette Problem, er noget vidtlåftig, og tor ikke gjore Fordring paa at afgive noget bestemt mathematisk Grundlag for aldeles faste og bestemte Beregninger, noget som i denne Henseende aldeles ikke lader sig opnaae, da det er aabenbart, at de samme Mennesker eller Dyr udvikle ulige megen Varme under forskjellige Omstændigheder; men ligesom det har været af Interesse at erfare, hvor meget Kulsyre der udvikles eller hvor meget Vand der i Gjennemsnit fordamper af et Menneske i en bestemt Tid og under bestemte Forhold, saaledes er det vistnok ikke uden Interesse og Nytte ogsaa at bestemme, om end kun tilnærmelsesviis, hvor meget Varme et Menneske udvikler under enkelte nærmere bestemte Omstændigheder. Den förste Vanskelighed, der træder os imöde, er naturligviis det Spørgsmaal, hvorledes skulle vi finde en passende Maalestok for den i en given Tid udviklede Varme, uden at sætte Legemet i en unaturlig Tilstand. Ethvert Forsög paa at bestemme den udviklede Varmemængde ved at lade Legemet nedsænkes i Vand maa saaledes efter min Mening forkastes. Derimod forekom det mig rimeligt, at man maatte kunne opnaae et brugbart Resultat ved at bemærke, hvor meget flere, i mit Respirations-Apparat anbragte, Thermometre steg, naar et Menneske indesluttedes i en bestemt Tid. Thermometrenes Stigning vil bevirkes deels ved Legemets Udstraaling deels ved de Vanddampe og den Kulsyre, som perspireres. Kc JR Kan man i lige Tid frembringe samme Varme i Respirationskassen ved et eller andet opvarmet Legeme, hvis Varmetab man kan bestemme, saa synes herved at være givet et Middel til at kunne finde, hvor stor den absolute Mængde Varme er, et Menneske udvikler. Min første Tanke var at bruge antændte Stearinlys hertil, idet jeg gik ud fra, at naar man med Nöiagtighed kunde bestemme, hvor meget Stearinlys der behövedes for at opvarme Respirationskassen ligesaa meget, som naar et Menneske havde været inde- sluttet, saa vilde det være muligt, efter at have bestemt Stearinlysets elementaire Sammen- sætning, at beregne, hvor meget Ilt der var medgaaet til dets Forbrænding. Men her mödte den Vanskelighed at træffe Lys, der netop havde den Störrelse, at de i en bestemt Tid frembragte den nödvendige Varme, ligesom det ikke var let muligt at holde Luftens Varme i Kassen behörig eensformig, thi viftedes eller omrörtes Luften i Kassen udvendig fra ved et dertil anbragt Apparat, da osede let Lysene og frembragte saaledes undiagtige Resultater. Ved kun at antænde et Lys frembragtes for lidt Varme, og ved at antænde to for stor Varme. At reducere ved Beregning de ved Forsögene fundne Stôrrelser viste sig utilraadeligt, da Kassens Varmetab forandrede sig efter den i Kassen værende Lufts höiere eller lavere Varmegrad. Et gunstigere Resultat erholdtes derimod ved at benytte en fiirkantet Kobberkasse, som fyldtes med Vand til 37? C., og som omtrent frembragte i lige Tid samme Varme som et voxent Mandfolk. Kobberkassen med Laag veiede 30 #, og havde en Overflade af 1792 © Tommer. Vægten af Vandet i samme var 139 &, som i Forening med Kob- beret, hvis Varmefylde omtrent er 30 Gange mindre end Vandets, kan regnes for 140 &. Ved Hjælp af et dertil indrettet Thermometer var det muligt med Lethed at bestemme Vandets Varme paa liende Delen af en Grad; ved en passende Områren bragtes Vandets Varme til en næsten fuldstændig Eensformighed. Vanskeligere var det derimod ogsaa her at frembringe en eensformig Varme i hele Respirationskassen; thi uagtet man ved et Ark Pap, som var anbragt paa en Stok, holdt Luften i Bevægelse, saa kunde Thermometerne ved Kassens Bund ikke bringes til at stemme overeens med det i Midten og det foroven. Der kan altsaa vistnok gjöres en Deel Indvendinger mod disse Forsögs Nôiag- tighed, imidlertid bringe de dog altid Sagen noget videre. I forste Forsög steg Varmen i Respirationskassen 3,5° C., nemlig fra 12,42 til 15,429 C.; i denne Tid sank Vandets Varme fra 38,75" C. til 37,30° C. eller 1,45 C. I andet Forsög steg Varmen i Respirationskassen 3° C., nemlig fra 13° til 16°, og i denne Tid tabte Vandet i Kassen 1,27% eller Thermometeret sank fra 35,20 C. til 33,939 C. Som Middeltal af mange Forsög stiger Varmen i Respirationskassen 2,250 C., naar 19% = et voxent Mandfolk, som forholder sig roligt, indesluttes 30 Minuter. De ovennævnte Forsög varede lige saalænge. Efter förste Forsög vilde da 140 & Vand have tabt 0,95% C. for at bringe Tempe- raturen i Respirationskassen til at stige 2,25° C. Efter andet Forsög vilde derimod 140 % Vand have tabt 0,93 C. for at bringe Temperaturen i Respirationskassen til at stige 2,250 C. Men 140 x 0,95 er liig 133, og 140 >< 0,93 er liig 130. Heraf bliver Middeltallet 131,5. Antages nu, at 2950 & Vand opvarmes 1 Grad C. ved en Forbrending, hvortil anvendes 500 Gram Ilt, saa vilde de 131,5 & Vand fordre omtrent 22,3 Gram Ilt. Sammenlignes denne Vægt Ilt med den Qvantitet Ilt, som findes i de 22 Gram Kulsyre, som et voxent Mandfolk ved Middagstid udviklede i 30 Minuter, saa er der en Forskjel af 6 Gram, hvilket udgjör over en fjerde Deel af den hele her beregnede Mængde ilt. Dulong og Depretz fandt, at hos de kjådædende Dyr brugtes omtrent en tredie Deel Ilt mere end den, der perspireres som Kulsyre. I Reignault og Reisets nyeste Forsög over Hunde er dette atter bekræftet. Er det tilladt fra disse Forsøg over Dyr at slutte til hvad der foregaaer ved Menneskenes Respiration, da synes det afgjort, at man ikke har tilstrækkelig Anledning til at såge andre og ubekjendte Kilder til den dyriske Varme, end netop den ved Aandedrettet foregaaende chemiske Proces. Vil man derimod mere stole paa Valentins directe Forsög over Forholdet mellem den Mængde Ilt, der indaandes, og den Mængde Ilt, som findes i den udaandede Kulsyre, saa maa bemærkes, at da Valentin kun angiver sit Legemes Vægt til 54 Kilogram eller 108 Pund, saa turde der vel være Grund lil at antage, at större og sværere Personer forbruge mere Ilt end 33,7 Gram i Timen, saaledes som Valentin fandt ved Forsögene med sig selv; thi han fandt heller ikke den udviklede Vægt af Kulsyre större end 39,146 Gram, som svarer til 10,665 Gram Kulstof. For en Respiration, hvorved der udvikledes 44 Gram Kulsyre, som svarer til 12 Gram Kulstof, vilde der efter ovennævnte Forhold være brugt 38,3 Gram Ilt, hvilket altsaa ligeledes nærmer sig de ovenanförte Tal, navnligen naar man erindrer, at der egentlig bor gjöres en lille Rettelse i Beregningen over den Mængde Ilt, som behôves for at erstatte den Varme, Vandet tabte ved mine ovenanförte Forsög; der hengik nemlig 14 til 2 Minuter mellem Aflæsningen af Thermometrene i Respirationskassen, som skeer, medens Kassen er lukket, og Aflæsningen af Thermometret i Vandkassen, som fårst kunde aflæses, efter at Respirationskassen var aabnet. Anslaaes denne Mellemtid til 2 Minuter, saa haves folgende Rettelse: i 32 Minuter tabte Vandkassen en Varmemængde, som kan erstattes ved 22,3 Gram Ilt, dette vil for 30 Minuter udgjére 20,22 Gram eller for en Time 40,44 Gram Ilt. 149 Endelig forekom det mig interessant at vide, hvor stor en Deel af den Varme, et Menneske frembringer, hidrôrer fra den gjennem Munden og Næsen udaandede Kulsyre og Vanddamp, og hvor stor en Deci der skyldes til Legemets Udstraaling &c. For at udfinde dette indesluttedes en Karl, som var forsynet med en passende Maske, hvori han frit kunde aande i Atmospheren, medens hans hele Legeme var i Respirationskassen. Herved steg Varmen i Kassen under {ste Forsög, som varede i 30 Minuter 1,81? C., og i andet Forsög, som ligeledes varede 30 Minutter 1,70" C. Derefter gjordes Forsöget omvendt; Personen aandede kun gjennem Masken ind i Respirationskassen. I iste Forsög, som varede 30 Minutter, steg Thermometrene 0,30 Ce, og i andet Forsög, som foretoges med en anden Person, 0,159 C. 1 sidste Forsög var Respirationen noget forceret, og dette maa man nok tilskrive, at Varmen her blev noget hôiere end i förste Forsög. Efter disse Forsög sees det altsaa, at den gjennem Mund og Nese udaandede Kulsyre med de deri værende Vanddampe kun udvikle + Deel af den > hele Varmemængde, som det hele menneskelige Legeme frembringer. ty ER ir “noe tell a Le ri m KLA api gi a À né Hu ahnt ea ante | | AT ya ehe ne ine, nr I ee 34 8) DE ct ie border GE go | ET Rio bd Ave te SAME Meee a PS ru ayn le oda walten + ve ame dd fe" reine heart Sanity oA KF SETS LER TE" mit fan Viet ni pool store oar de és DT NT Bine Bon DEREN | Li fr: D ‘io hee À F1 trié - & 2 3 lee «+ as) in aj L ‘ot ve mi t y Que dE ve , sy i | Ps Be | Kar enter sydende orne loges, ih cm de 6 je po Vedmalins ben. he ot Print when het Mie Me = u; ds rad de M, svt i L se des, .% sd a K re ne ‘ würds, | P as ALT Koa MONET ER NET Na al 5: ihn bass d'en i a Ps \ Ay u. Ar Get Wi Bor, À i uate: MUR a tel 5 OF i Blues has lei sis. Pilon by à J i Bi, BAR cole ede, Viet. n ans ji hove ete ton i i ey rn M; hi Cian Ky % Carta + we bre cer ? ui visil ' enn er u 2 Le CRT RER h ; PN ~ ise en All [4 ES SÅ Pi i 2 x Wis | 22 a i 7 ie ‚Tale 2 LS ni LEN i ‘ de ei Øs i 3 lyde % Mippics olay’ Riper tly CH Demy i ru a Mr; 4 u j } tunis my RS sg samen, Ms el Vania + NØ vies’ din an ini) f i | an Ry uten AN Kl ng . Asplenium castaneum Schlechd. Linnæa. v. 5. p. 611. n. 768. Kze fil. Leibd. INC AD 532: Dr. Schiede fandt den i en Hule paa Vulkanen Orizaba; Leibold medbragde nogle ufuldstændige Exemplarer, som angives fra den tempererte Region. Anm. Disse 5 Arter staae hinanden meget nær, og danne en lille naturlig Gruppe af Slægten, hvortil A. Trichomanes og A. viride henhöre. De ere alle Jordbregner. 6. Asplenium monanthemum L. Smith ic. ined. t. 73. Schlechtd. adumbr. p. 27. Ej. Linnea 5. p. 612. Mart. & Gal. Il. c. p. 57. 58. Kze fil. Leibd. 1. c. p- 331. Benth.- pl. Hartw. p. 54. Cay. prælec. p. 253. n. 637. Nees ab E. Lin. 19. p. 685. En særdeles udbredt Art i Mexico, der findes fra 3000 til over 10,000 Fods Höide; Re ll dog især hyppig i de hôiere Regioner. Den voxer i Skovegne i Klippeklofter. Jeg fandt den ved S. Antonio Huatusco paa Steendiger, i Klippeklöfter; ved Chinautla Dep. Puebla (7000), paa Vulkanen Orizaba paa Klipper i Omegnen af Vaqueria del Jacal (10000. Schiede fandt den i Skove ved Jalapa; Galeotti ligeledes paa Vulk. Orizaba indtil 11500” (vistnok noget for höit angivet), paa Porphyrbjerge i Real del Monte (8—9000), paa Kalk ved Sola Dep. Oajaca (5—8000°), Puente nacional (1000'), Juquila Dep. Oajaca paa Mexicos Vestside (4500—5500”). Hartweg sendte den fra Real del monte. Den er meget foranderlig i Störrelse og Udseende. I Regionen imellem 7—8000° synes den at befinde sig bedst, og Lovet opnaaer der indtil 15 Tommers Længde og over 1 Tommes Brede. Den mærkværdige Bulbildannelse, som allerede er omtalt af ftere For- fattere, bliver især hyppig i hiin Region. Disse Bulbiller frembryde baade af Stilken og af Lövaxen (Rhachis), og derfra udskyder da enten et enkelt eller et heelt Knippe af nye Lov. Baade imod sin övre og nedre Grændse blive Formerne mere sammentrængte, mindre i alle Dele. Sori ere kun hos de mindre Former enkelte, hos de större findes 2—4—6, ja stundom selv stillede i to Rækker. 7. Asplenium arcuatum Liebm.: fronde cæspitosa herbacea glaberrima 6—9 poll. longa, 7—9 lineas lata, stipite brevi vix pollicari, lineari-lanceolata apicem versus eleganter arcuata, pinnata, utrinque decrescente, pinnis 4 lineas longis 2 lin. latis sessilibus dense imbricalis horizontalibus vel leviter deflexis alternis subparallelogrammis, basi inferiori rectis integris, superiori truncalis rectis apice rotundatis obtusis rotundato-repandulis, margine superiori obsolete repandis, venis conspicuis apice clavalis ante marginem desinentibus, soris margini inferiori approximalis et parallelis 2 imbricatis; stipite rhachique filiformibus elasticis arcualis nigerrimis nitidis antice applanatis marginalis, postice convexis. Rhizoma breve terrestre. radiculis plurimis diffusis instructum. Obs. Pinne facile decidunt, rhachesque denudate arcuate restant. Color frondis glauco-viridis, postice parum pallidior. Voxer paa Klipper i Skove og Baranker omkring Hac. de Mirador og Zacuapan (2500—30004, og fructificerer i November. I Udseende nærmer den sig til A. formosum, men adskilles let derfra ved en Mengde Charakterer. 8. Asplenium formosum Willd. Schlechtd. Lin. 5. p. 612. Mart. & Gal. L c. p- 59. Kze fil. Leibd. I. c. p. 332. Hyppig forekommende i den tempererle Region paa Mexicos Östside imellem 2—5000'. Den voxer i Skovegne paa torre Klipper, i Klöfter eller paa tår haard Leerjord i Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 31 Skovene. Jeg fandt den i Potrero de Consoquitla (2500 , ved Mirador, ved Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca (c. 3000, Tepitongo Dep. Oajaca (5000). Schiede fandt den ved Hac. de la Laguna. Galeotti fortæller, at den findes i den umiddel- bare Omegn af Vera Cruz fra 500—2000’, men heri er der ingen Mening, da Vera Cruz ligger ved Havet i en Sandörk uden nogensomhelst Höide i Nærheden. Landet hæver sig til 2000 Fods Höide först i en Afstand af henimod 20 Leguas Vest for Byen. Anm: Disse tre Arter danne en naturlig lille Afdeling, charakteristisk ved de horizontale med Randen parallele, og denne tilnærmede Frugthobe. 9. Asplenium harpeodes Kze fil. Leibd. 1. c. p. 329. A. falcatum (W?) Mart. & Gal. 1. e. p. 58*). Synes at være indskrænket til et lidet Areal i Mexico, idet den hidtil ikkun er funden af Galeotti, Leibold og mig i Omegnen af Mirador, Zacuapan og Totulla (3 —4000”). Den voxer paa de skyggefuldeste fugtigste Steder, og udelukkende paa de med nedlöbende Rodfibre tæt bedækkede træagtige Stammer af Cyathea mexicana og Alsophila Schiedeana. Prof. Kunzes Beskrivelse er som sædvanlig saa fortrinlig, at Intet er at tilfôie. 10. Asplenium erectum Bory. Schlechtd. Adumbr. p. 28 t. 15. Schlechtd. Linnea v. d..p:612. n. 772. Samlet af Dr. Schiede, men Stedet Jalapa er ikke sikkert. Om Asp. erectum? Bory. Mart. & Gal. 1. c. p. 61, Coll. H. Gal. no. 6271, hvilken Galeotti angiver fra Cerro de S. Felipe ved Oajaca (7500—8000‘), voxende paa Klipper i Skovene, er riglig bestemt, synes tvivlsomt, især af den Grund, at Forff. fjerne denne Art ved 10 mellemkommende Arter fra A. inequilaterale (Willd.?) Mart. & Gal. I. c. p. 57, uagtet denne af Schlechtendal stilles som Synonym til A. erectum. Vel henfôrer Presl A. inæquilaterale Willd. som Synoym til A. resectum Smith, men denne Art er overordentlig nerstaaende til A. erectum, saa at man aldeles ikke begriber Opstillingen af Arterne i det martens-galeottiske Verk. Overhovedet synes der at herske en chaotisk Forvirring i Artsbestemmelserne af den Afdeling af Slegten Asplenium, hvortil A. erectum henhôrer. Her trenge vi mere end sædvanligt til J. W. Hooker’s eller Kunze’s opklarende, ordnende Aand. Jeg frygter navnligen at Forff. have veret noget for raske med at henfüre flere americanske Former til Arter, som ere blevne beskrevne fra Cap, og er tilböielig til at troe, at nôiagtig Under- søgelse vil vise væsentlige Forskjelligheder imellem de africanske og amerikanske Former. *) Naar Galeotti (1. c.) siger, at Planten iblandt andre træagtige Bregner ogsaa voxer paa Alsophila prui- nata, da skal jeg her kun bemærke, at A. pruinata 9: den Art, som hidtil af mexicanske Florister har gaaet under dette Navn, aldeles ikke er træagtig, saa at fölgelig A. harpeodes ikke vel kan voxe parasitisk paa den. Mere om dette paa andet Sted. 243 11. Asplenium miradorense Liebm.: fronde cæspitosa herbacea glaberrima læte viridi 5—7 poll. longa, pollicem circiter lata, stipite brevi 3—4 ad pollicem longo, elongato-lanceolata attenuata, utrinque decrescente, pinnata, pinnis densis 25—35 cujusque lateris, 5 —6 lineas longis lineam latis, alternis hori- zontalibus subpetiolatis rhomboideo-ovatis obtusis, basi oblique cuneatis, basi superiori iruncalis rectis, basi inferiori rectis inlegris abscissis, margine superiori et anteriori obtuse crenatis, soris pluribus venis lateralibus impositis biserialibus costæ approximatis ovalibus semilineam longis, indusiis semilunatis; stipite rhachique lenuibus flexuosis teretibus fuscis sursum viridibus marginatis, margine herbaceo decurrente viridi. Rhizoma breve terrestre nudum radiculis longissimis intricatis rufo-villosis instructum. Den findes paa torre Klipper eller ved Foden af Ege paa aabne Steder i Skove omkring Mirador. Habituel Lighed har denne Art med A. erectum, men adskilles ved fölgende: Finnerne skjæv-firkantet-ægformige uden Ore ved övre Grund, ret afskaarne ved Fin- nernes nedre Side, afrundet karvede; Frugthobene smaae. A. resectum Smith adskilles ved lancetformige tilspidsede dobbelt-saugtakkede Finner. 12. Asplenium abscissum Willd. Kze Addil. I. c. p. 141. Mart. & Gal. I. c. p. 59. Sendt af Dr. Schiede fra Mexico uden Angivelse af Voxested. Dersom den af Martens og Galeotli anförte Plante er rigtigt bestemt (jvfr. Coll. H. Gal. no. 6588), da findes den paa Bredden af Skovbekke ved Totulla (4—4500’). 13. Asplenium lugubre Liebm.: fronde herbacea glabra antice atrovirente postice pallidiori glauco-viridi, 9—12 poll. longa, 3 poll. lata, stipite 4—6 pollicari, lanceolata, apice attenuata, pinnata, pinnis alternis hori- zontalibus patulis 16—22 cujusque lateris brevipeliolatis trapezio-lanceolatis, subfalcatis obtusis 1—14 poll. longis, 4—5 lineas latis, basi oblique cuneatis, superiori truncatis, infe- riori reseclis, margine parum incrassatis revolutis, superiori et anteriori irregulariler obluso-serralis, serraturis emarginatis, pinnis sursnm decrescenlibus sessilibus, demum confluentibus; soris pluribus biserialibus costæ prominule approximalis; stipite rha- chique castaneis nilidis glabris sursum leviter flexuosis, antice canaliculatis postice convexis. Rhizoma horizontale carnosum nudum radiculos validos numerosos intricatos fusco- villosos emittens. Differt ab A. exciso, cui proxima: rhizomate repente nudo, rhachi pinnarum non marginata, serraluris irregularibus emarginalis. 31* 244 Voxer paa overskyllede Klipper i og ved Aaléb i Baranker ved Mirador, hvor Frugtexemplarer samledes i Januar. i Jeg anseer det for meget sandsynligt, at nogle af de under foregaaende Nummer henförte Former i Virkeligheden henhöre under denne Art. 14. Asplenium semicordatum Raddi nov. gen. & spec. fil. Bras. p. 36. t. 52 f. 1. Kze Addit. I. c. p. 141. A. discolor (an Kze?) Mart. & Gal. 1. c. p. 56. En i Mexicos hede og tempererte östlige Region temmelig udbredt Art. Den voxer i Skovegne og dybe skyggefulde Baranker paa Klippegrund eller imellem Stene ved rindende Vand, hvoraf den jevnlig'overskylles. Jeg fandt den omkring Mirador, i Baranker ved Huitamalco, ved en Skovbæk paa Hac. de Jovo, ved S. Pedro Tepinapa i Oajaca. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco, Galeolti ved Zacuapan. . Den varierer i Störrelse fra 4—9 Tommer ; Finnere ere snart tilspidsede, snart budte. I Martens og Galeoltis Memoire p. 59 (Coll. H. Gal. no 6340) finde vi opstillet en A. semicordatum Raddi, adskildt ved 7 mellemkommende Arter fra A. discolor. Men A. semicordatum Raddi og discolor Kze ere saa' nærstaaende, at Presl endog henförer den sidste som Synonym til den förste. Ubegribeligt bliver derfor hiin Opstillings- maade hos Martens og Galeotti, med mindre Forff. have bestemt A. semicordatum urigtigt, hvilket bliver sandsynligt ved at lægge Mærke til det af dem angivne Stedforhold. De sige nemlig,. at A. semicordatum voxer paa gamle Ege ved Llano verde i Oajaca (7—-7500), en Angivelse, hvis Usandsynlighed er iôinefaldende. Det er saaledes klart nok, at en Feil her er tilstede, men da Galeottiske Exemplarer ikke foreligge, kan jeg ikke opklare Sagen videre. ; 15. Asplenium riparium Liebm.: A.repandulum (vix Kze.) Mart. & Gal. 1. .c. p. 56? fronde herbacea atroviridi, postice pallidiori glauco-viridi, 1—14 pedali, 4—7 poll. lata, slipite 4—6 pollicari, lanceolata pinnata, pinnis alternis 8—13 cujusque lateris patulis brevi- petiolatis dimidiato-hastato-lanceolatis subfalcatis longe acuminatis acutis, 24—4 poll. longis, 6—8 lin. latis, basi oblique cuneatis integris, superiori truncatis obtuse-auriculatis, (auricula variabili majori minori plus minus obtusa, integra aut denticulata), inferiori recisa, mar- gine superiori et anteriori irregulariter obtuso-serratis, interdum obsolete repandulis; pinnis _ utrinque decrescentibus, infimis remotioribus obtusis, terminali irregulariter hastata auriculis basilaribus plus minus productis; costa venisque repetite furcatis curvalis marginem attin— gentibus vix prominulis atris, soris pluribus biserialibus coste approximatis 3—5 lineas longis; stipite rhachique glabris sursum parum flexuosis antice obsolete canaliculatis, postice compressiusculis. Rhizoma terrestre horizontale carnosum breve nudum radiculos intricatos emittens. Differt ab. A. repandulo Kze: forma longitudineque pinnarum, incisuris marginis, loco na- tali, cet. Den voxer paa oversvömmede Klipper i Bekkeldb i Skovegne og Baranker i den östlige Region imellem 2—3000’. Jeg fandt den i Baranca de S. Francisco og andre Klôfter i Nærheden af Mirador, samt paa Hac. de Jovo. Galeotti angiver sin A. repandulum fra lig- nende Localiteter ved Zacuapan. Jeg anseer det for utvivlsomt, at den Poeppigske Plante, som voxer paa Træer i Bjergskove om Pampayaco i Peru, er specifisk forskjellig fra denne Vandbregne, hvortil den efter Beskrivelsen synes at nerme sig noget, men dog frembyder ikke faae Uoverens- stemmelser. , Skjöndt jeg ingen Tvivl har om, at A. repandulum Mart. & Gal. er identisk med min Art, hvilket jeg fornemmelig slutter efter Forfl’s Localangivelse har jeg, saa- lenge jeg ikke har seet Exempl., tilfoiet et Spörgsmaalstegn. A. riparium hörer til de meget foranderlige Arter i Henseende til Lévets Længde, Finnernes Antal, Retning, som snart er næsten horizontal, snart mere opret, disses Længde, Brede, meer eller mindre seglformige Böining; snart ere de udtrukne i en lang Spids, snart ere de meget kortere og budte; Randens Indskjæring, hvilken næsten kan forsvinde; især er den ôreformige Udvidning ved Finnernes övre Grund meget foranderlig; snart mangler den aldeles, snart er den meget stærkt udviklet, snart bred stumptandet, snart næsten spids helrandet 0. s. fr. Hvis der ikke existerede en Asp. polymorphum, da burde denne Art kaldes saaledes. 16. Asplenium bicrenatum Liebm.: fronde subcoriacea glabra glauco-viridi, subtus pallidiori, 15 poll. longa, 6 poll. lata, stipite 4—5 pollicari, lanceolata pinnata, pinnis remotis 12—15 cujusque lateris, sursum sensim decrescentibus alternis horizontalibus petiolatis (petiolis bilinearibus compressis), 3 poll. longis, 6—8 lin. latis, oblique lanceolatis longe acuminalis acutis, basi superiori cordato- auriculalis, auricula rotundata vel angulato-rotundata crenata, inferiori deorsum truncatis integris, margine utrinque inciso-bi-rarius tri-crenatis, crenaturis obtusis; costa antice pro- minula, postice immersa,-venis utrinque immersis sub angulo acuto exeuntibus bifurcatis, soris coste approximatis 3 lineas longis; stipite rhachique glabris fuscis anlice canalicu- latis, postice acutangulis. Voxer i skyggefulde Skove i Districtet Chinantla i Dep. Oajaca, og henhörer saa- ledes til den varm-tempererte Region imellem 2—3000° paa Cordillerernes östlige Heldning. Fra den foregaaende Art, hvormed den stemmer overens i Störrelse, adskilles den let ved Finnernes Grund, som ere oventil hjerteformige, nedentil skjævt afskaarne, samt ved Randens dobbelte Karvning. Större Lighed har den med A. semicordatum, men adskilles ved Lövets Størrelse, Finnernes mere end dobbelte Længde’, lang udtrukne Spids, og den dobbelte Karvning af Randen. 17. Asplenium dimidiatum Sw. A. zamiæfolium (non Willd.) Kze Farrnk. p. 103. t. 48. Presl. Rel. Henk. 1. p. 43. Angives af Presl som samlet i Mexico af Th. Henke, men uden at Voxested nævnes. Ingen anden Botaniker har fundet den senere i Mexico. 18. Asplenium polymorphum Mart. & Gal. IL. c. p. 56. t. 15. f.2. Kze fil. Leibd. lc p11320; Voxer i Skovegne i den östlige tempererte Region imellem 2—4000 Fod, især paa Klipper ved rindende Vand; saaledes ved Mirador, Zacuapan, Totutla og Hac. de Jovo. Til de af Kunze givne criliske Bemærkninger har jeg blot den at tilfoie, at paa samtlige mine Exemplarer er Låvstilken glat, og ikke saaledes som det hedder hos Martens og Galeotti haaret og skjællet. 19. Asplenium Serra Langds. & Fisch. Ic. fil. p. 16 t. 19. Kze fil. Poepp. p. 53 et var. remotum Kze 1. c. Hook. in Bent. pl. Hartw. p. 97. Mart. & Gal. I. c. p- 55. Kze fil. Leibd. I. c. p. 328. En i Mexico sparsom forekommende Art, der især findes i den östllige tempererte Skovregion imellem 3—4000°. Jeg fandt den i Baranker ved Mirador paa Trestammer; Galeotti ved Totutla paa Klipper; Leibold i den tempererte Region; Hartweg paa Bjergene las Nubes. 20. Asplenium insigne Liebm.: fronde coriacea 3 pedali, 10 circiter pollices lata, stipite pedali et insuper, lanceolata pin- nata, pinnis remotis 20—25 cujusque lateris alternis patulis petiolatis, (petiolis 2—3 lin. longis fusco-squamulosis), 6 pollices longis, 6—8 lin. latis, sursum decrescentibus, elongato- lanceolatis longissime acuminalis aculis sigmoideo-falcalis, basi obliquis utrinque acute-cune- atis, margine incrassato parum revoluto utrinque acute et irregulariter serralis, apicem versus profundius duplicato-serratis, summo apice remolissime serratis, pinna terminali lanceolata incisa grosse serrata, pagina anteriori obscure viridi, posteriori pallidiori; costa venisque utringue prominulis, postice hic illic sparse squamulosis, venis sub angulo acuto exeuntibus bifurcatis; soris costæ immediate approximatis linearibus, indusiis elongato-semi- lunatis integris membranaceis castaneis; stipite rhachique paleaceis fuscis deorsum glabris antice canaliculatis, poslice convexis. Denne Mexicos anseeligste Art voxer i Bjergskove imellem Tonaguia og Roayaga i — 247 Dep. Oajaca paa henimod 5000 Fods Höide i en leret fugtig Jordhund, ligeledes i Skoven imellem Totontepec og Trapiche de la Concepcion (5—6000°) og bærer Frugt fra Juni til September. Af alle hidtil bekjendte Arter er der ingen, som denne staaer nærmere end A. Fenlaysonianum Wallich, men adskilles fra samme ved fölgende Mærker: Finnerne ere længere, noget S-formig-seglformige, grovere og mere uregelmæssig takkede, i dyre Deel af Finnerne dobbelt-grovtakkede, Frugthobene fjernere, og meget kortere (A. Finlaysoniana har Sori af over en Tommes Længde, Stilk, Lövaxe og Finnernes Stilk skjællet. 21. Asplenium pumilum Sw. Plum. fil. t. 66. A. Schlechtd. Lin. 5. p. 612. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 328. A. anthriscifolium Jacq. Coll. 2. t. 2 f. 4 A. minimum Mart. & Gal, |. c. p. 55. t. 15. f. 1. (planta junior!) Voxer i skyggefulde Skove, paa Steengjærder paa Mexicos Östside imellem 800— 4500. Jeg fandt den ved Colipa, Hac. de Jovo og Mirador. Schiede ved Jalapa, Galeotti ved Zacu- apan og i Chinantla. Uden en meget speciel Kundskab til Mexicos Bregneflora, uden at kjende den utro- lige Overfladiskhed, hvorved Martens og Galeotti have sammenskrevet deres. Memoire sur les Fougères, vilde det have været umuligt i den af dem beskrevne og afbildede A. minimum at gjenkjende A. pumilum Sw. Saaledes forholder det sig imidlertid. Den som ny beskrevne Art er ikke andet end meget unge fructificerende Exemplarer af den gamle swarlziske Plante, saaledes som man idelig finder dem sammen med store veludviklede Exemplarer. Min Samling indeholder nogle, som svare paa det nôiagtigste til Galeottis Afbildning, og som ere tagne umiddelbart sammen med 8—10 Tommer lange Exemplarer. Det er meget almindeligt at finde unge Bregner fructificere, og disse have sædvanlig en meget afvigende Form fra den normale vel udviklede Form, men der hörer ikke noget meget naturkyndigt Blik til at erkjende Forholdet, iser naar man befinder sig paa Stedet, hvor man let kan komme under Veir med Sammenhængen. Det er mærkeligt at Memoirens Forff. ikke have havt mindste Tanke om A. pumilum, som de slet ikke optage i deres Værk, men sammenligne deres Plante med A. trilobum og trapezoides, hvormed den Intet har at gjøre. 23. Asplenium monodon Liebm.: fronde cæspitosa coriacea læte-virente 10—15 poll. longa, 2 poll. lata, stipite 4—6 polli- cari, elongato-lanceolata pinnata sursum sensim attenuata demum confluente acuminata acuta, pinnis oppositis suboppositis rarius allernis 23—28 cujusque lateris subhorizontalibus, pollicem circiter longis, 3 lineas latis (auricula excepta) sessilibus elongato-lanceolatis aculiusculis obtusisve, basi utrinque cuneatis integris, superiori auriculatis, auricula rotun- 248 data serrulata, margine utrinque serrulatis, costa venisque furcatis parum prominentibus, costa postice ad basin fusco-squamulosa, soris biserialibus numerosis costæ approximalis elongatis 14 lineam longis, auricule 1—2; pinnis superioribus adnatis basi inferiori parum decurrentibus, auricula evanescente, apice obtusis; stipite rhachiqne fibrilloso-squamu- losis demum glabrescentibus fuscis sursum virentibus compressis, deorsum teretibus, antice obsolete canaliculatis. å Rhizoma breve squamis lanceolatis fuscis imbricatis tectum, radiculos numerosos patulos ramosos fusco-villosos emittens. Den voxer i Baranken paa Hacienda de Jovo ved Arroyo de Isapa paa Stammerne af Cyathea og Alsophila, hvilke den tildels beklæder, og findes i Frugt i Mai. Af de hidtil beskrevne Arter finder jeg ingen, som passer paa denne, uagtet Bregnen uden Tvivl har en större Udbredning. I det mindste ligger i Schumachers Herbarium et Exemplar af denne Art med Paaskrift A. Serra Schum. fra Puerto rico. Ved at sam- menligne Sloane's hist. Jam. 1. t. 38 f. 2., der almindelig citeres til A. auritum, er jeg bleven overbeviist om, at denne Afbildning passer ret godt till A. monodon, der adskiller sig fra de foreliggende Beskrivelser af A. auritium, ved Finnernes fiintakkede Rand, Mid- delribbens, Axens og Stilkens affaldende Skjæl, Lovaxens Mangel paa hindeagtig nedlôbende Vinge. o. fl. Arten er foranderlig med Hensyn til Finnernes Form, som snart er tilspidset, snart budt, Den öreformige Udvæxt ved Finnernes ovre Grund er meer eller mindre frem- trædende, stundom næsten forsvindende eller ganske borte; Randens Indskjæring er sæd- vanlig fintakket, bliver dog undertiden lidt grovere takket. 23. Asplenium auritum Sw. Schk. Farrn. t. 130. b. Schlechtd. Lin. 5. p. 612. Mart. & Gal. 1. c. p. 58. Kze fil. Leibd. |. c. p. 332. Dr. Schiede fandt den i Skove ved Jalapa; Galeotii paa Træstammer ved Jalapa og Zacuapan; Leibold anförer den fra den tempererte Regions Skove. Jeg har ikke truffet denne Art i Mexico. Prof. Kunze omtaler en dobbelt-halvfinnet Form, som grændser saa nær til A. mexi- canum Mart. & Gal., at de eneste Adskillelsestegn af A. auritum var. bipinnatifidum fra A. mexicanum skulle være den noget tykkere Lövaxe og Finnernes noget spidsere ‘Tender. Jeg tilstaaer, at disse Oplysninger ikke have tilfredsstillet mig, og jeg imödeseer med Længsel Prof. Kunzes lovede udförligere Fremstilling af A. auritum Sw. og dens mange Former. At den noget stôrre eller mindre Spidshed af Indskjæringer i Finnerne ved en meget for- anderlig Art ikke kan gjelde som specifisk Charakteer, ligesaa lidet som Lövaxens ubety- delig större Tykkelse, forekommer mig indlysende. Enten smaa vel altsaa A. mexicanum Mart. & Gal. inddrages under A. auritum, eller ogsaa bliver A. auritum var. bipinnatifidum Kze at adskille fra Hovedarten, og forene med A. mexicanum. 249 24. Asplenium mexicanum Mart. & Gal. |. c. p. 62.1. 15. f. 4. (mediocris!) Kze fil. Leibd. 1. c. p. 332. Fårst funden af Galeotti ved Jalapa, Mirador og Zacuapan, dels paa Klipper dels paa Ege- og Liquidambar-Stammer; dens Region ansættes imidlertid af ham alt for indskrænket til imellem 3 og 4500. Jeg har fundet den fra *00 Fods Höide paa Ostkysten indtil 4500"; meget hyppig i Skovene om Colipa, Misantla, Baranca de Huitamalco, Mirador og Huatusco. 25. Asplenium pyramidatum Liebm.: fronde coriacea glabra læte-viridi, 8—12 pollices longa, 2—24 poll. lata, stipite 3—4 pol- licari, lanceolata, longe attenuata, pinnata-pinnalisecta, pinnis alternis subopposilisve elon- gato-lanceolalis altenuatis 14—1 poll. longis, 4—5 lineas latis, patulis pinnatisectis sursum pinnatifidis apice confluentibus, laciniis 3 lin. longis, 14—1 lin. latis, ovato-spathulatis obtusis alternis remotiusculis serrulatis basi decurrentibus; costa compressa alata, soris 1—5—10 cujusque lacinie; rhachi viridi antice canaliculata marginata, postice sursum compressa; stipite fusco antice canaliculato marginato, postice convexo. Rhizoma breve squamis ovato-lanceolatis membranaceis fuscis tectum, radiculos longos fusco-villosos emittens. i Voxer paa Træstammer imel!em Tanelze og Cacalotepec i Dep. Oajaca imellem 5—6000 Fods Hôide i August. Ved Lövets læderagtige Beskaffenhed, Finnernes noget fjernstaaende budte og spa- thelformige Flige, disses vingede Axe og Låvets randede Axe adskilles den let fra den foregaaende Art. 26. Asplenium coriifolium Liebm.: fronde coriacea cæspitosa glabra lete-virente 10—14 poll. longa, 2 poll. lata, stipite 4—6 pollicari, elongato-lanceolata attenuata acuta, deorsum tripinnata, tunc bipinnata, demum pinnato-pinnatifida, pinnis petiolatis alternis patulis lanceolatis 2 poll. longis 4 poll. latis sursum decrescentibus, pinnis secundariis alternis, pinnulis petiolatis ovato- cuneatis apice in- ciso-serratis, serraluris modo acutis modo obtusiusculis, pinnulis sursum integerrimis; stipite rhachique, costis costulisque glabris antice canaliculatis marginatis, postice convexis; soris elongatis magnis confluentibus castaneis. Rhizoma breve obliquum squamis membranaceis fuscis ovatis imbricatis tectum, radiculos numerosos longos rufo-villosos emittens. Voxer i Sprækker af golde Klippevegge imellem Tepitongo og Totontepec i Dep. Oajaca i en Höide af henimod 5000 Fod, og fructificerer rigelig i Juni. Den adskilles lettelig fra de to foregaaende ved sin hyppigere Deling, og ved Smaafinnernes Smalhed og Indskjæring. 27. Asplenium achilleæfolium. Cænopteris achilleæfolia Mart. & Gal. 1. c. p. 63. t. 16! Denne Art tilhörer den östlige tempererle Region imellem 2500—5000 Fod, men Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. _ 32 synes at have en meget indskrænket Forekomst i Mexico. Især hyppig er den: i de over 1000 Fod dybe Baranker omkring Mirador og Zacuapan, hvor den voxer paa fugtige Fjeldsider, i Klippesprækker paa overskyggede Steder. Her fandtes den af Galeotti og mig. Urigtigt er det, naar Galeotti angiver den som Epiphyt paa Egene ved Zacuapan; den voxer kun paa Klipper. Jeg har ligeledes fundet den i Skovene imellem Chuapan og Teotalcingo i Dep. Oajaca (ce. 5000. Forff. have ret tydeligt beskrevet og afbildet Arten. Fölgende kan tilföies for at fuldstendiggjöre Beskrivelsen: Frons 1—1} pedalis; stipes 6—7 pollicaris; pinne 4 poll. long pollicem late. Frons lanceolata pinnato-pinnatisecto-pinnatifida, pinnis alternis suboppositisve lanceolatis acuminatis brevipetiolatis (petiolis alatis) infimis horizontalibus, superioribus arcuatis subdecurrentibus, pinnatisecto-pinnatifidis, laciniis oblongis, basi cuneatis utrinque decurrentibus, sursum confluentibus, lacinulis falcato-lanceolatis acutis. Stipite, rhachi, petiolis postice fibrilloso-squamulosis demum glabrescentibus. Stipite rhachique antice canaliculatis postice convexis. Anm. Slægten Cænopteris beroer paa aldeles uholdbare Charakterer, og lader sig ikke skille fra Asplenium. 28. Asplenium lacerum Schlechd. Lin. 5. p. 612. Denne mig ubekjendte Art er hidtil ikkun samlet af Dr. Schiede i skyggefulde Skove ved Jalapa. 29. Asplenium furcatum L. Schlechtd. 1. c. p. 612. Bent. pl. Hartw. p. 55. Mart. & Gal. 1. c. p. 62. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 333. A. præmorsum Nees ab E. Linnea v. 19 p.685 ? Meget udbredt i Mexico baade paa den östlige Heldning af Cordillererne og i det Indre. Regionen for dens Udbredning gaaer fra 3000 til over 7000’. Jeg fandt den ved Mirador parasitisk paa Ege, ved Sta Maria Alpatlahua i Klippeklåfter (7—75009, ved Ya- vesia (Dep. Oajaca 7000) i Klôfter. Schiede fandt den paa Træstammer ved Jalapa; Galeotti ved Jalapa og Monte Pacho paa Ege og Liquidambar; Hartweg ved Regla. Det kan vist ikke være synderligt tvivlsomt, at Asp. premorsum, som (I. c.) anföres af Nees som samlet i Mexico af Aschenborn (Stedet er ikke angivet), hörer til A. fur- catum L., og ikke er den ægte swartziske Plante. 30. Asplenium cicutarium Sw. Schlechd. 1. c. p. 612. Mart. & Gal. L c. p. 63. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 333. Udbredt paa Mexicos Ostside i den hede og tempererte Region fra 500 til 3000”, voxende i torre Lövskove og i Barankernes Klöfter. Jeg fandt den ved Cabrestros i Dep. Vera Cruz ikke langt fra Nautla Floden; i Skove omkring Papantla og Mirador. Schiede 251 fandt den ved Papantla; Galeotti ved Mirador. Naar baade Leibold og Galeotti erklære Planten for sjelden i Mexico, da gjelder dette kun i Regionen henimod 3000’, hvorfra de allene synes at kjende den, hvorimod den hörer til de meget almindelige Former i de hede Kystskove. 31. Asplenium rhizophyllum Kze. fil. Poepp. l. c. p. 71. Cænopteris rhizophylla Smith. ic. ined. t. 50. Darea W. Hook. & Grev. ic. fil. t. 193. Voxer paa skyggefulde Steder ved Lobani i Districtet Chinantla Dep. Oajaca i den varm-tempererte Region. Formodentlig hörer den hos Martens og Galeotti anförte Cænopteris myriophylla l. c. p. 63. (Coll. H Gal. no. 6250.) herhen, og findes da i Llano verde og Carizal Dep. Oajaca (7000—75000’) efter Galeotti. 32. Asplenium amabile Liebm.: fronde herbacea glabra læte-virente bipedali et insuper, stipite 4—5 pollicari, parte supe- riori rhacheos denudatæ deflexa radicante c. pedali, lanceolata tripinnata, pinnis pri- mariis 4 poll. longis, 4—? poll. latis lanceolatis subsessilibus, infimis divaricatis opposilis, mediis horizontalibus, superioribus decrescenlibus patulis; pinnis secundariis alternis patulis, subsimilibus 4—5 lineas longis 2 lin. latis brevipetiolatis, pinnulis brevi- petiolatis, infimis obovato-cuneatis apice tri-bi-dentalis, dentibus acutis, ceteris cuneato- falcatis integerrimis acutis; soris cujusque pinnulæ solitariis; rhachibus partialibus compressis subulatis viridibus, universali castanea nilida antice canaliculata marginata, postice con- vexa, apice radicante radiculis numerosis longissimis instructa. Differt ab A. flabellulato Kze fil. Poepp. p. 71: fronde tripinnata, pinnularum forma; ab A.rhachirhizo Raddi: pinnis tripinnatis horizontalibus divaricatisve, pinnularum forma; ab A. my- riophyllo Presl: pinnulis infimis obovato-cuneatis 3— 2 dentatis, ceteris cuneato-falcalis aculis. Denne særdeles sirlige Bregne fandt jeg paa Mexicos vestlige Cordillerer i Dep. Oajacas District Pochutla imellem La Galera og Byen Pochutla paa henimod 1000 Fods Höide i 14 Leguas Afstand fra Sydhavet. Den voxer paa fugtig Kalkgrund overskygget af teile Bambuser, lave Viftepalmer (Trithinax), Scitamineer o. dl. Tvivlsomme Arter. Asplenium laserpitiifolium Lam. Pres! Rel. Henk. 1. p. 48. Anföres som samlet af Henke i Mexico, men dette er vist urigtigt, da Planten hører hjemme paa Manilla og Ny-England, og formodentltg ved Forvexling af Etiquetten er bleven antaget for mexicansk. 32% 252 Asplenium nanum (Willd.?) Mart. & Gal. |. c. p. 59. Klipper ved Puente nacional, Galeotti. Hvad dette skal vere, kan jeg nalurligviis ikke have nogen sikker Mening om. A. nanum Willd. er udeladt af Presl i hans Pteridographi; Willdenow citerer Plum. fil. t. 66. B., en Afbildning som er saa slet, at det ikke er muligt at gjére sig nogen Forestilling om Planten derefter. Martens og Galeotti erklære deres Plante nerstaaende til A. pulchellum Raddi, men derefter synes det klart, at Forff. maa have havt en Plante for sig, som ikke har svaret til den Willdenowske Beskrivelse af A. nanum. Hvis jeg tor vove en Gisning, da er Forff’s saakaldte A. nanum — min A. miradorense, forsaavidt Noget lader sig udlede af det Par Ord, der meddeles om Planten. Asplenium rhizophorum? (L.) Mart. & Gal. |. c. p. 60. Klipper ved Yavesia, Galeotti. Enhver Oplysning om denne Plante skulde jeg ansee for meget önskelig. * * Hemidictyum: venis reliculalis anastomosanlibus. 33. Asplenium marginatum L. Plum. fil. t. 106. Hemidicyum margin. Presl. Pterigr. tort 24. Denne fra Mexico hidtil ikke bekjendte Art voxer i de varm-tempererte Skove af Myrter, Terebinthaceer, Laurineer imellem Jocotepec og S. Pedro Tepinapa i Chinantla (Dep. Oajaca 3 —3500. Mine Exemplarer stemme fuldkommen med vestindiske Exemplarer. Diplazium Sn. 1. Diplazium plantagineum Sw. Syn. p. 91. t. 2. f. 4. Schk. Crypt. t. &5. D. acuminatum Raddi fil. Bras. t. 57. f. 2! Denne i Mexico ei tidligere fundne Art, voxer i de skyggefulde Skove i den åst- lige varm-tempererte Region imellem 2—3000 Fod. Fugtig muldblandet Leer er dens | rette Jordbund. Jeg fandt den i stor Mængde paa Hac. de Mirador paa Skraaninger ved Skovbekke; ligeledes paa Hac. de Jovo ved Arroyo de Isapa. j Den mexicanske Form er aldeles overeenstemmede med den brasilianske, som Raddi beskrev som ny Art, A. acuminatum; men da Arten i det hele taget er foranderlig kan den udtrukne Spidse af Lovet ligesaalidet betegne en egen Art, som Randens rund- bugtede eller skarptandede Beskaffenhed. 2. Diplazium ternatum Liebm.: fronde coriacea glabra ternata 5—10 poll. longa, 2!—31 poll. lata, stipite 2—7 pollicari, 253 pinna media lateralibus longiore 3—5 poll. longa, 1— 1% poll. lata elliptica utrinque attenuata apice longe acuminata petiolata, petiolo 4-6 lin. longo, margine imprimis apicem versus remote et grosse dentata; pinnis lateralibus oppositis inæqualibus, 1—4 poll. longis, 3—11 poll. latis, falcato-ellipticis brevipetiolatis acuminatis grosse dentatis; pagina anteriori obscure- viridi, posteriori glauco-viridi; costa media antice canaliculata, postice convexa, venis utrinque prominulis nigris pluries furcatis, hic illic in areolam ellipticam anastomosantibus; soris 3—4 lineas longis simplicibus vel bilateralibus, indusiis integris membranaceis fuscis ; stipite anlice et lateribus sulcato, postice convexo. Rhizoma subterraneum obliqvum breve pennam anserinam crassum radiculis simplicibus validis intricatis et fragmentis stipitum emor- tuorum tectum. Voxer i skyggefulde Bjergskove paa Leer imellem Tonaguia og Roayaga Dep. Oajaca District Villa alta i en Höide af 4—5000’; bærer Frugt i August. - Af alle hidtil bekjendte Arter vidste jeg ingen, hvormed D. ternatum kunde sam- menlignes eller forvexles. Den varierer især med Hensyn til de to Sidefinner, og Randens Jndskjæring, idet denne snart er enkelt, snart dobbelt tandet. 3. Diplazium? faleatum Liebm.: fronde coriacea glabra supra olivaceo-viridi nitida, subtus glauco-viridi opaca subpedali 34 poll. lata, stipite 4 —5 pollicari, lanceata longeacuminata, deorsum pinnato-pinnatifida, sursum pinnatifida, pinrarum paribus 3 suboppositis subhorizontalibus sessilibus adnatis falcato- lanceolatis acuminatis 14—2 poll. longis, 8 lineas latis, pinnatifidis, laciniis lato-lanceolatis truncato-falcatis acutatis margine parum revoluto repandulis vel denticulatis, apice confluen- tibus falcato-crenatis; parte superiore frondis pinnatifida, laciniis falcato-lanceolatis alternis 14 poll. longis, 6—7 lin. latis, adpresse crenatis, sinubus acutis; costa utrinque prominula straminea, venis flavidis pinnatis; stipite rhachique tetragonis sulcatis, hie illic squama membranacea lanceolata decidua instructis. Voxer paa Lecrvolde omkring den afbrændte Kirke i Chinantek-Landsbyen Teotal- cingo i Dep. Oajaca (4000’). Mine Exemplarer ere destoverre ikke frugtberende, hvorfor Slægten kan synes noget tvivlsom, skjöndt Lövets hele Habitus, og Nervationen tyder paa en Diplazium. 4. Diplazium striatum Presl. Kze fil Leibd 1. c. p. 334. Asplenium striatum L. Willd. sp. v. 5. p. 338. Plum. t. 19. Diplaz. acuminatum (Lodd.?) Mart. & Gal. l. c. p. 51 (sec. Kunze.) Efter Kunze er et Par Exemplarer af denne Art samlet af Leibold i Mexicos öst- lige tempererte Region. Galeotti fandt den i fuglige Skove ved Jalapa og Mirador (3—4000°). Prof. Kunze har paa det angivne Sted oplyst, hvorledes det forholder sig med den 254 saakaldte D. acuminatum Loddig. hos Martens og Galeotti, idet en saadan Art nemlig slet ikke findes indfôrt i Videnskaben ved en Beskrivelse, saa at Forff. formodentlig blot have havt et eller andet falsk bestemt Have-Exemplar for sig, da de henförte deres mexicanske Plante til samme, uden at undersåge om denne Benævnelse havde nogen Betydning, uden at vide, at der allerede i Videnskaben existerede to Arter af dette Navn, nemlig D. acuminatum Raddi — D. plantagineum Sw., og D. acuminatum Presl (Asplenium acuminatum Wallich.) 5. Diplazium crenulatum Liebm.: fronde herbacea 24—3 pedali et insuper, pedem lata, stipite pedali et insuper, lanccolata acuminata, pinnato-pinnalifida, apicem versus pinnatifida, pinnis alternis patulis petiolatis (petiolis 6—2 lineas longis), 6—7 poll. longis, 142 poll. latis, sursum decrescentibus, lanceolatis acuminatis pinnatifidis, laciniis alternis lanceolatis subfalcatis 3—-3 poll. longis, 4 lin. latis, obtusis marginibus lateralibus subrevolutis obsolete crenulatis, apice inæqualiter crenulata, sinubus angustis acutis; costa antice prominula canaliculata, postice applanata, utrinque rufo-lepidota, costulis utrinque prominulis antice canaliculatis, postice pilosulis, yenis simplicibus bifurcisve incurvis; lamina laciniarum antice obscure viridi glabra, postice pallidiori pilis minutissimis scabriuscula; soris linearibus rectis 2 lin. longis plerumque unilateralibus infimis bilateralibus; stipite rhachique subquadrangulis antice canaliculatis, lateribus applanatis, dorso convexiusculis, rufo-lepidotis. Rhizoma crassum carnosum verticale squamis brunneis tectum. Hörer til Mexicos sirligste Bregneformer, som forekommer hist og her i de hede og tempererte ôstlige Skove fra 800—3000’. Jeg fandt den imellem Colipa og Misantla, paa Hacienda de Jovo i Baranken ved Arroyo de Isapa, i Skove og Baranker omkring Mirador. j Arten staaer nermest til D. striatum, men adskilles derfra ved den finhaarige Under- side af Lovet, ved Stilkens, Axens, Middelribbens brune haarfine Skjælbeklædning, medens D. striatum er fuldkommen glat. Forresten turde det vel vere muligt, at den som D. striatum opförte mexicanske Bregne i Virkeligheden henföres til denne Art. 6. Diplazium lonchophyllum Kze. Addit. 1. c. p. 141. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 333. Asplenium denticulosum Desy.? Mart. & Gal. I. c. p. 61? (sec. Kze). Schiede fandt den i Skove ved Jalapa; Galeotti i fugtige Skove omkring Mirador. Tvivlsomt er det, om Galeottis Plante virkelig hôrer til D. lonchophyllum, eller om den ikke snarere hörer til den efterfölgende Art, hvilket sidste den angivne Localitet lader mig formode. Prof. Kunze gjör meget rigtig opmærksom paa det mislige i at hen- fore mange af Desvaux’s Arter til visse for Tiden kjendte Former, da denne Forf’s Diag- noser i Almindelighed ere saa korte og ufyldestgjörende, at flere Tydninger kunne synes 255 lige berettigede. Naar imidlertid Asplen. denticulosum Desv. henföres af Kunze til D. lon- chophyllum, troer jeg ikke at dette er rigtigt, især da Kunze udtrykkelig bemærker, at Udtryk- kene i den Desvaux'ske Diagnose: pinnæ 4—6 pollicares, laciniæ dentato-serralæ, stipes glaber, slet ikke passe paa D. lonchophyllum. Disse Udtryk passe derimod ganske vel til min efterfölgende Art. 7. Diplazium inæquilaterum Liebm.: Asplenium denticulosum Desv. Berl. Mag. V. (1811.) p. 323. Fronde cæspitosa subcoriacea glabra antice obscure viridi, postice pallidiori, 2—2} ped. longa, 12—10 poll. lata, stipite subpedali, lanceolata, pinnato-pinnalifida, sur- sum simplici confluente, pinnis alternis, infimis divaricalis, insequentibus subhorizontalibus, sursum patulis, petiolatis (petiolo 2—3 lin. longo), superioribus sessilibus, elongato-lanceolatis inæquilateris, latere superiore inferius superante, longe acuminatis acutis, 6—7 poll. longis, 1—14 poll. latis, basi oblique cuneatis, pinnatifidis (pinnis infimis basi superiori pinnula brevipetiolulata oblique ovata obtusa serrulata instructis); laciniis falcato-lanceolatis obtusiusculis interdum acutiusculis, 3 poll. longis, 3 lin. latis, margine parum reflexo repandis vel plus minus serrulatis; pinnis superioribus sessilibus adnatis basi inferiori parum decurrentibus antice crenato-serrulatis, summis confluentibus; costa costulisque flexuosis antice leviter canaliculatis postice convexis, venis simplicibus furcatisve, soris curvalis 2—3 lin. longis infimis bilateralibus, ceteris unilateralibus, indusiis membranaceis flaccidis integerrimis; stipite rhachique stramineis antice canaliculatis, poslice convexis, stipite basin versus squamis lanceolatis castaneis enerviis adsperso. Rhizoma obliquum breve subterraneum squamosum radiculos intricatos villosos ramosos nigricantes emittens. Voxer i fuglige skygggefulde Skove i den östlige Skovregion imellem 2—3000 Fod. Jeg fandt den i stor Mengde i Baranken paa Hacienda de Jovo, og i Skove omkring Sta Maria Tlapacoyo, ligesom senere i Skove og Baranker omkring Mirador. Den er udentvivl nær beslægtet med D. lonchophyllum Kze, som kun er mig bekjendt af Beskrivelsen, men den afviger derfra i folgende Punkter, som forekomme mig tilstrækkelige til at bevise Arts-Forskjelligheden: D. lonchophyllum: rhizoma horizontale; sti- pile squamis ovalis nervosis magnis obsito; pinnis maximis 4 poll. longis, 7—8 lin. latis, subsessilibus; laciniis oblongis acutiusculis margine serralis, infima superiori elongata; venis simplicibus. D. inequilaterum: rhisoma obliqvum vel sub- verticale; stipite squamis lanceolatis aculis ener- viis obsito; pinnis 6—7 poll. longis, 1—1; poll. latis, petiolatis; laciniis lanceolatis ob- tusiusculis repandis apicem versus serrulatis, infima superiori petiolulata ovata obtuse vel elongato-ovata; venis furcalis simplicibusve. 8. Diplazium Franconis Liebm.*): fronde subcoriacea glabra antice atrovirente, postice glauco-viridi, bipedali, 10—12 poll. lata, stipite 10—12 pollicari, lato-lanceolata acuminata bipinnato-pinnatifida, sursum pin- nato-pinnatifida, apice confluente; pinhis alternis patulis 6—7 poll. longis, 2 poll. latis, petiolatis lanceolatis longe acuminatis acutis; pinnulis alternis patulis 13 poll. longis, 4 lin. latis, inæquilateris lanceolatis subfalcatis, infimis petiolatis, basi oblique cuneatis, sursum sessilibus basi inferiori decurrentibus, insequentibus adnatis apicem versus sensim confluen- tibus, apice plus minus aculalis, pinnatifidis, sursum solummodo duplicato-crenatis, laciniis falcato-lanceolatis obtusis vel truncato-obtusis serratis, lacinia infima lateris superioris reliquas superante, sinubus acutis ad mediam pinnulam vix incisis; costa rhachique partiali mar- ginatis, rhachi universali stipiteque antice canaliculatis, postice convexis, venis pinnalis, venulis simplicibus furcatisve; soris curvatis densis infimis bilateralibus, ceteris unilateralibus ; stipite basin versus squamis fuscis lanceolatis membranaceis sparsis tecto. Rhizoma subter- raneum breve subverticale cæspitosum. Findes i fugtige skyggefulde Bjergskove paa sandig leerblandet Jordbund imellem Tonaguia og Roayaga (District Villa alta, Dep. Oajaca) i omtrent 4—5000 Fods Hoide. Ved sit dobbeltfinnet-halvfinnede Lov, længere og bredere Finner odl. adskilles den let fra de to foregaaende. 9. Diplazium amplum Liebm.: fronde coriacea nitida glabra, 3—4 pedali, stipite 12—16 pollicari, lato-lanceolata, bipinnato- pinnatifida, pinnis remotis alternis patulis leviter falcatis, petiolatis lanceolalis pedalibus et insuper, 3 poll. lalis, sursum decrescentibus, pinnulis alternis brevipetiolatis sursum sessilibus demum confluentibus, divergentibus lanceolatis breviacuminatis 2 poll. longis, 8 lin. latis, basi obtusissime cuneatis vel utrinque recte-truncalis pinnatifidis, laciniis lato-lanceolatis truncato-falcatis acutiusculis vel obtusiusculis, margine parum revolutis, obsolete repandis; sinubus acutis ad mediam pinnule incisis; costa antice canaliculalis, postice convexis, venis pinnalis antice immersis poslice prominulis, venulis simplicibus furcalisve ; soris 1—1} lin.longis *) Planten er benævnt efter min Ven, Don Francisco Franco, for Tiden Prefecti Districtet Villa alta, under mit Ophold i Mexico Ejer af Trapiche de la Concepcion, en Sukkerplantage med tilhörende Brændeviins- Brenderi i Nerheden af Comaltepec, i hvis Huus den Reisende i flere Maaneder fandt det gjesteven- ligste Ophold. De betydelige Samlinger, det lykkedes mig at tilveiebringe ikke blot fra den umiddel - bare Omegn af Trapiche de la Concepcion, men ligeledes fra fjernere liggende Egne, skyldes ikke mindre Don Francisco’s kyndige Raad og forskjelligartede Understøttelse, end hans imôdekommende Gjest- frihed. Det er kun Nuturforskere, som have færdedes i meget fjerne og lidet besögte Verdensdele, som forstaae at vurdere Betydningen af den Slags Tjenester, som gjôre det muligt at tilveiebringe et betydeligt Materiale for Videnskaben, hvilket ellers ikke vilde have været at opnaae. 257 fuscis, indusiis tenuibus membranaceis involutis fuscis; stipite rhachique universali partiali- busque stramineis antice canaliculatis puberulis, postice convexis glabris. Rhizoma subterraneum breve carnosum radiculis validis instructum. Voxer paa Leerbakker i den fugtige skyggefulde Skov ved Aguas santas i Nærheden af Mirador, og samledes i Januar. Den nærmeststaaende Art synes D. umbrosum Willd. at være, hvilken dog adskiller sig i mange Henseender. Tvivlsom. Diplazium villosum Presl Asplenium? villosum Presl Rel. Hænk. 1. p. 46. Angives som samlet i Mexico, men uden nærmere Stedangivelse, af Th. Hænke. Cheilanthes Sn. 1. Cheilanthes pulveracea Presl Rel. Henk. 1. p. 64. (excl. syn). Kze fil. Leibd. l. c. p. 338 (excl. syn. C. candidæ Mart. & Gal). Allosorus pulveraceus Presl Pteridgr. p. 153. Voxer i Klippesprekker i den tempererte og kolde Region fra 3000 til 7—8000’; den er i Tiltagende i Hôiden. Först fandtes den i Mexico af Henke, men Stedet angives ikke; af Leibold nævnes den fra den tempererte Regions Mure og Klipper; jeg fandt den imellem Tonaguia og Roayaga (District Villa alta, Dep. Oajaca) fra 5—6000’ Höide; lige- ledes i Omegnen af Chinaulla i Dep. Puebla 7— 8000. Anm. Kunzes Bemærkninger Linnæa v. 18 p. 338 blive at sammenholde med mine Bemærkninger til Notochlæna pulveracea p. 215. 2. Cheilanthes squamosa Gill. Hook. & Grev. ic. fil. t. 151. var.? brachypus Kze fil. Leibd. I. c. p. 340. Angives som samlet al Leibold i Mexicos tropiske Region paa Bjerge; mig ubekjendt. 3. Cheilanthes canescens Kze Addit. Il. c. p. 143. Kze. Farrnkr. p. 71 t. 35. Coptima!). Funden af Dr. Schiede ved Polverillos i Nærhedeu af Mexico; af C. Ehrenberg ved S. Pedro y Pablo. 4. Cheilanthes speciosissima A. Br. mss. Kze Addit. 1. c. p. 145. Kze Anal. pteridogr. p- 35. t, 23! Coptima). Hook. in Benth. pl. Hartw. p. 54. Denne udmærkede Bregne tilhörer de hôie Cordillere-Regioner, hvor den voxer paa Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 33 258 Barankernes bratte Vægge eller i Klippesprækker. Jeg fandt den paa Vulkanen Orizaba i Baranker omkring Vaqueria del Jacal paa 10,000'. Karwinski sendte den först fra Mexico, men uden Angivelse af Voxested. Hartweg fandt den ved Rancho del Guajolote ved Real del monte. var. elata: fronde 21 pedali, 7 poll. lala, pinnis 34 poll. longis, pollicem latis. Denne större Form fandt jeg paa Cerro de Sempoallepec paa 9000 Fods Höide i Skoven. Hovedarten, saaledes som jeg i Mængde har fundet den paa Orizaba, er ikkun lidet over en Fod lang, 5 T. bred, Finnerne 2 T. lange, 3 T. brede. Varieteten adskiller sig, for- uden ved Størrelsen, desuden ved Mangelen af de store Skjæl paa Stilkens og Lövaxens Bagside, men har kun smalle krusede 4—5 Linier lange Skjæl; Finnerne cre horizontale, ovenlil endog oprette, medens de paa Hovedarten ere seglformig lilbagebôiede. Alle övrige Charakterer stemme fuldkommen overens, saa der ingen Grund er lil at adskille den som egen Art. 3. Cheilanthes glandulifera Liebm.: fronde coriacea olivacea pilis brevibus septatis glanduliferis undique obsita, pedali, 2 poll. lata, stipite 8—9 pollicari, ovato-triangulari, basi tripinnala, sursum bipinnata, pinnato- pinnalifida, apice confluente; pinnis primariis infimis suboppositis, ceteris alternis, 14—2 poll. longis peliolatis lanceolatis patulis; pinnis secundariis alternis patulis lanceolatis, 6—4 lin. longis, obtusis, basi pinnatis apicem versus pinnatifidis demum confluentibus; pinnulis subsessilibus obovatis convexis repandis margine revolulis; laciniis semiovatis obtusis; costa obsoleta, venis antice impressis furcatis; indusiis spuriis ex margine reflexo mem- branaceo demum lacero orlis; slipile tereli pennam passerinam crasso amarantino nilido, villo cano glandulifero obsito, basi squamis rigidis castaneis subulatis instructo; rhachi universali partialibusque terelibus antice canaliculatis marginibus membranaceis involutis. Voxer i Steendiger og Klippesprækker imellem Talea og Hacienda de Sla Ger- trudes i Dep. Oajaca (4—5000), samlet i August. Den hörer til Afdelingen B i Presl’s Tent. Pleridogr.: fronde ovalo-triangulari, og staaer saaledes nermest sammen med Ch. tenuis Presl og Ch. Kaulfussii Kze (Ch. viscosa Link.). Med denne sidste synes den at have meest Overenstemmelse, saavidt man kan skjönne efter den altfor korte Beskrivelse i Link. fil. h. Ber. p. 66, eller Link. hort. Ber. 2. p. 43, dog adskilles den ved fölgende: Ch. Kaulfussii har pinnule glabriusculæ, stipes et rhachis badia. Ch. glandulifera har pinnule utrinque pilosulæ, stipes et rhachis amaranlina. Link angiver Dimensionerne for Ch. Kaulf: stipes 12”, lamina 5‘, pinnæ primariæ 2”, p. secundaria 1”, p. tertiarie 3—4'”, Ch. glandulifera: stipes 8-9, lamina 3”, pin. prim. 14—2”, p. secund. 4—6”, p. terliar. 1 —14%, Be. 6. Cheilanthes scariosa Kaulf. en. p. 216. Kze fil. Poepp. 1. c. p. 85. Kze Addit. 1. c. p. 144. Presl. Rel. Henk. 1. p. 65. Mart. & Gal. I. c. p. 74. Acrost. Willd. Bemerk. üb. selt. Farrnkr. (in Act. acad. Erford.) t. 3, f. 4, Sendt fra Mexico uden Angivelse af Stedet af Karwinski; Galeotli anförer den fra Vulkanen Orizaba, hvor den voxer i Trachytklippernes Sprækker ved Cueva de Temascal paa 11—12000 Fods Höide. 7. Cheilanthes lentigera Sw, Presl. Rel. Henk. 1. p. 65. Kze Addit. 1. c. p. 79. Mart. & Gal. 1. c. p. 79. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 342. Nees ab E. Linnæa v. 19. p. 684. Pteris lentigera Cay. præl. p. 268 no. 664. Cheil. minor Mart. & Gal. 1. c. p. 75. t. 21. f. 1. Cheil. lanuginosa Mart. & Gal. I. c. p. 75. t. 20. f. 2. En i Mexico særdeles udbredt Art iser i de höiere Cordillere-Regioner; den voxer selskabelig i Klippesprækker. Luis Née fandt den först ved Ixmiquilpan; Hanke ved Mexico; Schiede i Malpays de la Hoya; Galeotli paa Gneis og chrystallinsk Kalk i Misteca alta ved Peñoles 6500—8000’; ligeledes i Baranca de Rio grande de Lerma (4000, og paa Klipper ved Capulalpan (Dep. Oajaca, 6500-7500; ved Moran og Real del monte (7800—8500°); Leibold anförer: regio suptropica for denne Art, men dette er en aabenbar Urigtighed. Selv fandt jeg den fra 5000 indtil 10,000’, tiltagende i Hyppighed og Störrelse med Höiden: ved Hacienda de Sta Anna i Dep. Oajaca (5—6000%; ved Chinautla Dep. Puebla 7—8000’; paa Pico de Orizaba i Barankerne omkring Vaqueria del Jacal, 10,000’. Aschenborn sendte den fra Chapultepec ved Mexico. Den er meget foranderlig i Storrelse, Sammensætning (snart dobbelt- snart tredobbelt-finnet), Finnernes Störrelse, Form (kreds- runde, kileformige, helrandede, rundbugtede, flade, lindseformige o. dl.), Haarighed og m. Denne Foranderlighed har foranlediget et Par Arters Opstilling, som efter min Mening ere aldeles ubegrundede. Saaledes Cheil. minor Mart. & Gal., en meget almindelig mindre Form, saaledes som den fremtreder paa meget torre Klipper, og i Artens lavere Region, men for hvilken Forff. ikke have angivet en eneste Charakteer af Betydning. Ligesaa lidet kan Cheil. lanuginosa Mari. & Gal. adskilles som Art, thi om Lovet er dobbelt eller tredobbelt-finnet gjôr her Intet til Sagen, ligesaa lidet som den större eller ringere Haarighed. Kunze bemærker rigtignok, at A. lanuginosa Mart. & Gal. er en udmærket ham bekjendt Art, men da han ligesaa lidt som Forff. angiver Nogetsomhelst af Vigtighed, hvorved den skal adskille sig fra Ch. lentigera, kan jeg ikke tage Hensyn til denne Paastand. 8. Cheilanthes paleacea Mart. & Gal. |. c. p. 76. t. 21. f. 2. En characteristisk Bregneform for de törre Bjergregioner i Mexicos Indre, udbredt fra 5000 til 11000 Fod, og voxende i Klippeklöfter. Galeotti anforer den ikkun fra 33* Basaltklipper paa Cuesta blanca ved Mextitlan, imellem Mexico og Tampico. Jeg fandt den paa Cerro de S. Felipe ved Oajaca (7 —7800’), paa Cumbre de Ixtepec (Sierra de Oajaca) paa 10,000—11,000 Fods Höide, endelig ved Hacienda de Sta Ana (5 —6000). Dette er en höist udmærket Art, hvilken imidlertid af Forff. som sædvanlig er aldeles utilstrækkeligen beskreven. En udförlig Beskrivelse fölger derfor her: Frons coriacea 6—9 poll. longa, 1% poll. lata, stipite 3—5 pollicari, lanceolata, tripinnala, pinnis primariis alternis palulis lanceolatis pollicem longis, 4—6 lin. latis, pinnis secundariis alternis divergentibus vel divaricalis 3 lin. longis, 2 lin. latis, tertiariis ternatis vel pinnatis, pinnulis minutissimis suborbicularibus subsessilibus lentiformibus supra dilute viridibus pilis longis crispatis detergibilibus obsitis; rhachibus partialibus postice squamis majusculis imbricatis lanceolatis acutis centro fuscis membranaceis dilute rufescentibus mar- gine crispatis tectis; stipite rhachique universali terelibus flexuosis adpresse cano-squamosis, squamis subulatis. Rhizoma subterraneum cæspitosum bulbiforme squamis castaneis rigidis imbricatis subulatis obsitum, radiculos numerosos longos ramosos nigricantes emiltens. Planta valde hygroscopica circinato-convoluta. Tvivlsomme. Cheilanthes tenuis Presl. Rel. Henk. 1. p. 65. Mexico (uden Stedangivelse). Cheilanthes tomentosa Link. h. Ber. 2. p. 42. Kze Addit. 1. c. p. 144. Af Link anföres vel Mexico som Fædreland, men det synes kun at vere efter Gisning. Ingen af de Botanikere, som have bereist Mexico, har fundet denne Art der. i Cheilanthes (Otonoloma) hirsuta Link. h. Ber. 2. p. 40. Kze Addit. 1. c. p. 144. Efter den berliner bot. Gartner Ottos Angivelse skal Mexico være Artens Fædre- land, men det er aabenbart kun Formodning. I Links fil. h. Ber. p. 63 anföres heller ikke Planten længer som mexicansk, men Fådelandet staaer som ukjendt. Cheilanthes Kaulfussii Kze Addit. 1. c. p. 145. Ch. viscosa Kaulf. Link. h. Ber. 2. p. 43. Link. fil. h. Ber. p. 66. Med denne forholder det sig, som med foregaaende, at det kun er efter For- modning, at den angives som mexicansk. Link nævner fremdeles i Hort. Ber. 2 p. 37. Cheilanthes tenuifolia Sw. som mexi- cansk, men dette rettes som urigtigen i fil. h. Ber. p. 64. Hypolepis Bernh. 1. Hypolepis mexicana Liebm.: fronde coriacea olivacea ampla, 34—4 pedes alta, 14 ped. lala, stipite subpedali, lato- 261 ovala, tripinnalo-pinnatifida, sursum bipinnato-pinnalifida, pinnato-pinnatifida, demum con- fluente; pinnis primariis pedalibus et insuper, 5—6 poll. latis, ‘sursum decrescentibus, alternis patulis distantibus petiolatis lanceolatis; pinnis secundariis alternis patulis lanceolatis acuminatis brevipetiolatis, 2—3 poll. longis, 8—12 lin. lalis; pinnis tertiariis (pinnulis) sessilibus alternis 8—4 lin. longis, 3—2 lin. lalis, elongalo-ovatis, obtusis, pinnatifidis; laciniis semiovalis rotundatis, 4—6 cujusque lateris, margine revolutis obluse-crenatis, sinubus aculis ad 3 partes pinnulæ incisis; costis antice leviter canaliculatis, postice pro- minulis convexis hic illic squamulis piliformibus notatis, venis pinnatis, venulis simplicibus furcatisve; soris convexis cinnamomeis in inferiore latere sinuum, 8—6—4 cujusque pin- nulæ, indusiis spuriis marginariis semilunatis scariosis; rhachi universali partialibusque, slipite stramineis, antice canaliculatis, sulco squamulis piliformibus fuscis obsito, postice convexis nilidis glabris. i Rhizoma subterraneum obliquum squamosum, frondes 5—6 emittens. Denne anseelige Bregne, ny Art af en Slægt, som hidtil ikke var bekjendt Nord for Panama, voxer paa kratbegroede Bjergheldninger imellem Sôlvværket Hacienda de Sta Gertrudes ved Talea og Mina de Dolores (Dep. Oajaca, 4—5000%; rigelig fruclificerende i August. Den spiller omtrent samme Rolle som Pteris aquilina paa vore Hedebakker. Af Slægten Hypolepis Bernh. er hidtil kun et indskrænket Antal Arter bekjendte, og navnlig ere meget faa fundne i America. Desto glædeligere var det mig i ovenbeskrevne Art at kunne tilfore Videnskaben en Forögelse af en ny Art fra 160 N. B., paa hvilken den bernhardiske Slægtscharakter finder fuldstændig Anvendelse. Jeg maa kun i Anledning af nærværende Art gjentage en Bemærkning, som Kunze har gjort ved andre Arter, at Frugt- hobene staae paa den uforandrede Substants af Lovets Lapper, og ikke, saaledes som baade Bernhardi og Presl ville, paa Bagsiden af det falske Slår. Dicksonia L'Heril. s 1. Dicksonia cicutaria Sw. Sloane Jam. 1. t. 57. f. 1. 2. Hook. sp. fil. 1. p. 76. Denne Art findes paa Mexicos östlige Side imellem 2—4000/ i fugtige skyggefulde Skove og Baranker. Jeg fandt den paa Hacienda de Jovo i den store Klippeklôft ved Arroyo de Isapa; ligeledes i en Klåft ved Mirador. Efter Hooker er den funden af Linden ved Jalapa. 2. Dicksonia dissecta Sw. Schk. Crypt. t. 130.b. Mart. & Gal. I. c. p. 77. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 342. Hook. sp. fil. 1. p. 77. Jeg fandt denne Art paa Bjergsider af Cerro de S. Felipe ved Oajaca imellem 262 6—7000 Fods Höide, voxende ved smaa Vandlöb imellem Krat. Galeotti anförer den fra Klipper ved Zacuapan.(2500 - 3000‘), og fra Rio Antigua. 3. Dicksonia distenta Kze. Addil. I. c. p. 145. Ej. Anal. pleridogr. p. 39. Hooker sp. fil. 1. p. 78. Schiede samlede den först i Skove ved Jalapa; senere fandt jeg den, men sparsom i tætte Skove ved Mirador. Mine Exemplarer stemme i det Hele godt med Kunzes Beskrivelse, kun finder jeg den Afvigelse, at imedens Kunze siger om sin Plante: fronde utrinque ad venas hirtula, har min Plante -ikkun Undersiden af Lövet fiinhaaret langs Nerverne. Den er meget kjendelig ved sine store brede Frugthobe. 4. Dicksonia rubiginosa Kaulf. enum. p. 226. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 342. Link fil. h. Berl. p. 40. Hook. sp. fil. 1. p. 79. t. 27 A. I den ôsllige tempererte Regions Skovegn er denne Art ikke sjelden. Jeg fandt den i Barankerne omkring Mirador paa skovdækte fugtige Klippevegge; efter Hooker er den samlet af Linden i Dep. Vera Cruz og Chiapas. 5. Dicksonia umbrosa Liebm.: fronde lato-lanceolata 3 pedali, bipinnato-pinnatisecta, pinnis primariis alternis patulis lanceolatis, pinnis secundariis 2 poll. longis 5-—6 lineas latis brevipetiolatis (petiolis vix linearibus), lanceolatis acuminatis acutissimis divergentibus pinnaliseclis, laciniis alternis 3 lin. longis 14 lin. latis elongato-ovalis obtusis basi inferiori decurrentibus, pinnatifido-la- cinulatis, lacinulis 3—4 cujusque lateris, falcato-lanceolatis acutis obsolete denticulatis, sinubus minulis sorophoris, soris minutissimis; venis furcatis, utraque pagina imprimis ad venas rufo-pilosula, colore antice atrovirente postice glauco-viridi; stipite rhachi uni- versali partialibusque stramineis, anlice canaliculatis postice convexis, utrinque rufo- hispidis. Voxer i tætte Urskove imellem Colipa og Misantla, hvor frugtberende Exemplarer samledes i Marts, og hörer saaledes til den östlige tropiske Kystflora. Af Mexicos ovennævnte Arter nærmer den sig mest til D. rubiginosa, hvorfra den adskilles ved sin mindre Sammensetningsgrad, længere og tilspidsede Smaafinner o. fl. a. Den synes at staae D. puncliloba Hook. nermere, i det mindste efter Beskrivelsen i Spec. fil. p. 79. 263 Tvivisom. Dicksonia multifida Sw. Presl. Rel. Hank. 1. p. 68. Mexico (uden Stedangivelse). Jeg kan ikke tvivle om at det er en af de i Rel. Henk. saa hyppige Urigtigheder i Angivelsen af Planternes Fædreland, som har bragt en östasiatisk Plante til at figurere som mexicansk. ; Dicksonia adiantoides I.B.K. nov. gen. 1. p. 24 Presl Rel. Hank. 1. p. 67. Anfôres fra Mexico, men vistnok urigtigen. Hooker har heller ikke i Spec. fil. p. 75 taget Hensyn til Presl’s Angivelse. Davallia Sn. 1. Davallia Schlechtendalii Presl. Tent. Pterid. p. 129. Hooker sp. fil. 1 p 189. t. 54. C. D. divaricata Schlechdl. Linnea 5. p. 617. Mart. & Gal. I. c. p. 77. Denne ved sine gjentagne overordenllig regelmæssige linieformige Bifurcationer saa höist charakteristiske Bregne er meget udbredt i Mexicos tempererte Skovregion imellem 4—6000 Fod. Den voxer paa Leerjord paa aabne Steder i Skovene imellem Krat af Ericaceer, Weinmannier o. dl. Jeg fandt den imellem Huitamalco og Tiuzutlan (5— €000') i Dep. Vera Cruz; ved Teotalcingo i Chinantla, i Bjergskoven imellem Totontepec og Trapiche de la Concepcion ved Comaltepec, og ved Zuchila i Dep. Oajaca. Galeotti angiver den fra nogle flere Localiteter i den samme Region i det dstlige Oajaca, saaledes ved Roayaga, Talea, Tanetze, Lalana. Denne Bregnes Stengel er meget tynd, bugtet og noget nedliggende, men ikke slyngende, saaledes som Hooker synes at mene. Adiantum L. * fronde pinnata. 1. Adiantum macrophyllum Sw. Hook. & Grey. ic. fil. t. 132. Schlechtd. Linnea 5. p. 615. Mart. & Gal. 1. c. p. 68. Kze fil. Leibd. I. c. p. 337. Voxer i Mexicos östlige varm-tempererte Region imellem 2—4000° i fugtige Skove og skyggefulde Klöfter paa Klipper. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco; Galeotti i Skove og Baranker ved Zacuapan; jeg traf den i den samme Region i Baranca de Sta Maria Tlatetla. 2. Adiantum obliquum Willd. sp. 5. p. 429. Hook. & Grev. ic. fil. t. 190. Da mine Exemplarer ikkun i Störrelse afviger fra Beskrivelsen i Hooker & Grey. Icones, men forresten stemmer vel overeens med Artscharakteren, har jeg ikke taget i 264 Betænkning at henföre min Plante til den willdenowske Art. Til större Sikkerhed vil jeg give en nôiagtig Beskrivelse af min Plante. Frons pinnata 4—6 pollices longa, 2 poll. lata, stipite 1—2 pollicari, lanceolata, pinnis 7—9 alternis brevipetiolatis sursum sessilibus patulis 1—1! poll. longis 5—6 lin. latis, ovato-lanceolatis obliquis acutis, basi superiori rotundatis, inferiori truncatis, margine frondis sterilis densissime denticulatis, pagina anteriori nitidis, posteriori glaucis, utrinque soro- phoris, soris linearibus discretis, venis e basi flabellatim expansis repetite dichotomis; pinna terminali oblique rhomboidali, basi cuneata, apice acuta; stipite rhachique obsolete tetragonis ebeneis nitidis rufo-squamulosis. Ikkun engang har jeg fundet denne Art i de varm-tempererte Skove imellem Lo- bani og Petlapa (Distr. Chinantla Dep. Oajaca, 2—3000°) paa Klipper. * * fronde pinnato-digitata. 3. Adiantum radiatum L. Plum. fil. t. 100. Schlechd. Lin. 5. p. 615. Mart. & Gal. ]. c. p. 69. Kze fil. Leibd. L c. p. 337. Udbredt fra den östlige Kystregion indtil 4500 Fods Hôide, voxende paa skygge- fulde Steder i Skove. Schiede fandt den ved Hacienda de la Laguna; Galeotti ved Jalapa og Mirador; jeg ved Mirador og Ranchoen Cabrestros ved Rio Nautla (Dep. Vera Cruz). *** fronde bipinnala. 4. Adiantum villosum L. Schk. Crypt. t. 120. Mart. & Gal. 1. c. p. 69. Kze fil. Leibd..1. c. p. 337. Forekommer hist og her sparsomt i den östlige varm-tempererte Region imellem 2—3000 Fod i Skovegne paa Klipper. Galeotti angiver den fra Klipper ved Mirador, hvor jeg under et lengere Ophold ikke har seet Spor af den; muligen er det snarere i en af Barankerne omkring den nerliggende Hacienda Zacuapan, at den er bleven funden, og maaskee er det sammestedsfra at de Leiboldske Exemplarer hidrére. Jeg fandt den i Skove omkring Jocotepec i Districtet Chinantla, Dep. Oajaca. 5. Adiantum tetraphyllum Willd. Schlechtd. Lin. 5. p. 615. A. prionophyllum HBK. Mart. & Gal. I. c. p. 69. Tilhörer den östlige tempererte Skovregion imellem 3—4500’. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco; Galeotti ved Mirador, 6. Adiantum fructuosum Kze. fil. Poepp. I. c. p. 81. Ej. Farrnkr. p. 28. t. 15. Mart. & Gal. I. c. p. 81. Meget almindelig i den östlige tempererte Region imellem 3—4500" i fugtige 265 skyggefulde Skove og Baranker. Jeg fandt den ved Mirador, Totutla, Dos puentes, S. Antonio Huatusco, samt ved Lobani i Chinantla. Muligen er den under foregaaende Art anförte Localitet Mirador i Virkeligheden at henföre til denne Art. En ægte A. tetraphyllum W. har jeg ikke truffet i Mexico; bekjendt er det, hvor stor Forvexling der har hersket imellem A. tetraphyllum W. og A. fructuosum Kze, hvorpaa Kunze anförer Exempler i Farrnkräuter p. 28. 2. Adiantum pulverulentum L. Schk. Crypt. t. 119. Denne hidtil ikkun fra de stôrre Antiller kjendte Bregne fandt jeg i den subtro- piske Region. ved S. Pedro Tepinapa (Distr. Chinantla, Dep. Oajaca) i fugtige skyggefulde Skove. xxx % fronde supradecomposila. 8. Adiantum Capillus Veneris L. Schlechtd. Lin. 5. p. 615. A. affine Willd. Mart. & Gal. I. c. p. 70. A. trapiziforme Schk. Crypt. t. 121. Særdeles udbredt i den tropiske og subtropiske ôsilige Skovregion indtil 3000”, voxende i Klippeklôfter. Schiede fandt den ved Jalapa og paa Hac. de la Laguna. Galeotti ved Zacuapan og Guadalaxara; jeg samlede den ved Colipa, Misantla, Hac. de Sta Barbara, Jicaltepec, Pital, Mirador, i alle Aarets Tider. I Henseende til Lövets Störrelse og Finnernes Form er den yderst foranderlig. Mærkeligt synes det, at den vidtudbredte Bregne, som er saa hyppig i det sydlige Europa, og selv forekommer i Baiern, Schweits og England, og der godt taaler lavere Tempera- turer, i Mexico ikkun findes i de varmeste Strég, ikke overskrider 3000 Fod, det vil sige, ikke taaler en lavere Middellemperatur end 16—17° C. Alligevel er der ingen Anledning til at antage Artsforskjellighed imellem den tropisk-mexicanske og den europæiske Form. 9. Adiantum trapeziforme L. Schlechtd. Lin. 5. p. 615. Mart. & Gal. I. c. p. 70. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 337. A. rhomboideum Schk. Crypt. t. 122. Voxer paa skyggefulde Steder i Skove og Klôfter i Mexicos tropiske og subtro- piske östlige Region fra 0—4000°. Schiede fandt den ved Hae. de la Laguna; Galeotti i Baranca de S. Martin ved Zacuapan; jeg ved Laguna verde, imellem Isleta og Maloapam, i Potrero de Consoquitla, omkring Mirador. Ogsaa denne Art er meget foranderlig i Störrelse, Form og Lüvets Consistents. Mine Exemplarer fra Maloapam ere 24 Fod lange. 10. Adiantum amabile Liebm.: fronde tenerrima pallide-viridi, flabellatim expansa, pyramidali 14-—2 pedes longa, 14 ped. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 34 266 lata, stipite 7—9 pollicari, quadruplicato-pinnata; pinnis primariis patentissimis leviter flexuosis alternis remotis lato-lanceolatis; secundariis alternis lanceolatis; fertiariis elon- gatis; pinnulis brevipetiolatis (petiolis capillaribus nigris) obovato-cuneatis obliquis 34 —4 lineas longis, 3 lin. latis, apice irregulariter subtrilobis integrisve rotundatis, lobis denticu- latis; venis tenuibus flabellatim bis-ter-dichotomis; sinubus sorophoris, indusiis rotundato- reniformibus badiis; stipite ad basin pennam corvinam crasso, squamis adpressis lanceolatis obsito, tereti, ebeneo nitido; rhachi universali partialibusque flexuosis ebeneis nitidis tere- tibus. Rhizoma horizontale squamis minutis nigris rigidis adpressis obtectum, radiculos longissimos rufo-villosos emittens. Dette er udentvivl en af de skjönneste Arter af denne skjønne Slægt. Jeg opda- gede den i Bjergskoven imellem Tonaguia og Roayaga (District Villa alta, Dep. Oajaca, imellem 4—5000 Fods Höide, voxende paa sandblandet Leer imellem Begonier og lave Chamedoreer. Af de beskrevne Arter staaer den nermest til A. cuneatum Langsd. & Fisch., men afviger ved sin Størrelse, Deling, Finnernes Form, o. dl., som ovenstaaende Beskrivelse noksom udviser. 11. Adiantum cuneatum Langsd. & Fisch. ic. fil. p. 23. t. 26. Hook. & Grev. ic. fil. t. 30. Schlechtd. Lin. 5. p. 615. Mart. & Gal. I. c. p. 70. Denne Art er i Mexico indskrænket til de höiere koldere Fjeldregioner imellem 7— 10500 Fod, voxende i Klippeklôfter. Schiede fandt den ved St. Andres ved den vestlige Fod af Vulkanen Orizaba; Galeotti traf den omkring Vaqueria del Jacal paa Vulkanen imellem 9—10500‘, og paa Cerro de §. Felipe ved Oajaca; jeg fandt den ved Vaqueria del Jacal, og ved Tiuzutlan og Chinautla (Dep. Puebla 7— 80007) voxende i Steengjærder og paa Klipper. I Presl’s Tent. pteridogr. p. 156 opstilles den af Schlechtendal som A. cuneatum bestemte schiedeske Plante som egen Art under Navn af A. mexicanum; saavidt mig bekjendt er denne Adskillelse ikke bleven nærmere begrundet. 12. Adiantum andicola Liebm.: fronde coriacea supra viridi nitida subtus glauca opaca, flabellata expansa, pedali, 7 pollices lata, stipite 6—7 pollicari, quintuplicato-pinnata, partitionibus omnibus alternis lanceolatis, pinnulis lato-flabellato-cuneatis, 3 lin. longis 3—4 lin. latis, apice 2—3 lobis, lobis rotun- dalis emarginatis, soris ad apicem loborum rotundato-reniformibus, indusiis carlilagineis obscure-olivaceis striatis margine integro incrassato subrevoluto; stipite rhachi universali partialibusque ebeneis nitidis teretibus flexuosis. 267 Det eneste Sted, jeg har fundet denne Art, er paa Cerro de Sempoaltepec (Dep. Oajaca) i Bjergskove paa 9000 Fods Hôide, voxende i Klippeklôfter. Den nærmer sig meget til A. cuneatum, men er efter min Mening derfra forskjellig ved Lövets femdobbelte Sammensætning, ved de mere sammentrengte Grene, ved Finnernes mere læderagtige Substants, fornemmelig ved de stôrre bruskagtige stribede Indusier med heel og fortykket Rand, medens Indusierne hos A. cuneatum ere tyndere i Randen hinde- agtig udvidede lidt lilbageböiede og rundbugtede. 13. Adiantum tenerum Sw. Dict. scienc. nat. Acot. t. 85. Schlechtd. Lin. 5. p. 615. Mart. & Gal. I. c. p. 71. Kze fil. Leibd. I. c. p. 338. A. pellucens Mart. & Gal. os Pe] lo)! En meget udbredt Art i Mexico igjennem alle Regioner lige fra den hede Ostkyst indtil over 8000”, voxende i Skove, Baranker, paa fugtige skyggefulde Steder. Schiede fandt den ved Papantla og Jalapa; Galeotti ved Puente nacional, Tanetze, Talea; jeg i Kystskove ved Colipa og Misantla, ved Mirador, Trapiche de la Concepcion (Dep. Oajaca), ved Chinautla og Tiuzutlan (Dep. Puebla). 2 Jeg deler ganske Kunzes Mening, at A. pellucens Mart..& Gal. uden Grund er adskilt fra A. tenerum. Den flygtige Beskrivelse indeholder ikke en eneste Charakter, som har nogen Vegt ved saa foranderlige Former, som Arterne af denne Slægt ere. 14. Adiantnm chilense Kaulf. « glabrum Klotsch, Lin. 18. p. 556. Hook. & Grev. ic. fil. t. 173. A. lobatum Presl. Rel. Hænk. 1. p. 62. Mexico, Hænke, Aschenborn. B pilosulum Liebm.: pinnis utrinque pilosulis, rhachibus tertiariis et secundariis rufo-pilosis, stipite rhachique universali glabris. : Den haarede Form af denne Art samlede jeg i de hede Skove omkring Papantla i Kalkklippernes Sprækker. A. chilense Kaulf. 8 hirsutum Kze. fil. Poepp. p. 83. A. glanduliferum Kze. Link. fil. h. Berol. p. 72 afviger ikkun fra min Plante deri, at Finnerne ere laadne paa Under- siden, og har den bruskagtige Rand kjertlet, medens min Plante har begge Sider af Fin- nerne finhaarede, og ingen bruskagtig kjertlet Rand. 15. Adiantum coneinnum Humb. Bonpl. & Kth. nov. gen. & sp. 1 p. 17. Kze Addit. 1. c. p. 142. Mart. & Gal. I. c. p. 73. Kze fil. Leibd. I. c. p. 338 Presl. Rel. Henk. 1 p. 64 Nees ab E. Linnea 19. p. 684. I den tropiske og subtropiske Region er denne Art særdeles hyppig imellem 0— 34% 268 3000’. Jeg fandt den ved Colipa, Mirador, Trapiche de la Concepcion paa fuglige Klipper, i Skove, Baranker, eller ved Vandléb. Galeotti anförer den fra Real del monte paa 8000’, men denne Angivelse forekommer mig lidet sandsynlig. Schiede og Aschenborn sendte den fra Mexico uden Stedbeteonelse. Tvivlsomme Arter. Adiantum exeisum (Kze fil. Poep. I. c. p. 82. Anal. Pteridogr. p. 33 t. 21.2) Mart. & Gal. I. c. p. 71. Coll. H. Gall. no. 6360. Anföres af Galeotti som voxende paa Cerro de S. Felipe ved Oajaca (7—8500°), sammen med A. cunealum. Den kunzeske Plante er beskreven fra Chile efter poeppigske Exemplarer, og den er ikke funden af nøgen Anden i Mexico. Muligen er det en Form af A. cunealum som forstaaes under den martens-galeotliske Benævnelse. Adiantum fragile Sw. var. pubescens Mart. & Gal. I. c. p. 72. Coll. H. Gal. no. 6445. ; Efter Galeotti paa Klipper ved Rio grande de Lerma ikke langt fra Guadalaxara (2500—3503). Mig ubekjendt. Hörer muligen til A. chilense Kaulf. var. pilosulum. Adiantum lunulatum Burm. Hook. & Grev. ic. fil. t. 104. Presl Rel. Hænk. 1 p. 62. A. lunatum Cay. præl. no. 676 p. 273. A. arcuatum Willd. Efter Cavanilles Angivelse er den samlet af D. Luis Neé ved Acapulco. I Rel. Hænk. findes som Stedangivelse Mexico, uden nærmere Betegnelse. Tager man Hensyn til at A. lunulatum er en i det sydöstlige Asien almindelig udbredt Bregneform, at Neé paa sin Expedition besôgte baade Mexico, og umiddelbart derpaa de asiatiske Öer, at Henke ligeledes besågte samme Steder, og endelig, at en Forvexling afEtiquetter ved Sam- linger fra en stor Expedition saa let kan forekomme, hvorved Forvirring i Stedangivelserne op- staaer, især naar Bearbeidelsen af Samlingerne ikke besårges af selve Samleren, saa fore- kommer det mig let forklarligt, hvorledes en Feiltagelse i Etiquetten kan kave givet An- ledning til denne Arts Indförelse i den mexicanske Flora, hvorfra den formodentlig vil blive at stryge. Ingen af de nyere Naturforskere, som have bereist Mexicos Vestkyst har fundet den der. Adiantum amplum Presl Rel. Henk. 1 p. 63. Nees ab E. Linnea 19. p. 684. Mexico. Henke. Culantrigo de Berghes. Beslægtet med A. Capillus. Mig ubekjendt. Adiantum incisum Presl Rel. Henk. 1. p. 61. t. 10. f. 3. Mexico. Mig ubekjendt. Adiantum lucidum Sw. Presl Rel. Henk. 1. p. 60. Mexico. Vistnok urigtig Fædreland. 269 Adiantum monotis Nees ab E. Linnæa 19. p. 684. Mexico. Aschenborn. Jeg tvivler om at denne Art med Rette er adskilt fra A. villosum, der er visse Forandringer underkastet i Finnernes Form. Lindsea Dryand. 1. Lindsza stricta Dry. Pres! Rel. Henk. 1. p. 59. Schk. Farrn. t. 114. Hook. sp. fil. p. 216. Anföres fra Mexico af Pres! uden Stedsnavn. Ingen af de nyere Samlere havde hjemsendt den. Jeg fandt faa Exemplarer paa Klipper imellem Comaltepec og Trapiche de la Concepcion (Dep. Oajaca, 2500), frugtberende i August. 2. Lindsæa imbricata Liebm.: fronde bipinnata 12—15 poll. longa, stipite 6 pollicari, pinnis 10 patulis, infimis duabus oppositis, ceteris allernis, elongato-lanceolatis attenuatis excurrentibus, pinnulis sessilibus subimbricalis membranaceis viridi-flavescentibus patulis, 4 lineas allis, 8—9 lin. latis, dimi- diato-ovatis, basi cunealis, margine superiori integris convexiusculis, apice rotundato- oblusissimis, inferiori rectis vel parum arcuatis, basi posteriori truncatis; soris continuis intramarginalibus; costa marginali, venis ex angulo basilari flabellatim radiantibus dicho- tomis ante marginem desinentibus; pinnulis superioribus triangularibus, infimis flabellatis apice rolundalis; slipite rhachibusque quadrangulis antice profunde canaliculatis, postice convexis, glabris stramineis nitidis. Jeg fandt denne Art i Bjergskove ved S. Pedro Tepinapa imellem 1500—2000%, voxende paa fugtige skyggefulde Steder. Den er nærmest beslægtet med L. trapeziformis Salisb., men denne afviger derfra ved færre (8), mere fjerntstaaende, mindre tilspidsede, ikke udlåbende Finner, Smaafinnerne fjernere, de övre ikke triangulære, den överste meget større. Nephrolepis Schott. 1. Nephrolepis acuta Pres] (nomen) Aspidium acutum Schk. Crypt. p. 32. t. 31 (pars media frondis). Sw. Syn. fil. p. 46. Willd. enum. v. 5. p. 221. Den hele Kundskab om denne Bregne synes at grunde sig paa Schkuhrs Afbildning efter et Fragment i Breyn's Herbarium. Uagtet nu denne Figur giver en ganske god Frem- stilling af et lille Parti af det midterste Lov, faaer man dog ingen Forestilling om den hele Bregne deraf, idet baade den nedre frugtlåse Deel, og den üvre stærkt frugtbærende Deel afvige betydelig fra den fremstillede midterste. Da alle Beskrivelser (Swartz's, Willdenows, Sprengels) ere udkastede efter den schkuhrske Tegning, er Planten fålgelig endnu meget ufuldkomment kjendt. Dertil kommer, at Nervationen ikke er nôiaglig anlagt paa Tegningen, og at Sori ere aldeles urigtigen tegnede paa Midten af en Aare, imedens de ere befæstede paa de punktformige Ender af Aarerne. Af disse Grunde har jeg anseet det for rigtigt at meddele en ny Beskrivelse. Frons coriacea erecta laxa tripedalis pinnata, pinnis alternis sessilibus articulatis deorsum remotiusculis sterilibus, sursum magis approximatis decrescentibus angustioribus fertilibus; pinnis sterilibus c. 4 poll. longis 9—11 lineas latis elongato-lanceolatis obtusius- culis subrectis, leviter undulatis aut parce deflexo-falcatis, margine crenulatis, basi utrinque oblique truncatis, hic illic ad basin superiorem rotundato-auriculatis; costa utrinque prominula straminea sublus sparse rufo-squamulosa, venis bifurcalis ante marginem puncto albido desinentibus; fertilibus 3—4 poll. longis semipollicem latis lineari-lanceolatis acu- minalis acutis, basi utrinque rotundato-auriculatis, margine bicrenatis, crenis majoribus rotundatis minoribus interjectis; soris intramarginalibus apice punctiformi venarum insiden- tibus; indusiis suborbiculatis umbonatis integerrimis; stipile rhachique fuscis rufo-villosis, deorsum demum glabrescentibus nitidis, antice canaliculatis, postice convexis. Jeg fandt denne critiske Plante i tætte Urskove ved S. Pedro Tepinapa i Districtet Chinantla, Dep. Oajaca. Saaledes er det da vist at denne Art tilhörer America, og ikke, saaledes som af Swarlz 0. a. formodedes, Ostindien. I Sprengels Syst. v. 4 p. 99 anföres Guadeloupe som dens Födeland, hvor den samledes af Bertero, men jeg veed ikke, om det virkelig er den ovenbeskrevne Plante. Presl synes ikke ganske at have været paa det rene med denne Art, eftersom han fårst (Tent. Pteridogr. p. 79 opforer den som en Nephrolepis, med Synonym A. acutum Schk., og derpaa p. 83 som Polystichum acutum med Syn. A. acutum Sw., uagtet Swartz’s og Schkuhrs Plante er et og det samme. 2. Nephrolepis neglecta Kze Addit |, c. p. 149. Asp. exaltatum Schk. Crypt. t. 32. b. Voxer paa fugtige skyggefulde Steder i den östlige subtropiske og varm-tempererte Region. Schiede fandt den paa Hac. de la Laguna ved Cueva grande; jeg paa Hac. de Jovo ved Tlapacoyo i Baranken ved Arroyo de Isapa. 3. Nephrolepis occidentalis Kze fil. Leibd. I. c. p. 343. Asp. tuberosum Mart. & Gal. I. c. p. 65? Jeg fandt denne Art paa fugtige græsrige Bjergsider imellem Chuapam og Teotal- cingo (éstlige Oajaca) omtrent paa 4000” Héide, Den voxede sammen med Woodsia mollis Hook. Exemplarer samlede af Leibold vare betegnede: ad arborum truncos emortuos reg. temp., hvilken Angivelse neppe er rigtig. Hvis A. tuberosum Mart. & Gal. hörer hertil, er den af Galeotti funden i Chinantla (2500—4000 under Forhold, som ligne de af mig angivne. Til Kunzes Beskrivelse har jeg at tilfüie, at Lovet vel sædvanlig ikke opnaaer en Fods Lengde, men stundom bliver over to Fod langt. Ved Grunden af de tilleddede Finner findes et lille Knippe rustgule Haar. Usikkre. Nephrolepis acuminata Presl Tent. Pteridogr. p. 79. Nephrodium acuminatum Pres] Rel. Henk. 1. p. 31. Aspid. acum. Willd. Mexico, uden nærmere Betegnelse. Nephrolepis hirsutulum Presl. Nephrod. hirsut. Presl. Rel. Hank. 1. p. 32. Aspid. hirsut. Sw. Mexico, uden nermere Betegnelse. Nephrolepis exaltata Schott. Nephrod. exalt. Brown. Presl Rel. Hank. 1. p. 33. Aspid. exalt. Sw. Mexico, uden nermere Betegnelse. Disse tre Arter, som nævnes i Rel. Hænkeanæ som mexicanske, anföres for Fuld- stendigheds Skyld her, uagtet jeg antager, at deres Stedsangivelse i ovennævnte Værk er uriglig. Lastrea Presl. 1. Lastrea patens Presl. Aspid. patens Sw. Schlechtd. Lin. 5. p. 610. Kze. fil. Leibd. I. c. p. 344. Schk. Crypt. t. 34. Sloan. hist. jam. 1. t. 52. f. 1. Voxer paa fugtige skyggefulde Steder i den östlige hede og varm-tempererte Region. Schiede fandt den ved Bredden af Smaafloder ved Misantla, i skyggefulde Skove paa Cuesta grande de Chiconquiaco. Jeg fandt den i Skove om Jicaltepec ved Rio Nautla, ved Hac. de Mirador, og ved S. Pedro Tepinapa i Chinantla. 2. Lastrea macroura Presl. Aspid. macrourum Kaulf. enum. p. 239. Kze fil. Leibd. l. c. p. 344. Hörer til den samme Region, og findes under samme Forhold som foregaaende. Jeg fandt den omkring Colipa, Sta Maria Tlapacoyo og Mirador. 3. Lastrea parallelogramma. Aspid. (Nephrod.) parallelogram. Kze Addit. I. c. p. 146. Aspid. crinitum Mart. & Gal. 1. c. p. 66. t. 17 f. 2 (mala). Denne smukke og anseelige Bregne er characteristisk for Mexicos höiere Cordillere- Regioner imellem 6—10000’, voxende imellem Klippeblokke. Af Hegewisch og Karwinski var den först sendt fra Mexico, men uden Stedangivelse. Galeotti anförer sin Plante fra Llano verde i Oajaca (6—7500%). Jeg fandt den "omkring Chinautla (Dep. Puebla) paa 7— 8000; i Malpays de la Hoya (7—8000%); paa Pico de Orizaba omkring Vaqueria del Jacal (10,000). 4. Lastrea leptorhachis. Aspid. (Nephrod.) leptorhachis Kze. fil. Leibd. 1. c. p. 346. Dette er en meget udbredt Art i Mexico fra 2500-7000‘. Den voxer i Baranker, i Skove, imellem Stene; jeg fandt den ved Zacuapan, Aguas santas ved Mirador, Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca og ved Chinautla i Dep. Puebla. J 5. Lastrea mexicana Presl. Tent. Pteridogr. p. 76. Nephrodium mex. Presl Rel. Henk. 1. p. 38. Aspid. mex. Kze Addit. I. c. p. 147. Udbredt over et stort Areal i Mexico. C. Ehrenberg sendte den fra Omegnen af Mexico, og fra Atotonilco el grande; jeg fandt den paa Klippesider, som overrisles af ned- drivende Vand, imellem Comaltepec og Trapiche de la Concepcion i Oajaca (2500 — 3009"), ligeledes imellem Talea og Hac. de Sta Gertrudes (3 — 4000”). Under Forudsætning, at den af Kunze (1. 1.) nôiagtig beskrevne Plante, hvormed min fuldkommen stemmer overens, virkelig er den samme som den af Pres] i Rel. Hank. flygtigt og utilstrækkelig beskrevne, da er dette en Art af den Kunzeke Slægt Hypodematinm (cfr. Kunze Analecta Pteridogr. p. 45. og Farrn- kräuter p. 141). Jeg finder bestandig det lille stilkformig fremtrædende Recepta- culum, hvortil Sporangierne ere befæstede; det oppustede læderagtige nyreformige vedbli- vende ved Grunden tilvoxne Indusium, hvilke netop afgive de vigtigste Charakterer for Slegten; jeg har endelig sammenlignet min Plante med Hypodematium onustum Kze (Aspi- dium eriocarpum Wallich), hvoraf Original-Exemplarer ligge i Hornemanns Herbarium, og hvormed vor Plante virkelig har megen Lighed — men jeg finder ikke tilstrækkelig Grund til at sondre Hypodematium fra Lastrea. Hvis man antager Slæglen Hypodematium , da blive ikke faa Arter af Lastrea at overföre til samme; saaledes begge efterfolgende Arter. Anm, Aspid. Athyrioides Mart. & Gal. I. c. p. 67. t. 18. antager Kunze (fl. Leibd. 1. c. p. 345) som identisk med L. mexicana, men jeg maa tilstaae, at jeg ikke kan indsee, hvorpaa dette Antagende stöller sig. Vel er baade Afbildning og Beskri- velse som sædvanligt i hiint Verk slet til Ukjendelighed, imidlertid forekommer dog Afvigelsen for stor. 6. Lastrea paupertina Asp. (Nephrodium) paupertinum Kunze fil. Leibd. I. c. p. 345. Dr. Schiede fandt den ved Temascaltepec. Mig ubekjendt. 4. Lastrea indecora Liebm.: fronde subcoriacea glabra elongato-lanceolata acuminata utrinque decrescente, 7— 10 pollices longa, 24—3 poll. lata, bipinnato-pinnatifida, apice simpliciori, pinnis patulis deorsum sub- opposilis sursum alternis lanceolatis acuminatis brevipetiolatis 14—2 poll. longis, 4—1 poll. latis ; pinnulis subsessilibus inæquali-oblongis, 4—7 lin. longis, 2—3 lin. lalis, pinnatifidis obtusis, basi inferiori decurrentibus, laciniis brevibus falcato-lanceolatis obtusis, infimis argute paucicrenatis; soris seriatis (6—10 in quavis pinnula), singulis ad basin laciniæ costæ ap- proximalis, indusiis reniformibus subcoriaceis flavescentibus glabrescentibus sub lente minutissime glandulosis; rhachi universali sursum partialibusque marginalis, stipite rha- chibusque antice canaliculatis, postice obsolete angulatis, rhachibus partialibus postice scabridis. Diflert a L. mexicana: fronde subcoriacea glabra multo minori, pinnis magis approx- imatis, lanceolatis, pinnulis oblongis, laciniis argute-crenatis nec mucronato-serralis, indusiis minoribus minus gibbosis subglabrescentibus, rhachibus partialibus postice scabridis; a L. pau- pertina differt: fronde multo minori, pinnis pluribus alternis approximatis lanceolatis, pinnulis basi non auriculatis, laciniis magis approximatis margine argute crenatis, indusiis pallide flavidis minutissime glandulosis. Den voxer imellem Klipper i de torre Mineraldistricter omkring Sélvverket Yavesia (7—7500') i Dep. Oajaca. Da det er en særdeles vanskelig Afdeling, hvortil denne Art hörer, saa at Beskri- velserne af de kjendte Arter neppe ere udförlige nok, for med Sikkerhed at afgjére, om den foreliggende Plante derfra er forskjellig eller ei, er det fårst efter megen Betænkning at jeg har beqvemmet mig til at opstille den som ny Art. Mine Grunde herfor ere angivne i ovenstaaende Differentialcharakterer. 8. Lastrea equestris. Aspid. (Nephrodium) equestre Kze fil. Leibd. 1. c. p. 347. Denne anseelige og sirlige Art angives af Kunze fra den tempererte Region uden serlig Opgivelse af Voxested. Den er forbleven ubekjendt for mig. 9. Lastrea ciliata Liebm : fronde herbacea læte-viridi concolori, 2—24 pedali lato-lanceolata tripinnato-pinnatifida, sursum minus composita, pinnis primariis suboppositis patentissimis lanceolatis acuminatis aculis petiolatis remotiusculis, infimis basin versus bipinnato-pinnatifidis sursum pinnato- pinnatifidis, apicem versus confluentibus; secundarüs alternis elongatis acuminatis 2—2% poll. longis, pollicem latis divergentibus; tertiarits adnatis falcato-ovatis acutiusculis basi decurrentibus, pinnalifidis, laciniis ad mediam ineisis falcato-lanceolatis acutis margine parum reflexis obsolete repandulis ciliatis, venis simplicibus furcatisve utrinque conspicuis, soris dorso medio venarum insertis cinnamomeis, indusiis tenuiter membranaceis orbicularibus basi cordatis; costa utrinque prominula pilosa, rhachibus tertiariis alatis utrinque pilosulis, postice squamulosis, secundariis et universali antice canaliculatis, lateribus planis, postice convexis pilosulis squamis fuscis lanceolatis acutis adpressis adspersis. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math, Afd. 1 Bind. 35 274 Voxer i Skove og Krat omkring S. Antonio Huatusco (45007), hvor den fandtes i Frugt i Januar og Februar. Den hårer til Afdelingen Thelypteris i Presls Tent. Pteridogr., men har ikke nogen mig bekjendt Form, hvortil den umiddelbart slutter sig, eller hvormed den kan forvexles. Tvivlsomme. Lastrea (Aspidium Serra Willd.) Mart. & Gal. 1. c. p. 65. Anföres af Galeotti fra Puente nacional (800—1000). Mon ikke L. patens, som ikke findes optagen i Forff’s Memoire, skjuler sig under denne Benevnelse ? Lastrea subincisa Presl. Polypodium subincisum W. Mart. & Gal. I. c. p. 43. Anföres af Galeotti fra Klipper ved Zacuapan, men denne Angivelse trænger til Bekreftelse. Lastrea (Aspidium abruptum Kze) Mart. & Gal. I. c. p. 65. Efter Galeotti paa Bredden af Bekke ved Hacienda de la Compañia i Nærheden af Ejutla i det sydöstlige Oajaca (4500 — 5000". Da Kunze beskriver sin Plante fra tôrre Skove om Pampayaco i Peru, forekommer det af Galeotti angivne Stedforhold mig saa afvigende, at jeg ikke tor tilbageholde min . Tvivl om Bestemmelsens Rigtighed. Lastrea semicordata Presi Tent. Pteridogr. p. 77. Nephrodium semicordat. Presl Rel. Henk. 4. p. 32. Aspid. semicord. Sw. Mexico, uden nermere Betegnelse. Vistnok yderst usikker. Lastrea (Aspidium athyrioides) Mart. & Gal. L c. p. 67. t. 18. (mala). I Ege- og Fyrreskove i Real del monte (8—8500‘), Galeotti. Det er vanskeligt at gjére sig nogen Forestilling om denne Plante, som Forff. selv sammerligne paa den ene Side med Asplenium Michauxii Sprl. og Asplen. filix mas Bernh., begge Arter af Slegten Athyrium, og paa den anden Side med Aspid. mexicanum Presl, med hvilken sidste de sige at den er meest beslegtet. Kunze antager den endog for identisk med denne sidste. Men hverken Beskrivelse eller Afbildning passe paa den udforligere Beskrivelse af A. mexicanum, som Kunze har givet i Addit I. c. p. 147. Afbildningen er som sædvanlig aldeles forfeilet. Lastrea? Tectaria cinnamonea Cav. præl. no 622. p. 253. Aspid cinnam. Sw. syn. fil p. 55. Willd. Syst. v. 5. p. 570. Ved Chalma i Ny-Spanien af D. Luis Née efter Cavanilles. Denne af Ingen gjenkjendte Art forekommer mig efter den spanske Beskrivelse at 275 maatte have megen Overensstemmelse med L. leptorhachis, ja muligen er den identisk med samme; men Beskrivelsens Korthed tillader ikke at komme paa det Rene om dette. Lastrea Schiedeana Presl Tent. Pter. p. 76. (nomen) Aspid. Schlechtd. Lin. 5. p. 611. Ubeskreven. Nephrodium Schott. Presl. 1. Nephrodium molle Schott. Aspid. molle Sw. Kze Addit. 1. c. p. 146. Schk. Crypt. t. 34. b. Jacq. ic. rar. t. 640. Schiede sendte den först fra Mexico uden Stedangivelse; Karwinski senere fra Teojomulco i Oajaca; jeg fandt den i fugtige skyggefulde Skove omkring Colipa. 2. Nephrodium paludosum Liebm.: fronde coriacea olivacea 3 pedali, stipite 14 pedali et insuper, elongato-lanceolata pinnato- pinnatifida, pinnis infimis suboppositis distantibus, sursum alternis magis approximatis, patulis, lineari-lançeolatis, 4—3 poll. longis, 4 poll. latis, brevi-acuminatis aculis, brevipetiolatis, sursum sessilibus, laciniis ad mediam pinnam incisis, divergentibus, lato lanceolatis falcatis, 2 lin. longis latisque, marginibus revolulis integris, apice obtusiusculis, sinubus aculis; pagina antica glabra, postica griseo-puberula; costa antice canaliculata, postice acuta, costulis (laciniarum) utrinque prominulis; venis simplicibus excurrentibus, infima superiori in angu- Jum acutum cum infima inferiori proxima anastomosante, venula ex angulo superiori in sinum laciniarum excurrente; soris medio dorso venarum inserlis globosis; indusiis reni- formibus villosis; rhachi apicem versus puberula ceterum glabra nitida straminea una cum stipite anlice canaliculatis postice angulatis aculis, slipite deorsum nigrescente. Rhizoma subterraneum breve frondes plures cæspitosas emittens. Denne hidtil ubeskrevne Art voxer i stor Mængde i Moser lidet V. for S. Antonio Huatusco imellem de smaa Grus- og Slam-Vulkaner, som benævnes los Hornillos. Den findes der i Selskab med Osmunda cinnamonea og spectabilis, og indsamledes i Februar godt fructificerende. Polystichum Schott. Presl. 1. Polystichum ordinatum Kze fil. Leibd. L c. p. 347. Aspid. aculeatum Sw? Schlechtd. Lin. 5. p. 611. Mart. & Gal. L c. p. 67, Hörer til den tempererle Regions charakteristiske Bregner imellem 45008000’. Den voxer paa Leerbakker imelllem Krat selskabeligen i store Masser. Jeg fandt den meget almindelig paa de saakaldte Hornillos, lidet V. for S. Antonio Huatusco; ved S. Jago Amallan imellem Totontepec og Trap. de la Concepcion i Dep. Oajaca, og imellem Yalalag 35% __ 276 og Yagochi (7—8000, i samme Dep. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chicon- quiaco. Galeotti anforer vel Aspid. aculeatum, som aabenbart er den nærværende Art, fra Klipper om Zacuapan (2500—3000’) men jeg er vis paa at dette er urigtigt, og at Galeottis Plante hidrörer fra Huatusco. Den golde Planté har et meget bredere Lov end den frugiberende. Den ved Amatlan i Oajaca samlede Form udmærker sig fra den ved Huatusco voxende ved sin smukke blaagrönne Farve, som ikke forandres ved Törring, medens den huatuscanske bliver oliven- brun. Skjællene paa Stipes og Rhachis vare paa hiin större og bredere, men disse Charak- terer forekom mig ikke tilstrækkelige til at begrunde nogen Artsforskjel. 2. Polystichum vestitum Presl. Aspid. vestitum Sw. Kze. Addit. 1. c. p. 148. Sendt af Karwinski fra S. Pedro Nolasco i Oajaca. Jeg fandt den imellem Lavablokke i Malpays de la Hoya (7500—8000). 3. Polystichum melanostictum Presl. Aspid. melanostictum Kze Addit. 1. c. p. 148. Kze fil. Leibd. I. c. p. 348. Mart. & Gal. I. c. p. 68. Horer til de almindeligste og mest udbredte Arter i Mexicos tropiske og varm- tempererte östlige Region imellem 0—4000’. Den voxer i fugtige Skove, Baranker. Jeg fandt den ved Colipa, Misantla, Mirador og Jocotepec i Oajaca; Schiede sendte den fra Cuesta grande de Chiconquiaco. 4. Polystichum lætum Presl. Aspid. letum Sw. Vet. Act. 1817 p. 63. 1. 4. f. 3. Kze Addit. I. c. p. 149. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Jalacingo. Tvivlsom. Polystichum cystopteroides Nees ab E. Linnea y. 19. p. 685. Mexico, Aschenborn. Mig ubekjendt. Beskrivelsen er altfor kort. Efter Forf. skal den ligne P. coriaceum Pres], men vere mindre, og ensfarvet grön paa begge Sider. Phanerophlebia Presl. 1. Phanerophlebia nobilis Presl. Aspid. nobile Schlechtd. Lin. 5. p. 610. Kze Farrn. p. 155. t. 67. (optimal!) Ej. Addit. 1. c. p. 146. Ej. fil. Leibd. 1. c. p. 344. Aspid. pumilum Mart. & Gal. l. c. p. 64 t. 17 f. 1. Denne hüist udmærkede Bregne er meget almindelig i den subtropiske og varm- tempererte ôstlige Region, voxende i lyse Skove paa Klipper imellem Mos, i Baranker o. dl. I de indre Dele af Mexico forekommer den ogsaa paa gunstige Localiteter. : Jeg fandt den ved Hac. de Mirador, Polrero de Consoquitla, Zacuapan (2500— 3000) ; ved Hua- tusco (4500), og ved Teotalcingo i Oajaca (4—5000%). C. Ehrenberg fandt den ved Hac. del Carmen imellem Omitlan og Atotonilco el grande. Galeotti i Llano verde, og det saakaldte Carizal (6500 — 7500). Jeg anseer det for udenfor al Tvivl, at Aspid. pumilum Mart. & Gal. henhörer hertil, og ikke er andet end et ungt Exemplar. Det er mig forresten ufatteligt, hvorledes A. mobile, som ikke er omtalt i Mem. s. 1. Foug., har kunnet undgaae Hr. Galeotti under et Aars Ophold paa Mirador, da den der hörer til de almindelige Bregner. Aspidium Schott. Sagenia Pres]. — Bathmium Presl. 1. Aspidium (Bathmium) trifoliatum Sw. Schk. Crypt. t. 28 et. 28. b. Schlechtd. Lin. 5. p. 610. Kze. fil. Leibd. 1. c. p. 344 Aspid. heracleifolium Mart. & Gal. l. c. p. 65. Polypodium cordifolium Mart. & Gal. 1. c. p. 31 t 4. f. 2! Meget udbredt i Mexicos östlige tropiske, subtropiske og varm-tempererte Region fra 0—4500°. Den voxer i Skove og Baranker paa fugtige skyggefulde Steder. Jeg fandt den ved Antigua, Colipa, Misantla, Jicaltepec, Mirador, Matlaluca og Teotalcingo (Oajaca). Schiede sendte den fra Cuesta grande de Chiconquiaco; Galeotti fandt den ved Puente nacional, Zacuapan, i Baranca de S. Francisco. Den hörer til de meget foranderlige Arter i Form og Størrelse, men desuagtet lettest igjenkjendelige. Den bærer Frugt i alle Udviklingsstadier fra 2—3 Tommers Stör- relse til over to Fods. En saadan lille udelt frugtberende Form med hjerteformigt Lov er Polypodium cordifolium Mart. & Gal. — et næsten exempellöst Beviis paa Forff’s Over- fladiskhed. Gjentagne Gange har jeg ved Teotalcingo og Mirador fundet denne lille Form, især ved Indgangen til smaa Klipperhuler. Ikkun ved stor Flygtighed har Forff. kunnet oversee de kredsrunde Indusier; men blot ved noget Studium af Bregnernes Nervation maatte de vide, at ingen Polypodium har en saadan Nervation, som den af dem beskrevne Plante. 2. Aspidium (Bathmium) macrophyllum Sw. syn. fil. p. 43. & 239. Plum. fil. t. 145. Denne ikke tidligere i Mexico fundne Bregne voxer i Mengde i Districtet Chinantla (Dep. Oajaca) i hede fugtige Skove. Jeg fandt den ved S. Pedro Tepinapa, Lobani og Petlapa. Naar denne anseelige Bregne voxer i meget skyggefulde fugtige Skove, seer man ofte de gamle Exemplarer aldeles bedækkede med unge parasitisk fremvoxende Exemplarer, som udvikle sig paa Finnernes Middelaxe og ved Grunden af Finnerne paa Hovedstilken. 278 Planten faaer derved et forunderligt fremmed Udseende. Det er mig ikke bekjendt, at den Slags Parasitismus har været iagttaget for hos Bregner. 3. Aspidium (Sagenia) latifolium Presl. Rel. Henk. 1. p. 30. Denne sjeldne Bregne, som kun er lidet kjendt, og som er beskreven af Presl efter Exemplarer i Henkes Samlinger fra Mexico uden Angivelse af Localileten, er temmelig udbredt i den östlige Del af Dep. Oajacas subtropiske Region, voxende paa fuglige Klippe- vegge imellem Krat. Jeg fandt den saaledes imellem Comaltepec og Trapiche de la Con- cepcion, ved Jocotepec og Petlapa i Chinantla. Cysiopteris Bernh. 1. Cystopteris fragilis Bernh. Aspid. fragile Sw. Schlechtd. Lin. 5. p. 611. Mart. & Gal. L c. p. 67. Schiede fandt den i skyggefulde Skove ved Jalapa; Galeotti paa Vulkanen Orizaba ved Cueva de Temascal paa 11—12500". 2. Cystopteris fumarioides Kze fil. Poepp. 1. c. p. 97. Kze fil. Leibd. I. c. p. 348. Aspid. fragile var. fumarioides Mart. & Gal. I. c. p. 67. Athyrium fuma- rioides Pres] Rel. Henk. 1. p. 39. & 6. f. 2. Angives af Galeotti fra samme Localitet som foregaaende; efter Kunze er den fundet af Leibold i den tempererte Region paa skyggefulde Steder, hvilket jeg dog betvivler. Jeg fandt den kun i de höiere Cordillereregioner imellem Klipper, paa Steengjærder ; saaledes ved Chinautla (7—7500') i Dep. Puebla, og paa Pico de Orizaba i 10,000 Fods Hoide. Athyrium Presl. 1. Athyrium angustum Presl. Aspid. angustum Willd. Asplenium Michauxii Sprlg. Mart. & Gal. I. c. p. 62. Coll. H. Galeotti no. 6269 & 6366. Anföres at Galeotti som voxende i Fyrre- og Egeskove ved Bække paa Vulkanen Orizaba paa 9500—11000’, og ligeledes af samme fra Skove ved Sola i Oajaca (6500—8000/). 2. Athyrium arcuatum Liebm.: fronde subcoriacea atrovirente glabra bipedali, stipite semipedali, lanceolata, bipinnato- pinnatifida, pinnis alternis adscendenti-patulis 7—9 poll. longis 2—2} poll. latis elongato- lanceolatis acuminatis, pinnélis divergentibus sessilibus allernis, ‚1—13 poll. longis 4 lin. latis, elongato-lanceolatis, basi lato-cuneatis, apice obtusiusculis, profunde pinnalifidis, laciniis subfalcato-ovatis argute crenalis, sinubus latiusculis, costis antice canaliculatis postice prominulis, venis pinnatis; soris lunatis, coste approximatis; rhachi universali flexuosa antice canaliculata postice convexa, partialibus arcuato-adscendentibus marginatis hie illic squamulosis. Denne Art, som har en flygtig Lighed med A. filix foemina, hvorfra den dog adskiller sig ved mange Charakterer, fandt jeg i Baranker ved Chinautla i Dep. Puebla (7000’) imellem Krat af Philadelphus, Rhamnus og Laurineer. Cibotium Mauls. 1. Cibotium Schiedei Schlechtd. Lin. 5. p. 616. Presl Tent. Pter. t. 11. f. 9. Mart. & Gal. 1. c. p. 80. Hook. sp. fil. 1. p. 84. t. 30 A. Denne prægtige Bregne opdagedes af Schiede paa Hacienda de la Laguna, og blev siden funden af Galeotti ved Jalapa. Jeg fandt den meget hyppig i Dybet af de vanskelig tilgjengelige Baranker omkring Mirador, saaledes i Baranca de Consoquitla og S. Francisco paa aabne Klipper. Den er saaledes udbredt i den subtropiske og varm-tempererte östlige Region imellem 2—4000’. Naar Galeotti angiver dens Stamme til 10—15 Fod, en Angivelse som Hooker har optaget efter Galeotti, da er dette aldeles falsk, thi Bregnen er slet ikke træagtig, end mindre af en saa betydelig Störrelse. Middelstokken bliver i det hôieste af 4—6 Tommers Længde, er saftig, omsider læderagtig, jog derfra opstige 5—6 Löv af 4-6 Fods Længde. 2. Cibotium horridum Liebm.: fronde subcoriacea antice obscure viridi, postice glauca, lato-lanceolata, 3 ped. longa, 1—14 ped. lata, stipite pedali, bipinnato-pinnatifida, pinnis alternis remotis patulis pedalibus, 3—4 poll. latis, lanceolatis, pinnulis alternis approximatis divergentibus sessilibus basi inferiori adnatis 2—2% poll. longis 4—5 lin. latis elongato-lanceolatis longe acuminalis acutis, profunde pinnatifidis, laciniis falcato-lanceolatis obtusiusculis integerrimis margine revolulis, sursum decrescentibus demum confluentibus, sinubus obtusiusculis, costa pinnule postice setoso-squamosa, costulisque laciniarum utrinque prominulis atropurpureis, venis furcatis; stipite rhachi universali partialibusque flavidis antice canalieulatis postice convexis undique squamis rigidis adnatis patentissimis subulatis 2--3 lin. longis flavidis densissime obsitis. i 280 Rhizoma breve 3—4 pollicare succulentum squamosum. Af Slegten Cibotium ere hidtil ikkun 6 Arter beskrevne, og det er saaledes inter- essant at kunne foie en ny Art til det indskrænkede Antal. Mærkeligt er det ogsaa, at Mexico er det eneste americanske Voxested for Arter af denne Slægt, idet de andre hidtil beskrevne Arter henhöre til Ostindiens, de sydost-asiatiske Oers og Sydhavsöernes Florer. Den nærværende nye, og fra de bekjendte Arter lettelig ved sin stive næsten blöd- piggede Skjælbedækning adskillelige Art findes udbredt i de östlige Dele af Dep. Oajacas varm-tempererte Region. Jeg fandt den imellem Chuapam og Teotalcingo (4—5000) og imellem Trapiche de la Concepcion og Totontepec (3—5000‘) voxende i Bjergskove imellem Ericaceer. Woodsia R. Br. 1. Woodsia mollis J. Sm. Hook. sp. fil. 1. p. 60. Woodsia mexicana Br. in Wallich Pl. Asiat. rar. p. 42. Physematium molle Kze Anal. Pterid. p. 41. t. 27 (optima). Ej. Addit. I. c. p. 145. Hører til den tempererte Region i Mexico og voxer paa fugtige Bjergsider i Klippesprækker. Jeg fandt den ved Tepitongo i Dep. Oajacas östlige Dele paa henimod 6000’. Schiede sendte den uden Stedangivelse fra Mexico. 2. Woodsia fragilis Liebm. (Subgenus Perrinia Hook.): fronde herbacea utrinque sed imprimis subtus squamuloso-puberulis, elongato-lanceolata, utrinque decrescente 6—10 poll. longa, 11—2 poll. lata, stipite 1—3 pollicari, pinnato- pinnatifida, pinnis alternis vel subopposilis divergenti-patulis, 3—1 poll. longis, 3 lin. latis, ovato-lanceolatis sessilibus basi lato-cuneatis, apice obtusis, pinnatifidis, laciniis ovatis rotundatis repandis, sursum decrescentibus demum confluentibus, sinubus acutis; venis simplicibus vel furcatis antice impressis nigris apice clavato incrassatis; soris seriatis 4— 6—8 in quavis lacinia; indusiis tenuibus membranaceis fragilibus; stipite rhachique stramineis tenuibus fragilibus pubescentibus basin versus squamis lanceolatis rufis obsitis. Rhizoma subterraneum breve frondes cæspitosas emittens. Voxer paa skyggefulde Bjergvegge paa sandig Grund imellem Begonier og Sela- gineller paa 7500’ i Nærheden af Sta Maria Alpatlahua paa Siden af Vulkanen Orizaba. Ved sit skjöre, tidlig i flere uregelmæssige Lapper kløvede Indusium, som udbreder sig som en Rosette omkring Frugtpletten strax gjenkjendt som henhörende til den hookerske Underslegt Perrinia. Fra de to Arter, W. obtusa Hook. og incisa Gill. er denne Art meget forskjellig. Större Lighed har den i Charaktererne med W. guatemalensis Hook. sp. fil. p. 60 t. 21 A, men foruden Indusiets Beskaffenhed adskilles den let ved sit dunet-skjællede betydelig mindre Löv, ved kortere, mindre dybt indskaarne Finner o. fl. Cyatheaceæ. Trichosorus Liebm. Polypodium Auct. vet. Alsophila Auct. rec. Sporangia in receptaculo punctiformi impresso ex angulo furcationis venarum orto, sessilia, soros minutos ad basin superiorem laciniarum pinnularum singulos formantia cum pilis articulatis interjectis mixta, pilisque costæ adpressis subvelata. Indusium nullum. Filices ample rhizomate perbrevi aut caudice erecto arborescente, frondibus tri- pinnato-pinnatifidis coriaceis. — Genus americanum. Typus for denne Slegt er Alsophila pruinata Kaulf., hvilken jeg anseer for en Collectiv-Art, indbefattende et endnu ubestemt Antal Arter. Slægten adskilles fra Alsophila ved sit lille punktformige i Lövets Substants indsenkede Receptaculum (Alsophila har et hemisphærisk ophöiet Receptaculnm); de siddende Kapsler ere omgivne af ruströde leddede Haar, og næsten skjulte af de tiltrykte Haar, som bedekke Smaafinnernes Middelaare; stive læderagtige blaagrönne underneden hvidlige Lov, hvortil Intet tilsvarende findes hos Also- phila. Det er en Gjentagelse af Polypodium iblandt Cyatheaceernes Orden. Af de tidligere Forff. synes allene J. W. Hooker at have erkjendt det mislige i Foreningen af Als. pruinata Kaulf, med Alsophila Slægten, Hans Ord i Spec. fil. p. 48 ere fålgende: In habit and appearance this (Alsophila pruinata Kaulf.) is extremely distinct from any other Alsophila, and the receptacles are very slightly elevated; so that it must be considered but a doubtful species of the genus. Der kan ingen Tvivl vere om, at under Benævnelsen Alsophila pruinata flere for- skjellige Arter ere indbefattede; thi naar vi sammenligne Beskrivelserne af de hertil hen- regnede Synonymer, finde vi saa. betydelige Forskjelligheder i Angivelserne over Plantens Habitus, at man maa undre sig over, at der intet Hensyn er bleven tagen dertil, men træaglige og urteaglige Planter forenede som Synonymer. til en Art. Kunze allene bemærker (Botanische Zeitung 1844 p. 330, og Filic. Leibold. Linnea v. 18. p- 350) at sandsynligviis flere endnu ikke) adskilte Arter her ere forenede. Det er ikke min Hensigt her at give en Monographie over Slegten, og jeg mangler ogsaa Midler til at oplyse den hele under. Als. pruin: indbefattede Synonymie. Kun vil jeg meddele et Par Citater af Forff., for at vise, at forskjellige Arter virkelig maa vere sammenslagne. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math, Afd. 1 Bind. 36 om ie _ 282 Polypodium cinereum Cay. præl. no 610. p. 248 fra S. Carlos Chiloë har en træ- aglig Stamme af 5 Fods Höide, 1 Tommes Diameter, hvoraf Opdageren D. Luis Neé skar Stokke. Lövet er over 3 Fod langt*). Alsophila pruinata Kaulf. Hook. sp. fil. p. 48 fra Juan Fernandez har efter Douglas en Stamme af 3—6—8 Fods Höide, hvilken han sammenligner med et lille Grantræ. , Swartz Fl. ind. occid. 3. p. 1682 beskriver Polyp. pruinatum fra Jamaica som træagtig. “Kunze erklærer (Fil. Poepp. |. c. p. 99 og Fil. Leibd. 1. c. p. 350) efter Poeppig og Bayrich, at den i Chile og Brasilien forekommende Alsophila pruinata ikke er træagtig. De forskjellige Former, som jeg har fundet i Mexico mangle ganske træagtig Stamme; Galeottis Angivelse af en 30—35 Fod hôi Stamme er falsk. Overseer man nu end ogsaa den sidste Angivelse, som er et sørgeligt Exempel paa den hos naturhistoriske Samlere stundom fore- forekommende store Undiagtighed, saa ere dog alle de andre saa modstridende, at Enhver vist vil erkjende, at flere forskjellige Arter her ere forenede. For Tiden er det umuligt at afgjöre, hvormange Arler der i de forskjellige Landes Florer ere: indbefattede under det ene Navn. Hvad nu de fra Mexico hidtil omtalte Former angaae, da er den af Dr. Schiede fra S. Andres ved den vestlige Fod af Vulkanen Orizaba sendte Plante sandsynligviis henhérende til min Trich. densus, efter Localitetens Höide at domme. Om Galeottis Alsophila pruinata er min Trich. glaucescens, er meget tvivlsomt, især da den siges at være tagen ved Monte Pacho i Nærheden af Jalapa og ved Totutla, hvor jeg ikke har bemærket T. glaucescens. Hr. Galeotti siger om sin Plante saa mange grove Urigligheder, at det er umuligt at sige flere i saa faa Ord: Cette magnifique Fougère arborescente, dont le stipe s’¢léve a 30 et 35 pieds de hauteur, est fort commune dans la région temperée.... Elle croît au bord des ruisseaux, dans les endroits les plus sombres de la forêt; il n’y a pas de palmier qui puisse élre comparé a cette Fougére, tant elle est remarquable par l'élégance de les belles frondes, d’un blanc bleuâtre a la: face inférieure et d’un beau vert à la face supérieure. Le stipe de cette espèce est épineux, ainsi que le commencement du. rhachis des frondes. Det er urigtigt, at Bregnen er treagtig, end sige at den har. en Stamme af 30—35 Fods. Héide; ligeledes at den voxer i Skovenes dybeste Skygge, den voxer: tverlimod paa solaabne Klipper. imellem lavt Krat, paa Randen af Baranker eller paa disses Vegge; der er ikke den fjerneste Anledning til at anstille Sam- menligning imellem denne. Bregnes Löv og Palmernes. : Det er aldeles falsk at Stipes og Begyndelsen af Rhachis er tornet. Det eneste rigtige i det-hele Stykke er Bemærkningen *) Esta especie Ilega,a formar un tronco de cinco pies de altura con una pulgada de diämetro, de cuya _extremidad nacen las hojas, que tienen mas de tres pies de largo..... Esta hermosa especie se cria en Ja isla de San Carlos de Chiloë, donde la entontro D: Luis Née, el qual hizo varios bastones de los troncos que cortö. Cay. Decrip. d. I. pl. Madrid. 1802. p. 248. 283 om Lövets Farve. Ubegribeligt vilde nu dette være, hvis man ikke kunde ahne fölgende Sammenhæng. Hr. Martens har bestemt Galeottis mexicanske Bregner, og Galeotti har dertil nedskrevet sine aphoristiske og geographiske Bemærkninger. Nu er det med denne Alsophila pruinata gaaet saa ulykkeligt, at han har troet at kjende Bregnen, men har taget feil, og derpaa meddelt Bemærkninger, som i Virkeligheden (med Undtagelse af den ene Sætning om Låvets Farve) passe til Alsophila Schiedeana Presl, men knyllede til A. prui- nata. Jeg skulde ikke have omtalt dette saa vidtlôftigen, hvis det ikke var bleven nöd- vendigt, idet dygtige Forskere som Hooker og Kunze ere blevne forledede til at fæste Lid til de galeottiske Anbivelser, hvorved Videnskaben bliver forvandsket. Endelig henhörer den af Kunze i Fil. Leibd. 1. c. p. 350 omtalte Form til min Trich. glaucescens fra Mexicos ôstlige Region. Hr. Leibold har meddelt den Urigtighed, at Lövet skulde blive 12 Fod langt, medens 6 Fod er det höieste det opnaaer, hvilket jeg med fuldkommen Sikkerhed formaaer at paastaae efter de talrige Exemplarer jeg paa forskjellige Steder i Mexico har havt Leilighed til at iagttage. 1. Trichosorus glaucescens Liebm.: fronde ampla coriacea supra glauco-viridi glabra nitida, subtus glauco-pruinosa ad costam venisque adpresse rufo-villosa, lato-ovata acuminata 4—6 pedali, tripinnato-pinnatifida ; pinnis primariis patulis alternis remotis petiolatis 14—2 pedalibus 8 poll. latis sursum de- crescentibus lanceolatis acuminatis; pinnis secundariis alternis approximatis subsessilibus 4—6 poll. longis, pollicem latis lanceolatis acutis leviter deflexis; pinnulis alternis sessilibus basi inferiori adnatis, sursum confluentibus, elongato-lanceolatis profunde pinnatifidis, 4—$ poll. longis, 2—4 lin. latis; laciniis 5—7 cujusque lateris, faleato-lanceolatis obtusiusculis margine repando subrevolutis, 2—1 lin. longis, lineam latis; costa pinnulæ, costulis lacini- arum, rhachi pinnæ secundarie antice elevatis glabris, postice applanatis parum elevatis rufo-villosis, venis subimmersis furcatis subtus adpresse rufo-villosis; soris singulis ad basin superiorem laciniarum; stipite pedali, rhachi universali partialibusque statu juvenili rufo-villosis demum glabris nitidis stramineis subteretibus antice canaliculatis. Rhizoma breve 3—4 poll. supra terram elevatum herbaceo-coriaceum teres squamosum, frondes 4—6 emittens. Denne Bregne tilhörer de östlige Cordillerers tempererte Region imellem 4—5000/; den voxer paa aabne gres- og kratdekte Bjergsider, paa Randen af Baranker og paa disses Vegge. Jeg fandt den ved Talea, Hac. de Sta Gertrudes; imellem Trapiche de la Concep- cion og Totontepec, alle Localiteter i Dep. Oajacas ôstlige Del. Trichosorus glaucescens var. major: pinnis ultra bipedalibus, pinnis secun- dariis 6—7 poll. longis 1 — 1} poll. latis, omnibus petiolatis (petiolo semipollicari), longe acumi- natis, flexuosis, pinnulis longioribus, pollicem et insuper longis, 3 lin. latis, infimis petiolu- latis, ceteris sessilibus, laciniis 9—12 cujusque lateris 2 lin. longis, lineam latis minus re- pandis; soris majoribus. 36% 284 En haade i det Hele og i alle Enkeltheder stôrre frodigere Form, som voxer ved S. Jago Amatlan Dep. Oajaca (henimod 6000) paa aabne Bjergsider. 2. Trichosorus densus Liebm.: fronde 4—5 pedali coriacea supra flavicante (alutacea), subtus plumbeo-cinereo rufo-villosa, lato-lanceolata tripinnato-pinnatifida, pinnis primariis alternis remotis patulis 20—24 poll. longis, 6—8 poll. latis sursum decrescentibus elongato-lanceolatis acuminatis petiolatis; pinnis secundariis alternis approximatis elongato-lanceolatis 4-—5 poll. longis, pollicem latis petiolatis, deorsum divergentibus flexuosis vel decurvatis, sursum adscendentibus rectis vel incurvatis; pinnulis valde approximatis alternis 2 poll. longis, 3 lin. latis sessilibus patulis, basi inferiori adnatis decurrentibus, sursum confluentibus, elongato-lanceolatis apice obtusiusculis, profunde pinnatifidis, laciniis falcato-lanceolatis 2 lin. longis lineam latis ob- tusis, margine falcato-crenatis revolutis, 8—9 cujusque lateris; costa pinnulæ costulisque laciniarum supra elevalis glabris, subtus dense rufo-villosis, rhachi pinnæ secundaria supra elevata scabrida, marginibus alatis, subtus planiuscula rufo-villosa, rhachi universali pinna- rumque primariarum stramineis postice nilidis glabris convexis, antice canaliculatis rufo-villosis. Rhizoma sicut antecedentis. Den findes paa lerede aabne græsbegroede Skrænter ved Smaabekke imellem busk- agtige Baccharis, Prunus laurifolia, Quercus etc. i Nerheden af Indierlandsbyen Chinautla i Dep. Puebla paa 7500’. Fra den foregaaende Art adskiller denne sig ved sit oventil gullig lederfarvede, nedentil blygraa Löv, mere sammentrengte Finner og Smaafinner, disse sidste noget kortere, mere budte, Fligene flere paa hver Side, i Randen tydelig rundkarvede ; de secun- dere Finners Lövaxe vinget. Forresten ere Arterne af denne Slægt vanskelige at ad- skille med Ord, med mindre man giver meget delaillerede Beskrivelser; i Naturen ere de derimod meget lette at adskille. 3. Trichosorus frigidus Liebm.: fronde coriacea antice flavescente (alutacea), postice cæsio-pruinata, 4 pedali, lato-lanceo- lata acuminata, tripinnato-pinnatifida; pinnis primariis alternis remotis patulis 12-15 poll. longis, 4—6 poll. latis, sursum decrescentibus, lanceolatis, petiolatis; pinnis secundariis approximatis alternis vel suboppositis 3—4 poll. longis, pollicem circiter latis, peliolatis, sursum decrescentibus sessilibus, lanceolatis acuminatis acutis deflexis; pinnulis densissime ap- proximalis subopposilis alternisve divergentibus, infimis petiolulatis ceterum sessilibus basi in- feriori adnatis decurrentibus, lineari-lanceolatis semipollicem longis, 14 lin. latis, pinnatifidis, laciniis 9—10 cujusque: lateris falcato-ovatis obtusis margine integris parum revolutis semi- lineam longis latisque; venis subtus conspicuis villo rufo adpresso notatis ; soris minulis; costa 285 pinnulæ costulisque laciniarum antice elevatis glabris, postice rufo-villosis; rhachi pinnæ secundariæ antice elevata scabrida, postice compressa subcanaliculata rufo-villosa (villo lineari ciliato); rhachi universali primariisque, stipite, rhizoma sicut specicrum precedentium. Voxer paa aabne Steder i Bjergskove paa Cerro de Sempoaltepec (Dep. Oajaca) i en Höide af imellem 9—10,000 Fod. Fra foregaaende Art adskiller den sig, idet den i alle Dele er mindre, og mere sammentrengt; Lövets Underflade er mere hvidgraa, Smaafinnerne skjöndt kortere og smallere have flere Flige; disse ere kortere mere afrundede og fuldkommen helrandede; Nerverne ere paa Undersiden synlige med blotte Oine formedelst de tiltrykte rustfarvede Haar; de secundære Finners Lövaxe er paa Undersiden fladtrykt i Midten udhulet, belagt med randhaarede linieformige tiltrykte Skjæl; Frugtpletterne ere mindre end hos nogen af de foregaaende Arter. Alsophila R. Br. 1. Alsophila Schiedeana Presl Tent Pter. p. 62. Kze Addit. I. c. Hook sp. fil. 1. p. 48. Kze in Bot. Zeit. 1844 p. 342. Polypodium Schlechtd. Lin. 5. p. 609. no. 757. Denne prægtige træagtige Bregne, hvis Stamme opnaaer 20—25 Fods Hôide og 5 Tommers Diameter, er meget udbredt i den subtropiske og varm-tempererte Region paa Mexicos Ostside fra 1500—4500. Dr. Schiede fandt den först imellem Huilamalco og Cuapam (Dep. Vera Cruz, 2000'.) Jeg fandt den paa Hac. de Jovo, ved Sta Maria Tlapa- coyo, i Baranker ved Mecapalco, Huitamalco; meget almindelig omkring Mirador, Zacuapan, Aguas santas, Dos puentes, S. Antonio Huatusco, ligeledes i Dep. Oajacas östlige Dele, navnlig i Districtet Chinantla, Den voxer ikkun paa de skyggefuldeste Steder i meget fugtig Humus; i Skov- klåfter langs Vandlöb, i dybe Baranker overskygget af store Skovtræer. Saasnart den ved Fældning af de store Træer udsættes for det tropiske Lys, visner den næsten dieblikkelig. Hooker anförer i sin Synopsis Arten iblandt de tvivlsomme Arter, idet den nöi- agtige og fuldkommen fyldestgjérende Beskrivelse af Kunze i Addit. Il. c. er undgaaet ham. Jeg har ovenfor bemærket, at de af Galeotti under Alsophila pruinata meddelte Bemærk- ninger for störste Delen henhöre til denne i Memoiren ikke omtalte Art, der forresten er den almindeligste træagtige Bregne i det ôstlige tempererte Mexico, danner hele Skovpartier, og altsaa umulig kan undgaae den Reisendes Opmærksomhed. 2. Alsophila compta Mart. pl. crypt. sel. Bras. p. 66. t. 41. Hook. sp. fil. 1. 42. Kze in Bot. Zeit. 1844. p. 328. Anföres af Hooker. som samlet af Linden i Tabasco. . Stammen bliver 8—10 Fod hoi. 3. Alsophila mexicana Mart. pl. crypt. Bras. p. 70. t. 45. Hook. sp. fil. 1. p. 47. Kze in Bot. Zeit. 1844. p. 330. Samlet af Karwinski i Dep. Oajaca ved S. Pablo Teojomulco. Stammen bliver 15 Fod hoi. Skal efter Kunze være beslægtet med A. hirla Kaulf. 4. Alsophila myosuroides Liebm.: arborea, fronde ampla subcoriacea elongato-lanceolata, bipinnato-pinnatifida; pinnis alternis patulis petiolatis elongato-lanceolatis acuminatis 14—2 pedalibus, pinnulis alternis subopposi- lisve, infimis petiolulalis, sursum sessilibus decrescenlibus, summis sensim confluentibus, diver- gentibus 3—34 poll. longis, semipollicem lalis, elongato-lanceolatis longe-acuminatis aculis pro- funde pinnalifidis, laciniis e basi dilatato lineari-lanceolatis falcatis obtusiusculis falcato- crenulatis, margine parum revolutis, sinubus aculis angulatis; apice pinnularum contracto 4—1 pollicari 1—2 lineas lato crenato; costa costulisque utrinque elevatis, costa utrinque pilis adpressis obsita, costulis antice glabris postice parce pilosis, venulis furcatis glabris; soris numerosis, 10—14 cujusque laciniæ, serialis densis, mox confluentibus; stipite pedali pollicem crasso flavescente fulvo-piloso aculeolato, aculeis reclis inæqualibus instructo; rhachi universali 4—5 pedali dorso convexa, antice et lateribus sulcata, basi aculeolata sursum inermi fulvo-pilosa, partialibus inermibus fulvo-pilosis sursum marginatis et subalatis. Caudex 10—16 pedalis erectus gracilis, 3—4 pollices in diametro squamosus apice aculeatus, aculeis flavidis. Denne pregtige treagtige Bregne voxer i tykke fugtige Urskove i Chinantlas sub- iropiske Region ved Locaba, Jocotepec og Teotalcingo, 2 —4000". Den staaer nermest til A. armata Presl; adskiller sig ved noget mindre Torne paa Lôystilken og Lövaxen, Lövet underneden glat med Undtagelse af Middelnerven, ingen Skjæl paa Lovets Underside; Smaafinnerne pludselig udtrukne i en lang smal karvet Spids af indtil en Tommes Længde. Hemitelia R. Br. 1. Wemitelia decurrens Liebm.: fronde herbacea ovato-lanceolata 24 pedali, 8—9 poll. lata, stipite pedali, pinnata apice confluente, pinnis suboppositis alternisve sub20 cujusque lateris sessilibus decurrentibus patulis, elongato-lanceolatis parum falcatis 5—6 poll. longis, pollicem latis, basi oblique cuneatis, apice acutis, margine remote crenatis utrinque glabris, supra atrovirentibus nitidis, subtus glaucescentibus, venis utrinque prominulis pinnatis, infimis arcuatis anastomosantibus, celeris excurrentibus liberis; soris biserialibus zonam mediam inter marginem et costam 287 formantibus dorso venulæ adfixis; rhachi stipiieque arachnoideo-pubescentibus compressis antice sulcatis marginibus membranaceis alatis, squamis tenuibus excoloribus falcatis adspersis, stipite basin versus aculeolis brevibus squamisque latioribus rigidioribus brunncis marginatis instructo. Caudex vix pedalis. Af Slægten Hemitelia var hidtil ingen Art funden paa Americas Fastland, N. for Panama, det vil derfor vere af Interesse at lære at kjende to nye mexicanske Arter. Begge have en meget lav næsten urteaglig Stamme. H. decurrens voxer i de hede fugtige Skove i Chinantla ved Lobani (3—3500°) i Dep. Oajaca; man finder den i Selskab med lave Palmer, Geonoma, Chamædorea, Stachy- ophorbe. Iblandt de beskrevne Arter er der ingen der staaer den nermere end H. speciosa Hook. i Henseende til Finnernes Form, men meget forskjellig i Henseende til Nervation, Frugt- pletternes Plads o. fl. a. 2. Wemitelia mexicana Liebm.: fronde ampla 5—6 pedali, 13 ped. lata, stipite 1—14 pedali, glabra, supra atrovirente nitida, subtus glauco-virente, lato-lanceolata acuminata pinnala, pinnis alternis deorsum divergentibus, pedalibus pollicemque circiter latis, lineari-lanceolatis acuminatis acutis sub- pinnatifidis vel grosse crenatis apicem versus confluentibus argule serrulalis, crenis lineam longis 3 lin. latis rotundato-truncatis, margine parum revolutis, costa utrinque ele- vata, antice canaliculata, postice convexa nuda, venis utrinque prominulis pinnatis, infimis transversis anastomosantibus, reliquis excurrentibus liberis; soris 2—3 seriatis dorso venu- larum affixis inter marginem et costam mediis, receptaculis capitellatis, indusiis orbiculatis demum expansis; stipite rhachique squamulosis demum glabrescentibus, basin versus minu- tissime aculeolatis. Caudex pedalis herbaceus squamosus. — Voxer i de skyggefulde fugtige hede Skove omkring Lacoba i Districtet Chinantla i Dep. Oajaca (2500). Den findes i Selskab med Cyatheer, Alsophiler, Desmoncus, Astrocaryum. | Af de beskrevne Former nærmer den sig mest til H. obtusa Kaulf. Cyathea Sn. 1. Cyathea mexicana Schlechtdl. Lin. 5. p. 616. Pres! Tent. Pter. t 1. f. 8. Mart.,& Gal. I. c. p. 79. Hook. sp. fil. 1. p. 15. Cyathea denudans Kze fil. Leibd. lc. p. 349. Den er unægtelig den prægtigsle af Mexicos treaglige Bregner, og meget udbredt 288 i den östlige Region imellem 3—4000 Fods Höide. Den optræder omtrent samtidig med de immergrönne Ege, og voxer især paa meget fugtige skyggefulde Steder i Skovklöfter og Baranker. Jeg har samlet den ved Mirador, Totutla, Dos Puentes, Aguas santas, Mat- laluca, Jalapa. Schiede sendte den fra Jalapa; Galeotti fandt den ved Jalapa og Totutla. Uagtet denne Art allerede har veret nôiagtig beskreven af Schlechtendal siden 1830, synes den dog endnu ikkun at vere ufuldkommen kjendt. Presl opstillede först en Under- slægt Notocarpia med Sori befæstede paa Midten af en Nerve, og til förste Afdeling af denne Underslegt: venis simplicibus, superioribus sæpe furcatis henförtes som eneste Art C. mexicana. Hooker sp. fil. opstiller den i Afdelingen Notocarpia*), og Kunze fil. Leibd. antager samme Inddelingsmaade. Da jeg har havt Leilighed til at iagttage Hundreder af Exemplarer af denne Art, og i mine hjembragte Samlinger har det rigeste Mate- riale til Undersøgelse, maa jeg gjøre Indsigelse herimod. C, mexicana har baade enkelte og klöftede Nerver, det sidste langt hyppigere end det förste; nogle Smaafinner har udeluk- kende klôftede Nerver, andre ikkun enkelte, andre blandede enkelte og klôftede. Frugt- pletterne kunne sidde paa en udelt Nerve, men de sidde hyppigst i selve Kloftningens Vinkel, og Arten kan saaledes ikke höre til Notocarpia men til Eucyathea. Jeg finder - derfor ingen Grund til at antage C. denudans Kze som Art; Beskrivelsen af den eneste Finne Forf. har havt til Disposition passer meget godt paa C. mexicana. Hooker kalder fremdeles Planten tornlés (unarmed), uagtet Schlechtendal beskriver den som tornet. Formodentlig har denne Uoverensstemmelse sin Grund i de ufuldstændige Exemplarer, som sædvanlig af Samlere hjemsendes af disse store Former, og som især har givet Anledning til at de störste, skjönneste, og i Henseende til den Rolle, de spille i Landskabet, vigtigste Former ere de slettest kjendte. Forholdet hos C. mexicana er fölgende. Den överste Del af Stammen er forsynet med skarpe relte eller noget krummede sorte glindsende Torne, som ligeledes findes i stort Antal uden Orden paa den nederste Del af Stipes, tabende sig opadtil i Rhachis, blivende mindre og mindre. Rhachis paa de nedersie Finner er ofle paa Undersiden fiintornet; de övrige Finner, ligesom ogsaa den övre Deel af Hovedrhachis er tornlös. 2. Cyathea Schanschin Mart. pl. crypt. Bras. p. 77. t. 54. Hook. sp. fil. 4. p. 20. C. mexicana Hook. in Benth. pl. Hartweg. p. 54. C. mex. affin. Mart. & +) Det er ikke meget conseqvent af Hooker, at antage Notocarpia som Underslægt, definere den saaledes: Sori situated upon a vein or veinlet, not at the forking, og dog henhöre dertil ©. mexicana, hvorom han siger: sori confined to the lower half of the segment, situated upon the yeins, which are almost wholly simple or below the fork when divided, very rarely indeed at the forking. Den sidste Sætning viser det indifferente i Frugtpletternes Insertion, og kuldkaster Underslagten Notocarpia. __289 Gal. 1. c. p. 80. Alsophila fulva Mart. & Gal. 1. c. p. 78 t. 23 (mala!) sec. Hook. Samlet af Galeotti i Fyrreskove ved Talea (5—6000‘) i Dep. Oajaca. Hartweg sendte den fra Zacualtipan. Mig ubekjendt. Da det er at formode, at Hooker har havt Galeottiske Exemplarer for sig, idet han henförte de ovenciterede Synonymer til C. Schanschin, vil jeg afholde mig fra Yttringer om det Ubegribelige i, at en Forf. kan anfore den samme Plante som to Arter under to forskjellige Slegter, tillegge den ene (Alsophila fulva) en Stamme af 18—20, ja selv 25—30 Fods Höide, medens den anden (Cyathea mex. affin.) tillægges en Stamme af 15—20 Fods Höide. Ret heldigt er det imidlertid, at det hedder om den sidste: Cette grande Fougère se trouve avec l’Alsophila fulva au bords des ruisseaux etc., thi hine Angivelser, som aabenbart ere skrevne paa Maa og Faa, kunde ligesaa godt have indeholdt end mere skrigende Uover- enstemmelser. 3. Cyathea bicrenata Liebm.: arborea, fronde 10—15 pedali coriacea, antice atroviridi, postice olivacea elongato-lanceo- lata bipinnato-pinnatifida, pinnis alternis subsessilibus patulis vel divergentibus elongato- lanceolatis bipedalibus et insuper, 7—8 poll. latis, sursum decrescentibus sessilibus minus compositis; pinnulis suboppositis alternisve sessilibus infimis divaricalis, mediis divergen- tibus sursum patulis, circiter 70—80 in quavis pinna, elongato-lanceolatis longe-acuminatis 4 circiter poll. longis semipollicem latis, profunde pinnalifidis, laciniis (circ. 30 cujusque lateris e basi latiori falcato-lanceolatis acutiusculis marginibus revolulis grosse rotundato- crenatis, crenaturis bidentalis, sinubus amplis obtusis angulatis; costa pinnularum antice pilis griseis arachnoideis adpressis, postice pilis griseis longis patulis strigosis obsita; costulis laciniarum utrinque prominulis, postice strigosis, venulis impressis furcatis, superficie anteriori laciniarum bullato-inflata; soris numerosis usque ad apicem laciniarum 12—16, indusiis tenuissime membranaceis hyalinis operculiformibus deciduis, receptaculis capitellatis prominentibus; rhachi pinnarum subquadrangula, antice canaliculata sulcata, postice con- vexa scabra pilosa, stipite 1—2 pedali pollice crassiori scabrida. Caudex 30—35 pedalis, gracilis squamosus, coma eleganter infundibuliformi terminatus. Species e vecinitate Cyath. Serra Willd., sed ab hac omnibusque adhuc notis spe- ciebus satis differt crenaturis bidentatis laciniarum. Den voxer i Bjergskoven imellem Trapiche de la Concepcion og Totontepec i Dep. Oajaca paa henimod 5—5500 Fods Höide. Efter et beskadiget Exemplar, som findes i mit Herbarium, forekommer den ogsaa i Omegnen af Chinautla i Dep. Puebla paa 6500—7000’, og er saaledes den i Mexico hôiest gaaende træagtige Bregneform. Af alle Mexicos treagtige Bregner berer denne sin anseelige Krone paa den smuk- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 37 290 keste Maade, idet Lovet forst hæver sig i Veiret, og derpaa böier sig jevnt ud i en elegant Bue. Den höie slanke, 3—4 Tommer tykke Stamme indeholder en stor Mengde Meel og Sukker i sit Indre, men Indianerne benytte det ikke. Parkerieæ. Parkeria Hook. 1. Parkeria pteroides Hook & Grev. ic. fil. t. 97. Hidtil var denne Art ikkun kjendt fra Gujanas stillestaaende Vande; den er imidlertid udbredt baade paa Mexicos ôstlige og vestlige Side, indskrænket til den egentlige tropiske Kystflora. Den voxer deels i stillestaaende Vand, dels i rindende Vand. Jeg fandt den først sparsom i Sumpe imellem Morro de Boquilla og Rancho nuevo paa Mexicos Ostkyst i Dep. Vera Cruz imellem Vera Cruz og Colipa; senere fandt jeg den langt hyppigere i rindende Vand paa Hacienda de Sta Cruz, 5 Leguas N. for Tehuantepec (Dep. Oajaca) paa Mexicos Vestside. Mine talrige Exemplarer ligne meget godt Afbildningen i Hook. & Grev ic. fil., kun findes ikke den omtalte Bulbildannelse, eller den derfra udskydende Prolification hos min Plante. Hymenophyllee. Hymenophyllum Siw. 1. Hymenophyllum asplenioides Sw. syn. fil. p. 145. Hedw. fil. c. icon. Hook. sp. fil. 1. p. 87. Presl Hymenophyll. p. 32. Kze bot. Zeitg. 1847. p. 185. Denne i Mexico ei for fundne Art opdagede jeg i Baranca de Huitamalco (2500), voxende paa gamle Træstammer, og dette er det eneste Sted, hvor jeg har seet den. Den er tidligere kjendt fra Jamaica, Gujana og Brasilien. 2. Hymenophyllum brevistipes Liebm.: fronde subcoriacea glabra 4—$ poll. longa, semipollicem lata, stipite 1—2 lineas longa, fusca subflabellata vel lato-cordato-lanceolata obtusa bipinnatifida, partitionibus primariis alternis patulis dichotomis, basi alato-decurrentibus; laciniis linearibus integerrimis repandulis apice retusis obtusisve; involucris rhombeis cuneatis subimmersis bilabiatis compressis, labiis semiovatis margine crispatis; stipite tenui brevi nigro alato; candice filiformi repente (6—12 poll. longo) ramoso, sparsim radiculoso et frondifero. E. vicinia Hym. abrupti Hook. ; differt: fronde basi latiori, bipinnatifida, laciniis dicho- iomis, indusiis semiovatis margine crispatis, receptaculis inclusis, stipite breviori alato. Denne nye Art har jeg fundet temmelig udbredt i Mexico i den subtropiske og tempererte Region paa Ostsiden fra 2000—5000’, voxende saavel paa Barken af gamle Træer i Skove, som paa fugtige Klipper. Jeg fandt den ved S. Pedro Tepinapa (2000) i Oajaca; ved Teotalcingo (5000) i Chinantla, ved Mirador (3000”), ved S. Antonio Hua- tusco (4500. 3. Hymenophyllum fucoides Sw. Hedw. fil. c. icon. Hook. sp. fil. 1. p. 100. Schlechtd. Lin. 5. p. 619. Kze in bot. Zeitg. 1847. p. 226. Leptocionium fucoides Presl Hym. p. 27. Schlechtendal anförer denne Art som samlet af Dr. Schiede i den tempererte Region paa Cuesta grande de Jalacingo, voxende paa Treernes Bark, og Hooker anförer Mexico iblandt Artens Voxesteder, men setter Kunze istedetfor Schiede som Autoritet. Kunze henförer (Fil Leibd. |. c. p. 352) den schiedeske Plante iblandt Synonymerne til H. polyanthos; derimod gjör han ingen Indvendinger imod Hookers Angivelse af Mexico (Bot. Zeit. 1847. p. 226). Der synes saaledes at kunne vere nogen Tvivl om den ægte swartziske Plante findes i Mexico eller ei. Jeg antager imidlertid at den hérer hjemme der, saameget mere, som jeg har fundet en Form, hvilken jeg ikke vover at adskille fra H. fu- coides, og som kun adskiller sig ved sin Lidenhed og Glathed: Hym. fucoides var. frigida Liebm.: forma pusilla 14—2 pollicaris, glaber- rima, laciniis angustioribus, rhachi alata. Voxer paa Cerro de Sempoaltepec i Dep. Oajaca i 8—9000 Fods Höide paa Ege- stammer i Bjergskoven. 4. Hymenophyllum undulatum Sw. Hedw. fil. c. ic. Hook. sp. fil. 1. p. 105. Schlechtdl. Lin. 5. p. 619. Særdeles hyppig i den östlige tempererte Region paa 4500’, og derfra stigende ned til 2500’, hvor den er meget sparsom. Den overvever Egenes Stammer med sine krybende Stængler, hvorfra det smukke krusede Löv hænger ned. Jeg fandt den især i Omegnen af S. Antonio Huatusco; sparsom i Potrero de Consoquitla ved Mirador, og imellem Lobani og Petlapa i Districtet Chinantla i Dep. Oajaca. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Jalacingo. 5. Hymenophyllum polyanthos Sw. Hedw. fil. c. ic. Hook. sp. fil, 1. p. 106. Kze bot. Zeit. 1847. p. 243. Kze fil. Leibd. l. c. p. 352... H. jalapense Schlechtd. Lin, 5. p. 619. Mart. & Gal. I. c. p. 81. | Udbredt i den östlige varm-tempererte Region imellem 3—4000°, voxende i Skove 37* 292 paa Træernes Bark. Jeg fandt den ved Mirador, Chistla, St. Antonio Huatusco, og i Skoven ved en lille Fjeldsö ikke langt fra Talea i Dep. Oajaca (5—5500%. Schiede fandt den ved Jalapa, Galeotti ved Jalapa, Mirador og Zacuapan: Den meget foranderlige Art opfatter jeg omtrent efter Hookers Begrændsning, da et rigt Materiale har overbeviist mig om det mislige i at adskille de Former, som Hooker efter min Mening med Rette har forenet herunder. 6. Hymenophyllum Millefolium Schlechtd. Lin. 5. p. 620. Kze in bot. Zeit. 1847. p. 244. H. polyanthos Presl. Hym. p. I den östlige varm-tempererte Region paa Træernes Bark. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Jalacingo; jeg i Skoven om Mirador. Skjöndt de nyere Bregnekjendere ere tilbdielige til at ansee den som Form, an- tager jeg den dog med Forf. som egen Art. 4. Hymenophyllum nigrescens Liebm.: fronde coriacea glabra nigrescente 5—6 poll. longa, pollicem lata, stipite 1—3 poll. longa, elongata bi-tripinnatisecta, partitionibus primariis et secundariis alternis patulis involutis linearibus, laciniis linearibus apice emarginatis; indusiis ad apices laciniarum illisque latio- ribus non immersis bivalvibus compressis rotundatis marginatis apice subretusis, receptaculo incluso; stipite rhachique alatis; caudice filiformi flexuoso repente irregulariter ramoso sparsim frondifero. Voxer paa trachytiske og basaltitiske Vegge af Barankerne omkring Chinautla i Dep., Puebla (7000°). Af alle mig bekjendte Hymenophyller har denne Art det tykkeste og fasteste Lov, hvorfor den i tör Tilstand er meget spréd. Lövets Fasthed har megen Overensstemmelse med Davallia, men i anatomisk Henseende er den en ægte Hymenophyllum ved sit enkelte Cellelag. 8. Hymenophyllum ‘ciliatum Sw. Hedw. fil. c. ic. (optima!) Hook. sp. fil. 1. p. 88. Hook. & Grev. ic. fil. t. 35. Schlechtd. Lin. 5. p. 619. no. 809. Hyppig i den tempererte Region paa Östsiden imellem 2—5000’, voxende i Skove paa Trestammer. Jeg fandt den paa Hacienda de Jovo, ved Jalapa, og i Dep. Oajaca ved Teotalcingo. Schiede fandt den ved Jalacingo paa skyggefulde Klipper. Mine Exemplarer stemme paa det fuldkomneste med Atbildningen hos Hedwig, som Kunze ikke har kjendt. Det er mig ubekjendt af hvad Grund Kunze henförer Schlech- tendals ovenciterede Nr. 809 til H. lineare Sw. jvnfr. Kunze Lin. 18. p. 352. Et Original- Exemplar af H. Jineare Sw. i Vahls Herbarium er vesentlig forskjellig fra H. ciliatum. Hym. ciliatum Sw. var. nudipes Kze fil. Leibd. I. c. p. 351. Hym. affin. ciliato Schlechtd. Lin. 5. p. 619. no. 810. Kze in bot. Zeit. 1847. p. 186. Sphærocionium Schiedeanum Presl Hym. p. 34 og 60. Allerede tilstede iblandt Ruiz og Pavon’s mexicanske Planter uden Localangivelse ; fandtes af Schiede paa Cuesta grande de Jalacingo; i Leibolds Samling er den betegnet som voxende paa Træer i temp. Region; jeg fandt den paa Ege ved Mirador. Ved uvinget Stilk, og udelte sjeldnere stjernedelte Randhaar adskildt fra foregaaende; Lovet er desuden længere, smallere, meget mere tilspidset, Indskjæringerne mere fjern- staaende. Muligen er den egen Art. 9. Hymenophyllum hirtellum Sw. sp. fil. p. 149. Hook. sp. fil. 4. p. 90. t. 31 D. Kze in bot. Zeitg. 1847. p. 198. Sphærocionium hirtellum Presl. Denne hidtil kun paa Jamaica fundne Bregne er almindelig i de varme fugtige Skove i Chinantla paa gamle Træer; jeg fandt den saaledes ved Petlapa, Lobani; ligeledes i den tempererte Regions Skove imellem Tonaguia og Roayaga (5000°) i Districtet Villa alta. 10. Hymenophyllum trapezoidale Liebm.: fronde tenuissime membranacea obscure olivacea, 4—6 poll. longa, pollicem lata, stipite 1—2 pollicari, elongato-lanceolata acuminata pinnato-pinnatifida, pinnis alternis patulis trapezoidalibus rhomboidalibusve, basi cuneatis sessilibus parum adnatis, basi superiori truncatis, margine inferiori integro recto, anteriori et superiori pinnatifido-incisis, incisuris bifidis aut bis bifidis, laciniis brevibus linearibus apice obtusis retusis emarginalisve, margine obsolete denticulatis stellato-pilosis, venis nigris repetite dichotomis utrinque stellato- pilosis; indusiis ad apicem laciniarum basi cuneala immersis compressis bivalvibus, valvis rotundatis margine rufo-stellato-pilosis, receptaculis inclusis; stipite rhachique filiformibus teretibus pilosis nigris, rhachi sursum alata; caudice horizontali repente sparsim frondifero filiformi rufo-piloso. Species affinis H. Plumieri Hook., sed diversa. Horer til Mexicos hôiere Cordillere-Regioner, voxende paa Stammerne af Ege- og Fyrretræer i Omegnen af Chinautla Dep. Puebla (7—7500. 11. Hymenophyllum pulchellum Schlechtd. Lin. 5. p. 618. Hook. sp. fil. 1. p. 91. Ct. 33 A?) Kze in bot. Zeitg. 1847. p. 199. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 351. Schiede fandt den paa skyggefulde Klipper ved Jalacingo; Leibold paa Træer i den tempererte Region. 12. Hymenophyllum plumosum Kaulf. en. p. 267. Kze bot. Zeit. 1847. p. 200. H. sericeum Hook. sp. fil. 1. p. 92. (pro parte, excl. excludend.) Sphærocionium aureum Presl. Hym. p. 57. Udbredt i Mexicos östlige tempererte Region fra 2—4500”,- voxende selskabeligen 294 paa Træernes Bark. Jeg har fundet den i Mængde ved S. Antonio Huatusco, Matlaluca Chistla ved Mirador, S. Pedro Tepinapa i Chinantla (Dep. Oajaca). Kunze nævner den (1. c.) som mexicansk, men angiver ikke Kilden. I Reliquiæ Hænkeana anförer Pres] Hymenophyllum cruentum Cay. og H. pectinatum Cav. som samlede af Hænke i det vestlige Mexico, dog uden Localitets Angivelse. I hans nyeste Monographie over Hymenophylleæ vedbliver han at nævne Mexico som Fædreland for begge Arter. Cavanilles har beskrevet begge sine Arter efter Exemplarer samlede af Luis Née paa S. Cårlos Chiloé, og det er sandsynligt at de to Hænkeske Bregner ere sammestedsfra, hvorimod den mexicanske Localitet er i höieste Grad usandsynlig. Hooker nævner i Spec. fil. ogsaa ikkun Chiloé som disse Arters Fædreland, og omtaler slet ikke Mexico. Jeg deler ganske denne Anskuelse. Trichomanes Sn. 1. Trichomanes reptans Sw. fl. ind. -occid. 3. p. 1727. (non Hook. & Grev. ic. fil. t. 32). Hook. sp. fil. 1. p. 116. Cexcl. excludend.) Kze fil. Leibd. L c. p. 351. Kze bot. Zeitg. 1847. p. 278. T. quercifolium Hook. & Grey. ic. fil. t. 115! Hook. sp. fil. 1. p. 120. Denne gamle bekjendte, men i den nyere Tid især af de engelske Botanikere mis- kjendte Art, som ved Kunzes Critik er bleven befriet for alt uvedkommende, er meget almindelig i Mexicos östlige varm-tempererte Region, voxende i skyggefulde Skove paa Træernes Bark eller paa fugtige Stene imellem Mos. Jeg fandt den yderst almindelig om- kring Mirador, Aguas santas, S. Antonio Huatusco, i Baranca de Huitamalco, ved Teotalcingo i Chinantla, imellem Tonaguia og Roayaga i Districtet Villa alta. i Mine rige Udviklingsrækker sætte det udenfor al Tvivl, at T. quercifolium ikkun er en kraftig Form af denne Art, hvilken Mening Kunze allerede tidligere havde antydet. 2. Trichomanes sinuosum Rich. Hook. & Grey. ic. fil. t. 13. Hook. sp. fil. 1. p. 120. Kze Farrnk. p. 183. t. 77. f. 1. Hidtil ikke kjendt fra Mexico, men ingenlunde sjelden paa Ostsiden i den tropiske og subtropiske Region imellem 1500—3000'. Den voxer paa de fugtigste og skyggefuldeste Steder i Skove og Baranker paa Træernes Bark; især er den hyppig paa Stammerne af træagtige Cyatheer og Alsophila. Jeg fandt den paa Hac. de Jovo i Baranken ved Arroyo de Isapa, og i Baranker omkring Mirador. 3. Trichomanes pellucens Kze fil. Poep. 1. c. p. 104. Kze. Farrnk. p. 158 t. 68. Hook. sp. fil. 1. p. 131. (Achomanes Pr.) Kze in bot. Zeit. 1847. p. 372. Hidtil kun kjendt fra Peru og Gujana. Jeg fandt den i Chinantla, Dep. Oajaca ved Indierlandsbyen Teotaleingo, voxende i stor Mængde paa et Leerdige omkring Kirken. 295 Hooker anseer den for en Form af T. crispum L; Kunze forsvarer sine Anskuelser, og adskiller 5 Arter, som Hooker vii forene. Jeg maa bemærke, at Planten er noget variabel, idet jeg har frugtbærende Exemplarer, som ikke ere fingerlange, og andre, som ere fodlange, hvilke have voxet imellem hverandre. De smaae ere stærkere haarede, Lövets Flige fortil indslagne, Lövet indböiet mod Spidsen — kort ligner ganske Trich. pilosum Raddi, som Kunze vil have anseet for en god Art. De stårre Individer ligne til Punkt og Prikke Afbildningen i Kunzes Farrnkråuter. Efter disse Kjendsgjerninger er jeg ikke utilböielig til med Hooker at udvide Artsbegrebet for T. crispum L. 4. Trichomanes pyxidiferum L. Hook. & Grev. ic. fil. t. 206. Hook. sp. fil. 4. p. 124. Schlechtd. Lin. 5. p. 618. Kze fil. Leibd. |. c. p. 317. Kze in bot. Zeit. 1847. p. 329. Meget almindelig i de hede og varm-tempererte Skove paa Mexicos Ostside imellem 1000—4500’, voxende paa Træer og fugtige Stene, hvilke den ganske overvæver med sine krybende Stængler. Jeg fandt den ved Colipa, Misantla, Hac. de Jovo, Huitamalco, Mirador. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco. 5. Trichomanes rigidum Sw. fl. ind. occid. 3. p. 1738. Hedw. fil. c. icon. (Pachy- chætum Pr.) Hook. sp. fil. 1. p. 133. Kze. in bot Zeit. 1847. p. 402. Denne i Asien, Africa, Australien og America udbredte Bregne var ikke tidligere kjendt fra Mexico; jeg fandt den i Chinantla (Dep. Oajaca) i Bjergskove ved S. Pedro Tepinapa (2500 og ved Teotalcingo (4500—5000”), voxende paa Leerjord og gamle for- raadne omstyrtede Stammer. 6. Trichomanes trichoideum Sw. Hook. & Grev. ic. fil. t. 199. Schlechtd. Lin. 5. p. 618. Mart. & Gal. I. c. p. 81. Kze fil. Leibd. I. c. p. 351. Kze bot. Zeit. 1837. p. 438. T. pyxidiferum Schk. crypt. t. 134. Meget almindelig i den subtropiske og tempererte Region paa de mexicanske Cor- dillerers Ostside, voxende paa Træernes Bark i de skyggefuldeste fugtige Skove. Især er den hyppig paa Stammer af træagtige Bregner. Jeg fandt den paa Hac. de Jovo, i Baranca de Huitamalco, ved Mirador, S. Antonio Huatusco (en lille neppe tommelang Form); i Bjergskovene imellem Tonaguia og Tepitongo Dep. Oajaca (5—5500°%). Schiede fandt den ved Jalapa, Galeotti sammesteds. 4. Trichomanes scandens L. Mart. & Gal. I. c p. 81. T. radicans Schlechtd. Lin. 5. p. 618. Almindelig i den subtropiske og tempererte Region paa Östsiden, hvor den voxer krybende, men ikke slyngende paa Træernes Stammer, og opnaaer en Længde af indtil en Favn. 296 Jeg fandt den i Skove ved Huitamalco, Mirador, Jocotepec i Chinantla. Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco, Galeotti ved Jalapa. Den linneiske Plante har været meget miskjendt, er idelig bleven forvexlet, spaltet i mange Arter. Man sammenligne herom Hooker sp. fil. under Artiklerne T. radicans, Kunzeanum og scandens, og Kunzes critiske Bemærkninger i bot. Zeit. 1847 under samme Numere. At alle de i Mexico forekommende Former, som have været omtalle snart under Navn af T. radicans, snart som T. scandens virkelig henhører til den «gle linneiske T. scandens, derom er jeg ved Hundreder af Exemplarer fra forskjellige Localiteter bleven fuldkommen overtydet. At Navnet er upassende, da Planten ikke er slyngende, har allerede Kunze gjort opmærksom paa. 8. Trichomanes (Neurophyllum Pr.) pennatum Kaulf. en. p. 264. Kze in bot. Zeit. 1847. p. 351. T. floribundum Hook. & Grev. ic. fil. t, 9. Hook. sp. fil. 1. p. 129. (excl. syn.) Neurophyllnm pennatum Presl. Ikke för kjendt fra Mexico. Den voxer i Bjergskoven over $S. Pedro Tepinapa i Districtet Chinantla Dep. Oajaca (2000, paa leret Jordbund i Selskab med T. rigidum Sw., og forekommer i meget stort Antal. Gleicheniaceæ R. Br. Mertensia Willd. * stipite furcalo, ramis bipinnatis vel pinnato-pinnatifidis. 1. Mertensia Bancroftii. Hooker sp. fil. 1. p. 5. t. 4 A. (sub Gleichenia) Kze fil. Leibd. 1. c. p. 307. I Mexicos tempererte Region paa henimod 4000 Fods Hôide. Jeg fandt den paa bratte Leervægge ved en Huulvei, som förer ned til Dos puentes imellem Totutla og Hua- tusco, voxende selskabelig i store Masser. Formodentlig er det sammesteds at Leibold har fundet den. Ligeledes fandt jeg den i Baranken ved Tomatlan imellem Huatusco og Byen Orizaba. Hookers alt for korte Beskrivelse passer godt paa vor Plante; kun er Udtrykket rhachis with a very acute margin ikke tilstrækkelig tydeligt. Baade den 2—3 Fod lange Stipes og Grenenes over ‚3 Fod lange Rachis ere forsynede med en skarp nedlöbende Ribbe paa hver Side. * # stipite trichotomo, ramis furcatis pinnatifidis. 2. Mertensia gleichenioides Liebm.: fronde coriacea erecta 1—11 pedali bis-ter trichotomo-ramosa, ramis oppositis patulis bifur- i catis gemmå abortiva rufo-squamosa interjecta, pinnis 7—12 poll. longis 2 lineas latis line- aribus flexuosis obtusiusculis modo crenato-pinnatifidis, laciniis subhorizontalibus 14 lin. longis latisque lato-lanceolatis acutiusculis obtusisve margine reflexis, modo tantum rotun- dato-repandis, margine cucullato-reflexis, pagina anteriori leviter bullato-convexa; slipite rhachique universali pennam passerinam crassis teretibus nitidis fuscis villo cano-rufo detergibili obsilis, stipite basin versus squamis castaneis lanceolatis adpressis tecto, rhachibus secundariis subpollicaribus marginatis laciniis obsoletis 2—3 decurrentibus latere superiori notatis, costa utrinque convexa straminea antice glabra, postice rufo-villosa, venis e costa exeuntibus utrinque prominulis patulis bis-ter furcalis, pagina anteriori olivaceo-viridi glabra, posteriori tola rufo-villosa; soris minutis rufis e sporangiis 2—3 compositis angulo infimo furcationum venarum costæ approximatis aflixis. Rhizoma horizontale flexuosum pennam corvinam crassum squamis rigidis castaneis ciliatis adpressis obsitum. Denne mærkelige Art fandt jeg ikkun en Gang i den hede östlige Region i Dep. Vera Cruz i Nerheden af Cuapa, voxende paa aabne Sider af en Hulvei i leerblandet Sand. Af de hidtil beskrevne Arter veed jeg ingen at sammenligne den med, og den slaaer saaledes ganske afsondret, mærkelig ved sin Lighed med en Gleichenia. Skjöndt den er meget afvigende fra M. revoluta H.B.K., bliver den dog at indordne ved Siden af samme. * * fronde dichotoma pinnatifida. 3. Mertensia pubescens Willd. Hook. & Grev. ic. fil. t. 15. Hook. sp. fil. 1. p. 8. (ex parte) sub Gleichenia. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 307. M. tomentosa Mart. & Gal. Il. c. p 16. I den subtropiske og tempererte Region imellem 2000—5000‘, voxende i Randen af Skove eller paa aabne Bjergsider. Jeg fandt den ved Lacoba i Chinantla, og ved Huitamalco i Dep. Vera Cruz. Galeotli angiver den fra Chuapan og Villa alta i Dep. Oajaca. 4. Mertensia fureata Willd. Act. holm. 1804. p. 166. Sp. pl. 5. p. 71. Petiv. fil. t. 5. f 4. Schlechtdl. Lin. 5. p. 620. Klotzsch. Lin. 18. p. 537. Paa lerede Bakker og aabne Steder i Skove i den tempererte ôstlige Region (3500— 60009. Jeg fandt den især hyppig i Omegnen af S. Antonio Huatusco; fremdeles. ved Aguas santas, imellem Huitamalco og Tiuzutlan (6000). Schiede fandt den paa Cuesta grande de Chiconquiaco; C. Ehrenherg ved Jalapa. Hooker henförer denne Art som Var. glabra til den foregaaende, men jeg kan ikke tiltræde denne Mening. Den er i alle Dele mindre, Fligene kortere smallere spidsere, Middelaaren ved Grunden belagt med tiltrykte ruströde Skjel, forresten glat. 5. Mertensia Mathewsii Hook. sp. fil. 1. p. 9. t. 7. B. (sub Gleichenia) M. fur- cata Mart. & Gal. |. c. p. 17. sec. Hook. Hörer til Central-Cordillerernes hôiere Regioner imellem 7—9000’. Jeg fandt den paa Cerro de Sempoaltepec i Dep. Oajaca (9000), voxende paa aabne Steder i Fyrreskoven; Galeottis Plante er fra Llano verde i Oajaca (7—7500’). Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 38 Klotzsch. Lin. 18. p. 537 förer M. Mathewsii som Synonym til M. pubescens Willd., og anförer iblandt Localiteterne Mexico. C. Ehrenberg. Den Plante, jeg har be- stemt som M. Mathewsii afviger betydeligt fra M. pubescens. * * % stipite genuflexo dichotomo, ramis simpliciter furcatis, laciniis non decurrentibus. 6. Mertensia glaucescens Willd. Hooker sp. fil. 1. p. 11. (sub Gleichenia) Mart. & Gal. I. c. p. 17. M. pectinata Willd. Act. holm. 1804. p. 106. t. 4. Langsd. & Fisch. ic. fil. t. 30. Gleich. Hermanni Schlechtd. Lin. 5 p. 620. I den subtropiske og tempererte Region imellem 2—5000°. Den voxer selskabelig ved Skovranden, paa aabne Steder i Skove, og ligeledes paa forhen dyrkede Marker, som vende tilbage til Forvildning, og bedækkes med den Vegetation, som i Mexico kaldes Acahual. Jeg fandt den ved Mirador, Huitamalco; Galeotti anforer den desuden fra Hua- lusco, Coscomatepec og Jalapa; Schiede fandt den imellem Mecapalco og Cuapa. Den er Mexicos almindeligste og meest udbredte Art. Tvivisomme, Mertensia (Gleichenia) tenuis Presl Rel. Hank. 1. p. 70. Mexico, uden Stedbetegnelse, Henke. Siges at vere nærstaaende til M. glaucescens. Ingen kjender den. Mertensia (Gleichenia) nitida Pres! Rel. Henk. 1. p. 70. Mexico (ingen Localitet) Hanke. Siges at vere nerstaaende til M. dictotoma. Ingen kjender den. Lygodiaceæ Presl. Lygodium Sw. * articulate. 1. Lygodium venustum Sw. Schk. Crypt. t. 139. Presl Suppl. p. 105. L. poly- morphum H.B.K. nov. gen. 1. p. 31. Den findes saavel i de dybe Dale imellem Central-Cordillererne i Dep. Oajacas östlige Dele i den subtropiske Region, som paa Mexicos vestlige Side i den hede Region; paa begge Steder slyngende i Krat. Jeg fandt den ved Trapiche de la Concepcion ved Comaltepec (2500—3000, ved Guatulco. Presl anförer (L c.) iblandt Synonymerne ogsaa L. pubescens Mart. & Gal. |. c. p. 17 (nec Kaulf.), hvilken af Forff. nævnes som slyngende i de tynde Kystskove ved Vera Cruz og i Barankerne ved Puente nacional. Jeg formoder, at denne Henförelse blot grunder sig paa det af Forff. urigtig anforte Synonym L. polymorphum H.B.K; efter de angivne Loca- liteter at démme, henhôrer imidlertid disse Forff’s Plante til L. Schiedeanum Presl. Bm _ Tvivisom. Lygodium hastatum Desv. Kze fil. Leibd. |. c. p. 308. Martius ic. crypt. Bras, 448. 1t.,57. Did. Skal efter Kunze vere samlet af Leibold i den hede Region sammen med L. mexi- canum, men man maa vist vente nærmere Bekræftelse for dette. * * continue. 2. Lygodium mexicanum Presl Rel. Henk. 1. p. 72. Presl Suppl. p. 109. Schlechd. Lin. 5. p. 620. Mart. & Gal. 1. c. p. 18. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 308. L. Schiede- anum Presl Suppl. p. 110. Særdeles udbredt i Mexicos östlige tropiske Skovregion, ligeledes paa Vestsiden. Hænke samlede den fårst paa Mexicos Vestside; Galeotti ved S. Blas; Schiede i Krat ved Papantla; jeg fandt den slyngende om Træstammer ved Boca del rio, S. for Vera Cruz, ved Vera Cruz, Antigua, Colipa, Potrero del cazadero, Pital, Hac. de Sta Barbara. Forgjæves har jeg sågt at udfinde de Forskjelligheder, hvorpaa Presl har grundet Adskillelsen af de to Arter L. mexicanum og L. Schiedeanum i Supplementum Pteridogr. Skjündt Presl giver meget udförlige Beskrivelser af begge, lades man dog ganske i Stikken, naar man, med talrige Exemplarer af denne yderst foranderlige Bregne liggende foran sig vil söge at fastholde de enkelte Charakterer. Man overbevises snart om det mislige i at ville tillægge et enkelt vilkaarligt valgt Exemplar Rang som Typus for en Art, uden at ville agte paa mange andre Former, hidrörende fra samme Localitet, ja maaskee fra det samme Exemplar, kun taget i Spidsen eller ved Grunden af den overmaade lange slyngende Plante. Presl vil hævde Benævnelsen L. mexicanum allene for det hænkeske Exemplar i Prager Museet, men af hans udförlige Beskrivelse i Supl. sees, at dette ikkun har været et temmeligt ungt Exemplar med Hensyn til de unge Frugtax. Det er Enhver bekjendt, som har havt Lei- lighed til at see Lygodier i deres Födeland, hvor forskjelligt Lövets Form er efter Fruc- tificationens Udviklingstrin. L. venustum er let adskillelig fra denne Art derved, at Finnernes korte Stilk danner en Articulationsknude umiddelbart under lamina pinnæ, hvilket ikke er Tilfældet hos L. mexicanum. Hydroglossum Willd. Presl. Lygodictyon J. Smith. 1. Hydroglossum spectabile Liebm. Lygodium scandens Mart. & Gal. I. c. p. 18. (non Schk., nec L. semihastatum Sprlg.) Caudice tereti pennam gallinaceam crasso longissimo scandente glabro stramineo, 38% 300 ramis distantibus (6—9 poll.) brevissimis 1—14 lin. longis, gemma abortiva rufo-villosa terminatis, sub apice lateraliter et opposite frondes duas stipilatas ‘gerentibus, stipite 1—23 poll. longo, parte superiori genuflexo, semitereti argute marginato; frondibus fertilibus coriaceis glabris utrinque lete-viridibus lucidulis divergentibus spithameis pinnatis petiolatis, petiolis 14—1 pollicaribus marginatis sursum alato-dilatatis sensim in laminam expansis, pinnis plerumque tribus rarius duabus pluribusve 5 poll. longis profunde palmatifidis basi cordato-auriculatis, pinnis lateralibus 3fidis, terminali plerumque bifidis, laciniis patulis elongato-lanceolatis 4 cire. poll. longis, poll. latis, inæquilongis, sinubus rotundatis, costulis utrinque convexis stramineis, venis utrinque prominulis in areolas elongato-hexagonoideas anastomosantibus, areolis infimis majoribus oblique triangularibus; spicis marginalibus densis compressis linearibus obtusis, 1—14 lin. longis, indusiis cucullatis ovalibus obtusis imbricatis. Frondes steriles e pinnis duabus oppositis patulis vel divergentibus bi-trifidisve formatæ, laciniis margine minutissime denticulatis. Planta juvenilis caudicem habet erectum strictum, gemma abortiva terminatum, frondes 2 patulas laterales emittens, frondibus 9 poll. longis basi utrinque cordato-auriculatis, palma- tifidis, laciniis 5—6 patulis elongato-lanceolatis rectis vel ensiformibus pollicem et insuper latis, margine denticulatis. Denne prægtige Bregne voxer i de hede Urskove, som bedække de lave Bjerge, der hæve sig fra S. Pedro Tepinapa i Districtet Chinantla Dep. Oajaca, slyngende om Stammerne og i Buskadset. Golde og unge Exemplarer fandtes ved Lacoba og Lobani i Chinantla. Den fandtes ligeledes i Skove ved Teotalcingo, saa at dens Udbredningsregion bliver imellem 2—4500’. y Af Slægten Hydroglossum, saaledes som den af Presl er begrændset, ere ikkun to Arter tidligere bekjendte, en fra Sydhavsöerne og en fra Madagascar. Fra America var hidtil ingen Art kjendt, og det har derfor været mig en stor Tilfredstillelse at kunne tilföre Videnskaben den nærværende Art, som nærmer sig noget til H. madagas- cariensis Poir., men dog afviger i mange Punkter. Jeg har ikke mindste Tvivl om, at den galeottiske Plante henhörer hertil, saa utroligt det end kunde synes, og uagtet Presl i Suppl. Pteridogr. p. 103 har taget Forff. Bestemmelse for god, og anfört den som Synonym til Lygod. volubile Willd. Det er da etExempel mere af de næsten utallige, som forekomme i Martens & Galeottis Mem., paa disse Forfl’s store Undiaglighed. Ved Tepinapa i Chinantla, hvorfra Galeotti angiver sin saakaldte Lyg. scandens findes ikke nogen anden Art end Hydroglossum spectabile. Derpaa passer de af Forff. omtalte Finner af 5 Tommers Længde — men det er ogsaa den eneste Lighed imellem L. scandens og vor Plante. Schizæaceæ Kaulf. Presl. Schizæa Sm. 1. Schizæa elegans Sw. syn. fil. p. 151. Lophidium elegans Presl. Suppl. p. 77. Acrost. eleg. Vahl Symb. 2. p. 104. t 50. Denne tidligere kun fra Oen Trinidad, Guyana og Brasilien kjendte Art fandt jeg i Chinantlas hede fugtige Urskove. Talrige Exemplarer medbragtes fra Jocotepec. Aneimia Sn. * flabellatovenatæ. 1. Aneimia pilosa Mart. & Gal. 1. c. p. 19. t. 2. f. 1. Presl. Suppl. p. 86. Galeotti fandt den paa Mexicos Vestside i Dep. Oajaca i fugtige Skove paa Gneis og Syenitbjerge ved Zacatepec. Han angiver dens Höideregion imellem 2—6000°. Jeg fandt den under meget forskjellige Forhold, nemlig paa aabne græsrige Bjergsider imellem Tra- piche de la Concepcion og Tepitongo (4—5000°) i Dep. Oajacas östlige Deel. Denne Art er i hôi Grad variabel, og vil let kunne foranledige Opstillingen af flere Arter af Botanikere, som i Europa beskrive Arter efter enkelte torre Herbarie-Exem- plarer, som sendes fra andre Verdensdele uden nôiagtige Oplysninger om de Forandringer, som forekomme indenfor Artens Grændser. Foruden den Form, som Martens og Galeotti beskrive og afbilde, der udmærker sig ved sin korte Stilk, brede budte Finner, store kile- formige Endefinner, store Laaddenhed, endelig ved de meget lange, (5—7 Tommer) tynde Frugtstilke, og som passende kunde kaldes: « brevistipes; findes en anden mere langstrakt Form, som jeg vil kalde: B longistipes, fronde 6—10 pollicari, sparse pilosa; stipite 5—6 poll., lamina 2 poll. longa, pollicem circ. lata, lanceolata attenuata, pinnis alternis elongato-subtrapezoideis sessilibus, sursum decrescentibus adnatis, terminali minima lineari obtusa utrinque attenuata, basi cunealis, basi superiori truncatis, apice attenuatis obtusiusculis, margine sup. irregula- riter incisis denticulatis, anteriori et inferiori deorsum usque ad medium denticulatis; pinnis infimis majoribus 9 circ. lin. longis, 3 lin. latis; paniculis cum pedunculis 3 pollicaribus frondem superantibus. Denne Form voxer imellem Formen & paa Bjergene imellem Trap. de la Concep- cion og Tepitongo. Imod den galeottiske Afbildning lader sig gjøre flere væsentlige Indvendinger. Middelstokken er ikke tegnet overenstemmende med Naturen; jeg finder aldeles ikke saa- danne store brede lancetformige Skjæl; Nervationen er som sædvanlig meget maadelig udtrykt. 302 2. Aneimia collina Raddi fil. Bras. p. 70. t. 12. Sprig. Syst. 4. p. 31. Mart. & Gal. I. c. p. 20. Presl. Suppl. p. 86. Fundet af Galeotti paa Mexicos vestlige Side i den hede Region (1000—35009 i Dep. Oajaca; jeg fandt den sparsom paa aabne Bjergsider imellem Talea og Hac. de Sta Gertrudes i Dep. Oajaca. 3. Aneimia hirsuta Sw. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 308. A. hirsuta var. achilleæfolia Mart. & Gal. I. c. p. 20. A. repens Raddi. Klotzsch. Lin. 18. p. 526. A. gracilis Schrader. Presl Suppl. p. 87. A. filiformis Sw. Pres! Suppl. p. 87. A. ciliata Presl. del. prag. Ej. Suppl. p. 87. A. adiantifolia Schlechtd. Lin. 5. p. 624. (sec. Presl). Denne i Störrelse, Behaaring, Finnernes Indskjæring temmelig foranderlige Art er udbredt over en stor Deel af Mexico i den subtropiske og tempererte Region, voxende paa aabne torre Klipper. Jeg fandt den hyppig i Potrero de Consoquitla ved Mirador (2400’), ligeledes ved Trapiche de la Concepcion (3000) ved Comaltepec i Oajaca; C. Ehren- berg har sendt den fra Mexico og Tlacolula; Schiede fandi den ved Hac. de la Laguna; Galeotti paa Vestsiden ved Zacatepec og Juquila (2—6000’). Hanke havde ligeledes tid- ligere samlet den paa Vestsiden uden nærmere Angivelse af Stedet. Man vil muligen finde, at jeg har været allfor rundhaandet med at sammendrage Arter, som af Forff. ere adskilte, men det er skeet efter moden Overveielse, og med Blikket aabent for de Forandringer, som Planteformer med betydelig geographisk Udbredning ere underkastede. Selv Presl, som er saa tilbdielig til at dele Arter, synes at föle det util- börlige i den vidtgaaende Sünderdeling, og hans Bemærkninger i Suppl. p. 88. til A. ciliata, hirsuta, dissecta, tenella, vise noksom paa hvor svag Grund disse Arter hvile. 4. Aneimia fulva Sw. y flexuosa Presl Suppl. p. 84 A. flexuosa var.? anthris- cifolia Kze fil. Leibd. 1. c. p. 308 (excl. syn.) Samlet af Leibold i den subtropiske Region af det åstlige Mexico. Mig ubekjendt. Kunze anfårer at det muligen er en egen Art. Presl, som formodentlig har havt Planten for Öie, deler ikke denne Mening, men förer den som Form til A. fulva. 5. Aneimia adiantifolia Sw. syn. p. 157. Hook. & Grev. ic. fil. t. 16. Schlechtd. Lin. 5. p. 621. Mart. & Gal. 1. c. p. 21. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 309. A. carvifolia Presl Rel. Hænk. 1. p. 74. Ej. Suppl. p. 85. | Findes paa solaabne Steder, paa tårre Klipper i den tropiske og subtropiske Re- gion saavel paa den östlige som vestlige Side af Mexico. Jeg fandt den imellem Isleta og 303 Maloapam (Dep. Vera Cruz), Colipa, Papantla paa Kalkklipper, Comallepec (Dep. Oajaca); Schiede fandt den ved Papantla og paa Hac. de la Laguna; Galeotti ved Puente nacional; Hænke paa Mexicos Vestside. Uagtet Beskrivelsen af A. carvifolia ikke indeholder noget, hvorved Adskillelsen af denne fra A. adiantifolia kunde synes begrundet, er Presl vedbleven at opföre den som egen Art i Supplementum Pteridogr., men tilfôier dog: forsitan mera varietas A. adiantifoliæ. 6. Aneimia mexicana Klotzsch in Lin. 18. p. 526. Sendt fra Omegnen af Byen Mexico af Aschenborn. Mig ubekjendt. Da Forf. ved Beskrivelsen af denne Art ikke omtaler Nervationen, er dens Plads paa dette Sted ikke ganske sikker. Tvivlsom. Aneimia villosa ¢? Karwinskyana Pres! Suppl. p. 83. A. villosa Karw. pl. mex. exs. no. 8. Mexico (Karwinski). Pres] tilstaaer, at han kun har seet fragmentariske Exemplarer. Det er derfor tvivlsomt, om Planten er stillet rigtig som Afart af A. villosa, eller det er egen Art. * * pinnatovenate. 7. Aneimia speciosa Presl Suppl. p. 89. Samlet paa Mexicos Vestside uden Localangivelse af Née. Jeg fandt den paa græs- rige Bjergsider imellem Tepitongo og Trapiche de la Concepcion i Dep. Oajaca (4500); den berer Frugt i August. Da jeg har havt et större Antal Exemplarer til min Raadighed, finder jeg Anled- ning til at gjöre folgende Tillegsbemerkninger til den idvrigt gode Beskrivelse af Presl. Planten opnaaer sjelden den af Pres! angivne Størrelse, navnlig er den golde Plante betydelig mindre, sjelden over 3—4” lang med en Stilk af 1—2”. Finnernes Antal er meget foranderligt; stundom er Lövet udelt aflang-hjerteformigt med to Frugtstilke fjernede indtil 3 T. under Lovet, og kortere end dette; stundom har Lövet 2—3 Finner ; ikkun paa meget store Exemplarer, og paa golde Löv er dette bestaaende af indtil 5 Finner. Finnerne ere ved Grunden hjerteformige, og for det meste noget skjeve; Sidefin- nerne ere meget kortere og mindre tilspidsede end Endefinnen, som er af 2—2}'’ Længde, 1‘ Brede. De to Frugtstilke sidde afvexlende (ikke modsatte) indtil over en Tomme under Lövet, og ere for det meste kortere end dette. Rodstokken er lille næsten kugelformig, af Störrelse som en Kirsebærsteen, udvendig beklædt med kastaniebruun Filt. 304 * * * reticulatovenatæ (Aneimidietyum Presl.) 8. Aneimia Phyllitidis Sw. Schlechtd. Lin. 5. p. 620. Kze fil. Leibd. 1. c. p. 308. Nees ab E. Linnea 19. p. 686. A. Henkei Mart. & Gal. 1. c. p. 19. Dette er Mexicos almindeligste Art, som har en betydelig geographisk Udbredning i den subtropiske og tempererte Region, hvor den voxer i Skove paa fugtige skyggefulde Steder. Jeg fandt den ved Mirador (30007), imellem Comaltepec og Trapiche de la Con- cepcion i Dep. Oajaca (2500— 30007), ved Teotalcingo i Chinantla (4000. Schiede fandt den ved Jalapa, paa Hac. de la Laguna; Galeotti ved Zacuapan; Leibold sammesteds. Arten varierer betydelig, ikke blot i Störrelse, men ogsaa i Finnernes Antal og Form; de ere snart siddende, snart stilkede, snart hjerteformige ved Grunden, snart budt afrundede, snart endelig tilspidsede. Det er af denne Grund at jeg med megen Vantro seer hen til A. Henkei Presl. Suppl. p. 94 og 8 cordifolium Pr. (A. Henkei Pr. Rel. Henk. 1. p. 74. A. cordifolium Pr. Rel. Hank. 1. p. 73. t. 11. f.3) samlede af Henke i det vest- lige Mexico. Det er neppe andet end mindre Former af Phyllitidis, voxme paa en noget törrere Jordbund. Osmundacee Mart. Osmunda L. 1. Osmunda spectabilis Willd. § palustris Presl Suppl. p. 63. O. spectabilis Mart. & Gal. I. c. p. 21. O. regalis L. var. spectabilis Willd. 8 brasiliensis Kze fil. Leibd. 1. c. p. 308. I Moser ved Foden af nogle smaae Slamvulkaner, los Hornillos kaldte, i Nerheden af S. Antonio Huatusco (45004) Dep. Veru Cruz. Leibolds Exemplarer ere fra samme Loca- litet. Galeotti fandt den i Moser ved Jalapa. 2. Osmunda cinnamomea L. Schk. Crypt. t. 146. Kze. fil. Leibd. I. c. p. 308. Presl Suppl. p. 68. (sub $ 3. Osmundastrum.) Den voxer i de samme Moser ved Huatusco sammen med foregaaende, og findes der om Foraaret rigelig i Frugt. Leibold fandt den sammesteds. Ophioglossacee R. Br. Ophioglossum L. 1. Ophioglossum bulbosum Michx. fl. am. bor. 2. p. 276. Klotzsch. Lin. 18. p. 529. Presl Suppl. p. 51. Fundet i Real del monte af C. Ehrenberg. 305 2. Ophioglossum reticulatum L. Hook. & Grev. ic. fil. t. 20. Schlechtd. Lin. 5. p. 620. Mart. & Gal. p. 13. Presl. Suppl. p. 52. Fundet paa Træstammer ved Jalapa af Dr. Schiede; Galeotti fandt den i Llano verde (7500) i Oajaca ved Foden af Kalkklipper paa sumpige Steder. 3. Ophioglossum (Cheiroglossa Presl) palmatum Plum. fil. t. 163. Hook ic. pl. 1. p. 4 Mart. & Gal. |. c. p. 14 Presl Suppl. p. 57. Galeotti fandt den nedhængende fra Træerne i skyggefulde Skove ved Petlapa i Dep. Oajaca (3000). De her nævnte Arter af Ophioglossum synes i Mexico at være yderst sporadisk fremtrædende; i det mindste har jeg under et næsten treaarigt Ophold i Landet under idelig Syslen med Planteverdenen ikke seet noget eneste Exemplar deraf. Prof. Kunze omtaler i fil. Leibd. p. 306 to Arter, som have været tilstede i ufuld- stændige Exemplarer i Leibolds Samling, og som han derfor ikke vover at bestemme. Botrychium Sn. * flabellatovenate. 1. Botrychium obliquum Mühlenbg. Schlechtd. Lin. 5. p. 621. (partim) Presl. Suppl. p. 44. B. lunarioides Schk. Crypt. t. 157. Klotzsch. Lin. 18. p. 529. Fundet paa Cerro colorado af Schiede, ved Huajolote af C. Ehrenberg. 2. Botrychium decompositum Mart. & Gal. |. c. p. 15. t. 1. Presl. Suppl. p. 44. B. obliquum Schlechtd. Lin. 5. p. 621. (partim). Galeotti angiver som denne Arts Voxested Skoven paa Pico de Orizaba i 5—6000 Fods Höide. Denne Angivelse er uriglig af den simple Grund, at der slet ikke existerer noget Pico de Orizaba paa den angivne Höide, thi det Plateau, hvorfra Vulkanen begynder at hæve sig iveiret, er ved Landsbyen Sta Maria Alpatlahua allerede 7500 höit. Jeg har fundet Bregnen i Skovene imellem Totutla og Mirador paa henimod 4000’, og sandsynlig- viis ere de Galeotliske Exemplarer ogsaa fra denne Localitet. Efter Presl’s Angivelse er den samlet af Schiede imellem den foregaaende paa Cerro colorado. * * pinnalovenalæ. 2. Botrychium virginicum Sw. var mexicanum Hook. & Grev. syn. fil. in Hooker bot. Miscell. 2. p. 223. Presl Suppl. p. 46. A. virginicum Schlechtd. Lin. p. 621. (excl. syn. Plum.) B. brachystachys Kze fil. Leibd. 1. c. p. 305. (sec. Presl.) I den östlige tempererte Region: Fundet i Skove ved Jalapa, og paa Cuesta grande de Chiconquiaco af Schiede; i den temp. Reg. af Leibold. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 39 306 Anm. Arterne af Botrychium forholde sig i Mexico ligesom Ophioglossum ; de optræde ingensteds i rigelig Mengde, men man stöder tilfældigviis paa et enkelt eller et Par Exemplarer. Danæaceæ Presl. Danæa Smith. 1. Danza (Holodanæa) elata Liebm.: fronde sterili 4—5 pedali, stipite bipedali, elongata pinnata, pinnis supra obscure viridibus nilidis sublus pallidioribus, oppositis remotis, 10 paribus cum impari, brevissime petiolatis, patentibus, oblongo-lanceolatis, longioribus 7 poll. 14 poll. latis, abrupte longi-et fal- cato-acuminalis, margine incrassato parum reflexo undulatis, apice undulato-repandis, basi obliquis cunealis, costa utrinque elevata, antice obsolete canaliculata glabra, postice convexa squamulis ferrugineis obsita, venis obscuris utrinque prominulis simplicibus vel furcatis parallele-curvatis; stipite basin versus penna cygnea crassiori subtereti vix cana- liculato squamulis ferrugineis laceris adpressis adperso continuo, rhachi articulata, internodiis bipollicaribus sursum brevioribus, ad nodos compresso-incrassata, antice canaliculata sulcata, lateribus planis, dorso convexa, squamulosa. Fertiles perierunt. Habitus D. nodose, sed hee stipite nodoso, pinnarum paribus pluribus (15), pinnis longioribus (8 poll.), apice subintegerrimis, cet. differt. Denne Bregne har jeg ikkun fundet paa en Localitet i Mexico, nemlig i en Skov- klôft ved Randen af en Bek voxende i et tykt Muldlag paa Hacienda de Jovo (Baranca del arroyo de Isapa, Dep. Vera Cruz) paa henimod 1500’ Höide. Det er at beklage, at de frugtbare Exemplarer af denne Art ere gaaede tilgrunde i en Plantesending, der paa Flodpassagen ned ad Rio Tecolula og senere paa Seiladsen i et maadeligt Kystfartöi havde lidt meget af Fugtighed. Det er saameget beklageligere, som forhen ingen Danæa Art var kjendt fra Fastlandet Nord for Panama. 2. Danza (Holodanæa) media Liebm.: fronde sterili 1—2 pedali, stipite 6—12 poll. longo, oblonga pinnata, pinnis oppositis remotis patentissimis (paribus pinnarum plerumque 5, rarius 7 vel 4—3), subsessilibus infimis brevipetiolatis, 2—3 poll. longis, 1—11-poll. latis, e basi obliqua cuneata ellipticis apice abrupte curvato-cuspidatis, margine leviter undulalis apicem versus repandulis, supra obscure viridibus sublus glauco-viridibus, costa utrinque elevata, antice canaliculata glabra, postice convexa squamulis ferrugineis hic illic adspersa, venis basi furcatis utrinque pro- 307 minulis obscuris; stipite continuo compressiusculo subtetraquetro marginato squamis-mem- branaceis fuscis squamulisque ferrugineis laceris adpressis adperso, antice plano sulcato; rhachi compressa interrupte-alata articulata, internodiis inferioribus 2 poll., sursum brevi- oribus, alis membranaceis ad apicem articuli majoribus, deorsum decrescentibus. Rhizoma horizontale pollice crassius, intense fuscum, protophyllis carnosis subreniformibus laceris, _instructum. Frondes fertiles jam non adsunt. Habitus accedit ad D. Leprieurii Kze, sed differt hæc species preter alias notas im- primis stipite articulato. Den findes i Baranca del arroyo de Isapa paa Hac. de Joyo imellem foregaaende Art. Disse to Arter voxe i Selskab med lave Pandaneer (Carludovica), Polybotrya cervina, Dorstenia Houstoni, lave Melastomer, forskjellige Aroideer, odl. Skjöndt de frugtberende Lov ere blevne ödelagte, kan jeg dog ikke tvivle om, at denne ligsom foregaaende hörer til de ubeskrevne Former. 3. Danza (Eudanæa) cuspidata Liebm : fronde sterili 14 pedali, stipite 6—8 pollicari, elongata, pinnata, pinnis coriaceis antice atroviridibus lucidis, postice glauco-viridibus opacis, opposilis, paribus 10—12 cum impari, patulis sessilibus, longioribus 4 poll. semipollicem latis, lineari-ellipticis, basi oblique cune- atis, apice falcato-incurvis longe cuspidatis, margine incrassato undulatis revolutis, apicem versus argule hamato-dentatis, costa utrinque elevata castanea, antice canaliculata glabra, postice convexa hic illic squamis membranaceis fuscis adspersa, venis utrinque prominulis obscuris simplicibus furcatisve parallelis; stipite 2—3nodoso, internodiis 2—24 poll. longis quadrangulo antice bisulco ferrugineo-squamuloso; rhachi nodosa sursum im- primis sub nodis marginata, internodiis vix pollicaribus, nodis compressiusculis incrassatis densius squamulosis. Frondes fertiles non vise. Denne Art fandtes i de mörke fugtige varme Urskove, som bedække Bjergsiderne i Chinantla imellem Lobani og Petlapa (2500’), og synes meget sjelden. Frugtberende Exemplarer ere ikke komne mig for Öie. I Habitus ligner denne Art nermest Danæa stenophylla Kze. Farrn. t. 28, som imid- lertid ved sin uleddede knudelöse Lôvstilk og Axe hôrer til en anden Afdeling, saa det er ufornödent at fremhæve de speciellere Forskjelligheder. Skade er det at Fruglexemplarer ikke ere trufne, for at faae afgjort, om Arten har sine Synangier overensstemmende med Danæa, saaledes som Presl omskriver Slægten i Suppl. Pieridogr., eller med Heterodanæa Presl, hvortil ovennævnte D. stenophylla henföres. 39* 308 Marattiaceæ Kaulf. Marattia Smith. 1. Marattia (Gymnotheca) laxa Kze fil. Leibd. 1. c. p. 306. Kze. Farrnk. p. 231. t. 95. Gymnotheca laxa Presl Suppl. Pterid. p. 15. Denne Art tilhörer Mexicos östlige tropiske Region, og gaaer neppe op i den tempererte, saaledes som Kunze efter Leibolds Angivelse anförer. Den voxer paa meget skyggefulde og fugtige Steder, især i Bunden af skovbegroede Baranker. Allerede i For- aaret 1841 samlede jeg Planten paa flere Steder paa Mexicos Ostkyst ved Ranchoen Ca- brestros i en Baranke, neppe 500 Fod over Havet; ved Sta Maria Tlapacoyo, og paa den nærliggende Hac. de Jovo paa henimod 1500 Fods Höide; endelig i den dybe Baranca de S. Francisco i Nærheden af Mirador paa omtrent 2000. De Leiboldske Exemplarer skrive sig formodentlig fra denne sidste Localitet. Det fuldt udviklede frugtbærende Låv er over 5 Fod langt, de primære Finner over 20 Tommer lange, sædvanlig afvexlende, stundom modsatte især imod Spidsen. 2. Marattia (Gymnotheca) weinmanniæfolia Liebm.: Marallia lævis Mart. & Gal. I. c. p. 15! (minime Smith). fronde 5—6 pedali coriacea lato-lanceolata tripinnata; pinnis primariis opposilis patulis bipedalibus lanceolatis remotis (6—4 poll. distantibus); pinnis secundariis alternis paten- tissimis approximatis (1--2 poll. distantibus), 4—5 poll. longis 3 poll. latis, lineari-lan- ceolatis longe acuminato-caudatis; pinnulis sessilibus allernis patulis adfixis, vix semi- pollicem longis (in pin. sterilibus et apicem versus longioribus), 3 lin. latis oblique ovalibus, basi oblique cuneatis, apice truncato-et rotundato-obtusis margine adpresse crenalis plerumque leviter revolutis, utrinque læte viridibus glabris; costa antice elevata convexa, postice sub- immersa, non excurrente, venis immersis patulo-furcatis simplicibusve. Synangiis dorso venarum infra marginem affixis, theceformibus coriaceis pallide fuscis ellipticis bilobis, 4—5 rimosis margine incrassato integris, deciduis; indusiis nullis; receplaculis e venarum parte incrassata formatis linearibus, sulco longitudinali ad recipiendum cristam synangiorum exaratis. Rhachi universali antice planiuscula canaliculata, postice convexa ad insertiones pinnarum dilatata; secundariis marginata apicem versus alatis; tertiariis ulrinque interrupte- alatis, alis sub pinnula quaque oblique-truncatis membranaceis aveniis integerrimis margine parum revolutis, deorsum decrescentibus. Rhachi universali et secundariis sparse paleaceis ; tertiariis glabrescentibus, solummodo ad insertionen pinnularum squama una alterave instructis. Rhizoma erectum breve vix spithamæum carnosum squamis carnosis obsitum, frondes 5-6 emittens. 309 Habitus speciei quodammodo ad M. alatam accedit, sed præter alias notas genere (sec. difinitionem Marattiacearum Preslii) differt. Voxer i den fugtige skyggefulde Skovregion i Dep. Oajacas östlige Bjerge imellem 4—6000 Fods Höide paa leret Jordbund ved Bredden af smaae Vandlöb. Jeg fandt den især hyppig imellem Roayaga og Tonaguia i Districtet Villa alta, ligeledes i Skoven imellem Betaza og Chichicastepec, og imellem Yalalag og Yagochi i 7—8000 Fods Hüide. Galeotti samlede den lidt længere imod N.V. i den samme Bjergkjede ved Talea i lignende Höide. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at den eneste Marattiacee, som omtales af Martens og Galeotti i Mem. s. 1. Foug. under Navn af M. levis Willd. (skal vere Sm.) er denne Art, uagtet man vel maa undre sig over en saa unôiagtig Bestemmelse. M. levis har en overordentlig fjern Lighed dermed, hvorimod Forvexling med M. alata meget sna- rere lod sig forklare hos Forft., som ikke tage det saa nôie med deres Bestemmelser eller Benævnelser. Nærværende Art stemmer imidlertid paa det fuldstændigste med Charaktererne for Presl’s Gymnotheca, hvorimod M. alata henhôrer til samme Forfs Discostegia, der er forsynet med Indusium og har et kuglerundt Receptaculum, medens vor Plante mangler Indusium og har et linieformigt Receptaculum. Dette er altsaa den første grove Feiltagelse af Mem.’s Forff. Presl har i Suppl. Pleridogr. p. 12 taget den martens-galeottiske Bestemmelse for god, stolende paa sammes Noiaglighed, men Mexico bliver efter det anførte at stryge iblandt Localiteterne for M. levis. En anden Urigtighed hos Mart. & Gal. er den Angivelse, at denne Bregne skal være træagtig, hvilken Angivelse allerede er gaaet over i andre Værker (cfr. Presl 1. c. p. 11 i Slægtsbeskrivelsen af Discostegia). Planten har, som i ovenstaaende udförlige Beskrivelse omtalt, en kjödfuld Middelstok, som neppe hæver sig et Qvarteer over Jordens Overflade. 310 _ Plantegeographisk Oversigt over Mexicos Bregner. Det eneste Forsög, der hidtil er gjort til at fremstille Mexicos Bregner efter deres geograpiske Fordeling, findes i Martens & Galeottis Memoire sur les Fougères du Mexique p. 83. Det vil være nödvendigt her at gaae noget nærmere ind paa dette Arbeide, dels fordi det er det første Forsög i denne Retning, og derfor er bleven tillagt nogen Betydning, dels fordi jeg aldeles ikke kan antage de afForff. fulgte plantegeographiske Principer, og maa forkaste de at dem vundne Resultater som urigtige. Jeg vil derfor fårst.give en kort Udsigt af deres Fremstilling, og derpaa meddele de derved foranledigede critiske Bemærkninger. Forst efter at være kommen til Erkjendelse om dette Arbeides Beskaffenhed, vil jeg for- söge at opstille de i Henseende til Bregnernes geographiske Fordeling charakteristiske Regioner, hvilke jeg vil söge at begrunde paa ganske andre, men som jeg vil haabe, med Naturen mere overenstemmende Forhold end de af Martens og Galeotti anvendte. Forff. plantegeographiske Inddeling er fölgende *): 1° ilede Region ved Foden af Cordillererne fra Atlanterhavets (sic!) Bredder indtil 2500‘. Underafdeles saaledes: A. Ilede Kystregion. Tynde Skove. Rhizophora Mangle, Castilloa elastica, Convolv. maritimus. Liden Fugtighed. Middeltemperatur 25°—25° 30° C. 1. Lygodium. 1. Acrostichum. B. Barankernes og de fugtige Skoves hede Region. Skovtræer af forskjellige Fa- milier. Basalt, vulkanske Conglomerater og detritus. Middeltemp. 19°—24° 30° C. Overgaaer i den tempererte Region igjennem Barankerne og de fugtige Skove imellem 2—3000°; man kan derfor opstille en Underafdeling: en varm-temperert Re- gion fra 1500—1800° til 2500-3000’. 2 Lygodium, 1 Aneimia, 1 Acrostichum, 1 Polypodium, 1 Gymnogramme, 2 Pteris, 3 Asplenium, 2 Aspidium, 4 Adiantum, 1 Dicksonia. C. Sydhavskystens hede Region. Indtil 2500—3000’; Middeltemp. 19° til 25°; fugtige Skove, dybe Baranker, kraftig Vegetation lige til Havet. Basalt i Jalisco, Granit ved Acapulco, Gneis og Granit i Oajaca. 1 Lygodium, 1 Acrostichum, 1 Polypodium, 1 Blechnum, 1 Asplenium, 3 Adi- antum, 1 Cheilanthes. 2° Tempererte Regioner. A. Ostlige Cordillere-Heldning. Meget udsrakt; övre Grændse vanskelig at angive især *) Da Forff. regne Lycopodiaceerne med til Bregnerne, og opfére dem i de plantegeograpiske Lister, ere disse strégne i min Oversigt over Forff. Arbeide. i Dep. Oajaca. Uafbrudt Grönhed; stor Fugtighed; træagtige Bregner og Liquidambar, immergrönne Ege, mange Orchideer, Myrica jalappensis etc. etc. Middeltemp.15—19° C. Basalt i Dep. Vera Cruz; Kalkskifer i Dep. Oajaca. Basaltens: 1 Mertensia, 1 Aneimia, 1 Osmunda, 3 Acrostichum, 4 Gymnogramme, 19 Po- lypodium, 4 Tenitis, 1 Lomaria, 4 Blechnum, 1 Diplazium, 4 Pteris, 12 Asplenium, 1 Cænopteris, 2 Aspidium, 5 Adiantum, 4 Cheilanthes, 1 Dick- sonia, 2 Alsophila, 2 Cibolium, 1 Cyathea, 2 Trichomanes, 1 Hymenophyllum. Kalkskiferens: 1 Ophioglossum, 1 Marattia, 5 Polypodium, 1 Blechnum, 3 Pieris, 1 As- plenium, 4 Adiantum, 1 Aspidium, 1 Alsophila, 4 Cyathea. B. Vestlige Cordillere-Heldning. Tempererte Region udstrakt igjennem stôrste Delen af Dep. Michoacan, Districtet Colima, Dep. Jalisco. I Oajaca nærmer den sig Havet og gaaer ned til 1000’; övre Grændse bliver at ansætte i det mindste ved 6500’. Middeltemp. (ved Tepic) 15—20° C. Basalt (Jalisco, Del af Michoacan), Kalk og Sandsteen (sydlige Michoacan), chrystallinsk Kalk, Gneis, Granit, Syenit (Oajacas Kyster). Ingen treagtige Bregner*) eller Liquidambar, stor Mengde Ege og Orchideer, nogle Palmer, men ingen Chamedoreer **). Vulkansk Jordbund: A Acrostichum, 4 Gymnogramme, 1 Notochlæna, 1 Blechnum, 1 Pteris, 2 Adiantum, 1 Cheilanthes. Granit, Gneis: 3 Aneimia, 1 Acroslichum , 1 Polypodium, 1 Pleopeltis, 2 Allosorus, 4 Asplenium. C. Tempererte Central-Region, indbefatiende Heldningerne af Bjerkjederne, som adskille Höislelterne, fra 3500—6G000 Middeltemp. 159—209 C. Jordbund forskjellig : Kalk, Skifer, Basalt, Trachyt, Phorphyr, Gneis etc. Hôüisletterne selv have ingen Bregner. For denne Region anföres ikkun: Aspidium abruptum, paa Gneis i Oajaca. 3° Kolde Regioner. A. Østlige Cordillere-Heldning. Naaletreer, træagtige Ericaceer, Cruciferer, mange Ranunculaceer, ingen Acacier eller Malpiphiaceer etc., faa Lianer. Nedre Grendse varierer imellem 5500 og 7000’. Bregner hyppige imellem 8—10,000; de forsvinde paa 12,500 Fods Höide. Vulkansk Jordbund: 4 Acrostichum, 1 Gymnogramme, 1 Xiphopteris, 3 Polypodium, 1 Allo- sorus, 2 Pteris, 2 Asplenium, 1 Woodwardia, 2 Aspidium, 4 Adiantum, 1 Cheilanthes. Kalk: A Ophioglossum, 1 Mertensia, 3 Acrostichum, 1 Grammitis, 4 Xiphopteris, 6 Poly- *) Fn treagtig Bregne findes dog i denne Region, nemlig Alsophila mexicana Mart. **) Urigtigt, flere Chamedoreer findes i Floddalene paa Dep. Oajacas Vestside, podium, 1 Tænitis, 1 Antrophyum, 1 Blechnum, 2 Pteris, 3 Asplenium, 1 Cænopteris, 2 Aspidium, 4 Adiantum, 2 Cheillanthes. B. Vestlige Cordillere-Heldning. : Omtrent samme Charakteer som ôstlige Heldning. Herunder föres det centrale Mexicos Höider, som overgaae 7000‘, f. Ex. Popocatepell, Ixtaccihuatl, Malinche, Nevado de Toluca, Cerro de Ajusco, Pico de Tancitaro etc. Geognostisk Beskaffenhed meget forskjellig. Basalt: 1 Acroslichum, 3 Polypodium, 1 Notochlæna, 1 Asplenium, 1 Aspidium, 1 Adi- antum, 2 Cheilanthes. Gneis og Kalk: 2 Aneimia, 1 Acrostichum, 1 Grammitis, 1 Polypodium, 1 Pleopellis, 3 Nolochlæna, 2 Allosorus, 1 Pteris, 2 Asplenium, 3 Adiantum, 1 Cheilanthes. C. Höisletterne. Hertil regnes Mexico Sletten, Toluca Sletten, Slelterne ved Guanaxuato, Silao, de uhyre Sletter i Zacatecas, Durango, S. Luis Potosi. Ingen Bregner. Totalantallet 170 Arter, hvoraf 114 paa Basalt, 54 paa Kalk, Gneis og Granit. Saavidt Memoiren. Vi ville nu see, hvilke væsentlige Mangler og aabenbare Urigtigheder denne Fremstilling lider af. Idet Forff. aldeles ignorere det betydelige Antal Bregner, der tidligere var bekjendt fra forskjellige Egne af Mexico, og ikkun tage Hensyn til de af Galeotli samlede Arter gaaer den hele videnskabelige Brugbarhed af denne Del af deres Arbeide tabt. Hvilken Nytte skal nemlig Plantegeographen have af en Oversigt over 170 Bregners Fordeling efter Regioner, vilkaarligen og utilbör- ligen fremhevede fremfor en stor Mengde Arter, som paa den Tid, da Forff. udgave deres Mem. s. I. Fougères du Mexique vare bekjendte som mexicanske? Meningen med slige plantegeographiske Oversigler er jo dog at anskueliggjére en vis Plantefamilies Forhold i et vist Land igjennem de forskjellige Hôideregioner. Men dette opnaaes ikke ved den af Forff. givne Fremstilling. Et vilkaarligt valgt Exempel vil gjére det indlysende, at Forff. have forfeilet Oiemedet med deres Arbeide. I Mem. finde vi 1 Hymenophyllum og 2 Arter Trichomanes omtalte, alle tre føres af Forff. til den östlige tempererte Region; men dengang Forff. udgave deres Mem. var det velbekjendt, at et betydeligt större Antal af disse to Slægter fandtes i Mexico, nemlig de af Dr. Schiede samlede og af Schlechtendal og Kunze bestemte og i Linnea omtalte: Hymenophyllum 6 Arter, Trichomanes 3 Arter. Hvis Forff. havde taget tilbörligt Hensyn til det allerede for Videnskaben vundne, vilde vi have faaet en ganske anden Forestilling om disse to Slægters Rolle i Mexico. Det samme gjælder om de fleste andre Slægter. Det er fremdeles meget uhensigtsmæssigt at Forff. ikkun nævne Tallet paa 313 Arterne af de forskjellige Slægter, som optræde i de forskjellige Regioner, men ikke, hvilke Arterne ere. Det er meget besværligt at maatte slaae efter i de artrigere Slægters systematiske Opstilling for imellem en stor Mængde Voxesteder at såge at udfinde, hvilke Arter det vel kan være som fremtræde i hver Region. Dette er imidlertid en Mangel af mindre Betydning. Betænker man desuden at Forff’s Artsbestemmelser ere i håieste Grad upaalidelige, saaledes som det i den foregaaende Fremstilling er viist, da vil man ikke savne de urigtige Artsnavne, man ellers vilde have erholdt. Plantestatistiske Oversigter, især fra tropiske Egne, pleier man ikke at tillægge stor Betydning, fordi man ikke kan skjænke dem absolut Paalidelighed, idet ny opdagede Former hurtigen forandre de opstillede Proportioner; naar imidlertid en Forfatter tager tilbürligt Hensyn til Alt, hvad Videnskaben paa en given Tid frembyder, for at gjøre sit Arbeide saa fuld- stændigt og paalideligt som muligt, da vil ogsaa Arbeidet have Værd for sin Tid, men ogsaa ikkun da. Martens og Galeotti inddele Mexico i tre Regioner, en hed, en temperert og en kold. Denne Inddeling synes noget vel almindelig, ligesom ogsaa Grændserne for disse Regioner ere stillede med stor Vilkaarlighed. Vi ville kortelig betragte hver enkelt af disse Regioner og deres Underafdelinger, saaledes som Forff. omskrive dem. 1° Den hede Region. Det er i Samklang med saa mange andre Unöiagligheder, som forekomme i dette Skrift, at Forff. definere Regionen som strækkende sig ved Foden af Cordillererne fra Atlanterhavets Bredder til 2500 Fods Hôide, og dog underafdele den i A) en Atlanterhavskystregion og C) en Sydhavskystregion, af hvilke den sidste gaaer til 3000. Desuden opstilles som B) en Skov- og Barankeregion, der skal overgaae i den tem- pererte Region imellem 2—3000', saa at man kan opstille som Underafdeling en varm- temperert Region fra 1500—1800 til 2500—3000°. Skjéndt denne Region er stillet imellem de to Kystregioner, og derfor skulde synes at maatte være ment som fælles for begge, sees det dog tydeligt, at den kun er ment som henhörende til den östlige Kyst. Der var lige megen Anledning til at opstille en Skov- og Barankeregion for Vestsiden som for Ostsiden. Men det er overhovedet ulogisk, og i Modstrid med hele den övrige fulgte Inddelingsmaade, at opstille en Skov- og Barankeregion allene i den hede, men ikke i den tempererte og kolde Region. 20 Tempererte Regioner. A) Ostlige Cordillere-Heldning, B) Vestlige Cor- dillere-Heldning, C) Tempererte Central-Region. Det skal efter Forff. være vanskeligt at angive den dvre Grændse for den östlige tempererte Region, men dette kan jeg ikke indrémme uden med Hensyn til Dep. Oajaca, hvor Vegatationsforholdene paa Grund af Landets særegne Bygning ere yderst indviklede. Paa hele den dvrige östlige mexicanske Cordillerekjede, der strækker sig parallel med Kysten, og hæver sig til 8— 9000 Fods Middelhöide, afgiver den nedre Grændse for Naale- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 40 314 Træerne en særdeles beqvem Grændse imellem den tempererte og kolde Region. Den vestlige tempererte Cordillere-Heldning skal sænke sig indtil 1000 Fod i Dep. Oajaca; men det er umuligt at bringe denne Paastand i Overensstemmelse med den tidligere ved Syd- havskystens hede Region gjorte, hvorefter samme ansættes indtil 3000’, og de Iagttagelser, jeg paa en Reise i de vestlige Dele af Dep. Oajaca har havt Leilighed til at anstille, mod- stride ogsaa aldeles denne ForfFs Paastand. 3° Kolde Regioner. A) Ostlige Cordillerers, B) Vestlige Cordillerers, C) Håislet- ternes. Under B) de vestlige Cordillerers Heldning indbefattes höist mærkeligen alle Bjerghöider i det Indre af Mexico, hvilket ikke er overensstemmende med det ved den tempererte Region fulgte Inddelingsprincip, hvorefter man skulde have ventet, at de kolde Central-Bjerghöider kom til at danne en egen Underregion for sig. Höisletterne, som ingen Bregner eie, danne derimod en under C) opstillet Underregion. Forff. lægge i deres plantegeographiske Oversigt særdeles Vægt paa Jordbundens geognostiske Beskaffenhed, og opstille i, de fleste Regioner to Rækker af Bregner, eftersom de voxe paa vulkansk Jordbund eller paa Granit, Kalk, Skifer. Denne Modsætning imellem Bregner, som voxe paa vulkansk Jordbund, og dem, som voxe paa Kalk, Skifer, Granit, Gneis o. dl. maa være Enhver paafaldende. Det er dog vel Vilkaarligheden dreven vel vidt. Men jeg tager ikke i Betænkning al erklære denne hele paa Jordbundens Beskaffenhed stôltede Fremstilling som greben af Luften, og, hvad der ville synes utroligt, hvis det ikke kunde bevises, nedskreven tiltrods for Forfl’s bedre Vidende. Saavidt vor Kundskab for Tiden gaaer er det ikkun et indskrænket Antal Planter, som ere jordfaste; det langt overveiende Antal er ikke bunden til nogen bestemt Jordbund, men voxe lilsyneladende lige villigt i meget forskjellige Jordilandinger. Bregnerne höre ganske vist snarcre til de jordfaste end til de jordfrie, men det er paa en ganske anden Maade end Forff. antage, og at opstille to Rækker, hvoraf den ene indbefatter de vulkanske Klippers Bregner, den anden alle andre Klippearters Bregner, og begge Rækker dog ikkun betegnende Klippebregner, det er absurd. Europas Bregner voxe enten i en meget humusrig Jordbund (i Skove, i Törvemoser) eller i Klippesprækker. Disse sidste voxe sædvanlig ligegodt i Revnerne af Granit- Skifer- Kalkklipper, ja selv i Muurrevner. Stenens chemiske Sammensætning synes mindre vigtig for disse Klippebregner end sammes Haardhed. Asplenium Ruta muraria, septentrionale, Trichomanes, Adiantum nigrum, kunne tjene som velbekjendte Exempler herpaa. I den hede Zone er Forholdet det samme, men her kommer endnu det meget store Antal Bregner til, som voxe snyltende paa Træstammer, og altsaa ere aldeles uafhængige af Jordbunden. Det er ubegribeligt, at Martens og Galeotti ikke have taget Hensyn hertil, uagtet de i den systematiske Deel idelig nævne Arterne som parasiliske. 315 _ I Mexico er det i de planterigere Egne, navnlig i de, hvor Bregnerne fremherske, særdeles vanskeligt, ofte umuligt at komme til Kundskab om Beskaffenheden af det faste Klippeunderlags Natur, fordi dette er bedækket af mægtige Leerlag, som i Skovegnene endnu blive overleirede af et tykt sort Humuslag. I dette röde jernholdige Leer, i denne sorte Humus voxe de fleste Jordbregner; af det forholdsviis ringe Antal, som voxe i Klipperevner træffes nogle tillige parasitisk paa Træer, og vise saaledes tilfulde, hvor lidet de ere af- hængige af de Klippers chemiske Sammensætning, i hvis Sprækker de voxe. Efter disse Bemærkninger, som vil finde Medhold af enhver med Forholdene he- kjendt Botaniker, ville vi tage et Par Exempler ud af de af Martens og Galeotti opstillede Rækker, for at vise det aldeles ugrundede i samme. P. 85. Tempererte üstlige Region. Basaltisk Jordbund: 2 Arter Psilotum, men den ene Art voxer kun paa Klipper, den anden paa Træer. — 1 Mertensia, men denne voxer aldrig paa Basalt, men paa råd Leer. — 1 Aneimia, paa Leer. — 1 Osmunda, i Sumpe. — 3 Acrosticha, alle paa Træer. — 1 Cyathea, i sort Humus. — 2 Trichomanes, parasitisk paa Træer.— 1 Hymenophyllum, paa Træer. — 19 Polypodia, stårste Delen paa Træer. Flere Exempler behöves vist ikke; Sagen er indlysende. Det nytter ikke, hvis Forff. ville såge at frelse Skinnet af Nôiagtighed ved at paastaae, at den faste Klippegrund har Indflydelse paa Vegatationens Charakter selv igjennem de overleirende Leer- eller Humuslag; thi om ogsaa det var sandt, hvilket det ikke er, saa maa vi dog strax spårge, om denne Klippejordbund da ogsaa har Indflydelse igjennem Træstammerne paa de Parasiter, som i de tropiske Skove bedække Træernes Bark? og dette ville dog vel Forff. ikke fordriste sig til at paastaae. Resultatet bliver altsaa, at det hele plantegeographiske Forsög, tilsyncladende saa nôiagtigt og stöltet paa geologiske Dala, i Virkeligheden er undiagtigt, upaalideligt og — ubrugbart. I den foran givne Fremstilling af Mexicos Bregner indeholdes Oplysninger om 308 Arter; i dette Tal indbefatter ikke 61 Arter, der nævnes af andre Forff. som mexicanske, men som jeg af forskjellige Grunde anseer for at være tvivlsomme, og derfor ikke vil medtage i den efterfålgende Fordeling igjennem de forskjellige Regioner. Af de med Sikkerhed kjendte ere 89 Arter Parasiter, 78 voxe i Klippesprækker, 131 i Jorden, for- nemmelig i Skove, nogle paa aabne Steder, 10 ere Sump- eller Vandbregner. I min Fordeling af Bregnearterne udgaaer jeg fra Mexicos östlige Kystrand tvers over Landet imod Vest indtil Sydhavskysten. 1. Østlige Heldning af mexicanske Cordillere. A. Tropiske Kystregion fra 0—500’. Glidende Kyst; fugtig Luft, men sparsom Regn, paa Grund af Ensformighed i Luftens 40* Opvarming og Jordbundens stærke Ophedning. Sandstrækninger, Sandhôie (callejones), Laguner derimellem; sparsom Vegetation af tôrre tornede forvoxne Buske; ikkun Flod- mundingerne og Bredderne af de större udvaskede Laguner have prægtig Skovvegetation. Vandbregner: Acrostichum aureum L. Parkeria pteroides Hook. & Grev. Jordbregner: a) Skovformer: Lygodium mexicanum Presl, Pteris grandifolia L., As- pidium trifoliatum Sw., Asplenium cicatarium Sw., Adiantum radiatum Sw., Lastrea patens Pr., Polystichum melanostichum Kze., Blechnum occiden-_ tale L. b) Markformer: Pteris caudata L. c) Klippeformer: Adiantum trapeziforme L., A. tenerum Sw., A. chilense Kaulf., A. concinnum HB. Parasiter: Polypodium crassifolium L., P. Phyllitidis L., Vittaria graminifolia Kaulf., Polyp. lycopodioides L., P. neriifolium Schk., P. incanum Sw. B. Tropiske Region fra 500—1500'. Udstrakte Græssavaner og prægtige Höiskove (Bombax, Carolinea, Bignonia, Laurineæ, Terebinthaceæ, Palme, o. fl); dybe vulkanske Barankas med fyldig Vegetation paa Grund af Skygge og Fugtighed. De i foregaaende Region nævnte Bregnearter gaae ogsaa over i denne med Und- tagelse af Polyp. lycopodioides og Vandbregnerue. Fremdeles findes her: Vandbregner: Asplenium riparium Lb. À Jordbregner: a) Skovformer: Gymnogramme polypodioides Spr., Polyp. tetragonum Sw., P. concinnum W., P. faucium Lb., P. imbricatum Lb., Pteris laciniata W., P. protea Lb., P. pulchra Schld., Asplenium pumilum Sw., A. mexi- canum Mart. & Gal., Diplazium crenulatum Lb., Dicksonia umbrosa Lb., Lastrea macroura Kze, Nephrodium molle Schott., Acrostichum cervinum Sw., Diplaz. inæquilaterum Lb., Lindsæa imbricata Lb., Nephrolepis acuta Presl, N. neglecta Kze, Marattia laxa Kze, Danæa elata Lb., D. media Lb., Mertensia gleichenioides Lb. Træagtige ere: Alsophila compta Mart., A. Schiedeana Pr. (sparsom i denne, hyppigere i neste Region). b) Klippeformer: Hemionitis palmata L., Aneimia adiantifolia Sw., Allosorus, intramarginalis Pr. Parasiter: Polypod. Filicula Kaulf., P. plumula W., P. fraternum Schld., Antrophyum dis- coideum Kze, Polyp. fallax Schld., Asplenium monodon Lb., Lomaria fragilis Lb., Trichomanes sinuosum Rich., T. pyxidiferum L., T. trichoideum Sw. C. Subtropiske Region fra 1500—3000'. Regnmengde tiltager med Luftens Afkjöling, jevnlig Taage; frodigere Vegetation, mange Slyngplanter af Smilax, Vitis, Cissus, Malpighiaceæ, Convolvulaceæ, Asclepiadeæ, mange lave Palmer, mange Piperaceæ, Urticeæ. Ostlige Del af Dep. Oajaca (Districtet Chinantla) hôrer for störste Delen til denne Region. Af Bregnerne fra foregaaende Regioner forsvinde i denne folgende: Pteris grandi- folia, Polyp. faucium, imbricatum, Pteris pulchra, Dicksonia umbrosa, Acrostichnm cervinum, Lindsæa imbricata, Nephrolepis neglecta, N. acuta, Danæa elata, media, Aneimia adianti- folia, Asplen. monodon, Mertensia gleichenioides, Alsophila compta. Fölgende fremtræde i denne Region: Jordbregner: a) Skovformer: Acrostichum umbrosum Lb., Meniscium sorbifolium W., M. falcatum Lb., Polyp. longicaudatum Lb., Asplen. bicrenatum Lb., Adiantum pulverulentum L., Trichomanes pennatum Kaulf., Schizea elegans Sw., Danæa cuspidata Lb., Hemitelia decurrens Lb., H. mexicana Lb. Tre- agtige: Alsophila myosuroides Lb. b) Klippeformer: Asplenium arcuatum Lb., Aneimia hirsuta Sw., A. fulva var. flexuosa, Adiantum villosum Ls Parasiter: Acrostichum revolutum Lb., A. Lingva Raddi, A. Sartorii Lb., A. pellatum Sw., Polyp. sessilifolium Lb., P. conterminans Lb., P. laxifrons Lb., P. longi- caudatum Lb. Fölgende Former begynde i denne Region, men ere iser fremherskende i den efterfölgende tempererte Region: Jordbregner : a) Skovformer: Asplenium marginatum L., Dicksonia cicutaria Sw., D. dissecta Sw., Adiantum macrophyllum Sw., Cibolium Schidei Schldl. b) Klippeformer: Gymnogramme pedala Kaulf., G. leptophylla Desy., Tænitis angustifolia Spr., Asplen. formosnm Sw., A. polymorphum Mart. & Gal. A. Serra Langs. & Fisch., Adiantum obliqvum W., Lastrea mexicana Pr., Polystichum ordinatum Kze, Aneimia pilosa Mart. & Gal. c) Aabne Steder: Trichomanes pellucens Kze, Mertensia glaucescens HB., M. pubescens W., Lygodium venustum Sw. Pasasiter: Antrophyum lanceolatum Kaulf., Polyp. angustum HB., Hymenophyllum aspleni- folium Sw., H. brevistipes Lb., H. ciliatum Sw., H. plumosum Kaulf. D. Temperererte Region fra 3000— 6000". Stor Regnmængde, og Regnfald uden store Afbrydelser hele Aaret igjennem. Plante- 318 _ rigeste Region. Immergrönne Egeskove; træagtige Bregner hyppige, og erstatte de manglende træagtige Palmer; Rörpalmer endnu hyppige. Orchideer fremherske i denne Region. Af de foregaaende Regioners Bregner forsvinde i denne fölgende: Acrostichum umbrosum Hemionitis palmata, Gymnogramme polypodioides, Menis- cium sorbifolium, M. falcatum, Polypod. sessilifolium, conterminans, laxifrons, concinnum, longicaudatum, tetragonum, Pteris protea, Lomaria fragilis, Asplen. arcuatum, A. riparium, A. bicrenatum, A. monodon, A. cicularia, Diplazium crenulatum, D. inæquilaterum, Cheilanthes squamosa, Adiantum villosum, A. pulverulentum, A. Capillus Veneris, A. concinnum, Lindsæa imbricata, Nephrolepis acuta, N. neglecta, Lastrea macroura, Aspid. macrophyllum, Hemi- telia decurrens, H. mexicana, Trichomanes sinuosum, pennatum, Lygodium mexicanum, Schizæa elegans, Aneimia fulva, Danza cuspidata, Marattia laxa. Fölgende fremherske i denne Region: Jorcbregner: a, Skovformer: Gymnogramme Linkiana Kze, Polypodium rude Kze, P. liti- giosum Lb., P. Sloanii Kze, P. meniscioides Lb., Pteris nemoralis W., P. Swartziana J. Ag., P. apicalis Lb., Lomaria spectabilis Lb., L. campylotis Kze, L. danæaceæ Kze, Blechnum aduncum Lb., B. intermedium Lk., B. glandulosum Lk., Asplen. miradorense Lb., A. achilleæfolium Mart. & Gal, Diplazium plantagineum Sw., D. ternatum Lb., D. falcatum Lb., D. striatum Pr., D. lonchophyllum Kze., D. Franconis Lb., D. amplum Lb., Dicksonia distenta Kze, D. rubiginosa Kaulf., Adiantum tetraphyllum W., A. fructuosum Kze, A. amabile Lb., Lastrea leptorhachis Kze, Phane- rophlebia nobilis Pr., Cibotium horridum Lb., Lygodium hastatum Desv.(?), Aneimia Phyllitidis Sw., Botrychinm obliquum Mihlbg, B. decompositum Mart. & Gal., B. virginicum Sw., Marattia weinmanniæfolia Lb. Træagtige ere Cyathea mexicana Schldl., C. bicrenata Lb., C. Schanschin Mart., Alsphila Schiedeana Pr. (meget hyppig i denne Region). De træ- agtige Bregner forsvinde paa henimod 5000‘. c) Klippeformer: Gymnogramme tartarea Desv., G. peruviana Desv., Notoch- lana pulveracea Kze, N. sinuata Kaulf., Allosorus ciliatus Pr., A. angusti- folius Pr., A. microphyllus Sw., A. formosus Lb., A. flexuosus Kze, Pteris pedata L., Asplen. abscissum W., A. lugubre Lb., A. insigne Lb., A. mo- nanthemum L., A. semicordatum Raddi, A. coriifolium Lb., A. pyrami- datum Lb., A. lacerum Schldl., Cheilanthes glandulifera Lb., Polystichum lætum Pr., Cystopteris fragilis Bernh., Aspid. latifolium Pr., Woodsia mollis Hook., Hymenophyllum fucoides Sw. c) Aabne Steder: Davallia Schlechtendalii Pr., Pteris aquilina L. var. pubes- cens, Woodwardia radicans Sw., Blechnum scabrum Lb., Trichomanes rigidum Sw., Nephrolepis occidentalis Kze, Lastrea equestris Kze, Trichosorus glaucescens Lb., Mertensia Bancroflii Hook., M. furcata W., Aneimia speciosa Pr., Ophioglossum reticulatum L. Sumpbregner: Gymnogramme trifoliata Desv., Nephrodium paludosum Lb., Osmunda specta- bilis W., O. cinnamonea L. Parasiter : Acrostichum Schiedei Kze, A. vestitum Schldl., A. peltatum Sw., Antrophyum lineatum Kaulf., Xiphopteris serrulata Kaulf., X. myosuroides Kaulf., Polypod. astrolepis Lb., P. aureum L. (?), P. fulvum Mart. & Gal.(?), P. araneosum Mart. & Gal. (?), P. lepidopteris Kze, P. Falcaria Kze, P. plesiosorum Kze, P. rho- dopleurum Kze, P. lepidotum W., P. angustifolium Sw., P. squamatum L., P. furfuraceum Schldl., P. plebejum Schldl., P. olivaceum Lb., P. rhachi- pteryginum Lb., P. insigne Lb., P. costatum Lb., P. xiphopteroides Lb., P. jubæforme Kaulf., P. pilosissimum Mart. & Gal., P, suspensum L., P. cultratum W., P. pectinatum Schk., P. puberulum Schldl., Asplen. harpeodes Kze, A. furcalum L., A. erectum Bory, Hymenophyll. undulatum Sw., H. polyanthos Sw., H. millefolium Schldl., H. pulchellum Schldl., Trichomanes reptans Sw., T. scandens L., Ophioglossum palmatum Plum. E. Lavere Alperegion 6000—9000'. Stor Regnmængde, hyppige Taager formindske Sommervarmen; Vintertemperaturen synker ofte til 0? C. Sneen ligger dog ikkun i faae Timer. Naaleskove og Egeskove, mange Ericaceer, Umbelliferer, Cruciferer, faa Orchideer, men terrestre. Fra foregaaende Regioner overgaae endnu i denne fölgende Bregner: Acrostichum Schiedei, A. vestitum, Gymnogr. tartarea, G. peruviana, Polyp. lepidotum, P. anguslifolium, P. incanum, P. squamatum, P. furfuraceum, P. xiphopteroides, P. plebejum, P. olivaceum, Notochlæna sinuata, Allosorus ciliatus, A. microphyllus, A. intramarginalis, Pteris cretica, P. aquilina v. pubescens, Woodwardia radicans, Asplen. monanthemum, A. furcatum, Hymenophyll. fucoides, Cystopteris fragilis. Charakteristiske for denne Region ere: Jordbregner: a) Klippeformer: Acrostichum hybridum Bory, A. setosum Lb., Gymnogramme pilosa Mart. & Gal., Notochlæna rufa Pr., Allosorus sagittatus Pr., A. ter- nifolius Cav., Lomaria falciformis Lb., Asplenium melanocaulon W., A. castaneum Schldl., A. resiliens Kze, A. rhizophyllum Kze, Cheilanthes canes- cens Kze, C. pulveracea Pr., C. paleacea Mart. & Gal., Adiantum cuneatum Langs. & Fisch., A. andicola Lb., Polystichum vestitum Pr., Cystopteris fumarioides Kze, Athyrium angustum Pr, A. arcuatum Lb., Hymenophyll. nigrescens Lb. 320 b) Aabne Steder: Cheilanthes lentigera Sw., Lastrea parallelogramma Kze, Woodsia fragilis Lb., Trichosorus frigidus Lb., T. densus Lb., Mertensia Mathewsii Hook., Ophioglossum bulbosum Michx. Parasiter: Acrostichum ovatum Lb., A. nitidum Lb., Polypod. polylepis Roem., P. glauci- num Mart. & Gal. (?), P. deltoideum Lb., P. confluens Lb., P. moniliforme Sw., P. delicatulum Mart. & Gal., P. affine Mart. & Gal., P. griseum Lb., P. Otites L., Lomaria pectinata Lb., Hymenophyll. trapezoidale Lb. I denne Region findes ingen egne Skovformer, men ikkun enten Parasiter eller Klippebregner. F. Ovre Alpe-Region fra 9000’ til Vegetationsgrændsen. Sneen ligger i flere Maaneder; det övrige Aar trække Taager daglig op og ned, næsten daglig Regn; raat Clima; Naaleskove fremherske, Egene aftage og forsvinde paa noget over 141,000’; enkelte Naaletræer gaae indtil 14000’. Byg modnes ikke paa 10,000", Kartofler lykkes godt paa 10,000’. Bregnerne i slærk Aftagen, de fleste voxe i Klippe- sprekker, faa Parasiter. Fölgende Bregner findes i denne Region. Jordbregner: Klippeformer: Acrostichum venustum Lb., A. rufescens Lb., Gymnogramme pilosa Mart. & Gal., Polypod. heteromorphum Hook. & Grey., -Asplenium melanocaulon W., A. monanthemum L., Cheilanthes speciocissima A. Br., C. scariosa Kaulf., C. paleacea Mart. & Gal., C. lentigera Sw., Adiantum cuneatum Langs. & Fisch., Cystopteris fragilis Bernh., C. fumarioides Kze. Parasiter: Acrostichum tenuifolium Lb., A. affine Mart. & Gal., Antrophyum ensiforme Hook. (?), Polypod. affine Mart. & Gal. De ‚höist gaaende Bregner ere: Acrostichum rufescens, 11,000’; Asplen. melano- caulon, 14,000’, Cheilanthes lentigera og paleacea, 11,000’, Cystopteris fragilis 12,500’; Polypod. polylepis 14,000’ paa de enkelte forkröblede Pinus Stammer, som findes paa den höieste Fjeldslette, hvorover en Muuldyrsti förer ned til S. Andres. 2° Mexicos Indre. Höisletter eller hüitliggende Dalbækkener (Mexicodalen, Tehuacandalen, Oajaca- dalen) adskilte ved stenige træfattige Bjergkjeder. Climatet tort, ugunstig for Bregneformen, som ikkun findes sparsomt i Klippeklofler, især i de höiere alpinske Strög. Höisletterne og Dalbundene haye ingen Bregner. Mange af de i denne Region forekommende Bregner have hygroskopiske i tor Tilstand spiralformigt indrullede Loy. 321 Paa Grund af Landets Höide have vi i det Indre af Mexico ikkun en temperert og kold Region. Tempererte Region. Klippebregner : Gymnogramme leptophylla Desv., Notochlæna sinuata Kaulf., N. bipinnata Lb., N. cretacea Lb., N. pulveracea Kze, Allosorus microphyllus Sw., Cheilanthes lentigera Sw., Allosorus flexuosus Kze, Lastrea mexicana Pr., Allosor. in- tramarginalis Pr., Adiantum Capillus Veneris L., Polypodium squamatum L., Asplen. heterochroum Kze. Aabne Bjerge: Hypolepis mexicana Lb., Botrychium virginicum Sw. Kolde Region. Klippebregner: Gymnogramme pedata Kaulf., G. tarlarea Desy., G. peruviana Desy., Calo- melanos Kaulf., Notochlæna sinuata Kaulf., Cheilanthes canescens Kze, Allo- sorus sagittatus Pr., A. ciliatus Pr., A. cordatus Pr., A. Karwinskii Kze, A. microphyllus Sw., A. ternifolius Pr., A. aurantiacus Pr., Pteris cretica L., Adiantum chilense Kaulf., Cheilanthes paleacea Mart. & Gal., C. lentigera Sw., Asplenium monanthemum L., A. fragile Pr., Lastrea paupertina Kze, L. indecora Lb., Polyp. angustifrons Kze, P. macrocarpum Pr., P. sub- petiolatum Hook., P. lanuginosum N. ab E. Å Aabne Bjerge: Aneimia mexicana Klotzsch, Ophioglossum bulbosum Michx. Parasiter: Acrostichum Schiedei Kze, Polypod. incanum Sw., P. xiphopteroides Lb., P. Hariwegianum Hook., P. polylepis Roem., P. moniliforme Sw. var major. 3° Mexicos Vestside. Vestlige Cordillereaase naae omtrent samme Middelhöide (9—10,000% som de öst- lige, bedækkes af Fyrreskove, og paa den vestlige Heldning af de tælteste prægtigste Lövskove, men Bregner ere yderst sparsomme, og yderst faae charakteristiske Former fore- komme. Eneste bekjendte træagtige Form fra Vestsiden er Alsophila mexicana Mart. For- resten er Vestsiden ufuldkommen kjendt. Mange af de ældre Forfl’s for Vestsiden angivne Bregner maa ansees som altfor tvivlsomme til at man her tor tage Hensyn dertil. Kolde Region. Klippeformer: Allosorus sagittatus Pr., A. Karwinskii Kze, Notochlena rufa Pr., Asplen. -monanthenum L., Athyrium angustum Pr. Parasiter; Polypod. xiphopteroides Lb., P. angustum HB., P. furfuraceum Schldl., P. Lepi- dopteris Kze, Acrostichum nanum Lb. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 41 322 Tempererte Region. Klippeformer: Gymnogramme pedata Desv., G. Calomelanos Desy., Allosorus aurantiacus Pr., A. angustifolius Pr., Aneimia adiantifolia Sw., Nephrodium molle Scholt., Asplen. dimidiatum Sw. Aabne Bjerge: Aneimia collina Raddi, A. hirsuta Sw., A. speciosa Pr., A. pilosa Mart. & Gal. Skovformer: Aneimia Phyllitidis Sw., Alsophila mexicana Mart. Parasitisk: Polypodium angustum HB. Hede Region. Skovformer ; Asplenium amabile Lb., Pleris grandifolia L., Lygodium mexicanum Pr., L. venustum Sw. Vandbregne: Parkeria pteroides Hook. & Grev. Bemzærkede Trykfeil og Rettelser. Pag. 161 Lin. 6. weinnanniæfolia les weinmanniæfolia. — ,, — 22. Antroph. carnosum Liebm. les A. discoideum Kze. — 163 — 10, param les parum. — 164 — 4. Komma bort efter sterilibus. — 165 — 11. paululum les sensim. — , — 15. convexa les convexo. — 168 sidste Linie. inæquilatero læs inæquilatera. — 172 — 20. in areola hexagonoidea irregularia læs in areolas hexagonoideas irregulares. — 173 — 21. in areola parallelogramma irregularia læs in areolas parallelogrammas irregulares. — y — 24. areola rotundata læs areolas rotundatas. — y» — , rhachide læs rhachi. — » — 28. reponda læs repanda. — 174 — 23. in areola irregulariter angulata læs in areolas irregulariter angulatas. — 183 — 23. glaberrimus les glaberrimis. — 221 — 24. Allosorus ternifolia læs A. ternifolius. Hovedsætninger om de overelliptiske Functioner ved Adolph Steen. SET Tr, eet : AY ie be cal rt 7 a io a aay L ee PL SD ee VER RY SEE SDP 2 NE ” | ni at ae i | a i ” DRE) gem u EN ñ 2,54, FAR N 2 De Dr ARN ER CEE 7 år ‘ a a Mid 2 “ É : TC M: ray: i, N He ae MY: a tai wah rite oe SR Å så vor lee We s + x bi € z a wt san Alb «is ar #4 à fee M CE WR we | “or ne at DD are a ke, re int), y, ! h ; 4 À an re co gi ha fe a, a 8 kan = 5 + a) Ar Non AR. |) MARNE? i 4 ins i g . i vie he La? Ory vo CE. ey LE ta Pa u‘ x 7 Le J . 7 A Las vu à: 4 à FR Sd L 4 . 4 u - ra ca ‘ P al x É rs SD > u - i . + v 27 ® Hovedsætninger om de overelliptiske Functioner. 1. Naar man i (4) har P at vere en rational Function af x og 17 Va, +0, 2+0,2° +... EP +... an x" —\/o(x), kan man ved Decomposition udirykke (1) ved en Sum af Integraler af Formerne ede u dx S,— = Bi | rar (2) idet m er heel, k positiv heel, r reel eller imaginær. For Integralerne (2) kunne angives Reductionsformler, som for det specielle Tilfælde n—2 indbefatte de bekjendte Formler *), som fore til de elliptiske Functioner. Man har nemlig pp m—{2n—1) Pn—1 d. — 2 Re —(m — A -+N)ar Ri = (n—1)ar ta, +24,0+3a,2°+..+pa,2r”"+..+2nay, 271) nR eller, idet =h _ So(p)=9 (0) +9) +2)+....+0(h), p=0 (ate cn ( CNE PD Ye en ate — = 3 Im— à dx =, R hvoraf atter ved Integration udledes =2n ANN an Rot "ST in -( 2n—1 ae 2 ] Ay Bin—2n + ps (3) p=o *) Ramus Diff. og Int. Regning p. 48. __326 Sættes m— 2n — 1, faaes en Relation imellem W,, #,, F,....%5,, 4, saa at enhver af disse er bestemt ved de 2n—1 andre. Andre Værdier af m give lignende Formler til Bestemmelse af %,+,-1 ved 2n andre. Navnlig ville alle Functionerne # med höjere positive Indices kunne udtrykkes ved de 2n—1 B,, P,, Pos... Porn Naar m<2n—1, erholdes negative Indices i (3), men Functioner af höjere Indices kunne stedse udtrykkes ved dem af lavere og disse igjen ved de med positive, med Und- tagelse af W_,, som for m=2n—2 indgaaer i Formlen tilligemed %_2, men faaer 0 til Coef-- 1 ficient, naar m = 2n — 1. Men da æ=-— overhovedet giver "cm dr 7” dø REE ØE Z=Va, 2" +a, 3! + a, w+... apo? ... + Orn, bliver almindelig @_,, reduceret til ®, og altsaa B_, til ®,. idet Saalenge r er reel vil Æ; transformeres til P, ved Substitutionen i fret, men imaginere Verdier af r vilde give imaginere Coefficienter i Rodstörrelsen ; Reductionen skeer derfor i dette Tilfælde helst ved en ny Formel. Man setter i+re=o, rn BES se) Nag = =by +b, 6 +0, 02 +... + ba Orns hvor by, b,, be, ...b», ere Functioner af a,, @,, de, ... Am og r. Man faaer nu dAHrr) FIRE, dot /Go+b, o+b.0°+...+b2,0")r—1 dx do —1)o—**1 2 an » Qe! =f E (k—l)o—*Rr1 + (n Do (b, +2b,0 Ar 3b,0 == 2nb,0 7 nk teen [:— ‘= = > b, ue =—rs po som atter integreret giver == RB! es p=2n p (n— 1 | wel aan ce Sættes heri k=1, faaes en Relation imellem &,, 3-4, oS sees Sn), Saa at enhver af disse er udtrykt ved de 2n—1 andre. Faaer derimod k andre Verdier, vil enhver Function Bio? kunne udtrykkes ved 2% andre. Navnlig kunne alle Functioner med höjere nega- tive Indices reduceres til de 2n—1 Ba Ppt eat eh ele Naar k>1, erholdes positive Indices i (4), men Functioner af hojere. Indices mm = udtrykkes stedse ved de med lavere og disse igjen ved de med negative, undtagen E,, som for k==2 indgaaer i Formlen tilligemed &,, men faaer O til Coefficient, naar k —1. Da man allid vil have 2n=g=2 1 re, + Pt... LE Er 2n—q—2)(2n —g—3) Eng 9 = Po + 2 1.2 z eller symbolsk fremstillet Ed = (1 + ra) 72, idet Exponenterne for & forandres til Indices, saa vil ikkun 5, være et nyt irreductibelt Integral. Fölgelig kan (1) udtrykkes ved Summen af en algebraisk Function og afIntegraler af Formen S(t Ae Age? dire) 6) 2. Naar a,=da,—a,=...=@,-1=0, bliver Pr ved at sælle 7? —z til 2 3! ds Va, Fa,sta, Ayn og (3) forvandles til ER ee AN et —'3"[m—(2n—1— re =) Gp Buon tps p=0 saa at de irreductible Functioner blive ikkun ENT EN ER 3. De i (5) angivne Integraler, som ere irreductible til andre, danne en ny Classe Transcendenter, hvorunder de elliptiske ere indbefattede for n—2. De kunne kaldes over- elliptiske (hyperelliptiques) af (n—1)" Classe, saa at de elliptiske ere af 1 Classe; hver Classe indeholder 2x forskjellige, men af de 4, som henhöre til 4° Classe er den ene reductibel til andre. De overelliptiske Functioner af #* Classe have n=i-+1, altsaa Br +a,2..... diront? og ere 2¢-+ 2 i Antal. 4. Transcendenterne (5) ere alle indbefattede i den mere almindelige [(a)dx Ya / ee © hvor f(a) er en heel Function af x, y eller y(x) en af de n Rödder y, (x), yo (7), y3 (x) --Yn(&) i Ligningen YT Py Pay rt pay tPa=0, (D) ER 328 … hvor py, Po-++Pn—t, Pn ere hele Functioner af æ*). Naar man nemlig setter Pi =P. =.---=Pri=0, Pn=— R"=— 9(), m=1, altsaa . y(c)=R=Y/9(2), og desuden enten | ati 1 KEDEDE a= me eller [\x)=(x—a) x", faaes respective Y(r)=E,, b (7) = Pr. 5. Theoremet om Addition af Transcendenter af Formen (6)%%) kan nu anvendes paa de nye Transcendenter. Ligning (7) og dens Rådder blive | y"—R"=0, y, =R, yg =0R, VS == RR ya" tR, idet 1, «, «°....a"-1 ere de n° Rödder af 1. Sætter man dernæst TK m da ever A ni (Ad ST +B, (to) +B, (u)=C— = (O+a- Ls, (+a Ls, (t)...+-a- DLs, ()], (8) Alt) hvor &,, æ,...æu ere Rødder i den algebraiske Ligning og erindrer at f(a)==0, faaes o(r)=s, (1). 89 (T).S3 (x)... Sn(x) =O, idet Sk+1 (x)= qa"*—)*R-1 + ¢, qin—2)k put, ia + Qn1 08 Gs 1» ose. n—1 ere Functioner af x og andre uafhængige, og endelig II F(t) betyder Coefficienten til = i Udviklingen af F(® efter aftagende Potenser af t. For Transcendenten ©, faaes, idet man sætter IC à nt dx Fy (Tx) =e why ge PR et lignende Resultat, nemlig =) Ramus Diff. og Int. Regn. p. 242. **) Ramus Diff. og Int. Regn. p. 243, (312). Jürgensen Videnskabernes Selskabs naturvidsk. og math. — Skrifter 8 Deel og Crelles Journal t. 23 p. 126. Abel oeuvres complètes t. Il. p. 66. 329 1 (La) $B edt. BQW=C+ yo) [.sı(@ + 47"1. so(a).... arm ul] (9) — II = | st) +a il. s,(t).… Hat ls, cof d-a)V 0) 6. Hver Classe af de overelliptiske Functioner dele sig i 3 Arter, ligesom de elliptiske og ultraelliptiske, efter Beskaflenheden af Transcendenternes Sum. Da nemlig Substitution af Zi Leddet II i (8) frembringer en Udvikling, efter stigende Potenser af u og af Formen mA + Au +... ); sees Leddet II at forsvinde saalenge m=0, men at maatte bibeholdes for alle Verdierne fra m—=1 til m=2n—2. Man henregner derfor Transcendenten ®, til 1°“, B,, B,,...B,._. til 2!" og À, til 3e Art. 7. Anvendes det Foregaaende paa det specielle Tilfælde hvor n=3, faaes O(a) =a, +42+02”+a,2° +a,2!+a,2°+0a,2°=—p,, yi@=VE@), yo2)=2VG(@), ya) =2°V/9 (2), Os VET TIV +9, $9 (7) = qu VE) + qua) + qo, $3 (x) = GV (ad) +4 a2\/@(a) +o, 9 (7) = 9° 9° (x) + (41° 399192) PR) re? = A(x—x,)(x—xo)....(@—œu). Antages dernæst q, 71, 92 respective af Graderne A, %,, ro, vil p. vere lig den højeste af Störrelserne } 3 +4), 30 +2), 344, AN; +A, +6. Forudsættes altsaa g%o° (x) ikke at vere af lavere Grad end noget art Led i o(æ), vil altsaa u.— 3 (À +4) og man kan settle SO - 2, -H2)=R4, 30—h0 +4) = ho, 2—2, rd +6 = hvor h,, h, og h, ere givne positive Tal. Man faaer da fremdeles p= 3(4+4)=3 (3, +2) +h, =3X + hg = HE tha +6 +, hvilket ikke kan finde Sted med mindre de 3 fürste Udtryks Sum er 3 Gange saa stor som det sidste eller h,+h h, = 7 3,5 : h, +h, maa altsaa vere et Multiplum af 3. Til Bestemmelse af de x +, + X, +3 Coeffi- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 42 330 cienter i de 3 Poiynomer q, 9,, 92 haves nu v.+1 Ligninger. Man faaer altsaa ved disse Coefficienters Bortelimination, ifolge 3A+4)+1—O+), +r. +3)—h3 +4 eller 30, +2) +h, +1-Q+),+4, +3) = hs +4 eller I, +h, +1—Q+), +4, +3) =—h, +4, h, +4 Endeligninger, altsaa ogsaa h, + 4= 7 ikke arbitrere Storrelser eller Hjælpestôrrelser, som ere Functioner af p—t=p—h,—4=h+)A, +), +2 arbitrære. Det mindste Antal Hjælpeslôrrelser svarer altsaa til hz =O, hvoraf fölger h, —0, h, —0, altsaa i—4, p.>4. Men p. maa være et Multiplum af 3 og À positiv, altsaa idetmindste v.= 12, hvoraf €lger 4=0, NZ, Na Ah! I g=a, ı=b, +b,2+b,2°%, Jo = Co bet + Cc, 7? + Cx? +c, 24, bestemmes de 9 Coefficienter ved 9 af de v.+1—13 Ligninger, idet 9 af Störrelserne Lis Lgy.r.. Ty tages arbitrært og de 3 andre tilligemed A bestemmes af de resterende 4 Ligninger. Sætter man dernæst h,—1, altsaa hh+h,—3, bliver @=5, p>5. Da dernæst h, og h, maa være Multipla af 3, fik man enten h, =0; h,=3, u =12, X=0, N =2, À = 3 eller hy =3; hk, ON BEARS X=0)"X, RE Af de andre Udtryk for x fölger endvidere h, 4, ras—2, n—r=as UE h=s—4, À}, =s—r—2, Me Son +1. 331 Man kunde ogsaa forudsætte 4, A, og A, givne og bestemme de övrige Störrelser, nemlig v=3(0—+4), hk, =3(1—), +2), h, =380—A, +49, hg=2—), — ri, +6. 8. Naar man i (4) har R=\/a, La, T+ar 4... aa = VG), v>2n, ville Theoremerne (8) og (9) vedblive at gjælde og man vil ligesom i 6 kunne dele hver Classe af disse nye Transcendenter (ultraoverelliptiske), svarende til alle mulige hele positive Verdier af v>2n, i 3 Arter, de 2 indbefattede i (8), eftersom Leddet II forsvinder eller ej, og den 34e i (9). 9. For de ultraoverelliptiske Functioner af 3'it Art faacs desuden*) a er a. ed AR) —9(a) a lee, m Meg dr (2 — a)! n vo 1 —ÈE ver" SA un (e—a)y 9(x) (a—z)\/ 9"—"(a) aes a oe 1118 an VA : ada | Ve Vo"-l(a) #) I Analogi med Formlerne (326) og (343) i Ramus Diff. og Int. Regn. II, 1v, 5, som indbefattes under de nye ved at setten=2. Jfr. Abel oeuvr. compl. t. IT. p. 54. 42* KA å i (i U É dcr D rs - KE uv AT L M % di 4 LA = o of -, I Ki fri i 4 Lire i it ial ee |. 2 “|, d 5 WH y = Mr = 2 r - ee M x « 1% N z - = pier beg UE à Ageia rue Ind, AE Free sts Lee hi PE nées. bie, if WE eco) or sr i ; Wy gpm: Hayes tot nk Xing SM Dicer node Satay iw amine ON | era. TS RAA AA i i, hs CRE ro slt à 18, us <= 3, tres È het ' L ‘= ame I. ave io 2 A ME A Kurt, N a lg dg À mas Vere Mutliyha %, a sistodhai mo: Rae à bow igetan å | we At de ande Lae for yx folgt mére ER, : se UP Laine RE ies ph Hh *, ly sa, edler Ka, ME a S Fan Kill pire AA 2 pr ae ve eck = KEN hy a eee of sO N RT à : Ms ant bed mstlår j i "wand, i aie, » nn Se, à, ar. SELE ee eee Mo ie ae. Le Om dobbelte bestemte Integraler Adolph Steen. LU. LER x U f I = all ¢ f 4 M # i é ty 2 ' OTe v LM > m i v i À å « N É Sn ; vus ‘a 19944 så » U ‘ , \ fi é y Pree “AL gol FH 61 = El Om dobbelte bestemte Integraler. Antages med Udeladelse af de arbitrære Functioner SF @,yde=F.(r,y), [F@y)dy=F,(,9, f [Fey de dy f(x,y), saa vil man have b bi VA F(x, y) dx —F,(b,y) — F.(a,y), 7 Fx,y)dy=#F,(x,b,)—F,(x,a,) og fölgelig by b by JE F(a, y)dy da= f [F.0b,y)—F.(a,y)] dy=f(b,b,)— fib,a,)— f(a,b,)+f(a,a,) b by b SÅ, VA F\x,y)dx dy= VA [F,(2,b, —F,(a,a,)|dx=f(b,b, )—fF(a,b )—fb,a,)+fta,a,) eller by eb b by T'Y na ff F(x,y)dx dy. (2) 2. Den Taylorske Formel kan anvendes til approximert Beregning af det bestemte (1) Integral (2) paa en Maade som er analog med den, hvorpaa Euler har beregnet de enkelte bestemte Integraler *). Man har, idet f(x,y)—=u, folgende symbolske Udtryk**) rc ree den KHK) 1 ne) +. wt du du == hi k n—1 4 dy 1.2\dx ‘dy = Fay vt) Søg In— *) Ramus Diff. og Int. Regn. p. 67. ##) Sammesteds p. 3. 336 dx” [n—1] NET dx" dy" [n-r-1][r] ke SA a". f(@th—s,ytk—) tr | ar 2%0 dx dy"-! [n—2] (aad za ar. fix, y+k— ir i ad". fix, y+kh—t) her r-! Le AR dy" [n—1] u =) da" dy" [n—r] [r—1] Lf de fc +h— 3, y+k—t) 2072 ] +2 0 dy dar! [n—2] ae = I \ è Lf (ee Een 1 " a" fiat+h—s,y) ="! ‘| RET 0 (3) hvor MISSER r—h nn Be ieee El à Formlen (3) angiver et Udtryk for Resten af Rækken, hvis Rigtighed vises ved deelviis Integration. Man har nemlig k tf. ad. fix + h—z, y+k—t) 1? ao Leth y) kext 2 Jo dx dy" 1 [n—2]. 2 dx dy" [n—1] ak Bf det! f(e+h—s,y+k—t) tt 2 dx dy" [n—1] St FYR CT Pt EE MEG et Ne 0 2 dye (ne) pose dy du! FU HAL Ht PCR, y HER) N 2 dy dx" [n—1] indfores disse transformerede Integraler i (3) og foretages endnu en deelviis Inte- gration, faaes ae d'u ke Aer à d'u hr kr 1 _ d'u th ra dx” [n] 2 tea de” dy’{n—r][r] 2 dx dy"“11[n—41] d'u kr 4 r=n—1 d'u he-r skt: CE d'u he k dy" In] 2 = da" dy" [n—r] [r] " 2 dydar-! [n—1] 1 eller ifolge den symbolske Betegnelse 1 /du du n= pr + ea) Anis Med Hensyn til de i dette Beviis foretagne Differentiationer maa erindres, at dFéth—z, 9) _ _ 4 Fler ind) dz Wi dx I Trt Ze. d. F(a, y+Ak—t) d. F(a, Da à dt dy 3. Sættes nu h=b—a, k=b,—a,, 2=a, y=a,, saa vil f(b,b,)—fib,a)—f(a,b) + faa)=f(ethy+th—faethpfey+h+fay eller, idet as Rt d?u d'u eh CURE fathy +i) Pf han fon ht (Baan, METS ee in! ) 1 ( dtu EURE TS dtu 2) + pas rag al 1 ann 2)... du ie # Rene 1 IE - Bunte; bli iver ay EG. F(x,y)dy dz=F(a,a,)(b—a)(b,—a,) + 1.F\ : F(x $ sel = ee Seal , A) LES 2 (n—1) en u) d.”3F (x.y) ana 5 = TEA 1.2. = ol N) Fstlr n—3 hvor Ie ml betyder den Værdi som faaes, naar man efter Differentiationen sætter æ—a, y=a,, og r,/ er det Udtryk som erholdes tor r, af (3), naar man gjür 3—b—v, t=b,—w og igjen forandrer v til x, w til y, udelader de förste Led som tilhöre Udvik~ de fi, D. dx dy Se“ d. "—2F (x,y) (b— a)" 1(b, —4, yr In d."—F (x,y) (b,—y)" À ae [>= 2 = da"="—\dy" 1 [n—r—1] [r] nr dy"? [n—2] dy] de 1 el d."—?F(x,y) (b— a)""(b, —y)— —1 fi d."—? F(a,y) er ee [> = oder Ay in] [r—1] 7 4 de 4 ay. Man kunde yderligere forkorte Betegnelsen ved at sætte d. F(a, y) d.m™ F(a, y) pm" d. F (x,y) [Er] risen, [TE coon [FED] Hae, lingen for f(e+h,y) og fix,y+k), samt indförer F(x,y) for Man faaer da saa at derved (4) forandres til by rb ' Ya oft F(x,y) dy d«=F(a,a, )(b—a)(b,—a,)+ al (a,a,)(b—a)? (b,—a,)-+3F, (a,a,)(b—a) (b, — a,) FE NN... m (5) 1 r=n—2(n—1) (n—2).. .(n—r) m—r—2,r—1 eae a T [n— 4) 1 Fr F »y (a, Ie (by za) tra Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natury. og math. Afd. 1 Bind. 43 338 Da man nu ifölge bekjendte Principer har bi bi a ay ay a SØ SÅ °F (a,y)dy dx — she re Fix, y)dy da= — fer J Fla, y)dyde= Ta fi F(a, y) dy dr, a; a a, b bi TS a by b faaes ved Anvendelse af (5) paa de tre sidste Integraler fülgende nye Udtryk for det förste Be ab HA F(æ, y)dy dz=F(b,a, )(b—a)(b ,—a,)+ [HE _3F, (b,a,) (b—a)?(b, — a D+3F, (b,a,)(b—a) (b,—a, 2] + ee CaO RS Eee er ee \,_(n—1) (n—2)...(n—P) ,n—r—2,r—1 ee N en —_—A\n—r > — n\n-r—1 = r HF [n—1],= = ( 1) 1.2. Ben En @,a,)% a) Ci ax) a dk (6) ai ="? d.—*F(a, y) (a—a)"—"—1 (b, —a,)" he: RE, y) (Dy = = „= f [15 mt do-r-dyr=! [n—r—1] [r] +3 SAN ody" [In — yee STÅR [33 Se te rs d"—F(a, y) (b—a)"~"(b, —y)! sy d'—?F(x, ı ver ah . 12 derTayi In], [FAY 24 da [ne y by b J SÅ Fix, y) dy dx —Fia;b,) ed 1 il BOR (b —a)? (b, —a,)—3F, (a,b,)(b—a) ,—a,)° Ne I). 1 SA Fr —4 oe: he L PRE Ten = —1)' r—1 (n ae = -(n Rd ry if 2,r— '(a,b, ) (b—a)"-- 1(b,—a, yr ey!) (7) Sea, pp op Fe, y de)" da 1 ke d?F(x, ya, = +, v| EM 2 al dx"—"—“"dy"— [n—r—1] [r] il dy"? [n— 1 = 1 dx, y) (b—a)"— r (a,—y)"— —1 M dr? F(x, y) Er —2 Ja "7 = 2 = dar Agyri [n—r] [r Sail] +53 £ dar? Tr— dx dy bi pb JjJr® y) dy dx = F(b,b,) (b—a) (db, —4,) — \ 3] „[pr: (b, b,)' (b—a)? (b,—a,)+3F, (b,b,)(b—a)(b,—a, DE LE 2.) Oe eae LAS —(n—4) an Ale an 1.2:. (8) nf Si; vd" Fey) (a—a)"—-"— 'cb, 4; a aT On Jee 7% ‘a = EX ee r— dy [n—r—1] Ir] LA. dy"? [n— ed "(b, b, N= arr! (b, —a,)" +r’ (al yn—1 + Fr = ee ce pu" Fay) (ba) (ag! 1 VÆ d—2F(x,y) a | di 2 ye dx"~"—"dy"—' [n—r] [r—1] PNA den … 1888 Man erholder endnu andre Rækker ved at multiplicere enten (6) og (7) eller (5) og (8) med 2, addere dem til de to andre og dividere Summen med 6, samt ved ligefrem at dividere Summen af (5)—(8) med 4, nemlig by grb SY, Fr, dy d= à (b— 0) (D, —a,) [F(a,a,) + BF +2 Fla, by)-+ Fb, by)1+ | —r—2,r—1 1 1 §"-*(n-1)(n-2)...(n- Bean ab, -a,) (ler ; com SABC is SERIE. aS mice 6 RA] 1 +2 EE b, a, rei ee (a,b )J+—1)r-! De (0,0,)] = R, R We SO dP F(a, y) pære DE [Ca - grd (— 1)" (b— 7)"—"—1] (b; —a; yr Ne 2 —_—— "|" 2, dx dy [n—r—1 ] [7] (9) ab; N 1 d."—? F(a, y) 3[(b;—y)"— + (a, —y)"?] nie wh dy"? [n—2] dv] E A [+= Si d.”—? F(x,y) [2—(—1)"— "Ca, —y)"— 1__(__1 )»— "(b, — 1] (b— — a)r- r Fe 2 2 de igy-i [r—1] [n—r] d.r=? F(x;,y) 3[(b — x)" + (a— x)" 2] pe IR ee fæ dx | dy b Sh F(a, dy de> (b—a) (b, — a,) [2 F (a,a,)+ F(b,a,) + F(a,b,) +2F(b,6,)] + Ar Sad u .(n—r) SE Ne SS n—r—1 ahd r n—r—2,r—1 + 02; == (—a)"-" 1 D, —a Dr (a,a,) + FT ZA, + CA FT a,b) + (14 2 (b,b >] EAN En 1 SG > d."—?F(x, y) B=C1)] [(b—z)"- r— 1 (—1)(a—2)"" r—1] (b, a 20 2 u damrTdyr-i [n—r—1] Tr] d'?#F a b,— y)»? —y)n—2 a i À ae y) 310, nr Bu y) dy] NM mo. un [53 SE d.”— F(a, y) [2— = ”] [@, —y) De "Ga, (US 6 2 dat 1dy" [r—1] Cr] d."2F@,y) 3[—2)"-*+ (a—a)"] | += Lye ae [n—2] dx} dy 43% 340 by VA pa F(x, y)dy de 6-0 ra Fa, 4) + 0F (0, a CD Fa, 0) HD" FOB] +\ ae 4 4 r=n—2(n-—1) ae .(n—r) ei 1.2. (b—a)r 1 @,—a,)" a = “(al a, EG ore —2, Zub; a D+CD AE Tr (as b eed) = er. “0,b) +2, T7 Layee s rai es do F(a, y) [1 —(— 1) ] [(b—a)"- r— 1 + (¢—a)"-"—] (b, —4,)" 2 By dehy Ri] EAN Fe VAR d. res y) 210, er yr] dy] a Fa ie 3 =" z u D AD ld, yy +a, N] da)" Te [r—1] [n—r] FE es u A | 2 Naar vi dernæst antage b—a—=no, b,—a, —no,, vil Integralet (2) udtrykkes ved an ratno # trio a+{r-H)o vA M) Ti SE of dy 3 ACT (12) T1=0 a,trıw, r=o Man faaer altsaa det dobbelte Integral (2) deelt i n® andre, hvor Differenserne mellem de höjere og lavere Grændser for æ og y ere constante nemlig respective & og o,. Antages disse Störrelser ikke at falde udenfor de Grændser som gjöre Rækkerne (5)—(8) convergente, vil man erholde approximerte Udtryk for (2), af hvilke de fölgende Formler ikkun indeholde fürste Led. b; r,—n-Ir=n—1 IM F(a, y) dy dr = 00, À 3 F(a+ro,a,+7r,0,)+ &e. rı=o r=o (5) r nl r=n—1 oo | Fa, a D + Fatraa, Sa, +r opts a SF(a+rv, astro) +e ræl Ti=n— SE Tiki F(a, y) dydz=ow, 3 = F(a+ro, a, +7r,o,)+ ke. 5 oy =n—1 (65 =0, 3 Faroe, )+F(b,a + CRT TE a, +r,0 +SEE, zu o,) J+ &c. =1 by zn rn— Tl, F(x,y) dyda= vv, 3 = He Pro Er ta ea: r,=1 r=0 a, Va (7) ri=n—1 =n-1 r=n—1 —00, MO +r,0 +2 SFla-tro, a, +r,0,)+F(a,b, SFa-tre, b „fe. =1 Be a b, b ryæn ræn ik fe F(a, y dyde=66,= 32 F(a+ ro, a, +r,o,) + &c. mi r=1 i n—1 (8”) r;æn—1 r=n—1 r= =00, [> ZFla+ro, a; +r,0,)+ Sa, a $n 0)+3Fa+r0,b,)+F0,d)] + &e. ri=l Paa lignende Maade kunde Formler (9)—(11) transformeres, men man kan lettere behandle (5‘)—(8) paa samme Maade som forhen (5)—(8) for at finde (9—(11. Man faaer da, idet man tillige for Kortheds Skyld sætter F istedenfor kKla+ro,a, +r;v,), bi b , SS en ER KI SE FOS) (9°) r ,=n—I1r=n— ri=n—i 3 = SF +4 i 3 (Fa +ro, a,)+F (a+ro,b,))+3 SF a,a, rio). +r,0,))|+ Ce. Ve 1=1 gf fe F(a, y) dy dz = 2F(a;,a, ae F(b,a,) ee + ry=n—1 r=n—1 (107 00, [3° 3F +3 S(Fa+ ro, a,)+F(a+ ro,b DER SUG a, tr OIF Oa, +750) [+ &c, ry=l1 r=1 ee F (x, y) dy dr = Fa) + FE) FD EF) | »(111 an —1 ræn— r=n—1 ;=n—1 >> 'S F ay el MA na a,)+Fla-+ro,b ))+} Fa, +70) + FE ,a,+r,0,) | +66. m1 = ry=t Anm. Ifolge Geometrien har man Størrelsen af det Volumen der indesluttes af en Overflade, hvis Ligning i retvinklede Coordinater er s=F(z,y), af’Planet ay og fire Planer lodrette paa zy, nemlig 2—=a, x—b, y=a,, y=b,, udtrykt ved (2), naar blot F(a, y) ikke er discontinuert eller uendelig imellem de angivne Grændser for 2 og y. Man kan dele dette Volumens rectangulære Grundflade i n? Rectangler, hver liig &&,, og ved lodrette Planer gjennem Grundfladens Delingslinier det hele Volumen i x? Dele, hver udtrykt ved sit Led i (12). Planernes Skæringslinier ville være Ordinater til Overfladen 3—F(x,y), (n+ 4)? i Antal. Lægges da nye Planer igjennem disses Endepuncter paral- lele med zy, saa vil hver af disse ved Skæring med de tilstödende lodrette Planer danne et ret Parallelipedum, saa at der opstaae 4 rette Parallelepipeder paa hver af de smaae Grundflader ow,. Man faaer altsaa 4 Rækker af n* Parallelepipeder, hvis Höjder ville vere ry=n—1 r=n—1 i den ene Række Leddene i Summen ... RYÅ =, F(a+ ro, a, +r,0,), i den anden — = = TE ST S'ra+ro, a,+7,0,), i den tredie — — — SL mM = F(a+ro, a,+7r,0,), i den fjerde — = — ay ÈS Faro, a, +r,0) ri r=1 342 altsaa netop Factorerne til ow, i Rækkerne (59—(8°), der altsaa komme til at angive approximerte Værdier af hele det nævnte Volumen. — Hvis man derimod havde lagt Planer igjennem hver 3 Endepuncter af de hinanden nærmest liggende af de (n + 1)? Ordinater, vilde der dannes 2 Rækker af n° firsidede Legemer, hvis överste Begrændsniug var 2 sammenstödende Trekanter. Hver af disse Legemer beregnes som en Sum af 2 skjævt afskaarne tresidede Prismer og vil altsaa kunne udtrykkes i forste*Rekke ved £00, (3, +232 +23, + z,) i anden Rekke ved + 00, (25, +3 +33 +224), idel 3,, 39, 33, 24 ere de 4 begrandsende Kanter. Summen af dem alle vil netop være de förste Led i Rekkerne (9) og (10°), thi de Ordinater der ere Led i r=n—1 r=n— 1 3 = F(a+ro, a, +r,o,) a r=l ville være Kanter i 4 saadanne fiirsidede Volumina og saaledes faae til Coefficient 1+2+2—+14, dei r=n—1 r=n—1 ri=n—1 ri=n—1 3 Fla-tro,a,), à, F(a+rw,b,), > F(a,a,+r,v,), 2 F(b,a, +7, 0,) r=1 = Ti Ti= ligge blot i 2 og faae til Coefficient 1+2, og desuden forekomme F(b,a,) og F(a,b,) hver 2 Gange i forste, 1 Gang i sidste Række, medens F(a,a,) og F(b,b,) omvendt forekomme 1 Gang i forste, 2 Gange i sidste Række. (9) og (10) ere altsaa nye ap- proximerte Værdier for Volumen. — Forbinder man endelig hver 2 Endepuncter af de hinanden nærmest liggende af de (n+ 1)? Ordinater med rette Linier, ville hver 4 saadanne Forbindelseslinier af de 4. hinanden nærmest liggende Ordinater danne en vindskjæv Fiirkant. Tænkes dernæst en ret Linie at bevæge sig parallel med det ene System lod- rette Planer og i bestandig Beröring med 2 ligefor hinanden liggende Sider i hver vind- skjæv Fiirkant, opstaae n* Volumina, oventil begrændsede af en Deel af en hyperbolsk Paraboloïde, hvis Ligning er a= Hvert af disse er udtrykt i Formlen 1 OW; (3, 0 +3,+3,)*), saa at hele Summen vil udgjöre förste Led i (119%, idet Ordinaterne i rimn— r=n—1 . = = F(a+ro,a,+r,o,) r;=1 = ville forekomme som Kanter i 4 Legemer, Ordinaterne i *) Moigno leçons sur le calc. diff. et int., redigées principalement d’après les méthodes de Mr. Cauchy t. II. leg. 15. n —1 r=n— 1 ri=n—1 ri=n—l F(a+ro, a,), _ F(a+ro,b,), = F(a,a,+r,0,), = F(b,a,+7r,0,) = 1 = n= ikkun i 2, og F(a,a,), F(b,a,), F(a,b,), F(a,,b,) blot i 1. Altsaa giver (11°) atter ct approximeert Udtryk for hele Volumen. 4. Ved Rækkerne i 3 blive fölgende specielle Tilfælde at mærke 19. Man kan have F(a,a,)=», saa at (5) og (5) ophåre at gjælde, idet ikke alene Coefficienten til (b— a) (b,—a,), men ogsaa alle de fölgende Coefficienter til Potenser af (b—a) (b,—a,) blive uendelige. Taylors Række ophörer at være gyldig fra det Led som indeholder (b—a)(b,—a,). 20, F(b,a,)==®% medförer Ugyldigheden af (6) og (6), 30. F(a,b,) = — — (7) og (7), 40. F(b,b,)= — — (8) og (8%) af lignende Grunde. 5%, Hvis samtidig flere af Tilfældene 1°—4° indtræde, ville ligeledes samtidig flere Par af Formlerne (5)—(8) og (5)—(8') ophöre at gjælde. 6°. Er F7 (a, y) uendelig for hvilkensomhelst af de angivne Grændseværdier for x og y, ville nogle Rækker kun blive gyldige til de Led, som indeholde denne Differentialcoefficient. 7°. Hvis F"”" (c,c,), c og c, beliggende respective imellem a og b, a, og b,, maa alt det Foregaaende erindres med Hensyn til (5‘)-—(8, forsaavidt c og c, netop ere Grændser for nogle af Integralerne i (12), nemlig höjere Grændser i een Række, lavere i en anden. Formlerne i (9)—(11) og (97—(11') maae som dannede af (5)—(8) og (5/)—(8) vere de samme Indskrenkninger underkastede som disse. 5. Setter man n=o, o—dzr, 0,—=dy og antager F(x, y) endelig i hele Ud- strækningen fra x=a til r=b og fra y=a, til y=b,, saa ville Rækkerne (5) —(11') reduceres til deres förste Led, indeholdende alene første Potens af & og o,, eller af dr og dy, og man seer, at det bestemte Integral er det samme som Summen af alle Verdier af Differentialet imellem Integrationsgrendserne. Det samme udledes af (12), da man ifölge (1) har ai +trit ay a+{(r+ dc ål VÆ y) dyder = f(a+rdzx+ dx, a, + r, dy + dy)—f (4 + rda + dx,a, +r, dy) dry dy a+rdx —f(a+rdz, a, +r,dy+dy)+ f(a+rdx, a, +r,dy)=F (a+ rde, a, +r, dy). 6. Et dobbelt bestemt Integral kommer ikke altid til at angive en Sum af samme Beskaffenhed som dets sammensættende Elementer, naar F(z, y) ikke er endelig for alle Verdier af x og y imellem Grændserne for deres Verdier. Naar man til Exempel har F (x, y) _ altsaa uendelig for x=—0, y—0, og | Te dy AT fe dy FJ LE I dy PP dx dy eher ER en re dt ” Swen ry 7. ey —1 0 Ty o% 1 % o Yo Ty vil den første og sidste Gruppe indeholde lutter positive Elementer, i numerisk Værdi de samme som de negative der indeholdes i anden og tredie; hele Summen skulde da antages at blive 0, men ved Integrationen bliver den negativ, nemlig TE RØRER SS wa —1Y —1 Ty Dette hidrérer fra det Imaginere i Elementerne 4€ + dx FEE dy _ = ter ‘4 Zu ıV f pe al) L (==) som i det sammensatte Element SL —— = — TT sv _¢ Ty maa give negalivt Product. Saadanne dobbelte Integraler, hvis Intervaller ere uendelig smaa, kaldes dobbelte singulære og ville i alle Tilfælde være identiske med eet Element og altsaa altid blive 0, undtagen naar F(x,y) er uendelig i Intervallet, da det singulere kan ophöre at være 0 og Principet i 5 ophåre at gjælde. I nogle Tilfælde lade de dobbelte singulære Integraler sig ligefrem bestemme ved de enkelte. Saaledes naar X og Y ere givne Functioner respective af x og y og JXdr=X;;, JYd=Y:; saa vil man med Udeladelse af de arbitrære Functioner have JS XYdz dy =X, de, og folgelig, idet A og B, A, og B, ere de Værdier respective X og Y antage, den fürste for x—a og x—b, den sidste for y=a, og y=b,, er b by b by fee fe XVdedy—=(B—AyB,—Ay = f Xde. f Ydy. Det dobbelte bestemte Integral er altsaa Productet af to enkelte, hvilket ogsaa gjælder for singulære. Paa lignende Maade har man [SX+Dddy=X,y+Yız og - b by b by Va SJ Nite de B-Ab, a) +B, -4)0-0—06,741) fiero va Ydy. Run Som Exempler paa Fremgangsmaaden i andre Tilfælde af singulære Integraler kunne mærkes fölgende. Man har +m tn dedy 1 On [ 1 an 1 | 2 FA (e+y)* (a—1) aap its vie (m+n) (mn) fe hvori indeholdes flere singulere Integraler, svarende til uendelige Differentialer, idet man nemlig ved förste Integration, for Ex. med Hensyn til y, kommer til at bestemme Summen af flere Elementer, hvoriblandt de blive uendelige som svare til y=—x. Dette vil i Almindelighed vere 3 Gange Tilfældet, nemlig naar y=0, x=0, og, hvis m>n, naar y= tn, c=-+-n, men, hvis m Lahn ge EU)E bir: —4 fe" art en "CD yt, dy dx EN iD i in —m V—y—E, (1+y)" m a—1 = Ce; oa i DE 4 idet man i Tilfældet m1, har man ifölge (A) og (B) Fm atn +n —r+é etm yt, dx dy SAN dx dy — JL må dy dx jas. Gren sence: OOO J, eae en Her gjælder Principet i 5 ligefrem, idet Integralet er en Sum af Elementer der ere ligestore med modsat Fortegn. Elementet gjör tillige fuldstændig Overgang fra positivt til negativt igjennem o, naar x og y blive lige med modsat Tegn, medens det singulere Integral (B) bliver 0. Er derimod a lige >2, har man ifölge (A) Hi a le ee keen In Katy (a—1)(a—2) (m+n)? mn) pP som er en negativ Sum, skjöndt man har lutter positive Elementer. Men til samme Tid +n —2+E€ dx dy An EL" Ce en en) Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 44 giver (B) _ 346 tn gay te, dy dx __ Am my : 7. As (CEN: — (Hai ——D (mn) i = +m FA yte, dy dx 2dy Gest a Oa Me hin aise mt n —mF —_ —€, (+)? —m € 1 mi sees, at de singulære Integraler angive en begyndende Negativitet i Overgangsværdien 0. Hvis a —1, faaer man atm atn da dy — 2nl(—1) (m>n) SLET = -— (m+ n) (—1) + (m—n) |C— I) = He z+y i LE | es (mn), —n —xr—é a+y —n +m gay tt, +m LI ae — 4 dyl(—1)= — 2ml(—1) (m VA Lt ME) Rs 5 idet man har ladet Integrationen begynde i förste Tilfelde med Hensyn til x, i andet med Hensyn til y. Formlen (2) synes da ikke at være gyldig. Men tillige sees Differentialet at blive uendeligt for 1=0, y=0, Værdier beliggende mellem Integralets Grændser. Havde man foretaget Integrationen uden Grændser eller med Grændser, der ikke indeslutte Værdier som gjöre Differentialet uendeligt, vilde Resultatet ikke være afhængigt af Integrations- ordenen, da man altid med Udeladelse af de arbitrære Functioner vilde have > *) Adolph Steen, de vi et natura infiniti mathematici p. 26. **) Ifålge Cauchy. 44* 348 Seh Ye dy dx = arc{ t +C Gy? + an: 17 272 i ERR. VA Er y De em dx dy are 1 As C;, som stemme overeens, fordi É x y us are( ty = =) + are( tg = 1) 59 og Di 3 2 _»2 b a b a BT dy dx — are (à = )— are (: =) = ares =? )+ are(t —*) PT Y°+2?)? i b, x by Z a, 4 a, Tues dz d, =—are t =") +are(t = har (: 1) —are(i —*) x (y2+x°), y= IT; I=; c zn; VE . Naar a=a,, b=b,, blive begge disse 0. Söger man det singulære Integral svarende til det uendelige Element, faaes ri re 2e “fi + y2—_22 vite. 2e Un ape J_ Wh Yay altsaa Resultater af forskjelligt Fortegn, saa at det ikke er ligegyldigt om x eller y forst sæltes lig 0, hvilket ogsaa viser sig ved umiddelbar Substitution i Difterentialet, der bliver +», eftersom man först setter «=0 og derpaa y=0 eller omvendt. Ovenstaaende singulære Integraler ere vel 0 for <=0, naar tillige i det fürste yo0, i det andet 20, men for y—0 bliver det forste + o og for x—0 det andet — m. Altsaa faaer man to dobbelte singulære Integraler at betragte, nemlig + . LA br a 1 = Fe eZ, (229)? i s?+y? = if te ya zh ung dx piste Br Cr iin Ab, FEDE soleil & Alle de övrige Elementer ere saavel enkeltviis som tilsammentagne —0. Grunden til det forskjellige Resultat maa atter söges i det Uendeliges Natur, som ikke tilsteder nogen Forskjel i Fortegn, da det Uendelige selv maa betragtes som Overgangsform mellem positivt og negativt, staaende udenfor begge. Men Fortegnet bliver ofte staaende i Form- 349 lerne for at antyde om det Uendelige er fremkommet ved en Overgang fra det Positive (+o) eller fra det Negative (—o). Tages ikke Hensyn til dette Fortegn hörer (2) ikke op at gjælde. Lignende Bemærkninger kunne gjöres med Hensyn til Integralerne y? —7? y RA ua (: We ère ui airs y? arya? V3 EI v3 +6, . SEE. Dis Hobby 2 ( ty) N ?+2y+22)? = dy— no 2+a2y+2°? Vz a ty yV3 ar C;, der stemme overeens, fordi are( = 2 +a re( tg =) =are(t =FV3) Foretages derimod begge Integrationer mellem Grændserne +1 og —1, faaes På ae 773: Men man har ogsaa de singulære Integraler +: respective ne y? —x? € 5 (y? Fry +x°? j 4 pute 3 Fey per = +E 2 ee isons à 8 TITRE Ss (y? tay + ax? ja dy et Her te? se ex tx?” € som ere 0 i alle Tilfælde for i forste yr, i sidste 220, men for y=O bliver det forste ©, for x—0 er det andet —o. Ved en ny Integration faaes FE ATE eet yall æ2 Be ‚te y?—a? on = ** a ae dy > A wetzy+z?)® LE /¥ 9 Fry ter 4 V3 Endnu kan mærkes fölgende Exempel. a—y _ady _ AT Mn eh da sy VÆ Gus KOR (+? PER wy J aa ety ere overeensstemmende fordi Ved Integration mellem Grændser erholdes n m N WA Sn, I I VT —4mn AN AR EEE læ En mn) mn? +m atn | Je MI. dx dy = OY (ae Sal er n bal An? mn ar? mn m—n) mn som for m=n blive Fo. De singulære Integraler L ef > En & Re =. (ey)? Q+e)? (y—e)* 2 + € à EU BE .+ € _ 28, (æ+: 2) fa (c-+y)® Zah, (@+e,)' ae GE) ere 0, naar foruden ¢ =O haves i förste y=, i sidste 220; men y=0 gjor det første, x— 0 det andet uendeligt, men de faae modsatte Tegn. Det samme sees yderligere ved ny Integration, idet Integralerne ay à TE AtE; BZ ____ Ace, Wr 4s EN (e-+y)3 dx dy 2; Je GE == dy dx = en ere af modsat Tegn, og navnlig for m=n, e=s,, +». COM Lignende Resultater synes at maatte faaes i alle Tilfælde, hvor det forelagte Differential ikke alene selv bliver uendeligt for visse Værdier af x og y mellem de givne Grændser, men tillige ved en forste Integration giver et singulært Integral som er +%, eftersom Integrationen er begyndt med Hensyn til den ene eller den anden Variable. Ide forelagte Exempler kan tillige bemærkes den Særegenhed, at de to ubestemte Integraler som forekomme ved Integration i forskjellig Orden paa fålgende Maade ere forbundne Y(7) + X()=C, hvor C er en Constant og VÆG y) dy dx = Y (x), fre y) dx dy = — X (y), idet Y(z) og X(y) ere to Functioner af x og y, af hvilke den ene reduceres til den anden ved de Variables Ombytning. I dette Tilfælde vil ogsaa d. Y (x) F(a, y) dx — rate Y! (a) d.X(y) VAN Zu — — X! (y). Man indseer tillige, at Differentialet af Y(x) med Hensyn til y maae være sam- mensat af x og y paa samme Maade som Differentialet af X (y) med Hensyn til = er sammensat af y og x, saa at altsaa de to fürste Integraler Y'(x) og —X!(y) frem- komme af hinanden ved Ombytning af x og y og Forandring af Fortegn. Naar altsaa de singulære Integraler blive uendelige, maae de tillige faae forskjellige Fortegn og frem- bringe saaledes ogsaa en Forskjel i de endelige bestemte Integraler. A spred EA Medals, mon da” Mae Mynte Bea usé x pri ra Wes: ari a ‘ ge h hs y A 5 L dl a ts vi a7 Es wa Me, STE : ae få i dr ow ‘ Js) x t i GS FO PS i Ent P| pa et a messen 1 LÉ M abe cr LES [TA | sde Ce; à" Hf a len sulter Rap hitliga be wies in Seregenbr Wale Le : À gin $ en mr à “AE té vi Fi of Fa a - Al bå = i ED. tty mes a | ‚an 2 KL fi LT | er À KA! At x 14 + ai A fhe få a (rahe ve } RCA ay mp ? i i Elg: da haute viré” à este. fact | i ait” pin. “hot Vas dur NT Ar ro tells tige yg! Vase nr u sing ÿ werte Gain on, oes Nibigg Ved, du (Oa ntreratidn Giada itt she, Toy zit op Were we biegrehuney at BUT MUN ed dde cn BE phe tøv ai” inden Vi Wa FE af Pet pga tin N fips jorihg rd sa ir ER pri 4 * à Vu: r > " Sr aud er vi a LEUR et 2 ides Fir) og Rig ero Yo Ms cu MTL sær Ose M st Vos. eae ba redud A vor Ge \ avfatloy Cheapo, I we He rh ts si nyse Å iR J a Wea 9 ; sæ ae W Erd pi h Ka 4 ‘ TEN OS M | > Rettelser til Professor P. W. Lunds Afhandlinger om Brasiliens Forverden. Videnskabernes Selskabs naturvidenskabelige og malhemaliske Skrifter, 6° Deel. Om Huler i Kalksteen etc. anden Afhandling: Lapa da circa grande: Pag.325 Linie 6 Tid, læs Hule. Samme Skrifter, 8% Deel. Blik paa Brasiliens Dyreverden 1° Afhandling, Indledning: » 37 „ 8 leiret sig som om, som gaaer ud. 2e Afhandling: » 119 ,, 17 hine, læs sine. » 127 , 3 nedenfra, hine, læs sine. 3%¢ Afhandling: w vo _ 2 oo Stinkpath, læs Stinkspath. x » 23 Sandklöfterne, les Sideklöfterne. » 225 „ 3 nedenfra, Halen, læs Hælen. » 229 „ 17 til opstille, les til at opstille. » 231 „ 12 Födderne, læs Forfödderne. » 237 „ 13 Timminck’s, les Temminck's. » 204 „ 25 samt, les som. » 272 „ 15 isine naturlige Omgivelser gaaer ud. Samme Skrifter, 41° Deel. 5' Afhandling : : 6 , 12 nedenfra, Mephetis, læs Mephitis, Mydaeus, læs Mydaus. » 11 , 13 ovenfra, Halen, læs Hælen. = n.14 Re guulbrune og med, læs guulbrune med. or ES en udenfor, læs indenfor. > » 2 nedenfra, indtil der tilbyder sig en Leilighed for mig til at iagttage et levende Exemplar. Her maa tilföies: Denne Leilighed har senere tilbudt sig, idet jeg har havt, i iængere Tid, et ungt Dyr af denne Art tam, og jeg har overbeviist mig om, at dens Pupil er uforanderlig rund, selv naar den seer imod Solen, saa at det hermed er afgjort, at den virkelig er forskjellig fra den paraguaiske af Azara og Rengger beskrevne Art, der af begge disse Forfattere angives for at have Pupillen sammentrækkelig i en Linie som hos vor Ræv. Jeg formoder, at det er denne Art, som Wagner charakteriserer i Wiegm. Archiv 9 Jahrgang S. 358 som Canis melanostomus Mus. Vind. » 14 , 12 nedenfra, Guaranesproget, læs Guaranisproget. mM as Esperito santo, læs Espirito santo. Pe ||, me HS) 5 en, læs vel. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturv. og math. Afd. 1 Bind. 45 354 Pag. 20 Linie 14 nedenfra, Hale ræverüd og en Plet af samme Farve ovenpaa, læs: Hale reveréd med sort Spids ; og en Plet af samme Farve ovenpaa. » 22 » 12 ovenfra, Carapaler, læs Karapater. eons hs = indvendige, les udvendige. 7 Bad 5 Halen, læs Hælen. 3 aed UT Halen, les Helen. ay ee ey LV % under tiden, læs undertiden. Be OT 3 yngre Dyr Fig. 1, af det gamle Fig. 2, les gamle Dyr Fig. 1, af det yngre Fig. 2. ee) 5 Form, les Torn. »å Beane > udspredte, les adspredte. » 845 5, 20 5 uden fremspringende Issckam, les med fremspringende Issekam, 5 » 11 nedenfra, fremhersken, læs fremherskende. ce dc > 3°, les 2°. » 46 , 5 ovenfra, Allio, læs Allco. olin 18 5 demnado, læs damnado. Heals otk = stammer, læs stemmer. = » 23 5, indre Rand, læs undre Rand. Se 21 3 Stillingen i Knusetænderne, læs Stillingen af Knusetænderne. » 94 4 6 nedenfra, vermetha, læs vermelha. A ase he = Fig. 1—3, les Fig. 1—2. » 97 » 16 ovenfra, 01,06, les 0,106. » 09 , 11 (Tab. XLV Fig. 7) gaaer ud. » 64 , 11 nedenfra, ei blot, les blot. » 79 „ 7 ovenfra, ungt Dyr, les gammelt Dyr. ) Mens = gammelt Individ, læs ungt Individ. lo RU CH ( 3 parcivorus, læs pacivorus. Samme Skrifter 12 Deel. Meddelelse af Udbyttet for 1844. » 62 nederste Linie: Dyr skiftes, læs Dyr ikke skiftes. Oversigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger for Aaret 1843. » 79 ,, 19 cinctochlamydos, læs cinetochlamydes (af xıynzos, bevægelig, og ylauvs, Pandser). en » 20 Scelides pentadactylæ gaaer ud. 5 » 26 Hare, læs Harl. a » 27 ungulis, læs cingulis. » 80 , 15 cincloch, les cinetochl. 7 » 29 Scelides tetradactyle gaaer ud. “4 » 29 Hare les Harl. É Ved denne Leilighed tilföies Rettelse af to meget væsentlige Feil, der forekomme i den engelske Oversættelse af den anden Afhandling, som findes i Charlesworths Magaz. ef nat. hist. May 1840. Pag. 11 Linie 12 nedenfra, er Frå oversat ved frogs istedetfor seeds, og sammesteds lot LS er behændig oversat ved provided with hands istedetfor agiles. 355 REGISTER til det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 5"? Række. Naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger. I. Deel. Acrostichum L. 163. Adiantum concinnum H.B.K. 267. — affine M. & G. 165. — cuneatum Langsd. & Fisch. 266. — aureum L. 172. — *excisum M. & G. 268. — cervinum Sw. 175. | — * fragile Sw. y. pubescens M. & G. 268. — * citrifolium M. & G. 176, — fructuosum Kze. 264. — * crinitum M. & G. 176. — * incisum Pr. 268. — hastatum Lb. 172. — * lucidum Sw. 268. — hybridum Bory. 167. — * Junulatum Burm. 268. — irregulare Lb. 173. — macrophyllum Sw. 263. — Lingva Raddi. 166. — *monotis N. v. E. 269. — * muscosum M. & G. 175. — obliqvum W. 263. — nanum Lb. 171. — pulverulentum. L 265. — nitidum Lb. 168. — radiatum L. 264. — ovatum Lb. 164. — tenerum Sw. 267. — peltatum Sw. 171. — tetraphyllum W. 264. — * piloselloides M. & G. 176. — trapeziforme L. 265. — * pumilum M. & G. 176. ] — villosum L. 264. — revolutum Lb. 163. Aegilops. 37 — rufescens Lb. 170. Allosorus Bernh. 216. — Sartorii Lb. 166. — angustifolius Pr. 219. — Schiedei Kze. 167. _ — v. minor. 219. — setosum Lb. 169. — aurantiacus Pr. 222. — * simplex Sw. 175. — ciliatus Pr. 218. — * sqvamosum Sw. 176. — cordatus Pr. 220. — tenuifolium Lb. 163. — flexuosus Kze. 220. — umbrosum Lb, 174. — formosus Lb. 220. — venustum Lb. 168. — * glaucus Cay. 224. — vestitum Schldl. 170. — intramarginalis Pr. 222. Adiantum L. 263. — Karwinskii Kze. 221. — amabile Lb. 265. — * luteus Cay. 224. — *amplum Pr. 268. — microphyllus Sw. 219. — andicola Lb. 266. — rigidus Kze. 222. — Capillus Veneris L. 265. — sagittatus Cay. 220. — chilense Kaulf. « glabrum Kl. 267. — sulphureus Cay. 224. = = B pilosum Lb. 267. | — ternifolius Cay. 221. 45* Alno. 51.‘ Alnus. 51—52. Alnus. 48—50. 52. — cordifolia. 50. — glutinosa. 48—49. — incana. 49. — ovata. 49-50. — viridis. 49—50. Alsophila R. Br. 285. — compta Mart. 285. — mexicana Mart. 286. — myosuroides Lb. 286. — Schiedeana Pr. 285. Amblia Pr. 211. Anaxelum Schott, 193. Aneimia Siw. 301. — adiantifolia Sw. 302. — collina Raddi. 302. — fulva Sw. y flexuosa Pr, 302. — hirsuta Sw. 302. — mexicana Kl. 303. — Phyllitidis Sw. 304. — pilosa M. & G. 301. — speciosa Pr. 303. — * villosa ¢ Karwinskiana Pr. 303. Aneimidictyum Pr. 304. Antrophyum Kaulf. 177. — discoideum Kze. 177. — ensiforme Hook. 178. — Jlanceolatum Kaulf. 178. — lineatum Kaulf. 178. Aquifolia. 34. = Aspidium Schott. 277. — latifolium Pr. 278. — macrophyllum Sw. 277. — trifoliatum Sw. 277. Asplenium L, 240. — abscissum W. 243. — achilleefolium M. & G. 249. — amabile Lb, 251. — arcuatum Lb, 241 — auritum Sw. 248. — bicrenatum Lb. 245. — castaneum Schld. 240. — cicutarium Sw. 250. — coriifolium Lb. 249. — dimidiatum Sw. 246. — erectum Bory. 242. — formosum W. 241. — fragile Pr. 240. — ‘furcatum L. 250. 356 Asplenium L. harpeodes Kze 242. — heterochroum Kze. 240. — insigne Lb. 246. — lacerum Schldl. 250. — * Jaserpitiifolium Pr. 251. — lugubre Lb. 243. — marginatum L. 252. — melanocaulon W. 240. — mexicanum M. & G. 249. — miradorense Lb. 243. — monanthemum L. 240. — monodon Lb. 247. — *nanum M. & G. 252. — polymorphum M. & G. 246. — pumilum Sw. 247. — pyramidatum Lb. 249. — resiliens Kze. 240. — rhizophorum M. & G. 252. — rhizophyllum Kze. 251. — riparium Lb. 244. — semicordatum Raddi 244. — Serra Langsd. & Fisch. 246. Athyrium Pr. 278. — angustum Pr. 278. — arcuatum Lb. 278. Avellana. 43. Avnbøg. 30. — almindelig. 30. 42—43. — österlandsk. 30. Balena musculus. 132. Bardehvaler. 108. midler og Exerementer. 73—84. Betula. 47—48. — æthnensis. 48. — alba. 47—48. — nana. 48. — pubescens. 47. Betulaceæ. 45—52. Betulla. 51. Birk. 47—48. — almindelig. 47—48. — Dvergbirk. 48. — etnaisk. 48. Italien, af Schouw. 45—52. Blechnum L. 236. — aduncum Lb. 237. — glandulosum Lk. 238. — intermedium Lk. 238. — occidentale L. 238. Bede, om Forholdet mellem Stofferne i en Bedes Nærings- Birkefamiliens geographiske og historiske Forhold 357 Blechnum L. * polypodioides Raddi. 239. scabrum Lb. 236. Blesegattet hos Næbhvalen. 90. Botrychium Sw. 305. decompositum M. & G. 305. obliqvum Mühlbg. 305. virginicum Sw. v. mexicanum Hook. & Grev. 305, Brasiliens Dyrverden. Tilleg dertil af W. Lund. 353. Brystfinnernes Lengde hos Rörhvalen. 137. Bekkenbenene hos Bardehvalerne 100. Big. 27—29. — almindelig. 27—29. 40—42. Campyloneurum Pr, 194. Capske Rürhval. 99. Carpino. 43. Carpinus. 42—43. Carpinus atra. 43. Carpinus. 30. 42—43. americana. 38. Betulus. 30. 33. 42—43. duinensis. 30. orientalis. 30. Castagno. 39. Castanea. 39—40. Castanea. 25—27. 33. americana. 27—33. — pumila. 33. — vesca. 25—27. 33. Cephalopoder, ny beskrevne af V. Prosch. 53—72. Cerra. 37. Cerro. 37. Cerrus. 37. Chenocetus. 97. Cheilanthes Sw. 257. canescens Kze 257. glandulifera Lb. 258. * hirsuta Lk. 260. * Kaulfussii Kze. 260. — lentigera Sw. 259. -- paleacea M. & G. 259. pulveracea Pr. 257. scariosa Kaulf. 259. speciosissima A. Br. 257. y. elata Lb. 258. squamosa Gill. v. brachypus Kze. 257. tenuis Pr. 260, tomentosa Lk. 260. Cheiroglossa Pr. 305. Cibotium Kaulf. 279. horridum Lb. 279, Schiedei Schldl. 279. | | Corylus. 43—44. Corylus. 31, 32. 43. 44. americana. 33. avellana. 31—32. 33. 43. 44. Cranchia. 71. maculata. 71. scabra. 71. Cranchia-Owenia-Megalops. 71. Cranchidæ, Underfamilie af Cephalopoder. 71. Cupulifere, see Egefamilien. Cyathea Sw. 287. bicrenata Lb, 289. mexicana Schldl. 287. Schanschin Mart. 288. Cystopteris Bernh. 278. fragilis Bernh. 278. fumarioides Kze. 278. Danæa Sm. 306. cuspidata Lb. 307. elata Lb. 306. mediasLb. 306. Davallia Sw. 263. Schlechtendalii Pr. 263. Delphinus micropterus. 91. 95. Dicksonia L’ Herit. 261. * adiantoides Pr. 263. cicutaria Sw. 261. dissecta Sw. 261. distenta Kze. 262. * multifida Pr. 263. rubiginosa Kaulf. 262. umbrosa Lb. 262. Dictyopteris Pr. 212. Diplazium Su. 252. amplum Lb, 256. erenulatum Lb, 254. faleatum Lb, 253. Franconis Lb. 256. inæquilaterum Lb. 255. lonchophyllum Kze. 254. plantagineum Sw. 252. striatum Pr. 258. ternatum Lb. 252. villosum Pr. 257. Eg. 21—25. 34—39. | Egefamiliens geographiske og historiske Forhold i Italien, af Schouw. 19—44. El. 48—50. — almindelig. 48—49. — graa. 49. — grön. 49—50. 358 El, hjertebladet. 50. Elice. 35. Eschricht, Undersøgelse om Hvaldyrene. 6te Afhand- ling. 85—138. Esculus. 37. 38. 39. Eudanea Pr, 307. Eupolypodium. 194. Faggio, 40. Fagus. 40—42, Fagus. 27—29. — americana. 29, 33. — anctartica. 34. — betuloides. 34. — ferruginea. 33. — sylvatica. 27—29. 33. 40—42. Fieldbenene hos Hvaldyrene. 94. Finhvaler. 108. Functioner, overelliptiske, af A Steen. 323—331. . Furehvaler. 108. Ganebenene hos Næbhvalen. 92. Glathvaler. 108. Goniophlebium Pr. 204. Goniopteris Pr. 209. * Grammitis Sw. 182. — * elongata M. & G. 182. Gymnogramme Desv. 179. — Calomelanos Kaulf. 180. — leptophylla Desy. 180. — Linkiana Ize. 180. — pedata Kaulf. 179. — peruviana Desy. 180 — pilosa M. & G. 181. — polypodioides Sprig. 181. — tartarea Desy. 180. — trifoliata Desy. 179. Gymnopleris Pr. 172—173. Gymnotheca Pr. 308. Haliphleos. 37. Hassel. 31—32. — almindelig. 31. 32. 43—44. Hemeris. 37. Hemidictyum Pr. 252. Hemionitis L. 177. — palmata L. 177. Hemitelia R. Br. 286. — decurrens Lb. 286. — mexicana Lb. 287. Holodanea Pr. 306. Hovedets nôiagtige Udmaaling, af Simesen. 1—10. Hoaldyrene. EschrichtsUnderségelser om samme. 85-138. Hvirvelantallets Afvigelser hos Hvaldyrene. 135—137. Hydroglossum W. 299. — spectabile Lb. 299. Hymenophyllum Sw. 290. — asplenioides Sw. 290. — brevistipes Lb. 290. — ciliatum Sw. 292. y. nudipes Kze. 292. — *cruentum Cay. 294. — fucoides Sw. 291. y. frigida Lb, 291. — hirtellam Sw. 293. — Millefolium Schldl. 292. — nigrescens Lb. 292. — * pectinatum Cay. 294. — plumosum Kaulf. 293. — polyanthos Sw. 291. — pulchellum Schldl. 293. — trapezoidale Lb. 293. — undulatum Sw. 291. Hypolepis Bernh. 260. — mexicana Lb. 260. Ilex. 34—36. Ilex aquifolia parva. 36—37. Integraler, dobbelte, bestemte. Af A. Steen. 333—351. Jode, om dets Virkning paa Kali Methyloxyd-Sulpho- carbonat. 12. Jørgensen, B. S., Undersögelse over Forholdet mellem Stofferne i en Bedes Næringsmidler og Excrementer. 73—81. Kastanie. 25—27. : — almindelig. 25—27. 39—40. Kastanie-Eg. 23. 37. Kermes Eg. 23. 36. Kiæmpehvaler. 109. 117. Kork Eg. 22. 36. Kulsyre, Scharlings Forsög over den Mengde Kulsyıe et Menneske, som arbeider, udvikler. 139—146. Kyphobalena, Pukkelhvaler. 108. Langhaandede Hvaler. 98—108. Lastrea Pr. 271. — *abrupta M. & G. 274. — > athyrioides M. & G. 274. — ciliata Lb. 273. — *cinnamomea Cay. 274. — equestris Kze. 273. — indecora Lb. 272. — leptorhachis Kze. 272. — macroura Pr. 271. — mexicana Pr. 272. — parallelogramma Kze. 271. — patens Pr. 271. 359 Lastrea paupertina Kze. 272. — % Schiedeana Pr. 275. — + semicordata Pr. 274. — % Serra M. & G. 274, — *subincisa M. & G. 274. Leccio, 35. Leiobalæna, Glathvaler. 108. Liebmann, Mexicos Bregner. 151—322. Lindsea Dry. 269. — imbricata Lb. 269. — stricta Diy. 269. Lithobrochia Pr. 227—231. Lomaria W. 232. — campylotis Kze. 233, — danzacea Kze. 234. — deflexa Lb. 236. — ensiformis Lb. 234. — falciformis Lb. 234. — fragilis Lb. 232. — pectinata Lb. 233. — spectabilis Lb. 235. Loxogramme Pr. 177—178. Lund, W. Tillæg til Brasiliens Dyrverden. 353. Lygodium Sw. 298. — *hastatum Desy. 299. — mexicanum Pr. 299. — venustum Sw. 298. Marattia Sw. 308. — laxa Kze 308. — weinmanniefolia Lb. 308. Marginaria Bory. 188—193. Meniscium Schreb. 183. — falcatum Lb. 183. — sorbifolium W. 183. Mertensia W. 296. — Bancroftii Hook. 296. — furcata W. 297. — glaucescens W. 298. — gleichenioides Lb. 296. — Mathewsii Hook. 297. — *nitida Pr. 298. — pubescens W. 297, — * tenuis Pr. 298. Methyloxyd-Sulphocarbonats Sammensætning. 14. Mexicos Bregner, Undersögelser af Liebmann. 151—322. Nephrodium Schott. 275. — molle Schott. 275. — paludosum Lb. 275. Nephrolepis Schott. 269. — * acuminata Pr. 271. — acuta Pr. 269. Nephrolepis * exaltata Schott. 271. — *hirsutula Pr, 271. — neglecta Kze. 270. — occidentalis Kze. 270. Neurophyllum Pr. 296. Notochlena R. Br. 213. — bipinnata Lb. 214. : — cretacea Lb. 216. — *nivea Desv. 216. — pulveracea Kze. 215. — rufa Pr. 214. — sinuata Kaulf. 213. integra Lb. 213. Nux avellana. 43. Nebhvaler. 87—98. Octopus granulatus. 56. Ogmobalena, Rörhvaler. 108. Olfersia Pr. 163—171. Ontano. 51. Ophioglossum L. 304. — bulbosum Michx. 304. — palmatum Plum. 305. — reticulatum L. 305. Osmunda L. 304. — cinnamomea L. 304. — spectabilis W. 2 palustris Pr. 304. Ostrya. 30—31. — virginica. 34. — vulgaris. 30—31. 34. 43. Owenia, Underslegt af Cranchia. 71. Parkeria Hook. 290. — pteroides Hook. & Grey. 290. Perrinia Hook. 280. r Phanerophlebia Pr. 276. — nobilis Pr. 276. Pleopeltis H. B. 184. Poecilopteris Pr. 174. Polybotrya H. B. 175. Polypodium L. 184. — affine M. & G. 198. — alsophiloides Lb. 208. — angustifolium Sw. 188. — angustifrons Kze, 207. — angustum H. B. 186. — ” araneosum M. & G. 188. — areolatum W. 186. — astrolepis Lb. 185. — *aureum L. 187. — concinnum W. 204. — confluens Lb. 191. — conterminans Lb. 201. 360 Polypod. costatum Kze. 194. Polypod. polylepis Roem. 185. — crassifolium L. 193. — puberulum Schldl. 202. — cultratum W. 197. | — *pulchrum M. & G. 203. — delicatulum M. & G. 196. — rhachipterygium Lb. 191. — deltoideum Lb. 190. — rhodopleurum Kze. 190. — dilatatum Lb. 208. — rude Kze. 205. — *dissimile M. & G. 204. — sessilifolium Lb. 192. — Falcaria Kze. 191. — Sloanii Kze. 207. — fallax Schldl. 194. — squamatum L. 189. — faucium Lb. 209. — subpetiolatum Hook. 202. — * ferrugineum M. & G. 197. — suspensum L. 197. — Filicula Kaulf. 200. — tetragonum Sw, 211. — fraternum Schldl. 203. — * virginianum M. & G. 203. — *fulvum M. & G. 187. — xiphopteroides Lb. 196. — furfuraceum Schldl. 189. Polystichum Schott. 275. — glanduliferum Lb. 206. — ” cystopteroides N. v. E. 276. — * glaucinum M. & G. 188. — lætum Pr. 276. — griseum Lb. 198. — melanostichtum Pr. 276. — * Hænkeanum Pr. 193. — ordinatum Kze. 275. — * Hænkei Pr. 204. — vestitum Pr. 276. — Hartwegianum Hook. 199. Polytenium Pr. 178. — heteromorphum Hook. & Grey. 195. Prosch V. Nogle nye Cephalopoder. 53—72. — imbricatum Lb. 210. Pteris, L. 225. — incanum Sw. 189. — * æqualis Pr. 231. — — B umbrosum Lb, 212. — apicalis Lb. 230. — insigne Lb. 193. — aquilina L. pubescens Sprlg. 226. — % irregulare Pr. 212. — ” arborescens M. & G. 231. — jubeforme Kaulf. 197. — caudata L. 226. — + juglandifolium M. & G. 211. — cretica L. 225. — > Janceolatum N. v. E. 212. — grandifolia L. 228. — Januginosum N. v. E. 212. — laciniata W. 227. — Jaxifrons Lb. 204. j — nemoralis W. 226. — Lepidopteris Kze. 189. — pedata L. 227. — lepidotum W. 184. — protea Lb. 228. — litigiosum Lb. 205. — pulchra Schldl 231. — lorgicaudatum Lb. 209. — Swartziana J. Ag. 226. — lycopodioides L. 186. Pterobalæna Finhvaler. 108. — macrocarpum Pr. 200. 212. Pukkelhvaler. 98—108. Deres Udbredelse. 103—106. — meniscioides Lb. 211. Quercia Castagnara. 38. — moniliforme Sw. 195. Quercus. 37. 38. 39. — — v. major. Lb. 196. — latifolia. 37. 38. — neriifolium Schk. 192. Quercus. 21—25. — olivaceum Lb. 199. — Ægilops. 24. — _ v. elatum Lb. 199, — amplifolia. 24. — Otites L. 201. — apenina. 24. — pectinatum Schk. 201. — austriaca. 23. — Phyllitidis L. 194. — Ballota. 38. — pilossissimum M, & G. 197. | — Bivoniana. 23. — plebejum Schldl. 198. — brutia. 34. — plesiosorum Kze. 189 — Cerris. 23. 37. — Plumula W. 200. — coccifera. 23. 36. 37. 361 Quercus congesta. 24. — Cupaniana. 24. — Dalechampii. 24. — Esculus. 24. 38, — faginea, 24. — haliphleos. 23. — Ilex. 21. 34. 36. — leptobalana. 24. — pedunculata. 24—25. — pseudococcifera. 23. — pseudosuber. 22. — pubescens. 24. — Robur, 24—25. 38. — Sessiliflora. 24— 25. — Suber. 22. 36. — Thomasii. 24. — Virgiliana. 24. Rhyncocetus. 98. Ribbeensantallets Afvigelser hos Hvaldyrene. 135—137. Robur. 37. 38. Rörhvaler. 108. Scharling, E. A. Tredie Række af Forség for at be- stemme den Mængde Kulsyre, et Menneske ud- vikler. 139—146. Forsög for at bestemme hvor stor en Mængde Varme et Menneske udvikler. 146—149. Schizea Sw. 301. — elegans Sw. 301. Schowo, J. F. Egefamiliens geographiske og historiske Forhold i Italien. S.19—44. Birkefamiliens geogra- phiske og historiske Forhold i Italien. S. 45—52. Sildehval. 105. Simesen, Rector, om den nåiagtige Bestemmelse af Hovedets Stårrelse og Form. 1—10. Skaalbærere see Egefamilien. Sommereg. 24—25. Sortbög. 30—31. — almindelig. 30—31. 43. Steen, A. Om de overelliptiske Functioner. 323— 331, Om dobbelte bestemte Integraler. 333—351. Steeneg. 21. 34—36, — (falsk). 22. Sughero. 36. Suvero. 36. Taarebenene hos Næbhvalen. 90. Tenitis Sw. 179. — angustifolia Sprig. 179. Teuthidæ, af Cephalopodernes Gruppe. 71. Trichomanes Sw. 294. — pellucens Kze. 294. — pennatum Kaulf. 296. — pyxidiferum L. 295. — reptans Sw. 294. — rigidum Sw. 295. — scandens L. 295. — sinuosum Rich. 294. — triehoideum Sw. 295. Trichosorus Liebm. 281. — glaucescens Lb. 283. v. major. 283. — densus Lb. 284. — frigidus Lb. 284. Undersögelser om Virkningen mellem Kali-Methyloxyd- Sulphocarbonat og Jode. 12. Om Forholdet mellem Stofferne i en Bedes Næringsmidler og Excrementer. 73—84. Over den Mængde Kulsyre og Varme et Menneske udvikler. 139—149. Vaagehvaler. 118—127. Varme, Scharlings Forsög paa at bestemme hvor stor en Mængde Varme et Menneske udvikler. 146—149. Vintereg. 24—25. Vittaria Sw. 231. — graminifolia Kaulf, 231. Woodsia R. Br. 280. — fragilis Lb. 280. — mollis Sm, 280. Woodwardia Sw. 239. — radicans Sw. 239. Xanthelen. 16. Xiphopteris Kaulf. 182. — myosuroides Kaulf. 183. — serrulata Kaulf. 182. Zeise, W. C. Om Virkningen mellem Kali-Methyloxyd- Sulphocarbonat og Jode. 11-—18. Ziphius. 96—97. Zygia. 42. Trykfeil og Rettelser foruden de S. 322 anforte. Side 153 Linie 13 fra neden: beskreven læs beskrevet. „ 154 9,7 46 a vente indtil les vente, indtil. » 164 , 10 fra oven: og fandtes læs og den fandtes. » 164 sidste Linie: budt læs but. » 166 Linie 19 fra oven: Vahl les Vahls. er | eee 14 = i Nord les Nord. 171 ,, 10 fra neden: peltatam læs peltatum. ” TE) 8 2 reponda læs repanda. „ 104 5 1 5 radiculis numerosis læs radiculas numerosas etc. » 176 , 11 fra oven: Laurns læs Laurus. SR VER 1 = Ilemionitis læs Hemionitis. STS 33 4 „ Den udbredte læs Denne udbredte. RUES 3 fra neden: artige læs artrige. en 9) u radiculos longissimos læs radiculas longissimas etc. pela! D PU Lt) 5 tibus udslettes. 022900, 3 5 budte læs butte. » 233 , 10 fra oven: lancetformig læs lancetformigt. » 234 , 13 fra neden: Chinautla les Chinantla. Pit à Sor) 4 fra oven: radiculos etc. læs radiculas etc. 210 8 fra neden: medbragde læs medbragte. RA ET UNS 2 hidtil af læs hidtil hos. sM951isns 3 fra oven: allene læs alene. FOOT 7 radiculos numerosos læs radiculas numerosas etc. » 266 , 9 fra oven: radiculos les radiculas etc. 4268 TÅ 1 fra neden: urigtig læs urigtigt. en EU sen 4 EN candice læs caudice. EE 2 fra oven: vii les vil. » 295 sidste Linie: og opnaaer læs og dens Rodstok opnaaer. 20%) TE Ska oven ers. OL 0 218 A budte les butte, aA 0) a budt læs but. » 304 , 11 fra neden: Veru Cruz læs Vera Cruz. » 306 , 14 fra oven: adperso læs adsperso. ry CU 2 4 adperso læs adsperso. 08H, 2 å Marattia Smith læs Marattia Sw. „I 2 = difinitionem les definitionem. » 311 , 14 fra neden: Phorphyr læs Porphyr. ay oils 9 — Malpiphiaceer læs Malpighiaceer. oo) 5 indbefatter les indbefattes. =) Bh og 2 5 Temperererte les Tempererte. en EU > De höist gaaende Bregner cre læs De hôiest gaaende Bregner paa Vulkanen Orizaba ere. mn ? wus ' Ad u. | ae rast