HÅR ae ot nf 7 x N; Rn BE DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS. SWRIFTER. FEMTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG OG MATHEMATISK AFDELING. FEMTE BIND. MED 42 TAVLER OG 1 KORT, a = ESS KJOBENHAVN. TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI ae ale, wl rhino ‘ati f denne ; wae a. Fu EDEN mi) FA Po ani 4 an 2 4 eat 41 Wan ' ; : Say wl PY th ik ALL ‚a Ont à u à w 3 t E ß 2 ANG { h u À k % RAR "À i Ua a =, » ? à ACTE, AR i 7 i ri Å A "ad I NI INDHOLD. = Fortegnelse over Selskabets Embedsmænd og gvrige Medlemmer .................-+-.--+-. Chr. Fr. Lütken, Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuld- stendigt kjendte Arter af Slangestjerner. "Første Afdeling ................ ... A. S. Ørsted, Centralamericas Gesneraceer, et systematisk, plantegeographisk Bidrag til Central- POO TIA MNRAS SEES ne ee 16 9 a-0 Reden ee a paolo lec o Julius Thomsen, Den electromotoriske Kraft udtrykt i Varmeeenheder . . . ............... Chr. Fr. Lütken, Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuld- stendigt kjendte Arter af Slangestjerner. Anden Afdeling . . ................. Fr. Meinert, Bidrag til de danske Myrers Naturhistorie - : : : + . - : . : à : : à: : J. Jap. Sm. Steenstrup og Chr. Fr. Lütken, Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte parasitiske Benene de Se ee Be ER D. F. Eschricht og J. Reinhardt, Om Nordhvalen (Balæna Mysticetus L.) navnlig med Hensyn til dans Sono de Mo EN ER NET eo ERR D M a Oo Side 341. FORTEGNELSE © over DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS EMBEDSMÆND oG OVRIGE MEDLEMMER. December 1861. Protector. 4 Hans Majestæt Kongen. Præsident. Secretair. Hr. Georg Forchhammer, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Mineralogien ved Kjøben- havns Universitet, Commandeur af Dannebrog, Dannebrogsmand, Commandeur af Nordstjernen. Kasserer. Hr. Johannes Theodor Reinhardt, Professor, Inspecteur ved det kongelige naturhistoriske Museum. Hr. Hr. Hr. Hr. Vi Archivarius. Johan Nicolai Madvig, Dr. phil, Conferentsraad, Professor i Philologien ved Kjo- benhavns Universitet, Underviisningsinspecteur ved de lærde Skoler, Storkors af Dannebrog. Ordbogs-Commissionen. Hans Matthias Velschow, Dr. phil., Professor i Historien og de nordiske Antiquiteter ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Niels Ludvig Westergaard, Professor i de indisk - orientalske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Kasse-Commissionen. Niels Ludvig Westergaard, Professor (s. Ordbogs-Commissionen). Johan Christopher v. Haffmann , Oberst i Artilleriet, Ridder af Dannebrog og Danne- brogsmand, Ridder af den svenske Sverdorden, af den russiske Wladimirs-Orden Aide Kl. og af den russiske Stanislaus Orden 3die Kl. Carl Ludvig Müller, Lic. theol., Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det kongelige Mynt- og Medaille-Cabinet og ved Thorvaldsens Museum, Ridder af Dannebrog. Jens Jacob Asmussen Worsaae, Professor, Inspecteur for de antiqvariske Mindes- merkers Bevarelse, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Meteorologisk Comite. Georg Forchhammer, Conferentsraad (Selskabets Secretair). Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor i Zoologien ved Kjøbenhavns Uni- versitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Heinrich Ludvig d’ Arrest, Professor i Astronomien ved Kjøbenhavns Universitet. Carl V. Holten, Professor i Physik ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Hr. Hr. VII Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regesta diplomatica. Johan Nicolai Madvig, Conferentsraad (Selskabets Archivar). Caspar Frederik Wegener, Dr. phil., Conferentsraad, Geheimearchivarius, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. Hans Mathias Velschow, Professor (s. Ordbogs-Commissionen). Revisorer. Ludvig August Colding, Stadsingenieur i Kjøbenhavn. Indenlandske Medlemmer. Frederik Christian Sibbern, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Philosophien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Erik Christian Werlauff, Dr. phil., Conferentsraad, Professor i Historien ved Kjøben- havns Universitet, Storkors af Dannebrog og Dannebrogsmand, Commandeur af Nord- stjernen, Ridder af Egekroneordenen og af den rode Orns ddie Klasse. Georg Forchhammer, Conferentsraad (Selskabets Secretair). Peter Wilhelm Lund, Dr. phil., Professor, Ridder af Dannebrog. Henrik Nicolai Clausen, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Univer- sitet, Commandeur af Dannebrog. Christian Georg Nathan David, Dr. phil., Conferentsraad, Professor, Directeur ved Nationalbanken, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Jernkroneordenen, Officier af Æreslegionen. Johan Nicolai Madvig, Conferentsraad (Selskabets Archivar). Daniel Frederik Eschricht, Dr. med., Etatsraad, Professor i Medicinen ved Kjøben- havns Universitet, Ridder af Dannebrog og Nordstjernen. Henrik Carl Bang Bendz, Dr. med., Professor ved den kgl. Veterinair- og Landbohoiskole, Ridder af Dannebrog. van '. Henrik Krøyer, Dr. phil., Professor, Inspecteur ved det kongl. naturhistoriske Museum, Ridder af Æreslegionen. Hans Matthias Velschow, Professor (s. Ordbogs-Commissionen). Niels Matthias Petersen, Etatsraad, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen. Hans Larsen Martensen, Dr. theol., Biskop i Sjællands Stift, Hofprædikant, Commandeur af Dannebrog og Dannebrogsmand. Johan Christopher v. Hoffmann, Oberst (s. Kassecommissionen). Johannes Japetus Smith Steenstrup, Professor (s. Meteorologisk Comite). Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Mag. art., Professor, Rector ved Odense Cathedralskole, Ridder af Dannebrog. Edvard August Scharling, Mag. art., Professor i Chemien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Caspar Frederik Wegener, Conferentsraad (s. Commis. for Regesta Diplomatica). Caspar Peter Paludan-Müller, Dr. phil., Professor, Rector ved Nykjøbing Cathedral- skole, Ridder af Dannebrog. Jørgen Chr. Schiödte, Professor, Inspecteur ved det kongelige naturhistoriske Museum, Ridder af Dannebrog. C, M. Gottsche, Dr. medicinæ (i Altona). Carl Emil Scharling, Dr. theol., Professor i Theologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Christian Thorning Engelstoft, Dr. theol., Biskop i Fyens Stift, Commandeur af Danne- brog og Dannebrogsmand. Ernst Frederik Christian Bojesen, Dr. phil., Etatsraad, Professor, Rector ved Sorø Skole, Ridder af Dannebrog. Niels Ludvig Westergaard, Professor (s. Ordbogs-Commissionen). Carl Emil Mundt, Dr. phil., Professor. Johan Louis Ussing, Dr. phil., Professor i Philologien ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. Jens Jacob Asmussen Worsaae, Professor (s. Kassecommissionen). Hr. IX Adolph Hannover, Dr. med., Professor. Carl Christopher Georg Andræ, Geheime-Etatsraad, Storkors af Dannebrog. Konrad Gislason, Professor, Docent i de oldnordiske Sprog ved Kjøbenhavns Univer- sitet, Ridder af Dannebrog. Johannes Theodor Reinhardt, Professor (Selskabets Kasserer). Ludvig August Colding, Stadsingenieur (Selskabets Revisor). Carl Ludvig Müller, Professor (s. Kassecommissionen). Wilhelm Friedrich Behn, Dr. med., Professor i Anatomie og Zoologie ved Universi- tetet i Kiel. Dr. C. A. F. Peters, Professor og Directeur for det astronomiske Observatorium i Altona, Ridder af Dannebrog. Dr. Professor H. L. d’Arrest, (s. den meteorologiske Comite). Dr. Peter Ludvig Panum, Professor i Physiologie og den almindelige Pathologie ved Universitetet i Kiel, Ridder af Dannebrog. Frederik Eginhardt Amadeus Schjern, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog og Leopoldsordenen.” Carl Ferdinand Allen, Dr. phil., Professor i Historie ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog. | Carl Valentin Holten, Professor (s. Meteorologisk Comite). Hans Peter Jürgen Julius Thomsen, Docent ved den militære Høiskole. | Udenlandske Medlemmer. . V. Flauti, Professor i Neapel. W. Lawrence, Professor, Chirurg ved Bartholomæus-Hospitalet i London. David Brewster, Doctor med. i Fdinburgh. John Frederik Wilhelm Herschel, Baronet, Myntdirecteur, Medlem af Videnskabernes Selskab i London. . Christian Hansteen, forhen Professor i Astronomien i Christiania, Storkors af Dannebrog. . Excellence Fred. Wilhelm Struve, russisk virkelig Statsraad, Directeur for Observa- toriet i Pulkowa, Commandeur af Dannebrog. . August Detlew Twesten, Professor i Theologien i Berlin, Ridder af Dannebrog. August Boeckh, Geheimeraad, Professor i Philologien i Berlin. Jacob Ludv. Carl Grimm, Hofraad, Professor i Berlin. Charles Babbage, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. Jean Marie Pardessus, Medlem af det franske Institut. Karl Fr. Ph. v. Martius, Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder af Dannebrog. Michael Faraday, Doctor, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. E. Mitscherlich, Geheimeraad, Professor i Chemien i Berlin. Michel Eugéne Chevreuil, Professor, Medlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog. Hr. Hs. Hr. Sir Sm Peter Andr. Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved Gotha, Ridder af Dannebrog. Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske Institut. Charles Lyell, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London. . Christian Gottfried Ehrenberg, Professor i Zoologien ved Universitetet i Berlin. Wilhelm Weber, Doctor, Professor ved Universitetet i Leipzig. Excell. Francois Guizot, Medlem af det franske' Academie, Ridder af Elephanten. Johan Voigt, Geh. Regjeringsraad, Professor i Historien i Königsberg, Ridder af Dannebrog. Victor Cousin, Medlem af det franske Academie. Lambert Adolphe Jacques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Observatorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Briissel. Carl Ernst v. Baer, Dr. phil. et med., Medlem af Academiet i Petersborg. Georg Biddel Airy, kongl. Astronom ved Observatoriet i Greenwich. J. Dumas, Medlem af det franske Institut, Commandeur af Dannebrog. Elias Fries, Professor i Botaniken ved Universitetet i Upsala, Ridder af Dannebrog. Justus Olshausen, Professor, Regjeringsraad i Berlin. Bror Emil Hildebrand, kongl. svensk Rigsantiqvar og Garde des Médailles i Stokholm, Ridder af Dannebrog. Christian Lassen, Professor i Bonn. Christian Brandis, Geheimeraad, Professor i Bonn. Heinrich Ritter, Geheimeraad, Professor i Göttingen. Elie de Beaumont, Medlem af det franske Institut. Roderik Impey Murchison, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London, Commandeur af Dannebrog. . Baron Justus v. Liebig, Professor i Chemien i München. Sven Nilsson, Professor i Zoologien i Lund, Commandeur af Dannebrog. C. G. Brunius, Professor i Philologien i Lund, Ridder af Dannebrog. EN SICH, AA Q xe 7 OS 4 Swe” % TROT > LS PR DO ‘(LIBR ‘ Ta x 72 Sir a William Hooker, Forstander for den botaniske Have i Kew. . Friedrich Wöhler, Overmedicinalraad, Professor i Chemien i Göttingen. Milne Edwards, Medlem af det franske Institut. Wilhelm Haidinger, Sectionschef, President for det geographiske Selskab i Wien. Gustav Rose, Professor i Mineralogien i Berlin. Heinrich Rose, Professor i Chemien i Berlin. Dr. Bunsen, Professor i Chemien i Heidelberg, Ridder af Dannebrog. Professor Regnault, Directeur for Porcellainsfabriken i Sévres ved Paris Richard Owen, Professor i London. Agassiz, Professor ved Universitetet i Newhaven, Nord-Amerika. Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte Arter af Slangestjerner. Af Chr. Fr. Lütken, Dr. philos., Assistent ved Universitetets zoologisko Museum. Første Afdeling. Med 2 Tavler. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem Afd. 5 Bd. I Ru GÅ MS ven Nas Hua whi fir uw il BM ried N r A at ’ i LT DIE } doped D aa LA SONT vu hh Ania Vi 3 A cer " 3, 00 M Aa Ai a > NS if me a et { £ : i “4 : i '' x ar p 4 bå * i io # ' DU ee eae me aa BE OR. ES sis sree FALD. ae 4 hale" ui} i à d'A BUN À D: y I ARN; Aa ay ny BAS iy ME TP oe Te 4 "4 É NA ME. je 254 RE, 2 å h x i \ ’ N hi Le (a NÉE Là LE 2 ER À COUR. OR RL | |A VE i A 4 » er ! ; i ii N J | ai hi ce ‘ i à | x Se Første Afsnit. Indledende Bemærkninger. 1. Om Ophiurernes Terminologi og Morphologi. Uagtet Formaalet med dette Arbeide over en Deel nordiske og exotiske Ophiurer egentlig kun er at sprede Lys over en Gruppe af Dyr, der hidtil forholdsvis ikke er meget be- arbeidet, nødes jeg dog til at forudskikke en Oversigt over Ophiurernes Bygning, hvad deres haarde Dele angaaer, forat de i det Følgende meddelte Artsbeskrivelser og Drøftelsen af visse Forholds Værd som Slægtskjendemærker ikke skulle mangle det fornødne Grundlag. — Skjøndt denne Oversigt over Ophiurernes Morphologi og Terminologi for en stor Deel afhandler bekjendte Forhold, vil der dog ogsaa blive gjort opmærksom paa Facta, som kunne kaldes nye for Videnskaben, enkelte Vildfarelser ville blive berigtigede, og der vil blive givet en systematisk Fremstilling af alle de for Slægts- og Artserkjendelsen væsenlige Modificationer, som jeg har forefundet hos denne Dyregruppe. Forinden vil det dog være passende at kaste et Blik paa den Literatur, der giver Bidrag til Kundskab om dette Æmne. Det har ikke manglet paa Arbeider over Echinvdermernes Morphologi eller paa Forsøg paa at paavise de homologe Dele hos de forskjellige Typer af denne Dyreklasse og paa at formulere de Love, som Modificationerne af den fælleds Grundplan formentlig skulde have fulgt. Have Forsøgene end ikke fuldkommen løst deres Opgave, er Maalet end ikke ganske naaet, saa ere dog Ideerne blevne klarede og Resultater vundne, der give Haab om Gaadens fuldstændige Løsning. Meckel har i „System der vergleichenden Anatomie”, II, S. 27, givet en Frem- stilling af Skeletbygningen hos „Ophiura lacertosa”. Skildringen af Forholdet mellem de Plader, der beklæde Armene, og det af dem omsluttede indre Skelet, saavelsom mellem disse 2 Systemers enkelte Bestanddele, lader ikke Noget tilbage at ønske, hvorimod Frem- stillingen af Skivens Skeletbygning hverken er klar eller udtømmende. Det er Meckels Fortjeneste at have udtalt, at de skiveformige Stykker” som danne det indre Skelet i Ophiura-Armen, svare til de Skeletdele, som hos Asterierne danne Bunden i Armfurerne, og mellem hvilke Sugefødderne træde ud, og at de 4 Pladerækker, som omgive hin ,,Hvirvel- 1° A støtte” inden i Ophiura-Armen, svare til de øvrige Plader, som sammensætte Asterie-Armens Hudskelet. At erkjende denne Homologi er et Hovedpunkt i enhver Undersøgelse over Echinodermernes Morphologi, og jeg skal derfor opholde mig lidt ved dette Spørgsmaal, ved hvis Besvarelse de senere Forfattere iRegelen ikke have samstemmet med den berømte Anatom i Halle. Uagtet de Dele af Hudskelettet, til hvilke Sugefødderne slutte sig, hos Echiniderne ligge i Flugt med Interambulacralpladerne, men hos Ophiurerne danne et »Endoskeleton”, der med Undtagelse af de Dele af samme, som umiddelbart omgive Munden, er aldeles omsluttet af Interambulacralpladerne, viser dog en Sammenligning med Asteriderne — det naturlige Bindeled mellem Ophiurider og Echinider — at ,,Hvirvlerne” i Ophiura-Armen, i hvilke Sugeføddernes Basis er befæstet, og Ambulacralpladerne hos en Echinus ere fuld- kommen homologe og med selvsamme Ret betegnes som Ambulacralplader. Allerede hos Asteriderne ere Ambulacralpladerne forskjellige fra de andre Hudplader ved Form og Stilling; tænker man sig Armfurerne lukkede og de underste Interambulacralplader, som derved vilde komme til at berøre hinanden, sammenvoxne i Midtlinien, ville Ambulacralpladerne danne en ,,Hvirvelstotte”, et Endoskeleton, omsluttet paa alle Sider af det egentlige Hudskelet eller Interambulacralpladerne; den eneste væsenlige Forskjel mellem en saadan omdannet Asteride- Arm og en sædvanlig Ophiura-Arm vilde være den, at ,,Hvirvelstøtten” var dobbelt; forat bortrydde denne Forskjel maatte Ambulacralpladerne voxe sammen to og to. En saadan Sammensmeltning af to Sidehalvdele antydes jo ogsaa tydeligt nok ved det dybe Hak, der ”" foroven og forneden skjerer sig ind i Ophiura-Armens indre Ledstykker. Saaledes bortfalder ogsaa det Besynderlige i, at der hos et hvirvelløst Dyr er en Slags ,,Hvirvelstøtte”; det kunde synes overflødigt at protestere mod alle Tydninger, der forudsætte Homologi mellem Echinodermers og Hvirveldyrs Skelet, hvis det var mere end 8 Aar siden, at et berømt Navn havde givet slige Anskuelser en Betydning, som i og for sig ikke tilkommer dem.!) I ‚System der Asteriden” hævdede Joh. Müller og Troschel ogsaa denne Overeensstemmelse mellem Ledrekken i Ophiura- og Asterias-Armen; men da de gik ud fra, at disse Ledrækker constituerede et indre Skelet, kom de til det Resultat, at det var en for Asteriderne eiendommelig Dannelse, der ikke havde sit Analogon hos nogen anden Echinoderm. Da denne Anskuelse imidlertid ikke længere fastholdes i sin Strenghed af den berømte berlinske Anatom og Physiolog, behøver jeg ikke at opholde mig ved den, men henviser blot til hans Arbeide „über den Bau der Echinodermen, Berlin 1854”, S. 50, 1) Duvernoy (mémoire sur l'analogie de composition et sur quelques points de l'organisation des Echinodermes i mémoires de l'académie des sciences de l'institut de France, t. XX, 1849) kommer til det Resultat, at en Echinus-Skal kan sammenlignes med en Skildpaddeskal og ligesom denne er sammensat af flere regelmæssige Rækker af Hvirvler og Ribbeen (S. 586 og 598). Han udtaler endogsaa som „la déduction logique des faits anatomiques”, at Echinodermerne ere sammensatte Dyr, hvis hovedlose Legemer enten ere sammenyoxne i deres hele Længde eller mere eller mindre frie. „Asterierne ere Slanger uden Hoved, med flere Legemer, men kun med een Mund”. og til „anatomische Studien über die Echinodermen” i ,,Archiv für Anatomie und Physiologie”, 1850, S. 149 og folgd., med Hensyn til en nærmere Drøftelse af Forholdet mellem Asteri- dernes og Echinidernes Ambulacralplader. — Den Deel af „System der Asteriden”, som -afhandler Ophiurernes Terminologi, var hidtil det grundigste og fuldstændigste Arbeide over dette Æmne, skjondt det saa godt som ganske forbigik Sammensætningen af det indre Skelet, der ikke havde nogen umiddelbar Betydning for Systematiken. Som Ufuldkommen- heder vil jeg dog anføre, at de smalle Stykker, for hvilke Benævnelsen ,,Sidemundskjolde” vil blive brugt i det Følgende, ikke betegnes med en bestemt Terminus, og at der som »»Maxiller” beskrives under Et, hvad Joh. Muller senere har betegnet som ,,Mundeck- stücke” og ,,tor? angulares” , eller hvad jeg kalder ,,Kjæber” og ,,Mundrammer”. Gaudrys ,,mémoire sur les pieces solides chez les Stellerides”!) har vel kastet en Deel Lys over Echinodermernes og specielt Ophiurernes Morphologi, men flere af hans Sammenstillinger ere forfeilede, og for de Munden omgivende Deles Vedkommende. ere baade hans Undersøgelser og hans Terminologi utilstrækkelige. Han gaaer ikke ud fra, at Ophiurernes indre Skelet og Asteriernes og Echinernes Ambulacralplader ere homologe, men antager tvertimod, at dette indre Skelet er noget for Slangestjernerne aldeles eien- dommeligt — en exclusiv Charakteer for Ophiuriderne ligesom i „System der Asteriden” for samtlige Asterider! — og paralleliserer derfor Ophiurernes Side-Armplader med de andre Echinodermers Ambulacralplader. Hans Inddeling af de faste Dele hos Slange- stjernerne i 3 Systemer — det indre System, det mellemste System (nemlig Armpladerne, Skjællene paa Skiven o.s. v.) og ‘Overfladesystemet, omfattende de Korn, Pigge, Papiller 0.8. V., som sidde udenpaa Huden — er iøvrigt praktisk rigtig, hvorfor jeg ogsaa agter at benytte den i det Folgende. Gaudry viser, at det indre System bestaaer af skive- formige Stykker, som paa Midten ere forbundne med hinanden ved Led, forresten ved Senevæv; at de foroven og forneden have Indsnit, der antyde en oprindelig Tvedeling, og at denne Sondring i 2 Sidehalvdele indtræder fuldstændigt i de Dele af det indre Skelet, som umiddelbart omgive Munden, ja at de paa denne Maade adskilte Halvdele af de skiveformige Led endog rykke saa langt fra hinanden, at de hoire og venstre halve Led af to Nabo- Arme lægge sig tæt op til hinanden eller endog smelte sammen; paa denne Maade dannes de 5 med Armene alternerende trekantede Partier, som omgive Munden og adskille de 5 Mundvige fra hinanden. I det Hele maa jeg tiltræde denne Opfattelse; baade de Stykker, som Joh. Müller kalder ,,de første Ambulacralhvirvler”, og ,,Mundrammerne” lade sig 1) I ,,Annales des sciences naturelles”, 3iême série, Zool. t. XVI. p. 339. Desværre har jeg ikke kunnet benytte de 2 Arbeider af Agassiz, som ere optagne i,,Mémoires de la societé d'histoire naturelle de Neufchatel”, nemlig: ,,prodrome d'une monographie des Radiaires ou Echinodermes” og „notice sur quelques points de l'organisation des Euryales, accompagnée de la description detaillée de Fespèce de la Mediterranée”. tolke som halve Armled, som Ambulacralplader, hvis oprindelige Sondring igjen er ind- traadt; de foran Mundrammerne liggende ,,Kjæber” kunne maaskee .endnu tydes som dannede ved en Sammensmeltning af to halve Led, hvert af sin Arm; men de paa Kjæberne siddende ,,Tænder”, paa hvilke Gaudry anvender samme Tolkning, paralleliseres naturligst med Mundpapiller, Fodpapiller og andre Overfladedannelser; det seer man f. Ex. ved at sammenligne disse Dele hos Ophiomyxa, Trichaster og Asterophyton. Gaudry beskriver og afbilder dernæst Ledstykkernes Form og Articulation hos Ophiocoma echinata og Asterophyton arborescens; om Forholdet hos denne sidste Form gjøres der to vigtige An- givelser, nemlig at, hvor en Arm deler sig i to lige store Grene, ere to Ledskiver i Stedet for een indleddede paa den sidste brede Ledskive af det udelte Armstykke, men hvor mindre Grene udgaae fra Hovedstammen, kan den mindre Green derimod forfølges et Stykke tilbage under Stammens Hud mellem denne og Ledstykkerne, indtil Grenens Led tilsidst antage Form af smaa Korn og forsvinde; og at Sugeføddernes Rødder hos Huryale sidde mellem 2 og 2 Ledstykker, medens de hos Ophiurerne sidde i tragtformige Fordybninger i selve Ledskiverne. Gaudrys Bemærkning, at de 5 Buer, der hos Cidariderne sidde paa Am- bulacralpladerne omkring Skallens Mundaabning, maaskee ere det nærmeste Analogon til Ophiurernes indre Skelet, synes at indeholde mere Sandhed end hans Sammenstillinger af de faste Deles andet (mellemste) System hos de forskjellige Former af Echinodermer, hvilke Sammenstillinger ligefrem maae betegnes som forfeilede. Til dette andet System eller det egentlige Hudskelet henføres Armpladerne (af hvilke Sidepladerne betegnes som „pieces ambulacraires”, Rygpladerne som ,,interambulacraires” og Bugpladerne som ind- skudte, accessoriske, i Armens yderste Deel rudimentære Stykker), Skjellene paa Skiven (Tergalpladerne) og Genitalpladerne; disses Forhold til Radialskjoldene er ikke erkjendt, og det er med Urette, at Gaudry tillægger Genitalpladerne en overordentlig Udvikling hos Euryalæ og lader dem danne Ribberne paa Ryggen af Skiven; Granulationen paa Medusa- hovedernes Arme og Skive henvises med Rette til Overfladedannelserne; de Bræmmer, som omgive Armenes Skivedeel hos de samme Dyr, henføres derimod til det egentlige Hudskelet og navnlig til ,,Tergalpladerne” ; i 4 Rækker af smaa Forbeninger, som ligge paa Undersiden af Armene meliem Huden og Ledstykkerne, seer Gaudry Rudimenter af Ryg- og Sidepladerne. Mundskjoldene omtales mærkelig nok kun i Forbigaaende hos Ophioderma longicauda som fem paa Bugsiden i Armmellemrummene liggende Plader; Forfatteren synes at være uenig med sig selv, om de ligefrem skulle henføres til Hudskelettet (Tergal- pladerne) eller antages at være dannede ved en Sammensmeltning af to til de inderste Genitalplader hørende Stykker. Tilsidst gjennemgaaes Overfladesystemet, og det vises, at Pigge,- Torne, Korn, ,,plaques pavimenteuses”, Pletter, Skjæl, Papiller o. s.v. kun ere Modi- ficationer af en og samme Grundform. I sine Afhandlinger „über die Ophiurenlarven des adriatischen Meeres, 1851” S. 1, og „über den Bau der Echinodermen, 1853”, S. 51 og 76, afhandler Joh. Müller oftere Sammensætningen af Ophiurernes Skelet. Det vil være tilstrækkeligt at henvise til disse Arbeider, som ved deres concise Fremstilling ikke egne sig til et kort Referat. Ophiur-Legemet bestaaer af den egentlige Krop eller Skiven og de fra den udgaaende Arme, som i Regelen ere 5, sjeldnere 6") i Tallet. Skiven (discus) indeholder Fordoielses- og Forplantelsesredskaberne, og paa den findes derfor disses ydre Aabninger: Munden med sine 5 Mundvige (r7mæ oris), som give den Form af en Stjerne — naar der er 6 Arme, stiger naturligvis ogsaa Mundvigenes Antal til 6 — og de 10 (12) Genitalspalter (rzmæ genitales), hvis Retning ligesom Mundvigenes og Armenes er efter Radien fra Peripherien mod Centrum; de ligge paa Bugsiden, tæt op til den i Skiven optagne Deel af Armene, 1 paa hver Side af samme; undtagelsesvis er der to i Stedet for een, altsaa 20 i Stedet for 10, naar hver Spalte lukkes paa Midten og derved deles i 2%). Armene (brachia, radii) indeholde foruden de nødvendige Kar og Nerver kun faste Dele og Muskler og have ved deres Længde og Bevægelighed en Betydning som Bevægelsesredskaber, som de ægte Sø- stjerners mere stive Arme mangle. Asteriernes og Ophiurernes ,,Arme” ere naturligvis ikke Lemmer eller Arme i samme Betydning som de saaledes benævnte Dele hos de heiere Dyr; en Sammenligning mellem de kortarmede Asterider (Asteriscus 0.s.v.) og de flade, kantede Clypeastrider godtgjør, at Asteridernes Arme kun ere den flade Pighuds langt ud- trukne Hjørner, hvor unaturligt det end kunde synes at anvende denne Betraglning paa Medusahovedets buskede Arme. — Forholdet mellem Skivens Tvermaal og Armens Længde varierer efter Art og Alder (hvorom see det følgende Afsnit om Ophiurernes Vext) fra 1:2 til 1:20. Grendsen mellem Armene og Skiven er i Regelen skarp paa Rygsiden, hvor- imod Armene paa Bugsiden fortsætte sig gjennem hele Skiven lige til Mundvigene. Hos nogle er der ved Udspringet af hver Arm et. Indsnit i Skivens Ryg, og Armen synes da ikke alene at udgaae fra Bugsiden, men ogsaa fra Rygsiden; men hos andre fortsætter Skiveranden sig uden Afbrydelse hele Skiven rundt, og Armene udgaae da fra Bugsiden alene ?). — Ved Beskrivelsen af en Ophiur tænkes Rygsiden at vende opad, Bugsiden nedad; hvad der vender mod Peripherien, vender udad, hvad der vender mod Centrum, indad. Den 1) Nemlig hos visse Arter af Slægten Ophiactis mihi og hos Ophiocoma pumila mihi. 2) Hos Slægten Ophioderma. Andre Afvigelser findes som bekjendt hos Asteronyx og Ophiocnemis. 3) Om dette Forhold og dets systematiske Betydning see det følgende Afsnit om Underafdelingen af Slegten Ophiolepis. ydre Rand af en Armplade er altsaa den, der vender mod Spidsen af Armene, den øverste Armpig den, som sidder nærmest ved Rygpladen o.s. v. De faste Dele henhøre hos Ophiurerne til tre forskjellige Systemer: det indre Skelet, det egentlige Hudskelet og Overfladedannelserne. Det indre Skelet, som svarer til de andre Echinodermers Ambulacralplader, der her ere krængede indad, omsluttede og næsten skjulte ‘af Hudskelettet, er udviklet i samme Grad og væsenligen eens hos alle Ophiurider. Derimod kan Hudskelettet være erstattet åf en blød Hud, enten baade paa Armene og Skiven") eller blot paa denne sidste,*) dog med Undtagelse af nogle enkelte faste Plader (Mundskjolde, Genitalplader og Radialskjolde), der neppe mangle nogensinde. Ogsaa Overfladedannelserne kunne være udviklede i en meget for- skjellig Grad; hertil henregnes alle de Legemer, der betegnes som Korn, Pigge, Fod- papiller, Mundpapiller, Tænder, Tandpapiller, Hager o.s. y.; de ere alle Omdannelser af een og samme Grunddeel. At Fodpapiller og Armpigge ere homologe, seer man hos Ophiura texturata, paa hvis inderste Armstykke det er umuligt at afgjore, hvad der er Fodpapil og hvad der er Armpig, eller rettere, hvor Grændsen skal trækkes mellem begge Dele; Ophiothria- Arterne vise Identiten mellem Armpiggene og Skivens Pigge og Torne; af Asterophyton lerer man, at Mundpapiller, Tandpapiller og Tender ikke ere vesenlig forskjellige. Mellem det indre Skelet og Hudskelettet er Forholdet forskjelligt i Armene og i Skiven; Armene udfyldes ganske af det indre Skelet, som omsluttes tet af Hudskelettet ligesom af et Ror, hvorimod, Skiven vel har et indre Skelet, dannet af Fortsættelser af Armenes, som stode sammen omkring Munden, men det berores kun paa Bugsiden af Hudskelettet, der forresten udfylder Vinklerne (Armmellemrummene) mellem de i Skiven optagne Dele af Armene og paa Rygsiden hæver sig op over dem og saaledes begrændser Krophulen, hvori Indvoldene have deres Leie. Dette indre Skelet har heelt igjennem samme Bygning, saavel i den frie som i den i Skiven optagne Deel, naar undtages den inderste noget omdannede Deel, som omgiver Munden. Det bestaaer nemlig af en Rekke skiveformige Led (ossicula ambulacralia, ,,ossicules discoides” Gaudry, ,,Ambulacralwirbel” Joh. Müller), der følge efter hinanden ligesom Hvirvlerne i en Rygrad og henge sammen, deels ved en Ledforbindelse eller et Slags Hængsel paa Midten, deels ved korte Muskel- baand, der gaae fra Led til Led. Formen af disse Ledstykker er noget forskjellig hos de for- skjellige Slægter: hos Ophiura texturata, som jeg vil vælge til Exempel, ere de flade og af- lange, d. v. s. Hoiden er noget storre end Bredden; foroven og forneden have de et dybt Indsnit; da disse Indsnit forbindes ved det lodrette Hengsel, deles derved begge Flader, saavel den, der vender indad, som den modsatte, i 2 Halvdele; hver af disse inddeles igjen 1) Hos Ophiomyxa, Ophioscolex, Euryale. 2) Hos Ophiopeltis. 9 i en større Flade foroven og en mindre forneden ved en ophoiet Linie, som fra et Punkt af Hængselet, der ligger lidt nedenfor Midten, gaaer nedad til Ledstykkets Peripheri i en noget skraa Retning. De 4 saaledes begrændsede, noget hule Flader tjene til Befæstelse for de ovenfor omtalte Muskler. Paa Ledstykkets udvendige Side bestaaer Hængselet af tre korte Lister eller langagtige Tænder, af hvilke den underste er lodret og foroven om- fattes af de to øverste, der convergere opadtil og støde sammen i Spidsen af den Vinkel, som dannes af det øverste Indsnit. Paa den indvendige Side bestaaer Hængselet derimod af to Lister, som forneden gabe fra hinanden og efterlade en Fordybning mellem sig, men foroven forene sig til een. Ledstykkernes Kant er smal paa hver Side, men bredere for- oven og forneden; ligesom paa et Rokkehjul løber der en Rende hele Kanten rundt, krydset foroven og forneden af de ovenfor omtalte Indsnit, der frembringe en smal Fure langs hen ad den hele Ledrække. De ophoiede Skraalinier, som iagttages paa begge Flader af Leddene, hidrøre fra en kegledannet Fordybning, som optager Sugefodens Rod og med sin brede Ende udmunder i Ledskivens Randfure. — Den her beskrevne Bygning have alle Ledstykkerne med Undtagelse af det inderste, som er deelt i 2 brede Stykker af en uregelmæssig Form, der vel ere indbyrdes forbundne, men tillige gabe fra hinanden og bøie sig henimod de tilsvarende Naboled til hoire og venstre. Den herved antydede Tilner- melse mellem de kløvede, indadvendte Forlængelser af Armskelettet bliver endnu inder- ligere mellem de indenfor dem, i Mellemrummene mellem Armene, liggende 10 Stykker, der ere saaledes forbundne, to og to, at de skille Mundvigene fra hinanden; de inde- holde hver en Fordybning, hvori en Mundfod, d. v. s. en af det i Mundvigene anbragte Par Fødder, er befæstet; langs med deres Rand sidde Mundpapillerne (papille orales, egentlig Mundføddernes Papiller); Joh. Miller kalder disse Stykker ,,die Mundeckstücke” ; jeg vilde foreslaae at indføre Benævnelsen Mundrammerne (scutella oralia) for dem. Morphologisk ere de omdannede Armled, hos hvilke den oprindelige Sondring i to Side- halvdele atter er indtraadt, og hos hvilke disse Sidehalvdele ere blevne skilte fuldkommen fra hinanden og forbundne med deres Naboer. Paa den mod Skivens Midtpunkt vendende Kant af de to sammenhørende Mundrammer sidder en lodret Plade, Kjæben (mawilla, torus angularis Joh. Müller), til hvilken Tandpapillerne (papille dentales) og Tænderne (dentes) ere befæstede. Mundrammerne og Kjæberne ere i Regelen synlige udvendig; kun hos Ophioderma-Gruppen (Ophioderma, Ophiopeza, Ophiarachna) dækkes Mundrammerne af Kornbeklædningen; alle andre Dele af det indre Skelet ere derimod altid skjulte af Hudskelettet. Det egentlige Hudskelet bestaaer paa Armene af 4 Rækker af Plader, der benævnes Ryg-, Bug- og Sidepladerne (scutella dorsalia, ventralia, lateralia). Til det indre Skelets leddede Bygning svarer altsaa en lignende Leddeling af det ydre. En Rygplade, en Bugplade og to Sideplader danne tilsammen et Led af Hudskelettet, der svarer til et af det indre Skelets Led, dog med den Modification, at Hudpladerne fra det Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd, 2 10 Ledstykke, som egentlig bærer dem, forlænge sig hen til det næste i Retningen mod Armenes Spids. De 4 Armplader, som høre sammen til een Ring, kunne ligge ved Siden af hinanden; men ofte alternere Sidepladerne med de andre, især naar disse ere mindre udviklede. Hvad Formen angaaer, da er Regelen den, at Rygpladerne indtage hele Armens Bredde og næsten berøre hinanden i deres fulde Udstrækning, hvorimod Bugpladerne pleie at være firkantede eller ved Afstumpning ottekantede, ikke sjeldent tillige udhulede paa Siderne for at give Plads for Fodpapillerne. I den yderste Deel af Armen ere Leddene forholdsvis længere og mere indknebne ved Grunden; Ryg- og Bugpladerne aftage i Størrelse og for- trænges af Sidepladerne: de antage Form af Cirkeludsnit, d. v. s. begrændses udadtil af en Bue, indadtil af to convergerende Skraalinier; de berøre ikke hinanden, men adskilles af Sidepladerne, der kile sig ind imellem dem og komme i indbyrdes Berøring midt paa Armens Ryg- og Bugflade; heelt ude i Spidsen af Armene blive Ryg- og Bugpladerne end- ogsaa forsvindende smaa. Armpladernes Form bør derfor altid beskrives saa- ledes, som den er i det inderste frie Stykke af Armen; thi længere ude modifi- ceres Formen mere og mere. Denne Forandring indtræder hurtigere hos de mere kort- armede Arter og hos dem, hvis Arme hurtig aftage i Tykkelse, end hos de mere langarmede eller hos dem, hvis Arme først i længere Afstand fra Skiven begynde at blive tyndere. — Der er imidlertid ogsaa mange Slangestjerner, hos hvilke Ryg- og Bug- pladerne selv paa Armens inderste Stykke og hos udvoxne Dyr optræde med Former, som ellers kun findes i den yderste Deel af Armen; dette gjælder f. Ex. om Slægten Ophiura s. str. for Bugpladernes og om Slægten Ophiacantha baade for Ryg- og Bugpladernes Vedkommende; de ovale Rygplader hos Amphiura - Arterne, de oxeformige hos Ophio- thrie kunne betragtes som staaende midt imellem begge disse Forhold. — Undertiden afdeles Rygpladerne ved Længdelinier i 2, 3 eller flere Smaaplader eller Skjæl; denne Sønderdeling er snart regelmæssig, snart uregelmæssig, snart stærkere, snart svagere. (Exempler afgive Ophioderma-Arterne, Ophiolepis imbricata, O. triloba, O. Nereis, O. Januartt.) Undertiden omgives Rygpladerne udadtil med en Halvkreds af Smaaskjæl, f. Ex. hos Ophiopholis aculeata og hos Ophiolepis cincta. Hos Ophiomyxa og Ophioscolex antages sædvanligviis Hud- skelettet at mangle og Armskelettet blot at være overtrukket af en blød Hud; de sædvanlige Armplader ere, i det mindste hos Ophiomyæa, dog tildeels tilstede, men tilhyllede ved en blød Overhud, saa at de først komme til Syne, naar Dyret tørres; hos den hele Gruppe Euryalæ er Hudskelettet aldeles rudimentært eller mangler ganske, men erstattes af de i hei Grad udviklede Overfladedannelser. Langs henad Armens Bugflade, mellem hvert Par Sideplader og mellem dem og Bugpladerne er der paa hver Side af disse en Række Porer, et Par for hvert Led, af hvilke Sugefødderne rage frem. Paa den indvendige (9: mod Munden vendende) Side af hver Pore sidde i Regelen 1 eller 2, sjeldnere 3—4 Fodpapiller (papille ambulacrales) ; undertiden mangle de dog aldeles. Er der paa Årmens inderste Stykke 2 eller flere Fod- papiller, aftager deres Antal dog mod Spidsen af Armen. Naar der er mere end 1, sidde de i Regelen ved Siden af hinanden; kun hos visse Arter af Slægten Amphiura sidder den ene Fodpapil indenfor Fodporen, den anden mellem denne og Bugpladen. Paa Fodporens udvendige (peripheriske) Side er der ogsaa ofte Spor til Fodpapiller, især paa den i Skiven optagne Deel af Armen. — Armpiggene (spine laterales v. brachiales) ere indleddede paa Sidepladerne; Dyret kan reise dem, saa at de stritte ud fra Armen, og lægge dem ned med Spidsen udad mod Enden af Armen; det kan samle dem til et Knippe og sprede dem til en Vifte. Hos nogle sidde Armpiggene langs med Pladens udvendige, over den næste Sideplade kun lidet ophoiede Rand; de ere da altid korte og svage og have en stærk Tendents til at trykke sig fladt ind til Armen. Hos andre sidde Armpiggene paa en mere eller mindre fremtrædende lodret Kjøl nedad Sidepladen; naar denne er stærkt udviklet, er den øvrige Deel af Sidepladen ofte rudimentær og erstattet af en temmelig tynd Hud. De Pigge, der sidde paa tydelige Kjøle, ere i Regelen stærkere udviklede og stritte ligesaa regelmæssigt ud til Siden, som de i første Tilfælde trykke sig ind til Armen"), — Piggene mangle aldrig ganske; deres Antal i samme Kam eller Række ligger mellem 2 og 10 og stiger fra Spidsen af Armen til Skiven; derimod ere de yderste Pigge ofte forholdsvis (d. v. s. i Sammenligning med Leddene) længere end de inderste. Grendserne i Henseende til Længden dannes af de aldeles rudimentære Pigge hos Ophiura albida og O. nodosa og de lange Ophiothrix-Pigge, der kunne være saa lange som 6 Armled. Forholdet mellem de til samme Pigkam henhørende Pigge er enten saaledes, at de alle ere lige lange, eller at de aftage i Længde fra den underste til den øverste eller omvendt, eller fra en af de midterste til begge Rækkens Endepunkter. I Almindelighed ere de glatte, men de kunne ogsaa vere rue (Ophiactis, Ophiopholis, Ophiacantha) eller endog stærkt takkede, saaledes som de lange, glasklare og skjore Pigge hos Ophiothriæ-Arterne. Naar Piggene ere rue eller takkede, er den underste korte Pig i Regelen, i det Mindste hos de unge Dyr og hos de ældre i Armens yderste Stykke, omdannet til en Krog eller Hage, hvis Takker, hvoraf den snart kun har en, snart flere, vende ind imod Armens Midtlinie (Ophiactis, Ophio- pholis, Ophiothrix, Euryale).*) Formodentlig staaer denne Omdannelse af den underste Armpig i Armens yderste Deel i Forbindelse med en vis Levemaade; dette synes man i det mindste at kunne slutte af Hagernes constante Forekomst hos Euryale-Gruppen, hvis samtlige Arter synes at føre et Slags parasitisk Liv paa Koraldyrene. Den Deel af Armene, som fortsætter sig gjennem Dyrets Skive indtil Mundvigene, er deels beklædt med Bugplader, som væsenlig have samme Form som paa 1) Om dette Forhold og dets systematiske Betydning see det følgende Afsnit om Slægten Ophiolepis. *) Smlgn. om disse Hagers Forekomst og Form: Müller og Troschel i Archiv für Naturgeschichte IX, 1843, S. 121, og Krøyer i naturhistorisk Tidsskrift, 3die Bind, S. 540. 9* À 12 Armenes frie Stykke, deels med Sideplader, som efterhaanden blive lavere, jo dybere Armen i Nærheden af Munden sænker sig ned i Skiven; Piggene trænges først tættere sammen og aftage derefter i Størrelse og Antal; derimod er der ofte flere Fodpapiller paa Skiven end paa den frie Deel af Armene. Rygplader mangle naturligvis, med mindre der er Indsnit i Skivens Ryghud ved Grunden af Armene, i hvilke Indsnit den synlige Deel af Armen da er dækket af 2—4 ufuldstændige Rygplader. Langs med hver Genitalspalte, mellem den og Armen, men ovenover de ufuldstændige Sideplader, der beklæde Siderne af den i Skiven optagne Deel af denne, ligger et smalt, udvendig ikke synligt Skraa- stykke, den saakaldte Genitalplade (scutum genitale); dens smalle Ende vender indad mod Munden og berører undertiden (f. Ex. hos Ophiura Sarsü) en opstigende Forlængelse fra Sidemundskjoldet; i den modsatte Ende suppleres Genitalpladen af en mindre Bi- genitalplade, der støtter den udvendige Ende af Genitalspalten påa den Side, som vender bort fra Armen, og derpaa et kort Stykke slutter sig tæt op til den egentlige Geni- talplades yderste Deel; tilsammen danne de en af flere Ledhoveder sammerisat Ledfoining med Radialskjoldene (Radialribberne), saaledes at der dannes en Vinkel, hvis Toppunkt (Ledfoiningen mellem Genitalpladerne og Radialskjoldene) ligger tæt ved Armenes Udspring fra Skiven, medens Benene strække sig ind imod Skivens Midtpunkt, det ene paa Rygsiden, det andet paa Bugsiden. Disse Skeletdele — der vistnok maae henføres til Hudskelettets anden Afdeling, skjondt de tildeels ligge skjulte af dettes øvrige Skjæl og Plader, og som aldrig mangle, selv om ethvert Spor til disse er forsvundet (hvorfor de ogsaa kunne ansees for at danne et eget lille System for sig), — ere hidtil deels blevne forbigaaede, deels (navnlig af Gaudry) ikke opfattede i deres Sammenhæng"). — Den inderste Armbug- plade, som begrændser Mundvigen for Enden, har i Regelen en fra de andre Bugplader forskjellig Form og er ofte forsvindende lille. I hver Mundvig sidder der to Sugefødder, Mundfødderne (pedes orales), som ifølge Forbes benyttes til at bortskaffe de ufordøie- lige Dele af Føden ligesom det inderste Par Armfodder, som i Regelen har sin Plads udenfor den inderste Armbugplade, men hos Ophiura og Ophiocten indenfor eller rettere paa hver Side af denne, hvilket fremkalder den for Mundvigene hos disse 2 Slægter eien- dommelige Form, omtrent som et Y. Mundpapillerne ere snart lige store, snart af lidt forskjellig Störrelse; naar de lægges horizontalt ned, lukke de Mundvigene til over de ind- trukne Mundfodder. Det største iagttagne Tal er 10 paa hver Mundramme; hos Ophiothrix mangle de, hos Ophiactis er der kun een eller to, hos Amphiura tre. I Almindelighed ere de brede og flade, hos Ophiomyxa takkede ligesom Tænderne; hos Euryalæ have Mundpapiller, Tandpapiller og Tænder een og samme Beskaffenhed og kunne med et felleds 1) Uagtet disse Dele netop hos Buryale ere lette at opfatte, overseer Gaudry ganske Articulationen mellem Ribberne og Genitalpladerne og lader hine være dannede ved en Forlængelse af disse. 13 Navn benævnes Mundpigge. Tænderne ere haarde Plader, som sidde i en lodret Række, fæt over hinanden, opad Kjæberne. Deres Formforskjellighed hos de forskjellige Slægter fortjener større Opmærksomhed, end der hidtil er bleven den til Deel; de kunne være meget brede eller forholdsvis smalle eller endog spidse ligesom Mundpapillerne, som f. Ex. hos Ophiura. Hos visse Slægter naae de ikke lige til Mundranden og Mund- papillerne, men der indskydes under dem en Gruppe af Tandpapiller, ordnede i 2—4 Rader (Ophiocoma, Ophiothrix). Til de Munden omgivende Dele hore endnu foruden de inderste Armbugplader, Mundrammerne og Kjæberne, som ere omtalte i det Foregaaende, ogsaa Mundskjoldene (scuta oralia) og Sidemundskjoldene (scutella adoralia). Mundskjoldenes systematiske Betydning er i det Hele taget tilstrækkelig anerkjendt, ja maaskee endogsaa overvurderet, eftersom de ofte indenfor samme Art, ja endog hos samme Individ, frembyde Afvigelser i deres Form, der gjøre det vanskeligt at give en for hele Arten gyldig Beskrivelse af dem; ikke desto- mindre ere de underkastede Forskjelligheder, hvis systematiske Betydning ikke altid har fundet den tilborlige Anerkjendelse. Enten ligger hele Mundskjoldet i Kreds med de inderste Arm- bugplader, og det er da forholdsvis lille, mere eller mindre rundagtigt, snart noget længere, snart noget bredere, men forlænger sig ikke ud i Armmellemrummene; eller det er større, i Regelen langstrakt og skjoldformigt, og kun dets inderste Spids ligger i Kreds med de inderste Armplader, den øvrige Deel forlænger sig et betydeligt Stykke ud i Armmellem- rummene mellem Genitalspalterne!). Naar et af Mundskjoldene ved sin Størrelse, Form eller øvrige Beskaffenhed afviger betydeligt fra de andre, er det den saakaldte Madrepor- plade, til hvis indvendige Side den saakaldte ,,Steenkanal”, som henhører til Vandkanal- systemet, er befæstet. Hos nogle søger man forgjæves efter et fra de andre forskjelligt Mundskjold?); hos andre er Madreporpladen vel udmærket ved et Indtryk eller en svag Ophøining som en Navle, men ikke i Form forskjellig fra de andre*); men hos mange er den ved sin afvigende, uregelmæssige Form og betydeligere Størrelse let at kjende fra dem”); og hos ikke faae findes der langs med dens Rand en Krands af Porer5), 1) Disse Forholds systematiske Betydning afhandles i det følgende Afsnit om Underafdelingen af Slægten Ophiolepis. 2) F. Ex. hos Ophiarthrum elegans, de fleste Ophiura-Arter, Ophiocten. 8) F. Ex. hos Ophioderma longicauda, brevicauda, Antillarum, Ophiopeza Yoldii, Ophiolepis cincta, Ophiocoma Erinaceus. 4) F.Ex. hos Ophiolepis Januari, Ophiocoma nigra, crassispina, Ophiopholis aculeata, Ophiothrix. 5) F. Ex. hos Amphiura Holbolli, Ophiolepis imbricata. Den eneste ægte Ophiur, hos hvilken Joh. Müller har iagttaget en Pore, er Ophiura ciliata. See: „Ueber die Gattungen der Seeigellarven”, , 1853. S. 33. Derimod har le Gonte været heldigere; hos een Ophiolepis-Art beskriver han en heel Krands af Porer og hos 3 andre Arter en enkelt Pore i Spidsen af Skjoldet. Proc. Philad. Soc. V. p. 317—18. gjennem hvilke Vandkanalsystemet altsaa rimeligvis ligesom hos andre Echinodermer staaer i Forbindelse med det omgivende Vand. — Jeg troer imidlertid, at man maa være temmelig varsom med at anvende disse Forskjelligheder som Kjendemærker, da Individer af samme Art kunne have Madreporpladen mere eller mindre tydelig udpræget. — Asterophyterne har man hidtil tillagt een porøs Madreporplade. I det Følgende skal jeg beskrive to vestindiske Årter med 5 isolerede, porøse, smaa Madreporplader. Da Mundskjoldene mangle, er Madreporpladen altsaa her uafhængig af dem. — Sidemundskjoldene (scutella adoralia) ere hidtil saa temmelig blevne oversete, saa at de ikke engang betegnedes med et eget Navn; de ere i Regelen trekantede, men rette sig dog efter den Plads, som indrømmes dem af de øvrige Munden omgivende Dele. Snart ligge de paa Siderne af Mundskjoldene og adskille disse fra de inderste Armleds Plader, snart til- lige indenfor Mundskjoldene, idet de forlænge sig mellem dem og Mundrammerne og støde sammen fra begge Sider indenfor Mundskjoldenes Spids; undertiden kile de sig til- lige med deres andet Endepunkt ind imellem den inderste og næstinderste Armbugplade og komme der ligeledes i Berøring med hinanden, saa at alle 10 Sidemundskjolde danne en fuldstændig Ring omkring Munden (Ophiactis, Ophiostigma). | Paa den ovrige Deel af Skiven, d. v.s. paa Rygsiden og i Armmellemrummene paa Bugsiden, er Huden, naar den ikke er aldeles blod, opfyldt med talrige, storre og mindre, taglagte, rundagtige Skjæl, blandt hvilke dog Radialskjoldene (scuta radialia), som ere 10 i Tallet og ligge to og to indenfor Udspringet af hver Arm, udmærke sig ved deres Størrelse; deres Forhold til Genitalpladerne og stadige Forekomst, selv hvor Huden forresten er aldeles blød, er ovenfor omtalt. Hos Æwryalæ, Ophiocoma og Ophiacantha have de Form af smalle Ribber, ellers af store pæreformige Skjæl, der vende den spidse Ende ind imod Midten, den brede ud imod Armene. Hos Ophiothrix ere de saa store, at de optage største Delen af Skivens Ryg og mellem sig kun efterlade 10 Radialbælter, d. v.s. 5 bredere og 5 smallere, nøgne eller skjælklædte Striber. — Af den øvrige Skjælbeklædning skal jeg kun henlede Opmærksomheden paa nogle Skjæl, der beklæde Genitalspalternes frie (bort fra Armen vendende) Rande; hos Ophrothrix er der f. Ex. et langagtigt ydre Geni- talskjæl langs med hver Genitalspalte og et mindre indre Genitalskjæl, der tillige med sin Mage fra den anden Spalte i samme Interbrachialrum slutter sig tæt til Mund- skjoldets ydre Rand. Undertiden er Skivens Hudskelet nøgent (hos Müller og Troschels Slægt Ophiolepis), men i Regelen er det dækket, fuldstændigt eller dog kun med Undtagelse af en Deel af Radial- skjoldene, af en overfladisk Beklædning. Hos Slægterne Ophioderma, Ophiarachna, Ophiopeza, Ophiocoma, Ophiostigma og Ophiacantha bestaaer denne Beklædning af Korn, der dog hos den sidstnævnte Slægt ogsaa kunde betegnes som korte Pigge. Hos Ophiopholis dækkes Skjællene deels af Korn, deels af Pletter, der kunne betragtes som dannede ved en Sammen- 15 smeltning af mange smaa Korn, hos Ophiothrix deels af takkede Torne, deels af høie takkede Pigge. Hos Huryale ere Overfladedannelserne som oftest ikke alene stærkt ud- viklede paa Skiven, men ogsaa paa Armene, hvor de — med Undtagelse af Armpiggene og Fodpapillerne — mangle hos alle ægte Ophiurer. De erstatte altsaa det rudimentære eller manglende egentlige Hudskelet. Paa Armenes yderste Deel, undertiden over hele Huden, bære disse Korn ofte smaae Hager af lignende Beskaffenhed, som den omdannede Armpig paa Armens Underside, men af ringere Størrelse end denne. 2. Nogle Bemærkninger om Ophiurernes Væxt. De Forandringer, som Ophiurerne undergaae fra deres Udklækning af Ægget, indtil Slangestjernen er dukket frem af Larveformen, ere blevne oplyste ved Geheimeraad Joh. Millers beundringsværdige Undersøgelser over Echinodermernes Forvandlinger; om de Forandringer derimod, som Ophiurerne undergaae, efter at den egentlige Forvandling er afsluttet, vide vi Lidet eller Intet, uden at disse Forandringer ikke ere ubetydelige. Ophiuren fremtræder ikke fuld færdig af Larveformen, men med en Skikkelse, der kun er ligesom et Udkast, en Skizze af, hvad den senere skal blive; de spæde Ophiurer paa mindre end en Linies Størrelse, der endnu svæve om i de øvre Vandlag, hvor de sværmede som Larver, ligne saa lidt de voxne, som en nyfødt Pungdyr-Unge ligner sine Forældre; man kan see, at det er Ophiurer, maaskee at de høre til den ene eller den anden af Ophiur-Rækkens Endepunkter, men kun af andre Forhold, saasom deres Hyppighed, Ud- bredning o.s.v., slutter man sig til, om det kan være denne eller hiin Art. Og selv naar de ere blevne meget større, naar de næsten ere halvvoxne, afvige de dog baade i Udseende og Eiendommeligheder saa meget fra de voxne, at man kunde miskjende deres Identitet, naar man ikke kjendte Mellemleddene. Jeg har derfor i de følgende Beskrivelser af »Grønlands Ophiurer” meddelt Beskrivelser af Ungerne, hvor det var mig muligt; men om man end kan tilveiebringe deslige Oplysninger for en Fauna, hvis Dyr ere tilgængelige i saa stort et Antal af Exemplarer, at man kan sammenstille den hele Række af Udviklings- former, som tilhøre de forskjellige Aldere af een og samme Art, vil dette ikke være muligt med Hensyn til Arter fra fjerne Have, hvoraf kun enkelte Exemplarer og sjeldent de yngre Aldere falde Zoologen i Hænderne. Foruden den almindelige Interesse, som det kan have at lære at kjende Loven for de Forandringer, som Ophiurerne undergaae under deres Væxt, er det altsaa af ganske særlig Vigtighed for den beskrivende Zoologi at klare sig dette Forhold; kun derved vil man kunne slutte fra det voxne Dyr til Ungen eller fra dette 16 til hint og kunne afgjøre om Forskjellighederne i et givet Tilfælde ere Alders- eller Arts- forskjelligheder. Den Art, hos hvilken jeg fuldstændigst har kunnet forfølge de successive Foran- dringer, er Ophiopholis aculeata; med Hensyn til Detaillen henvises til Beskrivelsen af denne Art i det Følgende. Jeg skal her kun i Tabelform meddele en Sammenstilling af Forskjellighederne hos 6 Exemplarer af forskjellig Alder, forsaavidt disse Forskjel- ligheder kunne udtrykkes i Tal, til hvilken Tabel jeg oftere vil have Leilighed til at henvise i det Følgende. Vanskeligheden i at tilveiebringe en slig Tabel, der kunde gjælde som Norm for Artens Forandringer, hvad Talforholdene angaaer, beroer deels paa Muligheden af individuelle Forskjelligheder, deels paa den Omstændighed, at Ophiur-Armene saa ofte brækkes af og reproduceres igjen, hvorved naturligvis Leddenes Antal forvandskes. Selv om imidlertid nedenstaaende Tal kun have approximativ Værd som en Række af Exempler, ville de dog formentlig være nok til at retfærdiggjøre de Slutninger, som jeg vil drage af dem. Skivens Antal af Led med Led uden ydre Krands Tvermaal. Årmlængde. Led. Hager. af Korn eller Torne. A. 2mm 6mm 20 15 12 | B. 3 40 27 : GSA 45-50 33 20 D. 6 33 63 E. 10 60 86 FF: ales (2 105 40-50 18 Det vil heraf fremgaae, at hos Ophiurerne voxe baade Skiven og Armene, de sidste dog sterkest; at under Armenes Vext komme nye Led til, hvilken Leddannelse dog synes at vere stærkere i den yngre Alder end senere, da Væxten maaskee snarere bestaaer i en Forstorrelse af de engang anlagte Led. Med Hensyn til Armenes Vext stiller Sporgsmaalet sig saaledes: voxe de i Spidsen eller ved Grunden eller i hele Armens Længde? Hvor komme de nye Led frem? At de ikke komme frem hist og her mellem de ældre, følger deraf, at man aldrig finder smaa uudviklede Armled mellem de normale. At Mellemrummet mellem et hvilket- somhelst Par Armled imidlertid kan blive Udgangspunktet for en ny Leddannelse, sees af de hyppige Lemlestelser og den derpaa folgende Reproduktion af Ophiurernes Arme; de kunne brydes paa hvilketsomhelst Sted, og fra Enden af den tilbageblivende Stump skyder et nyt Armstykke ud og vedbliver at voxe, indtil det afbrudte Stykke er erstattet. Sporgsmaalet er altsaa indskrenket til det Alternativ, om de nye Led dannes i Spidsen af Armen eller ved dennes Grund. En umiddelbar Betragtning af en Ophiur-Arm taler for den første Anskuelse; skal man noget Sted søge uudviklede Armled, maa det vere 17 i Spidsen af Årmene, hvor Leddene ere simplere, mere eens hos forskjellige Arter og Slægter, hvor Pigge, Papiller o. s. v. ere tilstede i ringere Antal og af en mere eensartet, mindre charakteristisk Form end tæt ved Skiven, hvor man ligesaalidt som paa denne nogensinde seer Led, hvis Form, Bevæbning o. s. v. røber dem som nydannede. Strængt taget er dette sidste Factum tilstrækkeligt til at gjendrive den Anskuelse, at Ophiur- Armene skulde voxe fra Grunden af; og dog er der Noget, der synes at kunne tale for denne Anskuelse, ja til en Tid syntes den direkte dagttagelse ligefrem at bekræfte den. Sammenligner man nemlig Exemplarer af forskjellig Alder, men af een og samme Art, f. Ex. den ovenfor anførte Udyiklingsrække af Ophiopholis aculeata, i Henseende til Armleddenes Form, Pladernes Figur, Piggenes Antal, Form o. s. v., da vil det vise sig, at Armenes Ender i den hele Række vedblive at være væsenlig uforandrede; fra det mindste til det største Exemplar have de de samme lange, tynde, indknebne Led, de samme langagtige, ufuldstændige Ryg- og Bugplader; Mangelen af Kornkredse omkring Rygpladerne, Piggenes Tyndhed og Udrustning med Spidser, Erstatningen af den un- derste ved en Hage o. s. v., alt dette er eens. De Forandringer i disse Forhold, som indtræde under Dyrets Væxt og Tiltagen i Antal af Led, gjælde stadig den inderste Deel af Armen. Den simpleste Maade at forklare dette paa, synes at være den, at de yderste Led ere de ældste, og at naar de have faaet deres eiendommelige Form og Bevæbning, om- dannes de ikke videre, men de nye Led dannes mellem de ældre og Skiven, og alt som de skyde frem, antage de en lidt anden Form og Størrelse end de nærmest foregaaende, saaledes at lidt efter lidt er Pladernes Form bleven modificeret, Piggene og Fodpapillerne blevne flere o.s.v. Paa denne Maade vilde der være gjort fuldkommen Rede for de sam- tidige Forskjelligheder mellem Armleddene paa en og samme Arm og for Forskjellighederne mellem Arme af forskjellig Alder. Vil man derimod antage den modsatte Hypothese, saa maa man ogsaa antage, at hvert Led undergaaer en betydelig Omdannelse, og det en desto betydeligere, jo nærmere ved Skiven det har sin Plads, jo ældre det altsaa er; thi det inderste Led af en Ophiopholis aculeata paa 2"" er i alle Henseender meget forskjel- ligt fra det inderste Led hos en Ophiopholis paa 14mmSkivetvermaal, og det samme gjælder om alle Ungens 20 Led, hvis de skulle være identiske med de 20 inderste Led hos den voxne Slangestjerne. (Smlgn. Tab. IL fig. 15 og 16.) Antagelsen af en slig Omdannelse er forresten ikke unaturlig, men efter den første Hypothese blev den overflødig. Endnu for faa Aar siden syntes de direkte Iagttagelser over spæde Ophiurer at tale til Gunst for den Formodning, at de nye Led dannedes indenfor de ældre. I den første af sine Afhandlinger over Echinodermernes Metamorphose!) siger Joh. Müller, 1) Ueber die Larven und die Metamorphose der Ophiuren und Seeigel. 1846. S. 9. Tab. Il f. 4-6. Pluteus paradoxus, formodentlig Larven af en Ophiolepis. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 3 efter at have vist, at Skiven er dannet, inden der endnu er Spor til Armene, at disse først fremtræde som et paa Skiven indleddet Led uden Fådder eller Pigge, og at dette er det ved sin eiendommelige Bygning udmærkede Led, der vedbliver at være det sidste Armled under hele Væxten, samt at det nye Led dannes mellem Skiven og det primitive Led, og at der senere dannes endnu et Led mellem Skiven og Årmen. »Kilden til alle nye Led er Skiven selv og navnlig dennes Bugside«. Men senere") har samme Forfatter indrømmet, at denne Slutning ikke fulgte umiddelbart af lagttagelserne, og at for een Arts Vedkom- mende i det mindste havde direkte Iagttagelser overbeviist ham om, at de nye Led dannes mellem det yderste primitive Led og det næstyderste (dog, som det synes, med. Undtagelse af de to inderste Led, der anlægges samtidigt med det yderste og med Skiven), og han tvivler ikke om, at dette gjælder om alle Ophiurer, uagtet de spæde Ophrothrix-Unger have Hager selv paa det næstinderste Armled, hvor de aldrig have dem som voxne. At Ophiur-Armene voxe i Spidsen og ikke ved Grunden, stemmer ogsaa med, hvad man veed om Asteridernes Væxt%). Til samme Resultat vil man komme ved at prove de i ovenstaaende Tabel over Talforholdene hos Ophiopholis aculeata nedlagte Data; der er nemlig altid hos denne Art et vist Antal Armled i Spidsen af Armene, som istedet- for den underste Armpig have en Doppelthage, og hos hvilke den Krands af Korn, som omkredse Rygpladerne længere inde, endnu ikke er uddannet. (Tab. Il, fig.16a.) Hvis de nye Led kom frem ved Grunden af Armene, maatte f.Ex. det 20de Led fraSpidsen, der hos A er det inderste og uden Hage, ligeledes i B, C, F være uden Hage, skjøndt det ikke længere er det inderste; men tvertimod: med Armens tiltagende Antal af Led tiltager, om end ikke lige saa stærkt, Antallet af de Led, der bære Hager. At forklare dette ved, at den underste Pig omdannes til en Hage — hvilket ikke er urimeligere end at lade Hagen omdannes til en Pig, som den modsatte Anskuelse maatte forfægte, eftersom der er tydelige Over- gangsformer mellem begge, — gaaer ikke godt an, da man af Joh. Millers Iagttagelser over Udviklingen af Ophiothrix veed, at Hagen fremtræder strax som saadan uden at benytte Piggen som Gjennemgangsled. Ligeledes maatte f. Ex. det 15de Led hos C have en meget tydelig Kornkrands udenom sine Armrygplader, eftersom denne allerede findes der hos A, og Leddet nu vilde være en Deel ældre, i hvilken Tid det er rimeligere, at nye Korn skulde komme frem, end at de gamle skulde forsvinde. Men tvertimod finder man en langsom Stigen af de nøgne Leds Antal jevnsides med Armens Vext?). 1) Ueber die Ophiurenlarven des adriatischen Meeres. 1851. S. 14 og 19. Tab. V. fig. 2, 4, 5. 2) Koren og Düben: Öfversigt af Skandinaviens Echinodermer. Vetensk. Akad. Handlingar. 1844. S. 239. 3) Forat man kunde tillægge disse Data afgjorende Vægt, maatte de stadfæstes ved Undersøgelsen af et større Antal Exemplarer i den primitive og velb°varede Tilstand, som dertil udfordres. 19 Der vil altsaa med Hensyn til de Forandringer, som denne Deel af Ophiurernes Legeme undergaaer, være 3 Ting at skjelne: 1) Dannelsen af nye Led, 2) disse Leds og deres Bevæbnings Formforandringer og 3) sammes Tiltagen i Størrelse. Hvorvidt disse 3 Virk- somheder løbe fuldkommen jevnsides, eller om nogle af dem afsluttes tidligere, andre først senere, eller om de ikke idetmindste i forskjellige Perioder af Udviklingen optræde med forskjellig Styrke, tor jeg ikke afgjøre med fuldkommen Sikkerhed. = Imidlertid have de mange Individer, som ere passerede Revue for mig, efterladt det Indtryk, at Dannelsen af nye Led især var stærk i Begyndelsen, men senere traadte mere tilbage for de engang dannede Leds Væxt og Omdannelse, hvilke to Virksomheder derimod synes at følges ad, lige til at Arten har naaet Grændsen for sin Vext. Man vilde altsaa hyppig træffe halvvoxne Individer, der ikke saameget i Armleddenes Antal som i disses Form og Udrustning af- vege fra de udvoxne. Hvorvidt dette virkelig forholder sig saa, maa jeg imidlertid overlade til fremtidige Undersøgelser at afgjøre. Med Hensyn til Skivens Væxt og Forandringer har jeg kun at bemærke, at Skiven ikke voxer saa hurtigt som Armene, men at ogsaa den undergaaer betydelige For- andringer under sin Væxt, hvorom de i det Følgende meddelte Beskrivelser af Ophiura Sarsi, Ophiopholis aculeata, Ophiacantha spinulosa og Asterophyton eucnemis ville vidne. Navnlig vise Exemplarer af forskjellig Alder af Ophiura Sarsi, at nye Skjæl skydes ind mellem de ældre, hvorfor udvoxne Exemplarer ere beklædte med langt flere Skjæl end de unge. (Smgln. Tab. I, fig. 2a og 3a.) Antallet af de i Skiven optagne Armled voxer lige- ledes, f. Ex. hos Ophropholis aculeata fra 2 til 4, og da man ikke kan antage, at nye Led dannes der, maa det vere de inderste Armled, som efterhaanden optages i Skiven, ved at denne voxer ud omkring dem. 3. Om Slegten Ophiolepis Miill. Trosch. og dens naturlige Underafdelinger. Det var unægtelig et overordentlig stort Fremskridt, som Ophiurernes Systematik gjorde i Aarene 1840 og 42 ved Johannes Müllers og Troschels Afhandling »Ueber die Gattungen der Ophiuren«!) og ved det berømte Værk: »System der Asteri- den«, hvortil hin Afhandling og en lignende over Asteriderne havde forberedt. Ikke alene finder man her en Mengde nye Arter for forste Gang charakteriserede paa en skarp og bestemt Maade og Arter, som hidtil vare forvexlede med hinanden, rigtigt udredede, men *) Archiv für Naturgeschichte. VI. p. 326. 3% 20 ogsaa en Oversigt over Ophiurernes Morphologi og over de Kjendemærker, som faae Betydning som Slægtscharakterer. Ophiurernes Familie optræder her med 10 Sleg- tert), som i det Hele baade ere skarpt og naturligt afgrendsede fra hinanden. I de siden den Tid forløbne 15 Aar ere hverken Ophiurernes Arter blevne meget forøgede ved Beskrivelse af nye Former, ikke heller har man seet sig nødt til at opstille mange nye Slægter. Disse indskrænke sig til den af Düben og Koren opstillede Slægt Ophio- peltis?), til Peters's nye Slægter Ophiopeza og Ophiarthrum®) samt den af Forbes opstillede Slægt Ophiopsila*); den sidste Forfatters Ophiura (s. str.) og Amphiura falde nemlig sammen med Ophiolepis og anvises af Müller og Troschel Plads indenfor denne Slægt. Saa gjerne som man nu end kan indromme, at de fleste i »System der Asteriden« opstillede Slegter virkelig ere meget naturlige, ligesaalidt vil det, efter hvad jeg troer, kunne nægtes, at Slægten Opholepis M. Tr. hverken er naturlig med Hensyn til sit Indhold eller skarpt begrændset lige over for andre Slægter. Den defineres saaledes: »Auf der Scheibe nackte Schuppen oder Schildchen. Die Mundspalten sind in einfacher Reihe von harten Papillen umgeben ohne Anhäufung über den Zahncolumnen.«5) Herved maa fore- lobig gjøres opmærksom paa, at den anden Halvdeel af denne Diagnose — nemlig Man- gelen af Tandpapiller — er en negativ Charakteer, og at dette egentlig ogsaa er Tilfældet med dens første Deel, den nøgne Skjælbeklædning. Thi da alle Ophiurer have Skiven beklædt med Skjæl, naar den ikke er aldeles blødhudet, betyder altsaa Udtrykket, at Skjæl- beklædningen er nøgen, kun at den ikke er dækket af Korn, Pigge eller andre Overflade- dannelser saaledes som hos Ophioderma, Ophiocoma, Ophiothrix 0.s.v. Ophrolepis-Slægten sammenholdes altsaa kun ved negative Kjendemerker; og at deslige Gruppers Natur- lighed i Regelen er mistænkelig, er vist en ved Erfaringen hjemlet Sætning; der er i alt Fald ikke noget i Slegtsdiagnosen, der taler for, at dens Indhold hører naturligt sammen. Dertil kommer, at de angivne Kjendemerker ikke holde Stik. Naar de underste Tænder ere delte i flere, saaledes som det ofte er Tilfældet hos Ophiolepis aculeata (scolopendrica M. Tr.), ere de vel ikke forskjellige fra, hvad der ellers kaldes Tandpapiller; og jeg skal i det Følgende beskrive en ny Ophiolepis (O. Januari mihi), som under hver Række Tandplader har tvende Dannelser, som jeg ikke veed at betegne anderledes end som Tandpapiller. Og hvad Skjællenes Nogenhed angaaer, da optages jo — rigtignok som en egen Underafdeling eller ) Egentlig 11, men den lite, Ophionyx, blev senere atter inddraget og forenet med Ophiothrix. ) Ofversigt af Skandinaviens Echinodermer, Vetensk. Akad. Handl. 1844. S. 236. 3) Neue Ophiuren aus Mozambique, Archiv fir Naturgeschichte 1852, S. 84. ) On the Radiata of the eastern Mediterranean I. Ophiuridæ. Transact. Linn. Soc. XIX. p. 143 & sequ. ) Syst. d. Asterid. S. 89. Resten af Definitionen er udeladt, da den ogsaa gjælder om de fleste andre Ophiurer. 21 subgenus, Ophiopholis — i Slægten Ophiolepis (Syst. d. Ast.) ogsaa 3 Arter, »welche ausser den Schuppen auf der Scheibe noch Stacheln tragen«, hvor Skjællene altsaa i det mindste ikke ere aldeles nøgne, om der end i denne Henseende er stor Forskjel paa disse 3 Arter. Ophiolepis brachiata er nemlig »zwischen den Armen (altsaa paa Bugsiden) rauh durch kleine Papillen«; om Ophiolepis Ballii hedder det, at paa Bugsiden vise sig hist og her enkelte Smaapigge mellem Skjællene, og at det samme hos større Exemplarer ogsaa er Tilfeldet med Rygsiden. Om disse 2 Arter altsaa end ikke kunde kaldes »aldeles nogne«, vilde det dog endnu kunne gaae an at betegne dem som »nogne«, hvilket Udtryk derimod er aldeles uanvendeligt paa Ophdolepis aculeata (scolopendrica M. Tr.), eftersom baade Skjællene og Radialskjoldene der ere aldeles skjulte af en overfladisk Beklædning af Korn eller af Pletter (sammensmeltede Korn). — Paa den anden Side lader det sig ikke nægte, at det vilde være unaturligt at udsondre Ophiolepis Ballii og brachiata fra de andre Ophiolepis-Arter paa Grund af enkelte Pigges Optræden paa eller mellem Skjællene, og at der heller ikke gives nogen Charakteer, der kunde udelukke Ophiolepis aculeata fra at gjøre Folgeskab med de Arter, hos hvilke Begyndelsen til dens saa eiendomme- lige Skivebeklædning allerede er gjort. Der var virkelig, naar man ikke vilde drive Ad- splittelsen videre, end det dengang kunde ansees for rimeligt i Forhold til det bekjendte Antal af Arter, ingen anden Udvei end ogsaa at optage O. aculeata i Slægten Ophiolepis, uagtet de for denne opstillede Kjendemærker egentlig burde have udelukket den. Det viser sig altsaa, åt Slægten Ophdolepis M. Tr. hverken er begrændset ved positive eller ved holdbare Charakterer. Spørgsmaalet er nu, om Erfaringen stadfæster den derpaa byggede Formodning om dens Mangel paa naturligt Sammenhold; i modsat Fald var det i Grunden mindre vigtigt, om den lod sig begrændse skarpt eller ikke. Afgjorelsen af det Spørgsmaal, om Ophiolepis-Arterne ere altfor forskjellige til at kunne indespærres indenfor de snevre Grændser, som Naturen og Videnskaben synes at være enige om at stemple som generiske, om vi her have at gjøre med en heel Række af Slægter eller kun med een polymorph og omfangsrig Slægt, beroer mere paa et Skjøn end paa et Raisonne- ment. Kan man underafdele Slægten i Grupper, hvis Kjendemærker ikke frembyde de ovenfor omtalte Mangler, og vise disse Grupper sig holdbare, da er dette det bedste Beviis for, at Slægten Ophiolepis bør opløses i en Række af Slægter. Hvo der vil sammenholde en Række Arter af denne Slægt, f. Ex. Ophiolepis annulosa, ciliata, imbricata, filiformis, scolopendrica og Ballii, vil vistnok indrømme, at der er langt større Forskjel paa disse ‘Arter end paa lige saa mange Arter af Ophiothrix og Ophioderma. Der er altsaa al Anledning til at forsøge en Underafdeling af Slægten og til at see sig om efter gode Cha- rakterer forat kunne gjennemfore den. Blandt de Kjendemerker, som ikke hos Müller og Troschel have vundet den fortjente Anerkjendelse, er der to, paa hvis Vigtighed Forbes dog havde gjort 22 opmærksom, nemlig det forskjellige Forhold mellem Armenes Sideplader og Armpiggene og det forskjellige Forhold mellem Armene og Skiven ved hines Udspring fra denne. Hos Slægterne Ophioderma, Ophiarachna og Ophiopeza samt hos Ophiolepis annulosa, cincta og ciliata — jeg nævner her som Exempler kun de Arter, som opføres i »System der Asteriden« — ere Piggene altid meget smaa og svage og sidde langs med Sidepladens fra Munden bortvendte (ydre) Rand, som ikke hæver sig synderligt op over den følgende Armplades Niveau, hvorfor Armpiggene, i det mindste paa det døde Dyr, gjerne ere trykkede fladt ind til Armens Sider. Hos Ophiothrix, Ophiacantha og Ophiocoma, samt hos Ophiolepis aculeata, Ballt, filiformis, imbricata 0.s.v. sidde derimod Armpiggene, hvad enten de ere mere eller mindre udviklede, i det mindste i-Armens inderste Deel, paa en lodret Kjol, der hæver sig frem fra Armsidepladen; i den yderste, mindre udviklede Deel af Armen nærmer Forholdet sig ofte mere til, hvad det er hos den af*Ophioderma repræsenterede Formrekke. Hos denne Række af Former, som i Henseende til Armenes Sidekjole slutte sig til Ophiothrix, have Arm- piggene derimod lige saa stærk en Tendents til at stritte ud til Siden, som hos de foregaaende til at trykke sig ind til Armen; og det er derfor i Regelen muligt blot ved et Oiekast at afgjore, til hvilken af disse 2 Rækker en given Form henhører. — Hertil kommer nu, at hos de samme Ophiolepis-Arter, der i det nysomtalte Forhold slutte sig til Ophioderma- Gruppen, er der netop ligesom hos denne ved Udspringet af hver Arm et Indsnit i Skivens Ryghud, i hvilket nogle af de inderste Armrygplader ere optagne, medens en lille Forlen- gelse af Skivehuden omfatter Armens Grund paa hver Side. Hos de ovrige Ophiolepis- Arter mangle derimod disse Indsnit, og Armene synes derfor at udgaae fra Skivens Bug- side, og ikke tillige fra dens Rygside, ganske som hos Ophiocoma, Ophiothriz 0.s.v. Det fremgaaer heraf, at Ophiolepis-Arterne sondre sig i 2 Rækker, hvoraf den ene slutter sig til Ophioderma-Gruppen, den anden til Ophiocoma- og Ophiothriæ-Gruppen; vi føres næsten tilbage til den af Agassiz opstillede og af Forbes i hans tidligere Værker bibeholdte, skjøndt modificerede, Inddeling af den Lamarckske Slægt Ophiura i 2 Slægter: Ophiura med korte tiltrykte Pigge, f. Ex. Oph. texturata (Ophiolepis ciliata) og lacertosa (Ophioderma longicauda), og Ophiocoma med lange bevægelige Pigge, til hvilken sidste Slægt Forbes virkelig henførte alle de europæiske, senere saakaldte » Ophiolepis«-Arter (filiformis, Ballü, neglecta, aculeata 0. s. v.) med Undtagelse af O. ciliata samt O.albida, og desuden Ophiocoma nigra og fragilis (nu Ophiothrix fr... Vil man end ikke kalde disse for længe siden opgivne syste- matiske Begreber til Live igjen, ere de dog at agte som Udtryk for Erkjendelsen af en senere overseet Divergents af Ophzolepis- Arterne mod Ophiurrekkens modsatte Ende- punkter. Modsætningen mellem disse 2 Grupper af de skjælklædte Ophiurer fremhæves end mere ved en tredie Forskjellighed, som Forbes ogsaa tilbørligen har vurderet. Hos Ophiolepis filiformis, neglecta, Ballii og aculeata ere Mundskjoldene ligesom hos de 23 fleste andre Ophiurer smaa, rundagtige og enten mere brede end lange eller dog kun lidet længere end brede; de ligge tillige heelt indenfor Genitalspalterne, i Kreds med de inderste Armplader, og forlænge sig ikke ud i Armmellemrummene; Genitalspalterne støde derfor indvendig temmelig tæt op til hinanden, kun adskilte ved de saakaldte Geni- talskjæl, naar disse ere tilstede. Men hos Ophiolepis annulosa, cincta, ciliata og de med dem nærmest beslægtede Arter have Mundskjoldene en egen, hos de forskjellige Arter noget varierende, Skjold- eller Lyreform, d. v. s., deres inderste Deel, der ligger i Kreds med de inderste Armled, er trekantet og vender en spids Vinkel indadtil samt en stump til hver af Siderne, hvorimod den yderste større og rundagtige Deel strækker sig langt ud i Armmellemrummene og skiller Genitalspalterne vidt fra hinanden. Det er atter Forbes, der rækker os en veiledende Haand ved Sammenstillin- gen af de til den første Række af skjællede Slangestjerner henhørende Arter, d. v. s. af dem, hvis skjold- eller lyreformige Mundskjolde forlænge sig ud i Armmellemrummene, hvis Arme udgaae fra og omfattes af Indsnit i Ski- vens Ryghud, og hvis tiltrykte Armpigge sidde langs med Sidepladernes ikke ophoiede, ydre Rande. For en Deel af disse Arter har nemlig denne skarpt- seende Naturforsker vist, at de udgjøre en naturlig Slægtsgruppe, for hvilken han beholdt Navnet Ophiura, og i hvilken han sammenstillede 3 Arter, hvis Forskjellighed man senere har villet nægte, nemlig texturata Lam. (ciliata M. Tr. exclusis synonymis), albida Forb. og abyssicola Forb., samt senere en fossil, tertiær Art; ved Tilføjelsen af 6 nordiske Arter, der ville blive beskrevne i det Følgende, stiger Slægtens Artsantal til 10, og den viser sig at være en ægte nordisk Slægt, hvis Udbredning mod Syd begrændses af den 30° N.Br. Den charakteriseres, saaledes som alle- rede Forbes har udtalt, ved de store Mundskjolde, den enkelte eller doppelte Papilrække langs med Skiveindsnittets Rand og ved det inderste Fod- pars eiendommelige Stilling tæt op til Mundvigene, som giver disse en særegen Y-Form.!) — Under Navnet Ophiocten sondrer jeg imidlertid fra den For- bes'ske Slægt Ophiura de Former, hos hvilke Indsnittene ere mindre dybe, hos hvilke Armene derfor med mindre Ret kunne siges at udgaae fra Skivens Ryg, hos hvilke Mundvigenes Y-Form er mindre tydelig, og hos hvilke næsten hele Skivens Skjælbeklædning er dækket af en kornet eller pletvis ordnet Overfladebedækning. Det er paa en Maade Overgangs- former, der pege hen mod den anden Hovedrække af skjællede Ophiurer. Af den første Hovedrække staae endnu tilbage Ophrolepis annulosa og cincta samt 1) Det bør ikke oversees, at Forfatterne til »System der Asteriden« senere erklærede sig for Bibeholdel- sen af Ophiura Forb. som egen Slægt, hvis der blot var mere end 1 Art kjendt deraf (Archiv fir Naturgeschichte X, S. 184). Da denne Hindring nu ikke længere er tilstede, ville de vist ogsaa gaae ind paa en fuldstændig Sonderdeling af Slægten Ophiolepis. 24 to med dem beslægtede nye Arter fra Amerikas Vestkyst, O. variegata og pacifica mihi samt O. paucispina Say og en sjette, hidtil ubeskreven, vestindisk Art. De danne en vel afgrændset, for det hede Bælte betegnende Gruppe, der i Modsætning til de foregaaende charakteriseres ved de smaa og smalle Mundskjolde, ved Mangelen af Papiller omkring Skivens Ind- snit, ved at de inderste Fodporer ikke sidde tæt op til Mundvigene, og ved at Skjællene, i det mindste paa Ryggen, ere omgivne af Halvkredse af Smaaskjæl, samt ved altid at have 2 Fodpapiller, stillede skraat ved Siden af hinanden, indenfor hver Fodpore. Da denne Gruppe er stillet forrest i » System der Asteriden«, bør Navnet Ophiolepis beholdes for den. Den anden Hovedrække af de skjælklædte Slangestjerner, eller de med smaa rundagtige Mundskjolde, med strittende Armpigge, befæstede paa op- hoiede Kjøle, og uden dybe Indsnit i Skiven ved Armenes Udspring, vilde jeg forgjæves forsøge at underafdele i Slægter paa en tilfredsstillende Maade, da det upaatvivlelig kun er et mindre Antal af dens Arter, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, skjøndt det ikke er mindre end det, der hidtil var bekjendt. Jeg maa derfor indskrænke mig til at afpæle de Grupper, der i og for sig ere charakteristiske nok, selv om de kun omfatte en eneste Årt, eller af hvilke jeg har kunnet undersøge flere Arter, og til at udhæve de Arter, der kunne ansees som Typer for nye Slægter, hvilke dog endnu ikke lade sig til- strækkelig charakterisere, saalenge man ikke kan see, hvad der har generisk, og hvad der kun har specifisk Værd. Disse sidste maae indtil videre endnu betegnes som Ophiolepis- Arter, indtil man seer sig istand til at gjennemføre Reformen fuldstændigt. Det kunde synes at være en mere antagelig Udvei at betragte den hele Række som udgjørende een Slægt og betegne den med et eget Navn, men det vilde kun være at skjule Vanskelig- heden uden at lose den, og det vilde være ligesaa umuligt at charakterisere en saadan Slægt som den gamle Slægt Ophiolepis M. Tr. Foruden O.imbricataM. Tr. og O. reticulata Say har jeg kunnet undersøge 3 nye exotiske Arter, der ville blive beskrevne i det Folgende som ©, Januarü, triloba og Nereis. De to sidste og O.reticulata synes at kunne stilles i Gruppe sammen, men de to andre at repræsentere hver sin Slægt. — O. Januari bør nævnes først, da den i enkelte Ting minder en Deel om den fore- gaaende Række. Mundskjoldene ere vel smaa og rundagtige, men have dog udadtil en lille, smal Forlængelse, ligesom et Skaft, der skiller Genitalspalterne fra hinanden; der er ogsaa Spor til Skiveindsnit, som maaskee vilde være tydeligere, hvis Ligheden mellem Skivens og Armenes Beklædning ikke udvidskede Grændsen mellem dem. Skiven er be- klædt med middelstore Skjæl; Radialskjoldene ere ikke store. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene; under de brede Tænder er der 2 flade Tandpapiller. Rygpladerne ere tvedeelte. Der er 2 Fodpapiller og 3-4 glatte Pigge paa hver af de ikke meget frem- trædende Kjøle. — O. Nereis, reticulata og triloba have meget lange og tynde Arme og en 25 med yderst fine Smaaskjæl beklædt Skive, paa hvilken kun de meget smaa Radial- skjolde og nogle enkelte Skjæl i Nærheden af Skiveranden udmærke sig ved en ringe Overlegenhed i Størrelse. Sidemundskjoldene ligge hvert paa sin Side af Mund- skjoldene; Tænderne ere temmelig smalle. Der er 1 Fodpapil og 3 korte Armpigge; Ryg- pladerne ere 3-deelte. — Ophiolepis imbricata har rigtignok ogsaa temmelig smaa Skiveskjæl og Radialskjolde, men Skjællene ere dog en Deel større end hos de foregaaende Arter, og de større Randskjæl mangle. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene; Tæn- derne ere ogsaa her temmelig smalle. Der er to Fodpapiller, og Armrygpladerne ere opløste i talrige, større og mindre Skjæl. Hos Asterias filiformis O.F. Müller er der næsten ligesaa tydelige Indbugtninger af Skiven ved Armenes Udspring som hos den til første Hovedrække af skjælklædte Slangestjerner henforte Slægt Ophiocten. Skivens Skjæl ere smaa, men Radialskjoldene meget tydelige. Armene ere overmaade lange, tynde og traadagtige. Under de temmelig smalle Tænder sidder en Mundpapil paa hver Side, længst ude i Mundvigen endnu en; men den tredie, der skulde sidde mellem dem, er rykket hoiere op i Mundvigen og synes derfor at mangle. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene. De samme Forhold gjenfindes hos Amphiura Chiajei Forb. og hos A: Holbülli mihi, med Undtagelse af, at den sidste kun har 1 Fodpapil, A. Chzajer derimod 2 og Ophiolepis filiformis slet ingen. Hvorvidt O. brachiata, som jeg kun kjender af Forbes's Beskrivelse, kan stilles i Slægt med de her nævnte 3 Arter, formaaer jeg ikke at afgjore. Fra Amerikas Vestkyst kjender jeg 2 Arter (A. Orstedii og marginata), som ikke synes at frembyde nogen anden væsent- lig Afvigelse fra de tre nordiske, end at den mellemste Mundpapil sidder i Række med de to andre, saa at de have en sluttet Række af 3 Papiller paa hver Mundramme. Da denne Forskjel neppe er betydelig nok til at fjerne dem fra Oph. filiformis og Holbülli, maa endelig ogsaa Ophiolepis squamata Müll. Trosch. (neglecta Forb.) optages med, uagtet sine forholdsvis korte Arme, og uagtet den hele Gruppe paa denne Maade bliver mindre skarpt begrændset, end ønskeligt var. — For denne Gruppe har jeg antaget, at Navnet Amphiura Forb. maatte beholdes. Forbes anvender det nemlig i sin Afhandling om Ægæerhavets Slangestjerner paa »de langarmede, glatte og skjællede Ophiurer med glatte Pigge og simple Fodder«, som han tidligere havde optaget i Slægten Ophiocoma, Müller og Troschel ‘derimod i Slægten Ophiolepis. Det skulde heraf synes, som om Amphiura skulde omfatte baade O. filiformis, brachiata, neglecta, Ball, punctata, Goodsirt og acu- leata; den blev altsaa synonym med Ophiolepis M. Tr., med Fradrag af Ophiura ciliata, og faldt sammen med, hvad jeg i denne Afhandling har betegnet som »den anden Hovedrække af skjællede Ophiurer«. En saadan Opfattelse modsiges dog af Ud- trykket i Diagnosen »ossicula oralia ad latera nuda«, som er den eneste væsentlige Charakteer, der indeholdes i Diagnosen. Thi da det strax efter gjentages om Slægten Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 4 ae Ophiothriz, kan det kun betyde, at Mundrandene ere uden Papiller, og da dette nu strængt taget ikke er Tilfældet med nogen skjælklædt Slangestjerne, maa Forbes, som dengang ikke lagde tilborlig Vægt paa de Munden omgivende Dele, formodentlig have tænkt paa et Forhold som det hos O. filiformis eller hos A.Chiajei. Hvorledes det i denne Henseende forholder sig med A. forifera, kan jeg ikke afgjøre; men paa A. neglecta (O. squamata) passer Forbes's Diagnose ikke. Desuagtet vil man maaskee netop i den Omstændighed, at den sidstnævnte Art vedbliver at være en Amphiura, naar dette Navn anvendes paa den foreslaaede Maade, see en Bestyrkelse af Rigtigheden heri. Men maaskee havde det været rigtigere at iagttage mindre Pietet mod Forbes og opgive hans Slægtsnavn, deels som identisk med Ophiolepis, deels som utilfredsstillende charakteriseret, saameget mere som denne Forfatter i et senere Arbeide bruger Ophiolepis isteden derfor. Skjøndt der hidtil ikke kjendes nogen anden Slangestjerne, som viser nærmere Overeensstemmelse med Asterias aculeata O.F. Müll., frembyder denne dog Eiendommelig- heder nok til at begrunde Opstillingen af en egen Slægt, for hvilken Navnet Ophiopholis M. Tr., der oprindelig") blev anvendt paa den alene, maa beholdes. Skjællene og Radial- skjoldene ere fuldstændigt dækkede af en overfladisk Beklædning, bestaaende deels af Korn og korte Pigge, deels af Pletter, der kunne betragtes som dannede ved en Sammensmelt- ning af mange smaa Korn. Sidemundskjoldene og Mundskjoldene frembyde ikke noget mærkeligt. Der er 3 Mundpapiller paa hver Mundramme, men ingen over de brede Tæn- der. Armrygpladerne omgives udadtil og paa Siderne af en Halvkreds af Smaaplader. Armpiggene ere rue, og den underste er i Armens yderste Stykke omdannet til en Hage; der er 1 Fodpapil. Jeg slutter denne Sonderdeling af Begrebet Qphzolepis med at foreslaae Navnet Ophiactis for en Gruppe, der danner Overgangen mellem Ophiopholis og Amphiura og for største Delen bestaaer af smaa exotiske Arter, blandt hvilke Ophiura Ballii dog ogsaa maa have Plads. Skivens Beklædning er omtrent som hos Amphiura, men paa Skjællene findes der, især mod Skivens Rand, en Deel korte Pigge, skjøndt aldrig saa mange, at de skjule Skjællene. Armene ere temmelig korte og tykke, 5 eller 6 i Tallet. Tænderne ere brede; paa hver Mundramme sidder der kun 1 eller 2 Mundpapiller. Sidemundskjoldene kile sig ind mellem den første og anden Armbugplade og komme derved i Berøring med hinanden, saa at de paa en Maade danne en Ring omkring Munden. Der er 1 Fodpapil og 3-6 korte rue Armpigge, af hvilke den underste i Armens yderste Deel ofte antager Form af en Hage ligesom hos Ophiopholis. Denne Gruppe tæller allerede 7 Arter. 1) Archiv für Naturgeschichte VI, 1840. 27 Andet Afsnit. Monographic af Grønlands Ophiurer samt af enkelte med dem beslægtede nordeuropæiske Årter. Efterhaanden som der samles mere Materiale til Kundskab om Havdyrenes Udbred- ning i den nordlige Deel af Atlanterhavet, og som den Tid rykker nærmere,' da man vil kunne forsøge at opstille Love for de nordiske Havdyrs Udbredning, faaer et nøiere Kjend- skab til den lavere Dyreverden ved Grönlands Vestkyst en stigende Interesse formedelst de Sammenligninger, som ville kunne anstilles mellem det nordlige Atlanterhavs Dyreverden i Øst og Vest og under forskjellig Brede. At tilveiebringe de fornødne Oplysninger om Grønlands Havfauna vil være de danske Zoologers Sag. Tildeels have de ogsaa løst denne Opgave eller ere ivrigt beskjæftigede dermed; som en Begyndelse til en Bearbeidelse af de grønlandske Echinodermer slutter dette Forsøg paa en Beskrivelse af Grønlands Slange- stjerner sig til de øvrige i det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Skrifter optagne Bidrag til Grønlands Fauna. Indtil jeg i »Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening for Aaret 1854« meddelte en »Forelobig Oversigt over Grønlandshavets Ophiurer» !), var der kun kjendt 3 Arter af denne Orden fra Grønland, nemlig: 1) Asterias Ophiura Fabricius (Fauna grönlandica Nr. 366), eller, som den nu bør hedde, Ophropholis aculeata Müll. (Ophiolepis scolopendrica Müll. Trosch.); 2) Asterias caput Medusæ Fabricius (Fauna grönlandica Nr. 367), nu kaldet Asterophyton eucnemis Müll. Trosch.; 3) Ophiacantha grönlandica Müll. Trosch., 1) Allerede 1852 havde imidlertid Prof. Edvard Forbes i et Anhang til Dr. Sutherlands »Journal of a voyage in Baffinsbay and Barrow Straits« Vol. II, p. GCIV, givet en kort Meddelelse om de paa Capt. Pennys Expedition 1850-51 i Assistancebay mellem 74 og 75° N. B. og under c. 94° V. L. indsamlede 8 Arter af Ophiurer. Paa dette Arbeide er jeg først meget senere bleven opmaærk- som. Af hine 8 Arter henføres 4 til Slægten Ophiura og 3 til Ophiolepis. Den 8de henføres til Slægten Ophiocoma, men er en Ophiacantha. I det Følgende skal jeg oftere have Leilighed til at komme tilbage til dette i al sin Ufuldstændighed dog vigtige Bidrag til Kundskaben om den arktiske Fauna. Hvis Forbes ikke har opstillet for mange Arter af sit Materiale, synes der at være Arter imellem, som endnu ikke ere kjendte fra Grønland. 28 beskreven i »Wiegmanns Archiv für Naturgeschichte« 1844, S. 183, men, som jeg senere skal vise, ikke forskjellig fra den af de samme Forfattere tidligere beskrevne Ophiacantha spinulosa. Endelig nævnes i Zoologia Danica III, p.:28, Asterias fragilis Abildgd., nu Ophiothrix fragilis, som forekommende ved Grønland. Men denne Art er aldrig senere bleven nedsendt til de kjøbenhavnske Museer, og dens Udbredning naaer andetsteds ikke op i den arktiske Zone; der er altsaa god Grund til at tvivle om Rigtigheden af hiin Angivelse og til foreløbigen at stryge denne Art af den grønlandske Liste.') Med de tre ovenfor nævnte Arter og de nedenfor beskrevne 6 nye, er Antallet af grønlandske Ophiurer 9, nemlig følgende: 1. Ophiura Sarsil Ltk. 3. Ophiura squamosa Ltk. 2. Ophiura Stuwitzit Ltk. 4. Ophiura nodosa Ltk. 5. Ophiocten Kröyeri Ltk. 6. Amphiura Holbolli Ltk., muligvis identisk med Ophiolepis Sundevalli M. Tr. 7. Ophiopholis aculeata Müll. (scolopendrica M. Tr.). 8. Ophiacantha spinulosa M. Tr. 9. Asterophyton eucnemis M. Tr. Hertil kommer dog endnu en nogen blodhudet Ophiur med lange, tynde Arme — sandsynligvis en Ophioscolex, men neppe nogen af de tidligere kjendte Arter — hvoraf Universitetets zoologiske Museum har erholdt et Exemplar fra Umanak, men i en Tilstand, der ikke tilsteder nærmere Bestemmelse, og maaskee endnu en ellevte Art, hvis den Form, som jeg tidligere har opstillet som en særegen Art under Navn af Ophiura arctica, men i det Følgende blot agter at omtale i en Anmerkning lil Ophiura Sarsu, skulde vise sig at vere en constant Art og ikke en Varietet af den sidstnevnte, temmelig variable Art. ?) Det vil ikke være uden Interesse at undersøge, hvor stor en Udbredning de gran- landske Ophiurer have, og hvilken Lighed eller Ulighed der i denne Green af Dyreriget vil vise sig at være mellem de forskjellige nordiske Fauner. Desværre kan en saadan Undersøgelse for Øieblikket ikke give fuldkommen sikkre Resultater, navnlig savnes en 1) Rigtignok nævnes den af Sabine i Supplementet til Parrys første Reise (Journal of a voyage for a discovery of a northwest passage, London 1821) som forekommende i Davis Strædet, og af J. Ross i Tillegget til sammes tredie Reise (London 1826) fra Port Bowen i prince regents inlet (73°15 N.B. 29° 5 V.L., omtrent) og fremdeles i fjerde Reise fra »de 7 Øer« Nord for Spitzbergen (80° 50), men jeg antager, at der her har fundet en Forvexling Sted med Ophiacantha spinulosa. 2) Til Sammenligning med denne Fortegnelse over Grønlands Slangestjerner kan en Oversigt over de hidtil ved Finmarken og Spitzbergen fundne Arter vere af Interesse. De med * betegnede — 29 umiddelbar Sammenligning mellem Nord-Amerikas og Nord-Europas Ophiurer!), og det kunde derfor let hænde sig, at de Arter, der for Tiden kun kjendes fra Grønland, gaae betydelig længere mod Syd ved den amerikanske Kyst. Men under Forudsætning af, at Amphiura Sundevallt og Holbålli ere identiske, og at det samme gjælder om Asterophyton eucnemis og A. Agassizü Stimpson?), er denne Deel af den grønlandske Echinodermfauna sammensat af: 1) 2 Arter (Ophiocten Kröyeri og Amphiura Sundevalli), som forekomme baade ved Grønland og Spitzbergen, men ere indskrænkede til den arktiske Zone; 2) 3 Arter (Ophiura nodosa, O. Stuwitzii og Asterophyton eucnemis), som ikke fore- komme ved Atlanterhavets østlige Kyst, men derimod baade ved Grønland og Newfound- land, den sidste sandsynligvis ogsaa ved de nordlige forenede Stater; 3) 2 Arter (Ophiura Sarsit og Ophiacantha spinulosa), som ikke alene forekomme i den arktiske Zone ved Spitzbergen og ved den europæiske og amerikanske Ishavskyst, men ogsaa i den nordligste Deel af det tempererede Havbælte. De ere imidlertid endnu at betragte som vesentligen arktiske Arter; 4) 1 Art (Ophiopholis aculeata), som er lige hyppig ved begge Atlanterhavets Kyst- strækninger og gjennem hele det arktiske og kold-tempererede Havbelte. En lignende Udbredning har maaskee ogsaa Ophiura squamosa. altsaa over Halvdelen — forekomme riméligvis ogsaa i Grønland. (Smlgn. min Afhandling: »Over- sigt over Grønlands Echinodermata samt over denne Dyreklasses geographiske og bathymetriske Ud- bredningsforhold i de nordiske Have. Kbhvn. 1857.) (Dissertation for Doktorgraden.) "Ophiura Sarsii Ltk. ..... SIZE ae eee Finm. *Opluura squamosa Ltk 2... 5. nur... Finm. ”Ophiocten Kröyeri Ltk. . . . Spitzbg. "Amphiura Sundevalli M. Tr. Spitzbg. "Ophiopholis aculeata.... . Spitzbg. . . . . . Finm. "Ophiacantha spinulosa M. Tr. Spitzbg.... . . Finm. JAVA ES LOO WW Goto EE 6 Oo Oe Finm. Asterophyton Lamarckii M. Tr. Spitzbg.?. . . . . Finm. Ophioscolex glacialis M. Tr. . Spitzbg. Ved den skandinayiske Kyst fra Kullen til Lofoten leve 19 Arter af Ophiurer; ved Finmarken er der hidtil fundet 6 Arter, ved de brittiske Kyster 13. 1) Sammenlign William Stimpson: Synopsis of the invertebrata of Grand Manan (Smithsonian con- tributions to knowledge.) p. 13. For en Deel er iøvrigt dette Savn blevet afhjulpet. derved, at jeg under det skandinaviske Naturforskermode i Christiania 1856 havde Leilighed til at gjennemgaae, hvad Stuwitz havde indsamlet ved Newfoundland af Ophiurer. Af grønlandske Arter fandtes deriblandt: Ophiura squamosa, O. nodosa, O. Stuwitzii, Asterophyton eucnemis, Ophiopholis aculeata og Ophiacantha spinulosa, =) JE Ge jae ae 30 De ved den skandinaviske og brittiske Kyst levende Slangestjerner, som der ikke overskride Grændsen mellem det kold-tempererede og arktiske Havbælte (den 69° N. Br.), f. Ex. Amphiura filiformis, Ophiura texturata og albida, Ophiothrix fragilis, Ophiocoma nigra 0. fl. a., forekomme heller ikke i Grønland. Middelhavet og Baffins-Bugten have ikke en eneste Art af Slangestjerner tilfælles. Der foreligger endnu ikke tilstrækkelige Oplysninger til at kunne angive Grænd- serne for de grønlandske Ophiurers Udbredning indenfor Grønlands eget Omraade. Imid- lertid vides de fleste Arter at forekomme baade i Syd- og i Nord-Grønland, og der er neppe nogen Grund til at forudsætte en faunistisk Modsætning mellem disse 2 Distrikter. Den Dybde, hvori de grønlandske Ophiurer leve, synes at ligge mellem 3 og 60 Favne og er altsaa den samme, hvori Ophiurerne forekomme baade ved den norske Kyst og i Middelhavet"). Kun Asterophyton eucnemis lever dybere. Om de grønlandske Ophiurers Farve i levende Live, om deres Levemaade, om hvilken Føde og hvilke Opholdssteder de fortrinsvis ynde, have kun faa Oplysninger staaet til min Raadighed. Jeg maa imidlertid her udtale min Tak til Hr. Barret, som i forrige Aar besøgte Sydgrønland for at indsamle Bløddyr og Straaldyr, for de mig venskabeligt meddelte og i det Følgende benyttede Oplysninger i disse Henseender. Materialet til de følgende Beskrivelser er afgivet af Universitetets zoologiske Mu- seum og det kongelige naturhistoriske Museum og skyldes den Iver, hvormed afdøde Biblio- thekar Vahl og Inspecteurerne Møller, Olrik og Holbøll samt Distriktslæge Rudolph og flere Andre have gjennemsøgt det grønlandske Hav til Bedste for vore Museer. Nærværende Afhandling berigtiger og fuldstændiggjør i mange Maader den korte Oversigt over Grønlands Ophiurer, som jeg tidligere har offentliggjort i » Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn«. I min Dissertation om Grøn- lands Echinodermer og om de nordiske Echinodermers Udbredningsforhold maatte ogsaa dens vigtigste Resultater optages. 1) See herom min ovenanførte Dissertation, sidste Afsnit 31 1. Ophiura (Lmk. Agass.) Forb. (p.p.). (Ophiolepis Mill. Trosch. p. p-) Denne Slægts Berettigelse og Begrændsning er afhandlet S. 23. Den tages her i samme Betydning som i Forbes's Arbeider over de brittiske og middelhavske Ophiurer, kun med Udelukkelse af O. abyssicola Forb., der antages at henhore til Slægten Ophiocten. Imidlertid maa det bemærkes, at Navnet Ophiura strængt taget ikke tilkommer denne Slægt, men Slægten Ophioderma Mill. Trosch. Slægtsnavnet Ophiwra benyttedes nemlig først af Lamarck i »Systéme des animaux sans vertebres« (1801) for alle Slangestjerner, i Mod- sætning til de egentlige Sostjerner; Slægtens Typus er der Ophiura lacertosa (Ophioderma longicauda Müll. Trosch.), som Lamarck antog for at være Asterias ophiura Linn. — I »Histoire des animaux sans vertebres« deler han Slægten i to Grupper, af hvilke den første, der omfatter O. texturata og O. lacertosa, svarer til Agassiz’s Slægt Ophiura, den anden til Ophiocoma Agass. I »History of british starfishes« begrendsede Forbes igjen den Agassiz’ske Slægt Ophiura snævrere og tog til dens Typus O. texturata, enten maaskee fordi der blandt de engelske Slangestjerner ikke er nogen med ©. lacertosa beslægtet Form, eller fordi O. texturatq stod først i »hist. d. anim. s. vert.« Det er imidlertid aabenbart, at det er O.lacertosa, der bør vere Typus for Slægten Ophiura i indskrænket Betydning, og at Navnet Ophioderma bor vige derfor, saameget mere som dette Navn allerede tidligere af Blume i Enumeratio plantarum Javæ (1827-28) er anvendt paa en Ophioglossé. Skiven er paa begge Sider belagt med større eller mindre, glatte, taglagte Skjæl, blandt hvilke to temmelig store Radialskjolde træde mere eller mindre tydeligt frem; disse Skjæl ere ikke dækkede af nogen overfladisk Beklædning. Ved Udspringet af hver Arm er der et af tvende Buer begrændset Indsnit i Skivens Ryg, som udfyldes af 3-4 ufuldstændige Armrygplader; langs begge Indsnittets Rande er der en tæt Kam af fra henved 10 indtil henimod 30 Papiller, hvilke Papilkamme dog i Regelen ikke naae sammen inderst i Indsnittets Vinkel, men ere afbrudte der, hvorimod de fortsætte sig langs med Randen af de 10 Genitalspalter lige til Mundskjoldene som en Række af lave Papiller eller Korn. Tæt under hver af hine Papilkamme, parallelt med Skiveindsnittets Rande og ofte skjult af dem, findes endnu en mindre tydelig Papilrække langs med Randen af nogle smalle Skjæl, der ligge skraat hen over de inderste Armrygplader. Mund- skjoldene ere meget store, i Regelen længere, end de ere brede, og lyre- eller skjoldfor- mige, d.v.s. de have en spids Vinkel vendende indad og to mere eller mindre fremtrædende Sidevinkler, hvorimod de to ydre Vinkler og den mellem dem liggende Side, der danner Skjoldets Basis, ere afrundede. De strække sig langt ud i Armmellemrummene og adskille derved Genitalspalternes convergerende Ender fra hinanden. Ingen af dem røber sig som Madreporplade ved at afvige fra den sædvanlige Form. Indenfor dem, langs med deres indre Vinkelbeen, ligge to smalle Sidemundskjolde, der med den ene Ende berøre hinanden indenfor Mundskjoldenes Spids, med den anden adskille Mundskjoldene fra de inderste Arm- plader. Indenfor dem komme igjen Mundrammerne, langs hvilke sidde flere Mundpapil- ler, og Kjæberne med deres smalle og spidse, spydbladdannede Tænder tilsyne. Det inderste Par Armfødder sidder indenfor den inderste Armbugplade, som altid er større end de andre og af en afvigende Form, og dets tvende Porer, med 2—4 Fod- papiller paa hver Side, aabne sig i Mundvigen, enten i dens yderste Ende'eller tæt der- ved, og give den derved Form af et Y. — Armene ere kegledannede og spidse, hos nogle Arter korte, hos andre af Middellengde; Rygpladerne ere mere eller mindre brede, Bugpladerne derimod smaa og næsten eller aldeles uden Berøring med hinan- den; Fodpapillernes Antal vexler fra 1 til 4; der er i Regelen 3 Rækker af korte 2 og glatte Pigge, som sidde langs med Sidepladens ydre Rand, men ikke paa nogen Kjol, og derfor have Tilboielighed til at trykke sig ind mod Armens Sider. De vigtigste af Slægtens Kjendemerker kunne sammenfattes i folgende Diagnose: Genus Ophiura diagnoseitur disco squamis imbricatis et scutellis radialibus nudis obtecto; scutis oralibus maximis, scutiformibus vel lyratis, in spatia interbrachialia prolon- gatis; pedibus ambulacralibus intimis rimis oris proximis; brachiis ineisuris papilliferis dorsi insertis, papillarum serie medio interrupta; spinis ternis, margini scutellorum latera- lium insertis. Begrendset paa denne Maade er Slægten overmaade naturlig og omfatter foruden de i det Folgende beskrevne nye grønlandske og norske Arter og den fossile O. Wetherelli Forbes fra London-Clay samt to fossile Arter fra Kridtet, de tvende af Forbes son- drede, men af senere Forfattere med Urette forenede Arter, Ophiura texturata Lmk. (ciliata Müll. Tr.) og albida Forb. Slægtens Udbredning strækker sig altsaa fra det høie Norden til dybt ind i Middelhavet, men naaer neppe det varme Havbelte. Hvad de enkelte Arters Udbredning angaaer, da gaae de to sidstnævnte fra Ægæerhavet til Norges Vestkyst, men ikke ind i det arktiske Havbælte; af de hidtil ubeskrevne, mere nordlige Arter findes den ene (O. Sarsi) baade ved Grønland, Spitzbergen og den norske Kyst, i det Mindste indtil Bergen, hvor den mødes med de to ovennævnte sydligere; to Arter (0. nodosa og Stuwitzii) ere kun kjendte fra Grønland og fra Newfoundland; een Art (O. carnea) kjendes kun fra Norges Kyst, O. affinis baade fra de danske og fra de norske; een (0. squamosa) baade fra Grønland, Newfoundland, det nordlige Norge og Øresundet. At Slægtens Centrum er at søge i det høie Norden, er saaledes tydeligt nok. — Med Hensyn til Levemaaden høre vi af Forbes, at det er langsomme og trege 33 Dyr uden megen Bevægelighed i deres Arme, og at de opholde sig paa Sandbund og paa Ostersbanker; hvad jeg selv har havt Leilighed til at erfare, strider ikke mod disse Angi- velser. Med Hensyn til Slægtens bathymetriske Grændser vide vi, at Ophiura texturata (ciliata) lever ved Triest paa 20-35 Favne, Dyndbund (Sars), , i Ægæerhavet paa 28 Favne, Tangbund (Forbes), ved Skotland paa 5-40 Favne og meget forskjellig Havbund (Forbes), ved den norske Kyst paa 20-50 Favne (Sars), i Sundet (Hellebæk) og Kattegattet (Aarhuus) paa 8-12 Favne. Ophiura albida lever i Ægæerhavet paa 5-50 Favne og paa Sand- eller Tangbund (Forb.), ved Skotland paa 4-90 Favne og meget forskjellig Havbund (Forb.), i Christiania Fjord paa 8-10 Favne (Sars), i Store Belt paa 14-18 Favne, Leer- og Steenbund (Fiedler), i Sundet påa 10-18 Favne, Leerbund. Ophiura carnea i Bergens Stift paa 50-80 Favne (Sars og Koren). Ophiura squamosa er taget ved Grønland paa 50-60 Favnes Dybde (Holbøll) og paa 8-25 Favne (Barrett), samt i Sundet paa 10-18 Favne og Leerbund. Ophiura affinis i Christiania Fjord paa 20 Favnes Dybde (Sars), i Sundet paa 10-18 Favne, Leerbund. Ophiura Sarsii ved Grønland paa 20 Favne (Olrik) og paa 8-25 Favne (Barrett), ved Finmarken paa 20-30 Fayne (Sars), i Storsund (Hardanger) paa 60-80 Fayne (Asbjørnsen), saa at 4 og 90 Favnes Dybde kan antages at vere Grændserne for Slægtens verticale Ud- bredning; da den er tagen baade paa Dyndbund, Sandbund, Steenbund og Tangbund, vil den sandsynligvis kunne findes representeret paa alle Localiteter, der falde indenfor de angivne Grendser i Dybden og mellem den 30te og 80de Grad nordlig Bredde, i det mindste i det vestlige (atlantiske) Ocean. I Henseende til Størrelsen er der stor Forskjel paa Arterne; de folge i denne Henseende saaledes efter hinanden: Ophiura affinis, carnea og Stuwitzii synes kun at naae et Skivetvermaal af 6m", DAT TOGO 0 0.0 à 2 0 6. Doro ¢ Fh Boo Do 60 8 a te ee or Stun! (disse Arter, især de 3 sidstnævnte, have desuden meget korte Arme), Ophiura squamosa kan have et Skivetvertmaal af ..----------- 10mm, Oskar kal beder pe Oel mod an lie) CE TC 0 a ce Oba 14mm, OP uk TES Ars Wan a NE TA NES ER Rs 27mm (VOTE, KARUN 61e Rue ta koe HE Dobe ooo eo Demo EKS 30mm, E Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. ©) 34 De mindre Arter høre altsaa til de meget smaa Ophiurer, medens de to største i Hen- seende til Skivens Omfang ikke staae tilbage for nogen mig bekjendt nordisk eller tropisk Slangestjerne. Paa Grund af den store Lighed mellem flere af de nordiske Arter og den ikke ubetydelige Forskjel, som ofte viser sig hos Exemplarer af samme Art, men af for- skjellig Alder og Størrelse, og altid hos det samme Individ mellem den yderste og den inderste Deel af Armene, ere Ophiura-Arterne ikke lette at udrede eller at diagnosticere, saaledes at Diagnosen paa een Gang er skarp og udtryksfuld og tillige passer paa alle Individer af Arten. Den Diagnose, der passer paa unge Exemplarer af een Art, f. Ex. af O. Sarsii, passer maaskee ligesaa godt paa de udvoxne Individer af en anden Art, f. Ex. af O. albida, som paa de udvoxne Dyr af dens egen Art. Det er derfor ikke at undre over, at kun de engelske Zoologer have fulgt Forbes’s Exempel og skjelnet mellem O. texturata og albida, hvorimod de skandinaviske have fulgt »System der Asteriden« og forenet dem og maaskee flere Arter under Navn af Ophiolepis ciliata M. Tr. Erkjendelsen af de to i det Folgende under Navnene O. nodosa og squamosa beskrevne, saa hoist eiendommelige For- mers Artsselvstendighed samt af Slægtskabet mellem O. abyssicola — som ogsaa af Müller og Troschel blev forenet med O. céliata — og en fra O. ciliata vidt forskjellig arktisk Art (Ophiocten Kröyeri mihi) ledte mig først til at betvivle det Rigtige i at forene de oftnevnte 2 Arter, og en Sammenligning mellem talrige Individer af forskjellig Alder og fra forskjel- lige Localiteter overbeviste mig snart om de gjennemgaaende Forskjelligheder mellem de to af Forbes beskrevne Arter og en tredie, som jeg har opkaldt efter Prof. Sars. Opda- gelsen af 2 nye Arter i Prof. Sars’s Samling — af hvilke dog den ene allerede af denne Naturforsker var erkjendt som en ny Art, og den anden senere ogsaa af mig er funden ved vore Kyster — var mig naturligvis et meget kjærkomment Bidrag til Kundskab om denne nordiske Slegtsform. — Til Sammenligning med de gronlandske Arter meddeles i det Fol- gende udforlige Beskrivelser af de ved Gronland ikke forekommende fire nordiske Arter, samt for at lette Bestemmelsen nedenstaaende Oversigt over de 8 beskreyne Arters vigtigste Kjendemerker: Efter Mundskjoldenes Form kunne Ophiura-Arterne fordeles i 3 Grupper: A. Mundskjoldene ere skjold- eller lyreformige og af storre Lengde end Brede. Armene ere i Regelen lange og glatte, Bugpladerne brede, udadtil begrænd- sede af en Bue, indadtil af en Spids, med hvilken de ofte berøre hinanden, men ere forresten adskilte ved Sidepladerne. a. Der er omtrent 30 fine Papiller paa hver Side af Indsnittet i Skiven, og midt under Armenes inderste Stykke en Rekke Fordybninger eller Riorer: Asa } 1. Oph. texturata (Lmk.) Forb. har 3 korte Pigge, 2-4 Fodpapiller; Mundskjoldenes Længde er større end deres Afstand fra Skiveranden; Sidemundskjoldene ere buede og smallere indadtil end udadtil. b. Der er omtrent 10 (9-15) brede og korte Papiller paa hver Side af Ind- snittene i Skiven og ingen Porer under Armens inderste Deel. a) Med 3 meget korte Pigge (ikke halvt saa lange som Sidepladerne): 2. Oph.albida Forb. Den i Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lille Armrygplade er ikke tvedelt; Mundskjoldene ere kortere end deres Afstand fra Skiveranden. I Armens inderste Deel ere Armbugpladerne nærved at berøre hinanden. 1, undertiden 2 Fod- papiller. 3. Oph. carnea Sars. Den i Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lodrette lille Armrygplade er tvedelt. Mundskjoldene ere lengere end deres Afstand fra Skivens Rand. Armbugpladerne ere vidt adskilte fra hinanden. 1 Fodpapil. B) Med 2 længere Pigge (omtrent saa lange som Sidepladerne eller længere) : 4. Oph. Sarsii Ltk. har 2 Fodpapiller og brede Armbugplader. 5. Oph. affinis Ltk. har 1 Fodpapil, og Armbugpladerne ere rudimentære. B. Mundskjoldene ere skjoldformige, men lige lange og brede eller endogsaa mere brede end lange. Armene ere temmelig lange, tynde og glatte, d. v.s. uden dybe Indsnoringer mellem Leddene. 6. Oph. squamosa Lik. Skiven er regelmesig beklædt med ligestore Skjæl; Arm- bugpladerne ere hjerteformige med en indadvendt Spids, Armpiggene af middelmaadig Lengde; 1 Fodpapil. C. Mundskjoldene ere enten store og nærmest ægformige (mere spidse indadtil, mere butte udadtil) eller smalle og skjoldformige, men altid mere lange end brede. Armene ere meget korte og knudrede paa Grund af de dybe Ind- snøringer mellem Leddene. De rudimentære Armpigge ere ikke større end de tal- rige Fodpapiller, der ligesom Armpiggene sidde langs med Fodporerne, der her optræde som skraa Spalter. 7. Oph. nodosa Ltk. Skivens Skjæl ere store og kantede, Armbugpladerne smalle, firkantede og berøre hinanden; der er 3-5 Fodpapiller og 2-3 aldeles rudimentære Arm- pigge. Mundskjoldene ere næsten ægformige, deres Længde større end Afstanden fra Skive- randen. 8. Oph. Stuwitzii Ltk. Skivens Skjæl ere temmelig smaa; de inderste Armbug- plader smaa, aflange, stærkt ophoiede, men berøre ikke hinanden; Fodpapillerne og Arm- piggene ere tilsammen 7 i Tallet paa hver Side af hvert Led, men lade sig ikke skjelne fra hinanden. Mundskjoldene ere skjoldformige, men meget smalle, deres Længde omtrent lig med Afstanden fra Skiveranden. 52 36 I det Følgende er der fulgt en mere naturlig Inddelig i 3 Grupper. Allernaturligst vilde det iøvrigt være kun at antage 2 Grupper, af hvilke den ene omfattede de to mere abnorme Arter, O. nodosa og Stuwitzü, den anden de øvrige indbyrdes meget beslægtede Arter. A. Arter med glatte Arme og med en Række af Porer midt under Armens inderste Deel. Ophiura texturata (Lmk.) Forbes. (Tab. I, fig. 1a— 1e.) Diagnoscitur scutis oralibus mazximis lyratis, longioribus ac latioribus, distantiam a margine disci superantibus, papilis ad latera incisuræ gracilibus circiter triginta, papillis ambulacralibus quaternis vel ternis et serie pororum subtus in media et intima brachiorum parte. De vigtigste Synonymer ere: Ophiura texturata (Lmk.)1) Forbes, british Starfishes and other Echinodermata, p. 22 og »on the Radiata of the eastern mediterranean« (l. ec.) p. 146. Ophiura bracteata Johnston, Magaz. of Natur. history VIII p. 465 f. 41. Asterias cordifera Grube, Aktinien, Echinodermen und Würmer o.s.v. S. 18. Ophiolepis ciliata Müller u. Troschel, System der Asteriden S. 91, (Beskrivelsen, med Udelukkelse af nogle af Synonymerne). Asterias ciliata Retz., Vetensk. Akad. Nya Handl., IV Bd., 1783, er vistnok en Ophiura, men Angivelsen, at den er almindelig ved Skaanes Vestkyst, lige ned til Sundet, gjør det rimeligere, at det er ©. albida Forbes; hans »dissertatio« har jeg ikke kunnet raadsporge. Jeg har derfor ikke troet at kunne beholde cw/zata som Artsnavn for den. Beskrivelse. Skivens Rygside er beklædt med talrige, større og mindre Skjel og med 10 Radialskjolde, der vende den brede og afrundede Ende ud mod Armene, den spidse ind mod Skivens Midte; deres Længde, der omtrent er en Fjerdedeel af Skivens Tvermaal, forholder sig til deres Brede som 5:3. De ere adskilte ved en Kile af 2-3 store Skjæl og enten uden al Berøring med hinanden eller berøre hinanden kun paa det Punkt, hvor de ere bredest, tet ved Skiveindsnittet. De øvrige Skjæl ordne sig deels rosetformig om et noget større Skjæl i Midten, deels ligge de mindre langs med 1) At Lamarcks O. texturata (syst. d. an. s. vert. t. 2 p. 542, 1816) virkelig er samme Art som Forbes’s, og ikke f. Ex. O. albida, bliver især sandsynligt ved, at der anføres en Varietet af den (»eadem minor albida«), som kan antages for at være Ophiura albida. 37 Radialskjoldenes Sider, medens de større indtage Midten af Radialbælterne. Indsnittene ved Armenes Grund ere dybe og spidse og begrændsede af to store buede Skjæl, der bære hver sin Kam af omtrent 30 fine og tynde, skjøndt nedadtil i Brede tiltagende Papil- er, der hvile paa de i Indsnittet optagne inderste 4 Armrygplader; tæt udenfor og under dem ligger paa hver Side endnu et smalt Skjæl parallelt med de store buede Randskjæl, og langs med dets Rand sidder en lignende Kam af endnu finere Papiller, der dog ofte ere skjulte under den øverste Papilkam og derfor ikke komme tilsyne; en umiddelbar Fort- sættelse af den øverste Papilkam er den Række af smaa Papiller, som følger med Genital- spalternes frie Rand lige til Mundskjoldene. Disses Længde er større end deres største Brede (Forholdet er = 9:7) og næsten dobbelt saa stor som Afstanden fra dem til Skivens Rand; de have Form af et Vaabenskjold med afrundet Basis, udstaaende Side- hjørner og spids Top. Sidemundskjoldene ere smalle, nogenlunde trekantede og i Regelen svagt S-formigt boiede; deres bredere Ender adskille Mundskjoldenes Sidehjørner fra de inderste Armplader, hvorimod de smalle Ender nærme sig hinanden eller støde sammen indenfor Mundskjoldets Spids. Der er 4-6 spidse Mundpapiller. Armene ere omtrent 4 Gange saa lange, som Skiven er bred; nærmest ved Skiven er deres Ryg hvælvet som et Tag. Rygpladerne ere inderst ved Skiven 4-5 Gange saa brede som lange; deres Berøringslinier ere parallele og lige Linier, hos meget store Dyr i Midten boiede lidt indad; deres Sider dannes af en Vinkel, som griber ind mellem 2 Sideplader. Længere ude paa Armen forandre Rygpladerne betydeligt Form, og yderst paa samme ere de mere lange end brede og begrændsede udadtil af en stærk Bue, indadtil af 2 convergerende Linier. Bugpladerne ere dobbelt saa brede som lange, udadtil begrændsede af en Bue, indadtil af en stump Vinkel; de berøre ikke hinanden, da de adskilles af Sidepladerne i en Strækning, der ofte er lig med eller kun lidet mindre end deres egen Længde. Mod Spidsen af Armene blive de ganske smaa og antage Form af Cirkeludsnit; paa den i Skiven optagne Deel af Armene faae de en særegen kort og bred, til begge Sider tilspidset Spoleform med en lille indadvendt Spids. Paa Armens inderste Stykke er der midt paa Bugsiden en mere eller mindre tydelig Rende, der*paa det aller- inderste Stykke viser sig som en Fordybning eller Pore mellem hvert Par Bugplader; der er i det Mindste 5 saadanne Porer paa den i Skiven optagne Deel af Armen og paa dens nærmest tilstødende frie Deel, og paa meget store Exemplarer iagttages" de ogsaa paa hele det inderste frie Stykke af Armen, men blive efterhaanden utydeligere, jo mere de fjerne sig fra Skiven. — Fodpapillernes Antal er paa det inderste frie Stykke af Armen 3-4, længere ude 2, yderst 1, men ved de allerinderste Fodporer umiddelbart ved Mundvigene 4-7 paa hver Side af Poren. Af de tre Armpigge er den underste paa Armens inderste Stykke stillet saa tæt op til Fodpapillerne og saa lidet længere end disse, at man snarere vilde henregne den til dem end til Armpiggene; af de to andre, der sidde i nogen Afstand fra 38 hinanden og fra den underste, er den øverste lidt korlere end den mellemste; med Und- tagelse af de allerinderste, der næsten ere ligesaa lange som de tilhørende Sideplader, naae de, naar de trykkes ind til Siderne af Armen, kun halvt hen til den næste Række. Yderst paa Armene ere de alle 3 lige lange og halvt saa lange som de tilhørende Sideplader. Ovenstaaende Beskrivelse er udkastet efter Exemplarer med en Brede af 20-30mm tvers over Skiven. Yngre Exemplarer med c. 10mm Skivetvermaal — altsaa omtrent af den Størrelse, som Ophiura albida naaer som udvoxen, — have rigtignok større og forholdsvis mere ligestore Rygskjæl, hvorfor Radialskjoldene her falde mindre i Øinene, mindre brede Armrygplader , mindre charakteristisk uddannede Armbugplader og tilsyne- ladende kun to Armpigge, da den underste i det inderste Stykke af Armen optræder som Fodpapil, færre og mere butte Mundpapiller, lige Sidemundskjolde 0. s.v., men de tal- rige (3-4) Fodpapiller — hvortil nemlig som anført den underste lille Armpig her maa regnes — og de eiendommelige Fordybninger paa Undersiden af den i Skiven optagne Deel af Armene findes ligesaavel hos Ungerne som hos de Voxne og afgive derfor sikkre Kjendemærker for Arten. Herved er altsaa den Anskuelse, at Ophiura albida er Ungen til O. texturata, tilstrækkelig gjendreven. Ophiura texturata opnaaer en betydelig Størrelse; det største hele Individ i Universitetets Samling har et Skivetvermaal af 20mm og en Armlængde af c. 70"®, men der opbevares ogsaa en større Skive, tagen paa »de sorte Banker» i Nordsøen, der har et Tvermaal af 3Omm, og hvis Arme derfor maae have været c. 5 Tommer lange. Farven er ifølge Forbes!) »rodlig, marmoreret med purpurbrunt paa Skiven, Undersiden bleggul eller hvid«. Ved Hellebæk har jeg erhoidt 2 Exemplarer af denne Art; Farven var lys brun- grønlig og forandredes ved Tørring kun lidt til det mere rødlige. Denne Arts Udbredning kan angives temmelig noiagtigt, uagtet de engelske For- fattere ere de eneste, der hidtil have skjelnet mellem den og dens Slægtninge. Den findes i Middelhavet, i hvis østlige Deel den dog skal være sjelden, ved de brittiske Kyster, ved Jyllands Vestkyst (Svineklev)”), i Kattegattet (Aarhuus)?) og ved det sydlige Norge; den er der funden i Christiania-Fjorden af Ørsted”) og af Sars, af den sidstnævnte ved Florø i Bergens Stift samt af Professor Rasch paa Storegen. Fra Færøerne er den derimod aldrig bleven nedsendt. I den nordlige Deel af Sundet findes den endnu, men er vistnok meget sjelden, da ved Hellebæk flere hundrede Exemplarer af Oph. albida ere 1) British Starfishes p. 25. 2, Ifølge Exemplarer i Universitetets Museum, der bære dette Mærke. 3) Conservator Conradsen har i dette Efteraar faaet den i Aarhuus Bugt paa 8 Favne Vand 4) Ifølge Ørsted, Naturhistorisk Tidsskrift, 2. Række, 1. Bd., S. 423. 39 gaaede gjennem mine Hænder, uden at jeg dog trods al min Sögen erholdt mere end de 2 ovenfor omtalte Exemplarer af O. texturata. Senere har Hr. J. Koch meddeelt mig et Exemplar fra Sundet i Nærheden af Taarbæk. Hr. Capitain Suenson har fra et Togt til Vestindien hjembragt nogle unge og kortarmede Exemplarer af denne Art; jeg antager imidlertid ikke, at de hidrøre fra Vestindien, men fra et eller andet Sted paa Overreisen, muligvis fra Madera. Om Artens Udbredning i Dybden see ovenfor S. 33. B. Arter med glatte Arme og uden Porer midt under Armens inderste Stykke. Ophiura albida Forbes. (Tab. I, fig. 2a — b.) Diagnoscitur seutis oralibus scutiformibus, nonnihil longioribus quam latioribus, distan- liam a margine disci haud æquantibus, papillis ad latera incisure brevibus circiter decem, ambulacralibus singulis vel binis, spinis brevibus, poris infrabrachialibus nullis, scutellis ventralibus intervallo brevi sejunctis. Beskrivelse. Skiven er belagt med temmelig store, rundagtige Skjæl, mellem hvilke der ikke er saa stor Forskjel paa Storrelsen som hos foregaaende Art; Radial- skjoldenes Længde er i af Skivens Brede og 4 større end deres egen største Brede; de ere parallele indbyrdes, af samme Pæreform som hos O. texturata, men berøre i Regelen hinanden der, hvor de ere bredest. Indsnittene ere kantede med 10-12 korte og brede Papiller paa hver Side, der sædvanligen fortsættes umiddelbart af en tet Række min- dre Papiller langs med Genitalspalterne, og ligesom hos andre Arter er der udenfor hver af de egentlige Papilkamme endnu en fiin Række af ganske smaa runde Papiller. Mundskjoldene have i Regelen en simpel Skjoldform, men faae undertiden, naar Side- hjørnerne træde mere frem, næsten samme Lyreform som hos den foregaaende Art; deres Længde forholder sig i Regelen til deres Brede som 5:3 og er mindre eller i alt Fald ikke større end Afstanden fra Skivens Rand; men deres Form viser iøvrigt en Deel Afvigelser, naar en storre Rekke Exemplarer sammenlignes. Sidemundskjoldene ere smalle, lige eller svagt buede, lige brede i begge Ender og berore hinanden indenfor Spidsen af Mundskjoldene. — Armrygpladerne ere inderst ved Skiven brede, lidt lengere ude regelmessige Sexkanter med lige stor Lengde og Bredde; i den yderste Deel af Armen have de Form af Cirkeludsnit og adskilles fra hinanden af Sidepladerne. Bugpladerne ere ved Grunden af Armene næsten rudeformige , udadtil lidt afrundede, og adskilles netop af Sidepladerne; længere ude bliver Afstanden mellem dem stedse større, og de antage Form af Cirkeludsnit, hvorimod de paa den i Skiven optagne Deel af 40 Armen ofte fuldstændigt berore hinanden og nærme sig til at være trekantede, hvilket især er Tilfældet med den inderste, der ogsaa udmærker sig ved en større Længde end de andre. lovrigt er der netop i Henseende til Afstanden mellem Bugpladerne i Armenes inderste Deel en ikke ringe Forskjel, "uafhængig af, at den med Alderen bestandig bliver mindre. Jeg finder hos fuldkommen udyoxne Exemplarer fra samme Localitet Afstanden mellem Bugpladerne paa den inderste frie Deel af Armen snart =0, saa at de støde umiddelbart sammen, snart derimod af en ret anseelig Størrelse. 1 Fodpapil maa ansees for at være det Normale, men der er ogsaa ofte 2 ved Siden af hinanden paa de 4-8 inderste frie Armled, ved den allerinderste Fodpore endogsaa 3-4 paa hver Side. Armpiggene ere næsten lige lange, omtrent 3 Gange saa lange som Fodpapillerne, men ikke halv saa lange som Sidepladerne. Unge Exemplarer paa c. 4m Skivetvermaal udmærke sig ved færre og forholdsvis større Rygskjel, forholdsvis større Mundskjolde, ved at selv de inderste Armrygplader ere længere, end de ere brede, og af en langstrakt sexkantet Skikkelse, og derved, at Bug- pladerne ere overmaade smaa og adskilte indbyrdes i en Strækning, der er betydelig større end deres egen Længde. Hos såa smaa Exemplarer findes aldrig mere end 1 Fodpapil. I Henseende til Størrelsen staaer Oph. albida betydeligt tilbage for den foregaaende Art; det største af Universitetsmuseets talrige Exemplarer har 14mm Skive- tvermaal. Dens Arme ere i Regelen ligesaa lange og smækkre som hos O. textu- turata og hos O. Sarsil, hvorfra rigtignok Museets færøske Exemplarer, der have paafal- dende korte og tykke Arme, gjøre en Undtagelse. Det er et saadant Exemplar, der ligger til Grund for min Afbildning fig. 2a—b, som derfor ikke gjengiver Artens sædvanlige Udseende. Farven er paa tørrede Exemplarer sædvanligvis kridhvid; men det levende Dyr er paa Ryggen af Skiven og Armen rodgraat, snart faldende mere i det Røde, snart mere i det Graae. Papilskjællenes lysere Farve frembringer de 2 lyse Pletter ved Grunden af hver Arm, som Forbes ogsaa omtaler. I den yderste Deel af Armen viser sig Spor til de hos Slangestjernerne saa sædvanlige lysere og mørkere Farvebælter. Udbredningen er som foregaaende Arts, maaskee lidt større baade i vertical og horizontal Reming. O. albida findes baade i den østlige og vestlige Deel af Middelhavet, ved alle brittiske Kyster og ved Færøerne; ved Norge er den fundet ved Manger og Florø i Bergens Stift og ved Bollærene i Christianiafjorden (Sars), og den er almindelig i Katte- gattet, Sundet og Bælterne; om den gaaer ind i Østersøen, er mig ubekjendt. Ved Helle- bæk i den nordlige Deel af Sundet har jeg havt rig Leilighed til at indsamle denne Art. Den er der overordentlig hyppig fra 10-18 Favnes Dybde paa en med Skaller eller Skal- stykker opfyldt Bund af Leer eller sandblandet Leer. De stive, brækkelige Arme bevæges meget lidt, paa en eiendommelig stiv og afmaalt Maade. Al Ophiura carnea Sars. (msc.) (Tab. I, fig. 6 a-b.) Dignoseitur disco crasso, brachiis brevibus crassis, scutis oralibus seutiformibus, longioribus ac latioribus, distantiam a margine disci superantibus, dnedsurds disci squamis binis werticalibus, papillis ad latera marginatis, tectis, spinis brevissimis, papillis ambula- eralibus singulis, scutellis ventralibus minutis valde sejunctis, poris infrabrachialibus nullis. Denne Art har temmelig korte Arme og en tyk Skive, der paa Ryggen er beklædt med temmelig store, rundagtige, kantede Skjæl, imellem hvilke Radialskjoldene, der ere omtrent lige lange og brede, udadtil brede og afrundede, indadtil spidse og tildeels adskilte ved et rundagtigt Skjæl, ikke falde meget i Oinene. Skiveindsnittets Rande staae næsten lodret og have paa hver Side en Række af c. 12 brede og flade Papiller, som derefter fortsætte sig videre langs med Genitalspalterne i en finere Skikkelse. Foruden den inderste Armrygplade, som tildeels er optaget mellem de 2 lodrette Papilkamme, er der endnu i hvert af hine Indsnit 2 smalle lodrette Smaaplader ved Siden af hinanden med en Række fine Papiller paa hver Side. Mundskjoldenes Længde er større end deres Brede og end deres Afstand fra Skiveranden. Armbugpladerne have Form af Cirkeludsnit og ere lige til den inderste, som danner den udvendige Grændse for Mundvigen, adskilte i en Strækning, som er lig med deres egen Længde, af Sidepladerne; længere ude blive de aldeles rudimentære. Af Armrygpladerne ere kun de inderste i umiddelbar Berøring med hinanden; de øvrige have Form af Cirkeludsnit eller Trekanter og ere adskilte fra hinanden af Sidepladerne. Sidepladernes ydre Rand træder temmelig stærkt frem og bærer 3 tynde, svage, omtrent lige lange, næsten rudimen- tære Armpigge; imellem de to øverste er der i Armens inderste Deel en større Afstand end mellem de to underste, men længere ude sidde de omtrent lige langt fra hinanden. Der findes kun 1 Fodpapil. Ophiura carnea har et Skivetvermaal af 6"m;-Armene ere i det hoieste doppelt saa lange. Farven var, efter hvad Professor Sars har meddelt mig, smuk morgenrod paa Rygsiden af Skiven. Den er hidtil kun fundet i Bergens Stift paa store Dybder, saasom i Kongestrommen (50 Favne), Biskopshaynen og ved Manger (50-60 Favne). Hr. Koren ansætter, ifølge skriftlig Meddelelse til mig, dens Forekomst ved Bergen til 60-80 Favne. Anm. Det vil af ovenstaaende Beskrivelse fremgaae, at de meest charakteristiske For- skjelligheder mellem denne nye Art og O. albida, som er den, den kommer nærmest, ere fol- gende: 1) Skiven er meget tykkere, Armene kortere og førere hos O. carnea; 2) den i Skiveindsnittets Vinkel liggende inderste lille lodrette Armrygplade er tvedelt hos ©. carnea; 3) de øvrige Armrygplader blive tidligere adskilte fra hinanden og antage Form af Cirkel- udsnit hos ©. carnea end hos ©. albida; 4) Mundskjoldene ere forholdsvis større hos O. carnea end hos ©. albida. Af disse Forskjelligheder har især den anden stor Betyd- ning som Artskjendemerke. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 6 42 Ophiura Sarsii Ltk. (Tab. I, fig. 3-4.) Dignoscitur scutis oralibus seutiformibus longioribus quam latioribus, distantiam a margine disci haud æquantibus, papillis ad latera incisure latiusculis circiter quindecim, am- bulacralibus binis, spinis longiusculis, scutella lateralia æquantibus, poris infrabrachialibus nullis, scutellis ventralibus datis sejunctis. I Storrelse og Udseende har denne arktiske Art megen Lighed med dens Repre- sentant i Syden, O. texturata. Beskrivelse. Skjælbeklædningen paa Ryggen af Skiven varierer en Deel ligesom hos de nærstaaende Arter. Radialskjoldene ere pære- eller ægformige, brede og afrundede i den Ende, der vender udad, smalle og mere spidse i den modsatte; deres Længde er {/5-1% af Skivens Tvermaal og forholder sig til deres Brede = 4:3; hos nogle divergere de kun svagt, hos andre stærkere. Den øvrige Skjælbeklædning kan være tem- melig eensformig, idet alle Skjællene ere smaa og omtrent af samme Størrelse og Form; eller der er midt paa Skiven et større Skjæl og uden om det 1 eller 2 Kredse af lignende større Skjæl, hvortil endnu kommer eet midt i hvert Radialbælte; ved deres Størrelse, rundagtige og hvælvede Form falde de let i Oinene imellem de mindre Skjæl, hvoraf de ere omgivne; i Kanten mellem Ryg- og Bugsiden er der næsten altid eet paafaldende stort Skjæl. Bugskjellene aftage i Størrelse indad mod Mundskjoldene. Skiveindsnit- tene ere saa dybe, at 4 Rygplader optages i hvert af dem; paa hver Side af dem er der en Kam af 10—15 Papiller af lignende Form som hos O. albida, men mere brede og korte end hos ©. texturata; de øverste ere mindre end de andre og sidde ikke paa de egenlige Papilskjæl, men i Kanten af selve Radialskjoldene ; udenfor dem er der en med dem paral- lel, men ofte ogsaa af dem skjult Række af meget smaa runde Papiller; endelig er der en Række lignende Korn langs med Genitalspalterne. Mundskjoldene ere af lignende Form som hos Ophiura texturata, skjøndt i Regelen med mindre fremtrædende Sidehjorner; Længden for- holder sig til Breden, der er størst mellem Sidehjørnerne, som 7:5, men er altid mindre end Mundskjoldenes Afstand fra Skiveranden. Sidemundskjoldene ere smalle og lige brede i begge Ender, hvilken Form dog stundom modificeres lidt ved en Udvidelse af den Ende, der adskiller Mundskjoldenes Sidehjørner fra de inderste Armplader, og ved den Ind- knibning paa Midten, som foraarsages af de inderste Fodporer. Ved hver af disse er der 5—6 Papiller paa hver Side, og der er 4—6 Mundpapiller mellem dem og Tænderne. Armrygpladerne ere inderst paa Armene tagformige, begrændsede af lige og parallele Tverlinier og 4—5 Gange saa brede som lange, men længere ude omtrent lige lange og brede og begrændsede udadtil af en Bue, paa Siderne af Linier, der convergere indad- til; heelt ude i Spidsen af Armene ere de nærmest pæreformige, længere end de ere brede og adskilte et lille Stykke af Sidepladerne. Bugpladerne ere i det inderste frie Stykke AS af Armen mere end doppelt saa brede som lange, udadtil begrendsede af en svag Bue eller af en nesten lige Tverlinie, indadtil af to i en meget stump Vinkel sammenstodende, ofte svagt Sformigt krummede Linier; de adskilles indbyrdes af Sidepladerne, der berøre hinanden med en Linie, hvis Længde er lig med Bugpladernes; længere ude tiltage som sedvanligt Sidepladerne i Omfang, og Bugpladerne tage af, saa at de i Spidsen af Armen næsten ere forsvindende smaa. Paa den Deel af Armen, der er optagen i Skiven, ere de mere trekantede og bugede end paa den frie Deel af Armen og ofte meget ner ved at berore hinanden; den allerinderste Armbugplade er sterkt buget og trapezoidal. Der er i Regelen to Fodpapiller, af hyilke den ene dog som oftest bliver meget lille eller forsvinder i kort Afstand fra Skiven; undertiden er der tvertimod en tredie lille Fodpapil ved Siden af de to normale. Den underste og korteste af Armpiggene er ikke saa lang som Sidepladen, hvorimod de to andre i tiltrykt Tilstand naae lidt ind paa den efterfol- gende Pigrekke; i Spidsen af Armene ere de netop af Længde med Sidepladerne, men paa de inderste frie Armled næsten doppelt saa lange som disse. Ophiura Sarsii opnaaer et Skivetvermaal af 27%" og en Armlengde af c. 100mm, Paa de tørrede er Farven en Mellemting mellem Grønt, Gult og Graat, undertiden med lyse Pletter (Bælter) paa Armene, og Hr. Barrett har meddelt mig, at den ikke for- andres meget ved at Dyret tørres. Jeg antager derfor, at ©. Sarsiz ogsaa i denne Hen- seende ligner O. texturata. Ved Mundskjoldenes og Armpiggenes forskjellige Størrelse, ved Fodpapillernes og Skiveindsnittenes Randpapillers forskjellige Antal, ved de sidstes og ved Armbugpladernes forskjellige Form, endelig ved Mangelen af ©. teæturata's eien- dommelige Fordybninger midt under Årmene vil man imidlertid altid let være i Stand til at skjelne disse to Arter fra hinanden. Maaskee er det denne Art, som Dewhurst*) an- fører under Navn af Asterias ophiura og beskriver som blaa, men tørret som askefarvet. Unge Exemplarer med 4-6™" Skivetvermaal afvige fra de voxne ved mindre dybe Indsnit i Skiven, i hvilke kun 2-3 Armled ere optagne, ved at Rygskjællene ere færre, men forholdsvis større og mere bugede, hvoraf følger, at de mindre Rygskjæl, der hos de voxne omgive de større, først efterhaanden kile sig ind mellem disse; Radialskjoldene ere kortere og bredere og berøre ofte hinanden, da det mellem dem indkilede Skjælparti er mindre udviklet; Armrygpladerne ere smallere, og der er ofte kun 1 Fodpapil. Ungerne af Ophiura Sarsit ligne derfor meget de udvoxne eller næsten udvoxne O. albida, der i visse Henseender kan siges at blive staaende paa et Trin, ud over hvilket O. Sarsw fort- sætter sin Uddannelse, men de kortere Pigge og mindre brede Armbugplader hos O. albida gjøre det dog altid let at trække Grændsen mellem begge Arter. 1) H. W.Dewhurst, the natural history of the order Cetacea and the oceanic inhabitants of the arctic regions. London 1834. p. 283. 6* Artens Udbredning kan allerede angives med temmelig Vished. Inspektør Olrik har nedsendt et stort Antal Exemplarer fra Godthaab, Egedesminde og Ritenbænk, og fra Omenak har Hr. Fleischer nedsendt den ligesom Captain Holbøll fra Syd-Grønland. Ved Arksut har Hr. Barrett taget den paa Steenbund. Rimeligvis er ogsaa den med Oph. texturata beslægtede Form, men med længere og tyndere Armpigge, som Forbes anfører som taget i Assistancebay paa Capitain Pennys Expedition, netop den her be- skrevne Art. Der er altsaa ingen Tvivl om, at den findes ved hele den grønlandske Kyst. At den gaaer længere mod Syd, kan heller ikke betvivles, da det rimeligvis er den, som Stimpson omtaler under Navn af Ophiolepis ciliata som levende ved Grand-Manan i Fundybugten. I Prof. Sars's Samling |jhar jeg seet Exemplarer fra Spitzbergen, fra Tromsø i Finmarken og fra Florøen (12 Mile Nord for Bergen), samt i Universitetsmu- seet i Christiania fra Storsund (Hardanger). Det er ogsaa denne Art og ikke O. teæturata, som er meent med Ophiolepis ciliata M. Tr. i Sars's Reise i Lofoten og Finmarken. Oph. Sarsi er saaledes vel en arktisk Art, men overskrider dog det arktiske Havbæltes Grændser noget mod Syd. Om dens Udbredning i Dybden see S. 33. Anm. Inden jeg ved at faae Leilighed til at undersøge et større Antal Exem- plarer af Ophiura Sarsii havde overbevist mig om denne Arts ikke ringe Variabilitet, ansaae jeg to af Hr. Fleischer fra Omenak nedsendte Exemplarer for at repræsentere en egen Art, som jeg i min ,,foreløbige Oversigt” betegnede som O. coriacea. De udmærke sig ved, at Skivens Skjæl i det Hele ere overmaade smaa paa nogle større runde Skjæl ner, og ved kun at have een Fodpapil, uagtet de efter Størrelsen at domme (20 Skivetver- maal) ere udvoxne. Jeg har imidlertid nu ingen Tvivl om deres Identitet med O. Sarsü. De ovenfor omtalte spitzbergenske Exemplarer frembøde en lignende Beklædning af Skivens Rygside. Lidt anderledes stiller Sagen sig med Hensyn til 2 Ophiurer, ligeledes fra Ome- nak og nedsendte af Hr. Olrik, der ligne den nysomtalte Varietet i Henseende til Skjællenes Lidenhed, men afvige fra den og fra de typiske O. Sars ved, at Papillerne i Skivens Ind- snit mangle, ved at Armpiggene ere betydelig kortere (forholdsvis kun halv saa lange) og ved en særegen lodden eller filtet Overflade af hele Hudskelettet; ellers ligne de ganske O. Sarsi og have 2 Fodpapiller ligesom disse. Muligvis er dog denne Form (Oph. arctica mihi |. c.) ogsaa kun en Varietet af Oph. Sarsü, men derom maa jeg opsætte at fælde nogen endelig Dom, indtil et større Antal. Exemplarer er blevet nedsendt. — Det vil ogsaa her være Stedet til at minde om den af Forbes beskrevne O. glacialis'); visse Træk i Beskrivelsen minde om unge Individer af O. Sarsit, andre derimod om ©. sguamosa. 1) Ophiura glacialis F. Skiven er rund med et tydeligt Indsnit ved Grunden af hver Arm og bedæk- ket med glatte, ikke meget forskjellige eller iøinefaldende, rosetformigt anordnede Skjæl. Ved Grun- 45 Ophiura affinis Ltk. (Tab. II, fig. 10 a-b.) Dignoseitur disco erasso, brachiis tenuibus, scutis oralibus seutiformibus, longioribus quam latioribus, distantiam a margine disci fere wquantibus, disco squamis minutis et majoribus in rose formam positis tecto, papillis ad latera incisure brevibus eireiter novem, ambulaeralibus singulis, spinis scutella lateralia fere æquantibus, poris infrabrachialibus nullis, scutellis ventralibus minutis sejunctis. Ved Artsnavnet har jeg villet betegne, at det er den Ophiura-Art, som meest nærmer sig til Slægten Ophiocten. Den udmærker sig ved sin tykke Skive, sine tynde Arme og sin ringe Storrelse. Beskrivelse. Paa Ryggen er Skivens Bekledning i Regelen følgende: Der findes deels nogle større runde Skjæl — hvoraf 5 ligge i en Kreds omkring et i Midten og 10, 2 og 2, i Radialbælterne — deels Smaaskjæl, som udfylde Mellem- rummene mellem de større og paa den midterste Deel af Skiven danne en Krands omkring hvert af de større Skjæl. I Nærheden af Skiveranden gaaer denne Beklædning uden nogen skarp Grændse over i Bugfladens, som bestaaer af afrundede taglagte Smaaskjæl. Radialskjoldene ere korte og brede og fuldkommen adskilte ved en kileformig Gruppe af ganske smaa Skjæl, men ikke meget større end de større runde Rygskjæl. Paa et af de foreliggende større Exemplarer, ere Radialskjoldene og de større Skjæl forholdsvis meget store, men af de sidstnævnte ere kun de 6 midt paa Skiven udviklede; de mindre Skjæl danne Kredse om dem, smalle Kiler mellem de to sammenhörende Radialskjolde og bredere Bælter mellem hvert Par. Et andet Exemplar havde Smaaskjællene næsten ikke udviklede, og Ryggen frembød derfor et lignende Udseende som hos unge Exemplarer af Oph. Sarsti. — Mundskjoldene have omtrent samme Form som hos Ophiura Sarsii, d. v. s., de ere mere lange end brede, ofte lidt indknebne ved Sidehjornerne, og deres Længde er omtrent lig med deres Afstand fra Skivens Rand. Langs med hver Side af Skiveindsnittene er der 7—9 Papiller, som tiltage i Styrke opadtil; de overste ere brede og flade; indenfor dem sees dog ofte endnu et Par mindre Papiller. I de omtalte Indsnit sees endvidere de secundere fine Papilkamme, der modes i Indsnittets Vinkel. Genitalpapiller har jeg ikke iagttaget. Armrygpladerne ere i Armens indre Deel brede, stærkt tagformige og regel- mæssigt trapezoidale ligesom hos Slægtens øvrige Arter og berøre hinanden i deres fulde Brede; den af hver Arm er der to nogenlunde trekantede Plader, som ligge tæt ved hinanden, men dog divergere, og som skjule de Skjæl, der bære Papilkammene; Papillerne ere 9 i Tallet, korte og tykke (stout). Rygpladerne ere nærmest sexkantede; af de 3 Armpigge er den øverste stærk, kegledannet, saa lang som en af Rygpladerne og næsten lige saa lang som Armen er bred. Bug- pladerne ere vifteformige. Genitalspalterne ere kantede med regelmæssige smaa Papiller. Mundskjoldene ere meget bredt skjoldformige og temmelig korte. Den inderste Armbugplade er mærkelig stor. Skivetvermaal 1/4“, Armene 3 Gange saa lange, 46 lengere ude ere de derimod langagtige og smalle. Der er tre tynde Armpigge, af hvilke de 2 længste omtrent ere af Længde med Sidepladerne, og 1 Fodpapil; endogsaa ved de aller- inderste Porer, der stode op til Munden, synes der ikke at vere mere end I Papil paa hver Side. Selv de inderste Armbugplader berøre ikke hinanden, men ere adskilte fra hinanden i en Strækning, der er lig med deres egen Længde, af Sidepladerne; de ere som Følge heraf smaa og begrændses indadtil af en stump Vinkel, udadtil af en Bue. I en kort Af- stand fra Skiven ere de næsten halvkredsformede og rudimentære (ikke større end Fodpa- pillerne) og adskilte fra hinanden i en Strækning, der langt overgaaer deres egen Længde. Denne Art har Prof. Sars taget ved Manger samt ved Bollærene og ved Asgaard- strand i Christiania Fjord paa 20-30 Favnes Dybde"). Ved Hellebæk har jeg selv havt Leilighed til at indsamle denne vor mindste Slangestjerne i betydeligt Antal; jeg traf den der fra c. 10 til 18 Favne sammen med O. albida og O. squamosa. Den er mere brækkelig end den sidstnævnte Art; Farven er meget lys, en Mellemting af gulagtig og graalig med de sædvanlige Nyanceringer i Form af Pletter paa Skiven og Bælter paa Armene. Den synes kun at naae et Skivetvermaal af 5-6"", og Armlengden overstiger ikke det tredoppelte deraf, Ophiura squamosa Ltk. (Tab. I, fig. 7 a-b, (An O. fasciculata Forbes i Sutherlands journal of a journey etc.?) Dignoscitur scutis oralibus mediocribus scutiformibus, latioribus quam longioribus vel æque longis ac latis, distantiam a margine disci minime equantibus; papillis incisuræ bre- vissimis, crassis, sæpe fasciculatis, ambulacralibus singulis; disco regulariter squamis planis eadem fere magnitudine obtecto; scutellis ventralibus brachiorum cordiformibus. Det er fornemmelig ved Skivens éensartede, regelmæssige og flade Skjæl- beklædning, ved de brede og korte Mundskjolde og ved de hjerteformige Armbugplader, at denne lille Art udmerker sig blandt sine Slegtninge og er saa let kjendelig. Beskrivelse. Skjællene ere flade, omtrent ligestore, paa Ryggen rundagtige, paa Bugen mere langagtige; de smaa korte og brede Radialskjolde kunne vel be- røre hinanden, men ere dog adskilte ved 1 eller 2 Skjæl og træde kun ved deres lysere Farve tydeligt frem mellem den øvrige Skjælbeklædning, der har et for denne Art eiendommeligt, eensartet Præg. Indsnittene i Skiven ere paa hver Side kantede med korte og tykke Papiller; i Forbindelse med de secundære Papiller, der ere lige- saa udviklede som de primære, danne de ofte en tæt Gruppe paa hver Side. Genital- 1) Hr. Professor Sars, der har havt den Godhed at tilstille mig til Afbenyttelse hele sit Materiale af denne Art, tillader jeg mig ved denne Leilighed at aflægge min Taksigelse for denne Velvillie. 47 spalterne kantes af lignende, men mindre Korn. Mundskjoldene ere forholdsvis smaa, kun 3-4 Gange saa store som den inderste Armbugplade, der er bred og aflang paa tvers; deres Længde er i Regelen mindre end deres Brede eller i det Hoieste lig med den og langtfra saa stor som Afstanden mellem dem og Skivens Rand; de have iøvrigt en regel- mæssig Skjoldform uden udstaaende Sidehjørner. Sidemundskjoldene ere lange og smalle, i Almindelighed lige brede udadtil og indadtil. Paa hver Side af de inderste Fod- porer er der 4-5 butte og runde Papiller. Armene ere tynde og temmelig lange; deres Rygplader ere bredt sexkantede, omtrent som hos Oph. albida og hos unge Exemplarer af Oph. Sarsü, og noget hvælvede. Bugpladerne ere bredt hjerteformige, d. v.s., de ere udadtil begrændsede af en Bue med en mere eller mindre tydelig Indbugtning i Midten, paa Siderne af et afrundet eller afstumpet Hjørne og indadtil af en Spids; hos alle de danske Exemplarer, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, berøre de ikke hin- anden, men hos flere store grønlandske Exemplarer er dette derimod Tilfældet og Sidepladerne altsaa adskilte paa den inderste Deel af Armen; andre Exemplarer, der ikke give dem noget efter i Størrelse, forholde sig imidlertid i denne Henseende ligesom vore fra Sundet. Der er altid kun 1 Fodpapil; af de 2 Armpigge er den underste og kor- teste ofte halv saa lang, den øverste og meest udviklede fuldt saa lang som et af Arm- leddene og hos de store grønlandske Exemplarer ofte paafaldende tyk og but samt noget flad. — Unge Exemplarer med 3Yomm Skivetvermaal udmærke sig ved særdeles tynde Arme og smalle Armrygplader, men afvige ellers ikke i nogen Henseende mærkeligt fra de voxne. 10mm Skivetvetvermaal og 30™™ Armlængde er den Størrelse, som Arten synes at naae ved Grønland; her i Sundet havde de største Exemplarer, jeg har truffet, 7mm Skivetvermaal og 21™™Armlengde. Jeg fandt den ved Hellebæk — hvorfra Adjunkt Lo- rentzen allerede tidligere havde bragt Museet et Exemplar — næsten ligesaa almindelig som Ophiura albida paa en med Skaller og Skalstykker opfyldt Leerbund fra c. 10-18 Favnes Dybde. Den er mindre brækkelig og mere boielig i Armene end ©. albida. Far- ven er i Regelen morkegraa paa Ryggen af Skiven, Armene lysere olivengraae med smallere mørkebrune Bælter i nogen Afstand fra hinanden; underneden er Skiven askegraa. Ofte falder Dyrets Farve i det*Violette, ikke sjeldent i det Rødlige, eller Skiven er endog ganske broget af Rødt og Graat. Radialskjoldenes 2 lyse Pletter ved Grunden af hver Arm og en violet Plet paa hvert Mundskjold ere, om ikke ligefrem charakteristiske for Arten, saa dog meget hyppige. En af afdøde Insp. Møller efterladt Skizze af et grønlandsk Individ af denne Art stemmer fuldkommen hermed. Denne interessante Art er hidtil næsten bleven ganske overseet. Den er dog, som sagt, langtfra sjelden i den nordlige Deel af Sundet, ja jeg veed endog med Vished, at den findes. Syd for Kronborg, da Hr. cand. phil. J. Koch har faaet den af et Fiskergarn i Torbæk. Mellem en Suite af færoiske Exemplarer af O. albida har jeg ogsaa fundet een O. squamosa. I Prof. Sars's Samling har jeg seet Exemplarer fra Tromso, Støtø og Florø, i Christianiamuseet fra Newfoundland ved Stuwitz. Fra Grønland er den nedsendt fra Godhavn og Godthaab, og Hr. Barrett fandt den ved Arksut; den forekommer der sammen med ©. Sarsi ligesom hos os med ©. albida. Maaskee er den identisk med ©. fasciculata Forb.*), i hvilket Tilfælde den altsaa ogsaa er truffen i Wellington Kanalen. C. Arter med korte, knudrede Arme, med spalteformige Fodporer, dybe Ind- snøringer mellem Armleddene, talrige Fodpapiller og rudimentære Arm- pigge af samme Størrelse som Fodpapillerne. Ophiura nodosa Ltk. (Tab. Il, fig. 9 a-b.) Dignoseitur scutis oralibus mediocribus, ovato-lanceolatis, distantiam a margine disci valde superantibus, squamis disci magnis, papillis incisure brevibus, latis, circiter decem, ambulacralibus ternis vel quinis, spinis rudimentariis, brachüs brevibus, crassis, no- dosis, scutellis ventralibus rectangularibus. Denne og den efterfolgende Art frembyde saa mange Eiendommeligheder, at de nesten staae som abnorme Former mellem de andre Ophiura-Arter; de korte og tykke, knudrede Arme, de mange Fodpapiller, de næsten ukjendelige Armpigge, Mundskjoldenes og Armbugpladernes sær- egne Former frembringe en eiendommeligt Habitus og afgive en Rekke af fortrinlige Artskjende- merker. i Beskrivelse. Skivens Rygside er dækket med en Deel større og mindre, men dog i det Hele store, lidt hvælvede, kantede Skjæl, der ere ordnede regelmæssigt som i en Roset om Midtpunktet; Radialskjoldene ere lige brede i begge Ender og berøre hinanden næsten i hele deres Længde, men udmærke sig hverken ved Form eller Størrelse mellem de øvrige Skjæl. Indsnittene ere kantede af en halv Snees korte og brede Papiller i en *) Til Sammenligning meddeles Forbes's Charakteristik af hans Oph. fasciculata. Skiven er næsten femkantet og bedækket med nögne Skjæl, som ikke ere meget forskjellige og ikke danne nogen tydelig Roset i Midten. Ved Armenes Udspring er der tæt ved hinanden 2 brede, næsten tre- kantede, men divergerende Plader. De kambærende Skjæl, som omfatte Armene ved deres Grund, ere bedækkede med korte, tykke , kegledannede, uregelmæssigt grupperede Papiller. Rygpladerne ere meget tykke, bredt viftedannede med afstumpet Basis. Sidepladerne bære 3 stærke og 1 lille Pig, den øverste er den største, tyk, kegledannet, glat, længere end et af Armleddene, men ikke saa lang, som Armen er bred. Bugpladerne ere bredt syvkantede med en Bugt paa den udvendige Side. Genitalspalternes Rande ere vortede. Mundskjoldene have en bred og regelmæssig Skjoldform. Skivetvermaal 4/10, Armlængde 3 Gange saa stor. — Hvad der gjør mig noget tvivlsom, om denne Art virkelig falder sammen med O. squamosa, er, at flere Udtryk i Beskrivelsen af Oph. glacialis Forb. ogsaa synes kun at kunne passe paa O. sguamosa. Indtil Sa- gen ved Undersøgelse af Forbes's Originalexemplarer kan blive nærmere oplyst, foretrækker jeg derfor at beholde de Navne, hvorunder jeg havde publiceret disse Arter, inden Forbes's Notits blev mig bekjendt. 49 tæt Række. Mundskjoldene ere doppelt saa lange som brede, næsten ægformige, ind- adtil tilspidsede, udadtil afrunded@; de ligge heelt udenfor Mundvigenes Kreds og strække sig langt ud i Armmellemrummene. Sidemundskjoldene ere bredere indadtil og smallere udadtil og berøre hinanden i en længere Strækning end hos de andre Arter. De inderste Fodporer støde op til selve Enden af Mundvigene; den samme skjæve Retning, som de, have ogsaa de øvrige Fodporer, fornemmelig paa den i Skiven optagne Deel af Armen, medens hos de i det Foregaaende omtalte Arter det inderste Par har en fra de andres afvigende Retning. Armene ere korte, tykke og spidse, ofte kun 2 Gange saa lange, som Skiven er bred, eller ikke engang det; ved alle Armpladernes stærke Hvælv- ning faae de et eiendommeligt knudret Udseende. Rygpladerne ere inderst ved Skiven næsten regelmæsigt sexkantede, men have i Spidsen af Armene Form af Cirkeludsnit. Bugpladerne ere meget smalle, de inderste nogenlunde firkantede eller sexkantede og i fuldkommen Berøring med hinanden, de yderste derimod meget smaa og adskilte af Side- pladerne. Langs med de skraae, spalteformige Fodporer sidde 3 smaa Fodpapiller, yderst paa Armen dog kun 2 eller I, længst inde 4 eller 5; paa den modsatte Side af Fodporerne er der paa den inderste Deel af Armen ogsaa Papiller, først 1, derefter 2, paa de i Skiven optagne Led endogsaa 4-5; paa Armpiggenes Plads findes kun 2, inderst 3 smaa Papiller af Størrelse som Fodpapillerne. Størrelse: hos et Exemplar var Skivetvermaalet 84o™™, Armlengden 17™™; hos et andet — — 64mm | — NODE Af Farven er intet Spor tilbage paa de talrige fra Grønland uden nærmere An- givelse af Findestedet nedsendte Exemplarer. I Universitetsmuseet i Christiania opbevares et meget defekt Exemplar fra Newfoundland ved Stuwitz, hvilket jeg trods nogen For- skjel i Ryggens Beklædning ikke kan ansee for andet end en stor Ophrura nodosa, Ophiura Stuwitzii Ltk. (Tab. I, fig. 8 a-d.) Dignoscitur seutis oralibus angustis lyratis, distantiam a margine disci haud su- perantibus, papillis incisuræ cum papillis ambulacralibus et spinis lateralibus rudimentariis, que unacum papillis ambulacralibus numero septene sunt, conformibus, brachiis brevibus, basi crassis, ad latera profunde articulatis, scutellis ventralibus minutis oblongis prominentibus. Beskrivelse. Skiven er tyk, hoi og femkantet. Armene ere korte, spidse, kegledan- nede, tykke ved Grunden og tagformigt hvælvede paa Ryggen, men aftage hurtigt i Forlighed og ere tynde i Spidsen. Skivens Ryg er beklædt med rundagtige, noget kantede Skjæl, der aftage i Størrelse fra Midten ud til Omkredsen, saaledes at det midterste og de det nærmest omgivende ere de største, hvorimod de, som danne Skivens Rand mellem Armene og i femdoppelt Rad beklæde de brede Bælter mellem Radialskjoldene, ere mindre. Radial- 7 Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. skjoldene ere omtrent lige lange og brede og af en uregelmæsig Form, udadtil brede, men indadtil smallere; i deres yderste Deel berøre de Hinanden med en ret Linie, i den inderste ere de adskilte ved et rundt Skjel. Indsnittene i Skiven ved Armenes Grund ere ikke dybe, men brede; to smalle Rygplader ere dog optagne i hvert af dem. Papilskjællene ere store og trekantede, dog saaledes, at den udadvendte Side er buet, og ligge temmelig langt fra hinanden paa Siden af Armene, saa at de og deres Papiller ganske ligge i Flugt med Armpladerne og Armpiggene og ved løselig Betragtning kunde antages for at være det inderste Sæt af disse. Der er paa hver Side 8 flade Papiller, stillede i en ringe Afstand fra hinanden og tiltagende i Styrke opadtil; i Størrelse og Form stemme de ganske med de inderste Armpapiller; ogsaa langs med Genitalspalterne er der Spor til Papiller. Armmellemrummene paa Bugsiden ere regelmæssigt beklædte med mindre Skjel. Mund- skjoldene ere smalle, doppelt saa lange som brede, indadtil spidse, udadtil afrundede, ikke sjeldent indknebne paa Midten mellem Enderne af Genitalspalterne; de ligge i Kreds med de to inderste Armbugplader, og deres Afstand fra Skivens Rand er omtrent lig med deres egen Længde. Indenfor dem ligge de smalle Sidemundskjolde og de hvælvede Mundrammer; de Mundpapiller, som sidde langs med selve Mundvigenes Rande, ere meget smaa, derimod sidder der inderst paa hver af de fremspringende Mund- dele en Gruppe af temmelig store og spidse Mundpapiller. Paa den inderste Deel af Armene ere Armbugpladerne aflange og ophøiede, adskilte fra hinanden ved Fordybninger og ved en Kende paa hver Side fra de andre til- stødende Dele. Men allerede fra den anden frie Trediedeel af Armen ligge de i Flade med Sidepladerne, idet hine Fordybninger ere forsvundne, og have Form af smaa Fem- eller Sexkanter, hvis Længde er lig med den Linie, hvormed Sidepladerne berøre hinanden mel- lem dem. I Armenes yderste Deel blive de forholdsvis endnu mindre. Ligesom hos Ophiura nodosa antage Fodspalterne, jo nærmere. de komme Dyrets Midtpunkt, stedse en mere skraa Retning. Mundføddernes Porer eller Spalter faae derved samme Retning som de andre Fodporer og udmærke sig kun fra disse ved at ligge hinanden nærmere; de have flere Papil- ler paa hver Side. Paa den frie Deel af Armen er der langsmed hver Sideplades udven- dige Rand (og altsaa tillige langsmed Fodporens indvendige Side) en tæt og uafbrudt Række af 7 brede og flade Papiller, der begynder paa Bugsiden og strækker sig lige til Ryg- pladerne; de øverste og underste ere lidt kortere end de midterste, der dog ikke ere halvt saa lange som de tilhørende Sideplader. Det er her ikke muligt at skjelne mellem Armpigge og Fodpapiller, skjøndt man efter Analogien maa an- tage, at der er 3 Armpigge. Ogsaa paa den udvendige Side af Fodporerne er der i Armens inderste Deel nogle store Papiller. 1 den yderste Deel af Armen er der kun 1 Fodpapil og à rudimentære papilagtige Armpigge. Rygpladerne have i Armens inderste Deel den sædvanlige trapezoidale Tagform, men blive længere ude trekantede og rudimentære. 51 Skivetvermaal 6%", Armlengde 10mm, Denne mærkelige lille Art er enkelte Gange bleven nedsendt fra Grønland , uvist fra hvilket Punkt. Saaledes fandtes flere Exemplarer af den i et Glas med O. nodosa fra Grønland, hvoraf Universitetets zoologiske Museum gjennem det zootomisk-physiologiske Mu- seum er kommet i Besiddelse. Desuden har Stu witz bragt flere Exemplarer fra New- foundland; tre af disse havde Prof. Esmark den Godhed at overlade Universitetsmuseet. 2. Ophiocten Lik. (al dqus og zreis, ad modum Amphicten). i (Ophiura Forb.? p. p.) Hos denne Slægt er Skiven paa begge Sider belagt med runde Skjæl, blandt hvilke der er 10 Radialskjolde; en temmelig skarp Kant adskiller Ryg- og Bugsiden, af hvilke den sidste er nøgen, men den første dækket af en overfladisk Beklædning af flade Korn og større og mindre runde Pletter. Ved Armenes Udspring danner den skarpe Skiverand en lille Indbugtning, men denne er ikke dyb nok til at optage Armene, som derfor udgaae fra Skivens Bugside alene. De 5 Bugter ere kantede med en Række Papiller, der ikke er -afbrudt i Midten, og lignende men finere Papilkamme findes langs med de to eller tre inderste Armrygpladers ydre Rande'). Mundskjoldene have samme Størrelse, Form og Beliggenhed som hos Slægten Ophiura; de smalle Side- mundskjolde ligge ligeledes her indenfor Mundskjoldene. Mundvigene ere kantede med Papiller og Kjæberne væbnede med smalle Tænder. Det inderste Par Fodporer sidder indenfor den inderste Armbuglade tæt op til Mundvigen, men aabner sig ikke egentlig ud i denne. Armene ere af samme Form og Bygning som hos de typiske Ophiura-Arter og beklædte med Plader, af hvilke Rygpladerne ere brede og Bugpladerne uden Berøring med hinanden. 3 korte, glatte og spidse Armpigge ere befæstede til Sidepladernes ydre Rand; der er 1 Fodpapil. Dignoscitur genus Ophiocten disco squamis imbricatis, integumentum superficiale granorum et macularum gerentibus, obtecto; margine acuto faciem dorsalem et ventralem disci sejungente; sinibus haud profundis, papillarum serie continua marginatis, supra insertionem brachiorum; scutis oralibus maximis, scutiformibus, in spatia interbrachialia prolongatis; pedibus ambulacralibus intimis rimis oris proximis; spinis brachialibus ternis, margini scutellorum lateralium insertis. Det vil af ovenstaaende Slegtscharakteristik og Diagnose sees, at denne Slægt staaer meget ner ved Ophiura, men afviger saameget fra denne, at den vilde. gjore en skarp og naturlig Begrændsning af den umulig og derfor bor udsondres derfra, skjondt det paa en 1) Hos O. abyssicolum Forb. (Linn. Transact. Le. t. 13. f. 9) fremstilles disse Papilkamme som siddende paa samme Maade som hos den foregaaende Slægt. Maade kun er en abnorm Underafdeling eller en Slags Sideudvikling fra denne Slægt. Af- vigelserne bestaae deri, at Skjælklædningen paa Skivens Rygside ikke er nøgen, men dæk- ket af en overfladisk Beklædning, som forholder sig paa lignende Maade som hos Ophio- pholis, men horer op med den skarpe Linie, der danner Grændsen mellem Skivens to Fla- der; at Armene ikke som hos Ophiura kunne siges at udgaae fra begge Skivens Sider, men kun fra Bugsiden, uagtet Indbugtningerne i Skiveranden ved Armenes Udspring aabenbart svare til de dybere Indsnit hos den foregaaende Slægt; selve disse Indsnit, Papilkammene ved Armenes Grund og de inderste Fodporers Stilling frembyde vel Afvigelser fra, hvad der er Tilfældet hos Slægten Ophiura, men vidne paa samme Tid om det noie Slægtskab mellem begge. Mundskjoldene, Sidemundskjoldene, Mundpapillerne, Tænderne, Armene samt disses Beklædning og Bevæbning forholde sig eens hos dem begge. Foruden den nedenfor beskrevne arktiske Art henfører jeg til denne Slægt Ophiura abyssicola Forb. (Linn. Transact. |. c. p. 146 t. 13. fig. 8-14). Som Forskjelligheder mel- lem dem kan anføres, at Armbugpladerne hos Middelhavs-Arten have en noget anden Form, og at Radialskjoldene (d. v. s. den af Granulation ubedækkede, synlige Deel af samme) diver- gere stærkere. indadtil. Ophiocten abyssicolum er et Dybvandsdyr, der lever paa 150-200 Faynes Dybde paa en blød og hvid, paa Foraminiferer rig Havbund. Ophiocten Krøyeri Ltk. (Tab. I, fig. 5 a-5 d.) (Synonym? Ophiura sericea Forbes i Sutherlands journal ete. Vol. II. appendix.,) f Beskrivelse. Den flade Skive er ved en tydelig, næsten skarp Kant deelt i to ved deres Beklædning meget forskjellige Partier, Ryg- og Bugsiden. Paa Bugsiden er Skjælbeklædningen nøgen, hvorimod den paa Ryggen, hvor den bestaaer af runde Skjæl og af 10 ægformige, kun ved en ganske smal Skjælstribe adskilte Radial- skjolde, er dækket af en overfladisk Beklædning, saa at kun Noget af Radialskjol- dene kommer tilsyne. Der sees nemlig ved Grunden af hver Arm 2 vidt adskilte, næsten parallele, aflange Plader, der vende deres lige og ved et bredt Bælte af talrige flade Korn adskilte Rande mod hinanden og deres buede Rande fra hinanden. Den øvrige Deel af Ryggen er dækket af flade, runde Korn, blandt hvilke der hist og her sees nogle mindre og større runde Smaapletter; det Hele ligner en regelmæssig Brolægning af større og mindre Stene. Af større Pletter er der i Almindelighed een midt paa Skiven, 5 udenom den og en Række ud i hvert Mellemrum mellem Radialskjoldene, men de ere stedse omgivne og adskilte af de omtalte flade Korn. Armmellemrummene paa Bugsiden ere derimod beklædte med rundagtige, taglagte Skjæl. De svage Indbugtninger i Skiveranden over Armenes Udspring, som svare til Indsnittene i Skiveryggen hos den foregaaende Slægt, ere kantede af en Række Papiller, der ikke er afbrudt i Midten, men on \ 58 fortsætter sig tvers over Armenes Grund; de midterste og yderste Papiller i denne bugtede Papilkam ere mindre end de mellemliggende paa begge Sider. Paa de 2-3 inderste Arm- rygpladers udadvendende Rande findes lignende, men finere Papilkamme. Mundskjol- dene ere kun ubetydeligt længere end brede og kun halvt saa lange som Afstanden mel- lem dem og Skivens Rand; de have samme regelmæssige Skjoldform som hos Ophiura squamosa og O. albida. Sidemundskjolden eere smalle, Mundrammerne derimod forholds- vis store og adskilte ved en lille Fordybning. — Armene ere temmelig lange og tynde og have Ryggen svagt tagformigt hvælvet; Rygpladerne ere brede og begrandsede af lige Tver- linier, Bugpladerne smaa, men forholdsvis brede og udadtil begrendsede af en Bue, indadtil af en meget stump, næsten lige Vinkel; paa den i Skiven optagne Deel af Armen have de en Spids paa den Side, der vender indad; den inderste Armbugplade er stor og trapezoidal. Ved deres hvide Farve stikke Armbugpladerne mærkeligt af mod det øvrige gulladne Hudskelet; de adskilles af Sidepladerne, hvis indbyrdes Berøringslinie er større end Bugpladernes Længde. Piggene ere 3 i Tallet, i nogen Afstand fra Skiven af Længde med Armleddene, inderst ved samme noget længere. Der er kun 1 Fodpapil; kun det inderste Par Fødder har 2 Papiller paa hver Side; deres Porer aabne sig ikke egentlig ud i Mundvigene, skjondt de sidde tæt op til disse. Mundpapillerne ere 4-5, Tænderne smalle og spidse som hos en Ophiura. Et Exemplar, der har et Skivetvermaal af 15mm, er taget i Belsund ved Spitz- bergen af Hr. Prof. Kroyer og opbevares i det kgl. naturhistoriske Museum. Universi- tetet besidder en Suite af noget mindre Exemplarer ({0™ Skivetvermaal, 35"" Armlængde) uden Localitetsangivelse; at Arten imidlertid lever ved de grønlandske Kyster fremgaaer deraf, at Hr. Barrett ved Arksut i Sydgrønland (mellem 15 og 50 Favnes Dybde, paa Dyndbund) har taget 3 Exemplarer, hvoraf han overlod Universitetet det ene. De havde endnu Spor af en smuk Purpurfarve. — Jeg anseer det for meget sandsynligt, at min Ophiocten Kroyeri er den af Forbes beskrevne Oph. sericea'), men har ikke villet optage dette Navn, skjøndt ældre, inden der foreligger fuld Vished derfor. I saa Fald maatte den antages at forekomme langs med hele den grønlandske Kyst. 1) Til Sammenligning gjengives her Forbes's Beskrivelse af Ophiura sericea. Skiven er fuldkommen rund, blød og uden Indsnit ved Armenes Grund; naar den er vaad, seer det ud, som om den var nøgen, men den er bedækket med meget smaa glatte Skjæl, blandt hvilke nogle store, der danne en Roset i Midten, ere regelmæssigt anbragte. Ved Grunden af hver Arm er der to adskilte, aflange, temmelig skjulte Plader [o: Radialskjoldene]. Papilkammene over Arme- nes Grund flyde sammen og kante Skivens Rand; der er omtrent 9 stærke og korte Pa- piller i hver Kam. Rygpladerne ere bredt tagformige (tileshaped) og næsten forsynede med Kjøl; Bug- pladerne ere næsten skjulte- af Sidepladerne. Der er 4 Armpigge |»: Armpigge og Fodpapiller| af hvilke den øverste og længste er tynd og 149 Gang saa lang som et af Armleddene. Mund- skjoldene ere regelmæssigt skjoldformige, Genitalspalterne kantede med Papiller. Skivens Tvermaal Ye"; Armlengden forholder sig til Skivetvermaalet som 5:2. 54 3. Amphiura Forb. (p. p.). (Ophiolepis Müll. Trosch. p. p.) Ophiurer med lille Skive og tynde, traadagtige Arme. Skiven er belagt med mange smaa taglagte Skjæl og med 10 meget tydelige Radialskjolde; der er intet egentligt Indsnit i Skiveranden, men ofte Indbugtninger i samme ved Armenes Udspring. Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud mellem Armene; Sidemundskjol- dene ligge indenfor dem. Hos nogle er der langs med hver Mundvig 3 Mundpapiller, af hvilke den inderste sidder under de brede, firkantede Tænder, men hos andre af- brydes Papilrækken paa Midten derved, at den midterste Papil rykker hoiere op i Mundvigen og lukker denne foroven (Dyret tænkt liggende paa Bugsiden); derved blive Mundvigene til- syneladende nøgne og usædvanlig brede, næsten rudeformige. Armrygpladerne ere ovale paa tvers, Bugpladerne 4- eller 5-kantede; paaSidepladernes svagt fremstaaende Kjole sid- der en Række af korte og svage Pigge. De fleste have 2 Fodpapiller, nogle kun 1, andre slet ingen. Dignoscitur genus Amphiura disco squamis minimis et scutellis radialibus di- stinctis vulgo nudis obtecto, brachiis tenuibus, scutellis lateralibus carinatis, spinas breves gerentibus, scutisque oralibus in spatia interbrachialia haud prolongatis. Anvendelsen af Navnet Amphiura paa denne Gruppe er afhandlet i Indledningen S. 25. Det kunde synes rigtigere at indskrænke Slægten til de Arter, der som Amphiura filiformis Müll., A. Holbölli Ltk. og A. Chiajei Forb. baade have overmade lange Arme og tilsyneladende kun 2 Mundpapiller, da den tredie, som ovenfor er anfort, er rykket ud af Rækken, hvilket Forhold giver deres Mund et særeget, let kjendeligt Udseende, og at ude- lukke derfra Amphiura neglecta Forb. (sguamata M. Tr.), der har meget kortere Arme og Mundvigene fuldstændigt besatte af 3 Mundpapiller paa hver Side. Paa denne Maade op- fattede jeg ogsaa tidligere Slægtens Begrendsning, men efterat have lært en Række exo- tiske Arter at kjende, der med det samme Udseende, lignende lange Arme o.s.v. som Amphiura filiformis forene Besiddelsen af 3 Mundpapiller i en uafbrudt Række ligesom A. neglecta, maa jeg optage alle disse Arter i een og samme Slægt, der rigtignok er let- tere at opfatte gjennem Øiet end at begrændse ved positive og skarpe Kjendemerker. De Arter, der foreløbig ville blive at optage i denne Slægt, ere foruden de oven= nævnte Arter sandsynligvis Asterias brachiata Montagu og Amphiura florifera Forb. samt 7 nye Arter fra Vestindien og Amerikas Vestkyst, som ville blive beskrevne i det folgende Afsnit af dette Arbeide. Om A. brachiata og florifera virkelig hore herhid, lader sig imid- lertid ikke afgjøre, inden fuldstændigere Oplysninger om, hvorledes de Munden omgivende Dele forholde sig, blive offentliggjorte. Hvad Levemaade og Opholdssted angaaer, da veed man, at Amphiura filiformis, Chiajei og Holbolli især træffes i blødt Mudder eller paa Leerbund 55 i større Dybder. Under lignende Forhold traf jeg A. squamata i den nordlige Deel af Sun- det, hvorimod andre Forfattere ”) angive, at den træffes i selve Vandbrynet. Amphiura Holbelli Ltk. (Tab. II, fig. 13 a-b.) (Synonym: Ophiolepis Sundevalli Müll. Trosch.?) Dignoscitur disco lobato utrinque squamis minutis tecto, dorsalibus majores medias eingentibus, scutis radialibus cuneolo squamarum sejunctis, scutis oralibus rotundatis, ad- oralibus latis, papillis oralibus prominentibus binis, tertiain summo sinu orali collocata, ossi- enla oralia medio nuda simulante, papdllis ambulacralibus singulis, scutellis ventralibus pentangulis, dorsalibus late ovalibus, spinis quaternis vel quinis, brevibus. Beskrivelse. Skivens Tvermaal indeholdes 6-7 Gange i de tynde, noget flade Armes Længde. Den er flad, og en temmelig tydelig Kant adskiller Ryg- og Bugfladen fra hinanden; Indbugtningen af Skiveranden ved Grunden af Armene fremkommer derved, at Skiven mellem hvert Par Arme danner en Opsvulning med en Bugt i Midten. Skivens Bug- skjæl ere overmaade fine, Rygskjællene smaa med Undtagelse af nogle større runde Skjæl midt paa Skiven; Radialskjoldene ere smaa i Forhold til Skiven, men store i Sam- menligning med de andre Skjæl; de ere aflange, doppelt saa lange som brede, spidsere og smallere indadtil end udadtil; de divergere lidt og adskilles ved en smal Kile af 3-5 Skjæl. Mundskjoldene ere smaa og rundagtige, lidt kantede, kun ubetydeligt længere end brede; en af dem (Madreporpladen) er større end de andre, af en lidt afvigende Form og porøs i Kanten. De to brede hjerteformige Sidemundskjolde berøre hinånden indenfor Mundskjoldene og adskilles for Enden af Mundvigene kun af den aldeles rudimen- tære inderste Armbugplade. Under de temmelig brede firkantede Tandplader sidder et Par butte Mundpapiller; et mindre Par sidder yderst i hver af de brede Mundvige, men det tredie Par er rykket hoiere op i Mundvigen og kunde derfor synes at mangle. Armrygpla- derne ere doppelt saa brede som lange, ovale paa tvers, men dog med lidt tilskjærpede Linier indadtil. Bugpladerne ere lige lange og brede, femkantede med en spids Vin- kel vendende indad og en lille Indbugtning paa den udvendige Side, men ikke hule paa Siderne. De berøre hinanden og adskilles ikke af Sidepladerne; det samme er ogsaa Til- fældet med Rygpladerne. Der er kun 1 lille Fodpapil, som hos unge Exemplarer ofte er aldeles rudimentær, og 4-5 korte og tynde Pigge, der under Mikroskopet sees at være lidt rue, af Længde med Armleddene. A, Holbolli er nedsendt af Hr. Rudolph fra Jakobshavn og af Hr. Olrik fra God- havn; Hr. Barrett fandt den paa 15-50 Favne ved Arksut, paa Dyndbund. *) Koren og Düben, Vetensk. Akad. Handl. 1844. S. 234, Forbes Transactions Linn. Soc. |. c. # 56 Farven er ifølge velvillig Meddelelse af Hr. Barrett i levende Live hvidlig. — Et Exemplar har 5"" Skivetvermaal og 35"" lange Arme, men efter andre mindre fuldstændige Exemplarer at dømme bliver den næsten doppelt saa stor. Jeg er meget tilboielig til at troe, at A. Holbolli ikke er forskjellig fra Ophrolepis Sundevalli. Da jeg for nogle Aar siden opstillede A. Holbolli, herskede der en stor For- virring med Hensyn til, hvad ©. Sundevalli var, og jeg havde al Grund til at troe, at den ikke faldt sammen med den grønlandske Form. Jeg fandt nemlig, at Navnet O. Sundevalli af selve Joh. Müller og af norske Zoologer anvendtes paa en Amphiura-Form med parvis stillede Fodpapiller, der forekom ved de norske Kyster og i Middelhavet, hvilken Form ogsaa var mig bekjendt, men som O. filiformis, under hvilket Navn den i sin Tid var meddelt Universitetsmuseet af Prof. Sars. Den ægte A. fiiformis blev mig først bekjendt længe efter i Prof. Sars's Samling, og samtidig klarede det sig, at den norske og middel- havske O. Sundevalli sandsynligvis var Amphiura Chiajei Forb. Naar jeg her beholder Navnet A. Holbölli, er det for ikke, da det nu engang er bleven bragt i Anvendelse, at volde yderligere Forvirring, hvis en umiddelbar Sammenligning skulde vise nogen Forskjel mellem den gronlandske og spitzbergenske Form. Til Sammenligning meddeles her ud- forlige Beskrivelser af de 2 europæiske, ikke grønlandske Arter. Forbes anfører paa det oftomtalte Sted som forekommende i Assistancebay 3 »Ophiolepis”-Arter, der angives som nærmest beslægtede med O. fliformis, punctata og Ballii. Den første er maaskee netop min A. Holbölli, og det samme gjælder formodent- lig om den af J. Ross i Tillegget til Parrys tredie Reise omtalte Ophiura filiformis. Amphiura filiformis O. Fr. Müll. (Forbes, Koren og Düben.) (Tab. II, fig. 11 a-b.) Dignoseitur disco lobato, subtus nudo, supra squamis minutis imbricatis tecto, majoribus nullis mediis, scutis radialibus angustis, fere parallelis, oralibus rotundatis, ad- oralibus latis, papillis oralibus binis prominentibus, exteriore acuta, tertia media in summo sinu orali collocata, ossicula oralia medio nuda simulante, papillis ambulacralibus nullis, spinis quinis vel septenis, subinfima robusta scabra, apice aculeata. Beskrivelse. Skiven er ligesom hos den folgende Art tyk med 5 store Indbugt- ninger midt imellem Armene og 5 smaa over Armenes Udspring; den er beklædt med en over- maade tyndHud, som paaBugsiden er aldeles nøgen, medensRygsiden er be- klædt med mangfoldige fine taglagte Skjæl, mellem hvilke derikke skjelnes nogen Gruppe af større Skjæl midt paa Skiven saaledes som hos de to andre nordiske Arter. Mod Bugsiden hører Skjælbeklædningen op med en aldeles skarp Grændse. Langs med Genitalspalterne er der yderst de 2 sædvanlige lange smalle Skjæl, et paa hver Side af Spalten (Genitalpladen og Bigenitalpladen, s. S. 12), og som Fortsættelse af 57 dem, en Række Smaaskjæl lige hen til Mundskjoldene. Radialskjoldene ere længere og smallere og divergere ikke saa stærkt som hos A. Chiajei Mundskjoldene ere meget smaa og afrundet rudeformige, men dog gjerne mere brede indadtil end udadtil, og Sidemundskjoldene ere meget mere korte, brede og trekantede end hos A. Chiajei. Madreporpladen er meget større end de andre Mundskjolde og har et mere eller mindre tydeligt Indtryk. Mellem Bases af Mundrammerne er der altid en lille Fordybning lige- som en Pore. Den yderste Mundpapil er høi og spids, hvorimod den inderste, som sidder under Tænderne, har den sædvanlige Form. Armrygpladerne ere ovale paa tvers, Bugpladerne langagtige og femkantede med en tydelig Indbugtning udadtil. Fod- papiller mangle. Der er 5, inderst dog ogsaa ofte 6-7 Armpigge; den næstnederste af dem er ru og større end de andre og har en eiendommelig Udvæxt i Spidsen, parallel med Armens Axe, hvorimod de andre ere glatte. Farven af det levende Dyr stemmer ret vel med Afbildningen i Zoologia Danica; Skivens Ryghud er svagt teglrod, dog skinner Dyrets graablaa Indre gjennem den tynde Hud; adskillige af dennes runde Smaaskjæl have en stærk rød Farve, der viser sig som røde Prikker paa en graablaa Bund. Undersiden faaer en stærk orangerød Farve ved Generationsorganerne, der sees tydeligt gjennem den tynde Hud; meget ofte er denne ved den Medfart, Dyret har lidt i Skraben, sønderrevet, og Æggestokkene hænge da frit ud. Mellemrummet mellem dem og den Linie, hvor Ryggens Skjælbeklædning begynder, har en mat graablaa Skiferfarve. A. filiformis er kjendt fra forskjellige Punkter af den engelske og norske Kyst, — hvor den f. Ex. ifølge Meddelelse af Prof. Sars er sjeldnere ved Bergen (20 Favne), men hyppigere ved Bollærene i Christiania Fjord (8-10 Favne) — og fra Middelhavet. Dens bathymetriske Bælte gaaer fra 5 til 100 Favne. Ved Hellebæk fandt jeg den ofte paa en Leer- bund fuld af Skalstykker fra 10 til 18 Favnes Dybde. Den bevæger sine lange Arme bølgeformigt, men kun i deres fælleds Plan. Armene ere omtrent 8 Gange saa lange som Skiven er bred (8™™ Skivetvermaal, c. 64™" Armlengde). Amphiura Chiajei Forb. (Tab. II, fig. 12 a-b.) Synonyma: Amphiura Chiajet Forbes, Trans. Linn. Soc. 1. c. Ophiocoma Chiagii Forbes, report of the british association for 1850. Ophiolepis Sundevalli J. Müller, über die Ophiurenlarven des adriatisch. Meeres, S. 24. og uber den allgemeinen Plan in der Entwickelung der Echino- dermen, S. 34. Ophiolepis Sundevalli Koren, Nyt Magasin for Naturvidenskaberne, IX Bd. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 5 58 Dignoseitur disco lobato, utrinque squamis minutis imbricatis tecto, dorsalibus sex majores rotundatas medias eingentibus, scutis radialibus divergentibus, cuneolo squa- marum sejunctis, scutis oralibus ruteformibus, adoralibus angustis, papillis oralibus binis, prominentibus, obtusis, media tertia in summo sinu orali collocata, ossicula oralia medio nuda simulante, papillis ambulacralibus binis geminatis, scutellis ventralibus pentagonis, dorsalibus late oblongis, spinis quaternis, quinis vel senis, brevibus, glabris, æqualibus. Skiven har ligesom hos A. jiliformis 10 Indsnit eller Indbugtninger, 5 større (dybere) midt imellem Armene og 5 mindre over disses Udspring. Den temmelig faste Hud er paa Undersiden beklædt med fine Skjæl, paa Ryggen med mange smaa rundagtige taglagte Skjæl, mellem hvilke en Gruppe af 5 noget større runde Skjæl omkring et i Midten let falder i Oinene. Radialskjoldene ere fuldstændigt adskilte ved en Kile af Smaaskjæl; de divergere nemlig indadtil, men berøre næsten hinanden ved Armenes Udspring. Den Side, som de vende mod hinanden, er lige, den modsatte stærkt buet. Mundskjoldene ere i Regelen rudeformige, skjøndt med en ikke ringe Variation indenfor Arten, da de snart ere temmelig regelmæssigt rudeformige, snart mere skjævt, idet Rudens 2 indvendige Sider ere kortere end de 2 udvendige, snart blive usædvanlig brede eller faae lidt bugtede Sider og afrundede Hjørner; desuden ere de i Regelen for- dybede i Midten. Madreporpladen er større end de andre samt af en noget afvigende Form og har ofte et Indtryk som en Dup. Sidemundskjoldene ere smalle og lidt buede; de støde vel i Regelen sammen indenfor Mundskjoldene, men adskilles paa den anden Side ved den inderste rudimentære Armbugplade, i Forbindelse med hvilken de alt- saa danne en bugtet Ring om Munden; kun paa et af 13 nordiske Exemplarer støde de ikke sammen indenfor Mundskjoldene. Armene ere lange og tynde, i det mindste 7 Gange saa lange, som Skiven er bred, og fine som Traadei deres yderste Deel. Armrygpladerne ere aflange paa tvers, lidt kantede. Bugpladerne ere femkantede med en mere eller mindre tydelig Indbugtning paa Siderne og udadtil. Paa hver Side have de 2 Fodpapiller, som ere stillede paa en eiendommelig Maade under en ret Vinkel mod hinanden, saa at de omgive Foden paa de to Sider, indad mod Skiven og indad mod Bugpladen. Der er 4, inderst 5-6 korte, omtrent lige lange, spidse, strittende Armpigge. Et af de største Exemplarer har et Skivetvermaal af 11™™ og en Armlengde af e.us2um: I Farven liener den en Deel den foregaaende Art; Armene ere rodlige uden Farvebælter, Undersiden af Skiven graa og Rygsiden graa med røde Pletter, som hidrøre fra, at en Deel af de runde Rygskjæl har denne Farve. ' I min lille Afhandling om Danmarks Echinodermer i ,,Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening for 1856” har jeg oplyst denne Arts Historie, og hvorledes den deels er bleven forvexlet med A. Sundevalli, deels med A. jfiliformis. Havde jeg ikke 59 Prof. Sars's Autoritet for, at den nordiske og middelhavske Form ere identiske, vilde jeg endnu have nogen Tvivl derom; thi paa et af de Exemplarer fra Triest, som ligge til Grund for det citerede Sted i Joh. Millers bekjendte Afhandling, og som Museet i Berlin har havt den store Godhed at overlade mig til Undersøgelse, finder jeg Mundskjoldene meget store og bladformige eller næsten korsformige og Sidemundskjoldene derfor meget smaa og vidt adskilte fra hinanden. Dog tør jeg ikke benægte Muligheden af, at disse Forhold kunne falde indenfor Variationerne af A. Chzagert”). A. Chiajei er, ifølge Meddelelse af Prof. Sars, hyppig ved Florø og Manger paa 40-50-100 Favne og fandtes ved Bollærene i Christiania Fjord paa 20 til 30 Favne. I de herværende Museer er der desuden Exemplarer fra Nordsøen, fra Læssø og fra Hellebæk, hvor Adj. Lorentzen og jeg have fundet den paa 15-16 Favnes Dybde i Leret. Den kjendes fremdeles fra Skotland og fra Middelhavet, hist fra meget forskjellig Havbund og fra 5 til 100 Favne, her fra 10 til 120 Favne paa blød Dyndbund (Forbes). (Den fjerde nordiske Art: À. neglecta (Johnst.) Forb. (A. squamata M. Tr.), vil blive be- skrevet i et folgende Afsnit af denne Afhandling i Anledning af Slægtens centralameri- kanske Arter.) 4. Ophiopholis M. Tr. (Subgenus generis Ophiolepidis M. Tr., Syst. d. Asterid.) Skiven er belagt med 10 store Radialskjolde og med mange runde Smaaskjæl, men denne Deel af Hudskelettet er aldeles skjult af en overfladisk Beklædning, som paa Bugen bestaaer af korte Pigge, paa Ryggen derimod af tætstillede, toppede Korn eller korte Pigge samt af runde, i 10 Straalerader ordnede Smaapletter. Der er ingen Indsnit i Skiven ved Grunden af Armene. Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud i Armmellemrummene; Madreporpladen afviger ikke betydeligt fra de andre. Indenfor hvert af dem ligge 2 Sidemundskjolde, der ikke berøre hinanden ved Mundvigenes Ender. Kjæberne bære megrt brede Tænder, og Mundpapillerne ere tre paa hver Side, men under Tænderne er der ingen. Det inderste Par Fødder sidder udenfor de inderste Armbugplader ligesom hos de fleste andre Ophiurer. Armene ere middellange og tykke, Bugpladerne firkantede, Sidepladerne kjølformige med en tæt Kam af flere korte, lidt rue Pigge, af hvilke den underste i Spidsen af Armen antager Form af en doppelt Krog; Rygpladerne omgives udadtil af en Halvkreds af Smaaskjæl; der er kun 1 Fodpapil. Af denne Slægt kjendes hidtil kun en eneste Art; det er derfor vel muligt, at oven- staaende Slægtscharakteristik vil blive at modificere en Deel, hvis der opdages flere. Hver- *) Smlgn. Prof. Sars's Bidrag til Kundskaben om Middelhavets Littoralfauna, Reisebemærkninger fra Italien, I. p. 84—90, hvilken Afhandling under Trykningen af dette Ark er kommet mig ihænde. st 60 ken „Ophiolepis” brachiata eller O. Ballii kunne finde en naturlig Plads i Slægten Ophiopholis, skjondt Slægten Ophiactis, hvortil O. Ball vil blive at henføre, unægtelig er ner beslæg- tet med den, hvilket nærmere vil blive afhandlet i et følgende Afsnit af denne Afhandling i Anledning af de vestindiske Arter af denne Slægt. Ophiopholis aculeata O. Fr. Müll. (Tab. II, fig. 15 a-b,16 a-b.) Synonyma: Asterias ophiura Fauna Gronlandica p. 371. Asterias aculeata Zoologia Danica t. XCIX. Ophiura eller Ophiocoma Bellis Johnston, Mag. nat. hist. 1835 p. 595 og Forbes, British Starfishes p. 53. Ophiolepis scolopendrica. Müll. Trosch., System der Asteriden og Düben og Korén, Skandinaviens Echinodermer. Ophiopholis scolopendrica Stimpson 1. c. Anmerkning. Her vil maaskee vere det meest passende Sted til at oplyse, hvad Linné, O. Fr. Miller og A. J. Retzius forstode ved de af dem i deres Skrifter opførte Slangestjerner. Hos Linné optræde disse Dyr forst i 10de Udgave af Systema nature (1758) som Asterias ophiura; det er en meget collectiy Art, der maa siges at repræsentere, hvad vi nu betegne som Ophiurer i Almindelighed. I Fauna suecica, 2den Udg. (1761), er Begrebet vistnok nærmere fastsat, ved at Findestedet indskrænkes til det norske Hay, og ved at Citaterne indskrenkes til to af Martens og Plancus meddelte Figurer; den forste af disse er Ophiopholis aculeata nob., den anden sandsynligvis en Art af Ophiura Forb. eller af Ophioderma, i alt Fald af de kortpiggede, glatarmede Slangestjerner. I Museum Ludovicæ Ulricæ (1764) nævnes atter Ast. ophiura; de citerede Figurer af Sloane, Linck og Seba henhore til meget forskjellige Arter, men Beskrivelsen lader neppe nogen Tvivl om, atLinné har havt Ophiura texturata eller en lignende Art for sig. I 12te Ud- gave af Syst. nature (1767) ere de Linné bekjendte Fremstillinger af Slangestjerner henforte til 3 Arter: Astertas ophiura, aculeata og ciliaris. Den første af disse optræder omtrent med samme Diagnose som tidligere og som levende „in oceano”; af de tidligere Synonymer mangle nogle, men andre ere komne til. Det er ligesaa umuligt som i 10de Udgave at fore Ast. ophiura tilbage til en enkelt Art eller endog til en bestemt Gruppe af Arter; der findes baade glatarmede og langpiggede Arter henforte til denne formentlige Art. Asé. aculeata synes efter Beskrivelsen: „stelle corpus muricatum, areis à depressis bifidis, radii undique aculeis scabri”, ikke at kunne vere andet end Ophiothrix fragilis Müll. Trosch.; af de citerede Linckske Figurer hører en ogsaa herhen (Tab. 37, fig. 65), men en anden (Tab. 26, fig. 43) er sikkert Ophiocoma nigra Müll., en tredie (Tab. 40, fig. 71) Ophio- 61 pholis scolopendrica Müll. Trosch, (O. aculeata nob). Ast. ciliaris vedkommer os ikke her, da der tilføjes „habitat in oceano australiori et indico,” men Forvirringen forøges der- ved, at samtlige under denne Art citerede Linckske Afbildninger af Slangestjerner allerede ere citerede under de to foregaaende. I Prodromus zoologiæ danicæ (1776) opføres 4 Arter: først Ast. ophiura, hvorunder efter Diagnosen og Henvisningen til Eg. Olafsens og Bj. Povelsens islandske Reise S. 900 c. vistnok maa forstaaes en Art af Slægten Ophiura Forb.; men det er umuligt at sige, hvilken af de herhenhørende Arter. Hvad hans Ast. aculeata var, vide vi bedst af Afbildningen i Zoologia da- nica, skjondt denne er udgivet af Abildgaard. Det samme gjælder om Ast. filiformis. Derimod have vi for Ast. céliata kun at holde os til Diagnosen, der passer paa Ast. fragilis Abildgaard. — A. J. Retzius, der erkjendte den Forvirring, som fandt Sted i disse Dyrs Artsadskillelse, forsøgte at raade Bod paa den i en Afhandling: ,,Anmårkningar vid Åsteriæ genus” i Veten- skaps Akademiens nya handlingar, IV Bd. (1783), ,,såsom han fattat riddaren v. Linnés mening”, hvilket dog vel ikke saa ganske lykkedes ham. Hans Asterias aculeata stemmer med O. Fr. Müllers Art af samme Navn. Kun et af Citaterne af Linck hører ikke herhen. Hans Ast. Ophiura er derimod baade efter Beskrivelsen og ifølge den citerede Figur Ophioderma longicauda M. Tr. fra Middelhavet; hans Ast. ciliata er vistnok en Art af Ophiwra Forb., men om det just er ©. texturata (Lamck.) Forb., er vel mere end uvist, da den angives at findes „vid västra kusten af Skåne, anda til Sundet”; det er maaskee snarere O. albida Forbes. Det fremgaaer heraf, at Ophiothrix fragilis Müll. Tr. bedst kunde gjøre Fordring paa Navnet aculeata L., i alt Fald paa at kaldes céliata Müll.; at Ophiura ciliata ikke tor anvendes paa den Art, som Lamarck senere døbte Ophiura texturata, og som Forbes skarpere definerede ved at udsondre fra den Lamarcks „var. minor albida” som egen Art; og at Lincks „seolopendrica”, Typus for Slægten Ophiopholis, staaer uden Artsnavn, hvis man ikke for den vil beholde acudeata (Müll.), under hvilken Benævnelse den første Gang blev tilfreds- stillende beskrevet og afbildet. Det synes nemlig lige urigtigt at anvende de Linckske Udtryk Bel- lis og scolopendrica for den — saaledes som nyere Forfattere have gjort —, da Lincks Be- nævnelser ikke ere linneiske Binomialbenævnelser, men korte Diagnoser, hvormed Arten betegnedes. Hvad den foreliggende Art angaaer, da fremgaaer det af Fabricii efterladte Ma- nuscripter: ,,Zoologiske Samlinger eller Dyrbeskrivelser, Tid efter anden forfattede efter egen Betragtning ved Otto Fabricius fra Aar 1786 og her bragte i Samling fra 1808” (8 Manuscripthefter i 4to, der opbevares paa det kongelige Bibliothek i den nye kongelige Samling under Nr. 322 c), 2det Hefte pag. 365 under Nr. 343 ,,Braadstjernen, Asterias aculeata”, at Fa- bricius erkjendte denne grønlandske Slangestjernes Identitet med O. Fr. Müllers Ast. aculeata, hvorhos han dog tillige udhæver, at hvad der i hans Fauna er sagt om „Juniores squamulis minoribus inter majores vie donate” og om „var. minuta candida”, ikke hører til len denne Art, men til en anden, som han ansaae for at være den rette Ast. Ophiura Linn., „Slangehalestjernen, den firbenhalede Korstrold”, og som virkelig synes at have været en Art af Slægten Ophiura nob. — Det grønlandske Navn Nerpiksoursok betyder „en Kors- - troldligning” af Nerpiksout ,,Korstrold” eller Sostjerne. Beskrivelse. Denne Art staaer ved sine plumpere Former og navnlig ved sine kraftige Arme i en vis Modsetning til Amphiura-Arternes elegante Former og smækkre Arme. Armenes Længde er omtrent 4 Gange saa stor som Skivens Tvermaal. Skivens Hud- skelet dannes som sædvanligt af smaa, taglagte Skjæl og af 10 Radialskjolde, men af hele denne Skjælbeklædning kommer Intet tilsyne udvendig; man seer den kun ved at be- tragte Skivehuden fra den indvendige Side. Radialskjoldene ere store og have en ganske eiendommelig Form; de ere brede i den Ende, der vender mod Armenes Grund, smallere i den, der vender ind mod Midtpunktet af Skiven, men tillige buede. fra hinanden, saaledes at de to Sider, der hos samme Par vende mod hinanden, ere meget hule, de 2 andre stærkt buede. I den yderste Halvdeel af denne krumme Side er der en Række Indsnit, som fortsætte sig som fine Furer, der convergere vifteformigt mod det modsatte Hjorne, det nemlig, der vender mod Armene og mod det andet Radialskjold af samme Par. Den udvendige Beklædning paa dette Hudskelet bestaaer deels af toppede Korn, som hist og her, navnlig mod Randen af Skiven mellem Armene forlænge sig til korte Pigge, deels af runde Pletter, der under Lupen vise sig at være fint nuprede, og som paa alle Sider ere omgivne af og adskilte ved den omtalte Korn- beklædning; de ere ordnede i 10 Rækker, 2-4 i hver; de 5 af disse Rækker løbe fra Midten ud i Retningen mod Armene, de 5 midt imellem hine; ofte komme. nogle flere til nærmest mod Skivens Rand, og hele Skiven kan da være ligesom brolagt med disse Plet- ter, der kun adskilles ved smalle Linier af de omtalte Korn. Undertiden er der 10 større Pletter, der repræsentere Radialskjoldene, hvis Plads de indtage, men det er ingenlunde almindeligt. Armmellemrummene paa Skivens Bugside ere. tæt beklædte med lave Pigge. Mundskjoldne ere smaa, i det Hele bredt ovale, men temmelig foranderlige i Formen; Madreporpladen udmærker sig kun ved at være lidt større, ikke ved Indtryk, Porer eller deslige. Sidemundskjoldene ere temmelig brede og lige brede overalt; de støde sammen indenfor Mundskjoldene, men adskilles ved den inderste rudimentære Armbugplade fra de andre Sæt. Udenfor hvert Mundskjold er der to smaa Skjæl, stødende op til hinanden og til Mundskjoldet, ved Enden af Genitalspalterne. Ved hver Mundvig er der tre flade Mundpapiller; de inderste sidde ikke under Tænderne, som udmærke sig ved deres særdeles Brede, der dog aftager noget i begge Tandrækkens Ender; de underste ere ofte, men ikke altid, delte i flere Tandpapiller. — Armene ere paa Ryggen deels dæk- kede af større ovale Plader, der næsten ere doppelt saa brede som lange, deels af min- dre, kantede Tavler, som udfylde Pladsen mellem Rygpladerne og Armenes Sider og tillige 63 danne smalle Tyerbælter mellem Rygpladerne, som de altsaa omgive udadtil med en Halv- kreds. I Spidsen af Armene blive Rygpladerne langagtige og sexkantede, og Tavlerne erstat- tes af en Krands af Korn. Bugpladerne ere firkantede, skjøndt lidt mere brede end lange, med afrundede Hjørner samt med Antydning til en Spids indadtil og til en Indbugtning paa den udvendige Side. De berøre ikke hinanden, men adskilles deels af en ikke for- benet Hud, deels af Sidepladerne. Ogsaa Sidepladerne erstattes tildeels af Hud og ere egentlig indskrænkede til lodrette Lister, der staae frem som stærke Kjole, som hvile paa det indre Skelets skiveformige Led og bære en tæt Kam af 5-6, inderst indtil 7, butte, sammentrykte Armpigge; i Spidsen af Armene ere de kun 3 i Tallet, mere tynde og spidse, og under Lupen vise de sig lidt rue. Den underste er den mindste og ikke større end Fodpapillen; den næstunderste er doppelt saa lang, de andre omtrent saa lange, som Rygpladerne ere brede; den stærkt sammentrykte, næsten bladagtige Form er kun tydeligt udpræget paa udvoxne Exemplarer og i Armens inderste Deel. I Armens yderste Deel optræder den underste Pig som en doppelt Hage med 2 mod Armens Axe vendende Kroge. Der er 1 flad Fodpapil. Professor Krøyer har i ,,Naturhistorisk Tidsskrift” 3die Bind S. 543 beskrevet de ganske smaa Unger af denne Art. De havde et Gjennemsnit af 8'”; Skiven var beklædt med 6 ,,Skjolde” (1 i Midten og 5 deromkring), omgivne af en Mængde Smaapigge, hver i Enden kløvet i tre fine Spidser. Armene talte 21-22 Led, af hvilke de 14 yderste bare rue Pigge og 1 Doppeltkrog, de andre 4-5 rue, i Enden fint delte Pigge. Hermed stem- me de mindste Exemplarer i Universitetets zoologiske Museum meget godt (smlgn. Fig. 16 a-b); et af disse har et Skivetvermaal af 2™™, Arme af c. 6mm Længde og med c. 20 Led. Paa Skiveryggen sees 6 runde Pletter, 1 i Midten og 5 omkring den, adskilte ved Kredse af smaa Torne med 2-3 fine Spidser; den ydre Deel af Skiven og sammes Bugside er temmelig tæt besat med lignende Torne; Armene ere temmelig tynde, deres fleste Led lange og indknebne, kun de inderste lige lange og brede; paa disse ere ogsaa Armkjolene tydelige, længere ude erstattes de af Sidepladernes ydre Rand. Rygpladerne ere — selv påa de inderste Led — længere end brede, men kun paa de yderste adskilte fra hinanden. I Armenes inderste Deel omgives Rygpladernes udadvendte Buerand af en Kreds af smaa Torne af samme Slags som paa Skiven; udadtil aftage de i Antal, indtil der kun er 3, 2 eller 1, og paa de yderste 12 Led omtrent er der ikke Spor til dem. Ogsaa Bugpladerne ere dobbelt saa lange som brede, selv påa de inderste Led. Paa de inderste Led er der 4 tynde, stærkt takkede Pigge, af hvilke de længste ere saa lange, som Armen er bred; den underste og korteste har 2 stærke Tverspidser; paa de folgende Led uddannes disse stærkere, og paa de 15 yderste Led er denne Pig en fuldkommen Doppelthage; paa disse Led er der desuden 2, yderst kun 1 Pig, der kun er lidet længere end den store Hage. Fodpapillen er meget tydelig. Kun 2 Led ere optagne i Skiven. I Stedet for Mundpapiller er der et Par Torne yderst i hver Mundvig. Tænderne ere meget tydelige, Mundskjoldene 64 og Sidemundskjoldene normale. Ved 3mm Skivetvermal har den unge Ophiopholis ikke forandret sig meget; Armleddenes Antal er dog næsten fordobblet; omtrent de 28 yderste have Hager, og paa flere af de følgende Led er Hagens Form endnu meget tydelig paa den underste Pig. Ogsaa her ere Piggene takkede, skjøndt forholdsvis ikke saa stærkt som hos de yngre. Ogsaa her omgives Rygpladerne af Tornekredse, der først forsvinde alde- ‘ les paa de yderste Led; de inderste Rygplader ere rundagtige, ikke meget længere end brede. Der er nu to Mundpapiller, men endnu ere kun to Led optagne i Skiven. Skivens Rygbeklædning er som hos de yngre, skjøndt flere Pletter begynde at komme tilsyne. — Exemplarer med 4mm Skivetvermaal ere endnu ikke habituelt forskjellige fra de forrige, men Tornene paa Skiven ere lavere, deres Spidser mindre, altsaa paa Overgangen til Korn. Tilvæxten i Armled er ikke stor; paa en Arm med 45 Led have de alle fuldkom- men udviklede Hager, paa de 11 inderste ner; Rygpladerne ere omgivne af rue Korn, der først forsvinde med det 25de Led. — Exemplarer med et Skivetvermal af 5"" ere kun ved de tynde Pigge forskjellige fra de udvoxne, saaledes som de ovenfor ere beskrevne. Tornene paa Skiven ere afloste af Korn, Kornene omkring Armrygpladerne ere flade og nærme sig til at være smaa Plader, selve Rygpladerne ere mere brede end lange. Der er 3 Mundpapiller, og 3 Led ere optagne i Skiven. Ophiopholis aculeata opnaaer en Armlængde af 75™™ med et Skivetvermaal af 25mm, Ved Hellebæk traf jeg denne Art meget hyppigt; de ganske smaa lyserøde Unger sad bestandig paa Spongier, de udvoxne holdt sig skjulte f. Ex. i en tom Buccinum-Skal, i tomme Balaner, eller sad halvt skjulte mellem de paa Skallerne af Buccinum og Modiola saa hyppige Grupper af Serpula. De føre vistnok paa denne Maade et temmelig roligt Liv. I Henseende til Farven variere de ikke lidet; i Regelen have Årmene afvexlende smallere lyse og bredere brune Bælter, og Skiven er da mørk brunrød med lysere Tegninger, som enten afbryde den mørke Bund uregelmæssigt eller danne en mere regelmæssig Plet midt paa denne. Jeg har ogsaa liggende for mig et Exemplar med en meget regelmæssig mørk Stjerne midt paa Skiven, omgiven af en lysere Bræmme, der atter indfattes af en mørkere. Stundom erstattes det Lysebrune af Gult, og man finder da f. Ex. Skiven paa Midten og i Kanten mørkebrun-violet med et mellemliggende bredt Bælte af Brandgult, eller Skiven har store regelmæssige eller uregelmæssige Pletter af begge Farver, medens Armbelterne ere skiftevis gulladne eller brun-violette. Undertiden løber der langs ud ad hver Arm et bredt næsten hvidt Bælte, indfattet af Rødt paa hver Side, enten lige til Armspidsen, eller det hører op midt paa Armen og gaaer over i de sædvanlige lyse Armbælter. I saa Fald har ogsaa den gulhvide Farve meget Omraade paa Skiven. Undersiden af Armene er altid lys Ingen anden nordisk Slangestjerne har saa stor en Udbredning som denne Årt, og overalt hvor den forekommer er den hyppig. Den lever ved de brittiske Kyster, i Kat- tegattet og Sundet, langs med hele den norske Kyst, ved Færøerne og Island, ved Spitz- bergen — ifølge Fr. Martens's „Spitzbergische oder Grönländische Reisebeschreibung”, Taf. P, 65 dd (copieret hos Adelung,*) Tab. 17, f. 1-2) og ifølge et Exemplar taget af Prof. Krøyer i Belsund — og paa den modsatte Side af Atlanterhavet ved Newfoundland, Massachusetts og Grand- Manan; fraGronlani er den nedsendt i stor Mængde fra flere Steder mellem Jakobshavn og Godthaab. Da det er den eneste Art, som omtales i Fauna Grønlandica, er den vistnok den almindeligste i Grønland som i hele Norden; den omtales af Fabricius som hyp- pig paa Bunden af Bugterne mellem Stene og Tangrodder. Andre Steder her i Norden er den taget paa 10-20 Favnes Dybde; Capitain Hollbøll har nedsendt unge Exemplarer, som vare tagne paa en Dybde af 50-60 Favne. Ved Arksut fandt Hr. Barrett den paa Klippebund i 3-15 Favnes Dybde. 5. Ophiacantha Müll. Trosch. Skivens Hudskelet bestaaer enten blot af Genitalpladerne og Radialskjoldene, der ere smalle og liniedannede ligesom hine, eller tillige af runde Skjæl; i første Til- fælde bære kun Radialskjoldene en Række af Korn, i sidste Tilfælde er hele Skivens Ryg besat med rue toppede Korn eller korte Pigge. Armene udgaae ikke fra Indsnit i Ski- vens Ryg; Mundskjoldene ere smaa og forlænge sig ikke ud i Armmellemrummene. Sidemundskjoldene ligge indenfor Mundskjoldene; Mundvigene ere kantede med Papiller; Kjæ- berne bære Tænder, men ikke Tandpapiller. Det første Par Fødder har sin sædvanlige Plads udenfor den inderste Armbugplade. Armenes Sideplader ere saa store, at de forhindre de øvrige Plader i at berøre hinanden og støde sammen indbyrdes baade for oven og underneden; de have en tydelig Kjøl, paa hvilken der sidder 6-9 lange og tynde, rue Pigge. Der er 1 Fodpapil. Det kunde synes naturligt at legge den ovenfor anførte Forskjellighed i Skivens Bevæbning til Grund for en Deling-i 2 Slægter, hvis ikke det bekjendte Antal af Arter var saa lidet, og hvis ikke en ny Årt fra Middelhavet (O. scabra Sars), som jeg har seet hos Prof. Sars, syntes at staae midt imellem Oph. spinulosa og O. setosa i denne Henseende. Ophiacantha spinulosa Müll. Trosch. (Tab. II, fig. 14 a—b.) Synonyma: Ophiacantha spinulosa Müll. Trosch., System der Asteriden. Ophiacantha grönlandica Müll. Trosch., Archiv für Naturgesch. 1844 S. 183. Ophiocoma arctica Müll. Trosch., System der Asteriden. Ophiocoma echinulata Forbes i Sutherlands journal of a journey ete., appendix. *) Geschichte der Schiffarten und Versuche, welche zur Entdeckung des nordöstlichen Weges nach Japan und China von verschiedenen Nationen unternommen worden, Halle 1768. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 9 I „System der Asteriden” beskrives kun to Arter af Ophiacantha, nemlig O. setosa Retz. fra Middelhavet og ©. spinulosa fra Lofoten, hvilke let kjendes fra hinanden der- ved, at hos den forste kun de 10 Radialribber, hos den sidste hele Skiven er besat med korte Pigge. Senere beskreve Forfatterne til det citerede Værk endnu en tredie Art, O. grönlandica, men, som det synes, uden at have havt Leilighed til at anstille en umid- delbar Sammenligning mellem denne og den skandinaviske Art. Sammenholdes Beskrivel- serne, vil man kun finde en og anden uvæsentlig Forskjel, saasom at Skiven hos ©. spinulosa er besat med smaa ,,takkede Legemer”, hos ©. grönlandica med smaa ,,simple Pigge”, at hos den første ere Tænderne ,,platt” afrundede, hos den sidste spidst afrundede; hos O. grönlandica kaldes Armrygpladerne trekantede og Bugpladerne syvkantede, medens hos 0. spinulosa begge Sæt Plader betegnes som ovale; der tillægges den skandinaviske Art 6, den grøn landske 5 Armpigge o.s.y. Allerede ved at sammenholde disse Beskrivelser med Exem- plarer af den grønlandske Ophiacantha faaer man en stærk Mistanke om, at disse Forskjelligheder deels kun ere verbale, deels individuelle; det synes, som Tid og Leilighed og maaskee ogsaa Exemplarernes Tilstand have tilladt en noiagtigere Undersøgelse af den grønlandske Form end af den skandinaviske; dertil kommer, at begge Former ere beskrevne efter yngre Exemplarer med 13-14” Skivetvermaal, hvorved Beskrivelserne end mere tabe i Betydning som Indlæg i denne Sag. Af Beskrivelserne alene vil altsaa Artsforskjelligheden ikke være indlysende, og det vil komme an påa en umiddelbar Sammenligning mellem skandinaviske og grønlandske Individer. Af de sidste foreligger en temmelig talrig Suite, og af de første har jeg havt Leilighed til at undersøge saa mange Exemplarer, at jeg med fuldkommen Sikkerhed tør paastaae disse Formers Identitet. Der er ingen væsent- lig Forskjel i Armpladernes Form, de „takkede Legemer” ere kun et Udviklingstrin af de korte rue „Pigge”, de underste Tender ere mere spidse, de øverste mere brede 0.s.v. — De samme Forfattere synes endelig under et tredie Navn at have beskrevet den samme Årt efter Exemplarer fra Spitzbergen, nemlig som Ophiocoma arctica, der allerede ved Mangelen af Tandpapiller viser, at den ikke kan være en ægte Ophiocoma. Under Forudsætning af, at Piggene ere rue og ikke glatte som hos en Ophiocoma, indeholder Beskrivelsen med Und- tagelse af Mundskjoldenes Form (,,kaum breiter als lang”) Intet, som jo gjenfindes hos Ophia- cantha spinulosa. 1 Prof. Sars’s Samling har jeg havt Leilighed til at see et Exemplar af „Ophiocoma arctica” fra Spitzbergen, hidrorende fra samme Kilde som de af DHrr. Müller og Troschel beskrevne, nemlig fra Museet i Stokholm (Prof. Loven); det var ikke andet end en stor og smuk Ophiacantha spinulosa. Et fjerde Navn fik denne Art af Forbes. Hvor lidet rimeligt det end skulde synes, at en saa grundig Kjender af Echinodermerne skulde have miskjendt denne Form, synes det dog utvivlsomt, at hans Ophiocoma echinulata er vor Ophiacantha spinulosa. Endelig synes det rimeligt, at den Slangestjerne, som i Tillæggene til Ross's Iste og til Parrys Iste, 3die og ey 4de Reise er kaldt Ophiura fragilis, ikke er denne i de arktiske Have ubekjendte Art, men Ophiacantha spinulosa. Beskrivelse. Skiven er femkantet og temmelig tæt besat med rue toppede Korn eller rettere med korte og butte, med fine Spidser besatte Pigge; hos yngre Individer ere Spidserne mere udviklede end selve Piggene. Under denne Bevæbning ligge mange runde Skjæl og 10 smalle linieformige Radialskjolde eller rettere Radialribber, der fra Enden af Genitalpladerne, paa hvilke de ere indleddede, og med hvilke de nogenlunde stemme i Form, strække sig ind under Skivehuden indtil henimod Midten af Ryggen. Mund- skjoldenes Form er noget forskjellig; de ere doppelt saa brede som lange, aflange paa tvers med en Spids midt paa den indvendige Side; naar denne Spids er meget udviklet, faae de Form af en heraldisk Halymaane. Madreporpladen udmærker sig kun ved en noget afvigende, i Almindelighed mere rundagtig Form. Sidemundskjoldene ere smalle, buede, halvmaaneformige, ligge inden for Mundskjoldene og træde der i Berøring med hinanden. Der er tre flade og rue Mundpapiller ved hver Mundrand; de aftage lidt i Brede fra den yderste til den inderste. Desuden er der under de yderste to smaa, som sidde paa den inderste lille Armbugplade. De underste Tænder ere smalle og af samme Form som de inderste Mundpapiller, de øverste noget bredere og afrundede. Udenfor Mundskjoldene sees et lille Genitalskjæl ved hver af de ti Genitalspalter ligesom hos Ophiopholis aculeata. Armene ere omtrent 5 Gange saa lange, som Skiven er bred. Rygpladerne ere trekantede eller udadtil begrændsede af en svag Bue, indadtil af to convergerende Linier ; kun påa Armens allerinderste Deel berøre de hinanden; allerede i kort Afstand fra Skiven adskilles de fra hinanden ved Sidepladerne, hvis indbyrdes Berøringslinie dog først i Armens yderste Deel bliver lige saa lang, som Rygpladerne ere paa den samme Deel af Armen. Bugpladerne ere lige lange og brede og nærmest sexkantede, dog saaledes at de ere afrundede udadtil og vende en Spids ind mod Skiven; inderst ved denne adskilles de i en kort Strækning af Sidepladerne, og allerede i kort Afstand fra Skiven er disses Berø- ringslinie ligesaa lang som Bugpladerne selv. Sidepladerne have en meget tydelig Kjøl, paa hvilken der sidder 8-9, længere ude 6, tynde, kegledannede, spidse Pigge, besatte med fine i Længderader stillede Spidser, der paa de yderste Pigge blive forholdsvis færre, men tyde- ligere. Piggene tiltage i Længde fra den underste til den øverste eller næstøverste, som inderst ved Armen er saa lang som halvfjerde Armled, medens den underste kun er saa lang som eet. Der er 1 bred Fodpapil. Yngre Exemplarer med et Skivetvermaal af 3mm udmærke sig ved, at Skivens Pigge endnu kun ere tilstede som Torne, ved Armrygpladernes mindre Udvikling, hvorved Side- pladerne i hele Armens Længde komme til at naae sammen fra begge Sider mellem Ryg- pladerne og Pigrækkerne til at støde tæt op til hinanden, saa at de paa de inderste Led endogsaa naae sammen og kun udgjøre et Tværbelte, samt ved at Armpiggene ere færre. 9” — 68 De fra Naboslegterne, Ophiothrix og Ophiopholis, bekjendte Hager har jeg ikke fundet hos denne Slægt. Størrelse. De største Individer have et Skivetvermaal af 12mm; andre have 9™™ Skivetvermaal og 40mm Armlængde. Farven omtaler Sars!) som lysere eller mørkere brun paa Skiven, og Armene som lysebrune med mørkebrune Ringe, hvilket ganske stemmer med Farvefordelingen hos de grønlandske Individer. Ophiacantha spinulosa lever sandsynligvis langs med hele den grønlandske Vest- kyst, da den er nedsendt af Dr. Rudolph og Insp. Olrik fra Nordgrønland og af Captain Hollbøll fra Godthaab; den er desuden taget ved Spitzbergen, i Åssistance-harbour og af Stuwitz ved Newfoundland. Da Stimpson anfører den som forekommende i Mundingen af'Fundy Bugten, findes den ved den nordamerikanske Kyst i det Mindste indtil de for- enede Staters Nordgrændse. Paa den modsatte Side af Atlanterhavet findes den fra Nordkap til Tromsø temmelig hyppigt paa 20-30 Favnes Dybde paa ,,Nulliporer”, Koraller og Ascidier?”) og ved Lofoten, men, saa vidt vides, ikke længere mod Syd. Ved Grønland er den taget paa 20 til 50-60 Favnes Dybde. 6. Asterophyton Lmk. Ligesom hos de andre Slægter af Gruppen Euryale fremviser Skivens Rygside 10 Radialribber, der begynde lidt fra dens Midtpunkt og ende med en skarpt af- skaaret Flade ovenover Armenes Udspring; disse Ribber understottes af Forbeninger, som svare til Radialskjoldene hos de ægte Ophiurer. Armene ere strax ved deres Udspring fra Skiven delte i to lige store Stammer, som i kort Afstand atter dele sig gjentagne Gange; nærmest ved Skiven skeer Delingen gaffelformigt i to lige stærke Grene, men længere ude udgaae svagere Grene skiftevis til begge Sider fra en stærkere Hovedstamme; de yderste Grene ere fine og traadagtige. Armenes Ryg og Sider ere hvælvede, Bugsiden flad; tæt ved Kanten mellem Siderne og Bugfladen sidder paa hver Side af denne en Række Fodporer, og indenfor hver af disse 2-5 korte rue Pigge, som paa de tyndere Grene antage Form af Hager med flere Kroge under hinanden. Hos nogle Arter naae Fodporerne og Piggene lige til Munden, hos andre kun til Skiven eller høre allerede op i nogen Afstand fra denne. Mundrandene ere besatte med kegleformige Pigge, der ogsaa indtage Tændernes Plads, men sjeldent vise en Tilnærmelse til den for Ophiur-Tænderne charakteristiske Form. I hver 1) Reise i Lofoten og Finmarken, S. 40. 2) Sars 1. c. S. 39. Mundvig er der et Par Mundfødder. Armmellemrummene ere ikke trekantede som hos Ophiurerne, men indadtil begrændsede af en Bue, som dannes af de saakaldte ,,Armsømme”, der strække sig langs med begge Sider af den Deel af Armen, der er optagen i Skiven, hvilken Deel her ikke, som hos Ophiurerne, er ophoiet over Armmellemrummene. Nogle Arter have een, andre 5 ,,Madreporplader”, d.v.s., hos nogle ligger der inderst i et af Armmellemrummene tæt op til Armsømmen een porøs Knude, hos andre er der i hvert Armmellemrum paa samme Sted en lille Vorte af samme Beskaffenhed. De 10 Genital- spalter ligge yderst i Armmellemrummene ved Armens Udspring. Det System af faste Dele, som i Indledningen til dette Arbeide er betegnet som Over- fladesystemet eller Overfladedannelserne, er meget udviklet hos Asterophyterne. Ofte er rigtignok Huden paa Bugsiden af Skiven og Armene nøgen eller næsten nøgen, men den er ogsaa ofte beklædt paa samme Maade som Rygsiden. Skive, Ribber og Arme ere nemlig der i Regelen tæt besatte med smaa Korn, som undertiden ere blandede med eller deelvis for- trængte af større Pigge eller Knuder. ' I Armenes yderste Deel, paa de tyndere Grene, stundom i hele Armens Længde, afpræges Leddelingen i det indre Skelet ogsaa i den over- fladiske Beklædning, idet den Deel af Kornbeklædningen, som sidder paa de bredere Hud- , bælter, der svare til Mellemrummene mellem ,,Ambulacralhvirvlerne”, ved en skarp Grændse er adskilt fra to ophoiede Tverrækker af Korn, der sidde paa den Deel af Huden, som be- klæder selve Randene af hine skiveformige Ledstykker, der udgjore Armenes indre Skelet. Det er især paa disse smalle Tverbælter eller Ringe, at de mange smaa Hager med enkelt Krog sidde, som gjore Asterophyternes finere Grene ganske rue. De ere især tydelige paa Siderne af Armene i Nærheden af de storre Hager paa Bugsiden, til hvilke de gjore Over- gangen fra den almindelige Overfladebeklædning. Derimod er det egentlige Hudskelet kun lidet udviklet. Det indskrænker sig til de Rudimenter af Armplader, navnlig af Bug- plader, som undertiden ere synlige, og til de ovenfor omtalte Armsomme, der ledsage Armene fra Skiveranden indtil henimod Munden, hvor de gaae bueformigt over i hinanden, to og to. Mundskjolde sees ikke, derimod undertiden Spor til Sidemundskjolde. Den meest udviklede Deel af Hudskelettet ere de dybere liggende Forbeninger, der hos Ophiurerne fik Navn af Geni- talpladerne og Radialskjoldene eller Radialribberne, hvilke Stykker her ligesom hos Ophiurerne ere indledede paa Enderne af hinanden, saaledes at de lodrette Flader, hvormed Ribberne, som ovenfor er nævnt, ende ved Armenes Udspring, dannes halvt af Radialribberne, halvt af Genitalpladerne; der er ogsaa en mindre Bi-Genitalplade ligesom hos Ophiurerne. Radialribberne have paa Undersiden i deres inderste Halvdeel en Række Hakker, der indad mod Midten stedse blive tættere og svare til de Lameller, hvoraf de ere sammensatte. Saaledes er Forholdet idetmindste hos A. eucnemis. Det indre Skelet er ikke væsentlig forskjelligt fra Ophiurernes. Medusehovederne eller Asterophyterne forekomme, som det synes, i alle Have 70 uden just at være fremherskende i Tropehavene, men kun paa større Dybder (fra 100-200 Favne eller endnu dybere) og efter al Rimelighed kun paa Koraldyr eller lignende Gjen- stande, til hvilke de ikke alene holde sig fast ved at slynge deres Armgrene om dem, men ogsaa ved Hjælp af de større og mindre Hager, hvormed den yderste Deel af Armene er bevæbnet. Paa disse Koraller leve de formodentlig som et Slags Snyltedyr. Det er dog ikke alene Slægten Asterophyton, men, som det synes, alle Euryalæ, der have denne Levemaade ; det gjælder ifølge Sars om de to skandinaviske Arter og, som Universitetsmuseets Exemplarer udvise, om to vestindiske Asterophyton-Arter, der sidde hver paa sin Gorgonie; en lille Aste- rophyton-Unge sammestedsfra sidder paa en Æunicea, og unge Exemplarer af A. eucne- mis fandtes paa Nephthya florida (?); et tørret Exemplar af Asteronyx Loveni omfattede en Virgularia juncea med sine Arme, og Asterias oligactes Pallas eller Ophiura cirrosa Say blev ifølge begge Forfattere taget paa Gorgonier; Krøyer fik sine Asterophyton-Unger af en voxen Asterophyton, der havde snoet sine Arme om en Muricea Placomus, som atter sad paa en meget stor Spongia.!) De Omdannelser, som Asterophyterne undergaae efter tilendebragt Metamorphose, inden de opnaae det udvoxne Dyrs endelige Skikkelse, ere, som Prof. Krøyer paa nysan- førte Sted har vist, meget betydelige. Ungerne ligne mere en Trichaster end en Astero- phyton; de have nemlig 5 tynde Arme, som i Spidsen dele sig i nogle faa Grene, men iøvrigt ere udelte, Asterophyton euenemis M. Tr. (Tab. Il. fig. 17-19.) Synonyma: Asterias caput Meduse Fabricius, Fauna Gronlandica Nr. 367. Asterias caput Medusæ or the magellanic starfish, Dewhurst: the natural history of the order Cetacea and the oceanic inhabitants of the arctic regions. London. 1834. (med Afbildning i Tresnit). Dignoseitur corpore madreporiformi singulo, poris ambulacralibus usque ad os extensis, costis disci et zona marginali granis magnis et crassis, brachiis granulis minutis obsitis, disco ceterum et brachiis subtus nudis, scutellis ventralibus tamen distinctis. Beskrivelse. Radialribberne ere brede, flade og lave og ende med en brat afskaaren nøgen Flade ovenover Armenes Udspring; forresten ere de tæt beklædte med store runde Korn, hvilken Beklædning ved en skarp, hos ældre Exemplarer undertiden noget ujevn Linie er adskilt fra de tyndhudede Mellemrum mellem Ribberne, der ere næsten 1) Naturhist. Tidskr. III. S. 544. ae nøgne, kun tyndt bestroede med enkelte fine Korn hist og her, hvilken Granulation dog hos yngre Exemplarer er temmelig tet. Grændsen mellem Skivens Ryg- og Bugside dan- nes af en Randbremme af samme Slags grove Korn som paa Ribberne, der forbinder Armene med hinanden. Ved Grunden af Armene ere disses Ryg og Sider tæt og eens- formigt beklædte med Korn; længere ude blive Armene noget ujevne paa Siderne derved, at den Deel af Kornbeklædningen, der svarer til ,,Ambulacralhvirvlerne” træder mere frem end den øvrige, og paa de finere Grene indtræder en tydelig Modsætning mellem de bredere, noget fordybede og med mindre og tættere Korn beklædte Bælter og de smallere, noget ophoiede, med to Rækker af smalle Korn beklædte Ringe, som skifte med hinanden. Paa disse smallere Ringe bære Kornene desuden smaa bevægelige Kroge især paa Siderne af Armene, nedad mod de større Kroge ved Fodporerne; disse Smaakroge ere dog ikke indskrænkede til de fineste Grene, men kunne forfølges, om end kun enkeltvis, heelt ned paa de større Stammer. Armenes Underside er ikke aldeles nøgen, men hist og her besat med enkelte smaa Korn; det Samme gjælder om den i Skiven optagne Deel af Armene og om Årmmellemrummene; jo yngre Exemplaret er, desto tættere er ogsaa Skivens Granu- lation. Armsommene ere smalle og Armmellemrummene derfor store; inderst i et af disse ligger en stor porøs Madreporknude. Mundpiggene ere kegledannede. Omkring Mun- den er paa tørrede Exemplarer Indtrykket af Mundrammerne og udenfor dem af 10 brede triangulaire Stykker kjendeligt; hvilke sidste vel kunne antages at svare til Ophiurernes Side- mundskjolde. Ved Enden af hver Mundvig sees en lille kantet inderste Armbugplade, udenfor den en bredere, tvedelt Plade, og fra nu afvexle Indtrykkene af de tynde ,,Ambulacralhvirvler” med smaa Armbugplader, der ere aflange paa tvers og mere end doppelt'saa brede som lange; længere ude paa Armene blive de mindre, opløse sig hver i to smaa Plader og forsvinde tilsidst. Paa de fineste Armgrene findes indenfor hver Fodpore 2 Hager med flere Kroge under hinanden, længere inde 3, 4, undertiden 5 rue Papiller eller korte Pigge, som sidde tæt sammen og ere af samme Størrelse, nemlig halv saa lange som Afstanden mellem to af disse Tverrækker. Paa Skiven synker deres Antal igjen til 8 og 2, ja ved de allerinderste Fødder mangle de endogsaa ganske. Paa unge Exemplarer ere Ribberne ikke synlige og hele Huden eensformig gra- nuleret, Ved 6™™ Skivetvermaal ere Ribberne endnu antydede, men hele Skiven eens- formig beklædt med temmelig store Korn; de 5 Årme dele sig 3 Gange, første Gang i nogen Afstand fra Skiven. Ved 4Yomm Skivetvm. (Fig. 19) forgrene Armene sig kun to Gange, og Ribberne ere forsvundne. Ved 3™™ Skivetvermaal (Fig. 19) forgrene Armene sig kun 1 Gang. Asterophyton eucnemis naaer en Skivebrede af 4. Tommer. Den er nedsendt fra Sydgrønland ved Captain Hollboll. Fabricius havde ikke selv fundet den i Gron- land, men seet et Exemplar i Egedes Samling, saavidt han erindrede, fra Jakobshavn. Unger af denne Art har Museet modtaget fra Inspecteur Olrik i Godhavn. Dr. Rudolph har meddelt mig, at han har taget den paa den betydelige Dybde af 450 Favne. Ja Dewhurst citerer endogsaa en Artikel i United service journal for Juli 1833, hvori der i Anledning af Captain Ross’s Reise til Polarlandene fortælles, at en saadan Form kom op fra 1000 Favnes Dybde i Nærheden af Indseilingen til Lancaster-Sund. Den Art af Medusa- hoved, som Fr. Martens beskriver og afbilder i sin ,,spitzbergische oder grönlandische Reisebeschreibung”, Pag. 88 og Tab. P fig. ee (copieret hos Adelung, Pag. 381, Taf. XVII f. 3-4) synes snarere at være denne Art end Ast. Lamarcki, hvortil „System der Asteriden” henfører den. Rimeligvis er det ogsaa den, som Scoresby fik op med en Hvalline ved Traill-Island paa Gronlands Ostkyst, under 72° 16 NBr. og 22° V.L. Müller og Troschel beskreve den i „System der Asteriden” uden at vide, at det var den gron- landske Art. Den er ikke funden paa den ostlige Side af Atlanterhavet; derimod findes der sydligere ved Nord-Amerikas Kyst en Form, som af Stimpson er benævnet Ast. Agassizü. Skjondt Opstilleren har kunnet sammenligne Exemplarerne fra Fundy Bugten med gronlandske og derved er kommet til det Resultat, at disse Arter ikke ere identiske, indeholder hans Beskrivelse dog intet væsentligt Skjelnemerke fra Ast. euenemis, med hvil- ken jeg derfor indtil videre maa ansee A. Agassizi for identisk, saameget mere, som À. eucnemis forekommer ved Newfoundland. Den findes nemlig i Christiania Universitets Museum blandt de af Stuwitz hjembragte Gjenstande. Det vil ikke være overflødigt at anstille en Sammenligning mellem den ovenfor be- skrevne grønlandske Art og de to nordeuropæiske Arter, A. Linckii (neppe Ast.scutatum Linck, de stellis marinis tab. XXIX n° 48 og XXX n° 49) og A. Lamarckii M. Tr. Disse 3 Arter ligne nemlig hinanden overmaade meget i Henseende til Armenes Beklædning, Piggene o.s.v.; de have alle smalle Armsømme, Madreporpladen liggende inderst i Armmellemrummene (og ikke som hos A. arborescens midt paa de brede Armsomme) og ambulacra strækkende sig lige til Munden; i Henseende til Skiveryggens Beklædning kan A. euenemis siges at staae midt imellem A. Linckü og A. Lamarckii, men den udmærker sig fra dem begge ved de oven- for beskrevne meget tydelige, om end rudimentære, Armbugplader, der altid iagttages selv paa temmelig unge Exemplarer, naar disse ere tørrede. At skjelne meget unge Exemplarer af A. eucnemis og A. Lamarck fra hinanden, turde imidlertid være temmelig vanskeligt; hos de voxne (d.v.s. med et Skivetvermaal af c. 50mm) A. Zamarckir er hele Skiveryggen — baade Ribberne, Mellemrummene mellem disse og Bremmen langs med Skivens Rand — eensformigt og tet besat med cylindrisk-spidse Korn eiler yderst fine Pigge, hvis man vil foretrække at kalde dem saaledes; den samme Beklædning har Armenes Rygside. Armmellemrummene have væsentlig samme Beklædning, men Kornene (Piggene) ere her mindre. Paa Armenes Bugflade findes en tynd Besætning af fine lave Korn. Det inderste Par Fodporer er uden Pigge, de folgende have 2, 3 eller 4 Pigge, og allerede paa de inderste Armdelinger er 73 der 5. Hos 4. Linckii ere Ribberne tæt besatte med korte, tykke, spidse, kegledannede Pigge, nogenlunde af samme Størrelse, 3-4 ved Siden af hinanden paa samme Ribbe; paa den midterste Deel af Skiven mellem Ribbernes Ender ere de mindre og sidde tættere sam- men; i Mellemrummene mellem Ribberne ere de ogsaa mindre, men sidde mere tyndt end paa Ribberne, og mellem dem er Huden nøgen. Ogsaa Bræmmen, der forbinder Arme- nes Udspring med hinanden, er besat med deslige Pigge. Der er ogsaa Exemplarer, hvor hele Skiveryggen er eensformigt beklædt paa denne Maade, uden Forskjel paa Ribber, Bræmme o.s.v. Armmellemrummene ere besatte deels med ganske smaa, deels med lidt større runde Korn; de største eré tillige spidse og gjengive saaledes i det mindre Ryg- piggenes Form. Armenes Bugside er tæt beklædt med lave Korn, især den Deel af dem, der er optagen i Skiven. Det inderste Par Fodporer er uden Pigge, de andre forsynede med 2-3, paa Armene med indtil 4 Pigge; her ere de kun halv saa lange som deres indbyrdes Afstand, hvorimod denne paa Skiven er lig med Piggenes Længde. Forklaring over Afbildningerne. Afbildningerne tilsigte nærmest at meddele noiagtige Analyser af de beskrevne Arter. Der er derfor ikke lagt an paa at fremstille dem i naturlige eller charakteristiske Stillinger. Brok- tallene ved Siden af Figurerne angive, hvor mange Gange Afbildningen er større end den afbildede Gjenstand; 4/1 betyder altsaa, at Dyret er afbildet i naturlig Størrelse. Første Tavle. 1. Ophiura texturata (Lmk.), Forbes, 1a og 1b efter et meget stort Exemplar fra „de sorte Banker”; la en Deel af Skiven og af en af Armene seet fra Rygsiden, 1b de samme Dele sete fra Bugsiden, le den inderste Deel af en af Armene seet fra Siden, 1d en Deel af Armens yderste Deel fra Bugsiden, le fra Rygsiden. 1c, 1d og le ere afbildede efter et norsk Exemplar af normal Storrelse. 2. Ophiura albida Forb., efter et Exemplar fra Ferg, 2a fra Rygsiden, 2b fra Bug- siden. Museets norske og danske Exemplarer have længere og tyndere Arme. 3. 4. Ophiura Sarsii Ltk., efter grønlandske Exemplarer, 3 som yngre, 4 som udvoxen. 3 a og 4a fra Rygsiden, 3b og 4b fra Bugsiden. 4c et Stykke af Armens yderste Deel fra Rygsiden, 4d samme fra Bugsiden, 4e en Deel af Skiven og af en af Armene af et andet Exem- plar, fra Bugsiden. 5. Ophiocten Kröyeri Ltk., efter et Exemplar, som rimeligvis er fra Grønland. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5e et Stykke af Skiven mellem dens Midtpunkt og en af Armenes Udspring. 5d Skiven seet fra Siden for at vise Armenes Insertion og Grændsen mellem Ryg- og Bugsiden. Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 10 . 6. Ophiura carnea Sars, efter et Exemplar fra Omegnen af Bergen, 6 a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden. 7. Ophiura squamosa Ltk., efter et grønlandsk Exemplar, 7a fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden. 8. Ophiura Stuwitzii Ltk., efter et grønlandsk Exemplar, 8a fra Rygsiden, 8b fra Bugsiden, 8c Skiven og en Deel af Armene sete fra Siden, 8 d en Arm seet fra Siden tillige- med den tilstødende Deel af Skiven. Anden Tavle. 9. Ophiura nodosa Ltk., efter et Exemplar fra Grønland, 9a fra Rygsiden, 9b fra Bugsiden. 10. Ophiura affinis Ltk., efter Exemplarer fra Christiania Fjord. 10a den normale Form fra Rygsiden. 10a‘ et Exemplar med afvigende Beklædning af Rygsiden, seet fra denne. 10 a” Delene ved Armenes Udspring, forstørrede. 10b samme Individ fra Bugsiden. 10 b’ det yderste Stykke af Armen, seet fra Bugsiden og stærkere forstørret. Il. Amphiura filiformis Miill., efter et norsk Exemplar, 11a fra Rygsiden, 11b fra Bugsiden. 12. Amphiura Chiajei Forb., efter et norsk Exemplar, 12a fra Rygsiden, 12b fra Bugsiden. 13. Amphiura Holbelli Ltk. (Sundevalli Müll. Trosch.?) efter et grønlandsk Exemplar, 13a fra Rygsiden, 13 b fra Bugsiden, 13 b’ en af Mundvigene med de den omgivende Dele i stærkere Forstgrrelse. 144. Ophiacantha spinulosa Mill. Trosch., efter et grønlandsk Exemplar, 14a fra Ryg- siden, 14 a‘ noget af Ryggens ru Kornbekledning forstørret, 14 a“ 2 af Armpiggene forstørrede, 14b fra Bugsiden, 14b’ et Stykke Arm uden Pigge seet fra Siden for at vise Ledknuderne, hvorpaa Piggene ere indleddede. 15. 16. Ophiopholis aculeata Müll., efter grønlandske Exemplarer, 15 som udvoxen, 16 som sped Unge (med et Skivetvermaal af kun 119"); 15a og 16a fra Rygsiden, 15b og 16b fra Bugsiden, 15 a‘ og 16 b‘ lidt af Armens yderste Deel forstørret, seet respective fra Ryg- og Bugsiden. 17, 18 og 19. Asterophyton eucnemis Müll. Trosch., efter Exemplarer fra Grønland, 17 som halvvoxen, 18 og 19 som Unger, respektive med enkelt og doppelt Deling af Armene, 17a fra Rygsiden, 17b fra Bugsiden, 17 b’ et Stykke af Armens Skivedeel forstørret, 17 ¢ et Stykke af Armens yderste Deel, stærkt forstørret, fra Rygsiden, 17d samme fra Bugsiden. Rettelse. S. 32, 36 og 39: diagnoscitur, les: dignoscitur. Vid. Selsk Skrifter VRekke næturv. og mathem: Ml. VBind . Liitken-: Grønlands Ophiurer — = = - — Tab I | ZG | | | Vliitken: del ; re i ze TI Petersen sc 4 1 Ophiura texturata Iimk. 2 0. albida Forb. 3.4.0. Sars Ltk. 5 Onhiocten kréyerc: Lik 6 Ophiura carnea Jars. 7 O.squamosa lth 8.0. Stuwitert Ltk SE sø si = Piatt a A Munde en re ay, = = er 2 AE oe Sen 06, +, + ale Hd Selsk. Skrifter VRække nature og mathem: Mth. V Bind. Lütken Grönlands Opkiurer Tab IL = 4 LM Petersen sc Vlüätken del 7 — - 9 Onhiura’ nodosa Ltk. 10.0 affınıs Ith n Anyhiura tilitormis Mill 12 A Chiazee Forb. 13 A Holbéllé Ith. 1 Onhiacantha spanulosa MTr 15 26. Onhionhe les aculeata’ Hill 27: 15.29 Asteronhyton cucnemis M Tr Centralamericas Gesneraceer, et systematisk, plantegeographisk Bidrag til Centralamerikas Flora ved A. S. Orsted. . ~ hir, ah PRN LEI UT ET datienisible 3% ; à ty D = fr ‚er 7 p eu) ce À ° ; Rg De É EU vs, “ur ei ua I. Indledende Bemærkninger. Sydamerikas og Mexicos metalrige Hoiplateauer — Sædet for Incaernes og Montezumas mægtige Riger — vare allerede længe blevne gjorte til Gjenstand for omfattende Under- søgelser, førend den forholdsmæssig smalle Landstrækning, som forener de to store Fast- landsmasser, begyndte at tiltrække sig Naturforskernes Opmærksomhed, og dog frembyder Centralamerika ligesaa stor Vexel i Klima og Jordbund, ligesaa stor Rigdom paa eiendom- melige og mærkelige Naturfrembringelser som noget andet Land i denne Verdensdeel. Før 1846 indskrænkede alle vore Kundskaber om Vegetationen i Centralamerika sig til nogle faa Punkter, fornemmelig i Nærheden af Kysterne.t) Ingen Naturforsker havde foretaget nogen større Reise i det Indre af Landet, og det ringe Antal Planter, som var bleven bekjendt ved Henkes, Hartwegs og Friedrichsthals Reiser og ved Sulphurs Expedi- tion langs med Vestkysten, var ikke istand til at give nogen rigtig Forestilling om Plante- væxten i denne Deel af Amerika, ja lod ikke engang formode en saa stor Rigdom paa eiendommelige Planteformer, som senere Undersøgelser have lært os at kjende. Fra Juni 1846"til Februar 1848 har jeg undersøgt en stor Deel af Staterne Nicaragua og Costa Rica mellem den 10° og 13° n. Br.?) Fremdeles ere vore Kundskaber til den central- americanske Flora blevne forøgede ved Samlinger af Warscewicz, der som Gartner og Plantesamler var engageret ved det. uheldige belgiske Colonisationsforsog ved St. Thomas paa Ostsiden af Guatemala, af Seemann, der efter Thomas Edmonstons Død blev udnævnt til at ledsage Fregatten Herald paa dens Verdensomseiling, og som opholdt sig ved 1) See: Videnskabelige Meddelelser fra den naturh. Forening i Kjebh. 1852, p. 24. 9 à 95 ) Pc: p. 25. Panama fra September 1846 til Januar 18471), og endelig af Duchassaing, der i nogen Tid var bosat i Panama som practiserende Lege. ?) Uagtet vi saaledes i det sidste Decennium have faaet vigtige Bidrag til den cen- tralamerikanske Flora, maae vore Kundskaber til denne dog endnu kun betragtes som meget ufuldstændige, hvilket ogsaa tydeligt nok fremgaaer deraf, at mine Samlinger, som dog kun omfatte en mindre Deel af Landet, og som ogsaa for dennes Vedkommende langtfra ere udtømmende — og saa meget desto mindre kunde blive det, som jeg i lang Tid opholdt mig ved Kysterne for at gjøre Indsamlinger af Havdyr — dog i Gjennemsnit af alle Familier indeholde idetmindste dobbelt saa mange Arter, som alle de andre tilsam- men, og at heraf omtrent Halvdelen er ny for Videnskaben. Medens saaledes den centralamerikanske Flora i det Hele neppe endnu er saa vel kjendt som Mexicos og Sydamerikas, er der dog nogle Familier, som gjøre en Undtagelse herfra, nemlig saadanne, som fortrinsviis indeholde Ziirplanter, hvilket især gjælder om Gesneraceerne, Orchideerne, Begoniaceerne o. fl. a., da Warscewiez, en begeistret Plante- samler, som med et skarpt Øie forener en sjelden Udholdenhed, efterat den belgiske Colonie i Løbet af faa Maaneder var gaaet tilgrunde, har opholdt sig i 3 Aar i Central- amerika (1845-48), gjennemreist hele Landet og udelukkende havt sin Opmærksomhed henvendt paa Planter af disse Familier.*) Der er saaledes ingen Tvivl om, at Central- amerika med Hensyn til Gesneraceerne idetmindste er ligesaa noie undersøgt og kjendt som noget andet Land. Foruden de af mig selv indsamlede Planter af denne Familie har jeg her ogsaa kunnet optage de endnu ubeskrevne Arter, som ere opdagede af Warscewicz i Central- amerika, og hvoraf Exemplarer findes opbevarede i det Kgl. Herbarium i Berlin, af hvilke Dr. Hanstein velvillig har meddeelt mig Beskrivelser til Brug for denne Afhandling. Ligeledes har Prof. Liebmann overladt mig de af ham i Mexico samlede Gesneraceer, som endnu ere ubeskrevne, til Afbenyttelse, og jeg har af disse her troet at burde optage saa- danne nye Arter og Slægter, som kunne tjene til at kaste Lys over nærstaaende central- amerikanske Former. Da Gesneraceerne ere blandt de Planter, som navnlig i de senere Aar i hei Grad have tiltrukket sig Blomsterelskernes Opmærksomhed, og mange Arter henhore til de mest yndede Ziirplanter i wore Drivhuse, da de fleste centralamerikanske endnu ere ubeskrevne, og da Beskrivelserne af dem, som ikke ere nye, oftest ere vanskelig tilgængelige eller lidet 1) De af Seemann ved Panama indsamlede Planter ere beskrevne i The Botany of the voyage of H. M. S. Herald. ?) Kun meget faa af de af Duchassaing samlede Planter ere beskrevne af Walpers i Linnaea Vol. 23. 3) Warscewicz skal under sit Ophold i Centralamerika have sendt 256 Kister med levende Planter til Europa (Bonplandia 1854, p. 25). 79 fyldestgjørende, har jeg søgt at afhjælpe denne Mangel ved her at give Beskrivelser af alle til denne Flora henhørende Slægter og Arter. *) Det gjelder her som véd de fleste Floraer, at deres Omfang ikke er betegnet ved skarpt afstukne Grændser; det vil derfor ikke være overflødigt at angive, i hvilken Udstrækning jeg har taget den centralamerikanske Flora. Jeg har troet — hvad der vel ogsaa er almindelig antaget — at man her maatte tage mere Hensyn til de af ' Naturen end til de ved den politiske Inddeling angivne Grændser. Mod Nord danner saaledes Indsnevringen ved Tehuantepeque, hvor Cordilleren sænker sig til en for- holdsmessig ringe Hoide, og hvor den centralamerikanske Vulkankjæde ender (noget sydligere i Soconusco), en naturlig Grændse mellem den mexikanske Flora med sin store Rigdom paa Cactusplanter paa Høisletterne og fremherskende Fyrre- og Ege-Arter i Bjergregionerne og den centralamerikanske, hvor disse Planteformer spille en meget mere underordnet Rolle og tilsidst enten ganske (Fyrren) eller forstørstedelen (Ege og Cactus- planter) forsvinde. En ligesaa naturlig Grændse dannes mod Syd ved den smalleste Deel af Tangen ved Panama, hvor en Sænkning af faa hundrede Fod vilde være tilstrækkelig til at adskille de to store Fastlandsmasser og danne en Forbindelse mellem det Atlantiske og Stille Hav, og som ikke overskrides af mange sydamerikanske Arter. Den central- amerikanske Flora indbefatter saaledes foruden de egentlige centralamerikanske Stater tillige Guatemala, St. Salvador, Honduras, Nicaragua og Costa Rica, den nylig oprettede Stat Panama og mod Nord den omtvistede Landstrekning Soconusco°) og ligeledes Chiapas og Yucatan. Plantevæxten i denne Deel af Amerika har vel nærmest Charakteren af en Over- gangsflora; dog findes her saa mange eiendommelige Slægter, at Centralamerika maa betragtes som et eget naturligt Floragebet. Dette falder atter i tre Partier, af hvilke det nordligste danner Overgangen til den mexicanske Flora og navnlig slutter sig til denne ved Repræsentanter af Naaletræernes, Egenes og Cacteernes Familier (dog næsten uden Undtagelse egne Arter), det midterste, som omfatter den sydlige Deel af Nicaragua, hele Costa Rica og en Deel af Veragua, og som udmærker sig ved fuldkommen Mangel af Naaletræer og en større Rigdom paa eiendommelige Slægter af alle Familier, og endelig det sydligste, som indbefatter den sydlige Deel af Veragua og Panama, hvor Floraen i det Hele har et mere sydamerikansk Præg, og hvor flere sydamerikanske Arter (t. Ex. Elfen- beenstræet, Phytelephas) have den nordligste Grændse for deres Udbredning. 1) En længe savnet monographisk Bearbeidelse af denne Familie er i den senere Tid tildeels bleven afhjulpet ved tvende Afhandlinger af Hanstein (Linnaea 26de og 27de Bind), som i Kritik og Grun- dighed neppe lade noget tilbage at ønske; men de omfatte endnu foruden den almindelige Oversigt kun en lille Deel af Artsbeskrivelserne (Niphaeeae og Achimeneae). 2) Soconusco udgjorde indtil 1843 en Deel af Guatemala, men blev da taget i Besiddelse af Mexico; nogen tractatmæssig Afstaaelse har ikke fundet Sted, og Guatemala gjør endnu Fordring paa Besid- delsen af denne Provinds. 80 I. Til Belysning af Gesneraceernes Systematik i Almindelighed. Gesneraceerne udmærke sig blandt de tokiimbladede Planter med uregelmæssig sambladet Krone og en (oftest) kapselagtig Frugt (Klassen Personatae i Ændlichers System) navnlig derved, at denne er eenrummet, og slutte sig saaledes nermest til Cyrtandraceae, Peda- lineae, Orobancheae og Crescentiaceae; dog er det især den førstnævnte af disse Familier, med hvilken Gesneraceerne have det neieste Slegtskab. Den væsentligste Forskjel bestaaer i Frøhviden, som mangler hos Cyrtandraceerne, der desuden som oftest kun have to fuld- komment udviklede Stovdragere (den bageste, som ogsaa ofte ganske mangler, og de to sidestillede ere golde), og hvis Frøstole ere forlængede, saa at de danne falske Skillevægge. Hertil kommer endnu, at denne Familie tilhører den gamle Verden"), medens Gesnera- ceerne alle have hjemme i Amerika. Gesneraceerne have desuden en eiendommelig Habitus, saa at de let ved første Oiekast skjelnes fra alle andre Planter. Stengelen er oftest saftig, hyppig nedliggende, rodskydende og sjelden meget forgrenet. Bladene ere enkelte, udeelte, sjelden heelran- dede, mest aflange og mere eller mindre skjeve ved Grunden, modsatte (af de to lige- overfor hinanden staaende er ofte det ene mindre) og sjelden ganske glatte, men oftest forsynede med en tæt og blød Beklædning og ikke sjelden med Farvepletter. Her findes ingen Axelblade. Blomsterne, der sidde eenlige eller faa sammen i Bladhjornerne eller i en endestillet klaseformig Blomsterstand, ere næsten altid store og prunke med de skjön- neste røde, violette eller blaa Farver. Dækbladene ere kun lidet udviklede og sjeldent farvede. Det Saftige og Friske i Stengel og Blade, det Bløde og Ziirlige i Formen og det Rene i Farverne, give Gesneraceerne en eiendommelig Ynde, hvorfor de ogsaa indtage en hei Rang blandt de Planter, som pryde vore Drivhuse. 1) Klugia azurea Schlecht., der voxer i Mexico, gjør en mærkelig Undtagelse fra denne Regel. 81 Som ved alle naturlige Familier savne vi her i de forskjellige systematiske Led indenfor Familiens eget Omraade, eller indadtil, den skarpe Sondring, som i saa høi Grad viser sig udadtil, og som gjør det saa let at drage en skarp Grændse i Forhold til andre Familier. Overgangene ere her saa mangfoldige og gradvise, her findes en saa mangesidig Krydsning i Charaktererne, at det er meget vanskeligt paa een Gang at afstikke faste Grændser for de større og mindre Afdelinger (tribus, subtribus, genera, subgenera) og tillige tilfredstille det naturlige Systems Fordringer. Uagtet der i den seneste Tid af Dr. Hanstein er leveret meget værdifulde Bidrag til en heldig Løsning af denne Opgave, saa er der endnu meget tilbage at ønske, hvad ogsaa denne ligesaa grundige som beskedne Forfatter selv tilstaaer. De Candolle har efter Bægerets Forhold til Frugtknuden, som vist- nok her afgiver en af de væsentligste Charakterer, inddeelt Gesneraceerne i to Afdelinger: Gesnerieae, hvis Bægerrør er meer eller mindre sammenvoxet med Frugtknuden, og Bes- lerieae, som have et frit Beger. Ændlicher har 3 Hovedafdelinger (tribus), nemlig foruden Gesnerieae: Episcieae med frit Bæger og kapselagtig Frugt, og Beslerieae med frit Bæger og bæragtig Frugt. Hanstein har med Rette forkastet denne sidste Inddeling, da Over- gangene fra »capsula« gjennem »capsula baccata« til »bacca« ere altfor gradvise til at Frugten kan benyttes som væsentligt Skjelnemærke, og denne Inddeling desuden viser sig at være konstig (uden Forbindelse med andre Charakterer). Hanstein stemmer derfor i de to Hovedafdelinger overeens med De Candolle, men han har tillige viist, at den meget betydelige Tilvæxt af nye Slægter, som denne Familie har faaet i den senere Tid, frembyder saa betydelige Forskjelligheder, navnlig i Bægerets og Kronens Form, at det vil være nødvendigt at danne flere Underafdelinger, hvorfor han foreslaaer 6 subtribus for hver af de 2 ovennævnte tribus.1) Disse Underafdelinger ere vistnok alle i det Hele berettigede og naturlige, og navnlig fortjener det Anerkjendelse, at H. er den første, som har benyttet den væsentlige Forbindelse , der i Gesneraceernes Gruppe er imellem de Charakterer, som hentes fra de vegetative og de reproductive Organsystemer, til en skarpere systematisk Sondring og udhævet den vigtige Rolle, som den perigyne Kirtelring eller de saakaldte perigyne Kirtler spille i denne Henseende; ligeledes har han vistnok ogsaa i Slægternes Begrændsring truffet det Rette. Derimod synes der ikke at vere den tilborlige Eenhed i Charakterernes Værdi i alle Underafdelinger. Det er i denne Henseende, jeg skal tillade mig at foreslaae nogle Forandringer. Det er en nødvendig Fordring til enhver systematisk Inddeling, at alle de Afde- linger, der ere betegnede som sideordnede, ogsaa i Virkeligheden ere det, eller med andre Ord, at de Charakterer, som lægges til Grund for disse Afdelinger, maae saavidt muligt have samme Værdi. Men de af Hanstein opstillede 6 sideordnede Led (subtribus) tilfreds- LC Absa 1p 199: Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 11 82 stille ikke denne Fordring; de systematiske Afstande ere her ikke, som de burde være, lige store, men meget forskjellige. See vi saaledes først hen til Gesnereae, da viser det sig, at Rytidophylleae i de Charakterer, der hentes fra Stængelen, eller som Buske ‘og Halvbuske uden Rodstok, ere ligesaa meget fjernede fra alle de andre subtribus som hele den anden Hovedafdeling (Beslerieae), og det samme gjælder for en stor Deel om de Egenheder, Blomsten frembyder. Vistnok er Begeret her ligesom hos de andre Gesnerieer mere eller mindre sammenvoxet med Frugtknuden, men saavel i Bægeret og Kronen som i de perigyne Kirtler gjennemløbe de en ligesaa stor Formforskjellighed som alle de andre sub- tribus tilsammen. Rytidophylleae kunne saaledes ikke sættes som sideordnet Led til en enkelt af de andre subtribus, men maa stilles ved Siden af dem alle som Helhed; de knnne ikke betragtes som en subtribus, men som en tribus. Gesneraceerne bestaae ifølge dette af 3 Hovedafdelinger: Gesnerieae, Rytidophylleae og Beslerieae. Jo mere naturlig en Inddeling er, desto mere bestemt og klart er ogsaa Analogien udtalt i de sideordnede Afdelingers underordnede Led. Hanstein har saaledes gjort op- mærksom paa, at de samme Grundformer i Kronen gjentage sig i de to Hovedafdelinger (Gesnerieae og Beslerieae), saa at der i denne Henseende lader sig paavise en tydelig Parallelisme i Udviklingen"). Men det samme gjælder nu ogsaa med Hensyn til Rytido- phylleae, saa at Slægterne — da Kronen i alle tre Hovedafdelinger afgive de væsentligste Charakterer for disse — kunne ordnes i parallele Udviklingsrækker, saaledes som følgende schematiske Oversigt viser. Gesnereae. Rytidophylleae. Beslerieae. Rechsteineria. Houttea. Codonanthe. Kronen rordannet (næsten regelmæssig) . . ) ' ‘ os W s i i SONG HA 1 U IN i n i* ew Se N wae ‘ = 4 | tra Je IG. ERE | FRU ug ai = i } 3 Peal | nn a i 94 57 A YA > i ‘ LA \ i rer ne i eu a NT Pr, i if UR Tt WGA) AU a! if a ae Gy i fi AL Jin ve TON te) Sue i | “i hi my Mr DAT EU Mis AG me MORE a Hua mae rn Bi AR sd ” a Fed. Selsk: Skr. 5€ Række naturo. og math. Aid: 5B. Ørsted: Centralamerikas Cesneraccer. Tab. X. | | | RAT Ter — NEE BE | it ER là Å Vid: Selsk. Skr. 5€ Række naturv. og math. Afd. 5B. Ørsted: Codrelnakes Gesneraceer Den electromotoriske Kraft udtrykt 1 Varmeeenheder ved Julius Thomsen. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd, u A PEN, os + ap, Må 4 re Pi 0 | aaa a i fr ws, | [ous | ft 4 À iF i TL Ar $ TS MR TA 0) EI DEREN N 34 À i . È . SÅ CA ee li ee Lee ee + . x 4 + x ‘ 7; , < * i x 1 u uy x ‘ - * 14 1 i . P £ id = mø x | » ci be a Om den electromotoriske Krafts Maalning i Varmeeenheder. ”) I nogle tidligere Afhandlinger har jeg søgt at anvende Theoremet om den constante Kraft- mængde paa de chemiske Phænomener og givet Grundtrækkene af Chemiens dynamiske Deel; jeg har efterviist, hvorledes Dynamikens almindelige Love ogsaa finde Anvendelse paa de chemiske Processer, og hvorledes disses Indtræden eller Ikkeindtræden under for- øvrigt lige Omstændigheder er betinget af Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig Kraftmængde til at udrette det Arbeide, som en bestemt Proces repræsenterer; jeg har viist, hvorledes man ved at forfølge denne Tanke kommer til at bestemme Muligheden af, at visse chemiske Processer kunne foregaae, og jeg har saaledes ad Beregningens Vei forudbestemt hidtil ukjendte chemiske Phenomeners Mulighed og ladet Forsøget bekræfte Calculens Resultat. Det var min Agt at bygge videre paa dette Grundlag, navnlig at bestemme Stør- relsen af den de forskjellige Stoffer iboende chemiske Kraft, for derved at erholde det fornødne Materiale til videre at udføre et System, der vilde lade de talrige chemiske Phænomener fremtræde som beregnelige Virkninger af de Stofferne iboende Kræfter. Omstændighederne have imidlertid forhindret mig i at følge den Vei, som jeg først havde betraadt, og jeg maatte derfor søge nye Methoder til Bestemmelsen af disse Størrelser. Derved blev min Opmærksomhed henledet paa den electriske Strom og navnlig paa de galvaniske Apparaters chemiske Virkninger; kunde man først bestemme, hvormegen Electri- citet der udfordredes til at frembringe den electriske Strøms chemiske Virkninger, vilde derved et nyt Middel være tilveiebragt til Bestemmelse af de chemiske Kræfters Størrelse. For at opnaae dette maatte den electromotoriske Krafts Betydning først fastsættes. 1) Foreliggende Arbeide er udført i 1855-56 og Hovedresultaterne meddeelte paa Naturforskermodet i Christiania 1856. 20" 156 Det ligger i Sagens Natur, at den chemiske Virksomhed, som foregaaer i det gai- vaniske Apparat, ér den Kilde, fra hvilken Kraften har sit Udspring, uden at det derfor er nogen umiddelbar Følge, at den i Apparatet udviklede Electricitetsmængde i qvantitativ Henseende er et Æqvivalent for den Kraft, som den chemiske Proces har frigjort. Tvert- imod er det bekjendt, at den electromotoriske Kraft, der er Udtrykket for Electricitets- mængden, kan vere hoist forskjellig i tvende Apparater, i hvilke den samme chemiske Proces foregaaer, saaledes som Tilfældet er med de Apparater, der dannes af en Syre og to Metaller. Er Syren og det positive Metal fælles for flere Apparater, da er ogsaa den i disse foregaaende chemiske Proces den samme, og ikke destomindre varierer deres elec- tromotoriske Krafts Størrelse væsentlig efter det negative Metals Natur. Saaledes er det da indlysende, at den electromotoriske Kraft ikke umiddelbart kan sættes:proportional med den Kraftudvikling, som er en Folge af den chemiske Virkning, og at den udviklede Electricitetsmengde ikke i alle Tilfælde i qvantitativ Henseende er et Æqvivalent for den udviklede Kraft. Hvorledes end Sagen vilde stille sig, var det af Vigtighed at bestemme, hvor stor en Kraftmengde den udviklede Electricitet eller med andre Ord den electromotoriske Kraft repræsenterer i et bestemt Tilfælde, da man da med Lethed vilde kunne beregne Forholdet for alle andre Tilfælde. Den Opgave, der saaledes ventede sin Løsning, var: at bestemme den hele à en given Tid af et givet Apparat udviklede Electricitetsmængde. Nogle almindelige Betragtninger føre let til Løsningen af Opgavens theoretiske Side. Naar man lader Zink indvirke paa fortyndet Svovlsyre, opløses Metallet som bekjendt under Brintudvikling, og samtidig stiger Vædskens Varmegrad meget betydelig. Bestemmer man den saaledes udviklede Varmemængde, da vil man finde, at den er proportional med Mængden af den udviklede Brint eller med Vægten af den opløste Zink; med andre Ord, Varmeudviklingen er et Maal for den chemiske Proces. Bringer man Kobber i Berøring med Zinken, som dækkes af Syren og fra hvis Overflade Brintudviklingen foregaaer, da vil man, som bekjendt, iagttage, at denne pludselig kaster sig fra Zinken til Kobberet; tilsyneladende er det da dette Metal, der adskiller Vandet, men i Virkeligheden er den chemiske Proces den samme som tidligere: Zinken opløses og frigjør en tilsvarende Brintmængde. Vædskens Varmegrad stiger ligesom i foregaaende Tilfælde, og den udviklede Varmemængde er uforandret den samme. Ikke destomindre er Phænomenet et andet; der er opstaaet en electrisk Strøm i Vædsken; men den faaer ingen Indflydelse paa Slutningsresultatet. Anderledes er derimod Forholdet, naar Metallernes Berøringssted ikke er i Væd- sken selv, men deres Forbindelse tilveiebringes ved en Metaltraad, som befinder sig uden- for Vædsken. Saalenge Metaltraaden ikke er bragt i Berøring med begge Metaller, er 157 Forholdet det samme som i det første Tilfælde: Brintudvikling påa Zinken og Varmeudvikling proportional med den opløste Zinkmængde. Saasnart derimod Beroringen finder Sted, op- staaer en electrisk, Strom, og Brintudviklingen fremtræder paa Kobberet. Vædskens Varme- grad stiger ligesom tidligere, men den i Vædsken udviklede Varmemængde er i Forhold til den opløste Zinkmængde mindre end i foregaaende Tilfælde, og desto mindre, jo nærmere Pladerne komme hinanden. Men den Varmemængde, som mangler i Vædsken, gjenfindes i Metaltraåden, hvor den fremtræder som en Virkning af den electriske Strom. Jo større Ledningsmodstand Metaltraaden yder i Sammenligning med Vædsken, desto mindre bliver den Varmemængde, som fremtræder i denne i Sammenligning med den Mængde Zink, som i samme Tid opløses, men Summen af Varmeudvikling i Traad og Vædske forbliver den samme. Disse Forhold, som ere en ligefrem Følge af Theoremet om den constante Kraft- mængde, og som jeg alt har fremhævet i mine tidligere Arbeider’), ere senere blevne bekræftede ad Forsøgets Vei ved Favre”), idet han bestemte Varmeudviklingen særskilt i Traad og Vædske og fandt, at der alt efter Traadens Længde udvikledes for hvert Æqvi- valent opløst Zink: i Traaden. i Vædsken. Tilsammen. 621 1641 2262 Varmeeenheder 820 1461 2281 968 1305 2273 1129 1124 2253 1016 1244 2260 1210 1048 2258 I alle Forsøgene er Summen af den udviklede Varmemengde ligestor, men f. Ex. i det sidste Forsøg var Varmeudviklingen i Vædsken ikke engang halv saa stor som den vilde have været, hvis ingen electrisk Strøm, men kun en ligefrem Opløsning af Zinken havde fundet Sted. I disse Tilfælde er det nu klart, at den hele Kraftmængde, der som Varme frem- træder i Slutningslederen, Metaltraaden, først har antaget Characteren Electricitet, forinden den blev til Varme; thi i modsat Tilfælde var den ei trængt udenfor Vædskens Omraade. Derimod kan det af Forsøgene ei sees, hvor stor en Mængde af den i Vædsken som Varme fremtrædende Kraftmængde der har gjennemløbet Tilstanden Electricitet. Fra Theoriens Standpunct fremtræder der nu ingen Vanskelighed ved Bestemmelsen af den Electricitetsmængde, som i given Tid udvikles af et Apparat; man maaler Electrici- 1) Vidensk. Selsk. Skrifter, dte Række, 3die Bind. — Pogg. Annal. LXXXVIII, 350. 2) Ann. de Ch. & Ph. [3] 40 p. 293. 158 teten ved den eneste Virkning, som den i disse Tilfælde frembringer, nemlig en Opvarm- ning af Apparatets enkelte Dele i Forhold til deres relative Ledningsmodstand. Opgavens Løsning fordrer Bestemmelsen af trende Størrelser: 1) Varmeudviklingen, som en electrisk Strom af vilkaarlig Styrke, à, frembringer i given Tid, f. Ex. 1 Secund, à en Metaltraad af vilkaarlige Dimensioner, 2) den samlede Ledningsmodstand + det galvaniske Apparat, der er Gjenstand for Undersøgelsen, naar det giver Stromstyrken ©, maalt ved den i (1) valgte Metaltraads Ledningsmodstand som Eenhed, og 3) den ved Stromstyrken à i hvert Secund af Apparatet forbrugte Zinkmengde. Lad os antage, at det galvaniske Apparats søgte Ledningsmodstand ved Strom- styrken 2 er Z og ved Stromstyrken © derimod 2’, og at Stromstyrken © aftager til 2”, naar Ledningsmodstanden stiger fra Z’ til 2’+1, det vil sige, naar den forøges med Lednings- modstanden i den til Bestemmelsen af Varmeudviklingen valgte Metaltraad, da er ifolge den Ohmske Lov Naar der nu i den valgte Eenhed, Metaltraaden, i hvert Secund udvikles g Varme- eenheder ved Stromstyrken 7, da er selvfølgelig Varmeudviklingen i Apparatets samtlige Dele GORE 7 “113 À À —Àù D] = thi Varmeudviklingen forholder sig som Ledningsmodstanden, og Apparatets Modstand er netop 2 Gange Traadens. Lad der i eet Secund være opløst z Vegtdele Zink i Apparatet, og lad Zinkens a: 2 i , & awe? oe Aqvivalent vere Z, da vil der i = Secunder netop opløses et Æqvivalent Zink, og altsaa vil den i denne Tid udviklede Electricitet, udtrykt i Varmeeenheder, være: Zi SG DE a; Ved at sammenligne V med den Varmemængde, som ifølge den chemiske Proces’s Natur skulde udvikles for hvert Æqvivalent opløst Zink, kommer man altsaa til Kundskab om, hvor stor en Deel af den frigjorte chemiske Kraft der har antaget Characteren Elec- tricitet, forinden den indtraadte paa Kraftens sidste Stadium og antog Characteren Varme. 159 I Formel (2) er Undersøgelsens Grundtanke fremstillet. Fra Theoriens Side frem- træder der altsaa ingen Vanskeligheder ved den qvantitative Bestemmelse af Electricitets- mængden, som et bestemt galvanisk Apparat udvikler, men desto større ere Vanskelig- hederne, som fremtræde ved den techniske Udførelse, og de paa efterfålgende Blade r anforte Talstorrelser ere saaledes Resultatet af et langvarigt og moisommeligt Arbeide. Fig. 1. Maaden, paa hvilken Forsogene bleve anstillede, fremgaaer bedst ved en Beskrivelse af Apparatets væsentligste Dele. En Platin- traad — i de fleste Forsog af omtrent 2 Meters Længde og Yar Tykkelse — var viklet spiral- formig om et Skelet af fine Glasror aa Fig. 1, som vare fæstede til Laaget 6 af et lille Calorimeter A Fig. 2. De enkelte Vindinger af Spiralen vare ikke i gjensidig Beroring, og begge Ender af Traaden fortes isolerede igjennem Laaget 6, hiinsides hvilket de ved Klemmer ce forbandtes med de respective Fig. 2. Ledningstraade. Calorimetret, hvis Dele vare forarbeidede af tyndt Messingblik, havde et Indhold af 120° og var ved Forsøgene fyldt med en vis Mængde (omtrent 100 Gr.) Vand. Varmen, som den electriske Strøm udviklede i Spiralen, meddeelte sig altsaa til Vandet, hvis Varmestigning afgav et Maal for Varme- udviklingen. Til at frembringe en eensfor- mig Varmegrad i Vandet, var Calorimetret forsynet med en Rorer dd Fig. 2, dannet af et U-formigt udskaaret Metalblik, hvis Grene vare boiede efter en Skruelinie, saa at Rorene ved Omdreining om en lodret Axe, e, forte Vædsken fra neden op efter og ud imod Siderne og saaledes frembragte en meget hurtig Blanding. Varmestigningen blev maalt ved et Thermometer, som jeg alt ved mine tidligere Arbeider med Held havde benyttet mig af, og som var inddeelt i Yıo Grader C; ved Hjælp 160 af Kikkert paa fast Stativ kunde 4/100 Grad med stor Bestemthed aflæses. Da det samlede Calorimeters Vandværdi udgjorde 110—115 Gram og Varmestigningen imellem 1—2,5 Gr., svarer altsaa 4/100 Grad til 1—1}» Procent; en Usikkerhed af dette Beløb for de enkelte Forsøg formindskes naturligviis for Hovedresultatet ved Forsøgenes Mangfoldighed. For at undgaae Zndflydelsen af den omgivende Lufts Varme blev Calorimetret A anbragt i en af poleret Messingblik dannet Kapsel med Laag, saaledes som antydet er i Fig. 3. Rørerens Axe havde en saadan Forlængelse e, at den naaede ned under Bunden Fig. 3. af den nederste Kapsel, og Roreren kunde altsaa let sættes i omdreiende Bevægelse. I Rummet imellem Calorimetret og Kapslen var et Thermometer anbragt for at bestemme Luftens Varmegrad. Det egentlige Calorimeter blev, som alt anført, fyldt med Vand. Man vil maaskee betvivle, at Zsolationen i dette Tilfælde har været fuldstændig; men foreløbige Forsøg viste, at Isolationen var lige fuldstændig ved Anvendelsen af Vand eller Viinaand; idetmindste viste Afledningen sig i begge Tilfælde at være ringere end der kunde aflæses' paa den til Forsøgene afbenyttede Oertlingske Sinusboussole, som var inddeelt til Aflæsning af halve Minuter, og hvis Stromeenhed (s = sin. 90?) svarer lil omtrent 1° Knaldluft i Minu- 161 tet. Da tilmed Anvendelsen af Viinaand, saaledes som forelobige Forsog viste, gav Anled- ning til langt større Usikkerhed i Resultaterne, deels som en Folge af Varmefyldens store Forandring med Viinaandens Styrke, deels ved den langt større Flygtighed, foretrak jeg ubetinget at anvende Vand. VA ; M à Qvotienten — eller Stromstyrkens absolute Størrelse blev bestemt ved Analdluft- voltametret; thi, som bekjendt, ere de chemiske Virkninger æqvivalente i alle Dele af Strom- men, såa at den i Cellen opløste Zinkmængde er proportional med den af Strømmen i Voltametret udviklede Knaldluft, saa at Z A i; 2 a idet A er Vandets Æqvivalent og a den i Tidseenheden udviklede Knaldluft. Platinpladerne i Voltametret havde en Overflade af omtrent 50 Qvadratcentimeter; Luftarterne bleve op- samlede blandede i et Ror, som var inddeelt i 4/5 Cubikcentimeter, hvilken Størrelse sjelden udgjorde 4/00 af den hele udviklede Luftmængde. Temperaturen blev særskilt bestemt i Luften og i Vandet, som Luften passerede, og dettes Varmegrad blev holdt saa nær ved Luftens som muligt. Strømstyrkens relative Størrelse blev maalt ved Sinusboussolen, hvis væsentligste "Tjeneste ved Forsøgene bestod i at controllere Strømmen, saalenge det enkelte Forsøg varede, i hvilken Tid Strømmen naturligviis maatte holdes constant, da i modsat Tilfælde den udviklede Knaldluftmengde ikke vilde være proportional med Tiden eller med Qvadrat- roden af Varmeudviklingen, paa hvilket Forhold Beregningen maatte støttes. For at op- naae dette, var der i Strømmen indleddet en Regulator, der var construeret særligt til dette og lignende Øiemed, og som var dannet af tynde, udspændte og isolerede Platintraade, af hvilke en større eller mindre Længde kunne indføres i Strømmen, og hvorved saaledes Strømmen kunne svækkes eller forstærkes, alt eftersom Modstanden i det samlede Apparat og navnlig i Voltametret forandredes. Beroringsstederne vare overalt Platin mod Platin; Bevægelsen frembragtes ved en Skrue, og saaledes kunde man ved at dreie denne, imedens man samtidig holdt Øie med Naalen i Boussolen, med Sikkerhed holde Strømmen imellem de bestemte Grændser. Boussolen var ei indrettet til at maale saa stærke Strømme, som bleve anvendte ved Forsøgene, og derfor blev Strømmen efterat have passeret Regulatoren deelt saaledes, at kun en Deel gik igjennem Boussolen. Afledningen var ikke ligestor i alle Forsøgs- rækker, hvilket var ligegyldigt, da Strømmens absolnte Størrelse bestemtes ved Knaldluft- Voltametret. I Almindelighed gav Strømmen 6—12° Knaldluft i Minutet. Forsøgets Varighed, der i Almindelighed var 3—7 Minuter, blev med Nøiagtighed noteret af selve Apparatet. Da navnlig Tilsynet med de alt nævnte Dele af Apparatet: Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 21 Boussolen, Regulatoren, Voltametret og Calorimetret, lagde Beslag paa Experimentators hele Opmærksomhed, havde jeg indrettet mig saaledes, at Tidsmaalningen skete af selve Apparatet ved Hjælp af et electrisk Uhr, saaledes forbundet med Apparatet, at det talte Secunderne fra Forsøgets Begyndelse til dets Slutning. Ifølge Formel (2) udgaaer Tids- g Uhret behøvede saaledes ikke at maalingen af den endelige Beregning af Forsøgene, © angive nogen absolut Varighed for Forsøgene. Nøglen, med hvilken de enkelte Dele af Apparatet bleve aabnede eller lukkede for Strømmen, er skizzeret i Fig. 4 i Forbindelse med Apparatets øvrige Dele. Strømmen, der Fig. 4. 2 yee NØ | M | traadte ind i Nøglen ved d, førtes, alt eftersom Grebet oa havde Stillingen ob eller oc, videre igjennem 5’ eller c. I det første Tilfælde gik Strømmen igjennem Calorimetret, i det andet Tilfælde udenom dette videre til f, hvorfra Veien atter var fælles i begge Til- fælde. Da det var nødvendigt, at Strømmens Intensitet ikke forandredes derved, at Spira- len i Calorimetret indlemmedes i Strømmen, var der imellem f og c' anbragt en Rheostat, som forinden Forsogenes Begyndelse blev indstillet saaledes, at Ledningsmodstanden fra 6" til f netop var ligesaa stor som fra €’ til f, saa at altsaa Strømstyrken forblev den samme, hvad enten Strømmen gik igjennem eller udenom Calorimetret. Paa denne Maade blev det muligt at anstille Forsøgene noiagtigt ved samme Strømstyrke, idet man ved Regula- toren før hvert Forsøgs Begyndelse og uden at lade Strømmen passere Calorimetret kunde bringe Naalen i Boussolen til at indtage den bestemte Stilling, som den da ved Omskift- ning af Rheostaten med Calorimetret uforandret bibeholdt. 163 . Det galvaniske Apparat, der tjente som Electromotor, kom saaledes inden hvert Forsogs Begyndelse til i nogen Tid at virke med samme Styrke som under Forsøget, hvilket var af en væsentlig Indflydelse paa Strømmens constante Characteer under Forsøget. Den electriske Tidsmaaler sattes i Bevægelse ved en særskilt Strøm, som maatte passere den samme Nøgle, saa at denne aabnede for Strømmen og derved indledede Tids- maalerens Gang i samme Øieblik, som Arbeidsstrømmen lededes igjennem Calorimetret, og lod den virke til Forsogets Slutning, da begge Stromme samtidig bleve afbrudte; idet nemlig Grebet a berørte Fjedren 6, var Ledning tilvejebragt imellem Traaden g og h, og samtidig fortes Arbeidsstrømmen fra d over 6’ igjennem Calorimetret. I Stillingen oc aabnede altsaa Nøglen for Arbeidsstrommen til alle Dele af Appa- ratet undtagen Calorimetret, og denne Stilling indtog Noglen for Forsoget; i Stillingen od gik Arbeidsstrommen - igjennem Calorimetret og alle andre Dele af Apparatet undtagen Rheostaten, og samtidig var Ledning tilveiebragt for den anden Strom til Tidsmaaleren; denne Stilling havde Nøglen under Forsøget. I Stillingen oa vare begge Stromme afbrudte, og det var Nøglens Stilling efter Forsøget. For at komme den sande Varmeudvikling saa nær som muligt, maatte Vandets Varmegrad i Calorimetret ved Forsøgets Begyndelse og Slutning omtrent falde lige langt påa begge Sider af Luftens Varmegrad. Dette kunde let opnaaes derved, at man af foreløbige eller tidligere Forsøg forudbestemte, hvormeget Vandets Varmegrad vilde stige ifølge For- søgets Varighed og den Strømstyrke, med hvilken der skulde arbeides. Halvdelen af denne Størrelse maatte da være Forskjellen imellem Vandets og Luftens Varmegrad. I Alminde- lighed overskred Varmestigningen ikke 2 Grader, saa at Forskjellen imellem Luft og Vand sjelden var over 1 Grad. For at komme den rette Varmegrad ved Forsøgets Begyndelse saa nær som muligt, blev Vandet taget noget koldere end fornødent, og efterat Apparatet var samlet, bragtes Vandets Varmegrad op til den passende Størrelse ved at lade den electriske Strøm passere Calorimetret saalenge, indtil Varmegraden blev den forlangte. Dernæst lededes Strømmen udenom Calorimetret, forat Thermometret kunde blive stationairt. Imidlertid blev Strømmen ved Regulatoren bragt til den bestemte Styrke og Voltametret sat i Orden, hvorefter Alt var færdigt til Forsøgets Begyndelse. Ved Bevægelsen af Nøglen blev Strøm- men ført ind i Calorimetret, Uhret begyndte at gaae, og samtidig begyndte Opsamlingen af den udviklede Knaldluft i Voltametret, der før Forsøget havde været i stadig Virksomhed, uden at den udviklede Luft dog var traadt ind i det for Maalningen bestemte Rør. Forholdene vare altsaa før og under Forsøget de samme, kun at Modstanden i Rheostaten var ombyttet med Modstanden i Calorimetrets Spiral. Naar dernæst Forsøget havde varet den bestemte Tid, afbrødes samtidig begge Stromme ved en Bevægelse af Nøglen. Uhret blev da staaende paa det sidste Secund, Knaldluftudviklingen standsede, og Vandet i Calorimetret antog ved Blanding med Roreren e Fig. 3 en eensartet Varmegrad, som oftest inden For- 21° 164 løbet af 1 Minut. Luftens og Vandets forandrede Varmegrad, Uhrets og Voltametrets Angivelser bleve noterede, og dermed var Forsøget sluttet. For at bestemme Spiralens Modstandsevne i Sammenligning med Modstanden à det daniellske Apparat ved bestemt Strømstyrke, blev Rheostaten udtaget af Ledningen. Mod- standen fra d til f var da lig den fra d til & Ved altsaa nu vexelviis at lede Strømmen igjennem def og db’kf, i hvilket sidste Tilfælde Ledningsmodstanden netop blev forøget med Spiralens Modstand, og samtidig paa Boussolen at aflæse de tilsvarende Strømstyrker, er- holdt man Størrelserne 2’ og 2”, som ifølge (1) udfordres til Bestemmelsen af Størrelsen J. I Slutningen af foreliggende Afhandling har jeg nu givet Detaillen af ialt 104 Forsøg, der ere udførte til Bestemmelse af en, for Electrodynamiken vigtig Grundstørrelse, nemlig Qvantiteten af Electricitet, som udvikles i det daniellske Apparat for hvert Æqyvivalent Zink, som opløses. Forsøgene dele sig i 3 Grupper, og det opnaaede Resultat er 3310° V = 13337: BRIE eller som Middeltal V = 3329° det vil sige, at Qvantiteten af Electricitet, som ¢ det daniellske Apparat udvikles for hvert Eqvivalent!) Zink, som opløses, er saa stor, at den ved at antage Characteren Varme vil vere istand til at opvarme 3329 Gram Vand 1° C. Der bliver nu Spørgsmaal om, i hvilket Forhold denne Kraftmængde staaer til den, som ifolge de stedfindende chemiske Processer bliver frigjort. Til Besvarelsen af dette Spørgsmaal have yi to Undersøgelser af den Varmemengde, som udvikles, naar 1 Æqvivalent Kobber fældes af et Æqvivalent Zink; ifølge Andrews?) er den 3437° » Favre & Silb.?). . 2600¢. Den ovenfor angivne Størrelse 3329° falder imellem disse Grendser og nærmer sig den første paa 3 Procent. Jeg har allerede i mine tidligere Arbeider over dette Thema yttret mig over Unøiagtigheden af Favre og Silbermanns Tal, hvortil Aarsagen ligger i deres Calo- rimeters Construction, og jeg er meget tilbøielig til at antage, at Andrews Bestemmelse 1) Ligesom i mine tidligere Arbeider sættes et Æqvivalent Ilt lig 1 Gram. 2) Pogg. Ann. LXXXI. 3) Compt. rend. XXV p. 596. 165 meget mere nærmer sig Sandheden. Min Tid har endnu ikke tilladt mig selv at bestemme denne Størrelse. Ved den Række Forsøg, som ere vedlagte, har jeg altsaa ved at maale Varme- udviklingen, som en electrisk Strøm frembringer i en Metaltraad, bestemt Electricitets- udviklingens Qvantitet i det samlede Apparat, og derved opnaaet et Resultat, der ingen Tvivl lader tilbage om, at den hele Kraftmængde, som under almindelige Forhold udvikles som Varme, naar Zink fælder Kobber af dets Oplosninger, à det daniellske Apparat først gjennemlober Tilstanden Electricitet; og jeg har under denne Forudsætning bestemt den chemiske Proces's qvantitative Betydning ad denne vistnok aldeles nye Vei. En væsentlig Støtte i min Paastand, at i det nævnte Apparat den hele Kraft først antager Characteren Electricitet, forinden den fremtræder i en anden Form, har jeg fundet i følgende Betragtning og Undersøgelse. Naar man ved et electrisk Batterie, hvis electromotoriske Kraft er ne, adskiller en chemisk Forbindelse, da bindes endeel af Kraften; lad den saaledes bundne Kraftmængde pr. /Eqvivalent vere &', da vil Apparatet med sin Decompositionscelle give en Strom ne — € l Naar man nu i en Række af (» + m) daniellske Elementer, hvis Bestanddele ere Zink, svovlsuurt Zinkilte, svovlsuurt Kobberilte og Kobber, vender de m Elementer om, da vil, naar m a I det specielle Tilfælde, hvor &= €, hvor altsaa Electricitetsudviklingen pr. Ædqvi- valent i hver af de n Elementer er lig Kraftabsorptionen i hver af de m Elementer, bliver Formlen for Strømmen ,_ (n—m)es l Naar man altsaa for en Samling af daniellske Apparater af ovennævnte Sammen- sætning finder den electromotoriske Kraft BEN) ER NAME CE Sne oe (4) hvor & betyder det enkelte Elements Kraft, da er dermed Beviset givet, at der i den ene Celle udvikles ligesaa megen Etectricitet, som der bindes i den anden, i hvilken den mod- satte chemiske Virksomhed finder Sted, og at altsaa den hele Kraftmængde udvikles af Apparatet som Electricitet. De anførte Forsøg, hvis Detail er vedlagt, have nu givet følgende Resultater: Antallet af Electromotorisk Kraft Daniellske Elementer. i arbitraire Eenheder. BY 5 >< 304 5 5 x 300 k EX 2, Middel 299. il 299 1 296 1 300 4 mod 1 3 >< 305 6 mod 2 4 >< 297 Middel 297. 3 med 1 DER 2810) hvilket altsaa beviser, at i det daniellske Apparat den hele Kraftmængde først antager Cha- racteren Electricitet, forinden den indtræder i nogen anden Virkningsform. Efterat denne Sætning er beviist vil man indsee Vigtigheden af den ovenbestemte Grundstørrelse, som jeg vil kalde ¢; thi ved at sammenligne andre Apparaters electromo- toriske Kraft med det daniellske Apparats, vid man ogsaa kunne udtrykke disse à absolute Krafteenheder. Naar f. Ex. Kulzink-Apparatets electromotoriske Kraft er 1,8 Gange det daniellske Apparats, da er hiin Krafts absolute Størrelse 1,8 s = 53992; det vil sige, at Mængden af Electricitet, som udvikles for hvert Ægvivalent opløst Zink, svarer til 5992 Varmeeenheder. Det er den Sum af Kraft, som man kan disponere over til Frembringelse af chemiske Decompositioner, mechaniske Bevægelser 0. s.v. Da den Kraftmengde, som udvikles, naar et Æqvivalent Zink indgaaer Forbindelsen ZnS Ag!), er (Zn, O, 8 Ag) = 6873, bliver altsaa Resultatet det, at 581° af denne Kraftmengde ikke fremtræder som Electrici- 1) Pogg. Ann. XCII. p. 43. tet; af de 881° medgaae efter al Sandsynlighed 578°!) til den øvrige chemiske Proces i Cellen, og 303° antage strax Characteren Varme som en Folge af Apparatets Ufuldkom- menhed. Anvendelsen af denne Undersogelses-Methode paa andre Apparater, navnlig de inconstante Apparater, kaster et klart Lys over disses hele Natur, og jeg skal senere finde Leilighed til at meddele de Resultater, jeg i denne Retning alt har opnaaet, hvilke, som jeg haaber, ville faae en afgjørende Indflydelse i Striden imellem Contacttheorien og den chemiske Theorie. Forsögenes Detail og Beregning. Ifølge Formel (2) dreier den experimentale Deel af Undersøgelsen sig om Bestem- melsen af 3 Størrelser, idet a A vr Z A £ : hvor Forholdet — er erstattet ved — overeensstemmende med Formel (3). Som man vil a q erindre, betegner g Varmeudviklingen i given Tid og ved Stromstyrken ¢= sins i en vil- 2 : A ; kaarlig valgt Eenhed for Ledningsmodstanden (Spiralen); — betegner Forholdet imellem et a /Egvivalent Knaldluft og den i nævnte Tid og ved nævnte Stromstyrke udviklede Knaldlufts ory ; oe Mengde, og endelig ——;- tft —1) Ledningsmodstanden i det daniellske Apparat ved Strom- styrken 7. g bestemmes ved Calorimetret, a » » Voltametret, row 2 4 = l'eller —;.; findes paa ovenanforte Maade. a(u —ı) De enkelte Forsog, anstillede ved vilkaarlig Stromstyrke, reduceres til Stromstyrken 1 (90° paa Sinusboussolen), hvorved altsaa © bliver 1, og da 1 Æqvivalent Knaldluft er 2097,6 Cubikcentimeter, bliver Formlen 2097,6 a VS Th ira Fer eee oh) oe coal ert tae 0)) ') Pogg. Ann. XCIT, p. 46. 168 I Tabellerne betegner t Luftens Varmegrad for Forsoget. i » » efter» T Vandets » for » Calorimetret, | | à ener ß Forsogets Varighed i Minuter. sin s Stromstyrken. Q den reducerede Varmeudvikling for s= 90° og ß=1. © Calorimetrets Vandverdi. B Lufttrykket i Millimeter. T Luftens Varmegrad. 4 Vandets Varmegrad i Voltametret. Voltametret. b Forsogets Varighed i Minuter. @ den maalte Knaldluftmengde. æ den for Varme, Lufttryk, Fugtighed, Stromstyrke og Tid reducerede Knaldluftmengde. sins en vilkaarlig Stromstyrke, som aftager til Det daniellske Apparat. sins”, naar det daniellske Apparats Ledningsmodstand foroges med Spi- ralens Modstand. : s Stromstyrken. l den deraf resulterende Ledningsmodstand for Apparatet. Forsøgene dele sig i 3 Rækker, der ere forskjellige ved Spiralens Ledningsm od- stand, Calorimetrets Vandmængde og Storrelse af Stromafledningen. Beregningen af Q skeer efter Formlen Gy. vB. sins? haves for flere Forsog samme Stromstyrke, da er _2(t—1) 0 Sins Sp Beregningen af & skeer efter Formlen ØE 1 a, 760 * Er "B.sins idet m er Luftens Udvidelsescoefficient og p Dampspændingen ved (2). Beregningen af 2 er, som tidligere udviklet, sin s' sin 8” sin s — sms" 169 Første Forsogsrække, a. Calorimetret, 1 | 12,5 | 12,00 | 13,06 | 12,6 | 3 | 0,353 | o ” o 2 | 12,3 | 11,55 | 13,30 | 12,6) 5 | 0,850 |} 15 32 | 4,887 3 | 12,2 | 12,17 | 13,04 | 12,3 | 2,5 | 0,348 | 4 | 12,2 | 11,87 | 12,86 | 12,4 | 3 0,330 |) | i a) lt 15 5 | 4,898 12,4 | 12,02 | 13,02 | 12,6 | 3 | 0,833 |) 5 6 | 13,1 | 12,35 | 14,11 | 13,5 | 4 | 0,440 7 | 13,6 | 12,49 | 14,89 { 0,436 8 g _ An Ÿ © o on 13,9 | 12,60 | 15,25 0,442 | 13,14 | 15,12 | 14,5 | 4,5 | 0,441 10 | 14,3 | 14,18 | 15,03 | 14,5 | 2 | 0,450 | 13,55 | 15,00 | 14,6 | 5,5 12 | 14,4 | 13,59 | 15,02 | 14,7 13 | 14,1 | 12,85 | 15,00 | 14,4 14,2 | 13,26 | 15,43 | 14,5 | 4,5 | 0,482 15 | 14,3 | 13,31 | 15,41 | 14,5 | 3,5 | 0,486 16 | 14,3 | 13,24 | 14,92 | 14,5 | 3,5 | 0,480 17 | 14,4 | 13,58 | 15,31 | 14,6 |, 4 | 0,432 18 | 14,7 | 13,64 | 16,01 | 15,0 | 5,5 | 0,431 | = CS w — > w a _ m ‘Ss w Ss; 5,5 | 0,260 4,5 | 0,478 i 3 1016 | 4,899 0,263 ; | 13 25 | 4,863 Middel af disse 6 Grupper af Forsøg er Q C det vil sige, at ved en Stromstyrke = 1 (sin 90°) stiger Varmegraden i Calorimetret - for hvert Minut. Calorimetrets Vandverdi, C, er i alle disse Forsøg = 4° 868, Vand — 100,0 Gram Vand Messing = 10,57 » ” Therm. = . 0,72 » » Spiral = 00 » » C = 111,4 Gram Vand. Den udviklede Varmemængde er altsaa Q = 4°868 >< 111874. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Kække, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. = ws b. Voltametret. Nr | B | T | AN cé b | s | Con el i | | | | 19 | | 10,6 | 10,6 | 126,0 | 12,5 | 93°50" 24,19 20 msg) 10,6 | 10,6 | 120,0 | 12,5 | 22 44 | 24,09 | Bren 21 | | 11,7) 11,7 | 114,0 | 14,0 | 18 59 | 24,18 29 | | 12,7 | 12,5 | 121,5 | 11,03) 25 55 | 23,92 DER 12,7 | 12,5 | 125,0 | 11,5 | 25 44 | 23,91 | 23 91 24 |164,8(| 14,0 | 13,5 | 124,2 | 10,6 | | 25 | 14,0 | 13,5 | 122,5 | 10,5 (ei 34 | 93 84 26 | [14,0 | 13,5 | 116,8 | 10,0 | | Zul | | 13,5 | 13,5 | 125,0 | 9,4 |; Å 281. 13,5 | 1357| 119,611 9,0 Neate | 24 00 ag | 166.6) 140 | 14,0 | 119,6 | 9,5 | bs | 94.92 30 | 14,0 | 14,0 | 1194 | 6,5 29 21 | o4 18 i 75,22 Middel af disse 5 Grupper er a = 24°02. Der udvikles altsaa 24°02 Knaldluft i samme Tid, i hvilken Varmegraden i Calorimetret stiger 47868 ved Stromstyrken 1. c. Det daniellske Apparat. a | Elementernes ? 7 Middel 2 Nr: | Antal 3 | > | 5 | så i STER (12250 HER: | 22; n| 90 rg € 2250 2 ),06324 D. th eas ar ADE Toots = hs 5 57 N. i so 0 PA ® f 555 |.2 15 | 0,06338 » 94 & 6 17 3 59 er i 33 3 ( Be 617 | 359 | 0,0684 Middel af disse Forsog er U’ = 0,0633. Denne Størrelse fordrer i denne Forsogsrekke en Correction; nemlig hele Platintraadens Længde var 1™982, og i Forhold hertil er 2’ bestemt; men af Traaden befandt sig kun 1m794 i Calorimetret, Resten udenfor; altsaa. bliver 1,982 „, l= — 1,794 i = 0,0699. Ifølge Formel (5) haves nu > é 2097,6 : 5 V == 47868 x 11154 x re 0,0699 = 33108" V = 3310°. 60 61 12,8 j | | 11,80 11,20 11,61 11,61 11,79 10,24 10,30 10,62 10,80 11,25 10,94 10,95 10,60 11,05 11,50 12,74 12,84 12,68 12,60 12,73 11,20° 11,37 11,80 11,77 11,80 11,97 12,24 12,30 Middel af disse 5 Grupper Forsøg er Anden Forsøgsrække. a. Calorimetret. me ; ; | ; | Q 7 t | I—T B | 8 = | | | U ne —— 13,98 | 128 | 218 | 6 13,61 12,8 2,41 6,5 13,98 NPS |, Er 655 DELTE 49282 13,80 12,5 2 19 6 | 13,80 12,6 2,01 5,5 12,36 11,5 2,12 7 | 12,41 I |} en 7 | Eee | ek ern ONE 13,04 12,005 MPa ME OBS | 13,30 12,3 | 2,05 7 Pe 15 4 445 13,15 12,1 2,21 1,5 | 13,02 12,0 2,07 7 12,70 11,8 2,10 ‘4 (M) 13,13 12,4 2,08 LOU) 13,56 12,8 2,06 7 | 14,59 13,8 1,85 5 | 14,69 13,8 1,85 5} 00) 14,52 13,7 1,84 5 17 4 324 14,45 13,5 1,85 5 | 14,58 13,8 1,85 5 13,06 12,2 1,86 5 iP eer: 12,6 1,86 5 13,64 12,8 1,84 5 17 4 310 13,60 12,8 1,83 Sl | 13,62 12,9 1,82 5 | 13,45 12,7 1,48 5 | 13,74 12,8 1,50 5 15 | 4419 13,76 12,9 1,46 a | | Q G — 49856 Vandmengden i Caliometret var 104 Gram, altsaa C= C= 11554 19356 >< 115574, 12 © en ONS DE SEE erregen INT an B | T A | [CA | b s 62 | Dos RØN AG | 63 127 | 128 | 48, | 6,5 | 64 | 746,14| 12,7 | 128 | 48,0 | 65 | 17° | 230037 65 12,6 12,8 le NA 16 66 12,6 12,8 40,6 | 5,5 67 | fl. 11,6 11,5 15,0 i | 68 11,6 | 11,5 | 44,7 | 7 69 Ira ER POS Eg | 70 11,6 | 11 | 482 | 7,5 | 71 137 8 11,5 iV |) 707 | D; ge ce 122 mS 11,5 18,0 | 7,5 | ma | ELLE HEER RT | T4 Ms A ST Aer alt kT 15 | 11,7 1985 14,9 7 76 XP Hip 11,5 14,8 7 | au | 13,4 13,8 35,5 5 | 78 0 18,200 Sad 35,5. N BY 1558 35,7 5 17 23 18 80 | | 12,8 13,1 35, 5 | 81 (1236 13,0 5,5 5 | 82 1220 12,0 35,9 5 | 83 120401200350 fan | | Sarcelles 17 | 23 32 85 | sed TIR Se | "5 | 86 | aa | om Res s ARE | 87 UD SIMS 31,8 5 | 88 Re Er, 5 | 15 | 23 2 89 | | 123 | 123 | 317 | 5 Forsøgene bleve anstillede samtidig med Forsøgene Nr. 34—61. 173 c. Det daniellske Apparat. må Elementernes v ” © Middel Nr. ie = | . ER SE Oe i | 14956” | | | | 52295 o 90 1 | 14 55 I ar 5°22” | 0,0734 | (eos We | 3 11 1 1 49 ; 91 1 3 11 3 11 1 49 | 0,0739 1 49 | 3 11 en | SEE 3 92 2 Dies ACT SEN 3 11 | 0,0736 BR SEE Hs Middel af disse 3 Bestemmelser 1 = 0,0736. Altsaa er ifelge Formel (5) mane 2097,6 SR V = 49356. 11584 . — . 0,0736 = 33378. 23,26 V = 3337¢ Tredie Forsogsrække. a. Calorimetret. Nr t T T LA TG ß s a 93 15-9-| 14,92 | 1675 | 16,0 | 1,8 SE 0°787 94 15,8 15,24 | 16,86 | 16,0 1,62. 1 675 34 95 | a | Tene ee er 1,36 5,5 | 34 0,793 96 15,6 | 15,25 | 16,36 15,8 1,11 4,5 | 34 Middeltal af disse Forsøg er Q = 0°791. C C= 11554. Q = 09791. 115874. Nr B T | d | [A b s | « 97 | ea es 44,2 6,5 | 40° | 906933 98 ' /63 | I) || aes | MS | 9 867 55) | MOTTE 15,6 16,2 6 45 22”) 9. 944 100 | vs] 15,6 15,6 46,1. | 6 | 45 22 | 9 928 101 | 15361 156 | aan 910 ET SUNG son Middel af disse Forsog er a = 9°°894. c. Det daniellske Apparat. | | An Elementernes + m Middel Nr. | Antal S i | se 3” i | | 29°14” | | | | 102 | 1 ff 5 | 718’ | 29°14"s| 7918s | om | 295115 | an] 11269 ih I 103 | 1 | 1 HOMO Gy) Ais 01725 12 10 | | | 20") à | 104 2 | Be 720 |412 | 0,709 | 177205] | | Middel af disse Bestemmelser er 201721 Altsaa er 2097.6 “9,894 V = 3331°. V = 0°791. 11584 . . 0,1721 = 3331810. Forsøgene, som bevise Gyldigheden af Formel (4), anstilles paa folgende Maade. I Apparatet, som giver en Stromstyrke sin s, indflettes en Modstand Z, og den derved resulterende Stromstyrke sin s’ bestemmes. Er Elementernes Antal x, da haves NE l sins sins’ b NE - sins— — SMS, = —— = es L É: +/ n° sms—sins 175 | | Nr n | l s 3 F a F | i i 12°49” | a 108 | 1000 4/15 6 | 9 |(15° 5”) 12°50" | 303 | 252 106 5 | 1000 15 3|12475| 300 | | J LAON ea | 107 A 800 | 15 0 7 WAG e Ont? 44 | 997 12 44 | 115 0 | | We el D] 8 | 108 1 100 À | ya 4911937 | 299 | 14 45 | 12 35 | ia D] 4° | | 109 | 4°] 100 | ae In 57 12 41,5| 296 | 14 55 | 12 37 | | la 38250 | | dor ben io | 15 3 | 8 49 Ke 2, 849,5) 300 15 O0 | 8 49 | Ved Omvending af x af Elementerne beregnes efter Formlen ; lsins sins’ sins — sins’ og man finder da € = (n — Qn’) «. Nr. n nm! l | s s' Middel | & | 8 | s | | 51" | 19949” | | | 111 | 5 1 | 600 | | esse 906 |= 3 02 | | 60 14 58 12 45 14°56 | 43 906 | >83 19435 | | 112 8 2 800 | 15 0 12 47 SONIA 1159 4 >< 297 | ce SE | | „om >| Gy TV || | fe | 4 | 1 1.200 | ee | 14 28 | 12 19 | 584 | 2> 292 | | | 14 29 12 19 | | Middeltallet af de første Forsøg er, som ovenfor anført, 299; Middeltallet af de 3 sidste Forsøg 297, hvorved Formel (4) finder sin Stadfæstelse. wo | i à Ti v x = (eier = = go aero eS nt on | i = Pr ARS ri ’# f P i | 4 er 23 un UL SØG FARER 4 ad NÆ US OT ze N er Bert | i N FR ‘ h vw PÅ ir 4 ied N ' Zu HA t, A If ' V4 k D 2 7 | eft! Ka il Lie D +}, à ur # 56 i 7 à 6 i À k À = ¢ um FRAME NE ae ; NT 24 å | i An 90 f (ie ad 09 ( "2 h nn VISES mp A © VER Le ‘ 2 . | à 1 a oer om {4 pe | + À på - j ‘ + i i É" ae = - NAT bi mite. yee i : | 5 IR à i i 72 i i oe r A i ‘ y I ur N : TD So a | * 13 em ss #Z u + > re hen u ren nun aon ' Se Le u Ne + ; — lh nr — i no - ré rr au A Er. Å Ni { 4 { È 5 DEN CON We tt = im td L = - we ' i VAL Bd va Ir NE Pr ur Så A eo, 4 Il L fal i i L > A aL? eM « Va g ile el: Ouf Funk Pad Aa) ot omg un ee) 4 Atay > , ea zZ ‘ = 7 u KANTEN Tree i ‘ Additamenta ad historiam Ophiuridarum. Beskrivelser af nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendte Arter af Slangestjerner. At Chr. Fr. Litken, Dr, phil., Assistent ved Universitetets zoologiske Museum. Anden Afdeling. Med 5 Tavler. Vidensk, Selsk. Skr., 5 Rek. UP yxa, Up Ophiolepis paucispina (Say.) (Tab. II, fig. 2.) Synonym: Ophiura paucispina Say |. ¢. Beskrivelse. Den flade femkantede Skive er paa Rygsiden beklædt med Skjæl af forskjellig Størrelse, nemlig deels med større runde Skjæl, deels med smaa, som omgive hine kredsformig, men saaledes, at der aldrig er mere end een Rekke af de smaa mellem 2 Skjæl af de større. Den Deel af Skivebeklædningen, som har den her skildrede Beskaffenhed, danner deels et stort femkantet Skjelparti midt paa Skiven, deels 5 brede Radialbelter, som gaae fra de 5 Sider af denne Femkant til Skivens Periferi; de tilbageværende 5 Trekanter eller Cirkeludsnit ved Armenes Grund ere beklædte af Radialskjoldene og nogle dem omgivende Skjælgrupper. Femkanten i Midten bestaaer af c. 10 større, runde, lidt hule Skjæl foruden 205 de dem omgivende Smaaskjæl. I hvert Radialbælte kan man skjelne en"Række af 3 større Skjæl i Midten og paa hver Side af denne en Række af ligesaa mange noget mindre, alle som sædvanligt omgivne af kantede Smaaskjæl. De trekantede Rum indenfor Armenes Ud- spring udfyldes inderst i Vinkelen af et lignende hult rundt Skjæl med en ydre Kreds af Smaaskjæl som de føromtalte; dernæst af 2 flade Radialskjolde, der danne en meget stump Vinkel med hinanden, idet de vende den butte Ende mod hinanden, den spidsere fra hinanden. De adskilles ved en langagtig Gruppe af Smaaskjæl med et større i Midten; en Fortsættelse af denne Skjælgruppe kiler sig ogsaa ind mellem de 2 med Radialskjoldene parallele, men udenfor dem liggende, aflange Skjæl, som begrændse de ubetydelige Indsnit i Skiven, hvorfra Armene udspringe, hvilke Skjæl igjen adskilles fra Armene ved en smal Tverrekke af mindre Skjæl. Bugsidens Armmellemrum udfyldes af en Deel forholdsvis temmelig store, deels kantede, deels udadtil afrundede, lidt bugede Skjæl. Langs med hver Genitalspalte er der inderst tæt ved Mundskjoldet 1 eller 2 smaa Skjæl, som langs med Spaltens øvrige Rand fortsættes af et langt og smalt. Mundskjoldene have den sædvanlige Skjold- form og ere næsten doppelt saa lange som brede, men af lidt forskjellig Form, idet den største Brede snart falder mellem de indre Hjørner, snart over Skjoldets ydre Deel. Side- mundskjoldene ere buede Trekanter, som berøre hinanden med deres smallere Ender indenfor Mundskjoldene og derfra fortsætte sig skraat udad, forbi Mundskjoldenes indre Hjørner og forbi Enden af Genitalspalterne, saaledes at deres brede Ender berøre den in- derste bredt sexkantede Armbugplade og den til andet Armled hørende inderste Sideplade. Af de 5Mundpapiller er den næstyderste den bredeste. — Armene ere korte (kun lidt over 2 Gange saa lange som Skiven er bred), Rygpladerne bugede, bredt sexkantede, læn- gere ude trekantede; mellem dem og Sidepladernes øverste Deel er der indskudt en lille trekantet Plade, der kan forfølges næsten lige til Armenes Spids. Bugpladerne ere sex- kantede, saaledes at en Vinkel vender udad og en af den foregaaende Plade dækket, af- stumpet Vinkel indad; mellem de 2 ydre Sidevinkler ere de bredere end mellem de 2 indre; Siderne ere dybt udhulede. Længere ude blive de smallere og længere, men be- røre dog hinanden; kun i den alleryderste Deel ere de adskilte. Paa hver af de bugede Sideplader sidde 2 yderst smaa, aldeles rudimentære Armpigge. — Af denne Art har Hr: Riise ligeledes indsendt en Deel Exemplarer fra St. Thomas. Farven er rødlig, gulagtig eller graalig med mørkere, hos de levende gronagtige Armbelter. Skivetvermaal 5™™, Årmlængde c. 11™™, Den Formodning kunde let opstaae, at den her beskrevne Form, som ganske synes at svare til Says Ophiura paucispina, kun er Ungen til den foregaaende Art. En stor Deel af de fremhævede Forskjelligheder finde unægtelig en ret naturlig Forklaring i den forskjel- lige Størrelse, der atter kunde være en Folge af forskjellig Alder. Herved er dog at erin- dre, at de mindre Arter ofte netop beholde meget af det, der er eiendommeligt for nær- staaende større Arters yngre Tilstande (Smlgn. f. Ex. Ophiura Sarsil og O. albida, visse Cyamus-Arter). Desuden synes følgende Omstændigheder bestemt at tale mod de beskrevne Formers Identitet. Hos O. paucispina er den complementære Sideplade meget mere udviklet, selv i Armens yderste Deel, end hos O. impressa; hvis hin var Ungen til denne, maatte man derfor antage, at disse Smaaplader vel dannedes efter de andre og til en vis Tid voxede stadigt, men senere forsvandt igjen i den indre Deel af Armen, og at fra det samme Tidspunkt af ingen nye dannedes i Armens ydre Deel; det blev da kun en forbigaaende Dannelse, der savnedes påa meget unge og meget gamle Led, men fandtes paa de mid- aldrende. Dette synes unægtelig mindre rimeligt, og dertil kommer, at Armpiggene ere meget mere udviklede paa de yderste Led af O. émpressa end paa de inderste Led af ©. paucispina, som dog, under Forudsætning af, at disse 2 Former kun udgjorde to Udviklings- stadier af een Art, maatte antages for meget ældre end hine. Endelig kunde man henpege paa den følgende Art, der vel allerede paa Grund af sin geografiske Forekomst maa antages for en fra O. impressa distinkt Art og dog kommer denne meget nærmere end O. paucispina. Af disse Grunde har jeg troet at burde holde disse 2 Former adskilte, uagtet jeg maa indrømme, at saalenge man ikke kjender Ungerne af ©. impressa, er Sagen endnu tvivlsom. Forskjellen mellem unge og udvoxne Ophiurider af samme Art er ofte saa stor og Overgangen saa pludselig, at det er voveligt a priori at nægte dens Mulighed for dette Tilfælde. Ophiolepis pacifica Ørd. Ltk. (Tab. II, fig. 4.) Beskrivelse. Skiven er flad, femkantet og ujevn ai de mange smaa bugede Skjæl, hvormed den er beklædt; disse ere ordnede regelmæssigt (rosetformigt) omkring Skivens Midtpunkt, samt omgivne af og adskilte ved ganske smaa Skjæl, som ere indskudte mellem de større. Til hvert Mellemrum mellem 2 Arme udgaaer der fra Skivens Midte 3 Skjæl- rækker, nemlig en noget bredere med en lidt smallere paa hver Side; den øvrige Deel af Skiven, d. v. s. de 5 trekantede Partier, der vende ud imod Armene, optages deels af de trekantede, stærkt divergerende Radialskjolde, som kun udmærke sig blandt de øvrige Skjæl ved at være noget fladere og større, deels af en kort Skjælrække, som adskiller Ra- dialskjoldene, og af et lille Skjælparti udenfor disse ved Grunden af Armene. Skivens Under- side mellem Armene er tæt beklædt med større og mindre Skjæl. Langs med Genitalspal- terne sees et langt smalt Genitalskjæl. Mundskjoldene have samme Form som hos de foregaaende; deres Længde er større end deres Brede, og de kunne betragtes som sam- mensatte af et inderste Stykke med en indadvendt spids Vinkel og 2 spidse Sidevinkler og et smallere afrundet yderste Stykke. Indenfor dem ligge 2 trekantede Sidemundskjolde, som med deres smalle Ender boie sig mod hinanden, uden dog at berøre hinanden fuld- stændig, og med de brede Ender støde op til den yderste Mundpapil samt til de 2 inderste 207 Armled, ja endogsaa fortsætte sig lidt forbi Mundskjoldene og langs med det inderste Stykke af Genitalspallerne. Armene ere 3 til 4 Gange saa lange som Skivens Brede og aftage jevnt i Forlighed; paa Ryggen ere de hvælvede, paa Bugen flade. De til samme Led hørende 4 Plader alternere ikke, men ligge — ligesom ogsaa tildeels hos de 2 foregaaende Arter — i Linie med hinanden, og da desuden hvert Leds Plader træde lidt frem over det følgendes, giver dette Armene et knudret Udseende, som Piggene ere for korte til at skjule; hvert Led er ligesom indsnøret og omfattet af det foregaaende ved sin Grund. Rygpladerne ere Tra- pezier, som udvendig og indvendig begrændses af lige Tverlinier, paa Siderne af Skraalinier, som convergere indadtil; de 3 Sider ere omtrent lige lange, men kortere end den udven- dige Rand, der er det doppelte af Pladens Længde. Mod Spidsen af Armene blive de tre- kantede og adskilles ved de hinanden berorende Sideplader. Bugpladerne ere omtrent lige lange og brede, naar Breden maales tversover deres udvendige buede Rand, der er kjendelig længere end den indvendige; Siderne ere stærkt indbuede for at give Plads for Fodpapillerne. Mod Spidsen af Armene tilspidses de indadtil og adskilles tilsidst fra hin- anden ligesom Rygpladerne. Langs med Sidepladernes ydre Rand sidde 5 meget korte Armpigge. — Det beskrevne Exemplar, som er laget af Ørsted ved Puntarenas paa 4 Favnes Dybde, har et Skivetvermaal af 10mm; Armene ere 30-40™ lange. Farven er graabrun med lyse og mørke Bælter paa Armene og synes, efter en af Dr. Ørsted med- delt Skizze, ikke at have været meget anderledes paa det friske Dyr. Disse 3 Arter kunne betragtes som Amerikas østlige og vestlige Repræsentanter for Ophiolepis annulosa (Blainy.) (Tab. II, f. 5), der gjengiver den samme Typus i Ostindien og ved Afrikas Østkyst, fra det røde Hav til Mozambik. O. annulosa opnaaer imidlertid en betydeligere Størrelse og har en særegen Farvetegning, bestaaende i nogle faa, men stærke, mørkebrune Baand paa Armene, en Stjerne af samme Farve paa Rygsiden og 5 store Pletter paa Mundskjoldene og disses nærmeste Omgivelser. Alle Skjællene ere desuden mere bugede, og deres Rande træde stærkere frem; Armrygpladerne ere ovale og afrundede paa Siderne, Sidepladerne ligeledes afrundede foroven istedetfor tilspidsede, og der er øverst mellem hvert Par indskudt en Trekant, dannet af en ganske lille Plade og en noget større ovenover den. Endelig har den indiske Art 7 Armpigge, som sidde tættere og tillige læn- gere nede paa Bugsiden end hos de amerikanske. Ophiolepis elegans Lik. Beskrivelse. Skiven er femkantet, temmelig tyk, flad og glat; Armene ere forholdsvis korte, glatte og spidse og aftage hurtigt i Tykkelse. Skivens Rygbeklædning bestaaer fornemmelig af 36 større Skjæl!), som ere ordnede paa følgende Maade: Midt 1) Vistnok et sjeldent Tilfælde, at Rygskjællenes Antal kan angives saa bestemt. paa Skiven findes 6 Skjæl, 5 udenom et i Midten, alle flade, temmelig store og adskilte fra hinanden ved en enkelt Bræmme af Smaaskjæl. Fra dette Parti udstraale 5 Rækker af lignende' flade, firkantede, ligeledes af Smaaskjæl omgivne Skjæl, 3 i hver Række, til Ski- vens Omkreds og til Mellemrummene mellem Armene. De øvrige Dele af Skivens Rygside ere hjerteformige og beklædes inderst af et lignende Skjæl som de ovenfor beskrevne, hvilket ogsaa udadtil er omgivet af en Bremme af Smaaskjæl; dernæst af 2 store, fuld- kommen adskilte, ikke fordybede, spatelformige Radialskjolde, hvis spidse Ender vende indad. De adskilles ved et Bælte' af Smaaskjæl, som danne 2 eller 3 Rækker, af hvilke den midterste dog ofte er noget større end de andre. Nogle middelstore, lidt bugede Skjæl til- veiebringe en Forbindelse mellem dette Skjælbælte og Bugsidens Beklædning og begrændse tillige Armenes Insertion. I Armmellemrummene paa Bu gsiden har Beklædningen derimod en heel anden Charakteer; Skjællene ere her mindre end paa Rygsiden og mere bugede, og mellem deres Hjørner findes kun hist og her et ganske lille Skjæl. Langs med hver Genitalspalte ligger en lang smal Plade, der igjen ved 2 smalle Smaaskjæl staaer i Forbin- delse med Mundskjoldene, der ere smaa og smalle og have den sædvanlige lyreagtige Skjoldform. Sidemundskjoldene ere hver for sig lige saa store som Mundskjoldene og have Form af buede Trekanter, der vende Spidsen mod Munden og Grundlinien mod Armene og berøre hinanden med en Linie, der er ligesaa lang som deres Berøringslinie med Mundskjoldet. Der er 4 eller 5 Mundpapiller, af hvilke den næstyderste er den bredeste. Armrygpladerne ere inderst ved Skiven Sexkanter, hvis Brede i det Hoieste er det Doppelte af deres Længde; men deres Brede aftager snart, og Formen gaaer da gjennem den regelmæssige Sexkant over til at blive smallere og mindre regelmæssig. De suppleres paa hver Side af en temmelig stor udelt trekantet Plade, der kiler sig ind imellem Side- pladernes øverste Deel og kan forfølges lige til Spidsen af Armene. Piggenes Antal er inderst 5, men aftager snart til 4 og er allerede i kort Afstand fra Skiven kun 3; deres Længde er omtrent det halve af Sidepladernes. Bugpladerne ere ved Armenes Udspring lige lange og brede, paa Skiven derimod bredere, og aftage i Brede med Armene, saa at de midt paa disse allerede ere temmelig smalle; de ere iøvrigt smallere indadtil end udadtil, hvor de begrændses af en Bue, medens de paa hver Side have en Indhuling for at give Plads for Fodpapillerne. — Det eneste Exemplar af denne Art, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, tilhører Hr. Riise og er taget ved St. Thomas paa 2 Favne Vand; det har et Skivetvermaal af 9% og en Armlængde af c. 25. Farvetegningen, der paa Skiven op- træder som større Pletter, paa Armene som Bælter, bestaaer af Grønt, Graat og Rødgult. Ophiolepis variegata Ltk. Beskrivelse. Skiven er femkantet, flad og glat, Armene middellange, tynde og glatte. Skivens Beklædning har ganske den samme Charakteer som hos den foregaaende au Art og dannes ligesom hos denne af 36 større Skjæl, der ere flade, kantede og omgivne af Smaaskjel. Midt paa Skiven er der en Kreds af 5 af disse Skjæl omkring et sjette i Midten, og fra dem udgaae igjen 5 Rækker af lignende brede Skjæl, 3 i hver Række; forresten udfyldes Pladsen af Radialskjoldene, der ere aflange, temmelig store, parallele, indadtil spidse, udadtil afrundede, og adskilte fra hinanden ved en Række af 3 Skjæl, af hvilke det inderste stemmer i Form og Størrelse med Skivens øvrige store Skjæl og ligesom disse er omgivet udadtil af en Skjælbræmme; paa den samme Maade ere ogsaa de 2 andre adskilte fra hinanden og fra Radialskjoldene. Fra Armene adskilles hvert af ‘disse ved en Tverrække af 2 middelstore Skje. Armmellemrummene ere deels dæk- kede af de temmelig brede Genitalskjæl, deels af en halv Snees større og mindre kantede Skjæl, som ikke ere omgivne af Kredse af Smaaskjel. Mundskjoldene, Sidemund- skjoldene og Mundpapillerne vise ingen væsenlig Afvigelse fra de foregaaende Arter. Armenes inderste Rygplader ere bredt sexkantede, d. v. s., udadtil og indadtil begrænd- sede af lige og parallele Linier, paa Siderne af brudte. I Spidsen af Armene fortrænges de af Sidepladerne og forvandles til smaa Trekanter. Bugpladerne ere omtrent lige lange og brede, indadtil noget smallere, og ottekantede med stærkt indbuede Sider. Mod Spidsen af Armene blive de smallere samt mere spidse indadtil og berøre ikke hinanden. Der hvor Sidepladerne støde til Rygpladerne, suppleres de af en lille trekantet Plade, som i Armenes inderste Deel igjen er deelt i 2, af hvilke den øverste og større er uregelmæs- sig fiirkantet, den underste og mindre trekantet. Der er 3, inderst 4, aldeles rudimentære Armpigge. — Dr. Ørsted har samlet to Exemplarer af denne Art ved Realejo paa 2 Favnes Dybde; det største af dem har et Skivetvermaal af 8"" og en Armlængde af 25™™. Farven er underneden hvid, ovenpaa grøn med hvide Tegninger, Pletter og Bælter; hos det ene Exemplar er der saaledes en smuk hvid Stjerne midt paa Ryggen. Fra O. elegans afviger O. variegata især derved, at de complementære Sideplader her ere tvedeelte, og ved at Armpiggene ere noget talrigere og noget mere udviklede. Ligesom de 3 først beskrevne Arter kunne siges at repræsentere QO. annulosa, gruppere de 2 sidste sig om O. cincta, der synes at have en ganske lignende Udbredning som ©. annulosa. Rygskjellene ere imidlertid hos O. céncta (Tab. Il, fig. 6) langt talrigere og derfor forholdsviis mindre, og Bugskjællene ere ikke forskjellige fra dem og ligesom de umgivne af Halvkredse af Smaaskjæl, hvilket ogsaa er Tilfældet med Mundskjoldenes og Armrygpladernes ydre Rande; den de sidstnævnte omgivende Halvkreds fortsætter sig som en lille Kile ned imellem Sidepladerne. Endelig ere Sidemundskjoldene smallere og Mundskjoldene mere korte og brede end hos O. elegans og O.variegata, og der er mellem hvert Par Fodpapiller og Sidepladerne indskudt et lille Skjæl, hvortil der hos de andre Arter ikke er Spor. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 27 210 Den brasilianske Slangestjerne, til hvis Beskrivelse jeg nu gaaer over, kan ikke gaae ind under Slægten Ophiolepis, saaledes som denne i det Foregaaende er fastsat og paaviist i en Række af 7 hinanden meget nærstaaende Arter; ligesaalidt kan den finde Plads i Amphiura, Ophiura, Ophiactis eller i nogen af de andre Slægter, hvori jeg har troet at maatte opløse den gamle Slægt Ophzolepis. Alligevel nærmer den sig i flere Henseender til de i det Foregaaende beskrevne Ophiolepis-Arter; der er endnu Spor til Indsnit ved Grunden af Armene, Radialskjoldene forholde sig paa en meget lignende Maade, Armbugpladerne og Fodpapillerne ere aldeles som hos en Ophiolepis (s. str.), og Mund- skjoldene vise i det mindste endnu en Antydning til den for hine Former saa charakteri- stiske Forlængelse ud i Armmellemrummene o.s.v. Den kan altsaa opfattes som en Mel- lemform mellem Ophiolepis eller Ophiura og Ophionereis eller Amphiura. Hvis der skulde opdages en nærstaaende Art, der deelte dens væsenligste Eiendommeligheder, vilde man vistnok være berettiget til for dem at oprette en ny Slægt, i hvis Charakteristik de brede Tender, Tandpapillerne og de tvedeelte Rygplader vilde spille en Hovedrolle. Saalænge der kun kjendes en Årt, anseer jeg det for usikkert, hvilke Forhold der fremfor de andre have Værd som Slægtscharakterer, og jeg foretrækker derfor indtil videre at op- føre den som en Art af den gamle Slægt Ophiolepis M. Tr. (sensu latiore) med folgende Diagnose : Ophiolepis (?) Januarii Ltk. (Tab. II, fig. 1.) Dignoscitur inter ceteras Ophiuridas squamis nudis obteetas squamis disci imbri- catis, varie magnitudinis, haud magnis; scutis radialibus parvis, intus convergentibus, nec magnitudine eximiis nec admodum conspicuis, late sejunctis; ineisuris disci obsoletis; scutis oralibus minutis, rotundatis, intus acuminatis, extus subpetiolatis, adoralibus sejunctis, papillis ‘oralibus paucis (5), dentalibus binis planis, dentibus latis concavis; scutellis dorsa- libus brachiorum latis bifidis, ventralibus extus et intus lineis arcuatis circumscriptis, lateri- bus concavis; papillis ambulacralibus binis, oblique collocatis, spinis ternis vel quaternis mediocribus, longioribus latitudinem brachiorum fere æquantibus. Beskrivelse. Skiven er temmelig tyk; ved Grunden af Armene er der Spor til en Indbugtning i Skivens Ryghud; men der lader sig dog ikke trække nogen skarp Grændse mellem Skiven og Armene, eftersom de inderste Armrygplader og Skjællene paa den tilstødende Deel af Skiven have omtrent samme Form og Størrelse og gaae jevnt over i hinanden. Paa Ryggen er Skiven beklædt med en stor Mængde større og mindre Skjæl, af hvilke dog intet kan siges at være mere end middelstort; de ere taglagte og ordnede rosetformig, d.v.s., de midterste større Skjæl gruppere sig om et rundagtigt Skjæl 211 midt paa Ryggen; de øvrige danne 10 mod Skiveranden udstraalende smalle Striber eller Rækker, adskilte ved brede Bælter af noget mindre Skjel. Radialskjoldene ere lidt fordybede, afrundede indadtil, tilspidsede udadtil og halvt saa brede som lange, men kun lidet ioinefaldende, da de ikke ere større end de største af Skivens øvrige Skjæl; de con- vergere indadtil, men ere adskilte fra hinanden ved en bred Skjælgruppe, og fra Armene ved et Skjælbælte. Paa Bugsiden ere Armmellemrummene dækkede af meget smaa, tag- lagte, eensartede Skjæl. Mundskjoldene maae kaldes smaa, da de ikke ere meget større end en af Armbugpladerne; de ere lige lange og brede, forsaavidt man i deres Længde vil medregne deres lille indadvendte Spids og den korte Forlængelse udadtil, hvorved de adskille Genitalspalterne fra hinanden"). Madreporpladen har en fra de andre Mundskjolde afvigende Form; den har et Indtryk som en Navle og er næsten kredsrund. Sidemundskjoldene ere smalle og ligge for største Delen indenfor Mundskjoldene, men støde dog ikke sammen indenfor disse. Langs med hver Mundrand er der 4 brede og flade Mundpapiller for- uden en femte, der sidder paa den inderste lille Armbugplade. Tænderne ere overmaade brede og deres Rand indbuet, saa at den hele Tandrække ikke danner en plan, men en huul Flade; underst, mellem den inderste Mundpapil paa hver Side, fortrænges de af 2 trekantede, flade Tandpapiller, mellem hvilke der endnu er en tredie ganske lille. Armene ere temmelig tykke ved Grunden, men aftage hurtigt i Styrke, saa at deres yderste Stykke er temmelig smækkert; de ere over 5 Gange saa lange som Skiven er bred, flade paa Bugen, men "hvælvede paa Ryggen og Siderne, saa at Gjennemsnittet nogenlunde har Form af en Halvkreds. I Armens inderste Stykke ere Bugpladerne mere brede end lange; baade deres udvendige længere og deres indvendige noget kortere Rand dannes af en svag Bue, hvorimod Siderne erc hule for at give Plads for 2 Fodpapiller, som ere stillede skraat ved Siden af hinanden ligesom hos de i det Foregaaende beskrevne (egentlige) Ophzolepis- Arter; paa det inderste af Skivens Led kan der endog være 3 Fodpapiller; ogsaa paa Fod- dernes udvendige Side er der ofte Spor til Papiller. De 3 eller 4 kegledannede, glatte, noget flade Armpigge sidde i Armens inderste Deel lidt indenfor Sidepladens Rand paa en tydelig, men ikke meget ophoiet Kjol; de 2 underste og længste ere ikke fuldt saa lange som Armen er bred; den tredie er en Trediedeel mindre; den fjerde, naar den findes, endnu kortere. Rygpladerne ere brede og tagformige, men ved en Linie i Midten deelte i 2 femkantede Stykker, der ere c. 21 Gange saa brede som lange; kun undlagelsesviis ere de deelte i 3 eller 4 uregelmæssige Stykker. I Spidsen af Armene blive Rygpladerne trekan- tede, Bugpladerne længere og smallere, Kjølene forsvinde, og de 3 tiltrykte Armpigge blive lige lange indbyrdes og med Sidepladerne, paa hvis ydre Rand de ere indleddede. Far- ven er bruun med mørkere og lysere Ringe paa Armene. Skivetvermaal 18"", Armenes 1) De have saaledes næsten Form af »Spader« paa Spillekort. 97" nr Længde c. 95™". Prof. Kroyer har hjembragt nogle Exemplarer af denne anseelige Art fra Rio Janeiro. 4. Ophionereis Lik. Under dette Navn forener jeg nu de 2 Arter, som jeg i min foreløbige Oversigt over Vestindiens og Central-Amerikas Slangestjerner havde givet Navn af Ophiolepis Nereis og Ophiolepis triloba. De stemme saa noie overeens, at man maaskee endogsaa kunde betvivle deres Artsforskjellighed, og slutte sig tillige temmelig nær til Amphiura, fra hvilken de dog afvige ved de tredeelte Armrygplader og ved de talrigere Mundpapiller. En tredie herhenhorende Art er Ophiolepis Schayeri M. Tr. fra Nyholland. Dignoscitur genus Ophionereis inter ceteras Ophiuridas squamatas papillis denta- libus carentes, squamis disci minutissimis, scutis radialibus -fere absconditis, oralibus medioeribus, ovatis, papillis oralibus quinis, intimis infradentalibus, brachiis longis, latiusculis, ad insertionem angustioribus, scutellis dorsalibus tripartitis, media parte irregulariter hexa- gona, spinis ternis glabris mediocribus. Ophionereis reticulata (Say). (Tab. III, fig. 6.) Synonymer: Ophiwra reticulata Say 1. c. p. 148. Ophiolepis Nereis Ltk. 1. c. Beskrivelse. Skiven er ovenpaa beklædt med meget fine Skjæl; kun hos yngre Exemplarer viser der sig nogle lidt større Skjæl midt paa Skiven. De eneste Skjæl, som hos de Voxne udmærke sig lidt ved deres Størrelse, ere de iøvrigt meget smaa, aflange, kilefor- mige, vidt adskilte Radialskjolde og nogle Smaaskjæl paa hver Side af dem i Skive- randen ved Armenes Udspring. Bugsiden er beklædt med endnu finere Skjel. Mund- skjoldene ere ægformige, 9: aflange og lidt bredere udadtil end indadtil; et af dem, Madreporpladen, har nogle fine Porer langs med sin ydre Rand. De trekantede Sidemund- skjolde ligge mere paa Siderne af dem end indenfor dem og støde ikke sammen indbyrdes. Foruden de paa den inderste Bugplade siddende Mundpapiller er der 4 paa hver Mundramme, ” af hvilke den inderste sidder under de middelbrede firkantede Tandplader, og den yderste er den bredeste. Genitalskjellene kunne forfølges langs med Genitalspalterne lige til Mundskjoldene; paa deres inderste Deel er der en Række af fine Korn. Armene ere temmelig lange (indtil 6 Gange saa lange som Skivens Tvermaal), noget flade og brede, men tyndere umiddelbart ved Skiven — hvor de ere særdeles bevægelige, da deres Sider 213 der i en kort Strækning ere nøgne og Ryggen kun dækket af nogle smalle Sınaaplader — end i nogen Afstand derfra, og atter tyndere i Spidsen. Rygpladerne begrændses af parallele Bølgelinier og ere afdeelte hver i 2 trekantede Sidestykker og et midterste Stykke, der kan opfattes som en bred uligesidet Sexkant eller som en næsten halvkredsformig Figur med brudte Sider. Bugpladerne ere omtrent lige og brede, skjoldformige og femkan- tede, saaledes at Skjoldets øvre, lige eller meget svagt indbuede Rand vender udad, Spid- sen, hvormed det berører den foregaaende Bugplade, indad, og de noget hule Sider mod den store og brede Fodpapil. Armpiggene ere 3 i Tallet og indleddede paa en tydelig Kjøl; den midterste og længste, der er saa lang som 2 Led eller som Armen er bred, vender lige ud til Siden, den underste skraat nedad og den øverste og korteste skraat opad, saa at de danne 3 meget tydelige Rækker; de ere tynde, glatte og lidt sammen- trykte. Grundfarven er ganske lys, faldende lidt i det Graa eller Grønlige; paa denne Bund er Skiven tegnet med et grovere eller finere Net af mørke Linier, der frembringe en meget smuk Tegning. Paa Armene er der gjerne afvexlende en mørk Rygplade og omtrent fire lyse, hvorved altsaa dannes mørke Ringe paa lys Grund. Paa Bugsiden gjen- tager den samme Farve sig, men svagere. Undertiden tager den mørke Farve Overhaand over den lyse; enkelte Exemplarer ere graae over det Hele med lyse Afskygninger, især med lyse Rande omkring Armpladerne. Hos yngre Exemplarer kan man finde en ganske hvid Skive, blot med en mørk Plet ved Grunden af hver Arm mellem Radialskjoldene. — Et af de større Exemplarer har 15™" i Skivetvermaal og c. 90mm i Armlængde. Unger med et Skivetvermaal af 2"" ere saa forskjellige fra de Voxne, at de - kunne fortjene en særlig Beskrivelse. Skiven er beklædt med meget færre og derfor ogsaa-forholdsviis større Skjæl, navnlig ”sees der flere runde Skjæl midt paa Skiven. Ved Armenes Grund sees 2 korte og smalle, lidt fordybede, adskilte Radialskjolde. Ogsaa Undersiden er beklædt med forholdsviis større Skjæl end hos de Voxne. Mundskjoldene ere omtrent lige lange og brede, udadtil afrundede, indadtil tilspidsede, Sidemundskjoldene ere lange og smalle, ligge langs med Mundskjoldenes indadvendte Sider og støde sammen indenfor disses Spids. Der er 4 Mundpapiller, af hvilke dog ingen har Plads under Tæn- derne. Armene ere meget tynde, men ikke meget lange (8mm), Rygpladerne — d.v.s. det Stykke, der svarer til Rygpladernes midterste Stykke hos de Voxne — ere som hos de fleste andre unge Slangestjerner hjerte- eller kileformige, udadtil afrundede, ind- adtil begrændsede af 2 convergerende Skraalinier; allerede indenfor Midten af Armenes Længde adskilles de af Sidepladerne. Bugpladerne ere smalle, dobbelt saa lange som brede, skjoldformige og dybt udhulede paa Siderne for at give Plads for Fodpapillen. De 3 Armpigge have samme Længde som Armleddene og vise sig rue under Mikroskopet. I Armens yderste Deel ere Leddene meget lange og Piggene meget smaa, — Skiven er aldeles hvid, hver fjerde Armrygplade mørk. 214 Da jeg udgav min første Oversigt over Vestindiens Ophiurer, besad Museet kun et eneste Exemplar af denne Art, og da det var aldeles sort, uden Spor til den af Say frem- hævede charakteristiske Tegning, vovede jeg ikke at henføre det til Says Ophiura reticu- lata, saameget mere som Says Beskrivelse kun er meget kort og derfor godt kunde have passet paa en anden Art. Ved at faae et større Materiale — deels fra St. Thomas, hvor Hr. Riise har taget denne Art paa 2 Fods og paa 3 Favnes Dybde, deels fra Bermudas- Øerne, hvor Consul Krebs forefandt den i Mængde — viste det sig, at den sorte Farve skyldtes en eller anden Tilfeeldighed.*) Jeg har oftere seet den hos Ophiurer, som vare opbevarede i Spiritus; Hr. Riise mener, at den hidrører fra Decompositionen af Spon- gier eller af svampbeboende Dyr. Ophionereis triloba (Ltk.). Synonym: Ophiolepis triloba 1. c. Beskrivelse. Skivens Rygside er beklædt med overordentlig fine Skjæl, mel- lem hvilke de meget smaa Radialskjolde kun meget lidt falde i Oinene; langs med Skivens Rand er der ogsaa her nogle tydeligere Skjæl. Mundskjoldene, Sidemundskjoldene, Mund- papillerne og Kornene langs med Genitalspalterne forholde sig ligesom hos den foregaaende Art. Om Armenes Form og Beklædning gjælder det samme; hver Rygplade er ved to mod Armenes Spidse convergerende Skraalinier deelt i 3 Stykker, et midterste, der er bredere indadtil end udadtil og skjævt sexkantet, og 2 trekantede Sidestykker. Af de 3 glatte, kegledannede, afstumpede Pigge er den midterste og længste saa lang som 2 Arm- led. Bugpladerne ere lidt mere brede end lange, lidt indbuede udadtil, forresten af samme Form som hos ©. reticulata. Ogsaa her er der een bred Fodpapil. — Naar man ikke vil tage Hensyn til Farven, synes ©. triloba at gjengive sin ostamerikanske Slegtning saa noie, at det er mig umuligt at angive nogen fuldkommen skarp Forskjel imellem dem; dog fore- kommer det mig, at Bugpladerne hos ©. ¢riloba ere noget bredere og have en tydeligere Bugt udadtil end hos ligestore Exemplarer af ©. reticulata, og at de Rygpladerne adskil- lende Tverlinier hos denne sidste danne mindre stærke Buer indadtil end hos ©, ériloba, hvorfor Rygpladernes midterste Stykke hos denne er mere sexkantet, hos O. reticulata mere halvkredsformigt. Imidlertid ere disse Forskjelligheder ikke meget betydelige, og selv Farven viser en ikke ringe Overeensstemmelse. Den er nemlig paa Skiven mørkegrøn med fine lyse Pletter, der frembringe en fiin netformig Tegning; paa Armenes Rygside vexle mørkegrønne Ringe paa c. 3 Led med lysere paa 2 eller 4, men paa dem begge er , 1) Endnu i første Afdeling af dette Arbeide, p. 24, har jeg nævnt Ophiolepis Nereis og reticulate som forskjellige Arter, hvilket herved berigtiges. w 215 der mørkere Tegninger paa lys Grund. Undersiden, er hvid, hist og her med grønne Bæl- ter paa 1 eller 2 Led. Skivetvermaal 9"", Armlengde c. 6åmm, Dr. Ørsted har hjembragt flere Exemplarer fra Puntarenas, tagne paa en Favns Dybde. ') 5. Amphiura Forb. I første Afdeling af dette Arbeide (p. 25 og 54) har jeg antydet denne Slægts Om- fang og angivet dens Kjendemerker. Den er talrigt repræsenteret ved begge Sider af det tropiske Amerika. Med Undtagelse af A. elongata og Stimpsonit have alle de amerikanske Amphiurer, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, en fuldstændig Række af 3 Mund- papiller, saa at Mundrandene ikke synes deelvis nøgne som hos A. Chiajei, Holbölli og filiformis, om hvilke de fleste af disse Arter ellers minde meget stærkt ved den randbugtede fiintskjællede Skive, ved Armenes Længde, kort sagt ved hele deres Bygning og Udseende. Dog er der ogsaa mellem dem Repræsentanter for vor A. squamata. I den folgende Oversigt har jeg deels sammendraget Diagnoserne for de vestin- diske og centralamerikanske Arter, deels saavidt muligt indordnet de af andre Forfattere beskrevne Arter, som jeg ikke selv har havt Leilighed til at undersøge. Conspectus Amphiurarum. A. Papilla oralt singula, externa, infradentali nulla. A. elongata (Say) dignoseitur disco subtus nudo, scutis radialibus latissimis discre- tis, oralibus latis transverse oblongis vel angulatis, adoralibus contingentibus, cérculum 1) Ved Panama har Le Conte fundet en Slangestjerne, Ophiolepis annulata, der synes at staae ner ved O. triloba. Dens Skive er beklædt med meget smaa taglagte Skjæl og med 10 Radialskjolde, der ikke ere meget større end hine og vidt adskilte fra hinanden. Mundskjoldene ere omtrent lige lange og brede og have noget afrundede Sidevinkler; Madreporpladen har et navleagtigt Indtryk og 8- Porer langs med Kanten. Fra Spidsen af hvert Mundskjold udgaaer der 2 Rækker af smaa Papil- ler, som folge Skivens indboiede Rand [5: »langs med hver Genitalspalte er der en opstaaende Række af smaa Korn«|. Der er 4 Mundpapiller. Armene ere 7 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne [deres midterste Stykke?] ere sexkantede, en halv Gang saa brede som lange, udadtil smallere, Bugpladerne omtrent femkantede, med en svag Indbugtning udvendig. Der er 2 Fodpapiller og 3 Armpigge af Længde med Armenes Tvermaal. Farven er graaguul, hver fjerde Rygplade mørk, Skiven bruun med tætte lyse, Pletter. Størrelsen 4 eller 5”. Hvis der ikke ud- trykkelig angaves 2 Fodpapiller, vilde denne Charakteristik kunne. passe paa O. triloba 216 completum formantibus ut in genere sequente (Ophiactis), scutellis ventralibus et dorsalibus brachiorum latissimis, papillis ambulacralibus séngulis, spinis ternis brevibus. Hab. oras meridionales Americe borealis atlanticas. B. Papillis oralibus prominentibus binis, externa scilicet et infradentali interna, tertia in summo sinu orali collocata, ossicula oralia medio nuda simulante. | aa. Squamis disci marginalibus et ventralibus spinis brevissimis obtectis. A. neapolitana Sars. dign. scutis radialibus brevibus discretis divergentibus trigo- nis, papillis ambulacralibus binis, spinis duodenis brevibus. Hab. mare mediterraneum.!) A. brachiata (Mont.) dign. scutis radialibus longis angustis, spinis octonis vel nonis. Hab. oras Magne Brittanniæ.?) bb. Sguamis disci nudis. A, filiformis (Müll.), Chiajei Forb. et Holbölli Ltk.*) A. Stimpsonü Ltk. dign. disco utrinque squamis minutis imbricatis tecto, scutis radialibus angustis elongatis divergentibus, cuneolo squamarum plus minus sejunctis, bra- chiis mediocribus, papillis ambulacralibus singulis, spinis quaternis vel quinis obtusis asperis. Forma parva; an juvenis? Hab. Indiam occidentalem. 2 A. gracillima Stimps. (Vide notam p. 219). C. Papillis oralibus ternis, serie continua dispositis. aa. Squamis disci spinis dense obtectis. A, scabriuscula Ltk. dign. scutis radialibus angustis elongatis divergentibus se- junctis, nudis, oralibus spathulatis vel rhomboideis, papillis ambulacralibus binis, spinis brachialibus ternis brevibus, scutellis dorsalibus latissimis ovalibus, ventralibus latis penta- gonis vel rectangularibus. Had. Indiam occidentalem. À. hispida (Le Conte) (vide notam p. 221). Hab. ad Panamam. bb. Disco circulo papillarum erectarum circumscripto. A. marginata Ltk. dign. scutis radialibus duplo longioribus quam latis, plane contingen- tibus, oralibus extus rotundatis, intus acuminatis, scutellis ventralibus pentagonis, dorsalibus latissimis, papillis ambulacralibus binis, spinis ternis. Hab. oras occidentales Americæ centralis. A. septa Ltk. dign. scutis radialibus contingentibus, oralibus rhomboideis, papillis ambulacralibus singulis, intimis binis, spinis ternis brevibus. An juvenis? Hab. Indiam occidentalem. 1) Sars: Nyt Magazin for Naturvidenskaberne 10de Bind p. 35, tab. I, fig. 11-15. 2) Forbes: History of british Starfishes p. 45. 3) Forste Afdeling af dette Arbeide, p. 55 ete. 217 cc. Disco omnino nudo. A. cordifera (Bosc.) dign. scutis radialibus latissimis contingentibus, oralibus an- gustis rhomboideis, scutellis ventralibus et dorsalibus lalissimis, papillis ambulacralibus binis, spinis ternis brevissimis. Hab. Indiam occidentalem. A. Örstedii Lik. dign. scutis radialibus elongatis semisejunctis, oralibus elongato rhomboideis, angulis lateralibus productis, scutellis dorsalibus late ovalibus, ventralibus late pentagonis, papillis ambulacralibus binis, spinis guznis brevibus. Hab. oras occidentales Americæ centralis. Huc etiam pertinere videntur: A. chilensis Müll. Tr. et A. geminata Le Conte. (Vide p. 224). A. squamata (D. Ch.). (Vide notam p. 226). A, tenera Ltk. dign. disco minuto haud lobato, brachiis brevibus tenuissimis, sculis radialibus contingentibus, scutellis dorsalibus et ventralibus pentagonis sejunctis, spinis ternis brevibus, papillis ambulacralibus binis. Hab. Indiam occidentalem. A. Puntarene, violacea et microdiscus conveniunt inter se scutis radialibus contin- gentibus, oralibus elongato rhomboideis, scutellis dorsalibus transverse ovalibus, ventralibus pentagonis, spinis ternis, papillis ambulacralibus binis; dégnoscuntur: A. Puntarene scutis oralibus crucis formam fere adoptantibus, scutellis ventralibus longioribus quam latis, extus retusis, dorsalibus haud latis, brachiis tenuibus longis; A. violacea scutis oralibus parvis hastatis, adoralibus magnis, scutellis ventralibus æque longis ac latis, his et scutellis dor- salibus, minus latis, inter se sejunctis; A. mderodiscus scutis dorsalibus latis, ventralibus æque longis ac latis, disco minuto, brachiis basi tenuioribus. Species incerte sedis: A. florifera Forb., Ophiocoma punctata, Forb. (hist. Brit. Starf. p. 37), Ophiolepis Tenorü Müll. Tr., Ophiolepis atra Stimpson, Oph. limbata Grube ete. Amphiura elongata (Say). (Tab. II, fig. 1.) Synonym: Ophiura elongata Say |. ce. p. 146. Beskrivelse. Skiven har ligesom hos vore 3 nordiske Arter en lille, men tydelig Indbugtning ved Grunden af hver Arm. De Skjæl, som beklæde dens Rygside, ere i det Hele meget smaa; eftersom de dække hinanden mere eller mindre, vise de sig snart smallere, snart mere rundagtige. Af saadanne rundagtige Skjæl danne nogle en Roset midt paa Skiven; de andre kunne ligesom hos Ophiolepis Januarti forfølges i 10 radierende Rækker, en i Midten af hvert af de brede Radialbælter og 5 med dem af- vexlende, der fortsætte sig i de Kiler af c. 3 smalle Skjel, som adskille Radial- skjoldene, I de brede Radialbælter danne Skjællene 7-10 Rækker. Fra Skiveranden af Vidensk. Selsk. Skr , 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd 28 212 vende Skjællene opad, men lidt nedenfor denne ophøre de pludselig med en skarp Linie, og den øvrige Deel af Skivens Armmellemrum er kun dækket af en blød nøgen Hud. Genitalspalter har jeg ikke kunnet opdage. Radialskjoldene ere fuldkommen adskilte ved den ovennævnte Skjælkile; tilsammen vilde de have Form af et Hjerte, hvis brede Ende vendte mod Armenes Grund, og hvis største Brede var lig med dets Længde. Udenfor hvert af dem er der 2 eller 3 smaa Pigge ligeover Armenes Udspring. Mund- skjoldene ere ikke lidet mere brede end lange, enten ovale eller afrundede paa Siderne med en svag Spids indadtil, eller de antage en mere kantet, bred Skjoldform; især er denne Form tydelig hos Madreporpladen, der overgaaer de andre betydeligt i Størrelse. Sidemundskjoldene ere næsten V-formige og danne ligesom hos Ophiactis og Ophio- stigma en fuldstændig Ring omkring Munden. Den inderste Armbugplade, som derved udelukkes fra al Berøring med den efterfølgende, er meget lille og udstyret med en Spids, der rager lidt ind i Mundvigen. I Regelen iagttages: kun 1 Mundpapil, som sidder yderst i Mundvigen, tæt ved Sidemundskjoldet, men under Tænderne kun undtagelsesviis een meget lille (ikke, som det skulde formodes, 2); Tændernes frie Rand er indbuet. Armene ere lange og tynde og af samme Form som hos de nordiske Arter, i det mindste 10 Gange saa lange som Skivens Tvermaal; Rygpladerne ere temmelig stærkt hvælvede og 3 eller 4 Gange saa brede som lange , udadtil begrændsede af en næsten lige, i Midten svagt indbuet Linie, og tilspidsede til begge Sider. De 3 tynde og spidse Armpigge ere omtrent saa lange som Leddene og halyt saa lange som disses Brede; derimod er der kun 1 Fodpapil. Bugpladerne ere dobbelt saa brede som lange, rektangulere med afrun- dede Hjorner og undertiden med en svag Indbugtning i Midten. Say fandt denne Art i Charlestons Havn paa Gorgonier. Endnu er- den ikke fundet i Vestindien; derimod har Hr. Riise fra »Smithsonian Institution« forskaffet Museet 5 Exemplarer fra Charleston. Det største af dem har 7™™ i Skivetvermaal. Far- ven er graagronlig; enkelte Skjel have en mørkere Farve, og det Samme er i Armens ydre Deel Tilfældet med hver fjerde Rygplade. Amphiura Stimpsonii Ltk. Beskrivelse. Skiven, der har et svagt Indsnit ved Grunden af hver Årm, er ligesom hos Slægtens andre Arter beklædt med meget smaa og fine Skjæl; midt paa Skiven sees, der undertiden en lille Gruppe af større Skjæl ligesom hos andre Arter. Radialskjoldene ere lange og smalle, 3 Gange saa lange som brede, udadtil afstum- pede, indadtil afrundede, lidt divergerende og adskilte mere eller mindre fuldstændigt ved en Kile af 3 smalle Skjæl. Ogsaa Undersiden er beklædt med fine Skjæl. Mundskjol- dene ere afrundede udadtil og tilspidsede indadtil; Sidemundskjoldene ere ubetydelige og _ 219 berøre hverken hinanden til den ene eller til den ånden Side. Under hver Tandrække sidde 2 Mundpapiller og længst ude i Mundvigen endnu en spidsere paa hver Side; den tredie sidder derimod hoiere oppe i Mundvigen ; Forholdet er altsaa som hos vore tre nordiske langarmede Arter, med hvilke denne derfor vil være at stille i Gruppe. Armene ere imidlertid temmelig korte; Rygpladerne ere ovale, skjøndt ikke meget mere brede end lange, og indadtil begrændsede af en stærkere Bue end udadtil. Bugpladerne ere smalle og skjoldformige med afstumpede Hjørner. 1 Fodpapil. Der er 4 eller 5 korte, omtrent lige lange, Armpigge, som ere omtrent saa lange som Armen er bred, men for- holdsviis tykke, butte og meget rue; navnlig ere deres yderste Takker meget store og rettede lige ud. til Siden, kvilket netop giver dem deres butte Form. I Armens yderste tyndere Deel er der kun 3 tynde Pigge og ingen Fodpapiller; heller ikke her adskilles hverken Ryg- eller Bugpladerne indbyrdes af Sidepladerne. Farven er hos de større Exemplarer hvid, med enkelte sorte Baand i den yderste Deel af Armen. Der foreligger endnu kun 3 Exemplarert) fra St. Thomas (ved Riise); det største har et Skivetvermaal af 34"" og Arme af 16™™ Længde, men er formodentlig kun en Unge. Imidlertid kan det hverken være Ungen af den foregaaende eller af nogen af de i det Følgende beskrevne Arter. Hvorvidt det derimod kunde være Ungen af Ophiolepis gracil- lima Stimpson?), kan jeg ikke afgjore, da Mundpapillernes og Fodpapillernes Forhold ikke er angivet for denne Art; men det er mindre rimeligt, at en Art, som, naar den har opnaaet et Skivetvermaal af c. 1”, har Arme, hvis Længde er 24 Gange saa stor, skulde i en Alder, hvor dens Skivetvermaal dog er næsten 4 af den Udvoxnes, have saa korte Arme, at de forholdsviis kun vilde være 1 af deres senere Længde. 1) Da denne Art ovenfor er nevnt som en af dem, hvoraf kun et enkelt Exemplar forelaae til Under- søgelse, maa jeg bemærke, at de 2 andre ere indkomne under Afhandlingens Trykning. *) Af denne i Proceedings of the Boston Society of natural history vol. IV beskrevne Art fra Charles- ton vil det være rigtigst her at meddele : timpsons Beskrivelse. Ophiolepis gracillima St. Armene ere meget lange og tynde og Skiven meget blød og boie- lig, ved Armenes Udspring lidt fremstaaende og forsynet med Indsnit, bedækket foroven og paa Siderne af fine Skjæl, med Undtagelse af indenfor Armenes Grund, hvor der er 2 fremtrædende, smalle, langstrakte, nogenlunde aflange Skjæl (Radialskjoldene), som ere afstumpede i deres ydre Ende og berøre hinanden i største Delen af deres Længde, men dog afsmalne indadtil og derfor divergere i den samme Retning. De naae omtrent halvveis fra Skivens Omkreds til dens Midt- punkt, og rundt omkring dem ere de tæt sammenpakkede Skjæl større end ellers." Mundvigene ere korte og brede. Mundskjoldene ere uregelmæssigt ægdannede. Armene ere 24 Gange saa lange som Skivens Tvermaal og blive kun tyndere i Spidsen; oventil ved Grunden ere de lidt kjøl- dannede. Rygpladerne ere næsten rudeformige. Ved Armenes Grund er der à Armpigge, i den 2 yderste Deel af Armen færre; de midterste ere de største og saa lange som 3 af Armens Brede. Armleddenes Antal kan være indtil 330. — Størrelse: Skivens Tvermaal 0,23“, Armenes Længde 5,5”. Et andet Exemplar havde et Tvermaal af en Fod, men Skiven kun af 4%. — Farven: Skiven er morkegraa foroven med en mørk »fawn-coloured« Plet paa Midten og sorte Radial- 28" Amphiura scabriuscula Ltk. (Tab. III, fig. 4.) Beskrivelse. Skiven har den sædvanlige Form med en skarp Indbugtning over hver Årm og en bredere, mere eller mindre tydelig, midt imellem hvert Armpar; den er paa begge Sider bedækket med fine Smaaskjæl, blandt hvilke de lange og smalle Ra- dialskjolde udmærke sig ved deres betydelige Størrelse; deres Længde forholder sig til Skivens Tvermaal som 1:4 eller 5, og deres Brede og Længde forholde sig omtrent som 1:3. De divergere lidt indadtil, og ere fuldstændigt adskilte ved et, rigtignok meget smalt, kileformigt Skjælparti. Den Side, som de vende mod hinanden, er næsten lige, den mod- satte svagt buet. Med Undtagelse af Radialskjoldene og 2 smaa nøgne Skjæl mellem hvert Par af dem og Armene er hele Skivens Rygside tæt beklædt med smaa lave Pigge; det samme er ogsaa Tilfældet med Bugsiden lige til Armene. Mundskjoldene ere enten smalle Ruder, saaledes at Længden overgaaer Breden, eller rundagtige med en kort Forlængelse udadtil, til hvilken Genitalskjællene støtte sig fra begge Sider. Madreporpladen er betydelig større end de andre, mere rundagtig og udstyret med Porer i Randen. Sidemundskjoldene ere trekantede og ligge mere paa Siderne af Mund- skjoldene end indenfor dem; de berøre. hverken hinanden indenfor Armene eller indenfor Mundskjoldene, hvor de adskilles ved en lille blødhudet Plet, der paa tørrede Exemplarer viser sig som en Pore. Der er 2 butte Mundpapiller paa hver Side foruden de 2 brede, der sidde under de afrundede Tender, altsaa en fuldstændig Besætning af 3 Papiller. skjolde; de første 3 Led af hver Arm ere kantede med Sort, de øvrige skifteviis lysegraa, morke- graa eller sorte, Midt paa hvert Led var der en hvid Plet, saa at Armene syntes at have en hvid Midtlinie. Den lever paa lavt Vand, nedgravet 6-8” i det bløde Dynd og strækkende 1 eller 2 af sine Arme op mod Overfladen. Sammesteds beskrives en anden Slangestjerne fra det samme Sted, hvis rette Plads ikke er mig ganske klar, nemlig Ophiolepis atra Stimps. Skiven er stor, hvælvet, kredsrund, meget blød og fliget, med et Indsnit ved Grunden af hver Arm. Radialskjoldene ere ægdannede, korte og brede og ligge tæt op til hinanden, blot adskilte indadtil ved 3 eller 4 smaa Skjæl. Fra den ydre Ende af hvert af disse Radialskjolde udgaaer i skraa Retning en Række meget smaa, paa tvers aflange Skjæl til Skivens Sider, hvorved den kommer til at see udi, som om den var kantet. Den øvrige Deel af Skivens Rygside er bedækket med smaa tætpakkede Skjæl, som ere mindst omkring Midt- punktet. Skivens Sider og Underflade synes glatte for det ubevæbnede Øie paa Grund af de dem bedækkende Smaakorns Fiinhed. Mundvigene ere brede udadtil og have blot 3 eller 4 Papiller paa hver Side. Mundskjoldene ere rudeformige, Madreporpladen meget fremtrædende, opsvulmet og hvid. Armene ere brede ved deres Udspring og afsmalne mod Enderne, som ere meget tynde. Der er 3 Armpigge. Skivens Tvermaal 7%”, Armenes Længde 4%. Farven er morkegraa, næsten sort, med Undtagelse af de hvide Mundskjolde. Armene ere kulsorte paa Rygsiden med Undtagelse af deres yderste Deel. — Denne Art — i hvilken man ogsaa kan formode en Amphiura — lever sammen med À. gracillima (St.) og elongata (Say). 221 Armene ere temmeiig lange og tynde; Rygpladerne ere ved deres Grund meget bredt ovale, saa at Breden overgaaer Længden 3 eller 4 Gange; deres indvendige Rand dækkes tildeels af den foregaaende Plades lidt indbuede udvendige Rand. Bugpladerne ere enten næsten rektan- gulære eller femkantede, eftersom deres indvendige Side er mere eller mindre buet, og næsten dobbelt saa brede som lange. De 2 Fodpapiller ere smaa og stillede paa den sædvan- lige Maade, den ene ved Siden af, den anden indenfor Fodporen. De 3 butte sammen- trykte Armpigge ere lige lange og omtrent halvt saa lange som Armen er bred. — Arten er indsendt i enkelte Exemplarer fra St. Thomas ved Hr. Riise; den synes at naae et Skivetvermaal af 10™™, medens Armene ere i det mindste 8 Gange saa lange. Farven er bleggul, ofte med smalle grønne Ringe, især i den yderste Deel af Armene,") Amphiura marginata Ørd. Ltk. (Tab. III, fig. 3.) Beskrivelse. Radialskjoldene ere omtrent dobbelt saa lange som brede, indadtil smallere, men udadtil bredere, og berøre hinanden næsten fuldstændigt med deres mod hinanden vendende lige Sider. De øvrige Skjæl ere runde og taglagte; de større ligge midt paa Skiven og midt ud ad de fem Radialbælter, som straale ud mod Armmel- lemrummene. Langs med Skivens Kant er der en opstaaende Række af Papiller, som adskiller Rygsidens Beklædning fra den meget finere paa Undersiden; indenfor hver Arm afbrydes denne Række og boier sig ned mod Armenes Basis. Mundskjoldene ere smaa, lige brede og lange og have 3 skarpe Vinkler, en indadtil og en paa hver Side, men ere afrundede udadtil. De indenfor dem liggende og der op til hinanden stødende Sidemundskjolde ere smalle og trekantede; med deres udvendige Ende støde de op til den inderste Armbugplade. Af de 3 Mundpapiller, der danne en sammenhængende Række, er den inderste, der sidder under Tænderne, den største, hvorimod den yderste ikke er større end den mellemste. Armene ere meget lange, af den for Slægten typiske Form og aftage kun meget langsomt i Tykkelse. Rygpladerne ere mellem 2 og 3 Gange saa brede 1) En lignende Art beskrives af Le Conte (l.c.) fra Panama under Navn af Ophiolepis hispida Le C. Skiven er beklædt med smaa taglagte Skjæl, men ganske ru af de korte Torne (spiculæ), hvormed den er tæt besat. Radialskjoldene ere langagtige og ligge tæt op til hinanden. Mundskjoldene ere rudeformige; et af dem har en Pore i Spidsen. Der er 3 eller 4 Mundpapiller. Armene ere 10 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere 3 Gange saa brede som lange og afrundede udad- til, Bugpladerne ere femkantede, lidt mere brede end lange (transversæ), med afrundede Hjørner. Der er 2 Fodpapiller og 3 Armpigge, hvis Længde er lig med Armens halve Brede. Farven er hvidagtig, ovenpaa bestroet med sorte Smaapletter. Størrelse 6“. 222 som lange; deres udvendige og indvendige Rand dannes af 2 lige og parallele Tverlinier, medens Siderne ere afrundede, men saaledes, at Rundingen ved en mere skraa Linie gaaer over i den indvendige end i den udvendige Rand. Bugpladerne ere dob- belt saa brede som lange og firkantede med afrundede Hjørner. De to Fodpapiller ere stillede paa samme Maade som hos den foregaaende Art. Armpiggene ere 3 i Tallet, korte og kegledannede. Dr. Ørsted har ved Puntarenas taget et Exemplar paa 5 Favnes Dybde; det har et Skivetvermaal af 6™; Armlængden er betydelig, men kan ikke angives nøjagtigt paa Grund af Armenes mange Krumninger. Grundfarven er graaviolet med lyse Bælter paa den yderste Deel af Armene. — Et andet Exemplar af en Amphiura, som Dr. Orsted har taget ved Realejo paa 6 Favnes Dybde, synes at stemme ganske med hint, men kan ikke bestemmes noiagtigt, da det — hvilket ikke sjeldent hendes Amphiu- rerne i Skraben — har mistet hele Ryghuden. Amphiura septa Lik. Beskrivelse. Skiven er beklædt med rundagtige Skjæl; Radialskjoldene berøre hinanden næsten i hele deres Længde og adskilles kun i Spidsen af et enkelt Skjæl. Langs med Kanten af Skiven, hvor Bugsidens Skjæl mødes med Rygsidens, er der en opstaaende Række af Smaapigge; ogsaa længere inde paa Skiven sees nogle enkelte. Mundskjoldene ere rudeformige, Sidemundskjoldene trekantede. Der er 3 Mund- papiller ligesom hos de nærmest fortgaaende og efterfølgende Arter; Armene ere lange og tynde, Bugpladerne regelmæssigt femkantede, Rygpladerne ovale paa tvers. Der er 3 korte Pigge og i Armens inderste Deel 2 Fodpapiller, længere ude kun 1. Det eneste undersøgte Exemplar, som tilhører Apotheker Riise, er taget ved St. Thomas paa tem- melig dybt Vand; det synes at vere en Unge og har kun et Skivetvermaal af 3"", medens Armene synes at have været mere end 10 Gange saa lange. Amphiura cordifera (Bosc). (Tab. III, fig. 2.) Synonym; Asterias cordifera Bose, histoire naturelle des Vers, t. II p. 113, tab. 16 f. 3. Beskrivelse. Skiven er temmelig tyk og beklædt med taglagte rundagtige eller kantede Skjæl af en, i Sammenligning med andre Arters, just ikke ringe Størrelse. Rygsidens Skjæl vende nedad, Bugens opad, og der er derfor en Linie langs med Skivens Rand, hvor disse 2 Skjælsystemer mødes, hvilken Linie netop ligger i Flugt med Radial- skjoldenes ydre Grændselinie. Radialskjoldene ere store og især meget brede; de vende hver en lige Side saavel mod Årmene som mod hinanden, en afrundet Deel mod Skivens Midtpunkt og en Bue mod de skjælklædte Radialbælter. De adskilles kun i Spidsen ved en lille Kile af 1 eller 2 Smaaskjæl, men berøre hinanden forresten og danne derved til- sammen en noget fordybet Flade af Form som en buet Dobbeltport, hvis Brede er bety- deligt større end Hoiden; under Radialskjoldene og over Armenes Grund er der ofte et Par fremstaaende Smaaskjel. Mundskjoldene ere rudeformige, men smalle, saa at Breden er mindre end Længden; deres ydre Vinkel er meget spidsere end den indre og de 2 ydre Sider længere end de indre ; Madreporpladen er bredere og mere skjoldformig og udstyret med adskillige Porer. Sidemundskjoldene ere trekantede og buede og ligge langs med Mundskjoldenes indre Sider. Hver Mundramme bærer 3 Mundpapiller, af hvilke den ydre er bredere end de andre. Armene synes ikke at være fuldt saa lange som hos andre Amphiura-Arter; de ere i det Hele flade og bredest ved Grunden, men aftage langsomt i Tykkelse mod Spidsen. Rygpladerne ere meget brede og korte, inderst tagformige, længere ude svagt hvælvede; de -begrendses af næsten parallele Tver- linier, men tilspidses. dog noget paa Siderne for at give Plads for Sidepladernes øvre Ender, og faae i Armenes inderste Deel en Boining indad paa Midten, baade udvendig og indven- dig; sjeldent tvedeles de her; deres Brede er her mere end det Firdobbelte af deres Længde. Bugpladerne ere inderst paa Armen dobbelt saa brede som lange, omtrent rektangulære, men deres Begrændsningslinier gjøre dog en svag Bugt indadtil; de berøre hinanden fuldstændigt. I Armenes ydre Deel ere de skjoldformige, afrundede indadtil og lige lange og brede, men adskilles heller ikke her af Sidepladerne. Som hos de fleste andre Arter findes der 2 i en ret Vinkel mod hinanden stillede Fodpapiller og 3 meget korte, butte, lidt rue Pigge, hvis Længde neppe er 4 af Armenes Brede; begge Fodpapiller findes endnu i Armens yderste Deel. Farvetegningen bestaaer kun i graae Pletter (paa Skiven) og Bælter (paa Armene) paa lys Grund. Jeg har kun havt Leilighed til at undersøge 2 Exemplarer, som Hr. Riise har taget i St. Thomas's Havn paa 4 Favnes Dybde. Det største af dem har et Skivetvermaal af 8"", og Armenes Længde har neppe oversteget 50", men at domme efter Boscs Figur, som skal være udført i naturlig Stor- relse, bliver Arten noget større. Ifålge Bosc er den meget almindelig ved Carolina. Amphiura Orstedii Lik. Beskrivelse. Skjællene paa Skivens Rygside ere meget smaa og taglagte; Radialskjoldene ere aflange af Form, spidse indadtil, butte udadtil og flere Gange saa lange som brede; deres Længde er omtrent det Halve af Skivens Radius; udadtil berøre de hinanden omtrent i deres halve Lengde, men indadtil divergere de saa meget, at der bliver Plads til et kileformigt Skjælparti imellem dem. Skivens Underside er ogsaa beklædt 224 med fine Skjæl. Mundskjoldene nærme sig til Kors- eller Spaderformen, d. v. s., de ere mere lange end brede og have 4 i Korsform stillede afrundede Flige, af hvilke den indadvendende er den største. Langs med denne ligge de smalle, trekantede, noget buede Sidemundskjolde, hvis smalle Ender nærme sig til hinanden, medens de brede støde op til de inderste Armbugplader. Madreporpladen er bredere end de andre Mundskjolde og afrundet rudeformig. Mundvigene ere videre udadtil end indadtil; langs med hver Mundrand sidde 3 Mundpapiller, af hvilke de 2 inderste ere mindre end den yderste. Armene have den for Slægten typiske Form og en anseelig Længde. Ryg- pladerne ere dobbelt saa brede som lange, aflange paatvers, men stærkere buede paa deres indvendige end paa den udvendige Side. Bugpladerne ere noget mere brede end lange og femkantede med en kort Spids indadtil og med en svag Bugt udvendig; Siderne convergere tillige lidt indadtil De 2 Fodpapiller sidde ligesom hos de foregaaende Arter. Der er 4, inderst 5, korte, kegledannede, noget fladtrykte og under Lupen noget rue Pigge, som omtrent ere af samme Længde som Armens Led. — Dr. Ørsted har taget et Exemplar af denne Art ved Puntarenas paa 3 Favnes Dybde; det har et Skive- tvermaal af 5-6™. Et andet Exemplar, som er taget ved Realejo paa 6 Favne, synes at tilhøre den samme Art, men kan ikke bestemmes nøiagtigt, da det har mistet Skivens Ryghud.') 1) Det synes hensigtsmæssigt her at indskyde en kort Charakteristik af 2 af andre Forfattere beskrevne vestamerikanske Arter. Ophiolepis geminata Le Conte fra Panama beskrives saaledes: Skiven er bedækket med meget smaa taglagte Skjæl og med 10 store, aflange, parviis tæt sammenstillede Radialskjolde. Mundskjoldene ere rudeformige, de 3 Vinkler spidse, den udvendige afstumpet; Madreporpladen er uden Navle, men har en Pore nærved Randen; der er 3 store Mundpapiller. Armene ere 7-8 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, indadtil lidt kantede. Bugpladerne ere nærmest femkantede, lidt meer brede end lange (transversæ). Der er 2 Fodpapiller og 3 Armpigge, af hvilke den midterste er noget ru og halv saa lang som Armen er bred. Farven er bleggraa med spredte brune Pletter paa Armene. Størrelse 3-4”. Ophiolepis chilensis Müll. Trosch. fra Chile. Skiven er dækket af taglagte Skjæl; Radial- skjoldene divergere indadtil og adskilles ved en Række af 3 smaa Skjæl, af hvilke det midterste har Form af en Kile. Mundskjoldene ere smaa og firkantede; ved hver Mundrand er der 2 Mundpapiller foruden 2, der udmærke sig ved deres Tykkelse og sidde under Tænderne. Armene cre meget lange og tynde (7-8 Gange saa lange som Skiven er bred) og sammensatte af 170 Led; Rygpladerne ere ovale paa tvers, mere end dobbelt saa brede som lange, Bugpladerne firkantede, kun lidt mere brede end lange. Der er 1 Fodpapil og 3 næsten lige lange, trinde, butte Pigge, hvis Længde er lig med Bugpladernes Brede. Farven er mørk med 5 Par gule Pletter i Nærheden af Radialskjoldene og med gule Pletter paa Armene, hvilke Pletter ogsaa findes paa Armenes Bug- side imod Spidsen. Amphiura Puntarenæ, violacea og microdiseus Ord. Ltk. Disse 3 smaa Arter staae hinanden saa nær, at de bekvemmest behandles under Wet. De have alle 3 korte Armpigge og 2 Fodpapiller, der sidde paa samme Maade som hos A. Chiajei etc., femkantede Armbugplader med en indadvendt Spids og Rygplader, som ere aflange paatvers; de have fremdeles en uafbrudt Række af 3 Mundpapiller, af hvilke den yderste er meget bred, og rudeformige Mundskjolde — hvis Form dog modificeres noget hos de enkelte Arter — samt indenfor dem trekantede Sidemundskjolde, som berore hinanden med deres spidse Ende, men med den brede stode op til den inderste lille Arm- bugplade. Skivens Ryg er beklædt med middelstore eller med større og mindre Skjæl; Radialskjoldene berøre hinanden fuldstændigt og danne tilsammen en Figur som et afstumpet Æg, saaledes at den afstumpede Ende vender udad. Forskjellighederne mellem disse Arter, deels i Habitus, deels i Detaillerne, ville fremgaae af folgende nærmere Beskrivelser. A. Puntarenæ. Skivens Skjæl ere rundagtige, nogle større, andre mindre, navnlig er der en Deel større Skjæl midt paa Skiven. Mundskjoldene ere lidt mere lange end brede og have Sidevinklerne noget fremtrædende, men dog afrundede, såa at de næsten faae Form af et Kors.. Armene ere lange og tynde, omtrent 10 Gange saa lange som Skiven er bred. Bugpladerne berøre hinanden, ere mere lange end brede og have en svag Antydning til en Indbugtning paa den Side, som vender mod Spidsen af Armene. Rygpladerne ere regelmæssigt ovale, ikke meget mere brede end lange; under nogén For- størrelse vise Armpiggene sig lidt rue. Skivetvermaal 2"", Armlengde 20mm, Ved Pun- renas paa 3 Favnes Dybde. A. violacea. Skivens Skjæl ere kantede; de største danne en Roset midt paa Skiven; Grendsen mellem Rygsidens og Bugsidens Skjælbeklædning er udtrykt ved en bestemt Linie ligesom hos A. sguamata. Mundskjoldene have Form som et Spydjern, men ere smaa og mindre end Sidemundskjoldene. Armrygpladerne ere udadtil begrend- sede af en svag Bue, indadtil af en stærkere, men ikke meget mere brede end lange; lidt ude paa Armene nærme de sig til at være femkantede og adskilles af Sidepladerne, hvilket ogsaa er Tilfældet med Bugpladerne, der ere lige lange og brede, lidt afrundede udadtil og lidt hule paa Siderne. Skivetvermaal mm; Armene have neppe havt nogen meget betydelig Længde; efter en af Dr. Ørsted meddeelt Skizze er deres Længde 5-6 Gange saa stor som Skivens Brede; af den seer man ogsaa, at Skiven har været violet og rødlig paa Midten, Radialskjoldene og de større Skjæl brunlige. Realejo ved Dr. Ørsted. A. microdiscus udmærker sig ved sin meget lille Skive og ved sine i Forhold til den tykke Arme, der dog ingenlunde ere saa brede ved Grunden som paa Midten. Skiven Vidensk. Selsk. Skr, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd 29 226 er beklædt med kantede Smaaskjæl og brede Radialskjolde; Mundskjoldene ere lang- strakt rudeformige, mere lange end brede. Armrygpladerne ere ovale, dobbelt saa brede som lange, udadtil begrændsede af en svagere, indadtil af en stærkere Bue og af- rundede paa Siderne. Bugpladerne ere lige lange og brede, uden Indbugtninger, og berøre hinanden. Skivetvermaal 1™™; Armenes Længde synes forholdsviis ikke at have været ringe. Ved Puntarenas paa 10 Favne, ved Ørsted. Amphiura tenera Ltk. (Tab. III, fig. 5.) Beskrivelse. Skiven er lille, men temmelig tyk og hvælvet paa Ryggen. Begge Sider ere beklædte med rundagtige, taglagte, forholdsviis temmelig store Skjæl; mellem 2 Par Radialskjolde er der omtrent 4 Skjælrækker. Rygsidens Skjælklædning er ligesom hos A. sguamata ved en skarp Grændselinie adskilt fra Bugsidens, hvis Skjæl vende den modsatte Vei. Radialskjoldene berøre hinanden fuldstændigt med deres mod hinanden vendende lige Sider og danne tilsammen en, udadtil afstumpet, Oval. Mundskjoldene ere rudeformige, og Sidemundskjoldene ligge indenfor dem som lange smalle Skraastykker. Der er 3 Mundpapiller i slultet Række; den yderste er meget bred, og den inderste sidder under Tænderne. Armene ere temmelig korte, meget tynde og indknebne ved Grunden af hvert Led; hverken Ryg- eller Bugpladerne — som begge kunne beskrives som femkantede — berøre hinanden indbyrdes, men adskilles af Side- pladerne, selv paa de allerinderste Led. Der er 3 korte, spidse Pigge og paa den inderste Halvdeel af Armen 2 smaa Fodpapiller. De yderste Armled ere meget langstrakte og tynde; Bug- og Rygpladerne ere der overmaade smaa og de 2 Pigge meget korte i Forhold til Leddene. Skiven har kun 2™ i Diameter og Armene en Længde af c. 8"". — Af denne lille Art har jeg havt Leilighed til at undersøge 2 Exemplarer, som Hr. Riise har taget ved St. Thomas paa 4 Favnes Dybde.t) 1) Til Sammenligning med A. violacea og A.tenera vil jeg meddele en noget udforligere Beskrivelse af * A. squamata M. Tr. (neglecta Forb.) end de hidtil existerende, efter Exemplarer fra Triest (meddelte af Joh. Müller selv) og efter 4 med dem fuldkommen overeensstemmende, som jeg har erholdt i Skraben paa en Dybde af 12-14 Fayne ved Hellebæk, sammen med A. filiformis. A, squamata har en lille rund Skive med fem tynde, men ikke lange Arme; dens Rygside er beklædt med taglagte, rundagtige Skjel, som ere ordnede rosetformig omkring et rundt Skjæl midt paa Skiven og derfra fortsætte sig ud imod Skiveranden i fem Bælter, som dannes hvert af c. 5 Skjælrækker. Radialskjoldene ere smalle, parallele og ikke adskilte af andre Skjæl, men berøre hinanden fuldstændigt og danne tilsammen en Figur som et afstumpet Æg. Skiveranden antydes bestemt ved en Linie, som fremkommer derved, at Undersidens finere Skjældække vender den modsatte Vei af Rygsidens. Mellem hvert Par Arme gaaer denne Grændselinie den korteste Vei og afskjærer derved som en Chorde et Segment af den kredsrunde Skives Rygside. Mund- 6. Ophiactis Lik. Under dette Slægtsnavn har jeg troet at kunne omfatte en Gruppe af forholdsviis smaa Slangestjerner, hvis Skive er beklædt med smaa Skjæl, som udfylde Mellemrummene mellem 10 temmelig store Radialskjolde. Udenpaa dette Skjældække sidder der, især hen- imod Skivens Rand, en Deel (hos nogle færre, hos andre flere) korte Pigge. Indenfor de korte Mundskjolde ligge to buede Sidemundskjolde, som med deres ydre Ende kile sig noget ind imellem første og anden Armbugplade, saa at de danne en mere eller mindre fuldstændig Ring omkring Munden. Der er kun I eller 2 (sjelden ved en eller anden af Mundvigene 3) Mundpapiller paa hver Side af Mundvigene, men aldrig nogen under de middelbrede, firkantede Tender. Armene ere i Sammenligning med Amphiurernes temmelig korte og tykke, skjondt i forskjellig Grad (mindre f. Ex. hos O. Ballü), hos nogle 5, men hos adskillige Arter 6 i Tallet, tyndere i Spidsen og lidt indknebne ved Grunden, og beklædte med ovale, temmelig brede Rygplader, ottekantede Bugplader og kjølede Side- plader med 3-7 korte, butte, i Regelen fladtrykte (i Retningen parallelt med Armens Axe), rue Pigge, der i Spidsen af Armene mere eller mindre tydeligt antage Form af Hager med flere Spidser. Alle hidtil bekjendte Arter have 1 Fod papil. Dignoscitur genus Ophiactis disco haud inciso nee lobato, squamis minutis et scutis radialibus distinctis vel maximis obtecto, spinulis plus minusve numerosis in dorso et ad marginem disci sparsis, brachiis 5-6 vulgo brevibus et crassis, scutellis lateralibus cari- natis, spinas breves obtusas complanatas scabras gerentibus, scutis oralibus in spatia inter- brachialia haud prolongatis, adoralibus invicem se tangentibus, circuli forma os cingentibus, papillis oralibus singulis vel binis, infradentali nulla, ambulacrali singula. I Regelen erkjendes denne Slægt allerede med Lethed ved sin Habitus. Prof. Sars har imidlertid") udtalt sig for at forene den med Amphiura. Saaledes som Sporgsmaalet stillede sig, da jeg for nogle Aar siden foreslog en Adskillelse af » Ophiolepis«-Arterne i flere Slægter, var det ikke vanskeligt at holde Ophiactis- og Amphiura - Arterne ude skjoldene ere lige lange og brede og skjævt rudeformige; Sidemundskjoldene ere lange og smalle og berøre hinanden indenfor Mundskjoldenes Spids, men støtte sig med den modsatte Ende til den inderste lille Armbugplade. De 3 Mundpapiller, af hvilke den yderste er meget bred, danne en fuldstændig Papilbesætning langsmed Mundvigenes Rand. Armbugpladerne ere mere lange end brede og femkantede med en indadvendt Spids; kun paa de inderste Led naae de sammen, ellers »adskilles de af Sidepladerne; paa samme Maade forholder det sig med Rygpladerne, der ere lige lange og brede, udadtil begrændsede af en Bue, indadtil af to convergerende Skraalinier. Der er 3 — inderst 4 — korte kegledannede Armpigge og 1 Fodpapil (kun paa de allerinderste i Skiven optagne Led 2). Skivetvermaal 4mm, Armene 10-12mm, Farven lys rødlig. 1) Nyt Magasin for Naturvidenskaberne X Bd. p. 37. 228 fra hinanden. Nu stiller Sagen sig rigtignok en Deel anderledes; vi kjende nemlig nu flere Amphiurer med mere eller mindre rue Pigge og andre, hvor Skivens Skjæl dækkes af en tæt Korn- eller Pigbeklædning; A.elongata har kun 1 Mundpapil og ligesom Ophiactis ingen under Tænderne; ja hos den nævnte Amphiura-Art kile Sidemundskjoldene sig ogsaa ind mellem de 2 inderste Bugplader og danne ligesaa fuldstendig en Ring omkring Munden som hos nogen Ophiactis. Saaledes synes en Begrændsning af de 2 Slægter stedse at blive van- skeligere, og dog synes det nødvendigt at opretholde den; thi ellers vil Consekventsen byde ogsaa at forene Ophionereis og Ophiopholis dermed, og Ophiura, Ophiolepis (s. str.) og Ophiostigma ville folge efter. En saadan Restitution eller endog Udvidelse af den gamle Slægt Ophiolepis vilde imidlertid — som jeg har udviklet i første Afsnit af dette Arbeide — være ligesaa unaturlig, som det vilde være umuligt at afgrendse den saa- ledes udvidede Slægt ved positive Charakterer. I ingen Ophiurslægt ere Arterne vanskeligere at diagnosticere end i denne; jeg indskrænker mig derfor til at stille dem sammen i 4 Grupper efter Armenes og Mund- papillernes Antal. Med 2 Mundpapiller. Med 1 Mundpapil. O. virescens Ltk. (Central-Amerika). O. Müller‘ Ltk. (Vestindien). O. Krebsii Ltk. (Vestindien). O. virens (Sars)**) (Middelhavet). Med 6 Ar ‘ i in 20. sexradia (Grube) (Honolulu). O. Reinhardtii Ltk. (Nikobar).*) » O. Orstedii Lik. (Central-Amerika). O. Ballit(Thomps.) (det skandinavisk-brittiske O. arenosa Ltk. (ligeledes) i ik. (lig : Med 5 Arme. Havbælte). O. Krüyeri Lik. (Peru). Ophiactis Krebsii Ltk. Beskrivelse. Radialskjoldene naae saa langt ind paa Skiven, at deres Længde er 3 af dennes Radius; udadtil ere de brede og afrundede, indadtil smalle og spidse; de adskilles mere eller mindre ved en kileformig Skjælrække. De øvrige Skjæl ere deels rundagtige, deels mere smalle; paa de udvoxne Exemplarer ere Radialbelternes Skjælrækker temmelig talrige. Der sees ikke faa korte Pigge henimod Skivens Rand, men ogsaa nogle midt paa den. Mundskjoldene ere mere lange end brede, blad- eller rudeformige, saaledes at en skarp Vinkel vender ind imod Munden. Sidemundskjoldene *) See næste Afsnit. ”) Da jeg allerede tidligere har kaldt en Art virescens, maa Sarses virens erholde et nyt Navn. Med Hensyn til denne Art og O. Ballii henvises til det anførte Sted i Nyt Magazin for Naturvidenskaberne. ere buede, saa at de næsten faae Form af et V, og berøre hinanden saavel indenfor Mundskjol- dene som mellem Armbugpladerne. Der er 2 Mundpapiller paa hver Mundramme. At der er 6 Arme, synes at være aldeles constant; ofte ere de 3 paa den ene Side mindre end de andre; stundom mangle de, eller de og den tilstødende Deel af Skiven bære paa det bestemteste Præget af at være reproducerede.. Rygpladerne ere i Armens inderste Deel regelmæssigt ovale paa tvers uden nogen Spids udadtil og mere end dobbelt saa brede som lange; de ere dernæst stærkt bugede og hist og her tvedelte; men i Armens ydre Deel vise de Spor til den lille Fremstaaenhed i Midten, der ogsaa gjenfindes hos andre Arter; under Lupen vise de ligesom hos andre Arter og hos Ophiocomerne en tydelig kornet Overflade. Bugpladerne ere ottekantede. Der ere 5 eller 6 meget korte, flade, butte og rue Armpigge, der tiltage i Udvikling fra de underste til de øverste, saaledes at de 3 øverste ere de største. I Spidsen af Armene blive Ledene smallere, Piggene spidsere, deres Antal synker ned til 3, som mere eller mindre tydeligt antage Form af Hager med flere Spidser, og Ryg- og Bugpladerne adskilles indbyrdes af Sidepladerne. Farven er grøn med lyse Ringe paa Armene og med en lys Rand om hvert Par Radialskjolde, hvorved der frem- kommer en Stjerne med 6 smalle Straaler påa mørk Grund. Paa Museets største Exemplar var Skiven 7mm og Armene mellem 3 og 4 Gange saa lange. Den lever paa Svampe og Koraller; Ørsted har taget den ved St. Croix paa 3 Favnes Dybde, Krebs og Riise (i mange Exemplarer) ved St. Thomas. Ophiactis Mülleri Ltk. Beskrivelse. Skivens Skjæl ere runde og temmelig store; kun langs med Radialskjoldene, som ere brede udadtil og spidse indadtil og enten beråre hinanden eller ere mere eller mindre adskilte ved en kileformig Skjælstribe, ere Skjællene smallere. Ved Skivens Rand sees enkelte Pigge; paa smaa Exemplarer kunne de mangle. Mund- skjoldene ere rudeformige; der er kun 1 Mundpapil. Armenes Antal er i Regelen 6; deres Rygplader ere ovale og dobbelt såa brede som lange, Bugpladerne bredt otte- kantede. Der er 4, inderst undertiden 5, korte rue Armpigge. I Spidsen af Armene blive Leddene ligesom hos andre Arter stærkt indknebne ved Grunden, Ryg- og Bugpladerne fortrænges deelvis af Sidepladerne, og Piggene antage tildeels Form af Hager med flere Takker. Denne lille Art — de største Exemplarer have kun 3"" i Skivetvermaal — er i sin Tid først meddeelt Museet af Professor Joh. Miller, efter hvem jeg har benævnet den; Etiketten angav »Antillerne« som dens Hjemstavn. Senere har Riise indsamlet en Deel Exemplarer paa Koraller og Svampe. Nogle have 5, enkelte endogsaa kun 4 Arme; hos de sexarmede ere i Regelen de 3 større end de 3 andre paa den modsatte Side af Skiven, undertiden mangle disse aldeles, og Arten optræder da kun med 3 Arme, 230 men Skiven bærer da ogsaa Spor af Beskadigelse eller Deling. Farven er blaagrøn med mørke og lyse Afskygninger (paa Skiven) og Bælter (paa Armene). Det kunde synes tvivlsomt for Læseren, hvorvidt ©. Mülleri og Krebsii virkelig ere forskjellige, og hvorvidt Mundpapillernes Antal afgiver en fuldkommen sikker Artscharak- teer. Efterat have undersøgt en stor Mængde Exemplarer troer jeg dog bestemt at kunne paastaae deres Forskjellighed. Sammenlignes 2 Exemplarer af samme Størrelse, f. Ex. af 24mm Skivetvermaal, vil Oph. Krebsit være kjendelig paa de talrigere Armpigge og Smaa- pigge paa Skiven samt ved Armrygpladernes Tilbøielighed til at kløve sig og til at udvikle en fremtrædende Spids paa deres udvendige Rand. Til en tredie Art høre maaskee nogle af en vestindisk Svamp udpillede Slange- stjerner, der imidlertid ere i saa slet en Tilstand, at de ikke kunne bestemmes eller- beskrives med Sikkerhed. Jeg skal derfor indskrænke mig til at anføre, at der synes at være 2 Mundpapiller og 6 eller 7 Armpigge ligesom hos ©. Krebsiü, men at de afvige fra ligestore Exemplarer af denne Art ved kun at have 5 Arme, ved at de øverste Armpigge ere tyndere, samt ved at Rygpladerne ere over 3 Gange saa brede som lange, regelmæssigt ovale uden Bugning og uden Tendens til at kløve sig eller til at udvikle en fremtrædende Spids paa deres ydre Rand. Der er mange Smaapigge paa Skivens Ryg. Armene ere temmelig lange og Radialskjoldene saa store, at de næsten støde sammen midt paa Skiven; de 2, der høre sammen, ere lige til deres Basis adskilte ved en meget smal Skjelstribe. Uagtet jeg antager denne Form for at være en egen Art, vil jeg dog ikke undlade at antyde Muligheden af, at ©. Müller! kun var Ungen til denne Form. Ophiactis virescens Ord. Ltk. Beskrivelse. Ligesom hos de foregaaende Arter er Skiven temmelig fyldig og Armene korte og tykke. Radialskjoldene ere store og aflange, udadtil brede og afrundede, indadtil spidse og adskilte fra hinanden ved en smal, mere eller mindre fuld- stendig Skjælrække. Ud imod Skivens Rand findes en Deel korte Pigge; ogsaa midt paa den er der enkelte; Undersiden er derimod nogen. Mundskjoldene ere smaa og rund- agtige, Sidemundskjoldene smalle og V-formige. Paa hver Side af de korte og brede Mund- vige er der 2 Mundpapiller. Armrygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, ovale paa tvers med en svag Spids paa deres udvendige Side. Bugpladerne er lige lange og brede og ottekantede. De 5, inderst 6, korte, brede, butte og rue Armpigge tiltage lang- somt i Udvikling franeden af, dog saaledes at de 3 øverste ere lige store. Dr. Ørsted har taget denne Art ved Realejo paa 3 Favne og ved Puntarenas »ner ved Land«. De største have et Skivetvermaal af c. 5"=. Farven er grøn med en stor mørk Plet paa hvert Par Radialskjolde, omgiven af en lysere Rand, og med lyse Ringe paa Armene, afvexlende med lidt bredere grønne. Det er netop den samme Farvetegning, som udmærker ©. Krebsit og O. Rewnhardtii. Af de foreliggende 10 Exemplarer har det ene 5 Arme, men de andre 6, og paa 2 af disse ere de 3 Arme kjendelig mindre end de 3 paa den modsatte Side af Skiven. Ophiactis Örstedii Lik. Beskrivelse. Skiven er tyk og beklædt med runde Skjæl, af hvilke de største ligge midt paa Skiven og midt i Radialbælterne; mod Randen af Skiven bære de en Deel korte Pigge. Radialskjoldene ere forholdsvis smaa, smalle, næsten parallele, tilspidsede indadtil og adskilte ved en smal Skjælstribe. Ogsaa paa Skivens Underside er der mange smaa Pigge. Mundskjoldene ere mere brede end lange, af noget forskjellig Form, men i det Hele mere eller mindre rudeformige ; Madreporpladen er større og mere rundagtig, Sidemundskjoldene temmelig brede og V-formige. Der er kun 1 Mundpapil. De fem Arme ere temmelig tykke og korte; Rygpladerne ere mere end dobbelt saa brede som lange, begrændsede af lige Tverlinier og afrundede paa Siderne, nist og her tvedeelte; i Spidsen af Armene blive de smallere og nærme sig i Formen til Cirkeludsnit. Bugpladerne ere lidt mere brede end lange og ottekantede eller firkantede med afrundede Hjørner. Af de fem korte, kegledannede, men sammentrykte Armpigge ere de 3 midterste de længste og omtrent saa lange som Armleddene, den øverste og underste lidt kortere; de vise sig kun rue under stærk Forstørrelse. Farven er grønlig med lysere, i det Brune faldende Pletter (paa Skiven) og Ringe (paa Armene). Skivetvermaal Am, Armlengde e. 16mm, Et Exemplar fra Puntarenas (ved Ørsted). Ophiactis arenosa Lik. Beskrivelse. Skiven er beklædt med runde Skjæl, blandt hvilke de smaa Radialskljolde ikke let falde i Oinene; de ere aflange og adskilte ved 2 eller 3 Skjæl; ogsaa Undersiden er skjællet, men kun ganske enkelte Pigge ere hos denne Art til at opdage paa Skiven. Mundskjoldene ere rundagtige, Sidemundskjoldene buede, lidt indknebne i Midten og lige brede i begge Ender. Der er 1 Mundpapil og 5 Arme, hvis Rygplader for- holde sig omtrent som hos O. Orstedii; Bugpladerne ere lige brede og lange samt afrun- det firkantede. Af de fire korte, noget sammentrykte, kegledannede Armpigge ere de 2 midterste de længste, den underste den korteste. Skivetvermaal 5™, Armlengde 20"". Farven synes ogsaa her at have været grøn med lysere Bælter paa Armene. Ved Rea- lejo og Puntarenas (Ørsted). 232 Da der kun foreligger nogle faa mindre vel bevarede Exemplarer af denne Form og kun eet af O. Orstedii, er disse Arters Forskjellighed maaskee ikke hævet over enhver Tvivl. 1) Ophiactis Kröyeri Ltk. (Tab. I, fig. 8.) Beskrivelse. Skiven er deels beklædt med 10 temmelig store, udadtil brede og afrundede, indadlil spidse Radialskjolde, som i deres to Trediedele ere adskilte ved et kileformigt Skjelparti, deels med mindre Skjæl, af hvilke de større ligge midt paa Skiven og midt paa Radialbælterne. Mod Randen af Skiven findes enkelte korte Pigge; ogsaa Skivens Underside er skjælklædt. Mundskjoldene kunne beskrives som bredt spader- formige, d. v. s., de ere dobbelt saa brede som lange og have en Spids baade udvendig og indvendig. Sidemundskjoldene støde ikke fuldkommen sammen indenfor Mundskjoldenes Spids, men efterlade der ligesom en Pore imellem sig; med den modsatte Ende kile de sig ind mellem de 2 første Armbugplader — af hvilke den inderste er meget lille og tre- kantet — uden dog altid at naae sammen. Mundrammerne vise sig som Buer, der berøre hinanden paa Midten, men vige fra hinanden i begge Ender, saa at der bliver en lille Grube mellem dem og Mundskjoldene og en mellem dem og Kjæberne. De bære hver 1 Mundpapil, under hvilken der sees en Pore for en Mundfod. Armene ere altid 5 i Tallet og omtrent 4 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere ovale, 1% Gang saa brede som lange, uden Spids. Bugpladerne ere ottekantede og lidt mere brede end lange. Af de fem butte og trinde Armpigge er den midterste og længste saa lang som 2-Armled-eller som Armen er bred, men dog længere end Rygpladernes Brede; de andre aftage i Længde opad og nedadtil, men stærkest nedefter, saa at den underste er meget kort. I Spidsen af Armene ere de kjendelig rue, og enkelte af dem nærme sig endog til at have Form af Hager med flere Takker under hinanden. Farven er brunlig. Skivetvermaal åmm, I Callao har Prof. Krøyer taget nogle Exemplarer af denne Art, som især synes at udmærke sig ved sine længere Armpigge og sine brede Mundskjolde. 1) Da Ophiolepis simplex Le Conte muligviis kunde vise sig at hore til denne Gruppe, anseer jeg det for rigtigst ogsaa at indskyde Opdagerens Charakteristisk af dette Dyr. Skivens Skjæl ere middelstore og alle fint kornede (?). Mundskjoldene ere mere brede end. lange og rundagtige; et af dem er forsynet med en Pore. 1 Mundpapil. Armene ere 7 Gange saa lange som Skiven er bred, Rygpladerne dobbelt saa brede som lange og afrundede paa' Siderne, Bugpladerne firkantede med afrundede Hjørner. 1 Fodpapil og 5 Armpigge, af hvilke den længste neppe er saa lang som Armene ere brede. Farven er sortebrun med nogle faa lysere Baand paaArmene. Størrelsen 4“. Ved Panama. — Med Hensyn til Ophiolepis asperula Philippi, som maaskee ogsaa er en Ophiactis, henvises til Archiv für Naturgeschichte Bd. XXIV (1858) p. 267. 233 7. Ophiostigma Lik. Denne Slægt har jeg troet at maatte opstille for de Ophiurer, hvis Skiveskjæl og Radialskjolde ere dækkede med Korn ligesom hos en Ophiocoma, og som ligesom de fleste andre Ophiurer have 10 Genitalspalter, papilbesatte Mundvige og pladeklædte Arme, men som savne Tandpapiller, og hvis brede Sidemundskjolde, som hver for sig næsten ere lige- saa store som Mundskjoldene, ligge indenfor disse,og danne en fuldstændig Ring omkring Munden, idet de baade berøre hinanden indenfor Mundskjoldenes Spids og tillige støde sammen mellem den første og anden Armbugplade ligesom hos Ophiactis. Den inderste af de 3 brede Mundpapiller sidder under Tænderne. Armene ere tynde og udrustede med 3 korte Pigge og to Fodpapiller paa hver Side. Dignoscitur genus Ophiostigma') squamis dorsi scutisque radialibus granulis ab- seonditis, seutellis adoralibus latis, sese tangentibus, circuli forma os eingentibus, papillis oralibus ternis, interna infradentali, dentalibus nullis, rimis genitalibus decem, brachiis tenuibus, scutellatis, spinis ternis brevibus gracilibus. Der vilde rigtignok Intet være til Hinder for at optage denne Form i Slægten Ophiocoma, naar man holder sig til den i »System der Asteriden« givne Definition; men ved de tynde Arme, de korte Pigge, ved Mangelen af Tandpapiller, ved Sidemundskjoldenes Forhold og ved sin hele Habitus afviger den fra alle ægte Ophiocoma-Arter. Den er langt mere be- slægtet med Ophiolepis-Gruppen. Man tænke sig en Amphiura tenera med Sidemund- skjoldene af en Ophiactis og beklædt paa hele den øvrige Deel af Skiven (Radialskjoldene derunder indbefattede) med Korn; den vil da i alt Vesenligt være en Ophiostigma. — Muligviis maa Ophiura isocantha Say ogsaa henføres til denne Gruppe; om det er min her beskrevne Uphiostigma moniliforme, maa jeg imidlertid endnu lade uafgjort. Ophiostigma tenue Ltk. (Tab. III, fig. 9.) Beskrivelse. Skiven er paa begge Sider beklædt med smaa kegledannede Korn; ved Grunden af Armene kommer dog lidt af Radialskjoldene tilsyne som to nøgne Smaapletter. Mundskjoldene ere regelmæssigt sexkantede, saaledes at en af Vinklerne vender indad mod Munden; Sidemundskjoldene er brede, halvmaaneformige og næsten af samme Størrelse som selve Mundskjoldene; indenfor disse berøre de hinanden med en lige Linie, og udenfor hver Munding vende de de afrundede Ender imod hinanden. Den inderste 1) Navnet er hentet fra Ligheden mellem Omridset af det af Mundskjoldene og Sidemundskjoldene dannede Parti og Arret f. Ex. af en Papaver. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem, Afd. 5 Bd. 30 Armbugplade, som ved dem adskilles fra den næste, er overmaade lille og trekantet. Ved hver Mundrand er der en fuldstændig Papilbesætning af 3 Papiller, af hvilke den yderste er meget bred, den anden mindre og den inderste, som sidder under Tænderne, firkantet. Da Mundrammerne ikke ere meget udviklede, ere Mundvigene meget vide, men de lukkes dog af Mundpapillerne, naar disse ligge horizontal. Armene ere tynde og c. 5 Gange saa lange som Skiven er bred. Rygpladerne ere ovale paa tvers og begrændses udadtil af en svag Bue med en fremstaaende Spids i Midten, indadtil af en stærkere Bue eller af 2 convergerende Linier. Bugpladerne ere bredt firkantede eller rettere ottekantede, da Hjørnerne ere afstumpede; længere ude ere de femkantede og mere langstrakte. Der er 2 Fodpapiller ved Siden af hinanden og 3 korte og glatte Pigge, hvis Længde omtrent er det halve af Armens Brede. — Ved Realejo, paa 5 Favnes Dybde, har Dr. Ørsted taget 1 Exemplar, som har et Skivetvermaal af 43"m og Arme af c. 25™™ Længde. Farven er graabrun; paa Armene vexle smalle lysere og mørkere Bælter. Ophiostigma moniliforme Ltk. ”) Synonym: Ophiura isocantha Say |. e. p. 150. Beskrivelse. Skiven er tyndt beklædt med grove Korn (smaa kegledannede Legemer). Mundskjoldene ere spidse indadtil og afrundede udadtil, men have iøvrigt samme Form som hos den foregaaende Art. Armenes Rygplader ere dobbelt saa brede som lange og begrændses udadtil af en svag Bue, indadtil af 2 convergerende, noget krumme Linier; Bugpladerne ere skjoldformige , udadtil afrundede , indadtil tilspidsede. Ogsaa her er der 2, meget smaa og fine Fodpapiller og 3 korte Pigge paa hver Side af hvert Led. Af denne Art har jeg havt Leilighed til at undersøge et sexarmet Exemplar, til- hørende Apotheker Riise og taget ved St. Thomas paa 4 Favnes Dybde; Museets Exem- plarer have kun 5 Arme; et af dem er taget i Coralbay ved St. Jan af Prof. Prosch. Det har et Skivetvermaal af 3"" og Armene en Længde af c. 20mm, Dets kulsorte Farve skyldes vistnok et blot Tilfælde, da de andre ere lyst brunlige med svage Tegninger. Forinden et større Antal Exemplarer af begge disse Arter er kjendt, vil det neppe være muligt at give en fuldkommen paalidelig og skarp Diagnose for dem. Maaskee vil Formen af Bugpladerne bedst kunne afgive et Skjelnemærke. 1) Min første Charakteristik af denne Art er efter et eneste meget slet conserveret Exemplar. Arts- navnet maa derfor ikke opfattes som antydende et Forhold, der er mere udpræget her end hos mange andre Arter af Slangestjerner. 8. Ophiopsila Forbes. (Ophianoplus Sars.) Under Navn af Ophiopsila aranea beskrev Forbes i sin Afhandling om Ægæer- havets Slangestjerner!) en Ophiuride med nøgen Skive og lange, tynde, pladeklædte Arme. De lange og smalle Radialskjolde ere dog synlige; der synes at være 5 ikke meget lange Armpigge foruden en sjette Pig eller Papil, der lægger sig skraat over Armens Bugflade, saa at Spidsen mødes med den tilsvarende fra den modsatte Side. Mundrandene synes at være nøgne, men Afbildningen antyder dog en Gruppe af Tandpapiller under Tænderne. Forbes’s Exemplar havde en Skivebrede af 4%” og en Armlengde af 31”. En meget lignende Form beskrev Sars i sine »Bidrag til Kundskab om Middel- o havets Littoral-Fauna« ”) under Navn af Ophianoplus annulosus. Sars henfører den ikke til Ophiopsila, »fordi den afviger væsenligen ved Mangelen af Radialskjolde og Tilstedeværelsen af Mundpapiller«. Jeg betvivler meget, at en saa væsenlig Bestanddeel af Skelettet som Radialskjoldene virkelig skulde mangle hos nogen Ophiuride; de ere uden Tvivl her beklædte af den bløde Hud og forsaavidt usynlige; var Huden tyndere, vilde de komme til- syne ved Indtérring. Hvad angaaer Tilstedeværelsen af Mundpapiller, da er det ikke umuligt, at Opliopsila kan have. havt disse Dele; thi Udtrykket »ossiculis oralibus ad latera nudis« bruger Forbes jo ogsaa om Slægten Amphiura, af hvis Arter f. Ex. den i samme Afhandling beskrevne A. Chiajei frembyder et meget lignende Forhold af Mundpa- pillerne som det, der efter Sarses Undersøgelser findes hos Ophranoplus. At Forbes's Art har meget tynde Arme, Sarses derimod kortere og tykkere, kan der heller ikke lægges megen Vægt paa, og der synes saaledes at vere al Grund til at antage Ophianoplus og Ophiopsila som synonyme Benævnelser for en og samme Slægt; ja man kunde endog opstille den Formodning, at Ophianoplus marmoreus Sars maaskee netop var Ophiopsila aranea Forbes. — Sars bemærker iøvrigt meget træffende, at »med Hensyn til Mundpartiet staaer denne Slægt nærmest ved Amphiura Forb., fra hvilken den dog væsenlig adskiller sig ved sin nøgne Skive og pigformige Fodpapiller.« Det vil derfor have sin Interesse at blive bekjendt med en ny vestindisk Art, der supplerer de tidligere bekjendte, saaledes at Analogien imellem Ophiopsila og Amphiura bliver endnu mere ioinefaldende. Den har nemlig ligesom Amphiura scabriuscula, marginata etc. en fuldstændig Besætning af Mund- papiller, medens O. annulosa og marmorea efter Sarses Beskrivelse i denne Henseende stemme med A. Chiajei, filiformis etc. 1) Transactions of the Linnean Society Vol. XIX pt. 2d. p. 149 tab. 14 f. 1-7. *) Nyt Magazin for Naturvidenskaberne, 10de Bind p. 23, tab. I, fig. 2-7. 30" 236 Forat fastsætte denne Slægts Grændser og udkaste dens Charakteristisk vil det imidlertid være nødvendigt at udstrække Sammenligningen til andre Slangestjerner med nøgen Skive. Der fremstiller sig da først det Spørgsmaal, om Ophiarthrum elegans Peters?) bør sondres generisk fra Ophiopsila. Hos denne Slangestjerne, hvoraf Museet besidder et tørret Originalexemplar, finder jeg en Skive, som vel kan kaldes nøgen, og hvor Radial- skjoldene dækkes af den bløde Hud, men paa hvis Rygside jeg dog under Lupen opdager nogle fine rudimentære Skjæl; desuden er der, paa lignende Maade som hos Ophromywxa, en tydelig Skjælrække mellem Armene langs med Kanten mellem Ryg- og Bugsiden. Men paa det friske Dyr have Skjællene uden Tvivl ikke været til at see, da den bløde Hud maa have dækket dem. Mundskjoldene ere ægformige; Sidemundskjoldene ligge mere paa Siden af dem end indenfor dem og støde ikke sammen. Der er -en tredobbelt Række af Tand- papiller, og fra dem til Enden af Mundvigene en fuldstændig Besætning af 4 Mundpapiller. Armbugpladerne ere ottekantede, Rygpladerne sexkantede eller afstumpet rudeformige og dække tildeels hinanden. Af de 3 Armpigge er den øverste den tykkeste og længste og omtrent saa lang som to Armled eller som Armen er bred; under Lupen vise de sig noget rue ligesom hos Ophiopsila, Ophiopholis, Ophiactis, tildeels Amphiura 0.s.v. Arme- nes Rygside er tæt besaaet med fine sorte Prikker, og da disse ogsaa forekomme paa Piggene, hvor de dog sidde mindre tæt og ere større, have disse vistnok ogsaa været be- klædte med en blød Hud. Man faaer heraf det Indtryk, at Ophiarthrum og Ophiopsila maae staae hinanden meget nær. Om Skjællene i Huden ere lidt mere. eller mindre tydelige, om Piggene ere mindre og talrigere eller større og færre, om den øverste eller underste er den største, om de ere mere eller mindre echinulerede, kan man i det Hele ikke tillægge nogen gene- risk Betydning. Der maa herved lægges Mærke til, at man endnu ikke har Vished for, at Skjællene ganske mangle hos de middelhayske Arter; de findes baade hos Ophiarthrum og Ophioscolex, hvor de ikke tidligere ere blevne bemærkede, og fuldkommen glatte ere Pig- gene vistnok aldrig hos Ophiurerne. Jeg finder de mindre Pigge i Armenes ydre Deel echinulerede hos Ophionereis reticulata, hos Ophiolepis impressa, ja selv hos Ophiodermerne, og disse Former vilde man dog aldrig tage i Betænkning at beskrive som glatpiggede. Det gjælder her kun om et lidt Meer eller Mindre, som, naar Echinuleringen ikke er saa stærk som hos Ophiomyxa, Ophiothrix eller Ophiacantha, kan opfattes forskjelligt af de for- skjellige Undersøgere og derfor ikke afgiver noget rigtigt Holdepunkt for Systematiken. Selv Fodpapillernes Antal og den eiendommelige Uddannelse af den indre Fodpapil, som findes hos de 2 eller 3 hidtil undersøgte Ophiopsila (Ophianoplus) Arter, er det tvivlsomt, om man kan tillægge generisk Værdi. 1) Neue Ophiuren aus Mozambik, Archiv für Naturgeschichte, XVII (1852), p. 82. ae Meget ner ved Ophiarthrum staaer igjen Ophiomastix M. Tr. Af denne Slægt har jeg kunnet undersøge 1 Exemplar af O. venosa Peters fra Mozambik. Paa Rygsiden af Skiven ere Skjællene ikke meget tydelige, og Radialskjoldene ere ikke synlige, hvad de dog efter Peters’s Beskrivelse skulle kunne vere. Derimod ere Skjællene meget tydelige paa Bugsiden. Paa den i Skiven optagne Deel af Armen er der 2 normale Fodpapiller. Arm- A piggene, hvis Antal er 3, sjelden 2 eller 4, ere større end hos Ophiarthrum og spatelfor- migt udvidede i Enden; paa hvert tredie eller fjerde Led er den øverste meget stor og kolledannet, omtrent af Form som en Kryddernellike; under Lupen vise de sig rue. Enkelte storre Pigge staae paa R d ygsiden tæt ved Skiveranden, men de skulle, ifølge Peters, ogsaa kunne mangle. Hos ©. annulosa M.Tr.!) (fra Java) synes Skjællene at vere temmelig tyde- lige og at bere en Mengde Smaapigge. Imidlertid er disses Nærværelse jo ikke constant hos O. venosa, og man kan altsaa ikke ved dem afgrendse Ophiomastix fra Ophiarthrum. Hvorvidt dette vilde kunne lade sig gjøre ved at benytte de øverste Armpigges Form og Udvikling, synes tvivlsomt, da lignende Forskjelligheder ikke ere ualmindelige indenfor Slægten Ophiocoma, og denne Analogi er saameget mere berettiget, som Udviklingen af en Kornbeklædning paa en Ophiomastix vilde forvandle den aldeles til en Ophiocoma. Foruden det tykke Huddække paa Skiven, Armene og Piggene, der medfører en meer eller mindre fuldstændig Forsvinden af Skivens Skjæl og Tilsløring af Radialskjol- dene, besidde alle de her omtalte Former et fælles positivt Kjendemærke af systematisk Værdi, nemlig den Gruppe af Tandpapiller, som de have tilfælleds med Ophriocoma. Man kunde derfor komme til det Resultat, at alle nøgne Slangestjerner med Tandpapiller burde forenes til een Slægt, fra hvilken Ophiomyxa vilde blive udelukket ved sine stærkt takkede Mundpapiller, Tænder og Pigge samt ved Mangelen af Fodpapiller og Armryg- plader, Ophioscolex og Ophiopeltis i alt Fald ved Mangelen af Tandpapiller. Imidlertid kan det ikke nægtes, at det synes inconseqvent at forene Ophiopsila, Ophiarthrum ag Ophio- mastiæ, naar man adskiller Amphiura, Ophiactis og Ophiopholis, og jeg troer derfor, at man indtil Videre bor begrændse Slægten Ophiopsila til de Arter, af hvis 5-12 korte Armpigge den underste er den korteste, og hvis inderste Fodpapil er forlænget som en Pig og krydser den tilsvarende fra den modsatte Side. Dignoscitur genus Ophiopsila Forbes (vel Ophianoplus Sars) disco squamulis rudi- mentariis tenuissimis instructo, brachiis scutellatis, squamis, scutellis spinisque brachialibus tamen cute molli obtectis, ita ut squamule disci et scuta radialia modo exsiccatione appa- reant, rimis genitalibus decem, scutis oralibus rotundatis, scutellis adoralibus papillis oralibus armatis, cohorte papillarum dentalium infra dentes, spinis brachialibus 5-12nis, 1) System der Asteriden p. 107, tab. VII, fig. 3. 238 brevibus, scabriusculis, inferiore majore, papillis ambulacralibus binis, interna elongata spiniformi, oppositam apice tangente. Conspectus specierum cognitarum. a. Serie papillarum oralium medio interrupta. O. annulosa (Sars), marmorata, spinis brachialibus 12, O. marmorea (Sars), marmorata, spinis 7nis (an ©. aranea Forb.? an junior præce- dentis? Ex mare mediterraneo, ut species prior). b. Serie papillarum oralium haud interrupta. O. Rüsei Ltk. spinis 5-6nis, scutellis dorsalibus ex parte bifidis, disco brachiisque nigropunctatis. Differunt genera Ophiarthrum et Ophiomastix spinis brachialibus majoribus ternis vel quaternis, summa majore, papillis ambulacralibus haud spiniformibus. Ophiopsila Riisei Ltk. (Tab. V, fig. 2.) Beskrivelse. Denne Slangestjernes Udseende minder noget om de langarmede Amphiura-Arters, men Skiven er paa begge Sider beklædt med en blød nøgen Hud; ved Indtorring komme dog de tynde, svagt udviklede Skjæl tydeligt frem; ogsaa er der inden- for hver Arm 2 lange og smalle, parallele Radialskjolde eller Radialribber, der vel ere dækkede af Huden, men dog ogsaa komme tilsyne ved Indtørring. Mundskjoldene ere rundagtige; paa det ene af de undersøgte Exemplarer have flere af dem Porer i Kanten, men paa de andre har jeg ikke kunnet finde dem. Under Tænderne er der en Gruppe af A Tandpapiller og paa hver Mundramme 3 eller 4 Mundpapiller i en uafbrudt Række. Armene ere temmelig lange, men ikke meget tynde; Rygpladerne ere næsten firkantede, med afrundede Hjørner; adskillige af dem, undertiden det større Antal, ere ved en Linie i Midten deelte i 2; under Lupen vise de sig fiint kornede. Piggene ere 5 eller 6; de ere butte, lidt flade og aftage i Brede, men tiltage i Længde fra den øverste til den underste, hvis Længde kan sættes lig med Armens Brede; ved Forstørrelse vise de sig lidt rue af fine Spidser. Af de 2 Fodpapiller er den ydre lille, den indre derimod næsten ligesaa lang som Piggene; den ligger desuden skraat hen under Bugpladen, saa at Spidsen krydses med dens Gjenbo fra den modsatte Side. Bugpladerne ere aflange Firkanter med afstumpede Hjørner. Farven er paa de i Spiritus opbevarede Exemplarer graalig eller brunlig med Spor til mørkere og lys2re Bælter paa Armene og med fine sorte Prikker stroede over begge Sider baade af Skiven og Armen. Skivetvermaal 6", Armlængde ce. 40"m, Skjondt jeg kun har undersøgt nogle faa hele Exemplarer, hidrørende fra eller tilbørende Hr. Riise, har jeg oftere truffet Dyr af denne Art siddende i Huller paa store Koraller fra St. Thomas, men de ere i Regelen gaaede itu ved Forsøget paa at udtage dem. 9. Ophioblenna Lik.’ De nordiske Slangestjerner af Slægten Ophioscolex M. Tr.”) have en nøgen Skive, hvis bløde Hud ogsaa bedækker de brede rudeformige Mundskjolde og de indenfor dem, paa lignende Maade som hos Ophiacantha, liggende Sidemundskjolde; hin bløde Hud over- klæder ogsaa de smalle Armbugplader og de tynde rudimentære Armrygplader. . Ved ind- tørring komme dog tynde Skjæl tilsyne paa Skivens Rygside. Der findes Mundpapiller, men hverken Fod- eller Tandpapiller. Armpiggene (3, inderst 4) vise sig ved Forstorrelse rue. I Spidsen af Armene antage de tildeels Form af Hager. Den i det Folgende beskrevne nye vestindiske Slangestjerne, som Museet ogsaa skylder Hr. Riise, afviger fra den ovenfor givne Charakteristik af Ophioscolexæ, deels ved at den har Fodpapiller, deels ved at dens Armpigge ere længere, tyndere, stærkere takkede og talrigere, i hvilke Henseender den minder stærkt om Ophiothrix-Slægten. Jeg har derfor troet at maatte gjøre den til Typus for en ny Slægt. Dignoscitur genus Ophioblenna disco nudo, squamulis destituto, cum scutellis bra- chialibus tenuibus cute molli, scuta radialia etiam tegente, obducto, spinis brachialibus pluribus (7) gracilibus nudis scaberrimis, rimis genitalibus decem. Papillæ orales et ambu- lacrales adsunt, dentales desunt. Ophioblenna antillensis Ltk. (Tab. IV, fig. 4.) Beskrivelse. Den bløde Skivehud viser ikke Spor til Skjel. Mundskjol- dene, som ogsaa dækkes af den bløde Hud, ere temmelig store og brede; indadtil have 1) Af Bhévve, ad modum: Ophiomyxa. 2) Denne Slægt charakteriseres ikke ganske rigtigt i »System der Asteriden«. Jeg har kun kunnet undersøge et Exemplar af O. purpurea D.K. Det kunde fortjene en nærmere Undersøgelse, hvorvidt O. purpurea og glacialis virkelig ere forskjellige Arter. De af Düben og Koren (Öfversigt af Skandinaviens Echinodermer, Vetensk. Akad. Handl. 1844 p. 235) anførte Forskjelligheder fore- komme mig ikke at sætte Sagen udenfor enhver Tvivl. I Analogi med andre arktiske Arter, f. Ex. Pteraster militaris, kunde man antage, at O. glacialis var den større, typiske, hoinordiske Form, O. purpurea den mindre og sydligere Afændring af den samme Art. 210 de en spids Forlængelse, udadtil og paa Siderne ere de afrundede. Der er omtrent 7 Mundpapiller; de yderste ere smaa; efter dem følger et Par bredere; de inderste ere igjen mere spidse. Derimod er der ingen Tandpapiller, og Tænderne ere temmelig smalle. Naar Armene ikke have været afbrudte, for hvilket de imidlertid synes at være meget udsatte, ere de mindst 5 Gange saa lange som Skivens Tvermaal; de beklædes overalt af en blød Hud, saa at Ryg- og Bugpladerne først komme tilsyne ved Indtorring; de sidstnævnte have Form af Skjolde med en indadvendt Spids; kun paa det største af de foreliggende Exemplarer berøre de netop hinanden. Rygpladerne ere hos de yngre Exemplarer ovale paa tvers; hos det ældre ere de bredere, mere hvælvede, begrændsede af lige Tverlinier, men dog afrundede paa Siderne, og for en stor Deel deelte i 2 eller flere Stykker. Armpiggene ere 7 i Tallet, aldeles nøgne, spidse, tynde, stærkt takkede som hos en Ophiothrix og glasklare ligesom hos denne Slægt; de ere omtrent lige lange og naae i tiltrykt Tilstand altid lidt ind paa den næste Række. Den underste er ofte længere end de andre og bred og flad i Enden; dog er dette langtfra Tilfældet paa hvert Led, men kun paa hvert tredie eller fjerde, og kun rigtig tydeligt paa de største Exemplarer. — Farven er bruun med lyse Bælter paa Armene og med fine hvidgule Prikker eller linieformige Tegninger paa Skiven. Det største: Exemplar har et Skivetvermaal af 20™™; hos det, der bedst har bevaret sine Arme, ere disse 90mm eller omtrent det Femdobbelte af Skivens Tvermaal. De ere tagne paa »Vater Islands« Koralrev i Vestindien paa 5-6 Fods Vand. 10. Ophiomyxa M. Tr. Denne Slægt omfatter som bekjendt de Slangestjerner, hvis Skive og Arme ere overtrukne med en blød Hud, hvis faa og temmelig korte Armpigge ere rue, og hvis Mund- papiller og Tænder ere takkede. Hidtil kjendtes kun 1 Art fra Middelhavet. Ophiomyxa flaccida (Say). (Tab. V, fig. 1.) Synonymer: Ophiura flaccida Say 1. ec. p. 151. Ophiomyxa caribea Ord. Ltk. 1. c. Beskrivelse. Skivens Tvermaal indeholdes 4-5 Gange i Armenes Længde, dens Hud er nøgen uden Spor til Skjæl. Paa tørrede Exemplarer seer man dog Mund- skjoldene, der ere afrundede udadtil og tilspidsede indadtil, og Sidemundskjoldene, der 241 ligge langs med hines indvendige Sider, men ikke støde sammen indenfor dem. Langs med Genitalspalterne er der en Række . smalle Skjæl, der dække hinanden ligesom Tagstene; det inderste slutter sig til Mundskjoldet, det yderste til Genitalpladerne, som paa sædvanlig Maade omfatte Genitalspalterne og artikulere med Radialskjoldene, der ere aflange, næsten parallele, vidt adskilte, og hvis Længde omtrent er 4% af Skivens Tvermaal. Der er dernæst udviklet en Skjelbremme i Kanten mellem Skivens Ryg- og Bugflade, bestaaende mellem hvert Armpar af 7 eller 9 smalle Skjæl, af hvilke det midterste tildeels dækker de to tilstødende, medens de andre ligge tagsteenformigt over hinanden, det yderste paa hver Side hvilende paa Radialskjoldet. To større Skjæl, som lige- ledes hvile paa Radialskjoldene og dække Armenes Udspring, fuldstændiggjore denne Skjælbræmme, som finder sit Tilsvarende i Asterophyternes Randbremme og i den større Skjælrække, som mange Ophiurer have paa det samme Sted. Der er 3 Mundpapiller paa hver Side af Mundvigene; de ere flade, brede og bladagtige, og deres Rand er udtakket i 3-5 skarpe Spidser; samme Beskaffenhed og Form have ogsaa Tænderne, hvoraf der er 5 over hinanden i hver Række. Armenes Rygside er hvælvet, deres Bugside flad og smal, og Siderne convergere derfor nedadtil. Uagtet de ere aldeles overtrukne med en blød Hud, kan man dog gjennem denne forfølge deels de indre Armled, der foroven have et Indtryk i Midten og ere tykkere der end nedad mod Bugfladen, deels de adskilte, bredt hjertefor- mige Bugplader. Der er 4 eller 5 (paa meget store Exemplarer inderst undertiden 6) korte Armpigge, hvis Længde omtrent er lig med Armleddenes, men som tiltage i Tykkelse fra den nederste til den øverste og ere fæstede til kjølformige Sideplåder, der slutte sig til de indre Ledstykkers Siderande; ved Grunden ere de forenede ved en blød Hud, der ogsaa beklæder hver enkelt Pig lige til Spidsen. Hvor den mangler eller er indtørret, seer man, at Piggene ere rue af smaa Spidser, der vende lige ud til alle Sider; længere ude paa Armene blive disse Takker stærkere, og Piggene forvandles derved til et Slags Hager. Fodpapiller mangle. — Farven er paa det levende Dyr purpurrød, undertiden med lyse Smaapletter paa Armenes yderste Deel; nogle Exemplarer ere mere eensfarvede, andre mere brogede af Purpurrødt og Rødgraat. De største have et Skivetvermaal af 25rm og Arme af 110™ Længde. Dr. Ørsted har taget denne Art ved St. Croix paa 5 Favne Vand, og Riise ved St. Thomas i de af Boremuslinger dannede Huller i Koraller paa 3-4 Favnes Dybde. Fra ©. pentagona Lam. afviger denne Art deels ved en anden Farve (Middelhavs- Arten er bruun med gulbrune "Tegninger paa Skiven og med Bælter af. de samme Farver paa Armene eller graa med lysere Tegning),’) deels ved at Armenes Gjennemsnit hos 1) Smign.: Grube, Aktinien, Echinodermen und Würmer p. 17. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd, 5 Bd. 31 242 O. pentagona er mere bredt og fladt, hos O. flaccida mere høit hvælvet, og endelig ved at Mundpapillerne og Tænderne høs hiin ere deelte i flere og finere, hos denne i færre og grovere Takker”). Fra Puntarenas har Dr. Ørsted ogsaa medbragt et tørret Exemplar af en Ophiomyxa, som imidlertid ikke er i saa god Tilstand, at det egner sig til en udførlig Beskrivelse. Det stemmer i Alt væsenligt med ©. flaccida. Ogsaa her er der langs med Skiveranden en Række haarde skjælagtige Dannelser, og Bugpladerne ere hjerteformige med et dybt Indsnit paa den udvendige Side; der er 4 Armpigge, af hvilke den øverste er såa lang som dens Afstand fra den næste Række, hvorimod de andre aftage i Længde, eftersom de fjerne sig fra den; Mundpapillerne have hver 6 eller 7 Takker. Hvis Localitetsangi- velsen er sikker, kan der dog vel ikke være Tvivl om, at den som Årt er forskjellig fra den vestindiske. Il. Ophiocoma Agass. (M. Tr.). Saaledes som denne Slægt efterhaanden er bleven begrændset, omfatter den de Slangestjerner, hvis Skives fine Skjæl idetmindste paa Rygsiden ere skjulte under en Beklædning af runde Korn ligesom hos Ophioderma; endog hadialskjoldene ere aldeles skjulte af dem; men paa Undersiden af Skiven er idetmindste den Deel af Skjælbeklædningen, som ligger nærmest ved de 10 Genitalspalter, i Almindelighed nøgen; ofte forlænger Kornbe- klædningen sig ogsaa et ganske kort Stykke ud paa Armene ved deres Grund. Mundskjol- dene, der meer eller mindre holde sig til den aflange Form, ere ved smaa trekantede Sidemundskjolde adskilte fra Mundpapillerne, hvoraf der ere 3 eller 4 paa hver Mundramme; mellem den underste paa hver Side er der en større eller mindre Gruppe af bulte Tand- papiller, som indtage det nederste Stykke af Kjæben under de brede og haarde Tænder. Armene ere kraftige og i Almindelighed af Middellængde; Bugpladernes Grundfigur er: den firkantede, i Regelen med afrundede Hjørner; Rygpladerne ere brede Ovaler, hvis Form modificeres af Armpiggenes forskjellige Udvikling. Disse ere 3-6 i Tallet, i Regelen over Middellængde, undertiden udmærkede ved særdeles Tykkelse eller Længde, men altid glatte og indleddede paa de forresten tynde Sidepladers stærke Kjøl. Nogle Arter have een, andre 2 eller undtagelsesviis 3 Fodpapiller. 1) Da jeg udarbeidede min første Oversigt af Vestindiens Slangestjerner, stode kun nogle faa Exem- plarer til min Raadighed, og jeg erkjendte da ikke, at den foreliggende Art, som ved at tørres for- andrer sit Udseende temmelig meget, var Says Ophiura flaceida. Ophiocoma er i overveiende Grad en tropisk Slægt; udenfor Vendekredsene kjendes kun 2 Arter, O. tumida fra Middelhavet og O. nigra fra Nordhavet, og mod Nord overskrider Slægten ikke Grændsen fra det tempereerte Haybelte.*) Conspectus specierum mihi cognitarum. A. Papillis ambulacralibus singulis. Ophiocoma Valenciæ M. Tr. dignoseitur scutis oralibus fere orbieularibus, scutellis ventralibus brachiorum æque longis et latis, spinis quinis brevibus, media longiore articulos duos superante. Had. oras orientales Africæ. O. pumila Ltk. dign. scutis oralibus orbieularibus, spinis quaternis, duabus supe- rioribus articulos tres fere longitudine æquantibus, scutellis ventralibus fere æque longis ac latis. Hab. Indiam occidentalem. O. Ritsed Lik. dign. scutis oralibus angulato-ovatis, extus latioribus, longioribus quam latis, spinis gracilibus ternis vel quaternis, superiore longiore, scutella ventralia admodum latiora quam longiora quater vel sexties superante. Hab. cum precedente. O. aethiops Ltk. dign. scutis oralibus elongatis, fere rectangulis, intus rotundatis, spinis sepius quaternis (nonnunquam ternis vel quinis), fere æque longis, mediocribus, duos vel tres articulos æquantibus, inferioribus compressis, superioribus cylindricis, brachiis latiuseulis, dorso planis, scutellis dorsalibus latissimis, lateribus acuminatis, medio extus retusis, ventralibus fere æque longis ac latis. Hab. ad Panamam. B. Papillis ambulacralibus binis. *) Spinis brachialibus tenwbus ægue longis. O. nigra (Müll.) dign. seutis oralibus latis, intus acuminalis, adoralibus forme litteræ Y, papillis ambulacralibus inæqualibus. — Had. oras Norvegiæ et Angliæ. ##) Spinis brachialibus superioribus brevioribus. O. dentata M. Tr. dign. scutis oralibus ovatis, papillis dentalibus paucis, duas modo series transversales formantibus, scutellis dorsalibus regulariter ovalibus, spinis ternis vel quaternis, superioribus brevioribus et latioribus, inferioribus duos articulos æquantibus. Hab. insulas Nicobaricas. ##) Spinis superioribus majoribus. O. erinaceus M. Tr. dign. scutis oralibus fere rectangulis, intus truncatis, extus angulatis, spinis quaternis (interdum ternis vel quinis), inferioribus compressis, apice sæpe 1) Om Ophiocoma arctica M. Tr. see første Afdeling p. 65 og 66. 31" 24k dilatatis, brevioribus, superioribus cylindricis, gracilibus, articulos 4 v. 5 æquantibus. Hab. mare pacifico-indicum et Africam orientalem. O. scolopendrina Agass. dign. scutis oralibus longioribus ‘quam latis, extus latioribus, rotundatis, intus angustioribus, truncatis, spinis quaternis, interdum alternatim quaternis vel ternis vel in intimis brachiis quinis, inferioribus compressis, superioribus crassioribus, obtusis, articulos duos vel tres æquantibus. Hab. cum precedente. O. crassispina Say dign. scutis oralibus rectangulis, utrinque fere æque latis, spinis ternis vel quaternis, inferioribus compressis brevioribus, superioribus crassisimis, sepe fusiformibus. Had. Indiam occidentalem. Ophiocoma crassispina Say. (Tab. TV. fig. 7.) Synonymer: Ophiura crassispina Say 1. c. p. 147. Ophiocoma serpentaria (Valenc.) M. Tr. Beskrivelse. Skivens Kornbekledning er grovere mod Randen end paa Midten og fortsætter sig om paa Bugsiden i Armmellemrummene, saaledes at der langs med Genitalspalterne er et nøgent Bælte, hvor den underliggende fine Skjelbekledning kommer tilsyne. Allerinderst er der dog en smal Stribe af Korn ved Genitalspalterne og Mundskjoldene. Ofte forlenger Kornbekledningen sig ogsaa lidt ud paa Grunden af Armene enten som et lille sammenhængende Kornparti eller som adskilte Tverrækker af Korn. Mundskjoldene ere store i Sammenligning med de øvrige Munddele, lidt længere end brede og lige» brede i begge Ender, rectangulære med svagt buede Sider og afrundede Hjørner; påa hver Side ligger et lille trekantet Sidemundskjold, og indenfor Mund- skjoldet kommer lidt af Mundrammerne tilsyne. Af de 4 Mundpapiller er den yderste den bredeste; hos udvoxne Exemplarer er der gjerne c. 15 Tandpapiller, ordnede i 3 Rækker. Armene ere over 5 Gange saa lange som Skiven er bred. Bugpladerne ere omtrent lige lange og brede — i Spidsen åf Armene længere end brede — ottekantede og lidt hule paa Siderne, forat give Plads for de to skjælformige Fodpapiller. Rygpladernes Form er temmelig variabel; egentlig ere de ovale paa tvers, men eftersom den øverste Armpig rykker ind paa dem eller bort fra dem, afstumpes eller tilspidses de paa den ene eller paa begge Sider, og deres Form bliver derfor uregelmæssig, sjelden eller aldrig fuld- kommen eens paa 2 efter hinanden følgende Led; paa Armens inderste Deel ere de stærkt bugede og hæve sig med den ydre Rand op over den næste Plades Niveau. I Spidsen af Armene antage de den mere regelmæssige Form af Cirkeludsnit, som udadtil begrændses af en Bue, indadtil af to sammenstodende Skraalinier. Sidepladerne bestaae egentlig kun af en tynd Hud og en stærk Kjøl, paa hvilken der sidder 3 eller 4 Armpigge; de 2 underste Rækker ere constante, men om der over dem sidder 1 eller 2, er ubestemt, og det 245 , er netop denne Ubestemthed, der paavirker Rygpladernes Form; naar der kun er 3, sidder den øverste naturligviis længere nede, end naar der er 4. Det samme Led kan enten have 3 eller 4 Pigge paa begge Sider eller 3 paa den ene og 4 paa den anden. De 2 underste ere kegledannede, noget sammentrykte og saa lange som 14 Bugplade; hvis der er 4, gjør den tredie Overgangen til den øverste, som er saa lang som halvtredie Bugplade og over- maade tyk, næsten tøndeformig. Hvor betegnende end denne særdeles tykke Pig er for det inderste Stykke af Armen hos Ophiocoma crassispina, er den dog ikke altid udviklet i lige høj Grad, og man træffer temmelig store Exemplarer, hvis øverste Pig vel er længere og tykkere end de andre, men dog af en regelmæsig Kegleform. I Spidsen af Armene ere Piggene forholdsviis længere, tyndere og mere eens; den øverste er ikke i Formen, men kun ved Længden forskjellig fra de 2 andre, som ere saa lange som to af de tilsvarende Bugplader, medens hiin er saa lang som 3 eller 4. I det Hele har Armenes ydre Deel et eensartet regelmæssigt Præg, der er saameget forskjelligere fra deres indre Deel, jo mere eiendommeligt denne er uddannet. Et af de største Exem- plarer har et Skivetvermaal af 30mm og Arme af c. 160mm Længde. Nogle ere sorte paa Rygsiden og lyse paa Bugsiden med fine Tegninger paa Sidepladerne, undertiden ogsaa paa Bugpladerne, eller Piggenes Underside er lys; andre ere lysere, f. Ex. graae med grovere eller finere, undertiden meget regelmæssige, mørkere Tegninger paa Skiven, med afvexlende mørke og lyse Bælter paa Armene og med fine marmorerede Tegninger paa alle Armpladerne og Piggene. Say beskriver O. crassispina som mørk purpurfarvet, mere eller mindre tegnet med Gulagtigt paa Armene og Undersiden, og med gulagtige Pigge. — Denne Art er hyppig i Vestindien, hvor den repræsenterer samme Typus som ©. scolopendrina i Ostindien. Riise har taget den ved St. Thomas (f. Ex. paa Koraller i 3-4 Fods Dybde), Ørsted ved St. Croix (2 Favne), Say ved Florida, hvorfra Museet ogsaa besidder et Exemplar. Naar Ungerne kun have et Skivetvermaal af 5"m, er Skiven allerede beklædt med Korn; Mundskjoldene ere kredsrunde, Armrygpladerne lige lange og brede og af Form som Ruder eller Cirkeludsnit; der er ogsaa allerede 2 Eodpapiller og 3 eller 4 korte Armpigge, af hvilke den overste er tyk og but og saa lang som 2 Armled. Farven er sort med nogle hvide Pletter i Randen af Skiven og med talrige hvide Bælter i Armenes yderste Deel. Ophiocoma Riisei Ltk. (Tab. IV, fig. 6.) Synonym? ©. Wendtü M. Tr. Beskrivelse. Skivebekledningen frembyder intet Mærkeligt. Mundskjoldene ere en Deel længere end brede, kantet-ægformige og bredere udadtil end indadtil; Tand- 246 papillerne ere ordnede i tre eller fire Rækker. Armene cre 6 til 7 Gange saa lange som Skiven er bred; Bugpladerne ere meget mere brede end lange, ottekantede, men lidt bredere udadtil end indadtil, eftersom deres Sider convergere lidt indefter. I Spidsen af Armene blive de endnu spidsere i denne Retning, og Længden tiltager paa Bredens Bekost- ning. Rygpladerne ere udadtil begrændsede af en Bue, indadtil af 2 Skraalinier, hvis Skjæringspunkt skjules af den foregaaende Plade. Forresten varierer deres Form endeel og bliver ved en ringe Modifikation til en bred regelmæssig Sexkant, hvis Brede er det dobbelte af dens Længde. I Spidsen af Armene antage de Form af Cirkeludsnit og adskil- les fuldkommen fra hinanden ved Sidepladerne. Der er 1 Fodpapil, kun paa de i Skiven optagne Led 2, og 3 eller 4 tynde, trinde, i det hoieste i Spidsen lidt sammentrykte Årmpigge, der tiltage jevnt i Længde og Styrke fra den underste, der er saa lang som 2 Armled eller lidt derover, til den øverste, der er saa lang som 4 eller 6. Men disse meget store Pigge findes kun med 1, 2 eller 3 Leds Mellemrum og sjeldent paa begge Sider af det samme Led. I Spidsen af Armene ere Piggene tynde og saa lange som 3 Armled. Under Lupen vise de sig svagt rue, som om de vare belagte med yderst fine Skjæl, og Armpladerne gjøre ligesom hos andre Arter Indtrykket af at være kornede. — Farven er enten mørkebruun eller sort uden Aftegning, saa at der kun i Spidsen af Armene er Spor til fine lyse Tverlinier, eller disse vise sig i største Delen af Armenes Længde, og Skiven viser da tillige mørkere Radiallinier paa en bruun Grund. Skivetvermaal 24mm, Armlengde 160mm, Årten er indsendt af Hr. Riise, der har taget den sammen med den foregaaende. Ungerne udmærke sig ved at mangle Korn paa Skiven, uagtet de allerede have et Skivetvermaal af 5-6mm, Skivens Beklædning minder ganske om Ophionereis; Rygsiden er bedækket med en Mængde Smaaskjæl; Randskjællene ere lidt større og tydeligere end de andre, og kun lidt af Radialskjoldene kommer tilsyne. Mundskjoldene ere aflange, bredere udadtil end indadtil, med lige Siderande. Der er 4 Mundpapiller og en Gruppe af Tand- papiller under Tænderne. Sidemundskjoldene ere fuldkommen adskilte fra hinanden og ligge hvert paa sin Side af Mundskjoldene. Armbugpladerne ere ved Grunden af Armene temmelig brede og af den sædvanlige Form; der er 1 Fodpapil og inderst 3 eller 4 lange og tynde, rue Armpigge; den øverste og længste er saa lang som 3 Armled. Rygpladerne ere rudeformige eller have Form af Cirkeludsnit; i Armenes inderste Deel berøre de hin- anden, men fra Midten af ere de adskilte af Sidepladerne. — Exemplarer med 8mm Skive- tvermaal ere endnu skjællede uden Kornbedækning; deres Rygplader ere sexkantede og omtrent lige lange og brede. Jeg har troet at burde meddele en udførlig Beskrivelse af Ungen paa dette Sta- dium, da man let kunde miskjende den og enten ville henføre den til Ophiopsila eller opstille den som en heel ny Slægt paa Grund af, at Kornbeklædningen mangler. UE Uagtet O. erinaceus ved Fodpapillernes Antal hører til en anden Gruppe, forekom- mer det mig dog, at denne Art og ©. Rüsei kunne siges at repræsentere hinanden, om end ikke fuldt saa noie som O. crassispina og O. scolopendrina. Ophiocoma æthiops Ltk. Beskrivelse. Denne anseelige Art — den eneste, som hidtil er bekjendt fra Amerikas Vestkyst — har en fin Kornbeklædning og særdeles brede og flade Arme. Ligesom det ogsaa ofte er Tilfældet hos andre Ophiocoma-Arter, gaaer Kornbeklædningen lidt ud paa de inderste Armled. Paa Undersiden mangler den ganske paa et temmelig bredt A-formigt Parti langs med Genitalspalterne; Formen af et A fremkommer derved, at Kornene dog midt i hvert Armmellemrum fortsætte sig næsten lige til Mundskjoldene. Disse kunne være dobbelt saa lange som brede; deres Sider kunne næsten betragtes som parallele; indadtil ere de afrundede, udadtil afstumpede. Tandpapillerne, henved 20 i Alt, sidde i en firdobbelt Række; foruden dem er der 4 eller 5 Mundpapiller ved hver Mund- rand. Armrygpladerne ere mere ligebrede og mere eensdannede end hos de andre store Ophiocoma- Arter, og Armenes Rygflade gjør derfor et langt mere regelmæssigt Ind- tryk end hos de 2 foregaaende Arter. Dette har sin naturlige Grund deri, at ingen af de øverste Armpigge her optræder med nogen overordenlig stærk Udvikling og derved for- mindsker den tilstødende Rygplades Brede og forandrer dens Form. Rygpladerne ere 3 Gange saa brede som lange og tilspidsede paa begge Sider, saa at de kun berøre hinanden i en kortere Strekning; deres ydre Rand er i Regelen tydelig indtrykt. I Armenes yderste Deel modificeres denne Form som sædvanligt meget betydeligt; den gaaer der gjennem en Øxeform over i Cirkeludsnittets. Bugpladerne ere væsenlig af den sædvan- lige Form; de ere ottekantede, saaledes at de 3 indre Linier tilsammen danne en Bue, hule paa Siderne og smallere indadtil end udadtil, hvor deres Brede er lidt større end deres Længde. I Regelen er der kun 1 Fodpapil; hist og her er der dog 2, og paa Årme- nes inderste, i Skiven optagne Deel er dette Regelen. Allerinderst ved Armenes Udspring er der 5 eller 4 tynde og sammentrykte, omtrent lige lange Pigge; deres Længde er lig med Længden af 2 Armled, og de øverste ere kun ubetydeligt tykkere end de andre. I den øvrige, kraftigt udviklede, Deel af Armen er der 4, sjeldnere 3 Armpigge, af hvilke de 2 underste have den nysanførte Form og Længde, medens den øverste eller de 2 øverste ere lidt længere — skjondt sjeldent saa lange som 3 Armled — og tykkere samt trinde og butte. I Henseende til Armpiggenes Længde og Tykkelse kan denne Art siges at staae imellem O. Rüsel og crassispina eller mellem O. erinaceus og scolopendrina. Farven er aldeles sort, kun paa Armenes alleryderste Deel optræde nogle fine lyse Tegninger ligesom hos 248 O. Rriisei. Det foreliggende Exemplar har et Skivetvermaal af 30mm, og Armene ere c. 150mm lange; det er fra Panama og gjennem Hr. Riise erhvervet fra Smithsonian Institution. Ophiocoma pumila Ltk. (Tab. IV, fig. 5). Beskrivelse. Mundskjoldene ere næsten kredsformige og Sidemundskjol- dene mindre end hos de andre vestindiske Arter. Tandpapillerne danne 3 Rækker. Størstedelen af Armmellemrummene ere kornbeklædte. Armene, hvis Antal hos de Voxne altid er 5,ere lange og flade. Rygpladerne ere dobbelt saa brede som lange, ovale paa tvers, men dog begrændsede udadtil af en svagere Bue end indadtil. Bugpladerne ere omtrent lige lange og brede og af den sædvanlige ottekantede Form; i Spidsen af Armene blive de ovale (paa langs), og Rygpladerne blive der næsten hjerteformige, skjondt uden Indbugtning. Der er I Fodpapil og 4 (inderst undertiden 5) tynde, lidt sammentrykte Armpigge, af hvilke den underste og korteste er saa lang som halvandet Armled; de 2 øverste ere enten lige lange, eller den næstøverste er lidt længere, som 3 Armled. — Skiven er lysebruun eller graa med mørkere Afskygninger; paa Armene vexle Bælter af hine Farver med lysere, tegnede af hvidt og lysebruunt. De mørkere Partier blive i Spidsen af Armene næsten sorte. — Skivetvermaal 157m og Armlængde ce. 135™. St. Thomas, St. Croix (Ørsted, Riise). Tidligere kjendte jeg kun Ungerne af denne Art, som jeg beskrev under Navn af O. pumila, hvilket Navn nu vistnok ikke er meget passende, men som jeg dog troer mig forpligtet til at beholde. Til Sammenligning med de andre Arter, hvis Unger ere beskrevne i det Foregaaende, og som Exempel paa de Forandringer, Ophiurerne undergaae med Alde- ren, vil jeg meddele en udførlig Beskrivelse af Arten i denne Tilstand. Af 12 Exem- plarer have de 8 6 Arme, af hvilke da de 2 eller 3 gjerne ere mindre (baade kortere og tyndere) end de andre 4 eller 5 Arme. Jeg skal lade uafgjort, hvorvidt man heraf kan slutte, at Arten oprindelig optræder med 5 Arme, men saa deler sig og repro- ducerer de 2, hvorved det normale Femtal kommer ud. Skiven er tyndt beklædt med Korn, hvoraf der ogsaa sees enkelte paa Undersiden. Mundskjoldene ere ægformige, Sidemundskjoldene trekantede. Nogle have 2, andre 3 Rækker af Tandpapiller. Armryg- pladerne ere næsten kredsrunde eller lige lange og brede, udadtil begrændsede af en stærk Bue, indadtil af 2 convergerende Linier, som dog ikke mødes, da Vinkelen. er afstumpet. Bugpladerne ere mere lange end brede og tidt bredere udadtil end indadtil, hvor de begrændses af skarpere Linier. De have 1 Fodpapil og 4 korte kegledannede Armpigge, af hvilke de underste ere de korteste, de øverste de længste, men knap saa lange som 2 249 Armled. Farven lysebrun med mørkere og lyse Bælter paa Armene. Skivetvermaal 5", Årmlængde 25mm, Af mig bekjendte Arter er O. pumila" nærmest beslægtet med O. Valenciæ M. Tr. 12. Ophiothrix M. Tr. Hos de Arter, som jeg har havt Leilighed til at undersøge, ere Radialskjol- dene saa store, at de optage den største Deel af Skivens Rygside og have Form af ret- vinklede Trekanter, hvis Stilling er saadan, at de to, der høre sammen, vende Hypo- tenuserne mod hinanden, de lange Catheter mod deres Naboer og de korte mod Armene og Skiveranden. Den øvrige Deel af Skivens Rygside indskrænkes derved til 10 Radial- bælter, nemlig 5 smalle, som ligge i Retning med Armene, og 5 brede, som ere ret- tede mod Midten af Armmellemrummene, men alle 10 stødende sammen midt paa Skiven. Radialbælterne og Skivens Underside ere formodenlig altid beklædte med Skjæl, men disse skjules mere eller mindre af en Bevæbning, bestaaende enten af rue Torne, eller af lange takkede Pigge eller af Dannelser, som staae paa Overgangen mellem begge; Radial- skjoldene kunne være nøgne eller mere eller mindre besatte med Torne eller Pigge. Og- saa paa Undersiden fortsætter denne Beklædning sig; kun den ved de 10 Genitalspalter nærmeste Deel af Armmellemrummene er altid nøgen. Ved hver Spalte er der et større ydre og et mindre indre Genitalskjæl; de to indre i samme Armmellemrum slutte sig tæt til hinanden og til Mundskjoldet. Mundskjoldene ere smaa, en Deel mere brede end lange, og have en spids Vinkel paa den indvendige Side og to afrundede Sidevinkler; Madre- porpladen er større og mere rundagtig end de andre. Sidemundskjoldene ere nogen- lunde trekantede og ligge indenfor Mundskjoldene, saaledes at de med deres smallere Ender naae sammen indenfor Mundskjoldets Spids og med de bredere støde op til de inderste Armled. Mundrammerne efterlade mellem sig et lille trekantet Rum, men støde sammen i Spidsen, hvor Kjæben støtter sig til dem; da der ingen Mundpapiller er, vise Mundvigene sig med deres fulde Brede; den Deel af Mundrammen, som boier sig op og ind i Mundvigene, indeholder en Pore for en Mundfod; mellem hvert Par Mundrammer er der i Mundvigens Loft en Spalte af Form som en Landsespids. Størstedelen af Kjæberne optages af Tandpapillerne, som danne en Række paa hver Side samt et kileformigt Parti i Midten og strække sig høit op i Munden. Armene ere i det mindste 6 Gange saa lange som Skiven er bred. Bugpladerne ere næsten firkantede og berøre hinanden i hele 1) Det er maaskee ikke overflødigt at bemærke, at denne Art i sin Tid er tilstillet enkelte Museer under Navn af O. placentigera, inden Identiteten af de Voxne og Ungerne var anerkjendt. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem Afd. 5 Bd. De 250 deres Brede; Rygpladerne have enten Form af en skjæv afstumpet Rude, eller denne gaaer over til en øxeagtig Figur, som udadtil begrændses af en Bue, indadtil og paa Siderne af hule Linier. Hver Sideplade har en stærkt fremstaaende Kjøl med Ledgruber for 6-9 tynde, glasklare, skjøre, sammentrykte og langs med de skarpe Kanter stærkt takkede Armpigge; de underste ere korte, næsten rudimentære, hvorimod Længden af de øverste ofte er $ af Skivens Tvermaal. I Armenes yderste Deel erstattes den underste korte Pig af en Hage med 3 eller flere Takker. Enten mangler Fodpapillen eller den er aldeles rudimentær. Slægten er væsenlig tropisk; fra den tempereerte Zone kjendes kun O. fragilis) fra Middelhavet og den skandinavisk - brittiske Region. De fleste Arter synes at tilhøre det store østlige Ocean. Da de have saa mange Slegtseiendommeligheder tilfælles, ere de vanskelige at diagnosticere, hvilken Vanskelighed forøges ved den Foranderlighed i Skivens Beklædning, som ofte viser sig hos samme Art, tildeels som Aldersforskjel; den af Müller og Troschel forsøgte Deling af Slægten i 3 Grupper efter Ryggens Beklædning vil derfor ikke kunne gjennemføres. Ophiothrix Suensonii Ltk. (Tab. IV, fig. 2.) Dignoscitur squamis disci distinctis, scutis radialibus nudis, zonis radialibus angu- stis, spinis longis tenuibus sparsim obtectis, spinis brachiorum vulgo quinis, 10-15ties den- tatis, in intima brachiorum parte pluribus, utrinque approximatis, series transversas haud interruptas fere formantibus, linea nigra vel saturate purpurea dorsum brachiorum et disci usque ad centrum percurrente. Beskrivelse. Radialskjoldene ere meget store og nøgne; Radialbelterne imellem dem ere derfor meget smalle og ikke meget bredere end de, der adskille de sam- menhorende Radialskjolde; de ere ligesom Armmellemrummene beklædte med Skjæl, som paa Skivens Underside ere ordnede, mere eller mindre tydeligt, i Tverrækker, parallelt med Skivens Rand. Radialbælterne bere nogle Pigge, som hos udvoxne Individer alle ere lange og tynde og indleddede med et virkeligt Ledhoved paa Skiven ligesom Armpiggene, dem de fuldkommen ligne, naar det undtages, at de kun have ganske enkelte Takker og ere meget mindre. Hos de udvoxne Individer er deres Antal meget større end hos de yngre. Paa hvert af de smalle Radialbælter er der en Række af 2 eller 3 saadanne Pigge, paa de brede derimod danne de et Par Rækker. Mundskjoldene ere dobbelt saa brede 1) Ifølge Forbes er Delle Chiajes Asterias tricolor, Ferrusacii og quinquemaculata kun Varieteter J eS ERAN af Ophiothrix fragilis. Johnstons Ophiura granulata er en Ophiocoma, og »Systemets» Ophiothrix granulata bortfalder derfor. 251 som lange og have den sædvanlige Form som en bred Oval med en indvendig Spids. Armene ere temmelig lange og tynde. Rygpladerne ere mere lange end brede og antage derfor Form af en langagtig Sexkant, hvis Sider er lidt hule eller buede. Bug- pladerne ere ogsaa mere lange end brede; de ere dernæst lidt bredere udadtil end ind- adtil og have hule Sider og afstumpede Hjørner, ofte ogsaa en Indbugtning udvendig. Armpiggene ere i Regelen kun 4-5; de underste ere som sædvanlig butte og korte og kun udstyrede med 4-6 Takker paa hver Side, hvorimod de øverste ere over- maade lange, tynde og spidse og forsynede med 10-15 Takker paa hver Side; de længste ere næsten saa lange som 8 Armled; inderst, nærmest ved Skiven, er deres Antal større, og de rykke her hinanden saa nær fra begge Sider, at de næsten støde sammen og ikke ere langt fra at danne uafbrudte Rækker tvers over denne Deel af Armen, ligesom hos Ophiacantha spinulosa. De tretakkede Hager, der erstatte den underste Fodpapil, kunne hos yngre Exemplarer forfølges næsten lige til Skiven. Exemplarer med Arme af c. 60mm have et Skivetvermaal af 6™ og Armpigge af A"m Længde; paa Exemplarer med et Skive- tvermaal af 9™™, ere de 6mm Jange. Museet største Exemplar har over 4" i Skivetvermaal og Arme af mere end 5" Længde. Farven har udentvivl været rosenrod med en morke- rod Linie langs ud ad Ryggen af hver Arm; disse 5 Linier fortsætte sig ind paa Skiven og modes midt paa denne, saa at de danne en mork Stjerne paa lys Grund. En lignende, men meget svagere Linie løber langs ad Armenes Bugside lige til Munden. Paa Skivens Bugside mellem Armene vexle lyse- og mørkerøde Tverstriber, som lobe parallelt med Skiveranden. Ogsaa Piggene have et svagt Rosenskjær. — Denne Art synes at vere mindre almindelig; Universitetsmuseet besidder kun nogle faa Fxemplarer, som det skylder Suenson og Riise. Sidstnævnte har taget den paa 24-3 Favnes Dybde paa Gorgonier og Svampe. Et af de foreliggende Exemplarer frembyder den Merkelighed, at det mellem 2 af sine » Arme har en sjette mindre; der er imidlertid ikke dannet nogen tilsvarende sjette Mundvig, uagtet Tilstedekomsten af den sjette Arm har forstyrret de Munden omgivende Deles Form. Ophiothrix Orstedii Ltk. (Tab. IV., flg. 3.) Dignoseitur zonis radialibus squamatis, spinis nonnullis tenuibus levibus obsilis, spinis brachiorum 6-9nis, quater vel sexties dentatis, lineis transversalibus undulatis albis in dorso brachiorum, longitudinali nulla. Beskrivelse. Radialbælterne ere tydelig skjælklædte ligesom hos O. Suen- sonit; paa de smalle er der en Række af 4-5 Pigge, paa de brede flere; de ere lange, wo nm * 292 tynde og uden tydelige Takker, undtagen i Spidsen. Ogsaa paa Radialskjoldene sees undertiden enkelte Pigge, og paa Undersiden af Skiven er der en Gruppe af korte Pigge mellem hvert Par Arme. Armpiggene ere 5-6, inderst indtil 9 i Tallet; de underste ere korte, de fleste bredt afstumpede og fint takkede i Enden. De have kun faa Takker, 6, 4 eller endog kun 2 paa hver Side. Endnu i temmelig kort Afstand fra Skiven viser den underste Pig Spor til Hagedannelse. — I Habitus ligner denne Art ganske den folgende, men den vil altid let kunne skjelnes fra denne ved Arm- og Skivepiggenes færre Takker og ved det aldeles forskjellige System for Farvetegningen. Denne er nemlig paa Skiven grøn eller blaagrøn med lyse og mørke Punkter; paa Armenes Rygside indfattes Leddene af fine hvide, noget bugtede Tverlinier, som endmere udhæves ved at ledsages af mørke Linier. Nogen lys eller mørk Længdelinie findes derimod ikke. Denne Farvetegning erkjendes allerede hos Unger med et Skivetvermaal af 3"": deres Arme ere meget tynde, og deres Armpigge faa, korte, tynde og svagt takkede; Skiven er allerede besat med adskillige Pigge. Udvoxne Exemplarer have et Skivetvermaal af 9"", en Armlængde af 60mm, Armpigge af Amm og Skivepigge af 11mm Længde. De ere tagne af Ørsted og Riise ved St. Croix og St. Thomas sammen med O. violacea. Ophiothrix violacea Müll. Tr. (Tab. V. fie. 1). Synonymer: Ophiothrix violacea M. Tr. System der Asteriden p. 115 (Rio Janeiro) og Archiv f. Naturgesch. XI. (1843) p. 113 (Syd-Carolina). — caribea Ord. Ltk. I. c. (Vestindien). = Kröyeri Ltk. 1. c. (Rio Janeiro). 2 Ophiura angulata Say 1. e. @Ophiothri hispida Ayres Proc. Bost. Soc. IV, p. 249. f Formodenlig Ungerne af denne Art. Dignoscitur scutis et zonis radialibus spinulis brevibus vel spinis longis tenuibus dentatis obtectis, spinis brachiorum 6-8nis, 10-20ies dentatis, linea alba obscure marginata dorsum brachiorum percurrente. N Beskrivelse. Skivens Beklædning varierer en Deel. Radialbælterne — af hvilke de bredere her ere temmelig brede, da Radialskjoldene ikke ere meget store, — ere tæt bedækkede med smaa Torne eller lave Pigge, som ende med 3 eller 4 Spidser; de findes ogsaa paa Radialskjoldene, men her dog i Regelen mere tyndt, og ligeledes paa den yderste Deel af Skivens Bugflade; meget ofte er der desuden paa de brede Radialbælter udviklet et større eller mindre Antal takkede Pigge af samme Beskaffenhed som Armpig- gene, men mindre og med 4-7 Takker paa hver Side. [os udvoxne Exemplarér synes det at være Regel, at der i det mindste er nogle saadanne Pigge blandede med Skivens øvrige Torne. Mundskjoldene ere aflange paa tvers med en mere eller mindre frem- trædende Spids vendende ind imod Munden. Armrygpladerne ere omtrent lige lange 253 og brede; de variere noget i Formen, men ere i Almindelighed rudeformige eller oxedan- nede; midt ad Armryggen løber en svag Kjøl, fra hvilken de skraane lidt ned til begge Sider. Bugpladerne ere meget mere brede end lange, -sexkantede, saaledes at de udadtil og indadtil begrændses af en længere, paa hver Side af 2 kortere Linier; deres ydre Rand er ofte indbuet paa Midten. Piggene ere 6-8 i Tallet, de 3 øverste meget lange, hvorimod de andre aftage i Længde ned imod den tredobbelte Hage eller den yderst lille Pig og den rudimentære Fodpapil, som afslutter Rækken forneden; de længste ere saa lange som 5 Armled og længere end 4 af Skivens Tvermaal; nogle ende spidst, andre som afstumpede og fint takkede; langs ad hver Side kunne de have 10-15 eller endog henved 20 skarpe Takker. Hager sees hos udvoxne Exemplarer kun i Armens ydre Halvdeel. — Et Skivetvermaal af 10"m og Arme af 60-80mm Længde kan ansees for Artens Maximum. Piggene ere da 4"" lange. Grundfarven er Blaat eller Violet, Undersiden hvid med blaa- lige Tegninger; ogsaa Piggene have et Anstrog af Grundfarven; undertiden ere de og Skiven stærkt orangerøde og kun Armene morkeblaae. En hvid eller gul, med Morkeblaat indfattet Linie, som løber langs ad Armryggens Kjøl, er særdeles betegnende for denne Art. Paa Rygpladerne er der desuden ofte nogle lyse Pletter, og paa enkelte er det Lyse saa overveiende, at de maae beskrives som havende gule Arme med fine blaae Tegninger. Unge Exemplare ere meget blege og have kun Radialbelterne beklædte med Torne med 2 eller 3 Spidser; Radialskjoldene ere nøgne, Armpiggene faa i Tal og udstyrede med faa Takker. O. violacea er meget almindelig i Vestindien, hvor den især lever paa Gorgonier og Svampe paa ringe Dybde. — Jeg har tidligere troet, at de vestindiske Exemplarer (O, caribæa mihi) ikke kunde være samme Art, som de, Prof. Krøyer havde taget ved Rio Janeiro (O. Kroyeri); men ved at erholde et fuldstændigere Materiale, deels fra Vestindien ved Hr. Riise, deels fra Prof. Kroyer, som havde den Godhed at overlade Museet, hvad han endnu besad deraf, er jeg kommet til den Erkjendelse, at de angivne Skjelnemerker ere utilstekkelige. Derved bortfalder igjen Hovedgrunden til at betvivle Identiteten med ©. violacea M. Tr., som netop angives at være erholdt baade fra Rio og fra Syd-Carolina, men som iøvrigt er beskrevet meget ufuldstændigt og kun efter unge Exemplarer. Fra Florida har Museet gjennem Smithsonian-Institution erholdt 2 Ophzo- thrie-Individer, som jeg ogsaa antager for at hore til den samme Art. At de af Say og Ayres under ovenanforte Navne beskrevne Arter repræsentere den spæde Alder af O, voo- lacea, er i det mindste rimeligt. Ophiothrix spiculata Le Conte. Beskrivelse. Denne Art staaer meget ner ved O. violacea. Skivens Radial- bælter ere tæt beklædte med smaa tvetakkede Torne, af hvilke der ogsaa er enkelte paa 254 Radialskjoldene og paa Undersiden midt imellem Armene. Mundskjoldene ere rudeformige, men deres indvendige Sider ere dog noget hule og Vinkelen derfor meget spids. Armene ere middellange, Rygpladerne som sædvanligt begrændsede af en convex Yderbue og to concave Sider, Bugpladerne sexkantede, mere brede end lange. Der er 6-7 Armpigge, af hvilke de underste ere meget "korte, de øverste derimod næsten 3 Gange saa lange som Armen er bred; de ende but, men dog med flere Spidser og have nedad hver Side 10 korte, udstaaende, tætstillede Takker. — Dr. Ørsted har taget denne Art ved Puntare- nas (1-5 Favne) og Realejo. Le Conte har beskrevet den fra Panama. Det bedst beva- rede Exemplar har 5"" Skivetvermaal og Arme af over 20™ Længde. Dets Grundfarve svæver mellem det Blaalige og Violette; langs ud ad Armene er der baade en mørkere Linie og lysere og mørkere Tverbælter, som hos de fleste andre Slangestjerner. Desuden er der mørkere Pletter paa Radialskjoldene. En af Dr. Ørsted meddelt Skizze angiver snarere Grundfarven som grønlig, Rygpladerne som violette og hvert fjerde Armled som rødt underneden og paa Siderne; ogsaa Skivens Rygtorne synes at være røde. Af ugrenede Euryaler kjendtes hidtil kun een Slægt (Asteronyx); de 2 nye Slæg- ter af denne Gruppe, som Dr. Ørsted har hjembragt, høre derfor til det interessanteste Udbytte af denne Naturforskers Reise. 13. Asteroporpa Ord. Dignoscitur inter ceteras Euryalas disco radiato, gibboso, brachiis longissimis sim- plieibus, apice filiformibus, profunde annulatis, annulis dorsi disci et brachiorum verrucis asperis, in brachiis et parte disci hamulas gerentibus, obtectis, rimis genitalibus decem, loco solito, spinis oralibus conicis, brachialibus brevibus asperis subtus in annulis collo- catis, corpore madreporiformi singulo. Asteroporpa annulata Ord. Ltk. (Tab. V, fig. 4.) Dignoscitur costarum parte intima verrucis conicis obsita, radios decem verrucosos formantibus, parte centrali disci granulata minima. Beskrivelse. Skiven er forholdsviis hei (tyk); den Deel af den, som støttes af Ribberne, er nemlig sterkt opsvulmet og danner ligesom 5 Pukler, der mellem sig begrendse et midterste, lille, femkantet, noget indfaldet Stykke, som dog tildeels ogsaa udfyldes af Fortsættelser af Ribberne. Seet ovenfra er Skiven saa stærkt indtrykt i Arm- vinklerne, at den har Form af en Stjerne med fem korte og tykke Straaler (de omtalte Pukler), som efter en temmelig pludselig Sænkning fortsætte sig i Armene; paa Bugsiden gaae Armene og Skiven mere umiddelbart over i hinanden. Armene ere flade paa Bug- siden og hvælvede paa Rygsiden, men uden nogen bestemt Grændse mellem disse, og i det mindste ligesaa høie som brede; de ere dernæst overmaade lange og tynde og aftage stærkt i Tykkelse fra Grunden til Spidsen, saa at deres yderste Stykke er fint som en Traad. De ere afdeelte i korte, tæt paa hinanden følgende Ringe, som adskilles ved For- dybninger eller Indsnøringer omtrent af samme Længde; tydeligst er denne Leddeling paa Ryggen og Siderne, mindre paa Bugsiden, og i den yderste Deel af Armen udvidskes den ogsaa noget, saa at de tynde Armender blot ere knudrede eller moniliforme. De ophoiede Ringe ere besatte med smaa takkede Vorter, som bære fine Hager, hvilke iagttages tydeligst paa Armenes midterste Stykke; paa Bugsiden er denne Beklædning udviklet til korte, trinde, rue, i Enden med 3-4 smaa udstaaende Spidser udrustede Pigge; paa de inderste Armringe er der 5-6 saadanne Pigge i hver Række og paa hver Side af Armenes Midtlinie; længere ude ere de færre, og paa de traadfine Armspidser blive alle disse Dannelser utydelige eller forsvinde ganske. I hver Indsnøring mellem 2 Armringe er der paa Under- siden af Armen en Fodpore paa hver Side, men ingen Fodpapiller. Indsnoringerne ere ligesom Skivens Bugside dækkede med runde Korn, som snart staae mere tæt, snart mere tyndt. Armvinklerne ere ligeledes kornede og skarpt afgrændsede fra Skivepuklernes Halvringe og fra den til Bugsiden hørende, i Skiven optagne Deel af Armene. I hver Armvinkel er der 2 Genitalspalter, een paa hver Side af hver Arm; i den ene Armvinkel ligger en lille porøs Madreporvorte. Mundvigene ere besatte med spidse Mundpigge, som ogsaa fortsætte sig op i Munden paa Tændernes sædvanlige Plads. Hver »Skivepukkel« har 6 Tverringe af større Vorter eller Pigge; de 3 yderste Ringe ere smallere, følge tættere paa hinanden og bære hver kun een Tverrække af Vorter; den fjerde ledsages lige- som de 2 inderste af en mindre Kornrække paa hver Side, men bærer ligesom de 3 ydre og Armringene fine Hager. De 2 inderste ere de bredeste og bære hver 3 Rækker af Vorter, een hoiere mellem to lavere; den inderste er den korteste, men bærer de største Vorter. Disse Dannelser tiltage nemiig i Størrelse i hele dette Afsnit fra Periferien mod Centrum. Den midterste Række Vorter paa de to inderste Ringe fortjener maaskee snarere Navn af korte, tykke, i Enden deelte og spidse Pigge end af Vorter. Det af de 5 »Puklers« inderste Ring begrændsede lille femkantede Centralparti har 10 korte Ribber som Fortsæt- telse af dem, der støtte Puklerne, og besatte med kegledannede eller næsten pæreformige, med udstaaende Spidser forsynede Vorter eller Pigge af selvsamme Beskaffenhed som de nys beskrevne, der beklæde de inderste Ringe. Disse Ribber naae dog ikke sammen i Midten, hvilket Punkt antydes af en lille Gruppe af lignende Vorter. Mellemrummene mellem Ringene og Ribberne ere ligesom Indsnøringerne paa Armene beklædte med Korn. Kun eet Exemplar af denne mærkelige Form er hidtil bekjendt. Det skyldes Dr. Ørsted og er opfisket ved St. Jan paa 50 Favnes Dybde. Dets Arme ere omtrent 110mm lange og Skiven maaler 1{™™ fra det yderste Punkt af Armvinklerne til det inderste af den modsatte Indbugtning. Om Farven hos det friske Dyr er Intet bekjendt. Asteroporpa affinis Ltk. (Tab. V. fig. 5). Dignoscitur vadiis, verrucis conicis obsitis, in parte centrali disci granulata majore nullis. Paa en pragtfuld, hidtil, saavidt jeg veed, ubeskreven Gorgoniacee!), som tilhørte afdøde Kong Christian VIIIs zoologiske Cabinet, fandtes foruden flere Exemplarer af Astero- phyton Cecilia en Asteroporpa, som afviger saameget fra A. annulata ved Beklædningen af Skivens midterste Deel, at jeg ikke tør henføre den til denne Art. Med dette Exemplar stemmer ogsaa i det Væsenlige et noget større, som Prof. Steenstrup forefandt i Herlufs- holms Stiftelses naturhistoriske Samling. Det mindre Exemplar har 4-5, det større indtil 8 Tverringe paa Skivens »Pukler«, og disse Ringe fortsætte sig fra den ene af de to sam- menhørende Ribber over paa den anden; paa begge Exemplarer erstattes de hagebærende Vorter ligesom hos A. annulata af større kegledannede Knuder paa de inderste af disse Ringe. Men begge mangle de 10 radierende Rækker af lignende Vorter, som hos den foregaaende Art beklæde Ribbernes allerinderste Deel. Et større kornklædt Rum indtager her Midten af Skiven. Det større Exemplar har et Skivetvermaal af 20mm, — At denne Form ogsaa har hjemnie i Vestindien, kan neppe betvivles. Førend flere Exemplarer blive undersøgte, er det neppe muligt at have nogen bestemt Mening om den anførte Forskjel er constant eller ikke. At afgjøre Spørgsmaalet ved Analogier, hentede f. Ex. fra Asterophyton Lincki, hvor Skivens Beklædning ofte viser ligesaa store Forskjelligheder hos forskjellige Individer, synes ikke tilraadeligt, da man neppe i denne Henseende kan slutte fra den ene Slægt til den anden. 14. Asteroschema Ord. Dignoseitur genus Asteroschema, Asterophyton simplex fere referens, inter ceteras Euryalas disco minuto granulato, costis dorsalibus 10, brachiis longissimis, indivisis, fili- formibus, granulatis, haud distincte annulatis, ore nudo spinis destituto (?), rimis genitalibus 10, loco solito, spinis binis brevibus utrinque in facie inferiore brachiorum. 1) Fortiden opstillet i Universitetets zoologiske Museum under Navn af Herophile regia Stp. At denne Koral virkelig tilhører det vestindiske Hav, har jeg senere erholdt Vished for ved et i disse Dage af Hr. Riise indsendt mindre Exemplar Asteroschema er egenlig at opfatte som en ugrenet Asterophyton, naar det undtages, at den synes at mangle Mundpigge og Madreporplade; jeg vil imidlertid ikke aldeles benægte Muligheden af, at jeg trods min Søgen kan have overseet Madreporpladen, eller at Mundpiggene jo maaskee nok kunde findes paa andre Exemplarer. Asteroschema oligactes (Pallas). (Tab. V, fig. 3.) Synonymer: Asterias oligactes Pallas, Nova Acta Academiæ Petropolitanæ, t. 11. p. 239, tab. V. f. 33. Ophiura cirrosa Say, Journal of the Academy of Philadelphia €. V. p. 152. Beskrivelse. Paa Rygsiden af den meget lille Skive sees 10 korte og tykke Ribber; Armene ere trinde, lidt flade paa Bugsiden og kun utydeligt leddede af svage Ind- snøringer, samt overmaade lange og tynde, hvorfor de i en meget lang Strækning ikke aftage synderligt i Styrke. Baade Skiven og Armene ere overalt beklædte eensformigt med grove Korn uden nogen Forskjel mellem de mere ophoiede og de mere fordybede Steder og uden Vorter eller Hager. Der sees hverken Mundpigge eller Madreporvorter, og Arm- vinklernes Beklædning er ikke forskjellig fra den øvrige Huds. I hver Armvinkel er der 2 Genitalspalter ligesom hos den foregaaende Slægt; paa Armenes Bugside er der paa hver Side af Leddene 2 smaa Pigge, af hvilke den, der er nærmest ved Midtlinien, er ubetydeligt større end den anden. Det foreliggende Exemplar, som Dr. Ørsted har hjembragt fra St. Jan (paa 20 Favnes Dybde), har et Skivetvermaal af 6™ og Arme af c. 120mm Længde. Det har nu Euryalernes sædvanlige lysgule Farve; ifølge en af Dr. Ørsted meddeelt Skizze har det havt rødlige Armpigge. É Says Exemplar var ligeledes fra Vestindien og Pallas's fra Curacao. Det sidstnævnte har længere Arme end det Ørstedske; men hos saa langarmede Former er der intet Paafaldende i, at et Exemplar kan gaae videre i denne Retning end et andet. 15. Asterophyton Linck. (Smlgn. {ste Afdeling S. 68.) De 3 vestindiske Arter kunne adskilles saaledes: a. Verruca madreporacea majore unica. A. muricatum Lam. dignoscitur costis disci spinis conicis 6-10 præditis, brachiorum ramulis solis annulatis, truncis glabris, brachiis et disco simplieiter granulatis, spinis ambulacralibus nee in disco nec in intima brachiorum parte ullis, in ramis 1-5. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 33 258 b. Verrucis madreporaceis quinque minutis. A. Cecilia Lik. costis disci et brachiis usque ad basin distincte annulatis, granulis nequalibus obtectis, spinis ambulacralibus in brachiis nec non in disco usque ad os fere. A. Krebsü Ord. Lik. costis disci et brachiis indistincte annulatis, granulis æqualibus obtectis, spinis in brachiis usque ad basin, in disco nullis. Der findes ikke i Orsteds Samling nogen Art fra Amerikas Vestkyst; Philippis Asterophyton chilense er det første Vidnesbyrd om Slægtens Forekomst ved denne Kyst- strekning. Asterophyton muricatum Lmk, M. Tr. Beskrivelse. Ribberne ende med en brat afskaaren nogen Flade, men ere forresten beklædte med Korn ligesom den øvrige Hud, hvorhos de tillige bære en Række af 5-10 korte, men stærke, kegledannede Pigge, af hvilke de inderste ere de korteste, og de yderste, som ofte vise Spor til en Kløvning i 4-5 Spidser og sidde mere spredt, de længste. Armsommene ere meget brede og Armmellemrummene derfor smaa og næsten indskrænkede til Siderne af den tykke Skive. Genitalspalterne ere forholdsviis tem- melig smaa. Inderst i en af Armvinklerne ligger en temmelig stor Madreporvorte. Arm- pigge findes hverken paa Skiven eller paa det inderste Stykke af Armen; de optræde hos nogle ved den anden eller tredie Forgrening, hos andre først ved Sde eller 10de. Forst viser der sig Fodporer uden Pigge, saa 1, 2 eller 3 korte Pigge, ja paa de korte og stærke Sidegrene, som udgaae fra Armens indre Deel, endog 4-5; paa de tyndere Grene aftager deres Antal igjen, og de antage Form af simple Hager. Baade paa Rygsiden og paa Bugsiden ere Armene beklædte med den samme tætte og flade Kornbekledning som paa Skiven; kun paa de yderste Grene vise sig de smalle Ringe, der ogsaa hos andre Arter ere saa tydelige; disse Ringe ere beklædte med 2 Tverrekker af Korn, paa hver af hvilke der atter sidder en overmaade lille Hage. — A. muricatum naaer et Skivetvermaal af c. 3" og er vistnok meget almindelig i Vestindien, da baade Ørsted, Riise, Suenson og Benzon have meddeelt Exemplarer af den. Ifølge Say forekommer den ogsaa ved Florida. Professor Prosch har fra Øen Mona imellem Puertorico og Hayti, fra en Dybde af 12 Favne, hjembragt en mærkelig lille Asterophyton-Unge siddende paa en Eunice. Dens Skive er kun 2™ bred; den har 7 i Enden tvedelte Arme og 7 med Pigge besatte Mundvige. Skivens Ryg er tæt kornet, men uden Pigge, og Armryggene skarpt afdelte i bredere Bælter paa c. 5 Rækker Korn og smalle Ringe paa 2 Rækker, men Kornene ere paa dem begge af samme Størrelse; de paa de smalle Ringe bære smaa Hager. Skivens og Armenes Bugside er tyndt beklædt med Korn. Paa Armenes inderste Stykke er der 2 Pigge paa hver Side af hvert Led, men de antage snart Form af Hager, og i den yderste Deel af Armene er kun een paa hver Side. — Om denne mærkelige lille Form repræsenterer en fjerde Art, maa for Tiden henstaae uafgjort. Asterophyton Cæcilia Ltk. (Tab. V, fig. 6.) Af denne Art findes i Universitetsmuseet eet Exemplar, hjembragt fra Vestindien af Commandeurcapitain Suenson; det sidder sammenrullet paa en Gorgonia. Paa den ovenfor omtalte nye Gorgoniacee i Christian VIII's Cabinet sad 4 Exemplarer, af hvilke jeg har kunnet underkaste det ene en noiere Undersøgelse.!) Beskrivelse. Skivens Ribber ere afrundede paa Siderne; undertiden have de Udvæxter til Siden eller ere sammenvoxne med hinanden paa Midten, hvilket dog for- modenlig kun er individuelle Uregelmæssigheder. Ribberne bære hverken Knuder eller Pigge, men ere beklædte paa lignende Maade som Armene, nemlig med afvexlende bredere (og mørkere) Bælter af mindre Korn og smallere (lysere) Tverringe af grovere Korn. I Nærheden af Skivens Midtpunkt blive Ringene uregelmæssige og afbrudte. Meget skarp er Grændsen mellem »Ringene« og »Bælterne« kun i Ribbernes ydre Deel, hvor »Ringene« dannes af en Række store Korn, begrændset paa hver Side af en Række mindre, som dog ere større og .tydeligere end de til de noget fordybede »Bælter« hørende Korn; »Ringene« fortsætte sig ofte over fra den ene af de 2 Ribber, der høre sammen, til den anden. Den øvrige Deel af Skivehuden, saavel paa Ryggen mellem Ribberne som paa Bugsiden mellem Armene, er fint kornet (og mørk af Farve), hvilken Beklædning dog er blandet med enkelte smaa (lyse) Striber og Pletter, hvor Kornene ere lidt større. Armsommene ere smalle, men tydelige, Genitalspalterne store, Mundpiggene korte og tæt- stillede. Inderst i hver Armvinkel ligger en lille Madreporvorte. Armenes Bugside er ogsaa beklædt med fine Korn. Fodporerne og de dem ledsagende 2-4 smaa Pigge fort- sætte sig indenfor Armenes første Deling og næsten lige til Munden. Armenes Ryg og Sider ere, ligesom Skivens Ribber, ligefra deres Grund til Spidsen af de fineste Greue beklædte med afvexlende bredere fintkornede (morkere) Bælter og smallere (lysere) Ringe med 2 Rækker grovere Korn; mellem disse 2 Beklædningssystemer er der en fuldkommen skarp Grendse. De større Korn bære hver en lille Hage, ikke alene i den yderste Deel af Årmene, som er ganske ru deraf, men ogsaa i Nærheden af Skiven, hvor de dog synes efterhaanden for en Deel at falde eller slides af. I Armenes indre Deel ere, ligesom paa den tilstødende Deel af Skivens Ribber, de Korn, der støde nærmest op til de grovkornede 1) Paa en under Trykningen af dette Ark til Universitetsmuscet fra Hr. Riise indsendt Bebryce (Ver- rucella) findes 2 Individer af Asterophyton Cecilia og 1 Asteroschema. 260 Ringe, større end »Bælternes« andre Korn og danne en mere eller mindre tydelig Indfat- ning om hine Ringe. — Det Suensonske Exemplar har et Skivetvermaal af c. 30mm (mellem Enden af en af Ribberne til Midten af den modstaaende Indbugtning) og den i Beskrivelsen antydede Farvefordeling, der minder om Ormpadderne (Cæcilierne), og hvoraf Motivet til Artsnavnet er taget. Asterophyton Krebsii Ord. Ltk. Beskrivelse. Skivens Ribber vise Spor til lignende smalle ophoiede Tverringe som hos A. Cecilia, men Kornbeklædningen paa disse »Ringe« er ikke synderlig forskjellig fra den paa de med dem afvexlende »Bælter«. Det samme gjælder om Armenes Ryg og Sider; kun paa de yderste og tyndeste Grene træder Forskjellen som sædvanligt tydeligere frem. Paa Bugsiden af Armene og Skiven og paa Rygsiden af Armene mellem Ribberne er Huden fint kornet. Paa den i Skiven optagne Deel af Armene er der vel Fodporer, men ingen Pigge; disse begynde som 1 eller 2 ved Armenes anden Deling i selve Skivens Omkreds; ellers er der 2 eller 3 i hver Tverrække, og dem af dem, som sidder nærmest ved Armens Midtlinie er den største, den yderste den mindste. Inderst i hvert Armmellemrum er der en lille Madreporvorte. Det beskrevne Exemplar er taget ved St. Jan paa 50 Favnes Dybde og hjembragt af Dr. Ørsted; det sidder ogsaa paa en Gorgoniacee. 261 Fjerde Afsnit. Galathea-Expeditionens Udbytte af Ophiurer. Uanyttet af Corvetten Galatheas Jordomseiling indskrenker sig, for Ophiurernes Ved- kommende, til syv Arter, af hvilke kun to synes at vere nye for Videnskaben. Expeditio- nens Zoologer have med stor Redebonhed imødekommet mit Ønske ogsaa at kunne optage de af dem indsamlede Slangestjerner i mit Arbeide; navnlig skylder jeg Hr. Prof. Behn min bedste Tak, fordi han saa yelvilligen har overladt mig de af ham indsamlede Slange- stjerner til Undersogelse. Af de 6 Arter ere de 5 indsamlede ved Nikobar-Oerne, nemlig: Ophiolepis imbricata M. Tr. (ved Prof. Behn), Ophiactis Reinhardt’ Lik. (ved Prof. Reinhardt), ogsaa taget ved Tahiti af Prof. Behn. Ophiocoma scolopendrina (Lmk.) (ved Prof. Behn, Overlærer Kjellerup og Dr. Rink), Ophiocoma dentata M. Tr. (ved Prof. Behn) og Ophiothrix longipeda (Lmk.) (ligeledes ved Prof. Behn). Den sjette, nemlig Ophiocoma erinaceus M.'Tr., er indsamlet ved Tahiti af Prof. Reinhardt, og den syvende, .en Amphiura-Art, ved Tahiti af Prof. Behn. Uagtet Fortegnelsen kun er kort, er den dog ikke uden Interesse i zoologisk- geographisk Henseende. Medens af de i det Foregaaende beskrevne 56 amerikanske Slangestjerner kun 3 forefandtes i de europæiske Museer, hvis Materiale stod til Müllers og Troschels Disposition, da de udarbeidede »System der Asteriden«, ere af de 7° oven- nævnte Arter allerede de 5 optagne i hiint Arbeide, og de to andre høre til Grupper, som hidtil næsten ganske ere blevne oversete. Dette Forhold synes at bekræfte, at det indiske Havs Dyreverden maa være langt bedre repræsenteret i Europas Museer end Ame- rikas, uagtet dettes Kyster i Aarhundreder have været koloniserede af Europæere. Dernæst er det interessant at lægge Mærke til den store Udbredning fra Øst til Vest, som mange ostindiske Ophiurer have. Saaledes er Ostindiske Røde Hav. Mozambik. Archipel. Oceanien. Ophiolepis annulosa kjendt fra . . . + + + Ophiolepie' cmadar. 2 MN + + + Eee See Es Timor). Ophiolepis imbricata. ........ + I.deFrance. + in Ophiocoma erinaceus......... + + + + (Sandwich- 2 : 2 Øerne, Tahiti). Ophiocoma scolopendrina ...... + + —+-(Nikobar). . 5 i: ((Timor). Ophiothrix longipeda ........ I. de France. ++) (Nikobar) Oniacnsphemhar die ee a a eo 0 eme +-(Nikobar). + (Tahiti). Ophiolepis imbricata M. Tr. Af denne Art har Prof. Behn taget et yngre Exemplar ved Nikobar-Øerne. Skivens Rygside er tæt belagt med smaa runde taglagte Skjæl; kun langs med Skive- randen ere de lidt større, men Undersidens ere igjen noget finere end Rygsidens. Radialskjoldene ere overmaade smaa, næsten blot som fordybede Pletter, adskilte ved et bredt Skjælparti, dobbelt saa lange som brede, indadtil noget tilspidsede, udadtil afrun- dede. Mundskjoldene ere vel ikke ganske eens, men dog alle mere brede end lange og afrundede udadtil, medens deres indadvendte Sider danne en stump Vinkel; de strække sig ikke ud i Armmellemrummene. Madreporpladen er lidt større end de andre og har nogle Porer i Randen. Sidemundskjoldene ere forholdsvis temmelig store og ligge heelt indenfor Mundskjoldene; de ere begrændsede af 2 med Mundskjoldenes indre Rand parallele Skraalinier; med den ene Ende berøre de hinanden i en Linie, hvis Længde er lig med Mundskjoldets, med den anden støde de op til den inderste Armbugplade. Der er 5 Mundpapiller foruden en umage, der sidder under Tænderne; den næstyderste er den bredeste. Genitalspalternes Rande ere kornede. Armbugpladerne ere nærmest ved Skiven ubetydeligt mere brede end lange; deres ydre Begrændsningslinie er lidt buet, Siderne noget hule. Paa hver Side af dem sidder der 2 Fodpapiller i en noget skraa Stilling for hinanden og 3 korte, glatte og butte Pigge, af hvilke den underste og længste kun er meget lidt længere end et af Armleddene. Rygpladerne ere paa Armens inderste Stykke delte i c. 8 Skjæl foruden nogle ganske smaa, der udfylde Mel- lemrummene mellem de større; paa hver Side danne de kun en enkelt Tverrække, men midt udad Armene 2. Allerede i en temmelig kort Afstand fra Skiven ordne de sig imidlertid saaledes, at der er et større Hjørneskjæl paa hver Side, hvorimod de øvrige danne 2 Tverrækker. Ogsaa i Armenes yderste Deel skjelner man et Skjæl paa hver Side og en Gruppe af 6 i Midten. — Paa Skivens Underside er der endnu Spor til nogle mør- kere Pletter. 263 Jeg har kunnet sammenligne det her beskrevne nikobariske Exemplar med 2 fra. Mozambik og fra det indiske Ocean, som J. Miller i sin Tid har overladt Museet, uden at kunne finde andre Forskjelligheder end saadanne, som med Lethed forklares som individuelle eller Aldersforskjelligheder. Radialskjoldene ere hos de ældre Exemplarer fra Mozambik i Regelen mere afrundede, Mundskjoldene tildeels mere regelmæssigt bredt ovale, Madreporpladen større og udstyret med flere Porer, Pig- gene lidt tykkere og kortere, men ogsaa mere slidte. I Armenes inderste Stykke træde det ene af de 2 Skjæl midt paa Rygpladerne tilbage i Udvikling, og der dannes derved kun een regelmæssig Tverrække af 7 afrundede Skjæl, hvis Mellemrum udadtil udfyldes af nogle indskudte Smaaskjæl. — Farven er bruun med mørkere Pletter paa begge Sider af Skiven og med mørkere Baand paa Armene, hvilke Baand blot omfatte een Rygplade, men adskilles ved ce. 4 lysere. Skivetvermaal 19%", Armlængde c. 60%". Arten er kjendt fra Timor, Nikobar, Isle de France og Mozambik. Ophiolepis imbricata falder ikke ind under nogen af de Slægter, hvori jeg har deelt den gamle Ophiolepis-Slegt. Der gjælder altsaa her omtrent det Samme, som om Ophiolepis (?) Januarii, at fremtidige Opdagelser maae vise, hvor den nærmest hører hen, og om man for den kan opstille en særegen Slægt. Ophiactis Reinhardtii Ltk. (Tab. II, fig. 7.) Synonym: Ophiolepis sexradia Grube? Beskrivelse. Skiven er tyk, lidt bugtet, saaledes at dens Omrids danner en Udbugtning mellem hvert Armpar; derimod kan der ikke siges at være nogen Indbugtning ved Grunden af Armene ud for Radialskjoldene. Disse ere meget store og strække sig ligefra Armenes Basis indtil henimod Skivens Midtpunkt; indadtil ere de stærkt tilspidsede, udadtil saa brede, at deres Brede, naar de tages under Eet, er næsten ligesaa stor som deres Længde; de to lige Sider, som de vende imod hinanden, adskilles fuldstændigt af en meget smal Skjælkile. De øvrige Skjæl danne deels et Parti midt paa Skiven, deels 6 brede Radialbælter af flere Rækker Skjæl ved Siden af hinanden. Midt paa Skiven og paa Radialbælterne er der enkelte smaa Pigge, men flere i Skivens Omkreds. Armmellemrum- mene paa Undersiden ere nøgne, d.v.s., uden andre Skjæl end Genitalskjællene. Mund- skjoldene ere smalle og rudeformige, mere lange end brede; uagtet de bredt-trekantede Sidemundskjolde kile sig noget ind mellem den inderste meget lille halvmaaneformige Armbugplade og den efterfølgende, kommer det dog hverken der eller indenfor Mundskjol- denes Spids til noget fuldstændigt Sammenstød af Sidemundskjoldene. Der er 2 eller undertiden 3 Mundpapiller, men ingen under de firkantede Tandplader. De 6 Arme ere kraftige, kun tynde i Spidsen. Bugpladerne ere regelmæssigt ottekantede, saaledes at af 264 deres 8 Sider berøre de 2 de tilsvarende af Nabopladerne. Der er een bred Fodpapil og en tæt Række af 5-6, i Retningen parallelt med Armenes Axe fladtrykte, korte og meget rue Pigge; de Sidekjøle, paa hvilke de ere indleddede, ere meget tydelige. Den underste og korteste er ikke meget større end Fodpapillen ved Siden af den; derfra tiltage de andre noget i Længde indtil de 2 øverste, som desuden ere mere spidse end de andre 5, som ere mere butte. Det er imidlertid kun i Armenes allerinderste Stykke, at disse 2 øverste Pigge findes; i kort Afstand derfra forsvinder den øverste og omtrent med det 13de Led ogsaa den næstøverste. Her, hvor der altsaa kun er 5 Pigge, ere Rygpladerne bredest; de ere her nemlig bredt ovale, 3 Gange saa brede som lange, temmelig tykke og derfor meget bugede, med en svag Antydning til en Spids midt paa deres ydre Rand. Længere inde aftage de i Brede forat give Plads for den 6te og 7de Armpig, saa at Breden der kun bliver det Dobbelte af Længden eller endnu mindre; ogsaa længere ude aftager Breden igjen, og Spidsen i Midten bliver tydeligere. I Armens alleryderste tyndere Deel er Plader- nes Form naturligviis aldeles forandret, og der er her kun 3 korte og tynde rue Pigg med Tilnærmelse til Krogdannelse, uden at de dog egenlig antage denne Form. , Det største af de 11 Exemplarer, somBehnogReinhardt have tagetvedNikobar og Tahiti!) og hvorefter den ovenstaaende Beskrivelse især er udkastet, har et Skivetvermaal af 6™™ 99 og Arme af c. 33mm Længde. Farven er grøn med lysere Ringe paa Armene ; omkring hvert Par af de mørkegrønne Radialskjolde er der en lysere Ring; man kunde derfor ogsaa beskrive Skiven som lys med et morkegront Hjul med 6 Radier og med Sektorerne mellem disse udfyldte med store mørkegrønne Pletter. Hos de yngre Exemplarer er der kun 6 Armpigge og Rygpladerne ere mindre brede (bredt ovale eller sexkantede). O. Reinhardtit hører til den samme Gruppe af Arter som O.virens (Sars), virescens og Krebsi, hvilke Arter alle staae hinanden meget nær, ja endog have den selvsamme Farvetegning. Det Samme synes at være Tilfældet med den af Grube fornyligt beskrevne Ophiolepis sexradia fra Honolulu. Da Grubes Exemplar ikke er mindre end det storste af Reinhardts og dog kun har 6 Pigge, maa jeg indtil videre ansee dem for at tilhore forskjellige Arter. 1) Det er først under Trykningen af dette Ark, at jeg har faaet Prof. Behns’Exemplarer af denne Art til Undersogelse, da Prof. B. forst senere ved at gjennemgaae et Glas med Annelider fra Tahiti er bleven opmærksom paa dem. Det forekommer mig, at Artens Forekomst ved Selskabs-Oerne, som næsten have geographisk Længde tilfælles med Sandwich-Øerne, bestyrke Formodningen om de af Grube og mig opstillede Arters Identitet — en Formodning, der havde mindre for sig, saalænge Arternes Localiteter laae over 100 Længdegrader fra hinanden, ae. Ophiocoma scolopendrina (Lmk.). ') Beskrivelse. Kornene paa Skivens Rygside ere temmelig grove; paa Bug- siden er der et bredt Bælte langsmed hver Genitalspalte, hvor der ingen Korn er, og hvor den fine Skjælklædning derfor ligger blottet; men mellem disse to Bælter forlænger Korn- beklædningen sig dog ind som en med finere Korn beklædt Trekant, og enkelte Korn komme atter tilsyne heelt inde ved Mundskjoldene. Disse ere mere lange end brede e ikke lidet bredere udadtil end indadtil, hvor de ere lige afskaarne, medens de udadtil begrændses af en Bue eller af en i 3 Stykker brudt Linie. Der er omtrent 15 Tandpa- piller; underst, hvor Gruppen er smallest og indkneben mellem de 2 inderste Mundpapiller, er der gjerne 2, hoiere oppe 3 eller 4 ved Siden af hinanden i samme Tverrække. Af de 4 Mundpapiller er den, der sidder tæt op til Tandpapillerne, den mindste; de øvrige til- tage i Brede til den yderste. Armenes Længde er omtrent det Femdobbelte af Skivens Brede. Rygpladernes Form varierer noget; deres Brede kan være mere end det dobbelte af deres Længde; udadtil begrændses de af en buet Rand, der hæver sig lidt op over den følgende Plades Niveau; deres Sidehjorner ere stærkt tilspidsede, og indadtil begrændses de og adskilles fra Sidepladerne ved 2 meget skraa Linier, som dog i Regelen ikke støde sammen, men først vilde mødes under den foregaaende Rygplade. De Uregelmæssigheder i deres Form, som de ere underkastede, hidrøre ligesom hos andre Ophiocoma - Arter vesenligen fra Armpiggenes Antal; hvor der er 4 paa begge Sider, er Rygpladen smal og afrundet, hvor der er 3, er den bred og tilspidset paa Siderne, og den kan meget ofte paa denne Maade blive afrundet paa den ene Side og tilspidset paa den anden. Inderst ved Skiven er der 4 (undertiden 5) middelstore Pigge, men i kort Afstand derfra begynde i Regelen 3 og 4 at afvexle med hinanden; dog kunne gjerne 2 paa hinanden folgende Led have enten begge, 3 eller begge 4 Pigge, ja man træffer ogsaa Exemplarer, hvor der i hele Armens inderste Parti stadigen er 4 Pigge. Den underste og korteste er sammen- trykt og smækker, længere end 14 Bugplade; den næste er igjen lidt længere og stærkere og noget mindre sammentrykt; den tredie er endnu mere udviklet i samme Retning og saa lang som 2 Rygplader eller næsten som 3; den fjerde er ikke længere, men tykkere og bredere. Jo ældre Dyret er, desto mere udviklet er denne Pig, men såa tyk som hos O. crassispina bliver den aldrig. Bugpladerne ere ottekantede, lidt hule paa Siderne; maalt paa dette Sted er Breden lig med Længden; deres ydre Rand er undertiden noget indbuet. Der er 2 Fodpapiller. I Armens yderste Deel modificeres Pladernes og Piggenes Form o.s.v. paa lignende Maade som hos O. crassispina. — Skivetvermaal 25"™. 1) Diagnoser af de 3 her beskrevne Ophiocoma-Arter ere meddeelte i foregaaende Afsnit p. 243 og 244. Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd. 34 Der foreligger en anseelig Suite af Exemplarer fra Nikobar-Oerne, med hvilke jeg har kunnet sammenligne et Exemplar fra Mozambik, meddeelt af Berliner-Museet. Des- uden er Arten kjendt fra det rode Hav og fra det indiske Archipel. Farven viser lignende Variationer som hos ©. crassispina. Nogle Exemplarer ere næsten sorte, men Bælter med lysere Tegninger tage mere og mere Overhaand mod Spidsen af Armene, andre blegere, især de yngre, et enkelt gulbrunt, med fine Tegninger paa Armene, som hist og her danne mørkere Ringe og en Række smukke Øiepletter langs henad Armenes Rygflade. Piggene ere altid prydede med smalle lysere og mørkere Ringe. Ophiocoma erinaceus M. Tr. Beskrivelse. Skivens Underside er enten aldeles uden Korn, eller disse ere i alt Fald indskrænkede til et meget lille Parti Mundskjoldene ere mere lange end brede, men næsten ligesaa brede indvendig som udvendig; her ere de afrundede, indadtil ere de afstumpede med afrundede Hjørner. Udenfor deres ydre Rand sidde nogle enkelte Korn, hvilket ogsaa kan være Tilfældet langs med Genitalspalterne. Der er 4 Mundpa- piller, af hvilke den yderste er den bredeste, den inderste den spidseste; mellem disse begynde Tandpapillerne, som fortsætte sig i tredobbelt Række høit op ad Kjæberne. Armenes Længde er omtrent det Femdobbelte af Skivens Tvermaal. Rygpladerne ere bugede og bredt sexkantede, men dog saaledes, at den spidse Sidevinkel afstumpes eller afrundes overalt, hvor der er 4 Pigge. Inderst er der 5, saa afvexle 4 og 5 en kort Strekning; derefter bliver 4 det hyppigste med Indskydning af stedse flere og flere Led, hvor der kun er 3, indtil endelig — men endnu i Armens kraftigt udviklede Deel — Tre- tallet faaer Overmagten. De 2 underste ere sammentrykte, flade, ofte endog spatelformigt udvidede i Enden, de øverste mere trinde og føre, men ligeledes afstumpede; desuden tiltage de i Længde, saa at de underste ere saa lange som 1% Bugplade, de øverste som 4 eller 5 Rygplader. Der er 2 Fodpapiller. Bugpladerne ere noget mere brede end lange, men iøvrigt af den sædvanlige Form. Farven er kulsort overalt. Skivetvermaal 23™™, Yngre Exemplarer (11"" Skivetvermaal) udmærke sig ved at have kortere Pigge, de længste som 3 Rygplader; ogsaa de ere kulsorte. Der foreligger en Suite af Exemplarer fra Tahiti (ved Prof. Reinhardt), fra Sandwich-Øerne (i det kongelige Museum), med hvilke jeg har kunnet sammenligne et fra Mozambik fra Berliner Museet. Ogsaa fra det indiske Archipel og fra det røde Hav er Arten kjendt. Fra Woahu (Sandwich-Øerne) har Grube fornylig beskrevet en anden Ophiocoma-Art (O. variabilis Gr.). 267 Ophiocoma dentata M. Tr. Beskrivelse. Den fine Kornbeklædning synes at bedække Armmellemrummene fuldstændigt. Mundskjoldene ere ægformige; der er 5 Mundpapiller, af hvilke den yderste er bred. Mellem de inderste sidder 1 eller 2 aldeles lignende, som dog maae betragtes som de øverste Tandpapiller, men under dem kun een Tverrække af c. 3 Tandpa- piller. Udenfor de underste Tandpapiller, mellem dem og Mundskjoldene, er der en Gruppe af 3-5 smaa Papiller. Armrygpladerne ere aldeles eens og af en meget regel- mæssig Form, tynde, ovale, men begrændsede af en stærkere Bue indadtil, omtrent dobbelt saa brede som lange, skjøndt hos det ene af de 2 foreliggende Exemplarer noget bredere end hos det andet. I Spidsen af Armene forvandles deres Form til Cirkeludsnit. Bug- pladerne have den sædvanlige Form, men Breden er ikke større end Længden. Der er 2 Fodpapiller og 4 Armpigge, sjeldnere 3 paa Armenes inderste Stykke (undertiden endog 5 paa nogle af de inderste Led), men fra Midten af rigtignok constant kun 3, som tiltage i Længde og aftage i Brede fra den øverste til den nederste; de øverste ere kun saa lange som 1 eller hoist som 14 Rygplade, de underste som 2 eller lidt derover. Hos det ene Exemplar er Modsætningen mellem de øverste korte og butte og de underste smækkrere og noget længere Pigge dog større end hos det andet. I Spidsen af Armene er der 3 tynde ligelange Pigge, der overgaae Leddene i Længde. Skivetvermaal 13"", Armenes Længde det Fiirdobbelte. Prof. Behn har taget 2 Exemplarer ved Nikobar-Oerne. Farven er paa Skiven gulbruun med fine mørke Tegninger i Form af et tæt Net, omtrent som hos Ophionereis reticulata. Ogsaa paa Rygpladerne er der paa samme Grund fine mørke Tegninger, som navnligen danne en mørk Linie langs ad hver Arm; hist og her frembringes der en mørk Ring ved, at en af Rygpladerne antager en morkere Tone. Efter Beskrivelserne synes O. squamata (Lmk.) og O.brevipes Peters at være de Arter, der staae den her beskrevne nærmest. Ophiothrix longipeda (Lmk.). Prof. Behn har ogsaa fra Nikobar-Øerne hjembragt en Ophiothrix, som vi ere enige om at henføre til den ovennævnte Art. For at begrunde denne Henførelse vil en kort Charakteristik ikke være overflødig; til en udførlig Beskrivelse egner Exemplarets Tilstand sig just ikke. Skiven er tæt besat med lave, eensdannede, cylindriske, i Spidsen takkede Smaa- torne; Radialskjoldene ere tæt beklædte med lignende, men mindre Dannelser (Korn). 34" Undersiden er næsten nøgen, kun bestroet med enkelte meget fine Smaapigge. Mund- skjoldene ere bredt ovale; Tandpapillerne sidde i fiirdobbelt Række. Bugpladerne ere sexkantede, noget mere brede end lange, Rygpladerne bredt sexkantede, dobbelt saa brede som lange. Der er 5 eller 6 Armpigge; den underste er aldeles rudimentær, den anden endnu meget kort, den tredie såa lang som Bugpladen er bred. De 2 næste ere saa lange som 3 eller 4 Rygplader, bredere i Enden end ved Grunden, meget butte, stærkt takkede, med indtil 20 spidse- Takker i hver Række. Naar en sjette Pig findes, er den gjerne kortere og spidsere. Der findes tillige en aldeles rudimentær Fodpapil. I Armenes yderste Deel ere Piggene tyndere. Armene ere af en overordentlig Længde og meget flade. Skivetvermaal c. 20™, Armenes Længde maa have været adskilligt over det tidobbelte. Rygpladerne have fine violette Tegninger; hist og her er en af dem mere blaalig og frembringer derved en mørkere Ring. Det, hvorved det foreliggende Exemplar meest afviger fra den i »System der Asteriden« givne Charakteristik, bestaaer deri, at Mundskjoldene ikke ere fiirkantede og lige saa lange som brede, ikke ved en Sutur deelte i en adoral og en aboral Deel og denne sidste ikke beklædt med Smaapigge ligesom Skiven. Jeg antager imidlertid ikke, at denne Uovereensstemmelse beroer paa en Artsforskjellighed, men enten paa ufuldkommen Under- søgelse eller individuelle Afvigelser. Jeg er saa meget mere tilboielig til at antage noget saadant, som jeg har fundet en lignende Afvigelse fra »Systemets« Diagnose hos 2 Exem- plarer af den nærstaaende O. nereidina (Lmk.), om hvilket det hos Müller og Troschel hedder, at »Mundskjoldene og den forste Armbugplade ere sammenvoxne med hinanden«, hvilket dog ikke var Tilfældet med de nævnte 2 Exemplarer. Ved Tahiti har Prof. Behn endnu opdaget en lille Amphiura-Art, men kun i eet Exemplar, som ikke egner sig til derpaa at begrunde Artens Indforelse i Videnskaben, da det har mistet hele Skivehuden. Jeg skal derfor indskrænke mig til at bemærke, at det kun har 4 Arme og følgelig kun 4 Mundvige, Mundskjolde o.s.v.; at disse Arme i For- men meget ligne dem hos A. Holbölli; at Rygpladerne ere regelmæssigt ovale, dobbelt saa brede som lange, Bugpladerne bredt fiirkantede, Fodpapillerne dobbelte, de korte Armpigge 3 (inderst paa den tyndere Deel af Armen 4), den midterste større, noget fladtrykt, but og ru, samt at der er en fuldstændig Besætning af Mundpapiller, 3 ved hver Side af hver Mundvig, brede, trekantede, Sidemundskjolde og afrundede, indadtil noget tilspidsede Mund- skjolde. — Opdagelsen af en polynesisk Amphiura har i al Fald zoogeographisk Interesse ; snart ville de for faa Aar siden næsten ukjendte Ophiactis- og Amphiura-Former sandsyn- ligviis være bekjendte fra de allerfleste af Verdenshavets zoogeographiske Provindser. PAP Forklaring over Afbildningerne. (Det maa erindres, at Afbildningerne kun tilsigte at meddele noiagtige Analyser af de beskrevne Arter. Broktallene angive, hvor mange Gange Afbildningen er større end den afbil- dede Gjenstand; Yı betyder altsaa, at Dyret er afbildet i naturlig Størrelse.) Første Tavle. Fig. I. Ophioderma Antillarum Ørd. Ltk. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1 ¢ Armens inderste Stykke seet fra Siden. - (Vestindien.) Fig. 2. Ophioderma rubicunda Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2c Armens inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 3. Ophioderma brevicauda Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden, 3 c Armens inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.) 5 Fig 4. Ophioderma virescens Ørd. Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c Armens inderste Stykke seet fra Siden, 4 d en usædvanlig Farvevarietet, seet fra Ryggen. (Vestindien.) Fig. 5. Ophioderma Januarii Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5 c Armens inderste Stykke seet fra Siden, (Brasilien.) Fig. 6. Ophioderma serpens Ltk. 6a fra Rygsiden, 6 b fra Bugsiden, 6c Armens inderste Stykke seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 7. Ophioderma squamosissima Ltk. 7a Armens inderste Stykke, 7b dens yderste Deel, begge sete fra Rygsiden. (Vestindien.) Fig. 8. Ophioderma guttata Ltk. 8a en Arm fra Rygsiden, 8b et Stykke af samme seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 9. Ophiopeza Yoldii Ltk. Et Stykke af Skiven seet fra Bugsiden. Anden Tavle. Fig. 1. Ophiolepis Januarii Ltk. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden; 1e viser de eien- dommelige Tandpapiller. (Brasilien.) Fig. 2. Ophiolepis paucispina (Say). 2 a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden. (Vestindien.) Fig. 3. Ophiolepis impressa Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden. (Vestindien.) 270 Fig. 4. Ophiolepis pacifica Ørd.Lik. 4b et Stykke af Bugsiden, 4 c det inderste Stykke af Armen fra Rygsiden, 4 d et Stykke af Armen seet fra Siden. (Puntarenas.) Fig. 5. Ophiolepis annulosa Blainv. til Sammenligning med de 3 foregaaende Arter. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden. (Mozambik.) Fig. 6. Ophiolepis eineta M. Tr. til Sammenligning med folgende Art. 6a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden. (Mozambik.) Fig. 7. Ophiolepis variegata Ltk. 7a fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden, 7b‘ et Stykke af samme, stærkere forstørret, 7e det inderste Stykke af Armen seet fra Rygsiden, stærkere for- storret, 7d et Stykke af en Arm seet fra Siden. (Realejo.) Tredie Tavle. Fig. 1. Amphiura elongata (Say). 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1e det inderste Stykke af Armen seet fra Siden. (Carolina.) Fig.2. Amphiura cordifera (Bosc). 2a fra Rygsiden, 2 b fra Bugsiden, 2 c det inderste Stykke af Armen seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 3. Amphiura marginata @rd. Ltk. 3a fra Rygsiden, 3b fra Bugsiden, 3 c Skiven og noget af det inderste af Armene, seet halvt fra Siden. (Puntarenas.) Fig. 4. Amphiura scabriuseula Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4e et Stykke af Armen seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 5. Amphiura tenera Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden. (Vestindien.) Fig. 6. Ophionereis reticulata (Say). 6a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden, 6 c det inderste Stykke af Armen seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 7. Ophiactis Reinhardtii Ltk. Ta fra Rygsiden, 7 a’ et Stykke af Armens ydre Deel, ligeledes fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden. (Nicobar-Werne.) Fig. $. Ophiactis Kröyeri Ltk. Sa fra Rygsiden, 8 b fra Bugsiden, 8c det inderste Stykke af Armen seet fra Siden. (Callao.) Fig.9. Ophiostigma tenue Ltk. 9a fra Rygsiden, 9b fra Bugsiden. (Realejo.) Fjerde Tavle. Fig. 1. Ophiothrix violacea M. Tr. 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1¢ 2 Armpigge, forstørrede, 1d en Armpig af en lille Unge, le Pigge af Skiven, 1f Torne af Skiven af en Unge, 1g Hager af Armens ydre Deel. (Vestindien.) Fig. 2. Ophiothrix Suensonii Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2c en af de øverste Armpigge, 2 d den næstunderste, 2 e en Hage af Armens Underside. (Vestindien.) Fig. 3. Ophiothrix Orstedii Ltk. 3a fra Rygsiden, 3 b fra Bugsiden, 3 c 2 Armpigge, 3 d en af Skivens Pigge, 3 e en af Armens Hager. Fig. 4. Ophioblenna antillensis Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c Armens inderste Deel fra Siden, 4d Armpigge forstørrede; den underste fremstiller den eiendommelige Form, hvormed den underste Armpig optræder paa enkelte Led hos udvoxne Exemplarer. (Vestindien.) bo “I — Fig. 5. Ophiocoma pumila Ltk. 5a fra Rygsiden, 5b fra Bugsiden, 5 e Armens inderste Stykke seet fra Siden, 5d Ungen med 6 ulige store Arme. (Vestindien.) Pig. 6. Ophiocoma Riisei Ltk. 6a fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden, 6¢ Armens inderste Stykke seet fra Siden, 6d Ungen (Kornbeklædningen paa Skiven mangler endnu). (Vestindien.) Fig. 7. Ophiocoma crassispina (Say). 7a fra Rygsiden, 7b fra Bugsiden, 7e Armens inderste Stykke seet fra Siden, 7 d Ungen. (Vestindien.) Femte Tavle. Fig. J. Ophiomyxa flaccida (Say). 1a fra Rygsiden, 1b fra Bugsiden, 1b‘ et Parti af samme forstørret, 1 e Armens inderste Stykke seet fra Siden, 1 d Skiven seet halvt fra Siden for at vise Randskjællene. (Vestindien.) Fig. 2. Ophiopsila Riisei Ltk. 2a fra Rygsiden, 2b fra Bugsiden, 2 c Armens inderste Stykke seet fra Siden. Fig. 3. Asteroschema oligactes (Pallas). 3 a fra Rygsiden, 3b og 3 forstørrede Frem- stillinger af Skiven og lidt af Armene, hiin fra Rygsiden, denne fra Bugsiden. (Vestindien.) Fig. 4. Asteroporpa annulata Ørd. Ltk. 4a fra Rygsiden, 4b fra Bugsiden, 4 c et Parti af Skivens Rygside, stærkere forstørret, 4d det inderste Stykke af en af Armene og det tilsto- dende Stykke af Skiven seet fra Siden. (Vestindien.) Fig. 5a og Sb. Asteroporpa affinis Ltk., 2 Individer, afvigende indbyrdes ved Antallet af de vortebærende Tverringe paa Skivens Pukler. (Vestindien.) Fig. 6. Asterophyton Ceeilia. Ltk. Ga fra Rygsiden, 6b fra Bugsiden. (Vestindien.) JER KG II à OL n i 4 4 + tee eh tye r } A AR A a! LA } + 1 1 Kr , ee) ria i 4 É 4 x <8 hee er "alu 4 a - ad: à ls A th . % x "ad HED A “ii I . = i p 3 u 2 v g } i ry . = nt # = oe On - + e PU i € i Es MARE > 1 \ " i + + ‘ i: VA ” ‘ f , i ’ be 2 y = P ' 4 1 als ' . . ' 1 U N 24 = à D à LES LOTUS LOTTE irrt mi f À. sh. re vs ar sm i F7 j i - 4 SE TAN À g i FÆTRE VAL: SÅ VER & / co (RE i ES fr tt 4 J 7 | ze 2 s \ a rei WAS! all lang meer. pit f Zul »< ‘ 4 A a r CRT ' f (| ( 7 mangelen KE CENTS 7 van | F ee iz kun‘, Eu | oan i 5 sd heh u 2.478 ' cle A oth. À dey ety j % | : f \ aby sal sr itteld 40 A, : DDR CCR © 7 tal an u © 2 oe à i} n- E € +1? 5 i Pr iy ie (å + i “peut À iv 6 af f U U * he + id] } "1 4 é yf = = » i ’ on A i | LS 5 3 i a À ty 3-58. å | ' „in £ — A Å mn , = 4, y r i : ' G É i i 1 5 Là LL ' ( u ‘ » r i Le y 4 Wy f Sy Ca Le Ta i rs == ' ‘ = ÿ U x i ' a f i « eo) i ni iu ! 4 Tab 1 Vid Selsk. Skrifter V Række, nature. og mathem. Hh. V Bind. Litken: Vestindiens og Central Amerikas Ophiurer > 3 I Zum JM Petersen del x «x Lik 4 0 virescens Ith 5 O Januar Ith 6 0 serpens Lk 2 0 rubicunda It: 3 0. brevicauda 9 Opluopeza Yoldii Lith 1 Opluoderma Antillarum th 7 0 squamosıssıma Itk & O guttata VAT i HEN Ø SM Wa i 4 vin a Apte FALL à 4 j Te |: i ASA | 14 LAS Vid. Selsk. Skrifter V Række naturv. og mathem. Afh. V Bind. Lütken, Vestindiens og Central Amerikas Ophiurer Tab II IM Petersen 1 Önhiolepıs Januarit LU 2 O paucispina Say 3 © impressa [th 40 pacilica Sth 5 © annulosa M Tr 6 0 cineta’ Tr 7 [4 vartegala lth Ved Selsk. Skrifter V Række nature og mathem Ath V Bind Lütken: Vestindtens og Central Amerikas Onhwrer Tab HI TMPetersen del se 1 Amphiura elongata | Say 2 A. cordifera | Bose) 3 À marginata Ord Sth 44 scabriuscula Sth 5 A tenera Ith 0 Onhionerers reticulata | Say) 7 Onlaacts Reinhardt Stk 80 Kröyerw tk 9 Ophiostigma terme Lil EN À | SK Å NRA : NT . eter sii 14 f Fa NE N i 5 Wi ite aa eats, 70 a area Gs J Gol Viren te i 4 5 4 i er no h . W" i er M: ; i; i 4 > Que A wi ¥ ' 2 ‘ i SAG i ti : M: 4 Wat Så arte i ir ” N Pore NI i Na? We 4022. Skrifter VRække natur. og mathen. AV Bind: Lücken’. Vostindiens og Cntral Amerikas Onhiurer Tab. WV EM Tetersen del se 2 Onhiothrix violacea MIr 2 0. Suensontt Ith 3 0. Orstedii Lth 4 Ophioblenna antiltensis Ith 3 Opkiocoma pumila Ith 6 O Rüsei Lth 7 0. crassispina | Say Vid. Selsk. Skrifter V Række, naturv. og mater Ahr Bind. Fiitkens Vartindienr og Central Amerikas Opduurer Tab .V Ti Petersen deli & we 1 Onhiomyxa Macca (. iy). 2 Ophiopsila Reser 1th 3 Asteroschema oligactes (Fallas) 4 Asteroporpa annulata Ord. Ith 3 Asteroporpa allınıs Lth 6 Asterophyton Cecilia Lith I “Mare tN YA W > hie (SNS aa de ap À J un Bidrag til de danske Myrers Naturhistorie Fr. Meinert. Med tre kobberstukne Tavler. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 35 + EN Ws À REA HL. | ‘ hes i ata Ve A OVEN Hand iy ‘oes I. Anatomisk Bidrag. L Munddeiene, Det vesentligste Serkjende for Piezaternes Orden ligger i andet og tredie Par Munddeles indbyrdes Forhold, idet andet Par med sine Flige skedeformigt omslutter tredie Par, og der- hos saavel i Længde som i Form retter sig efter Tungen”). Hos Myrernes Familie er Tungen kort, hvorfor ogsaa Kjæbernes Flige ere korte og butte; men da Myrerne, ialfald deres talrigste Former, nemlig de vingelose, ere kraftige Arbeidsdyr, bliver det hos dem det første Par Munddele eller Kindbakkerne, Hovedvægten kommer til at hvile paa, og som atter for en stor Deel betinger Hovedets og dermed hele Dyrets Form. ‘Overleben (T. 2. F. 8) ligger skjult under Mundskjoldet; den er kort, bred, svagt hvælvet paatvers, dybt kløftet, de to Halvdele enten rundede hver for sig (T. 2. F. 8.; T. 1. F. 1: Formica rufa; T.1. PF. 2: Myrmica ruginodis 3), eller indentil retlinede (T.2F. 13: Ponera contracta®). Den kan betragtes som en stærkt chitiniseret Hudfold, eller som to Chitinplader, der fortil og paa Siderne ere sammenvoxede i betydelig Udstrækning, dog saa- ledes, at der efterlades kegleformige, hudede Pletter, gjennem hvilke de enkelte Borster, der i Række ere indplantede langs Lebens Rande, staae i Forbindelse med den indvendige cellulose Masse. Bagtil er den aaben og staaer med sin øverste Plade i Forbindelse med Undersiden af Mundskjoldet, medens den nederste Plade, der er noget kortere, er forbun- den med eller gaaer over i den overste og bageste Deel af Mundklappen. Den nederste Plade udmerker sig ved et Par smaa, spidse, kegleformige Takker, der ere stillede ved Baghjornerne, saaledes at kun en Deel af dem sees, naar Leben betragtes fraoven. Be- tydningen af disse Hjornetakker er sandsynligviis at holde Overleben og den underliggende Mundklap frie fra hinanden. Paa Afbildningen af Overleben hos Ponera contracta (T. 2. F. 13) ere disse Takker betegnede med a. Kindbakkerne (T. 2. F. 5). Medens de øvrige Munddele i det Væsentlige ere eens ”) Navnet PiezataF. og endnu mere Ordenens tilsvarende danske Navn, Skedekjæbede (Schiodte Danm. Eleuth. S. 22), udtrykker netop dette Forhold, og synes derfor at burde foretrækkes for det ældre Linneïske Navn Hymenoptera, der betegner et mere underordnet og ikke gjennemgaaende Forhold (jfr. Schiodte I. c. S. 23 Anm.). Doi 276 hos en og samme Årts forskjellige Former, er det Modsatte Tilfældet med Kindbakkerne, hvorfor det maa bemærkes, at, hvor en anden Form ikke udtrykkeligt nævnes eller menes ifølge Sammenhængen, gjælde mine Angivelser kun Arbeiderne, navnlig af Formica rufa, som især har været Gjenstand for mine Undersøgelser. Kindbakkerne ere anseelige, ved Roden trekantede, men forefter udfladede og i Spid- sen udvidede Redskaber, der ende med en bred, noget skraa Skjærerand, som er deelt i sex lil otte Tænder. De ere noget buede paalangs og krydse hinanden i Spidsen, naar de lukkes; deres Underkanter, der have en vis Tykkelse, og ere lige afskaarne, ligge i samme Plan, hvorimod Overkanterne tilsammen danne en dyb Bugt, i hvis Midte Skjærerandenes øverste Hjørner danne en stærk, fremspringende Tak. De ere kraftige og haarde, men lige- saalidt som Kindbakker i Almindelighed massive, idet deres største Deel, navnlig ved Roden, optages af det for Munddelene fælles klare celluløse Indhold. Paa deres ydre Side ere de desuden temmelig stærkt riflede, med korte Børster i Fordybningerne, medens lange Bør- ster ere indplantede i en Række paa Ydersiden langs Skjæreranden og paa Indersiden langs Underkanten. Foruden disse Børster findes en Samling af korte, klare Hudvorter paa Ro- dens Overside lidt over den Indskjæring, hvori Kindbakkekjertlerne udmunde. Som hos Arbeiderne ere Kindbakkerne ogsaa hos Dronningerne, om end i Reglen noget mindre. Hos Hannerne derimod ere de som oftest betydeligt afvigende, baade min- dre og smallere, og uden den brede Skjærerand (T. 2.F. 15: Formica rufa). Dog er For- skjellen mellem Hannens og Hunnens Kindbakker undertiden langt ringere, saaledes hos Formica sangvinea, hvor de ligne hinanden betydeligt hos de to Kjøn, skjøndt denne Art staaer meget nær ved Formica rufa. Paa den anden Side kunne Hannens Kindbakker un- dertiden synke ned til en næsten forsvindende Størrelse, der blandt andet har bragt Curtis (Brit. Ent. VI. p. 265) til at oversee dem hos Myrmecina. Kindbakkernes Bygning er endvidere stærkt varieret i de forskjellige Slægtsgrup- per; men jeg skal paa dette Sted kun henvise til mine Afbildninger af disse Organer hos Form. rufa (T. 2. F. 5), Myrm. ruginodis (T. 2. F. 10), Ponera contracta (T. 2. F. 12) og Myrm. sublevis (T. 2. F. 14), alle af Arbeidere. Hvor stor Forskjellen allerede her er, sees strax, men langt større bliver den, naar man tager udenlandske, navnlig tropiske For- mer med i Betragtning, og f. Ex. sammenligner Myrm. sublevis med de forskjellige Arter af Slægten Odontomachus. Kjæberne (T. 2. F.60g7) slutte sig, ligesom i hele denne Orden, noie til tredie Par, og lægge sig med deres Flige henover Tungeklappen og Tungen, saaledes at de for en Deel krydse hinanden. Hængslet er ved Roden stærkt udvidet, men indsnævres snart og bliver mere valtse- formigt, dog kun for snart efter atter at udflades og udvides endnu mere; Roden er stær- kere chitiniseret, hvorimod den øverste Deel, hvor Befæstningen til Stammen finder Sted, i 277 Midten”) er hudet og paa den udvendige Side besat med ikke faa, korte Børster. Hængs- let har sit Leie over Strubepladerne, d. e. de to langagtige, trekantede Plader, som findes foran Strubens Rand (T. 1. F. 11 b), og i hvis Forrande Strubekjertlerne udmunde. Naar begge Hængsler ved deres Muskler drages sammen, indefter og forefter, blive ogsaa Kjæ- berne skudte fremad.**) Stammen, Kjebens Hovedparti, bestaaer af et udeelt, langstrakt, stærkt chitiniseret Stykke, der ved en lille, fra Indersiden udgaaende Tak eller Tap er indleddet i Hængslet, og som paa sin Forende bærer de to Flige samt den temmelig lange Palpe. Noget eget Palpe- stykke lader sig ikke udskille fra Stammen; thi seet franeden eller, om man vil, fra den udvendige Side, viser den en sammenhængende, temmelig jevn, med kun faa Børster besat Flade, i hvis øverste Hjørne, dog ofte bag en Flig, Palpen er indleddet. Oversiden eller den indvendige Side derimod er ikke saa jevn; thi først udgaaer fra denne den allerede omtalte Tap, Rodtappen, dernæst findes ogsaa her Aabningen for Kjæbens Tracheer og Ner- ver, saavel til selve Stammen som til Fligene og Palpen, ligesom ogsaa Stammens Muskler her ere befæstede. Endelig er paa denne Side saavel Inderfligen som Yderfligen indleddede eller befæstede. Fligene ere altsaa indleddede paa Stammens Inderside, og af dem er atter den indre Flig den mindste og simplest byggede. Da den er befæstet til Stammen omtrent i dennes Midtlinie, og da den fortil med en Flig lægger sig henover Yderfligen, saa følger heraf, at, naar man seer Kjæben fra den modsatte Side, nemlig franeden eller udvendig fra, vil Inder- fligen for en stor Deel blive skjult af Stammen og Yderfligen. Saaledes skeer det, at, me- dens de to Flige, naar de sees fraoven, forholde sig omtrent som fire til fem, ville de derimod, naar de sees franeden, staae i et Forhold som een til tre (jfr. T. 2. F. 6 med F. 7). Inderfligen udgaaer umiddelbart fra Stammen, uden nogen egentlig Hængselforbin- delse, og dannes af en Hudfold, der ved Roden vel har en ringe Tykkelse, men. som ind- efter udflades saaledes, at Foldens to Plader nesten smelte sammen paa et stort Stykke henimod dens frie Rand, hvor den bærer en kort og spredt Række af længere, stive Bør- ster. Fligen er i det Hele taget temmelig blød og som Følge deraf farveløs; kun ved Ro- den forekommer en svag Chitinisering. Anseeligere og langt mere sammensat end denne er Yderfligen, hvis Hoveddeel kan betragtes som opstaaet ved Sammensmeltning af tre ovenpaa hverandre lagte Plader. Forst ”) Paa Afbildningerne af Kjæben hos Form. rufa (T. 2. F. 6 og 7) er Hængslet begge Gange blevet noget dreiet, saaledes at dets forreste Ende er blevet seet fra Siden, hvorfor Endens betydelige Ud- videlse ikke træder frem. ”) Hos Bierne (Apis mellifica) derimod vil Fremskydningen af Hængslerne tillige bevirke hele Tungens Fremskydning, idet Hagen ved sin Støtte er befæstet til den Chitinliste (de sammenvoxne Strubepla- der?), som her forbinder begge Hængslers Forende. 278 have vi ogsaa her en Grunddeel (hypodactyle Audouin, LadentrågerGerstfeld), der er en lang- strakt Plade, som udgaaer fra Stammen nedenfor Inderfligen; bagtil ere dens Sider temmelig pa- rallele, men fortil udvides den stærkt, og ender lidt over Palpens Indledningssted med en lige Afskjæring. Til denne Grunddelens Forende slutter Yderfligen og navnlig dennes in- derste Plade sig med sin hele Rodende. Denne indre Plade, der er den mindste af de tre, som danne Fligens Hoveddeel, gaaer for en Deel snart over i den øvrige Flig, nemlig paa den Side, der er udefter ad Palpen til; men paa den Side, der vender indefter og forefter, afgrændses den ved en bestemt Linie, der løber omtrent parallel med hele Fligens Inder- rand. I denne Begrændsningslinie eller Kant findes en Række af lange, kraftige, skarpe, men flade Tænder, som bagtil og indtil over Midten ere indkilede den ene umiddelbart ved Siden af den anden, men som fortil staae mere spredte og efterhaanden blive mindre. Den mellemste Plade er den største, idet den endogsaa rager lidt ud over den ydres Inder- og Yderrand; den bærer forefter, parallelt med Yderranden og lige udenfor den imaginære Linie, som begrændser Spidserne af Tænderne i den forrige Plade, paa sin Inderside en Række af korte, men temmelig stærke Chitinrør. Disse Rør ere omtrent en halv Snees i Antal, men, medens de fire til fem første berøre hverandre, staae de følgende i en mere spredt Række; igjennem hvert af dem sees en kort Hudvorte at stikke frem, og at denne er modtagelig for et eller andet særligt Sandseindtryk (Smag?), er hoist sandsynligt; thi ikke blot seer man lettelig, hvorledes en klar Streng fortsætter sig fra hver Vorte nedad mod Fligens Rod, men jeg troer ogsaa, idetmindste eengang, sikkert at have iagttaget, at disse Strenge ud- videde sig og indesluttede Celler (Ganglieceller?), samt tilsidst forenede sig henimod Fligens Rod. Hvad der her vanskeliggjor Undersøgelsen, er Fligens ringe Tykkelse i Forbindelse med den ydre Plades deelvise stærke Chitinisering og deraf følgende Uigjennemsigtighed. Den ydre Plade endelig er, som berørt, noget mindre end den mellemste; dens stærke Chitinisering aftager betydeligt i Styrke indefter, og saaledes skinner da den indre Plades Tandrække igjennem begge de ydre Plader, hvorfor det ved gjennemfaldende Lys ikke strax kan afgjøres, hvor hiin Tandrække egentlig er indplantet. Den ydre Plades chitiniserede Deel bærer adskillige Børster, som henimod Forranden tiltage i Tæthed og Størrelse; iøv- rigt er det forreste, stærkest med Børster besatte Hjørne ved en svag Tverfure adskilt fra den større, bageste Deel. Palperne eré indleddede i Stammens ydre Forhjørne, nærmest paa dens Under- side; de ere temmelig lange, tynde, traad- eller børsteformige, og bestaae af sex Led, der med Undtagelse af det noget korte første Led omtrent ere lige lange, men derimod jevnt aftage forefter i Førhed. Især de sidste Led ere stærkt haarede, og foruden de korte Børster, der danne den egentlige Behaaring, findes ogsaa adskillige betydeligt længere, i Spidsen boiede Børster, navnlig paa Leddenes Yderside. Nogen Sandseflade (Palparium), saaledes som den træffes hos Eleutherater og Ulonater, findes her ikke Spor af, idet Chi- 279 tinroret, der danner det sidste Led, er heelt, fortil noget tilspidset, uden nogen Hudflade, som kunde være Sæde for Foleborster eller Smagsvorter. Manglen af Palparium erstattes muligen ved Mundklappens og Tungens Foleborster (?) og Hudvorterne paa Kjæbens Yder- flig og Tungens Rod. Kjæbernes Bygning hos Myrerne minder stærkt om samme hos Hvepserne (Vespa, Ody- nerus), hvor dog Yderfligens enkelte Dele ere langt mere adskilte, og navnlig Fligens yder- ste Hjørne tydeligt er afsondret, en Afsondring, som den ovenfor omtalte Tverfure eller Fordybning i den yderste Plades Chitinlag kun svagt antyder hos Myrerne. Kjæberne ere eens byggede saavel hos de forskjellige Arter som hos de forskjellige Former af samme Årt, idetmindste hos dem, jeg har havt Leilighed til at undersøge, saavel af Gruppen Formica som Myrmica (jfr. T. 2. F. 6,7: F. rufa med F. 9: Myrm. ru- ginodis). 1 det Hele spille Kjæberne langtfra samme Rolle for disse Dyrs Systematik som for de fleste Eleutheraters, og heller ikke kan man fra Palpernes relative Længde (to saa nærstaaende Arter som Form. pressilabris og exsecta variere jo betydeligt i denne Hen- seende) eller Leddenes Antal hente afgjørende systematiske Characterer. Betydeligst afvigende fra Form. rufa med Hensyn til Kjæberne har jeg fundet Ponera contracta; men idet jeg helst vil henvise til min Afbildning (T.2. F. 11), skal jeg blot gjøre opmærksom paa det store Hængsel, den indre Fligs fremspringende og store Tænder, den ydre Fligs afvigende Udseende paa Grund af den mellemste Plades fremspringende Tak, og endelig paa den tilsyneladende manglende Palpe, hvis eneste tilbageblevne, rudimentære Led endogsaa er skjult af en fremspringende Flig paa Stammen. Underlæben (T. 2. F. 16—18) er foroven og paa Siderne omsluttet af Kjæberne, men rager dog med Tungen en Deel frem foran disse. Den falder i tre Hovedafdelinger, nem- lig Hagepartiet, Tungen med sine Bitunger og Palperne. Fra Hagepartiet lader sig først adskille en lille Deel, Hagestøtten (F. 16 og 18 d) (Kinnstütze Burmeister), der er en stærkt buet Chitinplade, bagtil afrundet, men fortil stærkt indbugtet; kun med sine Forhjorner nærmer den sig dette Parties Hoveddeel, med hvilken den forresten er forbunden ved en stærk, pergamentagtig Hinde. Selve Hoveddelen (F. 16 og 18 e) er ligeledes en buet, baade bagtil og fortil lige afskaaren Chitinplade, hvis Midte dannes af den egentlige Hage, medens der paa Siderne iagttages kjendelige Spor af frem- mede Partiers Sammenvoxen; og da Palperne tydeligt sees at slutte sig til disse sammen- voxne Dele, antager jeg dem med Sikkerhed for at være tredie Pars Munddeles Stammer. Bagtil ere disse rudimentære Stammer udvidede til begge Sider, og derved kommer deres ydre Baghjørne til at staae i umiddelbar Forbindelse med den boiede Chitinplade (F. 18 h), som støtter Tungeklappen, og som jeg paa Grund af dens Leie antager for det tilsvarende Hængsel. Navnlig dén midterste Deel af dette Hovedparti er af en ikke ringe Tykkelse, meget stærkt chitiniseret, og bærer nogle faa, større Børster. F 280 Underlæbens anden Hoveddeel dannes af Tungen med Bitungerne, som efter min Anskuelse kunne betragtes som tredie Par Munddeles sammenvoxne Flige*), saaledes at Bi- tungerne svare til de indre og Tungen til de ydre, men her næsten fuldkomment sammen- voxne Flige. Tungen er en noget aflang, stærkt hvælvet Hinde, der fortil er bøjet nedad og lidt tilbage, paa Siderne nedad og indefter, saaledes at den faaer Form af en omvendt Skaal, hvis Kanter ere boiede lidt indefter (F. 16 og 17). Tungens Hinde er paa sin ud- vendige Side, altsaa foroven, besat med meget tæt stillede, paatvers løbende, parallelle Rækker af i Spidsen boiede Chitinnaale, hvorved den faaer Udseende af en Karte; desuden findes ved de bratte Ombøininger paa Undersiden en Krands af længere, tæt stillede Bør- ster. Ved Tungens Rod, paa den nedadvendte Side, findes Tungestøtten (Os hyoideum, Zun- genbeinkårper Burmeister), der er en kort, trekantet, i Midten nedbuet Chitinplade, som med sin brede Rodende støder op til Hagens Forrand. Denne Plade (F. 16 og 17 f) er des- uden besat med nogle faa, men lange og stive Børster, men bliver ofte vanskelig at see i sin Heelhed, da dens Spidse gjerne slaaes tilbage, og derved skjules af Rodenden (saaledes F. 17). Sluttende sig til Tungestotten findes ligeledes ved Tungens Rod, men foroven og: paa Siderne, en temmelig bred, men tynd Chitinhalvring (F. 18 a), som med sine to Ender (F. 16 og 17 a) nærmer sig Tungestøtten. Denne Halvring eller buede Plade bærer ingen Børster, men er derimod foroven, dog ei lige i Midten, gjennemboret af en Deel næsten i Række stillede Huller (F. 18 å), gjennem hvilke smaa Vorter sees at stikke frem, hvilke muligen, ligesom Vorterne paa de ydre Kjæbeflige, kunne ansees for at være Smagsvorter. Desuden findes paa Spidsen af hver af Tungens to Endeflige en aflang, svagt chitiniseret Plade”), Tungepladerne (F. 16—18b), der sædvanlig ere slaaede tilbage over Fligene, og derfor, paa deres børstebærende Rodende nær, skjules af disse, naar Tungen sees franeden. Paa Tungens Underside, hvor de to smaa Flige udgaae, findes nogle faa større, cirkel- runde Huller, i hvilke meget smaa Børster ere indplantede, der aldeles ligne Mundklappens, og vel ogsaa have samme Betydning (Følebørster? cf. p. 279). Bitungerne (F. 16 og 17 c) ere hudagtige, bagtil brede, fortil tilspidsede, og strække sig fra Tungeklappen nedefter og forefter, saaledes at de for største Delen dækkes foroven af Tungen. Ved deres Rod bære de en Samling af lange, stive, brede, men flade Børster, hvis Ender tilsammen danne en buet Linie (T. 18 1), og som rimeligviis tjener til Rens- ning af Antenner o.s.v. Bitungernes Spidse, der ellers, ligesom den største Deel af deres *) Man kunde maaskee ogsaa betragte Tungen som fremstaaet derved, at den forlængede Hypopha- rynx havde lagt sig henover og omsluttet Fligene. ") Disse Plader svare fuldkomment til de to inderste af de fire Plader, som Hvepserne bære paa Tun- gens og Bitungernes Spidser; atter her fremtræder den før omtalte Lighed mellem Myrernes og Hvep- sernes Mund, idet disses (Vespa crabro) Tunge ogsaa er hvælvet noget nedefter og lidt spaltet i Spidsen. 281 Overflade, er besat med de almindelige korte Hudtorne, er noget udtrukket, og bærer i Enden en anseelig, tydeligt fremtrædende Følebørste. Hagens Forhjørner ere indskaarne i en dyb Bugt, og i disse to Bugter, men støt- tede af og ligesom udgaaende fra de rudimentære, til Hagen fastvoxne Stammer, ere Læbe- palperne indleddede (F. 16 og 18 g). De ligne i Bygning aldeles Kjæbepalperne, ere altsaa uden Spor til Palparium, og bestaae af fire Led, af hvilke det første er betydeligt længere og førere end noget af de andre. Tungen viser kun ringe Forskjel i de forskjellige Slægter; kun Palperne variere noget i Længde og Leddenes Antal. Hos Myrmica synes Hagen dog at være mere spidst tillø- bende bagtil, ligesom ogsaa de rudimentære Stammer ere tydeligere, navnlig stærkere frem- trædende bagtil; Tungestøtten er dertil mindre, men spidsere, og Bitungerne baade smallere og spidsere (hos Myrm. cæspitum tillige længere) 0. s. v. Hos Ponera, der baade i anatomisk og systematisk Henseende danner en mærkelig Over- gang mellem Formica og Myrmica (jfr. Tarmrør, Giftkjertel), ere Bitungerne byggede som hos Formica, Hagen derimod som hos Myrmica; men hvad der meest udmærker Tungen hos Ponera, er Tungestøttens lange, dolkagtige Form (T.2.F. 19). Jeg maa dog her, lige- som ellers, hvor der er Anledning til at omtale denne interessante Myreform, meget beklage, at jeg kun har havt Leilighed til anatomisk at undersøge den ene Art, Ponera contracta, og kun Arbeidere af denne. Forresten maa man vel vogte sig for, fra Tungens tilsyneladende forskjellige Ud- seende at slutte til en virkelig forskjellig Form; thi ved sin store Bevægelighed er den van- skelig at faae at see to Gange fuldkomment i samme Stilling (jfr. F. 16 med F. 17); den kan snart være mere fremskudt, snart mere tilbagetrukken; snart kan Spidsen boie sig mere lilbage og nærme sig Støtten, snart kan den være mere fremstaaende; snart er Tungestøt- tens Spidse mere lige udstrakt, snart mere slaaet tilbage o.s.v. Det bliver derfor mindre hensigtsmæssigt at hente Slægtscharacterer fra Tungens Form. De tidligere Afbildninger af Myrernes Munddele, idetmiudste de, jeg har seet, gaae i Reglen ikke ud paa at fremstille Bygningen af de enkelte Dele, men tilsigte fordetmeste kun at give en Hjælp til at skjelne mellem Slægter og Underafdelinger. Dette gjælder saa- lades om Guerin og Percheron’s (Gen. des Ins. Hym. Pl. 4) Fremstilling af Munddelene hos Polyergus rufescens, og Curtis's (Brit. Ent.) af Form. rufa (725) og Myrmecina La- treillii (265), som snart udelader Tungen, snart tager den med, snart afbilder den fraoven, snart franeden; fremdeles om Fr. Smith's Fremstillinger baade i hans Monographi af Sleg- ten Cryptocerus (Trans. of the Ent. Soc. n. S. Vol. II) og i Catal. of Hym. Ins. Part. VI. Form. Stort bedre er heller ikke den Afbildning, som findes i Brandt og Ratzeburg’s Med. Zool., ligesom de Savigny’ske Figurer i Carus's Icones zootom. (T. XIV. F. 33—36) langtfra kunne ansees for tilfredsstillende. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natur vidensk. og mathem, Afd. 5 Bd, 36 282 2. Tarmreret. Mundhulen, der danner Indgangen til Tarmroret, begrendses foroven af Mund- klappen (Epipharynx). Denne er en noget buet Hudfold, hvis Overside gaaer ud fra Bag- randen af Overlæbens nederste Plade, og hvis Underside er en Fortsættelse af eller gaaer over i Svælgets Loft. Med sin Forrand rager den lidt udover Toppunctet af Overlæbens Indskjæringsvinkel, men skjondt den hefter sig til dennes Underside, holdes den dog ved Hjornetakkerne ud fra den. Mundklappens Underside er, ligesom de frie Hinder i Almin- delighed, paa sin forreste Deel besat med talrige Børster; bagtil afløses disse af smaa Torne, der efterhaanden, som de aftage i Størrelse, ordne sig mere og mere i Rækker, og samle sig i stedse længere Kamme. Foruden disse Torne findes henimod Forranden nogle korte, tynde Børster, der ere indleddede midt i en forholdsviis stor Aabning; til hver af disse Bør- ster synes at løbe en Nerve, saa at de rimeligviis ere Følebørster. Mundklappen staaer med sin underste Flade paa begge Sider af Svælgets Aabning i Forbindelse med Hypopharynx, der maa ansees som en Fortsættelse af Svælgets Un- derside, ligesom Mundklappen eller Epipharynx af dettes Overside. Med en flad Bue stiger Hypopharynx nedefter indtil Mundingen af Mundsækken, og efter at have dannet denne, gaaer den videre i horizontal Retning og begrændser Mundhulen forneden, idet den lægger sig henover tredie Par Munddeles Hængsler; tilsidst bliver den en fri Klap, Tungeklap- pen, som nærmer sig Tungens Bagrand og dækker Aabningen af de betydelige Brystspytte- kjertler. Iøvrigt kan man enten betragte Hypopharynx som endende sig med Bagranden af Tungeklappens Underside, eller som fortsættende sig derfra i Tungen. Tungeklappen bliver i sidste Tilfælde ikke Enden, men kun en Fold af Hypopharynx; og vil man i Tungen søge Dele, der kunne ansees for at svare til Kjæbernes Flige, kan man enten antage, at Tungen dannes af tredie Par Munddeles Flige, omsluttede af Hypopharynx, eller at Tungen er en Fortsæt- telse af Hypopharynx med Levninger af indesluttede Flige. Den øverste Deel af Hypopha- rynx er noget fastere end Epipharynx, og er ved sin Begyndelse gjennemløbet paatvers af tæt stillede, parallele Chitinlister eller Kjøle, som ere udskaarne i ganske tynde, men lange Tænder; disse Lister aftage i Tykkelse og Tændernes Længde forefter og nedefter, og efter at være begyndt at deles i flere Stykker erstattes de snart ved en Mangfoldighed af smaa, ligeledes tandede Chitinplader, der skjælformigt, dog uden at dække hverandre, beklæde den nedadstigende Deel af Hypopharynx, indtil ogsaa deane Skjælklædning henimod Mund- sækkens Aabning afløses af en kornet, chagrinagtig Structur. Mundsækken kan betragtes som en indadslaaet Fold af Hypopharynx, der meer eller mindre kugleformig lægger sig op til Bagsiden af dennes nedadstigende Deel og Un- dersiden af Pharynx. Den findes som oftest fyldt med en mørk, bruun, formlos Masse, og falder da ved sit Indholds Farve let i Oinene, hvorimod den, naar den er tom, synker sam- 283 men, og da er vanskelig at skjelne fra Hypopharynx. Dens Hud er klar, uden nogen tydelig Structur, og heller ikke iagttager man Spor til Musculatur, der kunde tjene til Aab- ning og Lukning af denne Sek eller til Modtagelse og Udstødelse af Indholdet. Nogen særegen Musculatur er vist heller ikke her nødvendig, da Bevægelser af den øvrige Deel af Hypopharynx ogsaa maae indvirke paa Mundsækken; saaledes vil Aabning og Lukning kunne bevirkes alene derved, at den nedadstigende Deel af Hypopharynx hæves og sænkes. Des- uden er hele Mundsækkens Væg omgiven af en Flig af det Cellelag, der videre fortsættes ind i de øvrige Dele, som begrændse Mundhulen (Overlæben, Mundklappen, Kjæberne o. s. v.). Dette Gellelag*) danner her en klar, farveløs Hinde, og bestaaer af store, uregelmæssige, tydeligt begrændsede Celler, der have flere eller færre Kjerner med faa Kjernelegemer; men idet Gellerne paa den Side, der vender bort fra Mundsækkens Væg, ere meer eller mindre convexe, faaer derved ogsaa den hele Hinde paa samme Side et meer eller mindre morbær- dannet Udseende. ' Det er ikke rimeligt, at denne Cellehinde skulde uskille nogen særegen Afsondring til Mundsækken, deels fordi dennes Væg er for tyk og stiv, deels fordi Hinden, som allerede bemærket, kun er en Deel af et større Cellelag, der i sin øvrige Udstrækning i Munddelene ikke vel kan antages at have en saadan Bestemmelse til Afsondring. Den folgende horizontale Deel af Hypopharynx er ved Roden af chagrinagtig Struc- tur, som dog snart gaaer over til et Maskenæt af Chitinlister, der i Maskernes Skjærings- punkter udsender spidse, borstedannede Torne. Denne Structur fortsætter sig paa Midten til Tungeklappens Spidse, men afløses derimod paa Siderne af smaa Skjæl, som paa For- hjornernes Underside blive til en Tagsteenslægning af lange, smalle, i Randen tandede Chi- tinplader (i Lighed med Tungens Beklædning hos Hvepserne). Den her givne Fremstilling af Mundhulen hos Form. rufa $ gjælder i det Vesent- lige for alle de af mig undersøgte Myreformer, ikke blot Arbeidere, men ogsaa Dronninger og Hanner. Min Opfattelse og Beskrivelse af Mundhulen hos Myrerne svarer forresten fuldkom- ment til den, som Brants (v. d. Hoeven en de Vriese: Tijdschr. v. nat. Geschied. en Phys. 8 D. p. 71 ff. Pl. 1) giver af Hvepsernes Mundhule (Vespa crabro), og blandt hans Figurer henviser jeg navnlig til F. II, som giver et Længdesnit af Hvepsens Hoved, hvorved Mundklappen, Mundsekken o. s. v. tydeligt sees i deres naturlige Leie. Mund- sækken, som Brants, som første Opdager, beskriver under Navn af »lijmholte«, er altsaa fælles for Hvepser og Myrer; men at den ogsaa hos disse, saaledes som Brants ”) Det ligger ganske løst uden nogen Forbindelse med Mundsækkens Væg, og naar denne falder sam- men faaer det ofte Udseende af en særegen Kjertel med stor indre Beholder, omtrent som Stinke- kjertlerne bos Forficula og de tilsvarende Kjertler paa Oversiden af Bagkroppen hos Cimex, navnlig hos Larveformerne. 36" 284 mener, at det er Tilfældet hos Hvepserne, skulde være et Tilberedningssted for Kit til Myrernes Redebygning, er ikke rimeligt, da alle vore indenlandske Myrer, med Undtagelse af Form, fuliginosa, bygge saa lidt. Deres Arbeide i denne Retning bestaaer væsenligt i en Udhulen og Bortskaffen af allerede forhaandenværende Materiale, hvorved der kun sjel- dent bliver Brug for nogen egentlig Opbyggen og noget dertil nødvendigt Kit; heller ikke har Form. fuliginosa, hvis Redebygning*) nærmest ligner adskillige Termiters, nogen stærkere Udvikling af denne Mundsæk end de øvrige indenlandske Arter. Vel værd at lægge Mærke til er det, at Bierne, der ogsaa have en fra Myrerne og Hvepserne forskjellig Maade at opklække deres Yngel paa, fattes en saadan Mundsæk, hvis Betydning i begge Familier, ialfald tildeels, om ikke væsentligst, kan antages at være en Slags Kro, hvori Arbeiderne gjemme og tilberede Føden for Larverne og de i Reden hjemmeblivende Individer.**) Den Indvending, at alle tre Former af hver Art have denne Mundsæk, medens kun den ene af dem, nemlig Arbeiderne, mader Larverne og de Individer, der blive hjemme, er lige- saa gyldig ligeoverfor Brants's Forklaring af Hvepsernes »lijmholte«, idet ialfald Hannerne her aldrig tage Deel i Redebygningen; dog som en Slags Formave maa den altid kunne have Betydning baade for Hanner, Dronninger og Arbeidere. Ogsaa den Cellehinde, jeg har omtalt som omgivende Mundsækken, har Brants fundet hos Hvepserne, og han tillægger den en vis Muskelkraft, saameget mere, som han heller ikke vil have fundet nogen særegen Muskel for dette Organ: »Althans spieren, uitsluitend voor de lijmholte bestemd, heb ik niet gevonden; wel zag ik, dat dezelve geheel omgeven words door een stevig wit gekleurd vlies, zie fig. V., dat hoewel het geen dwars gestreepte, in bundels vereenigte spiervezels vertoont, echter een eigenaardig, vermoedelijk spierachtig maaksel bezit« (I. c. p. 94); men selv om den havde en saadan Muskelkraft, vilde dog den lose Forbindelse med Mundsekken vere bety- deligt til Hinder for, om end ikke ganske tilintetgjore, dens Nytte i saa Henseende. Svelget (T.1.F.10g2c) aabner sig med en bred Tverspalte bag Overlæbens og Mundklappens Rod; det dannes af Fortsættelsen af Epipharynx og Hypopharynx, og udgjør den brede, bagtil tilsmalnede, noget nedtrykte Overgang til Spiserøret. Dets Overside dan- nes af en klar Hinde, der er dækket af et Lag Muskler (constrictor pharyngis Straus- *) Reder, som Crematogaster Montezumia i Mexico og Polyrachis textor paa Malacca efter Smith (Catal. of Hymen. Ins. Part. VI. Form. pl. 1) bygge, hore ialfald til Undtagelserne. ”) Holder man en Colonie af Myrer i Fangenskab, faaer man ikke sjeldent at see, hvorledes en Myre lober om fra en til en anden, og sagte berorer dem med Antennerne, ligesom for at tilvende sig deres Opmærksomhed og Gunst. Naar nu en svarer paa Opfordringen, stille begge Myrer sig lige- overfor hinanden, og under en heftig Vibreren af Antenner vg Forbeen stikker den ene sin Tunge hen mod den andens; idet de nu vexelviis skyde denne ud og ind, aabne de med det Samme rime- ligviis Mundsækken, og udstøde og modtage Føden. Med Hensyn til denne forresten gamle Iagtta- gelse sammenligne man P. Huber. Rech. sur les moeurs des fourm. indig. p. 178. 285 Durckheim, Brants); paa Siderne begrændses det af et Par Chitinlister, Svælglisterne (stevige graten Brants, apophyses glosso-pharyngiennes Straus-Durckheim), og forneden af de sammenvoxne Lister og, hvor disse slippe, af en Hinde med betydelige Muskellag (mm. palatini profundi og m. pharyngo-oesoghageus Brants). Disse Svælglister ere for- holdsviis korte i denne Familie, men hos Formica forenede i deres største Udstrækning ved en temmelig tynd Chitinplade, Svælgpla'den; desuden slutter der sig til dem to andre Li- ster, Bilisterne, som krydse Hovedlisterne paa disses Overside, og som i Spidsen, hvor de dække Issekjertlernes Udmundinger, ere flade, svagere chitiniserede, men betydeligt ud- videde (T. 3. F. 9). Betydningen af Svælglisterne er vel navnlig at tjene til Befæstning for de forkjellige Muskler, saasom mm. levatores pharyngis og mm. protractores pharyngis Straus-Durckheim, Brants, ved hvilke Svælget bevæges i de forskjellige Retninger. Svælgpladen er paa begge Sider gjennemboret af adskillige cirkelrunde Huller, hvori Udfø- ringsgangene fra Svælgkjertlerne udmunde”). Desuden udmunde Læbekjertlerne i Svælgets Forhjerner og Issekjertlerne under Bilisternes vingeformede Udvidelser, saaledes som det allerede er omtalt ved disse. Hos Myrmica er Svelgpladen mindre, bagtil stærkere indskaaren, men Svelglisterne anseeligere og forholdsviis længere; desuden findes paa Svælgets Overside ved Roden en lille trekantet Chitinplade med afrundede Hjørner, som omtrent udfylder Mellemrummet mellem Listernes Rod. Hos Ponera contracta $ ere Svælglisterne ved Roden ikke forenede ved nogen Plade, men kun noget udvidede. 2 Spiseroret (T.1.F. I og 2e) løber som et temmelig lige,**) cylindrisk Rør gjen- nem største Delen af Hovedet og hele Brystet samt Bagkroppens afsnørede Deel, indtil det, efter at være traadt ud af denne, gaaer over i Maven. Dets indre Hinde er stærkt længde- stribet og foldet, hvorved det bliver istand til betydeligt at udvides. Epithelcellerne mellem Tunica intima og propria ere klare, men oftest ere de enkelte Cellers Vægge og Kjerner vanskelige at skjelne med Bestemthed; dog blive Randene af et Længdesnit gjennem Spise- røret bølgede ved Foreningen af de enkelte Cellers ydre Contourer. Musculaturen er paa denne Afdeling af Tarmrøret meget svag. Ved Spiserørets Rod findes tvende runde, af kun faa, men større Celler bestaaende Legemer,”) liggende op til Rorets Sider under Tunica propria; dog har det hidtil ikke *) Hos de nærstaaende Familier, Hvepser og Bier, sees derimod klare Vorter at stikke frem gjennem tilsvarende Huller i Svælgpladen; og hos Bierne naae disse Vorter en ikke ubetydelig Størrelse. ”) Paa Afbildningerne er Spiserøret for Pladsens Skyld lagt i et Par Bugter. Hos Odynerus har jeg fundet tre eller fire saadanne kugleformige Legemer. 286 været mig muligt at opdage nogen Udforingsgang eller anden Forbindelse med tilgrænd- sende Dele. Hos Myrmica fremtræder Tverrynkningen af Spiserøret langt tydeligere end hos Formica. ; Maven (T. 1. F. 1 og 2 f) er kegleformig og dannes ved en ‚simpel Udvidelse af Spiseroret til den ene Side. Saavel Tunica propria som navnlig Tunica intima ere særdeles stærkt og uregelmæssigt rynkede, og Epitheliet af samme Beskaffenhed som Spiserorets. Noget Spor til Musculatur har jeg ikke her kunnet opdage, selv ved meget betydelig For- størrelse. Hos Myrmica er Maven stærkere afsondret, saa at den endogsaa er ikke langt fra at kunne kaldes afsnøret,”) og den er tillige forholdsviis større, ja kan selv overgaae Duo- denum i Rumfang; tillige har den gjerne et meer eller mindre fiirkantet Omrids. Hos Myrm. cæspitum (å) har jeg navnlig stedse fundet Maven særdeles stor, fiirkantet og op- fyldt af en klar guulbruun Vædske, medens Indholdet hos Form. rufa oftest var langt ube- tydeligere, men seigere og af en mørkere bruun Farve. Jeg har altid fundet Maven liggende heelt, eller ialfald kun med Undtagelse af For- enden, bag Bagkroppens Stilk, hvorimod Léon Dufour paastaaer, at den ligger heelt foran Stilken i Bagbrystet, og undrer sig over, at Ramdohr (Abhandl. üb. d. Verdauungsw. d. Ins. p. 140) kan angive dens Leie som værende bag Stilken. Angaaende Mavens Leie siger Léon Dufour (Mém. pres. p. div. sav. T. VII p. 479): »Je puis assurer que, dans les nombreux individus de la Formica rufa Latr. soumis å mon scalpel, le jabot (Maven) était con- stamment renfermé dans le thorax«, og han støtter denne Paastand ved at angive, at den forreste Deel af Pylorus i Reglen ligger i Stilken: »La premiere partie (du gésier)... ordinaire- ment engagée dant le court et étroit pédicule....«. Som en mulig Forklaring af Uover- eensstemmelsen med Ramdohr anfører Leon Dufour, at de maaskee have havt forskjel- lige Arter under Navn af Form. rufa for sig, men denne Omstændighed vilde dog vistnok være aldeles uden Betydning for dette Spørgsmaals Vedkommende. Pylorus (T. 1. F. 1 og 2. g—g’) danner Mellemleddet mellem Maven og Duode- num; dens Betydning synes at bestaae i en Regulering af Næringsgrødens Fremrykning, hvorimod den ifølge sit Leie og hele Bygning ikke kan antages at foretage nogen yderligere Sønderdeling af Føden, hvorved den kunde fortjene Navn af Tyggemave (Kaumagen v. Siebold). Den forreste Deel af Pylorus opnaaer hos Formica en betydelig Størrelse og sær- egen Udvikling, saa at Léon Dufour endog kalder den »le trait anatomique le plus sail- ") Paa Afbildningen (T. 1 F. 2 f) ligger Maven under Spiserorets Ende og Begyndelsen af Pylorus, hvorfor Afsnøringen her falder mindre i @inene. 287 lant de la famille*); den er af en melonagtig Form, og støder med sin Forende op til Maven, der oftest falder lidt ned over den (F. 1g). Den er fast, pergamentagtig, og inde- slutter fire, i deres forreste Deel udfladede, noget kjøldannede og her stærkt chitiniserede Lister. Disse Lister, der oftere findes afbildede (Ramdohr |. c. T. XIV F. 6 og Léon Dufour I. c. pl. 7. F. 87), ligne nærmest Grenene af en Sukkertang eller Knibtang, og ere stillede saaledes korsformigt, at Halvbuernes to Ender næsten berøre hinanden, medens Skafterne divergere forefter. Hver Liste støttes desuden udvendigt af en secundær, i sin hele Udstrækning pergamentagtig Liste, som begynder lidt under Halvbuernes Midte med en opsvulmet Rod, og følger Hovedlistens Midtlinie, idet den tillige med talrige Smaabaand er forbunden med denne. Den mellemste rørformige Deel af Pylorus er kort, lige og af samme Bygning som Spiserøret. Den sænker sig ind i Duodenum, hvor den svulmer noget op, og danner nu den tredie Afdeling (F. 1 g’), der er af samme pergamentagtige Bygning som det første Afsnit, dog uden Spor til indre Chitinlister. Medens alle de forskjellige Arter og Former af Formica, jeg har undersøgt, have havt et tydeligt udpræget melonformigt første Afsnit, fattes dette ganske hos Myrmica og Ponera (contracta $); men til Gjengjæld har hos dem det bageste Afsnit opnaaet en bety- delig Udvikling (T. 1. F. 2 g)). Duodenum (T. 1. F. 1 og 2 h) er kort, men stærkt opsvulmet, af en melonagtig eller svagt pæreformig Skikkelse, og udgjor sædvanligt Tarmrorets betydeligste Afdeling. Den er glat, og selv Musculaturen er hoist ringe og vanskelig at iagttage. Hos Formica faaer den oftest et marmoreret Udseende derved, at dens Epithelium indeholder en Deel Fedt, som med sin hvide Farve stikker af mod den mørke Grund, som skyldes Indholdet i Duodenum.”) Epitheliet bestaaer af meget flade, uregelmæssige Celler med særdeles store Kjerner, hver med tydeligt Kjernelegeme (T. 1. F. 10: Form. fuliginosa). I sin nederste, ofte svagt afsnørede Deel optager Duodenum de malpighiske Kar (F. 1 og 2 i); med Hensyn til disses Bygning, Virksomhed og Antal henvises til det Følgende. Krumtarmen (T. 1. F. 1 og 2 k) udgaaer fra den nederste Ende af Duodenum, og efter at have beskrevet en mindre eller større Bue, overeensstemmende med Mavens og Tyktarmens forskjellige Grad af Udvidelse, sænker den sig med et kort Stykke ind i Tyk- tarmen. Den følger efter Spiserøret i Henseende til Længde, men i Modsætning til dette ere dens Sider glatte, Epitheliet meget tykt, af en svag guul Farve, og de enkelle Geller *) Dog er Udtrykket »famille« uheldigt; thi strax efter erklærer han, at han hos Formica ikke har kunnet finde nogen »spherule«, der er den meest characteristiske Deel af denne Afdeling af Pylorus ) Det er dette mørke Indhold, som hos de lysegule Myrmica-Arbeidere frembringer den sorte Plet paa Bagkroppens Underside, der gaaer igjennem Artsbeskrivelserne fra Linné til Nylander. 288 runde og fladtrykte. Cellernes Kjerner udmærke sig ved Mængden af Kjernelegemer, som i Antal af sædvanligt fem, men ogsaa talrigere, indtil ti, næsten udfylde Kjernen. Hos Formica er Krumtarmen glat. og det tverstribede Udseende, som den allige- vel ofte faaer, skyldes de fine Tracheeforgreninger, som udbrede sig paa Tarmens Over- flade. Hos Myrmica derimod, hvor den forholdsviis er kortere, men tillige tykkere, begyn- der der at vise sig tydelig Tverrynkning, frembragt ved Musculatur, men ligesom hos Po- nera, hvor den bliver endnu mere iøinefaldende, er den stærkest fremtrædende ved Roden af Krumtarmen. Tyktarmen (T. 1. F. 1 og 2 1) er ikke nogen ligefrem Fortsættelse eller Udvidelse af Krumtarmen, da denne ikke udmunder lige i Spidsen af den, men indsænker sig i den lidt nede paa Siden, uden dog at dens øverste Spidse fremtræder som nogen særegen Af- deling, der kunde fortjene Navn af Blindtarm. Den er en stærk, muskuløs Sæk, paa hvil- ken de paatversløbende, stribede Muskelfibre især ere tydeligt fremtrædende, saalænge den er tom og sammenfalden; men naar den, hvad der sædvanligt er Tilfældet, er udspilet, bli- ver Musculaturen mindre fremtrædende, ja kan tilsyneladende næsten aldeles forsvinde. Tyk- tarmens Rumfang er dog i Reglen mindre end Duodenums, men kan blive selv ikke saa lidt større end dennes, og disse to Afdelinger af Tarmrøret nærme sig da tillige hinanden, idet den mellemliggende Krumtarm næsten boies sammen. Dens Indhold er gjerne en klar, guulagtig Vædske, som indholder enkelte smaa, flade, brikkeformige Legemer, foruden nogle større, sammensatte, der ligne Blodlegemer, og undertiden tillige Urin (?)-Chrystaller. Imel- lem dens Tunica intima og propria findes hos Formica sex Vorter (F. 11’) af en stærkt af- stumpet Kegleform, som bestaae af en ydre, klar, pergamentagtig Skal, der indeslutter faa, smaa, runde Celler, som fuldkomment ligne dem i Krumtarmens Epithelium, kun at Kjerne- legemerne i de enkelte Kjerner ofte ere endnu lidt talrigere, oftest sex, men ogsaa ofte indtil tolv. Disse Vorter synes at være Levningerne af et Epithelium, og Skallens Betydning kunde da være at skjærme for Cellerne, naar ved Tyktarmens stærke Udspiling dennes to Tuni- caer trykke mod hinanden. At disse Vorter, Tarmvorterne (Rectaldrüsen, boutons char- nus), hos Myrerne have Betydning som Secretionsorganer”), synes mig meget rimeligt; jeg troer ogsaa engang at have seet en klar, guul Vædske mellem Tunica intima og Vortens Rod, uden at jeg derfor tør antage, at Betydningen hos andre Insecter er den samme, da disse Tarmvorter som bekjendt i Antal, Form og Størrelse vise mange Forskjelligheder. At de, idetmindste hos Myrerne, ikke kunne være Respirationsorganer, synes mig allerede tydeligt deraf, at de hos disse ikke ere indsænkede i Tyktarmen, og at de Tracheer, som udbrede sig i disse Vorter, ere af en ringe Størrelse, navnlig i Sammenligning med de særdeles 7”) Det er ogsaa sandsynligt, at Krumtarmens Epithelium kan, ialfald tildeels, udøve en afsondrende Virksomhed i Fordoielsens Tjeneste. EE store Tracheestammer, som have deres Spirakler i Nærheden i Bagkroppens sidste, rudimen- tære Led. Hertil kommer, at Tarmvorternes Tracheestammer udspringe fra den fælles, korte Hovedstamme, og lobe lige hen til Vorterne; men hvis de havde været Respirationsorganer, maatte Tracheerne være komne til dem inde fra Legemet af og ikke fra et nærliggende Aandehul. Hvad der ogsaa væsentligt synes mig at tale imod en saadan Forklaring i Almindelighed, er at Tyktarmen jo ikke altid er opfyldt af Vædske, og selv om den er fuld, fornyes Vædsken dog ikke ideligt, saaledes som Vandet i Libellarvernes Masttarm. Hos Myrmica ere Tarmvorterne større, men deres Antal kun tre, hos Ponera findes derimod atter sex. Masttarmen (T. 1 F. og 2 m) danner en umiddelbar Fortsættelse af Tyktarmen, naar denne er sammenfalden; den er stærkt muskuløs, rynket, med tydelige, stribede Muskel- fibre, og munder efter et kort, lige Løb ud i Cloaken, der er meget stor, rundagtig, med særdeles tykke og muskuløse Vægge. Hos Hannen, der fattes Cloak, forandrer den temmelig lange Masttarm tilsidst sin valseformige Skikkelse, bliver fladtrykt, og udvider sig til Siderne, hvorpaa den udmunder med en bred, vandret Spalte over Parringsredskabets Rod. Paa begge Sider af denne Spalte findes et frit, kort, næsten spadedannet Blad (Stylus), der er stærkt chitiniseret og i Ran- dene besat med temmelig lange og stive Børter. 3. Kjertlerne. De her afhandlede Kjertler ere deels saadanne, som udmunde i Tarmrøret, nemlig Spyttekjertlerne, der atter ere Brystspyttekjertler, Læbekjertler, Svælgkjertler og Isse- kjertler, og dernæst de malpighiske Kar; deels saadanne, som ikke staae i Forbindelse med Fordøielsesredskaberne, nemlig Strubekjertlerne, Kindbakkekjertlerne, Bag- brystkjertlerne og Giftkjertlerne. Brystkjertlerne (T. 3. F. 1) ere de betydeligste af Myrernes Kjertler, Kjønskjert- lerne fraregnede. De udmunde i Hovedet, men have deres Leie i Forbrystet, og bestaae af fire Hobe Belge, som efterhaanden samle sig omkring fire Udforingsgange. Efterat disse \ atter have forenet sig, to og to, svulme de derved fremkomne to større Gange betydeligt op, og danne paa hver Side af Brystets Midilinie en Beholder, men forene sig kort efter, omtrent ved Forbindelsen mellem Hoved og Bryst, til et fælles Ror. Dette, der altsaa danner den for hele Kjertlen fælles Udforingsgang, gjennemlober dernæst hele Hovedets Under- side, og idet det lægger sig langs hen ad Hagens Overside, under Hypopharynx, aabner det Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 37 290 sig under Tungeklappen bag Tungens Rod; dets Munding er omgiven med en aflang, per- gamentagtig Ring. Undersøgelsen af disse Kjerlers histologiske Bygning vanskeliggjøres derved, at Bæl- gene ved Dissectionen strax tabe deres naturlige Udseende, idet deres indre større Deel da bliver optagen af store, tilsyneladende tomme Rum, og alt Indhold trænges ud imod Siderne. Ved Hjælp af fortyndet Chromsyre lykkedes det mig dog nogenlunde at bevare deres op- rindelige Skikkelse, uden at det dog blev muligt, tydeligt at skjelne de enkelte Cellers Vægge, hvis Tilstedeværelse dog allerede sandsynliggjøres ved de Afdelinger, som under den sæd- vanlige Alteration af Bælgenes Indhold vise sig i det indre tomme Rum. Kjernerne vare derimod meget tydelige, med mange Kjernelegemer, og Udføringsgangene saaes tydeligt at dele sig i Spidsen af Bælgene, og ende med aabne Rør, der vare fiint tverstribede (T. 3. F. 2). Denne Tverstribning af Udforingsgangene, der giver dem et tracheeagtigt Udseende, vedligeholdes ogsaa efter deres Forening heelt ud til Mundingen, og findes tillige paa Be- holderne, der kun ere simple Udvidelser af Gangene. Cellestructuren findes iøvrigt udpræ- get ikke blot i Bælgene, men ogsaa i Udføringsgangenes Beklædning og selv paa Beholderne, hvor dog Cellerne ere meget flade, men have (ved Anvendelse af Chromsyre) tydelige Skil- levægge og Kjerner. Medens denne Bygning af disse Spyttekjertler i det Væsentlige er fælles for alle Arter af Formica, baade Hunner og Hanner, afviger Myrmica deri, at Beholderne fattes, ligesom ogsaa de enkelte Bælge ere ordnede paa en noget anden Maade. Ponera har vel forholdsviis mindre Beholdere, men disse ere omgivne af et langt tykkere Cellelag end hos Formica. Det er disse Spyttekjertler, som Léon Dufour har fremstillet under Navn af »or- gane sålivaire« paa sin Afbildning af Myrernes Tarmrør (l. c. Pl. 7 F. 86), og som derfra ere optagne i Carus's Icones zootomicæ T. XV. F. 4; men, som Léon Dufour vel selv for- modede (»je ne saurais me défendre de la crainte, qu'une partie de cet appareil n'ait éludé mes recherches«), har han kun fremstillet Kjertlernes Beholdere og disses Udforingsgange. H. Meckel (Müllers Arch. f. Anat. und Phys. 1846: Microgr. einig. Drüsenapp. d. nied. Th.) har vel fundet den fælles Udforingsgang i Hovedet, men henfører den til Issekjertlerne. Brystet med dets Kjertelparti har han ikke undersøgt. Lebekjertlerne (T. 1. F. 1 og 2 b og F. 5—8) ligge tæt op til Undersiden af Mundskjoldet, og bestaae af en stor Mængde enkelte Kjertelceller, hver med sin egen Udføringsgang; disse Gange aabne sig i en fælles, kort, kølleformig Beholder (F. 5), som med en kort Hals udmunder tæt bag Mundklappens Rod, een i hvert af Svelgets Forhjorner. Beholderen, hvis Væg bestaaer af en tyk, guulagtig, eensartet Masse, faaer ved de Huller, gjennem hvilke de enkelte Cellers Udføringsgange aabne sig, Udseende af Brusen paa en Vandkande. Gangene, der ere meget lynde og lange, gaae, som sagt, hver til sin Celle; 291 men naar der til samme Celle gaaer to Gange, kan man ogsaa see, kvorledes en saadan Celle er opstaaet ved Sammensmeltning af to enkelte. Gangene gjennembryde forresten Gellernes Vægge og tabe sig inde i Cellemassen. De enkelte Celler udmærke sig ved deres temmelig kugledannede Form, ved deres klare Farve og meget store Kjerne. En ganske tynd, simpel Hinde omgiver endelig samtlige Celler i hver af de to Læbekjertler. Efter den Beskrivelse og Afbildfing, som Meckel I. c. giver af Læbekjertlerne hos Form. rufa, skulde Udføringsgangene være tragtformige Fortsættelser af Cellernes Vægge; dette Udseende kunne de let faae, naar Cellerne presses ved Dækglassets Tryk, hvorved deres Vægge ofte faae en tragtformig Fremspringning, til hvis Ende Gangen da noie slutter sig. Svælgkjertlerne (T.3. F. 10). Som allerede forhen berørt, findes paa hver Side af Svælgpladen omtrent en Snees cirkelrunde Huller, der ere bedækkede med en tynd Hinde. I Midten af denne Hinde aabner et tyndt Rør sig, der er Udføringsgang for en enkelt, fri Kjertelcelle. Disse Geller som ligge paa Undersiden af Svælgpladen, tildeels i Rummet mel- lem de to Par Lister, ere af en noget aflang, uregelmæssig Form; de have tre til fem Kjer- ner, der atter have ligesaa mange Kjernelegemer. Paa Grund af den rigelige Musculatur paa Svælgets Underside ere de vanskelige at blive vaer, og jeg veed heller ikke, at de før ere iagttagne. Issekjertlerne (T. 1. F. 1 n og 2 d) ere Hovedets anseeligste Kjertler; hver af dem bestaaer af en Busk af omtrent tredive rørformige, lidet forgrenede Kjertelbælge, og ud- munder under de vingeformede Udvidelser paa Svælgets Bilister. Bælgene bestaae af to Hinder, den ene stukken ind i den anden, med mellemliggende Epithelium af flade Celler med store Kjerner, der indeholde en stor Mængde Kjernelegemer (T. 1. F. 9). Kjertlernes sædvanligt stærkt saffrangule Farve hidrører sandsynligviis fra Bristningen af Cellernes og Kjernernes Vægge, hvorved de gule Kjernelegemer blive frie og i uregelmæssige Smaahobe lægge sig op til Tunica propria. Hvor Kjertlerne derimod beholde et klart, ufarvet Udseende, hvilket i Almindelighed kun er Tilfældet med korte Strækninger af enkelte Rør, sees Kjerner og Celleinddeling tydeligt. Ved Brugen af en svag Chromsyreopløsning har jeg dog altid kun- net iagttage deres histologiske Bygning. Antallet afBælge vexler noget hos de forskjellige Individer af Form. rufa, men endnu større er Forskjellen hos andre Arter; Form, fuliginosa har saaledes knap halvt saamange Rør, men de ere da ogsaa større, navnlig betydeligt videre. Hos Myrmica er Rorenes An- tal ringere, ligesom de ogsaa ere smækkrere og mindre forgrenede. At det er disse Kjertler, H. Meckel (l. c.) mener med sine »untere oder hintere Speicheldrisen«, sees let af hans Beskrivelse med tilsvarende, noget raa Tegning (ESSEN) At han derimod ikke har kunnet følge dem til deres Mundinger i Svælget, forklares ved disses skjulte Leie, og til at henføre Brystspyttekjertlernes fælles Udføringsgang til dem, er han maaskee bleven ledet derved, at disse Kjertlers histologiske Bygning i visse Henseender SDN 37 292 ligner de nederste Spyttekjertlers (Brystspyttekjertlerne) hos Honningbien, hvis Udforingsgang jo ogsaa aabner sig under Tungeklappen. De malpighiske Kar (T. 1. F. 1 og 2 i) aabne sig i den nederste Ende af Duodenum; hos Formica, som hos Piezaterne i Almindelighed, er deres Antal ikke ubety- ligt, og deres Længde er her omtrent lig Krumtarmens og Tyktarmens tilsammen. De be- staae af en Tunica propria, som paa sin indvendige Side er beklædt med et Epithelium af meget store, klare Geller med tydelige Kjerner, men som oftest kun eet Kjernelegeme; nogen Tunica intima, der som en fælles indre Væg skulde begrandse Epitheliet, har heller ikke jeg*) kunnetiagttage. Mod en saadan Hindes Tilstedeverelse taler ogsaa den Omsten- dighed, at Epitheliets indre Begrendsningslinie ved et Lengdesnit faaer et bølget Udseende ; derimod yise de enkelte Celler en eensartet, svagt guulladen, smallere eller bredere Zone, en Cuticula, som omgiver hele Cellens frie indre Side (T. 1. F. 3 og 4). Vesentlig Bygningsforskjel mellem de forskjellige Ror eller mellem de enkelte Rors Ende og Rod har jeg ikke ‘undet i denne Familie (jfr. F. 3 med 4); kun forekom Cellerne ved Roden mig større, men dette skyldes sandsynligviis Rorets større Vidde forneden. Derimod ere de som oftest alle stærkt safrangule fra Roden et godt Stykke udefter, men denne Farve, der forresten snart taber sig, naar Tarmroret har ligget lidt i Vand, skyldes nærmest de talrige, i Cellernes Masse indleirede, gule Elementarkugler. Desuden findes ofte, dog kun i Rodenden, større, kugleformige, gule Legemer (indtil % af Rørets Vidde), af hvilke de største synes at bestaae af talrige, straaleformigt stillede Smaastave, som maa- skee kunne ansees for vordende Urinchrystaller, af hvilke sidste man da ogsaa seer en Deel i samme Ende af Roret. Antallet af de malpighiske Kar er hos Formica særdeles afvexlende, ei blot efter Arter, men ogsaa efter Kjon og Individer. Hvad Kjonnene angaaer, da findes det største Antal hos Hun- nerne (Form. mixta 2 33—34; rufa $ 18—25, ¥17—19; nigra 9 23; flava 2 17—24; fuligi- nosa§ 16—25; fusca 9 og herculanea ¥ 16); færre have Hannerne (Form. exsecta og nigra 14; flava 6—16); dog have Arbeidere af Arter med forholdsviis meget lille Bagkrop ofte endnu færre (Form. flava i Reglen 7— 8). Hos Myrmica ere Rorene længere og smækkrere, men Antallet er hos begge Kjon ogsaa kun sex, og kun hos smaa Arbeidere (Myrm. cespitum) forekomme der endnu færre, saaledes hos den anførte Art kun fire; dog kan ogsaa hos de større Former (Myrm. cespi- tum 2) undertiden et af Rorene mangle, maaskee paa Grund af Sygelighed; idetmindsle saae * ) H. Meckel negter ogsaa (I. c.), i Modsetning til den ældre Meckel, Tilstedeværelsen af nogen egent- lig Tunica intima; ligesaa lidt har Leydig (Lehrb. d. Histol. 2 426 og 431) fundet nogen anden in- dre Begrændsning end en »Zona pellucida« eller »Cuticulas. 293 jeg i et saadant Tilfælde, hvorledes et af de fem tilbageblevne Rør var særdeles kort og i Spidsen stærkt kugleformigt opsvulmet. Hos Ponera fandtes Antallet at være otte, og oftere saaes i flere eller færre af Rø- rene henimod Rodenden aflange Conglomerater med ujevnt Omrids, af en mælkehvid Farve (jfr. Leydig L c. 2 431 F. 232 A); den modsatte Ende af Roret kunde nu være heelt fuld af smaa, runde, hvide Legemer, der, efterhaanden som de gled ned mod Rodenden, sam- lede sig i disse Conglomerater, hvoraf flere saaes i uforandret Skikkelse at ligge i Krum- tarmen og Tyktarmen. Ramdohr (Abhandl. ub. d. Verdauungsw. d. Ins.) angiver Antallet af de malpighi- ske Kar hos Form. rufa til 12—16; paa Afbildningen (T. 14. F. 3) findes der 14, og stot- tende sig til denne er det sandsynligviis, at H. Frey og R. Leuckart (R. Wagner Lehrb. d. Zoot. II p. 101) sige, at Formica har 14 »Harngefåsse«. Léon Dufour (l. c. p. 481) har hos Form. pubescens fundet 25—30 malpighiske Kar, hos Myrmica »une douzaine au plus«, medens jeg aldrig har fundet fiere end sex hos denne Afdeling af Myrernes Familie. Strubekjertlerne (T. 1. F. 11—13). I Kanten af Strubepladerne (F. 11 b) fin- des paa den nedadvendte Side en Mængde Smaahuller, stillede i flere Rækker bag hveran- dre, i hvilke Udforingsgangene fra en Deel frie Kjertelceller udmunde. Disse Celler, som tilsammen, dog, ligesom ved Lebekjertlerne, hver Kjertel for sig, ere indesluttede i en fælles, tynd, simpel Hinde, ligne ogsaa i de fleste andre Henseender Lebekjertlernes, saaledes baade i den næsten kuglerunde Form og i deres Udforingsganges Længde og Indsenkning i Væggen, samt deri, at de hver have deres egen Udforingsgang; forskjellige fra dem ere de derimod ved deres mørkere Farve, ringere Størrelse, nåvnlig med Hensyn til Kjernerne, hvorved de ere lelte at skjelne fra hverandre, selv naar de ved Hovedskallens Aabning og den sædvanlige Bristning af begge Kjertlers tynde, omsluttende Hinder komme til at ligge sammenblandede. Ogsaa her kunne to Kjertler voxe sammen (F. 13). Kindbakkekjertlerne (T. 2. F. 5, 10 og T. 3. F. 3—5) udmunde med en kort Udføringsgang i den Indskjæring i Chitinmassen, som findes ved Kindbakkernes Rod paa den øvre Halvdeel af disses ydre Flade. Kjertlernes afsondrende Deel bestaaer i Almin- delighed af een større og flere mindre Cellemasser med talrige Kjerner, der atter have sær- deles talrige Kjernelegemer (indtil tredive), men hvor de oprindelige Cellers Vægge knap ere til at skjelne; tilsammen ere disse Kjertelmasser omgivne af en fælles, tynd Hinde. Fra dem udgaae, men kun til den ene Side, der vender mod Beholderen, mange korte, lynde, i Hobe samlede Udføringsgange, som aabne sig i den tilsvarende Side af Beholderen. Denne er forholdsviis meget stor, stærkt rynket og omgiven af en tynd, klar Beklædning, uden tydelige Kjerner eller Celleinddeling; det gjennemskinnende Indhold giver den en guul Farve. Kjertelmassen selv er endnu mørkere, og bliver ved sin rodgule Farve, som skyldes 294 de Elementarkugler, som findes i Cellemassen, let kjendelig, naar Kindbakken rives ud af sit Leie, og Kjertlen da, som det i Reglen skeer, følger med. Mellem de enkelte Arter og Slægter findes kun nogen Forskjel med Hensyn til Be- holderens og Kjertlens Størrelsesforhold”), deels indbyrdes, deels i Sammenligning med Kind- bakkerne; saaledes har Form. flava 2 (T. 3. F. 5) en meget lille, kolleformig Beholder. Hos Myrmica bestaaer Kjertelmassen af flere Portioner, idet Celleinddelingen her er tydeligere. Fra denne almindelige Typus danne Kindbakkekjertlerne hos Form. fuliginosa en mærkelig Undtagelse, idet baade Beholderen her opnaaer en forbausende Størrelse, og Kjer- telmassen derhos ikke lengere er samlet paa samme Side af Beholderen, men Kjertelcellerne spredte i smaa Hobe over dens hele Overflade”) (T. 3. F. 3). Kjernerne have desuden kun ganske faa Kjernelegemer (F. 4), Bekledningen paa Beholderens Vægge er forholdsviis endnu tyndere, og endelig er Kjertelmassen her ganske vandklar. PaaF. 4 sees ogsaa tyde- ligt, hvorledes Udforingsgangene, i Modsætning til hvad der er Tilfældet ved Læbe- og Strube- kjertlerne, kun ere tragtformige Forlængelser af Cellernes Vægge. Bagbrystkjertlerne (T. 3. F. 6—8). Disse Kjertler opnaae deres høieste Udvik- ling hos Arbeideren af Form. fuliginosa, som jeg derfor vil foretrække at begynde med. Paa Bagbrystets Sider altsaa, lige ovenover Hofterne, ved Foreningen med Segmentum me- diale””), findes en bred Fordybning, hvis ydre Halvdeel kun er af ringe Dybde, men stærkt haaret, hvorimod dens indre Deel pludseligt stiger med en brat Indsænkning op i Bagbry- stet. Denne Indsænkning (F. 7) er paa alle Sider fri og indvendigt i Midten besat med lange Børster, der rage op i den, uden dog at naae ud over Mundingen; men idet deres Spidser nærme sig hverandre, danne de en omvendt Ruse, som spærrer Adgangen til Ind- sænkningens Bund for fremmede Legemer. Denne Bund er meget ujevn, idet mørke, stær- kere chitiniserede, flade Partier afvexle med lysere, mere hindede og mere buede, i hvilke sidste de lange, tynde Udføringsgange fra Kjertelcellerne udmunde. Cellerne ere frie, en- kelle eller dobbelte, og ligge, hver Kjertel for sig, sandsynligviis indesluttede i en fælles, tynd Hinde, lidt bag Indsænkningens Bund. Kjernerne ere kun smaa, hver med et Kjerne- legeme, og Udføringsgangene ere, ligesom ved Kindbakkerne, simple tragtformige Fortsæt- telser af Cellernes Vægge. ) Paa Afbildningen af Kindbakken hos Ponera (T. 2. F. 12) er kun Beholderen fremstillet, da det ikke er lykkedes mig under Præparationen, at bevare Kjertelmassen i sit naturlige Leie og Sammenhæng. ”) | Herved kommer denne Arts Kindbakkekjertel mere til at ligne Honningbiens, hos hvis Arbeider dens Rumfang omtrent udgjør to Trediedele af Kindbakkernes, og hvor .den er af en mælkehvid Farve, som skyldes Cellemassen, der i et sammenhængende Lag omgiver Beholderen. "") Angaaende denne Betegnelse af Brystets bageste Deel henvises til Indledningen til det faunistiske Afsnit. 295 Disse Kjertler findes hos de fleste baade indenlandske og udenlandske Myreformer, men med Forskjel i Henseende til Udvikling og Størrelse; de kunne endogsaa rent forsvinde, saaledes som det, mærkeligt nok, er Tilfældet saavel hos Dronningen som Hanne naf selve Form. fuliginosa, hos hvilke der hverken er Spor til Kjertel eller ydre Aabning. Hos an- dre Arter derimod, Form. flava f. Ex., findes en temmelig stor, fiirkantet Aabning paa hver Side af Bagbrystet (den flade Fordybning har kun Form. fuliginosa $) ikke blot hos Arbeideren og Dronningen, men ogsaa, skjøndt noget mindre, hos Hannen. Hos vore større Formica- Arter ere Aabningerne oftest kun Tverspalter, som selv ved svag Forstørrelse blive kjende- lige ved tættere Behaaring og længere Børster paa deres Forrand. Hos Myrmica findes oven- for Spalten en lille Bule; Indsænkningen er her ikke fri, som hos de fleste Formica-Arter, men dens Ydervæg dannes af det fælles Hudskelet. Disse Kjertler ere sandsynligviis ikke særegne for Myrerne, skjøndt jeg ikke paa de mange forskjellige Piezatformer, jeg i denne Anledning har undersøgt, har fundet lignende Aabninger i Bagbrystets Sider. Forresten svare disse Kjertler maaskee til de Stinkekjertler, som findes hos Tægerne i Brystet. Jeg veed ikke, at de tre sidste Par Kjertler før ere iagttagne og beskrevne. Kun ved en enkelt tropisk Art har jeg fundet en Afsondring omtalt, som maa hidrøre fra Bag- brystkjertlerne; men det nævnes som noget Særeget for hiin Art, og da disse Kjertler her maae have en ejendommelig Udvikling og Betydning, vil jeg afskrive vedkommende Sted, som det findes hos Fr. Smith (Catal. of Hym. Ins. Part. VI. Form. p. 200): »The Crema- togaster inflatus (fra Sincapur og Borneo) of this Catalogue, page 136, is a species which probably has workers that perform a similar operation (Tilberedning af Honning), but in this case it is rendered even more remarkable from the receptacle or laboratory being a swol- len bladder-like formation on the metathorax (vort Segmentum mediale) of the insect: this singular apparatus is furnished with a small circular orifice at the posterior lateral angles, from which the saccharine fluid doubtless exudes; portions of crystallized particles are vi- sible within the orifices, and frequently are also scattered over the whole surface of the inflation; we may therefore reasonably conclude, that this insect elaborates a suitable and necessary aliment for the nourishment of the young brood (?).« Giftkjertlen (T. 3. F. 11—22) bestaaer af to lange, frie Kjertelror, der, strax efter at have forenet sig, som et felles Ror gjennembryde Giftbeholderens ydre Hinde eller Tunica propria; indesluttet mellem Bebolderens to Hinder, slynger nu Roret sig i mange Bugtninger, der samlede ligge som en Pude paa den ene Side af Beholderen, i hvis indre Hinde Roret omsider indmunder. Beholderen, der ved en kort Hals eller Udforingsgang udgyder sit Indhold i Cloaken, staaer endelig ved Foden af Udforingsgangen i Forbindelse med en i Spidsen dybt spaltet Kjertelsæk (F. 11 c*)). Gaae vi dernæst over til en nærmere *) F. 11 er tagen af Form. cunicularia OF Beskrivelse, komme vi først til de frie Kjertelrør (F. 11 a), der altsaa ere tvende udeelte (kun meget sjeldent udsende de en lille Sidegreen, eller ere spaltede i Spidsen), vandklare Rør, som i Midten gjennemløbes af den tynde Udføringsgang, der optager Giften fra de store, uregelmæssige Celler med deres store Kjerner og talrige Kjernelegemer (F. 12 frem- stiller Enden af et saadant Ror hos Form. fuliginosa $). Efter at de have forenet sig, træder det fælles Rør indenfor Tunica propria paa Beholderen, lidt ovenfor dennes Hals, og stiger da, uden at gjennembryde Tunica intima, først opad langs Beholderens Væg mod dennes Spidse, boier sig derpaa nedad mod sit Udgangspunk, stiger saa atter i Veiret, og bliver saaledes mange Gange ved, indtil det tilsidst indmunder i Tunica intima. I Begyn- delsen er Røret simpelt, men snart begynder det at udsende Siderør, først kortere, senere længere; først med lange Mellemrum, senere det ene næsten umiddelbart efter det andet. Baade Hovedrøret og Siderørene, de sidste overeensstemmende med den Deel af Hoved- røret, hvorfra de gaae ud, variere betydeligt, efterhaanden som de nærme sig Indmundingen i Tunica intima. Forst ere de uden kjendeligt Epithelium, og der sees kun under- tiden smaa, utydelige, klare Legemer med talrige Elementarkugler (F. 14), som med deres Spidse staae i Forbindelse med Røret, og maaskee kunne ansees for en Levning af eller en Tilnærmelse til et virkeligt Epithelium. Senere hen, efterhaanden som Siderørene blive tættere (F. 15), bliver ogsaa Epitheliet baade paa dem og Hovedrøret kjendeligere, men op- naaer dog aldrig nogen synderlig Tykkelse. Cellernes Vægge ere dog meget vanskelige at iagttage, men Kjernerne træde tydeligt frem som vorteformige Ujevnheder paa Rørenes Yder- side; selve Væggene af Kjernerne ere særdeles tynde og klare, og Kjernelegemerne, der ere tilstede i et Antal af fire til syv i hver Kjerne, faae da Udseende af Smaahobe af frie Elementarkugler (F. 16). Forresten kunne Siderørene atter udsende Smaagrene, eller spalte sig lavere eller heiere oppe. Det er yderst vanskeligt at faae Beholderen hos Form. rufa $ at see fyldt med Gift; thi selv om det lykkes pludseligt at dræbe Dyret eller afklippe Bagkroppen, uden at det faaer Tid til at udsprøite Giften, vil dog Beholderen næsten altid tømmes ved Aabningen af Bagkroppen; lykkes det imidlertid at see den udspilet af Giften, da vil man ogsaa see, hvorledes alle mellem de to Hinder indesluttede Rør ligge sammen som en Pude paa den ene Side af Beholderen, sædvanligt knap indtagende en tredie Deel af Overfladens Omfang. Beholderen selv er af en ægformig Skikkelse, og omgives af en dobbelt Tunica; men Mu- sculaturen er hos Form. rufa $ meget svag; dog sees oftest en større eller mindre Deel af den omgiven af flade, smalle, paatvers løbende, parallele Muskelfibre. Paa Grund af denne ringe Uvikling af Musculatur maa vel Udsprøitningen af Giften nærmest bevirkes ved Tryk af Cloakens tykke, muskuløse Vægge. Beholderens Udføringsgang er kort, men meget lyk og stærkt tverrynket, dog uden Spor til Muskler. I Forbindelse med Udforingsgangen og indsenket lige ved dennes Overgang i — 297 Cloaken, staaer en egen Kjertel eller Kjertelsæk, der er af betydelig Størrelse og stærkt ind- skaaren eller spaltet i Spidsen. Sin gule Farve skylder den til talrige, smaa, uregelmæs- sige, gule Legemer (Elementarkugler), som ligge strøede om mellem Epitheliets Geller. Epitheliet selv er kun tyndt og uden tydelig Celleinddeling, men med kjendelige Kjerner med faa Kjernelegemer. Musculatur har jeg ikke iagttaget hos Form. rufa, derimod har jeg hos Form. fusca $ tydeligt seet et Net af ganske fine Muskelfibre. Kjertelsækken, der til- lige maa tjene til sin egen Beholder, findes, ligesaa lidt som den egentlige Giftbeholder, hos denne Årt i Reglen fyldt af sit Secret, som forresten er af en guulagtig Farve og en seig, olieagtig Consistents, der gjør, at det ikke blander sig med Vand, men heri samler sig i større Draaber. Ved Udsprøitningen af Giften blander nu sandsynligviis denne Bikjer- tels Secret sig med Hovedbeholderens Indhold, og paa en saadan Sammensætning af to forskjellige Stoffer tyder ogsaa den rigtignok noget tarvelige Oplysning, som Will (Schlei- den und Froriep's Not. 1848 Sept. p. 17) giver om Giftens Sammensætning hos Myrerne. De andre Formica-Arters, baade Arbeideres og Dronningers, Giftapparat ligner det her beskrevne, men kan naturligviis variere meer eller mindre i det Enkelte; saaledes er hos Form fuliginosa 9 og cunicularia 9 de frie Kjertelror forholdsviis kortere; hos Form. fuliginosa $ er Hovedbeholderen omgiven af et langt tættere og tykkere Muskellag ; hos Form. fuliginosa $ er Bikjertlen mere cylindrisk, kun boiet eller lidt spaltet i Spidsen (F. 17); hos Form. flava 2 lille, pereformig; hos den nærstaaende Form. mixta derimod stor og næsten kugleformig; hos Form. rufa Q endelig er Bikjertlen spaltet næsten fra Begyndelsen og betydeligt længere end den tomme Hovedbeholder. Hos Myrmica og Ponera er Giftkjertlen meget forskjellig fra Bygningen hos For- mica. Hos Myrmica (F. 18—20, 22) forene de frie Kjertelror, der ligesom hos Ponera udgjore Kjertlens betydeligste Deel, sig mellem Beholderens Tunica propria og intima, og fortsætte sig derpaa som et langt, slynget Kjertelror inde i Beholderen, hvor det ender med en Opsvulmning. Beholderens eller Giftblerens Udforingsgang er lengere og tyndere end hos Formica, men op- tager ligeledes for sin Udmunding Bikjertlens Udforingsgang. De frie Kjertelror (F. 18 a) ere ikke lange, men anseelige og tykke; de ere dertil klare med tydeligt gjennemskinnende Kjerner (F. 19). De smelte sammen i Spidsen af Beholderen, som det synes indenfor Tu- nica propria, og gjennembryde strax Tunica intima, hvorpaa det fælles Ror inde i Beholderen i dennes overste Ende danner en storre Knude eller Slynge; det er her omgivet af meget store, klare Celler med forsvindende Kjerner*), og ender tilsidst i en Opsvulmning med tydelige, talrige Kjerner, men utydelig Celleinddeling. Giftbeholderens Veg er stærkt rynket eller krollet uden Spor til Musculatur eller omgivende Cellelag; Udforingsgangen er lang, tynd, *) Denne Deel af Roret kommer da paafaldende til at ligne den Afbildning, som Leydig (Lehrb. d. Hi- stol. p. 393 F. 394 A) giver af et Stykke af den saakaldte Vandkanal hos en Igle (Hæmopis). Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd 35 298 stærkt tverrynket, men ligeledes uden kjendelig Museulatur*). Bikjertlen (F. 18 c) er mere kugleformig med tykkere Epithelium og længere Udføringsgang end hos Formica. Naturlig- viis kunne ogsaa hos Myrmica de enkelte Arter variere med Hensyn til Giftkjertlen, og saa- ledes er hos Myrm. cæspitum 9 Bikjertlen mere cylindrisk, af Form omtrent som hos Form. Fuliginosa. Hos Ponera munde de forenede Ror ind i Giftblæren nedenfor dennes Midte (om- trent som hos Formica); Blæren er omgiven med faa, men svære Muskelbaand, men det indre Kjertelrør er bygget som hos Myrmica, og ender ogsaa her i en betydelig Opsvulm- ning (F. 21). Léon Dufour (Mém. pres. par div. sav. Tom. VII pl. 7 Fig. 86 a) frem- stiller paa sin Afbildning kun Kjertlens ydre Contour, men han har kun eet frit Kjertelrør og ingen Bikjertel. Ved Optagelsen" af denne Figur i Carus's Icones zootomice T. XV F. 4 er denne unøiagtige Fremstilling bleven endnu mere udbredt, og støttende sig til Léon Dufour siger ogsaa v. Siebold i sin Lehrb. d. vergl. Anat. p. 629: »Derselbe (Giftkjertlen) ist jedoch unpaarig und besteht in einem einzigen Saftbehålter, von dessen Halse nur ein einfacher Drüsenschlauch abgeht«. Leon Dufour, der ikke berører Myrernes Giftkjertel under den specielle Beskri- velse af denne Familie, men kun i Indledningen til hele Ordenen (1. c. p. 413), omtaler deri- mod (p. 482) ved Æggestokken hos Form. pubescens et Biorgan, om hvilket han siger: »La glande sébifique de cette fourmi est peut-être un organe sérifique, s’il faut en juger par sa forme. C'est un petit boyau très-simple, cylindroide, d’un jaune verdätre, inseré sur la paroi supérieure de l’oviducte.« Paa Grund af Henforingen af dette Organ til Æggestokkene og Benævnelsen »glande sébifique«, hvormed Léon Dufour i Almindelighed betegner Sedgjem- met, var det rimeligt, at han ogsaa her havde havt dette Organ for Øie, saameget mere som det vanskeligt kan oversees hos Dronningen. Men Ordene: »un boyau cylindroide, d'un jaune verdätre« passe ikke paa den ovale, rimeligviis i Midten indsnorede (jeg kjender nem- lig ikke Form. pubescens, saa at jeg ikke kan sige noget bestemtere), mælkehvide Sædkap- sel. Dertil kommer, at det ogsaa af andre Grunde er rimeligt, at Léon Dufour kun har havt Arbeideren af Form. pubescens for sig, hos hvilken Sædgjemmet maa antages at mangle. Derimod passer Angivelsen af Farve og muligt ogsaa af Form godt nok paa Bikjertlen, som ogsaa forresten er saa kjendelig, at det ikke er rimeligt, at den kan være undgaaet Léon Dufour. Ratzeburg (Brandt und Ratzeburg Med. Zool. II T. XXV F. 50) giver en mindre god Fremstilling af Giftbeholderen uden de frie Kjertelrør, men med Bikjertlen, som han *) Hos Honningbien (8) er Giftblæren glat, uden Musculatur, men omgiven af samme Slags Kjertelmasse, som findes i Rorene, kun at Beklædningen her er af en ganske ringe Tykkelse; Giftbleren er kun ligesom en Opsvulmning af det fælles Giftrer. 29 dog anseer for Arbeiderens rudimentære Æggestokke, en Tydning, der kun lader sig for- klare derved, at han uheldigviis har undersøgt Exemplarer, hvor de virkelige, rudimentære Æggestokke have været usædvanligt stærkt hæmmede. Denne Anskuelse gjentager han for- resten i Nov. Act. phys. med. Acad. C. L. C. Tom. XVI Pars post. p. 643, hvor han finder det næsten utroligt, at Treviranus ikke har fundet rudimentære Æggestokke hos Humlearbei- derne, og saa med Henviisning til Med. Zool. tilføjer: »Ich habe diese Rudimente übrigens bei viel kleineren Thieren, den Ameisen $ gefunden.» H. Meckel (Miiller’s Arch. f. Anat. und Phys. 1846 p. 48) omtaler heller ikke de frie Kjertelror, men selv med Hensyn til de af ham først beskrevne indre Rør, er det urig- tigt, naar han antager, at der er to Hovedror, medens vi have søgt at godtgjore, at der kun kan være eet. Heller ikke ere Rorene eens overalt, ligesaa lidt som Siderorene stedse ud- gaae fra samme Side; at det første ikke er rigtigt, er viist ovenfor, men ogsaa den sidste Paastand, troer jeg ikke, er ganske rigtig; (hi om de endog i større eller længere Udstræk- ning (F. 15) udgaae fra samme Side, har jeg, ialfald ved de første Rors Udgang, seet dem udgaae fra forskjellige Sider af Hovedrøret. I Wagner's Lehrb. d. Zoot. (II p. 104) synes H. Frey og R. Leuckart snarest at have støttet sig til H. Meckel, naar de sige: »Die Ameisen haben.... eine grosse, zusammengeballte, unpaare Drüse, die aus vielfach ver- schlungenen Schläuchen zu bestehen scheint.« Alle vore indenlandske Formica-Arter savne aldeles Braad, og Giften sproites da umiddelbart ved Hjælp af Cloakens tykke, muskuløse Vægge ud i det Saar, som de have frembragt iforveien ved deres Kindbakkers Bid. Myrmica og Ponera have derimod, som næsten alle Hunner af denne Orden, en Braad, hvis Beskrivelse altsaa her vil være paa sin rette Plads. | Braadden (T. 3. F. 22, hvor dog kun den ene Side af den er fremstillet), der, hvor den forekommer hos Myrerne, er Værge- eller Stikkebraad, bestaaer ligesaavel som Terebrantiernes Læggebraad af tre Par Blade. Det inderste Par eller Naalene (a) ere, saaledes som Navnet antyder, langstrakte og spidse; de have ikke, som Biernes f. Ex., Gjenhager ude mod Enden, men ere omtrent paa Midten forsynede med en lille, halveirkel- formig Plade, der sandsynligviis tjener de Muskler, der bevæge de enkelte Naale, til Tilknyt- ningssted. Ved Roden ere de noget buede og her fæstede til en lille, dybt indskaaren Plade (b), Bipladen, som atter med sin bageste Ende staaer i Forbindelse med en lang, tynd, i begge Ender krogformigt udvidet Chitinplade (c), paa hvilken Hovedmassen af de Muskler, som bevæge hele Braadden, ere befæstede. De to midterste Blade eller Listerne (d) ere som sædvanligt sammenvoxne i Ryggen, og tjene derved til Skede for Naalene. Forneden ere de i deres længste Udstrækning stærkt chitiniserede, men have foroven henimod Roden en stor hindet Plet, der kun paa Siderne og bagtil er omgiven af en tynd Chitinrand, hvis øverste Deel er stærkt indbugtet, men uden Spor i Midtlinien til nogen Søm, som kunde 38" betegne Sammenføiningen af de to oprindelige Lister. I Forbindelse med denne Skede staaer en smal, i Midten spidsvinklet boiet Chitinliste (e), hvis to Ender slutte sig til Skedens Forbjørner. Denne Liste minder om, og har rimeligviis samme Betydning for Skeden, som Hagestøtten for Hagen. Det tredie og yderste. Par Blade, Sideklapperne (f), bestaae hver af to Stykker, hvoraf det indre, kortere og smallere Stykke staaer i Forbiudelse med Naalenes Biplade (b), og bestaaer af en smallere, men stærkere chitiniseret Rygliste og en bredere, pergamentagtig Sideplade. Det ydre Stykke udvider sig bladformigt, men løber spidst til mod Enden; det er ogsaa paa sin Rygside stærkere chitiniseret, og bærer her nogle læn- gere Børster. I den hindede Spidse findes ogsaa et Par større Børster, der sandsynligviis ere Følebørster. 4. Forplantningsredskaberne. Piezaternes Hanner udmærke sig i Almindelighed ved meget smaa Kjønskjertler ; hos Myrerne derimod ere disse af meget betydelig Størrelse, ligesom ogsaa de ydre Kjønsdele ere store og meer eller mindre stærkt fremtrædende. Sædkjertlerne (T. 2. F. 1 a) bestaae af to Duske af tykke, langstrakte Bælge, (omtrent en Snees i hver), som tilsammen ere indesluttede i en fælles, tynd Hinde (scrotum Léon Dufour), og ligge i Bughulens Midte ovenover Tarmroret. Bælgene udmunde en- keltviis i Spidsen af de to Sædledere, der tilsammentagne som en Ring omgive Tarm- røret, saa al deres nederste Deel kommer til at ligge under dette. De ere korte, tykke, af en særdeles fast Bygning, og Tykkelsen af deres Væg er omtrent lig Tvermaalet af deres Lysning; sandsynligviis afsondre de, hvorpaa ogsaa deres tydelige Cellebygning tyder, en eller anden Vædske, medens den modne Sæd gaaer igjennem dem. Den nederste tre- die Deel af Sædlederne (b'), der er stærkt afsnøret og lige udstrakt, svarer til den ellers saa ofte forekommende Udvidelse (renflement épididymique Léon Dufour; Samenblase, Vesicula seminalis v. Siebold og Burmeister). De indmunde dernæst paa den indven- dige Side af de to ovale Sædblærer (Schiödte, vésicules séminales Leon Dufour), der have en lignende, men endnu fastere Bygning,.med tydelig og tæt, om end kun svag Musculatur (Form. exsecta). Ligesom Sædlederne udmærke Sædblærerne sig ved deres korte, lykke Form, hvorved de snarere faae Udseende af Udvidelser paa hine end af selvstændige Organer (Glandulæ mucosæ v. Siebold), saaledes som det ellers pleier at være Tilfældet i denne Orden. Forresten har jeg fundet (Form. flava) baade Sædledernes nederste Deel og Sædblærerne paa samme Tid fulde af betydelige Masser af moden Sed. Sædblærerne oF forene sig i Spidsen, og gaae over i den tykke Sædgang, som efter el kort Lob udmunder mellem de ydre Kjonsdele. De ydre mandlige Kjonsdele eller Parringsredskaberne (T. 2. F. 2 e: Myrm. ruginodis) bestaae, ligesom Hunnens Braad, af tre Par Blade, som parviis dække hverandre. Bladene af det yderste Par ere de storste, af en nogenlunde ligesidet trekantet Form; deres større, plumpe, indre Deel er stærkt chitiniseret, men Spidsen, der bærer enkelte Børster, er betydeligt tyndere, og navnlig er en større Plet paa den indre Side næsten hindet. Det mellemste Par Blade, der næsten kunne lægges heelt ind i en Fordybning paa de inderste Blades Yderside, ere de mindste af dem alle; de ere trapeziedannede og i Spidsen bevæb- nede med en plump, bred Krog; de ere ligesom de yderste Blade besatte hist og her med Børster, og desuden findes der, saavel som paa Krogen, spredte Grupper af talrige, men korte, klare Vorter. Det inderste Par Blade endeligt ere noget krogformige, og udmærke sig ved at Midten af deres Inderrand er udskaaren i skarpe, fine Takker. Sædkjertlernes Bælge afvexle ikke lidet hos de forskjellige Arter af Formica saavel i Antal som Størrelse og Form; medens saaledes Form. rufa, som allerede anført, har om- trent en Snees Bælge i hver Dusk, har Form. eæsecta kun fjorten; hos Form. nigra har jeg stedse fundet endnu færre, i Reglen kun syv i hver, og de vare tilmed baade kortere og uregel- messigere*). Ogsaa Parringsredskaberne vexle betydeligt hos de forskjellige Arter af samme Slægt i Størrelse og Fremtræden (man sammenligne saaledes Form. cunicularia med fuli- ginosa). Hos Myrmica ere Sædkjertelbælgene plumpere end hos Formica og deres Antal tillige ringere (T. 2. F. 2 a); endvidere ere Sædlederne (b) baade kortere og smækkrere, og Sædblærerne kortere og tykkere, men dog mere spidst tilløbende, ligesom de ogsaa forefter vige langt stær- kere ud fra hinanden end hos Formica; endelig er ogsaa Sædgangen (d) tykkere. Hos Myrm. nitidula**) ere Sædblærerne særdeles stærkt sammenløbende, idet deres Længdeaxer næsten ligge i samme relte Linie, ligesom de ogsaa ere mere ovale end hos Slægtens andre Årter. Hos Myrmica udmærke Parringsredskaberne sig ved de yderste Blades betyde- lige Størrelse i Modsætning til de indres, og ved det mellemste Pars store Kroge, der snart kunne være plumpere (Myrm. ruginodis), snart smækkrere (Myrm. nitidula). Léon Dufour, der klager over de store Vanskeligheder (incroyables difficultés) ved Sædkjertlernes Undersøgelse, antager at de ligge adskilte, een paa hver Side af Bughulen *) Den største Deel af det ingenlunde ringe Antal Hanner af Form. nigra, jeg har undersøgt, havde en aldeles uregelmæssig og usymmetrisk Bygning af de indre Kjønsdele, idet Bælgene i den ene Dusk kunde af- tage i Antal, ja reent forsvinde, ligesom da ogsaa Sædlederne kunde være ganske krogede og uregel- mæssigt opsvulmede. ”) Det eneste Exemplar med mandlige Kjonsdele, jeg af denne Art har havt til Undersøgelse, var en Gynandromorph. Bagkroppen var en Hans, men Hoved og Bryststykke en Arbeiders. 302 (l. c. p. 481), og har ikke fundet nogen »tunique accessoire;« derimod siger han i Mod- sætning til min Fremstilling: »les testicules de la Formica pubescens et de la Myrmica re- diana... sont unicapsulaires, et consistent, par conséquent, chacun en un seul sachet oval-oblong. « Myrernes Hunner falde som bekjendt, ligesom de ovrige colonidannende Piezaters, i to Former, nemlig de frugtbare, Dronningerne, som have fuldstændigt udviklede Kjonsdele og efter foregaaende Parring legge Æg, og de ufrugtbare, Arbeiderne, som, her tillige vinge- lose, have meer eller mindre hemmede Kjonsdele og ikke blive befrugtede eller i Reglen legge Æg. Dronningens Kjonsdele bestaae af Æggestokkene med deres Udforingsgange og Sedgjemmet med dets Bikjertler. Æggestokkene (T. 2. F. 3: Form. fusca) dannes af et stort Antal af Rør, som, idet de samles i to Hobe eller Knipper, med henved halvtreds i hver, faae Form af to spidse Kegler, der fortil ere stærkt udtrukne og med fine Baand befæstede til Thorax. Hyer af disse Hobe er omgiven af en tynd, simpel Hinde, som man dog vanskeligt faaer at see, naar Æg- gene ere paa et mere fremrykket Udviklingstrin, da Hinden, udspilet af de opsvulmede Ror, da let brister. Forneden udmunde Æggestokkene (a) i de to Æggeledere (b), der atter snart forene sig til den fælles Æggegang (c), som strax efter svulmer op (c’), og efter et kort Lob udmunder i Cloaken. Rorene eller Fingrene, der blive tyndere, efterhaaden som de fjerne sig fra Ægge- stokkene, faae et perlesnoragtigt Udseende, derved at baade de enkelte umodne Æg og de til disse svarende Hobe af blommedannende (?) Celler ere afsnorede hver for sig. Længden af Rorene afvexler fra Bagkroppens halve til dens tredobbelte Længde, dette Sidste nemlig naar Æglægningen er paa sit Hoieste, navnlig om Foraaret, og de maae i saa Tilfælde legge sig dobbelt, for at faae Plads i Bagkroppen. Saavel Rerene som navnlig Æggelederne og Æggegangen ere omspundne af et Muskelnet, og desuden overordentligt stærkt forsynede med Tracheer, hvilke Forhold især træde frem, naar Æggestokkene ere lidet udviklede. Æggegangen udvider sig, snart efter at de to Æggeledere have forenet sig til dens Dannelse, og er paa sit bredeste Sted dobbelt saa bred som de samlede Ledere. Betydningen af denne Udvidelse er sandsynligviis at erstatte den her, ligesom ellers i Piezaternes Orden, manglende Parringssæk. Sedgjemmet er stort og falder stærkt i Oinene. Dets væsentligste og betyde- ligste Deel er en forholdsviis meget stor, oval, i Midten ofte meer eller mindre indsnøret Sæk, Sædkapslen (d), hvis Væg dannes af en meget stærk, simpel Hinde, paa hvilken der hos Formica ikke findes Spor til noget ydre Celle- eller Muskellag; derimod findes hele Sædgjemmet stedse indhyllet i et tykt Lag af Fedt, Tracheer og Nerver, ligesom og- saa det sidste, store, dobbelte Nerveganglie paa Bugstrængen neie slutter sig til det. Sæd- kapslen munder ud i Æggegangens udvidede Deel med en lang, tynd Udføringsgang, som 303 udgaaer fra Sædkapslens Midte, og som, hvis denne er indsneret, er indfoiet i Bunden af Fordybningen eller Furen. Udføringsgangen har strax i Begyndelsen en lille kugleformig Udvi- delse, i hvilken Udføringsgangene fra et Par langstrakte Bikjertler udmunde. Disse Kjerler (e) ere forholdsviis korte, kun svagt forgrenede, af et aldeles vandklart Udseende, og gjennemløbes i Midten af det smækkre Udføringsrør, der udsender fine Sidegrene i alle Retninger, indtil det tilsidst selv opløses i mindre Rør. Ved deres store Klarhed træde de enkelte Cellers smaa Kjerner tydeligt frem, hvorimod det næsten har været mig umuligt, selv ved betydelig Forstørrelse, tydeligt at skjelne Cellernes indbyrdes Afgrændsning. Antallet af Æggestokkenes Fingre vexler betydeligt; medens jeg hos Form. rufa har fundet 45 i hver Hob, har jeg hos Form. cunicularia og fusca kun fundet mellem 21 og 24. Ogsaa Formen af Sædkapslen er ikke lidet forskjellig; hos Form. fusca (s. Afbildn.) er den saaledes jevn, uden Indsnøring, hos Form. rufa derimod indsnøret i Midten, og hos Form. mixta saa stærkt indbugtet, at den faaer Udseende af et Par Briller. Hos Myrmica er Antallet af Æggestokkenes Fingre endnu ringere; jeg har saaledes hos Myrm. ruginodis kun fundet 12—14 i hver Hob. Med Hensyn til Sædkapslen er der den væsentlige Forskjel, at den, ligesom ellers hos Piezaterne med stilket Bagkrop (jfr. v. Siebold i Germ. Zeitschr. f. d. Entom. IV B. p. 362 ff.), ikke er nøgen, saaledes som hos Formica, men omgiven af et tykt Cellelag (T. 2. F. 4), der forresten er meget lost for- bundet med Sædkapslens Væg, saa at det ofte losrives, naar man vil befrie Sædgjemmet fra det Væv af Tracheer og Nerver, som indhyller det. Léon Dufour angiver Antallet af Æggestokkenes Fingre hos Formica til kun 6—7 i hver Hob, medens han anslaaer deres Antal hos Myrmica til 20 i hver (I. c. p. 408 og 482). Hos Leuckart (Moleschott Unters. z. Naturl. d. M. und Th. IV B. Zur Kenntn. d. Generat. und d. Parth. b. d. Ins.) hedder det om Dronningerne af Form. rufa: »Wåhrend letztere jederseits vielleicht 100-120 Eierröhren erkennen lassen«; men jeg har aldrig kunnet finde et saadant Antal. Hos Arbeiderne aftager ikke blot Antallet af Æggestokkenes Fingre, men Sædgjem- met fattes ogsaa altid, saavidt som jeg har kunnet iagttage. Fingrenes Antal vexler nu ikke blot efter Arterne, men tillige betydeligt efter Individer; talrigst har jeg fundet dem hos Form. rufa, nemlig i Almindelighed 3 i den ene og 4 i den anden Hob, eller 2 og 3, men ogsaa langt talrigere, indtil 9 og 7 (?). Hos Form. fuliginosa (ligesom hos Myrm. ruginodis) har jeg, uagtet jeg har undersøgt særdeles mange Individer, kun truffet eet Rør i hver Afdeling. Længden af Rørene var gjerne noget mindre end Bagkroppens, og en saadan overordentlig, midlertidlig Forlængelse, som man iagttager hos Dronningerne, seer man naturligviis ikke hos Arbeiderne. Forresten er baade den histologiske og den ydre Byg- ning omtrent den samme hos Arbeiderne som hos Dronningerne. Hos begge Former finder man stadigt hine gule Legemer, som Stein (Vergl. Anat. und Phys. d. Ins.) beskriver under 304 Navn af Corpora lutea, hvis Forekomst hos Arbeiderne bliver noget besynderlig, saafremt man med Stein antager dem for at være Levninger af Cellelaget paa de nederste Ægge- stokkamres Vægge (p. 52: »Der Theil der Zellenschicht im untern Fach der Eierröhre, der nicht zur Bildung des Chorions verwendet wurde, bleibt im Grunde der Eierröhre zurück, die einzelnen Zellen sterben ab und erleiden eine höchst eigenthümliche Zersetzung. Sie - verwandeln sich nähmlich in eine krümliche, orangenfarbene oder hochrothe Masse, in der immer noch Reste der ursprünglichen Zellen oder ihre Kerne zu erkennen sind... Da dieser Fleck das untrügliche Zeichen ist, dass das unterste Ei in der Eierröhre nicht das erste ist...«). Heraf skulde man da slutte, at Arbeiderne stadigt aflagde idetmindste nogle Æg, hvilket, selv om man vil antage, at det undertiden skeer, dog neppe kan betragtes som det Almindelige, omend Muligheden deraf kunde bestyrkes ved de senere Aars -lagtlagelser over det ubefrugtede, men modne Ægs Løsrivning fra Æggestokken hos Pattedyrene. Men om man end vil antage, at Arbeiderne saaledes stadigt aflægge Æg (modne Æg finder man stadigt, ofte eet i næsten hvert af Rorene i Arbeidernes Æggestokke), behøver man ikke at betragte disse Corpora lutea som Levninger fra de nederste Æggestokkamres Vægge, men kan efter min Formening snarere tilskrive deres Forekomt hine alternerende Hobe af Celler, som Stein tolker som blommedannende, idet disses Indhold opsuges, og Cellernes og Kjer- nernes Vægge nu skrumpe sammen om Kjernelegemerne. Hertil kommer ogsaa, at jeg of- tere har seet saadanne gule Legemer høit oppe i Rørene, og Forekomsten af Corpora lutea paa dette Sted omstøder jo aldeles Stein's Theori”), hvorimod den let lader sig forene med vor Anskuelse og forklare ved en sygelig Sammenskrumpning af de allerede tidligt forekommende, ja i Begyndelsen i Forhold til Æggespirerne overveiende Hobe af blommedannende Celler.**) At Léon Dufour (l.c.p. 482) kun har havt Arbeidere af Form. pubescens for sig, har allerede Leuckart (l. c. p. 427) formodet, idet han derved navnlig støtter sig paa, at Léon Dufour angiver et saa ringe Antal af Æggestoksrør, nemlig 6—7 i hver Hob; hertil kommer endnu den lidet udviklede Tilstand, Léon Dufour fandt dem i: »qui (les gaines) ne m'ont semblé étre que biloculaires.« Forresten maa jeg, især med Hensyn til den af mig antagne Forbigaaen af Sædgjemmet og Forvexling af dette med Giftapparatets Bikjertel, henvise til det Foregaaende. Naar Leuckart (I. c.) angiver, at han undertiden har fundet en klar, udspilet Blere af 0, 08 Mm.s Gjennemsnit udmundende i Æggegangen, og naar han antager denne Blære *) Denne Stein's Theori staaer tildeels i Forbindelse dermed, at han antager, at Ægget hidtil har mang- let en egen Æggehinde, hvilken Hinde dog Leuckart (Miller's Arch. f. Anat. und Phys. 1855) har paaviist som allerede tidligere forekommende. ") For at tage et Exempel udenfor Piezaternes Orden, skal jeg blot anføre, at jeg oftere hos Forficula har fundet disse gule Legemer i den bageste Deel af Æggestokkene, naar disse sidste vare sygeligt ufuldstændigt udviklede. 305 for at være den rudimentære Sædkapsel, saa maa jeg hertil bemærke, at det aldrig er lyk- kedes mig at see en saadan Blære, uagtet jeg har undersøgt mange Hundrede Arbeidere af de forskjelligste Arter, end ikke efter at jeg ved Leuckart's Afhandling var gjort opmærk- som herpaa, og stræbte at finde denne Blære. Endelig kan jeg ikke negte, at det fore- kommer mig noget besynderligt, at, medens Sædkapslen paa Formica-Dronningens fuldt ud- viklede Sædgjemme aldeles mangler et ydre Cellelag — det har ialfald ligesaa lidt været mig som v. Siebold (Germ. Zeitschr. f. d. Entom. IV B. p. 370) muligt at opdage noget Lag Celler eller Muskler om Kapslen — skulde et saadant forekomme, naar Redskabet har den rudimentære Skikkelse, som ogsaa Leuckart angiver og afbilder det med (F. 19). Ratzeburg's Forvexling af Giftapparatets Bikjertel med Arbeiderens rudimentære Ægge- stokke er allerede ovenfor omtalt. Il. Faunistisk Bidrag. I. Formic. Tungen kort, hvælvet, omvendt skeeformig. Bagkroppens første Led afsnoret. Benene Løbe- eller Gangbeen. Foruden ovennævnte Forhold gives der endnu adskillige andre, der kunne betegnes som meer eller mindre eiendommelige for Myrernes Familie. Gjennemgaaende er det, at alle Arter danne Selskaber med Hanner, Dronninger og Arbeidere (og undertiden Soldater). Af disse er Hannen stedse vinget, men efter at den, kort efter at være udklækket, har for- ladt Reden for Sværmningens og Parringens Skyld, vender den ikke mere tilbage, men van- ker omkring og doer snart. Dronningen er vinget, indtil Svermningen og Parringen ere tilendebragte; efter at være befrugtet vender den enten tilbage til sin gamle Rede eller an- lægger et nyt Samfund, og mister nu Vingerne, tildeels ved sin egen eller ved Arbeidernes Medvirkning; efter at have fuldendt Æglægningen forlader ogsaa den ofte Reden, hvilket Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bil, 39 306 dog i Reglen først skeer henad den folgende Sommer. Arbeideren, har, overeensstemmende med Brystets Bygning, aldrig Vinger, men paa den hviler Omsorgen for Reden og Yngelen. Antennerne ere i Almindelighed brækkede, og Skaftet længere end den halve Svøbe. Dette er Tilfældet hos alle mig bekjendte Hunformer; derimod have Hannernes Antenner ofte langt kortere Skaft, og naar dette, som det undertiden finder Sted, ikke er længere end et af Svøbens Led, saa tabe Antennerne deres brækkede Form. Ogsaa Mangel paa tættere og længere Behaaring er et almindeligt Særkjende for Myrerne, og er i Regelen tilstrækkeligt til at skjelne dem fra de dem i visse Henseender lignende Mutiller, men gjennemgaaende er dette Forhold ikke. Medens den ydre Forskjel mellem Hun og Han af samme Art i de øvrige Insect- ordener i Regelen er temmelig ubetydelig, og sædvanligt indskrænket til de Afvigelser, som Hunnens Æglægningsredskaber medføre, eller til større Førlighed hos denne, eller til eien- dommelige Prydelser hos Hannen og særegne Udvidelser, navnlig af dens Forfødder, gives der store Afdelinger af Piezaterne, i hvilke Hun og Han ere af en saa forskjellig Bygning, at de synes at tilhøre vidt forskjellige Slægtsformer. Hos Myrerne er en saadan Afvigelse mellem Kjønnene gjennemgaaende. Hannen staaer skarpt udpræget overfor Hunnens for- skjellige Former, og med sit lille Hoved, store Oine og smækkre Antenner, samt langstrakte, kegleformige Bagkrop faaer den stor Ulighed ikke blot med den vingeløse Arbeider og Sol- dat, men ogsaa med den vingede Dronning. Hos Bierne og Hvepserne ligner Arbeideren, hvor den forekommer, meget Dron- ningen, og er ligesom denne vinget; hos Myrerne derimod er Arbeideren let, i Reglen ved første Øiekast, at skjelne fra Dronningen, selv efterat denne har mistet Vingerne; thi da den aldrig skal have Vinger, ere Bryststykkets tre bageste Afsnit”) sammensmeltede og be- tydeligt indskrænkede i Omfang, idet der ikke behøves Plads til de svære Flyvemuskler, som hos de vingede Former optage den største Deel**) af Brystet, navnlig Mesothorax. *) Jeg betragter altsaa Bryststykket som bestaaende af fire Segmenter, i Overeensstemmelse med den gamle Latreille'ske Theori om segment médiaire, idet jeg støtter mig paa de Undersøgelser over Byg- ningen af Thorax (jfr. Overs. ov. d. K. Danske Vid. Selsk. Forh. 1856 p. 135), som ere anstillede af Hr. Prof. Schiödte, til hvis Elever jeg vilde ansee det for en Ære at turde regnes. Forresten ven- ter Videnskaben endnu med Længsel paa Offentliggjørelsen af disse Undersøgelser i deres Heelhed. For de paafølgende Beskrivelsers Skyld skal jeg blot bemærke, at Segmentum mediale (Schiödte) svarer til, hvad der sædvanligt kaldes Metanotum, og mit Metanotum til de Andres Postscutellum eller Frenum. Ved Notum forstader jeg Oversiden af Brystets tre første Ringe tilsammen (jfr. ogsaa Schiödte's Cryptus-Beskrivelser i Rink's Værk over Grønland II p. 60). *) At det er Mesothorax med sine Flyvemuskler, der udgjør Hovedmassen af de Vingedes Thorax, sees let, naar man aabner et Dyr, helst et, der har ligget længere Tid i Spiritus; man vil da see, hvor- ledes Mesonotum, der tilligemed sin bageste Deel, Scutellum, allerede udentil udgjør den største Deel af Rygfladen, fremdeles udsender Fortsættelser saavel under Pronotum som under Metanotum og en Deel af Segmentum mediale. Midten af Mesonotum og Scutellum med deres Fortsættelser vil 307 Ligesom der, ifølge Huber's Iagttagelser over Honningbien, gives to Slags Arbeidere, saaledes er det ogsaa rimeligt, at det Samme er Tilfældet hos Myrerne, kun at de to Former her undertiden træde tydeligere frem, idet’der gives Slægter, hvor der findes en skarp") Adskil- lelse mellem Arbeidere med smaa Hoveder og andre med særdeles store (f. Ex. Oecophthora), hvilke sidste man da ogsaa har kaldt Soldater. Myrernes Samfund er ligesom Honningbiens perennerende, og Staten opløses ikke om Vinteren; de boe ofte mangfoldige Aar i samme Tue, og kun i de nordlige Lande ind- træder der om Vinteren en Dvale, under hvilken Arbeiderne og de tiloversblevne, men nu vingeløse Dronninger trække sig tilbage i Tuens Indre, hvor de bedøvede ligge sammen i Hobe.. Varigheden af Dvalen beroer paa Veirets Beskaffenhed, og i milde Vintre kan man derfor see dem arbeide næsten hele Tiden. Ifjor saae jeg Arbeidere af Form. rufa løbe ivrigt omkring paa Tuen den 14de Febr., uagtet det den Dag var Graaveir. Ligesom Termiterne (jfr. Schiödte: Corotoca og Spirachtha), hvis Stat overhovedet i langt hoiere Grad end noget andet Insects ligner Myrernes, huse ogsaa disse i deres Reder forskjellige andre Leddedyr, navnlig Eleutherater, af hvilke nogle kun kunne leve under saadanne beskyttende Forhold (ligesom hos Termiterne hine to Staphylinslegter, saaledes hos Myrerne Slægterne Claviger og Paussus), idet deres Værter sørge for dem, men vel ogsaa drage Nytte af dem. Andre findes i Reglen ikke udenfor Rederne, uden dog at være bundne til dem med saa stærke Baand, og andre endelig træffes saavel i Rederne som udenfor dem. Blandt vore Myrer er det Form. rufa og fuliginosa, som, vel nærmest formedelst deres Reders Ælde og Størrelse, huse det største Antal af disse saakaldte Myrme- cophiler, men ogsaa hos andre Formica-Arter findes disse Gjæster i Mængde, hvorimod Myrmica- Arterne kun huse et ringere Antal af Arter og Individer. Den Formodning er oftere bleven frem- sat (Förster: Hym. Stud. H. 1. Form. og Mayr: Form. Austr.), at de forskjellige, selv nær- staaende Arter af Formica skulde have deres særegne Arter af Myrmecophiler, men jeg tvivler paa dens Rigtighed. Foruden den almindeligt bekjendte Forekomst af samme Arter, især af Myrmedonia, hos Form. rufa og fuliginosa, skal jeg blot som Exempler anføre Dinarda Mérkelii hos Form. rufa og eæsecta, Claviger foveolatus hos Form. flava og nigra, Heterius quadratus hos Form. exsecta og fusca, Lomechusa emarginata hos Form, fusca man da see opfyldt af en eneste, vandret Muskel, medens der tæt ved den paa hver Side stiger en meget tyk Muskel lodret nedad. Hovedsageligt ved disse tre Muskler bevæges Mesothorax og der- ved baade For- og Bagvinger; thi disse sidste ere rigtignok befæstede paa de nederste Ender af Me- tanotum, men dettes Muskler ere næsten forsvindende, og derved, at den bageste Fortsætning af Me- sonotum lægger sig tæt op til største Delen af det, bliver der heller ikke synderlig Plads til Anbrin- gelse af Muskler. ) Hos andre Slægter, f. Ex. Atta, er Overgangen mellem storhovedede og smaahovedede Individer aldeles gradeviis. d 39* og Myrm. ruginodis; Lomechusa strumosa, som Sahlberg angiver at have fundet hos Form. rubra (sandsynligviis Myrm. levinodis eller ruginodis), har jeg taget hos Form. sangvinea 0. S. V. Da selv de nyeste Arbeider*) over disse Dyrs Systematik paa Grund af Samlingernes Utilstrækkelighed, især for de exotiske Formers Vedkommende, ikke ere eller kunne være tilfredsstillende, har jeg foretrukket, fremfor at opstille eller optage Slægtsbegreber paa det Uvisse, at samle de danske Myrer under de tre ældre Slægtsgrupper Formica, Ponera og Myrmica. Mange af de Kjendetegn, jeg har opstillet for Artsgrupperne, ville dog vistnok engang i Tiden faae Betydning som Slægtscharacterer, ligesom ogsaa disse Grupper, navn- lig af Myrmica-Arterne, omtrent falde sammen med de allerede foreslaaede Slægter. 1. Stilken**) dannes kun af eet Led. a) Bagkroppen er ikke afsnoret mellem første og andet Led. I. Formica. b) Baghroppen er afsnøret mellem første og andet Led. II. Ponera. 2. Stilken dannes af to Led. III. Myrmica. L Formica. Stilken dannes kun af eet Led. bagkroppen er ikke afsnoret mellem første og andet Led. Puppen er indspunden i en Cocon**’). Alle danske Arter af denne Gruppe henhøre til Slægten Formica i snevrere For- stand, og som fælles Characterer for dem kunne anføres: *) Jeg antager saaledes, at Fr. Smith's Catal. of Hym. Ins. Part VI Form. i systematisk Henseende maa bruges med stor Varsomhed, og at det i Reglen ikke kan gjøre Fordring paa at betragtes som Andet, end Navnet lyder paa, nemlig en Fortegnelse over Forraadet af Individer af denne Familie i det Britiske Museums Samling. **) Stilken regnes her og ved Beskrivelserne ikke med til Bagkroppen, da dette kun vilde give Anled- ning til Forvirring, saameget mere som det bliver et Spørgsmaal, hvorvidt man skal kalde Stilken, eller, hvor den er deelt, dennes første Led, første eller andet Bagkropsled, idet nemlig Segmentum mediale ifølge sin Oprindelse maa henføres til Bagkroppen, fra hvilken det dog hos Piezate:ne med stilket Bagkrop fuldkomment har løsrevet sig. **) Undtagelsesviis indtræffer det hos flere Arter, at flere eller færre Pupper i samme Rede kunne være uden Cocon Jeg har truffet dette Forhold hos Form. fusca og cinerea. Hunnens Kindbakker brede, med tandet Skjærerand. Kjæbepalperne sexleddede. Læbepalperne fireleddede. Segmentum mediale uden Torne. Stilkens Skjæl lodret, fladtrykt forfra bagtil. Braad fattes. Hvorvidt alle disse Forhold ville beholde Betydning som Slægtscharacterer, er et stort Spørgsmaal; navnlig mener jeg saaledes, at Skjællets Form kun er af ringe Betydning, og Slægten Tapinoma, som Förster (Hym. Stud. H. 1. p. 43) begrunder alene derpaa, troer jeg neppe, vil kunne holde sig. Hypoclinea (Mayr Form. Austr. p. 105), som vi lige- saavel som Tapinoma kunne vente at finde her i Landet, forekommer mig derimod at være bedre begrundet, men først naar et langt større Antal Former, navnlig ogsaa tropiske, blive nøiere kjendte, kan man danne sig nogen sikker Forestilling herom. De indenlandske Arter falde i tre Hovedgrupper: 1. Forbenenes Kam slank. De to hageste Par Been uden Sporer. Dronning faa | uden lukket Discoidalcelle à Forvingen. Arbeider: Notum uden Indsænkning. Dronningerne have lange, spidse Vinger; Arbeiderne have ofte et uhyre stort Hoved, uden Bioine ; Hannerne, der forholdsviis ere smaa, have lange Vinger og smaa Parringsredskaber. {. Formica herculanea*) Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 894. Dronning: Sort, glindsende; Brystets Sider, Segmentum mediale, Stilken, en lille Plet ved Bagkroppens Rod og Benene bruunrede; Skinnebenene og Fodderne mørkere. Bagkroppen uden synderlig Glands. Vingerne mørke, Spidsen lysere. L. 5t—6#, Årbeider: Sort; Brystet, Stilken, en lille Plet ved Bagkroppens Rod og Benene bruun- rode. Bagkroppen uden Glands, med tæt Behaaring. L. 4— 5“. Han: »Ater**), sparse pilosus, apices mandibularum, articulationes antennarum *) Formen »hereuleana« bruger Linné stadigt og efter ham næsten alle Andre; først Latreille ind- forte i sine Skrifter fra Hist. nat. d. Fourm. af »Aherculanea«, men kun Faa have brugt denne Form. Hos Plinius findes »hereulanea« brugt netop om en stor Myre (formica), hvorimod »hereuleana« ikke findes i ældre latinske Skrifter. “) Adjectivet burde vistnok i Kjon rette sig efter, Slægtsnavnet, altsaa her være Fem., uagtet Talen er om Hanformen. atque pedum tarsique castanei; squama per totam latitudinem obtuse emar- ginata, abdomen subopacum. Long.:9—11rr,« (Mayr: Form. Austr. p. 36). Den bygger oftest i gamle Stubbe, uden at danne nogen Tue; saaledes har jeg seet den i nogle Granstubbe i Aldershvile Skov ved Frederiksdal. Tæt udenfor Helsingør er den taget af Hr. stud. mag. P. Heiberg; en enkelt vingeles Dronning har jeg modtaget af Hr. Gericke, der har fundet den paa Østerbro; desuden er den for allerede nogle og tyve Aar siden taget paa Vesterbro ved Foden af et Plankeværk af Prof. Schiddte”) 2. Formica ligniperda. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 398. Dronning: Sort, glindsende; Brystet, undtagen den største Deel af Notum, Stilken, over Halvdelen af Bagkroppens første Led og Benene bruunrøde; Skinne- benene og Fødderne mørkere. Bagkroppen glindsende. Vingerne stærkt farvede, bruungraae. L. 7. Arbeider: Sort; Brystet, Stilken, Halvdelen af Bagkroppens forste Led og Benene bruunrode, Skinnebenene og Fødderne mørkere. Bagkroppen med ringe Glands og sparsom Behaaring. L. 4—5‘”. Han: »Ater, sparse pilosus; apices mandibularum, articulationes antennarum et pedum tarsique castanei; squama obtuse emarginata; abdomen nitidum. Long.: 10--12™™.« (Mayr: Form. Austr. p. 32). Denne Art ligner den foregaaende til Forvexling, og navnlig kunne enkelte Arbei- dere, især naar man kun har den ene Art for sig, være vanskelige at bestemme. Hvorvidt de ere gode Arter, bliver derfor et Spørgsmaal. Form. ligniperda er den eneste danske Myre, jeg ikke selv har havt Leilighed til at iagttage. Den er funden paa Bornholm, paa Klipperne ved Rostad af Hr. stud. mag. V. Bergsøe, og paa samme © af Hr. Ipsen. Endelig er en vinget Dronning funden paa Dillet paa Falster (mellem Bøtø og Havet) af Prof. Schiödte. 2. Forbenenes Kam slank (T. 2. F. 20). De to bageste Par Been have Sporer. Dronning Han Arbeider: Notum bagtil indsenket. | med lukket Discordalcelle ¢ Forvingen**). *) Jeg har ikke selv seet disse Exemplarer, da de senere ved et Tilfælde gik tabt i Prof. Schiødte's Sam- ling, men nogle af dem, som vare givne til Hr. Chr. Drewsen, og af ham senere bleve sendte til Maÿr, ere af denne bestemte som Form. herculanea, og Arten er optaget som dansk paa Hr. Drewsens Autoritet i Form. Austr. ; ”) Kun hos meget smaa Individer af de smaa Arter kan denne Celle være aaben hos Hannen. nn Dronningerne have kortere og bredere Vinger; Arbeiderne have altid lille Hoved, oftest med Bioine; Hannerne, der deels kunne være smaa, deels store, have korlere, bredere Vinger og store Parringsredskaber. Denne Gruppe kan alter deles i to Afdelinger: a. Dronning: Pandeegnen tydeligt afsat. Arbeider: Bioinene tydelige. Han: Pronotum hoiere end Issen. Denne Afdeling bestaaer af større Arter. Dronningerne ere vel større end Arbeiderne, dog ikke i samme Forhold som i næste Afdeling. Hannerne ere meget store og ofte læn- gere end Dronningerne, men smækkrere. Parringsredskaberne opnaae her deres Maximum. At sondre Arterne efter Farven gaaer ikke godt an, da den hos flere Arter er ubestandig, ikke at tale om, at alle Hanner ere af samme sorte Farve; desuden vilde der- ved beslægtede Arter skilles ad. Derimod kunne to Arter udsondres fra de andre ved Ho- vedets Form. «. Baghovedet er slet ikke eller kun lidt indbugtet. 3. Formica rufa. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 902. Dronning: Rustred, nøgen; Antennerne, Panden og Issen, en Plet paa Mundskjoldet, samt Notum og Bagkroppen, undtagen Roden, Spidsen og Undersidens Midte, sorte; Skinnebenene og Fødderne oftest mørkere. Scutellum og Bagkrop- pen fra stærkt glindsende til matte. Øinene nøgne eller svagt behaarede. Pandeegnen nøgen. Vingerne mørke. L. 33/4—4'", Arbeider: Bruunred, nøgen; Panden, Issen, Bagkroppen og Benene, navnlig Laarene og Skinnebenene sorte. Notum fra bruunrod uden mork Plet til heel sort, Roden af Segmentum mediale undertiden sort. Oinene nøgne eller svagt behaarede. L. 21}—31//#, Han: Sort; Parringsredskaberne og ofte Benene meer eller mindre rødlige. Be- haaring sparsommere eller rigeligere. @inene nøgne eller behaarede. Kindbakkerne 1—2-tandede, sortebrune. Vingerne mørkere eller lysere. L. 3170—3%4'”, Efter Latreille*), der af den gamle Linne'iske Art, eller rettere Artsbegreb, Form. rufa (Syst. nat. ed X. p. 580. 2), udskilte Form. sangvinea og cunicularia, eller maaskee ”) Allerede i Ess. sur I'hist. d. Fourm. opstillede Latreille Arterne Form. sangvinea (p. 37) og cuni- eularia (p. 40), og optog foruden Form. rufa (p. 37) endnu Form. obsoleta (p. 38). Senere (Hist. nat. d. Fourm.) forenede han den sidste, i hvilken han havde troet at gjenfinde den Linne’iske Art af samme Navn (Syst. nat. ed. x. p. 580. 5), med sin Form. cunicularia. 312 snarere kun den sidste, hvilede denne Families Systematik for længere Tid. Først Nylan- der (Adn. in Mon. Form. bor. Eur. i Act. soc. scient. Fenn. 1846 og Add. alt. 1847) bragte den et godt Stykke videre, men idet han deelte de gamle collective Arter, undgik han vist- nok ikke den anden Yderlighed, at gjøre for mange Arter. Dette, mener jeg, har været Tilfældet med hans Form. congerens (p. 906), som han tilmed dengang kun kjendte af Arbeidere, skjøndt man heller ikke kan negte, at morke Exemplarer af denne af mig som Varietet betragtede Form have et fra den sædvanlige Form. rufa aldeles afvigende Udseende. Senere har Mayr (Form. Austr. p. 60) opstillet tilsvarende Former for Dronningen og Hannen, der skulle ud- mærke sig ved stærkere Behaaring og mattere Farve, to Forhold, som staae i ner indbyr- des Forbindelse. Men for det første er der Overgang imellem disse to Former, og dernæst, hvad der vel er værd at lægge Mærke til, ere de opstillede Characterer Indbegrebet af al iagttagelig Forskjel mellem dem; der er ikke engang Forskjel i Habitus, som ellers adskiller to nok saa nær staaende Arter. Af den Nylanderske Form. rufa have senere Förster (Hym. Stud. H. 1. Form. p. 13, 15, 21) og Schenck (Beschr. nass. Ameis. p. 23, 25, 28) udskilt, den Første Form. polyctena og truncicola, den Anden Form polyctena og piniphila, men disse Arters Mangel paa Berettigelse, som forresten selve Beskrivelsen”) gjør tydelig, har allerede Mayr overbeviist sig om ved Sammenligning med Originalexemplarer. Det er naturligt, at en saa udbredt og i saa stor Mængde forekommende Årt vexler betydeligt ikke blot i Størrelse og Farve men ogsaa noget i Form. Angaaende Størrelse og Farve henviser jeg til Diagnoserne; i Henseende til Form er det navnlig Skjællet, der er betydelig Afvexling underkastet baade hos Hun og Han, idet Indsænkningen i dets Rand snart kan reent forsvinde, snart blive særdeles dyb og skarp. Denne Myre er den almindeligste i vore Naaleskove, hvor den opfører sine indtil fem Fod over Jorden ophøiede, kegleformige Tuer, med meer eller mindre dybe Fortsættelser under Jorden. Tuen har oftest som Kjerne et Træstød, der, ligesom den hele underjordiske Deel af Reden, er gjennemgnavet med indbyrdes forbundne, uregelmæssige Gange, og be- staaer desuden af sammenslæbte Smaagrene, Gran- og Fyrre-Naale, Knopskjæl o.s.v. Re- den anlægges i Almindelighed fra først af under Mos paa Foden af et Træ eller endnu of- tere af en Stub, hvilken sidste da efter kortere eller længere Tid bliver heelt tildækket af de hidforte Smaagrene o.s.v.; dog kunne Tuerne ogsaa anlægges paa den bare Jord, men blive da sjeldent videre høie. Undtagelsesviis finder man ogsaa denne Myre under Stene eller byggende i lave Brinker. Den har navnlig hjemme i Naaleskove, og, hvor der er blan- det Bestand, søger den helst Naaletræ-Partierne; men ogsaa i Skove med reen Løvtræ- ")- Dette gjælder ialfald for Förster's Vedkommende; Schenck's Arbeide, der tildeels støtter sig paa Für- sters, har jeg ikke kunnet overkomme, 313 Bestand er den mange Steder almindelig, om end oftest Form. nigra her er den overlegen i Hyppighed og Antal. Den er udbredt over hele Landet fra Sjællands Østkyst til Jyllands Vestkyst, hvor jeg har truffet den fra Ribe til Holstebro. Den findes baade paa tørre og paa fugtige Steder, og anlægger helst sine Tuer ved Veie eller paa Skraaninger ved aabne Steder med Fald mod Syd. Den sværmer fra Slutningen af Mai til Begyndelsen af Juli; dog har jeg ogsaa truffet Hanner i Slutningen af August og i Begyndelsen af Mai. Den 9de Mai fandt jeg en stor Mængde Hanner løbende i den brændende Solhede op ad Græsstraaene ved en-meget stor, over fem Fod høi Tue, medens Arbeiderne forgjæves søgte at hindre dem i at flyve bort. I deres Ilterhed søgte Hannerne at parre sig indbyrdes, men ikke med Arbeiderne, saaledes som P. Huber (Rech. sur I. moeurs d. fourm, indig. p. 88) oftere vil have iagttaget, hvad da rigtignok altid skulde have havt de Sidstes Dod tilfolge. Ellers foregaaer Sværmningen paa varme Eftermiddage eller Aftener samtidigt af Dronninger og Hanner. 4. Formica sangvinea. Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 150°). Dronning: Lyst rustrod, sparsomt behaaret; Antennernes Svobe, Panden, Issen, Bag- randen af Scutellum, ofte tre Længdepletter paa Mesonotum og hele Bag- kroppen, undtagen en Plet ved Roden, sorte. Skinnebenene og Fødderne bruunlige. Mundskjoldet indbugtet i Forrandens Midte. Pandeegnen mat. Vingerne mørke. L. 3%. Arbeider: Lyst rustrod, sparsomt behaaret; Antennernes Svøbe, Panden, Issen, Skin- nebenene og Fødderne, disse svagere eller stærkere, bruunlige; Bagkroppen, undtagen en Plet ved Roden, sort, silkeglindsende. Mundskjoldet indbug- tet i Forrandens Midte. Pandeegnen mat. L. 3—31"". Han: Sort, Hoved og Notum næsten uden Børster; Antennernes Svobe ofte rød- lig i Spidsen; Parringsredskaberne og Benene, de sidste klart, rodgule, Hof- terne og Fodderne ofte morkere. Mundskjoldet indbugtet i Forrandens Midte. Kindbakkerne brede, 3—-5-tandede, Forranden rod. Vingerne mørke. L. 3—3h/o", Til de ovrige Kjendetegn kan foies, at man stadigt i dens Tuer finder flere eller færre Stykker af Form. fusca $; (kun denne og ikke tillige Form. cunicularia, som ogsaa *) Hverken Latreille’s eller Lepelletier de St. Fargeau’s (Hist. nat. d. ins. Hym. 1. p. 203) Beskrivelser ere tilstrækkelige til at skjelne denne Art fra Form. truncicola, om det end ved de ved- føjede Bemærkninger om Artens Levemaade bliver rimeligt, at de have havt vor Form. sangvinea, ialfald tildeels, for Øie. Strengt taget bliver det da Nylander (l. c. p. 905), som, under Navn af Form. dominula, først har opstillet denne Art. : Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd, 5 Bd. 40 314 angives som tjenende Form. sangvinea, har jeg hos os fundet i dens Reder). Dette Forhold til fremmede Arbeidere, der har gjort Polyergus rufescens saa berømt, og som hos denne staaer i Forbindelse med Bygningen af Kindbakkerne, er ellers ubekjendt hos Arterne af Slægten Formica, og selv hos Form. sangvinea er Antallet af de fremmede Arbeidere altfor ringe, til at de kunne antages at yde nogen væsenlig Tjeneste. ‘ Den hører til vore mindre udbredte Arter. Den forekommer fortrinsviis i det nord- lige Sjællands Naaleskove, i Bromme Naaleskov ved Sorø og i Midten af Norre-Jylland i Egnen ved Himmelbjerget. Jeg har aldrig fundet den i store Tuer, men enten byggede den i Stubbe (helst under den lose Bark paa gamle Naaletre-Stubbe) eller i flade Lyng- tuer (i Nørreskov ved Rye). Arbeidere har jeg ofte kætset paa Skjærmplanter i Rye Skove. Vingede har jeg taget i Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli. 5. Formica truncicola. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 907. Dronning: Lyst rustrod, Kroppen og Benene med tætte guulladne eller hvidagtige Børster; undertiden en Isseplet, sædvanligt tre Længdepletter paa Mesono- tum og altid Bagkroppen, undtagen første Leds og undertiden tillige andets forreste Deel samt Undersidens Midte, sorte. Mundskjoldets Forrand heel”). Pandeegnen blank. Vingerne mørke. L. 334. Årbeider: Lyst rustrød, Kroppen og Benene med tætte guulladne eller hvidagtige Bør- ster; undertiden en Pandeplet, altid Bagkroppen (undtagen Roden og ofte Undersidens Midte), Skinnebenene og Fødderne mørkebrune. Mundskjoldets Forrand heel. Pandeegnen blank. L. 2%/4—37'"", Han: Sort, rigeligt behaaret; Parringsredskaberne og Benene klart rodgule. Mund- skjoldets Forrand heel. Kindbakkerne smalle, 1—2-tandede, Forranden red- guul. Vingerne mørke. L. 31‘. Udenfor Sjælland med Smaaoerne, veed jeg ikke, at den er funden. Kun eengang i Midten af Juli har jeg truffet Vingede. 6. Formica cunicularia. Latreille:. Hist. nat. d. Fourm. p. 151. Dronning: Sort og rustrod, silkeglindsende, sparsomt behaaret; Pandeegnen mat. Vin- gerne klare. LL. 334“, *) . Forranden er ogsaa heel hos de andre Formica-Arter med Undtagelse af Form. sangvinea, men her udhæves det udtrykkeligt paa Grund af disse to Arters Lighed. ice Arbeider: Slank, sort og rustrod, svagt silkeglindsende, sparsomt behaaret; Kinderne og Pronotums Rande rødlige. Pandeegnen mat. L. 2—2%4, Han: Slank, sort, sparsomt behaaret; Parringsredskaberne og Benene, de sidste klart, rodgule, ofte Hofterne og Pletter paa Laarene, altid Fodderne mor- kere. Kindbakkerne smalle, 1—2-tandede, Spidsen rødlig. Vingerne klare. L. 4, Dronningens og Arbeiderens Farve vexler betydeligt. Hos den første ere vel An- tennernes Svøbe, Panden, Issen, tre Længdepletter paa Mesonotum, Scutellum, Metanotum og Bagkroppens Overside, undtagen indtil største Delen af første Led, altid sorte, og An- tennernes Skaft, Kindbakkerne, Kinderne, Randene af Pronotum, Segmentum mediale, Stil- ken og Benene altid rustrøde; men de øvrige Dele af Kroppen ere snart sorte, snart rust- røde. Arbeiderens Pande, Isse og Bagkrop ere altid sorte, dens Kinder og Randene af Pronotum altid rødlige; paa de øvrige Partier af Kroppen. vexle disse to Farver, dog har den rustrøde oftest Overhaand. Denne Årt lever især paa aabne og sandede Steder; den bygger gjerne under større Stene, kun sjeldent i lave Iordtuer. Den findes over he'e Landet. Vingede har jeg taget i Juli. 7. Formica cinerea. Mayr: Form. Austr. p. 72”). Dronning: Sort, silkeglindsende, rigeligt behaaret; Antennerne, undtagen Svobens Spidse, Kindbakkerne og Benene rødbrune; Hofterne og Laarene ofte mor- kere. Pandeegnen mat. Vingerne svagt bruunlige. L. 4 Arbeider: Sort, graa- eller hvidagtigt silkeglindsende, rigeligt behaaret; Antennerne, Kindbakkerne og Benene rødlige; Svobens Spidse, Hofterne og Laarene ddd ofte mørkere. Pandeegnen mat. L. 2!/.—3”, Han: Sort, tæt behaaret; Antennernes Svøbe og Parringsredskaberne bruunlige, Skaftet ofte og Benene altid gule. Kindbakkerne 2—4-tandede, tildeels rødbrune. Vingerne meget svagt bruunlige. L. 4. Den findes i Nørre-Jyllands Heder og Sandegne; den er saaledes tagen midt paa Heden ved Steendalgaards Plantage af Prof. Schiödte; selv har jeg fundet den paa hele Vestkysten. Den bygger i lave Lyng- og Jordtuer. Vingede har jeg kun seet eengang i Midten af Juli. *) Mayr: Beschr. ein. neuer Ameis. kjender jeg ikke, saa at jeg ikke her kan citere denne Afhandling. 40* 316 8. Formica fusca. Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 159. Dronning: Mørkt broncefarvet, -glindsende, sparsomt behaaret; Antennernes Skaft og Benene rodlige; Hofterne og Laarene ofte morkere. Pandeegnen mat. Vin- gerne meget svagt bruunlige. L. 314—3%/4/. Arbeider: Morkt broncefarvet, mat, svagt behaaret; Antennerne, Kindbakkerne og Be- nene rodlige, undertiden klart gule; Hofterne og Laarene ofte morkere. Pandeegnen mat. L. 21% —3‘%. Han: Slank, sort, sparsomt behaaret; Antennernes Skaft guulagtigt, Parringsred- skaberne og Benene klart gule. Kindbakkerne {—2-tandede, Spidsen guul. Vingerne næsten klare. L. 4, Temmelig almindelig og udbredt; den bygger sædvanligt under Stene, ofte paa Grof- tevolde eller Steengjærder; dog findes den ogsaa i Stubbe under Bark. Vingede træffes fra Begyndelsen af Juli til ind i August. 9. Formica gagates. Latreille: Hist. nat. d, Fourm. p. 139. Dronning: Begsort; Antennerne og Benene begbrune. Pandeegnen svagt, Bagkroppen stærkt glindsende. Siderne af Pronotum og Brystet, undtagen Mesothorax- Epimererne, tydeligt og skarpt rynkede. »Alæ parum fuscescentes« (Mayr. Form. Austr. p. 75). L. 3%, Arbeider: »Piceo-nigra, mandibulæ, antenne ac pedes picei; area frontalis nitida; ab- domen pilosulum, nitidissimum. Long.: 4—7™™.« (Mayr). Han: »Fusco-niger, sparsissime pilosulus ac cinereo-micans, apices mandibula- rum, genitalia ac pedes, sæpe etiam scapus antennarum rufo-testacea; man- dibulæ 1—2 dentate; oculinudi; ale angustæ, fuscescentes. Long.: 10™™«. (Mayr). Uagtet Skjællets udmærkede Form paa mit Exemplar, der fuldkomment svarer til Latreille’s Beskrivelse, har jeg ikke benyttet denne i Diagnosen, da jeg kun har havt eet Exemplar til nærmere Undersøgelse, og jeg ikke tvivler paa, hvad ogsaa Mayr angiver ved denne Art (l. c. p. 77), at Skjællet her, ligesom næsten overalt i denne Slægt, er underka- stet saa stor Afvexling, at det bliver uskikket til Artsmerke. Jeg har kun fundet en en- kelt vingelos Dronning i Omegnen af Kjøbenhavn, men desværre er den et af de faa Styk- ker af de flere Tusinde Myrer, jeg har benyttet ved mine Undersøgelser, om hvis nærmere Forekomst og Findested jeg ikke har Optegnelser. Dette er saa meget uheldigere, som denne Arts Levemaade i det Hele er ukjendt. Desuden har jeg seet en enkelt, ligeledes au uvinget Dronning, der for mange Aar siden er funden ved Rye i Norre-Jylland af Prof. Schiddle. Dronning: Arbeider: Han: B. Baghovedet dybt indskaaret. 10. Formica exsecta. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 909. Guulred; Antennernes Svobe, Mundskjoldet, Panden, Issen, Notum og Bag- kroppen, undtagen Spidsen og en Plet ved Roden, sorte. Mundskjoldet uden Tverfure. Palperne af sædvanlig Længde. Undersiden af Bagkrop- pen med Rækker af lange, gule Børster. Vingerne betydeligt længere end Bagkroppen, bruunlige. L. 3— 31‘. Rustrod; Spidsen af Antennernes Svobe, Panden, Issen, ofte en Plet paa Mesonotum og altid Bagkroppen, undtagen Spidsen og en Plet ved Roden, sorte; Benene bruunlige. Mundskjoldet uden Tverfure. Palperne af sæd- vanlig Længde. Undersiden af Bagkroppen med Rækker af gule Børster. L. 21/0—3'", Sort, rigeligt behaaret; Parringsredskaberne guulbrune; Benene meer eller mindre gule. Palperne af sædvanlig Længde. Vingerne betydeligt længere end Bagkroppen, svagt bruunlige. L. 3—39"”, Den lever i Skove, meest dog i Naaleskove, hvor den bygger som Form. rufa, men kun smaa, ofte tæt stillede Tuer. Den er temmelig udbredt, uden dog at være almindelig. Vingede har jeg truffet fra Midten af Juli til Slutningen af August. Dronning: Arbeider: Han: 11. Formica pressilabris. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 911. Sort, glindsende; Munden, Randene af Pronotum, den bageste Deel af Seg- mentum mediale, Stilken, undtagen Skjællets øverste Deel, og Bagkroppens Spidse rødlige; Benene bruunlige. Mundskjoldet med en Tverfure. Pal- perne meget korte. Undersiden af Bagkroppen uden Børster. »Alæ hyaline, costis et stigmate fuscescentibus« (Mayr: Form. Austr. p. 68). L. 2%“. Rustrod; Antennernes Svobe og ofte Skinnebenene bruunlige; Panden, Issen, ofte en Plet paa Pronotum og altid Bagkroppen sorte. Mundskjoldet med en Tverfure. Palperne meget korte. Undersiden af Bagkroppen uden Bor- ster, 1.2 — 21404 Sort, sparsomt behaaret; Parringsredskaberne guulbrune, Benene tildeels brune. Palperne meget korte. Vingerne lidt længere end Bagkroppen, næsten klare. L. 214—2234'"", 318 Denne, som det synes, særdeles sjeldne Art har jeg kun fundet ved Rye i Nørre- Jylland paa de saakaldte Galgebakker i nogle lave Jordtuer i Slutningen af Juli. b. Dronning: Pandeegnen utydeligt afsat. Arbeider: Bioinene meget utydelige eller forsvundne. Han: Pronotum lavere end Issen. Til denne. Afdeling hører kun mindre Arter; navnlig ere Arbeiderne af en ringe Størrelse og saavel som Hannerne betydeligt mindre end Dronningerne. Hannens Parrings- redskaber ere mindre end hos Årterne af den foregaaende Afdeling. 12. Formica nigra. Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 156. Dronning: Morkebruun, temmelig. tæt behaaret; Antennerne, Metanotum og Benene guulagtige; Svøbens Spidse, Laarene og Skinnebenene ofte mørkere. Kind- bakkerne rødlige. Antennernes Skaft og Skinnebenene med skraat stillede Børster. Hovedet smallere end Thorax. Vingerne klare, Aarerne blegt gule. L. 344-4. Arbeider: Morke- eller sortebruun, ofte silkeglindsende, temmelig tæt behaaret; An- tennerne, Benenes Leddemodde og Fødderne blegt gule; Kindbakkerne rod- lige; Thorax ofte bruunt. Antennernes Skaft og Skinnebenene med skraat stillede Børster. L. 1!/3—2/”. - Han: Sort, sparsomt behaaret; Antennernes Svobe, Kindbakkerne ofte, Metano- tum, Benenes Leddemodde og Fodderne gule. Antennernes Skaft og Skinne- benene hist og her med skraat stillede Børster. Pandefuren dyb. Kind- bakkerne smalle, 1—2-tandede. Vingerne klare, Aarerne blegt gule. L. 194 — 22‘, Da der gives flere nerstaaende Arter, hvis Forekomst her i Landet imidlertid er mig ubekjendt, men som dog med Sandsynlighed kunne antages at forekomme hos os, er der i Diagonosen optaget flere Charakterer, end de her anførte Arter af denne Afdeling ellers gjorde nødvendigt. Hvorvidt dog alle disse nærstaaende Arter kunne fastholdes, synes mig tvivlsomt; navnlig turde Form. brunnea (Mayr: Form. Austr. p. 86) være en lys Varietet af Form. nigra. Skal den holdes som Art, maae ialfald andre og bedre Characterer udfin- des for den. Denne Myre er vor almindeligste Art baade paa fri Mark og i Løvskove, og tillige den, som hyppigst forekommer inde i Husene. Den bygger paa mange forskjellige Maader, saaledes under Stene, i Stubbe under Bark, i Jordtuer, ligefrem under Jordskorpen, f. Ex. i Havegange, uden overjordisk Tue. Den bygger ofte lave hvælvede Gange i Jordskorpen, og forbinder saaledes de forskjellige Afdelinger i Boet. I Kjøbenhavn forekommer den oftere … 819 i Huse, og holder sig undertiden i mange Aar efter hverandre paa eet Sted. Vingede fin- des fra Begyndelsen af Juli til midt i September. Dronning: Arbeider: Han: 13. Formica flava. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 922. Bruun, sparsomt behaaret; Antennerne, Kindbakkerne, Kinderne, Benene og oftest Bagkroppens Underside rodgule. Antennernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. Hovedet smallere end Thorax. Vingerne bruunlige ved Roden. L. 314— 3170”, Guul, sparsomt behaaret; Hovedet og Bagkroppen undertiden mørkere. Notum og Bagkroppen med længere, tæt stillede Børster. Antennernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. L. 1—2"”, Sort, sparsomt behaaret; Antennerne og Benene blegt gule; Skaftet, Laa- rene og Skinnebenene ofte mørkere. Antennernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. Øinene behaarede. Pandefuren utydelig. Kindbak- kerne brede, 1—2-tandede. Vingerne næsten klare. L. 1179—1%4'”, Denne Art, der i Levemaade ligner den foregaaende, er ogsaa udbredt over hele Landet, men i Reglen langtfra i saa stor Mengde. Fugtige Felleder, især i Nærheden af Stranden, undertiden ogsaa aabne Skovsletter bedækker den ofte med tætstillede Tuer, der efterhaanden groe til med Mos og Græs; saaledes langs Kallebodstrand paa Amager, ved Roeskildefjord og paa flere Steder i Dyrehaven ved Kjøbenhavn. Vingede træffes fra Be- gyndelsen af Juli til Slutningen af September. Dronning: Arbeider: Han: 14. Formica mixta. Nylander: Add. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 1050. Bruun, meget sparsomt behaaret; Antennerne, Hovedets Underside, Stilken, undtagen Skjællets øverste Deel, Bagkroppens Rod og Benene rodgule. An- tennernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. Hovedet lidt bre- dere end Thorax. Vingerne brune indtil Midten. L. 314. Guul. Notum og Bagkroppens Overside med korte, lodrette Borster. Anten- nernes Skaft og Skinnebenene med liggende Børster. L. 11/2—2. Sortebruun, meget svagt behaaret; Spidsen af Antennernes Svobe, Parrings- redskaberne og Foddernes sidste Led gule. Antennernes Skaft og Skinne- benene med liggende Børster. Oinene sparsomt behaarede. Pandefuren utydelig. Kindbakkerne brede, 2—5-tandede, Randen guul. Vingerne brune til Midten. L. 19/4 -2'%. 320 Den er langt sjeldnere end de to foregaaende Arter; den forekommer i Rude-Hegn, Gjelte-Skov, langs Strandveien og i Flødstrup ved Kjerteminde. Vingede træffes i August. 15. Formica umbrata. Nylander: Add. adn. in Mon. Form. bor Eur. p. 1048. Dronning: Bruun, med tætte, men korte Børster; Kindbakkerne rødlige; Hovedet, und- tagen Panden og Issen, største Delen af Stilken, Bagkroppens Rod og Be- nene guulladne. Antennernes Skaft og Skinnebenene med næsten lodrette Børster. Hovedet bredere end Thorax. Vingerne brune til Midten. L. 31/4. Arbeider: Guul, med tætte, temmelig lange Børster. Antennernes Skaft og Skinne- benene med næsten lodrette Børster. L. 2. Han: Sort, sparsomt behaaret; Antennerne, Parringsredskaberne og Benene brune; Svøben og Fødderne lysere. Antennernes Skaft og Skinnebenene hist og her med lodrette Børster. Oinene tæt behaarede. Pandefuren tydelig. Kindbakkerne brede, mangetandede. Vingerne brune til Midten. L. 1%74—2"”, Form. umbrata forekommer ikke almindeligt; den findes i Nærheden af Kjøbenhavn og ved Kjerteminde. Vingede træffes i Slutningen af August og i September. 3. Forbenenes Kam temmelig bred. De to bageste Par Been uden Sporer. Dronning nan | med lukket Discoidalcelle ¢ Forvingen. Arbeider: Notum bagtil indsenket. Dronningen har temmelig brede Vinger, Arbeideren et stort Hoved, som ofte er større end Bagkroppen; Hannen er lille, har temmelig brede Vinger og smaa Parringsredskaber. Af denne Gruppe kjender man kun en eneste Art, som ved Udseende, Levemaade og flere Træk i dens Bygning (som i denne Afhandlings første Afsnit nærmere ere omtalte) betydeligt afviger fra de øvrige Arter af Slægten Formica. 16. Formica fuliginosa. Latreille: Ess. sur. hist. nat. d. Fourm. d. Fr. p. 36. Dronning: Begsort, glindsende; Antennerne, Kindbakkerne og Benene rødlige; Hof- terne og Laarene ofte mørkere, Fødderne lysere. Baghovedet indbugtet. Vingerne brune til Midten, L. 24°. Arbeider: Begsort, glindsende; Antennernes Svøbe og Kindbakkerne rødbrune; Skaf- tet, Laarene og Skinnebenene begbrune; Fødderne rødlige. Baghovedet indbugtet. L. 2—2Y4”, _ 824 Han: Begsort, mat; Antennernes Svøbe, Benenes Leddemode og Fødderne, de sidste iser i Spidsen, guulladne. Baghovedet indbugtet. Vingerne bruun- lige til Midten. L. 2%4/. Reden bestaaer for største Delen af en Samling af uregelmæssige, indbyrdes forbundne Celler, der især ere byggede af sonderbidte Plantedele, som med Kind- bakkekjertlernes (?) Vedske sammenlimes til en fast, sort Masse, der er uopløselig i Vand, eller dog i længere Tid kan ligge uopløst deri. Sin Rede anlægger den oftest ved Foden af Træer, i og under Stammen, men ogsaa i Stubbe, som den gjennemgnaver saa- ledes, at der efterlades tynde Blade, imellem hvilke Cellerne anbringes. En udmærket Prøve paa dens Redebygning afgiver et Stykke, omtr. 11‘ langt, 1' bredt og 3” tykt, af en saa- dan Rede, der er fundet under Taget af et Lysthuus paa Lindegaard i Odsherred, og nu opbevares i Universitetets zoologiske Samling. Arten er udbredt over en stor Deel af Lan- det, ofte paa temmelig fugtige Steder, aldrig i Sandegne. Vingede træffes i Juli og Be- gyndelsen af August. Latreille (Hist. nat. d. Fourm. p. 142) siger, at den bider slemt, hvad der ikke stemmer med mine Iagttagelser, da den, naar jeg har angrebet dens Bo, ikke har forulempet mig synderligt, navnlig langtfra i den Grad som Form. rufa eller exsecta, der ofte med største Voldsomhed forsvare deres Rede og Yngel. Il. Ponera. Stilken dannes kun af eet Led. bagkroppen er afsnoret mellem første og andet Led. Hunnen har Braad. Puppen er indspunden i en Cocon. Da vi hos os kun have fundet een Art af denne Slægt, og da der ikke er Sandsyn- lighed for at finde flere, vilde de for Slægten angivne Mærker strengt taget vere tilstræk- kelige til at skjelne denne Art fra vore øvrige Myrer. For Arbeideren, som jeg desværre alene har havt Leilighed til at undersoge, kunde dog endnu anfores som Kjendetegn: Hovedet langstrakt, fiirkantet. Antennerne korte, indfoiede ner hinanden, Svoben stærkt kolleformig. Oinene ofte forsvindende”), ingen Bioine. É * De sammensatte Øine, som altid findes langt fremme paa Hovedet, afvexle betydeligt i Henseende til Størrelse og Facetternes Antal, som jeg har fundet svævende mellem 1 og 30. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. AL 322 Kindbakkernes Skjærerand meget skraa og lang, fiint tandet. Kjæbepalperne med eet rudimentairt Led"). Læbepalperne treleddede (første Led rudimentert). , Forbenenes Kam bred (T. 2 F. 21). De to bageste Par Beens Sporer kamdannede. 17. Ponera contracta*). Latreille: Hist. nat. d. Fourm. p. 197. Dronning: »Fusca, pube cinerascenti subdepressa; mandibulæ, clypei pars inferior, antenne pedesque rufo-testacei; ale hyaline. Long.: 3ye—4""«. (Mayr: Form. Austr. p. 116). Arbeider: Rodbruun***), med graalig, liggende Behaaring; Antennerne og Benene ly- sere; Hovedet og Bagkroppen ofte mørkere. L. 1774—1%2"", Han: »Niger, nitidulus, mandibule testaceæ, pedes fusei tibiis tarsisque dilutiori- bus; ale hyaline. Long.: 234—3™™«. (Mayr). Denne Art har jeg kun fundet i Vexthusene (Orchideehusel) i botanisk Have i Kjøbenhavn. Den angives i Almindelighed som forekommende i ganske ubetydelige Selska- ber (Latreille 1. c. p. 197 siger, at det hoieste Antal, han har fundet sammen, har været 7) *) me) Förster (L e.) angiver for denne Slægt: »Palpi maxillares biarticulati, labiales artieulis quattuor«; Fr, Smith (l. e.) derimod: »Maxillary palpi 2-jointed (in the European species): 4-jointed (in most exotic ones); the labial palpi 2-jointed«; Mayr (l. e.) siger om Hunnen (han har ligesom För- ster kun Arten contracta): »Die Unterkiefer haben zweigliedrige Taster... Die Lippentaster sind ebenfals zweigliedrig.« Nylander (Ann. d. se. S. 4 Tom. 5 Zool. pl. 3 Fig. 23 b oge) og Fr. Smith (Catal, of brit. foss. Hym. etc. 1858 pl. 1 Fig. 21 og 22) afbilde endogsaa en Kjæbe- og en Tungepalpe, men lige- som den Anden synes at have copieret den Forste, saaledes er der heller ikke nogen egentlig Forskjel mellem den saakaldte Kjæbepalpe og Lebepalpen. Jeg har, som angivet i Diagnosen, kun fundet eet, rudimentært Led i Kjæbepalpen, som endogsaa i Almindelighed (T. 2 F. 19) skjules af en Kant af Stammens Underside eller, seet fra modsat Side, af Yderfligen. Mayr angiver dernæst for Hannen fireleddede Kjæbepal- per og treleddede Læbepalper, en Uovereensstemmelse med Hunnen, som wilde være meget paafal- dende, men jeg antager ogsaa at han har seet feil, og henfort den ene Læbepalpe til Kjæben og her regnet en tilfældig Indsnoring med som Leddeling (han har kun undersøgt eet Exemplar og siger selv om Kjæbepalperne, at de ere »undeutlich viergliedrig«). Uagtet Latreille, som han selv siger, allerede tidligere, nemlig i Bull. d.1. Soc. Phil. 57, havde opstillet denne Årt under Navn af Form. coarctata, forandrede han dog senere dette til Form. contracta, fordi han vilde bruge »coarctata» til at betegne den Familie eller Gruppe (Form. coarctatæ), hvorunder han henførte Arten. Det vilde saaledes strengt taget være rigtigt, skjøndt i dette Tilfælde ikke heldigt, om man atter forandrede Artens Navn til Ponera coarctata. De indenlandske Exemplarer, jeg har seet, have alle havt denne Farve; Syd paa lader den til ofte at blive mørkere, og saaledes kan det forklares, at Latreille og Mayr kalde den »fusco-brunnea», medens Fabricius (Syst. Piez. p. 410) endogsaa angiver dens Farve som »nigra, pedibus rufis.« en syv lil ti); jeg har dog truffet den en Deel talrigere, løbende omkring paa Jorden i enkelte Urtepotter midt paa Dagen, medens den ellers siges kun at skulle komme frem om Natten. Il, Myrmica. Stilken dannes af to Led. Hunnen har Braad; Arbeideren mangler i Reglen Bieine. Puppen er ikke indspun- den i en Cocon. A. Panden uden Lengdegruber til at optage Antennerne. a. Bagkroppens Rod hvelvet. a. Dronning Han Arbeider: Notum bagtil indsenket. Gruppen & falder omtrent sammen med Mayr’s Slægt Myrmica; som fælles for dens Arter kunne endnu tilfoies folgende Mærker: Hunnens Kindbakker brede, Skjæreranden lang. Kjæbepalperne sexleddede. Læbepalperne fireleddede. Forbenenes Kam bred, med Tand paa Indersiden (T. 2 F. 22). De to bageste Par Beens Sporer tydelige; hos Hunnen svagt, hos Hannen stærkt kamformige. } Den indre Cubitalcelle ufuldstændigt eller fuldstændigt deelt. Hunnens Hoved, Thorax og Stilk have grov Sculptur med sparsomme, men tydelige gule Børster; deres Segmentum mediale løber foroven paa hver Side ud i en spids Torn og forneden i en fladtrykt, skarp Tand. Hannen er mere glat. 1. Den indre Cubitalcelle ufuldstændigt deelt. 18. Myrmica lævinodis. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 927. Dronning: Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage. Tornene paa Segmentum mediale meget korte. Stilkens Knuder næsten glatte. Vingerne guulladne til over Midten. L. 3—314"”, Arbeider: Rodguul; Hovedet og Midten af første Led af Bagkroppen brune. Anten- nernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage. Pandeegnen glat. Ho- 41" Ian: vedet gittret, svagt grynet. Tornene paa Segmentum mediale temmelig korte. Stilkens Knuder næsten glatte. L. 2— 21/4“. Sort; Antennerne, navnlig Svoben, Bagkroppens Spidse, Skinnebenene og Fødderne, navnlig de sidste Led, lysebrune. Antennernes Skaft af mere end Svobens halve Lengde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med lange, næsten lodrette Børster. Stilkens første Knude glat. Vingerne guul- ladne til over Midten. L. 21797”, Den er en af vore almindeligste Myrer, og bygger gjerne under mindre eller større Stene. August er her, saavelsom for de fleste andre Arter af Myrmica, den egentlige Tid for Sværmningen og Parringen; men i hele Tiden fra Midten af Juli til Midten af Septem- ber findes dog hyppigt Vingede. Dronning: Arbeider: Han: 19. Myrmica ruginodis. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 929. Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft kun lidt boiet. Pandefligene svage. Tornene paa Segmentum mediale lange, krumme. Stilkens Knuder tydeligt rynkede. Vingerne svagt guulladne til over Midten. L. 3—314/”, Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft kun lidt boiet. Pangefligene temmelig svage. Pandeegnen glat. Hovedet lengderynket, svagt grynet. Tornene paa Segmentum mediale lange. Stil- kens Knuder tydeligt lengderynkede. L. 211 —21.‘”. Morkebruun; Antennerne, Kindbakkerne, Bagkroppens Spidse og Benene lysere. Antennernes Skaft knap af Svøbens halve Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med kortere, mere liggende Borster. Stilkens første Knude glat. Vingerne svagt gule til over Midten. L. 294. Denne Art ligner særdeles meget den foregaaende; dog har Hunnen stærkere Sculp- tur og tydeligere Tverrynkning mellem Tornene paa Segmentum mediale. Tornene ere desuden længere, især hos Dronningen. D ) 5 Den findes ligesaa hyppigt som den foregaaende Art og ligesom denne baade i Skov og paa fri Mark; den bygger baade under Stene og Grestory og under Bark paa Stubbe. De Vingede komme frem paa samme Tid som den foregaaende Arts. Dronning: 20. Myrmica rugulosa. Nylander: Add..alt. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 32. Rodguul, sortplettet. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel. Pandefligene svage. Tornene paa Segmentum mediale temmelig lange. Stilkens Knuder temmelig rynkede. Vingerne bruunlige til over Midten. L. 23),—3/", Arbeider: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel. Pandefligene svage. Pandeegnen meer eller mindre rynket. Hovedet gittret, tydeligt grynet. Tornene paa Segmentum mediale lange. Stilkens Knuder svagt længderynkede. L. 1Y9—2"”, Han: Sortebruun; Antennerne, Bagkroppens Spidse meer eller mindre, Benene heelt bleggule. Kindbakkerne gule. Antennernes Skaft rigeligt en fjerde Deel af Svobens Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebene med spar- somme, temmelig korte, skraat stillede Borster. Stilkens forste Knude glat. Vingerne svagt bruunlige til Midten. L. 24‘. Den lader til at være temmelig sjelden. Jeg har fundet den ved Ribe, paa Fanø, ved Norre-Vosborg (2% Miil Vest for Holstebro) og Korsør. Vingede har jeg taget i September. 21. Myrmica suleinodis. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 934. Dronning: Bruunred, sortplettet; Antennernes Svobe, Kindbakkerne og Fødderne bruun- gule; Bagkroppen næsten heelt sort. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel. Pandefligene svage. Pandeegnen rynket. Hovedet, Thorax og Stilkens Knuder rynkede. Tornene paa Segmentum mediale temmelig lange. »Die Flügel sind fast wasserhell« (Mayr: Form. Austr. p. 136). L. 2%4—31/4'”, Arbeider: Bruunrod; Fødderne lysere; Bagkroppen sort. Antennernes Skaft boiet i en nesten ret Vinkel. Pandefligene meget svage. Pandeegnen rynket. Hovedet, Thorax og Stilkens Knuder grovt rynkede. L. 2a — 21’. Han: Sort; Antennerne tildeels, Kindbakkerne, Bagkroppens Spidse og Benene, de sidste tildeels, gule. Antennernes Skaft knap af Svobens halve Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med liggende Borster. Stilkens første Knude tydeligt rynket. Vingerne svagt bruunlige. L. 2%4—2'/”. Ogsaa Myrm. sulcinodis lader til at være meget sjelden; jeg har kun fundet den i Norre-Jyllands Sandegne under Stene, saaledes ved Rye, Breining (2 Miil Øst for Ring- kjøbing) og Norre-Vosborg. Vingede har jeg taget i luli og August, men kun Hanner. 22. Myrmica scabrinodis. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 930. Dronning: Rodguul, morkplettet; Antennerne, Kindbakkerne og Benene gule. Anten- Arbeider: Han: 326 nernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, ofte med en lille Flig eller Tand paa Knæet, Rodenden fladtrykt med svagt fremspringende Tand. Pande- fligene store, øreformige. Pandeegnen glat. Hovedet, Thorax og Stilkens Knuder stærkt rynkede. Tornene paa Segmentum mediale lange. Vingerne bruunlige til Midten. L. 3°. Rodguul; Midten af Hovedet og Bagkroppens Overside oftest mørkere. An- tennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, ofte med en lille Flig eller Tand paa Knæet, Rodenden fladtrykt, med svagt fremspringende Tand. Pandefligene store, oreformige. Pandeegnen glat. Stilkens Knuder stærkt rynkede. L. 11a — 214‘, Sortebruun; Antennernes Svobe, Kindbakkernes og Bagkroppens Spidse, Benenes Leddemode og Fødderne gule. Antennernes Skaft en fjerde Deel af Svobens Længde. Antennerne og Benene med tætte, lange, lod- rette Børster. Stilkens første Knude glat. Vingerne stærkt guulbrune til over Midten. L. 2%/—2%/4/’. Efter Myrm. lævinodis og ruginodis er den vor almindeligste Myrmica, og findes baade i Skove og paa fri Mark, baade paa tør, sandet og paa fugtig Bund. Vingede tref- fes i August og Seplember. Dronning: Arbeider: Han: 23. Myrmica lobicornis. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor, Eur. p. 932. Bruunrod, sortplettet; Bagkroppen næsten heelt sort; Skinnebenene og Fod- derne bruungule. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, med en Tverflig paa Kneet, Rodenden fladtrykt, med fremspringende Tand. Pande- fligene store, oreformige. Pandeegnen glat. Hovedets Sider gittrede, gry- nede, Midten, Thorax og Stilkens Knuder lengderynkede. Tornene paa Seg- mentum mediale lange. Vingerne bruunlige til Midten. L. 3”. Bruunrod; Hovedets og Bagkroppens Overside mørkere, Kindbakkerne ly- sere, Benene gule. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, med en Tverflig paa Knæet og en lille Tand ved Roden. Pandefligene store, ereformige. Pandeegnen meest glat. Hovedets Sider gittrede og grynede. Stilkens Knuder grovt rynkede. L. 2—2!/e‘*. Sortebruun; Spidsen af Antennernes Syobe, Kindbakkerne, Bagkroppens Spidse, Benenes Leddemode og Fødder gule. Antennerne Skaft knap af Svobens halve Længde. Antennerne, Laarene og Skinnebenene med skraat stillede Børster. Stilkens første Knude næsten glat. Vingerne graabrune til over Midten. L. 219‘, Mayr (Form. Austr. p. 140) maa have henført Hannen af en anden Art (Myrm. scabrinodis?) "til Hunnen af Myrm. lobicornis; thi istedetfor at ligne Myrm. scabrinodis &, ligner lobicornis & snarere suleinodis & (saaledes med Hensyn til Længden af Antennernes Skaft o.s. v.). Jeg har taget mine Exemplarer, henved en halvhundrede Stykker, i Parring, saa at jeg ikke kan have taget Feil. Myrm. denticornis (Curtis Transact. of the Linn. soc. XXI p. 215) skal være lobicornis Nyl., saaledes som Smith (Catal. of Hym. ins. Part. VI. Form. p. 116) paastaaer at have overbeviist sig om ved Undersogelse af Originalexem- plarer. Men ifølge Afbildningen hos Curtis (T. XXII F. 18) har Hannen langt Antenneskaft, hvilket strider mod Mayr’s Angivelse (»antennarum scapus longitudine quadrantis funiculi«), men stemmer overeens med vor. Denne Art hører til vore sjeldnere; den lever paa tørre, udyrkede Steder, saaledes ved Villingebæk nær Hornbek, paa Amagerfælled, og i Buurkrat nær Norre-Vosborg. IBe- gyndelsen af August har jeg engang truffet den midt om Dagen, svermende i stor Mengde; og ved samme Leilighed tog jeg en ret mærkelig Gynandromorph, som havde Dronningens Førlighed og hele Hoved, men Hannens Farve, Sculptur af Brystet og Parringsredskaber; dens Vinger stode i Størrelse midt imellem begges. 2. Den indre Cubitalcelle fuldstændigt deelt.”) 24. Myrmica sabuleti. n. sp. Dronning: Ubekjendt. Arbeider: Rodguul; Bagkroppens Overside mørkere. Antennernes Skaft boiet i en næsten ret Vinkel, Roden med en Tand og paa Oversiden med en hoi, skarp Lengdekjol. Pandefligene store, oreformige. Pandeegnen heelt eller tildeels rynket. Hovedets Sider med uregelmessig Sculptur, Midten, Thorax og Stilkens Knuder, de sidste stærkt, lengderynkede. L. 21/4. Han: Sort; Antennerne for storte Delen, Bagkroppens Spidse, Benenes Ledde- mode og Fødderne gule. Antennernes Skaft en tredie Deel af Svobens Længde, det sidste Led længere end de to foregaaende tilsammen, ofte boiet eller deelt i Midten. Antennerne næsten nøgne; Benene med lange *) Hvorvidt denne Deling af Cubitalcellen vil vise sig constant, kan endnu ikke afgjores; paa de sex Exemparer af Hannen, som jeg har for mig, er denne Celle altid deelt paa samme Maade, idet dens nederste, udvendige Hjørne er afsondret til en mindre Celle. Men selv om det skulde vise sig, at en saadan særegen Gruppering af denne Art er umulig, antager jeg dog, at de øvrige af mig an- givne Kjendetegn ere tilstrækkelige til at bestemme den. Forresten anfører ogsaa Jurine (Nouy. méth. d. class. 1. Hym. et Il. Dipt. p. 277), at han har seet en Dronning af hans Slægt Munica (Myrmica), hvor den indre Gubitalcelle var deelt, men Sporgsmaalet bliver da, hvilken Art denne hørte til, eller om Cellen var deelt paa samme Maade. 328 skraat stillede, tildeels næsten lodrette Børster. Stilkens første Knude stærkt længderynket. Vingerne graabrune til over Midten. L. 2a — 24“. Jeg har kun eengang fundet den under Stene i Buurkrat ved Nørre-Vosborg i Be- gyndelsen af August. B. RE | Den indre Cubitalcelle heel, fortil spidst tilløbende. an: Arbeider: Notum hoist med en Fure bagtil. 1. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer utydelige. Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil. Arbeider: Hovedet mindre end Bagkroppen. Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil. Han: Antennerne mindst tolvleddede.) Bagbenenes Sporer meget smaa, simple. * Dronning Arbe ider Han: Segmentum mediale med temmelig sterke, opretstaaende Torne (Mayr). } Stilkens anden Knude med en Tand paa Undersiden. For Dronning og Arbeider kan tilfoies (Hannen kjender jeg ikke): Kindbakkerne temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang. Kjæbepalperne fireleddede. Læbepalperne treleddede. Bioinene ofte tilstede hos Arbeideren. 25. Myrmica nitidula. Nylander: Add adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 1058. Dronning: Rodguul, glindsende, glat; Issen og Notum ofte, Bagkroppens Overside al- tid mørkere, indtil sort. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. »Alæ hyaline« (Mayr: Form. Austr. p. 146). L. 1770— 1°‘. Arbeider: Rodguul, glindsende, glat, lysere eller mørkere; Bagkroppens Overside næsten sort. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. L. 11/4—11%"#, Han: »Nigro-fuscus, sparse pilosus, mandibulæ, antenne pedesque pallescentes; metanotum (Segmentum mediale) dentibus duobus validiusculis, erectis, bre- vibus; alæ parum infuscatæ. Long.: 3'/o™™« (Mayr). Arbeideren af denne Art kan staae Dronningen meer eller mindre ner i Form, Bry- stets Bygning o.s.v.; Bioinene, der altid er tilstede hos Dronningen, kunne snart fore- komme og snart fattes hos Arbeideren. Mayr har opstillet denne Art under en egen Slægt Formicowenus. At lade dette *) De fleste Hanner af Slægten Zeptothorax have tretten Led i deres Antenner, og de tilsvarende Hun- ner tolv Led. ae Navn vige for Westwood’s noget ældre Stenamma,*) der kun er grundet paa den mindre characteristiske Han og indbefatter Arter, som ikke kunne henføres til Mayr’s Formicoxenus, kan neppe forsvares ved Prioritets-Hensyn. Men paa den anden Side er Formicoxenus bar- barisk, og jeg troer ikke, at Mayr har Ret, naar han (senest i Stett. entom. Zeit.) ligeover- for Nylander forsvarer det ved at henvise til, at det er dannet af et ældre Slegtsnayn; thi denne Maade at danne nye Slegtsnavne paa er vistnok forkastelig. Denne Art boer i Tuen hos Form. rufa. Den ansees for at vere en sjelden euro- pæisk Art; dog synes den hertillands at forekomme hyppigere. Den er funden i Ravneholmene, Ruderhegn, Boserup ved Roskilde, ved Antvorskov ved Slagelse, ved Rye i Norre-Jylland, oftere i større Antal, og forekommer sandsynligviis de fleste Steder, hvor Form. rufa byg- 5 ger. Vingede har jeg aldrig fundet, men ofte uvingede Dronninger. * Dronning: Arbeider: Han: Segmentum mediale uden Torne. | Stilkens anden Knude uden Tand påa Undersiden. Til disse Mærker kan endnu foies: Hunnens Kindbakker temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang. Kjæbepalperne femleddede. Læbepalperne treleddede. 26. Myrmica acervorum. Nylander: Adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 936. Dronning: Rodguul, bruunplettet. Antennerne elleveleddede. Benene med skraat stil- lede Børster. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. Vingerne lyse. L. 11709—1%4'”, Arbeider: Rødguul; Hovedets og Bagkroppens Overside sortebruun. Antennerne elleve- leddede. Mundskjoldet med glat Længdefure. Benene med skraat stillede Børster. Tornene paa Segmentum mediale korte, lige. L. 1%2—13/4/”, Han: Sort; Benenes Leddemode og Fødderne blege. Antennerne tolvleddede ; Skaftet meget kort. Segmentum mediale med stumpvinklede Knuder. Vin- gerne lyse. L. 13%4—2'”, Denne Art hører til en Afdeling (Leptothorax Mayr), der indbefatter et stort Antal Arter, af hvilke dog kun denne ene hidtil er fundet hertillands; imidlertid er der ved dens Characteristik taget Hensyn til Muligheden af at finde nogle af de beslægtede Arter hos os. Den er udbredt over hele Landet og findes navnlig i Skove, saavel under Bark paa Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd Stenamma Westwoodii Steph. See Westw. Intr. Glass. Ins. I. 226 F. 11 (8); men paa Grund af den utilstrækkelige Characteristik af Slægt og Art anseer jeg det for urigtigt at ville, støttende sig paa Originalexemplarer, optage det gamle Artsnavn, saaledes som Smith (Catal. of foss. Hym. etc. 1858 p. 32) har gjort. 42 Stubbe af Løv- og Naaletræer som under Stene. Vingede har jeg fundet fra Slutningen af Juni til Midten af September. 2. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer tydelige, kamdannede. Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil. Arbeider: Hovedet større end Bagkroppen. Inderkanten af Antennernes Rodgruber ikke forlænget bagtil. Han: Antennerne tileddede. Bagbenenes Sporer smaa, kamdannede. Til disse Mærker kan endnu foies: Hunnens Kindbakker temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang. Kjæbepalperne fireleddede. Læbepalperne treleddede. Dronningen og Hannen minde ved deres uforholdsmæssige Størrelse ligeoverfor Ar- beideren ligesom ved deres store Vinger og Aarerne i disse om Slægten Formica. Det ringe Antal Led i Hannens Antennesvøbe hidrører fra en Sammensmeltning af de første Led. Dronning: Arbeider: Han: 27. Myrmica cæspitum. Latreille: Hist. nat d. Fourm. p. 251. Sort; Antennerne, Kindbakkernes og Bagkroppens Spidse samt Benene meer eller mindre brune. Tornene paa Segmentum mediale meget korte. Bag- kroppen meer end dobbelt saa lang som Hovedet. Vingerne lyse, Rand- pladen blegt guul. L. 21-31. Farven fra bruunsort med lysere Pletter til bruunguul med mørkere Isse og Overside af Bagkroppen. Tornene paa Segmentum mediale meget korte. L. 1—1%4. Sort; Antennerne, Kindbakkerne og Benene brune; Bagkroppen sortebruun. Bagkroppen tre Gange saa lang som Hovedet. Vingerne lyse, Randpladen guul. L. 21 — 314‘. Denne Art hører til Mayr’s Slægt Tetramorium (Form. Austr. p. 151). Den er udbredt paa sandede Steder hele Landet over, og bygger oftest under Stene eller, naar den lever i Skove, under Barken paa Stubbe. Den sværmer allerede i Juli. 3. Dronning: De to bageste Par Beens Sporer utydelige, simple. Inderkanten afAntennernesRodgruber bagtil kjølformigt forlænget. Arbeider: Hovedet større end Bagkroppen. I yderkanten afAntennernesRodgruber bagtil kjolformigt forlænget. Han: Antennerne tileddede Bagbenenes Sporer forsvindende. Til disse Mærker kan endnu foies: me Kindbakkerne temmelig brede, Skjæreranden temmelig lang. Kjæbepalperne treleddede. Læbepalperne toleddede. Denne Afdeling slutter sig nær til de to foregaaende og nærmest til den sidste af disse”). Panden gjennemløbes af to skarpe Længdekjøle, som ere Fortsættelser af Inderkan- ten af Antennernes Rodgruber, men nogen egentlig Grube til at lægge Antennerne i fremkommer der ikke, saaledes som hos den sidste af vore Arter af Myrmica, Myrm. sublævis. 28. Myrmica caldaria. Roger: Berl. Entom. Zeitschr. 1 Jahrg. 1857 p. 10. Dronning: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside sort; en Isseplet mellem Biøinene og tre til fire Pletter paa Notum mørkere, ofte næsten sorte. Vingerne lyse. (ENTER Arbeider: Rodguul; Midten af Bagkroppens Overside sortebruuu. L. 114“, Han: Bruun; Hovedet og forste Led af Bagkroppen sortebrune; Kindbakkerne, Antennerne og Benene blegt gule. Vingerne lyse. L. 11‘. En Gynandromorph, som jeg har taget af denne Art, har Hannens Hoved og Dron- ningens Bagkrop og Bryststykke med Undtagelse af hoire Side af Notum, som ligner Han- nens Notum i Farve og Sculptur. Myrm. caldaria er uden Tvivl indført her i Landet; jeg har fundet den i et Driv- huus i Rosenborgs Slotshave i Kjøbenhavn. Vingede traf jeg i Midten af Mai. b. Bagkroppens Rod indhulet. Jeg kjender kun een Art af denne Afdeling, og tilmed kun Arbeideren, men som Characterer, der kunne antages at have større Betydning end som blotte Artsmærker, kunne anføres: Kindbakkerne korte, kegleformige, med fire store og spidse Tender. Kjæbepalperne toleddede. Læbepalperne toleddede. Segmentum mediale med Torne. De to bageste Par Beens Sporer utydelige. *) Roger (Berl. Entom. Zeitsehr. 1 Jahrg. 1857 p. 10) danner af denne Art en egen Slægt (Tetrogmus) som han stiller nærmest ved Zeptothorar Mayr; men det forekommer mig, at navnlig Hannen, som Roger ikke har kjendt fuldstændigt, ligner mere Myrm. cæspitum, med hvilken den, i Modsæt- ning til Myrm. (Leptothorax) acervorum, har flere Kjendemærker tilfælles, saaledes de tileddede Antenner, de meget smaa, næsten skjulte Parringsredskaber og Manglen af Torne eller Knuder paa Segmentum mediale. 42° 332 29. Myrmica molesta. Say: Bost. Journ. Nat. Hist. 1. 293. 6. Dronning: »Length 1%4 line. Pale fulvous, eyes and ocelli black; a short elongate line on the prothorax, a similar one on each side; the scutellum, a stain on the pectus, and sides of the breast brown; a transverse dark brown fascia on the basal segment of the abdomen not quite reaching the apical mar- gin, the remaining segments dark brown, their margins piceous«. (Smith*). Arbeider: Lyst rodguul; Bagkroppen og Benene gule; Bagkroppens bageste Halvdeel morkebruun. L. 1—11/7. Han: »Length 1 line. Head black, thorax and abdomen nigro-piceous, the legs and antenne pale testaceous, the femora tinged with brown; the wings hyaline, the nervures and stigma very pale testaceous; the abdomen is heart-shaped, rather palest at the base: the metathorax (Segmentum me- diale) and peduncle of the abdomen beneath without spines in both sexes. « (Smith). At denne Myre er Linné’s Form. omnivora (Syst. nat. ed. XII. p. 964. 12) er muligt, idetmindste passer den af Linné angivne Levemaade paa den. Erichson (Ber. 1838 p. 77) antager Linné’s Art for at falde sammen med Myrm. domestica Shuck., der atter er synonym med det noget ældre molesta Say; men til at optage Linne’s Navn synes dennes Diagnose mig for vag. Den angives at nedstamme fra Sydamerika, men nu at være udbredt over den største Deel af Jorden (Rio de Janeiro, Boston, London, Paris, Kasan, Ægypten). Ogsaa i Kjoben- havn findes den flere Steder i Byens gamle Deel, navnlig i eller i Nærheden af Bagergaarde*”). Vingede har jeg ikke kunnet skaffet mig, men Arbeiderne forekomme undertiden i utrolig Mængde, og blive ikke lidet besværlige ved deres Angreb paa alle Slags Fødevarer. B. Panden med to dybe og brede Lengdeyruber, i hvilke Antennerne kunne optages. Ogsaa af denne Gruppe kjender jeg kun Arbeideren til een, men meget mærkelig Art, der afviger fra alle vore andre Arter afMyrmica, idet den danner en fuldkommen Overgang til den sydamerikanske Slægt Cryptocerus Latr. - Til ovenstaaende Mærke for Arbeideren kan desuden foies : ‘) Fr. Smith: List of the specimens of british animals in the collection of the british Museum. Part. VI. Hymenoptera aculeata p. 119. ”) Efter Curtis (Transact. of the Linn. soe. XXI) optræder den ogsaa i London fortrinsviis i Bager- gaarde. Hovedet stort og fladt. Antennerne korte, kølleformige. Bieine. Kindbakkerne korte, plumpe, uden egentlig Tand. Kjæbepalperne femleddede. Lebepalperne treleddede. Stilkens Knuder begge med Tand paa Undersiden. De to bageste Par Beens Sporer smaa, to paa hvert Been. 30. Myrmica sublevis. Nylander: Add. alt. adn. in Mon. Form. bor. Eur. p. 33. Dronning: Ubekjendt. Arbeider: Rodbruun, med tætte strittende gule Børster; Laarene med enkelte Børster ; Bagkroppens Overside sortebruun. L. 2—2!4'”, Han: Ubekjendt. Denne Myre, som lader til at vere meget sjelden overalt i Europa, er kun truffen i Reden hos Myrm. acervorum; ogsaa jeg har fundet den hos denne Myrmica i en omslyr- tet, trosket Birk i Rye Nørreskov i Norre-Jylland. Mayr har i Form. Austr. p. 14 givet en Fortegnelse over de ham bekjendte eu- ropæiske Myrer og deres Udbredelse. Til denne Fortegnelse har Hr. Chr. Drewsen leveret Bidrag ved at sende Forfatteren en Deel danske Exemplarer til Undersøgelse og Bestemmelse, og Mayr har saaledes kunnet opføre femten Arter som forekommende i Danmark. Disse Arter ere: Formica herculanea, rufa, truncicola, cunicularia, fusca, pressilabris, nigra, flava, umbrata og fuliginosa, samt Myrmica levinodis, lobicornis, nitidula og cæspitum. Foruden denne Fortegnelse have vi fra sidste Halvdeel af forrige Aarhundrede fire faunistiske Arbeider, som omhandle Myrerne, nemlig af Kramer (Diss. inaug. sist. spec. Insectol. Dan.), Brünnich (Prodr. Insectol. Sjælland.) og ©. F. Müller (Pn. Fridr. og Zool. Dan." Prodr.*). Af disse ere de to første kun Navnelister, det tredie i Grunden ikke mere, idet de vedfoiede Diagnoser ligesom selve Artsnavnene ere Linné's, og det fjerde udmær- ker sig kun fra det foregaaende ved selvstændig Opfattelse af en af de opførte Arter, ved *) Prodr. indskrænker sig ikke til Danmarks Fauna, opfattet saaledes som vi for nærværende Tid be- grændse den. 334 en Deel Trivialnavne og et Par Citater. Men da det er umuligt at henføre Linné’s collec- tive Arter til Nutidens"), blive hine Fortegnelser ogsaa usikkre, forsaavidt de ikke indeholde Andet. Der staaer da kun tilbage at undersøge, om Millers egen Diagnose, hans Trivial- navne og Citater i Prodr. frembyde sikkrere Holdningspunkter. Hvad hans Diagnose angaaer, da omfatter den (No. 1933 Form, rufa: »ferruginea, capite supra: abdomine toto nigro) lige- saavel som Linné’s Diagnose for samme Art de fleste af vore røde Formica-Arter, Trivial- navnene, der, idetmindste tildeels, synes at være optagne efter Linn. Fn. sv. ed. II, kunne, som det næsten altid er Tilfældet, her ingen Veiledning give. Af Citaterne henvise de to (Aph. 5. 492 og P. D. All. t. 30) til Skrifter, som ikke her kunne gjøre Fordring paa selv- stendig, videnskabelig Betydning, hvorimod det tredie Citat (Act. Havn. 10, 1. t. 1. f. 1, 2, 3) fortjener nogen nærmere Omtale, idet der paa det citerede Sted gives en saa god Beskrivelse og saa kjendelige Afbildninger af en Myrmica-Art**), at vi med temmelig Sikkerhed kunne bestemme den, men deraf følger ikke, at Müller kun kan have havt denne Art for sig, thi overeensstemmende med hans og hele Datidens Opfattelse af Arter, maae vi antage, at han ogsaa ved hvilkensomhelst anden af de nærstaaende Arter vilde have citeret dette Sted. Tillægs-Bemærkning til Afsnittet om Kjertlerne. Under Trykningen af sidste Ark af denne Afhandling er jeg bleven gjort opmærk- som paa et Arbeide af Leydig: Zur Anatomie der Insecten (Müller’s Arch. f. Anat. und Phys. 1859 p. 33 ff.), hvori ogsaa Giftkjertlen og Spyttekjertlerne hos Myrerne kortelig om- handles. Med Hensyn til Giftkjertlen synes Leydig af denne kun at have seet et af de ydre frie Kjertelrör, men hverken det indre slyngede Rør med dets Sideror eller Bikjertlen; han siger nemlig (l. ©. p. 59): »und sehe, dass der Gift-Canal eine einfache Gestalt hat, dabei lang, ge- wunden und frisch ziemlich hell ist, obschon die Secretionszellen eine Körnchenmasse ent- halten«. Det bliver derfor ganske naturligt, at hans Fremstilling ikke kan passe med Me- ckel’s, som (jfr. min foregaaende Fremstilling) kun har seet de indre Kjertelror. »Wenn ") Det er Overbeviisningen om denne Umulighed, som har bevæget de fleste af de nyere Systematikere til, selv om de bibeholde Linné's Artsnavne, dog ikke at betragte ham som den, der har opstillet vedkommende Art efter dens nuværende Opfattelse. “) Afbildningerne vise, at den paagjældende Myre ialfald staaer vor Myrm. lævinodis særdeles nær, og i Beskrivelsen tyder Udtrykket om Dronningens Torne, at de ere vefter Proportion kortere«, netop paa denne Art. nicht irgend eine Verwechslung im Spiele ist, so beziehen sich jedenfalls diese Angaben auf ein anderes Thier«. É Af Spyttekjertler har Leydig tre Par, de to Par i Hovedet, det tredie i Brystet. Med Hensyn til det første Par, vore Læbekjertler, (jfr. hans Fig. 20) gjør han ligeoverfor Meckel samme Rettelse, som vi have troet at kunne gjøre, nemlig at de. enkelte Kjertelcellers Ud- føringsgange udspringe inde fra Cellemassen af, og ikke ere blotte Fortsættelser af Cellernes Vægge; han siger saaledes (I. c. p. 68): »wåhrend ich sehe, dass der chitinisirte Gang (b) aus dem Inneren der Zelle kommt, und von einer zarten Hülle, die aber unmittelbare Fort- selzung der Zellenmembran ist, begleitet wird.« Det andet Par Spyttekjertler, vore Issekjertler, antager han, at Meckel har beskrevet rigtigt, men han gaaer let hen over dem uden at omtale deres Udmundinger, medens vi dog just med Hensyn til disse have viist, at Meckel har overseet de rette Udmundingssteder i Svælget, og ladet disse Kjertler udmunde gjennem Brystspyttekjertlernes fælles Udforingsgang. Heller ikke synes Leydig at have iagttaget disse Kjertlers sande histologiske Bygning, men kun seet dem saaledes, som de iReglen forandre sig ved at ligge i Vand; idetmindste passe hans Ord: »den Inhalt der Secretionszellen bilden gelbe Kügelchen, die stark an Fetttro- phen erinnern« godt paa disse Kjertlers Udseende, naar deres naturlige Bygning paa denne Maade er bleven forstyrret (jfr. min Fremstilling). Af Brystspyttekjertlerne giver Leydig en kort Fremstilling, uden dog at omtale deres fælles Udforingsgang i Hovedet, og, ligesom jeg, antager han ogsaa, at Léon Dufour hos Form. pubescens kun har seet Beholderne, men ikke tillige den egentligt afsondrende Deel af disse Kjertler. Explicatio tabularum. I. Forklaring over Kobbertavlerne. I. Fig. 1. — Tractusintestinalis*) Formicæ rufæ ; | Fig. 1. — Tarmroret‘) hos Formica rufa $; a. labrum; b. glandulæ labri; c. pha- rynx; d. corpora incerta; e. oeso- phagus; f. ventriculus; g. pars an- terior pylori; lori; h. duodenum; i. vasa Malpi- ghii; k. int. ileum; ]. int. crassum; l. verruca int. crassi; m. int. rec- tum; n. glandulæ vertieis. (1°). g. pars posterior py- | 2. — Tractus intestinalis*) Myrmice ru- ginodis $; d. glandulæ verticis; (literæ cetera idem ac in fig. 1 significant). (#41). 3. — Apex vasis Malpighii Formicæ rufa §. (130/,). 4. —— Basis ejusdem vasis. 5. — Receptaculum glandulæ labri For- mice rufe %. (9h). - 6. — Cellula secernens ejusdem glandulæ. (500/1). 7. — Glandula labri Formice fuliginosæ $. (1903). 8. — Cellula secernens ejusdem glandule. (Sr): - 9.— Lobus glandulæ verticis ÆFormicæ rufe Ÿ. (104). 10. — Cellulæ epitheliales duodeni For- | mice fuliginosæ %. (On). 11.—Glandule gule Formicæ rufe $; a. pars gulæ; b. laminæ gulæ. (7/1). 12. — Cellula secernens simplex ejusdem glandulæ. (903). 13.— Cellula secernens duplex ejusdem | glandulæ. (29%). 1. — Genitalia masculina Formicæ rufa ; *) In figura oesophagus, spatio deficiente, curvatus est à) a. Overlæben; b. Læbekjertlerne ; c. Svælget; d. gaadefulde Legemer; e. Spiseroret; f. Maven; g. forreste Deel af Pylorus; g’. bageste Deel af Pylorus ; h. Duodenum; i. de mal- pighiske Kar; k. Krumtarmen ; I. Tyk- tarmen; l. Tarmvorte; m. Masttar- men; n. Issekjertlerne. (1A). .— Tarmroret*) hos Myrmica rugino- dis 8); d. Issekjertlerne; (de øvrige Bogsta- ver have samme Betydning som i „Fig. 1). (Sn): .— Spidsen af et malpighisk Kar hos Formica rufa $. (10h). . — Rodenden af samme Kar. . — Læbekjertlens Beholder hos Formica rufa. (N). 6. — Kjertelcelle. (%ı). 7. — Lebekjertlen hos Formica fuligi- nosa 8. (10%). 8. — Kjertelcelle. ” (524). 9.— Belg af Issekjertlen hos Formica rufa ®. 10. — Epithelial-Celler fra Duodenum hos Formica fuliginosa 3. (°°). 11. —Strubekjertlerne hos Formica rufa¥ ; a. en Deel af Struben; b. Strube- (1304). pladerne. (254). 12.— Enkelt Kjertelcelle. ($9/;). 13.— Dobbelt Kjertelcelle. (°°). IL. 1.—Mandlige Kjonsdele hos Formica rufa; Paa Afbildningen er Spiseroret lagt i Bugter for Pladsens Skyld. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 337 a. testiculi (scroto omisso); b. vasa deferentia; b’. pars petiolata vaso- rum deferentium; c. vesiculæ semi- nales; d. ductus ejaculatorius. ('%1). ‘ig. 2.—Genitalia masculina Myrmicæ rugi- nodis ; e. instrumenta copulationis; (liters cetere idem ac in fig. 1 signifi- cant). (2%). 3. — Genitalia feminea Formica fusce 2; a. ovaria; b. tube; c. oviductus; c’. pars tumida oviductus ; d. capsula seminalis; e. glandule appendicu- lares. (7%). 4.— Receptaculum seminis Myrmicæ ru- ginodis ; a. capsula seminalis; b. glandule appendiculares. (554). 5. — Mandibula sinistra Formice rufe Ÿ ; (Sn). 6. — Maxilla sinistra ejusdem, infra visa; a. glandula mandibule. a. cardo; b. stipes; c. processus stipitis articularis; d. mala interior; f. pars apicalis male exterioris; g. palpus maxillaris. (254). 7.—Maxilla eadem, supra visa. e. pars basalis mal exterioris; (li- tere cetere idem ac in fig. 6 signi- ficant). 8.—Labrum Formice rufe $, infra vi- sum. (1). 9.— Maxilla sinistra Myrmice ruginodis, Y infra visa; (literæ idem ac in fig. 6 significant). (55/4). 10.—Mandibula dextra ejusdem; a. glandula mandibulæ ; b. recepta- culum. (4). Fig. 2. . — Qvindelige a. Sædkjertlerne (uden den dem in- desluttende Hinde); b. Sedlederne; b’. deres indsnorede Deel; c. Sæd- blererne; d. Sedgangen. (1%). —Mandlige Kjonsdele hos Myrmica ruginodis ; e. Parringsredskaberne; (de øvrige Bogstaver have samme Betydning som i Fig. 1). (°%). Kjonsdele hos Formica fusca 2; a. Æggestokkene; b. Aggelederne ; c. Aggegangen; c’. dennes opsvul- mede Deel; d. Szdkapsien; e. Bi- kjertlerne. (#4). . — Sædgjemmet hos Myrmica rugino- dis; a. Sædkapslen; b. Bikjertlerne. (°°). — Venstre Kindbakke hos Formica rufa $; a. Kindbakkekjertlen. (154) .— Venstre Kjæbe hos samme, seet fra neden; a. Hængslet; b. Stammen; c. Rod- tappen; d. Inderfligen; f. Yderfli- gens Hoveddeel; g. Kjæbepalpen. (5/1). .— Samme Kjæbe, fra oven. e. Yderfligens Grundstykke; (de ov- rige Bogstaver have samme Betyd- ning som i Fig. 6). .— Overlæben hos Formica rufa 9, seet franeden. (46). .— Venstre Kjæbe hos Myrmica rugi- nodis %, seet franeden; (Bogstaverne have samme Betyd- ning som i Fig. 6). (4). — 10.—Hoire Kindbakke hos samme; 5 Bd. a. Kindbakkekjertlen; b. dens Be- holder. (PA). 43 or 11.— Maxilla sinistra Ponere contracte§, | Fig intra visa ; | (liter idem ac in fig. 6 significant). | (391). 12.— Mandibula sinistra ejusdem; a. receplaculum glandulæ. (4). 13.— Labrum ejusdem, supra visum; a. dentes angulares. (54). a.— Mandibula dextra Myrmice sub- levis Ÿ, a latere interiore visa. | Fig. | 14. (29/4). | — 14.b.—Eadem, a latere exteriore visa. hie — 15.— Mandibula sinistra Formice rufe à. | — (PA). — 16.—Labium Formice rufe 8, infra vi- | — sum; | a. apices arcus basalis lingvæ; b. laminæ lingvales; c. paraglosse; d. stipes menti; e. mentum; f. ful- crum; g. palpi labiales. (35/1). —Lingva ejusdem, infra visa; (litere idem ac in fig. 16 significant). (12%). | ire 18. —Labium ejusdem, a latere visum; a. arcus basalis lingve; a’ foramina ejusdem; h. cardo maxillarum ter- tii paris; k. lingva; |. series seta- rum in basi paraglossarum; (cetere literæ idem ac in fig. 16 significant). (51). 19.—Labium Poneræ contracte $, infra visum; (literæ idem ac in fig. 16 significant). (SEN 20. — Apex tibiæ anterioris Formice ru- je ?; a. calcar; b. basis tarsi. (7%). — 21.— Apex tibiæ anterioris Ponere con tracte 3; a. calcar; b. basis tarsi. (23%). .11.— Venstre Kjebe hos Ponera con- tracta §, seet fra neden; (Bogstaverne have samme Betydning som i Fig. 6). (04). 12. — Venstre Kindbakke hos samme; a. Kindbakkekjertlens Beholder. (5). 13.—Overleben hos samme, seet fra oven; a. Hjornetakkerne. (551). 14.a.— Hoire Kindbakke hos Myrmica sublevis Ÿ,seet fraden indvendige Side. (91). .b.— Samme, seet fra den udvendige Side. — Venstre rufa å. — Underleben hos Formica rufa §, seet fra neden; a. Enderne af Chitinhalvringen; b. Tungepladerne; c. Bitungerne; d. Hagestotten; e. Hagen; f. Tunge- støtten; g. Læbepalperne. (FA). — Tungen hos samme, seet fra neden; (Bogstaverne have samme Betydning som Fig. 16). (19h). .—Underleben hos samme, Siden; Chitinhalvringen; a Hullerne i samme; h. tredie Par Munddeles Hængsler; k. Tungen; |. Børsteræk- ken paa Bitungernes Rod; (de øvrige Kindbakke (25) 15. hos Formica 1). 16. 172 seet fra a. Bogstaver have samme Betydning som i Fig. 16). (#4). 19.— Underlæben hos Ponera contracta 8, seet fra neden ; (Bogstaverne have samme Betydning som i Fig. 16). (1) 20.— Spidsen af et forreste Skinnebeen hos Formica rufa 9; a. Sporen; b. Fodens Rodende. (#4). 21.— Spidsen af et forreste Skinnebeen hos Ponera contracta %; a. Sporen; b. Fodens Rodende. (1 1). Fig. 22. — Apex tibiæ anterioris Myrmice ru- ginodis $; a. calcar; b. basis tarsi. (T9). II. 1.— Glandulæ pectorales Formicærufæ ; a. receptaculum; b. vas efferens. (354). 2.— Lobus ejusdem glandule. (94). 3.— Glandula mandibulæ Formice fuli- ginose %. (151). 4.— Acervus cellularum secernentium ejudem glandulæ. (°%ı). 5.— Glandula mandibule Formic® fla- væ®. (9). 6.— Glandula metathoracis Formicæ fu- liginosæ Ÿ. (Ph). 7.—Fovea metathoracica ejusdem glan- dulæ. (191). 8.— Cellula secernens duplex ejusdem glandulæ. (99/4). 9.—Lamina pharyngis Formice rufe 3; a. apophyses pharyngis; b. apophy- ses secundariæ. (35/1). 10.—Glandule pharyngis ejusdem; a. cellule secernentes; b. vasa ef- ferentia; c. horum aperture in la- mina pharyngis. (00). 11.—-Glandula venefica Formicæ cuni- culariæ 2; a. vasa secernentia libera; c. re- ceptaculum; b. glandula appendicu- laris. (444). 12.— Apex vasis secernentis liberi Formicæ Fuliginose %. (00). 13.—Particula vasis secernentis intra tunicam receptaculi propriam et intimam inclusi Formicæ rufe %, a parte priore capta. (4). 14.— Particula altera, ab eadem parte ac in fig. 13 capta. (%ı). 8.22. — Spidsen af et forreste Skinnebeen hos Myrmica ruginodis Ÿ ; a.Sporen; b. Fodens Rodende. (774). IM. 1.—Brystspyttekjertlerne hos Formica rufa Ÿ; a. Beholderen; b. Udforingsgangen. (75/4). 2.—Flig af samme Kjertler. .— Kindbakkekjertlen hos Formica fu- liginosa 3. (A). 4.— En Hob af Kjertelceller fra samme ws Kjertel. (5004). 5. — Kindbakkekjertlen hos Formica fla- va 2. (191). 6. — Bagbrystkjertlen hos Formica fuli- ginosa $. (Ph). 7.— Indsænkningen i Bagbrystet til sam- me Kjertel. (194). 8. — Dobbelt Kjertelcelle af samme Kjer- tel. (004). 9.— Svælgpladen hos Formica rufa Ÿ; a. Svælglisterne; b. Bilisterne. (4). 10. — Svelgkjertlerue hos samme; a. Kjertelceller; b. Udforingsgange ; c. deres Aabninger i Svælgpladen. (59074). .— Giftkjertlen laria 9; a. de frie Kjertelror; c. ren; b. Bikjertlen. (YA). hos Formica cunicu- 1 i Beholde- 12.—Spidsen af et af de frie Kjertelrør hos Formica fuliginosa %. (°%/). 13.—Et Stykke af det mellem Beholde- rens to Hinder indesluttede Kjertel- rer hos Formica rufa Ÿ, taget fra dets første Deel. (1). 14.— Et andet Stykke, taget af samme Deel som i Fig. 13. (5%4). 43% Fig. 15.—Particula ejusdem, a parte poste- riore capta. (WA). 16. — Particula ab eadem parte ac in fig. 15 capta, magis aucta. (79%). 17.— Glandula appendicularis venefica Formice fuliginosæ Ÿ. (Ph). 18. — Glandula venefica Myrmicæ rugi- nodis Y; a. vasa secernentia libera; a’. ansa vasis secernentis tunica receptaculi intima inclusi; b. receptaculum; c. glandula appendicularis; d. vagina aculei. (4). 19.— Apex vasis secernentis liberi ejus- dem speciei. (#4). 20.— Particula vasis secernentis tunica receptaculi intima inclusi ejusdem speciei. (%ı). 21.— Finis vasis secernentis tunica recep- taculi intima inclusi Poneræ con- traclæ 3. (10h). 22/— Aculeus Myrmicæ ruginodis Ÿ; a. acus; b. lamina media; c. stipes acuum; d. vagina acuum; e. stipes vaginæ; f. vaginæ exleriores. (4). .15.— Et Stykke af samme, taget af dets senere Deel. (5/1). 16.—Et Stykke taget af samme Deel som i Fig. 15, stærkere forstørret. (29%). — 17.—Bikjertlen hos Formica fuliginosa ¥. (354). 18.— Giftkjertlen hos Myrmica rugino- dis 8; a. de frie Kjertelror; a’. Slyngen af det indenfor Beholderens indre Hinde liggende Kjertelrer; b. Beholderen; c. Bikjertlen; d. Braaddens Skede. (554). 19.— Spidsen af et af de frie Kjertelror hos samme Art. (74%). 20.— Et Stykke af det indenfor Beholde- rens indre Hinde liggende Kjertelror, hos samme Art. (59974), 21.—Enden af det indenfor Beholderens indre Hinde liggende Kjertelror hos Ponera contracta $. (19%). 22. — Braadden hos Myrmica ruginodis §. a. Naalene; b. Bipladen; c. bage- ste Liste; d. Skeden; e. Skedens Stotteliste; f. Sideklapperne. (9/1). Rettelser. Side 289 L. 8 f. — 295 L. — — L. — 296 L. 6 == 2 — 309 L. % Ose) plese) n. Brystkjertlerne læs: Brystspyttekjertlerne 3 f. o. Hanne naf les: Hannen af n. (E. 11 ce) les: (F. 11 br) 5 f. o. Tunica propria paa Beholderen, læs: Beholderens Tunica propria, . n. den ene Side les: den ene Halvdeel Fidensk . Selsk. Skr. VR. nature og math. Aid VB. Meinert Bide td. danske Myrers Naturk TAFetersen re Fudensk Jedck Act ded Skr. V R nature, og math. All VB. Memert Bude tide danske Myrers Naturh IM Petersen sw Ur ‘ danske Myrers Naturh-. Ju. Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Snyltekrebs og Lernæer samt om nogle andre nye eller hidtil kun ufuldstendigt kjendte parasitiske Copepoder. J. Jap. Sm. Steenstrup, os Chr. Fred. Lütken, Professor. Dr. philos. seer mi: ; SAN: ’ Ar ve keep iy i vr i I i N | Lu j i i À ; ie b Ad { A REE Be Fas € i i 2 ik y i 4 am de rn got W if ve ' | ' ' À ; t à i : k x M4 in; | DA i) an ae aachen Kr IN ee ar re: ART Tie CE ANORG A | ay sot AR HAPs SÅ i L PU en i x RON ; i ee vi, i i . a. ab mel nd) he noel dé qui sl i Sd es sak TY, ed: ee NUE u iv , ce. ~ i f eo "| . ' - = tae), aT i | PSA ch 7 « i i i ål i SA DE UNE 3m i tan JS a I "RER ay 4 2 Ls PARLE ARC ' dl 1 i= ra Indledende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi og Systematik. sen vi gaae over til det, som er vor egentlige Opgave, nemlig at beskrive nogle nye eller hidtil kun ufuldstændigt kjendle Arter af Snyltekrebsenes (Siphonostomernes) og Lerneer- nes Grupper, vil det vere hensigtsmæssigt at forudskikke nogle kortfattede Bemærkninger om de almindelige morphologiske Forhold hos Copepoderne. Erkjendelsen af, at alle Cope- poder, saavel fritlevende som parasitiske, ere byggede efter, eet og samme Schema eller Grundplan, i samme Forhold som dette f. Ex. er Tilfældet med alle hedriophthalme ellér med alle podophthalme Krebsdyr, synes nemlig ikke at staae saa klart for de fleste af de Zoolo- ger, som have beskjæftiget sig med disse Dyregrupper,. som nødvendigt er, naar der skal opnaaes en tilfredsstillende videnskabelig Opfattelse af dem. Vel har Dana, der ogsaa besad et mere udstrakt Kjendskab til de fritlevende Copepoders formrige Gruppe end nogen før ham, paa en i det Hele ret tilfredsstillende Maade udredt disse Dyrs Morphologi, men hans Årbeider ere neppe saa almindelig udbredte, at man med Fordeel kunde indskrænke sig til at henvise til dem, selv om man i enhver Henseende kunde skjænke hans Termi- nologi Bifald. Ved vore efterfølgende Bemærkninger om Copepodernes Morphologi have vi iøvrigt ogsaa tilsigtet at give den nødvendige Forklaring af den i det Følgende an- vendte Terminologi, forsaavidt den maatte afvige fra tidligere Forfatteres. Efter vor Opfattelse bestaaer Legemet hos alle Copepoder, fritlevende og snyltende, af 3 Hovedstykker: Forkroppen, Bagkroppen og Halen. Forkroppen /cephalothorax) er sædvanligen udeelt, kun hos Pontella og nogle nærstaaende Former er den deelt i 2 Afsnit; den bærer typisk følgende Dele: Øinene, 2 Par Følere (Antenner), et Par Kindbakker (Mandibler) (hos Snyltekrebsene forvandlede til Stikkeredskaber og omsluttede af en Snabel eller et Næb), et Par Kjæber (Maxiller) og 2 Par Kjæbefødder. Den kan altsaa ligesom Isopodernes og Amphipodernes »Hoved« opfattes som sammensat af 7 Ringe; i Beskrivelser af Lernæformer omtales den som oftest, om end mindre rigtigt, som »Hovedet«. 344 Bagkroppen /abdomen) er sammensat af 5 Ringe, som hos de typiske Former hver bære sit Par Been eller Fødder; et saadant Been eller »Fod« bestaaer af et toleddet Grundstykke og to, typisk treleddede, Grene med talrige Fjerborster. Hos Slægten Cyclops (s. str.) og hos mangfoldige, om ikke hos alle, Snyltekrebs er dog den første Bagkropsring optagen i Forkroppen (hos Saphirinerne synes Forholdet i denne Henseende at variere fra Art til Art), og det forste Fodpar er da anbragt under den bageste Deel af Cephalo- thorax. I de følgende Formbeskrivelser forstaaes derfor ved »Bagkroppen« kun den Deel af samme, der er adskilt fra cephalothorax, og den af Bagkroppens Ringe, som bærer det andet egentlige Fodpar, betegnes som »förste Bagkropsring«, uagtet det egenlig er den anden, og saa fremdeles. Hos mange fritlevende Copepoder er det 5te Fodpar omdannet paa forskjellig Maade for at træde i Forplantningens Tjeneste; hos andre er det rudimentert f. Ex. hos Cyclops (s. str.), og hos de fleste parasitiske Former forsvinder det ganske og med det den tilsvarende Bagkropsring, rimeligviis fordi den er sammen- smeltet med eller ligesom optaget i den hos disse Former saa stærkt udviklede første Hale- ring eller »Kjønsringen«; for denne Tolkning taler maaskee ogsaa, at man hos mange Caliginer og Pandariner netop paa denne Kjønsring finder et, om end kun mikroskopisk, Rudiment af et femte Fodpar. Hos Snyltekrebsene er Antallet af tydelige, frie Bagkrops- ringe saaledes aldrig flere end tre, hver bærende sit (andet til fjerde) Fodpar. At hos mange af de snyltende, mere omdannede eller abnorme Former Grændsen mellem Bagkrops- ringene er utydelig eller ukjendelig, og at saavel Forkroppens som Bagkroppens Lemmer, forfulgte gjennem den hele Række af Snyltekrebs og Lernæer, undergaae en tilbageskridende Omdannelse, indtil fuldkommen Forsvinden, er saa bekjendt, at det kun behøver at antydes. Er det end saa, at der hos Former, som man tidligere har frakjendt ethvert Spor til Lem- mer, dog findes meget tydelige Antenner, Mundfødder og virkelige Fødder m. m., — saaledes som Prof. Brühl*) har viist det for Lernæocerernes Vedkommende og som vi skulle vise det i det folgende for Pennellernes og Lernæernes — er det dog derfor ikke mindre vist, at der gives herhenhorende Former, som mangle ethvert Spor til alle disse Dele, som f.Ex. den i det folgende beskrevne paa Annelider levende ved sin simple Sækform saa eiendom- melige Slægt (Herpyllobius). Halen (cauda, postabdomen) er typisk sammensat af fem Ringe, af hvilke den sidste bærer Halebladene (foliola caudalia s. appendices caudales), to uleddede Blade, hver med (4) Fjerbørster; de kunne vistnok sammenstilles med Isopodernes saakaldte »Hale- vedhæng« og altsaa antages at forestille et Par Halefødder. Kun sjelden findes der rudi- *) Mittheilungen aus dem k. k. zoologischen Institute der Universität Pest. Nr. I. 845 mentære Fødder under de forreste Haleringe, saafremt ikke det før omtalte rudimentære Fodpar paa Kjønsringen skal tydes som et saadant. Paa den første Halering aabne For- plantningsredskaberne sig hos begge Kjøn, og fra den nedhænge de ydre Æggesække eller Æggetraade. Hos de fritlevende Former, hvor denne Ring kun har et ringe Omfang, kan der ikke være nogen Tvivl om, at den virkelig hører til Halen; men hos mange af de snyl- tende frembyder denne saakalte Kjonsring (annulus genitalis), i Overeensstemmelse med Forplantningsevnens betydelige Udvikling, et meget stort Omfang, og det er da bekvemmere og lettere for Oversigten, i Beskrivelserne at opfalte den som et eget selvstændigt Afsnit af Legemet. Som Halen ville vi derfor i det følgende særligt benævne de øvrige fire Haleringe tilsammen, som ligge bagved Kjønsringen og bagved Æggesækkenes Udspring; deres Antal reduceres ofte ved Sammensmeltning, og hos mange mere afvigende Former er Halen uleddet, uden Haleblade eller endog aldeles indsvunden og kun i et yderst ringe Spor erkjendelig. Hos alle ægte Copepoder bestaaer Legemet altsaa typisk af sytten Ringe (7 + 5 + 5), og naar man gaaer ud fra de hoiere Krebsdyr, vil man altsaa kunne sige, at af disses 21 Led ere to Bagkropsled og to Haleled altid aldeles forsvundne, forsaavidt ikke ganske enkelte Copepoder have et større Antal (indtil 7) Haleled. Da vi iøvrigt ikke her ville give en omstændelig Fremstilling af Copepodernes Morphologi eller forfølge de enkelte Fod- og Følerpars Udvikling gjennem den hele Formrække; vil det i denne Henseende være tilstrækkeligt til foreløbig Orientering, at henvise til Tab. 71,72 og 92 af Danas store Krebsdyrværk. Derimod maae vi bede erindret, at det her opstillede Schema for Copepo- dernes Bygning naturligvis ikke passer paa alle Æntomostraca, hverken paa Limulus, Trilo- biterne, Phyllopoderne, Cladocererne eller Ostracoderne eller paa Slægten Argulus, hvilken sidstnævnte Form vi med Zenker aldeles ikke kunne ansee for en Copepod, men snarere vilde henføre til Phyllopoderne som Snyltelivets Repræsentant indenfor denne Gruppe”) Om det vii lade sig anvende paa Cirripedierne er endnu mere end tvivlsomt. De snyltende Copepoders Systematik forekommer os heller ikke at befinde sig paa et aldeles tilfredsstillende Standpunkt, hvad enten man vil holde sig til den af Milne Edwards eller til den af Dana givne Inddeling. Dette er ogsaa folt af enkelte Forfaltere, som i den senere Tid leilighedsvis have beskjæftiget sig med disse Dyrs syste- matiske Sammenstilling og udtalt sig om de forskjellige Familiers Grændser og indbyrdes *) Hermed bortfalder tillige den eneste hidtil bekjendte snyltende Copepod uden ydre Æggesække eller Æggetraade; thi Saceulinerne og Peltogastriderne ere, som Lilljeborg har vist, ikke Copepoder (s. str.), men uden Tvivl Cirripedier. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Kd. 346 Slægtskab. Vi troe derfor allerede her at burde gjøre opmærksom paa et hidtil mindre paaagtet Forhold, som forekommer os at kunne tjene som Ledetraad i den Labyrinth af Former, som bliver tilbage, naar man seer sig nødt til at opgive de bestaaende Gruppe- ringsforsøg. Der er nemlig en Række af Former, hos hvilke Æggesækkene have Form af Traade, i hvilke de flade, skiveformige Æg da ere anbragte i en enkelt Rad eller Stabel over hverandre ligesom Dalerne i en Pengerulle, hvorimod de i den anden Række af Former ere virkelige Sække, i hvilke de mere kugleformige Æg ligge uden Orden og, ligesom hos de fritlevende Saphiriner og Cycloper, ikke i en enkelt Række, men flere ved Siden af hinanden”). — At de her saakaldte »Traade« undertiden ere temmelig korte og tykke og »Sækkene« derimod undertiden meget lange og tynde (f. Ex. hos Chondracanthus Lophü), ophæver naturligvis ikke det Væsentlige i denne Adskillelse. Anvendes dette Skjælnemærke nu paa de af Milne Edwards opstillede Familier af snyltende Copepoder, vil det vise sig, at samtlige hans Caliginer, Pandariner og Dichelestiner have to Æggetraade af den ovenfor omtalte Beskaffenhed, samtlige Ergasiliner derimod to Æggesække ligesom Cycloperne og Saphirinernes Lernæo- podernes meget naturlige Gruppe slutter sig i denne Henseende til Ergasilinerne, frem- deles Slegterne Chondracanthus, Selius og Tucca samt Lerneocera, der hidtil indtog en meget unaturlig Plads i Pennellernes Gruppe. Derimod vil man finde, at denne sidst- nævnte, der ved Udstodelsen af de ægte Lerneocerer faaer et meget naturligt Indhold, har den selvsamme Form og Bygning af Æggetraadene som Caliginerne, Pandarinerne og Di- chelestinerne (til hvilke sidste Slegter Lernanthropus vil vere at henfore) og som Slegterne Clavella, Peniculus og Cycnus, i hvilke Prof. Claus allerede meget rigtig har erkjendt det naturlige Bindeled mellem Pennellinerne og Dichelestinerne**). Det vil endelig ved at an- vende denne Charakteer paa de enkelte Arter indenfor flere af de hidtil beskrevne Slegter vise sig tydeligere, at der i visse Slegter har veret optaget fremmede Elementer, som paa denne Maade kunne og maae udsondres; medens saaledes de ægte Clavella- og Lerneonema-Arter have Æggetraade, har Clavella Scart Kroyer og Lerneonema Musteli van Beneden derimod Æggesække. Men istedenfor at tale imod vor nys udtalte Anskuelse om Æggesækkenes Brugbarhed som Kjendemerke for større Grupper af snyltende Cope- poder, tjene disse tilsyneladende Undtagelser netop til at stadfæste den; thi de to nævnte ‘) Dana har allerede anvendt denne Charakteer forat skjelne mellem » Zrgasiloidea« og »Caligoidea« indenfor hans »Poecilopoda«, men lader den aldeles falde for den anden Afdeling, »Lernæader- nes,« Vedkommende, hvor det hedder »eggs sometimes in baggs or sacs as in the Zrgasiloidea and sometimes in slender tubes as in the Caligoidea«! ”) Man vil heraf see, at de fleste Momenter til den af os foreslaaede systematiske Omgruppering i Grunden allerede foreligge stykkevis, men de vare deels ikke offentliggjorte, deels endnu ikke komne til vor Kundskab, da vi allerede havde naaet det her fremsatte Resultat. 347 Former afvige i Virkeligheden saameget fra de typiske Claveller og Lernæonemer, at de, selv afseet fra Æggesækkenes Beskaffenhed, burde udsondres af de Slægter, hvis Navne de fortiden bære. Resultatet heraf er da, at de to gamle Grupper Stphonostomata og Lernæadæ maae opløses og de snyltende Copepodslægter omordnes i 2 parallele Rækker, som begge begynde med Former, der staae de fritlevende typiske Copepoder temmelig ner, men ende med Slægter, der paa Grund af deres Tilbageskriden og lavtstaaende Byg- ning paa et tidligere Trin af Zoologiens Udvikling endog maatte finde deres Plads blandt Ormene. Tildels vil der derfor kunne paavises analoge Slægter i begge Rækker. A. Med 2 Æggetraade; herhen høre: 1) Milne Edwards Peltocephaler med de to Grupper Caligini*) og Pandarini**), hvis Begrændsning vil blive afhandlet i det følgende. 2) Sammes Dichelestiner (Pachycephali p. p.)***). 3) Clavella-Gruppen (Clavella, Peniculus, Cyenus), til hvilken 4) Pennella-Gruppen (Lernea, Lernæonema, Lernæonicus og Pennella, muligvis ogsaa Sphyrion og Lophura) slutter sig ganske naturligt. (Ogsaa Staurosoma synes at høre til denne Række, den analoge Antheacheres der- imod til den næste; dog trænger dette for den førstes Vedkommende unægtelig til Stad- fæstelse.) B. Med 2 Æggesække. De herhen hørende Former lade sig, idetmindste endnu, let sondre i mindre Grupper. 1) Ergasilinerne (Ergasilus, Bomolochus, Doridicola og Nicothoë.) 2) Lernæopoderne (Tracheliastes, Basanistes, Achtheres, Brachiella, Lernæopoda og Anchorella). 3) Chondracanthinerne (Chondracanthus, Antheacheres, Selius, Tucca, Æthon [Ægge- sækkene ubekjendte] samt »Clavella Scart Kr.« og »Lernea gobina Fabr.«) 4) Lernæocererne: (Lernæocera, »Lernæonema Musteli v. B.« +) samt Herpyllobius arc- ticus nob.) Caligus, Synestius nob., Parapetalus nob , Calistes, Trebius, Dysgamus nob., Gloiopotes nob., Cali- geria, Elytrophora og Buryphorus. Pandarus, Nogagus, Dinematura, Behthrogaleus nob., Phyllophorus, Gangliopus, Perissopus nob., Cecrops 08 Lemargus. Kröyeria (Lonchidium), Pagodina, Eudactylina, Congericola, Ergasilina (Æggesækkene ubekjendte), Lernanthropus, Dichelestium, Nemesis, Lamproglena og Anthosoma Den store Lighed, som der er mellem Hannerne af denne Form, af Lernæopoda-Gruppen og al Chon- dracanthus-Slegten synes ogsaa at tale for, at disse 3 Grupper here naturligt sammen. Om den hidtil ukjendte mandlige Pennella see det folgende. For at forebygge Misforstaaelse ville vi ikke undlade at bemærke, at vi ingenlunde ansee de her for Oversigtens Skyld opregnede Smaagrupper, f. Ex. Ergasilinerne og Chondracanthinerne — 44" 348 | Dog herved vil man vel ikke engang kunne blive staaende; man maa dog vel nu erkjende, at der hverken ved Levemaaden eller ved den ydre eller indre Bygning kan trækkes nogen naturlig Grændse mellem de fritlevende og de parasitiske Copepoder. Prof. Claus har allerede gjort opmærksom paa, at Saphirinerne, hvis Hunner leve i Salper, medens Hannerne leve frit, udvidske Grændsen mellem begge Grupper. Men er dette saa, bør denne Erkjendelse ogsaa komme til Udtalelse i den zoologiske Gruppering, og man maa derfor i vor anden Række (B), bestaaende af Copepoder med Æggesække, foruden de ovenfor antydede fire Grupper af parasitiske Former endnu optage de tildels eller aldeles fritlevende Former, som have den samme Charakteer, altsaa Slægten Cyclops (s. str.) og Saphirinernes Gruppe. Derimod er det tvivlsomt, om Monstrillerne og Thaumaleus-Gruppen høre herhen, da de endnu ikke ere iagttagne med Æggesække. Ogsaa Notodelphys-Gruppen vil her faae sin Plads, hvis Indholdet af dens eiendommelige Ægge- pose kan antages at svare til Cyklopernes to Æggesække og ikke til f. Ex. Pontellernes uparrede Æggesæk. ' En derfra forskjellig Række vil sandsynligvis dannes af de fritlevende Cope- poder, som kun have een ydre Æggesæk, eller af de talrige Slægter, der gruppere sig om Calanus*), Pontella, Harpacticus og Setella. Denne Række, der egentlig burde stilles først, indeholder altsaa for @ieblikket kun fritlevende Former, Rækken A, egentlig den tredie, kun parasiliske Former, hvorimod Formerne i Rækken B gjennemlebe den hele Omdan- nelsesscala fra Cyclops til Lernæocera. Følgende Oversigtstabel vil maaskee lette Opfattelsen af hvad her er udviklet. Een Æggesæk. To Æggesække. To Æggetraade. Calanus Cyclops (s. str.) = Pontella Fritlevende N : Harpacticus ? Monstrilla Former. TRES Setella ? Thaumaleus Saph rind. ? Notodelphys Caligus, Snyltende Ergasilus Pandarus Be Lernæopoda Dichelestium Chondracanthus Clavella Lerneocera. Pennella. eller overhoved Grupperingens Enkeltheder for videnskabeligt begrundede, men tvertimod nære den Anskuelse, at der endnu kjendes for faa Former, til at man tor opstille meer end aldeles provisoriske Familier. *) Kjender man end ikke ægté Galaner med Æggesæk, saa kjender man i alt Fald meget nærstaaende Slægter af selve Calan- Gruppen med enkelt uparret Æggesæk. 349 Materialet til den foreliggende Afhandling bestaaer fornemmelig i pelagiske Snylte- krebs fra Atlanterhavet og skyldes for største Delen Hr. Skibscapitain Dbmd. V. Hygoms i en lang Aarrække fortsatte Indsamlinger til Museet; den er saaledes et Bidrag til en Bearbeidelse af det paa denne Maade tilveiebragte meget betydelige Materiale til Kund- skab om den pelagiske Fauna, som findes opbevaret i Universitetsmuseet; men tillige have vi troet at burde drage ind med i vor Undersøgelse adskillige andre nye eller ufuldstændigt kjendte Former, som kunde tjene til at kaste yderligere Lys over det her behandlede Æmne. Et kort Udtog af denne Afhandling blev indrykket i Oversigterne af Videnska- bernes Selskabs Forhandlinger for 1860 og et endnu kortere Referat af vor Opfattelse af Copepodernes naturligere Gruppering findes i Beretningen om det skandinaviske Natur- forskermode i Kjøbenhavn 1860. Første Række af parasitiske Copepoder: med Æggetraade, indeholdende en enkelt Række af flade skiveformige Æg. Den første større Hoved-Afdeling af denne Række (Caligide Dana, Pelto- cephali M. Edw.) kan charakteriseres ved Skjoldets Form og Antennernes Byg- ning. Skjoldet er nemlig næsten altid halvmaane- eller hesteskodannet, hvilken Form fremkommer derved, at dets Sidestykker fortsætte sig længere tilbage end Midtstykket, saa at dets Bagrand altid er mere eller mindre indhulet; det er næsten altid deelt i to Sidestykker og et Midtstykke, og besidder i Reglen særegne Pandeplader og Randbræmme”). Første Par Antenner er næsten altid”) sammensat af blot to Led, et bredere Grund- led, der bærer en Række Børster eller Torne langs med sin øvre Rand, og et smækkert Endeled, i Spidsen udstyret med nogle Børster; andet Par er altid krogdannet og danner saaledes et Fastholdningsredskab. Denne Afdeling omfatter igjen Grupperne Caligini og Pandarini. Den anden Hovedafdeling (Dichelestide Dana, Pachycephali M. Edv. p. p), der omfatter Dichelestint og Lernanthropodini, har altid det første Folerpar traaddannet og flerleddet [5—10leddet], men det andet danner enten en Tang eller en Haand, eller det er krogdannet ligesom i den første Afdeling. Skjoldet er her aldrig halvmaanedannet og savner altid Randbræmme, Pandeplader og Suturer. ") Kun hos Pandarus 4) savnes denne Bremme saavelsom Skjoldets Suturer, men Pandepladerne fin- des dog, og selv hos P. bicolor er Skjoldets Bagrand endnu concay. Derimod danner Perissopus (Le- pidopus) armatus (2) en Undtagelse, hvis den ellers er fremstillet rigtig hos Dana; dens Skjold er nemlig ikke halymaanedannet. ‘*) Vi kjende ikke nogen anden Undtagelse fra denne Regel end Lemargus muricatus, hvor det er treleddet. 350 Allerede Milne Edwards opstillede en Adskillelse mellem Caligini og Pandarini, og Dana beholdt den, skjøndt med en anden Begrændsning og med andre Charakterer. Milne Edwards charakteriserede den førstnævnte Gruppe ved at den mangler de for den sidstnævnte betegnende Rygblade (elytra), og henferte til den Slægterne Caligus (samt Chalimus), Trebius og Nogagus; til Pandarinerne Dinemura, Pandarus, Phyllo- phorus, Cecrops og Læmargus. Dana adskilte disse 2 Grupper rigtigere ved det Mærke, at Snabelen (Næbet) hos Ca/lzgint er kort og afstumpet (»subovatus, obtusus«) hos Pandarint derimod lang, tynd og spids; men det dertil føjede Skjælnemærke, som laantes af Kjæber- nes (Maxillernes) Form og Stilling, synes at beroe paa en Feiltagelse”). De af Dana til Caliginerne henforte Slægter (Caligus, Lepeophtheirus, Chalimus, Caligeria, Calistes og Tre- brus), høre virkelig meget naturligt sammen, men det er ikke heldigt, naar Edwards og Dana have henført. den med dem saa nær beslægtede Euryphorus — som Dana uden Tvivl ikke har kjendt af Autopsi — til Pandarinerne, fra hvilke det ogsaa synes mindre naturligt at adskille Cecropiderne. Men Caliginerne og Pandarinerne kunne foruden ved Snabelens Form — der vistnok staaer i Forbindelse med en Modifikation af Levemaa- den eller et Snylteliv paa andre Fiskeformer — adskilles ved Formen af første Fodpar, der hos Caliginerne altid har den fra Slægterne Caligus og Trebius bekjendte Form og Bygning, som væsentlig er den samme, hvad enten den indre mindre Gren er tilstede eller mangler, hvorimod dets 2 Grene hos alle Pandariner ere ligeligt udviklede, Endelig ere hos alle Caliginer med Undtagelse af Trebius de to forreste Bagkropsringe optagne i Skjoldet og den sidste alene fri, hvorimod hos alle Pandariner de tre Bagkropsringe ere frie og uafhængige af Skjoldet. Med denne Begrændsning omfatter Gruppen Caligènè de nedenfor anførte 9 Slægter, hvis væsentligste Eiendommeligheder ville træde frem ved følgende Oversigt: ”) Det er nemlig efter vor Mening ikke den samme Del, som Dana benævner saaledes paa begge Steder; hvad han hos Caligini betegner som »maxillæ«, savnes vistnok hos adskillige Pandarini, men gjenfindes ogsaa ofte hos dem i en mere eller mindre udviklet Skikkelse, og altid paa samme Sted som hos Caliginerne; efter vor Opfattelse er denne Deel et Appendix til Grunddelen af andet Par Kjæbefodder, ligesom »hamuli« til andet Folerpar, og ikke noget omdannet selvstændigt Lemmepar. ”) Herunder indbefattet Underslegten Lepeophtheirus (Caligi »lunulis« nullis) og Chalimus-Formerne (Caligi appendice frontali affixi); sely om det virkelig skulde vise sig, at der var Caligus-Former, hvis Hunner gjennem hele Livet sad fast ved en Pandetraad, vilde de dog i det hoieste kunne danne et subgenus af Caligus. Alle os bekjendte Caligini have den saakaldte »furca«; men om »lunule« og Antennernes Hjelpekroge (»hamuli adventitii«) ere tilstede, synes ikke at have generisk Betydning. Vi have derfor ikke optaget disse Forhold i Slægtskjendemærkerne, men væsenlig holdt os til Fod- dernes forskjellige Bygning. Scienophilus van Bened. med meget forlænget Kjonsring og Hale opfatte vi derfor endnu indtil videre som en noget afvigende Caligus-Form, der maaskee kan danne et eget subgenus. A. Fjerde Fodpar er enkelt. (Kun den ydre Gren er udviklet og dennes Børster ere aldrig fjerede.) lo 2. Sail B. Fjerde Fodpar er tvegrenet. (Kun hos Elytrophora (?) og Caligeria ere dets Borster ikke fjerede.) Uden Rygblade. Caligus Mill. (2. &.). Forste Fodpars indre Gren mangler eller er aldeles rudimenter; andet Fod- pars Grene ere treleddede; trediesGrund- led danne en stor Plade, dets Grene ere temmelig smaae og toleddede; de to første Bagkropsringe, som bære andet og tredie Fodpar, ere optagne i Forkroppens Skjold. Synestius nob. (2). Kjønsringen forlænger sig bagtil i Form af’ 4 iøvrigt har den Charaktererne af.Slægten lange kolleformige Forlængelser; Caligus. 3. Parapetalus nob. (2). Kjonsringen er udstyret med en bred Randbremme og Halen med en vinge- agtig Forlængelse paa hver Side. lovrigt har den Charaktererne af Slægten Caligus. 5. Calistes Dana (2). —ı Forste Fodpar har idetmindste Spor til en indre Gren; tredie og fjerde Fodpars Grene ere treleddede. løvrigt har den Charaktererne af Slægten Caligus. Trebius Kröyer (2. 3)*). Forste Fodpar har en mindre, toleddet, indre Gren; anden Bagkropsring, som bærer tredie Fodpar, er fri. lovrigt som hos Calistes. Dysgamus nob. (6). Første Fodpar som hos Trebius; andet, tredie og fjerde Fodpars Grene toleddede; de to forste Bagkropsringe ere optagne i Skjoldet som hos Caligus. Med to Rygblade (idetmindste hos Hunnerne) udgaaende fra den frie Bagkropsring; de to foregaaende Bagkropsringe ere hos alle hidtil kjendte herhen hørende Former ligesom 4. hos Caligus optagne i Forkroppens Skjold. Gloiopotes nob. (2). Forste Fodpar har ikke nogen indre Gren; andet, tredie og fjerde viesentlig som hos 8. Caligeria Dana (2). (Forste Fodpar ubekjendt); fjerde Fodpars ydre Gren er treleddet, den indre mindre *) Smlen. Baird history of British Entomostraca tab. 38 f. 3—4. 352 Caligus; to store pladeformige Ryg- og toleddet; deres Borster ere ikke fjerede; blade dække største Delen af Kjonsringen, de to Rygblade ere smaae. der forlænger sig bagud i Form af to 9. Ehytrophora Gerstäzker (© lange spidse Forlengelser. Forste Fodpar omtrent som hos Trebius, andet og tredie som hos Caligus, men tredie har treleddede Grene; fjerde som hos Caligeria (2). Foruden to smaa Ryg- blade, som findes hos begge Kjon, har Hunnen et Par smaa Blade ved Grunden af Kjønsringen. 10. Euryphorus Nordmann (9. é.). Alle fire Fodpar forholde sig i det Væsent- lige som hos den foregaaende Slegt, men fjerde Fodpars Børster ere fjerede; lige- som hos Elytrophora har Hunnen for- uden de smaa Rygblade, der findes hos begge Kjon, et Par smaa Blade ved Grun- den af Kjonsringen, der hos Hunnen for- holder sig omtrent som hos Parapetalus; hos Hannen har Halen en vingeagtig For- længelse paa hver Side, og hos Hunnen er denne uddannet til en stor Vingebremme. Medens Pandarinerne for den allerstorste Del maae henregnes til den pelagiske Fauna og fornemmelig ere Beboere af Haifiske*), hører det større Antal af Caliginer til Littoralfaunaens »Piskelus«. Som pelagiske Caliginer maae vi dog nævne Caligus Thynni og C. productus Dana (af en Bonito), den nedenfor beskrevne ©. Coryphænæ nod. (af en Dolfin), Caligeria bella Dana (af en Albicore eller Thunfisk), Dysgamus atlanticus nob. og Gloiopotes Hygomianus nob. (ubekjendt, af hvilke Fiske) samt Zuryphorus nympha nob. (af en Bonito). Af de Data, som vi hidtil besidde, synes det altsaa, som om i den pelagiske Fauna For- holdet mellem de store Fiskeformer af Haiernes og Makrelernes Familier og deres Para- siter af Copepodernes Gruppe er dette, at Haierne fortrinsvis plages af talrige Panda- riner, Makrelformerne derimod af et mindre Antal Caliginer. Foruden de ovenfor ' ”) Kun Cecrops og Læmargus, der leve paa Maanefiske (Orthagoriseus, sensu latiore), danne i denne Henseende en Undtagelse. 353 nævnte, i strængere Forstand pelagiske Caliginer fra Atlanterhavet beskrive vi ved denne Leilighed to nye Slægter (Parapetalus og Synestius) fra det indiske Hay (vgsaa af Scom- beroider) og et Par exotiske Caligus-Arter, samt endnu et Par hidtil ubekjendte eller kun ufuldstændigt bekjendte Arter, hvoriblandt en den danske Fauna tilhørende Ferskvands- Art af den samme Slægt. I. Caligus mu. De i det Folgende beskrevne Arter af denne Slægt have alle en Gaffel (furca) med udelte Grene og med Undtagelse af ©. branchialis alle Panderanden udstyret med »lunule«. Foruden de Kjendemerker, som yore Forgængere have draget frem i Forgrunden, have vi fundet, at tvende Forhold, nemlig Formen af de ved Grunden af tredie Fodpars ydre Grene anbragte Torne eller Kroge*), og om der foruden fjerde Fodpars tre Endeborster endnu findes to eller blot een lignende Borste paa dets ydre Rand, egne sig særligt til at anvendes som Artsmærker, da der i Henseende til disse Forhold aldrig er nogen Forskjel mellem de to Kjøn af samme Art. Af de Arter, som vi selv have havt Leilighed til at undersøge, have vi udarbeidet følgende Oversigtstabel: Conspectus specierum generis Caligi nobis cognitarum. A. Lunulæ adsunt; palpi simplices. a. Foliolis caudalibus anum superantibus. *) Pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi, cauda brevis, haud articulata. 1. ©. curtus Müll. Kr. (2 é) (©. Müller! Leach, Nordmann, Baird. C. tricuspidatus Nordm. ; C. elegans v. Beneden**); CO. diaphanus Baird?***) ©. americanus Dana). Annulus genitalis femine rectangularis angulis rotundatis, margine postico concayo, maris latior brevior, postice pluries incisus; cauda brevissima; seta ultima pedum quarti paris longissima, serrata. *) Prof. Kroyer kalder dem »det andet Par Hjelpekroge«, hvilken Benævnelse maaskee er mindre heldig, da de ikke altid have Form af Kroge. De findes iovrigt hos de fleste Caliginer og Pandariner. Om vi end for de fleste af disse Formers Vedkommende kunde være enige med Kroyer i at betragte dette Redskab som henhorende til tredie Fodpars Grunddel eller Pladedel, har det dog ogsaa i mange Tilfælde og navnlig hos Caligus-Arterne været os temmelig tydeligt, at det egentlig udgaaer fra et den ydre Fodgren tilhørende inderste (tredie) Led. — Naar der i det Folgende er Tale om »Hjelpe- kroge«, menes stedse de forreste, til andet Folerpar hørende. ”) Annales des sciences naturelles, 3me serie, Zool. t. 16 p. 91. *™) History of British Entomostraca p. 269 t. 32 f. 1. +) Herrik & Dana, Sillimans Journal, vol. 34 (1838) p. 225, tab. 3—5; Exploring Expedition tab. 93. Vidensk, Selsk, Skr., 5 Række, nalurvidensk og mathem. Afd. 5 Bd. 45 for) 354 C. lacustris nob. (2). | Annulus genitalis fæminæ brevior et latior, margine postico recto; cauda longior, gra- cilior; seta ultima pedum quarti paris longisssima, haud serrata. C, Balistæ nov. (4 9). Annulus genitalis femine forma fere præcedentis, margine postico tamen profunde concavo, maris semilunaris, margine posteriore valde concavo et inciso, angulis externis acutis; cauda brevis, lata; sete pedum quarti paris omnes eadem fere longitudine, raciles, longissime. 7 **) Pedes abdominales quarti paris quinque setis instructi, cauda plus minus elongata, biarticulata vel unarticulata. C. productus Dana (9.) Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore profunde inciso; cauda elongata, biarticulata; pedes quarti paris ramo biarticulato, setæ ejusdem leniter curvatæ, longitudine sensim crescentes, ultima ceteris vix longior. Sete plumosæ in pedibus primi paris nullæ! ©. isonyæ nob. (Q.) Annulus genitalis lageniformis, margine posteriore recto; cauda brevior, haud articulata ; pedes quarti paris ramo triarticulato, sete leniter curvatæ, prima ceteris, longitudine sensim crescentibus, paulum inæqualibus nonnihil major. C. rapax M. Edw., Baird. (9 à.) Annulus genitalis feminæ lageniformis, margine posteriore recto, maris ovalis; cauda femine brevior haud articulata, maris longior, biarticulata, articulo primo breviore; seta prima pedum quarti paris fere recta, cetere leniter curvate, ultima ceteras vulgo plus duplo superans. b. Foliolis caudalibus anum haud superantibus, C. Coryphene nob. (9 à). Hamuli accessorii antennarum desunt; spina ad basin rami externi pedum tertii paris plane recta; annulus genitalis femine elongatus, supra figura scutiformi dorsuali notatus, angulis posterioribus in lobos sat magnos productis, maris latus, brevis, angulis posticis prominentibus; cauda femine elongata, quadriarliculata, maris brevis biarticulata ; sete caudales latissimæ; sete plumosæ filiformes, longissimæ in apice antennarum primi paris nec non in angulis posterioribus annuli genitalis in utroque sexu; pedes quarti paris ramo triarticulato, sete quinque leniter curvatæ, pectinate. 355 B. Lunulæ null», palpi divisi. (Lepeophtheirus Nordm.) a. Furca ramis simplicibus; pedes abdominales quarti paris quatuor modo setis instructi vel quinque, suprema (quinta) rudimentaria. +) Cauda elongata, in fæminis saltem, hand articulata vel biarticulata, segmento anali distincto. 8. C. sturionis Kr.*) (2.) 10. 11. Annulus genitalis femine lageniformis, postice truncatus; annulus abdominis ultimus minus distinctus; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, setæ ullimæ duæ fere æquales, ceteras longitudine pluries superantes. C. salmonis Kr. (C. vespa M. Edw., Lepeophtheirus Strémit Baird) (à 9). Annulus genitalis femine elongatus, rectangularis, angulis rotundatis, margine posteriore profunde concavo, maris parvus ovalis; cauda femine elongata, angusta, maris brevis, lata; seta ultima pedum quarti paris ceteris duplo haud longior. ©. branchialis Mim. (C. gracilis v. Beneden) (9.) Annulus genitalis femine lageniformis, margine postico parum modo concavo, fere recto; pedes quarli paris minuti, seta ultima ceteras tres brevissimas longitudine pluries superans. “) Cauda brevissima in utroque sexu. C. pectoralis Müll. (2 à). Annulus genitalis fæminæ maximus, latus, lageniformis, postice truncatus, maris parvus, orbicularis; cauda minuta; pedes quarti paris minuti, seta ultima ceteras nonnihil longitudine superans. Furca ramis divisis, pedes abdominales quarti paris setis quinque instructi. . C. hippoglossi Kr. (9 à). Annulus genitalis fæminæ mediocris, ovalis, postice bilobus, maris ejusdem forma, sed minor; cauda brevissima; pedes quarti paris sat magni, ramo gracili, seta ultima ceteris fere duplo longior. 1. Caligus lacustris. Stp. & Ltk. (9). (Tab. I, fig. 2). Det er os ikke bekjendt, at man tidligere har angivet nogen Caligus-Art som levende i det ferske Vand; det var derfor en interessant Berigelse for Slegten og for vor Fauna, da Hr. *) Gaffelens Grene vise intet Spor til Klovning hos flere os af Hr. Intendant Malm meddelte Individer, om hvilke det vel ikke er oplyst, af hvilken Fisk de ere tagne, da de fandtes i Goteborgs Museum førend Hr. Malms Tid, men som i alle andre Henseender ganske stemme med Krøyers Beskrivelse , af C.Sturionis. Arten har derfor ifølge disse Individer faaet sin Plads her og ikke ved Siden af ©. hippoglossi. 45" 356 R. Conradsen, Conservator ved Universitetets zoologiske Museum, meddelte det nogle Individer af denne lille Art, alle Hunner, men af noget forskjellig Størrelse, nogle (6™™ lange) af en Gedde fra Fuur-Søen, andre (4™™) tagne af Skaller og Aborrer i Tiustrup So, lige- ledes her i Sjælland. C. lacustris staaer nærmest ved C. curtus Mill., men er allerede ved Stor- relsen saa forskjellig fra denne, at en Forvexling ikke ret vel er mulig; Formen af hele Legemet, af »Palperne«, af »Gaffelen« og af den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren sid- dende, kun svagt krummede Pig er væsentlig den samme. Som Forskjelligheder anføre vi, at Kjønsringen hos C. lacustris (9) er forholdsvis noget mere kort og bred og Halen lidt længere end hos C. curtus (9); at første Kjæbefodpar hos C. curtus har en meget længere og spinklere »Underarm«; at den frie Kropring er temmelig utydelig hos C. /acustris, medens den tvertimod hos C. curtus er skarpt afgrændset, og at fjerde Fodpar hos C. lacustris er forholdsvis længere og smækkrere og dets toleddede Endegrens lange Endebørste uden Sav- takker. Iøvrigt henvise vi til Afbildningerne. Æggetraadenes Længde kan være temmelig betydelig, men retter sig noget efter Individets Størrelse. Museet besidder ogsaa et Par Unger paa Chalimus-Stadiet, hæftede ved deres Pandetraad til Halefinnen af en spæd Cyprinoid; Kjønsringen er her forholdsvis meget smal og Lemmerne, f. Ex. første Kjæbe- fodpar og fjerde Fodpar, kun plumpt og ufuldkomment uddannede; Hjælpekrogene ere tilstede, men Gaffelen lykkedes det os ikke at iagttage”). 2. Caligus Balistæ Stp. & Ltk. (2 å). (Tab. I, fig. 1). Af denne Art have vi fundet en Del Exemplarer paa Kroppen og Finnerne af en vestindisk Dalistes. Hannen bliver 4™™ lang, Hunnen 4Yomm; Hannens Skjold er som sædvanligt større end Hunnens, dens Kjonsring derimod mindre udviklet; den kan hos Hannen beskrives som halvmaaneformig med skarpe og spidse bagudrettede Horn, endende med et Par ganske korte Børster; en lignende Børstegruppe er anbragt paa en lille Vorte paa hver Side af dens hule Bagrand, tæt ved den brede og temmelig korte, uleddede Hales Udspring. ") Antallet af Fierborsterne og Krogene paa hvert enkelt Led af de tre første Fodpar synes at vere temmelig konstant hos Caligus-Arterne, nemlig: første Fodpar har 3 Fjerbørster og 4 kortere Endebørster eller Kroge; andet Fodpars ydre Gren har 4 Pigge og 6 + I + 1 = 8 Fjerbørster; sammes indre Gren har . ........ c6+2+1=9 — ; tredie Fodpars ydre Gren 4 Pigge (foruden den store ved dens Grund) og 4 + 1 = 5 Fierborster; SAMMESFINUTEAGTENMEN tee ee le ee Ce Ce HANE GENE — Af Undtagelser fra denne Regel kunne vi anmærke, at vi hos C. lacustris og C. isonyæ kun fandt 5 Fjerborster paa Endeleddet af andet Fodpars ydre Gren og hos sidstnævnte kun 4 paa samme Led af samme Fodpars indre Gren. 357 Hos Hunnen er Kjønsringen større og tykkere; den har ligesom hos Hannen afrundede Siderande og en indbuet Bagrand, fra hvis Midte Halen udgaaer, men dens Baghjørner erc tykke og afrundede, ikke skarpe og spidse som hos Hannen, og vise tæt ved deres Rand, under Mikroskopet, Spor til nogle Smaapigge. Halebladene ere fæstede til Halens Bag- rand; hos Hannen ere de lidt mere langagtige, hos Hunnen forholdsvis kortere og bredere; hos dem begge ere de udstyrede med 3 tynde Fjerbørster (foruden en mindre paa hver Side), men disse ere hos Hunnen kun halvt saa lange som hos Hannen. Tvertimod hvad der er Tilfældet hos andre Arter, er den frie Kropring her lidt mere udviklet hos Hunnen end hos Hannen, fordi det fjerde Fodpar er noget kraftigere hos hin end hos denne. Første Følerpars Endeled er mere langt og smækkert end sædvanligt, men dets Børster ikke af nogen særdeles Længde. Andet Følerpar og dets vel udviklede Hjælpekroge vise den paa Afbildningerne antydede Forskjel hos de to Kjøn. Første Kjæbefodpar har Tornen paa »Underarmens« øvre (indre) Side siddende temmelig tæt ved den saakaldte »Haand«; andet Kjæbefodpar viser her en tydelig Kjønsforskjel, idet Grundleddet er kortere og bredere hos Hannen og paa sin øvre Rand udstyret med en fremspringende Knude, der møder Ende- krogens Spidse, men ikke er udviklet hos Hunnen. »Palperne« ere smækkre, krumme og spidse, Gaffelens Grene ligeledes temmelig smækkre. Den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er kroget. Fjerde Fodpar er her mere smækkert og langstrakt hos Hannen end hos Hunnen, dets Endegren toleddet og kun udstyret med fire tynde og lange, svagt buede Børster, af hvilke den sidste kun er ubetydeligt længere end de andre. Æggetraadene ere ikke meget længere end Dyrets egen Totallængde. — Adskillige Individer sidde endnu fast ved en Pandetraad af temmelig forskjellig Form, og blandt disse Chalimus- agtige Individer er der endogsaa Hanner af 3"m Lengde, som vel endnu ikke have Kjøns- ringen af fuld Størrelse, men i andre Henseender ere fuldt udviklede, f. Ex. forsynede baade med lunule, furca, hamuli o. s. v. I »Histoire naturelle des Crustacés« t. IM. p. 452 (no. 4) beskrives en C. Kroyeri Edw., 2 Linier lang af en Diodon, men hvor kortfattet Beskrivelsen end er, synes dog Ud- trykket »tronqué posterieurement« om Kjonsringen at udelukke den Mulighed, at det kunde være den her beskrevne Form. 3. Caligus productus Dana. ($). (Tab. III, fig. 6.) United States Exploring Expedition, Crustacea t. If p. 1354 tab. 94 fig. 4. Af denne Art have vi fundet nogle Exemplarer paa den indvendige Side af Gjelle- laaget af en »Barracuda« *), som Capitain Hygom havde fanget paa 30° NBr. og 76° VL.”) *) »Barracuda« kalde de Søfarende en større Makrelfisk af Thynnus-Gruppen. ”) At alle Længdeangivelser i denne Afhandling ere regnede fra Greenwich, vil det ikke være over- fladigt at bemærke. 358 (Danas vare fra 27° NBr. og 19° 30 VL.), og hvoraf enkelte Dele vare blevne opbevarede. De ere alle Hunner (Dana kjender heller ikke Hannen) og have kun en Længde af 4— 5mm, Børsterne i Spidsen af første Folerpar ere korte; andet Par har den sædvanlige smækkre Form. »Palperne« ved Grunden af første Kjæbefodpar ere smækkre og udelte; andet Kjæbefodpar er temmelig spinkelt, Gaffelens Grene lange, smækkre og udelte. Første Fodpar har, som Dana allerede bemærker, slet ingen Fjerbørster; derimod har det tre Krogbørster, aftagende i Længde fra den øverste til den underste, og en noget længere og mere lige Børste. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte stærke Pig er krum. Fjerde Fodpars Endegren er kun toleddet, men dog udstyret med fem glatte Krogbørster, af hvilke den yderste ikke er meget længere end de andre; den Kropring, til hvilken det er fæstet, er lille, men tydelig. Kjønsringen er af Middelstørrelse, elliptisk, bagtil dybt indskaaren eller forlænget i to Lapper, mellem hvilke Halen udspringer, fortil afsmalnende. Borstegrupper have vi forgjæves søgt, uagtet Dana afbilder et saadant i Spidsen af hver af Kjønsringens Lapper. Halen er lang — omtrent saa lang som Kjonsringen — meer eller mindre tydeligt toleddet, saaledes at Artikulationen falder omtrent i Midten, bredere bagtil end ved sit Udspring. Halebladene — mellem hvilke Anus ikke forlænger sig ud — bære hver 3 Fjerbørster foruden nogle mindre Børster. Nogle Individer have korte Æggetraade, omtrent af Halens Længde, andre have dem omtrent af den dobbelte Længde; Dana af- bilder dem endnu længere. Æggene ere meget tykke og derfor forholdsvis faa. De Afvigelser, som man vil kunne paavise mellem Danas Fremstilling af denne Art og vor, forekomme os at være altfor ubetydelige til at kunne vække Tvivl om Identiteten af vore og hans Former. Navnet er mindre heldigt, da det kan give Anledning til Forvexling med O. F. Müllers Caligus productus, uagtet denne nu er en Dinematura, men vi have dog ikke villet ændre det, da dette sandsynligvis vilde avle endnu større Forvirring. 4. Caligus isonyx Sip. & Ltk. (9). (Tab. III, fig. 5.) Der foreligger desværre kun eet Exemplar af denne Art; det er 4'j."m langt, og uden Tvivl en Hun, uagtet det mangler Æggetraade; det er taget af en Sphyrena barracuda fra Vestindien. Panderanden danner ikke, som hos de fleste andre Arter, en jevn Bue med et lille Udsnit i Midten, men en indadgaaende stump Vinkel mellem »lunule«. Kjensringen er temmelig stor, næsten omvendt hjerteformig eller flaskeformig, bredere bagtil, hvor den har en næsten lige (kun yderst svagt indbuet) Bagrand og afrundede Hjørner, og afsmalner derefter med regelmæssig buede Omrids, indtil den naaer den frie Bagkropsring. Halen er temmelig lang og uleddet. Første Følerpars Endeled er smækkert, andet Par udstyret med Bikrog; Palperne synes at have en lille Torn eller Spids paa deres indre Side ved Grunden; andet Kjæbefodpar er 359 temmelig smækkert. Piggen ved Grunden af tredie Fodpar er kroget; fjerde Fodpar er kort og kraftigt, Endegrenen treleddet og udstyret med fem lidt krumme Børster, alle temmelig korte og omtrent lige lange, den øverste lidt større end de andre. Et femte Fodpar antydes maaskee ved de i Kjønsringens Siderand ikke langt fra Baghjørnerne og i selve disse anbragte Grupper af to eller tre smaae Børster. Hæftede til sin Bagrand bærer Halen to smaa brede Haleblade, hvert med tre længere Fjerbørster og en mindre, der er anbragt i nogen Afstand fra de andre paa Siden af Bladet. 5. Caligus rapax M. Edw. (2 3) (Tab II, fig. 4.) ?C. elongatus Nordmann, Mikrographische Beiträge, II p. 24. C. rapax M. Edwards, Histoire des Crustacés III p. 453 t. 38 f. 9-12. C. rapax Baird, History of British Entomostraca p. 270 t. 32 f. 2-3. ? C. leptochilus Leuckart i Frey und Leuckart, Beiträge zur Kenntniss wirbelloser Thiere p. 165. Hr. Lieutenant Koch i Søetaten har meddelt Museet 6 Exemplarer — 2 Hanner og 4 Hunner — af denne Art, som han har tagel af en i Atlanterhavet, paa en Reise til Sydamerika og Vestindien, fanget Hai. Hr. Capitain Hygom har ogsaa samlet til Museet ende] Exemplarer, men alle Hunner, iagne af en Torsk under 57° NBr. og 7° VL., altsaa tet ved Hebriderne, og Hr. Intendant Malm har meddelt os nogle Exemplarer (Hunner), tagne af Munden af en Torsk (Gadus morhua) i Bohuslän. Til samme Art maae vi endelig ogsaa henføre nogle smaa (4'e—6™" lange) Individer, tagne af Huden af en Cyclopterus lumpus*), som ogsaa ere os meddelte af Hr. Malm, og nogle ligeledes temmelig smaa Individer, som ere tagne af Knurhaner i Christianiafjorden, og som vi skylde Hr. Adjunkt Koch. Der kan neppe vere nogen Tvivl om, at det er den samme Art, som Baird har havt for sig, og som efter hans Angivelse ogsaa træffes paa meget forskjellige Fiskearter; den Omstæn- dighed, at nogle af vore Individer ligesom Milne Edwards’s ere tagne af en Hai, synes ogsaa at tale for, at det virkelig er denne Forfatters ©. rapaw; de Afvigelser, som man vil finde mellem vor Fremstilling og Milne Edwards's, forklares vistnok tilstrækkelig ved at den sidstnævnte aabenbart er ufuldstændig og temmelig overfladisk.. Om de citerede Arter hos Leuckart og Nordmann hore herhen, hvilket i det mindste forekommer os meget sandsynligt for den førstes Vedkommende, maae vi lade henstaae uafgjort. Hunnerne naae en Længde af 6'™™; de variere ikke saa lidt — endogsaa Indi- vider, der ere tagne samtidigt paa samme Fisk — i Henseende til, om Skjoldet er mere *) Kroyer omtaler (Danmarks Fiske 2 Bd. p. 517) en lille ravgul Caligus-Art (»C. lumpi Kr.«) som snyltende paa denne Fisk, hyilken derfor muligvis vil vise sig at vere den her omtalte Art. De af Knurhaner tagne Individer have vi ikke kunnet henfore til C. diaphanus Nordm., saafremt Kroyers Beskrivelse, hvad vi forudsætte, i alle Maader er rigtig. O. diaphanus maai al Fald vere en meget nærstaaende Art, men vil dog afvige ved en kortere og plumpere Form af fjerde Fodpar samt ved at dettes Endegren er treleddet og udstyret med fem Børster, af hvilke ingen er synderlig længere end de andre. 360 eller mindre langstrakt, og om den frie Kropring og Kjønsringen ere mere eller mindre udviklede, men hos de fleste gjør Legemsformen dog Indtrykket af at være temmelig lang- strakt. Kjønsringen er temmelig stor, næsten lige bred fortil og bagtil, fortil afrundet, bagtil lige afskaaren eller lidt indbuet med afrundede Baghjørner; de paa vor Afbildning antydede Smaabørster i dens Rand synes ikke altid at være tilstede. Halen er temmelig bred, uled- det, kortere end Kjønsringen, omtrent doppelt saa lang som bred eller noget længere. Halebladenes Fjerbørster ere temmelig lange. Antenner, Kjæbefødder og Fodpar frembyde ikke meget eiendommeligt; der er en tydelig Torn indvendig ved Grunden af andet Følerpar ; »Palperne« og »Gaffelen« ere udelte. Den ved Grunden af tredie Fodpar anbragte Krog eller Pig er kun svagt krummet. Fjerde Fodpar er lidet, dets Endegren toleddet og ud- styret med fem Børster, af hvilke den øverste er næsten lige og kegledannet, de tre næste lidt krumme, men omtrent af samme Længde, den femte længere, i Reglen mere end dobbelt saa lang, ingen af dem savtakkede. Æggetraadene kunne vere lige saa lange som selve Dyrets Krop, men ere ogsaa ofte forholdsvis korte. De indeholde talrige, meget flade Æg. Hannen naaer en Længde af 9mm; ogsaa hos den synes der, efter de faa forelig- gende Exemplarer at dømme, at være en ikke ringe Forskjel i Henseende til Skjoldets Brede og Kjønsringens Udvikling. Fra Hunnen afviger den paafaldende ved den meget mindre, ovale Kjønsring, ved den forholdsvis længere, toleddede Hale”), hvis andet Led er betydelig længere end det første, ved de smallere Haleblade og disses længere Fjerbørster samt ved den massivere Udvikling af andet Par Kjæbefødders Grundled eller Skaft. 6. Caligus Coryphænæ Sip. & Ltk. (8,9). (Tab. IV, fig. 7.) Under 27° NBr. og 19° 30 VL. fandt Dana en Caligus-Art (C, Thynni D.) paa Lege- met af den samme »Bonito«, under hvis Gjællelaag han fandt den nys omtalte C. productus ; paa en beslægtet Fiskeform, nemlig en saakaldet »Dolfin« (Coryphena) har Captain Hygom i de samme Farvande (30° NBr. og 38 VL.) taget et Par Exemplarer af en Art, som unægtelig staaer meget ner ved Danas C. Thynni, men som det dog efter vor Mening ikke kan gaae an at henfore til denne Art, da der viser sig enkelte Uoverensstemmelser, som det vilde være vanskeligt at bortforklare. Senere har Hr. Skibslege Stybe meddelt Museet 3 Hanner af samme Art, fangne paa 23° 31‘ NBr. og 22° 4" VL. Hannen, af hvilken vi have havt Leilighed til at undersøge 5 Exemplarer, har en Længde af 7™™, hvoraf Skjoldet udgjør de 4, med en Brede af c. 3%@™™. Den frie Krop- ring er temmelig stor og bred; dens Omrids beskriver Gjennemsnittet af en Lindse. Kjønsringen er kort og bred og bredest mellem de temmelig skarpt fremtrædende Bag- hjørner”), fra hvilke der udgaaer to lange tynde Fjerbørster og en meget kort Børste; ”) At Halen er toleddet, er ikke antydet paa Bairds Afbildning, men omtales i Beskrivelsen. ”) At Kjønsringen iøvrigt kan variere noget i Formen, sees af Figurerne 7 å og 7 d g. paa Tab. IV. 361 indenfor denne Børstegruppe, omtrent midtveis mellem den og det første Haleled, sees paa hver Side en lignende Gruppe af svagere Fjerbørster”). Halen er omtrent saa lang som Kjønsringen og tydelig toleddet. Halebladene ere ikke som ellers anbragte frit i det sidste Haleleds Bagrand, men udfylde Udsnit i dets Baghjorner, saaledes at Analpartiet forlænger sig ud mellem begge Halebladene; de bære hver 3 meget brede, men ikke paafaldende lange, tæt ved Siden af hinanden stillede Fjerbørster og paa begge Sider af disse nogle faa (høist 4) mindre, hvis Tilstedeværelse og Antal ikke synes at være constant. Første Følerpars korte Endeled er dels udstyret med nogle krogede, kortere og længere, Børster dels med nogle lange traadformede Fjerbørster, og enkelte saadanne optræde ogsaa blandt Grund- leddets øvrige Besætning af korte Fjerbørster. Andet Følerpars Endekrog har en stærk kegledannet Tand midt paa sin indvendige Rand; de saakaldte Hjælpekroge synes at mangle ; »Palperne« **) mellem Snabelen og første Kjæbefodpar ere brede og spidse. Andet Kjæbe- fodpar har et kraftigt Grundled og en middelmaadig Endekrog, men iøvrigt den sædvanlige, regelmæssige Figur. Første Fodpar har tre brede, lidt krumme Endebørster, af hvilke den yderste er savtakket paa sin indre Rand, de andre fjerede; den fjerde, der sidder mellem dem og de egentlige Fjerbørster, er ganske spinkel. De følgende to Fodpar frem- byde det sædvanlige Antal af Fjerborster***); den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er lige og omgiven af en flad Bræmme, hvorved dens Form bliver but. Fjerde Fodpar er temmelig stort og kraftigt; ved Enden af Grundleddet sees en fin Fjer- børste; Fodgrenen er tydelig treleddet; de to øvre Led bære i Spidsen af deres ydre Rand en i Spidsen noget kroget, langs med begge sine Rande kamtakket Pig, der er lidt længere end det tilhørende Led; Endeleddet har tre saadanne Pigge, af hvilke den anden er længere end den første og den tredie igjen en Del længere end den anden, skjøndt ikke dobbelt saa lang. Hunnen, af hvilken vi kun have kunnet undersøge eet Exemplar, bliver 8°" lang, hvoraf Skjoldet udgjør de 3,5mm, med en Brede af 3™™; uagtet den altsaa er absolut større end Hannen, er dens Forkropsskjold baade absolut mindre og relativt smallere. (Under- søgelsen af en større Suite af Exemplarer af andre Arter har forresten lært os, at dette Forhold, om Skjoldet er mere bredt eller mere langstrakt, kan variere ikke alene efter Kjønnet, men ogsaa indenfor dette, og det bør derfor aldrig optages i en Artsdiagnose ; *) Disse Borstegrupper, hvortil vi ogsaa finde Spor hos andre Arter, ere uden Tvivl Rudimenter af et femte Fodpar. (Smlgn. S. 344.) **) Uagtet vi have beholdt denne Benævnelse af Mangel paa bedre, troe vi dog, at, naar man forfølger dette Organ ud over Caligus- Gruppen hos Pandarinerne, vil man finde, at det egenlig kun er et appendix, en Udvæxt fra Grunden af andet Kjæbefodpar. (Smlgn. S. 350 første Anm.). "” Med Hensyn til disse Detailler henvise vi forresten til Figurerne; vi maae dog bemærke, at, uagtet tredie Fodpars indre Gren sædvanlig beskrives som uleddet, have vi dog navnlig her troet at kunne forvisse os om, at den oyersle Fjerborste udgaaer fra et kort øverste Led. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 bd. 46 362 ogsaa Formen af Kjønsringen kan variere endel hos samme Kjøn af samme Art.) Den frie Kropring og dens Fodpar ere noget mindre end hos Hannen, Kjønsringen derimod tykkere og meget længere, og den løber bagtil ud i to tykke, noget udadvendte Lapper eller Forlængelser, i hvis ydre Rand vi have iagttaget en lille Gruppe af to kortere og to længere Fjerbørster. Halen er længere end hos Hannen — ogsaa her omtrent saa lang som Kjønsringen — og efter vor Opfattelse tydelig firleddet. I alle andre Detailler — selv i Formen af andet Kjæbefodpar — have vi ingen Forskjelligheder formaaet at udfinde mellem Han og Hun, naar undtages, at andet Følerpar hos Hunnen mangler den indre Tand paa Endekrogen, men har en fremstaaende Kant eller Pig udvendig ved sin Basis, hvilken dog ikke kan betragtes som svarende til den ellers altid forekommende Hjælpekrog. Sammenligne vi denne Form med Danas Beskrivelse og Afbildning af C. Thynnr, af hvilken ogsaa begge Kjøn ere bekjendte, ville vi finde — foruden nogle Forskjelligheder i Halens og Kjønsringens Form hos begge Kjøn — at C. Thynni har meget længere og tyndere Halebørster, men savner de lange Fjerbørster paa Kjønsringen og Antennerne. I flere andre vigtigere Forhold vil man derimod finde en temmelig neie Overensstemmelse, og maaskee vil Fremtiden vise, at vi ikke burde have adskilt dem. Vor C. Coryphænæ synes ogsaa at staae nær ved C. scutatus M. Edw. (hist. d. Crust. t. III p. 453 no. 7), men da denne er fra de indiske Have, synes det os ikke rimeligt, at det kan være den samme Årt. 7. Caligus branchialis Malm (mscr.) (9). (Tab. II, fig. 3.) C. gracilis van Beneden, Annales des sciences naturelles t. XVI. (1851) p. 90 tab. 2. Under ovenstaaende Navn har Hr. Intendant Malm meddelt os nogle Individer (alle Hunner), tagne paa Gjællerne af en Rhombus maximus fra Bohuslän. Det er uden Tvivl van Benedens ©. gracilis, der ligeledes er taget af Flynder- Arter, men Navnet kan neppe beholdes, saafremt Danas ligelydende Benævnelse for en anden Art, som vi antage”), har Prioriteten. Det er rimeligvis ogsaa denne Form, som Krøyer har truffet paa Gjællerne af Rhombus maximus og hvilken han omtaler som en endnu ubestemt Form”), der har nogen Lighed med C. pectoralis Müll. De foreliggende Individer naae en Længde af 8" =, ere altsaa lidt større end van Benedens; I Habitus, i Henseende til Formen af Skjoldet, Storrelsen af fjerde Fodpar og Formen af Kjonsringen, komme de meget ner til ©. pectoralis Mill.; ligesom denne savne de *) Danas Art synes at være publiceret i 1850, van Benedens i 1851. *) Danmarks Fiske 2det Bind p. 444. 363 lunulæ, og besidde tvedelte »Palper« samt en simpel furca, men Halen, der er smækker og langstrakt, adskiller dem strax ved, første Øiekast fra den Müllerske Art. Halebladene ere smaa og deres Fjerbørster temmelig lange; fjerde Fodpars Endegren er treleddet, men kun udstyret med 4 Pigge, de 3 korte og næsten lige, den fjerde 3—4 Gange saa lang. Æggetraadene ere lange og indeholde talrige flade Æg. Den ved Basis af tredie Fodpar anbragte Pig er ganske lige — i alt Fald i sin ydre Del — ligesom hos C. pectoralis. Forresten henvise vi til vor detaillerede Fremstilling paa Tab. II, som vi ikke have troet det overflødigt at meddele, da van Benedens Figurer ere meget mangelfulde. II. Gloiopotes Stp. & Ltk. (9) Gloiopotes nod. dignoscitur (fæmina) a genere Caligo, quocum forma cephalothoracis, annulos abdominis duos primos amplexi, et forma pedum maxillarium abdominaliumque convenit, foliis dorsualibus (elytris) duobus maximis, fere rectangularibus, annulum genitalem usque ad originem caude obtegentibus, annulo genitali postice in processus duos graciles, caudam longitudine zquanles, excurrente, foliolisque caudalibus cylindricis, stylo uno haud plumoso instructis. Sp. typica: G. Hygomianus nob. Hab. mare Atlanticum æquinoctiale. 8. Gloiopotes Hygomianus Stp. & Ltk. (9). (Tab. V, fig. 9.) Af denne anseelige og merkelige Form har Capt. Hygom fra en af sine Reiser over Atlanterhavet medbragt et Exemplar, men vi kunne desværre ikke oplyse, af hvilken Fisk det er taget. Det er 14™™ langt, temmelig bredt og fladt; en skarp Tverlinie deler det omtrent paa Midten i to Halvdele, af hvilke den ene bestaaer af Forkropsskjoldet, den anden af Rygbladene, Kjonsringen og Halen. Skjoldet er ovalt og temmelig fladt; Pandepladerne ere adskilte ved et svagt Indsnit i Midten; Skjoldets Sidestykker ere adskilte fra Midtstykket og igjen ved buede Tverlinier delte hvert i tre Stykker; den forreste af disse Tverlinier fortsætter sig tvers over Midtstykket og passerer derved en mørk Dobbeltplet, Øiets Pig- mentmasse*); bagtil har Skjoldet — der ligesom hos Caligus har optaget de 2 første Bag- kropsringe i sig — som sædvanlig to dybe, men snevre Indskjeringer. Kjonsringen er betydelig smallere end Skjoldet og ikke meget fyldig; den forlenger sig bagtil i Porm af to noget flade, afsmalnende, i Enden afrundede Forlengelser, der ere ligesaa lange som *) Hvorledes det egentlig forholder sig med @inene, er ikke blevet os ganske klart; men det synes næsten, som om de frembyde en lignende Udvikling og Bygning som hos Saphirinerne. 16" 364 den mellem dem liggende, smalle, uleddede Hale, som igjen fortsættes af to (lidt conver- gerende), næsten cylindriske Haleblade, der hvert ende med en temmelig lang og stærk Børste uden Haar; langs med den ydre Side af Kjønsringens Forlængelser bemærkes under Mikroskopet en Række fine Pigge, hvilken Række afsluttes af et stort og eiendommeligt knivdannet Redskab; det er bladagtigt, med en tykkere, lige Rand, der vender udad og fortil, og en tynd, skarp, takket og buet Rand, der vender bagtil. Kjønsringen dækkes iøvrigt næsten fuldstændigt — naar hine Forlængelser ikke medregnes — af to store flade Rygblade, hvis Form nærmer sig til Rektanglens; dog afsmalne de noget bagtil og begrændses paa Siderne af buede Linier; da de divergere lidt og rage noget ud over Kjønsringens Sider, faaer Legemet her næsten samme Brede som Skjoldet. Følerne og Kjæbefødderne frembyde intet mærke- ligt; andet Kjæbefodpar er ikke meget stort og temmelig smækkert, »Palperne« smalle og spidse. Hjælpekroge og lunulæ mangle, men en Gaffel er tilstede. Bagkropsfodderne frembyde i Hovedsagen en lignende Bygning som hos Caligus-Arterne; tredie Fodpars Grene ere smaa i Forhold til Dyrets. Størrelse; i Enden af første Fodpar findes 1 enkelt og 2 kløftede ganske korte Pigge; Piggen ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren er kort, tyk og krum”). Fjerde Fodpar har en flad, treleddet Endegren, som foruden med de sædvanlige fem Børster, der dog her ere særdeles korte, brede og butte, er væbnet med en tæt Række af kun halv saa store butte Smaapigge. Uagtet Æggetraadene mangle, ansee vi det for afgjort, at det foreliggende Exemplar er en Hun. III. Synestius Sip. & Ltk. (2. Synestius nod. differt (femina) a Caligis, quibuscum eisdem notis convenit ac Glotopotes, annulo genitali postice in processus quatuor subclavatos, caudam elongatam longitudine fere æquantes, producto. Sp. typica: S. caliginus nob. Hab. in branchiis Stromatei paru (Bl.), piscis Indici. 9. Synestius caliginus Sip. & Ltk. (9). (Tab. VI, fig 11.) Af denne Form have vi fundet nogle Exemplarer, alle Hunner, paa Gjællerne af en af Dr. Konig i Trankebar i sin Tid indsendt Stromateus paru (Bl.). Dyrets Totallengde er kun 4Ysmm- Skjoldet er næsten kredsrundt, stærkt hvælvet og fremviser den sædvanlige H-Figur. Pandepladerne ere udstyrede med lunulæ; Kjønsringen er tyk, i Omfang noget større end Skjoldet, og udsender bagtil fire noget kølleformede For- *) Fjerborsternes Antal: andet Fodpars ydre Gren 8, dets indre 9; tredie Fodpars = 6, = 5. 365 længelser, to længere og to kortere; mellem de to længere udspringer Halen, der i Henseende til Længde og Form saa temmelig stemmer med dem, men er mere flad og mere indkneben ved Grunden; dens allerbageste Del synes at være afsondret som et særeget lille Led. Halebladene bære hvert 4 ulige lange og temmelig korte Fjerborster. Hjelpekroge og Gaffel ere tilstede. Folerne, Kjæbefodderne og Fødderne”) ere uddannede som hos Caligus-Slegten; den ved Grunden af tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er stærk og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og udstyret med fem ligelange, svagt krummede, ikke meget lange Børster. Af Æggetraadene rager omtrent en Trediedel ud over Halespidsen. IV. Parapetalus Stp. & Lik. (9. Parapetalus nod. differt (fæmina) a Caligis, quibuscum iisdem notis ac genera precedentia convenit, annulo genitali ala membranacea cincto et cauda alis duabus elongatis retroversis, lunam fere simulantibus, instructa. Sp. typica: P. orientalis nob. Hab. in branchiis Menes maculatæ, piscis Indici. 10. Parapetalus orientalis Stp. & Ltk. (9). (Tab. V, fig. 10.) Af denne lille, kun 3" lange Form fandtes nogle Hunner paa Gjællerne af en, ligeledes af Dr. Konig i sin Tid hjemsendt Mene maculata fra Ostindien. Den er ligesom mange Caligus-Arter udstyret med lunulæ og furca; Folerne, Kjæbefodderne og Bagkropsfodderne ere aldeles Caligus-agtige; den ved tredie Fodpars ydre Gren anbragte Pig er sterk og krum; fjerde Fodpars Endegren er treleddet og ud- styret med fem næsten lige Børster, der tiltage i Længde fra den øverste til den nederste. Kjonsringen er nesten kredsrund og udstyret med en tynd, bagtil meget bred Rand- bremme. Fra Halens forreste Del udgaaer paa hver Side en bagud rettet, bagtil afrundet og bredere, flad Bremme eller Vinge; tilsammen danne disse to Vinger en Figur omtrent som en Halvmaane med brede afrundede Horn, som rage ud forbi selve Halen, der bærer to med fire Fjerborster udstyrede Haleblade. V. Euryphorus Nordmann (2 à). (Tab. VI, fig: 12.) Af Slægten Huryphorus kjendtes indtil for kort Tid siden kun Hunnen, der er kortelig beskreven og afbildet — dette sidste dog ikke aldeles heldigt — i Milne Edwards Histoire des ") Fjerborsternes Antal er hos Synestius caliginus: hos Parapetalus orientalis andet Fodpars ydre Gren: 5 + 1, den indre 7 + 2 + 1; 6+1+1084+ 1 + 1; tredie — 4 + 1 — 6 + 1; 3+1 og 6 + 1. 366 Crustacés (t. III p. 462, tab. 39 fig. 1.). Da Parisermuseets Exemplarer vare fra »de asiatiske Have« og da Afbildningen maa fremkalde den Forestilling, at 2. Nordmanni har et mere udviklet første Folerpar end den Art, som Capt. Hygom gjentagne Gange har taget i stor Mængde i Gjællehulen af »Dolfiner« (f. Ex. paa Lampugus punctulatus Cuv. Val.) mellem Ækvator og 30° NBr. og 24° og 40° VL.*), ansaae vi denne for en ny Art, hvilken vi gave Navn af Z. nympha. Senere ere vi blevne meget uvisse i denne Henseende ved at gjøre Bekjendtskab med en Af- handling af Prof. Kner »Ueber Männchen und Weibchen von Zuryphorus Nordmanni Edw.« (af Wiener Akademiets »Sitzungsberichte« for 1859), hvori Forfatteren giver Oplysning om Slægten efter 5 Exemplarer fra Zanzibar; thi uagtet der er overmaade meget i Prof. Kners Gjengivelse af denne Dyreforms Eiendommeligheder, der er forskjelligt fra hvad vi have fundet, have vi dog en Fornemmelse af, at han har havt den samme Art for sig, som vi; og da Wienermuseets Exemplarer vare fra det indiske Hav ligesom Parisermuseets, bliver det os "temmelig sandsynligt, at det er den samme Art, som er truffet i begge Have”). Desværre har Prof. Kners Materiale ikke været stort nok til at tillade ham en udtømmende Undersøgelse; han har ganske vist ikke havt Lykken med sig, men synes heller ikke at have havt det nødvendige forudgaaende Bekjendtskab til de nærmest beslægtede Former. Hans Analyse af de forskjellige Fodpars Bygning er uheldig for begge Kjøn. Det er derfor ingenlunde over- flødigt at meddele en ny Beskrivelse og Afbildning af Dyret; det vil deraf fremgaae tydelig nok — uden at nogen yderligere Bevisførelse er nødvendig — at Slægten hører hjemme i Caliginernes og ikke i Pandarinernes Gruppe. Den faaer sin Plads ved Siden af Caligeria og Elytrophora. Hunnen er 11—12mm Jang.” Forkroppens Skjold er næsten kredsrundt, svagt hvælvet, iøvrigt af den hos Caliginerne sædvanlige Form og Bygning, og navnlig har det i sig optaget de 2 første Bagkropsringe ligesom hos Caligus-Slægten. Øinenes Beliggenhed er os ikke ganske klar, da der sees forskjellige Dannelser paa Skjoldets Rygflade, som kunde antages derfor; sandsynligvis er det dog to runde Pletter, der ligge tæt ved hinanden lidt foran Hets Tverstreg***). Den frie Bagkropsring bærer to smaa bagtil afrundede Rygblade. Kjønsringen er kredsrund, skiveformet og har et lignende Omfang som Forkroppens Skjold, ") De enkelte Lokaliteter er: 30° NBr. og 38° VL.; 0° Br. og 24° VL.; 13° NBr. og 30° VL.; 21° NBr. og 40° VL. “) Der mangler desværre endnu næsten alle præcedentia for at bedømme, hvorvidt man bør forkaste en Forms Henførelse til en i Litteraturen optagen Art, blot fordi hin er fra Atlanterhavet og denne fra det indisk-stille Ocean, eller omvendt. Ere de større pelagiske Fiskeformer i det hele fælles for disse to store Havbækkener, eller have de hvert sine charakteristiske Arter? Der vides saalidt derom, at den ene Antagelse for Tiden synes at være ligesaa berettiget som den anden. Vi hælde mest til den sidste og ere derfor heller ikke tilbeielige til at antage, at samme Art af Snyltekrebs forekommer i begge Have, saalænge dette ikke ved umiddelbar Sammenligning er godtgjort. 1 dette bestemte Tilfælde er rigtignok Milne Edwards Udtryk: »des mérs d'Asie« noget ubestemt og vel skikket til at vække adskillige Betænkeligheder. ””) Jalfald antage vi for afgjort, at, hvad Prof. Kner anseer for Øinene, ikke er det. 367 men skylder sin store Udbredning til en ringformig Hudbræmme, som paa hver Side af Halens Udspring tillige danner et lille fremspringende Blad; Halen er næsten saa lang som hele den øvrige Krop, tynd, men i største Delen af sin Længde udstyret med en særdeles bred, flad Hudbræmme, der som et nedhængende Gevandt forlænger sig ud forbi den bageste frie Del af Halen, men forresten kan frembyde nogen individuel Variation i Hen- seende til Form og Størrelse. Halens allersidste Stykke er afsondret som et eget Led og bærer to smaa Haleblade med fire Fjerborster. Æggetraadene kunne være noget længere end Dyrets Totallængde. Hannen er kun 6—7™™ lang; Skjoldet og Rygbladene vise ingen væsentlig For- skjel fra Hunnens, men Kjønsringen er smal og langstrakt og mangler baade Bræmmen og de bageste Smaablade; Halen er kort og bred og kan beskrives som dannet af tre Led, af hvilke det første ligesom hos Hunnen har en bred Bræmme, men denne er tillige saa kort, at det hele faaer en lignende Halvmaaneform som hos Parapetalus (2). — Følerne, Snabelen og Munddelene forholde sig som hos Caliginerne; lunulæ og hamuli mangle, derimod er der en Gaffel; »Palperne« ere brede. Første Fodpar minder ganske om Slægten Trebius og har foruden den ydre Caligusagtige Gren en indre mindre med tre smaa Fjerborster; andet og tredie Fodpar have to vel udviklede treleddede Fodgrene med talrige Fjerborster*); af fjerde Fodpar er den ydre Gren treleddet og udstyret med fem Pigge og adskillige Fjer- børster, den indre derimod kun toleddet, men ogsaa udstyret med Fjerbørster. Det for- bindende Midtstykke er som sædvanligt stærkest udviklet paa tredie Fodpar, svagere paa andet og mangler saagodt som ganske paa fjerde. Alle disse Dele ere eens hos begge Kjøn. Adskillige Hanner holde endnu Hunnerne omfattede ved Kjonsringen, idet de vende Bugsiden mod hinanden, og en Spermatofor — af den hos denne Slægt som og hos Caligeria og Elytrophora**) bekjendte Form — er da ofte anbragt mellem første Fodpar og andet Kjebefodpar paa hver Side. = Euryphorus Nordm. differt a genere Caligo foliolis dorsualibus (elytris) duobus minutis in annulo abdominali tertio, pedumque abdominalium primo pari biramoso, ramis biarticulatis, secundo ac tertio ramis triarticulatis, quarto biramoso natatorio, setis plumosis instructo, ramo interno biarticulato, externo triarticulato. Femina dignoscitur annulo genitali disciformi, ala membranacea cincto, posticeque *) Første Fodpars ydre Gren har 4,..... dets indre 3 Fjerborster; andet = — 6+1-+ 1, dets eA APY ae eli tredie — — SAD SER AL st RL AK at er pi Metal fjerde 4+1,...dets indre A aa ”) See Milne Edwards |. ec. p. 462, Dana I. c. p. 1361 tab. 94 f. 8h, Gerstäcker, Archiv für Naturgeschichte XIX, I (1853) p. 60. tab. III f. 13. 368 foliola duo minuta emittente, cauda longissima, maximam partem ala latissima membranacea instructa. Mas annulo genitali fere rectangulari, nec alam nec foliola emittente, cauda brevi, lata, annuloque ejusdem primo ala brevi, lata, lune formam fere simulante, instructo. — Species a nobis observata habitat in cavitate branchiali Lampugi punctulati et forsan etiamñ aliarum specierum Coryphænidarum maris Atlantici æquinoctialis, semper parieti clavi- culari hujus cavitatis adherens *). VI. Dysgamus Sp. & Ltk. (3). Dysgamus nod. differt (mas) a genere Caligo modo pedibus abdominalibus omnibus biramosis, ramis biarticulatis, natatoriis, setis plumosis instructis. Sp. typica: D. atlanticus nob. hab. mare Atlanticum æquinoctiale. 12. Dysgamus atlanticus Sip. & Ltk. (à). F (Tab. IV, fig. 8.) Der foreligger af denne lille Art en halv Snees Exemplarer, som Prof. Reinhardt og Captain Hygom have taget paa forskjellige Steder mellem 8? NBr. og 28? NBr. øg mellem 21° og 36° V.L.**), sandsynligvis frit svømmende i Vandet. De ere alle omtrent af samme Størrelse, nemlig c. 3,5" lange (Haleborsterne ikke medregnede) og 2"" brede over Skjol- dets bredeste Del. Formen er temmelig plump, tyk og noget hvælvet, Bagkrop og Hale kun lidet udviklede i Sammenligning med Skjoldet, der har den hos Caliginerne sædvanlige Form. Den frie Bagkropsring er oval. Kjonsringen er lidet udviklet, af en afrundet sexkantet, noget langagtig Form; den første Halering er lille og kort, den anden sexkantet, saaledes at de to brede Haleblade, der ere udstyrede med fire lange Fjerbørster, ere fæstede til de 2 Sider, der vende udad og bagtil. Pandepladerne ere store, men uden lunulæ; første Folerpar er langs med dets Grundleds øvre Rand udstyret med c. 6 temmelig lange Fjerbørster og dets korte Endeled bærer yderst foruden nogle korte c. 4 ligeledes ret anselige Fjerborster. Hjælpekroge mangle. Snabelen er afstumpet og kort som hos en Caligus; andet Kjæbefodpar har et tykt Grundled med en fremspringende Knude eller saakaldet »Tommel«. En Gaffel er ogsaa tilstede. Første Fodpar forholder sig som hos Euryphorus og Trebius; de tre følgende ere alle udstyrede med 2 veludviklede, toleddede, med talrige Fjerborster***) forsynede Grene, den ydre Gren tillige som sædvanligt med en *) Artens Fasthæftelse i lange og tætstillede Rader til Gjællehulens Bagvæg lader os formode, at denne Form af »Monoculus« allerede af Isert blev iagttaget paa en »Bonite«, fanget paa Reisen til Guinea. Isert: Reise nach Guinea S. 14—15. (1788). De enkelte Lokaliteter ere: 8° 44' NBr.; 27° 53! NBr. og 25° 3'VL.; 22° 4'NBr. og 249240! VL.; 23° 47! NBr. og 24° 31'VL.; 10° 22' NBr. og 21° 16' VL.;:20° NBr. og 36° VL.; 28° NBr. og 21° VL. Første Fodpar har paa den ydre Gren 4, paa den indre 3 Borster; andet — — 6+1, — 8+1— tredie — — 5 +1, — 5 +1 — fjerde — — 5—+t1, — 5 +1 — x =) 369 Række afPigge i Randen; i Henseende til Midtstykkets Udvikling paa de forskjellige Fodpar er ogsaa den sædvanlige Regel, der gjælder for alle Caligini og Pandarini, overholdt. Et Rudiment af et femte Fodpar sees omtrent midt paa Kjønsringens Siderande. I Modsætning til den foregaaende udmærker Pandarinernes Gruppe sig ved sit lange og spidse Næb eller Snabel og derved, at første Fodpars Grene ere ligeligt udvik- lede — idetmindste hos alle os bekjendte Former. Der finder her aldrig nogen Sammen- voxning Sted mellem Skjoldet og de to første Bagkropsringe, der bære andet og tredie Fodpar; disse Ringe ere altsaa forsaavidt altid frie, selv om de underliden ere sammenvoxne indbyrdes. Hunnerne have altid fra 1 til 3 Par Rygblade, som udgaae fra Bagkroppens Ringe ; Hannerne kunne derimod mangle dem, og dette Forhold kan derfor ikke benyttes til at charakterisere Gruppen i Almindelighed. Desuden kunne Hunnerne have mindre Rygblade udgaaende fra Halepartiet. Gjennem den hele Gruppe — men saavidt hidtil vides. kun hos Hunnerne, naar man seer bort fra de to Slægter Cecrops og Læmargus (Cecropidæ Dana) — gaaer der en vis Tilbøielighed til at omdanne Fødderne, saaledes at dé enten blive aldeles rudimentære eller omdannes til bladagtige, bløde, børsteløse Plader, der maaskee træde direkte i Aandedrættets Tjeneste; undertiden er dette dog ikke Tilfældet med noget af Fodparrene (f. Ex. hos Hunnen af Nogagus paradoxus), oftere kun med det sidste (Dinematura-Hunnerne), men hos andre Former mere eller mindre med dem alle. Kjønsringen har hos de fleste Hunner et meget betydeligt Omfang og Æggetraadene ofte en langt større Længde end hos Caliginerne. Med Undtagelse af Cecropiderne ere alle Pandariner hidtil fundne paa Haier, forsaavidt det overhovedet er bleven optegnet, paa hvilke Fiske de ere fundne, og forsaavidt som de ikke ere fundne svømmende frit i Vandet, hvilket rimeligvis er Tilfældet med flere af Hanformerne. Et meget beklageligt Hul i Kundskaben om denne Gruppe er det, at man — naar vi ikke medtage Cecropiderne, — kun kjender begge Kjøn af en eneste Art, nemlig af den saakaldte Nogagus paradoxus (Otto). Af alle de andre beskrevne Artsformer kjender man enten kun Hannen eller kun Hunnen”), og Forholdet stiller sig saaledes, at af de i Milne Edwards »Histoire des Crustacés« opførte Slægter omfatte de 3, nemlig Dinemura, Phyllophorus og Pandarus, hvortil dog endnu komme de senere opstillede Slægter Gangliopus og Lepidopus, kun Hunner, Nogagus samt Specilligus Dana kun Hanner, naar undtages N. paradoæus, som kun hypothetisk henføres til Slægten. Vi see os desværre ikke i Stand til at udfylde dette Hul, men kunne dog ikke undlade at opkaste og drøfte det Spørgsmaal: mon ikke *) Vi skulle i det følgende gjøre Rede for de Tilfælde, hvor det Modsatte angives, og vise, at de neppe kunne bestaae en Kritik. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk og mathem, Afd. 5 Bd. 47 370 de i Nogagus-Slægten sammenstillede Former skulde være Hannerne netop til de Hunformer, der henføres til de ovennævnte 5 Slægter? Man vil nemlig finde, at alle saakaldte Nogager — selvfølgelig med Fradrag af N. paradoxus (9) — ere regelmæssigt udviklede Former med fire vel udviklede Par Svømmefødder, hvorimod Hunformerne faae deres særlige charakteristiske Præg ved Udvikling af Rygblade, ved en stærk og abnorm Udvikling af Kjønsringen og ved Føddernes mere eller mindre fuldstændige Omdannelse. Og fastholder man, at der gjennem de parasitiske Copepoders Formrække i Almindelighed gaaer en lignende, om end ikke altid saa stærkt udpræget, Kjønsforskjel, saaledes at Hunnerne ere de mere ubevægelige og stillesiddende, Hannerne de mere livlige og frit bevægelige, synes der virkelig ikke fra denne Side at kunne indvendes noget imod at betragte Nogagus- Arterne som Hannerne ikke alene til Dyr, der ligne N. parodoæus (2), men ogsaa til Hunnerne i Dinematura-, Pandarus- og de andre ovennævnte Slægter. Imidlertid skulle vi ikke nægte, at der ellers endnu pleier at være en vis habituel Lighed mellem Han og Hun, selv hos Former, hvor de to Kjøn i andre Henseender ere meget forskjellige, som f. Ex. hos Euryphorus, Cecrops, Læmargus, Lernanthropus, —en Lighed, der maaskee nærmest skyldes en vis Overensstemmelse i Hudskelettets Uddannelse, men som her i de fleste Tilfælde vilde savnes. Naar man f. Ex. gjentagne Gange har fundet Pandarus Cranchi (2) sammen med Nogagus Latreilü (6), og dog endnu er ude af Stand til at paavise andre mere tilsvarende Kjønsformer til disse to formentlige Arter, ligger det nær at see den samme Art i dem begge, hvor forskjellige de end maatte være forresten; men skjøndt dette ikke er det eneste Tilfælde, hvor Overens- stemmelsen i de respektive Formers Forekomst kunde synes at tale for deres specifiske Identitet, maa man dog paa Sagens nuværende Standpunkt indskrænke sig til at henstille dette Punkt til nærmere Undersøgelse. Endnu maa man opføre alle Hanformer som Arter af Nogagus, Hunformerne som Arter af Dinematura, Pandarus 0. s. v., saalenge ikke direkt lagttagelse bringer Spørgsmaalet til Afgjorelse. VII. Om Caligus productus 0. Fr. Müller og Slægten Dinematura Latreille. Som bekjendt beskrev ©. Fr. Müller i sit Værk »Entomostraca seu Insecta testacea, qua ete.« (1785), 2 Arter af snyltende Copepoder, den »korte« og den”»lange Fiskelus«, Caligus curtus og C. productus. Denne sidste, der senere blev Typus for den afLatreille‘) opstillede Slægt Dinemura (eller Dinematura, hvortil Burmeister vistnok med Rette har ændret det), er uheldigvis aldrig senere bleven -gjenkjendt af nogen Zoolog, og derved er *) I 2den Udg. afCuviers vrègne animale t.4 p. 197. Med Hensyn til det Historiske, Slægten vedkom- mende, henvise vi iøvrigt til Burmeisters (paa nedenanforte Sted) og Krøyers (Naturhist. Tidsskr. 2det Bind p. 45 og følg.) Bemærkninger derom. der opkommet en Usikkerhed og en Forvirring, der truer med at blive saa indviklet og haardnakket, at vi maatte ansee det for vor Pligt at bidrage vort til at løse Knuden, da Tilfældet havde sat os istand til, som vi mene, at erkjende den Müllerske Art og til at udrede dens Synonymi. Dinematura producta er allerede beskreven og afbildet ikke mindre end fem Gange; første Gang 1780 af Herbst i »Schriften der Berlinischen Gesellschaft naturforschender Freunde«, første Bind, i en Afhandling »Beschreibung einer sehr sonderbaren Seelaus vom Hemorfische« p. 56—67; Kobbertavlen (Tab. Ill) giver en efter Tidens Leilighed ikke daarlig og temmelig detailleret Fremstilling af Dyret. Herbst havde sine Individer fra Pastor Chemnitz her i Kjøbenhavn, og denne havde dem atter fra Færøerne med den Oplysning, at de havde siddet paa Halen af et Individ, »tre Alen langt og tykt som en Sæk, afFisken Hemor«, hvilken beskrives som »en meget stor Rovfisk med meget skarpe Tænder, som kun sjelden bliver fanget, fordi den bider Snorene over«. Det færøiske »Hæmar« er aabenbart det bekjendte nordiske »Haamær«, hvormed flere Hai-Arter betegnes, men som dog, efter hvad Hr. Sysselmand Muller i Thorshavn har meddelt os, paa Færøerne ikke bruges om Havkalen (Haaskjerdingen), men om en mindre Hai- Art, hvori han med Sikkerhed troede at gjenkjende vor Sildehai (Zamna cornubica). Universitetets zoologiske Museum har nu ogsaa virkelig faaet flere Exemplarer (Hunner) af denne Fiskelus netop fra Færøerne, og Indsenderen af disse, Hr. Sysselmand Müller, har paa senere Forespørgsel bestemt erklæret, at han var overbevist om, at de netop vare tagne af den saakalte »Hæmar« eller »Haamær« og ikke af Havkalen. Universitetets physiologiske Museum besidder endvidere en særdeles smuk Gruppe af Hunner af Dinematura producta, siddende tæt sammen paa et Stykke Skind af en Hai; dette angives vel paa Etiketten at være af Scymnus glacialis, altsaa af Havkalen eller Haaskjærdingen, men Skjællenes Form viser, at dette er urigtigt, Da en Zamna cornubica, som var fanget i Øresundet, for kort Tid siden blev forevist her i Byen og kjøbt til Universitetets zoologiske Museum, fik vi Leilighed til at overbevise os om, at det omtalte Stykke Haiskind virkelig har tilhørt just denne Art og paa hvilken Del af Kroppen det er taget. Fisken bar talrige Spor af Fiskelus, men dengang den blev forevist her i Byen, var der kun eet Individ paa den, og dette var netop en Dine- matura producta*). Af denne Art have vi endelig ogsaa havt Leilighed til at undersoge et Stykke, som Hr. Intendant Malm selv har taget paa en Lamna cornubica. O. F. Muller angiver ikke, hvorfra han havde sit Exemplar, men da hans Bog kun er 5 Aar yngre end Herbsts Afhandling, forekommer det os meget rimeligt, at det hidrorte fra den samme færoiske Sending. Müllers Afbildninger og hele Frem- stilling er mindre tilfredsstillende end Herbsts; han angiver kun, at Arten først var ”) Vi skylde Hr. Justitsraad Olrik, der havde Leilighed til at undersøge Fisken førend nogen af os, at Museet kom i Besiddelse af dette Individ. i 47° 372 fundet paa en Hai, »hvoraf Navnet Femorlaus«, og senere paa Laxen, hvilken sidste urigtige Angivelse hidrører derfra, at Müller til sin Caligus productus ogsaa henforte Binoculus salmoneus Fabr. (Caligus salmonis Kr.) paa Grund af Fabricii Udtryk: cauda tretraphylla. Under Navn af Pandarus Lamnæ træder den os igjen imøde i en Række af Be- skrivelser af brittiske Dyr (Illustrations in British Zoology), som Johnston meddelte 1835 i Loudons »Magazine af natural history« (vol. VIII p. 203). Johnstons Exemplarer vare tagne af en »Beaumaris Shark« (»Lamna monensis«*) i Berwick Bay. Under Navn af Dine- moura Lamnæ har Baird optaget den i sin »Natural history of the British Entomostraca« (Ray Society 1850) p. 286, tab. 33 f. 6—7. Han har erkjendt, at det var Herbsts »Seelaus vom Hemorfische«, men uden at dette, mærkeligt nok, har ledet ham til at erkjende, al det var Müllers Ca/igus productus, som han havde for sig. Baird anfører ikke noget andet Fund af denne Snyltekrebs end det Johnstonske, og det lader ikke til, at han har havt Leilighed til at undersøge denne Forfatters Exemplarer; han synes blot at have ost af Johnstons Beskrivelse og at have indskrenket sig til at give en forbedret Copi af hans Tresnitsfigur. Endelig har van Beneden i 1857 beskrevet og afbildet det samme Dyr under et tredie Navn, nemlig som Dinemoura elongata, i en lille Afhandling »sur un nouveau Dinemoure provenant du Scymnus glacialis« i »Bulletin de l'académie royale de Belgique 1857« p. 226 c. tab: Forsaavidt man skulde være tilboielig til at troe, at han havde havt en anden Art for sig, er det af Vigtighed at vide, at van Beneden havde faaet sine Exemplarer af Etatsraad Eschricht og at de ere tagne af det ovenfor omtalte færøiske Hud- stykke, fra hvis urigtige Etikettering, som værende af Scymnus glacialis, den anførte urigtige Angivelse i Afhandlingens Overskrift hidrører””). *) Saavel engelske som skandinaviske Ichthyologer antage, at Lamna monensis og cornubica ikke ere forskjellige Arter, og der foreligger neppe gyldige Grunde til at forfægte en modsat Mening. ™) Det lønner sig ikke at indlade sig paa en speciel Kritik af Herbsts og Müllers Fremstillinger af dette Dyr, men da de begge stemme overens deri, at de lade Skjoldets Underside være inddelt ved Tverlinier i 3 Felter og afbilde en Knap eller Knude foran Snabelens Grund, tæt ved Skjoldets Rand, maae vi dog udtrykkelig bemærke, at vi intet saadant have forefundet. Halens Underflade er ufuldkomment fremstillet hos dem begge, og Mullers Fremstilling af Svømmefødderne er endnu mere forvirret end Herbsts. Vi finde Professor Krøyers Formodning (Naturh. Tidsskr. 2det Bd. p. 47 i Noten), at Müller har havt et tørret Exemplar i en kjebenhavnsk Insektsamling for sig, meget rimelig, men begribe ikke ret, hvorledes Krøyer er kommet til det Resultat, »at det er fordi Müller har misforstaaet Fabricius, at han henregner dette Dyr til den nordiske Faunas, da jo Herbstes Exemplar udtrykkeligt var angivet at være fra Færøerne. Vi ville heller ikke opholde os ved Johnstons Fremstilling, uagtet den i enkelte Punkter (navnlig i hvad der angaaer Skjoldets Bygning og de i dets bageste Indsnit optagne Kropringe) er unoiagtig, da vi dog ikke nære nogen Tvivl om Identiteten med den foreliggende Form. Van 373 Hvad der noget kan tale til Undskyldning for van Beneden, naar han har troet at erkjende en ny Art i de ham af Etatsraad Eschricht overladte Dyr, er en forudgaaende Feiltagelse af Dr. Gerstäcker, som i en Afhandling: »Ueber eine neue und eine weniger gekannte Siphonostomen-Gattung« i »Archiv für Naturgeschichte XIX Jahrg.« p. 63 tab. 4 beskrev og afbildede under Navn af Nogagus productus — fordi han nemlig deri troede at gjenkjende Müllers Caligus productus — den Art og sandsynligvis endogsaa de selv samme Exemplarer af denne, som i sin Tid have afgivet Materiale til Opstillingen af Ottos Caligus heptapus*), senere af samme Forfatter omdøbt til Caligus paradoxus”), og af Nordmanns Binoculus sexsetaceus***). Hildet i denne Feiltagelse troer Dr. Gerstäcker derfor at kunne bebreide Milne Edwards, at han har optaget Caligus productus i Slægten Dinematura, »med hvilken den kun har en fjern Lighed.« Hr. Gerstäcker har her ikke været ret heldig; hans Nogagus productus er ikke den Müllerske Caligus productus og maa altsaa beholde Navnet Nogagus+) paradowus (Otto), hvis man ikke vil gaae tilbage til det Artsnavn, hvorunder den oprindelig er opstillet; og skjøndt den ærede Forfatter paa flere Steder udtaler sig med megen Bestemthed om Identiteten af de omhandlede Former, burde dog Millers Fremstilling af det sidste Fodpar have overbevist ham om det Mod- satte. En anden Sag er det, at Caligus productus Mill. heller ikke godt kan blive staaende i Slægt med de Edwardske Dinemurer (Zehthrogaleus nod.), hvorom mere siden; men da Latreille, som har opstillet Slægten Dinemura, netop har opstillet den paa Caligus productus, er det dog virkelig ubilligt at bebreide Milne Edwards, at han undte denne Art Plads indenfor Slægten. Ligesaalidt har Prof. Krøyer havt Uret i — hvilket Gerstäcker ogsaa yttrer — at henføre den af ham opdagede nye Art (D. ferox) til Slægten Dinematura, da D. ferox Kr. netop er den eneste af de andre hidtil beskrevne, saakaldte Dinematurer, der Benedens er i mange Henseender mangelfuld, og dens Overfladiskhed røber sig strax, naar han fortæller, at Caligus productus tjente som Typus for Rafinesques Slægt Dinemurus, der, som bekjendt, Intet har med Latreilles at gjøre. Ufuldkomnest er hans Fremstilling af Skjoldet og de frie Bagkropsringe, om hvis virkelige Forhold hans Figur ikke giver den fjerneste Forestilling. Det underste af de tre Haledækblade omtales ikke i Beskrivelsen, skjøndt det afbildes; Fremstillingen af Haleleddenes Sidevinger er meget uklar og »at Kjønsringen (»abdomen«) ikke er videre skarpt adskilt fra den Ring, der bærer Rygbladene«, er en meget feilagtig Angivelse. *) Conspectus animalium quorundam maritimorum nondum editorum etc. pars I. (1821) p. 15 (Citeret efter Burmeister 1. c.) ”) Beschreibung einiger neuen in den Jahren 1818 und 1819 im mittellåndischen Meere gefundenen Krustaceen. Nova Acta Acad. Gas. Leop. Carol. Nat. Cur. vol. XIV p. 352, tab. XXII f. 5—6. ””) Mikrographische Beiträge zur Naturgeschichte der wirbellosen Thiere, 2tes Heft (1832) p. 32. +) Herved er dog at bemærke, at Typus for Slægten Nogagus er N. Latreillii, af hvilken kun Hannen er bekjendt, og saalænge dennes Hunform er ubekjendt, har man ingen Vished for, at ©. paradorus kan faae Plads i samme Slægt som den, ja dette er ikke engang sandsynligt. Selv om Slægtsnavnet Nogagus blev ledigt ved at alle Arterne som Hanformer fordeltes til de andre paa Hunnerne op- stillede Slægter, vilde det være urigtigt, at overføre det paa Caligus paradozus Otto (d 2); det rigtigste vil være at danne en ny Slægt for denne Form. 374 virkelig staaer Slægtens typiske Art /D. producta) saa nær, at der kan siges at være et sandt Slægtsfælledsskab imellem dem. Dinematura producta (%i/.), Tab. ‘VII fig. 13, har altsaa følgende Synonymer: 1780. Ein sehr sonderbarer Seelaus vom Hemorfisch: Herbst, Schriften d. Berlin. Ge- sellsch. nat. Fr. I p. 56 tab. 3. 1785. Caligus productus Miller: Entomostraca, p. 132 tab. XXI fig. 3—4. 1835. Pandarus Lamnæ Johnston: Magaz. nat. hist. VIII p. 203 (med Træsnit). 1850. Dinemoura Lamne Baird: British Entomostraca p. 286 tab. 33 f. 7. 1857. Dinemoura elongata van Beneden: Bulletin de Brux. 1857, p. 226 c. tab. Opholdssted: Den er iagttaget to eller tre Gange ved Færøerne, et Par Gange i Kattegattet samt en Gang ved Storbrittaniens Kyst (Berwick Bay), altid paa Huden af Lamna cornubica. Paa det af os undersøgte Exemplar af denne Fisk fandtes Mærkerne af den i et Bælte midt ned ad Ryggen fra den bageste Rygfinne til Halefinnen. Størrelse: c.21™™ lang, naar de overordentlig lange Æggetraade ikke medregnes. Hannen er ubekjendt. Beskrivelse af Hunnen. Forkroppens Skjold er tyndt, hvælvet og halvmaane- dannet; fortil og bagtil begrændses det af næsten lige Linier; dog er Pandepladernes Adskillelse antydet ved et lille Indsnit i Midten, og Bagranden viser sig ved nærmere Eftersyn at være svagt bugtet. Ved 2 noget uregelmæssige Lengdelinier deles Skjoldet i 3 Felter: et midterste, hvis forreste Del indtil Pandepladerne indtages af en stor, mørke- brun, nogenlunde firkantet, men dog i sit Omrids noget uregelmæssig Plet”), og to Side- stykker, der forlænge sig bagud, saa at de næsten give Skjoldet Form af en Halvmaane eller Hestesko, og naae næsten helt hen til de store Rygblade paa den sidste Bagkropsring. Disse Forlængelser begrændse mellem sig et nogenlunde firkantet Rum, som optages af de to frie, hverken indbyrdes eller med Skjoldet sammenvoxne Bagkropsringe, som bære det andet og tredie Par Svømmefødder. Fra den forreste Del af de samme Forlængelsers indre Rand hæver sig en ganske lille tynd øreformig Plade, og en lignende sidder tæt derved paa Skjoldets Bagrand. Skjoldets Længde, maalt fra Pandepladernes forreste Rand til den Linie, der vilde forbinde Spidserne af dets Sideforlængelser, er omtrent lig med dets Brede; det omgives, naar Bagranden undtages, af en tynd hindeagtig Bremme, der *) I denne mørke Plet kan man undertiden igjen skjelne 2 mørkere Pletter, der have den paa vor Afbildning antydede Plads, og foran dem 2 smaa hvide Pletter. Det er temmelig vilkaarligt, at van Beneden beskriver denne Plet, der for ham har vist sig som en Doppeltplet, som Øinene, men det er nok muligt, at den er det sidste Spor af de sandsynligvis paa dette Livsstadium forsvundne Øine. 375 fortil erstattes af Pandepladerne. Af de frie Bagkropsringe har den forreste to skraat bagudgaaende, korte Sideforlengelser, der bagtil ere kantede med en temmelig bred Bremmehinde*); den Del af deres Siderande, som vender mod Bugsiden, er opsvulmet, mørkebrun og glat**) Den anden er kun ved en tynd Stilk forbunden med den tredie, som bærer de to Rygblade og det fjerde, temmelig store, men ikke til Svømning uddannede Fodpar. Rygbladene ere læderagtige, fortil lige afskaarne, bagtil afrundede, men kunne forresten variere noget i Formen. De dække omtrent en Fjerdedel af Kjønsringen, hvis Brede omtrent er en Trediedel af dens Længde og omtrent lig med Skjoldets midterste Felts; den er tyk og viser saavel foroven som forneden to Længdefurer, der ligesom dele den i tre Partier, og den ender bagtil med to afrundede Forlængelser, som mellem sig begrændse et Indsnit, hvori Halen er fæstet; ovenfra seer man tre smaa aflange Hale- dækblade, af hvilke de to dække det tredie, rage halvt udenfor Kjønsringens Indsnit; vendes Dyret om, seer man, at Halen desuden har to Par vingeagtige Sideforlængelser, af hvilke det første Par er langt og bladformigt***), det andet derimod kort, samt to kjødfulde Hale- blade, udstyrede med fire temmelig korte Børster, den ene anbragt lidt foran de andre; under stærk Forstørrelse vise de sig delvis haarede (fjerformede). Der findes altsaa ikke mindre end syv bladagtige Dele paa denne Dinematura-Arts Hale, foruden det andet Par korte Sidevinger, der ikke egentlig kunne kaldes bladagtige. Æggetraadene udgaae som sædvanlig fra Grændsen mellem Halen og Kjønsringen og have en meget betydelig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange. Skjoldets Underflade fremviser mellem det korte, paa sædvanlig Maade med haarede Pigge besatte første Følerpar og det andet anseelige krogformede Følerpar to ovale mørkebrune og glatte Knuder paa hver Side), og et tredie mindre Par har sin Plads paa selve andet Følerpars Grundled. Det syldannede Næb og det ved dets Sider stillede treleddede Palpe- eller Kjæbepar forekomme os iøvrigt ikke at frembyde noget særdeles mærkeligt; et andet og finere Palpepar have vi ikke iagttaget. Første Kjæbefodpar er som sædvanligt spinkelt og kroget og ender med en lang, krum, ru, næsten krogformig Finger, ved hvis Grund der omtrent under en ret Vinkel udgaaer en kortere og svagere krummet, med fine Fremstaaenheder besat Forlængelse; mellem begge disse »Fingre« sidder en Haardusk paa en lille Vorte. Andet Kjæbefodpars Grunddel er udviklet paa lignende Maade som hos Pandarus; dets Endedel danner en lille Haand, der forsaavidt *) I denne Bremmehinde maa man udentvivl see et Analogon til det hos andre Pandariner forekom- mende første Par Rygblade. En ganske lignende Dannelse som hos Pandarus (See det Følgende). Det svarer til de store og brede Halevinger hos Lemargus muricatus 2 og hos Huryphorus. Mærkeligt nok finder man ikke alene i ældre, men ogsaa i nyere Beskrivelser af den her omhandlede Art saavelsom af D. ferox og Nogagus paradoxus disse Knuder med større eller mindre Bestemthed betragtede som Oine. 376 er fuldkomnere og mere Caligus-aglig, som Griberedskabet dannes af en indleddet Klo, der modsættes en flad Forlængelse, Fra Grunddelens øverste Ende, indenfor første Kjæbe- fodpars Grund, udspringer der en mørkebrun, lancetdannet Proces”), der vistnok er analog med den Dannelse, som vi hos Caliginerne af Mangel paa bedre Navn have betegnet som Palpen. Første Fodpar er ikke stort og noget uregelmæssigt udviklet, men minder om Pandarus-Slægtens; det er togrenet og toleddet og har paa Grundleddet og den indre Gren tre Knuder paa hver Fod; en lignende Knude findes paa Grundleddet af andet Fodpar, der er stort og vel udviklet og har to treleddede, rigeligt med Fjerborster**) udstyrede Grene; samme Bygning har ogsaa det tredie Par, og som sædvanligt er Midtstykket og Grundstykkerñe stærkest udviklede paa dette Fodpar. Mellem første og andet Fodpar er der en stor Fremstaaenhed eller Dobbeltknude””) i Midtlinien. Fjerde Fodpar er meget stort, men af en fra de andre meget afvigende Form; det er tykt og blødt ligesom Halebladene og bestaaer af et Grundstykke, der paa begge Sider udvider sig i en rund Lap, af hvilke den ydre er foldet sammen paa langs, samt af to Blade, der naae omtrent Halvveien ned til Halens Udspring, og af hvilke det ydre endnu viser Spor til enkelte meget korte Pigge i Randen. Vi have allerede anført, at Dinematura ferox Kr. (Tab. VII fig. 14) er den eneste hidtil bekjendte Art, med hvilken D. producta kan sammenstilles; deres almindelige Over- ensstemmelse i Bygning og Udseende vil fremgaae af de dette Arbeide ledsagende Afbild- ninger, og vi kunne derfor indskrænke os til at udhæve, at 1) D. ferox er meget større (c. 36mm) og at 2) dens fjerde Fodpar er forholdsvis meget større og naaer næsten til Halens Udspring, hvorimod 3) dens første Par Halevinger er mindre udviklet og ikke forlænger sig i Form af et Par store Blade, og 4) at de tre Haledækblade ere kortere end hos D. producta og kun rage lidt udenfor Kjønsringens Indsnit. I det Hele findes de samme Knuder paa Underfladen af Skjoldet og paa Bagkropsfødderne, som vi have beskrevet hos D. producta, naar undtages det paa dennes andet Følerpars Grundled forekommende og det mellemste af første Fodpars tre Knudepar. Andet Kjæbefodpar har hos D. ferox en lignende Bygning som hos D. producta, men med mere udviklede Knuder og en større Endekrog. Dobbelt- knuden mellem første og andet Fodpar danner her ligesom en lav Piedestal, saa stærkt træder den frem. Skjoldet og de efter detle folgende Bagkropsringe frembyde neppe nogen væsentlig Forskjel, naar undtages, at de to smaae »Ører« i hvert af Skjoldets Inderhjørner hos 2. ferox *) I Beskrivelsen af D. ferox betegner Krøyer den som det andet Par Famlere. ") Første Fodpars ydre Gren har 3 Fjerbørster, den indre 3; andet = = 5+1-++ 1, den indre 6 +2-+1; tredie = = 5+1-+1, den indre 4 + 2. "") Da Caligineines Gaffel sidder foran første Fodpar , gaaer det ikke an dermed at parallelisere denne ligeledes hos Pandarus antydede Dannelse. Den er paa Figurerne betegnet med f'. ere forenede til et Dobbeltøre. Til Øine have vi ikke fundet noget Spor. Hygbladenes Størrelse og Form er den samme, forsaavidt de ikke undtagelsesvis ere rudimentært udvik- lede. Forresten skulle vi til Prof. Krøyers omhyggelige Beskrivelse af D. ferow*) kun foie, at han urigtigen har anseet sit Exemplar for en Han, og at han har miskjendt Ægge- traadenes Betydning. Arten er fra Grønland”) og lever paa Havkalen (Scymnus microcepha- lus), hvilken Underretning vi skylde Hr. Kolonibestyrer Rudolph, der ligesom Hr. Han- delsbestyrer Einar Hansen har nedsendt Exemplarer til Universitetsmuseet. Den store Lighed, som der er mellem disse to Dinematura-Arter og Nogagus paradoxus (Otto), kunde fremkalde den Formodning, at Æggetraadene ogsaa hos hine have været ophængte i en tredobbelt Løkke; vel vise de foreliggende Exemplarer nu ikke Spor dertil, men vi troe at mindes, at det var Tilfældet med nogle af Museets Exemplarer af D. ferox i den første Tid efter deres Ankomst hertil; desværre forsømte vi dengang at undersøge Forholdet nærmere, og det er ikke umuligt, at Spirtussen senere kan have opløst det Æggetraadene oprindelig forbindende Stof. Det er i det Hele ikke uvigtigt at sammenholde vore Dinematurer med Hunnen af Nogagus paradoxus; de stemme overeens, synes det, i alle vesenlige Forhold, med Undtagelse af, at det fjerde Fodpar hos N. paradoxus ikke har den for Dinematurerne charakteristiske Form, men er et regelmæssigt Svømmefodpar ligesom de foregaaende, og at Halen mangler det første Led samt dettes Side- vinger; at alle Svømmefodpar baade af Gerståcker og Otto fremstilles med toleddede Grene***), tor vi ikke tillægge saamegen Vægt, da Artikulationerne ogsaa hos D. feroæ ofte ere meget utydelige, og en af dem derfor let kunde forsvinde aldeles hos en nærstaaende Form. Da man nu heldigvis kjender Hannen af Ottos Caligus paradoæus, maatte det synes muligt at slutte tilbage fra denne og saaledes at konstruere sig Dinematura-Hannens almindelige Bygning og Udseende; den vil sandsynligvis afvige fra Hunnerne ved en ringere Størrelse, ved en svagere Udvikling af Kjønsringen og ved at mangle saavel Haledækbladene og Halevingerné som de egentlige Rygblade; Halebladene ville sandsynligvis være mere normalt uddannede end hos Hunnen, og det fjerde Fodpar vil rimeligvis) være et normalt Svømmefodpar som de foregaaende, men det vil maaskee kun have uleddede Grene, saaledes som Tilfældet er med flere Nogagus-Arter, hvorimod de hos Nogagus paradoxus å ere *) Naturh. Tidsskrift Bd. II S. 40 fig. ") Ogsaa nævnt i de naturhistoriske Tillæg til Rinks Beskrivelse af Grønland. ”) Gerstäckers Afbildninger ere aabenbart ikke udtømmende, men de og Ottos supplere dog nogen- lunde hinanden. +) Som et mere livligt, mere fritsvømmende Væsen behøver Hannen uden Tvivl ligesaalidt denne Omdannelse af et Fodpar til »Respirationsblade«, som den behøver hinc Udviklinger af Hudblade paa Ryggen, der vel tildels have samme fysiologiske Formaal. Maaskee kan den heller ikke godt und- være et Fodpar til sin Stedbevægelse. Vist er det, at man, naar Cecropiderne undtages, ikke kjender nogen Pandarin-Han, som har det fjerde eller noget andet Fodpar omdannet til »Respirations- blade«. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem, Afd. 5 Bd. 48 378 toleddede; kort sagt, den vil formodenligt kunne gaae aldeles ind under Slægten Nogagus, saaledes som denne f. Ex. er defineret hos Milne Edwards. Vi skulle siden undersøge, om der blandt de i det følgende beskrevne Nogagus- Årter (Hanner) er nogen, der kunde ansees for at høre til Slægten Dinematura, og have her endnu kun at fjerne en tilsyne- ladende Indvending mod vor Gisning om Dinematura-Hannens sandsynlige Bygning og Udseende, nemlig den, at man jo af »Dinematura alata M. Edv.« kjender baade Hannen og Hunnen, og at de ikke frembyde Forskjelligheder af saa gjennemgribende Betydning, som her blev forudsat, men kun afvige i meget underordnede Forhold. Men dette beroer vistnok paa en Feiltagelse; vi kunne aldeles ikke antage, at de Former, som Milne Ed- wards*) betegner som Han og Hun af D. alata, virkelig staae i det angivne Forhold til hinanden; det vilde stride mod al Analogi at antage, at Kjonsforskjellen hos nogen Art af Pandarinernes Gruppe skulde vere indskrænket til saa uvæsentlige Forhold som de af M. Edwards anførte. De ere udentvivl begge Hunner, hvad enten de nu have tilhørt for- skjellige Arter, eller Arten frembyder smaa individuelle Variationer i Henseende til Ryg- bladenes og Halebladenes Form, i Henseende til Dybden af Kjonsringens Indsnit o. s. v. Dertil kommer endnu, at D. alata, som vi ret strax skulle vise, i Virkeligheden ikke er nogen Dinematura, men horer til en Slegt, der i Grunden staaer de typiske Dinematurer fjernere end disse staae Nog. paradoxus (2). 14. Dinematura latifolia Sip. & Ltk. (9). (Tab. VIII fig. 16.) Efterat det foranstaaende Afsnit af denne Afhandling var udarbeidet, var Museet saa heldigt fra Hr. Captain Hygom at modtage en Oxyrhina glauca Mill. Henl, (eller i alt Fald en denne Hai overmaade nerstaaende Art), taget paa 27° NB. og 23° VL., samt en paa denne siddende ny, virkelig Dinematura-Art, der vel stemmer med Slægtens to ældre Arter i alle Hovedforhold, men har en forholdsvis bredere og kortere Legemsform end nogen af disse, hvormed det da synes at folge ganske naturligt, at ogsaa adskillige andre Dele antage en bredere Form. Dyret har en Længde af 12mm, hvoraf Kjonsringen samt tredie Bagkropsring ikke udgjore meget over Halvdelen; Skjoldet har en Brede af 7™™, og er saaledes ikke lidet bredere end langt; lidt foran Midten af dets Midtfelt sees to ovale sorte Øine; den indre Rand af Sidestykkernes Forlengelser er lidt ophoiet. Forste og anden Bagkropsring forholde sig som hos de to andre Arter; den bageste af dem har to fremtredende Spidser paa sin Bagrand. Rygbladene ere meget brede og rage paa Siderne langt ud over Kjonsringen; *) Annales des sciences naturelles, t. 28 p. 80—86, pl. 8 fig. 1 (2), 2 (à), hist. d. Crust. III p. 465. De »hornagtige Vedhænge, som Milne Edwards fandt paa Kjonsringens Underside, vare uden Tvivl Spermatoforerne. See Ottos, Nordmanns og Gerstäckers Beskrivelser af Nogagus paradoxus og vore Bemærkninger om Æchthrogaleus coleoptratus i det Følgende. 379 deres Bagrand beskriver en skjæv Bugt, da de inde ved Dyrets Midtlinie ere endel længere end udadtil ved Siderne. Kjønsringen er langstrakt, men forholdsvis mindre lang end hos D. ferox og D. producta, og indskaaren bagtil; et bredt Halerygblad og to smalle, som tilsammen ikke ere bredere end hint, der dækkes af dem, ei heller længere, rage halvt ud af dette Indsnit. Bagved første Følerpar sees en lille og en stor Pude eller Knude paa hver Side, og ved Grunden af andet Følerpar en tredie; en meget stor aflang Pude indtager Rummet mellem første og andet Fodpars Midtstykker; den brede omboiede Rand af første Bagkrops- ring danner endnu et fjerde Par, og andet Kjæbefodpars Grunddel er endelig fortil udstyret med en lignende bred Pude”). Tredie Fodpars Grene ere meget smaa; hver Fod af fjerde Par bestaaer af fire Blade, af hvilke de to tilhøre Grundstykket, medens de to andre, som endnu vise Spor til korte Pigge, repræsentere Grenene. Halens første Vingepar er lidt kortere end hos D. producta og Halebladene brede; de have et dybt Indsnit i deres ydre Rand og fire korte Fjerborster foruden tre mindre Børster. Æggetraadene ere knap to Gange saa lange som selve Dyret og ikke ophængte tredobbelt som hos Nogagus paradoxus. Hudskelettet har samme halvbløde Beskaffenhed som hos de andre Dinematurer. Naar man begrændser Slægten Dinematura til Arterne D. producta, D. ferox og D. latifolia, kan man tildele den og dens Arter følgende Diagnoser: Dinematura Zatr. (& Kröyer, non M. Edwards, nec Dana) dignoscitur (fæmina) cepha- lothorace diviso; annulis abdominalibus liberis, elytris in duobus primis nullis, foliis dorsua- libus annuli abdominalis tertii duobus mediocribus; annulo genitali elongato, postice inciso; cauda brevi, biartieulata, articulis alatis, folia dorsualia tria gerente; foliolis caudalibus haud tectis, mollibus, setis brevibus; pedibus abdominalibus primi paris ramis biarticulatis, secundi tertiique ramis triarticulatis, setis plumosis copiose instructis, quarti maximis, mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis plumosis nullis. (Fila ovigera longa vel longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?) Habitant in cute squalorum generum Scymni, Lamne et Oxyrhine. Hue pertinent D. producta (Müll), D. ferox Kr. et species nostra nova, D. latifolia. a) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus elongatis. Filis ovigeris longissimis. 1. D. producta (Mill.), foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium haud æquantibus, dorsualibus caude incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, alis caudalibus anterioribus longissimis foliaceis. In Lamna cornubica. 2. D. ferox Kr., foliolis pedum quarti paris annulum genitalem fere æquantibus, dorsua- libus caudæ incisuram annuli genitalis parum superantibus, alis caudalibus anterioribus minutis. Jn Scymno microcephalo. *) Denne svarer saaledes til den Dannelse, som i det Foregaaende er bleven benævnet »Palpe« eller »Proces«. En lignende Form har den hos Pandarus Oranchü, 48" 380 b) Corpore, elytris, ramis pedum quarti paris, foliisque caudalibus latioribus, minus elongatis. Filis ovigeris minus longis. 3. D. latifolia nob., foliolis pedum quarti paris abdominis annulum genitalem dimidium haud æquantibus, dorsualibus caudæ incisuram annuli genitalis dimidia parte superantibus, alis caudalibus anterioribus elongatis, foliaceis. In Oxyrhina glauca. VII. Slægten Echthrogaleus Sip. & Lik.og B. coleoptratus (Guerin.) 9) Foruden de to nysomhandlede Arter omfattede Slægten Dinematura hidtil endnu fire Arter, nemlig 1) D. alata Edw,, fra de indiske Have, afbildet i 28de Bd. af Annales des sciences naturelles; 2) D. affinis Edw., fra Havet omkring Nyzeeland, afbildet i Atlasset til histoire des Crustacés, tab. 38 f. 15—18; 3) D. coleoptrata Guerin, afbildet i denne Forfatters Iconographie, men, saavidt os bekjendt, hidtil ikke beskrevet; 4) D. braccata Dana, Exploring Expedition, p. 1370, tab. 95 f. 4, fra det stille Hav. Disse Arter staae hinanden meget ner og fortjente at underkastes en comparativ Undersøgelse. Fra de ægte Dinematurer afvige de ved følgende Forhold: 1) de to første frie Bagkropsringe ere indbyrdes sammenvoxne ; 2) Kjonsringen er bred og flad, ikke lang og smal, og dybt indskaaren bagtil; 3) Rygbladene ere storre og dække Kjonsringens halve Del; 4) Halen er uleddet, bærer kun eet Rygblad og er skjult under Kjonsringen; 5) fjerde Fodpar er mindre og dets Grundled ikke vingeformigt udvik- lede; 6) de tre første Fodpar fortjene ikke egenulig Navn af Svommefodder; dertil ere Fjerborsterne for svagt udviklede. Paa Grund af disse Forskjelligheder opstille vi Slægten Æchthrogaleus for disse Arter; den er forsaavidt synonym med Dinematura, som den afMilne Edwards og Dana givne Slegtscharakteristik kun passer paa Hehthrogaleus-Arterne og ikke paa de ægte Dine- maturer. Ogsaa af denne Slegt kjendes kun Hunnerne. Vi have kun havt Leilighed til at undersoge: 15. Echthrogaleus coleoptratus (Guerin). (9) (Tab. VIII fig. 15.) Synonymie: Dinematura coleoptrata Guerin: Iconographie du règne animal, t. III tab. 35 fig. 6. Pandarus alatus (»Milne Edwards«) Johnston, i Loudons Magazine of natural history VII p. 202 (med Træsnit.) Dinemoura alata Baird: British Entomostraca p. 285 tab. 33 f. 8. Guerins Afbildninger af denne Art indeholde ogsaa detaillerede Fremstillinger af dens enkelte Dele, der stemme saa noie med hvad vi have forefundet, som det efter Om- stendighederne kan ventes. Det er os ubekjendt, hvorfra Guerins Exemplarer vare; Johnstons vare tagne af samme Lamna cornubica (Beaumaris Shark), der gav ham de omtalte Exemplarer af Dinematura producta, Naar Johnston anseer den for en Han, støtter han sig 381 uden Tvivl til Milne Edwards ovenfor berørte Distinktion mellem de to formentlige Kjøn af den Art (Dinematura alata Edw.), med hvilken Johnston ansaae sin for identisk, men fra hvilken den efter vor Mening maa ansees for forskjellig. Baird har laant sin Figur og en Del af sin Beskrivelse hos Johnston, men har tillige i Forudsætning af Identiteten med den indiske Æ. alatus overført nogle af de om denne anførte Forhold paa den nordatlantiske Art. De os foreliggende Exemplarer ere tagne af Captain Hygom paa en Hai i Atlanter- havet under 38° NBr. og 34°VL. Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus er c. 12mm lang, hvoraf Forkropsskjoldet ud- gjør de fem, den tredie Bagkropsring og Kjensringen de syv. Skjoldet er næsten kredsrundt, naar man ikke tager Pandepladerne med og ikke tager Hensyn til Indsnittet, der udfyldes af de to forreste Bagkropsringe. I dette Indsnits Sidehjorner sees ligesom hos Dinema- turerne en lille Hudlap, der er adskilt fra den Skjoldet forresten omgivende Hudbremme. Midtstykket er adskilt fra Sidestykkerne og disse igjen tvedelte ved en Tverlinie; største Delen af Midtstykket har en mørkebrun, glindsende Farve, og Sidestykkernes forreste Halvdel er ligeledes endnu nogenlunde mørkebrun; forresten er Skjoldet Iysebrunt, men man træffer ogsaa Exemplarer, hvor de ovennævnte mørkere Partier ikke ere meget mørkere end de lyse. De to efter Skjoldet folgende Bagkropsringe forholde sig omtrent som hos Dinematurerne, og navnlig ere Sideforlængelserne af den første forsynede med en Hudbræmme langs med deres Bagrand ligesom hos hine, men de ere sammenvoxne paa Midten, ikke frie som hos Dinematurerne. Rygbladene ere forholdsvis store, haarde og glatte, i Reglen mørkebrune med lys Rand; de dække næsten Halvdelen af Kjønsringen og rage lidt udenfor den paa hver Side; bagtil ere de lidt bredere end fortil, og deres indre Hjørner (saavel de forreste som de bageste) ere afrundede, hvorimod de ydre ere spidse og slaae skarpt frem. En eiendommelig Punktering, bestaaende af fine Prikker, ordnede i Rækker, ud- mærker Rygbladene hos denne Art; de iagttages dels langs med deres Bagrand, dels paa selve deres Rygflade; om deres Anordning er aldeles konstant, have vi ikke ganske kunnet forvisse os, men vi have gjengivet den saaledes, som den viste sig hos det Exemplar, hvor den var tydeligst. Kjønsringen er noget fladtrykt, bredest paa Midten og altsaa næsten sexkantet, med en dyb Indskjæring bagtil, der deler den i to runde Lapper. Halen sees ikke fra Rygsiden; fra Bugsiden seer man, at den er flad ligesom det sidste Haleled hos Dinematurerne, og at den bærer to temmelig store Haleblade af lignende Beskaffenhed som hos disse; den bærer ogsaa eet næsten rundt Rygblad*), som dog kun bliver synligt, naar man løfter Halen op og boier den fortil. Folernes, Snabelens, Kjæbernes og Kjæbeføddernes Uddannelse er væsentlig som hos Dinematurerne; andet Kjæbefodpars Grunddel er udstyret med Knuder og Pigge og bærer øverst, mellem Udspringet af første Kjæbefodpar, en ”) Guerin (l. e. f. 6 E) cr den eneste, der afbilder dette Rygblad, som dog formodentlig ogsaa findes hos de andre Arter. 382 lancetdannet Proces eller saakaldet Palpe. Første Par Bagkropsfødder har toleddede Grene; andet har en treleddet kortere ydre Gren og en længere toleddet indre; tredie har to smaa, utydeligt leddede Grene; alle tre Par ere udstyrede med Fjerbørster, som dog baade i Henseende til deres Størrelse og til Haarenes Længde maae betegnes som rudimentære, navnlig tredie Pars; derimod er den pladeformige Grunddel med tilhørende Midtstykke særdeles udviklet paa andet, men især paa tredie Fodpar. Paa hvert Grundstykke af andet og tredie Par sees fem Knuder, paa første Fodpar fire, anbragte paa den i Afbildningerne antydede Maade. Ligeledes findes der i det Væsentlige de samme Knuder eller Puder paa Skjoldet ved Grunden af Antennerne, mellem første og andet Fodpar og paa de frie Bag- kropsringes ombeiede Rand som hos Dinematurerne. Fjerde Fodpar forholder sig ogsaa væsentligen som hos ”disse, men er mindre, og Grunddelen mangler de vingeaglige For- længelser; dets Grene eller Blade ere bløde, ovale, lidt kantede, den indre lidt kortere, og begge udstyrede med enkelte korte Randpigge; de ere betydelig kortere end Rygbladene. — Ovenfor Halens Grund ere Spermatoforerne anbragte som to brune, buede Smaalegemer. Æggeledernes Leie kan i Reglen tydeligt forfølges gjennem Kjønsringens tynde Hud, og Æggetraadene have en ganske overordentlig Længde, der overgaaer Kroppens flere Gange. Hos enkelte Exemplarer have andet Følerpar og andet Kjæbefodpar tildels endnu en rødlig Farve. Hr. Sysselmand Miller har nedsendt til Museet et Exemplar af en meget lignende Echthrogaleus-Form, efter Opgivende taget af en »Spirhai« ved Færøerne; imidlertid afviger den i enkelte Forhold, f. Ex. at Rygbladene ikke dække Kjønsringen fuldstændig i dens hele Brede og ikke vise nogen Punktur, og ved at Dyret er lysegult overalt. Størrelsen er derimod omtrent den samme som hos E. coleoptratus, og saalænge kun et enkelt Exemplar staaer til Raadighed, er der neppe tilstrækkelig Grund til at ansee det for en derfra for- skjellig Art. Da Eehthrogaleus coleoptratus jo desuden er fundet ved den engelske Kyst paa Lamna cornubica, vil den sikkert ogsaa forekomme ved Færøerne, og der er derfor en vis Sandsynlighed for, at det omhandlede færøiske Exemplar blot er et noget yngre ikke fuldt udviklet Individ af den nævnte Art. Slægten vil kunne charakteriseres saaledes: Echthrogaleus nod. (Dinematura DM. Edw., Dana, non Latr. nec Kroyer) dignoscitur (femina) cephalothorace diviso; annulis abdominalibus duobus primis inter se coalitis, elytris veris nullis, foliis dorsualibus (elytris) annuli abdominalis tertii duobus maæimis, annuli genilalis latissimi, postice profunde ineisi, dimidiam partem tegentibus; cauda brevissima obtecta, haud articulata, folium dorsuale obtectum gerente; foliolis caudalibus mollibus, selis brevissimis; pedibus abdominalibus trium parium anteriorum ramis bi-triarticulatis, setis plumosis rudimentarüs instructis, quarti mollibus, foliaceis, haud articulatis, setis plumosis destitutis. (Fila ovigera longissima). (Mas ignotus, anne Nogagus?). Huc perti- nent D. coleoptrata Guerin, D. alata M. Edw., D. affinis M. Edw. et D. braccata Dana. 383 IX. Om Slægten Nogagus og dens Årter. Til Slægten Nogagus — opfattet saaledes som den charakteriseres og begrændses hos Milne Edwards — vil foruden de tidligere bekjendte Arter, nemlig 1) Nogagus Latreillit Leach, 2) N. gracilis Burmeister (|. c.), 3) N. paradoxus Otto, 4) N. longicaudatus Edw, (der dog maa siges at være saa godt som ubekjendt, da den mere er antydet end beskrevet), 5) N. validus Dana og 6) N. angustulus Gerstäcker, endnu blive at henføre fire hidtil ukjendte Former, som vi have benævnt: 7) N. borealis, 8) N. tenax, 9) N. grandıs og 10) N. lunatus; hertil kommer rimeligvis endnu som 1ite Art N. curticaudus (Dana), Typen for Slægten Specilligus Dana, der efter vor Mening ikke vil kunne skjelnes generisk fra Nogagus. Naar vi undtage N. paradoæus, af hvilken man, som anført, kjender begge Kjøn, ere alle de andre Hanner, og det er, som ovenfor antydet, ikke urimeligt, at Hannerne til de under Slægterne Æchthrogaleus og Dinematura opførte Hunformer kunde være at søge blandt dem, ja det er end ikke usandsynligt, at samtlige ægte Pandariners Hanformer have Nogagernes Bygning og øvrige Eiendommeligheder, at Slægten Nogagus altsaa kun er et provisorisk Begreb, der, naar vor Kundskab om Pandarin-Gruppen kommer et Skridt videre frem, vil hjemfalde til Opløsning. De Forhold, hvori disse Arter stemme overens, ere 1) Forkropsskjoldets almindelige Form og Bygning; 2) alle tre Bagkropsringe ere frie og vel udviklede; 3) Følerne, Snabelen og Kjæbefødderne ere byggede efter samme Plan; 4) alle fire Par Svømmefødder — af hvilke det første er lidet, det fjerde frit, de to andre forenede ved et Midtstykke, der forbinder Fodparrets pladeformige Grundled, — ere rigeligt udstyrede med Fjerbørster og uddannede til Svømning, og de tre første Par have altid toleddede Fodgrene; 5) Halebladene ere altid udstyrede med. veludviklede Fjerbørster. Derimod afvige de indbyrdes fornemmelig i føl- gende Forhold: 1) nogle Arter savne aldeles Rygblade, andre have saadanne Dannelser udgaaende enten fra Skjoldets Bagrand eller fra en af Bagkropsringene; 2) nogle have fjerde Fodpars Grene uleddede, hos andre ere de toleddede; 3) Kjønsringen kan have forskjellig Størrelse og Form; 4) Halen kan bestaae af een eller af to Ringe; 5) Halebladenes Form varierer ligeledes. Ogsaa Oinenes Stilling og Udvikling og første Følerpar kunne afgive gode Artsmerker. Vi kunne opstille følgende Conspectus specierum generis Nogagi (masculini) in hoc opere deseriptarum. A. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis biarticulatis. Cauda biarticulata. 1. N Latreilliü Leach. dignoscitur figura brevi, lata, plana, cephalothoracis margine posteriori appendicibus duobus lamineformibus, magnis, apice rotundatis instructo, annulo 384 abdominali primo ad latera marginis posterioris membrana lata instructo, genitali lato, plano, utrinque in processus vel aculeos duos, lateralem et terminalem, producto, foliolis caudalibus semiellipticis acuminatis. Long. 117", 2. N. grandis nob. dign. figura robusta, sat plana, margine posteriori cephalothoracis appendicibus minutissimis modo instructo, annnulis abdominalibus fololis nullis, genitali fere rectangulari angulis anticis prominulis, posticis rotundatis, foliolis caudalibus maximis, ovalibus, postice truncatis. Long. 164/o™™. B. Pedes natatorii quarti paris biramosi, ramis haud articulatis. Cauda haud articulata. 3. N. borealis nob. dign. figura elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus nullis, annulo genitali elongato, rectangulari, annulo caudali fere triquetro, foliolis caudalibus angustis, antennis primi paris setis plumosis longissimis instructis, oculis duobus maximis in apice cephalothoracis. Long. 11™™. 4. N. tenax nob. dign. figura minus elongata, convexa, robusta, appendicibus dorsualibus nullis, annulo genitali paullum modo longiore quam latiore, postice utrinque breviter aculeato, articulo caudali triquetro, foliolis caudalibus latis, triquetris, brevibus, antennis primi paris setis brevibus, oculis mediocribus ab apice cephalothoracis remotis. Long. 6m. 5. N.lunatus nob. dign. figura brevi, lata, plana, annulo abdominali primo ac tertio postice in folia dorsualia bina rotundata, membranacea productis, genitali brevi, lato, postice bilobato, lobis rotundatis, articulo caudali rotundato-hexagono, foliolis caudalibus ovalibus mediocri- bus, antennis primi paris setis brevibus, oculis mediocribus, margini anteriori cephalothoracis proximis. Long. 6™™. 16. Nogagus Latreillii Leach (6). (Tab. IX fig. 18.) Af denne Art, som er beskrevet af Milne Edwards i histoire des Crustacés og afbildet i den illustrerede Udgave af Regne animal, pl. 78 f. 2, har Captain Hygom i Alt faaet fire Exemplarer, det ene paa 31° NBr. og 76° VL., de andre paa 40°SBr. og 31° VL., og paa Haier. Da Arten hidtil hverken er fremstillet fuldstendigen eller aldeles korrekt, have vi ogsaa draget den med ind under vor Bearbeidelse af de pelagiske parasi- tiske Copepoder. Det største Exemplar er 11™™ langt, naar Halens Fjerborster medregnes; Formen er bred og flad; den største Brede er omtrent lig med den halve Længde. Skjoldet ud- mærker sig maaskee mest derved, at dets Bagrand bærer paa hver Side, tæt op til Side- stykkernes Forlengelser, en temmelig stor, fri, bagtil afrundet Plade; den svarer uden Tvivl til den lille Hudlap eller »Øre«, som findes sammesteds hos de andre Nogagus-Arter, saavelsom hos Echthrogaleus, Dinematura 0.s.v. 1 temmelig Afstand fra Skjoldets forreste Rand sees utydeligt to Smaapletter (Øinene?). Sidedelene af den første Bagkropsring forlænge sig bagtil ligesom hos Dinematura og hos de andre Nogagus- Arter, og disse Sideforlængelser ere hver udstyrede med en temmelig bred, men tynd, afrundet Bræmme, der sandsynligvis svarer til det første Par Rygblade hos Pandarus. De to folgende Ringe ere bredt ovale, skarpt adskilte og uden Bræmme eller Rygblade. Kjonsringen er flad og noget langagtig og løber paa hver Side ud i to charakteristiske Spidser, een paa hver Side og een i Baghjørnerne; Sidespidserne vise sig ved nærmere Eftersyn at bestaae af en lille Pig med to smaa Børster ved Siden, og indenfor hver af de to bageste Spidser sees under Mikroskopet en lille Knude med to smaa Pigge*). Derefter følge endnu to smaa Haleringe, af hvilke den sidste bærer hæftet til sin Bagrand to Haleblade, der udadtil begrændses af en lige, indadtil af en buet Linie og bære hvert fire Fjerbør- ster, af hvilke den inderste og forreste er betydelig kortere end de andre. Første Folerpar er kun udstyret med korte Børster; andet Folerpars Krog er indvendig for- synet med et Par Børster. Maxiller (Palper?) af sædvanlig Beskaffenhed ere tilstede ; første Kjæbefodpar har en kortere, mere lige, og en længere, mere kroget Gren, hvis fine Ujevnheder kun sees ved stærk Forstørrelse, men ingen mellemliggende Borste- knude. Andet Kjæbefodpar”) har en lignende Bygning som Dinematurernes; det ender med en stor Knude og en veludviklet Krog; derimod findes ingen Proces eller »Palpe« udgaaende fra dets Grundstykkes øvre Ende. Bagved første Følerpar findes en Knude paa hver Side; ogsaa mellem første og andet Fodpar findes der en Knude i Midtlinien, og første Bagkropsrings omboiede Rand danner et tredie Set. Alle fire Fodpar have toleddede Grene ””), MilneEdwards Fremstilling er dels uklar, dels urigtig i to ikke uvigtige Punkter: de frie Rygblade høre nemlig til Skjoldet og ikke til den første frie Bagkropsring, og den anden Bagkropsring er ikke som hin udstyret med en Bræmme. Uagtet denne Uovereensstemmelse *) Man maa vistnok i disse Dannelser, der have deres Tilsvarende hos mange Caliginer, og hvortil vi ogsaa hos andre Nogagus-Arter ville finde Spor, see den sidste Antydning til et femte Fodpar. ”) Det er ikke let tilfulde at opfatte og endnu vanskeligere i en kort Beskrivelse at gjengive dette Fodpars Eiendommeligheder hos de forskjellige Arter; vi henvise derfor til Figurerne, hvor vi saa godt som muligt have søgt at gjengive dets Formforhold. "") Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3. , Andet — — 6+t — 8+1. Tredie — — 5+1 — 6-+1. Fjerde — = ee N Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem. Afd, 5 bd, 49 386 mene vi ikke at kunne tvivle om, at vi have for os den samme Leach'ske Art, som Cranch tog ved Afrikas Kyst sammen med Pandarus Cranchi. Forholdet mellem disse to Former er tildels berørt i det Foregaaende*); vi skulle her endnu kun tilføje, at uagtet der er saa mange gjennemgaaende Forskjelligheder mellem disse to formentlige Arter, overraskes man dog ved enkelte Overeensstemmelser, f. Ex. i Fordelingen af Knuderne paa Skjoldets Underside og i Formen af andet Følerpar og første Kjæbefodpar. 17. Nogagus grandis Sip. & Ltk. (3). (Tab. X fig. 19.) Denne Art kommer ganske vist meget ner til Hannen af Nogagus paradoxus (Otto), men den er lidt større — 16/2"" lang, medens Ottos kun var 12Ys"m efter Figuren — og har, synes det, forholdsvis storre Haleblade end hin i Middelhavet fundne Form. Museets to Exemplarer, der sikkert høre til dets værdifuldere Stykker, skyldes to af Soetatens Officerer, Dhrr. Lieutenanter Koch og Mariboe, og ere tagne i den varmere Del af Atlanterhavet. N. grandis er ikke saa fladtrykt som N. Latreillü, tverlimod mere tyk og robust, men gjør dog endnu Indtrykket af at være temmelig bred og flad. Skjoldet har i sine indre Baghjerner de to sædvanlige smaa Lapper; Pandepladerne ere smalle. ine have vi ikke iagttaget. Sideforlengelserne af den forste frie Bagkropsring naae ligesaalangt tilbage som Skjoldels, men mangle Bremmehinde ligesom de folgende to Ringe, af hvilke den anden er bred og kort, den tredie smallere bagtil end fortil, hvor Sidehjornerne springe stærkt frem. Kjønsringen er saa lang som de tre foregaaende Ringe tilsammen, og kun lidet bredere end den midterste af disse; Formen er næsten rektangulær, de to forreste Sidehjørner fremspringende og spidse, de to bageste afrundede og butte. Den bageste af de to brede Haleringe bærer to særdeles store og brede, ovale, bagtil afstumpede Hale- blade, hvis Bagrand bærer fire lidet udviklede, ulige lange Fjerbørster. Første Følerpars andet Led er lidt længere end sædvanligt, men ikke stærkt forsynet med Børster; Snabelen (Næbet) sidder temmelig langt tilbage, støttet som sædvanlig af en Kjæbe (Palpe) paa hver Side. Første Kjæbefodpar er ret kraftigt og udstyret med to krumme Endegrene, en kortere og en længere; andet har en opsvulmet, knudedannet Del, mod hvilken Endekrogen eller Kloen krummer sig, og allerforrest, tæt ved første Kjæbefodpar, en lille krum Proces eller Palpe. Af Knuder iagttages een bagved det første Folerpar, tre paa første Fodpar, een mellem første og andet, og een paa hvert af andet Fodpars Grundstykker samt een paa Midtstykket; dog ere disse Knuder for en Del temmelig utydelige, og vi maae indrømme, *) S. 370; smlgn. S. 392 første Anm. 387 at det er tvivlsomt, om det just er rigtigt at opføre dem alle som saadanne. Med Hensyn til Bagkroppens Svømmefødder”) henvise vi iøvrigt til Afbildningerne. Hvis Dinematura ferox og Nogagus grandis beboede eller i Fremtiden skulde vise sig at beboe det samme Havbælte, vilde det ikke forekomme os urimeligt at antage dem for at være Han og Hun af samme Art. 18. Nogagus borealis Stp. & Ltk. (à). (Tab. XI fig. 21.) Af denne Art foreligger der tre Exemplarer, af hvilke det ene skyldes Captain- lieutenant Hedemann, som har taget det paa en Reise til Vestindien, men uden nærmere Angivelse af, i hvilken Del af Atlanterhavet; de to andre ere derimod tagne i dettes nor d- lige Del, nemlig paa 59? NBr. 8? VL. og 58? NBr. 199 VE., af Dhrr. Inspektør Olrik og Captain Moberg paa Reiser til Grønland. Vi antage, at de ere fiskede i Havet med Slæbenet. Det er en ret anselig Snyltekrebs med et langstrakt, paa Ryggen hvælvet, kraftigt bygget Legeme. Den naaer en Længde af c. 11™", hvoraf de fire komme paa Skjoldet, og har en brunlig, mere eller mindre mørk Farve. Skjoldet er aflangt; Midtstykkets forreste Del optages af de meget store, stærkt fremtrædende og tæt sammenstillede Øines corneæ. De tre følgende Bagkropsringe ere vel udviklede, tilsammen ikke meget kortere end Skjoldet og omtrent lige lange, men af meget forskjellig Brede; den første er den bredeste, og den er lige bred fortil og bagtil, hvor den forlænger sig i Form af en Spids paa hver Side; den anden er smallere end hin og smallere bagtil end fortil; dens Baghjørner træde frem som en lille Spids paa hver Side; den tredie er sexkantet, ikke meget mere bred end lang, med en lille fremtrædende Spids paa hver Side. Kjonsringen har omtrent samme Brede som den tredie Bagkropsring og en temmelig regelmæssig rektangulær Figur; dens Længde er større end de to foregaaende Ringes, men mindre end alle tre Bagkropsringes tilsam- men; to Længdefurer dele saavel Rygfladen som Bugfladen i tre Partier. En skarp Kant adskiller Bagkroppens flade Bugside fra dens hvælvede Rygside. Der er kun een Halering, og denne er trekantet og bærer paa hver af sine bagtil convergerende Sider et smalt Haleblad, fra hvis Rand der udgaaer en Vifte af fire anselige Fjerborster. Første Folerpar er mere ud- viklet end hos de andre Nogager og udstyret med adskillige lange Fjerbørster, der navnlig *) Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar ere folgende: Første Fodpars ydre Gren 3, dets indre 3. Andet — — 5+1 — 8+1. Tredie — = +17 — 6+ 1. Fjerde — — 5+1 — 5 + 1. 49° 388 udgaae fra Endeledet; mellem dem og de sædvanlige korte Fjerbørster er der desuden alle Overgange. Første Kjæbefodpar har en kraftig Endekrog og en spinkel, næsten lige, under en ret Vinkel fra Underarmen udgaaende indre Finger; begge ere velbesatte med fine Børster, og mellem disse 2 Grene findes en star Borstegruppe. Andet Kjæbefodpar har den sæd- vanlige kraftige, knudrede Bygning og udsender foroven ved sin Basis et Par lancetdannede Processer. De tre første Fodpar have toleddede, det fjerde uleddede Grene"). Af Knuder iagttages tydelig en bagved hver Føler af første Par. Da Nogagus borealis er fanget i de samme Dele af Atlanterhavet, hvori Dinematura producta maa antages at have hjemme,, ligger det nær at formode, at det kunde være Hannen til denne; det maa være fremtidige Erfaringer forbeholdt at bekræfte eller forkaste denne Formodning. 19. Nogagus tenax Stp. & Ltk. (8.) (Tab. X fig. 20.) Synonym: an N. brevicaudatus M. Edw?: hist. d. Crust. III p. 460. Vort Materiale til denne Art bestaaer af sex Exemplarer, alle omtrent af samme Størrelse; de skyldes Dhrr. Skibscaptainer Hygom og Petersen og ere tagne mellem c. 15° NBr. og 33—36° NBr. *). N. tenaw ligner i Udseende en Del N. borealis og er af en kraftig, langstrakt Bygning og temmelig stærkt hvælvet paa Rygsiden ligesom denne, samt af en brunlig Farve med mørke Rande***); men dels er den mindre (6™™), dels er den ogsaa mindre langstrakt. I nogen Afstand fra Skjoldets Forrand sees Oinene tydeligt som to klare, skarpt begrend- sede, runde Pletter, vendende hver til sin Side og forbundne ved en merk Pigmentmasse. Den forste Bagkropsring er bredt firkantet og forlenger sig paa hver Side med en temmelig bred Spids; den anden er smallere og forestiller nermest en bred Sexkant; den tredie og smalleste en bred Ottekant ; de savne saavel fremspringende Spidser som Rygblade eller lignende Dannelser. Kjonsringen er ikke meget lengere end den er bred; den har ogsaa her to Lengdelinier, og dens fremstaaende Baghjerner vise sig under Mikroskopet udstyrede med en eller to smaa Børster. Haleringen er trekantet og bærer to trekantede Haleblade, hvis lige Bagrand *) Fjerborsternes Antal i Iste, andet og fjerde Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 4, indre 3. Andet — == 6+1— 7+1. Fjerde — — 4 — 4, “) Eet Exemplar er taget tæt Ost for de capoverdiske Øer; de andre dels paa 31° NBr. og 76° VL. og dels mellem 33° og 36? NBr. ***) Ligesom af andre Arter træffes der ogsaa lysere Individer, hvis Hudskelet rimeligvis ikke er fuld- kommen uddannet. 389 bærer fire Fjerbørster. — Følerne frembyde intet mærkeligt; bagved første Par findes en Knude. Andet Kjæbefodpar synes at vise en mærkelig Variation i sin Bygning; hos et Exemplar iagttoge vi en tydelig Endekrog, men hos andre fandt vi en lignende Tang- dannelse som hos Pandarus Cranchii; de lange Processer foroven ved dets Basis vare idetmindste meget tydelige hos det førstnævnte Exemplar. Fjerde Fodpar har uleddede Grene”). N. tenax har vistnok megen Lighed med N. gracilis (Burm.), men der er dog to Omstændigheder, som synes bestemt at tale for, at det er en anden Art, nemlig at Halen hosBurmeisters Art maa antages at vere idetmindste toleddet**), og at dens fjerde Fodpar fremstilles med toleddede Grene; Burmeister har uden Tvivl miskjendt Dyrets virkelige Øine, der aabenbart have deres Plads paa samme Sted som hos N. tenax. Rime- ligere er det, at, naar N. brevicaudatus bliver bedre bekjendt — thi nu vides ikke andet, end at den staaer meget nær ved N. gracilis, men har en kortere Hale, blot bestaaende af et trekantet Led, og at den er tåget ikke langt fra Teneriffa — vil den vise sig at være identisk med N. tenaw. Dana henfører iøvrigt hypothetisk N. gracilis til sin Slægt Specilliqus, som kun afviger fra Nogagus ved at have saakaldte »Briller« eller conspicilla ligesom Saphirinerne. Efter hvad der senere er oplyst om disse Deles Bygning hos den sidstnævnte Slægt, maae vi betvivle, at Danas Slægt kan holdes adskilt fra Nogagus. Saa vidt vi skjønne, vil dog nok N. borealis nod. snarest besidde den Bygning af Øinene, som Dana tillægger Slægten Specilligus. Da N. tenax er mindre end N. borealis samt mindre langstrakt, og da den er taget i et sydligere Bælte af Atlanterhavet, vilde det være rimeligt, at det er Hannen til en mindre, mindre langstrakt og mere sydlig Dinematura-Art — forudsat at N. horealis, som vi ere tilbøjelige til at antage, er Hannen til D. producta — og Tanken ledes da naturligt hen til den i det foregaaende beskrevne Dinematura latifolia nob. Dog dette er heller ikke mere end en Gisning. | 20. Nogagus lunatus Sp. & Ltk. à. (Tab. IX fig. 17.) Der foreligger kun to Individer af 6"" Længde, som ere tagne af Capt. Hygom paa samme Reise og paa samme Længde og Brede som de ovenfor beskrevne Zchthrogaleus “) Fjerborsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3. Andet — — 5+1— 7+1. Tredie — — 4 — 4-+1. Fjerde — — 3 — À. “) Smign. Leuckarts Bemærkninger til denne Art i Frey u. Leuckart, Beiträge zur Kenntniss wirbelloser Thiere p. 166. 390 coleoptratus, altsaa formodentlig ogsaa sammen med dem; om de muligvis ere Ilannerne til denne Form, derom vove vi ikke at udtale nogen bestemt Formodning”). Ved sin korte, brede og flade Legemsform nærmer denne Art sig mere til N. Latreillii end til de to nærmest foregaaende Arter. I Nærheden af Skjoldets Forrand synes der at ligge to middelstore, tæt sammenstillede Øine. De to første Bagkropsringe forholde sig vesentligen som hos N. Zatreillü, og den tredie forlænger sig bagtil i Form af to smaa afrundéde Rygblade, der naae lidt ind paa Kjønsringen, som er bred og flad og bagtil danner to korte Lapper, indenfor hvis Rand der paa Bugsiden sees en Vorte med en lille Pig; Haleringen er lille og kantet, Halebladene ovale, temmelig brede og udstyrede med fire Fjerbørster samt en mindre Torn. Andet Kjæbefodpar har den sædvanlige Bygning og de sædvanlige lancetdannede Processer. Fjerde Fodpar er uleddet**); mellem første og andet sees en Dobbeltknude i Legemets Midtlinie. X. Om Slægten Pandarus Leach og om 21. Pandarus Cranchii Leach. (Tab. XI fig. 22.) (Synonym: Pandarus Carchariæ (Leach?) Burmeister.) Der foreligger et rigeligt Antal Hunner af denne Form, som for største Delen ere indsamlede af Captain Aygom ved forskjellige Leiligheder; deres Findesteder ligge mellem 38° NBr. og 4° SBr. og mellem 31° og 76° VL.***). Af Burmeisters bekjendte Arbeide +) veed man, at dens Udbredning idetmindste gaaer til Helgoland. Arten er i det Hele beskrevet og afbildet tilfredsstillende hos Burmeister (l. ec), men da hans Fremstilling i enkelte Punkter, som vi dog ikke tillægge nogen særdeles Vægt, afviger fra vor, levere vi en Afbildning af Dyret samt nogle Bemærkninger til denne. I Modsæt- ning til andre Slægter af Pandarinernes Gruppe kan det bemærkes, at Skjoldet ikke viser andre Somme, end dem, der saa skarpt adskille Pandepladerne fra Skjoldet. Forskjellen *) Da vi her planmæssig have gjort Rede for, med hvilke andre Pandarinformer af Hunkjen de af os beskrevne Nogagus-Arter ere fundne sammen, ville vi endnu tilfeie, åt N. angustulus Gerst. er taget paa samme Hai som »Pandarus dentatus Edw.« og Gangliopus pyriformis, og at N. curticaudus (Dana) og N. validus Dana ere begge tagne paa samme Dag og paa samme Sted (og vel rimeligvis af samme Fisk) som Pandarus brevicaudus Dana. Fjerbørsternes Antal i de enkelte Fodpar er følgende: Første Fodpars ydre Gren 3, indre 3. « Andet — — 5+1— 7+1. Tredie — — 4 — 4+1. Fjerde — — 3 — 4. 1 De enkelte Lokaliteter ere: 31° NBr. 76° VL.; 38° NBr. 34° VL.; 4° SBr. 31° VL. Burmeister, Beschreibung einiger neuen oder weniger bekannten Schmarotzerkrebse (Acta Acad. C: L. G. N. C Vol. XVII p. I. (1833). mellem Hudskelettets mørktfarvede og gulagtige Dele er, ligesom hos andre Pandariner, ikke altid lige skarpt udpræget. De lyse Pletter af en temmelig konstant Pæreform, som sees midt paa Skjoldet, ere uden Tvivl Spor af Øinene; hvad det er, som Burmeister har beskrevet som Øine, vide vi ikke, men der kan ikke være nogen Tvivl om, at Øinene her som hos andre Copepoder maae søges paa Rygsiden af Skjoldet”). Tornene paa Skjol- dets Bagrand ere ikke altid tydelige, og deres Fraværelse vil derfor neppe afgive en brugbar Arts-Charakteer. Det første Par Rygblade, der hører til den første frie Bagkropsring, gaaer ikke i Eet med denne, saaledes som det i Reglen fremstilles hos denne og andre nær- staaende Arter, men er ligesom indleddet paa det dem forbindende Mellemstykke, som netop er en Del af første Bagkropsring. De to følgende i Midten indskaarne Rygblade ere derimod umiddelbare Forlængelser af anden og tredie Bagkropsring, og det ovale Blad, hvormed Legemet ender, er ikke selve Halen”), men et Halerygblad, analogt med Dinema- turernes, der dækker og rager et Stykke ud over det korte og brede, sexkantede Haleled, fra hvis Sider de saa ejendommeligt omdannede Haleblade udgaae; disse, der aldeles have mistet Bladformen, ere haarde, spidse, bajonetformede og tresidede og variere noget i Henseende til Længde og Krumning: deres to tynde Inderrande ere væbnede med enkelte Torne, hvis Antal og Længde ogsaa er underkastet nogen Variation. Æggetraadene, der ere lidt. længere end Dyrets Totallængde, udgaae mellem Haleleddet og dets Rygblad. Med Hensyn til de egentlige Munddele have vi Intet at foie til Burmeisters Fremstilling. Andet Kjæbefodpar — hvis Form og Bygning ikke er noiagtigt gjengivet hos denne Forfatter — har en meget omfangsrig Grunddel, der ved en Indsnøring gaaer over i en mindre, aflang Del, der maaskee nærmest kan sammenlignes med en Knivtang med to haarde læbeformede Grene, af hvilke den ene undertiden er takket. Mellem første og andet Følerpar findes de af Burmeister afbildede bløde Knuder eller Puder, det mellem første Par Kjæbefødder liggende Sæt (1. c. fig. 13 D) er derimod ikke altid tydeligt og hører med til andet Kjæbefodpars Grunddel. Et tredie Sæt Puder dannes ligesom hos adskillige andre Pandariner paa hver Side af første og andet Fodpar af de to frie Bagkropringes omboiede og opsvulmede Rand; mellem disse samme to Fodpar iagttages ogsaa en Dobbeltknude i Midtlinien. Paa de tre sidste Fodpar findes de paa Figurerne antydede Knuder, som ogsaa gjenfindes hos andre Pandariner. Vi have ikke havt nogen Grund til at ansee den her omhandlede Form for for- skjellig fra Burmeisters P. Carchariæ, men maae tillige udtale den Anskuelse, at der *) Denne Sætning er det overhoved nødvendigt at fastholde ved Undersøgelser af parasitiske Copepoder . selv i de nyeste Tider har man urigtigen beskrevet ganske andre Dele som Øine, f. Ex. hos Dinema- turerne. *) Om dette Forhold vil man ikke af Burmeisters Fremstilling faae nogen klar Forestilling. 392 ingen Grund er til at adskille Leach’s P. Cranchii*) derfra. Sammenholdes de Afbild- ninger, som Milne Edwards har meddelt”) af P. Cranchi efter Originalexemplarerne i British Museum, med hinanden og med de her meddelte, vil det vist indrømmes, at der ingen Grund er til at antage dem for at forestille forskjellige Arter, Et andet Spørgsmaal er det om Burmeisters og Leach's P. Carchariæ ere identiske; dette er det-umuligt at besvare, saalenge ingen nærmere Oplysning haves om Leach's Art end de faae intet- sigende Ord i hans Originalbeskrivelse***), Guerin+) har meddelt Afbildninger af de to formentlige Kjønsformer af P, Oranchü; men sammenlignes de med hinanden og med Milne Edwards nysanførte Figurer, vil man neppe betvivle, at hans Fig. 4 er feilagtig deri, at det ene Rygblad er udeladt; derved forsvinder dens væsentligste Forskjel fra Fig. 3, der skulde forestille Hannen, men uden Tvivl ligesaavel forestiller en Hun som Fig. 4. Blandt de talrige Exempiarer, som vi have undersøgt, have vi Intet fundet, der kunde tydes som en Kjønsforskjel, uagtet man vistnok er berettiget til at vente, at den ikke er ube- tydelig, og vi ansee det for afgjort, at der endnu ikke kjendes nogen Han af Pandarus- Slægten, — saafremt ikke denne skulde være at søge blandt Nogagerne ++)! Uagtet P. Cranchi er den eneste Art af Pandarus-Slægten, som vi kjende af Autopsi, maa vi dog udtale, at Slægten bør begrændses til denne Art og til dem, der slutte sig nærmest til den+++); hvorimod dens anden Underafdeling, bestaaende af P. bicolor og de til denne sig sluttende Arter (hvis saadanne findes, thi de hidtil op- stillede forekomme os meget usikkre) bør danne en ny Slægt, af lignende Grunde som dem, der have ledet os til at adskille Æchthrogaleus fra Dinematura. De ad- skille sig nemlig fra de typiske Pandari 1) ved at de to første Bagkropsringe ere ”) Det fortjener at udhæves, at P, Cranchii og Nogagus Latreillii begge oprindelig hidrøre fra Cranch og ere tagne paa samme Lokalitet (1° SBr. og 4° VL. f. Gweh). Dette Sammentref har to Gange gjentaget sig for Captain Hygom; det synes derfor at være rimeligt, at disse to Former findes paa samme Fiskeart; iøvrigt henvise vi til hvad ovenfor er anført S. 386. ) Regne animal, edition illustree, Crustacés pl. 78 fig. 2 og 2a. ) Dictionnaire des sciences naturelles t. XIV p. 535 (1819) +) Iconographie du règne animal, Crustacés, pl. 35 f. 3—4 ) I »Beiträge zur Kenutnisz wirbelloser Thiere« p. 166 bemærker Leuckart om Pandarus bicolor: adie männlichen Individuen sind etwas kürzer und gedrungener als die weiblichen.« Denne Angivelse, der vilde stride mod den Anskuelse, som vi ovenfor have udviklet, synes imidlertid ikke at beroe paa nogen positiv Undersøgelse af Kjonsredskaberne; af det foregaaende Afsnit om disse Organer hos Snyltekrebsene (p. 134—35) synes det nemlig at fremgaae, at Forfatteren ikke har undersøgt Pandarus-Slegtens mandlige (men vel dens kvindelige) Kjonsredskaber; og naar det (p. 167) om Pandarus lividus hedder »Weibliche Thiere mit Eischläuchen haben wir nieht aufgefunden«, synes man næsten deraf at kunne slutte, at Forfatteren ogsaa hos P. bicolor har troet at kunne skjelne Kjennene efter Æggetraadenes Tilstedeværelse eller Mangel. HH Nemlig P.dentatus og P. vulgaris M. Edw, P. satyrus Dana, P. concinnus Dana, P. pallidus M. Edw. og P. brevicaudus Dana. Vi antage rigtignok, at ved en noiagtig Sammenligning af disse Arter vil deres Antal blive reduceret endel. an sammenvoxne med hinanden, og det i den Grad, at deres Rygblade danne et firdelt Blad. 2) Ved en noget forskjellig, mere langstrakt Form af Kjonsringen; 3) ved at Halebladene ikke ere stiftformede, men bladagtige. Begrændset paa denne Maade vil Slægten Pandarus kunne diagnosticeres saaledes: Pandarus Leach, (P. bicolore et speciebus affinibus exelusis) dignoscitur (fæmina) cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus omnibus liberis, foliolis dorsualibus, in primo sejunctis, in sequentibus medio coalitis, instructis; annulo genitali mediocri; cauda brevis- sima, haud artieulata, folio dorsuali tecta, appendicibus duobus styliformibus divergentibus instructa; pedibus abdominalibus omnibus setis plumosis destitutis, qvarto pari ramis haud articulatis, ceteris ramis biarticulatis. (Fila ovigera mediocria). (Mas ignotus, anne Nogagus?) XI. Om Slægten Perissopus Sip. & Ltk. (Lepidopus Dana?) samt om 22. Perissopus dentatus Stp. & Zik. (9). (Tab. XII, fig. 25.) Af den saaledes benævnte lille Art har Captain Hygom til forskjellige Tider fundet to Exemplarer”) paa Haier, og af disse sad det ene paa Halefinnen af en ung Carcharias. Generisk stemmer den sandsynligvis overens med Danas Lepidopus armatus, der var taget af en Hai (Mustelus) i Rio Janeiros Havn. Da Navnet Lepidopus er anvendt som Slægts- navn for Fiske af Makrelfamilien, have vi maattet ombytte det med et andet. Dyrets Længde er 5""; dets største Brede (tvers over Bagenden) knap 3mm, For- kroppens Skjold er uden Suturer; det forlænger sig fortil paa hver Side i Form af en lille Pandeplade, der dækker det første Følerpars Grund; disse Pandeplader ere i Midten adskilte ved en lille Bugt; Skjoldets Baghjørner forlænge sig halvmaaneformigt som hos de fleste andre Pandariner; hvor disse Forlængelser støde til den dem forbindende Bagrand af Skjoldet sees paa hver Side en lille tynd Hudlap, ligesom hos de fleste andre Former af Pandarinernes Gruppe. De tre folgende Bagkropsringe synes at være frie; de bære idetmindste hver sit Par Rygblade; det første Par er rykket ud til Siderne og anbragt bagved Skjoldets Forlengelser; det andet Par udfylder tildels Mellemrummet mellem det første, og det tredie indtager hele Dyrets Brede. Kjønsringen er idetmindste ligesaa stor som det hele øvrige Legeme tilsammen og ender bagtil med en næsten lige Rand, der dog har et Indsnit i Midten og ender med en frem- trædende Spids eller Tand paa hver Side. Første Følerpar er som sædvanlig toleddet, men kort og kun udstyret med faa og korte Pigge; navnlig savnes de sædvanlige Børster langs med Grundleddets øvre Rand. Andet Følerpar er leddet og krogformigt; Snabelen Vi maae udtrykkelig bemærke, at ligesom vort Materiale har været lidet, har det heller ikke været godt; det ene Exemplar var stærkt indtørret, det åndet noget abnormt udviklet (manglede f. Ex. et af Rygbladene paa den ene Side og en Fod af sidste Par); alligevel haabe vi, at det er lykkedes os at gjengive denne Forms Eiendommeligheder nogenlunde rigtigt. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 bd, 50 394 lang og spids. Første Kjæbefodpar er spinkelt og ender med en dobbelt Krog; andet har derimod en meget eiendommelig Form; Spor til en bevægelig Klo eller overhovedet til en Haand- eller Tangdannelse have vi ikke kunnet finde; derimod ender det med en stor oval eller rettere noget nyredannet Flade, der har vendt mod Haifiskens Hud og er rifflet af Linier, der løbe temmelig regelmæssigt paa langs og paa skraas og saaledes krydse hinanden paa en bestemt Maade”). Til de hos andre Pandariner forekommende Knuder og Puder paa Undersiden af Skjoldet og paa Fødderne see vi her næsten intet Spor””). Intet af de fire Fodpar er uddannet til Svømning; alle fire have bladformede Grundled, som paa første Fodpar ere smaa, paa tredie og fjerde derimod meget store; det forbindende Midtstykke er netop kun antydet paa første Par, bredt og afrundet paa andet og springer frem i Form af en afrun- det Trekant paa tredie. Første og andet Fodpar har paa hvert Grundled to smaa toleddede Grene, af hvilke den ydre bærer 4—5 Børster uden Haar. Derimod ere de to sidste Fod- pars Grene aldeles rudimentære og uleddede. Det korte Haleled og Halebladene ere skjulte under Kjønsringen. Det ene Exemplar har rigtignok endnu Spor til Æggetraade, men vi kunne ikke angive disses Længde. Sammenholdes denne Art med den Danaske, vil man finde følgende Forskjellig- heder: hos Danas er Skjoldet femkantet og uden Forlængelser bagtil; den har kun fire Rygblade, og Kjønsringen ender med to afrundede Flige; andet Kjæbefodpar har en noget forskjellig Form og Skulptur, og første Fodpar beskrives som ugrenet. Slægten Perissopus og dens Arter ville kunne charakteriseres saaledes: Perissopus nod. (Lepidopus Dana?) dignoscitur (fæmina) cephalothorace indiviso; annulis abdominalibus liberis, foliola dorsualia 4 vel 6 gerentibus; annulo genitali sat magno, latius- culo, caudam brevissimam et foliola caudalia tegente; pedibus abdominalibus setis plumosis destilutis, primi et secundi paris ramis (in P. dentato sıltem) biarticulatis, ceteris ramis haud articulatis, omnino rudimentariis. (Mas ignotus). P. dentatus nob., cephalothorace postice in lobos duos laterales producto, foliis dor- sualibus sex, annuli genitalis angulis posticis acuminatis. P. armatus (Dana), cephalathorace pentagono, in lobos laterales haud producto, foliis dorsualibus quatuor, annuli genitalis angulis posticis rotundatis. Dichelestinernes eller Pachyeephalernes Gruppe synes ikke at indeholde ret mange pelagiske Former, uagtet den faaer sin Plads mellem Peltocephalerne paa den ene Side og de ægte Lernæer paa den anden, hvilke begge tælle saamange pelagiske Former. Af nye Bidrag til Kundskaben om denne Dyregruppe levere vi derfor kun Beskrivelse af en ny Lernan- thropus-Art fra det indiske Hav og af Anthosoma-Slegtens hidtil ubekjendte Han. *) Skjælbeklædt som hos den Danaske Art fandt vi det derimod ikke ") Nemlig kun en lille Knude bagved første Folerpar. 395 XH. Lernanthropus Blainv. 23. Lernanthropus Kønigii nob. (2 9). (Tab. XII, fig. 23.) De samme Exemplarer af »Pampelfisken« (Stromateus paru Bl), som hidrøre fra Dr. Konig i Trankebar og ere blevne beskrevne af Brünnich som afgivende Bolig i sin Mundhule for Cymothoa eremita (Brünn.) (C. Stromatet Bleeker), skylde vi Bekjendtskabet med denne paa dens Gjæller levende Snyltekrebs, Hannen er fra Panderanden til Halespidsen knap 2mm lang; Forkroppen er stærkt hvælvet og buget, fortil lige afskaaren, bagtil spidst afrundet; dens forreste Afsnit, som bærer Følerne, er svagt sondret som et særeget lille Stykke. Bagkroppen er mere smækker, dens Omrids lidt bugtede paa Siderne; den bærer paa hver Side to lange, smalle og flade, kløftede eller tvegrenede Vedhæng (det omdannede tredie og fjerde Fodpar) og ender med et særskilt lille Haleled, der bærer to smaa børsteløse Vedhæng eller Haleblade. Af Bagkroppens ovennævnte Vedhæng er første Pars indre Gren kort i Sammenligning med den ydre, der omtrent er saa lang. som andet Pars indre Gren, men kortere end dettes ydre Gren. Hunnen er c. 4"” lang. Forkroppen er stærkt sammentrykt, især fortil, men dog bredere bagtil end fortil, hvor den ender med to fremspringende afrundede Knuder; den er skarpt sondret fra Bagkroppen, som allerede ved sin Begyndelse er bredere end Forkroppen og derfra tiltager i Brede bagtil; efterhaanden gaaer ogsaa Bagkroppens sammentrykte Form over i den fladtrykte, saa at den ender med en stor, bred og flad Plade, der hænger ned som et Skjørt”) eller et Skjød over Halen og over Æggetraadenes og det sidste Par Vedhængs "Grund. Det første Par af Bagkroppens store Vedhæng {tredie Fodpar) har en ganske særegen Form; det staaer lodret frem paa Bugfladen og er dannet af et efter Længden sammenfoldet Blad, hvis ydre Lap er lidt længere end den indre. Andet Par Vedhæng (fjerde Fodpar) bestaaer af to Par flade og spidse Flige, den ydre lidt længere end den indre, der udgaae fra Bagranden af den egentiige Bagkrop og med deres Spidser rage nedenfor Rygpladen**). Loftes disse fire Flige i Veiret, sees den korte Hale, der synes ”) Denne Forlængelse findes som bekjendt allerede hos Slægterne Cecrops og Lemargus af Pandari- nernes Gruppe. At Tydningen af disse Dele som tredie og fjerde Fodpar, uagtet de ved deres store Omfang staae i en saa stærk Modsætning til første og andet Fodpar, er rigtig, trænger neppe til yderligere Bevis. I v. Benedens Beskrivelse af Z. Krøyeri beskrives det fjerde Fodpar endnu som Æggesækkene! (Ann. d. sc. natur. I. €. p. 103). De traadformede Æggesnore hos denne Slægt saavel som Hannen bleve først bekjendte ved v. Benedens Beskrivelse af Z Gisleri (Bulletin de l'acad. de Bruxelles, XIX pl. 2 p. 101), og først derved fik man Vished for, at Slægten hører til Pachycephalernes eller Dichelestiner- nes Gruppe og aldeles ikke har noget at gjøre med Chondracantherne. 50" 396 at bestaae af lo Led, af hvilke det forreste paa hver Side forlænger sig bagtil i Form af en nedhængende Vinge eller Flig*), der rager langt ud over det bageste Led, som bærer to rudimentære Haleblade. Fra det forreste Led (der altsaa egentlig er den her meget ubetydelige »Kjønsring«) udgaae Æggetraadene, og til det er der ofte fæstet to runde, rødbrune, stilkede Spermatoforer af lignende Form som de, der findes hos de ægte Caliginer. De øvrige Lemmer ere næsten eens uddannede hos begge Kjøn, naar undtages første Følerpar, der synes at mangle aldeles hos Hunnen, men hos Hannen er traad- dannet, leddet og udstyret med enkelte korte Børster henimod Spidsen. Snabelen er spids; ved dens Grund sees et Par smaa, to- eller treleddede Palper eller Kjæber (2). Andet Foler- par har hos Hannen sin Plads saa tæt ved Forenden, at det rager frem foran denne; detle er ikke Tilfældet hos Hunnen. Det har ligesom andet Kjæbefodpar Form af et stærkt Fastholdningsredskab med opsvulmet Grundled og krogdannet Endeled; første Kjæbe- fodpar er vel mindre og mere spinkelt, men har dog næsten samme Form. De to første Fodpar ere aldeles rudimentere, blot antydede ved to Par meget smaa Blade paa hver Side med Spor til enkelte Borster og Pigge. Paa Gjellerne af en anden ostindisk Makrelfisk, Galeichthys major, have vi fundet nogle Exemplarer i mindre god Tilstand af en Lernanthropus, som vi ansee for at vere den samme Art som den her beskreyne. Foruden de tre tidligere bekjendte Arter af Slægten Lernanthropus, nemlig L. musca Blaine, L. pupa Burm. og L. paradoxus (Nordm.), har van Beneden i de senere Aar meddelt Beskrivelser og Afbildninger af tre andre Arter, nemlig to europæiske: L. Kroyeri v. B. (af Labrax lupus), L. Gisleri v. B. (af Sciæna aquila), og en fra det indiske Hav, L. Petersi v. B. (af Serranus goliath fra Mozambik). Af de to sidstnævnte kjendes tillige Hannerne, som tidligere vare ganske ubekjendte. Vor nye Art har mest tilfælles med L. Gislert v. B., men vil let ved følgende Diagnose kunne skjelnes saavel fra den som fra de andre ovennævnte Arter. = Lernanthropus Konigii nob. Femina dignoscitur cephalothorace tectiformi, antice compresso et bilobo, abdomine latissimo, convexo, postice in scutum maximum, planum, rotundatum producto, antennis primi paris nullis (?), pedibus abdominalibus tertii paris maximis, folium conduplicatum simulantibus, quarli paris foliaceis, biparlilis, acuminatis, lacinia interiori paulo breviori, scutum abdominale superantibus, cauda brevi, obtecta, biarti- eulata (2), articulo primo (genitali) alis duabus elongatis predito. Mas dimidio minor, cephalo- thorace convexo, latiusculo, antice recto, postice rotundato-acuminato, abdomine angustiore, cephalothoracis fere longitudine, in scutum baud producto, cauda porrecta, unarticulata, haud ”) En saadan Flig eller Vinge synes-ogsaa at findes hos Z. Gisleri (l. c. i"), men at være regnet med til fjerde Fodpar. 397 alata, antennis primi paris setaceis, pedibus tertii quartique paris abdominis bipartitis, in lacinias elongatas, acutas, graciles, inaequalis longitudinis, productis. Hab. in branchiis Stromatei paru et Galeichtyis majoris, piscium Indicorum. XI. Anthosoma Leach. 24. Om Hannen af Anthosoma crassum (Ad/gd). (Caligus erassus Adgd., A. Smithii Leach.) (Tab. XII, fig. 24.) Alle os bekjendte Beskrivelser og Afbildninger af denne Snyltekrebs have kun fremstillet Hunnen. Blandt nogle fra Universitetets physiologiske Museum hidrorende Exem- plarer, som ifølge Etiketten ere tagne af Snuden og Gjællerne af en i Oresundet fangen Lamna cornubica, fandtes imidlertid eet, som afviger paa en saadan Maade fra de andre, at vi maae antage det for at vere den hidtil ukjendte Han. Det mangler nemlig begge Rygbladene, og de tre Blad - Par, som repræsentere de tre Par Bagkropsfodder, ere mindre og naae ikke sammen i Midtlinien; man kan derfor baade paa Ryg- og Bugsiden let iagttage Legemets Inddeling i tre frie Bagkropsringe foruden Kjonsringen, der er mindre end hos Hunnerne, og Halen, der synes at vere svagt toleddet. Ogsaa er hele Dyret noget mindre end de andre (Hunnerne). I Henseende til Bygningen af Folerne, Munddelene og Kjæbefødderne have vi ingen Forskjel iagttaget; paa de to første Fodpars indre Rand seer man ganske svage Spor til Fodgrenene; hos Hunnerne, hvor Prof. Krøyer har fundet noget lignende, finde vi i dets Sted kun et Hak"). Da vi Intet have at tilføje om Clavella- Gruppen, der, som allerede ovenfor er bemærket, danner det naturlige Bindeled mellem Dichelestinernes Gruppe og de ægte *) Skulde dette Forhold variere hos Hunnerne eller skulde Prof. Kroyers lagttagelse med Hensyn til dette Punkt maaskee hidrøre fra en Han, uden at Forfatteren er bleven opmærksom paa Kjønsfor- skjellen? Den af Professor Kroyer i andet Bind af naturhistorisk Tidsskrift paa Tab. II fig. Sa afbildede unge Dichelestium er rimeligvis en ung Han. Derpaa tyder fornemmelig Formen af tredie (sidste) Par Bagkropsfødder, som har den for Hannerne charakteristiske Brede, Under denne Forud- sætning synes det imidlertid, efter Sammenligning med en ung Han af c. 4Y9'"s Længde (det frem- strakte andet Krogfølerpar medregnet), at Prof. Krøyers Tydning af de paa den omhandlede unge Dichelestium forekommende Indsnøringer og Ringe ikke har været ganske heldig. Paa Fig. Sa ere d og e uden Tvivl Kjønsringen, saa at f og g tilsammen ville svare til Halen hos det udvoxne Dyr; tilsvarende Indtryk iagttages tydeligt paa Halen og Kjønsringen hos de foreliggende Hanner. Da Prof. Krøyer ikke i 1838 kjendte den udvoxne Han, som først er beskreven og afbildet af Rathke et Par Aar efter (Nova Acta A. C. L. N. C. t. XIX p. I p. 127 og folg., tab. XVII f. 1), var det ganske naturligt, at han i Tydningen af sit unge Dyr gik ud fra den ham bekjendte Hun, som har en Bag- kropsring mere og hos hvilken denne sidste (fjerde) Bagkropsring har paa Midten en mere eller mindre tydelig Indsnøring. Lernæer, ville vi nu’gaae lige over til disse eller til Penneila-Gruppen med sine tre Hovedslægter: Lernæonema, Lernæa og Pennella. to) ’ 5 XIV. Om Lernæonema Min. Edw. og Lernæenicus Les. samt om to nye Arter af sidstnævnte Slægt. Da Milne Edwards i Aaret 1840 i sit oftnævnte Værk, Ill. p. 524, opstillede Slægten Lernwonema, fik denne allerede et Indhold af fire Arter, der efter Antallet af de hornformede Forlængelser paa »Baghovedet« af Forfatteren selv ordnedes i to Grupper, men som ikke alle lige godt passede til de givne Slegtsmerker. Til den første Gruppe, med to Horn, henfortes: 1. Lerneonema Lesueurtd M. Edw, grundet paa en Figur af Lesueur i Journal of the Academy of Philadelphia vol. Ul. pl. XI. fig. 3., hvilken Figur imidlertid bestemt fremstiller det yngre Dyr af den paa samme Tavle gjengivne og af samme Fisk tagne Pennella Blainvillei Les., og altsaa feilagtigen er bleven henfort til den her omhandlede Slegt. 2. Lerneonema monilaris M. Edw., fundet paa Oiet af Clupea sprattus; baade i Texten og ved Figuren fremstilles en Eiendommelighed, som skal udmærke den fra de andre Arter, nemlig” »portion abdominale du corps courte«, medens Slegtscharakteren typisk fordrer det Modsatte; thi i denne hedder det: »ils se distinguent de ces derniéres (des Pen- nelles) par la conformation de la portion abdominale de leur corps, qui est assez devéloppée mais n’offre pas de prolongemens dermoides en forme de cornes ou de tubes«. Denne større Udvikling af Halepartiet findes derimod hos Forfatterens tredie Art, der hører til hans anden Gruppe, med tre Horn, nemlig: 3. Lernæonema abdominalis M. Edw, Dens Vært er ikke nærmere angivet, men den anføres at være taget ved Valparaiso af Naturforskeren Gay og udmærker sig paa- faldende fra de andre derved, at Halen har næsten en lignende Længde som Brystpartiet og at hele Kroppen er noget S-formig boiet*). Førstnævnte Eiendommelighed har Forfatteren aabenbart ogsaa villet fremhæve ved det for Arten valgte Navn; alene paa Grund af et .ringe Spor til det tredie Horn stiller han sammen med denne: 4. Lernæonema Surrirei Blainv. (Journal de Physique t. 95. p. 376, pl. fig. 2, og Diction. des sciences naturell. XXVI. p. 117); men han fremhæver da ogsaa, at den netop i Halens Forhold afviger fra den foregaaende, ligesom det ogsaa ifølge Blainvilles langtfra gode Figur er umuligt andet end at antage den for en med Z. monilaris meget nærbeslægtet ”) »Portion abdominale du corps dont la limite est indiquée par la position des vulves, presque aussi longue que la portion thoracique et obtuse au bout«. I. c. p. 525. 399 . DEN Art, maaskee endog delvis for den samme. Dr. Surriray har nemlig taget den under Brystfinnerne og paa Øiet af Smaafisk, der bleve fangede i Kanalen og som rimeligvis have været mindre Sildeformer. Den tredie af disse Arter (LZ. abdominalis), som ved dens større Udvikling af Hale- partiet og ved dens noget S-formede Boining af Kroppen peger hen imod den egentlige Lernæa-Slægt (med Lernæa branchialis Linn. til Typus), synes altsaa at være den, hvorefter Lerneonema-Slegten er bleven opfattet af Slægtens Opstiller, medens derimod Z. monilaris (der iøvrigt har vist sig identisk med en ældre, af Sowerby beskreven, men af Milne Edwards ikke kjendt Art: Z. spratte*), i en meget ringere Grad svarer til det i Slægts- charaktererne udtalte Slegtsbegreb**). Alligevel synes det, som om der netop om og til denne Art vilde slutte sig et større Antal af Former, der dels siden den Tid ere blevne bekjendte, dels allerede vare det, men ikke af Milne Edwards vare blevne rigtigen opfattede. Saalanne ere: j a) Lernæonema encrasicoli Baird (Brit. Entomostr. Tab. 35 fig. 11.), der ligesom L. monilaris snylter paa Fisk af Sildefamilien, men hæfter sig paa Kroppen af disse Fisk. Den mangler de talrige Ringe eller Indsnøringer, der findes paa den saakaldte Hals hos L. monilaris Edw. (L. sprattæ (Sowb.)). b) Lernæonema ocularis (Cu), der ifølge Règne animal III. p. 256 er tåget paa Hornhuden af Sildens og andre beslægtede Fiskes Øine og saaledes ifølge dens Opholdssted og dens almindelige Kropform turde formodes at blive identisk med L. sprattæ (Sowb.); men Cuviers kortfattede Udtryk om den (l. c.) angive bestemt, at den har fire horn- formede Forlængelser, to større og to mindre, hvilket ikke er iagttaget hos L. sprattæ st) ”) Sowerby: British Miscellany t. 68. 1806; smlgn. Baird British Entomostraca p. 341 Tab. 35 f. 10. "') Det er ved en Feiltagelse, at i Oversigterne over det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Forhand- linger for 1860 p. 189 Z. Surirei er nævnt, ved Siden af Z. abdominalis, som en typisk Lernæonema. Lernæonema Bairdii Salter, Ann. of Nat. Hist. II Series. Vol. VI. (1850) p. 86—S7, pl. 7, fig. 1—5, anføre vi aldeles ikke her, da vi ingen Tvivl have om, at Dyret ikke var fuldstændigt i sin Forende, og at heraf netop de Forskjelligheder ere fremkomne, som skulde begrunde dens Artsselystendighed ; efter enhver Sandsynlighed mangler hele »Hovedet«, og i alt Øvrigt er den saa overensstemmende med L. sprattæ (monilaris M. Edw.), at den maa ansees identisk med denne Art, med hvilken den ogsaa har Opholdssted tilfælleds (Sildens Øie). Heller ikke kunne vi her opføre Zerneonema JJusteli v. Beneden (Annales des sciences natu- relles, t. 16. 1851, p. 125 pl. VI fig. 11 og 12), som er fundet paa en Mustelus vulgaris ved den belgiske Kyst; thi Ordene: »les oeufs sout régulièrement entassés dans les tubes oviféres au nombre de trois ou quatre dans la largeur« vise tydeligt, at den slet ikke hører med til denne vor første Rekke af parasitiske Copepoder med Æggetraade, men i vor anden Række med Æggesække med flere Rækker af Æg, uagtet dette Forhold ikke er udtrykt paa Figuren. Den vil rimeligvis danne en ny Slægt i Nærheden af Lernæocera, og de to eiendommelige Forlængelser fra Kjøns- ringen ville maaskee kunne-benyttes til at charakterisere denne Slægt, som dog ikke kan betragtes som fuldstændig kjendt, da v. Benedens Individer uden Tvivl — som denne Forfatter ogsaa udtaler det — have manglet det saakaldte Hoved. 400 c) Lernewonema radiata (Lesueur), fremdeles funden paa en Fisk af Sildefamilien, nemlig Alosa tyrannus (Latrobe) fra Nordamerikas Kyster; hvis den er rigtigen beskrevet og afbildet (Journal of the Academy of Philadelphia III. p. 288—89; Tab. XI. fig. I a—d) hvilket neppe kan betvivles, har den fem lange og meget tynde Horn. Milne Edwards har opført den blandt sine Lernæocerer. Ved Tilfoielsen af disse tre Arter vinder altsaa den Gruppe, hvortil Milne Ed- wards’s Z. monilaris hørte, et større Omfang og taber dog intet i Enhed; thi alle de anforte (fire) Arter synes virkeligen at slutte sig noie sammen, og Forskjellen i Hornenes Antal bliver altid en Forskjel af særdeles underordnet Betydning”). Gruppen vinder tillige ved denne Sammenstilling et eget ældre Slægtsnavn, der endog vilde have Prioritet som Navn for den hele Slægt, hvis det maatte ansees for naturligt, at holde dens hele Indhold samlet i den Milne - Edwardske Forstand, det vi dog ikke kunne indrømme. Idet Lesueur nemlig beskrev den ovenfor opførte Art som Lernæa radiata, blev han fuld- kommen vel vaer, at den kun med Tvang lod sig indbringe i de hidtil opstillede Lernæ- slægter og navnligen ikke i Slægten Lernæocera, fordi »Hornene« ikke vare grendelte, men enkelte; paa Grund af denne Særegenhed mente han derfor at burde foreslaae for Arten L. radiata og for sin samtidig og sammesteds beskrevne Lernæa cruciata Dannelsen af en egen Slægtsgruppe og foreslog at benævne den Lerneenicus. Imidlertid tilføjede han dog umiddelbart derefter, at det maaskee var heldigere at ændre Slægtsmærkerne for Lernæocera Blv. i dette enkelte Punkt, saaledes at ogsaa Former med ugrenede »Horn« kunde optages i den. Dette vilde ogsaa aabenbart være det naturligere, naar Formerne i alle øvrige Forhold stemmede overeens, og den ene af hans to Arter, ZL. cruciata, synes ogsaa uden al Vanskelighed at kunne og at burde forenes med Lernæocera; men ander- ledes forholder det sig med L. radiata, der afviger saa aldeles fra Lernæocererne, og for denne maatte vi altsaa beholde det afLesueur givne Slægtsnavn: ZLernæenicus. Med det samme Navn maa vi følgelig ogsaa betegne de tre eller fire ovenfor nævnte, saa nær staaende Snyltekrebs fra Sildefiskene, medens vi forbeholde den senere givne Milne-Edwardske Benævnelse Lernæonema for den af de Milne-Edwardske dertil henførte Arter, der bedst svarer til de givne Slægtscharakterer, nemlig L. abdominalis, og for saadanne Former, som heri maatte slutte sig nærmest til den. Naar Grændsen stilles paa denne Maade mellem Lernæonema M. Edw. og Lernæe- nicus Les., vil det fremdeles blive til sidstnævnte Slægt at vi have at henføre to nye Snylte- krebs fra Atlanterhavet, hvilke vi begge skylde Hr. Skibscaptain V. Hygom og som vi ”) Hvorvidt Hornenes Antal ubetinget kan antages at have Betydning som Artsmærke, selv derom faaer man ikke nogen ringe Tvivl ved de Kjendsgjerninger, der nedenfor anføres om Pennella og som vise det Vaklende i denne Retning hos Arterne af denne nærstaaende Slægt. Tre Exemplarer af L. sprattæ vise en hoiere eller lavere Rygtorn som L. Surriræi. 401 ligeoverfor de foranførte (fire) Arter, der snylte paa Fisk af Sildefamilien, korteligen kunne diagnosticere saaledes: 25. Lerneænicus nodicornis Stp. Ztk. (Pl. XII. fig. 26) bicornis, cornibus brevibus, validis, subcylindricis, obtusis, patentibus; pedunculo abdominis (»collo«) levi (haud annuloso s. moniliformi), longissimo, partem clavatam bis »quante. 26. Lerneænicus inflexus Sp. Lix, (Pl. XII. fig. 27), bicornis, cornibus basi valde crassis, retroflexis, apice altenuatis, inflexis; pedunculo abdominis haud annuloso, genu- flexo (?), longo, partem clavatam ejusdem fere bis æqvante *). Lerneenicus nodicornis forefandt Hr. Captain Hygom i Maven af en Delphin, som han i Foraaret 1858 havde fanget under 41° NBr. og 29° VL., og den hidrører altsaa fra en Fisk, som Delphinen har slugt, men uvist fra hvilken, ligesom det ogsaa er uvist, paa hvilke Dele af denne den har snyltet Den er 49™ lang, den kolbeformede Del af Bag- kroppen er 15"" og sammes tynde halsformede Del 29mm, Mellem deres Spidser maale Hornene 4mm, Lerneenicus inflexus besidder Museet i to Exemplarer, tagne af Captain Hygom paa Gjællerne af en »Baracotta« (en større Makrelfisk?), fanget i Foraaret 1557 i Nærheden af Æquator, nemlig under 2° NBr. og 28° VL.; de ere ialt 26™ lange; deres Bagkrops kølleformede Del er 9™™ lang og sammes stilkformede Del 12—14mm; Breden over Hornene ere 2,5mm; disse ere overordentlig tykke ved- Roden, stærkt tilbageboiede, med en tynd Spids, der boier indad imod Kroppen. Da begge Individerne have en Knæbøining paa Stilken, turde dette maaskee være mere end tilfældigt og hænge sammen med en bestemt Maade, hvorpaa de ere hæftede til Værten. Skjøndt disse Former allerede have megen Interesse derved, at de give Lerneænt- cus-Slægten en større Fylde, idet de med andre relative Forhold i Kropdelene, med de længere Kropstilke og massivere Horn stille sig ved Siden af de saa tæt til hinanden sluttende Arter fra Sildene, og vistnok ogsaa begge snylte paa ganske andre Fiskeformer, er der dog en anden Retning, hvori de have frembudt en langt større Interesse for os. Vi have nemlig paa begge Arter, men især paa L. inflexus, hvis Individer neppe vare saa gamle som det af LZ. nodicornis, ikke allene kunnet erkjende simple Rudimenter af Bag- kropsfødder paa den Del af Bugfladen, der ligger mellem Hornenes Rod og lidt bag ved denne, men have ogsaa kunnet overbevise os om, at disse Fodpar, hvis Antal er fire, ere flerleddede og deres yderste Led borsteberende**), og fremdeles, at disse Fødder bæres af *) Maaskee-vil det senere vise sig rigtigt at sondre disse Arter generisk fra Slægten Lerneænicus s. str. Fortiden synes en saadan Sondring kun at kunne begrundes paa Forhold -af en mere habituel Værdi. ”) Da vi kun have to Individer, have vi ikke villet beskadige dem for at give specielle Tegninger af Fodparrene, men kunne henvise til de senere givne Figurer af de tilsvarende Fodpar hos Lernæa, der ville give et almindeligt Billede af dem. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 51 402 smaa Hudplader, der ligge i to Rader og utvivlsomt ere Hælvter af Bagkroppens Bugringe. Foran denne Dobbeltrække af mindre Plader ligger i Midtlinien en meget større, der turde tilhøre Forkroppen. Sete fra Rygsiden have begge Arter ikke alene vist os Ryghælvterne af et Par af de Ringe, der modsvare de fodbærende Hælvter paa Bugsiden, men ogsaa et stort ovalt Cephalothorax med Kærvninger i Randen, der vistnok endnu antyde de op- rindelige Partier, hvoraf denne Del af Kroppen er sammensat. — Fra Førenden af dette Cephalothorax lægger der sig fremad paa det tynde og smale »Hoved« to treleddede med en tydelig Gribeklo eller Sax forsynede ydre Antenner (smlg. Fig. 26 og 2”), og fra disses Rod nedhænger der paa Siden, eller er der ligesom kittet til Siden af Hovedet, to meget tynde, næsten traadfine indre Antenner. Paa Mundens Sider sees endeligen et Par toleddede, knæboiede Redskaber, hvilke vi tolke som et Par Kjæbefodder (Fig. 27 mp, i meget stærk Forstørrelse); den ydre krogformede Spids er meget tynd, eller fladtrykt med noget tykkere Rande, som om den vilde tvedele sig. Munden danner et smalt Rør, der ligesom kan udtrækkes noget af den ydre Cylinder, hvilken Mundrammen danner, og som i visse Belysninger og navnlig hos det ene Individ synes ligesom at have svage Indsno- ringer. Tet foran Munden sees paa Rygsiden en mørkere øielignende Plet, men denne har sikkert nok ikke noget med et saadant Sandseredskab at gjøre. Af alle disse Lemmer, Munddele og Antenner mene vi, at ingen tidligere have været iagttagne hos de Lernæformer, vi have givet Plads i denne Slægt. Formen af visse af disse Dele, de ydre Antenner f. Ex., synes os paa en vægtig Maade at tale for den Plads, Gruppen Lernæadæ indtager i denne Afhandling, og tilsammentagne røbe de paa en aldeles utvetydig Maade, at den Del af Dyret, vi ovenfor med de tidligere Beskrivere for lettere Forstaaelses Skyld have kaldt »Kroppen«, væsentlig kun er Kjønsringen, og at baade »Stilken« og den kølleformige, opsvulmede Del begge tilhøre denne alene. Kun Kjønsringen med de nedhængende lange Æggetraade og den aldeles indsvundne Hale synes altsaa at hænge frit ud af Fisken, medens netop den egentlige Krop tilligemed Hornene ligger ind- _ trængt i Fiskens blødere Dele. Dette giver os forud særdeles gode Vink til den rette Opfattelse af de egentlige Lernæers og Pennellernes morphologiske Forhold. — Ganske anderledes er derimod Forholdet hos Lernæocera, hvor, som Brühl*) har vist det, de fire Par Bagkropsfødder ere fordelte over hele Længden af det opsvulmede, Kjønsstofferne indeholdende Kropparti, der altsaa for den allerstørste Del er en egentlig Bagkrop (abdomen) i den Betydning, hvori vi i denne Afhandling have anvendt dette Udtryk, hvorimod »Kjøns- ringen« her er overmaade lille. *) Mittheilungen aus d. K. K. zool. Institute der Universität Pest Nr. 1. 403 XV, Lernæa Linn. (sens. strict). Arterne af den egentlige Lernea-Slegt ere langtfra at vere pelagiske Former; thi de kjendte Arter holde sig til Kystens eller Havbundens Fisk; naar vi alligevel ligesom i Forbigaaende her dvele korteligen ved denne Slegt, da er det for i Forbindelse med de øvrige her beskrevne beslægtede Dyreformer at gjøre opmærksom paa en hidtil mindre paaagtet Form fra det nordlige Atlanterhavs Kyster, men fornemmelig dog for at kunne be- kræfte Tilstedeværelsen af Lemmer og Antenner selv hos disse i hoieste Grad uregelmæs- sige Snyltekrebs og for at kunne give nogle nærmere Oplysninger om disse Deles Stilling og Bygning. 27. Lernæa branchialis Zinn. (Lernæa gadina 0. F. Miller (prodr. Zool. Dan)). (Tab. XIII, fig. 28.) Vi have vel ikke hidtil været heldige nok til at kunne inddrage i vore Undersøgelser enten egentlig yngre Individer eller Unger af denne hos vore Arter af Torskeslægten saa almindelige Lernæa; men vi have desuagtet kunnet erkjende lidt flere Spor af den op- rindelige Krebsdyrbygning, end der hidtil ere blevne anførte. Selv paa de allerældste og allermest uregelmæssige Individer have vi saaledes lettelig kunnet overbevise os om, at der paa Bugfladen af Dyret, lige under det uparrede Ryghorn eller umiddelbart bag ved dette, findes fire Par meget smaa Lemmer (Bagkropsfodder), der svare aldeles til de foranførte hos Lerneænicerne, og da vi ikke have savnet dem hos nogetsomhelst Individ, vil altsaa det Led i Slægtens Charakteristik hos Milne Edwards, der hedder: »depourvus de pattes rudimentaires«, paa Grund heraf ikke længere være rigtigt. Men heller ikke Antenner kan man sige, at de mangle, idetmindste ikke aldeles, da selv paa de ældste og største Individer disses Tilstedeværelse kan paavises, om end i en meget tilbagetrængt Tilstand. Paa Rygsiden af Cephalothorax, foran det uparrede Ryghorn og mellem de to Sidehorn (altsaa paa Punkter, der svare til de lidt mere udviklede Antenners Udspring hos Lerneenicus) udgaaer der tvende korte tveleddede, men aldeles rudimentære Lemmer, som tildels rette sig lige iveiret og hvis øverste Led under en tilstrækkelig Forstørrelse tydeligen viser sig at være en fordreiet eller vreden Klo eller Sax; at disse udgjøre det andet Antennepar kan man aldeles ikke betvivle (fig. 288a?). Af det første Antennepar have vi hidtil ikke kunnet finde noget Spor paa vore ældre Individer, men de have alle vist et Par leddede Vedhæng, hæftede til den parrede Sidesvulst ved Mundranden, hvilke vi have tydet som Kjæbefødderne (fig. 23«mp!). Det er imidlertid de selvsamme Redskaber, hvilke Prof. Krøyer i sin ældre Afhandling (Nat. Tidskr. II. p. 294) omtaler som Hjælpekroge, ligesom de af 51" 404 samme Forfatter umiddelbart derefter omtalte: »to parallele Rækker af sorte Punkter, fire Punkter i hver Række«, ere vore ovenfor anførte Bagkropsfødder. Med Hensyn til denne Arts Fasthæftning til sin Vært skulle vi endnu tilfoie, at den altid er forekommet os hæftet saaledes op i Gjællebuernes Kjødmasse og med sine grendelte trende Hæftehorn saaledes ‚klamret op til de langs under Gjællebuen løbende Blodkar, at vi maae formode, at den suger saagodtsom umiddelbart af disse; men vi have paa levende Dyr ikke havt Leilighed til umiddelbart at overbevise os herom. Som en egen Varietet af dette Krebsdyr maae vi fremhæve: 28. Lernæa branchialis var. sigmoidea Sip. & Ltk. (Lernæa gadina O. Fabr. fn. gr. 336.) (Tab. XIII, fig. 29.) Der forekommer ved Færøerne paa Torskearter (formodentlig paa flere) og lige- ledes ved Grønlands Kyster paa Ovaktorsken (Gadus ovak) en Lernæform, der hidtil er bleven betragtet som identisk med Z. branchialis Lin., men som dog med Tiden turde vise sig at være en egen Art, hvorfor vi her forelobigen have betegnet den med oven- staaende Navn. Idet vi henvise til Figuren (XIIL f. 29), som fremstiller den i naturlig Størrelse, og bede denne sammenlignet med de gængse Figurer af L. branchialis (f. Ex. Strøm Søndmør. I. f. 18, Baird brit. Entom. tab. XXXV f. 12), skulle vi her bemærke, at den adskiller sig fra denne sydligere”) eller typiske Form derved, at den saakaldte »Hals«, den tynde stilkformede Del af Bagkroppen, er meget kortere, i Reglen kun halv saa lang som hos Z. dranchialis, og at den derhos er mere tynd og under en skarpere Vinkel bøiet tilbage imod den sækformig opsvulmede Del af Bagkroppen, hvilken i det Hele er "tykkere og forholdsvis længere end hos Z. branchialis. Hele Dyret er fuldstændigere S-boiet. Hornene eller Hæflearmene ere svagere og synes mindre forgrenede, medens de Fremstaaenheder, der findes paa begge Sider af Halens Udspring ere meget tydeligere. Selve Halen, der hos Z. branchialis holder sig næsten cylindrisk, er her mere sækformig udvidet ved sin Grund, og Udrandingen i Bag- enden viser sig tydeligere. Æggetraadene synes os .opviklede paa selvsamme Maade, som hos den .ty- piske Form. De samme Spor af Lemmer og Antenner, som vi have omtalt hos Hovedformen, have vi ogsaa fundet hos denne; men da vi her ved et gunstigt Tilfælde baade have havt *) Ogsaa ved de danske Kyster forekommer der undertiden en noget lignende Form, men da Hale- partiet ikke har den nedenfor nævnte Opsvulning, ere vi i Tvivl, om den bør ansees for aldeles identisk med den nordligere Form. 405 rigeligere Materiale og ogsaa have havt idetmindste halvunge Individer til Undersøgelse, have vi her bedre kunnet offre flere Individer til en speciellere Oplysning om Lem- mernes Bygningsforhold. Disse ere, som Figurerne vise (see XIII. fig. 29), i alle fire Par toleddede og forsynede med Børster, men kun de to forreste Par ere tvegrenede, de to bageste eengrenede. XVI. Om Slægten Hæmobaphes Sp. & Lik. samt om 29. Hæmobaphes cyclopterina (Fabr.) (Lernæa cyclopterina (Fabr.) (Tab, XIII, fig. 30.) Denne interessante Lerneform var hidtil kun funden paa Cyclopterus spinosus, men foruden paa denne gronlandske Fisk have vi ogsaa fundet den paa gronlandske Individer af Cottus gronlandicus, Gunnellus fasciatus og Sebastes norvegicus, samt paa færeiske Exemplarer af Gadus Merlangus og Cottus bubalis, og den ene af os (Stp.) har tidligere taget den i Reikiavik paa Exemplarer af den islandske Cottus scorpius. Det viser sig altsaa, at Formen ikke tilhorer allene den arktiske Zones Kyster, men ogsaa gaaer meget sydligere, og at den er langtfra at vere bunden til en enkelt Fiskeart eller enkelt Fiske- slægt, som såa mange andre. Den er hidtil bleven staaende i Slægt med den foregaaende Art, og det kan ikke nægtes, at den synes at staae denne saare nær, især naar man seer hen til dens udenfor Værtens Gjæller fremragende Dele; alligevel forekommer det os, at den ved nærmere Bekjendtskab frembyder saa mange og saa vigtige Afvigelser, at vi maae ansee det for naturligst at stille den i en egen Slægt for sig. Foruden Fabricius’s meget korte Beskrivelse i Fauna gronlandica (p. 337) have vi af Professor Krøyer (Naturh. Tidsskr. I. p. 501. flg.) en udførligere og noiagtig af tvende næsten udvoxne Individer, og af disse tillige Figurer, der for deres Tid ere meget brugbare (l. c. Tab. V fig. 4. a—e); men af det fuldt udviklede Dyr med dets Æggesække har man ikke nogen Afbildning, ligesaalidt som man har en Fremstilling af de Spor af Lemmer, som Dyret endnu maatte have tilbage. Disse Savn er det, som vi ved vore Figurer have søgt at afhjælpe, saavidt vort Materiale har villet tillade os det, idet vi tillige ved disse have villet tydeliggjøre den meget mærkelige Maade, hvorpaa Dyret ifølge vore Undersøgelser snylter paa sin Vært, hvilken af de ovennævnte Fiskearter denne end maatte tilhøre. Det er allerede antydet, at det ejendommelige Indtryk, som Dyret i dets natur- lige Stilling mellem Gjællebladene gjør paa Betragteren, er det samme, som man faaer af Lernæa branchialis; men tvende Afvigelser i Enkelthederne træde dog oieblikkeligen frem. Først møde nemlig Øiet de to i en aldeles regelmæssig Spiral, lige tyk i dens 406 hele Længde, tæt oprullede Æggetraade, medens den nævnte Lerne altid har dem i uregelmæssige Løkker, opviklede til langagtige Nøgler; dernæst træffes det af de to Par Udvidelser, der ligesom Sække hænge ned fra den tykke stærkt S-boiede Krop, og i Nærheden af hvilke der oftere sees andre mindre Udvidninger eller Bukler. — Det forreste Par af disse Poser ligger foran Æggetraadenes Udspring og svarer nøiagtigen til de mindre Fremspring af Kjønsringen, paa hvilke vi ovenfor ved Lernæerne have gjort opmærksom; det bageste Par ligger bagved Æggetraadenes Udspring og er Ud- vidninger af den øvre sækformige Del af Halen, der allerede hos var. sigmordea at Lernæa branchialis var bleven saa stærkt udspilet og som altsaa her endog har faaet lige- som Sidegrene. — Jo ældre Dyret er, jo stærkere ere alle disse Sideudvidninger og jo mere ere de ledsagede af andre mindre, blot bukleformede; jo yngre Dyrene ere, jo færre og utydeligere Spor er der af saadanne Bukler, jo kortere og uanseeligere ere de to Par Sidesække. Forfølger man nu Snyltegjæsten i dens Fortsættelse ind i Gjællepartiet, finder man altid, paa hvilket Gjællepar, paa hvilket Sted af Gjællebuen og paa hvilken af de nævnte Fisk den end er hæftet, at dens S-boiede opsvulmede Krop strax gaaer over i en lang, tynd, trind »Hals«, der ufravigelig boier ned imod Tungepartiet, idet den følger langs med de i Gjællebuens udhulede Bagrand liggende Blodstammer; ankommen til dette Sted udskyder »Halsen« nogle smaa Sideforlængelser eller Horn, der snart ere enkelte, snart kløvede, snart længere, snart kortere, og ved hvilke den ligesom ved Ankere holder sig fastere til sin Omgivelse, og derpaa boier den sig i en meget skarp Vinkel tilbage og følger Dyrets Midtlinie. Denne i en saadan tilbagebøiet Stilling liggende Forende af Dyret fandt vi altid indsænket i Blodkarrenes store Midstamme og i bulbus arteriosus, og det end- ogsaa saa dybt, at vi ikke have kunnet skjønne rettere, end at den laae i selve Aare- stammens Hulhed, og ikke i Karrets Vægge. Selv hvor Fisken bar en saadan Gjæst - i Gjællerne paa hver af Kroppens Sider, som Tilfældet var med den 5” lange Cottus bubalis, hvoraf det fig. 30¢ aftegnede Exemplar udpræpareredes, indtoge dog begge Snylterne samme Plads, den ene kommende fra den ene Side, den anden fra den anden Side, og det største Exemplar naaede i denne lille Fisk ligeop til selve Hjertekammeret med sin forreste Ende, medens det noget mindre, aftegnede Exemplar standsede nogle Millimetre derfra. Paa større Fiskeindivider, som det undersøgte Exemplar af Cyclopterus spinosus, naaede de ikke saa langt ned i Medianstammen, men deres Nedtrængen i denne maa jo væsentlig være afhængig af, fra hvilket Gjællebuepar de komme. Som en Følge af det beskrevne Forhold maa Dyret altsaa i dets forreste Del altid være stærkt vinkelboiet, og fra denne Vinkelboining af begynder dets hidtil pergamentagtige Beskaffenhed ligesom at ændre sig; dog vedligeholder denne sig endnu temmelig fast, saalænge den trinde Hals fortsætter sig; men idet Halsen udbreder sig til den omtrent 407 dobbelt saa tykke Forende af Dyret, bliver Huden blødere og skjorere og mere lysfarvet, og det bliver vanskeligere med Bestemthed at opfatte Formen af og Sammenhængen mellem de enkelte Partier, hvori denne Forende ligesom udsvulmer. Vanskelighederne forøges derved, at Dyrets indeklemte Stilling ofte har givet disse bløde Dele en mindre symme- trisk Uddannelse og at sjelden to Individer ere nogenlunde eens*). Uagtet alt dette have vi kunnet erkjende, at denne Forende falder i fire temmelig vel fra hinanden skilte Afsnit, saaledes som Prof. Krøyer rigtigen har fremstillet det. Det bageste af disse udsender til hver Side og noget bagud to hornlignende temmelig haarde Forlængelser, der oftest ere gaffelgrenede, undertiden er endog hver af Grenene igjen kløvet i Spidsen, men paa den anden Side kunne de ogsaa flyde sammen til een Masse. De to mellemste af disse Afsnit ligne hinanden noget og, naar Dyret er mere regelmæssig udviklet, synes de ligesom at danne to brede Halskraver om dette; Siderne af disse Kraveringe kløve sig ialmindelighed i to noget nedhængende Lapper, men ulige stærkt hos de forskjellige Individer. Imellem det forreste Afsnit og Forranden af den forreste Kravering sees der paa Bugfladen henimod Midtlinien to Par yderst smaa bevægelige Redskaber, hvilke under en stærk Forstørrelse vise sig at være to leddede Fodpar med Børster, der maae tolkes som Bagkropslemmer (fig. 307) og altsaa lade os forstaae, at de to andre Bagkropsringe snarest maa være at søge i de to kravedannende Ringe. Det forreste Afsnit danner ifølge denne Betragtning den egentlige Cephalothorax; men af dennes sammensættende Dele ere vi neppe istand til at kunne paapege nogen enkelt, da just dette Partie i Dyrets udvoxne Tilstand poser sig ud i saa mange Retninger. Os forekommer det, at dette Partie i det Hele viser en ikke ringe Lighed med hvad vore Figurer fremstille for Pen- nellernes Vedkommende. Som Opsummering af den her givne Fremstilling ville vi til Slutning anføre, at Formen.: vigtigere Særkjender fra de egentlige Lernæer ville ligge i de i regelmæssig Spiral oprullede Æggetraade, i Ueensartetheden af Hæftearmene eller Modhagerne, der her findes langt tilbage paa Kjønsringens Hals, men hos Lernæerne foran Bagkropslemmerne, i Bagkroppens helt forskjellige Leddeling, Form og Udrustning med Lemmer, samt i de stærke Sekke eller Sideudvidelser paa Halen og paa Kjønsringen foran Halens Rod. Afvigelserne ere altsaa saamange, at Slægten Hæmobaphes med Tiden vistnok bør flyttes lidt bort fra den egentlige Lernæa-Slægt, henimod Clavellinerne og Dichelestinerne, med hvilke den synes i mange Henseender at danne Paraleller. Indtil videce formaae vi dog kun at give en Charakteristik af Slægten i Forhold til de egentlige Lernæer, og denne kunde maaskee lyde saaledes: Hæmobaphes Stp. Lik. a Lernæa Linn. s. str. (species typica: Z. branchialis *) Dette lode allerede Prof. Krøyers to Figurer formode (I. c., fig. cit.) 408 Lin), cui qvoad partes extra branchias hospitis pendulas proximus est, distinguitur filis ovigeris longissimis, in spiras regulares convolutis, abdomine caudaque sigmoideis, crassis, in sacculos binos ulrinque dilatatis, »collo« abdominis longo, genuflexo, anchoris brevibus, simplicibus vel divisis pluries munito, pedum abdominalium paribus modo duobus, rudi- mentariis, minutissimis, vix microscopio conspicuis, cornibus, qvalia in Lernæa, in anteriore corporis parte nullis. Species typica H. cyclopterina (0. Fabr.) (Lernæa cyclopterina Fabr., Kroyer.) XVII. Om Slægten Pennella Oken (Lernæopenna Biv.), samt om flere nye Arter og Arternes tidligere Udviklingsformer. (Tab. XIV.) I Henseende til Pennella-Slægtens egen Begrendsning imod Naboslegterne finder man stor Enighed iblandt Forfatterne, og af de i Histoire des Crustacés af Milne Edwards eller i andre Arbeider af andre Forfattere til denne Slegt henforte Former vide vi heller ikke at ud- pege uden en eneste tvivlsom, nemlig P. sultana Nordm.*). Men desto vanskeligere har det været at afgrendse Arterne imod hinanden indenfor Slægten, og i denne Henseende vil vistnok Nøden blive stor endnu i lang Tid. ‘Til de hidtil beskrevne Arter have vi ment at kunne foie to Arter, hvoraf den ene turde have saamegen storre Interesse, som den snylter i et varmblodigt Dyrs Kjod, medens den anden paa sin Vis ingenlunde staaer tilbage for den i Interesse, idet den frembyder os en temmelig fuldstendig Udviklingsrekke, der kaster Lys over disse Formers tidligere Udviklingstrin, hvilke hidtil vare aldeles ukjendte. Ogsaa turde enkelte Individer af de nedenfor omtalte Arter give os nogle Vink om de hidtil forgjeves søgte Hanner. i Med Hensyn til Arternes Gruppering maae vi gjøre opmærksom paa, ai Milne Edwards vel deler Arterne-i denne Slægt, ligesom i hans Lernæonema-Slægt, eftersom de paa Forenden eller det saakaldte »Hoved« have kun to Horn eller have tre saadanne, idet da et uparret Ryghorn træder til de parrede Sidehorn (1. tete garnie de deux cor- nes ou prolongemens brachiformes libres: P, sagitta (Lin.) og P, filosa (Lin); 2. trois ”) Vi ere nemlig uvisse om, hvorvidt Pennella sultana v. Nordm. virkelig hører naturligen sammen med de andre Arter; dens S-boiede Krop og dens grenede Hæfteredskaber synes os idetmindste at fjerne den fra de øvrige og at stille den som Mellemled imellem Pennella og Lernea, som en til det Blainvilleske Slægtsnavn Lernæopenna svarende virkelig Lernæa med »appendices penniformes de l'abdomen rameux«. Hvis den af Milne Edwards og v. Nordmann maatte være hensat til Slægten Pennella paa Grund af de rudimentære Fødder, der tillægges denne Slægt, men som nægtes Lernæa, da maae vi erindre om, at vi foran have paavist, at ogsaa sidstnævnte Slægt har disse, paa samme Sted og i samine Udviklingstilstand. 409 cornes oceipitales: P, Blainvillii (Les) og P. sultana (Nordm.), men at vi ikke have kunnet bruge denne Grupperingsgrund, da vi idetmindste hos een Art have fundet dette Forhold saa varierende, at vi antage, at det neppe bør anvendes som Artsmærke. Vi have valgt at fremstille de Bemærkninger, vi have at gjøre om de ældre kjendte Arter, efter disses Anciennetet og at knytte vore nye Arter til den af disse, hvilken de forekomme os at staae nærmest. 30. Pennella sagitta (Linn.) (Tab. XIV, fig. 31.) Denne længst bekjendte Art af Pennellerne, der tillige synes at være den, som i udvoxen og fuld kjønsudviklet Tilstand opnaaer den ringeste Størrelse, angav Linné 1754 som »Lophio tumido insertam« i hans Chinensia Lagerstroemiana (cf. Amoen. academice, Vol. IV. p. 257, Tab. III fig. 13), og ved Lophius tumidus forstod han her vistnok snarest den i Osbecks Reise S. 305 under dette Navn omtalte Fisk fra det atlantiske Sargassohav og neppe den af ham i ovennævnte Dissertation nogle Blade forud beskrevne (indiske?) Lo- phius histrio, til hvilken han iøvrigt henforte L. tumidus og som han forresten ogsaa til- lagde Hovedophold i Sargassomasserne. Linnés Typus for Pennella sagitta tor altsaa for- modes at være fra den Fisk, som i den nyere Systematik benævnes Chéronectes mormoratus og er fra Sargassohavet. Under denne Forudsætning mene vi sikkert at have den linneiske Art for os; thi vore Individer ere tagne af den selvsamme Fisk netop fra disse samme Egne af Atlanterhavet; men er Forudsætningen ikke rigtig, da vil Linnés korte Beskrivelse og simple Figur af et ufuldstændigt Exemplar ikke kunne føre os til nogen bestemt Erkjen- delse. Iblandt de med Pennellerne plagede Individer af ovennævnte Fiskeart, hvilke Hr. Captain Hygom har medbragt til Museet”), fandtes der enkelte, som havde fire ud- voxne foruden flere meget yngre Exemplarer af saadanne Snyltere dybt indborede i Kroppen, og alle vendte de med den fjerede Hale skraat bagtil, saa at det skuffende såa ud, som om den lille Fisk havde været udsat for en Pileregn. Paa andre Individer have vi under Huden og i Kjødet fundet et stort Antal af aldeles unge Penneller, hvilke tidligere Stadier aabenbart hidtil allene have undgaaet Naturforskernes Opmærksomhed, fordi man ikke har søgt efter dem indenfor Huden. Da Pennella- Arterne paa den ene Side kun frembyde faa ydre Holdepunkter til Arternes Adskillelse, og da paa den anden Side de individuelle Forskjelligheder i Forholdene af flere Dele synes meget større, end man har forudsat, have vi gjort os Umage for at kunne sammenligne indbyrdes mange Individer af samme Art og tillige, saavidt muligt, flere Individer tagne fra selvsamme Vært, for derved at undgaae noget af den Usikkerhed i *) De enkelte Lokaliteter vare: 29° NBr. og 789 VL,; 36° NBr. og 39° VL. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem, Afd. 5 bd. 52 410 Opfattelsen af Grendserne imellem de enkelte Former, der er en nødvendig Felge af de nævnte Misligheder. Saa smukke Museumsstykker saadanne med flere Penneller gjennem- skudte Chironectes end ere, saa have vi dog til et videnskabeligt Formaals Fremme fore- trukket at udpreparere disse Snyltere af dem, dels til gjensidig Sammenligning, dels til Sammenligning med en nærstaaende Art, som vi næstefter skulle omtale. Ifølge vore Individer (smlgn. vore Figurer tab. XIV fig. 31) maae vi bekræfte, at den af v. Nordmann (Mikrogr. Beiträge II. Tab. X. fig. 6) i femdobbelt Forstorrelse givne Afbild- ning i det Hele rigtigen gjengiver vor Art og Linnés P. sagitta, og det aftegnede Individ angives ogsaa, at være taget af den nævnte Lophioid. Det større Antal af vore paa denne Chironectes-Art tagne Individer (10) stemme nemlig overens i, at Hornene eller Modhagerne ere i Forhold til. de øvrige Kropdele meget lange, og ethvert Spor til et tredie eller uparret Horn mangler paa dem alle. Disse Modhagers Længde (a), sammenlignet med den tyndere Del af Bagkroppen eller den saakaldte »Hals« (b) og Bagkroppens mere op- svulmede Del (c) samt Halepartiet (d) ville nedenstaaende Maal angive for tre Individer (2. 3. 4.), tagne af een og samme Fisk, og ligeledes for fire andre Individer (5. 6. 7. 8.), tagne sammen af en anden Fisk, samt for et ottende Individ af en tredie (1). Til disse Lengde- maal, angivne i Millimetre, have vi endvidere foiet Tvermaalet af det saakaldte »Hoved« (e), hvis Længde og Brede iøvrigt var temmelig overensstemmende: 1. D. 3 4. 5. 6. ro 8. a. mm, mm Tun, mm, 3mm, 3,9mm, gum mm, Dodi sone DES N Br Se 2 KR lies 4 debe ER Tate: CO RR ite Bre en ieee es de AT oon eb DE ae Bo VÆRN ÅSE DE ya PMR ME ORD ee Bes a GERE RE tee LES SE ERNE SE Alle tre Individer paa den ene Chironectes (2. 3. 4.) havde Æggetraadene udvik- lede til omtrent tre Gange saa stor en Længde som Halepartiet, medens de enten vare tabte eller snarest slet ikke havde været udviklede hos Individet 4. Af de fire udvoxne Penneller (5. 6. 7. 8.) paa den anden Chironectes vare de to (6 og %) i samme Tilfælde, som udmærker 1, medens de to andre vel havde Æggetraade, men kun halvanden (8) indtil to (5) Gange saa lange som Halepartiet. Da det saaledes synes, som om disse fire sidste Individer i det Hele turde ansees for lidt mindre fremrykkede i Alder end de tre næstførste, turde man maaskee ogsaa formode, at den gjennemgaaende kortere Længde af Sidehornene, ved hvilke de ligesom ligge for Anker i Fiskens Muskulatur, kunde have sin Grund heri, og at Hornene med Tiden vilde være blevne forholdsvis længere; skulde dette ikke blive Tilfældet, da vilde den individuelle Variation i dette Forhold ikke være ubetydelig. Æggetraadene endte altid i den allerede af v. Nordmann aftegnede og beskrevne klofor- mede Spids og vare altid boiede i en Halvbue. 411 Næst efter »Hornenes» Forhold pleier man at benytte til Arternes Adskillelse de paa Halen anbragte Fanetraades udelte eller grendelte Tilstand; allerede Linné angav (1754) som Særkjende paa sin P. sagttta, at disse Fanetraade vare enkelte: »Summitas vero radiata, brevior, levis, angustior, pinnata utrinque radiis patentibus, sémplicibus, filiformibus, pluribus« (see Chinensia Lagerstroemiana i Amoen. Acad. IV. p. 257), og dette have ogsaa senere Forfattere gjentaget (Milne Edwards |. c. 522.) Men denne Angivelse er meget langt fra at have nogen almindelig Gyldighed, og vi maae ogsaa erindre, at Linné ikke oprindeligt anførte den til Sammenligning med andre Penneller, men kun til Sammenligning med de saa tydelig fjerede Straaler hos Sofjerene, (Penna- tule), sammen med hvilke han dengang, ligesom senere, af Mangel paa bedre Kund- skab stillede sin P. sagitta. Fanetraadene paa Halen, hvis Middeltal kan angives til omtrent tyve paa hver Side, sjelden indtil to flere eller færre, have vist sig snart udelte eller dog kun med enkelte tvedelte indskudte imellem sig (f. Ex. de ovennævnte Individer 1. 2. 4. 5., hos hvilke der hos 2 og > kun fandtes en gaffeldelt, hos 4 fire paa den ene Side og een paa den anden Side), snart tvedelte næsten ligefra Roden af, eller dog kun med enkelte ugrenede imellem sig; saaledes havde Individet % paa den ene Side en Fjerde- del af Traadene tvekløvede, paa den anden Side omtrent Halvdelen, medens Individet 8 kun havde en enkelt paa den ene Side, & slet ingen enkelte, men dem alle tvedelte med ligelange Grene. Ved Tvedelingen fremkommer stedse den nye Gren paa et bestemt Sted, nemlig tæt ved Roden og altid mod Underfladen, og efterhaanden forlænger den sig lidt buet i sit Løb, indtil den faaer lige Længde med Hovedtraaden, og den hele Halefane erholder naturligvis da et langt tættere Udseende. Naar man nu seer paa samme Fisk tvende Penneller, som Individerne 8 og 4, sidde lige ved Siden af hinanden og i samme Udviklingsgrad og Alder, men dog med saa forskjelligt Faneforhold, saa vil det være klart, at dette ikke kan bruges til at adskille Arterne. Idet Grenen begynder at skyde frem som en lille Fremstaaenhed paa den bagre og nedre Side af Traaden, faaer denne den »knieförmige Ausbiegung an der Basis«, som v. Nordmann |. c. S. 122 omtaler og paa sin forstørrede Figur afbilder, og som, efter vor Mening, er et Vidnesbyrd om, at ogsaa Fanetraadene paa hans Individ, der angives at være kun »ausnahmsweise gespalten«, med Tiden alle vilde være blevne gaffeldelte. Forresten maae vi endnu gjøre opmærksom paa, at mange af Traadene hyppigen blive bortædte eller falde af og erstattes senere ved nye, der enten udskyde som Grene fra den gamle Rod eller komme umiddelbart fra Halens Axe, og fremdeles at med en mere fremrykket Alder udskyder der ogsaa lignende Traade fra det foranliggende Kropparti, saa at to, tre eller flere Traade fortsætte sig op paa Siden af Kjønsaabningerne og forbi disse”). I saa- danne Nydannelser har Antallets Vaklen for en Del sin Grund. *) Forsaavidt man vil sammenstille Halens Fanetraade med de fra Hæmobaphes nedhængende større Udvidninger eller Sække, kunde man altsaa ogsaa sammenstille de enkelte Par ved Kjønsaabningen med de Udvidninger, som sammesteds findes hos denne Slægt og hos Lernæa. 412 Til v. Nordmanns lagttagelser over og Afbildning af de fire Par Bagkropsfodder have vi at tilfoie, idet vi henvise til vore Figurer, at disse i Virkeligheden ere mere end Rudimenter, idet de dels endnu vise Tvedeling og Leddeling i Grenene, naar de forsigtigen udpensles af den dem omgivende Slim, dels endnu bære Fjerberster? Desuagtet kan man ikke ville tillægge disse Lemmer, eller de aldeles tilsvarende hos Lernæa og Lerneænicus, nogen Betydning som Bevægelsesredskaber, efterat de vedkommende Dyr ere naaede saa langt hen i deres omdannede Tilstand; man fristes til at antage, at de kun kunne tjene til at fjerne det sig i Dyrenes Gange ophobende Slim, eller at de maaskee hos alle disse saa dybt indborede Former kun ere blevne tilbage, fordi.de sidde saa vel beskyttede, at ingen ydre Vold kan komme til at fjerne dem. Paa de udvoxne Dyrs Bugside have vi ikke kunnet finde Spor af flere Lemmepar end de nævnte, og heller ikke have vi kunnet opdage Munddelene imellem de saa tætte og saa grendelte Udvæxter paa Forkroppen eller » Hovedet«; men paa Rygsiden af dette snart noget bredere, snart noget smallere, men dog i det Hele temmelig kredsrunde Parti, have vi hos alle, selv de ældste, Individer erkjendt to meget tydelige Antenner, sammensatte af to paa hinanden og paa Hovedet ubevægelige Led, der i Spidsen danne en undertiden noget uformelig Klo eller Tang og minde om de Dannelser, vi foran have paavist hos Lerneænicus og Lernæa, og som bedst vil kunne opfattes af vore Figurer (fig. 314). Fra disse Antenners Rod gaaer der tilbage over Rygsiden af Dyret en ægformig-lancetformet Figur af sorte Pigmentstænk, lidt takket i Randen og hist og her ligesom afdelt ved Tver- linier. Denne Tegning, der tillige angiver Grændsen af en svagt hvælvet Rygning, faaer sin Forklaring ved den senere hen givne Udviklingsgang. Denne Pennella-Art findes i heist ulige Grad indsænket i Chironectens Krop; snart staaer nemlig den opsvulmede Del af Bagkroppen næsten i hele dens Længde frem af Fiskens Hud, snart er den derimod sænket helt ind i Fisken lige til Halefanen; undertiden for- længer Huden sig ligesom-i et Rør ud over den. Vi have ikke bemærket anden Indfly- delse af disse forskjellige Grader af Indboring, end at Snylternes mørkere eller lysere Farve og Hudens Haarhed har rettet sig derefter. Fra de samme Belter af Atlanterhavet (29° NBr. og 78° VL.) have vi ogsaa paa en Diodon sexmaculatus fundet en yngre Pennella, som vi ved umiddelbar Sammenligning med samme Udviklingstrin af den hos Chdronectes snyltende ikke have kunnet skjelne fra P. sagitta. Derimod maae vi antage, at den af Blainville (Journal de Physique (1822) t. 95. p. 446 Tab. fig. 4) kortelig beskrevne og i Omrids aftegnede P. brachiata (Bt) af en Diodon fra Manillahavet paa Grund af sin Udbredningskreds vil vise sig forskjellig, naar den noiere undersøges, og i det Indiske Hav træde istedenfor Atlanterhavets P. sagitta. Et andet Spørgsmaal bliver det, om i bekræftende Tilfælde denne indiske Form da skal haye det Linnéske Navn; thi dette maa naturligvis skee, saafremt man med Ellis, Blain- 413 ville (l. c. og Diction. des sc. natur. XXVI. p. 120) og Fl. vil lade Linnés Typus vere fra det chinesiske Hav. | Vi slutte de her gjorte Bemærkninger om Artens Formforhold med at berigtige en Angivelse hos Milne Edwards; skjondt vor Art neppe bliver en Tomme lang, tillægger denne Forfatter den dog (l. c.) en Længde af fire Tommer, en Feiltagelse, som formodentlig har sin Grund i, at Forfatteren, om endog. tvivlende, henfører hertil som Synonym Holtens P. exocoet’, hvilken vi senere skulle omtale og som rigtignok naaer en saa anseelig Størrelse, eller ogsaa deri, at Forfatteren ikke har erindret, at den af ham citerede Figur af v. Nordmann fremstiller Arten flere Gange forstørret. 31. Pennella varians Sip. & Ltk. (Tab. XIV, fig. 32.) Meget nær til Pennella sagitta Linn., saaledes som vi ovenfor have beskrevet den fra den atlantiske CAtronectes marmoratus, synes os en Pennella at staae, som vi i et større Antal have udprepareret af Finnerne af en »Dolphin«, hvilke Hr. Captain Hygom havde skaaret af Fisken og hjembragt til Museet, (Dolphinen var taget paa 0? NB. og 28° VL.). Vi vare endog en Tid lang meget uvisse, om vi ikke burde ansee den for at være aldeles samme Art. Imidlertid tyder dog den for os liggende Række af Individer hen paa, at der gjennemgaaende findes flere Forskjelligheder imellem dem; nærværende Form synes saaledes at naae en større Længde, væsenligen betinget ved en længere Hals, og Modhagerne ere kortere og i ubestemt Antal. Vi have paa vor Tavle givet et større Antal af Figurer i naturlig Størrelse for at vise den store Ubestemthed, som der er ikke allene i Hæftearmenes Antal, men ogsaa i deres Form — en Vaklen, der er af saamegen større Betydning, som man hidtil havde troet at kunne inddele Arterne i Grupper efter deres Modhagers Antal, saaledes som vi foran have bemærket. Af de nævnte Finner udskar vi, foruden flere yngre Stadier, til hvilke vi senere komme tilbage, ni fuldstændige Exemplarer, som vi antage for fuldvoxne, omend intet af dem bærer Æggetraade. Disse frembøde folgende Længdemaal af Modhagerne (a), Bag- kroppens Halsdel (b), sammes opsvulmede Del (e) og Halen (d). 1. 2 3. 4. 3. 6. 4. 8. 9. a. 3,5mm, 9,5mm, Qmm, mm, jmm, 4mm, 3 5mm, mm, — 3mm, DCE PO en TN MO SON UT RCA GE TE tee PAB ESN cent STN ARS ET TR À ec AI “FLO Inn GNI Mg SE RE Af disse have nu de fem sidste kun to Horn eller Modhager, hvilke sjelden ere noiagtig af lige Længde, ligesom de ogsaa staae under ulige Vinkler ud fra Kroppen, dog Een ere de altid tilbageboiede; de fire andre have derimod i Midtlinien paa Rygsiden en længere eller kortere tredie Modhage, der er mindst hos Individerne 3 og 4, hvilke ogsaa forresten ere de korteste og smalleste; hos À er den af halv Længde med Sidehagerne og hos 2 næsten af lige Længde med disse. Til nærmere Sammenligning med dette Forhold maa her strax endnu tilfoies, at. vi ogsaa af de samme Finner imellem Finnestraalerne have udskaaret flere Forender, nemlig »Hovedet« og »Modhagerne«, af endel andre Individer, der forlængst vare bortdøde”), og disse, der i Antallet vare 9, viste ligeledes noget meget Vaklende i Hornenes Længde, og to af dem havde det tredie Horn i Frembrud; af atten Individer havde altsaa en Trediedel tre saadanne Modhager. »Halsen«, som ved foregaaende Art var saa kort og altid en mindre Brøkdel af det opsvulmede Parti, vise Maalene her altid enten af lige Længde med eller endog længere end dette Parti. Halepartiet turde i Forhold til Dyrets hele Længde være kjende- ligen kortere; dets Fanetraade ere i Antal 21—-22; vi have ikke fundet under 21; Traadene ere aldeles enkelte paa Individerne 2, 4, 8, 9, og med korte Bitraade eller Grene hos A, 5 og 4. Overgange frembøde 3 og 6; sidstnævnte havde fire grendelte mellem de enkelte. Naar vi nu, uagtet de nævnte Forskjelligheder mellem disse formentlig udvoxne Dyr og forrige Art, dog alligevel have været i Tvivl om denne Forms Ret til at udgjøre en selvstændig Art, da behøve vi kun at erindre om dens særegne Forekomst, nemlig ved Finnernes Rod og imellem Finnestraalerne; thi hvorvidt Snylterne af denne Slægt, hvis Arter ere saa vanskelige at holde ude fra hinanden, virkelig betydeligen forandre deres Form, eftersom Tilfældet fører dem over paa den ene eller anden Fisk, som Vært, og eftersom de komme til at hæfte sig i bløde Kjøddele eller under saa lidet gunstige Forhold, som Finnerne synes at byde, derom vides aldeles intet. I det foreliggende Tilfælde ere vi overtydede om, at Fasthæftningen imellem Finnestraalerne idetmindste oftere havde fremkaldt den ulige Væxt af Sidehornene og maaskee betinget Udvæxten af den tredie Modhage, saaledes som vi hos Lernæa og Hæmobaphes oftere have bemærket en Sammenhæng imellem de ydre For- hold og Grendelingen af Hornene eller Fremvexten af disse. Baird har i Annals of natur. history Vol XIX p. 280 beskrevet en langt større Pen- nella fra en »Dolphin« eller »Coryphenaw fra noget sydligere Dele af Atlanterhavet (11° 54" SB, —27° VL.) og benævnt den P. pustulosa. Da »Hovedet« og Modhagerne have en ganske anden Form, og Fanetraadene uagtet Dyrets Størrelse bestemt betegnes som ugrenede ”) Vi have nemlig bemærket saavel ved Lernæer som ved Penneller, at nogen Tid efter Døden brister enten Kroppen i den tynde Halsdel og alle bagved liggende Dele af Dyret føres da naturligen bort ved Fiskens Bevægelser, eller, naar en saadan Bristning ikke finder Sted, bortslides simpelhen hele Bag- kroppen, medens Forkroppen og dens Modhager blive siddende og danne Kjærnen af forhærdede Knu- der i Fiskens blødere Dele. 415 (»plumose appendages simple«), maae vi antage denne Art for at være uden nogen For- bindelse med vort Art fra Coryphænen. 32. Pennella exocoeti (Holten.) (Lernæa exocoeti Holten; Lernæopenna Holtent Blainv.) (Tab. XIV, fig. 33.) Den af Holten i Aaret 1802 i Naturhistorieselskabets Skrifter V. B. S. 136 Tab. III f.3.a.b. beskrevne og aftegnede Lernæa exocoeti, hvilken Blainville paa denne Beskrivelse og Afbildning igjen opførte som Lerneopenna Holteni, mene vi at have gjenfundet paa tvende Exemplarer af en Ææocoetus, fangne af Hr. Captain Hygom i den varmere Del af Atlanterhavet, det ene under 5° NB. og 35° VL. (1859), det andet under 21? NB. og 40° VL. Sidstnævnte havde to yngre Penneller fremragende af Skjælbedækningen, forst- nævnte havde kun een, men denne var fuldvoxen og forsynet med Æggetraade, der dog i deres ydre Dele vare aldeles afslidte. Uagtet Individernes forskjellige Udviklingstrin (smlgn. Figurerne) kunde vi dog ikke tvivle om, baade at de alle hørte til een Art, og at denne maatte være den Holtenske. Da imidlertid den ovenfor anførte Figur af denne angives at fremstille Dyret i naturlig Størrelse, have Holtens Individer ikke været saalidt større end vore tre, hvilke ligeledes i vore Figurer ere fremstillede i naturlig Størrelse; men For- skjellen er dog ikke større, end at de meget vel derfor kunde hore til samme Art, idet- mindste efter vor Mening. Skulde vi betegne det, hvorved denne Art, foruden ved noget vist Habituelt, udmærkede sig fra de andre atlantiske, da maatte vi fremhæve det saakaldte »Hoveds« større Brede og dets Sidedeles Opsvulning i to temmelig regelmæssige Halv- kugler, idetmindste naar de sees fra Rygsiden, samt Modhagernes Tyndhed i Forhold til Dyrets Størrelse og de c. 21 tre—firedelte Fanetraades større Tæthed paa Halepartiet. De forstørrede Figurer af Dyrets Forkrop vise, hvorledes vi hos denne Art ligesom hos de foregaaende fandt Bagkropsfødderne og det andet Antennepar stillede. Med Hensyn til denne Snylters Fasthæftning paa og i Værter skulle vi anføre, at alle tre Individer vare hæftede paa Værtens Forkrop, nærved eller dog ikke langtfra Gjællespalten, at de alle vare borede dybt ind i Kjødet, og at det ene endog fandtes med »Hovedet« og Modhagerne dybt inde i Leveren, hvis forreste Halvdel derved var gaaet over i en halvt opløst Tilstand. Den afLesueur beskrevne P. Blarnvillir (Journal of the Academy of Natur. Science of Philadelphia 1823. Vol. III P. 1. p. 291 pl. XI. fig. II. og IIL) var ogsaa tagen af en Exocoetus (E. volitans), men afviger baade i de ældre og yngre Stadier saameget fra vore, al vi maae ansee den for meget forskjellig. Derimod synes P. exocoet! at komme nærmest til P. filosa (Linn.), hvilken vi mene at besidde fra Atlanterhavet i et Par Exemplarer, som Hr. Pro- fessor Reinhardt fra sin sidste Reise over delte har givet til Museet og som han tillige- med flere andre havde taget af en orthagoriscus-aglig Fisk. Forskjellen imellem begge Arter synes os især at ligge i den stærkere Rynkning af den opsvulmede Del af Kroppen og Halen hos P. filosa, samt i Haletraadenes endnu stærkere Forgrening og deri, at Mellem- rummet mellem Rynkerne hos denne bærer ligesom en Tverrække af Smaavorter. Saafremt iøvrigt flere nærstaaende Arter maatte vise sig forvexlede med hinanden under det gamle Navn af P. filosa (Linn.), — hvilket let kan være muligt”) — da maae vi bemærke, at den middelhavske Pennella fra Sværdfisken maatte ansees for Artens Typ, men denne have vi ikke havt til Sammenligning med vore”). 33. Pennella erassicornis Sip. & Ltk. (Tab. XIV, fig. 34.) Det var, saavidt vi vide, først anden Gang at et lerneagtigt Snylledyr erkjendtes at leve paa et varmblodigt Dyr, da Hr. Sysselmand H. Müller i Thorshavn. paa Færøerne i Aaret 1855 sendte os et Glas fuldt med denne Pennella; alle de deri indeholdte Individer vare tagne af een og samme Dogling, Hyperoodon rostratus (Müll), fanget samme Aar ved Sudero**). Skjondt vi ikke senere have erholdt den fra disse Øer, have vi dog al Grund til at antage, at den ikke sjelden forekommer paa dette Hvaldyr, thi paa en i denne Vinter i Lille-Belt fanget Døgling, som senere forevistes her i Kjøbenhavn, gjenfandt vi flere cylindriske Huller i Huden og Spækket, som aabenbart maatte hidrøre fra saa- danne Gjæster, der vare blevne afrevne, og ved nærmere at udspørge Hvaldyrets Forevisere, blev det ogsaa tydeligt nok, at flere saadanne Dyr havde været tilstede under de første Uger af dettes Forevisning, nemlig inden det kom til Kjøbenhavn. Da det senere blev afspækket, *) Saaledes have alle de store Individer, som vore Museer besidde fra orthagorisk-agtige Fisk, tre Horn, medens Milne Edwards henfører Arten i dens Helhed til hans første Gruppe med to Horn; men fra hvilke Fisk hans Individer vare, anføres ikke, heller ikke kan man see, af hvilken Fisk det hos Guérin, Iconogr. Zooph. Tab. 9 fig. 3, afbildede Individ er taget; Figuren synes at fremstille Dyret tohornet. Det er os øvrigt ikke bekjendt, at man har noiere undersøgt Sværdfiskens Pennella. I det stille Hav er en særdeles lignende Form idetmindste taget tvende Gange paa en orthagoriskagtig Fisk (see Voyage de la Peyrouse. IV. pag. 51 Pl. 20 fig. 6 par Martiniére taget imellem Nootka og Mon- terey i Californien; Ghamisso Act. Acad. Cæsar. Leopold. Carol. Natur. Curios, X. part 2.) Det er Pennella diodontis Oken (Chamisso & Eysenhardt),. Pennella Bocconü Blainv. (Journal de Physique 95. pag. 378.) 2 Milne Edwards mener, at Arten P. Bocconii adskiller sig fra de øvrige »par la conformation des appendices abdominaux«; (I. e. p. 523); vi skulde troe, at de to Fjer, der paa La Martinières Figur staae paa Siden af Halen, blot ere tilsatte som Prover paa Fanetraadenes grenede Form, ellers vilde den rigtignok fjerne sig mere end som blot Art fra de ovrige. Ifølge en Bemærkning af Adjunkt v. Düben i Forhandlingerne ved de skandinaviske Naturforskeres fjerde Møde i Christiania, 1849 p. 280, og skriftlig Meddelelse fra vore Venner i Norge vide vi, at man der har erholdt en Art af samme Slægt af en Finnehval, og denne vil rimeligvis vise sig at være en aldeles forskjellig Art. 417 for at præpareres til Skelet, lykkedes det ogsaa at finde enkelte Forender af disse Snylte- dyr inderst i Spækket og i Kjødet. Som Figurerne (Tab. XIV. fig. 34 og 34”) vise, — i naturlig Størrelse fremstille de nemlig dels meget unge Individer, dels Forenden af et aldeles udvoxet, — udmærker Døglingens Pennella sig fra de andre kjendte Arter ved en betydelig Størrelse, en stærk udviklet og meget rynket Hud, en i Forhold kun lidt fremtrædende og kun svagt opsvulmet Hoved- eller Mundregion, men usædvanlig tykke og stærke Sidehorn og et næsten ligesaa stærkt Ryg- horn. Den mere opsvulmede Del af Kroppen sees idetmindste paa de halvvoxne Individer (af 80— 100%" Længde) at være forholdsvis kort, og den saakaldte Hals derimod meget lang, to til tre Gange saa lang som hin; den første fremstiller den Del af Dyret, der hænger frit ud i Vandet, den anden derimod den Del, der er inde i Værten, og allerede dette røber, at Dyret hæfter sig dybt og gaaer igjennem Spækket ind til Kjødet; disses Hale er da 15", og bærer 23 Par mangegrenede, traadlignende Forlængelser (et Sæt af disse er fremstillet i Fig. 34 y). Under Ryghornet sidde de sædvanlige fire Par yderst smaa Bagkropsfodder og paa Rygsiden Antennerne; men vi maae bemærke, at paa Forenderne af de gamle Individer vare kun Spor af Bagkropsfødderne at erkjende, som vi formode, fordi Døglingen i flere Uger havde været stivfrossen og efter Optøningen allerede gaaet noget i Forraadnelse, inden Pennellerne udskares. Til de foranstaaende Bidrag til Erkjendelsen af de nævnte fire atlantiske Arter kunne vi foie følgende med Hensyn til Pennellernes Udvikling i Almindelighed. Af alle fire Arter have vi for det Første halvvoxne og noget yngre Individer, der, for- uden at mangle Æggetraadene, kun have svage Spor af Halefanen eller aldeles ikke vise Spor af denne, og hos hvilke samtidigen Halepartiet findes svagere udviklet og Bagkroppen kun lidet eller slet ikke opsvulmet; de mangle altsaa i denne Tilstand en af Pennella- slægtens væsenligste Charakterer, og svare da omtrent til saadanne Figurer, som den i Cuvier Regne animal Zooph. pl. 31 fig. 2 af P. Blainvillei givne eller den af Lesueur (I. c. Pl. fig. 3), af samme Art fremstillede, med hvilke man kan sammenligne vore Figurer 33° og 33“. Den af Værten i dette Stadium udhængende Del er da kun traad- dannet med en mere eller mindre tydelig Indsnoring paa det Punkt, hvor Halepartiet begynder. Af de to mindre Arter, P. sagitta og P. varians, især af den sidste, have vi der- næst en Række af meget yngre Former, lige indtil Unger eller Larver af kun faa Millimetres Længde, og de væsentligere Trin af denne Rækkes Udvikling have vi søgt at fremstille i Figurerne 32 |. m. n. 0. Medens Forenden af de ovenfor omtalte, af Værten udhængende Individer med simpel traadformet Krop i det Hele svarer til de udvoxne Pennellers og navnlig allerede Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd., 5 Bd. 53 418 har Modhagerne i samme Form og Forhold som disse samt det opsvulmede »Hoved» ogsaa væsentligen af samme Form, saa vil man see, at paa disse tidligere Trin, i hvilke Bag- kroppen af hine indtrængte Gjæster endnu ikke har forlænget sig ud igjennem Værten, ere »Hovedet» og Modhagerne endnu ikke uddannede til de stærke Hæfte- og Fastholdnings- redskaber. Ved skridtvis gjennem vore Figurer 1, m, n, at forfølge Formen tilbage til det yngste Trin, vi have fundet (0), vil man let see, hvorledes Modhagerne efterhaanden ud- dannes og forme sig af en Udkrængning fra Underfladen af Ungens Cephalothorax, og lige- ledes, at det med saa talrige Udvæxter besatte kugleformede »Hoved» væsentlig skyldes en lignende Udbulning og Udkrængning fra Underfladen af den forreste Del af Cephalothorax, hvorved det andet Antennepar (a°) efterhaanden skydes op paa Rygsiden af Dyret. Endelig bliver man vaer, at netop det hvælvede langstrakt-ovale Parti, der findes paa Rygsiden af »Hovedet», selv paa de gamle Penneller, og de Pigmentpartier og Stænk, der begrændse eller gjennemskjære det, betegne ligefrem Dyrets oprindelige Thoracalparti og de Ringe, der sammensætte det eller følge efter det. At det i de ældre Stadier ubevægelige andet Antennepar i disse er aldeles bevægeligt og Svømmefødderne fuldt saa vel udviklede, er en Selvfølge, ligesom vi ogsaa have kunnet overbevise os om, at de paa de seneste Stadier ikke iagttagne indre Antenner samt Kjæbedele og Kjæbefødder ere tilstede (see Fig. 32 m. 8 og 32 0.ß). Paa det af os iagttagne tidligste Udviklingstrin frembyder den spæde Pennella eller Pennellalarven, som man vel tør kalde den, paa den ene Side en ikke ringe Analogi med Lonchidiumslægten; men paa den anden Side, idet Pennellen paa dette Stadium ligesom er bleven afklædt alle de Udvæxter og Udviklinger, der give det udvoxne Dyr sit eiendomme- lige og abnorme Udseende, frembyder den ogsaa en næsten ren Krebsdyr- og specielt Copepod-Form. Hvad vi her have iagttaget af Udviklingen af Hornene og de øvrige Udvæxter fra Hovedet, har ledet os paa den Tanke, at disse Dannelser vistnok snarest maae sam- menlignes med de hos Pandarinerne saa ofte forekommende Knuder eller Puder og andre analoge Dannelser paa Undersiden af Skjoldet, paa hvilke vi i det Foregaaende oftere have havt Leilighed til at henlede Opmærksomheden. Hannerne til Pennellerne, ligesom til den hele Pennellagruppe, have hidtil und- gaaet Naturforskernes Opmærksomhed”); hvad vi kunne bidrage til at oplyse dette dunkle ‘) Rigtignok hedder det hos Milne Edwards i histoire des Crustacés t. III p. 522: »le måle est très petit, presque sphérique et porte å sa portion antérieure un sucoir conique garni de quelques appendices styliformes et à sa face inférieure deux pairs de mains subcheliformes trés-grosses, à l'aide des quelles il saceroche à la femelle»; men da denne Angivelse er saa aldeles enestaaende og hverken knyttet til noget Citat af en anden Forfatter eller støttet ved en nærmere Paapegning af den Art af Pennella, hos hvilken Hannen skulde være paavist, ere vi tilboielige til at troe, at den 419 Forhold er kun saare lidet; imidlertid have vi dog paa P. Exoceti lidt ovenfor Æggetraa- denes Udspring iagttaget to næsten mikroskopiske Individer af et Krebsdyr, der saa meget minde om andre Lernæformers Dverghanner, at vi have anlaget, at de vel kunde være Pennel- lernes hidtil forgjæves søgte Hanner; de vare begge med Krogfødderne saa fast hæftede i Hunnens Hud, at det ikke lykkedes at løsne dem derfra, uden at sønderrive dem. Figur 33 å. viser Formen, saavidt denne kunde udredes igjennem en stærk Lupe. Hos et meget ungt Individ af P. varians fandt vi ved Kjønsringens Bagrand op- hængt to mikroskopiske Smaalegemer (32, sp.), hvilke vi antage at være Spermatoforer, og noget lignende fandt vi ogsaa hos en ung P, crassicornis; men saadanne Spermatoforer udelukke efter vor Mening (smlgn. S. 420 ) ikke Forekomsten af Dverghanner. Anden Række af parasitiske Copepoder: med Æggesække, indeholdende flere Rækker af kugleformede eller mangekantede Æg. Af hele denne Række er os kun een pelagisk Form bekjendt fra Atlanterhavet, nemlig Brachiella Thynni Cw., om hvilken vi nedenfor meddele nogle Bemærkninger. Vi benytte imidlertid denne Leilighed til at beskrive en ny Drachiella fra det indiske Hav og et Par nye arktiske Slægter, af hvilke den ene, der lever paa Annelider*), maaskee er den ufuldkomneste af alle kjendte Lernæer; tillige meddele vi nogle Oplysninger om de Formforandringer, som »Lern@a gobina« og Lerneopoda elongata undergaae med Alderen. XVIIL Brachiella Cuv. 34. Brachiella appendiculata Sip. & Ltk. (9. à). (Tab. XV, fig. 35.) Vi fandt denne Art paa Gjællerne af Stromateus paru i Selskab med Lernanthropus Konigü, Synestius caliginus og en Bomolochus. Hunnen er c. 5™ Jang fra Forenden til Æggesækkenes Udspring. Legemet er kolle- eller flaskeformigt, og Ryggen danner en Indbugtning ud for de tykke, korte og kun grunder sig paa v. Nordmanns Figur af Hannen af en Anchorella, der findes paa samme Tavle i Mikrographische Beyträge som Afbildningen af Pennella sagitta, hvilket vel kunde give An- ledning til den Misforstaaelse, at den fremstillede Hannen af denne Pennella-Art. Det bor herved erindres, at dette hele Afsnit af »histoire des Crustacés» mere har Charakteren af en ikke altid heldig Sammenstilling af det Bekjendte, støttet paa andre Forfatteres Arbeider, end af en selvstændig paa egne dybere Undersøgelser hvilende Bearbeidelse af Snyltekrebsenes Gruppe. Det er jo ogsaa til denne Række af snyltende Copepoder med virkelige Æggesække, at de talrige Slægter hore, som især i de sidste Aar ere opdagede hos hvirvelløse Dyr, f. Ex. Nicothoé, Selius, Doridicola, Antheacheres, Notodelphys, de to af A. Boeck beskrevne Slægter Artotrogus og Astero- cheres og de af Thorell opstillede Slægter Doropygus, Botachus, Ascidicola, Buprorus, Lichomolgus og Ascomyzon samt Costas Notophterophorus. 53° 420 krumme, i Spidsen sammenvoxne og med en lille flad Hefteknap forsynede Armes Udspring. Hvad der især udmærker denne Årt, er de talrige cylindriske eller svagt kølleformige, ned- hængende Vedhæng, hvormed den er udstyret. Fra den ydre Halvdel af hver Arm hænger der fire saadanne Vedhæng ned; det er sjeldent, at nogle af dem ere kortere end de andre; undertiden synes de at høre sammen to og to eller ligesom at have et fælles Udspring. Sex lignende Vedhæng ere anbragte i Legemets Bagende, over mod Bugsiden; de ere ikke fuldkommen lige lange, og undertiden fandt vi kun fem eller fire. Æggesækkene rage altid et større eller mindre Stykke ud forbi disse Forlængelser og overgaae dem be- tydelig i Tykkelse. Hvad vi have iagttaget af Kjæbefødder, Følere og deslige, er fremstillet paa Afbildningerne. — To af Hunnerne bare hver sin Han paa Ryggen, tæt ved Armenes Udspring; den er kun 1™™ lang, noget krum, uleddet, udstyret med to Par korte og tykke Krogbeen (Kjæbefødder) samt med to fremragende Pigge i Bagenden; ved Siden af den fremstaaende Snude saaes ogsaa et lille krogbærende Følerpar”). Af Brachiella-Slægten kjendes altsaa nu følgende Arter: B. Thynni Cw., B. im- pudica Nordm, B. bispinosa Nordm., B. rostrata (Fabr.), B. Lophii M. Edw., B. Pastinacæ v. Ben., B. appendiculata nob. og B. Dalmanni (Retz.)”). B. appendiculata nob. dignoseitur (femina) appendieibus abdominalibus elongatis, gracilibus, subclaviformibus sex, brachialibus ejusdem forme utrinque quatuor. 35. Brachiella Thynni (Cwv.) (2. 3). (Tab. XV, fig. 36.) Da de hidtil meddelte Afbildninger af denne Art ere temmelig maadelige, have vi anseet det for rigtigst at optage den paa vore Tavler, skjendt den er beskreven med til- strekkelig Fuldstendighed af Milne Edwards. Samme Forfatter beskriver ogsaa Hannen; men da denne hidtil aldeles ikke er afbildet, have vi saameget storre Grund til at give en Figur af den. — Losner man Hannen fra dens Plads mellem Æggesækkenes Grund, faaer man i Reglen Øie paa nogle (2 eller 3), rigtignok meget smaa, rødbrune, runde og flade Smaalegemer, som uden Tvivl ere Spermatoforer. Tilstedeværelsen af disse Dannelser hos de parasitiske Copepoder bekræfter sig saaledes mere og mere; tidligere har man, såavidt vi erindre, ikke paavist dem hos nogen Lernæ, hvis Hanform er aldeles dværgagtig og snylter paa Hunnen. Hvad vi forresten have at tilfoie om B. Thynni, er kun nogle Bidrag *) Efter Analogien med andre Former maa man antage, at der foruden dette findes endnu et Folerpar og et Kjæbe- eller Palpepar, uagtet vi ikke have iagttaget dem; vi betvivle derfor ikke, at det vilde være lykkedes os at finde deslige Dele, hvis vort Materiale af Hanner ikke havde været saa ubetydeligt. ”) Denne Form var af Prof. Krøyer tidligere mindre rigtigen bleven henfort til Slægten Lernæopoda, men er senere ifølge en Anmerkning i »Danmarks Fiske« III. p. 995 af denne Carcinolog betragtet som Typ for en egen, endnu ikke charakteriseret Slægt Charopinus. Lernea ineisa Blainv. (Journ. de Phys. XCV. fig. 10) er jo vistnok ogsaa en Brachiella, som det synes identisk med B. Thynni. til Kundskaben, om dette Snyltedyrs geographiske Udbredning og om det bestemte Sted, hvorpaa det altid findes hos de store Fisk, paa hvilke det snylter. Hr. Captain Hygom har gjentagne Gange bragt os denne Art fra de saakaldte Albe- corer og Baracottaer eller Barracuder, store Thynnusagtige Makrelfisk”). I Atlanterhavet strækker dens Udbredning sig idetmindste fra 13° SBr. til 22° NBr. og fra 28° VL. til 36° VL.**). Den findes derhos i Middelhavet og Adriaterhavet paa Thunfisken, og een af af os (Stp.) har fundet den paa denne Fisk i Triest. — Alle af Captain Hygom bragte og sete Exemplarer vare tagne i Axelhulen, og et stort Antal til Museet hjemforte Bryst- finner af de nævnte Fisk vise, hvorledes Brachiellerne altid ere hæftede til dette Sted, eenlige eller to, tre sammen; i Axelhulen bleve ligeledes Triestinerexemplarerne tagne. Den almindelige An- givelse hos Cuvier (Règne animal II. p. 257), Milne Edwards (I. e. III. p. 512) og Andre, at det er paa Thunfiskens Gjæller Arten findes, kan imod saa talrige Data ikke være rigtig, og denne Feil er det os saa meget vigtigere at kunne berigtige, som den har givet Anledning til en Miskjendelse af nogle af Aristoteles omtalte Forhold. Denne Naturforsker kjendte nemlig meget godt Thunfiskens Brachiella og gav den ogsaa rigtigen den af os ovenfor paaviste Stilling i Axelhulen; han kan nemlig ikke antages at have sigtet til noget andet Dyr ved den noget skorpionlignende Snylteorm, der af en Edderkops Størrelse sidder ved Thunfiskens (og Sværdfiskens) Brystfinner og foraarsager Fisken saa betydelige Smerter (Editio Imm. Bekkeri, 8vo 1829, V. 31 p. 149. 10: »0 de ıwv Jvvv@v ouctgoc yivetar Ev TrEQi Ta nrequyiæ, sot O'ouococ Toi Gxogmioic, xai tO uéysdoc mAlxog agayvns.« cfr. VIL 19. p. 240. 5: vob dE Yvvvor xaı of Epic oictowor rrepi xvvoc Eruroinv. &4801 yæg upOTEQOL Tyvixavtæ Tape TA TteQuyua oiov CxwApxiov to xalgusvov olorgov, GuoLov Ev Oxoprıiw, méyedoc Ö’nkizov agexvns); Bagkroppens Forlengelser og maaskee ogsaa Æggesækkene danne lige- som Lemmerne af det »skorpionlignende« Dyr, og den lange boielige »Hals« ligesom sammes Hale. Den græske Philosophs Oversættere og Udleggere have i Almindelighed troet, at den her nævnte Piner var et Slags Fiskelus af Oskabjornenes (Cymothoernes) Familie, medens Naturforskerne***) uden nogen Betænkelighed have antaget, at baade Aristoteles og haus senere romerske Compilator (cfr. Plinius hist. natur. IX. 21: »Animal est parvum, scorpionis effigie, aranei magnitudine. Hoc se et thynno et ei, qui gladius vocatur, ”) Ifølge v. Beneden skulde B. Thynni ogsaa forekomme paa Sciena Aguila (Bullet. de l’Acad. de Belgique.) De enkelte Localiteter ere: 13° SBr. 36° VL.; 0° NBr. 28° VL.; 2° NBr. 28° VL.; 4° NBr. 30° VL.; 22° NBr., 56° VL. **) See Guviers Anmærkninger til Pankoucke’s Udgave af Plinius Hist. natur. 1830 Il. c. og Cuvier og Valenciennes i Hist. des poiss. vol. VII. p. 187 (edit. 4to) 1831 [p. 255 edit. 8vo. 1830]; smlgn. Krøyer Danmarks Fiske. I. p. 251. Det bliver i det Hele et Spørgsmaal, om Pennellaen virkelig er fundet hos Thunfisken i Middelhavet eller om Angivelsen af et saadant Dyrs Forekomst paa denne Fisk støtter sig alene paa Tydningen af Aristoteles's ovennævnte Udtryk. + 422 crebro delpbini magnitudinem excedenti, sub pinna, adfigit aculeo, tantoque infestat dolore, ut etc.) have ment en Pennella, og navnlig den i det foregaaende omtalte P. filosa Linn. Det er saameget mere besynderligt, at paa begge Sider en saadan Miskjendelse har kunnet finde Sted for Thunfiskens Vedkommende, som vi see, at den fortræffelige Rondelet ikke blot har truffet det Rigtige og beskrevet baade Dyret og Stedet saa charakteristisk, som man for den Tid kunde ønske det, men ovenikjøbet har givet en meget erkjendelig Træsnits- figur af Dyret, der paa een Gang viser, at dette hverken kan søges mellem Fiskenes sæd- vanlige »Oestri» eller mellem Pennellerne. Naar vi efter disse Bemærkninger til Slutning endnu her meddele Rondelets egne Udtryk, skeer dette ikke alene til Bestyrkelse af vor Mening, men ogsaa for åt vise, hvilken autoptisk og objectiv Kjendskab Rondelet havde til dette Forhold, fremfor hans Forgængere og Efterfølgere. I G. Rondeletii De Insectis et Zoophytis liber, caput VIII, de Oestro sive Asilo (marino) hedder det nemlig om det ovenfor givne Citat af Aristoteles V. cap. 31: »Qvæ brevis est, et non satis explicata Asi notio, ex qua Asilum nunquam penitus nossem, nisi sub Thynni pinna, que ad branchiarum est scissuram, affixum conspexissem æstuanle cani- cula. Ergo ex ipsa avzowi« sic fusius depingi potest. Pro ore tubulum sive fistulam habet, pro corporis ratione longam. Utrinque sitz sunt veluti manus due, que ad os flec- tuntur; sequitur alvus cum incisuris, cui affixi sunt sex pedes, duo, qui in extrema alvo sunt, crassiores et longiores, qui utrinque locali, paulo minores, reliqui duo, qui magis in lateribus sunt, omnium minimi. Ore sive fistula, scorpionis terrestris caudæ, pedibus ejusdem brachiis similis est, alvo et magnitudine, araneo. Ut Polypi acetabulis, ita hic ore adhæret parti molliuscule et pingvi sub pinna ita tenaciter, ut avelli integer non possit. ... Cur sub pinna hæreat, in causa est partis mollitudo, pinguitudo et sangyinis copia«. (Edit. Lugdun. Batav. MDLIINI p. 112., cfr. librum de Piscibus ejusd. edit. p. 576: »Sed de Asilo alias, cujus veram effigiem in orcyno*) depinximus supra branchialem pinnam, qui sub pinna videri non possit»). Rondelet har altsaa ligesaavel som Aristoteles holdt denne Snyltegjest tydelig udenfor de snyltende Oskabjorne, hvilket ikke er Tilfældet med en anden lagttager fra samme Tidsrum, nemlig Belon, der ikke af Autopsi har kjendt noget til Thunfiskens Snyltere (cfr. Pet. Bellonii Cenomani De agvatilibus libri duo, Parisiis MDLIII p. 442—43 f.) XIX. Lernæopoda Blainv. 36. Lernæopoda elongata (Grant) (2 à). (Tab. XV, fig. 37.) Denne iøvrigt velbekjendte Art have vi ogsaa draget med ind i vore Undersøgelser, da vi see os istand til at meddele nogle Oplysninger om dens Udvikling. Foruden nogle *) Orcynus er Thunfisken, navnlig de meget store Individer af denne. 423 Exemplarer af kun 472—77m Længde, som Hr. Inspektor Olrik har nedsendt til Universitets- museet tilligemed en heel Del udvoxne, og som kun afvige fra disse ved paafaldende For- skjelligheder i Bagkroppens og Armenes Udvikling (see Fig. 37 8, y og d), er der endnu givet os Leilighed til at undersøge et Par Exemplarer, meget unge Hunner”), af kun 1™™ Længde, som den ene af os (Stp.) for en længere Aarrække siden (1838) har udpræpareret af Slimen paa et Havkalsoie og som tilhøre det kongelige naturhistoriske Museums Samling af grønlandske Krebsdyr. Paa dette Udviklingsstadium (Fig. 37 «) ere Bagkroppen og Halen endnu tydeligt leddede og Antennerne af en noget afvigende Form, navnlig det ene Par, hvis sidste Led viser en temmelig tydelig Tangdannelse; størst Forskjel vise de to Kjæbefodpar; det andet af disse, de senere »Årme«, er i dette Stadium endogsaa lidt kortere end første, som er langt, smækkert, trindt, uleddet og fremstrakt under en næsten ret Vinkel fra Kroppen; begge Kjæbefødder af dette første Par ende med en krum Klo, men begge disse Kløer ere indhyllede i den opsvulmede Grunddel af en lang tynd Chitintraad, ved hvis Hjælp Dyret har været heftet til Øiets Overflade; denne Heftetraad (der maaskee til en vis Grad kan sammenlignes med Caligus-\nglens Pandetraad) er saa lang, at den gaaer gjennem hele Øiets Slimlag, saa at selve det unge Dyr har siddet udenfor dette. Det Mærkeligste er maaskee, at denne Heftetraad ikke udgaaer fra andet Kjæbefodpar, som senere afgiver Hefte- redskabet, men fra første. Med Hensyn til de Individer, der allerede have naaet Lernæopodformen, vil det heller ikke være overflødigt udtrykkeligt at gjøre opmærksom paa, at jo yngre Individerne ere, desto kortere ere Bagkroppen og »Armene«; disse Dele voxe altsaa forholdsvis raskere end Forkroppen. Det samme er Tilfældet med Brachzella Thynni**), som man vil see af vore Figurer (Fig. 36), og forsaavidt som man altsaa vilde tage Charakterer for Arterne af disse relative Maalforhold, maatte man tage tilbørligt Hensyn til de undersøgte Individers Alder og Udviklingsgrad. XX. Diocus Krøyer (in Museo Regio). 37. Diocus gobinus (Fabr.) (2 3). (Tab. XV, fig. 39.) Vi optage efter Prof. Krøyer Navnet Diocus for den Snyltekrebs, der hidtil har *) Eller maaskee rettere Larver til Hunner. ") Til nærmere Oplysning herom kunne tjene folgende Maal af 3 Individer (a, b og c) af denne Art: a. b. c. »Halsen« 4mm 7mm 16mm »Kroppen« 31/gmm 4- 6 - De lange Vedheng 4 - 6 - 13 - Armene 2 - 3 - 6 - Totallængde 11Vg - 17 - 35 - 424 været bekjendt under Navnet Lernæa gobina Fabr., Müll. (prodrom. Zool. Dan. 2747 og Fn. Groen- land. p. 389.) eller Chondracanthus gobinus Kroyer (Naturh. Tidsskrift 1 Bd. p, 280), der, som bekjendt lever paa Phobetor tricuspis (Rhdt.) (Cottus gobio Fabr.). Prof. Kroyer har nemlig allerede |. c. p. 284 antydet”), at den ikke kan blive staaende i Chondracanthus-Sleg- ten, og senere i det kongelige Museum opstillet den under det foranforte Navn. Den er be- skrevet saa omhyggeligt af den nysnævnte Zoolog, at der ikke vilde være nogen Anledning for os til at omtale den, hvis der ikke blandt de talrige (over 20) Individer, hvoraf Universitetsmuseet for Oieblikket er i Besiddelse og som det for Størstedelen skylder Hr. Justitsraad Olrik, havde været adskillige yngre Individer, som kaste noget Lys over de Formforandringer, som denne Art, efterat have tilendebragt sin egentlige Metamorphose, med Alderen undergaaer. Det vil af de her givne Afbildninger sees, at de yngste foreliggende Individer (3"® Jange) ere meget mere lange end brede, medens det omvendte, som bekjendt, er Tilfældet med de helt udvoxne, og at de saakaldte »Arme« endnu kun vise Spor til de senere saa vel udviklede Knuder, samt at det næstsidste Armpar sidder nærmere ved det sidste og fjernere fra det første end paa senere Alderstrin, som en Følge af ati disse en stærkere Udvikling netop af denne Region af Kroppen, formodentlig for Forplantningsredskabernes Skyld, driver de to bageste Arme længere fra hinanden. Foruden det leddede første Følerpar er det andet krogformede Føler- par, som udmærker sig ved Krogens i Afbildningen antydede eiendommelige Form, meget tydeligt paa de yngre Stadier, men begge kunne dog ogsaa erkjendes selv hos de største, 8mm brede Individer. Forresten henvise vi til Afbildningerne, der ville give en rigtigere Forestilling om Dyret ogsaa i dels udvoxne Skikkelse end den mindre heldige Figur, som er meddelt i Krøyers Tidsskrift (Bd. I, tab. II fig. 8). Vi meddele ligeledes en Af- bildning af Hannen, der kun er !™™ lang og hos hvilken vi have kunnet erkjende ad- skillige Enkeltheder, som ikke ere optagne paa Prof. Krøyers Afbildning (I. ce. t. HI fig. 12), men dog tildels omtalte i Sammes Beskrivelse af Hannen (l. c. p. 284). Vi have nemlig iagttaget et første Følerpar, der er flerleddet og udstyret med adskillige Børster og for- holdvis ikke saa ganske kort; et andet Følerpar, der er stærkt og krogdannet, men tillige udstyret ligesom med et Sideblad eller en kort Bigren med nogle Børster i Enden; bagved Munden sees en lille Knude med et Par Børster (muligvis Maxiller eller Palper) og to Par Kjæbefødder, begge uddannede til Fasthæftning; det første bestaaer af en kort og tyk Grunddel og en plump Endekrog eller Klo; det andet er forholdsvis smækkert og treleddet, saaledes at den ikke meget krumme Endekrog eller Klo danner det tredie Led. Da Prof. *) Denne Antydning gav os netop Anledning til den Formodning, at Prof. Krøyer maaskee senere kunde have opstillet en egen Slægt paa denne Art, og til forinden dette Ark blev trykt at søge denne Formodning stadfæstet ved det kongelige naturhistoriske Museums opstillede Krebsdyrsam- ling. Med Prof. Krøyers Billigelse have vi her beholdt det Navn, under hvilket den er opstillet i det nævnte Museum. \ 425 Krøyer ikke har fundet sine Exemplarer i Gjællehulen, men paa Underkjæben, maae vi tilføje, at vi stedse have fundet den i Gjællehulens nederste og forreste Del hos den om- talte grønlandske Ulkeform, hvor den synes at være overmaade hyppig. Da de to bageste, knudrede »Armpar« hos Diocus gobinus have deres Plads saa tæt ved Æggesækkenes Udspring, vil det neppe være rigtigt at parallelisere dem med Chondracanthernes fire kløftede Vedhæng, der rimeligvis ere første og andet Par af Bagkrop- pens Fødder; om de derimod svare til fjerde og tredie Fodpar, og om de to Par Nakke- horn repræsentere første og andet, eller om de ere blotte Udvexter fra Huden, maa for Øieblikket, indtil endnu yngre Stadier erholdes, være uafgjort. XXI. Tanypleurus Sip. € Lik. 38. Tanypleurus aleicornis Sip. & Ltk. (2) (Tab. XV, fig. 38.) Under dette Navn opstille vi en hidtil ubeskreven grønlandsk Parasit, hvoraf Dr. Rink har taget et Par Exemplarer paa Gjællerne af Cyclopterus spinosus, og hvoraf Hr. Koloni- bestyrer Fleischer senere har nedsendt endnu et Par, fundne i Maven af den store grønlandske Hai (Scymnus microcephalus) og sandsynligvis ligeledes hidrørende fra for- doiede Individer af Pig-Kvabsoen. Endnu mere end hos Diocus gobinus er Legemet her betydelig udviklet i Breden, der næsten er dobbelt saa stor som Dyrets Længde. Denne overordentlige Brede skyldes to brede Sideudviklinger eller Arme, der baie sig om paa Bugsiden, hvor de ende med flere (c. 7), butte Flige eller Fingre, der ere rettede dels indad mod Midtlinien, dels bagtil, saa at man godt kunde beskrive disse Arme som havende en indre og en bageste Flig; disse Elsdyrhorn- lignende »Armes« øverste Rand er tillige udstyret med flere eller færre knapformige Udvexter. Mellem de omtalte Sideforlængelser eller Arme og Anus findes der bagtil paa hver Side to forholdsvis meget smaa fligede Udvæxter med knapformede Ender. Huden er ellers i Reglen blød, Legemet og dets Flige temmelig tykke. Tæt ved dets forreste Rand, ned mod Bug- siden, udgaaer der et Hefteredskab, bestaaende af en uregelmæssig Kvast af talrige, men korte, hornagtige Traade, som udspringe fra Enden af en temmelig tynd og ikke meget lang hornagtig Stilk, der viser forskjellige Grader af Sammenvoxning; hos et Exemplar bestaaer den saaledes af 2 fuldkommen adskilte, med Spidserne mod hinanden boiede Stammer, hos andre ere disse vel sammenvoxne, men bære dog mere eller mindre tydelige Spor af at være dannede ved Sammensmeltning af 2 oprindelig adskilte Stykker. Denne Stilk eller disse Stilke udgaae igjen fra et fælleds eller hver fra sit noget opsvulmede, kjødagtige Parti, udentvivl et forkortet, med Lernæopodernes eller Anchorellernes analogt Arm- eller Kjæbe- fodpar. Umiddelbart foran dette Fasthæftningsredskab findes den noget fremspringende Mund, paa hvis øverste Rand vi ved Hjelp af en stærk Lupe have iagttaget 2 Par overor- Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 54 2. denlig smaa hornagtige fremspringende Dele — rimeligvis det sidste svage Rudiment af Antennerne. Til Lemmer og lignende Dele have vi forresten intet Spor seet. Æggesækkene ere hos yngre Exemplarer blot krummede i en Halvbue, hos ældre snoede i to eller tre Omvrid paa en ganske lignende Maade som hos foregaaende Art. Det største Exemplar har en Brede af 14™™, uagtet Sideforlengelserne ere boiede ned mod Bugen og Dyret altsaa egentlig ikke viser sin fulde Brede. Foreløbigt vil Slægten Tanypleurus vel kunne charakteriseres kortelig saaledes: Tanypleurus no. dignoscitur (fæmina) corpore depresso, latissimo, utrinque in pro- cessum digitatum, cornu alcinum referentem, sub ventrem inflexum, producto, peduncu- loque brevi, corneo, simplici vel duplici, scopum cirrhosum emittente et ex anteriore corporis parte exeunte, hospiti affixo; sacculis ovigeris circinnatis. Pedes maxillares et abdomi- nales, ut videtur, desunt. (Mas ignotus.) T. alcicornis nob. In branchiis Cyclopteri spinosi Fabr. vitam degit. XXII. Herpyllobius Sip. $ Lik. 39. Herpyllobius aretieus Sip. & Lik. (2). (Tab. XV, fig. 40.) Det er ved vore og Prof. Brühls Undersøgelser godtgjort, at der selv hos egentlige Lernæer, Lerneæniker, Penneller og Lernæocerer, hvor gamle de end blive, findes tydelige Spor saavel til Folere og Kjæbefødder, som til Bagkropsfodder; hos den foreliggende Form, hvoraf vi fra Tid til anden have fundet flere Exemplarer paa gronlandske Annelider af Slægterne Lepidonote og Terebellides, have vi derimod forgjeves søgt saadanne Dele, og den gamle ved hine Undersøgelser ophævede Paastand, imod hvilken Prof. Brühl har polemi- seret saa ivrigen, at de laveste Lernæformer savne ethvert Spor til Lemmer og lignende Dele, synes derved igjen at finde en Bestyrkelse. Denne mærkelige Lernæ sidder paa Rygsiden af Annelider, sædvanligen nær ved Roden af en Fod, og bestaaer af to meget forskjellige Hovedpartier, der staae i Forbindelse med hinanden ved en yderst tynd Stilk, omkring hvilken Annelidens Hud slutter sig saa fast og tæt, at det er vanskeligt at skjelne imellem Gjæstens og Værtens Dele. Den udenfor Annelidens Ryghud liggende Hoved- del, som man uden en nøiagtigere Undersøgelse let kunde antage for at være det hele Dyr, opnaaer i det hoieste en Størrelse af 2mm (foruden Æggesækkene); den er snart næsten kuglerund, snart lidt oval eller noget sammentrykt (især hos yngre Individer), undertiden endog pæreformet. De to Æggesække, der som Afbildningerne vise, ere af meget for- skjellig Form og Størrelse, udgaae fra to Forhøininger, som ved Grunden ere omgivne af en fastere Ring, og mellem hvilke man endnu seer et lille fremragende Punkt (maaskee Pe CARE Gattet?) Denne ydre Hoveddel, hvis Hud hos nogle er aldeles glat, hos andre mere eller mindre rynket paa langs — maaskee tildels som Folge af Spiritussens Indvirkning —, staaer nu ved en tynd Hals i Forbindelse med en anden næsten ligesaa stor Hoveddel, som ligger indenfor Annelidens Hud, og som i Formen synes væsentligen at rette sig efter den Plads, som de nærmeste Omgivelser indrømme den; i det Hele kan den betegnes som et stærkt opsvulmet, fortil og påa Siderne fliget Legeme af en temmelig blød Beskaffenhed, i hvis forreste Flade en simpel Mundaabning findes. Det nærmere ville vore to Figurer vise. Med Hensyn til »Halsen» skulle vi bemærke, at denne i Reglen er meget kort, men at den paa enkelte Exemplarer er noget længere og da altid har en mere læderagtig, halvhaard Hud. Hvorvidt den pyriforme Yderkrop hos det paa en Terebellides fundne Exemplar an- tyder mere end en individuel Form, maae vi overlade senere Fund at afgjore*). Forelobigen kunde man give denne Slægt folgende Charakteristik: Herpyllobius nod. distinguitur (femina) corpore bipartito, partibus inter se isthmo tenuis- simo conjunctis; parte anteriore intra hospitem occulta, tumefacta, molliuscula, irregulariter lobata, lobis subdigitatis; parte posteriore seu externa globosa vel pyriformi, haud arti- culata nec in regiones divisa, pedum vel membrorum cujuscunque generis rudimentis nullis ; sacculis ovigeris duobus brevibus, crassis. (Mas ignotus.) H. arcticus nob. habitat in dorso vermium Chetopodum arcticorum. *) Vi skulle historisk her bemærke, at nærværende Art, som En af os allerede i 1838 havde iagttaget paa en Polynoé er den i Prof. Krøyers Afhandling: Grønlands Amphipoder p. 93 under no. 58 efter denne lagttagelse antydede nye Slegtform, og at Hr. Prof. Kroyer senere har beskrevet og afbil- det den til det store franske Reiseværk (Voyage en Scandinavie, en Laponie etc., publié par Gai- mard) under Navnet Sileniwm Polynoés, hvilket vi saameget mindre ville undlade at gjøre opmærk- som paa, da det jo kunde vere muligt, at det nævnte Værk fortsattes og saaledes de forlængst med hint Navn til Paris sendte Figurer publiceredes. Den velvillige mundtlige Meddelelse, vi skylde sidst- nævnte Oplysning, erholdt vi desværre først lenge efter at Navnet Herpyllobius var trykt, da det ellers havde været os kjært at have kunnet beholde den Krøyerske Benævnelse. or rs 428 Forklaring af Tavlerne. Vi have i Reglen anseet det for tilstrækkeligt at meddele Konturfigurer af de i Afhandlingen beskrevne Arter, i Lighed med hvad Dana i sit store Krebsdyrværk har gjort for de lavere Krebsdyrs Vedkommende. Broktallet ved Siden af Hovedfigurerne angiver, hvormange Gange disse ere forstørrede, og Stregen deres naturlige Størrelse”). Paa den hele Række af Tavler betyder: a Folerne (antennæ) og navnlig a! første Følerpar og a? andet Følerpar. md Mandiblerne. h andet Følerpars Hjelpekroge (hamuli). r Snabelen eller Næbet (rostrum); pa den saakaldte »Palpe«, egentlig en Udvæxt (Proces) fra Grunden af andet Kjæbefodpar; pa‘ (hos Pandarinerne og Dichelestinerne) Mandibelpalpen eller Kjæben (maxilla?). m Den saakaldte Kjæbe hos Lernæopoda og Brachiella. mp Kjæbefødderne (pedes maxillares) og navnlig mp! første og mp? andet Kjæbefodpar. f Gaffelen (furca) (hos Caliginerne); f’ en lignende Dannelse (en Dobbeltknude) hos Pandarinerne, men anbragt længere tilbage, bagved første Fodpar, medens den egentlige Gaffel hos Caliginerne altid er anbragt foran dette Fodpar. p Bagkropsfødderne (pedes abdominales) eller de egentlige Fødder, og navnlig: p! første, p? andet, p? tredie og p* fjerde Fodpar. g Kjonsringen (annulus genitalis). c Halen (cauda); ac Halebladene (appendices caudales s. foliola caudalia). d Rygbladene (folia dorsualia s. elytra) hos Pandarinerne; d” Halens Rygblade eller Haledækbladene hos visse Pandariner. o Æggetraadene (fila ovigera) eller Æggesækkene (sacculi ovigeri). sp Spermatoforer. Ved de enkelte Detailfigurer er, hvor det var fornødent, angivet Artens Nummer og det Kjøn (9 eller 3), hvortil den fremstillede Del hører; saaledes betyder f. Ex. 1 mp°@ andet Kjæbefodpar af Hunnen af den under fig. 1 fremstillede Art, Caligus Baliste. Ved at holde sig til Tallene (1, 2, 3 0. s. v. indtil 40) vil man altid let kunne orientere sig i, hvilke Detailfigurer der høre sammen og danne den Række af Analyser, hvorigjennem vi have søgt at give en ikonografisk Fremstilling af Arten. ”) Naar Broktallet og Stregen ikke stemme ganske med hinanden, antyder Stregen Artens regulære Størrelse, og Brøktallet det aftegnede Individs. Tab. I. Tab. I. Tab. Il. Tab Il. Tab. Ill. Tab. II. Tab. IV. Tab. IV. Tab. V. Tab. V. Tab. VI. Tab. VI. Tab. VII. Tab. VII. fig. fig. fig. ag fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. fig. 429 A. Copepoda parasita filis ovigeris, ovulis uniseriatis. Caligini. S. 349—69. 1. Han og Hun af Galigus Balistæ nod S. 356—57; (354). 1 Qg' Et Parti af Hunnens Kjonsring med Borstegrupperne. 1° Pandetraade (Hefteredskabet) af yngre Individer af Caligus Baliste nob. mp!" forstørret Fremstilling af den yderste Del af første Kjæbefodpar. 2. Hunnen af Caligus lacustris nod. S. 355—56; (354). 2° Pandetraaden hos et ungt Individ paa det saakaldte Chalimus-Stadium. 2g"c Kjensringen og Halen af samme. *p? En Fod af fjerde Par af ©. curtus mudd. til Sammenligning med C. lacustris nob. 3. Hunnen af Caligus branchialis Mim. (C productus v. Beneden) S. 362—63; (355). 39" fremstiller Halen, Kjønsringen og Bagkroppen af et andet Individ for at vise Variationen i Formen af Kjønsringen. 4. Han og Hun af Caligus rapax M. Edw. S. 359—60; (354). ” en stærkere forstørret Fremstilling af en af fjerde Fodpars kortere Endeborster. 4 ee Kjonsring, Hale og Bagkrop af et yngre Individ. >. Hunnen af Caligus isonyx nos. S. 358—59; (354). og” lidt af Kjonsringen med Borsteknipperne. 6. Hunnen af Caligus productus Dana. S. 357—58; (354). 6 où Bagkrop o. s. v. af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen af Kjensringen og Formen af den frie Bagkropsring. 6p** Fjerde Fodpars yderste Stykke stærkere forstørret end i Hovedfiguren. * . 7. Han og Hun af Caligus Coryphænæ nos. S. 360—62; (354). 7/ ds’ Kjensringen af et andet Individ (en Han), for at vise Variationen i Formen. 1 QE Et Stykke af Kjonsringen hos Hunnen for at vise Borstegrupperne. * Et Stykke af en af fjerde Fodpars kamtakkede Endeborster stærkere forstørret. 8. Hannen af Dysgamus atlanticus nod. S. 368—69; (351). 8g* Et lille Stykke af Kjonsringen med Borstegrupperne. 8mp?” Andet Kjæbefodpar, seet fra forskjellige Sider. 9. Hunnen af Gloiopotes Hygomianus no6., S. 363—64; (351); seet fra Ryggen og fra Bugen samt Analyser. 9” Øinene. 9** Et Stykke af Skjoldets Randbræmme, stærkere forstørret. 9*** Det eiendommelige Redskab, hvormed Kjonsringens Forlængelser ere udstyrede. 10. Hunnen af Parapetalus orientalis nos. S. 365, (351); seet fra Bugsiden; den forreste Del af samme, seet paa samme Maade, stærkere forstørret. 11. Hunnen af Synestius caliginus nos. S. 364—65; (351). 12. Han og Hun af Euryphorus nympha nos. S. 365—68; (352). Pandarini. S. 369—94. 13. Hunnen af Dinematura producta (Mil). S. 370—72; (379). 139° Kjonsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 13d* Rygbladene af et andet Individ, for at vise Variationen i Formen. 13 mp? viser andet Kjæbefodpar samt dettes yderste gribende Del i forskjellige Stillinger. . 14. Hunnen af Dinematura ferox Ar. S. 376—77; (379). 1105 Kjensringen og Halen af samme, sete nedenfra. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. X. fig. Tab. X. fig. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. Tab. VIII. fig. VIII. fig. IX. fig. IX. fig. XI. fig. XI. fig. XII. fig. XII. fig. XII fig. XIII. fig. XII. fig. XIII. fig. XIII. fig. 430 14d* Abnorm Form af Rygbladene. 14 mp!" Omrids af den indre Finger paa første Kjebefodpar hos et andet Individ. 14mp?* En Del af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 14 mp°. 15. Hunnen af Echthrogaleus coleoptratus (Guérin). S. 380—82. 159° Fjerde Fodpar, Kjonsringen og Halen af samme, sete nedenfra. 15*mp*? Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar, seet i en anden Stilling end 15 mp *. 15” viser Halen og et Stykke af Kjonsringen, men saaledes, at Halen er boiet fortil og opad, for for at vise det af den (i Fig. 15 Pl skjulte Haledækblad (d 1). 16. Hunnen af Dinematura latifolia nos. S. 378—79; (380) og f 169". Samme seel nedenfra. 17. Hannen af Nogagus lunatus nos. S. 389—90; (384). (Andet Antennepar og andet Kjæbefodpar ere afbildede i forskjellige Stillinger). 17g*. Et Stykke af Kjønsringen med en af Borstegrupperne. 18. Hannen af Nogagus Latreillii Zeucr. S. 384—86; (383). 18mp?. Det yderste Stykke af andet Kjæbefodpar. 19. Hannen af Nogagus grandis nod. S. 386—87, (384), seet fra Ryggen og fra Bugen. 20. Hannen af Nogagus tenax nod. S. 388—89; (384). 20”. Noget af Forkropsskjoldet og de to første frie Bagkropsringe, sete fra Siden. 20 mp?". Endestykket af andet Kjæbefodpar af et andet Individ, for at vise den mærkelige Varia- tion i Formen. 21. Hannen af Nogagus borealis nos. S. 387—88; (384). 22. Hunnen af Pandarus Cranchii Leach. S. 390—93. ; 22mp?*. Den takkede Rand af den af andet Kjæbefodpar dannede Knibtang, saaledes som den sees hos enkelte Individer. 220”. Halepartiet seet nedenfra. 22ac* De omdannede styliforme Haleblade i forskjellige Stillinger. 25. Hunnen af Perissopus dentatus nod. S. 393—94. Dichelestini. S. 394—97. 23. Han og Hun af Lernanthropus Konigii nos. S. 595—97. Hunnen er fremstillet fra Ryggen, fra Bugen og fra Siderne (23 2’). 24. Hannen af Anthosma crassum (4dgd.) (A. Smithii Leach.), S. 397, seet fra Siden og fra Bugen. 24p*Q. Et Stykke af forste Fodpar hos Hunnen af samme Art til Sammenligning. Pennellini. S. 398—418. 26. Lerneænicus nodicornis nos. S. 401, naturlig Størrelse. 26a. Forkroppen af samme forstørret, fra Rygsiden. 27 og 27'. Lerneænicus inflexus nod. S. 401, fra Ryggen og Siden; naturlig Størrelse. 27 @ og 278. To Individer sete fra Rygsiden, forstørrede. 27 y. Individet 8 seet fra Bugsiden, forstørret. 27d. Samme seet fra Siden, ligeledes. 27° Kjæbefoden mp’ forstørret. 28a. Lernæa branchialis Lin, forma typica, S. 403, Dyrets forreste Del, seet forfra, og 28 8. Samme, seet ovenfra; begge forstørrede. 29. Lernæa branchialis, var. sigmoidea nod., S, 404, i naturlig Størrelse. 29 &. Dyrets forreste Del, seet ovenfra, forstørret. 298. Dets fire Bagkropsfødder, forstørrede. Tab. XIII. fig. Tab XIV. fig. Tab. XIV. fig. Tab. XIV. fig. Tab. XIV. fig. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. Tab. XV. fig. lu 300g 31. Hemobaphes cyclopterina (Fabr.), S. 405, seet fra to forskjellige Sider 30@ og 8. Dens forreste Del, stærkere forstørret, fra Ryg- og Bugsiden. 30y og Jd. Det samme Parti af et andet Individ fra Ryg- og Bugsiden. 308 Samme Lernæ in situ paa Gjællebuerne. 307. To Par Bagkropsfodder, stærkt forstørrede. 31. Pennella sagitta (Zm.) S. 409. Hun seet fra Bugsiden, og 31' et andet Individ fra samme Side, nat. Storr. 31@ og 8. Første Individs »Hoved» eller Forkrop seete fra Ryg- og Bugsiden; 31'& og 8. andet Individs. 316. Fanetraade af Individet 31; 31'¢ af Individet 31’, alle forstørrede. 32 og 32%. Pennella varians nos. S. 413. To Hunner uden Æggetraade og kun med to Modhager; 32‘ og 32‘ to andre Individer i lige Udvikling, men med tre Modhager, alle i naturlig Størrelse; 32«,ß, 32'«,ß 0. s. v. fremstille disse fire Individers Forender forstor- rede fra Rygsiden og Bugsiden, og 32‘ &. 8 den samme Del af et femte Individ, paa hvilket den tredie Modhage begynder at fremtræde. 321. En Unge af Samme; 32m, 32n og 320 tre mindre udviklede Stadier, der vise, hvorledes Modhagerne begynde som flade Udbredninger og hvorledes Hovedets Udvæxter fremkomme ; alle forstørrede, den første tillige i nat. Størr. 32. m. 8 og 320.8. Tvende lignende Stadier sete fra Bugsiden, for at vise noiere de iagttagne Fø- lere og Kjæbefødder og Udvæxternes og Modhagernes Uafhængighed af disse. 32 p!, p®, på, pt. Bagkropsfodderne af Individet 32 m. 32.sp. Spermatoforer. 33. Pennella Exocoeti (Holten). S. 415. Hun i nat. Størrelse; 33 & og B forreste Del af Dyret, forstørret, fra Bug- og Rygfladen; 33 y en Fanetraad. 33' og 33" to yngre Individer af samme Art, naturlig Størrelse. 33. Be Den formentlige Dverghan til Arten, fastheftet til Hunnens Side. 34. Pennella crassicornis nod. S. 416. En langtfra halvvoxen Hun fra Bugsiden, og Rygsiden, i naturlig Størrelse; 34 8 sammes Forkrop forstørret, seet nedenfra. 34. Forkroppen af et udvoxet Individ, natur. Størr., seet nedenfra; 34 y en af de grenede Fane- traade forstørret. 34.". Den stærkt grenede Fanetraad af P. filosa L? (NB. af en Orthogariskagtig Fisk.) B. Copepoda parasita sacculis ovigeris, ovulis pluriseriatis. 35. Brachiella appendiculata nod. S 419. Hun og Han, førstnævnte seet fra Siden og fra Bugen. 359". Forenden af Hunnen, stærkere forstørret, for at vise Munddelene, Fø- lere 0. s. v. - 36. Brachiella Thynni cur. S. 420. Hun og Han. Af Hunnerne er der fremstillet et yngre (35 SR) og et ældre Individ for at vise Forskjellen i »Halsens» og »Armenes» Længde. Sær- skilte Analyser vise, hvad vi have iagttaget af Kjæber og andre Munddele. 37 «. B.y. ogd. Yngre Stadier af Hunnen af Lernæopoda elongata (Grant). S. 422. Det i 37 & afbildede Udviklingsstadium er det yngste, som hidtil er iagttaget, og Dyret kan endnu her siges at befinde sig paa et Larvestadium. — Paa det ene af de afbildede halvunge Indi- vider (37 y) er den ene Arm betydelig kortere end den anden. 1 37 y‘ sees Munddele, Fo- lere o. s. v. af dette Individ stærkere forstørrede. 37. On Hannen af samme Art; ved Siden er fremstillet den yderste Del af en af dens Mandibler (37 A md.). 38. Tanypleurus alcicornis nod. S. 424. Hunnen seet fra Rygsiden og fra Bugsiden 38*, 38° og 38° vise Hefteredskabet i forskjellig Grad af Sammenvoxning eller Adskillelse. 380 Æggesækkenes Form hos et større Individ. 432 Tab. XV. fig. 39. Diocus gobinus (Fubr.), S. 423. Hunnen som udvoxen, seet fra Ryggen og fra Bugen (y og d) og i 2 yngre Stadier (a og ß); hos det i Fig. 39 y afbildede Individ vender den ene af de to forreste Arme fortil, den anden bagtil. 39 Ø Hannen, stærkt forstørret. Særskilte Figurer fremstille Følerne hos begge Kjøn. Tab. XV. fig. 40. Herpyllobius articus nos. S. 426. Hunnen. 40a. EtIndivid, med korte næsten kugleformede Æggesække, in situ paa Ryggen af en Lepidonote. 40.8. Et Individ, med pæreformet Krop og langagtige Æggesække in situ, paa en Terebellides tæt ved dennes Gjæller. 40y og d. To af Lepidonote udpræparerede Individer, visende den uregelmæssige Forkrop ‘og den meer eller mindre glatte eller rynkede Bagkrop. Rettelser og Tillæg. S. 347. L. S. 347. L. 15. Sphyrion kan, ifølge Originalfiguren i Freycinets Reise pl. 68 fig. 10. (cop. hos Guérin. Iconogr. Zoophyt. pl. 9. fig. 4.) og en anden Figur efter Naturen i Cuvier Régn. anim. édit illustr. Zooph. pl. 32. fig. 4, ikke høre til Pennellerne, men hører til Condracanthinerne; den er ganske sikkert congenerisk med den mærkelige Parasit paa Finnen af Cyclopterus lumpus, som Prof. Krøyer har kaldt Lestes lumpi (Danmarks Fiske. II S. 217.); begge synes os at maatte nærmes til Condracanthus Trigle. — Om Lophura ogsaa vil slutte sig til de parasitiske Copepoders anden Række, er endnu uafgjort. må 4. »Lernæonicus» les: » Lernecenicus. S. 380. L. 9. f. n. »Guerin» les: Guérin, og ligesaa S. 381, 2. L. f. n. og 392. L. 7. S. 398. L. 3. »Lerneenicus» les: Lerneænicus og ligesaa S. 400 fl. St. S. 406. L. 11. fra neden »fig. 308» les: fig 30 og 30". S. 416. L. 4—8. At Sværdfiskens Pennella ikke er identisk med Pennellerne fra Orthagoriscus-Fiskene, deri ere vi blevne bestyrkede i den allerseneste Tid ved en i en Sværdfisks Kjod fundet Forkrop af dette Dyr. Under Aftrykningen af dette Slutuingsark modtoge vi første Hæfte af Aargangen 1861 af » Würzburger naturwissenschaftliche Zeitschrift», hvori (S. 10—22) findes en Afhandling af Prof. Claus »Ueber die Familien der Lernæen». Af denne see vi, at Prof. Claus ogsaa har iagttaget flere af de Lemmepartier, som vi have an- givet hos Lernæer og Penneller, men afviger noget fra os i Gjengivelsen af det Forefundne, og det, saavidt vi kunne skjønne, paa Grund af hans ringe Materiale. 1 Anledning af denne Uoverensstemmelse maae vi her fast- holde, at Forf. i det mindste har Uret i at betegne alle Bagkropsfedderne hos Pennella som »zweyästige Ruderfüsse» (S. 16 og 21, og Tab. I. fig. IX); thi ved gjentagne Undersøgelser af mange Individer have altid kun de to forreste Par vist sig at have to Grene; Kjæbefodderne (S. 19, fig. VII b, og vore Figurer mp? ere heller ikke »messerförmig», og Udvæxterne paa Hovedet have vi ikke formaaet at opfatte som »muskulose» eller som Griberedskaber. Ogsaa fremstiller Forf. en Asymmetrie hos Lernæa paa en Maade og med en Styrke, som man ikke kan billige (S. 22); havde han havt flere end det ene undersøgte Exemplar, vilde naturligvis Tilstedeværelsen af Bagkropsfodder (»Ruderfüsse») ikke have undgaaet ham. Vid. Selsk. Skrifter V Række naturo. mathem. Ath V Bind Steenstrun og Zütken om Snyltekrebsene N ad 5 2p RAT — Ff ump? $ 2. Caligus Batiste. SL [eg 8) 2. Catiqgus lacustris Sip th. (9) /m Caligus curtis Mill) Chr. Ihernam: se. (PU un a RR 2h TR f 14 i il Dik i j i i) X ' uw Ay be Me | Å | 4 | ( i i då || | | j 1 4 " | WAN + clin 4 MH 7 A b Hl de [ Le \ | in ) 5 hr 2 | K I L | | 54 | i: | yi 4 A ws PÅ Maar) ; j 7 å || N i å à à uva To | à | SFR MI RUN h i KUC oe U å OM i i | = LA Å Å ii 7 | # ; ; “4 5 > A re RER : Pipe % | JRR: i rs Br its a | x er Mart ta WAL ge but ae Semen aie ss. TE LM Que i (1 ANG À ‚Aue! å ig « ry TS: it hy iis ih | i i a } AUT N m a ey | Vid: Selsk: Skrifter V. Række nature. mathem. Ath. Vi Bind. Steenst og Li om Snyltekrebsene # « | 2D à 7 fr U Vid. Selsk: Skrifter V Række nature. mathem« Afh. V Bind. Steenstrup og Lithen em Snyltekrcbsen Zub 7 3 POT I” Chr Ihernam se. 3. Caligus rsonyx Su Ith fy / 6. Caligus productus. Dane fg / a ee? 0 Ava tae! el? ae Vid. Selsk. Skrifter V Række naturo. mathems Afh, V Bind: Steenstrup og Litken- om Snyltekrebsene UI 7 Caligus Coryphænæ. Syn Ltk./g 3/6 Dysgamus atlanticus Sip. Lk. (0) CLtk del. Oe. The rname ses om Snyltekrebsene Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem: Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken Chr Thernam se 9. Glotopotes Hygomianus. Sip. Lth. (/g/ 10. Parapetalıs ortentalir Stu LE føj CL the del. Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem. Mth V Bind. Steenstrup og Lütken em Snyltekrebsene. Tab. VI. CLthedel: U. Synestius caliginus. Sip lik (9) 12. Euryphorus nympha. Sip Lk (29) Chr Thornam se. MÅ Ål: j ie L/ fl Un ni a i å Œ CRETE Sn mot a ANP) ss a = i 1 ITR Vid Selsk. Skrifter V Række naturv. mathem« Ath V Bind. Steonstrugu og Lütken om Snyltekrebsene. Tab VA. Wiss . nee lis a OLth. del: 73. Dinematura Jroducta. (Mall) p 14 Dinematura ferox Kr 12) Chr. Thernam sc Five of us Wien TAN GE | J a Vid: Selske Skrifter V Række nature. mathem« Ath: Vi Binds Steenstrup- og Lütken em Snyltekrebsone: Tab. VIL. 2 25? 16 gp CLE del. 15. Echthragaleus coleoptratus | Guérin) 9 26. Dinematura latitoliac Syu Lik 15) D CET ro ie pi i fi i SS | Le ’ ~ > = ÆG 3 à st \ RN! a y , ' u Sg ; 4 2 Dur i [a : Vids Selsk: Skrifter. V Række naturv. mathem Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebrene: Tab. IX. 17. Nogagus lunatus. Sin. Ick/6) 18. Nogagus Latreillii: Leach: (8/ Vid. Selsk. Skrifter V Række nature. mathem. Afh. V Bind: Steenstrup og Lütken em Snyltekrebsene. Tab X A NZ Å B © Zik. del 29. Nogagus grandis. Sin: Lik jé) 20. Nogagus tenax. Sin. ik /6/ Chr Thernam sc. Vid. Selsk: Skrifter. V Række nature. mathem« Afh: V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebsene Tab XT. od Low En SK re af u 4 : X, 4 x + = u \ - LEE SER un B 4 € A | 4 i j |] LA 7 i TER x Fa N EA A f 4 7 is y == 3 i ' + ru y N à 2 aye © ; . + d - Fa 3 - f ES - U ——— Ne os = E à é ICT: 5 ‘ 2 1 ÿ £ U i É Me i . Vid. Selsk Skrifter V Række naturv. mathem« Ath. V Bind: Steenstrup og Lütken om Snyltekrebsene Tab MI. 23.9 a { CV = P 25.ac ” ns CL del. 2 / J\ Chr. Thornam sais. 23. Lernanthropus Aonigié- Sip Lik: /p d) 24 Anthosoma’ cerassum: Abgd. 4) 25. Perissonus dentatus. Sin Lik (9) Vid. Selsk: Skrifter. Vi Række nature. mathem: Ath Vi Bind. Steenstrun og Lithen om Snyltekrebsene Tab AH 26. Lerneeniwus nodicornis. Su tk. CThornam dein. I Sy dir 27. L.inflexus. Syr Lth 28. Lernea branchialis. Im. 29. L. br. stgmotdea. Sin Ik 9 172 30. Hrrmobaphes cyelopterma: | Fabrice.) € Thernam se Le . LI y EL ON i > i A A N > Cd £. = nn : * i ss à i 2 N à = . A a \ Vid: Selsk: Skrifter. V. Række naturv. mathem: Ath: V. Bind: Steenstrup’ og Luütken om Inyttekrebsene . Tab. XIV. Sr. 7 ( Chr. Thernam del, I. Syn: dir. Chr. Thernam sep 31. Fernella’ sagitta: (Tim), 32. P. varians. SuIm; 33. P. Exocoet (Hetty, 34. P. crassieornıs. Sip. Lk, 33." P. filosa? (Linn) », Val Selsk: Skrifter V Reh nature mathem: Afh. V Bind. Steenstrup og Lütken om Suylickrebsene. Tab, AV. ! un ’ ort sa —$Ù € Lt & C. Thern. del: 35. Prachiella appendiculata. Sin. Ik. [9 à) 36. Brachiella Thynnt. Cu. (g.d) 37. Lernxopoda eløngata: (Grant) (9 7) 38. Tanypleurus alcicornis. Sip, lth. (9) 39. Diocus gobinus. (Kar) (9.4) 40. Herpyllobius aretteus… Søn. tk [5] | | Om Nordhvalen (Balæna Mysticetus L.) navnlig med Hensyn til dens Udbredning i Fortiden og Nutiden og til dens ydre og indre Særkjender af D. F. Eschricht og J. Reinhardt. Med 6 lithograpberede Tavler og adskillige i Texten indtrykte Afbildninger. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd. 55 i heer 7 "4 , Fan P A 1 Al a et PR CY se SES AN deg it) Øg Let in h ‘ (5 4 i | Eu £ af i) i an å 5 Qu delist} cr RTE SAR i ; A ay: 2 L ER, a rt DIU ah TET ANG 1 coined ih NENS FREDEN HESTENE ala buse ribose arb hit Le ig N = +. 1 Fi My 1 ou espa? i ¥ 1 1 + | | uy ee BT RETTEN Al wer Jens Ly tev! Mie i Al Bros PM è i” À 3 i x 4 y we HM mm så U ' a wR fe åd Pi Fi | " : | à i I rs + 4 i 5 + 2 3 2 å ev i Ga L å ‘ nae * wad KA $ EA, er ee Man a ar A: | Te - å g = | qu ‘ Forord. Den ene af nærværende Afhandlings Forfattere, Eschricht, havde allerede for flere Aar siden forelagt det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab Resultatet af nogle Undersøgelser angaaende Nordhvalens eller Grønlandshvalens geographiske Udbredning og anatomiske Byg- ning, men Offentliggjørelsen var dengang blevet udsat væsentlig i det Haab at indvinde nyt og fuldstændigere Stof til Undersøgelsernes endelige Afslutning. Dette Haab er ogsaa gaaet i Opfyldelse, skjøndt ad anden Vei, end han dengang ventede. Han regnede paa fortsat Hjælp af den Mand, hvem han allerede skyldte allerstørste Delen af det Stof, der ligger til Grund baade for disse hans første Undersøgelser angaaende Nordhvalen og for alle hans foregaaende Af- handlinger om de nordiske Hvaldyr. Hans trofaste Ven Capitain Holbøll afreiste til Grønland d. 25de Marts 1856 med de bedste Tilsagn, men hverken fra ham eller fra Skibet, der skulde bringe ham og en af hans Sønner derover, er der indtil denne Dag kommet noget Budskab !). Fra denne Side blev saaledes hans Forhaabninger skuffede paa en sørgelig Maade; men samtidigt frembød der sig en Leilighed til at tilvejebringe for Selskabet en fuldstændigere Monographie af Grønlandshvalen, end hans første Arbeide kan siges 1) Carl Peter Holbøll, en Son af den fortjente Gartner ved den botaniske Have, Frederik Ludvig Holbøll, var født den 31te Dec. 1795. De Omgivelser, mellem hvilke han voxede op, vakte tidlig hans Sands og aabnede hans Øie for Naturen og dens Studium, først navnlig for Botaniken, snart ikke mindre for Zoologien. Han bestemtes, men temmelig seent, til at blive Søofficeer og blev Secondlieutenant i Aaret 1821. Dengang allerede anerkjendt som praktisk Zoolog blev han i 1822 med Kongelig Understøttelse udsendt paa en toaarig Reise til Grønland, deels for at gjøre sig be- kjendt med Hvalfangsten deels for at gjøre Indsamlinger til det Kongelige naturhistoriske Museum af Faunaen i dette høinordiske Land. Efter sin Hjemkomst blev han dernæst i 1825 ansat som In- specteur for Kolonierne og Hvalfangsten samt Skifteforvalter i det nordre, i 1828 i det sydlige Grøn- land. Allerede ved den førstnævnte Ansættelse afgik han fra Søetaten med Capitain - Lieutenants Charakteer. 55° 436 at have været. Den anden af nærværende Afhandlings Forfattere havde nemlig ligeledes allerede for flere Aar tilbage aldeles selvstændigt behandlet samme Emne og, ligesom den førstnævnte, anstillet Undersøgelser over Nordhvalens geopraphiske Udbredning samt over dens ydre og indre Bygning, hvortil Anledningen og Stoffet var givet i en i Saltlage opbevaret, nyfødt Unge af denne Hval, som Hr. Major Fasting, dengang Inspecteur i Nord- grønland"), havde medbragt fra Godhavn med betydelige personlige Opoffrelser og skjænket til det Kongelige naturhistoriske Museum. Hans Resultater vare i alt Væsentligt de samme som de, til hvilke den førstnævnte af Forfatterne var kommet, men da de tildeels vare støttede paa andre Kjendsgjerninger, maatte de ialfald kaldes ikke uvigtige Supplementer til de første. Begge Forfatterne bleve snart enige om, at Videnskaben vilde være bedst tjent med, at de forenede deres Undersøgelser i et fælles Arbeide, og som saadant er det nu, at de hermed forelægges for Selskabet og Offentligheden. Undersøgelserne ere foretagne eller dog paany gjennemgaaede i Fællesskab, og begge Forfattere ere derfor paa samme Maade og i lige Grad ansvarlige for de vundne Resultater og de derpaa støttede Anskuelser; men ved den endelige Redaction har den ene af dem, Eschricht, nærmest paataget sig Ud- arbeidelsen af Afhandlingens andet Afsnit; den anden, Reinhardt, nærmest redigeret det første. 1) De danske Kolonier i Grønland ere fordeelte i et nordre og et søndre Inspektorat, af hvilke det første indbefatter alle Kolonier ned til Egedesminde, denne iberegnet, medens Holsteinsborg og alle de endnu sydligere Kolonier udgjøre det søndre Inspectorat. I. Nordhvalens Udbredning for og nu. Sen efterat det var godtgjort, at Sydhavets Rethvaler ere aldeles forskjellige fra Nordhvalen eller Gronlandshvalen, og der saaledes ikke længere kunde være Tale om at ansee denne for et kosmopolitisk, gjennem alle Verdenshavene udbredt Dyr, troede man dog endnu stedse, at den ialfald oprindelig havde udbredt sig meget længere Syd paa end i vore Dage, at den tidligere navnlig havde været regelmæssigen jaget og fanget i det nordlige Atlanter- havs tempererede Vande, og at den først ved Hvalfangernes Forfølgelser var bleven lidt efter lidt trængt stedse hoiere op mod Nordpolen. Nu har denne, engang af de største Autoriteter, støttede Mening maaskee for en Deel tabt sin Credit; men den har dog endnu stedse sine Tilhængere, og dette er saa- meget forklarligere, som de Kjendsgjerninger og Grunde, hvorpaa den i Særdeleshed støt- tedes, neppe altid ere blevne behandlede med tilstrækkelig Opmærksomhed af Mod- standerne. Allerede denne Omstændighed indeholder en Opfordring til i det Bidrag til Kund- skaben om Grønlandshvalen, hvilket vi hermed forelægge Selskabet, paany at optage det allerede tidligere af den Ene af os!) drøftede Spørgsmaal om Hvalens oprindelige Udbredning, og vi have saa megen større Foranledning til at gjøre det, som der i de senere Aar ere komne ikke uvigtige Oplysninger tilstede, hvorved alle Tvivl og al Usikkerhed forhaabentlig kunne tilfredsstillende løses. 1) Eschricht, D. F. Undersøgelser over Hvaldyrene. Første Afhandling. Bemærkninger over Ceto- logiens tidligere og nærværende Skjæbne. (Kgl. D. Vidensk. Selsk. naturvid. Afhandl. 11 Deel S. 129). — Samme. Om de nordiske Hvaldyrs geographiske Udbredelse i nærværende og i tidligere Tid (i Forhandl. ved de skandinaviske Naturforskeres Møde i Kjøbenhavn i 1847, S. 103). 198 Hyormange fortræffelige Oplysninger om Nordhvalens Forekomst og Levemaade, der endog til forskjellige Tider ere tilveiebragte af Hvalfangerne, og hvor overordenlig meget Zoologien endog i den Henseende skylder Mend som Scoresby, Manby, Zorgdrager og Martens, ligger det dog i Sagens Natur, at det Billede af Hvalens Ferden i dens hjemlige Have, som vi skulle danne os alene‘efter de ad denne Vei erhvervede Efterretninger, maa blive til en vis Grad ufuldstendigt, og at vi for at erholde Oplysning om Hvalen i den større Deel af Aaret, i hvilken den ikke er udsat for Hvalfangernes Forfolgelser, maae tye til saadanne Lande, ved hvis Kyster den forekommer, og hvor den med Lethed kan iagt- tages Aar ud og Aar ind til enhver Aarstid. Men hertil egner neppe noget Sted sig bedre end den Deel af Grønlands Vestkyst, langs hvilken de danske Kolonier ere beliggende. Vel er Hvalfangsten, som fordum afgav en vigtig Erhveryskilde for Fleertallet af disse Kolonier, lidt efter lidt ophørt ved dem alle med Undtagelse af en eneste, Holsteins- borg; men Hvalen indfinder sig dog endnu stedse regelmessig ved Kysten, og medens den saaledes endnu aarligen kan iagttages der, er der tillige ved den tidligere Fangst vundet en Skat af Erfaringer om dens Forekomst netop langs den samme Kyst i ældre Tider. Hval- fangsten blev nemlig fra de danske Kolonier ikke drevet med Skibe i rum Søe, men fra saakaldte »Hvalfangerloger« eller »Hvalfangeranleg« paa det faste Land, der vare forsynede med et til Stedets Befolkning svarende større eller mindre Antal fuldstændigt udrustede Hvalfangerslupper og med de til Spækkets Udbrænding nødvendige Indretninger, og som altsaa ganske vare at betrågte som fastliggende Hvalfangerskibe. Ligesom paa disse fra Toppen af Masten, holdtes der ved Logerne stadigen Udkig efter Hvalerne fra et eller andet af de omliggende Fjelde. Saasnart en Hval opdagedes, og Veirliget og Isen tillod det, bleve de færdig liggende Slupper satte i Søen, og den dræbte Hval bugseredes ind til Land, hvor Flensningen (Afspækningen) foretoges. Sluppernes Besætninger, Har- punererne deri indbefattede, vare for største Delen Grønlændere; men selve Anlæggenes Bestyrelse var stedse overdraget til danske Betjenter, som vare forpligtede til nøiagtig og daglig at optegne, hvad der forefaldt ved Anlægget, og man finder derfor i deres Journaler, som aarligen nedsendtes til Koloniernes Bestyrelse i Kjøbenhavn, ikke blot anført de Hvaler, der bleve dræbte eller gik tabte (forliistes, som det kaldes) efter at være blevne harpunerede, men i Reglen ogsåa dem, som kunde iagttages fra Udkigsfjeldene, selv om Veirliget ikke tillod at udsætte Slupperne, og leilighedsviis er der endog optegnet forskjellige ikke uvigtige Bemærkninger om de fangede eller seete Hvaler. Er det saaledes paa den ene 439 Side klart, at der fra de danske Etablissementer i Gronland overhovedet kan hentes en Mængde Oplysninger, som vanskelig kunne tilveiebringes fra de andre, deels ode, deels kun af vilde Stammer beboede Kyster, langs hvilke Hvalen regelmæssig viser sig, vil det paa den anden Side ogsaa let indsees, at fremdeles Grønlands Beliggenhed er saaledes, at Spørgsmaalet om en i Tidens Løb indtraadt Forandring i Hvalens Udbredning synes netop der at kunne finde sin Besvarelse. Den Deel af Grønlands Vestkyst, langs hvilken de danske Kolonier ere anlagte, naaer jo nemlig fra den 60de til den 73de Grad omtrent i nordlig Retning. Den strækker sig saaledes i den betydelige Længde af henved 200 Miil næsten fra Grændsen af den tempererede Zone heit op imod Nordpolen og beskylles i hele denne Udstrækning af et Hav, hvor Hvalfangsten har havt et Hovedsæde, og i hvilket den i den over hundrede Aar lange Periode, der er forløbet siden de første danske Koloniers Anlæg, to Gange har taget et overordentligt Opsving og atter er sunket ned til dens nuværende Ubetydelighed, saa at man altsaa maatte vente, at Hvalen netop der maatte have trukket sig stedse hoiere mod Nord, hvis det overhovedet havde ligget i dens Natur at unddrage sig Forfølgelsen påa denne Maade. Vi ville derfor i vor Undersøgelse af Hvalens nuværende og tidligere Udbredning i Almindelighed gaae ud fra dens Forekomst ved den tidtnævnte Kyst, som vi kjende med en temmelig Grad af Nøiagtighed deels gjennem Beretninger fra Mænd, der have til- bragt flere eller færre Aar i Grønland, og blandt hvilke vi navnlig med Erkjendtlighed nævne den desværre for tidligt bortrevne Holbøll og Major Fasting, men fornemmelig af en stor Mængde af de ved de forskjellige Hvalfangerloger førte Journaler over Hvalfangsten, som Directionen for den Kongelige grønlandske Handel med udmærket Velvillie har tilladt den ene af os at benytte. Skjøndt Grønlandshvalen regelmæssig indfinder sig ved Grønlands Vestkyst, er det dog kun et Stykke af denne lange Kyststrækning, som den besøger. Navnlig forekommer den i Reglen ikke sønden for den mellem den 66de og 6åde Grad beliggende Deel af Kysten, og allerede der eller nøiagtigere ved Kolonien Sukkertoppen (65° 25‘)!) viser den sig ikke hvert Aar, men dog rigtignok saa ofte, at der ved det lidt nordligere Sted, hvor denne Kolonie oprindelig laa (65° 38”), fandtes en Hvalfanger-Loge, den sydligste af dem alle, som jo vel forlængst er nedlagt, men, saavidt vides, ikke just fordi Hvalerne udebleve altfor tidt, men hovedsagelig fordi Harpunlinerne jevnlig skamfiledes paa de Skjær, hvormed Havbunden ved dette Sted er opfyldt, og de harpunerede Hvaler saaledes forliistes. Syd 1) Vi folge de Bredeangivelser, som findes i Rinks Værk över Grønland (Grønland geographisk og sta- tistisk beskrevet, Kjøb. 1857), og som afvige lidt fra de ældre i Graahs Undersøgelsesreise. for denne Grændse træffes Hvalen kun ganske tilfældigt og meget sjeldent, og naar man undtager et af David Crantz") opbevaret Exempel paa, at den engang, i Foraaret 1756, har viist sig i Mængde udenfor Kolonien Godthaab, er det i alle de øvrige os bekjendte Tilfælde stedse kun enkelte Individer og navnlig unge Dyr, der have forvildet sig længere sydpaa. Saaledes blev der d. 2den December 1805 fanget en ung Grønlandshval ved Kolonien Frederikshaab (62? 0”); i Aaret 1831 viste en Unge sig endnu lidt sydligere ved Tiksaluk-Næs (61? 25”) og blev, skjøndt forgjæves, harpuneret; og endelig iagttoges sammesteds atter det følgende Aar en Hvalunge, og det paa en, som vi senere ville faae at see, aldeles usædvanlig Aarstid, nemlig den 23de Juli. Langs hele den øvrige, norden for den angivne Grændse liggende Kyst indfinder Hvalen sig derimod aarlig med stor Regelmæssighed og gaaer (om end ikke hvert Aar i lige Mængde) ind i de større Fjorde, som skjære sig ind i Landet; men dens Ophold er dog overalt kun periodisk, indskrænket til en vis bestemt Aarstid og af ulige Varighed paa de forskjellige Steder. Naar Hvalen saaledes viser sig ved Sukkertoppen, er det i Maanederne December, Januar og Februar, og, som det synes, kommer den desto talrigere, jo strengere Vinteren er og jo mere Havet er opfyldt med Driviis. Omtrent halvanden Grad nordligere ved Kolonien Holsteinsborg (66° 56‘) er Forholdet endnu nogenlunde det samme, skjøndt Hvalen dog rigtignok allerede der opholder sig noget længere. Ifølge Angivelserne i de ved denne Kolonie i et Tidsrum af 36 Aar førte Journaler ankomme Hvalerne nemlig i Reglen i den første Halvdeel af December; i sjeldnere Tilfælde (og navnlig 5 Gange i de omtalte 36 Aar) har man allerede iagttaget dem der i de sidste Dage af November, og undertiden ere de først komne i Begyndelsen af Januar. De opholde sig da langs Kysten og inde i de større Fjorde, saasom i Amertlok- og i Nepisene-Fjorden, indtil ind i Marts, da de atter fjerne sig, og det hyppigere i den første end den sidste Halvdeel af Maaneden. Undertiden ere de dog allerede forsvundne i Februar, hvad der er indtruffet 7 Gange i den Aarrække, for hvilken vi have kunnet skaffe os paalidelige Oplysninger; i meget sjeldne Tilfælde endelig har man endnu i Begyndelsen af April bemærket Hvaler i Amertlok- Fjorden, saaledes den 3die April 1805 og den Øde April 1820, og undertiden er en enkelt Hval blevet tilbage selv længe efter at alle de øvrige vare forsvundne, hvad der f. Ex. var Tilfældet i Aaret 1806, hvor en Hval saaes i Amertlokfjorden endnu den 14de April, mere end 3 Uger efler at alle dens Kamerader vare dragne bort. Efter denne almindelige Skildring af Hvalens Forekomst ved Holsteinsborg, skulle vi endnu tilføje en af de ved Kolonien førte Journaler uddraget Tabel, som gjennem de 36 Handelsaar viser Datum, naar den første og sidste Gang bemærkedes. 1) Historie von Grönland II, 835. Handelsaar !). Hvalens Ankomst. Hvalens Bortgang. 1780. 9 Jan. 1780. 2 Marts 1780. 1781. 6 — 1781. 4 — 1781. 1782. 21 Dec. 1781. 23 — 1782. 1783. 10 Jan. 1783. 4 — 178. 1784. 14 — 1784. 13 — 1784. 1785. 22 Nov. 1784. 6 — 1785. 1800. 29 — 1799. 1 — 1800. 1801. 22 Dec. 1800. 28 — 1801. 1804. 7 — 1803. {1 — 1804. 1805. 3 — 1804. 3 April 1805. 1806. 5 — 1805. 20 Marts 1806. 1807. 9 — 1806. 5 — 1807. 1808. 6 — 1807. 26 Febr. 1808. 1809. 28 Nov. 1808. 27 Marts 1809. 1810. 8 Dec. 1809. 18 Febr. 1810. 1811. 26 — 1810. 21 — 1811. 1812. 22 Jan. 1812. 7 Marts 1812. 1813. 25 Dec. 1812. 30 — 1813. 1814. 13 — 1813. 24 — 1814. 1815. 8 — 1814. 27 — 1815. 1818. 30 Nov. 1817. 28 Jan. 1818. 1819. 7 Dec. 1818. 29 Marts 1819. 1820. 7 — 1819. April 1820. 1821. 22 — 1820. 6 Marts 1821. 1822. 17 — 1821. — 1822. AAI 1) Da Forbindelsen mellem de enkelte Kolonier og deres underliggende mindre Etablissementer er yderst vanskelig, tildeels umulig om Vinteren, kunne Indberetninger og Regnskaber ikke afsluttes med det sædvanlige Kirkeaar; man følger derfor i saa Henseende det saakaldte Handelsaar, som regnes fra iste Juli til 30te Juni næste Sommer og er et Aar forud for den almindelige Tidsregning. Det er saadanne Handelsaar, som menes i ovenstaaende Tabel; da det ikke er en uafbrudt Aar- række, for hvilken vi have kunnet erholde Journalerne til Afbenyttelse, lod det sig ikke gjøre at reducere dem til de sædvanlige Aar. Endnu maae vi tilfoie, at i de første 6 Handelsaar angive de anførte Datumer igrunden ikke Hvalens Ankomst og Bortgang, men Dagene, da den første og sidste Hval fangedes eller ialfald harpuneredes; vi have nemlig ikke havt selve Journalerne for disse Aar til Afbenyttelse, men kun et Udtog af dem, som i sin Tid velvillig blev os laant af Selskabets Medlem, senere afdøde Dr. Pingel; og dette Udtog, der er forfattet af den i disse Aar ved Kolo- nien ansatte Kjøbmand Jørgen Frederik Egede, giver ikke yderligere Oplysning. ” Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og malhem, Afd., 5 Bd. 56 442 Handelsaar. | Hvalens Ankomst. | Hvalens Bortgang. 1823. | 30 Nov. 1822. | 16 Marts 1823. 1824. | 10 Dec. 1823. | 12 Febr. 1824. 1825. eh, 8 Marts 1825. 1826. | 30 Nov. 1825. 152°, 1826: 1827. Han 1627 9AKebr2,1327: 1828. (MOT ADec SE TI lee 1898: 1829. ILE NES 1828.7 | 4 Marts 1829. 1830. TE Jan: 1880: 7) 14) Jane 118302): 1831. | n » 2, 1832. | 10 Febr, 1832. 18 Febr. 1832. 1833. 7 Dec. 1832. 10 Marts 1833. 1839. IT SEE Glee — e308 Lengere nordpaa, i Disco-Bugten, altsaa omtrent paa 69 Graders Brede, indfinde Hvalerne sig omtrent til samme Tid som ved Holsteinsborg, men deres Ophold varer endeel længere. Efter de ved Godhavn (69° 14‘) gjorte Erfaringer kommer Hvalen nemlig der sæd- vanlig i Begyndelsen af December, undertiden endog allerede i de sidste Uger af Novem- ber, og forbliver sædvanlig indtil Midten af Juni. Imidlertid er der ogsaa Exempler paa, at den allerede er gaaet bort i Slutningen af Mai, ja et enkelt Aar (1818), hvor Hvalerne til- lige kun indfandt sig i ringe Mengde, forsvandt de allerede i Slutningen af April, saa at den 26de i denne Maaned var den sidste Dag at nogen saaes. Paa den anden Side kan man undtagelsesviis endnu see Hvalerne ved Godhavn indtil Slutningen af Juni, hvorimod der ikke gives noget Exempel paa, at de skulde være forblevne der indtil ind i Juli i den lange Periode af 35 Aar, for hvilken vi ere istand til noiagligt at angive deres Ankomst og Bortgang: Handelsaar. Hvalens Ankomst. | Hvalens Bortgang. 1780. | 13 Dec. 1779. 20 Mai 1780. 1787. 5 — 1786. | 29 — 1787. 1788. | 2a INOS ee) 20 — 1788. 1801. 2 Dec. 1800. 4 Juni 1801. 1802. 14 — 1801. 2 — 1802. 1803. | 8 — 802, | 12° Mai 1803: 1) Kun en eneste Hval blev dette Aar iagttaget. *) Der synes dette Aar slet ingen Hyaler at have viist sig ved Holsteinsborg. Handelsaar. Hvalens Ankomst. Hvalens Bortgang. 1804. 12 Dec. 1803. 25 Juni 1804. 1805. 17 Nov. 1804. 12 — 1805. 1806. 2 Dec. 1805. 28 Mai 1806. 1807. 2 — 1806. Or 807 1808. 19 Nov. 1807. 4 Juni 1808. 1809. | 15 Dec. 1808. 12211809; 1810. 11 — 1809. | 31 Mai 1810. 1812. 19 Nov. 1811. 15 Juni 1812. 1813. 14 Dec. 1812. | 12 — 1813. 1814. 2 — 1813. | 2 Mai 1814, 1818. | 12 Nov. 1817. | 26 April 1818. 1820. 12 Dec. 1819. | 17 Juni 1820. 1821. | 19 — 1820. 24 Mai 1821. 1822. | 12 — 1821. 9 Juni 1822. 1823. | 30 Nov. 1822. Bil Shores 1824. 6 Jan. 1824. 10 — 1824. 1825. | 7 Dec. 1824. 14 — 1825. 1826. 8 — 1825. 20 Mai 1826. 1827. 3 — 1826. 5 Juni 1827. 1828. 29 Nov. 1827. 12 — 1828. 1829. 7 Dec. 1828. 19 Mai 1829. 1830. 1 — 1829. 1 Juni 1830. 1831. 13 — 1830. 18 Mai 1831. 1832. 16 — 1831. 4 Juni 1832. 1833. 2 — 1832. 8 Mai 1833. 1834. 25 Nov. 1833. 8 Juni 1834. 1835. 26 Dec. 1834. 24 — 1835. 1836. 23 Nov. 1835. 20 — 1836. 1837. 19 — 1836. 9 — 1837. Medens Hvalen saaledes sædvanligen allerede i Midten af Juni er forsvunden fra Discobugten, seer man den i Omenaksfjorden paa den 71de Grads Brede ikke blot gjennem hele Juni Maaned, men Journalerne fra den korte Periode, i hvilken der blev forsøgt Hval- fangst i denne i den ene Halvdeel af Aaret næsten ganske tilfrosne Bugt, omtale endog, at Hvaler ere seete lidt ind i Juli, øg, at der navnlig i Aaret 1803 fangedes en ung Hval den 56" MAN lite Juli ved de dybt inde i Bugten liggende Saitok-Oer. Mellem den 72de og 73de Grad endelig ved Kolonien Upernavik og det 8 Miil syd for denne liggende Etablissement Proven indfinde Hvalerne sig om Efteraaret ikke saa lidt tidligere end ved de sydligere Dele af Kysten; de ere regelmæssig iagttagne der allerede i October Maaned, i flere Tilfælde endog i Slutningen af September, og sees derpaa gjennem hele November og noget ind i December, ligesom atter henad Foraaret fra April til ind i Juli. Om de i de mellemliggende Maaneder forlade disse Breder for at gaae lengere sydpaa eller ikke, om de med andre Ord indfinde sig til 2 forskjellige Tider af Aaret ved Upernavik, eller om deres Ophold der virkelig varer fra September til Juni, er endnu uafgjort, men der er Grund til snarest at antage det første. Upernavik (72° 48’) er den nordligste danske Kolonie og saaledes det nordligste af Europæere beboede Punkt langs Grønlands Vestkyst; for at finde Oplysning om Hvalens Forekomst i Baffinsbugten under endnu nordligere Breder, maae vi altsaa tye til Beretnin- gerne hos de Reisende, som i ældre og nyere Tid have besøgt disse Egne, og af disse fremgaaer det da, at Hvalen træffes i den nordligste Deel af Baffinsbugten i Sommermaa- nederne Juli og August, i hvilke den er forsvunden fra en hvilkensomhelst Strækning af den Deel af Kysten, langs hvilken de danske Besiddelser ligge. — Saaledes fortæller Baffin"), at han paa sin Reise 1616 traf mange Hvaler i Begyndelsen af Juli i Whale Sound og Sir Thomas Smith's Sound, altsaa omtrent paa 78°; og i et Brev til John Wosten- holme, hvilket Purchas har opbevaret?), fremhæver han udtrykkelig, at der ingen Tvivl kan være om, at de Hvaler, han havde truffet paa de ovenanførte Steder og inde i det lidt syd- ligere Wostenholme Sound, jo vare den Slags, som Biscayerne kalde Grand-bay-Hvaler og som fanges ved Spitzbergen eller i Datidens Sprog Grønland. I vore Dage traf John Ross?) paa sin Reise i 1818 talrige Hvaler i Slutningen af Juli og i August (16de) mellem de 75de og 76de Grads Brede. Nordhvalen er altsaa ligesom Hvaldyrene i Almindelighed et Trækdyr; den skif- ter, som det fremgaaer af ovenstaaende Skildring, med et saadants hele Regelmessig- hed sit Standquarteer efter Aarstiden, og i enkelte Tilfælde har man endog iagttaget, at det netop har været de samme Individer, som aarlig vendte tilbage til de samme Bug- ter og Fjorde. Saaledes blev der til Exempel den Ade Januar 1814 i Amertlok-Fjorden fanget en Hval, der oftere havde været jaget der det foregaaende Aar, og som var kjen- delig ved, at den havde mistet et Stykke af Halefinnen, i hvis Sted der havde dannet sig en stor Knude; og den 15de Mai 1837 fangede en engelsk Hvalfanger ved Kangar- suk (en Miilsvei fra Godhavn) en Hval, i hvilken der endnu sad Stumpen af en Har- 1) Purchas, his pilgrimes, P. III, p. 846, 2) 1. c. p. 843. 3) A Voyage of discovery in His Majesty's ships Isabella and Alexander &e. 2 Edit. London 1819. Vol. 1 p. 88 & 154. BADE pun, som det viiste sig, at een af Harpunererne ved det danske Hvalfangeranlæg havde sat i den den 26de Februar 1833. Ganske overeensstemmende med Lovene for. de polare Dyrs Vandringer i Almindelighed, nærmer Hvalen sig Polen meest om Sommeren, og ind- finder sig om Vinteren paa Breder, hvor den aldrig sees i den mindre strenge Aarstid. I den korte Polarsommer har man truffet den saa høit oppe mod Nord i Baffinsbugten, som det overhovedet er lykkedes Polarexpeditionerne at trænge frem, medens derimod dens Ud- bredning sydpaa om Vinteren ikke” overskrider en endnu stedse temmelig nordlig Brede. Der kan saaledes neppe være Tvivl om, at jo Hvalen kommer nord- eller nordvestfra til sine Vinterstationer, og naar det etsteds er sagt, at den kommer sydfra til Amertlokfjor- den ved Holsteinsborg, da er dette aabenbart en Feiltagelse, som vi end ikke skulde have opholdt os ved, dersom denne Angivelse ikke hidrørte fra en Forfatter"), der paa Grund af sit fleeraarige Ophold i Grønland forresten vistnok maa antages for at være velunderrettet. Man har paa hoist forskjellige Steder af Jorden iagttaget, at visse store Hvaldyr nærme sig Kysten og gaae ind i de derværende Bugter for at føde og opholde sig der, saalænge Ungerne endnu ere ganske spæde. Delalande beretter saaledes, at den kapske Rethval (Balena australis Desm.) af denne Grund aarlig indfinder sig i Bugterne paa Syd- kysten af Kaplandet mellem den 10de og 20de Juni, og atter drager bort i Slutningen af August eller Begyndelsen af September, men at det næsten kun er Hunnerne, som saaledes nærme sig Kysten, saa at der kun var 2 Hanner mellem henved et halvhundrede Stykker, som han saae”). En lignende Beretning har senere Gray modtaget fra en Hr. War- vick, som en Tid lang havde under Hvalfangsten opholdt sig ved Falsebay og blandt 60 Hvaler kun truffet en eneste Han®). Om den Rethval, som forekommer,"(skjondt nu kun i meget ringe Antal) ved Ny-Zeelands Kyster, Balena antipodarum Gray, fortælles noget lig- nende, og navnligen skal det ogsaa der saagodt som kun være Hunner, der komme ind i Bugterne®). Fremdeles synes det at have forholdt sig paa samme Maade med den Hvai, som i forrige Aarhundrede var Gjenstand for en ivrig Fangst langs Østkysten af Nordamerika fra Cape Cod til Hoiden af Bermudas Øerne). Det er endvidere ogsaa Tilfældet med 1) Glahn, Forsøg til en Afhandling om Grønlændernes Skikke ved Hvalfiskeriet i Nye Saml. af d. Kong. Norske Vid. Selsk. Skr. I, Kbhvn. 1784, p. 276. *) Dictionnaire classique d'histoire naturelle. T. 11. Paris 1822, p.159. — Cuvier, F. De l'histoire naturelle des Cétacés. Paris 1836, p. 364. 3) Zoology of the Voy. of H. M. S. Erebus and Terror. Mammalia. Part. II—V. London 1846. p. 15. — Catalogue of the Specim. of Mamm. in the Coll. of the Br, Museum. Part. I. Cetacea. London 1850, p. 16. +) Dieffenbach, E. Travels in New Zealand Vol. 1, London 1843, p. 44 seqv. 5) Philos. Trans. Vol. 33 (1724—25) no. 387, Paul Dudley, An Essay upon the natural history of Whales, p. 256. 146 visse Finhvaler, som aarlig med største Regelmæssighed søge ind i bestemte Bugter paa Island, og det vilde ikke være vanskeligt at anføre endnu flere lignende Exempler"). Man kunde derfor let komme paa den Formodning, at ogsaa Nordhvalernes Be- søg ved de danske Kolonier er Ynglevandringer. For at kunne afgjøre, hvorvidt en slig For- modning maatte være begrundet eller ikke, er det først og fremmest nødvendigt at vide, paa hvilken Aarstid Hvalen føder, og herom foreligger der en, dog ikke paa egen Erfaring grundet Angivelse af Scoresby, der sætter Hvalens Parringstid til, Slutningen af Sommeren og formoder, at den føder i Februar og Marts?). Dette stemmer imidlertid ikke ganske med de Erfaringer, man har gjort i Grønland. Efter disse skal navnlig Parringen foregaae paa en ganske anden Tid, nemlig i Januar og Februar. Saaledes berettes i Aaret 1780 fra Kolonien Godhavn, at tvende Hvaler vare seete i Parring d. 13de Februar; den daværende Bestyrer af Hvalfangeranlægget ved Holsteinsborg anfører i sin Journal for Aaret 1819 under 3die Januars Dato, at det nu er Hvalernes Par- ringstid, og at de ere saa vilde, at man ikke kan komme dem nær, og den 18de s. M. gjentages det Samme; endelig har ogsaa forhenværende Koloniebestyrer Engholm meddeelt os, at han oftere ved Holsteinsborg havde været Vidne til Hvalernes Parring i Januar og Februar. Ogsaa Fødetiden synes at være ansat lidt vel tidligt af Scoresby. Den i Salt nedlagte, øjensynlig kun faa Dage gamle Hvalunge, som Hr. Major Fasting i 1843 med sjelden Uegennyttighed skjænkede til det Kongelige Museum, og hvorom der senere nær- mere vil blive Tale, var nemlig fanget den 6te Mai i Nærheden af Godhavn, og den 29de April 1801 fangedes sammesteds en Hval, som "havde en 15 Fod lang, altsaa alde- les fuldbaaren Unge i sig. Imidlertid er der dog ogsaa Exempler paa, at Hvalen har født noget tidligere; saaledes saaes den 18de Marts 1807 en Hval med sin ganske spæde Unge ved Hunde-Eiland i Mundingen af Discobugten; Ungen blev dræbt og befandtes at være ikke større end »en Hvidfisk« (Delphinus Leucas Pall.), altsaa kun et Par Dage gammel. Efter disse Erfaringer er man vel altsaa berettiget til at antage, at Hvalens Fødetid falder mellem Slutningen af Marts og Begyndelsen af Mai og ikke, som Scoresby formoder, i Februar og Marts; og dens Drægtighed synes snarere at vare 13 til 14 end 8 til 9 Maaneder?), saa at den altsaa kun føder hvert andet Aar. Vende vi nu fra denne Betragtning af Hvalens Forplant- ningstid tilbage til det Spørgsmaal, der fremkaldte den, vil det formeentlig allerede af den 1) Ifølge de Oplysninger, som Scoresby fik af en Sydhavshvalfanger-Capitain, skulde i de første Decen- nier af dette Aarhundrede ogsaa Bugten ved Coquimbo i Chili aarlig besøges af Rethvalshunner, som der vilde føde i Ro. (Acc. of the Arct. Reg. II, 530). 2) Acc. of the Arct« Reg. I, 470. »The sexual intercourse of Whales is often observed about the latter end of summers , . . . »the time of their bringing forth, it is presumed, is in February or Marche. 3) F. Debell Bennett har troet af den kapske Rethyals aarlige Besøg i Bugterne paa Sydspidsen af Africa at kunne slutte, at denne Art ikke gaaer mere end 12 Maaneder dregtig; men han anforer intet Beviis for, at det er de samme Individer, der aarlig sees med Unger, og om Parringstiden gives ingen Oplysning. See: Narrative of a Whaling Voyage round the Globe. London 1840. Vol 2, p.230. gel fremgaae, at Hvalens Besøg ved Grønlands Kyst og de derværende Fjorder og Bugter ikke ret vel kunne være Ynglevandringer. Thi ligesom det under denne Forudsætning paa den ene Side vilde være uforklarligt, hvorfor Hvalen da indfinder sig paa sine sydligste Stationer, Sukkertoppen og Holsteinsborg, som den dog forlader, inden Yngletiden er tilende, maatte man paa den anden Side vente, at dens Ophold isaafald vilde overalt være af lige Varig- hed og samtidigt; men dette er jo, som vi have seet, ikke Tilfældet. Hertil kommer frem- deles, at man i Grønland aldeles ikke har bemærket det Misforhold mellem Antallet af Han- nerne og Hunnerne blandt de Kysten sig nærmende Hvaler, som vi ovenfor saae, fandt Sted for den kapske og den ny-zeelandske Rethvals Vedkommende. Der er saaledes neppe til- strækkelig Grund til at sætte Nordhvalens Vandringer i Baffinsbugten og navnlig langs Grøn- lands - Kysten i Forbindelse med dens Ynglen. Ligesaalidt synes der at være Anledning til at antage dens Træk langs Kysten for en Neringsvandring; thi man har ingen Er- faring for, at de Mysis'er og andre smaa Krebsdyr, der tilligemed Limacinerne tjene Hvalen til Føde, skulde findes i betydelig større Mengde i Gronlandshavet til een Aarstid end til en anden. Derimod er det ikke vanskeligt at paavise en Forbindelse mellem Hva- lens Vandringer og de climatiske Forhold og navnlig Isens Bevægelse og Drift i Baffins- bugten. Alle Erfaringer vise os nemlig Grønlandshvalen som et Dyr, der er noie og uad- skillelig bundet til Isen; ikke blot søger den, medens den opholder sig ved Kysten, med Forkjærlighed det med lisflager og lisstykker overfyldte Hav, eller streifer langs Randen af det faste fra Landet udgaaende lisdække eller flokkes inde i Huller og Aabninger i dette; men dens Ankomst til Kysten falder tillige paa en mærkelig Maade sammen med Ankom- sten af de mægtige Driviismasser, som komme fra Baffinsbugtens nordligste og nordvest- ligste Deel og i Grønland bære Navn af Vestisen. Dette er en Mening, som man jevn- ligen hører af Personer, der have havt Leilighed til i Grønland selv at iattage Hva- lens Forhold, og hvis Rigtighed man fremdeles paa en slaaende Maade overbevises om ved nærmere at gjennemgaae de ved Hvalfanger- Anlæggene i en længere Aarrekke forte Journaler; thi i disse er der ikke sjeldent angivet Dagen, paa hvilken Vestisen kom til Ky- sten, eller dog blev synlig fra denne, og i saa godt som alle slige Tilfælde vil man finde, at faa Dage derpaa eller endog samtidig med Isens Ankomst blive de første Hvaler iagt- tagne. Det er imidlertid kun den ringere Deel af Baffinsbugtens Driviis, som føres over til Grønlands Kyst, medens Hovedmassen i sin Drift følger Bugtens modsatte Kyst, og selv den Deel af Vestisen, som virkelig naaer Grønland, udbreder sig dog kun langs en Deel af dette Lands Kyst. Men ogsaa i saa Henseende finde vi en mærkelig Overeensstemmelse mellem dens og Hvalens Udbredning. Det er nemlig ved Indløbet til Discobugten og Egedesmindes Distrikt at Vestisen meest nærmer sig Kysten, og den udbreder sig nu nedad til Holsteinsborg og Sukkertoppen. Sydligere er Havet langs Kysten næsten iisfrit selv dybt ind i Vinteren; thi den saakaldte Storiis, som i Februar eller Marts i uhyre Mængde kom- AAS mer sønden om Sydspidsen af Grønland asterfra ind i Davisstredet, følger vel Kysten op til Hoiden af Kolonien Frederikshaab (62°), men spredes i Reglen og forsvinder, inden den af Strommen kan fores lengere nordpaa, saa at det endog allerede er sjeldent at see den ved Godthaab"). Man feiler vel neppe, naar man seer mere end et Tilfælde i denne Overeensstemmelse mellem Vestisens og Gronlandshvalens Udbredning. Hvalens Forkjær- lighed for Isen og de iisfyldte Vande synes fuldkommen at forklare, hvorfor den, naar den henad Vinteren drager noget lengere sydpaa, dog ikke udstrekker sine Vandringer til den Deel af Havet sønden for Sukkertoppen, som næsten altid er saa godt som iisfri. Paa den anden Side er det heller ikke vanskeligt at paavise Grunden, hvorfor den overhovedet ved Efteraarets Slutning forlader sine Sommerstationer i de meget hoie Bredder ner ved Polen; thi om Vinteren vilde den oiensynligen der staae Fare for at qveles under det umaadelige, sammenhængende lisdekke, som til denne Aarstid lægger sig over den største Deel af Polarhavet og Baffinsbugtens nordligste Deel. Selv paa dens sydligere Vintersta- tioner synes en saadan Skjæbne i enkelte Tilfælde at kunne træffe den; thi i en haand- skreven Indberetning fra »Ober-Kjobmand« Geelmuyden om en Reise til Gronland, som han foretog i 1750 paa Skibet »Jubelfesten«?), have vi fundet anført, at der dette Aar havde været en aldeles usædvanlig Masse lis i Discobugten, som var bleven liggende langt ud paa Aaret; at Fangsten derfor idethele havde været meget slet; men at Grønlænderne havde havt det Held ved Hunde- og Hvalfisk-Qerne i Indlobet til Discobugten at finde ikke færre end 14 Hvaler, »som af sig selv under Isen har maattet crepere«, ved hvilke Ord der neppe kan forstaaes andet, end at disse Hvaler havde forvildet sig ind under Bugtens faste lisdekke og vare qvalte, eller om man vil, druknede der. Det er imidlertid ikke blot den lovbundne Regelmessighed, hvormed Hvalen i vore Dage indfinder sig langs Grønlands Vestkyst, som fremgaaer af den ovenfor givne Frem- stilling. (Ogsaa Spørgsmaalet, om dens Udbredning tidligere hår været anderledes, har der- ved, ialfald tildeels, fundet sin Besvarelse. De to i det Foregaaende meddeelte Tabeller over Hvalens Ankomst og Bortgang fed Holsteinsborg og Godhavn vise jo nemlig, at den idetmindste for 80 Aar siden indfandt sig noiagtig paa de samme Steder og til de samme Tider som endnu den Dag i Dag, at der altsaa forsaavidt ikke er indtraadt den allerringeste Forandring i dens Forekomst. Søge vi Oplysning om Forholdet i en endnu ældre Tid, maa det jo vistnok indrømmes, at man for dens Vedkommende ikke kan tilveiebringe lignende i det Enkelte gaaende Efterretninger om Hvalen, som dem, man besidder for de sidste 80 Aar, men der foreligge dog ialfald Vidnesbyrd nok til at godtgjøre, at Hvalens Forekomst langs Kysten fremdeles var den samme, som nu, i Aaret 1721, da det første danske Mis- 1) Rink, H. Grønland geogr. og statist. beskrevet. 2det Bind. Kbhvn. 1857, S. 122. 2) Det er afdøde Dr. phil. Pingel, som vi skylde Benyttelsen af dette saavelsom enkelte andre gamle Papirer, Hvalfangsten i Grønland vedkommende. 449 sionsforsog anstilledes. Dette turde man nemlig ikke blot være berettiget til at slutte af den Omstændighed, at man aldrig har prøvet påa at oprette Hvalfangerloger ved de sydlige Kolonier; men det fremgaaer ogsaa klart af hvad Egede beretter om sine Bestræbelser for at bringe en Hvalfangst i Gang, som kunde bidrage til at skadesløsholde det Bergenske Handelscompagnie, af hvilket Missionen i Begyndelsen var afhængig, og derved sikkre dennes Bestaaen. Han siger nemlig udtrykkelig, at Gronlandshvalen hverken forekommer i Nærhe- den af den af ham paa en lille Øe tæt udenfor det nuværende Godthaab anlagte Kolonie eller længere sydpaa’); og man seer desuden af et Sted af hans Dagbog, at Grønlænderne fra Landets sydlige Deel dengang af og til foretog lange Reiser nordpaa for Hvalfangstens Skyld, hvad de selvfølgelig ikke havde behøvet, hvis Hvalen havde været at finde ved den Deel af Kysten, hvor de havde hjemme”). Paa sine Forespørgsler fik Egede rigtignok engang det Svar, at der forekom Hvaler ved Pissubik-Øerne, omtrent 7 Miil nord for hans Opholdssted; men de Folk, som han i den Anledning sendte derhen, bragte den Besked tilbage, at det kun var Pukkelhvaler (Krepokaker, Megaptera boops (Fbr.)), som (dengang lige- som endnu i vore Tider) holdt til ved disse Oer?); og da Egede ikke vilde troe denne mistrostende Efterretning og derfor selv reiste op til Stedet d. 8de November 1723, maatte han erkjende, at hans Folk havde havt Ret. Imidlertid var hans Reise dog ikke ganske forgjæves; thi han fik ved denne Leilighed endelig sikker Underretning om, at Nordhvalen eller, som han udtrykker sig, »de store Hvale af den rette Sort, som har store Barder,« maatte søges omtrent 8 Dages Reise længere nordpaa ved en lille Øe Nepisene (2 til 3 Miil syd for Kolonien Holsteinsborg), hvor Grønlænderne pleiede at fange dem om Vinteren i Maanederne Februar og Marts”), altsaa netop der, hvor senere en af de vigtigste og den eneste endnu bestaaende Hvalfangerloge oprettedes, ved Nepisene- og Amertlok-Fjorden. | Men er det først afgjort, at Hvalen heller ikke paa Egedes Tid fandtes sønden for dens nuværende Sydgrændse, tør det sikkerlig tillige ansees for beviist, al den ligesaalidt har overskredet denne Grendse i endnu fjernere Tider, og at dens Udbredning i Havet langs Vestkysten af Grønland altsaa aldrig har været anderledes, end den er nu for Tiden. Thi det var først i Aaret 1719, at de europæiske Nationer og navnlig Hollænderne begyndte regelmæssig og aarligen at sende en Deel af deres Hvalfangere til Davisstredet®), og da Grønlændernes egen Hvalfangst var altfor ubetydelig til paa nogen Maade al kunne komme i Betragtning, havde Hvalen altsaa indtil Egedes Ankomst været saa godt som uforstyrret i 1) Egede, H. Relation om den grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse. Kbhvn 1738. Ato. p. 48 og 95. 2) ]. c. p. 98. 3) 1. c. p. 121. 4) 1. c. p 122. 5) Scoresby, W. An Account of the Arctic Regions, Vol. II, p. 64. Vidensk. Selsk. Skr,, 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 57 . 0 det Hav, hvorom Talen er. Selv om det altsaa virkelig var sandt, at den ved stadige For- folgelser lod sig jage stedse længere nordpaa, havde dog en slig Indvirkning ikke fundet Sted her, og dermed falder da den eneste Grund, hvorpaa man kunde ville støtte en Formodning om en Forandring i dens Udbredning langs den paagjældende Kyst. Efterat Hvalfangsten - imidlertid engang var bragt i regelmæssig Gang i dette Hav, er man blevet ved at drive den med overordentlig Iver lige til den nyeste Tid. I en lang Aarrække var det især Davisstrædet og Discobugten, der vare Skuepladsen for den, og i 59 Aar (fra 1719 til 1778) fangede alene Hollænderne der 6986 Hvaler"). Rigtignok gjorde de politiske Om- væltninger, som den franske Revolution fremkaldte, i Slutningen af forrige Aarhundrede Ende paa Hollændernes Hvalfangst; men omtrent samtidigt tiltog Englændernes stedse mere og mere og udvidedes, efterat de gamle Fangepladser havde begyndt at give mindre Ud- bytte, fra 1817 af ogsaa til den nordligste Deel af Baffinsbugten samt til Lancaster- og Barrow-Strædet. Alene i de fire Aar fra 1827 til 1830 fangedes 3391 Hvaler?), og For- følgelsen dreves overhovedet med stort Held og efter en meget stor Maalestok, indtil Ud- byttet for noget over en Snees Aar siden begyndte at tage af, og Fangsten derpaa gradviis indskrænkedes stedse mere, saa at den nu er næsten for Intet at regne. Hvalen er saa- ledes blevet ikke mindre ivrigt efterstræbt i Davisstrædet og Baffinsbugten end i Havet mellem Spitzbergen og Grønland, og spørge vi nu, hvorledes den da har forholdt sig over- for denne voldsomme, i mere end et Aarhundrede fortsatte Udryddelseskrig, saa er Svaret allerede givet i den foregaaende Fremstilling; thi vi have jo seet, at den selv nu den Dag i Dag stadigen viser sig indenfor de selv samme Grændser, hvor den fandtes, da For- folgelsen begyndte?), men rigtignok saa formindsket i Antal, at det neppe svarer Regning at jage den, ialfald ikke paa den vante Maade med de hidtil brugte Hvalfangerskibe"). For endelig at slutte denne Skildring af Hvalens Forekomst langs Grønlands Vest- kyst med en kort Sammenstilling af de væsentligste Resultater, der kunne udledes af den, kan det vel ansees for afgjort, 1) at Grønlandshvalen er et Trækdyr, som om Vinteren søger længst sydpaa, men end ikke paa denne Aarstid fjerner sig fra den Deel af Havet, der er opfyldt med Driviis og mere eller mindre spærret af større lismasser; og 2) at Hval- 1) (De Jong, Kobel, Salieth). De Walvischvangst, met veele Byzonderheden daartoe betrekkelyk. Tveede Deel p. 113 sequ. 2) Leslie, Jameson and Murray, Narrative of discovery and adventure on the Polar Seas and Regions &c. 3 Ed. Edingb. 1832, p. 419. Endnu i Aarene 1849 til 1851 fangedes der 6 Hvaler ved Holsteinsborg; i de neste 3 Aar fik man ingen, men i Aarene 1855 og 1856 fangedes atter tre, og endelig i 1858 fire. I de seneste Aar er der, som bekjendt, fra England gjort Forsog med at anvende Skruedampere til Hvallangst i de nordlige polare Have og at forbinde denne Fangst med Robbeslag. Ogsaa i inde- værende Aar ere adskillige saadanne Dampskibe blevne" udrustede, og de tidligere Forsøg maae vel altsaa have betalt sig; men selv i det heldigste Tilfælde tør man dog vel neppe deraf vente sig et nyt Opsving af Hvalfangsten efter nogen stor Maalestok i Baffinsbugten og Havet om Spitzbergen = > and fangsten naturligviis har formindsket Hvalernes Mængde langs den nævnte Kyst, men ikke i mindste Maade forrykket Artens oprindelige Udbredning, om det end ikke skal nægtes, at de stadige Forfølgelser have gjort den af Naturen frygtsomme Hval saa sky, at den ikke længere tillader Baadene at komme sig nær, men søger Skjul under lis- skotser eller det faste lisdække, saasnart den bemærker dem. Fra.den øvrige Deel af Hvalens store Udbredningskreds lader der sig ikke tilveie- bringe saa fuldstændige Oplysninger om dens Forekomst, som dem, vi have kunnet ind- hente fra Grønland. Hvad hele dette saa langt større Omraade angaaer, ere vi, som vi allerede tidligere have fremhævet, næsten ganske indskrænkede til de Efterretninger, der kunne hentes fra Hvalfangerne og forskjellige Polarexpeditioner; men heldigviis ere disse ogsaa, om just ikke udtømmende, dog tilstrækkelige til at vise, at væsentligen de samme Love, som vi have seet gjøre sig gjældende med Hensyn til Hvalens Optræden i Baffins- bugten langs Grønlands Vestkyst, ogsaa bestemme dens Forekomst og Bevægelser i den øvrige Deel af dens hjemlige Have. Imidlertid maa dette dog forstaaes med en Indskrenkning. Vi have allerede seet, at det ligger dybt begrundet i Hvalens Natur at søge og holde sig til Isen, det være sig nu den faste Haviis eller store Masser af Driviis og lisflager, og at den end ikke i den koldeste Vintertid lader sig fordrive fra de iisfyldte Vande. Det kan derfor heller ikke engang ventes, at dens Udbredning sydpaa overalt skulde begrændses af den selvsamme Bredegrad; snarere maatte den naturlige Grændse for dens Vandringer søges i Isens For- hold, og dens sydlige Udbredning altsaa snarest antages nogenlunde at rette sig efter og følge den bugtede, med Aarstiderne vexlende Linie, som begrændser Polarisens Udbredning mod Syden. Og saaledes forholder det sig ogsaa virkelig. Allerede i selve Davisstrædet og Baffinsbugten er Grændsen for Hvalens Udbredning ikke ganske den samme langs den amerikanske Kyst og langs Grønlandskysten. Medens nemlig Hvalen i Reglen ikke viser sig langs den sidstnævnte Kyst sønden for Kolonien Sukkertoppen (65° 25‘), er det noksom bekjendt, at den paa den modsatte Side af Davisstrædet tidlig om Foraaret er at finde allerede paa en noget sydligere Brede langs den nordlige Deel af Labradorkysten og i Ind- løbet til Hudsonsstrædet (61°—62°), hvor Englænderne under Hvalfangstens Blomstring dreve den med saa store Farer og Moisommeligheder forbundne South - west - fishing, navnlig i Havet østen for Resolution - Øen. Hvalen gaaer imidlertid langs denne Side af Davis- strædet ikke blot noget længere ned mod Syd, men den synes ogsaa at dvæle paa denne Station endnu nogen Tid efter, at den er forsvundet fra dens sydligste Stationer langs Gronlandskysten; Hvalfangerne indfandt sig nemlig, medens Syd-Vest-Fangsten dreves, allerede i Begyndelsen af April paa deres Fiskepladse i Nærheden af Resolution-Øen, og 57* 452 forlode dem i Reglen ikke førend i den første eller anden Uge af Juni). Scoresby siger endog, at der selv endnu i Juli er fanget Hvaler paa denne Station”), og det var den 28de Juni, omtrent midtveis mellem Resolution-Øen og Kap Walsingham, at Parry saae den første Grønlandshval, som han mødte paa sin første Reise i 1819°%). Men Scoresby feier udtrykkelig til, at det kun var der, hvor Isen endnu laae, at man saaledes havde truffet Hvaler, og det var ogsaa medens Parrys Skib kjæmpede med de store lismasser, der fylde Midten af Davisstrædet, at han mødte den ovenomtalte Hval. Nordhvalen viser sig altsaa ogsaa her sin Bestemmelse tro, kun at opholde sig mellem og ved Isen, og dens forskjel- lige Udbredning sydpaa langs Davisstrædets modsatte Kyster synes naturligen at forklares deraf, at den største Deel af Vestisen eller de uhyre Driviismasser, der fra den nordligste og nordyestligste Deel af Baffinsbugten føres nedad Davisstredet, og med hvilke Hvalerne, som vi have seet, sædvanligt ere i Følge, naar de komme til Grønlands-Kysten, ikke blot holder sig nærmest til den vestlige Side af Strædet, men ogsaa udbreder sig betydeligt længere sydpaa langs denne Kyst end paa den modsatte Side af Davisstrædet. Ligesaa lidt som det er Tilfældet i den sydlige Deel af Davisstrædet, er i den nord- lige Deel af dette Stræde og i Baffinsbugten Tidspunktet for Hvalens Ophold nøiagtigt det samme langs begge Kyster. Allerede Parry fortæller i Beretningen om sin første Reise, at han paa Hjemveien i de første Dage af September traf Hvalfangere, der fangede Hvaler påa om- trent 71°, og at han navnlig d. Ste Sept. i Indlobet til River Clyde (c. 70° 30”) traf mere end et Dusin store Hvaler og mødte en- Hvalfanger fra Hull, the Friendship, med en Fisk paa Siden”). Han saae fremdeles atter d. 9de Sept. adskillige unge Hvaler paa henved 69° 24 Brede3); og saalenge Hvalfangsten var ret i Flor i den nordligste Deel af Baffinsbugten pleiede overhovedet de engelske Hvalfangere paa Tilbageveien fra Barrowstrædet og Lancaster- sundet at søge Hvalerne langs ned ad Kysten paa Vestsiden af Baffinsbugten, hvis de ikke allerede havde faaet fuldt Skib i de hoiere Breder. Pondsbay (c. 73°), Agnes’ Monument (c. 70° 30‘) og Homebay (mellem den 68de og 69de Grad) vare deres Hovedstationer, og de fiskede her gjennem hele September, undertiden endog langt ind i October‘), altsaa til en Tid, hvor der i den ligeoverfor liggende Discobugt og langs den tilsvarende grønlandske 1) Parry, W. E. Journal of a voyage for the discovery of a north-west passage &c. London 1821. 4to. p. 302. — Scoresby, W. An Account of the arctic regions II, 387, *) An Account &e. II, 388. 3) Journal of a voyage &c. p. 9. 4) 1. c. p. 274—276. Sleep 290! % Leslie, Jameson and Murray, Narrative of discovery and adventure in the Polar Seas and Re- gions &c. 3 Edit. Edingburgh 1832. p.413 sequ. 153 Kyst ikke er en Hval at see. Men ogsaa i alle disse Tilfælde have Hvalerne kun holdt sig til Isen, der endnu paa den nævnte Aarstid findes i Mængde langs den omtalte Kyst, medens den er fuldkommen forsvunden fra Discobugten. Udenfor selve Baffinsbugten endelig, i Fury- og Hecla-Strædet mellem Melville-Halvoen og Cockburn's-Land paa 6919, traf Parry paa sin anden Reise Hvalen i de første Dage af August og lod d. 5te August en af dem fange"); men ogsaa disse Vande er endnu paa den angivne Tid fyldte med lis; og medens det saaledes maa indrømmes, at man ikke ubetinget kan. slutte fra Hvalens Forekomst langs den ene Side af Baffinsbugten til dens Optræden langs den modsatte Kyst, finder man den ialfald overalt uadskillelig fra Isen. Vi have ovenfor seet, at Hvalen langs Labrador-Siden af Davisstrædet gaaer ned ialfald til Mundingen af Hudsonsstrædet, til den 62de og 61de Bredegrad (Resolution-Øen); men er dette ogsaa den yderste Grændse for dens Udbredning i disse Egne, eller har den ikke idetmindste i tidligere Tid udbredt sig endnu betydeligt længere sydpaa, heelt ned til St. Lawrencebugten og Havet omkring Newfoundland? I Almindelighed antager man det, og da Strømningen fører de uhyre Driviismasser ned langs hele Labradorkysten, da Isen ligger omkring Newfoundlands nordlige Kyst endog indtil Begyndelsen af Mai, vilde det heller ikke kunne siges at stride mod Hvalens Natur, om den paa sine Vintervandringer fulgte Labra- dorkysten heelt ned til Canadas Brede og havde en Vinterstation ved Newfoundland. Til Gunst for denne Mening har man sædvanlig uden videre paaberaabt sig den Hvalfangst, som, længe førend Spitzbergen og Jan Måyen opdagedes, har været drevet i St. Lawrence- bugten og ved Newfoundlands Kyster. Saa let er Afgjorelsen dog neppe, og om det endog maaskee er rimeligt, at Hvalen virkelig har streifet saa langt ned, vil man dog ved at efterforske de nærmere Omstændigheder ved Hvalfangsten i St. Lawrencebugten finde, at det neppe gaaer an i alle Tilfælde at antage de der fangede Hvaler for Nordhvaler. Man maa erindre, at, om endog Newfoundland allerede meget tidligt i det 16de Aarhundrede aarlig besøgtes af Hundreder af franske, baskiske og engelske Skibe, som deels indfandt sig for at fiske Kabliau paa Bankerne, men tildeels ogsaa for at slaae Robber og Hvalrosser eller for Hvalfangstens Skyld”), saa var dog den hele Fart paa de saakaldte »Terres neuves« eller »la Tierra de los Bacallaos« en Sommerfart. Skibene ankom ved den mildere Aarstids 1) Parry, W. E. Journal of a second voyage for the discovery of a north-west passage. London 1824. 4to. p. 301. 2) Anthony Parkhurst, som i den sidste Trediedeel af det 16de Aarhundrede gjorde flere Reiser til Newfoundland, har i et Brev til den bekjendte R. Hakluyt, dateret »Briston den 13de November 15784, angivet den omtrentlige Mængde af de Skibe, som dengang aarlig beseilede denne Øe og de nærliggende Banker. Der indfandt sig, efter hans Angivelser, henimod 50 engelske Skibe, omtrent ligesaamange portugisiske, 150 franske og 100 spanske, foruden 20 til 30 biskayiske Hval- fangere. Jvnf.Hakluyt, Voyages, Navigations, Traffiques and Discoveries of the English Nation. London 1600. Vol. 3 p. 132. 454 Begyndelse og opholdt sig Sommeren over, og allerede heraf fremgaaer det, at Hvalerne endnu maa have opholdt i sig St. Lawrencebugten til en Aarstid, da Isen forlængst var for- svunden. Dette siges desuden udtrykkelig i de endnu opbevarede Beretninger om flere af disse tidligere Reiser til Newfoundland og St. Lawrencebugtens Omgivelser. Saaledes læser man i Beretningen om Jaques Cartier's anden Reise i Aaret 1555, at de Søfarende den 12te Au- gust i Nærheden af Assumption- Øen (de senere Reisendes Anticosti) saae flere Hvaler, end de kunde mindes. nogensinde før at have seet"). I John Jane's Beskrivelse af John Davis’s tredie Reise i 1587 fortælles der, at Skibet paa Tilbageveien traf en stor Mængde Hvaler i Midten af August paa henved 52° Brede tæt ved Labradorkysten, som endnu den i5de Au- gust var i Sigte, og at de den 17de s. M. mødte et krydsende Skib, som de holdt for en biskayisk Hvalfanger”). Endnu bestemtere ere Angivelserne i Skildringen af en Hvalfangst- reise, paa hvilken Skibet »The Grace af Bristoll« udsendtes i Aaret 1594. Denne Hval- fanger afgik fra Bristol den 4de April og kom den 20de Mai til Newfoundland, hvor den havde det Held i St. Georgsbugten at finde Vragene af 2 store biscayiske Hvalfangere, fra hvilke den medtog 7 til 800 Barder, men derimod ikke var synderligt heldig med sin egen Fangst, idet Folkene atter forliste de harpunerede Hvaler. I Midten af Juni gik de med Skibet over til @eu Natiscotec (Anticosti), fordi de havde hørt sige, at de stukne Hvaler, som undslap Fangerne, pleiede efter at være døde at strande der; de søgte imidlertid forgjæves efter de Hvaler, de havde havt fat i, og seilede atter hjem den 24de August?). Ville vi endelig søge et Vidnesbyrd fra en nyere Tid, kunne vi finde et saadant hos Charlevoix, der baade fortæller, at man ved Mantanes Udløb i St. Lawrence- floden kunde see indtil 50 Hvaler paa een Gang, samt at han selv, i August Maaned 1705 tilankers udenfor Tadousac, saae fire Hvaler svømme omkring Skibet og komme Baadene saa nær, at de kunde naaes med Aarerne"), og tillige udtrykkelig fremhæver det som en 1) Marc Lescarbot, Histoire de la nouvelle France, 4me Ed. Paris 1624, p.285. Der læses paa dette Sted hos Lescarbot «baillames« ; om det samme Ord findes i den os utilgængelige ældste franske Text, om det isaafald skal ansees for en Provincialisme eller en simpel Feilskrift, derom skulle vi ikke tillade os nogen Mening. Men der synes aldrig at have været nogen Tvivl om, at der derved mentes Hvaler; thi i den italienske i Ramusio optagne Text af Cartiers anden Reise staaer der »ba- lene«, og i den engelske Oversættelse hos Hakluyt læses »whales« ; cf. Ramusio, Delle Navigationi et Viaggi, Volume terzo, p.377 (i den 1606 i Venedig trykte Udgave) og Hakluyt, Voyages, Navigations, Traffiques and Discoveries of the English Nation. Vol. 3 (London 1600) p. 213. 2) Hakluyt, Voyages, Navigations, Traffiques and Discoueries of the English Nation. 3 Vol. (London 1600) p. 114. 3) The Voyage of the Grace of Bristol of M. Rice Jones, a Barke of thirty fiue Tunnes, vp into the Bay of Saint Laurence to the Northwest of Newefoundland, as farre as the Isle of Assumption or Na- tiscotee for the barbes or fynnes af Whales and traine Oyle, made by Siluester Wyet, shipmaster of Bristoll, hos Hakluyt III, p. 194. Charlevoix, Histoire et description générale de la nouvelle France, avec le journal historique d'un voyage fait par ordre du Roi dans l'Amérique Septentrionale. Paris 1744. Vol. 1, p- 540. 55 Fordeel ved Hvalfangsten i St. Lawrencebugten, at den finder Sted om Sommeren og ikke om Vinteren"). Men at antage en Hval, som tumlede sig i St. Lawrencebugten og langs Newfound- lands og Acadiens Kyster i Hjertet af Sommeren, for Nordhvalen, er ialfald betænkeligt. Vi have seet, at denne i Davisstredet inden denne Aarstid forlader selv langt nordligere Vinterstationer for at trække sig længere nordpaa, og det vilde stride ganske mod Alt, hvad vi vide om dens Natur og Levemaade, om den regelmessigt og stadigt opholdt sig paa saa sydlige Breder til en Aarstid, da baade Luftens og Havets Temperatur er meget højere end den, hvori den ellers pleier at leve. Under disse Omstændigheder bliver det saameget vigtigere at samle enhver Oplysning om Newfoundlandshvalens Udseende for at see, om det da ogsaa maa ansees for afgjort, at det har været den samme som Nordhvalen. Desverre ere disse Oplysninger ikke mange, og navnlig ere de gamle Beretninger fra det 16de Aarhundrede ganske tause i den Henseende; men i den Skildring af de langs Nyeng- lands Kyst forekommende Hvaler, som en Paul Dudley (maaskee den samme, som til Charlevoix’s Tid var Ny-Englands Generalgouverneur) har meddeelt i 33te Bind af Philo- sophical Transactions’) i et Brey til Udgiveren, have vi imidlertid en Beskrivelse ogsaa af the Right- or Whalebone-Whale, hvori den skildres som en 60 til 70 Fod lang Hval uden Rygfinne, hvis nyfødte Unger have en Længde af henimod 20 Fod. Den aarsgamle Hval bærer Navn af »Shortheads«; som toaarig kaldes den »Stwnt« og senere »Scull- Jish«, og dennes Alder, foier Dudley til, kan da ikke længer noie angives, men kun til en vis Grad sluttes af Længden af Barderne, som undertiden kunne blive 6 til 7 Fod lange. Denne vigtige Oplysning om Bardernes Lengde bekreftes ved en lignende, men senere og af den første ganske uafhængig Meddelelse fra en anden Side. I en Skildring af Øerne Nantucket og Martha's Wine-yard af en pennsylvanisk Landmand ved Navn Hector St. John), findes nemlig en kort Angivelse af de Nantucket-Hvalfangerne bekjendte Hval- dyr, og deri opregnes da ogsaa » The right whale« eller, som den ogsaa kaldes, »the seven feet bone«, der skildres som en henved 60 Fod lang Hval med 7 Fods Barder og siges at være hyppig langs Øens Kyster; og denne Hvals Barder synes ikke blot at have været meget kortere end Nordhvalens, men ogsaa i andre Henseender forskjellige; thi det an- gives fra en anden Side, at Barderne af de Hvaler, som i Slutningen af forrige Aarhun- drede fangedes ved Nordamerikas Kyst, ansaaes for meget slettere end de fra lishavet og sagdes at være skjøre og brækkelige i Sammenligning med disse"). 1) 1. c. Vol. II, p. 394: . . . »la peche (des Baleines), qui est d'autant plus aisée en cet endroit, qu'elle se fait pendant l'été et non pas en hyver.« *) An Essay upon the natural History of Whales, i Philosophical Transactions Vol. 33 (1724—1725) ne 387, p. 256. 3) Lettres from an American Farmer, $vo. London 1782, p. 169. 4) Anderson, A. An historical and chronological Deduction of the Origin of Commerce &c. A. D. 456 Vi have altsaa her i den Deel af Havet, hvorom Talen er, en Hval, der vel er en Rethval, men en Rethval!) med forholdsviis korte Barder (hvoraf den endog havde sit Navn seven-feet-bone)”) og allerede derved aldeles forskjellig fra Nordhvalen; og fordrer man et yderligere Beviis for, at der gives en slig kortbardet Rethval i det nordlige Atlanterhav, som endog undtagelsesviis kunde forvilde sig heelt op i Davisstrædet, saa kan et sligt hentes fra gamle Optegnelser om de Danskes Hvalfangst i Grønland. I det allerede Side 441 citerede Udtog af en haandskreven Journal”), som Jørgen Frederik Egede, en Sønnesøn af Grønlands Apostel Hans Egede, har holdt i Aarene 1780 til 1785 over den af ham ved Holsteinsborg paa europæisk Viis indrettede Ilvalfangst?), hedder det nemlig om en den 23de Marts 1782 fanget Hval: »Denne var en liden men dog gammel Fisk; Hovedet. forskjelligt fra andre Barde- Hvalers, havde kun 5 Fods længste Barder og 16—20 Fade hvid Spæk. Grønlænderne kaldte den en Østerboygds Fisk«. Journalen giver kun den her anfårte korte Notits; en noget omstændeligere For- tælling om dette Tilfælde haves imidlertid i nogle haandskrevne Optegnelser om en Række just ikke heldige Forsøg, som den Danske Regjering i Aarene 1775 til 1783 gjorde paa at drive Hvalfangst langs Vestkysten af Grønland tildeels ved Hjælp af overvintrende Skibe, I nogle til disse Optegnelser tilføjede Anmærkninger, som ifølge afdøde Dr. Pingels i denne Sag vistnok særdeles competente Mening skyldes den ovennævnte J. F. Egedes Onkel, Biskop Paul Egede, og som isaafald jo vel ikke hidrøre fra et Oievidne®) saaledes som den allerede anførte Notits, men dog fra En, der sikkert tør antages at have Beretningen fra en god Kilde, siges der nemlig: »Pontoppidan anfører udi hans Efterretninger om Hval- og Robbefangsten Pag. 56, at der udi Strat Davids gives ligesaa vel smaae og ulige Hvaler, som udi Spidsbergen. Det kan vel ikke nægtes, at der fanges smaae Hvaler i Strat Davids, men disse ere Un- ger af den store Bardehval, og ikke en særskilt Sort for sig selv. Vel sandt, at der 1771. Vi citere paa anden Haand efter Scoresby, da de tvende sidste Udgaver af dette Værk ikke have været os tilgængelige, men blot den første, der kun gaaer til Aar 1763. 1) Det er Forfatterne vel bekjendt, at der desforuden har været gjort Forsøg med at fange Pukkelhva- ler (Megaptera) ved Bermudas-Øerne i det 17de Aarhundrede (jevnf. Philosophical Transactions Vol. I. (1665-1666) nei, p.132); men den væsentlige Fangst var en Rethvalsfangst. 2) Hector St. John, Letters from an American Farmer, p. 169. 3) Som vi allerede (S.441, Anm.) have anført, skylde vi Selskabets afdøde Medlem Dr. phil. Pingel Med- delelsen af denne Journal, og det Samme er Tilfældet med et andet ikke uvigtigt Document, der vil blive omtalt strax nedenfor. 4) Tidligere havde man ved de Danske Kolonier brugt Grønlændernes nationale Fangemaade og an- vendt Harpuner, til hvilke der med en Rem var fastgjort et som en Blære oppustet Sælskind, som Hvalen maatte trække ned med sig i Dybet, naar den gik tilbunds, efter at være truffet. 5) Biskop Paul Egede kom nemlig allerede i Aaret 1740 fra Grønland ned til Danmark og levede fra den Tid til sin Død (1789) i Kjøbenhavn. 457 om Vinteren. 1782 blev fanget en Hval paa en 10—12 Cordeler Spek og med 5 Fods længste Barder, men denne var den anden, som i 70 Aar var bleven fanget i Strat David og af Grønlænderne kaldtes en Østerboygds Hval; var og i Skabning forskjellig fra den rette og almindelige Hval, da den havde som en Pukkel bag i Nakken; dens Skind eller rettere Sværd, paa grønlandsk Mattak kaldet, var blaaeagtig, finere og tykkere end de rette Hvalers, der ere ganske sorte og hvide under Bugen. Barderne vare efter deres Længde langt tykkere end den almindelige Strat Davidske Bardehvals, og kunde man af alle Dele see, at det var en gammel Hval, dog var dens Spæk finere og ei saa senerigt som en almindelig fuldvoxen Bardehvals«. Hvad Grønlænderne have meent med at kalde denne Hval en Østerbygds - Hval kan vel vanskeligt afgjøres, da dette Navn jo kun er en mere eller mindre heldig Gjengivelse af et grønlandsk Ord, som Fortællerne ikke anføre. Men herpaa ligger der heller ingen videre Vægt; hvad det kommer an paa, er, at vi i det her meddeelte Tilfælde have et nyt Beviis for, at der i det nordlige Atlanterhav gives en Rethval, der adskiller sig fra Nordhvalen ved ringere Spækmængde, maaskee tillige ved en anden Farve, men især ved de langt kortere Barder og den allerede heraf følgende Forskjel i Hovedets Form; og der kan neppe være Tvivl om, at man er berettiget til at antage, at denne kun aldeles undtagelsesviis i Davisstrædet trufne Hval netop har været den af Dudley og Hector St. John omtalte »Rightwhale« fra Newfoundland og Ny-England. Vi skulle senere atter komme tilbage til denne kortbardede Rethval og til de ikke faa Efterretninger om den, som kunne opledes i den ældre og nyere Litteratur; paa dette Sted maa det være nok at have viist dens Til- værelse, og vi vende derfor tilbage til det, der fremkaldte denne Sidebemærkning, Spørgsmaalet om Nordhvalens Udbredning sydpaa. Der har altsaa levet og lever formodentlig endnu stedse") i Havet langs Acadiens og Ny- Englands og utvivlsomt ogsaa ved det nærliggende Newfoundlands Kyster en Rethval, der er aldeles forskjellig fra Nordhvalen, og om hvilken man med Bestemthed veed, at den til forskjellige Tider har været fanget af Ny-Englands indvandrede Befolkning. Det er næsten ikke muligt andet, end at Baskerne maae have kjendt den og truffet den paa deres Farter til Newfoundland i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og det forekommer os rimeligt, at det netop var denne kortbardede Hval, som de i Sommertiden fangede i Havet omkring denne Øe. Thi ihvorvel Dudley siger, at den rette Tid til at fange den ved Ny-Englands Kyster er fra Begyndelsen af Aaret til Slutningen af Mai?), er der dog neppe meget vovet ved at antage, at den kunde have dvælet noget længere i St. Lawrencebugten 1) Paa Kortet no. 1 af Series F af det af J. Maury efter en stor Mængde Skibsjournaler udarbei- dede Whale Chart of the World, der fremstiller Nordamerika med begge de tilstødende Verdenshave til 20° N. B. og fra 1 til 180° V. L. Gr., ere Rethvaler angivne jevnlig at være trufne i Atlanter- havet paa 35 til henimod 45° Br. i Maanederne Mai til October. =) Philosophical Transactions vol. 33 (1724—25) no. 387, p. 263. or Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 458 end lidt længere sydpaa, og det er ialfald antageligere, at denne et tempereret Hav tilhø- rende Hval kan have opholdt sig i Sommermaanederne i St. Lawrencebugten, end at en lishval som Nordhvalen skulde have gjort det. Herfor taler ogsaa den Omstændighed, at man af Belons Beskrivelse af Hvalbarderne fristes til at antage, at man endnu i de første 2—3 Tiaar, efter at Farten paa Newfoundland var begyndt, ikke kjendte Gronlandshvalens kolossale Barder, om endog andre Hvalbarder dengang allerede vare en almindelig og velbekjendt Handelsvare. Thi denne Forfatter, som rigtignok endnu var hildet i de fra Plinius nedarvede Vildfarelser med Hensyn til Bardernes Betydning"), men som dog ‚beskriver deres Udseende meget godt, angiver deres Længde til otte og deres Brede til halvanden Fod. Maa man nu ogsaa indrømme, at Belon saaledes gjør Barderne noget længere, end de efter de andre Angivelser skulle være hos den kortbardede Rethval fra Ny-Englands Kyster, saa er dog Forskjellen just ikke meget stor, og i ethvert Tilfælde tyde de Maal, han opgiver, endnu mindre paa Nordhvalen. Det falder sjeldent en Forfatter ind at gjøre det Overordentlige og Kjæmpemæssige, hvorom han beretter, mindre stort og mærkeligt, end det virkeligt er, og hvis derfor Belon havde kjendt Nordhvalens 10 til 15 Fod lange Barder, vilde han neppe have skildret dem som kun 8 Fod lange. Hertil kommer, al den opgivne Brede ligesaa lidt passer paa Nordhvalens Barder som Længden, og al man altsaa ikke kan fjerne Vanskeligheden ved at antage, at det muligviis har været Barder af ikke udvoxne Hvaler, som han har seet; Nordhvalens Barder blive nemlig aldrig halvanden Fod brede, og selv med en Længde af 11 til 12 Fod (altsaa 3 til 4 Fod længere end Belon angiver dem at være) ere de kun 10 Tommer brede. Tilværelsen af en forholdsviis kortbardet Rethval i Havet om Newfoundland udeluk- er imidlertid naturligviis ikke, at jo ogsaa Nordhvalen kunde være forekommet der. Begge Arters Udbredningsbelter kunde jo have berørt hinanden paa dette Sted, og der lader sig virkelig anføre forskjellige Vidnesbyrd, af hvilke det rigtignok synes at fremgaae, at ogsaa Grønlandshvalen maa være blevet fanget ved Newfoundland, skjøndt de tie om de nærmere Omstændigheder ved denne Fangst. 1) I De aquatilibus (1553) lader han Barderne være en S'ags Redskaber, ved Hjælp af hvilke Hvalen føler sig for eller finder sin Vei i Havet; han siger nemlig: »Prætenturas ante oculos habet (sc. balaena), ob id appellatas, quod his sibi prætendat iter« (|. c. p. 5). I den franske Bearbeidelse af samme Skrift: La nature et diversité des poissons (Paris 1555) anfører han vel endnu stedse denne Mening som almindelig udbredt, men er selv tilboielig til at antage Barderne for Hvalens Øienbryn; hans Ord ere nemlig: »Ce qu'on appelle la coste de Balene, dont les dames font aujourdhuy leur bustes, & arrondissent leurs verda- gages; d que les bedeaux d’aucumes eglises portent en guises de baguettes, ce sont certaines pieces coupees et tirees de ce qui sert de sowrcilz a la Balene, & lui couvre les yeulx, d est yarnie d'un certain poil fort long aux extremitez; c'est ce que les Latins appellent Pretenturas, et qu'ilz disent luy servir de mire & conduicte dedans l'eau « 1. c. p. 5. — Kilden til disse besynderlige Vildfarel- ser (der ogsaa træffes hos Albertus Magnus i hans Opus de animalibus. Mantua 1479. Liber XXIII, de natura natatilium, fol. CCLXXXVII er som sagt at finde hos Plinius (lib. IX, sect. LXXXVII, Ajasson de Grandsagnes Udg. p. 204). en Den allerede forhen nævnte Hector St. John beretter saaledes, at Nantucket-Hvalfangerne foruden den »egentlige Hvalfisk« ogsaa kjende en anden, større, med 12 Fods Barder, der forekommer i St. Lawrencefloden. At det maa være Nordhvalen, som dermed menes, er klart, og selv om man, hvis denne Angivelse stod alene, kunde formode en Feiltagelse med Hensyn til Stedet, kan man neppe gjøre det nu, da den bestyrkes ved andre meget ældre Angivelser, som foreligge i Purchas’s bekjendte Værk, his Pilgrimes, og som vi her nærmere skulle omtale. Den første findes i den Instrux!), som det engelske Muscovy Company medgav Thomas Edge, da det i 1611 udsendte ham paa den første Hvalfangst - Expedition, som efter Spitzbergens Opdagelse afgik til denne Øe; der var i denne til hans Underretning optaget en fra de bedste Kilder”) samlet Oversigt over alle de dengang bekjendte Hvaler; og i de tvende første af disse, der benævnes the Bearded Whale og Sarda, gjenkjender man lettelig 2 Rethvaler, og navnlig er den første, største og bedste, Nordhvalen, den anden en mindre Art med ikkun 6 Fods Barder, altsaa sandsynligviis netop den, som vi i det foregaaende have lert at kjende. Der angives noiagtigt, hvormegen Tran og hvormange Barder man faaer af the Bearded Whale, og det er saaledes klart, at denne allerede førend Spitzbergens Opdagelse maa have været et Hvalfangerne velbekjendt Dyr og Gjenstand for Fangst ligesaa fuldt som Sarden, men hvor denne Fangst tidligere var blevet drevet, siges der paa dette Sted Intet om. Herom faaer man imidlertid Oplysning i den af Edge selv affattede og ligeledes hos Purchas trykte Beretning om de 10 Reiser, han foretog til Spitz- bergen i det ovennævnte Compagnies Tjeneste; der forekommer nemlig deri ligeledes en Beskrivelse af de forskjellige Hvaler, som rigtignok væsentligst er en Gjentagelse af den, der var ham meddeelt i hans Instrux, men i hvilken han dog har foretaget et Par Forandringer og deriblandt navnlig den, at den første Hval i Rækken ikke længere kaldes the bearded Whale men the Grand Bay, og at der til den ældre Beskrivelse er foiet den Oplysning, at den har faaet sit Navn af: »Grand Bay in Newfoundland as hauing there been first killed«%). Det er rimeligt, at Edge har faaet denne Oplysning af de biskayiske Harpunerer, som han havde med sig ialfald paa sin første Reise, og disse maa jo vistnok antages baade for paalidelige Hjemmelsmend, hvad Oprindelsen til denne Benævnelse angaaer, og for at have været fuldkommen istand til at afgjore, om det var den dem under Navn af the Grand Bay bekjendte Hval, som de traf igjen ved Spitzbergen. Men det lader sig desuden ogsaa paa anden Maade godtgjøre, baade at Biskayerne, førend de fandt Veien til Spitzbergen, foruden Sarden kjendte ogsaa en anden Rethval, hvilken de gave Navn af Grand-Bay Hvalen, og at denne var den samme som den, der senere fangedes ved denne Øe. Thi i det allerede forhen paa- beraabte Brev, som Baffin efter sin Reise 1616 skrev til John Wostenholme, en af 1) Purchas, his Pilgrimes, Part III (London 1625), S. 709—710. *) I. e.: vas we have gathered the same by information from men of excellencie in that business.« SE wen AT 58" 460 de Mænd, paa hvis Bekostning Reisen var foretaget, siger han udtrykkelig, at de Hvaler, som han fandt i saa stor Mængde i Whalesound, Wostenholmsound og andre Bugter, vare af den Art, »som Biskayerne kalde Grand Bay Hvaler, og som fanges ved Grønland« (9: Spitzbergen), og han tilføjer, at han er vis paa ikke at have taget Feil af, hvilken Sort Hvaler det var, da han har været 2 Gange ved Spitzbergen og kjender den der forekommende Hval meget godt"). Endelig skulle vi endnu med Hensyn til Spørgsmaalet om Nordhvalens Forekomst ved Newfoundland her meddele en Oplysning, som den ene af Forfatterne (Eschricht) har modtaget fra Hr. Professor Geffroy i Bourdeaux. I en i 1710 forfattet Afhandling om Opdagelsen af Newfoundland, der i Haandskrift gjemmes i Archivet i Byen Pau, hedder det nemlig, at Baskerne fandt en Hval i Havet ved Newfoundlandsbanken, som var forskjellig fra den, de kjendte fra deres egne Kyster (Sarden), og som de kaldte Sardaco-Baleac, fordi den holdt sig i Flokke?). i Efter hvad der nu saaledes er blevet oplyst, kan man vel neppe betvivle, at Grøn- landshyalen tidligere har indfundet sig ved Kysten af Newfoundland; det er isaafald rimeligt, at den endnu stedse kan forekomme der enkeltviis, skjøndt vi ikke have fundet nogen sikker Angivelse derom”); men at den i vore Tider ialfald ikke har viist sig der i nogen Mængde, derfor taler allerede den Omstendighed, at Hvalfangerne havde - deres sydligste Fangeplads hele to Grader nordligere ved Resolution - Øen. Det fremgaaer 1) Purchas III, p. 843. °) Det hele paagjældende Sted i den omtalte Afhandling lyder ifølge den velvillig tilsendte Af- skrift saaledes: »Z’usage des compas de route et celui de la balestrille ne fut pas plutot connu, que les Basques, excités par le lucre de cette pécherie, s'embarquèrent sur des navires, pour chercher le repaire de ces animaux, et ayant connus par expérience qu'etant venus de chez eux fesant la route a l'ouest et ayant trouvé de plus en plus de baleines à mesures qu'ils avancaient sur cette route, ils la choisirent pour diriger leurs poursuites, et arrivèrent ainsi au bane de Terre-Neuve où ils en trouvèrent par troupes, et comme l'espèce qu'ils y trouvèrent etait différente de celle qu'ils voyaient sur leurs côtes, pour la distinguer ils la nommerent Sardaco Baléac, qui en leur langue signifie Baleines de troupe. Rigtignok fortæller Blasius i sin Naturgeschichte der Säugethiere Deutschlands S. 539, at der endnu i October 1833 har viist sig en Gronlandshval i St. Lawrencefloden heelt.oppe ved Montreal; men denne Angivelse (i hvilken Aaret iøvrigt urigtigt er angivet til 1833 istedenfor 1823) turde beroe paa en Misforstaaelse. Den er nemlig laant hos Fr. Cuvier, der efter Edingburgh Philosophical Journal for 1824 anfører dette Tilfælde som Beviis paa, at »les baleines« ligesaavel som »les dauphins ow 3 les marsouins« kunne leve i fersk Vand (efr. del’hist. nat. d. Cétacés, p. 391). Men at denne »baleine« netop skulde have været en Gronsandshval eller selv blot en Rethval, siger Cuvier aldeles ikke, og det fremgaaer heller ikke paa nogen Maade af den oprindelige Beretning i det ovennævnte engelske Tids- skrift, der lyder saaledes: »Habits of the Whale. — In October last a whale appeared in the rwer St. Lawrence, as high up as the city of Montreal. The animal was pursued by number of boats, and was at last taken at Boucherville, a distance of 9 miles from town. It was exhibited at Montreal, then towed for exhibition to Quebec. This animal must have come from the Whale Bank off Newfoundland, which is the nearest place, where whales are generally found, and have wandered at least 1000 miles in a straight line up the gulf and river before it was taken, 350 or 400 of which must have been fresh water (Edingb. Phil. Journ. 1824 April--October p. 220). ikke af hvad der foreligger, til hvilken Aarstid Grønlandshvalen saaledes var at finde ved Newfoundland; men efter hvad vi ellers kjende til dens Natur og Levemaade, nødes man ligefrem til at antage, at det kun kan have været til den Tid, da Newfoundlands Kyster ere omgivne med lis, og at derimod de Rethvaler. som tumlede sig i Bugterne og det omgivende Hav heelt ind i Sommeren og til denne Aarstid fangedes der af de gamle Hvalfangere i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, vare af den kortbardede Art. Under denne Forudsætning vilde det være let forklarligt, om Baskerne ikke vare blevne bekjendte med Nordhvalen strax i de nærmeste Aar efter Opdagelsen af Tierra de los Baccalaos, men først, efterat allerede Farten paa denne Øe og de omliggende Lande havde udviklet sig mere, eller maaskee endog først, efterat Colonisationsforsøg allerede havde fundet Sted, og at de i de første Decennier kun havde fanget den Hvalart, der indfandt sig om Sommeren. Muligen har Nordhvalen end- ikke nogensinde gjort mere end netop streife ned langs Labradorkysten til Nordsiden af Newfoundland og ind i Belle-Isle- Strædet; ialfald kunde det Navn, som den ifølge Edge og Baffin havde faaet af Baskerne, Grand-Bay-Hvalen, paa en vis Maade tyde paa noget saadant; thi ved Grand Bay forstod man den sydvestlige noget bredere Deel af Belle-Isle-Strædet, og da Bugterne paa Sydsiden af Newfoundland, og navnlig Placentia-Bugten, ligesaa vel som Belle-Isle-Strædet, og det ligefra den første Tid, da Farten paa »les Terres neuves« overhovedet begyndte, afgave stærkt be- søgte Fangepladser, synes det besynderligt nok, hvorfor Baskerne just skulde have givet Hvalen Navn efter den ene Bugt, dersom de ikke netop med Navnet vilde antyde, at den ikke fandtes overalt i Havet omkring Newfoundland, men kun viste sig langs Nordkysten og i det nævnte Stræde. Vende vi os nu fra Baffinsbugten og Davisstrædet til Havet mellem Grønland og Spitzbergen, tør det vel ansees for afgjort, at de Rethvaler, som vare at finde her hver For- sommer, de gamle hollandske Hvalfangeres eilandsche Walvissch eller Westys-Vissch, vare af samme Årt som Davisstrædets Hval. Deres Levemaade var i Et og Alt den samme som dennes; thi ogsaa Spitzbergen-Hvalen har stedse fra Fangstens Begyndelse tidligt i det 17de Aar- hundrede viist ganske den samme Tilboielighed til at opholde sig ved og mellem Isen, det samme fredelige og dorske Naturel og den samme Vandrelyst. De ældre Beskrivelser af Spitzbergenhvalen passe fremdeles meget godt paa Hvalen fra Davisstrædet, og de Skeletdele, navnlig af Hovedet, som haves af den, stemme ligeledes med de fra Vestkysten af Grønland nedsendte Skeletter, som i det Følgende ville blive Gjenstand for vor Undersøgelse. Endelig have vi et Beviis for, at det er den samme Hval, som forekommer i Baffinsbugten og ved Spitzbergen, idegjentagne Tilfælde, i hvilke Hvaler, der forgjæves have været harpunerede i Davis- strædet, ere blevne dræbte ved Spitzbergen eller omvendt. Foruden de Exempler herpaa, som 462 Scoresby nævner”), kunne endnu et Par andre slige Tilfælde fra Aaret 1805 anføres. I det ene af dem blev en Hval først forgjæves harpuneret af en Capitain Franks i Davisstrædet, men noget senere i samme Aar dræbt ved Spitzbergen af hans Søn, som endnu fandt Faderens Harpun i den; i det andet fangede en Capitain Sadler paa det sidstnævnte Sted en Hval, i hvilken der sad en eskimoisk Harpun?). Et tredie Tilfælde, der, naar man ellers tor stole paa det, fortjener særlig at mindes, har Paul Egede anført, nemlig at en Hvalfanger-Commandeur 1787 i Strat Davis fandt en Drivhval med en Harpun i sig, hvilken han gjenkjendte som sin Broders, og som han ved sin Hjemkomst fik at vide, var bleven sat i Hvalen ved Spitz- bergen ikkun 2 Dage føren d han havde fundet den død i Davisstrædet?). En anden Sag er det, om maaskee flere Arter kunde være sammenblandede under Navn af Grønlandshval, og om der altsaa i Havet ved Spitzbergen foruden den ogsaa i Davisstrædet og Baffinsbugten hjemmehørende Rethval endnu kunde forekomme en eller endog flere meget lignende, men dog selvstændige Arter. En saadan Mening har, som be- kjendt, oftere været fremsat. Scoresby har fremhævet, at det synes, som om forskjellige Stammer eller Hval-Familier opholde sig paa forskjellige Stationer i Havet mellem Spitz- bergen og Grønland og tage forskjellige Veie, naar de forlade den Egn, hvor de først bleve iagttagne. Dette er nu heller ikke andet, end hvad der var at vente; thi indenfor Artens store Udbredningskreds ville selvfølgelig de enkelte Individer atter have deres snevrere Hjemstavn, til hvilken de navnlig holde sig, men ikke iflæng flakke om paa et hvilketsomhelst Punkt af Artens vidtstrakte Gebeet. Scoresby har imidlertid tillige meent at bemærke Forskjellig- heder i Udseendet mellem disse paa forskjellige Stationer forekommende Hval-Stammer. I visse Tilfælde betragter han disse Afvigelser som en Følge af ulige Alder; og virkelig vilde det heller ikke være usandsynligt, om maaskee de unge Hvaler håldt sig skilte fra de ældre; men i andre Tilfælde er han tilboielig til at betragte de paa forskjellige Steder sig visende Flokke som forskjellige Arter eller Underarter. Som den væsentligste Forskjel frem- hæver han den betydelige Forskjel i Forholdet mellem Hovedet og Kroppen, idet Hovedet hos nogle Individer udgjør idetmindste en Trediedeel af Hvalens hele Længde, hos andre derimod kun to Syvendedele?). Dette er nu vistnok en meget betydelig Forskjel, og den kunde synes at faae saa meget større Vægt, som den unge Hvals Hoved forholdsviis neppe er synderligt mindre end den voxnes, og en slig Forskjel derfor ikke kan skrives paa Alderens Regning; men Scoresby synes derimod ikke at have lagt Mærke til, at Hannerne have et meget større Hoved end Hunnerne (hvad der i denne Afhandlings anden Deel nærmere skal blive omtalt), 1) Account I, p. 10—11. ?) Quarterly Review, Vol. XVIII, London 1818, S. 212. 8) Paul Egede, Efterretninger om Grønland. Kbhvn. 1788, S. 122, Anmerkn. 4) Scoresby, Account II, 211— 212. 463 og herved taber den af ham fremhævede Forskjel særdeles meget af sin Betydning. — Allerede længe førend Scoresby havde ogsaa den erfarne Zorgdrager troet at bemærke Forskjel mellem de i Spitzbergen-Havet levende Rethvaler, og sondret mellem den egentlige Westys-Vissch eller ewlandsche Walvissch og en Zuidys-Vissch'). Meget tydede paa, at disse sidste Hvaler kom osterfra; deels indfandt de sig navnligen i de Aar, i hvilke der var meget af den saakaldte Syd-lis, som kommer østerfra og sydom Spitzbergen; deels trak de sig, naar de endelig igjen forsvandt, tilbage i denne Retning, og deels vare de oiensyn- ligt fremmede Gjæster ved Spitzbergen og ligesaa tillidsfulde, som den egentlige Spitzber- genhval havde været, da Fangsten begyndte i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Zorgdrager vil fremdeles have bemerket, at disse Sydiis-Hvaler ikke havde saa tykt et Spæklag som Vestiis-Hvalen, at deres Spæk desuden var gulere, blødere og morere, saa at Harpunerne ikke ville holde saa godt i dem som i den anden, og endelig, at de skulle have været fladere paa Ryggen end hiin. Af disse Eiendommeligheder viser nu rigtignok deres Vandring østerpaa netop kun deres forskjellige Hjemstavn; deres frygtløse Troskyldighed kun, at de i deres rette Hjem ikke pleiede at forfølges af Hvalfangere, og selv deres Spæk- mængde, og Spækkets Beskaffenhed behøvede vel neppe at have sin Grund i en Artsfor- skjellighed. Disse Særkjender bevise, hvor vigtige de end kunne være for Hvalfangeren, Intet med Hensyn til Sydiis-Hvalens Ret til at gjælde som en særegen Art; og af Mærker, der kunne have nogen Betydning for Zoologen, anfører Zorgdrager kun den ovennævnte just ikke store Forskjel i Ryggens Form. Dette Særkjende er nu visselig meget langt fra at være afgjørende; men paa den anden Side tør man vel heller ikke lade det ganske ude af Betragtning, især da Muligheden af en med Gronlandshvalen nærbeslægtet, men selvstændig Arts Tilværelse til en vis Grad bestyrkes ved en Blyantsteguing af et Brudstykke af et Hvalcranium, som Statsraad Middendorffs Ledsager paa hans siberiske Reise havde fundet opkastet paa Stranden ved det ochotske Hav; thi denne Tegning, hvoraf den berømte Reisende har havt den Velvillie at sende os en Copie, synes at vise, at Craniet har tilhørt en Hval, som, skjondt den rigtignok ganske vist er meget nærmere beslægtet med Gronlandshvalen end med de sædvanlige i det stille Hav forekommende saakaldte Sydhavs-Rethvaler, dog maaskee nok kunde være en ogsaa fra hiin forskjellig Art, hvis ellers Tegningen er tro, Men hvad enten nu denne de gamle hollandske Hvalfangeres »Sydiis-Fisk« har været forskjellig fra »Vestiis-Fisken« eller ikke, saa er det dog ialfald vist, at Hvalen allerede ved Hvalfangstens Begyndelse ved Spitzbergen 4 Aar efter denne Oes Gjenopdagelse ved Hudson har været ligesaa noie bunden til Polarhavets lis der, som ved Grønlands Vestkyst, og at den ogsaa der forandrede sit Opholdssted efter Aarstiderne. De physiske Forhold tillode ikke ret vel, at Hvalfangsten kunde begynde i Havet om Spitzbergen forend i Slutningen af ”) Zorgdrager, Bloeyende Opkomst der Aloude en Hedendaagsche Groenlandsche Visscherey &c. Am- sterdam 1720, tveede Deel, V, XIII, XIV Hoofdtstuk og derde Deel, I Hoofdtstuk. AGA April eller Begyndelsen af Mai; men naar Hvalfangerne ved denne Tid naaede derop, fandt de Hvalen i talrig Mængde, og saaledes varede det ved indtil ind i Juli, i hvilken Maaned Hvalerne derpaa, ofte næsten pludseligt, ganske forsvandt; sikkerlig fordi Polarhavets mægtige lisdække nu begyndte at bryde op, og Veien nord- og nordvestpaa derved blev aaben for dem. Allerede de gamle Hvalfangere vidste meget godt, at de ikke turde vente at finde Hvalen førend oppe paa de høie Breder. Det var derfor først, naar de kom op til Polar- kredsen, at de gave sig til at fordele Mandskabet til de forskjellige Hvalbaade, at sætte Harpunerne og Harpun-Linerne i brugbar Stand, at uddele Lændsere og Spækknive, kort sagt at gjøre Skibet klart til snart at kunne begynde Fangsten!); og Zorgdrager fremhæver ikke blot gjentagne Gange, at lishvalerne (hvad det Navn, han giver dem, da ogsaa allerede antyder) aldrig forlade det iisfyldte Hav, men han søger tillige omstændeligt at gjøre Rede for Grunden til denne Eiendommelighed hos disse Hvaler, i Modsætning til en anden, Nordkaperen, der ligesaa lidt nogensinde yover sig op til lishavet, som hine fjerne sig fra det. Spitzbergens og Jan Mayens Kyster og Bugter vare som bekjendt de Steder, hvor Fangsten først kom igang, og senere, da Sædet for den flyttedes ud i selve lishavet, var det ogsaa kun i de høie Breder mellem 70 og 80°, at den dreves. Selv den kun lidt syd for Spitzbergen liggende Øe Båreneiland eller Cherie-Island synes Hvalerne ikke at have besøgt, ialfald ikke i den Aarstid, da Hvalfangsten fandt Sted. Thi Stephen Bennet og Jonas Poole havde fra 1603 indtil 1609 foretaget 7 Reiser til denne Øe for at slaae Hvalrosser uden at der var Tale om at forsøge nogen Hvalfangst; ja Hvaler nævnes end ikke i de hos Purchas opbevarede Beretninger om de 6 af disse Reiser”); medens paa den anden Side den samme Jonas Poole ikke saa saare paa sin Polarexpedition 1610 havde besøgt Spitzbergen og hjembragt Efterretningen om den Mængde Hvaler, som fandtes der, førend Hvalfangsten allerede Aaret derpaa kom igang der, og derpaa uden Afbrydelse i faa Aar naaede en stor Udvikling. At Hvalen heller ikke har indfundet sig ved Novaja-Semljas Kyster, har allerede K. E. v. Baer oplyst*). I det hele har Grønlandshvalen i det Hav, hvorom Talen er, holdt sig nordligere end længere vestpaa i Davisstrædet og Baffins- bugten. Vi vide, at den undertiden viser sig ved Nordkysten af Island, altsaa omtrent paa samme Brede, som den regelmæssigt naaer ned til langs Grønlands Vestkyst, men længere østpaa have vi kun Jan Mayen og Spitzbergen at nævne som dens tidligere Hovedstationér. Denne Omstændighed vil imidlertid ved en nærmere Betragtning langtfra have noget Paa- faldende ved sig; den finder tvertimod sin fuldstændige Forklaring i den stærke Bugt, som lislinien eller Foraars-Grændsen for den faste lis netop gjør nordpaa paa dette Sted, 1) Martens, F., Spitzbergische Reise Beschreibung gethan im Jahr 1671 (Hamburg 1675) p. 2. Zorgdrager, C. G., Alte und neue Grönlandische Fischerei und Wallfischfang (Leipzig 1723) S. 411. ?) Pılgrimes, Part III p. 556— 567. 3) Wiegmänns Arch. für Naturgeschichte V. I, S. 168. 465 saa at denne Grendse omtrent lige sydfor Spitzbergen først er at finde omtrent paa 75° N.B.; det er saaledes her som i Davisstrædet ikke saameget Bredegraden som lisgrendsen, der betegner Grændsen for Hvalens Udbredning, og dette Dyr viser sig her ganske, som vi have lært det at kjende i det Hav, hvorom der forhen har været Tale. Denne Erfaring udelukker naturligviis ikke, at jo enkelte Individer en sjelden Gang kunne have forvildet sig langt ud over den sædvanlige Grændse og endog heelt ned til de nordeuropæiske Landes Kyster. Det vilde forsaavidt ikke være mere paafaldende, om en Grønlandshval engang imellem strandede paa de nordeuropæiske Kyster, end at det fire eller fem Gange er skeet med Narhvalen, som dog er et ligesaa udelukkende Polar- dyr som hiin. Imidlertid kjender man end ikke et eneste sikkert Exempel paa, at et saadant Tilfælde skulde være indtruffet. Vel har Th. Bell paa Dr. J. Barclays Autoritet anført, at udmagrede Grønlandshvaler undertiden ere strandede paa Zetland!); men disse Angivelser ledsages ikke af nogensomhelst nærmere Oplysning, og der vides ikke at være opbevaret nogen Deel af Skelettet af disse strandede formeentlige »Grønlandshvaler». Selv om man derfor maaskee tør stole paa, at Barclay fuldstændig har forvisset sig om, at det i de paagjeldende Tilfælde virkelig har været Rethvaler og ikke Finhvaler, som ere strandede, er det dermed paa ingen Maade afgjort, at det skulde have været Nordhvalen eller Grøn- landshvalen; vi have seet, at der ved Nordamerikas Kyster i det tempererede Atlanterhav har levet og lever en fra denne forskjellig Rethval; der vil i det Følgende blive anført Be- viser for en slig Hvals Tilværelse og Forekomst ogsaa i den øvrige Deel af det nordlige Atlanterhav, og det er vistnok snarere at formode, at det har været den end Grønlands- hvalen, som i de af Barclay omtalte Tilfælde er strandet ved Zetland’). Men naar det saaledes ligger begrundet i Grønlandshvalens Natur kun at leve i de allerkoldeste Have, aldrig ganske at fjerne sig fra Isen og kun at vige for den der, hvor den som et uhyre sammenhængende Dække gjør den det umuligt at drage Aande, saa maa den til alle Tider have været det samme Polardyr som i vore Dage, og til alle Tider og i alle sine Individer, hvor talrige disse end kunne have været, have levet netop saaledes, som den lever den Dag i Dag. Enhver Antagelse af, at den kun ved Menneskets Forføl- gelser skulde være jaget op til disse ugjæstmilde Have, vil være urimelig, og enhver 1 o Bell, Th. British Quadrupeds, p. 518. I Zoology of the voyage of H. M. S. Erebus and Terror anfører Dr. Gray (Mammalia p. 47), at en 41 Fod lang » Greenland whale» den 4de Mai 1846 skal være strandet i Caernarvon-Bug- ten og derfra være blevet buxeret til Liverpool. Af den af Gray senere (1850) udgivne Catalog over Cetaceerne i det Britiske Museum seer man imidlertid, at denne Efterretning har beroet paa en Forvexling med en Finhval; thi her er den udeladt og derimod gives der en i det Enkelte gaaende Beskrivelse af et 38 Fod langt Skelet af en » Physalus (Rorqualus) boops Gray», som var blevet dræbt ved Kysten af Wales og buxeret til Liverpool i 1846; der kan saaledes, skjondt det ikke ud- trykkelig siges, neppe være Tvivl om, at det er denne Hyal, som en unoiagtig Beretning først havde udgivet for en Gronlandshyal. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 59 466 Angivelse om Gronlandshvaler, der regelmæssig skulle have viist sig i det iisfrie tempererede Atlanterhav, maa beroe paa Forvexlinger eller Feiltagelser. Gronlandshvalen maa antages fra Arilds Tid at have levet, ligesom nu, Sommer og Vinter tet oppe ved Polarisen, og de Rethvaler, som tidligere skulle have indfundet sig hver Vinter i den Biskayiske Bugt, og som i en senere Tid i Mengde bleve fangede i Havet sydfor Island og mellem denne Øe og det nordlige Norge, kunne ikke have været Gronlandshvaler. Den gradvise For- svinden af Rethvaler i hele det nordlige iisfrie Atlanterhav vil ikke kunne forklares som en Forjagelse af disse Dyr til lishavet; den kan end ikke forklares som en local Udryd- delse af Gronlandshvalens sydligst levende Individer, men ene og alene som en mere eller mindre fuldstændig Udryddelse af et fra Gronlandshvalen forskjelligt Hvaldyr. Forholder det sig saaledes, maa Gronlandshvalen lige til ind i det 16de Aarhun- drede have været ganske ubekjendt for alle de europæiske Folkeslag med Undtagelse netop af de norske Nybyggere paa Island, til hvis nordlige Kyst Polarisen jevnligen strekker sig, og i Grønland, hvor Hvalen vel neppe naaede den af dem coloniserede Oster- og Vester- bygd, men hvor de gamle Nordmænd ialfald havde Leilighed til at lære den at kjende paa deres talrige Sommerfarter, paa hvilke de naaede op til den allernordligste Deel af Baffins- bugten og endog besøgte de i vore Dage saa beromtblevne Hvalfangerstationer, Lancaster- sundet og Barrowstredet, hvilke man ialfald har meent at gjenkjende i de gamle Sagaers Krogsfjordshede (Kroksfjardarheidi)t). Det er altsaa ikke hos Oldtidens eller Middelalde- rens Forfattere, men snarere i de gamle oldnordiske Skrifter, at man skulde søge de ældste Efterretninger om Grønlandshvalen, og et af de mærkeligste af disse, det berømte »Konge- speil« fra det 12te Aarhundrede, yder dem ogsaa i rigeligt Maal. Rigtignok har man almindeligviis ikke villet tillægge den Skildring af de mærkelige Dyr i Havet ved Island, der findes i Kongespeilet, den samme Troværdighed, som man er saa villig til at indrømme den øvrige Deel af dette mærkværdige Skrift; men det er visseligen meget med Urette, naar man saaledes har villet frakjende denne Skildring Værdi og Betydning, og det er neppe formeget at sige, at det først er paa Videnskabens nuværende Standpunkt, at man kan bedømme den rigtigt. Man har opholdt sig meget over det formeentlig urimelig store Antal af Hvaldyr, som opregnes i Kongespeilet, og sandsynligviis forekomme ogsaa nogle Arter virkelig under flere forskjellige Navne, og enkelte af de omtalte Væsener maae unægtelig betragtes som Fostre af Indbildningskraften. Men ligesom der vistnok i dette Skrift findes færre Spor af Overtro end i nogetsomhelst andet lignende fra samme Tid, saaledes er det i det Hele taget let at skjelne de fabelagtige Dyr fra dem, hvis Skildring hviler paa virkelig lagttagele. Og deri ligger netop Kongespeilets særegne Værdi, at det er det første Skrift efter Aristo- 1) Rafn, Antiquitates americanæ, S. 270 og S. 415—418. an. teles’s Dyrhistorie og det eneste af alle Middelalderens, hvori Hvaldyr beskrives efter egen Erfaring. At der i Kongespeilets Liste over de hoinordiske Hvaldyr kunde opregnes langt flere Arter end baade hos de gamle Classikere og hos Skribenterne i de folgende fem eller sex Aarhundreder, var tildeels en ligefrem Folge af, at Kongespeilets Forfattere virkelig kjendte langt flere end hine. Af de i det oftnævnte Skrifts Fortegnelse anførte Hvaldyr var det nemlig ikke blot Gronlandshvalen, der forst flere Aarhundreder senere kunde blive Zoologerne bekjendt; det samme gjælder fremdeles selv om saa eiendommelige Former som Narhvalen, der først i det 17de, og Doglingen, der først i Slutningen af det 18de Aar- hundrede optoges i den zoologiske Viden; det gjælder endelig endnu om Vaagehvalen, Grinden og flere andre Delphiner, som først i vore Dage omsider ere blevne anerkjendte af Zoologerne. I Kongespeilet findes altsaa blandt de øvrige Hvaldyr et, der skildres paa føl- gende Maade"): »En Art af Hvale er endnu den, som hedder Nordhval, og er den Fisk stor; den er 80 Alne lang eller 90, de som blive de største, og ligesaa tyk, som den er lang; thi et Reeb, som trækkes lige langt med den, naaer netop omkring den, hvor den er tykkest; den haver og saa stort et Hoved, at det udgjør næsten den tredie Deel af ham. Ellers lever denne Fisk reenlig, thi man siger om den, at den nyder ingen anden Føde, end Taage og Regn og det som falder af Luften ned paa Søen, og skjønt den bliver fanget, og dens Indvolde aabnes, da findes intet Ureent i dens Mave, som i andre Fiskes, der nyde Føde, thi dens Mave er reen og tom. Sin Mund kan den ikke vel aabne; thi de Barder, der sidde i dens Mund, reise sig tvert for Munden, naar den lukker den heit op, saa at den ofte faaer sin Død deraf, at den ikke kan lukke sin Mund igjen. Den er ellers ikke grum mod Skibe, haver ingen Tænder, og er en feed Fisk, og meget vel spiselig for Mennesker. « Paa den Tid Kongespeilet blev skrevet og endnu længe efter maatte denne Beskri- velse unægtelig betragtes af de Lærde med stor Mistro; thi om et 80 til 90 Alen langt Dyr, der var ligesaa tykt i Omkreds, som det var langt, hvis Hoved udgjorde en Trediedeel af dets hele Længde, der kun nærede sig af Taage og Regn, og ved sine lange Barder var forhindret fra at lukke sin Mund høit op, stod der ikke et Ord hos Aristoteles eller Plinius, og et saadant maatte virkelig næsten tage sig ud som en reen Fabel for Enhver, der ikke endnu havde nogensomhelst Forestilling om Nordhvalen. Men denne er jo dog, naar Alt kommer til Alt, ogsaa efter de Afbildninger Martens og Zorgdrager have givet, i lige Gjennemsnit omtrent en Trediedeel af sin Længde, hvilket i Omkreds netop vil give samme Maal, og det er ingenlunde afgjort, at dette Forhold er saameget urigtigt angivet paa de 1) Einersens Oversættelse S. 134. 59” 468 nævnte Afbildningert); Gronlandshvalens Hoved udgjor jo virkelig en Trediedeel af hele Dyrets Længde, ja hos Hannen endog noget mere. Vel lever Gronlandshvalen ikke af Taage og Regn, men denne Angivelse er da heller ikke andet end de gamle Nordmænds mindre heldige Forklaring af deres aldeles rigtige lagttagelse, at Nordhvalens Mave ikke indeholder de mere eller mindre fordoiede Levninger af større Dyr, som de fandt i de andre Hvaldyrs Maver, og den viser altsaa, at de fuldkommen vel havde opfattet For- skjellen mellem Rethvalernes og de øvrige Hvalers Næring. Og om Grønlandshvalen endog kan aabne sit Gab meget vidt, aabner den det dog neppe mere, end at der kun lige fortil er en Indgang til Mundhulen, medens til Siderne de uhyre lange Barder sikkerlig i Reglen ikke blottes ligetil Spidsen, men stedse, selv naar Hvalen gaber stærkest, tildeels skjules af den colossale Underlæbe. Skulde det engang skee, er det langtfra usandsynligt, at Dyret staaer Fare for ikke igjen at kunne bringe Bardespidserne i deres rette Stilling indenfor Underlæben og paa den Maade at beroves det Sieredskab, uden hvilket det ikke formaaer at skaffe sig sin Føde. Derimod kan man neppe frikjende den gamle Forfatter for i hei Grad at have overdrevet sin Nordhvals Størrelse; thi ved Scoresbys Udmaalinger maa det ansees for hævet over al Tvivl, at Grønlandshvalen sjelden bliver over 60 og maaskee aldrig over 70 Fod lang, og uden at tale om, at det i og for sig er i hoieste Grad usandsynligt, at den tidligere skulde være blevet betydeligt større, have vi ogsaa den gamle Hvalfanger Edges Angivelse for, at 65 Fod ogsaa til hans Tid var den sædvanlige Grændse for Hvalens Væxt?). Rigtignok kunde man fristes til at formode, at Kongespeilets Forfatter end ikke i dette Punkt fortjente nogen Bebreidelse, naar man gjennemgaaer Længdeangivelserne ogsaa af de øvrige Hvaldyr, som han omtaler; thi ogsaa disse synes at være angivne dobbelt saa store, som de virkelig ere%); Maalene blive først omtrentlig rigtige, naar man sætter Fod istedetfor Alen, og det ligger altsaa nær at formode, at den gamle islandske »alnå», som Einersen oversætter med »ulna» og »Alen», ikke har været mere end en Fod af vort nuværende Maal. Den lærde Islænder, Selskabets afdøde Medlem, Finn Magnussen, som den ene af Forfatterne, Eschricht, i sin Tid har raad- spurgt i denne Anledning, har imidlertid yttret, at den gamle islandske Alen vel var noget, 1) Vi maae endog tilstaae, at vi, hvad dette Forhold angaaer, næsten have mere Tillid til disse Tegninger, hvor raae de end ellers kunne være, end til Scoresby's, der sikkert fremstiller Grønlandshvalen smæk- krere, end den virkelig er. 2) „The Whale is a Fish or Sea-beast of a huge bignesse, about sextie fiue foot long». Purchas Ill, p- 470. 3) Saaledes siges i Kongespeilet »Hnidingerne» (Grindhyalen) at være 10 til 20 Alen lange; den lille » Nise» (Marsvinet) at være ikke længere end 5 Alen, og »Leipter» (maaskee de nordiske La- genorhyncher) ikke længere end 7», »Andhvalen » (Doglingen) ikke større end 25 Alen, Narhvalen 20 Alen; alle disse Maal angive ogsaa de paagjældende Hvaldyr omtrent dobbelt saa store, som de i Virkeligheden ere. SD: dog langtfra saameget kortere end den nuværende"). Der bliver altsaa neppe nogen anden Udvei end at erkjende, at Storrelse-Angivelsen i Kongespeilets Beskrivelse af Nord- hvalen er en meget stor og haandgribelig Overdrivelse; men selv om saa er, er denne ældgamle Beskrivelse dog i hoi Grad charakteristisk, saa at man ingen Tvivi kan nære om, hvilken Hval der menes. Vel siger Kongespeilet intet om de nærmere Omstændigheder ved dens Forekomst ved Islands Kyster; men i den Henseende tør man vel sige, at allerede dens Navn giver den fornødne Oplysning; thi ved »Nordhval« maae de gamle Islændere have forstaaet en Hval, som fremfor nogen anden tilhørte det hoie Norden, som nordfra kom til deres Øes Kyster og fra dem atter gik nordhen. _ Men naar Grønlandshvalen maa antages aldrig at være gaaet ned i det nordlige Atlanterhavs mildere Vande, staaer det altsaa tilbage at oplyse, hvad det da har været for en Hval, som gjennem Aarhundreder ligesaa fuldt har været Gjenstand for Fangst der, som hiin i lishavet; og Svaret er heller ikke vanskeligt at give. Det var Biskayernes »Sarde«, de gamle hollandske og nordtydske Hvalfangeres »Nordkaper«, og sandsynligviis den samme Art som Anglo-Amerikanernes allerede omtalte »Right-Whale« fra Nantuckets og Ny-Eng- lands Kyster. En saadan Sarde eller Nordkaper blev til alle Tider af alle de forskjellige Na- tioners Hvalfangere skarpt adskilt fra Grønlandshvalen; de vidste meget godt, at de maatte søge den i ganske andre Egne af Havet end denne, og de forskjellige Beretninger om den stemme (hvor mangelfulde de forresten kunne være) i. det Væsentlige overeens og levne ingen 'Pvivl om, at den var et fra Nordhvalen aldeles forskjelligt Dyr. Endelig har den da ogsaa havt sin Plads i det zoologiske System, indtil Cuviers i dette Tilfælde altfor skarpe Critik ud- slettede den deraf*), men var rigtignok indført deri af Klein under det meget uheldige og vildledende Navn Dalena glacialis, der langt hellere maatte have været fæstet til Nord- hvalen, og optaget uden at man havde gjort sig Forskjellen i dens og Nordhvalens Udbred- ning tilstrækkelig klar. ; Det er os ikke bekjendt, om der gives baskiske Skrifter eller Manuscripter fra den tidlige Middelalder, der allerede maatte indeholde saadanne Angivelser om denne Hval, hvoraf man kunde danne sig en Slags Forestilling om den. Men i det samme gamle nordiske Skrift, der indeholdt den ældste Beskrivelse af Nordhvalen, ville vi ialfald finde den omtalt med følgende Ord: »Videre kaldes endnu een Hvale-Art Sletbage; og er ingen Finde paa dens Ryg; 1) Ifølge hans skriftlige Angivelse til E. er det nemlig godtgjort i første Hefte af Laugmand Pål Jons- son Vidalins Forklaringer over obsolete Ord i den islandske Lovbog (udkommen 1846 i Reykiavig, paa det islandske litterære Selskabs Bekostning), at den gamle islandske Alen, som før brugtes her i Norden men senere fortrængtes af den saakaldte Hamborger-Alen, der nu gjelder, har været en Syvendedeel kortere end denne. 2) Recherches sur les ossemens fossiles. 4me Ed. T. VIII, p. 256. — Annales des Sc. natur. T. II p. 27: Sur la determination des diverses espèces de baleines vivantes. Par M. Cuvier. 470 den er næsten saa stor af Vext, som hine, hvilke vi sidst talede om» (nemlig Bardhvale 9: Kaskelotter, hvis Størrelse sættes til 30—40 Alen). »Men de Folk, som fare paa Søen, frygte den meget, thi dens Natur er at spøge meget med Skibe«'). Hvad der her siges om denne Sletbag er jo rigtignok kun meget lidet; men Mangelen af Rygfinne gjør det dog ialfald rimeligt, at det er en Rethval, som opføres under dette Navn; og ikke blot den store Forskjel i Storrelsen, men ogsaa Forskjellen i Naturel eller Charakteer tyder paa, at den maa have været forskjellig fra Gronlandshvalen, idet denne jo udtrykkelig skildres som fredelig, medens derimod Sletbagen var meget frygtet. Imidlertid maa det indrømmes, at det, naar man var indskrænket til Kongespeilets Beretning alene, kunde vere tvivlsomt nok, hvad der skulde forstaaes ved denne Sletbag; men al Usikkerhed forsvinder, naar man hermed sammenligner Angivelserne om den i en Fortegnelse paa de islandske Hvaldyr fra det 17de Aarhundrede, som en islandsk Præst sendte til Ole Worm, og som Thomas Bartholin har aftrykt i sin fjerde Genturie?). Vel er denne Liste vesentlig kun en Slags Bearbeidelse af Kongespeilets, men der er dog tilføjet adskilligt, og navnlig findes Sletbagen her omtalt paa følgende Maade”): »Decimum tertium Hoddunefur, ab incurvo rostro, seu Slettebackur minor XXXV ulnas longus, omnium sepissime captus & inventus. Hujus generis, ut et reliquos Sletbakos, qui esui apti sunt, venantur Hispani et Galli. Ipsorum lardum incor- ruptum asservart non potest. GQuamprimum enim in frusta dissecatur, sive suspendatur sive in solo collocetur, in oleum resolvitur. Unde fit ut hujusmodi carnis frustulum, quod pondo islandicum majus pendet, 24 tantum aut circiter solidis veneat. Hic 500 in rostro corneas laminas habet, omnes tenues, quinque cubitos longas, sed leviter velut glutine coherentes, quibus sartores nostri utuntur in vestibus consuendis. Man lærer tillige heraf ikke blot, at denne de gamle Islænderes Sletbag virkelig har veret en Bardehval (og som barrygget Bardehval altsaa en Rethval); men vi faae af samtidige Personer et bestemt Vidnesbyrd om, paa den ene Side, at det var denne Hval, som dengang var den almindeligste ved Islands Kyster, og som hyppigst blev fanget navnlig af de franske og spanske Hvalfangere, der i det 17de Aarhundrede og endnu lenge derefter hver Sommer dreve en indbringende Hvalfangst i det islandske Hav, og paa den anden Side, at denne Sletbag var et fra Nordhvalen endog meget forskjelligt Dyr. Worms Corre- spondent har beholdt Kongespeilets Storrelses-Angivelse om Nordhvalen; ogsaa han lader den vere »LXXX ulnas longus totidemque crassus«, men hertil foier han (hvad der ikke staaer i Kongespeilet): »corneas laminas 13 ulnarum longas habet«. Nu er det vel sandt, 1) Kongespeilet, Einersens Oversættelse p. 128. 2) Th. Bartholini histor. anatom. rar. Centuria HII p. 272—289. 3) 1. c. p. 278—279. 25808 - at alle disse Maal ere meget for høit angivne; men hvad der saa kan indvendes mod deres absolute Gyldighed, saa beholder den store Forskjel i Angivelsen af Nordhvalens og Slet- bagens Starrelse dog stedse sin Betydning, og naar den forstes Barder ansættes til 13 Alen (ulne), den sidstes derimod siges at være 5 cubitos lange (hvormed maaskee endog skal antydes et andet Maal end ulna), saa synes ogsaa dette at vise, at der var en gjennem- gribende Forskjel mellem disse 2 Hvaler. Bartholin anfører"), at der fulgte Afbildninger af alle de enkelte Hvaldyr med den islandske Præsts Beretninger. Disse synes at være gaaede tabte. Derimod opbevares der i den herværende Veterinær- og Landbo-Høiskoles Biblio- thek et islandsk Manuscript (No. 12) med dansk Oversættelse, betitlet »om det islandske Hvalfiske Kjøn« og forsynet med Omrids af alle de deri opregnede Hvaldyr. Efter Manuscriptets Udseende at dømme turde det være nedskrevet i Midten af det 18de Aar- hnndrede; men i Grunden er det, ligesom den til Worm sendte Beretning, kun en fri Bearbeidelse af Kongespeilets gamle Liste med enkelte Tilsætninger. Omridstegningerne ere yderst slette og indeholde de haandgribeligste Feil; men alligevel lade de fleste Arter sig dog ganske godt gjenkjende, og det fortjener derfor al Opmærksomhed, at Sletbagen i Afbildningen (der muligviis kun er en Copie af den islandske Præsts ældre) tager sig lige- saa forskjellig ud fra Nordhvalen, som den efter Beskrivelserne skulde være, og navnlig skiller sig fra denne ved Legemets større Spinkelhed og ved Hovedets og især Gabets langt ringere Omfang. Da ikke nogen af disse islandske Angivelser om de tvende paa- gjeldende Hvaler synes at burde forbigaaes, meddeles her endnu deres Beskrivelse i dette sidstnævnte Manuscript: »Den 20de Art er Nord-Hval. Denne er den længste af alle de Hvalfiskesorter man kjender, da den er 80 Alen lang, nogle sige at den kommer meget sjelden til Island; den siges ikke at opholde sig af andet end Regn og Snevand, eller halvstorknet Snee. Dens Mund har en lille Aabning og Bardterne sidde tvers over hans Hals eller Strube, hvorfor den og ofte doer deraf, at den kan ikke lukke Munden, i særdeleshed da den er tyrstig. Denne Fisk er meget feed og den største Deel af den er Hovedet, og den er ligesaa tyk, som den er lang; Barderne ere 18 Alen lange og ere derfor meget for- deelagtige, naar den driver paa Landet«. »Den 17de Hvalfiske-Art er Sletbak eller Sletbag. Den er 25 Alen lang, naar den er længst, den er og meget feed, hvorfor og dens Mængde formindskes meget ved Hval-fangere, der ligge og krydse meget efter dens Fangst omkring Landet.« Det fremgaaer af denne Beskrivelse ligesom af den af Bartholin hevarede, at Islæn- dernes Kjendskab til Hvaldyrene igrunden ikke har gjort noget Fremskridt fra det 12de til 18de Aarhundrede; men tillige sees det dog, at det endnu dengang var Sletbagen, som de ol) Gees ins Pee 472 fremmede Hvalfangere fangede i Havet ved Island. Heller ikke er det ganske uvigtigt at erfare, at Nordhvalen ogsaa dengang var en sjelden Gjæst, og det har endog sin Interesse at see dens Føde angivet til Sneevand eller halvstorknet Snee. Thi herved bestyrkes det, at den ogsaa ved Islands Kyster kun levede i det iiskolde Vand og om Vinteren. Saameget tor vel ialfald endelig ansees for godtgjort ved disse ældre og yngre Angivelser, at man paa Island til alle Tider var enig i ved Sletbagen at forstaae et fra Nordhvalen eller Gronlandshvalen aldeles forskjelligt Dyr, og navnlig en Rethval af mindre Størrelse og med meget kortere Barder; ligesom det ogsaa er hævet over enhver Tvivl, at det netop var denne Islændernes Sletbag, som Baskerne om Sommeren gjorde Jagt paa i Havet ved Island gjennem den lange Tid af mindst tohundrede Aar. Vende vi os nu til andre Kilder for at erholde yderligere Oplysning om en slig mindre og livligere, det nordlige Atlanterhav tilhørende Rethval, saa have vi allerede sagt, at vi ikke kjende nogen Beskrivelse af Baskernes Sarde, der i Ælde kan maale sig med Kongespeilets af Islændernes Sletbag. Thi ihvorvel Hvalfangsten i Biskayerbugten gaaer meget langt tilbage i Tiden, og forskjellige Lovbestemmelser den angaaende fra det 13de og 14de Aarhundrede endnu ere opbevarede, er der dog i disse aldrig Tale om, hvor- ledes Hvalen saae ud. Derimod finde vi meget vigtige Oplysninger om Sarden i den allerede tidligere anførte Instrux, som det engelske Muscovy Company medgav Edge paa hans første Hvalfangst- Expedition til Spitzbergen i Aaret 1611"), og i den Beretning om denne og de nærmest .derpaa følgende Reiser, som Edge selv har forfattet”). Vel hidrøre disse ikke umiddelbart fra Baskerne; men middelbart maa de dog henføres til dem; thi det var disse, i hvis Hænder Hvalfangsten paa den Tid næsten udelukkende var, og ligesom det engelske Compagnie var nødsaget til at hente alle de 6 til Expeditionen nødvendige Harpunerere fra St. Jean de Luz, saaledes kan der ingen "Tvivl være om, at jo ogsaa den Beskrivelse af de forskjellige Hvalsorter, som Compagniet skaffede tilveie til Edges Brug, hidrører fra Baskerne. Allerede Hvalernes Navne vise det?), selv om de maaskee kunne være blevne noget forvanskede ved at nedskrives paa engelsk, og den Omstændighed, at Edge senere, efter paa sine Reiser at have havt saamegen Leilighed til at forskaffe sig yderligere Underretning fra sine baskiske Harpunerere, gjentager den ældre ham meddeelte Liste med et Par smaa Forandringer, synes at tyde paa, at den virkelig correct gjengav Hoved-Summen af Hvalfangernes datidige Kjendskab til Hvalerne. I den Edge 1611 medgivne Instrux omtales altsaa Sarden paa følgende Maade: »The second sort of Whale is called Sarda, of the same colour and fashion as the former 1) Purchas, his Pilgrimes. P. III, London 1625, p. 709—710. 2) ]. c. p. 462—472. 3) Deres Navne ere nemlig: 1. The bearded Whale, 2. Sarda, 3. Trumpa, 4. Otta Sotta, 5. Gibarta, 6. Sedena, 7. Sedena negro, 8. Sewria. (nemlig the bearded Whale 9: Gronlandshvalen), but somewhat lesser and the finnes not above one fathom long, and yeeldeth in Oyle, according to his bignesse, sometimes eightie, sometimes a hundred Hogsheads« 1), I Edges omtrent en halv Snees Aar senere nedskrevne Beretning om de forskjellige Hvalsorter?) er denne Beskrivelse gjentaget med enkelte For- andringer og lyder her saaledes: »The second sort of Whale is called Sarda, of the same colour as the former, but somewhat lesser, and the Finnes likewise lesser, and yeelds in Oyle according to his bignesse, sometimes seuentie hogsheads, or eigthie hogsheads. This Whale hath naturally growing upon his backe white things like unto Barnacles«. Disse n tvende hinanden supplerende Skildringer ere af stor Betydning. Sarden var jo dengang Hvalfangerne vel saa godt bekjendt som Gronlandshvalen; det var jo netop den, som hidtil fortrinsviis havde været Gjenstand for deres Forfølgelser i det nordlige Atlanterhav; i et for dem saa vigtigt Punkt som Bardernes Længde maa deres Vidnesbyrd sikkerlig ansees for aldeles paalideligt, og naar altsaa Længden af Sardens Barder kun sættes til 6 Fod, have vi heri ikke blot et yderligere Beviis for Arts-Forskjellen mellem den og Gronlands- hvalen og en Bekræftigelse og noiere Bestemmelse af Islendernes i dette Punkt mindre sikkre Angivelser; men det bliver derved tillige sandsynligt, at Sarden, eller, som Islænderne kaldte den Sletbagen, netop var den samme Art som den Rethval, der paa Dudleys Tid og endnu længe derefter indfandt sig og fangedes ved Ny-Englands Kyster. Ikke mindre vigtig er Edges Angivelse, at Sarden havde »growing upon his backe white things like unto Barnacles«, eller med andre Ord var besat med Cirripeder. Det var altsaa allerede dengang Hvalfangerne velbekjendt, at denne Hval var plaget af disse Dyr, og paa Grund af den Betydning, som den ene af Forfatterne allerede for en Række Aar siden har viist, at der maa tillægges disse Snyltegjæster i zoodiagnostisk Henseende”), tage vi ikke i Betænk- ning at udtale, at allerede den Omstændighed, at Sarden fremfor Grønlandshvalen var besat med Cirripeder, beviser dens Selvstændighed som Art. Denne Særegenhed ved Sarden bekræftes senere af Anderson, som i sine »Nachrichten von Island« (p. 219 2 40) omtaler denne Hval under dens hollandske Navn: Nordkaper. Anderson har muligviis sin Kundskab fra hamborgske Hvalfangere; men af den islandske Præsts Hvalliste seer man, at fremdeles ogsaa Islænderne selv, ialfald i det 17de Aarhundrede, meget godt kjendte denne Eiendommelighed hos deres Sletbag, skjøndt ePuincihvas; elec. ps oe SEP reb as le pre 3) Eschricht, om Undersøgelsen af de nordiske Hvaldyr, i Forhandlingar ved de Skandinaviske Natur- forskarnes tredje Mote i Stockholm 1842, S. 203. — Sammes Zoologisch-anatomische Untersuchun- gen über die nordischen Wallthiere, S. 95. Tidligere havde iøvrigt allerede Brandt og Ratze- burg fremhævet Tilstedeværelsen af balanagtige Dyr paa Sydhavets Rethval og deres Mangel paa Gronlandshvalen som en vigtig Grund til at antage disse to Rethvaler for forskjellige Arter; clr. Medizinische Zoologie, erster Band (Berlin 1829) p. 126 Note ‘3. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Bd. 60 ATA den ikke berøres i Kongespeilet. I Skildringen af en anden med Cirripeder besat Hval »Skjeljunger» (formodentlig den nordiske Pukkelhval, Megaptera longimana) hedder det nemlig her: »Asperis testis non secus ac rosis aut stellis exterius ornatus est et depictus, velut reliqua Sletbakorum, qui pinna in dorso carent, genera, que vulgo Ceti aquatici nuncupantur, sed minus proprie, excepto Nordhval, qui solo rore vietitat«, og tor man henføre Ordene »excepto Nordhval« til »velut reliqua &e.«, have vi endog i disse Ord et Beviis paa, at Islenderne ikke blot havde lagt Mærke til disse Halvparasiters Forekomst paa Sletbagen, men ogsaa til deres Mangel paa Nordhvalen!). Hverken Anderson eller Edge tilføjer Noget, hvoraf man kunde slutte sig til, af hvad Slags disse Balaner ere. Herom kan man imidlertid ad anden Vei faae Oplysning. I Aarene 1778 og 1779 bleve nemlig 2 Skibe udsendte fra Kjøbenhavn for at fange Kaske- lotter og Hvaler i det sydlige Atlanterhav. De havde Ordre til der at søge disse Dyr indtil 50? S.B. og senere paa Hjemreisen, hvis denne faldt paa en slig Aarstid, at der var Lei- lighed dertil, da at forsøge »Nordkaper- og Hvalfiskefangsten« under Island og Norge®); og virkelig lykkedes det det ene Skib (Christianshavn kaldet) paa en af Reiserne (formodent- lig den i 1779) mellem Newfoundland og Island at fange en Nordkaper, hvis Hoved var besat med en saadan Mængde Cirripeder, at det efter Kapitainens Sigende havde været ham let at samle en heel Sek fuld af disse »hvide Skjønpletter«, som han kaldte dem. Ved Skibets Hjemkomst til Kjøbenhavn erholdt den bekjendte Conchyliolog Chemnitz nogle Stykker, som Capitainen havde medtaget, og erkjendte i dem den af Walch beskrevne Ba/anus polythalamius complanatus, Typen for Lamarks Coronula-Slægt?). Da denne er anviist paa at leve paa Rethvaler, nemlig paa den collective Art Balena antarctica, kan det ikke overraske, at ogsaa Sardens eller Nordkaperens Cirriped er en Coronula, ja man tor vel endog meget mere i den Omstændighed, at det var saadanne, der fandtes paa den omtalte, mellem Newfoundland og Island fangede Hval, see et Beviis for, at denne virkelig har været, hvad den udgaves for”). 1) Medens Nordhvalen aldrig er besat med Cirripeder, er den derimod, som bekjendt, plaget af en Cyamus-Art, og naar Professor Krøyer i en lille Afhandling: »Om Cyamus cetis (i Naturhist. Tidsskr. åde B. S. 474) har benægtet det, da er det saameget besynderligere, at han kan gjøre det, som han selv sammesteds anfører, at den første Underretning om Cyamus ceti skyldes Martens, og denne jo dog udtrykkelig siger at have fundet sin »Wallfischlaus« paa denne Hyal. Pontoppidan, C. Hval- og Robbefangst udi Strat Davis, S. 79—81. Schriften der Berliner Gesellsch. naturf. Freunde Ste Bd. S. 463. Darwin, som i sit store Verk om Cirripederne ligesaa lidt som hans Forgjengere antager flere end en eneste fladskallet Coronula-Art, ©. balenaris (Gm.), er tilbeielig til at indskrænke dennes Ud- bredning til den sydlige Halvkugle og mener, at det ialfald kun kan være i det stille Hav, at den udbreder sig ogsaa til den nordlige Halvkugle (cfr. A Monograph on the sub-class Cirripedia. The Balanidæ, London 1854, p. 417). Da han ikke destomindre henfører Chemnitzs Nordkaper-Coronula til denne Art og citerer denne Conchyliologs Beskrivelse og Figurer (Syst. Conch. Cab. Ster Bd. p. 325, fig. 845—846) til C. balenaris, maa han altsaa have overseet, at Chemnitz netop havde sine BG 10 Efterretninger om Sarden fra en nyere Tid ere at finde hos Duhamel de Monceau i hans bekjendte Værk: Traité général des pêches; vel lader der sig ikke af dem udlede lignende positive og skarpe Kjendetegn for denne Rethval, som af de tvende viglige hos Purchas aftrykte Beretninger, men de have dog deres Betydning, og vi skulle derfor med- dele dem her med hans egne Ord: »Comme les pêcheurs qui vont chercher ces poissons vers le Nord seroient fréquem- ment exposés à des dangers considérables, à cause des glaces qui rendent la pêche pénible et incertaine, comme nous l'avons représenté (PI. VII, fig. 1), ceux qui pratiquent leur métier dans ces parages ne font communément la pêche que dans le moi de Mai, Juin et Juillet, saison où Von n'a point à craindre les gelées; même aujourd'hui (1169) on va communément chercher les Baleines dans des parages moins froids, quoique celles qu'on y trouve, qu'on nomme Sardes, et qui, par la description qu'en donnent les Auteurs, me paroissent être le poisson qu'on a appellé Nord-Kaper, soient moins grosses, moins chargées de graisse, et beaucoup plus vives et plus fuyardes que les grosses qu'on prend dans le Nord«. Fremde- les: »Nons avons dit que nos Pécheurs distinguent principalement deux espèces de vraies et franches Baleines: Les premieres sont les grosses du Nord; celles de la seconde espèce, qui sont connues en quelques endroits sous le nom de Sarde ou Nord-Kaper, sont beau- coup plus petites, puisque les plus grosses ne produisent, au plus, trente barrils d'huile; et comme elles sont vives et farouches, elles sont bien difficiles à attraper; néanmoins, quand la pêche des grosses Baleines na pas réussi, les Pécheurs essaient de s'en dedommager, en allant pêcher les Sardes ou petites Baleines dont nous venons de parler«"). De hollandske og tydske Hvalfangere synes ikke at have efterstræbt Sarden eller, ‚som den blandt dem kaldtes, Nordkaperen, med lignende Iver, som Baskerne; det var først efter at Spitzbergenfangsten var kommet igang, at de begyndte en regelmæssig Hval- fangst, og de holdt sig da, om ikke udelukkende, saa dog fornemlig til Gronlandshvalen. Det Exemplarer fra det nordlige Atlanterhav, og at Arten altsaa maa være cosmopolitisk, hvis ellers den angivne Synonymie er rigtig. Men dette kan maaskee være Tvivl underkastet. De Afbildninger, som Chemnitz har givet af Nordkaper-Coronulaen, ere neppe tilstrækkelige til at bevise dens Arts-Identitet med den Coronula, der findes paa Sydhavets Rethvaler, og saalenge Sporgsmaalet ikke er blevet afgjort ved en umiddelbar Sammenligning af selve Skallerne, tor man vel betvivle, at Former, der leve i saa vidt adskilte Have og paa forskjellige Hvaler, virkelig skulde være samme Art. Heldigviis kan al Usikkerhed i den Henseende vistnok endnu fjernes; thi en af de Coronulaer, som Chemnitz ved den nævte Leilighed kom i Besiddelse af, meddeelte han Conchyliologen Spengler, og dette vigtige Øriginal- Stykke findes endnu stedse (hvis vi ikke feile) tilligemed den Sidstnævntes øvrige Samling opbevaret i det Kongelige naturhistoriske Museum. Hvorvidt i det Tilfælde, at Forfatternes Coronula balenaris skulde vise sig at være en collectiv Art, Chemnitz’s Nordkaper-Coronula virkelig er den samme som den af Walch beskrevne Balanus polythalamius complanatus, eller om denne sidste snarere skulde være fra en af Sydhavets Rethvaler, og maaskee isaafald snarest fra Kapshvalen, kan vel heller ikke afgjøres, med mindre det af Walch beskrevne Original-Exemplar endnu er til og kan paany undersøges. 4) 1. c. Sec. Partie, T. IV (1769) Sect. X, p. 10. 60" vilde derfor maaskee neppe være at undres over, hvis der fra den Side ikke lod sig frem- føre Synderligt til Oplysning om hiin anden for dem mindre vigtige Rethval. Imidlertid om- tales den dog baade af Martens og Zorgdrager, og begge omtale den som en fra Nord- hvalen forskjellig Slags og som Gjenstand for Fangst. Den sidstnævnte anvender endog et heelt Kapitel til paa sin brede og udtværede Maade at gjøre Rede for Nordkaperens Ud- bredning og udtaler det deri som sin faste Overbeviisning, at hverken denne nogensinde lader sig see indenfor Grønlandshvalens Enemærker i det høie Nord, eller omvendt Grøn- landshvalen i hiins sydligere Farvande, ialfåld (lægger han til) har han hverken selv seet eller nogensinde hørt Tale om Exempler paa det Modsatte"). Om han imidlertid har havt Leilighed til af egen Erfaring at blive nærmere bekjendt med Nordkaperen, er vist meget tvivlsomt; den Tvivl han yttrer, om Barderne hos denne kunne strække sig saa langt bagtil i Svælget som paa Grønlandshvalen, gjør det sandsynligt, at han ikke selv kan have seet den fanget og dræbt; og med Undtagelse af den Bemærkning, at den kun giver 20 til 40 »Cordeler« Spæk (neppe Halvdelen af hvad Gronlandshvalen efter ham skal yde), og at Spækket er fastere end dennes, anfører han heller ikke Noget om dens øvrige Særkjender. Derimod finde vi hos ham den Angivelse, at Nordkaperen skal leve af Fisk, og han mener endog af denne Omstendighed at kunne. forklare, hvorfor den navnlig findes i Havet om Island og det nordlige Norge. Skjondt nu Nordkaperen unægtelig isaafald vilde gjøre en Undtagelse fra de øvrige Rethvaler, vilde man dog af den Grund alene neppe være berettiget til ganske at afvise Muligheden af, at den kunde være fiskeædende; men Zorgdrager fremsætter det kun som en Formodning, og er øjensynlig bragt paa den navnlig ved en Yttring af Martens, som han da ogsaa anfører, nemlig at en ved Hetland fanget Nordkaper havde havt mere end en Tønde Sild i sig?). Det er derfor egentlig Martens, man i den Henseende har at holde sig til; og da han udtrykkelig siger, at han kun har den ovenfor anførte Beretning fra Andre, har man saale- des ingen tilstrækkelig Borgen for dens Paalidelighed?) eller Sikkerhed for, at Ordet »Nord- kaper« ikke i dette Tilfælde kan have været urigtig anvendt paa den ved Hetland fangede Hval. Med Hensyn til hvad Martens iøvrigt beretter om Nordkaperen, forholder det sig omtrent som med Zorgdragers Angivelser om den; det er klart, at han anseer det for en afgjort Sag, at den er forskjellig fra Grønlandshvalen, og at han i den Henseende kun gjentager den blandt Datidens Hvalfangere gængse Mening. Han fremhæver dens ringere Størrelse, mindre Spækmængde og dens vilde Naturel, som gjør dens Fangst farligere end Grønlandshvalens, men neppe uden efter Andres Fortælling. Rigtignok siger han paa Hjem- reisen ved »Hetland« under en Storm at være blevet Vidne til en heftig Kamp mellem en 1) Zorgdrager, den tydske Oversættelse. Leipzig 1723, S. 141. 2 ec 3) Martens, Fr. Spitzbergische oder Groenländische Reise-Beschreibung gethan im Jahr 1671. Ham- burg 1675, S. 107. Nordkaper og nogle Sværdfisk (Schwerdfische); men selv om det i dette Tilfælde virkelig har været en Nordkaper, han har seet, kan et sligt Møde neppe have gjort hans Dom om den sikkrere. Man behøver kun selv fra hurtigtseilende Skibe jevnligen at have seet Hvaler boltre sig i det oprørte Hav for at vide, at det kun er en temmelig ufuldstændig Forestilling man derved faaer om deres Udseende; og hvorlidet Martens i det foreliggende Tilfælde har havt Leilighed til at see noie til, seer man bedst deraf, at han gjør sig skyl- dig i den iøvrigt baade dengang og senere almindelige Vildfarelse at forvexle Grønlands- farernes Sværdfisk (Delphinus orca) med Saugfisken (Pristis), saa at han bilder sig ind, at det er denne sidste, som han under Hetland har seet kjempe med Nordkaperen! Kunde man endog, ved at overskue de ovenanforte fra saa forskjellige Kilder hentede Efterretninger, ønske, at de historiske Vidnesbyrd om denne anden under Navn af Sletbag, Sarde eller Nordkaper omtalte Hval havde indeholdt en fuldstændigere Skildring af den, vil man dog vistnok indrømme, at de ere tilstrækkelige til at bevise vor ovenfor fremsatte Paastand, at virkelig baade de gamle Islændere og de forskjellige Nationers Hval- fangere lige indtil dette Aarhundrede have skjelnet skarpt mellem den og Grønlandshvalen, og at denne Adskillelse i alle Maader er velbegrundet. Som sikkre Særkjender for Slet- bagen lader der sig allerede nu fremhæve: 1. at den var meget livligere end Grønlandshvalen, meget hurtigere og voldsommere i sine Bevægelser og derfor ogsaa baade vanskeligere og farligere at fange end denne; w at den var mindre (uden at det dog er muligt nøiagtigt at angive dens Længde) og havde meget mindre Spæk end denne; 3. at dens Hoved var kortere, og at dens Barder vare forholdsviis meget tykkere, men derimod neppe mere end halv saa lange som Grønlandshvalens, medens de dog endnu stedse vare langt længere end selv den allerstørste Finhvals, skjøndt Sletbagen selv maaskee knap har havt Halvdelen af dennes Længde; 4. at den regelmæssig var besat med en til Coronula-Slægten henhørende Cirriped; og endelig 5. at den tilhørte det tempererede nordlige Atlanterhav ligesaa udelukkende, som Nord- hvalen det iisfyldte Polarhav, såa at det maa ansees for omtrent lige sjeldne Und- tagelser, naar den ene eller den anden af disse 2 Arter forvildede sig ind paa den andens Enemærker, og at den i sit hjemlige Hav var at finde længst Syd paa om Vinteren (nemlig i Biskayerbugten og ved Nordamerikas Kyst ned til Kap Cod), men om Sommeren tumlede sig i Havet om Island og mellem denne Øe og det nordlige Norge. Tilværelsen af en slig nordatlantisk Rethval tor vel endog siges at være saa utvivisom, at det snarere maa vække Forundring, at den nogensinde er blevet udslettet af det zoologiske System, end at den nu forhaabentlig gjenvinder sin Plads i det. Hvad der navnlig bragte Scoresby og senere Cuvier”) til ikke at ville anerkjende den som selv- stændig Art, var, foruden et mindre tilstrækkeligt Kjendskab til de historiske Vidnesbyrd om den, deels den Omstændighed, at den Førstnævnte ikke havde seet noget til den paa sine mange Hvalfangst-Reiser, men deels ogsaa den store Lighed med Grønlandshvalen, som var umiskjendelig i den eneste Afbildning, der forelaa af Nordkaperen. Nærmere beseet har imidlertid ingen af disse Grunde nogen synderlig Vægt. Det ligger i Sagens Natur, at enhver Hval, der bliver saa utrættelig forfulgt, som Nordkaperen er blevet, lidt efter lidt maa bringes sin Udryddelse nær; den Tid vil saaledes komme, da den bliver en Sjeldenhed selv i de Have, hvor den tidligere var allertalrigst; og naar man dertil erindrer, at det jo ikke var der, hvor Scoresby i Uger og Maaneder krydsede efter Grønlandshvalen, mellem Spilzbergen og Grønland, at han overhovedet kunde have truffet Nordkaperen, men at det hoist skulde været paa den temmelig korte Seilads fra England til lishavet, maatte det maaskee snarere trods hans mange Reiser have været kaldt et mærkeligt Lykketræf, hvis han havde mødt den, end det kan overraske, at han ikke har seet den. Ogsaa de oven- "nævnte af Lacepede offentliggjorte Tegninger af Nordkaperen”) har man formeentlig ind- rommet meget for meget, naar man har kaldt dem det eneste nogenlunde authentiske Vidnesbyrd om denne Hval?), og naar man af den Omstændighed, at de neppe fremstille andet end den ægte Gronlandshvalt), har draget den Slutning, at Nordkaperen altsaa ikke kan have været forskjellig fra denne. For at kunne slutte saaledes maatte man jo nemlig først og fremmest være vis paa, at disse Tegninger ogsaa virkelig ere ud- kastede efler den ægte Nordkaper, og at dette saa ofte misbrugte Navn ikke ogsaa i dette Tilfælde har været urigtigt anvendt; men en slig Sikkerhed har man langt fra. Lace- pede siger, at han har faaet Tegningerne tilsendte af Sir Joseph Banks 3 Maaneder for Udgivelsen af Histoire naturelle des Cétacés (1804) med den Underretning, at de vare tegnede i Grønland af Bachstrom i Aaret 17795). Men i Baffinsbugten har Nordkaperen ligesaa lidt 1) I den første Udgave af Règne animal fra 1817 antog Cuvier, som bekjendt, endnu en Nordkaper, Balena glacialis Kl. (l. c. Vol. 1, S. 286); det var først i Recherches sur les ossemens fossiles og i Afhandlingen: Sur la détermination des diverses Bréces de Baleines vivantes (i Ann. d. Sc. nat. T. II, 1824) at den blev opgivet, og det er umiskjendeligt, at denne Forandring i Guviers Anskuelser for en ikke ringe Deel er fremkaldt ved Scoresbys Beretninger. 2) Lacepede, Hist. nat. des Cétacés, pl. 3. 3) »Le seul document muni de quelque authenticité que Von ait cru pouvoir y rapporter«, Cuvier, Re- cherch. s. I. ossem. foss. 4me Ed. T, VIII p. 256. 4) Scoresby, Acc. Vol. I p. 448 Noten. Cuvier, l. c. p. 257. 5) Hist. nat. d. Cétacés p. 108: »Ce Cétacé (le Nordeaper) vit dans la partie de [Ocean atlantique septentrional située entre le Spitzberg, la Norvège et l'Islande. Il habite aussi dans les mers du Groen- land, ou un individu de cette espece a été dessiné, en 1779, par Mr. Bachstrom, dont le travail, remis dans le temps à Sir Joseph Banks, n'a été envoyé, il y a trois mois, par cet illustre dc.« hjemme, som i Havet ved Spitzbergen; efter hvad vi ovenfor have seet, have i det høiste enkelte Individer med mange Aars Mellemrum forvildet sig derhen, og det er virkelig ikke sandsynligt, at Bachstrom der skulde have havt Leilighed til at see dent). Da Scoresby af mangeaarig Erfaring kjendte Grønlandshvalens Natur og Levemaade altfor godt til at kunne troe, at denne for de iisfyldte Have skabte Hval nogensinde regel- mæssigt skulde have viist sig langt nede i Atlanterhavet langs Frankrigs og Spaniens Kyster, søgte han at forklare de gamle Beretninger om Biskayernes Hvalfangst, som om det havde været Finhvaler, der dengang vare blevne fangede og dræbte i Biskayerbugten og det til- grændsende Atlanterhav”), og beraabte sig i den Henseende paa det af de Jong, Kobel og Salieth udgivne Værk om Hvalfangsten. I denne iøvrigt fortjenstlige Compilation er imidlertid denne Mening fremsat uden at der er gjort det allerringeste Forsøg paa at be- grunde den*), og uden at der siges, hvorledes Forfatterne ere komne’paa den; muligviis er det kun en Gjentagelse af en lignende Yttring af Zorgdrager, og denne støtter sig (saa utroligt det end kan lyde) kun paa at Martens paa nogle Reiser havde truffet Finhvaler i »den spanske Soe« og i Gibraltarstrædet”). Men hvorledes det end forholder sig hermed, saa er det noksom vist, at de historiske Kjendsgjerninger ikke tilstede at antage Baskernes Hval- fangst for en Fangst af Finhvaler. Det vidste Cuvier ogsaa meget godt, og denne Scoresbys Feiltagelse var det ham derfor let at undgaae; men da han fulgte ham i at ansee Nordkaperen og Grønlandshvalen for et og samme Dyr, forlededes han derved til at forkaste netop det, der var det Rigtige i hiins Opfatning, og atter at fremsætte den ældre Theorie om Hvalens gradvise Tilbagevigen til lishavet i hele dens Krashed35). 1) Lacepéde siger ikke, hvem denne Bachstrom var; og vi have ikke kunnet finde Noget, som kunde bringe os paa Spor i saa Henseende. Ved de danske Kolonier har han neppe været ansat, og i den Fortegnelse paa de herrnhutiske Missionairer i Grønland, som Crantz har meddeelt, findes hans Navn ikke; det har altsaa rimeligviis været en Person ombord i en Hvalfanger, hvad ogsaa Lacepédes Ord maaskee nærmest tyde paa. 2) Account of the Arc. Reg. Vol. II p. 16, 162, 164. 3) De Walvischvangst met veele Byzonderheden daartoe betrekkelyk. Amsterdam 1784, p. 1 og 27. 4) Zorgdrager, tydske Oversættelse, Leipzig 1723 p 142 og 152. 5) Recherches sur les oss. foss. Ame Ed. T. VIII p. 252; »La plus célèbre des baleines proprement dites, celle qui attire le plus les pêcheurs, est la grande baleine des mers du Nord, qui venait autrefois jusque dans le golfe de Gastogne, où les Basques ont appris à la poursuivre et que Von est obligé aujourd'hui Waller chercher jusque sur les côtes du Groënland, de l'Islande et du Spitzberg«. fremdeles: Histoire des Sciences naturelles depuis leur origine jusqu’a nos jours chez tous les peuples connus professée au college de France par G. Cuvier, publiée p.M.Magdeleine de Saint- Agy, T. I. (Paris 1841) p. 269: »On voit, que de son (Plinius) temps ces animaux venaient dans le golfe de Gascogne, et que les Basques paraissent être les premiers qui se soient livrés à leur pêche. Lorsque les baleines, tourmentees par l'homme, se réfugièrent vers le nord, ce fut encore le même peuple qui les y suivit; et les environs de Terre-Neuve portent presque tous des noms qui sont ceux de differentes localités du pays de Basques, notamment des environs de Bayonne. L'histoire de la science permet au reste de suivre de siècle en siècle les baleines fuyant devant les attaques des pécheurs«. 480 Naar Nordkaperen altsaa er et fra Gronlandshvalen forskjelligt Dyr, frembyder der sig det Spørgsmaal, hvilken af de bekjendte Rethval-Arter den nærmest slutter sig til i hele sin Bygning? Som bekjendt har man efter at det ved Cuviers Forskninger var godtgjort, at den i det sydlige Atlanterhav og navnlig ved Kaplandets Kyster forekommende Rethval er en fra Nordhvalen hoist forskjellig Art, været temmelig enig i til denne Balena australis eller antarctica (som den ogsaa kaldtes) fremdeles at henføre alle Rethvalerne i det stille Hav saavel Syd som Nord for Linien, og har saaledes ladet den samme Art udbrede sig fra Kap til Australien, Ny-Zeeland og Sydamerikas Vestkyst, fra Japan til Nordamerika"). Heri er man sikkerlig gaaet forvidt; en saa umaadelig geographisk Udbredning af en eneste Art vilde allerede i og for sig vere en mærkelig Undtagelse fra de sædvanlige Love, og den bliver endnu mindre rimelig paa Grund af den Omstendighed, at der ingen Rethvaler forekomme i den tropiske Deel af det stille Hav (ligesaalidt som i den tilsvarende Deel af Atlanterhavet), saa at allsaa et bredt for dem uigjennemtrengeligt Belte skiller Sydhavets Rethvaler fra dem i det nordlige stille Hav. Man burde desuden været saameget varsom- mere med en slig Antagelse, som allerede Cuvier havde advaret imod den og udtrykkelig havde udhævet, at der endog i Havet ved Afrikas Sydspidse foruden Balexa australis forekom endnu en anden Rethval, som han med Vished turde erklære for en fra hiin for- skjellig Art, skjondt de Skeletdele, han besad af den, ikke vare tilstrækkelige" til nærmere at charakterisere den®). I den nyeste Tid har derfor ogsaa Dr. J. E. Gray forsøgt paa at skjelne mellem flere Rethvalarter fra forskjellige Dele af Sydhavet og det stille Ocean, idet han fortrinsyiis har støttet sig til Forskjelligheder i Bardernes Størrelse og Beskaffenhed?); og selv om disse Arter endnu langtfra kunne siges at vere sikkre, og en egentlig Charakteristik af dem endnu mangler, er det dog rimeligt, at fremtidige Forskninger mere eller mindre ville bekræfte de Resultater, hvortil hans Undersøgelser have fort, og der til- kommer ham unegtelig den Roes at have bidraget til at henlede Opmerksomheden paa det Mislige i kun at antage en eneste saakaldet »Sydhavshval«, og at have paapeget den betyde- lige Forskjel paa Barderne, som Hvalfangerne hjembringe fra de forskjellige Dele af de ovennævnte Have, og som dog efter den blandt Zoologerne gængse Anskuelse skulle hid- 1) Schlegel, Abhandl. a. d. Gebiete d. Zoologie u. vergleich. Anatomie, Heft I, p. 37. — Schreber, J. C. D. v., die Saugthiere in Abbild. nach der Natur mit Beschreib. Fortgesetzt von Dr J. A. Wagner. Tter Theil (Erlangen 1846), p. 195. — V. d. Hoeven, Handbuch der Zoologie 2ter Th. S. 660. — Giebel, Die Saugthiere &e. p. 81. 2) Rech. s. 1. oss. foss. 4me Ed. T. VIII, p. 268 og 292. 3) The Zoology of the Voyage of H. M. S. Erebus & Terror; Mammalia by J. E. Gray, Part III, IV, V. London 1846, p. 47. — Catalogue of the specimens of Mammalia in the collection of the Bri- tish Museum. Part 1. Cetacea. London 1850. 481 røre alle fra samme Art. Men selv om de nyere Systematikeres Dalena australis eller antarctica er et collectivt Begreb, staae dog de forskjellige Arter, der hidtil ere sammen- blandede under dette Navn, indbyrdes hinanden nærmere, end nogen af dem staaer Nord- hvalen, og danne tilsammen en lille Gruppe, som træder i en vis Modsætning til denne navnlig ved et kortere og noget anderledes dannet Hoved og ved en væsentlig Forskjel i Barderne’). Det Særegne ved Hovedets Form viser sig i det Ydre navnlig deri, at Mund- spalten ikke, som hos Nordhvalen, danner en fortil og bagtil omtrent lige jevn Bue, men derimod tæt foran Øinene beier sig næsten pludseligt og meget steilt nedad og udad. Dette Særkjende, som, hvis vi ikke feile, Professor H. Schlegel er den første, der har udhævet, er i den Grad iøinefaldende, at det neppe vil forsømmes at gjengives paa nogen Afbildning af disse Hvaler, hvor maadeligt den endog forresten maatte være udført, og virkelig er det meget tydeligt selv paa den ene af de bekjendte Afbildninger, som Chamisso har givet efter Aleuternes Træmodeller, saa at man allerede derved let gjenkjender en til denne Gruppe hørende Art i disse Øeboeres Kuliomoch. Ikke mindre vigtige ere de Mærker, Barderne frembyde, og de have i praktisk Henseende endog et Fortrin fremfor det allerede omtalte Skjelnemærke; thi, medens det kun vil være yderst sjeldent, at en Tegning af Hvalen eller charakteristiske Stykker af dens Skelet ville komme Zoologen til 1) Hermed skal det dog ikke være sagt, at der i de tempererede Verdenshave slet ikke kan gives andre Rethvaler end disse, den Kapske Rethval nærstaaende Arter. Tvertimod synes de Barder, der har givet J. E. Gray Anledning til at opstille en B. marginata, virkelig at antyde en fra den collective Art australis forskjellig Form, der, idetmindste hvad Barderne angaaer, slutter sig nærmere til Balena mysticetus, men som, naar man lærer den bedre at kjende, muligviis kan vise sig at danne en tredie Typus af Rethvaler. Overhovedet turde der især i det stille Hav fore- komme Rethvalformer, som endnu slet ikke ere Naturforskerne bekjendte. Paa Reisen med Verdens- omseileren Galathea havde den ene af Forfatterne (Reinhardt) under Opholdet i Honolulu Havn paa Sandwichsøerne i October 1846 Leilighed til at tale med ikke faa Hvalfangere, som dengang i Mængde søgte ind til denne Plads. Det var en almindelig Mening blandt disse praktiske Hval- * kjendere, at der i det nordlige stille Hav gaves flere Slags Rethvaler, som afvege fra hinanden deels i Hovedets Længde, deels i Maaden at »blæse« paa, deels i deres Bevægelser og Manerer. Navnlig bleve nogle fremhævede, der kaldtes »Scrags«, og som kun skulde have 4 Fods Barder, skjøndt det dog var virkelige Rethvaler uden Finne eller Knold paa Ryggen; de skulde ligesaa lidt som den egentlige Right- Whale nogensinde forekomme under Linien eller nærved denne, men navnlig være hyppige ved Kysten af Californien. At der skulde ligge en Forvexling med de saakaldte » Hum p- baks« (Megaptera-Arterne) til Grund for denne Fortælling er ikke antageligt; Pukkelhvalerne kjende Hvalfangerne meget godt; en af dem, hvem de ovenanførte Meddelelser om disse Strakes skyldes, havde endog selv fanget 7 Humpbacks ved Bonin-Øerne og paastod dog paa det bestemteste, at hine vare aldeles forskjellige og ægte Rethvaler. Snarere kunde disse Scrags formodes at være Unger af de sædvanlige Sydhavshvaler; thi ifølge Diefenbach skulle de ny-zeelandske Hvalfangere netop kalde de toaarige Unger, som endnu følge Moderen, saaledes. De Personer hvem den oven- anførte Underretning skyldes, talte imidlertid ikke om Unger, der vare i Følge med voxne Hvaler, og Overeensstemmelsen i Navnet kan neppe være afgjørende, da Scrag og Scrag- Whale i mindst 150 Aar have været almindelige Benævnelser, der, ligesom selve Navnet Right-Whale, til forskjellige Tider og paa forskjellige Steder have været brugte om ganske forskjellige Hvaldyr. Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 61 482 Hænde, hjembringes Barderne jo stedse som en vigtig Deel af Fangsten. Hos Nordhvalen ere disse Dele, i den langt overveiende, forreste Deel af hvert Bardeset, sabelformigt krummede ; deres Tykkelse er forholdsviis ikke betydelig og overskrider selv paa 10 til 11 Fods Barder neppe 10 Millimetre, men paa den anden Side aftager Tykkelsen heller ikke synderlig meget fra Roden til Spidsen; fremdeles ere de haarlignende Trevler langs Inderranden særdeles fine, bløde og boielige; Overfladen af Barden antager, naar den gnides lidt med en Klud eller endog blot med Fingeren, med Lethed en smuk Politur, og endelig er selve Hornsubstantsen meget seig og boielig. I Modsætning hertil have Sydhavshvalerne næsten lige Barder, og dette gjælder ikke blot om dem iblandt dem, hvis Barder ere kortere end Nordhvalens; men selv de saakaldte Nordvestbarder, der faaes af Hvalerne paa Fiskegrundene langs Nordvest- kysten af Nordamerika og kunne være vel saa lange som Grønlandsbarderne, ere næsten gan- ske lige. Deres Barder ere dernæst mindre boielige og meget skjørere end Nordhvalens, saa at de deraf skaarne Stokke let knækkes, navnlig i stærk Kulde; de ere fremdeles meget tykkere ved Roden (Nordvestbarderne endog næsten dobbelt saa tykke), men denne betydelige Tykkelse aftager meget udad mod Spidsen; Bardehaarene ere meget grovere og stridere!), og alle Barderne have ligesom et ureent, graaligt og mat Yderlag, eller en graablakket, ujevn Skorpe over sig, som ikke lader sig skrabe af uden at Noget af det indre Væv følger med, og det lykkes aldrig blot ved Gnidning at gjøre Overfladen blank og glat. Med disse Forskjelligheder i det Ydre forbinder sig endvidere en Forskjel i Bardens indre Textur. Naar man gjennemskjærer en hvilkensomhelst Barde, vil man let skjelne et ydre, tættere, mere eensartet Lag, som man med en i Histologien ofte analogt anvendt Benævnelse kan kalde Barksubstantsen, og et indre, mere fibrøst, Marvsubstantsen, der bestaaer af fine Rør og i Virkeligheden ikke er Andet end den af Yderlaget skjulte Deel af Barde-Haarene. Paa Grønlandsbarderne er Barklaget forholdsviis tykt og navnlig meget tykkere end den indre, af parallelt løbende Fibre bestaaende Marv; paa Sydhavsbarderne derimod er Bark- laget forholdsviis meget tyndere, og disse Barders betydelige Tykkelse skyldes navnlig de talrige og grove Bardehaars skjulte Deel, der udgjøre omtrent en Trediedeel af det hele Gjennemsnit; fremdeles ere de enkelte Fibre i Marven ikke regelmæssigt parallelt ordnede, ”) I Grays ovenfor citerede Catalog over Cetaceerne i »British Museum« er Balena australis vel op- ført i den Gruppe, som charakteriseres ved tykke Barder og grove Bardehaar, men i selve Beskri- velsen af dens Barder siges Bardehaarene ikke destomindre at være meget finere end hos den foregaaende Art, og denne er ikke nogen anden end B. marginata, som stilles i Gruppe med B. mysticetus og netop charakteriseres ved tynde, seige Barder og fine bløde Bardehaar. Denne Selvmod- sigelse har imidlertid kun sin Grund i, at Beskrivelsen af Kapshvalens Barder er ordret afskreven af Grays tidligere Arbeide over Hvalerne i Zoologien til Erebus og Terrors Reise, i hvilket B. australis er anført ikke (som i Catalogen) lige efter B. marginata, men derimod umiddelbart efter B. japonica (med hvem den altsaa her sammenlignes), og at Gray har glemt, at, naar Arternes Rækkefølge forandredes, maatte ogsaa den paagjældende Passus forandres. Dog af den Art Uopmærk- somheder er der flere i den anførte Catalog, som i det hele bærer Præg af et Hastværksarbeide. som hos Grønlandshvalen, men mere eller mindre flettede ind mellem hinanden, og det er derfor ulige vanskeligere at splitte Sydhavsbarderne end Grønlandsbarderne i lange, overalt lige tykke Strimler. Endelig er der endnu et Mærke, hvorpaa man let kan kjende Sydhavs- barderne; der gaaer nemlig stedse en særegen Bølgekrumning igjennem dem, som gjentager sig 6 til 7 Gange i deres hele Længde, og som især er tydelig paa de lange, tynde fiirkantede Stokke, i hvilke Barderne fabrikmæssigen flækkes. Det falder vanskeligt, selv om man anvender en stærk Presning, ganske at udglatte disse Bugtninger, og denne Ulempe i Forbindelse med Skjørheden og Vanskeligheden ved at flække dem gjør Sydhavsbarderne til en betydelig ringere Handelsvare end Grønlandsbarderne, selv om de have samme Længde som disse. Hvorvidt der ogsaa, hvad Beenbygningen angaaer, viser sig en fælles Modsætning mellem Sydhavs- hvalerne og Nordhvalen, lader sig for Tiden ikke afgjøre med Sikkerhed; thi Kapshvalen er endnu stedse den eneste Sydhavshval, hvis Skelet har været gjort til Gjenstand for en noiere Undersøgelse”); af Rethvalerne fra det nordlige stille Hav synes der endog aldrig at være kommet noget Skelet eller nogen Deel af et saadant til Europa, og skjøndt der rig- tignok nu i nogle Aar har været et Skelet af Ny-Zeelands-Hvalen i Parisermuseet”), er dette dog neppe hidtil blevet nærmere undersøgt og beskrevet. De Afbildninger, man har af Ret- hvalen fra det Japanske Hav og af den fra Ny-Zeelands Kyster, gjøre det imidlertid i høi Grad sandsynligt, for ikke at sige mere, at disse Hvaler idetmindste maae dele med Kaps- hvalen de Særegenheder i Craniet, hvorved denne saa skarpt adskiller sig fra Nordhvalen; og dét er derfor vel ikke urimeligt at formode, at de ogsaa ville besidde de væsentligste af de øvrige Særkjender i Beenbygningen, der, som vi senere skulle vise, charakterisere deres nære Slegtning i Modsætning tillishavets Hval, og navnlig den vel udviklede toleddede Tommelfinger og det hvert Spor til en Coracoid-Udvæxt manglende Skulderblad. Var nu altsaa, for at vende tilbage til Nordkaperen, denne nordatlantiske Hval snarest en Sydhavshval, eller sluttede den sig i sin Bygning nærmere til Nordhvalen? De Fleste ville formodentlig helde til den første Antagelse; thi denne understøttes baade af de ganske enkelte Angivelser, vi have om dens Udseende, og af dens Ophold i et middel- varmt Hav; men hvad der navnlig taler for den og gjør den heist sandsynlig, er dog den fra saa mange Sider stadfæstede Kjendsgjerning, at Nordkaperen var besat med Coronulaer. Thi medens vi have alle Tiders Hvalfangeres eenstemmige Vidnesbyrd for, at der aldrig findes nogensomhelst Halvparasit af Cirripedernes Orden paa Nordhvalen, er det ligesaa uomtvisteligt godtgjort, at den nysnævnte Cirriped-Slægt netop er eiendommelig for Sydhavs- hvalerne og uadskillelig fra dem, hvor de end leve, ved Kap ligesaavel som ved Ny-Zeeland, 1) Som bekjendt af Cuvier i Recherches sur les ossemens fossiles (4me Ed. T. 8 p. 278 seq.). 2) Catalogue of the specimens of Mamm. in the coll. of the Brit. Museum. Part 1 Cetacea p. 18. 61" 184 og der ligesaa godt som ved Japans Kyster, ganske paa samme Maade, som Diadema- Slægten er bundet til Pukkelhvalerne (Megaptera) og findes paa disse Hvaler ligesaa godt i Davisstrædet og Baffinsbugten som i det stille Hav. At Nordkaperen maa stilles i Gruppe med Sydhavshvalerne er imidlertid vel ogsaa Alt, hvad der lader sig sige, saalænge man kun har de historiske Vidnesbyrd at holde sig til; nærmere at oplyse, hvilken Plads der tilkommer den mellem disse Hvaler, er ved Hjælp af dem alene neppe gjørligt. Det er ikke rimeligt, at den skulde falde sammen med nogen af dem, og nærmest da med Kapshvalen; men naar man anseer den for forskjellig fra denne, er det mere paa Grund af de almindelige Love for Dyrenes geographiske Udbredelse, end fordi de ufuldstændige Beretninger om Nord- kaperen indeholde noget, som bestemt taler mod den modsatte Antagelse. Man er imidlertid heller ikke ene og alene henviist til disse historiske Vidnesbyrd ; thi, skjøndt de rigtignok endnu for faa Aar siden vare de eneste, der forelaae, forholder det sig nu anderledes. Siden Slutningen af forrige Aarhundrede var der Intet hørt til Nordkaperen; men dengang var den endnu, om just ikke meget talrig, saa dog heller ikke sjelden i det nordlige Atlanterhav. Den var dengang jo Gjenstand for en regelmæssig Fangst ved Nantuckets Kyster; vi have fremdeles hørt, at den ene af et Par danske Hvalfangere, som i Aarene 1778 og 1779 vare udsendte paa Hvalfangst i det sydlige Atlanterhav, paa Hjem- reisen fangede en Nordkaper mellem Newfoundland og Island. Den Omstændighed, at Capi- tainernes Instrux lød paa under visse Forudsætninger netop at søge Nordkaperen i disse nordlige Farvande, viser, at Fangsten af denne Nordkaper ikke maa ansees for et særligt mærkeligt Tilfælde"), og til yderligere Bekræftelse herpaa kan det anføres, at selv amerikanske Skibe endnu mellem 1770 og 1780 nu og da fangede Nordkapere i Bredefjord og Faxe- bugten paa Isiand?). Naar nu hertil kommer, at Udrustningen af Hvalfangere udkræver saa store Kapitaler, at en meget betydelig Formindskelse af Hvalerne allerede maa gjøre deres Fangst til en altfor slet Speculation til at den kan fortsættes ret længe, og at derfor en eller anden Hvalart vel kan (selv i kort Tid) bringes sin Undergang nær, men vanskelig ganske og aldeles udryddes ved Hvalfangsten, kunde man vel med en vis Grad af Rime- lighed haabe paa, at der endnu stedse kunde frembyde sig en Leilighed til at lære Nord- kaperen noiere at kjende, og en saadan har ogsaa virkelig frembudt sig. Den 17de Januar 1854 viste en af sin Unge ledsaget Rethval sig i Biskayerbugten udenfor Havnen San Sebastian; da der blev gjort Jagt paa dem, undslap Moderdyret, men Ungen blev fanget, og dens Skelet bragtes til Pampelona. Den udmærkede Lærde, Professor Geffroy, hvis Interesse for vort Fædreland vi Danske have saa stor Anledning til at paa- ') Pontoppidan, C. Hval- og Robbefangst udi Strat-Davis S. 81. CM c AS 76-18. 485 skjønne, havde den Godhed at give den ene af Forfatterne Underretning om denne mærke- lige Begivenhed, og tillige at sende en lithographeret Afbildning af den fangede og dræbte, omtrent 26 spanske Fod lange Unge, som var blevet forfærdiget efter en paa Stedet under Dr. Monederos Veiledning udført Tegning, Som det var at vente fremstiller denne Afbildning en fra Grønlandshvalen endog overmaade afvigende” Art, hvis forholdsviis meget lille Hoved ikke udgjør meget mere end en Femtedeel af Dyrets hele Længde, medens det tillige frem- byder den for Sydhavshvalerne saa charakteristiske Krumning af Mundspalten bagtil. Der- som der altsaa ikke skulde leve flere fra Grønlandshvalen forskjellige Rethvaler i det nord- lige Atlanterhav (og der er for Tiden neppe tilstrækkelig Grund til at troe det), tør man vel antage, at man i den ved San Sebastian fangede Hvalunge virkelig har Nordkaperen eller de gamle Biskayeres Sarde for sig; og hvis saa er, bekræfter Afbildningen fuldstændigt den Mening om denne, til hvilken vi ad anden Vei vare komne. | For tilfulde at benytte den rige Leilighed til at studere Nordkaperen, som ved et heldigt Tilfælde her var skaffet tilveie, begav den ene af Forfatterne, Eschricht, sig i 1858 til Pampelona. De nærmere Resultater af hans Undersøgelse af Ungens Skelet skulle være Gjenstand for en senere Afhandling, som han forbeholder sig at udgive; her kan det være nok at anføre, at det lykkedes ham at bringe paa det Rene, at, medens Nordkaperen vel er en Sydhavshval, er den dog virkelig, som vi rigtigen havde formodet, en selvstændig, fra Kapshvalen aldeles forskjellig Art. Det tor maaskee ansees for tilstrækkeligt afgjort ved den foregaaende Undersøgelse, at Grønlandshvalen ligesaa lidt før som nu har været at finde i Biskayerbugten; at den overhovedet aldrig til nogensomhelst Tid har havt hjemme i de iisfrie europæiske Have, men at det har beroet paa en Forvexling med en anden Rethval, Sarden eller Nordkaperen, naar man har troet og tildeels endnu stedse troer, at den tidligere har udbredt sig til disse. Det staaer tilbage at undersøge, om den forekommer ogsaa paa den modsatte øst- lige Halvkugle, og, hvis saa er, da at forsøge at bestemme Grændserne for dens Udbred- ning der, og navnlig at oplyse, om den regelmæssigt gaaer ned i Behringsstrædet og Behringshavet. Dette Spørgsmaal lader sig imidlertid neppe bringe til nogen fuldkommen sikker Afgjørelse ved Hjælp af de hidtil foreliggende Kjendsgjerninger, og da heller ikke de faa yderligere Oplysninger, som vi selv have formaaet at indhente, ere tilstrækkelige dertil, skulle vi kun i al Korthed berøre det, Som bekjendt har man flere Exempler paa, at man, meget længe førend nogen euro- pæisk Hvalfanger havde besøgt det stille Hav"), der har fundet Hvaler, i hvilke der sad euro- !) Det første Forsøg paa at sende Hvalfangere til det stille Hav skeete i Aaret 1788, da en Skibsreder i London, Enderby, udsendte Skibet Amalia paa Kaskelotfangst rundt om Cap Horn. 486 pæiske Harpuner, som altsaa nodvendigviis maatte være blevne satte i dem i lishavet paa den modsatte vestlige Hemisphære. Den ældste Efterretning om slige Tilfælde skyldes Besætningen af et hollandsk Skib, som i 1653 leed Skibbrud paa Øen Quelpaert og derefter holdtes i et langtvarigt Fangenskab i Korea. I den Beskrivelse af det ovennævnte Land, som en af de Skibbrudne, Hendrik Hamel van Gorkum, udgav efter sin Hjemkomst, fortæller han nemlig, at der i Havet nordost for Korea aarligen findes en stor Mængde Hvaler, af hvilke nogle endnu have franske eller hollandske Harpuner siddende i sig"); og en endnu bestemtere Beretning herom træffer man hos Nikol. Witsen, som for at erholde fuld Vished om en Omstendighed, der dengang havde en overmaade stor og væsentlig Betydning i geographisk Henseende, opsøgte en af disse fra Fangenskabet i Korea bjem- vendte Sømænd, Benedictus Klerk fra Rotterdam, og af dennes egen Mund hørte, at han selv engang havde været tilstede, da en slig Hval, i hvilken der stak en hollandsk Harpun, blev kastet op paa Kysten af Korea’). Et lignende Tilfælde findes anført hos Zorgdrager, som efter navngivne Mænds Vidnesbyrd beretter, at der i »det tarta- riske”Hav« (sandsynligviis ved Japans Kyst) var bleven fundet en Hval, i hvis Ryg der sad en Harpun, som var stemplet med Bogstaverne V. B. og som derpaa kunde kjen- des at have tilhørt en hollandsk Spitzbergensfarer under Commando af en Wilhelm Basti- anse?). Endelig har man ogsaa fra Kysten af Kamtschatka et Exempel paa, at der er 1) Recueil de voiages au nord T. 4me (Amsterdam 1718) p. 52: »Il (Corée) west borné du côté du Nord-Est que par une vaste mer, où on trouve tous les ans une grande quantité de Balaines, dont une partie porte encore les Crocs d: les Harpons des Francois d: des Hollandois, qui vont ordinairement à cette pêche aux extrémités de l’Europe, vers le Nord-Est.« 2) Noord en OostTartarye, Ed. 2. Amsterdam 1705, Vol. 1 p. 43: » De Hollanders, die int Jaer 1653 op Korea gevanyen zijn geweest, oordeelden uit de harponen, die zy in de gevange Walvisschen aldaer vonden, dat dezelve door de Weigats derwaerts waren komen zwemmen. En tot bevestiging, dat de Hollandsche Harpoenen op Korea in de Walvisch zijn gevonden, zoo hebbe ik. met Benedictus Klerk van Rotterdam, welke op Korea gevangen geweest is den tijd van dertien Jaren, over deze Harpoenen gesprooken, die dan verzeekert, wel toe te hebben gezien, wanneer in zijn tegenwoordigheit uit het lichaem van een Walvisch op Korea, een Hollandshe Harpoen wierde gehaelt, en zegt uitdrukkelijk zulks aen het maekzels gezien te heppen. Hy gaf reden van kennis, dat hy en andere zijner makkers, in hun jeugt wit Holland op de Groenlandsche Visschery hadde gevaeren, en vervolgens de Harpoenen wel ken- den.« Fremdeles p. 44: »Hen Hollandsche Harpoen vonden de Nederlanders in een Walvisch steecken, die daer te Lande tegen de wal dood aenquam drijven, hy was zeer klaer te onderscheiden van een Koresche of Japansche Harpoen, om da de Hollandsche Harpoenen qualijk het derde van de groote der Koresche of Japansche Harpoenen hebben. De Inlanders zeiden dat zy mede meermalen dierge- lijke Harpoenen ontdekten in Walvissen, welke zy bequamen, door aenstranding op hare Kusten.« Zorgdrager, tydske Oversettelse (Leipzig 1723) p. 187. »Hiernechst dienet noch zur Versicherung und Bestiittigung dieser Gedanken, was Peter Jansz. Vischer mir erzehlet hat, nemlich, dass ein in 3 Ost-Indien gewesener Fiscal, Namens Zeemann, ihm selbst berichtet habe, was masen in der Tartari- schen See ein Wallfisch ist gefangen worden, in dessen Rücken eine Hollündische Harpun stack, so mit dem Buchstaben W. B. gezeichnet war, und einem Grönlandsfahrer vom Admiral Wilhelm Ba- stianse gehöret: selbige wird allda in der Kayserl. Kunst-Cammer zur Rarität aufgehoben, wie der 487 strandet en Hval, i hvilken en europæisk Harpun sad fast. Da nemlig den siberiske Rei- sende, Akademikeren G.F. Müller, i 1736 opholdt sig i Jakutzk, traf han der en hollandsk Matros, Henrich Busch ved Navn, som havde været med paa den Expedition, Russerne i 1714 havde foretaget for at finde en Vei fra Ochozk til Kamtschatka, og som fortalte ham, at der i Aaret 1716 under Expeditionens Ophold ved Mundingen af Floden Kompakova (paa Vestkysten af den nysnævnte Halvoe, omtrent paa 50° N.B.) var kastet en Hval op paa Kysten, som havde en Harpun i sig af europæisk Arbeide og stemplet med latinske Bog- staver”). Rigtignok tilføjer Müller, at Busch hverken kunde læse eller skrive, og da det Samme var Tilfældet med de Kosakker, som han var i Følge med, er det saaledes vel muligt, at hans Angivelse ikke i ethvert Punkt er at forstaae efter Bogstaven; men denne Omstændighed kan dog neppe svække hans Beretnings Troværdighed i det hele taget; Busch maatte ifølge sin tidligere Beskæftigelse vistnok være fuldkommen istand til at er- kjende Harpunens europæiske Herkomst, og han har ved den anførte Yttring om de latin- ske Bogstaver vel kun villet sige, at han havde fundet et af de sædvanlige Stempler paa den, hvormed de europæiske Hvalfangere regelmæssig forsyne deres Harpuner. Men hvor interessante disse Tilfælde endog ere, lader der sig dog ikke med Sikker- hed slutte mere af dem, end at Hvaler, som Hvalfangere have gjort Jagt paa ved Spitz- bergen, kunne gjennem Behringsstrædet streife endog heelt ned til Koreas og Japans Kyster. At Grønlandshvalen regelmæssig skulde indfinde sig i disse Egne er der- imod ikke beviist derved; og da Hvalfangerne efter de Barder at dømme, som de hjem- bringe fra Fiskegrundene omkring Japan, nuomstunder ikke træffe nogen anden Hval der end en af de under det collective Navn af Ba/æna australis sammenblandede Arter, maa man, ialfald i de Tilfælde, hvor disse af europæiske Harpuner saarede Hvaler ere blevne fundne saa langt sydpaa som ved Koreas og Japans Kyster, snarest antage, at de kun til- fældigt have forvildet sig derhen. Noget andet er det, om Grønlandshvalen maaskee kunde indfinde sig regelmæssig længere nordpaa i Behringsstredet og i Havet omkring Kamtschatka, og der er Meget, som til en vis Grad taler derfor. Da Sydhavs-Hvalfangerne i Begyndelsen af Aarene fyrretyve begyndte at udstrække deres Togter til disse nordlige Egne, traf de nemlig der en Slags Hvaler, som vare forskjellige fra de sædvanlige Sydhavs- Rethvaler og som de paa Grund af deres meget større Hoved og i en langt stærkere Bue krummede Overkjæbe gave Navn af Bowheads, Buehoveder. Allerede i denne korte Skil- dring af disse »Bowheads« erkjender man uden Vanskelighed Træk, "hvorved Grønlands- hvalen udmærker sig, og deres Lighed med denne bekræftes end yderligere ved de i Handelen Ost-Indische Schiffer Jacob Col von Sardam bezeuget, welcher auch mehr als einmal in Grönland gewesen ist, dahero ihm sothane Harpun bekannt war.« 1) Müller, G. F. Sammlung Russischer Geschichte. Des 3ter Bandes Istes, 2tes u. Stes Stück. St. Petersburg 1758, p. 104. 188 gaaende saakaldte Ochotzske og Polar-Barder, som jo netop hidrøre fra de Egne, hvor Buehovederne jages, og som det ikke er lykkedes os at skjelne fra ægte Nordhvalsbarder fra Grønland ved noget sikkert Kjendetegn. Der kan derfor neppe vere Tvivl om, at der i Havet omkring Kamtschatka lever en Hval, som, efter Hovedets Form og Bardernes Be- skaffenhed at domme, ialfald maa hore til selv samme Gruppe som Gronlandshvalen; om den er noiagtig samme Art som denne, kan derimod vel vanskeligt afgjores, saalenge dens en- kelte i Handelen gaaende Barder er Alt, hvad der er kommet til Europa af den. Vi have i det Foregaaende berørt, at allerede Zorgdrager havde troet blandt de ved Spitzbergen fore- kommende Hvaler at kunne skjelne mellem en Vestiis-Fisk og en Sydiis-Fisk, og man er neppe allerede nu berettiget til ganske at afvise Muligheden af, at Gronlandshvalen kunde vere en collectiv Art ligesom Sydhavshvalen, og at de amerikanske og engelske Hvalfangeres Bowheads isaafald kunde falde sammen med de gamle Hollenderes Sydiis-Fisk. Men hvorledes Afgjorelsen end vil blive, hvad enten Buehovederne med Tiden ville vise sig at vere ægte Gronlandshvaler eller at danne en fra disse forskjellig Art, tor man dog vistnok allerede nu udtale, at der derved neppe vil skee noget Brud paa den geographiske Fordeling af Rethvalernes tvende Grupper; hvilken vi det Foregaaende have efterviist. Havet paa begge Sider af Kamtschatka synes nemlig at vere den sydligste Grendse for disse tidt- nævnte Bowheads; den danske Hvalfanger-Capitain Hr. Sodring, som paa sin tredie Reise til det stille Hav, med Skibet Neptun, fangede tvende saadanne i Behringshavet lige ud for Petropawlowsk, har velvilligen meddeelt os, at det først var paa dette Sted at han traf dem, og at der paa den noget sydligere Fiskeplads, hvor han tidligere havde fanget, kun havde viist sig de sædvanlige Sydhavs-Rethvaler. De to Stykker, som det lykkedes Hr. Sodring at fange, fik han i Maanederne Juni og Juli; der var dengang ingen lis der, hvor han krydsede, mellem Petropawlowsk, Behringsoen og den vestligste af Aleuterne, men lidt nord for Behringsoen skal Isen efter hans Angivelse paa sine Steder endnu ligge saa langt ud paa Sommeren. Bowheads, vare dengang paa den nævnte Fangeplads blandede mellem sædvanlige Sydhavs-Rethvaler, og han havde saaledes god Leilighed til ved umid- delbar Sammenligning at overbevise sig om den væsentlige Forskjel i disse to Rethvalers Udseende. Om imidlertid Buehovederne længere hen paa Sommeren drage nordpaa gjen- nem Behringsstrædet, om det maaskee kun er i en kortere eller længere Tid af Aaret af de mødes med Sydhavs-Rethvalerne i Havet ved Sydspidsen af Kamtschatka, saa at sige paa Grændsen af begges særlige Udbredningsbelter, men i den øvrige Deel af Aaret maaskee ere vidt fjernede fra dem i ganske andre Have, dette maae vi overlade fremtidige lagtta- gere at opklare. 489 Nordhvalens ydre og indre Særkjender. Den foregaaende Undersøgelse har ført til Erkjendelsen af, 1) at der ikke blot paa den sydlige, men ogsaa paa den nordlige Halvkugle og atter saavel vest som øst for den gamle Verden findes flere forskjellige Arter af Rethvaler; 2) at alle disse Arter synes at kunne henføres til to forskjellige Grupper, hvoraf den ene kan siges at have Kapshvalen, den anden Nordhvalen til Repræsentant, og 3) at den af disse to Grupper, der repræsen- teres ved Kapshvalen, langtfra at være indskrænket i sin Udbredning til Havene syd for Linien, tvertimod har og altid har havt hjemme i alle den nordlige Halvkugles iisfrie Have, saavel i Vest som i Øst, medens hiin anden Gruppe holder sig nærmere Nordpolen og navnlig (som Tilfældet er med Nordhvalen) til Isens umiddelbare Nærhed. Videnskabens næste Opgave maa det nu blive at udfinde tilfredsstillende Sær- kjender, udvendig og indvendig paa Skelettet og alle dets enkelte Dele, idetmindste for de to Arter, der ere opstillede som Repræsentanter for de to Grupper, dem vi for Kortheds Skyld ville betegne som Nordhvalernes og Sydhvalernes Gruppe. For den sidstnævnte Gruppes Repræsentant kan dette siges at være opnaaet ved Cuviers classiske Undersøgelser af to Skeletter af denne Art, det ene af et voxent Dyr, det andet af en Unge, begge fra Kap sendte til Parisermuseet ved den franske Naturforsker Delalande. Men en lignende Sending var hidtil ikke kommen hverken Cuvier eller nogen anden europæisk Naturforsker til Gode af Grønlandshvalen. Hvor hoist ønskeligt det end altid har maattet være at faae dette mærkværdige Dyr, hvoraf i et Par Aarhundreder flere Tusinder aarlig bleve fangede, noiere undersøgt, har dette dog hidtil aldrig kunnet lykkes. Saa besynderligt dette ved første Øiekast end kan synes at være, ligger dog ved nærmere Betragtning Grunden dertil tydelig for Dagen. Under den tidligere saa rige Fangst af dette Dyr i de nordlige Polarhave havde de enkelte mere videnskabelig dannede Hval- fangere — saasom navnlig Capt. W. Scoresby — en overordentlig gunstig Leilighed til at gjøre Iagttagelser om dets Levemaade paa den Aarstid , da Fangsten udførtes, saavelsom om dets Ydre, men ingenlunde til at anstille nærmere Undersøgelser af de enkelte Dele, ei heller til at opbevare og hjembringe synderligt deraf. Afseet fra Barderne, tilberedte Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 62 490 som Handelsvare, har Udbyttet af de mange tusinde Individer, som deraf bleve dræbte, for samtlige europæiske Museer indskrænket sig til en 4 til 5 smaa Fostre, 3 eller 4 meer eller mindre ufuldstændige Cranier og forskjellige enkelte Knogler, især Underkjæber og løsrevne Trommehulebeen. Af Fostrene er et (mandligt) blevet benyttet af Jan Arnold Bennett), et andet (qvindeligt) af Peter Camper?) til at give en Oversigt over de fornemste indre Deles Leie, et Par af G. Sandifort?) til at undersøge Strubehovedet. Af Cranierne er et af en Nyfodt blevet beskrevet og afbildet i sine ydre Dele af Camper (see Note 2), det af et ældre Individ, som findes i Berlinermuseet er paa samme Maade blevet beskrevet og afbildet, deels afPander og d’Alton d. AR.*), deels af Brandt og Ratzeburg); endelig er et temmelig beskadiget Cranium i British Museum af et udvoxet Individ og adskillige enkelte Knokler ligeledes blevne beskrevne og afbildede af Cuvier®). (Et ungt Cranium i Hamborger Museet er, saavidt vides, ikke beskrevet). Det var, og kunde kun være, enkelte Brudstykker af Dyrets Anatomie, der paa et saa ufuldstændigt Materiale kunde leveres. Savnet af en noiere Charakteristik af Nordhvalen kan maaskee siges med Hensyn til dens.Skeletdele at have været mindre føleligt, saalænge man kun antog to Arter af Rethvaler, og dog den ene Arts Skelet ved Cuviers Undersøgelser var godt kjendt. Enhver Rethval- knogle, der ikke bar den tilsvarende Knogles Charakterer hos Kapshvalen, kunde da endnu bestemmes som tilhørende Nordhvalen. Ifølge det Resultat, hvortil vi ere komne ved de i det foregaaende Afsnit meddeelte Undersøgelser, er Forholdet nu et heelt andet. Vel tør vi, som allerede ovenfor (Pag. 483) udtalt, formode, at samtlige til hver af Grupperne hørende Arter besidde de Særkjender i Beenbygningen, der charakterisere Gruppens Re- præsentant, men det bliver da af største Vigtighed at have fuldstændig Kundskab om disse Serkjender hos hver især. Langtfra altsaa, at en noiere Beskrivelse af Nordhvalens enkelte Dele i Almindelighed og Skeletdele i Særdeleshed nu, efterat de Cuvierske Undersøgelser af Kapshvalen ere i Alles Hænder, skulde kunne siges at have tabt sin Interesse, maa den tverlimod paa Videnskabens nærværende Standpunkt siges at være mere nødvendig end nogensinde for. Hertil ville vi endnu foie følgende Bemærkninger. Da man ved Cuviers Undersøgelser af Kapshvalens Beenbygning ikke blot har faaet et fyldestgjørende Beviis for dens Artsforskjellighed fra Grønlandshvalen, men den første fuldstændige Beskrivelse af et Rethvalskelet overhovedet, maatte dens Skelet tillige staae som Repræsentant for Rethva- 1) Natuurkundige Verhandelingen van de Koninklijke Maatschappy der Wetenschappen te Haarlem. 5 D.. 1 Stuk. Amsterd. 1809. *) Observations anatomiques sur la structure intérieure et le squelette de plusieurs espèces de cétacés. Paris 1820 (Opus posthumum). 5) Nieuwe Verhandelingen der eerste Klasse van het Koninklijk-Nederlandsche Instituut van Weten- schapen te Amsterdam. Derden Deels eerste Stuk. Amsterdam 1831. 4) Skelette der Cetaceen 1827. 5) Medieinische Zoologie 1. Bd. 1829. 6) Recherches sur les ossemens fossiles. Tome V. ag lernes Beenbygning overhovedet. Vi vove imidlertid at paastaae, at Nordhvalens Skelet dertil egner sig bedre end Kapshvalens, navnlig i Modsætning til Rorhvalernes Been- byening; og det paa Grund af, at det forste Resultat af enhver Sammenligning mellem Kapshvalen og Nordhvalen altid maa være, at denne staaer i en skarpere Modsætning til Rorhvalerne end hiin, eftersom det er hos Nordhvalen, at Barderne, hvis umaadelige Ud- vikling er Rethvalernes væsentligste Særkjende, have naaet deres Hoidepunkt, og alle de indgribende Formeiendommeligheder, som betinges af den overordentlige Bardeudvikling, maae folge Skridt for Skridt med den. Men vi have endnu en ny Grund at anfore for at benytte Nordhvalen fremfor den kapske Sydhval til Repræsentant for Rethvalernes Slægt, og det en Grund, der ifølge det Foregaaende vel kunde siges at være overraskende, den nemlig, at, hvor mange Besvær- ligheder og Bekostninger det end altid maa føre med sig at skaffe Skelet og Indvolde til- veie af saa colossale Dyr som Rethvalerne overhovedet, ville disse Besværligheder og Be- kostninger dog i Reglen være langt mindre betydelige for Nordhvalens Vedkommende end for enhver anden Arts, saalænge det kun er med dens regelmæssige Kystfangepladser (i Grønland), ikke med Sydhavshvalernes (ved de africanske og nyzeelandske Kyster), at euro- pæiske Museer hidtil vides at være traadt i Forbindelse, hvortil endnu kommer den paa- skjønnelsesværdige Beredvillighed, der bestandig har været viist de danske Museer og Videnskabsmænd fra den Kongl. grønlandske Handels Directions Side og fra de ved det nordlige og sydlige Inspectorat ansatte Embedsmænd, tidligere navnlig Hr. Major Fasting og den desværre tabte Capt. Holbøll, i seneste Tid de Herr. Dr. Rink og Justitsraad Olrik. Det er nemlig, som Erfaringen har lært, ikke fra Hvalfangerskibene, men fra de regel- mæssige Kystfangepladser, at man kan gjøre sig Haab om at faae det til Rethvalernes Studium nødvendige Materiale. Hvor heldige vi i denne Henseende have været, vil frem- gaae af Listen paa det Materiale, der har staaet til vor Raadighed ved denne Under- søgelse, 1) Det fuldstændige Skelet af et omtrent 474 Fod langt, ifølge Angivelsen mand- ligt Individ. Det blev i Aaret 1846 mod Godtgjørelsen af de forholdviis ubetydelige Om- kostninger af Capt. Holbøll overladt Bestyreren af Universitetets zootomisk - physiologiske Museum og af ham til Museet, og har deri staaet opstillet indtil Vinteren 1860—61, lige- som det ogsaa er fornemmelig efter det, at Afbildningerne ere tagne paa den efterfølgende 2den, 4de, dte og 6te Tavle. Men da det, skjondt iøvrigt fuldstændigt, havde den Mangel, at alle de forreste Halehvirvler vare aldeles udartede i deres Form ved Exostoser, og da dets Bækkenbeen kun fandtes at bestaae af to Knogler paa hver Side, medens den tredie, der turde have den allerstørste Interesse, manglede, har det nu maattet vige Pladsen for det følgende, der med alle dettes Fuldkommenheder ikke havde nogen af disse to væsent- lige Mangler. 62" 2) Et først i Efteraaret 1860, altsaa efterat denne Afhandling allerede var bleven forelagt Selskabet, ved Hr. Dr. Rink til det samme Museums Bestyrer besørget Skelet af en udvoxen Han, 44%‘ lang, fanget den foregaaende Vinter ved Holsteinsborg, og der paa det omhyggeligste præpareret ved Hr. Kolonibestyrer Elbergs Forsorg. Med Skelettet fulgte adskillige andre Dele af samme Individ, alle nedlagte i Salt, nemlig den forreste og bageste Deel af Bardesættet, det mandlige Lem, Øinene, de Dele af Huden, hvorpaa Blæsegattet og Øregangene udmunde, og hele Strubehovedet. | 3) Det ligeledes fuldstændige Skelet af et ungt Individ af Hunkjonnet, 22 Fod 4 Tommer langt. Det er i Efteraaret 1857 af Hr. Justitsraad Olrik sendt til det Kongl. naturhistoriske Museum. Barderne vare endnu fastsiddende til Ganens Sidedele, og Bækken- benene samt Strubehovedet med Luftroret medfulgte. 4) Et nyfodt Individ af Hunkjonnet, der den 6te Mai 1843 var blevet harpuneret af en engelsk Hvalfanger i Nærheden af Godhavn, medens det fulgte Moderdyret, og som Skibets Capitain, da han 12 Dage derefter, den 20de Mai 1843, lob ind til denne Havn forærede til Hr. Major Fasting, der atter (som allerede anført) skjænkede det til det Kongl. naturhistoriske Museum. Da det om Efteraaret samme Aar kom hertil i Saltlage, havde det en Længde af 13 Fod, hvoraf Hovedet udgjorde 4‘, altsaa lige mellem ? og Ys. Skindet staaer udstoppet i Museet, Skelettet tørret, og dette har for Tiden kun en Længde af 11/9”, hvoraf Hovedet udgjor 3/9“, altsaa næsten 15. Indvoldene bleve af den daværende Direc- tion for det Kongl. naturhistoriske Museum overladte Universitetets zootomisk - physiologiske Museum. 5) Hovedet af et omtrent fuldbaaret Foster, næsten af samme Størrelse som det af det sidstnævnte, nemlig 3/8" langt. Det blev i 1854 sendt i Saltlage fra Capt. Holbøll og er nu for største Delen opbevaret i Viinaand i det zootomisk-physiologiske Museum. 6) Et qvindeligt Foster, 8% langt, Hovedet 271012" ligeledes af Capt. Holbøll nedsendt i Saltlage og nu stykkeviis opbevaret i Viinaand i samme Museum. Dette Materiale til Studiet af Nordhvalens ydre og. indre Bygning maa unegtelig kaldes et forholdsviis overordentlig rigt, naar man tager Hensyn til, at hidtil end ikke et heelt Skelet af dette mærkværdige Dyr nogensinde har staaet til Naturforskernes Raadighed. Med Hensyn til de ydre Former have vi maattet holde os til lagttagelserne paa det ny- fødte Exemplar og Fostrene, nedsendte i Saltlage, og med Hensyn til Indvoldene staaer ogsaa mangt et Savn endnu tilbage at udfylde, men ved de fastere Dele, navnlig Skelettet, kan dette neppe siges at være Tilfældet. En væsentlig Fordeel ved vort Materiale bestaaer deri, at det indbefatter Individer af saa høist forskjellig Alder og Udvikling: to Skeletter af omtrent udvoxne Individer, eet af et halvvoxent, et nyfødt Individ og et Foster fra Svangerskabets Midte. Foie vi hertil endnu, at det ogsaa er blevet Een af os forundt i Sommeren 1842, ved Prof. Sundevalls Forekommenhed at besigtige og udmaale et i Stokholmer Rigsmuseet i Viinaand opbevaret Foster, 16%“ langt, saa vil det neppe vere for meget sagt, at Alders- forskjellighederne for denne Art i de allerfleste Henseender ere blevne os fuldkommen klare. I Henseende til Kjønsforskjellen have vi været mindre heldige, idet de to ældste Individer begge have været Hanner, alle de spæde derimod Hunner. Som en overordentlig stor Fordeel maae vi endelig endnu udhæve, at Fostret fra Uterinlivets Midte og Hovedet af det fuldbaarne Foster have — efterat være skilte i flere Stykker — kunnet opbevares i Viinaand. At man end ikke til Skelettets Undersøgelse, naar den skal være nogenlunde fuldstændig og noiagtig, kan undvære Exemplarer med alle Delene i deres naturlige indbyrdes Sammenhæng, gjelder maaskee for Hvaldyrene mere end for nogen anden Dyrfamilie. Uden at have deslige Exemplarer til sin Raadighed kan man hverken danne sig nogen rigtig Forestilling om Brystlemmernes rette Stilling eller om Ribbenenes Forbindelse med Hvirvelsoilen og med Brystbenet, eller om Bækkenbenenes Leieforhold til de øvrige Dele. Ja selv om de enkelte Knoglers Form kan man hos ud- voxne Individer ikke i alle Tilfælde, hos yngre saagodtsom i intet, faae en noiagtig Fore- stilling, naar de først have været underkastede enten Tørringens eller Forraadnelsens Indvirkning. Thi Forbeningen skrider navnlig hos de store Bardehvaler meget langsomt frem; i flere Knogler fuldføres den først overmaade seent, i nogle, saasom i Haandrod- og Fingerknoglerne, rimeligviis aldrig; men saalænge en Knogle endnu tildeels er bru- sket, navnlig paa sin Overflade eller paa sine meest fremragende Dele overhovedet, saalenge taber den omtrent lige meget sin naturlige Form, hvad enten det Bruskede skrumper ind ved Tørringen eller falder af ved Forraadnelsen. Vort rige Materiale have vi i nærværende Afhandling benyttet efter bedste Evne til at give, saavidt mulig, en fuldstændig Beskrivelse af Nordhvalens ydre Former og mere udadtil liggende Dele overhovedet, samt af Skelettet og dets enkelte Knogler. I Overeensstem- melse med den Anskuelse, at det er hos Nordhvalen at Rethval-Slægtens eiendommelige For- mer skarpest ere udtalte i Modsætning til Rørhvalernes, have vi under dens Beskrivelse stadig kastet et sammenlignende Blik paa disse; men da vi derhos antage Nordhvalen og Kaps- hvalen hver for sig som Repræsentant for en særlig Gruppe indenfor Rethvalernes Slægt, have vi ikke mindre stadig tillige havt Kapshvalen for Øie, idetmindste forsaavidt delte lod sig gjøre gjennem Cuviers Beskrivelse og Afbildninger af denne Årt. Nordhvalen maa unegtelig henregnes til de kolossaleste af alle Dyr. De store Finhvalers meget større Længde opveies ved Nordhvalens langt betydeligere Tykkelse; Pukkelhvalerne kunne blive nok saa lange, men ikke saa tykke; Sydhvalerne staae idetmindste for størstedelen tilbage for den, saavel i Længde som i Tykkelse, og blandt Tandhvalerne 494 findes kun eetDyr, som maaskee i begge Henseender kan stilles ved Siden af Nordhvalen, nemlig Han-Kaskelotten. Til Bestemmelsen af det Spørgsmaal, hvor stor den udvoxne Nordhval kan antages at være, have vi et Par Bidrag at meddele. Som bekjendt, har den overordentlig erfarne og paalidelige Hvalfanger Scoresby angivet, at de største Nordhvaler, han har seet, vare henved 60 engelske Fod lange, eller henved 58 danske, hvorhos han dog ikke vil benægte, at de jo kunne naae ud derover. Ingen vil vel tyde denne Angivelse saaledes, ‚som om enhver Nordhval, der ikke har naaet 58 eller derover, ei heller skulde være ud- voxen; det er en Selvfølge, at der blandt Nordhvalerne ligesom blandt Dyrene i Alminde- lighed findes større og mindre Individer. Men af det til vor Raadighed staaende Materiale synes det at fremgaae, at den individuelle Forskjellighed i denne Henseende turde være betydeligere, end man vel har tænkt sig. Man veed, at Hvirvelbeenslegemerne forbene paa samme Maade som de lange Knogler, nemlig først i Midtstykket, dernæst i hver af dets to yderste Ender, her nemlig i Form af Beenskiver, hvorefter Vexten i Længderetningen endnu kun gaaer for sig i den ikke for- benede Deel mellem Midtstykket og Endestykkerne. Er omsider ogsaa denne Deel forbenet, saa at alle tre Stykker danne et eneste fastsammenhængende Beenstykke, saa er det ogsaa aldeles forbi med Væxten i denne Retning. Men med Standsningen af alle de enkelte Hvirvelbeens Væxt, maa ogsaa hele Hvirvelsoilens Væxt i Længden være standset, og at Kjæberne da endnu skulde blive ved at forlænge sig er i alt Fald heist usandsynligt. Vi maae altsaa holde fast paa den bekjendte Regel, at Hvirvellegemernes Sammensmeltning med deres Endeplader afgiver et sikkert Mærke paa, at et Skelet hidrører fra et fuldt udvoxet Dyr. Dette Mærke er nu virkelig tilstede paa eet af de til vor Raadighed stillede Ske- letter, men, mærkeligt nok, — det er ikke paa det største iblandt dem, der er 47% Fod langt, Hovedet 18/7, men paa det under Nr. 2 anførte, der kun er 441 Fod langt, Hove- det 1777", Paa det større Skelet er Forbindelsen mellem Hvirvellegemerne og deres Ende- plader rigtignok intetsteds saa løs, at det skulde have været nødvendigt ved Opstillingen at nagle dem sammen, men dog — især i hele Brystegnen — ikke inderligere, end at man jo ved en vis Kraftanvendelse maalte kunne skille dem ad. Hyirvellegemerne og deres Endeplader danne ikke endnu en enkelt Beenmasse, og saalenge dette ikke er Tilfældet, er en yderligere Væxt i Længderetningen endnu mulig. Det er altsaa afgjort vist, at nogle Nordhvaler ere udvoxne, uagtet Hovedet er idet- mindste 1 Fod, hele Legemet idetmindste 3 Fod kortere end hos andre Individer af samme Art. At vor Udmaaling af det mindre Individ kan være faldet noget for lavt ud, tør ikke ganske benegtes, men vist er det, at det ‘alfald ikke gjelder for Hovedet, og kun i meget ringe Grad kan gjelde for Hvirvelsøilen, navnlig af følgende Grunde. Intet Hvirvel- been mangler, end ikke paa Halespidsen; thi, i Overeensstemmelse med hele Præpara- tionens Omhyggelighed, fandtes de sidste 11 Hvirvelbeen endnu forenede ved deres Mellem- brusk og det allersidste endnu forenet med Huden i Indsnittet mellem Halefligene. En Indskrumpning af Mellembruskene tør ikke negtes, men den kan i hele Hvirvelsøilens Længde neppe have udgjort en heel Fod; thi Bruskene vare ingenlunde indtørrede, og ligesom de sidste Halehvirvler, saaledes vare ogsaa de øvrige Hvirvler endnu forenede parviis i na- turlig Sammenhæng, hvorved det blev let at stille dem alle i den rette Afstand indbyr- des. De 11 sammenhængende Halehvirvler udgjorde ved Modtagelsen midt i Septem- ber 1860, da Mellembruskene endnu vare meget bløde, 3’5"; to Maaneder senere, da Mellembruskene vare blevne tørre, var endnu ikke nogen Forandring kjendelig i dette Stykkes Længde, men midt i April 1861, altsaa 7 Maaneder efter, vare de indsvundne Wl ob aie ; Vi troe os altsaa berettigede til at angive, at idetmindste enkelte Nordhvaler ikke opnaae større Længde end 44% eller hoist 45 Fod (46 engelske Fod, 14", 12) skjondt det synes, at andre kunne blive en heel Trediedeel længere. Men hertil knytter sig en anden Betragtning. Om hiint lille, og dog udvoxne Individ er det afgjort, at det var en Han. Til yderligere Sikkerhed fulgte dets Penis med i Salt, og al Tanke om en mulig Forvexling maatte saa meget mere falde bort, da det var det eneste Individ, der overhovedet var blevet fanget ved Colonien i de to sidste Aar. Vort andet store Skelet var ikke fuldt udvoxet, men dog meget nær derved, og skjøndt 3 Fod længere end hiint, vilde det dog, som udvoxet, altid endnu kun gjelde for en mindre Nordhval, og om dette Exemplar er det ligeledes ud- trykkelig blevet os opgivet, at det var en Han. Disse Erfaringer, hvor faa de end ere, kunne dog nok tjene til Styrke for den Sætning, at hos Nordhvalen ligesom hos Hval- dyrene i Almindelighed (afseet fra de i denne Henseende saa isoleret staaende Kaskelotter) Hannerne ere mindre end Hunnerne, og at altsaa sikkerlig alle Angivelser om Nordhvalens største Længde kun gjelde om Hunnerne. Af bestemte Udmaalinger har Scoresby kun angivet sex"), og af de udmaalte Individer er Kjønnet kun angivet paa de fire; to vare Hanner, to Hunner. Det længste Individ, 58 engelske Fod langt, var iblandt dem, hvis Kjon ikke er opgivet. Det maa være os tilladt at antage, at det har været en Hun. Den næststørste var en Han, 52 engelske Fod (50Yo Danske) lang. Om det end kunde antages, at Sco- resbys Udmaalinger vare skete efter samme strenge Fremgangsmaade som vore, nemlig ikke langs den hvælvede Overflade men efter en lige Linie mellem Snudens forreste Spidse og Indsnittet mellem Halefligene, saa foreligger dog intet bestemt Tilfælde, i hvilket Nord- hvalhannen har havt en større Længde end 50e danske Fod, og en Svæven mellem 45 og 1) Account, I, p. 464. 501% Fods Længde er neppe betydeligere end den, der ellers overhovedet finder Sted hos een og samme Årt. Til Bestemmelsen af Nordhvalens sædvanlige Længde ved Fødslen troe vi at kunne paaberaabe os det paa vor Liste under Nr. 4 anførte Exemplar, der findes afbildet paa den første Tavle. Vel svømmede det allerede frit, da det harpuneredes ved Siden af Moderdyret, men en Deel af Navlesnoren var dengang endnu vedhængende. Allerede ovenfor er det blevet sagt, at det ved Ankomsten hertil i Saltlage maalte i lige Linie 13 Fod. At Nord- hvalen ved Fødslen er en 13—14 Fod lang eller lidt derover, stemmer ogsaa saavel med de sædvanlige Angivelser som med den Regel, at de store Hvaldyr ved Fødslen have mel- lem 4/3 og {4 af det voxne Dyrs fulde Længde, dog nærmere ved 4/4, medens de mindre Arter som nyfødte allerede maale omtrent 43. Vort Individ var en Hun; at Hannerne allerede fra Fødslen skulde være mindre end Hunnerne, altsaa under 13—14 Fod lange, er ialt Fald usandsynligt. De fleste af Rethvalerne i de mildere Verdenshave blive neppe saa store som de største Nordhvaler, men deres Hunner alligevel tildeels større end de udvoxne Nordhvalhanner. Om dem i det sydlige Atlanterhav veed man navnlig af Cuviers Maalinger, at det i Pari- sermuseet opstillede Skelet af den kapske Rethval er 14,55 (= 4613 danske Fod) langt. I Museet i Bordeaux findes en Efterligning i papier maché af et Rethvalfoster, der i 1831 er taget af Roussel de Vauzeme i Nærheden af Tristan d’Acunha og maalt at ære 2" 8” langt (fransk Maal), altsaa 0,"866. Paa Etiquetten staaer anført, at Moderdyret var 21 Gange længere, hvilket vilde udgjøre 43% franske Fod eller 14 Metrer — 44% danske Fod. I Parisermuseets Gaard sees opstillet Skelettet af en Rethval fra Sydhavet, og navnlig fra Acaroabugten ved Ny-Zeeland (en drægtig Hun), som ifølge velvillig Meddelelse af den ved Museet ansatte Naturforsker Hr. Gratiolet, paa Fangestedet skal være bleven udmaalt af Hr. Lieutenant Méryon og funden 15”,9 lang, hvilket udgjør 49%3 danske Fod, og den Hunhval, som Dieffenbach udmaalte i Jackson-Bugten paa samme Øe, og af hvilken han hjembragte den Tegning, som foranledigede Gray til at opstille sin Balena antipodarum, var endog 60 engelske, eller 58/4 danske Fod lang, men blev rigtignok ogsaa anseet for et aldeles udsædvanlig stort Exemplart). Hvad fremdeles de nu næsten udryddede Rethvaler i Atlanterhavet nordfor Linien angaaer, er det eensstemmig angivet af de ældre Hvalfangere, at de vare betydelig mindre end Nordhvalen ikke blot i Legemets Omfang, men ogsaa i Længderetningen. Der- imod synes det næsten, som om de Rethvaler, der leve i det nordlige stille Hav, kunne, om ikke overgaae, saa dog fuldkommen maale sig med Nordhvalen. Vel er der os ingen 1) Dieffenbach, E. Travels in New Zealand. Vol. 1, p. 44. 497 af Fagmænd foretagne Udmaalinger bekjendte af disse Hvaler; men efter de Oplysninger at dømme, som den ene af Forfatterne (Reinhardt) indhentede under sit Ophold paa Sand- wichsøerne, synes det rigtignok, at de kunne naae indtil 70 Fods Længde, og navnlig blev det ham meddeelt af Styrmanden paa Hvalfangeren »die Elbe«, at dette Skib i Fangetiden i 1846 noget sønden for Mount Kronotsky havde fanget en Rethval, der var bleven maalt paa Grund af sin Størrelse og var befunden at være 71 Fod lang og 48 Fod i Omkreds samt at have 131 Fods længste Barder. Til at bestemme Arten vil derfor ifølge Ovenstaaende en Rethvals Længde alene ikke kunne tjene uden i visse enkelte Tilfælde. Som een af de væsentligste Charakterer for Nordhvalen maa derimod regnes den overveiende Størrelse af dens Hoved i Forhold til det øvrige Legeme. Alle Rethvaler staae i denne Henseende over Rørhvalerne, men blandt selve Rethvalerne atter Nordhvalen øverst. Imidlertid gjelder dette ikke i lige høi Grad for alle Individer af denne Art; ja den heri saa erfarne Capt. Scoresby siger endog"), at Forskjellen er saa stor, at den kunde lede til Antagelsen af flere Underarter eller Varieteter blandt Nordhvalerne. Hos nogle Individer har han nemlig fundet Hovedet at udgjore ”4o af hele Dyrets Længde, hos andre neppe 340, ligesom han ogsaa hos nogle har fundet Legemets Omkreds at udgjøre næsten 7/10, hos andre under 4o eller endog kun lidt over !/ af dets Længde. Paa vore Skeletter have vi fundet en lignende Uovereensstemmelse, men langtfra derved at formode Subspecies eller Varieteter, have vi deri endog troet ganske aabenbart at finde en regelmæssig Kjøns- og Aldersforskjellighed. Vore Udmaalinger viste nemlig følgende Forhold: Hovedet 184‘ 37 Paa Skelettet af den største Han — i — 0,3895 EA ts Dele Længden 471" 95 an, Hovedet 17° 7” 211 » — » » mindre Han 0,3959 hele Længden 44° 5” 533 d Hoved 7° 7” 91 » = Se unge Hun = =~ = 0,339 he Længden 22‘ 4 268 4 Hoved 4° 4 ag peudentinyiadtenHum 2.2... 2: Frue ot 0,3077 Mert: : Hoved 2° 104 69 » det i Viinaand gjemte 2 Fost 2 — — = 0,3317 25 easter Længden 8' 8” 208 ga » » spæde (Stokholmer) 2 Foster = ala a or å ÉN Bs Længden 1‘ 44% BE LEGE PN 9 1) Account, I, p. 469. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk, og mathem. Afd. 5 Bd. 63 498 Her have vi rigtignok ogsaa Hovedets forholdsvise Størrelse snart som næsten 4/10 snart som endog under 10 (%); men det kan neppe antages at være tilfældigt, at begge de storhovedede Individer vare voxne Hanner, alle de smaahovedede derimod unge Hunner. Kun derom kunde der være Tvivl, hvorvidt Forskjellen snarere tilhører enten Alderen eller Kjonnet. Men denne Tyivl turde maaskee allerede siges hævet ved selve Scoresby's Angi- velser. Hvor mangfoldige Nordhvaler denne udmærkede Hvalfanger end har fanget, har han dog sikkerlig ikke udmaalt dem uden i ganske enkelte Tilfælde, og disse synes at indskrænke sig til hine 6. Flere bestemte Udmaalinger har han ialfald ikke angivet, og til flere kunne» vi altsaa ikke heller holde os. Disse 6 Udmaalinger”) viste følgende: Kjønnet. Længden. ee Forholdet. ængde. une) hin ene | 54 engl. | 0,2941 Han. ; 28 81 | 0,30356 Buin : ae 50 155 É 0,3100 3 Uangivet à 51 re: 16 | 0,3137 Hana aims 20 | 0,846 Uangivet . 58 19 0,3276 Man seer, at i de 4 af disse :ilfelde, i hvilke Kjonnet er angivet, er Forholdet hos den store Han: 0,3846, altsaa næsten ganske som paa vore to store Hanner, hos den lille Han (28°) kun 0,30356, altsaa endog mindre end paa den af os udmaalte 221" lange Hun. Vi have altsaa Grund til at antage, at Hovedets overveiende Storrelse forst ud- vikler sig med Alderen; men af Maalingerne paa de to Hunner fremgaaer det dernæst, at Hovedet paa det store Individ (50°) ogsaa kun udgjorde 0,31; Hovedets overveiende Stor- relse synes altsaa at være et Særkjende for den ældre Han alene. Denne Slutning faaer en endnu langt større Sikkerhed, hvis vi tør antage, at de to af Scoresby udmaalte Indi- vider, hvis Kjon ikke er angivet, begge store (58° og 51‘) og begge med et forholdsviis lille Hoved (0,3276 og 0,3137), have været Hunner. For at sammenfatte dette Resultat i faa Ord: maa Hovedet hos Nordhvalen antages fra Fødslen af at vere mellem % og Ys af hele Legemets Længde, paa ganske friske Ex- emplarer rimeligviis nærmere %, paa de i Saltlage eller Viinaand gjemte (paa Grund af Hvirvelsoilens stærkere Indskrumpning) nærmere 1/3; det vedbliver hos Hunnen hele Livet at 1) Account, I, p. 464. 199 holde sig til {3 eller noget derunder, men naaer hos Hannen under Opvæxten til langt over 43, endog til %5. . Saaledes faaer da Hannen, skjondt kjendelig mindre end Hunnen, dog et endog absolut taget langt større Hoved. Ved at sammenligne vore Udmaalinger med Scoresbys bliver man let opmærksom paa, at Hovedets forholdsvise Størrelse i det Hele taget er angivet noget betydeligere af os end af ham, og da hans Udmaalinger ere skete paa friske Individer, vore paa Skeletter eller paa Exemplarer, der i kortere eller længere Tid have ligget i Salt eller Viinaand, vil man maaskee være tilboielig til at stole mere paa hans. Det er ogsaa unegteligt, at man paa Skelettet aldrig kan være fuldkommen vis paa, at Hvirvlerne ere holdte i den tilborlige Afstand indbyrdes, paa Viinaandsexemplarerne ikke med Sikkerhed kan beregne den sted- fundne Indskrumpning af Senebaandene mellem Hvirvlerne. Men for ubetinget at holde sig til de Scoresbyske Maalinger fremfor til vore, vilde det dog være nødvendigt at vide, ikke blot om Maalene ere tagne efter en Linie parallel) med Legemets Axe, hvilket maaskee bør ansees for givet, men, hvor Scoresby har sat Grændsen mellem Hovedet og Kroppen. Paa Skelettet vil man neppe tage i Betænkning at sætte den i Ledforbindel- sen mellem Nakkebenet og Atlas. Paa Hoiden af dette Led findes udvendig paa Nord- hvalen baade de to Øreaabninger og den forreste Vinkel mellem Lufferne og Kroppen. Men Øreaabningerne ere yderst vanskelige at finde, og det er ikke sagt, at Scoresby har regnet med til Hovedet Alt hvad der ligger foran Brystlemmerne. Har han antaget Grænd- sen mellem Hoved og Krop for at ligge længere fortil, saa har det ei heller kunnet und- gaaes, at Hovedets forholdsmæssige Størrelse i alle Tilfælde ansattes for lavt. At der i Sydhvalgruppen kunde findes Arter med et forholdsviis ligesåa stort Hoved som Nordhvalen, kunde man fristes til at troe paa Grund af den Kjendsgjerning, at deres Barder kunne opnaae Nordhvalbardernes endog største Længde (15‘). Vist er det alligevel, at paa de enkelte Skeletter, der hidtil have kunnet blive udmaalte af denne Gruppe, har Hovedet altid viist sig at være under en Trediedeel af Totallængden. Ifølge Cuviers Maalinger var den store Kapshval 14",55 lang (ossem. foss. V, I p. 384), dens Hoved (ibid. p. 377) 4™,30 altsaa kun "/oo1 istedetfor fox (Hs) 1). Af Ungen er Hovedet i samme Værk Pag. 368 angivet kun at vere 2° langt, men Pag. 377 1",2, hvilket udgjør 3° 9”; hele Skelettets Længde er ikke omtalt. Under et Ophold i Paris har Een af os (Eschricht) maalt dette Skelet at vere 4",05, Hovedet 17,05, altsaa %/81 eller kun lidt over 1/4. lfølge den ovenfor angivne Meddelelse af den ved Museet ansatte Dr. Gratiolet, 1) Forholdet bliver rigtignok langt gunstigere, endog over 7/3 (4871455), naar man holder sig til hans Angivelse om Hovedet af det samme Skelet 9 Sider forud (p. 368), nemlig 15 pieds; thi dette ud- gjør 4m,87. 63° 500 skal det friske Dyr have været 15™,90 (50%) langt, Hovedet 4”,22 (knapt 13%‘), altsaa endog kun lidt over Ys (0,2654) af Totallengden. Paa et 31” langt Foster af en ved Kamschatka fanget Hval, henhørende til denne samme Gruppe, var fremdeles Hovedet kun 9”, altsaa %1 istedetfor ‘3. At endelig Nordkaperen har havt et forholdsviis endnu kortere Hoved, fremgaaer af hvad der om denne Art er anført i det foregaaende Afsnit. Nordhvalens Ydre. Vore Iagttagelser over Nordhvalens Ydre gaae ikke synderlig ud over dem, vi have kunnet anstille paa det af Hr. Major Fasting skjænkede, nyfødte Individ. Foruden dette have vi til denne Green af Undersøgelsen kun havt: 1) Hovedet af et fuldbaaret Foster, 2) det 8!/2 Fod lange Foster, og endelig 3) nogle ganske enkelte Dele, der fulgte med det 441: lange Skelet. Ved første Blik paa den 13° lange Nordhvalunge (Tavle ! Fig. 1) faldt den plumpe og robuste Legemsform og den i Forhold til Længden betydelige Tykkelse i Øinene, hvorved Rethvalerne i Almindelighed, men fortrinsviis Nordhvalen udmærker sig fremfor alle Rørhvaler. Og dog havde der hos dette spæde Individ endnu kun dannet sig et ube- tydeligt Spæklag under Huden"). Det tykkeste Sted af Legemet ligger omtrent midt imellem Lufferne og Gattet, Hoidelinien udgjor paa dette Sted Ys eller 1/4 af hele Legemets Længde, (Tavle 1 Fig. 1), saa at Legemets Omkreds her kan anslaaes til 4 af dets hele Længde. Fra den butte Snudespids gaaer Hovedets øverste Omrids i en jevn Skraaning opefter mod Blæsehullerne, der ligge paa Toppen af en lav Ophøining. Denne og Bag- hovedet frembyde de hoiestliggende Punkter af hele Legemet. Bag Blæsehullerne sæn- ker Omridset sig først lidt, men det hæver sig derpaa atter gradviis til en svag Hvæl- ving, der antyder Hjerneskallens Plads, aabenbart en Levning af Fotalformen. Be- tragter man Hovedet ovenfra (Tavle 1 Fig. 2), finder man dets Form meget afvigende fra Rorhvalernes. Bredest mellem Øinene, trækker det sig nemlig tæt foran dem plud- selig sammen til % af denne Brede, indknibes fremdeles meer og meer lige til den fortil afrundede Snudespids, saa at den egentlige Overkjæbe næsten faaer Udseende af et Næb, med hvælvet Overflade og, navnlig fortil, steile Sideflader. Overkjæbens nederste Rand (see Fig. I) var allerede hos Fosteret og end mere hos den Nyfødte krummet efter Længden, skjøndt dog kun svagt i Forhold til hvad den er hos ældre Individer. Langs - *) Hos en diende Unge af omtrent 19! Længde fandt Scoresby allerede et 5“ tykt Spæklag. See: W. Scoresby, Journal of a voyage to the northern whale-fishery. Edinb. 1823, p. 149. med dens forreste Halvdeel strakte sig en lav, men tyk Overlæbe, størst fortil, bagtil stedse lavere, men tykkere, og omsider forsvindende i 1%" Afstand fra Snudespidsen. Mundspalten er forfra bagtil noget Sformig boiet saaledes, at Mundvigen ligger lidt lavere end Spaltens forreste Ende. Den ophører lige under Øiet, men fortsættes endnu noget længere bagtil som en Spalte i den ydre Hud. Underkjæben var allerede hos dette nyfødte Individ betydelig bredere end Overkjæben. Dens to Grene, der fortil støde sam- men under Snudespidsen, bugnede saa stærkt ud til Siderne, at de omtrent midtveis stode langt udenfor Overkjæben. Til Dækning af dette Mellemrum stiger fra deres øverste Rand en ved Udspringet tyk, oventil skarprandet Underlæbe skraat opad og indad. Sin største Hoide (13) har den omtrent midt mellem Snudespidsen og Mundvigen, dog noget nærmere denne sidste. Bagtil taber den sig lidt efter lidt, fortil sænker den sig, i en Afstand af omtrent 7” fra Symphysen, steilere nedefter, saa at der ved denne fremkommer et rund- agtigt Udsnit, hvori under Mundens Lukning den noget fremstaaende Snudespids optages. Samtidig lægge Underlæbens Siderande sig langs Overkjæben og skjule aldeles dennes for- holdsviis saa lille Overlæbe. De udvendige Næsebor, de saakaldte Blæsehuller, findes som allerede anført, paa Toppen af en stump Ophoining, den af Hvalfangerne saakaldte »Krone« 1. Deres Afstand fra Snudespidsen udgjorde hos den Nyfødte 2” 5”. Vi have havt Leilighed til at undersøge dem, ikke blot paa den Nyfodte og de to Fostre, men ogsaa paa det udvoxne 449" lange Individ. De have Form af to (hos den Nyfødte omtrent 3, hos den Voxne 8” lange) Buelinier, der vende Ryggen (Convexiteten) mod hinanden (Tavle 1 Fig. 2 og 3), men saaledes, at deres indbyrdes Afstand fortil er langt mindre (hos den Nyfødte 7°, hos den Voxne 2”) end bagtil (hos den Nyfødte 2” 7, hos den Voxne 7/4”). At deres forreste Hjørner skulde boie sig i modsat Retning, nemlig ind mod hinanden, var ialfald kun yderst svagt antydet saavel hos den Voxne som hos den Nyfødte og Fostret, navnlig ikke nær saa meget som paa den Scoresbyske Afbildning *). De ældre Angivelser om Blæsehullernes Sform maa der- for ansees for urigtige eller ialfald meget overdrevne. Indadtil begrændses Næseborene af den bruskede Næseskillevæg. Her have de en skarp og ueftergivende Kant. Udadtil derimod begrændses de af en tyk, buttet Hudfold, 1) Idetmindste benævne Spitzbergens- og Strait-Davis-Hvalfangerne denne Ophøining saaledes (Sco- resby, Acc. of the Arctic Reg. II, p. 219, i Noten); Sydhavshvalfangerne forstaae derimod ifølge mundtlige Meddelelser af nogle saadanne saavelsom efter Jules Lecomtes Angivelse (Pratique de la péche de la baleine dans les mers du Sud. Paris 1833, p. 71) ved Navnet »Kronen« en længere fortil staaende Ophøining (see Schlegels Afbildning af den japanske Rethval i Fauna japonica), der hos alle de i de mildere Have levende Rethvaler regelmæssig er besat saavel med Coronulaer og Tubieineller som med tæt paa hinanden pakkede Cyami, og derved faaer en sneehvid Farve, der tjener Hvalfangerne til Mærke. 2) Journal & c. p. 152. 502 der forestiller Næsefloien og ved Muskeltrevler lader sig trække saaledes ind, at hvert af Næseborene forvandles til en kredsrund. Aabning, netop som Tilfældet er med Tandhva- lernes enkelte Næsebor under Indtrekningen af den forreste butte Læbe, der svarer til de to, her sammensmeltede Næsefløie. Øinene sidde hos Nordhvalen meget lavt, hos den Nyfødte kun et Par Tommer ovenfor Mundvigen, paa Toppen af en lille Ophoining 1°’ længere bagtil end Blæsehullerne, Oienspalten var hos de Nyfødte kun 3" lang, hos den Voxne 2/4" men for og bagtil forlængede den sig i en ikke gjennemgaaende Hudspalte, hvorved dens Længde blev 5%2”, Selve Øienlaagene vare hos den Voxne 6” brede, tilsammen 5” høie, hvidgule med fine sorte Prikker lig Krudtpletter, og stak ved denne Farve stærkt af mod den omgivende kul- sorte Hud; hos den Nyfødte vare de allerede kun lidet bevægelige,, hos den Voxne vare de under Opbevarelsen i Saltlage blevne haarde som Tre; Øienhaar forefandtes ikke. Qie- æblet selv er meget lille, hos det voxne Dyr forfra bagtil 2” (Pukkelhvalens 2%"), i Tver- maal 23/4" (Pukkelhvalens 312"); den tversgaaende Pupil 7“. Øreaabningerne fandtes paa den nyfødte Nordhval 9" 6"’ bagfor og 1” 7”” lavere end Øinene, vare næsten kredsrunde og henved 2 i Tvermaal!). Men i Henseende til Leiet af disse Dele synes der at finde temmelig betydelige Afvigelser Sted; thi paa det 8%" lange Foster fandtes Øreaabningerne kun 3” bag Øinene og 1” hoiere end en vandret Linie, der tænkes trukken fra Øiespalten bagtil. Vi have ogsaa havt Leilighed til at undersøge Øreaabningerne af den udvoxne Hval, hvoraf vi, foruden det fuldstændige Skelet, have mod- taget adskillige bløde Dele. De vare saa smaa, at kun en ganske fiin Sonde lod sig føre ind igjennem dem. At der hos Nordhvalen, ligesom hos de fleste andre Hvaldyr navnlig i den spæ- dere Alder, findes endeel Haar paa Kjæberne, har allerede Martens ”) og senere end mere bestemt Scoresby angivet ?). Paa den Nyfodte saavelsom paa de to Fostre vare de, som Følge af den begyndende Opløsning, rigtignok faldne af, men efter Fjernelsen af den tykke bløde Overhud (Grønlændernes Mattak) kom dog alle de naalestiklignende Aabninger for Dagen, hvori de havde siddet. Hvert af disse Huller sad paa Toppen af en lille, henved 1° stor Hudknop og blev derved saa meget lettere at kjende (see Tavle 1 Fig. 4 og 5). Efter disse Haarknoppers Antal at dømme, har Nordhvalen endog flere Haar, end der endnu 1) Det er med Urette, at Fr. Cuvier (de l'histoire naturelle des cétacés p. 367) angiver, at Scoresby ikke skulde have fundet Øreaabningerne hos Nordhvalen. Scoresby angiver udtrykkeligt, at de hos en Patteunge af 19° Længde havde 2“ i Gjennemsnit, altsaa netop som paa vor 13' lange. (Journal &c. p. 154.) 2) Spitzbergische oder Groenlandische Reise Beschreibung, Hamburg 1675, p. 98: »fornen an den Lefltzen unten und oben sitzen kurtze Haar«. 3) Account of the Arctic Regions, I, p. 458. er fundet paa noget andet Hvaldyr, skjøndt rigtignok for allerstørste Delen sammentrængte heelt fortil paa begge Kjæber, slet ikke langs Overlæben, hvor de dog ellers netop for- trinsviis (hos Tandhvalerne endog ene og alene) have deres Sæde. Paa Snudespidsen taltes hos den Nyfødte 66 Huller, hos Fostret omtrent 50. Uden just at sidde i nogen bestemt Orden, vare de dog nogenlunde samlede i en Bue, hvis hvælvede Rand vendte fortil og nedad (Tavle 1 Fig. 5). Paa Underkjæben var Forholdet ganske anderledes. Heelt fortil påa Symphysen fandtes et 2” bredt Rum uden Haarknopper, udenfor dette sad endeel no- genlunde regelmæssig ordnede i 4 til 5 Rækker (Tavle 1 Fig. 4). Lidt efter lidt tabte disse sig dog udad og bagtil paa een Række nær, der (Tavle 1 Fig. 1) fortsatte sig langs Under- læbens Befæstelse til Kjæben i Form af 6 til 7 stedse længer fra hinanden rykkende Huller, det sidste i en Afstand af omtrent % fra Underkjæbens Midte. Paa Underkjæbens hoire Side taltes hos den af Major Fasting skjænkede Nyfødte ialt 48, paa venstre derimod 55 Huller, hvilket allerede viser, at Haarenes Antal her ikke er saa bestemt som hos mange andre Hvaldyr. Omkring Blæsehullerne, hvor baade Vaagehvalen og den grønlandske Puk- kelhval have enkelte Haar siddende, fandt vi paa denne nyfødte Nordhval ikke mindste Spor til Haarknopper eller Aabninger, hvori kunde have siddet Haar. Paa Fostret derimod stod 8—9 tydelige Haarknopper som en Krands omkring hvert af Blæsehullernes bageste Hjørne. Heraf skulde man kunne finde Anledning til at antage, at disse Haar falde ud i selve Fosterlivet; men paa Hudstykket med den udvoxne Hvals Blæsehuller sad endnu tæt ved Snitfladen et enkelt Haar lige midt imellem deres bageste Ender. Det var kun 10 langt, omtrent 1/37" tykt, guult af Farve, meget stivt og fast uden mindste Spor til Bøining. Bagved den svage Hvælving, hvorved Baghovedet antydes, sænkede Ryglinien (Ryg- gens Omrids) sig hos de Nyfødte ganske lidt nedad, saa at den forreste Deel af Ryggen var noget huul; men den hævede sig derpaa atter i en meget svag Bue til omtrent samme Hoide som paa Baghovedet. Dens høieste Punkt fandtes omtrent lige ovenover Navlen. Buglinien dannede en bugtet Linie. Lige foran Lufferne var den lidt indbugtet, hvorved Legemet paa dette Sted blev ligesom lidt indknebet. Derpaa løb den til Gattet i en jevn Bue, hvis største Krumning laae noget nærmere ved hiin Indbugtning end ved Gattet. Kroppens Gjennemsnit var fortil næsten kredsrund; henimod Gattet blev den noget sammentrykt fra Siderne, navnlig nedad, saa at Gjennemsnittet her blev ægformigt. Imid- lertid maa det ved denne Beskrivelse af Kroppens Form ei tabes af Sigte, at Bughulem i længere Tid havde været aabnet og Indvoldene udtagne, saa at Formen sandsynligviis er noget forskjellig hos det levende Dyr. Ved Gattet gaaer Kroppen umærkelig over i Halen. Dennes Længde, maalt til Ind- snittet mellem Halefinnens Flige, udgjorde /s6 af Totallengden. Dens Gjennemsnit er lige 504 bagved Gattet og tæt foran samme ægformigt, men, idet den bliver stedse tyndere bagtil, sammentrykkes den tillige saaledes, at den saavel oventil som nedentil faaer en stump Kjøl, der endnu fortsætter sig ud paa Halefinnen, hvor den lidt efter lidt taber sig i nogen Afstand fra Indsnittet imellem dens Flige. Halefinnen (Tavle 1 Fig. 6) havde omtrent Form af en tyrkisk Halvmaane, naar man seer bort fra det afrundede Indsnit af et Par Tommers Dybde mellem dens to Flige. Afstanden mellem disses Spidser var hos den Nyfødte 4° 2”, saa at Halefinnens Brede var 443 af Dyrets Længde. Gattet fandtes paa den Nyfødte 4° foran Indsnittet i Halefinnen. Det havde, som sædvanlig hos Hvalerne, Form af en Vinkel med Spidsen fortil og var bagtil 6‘ bredt, med tykke, noget rynkede Rande. I ringe Afstand foran Gattet (hos den Nyfødte 2‘ 9‘) laa det bageste Hjørne af Aabningen for de qvindelige Kjønsredskaber, i Form af en 5” 10° lang Længdespalte med tykke Rande. I Aabningens forreste Hjørne saaes Kilderen. Den var temmelig tyk ved sit Udspring, dernæst stærkt sammenklemt, næsten pladeformig. Ved sine to Sidedele (frenulum clitoridis) var den hæftet saa usymmetrisk til Kjønsforgaarden (Vestibulum), at dens Spidse var dreiet meget stærkt til venstre Side. Dens Længde kunde anslaaes til omtrent 2”, Ganske tæt bag Kilderen findes Urinrørets Udmunding, ved hvis forreste Rand der sad en kegleformet Vorte, omtrent 2‘ lang, som synes at kunne tjene som en lukkende Klap. Paa hver Side udenfor Indgangen til de qvindelige Kjønsredskaber, noget nærmere dens bageste end dens forreste Ende, bemærkes Længdespalten (paa den Nyfødte omtrent 1” lang), i hvis Bund Brystvorten sidder. Navlen findes hos den nyfødte Hun 2° 3” foran Kjønsaabningen, lidt nærmere til Snudespidsen end til Halefinnens Indsnit. I Snitfladen af Fostrets Navlestreng saaes de to Navlepulsaarer, to Navlevener og i Midten Urinblæregangen (Urachus). Brystlemmerne eller Lufferne sidde hos Nordhvalen meget lavt og tæt op til Bag- hovedet, hos den Nyfødte kun 5” bag Mundvinklen, saa at deres forreste Rand har sit Udspring omtrent lige under Ørehullet. Deres Længde var hos de Nyfodte 2° 1”, altsaa mellem Ys og 4/7 af hele Legemets; deres Brede i Midten, hvor de ere bredest, omtrent halvt saa meget”). Tæt ved Udspringet ere de svagt indknebne; deres forreste Rand er kun svagt, deres bageste langt stærkere hvælvet, deres Spidse meget stump. 1) Disse Udmaalinger, sammenlignede med de Scoresbyske (Account I, p. 464) vise, at Lufferne hos deu nyfødte Nordhval ere forholdsviis noget længere, men smallere end hos de ældre Dyr, hvor deres forholdsvise Længde altid er under 1/7, men deres Brede næsten 3/5 af Længden. (Sammenl. længere henne ved Skelettets Beskrivelse.) Af det yderste meget tynde, forhornede Lag af Overhuden var der ikke Spor til- bage paa noget af de Individer, der have staaet til vor Raadighed, og selv af det næst- yderste, af flade Overhudsceller bestaaende Lag havde kun Fostret endnu paa adskillige Steder endeel tilbage. Derimod fandtes det af de lange Hudpapiller gjennemborede Lag af Overhuden, det, der under Navn af Mattak udgjør et saa yndet Fødemiddel i Grønland, næsten overalt enten endnu fast paasiddende eller, ved Hudpapillernes Opløsning og Over- rivelse, liggende løst paa den egentlige Hud. Mattaklagets Tykkelse, der hos Hvaldyrene altid hovedsagelig bestemmer Overhudens, var meget forskjellig paa de forskjellige Steder af Legemet. Sin største Tykkelse, 1 Tomme, opnaaer det paa Baghovedet og i Nakken; i Nærheden af Blæsehullerne var det omtrent 7°, bag og under Oiet kun 4“. Paa Stru- ben og Bugens forreste Deel var det 8 tykt, paa Brystfinnerne og Halefligene over- hovedet temmelig tyndt, og især henimod deres bageste skarpe Rand, hvor det kun ud- gjorde 1'”, Lige tyndt endelig viste det sig ved alle de naturlige Aabninger, i hvilke det gaaer over paa Sliimfladerne !). Farven, saavidt denne lader sig bestemme af Mattakens, var endnu meget kjen- delig paa den Nyfødte. Paa hele Overdelen var den blaalig sort; nedadtil blev den lidt efter lidt lysere, og paa Undersiden var den i det Hele taget graalig, dog var hele Struben og Underkjæben kridhvid med Undtagelse af Underlæbens bageste Tredie- deel, der havde samme sorteblaae Farve som Ryggen; fremdeles fandtes omkring hvert af de langs Underlæbens nederste Rand siddende 6—7 Haar en lille kredsrund blaa- graa Plet, henved 4‘ i Gjennemsnit. (Om noget Lignende fandt Sted ved de saa langt tættere staaende Haar fortil paa Underkjæben, kunde ikke bestemmes, da Mattaken her var stødt af.) Brystlemmernes tykke forreste Rand var hvid fra Roden af til henimod Spidsen, hvor Farven lidt efter lidt blev blaagraa. Nedenunder Udspringet af Brystlemmerne fandtes en hvidgraa Plet, og endelig fortsatte Ryggens blaasorte Farve sig fra Gattet af umiddel- bart ud over hele Halen. ') Hos en diende Unge paa 19 Fod vil Scoresby have fundet Overhuden 1” 9“ (E. M.) tyk; men paa det voxne Dyr, angiver han den (besynderligt nok) kun halv saa tyk som hos den spæde Unge (Jour- nal &c. p. 149). Paa nogle enkelte Hudstumper, som fulgte med det 44'/o Fod lange Skelet og vare tagne ved Øreaabningerne og Blæsegatterne, fandt vi imidlertid Tykkelsen at være 6 til 7 Linier, altsaa netop ligesaa stor, som den navnlig paa det ene af disse Steder var hos den nyfødte Unge, og virkeligt er det vel neppe heller rimeligt, at Overhuden under Dyrets Væxt skulde blive stedse tyndere. Vidensk, Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd., 5 Bd. 64 506 Nordhvalens Mundhule. Fra Betragtningen af Nordhvalens Ydre ville vi gaae over til Beskrivelsen af dens Mundhule, navnlig med Hensyn til Barderne, og her fremdeles lægge Forholdene hos det nyfødte Individ til Grund. Den overordentlig store Tunge er fastheftet næsten lige til sin stumpt afrundede Spids. Den er mere tyk (hoi) end bred, bredest (7”) bagtil paa sin forreste Halvdeel, Dens øverste frie Flade er bagtil svagt hvælvet, men bliver fortil flad, heelt hen ad Spidsen til endog lidt udhulet. Fra de frie Sideflader begrændses denne øverste Flade ved en fortil stedse tydeligere og skarpere Kant; Sidefladerne ere forsynede med svage Længdefurer. Tungens Farve var meget lys leverfarvet og gik i Bunden af Sidefladernes Furer endog over til næsten at være hvid. Ifølge Indsenderens Angivelse havde denne Tungens Farve været ganske den samme paa det friske Dyr for Nedsaltningen. Overhuden var næsten overalt gaaet af, og paa de ganske enkelte Smaapletter, hvor den endnu forefandtes, lod den sig med Lethed trække af. Ved denne Leilighed viste det sig da især tydeligt, at den under- liggende Hud er besat med en Mængde korte, yderst fine Papiller, der ligesom paa hele Legemets Overflade skjules under Hornsystemets jevne Overflade, Mundhvælvingen eller Ganen bestaaer, som hos Bardehvalerne overhovedet, af to skraat nedad convergerende Sideflader, kun at disse Sideflader, i Overeensstemmelse med hele Overkjæbens særegue Form, ere langt smallere end hos Finhvalerne, endsige Pukkel- hvalerne, og at de, med Undtagelse af bagtil henimod Svælget, stige langt steilere ned mod Ganens Midtlinie, saa at de her ligge meget lavere end den i og for sig ubetydelige Overlæbe. Hvad der i enhver Beskrivelse af en Bardehvals Mundhule fortrinsviis maa komme i Betragtning, er naturligviis det for denne Familie saa charakteristiske Bardesystem. Enhver veed, at dette bestaaer af flere hundrede tverstillede Hornplader paa hver Side, der hænge ned fra Ganens Sideflader, saa at kun den nærmest Midtlinien liggende Deel af Ganehuden er ubesat deraf. Da alle Horndele dannes skedeformig paa den underliggende Hud, der tjener dem som Kime, seer man allerede af Bardepladernes Form og Stilling, at de ere dannede paa ligesaa mange Tverfolder af Ganehuden, og selv om disse bløde Bardekimers Omrids faaer man en omtrentlig Forestilling ved at betragte den hornede Barde. Vi sige, en »om- trentlig» Forestilling; thi, sem bekjendt, kan den skedeformig om sin Kime dannede Horn- deel uadtil voxe meer eller mindre frit frem, uden at selve Kimen voxer ud med i samme Forhold. Hver Barde (hvorunder vi indbefatte alle de Stykker, hvori den kan vise sig spaltet, altsaa ikke blot den egentlige Barde, men ogsaa alle dens Bibarder) har Form af en langstrakt Trekant, hvis korte Rand er fastsiddende paa Ganen, medens de to andre ere frie. Den ene af disse vender udad og er glat, den anden indad og nedad, og denne er 507 udtrevlet i blødere eller stivere Haar. Det følger allerede deraf, at ogsaa den tilsvarende Bardekime (Hovedbardens i Forening med alle dens Bibarders) maa være trekantet og navnlig have en øverste fastsiddende Rand, en ydre glat og en ind- og nedadvendende Rand, der er besat med de til Haarene svarende Haarkimer; men det lader sig ikke forud bestemme, hverken hvor langt denne Hudfold strækker sig ind i den hornede Plade, eller hvor langt Haarkimerne paa den bladformede Deels indre, nedre Rand strække. sig ind i Haarene eller Børsterne. Paa indstrandede Finhvaler have flere Naturforskere allerede havt Leilighed til at iagttage Bardekimerne i hele deres Udstrækning paa Ganers Sideflader, idet nemlig Horn- delene vare faldne af under Delenes begyndende Opløsning. Saaledes Rosenthal paa den i 1825 ved Rügen indstrandede Finhval!), Ravin paa den i 1829 ved Frankrigs Nordkyst strandede”), og Een af os (E.) paa den i 1841 ved Sjællands Nordvestpynt inddrevne store Finhval?). En ikke mindre gunstig Leilighed til at iagttage disse Dele hos Nordhvalen have vi fundet paa det i 1843 sendte nyfødte Individ, som her endnu tjener til Grundlag for Beskrivelsen. Ogsaa her vare de hornede Barder faldne af under den begyndende Opløsning i Saltlagen, men deres bladformede Kimer sad uskadte paa Ganens Sideflader og gave adskillige ikke uvigtige Oplysninger om Bardernes Forhold hos denne Art, som og rimeligviis hos Rethvalerne overhovedet. Hos den Ufødte sad Bardernes forhornede Deel endnu fast, men kun som et meget tyndt og fiint Blad paa Kimens Sideflader. Paa den midterste Deel af Ganen, den, der ikke er besat med Barder, altsaa ei heller med Barde- kimer, fandtes Ganehuden at danne en Længdeforhoining, der til begge Sider lebeformig ragede lidt ud over den med Bardekimerne besatte Deel. Bagtil taber denne Forhoining sig, fortil derimod udvider den sig temmelig pludseligt henimod det Sted, hvor den gaaer over i og forener sig med Overlæben (see Tab. 1 Fig. 7). Ved først at iagttage dette Forhold paa den i Efteraaret 1843 hertil ankomne ny- fødte Nordhval, blev den Ene af os (Reinhardt) strax opmærksom paa dets særdeles Betydning, forsaavidt nemlig, som det i og for sig syntes at bevise, at de to Bardesæt hos Nordhvalen ikke kunne løbe sammen fortil, skjøndt der dog hidtil havde været god Grund til at formode en saadan Forbindelse imellem dem tvert over Ganens forreste Deel. Hos den ved Rigen i 1825 strandede Finhval har rigtignok Rosenthal skildret de to Bardesæt som adskilte indbyrdes saavel fortil som bagtil; men ligesom Prof. Krøyer allerede i 18397) havde paaviist, at de hos Vaagehvalen fortil løbe ganske sammen (i en Spids) og bagtil kun efterlade et lidet Mellemrum imellem sig, saaledes have vi ikke alene 1) Ueber die Barten des Sehnabel-Walfisches, i Berliner-Akademiets Afhandlinger for 1829, pag. 127. 2) Annales des sciences naturelles, 2 Serie, Tome V pag. 266. 3) Dette Selskabs naturvid. og mathem. Afhandlinger 12te Deel, 1846, S. 358. 4) Naturhistorisk Tidsskrift andet Bind 1838—1889 S. 633. 508 fundet denne Angivelse fuldstændig bekræftet for denne Finhvalarts Vedkommende, men ogsaa for den almindelige store nordiske Finhvals (Dalenoptera musculus), navnlig baade paa den i 1841 ved Sjællands Nordvestpynt indstrandede og paa et yngre Individ, hvis for- reste Ganedeel af Capt. Holbøll er nedsendt i Viinaand. Hvad dernæst Pukkelhvalerne angaaer (Megaptera), såa er det rigtignok ogsaa om dem, naynlig om den grønlandske Art (Kreporkak), udtrykkelig blevet angivet, at deres Barder fortil have et Mellemrum imellem sig”); men et Præparat af Kreporkakens forreste Gane- deel, som til nærmere Undersøgelse af dette Forhold ved Capt. Holbøll er nedsendt og tilligemed de to lignende af den store Finfisk opbevares i Universitetes zootomisk-physiolo- giske Museum i Viinaand, giver fuldstændig Vished om, at denne Angivelse er feilagtig, og at det hos Pukkelhvalerne i denne Henseende forholder sig ligesom hos Finhvalerne. Naar det saaledes vistnok med Sikkerhed tør siges, at de to Bardesæt hos alle Rørhvaler, hos Pukkelhvalerne saaveisom hos Finhvalerne, løbe sammen i Midilinien paa Ganens forreste Deel, maatte der være saa meget mere Grund til at antage det Samme ogsaa om Rethvalernes Barder, og navnlig om Nordhvalens, som Zorgdrager endog har givet en særlig Afbildning til Oplysning af Bardernes Sæde hos Nordhvalen°), paa hvilke de to Bardesæt ganske tydelig sees at forene sig fortil, og hverken Capt. Scoresby eller nogen anden Sagkyndig har hævet sin Stemme derimod. Alligevel viste Beskaffenheden af Ganehuden hos den nyfødte Nordhval tydelig nok, at de to Bardesæt her, langtfra at løbe sammen fortil, tverimod vege ud fra hinan- den og endte hvert for sig tilspidset (Tavle 1 Fig. 7). Paa det 2213 Fod lange Individ, hvis Barder endnu sad fæstede til Ganen, have vi fremdeles fundet denne lagttagelse fuldstændig bekræftet, og da vi endelig med det udvoxne Skelet i 1860 tillige af samme Individ have modtaget begge Bardesættenes forreste og bageste Deel i deres naturlige Fæste, og her end yderligere have fundet den stadfæstet, staaer det altsaa fast, at Nordhvalens to Bardeset fortil ere aldeles skilte fra hinanden tvertimod hvad den erfarne Hvalfanger Zorgdrager har angivet. At dette Forhold ikke blot er et Særkjende for Nordhvalen, men for Rethva- lerne overhovedet i Modsætning til Rorhvalerne, er allerede i og for sig aldeles sandsynligt, men bestyrkes yderligere derved, at det allerede staaer antydet paa den Cu- vierske Afbildning af den spæde Kapshvals Gane i hans »Ossemens fossiles», uden iøvrigt i mindste Maade at omtales i Texten. Med Hensyn til de to Bardesæts gjensidige Forhold bagest paa Ganen, have vi for Rørhvalernes Vedkommende samme Vished for, at de her forblive adskilte fra hinanden, 1) 0. Fabricius, Fauna Groenlandica pag. 37: »interstitium tamen anticum sine lamellis». 2) Bloeyende Opkomst der Aloude en Hedendaagsche Groenlandsche Visschery. 1720, pag. Si. — 1 den tydske Oversættelse fra 1723 p. 129. 509 som at de fortil lobe sammen!). At det her forholder sig med Nordhvalernes to Bardesæt ligesom med Rørhvalernes, at her altsaa ingen Forbindelse finder Sted imellem dem, har paa det Tydeligste ligget os for Dagen, saavel paa det 2213 Fod lange Individs fuldstændige Bardesæt som paa Endestykkerne af det udvoxne Individs. Den forreste udvidede Deel af den nøgne Ganehud, navnlig forsaavidt den ligger foran begge Bardesættenes forreste Ende, svarer aabenbart til den hos Rorhvalerne foran Barderækkernes Tverforbindelse liggende Deel af Ganen; og virkelig sees ogsåa paa den hos den Nyfødte to Blindgruber lig dem, der i en tidligere Afhandling”) ere beskrevne og tydede som Spor til de Stensonske Gange, kun at de have en anden Form, nemlig som en smal, fortil concav Tverspalte paa hver Side. — Gaae vi over til Betragtningen af Bardekimerne og sammenligne vi dem med Ror- hvalernes, saa viser sig ogsaa her en ret mærkelig Forskjellighed. Hos hver Bardehval maa Ganehuden, forsaavidt den bekledes af indbyrdes sammen- hængende Barder, ogsaa betragtes som een sammenhængende Bardekime. Denne be- grendses indadtil af den ovenomtalte læbeformede Rand langs Ganehudens midterste Deel, udadtil af en lignende langt højere Hudfold, der slutter sig tet op til Bardesættets udvendige Flade. Tilsammen danne disse to Hudfolder det saakaldte »Krandsbaand». Nordhvalen har altsaa to Bardekimer, een paa hver Side; hos Rorhvalerne ere de fortil sammensmeltede til een. Paa hver saadan Bardekime maa skjelnes mellem de i Form af Blade eller Trevler fremspringende Dele, som vi under Het ville kalde Kiimbladene, og de derimellem liggende Partier, hvor Ganehuden er jevnt udbredt paa den benede Ganehvælving. Paa disse saavelsom paa hine Dele af Kimens Overflade skeer bestandig en Nydannelse af Overhudsceller, men Kiimbladenes og den jevne Kiimflades Celler adskille sig væsentlig fra hverandre derved, at hine forhorne, disse derimod ikke. De hornede Barder dannes hver for sig paa sit Kiimblad og ere indbyrdes kun sammenholdte (afseet fra det hvert Bardesæt omfattende Krandsbaand) nærmest Ganen ved de ikke forhornede Celler paa dens jevne Overflade. Men disse ikke forhornede Celler danne her altid et flere Tommer tykt Lag, saa at hos den Nyfødte endog næsten kun den haarede Deel af Barderne stak frit frem deraf. Gellerne ere naturligviis fuldkomment at stille lige med Overhudsceller i Almindelighed. At de, istedetfor at hentorre i Form af Skjæl, som Over- hudscellerne i Almindelighed, danne en blød hvid Masse, der nærmest er analog med Sliimfladernes Sliim, kan betragtes som en simpel Følge af det omgivende Vands Indvirk- 1) Ravins Afbildning 1. e. viser Bardesættene paa den af ham iagttagne Finhval løbende sammen saavel fortil som bagtil. Ved denne sidste feilagtige Angivelse svækkes Betydningen af den første rigtige unegtelig i en ikke ringe Grad. 2) Dette Selskabs nat. og math. Afh. 12te Deel S. 360. 510 ning. Da den fornemmelig ligger mellem alle Bardepladerne, vil den i det Følgende ofte simpelthen blive betegnet som Mellemmassen. Vi have ovenfor under Navnet »en Barde» forstaaet ikke blot Hovedpladen, men tillige alle dens Biplader. Hos alle Rethvaler, og navnlig hos Nordhvalen, er imidlertid Hovedpladen saa overveiende stor, især i sin Længderetning, at dens Biplader sædvanligviis slet ikke komme i Betragtning, og ved Navnet Barde kun forstaaes Hovedpladen. Hvor lang den tilstødende og altsaa største Bibarde har været, kan altid ligefrem maales paa Hoved- pladens indadvendte, med den ydre parallele, men ulige kortere Rand. Paa den hornede Plade, saavel af Hovedbarden som af enhver af dens Bibarder, maa skjelnes mellem det yderste fastsammenhængende Lag, Pladens Barkdeel, og den indre, af lutter hornede Traade sammensatte Marvdeel. I Pladens naturlige Befæstelse gaaer Marvdelen ud fra Kiimbladets ned- og indadvendende Rand, hvorimod Barkdelen forlænger sig skedeformig op over hele Kiimbladets Overflade og først ender med en fri Rand heelt oppe ved dets Befæstelse til Ganen. Men jo mere denne marvløse Barkdeel, der, istedetfor at indeslulte en Marvdeel, indeslutter selve Kiimbladet, nærmer sig dettes fastsiddende Rand, desto tyndere viser den sig; ved sin frie Rand, der omfatter Indgangen til Pladens Kiimhule, er den saa yderst tynd, at man næsten aldrig faaer selve Randen at see i dens naturlige skarpe Omrids. River man Pladen med tilbørlig Forsigtighed løs fra Kimen, såa over- beviser man sig om, at den i Grunden gaaer umerkelig over i et Lag af den bløde Horn- masse nærmest Ganehuden. Med andre Ord, man overbeviser sig ved denne Leilighed om, at Grændsen mellem Kiimbladets forhornende og den jevne Kiimflades ikke forhornende Celler ikke er saa skarp, at jo en Tilnærmelse til Forhorning ogsaa finder Sted hos de nærmest tilgrændsende af disse. Om Celledannelsen paa hele Kimens Overflade have vi ovenfor angivet, at den finder Sted »bestandig». Men i denne bestandige Nydannelse af Celler giver sig dog ganske aabenbart en vis Periodicitet tilkjende, navnlig ved de Tveropheininger, der i temmelig regelmæssige Afstande meer eller mindre stærkt vise sig paa hver Bardeplades to Sideflader. John Hunter har allerede?) paaviist, at disse Tverringe gaae umærkelig over i yderst tynde Hinder, der adskille den bløde Mellemmasses Lag fra hverandre, om end kun temmelig utydeligt. Han er tillige bleven opmærksom paa, at paa hver Tverring kan iagttages et umiddelbart Sammenhæng imellem” en af den bløde Masses yderst fine Hinder og det neden- for Ringen liggende yderste Blad af Barkmassen. Men naar han har troet deraf at kunne slutte, at selve Barkdelen af Bardepladerne dannes fra den bløde Mellemmasse, saa kunne vi deri ingenlunde samstemme med ham. Til at forklare Sammenhængen mellem begge, behøve vi kun til den nysgivne Skildring af de forhornende og de ikke forhornende Celler 1) Philosophical transactions Vol. 77 (1787) pag. 404. 511 at tænke os Periodiciteten i begges Nydannelse som samtidig, og det bliver da klart, at Forholdet imellem dem netop maa blive, som allerede Hunter har beskrevet det at være. Samtlige Barkdelens Lag kunne kun antages dannede fra Kiimbladets Overflade. Jo hur- tigere Bardepladen voxer frem, navnlig i den yngre Alder, desto færre Lag lægge sig ind- vendig fra op-mod de allerede forhornede Lag af Barkdelen, desto tyndere bliver altsaa denne; jo langsommere den skeer i den senere Alder, desto tykkere. Paa Bibarderne af det 221‘ lange Individ viser der sig en Særegenhed, som lader formode, at Barkmassens Dan- nelse for en Tid endog ganske kan udeblive. Gjennem hele Bardesættets Længde, med Und- tagelse af et kort Stykke fortil, mangle nemlig disse smaa baandformige Bibarder al Bark- beklædning i den mellemste Trediedeel af det Stykke, hvormed de rage frem af den hvide Mellemmasse, og vise sig her som et simpelt Børsteknippe, fuldstændigt ligt det paa Pladens frie Rand, medens Barklaget. dog er aldeles normalt dannet ikke blot ovenfor men ogsaa nedenfor det omtalte Sted. Bardepladernes Ringe med de ofte endnu paa tørrede Exemplarer tilheftede fine Hinder, der altid have deres frie Rand vendte henimod Ganen, bevise, som sagt, en Perio- dieitet i Barkdelens Dannelse. Men til Bestemmelsen af Periodernes Længde deri, haves ingenlunde endnu de nodvendige Data. Kun saameget kunne vi allerede nu bestemt angive, at de ikke svare til Aargangene. Thi paa Barderne til vort 22/3 Fod lange Skelet findes allerede mangfoldige saadanne Ringe, og dog er det vist, at, i Analogie med Hval- dyrenes hurtige Væxt, den ved Fødslen omtrent 13 Fod lange Nordhval allerede i de to paa- folgende Aar maa antages at naae denne Storrelse. Langt mere tilbeielige skulde vi vere til at tyde som en til Aarstiderne svarende Periodicitet i Barkdannelsen den paa Bibarderne af det samme Individ nys omtalte Afbrydelse af Barkmassen, eftersom den vilde angive en Alder af 2 Aar, og dette netop er den Alder, som dette halvvoxne Dyr ifolge sin Storrelse kan antages at have havt. Ligesom Bardepladernes Barkdeel dannes fra Kiimbladenes Overflade, saaledes maa Marvdelen antages dannet fra deres ned- og indadvendende frie Rand. , Marvdelen be- staaer væsentlig af hornede Rør, de samme, der ved Bardepladens indre Rand træde frit frem i Form af Borster, idet Barklaget her taber sig eller, tildeels idetmindste, slides af, og som Kimer til disse Børster have vi allerede betegnet de bløde Trevler, der findes paa hiin ind- og nedadvendte Rand af Haarkimebladet. Disse Trevler ere saa talrige, at hele Kiimbladet her med Rette kan siges at være udtrevlet i dem. Hos Finhvalerne have vi navnlig overmaade tydelig seet dem danne idetmindste tre Lengderekker i hele den frie Rands Udstrækning. Vi have allerede gjort opmærksom paa, at man aldrig forud kan be- stemme, hvor langt en Haarkime strækker sig ind i et Haars eller en Børstes Indre; her lader sig altsaa ei heller bestemme, hvor langt disse bløde Trevler strække sig ind i Barde- pladernes Marvdeel. Hos Rørhvalerne strække de sig meget langt ind deri. Paa den i 512 1841 ved Sjællands Nordpynt inddrevne store Finhval saaes de ved Hornpladernes Løsning blottede Kiimblade, hvoraf fandtes henved 400 paa hver Side, de største over 2” høie, besatte med over 3” lange Trevler, der holdtes svævende i det klare Søvand og afgave et særdeles smukt Skue!). Ikke mindre oplysende er det, naar det paa et macereret Stykke af en stor Finhvals eller en Pukkelhvals Bardesæt lykkes at trække hele Kimen ud af Hornovertrækket, uden at disse traadformede Haarkimer rives over. Hos en grønlandsk Pukkel- hval have vi ved en saadan Leilighed fundet dem at være saa lange, at de vel kunne antages at naae til henved halvveis ind i de forholdsviis saa korte Barder. Iøvrigt kan man allerede paa enhver foreliggende Bardeplade overmaade let kjende, hvor langt Kiimbladet har strakt sig ind deri, da det naturligviis netop er saa langt, som Pladen sees indvendig at være huul. Det Samme kan endog siges med Hensyn til de trevleformede Haarkimer, kun at man dertil med Kniven maa trænge ind i Pladens Indre). Vende vi nu tilbage til den særlige Betragtning af Rethvalernes, og navnlig af Nordhvalens Barder, og undersøge vi først Forholdet mellem deres hornede Dele og disses Kimer, saa have vi først at fremhæve den mærkelige Omstændighed, at, medens deres Horn- barder ere såa overmaade meget længere end Rørhvalernes, er der derimod ikke nogen til- svarende Forskjel i Kiimbladenes Længde, men disse ere forholdsviis endog meget kortere end hos de sidstnævnte Hvaler. For at overbevise sig herom, behøver man ogsaa her kun at holde sig til de i Handelen gaaende Barder, der, om end 10, 12 eller flere Fod lange, neppe ere hule uden i en 3% Tommes Dybde nærmest deres brede Ende. Spørger man, hvorledes det i denne Henseende forholder sig med Haarkimerne, og søger man at besvare dette Spørgsmaal ved blot åt holde sig til Præparater af de tørre Barder, saa føres man til at antage, at en Indtrengen af disse traadformede, bløde Dele her kun finder Sted i en meget kort Strækning, navnlig hos Grønlandshvalen, i hvis Bardeplader de hornede Traade ere meget fine og kun heelt oppe ved deres Udspring synes at være hule. Vort rige Materiale har forskaffet os meget tilfredsstillende Oplysninger om dette Punkt. Dog er det kun paa de forreste og bageste Stykker af Bardesættene til det 44797 lange Skelet, at vi have havt Leilighed til at anstille Forsøget med at løsne Barderne fra deres Kiimblade, og kun paa den Nyfødte, at vi have havt Leilighed til at betragte hele Bardesættets Kime paa hver Side. Paa Craniet af det 2243‘ lange Skelet vare begge Barde- sættene rigtignok endnu paasiddende endog i deres hele Udstrækning, men meget for stærkt angrebne af Forraadnelse, til at en saadan Løsning af Horndelene skulde have kunnet lykkes. Ved begge nævnte Leiligheder altsaa har det ligget klart for Dagen, at Nordhvalens 1) Dette Selskabs naturh. og mathem. Afhandlinger, 12te Deel S. 358. ?) En smuk Afbildning af et saadant Præparat af en Finhval har Rosenthal givet paa den 3die Tavle til den ovenfor anførte Afhandling. 513 Bardekiimblade ikke mindre end Rorhvalernes ere besatte med trevleformede Haarkimer paä deres: ned- og indadvendende Rand, kun at disse bløde Trevler, i Lighed med selve Haa- rene, ere ulige finere saavel paa den frie Rand som i det Indre af alle Rethvalernes og fortrinsviis af Nordhvalens Barder. Derhos have de ogsaa forekommet os meget kortere, hos den Nyfodte omtrent 6°, hos den Voxne (forsaavidt dømmes kan af Forholdet i de forreste og bageste Plader i Bardesættene) neppe synderlig længere; men hoist sandsynligt er det unegtelig, at de saavel ved den konstige Løsning af det voxne Individs Barder, som ved den af Forraadnelsen bevirkede af den Nyfødtes, ere blevne overrevne. Resultatet af disse Iagttagelser over Forholdet mellem de hornede Barder og deres Kimer hos Nordhvalen bliver altsaa, at skjøndt det i alt Væsentligt, som man kunde vente, er ganske ligt det hos Rorhvalerne, vise sig dog meget mærkelige Afændringer deri, der alle svare til Nordhvalsbardernes ulige finere og compactere indre Bygning. Vi gaae nu over til at meddele endeel Iagttagelser til Oplysning af Aldersforskjel- lighederne ved Nordhvalens Barder. Det synes at være en gjennemgaaende Regel, at Barderne ikke træde frem før om- trent ved Begyndelsen af Fosterlivets sidste Halvdeel. Paa vort 8%” lange Nordhvalsfoster var der ikke endnu noget Spor af dem at finde. I den spædeste Tilstand have vi iagt- taget dem paa det af Capt. Holbøll i Saltlage nedsendte Hoved, der var 3/8" langt, alt- saa kun 4” kortere end den Nyfødtes. Ganske vist er det Hovedet af en ufødt Unge, men ialfald af et omtrent fuldbaaret Foster, og ved at holde det sammen med den Nyfødtes faae vi altsaa en tydelig Forestilling om Tilstanden af Nordhvalens Barder ved Fødselen. Hos den Ufødte var den bløde Mellemmasse såa overveiende, at Bardepladerne, skjøndt allerede indtil 3” høie ved deres udvendige glatte Rand, dog vare næsten heelt skjulte deraf, og kun Børsterne stak frit frem. Bibarderne vare endog saa fuldstændig ind- hyllede deri, at de toge sig ud som smalle Smaablade eller tykke Trevler, hvide af Farve, skjøndt de ved nærmere Undersøgelse fandtes a‘ bestaae hver af et Knippe Haar, der holdtes sammenklæbede af Mellemmassen. En særlig pladeformet Barkmasse var endnu ikke kjen- delig paa nogen af disse spæde Bibarder, og dette turde vel være tilstrækkeligt Beviis for, at Haaret altid er det Førstdannede af enhver Barde, om Saadant ikke allerede fremgik af den almindelig gjeldende Regel, at ved alle Horndannelser begynder Forhorningen paa de yderste Spidser. Hovedbarderne vare allerede forsynede med en Barkdeel, skjøndt kun i Form af et meget tyndt Hornovertræk; iøvrigt bestode de kun af en blød, men seig Marvdeel, der temmelig let lod sig splitte i lutter snorlige Horntrevler. Til de nys beskrevne Barder hos den ufødte Nordhval, med hvilke den Nyfødtes, saavidt skjønnes kunde af de endnu tilbageblevne Hovedbarder, stemmede ganske overeens, svarede ikke blot i Antal og Stilling, men paa en vis Maade ogsaa i Form og Størrelse de Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 65 514 påa den Nyfødtes Gane for Dagen liggende Kiimblade. I Form nemlig, forsaavidt Kimen til hver Barde, ligesom denne selv, foruden en fastsiddende øvre Rand, havde en udadvendende glat, en ned- og indadvendende trevlet, og fremdeles forsaavidt den ved heelt gjennemførte Indsnit var deelt i et Hovedblad og en Række Biblade; i Størrelse, forsaavidt ikke blot Længden af disse tverstillede Dele var ganske den samme, men ogsaa Høiden af Kimerne, ligesom af Hornbladene, var størst udadtil og gradviis aftog indefter. I absolut Maal der- imod vare Kimerne naturligviis her, som overalt ellers, langt mindre, dog ikke nær i samme Grad som hos ældre Individer. I den 4” lange Hovedbarde var Kimen 9”” lang, altsaa dog kun 4 Gange mindre end dens Hornplade, medens der i den hule Deel af en 10—11 Fod lang Nordhvalbarde neppe er Plads uden til en 3—4 Tommer høi Kime. Naar saaledes Barde- kimerne voxe fra 9 til 4, eller med andre Ord til det Fiirdobbelte, medens Hornbladene voxe fra 3” til 11—12*, eller til en 48 Gange større Længde, ere Kimerne altsaa forholds- viis til Barden endog 10 Gange slorre hos den Nyfodte end hos den Voxne. En Seregenhed ved den Nyfodtes Kiimblade bestod deri, at der paa mange af Hovedbardernes Kiimblad fandtes Indsnit fra den trevlede Rand af, der kun adskilte sig fra de Indsnit, hvorved Barden deeltes i en Hovedbarde og flere Bibarder, derved, at de ikke gik heelt op til Kiimbladets fastsiddende Rand. Da det nu neppe kan betvivles, at jo hvert Kiim- blad, i Lighed med alle andre Horndeles Kimer, er voxet frem lidt efter lidt paa den jevne Hudflade, og at navnlig dets meest fremstaaende Deel er den, der først er traadt frem, saa maa man nodvendigviis antage, at hvert saadant ufuldkomment Indsnit i et Kiimblad i en tidligere Periode har deelt det i to Stykker, hvoraf atter folger, at Hovedbardens Kime og dermed tillige dens Hornplade voxer i Breden derved, at den lidt efter lidt optager de nermeststaaende Bibarder. Denne Antagelse kan vel ogsaa siges at finde Bekreftelse deri, at jo yngre en Barde er, desto storre Strekning indtage dens Bibarder i Forhold til dens Hovedbarde, hos den Nyfodte nemlig Halvdelen af Bardens hele Lengde fra det ydre til det indre Krandsbaand, hos den Halvvoxne kun omtrent Trediedelen (2 af 6“). Derimod kunde Antagelsen idetmindste synes at gjendrives ved den mærkelige Omstændighed, at Bibardernes Antal, ifølge vore Undersøgelser, ingenlunde tager af med Alderen. Hos den Ufodte lod sig ikke tælle flere end 20 Bibarder til hver Barde; hos den Halvvoxne skjon- nedes deres Antal at vere ganske det samme. Denne Bemerkning taber imidlertid hele sin Vegt som Indvending mod vor Antagelse, naar man dertil foier en anden, vistnok ikke mindre hjemlet, den nemlig, at den gradvise Fremtreden af Bibardekimerne ingenlunde er sluttet med Fosterlivet, men vedvarer i de første Aar efter Fodselen, og navnlig saalenge og i samme Forhold, som de større Bibarder endnu vedblive at smelte sammen med Hovedbarden. Ligesom vi antage, at hver Bardes meest fremtrædende Deel ogsaa er den, der tidligst er kommen frem, saaledes maae vi ogsaa antage, at de længste Barder, altsaa de midterste, have viist sig først af alle. Imidlertid synes samtlige Barder i hvert Sæt at voxe frem meget hurtigt efter hverandre. Thi medens der hos Fostret i Svangerskabets Midte endnu slet ikke findes nogen Barde, synes de allerede hos det fuldbaarne Foster at være tilstede i deres fulde Antal. Vi sige »synes«; thi det er altid vanskeligt, for ikke at sige umuligt, bestemt at angive Pladernes Tal i et Bardesæt, navnlig fordi de for- og bagtil omsider blive saa smaa og saa uregelmæssig stillede, at man ikke strengt kan skjelne mellem Bibarder og Barder eller bestemme, hvormange af dem høre til een og samme Tverrække. Hos den Nyfødte kunde imidlertid i Yderrækken af hvert Bardesæts Kime adskilles 308 regelmæssig stillede Tverfolder, hvortil endnu maa regnes, hvad de uregelmæssig stillede omtrent kunne udgjøre, nemlig bagtil mindst 11, fortil 4--5, hvorved altsaa det hele Antal maa anslaaes til 324, og dette synes virkelig ogsaa at være Bardetallet hos de voxne Individer. I Bardesættene til det 22's’ lange Individ kunde af tydelige Plader nemlig kun tælles 310, og de utydelige Tverrækker heelt for- og bagtil kunde ei heller anslaaes til meer end omtrent 14 i Alt. Naar altsaa Bardernes Antal ikke er større hos den halvvoxne Nordhval end hos den nyfødte, er det ialfald hoist usandsynligt, at det skulde tiltage i en senere Alder; ei heller kjendes nogen lagttagelse, der skulde kunne tale derfor. Hvalfangerne hjembringe af de store Nordhvaler sædvanligviis 500 Barder i Alt, altsaa 250 fra hver Side, men lade de længst for- og bagtil siddende upaaagtede. En omtrentlig Beregning af Bardepladernes Tal hos den i 1859 ved Holsteinsborg fangne Hval er blevet os mulig- gjort derved, at de upaaagtede Smaabarder heraf ere komne os til Hende. Til den grønlandske Handel indsendtes i Alt 518 Barder, af hvilke de 100 betegnedes som Undermaals, og paa vore fire Endestykker af de to Sæt lade sig i Alt tælle 86, hvilket til- sammen udgjor 604 eller 302 til hver Side. Det er neppe tvivlsomt, at her jo adskillige ere gaaede tabte mellem Undermaalsbarderne og de største af dem, der endnu sad paa Ganestykkerne; men at det skulde være synderlig flere end 22 i hvert af Sættene, syntes os allerede at modbevises ved en umiddelbar Sammenligning af hines og disses Størrelse. I Henseende til Bardepladernes gradvise Væxt i Længden og Breden, maae vi først gjøre opmærksom paa, at naar deres Antal virkelig er det samme hos den Nyfødte som hos den Voxne, saa maa ogsaa de allerforreste og allerbageste i Sættene kun voxe meget svagt; thi ikke blot hos det 2212’ lange qvindelige Individ, men selv hos det 441,9" lange aldeles udvoxne mandlige vare disse meget korte, den mindste Plade kun omtrent 2“ lang. Det Samme kan siges om Bibardernes Væxt i Forhold til Hovedbarden; thi medens denne sidste voxer fra 3 Tommer til 11 Fod, er det vist, at de største Bibarder aldrig blive synderligt over 1 Fod, hvorom man let kan overbevise sig ved et Blik paa Hovedbardernes indadvendende Rand. Hvor stærkt derimod de midterste Bardeplader hos Nordhvalen voxe efter Fødselen, fremgaaer allerede tildeels af det Foregaaende. Hos den Nyfødte vare de (langs den ydre Rand) 4 4“ lange (regnet til Spidsen af Haarene), 1“ 9“ brede, henved 75 tykke, og havde en indbyrdes Afstand af omtrent 1“. 65" 516 Hos den 2213" lange Hun var den længste Bardes Plade 369” lang, 42" bred ved sit Fæste til Ganen og omtrent 1%‘” tyk; hos den 44%‘ lange Han den længste Barde 11° lang, 11” bred og 5‘ tyk. Disse Maal stemme ret godt med de af Scoresby givne"), der nemlig ere følgende: i Hun. | Han. Hun. Han. Hele Længden .... Ti | 28" 50° EC | 529 58‘ Hovedets Længde . . . Se ØRE SE 151% 16° | 20° 19% Største Bardes Længde ig 6° 114° 105‘ 137" 114° Man seer strax, at Bardernes Længde ingenlunde staaer i et og samme Forhold til hele Dyrets. Den storste Forskjel i denne Henseende hidrorer aabenbart derfra, at de kun lidt efter lidt under Væxten naae deres fulde relative Længde, idet denne nemlig fra 150 (hos vor Nyfødte) omsider bliver til næsten ”4 (vort 44/0" lange Individ) eller derover (Scoresbys 52’ Fod lange Han). Saavidt man kan dømme af de foreliggende faa Iagttagelser, maa det antages at Barderne blot hos Hannerne naae denne overordentlige Længde, medens de hos Hunnerne kun opnaae 45 af Legemets Længde. De allerstørste Barder, navnlig alle dem mellem 11 og 15°) danske Fods Længde, vilde derefter ubetinget være at antage for at være tagne af mandlige Individer, og selve disses betydelige Forskjel i Længden turde vel være at forklare deraf, at Barderne endnu vedblive at voxe længe efterat Legemet har naaet sin fulde Længde. At Nordhvalens Barder saavel ved deres Form som ved deres indre Bygning lade sig skjelne ikke blot fra Rorhvalernes, men ogsaa fra de øvrige Rethvalers, er allerede ovenfor. blevet bemærket og derhos selve Skjelnemærkerne blevne anførte. Vi skulle saa meget mindre atter gaae ind paa dette Spørgsmaal, som disse Skjelnemærker ikke ere givne som Resultat af Undersøgelser paa vort eget Materiale, men som Resultat af de practiske Mænds Erfaringer, der enten som Handelsmend eller som Technikere befatie sig med denne meget gængse Vare. Vor Opgave har i denne Retning indskrænket sig til at overbevise os om disse Skjelnemærkers Paalidelighed, og dertil have vi havt god Leilighed i det overordentlig rige Lager af Fiskebeen fra forskjellige Hvalfangerpladse, der her i Byen forefindes hos de Herrer Konstdreiere Schwartz, Fader og Søn, og hvortil disse Herrer med største Forekommenhed have aabnet os Adgang. Derimod have vi i vort eget Materiale endnu fundet Leilighed til at anstille endeel Iagttagelser over Bardernes gjensidige Stilling og indbyrdes Forskjellighed hos Nordhvalen. Iagttagelser i denne Retning kunne selvfølgelig kun udføres med Sikkerhed paa fuldstæn- 1) Account I, pag. 464. 2) Et Tilfælde af denne ganske usædvanlige Længde er anført af Pastor Glahn i hans (anonyme) Skrift: Anmærkninger over de tre første Bøger af David Crantz’s Historie om Grønland, Pag. 140. 517 dige Bardesæt med samtlige Barder i deres naturlige Sammenhæng, og deslige vil man neppe kunne gjøre Regning paa i Museerne uden netop af ufødte eller nyfødte Individer. Alligevel er det ved Hr. Justitsraad Olriks Omsorg blevet os forundt at faae disse Dele til Undersøgelse af en halvvoxen Nordhval af Hunkjønnet, idet de, som allerede anført, endnu fandtes fastsiddende paa det i 1857 til det Kgl. naturhistoriske Museum nedsendte 22/3" lange Skelet. At det var blevet denne fortjente Embedsmand ved den Kel. gronlandske Handel muligt at lade Bardesettene i dette Tilfælde hele og holdne komme Videnskaben tilgode, laae i den for os heldige Omstendighed, at selv de længste Plader her endnu vare 3 Fod lange, altsaa endog under de i Handelen gaaende Undermaalsbarder. Hvert af disse Bardesæt danner i sin Heelhed et overmaade tungt, fladtrykt Legeme, hvis ene Flade forestiller alle de enkelte Barders udvendige glatte Rande, heelt opad til beklædte med det ydre Krandsbaand, den anden dannes af deres indvendige haarede Rande og er altsaa selv aldeles haaret. Paa den øverste, brede Rand, den, hvormed Sættet har været fæstet til Ganefladen, sees de tverstillede Bardepladers øverste, aabne Ender og de mellem- liggende nøgne Dele af Ganehuden i regelmæssigt Skifte. Den har naturligviis overalt omtrent samme Brede som Bardepladerne og er jevnt hvælvet i samme Forhold som Gane- fladen, hvorpaa den har været fæstet. For og bagtil har Sættet en stump Spidse, hvor dets øvre og nedre Rand kunne siges at støde sammen. Den nederste Rand, aldeles haaret ved de her fremragende yderste Haar paa hver enkelt Plade, er vel ogsaa i det Hele taget jevnt hvælvet ligesom den øverste, dog kun forsaavidt man seer bort fra dens forreste og bageste Deel, hvor den stiger temmelig steilt opefter mod Bardesættets to Spidser. Dette Forhold er begrundet i den væsentlige Eiendommelighed ved Nordhvalens Barder, at de allerforreste og allerbageste ere vel saa smaa og uanseelige som nogen Rørhvals, men at de i deres Rækkefølge meget hurtig tiltage ganske overordentlig i Længde, for derefter kun at voxe ganske svagt henad de længste Midtbarder til, navnlig saa svagt, at den nederste, haarede Rand i største Delen af sit Forløb er meget svagt hvælvet, og For- skjellen i Bardernes Længde her fornemmelig er udtrykt i den øverste Rands hvælvede Form. Udmaalingen af hvert af disse Bardesæt hos den halvvoxne Nordhval har, efterat de allerede vare heelt indtørrede, viist sig at være følgende : Hele Sættets Længde i lige Linie mellem dets forreste og bageste Spidse 51/4‘; dets Hoide mellem de to hoieste Punkter af dets øverste og nederste Rand 3° 9“; den øverste Rands Brede 41/4“. Bardernes Antal lader sig, som bekjendt, aldrig angive med Bestemthed, eftersom der ikke er nogen skarp Grændse mellem de mindste Hovedplader og de smaa urgelmæssig stillede Biplader, hvormed hvert Bardesæt ender for og bagtil. Tydelig have vi hos dette unge Individ ikke kunnet skjelne flere end 310 i hvert Sæt. Udmaalte i deres Rækkefølge viste disse 310 Barder følgende Forhold: 518 Pladens Nummer. | Dens Afstand. Dens Længde. an it forfra. bagfra. forfra. bagfra. 1 307 Bu 5914 Sue 914 11 297 gui 584 ga zu 21 287 BEN bor 131 314 31 277 54 5414 1914 412 A 267 fe 5234 2214 430 SJ SER PANNE ET dg 51“ 26‘ 54 GIE AT LL 49" 30“ 64 Th MEET 1344 AGEN gee Mls iat BL "5227 153 441 344 zu Oe peli 1734 ES MESTE 714 101 207 120% 40” 3534 714 111 PAT 221! 311,04 | Sree! 74! 112! 187 | af 35” 361“ 714 131 177 SAR 3244 | 36,“ 734 141 167 2937 301“ 364% gu 151 157 32% 28 36” 73! 161 147 | 344 26¢ | 852% 734 171 137. || a6" 24“ 353“ 714 ital Bye ily Meek SAS iy Talea iD ails ERE Pr AC A 2 O earl enor qu 201 | 107 | 4 184% MS CENT 211 97 444 16” 39214 61% 221 87 PAU NT E EE | SR 231 18 | ARE 292°. | 6 241 67 | 50“ 10” 281 gu DS YA ea 18% BB) sia DER ET © EA MAS Dade N as 076 OO TRE + PRE Ge PRE 2911 ae 281 27 57” | 34 191“ 414 291 17 yma fee | E 13 314 aor lly CENTS CARE CEA ales 5 941 Man seer, at de længste Barder (361) ere den 121—141de forfra, den 167—187de bagfra, altsaa ikke just de midterste i Rækken, ligesom de ei heller sidde lige midt i Sættet, 519 men noget længere fortil, nemlig 301—35“ fra dets bageste Ende og kun 25—293” fra dets forreste. Indtorringen kan naturligviis kun forsaavidt formindske denne Beregnings Paa- lidelighed, som den maaskee ikke har havt ligelig Indflydelse paa Sættets forreste og bageste Deel. Krandsbaandet sees at tiltage i Hoide jevnsides med Bardepladernes voxende Længde, men saa ulige svagere i Forhold, at de mindste Plader for- og bagtil næsten ere heelt dækkede deraf, de største derimod kun omtrent paa deres øverste Femtedeel. Saalangt som Bardepladerne dækkes af Krandsbaandet, saalangt kan man ogsaa antage, at de sidde omhyllede af Mellemmassen. Haarene ere ikke tagne med i disse Udmaalinger, da flere Tilfældigheder gjøre sig gjeldende med Hensyn til deres Længde. De længste vare 4 og 4'e og indtil 5“ lange og sad paa den 270de til 290de Barde. Fortil fandtes kun ganske enkelte af en lignende Længde. Til Slutning ville vi endnu gaae ind paa en Sammenligning af vore Bardesæts enkelte Plader indbyrdes i Henseende til deres Form, navnlig fordi vi derved faae Leilighed til at angive, hvorledes man paa enhver Nordhvalbarde altid med Lethed kan bestemme, hvor omtrent den har har havt sin Plads paa Ganen. Den indvendige, haarede Sideflade af hvert Bardesæt var i det Hele taget noget huul, bagtil dog neppe mærkeligt, og allerbagest tvertimod svagt hvælvet. Denne Form af Bardesættenes indvendige Flade hidrører derfra, at Nordhvalens Barder rigtig- nok i Reglen ere sabelformede og stillede med den hule Rand indad, den buede udad, men at denne deres Krumning længere bagtil lidt efter lidt forsvinder, saa at selv Fuldmaalsbarderne bagtil ere ganske ligestrakte, og at de mindre Undermaalsbarder her endog ere krummede i modsat Retning, saa at det paa dem er den inadvendte haarede Rand, der bliver den hvælvede, den udadvendte glatte den hule. Paa Nordhvalens Undermaalsbarder er det altsaa altid let at kjende, om de høre til den forreste eller bageste Deel af Bardesættene, og paa Fuldmaalsbarderne kan man idetmindste efter deres stærkere eller svagere Kruraning i Forbindelse med deres Længde altid omtrentlig bestemme, hvorvidt de have havt deres Plads nærmere Midten eller mere henad en af Enderne. Bardesættenes udvendige Flade dannes, afseet fra det udvendige Krandsbaand, ved samtlige Bardepladers udvendige Rande. Denne Flade vilde altsaa, hvis Pladerne stode ganske lige paa tvers, vise sig som et.Gitterverk, hvorigjennem man kunde see frit ind i deres Mellemrum. Men dette forhindres, som bekjendt, ved deres tagsteensformige Leie mod hinanden, hvorved den foransiddende lægger sig ud over den næstfølgende, og selve dette Leie bevirkes atter tildeels unegtelig ved en Skraastilling, hvorved deres forreste Flader tillige vende udefter, men især dog, som almindelig bekjendt og allerede af Martens 520 angivet!), derved, at Bardepladerne i Almindelighed ere bukkede saaledes om, langs deres ydre Rand, at deres bageste Flade bliver rendeformig udhulet, deres forreste hvælvet paa langs. I den forreste Halvdeel af Bardesættet er denne Ombøining stærkest, og indtil den bageste Trediedeel af Sættet (navnlig til den 19de Plade) endnu stærk nok til at bevirke Pladernes gjensidige Dækning, hvorved alt Indblik udvendigfra mellem Pladerne aldeles af- værges. Men fra den bageste Trediedeels Begyndelse bliver dette Forhold stedse svagere, hører op, og fra den 240de Plade viser den tagsteensformige Dækning sig endog, skjondt langt svagere, i modsat Retning. En rendeformig Fordybning langs den udvendige Rand af disse Barders forreste Flade er imidlertid kun meget svag, Dækningen skeer her for- trinsviis ved Bardernes skraa Stilling. Man seer strax, hvorledes disse Særegenheder for Barderne, efter deres forskjellige Plads i Sættene afgive meget bestemte Mærker paa hver løsreven Bardeplade til Bestem- melse af den Plads, den tidligere har indtaget, hvad enten længere fortil eller længere bag- til, paa hoire eller paa venstre Side. Nordhvalens Skelet. Det er allerede ovenfor bleven bemærket, at ingen Naturforsker før os har havt et heelt Skelet af Nordhvalen til Undersøgelse, og hvor overordentlig værdifuldt derfor det Materiale maa siges at være, der i denne Henseende er stillet til vor Raadighed. Det først opstillede Nordhvalskelet var det af den nyfødte Hun, der i 1843 af Hr. Major Fasting skjænkedes det Kongl. naturhistoriske Museum. Det andet var det 471%‘ lange af en næsten udvoxen Han, som Capt. Holbøll nedsendte i 1846, og som i flere Aar har staaet opstillet i Universitetets zootomisk-physiologiske Museum. Paa disse to Skeletter havde vi saagodtsom allerede fuldført vor Beskrivelse af Nordhvalens Beenbygning, da der- til endnu kom, først det af Capt. Holbøll i Saltlage nedsendte 8%" lange Foster af Hun- kjonnet, dernæst ved Hr. Justitsraad Olrik det 221s lange Skelet, ligeledes af et qvindeligt Individ, og endelig i afvigte Efteraar endnu ved Hr. Dr. Rink det 44% lange af et mandligt Individ. Hvert af disse senere tilkomne Stykker har givet os væsentlige nye Oplysninger, tildeels saadanne, hvorved først den følgende Beskrivelse kan siges at være bleven en Osteographie ikke af et eller to Nordhvalindivider, men af Nordhvalen i Almindelighed. 1) 1. c. p. 100: »Ausswendig aber hat das Fischbein eine Håle, denn es ist umgeleget wie ein Wasser- Rônne, da es auf einander lieget, wie Krebs-Schilde oder Dachsteine: sonst mochte es leicht die untersten Lefftzen wund machen. « 521 Det 47!‘ lange Skelet af den næsten udvoxne Han staaer afbildet i 4/43 af den virkelige Størrelse i Fig. 1 af vor 2den Tavle. Hvad der strax ved første Oiekast paa dette Skelet fængsler vor Opmærksomhed, er unegtelig den ganske overordentlige Størrelse af Hovedet i Forhold til Kroppen. Af hele Skelettets 471%’ indtager Hovedet, som allerede ovenfor angivet, de 18/2", altsaa langt over 43, nemlig 0,3895. Og dog er det neppe saa- meget paa Grund af Hovedets Længde, som snarere paa Grund af dets Tykkelse, at Nord- hvalen med Rette kan betegnes som den storhovede blandt selve Rethvalerne. Nordhvalen er maaskee det plumpeste af alle Dyr, og om det end var noget overdrevet, naar i det 12te Aarhundrede Kongespeilets Forfatter angav, at et Reb, der skal omspænde Nordhvalens Liv, maa have hele Dyrets Længde, var det det dog ikke mere, end at en Nordhvals største Omkreds, efter Scoresbys Maalinger, udgjør % af hele dens Længde. Som det meest Særegne. ved Nordhvalens Legemsform fortjener det nu at udhæves, at Hovedet neppe staaer synderlig tilbage i Tykkelse for nogen anden Deel af dens Legeme, hvor umaadelig tykt dette end monne være, saa at Hovedet, ved derhos at optage over 4/3 af Længden aabenbart maa udgjøre langt over 4/3 af hele Massen. Som bekjendt, beroer dette kolossale Omfang af Nordhvalens Hoved væsentlig paa Mundhulens Udvidelse. Hvor stort et Omfang denne Mundhule kan opnaae, skjønner man ved første Blik paa det afbildede Skelet. Foroven hvælver Overkjæben sig høit i Vei- ret, til Siderne staae de to Underkjæbegrene vidt ud fra hinanden, og Rummet mellem disse tre forholdviis smalle Knogler bliver derved saa stort, at de næsten svinde ind til simple Omrids deraf. I Beskrivelsen af Nordhvalens Ydre er det allerede blevet anført, hvorledes det store Rum mellem den smalle Overkjæbe og hver af de to Underkjæbegrene dækkes paa hver Side af Underlæben. Allerede hos den Nyfødte fortjente denne Underlæbe at kaldes overordentlig høi (Tavle 1 Fig. 1); hvor stort dens Omfang bliver hos den Voxne, kan man omtrentlig skjønne, ved at betænke, at den dækker de indtil 12—13" lange Barder, med Undtagelse af disses nederste Ender, der faae Plads mellem Underkjæbegrenene og Tungen; men paa Skelettet har man hele Underlæbens overordentlige Omfang aldeles bestemt, om end kun middelbart, angivet i denne store Afstand mellem Over- og Underkjæbe. Betragte vi de to Underlæber som Mundhulens egentlige Sidevægge, saa optage naturligviis Barderne en Deel af Hulens Rum; men Barderne ere her saa smalle i Forhold til deres Længde og derhos saaledes boiede og saaledes lagte lig Tagstene over hverandre, at de med en vis Ret selv kunne regnes med til Sidevæggene. I hvert Fald lade de to Bardesæt endnu et overmaade stort Rum tilbage imellem sig. Saalenge Munden holdes lukket, indtages dette Rum af Tungen, der vistnok kan kaldes det kolossaleste af alle Nord- hvalens Organer; men idet Munden aabnes og Tungen trækkes tilbage, opfyldes Rummet af det fortil indstrømmende med Krebsdyr og fritsvømmende Bløddyr stærkt svangre Søvand, Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd, 66 522 der atter, under Mundens paafølgende Tillukning, strømmer ud gjennem Bardegittret paa hver Side, medens Smaadyrene afsies paa dets indadvendende Haarbeklædning. Hos Rørhvalerne er Mundhulen forholdsviis kun lille, i Overeensstemmelse med den langt ringere Vandmasse, der af dem optages tilligemed Føden. I Hoideretningen skjonnes dette allerede paa Skelettet, forsaavidt Ganefladen overhovedet neppe kan siges at være hvælvet forfra bagtil; i Henseende til Breden skjønnes det derimod neppe uden ved at tænke sig denne Flade besat med dens Barder. Ganefladen er her ikke blot i Forhold til Hovedets Længde, men ogsaa i absolut Maal, bredere end hos Nordhvalen, og Underkjæbens Sidegrene bugne endnu stærkere ud fra hinanden; men den i og for sig endog meget brede Mundhule indknibes her i Virkeligheden overmaade meget af Barderne. Dette kommer deels deraf, at Barderne selv ere forholdsviis meget brede, Pukkelhvalens 2—3 Fod lange Barder endog ikke meget smallere end Nordhvalens allerlængste, deels og især deraf, at de alle ere krummede saaledes paa Høikant, at deres glatte udadvendte Rand er huul, déres baarede indadvendte hvælvet. Paa Rethvalbarderne findes (afseet fra de aller- bageste) ingen saadan, Mundhulen indknibende Bøining; om Nordhvalens have vi allerede angivet, at de tvertimod endog for allerstørste Delen ere beiede i modsat Retning, hvorved omvendt Mundhulen vinder i Brede. Naar man blot holder sig til Craniets Omrids, kunde Rørhvalernes Mundhule idetmindste heelt bagtil synes at maatte være bredere end Nord- hvalens, eftersom Baghovedets Sidedele hos dem strække sig langt stærkere udefter; men i dets naturlige Forbindelse med Underkjæben viser det sig strax, at denne dets Udvidelse i Breden slet ikke kommer Mundhulen til Gode, efterdi Underkjæbegrenene ved at boie sig ind under Baghovedet krumme sig indefter, saa at de blive svagt S-formige og have deres Ledforbindelse med Tindingbenene langt indefter paa disses Sidedele"). Idet vi nu gaae over til en nærmere Beskrivelse af Beenbygningen i Nordhvalens Hoved, ville vi fortrinsviis holde os til, eller dog gaae ud fra det 471,2" lange Skelet, til hvis Afbildning i den 2den Tavles iste Figur allerede er blevet henviist. I denne Figur sees Craniet fra Siden, i samme Tavles 2den Figur sees det bagfra (20 Gange formindsket), paa den åde Tavle vises dets bageste Deel oven- og nedenfra. Ligesom det meest Charakteristiske ved Nordhvalens Skelet ligger i Hovedets over- veiende Størrelse, saaledes ligger atter det meest Charakteristiske ved dets Hoved i Kjæbernes Overvægt over den egentlige Hjerneskal, eller rettere i Mundhulens Overvægt over Hjerne- skalhulen. Men naar hiint charakteristiske Forhold ved Skelettet i dets Heelhed idetmindste 1) For største Delen ville disse for Rorhvalernes Kjæber eiendommelige Forhold kunne sees paa Fig. 2 og 3 paa vor 3die Tavle. Fig. 2 eraf et 43' langt Pukkelhvalsskelet, Fig. 3 af et 53%3' langt Finhvalsskelet, begge fra Grønland og begge opstillede i Universitetets zootomisk-physiologiske Museum. forsaavidt kan siges at gjelde under alle Nordhvalens Aldersperioder, som Hovedet allerede hos den Nyfødte, ligesom hos Fostrene, indtager en Trediedeel af hele Legemets Længde, saa gjør derimod Kjæbernes (Mundhulens) Overvægt sig kun gjeldende lidt efter lidt under Veexten. Dette er aabenbart i fuldkommen Overeensstemmelse med, at paa den ene Side Hjernen horer til de allertidligst optredende Organer og allerede har naaet sit blivende Omfang hos den halvvoxne Hval, og at paa den anden Side Barderne først vise sig ved Begyndelsen af Fosterlivets anden Halvdeel, hos den Nyfodte endnu kun ere 4“, hos den Halvvoxne lidt over 3‘, og altsaa først have naaet 4/4 af deres fulde Størrelse paa den Tid, da Hjernen allerede aldeles er standset i sin Vext; thi ligesom hos alle Dyr den egentlige Hjerneskals Vext nodvendigviis maa svare til Hjernens, saaledes svarer hos Barde- hvalerne Kjæbernes Væxt til Bardernes. Vel er Forholdet i sidste Henseende ikke ganske det samme; thi hos det spæde, endnu bardelose Nordhvalfoster indtage Kjæberne allerede en større Deel af Hovedet end Hjerneskallen; men dette er kun en Følge af den almeen- gyldige Regel, at i hvert Organs Udvikling den tilstundende særlige Betydning allerede forud giver sig tilkjende. Thi at iøvrigt Kjæbernes Udvikling svarer til Bardernes, er saa af- gjort vist, at samtlige Eiendommeligheder ved dem, og dermed atter omtrent samtlige Eien- dommeligheder i hele Hovedets Bygning, navnlig hos Nordhvalen finde deres rette Tydning i den umaadelig stærke Udvikling af dens Barder. Saaledes betinger Bardernes stærkt tiltagende Længde for- og bagfra mod Ganens Midte navnlig den hvælvede Form af Ganen, medens deres forholdsviis ringe Brede med- fører en lignende ringe Brede af Ganens Sideflader og af Overkjæben i det Hele; men Bardernes store Antal betinger samtidig en overordentlig Længde af begge Kjæberne, og de to Barde- rækkers store indbyrdes Afstand nedadtil betinger en tilsvarende Udadvigen af Underkjæbens to Sidegrene. Det hele Bardeantals overordentlige Tyngde betinger endelig en tilsvarende Styrke i den smalle Overkjæbes Beenbygning og endmere i Baghovedets, hvortil denne med samtlige Barders hele Vægt er fæstet i vandret Stilling. Ganen hvælver sig meer og meer under Væxten, men dog langtfra i samme Forhold, som Barderne voxe i Længde. Hos den Nyfødte, hvis længste Barder vare 4“ lange, stod ogsaa det hoieste Punkt af Ganen omtrent 4” fra en vandret Linie mellem dens to Yderpunkter; hos den Halvvoxne, hvis længste Barder vare omtrent 3° (3612#), var Ganens Hoide tiltaget til henimod 2° (23”), og paa vort 44/2" lange Skelet, hvis længste Barder vare 11‘ lange, udgjorde den knap 4‘. At altsaa Ganehvælvingen, der hos den Nyfødte svarer omtrent lige til Bardernes Længde, hos den Halvvoxne kun udgjør %z deraf, hos den Voxne endog kun lidt over Ys, finder en haandgribelig Forklaring deri, at Barderne under Væxten vende sig stærkere udefter, hvilket allerede skjønnes deels deraf, at de to Ganeflader stedse tiltage i Steilhed, hvorved de paasiddende Barder rettes mere 66" 524 udad, og deels deri, at Underkjæbens Grene stedse vige mere ud fra hinanden. Rime- ligviis er det endda kun hos Hannen, at Ganen kan komme til at hvælve sig saa stærkt som paa vore to største Skeletter, men ikke hos Hunnen, hvis Barder ifølge den ovenfor givne Fremstilling ere betydelig kortere i Forhold. At Ganehvælvingen paa det af Cu- vier beskrevne og afbildede Nordhvalcranium i det Britiske Museum er saa langt svagere end paa vore, skjøndt det iøvrigt bærer alle Mærker af at være af et gammelt Individ, finder en naturlig Forklaring i den Antagelse, at dette Individ hår været en Hun. Da Overkjæbens Krumning allerede viser sig hos den nyfødte Nordhval og, ifølge Cuvier's Beskrivelse og Afbildning, ligeledes hos den spæde Kapshval, hvorimod den aldrig er ret kjendelig paa Rorhvalernes forholdsviis brede Overkjæbe, bliver den i og for sig et sikkert Skjelnemærke for Rethvalerne overhovedet, og da den staaer i et temmelig bestemt. Forhold til Bardernes Længde, kan dens forskjellige Udviklingsgrad tillige tjene som Kjendetegn paa Alderen og formodentlig ogsaa paa Kjønnet. I Henseende til Adskillelsen mellem de forskjellige Rethvalarter synes man derimod snarere henviist til den forskjellige Form end til den forskjellige Grad af Overkjæbens Bøining. Vi sigte her naturligviis til det af Cuvier og Schlegel paaviste Mærke for Sydhva- lerne, at Overkjæbens Siderande hos dem, istedetfor som hos Nordhvalen bagtil at stige ganske jevnt nedefter, tvertimod pludselig tage Retningen ned- og udefter. Dette beroer, som bekjendt, derpaa, at navnlig hos Kapshvalen saavel Overkjæbebenets som Pandebenets processus orbitalis paa hver Side, istedetfor at styre stærkt bagud, som Tilfældet er hos Nordhvalen, snarere ere rettede lige tvertud, saa at den forreste Rand paa hver af dem kommer til at danne en ret Vinkel med Legemets Midtlinie. Men dette for ældre Individer lige saa sikkre som let anvendelige Skjelnemærke holder ikke Stik paa Cranierne af de ganske unge. Hos den nyfødte Nordhval er rigtignok idetmindste Overkjæbebenets proc. orbitalis tydelig rettet bagud, saa at vi her allerede finde den for Artens ældre Indi- vider charakteristiske jevne Nedstigen af Overkjæbens Siderande, men den samme Form forefindes ogsaa paa det af Cuvier beskrevne Skelet af den spæde Kapshval. At den skraa Stilling af Baghovedets Sidedele under Opvæxten kan svinde lidt efter lidt hos Kapshvalen,. medens den hos Nordhvalen tvertimod uddannes stærkere og stærkere, vil neppe kunne forklares uden i Forbindelse med den Forskjel, der hos disse to Rethvaler samtidig viser sig i Uddannelsen af Baghovedets midterste Deel, og som vi derfor her allerede maae gaae lidt noiere ind paa. Skjøndt Rethvalerne, ligesom alle andre Hvaldyr, ved Fødselen i det Hele taget ere meget vidt fremme i deres Udvikling, er dog deres Hjerneskal paa den Tid saa langt tilbage i sin Dannelse, at Primordialcraniet i det allerede kolossale Hoved for en stor Deel endnu er vedligeholdt. Saaledes endog i Nakkebenet, hvor dog netop dets Forbening allertidligst fuldendes (see den tredie Tavles første Figur). Denne paafaldende sene Ud- dannelse af Rethvalernes Hjerneskal beroer ingenlunde derpaa, at selve Hjernen efter Fødselen skulde voxe stærkere end hos Pattedyrene i Almindelighed. At det forholder sig lige omvendt, derom vidner allerede et Blik paa Hjernehulens Omfang hos det voxne Dyr (Tab. 5 Fig. 1: A), der endog i absolut Maal ikke er synderlig større end den Nyfødtes. Det beroer kun derpaa, at hos disse Dyr Hjerneskallens Tjeneste som Hjernebeholder træder i Baggrunden for dens Tjeneste som Støtte for Overkjeben. Til dette Oiemed for- tykkes Hjerneskallen fortil i en såa overordentlig Grad, at den paa det i Midtlinien gjennem- savede Nordhvalcranium (Tab. 5 Fig. 1) omsider viser en omtrent 5 Gange større Snitflade end hele Hjernehulen. Denne Fortykkelse opnaaer Hjerneskallens forreste Væg imidlertid ikke blot ved en tilsvarende af Pandebenene, men ogsaa af Siebenet, det forreste Kilebeen og hele Nakkebenets Skældeel, idet ogsaa disse Knogler tage Deel i Dannelsen af Hjerne- skallens forreste Væg. At Siebenet tager Deel deri kan ogsaa siges at gjelde for de fleste andre Pattedyr, eftersom denne Knogle under Overkjæbens stærke Uddannelse ganske almindelig hæver sig fra en vandret til en lodret Stilling mod Hjernehulens Grundflade; men om Nakkebenet kan det i det Hoieste kun siges, at dets Skældeel sædvanlig under Overkjæbens stærkere Udvikling rykker længere frem paa Hjerneskallens øverste Flade, dets Ledstykker længere op paa Baghovedet, hvorved Nakkehullet rykker længere bagtil. Eiendommeligt for Hvaldyrene bliver det altid, at Nakkebenets Skældeel rykker saa langt fremad paa Hjerneskallens øverste Flade, at selve Nakkehullet tildeels kommer op paa denne, og hos Nordhvalen naaer delte omsider den Yderlighed, at hele denne Aabning ligger deroppe, og at selve Skældelen kun for en yderst ringe Deel dækker Hjernen, hvorimod den faaer en overveiende Andeel i Dannelsen af den Beenmasse, hvortil Hjerneskallens forreste Væg forvandles. Hjerneskallen udvikler sig altsaa hos Rethvalerne endog overmaade stærkt efter Fødselen, dog ikke idet den lemper sig efter en vedvarende Væxt af Hjernen, men såa godt som ene og alene idet den retter sig efter Overkjæbens tiltagende Vægt. Den ikke blot fortykkes ganske overordentlig i sin forreste Væg, men alle dens enkelte Knogler forrykkes og komme i nye gjensidige Stillinger. I denne Hen- seende synes der imidlertid at være en ganske betydelig Forskjellighed mellem Kapshvalen og Nordhvalen. Hos hiin nemlig hæver Hjerneskallens forreste Væg sig under denne Ud- vikling stærkt i Veiret, hvorved Overkjæben bagtil vinder betydelig i Hoide, hos Nordhvalen derimod strækker den sig mere i Længderetningen, hvorved selve Overkjæben bliver læn- gere, medens Hjerneskalshulen synes skudt lige saa meget længere tilbage. Med denne Forskjel i Retningen af den forreste Hjerneskalsvegs Fortykkelse hos Kapshvalen og hos Nordhvalen staaer aabenbart den mellem dem bestaaende Forskjel i Retningen af Baghovedets Sidedele i umiddelbar Forbindelse. Baghovedets Sidedele dannes hovedsagelig af Overkjæbebenenes og Pandebenenes udstaaende Forlengelser (processus orbitales) samt af Tindingebenenes Ledstykker. Paa 526 hver Side af Craniet voxe disse tre Beenforlengelser hinanden imøde udefter, de to forst- nævnte forfra, det tredie bagfra, hvorved de heelt udadtil næsten komme til at støde sammen, navnlig lige tæt bagved Øiehulen. Hos Nordhvalen bliver her dog altid endnu et lille Rum tilbage imellem dem; et meget stærkt Senebaand (x), hvoraf dette Rum ud- fyldes, synes bestemt til her at knytte dem fast sammen. Jo stærkere disse tre Been- forlengelser voxe udefter paa hver Side, desto bredere bliver naturligviis Baghovedet; jo mere de derhos styre bagud, desto længere tilbage kommer dets største Brede til at ligge, men hvorvidt derved Mundhulen skal vinde i Brede eller i Længde, beroer paa, om ogsaa Ledfladen paa Tindingebenenes Sidestykker samtidig kommer til at ligge længere udefter eller længere tilbage. I begge Henseender udmærker sig den voxne Nordhvals Cranium fremfor alle andre Hvalers; dens Mundhule er bagtil bredere og stærkere forlænget end nogen anden Hvals. I første Henseende nemlig ligge, som allerede Cuvier har udhævet, hos Nordhvalen de to Led- flader til Forbindelsen med Underkjæben saa yderligt paa Sidestykkerne af Tindingebenene, navn- lig i Forhold til deres Leie hos Kapshvalen, at de, trods selve Sidestykkernes ringere Ud- staaen, ere langt stærkere fjernede fra hinanden indbyrdes; og i den anden Henseende ere ikke alene disse Sidestykker allerede i og for sig rettede snarere bagud end skraat forud, som hos Kapshvalen, men navnlig ligger den Deel af dem, hvorpaa Ledfladerne ere anbragte, saa stærkt tilbage, at Ledforbindelsen med Underkjæben hos den voxne Nordhval kommer til at ligge endog betydelig længere tilbage end Ledforbindelsen med Hvirvelsoilen?). Medens altsaa den tilsyneladende Tilbagevigen af Baghovedets midterste Deel hos Nordhvalen kun beroer paa den umaadelige Fortykkelse af Hjerneskallens forreste Væg i Hovedets Længderetning, finder derimod ganske vist en Tilbagevigen Sted af Tindinge- benenes Sidestykker, og netop disses Stilling bestemmer Mundhulens Udstrækning bag- til. Denne sidstnævnte Uddannelse gaaer kun for sig lidt efter lidt under Nordhvalens Opvext. Hos den nyfødte Nordhval ligger Ledforbindelsen med Underkjæben endnu langt mere fortil end Nakkehullet (see Tavle 3, Fig. 1 mellem q og t), hos de yngre Individer omtrent i Linie med samme’). Den stærke Tilbagetrængning af Ledforbin- delsen med Underkjæben, (hos den voxne Nordhval endog til heelt bagfor Nakkehullet) kan altsaa kun netop anvendes som Skjelnemærke for den ældre Nordhval. Mundhulen strækker sig hos den nyfødte Nordhval neppe længere bagud end omtrent hos Rørhvalerne (sammenlign Fig. 2 og 3 paa vor 3die Tavle). Hvad derimod det yderlige Leie af Led- fladerne paa Tindingebenenes Sidestykker angaaer, saa gjelder dette ikke mindre betydnings- fulde Forhold for Nordhvalen i Modsætning til Kapshvalen under alle Udviklingsstadier, i 1) Sammenlign især den 7de og {lite Figur paa den ofte anførte Tavle i Recherch. s. |. oss. foss. (Ed. 3 Tom. V, Tab. 25; i Octavudgaven Tab. 126). 2) See Afbildningerne af Berlinermuseets Nordhvaleranium hos Pander og d'Alton, die Skelete der Cetaceen Tab. IV og hos Brandt og Ratzeburg, Mediz. Zool. Tab. XVI, Fig. 3 0g 4. 527 hvilken Henseende vi kun endnu behøve at henvise til vor Afbildning af den Nyfødtes Cranium i Sammenligning med den Cuvierske Afbildning af den spæde Kapshval. Paa dette Mærke allerede vil ethvert Cranium af en Nordhval og Sydhval, være sig ung eller gammel, altid med Sikkerhed kunne skjelnes fra hinanden. Endnu i een Henseende ere Tindingebenenes Ledflader paa en ret iøinefaldende Maade eiendommelige hos Nordhvalen fremfor hos Kapshvalen, nemlig deri, at de have et næsten heelt vandret Leie (see den Iste og 2den Figur paa vor 2den Tavle og den Iste paa vor bte), hvorimod de hos Kapshvalen ere rettede mere fortil. Dette fra Ledfladernes Retning hentede Skjelnemærke finder ligeledes Anvendelse, i alle Livsaldere. . Men med Hensyn til Ledforbindelsen hos Nordhvalen mellem Craniet og Under- kjæben staaer der endnu tilbage for os at meddele en hoist uventet lagttagelse, som vi have havt Leilighed til at gjøre paa vore to spæde i Saltlage opbevarede Exemplarer (det nyfødte og det ufødte). Ifølge John Hunters Angivelse!) findes hos Hvaldyrene ikke nogen Ledsæk i denne Ledforbindelse, men kun en tyk Masse af Trevlebaand, og mellem disse en klæbrig Vædske (od). Denne Angivelse er af alle følgende Iagttagere enten udtrykkelig bleven bekræftet eller ialfald ikke bleven imodsagt. Alligevel have vi fundet, at der hos den spæde Nordhval meliem Tindingebenenes Ledskaale og Underkjæbens Ledknopper i Virke- lighed findes en dobbelt Ledsæk, af samme Brede som de tilsvarende Ledflader, og at begge Sække ere aldeles aflukkede fra hinanden indbyrdes, saa at Forholdet er ganske som hos Pattedyrene i Almindelighed paa det nær, at vi ingen Bruskplade have kunnet finde i den dem indbyrdes begrændsende Skillevæg. Vi kunne ikke andet end antage, at den her hos de spæde Nordhvaler paaviste Ledsæk ogsaa forefindes hos de ældre- Nordhvalindivider. Hvorvidt den ogsaa skulde være at paavise hos de andre Rethvaler eller maaskee hos endnu mange flere Hvaldyr, maa blive Gjenstand for senere Undersågelser. For at fuldende Betragtningen af de Særegenheder i Beenbygningen af Nordhvalens Hoved, hvorved Mundhulen faaer den saa charakteriske Udvidelse, staaer endnu tilbage at see hen til Formen af Underkjæben. I Overeenstemmelse med den yderlige Stilling af de for Underkjæben bestemte Ledflader, er naturligviis ogsaa Underkjæben bagtil overordentlig bred, omtrent lige saa bred som hele Baghovedet, der paa lidet nær turde være den bredeste Deel af hele Legemet. De to Underkjæbegrene staae altsaa med deres bageste Ender meget stærkt fjernede fra hinanden, og de vige derfor ogsaa kun svagt ud fra hinanden ved Hovedets Midte, hvorimod de i deres forreste Deel krumme sig stærkt indad for at støde sammen i Symphysen. Hos Kapshvalen seer man paa de Cuvierske Afbildninger (l. c. Fig. 6), at Underkjæben er af en temmelig forskjellig Form. I Mod- sætning til Nordhvalens er den i det Hele ikke nær saa bred som Baghovedet, i Midten dog langt bredere end bagtil, hvor dens to Grene nærme sig hinanden meget stærkt, navnlig 1) Philosoph. transact. Vol. 77 pag. 384 (1787). der, hvor de ligge under processus orbitales af Overkjæbe- og Pandebenene. Underkjæbe- grenene hos Kapshvalen ere altsaa, skjøndt de omfatte en langt smallere Mundhule, forholds- viis langt stærkere krummede. Alle de ovennævnte Forskjelligheder mellem Nordhvalen og Kapshvalen i Henseende til Craniets Ledforbindelse med Underkjæben og til dennes Form faae en særlig Interesse derved, at de bringe Nordhvalen fjernere, Kapshvalen nærmere til Rørhvalerne. Et Blik paa de to Rorhvalhoveder paa vor tredie Tavle viser strax, at begges Ledforbindelse mellem Over- og Underkjæbe, især dog Pukkelhvalens (Fig. 2), ligger endnu langt mere indad og længere foran Nakkehullet end hos Kapshvalen, ligesom ogsaa Underkjæbegrenenes Krum- ning er endnu langt stærkere. De ovenfor skildrede Forhold, hvorved Nordhvalens Mundhule fremfor nogen anden Hvals vinder i Hoide, i Længde og i Brede, kunne lige saa vist gjelde for dens væsentligste Særkjender med Hensyn til Hovedets Beenbygning, som Mundhulens overordentlige Omfang med Rette tør siges at være det ret egentlig Charakteristiske i hele dens Organisation. Men derfor tør vi ikke undlade, endnu at gaae noget noiere ind paa Enkelthederne af denne mærkelige Beenbygning, om end ikke paa en Beskrivelse af hver af dens enkelte Knogler, saa dog paa hver af Craniets forskjellige Egne. Derved troe vi bedst at løse den Opgave, vi have stillet os, nemlig at udhæve Nordhvalens Særkjender. I Nordhvalens Cranium ere nemlig de allerfleste Knogler saa inderlig forenede indbyrdes og for største Delen saa skjult liggende, at de overhovedet slet ikke lade sig fremstille hver for sig uden paa Fostre, altsaa ei heller neppe ville komme Zoologerne for Øie uden i større eller mindre Brudstykker af Craniet. Det vil i den følgende Beskrivelse fremdeles fortrinsviis være hiint store i Midten gjennemsavede Hoved, der benyttes som Grundlag, hvorfor vi ogsaa saagodtsom uafbrudt under samme made henvise til de deraf givne Afbildninger. Fra Siden er dette Cranium som allerede anført, gjengivet (ls) i den 2den Tavles iste, bagfra i samme Tavles 2den Figur (Yo); oven- og nedenfra dets bageste Deel i den 4de Tavles Iste og 2den Figur (Yo), nedenfra dets allerforreste Deel i samme Tavles 3die Figur. I alle disse Figurer have Bogstavmærkerne følgende Betydning: a: processus articularis ossis temporum, b: Issebenet (os partetale), c: Hulen for Urplougbenets forreste Spidse (4de Tavle Fig. 3), f: Pandebenet (os frontale), g: Trommehulebenet (os tympanicum) , h: Vingebenets Krog (hamulus pterygoideus), i: Mellemkjæbebenet (os intermazillare) , k: Nakkebenets Ledknop (condylus ossis occipitis) , l: Taarebenet (os lacrymale), m: Overkjæbebenet (os maæillare superius), Næsebenet (os nasale), Nakkebenet (os occipitale), n 0 p: Ganebenet (os palatinum) , q: Nakkebenets processus jugularis , r: Nakkebenets processus mastoideus, t: Tindingebenet (os temporale) , t‘: Tindingebenets processus zygomaticus , u: Vingebenet (os pterygoideum) , v: Plougbenet (vomer), w: Fjeldbenet (os petrosum) , z: Aagbenet (os zygomaticum) , x: (4de Tavle fig. 1) sterke Senebaand. Paa Nordhvalens — ligesom paa enhver anden Rethvals — Cranium falder først den stærke Modsætning i Øinene mellem det korte brede Baghoved og den lange smalle Deel af Overkjæben, der næsten tager sig ud som en derfra udgaaende Stilk. Holde vi os først til denne, såa kunne vi i Henseende til dens Krumning og til den steile Retning af dens to Ganeflader henvise til det Foregaaende og her indskrænke os til at omtale de enkelte Beendele, som træde frem udvendig derpaa. Den nederste Flade af denne overordentlig lange smalle Deel dannes hos den voxne Nordhval saa godt som udelukkende af Overkjæbebenene, der i Midtlinien støde tæt sammen i den meget skarpe Ganekjøl, saa at Plougbenet aldeles ikke træder frem. Men de naae ikke heelt ud til Kjæbens forreste Spidse, og tæt ved deres forreste Ende vige de paa Ganefladen (see Tab. 4 Fig. 3 m) ud fra hinanden, hvorved det bruskede Urplougbeen her kommer frem paa Skelettet (c). Saaledes er Forholdet ikke blot paa begge vore store Skeletter, men ogsaa paa vort halvvoxne, 22/3" lange; kun paa det af den Nyfodte træder Plougbenet frem i Ganens Midtlinie. Naar altsaa denne Fremtræden af Plougbenet ogsaa findes afbildet saavel paa Cuviers Tegning af det gamle Nordhvalcranium i det britiske Museum som paa d'Altons af det unge i Berlinermuseet, saa troe vi, at dette nærmest maa forklares derved, at den meget sprøde af Overkjæbebenene dannede Ganekjol er slaaet af, i Lighed med saamange andre Beskadigelser paa begge disse Exemplarer. Plougbenet naaer hos Nordhvalen ikke længere fortil end omtrent til Overkjæbens forreste Trediedeel (see Tab. 5, Fig. 1 v?), og hvor det slipper, træde Overkjæbebenene selv paa vor Nyfødtes Cranium sammen i Midtlinien, for først længere fortil atter at vige ud fra hinanden. Selve Spidsen af Overkjæben dannes nærmest Ganens Midtlinie af det bruskede Urplougbeen, til begge Sider og oventil af Mellemkjæbebenene. Urplougbenet, der i hele sin øvrige Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd, 67 530 Strækning er mere høit end bredt, bliver her fladtrykt, og Mellemkjæbebenenes forreste Ender slutte sig tæt op til denne Urplougbenets fladtrykte Spidse. Paa Ganefladen, hvor de (Tab. 4 Fig. 3 i) tage sig ud som en umiddelbar Fortsættelse af Overkjæbebenene, omfatte de den kun til begge Sider og lade den ligge blottet i Midten. Forsaavidt kunne de siges her at vige ud fra hinanden; men saa stærkt, som dette Forhold er fremstillet i Cuviers og Brandts Tegninger (ikke i d’Altons af samme Exemplar), hvor Mellemkjæbebenenes forreste Ender endog vige ud til Siderne i Form af et Par Vinger, kan det neppe have viist sig uden ifølge en, formodentlig ved Tørringen opstaaet Fordreining af de her for- holdsviis tynde Knogler. Medens Overkjæbens Ganeflade hovedsagelig dannes af Overkjæbebenene, dannes derimod dens øverste Flade fornemmelig af Mellemkjæbebenene. Ligesom disse Knogler allerede fra Ganefladen saaes at omfatte Urplougbenets forreste stumpe Spidse foroven og paa begge Sider, saaledes dække de fremdeles denne colossale Bruskdeel i hele dens Længde lige til Næseaabningens forreste Hjørne og komme netop derved til at indtage den allerstørste Deel af hele Overkjæbens øverste Flade. Ved denne Aabning vige de ud fra hinanden for at danne største Delen af dens frie Rand eller Karm, nemlig kun med Und- tagelse af heell bagtil, hvor de erstattes af Næsebenene (n). Bag Aabningen omfatte de Næsebenene og støde som sædvanlig op til Pandebenene. Den af dem og af Næsebenene dannede Karm om Neseaabningen hæver sig, især bagtil (Tab. 2, Fig. 2: i—n), saa stærkt i Veiret, at den nok fortjener at sammenlignes med et Rør, om end unegtelig et meget kort og vidt, Dette Rør peger opad og fortil; til hver Side er det bukket lidt om udefter (Tab. 4 Fig. 1), hvorved dets Sidevægge blive synlige, fortil derimod er det ligesom klemt noget sammen fra Siderne og taber sig umerkelig paa den foranliggende Deel af Mellemkjæbebenene. Til hver Side udenom Mellemkjæbebenene indtage Overkjæbebenene en forholdsviis ringe Deel af Overkjæbens øverste Flade; i Højde med Næseaabningen, hvor dennes Karm er bukket lidt om udefter, skjuler hos den Nyfødte Karmen dem aldeles. Bagfor Aab- ningen synes Overkjæbebenene derimod endog at træde langt stærkere frem hos Nordhvalen end hos Rørhvalerne, navnlig i Form af en trekantet Plade, hvis bageste Rand støder til Pandebenet i hele dettes Strækning indenfra udad, og hvis ydre Deel løber ud i den alle- rede ovenfor omtalte processus orbitalis. Hos Rørhvalerne mangler denne trekantede Plade ingenlunde, men hos dem dækkes den saaledes af et fra Pandebenet udgaaende Beenstykke, at den synes splittet i to Forlængelser, hvoraf den ene (Tab. 3 Fig. 2 og 3: m‘) strækker sig bagtil og indad mod Pandebenets forreste Rand, den anden (m?) forlænger sig udefter som processus orbıtalis. Næsebenene (Tab. 3 Fig. 1, Tab. 2 Fig. 2 og Tab. 4 Fig. 1: n) ligge hos Nord- hvalen ligesom hos Kapshvalen fremme bag Neseaabningen i Form af to langstrakte für- kantede Beenplader, der i Modsætning til Rørhvalernes ere omtrent lige brede bagtil og fortil. Deres forreste Halvdeel viste paa vort største Exemplar en paafaldende mørkere Farve og sprødere Textur (Tab. 4 Fig. 1 n‘), hvilket dog sikkerlig kun var reent tilfældigt. At de, skjøndt i det Hele taget liggende vandret, dog fortil hæve sig kjendelig i Veiret tilligemed den hosliggende Deel af Mellemkjæbebenene, saa at de blive synlige bagfra (Tab. 2 Fig. 2: n), medens Pandebenene ligge skjulte mellem dem og Nakkebenets Skældeel, er allerede nys bleven omtalt. Af Pandebenene ligger, som sædvanlig hos alle Hvaldyr, kun en ringe Deel fri paa Hjerneskallens øverste Flade, men dog en større end navnlig hos Finhvalerne. Mær- keligt turde det ogsaa kaldes, at de ingenlunde dækkes mere, snarere mindre, af Nakke- benets Skældeel hos den Voxne end hos den Nyfødte. Nærmest Midtlinien strækker sig fra deres forreste Rand et Par smalle Forlengelser hen til Nesebenenes bageste Rand og omfattes ligesom dette Knoglepar af Mellemkjæbebenenes bageste Endestykker. Ogsaa om dette Par Forlengelser fra Pandebenenes forreste Rand turde det fortjene at udheves som en Merkelighed, at de ere forholdsviis større hos den Nyfodte (Tab. 3 Fig. 1 fj, ligesom de paa Kapshvalen idetmindste ere kjendelige i den spæde Alder, derimod ikke i den voxne. Til hver Side lobe Pandebenene, ligesom Overkjæbebenene, ud i deres processus orbitalis. Hos den Nyfodte ere disse Pandebenenes Sideforlengelser forholdsviis meget brede, navnlig i Forhold til deres endnu ringe Længde (i Legemets Tverretning). Hos den Voxne derimod ere de overmaade smalle, hvælvede paa deres øverste, dybt rendeformig udhulede paa deres nederste Flade, saa at de i Virkeligheden vise sig som Halvrør, bestemte til ovenfra at skjærme Synsnerverne, og kun heelt udadtil, hvor de betydelig udvide sig i Bre- den, som sædvanlig, at danne Oienhulens Loft. Det er allerede ovenfor blevet omtalt, at skjøndt disse Pandebenenes lange Sideforlængelser hos Nordhvalen skyde stærkt bagud og derved komme Nakkebenets Sideforlengelser meget nær, bliver der dog et Rum tilbage imellem dem, hvori de ved et eget meget stærkt Baand (x) ere ligesom knyttede sammen. Saaledes viser Forholdet sig navnlig paa Craniets øverste Flade, Paa dets Underflade der- imod (saavelsom fra Siden) sees Aagbenene (z) indskudte imellem dem, hvorved Øienhulens Omkreds lukkes forneden. Det synes som om hverken Aagbenene eller Taarebenene tidligere ere blevne iagt- tagne hos Nordhvalen; idetmindste have saavel hine som disse manglet paa alle hidtil be- skrevne og afbildede Cranier af denne Art. Nordhvalens Aagbeen afvige deri fra Kaps- hvalens at de ere mindre stærkt boiede, og at deres Forbindelsesflade med Overkjæbebenene er meget mere langstrakt. Taarebenene ere hos Nordhvalen paafaldende smaa, navnlig langt mindre end hos Sydhvalerne. Medens de ligge overmaade tydeligt fremme ikke blot paa begge de to af Cuvier afbildede Kapshvalcranier, men ogsaa paa Craniet af et kun 63 Tommer langt Sydhvalfoster fra Havet om Kamtschatka, er det ikke lykkedes os at eftervise 67" dem hos noget af vore spæde Nordhvalindivider, og vi holde os for temmelig overbeviste om, af de i forbenet Tilstand ikke ere tilstede hos Nordhvalen før efter Fødselen. Paa alle vore mere uddannede Nordhvalskeletter derimod have vi fundet disse Knogler (Tab. 2 Fig. 1 og Tab. 4 Fig. 2: 1) som sædvanlig indskudte paa hver Side mellem Overkjæbebenet og Pandebenet ligeforan Aagbenet i Form af smalle indad tilspidsede Beensplinter. . De paa selve Hjerneskallen nærmest Pandebenene liggende Issebeen (ossa parie- talia) træde bos Nordhvalen kun meget lidt frem. Midt paa Craniets øverste Flade ere de endog allerede hos den Nyfødte aldeles dækkede af Nakkebenets Skældeel, skjøndt de dog paa de Cuvierske Tegninger af den spæde Kapshval sees overmaade tydeligt fremtrædende tilligemed Mellemissebenet. I Tindingegruben sees Nordhvalens Issebeen, ligesom Kaps- hvalens, at danne omtrent hele den forreste lige udad vendte Halvdeel af dens Side- fiade (Tab. 2 Fig. 1: b), hvorimod den bageste mere tverstillede Halvdeel deraf (samme Fig.: t) dannes af Tindingebenene. Fremdeles ligesom hos Kapshvalen er Tindingegruben, i Modsetning til Rorhvalernes, langt mere hoi end bred, og Tindingemusklens Trevler sees hos Rethvalerne at maatte styre næsten lige ned mod Underkjæbens Muskelforhoining og langt mindre end hos Rerhvalerne boie sig omkring den bageste Rand af Pandebenets Sidedeel, betjenende sig af den som en Vinde. Den til Tindingegruben horende Deel af Issebenet er, ifølge denne Form af Gruben i det Hele, langt mindre bred end hoi. Fortil, ned- og udadtil slaaer imidlertid hvert af Issebenene sig ud over Pandebenenes processus orbitalis, ja omfatter denne Beenforlengelse nærmest dens Udspring endog lig en Halv- skede, hvoraf” idetmindste hos den Nyfodte den øverste Deel er synlig ovenfra (Tab. 3 Fig. 1: b), omend ikke saa stærkt udviklet som hos Pukkelhvalerne. Den nederste Deel deraf sees derimod hos den voxne Nordhval endnu bestemtere at forlænge sig udefter i Form af en Halvrende (Tab. 4 Fig. 2: b) med Huulfladen opadvendt, og derved at slutte sig saaledes til Pandebenets processus orbitalis, at Seenerven idetmindste indadtil kommer til at ligge i et fuldstændig lukket Beenror. Den saaledes af Issebenet dannede Halvrende styrkes endyderligere ved en lignende, men langt kortere Halvrende fra Vingebenet (Tab. 4, Fig. 2: u). Om Nakkebenet er det allerede blevet anfort, at det hos den nyfodte Nordhval er saa ufuldkomment uddannet, at dets Andeel i Primordialeraniet endnu er brusket saavel, hvor det støder mod Skældelen og Kilebenene, som mellem dets tre under Forbeningen særskilte Stykker: Ledstykkerne og Grundstykket. Samtidig ligge Ledstykkerne saavel med deres Sideforlengelser som med deres Ledknopper endnu tildeels fremme paa Craniets Nederflade, og Nakkehullet er endnu ikke rykket heelt op paa dets overste Flade; saameget mere paafaldende turde det derfor vel kaldes, at Nakkebenets Skældeel derimod allerede her ligger nok saa langt frem over Issebenene og Pandebenene (see Tab. 3, Fig. 1: o) som hos den Voxne. 533 Medens Nakkebenets Ledstykker saaledes endnu ved en Bruskstrimmel ere aldeles skarpt begrændsede fra Skældelen, er deres ydre Rand, der støder mod Tindingebenet, kun svagt Sformig krummet, ganske jevn og eensformig glat i hele sin Længde. Senere hen, naar alle Nakkebenets enkelte Beenstykker ere fast forenede indbyrdes, ere disse tidligere Forhold neppe længere at gjenfinde. Tindingegrubens yderste Deel er voxet frem i Form af en stærk Kam, og den tilstødende Deel af hiin Sformige Rand paa Nakkebenet hæver sig op imod denne; Tindingebenets Sideforlængelse er derimod bleven trukket overmaade stærkt tvert udefter; den tilstødende Deel af Nakkebenets Ledstykke har fulgt den i denne Forvandling; den bageste Flade gaaer i lige Flugt med samme Flade paa Tindingebenets Sideforlængelse, og den ydre Halvdeel af hiin Sformede Siderand paa Nakkebenet danner en bagtil og indad løbende takket Som, der tjener som Grændseskjel mellem de to Beens Andeel i Nakkens Sidedele. Istedetfor at indlade os paa en yderligere Beskrivelse af Nakkebenets Overflade paa Nordhvalcraniet maae vi ansee det for rigtigere kun at henvise til den Afbildning, vi have givet deraf; men vi kunne ikke forlade den uden at gjøre opmærksom paa, at den forholdsviis hyppigt findes temmelig ubeskadiget paa de Zoologen til Artsbestemmelse foreliggende Brudstykker. I denne Afhandlings første Afsnit er blevet omtalt et saadant Brudstykke af en Hval, fundet ved den Middendorffske Expedition paa Siberiens Nordkyst, om hvilket vi efter tvende Tegninger deraf, som vi skylde deels den til Expeditionen hørende Hr. Branth, deels selve Expeditionens berømte Styrer, have betvivlet, at det kan have hørt til den Art, der her er den nærmeste Gjen- stand for vore Undersøgelser. Den ene af disse Tegninger forelægge vi i hos- staaende Træsnit til nærmere Sammen- ligning med vore Afbildninger af Grøn- landshvalen. Man vil finde, at ligesom allerede Overkjæbens Smalhed i og for sig er tilstrækkelig til at udelukke hver Tanke om Craniet af en Rørhval, saaledes turde ogsaa saavel Retnin- gen af Overkjebebenenes og Pande- benenes processus orbitales, som det stærkt fremadskudte Leie af Nakke- benets Skældeel være tilstrækkelig til at vise, at den Rethval, til hvis Cranium dette Brudstykke har hørt, har staaet 534 Nordhvalen nærmere end Kapshvalen; men derhos vil man i Smalheden af Nakkebenets Skældeel og i dets Sidedeles større Brede og mindre Længde finde tilstrækkelig Anledning til her at formode en til Nordhvalgruppen henhørende særlig Art. Paa Baghovedets Underflade (Tab. 4 Fig. 2) sees Overkjæbebenene endnu tildeels at bibeholde deres Overvægt i Ganens Dannelse. Bagtil viser Grændsen mellem deres Side- dele (processus orbitales) og Midtstykket sig i Form af en meget dyb Spalte i deres Gane- plade. Den danner Indgangen til en dyb Hule i Benenes Indre, og fortil forlænger Spalten sig i Form af en Række Gjennemgangsaabninger for Kar og Nerver. En Mængde lignende Aabninger findes nærmest udenom selve Spalten. Selve Midtstykket af hvert af Overkjæbe- benenes Ganeplade spalter sig atter bagtil i to smalle Forlængelser, hvoraf den ydre er den længste. Spalten imellem dem indtages af Ganebenenes forreste Ende. Hos den voxne Nordhval er denne forreste Ende af Ganebenene tilspidset og disse Knogler (p) overhovedet smalle. Bagtil vige de ud fra hinanden i en spids Vinkel, hvori den af Plougbenets lod- rette Plade dannede Næseskillevæg for en liden Deel bliver synlig. Til Ganebenenes bageste stærkt udadvendte Rand slutter sig, som sædvanlig, Vingebenenes (u) Ganeplade, paa hvis frie Rand (h) en egentlig Krog (kamulus pterygoideus) neppe lader sig adskille (saaledes som Tilfældet er hos Rørhvalerne). Af Vingebenene er desuden paa Craniets Nederflade endnu synlig, ikke blot den ovenomtalte smalle Forlængelse, der tjener til Støtte for Isse- benets Andeel i Seenerverøret, men ogsaa en liden Deel af deres dybt mellem de øvrige Knogler indkilede Midtstykke. Hos den voxne Nordhval er Ganen, og dermed Mundhulen, saa stærkt forlænget bagtil, at dens ved Vingebenene dannede bageste Rand nærmest Midtlinien tillige bliver den bageste Rand af selve Craniets Nederflade. De til Hjerneskallens Gulv og til Hore- redskaberne svarende Knogler ere deels blevne saa stærkt skudte opefter eller saa stærkt dækkede af Ganeknoglerne, eller ialfald blevne forholdsviis saa smaa, at de enten slet ikke mere ere synlige eller dog idetmindste træde heelt i Baggrunden for de til Ganens eller til Baghovedets Sideforlængelser hørende Beendele. Intetsteds ellers viser den Nyfødtes Cranium sig saa forskjelligt fra den Udvoxnes som netop her, og til Oplysning heraf gives endnu, til Sammenligning med vor Afbildning i den 4de Tavles 2den Figur, et Træsnit af den tilsvarende Egn hos vor nyfødte Nordhval. Bogstavmærkerne b, g, m, p, t, t’, u, v og z have her samme Betydning som i denne Figur paa den 4de Tavle; m‘ betyder den ydre og længste af de Forlængelser, hvori Midtstykket af Overkjæbebenets Ganeflade bagtil er spaltet, m‘ Overkjæbebenets processus orbitalis, 0" Nakkebenets Grundstykke, u' den Deel af Vingebenet, der legger sig op mod Issebenet, u‘ den til Nakkebenet stodende Deel af Vingebenet, v‘ den bageste Deel af Plougbenet. Man seer, at der her hos den Nyfødte, i Modsætning til Forholdet hos den Voxne, endnu bag Vingebenenes (u) frie Rand ligger en ganske betydelig Strækning, dannet af de meer eller mindre til Hjerneskallen hørende Knogler. Navnlig viser sig her nærmest Midtlinien endnu saavel den Deel af Plougbenet, der dækker det bageste Kilebeen, som og hele Nakkebenets Grundstykke (pars basilaris ossis occipttalis: 0') af et forholdsviis stort Omfang, medens disse Dele hos den Voxne neppe mere skjelnes i deres dybe Leie mellem Ganebenenes indadvendte Rand. Nærmest udenom hiin Plade af Plougbenet ind- tage Vingebenenes Midtstykker hos den Nyfodte en ganske betydelig Strækning (u‘) bagved deres Ganestykker, og nærmest udenom og bagved Nakkebenets Grundstykke (0°) sees endnu en stor Deel af denne Knogles Ledknopper (k), der hos den Voxne ere blevne trængte op påa den øverste Flade. Lidt længere udefter sees paa den ene Side det saa løst med Fjeldbenet sammenvoxne Trommehulebeen (g) hos den Nyfødte stort og rundt, hos den Voxne forholdsviis langt mindre og derhos temmelig forskjelligt formet. Ogsaa Sidedelene af Nakkebenets Ledstykker træde hos den Nyfødte (0) endnu stærkt frem paa Craniets Nederflade, hos den Voxne derimod saagodtsom slet ikke. Lige det modsatte Forhold viser sig mellem den Nyfødtes og den Voxnes Cranium 536 med Hensyn til Tindingebenenes Sidedele, i Overeensstemmelse med hvad der om dem allerede ovenfor udførlig er fremstillet at finde Sted under Væxten. Paa denne ligesom paa den modsatte Flade af Craniet finde vi dem hos den Nyfodte endnu kun i Form af korte, uregelmæssig trekantede Knoglestykker (t‘), i hvilke man kun paa Sideleiet- og For- bindelsen med Aagbenet (z) vil kunne gjenkjende disse hos den Voxne navnlig bagtil og udad saa overordentlig stærkt uddannede og tilbageskudte Beendele. Fjeldbenet er hos den Nyfødte ogsaa endnu af en langt simplere Form end hos den Voxne, hvor det (w) viser sig som en overmaade haard og ujevn Beendeel. Forbin- delsen mellem det og Trommehulebenet skeer, som sædvanlig hos Hvalerne, ved to tynde men faste Beenforlængelser, hvoraf den ene er processus anterior mallei, og disse Forlængelser knække meget let over. Derimod er selve Fjeldbenet overordentlig fast indkilet mellem de øvrige Hjerneskalbeen, navnlig ved de to allerede af Cuvier beskrevne og afbildede Been- tapper. Vi have fremstillet denne meget indviklede Forbindelse af Fjeldbenet med de hos- liggende Been i den 4de Figur paa vor bte Tavle, navnlig saaledes, som den viser sig paa venstre Side af det opstillede Hoved, medens man betragter den nedenfra og forfra. I denne Figur (4/2 Gange formindsket) betyder a: Trommehulebenet (bulla tympani), b: Fjeldbenet, b‘: dette Beens tynde skarpe Plade, der danner den forreste Væg af Oregangens inderste Deel (hvori navnlig den posedannede Udkrængning af Trommehinden har sit Leie), ce: Fjeldbenets ydre Taps forreste og (mod 0”) nederste Flade, af hvilke hiin i Forbindelse med x danner Øregangens bageste Væg, d: Fjeldbenets indre Tap, forsaavidt den er fast og benet, de: ” » » » » bestaaer af en svampet Masse, e (og h): Nakkebenets Andeel i Vingebeenshulens indre Sidevæg, f: Vingebeenshulens Loft, dannet af Nakkebenet, g: Vingebenets Andeel i Vingebeenshulens indre Sideveg, h(oge): Nakkebenets » » » » » o: Nakkebenet, of: den nedre rue Flade af Nakkebenets Sidedeel, der slutter sig til den nederste Flade af Fjeldbenets ydre Tap, p: Vingebenet, t: Tindingebenet, t’: den indre Veg af Tindingebenets Ledstykke, t°: en svampet Forlængelse af Tindingebenet, der slutter sig til d°, x: Oregangens bageste Veg, forsaavidt den dannes af Tindingebenet, y: Mellemrum mellem Fjeldbenet og den nederste Flade af Tindingebenets Ledstykke, fyldt med stærkt Trevlevæv til Fjeldbenets Befæstelse, z: Indgang til Vingebeenshulen. Da Fjeldbenet hos Nordhvalen (som hos Bardehvalerne i Almindelighed) er saa overordentlig tæt indkilet mellem de omliggende Knogler af Hjerneskallen, vil man neppe i noget Tilfælde kunne faae det løsrevet, idetmindste ikke af et udvoxet Nordhvalcranium, uden betydelig Beskadigelse enten af det selv eller af de omliggende Dele. Til Fjeldbenet er atter Trommehulebenet voxet saaledes fast, at det aldrig vil kunne løsne sig ved Delenes Forraadnelse; men den faste Forening mellem begge disse Beendele beroer paa to saa tynde Beenstykker, at Trommehulebenet meget let knækkes af og meget hyppig meer eller mindre beskadiget forekommer i Samlingerne. Af nogenlunde store Rethvaler ere disse Knogler ogsaa overmaade lette at skjelne fra Rørhvalernes, navnlig derved, at de næsten ere ligesaa brede som lange, hvorimod alle Rørhvalernes ere kjendelig længere, Finhva- lernes endog meget længere. Men paa ganske unge Exemplarer er dette Skjelnemærke, og endmere alle øvrige, der kunne hentes fra deres Form, temmelig svagt uddannede, og Sammenligningen mellem Nordhvalens og de øvrige Rethvalers Trommehulebeen have vi hidtil end ikke havt Leilighed til at anstille paa udvoxne Exemplarer. For at vise de indre skjulte Dele af Nordhvalens benede Hoved er dettes hoire Halv- deel bleven afbildet indvendigfra efter det samme 47%" lange Exemplar paa den Ste Tavle. Ved Gjennemsavningen er Snittet i det Hele taget gaaet lodret gjennem Midtlinien, men bagtil lidt udenfor samme tilvenstre, saa at paa Afbildningen Neseskilleveggens venstre Sideflade (e—v*) dækker den hoire Næsegang. Derved er opnaaet den Fordeel, at Ploug- benet, der næsten slet ikke ligger for Dagen udvendigt, her bliver synligt fra flere for- skjellige Sider"). Bagtil seer man den forholdsviis saa overordentlig lille Hjerneskalshule (A) og Nakkehullet (00—00), som er trængt heelt op paa Hjerneskallens Rygflade; fortil den umaadelig tykke Beenblok, hvortil Hjerneskallens forreste Væg er bleven forvandlet under Sammensmeltningen af Nakkebenet (sguama occipitalis), Mellemissebenet (os inter- parietale), Pandebenene, Siebenet og Næsebenene. Paa den lodrette Længdesnitflade af denne Beenblok er det ikke muligt med Bestemthed at kjende Grændserne for hvert af disse enkelte Been. Det er kun efter et Skjen, at Nakkebenets Andeel er betegnet med 1) Gjennemsavningen af dette Cranium skete tildeels af Nødvendighed, eftersom det ikke i sin Heelhed kunde komme igjennem nogen af Museets Døre. Men Præparatet kom derved ingenlunde til at lide, eftersom det lykkedes at faae det opstillet saaledes, at dets to Halvdele ved en særegen Mechanisme kunde skrues aldeles tæt sammen. Tvertimod har det for Studiet vundet overmaade meget derved, at ved samme Mechanisme ogsaa med Lethed de to Halvdele lade sig skrue ud fra hinanden, hvor- ved alle de langs Midtlinien liggende indre Dele komme for Dagen, saaledes som afbildet i den her beskrevne Figur. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem.Afd., 5 Bd. 68 Bogstavet 0, Pandebenenes med f, Næsebenenes med n, Siebenets med e. Ligesom Sie- benet i sin forbenede Tilstand er smeltet sammen med Pandebenene, saaledes sees det fremdeles i Næsehulens Indre at hænge umiddelbart sammen med de ligeledes heelt forbenede Musling- been (c) og den bageste Deel af Næsegangens Bruskbeklædning, forsaavidt som ogsaa denne er forbenet (m°). Den endnu ikke forbenede Deel af Hovedbrusken er gaaet tabt under Macera- tionen, saa at ikke alene den Flade af Overkjæbebenet (m*) og af Mellemkjæbebenet (i), som fortil danne Næsens indre Vægge og i frisk Tilstand have et Bruskovertræk, men ogsaa Plougbenets indre Væg (v—v), der tidligere omfattede Axebrusken, ere blevne blottede. Ligesom nemlig det saakaldte Primordialcranium, hvortil ogsaa Siebenet og Muslingbenene høre, oventil forlænger sig i et brusket Overtræk af hele Næsegangen (m’—m‘—i), saaledes forlænger det sig nedadtil i det aldeles colossale Urplougbeen, der ikke blot udfylder hele Plougbenets meget rummelige Hule (v—v), men, hvor dette ved Overkjæbebenets forreste Trediedeel hører op, endnu forlænger sig foran samme heelt ud til selve Spidsen af Over- kjeben. Af disse to forreste Forlængelser af Primordialcraniet findes hos den udvoxne Nordhval kun den allerbageste Deel forbenet, og en særlig Fremstilling af denne Egn, der frembyder endeel Vanskeligheder for Tydningen, er givet i den 5te Figur paa samme Tavle. De enkelte Bogstaver have her følgende Betydning: a: det første Muslingbeen, b: » andet » À Cs) > tredie » D d: en Fordybning i Nesebruskens Sidevæg ; f: den venstre Sideflade af Urplougbenets forbenede Deel; m°: den forbenede Næsebrusks Sidevæg, m : en Forlængelse fra samme, ligeledes forbenet ; m*: Overkjæbebenets indvendige Flade; x: en svampet Beenmasse mellem Overkjæbebenet og Plougbenet, V: den forreste Flade af Urplougbenets forbenede Deel, v: Plougbenets indvendige Flade. Forsaavidt Plougbenet ikke er truffet af Snittet, og dets udvendige Flade derved er kommen for Dagen paa venstre Side, kan man (i Figur 1) adskille tre Strækninger derpaa: fortil (v‘) den af Overkjæbebenets Ganestykke (m) dækkede Deel, i Midten (v”) den af Ganebenet (p) dækkede Deel og bagtil den (v*), hvor Plougbenets udvendige Flade er fri og danner Næseskillevæggens venstre Sideflade. Da det imidlertid neppe er muligt at danne sig en klar Ferestilling om Formen af denne dybt i Craniets Beenbygning skjulte Knogle, uden ved at see den heelt udrevet 1) Sammenlign Afbildningen af disse Dele for Forbeningen hos Vaagehvalen i dette Selskabs Skrifter 4de Række; 12 Bind, Tab. 13. . fe. SÅ deraf, er den i hosstaaende Træsnit bleven givet saaledes, som vi have havt den for Øie i det ufødte Individ. Lige foran v' sees den bageste frie Rand af Næsegangenes Skillevæg og dennes fortil og opad stigende venstre Sideflade, der i den Ste Tavles Iste Figur har faaet samme Mærke; ovenover v“ og v‘ den venstre hvælvede Sideflade, der ligger op til Gane- benet og Overkjæbebenet. Paa den Tab. 5, Fig. 1 afbildede hoire Halvdeel af Craniet var denne Flade for største Delen gaaet tabt ved Gjennemsavningen af Plougbenets venstre Plade, og derved var der vundet et friere Indblik i Knoglens store Hule (v-v) for det bruskede Urplougbeen; paa Træsnittet derimod seer man, hvorledes denne store Hule bagtil først (fra p til u) gaaer over i en smallere og fladere Grube, hvori -det forreste Kilebeen har sit Leie, og dernæst (fra u til u‘) i en yderst svag Udhuling af Plougbenets heelt nedtryk- kede og vandret liggende Deel, der nedenfra dækker det bageste Kilebeen. Plougbenets bageste Rand (0), der er ganske tynd, støder til den forreste Deel af Nakkebenets Grundstykke. Siderandene af Plougbenet støde heelt fortil mod Mellemkjæbebenene, i Midten mod Kjæbebe- nene. Ovenfor Næsegangenes Skillevæg, hvor de blive meget brede og ujevne, ere de forbundne med Ganebenene (ved p), i hele den bageste Strækning (u-u‘) med Vingebenene. De Dele, der nedenfra dækkes af Plougbenet, nemlig Urplougbenet og begge Kilebenene, ud- gjorde hos dette ufødte Individ endnu kun en eneste Brusk uden Spor til Afdeling, der ogsaa endnu indbefattede det bagved tilstødende Grundstykke af Nakkebenet og foroven Siebenet. Til yderligere Oplysuing af Nordhvalhovedets indre Beenbygning, forsaavidt denne kommer for Dagen efterat være savet lodret igjennem i Midtlinien, følger her endnu Tyd- ningen af samtlige de i den Ste Tavles Iste Figur ansatte Bogstavmerker. A Hjerneskallens Hule, B: Øiehulen, C: Neseaabningen , D: Stedet for Foreningsbaandene mellem Over- og Underkjeben, a: Tindingebenets Ledskaal (processus articularis ossis temporalis), c: den forreste Deel af Næsehulens Muslingbeen (conche nasi) , e: Siebenet (os ethmoideum) , f: Pandebenet (os frontale), f/: processus orbitalis ossis frontalis, 540 h: Vingebenets Krog (hamulus pterygoideus), i: Mellemkjæbebenet (os intermaxillare) , i: Mellemkjæbebenets Næsehuleflade (superficies nasalis ossis intermazillarıs) , k: Nakkebenets heire Ledknop (condylus occipitalis), m: Overkjebebenet (os maxillare supertus), m‘: Overkjæbebenets Sideforlængelse (processus orbitalis ossis maxillaris superioris), : en tynd og huul Plade af Overkjebebenet, der slutter sig til den af Pande- benet dannede Væg af Seenervens Rende, m: Overkjæbebenets Ganestykke (processus palatinus ossis maæillaris supertoris), m*: Overkjæbebenets Nesehuleflade (superficies nasalis ossis maxillaris superioris), : den bageste Deel af denne samme Flade, beklædt med et forbenet Brusklag fra Primordialcraniet, n: Næsebenets indvendige Flade, ni: » nederste eller Næsehuleflade, Nakkebenets Snitflade , o‘: den nederste og bageste Deel af Nakkebenets frie Flade, o*: den øverste Deel af samme Flade, 00: Nakkehullet (foramen magnum), p: Ganebenet (os palatinum), t: Tindingebenet (os temporale) , u: Vingebenet (os pterygoideum) , vy: Plougbenets høire indvendige Flade, der omfatter Urplougbenet, v°: Plougbenets Snitflade i Midtlinien , v‘: Plougbenets udvendige Flade, forsaavidt den dækkes af Overkjebebenet , v“: samme Flade, forsaavidt den dækkes af det venstre Ganebeen, vw: samme Flade, forsaavidt den danner Nesegangens indvendige Væg, v: Plougbenets bageste fritliggende Ende, z: Aagbenet (os zygomaticum). ) Underkjeben af vort 47Y%o" lange Nordhvalskelet findes afbildet bagfra i den anden Tavles 2den Figur, den venstre Green deraf udvendigfra i samme Tavles {ste Figur, den hoire indvendigfra i den 5te Tavles 2den Figur og endelig samme Greens bageste Ende ovenfra i samme Tavles 3die Figur. I Forhold til den nyfødte Nordhvals Underkjæbegrene ere den voxnes unegtelig stærkt krummede, men dog ingenlunde saa stærkt som Rørhvalernes i Almindelighed, navnlig langtfra saa stærkt som Pukkelhvalernes (Tavle 3 Fig. 2). Krumningen viser sig ogsaa næsten heelt indskrænket til den forreste Halvdeel. Dette beroer aabenbart derpaa, at deres Ledforbindelse med Tindingebenene skeer saa yderligt paa disses meget stærkt 541 udstaaende Sideforlængelser, at de her allerede næsten staae ud fra hinanden i hele Hove- dets Brede, hvorimod der hos Rorhvalerne, som allerede ovenfor bemærket (sammenl. den 3die Tavles 2den og 3die Figur), finder et heelt andet Forhold Sted. Ligesom altsaa den voxne Nordhvals Underkjæbegrene, skjøndt de omfatte den umaadelige brede Mundhule, og skjøndt de fortil støde sammen i Midtlinien, dog forholdsviis kun ere svagt krummede, saa- ledes maae de, ogsaa, skjøndt i den Grad tunge, at hver af dem i den friske Tilstand neppe vil kunne løftes fra Jorden uden ved 6 Mands forenede Kræfter, dog i det Hele taget kaldes spinkle i Forhold navnlig til Pukkelhvalernes Underkjæbegrene. Det er kun heelt bagtil, at de unegtelig ere endog meget tykke, men forefter aftager deres Tykkelse lidt efter lidt, saa at de ved Spidsen blive ganske fladtrykkede. Deres betydelige Tyngde be- roer altsaa deels paa Tykkelsen af deres bageste Ende, deels paa deres overordentlige Længde. (See især paa den 2den Tavles 2den Figur, hvor dog maa tages Hensyn til den perspectiviske Formindskelse af den 19” længere Afstand af Kjæbebenenes forreste Ende.) Af Eiendommelighederne paa den ældre Nordhvals Underkjæbebeen ville vi først udhæve den, at de ved deres forreste fladtrykte Ende dreie sig saaledes, at deres indven- dige Flade kommer til at vende op-, den udvendige nedefter, saa at de ved deres Sammen- stød ikke saameget modes med deres Spidser som med den allerforreste Deel af deres nederste Rand. (See den 5te Tavles Fig. 2 f.) Denne særegne Stilling af Underkjæbe- grenenes forreste Ender er endnu ikke kjendelig hos ganske unge Individer, og kan paa Rør- hvalernes i det Hoieste kun siges at være antydet i en svag Boining. Langt flere, og tildeels ikke mindre iøinefaldende Særkjender finde vi paa den bageste Ende af Nordhvalens Underkjæbebeen. | Som saadanne ere allerede i det Foregaaende nævnte Ledfladernes heelt forskjellige Stilling, der allerede kunde paavises hos den Nyfødte, og dernæst denne Egus paafaldende Tykkelse i Forhold til Knoglernes midterste og forreste Deel. For at gaae noget mere ind i Enkelthederne af de her fremtrædende Særegenheder, ville vi henvise til den 5te Tavles Fig. 2, hvor den voxne Nordhvals hoire Underkjæbegreen er fremstillet indvendig fra, og Fig. 3, hvor sammes bageste Deel sees ovenfra. Til Sammenligning findes hosstaaende i Træsnit det hoire Underkjæbebeens bageste Deel af en, 53%" lang Finhval (musculus) 542 og af en 43° lang grønlandsk Pukkelhval (Krepokak), begge, ligesom Nordhvalens. sete ovenfra. I denne Stilling bliver Nordhvalunderkjæbe- benets Ledflade (der iøvrigt ingenlunde er skarpt begrændset) synlig i omtrent hele sin Udstrækning, hvorimod den paa begge Rørhvalernes, ifølge sin allerede oftere omtalte for- skjellige Retning, bliver heelt skjult. Ikke mindre ioinefaldende vil man finde den Forskjel, at Knoglen nærmest omkring Ledfladen hos begge Rørhvalerne er stærkt indkneben, hvorved Ledfladen faaer en tydelig Ledknop og Strækningen mellem den og Indtrædelsesaabningen for Knoglens Kar og Nerve- stammer ved sin indknebne Form fortjener at kaldes en Hals, hvorimod Nordhvalens Under- kjæbebeen her netop er allertykkest (see især Fig. 2 paa dte Tavle). Endvidere er denne Strækning mellem Ledknoppen og den store Indtrædelsaabning overmaade kort hos Nord- hvalen i Forhold til Halsens Længde hos Rørhvalerne, ligesom ogsaa Afstanden mellem denne Aabning og Muskelforhoiningen (c) paa Knoglens øverste Rand er kortere, saa at Tindingemusklerne virke langt ufordeelagtigere under Kjæbens Opløften hos Nord- hvalen end hos Rorhvalerne. Men dertil kommer endnu, at denne Muskelforheining (c) hos Nordhvalen er overmaade lille, til Vidne om Tindingemusklens svage Virkning, hvorimod den allerede hos Pukkelhvalen har Form af en bred og kraftig, hos Finhvalerne endog af en heit i Veiret staaende Beenkam. ' Ogsaa den store Indtrædelsesaabning for Underkjæbebenets Kar- og Nervestammer viser meget paafaldende Særkjender hos Nordhvalen fremfor hos Rorhvalerne. Dens Leie er det sædvanlige, nemlig paa Knoglens indvendige Flade tæt ved den øverste Rand, men dens Form er næsten kredsrund, medens den hos Rørhvalerne snarere tager sig ud som en aflang Spalte, og, hvad der er det egentlige Særkjende, den forlænger sig nedadtil i en ganske smal Rende eller Sprække (Tab. 5 Fig. 2 x, x, x), der i Nærheden af den nederste Rand tager Retningen fortil og løber langs med denne Rand for ikke at forsvinde før om- trent ved Knoglens forreste Fjerdedeel. Skjondt denne Sprække eller Rende kun er Ley- ningen af den Hule, hvori Urunderkjæben (den Meckelske Streng) har havt sit Leie i Foster- livet, holder den sig hos Nordhvalen idetmindste indtil den udvoxne Alder, hvorimod den hos Rørhvalerne er sporløs forsvunden allerede hos meget unge Individer. 543 Paa Kapshvalens Underkjæbebeen findes fortil samme Omdreining af Fladerne, bagtil samme Mangel paa en Indsnoring, der kunde fortjene Navn af en Hals, samme store Ind- trædelsesaabning for Kar- og Nervestammerne samt den derfra udgaaende Rende eller Sprække for Urunderkjæben; men fra Nordhvalens adskille de sig deels ved den oven- omtalte Svingning af deres bageste Ende, deels ved deres større Hoide i Forhold lil Læng- den, overhovedet ved deres mindre spinkle Form. Saavidt dømmes kan af et ganske spædt Individ af Sydhvalernes Gruppe (fra Biskaierbugten), vilde et udmærket Skjelnemærke være at finde deri, at Inderfladen næsten vilde være ligesaa hvælvet, i Retningen fra den øvre til den nedra Rand, som Yderfladen, hvorimod den hos Nordhvalen er ganske flad i denne Retning. Men vi maae navnlig ved denne Leilighed meget beklage under denne Under- søgelse ikke at have havt Skelettet af en Kapshval for os til umiddelbar Sammenligning. Til Baghovedets Beenbygning maae endnu regnes de to Griffeltungebeen eller, som de sædvanligt benævnes, de forreste Tungebeenshorn; med dem følger ganske naturlig selve Tungebenet, og til dette slutter sig atter umiddelbart Strubehovedet og det bruskede Luft- rør overhovedet. Her turde altsaa være en passende Plads til en Beskrivelse af disse Dele hos Nordhvalen, og vi føle os såa meget mere opfordrede til at give den, som de ikke blot have foreligget os fra vore spæde Individer, men ogsaa fra de to voxne, hvis Skeletter have staaet til vor Raadighed. Til Tungebenet høre hos Nordhvalen, ligesom hos alle andre Hvaldyr, tre Knogler: det egentlige Tungebeen (Tab. 6 Fig. 1: a) og de to Griffeltungebeen (b), hvilke sidste indadtil ved et Senebaand (c) ere heftede til et Par vorteformige Forlængelser (de forreste Tungebeens- horn) paa den forreste Rand af Tungebenets Midtstykke, udadtil ved et lignende Senebaand (d) til Fjeldbenene. Paa det egentlige Tungebeen maa skjelnes Midtstykket og de to bageste eller Sidehorn, der hvert for sig have et særligt Forbeningspunkt i den oprindelig enkelte Brusk. Tungebenets Midtstykke gaaer til Siderne umærkeligt over i disse to Sidehorn; paa dets forreste Rand sees de to egentlige forreste Tungebeenshorn, der adskilles ved et dybt Indsnit i Midtlinien; dets bageste Rand er jævnt udhulet. Rethvalernes Tungebeen adskiller sig derved fra Rorhvalernes, at Midtstykkets bageste Rand er jævnt udhulet, istedetfor at der hos Rørhvalerne her findes to Ophøininger med et Indsnit i Midten, omtrent som paa den forreste Rand. Nordhvalens synes deri forskjelligt fra Kapshvalens, at Sidehornene saavelsom Griffeltungebenene blive tykkere ud- adtil. Under Vexten tiltager Længden af Sidehornene forholdsviis stærkt. Det Samme gjelder endmere for de forreste Horn, hvorved de samtidig synes at rykke nærmere sammen, såa at Indsnittet imellem dem bliver dybere og smallere. Hos den nyfødte Nordhval laae den forbenede Deel af Midtstykket tæt op til den forreste Rand; de forreste Horn vare endnu heelt bruskede, Sidehornene derimod kun endnu paa deres yderste, kegleformede Endestykker, Griffeltungebenene saavel paa disse som indadtil, saa at de kun vare forbenede i deres midterste Deel, omtrent i Halvdelen af deres fulde Længde. 544 Mærkeligt er det forekommet os, at ogsaa hos vore to voxne Nordhvalindivider saavel Griffeltungebenene som Tungebenets Sidehorn endnu fandtes bruskede i deres yderste kegleformede Deel (a‘). Strubehovedet er et Organ, der ganske undtagelsesviis ikke blot allerede er nøie kjendt hos flere Rørhvaler, men ogsaa har været Gjenstand for en udførlig Beskrivelse hos Nordhvalen, medens det endnu slet ikke er blevet undersøgt hos nogen anden Rethvalart. Vi sigte her fortrinsviis til den fortrinlige Afhandling over dette Organ af Sandifort!), der maaskee ikke vilde have levnet os Noget til yderligere Oplysning, end sige Berigtigelse, hvis han ikke med Hensyn til Nordhvalen havde været indskrænket til Undersøgelsen af et Par smaa Fostre, medens vi have havt til vor Raadighed hele Organet af det nyfødte Individ og dets Bruskdele fra de to voxne. Disse Bruskdele af Strubehovedet fra det 47!/e‘ lange Individ ere blevne afbildede paa den 6te Tavle i 6 Ganges Formindskelse. Figur 1 viser hele Strubehovedet bagfra, eller rettere fra Rygfladen, i dets naturlige Forbindelse med Tungebenet; Figur 2 Ring- brusken, Tudbruskene og Strubelaaget fra venstre Side; Figur 3 Strubelaagets Leie til Tud- bruskene under Lukningen af Aandeveiene, seet fra Rygsiden; Figur 4 hele Strubehovedet fra Bugfladen; Figur 5: samme fra venstre Side. I alle Figurerne betyder: e: Skjoldbruskens udvendige eller Bugflade, f: sammes forreste Horn, g: sammes bageste Horn; h: Senebaandet, hvorved Skjoldbruskens forreste Horn knyttes til Tungebenet (ligamentum thyreo-hyoideum) , i: ligamentum thyreo-cricoideum inferius , k: Strubelaaget, |: ligamentum thyreo-epiglottideum ; m: Tudbruskenes Hovedstykke eller Legeme, n: sammes forreste eller opadstigende Horn, sammes bageste eller nedadstigende Horn, Tverbaandet mellem Tudbruskenes forreste Horn, p: Tverbaandet mellem Tudbruskenes bageste Horn; 1) Nieuwe Verh. d. iste Kl. van het Kon. Nederl. Instit van Wetensch. te Amsterdam. Derden Deels eerste Stuk. Amsterd. 1831. Pag. 223. 545 r: Ringbruskens udvendige eller Rygflade, s: sammes indvendige eller Bugflade, t. Senehinde mellem Ringbruskens Siderande og Tudbruskenes bageste Horn ; u: den forreste Deel af Luftrørets Blindsæk, seet fra Siden i sit Leie mellem Skjoldbrusken og Tudbruskenes bageste Horn. Man veed, at den væsentligste Eiendommelighed ved Bardehvalernes Strubehoved fremfor Tandhvalernes bestaaer deri, at det gjennem en Aabning paa sin Bugflade tillader Luftveienes Sliimhinde at træde frem i Form af en Blindsæk, der udvendig beklædes med et stærkt Lag af Muskler. En lignende Blindsæk paa Luftveiene findes, som bekjendt, ogsaa hos mange Landpattedyr; i de fleste Tilfælde træder den frem mellem Tungebenet og Skjoldbrusken, i nogle dog, navnlig hos flere Aber, mellem Skjoldbrusken og Ring- brusken eller mellem denne og den første Luftrørsring, og det er nærmest det sidstnævnte Forhold, hvortil det hos Bardehvalerne slutter sig, dog paa en for dem aldeles eiendommelig Maade, der af de tidligere Iagttagere allerede klart er bleven opfattet. Der forefindes nem- lig af Ringbrusken kun den bageste Halvdeel (Fig. 1: r), der altsaa faaer to frie Side- rande (Fig. 2 og 5: r), medens derimod Tudbruskene ad Bugfladen til løbe ud i et Par Forlængelser (Fig. 2 og 5: 0), der i en temmelig lang Strækning gaae jevnsides med disse Siderande af Ringbrusken, dog altid med et vist Mellemrum, som lukkes af en Senehinde (Fig. 5: t), men omsider nærme sig hinanden i Bugfladens Midtlinie og her forenes ved et eget Baand (Fig. 2: q). Tudbruskene (m) have altsaa, foruden deres to sædvanlige For- længelser eller Horn (n), der paa Rygsiden styrke Luftveienes Aabning til Næsehulen, endnu to i modsat Retning gaaende Horn, der tilsammen danne en fuldstændig Ramme om Luft- veienes Forbindelsesaabning med Luftsækken paa Strubehovedets Bugflade. Aabningen strekker sig alligevel ikke heelt hen til de to Bruskforlengelsers bageste Foreningsbaand, idet den her indskrænkes ved en Fold af Sliimhinden. Hos Rorhvalerne er Skjoldbruskpladen forholdsyiis kort, Tudbruskenes nysnævnte bageste eller nedadstigende Horn ere saagodtsom slet ikke bedækkede af den, og Aab- ningen for Luftsekken kan derfor paa en vis Maade siges at ligge paa Strubehovedets Bugflade mellem Skjoldbrusken og den Senehinde, der paa denne Flade træder i Ring- bruskens Sted. Men hos Nordhvalen strækker Skjoldbruskpladen (Fig. 4: e) sig saa langt tilbage, at den fuldstændig dækker denne Aabning, og det bliver her fuldkommen klart, at Skjoldbrusken i Grunden kun, i Forening med Tungebenet, tjener som en Halvskede uden omkring det egentlige Luftrør, hvis rette forreste (øverste) Grændse betegnes af Tudbru- skene. At derimod Ringbrusken ret egentlig udgjør en Deel af selve Luftrøret, er her samtidig såa meget mere iøinefaldende, som den selv er sammensmeltet med de forreste Luftrørsringe, og den Senehinde, der erstatter dens Bughalvdeel, sammensmeltet med den, hvoraf ogsaa Luftrørsringene erstattes paa Bugfladen. Paa de af Sandifort undersøgte Nord- Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, nalurvidensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 69 hvalfostre strakte Luftrørssækken sig ikke længere tilbage end Skjoldbruskpladens bageste Spidser, saa at den ikkun blev synlig i Indsnittet imellem disse paa Bruskens bageste Rand. Men det undgik ham ingenlunde, at det jo maatte være anderledes i en senere Alder. Virkelig strækker Luftsækken sig allerede hos den Nyfødte heelt tilbage til Luftrørets Deling i sine to Bronchier, altsaa lige saa langt hen over Luftrøret, som dettes Bruskringe ere er- stattede ved en Senehinde. Nordhvalens Luftsæk har, ligesom Bardehvalernes overhovedet, en ganske overor- dentlig tyk Muskelbeklædning. Hos en ung Pukkelhval (Krepokak) havde den en Tykkelse af 2—3 Tommer. Men de Muskler, hvoraf den beklædes, have ingenlunde Form af en Hinde. De bestaae af lutter tverstribede Kjødtrevler, der sætte sig fast paa Ringbruskens Siderande . saavelsom paa Luftrorsringenes afskaarne Ender, og danne Knipper, hvoraf de nederste (bageste) idetmindste i de ydre Lag stige lige opad (fortil), de øverste (forreste) paa tvers mod en i Kjødmassens Midtlinie liggende Sene, de øvrige skraat hen mod samme Sene. Udvendigfra tager Sækken, paa Grund af denne Kjodmasses Tykkelse, sig meget stor ud. Men Sækkens af Sliimhinden beklædte Hule viser sig idetmindste paa Cadaveret forholdsviis meget lille. Ved at skjære ind i Kjodveggen træffer man neppe paa den for midtveis mellem Luftrørets Deling og Skjoldbruskens bageste Rand. Saasnart Sækken ud- spiles af den indtrængende Luft under Musklernes Slappelse, bliver Forholdet udentvivl et heelt forskjelligt. Ligesom Bardehvalernes Strubehoved paa Bugfladen er saa særdeles forskjelligt dannet fra Tandhvalernes, saaledes vides det ogsaa paa sin øverste (forreste) Ende idet- mindste forsaavidt at være væsentlig forskjelligt derfra, at det ikke nær saa fuldstændigt er omsluttet af den bløde Ganes Muskler. Dette gjelder navnlig ogsaa for Nordhvalen. Tud- bruskenes opadstigende Horn lægge sig, som sædvanlig, tæt op mod Strubelaaget (Fig. 3) og danne med dette en mod Ganen opadstigende Forhøining. Men denne Forheining er forholdsviis langt kortere end hos Tandhvalerne, og derfor strækker den Hud, hvoraf dens tre Bruskdele ere indhyllede, sig ikke heelt ud til deres yderste Ende, såa at Luftveienes Afspærring fortil her unegtelig synes mindre fuldstændig end hos Tandhvalerne. Men man veed, hvor misligt deter, saavel i Almindelighed som navnlig for disse De'es Vedkommende, at slutte fra Forholdene paa Cadaveret til dem i levende Live, og enhver Antagelse om, at der fra Mundhulen af skulde kunne trænge Vand ind i Luftveiene og navnlig i hiin Blindsæk paa Strubehovedet, for derfra atter at stødes ud gjennem Næseborene, maae vi ansee for aldeles usandsynlig. ) Før vi forlade Betragtningen af Strubehovedet, maae vi endnu gjøre nogle Bemærk- ninger til den af Sandifort givne Beskrivelse af dets enkelte Dele. Af egentlige Berigtigelser have vi kun een at gjøre, nemlig den, at Skjoldbruskens to nedstigende Horn (g—g) virkelig hos Nordhvalen ligesom hos Rørhvalerne ere fast forenede som een sammenhængende 547 Bruskmasse med Pladen. At Sandifort har troet at finde en Ledforbindelse imellem dem, maa vistnok kun tilskrives en tilfældig Beskadigelse af disse sprøde Dele hos de spæde Fostre. Vore øvrige Bemærkninger indskrænke sig til nogle uvæsentlige Formforskjellig- heder, der vare let iøinefaldende paa vore mere uddannede Stykker. Skjoldbruskpladen fandt vi langs Midtlinien stærkt fortykket i Form af en Høideryg, der dog henad den bageste Rand dreiede sig mod den venstre Sidedeel, saa at Brusken her blev temmelig usymmetrisk. Paa Skjoldbruskpladens bageste Rand fandtes endvidere Indsnittet betydelig stumpere end af Sandifort afbildet, og de to bageste Hjørner have en ikke ganske ubetydelig Boining udefter. Derimod fandt vi hans Angivelse, at de to store Huller paa Rorhvalernes Skjoldbruskplade ganske mangle hos Nordhvalen, fuld- stændig bekræftet. I Henseende til Tudbruskene ville vi kun pege hen paa, at deres forreste Horn hos de voxne Individer viste en langt smukkere Form end hos de af ham undersøgte spæde Fostre. I deres gjensidige Forbindelse ligne de, navnlig ved at sees bagfra (Fig. 1: n—p—n), to mod hinanden boiede Svanehalse. Ogsaa Strubelaaget (k) har en ganske anderledes elegant Form, end der paa de spæde Fostre kunde eftervises. Paa sin bageste Flade er det forsynet med en Længdekam (Fig. 3). Det er ved et eget Baand (Fig. 4 og 5: 1) fæstet til Skjoldbruskens forreste Indsnit; men desuden fandt vi en meget lang og stærk Muskel, som gik langs Midtlinien af dets og Skjoldbruskpladens indvendige Flade og idetmindste tilsyneladende stod i Sammenhæng med Muskellaget om Luftsækken. Nordhvalens Luftrør er, som sædvanligt hos Hvaldyrene, meget vidt, men derhos overmaade kort. Hos den Nyfødte havde det en Vidde af 742", en Længde af omtrent 44", Om dets Bruskringe er det allerede anført, at de ikke omfatte Rorets Bugflade; dog gjøre de tre bageste Ringe en Undtagelse i denne Henseende. De ligge meget tet op til hinanden og ere særdeles uregelmæssige, idet de ofte spalte sig eller dreje sig paa forskjellig Maade. Ligesom Ringbrusken er sammensmeltet med den forreste Ring, saa- ledes atter denne med de to næstfølgende. En særdeles mærkelig Afvigelse i Nordhvalens Luftrør, ikke blot fra Rorhvalernes men, saavidt vides, fra alle andre Hvaldyrs overhovedet, er allerede bleven udhævet af Sandifort, og staaer der altsaa kun tilbage for os fuldstændig at bekræfte, den nemlig, at det kun deler sig i 2 Bronchier, og at altsaa den særlige Green, der ellers hos Hvaldyrene (og flere Landpattedyr) udgaaer fra Luftrøret før dets Deling i de to Bronchier, her falder bort. De to Luftrørsgrene have ikke ganske samme Vidde; den hoires er noget større end den venstres. Efterat have forfulgt de bruskede Luftveie til deres bageste Ende, ville vi endnu kaste et Blik paa deres allerforreste ved Udgangen fra Næseborene. Man kjender de tæt indenfor Tandhvalernes Næsebor liggende Luftbeholdere, hvis temmelig indviklede Bygning har fundet flere Beskrivere, navnlig hos Marsvinet. At der 69" u ingen lignende Bihuler findes hos Rethvalerne har allerede Roussel de Vanzeme kortelig angivet"). Paa vor nyfødte Unge og paa det fuldbaarne Foster have vi fuldstændigt over- beviist os om denne Angivelses Rigtighed, og noiere undersøgt Næsekanalernes Bygning. Forholdet er folgende. Ved Beskrivelsen af den nyfodte Nordhvals Ydre er det allerede blevet udtalt, at hvert af Næseborenes indre Rand er stiv og uforanderlig i sin krumme Form med Huul- heden udad og fortil Denne Rand støttes af en fast Bruskplade, der staaer lodret paa Craniet men ved dette ligesom opløses i flere stærk snoede Bruskdele, som man maa skjære igjennem for at overbevise sig om, at de ikke indeholde nogen Hule. De staae i umid- delbar Forbindelse med Næsehulens Bruskbeklædning, der atter er en Deel af Primordial- craniet. Den ydre, hvælvede Rand af hvert af Næseborene er derimod ganske blød og stærk opsvulmet. Tager man dens Hudbeklædning bort, troer man ved første Øiekast at have en stor rund Sæk for sig. Men skjæres den igjennem, viser den sig at bestaae af lutter Kjødtrevler, hvis gjensidige Ordning neppe vilde være let at beskrive. Undersoger man dernæst Gangene fra Næseborene ind til Næseaabningen paa Craniet, enten ved blot at bringe en Finger ind i dem eller ved at skære dem op, saa finder man, at de i hele dette Forløb saa at sige lukkes paa selvsamme Maade, som Næseboraabningerne. En ganske blød afrundet Hoiryg paa deres ydre Væg lægger sig nemlig tæt op til den indre, saa at Tversnittet overalt frembyder omtrent samme Halvkredsform, som disse Ganges ud- vendige Aabning, om end ingenlunde i selvsamme Retning, eftersom hiin bløde Høiryg er noget snvet i sit Forløb. Det behøver neppe at siges, at ogsaa denne bløde Hoiryg indeslutter Muskelfibre, og Mechanismen af det hele Forhold er let at fatte. Udenfor Aandedrættet ere ikke blot Næseborene, men begge Nesegangene i hele deres Lob fra dem til Næseaabningen paa Craniet tæt tilsluttede under den slappe Tilstand af Musklerne i de ydre Næseborlæber og i Næsegangenes bløde Høiryg; under Aandedrættet derimod. for- svinder saavel hine bløde Næseborlæber som og begge de bløde Høirygge i Næsegangene ved de indesluttede Musklers Sammentrækning, og de halvkredsformede Næseboraabninger forvandles til to kredsrunde Huller, de trange Næsegange til to valseformede Kør. Ved Optællingen af Hvirvelbenene vil det være beqvemmest og sikkrest at gaae ud fra den første Nederbue (Hæmapophyse, os en V). Foran denne findes paa alle vore 5 Skeletter — de sammenvoxne Halshvirvler regnede som syv — 33 Hvirvler, bagved den hos Fostret og det unge Individ 22, hos de to gamle Individer og det nyfødte 21. I første 1) Annales des Sc. nat. See. Ser. Tome II p. 125. 549 Tilfælde bliver altsaa det hele Antal 55, i det sidste 54, en Forskjel i Hvirveltallet, der endog er ubetydeligere end hos flere andre Hvaldyrarter med saa talrige Hvirvler. Hvilket af de to Tal, 54 eller 55, snarest skulde opstilles som det hyppigste og altsaa normale for denne Art, turde det synes voveligt at afgjøre efter Optællingen paa et saa ringe Antal Individer; alligevel er der overveiende Grund for at stemme for Antagelsen af 55, og det navnlig, fordi der unegtelig paa hvert af de to store Skeletter synes at mangle et Hvirvelbeen, paa det 44%o" lange navnlig mellem den ilte og 12te Halehvirvel, paa det 4712‘ lange yderst paa Halespidsen (hvor det ogsaa paa vor Afbildning Tab. 2 Fig. 1 er blevet tilfoiet), saa at der kun bliver et af vore 5 Individer tilbage (det nyfødte), hos hvilket Tallet med Sikkerhed kan angives at have indskrænket sig til 54. I Hvirvelantallet staaer altsaa Nord- hvalen tilbage for Kapshvalen, hos hvilket det efter Cuvier udgjør 59. (Blandt Rørhvalerne har Balænoptera musculus 63, den grønlandske Pukkelhval 53, Vaagehvalen 48 Hvirvler.) Af Ribbeen havde det mindre af de to voxne Individer og den Nyfødte aldeles be- stemt 13 Par; hos Fostret findes paa hoire Side endnu et rudimentært fjortende, der ved et Senebaand er heftet til Tverudvexten af den 21de Hvirvel, hvorimod intet Spor dertil er synligt paa den modsatte Side. At det Samme har været Tilfældet paa det større af de to voxne Individer, synes at kunne sluttes deraf, at en enkelt kun 20” lang ribbeensformet Knogle fulgte med uden at kunne tydes anderledes. Hos det unge Individ forefandtes derimod kun 12 Par Ribbeen, og saavel den Omstændighed, at dette Skelet i alle andre Henseender bærer Vidne om den meest omhyggelige Tilberedelse, som endnu mere Længden og Formen af det 12te Ribbeen paa begge Sider, give Grund til at antage, at her virkelig kun have været 12 Par tilstede, eller at det 13de i hvert Fald har været rudimentært. Regne vi den første Nederbue som Grændseskjel mellem Lende- og Haleegnen, og holde vi os til Fastsættelsen af 13 Ribbeenspar som det for Nordhvalen normale, saa vil altsaa af dens 55 Hvirvler 7 være Halshvirvier, 13 Brysthvirvler, 13 Lendehvirvler og 22 Halehvirvler. Tælles derimod den Hvirvel, til hvis bageste Deel den første Nederbue er fæstet, med til Halehvirvlerne, vil der naturligviis blive 7 Halshvirvler, 13 Brysthvirvler, 12 Lendehvirvler og 23 Halehvirvler. Vi ville imidlertid holde os til den første Angivelse, og det navnlig af den Grund, at Gattet, der dog med Rette kan siges udvendig at betegne Grændsen mellem Underliv og Hale, hos Nordhvalen netop findes lige under den første Nederbue. Den særlige Talbestemmelse af Halehvirvlerne med Nederbuer er her, som alle- vegne, meget afhængig af hvor langt hen mod Halespidsen Skelettet har kunnet udarbeides med fuldkommen Nøiagtighed. Til begge vore to store Skeletter have vi kun modtaget 10 af disse Buer, men paa Fostret have vi faaet dem (i heelt brusket Tilstand) udarbei- dede indtil mellem den 47de og 48de Hvirvel, altsaa 14 i Alt. De 7 Halshvirvler ere altid sammensmeltede indbyrdes (undertiden ogsaa med den første Brysthvirvel) og det ikke blot hos de ældre Dyr, hvor disse 7 Hvirvler tilsammen 550 danne en uadskillelig Beenblok, men ogsaa hos den Nyfødte og hos Fostret, hvor de danne en ligesaa uadskillelig Bruskmasse. Denne Sammensmeltning er altsaa begrundet i disse Deles oprindelige og normale Dannelse og tør neppe stilles i Lighed med den mere tilfæl- dige mellem den sidste Halshvirvel og den første Brysthvirvel, aldeles ikke med den reent pathologiske, der ikke sjeldent forekommer hos Dyr og Mennesker. Mellem de 6 forreste Halshvirvler findes hos ældre Individer neppe noget Spor til et Brusklag, men vel, og det selv endnu paa de voxne Individer mellem den 6te og 7de Halshvirvel. End tyde- ligere træder Mellembrusken altid frem mellem denne og den første Brysthvirvel. I Ryg- radens øvrige Forløb tiltager denne Mellembrusk i Tykkelse lige indtil de forreste Halehvirvler, mellem hvilke den er allertykkest; derefter aftager den jævnt mellem hvert af de følgende Hvirvelpar, skjøndt den selv mellem de allerbageste endnu er meget betydelig i Forhold til disse Hvirvlers Størrelse. Samtlige Mellembruske i Nordhvalens Rygrad tage sig udvendig saa tykke ud, at man ved at betragte denne i dens Heelhed. hvad enten tørret eller endnu frisk, neppe kan værge sig mod den Forestilling, at de maae have en overordentlig stor Indflydelse paa dens Længdemaal. Paa Halen synes Mellembruskene ofte endog at være næsten lige saa tykke som selve de Hvirvler, hvorimellem de ligge. Men tager man paa det voxne Skelet disse Bruske bort og udmaaler derefter Rygradens Længde paa de rensede Hvirvler, opstab- lede i rette Orden ovenpaa hinanden, finder man, at Mellembruskenes Andeel i Rygradens Længde hos en voxen Nordhval i det Hele neppe udgjør mere end heist 3 Fod, at den alt- saa i Virkeligheden er langt mindre, end den udvendig fra synes at være. Grunden hertil ligger naturligviis deri, at disse- skiveformede Senebruske ere langt tykkere ved deres Kreds- rand end i deres midterste Deel, hvor de neppe nogetsteds paa Hvirvelsøilen ere tykkere end 112", paa de fleste Steder kun 1“, i Brystegnen neppe over 7/3". Paa Skeletter af yngre Individer ere Mellembruskene unegtelig forholdsviis tykkere; men her gjælder det i endnu højere Grad, at Afstanden mellem Hvirvellegemerne synes større, end den i Virkeligheden er, og det af den simple Grund, at Hvirvellegemernes Endeplader tage sig ud som hørende til Mellembruskene (see 2den Tavle Fig. 3). Til at bestemme Længdeforholdene af Rygradens forskjellige Egne hos den voxne Nordhval have vi fortrinsviis holdt os til det 442‘ lange Skelet, fordi vi derpaa endnu ved Modtagelsen fandt Mellembruskene for største Delen vedligeholdte og ikke kjendelig ind- tørrede. Hele Rygraden var ved Skelettets Ankomst 26‘ 10“, og heraf faldt paa Halsens 7 Hvirvler 10“ eller forholdsviis °161 — 0,03, » Brystegnens 13 » 62 » 31461 — 0,23, » Lendeegnens 13 » SR: » S161 — 0,36, » Halens 220 1022.00 » 611461 — 0,38. Nordhvalens Hvirvelbeen ere nok saa tunge som de store Finhvalers og Pukkel- hvalers, men af Udseende dog i det Hele taget mindre plumpe, hvilket vel kommer deels deraf, at paa de største af dem, navnlig paa Lendehvirvlerne og de forreste Halehvirvler, Tverudvæxterne ere meget lange, hvorved Legemerne blive forholdsviis mindre, og deels deraf, at Buen er bredere, hvorved ogsaa Ledudvæxterne i det Hele taget spredes stærkere ud fra hinanden og Legemet træder mere tilbage. Et fælles Kjendemærke for alle Nordhvalens Hvirvelbeen vil iøvrigt neppe kunne paavises; det Charakteristiske ved dem er tvertimod snarere noget heelt Forskjelligt i hver Egn især af Rygraden. See vi først hen til Halshvirvlerne, saa finde vi her strax Nordhvalen meget iøine- faldende charakteriseret ved disse Beendeles Form og Sammensmeltning, navnlig i Modsæt- ning til Rorhvalernes. Saaledes især med Hensyn til Tverudvæxterne af den 2den— 7de Hvirvel. I Grunden ere disse Udvæxter hos alle Bardehvalerne ringformede, og det navnlig som Følge af den store indbyrdes Afstand mellem deres øverste og nederste Rødder, hvorhos det er mindre væsentligt, hvorvidt Ringen heelt forbener (som Tilfældet i Reglen er hos Finhvalerne) eller (som hos Pukkelhvalerne) forbliver brusket udadtil hele Livet igjennem. Af Tverudvæxternes to Rødder mangle, som bekjendt, de øverste aldrig, hvor- imod de nederste i Reglen kun findes paa de 5 mellemste Haishvirvler. Saaledes ogsaa hos Nordhvalen; ja i enkelte Tilfælde sees her endog ogsaa paa den 7de Halshvirvel endnu et Spor til dem (hvorimod de hos Pukkelhvalerne endog allerede mangle paa den 6te). En fuldstændig Forbening af de to Rødder, hvorved Tverudvæxterne blive til Beenringe, finder derimod ikke Sted hos Nordhvalen paa nogen af Hvirvlerne, end ikke paa Epistropheus. l en anden Henseende stemme disse Dele hos Nordhvalen overeens med de til- svarende saavel hos Finhvalerne som hos Pukkelhvalerne, nemlig deri, at der finder en stærk Tilnærmelse Sted paa hver Side mellem Tverudvæxten af Epistropheus og den af alle de efterfølgende Halshvirvler og den første Brysthvirvel, ved hvilken gjensidige Til- nærmelse alle disse Hvirvlers Tverudvæxter i Fællesskab komme til at danne et Tilheft- ningspunkt for det første Ribbeen. Men istedetfor at denne Tilnærmelse hos Finhvalerne og hos Pukkelhvalerne skeer saaledes, at den ringformede Tverudvext paa Epistropheus boier sig tilbage over de efterfølgende Tverudvexter, og disse ialfald kun svagt boie sig fremad mod dem, forholder det sig omvendt hos Nordhvalen. Hos denne nemlig boier tvertimod Dreierens Tverudvæxter sig kun meget svagt tilbage, men de andre Halshvirvlers Tverudvæxter, især dog den 7de Halshvirvels tilligemed den 1ste Brysthvirvels, ere boiede meget stærkt forud (samml. Tab. 2, Fig. 3); og da nu den 3die, 4de, bte og 6te Hals- hvirvel ere meget sammentrykkede, hele Halsen altsaa ogsaa meget kort, komme derved disse Tverudvexter til at naae heelt op i Hoide med den øverste Rod af Dreierens Tver- udvexter. Allerede derved faaer denne hele forreste Egn af Rygraden et ganske andet Ud- seende hos Nordhvalen end hos Rorhvalerne. (Sammenl. med det hosstaaende Træsnit, der i 13 Ganges Formind- skelse viser de 7 Halshvirvler tilligemed den 1ste Brysthvir- vel af vort største Nordhvalskelet fra heire Side, endnu de 2 næstfølgende Træsnit, paa denne Side og Pag. 554, der vise disse Beendele fra neden og fra oven). Ikke mindre eiendommelig af Udseende bliver Halsegnen af Nordhvalens Rygrad ved Sammensmeltningen af dens enkelte Hvirvler. En Sammensmeltning af Halshvirvlerne, der hos Tandhva- lerne er saa almindelig, at den navnlig for de to forrestes Vedkommende aldrig savnes hos dem undtagen hos Nar- hvalen, Hvidfisken og Gangesdelphinen, er derimod hos Rørhvalerne saa sjelden, at vi aldrig have fundet Spor dertil hos ‘andre iblandt dem, end hos Dverghvalerne, og det endda kun hos den grønlandske Dverghval (Tikagulik, B. rostrata Fabr.), og navnlig ene og alene mellem nogle af de bageste Halshvirvler. Hos Nordhvalen derimod er Halshvirv- lernes indbyrdes Sammensmeltning nok saa indgribende som hos Marsvinene, de egentlige Delphiner og Døglingen. Noiere betragtet gjør Sammensmeltningen sig især gjeldende paa følgende Steder. Paa Hvirvellegemernes Bugflade er den fuldstændig mellem Atlas og Epistropheus. Mellem denne og de fire efterfølgende Hvirvler ; bliver Adskillelsen efterhaanden kjende- Te ER lig udad til begge Sider, mellem 6te | og 7de heelt tvert over; mellem den sidste Halshvirvel (Træsnit: 7) og den hi me ‘Ty forste Brysthvirvel finder her ogsaa un- I dertiden en Sammengroning Sted. De nederste Tverudvexter ere kun tildeels og paa forskjellig Maade sammengroede, ofte slet ikke. Paa Sidefladerne (see det første Træsnit paa denne Side) skjonnes de to første Hvirv- lers Legemer at vere saa fuldstendig sammensmeltede, at her, ligesom paa Bugfladen, end ikke Grendsen imellem dem findes antydet, medens den dog for alle de næstfølgende Hviry- ler er kjendelig ved dybe Tverrender. Det Samme gjelder endelig om disse Hvirvellege- mers øverste Flade (eller Rygmarvsflade). Paa Rygfladen af den ved de 8 sammengroede Hvirvler dannede Beenblok, kjendes Sammensmeltningen at vere fuldstendigst langs Buernes Midtlinie, hvor alle de forreste 6 Hvirvler tilsammen danne en sammenhængende Kam, med Undtagelse af, at denne Kam 553 paa det foreliggende Exemplar er afbrudt mellem den 4de og 5te, i andre Tilfælde mellem 5te og 6te Hvirvel. Til begge Sider af denne Beenkam vise derimod Atlas og Epistropheus sig, herfra betragtede, fuldstændig adskilte, og det Samme gjelder for den 6te og 7de Hvirvel. Af den 3die, 4de, bte og 6te Hvirvel ere Buerne tilligemed de fra dem udgaaende øverste Tverudvæxter uregelmæssig sammensmeltede, og disse Udvæxter tildeels rudimen- tere. Da saaledes ikke blot næsten alle Halshvirvlernes nederste, men ogsaa de allerflestes øverste Tverudvexter ere rudimentere, bliver den vidtgabende, men meget korte Canalis inte rvertebralis (see det iste Træsnit Pag. 552, og Tab. 2 Fig. 3) naturligviis kun saare ufuldkomment begrændset. Fortil staae Atlas’s brede Sidedele som en Vold ud foran den (Tab. 2, Fig. 3, 1‘). Blodet i det Arterienet, der forestiller Arteria vertebralis, skjonnes at udgyde sig i en stor Stamme, hvis dybe Rende ligger paa Rygfladen mellem Atlas og Epistropheus. Parallelt dermed løber en anden dyb Arterierende paa den forreste Flade af Atlas, undertiden ved en Beenbro tildeels forvandlet til et kort Rør. Den af Hvirvellegemernes Rygflade og Hvirvelbuerne dannede Rygmarvshule er heelt fortil næsten rund i Omkreds, 6” i Gjennemsnit, men bagtil bliver den langt mere bred (8%) end høi (51”). Naar Forbeningen er fuldstændig, er der ingen anden Ind- gang fra den til Hulerne for Arteria intervertebralis end gjennem Mellemrummene mellem Buernes nederste Halvdeel (den imellem Hvirvellegemet og de øverste Tverudvæxter); men meget ofte er denne Halvdeel af Buerne slet ikke eller kun tildeels forbenet, enten alene paa den 3die Hvirvel eller paa den 4de, dte og 6te, og paa de macererede Skeletter kommer Rygmarvshulen derved saa at sige til at smelte sammen med de to Sidehuler og de tilsvarende Buer til broformig at svæve over Rygmarvshulen, alene støttede foroven ved deres Sammengroning med de for og bagved liggende Hvirvlers Buer. Paa Rygsiden af Halshvirvlernes Beenblok ere Tornudvæxterne af de 6 forreste allerede beskrevne som en stærk Kam. Denne er stærkest fremstaaende der, hvor den dannes af Epistropheus. Dem 7de Halshvirvels Tornudvæxt er altid fri og temmelig stærkt fremragende. Forsaavidt de 5 mellemste Halshvirvlers Buer kunne adskilles fra hverandre, skjel- nes allerede paa dem det tagsteensformede Leie, hvorved den foregaaende til hver Side legger sig ud over den efterfolgende, og hvorved tillige det forste Spor er givet til de bageste Ledudvexter. Den af Halshvirvlerne sammensatte Beenblok udgjor paa vort 4712‘ lange Skelet i Længderetningen omtrent 13“, hvoraf Atlas og Epistropheus tilsammen skjonnes at udgjore omtrent 62", de fire efterfølgende Hvirvler neppe 4/2", den sidste 21/4”, Paa det 44!‘ lange Skelet indtage Halshvirvlerne tilsammen kun 10“. Af denne forreste Deel af Nordhvalens Hvirvelsoile have vi havt adskillige over- complette Exemplarer til Sammenligning, og derved overbeviist os om, at om end den ” vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 70 554 ovenstaaende Beskrivelse, som fornemmelig er udkastet efter Forholdene paa det 47197 lange Skelet, i det Væsentlige ogsaa passer paa alle de øvrige, kan der dog saavel i Henseende til Hvirvlernes Sammensmeltningsmaade som i Henseende til Udviklingsgraden af Rødderne til Halshvirvlernes Tverudvæxter finde Forskjelligheder Sted,» og det ikke alene hos de for- skjellige Individer, men endog til Hoire og Venstre af et og samme Individ. De vigtigste Afvigelser fra Forholdene saaledes som de i ovenstaaende Træsnit ere afbildede, turde være de, der endog meget hyppigt vise sig med Hensyn til den første Brysthvirvel. Dennes Tverudvæxter ere altid skærkt sammentrykkede og tillige rettede saa stærkt forud, at de naae hen til Dreierens Tyerudvexter; men ofte, maaskee i Reglen, ere de endog skovlformigt udvidede i deres yderste Ende. Dette er saaledes allerede Tilfældet paa vort 44'/e‘ lange Skelet, men i endnu hoiere Grad paa en fra ældre Tid i det Konge- lige naturhistoriske Museum henstaaende Gruppe af de 8 forreste Hvirvler af en udvoxen Nordhval, i hvilken tillige den første Brysthvirvel og den bageste Halshvirvel ere fuldstæn- digt sammengroede i deres Legemer. Vi give derfor endnu her en Afbildning af denne Gruppe i 12 Ganges Formindskelse, seet fra Rygsiden. Paa den venstre Side ere Tyerudvexterne afbrækkede saavel yaa den første Brysthvirvel som paa de & 2 bageste Halshvirvier og derfor kun angivne i punklerede Omrids. Hver af disse Hvirvelgrupper er i den Grad forskjellig i Udseende fra de selv hos voxne Individer aldrig sammen- smeltende Halshvirvler af Rørhvalerne, at der ikke kan være Tale om en Forvexling med dem; selv et nok saa beskadiget Exemplar af en saadan Beenblok vil altid være tilstrækkelig lil at betegne det som henhørende til Halshvirvlerne af en Rethval. Naar ovenstaaende Beskrivelse her er gjort saa udførlig, er det nærmest skeet med Hensyn til Artsadskil- lelsen mellem Nordhvalen og Kapshvalen eller de øvrige Rethvalarter. Efter Cuviers og Schlegels Beskrivelse af Kapshvalens Halshvirvler at dømme, er Forskjellen ogsaa ret be- tydelig, navnlig i følgende Henseender: 1) Sammensmeltningen indbefatter paa Pariser-Exemplaret af Kapshvalen, ligesom paa alle vore Exemplarer af Nordhvalen, alle 7 Halshvirvler, men paa Leidener-Exem- plaret af Kapshvalen kun de 4 forreste. I denne Henseende synes altsaa hos denne Art at finde en Forskjellighed Sted, som ikke har viist sig paa vore Nordhval- skelelter, forudsat at Leidenerskelettet virkelig er af den Art, som Cuvier har beskrevet, = AO: 2) Halshvirviernes Tornudvæxter ere hos Kapshvalen sammensmeltede i en eneste Kam; paa alle vore Nordhvalskeletter finder en Afbrydelse Sted imellem dem. A 3) Hos Kapshvalen mangle nedre Tverudvæxter paa alle de 4 bageste Halshvirvler, hos Nordhvalen kun paa den 7de. 4) De øverste Tverudvæxter af Atlas og Epistropheus ere hos Kapshvalen sammen- smeltede, hos Nordhvalen ikke. 5) En i den forste Brysthvirvel stedfindende Forskjel omtales maaskee bedst endnu her i Forbindelse med Forskjellen i Halshvirvlerne, nemlig den, at den hos Nord- hvalen saa charakteristiske Opstigen af den {ste Brysthvirvels lange, flade Tver- udvæxter til Yderenden af de to første Halshvirvlers Tverudvæxter slet ikke finder Sted hos Kapshvalen !). A I Brystegnen tiltager Hvirvlernes Axe jevnt, saa at den paa det A4'e‘ lange Skelet voxer fra 2%" til 6%“. Langt mindre tiltage Brysthvirvlernes Legemer i Breden. Af Nordhvalens Brysthvirvler er den første allerede kommen i Betragtning i sin faste Forbindelse med Halshvirvlerne. Den er næsten lige saa flad skiveformet som de bageste Halshvirvler; paa vort 44/2" lange Skelet optog dens Legeme kun 2%4” af Rygradens Længde, men var derhos 8“ heit, 10” bredt. I sit Gjennemsnit havde det Form af et bredt, symmetrisk Hjerte, idet dets øverste Flade (Rygmarvsfladen) var rendeformig for- dybet i Midtlinien, dets nederste frie Flade derimod forsynet med en svag Længdekjøl. Buen af denne første Brysthvirvel udspringer i Fællesskab med Tverudvixterne paa hver Side fra Hvirvellegemets to øverste Hjørner (sammenl. det {ste Træsnit Pag. 552), og da dens to Sidegrene ere langt spinklere end disse Udvæxter, er det snarere Buens Side- grene, der udspringe fra Tverudvæxterne, end omvendt. Fra dette deres Udspring gaae Buens to Sidegrene i et næsten vandret Leie hinanden imode i Midtlinien, indtil de heelt inde ved denne omsider ligesom hæve sig til Dannelsen af den svage Tornudvæxt. Ryg- maryshulen er her meget vid og især meget bred (5” hoi, 8” bred). Fortil har denne Bryst- hvirvels Bue paa hver Side af sin øverste Flade en temmelig skarp Tverfordybning, hvori den 7de Halshvirvels Bue passer ind med sin skælformig udstaaende bageste Deel, de saakaldte bageste Ledudvæxter (see Træsnittet Pag. 554). Bagtil staaer til Gjengjeld denne iste Brysthvirvels Bue paa hver Side skælformig ud og passer. ind i Tverfordyb- ningen paa det efterfølgende Hvirvelbeens Bue. I Modsetning til sin lave Tornudvæxt udmærker den Iste Brysthvirvel sig paa en meget ioinefaldende Maade ved sine overordent- lig lange, flade, paafaldende stærkt fortil rettede Tverudvexter, hvilke allerede ovenfor ere bragte under Omtale (sammenl. alle de 3 sidste Træsnit.) 1) Guviers ossem. fossil. V. pag. 380. ee en Tee 556 De her beskrevne Eiendommeligheder ved Nordhvalens {ste Brysthvirvel træde meer og meer tilbage paa de nærmest efterfølgende og vige omsider Pladsen for ganske andre i Brystegnens bageste Deel. Hvirvellegemerne blive nemlig lidt efter lidt indtil dobbelt saa lange, men derhos kun overmaade lidt hoiere og næsten aldeles ikke bredere (8° lange, 812" høie, 10“ brede), og tabe altsaa ganske den Skiveform, hvorved den forste Brysthvirvel endnu staaer saa nær ved Halshvirvlerne. Paa den nederste Flade af Legemerne svinder den ovenomtalte Kjel aldeles, og paa deres øverste Flade træder istedetfor Længderenden en Lengdefor- hoining, saa at hiin Hjerteform af Tvergjennemsnittet bliver til en Kredsform. Tverudvæxterne rykke i denne Egn af Nordhvalens Rygrad, forfra bagtil regnet, stedse lengere nedad, saa at de paa de bageste Brysthvirvler udspringe umiddelbart fra Hvirvellegemerne heelt oppe ved deres øverste Hjørner. Derved kommer hiin fælles Rod for hver af dem og den tilsvarende Sidegreen af Hvirvelbuen til udelukkende at tilhøre Buen, og da denne Rod altid staaer temmelig lodret i Veiret, komme Hvirvelbuerne selv ved denne Forvandling til at vise sig som mere opretstaaende, altsaa som aldeles opgivende det vandrette Leie. Ogsaa bliver Rygmarvshulen stedse mindre vid forfra bagtil, om den end bestandig holder sig forholdsviis mere bred hos Nordhvalen end hos Rorhvalerne, Paa det 44/0" lange Skelet er den fortil 5” hei, 8" bred, bagtil 4" hei, 6" bred. ) Tornudvæxterne træde samtidig stedse mere selvstændig op, saa at de kun ved selve deres Udspring fra Buens Midtlinie endnu vise sig som Forlængelser af selve dens to Sidegrene. Paa de forreste Brysthvirvler, hvor de ere meget korte, helde de noget forud; paa de følgende hæve de sig først lodret i Veiret, helde [derpaa (fra den 8de Brysthvirvel af) stedse stærkere bagud, paa de bageste Brysthvirvler endog saa stærkt, at de ligge heelt ud over den efterfølgende Hvirvel, og tiltage derhos saa betydelig i Højde, at medens paa vort største Skelet den første Brysthvirvels Tornudvæxt kun var 4" hoi, var den bagestes 15”. Samtidig forandres deres Form ikke mindre iøinefaldende. De blive stærkt sammenklemte, med en kort Rand opadtil, en længere for- og bagtil. Af disse 3 Rande bliver den øverste fra 4de til 8de Brysthvirvel stedse bredere, især paa den bageste Halvdeel, men paa de bageste Brysthvirvler atter smallere; den forreste og bageste Rand bliver, fra den 3die Brysthvirvel at regne, skarp, fra den 10de derhos huul (concav) i over Halvdelen, hvorved Tornudvæxtens øverste Deel tager sig ud som svagt af- sondret, og hele Randen Sformig. 1 samme Forhold som Brysthvirvlernes Buer forlade den vandrette Stilling, svinder ogsaa deres gjensidige tagsteens- eller skelformige Leie, og allerede paa den 9de Bryst- hvirvel er hvert Spor forsvundet af de bageste Ledudvexter. I omvendt Forhold udvikle sig de forreste Ledudvæxter. Det første Spor til dem finder man paa den 2den eller 3die Brysthvirvel i Form af en lille Dop heelt udadtil paa Tverudvæxternes forreste Rand, og de ligge her tæt udenom den foranliggende Hvirvels bageste Ledudvæxter. Paa den 4de og 5te Brysthvirvel staae de allerede temmelig stærkt frem paa Tverudvæxternes forreste Rand, hvorved dennes ydre Halvdeel bliver stærkt concav; paa den 6te og Tde træde de frem i Form af et Par Vinger heelt indadtil paa disse Udvæxters forreste Rand, hvorved denne Rand bliver jevnt huul i hele sin Længde; paa den 8de og 9de ere de rykkede op paa Hvirvelbuernes yderste Deel og derhos bøiede saaledes udefter, at Hvirvlernes ydre Sideflader komme til at danne en stærk Udhuling i Legemets Længde- axe. Men paa disse samme Hvirvler antager den saaledes omboiede Deel af Ledudvæx- terne Charakter af en overmaade ru Beenknold (maaskee de saakaldte Vorteudvæxter: processus mammillares). Paa den 10de og 11te Brysthvirvel ere disse Ledudvæxter naaede op paa selve Hvirvelbuens Grene, og saaledes blevne skilte fra den umiddelbare For- bindelse med Tverudvæxterne. Hiin rue Beenknold er bleven mere smal, langstrakt, og viser mere opefter end udefter. Ledudvæxterne tage sig fra nu af ud som vingeformige, lodret stillede Beenplader, og hiin langstrakte rue Knold forvandles til hver af disse Pladers rue øverste Rand. Derhos gribe de fra nu af om den foranliggende Hvirvels Tornud- væxt, skjondt aldrig saa tet som hos Rorhvalerne. Af Brysthvirvlernes forskjellige Udvæxter fortjene unegtelig Tverudvæxterne den største Opmærksomhed. Indbyrdes ere disse Udvexter hoist forskjellige. Paa de 5 forreste Brysthvirvler vise de sig som lange, smalle, stærkt fortil rettede Forlængelser; paa de 5 midterste som korte, flade, tverstillede Beendele. De blive stedse bredere i Rækkefølgen forfra bagtil, især dog længst ind og udadtil, hvorved de minde om Formen af et Timeglas (med det ind og bagtil liggende Hjørne afslidt); paa de 3 bageste endelig ligne de nær- mest et Par lange, flade, lige tvert udstaaende, vandrette Beenplader. Paa de forreste Brysthvirvler have vi allerede hørt, at de udspringe fra en fælles Rod med Buernes Side- grene, hvorimod de paa de allerbageste kun udspringe tæt op til dem, men selvstændig fra Hvirvellegemets øverste Sideflader. I Henseende til den indbyrdes Forskjellighed mellem Tverudvæxterne paa de à forreste Brysthvirvler kunne vi tildeels henvise til de tre Træsnit Side 552 og 554, forsaavidt nemlig den første Brysthvirvel der er afbildet tilligemed Halshvirvlerne, og dernæst til den Afbild- ning, der paa den 2den Tavle (Fig. 2) efter en Photographie er givet af Halsegnen og den forreste Brystegn paa vort 2213’ lange Skelet. I denne Figur ere disse Udvæxter, saavidt de ere synlige, paa hoire Side betegnede med ‘2, ‘3, ‘4, paa venstre med 1', 2', 3, 5°. De vare her endnu ikke forbenede heelt ud til deres yderste Ende, og deres bruskede yderste Dele vare, som sædvanlig, indskrumpede; men desuagtet skjelner man idetmindste saameget paa dem, at de forfra bagtil stedse blive kortere, tykkere og mere tverstillede. Den anden Brysthvirvels Tverudvæxter ere nok saa lange som den førstes (10” paa LS 558 vort 44/0" lange Skelet) som den førstes, ligeledes flade, skjondt mindre end dennes, og butte paa Enden. Paa den 3die Bryschvirvel have Tverudvæxterne ogsaa endnu næsten samme Længde, som paa den Iste (8%o”); men de kunne her ikke længere kaldes flade, og udadtil paa deres øverste Flade sees den lille, knoldede Ledudvæxt, der kun ved en smal Fordybning er skilt fra Tverudvæxtens ydre, butte og trekantede Ende. Af den 4de og 5te Brysthvirvel gives hosstaaende et Træsnit. Man vilde have let ved at gjenkjende dem som hørende til den forreste Deel af Brystegnen allerede derved, at Buerne og Tverudvæxterne ud- springe fra en fælles Rod paa Hvirvellege- mernes øverste Hjørner, og at de bageste Ledudvexter endnu ere tilstede. At det netop er den 4de og Ste Brysthvirvel, der foreligge, vilde desuden, ifølge det nys Anforte om de forreste Ledudvæxters Op- træden, fremgaae af deres Form og Plads, nemlig (a) som smaa Knolder heelt udadtil paa Tverudvæxternes forreste Rand; men de sikkreste Charakterer findes dog ogsaa her paa Tverudvæxterne navnlig deri, at disse, i Modsætning til de tre første Brysthvirvlers, ikke blot ere rettede omtrent lige tvert ud, men ogsaa paa deres Yderendes Nederflade ere forsynede med en Ledgrube, uden dog, som de efterfølgende, her at vere uddannede i Form af brede, flade Ledskaale. Paa den 4de Bryst- hvirvel ere Tverudvæxternes Yderender tvertimod endog saa tykke og butte, at de blive mere hoie end brede, trekantede, med den mindre Flade nedadvendt og forsynet med Ledgruben, de lo større opadvendte, den ene for- og den anden bagud. Men naar saaledes den 4de Brysthvirvel endnu vilde vere at henregne til dem med butte Tverudvæxter, kunde derimod den bte Brysthvirvel snarere allerede henregnes til dem, hvis Tverudvæxter udadtil ere skaalformig udvidede eller hvis Omrids maaskee tor siges i det Hele at minde om Timeglasformen. Skaalformen af Tverudvæxternes Yderender opstaaer derved, at disse istedetfor at vere mere hoie end brede, som Tilfældet var paa den 4de Brysthvirvel, tvertimod blive ganske flade og brede og derhos hule forneden, hvælvede foroven; Timeglasformen opstaaer der- ved, at disse Tverudvæxter vise sig indknebne i Midten, udadtil trukne ud i et forreste og et bageste Hjørne, indadtil idetmindste paa den forreste Rand ligeledes forsynede med et frem- staaende Hjørne i den her optrædende forreste Ledudvæxt. Imidlertid er den ote Bryst- hvirvels Tverudvæxter endnu ikke synderlig brede udadtil, og Ledudvæxten sidder endnu for nær ved: Yderrandens forreste Hjørne, til at Timeglasformen her allerede skulde træde tydelig frem. Af alle Brysthvirvlerne har denne Ste de korteste Tverudvæxter (7%4”), Paa den 6te og 7de Brysthvirvel ere Tverudvæxterne kjendelig længere (81.9 “), og paa dem er den nysomtalte Timeglasform allertydeligst, idet de saavel fortil som bagtil og udad begrændses af Huulrande, af hvilke den forreste faaer omtrent samme Længde som den bageste, idet de forreste Ledudvæxter, i Form af et Par smaa Vinger, ere stillede heelt indadtil paa Tverudvæxterne, tæt ved deres Udspring. Den öde og 9de Brysthyirvels Tverudvæxter have, fremfor de foranliggendes, Form af brede, flade, hvælvede Skaale og kunne derhos endnu taale Sammenligningen med Time- glas, skjøndt Ledudvexterne, der skulde danne disses forreste Hjørne indad, allerede ere rykkede op paa Buerne. Det sikkreste Mærke have disse Hvirvlers Tverudvæster imidlertid i den stærke Udhuling af deres øverste Flades inderste Deel, en Udhuling, som opstaaer ved den ovenomtalte stærke Omboining af Ledudvæxterne. Nordhvalens 10de og 1ite Brysthvirvel (fra det 44!e‘ lange Skelet) ere i hos- staaende Træsnit blevne gjengivne i 12 Ganges Formindskelse. Tverudvæxterne udspringe her uden Forbindelse med Hvir- velbuerne fra Hvirvellegemernes øverste Hjørner, og Ledudvæxterne ere ikke blot rykkede heelt op paa Buerne, men desuden blevne saa- ledes afsnørede fra Tverudvæx- terne, at de ikke længer gaae i Flugt med dem. Derved have Tverudvæxterne ganske tabt hiin saakaldte Timeglasform, og Skaal- formen har ogsaa tabt sig for en Deel, idet de ere mere langstrakte (9—10” lange) og kun svagt hvælvede, skjondt de endnu have Ledskaalen for Ribbenet paa Nederfladen af deres Yderende. Paa de to sidste Brysthvirvler endelig antage Tverudvæxterne Form af lange (13— 1412‘), vandrette og lige tvert udstaaende Vinger, hvis Ledflader for Ribbenene ikke findes paa Nederfladen, men paa selve den ydre, brede Rand, i Reglen, navnlig paa den 13de Bryst- hvirvel, tæt ved dennes bageste Hjørne. Fra Betragtningen af Nordhvalens Brysthvirvler, og navnlig disses Tyerudvexter, føres vi nærmest til Betragtningen af dens Ribbeen og dens Brystkasse overhovedet. For Nordhvalens Ribbeen vil det neppe lykkes mere end for dens Hvirvelbeen at angive et paa dem alle anvendeligt Skjelnemærke. I det Hele taget ere de tykkere og sværere end Finhvalernes, men betydelig tyndere og spinklere end Pukkelhvalernes, de fleste af dem ogsaa stærkere krummede end saavel hines som disses. De længste af dem, 560 det bte, 6te og 7de Par, vare paa vort 44/27 lange Skelet efter Krumningen næsten 10” lange, men efter den lige Afstand mellem de to Ender kun 6/4", det forreste Par efter hiint Maal 5%4", efter dette 3%"; det 13de efter hiint 443‘, efter dette 4‘. ) En Sammenvæxt af de to første Ribbeen, som Schlegel!) har fundet paa det i Leidener-Museet opbevarede Skelet af Kapshvalen, har der ikke været Spor af paa noget af de til vor Raadighed staaende Exemplarer af Gronlandshvalen. Betragter man Ribbenene losrevne fra deres naturlige Befæstelse og opstillede i deres Rækkefølge tæt op til hinanden, saaledes som de i nedenstaaende Træsnit ere afbildede i 24 Ganges Formindskelse, fra den venstre Side af vort 4412‘ lange Skelet, bliver man strax den store Forskjel vaer imellem dem i Henseende til Størrelse og Form, og i sidste Henseende saavel i det Hele som især i Henseende til deres Hvirvelende, paa hvilken vi her først maae henvende vor Opmærksomhed. Ved altsaa at gaae ud fra disse 13 Ribbeenspars Hvirvelende kommer man ganske naturlig til at dele dem i 3 Rækker, hvoraf den ene indbefatter de to forreste, den anden de 8 efterfølgende, den tredie de tre bageste Ribbeenspar. Paa de førstnævnte nemlig er 1) ]. e. {ste Hefte Pag. 37. 561 Hvirvelenden bred og stærk, men afstumpet ved Spidsen; paa de 8 midterste Par løber den derimod ud i en Stilk, navnlig nærmest fra Knoglens Huulflade eller Huulrand; paa de tre bageste Par derimod viser Hvirvelenden sig som en svag (paa det 13de neppe mærkelig) dopagtig Udvidelse af den i det Hele taget spinkle Knogle. Man fatter strax, at Forbindelsen med de tilsvarende Hvirvelbeen maa være forskjellig for hver af disse tre Rækker, og kan maaskee ogsaa fra Analogien med deres Befæstelsesmaade hos andre Hvaldyr slutte sig til, hvorledes den skeer; men med Sikkerhed at bestemme den vilde dog ikke have været os muligt, hvis vi ikke havde havt disse Dele foreliggende i deres naturlige Forbindelse paa det i Viinaand ;opbevarede Foster og tildeels paa det 22/3" lange Skelet. Ifølge de herfra hentede Oplysninger kunne vi derom angive Følgende. Alle Nordhvalens 13 Ribbeenspar have idetmindste det tilfælles i deres Befæstelses- maade, at hvert især af dem er fæstet til Yderenden af sit Hvirvelbeens Tverudvexter, det første Ribbeenspar til Tverudvæxterne af den første, det 13de til dem af den 13de Bryst- hvirvel. Det Sted paa Ribbenet, hvor denne Befæstelse til den tilsvarende Tverudvæxt finder Sted, maae vi ubetinget betragte som Ribbeensknoppen (fubereulum costæ); men ved første Oiekast idetmindste synes denne Knop rigtignok at være temmelig forskjellig stillet. Paa de tre bageste Ribbeenspar er det selve den dopformede Udvidelse af Knoglens Hvirvelende, der tjener som dens Ribbeensknop; paa de 8 mellemste Ribbeenspar skeer Befæstelsen til Tverudvexternes Yderende derimod paa det meer eller mindre skarpe Hjørne, hvorfra den indadvendte Stilk udgaaer, og paa de to forreste Ribbeenspar skeer den tæt bagfor deres øverste stumpe Ende. Medens vi altsaa holde fast paa vor Tydning af det fælles Befæstelsessted for alle Ribbenene til Tverudvæxterne som deres »Knop», maae vi nødvendigviis tyde, ikke blot hiin Stilk paa de 8 mellemste Ribbeenspar, men ogsaa den butte Spidse paa de to forrestes Hvirvelende som en Ribbeenshals (collum coste). Til en ganske bestemt Angivelse af Ribbeensknoppen var især det 22143‘ lange Skelet særdeles tjenligt og er det endnu, efter at de fleste af Ribbenene ere skilte fra Hvirvlerne, efterdi de befæstende Baand ere blevne skaanede og sidde tørrede paa Rib- benene. Man lærer deraf, at de ikke sidde paa den udvendige Flade af det angivne Hjørne, altsaa ei heller paa den, der i ovenstaaende Træsnit ligger frem, men paa den modsatte, omend heelt ude ved dette Hjørnes indadvendte Rand, den, der netop berører Ledskaalen paa Tverudvæxternes Nederflade under disse Knoglers naturlige Sammenhæng. Stilken kommer derved til at pege omtrent lige ind efter, og vi ere meget tilbøielige til at antage, at den naaer hen til Nederfladen af det foranliggende Hvirvellegeme, hvor da maaskee Stilkens stumpe Spidse, idetmindste paa de meest langhalsede Ribbeen, navnlig det dte, 6te, Tde og 8de Par, turde fæste sig i Lighed med et Ribbeenshoved; vi troe endog heelt bagtil paa nogle af de mellemste Brysthvirvlers Legemer at have iagttaget en Fordybning, Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 5 Rd, 71 562 hvori en saadan Ledforbindelse turde have fundet Sted; men paa vort Foster have vi ikke fundet sikker Bekræftelse paa denne Formodning. Mærkeligt nok, ere paa dette alle Rib- benene, skjøndt nu meget bløde, næsten svampagtige, dog allerede forbenede (forkalkede) med Undtagelse af et ganske lille Stykke heelt nedadtil og af hele den nysnævnte »Stilk» eller Ribbeenshals, der endnu, ligesom Tverudvæxterne paa Hvirvlerne, viser sig som en klar, blaalig Brusk. Saalenge man ikke har borttaget dennes meget tykke ydre Hinde (Perichondrium), hvorved man altid løber Fare for at faae Brusken knækket, seer det ud, som om samtlige Ribbeen med deres øverste Ende sad fast til Tverudvæxterne og kun ved en tyk Streng desuden vare fæstede til den foranliggende Mellembrusk. Først ved at skære ind i denne tykke Streng, overbeviser man sig om, at den er brusket indvendig, om end ikke i alle Tilfælde, navnlig paa de korthalsede Ribbeen (det 3die og 10de), ikke heelt ud til selve Befestelsesstedet. Som nys anført, har den i sin tykke Skede liggende Bruskstreng, der aabenbart svarer til Halsen paa de fuldtforbenede Ribbeen, altid forekommet os at hefte sig til Mellemrummet mellem to Hvirvellegemer; men det er meget vanskeligt paa saa bløde Dele med saa faste ydre Skeder, som Bruskhinden, noiagligt at angive det egentlige Befæstelsessted, og vi have derfor ikke ganske villet opgive den ovennævnte Formodning, at Ribbeenshalsenes egentlige Befæstelsessted er paa den for- anliggende Hvirvel. Ved at see hen til, at hine Bruskstrenge i mange Tilfælde holde op indeni deres tykke Senehindebeklædning, navnlig paa det 3die Ribbeenspar og de korthalsede Rib- been overhovedet, faaer man sikkerlig den rette Anskuelse af det besynderlige Forhold i de to første Ribbeenspars Befestelse hos Nordhvalen, ligesom hos alle andre Barde- hvaler. Som bekjendt, ere begge disse Ribbeenspar ved overmaade stærke Senebaand fæstede med deres øverste Ende til Halshvirvlernes Tverudvexter, det første endog for- trinsviis til den anden Halshvirvels. Men desforuden ere de i Virkeligheden ogsaa fæ- stede til Yderenderne af de to tilsvarende Brysthvirvler, navnlig ved Baand, der udgaae tæt bagved deres stumpe Endespidser, og det er allerede blevet antydet, at det selvfølgelig er denne Befæstelse, der svarer til den for samtlige Ribbeen fælles Befæstelse, hvor meget den end kan synes at træde i Baggrunden for den med de foranliggende Hvirvler. Samtlige Senebaand, hvormed disse to forreste Ribbeenspar derimod fæstes til Hals- hvirvlernes Tverudvexter, maae vi nærmest betragte som svarende til hine tykke Strenge paa de efterfølgende Ribbeen, der rigtignok i Reglen men dog ingenlunde altid, idetmindste ikke i hele deres Længde, uddannes til benede Ribbeenshalse. Ja det turde neppe ligge synderlig fjernt at stille selve Halshvirvlernes nederste Tverforlengelser som homologe med hine Beenstilkes inderste Deel, om de end ere løsrevne fra Ribbenene og udgjøre uad- skillelige Dele af Hvirvlerne. I største Delen af deres Længde ere Nordhvalens Ribbeen, som sædvanlig, boiede LOS | saaledes, at de faae en ydre hvælvet og en indre huul Flade, af hvilke hiin tillige vender noget bagud, denne noget forud, og den ydre Flade er ikke blot hvælvet i Længderet- ningen, men ogsaa i Tverretningen. I den øverste Fjerdedeel forandres imidlertid disse Forhold paa de fleste af Ribbenene meget betydeligt, og paa en Maade, som det er saare vanskeligt at beskrive. Den udvendige hvælvede Flade slaaer sig her saaledes om, at Knoglens bageste Rand kommer til at staae stærkt frem paa den indadvendte Flade (saa- ledes navnlig paa alle de mellemste Ribbeen, fra det tredie til det tiende); men i samme Strækning er hver af disse Knogler skruet saaledes, at den indvendige hule Flade kommer til at vende bagud, hvorved ogsaa netop den paa denne Flade siddende Ledflade kommer til at vende lige indad og bagud imod den tilsvarende Tverudvaxts Yderende. Allerster- kest er denne Skruedreining paa det 3die Ribbeenspar. Hvor hiin omboiede Deel af den bageste Rand ender nedadtil, staaer den paa de fleste af Ribbenene stærkt frem som en angulus costæ. Paa den nederste Ende af Nordhvalens Ribbeen vil det ikke vere saa let at paa- vise Skjelnemerker for hvert især som paa den øverste. Imidlertid vil det dog idetmindste neppe falde vanskeligt her at kjende de fire forreste paa deres betydelige Brede, og om- vendt de 4 eller 5 bageste paa deres spinkle Form fra de 4—5 mellemste. Ved Hjelp af vort i Viinaand opbevarede Nordhvalfoster. er det omsider lykkedes os at faae et ikke uvigtigt Spørgsmaal løst med Hensyn til Bygningen af Bardehvalernes Brystkasse. Som bekjendt, er det hos samtlige Bardehvaler kun det forreste Ribbeenspar, der støder til Brystbenet. Alle hermed uovereensstemmende Angivelser kunne ubetinget erklæres for urigtige. At Nordhvalen ikke gjør Undtagelse fra denne Regel, vil man strax faae Over- beviisning om ved at kaste et Øie paa Fig. 3 af vor 2den Tavle, der, som allerede anført, er tegnet efter en Photographi af denne Egn paa vort 2213" lange Skelet, hvori samtlige Dele endnu befandt sig i deres naturlige Forbindelse. Naar altsaa kun det første Ribbeenspar staaer i Forbindelse med Brystbenet, vilde det ikke kunne undre, om kun dette hos Bardehvalerne var forsynet med Brystbeens- ribbeen (costæ sternales), være sig forbenede, som hos Tandhvalerne eller bruskede, som hos Landpattedyrene i Almindelighed. Men en fuldkommen Mangel af disse hos alle luft- aandende Hvirveldyr forekommende Knogler, endog paa dette Bardehvalernes forreste Rib- beenspar, maatte med Rette betragtes som en paafaldende Uregelmæssighed. Paa vort i Viinaand opbevarede Nordhvalfoster have vi omsider faaet Vished for, at de heller ingen- lunde mangle. Saalænge det første Ribbeen paa hver Side endnu laa omsluttet af sin overor- dentlig (1) tykke Beenhinde, syntes det rigtignok at støde umiddelbart op til det ligeledes i sm ikke mindre tykke Bruskhinde indesluttede Brystbeen, og forsaavidt Alt, hvad der indesluttes af een og samme Beenhinde, maa betragtes som een eneste Knogle, vil 71° 564 ogsaa hvert af disse Ribbeen kun være at betragte som een saadan; men da, saavidt vides, ogsaa hos de øvrige Pattedyrfostre hvert Ribbeens Hvirvel- og Brystbeensstykke ligge i en fælles tyk Brusk- eller Beenhinde, var Spørgsmaalet om Brystribbenets Mangel der- med ingenlunde besvaret. Denne tykke ydre Hinde maatte skjæres igjennem for noiere at faae selve Knoglen at see, og Forholdet viste sig da saaledes, som det i hosstaaende Træsnit er gjengivet i halv Størrelse. A er det endnu heelt bruskede Bryst- been, hvis Bruskhinde er bortskaaret rundt omkring det, såa at dets ydre Flade ligger heelt blottet og Bruskhinden kun er angivet ved en Dobbeltlinie. Paa samme Maade er Beenhinden borttaget og betegnet i Figuren omkring den afbrukne nærmest Brystbenet siddende Deel af det forreste Ribbeen paa hoire Side. Man seer nu, at denne Deel af Ribbenet bestaaer af flere temmelig ueens- artede Dele, og, hvad der turde være aldeles afgjørende til Besvarelsen af det opkastede Spørgsmaal, det Indre af Beenhudssækken, som det maa være os tilladt at kalde denne tykke, med Knoglens Overflade temmelig løst forbundne ydre Hinde, er ved en ganske fin, men stærk Hinde deelt i to Afdelin- ger, een overveiende større, hvori findes det egentlige Ribbeen eller Hvirvelribbenet (b og c), og en anden, forholdsviis meget lille, hvori ligger Brystbeensribbenet (d og e). Hver af disse Knogledele havde en særegen Beskaffenhed. Det lange Hvirvelribbeen var, skjondt næsten lig en Svamp imbiberet af Viinaanden, dog lige indtil omtrent 4"” fra hiin tynde Skillevæg allerede heelt forbenet (forkalket) og sammensat af lutter lagviis ordnede Beentrevler, og havde selv i denne lille Strækning heelt indadtil et lignende Udseende, skjøndt det her ingen Kalkdele skjønnedes at indeholde. Ganske lig denne bløde inderste Ende af Hvirvelribbenet var den til den tynde Skillevæg stødende Deel af Brystbeensribbenet (e); men selve Brystbeensribbenet (d) derimod var en fuldkommen fast og eensformig klar ægte Brusk uden mindste Spor til noget indskudt Trevlevæv. Efterat have fundet Brystbeensribbenene Lil det forreste med Brystbenet forenede Ribbeenspar, gjaldt det at erfare, om ikke idetmindste et Spor til dem endnu skulde være at eftervise ogsaa paa de folgende Ribbeenspar. Undersøgelsen paa samme Foster- FA skelet gav os et bekræftende Svar paa dette Spørgsmaal, saaledes som for det 2det Rib- beens Vedkommende allerede fremgaaer af Træsnittet Pag. 564, hvori b‘, c", d‘ og e” have samme Betydning for dette Ribbeen, som b, c, d og e for det første. Paa de følgende Ribbeen var et lignende Spor af Brystbeensribbeen neppe at kjende. Som nys bemærket, tjener Brystbenet hos Nordhvalen, ligesom hos alle Rørhvaler, ene og alene til Befæstelse for det iste Ribbeenspar. Kun eet Spørgsmaal turde i Hen- seende til Brystbenets og Ribbenenes gjensidige Forhold endnu være at besvare, nemlig om dog ikke maaskee fra Brystbenets bageste Ende skulde udgaae en rudimentær Forlæn- gelse i Midtlinien til Befæstelse for de næstfølgende Ribbeen; men selv denne Formod- ning viste en omhyggelig Undersøgelse paa vort Foster at være ugrundet. De nærmest efter det første følgende Ribbeenspar træde temmelig nær hen mod Bugfladens Midtlinie, og i denne forefandtes et svagt Trevlevæv svarende til den saakaldte Linea alba, men hver- ken indeholdt dette Trevlevæv nogetsomhelst Spor til Brusk, ei heller stod det i nogen noiere Forbindelse med Ribbenenes ellers Brystbenets Beenhinde. I Henseende til Formen af Nordhvalens Brystbeen maae vi i det Hele taget hen- vise til vore nysomtalte Afbildninger af Fostrets og af det halvvoxne Individs. Paa vore storre Skeletter havde Brystbenet dog ikke ganske den samme Form, ligesom nogle andre til vor Raadighed staaende Nordhvalsbrystbeen igjen have viist sig forskjel- lige fra disses. De slemme alle overeens i folgende Punkter. Den ydre, for- og nedad vendende Flade er flad i Lengderetningen, hvælvet i Tverretningen, den indre, bag- og opad vendende hvælvet paa langs, udhulet paa tvers; den største Brede har Brystbenet fortil, navnlig foran Ribbenenes Befæstelse; bagtil løber det ud i en stump Spidse. Siderandene ere midtveis eller lidt længere fortil stærkt fortykkede, hvorved Ribbeensbefæstelsen er angivet, og nærme sig hinanden bagtil. Men den forreste Rand er snart noget hvælvet, som paa det af vort 2243‘ lange Skelet (Tab. 2, Fig. 3), snart tvertimod meer eller mindre ind- skaaret i Midten. Deres Længde er altid noget større end deres Brede; paa Brystbenet af vort 44%’ lange Skelet udgjør hiin 20”, denne 19”; paa et andet udgjør Længden 24“ Breden 19”; paa et tredie hiin 23”, denne 161%‘. Vi vende tilbage til Nordhvalens Hvirvelsoile. Lendehvirvlerne skjelnes, som sædvanlig, let paa den ene Side fra Brysthvirvlerne ved Mangelen af Ledskaale for Ribbenene udadtil paa Tverudvæxterne, paa den anden Side fra Halehvirvlerne ved Mangelen af Ledflader for Nederbuerne paa Hvirvellegemernes fire nederste Hjørner. Imidlertid kan dog den første Lendehvirvel forsaavidt siges at gjøre en Undtagelse, som der paa Yderranden af dens Tverudvæxter (ialfald paa begge vore to store Skeletter) endnu forefindes, om ikke en Ledskaal, saa dog en Ledflade eller idetmindste et Spor til en Ribbeensbefæstelse, hvad enten. her i Virkelighed har siddet et låde Ribbeen, eller Ribbenet fra den bageste Brysthvirvel her, som saa ofte hos Hval- dyrene, har havt en Bibefæstelse paa Yderranden af den første Lendehvirvels Tverudvaxt. Paa den anden Side gjelder den i Modsætning til Halehvirvlerne opstillede Charakteer, efter den af os valgte Inddeling af Hvirvlerne, kun halvt for den sidste Lendehvirvel, eftersom dennes Legeme dog idetmindste bagtil bærer Mærket af den forreste Nederbues Be- fæstelse. I hosstaaende Træsnit ere de tre forreste Lendehvirvler af vort 44%‘ lange Skelet gjengivne i 12 Ganges Formindskelse, Paa Yderranden af den første Lendehvirvels Tverudvæxter gjenkjender man de nys omtalte Spor til en Ribbeensbefæstelse; men man seer tillige, at det her, istedetfor som paa den bageste Brysthvirvel at findes bagtil, tvertimod sidder mere fortil paa Tverudvæxtens Yderrand. Sammenlignede med de Pag. 559 afbildede 10de og Ilte Brysthvirvler vise Lende- hvirvlerne sig, endog bortseet fra Hovedskjelnemærket paa Tverudvexternes Yderende, be- tydelig afvigende fra dem i Udseende, navnlig derved, at ikke blot deres Tverudvaxter, men ogsaa deres Tornudvexter have en langt større Udstrækning. Ogsaa deres Legemer ere større, omend ingenlunde i samme Grad. Noiere betragtede vise Forholdene sig saaledes. Hvirvellegemerne, der allerbagest i Brystegnen ere 6%4” lange, 8” hoie og 1012” 567 brede, tiltage i Lendeegnen saaledes, at de paa de hertil hørende 13 Hvirvler lidt efter lidt voxe fra 7” til 10” i Længde, fra 8%” til 1172” iHoide og fra 10%2” til 12” i Brede. Med Hvirvelbuerne forholder det sig lige omvendt. De blive forfra bagtil stedse smallere og lavere, og Rygmarvskanalen, der paa den 11te Brysthvirvel endnu er 6” bred, 4%2” hoi, paa den 13de 5%4” bred, 4/4” hoi, indskrænkes i den forreste Deel af Lendeegnen til en Brede af 540‘, en Hoide af 4”, og svinder derpaa lidt efter lidt ind til en Brede af 319”, en Hoide af 2%4“. Naar saaledes i Lendehvirvlernes Rækkefølge forfra bagtil Legemerne stedse tage til, Buerne stedse tage af, gjøre sig for Udvæxternes Vedkommende ganske andre Forhold gjeldende, idet disse i den forreste Deel af denne Egn tage meget stærkt til, i den bageste derimod alle tage af i en endnu stærkere Grad. Tornudvæxterne ligne dem paa de bageste Brysthvirvler, have ligesom disse, fortil en huul, bagtil en Sformig Rand og helde nok saa stærkt bagud, men ere derhos betydelig hoiere. En lodret Linie, der tænkes trukket fra deres øverste Rand ned paa Hvirvellege- merne, falder i den forreste Deel af denne Egn tæt foran det næstfølgende Hvirvellegemes bageste Rand og har en Længde paa den forreste Lendehvirvel af 154”, paa den 4de af 1740, paa den 6te af 162”; men paa de 5—6 bageste Lendehvirvler falder denne Linie ikke længere tilbage end noget foran Midten af det efterfølgende Hvirvelbeenslegeme og har en Længde paa den 10de Lendehvirvel af kun 13”, paa den 13de af 10%2”, Ogsaa Tverudvæxterne kunne siges i den forreste Deel af Lendeegnen at ligne de to bageste Brysthvirvlers; de have, ligesom disse, Form af lange, flade, smalle, tverstillede Beenplader, ere smallere ved Roden, bredere udad, boiede ganske svagt ned, i det Hele taget rettede lige ud, nogle dog lidt fortil, enkelte andre snarere ganske lidt bagtil, uden at i den Henseende nogen bestemt Regel gjør sig gjeldende. Men i den bageste Halv- deel af Lendeegnen faae især disse Udvæxter et temmelig forskjelligt Udseende, idet de ikke blot blive kortere, men desuden bredere i Forhold til Længden og meget bestemt pege forud. Denne deres forskjellige Længde (i Legemets Tverretning) har en ganske overordentlig Indflydelse paa Lendehvirvlernes Brede i det Hele. Selve Hvirvellegemerne ere ikke meget bredere iLendeegnen end i Brystegnen, og deres Brede voxer, som allerede anført, jevnt forfra bagtil; men i deres hele Omfang, altsaa Tverudvæxterne iberegnede, ere Hvirvlerne overmaade meget bredere i Lendeegnens forreste Halvdeel end i dens bageste. Den første Lendehvirvel, maalt paa denne Maade, er allerede betydelig bredere end de to sidste Brysthvirvler, der dog selv allerede ere langt bredere end de foranliggende. Den er nemlig 40” bred (de bageste Brysthvirvler 39”, de mellemste endog kun 27”, den 3die Lendehvirvel 44”, den 4de 4479”, men den 6te kun 42”, hvorefter den Sde og 10de svinde ind til en Brede af 35”, og den 13de til 27”, De omtalte Forandringer i Lendehvirvlernes Udmaalinger gaae ikke ganske jevnt 568 frem i Overeensstemmelse med deres Rækkefølge. Dette gjelder især om Tverudvæxterne, om hvilke det allerede er anført, at deres Retning er noget uregelmæssig. "Saaledes skeer det, at, medens Hvirvlernes Brede i Lendeegnens forreste Deel endnu er i kjendelig Tiltagen, kan der dog mellem to iblandt dem vise sig en Standsning, maaskee en ringe Tilbagegang, og, hvad der turde være nok saa mærkeligt, paa een og samme Lendehvirvel kan den venstre Tverudvæxt være indtil 1” længere end den hoire, eller omvendt. Under de omtalte Forandringer i Lendehvirvlernes Udmaalinger, og navnlig under Legemernes stedse voxende Omfang, medens Udvæxterne i Begyndelsen rigtignok ogsaa tage til men derpaa omvendt tage meget stærkt af, forandres selvfølgelig deres Udseende meget betydeligt. Men hertil bidrager endnu overmaade meget den Forandring, der i den bageste Deel af denne Egn foregaaer i Ledudvexternes Stilling. I de forreste Totrediedele af Lendeegnen forholde disse Udvæxter sig omtrent som i den allerbageste Deel af Bryst- egnen. Paa de forreste 2 Lendehvirvler staae de endnu 5/4” og 5” ud fra hinanden og derhos næsten ganske lodrette. Denne lodrette Stilling vedligeholde de endnu paa de folgende 6 Hvirvler, men rykke derhos noget tættere sammen. Fra den 10de Lendehvirvel af der- imod boie de sig saaledes ud til Siderne, at deres indadvendte Flade bliver huul og kommer til at vende noget opefter, og deres gjensidige Afstand oventil bliver paa den Ilte Hvirvel 5%/4, paa den 12te 7”, paa den 13de 9%“. Derhos beholde de omtrent samme Størrelse, saa at de paa de bageste Lendehvirvler ere fuldt saa store som de her stærkt formindskede Tverudvæxter, og da de fremdeles, istedetfor at staae lodret, nu danne en Vinkel af omtrent 30° med Torn- og af 60° med Tverudvæxterne, komme disse 5 Ud- væxter paa hver af Hvirvlerne til at tage sig ud som en regelmæssig Udstraaling fra dens øverste Halvdeel, kun at Tornudvzxten er rettet noget bagud, Tverudvæxterne noget forud. Under Hvirvellegemernes tiltagende Væxt forfra bagtil i Lendeegnen er tillige deres Form (som allerede antydet) bleven væsentlig forandret. Istedetfor at der paa de foranliggende Hvirvellegemer tydeligt kun kan skjelnes en øverste eller Rygmarvs- flade og en i en Halvkreds hvælvet Bugflade, mellem hvilke til hver Side heelt opadtil Begrændsningen skeer ved Udspringet af Buen og Tverudvæxterne, rykker fra den 4de Lendehvirvel den allerede betydelig indknebne Bue heelt op paa den øverste Flade; hiin i en Halvkreds hvælvede Bugflade deles ved de to dybtstaaende Tverudvaxter paa hver Side i en øverste og en nederste Deel, og endelig begrændses de to nederste Dele indbyrdes ved en stærk fremspringende Kjøl i Midtlinien. Desuden træder nedentil paa Hvirvellege- met saavel den forreste som den bageste Rand saa stærkt frem, at der dannes to Side- gruber, hvoraf hver især opad synes at tabe sig i en bred og flad Rende bag den til- svarende Tverudvæxt. Men paa den bageste Lendehvirvel forandres det sidstnævnte Forhold atter derhen, at disse to Sidegruber smelte sammen til en Tvergrube, der stiger op saavel for som bagved den korte Tverudvæxt. Forneden begrendses Tvergruben saavel for- som QUlVA, i CU x fi 0 L in Kon & wiiLIBRAR Z ty \— — ap bagtil paa hver Side af et stærkt fremspringende Hjørne, og til de to bageste af disse Hjørner er den forreste Nederbue fæstet. Saaledes har omsider den bageste Lendehvirvel faaet en næsten fuldstændig Lighed med de forreste Halehvirvler, i hvilken Henseende vi ville henvise til nedenstaaende Af- bildning af den bageste Lendehvirvel og den forreste Halehvirvel af vort 4412° lange Skelet i deres naturlige Forbindelse (12 Gange formindskede). Ligheden er, som man strax skjønner, opstaaet deels ved Legemets Overvægt over Buen, deels ved Torn- og Tverudvæxternes Hensvinden, og især endelig ved den sidst beskrevne Form af Legemets nederste Deel, hvorved der ydes et sikkert Leie for Aorta og dens store Sidegreen. Som man seer, adskiller den første Halehvirvel sig (afseet fra de min- dre væsentlige Forskjelligheder i Maa- lene) kun derved fra den sidste Lende- hvirvel, at baade de forreste og ba- (HH AN AL WV 2 N geste af hine Hjørner frembyde Led- uN QN flader for Nederbuerne. Ved disses Mellemkomst tvinges det forreste og bageste Hjørne paa hver Side mod hinanden, og Hvirvellegemets yderste og nederste Rand, der ovenfor betegnedes som en »Vold», kommer til at ligge broformig over Sidegrenene fra Aorta. Allerede i den bageste Deel af Lendeegnen, men endnu mere i den forreste af Haleegnen bidrage Mellembruskene meget kjendelig til Rygradens Længde. Af de to sidst ~ afbildede Hvirvler er den ene 8/4”, den anden 77/4“ lang, men i deres naturlige Sammen- hæng have de tilsammen en Længde af 18/4”, saa at altsaa her 214‘ maa regnes paa den mellem dem indskudte Senebrusk, der rigtignok ogsaa netop er den allertykkeste i hele Hvirvelseilen. Bagtil i Haleegnen aftage disse Mellembrusk stedse mere, idetmindste i absolut Maal, om end ikke i Forhold til selve Hvirvlernes Størrelse. Den 2den, 3die og 4de Halehvirvel udgjorde i deres indbyrdes Sammenhæng 25", medens de hver for sig i Legemets Lengderetning maalte 734, 7'e og 7; den bte, 6te, 7de, 8de og Øde maalte i deres Sammenhæng 33”, medens deres egen Længde udgjorde 7, 642, 61, 5%, 4° 2 altsaa tilsammen kun 301%". Medens saaledes Nordhvalens 22 Halehvirvler lidt efter lidt aftage i Længde fra Vidensk. Selsk, Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem, Afd. 5 Bd. 72 570 734” til2”, og deres Legemer ikke mindre ligeligt aftage i Hoide og Brede, svinde ogsaa deres Buer og Udvæxter lidt efter lidt, men i et langt stærkere Forhold, saa at Tverudvæx- terne allerede ere forsvundne paa den 6te, Tornudvæsten og Buen paa den 8de Hvirvel. Af Nederbuer have vi saavel paa det 2213’ lange Skelet som hos den Nyfødte og Fosteret fundet det sidste Spor mellem den 13de og låde Halehvirvel, saa at der af dem i Alt forefindes 14 hos Nordhvalerne, og at de kun mangle mellem de 8 bageste Hvirvler, Under Hvirvellegemernes gradvise Svinden forfra bagtil forandres Formen af dem paa de 6 forreste Halehvirvler især derved, at af de ovenomtalte »Hjorner» paa den nederste Flade det forreste og bageste ikke blot lig Kroge nærme sig hinanden, men fra den Ade Hvirvel til den 7de støde sammen med deres Spidser, hvorved de komme til at danne en lukket Rende paa hver Side for de fra Aorta opstigende Sidegrene. Meget øinefaldende ere fremdeles de Forandringer, som Tverudvæxterne undergaae samtidig med deres Indsvinden. Paa den fste Halehvirvel pege de stærkt forud og ere paa deres forreste Rand udhulede nærmest deres Udspring fra Hvirvellegemet, hvorved der dannes en Rende for Aortas Sidegreen. Men allerede paa den 2den Halehvirvel voxer Tverudvæxtens forreste Deel udover denne Udhuling og forvandler den til et Hul. Hiin Sidegreen fra Aorta gaaer saaledes,” under sin Opadstigen langs Hvirvellegemets Sideflade, først igjennem den ved de to nederste Sidehjørner dannede Rende, dernæst igjennem Kanalen i Tverudvæxtens Rod. Paa den 4de Halehvirvel, hvor hine Siderender paa Legemets nederste Flader allerede ere blevne fuldstændig lukkede, ere Tverudvæxterne svundne saa stærkt ind, at de kun heelt fortil endnu springe kjendeligt frem og iøvrigt tage sig ud som et Par lave Længdekamme, som dele Hvirvellegemets to Sideflader i en øverste og en nederste Halv- deel; men derhos have de ved deres Udspring udbredet sig saa stærkt opad og nedad, at disse Sideflader saavel foroven som forneden næsten halvveis dækkes af dem. Side- grenen af Aorta har altsaa her kun en forholdsviis kort Strækning at gjennemløbe fra Renden paa Nederfladens Siderand til Canalen i Tverudvæsten, og derhos er denne nederste Deel af Sidefladen nu saa stærkt udhulet nedenfra opefter, at den selv tager sig ud som en aaben Rende. Ogsaa den øverste Halvdeel af Sidefladen er imid- lertid bleven saa stærkt og i en saadan Retning udhulet, at man tydelig nok sporer Arte- riegrenens yderligere Forløb efter Udtrædelsen af Canalen, nemlig bagom Ledudvæxten ind i Rygmarvshulen. Paa den Ste Halehvirvel har der ogsaa bagtil paa Ledudvexterne dannet sig en Bro, hvorunder Arteriegrenen ledes ind i Rygmarvshulen. Paa den 6te Halehvirvel viser hiint aabne Rør paa den nederste Sideflade sig endnu kun som et rundt Hul, der fører ind til en i Benets Indre nedenfra opad gaaende Gang; Tverudvæxten er bleven forvandlet til en Beenplade, som næsten heelt dækker saavel den øverste som den nederste Halvdeel 571 af Hvirvellegemets Sideflader og kun danner et yderst svagt Grændseskjel imellem dem. Fremdeles har samtidig med Tverudvæxtens Rod ogsaa hiin Bro bag Ledudvæxterne udvidet sig saa stærkt i Breden, at den endnu ikke af dem dækkede Deel af den øverste Side- flade tager sig ud som en dyb Grube med en Udgang nedentil, der fører til Canalen, og en anden oventil, der fører ind i Rygmarvshulen. Paa den 6te Halehvirvel er Rygmarvs- hulen omsider bleven indkneben til knap !“ i Gjennemsnit, Tornudvæxten staaer nu kun overmaade svagt frem, og Ledudvexterne ere forvandlede til et Par meget brede, men ganske lave Beenknolde; paa den 7de Halehvirvel kan Hvirvelbuen neppe mere siges at bære en Tornudvext i Midtlinien af sin øverste Flade. Den Sde, 9de og 10de Halehvirvel høre til de lettest erkjendelige i hele Nordhvalens Hvirvelsøile, idet her Buen er forsvunden tilligemed Tornudvexten, men Rygmarvskanalen dog endnu er kjendelig i Form af en dyb Grube, i hvis Bund man seer de to Sideindgange aabne sig. Med den Ilte Halehvirvel begynder hos Nordhvalen Rækken af dem, paa hvilke hvert Spor af Buen er forsvundet tilligemed Udvæxterne, og som altsaa kun bestaae af Hvirvel- legemer. Idet de lidt efter lidt aftage i Omfang, blive de, som sædvanlig hos Hvalerne, fra først at være runde i Gjennemsnit og hvælvede paa deres forreste og bageste Flader (Sde—IIte), cubiske med afslebne Hjørner, og saaledes, at de, i Modsætning til Rorhva- lernes, ikke ere synderlig mere brede end høie. Som Skjelnemærker fra Rorhvalernes sidste Halehvirvler kan endnu anføres, at deres 4 Hjørner, skjøndt stærkt afslebne, dog staae temmelig stærkt frem i Form af stumpe Knuder, og at Længdefuren for Aorta er over- maade svagt udpræget, men Tverfuren for dens Sidegrene desto stærkere, saavel paa den øverste som paa den nederste Flade. Begge disse Furer tabe sig iøvrigt, som sædvanligt, udad i Gjennemgangsaabningerne for disse Aortas Sidegrene. Paa vort 44%’ lange Skelet, hvis {ste Halehvirvel var 131,4” bred, 1244 hoi og omtrent 7%4” lang, havde den 7de endnu en Brede af 11“, en Hoide af 11“ og en Længde af omtrent 64/2, men den låde var kun 5“ 8° bred, 5” hoi og omtrent 344“ lang, den 21de kun 2“ lang, 2% bred og 24” hei. Den sidste Halehvirvel var her rigtignok 31/0” lang; men denne stærke Udvikling af Endeknoglen paa denne Nordhvals Hvirvelsoile maae vi ansee for reent individuel, eftersom den hverken fandtes paa det 2243‘ lange Skelet, paa den Nyfødtes eller paa Fostrets. Af Nederbuerne bestode alle de, der forefandtes paa vore to store Skeletter, nemlig de 10 forreste, af en enkelt Knogle, de 4 efterfølgende paa Fostret derimod af to adskilte Bruske. Deres Befæstelsesmaade til de to Hvirvellegemer, mellem hvilke de ere anbragte, er ganske den sædvanlige, og selv i Henseende til Formen afvige de ikke synderlig fra Rør- hvalernes, meest dog netop den første, der tilligemed den anden findes afbildet i det Pag. 569 givne Træsnit. Den første (mellem den 33te og 34te Hvirvel) er mindre end den 2" fe 572 næstfølgende, men efter denne aftage de jevnt bagtil, idet navnlig Kammen paa Midten af deres Bugflade stedse bliver lavere og paa de bageste aldeles svinder bort. Den ovenstaaende Beskrivelse af Nordhvalens Rygrad vil noksom have viist, at det kun er Halshvirvlerne og de forreste Brysthvirvler, hvorfra man kan hente bestemte Cha- rakterer for denne Art. Alle de øvrige Hvirvler, saavelsom Ribbenene, undergaae efter deres Rækkefølge hos Nordhvalen i alt Væsentligt samme Formforandringer, som hos andre Bardehvaler, og hvor let det altsaa end næsten altid er strax at bestemme til hvilken Egn af Rygraden en given Hvirvel af et stort Hvaldyr hører, saa vanskeligt turde det ofte være at bestemme, om den netop er af Nordhvalen eller af et andet stort Hvaldyr. Muligt bliver det dog maaskee altid, eftersom Formforandringerne af Ilvirvlernes forskjellige Dele hos de øvrige Arter hverken skee netop i samme Grad eller følges ad i samme Orden. Hvirvellege- merne voxe hos Rørhvalerne, ligesom hos Nordhvalen, til henimod den forreste Halehvirvel og lage derpaa atter af, men opnaae derhos et større Omfang, saavel i absolut Maal, som især i Forhold til Hvirvlens øvrige Dele; omvendt blive Tverudvæxterne ikke nær saa stærkt ud- staaende. De forreste Ledudvexter stige hos Rorhvalerne, ligesom hos Nordhvalen, gradviis fra Tverudvæxterne op paa Buerne, men naae langt tidligere op paa disse, navnlig hos Finhva- lerne allerede påa den 3die eller 4de Brysthvirvel, ligesom de ogsaa i det Hele taget slutte sig tæltere til den foranliggende Tornudvæxt. Af Ribbenene fæste de to forreste Par sig hos Rorhvalerne paa samme Maade som hos Nordhvalen; det 3die og 4de Par have ogsaa hos dem en Hals: men paa de efterfølgende Par mangler Halsen, og Ledfladen paa de til- svarende Hvirvlers Tverudvæxter ligner ikke saameget de Ledskaale, der hos Nordhvalen findes paa Nederfladen af de mellemste Brysthvirvlers Tverudvexter, som snarere de ikke udhulede Ledflader -paa Yderranden af dens to bageste. Skjøndt der altsaa ikke kan opgives noget fælles Skjelnemærke for alle Nordhvalens Bryst-, Lende- og Halehvirvler i Modsætning til Rørhvalernes, vil det dog neppe nogen- sinde være vanskeligt at bestemme om en Hvirvel, hvorvidt den tilhører en Rørhval fremfor en Nordhval eller omvendt. Spergsmaalet er kun, hvorvidt det i sidste Tilfælde ogsaa altid vil kunne lykkes at bestemme, om den ikke snarere tilhører en anden Rethvalart, og dette Spørgsmaal see vi os for Tiden ikke istand til at besvare. Til at besvare det paa en fyl- destgjørende Maade maatte man vistnok have fuldstændige Skeletter af de forskjellige Arter liggende for sig saaledes, at man frit kunde undersøge hver enkelt Knogle paa hvert af dem fra alle Sider. Af Kapshvalens Hvirvelsoile har Cuvier afbildet, foruden de sammen- groede Halshvirvler, den 4de og Ilte Brysthvirvel, den {ste Lende- og den Iste Halehvirvel!). Denne Omstændighed har bestemt os til at foretrække de tilsvarende i Nordhvalens Hvirvel- 1) See Figur 14, 15, 16 og 17 paa den ofte anførte Tavle i Rech. sur les ossem. foss. ia soile ved vort Valg af Træsnittene til Oplysning af den ovenstaaende Text. Sammenligner man disse Hvirvler indbyrdes, finder man unegtelig, at de endog i hver enkelt Deel af hver af Hvirvlerne ere meer eller mindre afvigende fra hinanden indbyrdes, og det saavel i Formen som i Størrelsesforholdene; men at hente Artsmærker for hver især af dem derfra, vilde aabenbart være at bygge paa en altfor usikker Grundvold. Kun skulle vi endnu gjøre op- mærksom paa den allerede ovenfor udhævede mindre plumpe Form af Nordhvalens Hvirvler i det Hele taget, og navnlig af deres Torn- og Ledudvexter. I Cuviers Værk over de fossile Knogler er denne Deel af Bardehvalernes Skelet ikke alene behandlet meget kort, men tildeels unegtelig ogsaa temmelig flygtigt, navnlig kan den Angivelse (Qvart- udgaven Pag. 379), at samtlige Tornudvæxter skulde heldet forover (inclinées en avant) vistnok kun beroe paa en Skrivfeil, da den ligefrem strider mod de givne Afbildninger; i enkelte Henseender fremgaaer det alligevel af Cuviers Beskrivelse, at en ikke ringe Over- eensstemmelse finder Sted mellem Nordhvalens og Kapshvalens Hvirvelsøile. Naar det saaledes hedder, at hos Kapshvalen de 5 eller 6 sidste af Ledudvæxterne næsten ere lige høie med Tornudvexterne og med dem paa hver enkelt Hvirvel danne en trelappet Frem- slaaenhed, saa er dette aabenbart den samme charakteristiske Stilling af disse Dele, som ovenfor ere bleven beskreven hos Nordhvalen paa de 3 eller 4 sidste Lendehvirvler og alle de Halehvirvler, hvorpaa disse Udvæxter endnu forefindes, og herfra kan altsaa neppe hentes noget Artsmærke; naar det fremdeles hedder om Kapshvalens 15 Ribbeenspar, at de 2 første og de 4 sidste ikke naae hen til Hvirvellegemet men kun fæste sig til Tver- udvæxterne, saa følger naturligviis deraf, at alle de mellemliggende, ligesom hos Nordhvalen, naae hen til samme eller til den foranliggende Hvirvels Legeme. Brystbenet af det i Parisermuseet staaende store Kapshvalskelet synes, ifølge den deraf givne Afbildning (l. c. Fig. 11) deri forskjelligt fra alle vore Nordhvalbrystbeen, at det bagtil, istedetfor at løbe ud i en stump Spidse, ender med en lige afskaaren Rand; men det turde maaskee fortjene nærmere at eftersees, om ikke den stumpe Spidse her skulde være stødt af. Af Nordhvalens Forlemmer har allerede Cuvier kjendt og afbildet Skulderbladet efter et Exemplar i Parisermuseet!). - Ligesom Kapshvalens skjelner det sig strax fra Rorhvalernes og fra Pukkelhvalernes ved sin betydelige Hoide i Forhold til Breden, hiin regnet fra Midten af Ledskaalen til Midten af den hvælvede Rand (basis scapulæ), denne i en lige Linie mellem de to Hjørner, som den hvælvede Rand danner med den forreste og bageste; og fra Kaps- hvalens atter ikke blot ved at være endnu hoiere i Forhold til Breden end dette og frem- ') See den ofte anførte Tavle til hans Ossem. foss. Fig. 8. 574 deles ved at have et meget længere acromion, men fornemmelig ved desforuden at have en meget tydelig uddannel processus coracoideus. Imidlertid have dog hverken Skulder- bladene paa noget af vore Nordhvalskeletter, eller fire andre til vor Raadighed staaende overcomplette Nordhvalskulderblade været forholdsviis saa høie, som det af Cuvier afbildede. Men det fremgaaer ogsaa ved Sammenligning af vore forskjellige Exemplarer tydelig nok, at der i Forholdet mellem dette Beens Heide og Brede finder temmelig betydelige indivi- duelle Forskjelligheder Sted. Da Cuvier har leveret flere Udmaalinger af Skulderbladene paa hans Kapske Ret- hval, anføre vi her til Sammenligning de tilsvarende af dem paa vort 44/2" lange Nord- hvalskelet. . hos Kapshvalen hos Nordhvalen. Skulderbladets Hoide (fra Ledskaalen til midt paa den hvelvede Band). Ana tear Waconia ee O5 SM GE Fæencden afeden) hvælvede Band. COM OO MR ” » » forreste nea) Ast hal ee AL eae? eh ae eae OR (==, rae » » » bageste RENTEN Fed STE Ona) a eae Breden af Halsen (hvor Skulderbladet er smallest). . . . . . . . Om, 26 Om, 98 — 10% Dedskaalensalæencdee rs a CR eee NE 2 (0) 2357 JO SER I D Ce di Tilstedeværelsen af en processus coracoideus synes at udgjore et af de væsentligste Skjelnemærker for Nordhvalen i Mod- sætning til Kapshvalen. Paa det Cuvierske Nordhvalskulderblad sees denne Udvæxt at udspringe i en vis Afstand ovenfor Ledskaalen; paa alle vore Exemplarer derimod findes dens Udspring ganske tæt ved Randen af denne, saaledes som del sees paa nedenstaaende, 18 Gange formind- skede Afbildning af et venstre Skul- derblad. Den er, som sædvanlig, rettet fortil, opad og især indad, derfor ogsaa kun i visse Stillinger at see i hele sin Længde udvendigfra. Acromion har en ret anseelig Længde (5"), og fra dets øverste Rand stiger en temmelig svag Kam opefter, aabenbart den saakaldte spina scapulæ, og deler den i den mindre, fortil liggende fossa supraspinata, der er næsten ganske flad, og den ulige større, bagtil liggende fossa infraspinata, der især nedadtil er temmelig stærkt udhulet. Heelt bagtil langs den bageste Rand bliver Skulderbladet stedse tyndere, saa at Randen bliver ganske skarp. Skulderbladet er, i sin naturlige Forbindelse med de omgivende bløde Dele, stillet saaledes (see Tab. 2 Fig. 1), at dets bageste Deel dækker den nederste Halvdeel af de tre forreste Ribbeen, og dets forreste Hjørne næsten støder heelt op til Baghovedet, medens Ledskaalen kun siaaer meget lidt hoiere end Underkjæbens nederste Rand. Til Vidne herom have vi af vort Foster opbevaret den overordentlig tykke Beenhinde om Skulderbladet i dens naturlige Fæste til Ribbenene. De øvrige Dele af Nordhvalens Forlemmer ere, ligesom Skulderbladet, let kjendelige, ikke blot fra alle Rorhvalernes, men ogsaa fra Kapshvalens. I Modsetning til Rorhvalerne har Nordhvalen tillige med Kapshvalen et Fællesmærke i Tilstedeværelsen af en Tommelfinger, men i Modsetning til Kapshva- lens Tommelfinger, der har 3 Led, nemlig 2 Fin- gerled foruden Mellemhaandsknoglen, bestaaer Nord- hvalens kun af en eneste Knogle. Med Pukkelhva- lernes overordentlig langstrakte og med Finhvalernes spinkle Forlemmer have Nordhvalens overhovedet slet ingen Lighed; thi i Forhold til deres Længde fortjene de at kaldes saavel brede som svære af Bygning. Af vore to store Nordhvalskeletters Arme vare det 441° langes ulige bedre vedligeholdte end det andets, navnlig i Henseende til Haandroden og de øvrige endnu bruskede Dele, Det er derfor af dette Skelets venstre Arm at vi her give en Afbildning i 24 Ganges Formindskelse!). ') Overarmsknoglen var imidlertid her besat med sygelige Beenudvæxter, hvorved dens Form meget kjendelig forvan- skedes, og med Hensyn til denne Knogle maae vi derfor henvise til vor Afbildning af det 47% lange Skelet, paa hvis Brystlem iøvrigt Haandroden er copieret efter det oven- staaende Træsnit. 576 Overarmsknoglen er meget kort og tyk; næsten lige saa bred som lang (%5), dens forreste Rand (Armen tænkt hængende lige nedefter) meget lidt, dens bageste overordentlig stærkt huul, Ledknoppen (Hovedet) kun løst befæstet i Skulderbladets flade Ledskaal, altsaa til- stedende Armen en meget fri Bevægelse; Tuberculum næsten stillet i samme Hoide og kun skilt derfra ved en svag Udbugtning. De to Ledflader paa dens nederste Ende danne en stump Vinkel mod hinanden, idet den for Ulna stiger skraat opefter mod den bageste Rand. Underarmen er betydelig længere end Overarmen (23:16); dens lo Knogler ere næsten lige lange, Albuebenet dog lidt længere. Radius hår en forreste omtrent lige- løbende, en bageste huul Rand, saa at den er smallest i Midten, nemlig her kun Ya, forneden halv saa bred som lang. Albueben:t er meget smallere, især dens øverste Trediedeel, der er stærkt udhulet bagtil. Dens Brede udgjør her kun % af Læng- den. I det Hele taget ere disse Knogler, som i Reglen hos Hvaldyrene, begge sam- menklemte. 1 Midten staae de noget ud fra hinanden, foroven og forneden der- imod ligge de tæt sammen. I Overeensstemmelse med den ovenomtalte Retning af de to Ledflader paa Overarmen ligger den øverste Ende af Albuebenet bagtil betydelig hoiere end Spolen, og det forlænger sig her i et forholdsviis stærkt udstaaende, men paa samme Maade som den øvrige Knogle sammenklemt Olecranon, hvorved den dybe Ud- huling saavel af Overarmknoglens som af selve Ulnas bageste Kand kommer til at synes end dybere. I Ledforbindelsen med Overarmknoglen er for hver af Underarmsknoglerne ind- skudt en Ledsek; men at Bevegeligheden imellem dem maa vere hoist indskrænket, kjendes strax derpaa, at Ledfladerne næsten ere plane, om det ikke allerede kunde ansees givet i Knoglernes sammenklemte Form. Paa den nederste Ende er ikke blot Spolen, men ogsaa Albuebenet betydelig bredere, og vel ere de her, ligesom foroven, heelt forbenede paa vore to store Skeletter, men Grændsen mellem Midtstykket og Endestykket betegnet ved en saa dyb Fure, især paa Ulna, at der sikkerlig her endnu maa have ligget et endog dybt ind- trengt Brusklag imellem dem. Til Underarmens nederste Ende støde i Reglen 4 Haandrodsknogler, nemlig een til Spolen, een saavel til denne som til Albuebenel og to til delte sidste alene, Men disse 2 sidstnævnte Haandrodsknogler ligge ikke gjensidig i Berøring, idet nemlig den lille Fin- gers Mellemhaandsknogle er trængt ind imellem dem og støder umiddelbart op til Albue- benet, saa at dette paa sin nederste Ende har endog 4 Ledflader. Foruden de 4 Knogler i første Række har Haandroden kun endnu een, der opad » støder til de tre førstnævnte af Haandrodsknoglerne, nedad for en ganske ringe Deel til Tommellingeren, iøvrigt til Pege- og Memmelfingeren. Derimod støder Haandrodens Radial- knogle ikke til andre Fingre end Tommelfingeren, dens 3die Knogle i øverste Række saavel til den 4de som den 5te Finger, og dens Ulnarknogle kun til den lille Finger. Den sidst- nævnte Haandrodsknogle har Form af en frit udstaaende Krog og tager sig ved sin Stilling til 577 Haandroden og Underarmen snarere ud som en Deel af denne end af hiin. Unegtelig staaer den frit frem fra Ulnas nederste Ende netop som oleeranon staaer frem fra dens øverste. For imidlertid. at indlade sig paa en Tydning af denne Deel saavelsom af de øvrige ulvivlsomme Haandrodsknogler, vil det være nødvendigt at see hen til deres Forhold ikke blot hos flere forskjellige Nordhvalindivider, især i en spædere Alder, men ogsaa hos andre Bardehvaler. Vor første Bemærkning maa da være den, at det Eneste, hvori alle de af os undersøgte Nordhvalindividers Haandrodsknogler have stemmet overeens, bestaaer i Tilstede- verelsen af 1) den Knogle, der foroven støder saavel til Radius som til Ulna, 2) den, der giver Fæste for den 2den og 3die Finger og 3) den, der giver Fæste for den Ade og te. Og dog viser sig allerede ved disse Knogler ikke blot flere ret kjendelige Forskjelligheder i Storrelsesforholdene, men i et Tilfælde, nemlig paa den venstre Haand af vort 8/2‘ lange Nordhvalfoster, den ikke uvigtige Afvigelse, at de under Nr. 1 og 3 nævnte Knogler ikke ere heelt adskilte frå hinanden. At dette kun har fundet Sted paa et umodent Foster maa bringe os til at formode, at den endnu heelt bruskede Haandrod først lidt efter lidt afdeles i sine enkelte Knogler, og Forskjellen i deres Størrelsesforhold godtgjør, at Afdelingen ikke altid skeer ganske paa samme Maade. Endnu vigtigere ere imidlertid de Afvigelser, som vi have iagttaget saavel paa den mod Radial- som paa den mod Ulnarsiden liggende Haandrodsknogle med Hensyn til deres Forhold til de tilstødende Knogler. Vi have allerede i vor Afhandlings første Afsnit opstillet som Særkjende for Nordhvalen i Modsætning til Kapshvalen, at dens Tommelfinger kun bestaaer af en eneste Knogle, medens den hos Kapshvalen (og hos Sydhvalerne i Almindelighed) bestaaer af 3, nemlig Mellemhaandsknoglen og to Fingerled. Men ifølge vore Iagttagelser paa Fostre og paa nyfødte Individer af Nordhvalen turde det være uvist, om Nordhvalen overhovedet kan siges at have en Tommelfinger, saalænge dens Haandrod endnu er heelt brusket. Vist er det nemlig, at saavel paa vort umodne som paa et fulbaaret Foster og hos det nyfødte Individ ikke saaes eller endnu kan sees nogetsomhelst Spor til Adskillelse mellem hiin nærmest Radialsiden liggende Haandrodsknogle og Tommelfingeren. Efter at have lært disse Forhold at kjende paa Haandrodens Radialside, bliver man bedre istand til at bedømme de endnu mere paafaldende paa dens Ulnarside. Paa det 44%‘ lange Skelet (see Træsnittet Pag. 576) er den lille Finger i umiddelbar Berorelse med Ulna, og Forholdet er altsaa det samme som mellem Tommelfingeren og Ra- dius under den mindre udviklede Tilstand, men Haandrodens Ulnarknogle er adskilt saavel fra Fingeren som fra Ulna. Ganske de samme Forhold ligge endnu for os paa de bruskede Haand- rødder af det nyfødte Individ og af et omtrent fuldbaaret Nordhvalfoster, saavelsom paa den ene Haandrod af det kun 82" lange Foster; men paa den anden Haandrod af dette samme Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, naturvidensk. og mathem. Afd, 5 Kd, 73 578 Foster er denne krogformede Haandrodsknogle ikke endnu fuldstændigt adskilt hverken fra Fingeren eller fra Ulnas bruskede Endestykke. Man føres altsaa til den Antagelse, at ikke blot Haandrod og Fingre, men ogsaa Underarmsknoglerne fra først af alle tilsammen have udgjort en eneste sammenhængende Brusk, og i hvert Fald bliver det klart, at der i hele denne Egn af Nordhvalens Skelet ikke finder nogen aldeles bestemt Adskillelse Sted mellem de enkelte Knogler. Hos Rørhvalerne vil man neppe betvivle, at en lignende Ubestemthed finder Sted i denne Skeletegns Inddeling i de enkelte Knogler. Tidligere Undersøgelser have allerede viist Een af os"), at hiin krogformede Haandrodsknogle hos et Par Vaagehvalfoster hang umiddelbart sammen med den lille Finger, hos et Foster af den grønlandske Pukkelhval der- imod udgjorde en selvstendig Knogle. ~ Med deres endnu friske Bruskoverflader ville Nordhvalens Haandrodsknogler neppe nogensinde enkeltviis komme til at foreligge Zoologen til Bestemmelse; men vel turde det hænde med deres Beenkjærner, og vi kunne derfor ikke undlade her at omtale disses meget eiendommelige Udseende efter at de ere løsrevne fra den omgivende Brusk. Haandrodsknoglernes Forbening gaaer, som de korte, tykke Knoglers i Almindelighed, ud fra en enkelt Kjærne i Midten og naaer kun langsomt hen til de fritliggende Flader. Hos den Nyfodte forefandtes endnu ikke noget Spor til Forbening i dem, og selv paa det 44/9" lange Skelet, hvilket vi have betegnet som et fuldvoxet, var den enkelte Haandrods- knogle i anden Række endnu aldeles brusket paa begge sine frie Flader, saa at det først var ved Gjennemskjæringen, at en forholdsviis lille Beenkjærne kom tilsyne i dens Indre. Saalenge Beenkjernen af hver saadan Haandrodsknogle endnu ligger begravet i dens Indre, har dens Form end ikke den fjerneste Lighed med hele Knoglens, synes endog meget længe at holde sig aldeles kuglerund i dem alle. Efter nogen Tid voxer den ster- kere hen ad de to Flader, og saasnart den har naaet disse, breder den sig lidt efter lidt ud paa dem i Form af en plan Endeflade. Derved blive disse Beendele ganske hyppig tondeformige, hvorhos der ofte viser sig en Indsn»ring mellem Enderne og den midterste Deel, som endnu bærer Præget af den oprindelige runde Form. Forst meget sildigt udbreder Beenkjernen sig fortrinsviis paa hver af Knoglens frie Flader, og hele Forbeningen bliver da tildeels meget uregelmæssig. I Reglen faaer Zoologen ikke Andet at see af disse til Nordhvalskelettet ho- rende Beendele end netop de to fritliggende Endeflader, og vi vide af Erfaring, at selv meget øvede Zoologer og Zootomer have været forlegne med at tyde dem i deres isolerede Tilstand. Hvad der imidlertid strax maa lede til deres rette Tydning er 1) See dette Selskabs Skrifter, 3die Rækkes Ilte Bind: Eschricht, Undersøgelser om Hvaldyrene, 2den > Afhandl., Tavle 2 og 3. 570 det høist forskjellige Udseende, som deres frie Flader have i Modsætning til deres hele øvrige Overflade. Ligesom hines Glathed ved første Øiekast viser, at de have ligget frit paa Skelettet, saaledes viser dennes overordentlig ujevne Beskaffenhed og hele Beendelens indre Bygning ikke mindre tydeligt, at den netop kun med Undtagelse af disse to Fla- der har ligget skjult i en Bruskmasse; dens Form endelig, hvor forskjellig den end kan være under Forbeningens Fremgang, afviser strax hver Henførelse til Beenkjær- nen i et Hvirvellegeme eller i nogen anden af Skelettets Knogler, eftersom der navnlig paa ingen anden findes to modsatte, indbyrdes næsten ganske parallele frie og glatte Flader. Til Oplysning heraf gives nedenfor en Chemitypi i halv Størrelse af Forbeningen i en af disse Haandrodsknogler paa vort 47/2" lange Nordhvalskelet. Kun oventil er denne Beenkjærne lige afskaaret, nedentil har den en hvælvet Overflade, Beviis for, at den kun hist i hele sin Udstrækning har naaet selve Haandrodsknoglens Overflade, ikke her. Indsnoringen mellem den midterste Deel og de to Endestykker er her kun svag, men dog kjendelig nok til at antyde Kjærnens oprindelige Kugleform. I Henseende til den hele Beendeels Udseende kjendes påa denne formind- skede Afbildning endnu ret tydeligt dens overordentlig løse Bygning, idet den i alle Retninger er gjennem- boret af rørformede, stærkt forgrenede Huler, hvori ofte endnu forefindes tørrede Blodkar. Hvormange Forbeninger der skulle vise sig paa de frie Flader af et Hvalskelets tørrede Haandrod, beroer naturligviis paa, hvorvidt Forbeningen er skredet frem deri. Men i hver Haandrodsknogle gaaer Forbeningen kun ud fra en enkelt Kjærne; det højeste Antal af saadanne Forbeninger er altsaa det, der svarer til Antallet af Haandrodens Knogler, og dette er hos Nordhvalen neppe nogensinde over 5. Da nu Cuvier har talt 7 Forbeningspunkter i Kapshvalens Haandrod, synes ogsaa deri at vise sig et ret brugbart Skjelnemærke mellem disse to Rethvalarter. I Beskrivelsen af selve Haanden hos Nordhvalen kunne vi med Hensyn til Tommel- fingeren fatte os kort i Henhold til hvad om den er blevet anført i Beskrivelsen af Haand- roden. Den enkelte Knogle, hvoraf den bestaaer, synes at maatte tydes som en Mellemhaands- knogle (os metacarpi), eller maaskee som en Repræsentant saavel for denne som for de egentlige Fingerledsknogler. Paa vore gamle Skeletter var denne ufuldkomne Tommel- knogle iøvrigt, ligesom alle andre til Fingrene hørende Knogler, forbenet i Midten, brusket 73" 580 paa begge sine Ender. Den er saa kort og sidder saa heit, at den ikke naaer synderligt nedenfor Midten af Pegefingerens Mellemhaandsknogle. Derhos er den krummet hen mod denne Knogle, paa det her afbildede Exemplar dog maaskee noget mere end alminde- ligt, Af de øvrige Fingre har, afseet fra Mellemhaandsknoglerne, Pegefingeren 3, Mel- lemfingeren 4, fjerde Finger 3 og den lille Finger 2 Led. Dette er, merkeligt nok, netop et Led mindre i hver af Fingrene end hos Kapshvalen. Det yderste Led af hver af disse A Fingre er langt og tilspidset ved Enden, især paa den 3die Finger, hvor denne lange bru- skede Ende endnu paa det udvoxne Skelet er 3 Gange længere end det forbenede Midtstykke. Derved bliver det sidste Led paa hver af Fingrene ogsaa længere end det næstsidste, medens Ledene ellers, saavel i Længden som i Tykkelsen, aftage jævnt ovenfra nedad. I Overeensstemmelse med Nordhvalluffernes brede Form staae Fingrene, med Und- tagelse af Tommelfingeren, temmelig stærkt spredte fra hinanden. Som sædvanlig hos Hvaldyrene, ligge Tommel- og Pegefingeren tet op til Luffens forreste Rand, medens Mellemfingerens Spidse vender hen mod dens spidse Ende, den lille Fingers Spidse hen mod den stumpe Vinkel af dens bageste Rand. i Til den ovenfor givne Sammenligning mellem Cuviers Udmaalinger af Kapshvalens Skulderblad og-vore af den voxne Nordhvals foie vi her endnu. en lignende af deres Bryst- lemmer. hos Kapshvalen hos Nordhvalen. Overarmens Længde . . . . . . 07,45 (D FEE HO » Brede foroven. . . Om 32 QE. Sh = iY [Yat » » forneden . . 0™,29 Om, 32 — 1/14" Albuebenets Længde . . . . . . 0,63 OE, C5 = AL » Brede foroven . . O",21 (LED = SE » » forneden . 0",25 Om EN RE Spolens Lengde ....... . 00,52 (LL G3} == YY » Brede foroven ... . 0m21 OS » » forneden . . . . 0m,35 QE = Et Haandrodens Længde . . ... 0™,27 NS 2) = Ot » Brede "or OS, A = 2 its" Længden af Tommelfingeren . 0",29 OH 2 = 7e » » den 2den Finger. Om 86 Nuss ern » RC D, TS ne = Aa » » » Ade OMS Don el » » » 5te » Fj Om 59 (ms El — 2% 1/0! 581 For at kunne slutte vor Beskrivelse af Nordhvalens Skelet staaer der endnu kun til- bage at omtale en ganske lille Deel af det, men rigtignok den, med Hensyn til hvilken vore Undersøgelser fornemmelig have ført til et overraskende Resultat. At Bækkenet hos nogensomhelst Hval skulde være saaledes beskaffet, som det i Becherches sur les ossemens fossiles siges at være hos Kapshvalen og den kapske Pukkel- hval”), og altsaa indeholde en uparret i Midtlinien liggende Knogle eller endog kun bestaae af et eneste sligt Been, strider saa stærkt mod Lovene for Skeletbygningen, at disse Angi- velser neppe fortjente og unegtelig heller ikke fandt synderlig Tiltro; og da fremdeles andre Forskere, saasom Rudolphi, Dubar, Companyo og Schlegel, hos forskjellige Bardehvaler aldrig havde fundet andet end en enkelt Bækkenknogle paa hver Side af Gattet ganske som hos Tandhvalerne, maatte det ansees for en almeengyldig Regel hos Hvaldyrene overhovedet, at disse 2 Bækkenknogler vare Alt, hvad der her var levnet af Baglemmernes hele Been- system. Det var derfor i hoieste Grad overraskende for den ene af Forfatterne, Reinhardt, for 18 Aar siden ved Undersøgelsen af den her i vor Afhandling saa ofte paaberaabte, af Major Fasting skjænkede nyfødte Nordhval at finde paa hver Side foruden den sædvanligt hos Hvalerne forekommende Bækkenknogle endnu tvende andre Knogler, af hvilke den større fæstede sig til hiin og selv bar den tredie hæftet til sin nederste Ende. Af de trende Knogler var kun een forbenet, og selv denne kun i sit mellemste Stykke, og det var ikke den, som svarer til det egentlige Bækkenrudiment, men derimod den øverste af de tvende Biknogler. I den sædvanlige Bækkenknogle var der ikke mindste Spor til noget ydre eller indre Forbeningspunkt, og ligesaa lidt fandtes noget saadant i den tredie, der fæster sig til Enden af den større Biknogle. Denne Opdagelse meddeeltes kort derpaa mundtligt til den anden af denne Afhandlings Forfattere, som deraf tog Anledning til paany at anstille Undersøgelser i denne Retning paa nogle til hans Raadighed staaende Fostre af Vaagehvalen og Krepokaken?). Hos de første fandt han intet Spor til nogen Biknogle; men hos to smaa Krepokakfostre (et af-hvert Kjon) lykkedes det ham at finde tæt op til hver af de sædvanlige Bækkenknogler en flere Gange mindre Knogle af Form som en kort Kølle med et tykt Hoved. Hos et senere modtaget større (78” langt) Foster af samme Hval fandt han, efter at have udpræpareret hele Bækkenet i dets naturlige Leie, ligeledes denne samme Biknogle fæstet udvendigt til hver af de sædvanlige Bæk- kenknogler; men heller ikke her noget Spor til nok een, og det samme Resultat gav endelig Undersøgelsen af et af Bækkenbenene af en voxen Krepokak, som paa hans Anmodning var blevet ham tilsendt endnu omgivet af de nærmeste bløde Dele. Dette ') Ed. 3, Tome V, p. 386, Ed. 4, Tome VIII, 1, p. 302. ?) Dette Selskabs Skrifter, Ade Række, 12te Deel, Side 306. 502 Udfald af hans Undersøgelser vakte en Tvivl hos ham, om det tredie al Reinhardt hos Nordhvalen fundne, bruskede Stykke virkeligt var en selvstændig Deel, og den anden ogsaa hos Krepokaken fundne Knogle forekom ham ved sin Stilling til Hovedknoglen saa fremmed i den sædvanlige Bekkenbygning, at dette Knoglepar »næsten syntes ham at have meest Analogie med Pungdyrenes Pungknogler»!), hvilket da igrunden ikke vilde sige andet end at det maatte vere at sætte i Lighed med ossa sesamoidea eller Seneforbeninger. Reinhardt havde imidlertid seet ganske rigtigt. Begge Forfatterne have senere fundet alle de tre af ham opdagede Knoglepar igjen, saavel hos den halvvoxne som hos den voxne Nordhval, og da vi modtoge og strax i Fællesskab undersøgte disse Knogler af det 44/0" lange Skelet, blev det os fuldkomment indlysende, at ligesom kun det ene Par svarer til det ogsaa hos Tandhvalerne forekommende egentlige Bækkenrudiment, saaledes ere de tvende andre, skjulte i Kjødet, at tyde som de hos Tandhvalerne ganske for- svundne Bagbeen. At denne deres Betydning blev os klar netop paa dette Exemplar, laa til- deels allerede deri, at Knoglerne, der 6 Gange formindskede ere afbildede i den åde Figur paa den 2den Tavle, her ere ikke blot absolut men ogsaa forholdsviis meget større end hos den Nyfødte, og at det derfor her mere maatte tiltrække sig Opmærksom- heden, hvorledes de to Par Biknogler i næsten lodret Retning hænge udvendigt ned fra den horizontaltliggende Hovedknogle. Men navnlig bidrog dog den Omstændighed dertil, at For- bindelsen mellem den større og mindre Biknogle her med større Sikkerhed end paa det nyfødte Exemplar kunde sees at skee ved Hjælp af en imellem dem indskudt Ledsæk, og at fremdeles atter den større Biknogle paa en lignende Maade var forbunden med Bækken- knoglen, idet ogsaa de Senebaand, hvorved den fæstedes til denne sidste, her indeholdt en umiskjendelig Ledsæk, hvilken vi paa vøre andre Exemplarer ikke have fundet igjen. Hos den Nyfødte har Hovedknoglen næsten Form af en Hammer, hvis lange Skaft vender bagtil, en Form, som vi ogsaa have iagttaget paa nogle løse Exemplarer af disse Knogler fra udvoxne Hvaler, og som fremkommer derved, at Knoglens forreste Deel (Hammeren) er forholdsviis kort og støder sammen med den lange bageste under en stærk Vinkel. Hos vort 444’ lange Individ har Knoglen (Tab. Il. Fig. 4 a—a‘) ikke denne Ham- merform; den kan her snarere siges at bestaae af to Stykker, som støde sammen i et stumpt Hjørne, hvortil den større Biknogle er fæstet ved Senebaand, der indeslutte en Led- sæk. Der er imidlertid neppe Grund til i Knoglens i dette Tilfælde noget forandrede Form at see Andet end en tilfældig og individuel Afvigelse, og Hammerformen fremkommer ogsaa her, naar man tænker sig det stumpe Hjørne trukket ud i en opstaaende Udvæxt. 1) Sammesteds 5te Række, iste Bind, Side 100 (sammenlign fremdeles: Eschricht, Untersuchungen über die nordischen Wallthiere, ister Band. S 137) 583 Hvis man tør stille Biknoglens Befæstelsessted ligt med en Hofteskaal, et acetabulum, ligger det nær i Nordhvalens Bækkenknogle at ville eftervise de tre Dele, som sædvanlig sammensætte Bækkenet, og selv Knoglens sædvanlige Hammerform synes til en vis Grad at opfordre til et saadant Forsøg, idet man i det forreste Stykke (a‘) kunde see Skambenet, os pubis, og i det bageste (a) Sædebenet, os 7schiz, medens Hammerens opadvendte Hoved vilde være at betragte som Levningen af Hoftebenet, os adéwm. Vi maa imidlertid indrømme, at Tydningen ikke kan siges al understøttes af Knoglens Udvikling, saavidt vi kjende den. Hos den Nyfødte er Bækkenknoglen nemlig, som allerede angivet, aldeles brusket uden Spor til Forbening; hos den Udvoxne er den heelt forbenet paa sine alleryderste Ender nær; men der har ikke paa noget af vore større Bekkenbeen, det vere sig af halvvoxne eller voxne Hvaler, viist sig Spor til noget Brusklag eller nogen Delingslinie ved Befæstelses- stedet for den større Biknogle, hvoraf man kunde udlede en særskilt Forbening af Bækken- knoglens forskjellige Stykker. Det synes derfor, at Forbeningen kun gaaer ud fra en enkelt Forbeningskjærne, og vil man lægge afgjørende Vægt paa denne Omstændighed, nødes man vel til i Bækkenknoglen. kun at see en Repræsentant for et af Bækkenets sædvanlige tre Stykker, og isaafald maaskee nærmest for os zschil i Overeensstemmelse med den alminde- lige Tydning af Tandhvalernes Bækkenknogle® Hvad der imidlertid ikke kan være Tvivl underkastet, er, at denne Knogle, baade hvad Form og Leie angaaer, svarer til den ogsaa hos Tandhvalerne forekommende Bæk- kenknogle, og at den og den alene repræsenterer Alt, hvad der hos Nordhvalen er at tyde som Bækken. Allerede Stillingen af den største af Biknoglerne og dens Forbindelses- maade med Bækkenknoglen viser, at vi her have med en anden Deel af Baglemmernes Knoglesystem at gjøre, og det er klart, at den kun kan tydes som Laarbeen (femur), hvor- med det da ogsaa stemmer, at Forbeningen af denne Knogle allerede er skredet saavidt frem hos den nyfødte Unge til en Tid, hvor der endnu ikke har dannet sig det mindste Forbeningspunkt i Bækkenknoglen. Den flade stumpt-trekantede, mindre Biknogle vil ifølge sin Plads maaskee snarest kunne betragtes som et Rudiment af Underlaaret. Hos den 44'e’ lange Hval var Bækkenknoglen paa den ene Side 1812‘, paa den anden 194“ lang, og heraf udgjorde det bageste Stykke omtrent de to Trediedele; dette (a) er derhos fladtrykt, især bagtil, og her noget over 2“ bredt, hvorimod det forreste Stykke (a‘) var ganske trindt og kun 1” i Gjennemsnit. Hos den nyfødte Unge havde den samme Knogle kun en Længde af 24“ og udgjorde altsaa paa dette Alderstrin kun 4/2 af Dyrets hele Længde, hvorimod den hos den Voxne udgjør omtrent Yes deraf. Laarbenet (b) var hos denne 8” langt, foroven næsten trindt og henved 2” i Gjennemsnit, forneden stærkt sammentrykket og 4” Tommer bredt; hos den Nyfødte havde det i det Hele taget en lignende Form, men var kun 2” 2° langt; Underlaaret (c) endelig var hos den Voxne stærkt sammentrykket, 4” langt og foroven henved 2” bredt, hvorimod det hos Ungen var 584 omtrent %4” langt, næsten trindt, flere Gange længere end tykt og desuden fæstet saaledes til den nederste Ende af Laarbenet, at det dannede en Vinkel med dette, og at dets frie Spids vendte skraat bagtil og nedad. Er det først afgjort, at Biknoglerne til Nordhvalens Bækkenbeen maae betragtes som rudimentære, i Kjødet skjulte Bagbeen, ligger det for Dagen, at denne Tydning nadvendigviis ogsaa maa overføres paa det enkelte hos Krepokaken fundne Biknoglepar, selv om det ikke mere i Fremtiden end hidtil skulde lykkes at finde endnu et andet. At der endelig ogsaa hos de øvrige Rørhvaler vil kunne eftervises et Par lignende Biknogler som Rudimenter af Bagbenene, maae vi næsten formode, om de end ikke ere fundne paa de hidtil undersøgte Vaagehvalfostre; derimod ere vi fuldt overbeviste om, at intet Tilsvarende findes hos nogen af de hidtil noiere undersøgte Tandhvaler. Det er indlysende, at Forekomsten af det være sig nok saa ufuldkomne Baglemmer hos Bardehvalerne og deres Mangel hos Tandhvalerne ikke kan blive uden Indflydelse paa vor Anskuelse om disse to Hvalfamiliers gjensidige Stilling i Systemet, og vi skulle derfor i den Anledning tilføje et Par Ord. Fleertallet af Zoologerne ere enige i at ansee Tandhvalerne for at staae nærmere, Bardehvalerne fjernere fra den almindelige Pattedyrtypus, og altsaa hine at staae høiere, disse lavere i den systematiske Rækkefølge. Denne Antagelse er naturligviis fornemmelig støttet paa Mundens forskjellige Bevæbning hos de to Afdelinger, i hvilken Henseende Bardehvalerne jo unegtelig fjerne sig langt fra den almindelige Pattedyr- Organisation; og den kan fremdeles siges at finde Bekræftelse i enkelte jævnsides med Bardedannelsen fore- kommende Afvigelser fra den sædvanlige Pattedyrbygning, saasom at Brystbenet kun tjener til Fæste for et eneste Ribbeenspar, og maaskee ogsaa at Brystbeensribbenene, forsaavidt som de overhovedet forekomme, ere aldeles rudimentære. Men det maa herved ikke oversees, at det i andre og væsentligere Henseender forholder sig omvendt; saaledes maa navnlig Bardehvalernes Hjerne allerede paa Grund af Lugtenervernes tydelige Udvikling siges at staae ikke lidet over Tandhvalernes, og det maa fremdeles ansees for et Beviis paa en hoiere Organisation, at Tarmkanalens tvende Afdelinger, Tyndtarmen og Tyktarmen, stedse ere skarpt afsondrede fra hinanden i Modsætning til, hvad der er Tilfældet hos Tandhva- lerne. Hvad endelig Beenbygningen angaaer, da kunne vi langtfra hylde den gængse Forestilling, at Bardehvalernes Hovedskal skulde fjerne sig mere end Tandhvalernes fra de øvrige Pattedyrs; efter vor Mening er netop det Modsatte Tilfældet. Vi tor maaskee søge en Stelte for denne Opfatning allerede deri, at der hos Bardehvalerne ikke viser sig den Skjævhed og den Fordreining af Hovedet fra Hoire Lil Venstre, som derimod er charak- 585 teristisk for Tandhvalerne, og som (saaledes som den optræder hos disse) er et forresten for Pattedyrklassen ganske fremmedt Forhold. Men vor Anskuelse lader sig endvidere ogsaa godtgjore af de enkelte Knoglers Form og indbyrdes Stilling til Trods for Kjæbernes under- tiden umaadelige Overvægt, og vi behøve maaskee i den Henseende kun at pege hen paa Underkjæben, Aagbenet og Taarebenet, hvilket sidste jo end ikke er paaviist hos nogen Tandhval med Undtagelse af Delphinorhynchus micropterus og Doglingen. Med Hensyn til det øvrige Skelet skulle vi ikke her gjøre videre gjældende, at der dog maaskee ogsaa fra Bardehvalernes Forlemmer lod sig hente Grunde for vor Mening, men desto storre Vægt maae vi lægge paa, at der hos disse findes ikke blot et Bækkenrudiment, men ogsaa Levninger af Baglemmernes øvrige Partier, og denne Opdagelse tør vel siges, i Forbindelse med de ogsaa fra andre Organisationsforhold hentede Beviser, afgjørende at sikkre Barde- hvalerne Ret til som de hoieststaaende blandt Hvaldyrene at stilles i Spidsen for disse. Vidensk. Selsk. Skr., 5 Række, natuividensk. og mathem. Afd. 5 Bd. 71 586 Forklaring af Tavlerne. lste Tavle. Alle Figurer paa denne Tavle ere udførte efter den af Hr. Major Fasting i Saltlage fra Grønland nedsendte Nordhvalsunge. Fig. Fig. i: w es CO 9 Den nyfødte Gronlandshval (Balæna mysticetus L.) afbildet i en Trettendedeel af den naturlige Størrelse. Hovedet ovenfra seet; samme Formindskelse. Blæsehullerne, afbildede i Halvdelen af den naturlige Størrelse. Den forreste Deel af Underlæben, endeel formindsket, med de 2 Grupper af Haarknopper, af hvilke Haarene selv dog allerede vare udfaldne, da Ungen modtoges. Snudespidsen, ligeledes endeel formindsket, med de derværende Haarknopper. Halen med Halefinnen afbildet i en Trettendedeel af den naturlige Størrelse. Den forreste Ende af Mundhvælvingen for at vise, at de tvende Bardekimer ikke støde sammen fortil. Endeel formindsket. 2den Tavle. Det 471/o' lange Nordhvalskelet seet fra Siden i 48 Ganges Formindskelse. (De 3 første Halehvirvler, Haandroden og Baglemmerne efter det 441/o' lange Skelet; Halens Hvirvler ved Mellembruskenes Ind- tørring bragte noget tættere sammen indbyrdes end i den friske Tilstand, Halen altsaa i det Hele noget for kort.) Paa Craniet betyder b: det venstre Issebeen, fern ” Pandebeen, OM) » Mellemkjæbebeen, k: Nakkebenets hoire Ledknop, 1: det venstre Taarebeen, m: » » Overkjebebeen , o: Nakkebenets Skjældeel, t: det venstre Tindingebeen, ZEN » Aagbeen. Hovedet af samme, 47!/2‘ lange Nordhvalskelet seet bagfra i 20 Ganges Formindskelse. De enkelte Bogstaver have følgende Betydning: a: den bageste Flade af Tindingebenets Ledudvæxt, f: det bageste Hjørne af den udvendige frie Rand paa Pandebenets Oienudyext, Fig. 3. Fig. 4. Fig. 1. fh 2% Fig. 3. Trommehulebenet, foroven: den af Mellemkjæbebenene dannede Deel af Næseaabningens frie Rand, forneden: den af Mellemkjæbebenene alene dannede frie Spidse af Overkjæben, Nakkebenets Ledknop, foroven: den nærmest omkring Næseaabningen liggende Deel af Overkjæbebenet, forneden: de af Overkjæbebenene dannede skraat mod Midtlinien nedstigende Sideflader af Ganen, den af Næsebenene dannede bageste Væg af Næseaabningen (samml. Pag. 530), Nakkebenets udvendige frie Flade, den til Aagbuen stødende Deel af Tindingebenet, den udenfor Næsegangene liggende Vingebeenshule, den bageste Ende af Plougbenet, Fjeldbenet. Halsegnen og den forreste Deel af Brystegnen tilligemed de to første Ribbeenspar og Brystbenet af det 221/3' lange Skelet, alle Delene endnu i deres naturlige Forbindelse. Efter en Photographie, i henved 10 Ganges Formindskelse. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7: de 7 sammensmeltede Halshvirvlers Legemer; 9. ie den 2den Halshvirvels heire nederste Tverudvæxt, » 6te » » » » » 2den » venstre » » » 3die » » » » » Iste » » overste » » 2den ” » » » 2, 3, 4: de 4 forreste Brysthvirvlers Legemer, La “A: den 2den, 3die og 4de Brysthvirvels hoire Tverudvexter, 2 3, 5': den fste, 2den, 3die og 5te Brysthvirvels venstre Tverudvæxter, cog'c: de 2 første venstre Ribbeens Vinkel (angulus costa), 110 det Sted paa det det Ribbeen, der svarer til dets Knop (tuberculum), forsaavidt som det er derpaa at de Baand sætte sig, der hefte det til den 2den Brysthvirvels Tyerudvext. Det venstre Baglem af det 441/o' lange Nordhvalskelet, 6 Gange formindsket. a—a': Bekkenknoglen, b: e: den første Biknogle, formeentlig svarende til Laarbenet, den anden og mindre Biknogle. 8die Tavle. Hovedet af den 13° lange nyfodte Nordhval, i 6 Ganges Formindskelse. ” » en 43' lang Pukkelhval (Megaptera boops (Fbr.)), i 20 Ganges Formindskelse. ” » » 53%3" lang Finhval (Balænoptera musculus (J. Müll.)), i 20 Ganges Formindskelse. Alle tre sete ovenfra I alle Figurerne have Bogstaymærkerne følgende Betydning. den Deel af Issebenet, der lægger sig ud over den øverste Flade af Pandebenets Oienudvæxt, Pandebenets Gienudvext, ” Midtstykke, Mellemkjæbebenct, Nakkebenets Ledknop, Taarebenet, Overkjæbebenets Andeel i Overkjæbens øverste Flade, : Overkjæbebenets bageste Forlængelse, ” udvendige » 3 Næsebenet, Big. il. Fig. 3. 588 o: Nakkebenets Skjældeel, of: » Ledstykke, q: Underkjæbens Ledknop, r: » Sidegreen, t: Tindingebenets Sideudvext, v: Plougbenets indre Flade, der er bleven fri efter Urplougbenets Fjernelse, x (paa Fig. 1): Senebaand mellem Pandebenets og Tindingebenets Sideforlængelser, z (paa Fig. 2): Aagbenet. 4de Tavle. Den bageste Deel af det 47%‘ lange Nordhvalskelets Hoved, seet ovenfra i 20 Ganges Formindskelse a: Tindingebenets Ledudvaxt, , b: Issebenets Forlængelse til Dækning af Scenerverenden, f: Pandebenet, i: Mellemkjæbebenet, k: Nakkebenets Ledknop, m: Overkjæbebenet, n: Næsebenet, n': samme Knogles forreste Deel, der her reent tilfældigt var af en sprodere Bygning og en mørkere Farve, 0: Nakkebenet, q: Nakkebenets processus jugularis, I Tindingebenets processus mastoideus, t: Tindingebenets Midtstykke, t': Tindingebenets processus zygomaticus, v: Plougbenets øverste hule Flade, z: Aagbenet, ><: Senebaand mellem Pandebenets processus orbitalis og Tindingbenets processus zygomaticus. Den bageste Deel af det 47Yo' lange Skelets Cranium, seet nedenfra i 20 Ganges Formindskelse. a: Tindingebenets Ledudvæxt, b—b: Issebenet og dens Forlængelse til Dækning al Seenerverenden i Pandebenets Oienudvext, f—f: Pandebenets Øicnudvæxt, g: Trommehulebenet, h: Vingebenets Andeel i Ganens Dannelse, k: Nakkebenets Ledknop, l: Taarebenet, m—m: Overkjæbebenets Ganeflade og Sideforlængelse, o: den meget lille Deel af Nakkebenets Grundstykke, der her endnu er synlig mellem Vingebenene, p: Ganebenets Andeel i Ganens Dannelse, u—u—u: det mellem Ganebenet og Overkjæbebenet, Tindingebenet og Issebenet indkilede Vingebeen samt dettes Forlængelse udefter under Issebenets Dækplade for Seeneryerenden, v: den mellem Ganebenene fremstaaende bageste Ende af Plougbenets lodrette Plade, w—w: Fjeldbenet, z: Aagbenet. Den forreste Spidse af det 47Yo' lange Skelets Overkjæbe seet nedenfra i 20 Ganges Formindskelse. e: Rummet mellem de to Mellemkjæbebeen, hvori Urplougbenets eller Axebruskens forreste Spidse har sit Leie og her træder frit frem i Ganens Midtlinie, i: den forreste Ende af Mellemkjæbebenene, der her ikke dækkes al Overkjæbebenene, m: den forreste Ende af Overkjæbebenenes Ganeplade. => öte Tavle. Fig. 1. Den hoire Halvdeel af Hovedet til det 47 /o' lange Nordhvalskelet seet fra den lodret gjennem Midt- linien saugede Snitflade. 20 Ganges Formindskelse. Bogstavforklaringen til denne Figur er given Side 539—540. Fig, 2. Den højre Underkjæbegreen til samme Hoved seet indvendigfra i samme Formindskelse. Fig. 3. Den samme Underkjæbegreens bageste Deel seet ovenfra i samme Formindskelse. I begge disse Figurer betyder: b: Ledkoppen (processus condyloideus), ce: Muskelforhoiningen (processus coronoideus), d: den store Aabning for Underkjæbegrenens Kar og Nervestammer, e—e: den af en Række Udtrædelsesaabninger for Kar og Nerver dannede Rende langs, den øverste Rand, m: Underkjæbegrenens indvendige Flade, n: » udvendige wo 0: » ned- og indad vendte Hjørne (angulus mazxille inferioris), x: Renden for Urunderkjæben eller den Meckelske Streng. Fig. 4. Det venstre Fjeldbeen af det 47Y9' lange Nordhvalskelet seet nedenfra og forfra i sin naturlige For- bindelse med de hosliggende Knogler og Trevlevæv. 4'/2 Gange formindsket. De enkelte Bogstavers Betydning findes angivet Side 536. Fig. 5. Det Indre af Næsen i den i Iste Figur af samme Tayle afbildede hoire Halvdeel af det 4710' Fod lange Nordhvalskelets Hoved. 10 Ganges Formindskelse. Bogstavmerkerne ere blevne forklarede Side 538. 6te Tavle. Alle Figurerne paa denne Tavle ere tagne efter Tungebenene og Strubehovedet af det 471! lange Nordhvalskelet i 6 Ganges Formindskelse. - Fig. 1. Viser Tungebenene og Strubehovedet i deres naturlige Forbindelse bagfra eller rettere fra Rygfladen. a: Tungebeenslegemet, a'—a': de endnu bruskede, stumpe Spidser af dets to Sidehorn, b—b: de to Griffeltungebeen, c—c: Baandene, hvorved disse fæstes til Tungebenets forreste Horn, d—d: Baandene, hvorved de fæstes til Fjeldbenene, f—f: Skjoldbruskens forreste Horn, 8—8: » bageste » , h—h: Baandene, hvorved Skjoldbruskens forreste Horn knyttes til Tungebenet, i—i: Baandene, hvorved Skjoldbruskens bageste Horn fæstes til Ringbrusken, k: Strubelaaget, l: Baandet, hvorved dette fæstes til Skjoldbruskens indvendige Flade, m—m: Tudbruskenes Midtstykke eller Legeme, n—n: » forreste eller opadstigende Horn, p: Tverbaandet mellem Tudbruskenes forreste Horn, r: Ringbruskens Rygflade. Fig. 2. Ringbrusken, Tudbruskene og Strubelaaget fra venstre Side. k, m og n: som i første Figur, o—o: Tudbruskenes bageste eller nedadstigende Horn, q: Tverbaandet mellem disse Horn, s. Ringbruskens indvendige Flade. owl or Strubelaaget og Tudbruskenes opadstigende Horn sete fra Rygfladen under Aandeveienes Lukning. 590 k, 1, n, p: som i første Figur. Hele Strubehovedet fra Bugfladen. e: f, g, Hele e: foes 0: n t u: Skjoldbruskens Bugflade, h, k, 1, n: som i fste Figur. Strubehovedet fra venstre Side. Skjoldbruskens Bugflade, bh; i, k, 1, on: som) ai Figur 1, den venstre Tudbrusks nedstigende Horn, Ringbruskens venstre Siderand, Senchinde mellem Ringbruskens Siderand og Tudbruskens nedstigende Horn, den forreste Deel af Luftrorets Blindsæk. Indhold. Side, Hamm oo. 63 0G) zie 0 BO. feo ou U Setup Dre SERGE ©. La oo lo ao RO. 435 BeNordhyalens-UdbredningfarN0EINU N re ee EN re ae 437 Il. » yarevogmindre særk; en der Wer ee PMR MATER Te Che. ie. FAE esse encore 489 Nørd OVINE GE a ec ooo cb Glos lololS coped ob Pio mo bee 5 Oo mona Deana Orn er ele 500 » MIN RO IE Ne Io Ub Acoma: d 506 » SHA aud. RE NI Le 2e nee 520 Kanklanın EA AV EL ee ehesten Selen 586 Rettelser. Side 437 L.11 f. o. Commaet efter Autoriteter udslettes. » 454 L.12 f. n. mentes, læs: meentes. » 461 L.19 f. o. hvorfor, læs: at. » 474 L. 2 f. 0. longimana, læs: boops (Fbr.). 529 L. 7 f. o. Nakkebenets, læs: Tindingebenets. J hakke naturr. og nih il. Ih Lischricht og Reinhardt om sVordhvalen. Tab I r id . & å 1 of } [ ; = ‘ x 4 i > = VW i " HL & + LÀ ï fi N n KL 4 = + = « ax on N N ~ Q - G i 1.5, > i z \ L} 4 / i ‘ —————— — ih 4 i LA er hy > ' å A * ae ‘ i > mM i «bøf + + we a + . à À ‘ FEU - | ' Te i , 7 i 2 3 i A © > i 7 Gå Vid Selske Sker: 5 “Rake natuvog wath Afd. 5 PB Eschricht og Ranhardt om Nordhralen. Tab Il i Prof Eschricht der Forn Berentin d Che hrs ZF Fortling lich: Ny DS SS N | - | | | È | Si S | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | | S | Ni | | | SS LE | 5 | | | | | | | N Ÿ | = | SI & N S wehrechl 00 Kernhardl om.) HVA ye fi. Babe, natury. og malt. il. FE N = er +, i A \ j ‘ r v * 7 I É - + Rae | 5 i ' ‘ i VW, = ae i 1 ir = ÿ = 1 | { ; NR ( i = . ÿ 2 3 i - u ; Vid. Selsk. Sir À Ree is ’ w oy L Er. Viel. Selsk Sr 5 le Række FAGETS og. math. Aff 5 LB Eschricht © Reinhardt om Vordhralen, Thorman delir sir a , ÅR ‘ Pace ' ve = — 5 fa 2 % Vite i i AID PPL T, LOT GUE SP UPREUT LOT UY verze Pur 37 Zi OY LE 78778 PA 7 4 7 2 2. 2 i: TITEL PLF Yl? D NALIZD UL (DY a5 CAS UD BAD UIP vo PUIUMYIST TG PLE YA 00 2, URFONSPLONY thi 2 (a ZA QOL yi 0