-_— Å k sg Te : + dur : x af à ar = nl u en === * DET KONGELIGE DANSKE | ‘FR å | VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. | . SJETTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG 0G MATHEMATISK AFDELING. OTTENDE BIND. MED 3 TAVLER. KØBENHAVN. x - Å Hovenkommssionær: ANDR. FRED. HOST & SON, Ke. Hor-BOGHANDEL. * ny « BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI (F. DREYER). ÿ ? 1895—1898. ‘ ple Pris: 12 Kr. 25 @re. ga IF 7% a * 6 4 1 re we i 1 DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. SJETTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG 0G MATHEMATISK AFDELING. OTTENDE BIND. MED 3 TAVLER. Sh — KOBENHAVN. BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTRYKKERI (F. DREYER). 1895—1898. > ee "2 | rs dd | 13 a BAU) | m u ] : 4 i NG or | pue x RT ri OTIS CHAN ul { ua Es AO oo 1 daran STAVES « == i DRE AA AAMC oo HITE AROMAT VAT IAM An, AML AAAS T TO od NET RES Eee & SUEY AT ea PNA KASAGA (MPR, 1 RT NE UN MARIE Heat wer Anl LUN = oe NS INDHOLD. Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. Marts 1898......... Seon DE) Di CS oo EN DO DE 1. Meinert, Fr. Sideorganerne hos Scarabæ- Larverne. Les organes latéraux des larves des Scarabés. Med 3 Tavler. Resume et explication des planches en français. 1895 ...... 2. Petersen, Emil. Damptryksformindskelsen af Methylalkohol. 1896... .............. Buchwaldt, F. En mathematisk Undersøgelse af, hvorvidt Vædsker og deres Dampe kunne have en fælles Tilstandsligning, baseret paa en kortfattet Fremstilling af Varmetheoriens Hovedsæfninger eResume en) francais: 1896... ET CRT er Warming,sEug.-Halofyt-Studier 1897 va. 200 0 ice ce el nn no Johannsen, W. Studier over Planternes periodiske Livsyttringer. I. Om antagonistiske Virk- somheder i Stofskiftet, særlig under Modning og Hvile. 1897..............-.... Nielsen, Niels. Undersogelser over reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rækker CN Os MIÉCES SE OO ORNE 00 io 0 0 D 0 RL ee ee ki AL. Teer Saber Målt. ke rent syet ir i a a Tile re mare, Al En i arternes + Air wc Ap ary i N unten - 1e aw PET, us ID N°1 MIEUX N Au Be À | A a ‘ = I W Be rire ten ce arnfoe ent re Minuit GET eames sådan mint ar ve dut AP truce RES Cite PTT ER, ia euer seat al Here DOUTE ae sh ah Fl ea må ee ee ce ME RESENS VED ee PES ETS ASE he "7" 1 + area ed RS Br ove angie gal allie à Wier UNE a irn” “alien Wine, ciabatta Koi i) mdt a FORTEGNELSE OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES. SELSKABS. MEDLEMMER. MARTS 1898. Protektor: Hans Majestet Kongen. ———— — President: H. P. J. Jul. Thomsen. Formand for den hist.-filos. Klasse: J. L. Ussing. Formand for den naturv.-math. Klasse: C. F. Lütken. Sekretær: H. G. Zeuthen. Redaktør: Vilh. L. P. Thomsen. Kasserer: Fr. V. A. Meinert. Kasse-Kommissionen. J. L. Ussing. P. E. Holm. T. N. Thiele. JP Gram: Revisorer. H. F. A. Topsoe. P. ©. Jul. Petersen. Ordbogs-Kommissionen. Vilh. L. P. Thomsen. L. F. A. Wimmer. Kommissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regesta diplomatica. P. E. Holm. H. F. Rordam. Joh. C. H. R. Steenstrup. oe Æresmedlem: Hans kongelige Højhed Kronprins Frederik. Indenlandske Medlemmer. Ussing, Johan Louis, Dr. phil., LL. D., fh. Professor i klassisk Filologi og Arkæologi ved Københavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af St. Olafsordenen, Officer af den græske Frelserorden, Formand i Selskabets historisk-filosofiske Klasse. Thomsen, Hans Peter Jürgen Julius, Dr. med. & phil., Professor i Kemi ved Københavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Direktor for den polytekniske Lære- anstalt, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majesteternes Guldbryllups-Erindringstegn, Selskabets President. Lange, Johan Martin Christian, Dr. phil., fh. Professor i Botanik ved den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den italienske Kroneorden. Mehren, August Michael Ferdinand van, Dr. phil., fh. Professor i semitisk-orientalsk Filologi ved Kobenhayns Universitet, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandor af den russiske St. Stanislausorden, Ridder af Nordstjernen. Holm, Peter Edvard, Dr. phil., Professor i Historie ved Københavns Universitet, Kom- mander af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen. Lütken, Christian Frederik, Dr. phil., Professor i Zoologi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Formand i Selskabets naturvidenskabelig- mathematiske Klasse. Rørdam, Holger Frederik, Dr. phil., Sognepræst i Lyngby, Ridder af Danebrog. VIII Zeuthen, Hieronymus Georg, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Københavns Univer- sitet og den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Nordstjernen, Selskabets Sekretær. Jørgensen, Sofus Mads, Dr. phil., Professor i Kemi ved Københavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Christiansen, Christian, Dr. med., Professor i Fysik ved Københavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Fausboll, Michael Viggo, Dr. phil., Professor i indisk-orientalsk Filologi ved Kobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Thorkelsson, Jon, Dr. phil., fh. Rektor ved Reykjaviks lerde Skole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Krabbe, Harald, Dr. med., Professor i Anatomi ved den Kgl. Veterinær- og Landbohoj- skole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen. Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Kobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld, Selskabets Redaktor. Wimmer, Ludvig Frands Adalbert, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Ko- benhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Topsoe, Haldor Frederik Axel, Dr. phil., Fabriksinspektor, Lerer i Kemi ved Officerskolen i Kobenhavn, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Warming, Johannes Eugenius Bülow, Dr. phil., Professor i Botanik ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den brasilianske Roseorden. Petersen, Peter Christian Julius, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Kobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Thiele, Thorvald Nikolai, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Københavns Universitet. Meinert, Frederik Vilhelm August, Dr. phil., første Inspektor ved Universitetets zoolo- giske Museum, Ridder af Danebrog, Selskabets Kasserer. Goos, August Herman Ferdinand Carl, Dr. jur., Gehejme-Etatsraad, extraord. Assessor i Højesteret, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæ- ternes Guldbryllups-Erindringstegn, Kommandor af den russiske St. Annaorden, . Nordstjernen og den italienske Kroneorden. Rostrup, Frederik Georg Emil, Dr. phil., Lektor i Plantepathologi ved den Kgl. Veteriner- og Landbohojskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Vasaordenen. Steenstrup, Johannes Christopher Hagemann Reinhardt, Dr. jur., Professor Rostgar- dianus i nordisk Historie og Antikviteter ved Kobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog og af Æreslegionen. Gertz, Martin Clarentius, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Kobenhayns Univer- sitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Nellemann, Johannes Magnus Valdemar, Dr. jur., kgl. Direktor i Nationalbanken, extraord. Assessor i Hojesteret, Direktor ved det Classenske Fideikommis, Ridder af Elefant- ordenen, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæternes Guldbryliups-Erindringstegn, Storkors af Nordstjernen og den belgiske Leopolds- orden. Heiberg, Johan Ludvig, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Kobenhavns Universitet. Høffding, Harald, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Kroman, Kristian Frederik Vilhelm, Dr. phil, Professor i Filosof ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Miller, Peter Erasmus, Dr. phil., Kammerherre, Hofjegermester, Overforster for anden Inspektion, Overinspektor for Soro Akademis Skove, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majesteternes Guldbryllups-Erindringstegn, Kom- mandor af St. Olafsordenen, af den russiske St. Annaorden, af den spanske Carl III's Orden og den greske Frelserorden. Bohr, Christian Harald Lauritz Peter Emil, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Koben- havns Universitet, Ridder af Danebrog. Gram, Jorgen Pedersen, Dr. phil., Direktor ved Forsikringsselskabet «Skjold» i Kobenhavn. Paulsen, Adam Frederik Wivet, Bestyrer af det danske meteorologiske Institut, Ridder af Danebrog. Valentiner, Herman, Dr. phil., Lerer i Mathematik ved Officerskolen. Erslev, Kristian Sofus August, Dr. phil., Professor i Historie ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Fridericia, Julius Albert, Dr. phil, Underbibliothekar ved Universitets - Bibliotheket i Kobenhavn, Ridder af Danebrog. Christensen, Odin Tidemand, Dr. phil., Professor i Kemi ved den kgl. Veteriner- og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog. Hansen, Emil Christian, Dr. phil., Professor, Forstander for Carlsberg -Laboratoriets fysiologiske Afdeling, Ridder af Danebrog. Kjeldahl, Johannes, Professor, Dr. phil., Forstander for Carlsberg-Laboratoriets kemiske Afdeling. Boas, Johan Erik Vesti, Dr. phil., Lektor i Zoologi ved den kgl. Veteriner- og Landbo- hojskole. Chievitz, Johan Henrik, Dr. med., Professor i Anatomi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Petersen, Otto Georg, Dr. phil., Lektor i Botanik ved den kgl. Veteriner- og Landbo- hojskole. Prytz, Peter Kristian, Professor i Fysik ved den polytekniske Læreanstalt. Salomonsen, Carl Julius, Dr. med., Professor i Pathologi ved Kobenhavns Universitet, Ridder af Danebrog, af Nordstjernen og af St. Olafsordenen. Sorensen, William, Dr. phil. Moller, Hermann, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Kobenhayns Universitet, Ridder af Danebrog. Pechüle, Carl Frederik, Cand. mag., Observator ved Universitetets astronomiske Observa- torium, Ridder af den russiske St. Annaorden. Zachariae, Georg Carl Christian v., Generalmajor og Chef for 2den sjællandske Brigade, Direktor for Gradmaalingen, Kommandor af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den preussiske Rode Orns Orden, Kommandor af den Bayerske militære For- tjenesteorden og af Æreslegionen. XI Udenlandske Medlemmer. Bunsen, Robert Wilhelm, Dr. phil., Gehejmeraad, Professor i Kemi ved Universitetet i Heidelberg, Ridder af Danebrog. Styffe, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. Hooker, Sir Joseph Dalton, M.D., D.C.L., LL.D., fh. Direktor for den Kongelige Botaniske Have i Kew, fh. President for Royal Society i London, The Camp, Sunningdale, Berkshire. Böhtlingk, Otto, Dr. phil., Gehejmeraad, Medlem af det Kejserl. Videnskabernes Akademi i St. Petersborg, i Leipzig. Bugge, Elseus Sophus, Dr. phil., LL.D., Professor i sammenlignende indoeuropæisk Sprog- forskning og Oldnorsk ved Universitetet i Kristiania. Lubbock, Sir John, Baronet, D.C.L., LL.D., Vicepresident for Royal Society i London, High Elms Down, Kent. Agardh, Jacob Georg, Dr. med. & phil., fh. Professor i Botanik ved Universitetet i Lund, Kommandor af Danebrog. Huggins, William, D.C.L., LL.D., fysisk Astronom, Medlem af Royal Society i London. Hermite, Charles, Medlem af det franske Institut, Professor i Mathematik ved Ecole poly- technique og Faculté des Sciences i Paris. Salmon, Rey. George, D.D., D.C.L., LL.D., Medlem af Royal Society, Provost of Trinity Gollege i Dublin. Cremona, Luigi, Dr. phil., Senator, Professor i Mathematik ved Universitetet og Direktor for Ingeniorskolen i Rom. Delisle, Léopold-Victor, Medlem af det franske Institut, Direktor for Bibliotheque Nationale i Paris, Kommandør af Danebrog. at Struve, Otto Wilhelm, Gehejmeraad, Dr. phil., fhv. Direktor for Observatoriet i Pulkova, Karlsruhe. Allman, George James, M.D., LL. D., fh. Professor i Naturhistorie ved Universitetet i Edinburgh, Medlem af Royal Society i London, Ardmore, Parkstone, Poole, Dorsetshire. Lord Kelvin, Wiliam Thomson, Dr. med., D.C. L., LL.D., Medlem af Royal Society, Professor i Fysik ved Universitetet i Glasgow. Tait, P. Guthrie, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Edinburgh. Malmström, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. Cleve, Per Theodor, Dr. phil., Professor i Kemi ved Universitetet i Upsala, Ridder af Danebrog. Key, Ernst Axel Henrik, Dr. phil. & med., Professor i Anatomi ved det Karolinske mediko- kirurgiske Institut i Stockholm. Berthelot, Pierre-Eugene-Marcellin, Medlem af det franske Institut, fhv. Udenrigs- minister, fhv. Professor i Kemi ved College de France i Paris. Lacaze-Duthiers, F.-J.-Henri de, Medlem af det franske Institut, Professor ved Faculté des Sciences, Direktor for den zoologiske Station i Roscoff. Retzius, Magnus Gustav, Dr. med. & phil., Professor i Histologi ved det Karolinske mediko-kirurgiske Institut i Stockholm. Boissier, M.-L.-Gaston, Medlem af det franske Akademi, Professor i latinsk Poesi ved College de France, Paris. Paris, Gaston-Bruno-Paulin, Medlem af det franske Akademi, Professor i middelalderligt fransk Sprog og Litteratur ved Collége de France og Direktor for samme, Paris. Conze, Alexander Christian Leopold, Dr. phil., Professor, Generalsekreter ved Direk- tionen for det tyske arkæologiske Institut, Berlin. Stubbs, William, D.D., LL.D., Biskop i Chester. Maurer, Konrad v., Dr. phil., Professor i nordisk Retshistorie ved Universitetet i München, Kommandor af Danebrog. Areschoug, Frederik Vilhelm Christian, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet og Direktor for den botaniske Have i Lund. Nordenskiöld, Adolf Erik, Friherre, Dr. phil., Professor, Intendant ved Riksmuseet i Stockholm, Storkors af Danebrog. XIII Torell, Otto Martin, Dr. phil, Professor, Chef for Sveriges geologiska Undersökning, Stockholm, Kommandor af Danebrog. Külliker, Albert von, Dr. med., Gehejmeraad, Professor i Anatomi ved Universitetet i Würzburg. Leydig, Franz von, Dr. med., Gehejmemedicinalraad, fh. Professor i Anatomi, Würzburg. Odhner, Clas Teodor, Dr. phil., kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. Storm, Gustav, Dr. phil., Professor i Historie ved Universitetet i Kristiania. Heinzel, Richard, Dr- phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Wien. Kunik, Ernst, Gehejmeraad, Medlem af det Kejserlige Videnskabernes Akademi i St. Petersborg. Meyer, Marie-Paul-Hyacinthe, Medlem af det franske Institut, Direktor for Ecole des Chartes, Professor i sydeuropæiske Sprog og Litteraturer ved Collège de France, Paris. Schmidt, Johannes, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Univer- sitetet i Berlin. Sievers, Eduard, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Leipzig. Wundt, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Universitetet i Leipzig. Zeller, Eduard, Dr. phil., Gehejmeraad, Professor i Filosofi ved Universitetet i Berlin. Leffler, Gösta Mittag-, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Hojskolen i Stockholm, Kommandør af Danebrog. Lie, M. Sophus, Dr. phil., Professor i Geometri ved Universitetet i Leipzig (Normand). Lilljeborg, Vilhelm, Dr. med. & phil., fhv. Professor i Zoologi ved Universitetet i Upsala. Nathorst, Alfred Gabriel, Dr. phil., Professor, Intendant ved Riksmuseets botanisk-palæ- ontologiske Afdeling i Stockholm. Nilson, Lars Frederik, Dr. phil., Professor ved Landbruksakademien i Stockholm. Marsh, Othniel Charles, Professor ved Universitetet i New Haven. Gegenbaur, Carl, Dr. med., Professor i Anatomi ved Universitetet i Heidelberg. Mendeleef, Dimitrij J., Dr., Professor i Kemi ved Universitetet i St. Petersborg. Darboux, Gaston, Medlem af det franske Institut, Professor i Mathematik ved Faculté des sciences i Paris. iy f Lindström, Gustav, Dr. phil., Professor, Intendant ved Riksmuseets palæozoologiske Afdeling i Stockholm. Sars, Georg Ossian, Professor i Zoologi ved Universitetet i Kristiania. Agassiz, Alexander, Professor, Curator ved the Museum of comparative Zoölogy, Harvard College, Cambridge, Mass. Tieghem, Philippe van, Medlem af det franske Institut, Professor i Botanik ved Muséum d'histoire naturelle i Paris. Ascoli, Graziadio Isaia, Senator, Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Aka- demiet i Milano. Bücheler, Franz, Dr. phil., Gehejmeregeringsraad, Professor i klassisk Filologi ved Uni- versitetet i Bonn. d Ancona, Alessandro, Professor i romanske Sprog ved Universitetet i Pisa. Aufrecht, Theodor, Dr. phil., fh. Professor i indisk Sprog og Litteratur, Bonn. Benndorf, Otto, Dr. phil., Gehejmeraad, Professor i Arkæologi ved Universitetet i Wien. Breal, Michel-Jules- Alfred, Medlem af det franske Institut, Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved College de France, Paris. Brefeld, Oscar, Dr. phil., fh. Professor i Botanik, Direktor for det botaniske Institut i Miinster, Westfalen. Gardiner, Samuel Rawson, LL.D., Dr. phil., fh. Professor i Historie, Bromley i Kent ved London. Weber, Albrecht, Dr. phil., Professor i indisk Sprog og Litteratur ved Universitetet i Berlin. Forssell, Hans Ludvig, Dr. phil. & jur. utr., President i Kammerkollegiet i Stockholm, Ridder af Danebrog. Tegnér, Esaias Henrik Vilhelm, Dr. phil. & theol., Professor i østerlandske Sprog ved Universitetet i Lund, Medlem af Svenska Akademien. Brogger, Valdemar Christofer, Professor i Mineralogi og Geologi ved Universitetet i Kristiania, Ridder af Danebrog. Hammarsten, Olof, Dr. med., Professor i medicinsk og fysiologisk Kemi ved Universitetet i Upsala. Klein, Felix, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Göttingen. Schwarz, Carl Hermann Amandus, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Berlin. XV Storm, Johan Frederik Breda, LL.D., Professor i romansk og engelsk Filologi ved Universitetet i Kristiania. Comparetti, Dominico, fhv. Professor i Græsk, Florens. Sorel, Albert, Medlem af det franske Institut, Professor ved l'École des Sciences politiques i Paris. Boltzmann, Ludvig, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i München. His, Wilhelm, Dr. med., Gehejmeraad, Professor i Anatomi ved Universitetet i Leipzig. Schwendener, Simon, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Berlin. Söderwall, Knut Frederik, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Universitetet i Lund. Dörpfeld, Wilhelm, Professor, Dr. phil., første Sekretær ved det tyske arkæologiske In- stitut i Athen. Goeje, Michael Johan de, Dr. phil., Professor i de østerlandske Sprog ved Universitetet i Leiden. Guldberg, Cato Maaimilian, Dr. phil., Professor i anvendt Mathematik ved Universitetet i Kristiania. Pfeffer, Wilhelm, Dr. phil., Gehejmeregeringsraad, Professor i Botanik ved Universitetet i Leipzig. Sickel, Theodor v., Dr. phil., Direktor for Istituto Austriaco di studi storici i Rom. Blytt, Axel, Professor i Botanik ved Universitetet i Kristiania. Fries, Theodorus Magnus, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet og Direktor for dets botaniske Have i Upsala. Wittrock, Veit Brecher, Dr. phil., Professor Bergianus og Intendant ved Riksmuseet i Stockholm. Bäcklund, Albert Victor, Dr. phil., Professor i Mekanik og mathematisk Fysik ved Uni- versitetet i Lund. Hittorf, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Münster. Lord Rayleigh, John William Strutt, Dr. phil., D.C.L., Professor i Fysik ved Royal Institution, Sekreter ved Royal Society i London. Sidgwick, Henry, Professor i Filosofi ved Universitetet i Cambridge. XVI Wilamowitz-Moellendorff, Ulrich von, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Uni- versitetet i Berlin. Collett, Robert, Professor i Zoologi ved Universitetet i Kristiania. Duner, Nils Christoffer, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Universitetet i Upsala. Kowalevsky, Alexander O., virkelig Statsraad, Medlem af det kejserlige Videnskabernes Akademi i St. Petersborg. Sideorganerne hos Scarabee-Larverne. Les organes latéraux des larves des Scarabes. Af Fr. Meinert. Med 3 tildels kolorerede Tavler. Résumé et explication des planches en frangais. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. VIII. 1. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Kel. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 1895. Aa Ka a Fe ie oh we | aj ry x Be ARE wh vv mk “ee Enigma? Å = i wh TAD aval véto ale! fe Len : à OS. use ah boat jet) dell ecligay dt la EJ u 4.4 I “ in X a 5 LA 7 søn Ve SAN > oe : E u 7 - 4,2 6 & p i LE H à = tad votes 1 — Vi Hee Sak Be mee im i : i RÅ Sporgsmaalet om Insekternes Aandedræt har altid interesseret nærværende Af- handlings Forfatter, og i forskjellige af mine Afhandlinger vil man derfor finde dettes Organsystem meer eller mindre gjennemtrængende behandlet. Men af Aandedrætsred- skaberne er det atter Sporgsmaalet, om hvorvidt Skarnbasselarverne have aabne eller lukkede Spirakler eller Aandehuller, som gjentagne Gange specielt har været Gjenstand for mine Undersogelser. Det er nu 14 Aar siden jeg paa given Foranledning kom ind herpaa, og ved Fremsættelsen af Anskuelser, som stred mod den gjængse Opfattelse fremkaldtes adskillig Strid ialtfald herhjemme. Det var den 8. Okt. og 11. Nov. 1881, at jeg i Naturhistorisk Forening holdt et Par Foredrag over Insekternes Respiration, hvoraf saa den Del, som angik Skarnbasselarverne, under Titel af «Spirakelpladen hos Scarabæ-Larverne» blev trykt i Vid. Medd. fra Nat. Foren. for 1881, p.289—91. Som Svar paa denne lille Opsats og en lignende om Mundens Bygning hos nogle Insektlarver skrev Prof. Scuropre en noget lengere Afhandling, «Spiracula cribraria — Os clausum: Lidt om naturvidenskabelig Me- thode og Kritik», Nat. Tidsskr., 3. R., 13. B., p. 429—73 (1883), hvorpaa jeg svarede med «Noget mere om Spiracula cribraria og Os clausum, en Replik», Vid. Medd. f. Nat. Foren. for 1883, p.68—91, og endeligt afsluttedes denne Disput ved Dr. H. J. Hansens «Opgjorelse af Sporgsmaalene Spiracula cribraria — Os clausum», Nat. Tidsskr., 3. R., 14. B., p. 653—65 (1884). Denne Afhandling, som er skrevet efter min Replik, kunde der altsaa være Anled- ning for mig til at imodegaa, men jeg vil dog foretrække at lade den urort (Tilsnittet ialtfald er noget personligt), saameget mere som de deri gjorde Paastande, forsaavidt jeg forstod det, væsentligt modificeredes af Dr. Hansen i det af ham i Naturhistorisk Forening d. 24. Febr. 1888 holdte Foredrag om «Spirakelpladerne hos Oldenborren og dens Larve», hvilket Foredrag dog ikke senere er trykt. For Fuldstendighedens Skyld skal jeg ogsaa her nævne en lille Afhandling af Dr. Witt. Sørensen, «Sur la faculté des condylopodes de fermer et d'ouvrir spontanement leurs trachées», Entom. Tidskr., 8. Ärgängen, p.71—75 (1887), hvori han i Slutnings- (* stykket tilligemed vor fælles Ven, Inspektor Levinsen, godkjender min Opfattelse af Spirakel- pladerne som lukkede. At d’Hrr. skulde have skiftet Mening, foreligger der Intet paa Tryk om. I 6 til 7 Aar dernæst lodes Sporgsmsalet urørt, indtil Dr. Boas skrev «Ueber die Stigmen der Melolontha-Larve. Vorläufige Mittheilung», Zool. Anzeig., XVI. Jahrg., No. 431, p- 389—91 (1893). Denne lille Opsats vil der vere Grund til oftere at komme tilbage til. Uagtet Sagen havde tabt ikke saa lidt i Interesse, ved at den gamle Paastand om enhver nok saa tynd Chitinhindes Uigjennemtrengelighed for atmospherisk Luft nu maa siges at vere opgivet, og den modsatte af mig allerede i min forste lille Afhandling omtalte Anskuelse, Il. c. p. 291, er trængt igjennem, syntes jeg dog, at en Undersøgelse af Spirakel- pladens Bygning fremdeles var ønskelig. Oprindeligt havde det kun været min Hensigt for mit Vedkommende at slutte Sagen, hvad enten Resultatet blev, at jeg fremdeles holdt paa den nu ene af mig herhjemme forfægtede Anskuelse af Spiraklerne som lukkede, eller jeg kom til den modsatte Anskuelse, og altsaa maatte indromme, at jeg heri havde taget Feil, men senere onskede jeg dog at udvide mine Studier, og de Undersogelser, som jeg herved har den Ære at forelægge Videnskabernes Selskab, ere Resultatet af meer end et Aars dagligt flittigt Arbeide. Med Hensyn til Sporgsmaalet, om den meget omtalte Plade er lukket eller ikke, da maa jeg fremdeles erklere mig ude af Stand til at opdage Aab- ninger i den; men ved Siden heraf vil jeg komme til at fremsætte forskjellige nye, temmelig vigtige Synsmaader for disse Organers Bygning, hvilke jeg dog tvivler paa strax ville blive godkjendte eller henstaa uimodsagte. Prof. Scmiopte har allerede i sin Afhandling, «Spiracula cribraria» givet en saa udforlig Fremstilling af Spirakel-Undersogelsernes Historie, at jeg her kan forbigaa en saadan, men jeg kan dog ikke her negte mig den Fornoielse at anfore en Yttring i den nyeste, storre Haandbog i Entomologien, som et Slags Bevis for, at den af mig i mit forste Stykke, «Spirakelpl. h. Scarabre-Lary.», p. 290, brugte Udtryk om «saa at sige Een- stemmigheden af de foregaaende dygtige og paalidelige Undersageres Resultater», ikke var saa aldeles forfeilet navnlig i et foreløbigt Foredrag i en Forsamling, som ikke specielt vare Entomologer. Nævnte Yttring findes altsaa i Korses «Einführung in die Kenntnis der Insekten», p.504: «Die merkwürdigen ... Stigmen der Blatthornkäferlarven, die sogenannlen Gitterstigmen, machen den Eindruck, als wäre die äussere Verschlussplatte undurchdringlich. Frühere Forscher hielten diese Stigmen freilich für offen, der Kopenhagener Entomotom Meinert dagegen für geschlossen». For jeg gaaer over til at fremstille mine Undersøgelser over Skarnbasse- eller Scarabæ-Larvernes «Spirakler», maa jeg først nærmere bestemme, hvad der her skal for- staaes ved Skarnbasse eller Scarabe, og hvilke Former der have været Gjenstand for mine Studier. Scarabæer er da taget her i videre Forstand, svarende til Larremies Lamellicornes, Regn. anim., 1. éd., IIL, p. 274, til Errousoxs Scarabæides, Ins. Deutschl. HL, p: 552, og til Semonres Scarabei eller «lamellicorne Eleutherater», saaledes som han betegner dem i sil Larvearbeides herhenhorende Del, Nat. Tidsskr., 3. R., 9. B., p.227. Der er saa meget mindre Grund for mig til ved denne Leilighed at klove denne Familie, som netop Larvernes Bygning overhovedet og ogsaa «Spiraklerne» hore til de Forhold, som væsentligt holde det store Antal af Arter i deres forskjellige Former sammen, ihvorvel der ogsaa er Byg- ningsforhold hos Larverne af Lamellicornerne i snævrere Forstand paa den ene og af Lucaninerne med Passalini og Trogini paa den anden Side, som kunde stotte den alminde- lige Opstilling af de 2 Familier Lamellicorner s. str. og Pectinicorner. Forskjellen, som her findes, er dels i Bygningen af Bugnervesnoren, som hos Lamellicorner s. str. er stærkt sammentrengt med Nerveknuderne samlede i Kroppens forreste Del, medens den hos Pec- tinicorner er stærkt opløst med Nerveknuderne spredte henimod Kroppens Bagende, dels i «Bullaens» Beliggenhed og Storrelse ligeoverfor «Spiraklet», og dels i den forskjellige Udvikling, som det med Spiraklerne forbundne Sandseorgan opnaaer. Herefter maatte Gruppen Trogini, ialtfald for Bullaens Vedkommende (Museets eneste Exemplar af en Larve horende herhen har jeg ikke turdet offre til en Undersogelse af Nervesnorens Bygning og Sandseorganels Udvikling) føres over fra Lamellicorner til Pectinicorner. Hertil kommer, at der af de af mig undersøgte Bygningsforhold ogsaa er et Forhold, nemlig Tilstedeværelsen eller Manglen og i første Tilfælde - Beliggenheden af de Muskler, som jeg har fundet i Skarnbasse- larvernes Aandedrætsredskaber, som vilde dele disse Larver ikke i 2 men i 3 Hovedgrupper. I det Følgende skal jeg komme nærmere ind påa Musculaturen, såa her maa denne An- tydning være nok. Heller ikke have Scmopres Undersøgelser fort til en Tvedeling af Lar- verne, men saaledes som hans systematiske Oversigt (Conspectus systematicus), 1. c. p. 270, viser, falde Larverne for ham i 3 Hovedgrupper, hvilke 3 Grupper paa den anden Side ikke falde sammen med mine. Det Antal Arter og Former af Skarnbasselarver, som jeg har kunnet undersøge, er ikke ringe, og af Hovedformer staaer der kun enkelte tilbage, som jeg ikke har kunnet skaffe mig. Af Scmrøpres 10 Hovedgrupper er det navnlig Dynastini, med Dynastes Neptunus (?) og Oryctes nasicornis, Melolonthini, med Melolontha vulgaris, Lucanini, med Dorcus parallelopipedus og Sinodendron cylindricum, som have været Gjenstand for mine Undersøgelser, men ogsaa Cetonini, med Cetonia aurata, Gopridini, med Ateuchus semipunctatus (?), Copris lunaris og Canthon levis, Trogini, med Trox Fabricii(?), Geotrypini, med Geotrypes stercorarius, Aphodius fossor og Aphod. sor- didus(?), samt Passalini, med Neleus interruptus, har jeg kunnet studere «Spirakel- pladen» paa, og af alle disse Former har jeg gjort Præparater, af flere af dem i Antal, og saaledes kan jeg tilbyde dem, som kunne have Lyst til at eftergaa dette mit Arbeide, Leilighed til paa Zoologisk Museum at studere en Række af en halvandet Hundrede for- skjellige Præparater af Skarnbasselarvernes «Spirakler» og Tracheelukker. Byeningen af disse Organer frembyder nu ikke ringe Interesse saavel i physiologisk som i morphologisk Henseende, men paa den anden Side heller ikke ringe techniske Vanskeligheder. Schiodte er uden Sammenligning den Forfatter, som hidtil har leveret den i al sin sammentrængte Form mest udforlige Fremstilling af dem, og af Indledningen til Skarnbassernes Larvehistorie, 1. c. p.227—28, seer man ogsaa tydeligt, hvilken Vægt han lagde paa «Spiraclernes eiendommelige, saa hoist konstrige Indretninger til at hindre fremmede Legemers Indtrengen i Aandeveiene», og at han henregnede dem til de Byg- ningsforhold, om hvilke det hedder, «at de fleste og vigtigste Bygningsforhold, der lægges til Grund for den Theorie, som i nærværende Afhandling soges gjennemfort, enten ere blevne ganske overseete, eller ikke forstaaede efler deres sande biologiske og systematiske Betydning». Jeg anseer det derfor for nyttigt og godt at give en kortfattet Fremstilling af Schiodtes Opfattelse, idet jeg med det Samme benytter Leiligheden til allerede nu at ændre Betegnelsen af et af Organernes to Hovedstykker, en Ændring, som jeg haaber at mine Undersogelser ville vise Nodvendigheden af, men som jeg for Nemheds og Sikkerheds Skyld onsker snarest muligt foretaget. Schiodte ender sin Characteristik af Skarnbasselarverne (Scarabei) med at udsige, at Aandehullerne have mange Aabninger og ere gjennemhullede: «Spiracula multiforia, cri- braria» I. c. p.239. Senere hen, p. 265, giver han en nærmere Beskrivelse af disse Spirakler og siger her paa sin korte, consise Maade: «Peritrema spiraculorum angustum, acute elevatum, margine posteriore spiraculis thoracicis, priore spiraculis abdominalibus in bullam dilatato plerumque umbilicatam, atrium firmantem respiratorium; trabeculæ atrii compresse, ad bullam versus ramose excurrentes et cum ea connexe, arrectaria foris emittentes ramulosa, aream respiratoriam, leviter excavatam, foraminibus respiratoriis pertusam inter peritrema et bullam suspensam gerentia». Denne Characteristik kan i Oversettelse vel omtrent gives saaledes: «Aandehullernes Ramme er smal, skarpt fremstaaende. Bryst- Aandehullernes forreste og Bagkrops-Aandehullernes bageste Rand er udvidet til en Bule, som oftest er navleformet, og som stotter Aandehulen; Aandehulens Bjelker ere sammen- trykte, lobe under Forgreninger henimod Bulen og ere forbundne med denne; udefter sende de grenede Stræbere, som bere Aandefeltet, der er let udhulet, gjennemboret af Aande-Smaahuller, og ophængt mellem Aandehulens Rand og Bulen». Schiodte gaaer dernæst nærmere ind paa Bygningen af Aandefeltet eller Spirakelpladen (area respiratoria spiraculorum) og Aande-Smaahullerne (orificia respiratoria) og bringer Spirakelpladens Leie og Form overfor Bulen og Hullernes Form og Anordning i samme Plade i systematisk Oversigt. Endeligt giver Schiodte paa Tab. XIX en Fremstilling af «Spiraklerne» hos 13 Slegtsformer, henhorende til de 8 af hans 10 Hovedgrupper, saaledes at kun Sericini og =] Copridini ere udeladte; det er fortrinsvis Spirakelpladens Forhold til og Størrelse lige- overfor Bulen, som her oplyses. 1 sin folgende Afhandling «Spiracula eribraria» hævder Schiodte gennemgaaende den her givne Opfattelse af disse Organer; kun synes han nu at tillegge Bullaen (han kalder den foruden Bulla ogsaa Bule, Stotteknap eller simpelthen Knap) mindre Betydning for Stotningen af Aandehulen, idet disses Bjælker fremhæves som det egentligt støttende Element. Yderligere hævder Schiodte, I. c. p. 431, at Bullaen ikke horer med til Spirakelpladen, idet han siger: «Det kan vere, at han (9: Dr. Meinert), ligesom alle mine Forgjængere, regner Stotteknappen med til Pladen, skjondt det af min Text og mine Figurer vel havde maattet kunne haabes, at det engang for alle var blevet klart, at Knappen aldeles ikke udgjor nogen Deel af Pladen, men blot er et kortere eller længere Fremspring af Pladens Ramme eller Peritrem, og at dem altsaa ikke taber den Charakteer, om den end i mange Tilfælde bliver saa fremtrædende, at den kommer til at ligge næsten heelt omkredset af Pladen». Schiodte betragter altsaa Peritremet med det af Bullaen dannede Fremspring som syarende til den Ramme eller Fortykkelse, som hos In- sekterne med aabne Tracheer sædvanligt omgiver Tracheernes Munding og danner deres Overgang i Hudskelettet, medens Spirakelpladen skulde fylde selve Hullet eller Mundingen, hvad enten man vil betragte den som svarende til de sammenvoxede Leber, eller som noget nyt, nærmest svarende til Buprestlarvernes Aandegitter, saaledes som dette frem- stilles af Schiodte, cfr. hans Larvearbeide, Nat. Tidsskr., 3. R., 6. B., Tab. I. Det maa nu i Almindelighed ansees for saare godt, at en Forfatter fremsætter sin Anskuelse klart og tydeligt og med Overbevisningens Kraft, men derfor bliver den dog ikke «eo ipso» rigtig, og min Mening er i dette Tilfelde, at Schiodtes Opfattelse og Tydning, saaledes som jeg i det Folgende skal soge at vise, er decideret urigtig: Hvad Schiodte her kalder Peritrema, svarer ikke til hvad man, og da Schiodte ogsaa, ellers kalder Peritrema, hans Spirakelplade svarer ikke til nogen Del af andre Insekters Spirakel, og hans Bulla er ikke nogen ny optredende Del, men er og svarer til Insekternes virkelige Spirakel eller Aandehul. Jeg skal derfor strax nu indføre folgende Betegnelser for disse Stykker, nemlig for Peri- trema Spirakelpladens Rand og for Bullaen Stigmet; for Spirakelpladen skal jeg beholde Schiodtes Navn, uagtet jeg mener, at den saavel af Bygning som af Gayn og Oprindelse er meget forskjellig fra, hvad Schiodte ansaa den for. Stigme og Spirakelplade tilsammen i Forening med de dertil hørende indre Organdele kalder jeg Sideorgan. Forøvrigt beholder jeg Schiodtes Benævnelser saasom Bjelker, Stræbere og Aandehule. Beretligelsen af det trufne Valg af Benævnelser kan først fremgaa af de folgende Undersøgelser, men jeg maa dog strax gjøre et Par herhen hørende Bemærkninger. Jeg har for Bulla valgt Udtrykket Stigme, som ogsaa i den øvrige europæiske Literatur er den almindelige Benævnelse, og ikke Spirakel, som jeg iovrigt anseer for et bedre, mere præg- nant Udtryk, og som jeg ellers efter min Lærer, Schiodtes Exempel stadigt har brugt, for derved at hævde Stigmets eller Aandehullets Adskillelse fra Spirakelpladen: Spirakelpladen er ikke en Del af Aandehullet eller af dettes Rand, men et selvstændigt Stykke af Larvens Hud, uden nogen genetisk Forbindelse med Tracheen eller dennes Indmunding i Hudskelettet 9: Aandehullet eller Stigmet. Af de to Hovedstykker, hvoraf altsaa Sideorganet bestaar, ville vi forst betragte Stigmet, Schiodtes Bulla. Stigmet er et Stykke af Larvens Hudskelet, lukkende meer eller mindre Trache- rorenes Mundinger udadtil; det er meer eller mindre fast chitiniseret, stærkt foldet, i sit Indre gjennemlobet af ‘en buet, meer eller mindre fremtrædende Spalte, og hos flere Former forsynet med en Muskel til at aabne Spalten. Det ligger helt udvendigt, men klods op til den indre Bugt af Spirakelpladen, hvis Rand (Peritremet) som oftest for største Delen her er svundet bort; af Form er det rundagtigt eller ovalt og stærkt vexlende i Storrelse i Forhold til den hosliggende Spirakelplade. For at forstaa ikke blot Bygningen men ogsaa den physiologiske Betydning af Stigmet er det nyttigt at studere Larvens Udviklingshistorie, dennes forskjellige Stadier og Hudskiftninger. Forst maa da fremhæves 1) at Stigmet slet ikke forekommer hos Larven i forste Stadium, og 2) at Stigmet forst faaer sin Dannelse og Form, efterat det gamle Tracheesystem er trukket ud. Paa de Afbildninger, som jeg har givet af forskjellige Larver i første Stadium, nemlig af Dorcus parallelopipedus, Tab. Il. Fig. 12, Passalus (Neleus) interruptus, Tab. IM. Fig. 27, Melolontha vulgaris, Tab. 1. Fig. 13, og Dynastes Neptunus, Tab. I. Fig. 23 og 24, vil man derfor i det Hoieste see en svag Indbugtning eller vinkelformet Huk paa det Sted af Spirakelpladen, som Stigmet skulde have ligget op til. Spirakelpladen træder her i Stig- mets Sted; thi ikke blot omgiver dets Rand Tracheerorets Munding, men Respirationen skeer ogsaa gjennem den lukkede eller imperforerede Spirakelplade'). Stigmet kommer forst tilstede, efterat det gamle Tracheesystem, folgende med den afskudte Ham, ved Hud- skiftningen er trukket ud af det nye Tracheesystem. Dette var altsaa det forste Punkt, men med Hensyn til det andet, vil man heller ikke, naar man undersoger en Larve kort for Hudskiftningen finde Spor til Anleg af noget Stigme, men man vil see, hvorledes under den gamle Larvehud den nye Spirakelplade, som en Del af den nye Hud, ligger klods op til og ligesom omklamrende den gamle Spirakelplade, udenat der lades nogen }) Hos Insektlarverne, ialtfald hos Billelarverne, er det vistnok almindeligt, at Stigmerne hos de spæde og unge Larver ikke alle ere aabne, men at Aabningen forst skeer efterhaanden ved de forskjellige Hudskiftninger. For Vandkalvelarvernes Vedkommende kan jeg henvise til en Afhandling af mig, «Larverne af Slegten Acilius», Vid. Selsk. Overs. f. 1893, p. 177. Plads tilovers til Stigmet, jfr. Tab. IL. Fig. 24 af Aphodius sordidus, Tab. Il. Fig. 2 af Dorcus parallelopipedus og Tab. Il. Fig. 16 af Sinodendron cylindricum. Under selve Hudskift- ningen vil man paa Stigmets Plads finde et stort, rundagtigt Hul eller Gab, opfyldt af det gamle Tracheesystem, som er iferd med at trækkes ud af det nye System gjennem dette Gab, jfr. Tab. I. Fig. 3 af Dynastes Neptunus, og Tab. lil. Fig. 18 af Sinodendron cylindricum. Forst efterat hele den Del af det gamle 'Tracheesystem, som skal ud, er kommet igjennem, lukker Hullet sig, idet Siderne af det skyde sammen som en sammenstyrtende Bronds Sider, og der kun efterlades en Spalte som Minde om det store gabende Hul. Studiet af Stigmet frembyder iovrigt særlige Vanskeligheder. Hos de fleste Scara- beer er det i dets færdige Stand saa stivt og stærkt chitiniseret, at det vanskeligt lader sig behandle med Naal og Scalpel; at studere det «in toto» med paafaldende eller gjennem- faldende Lys forer i Reglen til Intet. Anvender man saa Microtomen, vil Kniven vanskeligt bide paa det stenhaarde Stigme, men river det som oftest helt med sig. Dog, lykkes Snittet, eller man er heldig ved den grovere Behandling med Naal, Scalpel og Sax, vil man ved Snit løbende mer eller mindre parallel med Spirakelpladen let faae Øie paa Spalten, jfr. Tab. I. Fig. 16 af Dynastes Neptunus og Tab. IM. Fig. 26 af Passalus interruptus. Ved Snit lodret paa Spirakelpladen og Stigmet træder Spalten ikke i Reglen saa tydeligt frem, jfr. dog Tab. Il. Fig. 3 og 4 af Melolontha vulgaris. Breden af samme Spalte kan vere betydelig nok, saa at, dersom Spalten hele Stigmet igjennem beholdt en saadan Vidde, vilde der gjennem den kunne vere al tilstrekkelig Adgang for den atmospheriske Luft til Tracheesystemet, men nu er det saa, at Spaltens Vegge som oftest helt eller paa store Strekninger stode sammen, saa at Luftpassagen helt vil stoppes eller ialfald vanskelig- gjores. Dertil blive ikke blot Spaltens Vægge som oftest saa stærkt chitiniserede og altsaa saa stive, at ingen Udvidelse af den er mulig. Paa Luftpassage herigjennem kan ialtfald intet Aandedret baseres. Det er navnlig hos Hovedgrupperne Dynastini, Cetoniini, Rute- lini, Melolonthini og Sericini, at en saadan Forherdelse af Stigmet finder Sted. Hos Copridini og Geotrypini beholder Stigmet, som her opnaaer en uforholds- messig Størrelse ligeoverfor Spirakelpladen og en fri Beliggenhed eller Uafhængighed af samme, en vis Boielighed, og en Spalte vil ofte kunne sees meget tydeligt udvendigt fra, uden at man dog nogensinde vil kunne see Dagen igjennem den, eftersom Spaltens mod- satte Rande springe frem over hinanden. ‚Hos Former af disse to Hovedgrupper, nemlig hos Ateuchus, Canthon og Copris blandt Copridini og hos Aphodius og Geotrypes blandt Geotrypini, har jeg desuden fundet en større Muskel gaaende til Spaltens Rand. Ved Sammentrækning af denne Muskel vil Spalten kunne aabnes, medens Væggenes Elasticitet og Blodtrykket vil lukke den og holde den tukket, jfr. Tab. If. Fig. 17 af Ateuchus sp., Tab. Il. Fig. 19 og 20 af Canthon levis, Tab. Il. Fig. 21 af Copris lunaris, Tab. Il. Fig. 22 Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII, 1. 2 af Geotrypes stercorarius, Tab. I. Fig. 24 af Aphodius sordidus og Tab. Il. Fig. 26 og 87 af Aphodius fimetarius. Endeligt hos Hovedgrupperne Trogini, Lucanini og Passalini har Stigmet igjen en noget anden Bygning. Ligesom hos de to foregaaende Grupper er Stigmet boieligt, stort og frit, omend ofte i noget mindre Grad. Det er dog fast tillukket, uden Spalte eller anden Aabning, og til Musculatur findes da heller ikke Spor. Jeg har noiere undersøgt Dorcus-Larven, og her har jeg saavel ved paafaldende som ved gjennemfaldende Lys fundet en utydelig, stærkere farvet Fure løbende i Midten af Stigmets Udside, parallelt med Spirakel- pladens Lengdeaxe. Bag Furen sees et temmelig mørkt, compact, nyreformigt Legeme, som springer stærkt i Oinene, naar man efterat have klaret Stigmet ved Hjælp af Ætskali og Glycerin, betragter det med gjennemfaldende Lys. Seer man Stigmet indenfra, sees heller ingen Spalle, men det nyreformede Legeme ligger i Midten af Stigmets lukkede Hinde, og Aandehulen, som ligger bag Hinden og Spirakelpladen med dennes Bjælker og Strebere, deles ved en dobbelt Hinde, der som et langt Tæppe eller Forhæng udgaaer fra Spirakelpladens indre Rand, i to Rum: Stigmet selv er vistnok lufttæt eller impermeabelt for Luft, men til Gjengjæld er Spirakelpladen hos disse tre Hovedgrupper meget tyndere end hos de andre Scarabeer. Dog Stigmet bestaaer hos de fleste Scarabælarver ikke alene af to Vægge, en udadtil, som Fortsættelse af Larvens Hudskelets Cuticula, og en indadtil, dannende et Stykke af Aandehulens Yderveg, samt en mellemliggende mer eller mindre sammen- faldende Spalte, men indenfor Veggene med deres respective Matrix ligger ogsaa en Nervemasse, som er en Fortsættelse og Afslutning af den Nervemasse som udbreder sig i Sideorganet. Beskrivelsen af denne Nervemasse i Stigmet kan dog bedst tages i Sammen- heng med Spirakelpladen og dennes Bjælker og Stræbere, hvortil der her henyises. Insekternes Stigme har i Reglen dobbelt Betydning, nemlig dels som Passage for den atmospheriske Luft til og den kulsyreholdige Luft fra Tracheerne, dels som det Gab, hvorigjennem det gamle Tracheesystem skaffes ud af Kroppen, naar der skal gives Plads for det nye System. Vi have nu seet, hvorledes Scarabelarverne efter min Opfattelse for- holder sig i disse Punkter, og ville dernæst undersoge, hvorledes forskjellige andre For- fattere haye stillet sig hertil, idet vi dog tage det sidste Punkt forst for. Jeg troer, at jeg er den Forste, hvem Tanken om Scarabælarvernes Hudskiften har vakt Betænkeligheder hos, eller som ialtfald forst har fremsat disse Betænkeligheder, idet jeg i Slutningen af min første Opsats, I. c. p. 292, anførte Indholdet af den Forklaring, som jeg gav i Naturhistorisk Forening til Losning af dette Problem. Her taltes der om, at den nye Spirakelplade «skal lukke for det Gab, som fremkommer under Hudskiftningen ved den gamle Spirakelplades Fjernelse». I sin Kritik af min Opsats kom Prof. Schiodte ogsaa ind paa dette Punkt sammen med Stigmets Bygning overhovedet og søgte af theoretiske, 11 physiologiske og morphologiske Grunde («Bullaen — vort Stigma — er en Chitinknap, en blot Udvidelse af Aandehulsrammen eller Peritrema») at vise det hazarderede, for ikke at sige umulige, i min Fremstilling af factiske Forhold og Forklaring af derved opstaaede Vanskeligheder, I. €. p.446—47; han ender sin Udvikling her med Henvisning til SWAMMERDAM, som allerede for et Par Aarhundreder siden skulde have iagttaget Hudskiftet hos Næshorn- billens Larve, og «beskrevet, hvorledes Tracheerne krengedes ud, og de gamle Spirakel- plader losnedes, uden at der fremkom noget «Gab»». Naturligvis havde Schiodte Ret i nogle af sine Ankeposter — saaledes gaaer det jo altid, naar en dygtig Mand kritiserer. Min Formodning, om at den nye Spirakelplade skulde ligge halvt færdig inde i det gamle Stigme (Bulla), var saaledes dristig, for ikke at sige mere end dristig, og jeg har da ogsaa nu selv leveret Syn for Sagen, at den var feilagtig, ved de forskjellige Tegninger, som jeg har givet af den nye Spirakelplade liggende fuldt ferdig bag ved og uden om den gamle Plade, jfr. Tab. II. Fig. 24 og Tab. ill. Fig. 2 og 16. Hvad derimod Hovedsagen, det Fac- tiske, at Stigmet til sin Tid frembyder et Gab, angaaer, da har jeg ikke hos Swammerdam fundet Noget herom, hverken pro eller contra, saaledes som jeg ogsaa bemærkede i min anden Opsats, hvor jeg iøvrigt kunde og burde have gjort opmærksom paa, at Swammerdam slet ikke taler om det almindelige Hudskifte hos Larven ved Overgangen fra det ene Stadium til det andet, men at han alene tænker paa det Hudskifte, som ledsager Larvens Forvandling til Puppe. Paa Puppen med dens aabent staaende, spaltformede Aandehuller gjælder Swammerdams Ord: «dasz alle Luftöffnungen aus einander gehen und sich auf- schlitzen«, jfr. I. c. p. 80 — men ikke paa Larven. Endeligt sluttede jeg første Del af min Replik med de Ord: «Som Vidne om dette Gab og dets Lukning ved den nye Spirakelplade, anseer jeg den lidt fordybede Linie at vere, der synes at betegne Sammen- sveifningen af Plade og Peritrem hos saa mange Scarabe-Larver, og som er såa tydelig hos Neshornbille-Larven», I. c. p.80. Jeg antog den Gang, at der fandt en Sammensveif- ning Sted, fordi den Plade eller Strimmel, som fremkom, naar to parallele Snit lagdes paatvers skjerende den fordybede Linie, ikke faldt fra hinanden i to Stykker efter samme Linie. Nu har jeg derimod, som det ogsaa fremgaaer af min her forudgaaende Frem- stilling af Spaltens Beskaffenhed og dens Fremkomst, overbevist mig om, at en saadan Sammensveifning ikke finder Sted. Theorien om det midlertidige Gab i Larvens «Spirakelplade» eller mellem denne og Peritremet var dog kun en Formodning, og for Andet udgav jeg den heller ikke, hvor «nødvendig» jeg end ansaa den for at vere som Forklaringsgrund; og Formodning vedblev den at vere en halv Snes Aar, indtil jeg i Foraaret 1893 fra Srarcke jun. i St. Estéban i Venezuela, hvem jeg ved min Bortreise fra Landet Aaret iforveien havde overdraget at skaffe mig forskjellige Insekter fra samme Land, modtog blandt Andet en stor Dynastide-Larve i Hudskifle. Thi paa denne saaes tydeligt i det underliggende nye Q* 12 Hudskelet et stort, rundt Gab midt inde i den nye Spirakelplade, medens det overliggende gamle Hudskelet havde losnet sig, og det vedhengende gamle Tracheesystem kun for en ringe Del var kommet ud af Kroppen, udfyldende med sin Munding selve Gabet, jfr. Tab. I. Fig. 1—3. 1 October samme Aar kom saa Boas’ «Ueber der Stigmen der Melolontha- Larve», Zool. Anz. XVI. Jahrg., No. 431, p.389—91. Hvad der især interesserede Boas var Sporgsmaalet, om hvorledes disse Dyrs Stigme forholdt sig til Insekternes sædvanlige rundagtige eller spaltformede Stigme. Dog «auf diese Frage gaben die mir bekannten Untersuchungen kein Antwort». Som man seer, kunde han dog have fundet nogen Op- lysning herom i dansk zoologisk Literatur. Boas havde veret saa heldig i Juni Maaned samme Aar at faae talrige Larver af Melolontha i Hudskifte, og herved blev det ham muligt at kunne vise Tilstedeværelsen af det midlertidige Gab som Kjendsgjerning, hvad jeg mange Aar iforveien havde fremført kun som Formodning. Fremfor den af ham givne Fig. 1 med Spalten vilde jeg langt have foretrukket en Fremstilling af Gabet i fuld Udstrækning. Vi komme nu til de foregaaende Forfatteres Opfattelse af Stigmet som Port eller Passage for den atmospheriske Luft til Tracheesystemet, og her maae vi sige, at det i lidligere Tider var den almindelige Mening, at Respirationen hos Scarabælarverne foregik gjennem Stigmet, som skulde have en tydelig Spalte tversover, men at denne Anskuelse nu maa siges at vere opgivet, efterhaanden som Overbevisningen om Spirakelpladens Per- foration trængte igjennem. Da der hidtil ikke er skjælnet skarpt mellem Stigme og Side- organ som to selvstændige Dele, vil jeg ogsaa her i min Kritik tage Angivelserne om Sideorganet med, uagtet Beskrivelsen af dettes Bygning endnu staaer tilbage, og kun gjore en Undtagelse herfra med Schiodtes og Boas’ Fremstillinger som dem, der vel fortjene, at der i det Specielle tages Hensyn til dem paa de respective Steder under Beskrivelsen af Sideorganet. Dog da Schiodte allerede tidligere i sin historiske Udsigt ogsaa har be- handlet sine Forgjengere meget udforligt, kan jeg fatte mig kortere og navnlig udelade de fleste af de lange Citater, som Schiodte anforer. Schiodte nævner Carl Sprengel som den, der først har beskjæftiget sig med Scara- bælarvernes «Spirakler», men mer end 40 Aar for har allerede De Geer, Mém. p. serv. à Vhist. d. Ins., IV. (1774); i den Beskrivelse, som han giver af Scarabé émauradine (Scar. smaragdus — Scar. auratus L. = Cetonia aurata) p. 279—97, sagt om dennes Stigme, l.e. p.290: «C'est (9: le stigmate est) un petit tubercule hémisphérique brun, qui a au milieu une petite fente transversale, ou dirigée selon la largeur du corps de la larve. Cette fente donne passage à l’air que I’Insecte respire & sert d’embouchure à l’une des grandes trachées», jfr. hans Pl. 11. Fig. 20, S. De Geers Fremstilling er tydelig og klar: Larven aander gjennem Spalten i Stigmet, men den synes fordetmeste al vere overseet eller glemt af Eftertiden for den senere af Sprengel givne med De Geers delvis stemmende Fremstilling af dette Forhold. Efter De Geer maae vi derefter omtale Motpennawer, og det lidt udforligere, saa- meget mere som ogsaa han er forbigaaet af Schiodte. Efter først at have behandlet In- sekternes Tracheesystem i Almindelighed og flere Sommerfuglelarvers i Særdeleshed ender Moldenhawer med Oldenborrelarven, hyis Tracheesystem erkleres for ganske lukket: «Aber bey dem Engerling, der Larve des Maykäfers (Scarabeus Melolontha) ist das Stigma durch eine zusammenhängende, sphärisch gewölbte nicht ganz zarte Haut von aussen dicht verschlossen, es ist gar keine Spalte vorhanden und überhaupt kein freyer Ausweg der Tracheen sichtbar». Han mener tillige, at Tracheerne ere Blodkar, hvis Ender, Stigmata, virke ligesom Gjæller. Han fortsætter nemlig saaledes: «Hier wenigstens ist es, gleich beym ersten Anblick, unverkennbar, dass nur durch diese Haut, welche den inneren Raum der festern bogenförmigen Basis ausfüllt, aus der die Trachee entsteht, die Flüssigkeit, welche das Gefäss enthält, auf eine ähnliche Art mit der Atmosphäre in Verbindung treten kann, als das Blut der Thiere auf den zarten Wänden zellichter Schläuche der Luft ausgesetzt wird» («Beyträge zur Anatomie der Pflanzen», Kiel 1812, p.315). Til denne hoist urigtige Opfattelse af Tracheerne som Blodkar ville vi i det Folgende komme tilbage. I Modsetning til Moldenhawer udtaler nu Serencer, «Commentarius de partibus quibus insecta spiritus ducunt», p. 10, at Spirakelpladerne saavel hos Larven til Melolontha !) (?Aphodius) som hos Larven til Geotrypes (9: Oryctes) ere fulde af Huller, som Luften let trenger igjennem, men at Midtklappen (9: Stigmets Spalte) i endnu hoiere Grad giver Luften Adgang: «Membrana ea opificium potius eribrosum appellanda est, quod aër sine negotio penetrare potest: valvula autem umbonata media ube- rius etiam aéri viam aperit. Similem structuram in larva Geotrupis animadvertimus, neque eo minus aérem stigmata intrare perhibemus». Paa lignende Maade udtaler han sig ogsaa paa den foregaaende Side i 2 7 under Henvisning til sine Afbildninger, Tab. I. Fig. 2—6; dog ere hans Udtalelser her, p. 7, ikke saa tydelige som paa p. 10, og det er vistnok denne Omstændighed, som har voldt, at Schiodte, l.c. p. 432—33, som ogsaa kun eiterer p. 9, har misforstaaet Sprengel, som om denne meente, at Tracheerne for Melo- lonthas (9: Aphodius) Vedkommende lukkedes fuldstendig ved Klappens Forbindelse med Hinden, medens Maskerne i samme Hinde gav Luften Adgang til Tracheerne. Trevirases nægter, sandsynligvis under Paavirkning af Moldenhawers Forklaringer og Sprengels Tegninger, enhver Aabning ind til Tracheesystemet og antager, at der findes en Luftindsugning Sted gjennem fine Tracheer paa Spirakelpladens indyendige Side «Die Erscheinungen und Geschichte des organischen Lebens», B. 1 (1831) p. 258). 1) At domme efter Afbildningen, Tab. 1. Fig. 2, skulde jeg troe, at Sprengel har havt en eller anden Gjodningsbilles (Aphodius) Larve for sig og ikke Larven til St. Hans Oldenborren (Melol. eller Rhizotrogus solstitialis). Ja, den Paastand, at Luften har Adgang til Tracheerne gjennem Stigmets Spalte, passer netop kun paa Aphodius og nærstaaende Former, jfr. det Folgende. ar! Burmeister, som synes, ligesaa lidt som Schiodte, at have lest Sprengels 2 8, p. 10, stemmer forsaavidt med Sprengel, som han antager Stigmets Spalte for at vere aaben, men er uenig med ham, forsaavidt som han negter, at Spirakelpladen har Aab- ninger, saaledes som man kan see af hans «Handbuch der Entomologie», saavel i den forste, almindelige Deel, I (1832), p. 172—73, som i den tredie Deel, der specielt behandler Scarabeerne , III (1842), p. 59. 1 første Del giver han nogle Tegninger til Oplysning af - Sideorganets Bygning hos Scarabelarverne, af hvilke Tegninger den ene fremstiller «Stigma der Larve von Cetonia aurata», seet fra inden, med Tracheeroret tydeligt udgaaende fra Stigmets Spalte, Taf. 12. Fig. 4%). Lacorpaire har næppe havt selvstændige Undersøgelser at stolte sig til, men hen- holder sig til Sprengels Text og Figurer, hvilke sidste han afcopierer; lidt egenmegtigt tildeler han Stigmet hos Oryctes en Spalte, medens samme negtes hos Melolontha (?Aphodius), som skal aande gjennem Spirakelpladen. Om «Peritremet» hos Oryctes nasi- cornis hedder det, at dets «prolongement valvulaire ...a une membrane placée au centre de l'appareil, et percée dans son milieu d'une fente extrémement petite, qui sert à Vin- troduction du fluide atmosphérique» (Introduction à l’Entomologie I (1833), p. 103, Pl. 17, fig. 9—10). Léon Durour synes i sin «Histoire comparative des métamorphoses et de l'anatomie des Cetonia aurata et Dorcus parallelopipedus» (Ann. de se. nat., ser. 2, Tom. XVIII (1842), at have en lignende Opfattelse, som den gamle De Geer og giver en Afbildning af Getonie-Larvens Sideorgan, som meget ligner nysnævnte Forfatters, |. c., Pl. 4, Fig. 7. Han udtrykker sig iovrigt temmelig ubestemt, idet han siger: «Quelle qu'ait été ma persévé- rance, je n'ai jamais pu saisir sur l'animal vivant, même à l'aide des verres les plus grossissans, le moindre signe de l'acte respiratoire ni dans le bourrelet ni dans le petit trait transversal du centre, que je suppose le veritable orifice inhalant ou exhalant», l.c. p.174. Med Lacordaire kæntrer egentligt Stromningen, og efterat Ericason, som ikke selv var Anatom, havde optaget den Opfattelse, som Datidens bekjendteste Entotomer, som Burmeister og Léon Dufour, have gjort gjældende, kommer nu den modsatte Opfattelse til at blive Hovedstromning. Sıesorn er den første, som, «Lehrbuch der vergleichende Anatomie der wirbellosen Ved Præparationen falder det strax i Oinene, at Tracheeroret ikke udgaaer som en Fortsættelse af Spaltens Bagrand; dertil er Aandehulen, Tracheesystemets virkelige Begyndelse, altfor vid og stor. Aabner man Aandehulen bagfra ved at borttage Tracheesystemet; seer man ogsaa Indersiden af Spirakelpladen tilligemed Stræberne og Bjælkerne liggende blot, og Tracheens Tilheftningsrand folger i en stor Strækning Spirakelpladens Rand (Preritremet), omend i nogen Afstand, saaledes som hos alle andre Scarabælarver. 15 Thiere», 1848, med Bestemthed hævder, at Spalten i Stigmet ikke existerer, idet han lige- overfor Léon Dufour siger: «Auch Leon Dufour hat die Stigmen der Cetonia-Larve un- richtig aufgefasst, denn was derselbe hier für eine transversale Spalte erklärt, ist nur eine Falte der bei dem Präpariren niedergedrückten, im unversehrten Zustande aber gewölbten undurchborten mittleren Hornplatte», Lc. p.616, Anm. 3. Coquerer Og Satie, «Notes sur quelques larves d’Oestrides», Ann. d. I. soc. entom. d. Fr., ser. 4, tom. 2, 1862, erklære sig i dette Sporgsmaal enige med Siebold og udtale sig saaledes: «L'observation la plus minutieuse nous a conduit à conclure que cette am- poule (9: Stigmet) ne présente très certainement aucune perforation. La fente signalée en ce point par M. L. Dufour n'existe pas», l.c. p. 790. 1881 udkom Oskar Krancuers Inaugural Dissertation, «Der Bau der Stigmen bei den Insekten», optaget i Zeitschr. f. wiss. Zool. XXXV, hvori ogsaa Melolontha-Larven be- handles udtorligere. Krancher erklærer, at Burmeister fuldkomment har misforstaaet Byg- ningen af denne Larves Stigme (Spirakelpladen), «indem derselbe in diesen Vorsprung (9: vort Stigme og Schiodtes Bulla) die eigentliche Öffnung des Stigma verlegte, was aber vollkommen irrig ist», |. ©. p.556, hvorhos han angiver at have ved Hjælp af Tversnit fundet en Muskel inde i Stigmet, hvilken Muskel da skulde tjene til at lukke Trachee- systemet, eller være, som han udtrykker sig, «der Verschlussmuskel des Quetschapparates», jit. Afb. paa Taf. XIX. Fig. 28 og 29. Schiodte nægter, lc. p.641, ikke blot den paa- staaede Virkningsmaade af samme Muskel, men ogsaa Tilstedeværelsen af selve Musklen. «Det er den smalle Stilk af Peritremets Proces, Forf. har anseet for en Muskel». hedder det hos Schiodte. Jeg kan fuldkomment samstemme med Schiodte i begge Punkter: Umuligheden af den paastaaede Virkningsmaade og Nægtelsen af selve Musklen, kun mener jeg ikke, at det er «den smalle Stilk af Peritremets Proces», som er taget for Muskel; man betragte blot paa Kranchers Figur Musklen (m.) eller den rode Stribe, hvormed den betegnes, hvorledes den gaaer langt længere end samme Stilk. langt ind i selve Stigmet eller Schiodtes Bulla. Sandsynligvis betegner den rede Stribe det af Krancher ved Hjælp af Tværsnittet sete indre Beklædningslag (Matrix) af Stigmet; og det «Chitinvorsprung» (a.), hvorpaa Musklen skulde fæste sig, er vistnok Spaltens foldede og sammenstodende, stærkt chitiniserede Vægge. I Slutningen af Stykket om Melolontha-Larven erklærer Krancher, at han har fundet noiagtigt de samme Bygningsforhold hos Larven af Oryctes nasicornis. Komme vi nu til Schiopres egen Fremstilling, saa nægter han rent ud Stigmets Betydning som Vei for Lufttilgangen til Tracheesystemet eller (ligeoverfor mig) for Bort- skaffelsen af det gamle System — «Bullaen» er kun et kortere eller længere Fremspring af Spirakelpladens Rand eller Peritremet. Dog i det Foregaaende, p. 7, er jeg allerede ved Fastsættelsen af min Nomenclatur kommet ind paa Schiodtes Opfattelse og Vydninger, saa at jeg kan nøjes med at henvise til dem. 16 Boas, «Uber die Stigmen der Melolontha-Larve», indskrenker vistnok, saavidt man kan see, Spaltens Betydning til kun at tjene Tracheeskiftet, og for den af ham undersøgte Larves, Melolontha vulgaris, Vedkommende har han vistnok Ret heri. Derimod antager jeg ikke, at Spalten ligger mellem Spirakelpladen og Stigmet. lovrigt vil jeg i det Fol- gende, naar jeg kommer til specielt at behandle Melolontha-Larven, atter komme tilbage til Boas’ Afhandling. Det andet Hovedstykke i denne min Afhandling, som vi nu gaae over til, an- gaaer selve Sideorganerne med Spirakelplade (Tydskernes «Gitterplatte», Boas’ «Siebplatte »). Sideorganerne folge med hvert af Scarabelarvernes 9 Par Stigmer, noie sluttende sig til disse og dannende tilsammen med dem Aandehulen, hvorfra Tracheestammen ud- springer. Udvendigt fra præsenterer Spirakelpladen sig som en stærkt chitiniseret, gul- eller brunfarvet, aflang, mer eller mindre krummet, noget buet Plade. Formen af Pladen er som sagt nærmest aflang, men vexler iøvrigt som i Form saa ogsaa i Størrelse ikke blot efter Slægt og Art og efter dens Nummer i Rekkefolgen, men ogsaa efter Larve- stadiet, saaledes at medens Pladen hos Larver af forste Stadium altid er betydeligt mindre og af en nogenlunde regelmæssig, kort oval Form (Dore. parallel.) eller af en rundagtig Form (Sinod. cylindr., Melol. vulg.:, kun undertiden med en ringe Indbugtning i den ene Side (Dyn. Nept.), saa bliver den under Larvens Hudskiftninger stedse storre og storre, mer og mer langstrakt, oftest nyreformig, med en yoxende Omslutning af Stigmet; denne Omslutning af Stigmet kan gaae saavidt, at Stigmet kommer til at ligge helt indesluttet af Spirakelpladen som af en Ring, næsten i Midten af den. Foruden til mine egne for- skjellige Afbildninger kan jeg her henvise til den Række af Figurer, som Schiodte har givet i «De Metamorph. Eleuther. Observ.», Tab. XIX, men maa med det Samme fremhæve, at Schiodte vistnok har lagt formegen Vægt i systematisk Henseende paa Spirakelpladens Form og Stigmets større eller ringere Indeslutning af samme, idet han ikke har kjendt eller ialtfald ikke taget Hensyn til Hudskiftningernes Indflydelse pas disse to Momenter. Der er et andet Forhold, som jeg her tillige maa gjøre opmærksom paa, nemlig den Modsetning, som hos de fleste Scarabælarver findes i Stillingen af Spirakelpladerne, og som viser sig deri, at medens den thoracale Spirakelplade er rettet bagud med Ind- bugtningen, det er convex fortil, saa ere de abdominale Spir. rettede med Indbugtningen forud, det er concav fortil. Dette Forhold er dog ikke, saaledes Schiodte udtaler det i den al mig for, p. 6, citerede almindelige Beskrivelse af «Spiraklerne», gjennemgaaende og stemmer saaledes ikke med, hvad der er Tilfældet hos en af vore almindeligste og lettest overkommelige Arter, nemlig Dore. parallel. 1 den Anledning har jeg undersøgt en stor Rekke af Scarabelarver med Hensyn til dette Forhold, og da det har vist sig, at der 17 findes ikke faa Undtagelser fra Hovedreglen, og disse Undtagelser have vist sig noget spredte, skal jeg her sammenstille alle de af mig undersogte Former. Den ordinære Stilling af Spirakelpladerne, 9: den thoracale Spir. convex fortil, de abdominale Spir. concave fortil, har jeg forefundet hos Sinodendron cylindricum L., Ateu- chus semipunetatus F., Aphodius fossor L., Aphod. rufipes L., Aphod. sordidus F., Aphod. fimetarius L., Aphod. granarius L., Rhizotrogus solstitialis L., Rhiz. ochraceus Knoch, Rhiz. insularis Reiche, Polyphylla occidentalis L., Melolontha vulgaris L., Melol. Hippocastani F., Phyllopertha horticola L., Anomala ænea De G., Macraspis lucida Oliv., Parastasia con- fluens Westw., Pelidnota lucida Burm., Chalepus trachypygus Burm., Ligyrus fossor Latr., Oryctes nasicornis L., Strategus Aloeus L., Dynastes Neptunus Quens., Xylotrupes Gideon L., Megasoma elephas F.?, Phileurus quadritubereulatus F., Euphoria inda L., Cotinis nitida L., Cetonia floricola Hbst., Cet. aurata L., Cet. marmorata F.?, Osmoderma eremita L., Gnorimus variabilis L. og Tropinola squalida L. 1 Modsetning hertil har jeg hos de fleste af mig undersogte Lucanider (Lucanus cervus L., Luc. tetraodon Thunb., Dorcus parallelopipedus L.1), Dore. musimon Gene og Platycerus caraboides L.?) fundet Indbugt- ningerne altid i samme Retning, nemlig forud, medens hos alle undersogte Passalider (Leptaulax bicolor F.?, Paxillus pentaphyllus Beauv.?, Neleus interruptus Say, Nel. punctiger Serv., og Nel. punctatissimus Eschsch.) Stillingen var netop den modsatte af den sæd- vanlige hos Scarabeerne, nemlig den thoracale Spirakelplade concav fortil og de abdo- minale Spir. convexe fortil. Endeligt har jeg hos Canthon levis Drury, Geotrypes stercorarius L., Geotr. Mesoleius Thoms., Ammoecius brevis Er. og Trox Fabrieii Reiche? fundet Indbugtningen stedse vendt i samme Retning, men nedefter, medens hos Serica brunnea L. Indbugtningen af den thoracale Spirakelplade vendte bagud, men af de abdomi- nale Spir. nedad. Med Hensyn til Spirakelpladernes indbyrdes Storrelse maa dernest mærkes, at de forreste Spir. altid ere de storste, og at der som oftest er en jævn Aftagen i Storrelse forfra bagefter, men at denne Aftagen dog undertiden skeer i Spring, saaledes, at den thorakale Spir. er langt storre end nogen af de abdominale, eller at de 3 sidste abdomi- nale ere betydeligt mindre end de foregaaende. Undertiden (Dore. parallel.) kunne ogsaa de to bageste Spir. være ikke saa lidt større end de foregaaende, og den bageste atter kjendeligt større end den næstbageste. Før jeg gaaer over til Beskrivelsen af Sideorganet med dets enkelte Dele, maa jeg endnu fremhæve den Nytte, man kan have af at faae dette Organ paa et passende Udviklingstrin til Undersøgelse. Det er ikke saa vanskeligt endda, især naar man i Sommer- 1) Allerede Léon Dufour har gjort opmærksom paa at første (9: den thoracale) Spirakelplade hos Dorcus har samme Stilling som de øvrige Spir., I. c. p. 172. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 4. 3 18 maanederne indsamler stadigt vore almindelige Arter, saasom Dore. parallel., Sinod. cylindr. eller Aphod. fossor, at faae Individer eller Rækker af Individer hos hvilke den nye Spi- rakelplade findes liggende bag eller under Larvens Hudskelet, omsluttende tilsyneladende den gamle Spir.; men samme nye Spir. vil som oftest ikke vere tilstrekkeligt fremme i sin Udvikling eller moden nok, hvorfor det i Reglen vil vere bedre ved Siden af fuldt ud- herdede Larver at studere friske Larver, det er saadanne Larver, som for nyligt have skiftet Hud, eller ogsaa Larver, som ere lige derved. At faae-Larver paa dette Udviklingstrin er meget vanskeligere, og jeg maa derfor ansee det for et stort Held, at jeg, som for omtalt, har havt en stor Dynastide-Larve fra Venezuela værende paa dette Trin til Undersogelse. Larven var i sidste Sladium, men med det foregaaende Stadiums Overhud endnu ikke af- krenget, og det gamle Tracheesystem kun delvis trukket ud ad de vidt gabende Aab- ninger paa de nye Stigmer. Da tilmed Dynastes-Larverne hore til de største Scarabelarver og til dem, som jeg har studeret omhyggeligt, skal jeg begynde med mine Undersogelser, leggende det omtalte Individ saa at sige til Grund. Jeg skal allerforst henvise til mine Figurer, Tab. I. Fig. 1—3, tagne af den omtalte Dynastide-Larve i Hudskifte. Med fælles Snit klippede jeg et Stykke af de to over hinanden liggende Hude med indesluttede Spirakelplader ud. De to Hudstumper holdt godt sammen, forenede ved det gamle Tracheesystem, og der horte en Del Varsomhed til for at skille Hudene fra hinanden og uden at bryde Sammenhengen at trække samtlige Tracheer ud ad Gabet i den nye Hud. Fig. 1 fremstiller da det gamle Tracheesystem i dets Sammenhæng med det gamle Sideorgan, trukket ud ad Gabet og seet inden fra, medens Fig. 2 giver den gamle Spirakelplade (a.) med indesluttede Stigme (6.), seet uden fra, medens c. angiver Spalten eller det nu helt sammenklemte og tillukkede Gab fra forrige Hudskifte. Fig. 3 giver et Billede af den nye Larves Spirakelplade med Begyndelsen til det indesluttede Stigme, seet uden fra. Stigmet her er endnu kun en smal, hudet Rand med en tunge- formet Fremragning i Midten (a). Samme Fremragning, Tungen, som jeg senere kalder den, ligger lidt dybere end den ovrige Rand og tager ikke Del i Dannelsen af Stigmets Yderflade, navnlig danner den ikke, hvad man vel vilde vere tilboielig til at troe, Yder- fladens fremspringende Knap; i det Folgende skulle vi komme nærmere ind paa Tungen og dens Indhold. Sammenligne vi dernest de to Spirakelplader, falder Forskjellen i Stor- relse strax i Oinene: den gamle Spir. kan faae Plads indeni den nye, idet dens Yderrand folger den nyes Inderrand. Dernest vil det ogsaa sees, at Formen af de to Spir. er noget forskjellig, navnlig ere den nye Spir.s Ender boiede endnu mere end den gamles imod hinanden og komme hinanden forholdsvis nermere. Denne enorme Voxen i Storrelse, forenet med Leiet helt udenom den gamle Spir. og hele dens Udvikling gjendriver nu ogsaa i og for sig den Paastand, at Sideorganet med Spirakelpladen skulde vere slet og ret Cutieulardannelse. 1 det Folgende vil jeg atter kommer tilbage hertil, men her maa det vere nok at sige, at Sideorganet med Spirakelplade dannes af et Lag eller en Hob Celler, som ikke vedkommer Tracheerne og ikke har noget med disses «Matrix» at gjore, og med det Samme at fremhæve, at der ved hvert Hudskifte mellem Larvestadierne tages et nyt Stykke Hud ind, og at de nye Organer dannes af dette Hudstykkes Celler. Efter den makroskopiske Undersogelse kommer Touren til den mikroskopiske, og vi ville da forst tage den nye Spirakelplade for og betragte den fra Fladen saavel fra uden som fra inden. Til min Undersøgelse har jeg naturligvis brugt alle de Forstorrelser, som staae til min Raadighed, endende med c. 2000° Ganges Forstorrelse, og anvendende Immer- sionssystemer saavel med Vand som med Olie, idet jeg tillige, hvad jeg anseer for at vere af storste Vigtighed, ikke har undladt ved Siden af det fulde eller condenseret Lys at an- vende mer eller mindre svækket Lys (Brug af Irisblender eller Hævning og Sænkning af Belysningslindsen). Dog ingensinde har jeg veret i Stand til paa disse Objecter, som dog ved deres Mangel paa Chitinisering eller Herdning frembed et tydeligere og klarere, mere ensdannet Skue end de gamle Spirakelplader, at opdage mindste Aabning, Hul eller Pore. Dog herom mere siden, naar jeg kommer til Undersogelsen af den udherdede, gamle Spirakelplade. Paa Tab. I. Fig. 4 har jeg givet et Stykke af den unge, friske Spirakelplade. Bag eller i den spæde, glasklare Cuticula (a) sees et Antal Celler eller Kamre ordnede i Rekker. Hver Celle danner et ovalt Kammer med tydelig, omend svagt chitiniseret Veg indefter, medens den udadtil dækkes af en vandklar Hinde, som støttes af traadformige Chitiniseringer, som udgaaende fra Veggene straale indefter; men nogen Pore seer man ikke i denne Hinde. Derimod sees der i hver Celle en mork, sortagtig Plet, som vistnok er Enden af den morke Traad, som ofte sees at gjennemlobe Cellestablerne, og som vi strax i det Folgende skulle komme til. Tab. 5 fremstiller en enkelt Celle, ogsaa tegnet efter Forstorrelse med Olieimmersion, her sees ingen mork Plet, hvorimod et lyst, klart, rundt Felt viser sig i den ene Ende af Cellen. Seet i og for sig, er det ikke let at af- gjore, om dette Felt er en Kjerne eller en Pore, et Hul i Chitinveggen; saameget tor jeg ialtfald sige, at hvis det er et Hul, findes dette ikke i Cellens klare Yderveg, og denne bliver saaledes selv i dette Tilfælde lukket udadtil; iovrigt antager jeg, at samme Felt be- tegner den Aabning i Celleveggen, hvorigjennem den nys omtalte mørke Traad er passeret ind i Cellen. De folgende Figurer, Tab. I. Fig. 6—9, fremstille Tversnit gjennem samme unge Spirakelplade, som her sees at falde i mange, meget smaa Celler eller Kamre, ordnede i Stabler. Antallet af Celler i hver Stabel kan sættes til en 5—10, og de ere kun adskilte fra hverandre ved ganske tynde, svagt chitiniserede, parallele Hinder. I Ydercellen af hver Stabel seer man oftest en stor, rund Kjerne, jfr. Fig.9, men ikke sjeldent mangler 3* 20 samme Kjerne, og man seer da i denne Celle, saavel som i Stabelens ovrige Celler, et mørkt, traadformet Legeme, hvis Ende vi nyligt omtalte som den mørke, sortagtige Plet i de 13 Celler, som findes afbildede paa Fig. 4. Denne mørke Traad fortsætter sig fra Ende- cellen af gjennem de folgende Geller i Stablerne, men sjeldent kan man forfelge den længere end i en 3— 4 Stykker, Fig.7. Undertiden seer man dog, Fig. 8, Traaden fortsat gjennem alle Celler, og da vil man see, hvorledes samme Traad, efterat have forladt den sidste Celle i Stabelen enten forener sig med andre Traade fra de nerliggende Stabler eller ogsaa umiddelbart gaaer over i en Hinde, som ligger under Spirakelpladen. Paa Fig. 6 gjennemlober de morke Traade (6. b. 6.) kun de overste Geller i Stablerne, men Hinden seer man liggende under Spirakelpladen (a.). Det er lidt vanskeligt at sige, hvad denne Dannelse er, men jeg skulde snarest antage den for en sygelig Standsning i Celleud- viklingen, betragtende saavel Hinden som Traadene som Rester af den Cellemasse, som har dannet sig under Proliferingen af det til Sideorganet indtagne Stykke Larvehud (9: Cellelag), og som ikke har fundet sin Anvendelse i Opbygningen af det nye Sideorgan eller Spirakelpladen. Jeg maa med det Samme fremheve, at det ikkun er hos en enkelt Dynastes-Larve i Hudskifte, at jeg har fundet den, og det tilmed ikke ved hver af de undersogte Spirakelplader. Den sterke Chitinisering og morke Farve, som er et gjennemgaaende Trek hos Dynastiderne, disse Kjæmpeformer blandt Scarabæerne, gjor sig ogsaa og ikke mindst gjeldende ved de udherdede Spirakelplader, hvilket ikke lidet vanskeliggjor Studiet og Op- fattelsen af disse Organer. Sees selve Larven med paafaldende Lys og ringe Forstorrelse, viser Spirakelpladen sig som en simpel, stærkt brun, noget indbuet Plade med det endnu mørkere, næsten sortagtige Stigme som en fremspringende glat Knop i Midten. Forst efter Udtagelse af Hudskelettet, ved stærk Forstorrelse, gjennemfaldende Lys og Bortfjernen af de bagved liggende Bjelker og Strebere træder Structuren ret frem. Paa Tab. I. Fig. 11 har jeg fremstillet et Stykke af Spirakelpladen, seet fra uden med c. 450° Forstorrelse, Olieimmersion, og paa de 3 smaa vedfoiede Figurer, Fig. 12, har jeg tegnet 3 af Cellerne serskilt, omtrent med den dobbelte Forstorrelse og farvet dem saaledes, som de viste sig efter Paavirkning af Picrocarmin. Paa Hovedfiguren sees Rækker af aflange Felter, som representere Spirakelpladens ydre Lag af Kamre og ligge indleirede i den gule Inter- cellularmasse; de ere ganske klare i Midten, og den klare Plet omgives af en takket og ujevn Rand, som farves red af Picrocarmin. Sædvanligvis er Plettens Midtlinie ganske fint og tyndt farvet med en Rekke smaa rode Pletter, ligesom trukne paa en Snor. Undertiden ligger Rekken af de rode Pletter noget til den ene Side, eller der er Anlob til et Par Rekker. Gaaer man lidt dybere ned, treffer man bag de rede Pletter et lille, klart, rundt Legeme, omgivet af rode Smaaprikker; dette Legeme er vistnok Cellemassen, og at det er rundt, viser det ved, at det gjengiver Skyggebilledet af en Gjenstand, som stilles mellem det og Mikroskopets Speil. Lægges der et Tyersnit gjennem Spirakelpladen, Tab. I. Fig. 13 —14, sees samme cellede Structur, som ved Tværsnittet af den friske Plade, jfr. Fig. 6—9, og i den yderste Celle eller Kammer sees et lille klart Legeme, Fig. 14; indadtil mod Aandehulen er Spirakelpladen belagt med en Cellemasse, som ved Farvning fremviser talrige, ganske smaa, rode Pletter. Dette Lag Cellemasse svarer vistnok til det ved de friske Spirakelplader forekommende Lag, jfr. Fig. 8, men her er Laget vistnok levende endnu, friskt og sundt, og til de traadformede Udlobere til Cellestablerne har jeg her ikke fundet Spor. Indadtil gaaer Pladen over i Sideorganets Stræbere og Bjælker, som jeg strax i det Følgende skal komme lil. Sideorganet, som hos Dynastiderne optreder med storre Consistens og stærkere udsondret fra den omgivende Hud end hos de ovrige Scarabæer, kan siges at danne en Æske, hvis Laag er den alt beskrevne Spirakelplade, hvis Sider eller Veg dannes af to udenom hinanden liegende, fast chitiniserede Ringe eller Bælter med et fra den indre af disse Ringe udgaaende System af hule Bjælker og Stræbere, der i skraa Retning lobe op mod Spirakelpladen, som de ligesom bere eller stotte, og endeligt af den af Trachee- mundingerne stærkt gjennemhullede Bund. Det af Æsken indesluttede Rum er den saa- kaldte Aandehule. Tab.1. Fig. 10 har jeg tegnet et Sideorgan med det indesluttede Stigme, udtaget af Huden, men med storre Stykker af den ydre Ring og mindre Stykker af Spi- rakelpladen afhugne. Den ydre Ring, eller Yderringen, er iøvrigt en jævn, temmelig tyk, fast chitiniseret, temmelig bred, boiet Plade, som udgaaer paaskraa fra Overhudens Yder- side, Cutieulaen, med sin ene Rand, medens den anden Rand naaer til den indvendige Side af den tykke Overhud, jfr. Tab. I. Fig. 15a. med Fig. 10a. Samme Yderring af- grændser Sideorganet med Spirakelpladen fra Larvens Hudskelet og opnaaer ikke hos nogen anden Scarabælarve en saadan Udvikling, som her; dens ydre Rand træder mer eller mindre frem i Overhuden og danner Schiodtes Peritrem, som hos disse Dyr altsaa ikke har det allermindste at gjore med den Del, som ellers hos Insekterne berer dette Navn, og som skulde vere Aandehullets begrendsende Ring. Sideorganets indre Ring, eller Inder- ringen (b.), udgaaer fra Yderranden af den ydre Ring og er en ujævn, meget tyndere, svagere chitiniseret, meget bred, boiet Plade; den danner en temmelig spids Vinkel med den ydre Ring, jfr. Fig. 150., og Mellemrummet mellem de to Ringe er opfyldt dels af Ringenes Matrix dels af en Nervemasse, til hvis Bygning vi strax skulle vende tilbage. ‘Den indre Ring danner langtfra nogen jævn Flade, men udsender paaskraa udefter, i Ret- ning af Spirakelpladen, et storre Antal hule Processer, de saakaldte Bjælker og Strebere, som tjene til at støtte Sideorganet og bere dettes Loft eller Spirakelpladen. Paa Tab. I. Fig. 16 er fremstillet en Del af Bjælkerne, udgaaende fra den inderste Rand af den indre Ring til Inderranden af Spirakelpladen, men foruden udgaaer der ogsaa fra Rekker af Aabninger, som findes paa Inderringens Sider, nærmere dens Udgang fra Overhuden, kortere og spinkle, men ligeledes hule Bjælker. Paa Tab. I. Fig. 24 har jeg fremstillet Inderringen hos en Larve i første Stadium, altsaa for Dannelsen af Stigmet. De indre Processer eller Bjælkerne ere, som sagt, uden Sammenligning de megtigste, og fra dem udgaae Sidegrene eller mindre Bjelker, eller ogsaa dele de sig ofte henimod deres Ende. Fra Bjælkerne og da navnlig fra disses Sidegrene udgaa da atter direkte udefter eller op- efter mange korte Processer, de saakaldte Strebere. Med Hensyn til Dannelsen og Udviklingen af Bjælker og Strebere har mine Under- sogelser fort mig til folgende Resultat. I den Cellemasse, som opstaaer ved Proliferingen af det til det nye Sideorgan indtagne Stykke Matrix af Overhuden, jfr. det Foregaaende om Dannelsen af Spirakelpladen, anlægges Bjælker og Stræbere, jfr. Tab. I. Fig. 9 og 17, som ganske tyndveggede Ror, hvis Vegge udvendig ere belagte med eller, hvad der vistnok vil vere det Samme, ere udskilte af et meget tyndt Lag af ganske smaa Celler. Cellestructuren er dog kun svagt udtrykt og bliver snart meget utydelig, men jeg har dog, navnlig ved de ikke fuldt hærdede Bjælker, kunnet see klart en netformig Structur paa disses Vægge. Tydeligst og klarest har jeg fundet Cellestructuren paa det endnu tynde og klare System af Bjælker og Strebere i det nye Sideorgan hos den omtalte Larve i Hud- skifte fra St. Estéban, og paa de sidst omtalte Figurer vil man da ogsaa see det tegnet udvendigt paa Rorene. Ved meget sterk Forstorrelse, Olieimmersion, har jeg indenfor Nettets Masker fundet et stort Antal Celler, og flere af disse Celler havde tydelige Kjerner, jfr. Tab. J. Fig. 18. Vi komme nu til Sporgsmaalet, om Sideorganets Vegge og dets Bjelker med Strebere ere hule eller ikke, og i sidste Tilfælde hvad de saa indeholde. Sporgsmaalet synes hidtil ikke at have veret oppe, idet man har ladet sig noie med at betragte Side- organets indre Dele ikkun som Stotter og Bærere af Spirakelpladen, fremkomne ved en Cuticulardannelse, saaledes Boas, |. c. For det Første troer jeg da, at der ikke hører megen Undersogelse til at afgjore, at Bjælker og Strebere ikke ere massive, og at man ikke behøver at studere Udviklingsstadier for at see, at disse danne hule Rør, hvis Vægge, selv om de efterhaanden ere blevne fastere og tykkere, dog altid bevare et indre Lumen. Naturligvis sees det lettest og tydeligst paa Dyr i Udvikling (Hudskifte), hvorledes Bjælkernes og Strebernes Bygning og Indhold er, og jeg kan her henvise til Fig. 17, hvor den-morke Masse, som opfylder Mellemrummet mellem Sideorganets ydre og indre Ring, fortsettes ud gjennem Bjælkerne og disses Sidegrene. Denne brune Masse (Farvning lykkedes kun sjeldent eller kun delvis) har en trevlet Bygning, idet den mellem den indre og ydre Ring synes at bestaa af tykke, korte Traade, som lobe paatvers, medens Massen i Bjelkerne er fint trevlet paalangs. Jeg har ikke verel i Stand til at skaffe mig en noiere Indsigt i Bygningen af Massen, men jeg har da ogsaa kun havt et enkelt Individ til Undersogelse, som tilmed ikke kan antages at have faaet den allerbedste Behandling fra m forst af. Dog derom kan der ikke vere Sporgsmaal, at Massen skylder sin Oprindelse til den nys omtalte Prolifering af Celler. I det Hele taget egne Dynastide-Larverne med deres tykke Chitinmasser sig meget lidt til denne Slags Undersogelser, hvorfor jeg maa henvise til andre Larver, saasom til Melolontha-Larverne, som have givet mig en klarere Indsigt i Structuren af denne Masse. Dog kan jeg ogsaa for Dynastide-Larvens Ved- kommende henvise til en Figur, Tab. 1. Fig. 19, hvor der gives et overraskende klart og tydeligt Billede af en Del af den Masse, her Nervemasse, som indesluttes af Sideorganets ydre og indre Ring. Objeetet er fremkomment ved med Microtomen at skjære et af de gamle Sideorganer af St. Esteban-Larven i Rækker af Tværsnit. Rækken maa som llelhed snarest betragtes som mislykket, saaledes som det Snit af samme Rekke, som jeg har afbildet paa Tab. Il. Fig. 16, viser, men nogle af Snittene af samme Række bave været meget heldige, og dette gjælder saaledes om det, hvoraf en Del findes fremstillet paa Fig. 19. Samme Figur gjengiver Begyndelsen af to sammenstodende Bjælker, udgaaende fra den indre Rings Inderkant, og en Del af den indenfor samme Ring liggende Nerve- masse med dens Traadnet eller Traadlag. Traadene, som farvedes bestemt og smukt, lobe dels paalangs med Ringens Veg, dels boie de sig i en Vinkel paatværs indimod Væggen. Hver Traad har en mindre Fortykning, og denne Fortykning indeslutter et lille, klart, lysbrydende Legeme. Nu kan der vel ikke vere Tvivl om at disse Traade maa vere Nervetraade, og at samme Nervetraade med deres indesluttede Smaa- legemer maae vere Dele af et Sandseorgan, og om noget andet Sandseorgan end Øre kan der vel knap vere Tale her. De omtalte Smaalegemer skulde da svare til de saa- kaldte Stifter eller «Horestifter», som Siebold opdagede i Greshoppernes Ore, og som af ham og de Fleste efter ham bleve ansete for det Vesentlige i dette Organ, svarende til Orestenene eller Oregruset hos Hvirveldyrene. Dog kan det ikke nægtes, at disse Smaa- legemer i Bygning afvige ikke lidet fra de sædvanlige Horestifter, og at de, ligesom de ere simplere byggede, saaledes ere de ogsaa langt mindre; derimod ligne de de Legemer, som Groppen har afbildet under Navn af «Hörstäbchen», «Ueber bläschenförmige Sinnes- organe etc. der Larve von Ptychoptera contaminata L.», Fig. 6, st., Sitz. d. Wiener Akad., LXXII. B., 1. Abth., p. 433. lovrigt troer jeg, at der legges for megen Vegt paa Horestifterne og en bestemt Form af disse. Lignende Stifter forekomme altfor udbredt hos Insekterne, ofte enkeltvis og spredt over hele Kroppen og uden nogen Forbindelse med et Luftrum (opsvulmet Trachee f. Ex.), og jeg antager bestemt, at Vitus Graber har Uret, naar han ender sit flittige og dygtige Arbeide, «Die chordotonale Sinnesorgane und das Gehör der Insekten», Arch. f. microsc. Anat., B. XX og XXI, med de Ord: «fassen wir aber den eminent saitenartigen Charakter derselben ins Auge und lassen wir insbesondere die scolopoferen Tympanalorgane als acustische gelten, dann bleibt uns absolut keine andere Wahl, als DE auch die chordotonalen Bildungen insgesammt als solche anzusprechen», 1. c., B. XXI, p. 145. Saaledes kan man umuligt identificere Horeorganet med disse Legemer. I det Folgende under Oldenborrelarven vil der vere Anledning til atter og nærmere at komme ind paa samme Sporgsmaal. Vi komme nu til en Del, Tungen eller den tungeformede Proces, Tab.I. Fig. 3a og Fig. 21 og 22, som tilsyneladende udspringer fra og hører Stigmet til, men hvis Ind- hold, Nervemasse, staaer i Forbindelse med Sideorganets Nervemasse og derfor helst bor tages i Sammenheng med delte. Efter den fremskudte Stilling, som Tungen indtager i Stigmets aabentstaaende Gab under Hudskiftet, skulde man tiltroe den Betydning ved den Lukning af Gabet, som jeg har omtalt i det Foregaaende, men den har saa langtfra dette, at man vil kunne finde den inde i Stigmet efter dettes Lukning og fuldstændige Udhærdning. Paa Fig. 3 har jeg fremstillet Tungen (a.), saaledes som den præsenterer sig, eflerat det gamle Sideorgan og det gamle Tracheesystem ere trukne ud, og der synes da kun nogen Udvidelse af Tungen nødvendig for at lukke hele Gabet og danne Spalten. Dog at det ikke kan være saa, at Tungen ikke er i Stand til saaledes at udvide sig, viser alene den meget tykke Chitinhinde, som danner Tungens ydre Begrændsning, og vi be- høve kun at see lidt nærmere paa de to stærkt forstørrede Fremstillinger af Tungen, Fig. 21 og 22, for at indsee, al det er andet og mere end en simpel Plade eller Stykke af en Plade, som der her er Tale om. Hvad der paa disse to Figurer først falder i Øinene, er den nys omtalte tykke Chitinhinde, som paa Fig. 21 endnu sees belagt med Rester af dens Matrix; thi saaledes tyder jeg den fine Hinde eller Lag af Cellemasse, som jeg har tegnet og coloreret med den af Picrocarminen modtagne Farve. Indenfor Chitinhinden, men trukket ikke saa lidt tilbage fra den, ligger en graa Nervemasse, «Punktmasse», som deler sig straale- eller vifteformigt med mer eller mindre tydeligt fremtrædende Spalter i Massen. Disse Spalter fremtræde tildels med et klarere Lys eller stærkere Glands, hvilket kunde tyde paa, at her fandtes lysbrydende Legemer, men trods adskilligt Studium har jeg ikke kunnet komme til nogen sikker Afgjørelse; paa den anden Side maa det ogsaa erindres, at Tungen med Indhold har været i et Udviklingsstadium, hvor Vævene endnu ikke have faaet deres faste Skikkelse. Ved Tungens Rod seer man under Chitinhinden, liggende tæt op til denne, smaa Pletter enkeltvis eller sammenhobede, hvilke vistnok ere Enderne af de Traade, hvori Cellemassen allerede er falden; samme Pletter kunne ogsaa forfølges længere tilbage mellem Spirakelpladens omboiede indbyrdes sig nærmende Ender og rundt omkring disse. Som allerede for sagt, forsvinder Tungen inde i Stigmet, og jeg anseer den indre Figur i det af mig, Fig. 15, tegnede Længdesnit af Stigmet som den indesluttede Tunge. Dog Stigmets Vægge ere jo ganske særligt haarde og uigjennemsigtige, såa at det hidindtil ikke er lykkedes mig at følge Tungen videre i dens Leie og Udvikling her. Kun eet Fund maa her omtales, om jeg end kunde have ønsket noget mere Lys i Sagen. Paa de forskjellige Snit, som jeg har gjort for Haanden af Spirakelpladen med Stigmet, har jeg en enkelt Gang veret saa heldig at finde inde i det af mig farvede Stigme Hobe af smaa, klare, skarpt kantede, flade Legemer (Krystaller?), Tab. I. Fig. 20; de ere tegnede med 200 Ganges Forstorrelse og ere holdte i deres indbyrdes Afstande. Ogsaa hos Næshornbille- og Oldenborrelarven har jeg fundet lignende Legemer. Af den spæde Larves Sideorgan har jeg givet to Tegninger, begge efter en Dynastes- Larve, taget af mig ved Kaffehaciendaen La Moka i Venezuela; Arten har det været mig umuligt at bestemme, men der er al Sandsynlighed for, at det er den samme Art, som jeg har fra St. Estéban, altsaa ogsaa Dyn. Neptunus. Den første af disse Figurer, Tab. 1. Fig. 23, giver Sideorganet med vedhængende Tracheer, seet noget paaskraa udenfra. Da der endnu ikke har fundet noget Hudskifte Sted, mangler naturligvis Stigmet, og paa dets Plads sees kun en Indbugtning i Spirakelpladen. Fig. 24 fremstiller Sideorganet fra inden, efterat Tracheerne ere borttagne. Man seer lige ind i Aandehulen, og den marke, krumme Linie (a), som afgrænser Aandehulen, betegner Tracheernes Udgang fra Side- organets indre Ring; fra Kanten af denne Ring seer man ogsaa Bjælker, navnlig Hoved- bjælkerne, gaae paaskraa ned imod Spirakelpladens Inderside, hvis Felter, forholdsvis store og faa, tydeligt træde frem; paa den ene af disse Bjælker (b.) sees gjennemskinnende Aabningerne ind til de Stræbere, som udgaae fra samme Bjelker direkte til Spirakelpladen. Den indre Ring, som paa Figuren indtager den storste Del af Rummet mellem Aande- hulen og Spirakelpladens Kant, er merket af Rekker af Pletter, som angive Aabningerne ind til de fra den indre Ring udgaaende Rekker af mindre Bjelker. Endeligt fremstiller Tab. I. Fig. 25 Sideorganet af en anden, noget ældre Dynastes- Larve ogsaa fra La Moka. En sver Nerve sees at komme udenfra, gaaende til den ydre Ring; da der ikke her findes Muskler, som den kunde tenkes at skulle forsorge, antager jeg den for at vere Nerven til det af Sideorganet indesluttede Sandseapparat, altsaa efter det for fremstillede sandsynligvis Nervus acusticus. Foruden Larven til en ægte Dynastes har jeg ogsaa noie studeret Larven til den hjemlige Næshornbille, Oryctes nasicornis, og har her havt den meget store Fordel, at jeg har kunnet undersoge levende eller friske Individer. Ved saaledes at tage et Sideorgan ud paa et levende Dyr og foruden Dyrets Blodvedske kun at benytte Glycerin til Medium, har jeg, brugende paafaldende Lys, kunnet see, hvorledes alle Spirakelpladens Felter havde Luft bag sig. Ved dernest at betragte samme Plade fra inden med gjennemfaldende Lys og sterk Forstorrelse, saaes ganske tydeligt en Luftblere for hvert Felt, men dernæst ogsaa bag Luftblererne en Chitinveg, saa at Luftblererne altsaa fandtes i lukkede Kamre, som jeg herefter har givet Navn af Luftkamre. Jeg skal dog opsætte at gaae nærmere Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 1. 4 26 ind paa disse Luftkamre og deres Betydning for Aandedrettet, indtil jeg kommer til Doreus-Larven, hvor jeg har fundet dem sterkest udpregede. Desuden saae jeg paa friske Individer, hvorledes der til den med Kjerner rigeligt fyldte Cellemasse, som findes mellem den ydre og indre Ring, forlob et storre Antal fine Tracheer, som begay sig lige ud i Massen, medens et Par andre Tracheer lob krøllede gjennem Stigmets Stilk dybt ind i samme Stigme. Endeligt maa jeg ogsaa omtale en lagttagelse, som jeg gjorde paa saadanne friske Spirakelplader, og som, om den langtfra kan siges at indskrenke sig til disse Objecter, dog her er traadt tydeligere frem end andensteds. Naar jeg betragtede mer bemeldte Spirakelplader fra inden med sterk Forstorrelse, 450 Gange, saae jeg tyde- ligt, at den var helt lukket, idet der, hvor der ikke var Luft i Kamrene, viste sig en lys, hvid Masse (Cellemasse) inde i dem. og denne runde Masse gav Skyggebillede af en bagved stillet Gjenstand. At man ikke maa skrabe og kradse i Præparaterne eller underkaste dem anden voldelig Behandling ved Ætsning, Kogning eller andre chemiske Midler folger vel af sig selv. De Afvigelser fra den forste Dynastes-Larve, som jeg har forefundet her, have iovrigt kun været ubetydelige, og jeg har ikke fundet Anledning til at gjengive nogen af de gjorte Jagttagelser ved Tegninger, naar jeg undtager Længdesnit gjennem Stigmet og Sideorganet, som jeg har givet sete fra begge Sider, Tab. Il. Fig. 1 og 2. Sammenligner man disse to Figurer, navnlig den sidste af dem, med det tilsvarende Længdesnit fra Dynastes-Larven, Tab. 1. Fig. 15, vil det falde i Oinene, hvorledes Overfladen hos Oryetes- Larven nesten er plan uden fremstaaende Knap i Midten; dernest er ogsaa Spirakelpladen forholdsvis bredere, Sideorganets indre Ring længere, tyndere og mere bugtet, den ydre Ring kortere, men tykkere. Stigmets Spalte sees ikke hos Dynastes-Larven, hvorimod den hos Oryetes-Larven, jvfr. navnlig Fig. 1, er meget tydelig og tilsyneladende saa vid og aaben fra den ene Ende til den anden, som om der her igjennem kunde vere tilstrækkelig Passage for al nodvendig Respiration, og som om nodvendigvis de tegnede Figurer maatte falde i to Stykker efter Spalten (e). Dog Stykkerne henge godt sammen, og paa Fig. 2 seer man da ogsaa, at Spalten ikke er slet saa aaben, ligesom ogsaa den mindre, af Spalten fraskilte Del af Stigmet viser sin Sammenheng med den storre Del ved den Hinde (Matrixen), som beklæder Væggene; denne viser sig rodtfarvet, svarer til og er ligesom en Fortsættelse af den tilsvarende Hinde i Stigmets storre Del, hvorhos man ogsaa paa Fig. 2 ligefrem kan folge samme rode Hinde fra den ene Del af Stigmet over i den anden. De to Dele af Stigmet hore altsaa sammen, og Spalten kan derfor ikke siges at gaae mellem Stigme og Spirakelplade, men maa antages helt at hore Stigmet til. Betragte vi dernæst Stigmets Hoveddel nærmere, ville vi see, hvorledes der paa begge Figurer er aabnet Adgang til den indre Hulhed, idet et Stykke af Matrix er borttaget, og Hullets Rand tydeligt er markerel ved en intensivere Farvning; dernæst see vi ogsaa, hvorledes der midt igjennem den saa- ledes aabnede Hulhed gaaer en tyk Nervestreng (/.), som er en Fortsættelse af den Nerve- masse, som fra Sideorganet lober ind i Stigmet og ender kort for Spalten. I Forbindelse ined Nervestrengen, mellem den og den Del af Matrixen, som danner Hulhedens Gulv, ligger et tykt Lag stærkt farvet Protoplasma(?) med forholdsvis temmelig store, klare Legemer. Disse Smaalegemer svare sandsynligvis til dem, som jeg for har omtalt og afbildet hos Dynastes-Larven, jfr. Tab. I. Fig. 22, og atter vil komme tilbage til ved Oldenborrelarven ved Slutningen af denne Larves Undersøgelse. Dernest ville vi gaae over til at betragte samme Oldenborrelarve, Melolontha vulgaris, som jeg har studeret noiere, og som jeg ogsaa har givet en Del kolorerede Af- bildninger af. Vi ville forst betragte et Par Snit af Sideorganet og Stigmet i Sammen- hæng, Tab. Il. Fig. 3. og 4. De ere ikke gjorte paa Microtomen, men for Haanden, og jeg skylder dem til Velvillie af Dr. Will. Sorensen, som jo ogsaa har studeret Scarabæ- larvernes Aandedretsorganer. Paa det første af dem har Snittet truffet et godt Stykke udenfor Stigmets Stilk eller Hals, men parallelt med dennes Midtlinie, hvorfor der ogsaa paa begge Sider af Stigmet sees Stykker af Sideorganel. Stigmet sees at hvælve sig høit i Midten, og ved Foden af Midtknappen eller Bulen sees Spalten (a.) at begynde fra Stigmets Overflade og at gaae i en noget buet Retning indefter, aabnende sig paa Siden af den mod Aandehulen vendte, indbuede Del. Spaltens Vegge ere sterkt foldede, og noget Lumen, saaledes som paa Billedet af Oryctes-Larven, Fig. 1 og 2, sees ikke paa dette Billede. Den rodfarvede Bekledningshinde (Matrix) paa Stigmets Vægge sees tydeligt, og ogsaa her, som hos Oryctes-Larven, fortsetter samme Hinde sig paa den anden Side af Spalten (e.). Sideorganets indre Ring er meget bred, hvorimod den ydre Ring mangler. I den ene Side af Aandehulen, op imod den yderste Bjælke, sees Rester af Cellemassen med enkelte, rodfarvede Smaalegemer (Kjerner?) (d.), medens et lignende Lag (ec), dog mere fremtrædende som Geller med Rækker af store, rode Kjerner sees langs Yder- siden af den indre Ring. Det andet Lengdesnit, Fig. 4, har bedre truffet Stigmets Midt- linie, hvorfor ogsaa Sammenligningen med de tilsvarende Figurer af Dynastide- og Oryctes- Larverne her er lettere, og hvorved ogsaa Tykkelsen af Sideorganet hos Melolontha-Larven og Manglen af den ydre Ring falde sterkere i Oinene. Ogsaa paa denne Figur sees Spalten (a.) i dens snævre, sammenfaldne, foldede Skikkelse, ligesom ogsaa Levningerne af Cellemassen saavel langs Stigmet som langs den yderste Bjælke (d.). Langs den indre Ring seer man ogsaa samme Lag af Geller med rode Kjerner som paa forrige Figur (c.), men desforuden seer man her indenfor dette Cellelag henimod Spirakelpladen et andet, dobbelt Cellelag, Tapcellelaget (e.), som vi nu skulle underkaste en nermere Betragtning. Tapcellelaget, som frembyder en meget mærkelig Bygning, har jeg nærmere fremstillet paa Tab. Il. Fig. 5—8. Af disse Figurer gjengiver Fig. 5 en Del af Sideorganet, 4* svarende til den Del af foregaaende Figur, hvor Spirakelplade og indre Ring stode sammen. Foroven treder Spirakelpladen, baaren af Bjælkerne og disses Forgreninger, tydeligt frem, men nedenfor den indre Ring, hvorfra Bjælkeværket er udsprunget, sees en dobbelt Række af Geller, Tapcellerne, hvis tykkere Del er farvet tydeligt rodt, med end stærkere farvet Kjerne, og med en mer eller mindre traadformigt udtrukket, ufarvet Proces eller Tap, deraf Navnet Tapcelle. Yderst til Venstre sees en Stump af det Cellelag, som paa de fore- gaaende Figurer, Fig. 3 og 4, er tegnet i sin Helhed og der betegnet med e. Fig.6 og 7 fremstille Stykker af Tapcellelaget, men megel stærkt forstorrede, og den forste af dem gjengives med den Farve, som det fik af Picrocarminen. Paa samme Fig.6, hvor ogsaa Tapcellernes Tappe er langt mere forlængede end paa de Fig. 5 og 7 fremstillede Stykker af Cellelaget, betegner a. den af de sammenstodende Geller dannede Hinde, hvori Cellernes Grændser ere udviskede, medens Kjernerne med de mange smaa Kjernelegemer træde tydeligt frem. Tappene {b.) ere som sagt meget lange, og i deres noget fortykkede yderste Ende seer man et lille, klart Legeme (c.) indesluttet. Jeg antager at Tappene med inde- sluttede Legemer svare til de Nervetraade med lignende Legemer, som jeg paa tilsvarende Steder har fundet hos Dynastes-Larven, jfr. det Foregaaende p. 23 og Tab. I. Fig. 19. Dernæst seer man udfor Tappenes Ender en ganske fin, structurlos Hinde, Stottehinden, (d.), i hvilken Hinde der viser sig klare, runde Pletter eller Felter, svarende til Tappene. De runde Felter ere vel ganske klare og i ethvert Tilfælde endnu tyndere end den avrige tynde Hinde, men jeg har dog ikke troet, at de betegne Huller, men snarere Fordybninger eller Gruber i Hinden og tjenende til Befæstelse af Tappenes Ender. Fig. 7 gjengiver el andet Stykke af Tapcellelaget, men ufarvet og med kortere Tapceller; overst sees el lille Stykke (e.) af Inderringens almindelige Cellelag (Matrix?). Ogsaa Fig. 8 fremstiller et Stykke af Tapcellelaget, svarende til den overste Spids af samme Lag paa Fig. 5, men meget sterkt forstorret, c. 400 Gange. Ved a. betegnes et lille Stykke af Spirakelpladen og ved 6. et Stykke af Hudskelettets Matrix; medens c. er Tapcellelaget og d. Stottehinden for Tappenes Ender, jfr. Fig.6 og 7d. Her ere de enkelte Tapceller tydeligt markerede i hele deres Udstrekning, hvorimod jeg ikke har iagttaget de i Tappene paa de andre Figurer indesluttede Smaalegemer. Endeligt seer man ogsaa paa samme Billede i Vinklen mellem Hudens Matrix og Tapcellelaget nogle med e. betegnede, morke Smaalegemer, som jeg dog ikkun betragter som Concrementer eller Decidua. Jeg har ogsaa gjort lodrette Tversnit gjennem Stigmets Hals, Tab. I. Fig. 9 og 10, af hvilke det forste fremstiller et saadant i sin Helhed, men med ringe Forstorrelse (55 Gange), det andet et mindre Parti heraf, meget stærkt forstørret (c. 400 Gange). Tap- cellerne her ere meget spredt stillede, og Tappene lange og tynde, men paa Fig. 10 sees tydeligt i et Par af Tappene det oftere omtalte lille, klare Legeme. Betydningen af Tap- cellelagene som Sandseorgan synes mig at vere tydelig, og Udseendet af dem forekommer DO © mig at udelukke Muligheden af at betragte dem som simple Udfyldningsvæv eller som Matrix for nærliggende Chitindannelser. Det Sandseorgan, som da ligger nærmest al tænke paa, er Øret, men jeg vil opsætte den nærmere Begrundelse af denne min An- tagelse, med de forskjellige Grunde som tale pro et contra, til Slutningen af denne min Afhandling. Jeg har ogsaa lagt Tversnit midt gjennem Stigmet, og kan her henvise til Tab. I. Fig. 11. Man vil see, hvorledes det indeslutter en indre Hulhed, begriendset af et tyndt, rodfarvet Cellelag. Inde i denne Hulhed er en Protoplasmamasse (?) (a) med rodfarvede Kjerner og nogle faa gule Smaalegemer (b.) liggende paa Bunden eller den indadvendte Veg af Stigmet. Med dette Tversnit maa sammenlignes de forhen givne Liengdesnit af Oryctes-Larvens Stigme, Fig. 1 og 2, hvor ogsaa den opsvulmede Celle- eller Nervemasse sees, men fra Siden, liggende inde i Hulheden. Tilsvarende Smaalegemer fandt jeg ogsaa hos Oryctes-Larven, men de vare for smaa til at kunne fremstilles med den givne For- ‘storrelse, og jeg maa henvise til p. 25, hvor lignende Legemer omtales hos Dynastes- Larven. Dernæst har jeg givet et Tversnit af Spirakelpladen, Tab.l. Fig. 12, for at vise, hvorledes denne i Virkeligheden er et Lag af temmelig tykke Geller eller Kamre, hvori man ofte, men langtfra altid, hos den udherdede Larve kan finde Cellemasse med Kjærner eller dog med Rester af disse persisterende. Man seer ogsaa, hvorledes Stræberne udvides henimod deres Overgang i Spirakelpladen og ligesom omslutte de fleste af Kamrene, saa at kun enkelte kunne siges at vere frie af dem og at vere ene om at danne Skille- veggen mellem den atmospheriske Luft og Aandehulen; men for disse enkelte Kamres Vedkommende vil man ogsaa ved at hæve og senke Tuben kunne folge deres Bagvæg ind imod Aandehulen. Men ligesaa lidt som jeg har fundet nogen Aabning eller Pore i Kamrenes Bagvæg, har jeg fundet en saadan i deres Forveg eller Yderflade, og Kamrene blive derfor for mig til fuldt sluttede Rum, hvis Betydning som Luftkamre vil fremgaae af den under Doreus parallel. givne Fremstilling af lignende Kamre, ligesom jeg alt hos Dynastes og Oryctes har fremstillet lignende Lag af Kamre. Endeligt har jeg givet fire Afbildninger af Sideorganet hos en Oldenborrelarve i første Stadium, Tab. Il. Fig. 13—16. Af disse fremstiller Fig. 13 Organet seet fra uden, hvor altsaa Spirakelpladen præsenterer sig i sin Helhed som en temmelig rund Plade uden synderlig Indbugtning, men ogsaa uden Stigme. Felterne ere forholdsvis store, men faa, og man seer i flere af dem en stor, rund Cellekjerne. Fig. 14 giver samme Sideorgan, men seet indenfra. De to Hovedstammer af Tracheerne sees at udgaa fra Bunden af Aandehulen, og mellem dem sees Enden af en Nerve (Nervus acusticus?), forsvindende under den ene Trachee. Paa Fig. 15 er fremstillet nogle af Spirakelpladens Felter. For- storrelsen er meget sterk, og Figuren tegnet efter Preparat med Olieimmersion; i de smaa Felter sees en Kjerne i hver. Paa Fig. 16 har jeg tegnet Enden af en Trachee til- ligemed Sideorganet, seet fra uden ret indefter. Sideorganel (a.) er revet los fra Tracheen, saa at det kun hænger fastmed en Ende, hvorhos det er væltet om paa Siden, saa at det sees under meget svær Forkortning. | den saaledes aabnede Aandehule seer man nu lodret ned eller lige ind, men et Stykke nede i Aandehulen sees et Blad eller Spjæld (6.) at springe frem, og til dette Spjæld gaaer en Nerve (Nervus acuslicus?). Jeg anseer Spjeldet med Nerve at svare til «Tungen» hos Dynastes-Larven, jfr. det Foregaaende, p. 24, og Tab. 1. Fig. 20 og 21, og i og for sig at repræsentere den voxne Larves Sandse (Hore ?)-Organ. Af de foregaaende Forfatteres Fremstillinger af Sideorganet hos Oldenborrelarven skal jeg foruden Boas’ kun omtale Schiodtes, som |. ec. Tab. XIX. Fig. 9 har givet en stærkt for- storret Afbildning af et Stykke af Sideorganet med dets Bjælker og Strebere hos denne Larve. Figuren seer pyntelig og smuk ud, men ligner hverken mine Figurer (Tab. Il. Fig. 3 og 4) eller den Fremstilling, som Boas har givet, I. c. Fig. 2. Egentligt er den mig uforstaaelig, og den synes mig snarest at vere fremkommet paa den Maade, at Schiodte paa fri Haand har gjort et Tversnit gjennem Sideorganet, og saa et Stykke af Spirakel- pladen er væltet om over Enderne af Stræberne. Noget, som i nogen Maade ligner Schiodtes Figur, har jeg ikke seet hos nogen Scarabelarve. Dog heller ikke med Boas’ Fremstillinger kan jeg vere enig. I det Foregaaende, p.16, har jeg korteligt omtalt min Uoverensstemmelse med hans Fremstilling af Spalten i Stigmet, som jeg her nærmere skal udvikle, idet jeg henviser til hans Fig. 1, Le. p.390. Jeg mener da, at den af ham med o. betegnede Linie ikke angiver Spalten, dertil er den for stor og rund og liggende for nær op til Spirakelpladens Inderrand, medens den virkelige Spaltlinie er en næsten ret Linie, daunende saa noget ner en Corde til den af Boas tegnede Cirkellinie, i Flugt med den med o. betegnede Punktlinie; da Spalten dannes ved Sammendragning af et Gab, som vel knap i sin største Udstrækning har havt en saa stor Størrelse, som den af Boas teg- nede Linie angiver, kan der heller ikke dannes en Spalte af den Lengde, Form og Stilling, som Boas angiver. Jeg har ikke fundet Anledning til at give en Fremstilling af Side- organet med Stigme, seet fra uden hos den voxne eller halvvoxne Larve, men jeg kan noies med at henvise til den lignende Spalte i Stigmet hos Dynastes-Larven, Tab. I. Fig. 10 d., hvor dog Spaltens Ender ere stærkere omboiede end hos Oldenborrelarven. Det er ogsaa en Misforstaaelse af Boas at betragte «Bullaen» som en organisk Del af Aande- dretsapparatet, anlagt for Hudskiftningen, men skubbet tilside og først kommende ret for Dagen efter samme Hudskiftning; «Bullaen» er intet Organ eller Del af et Organ. Han udtrykker sig saaledes om den: «und die noch weiche Bulla [ist] stark zusammengepresst und zur Seite geschoben». Saaledes er ogsaa den af Boas seete og tegnede, virkelige Spalte, p. 391, Fig. 2 0., lagt udenfor «Bullaen», og Spirakelpladen forøget med en større Del, som ikke vedkommer den det mindste. Med Hensyn til Fig. 2 mener jeg endvidere, 5 31 at det med m. betegnede Stykke Cellelag ikke er «Epithelpartie, welche die Siebplatte ausgeschieden hat», men Resten af det Stykke Huds Cellemasse, som blev indtaget til at danne det nye Sideorgan med Spirakelplade, nærmest det af mig paa Tab. Il. Fig. 3 og 4 med c. betegnede og som Inderringens Matrix tydede Cellelag; at have afsondret («ausgeschieden») Spirakelpladen («Siebplatte») kan den ikke siges at have gjort. Endeligt er jeg ganske uenig med Boas med Hensyn til de med Bogstavet s. ' betegnede Aabninger i Spirakelpladen («feine Offnungen der Siebplatte»), da jeg, som jeg gjentagne Gange har frem- hævet i det Foregaaende, aldeles nægter Existensen af nogen Aahning eller Pore i denne Plade. Herved ledes vi over til Boas’ Fig. 3, som giver et Par af mine Luftkamre med meget stærk Forstørrelse. Udtrykket om denne Tegning «etwas schematisiert» er vistnok mindre heldigt valgt, men mod de af ham tegnede eller rettere antydede Aabninger (s.’) i disse Luftkamre maa jeg altsaa erklære mig, og det maa være tydeligt for Alle, at saa store Aabninger, som der her fremstilles, umuligt kunde være oversete ved en noget mere gjennemført Undersøgelse. Dernæst skal jeg bemærke, at, afseet fra de nævnte Huller, anseer jeg Tegningen for meget brugbar til at fremstille de af mig saakaldte Luft- kamre, og at den saaledes stemmer med min Fig. 12 paa Tab. ll. Jeg faaer nemlig ogsaa ud, at Kamrenes bageste Væg gaaer over i Strebernes (ba: «eine der Balken») Vægge, saaledes, at selv om der i Kamrets Udvæg var et saa stort Hul, som Boas fremstiller det, dog Kammeret alligevel vilde være lukket bagtil, og den af de samtlige Luftkamre bestaaende Spirakelplade alligevel ikke frembyde nogen Aabning eller Pore; der vilde ikke være nogen aaben Forbindelse mellem den atmospheriske Luft og Luften i Trachee- systemet. Dette med Hensyn til Boas' Tegninger og disses Forklaring i og udenfor Texten, men heller ikke med Hensyn Lil den øvrige Text kan jeg være enig med vor ærede Collega, og jeg vil nu gaae over til den, idet jeg dog først maa bemærke, at jeg allerede i det Fore- gaaende, p.18, ved Omtalen af det nye Sideorgans Dannelse har i ganske Almindelighed erklæret mig uenig med den af Boas hævdede Opfattelse af Sideorganet som en slet og ret Cuticulardannelse. Hertil kan jeg altsaa holde mig som til Hovedsagen, men skal nu, efterat have vist Sideorganets Dannelse navnlig hos Dynastes-Larven, yderligere fremhæve, al Spirakelpladen med dens Bjælker og Stræbere har aldeles Intet med Tracheerne at gjøre og dannes ganske uafhængigt af dem, saa at man ikke kan sige med Rette, at «die Balken entspringen von einem Theil des Chitinhäutchens der Trachee», I. c. p. 390. Sandt er det nok, at Tracheernes indre Chitinhud, Tunica intima, foruden den sædvanltge Spiralfor- tykkelse (Spiraltraaden) og de hyppigt forekommende Smaatorne kan danne, hvad Leydig i sin berømte «Lehrbuch der Histologie» har kaldt «secundåre Vorspringe», og at saaledes ogsaa Imago af en Scarabæ, Geotrypes stercorarius, har stærke Chitindannelser i Luft- blærernes Tunica intima, men at saadanne Torne og Dannelser skulde kunne smælte 32 sammen og danne en saa sammensat Bygning som Sideorganet!), anseer jeg for en Umulighed, selv om det var Indbildning og Selvbedrag Alt, hvad jeg i det Foregaaende har skrevet om og fremstillet af Geller, Cellekjerner, Gellemasse og Levninger af Celle- masse, som dannende og opfyldende, som leiret i og paa Spirakelpladen, Bjelkerne og Stræberne. Dog for at fatte mig i Korthed, det med m. paa Boas’ Fig. 2 betegnede Cellelag er ikke Matrix til Bjælker, Stræbere og Spirakelplade, har ikke udskilt dem og bereder sig ikke til (forudsat naturligvis, at et nyt Larvestadium staaer tilbage) at trække sig tilbage for paany at udskille andre Bjelker, Strebere og Spirakelplade, saaledes som ellers altid ikke blot Tracheernes men ogsaa Overhudens Matrix gjør det. Dog det er klart, at Boas har tænkt sig en saadan Udviklingsgang, naar han ender sin Udvikling med de Ord: «es mag genug sein, hervorzuheben, dass Alles von den genannten Zellen abgesondert und bei jeder Häutung ganz abgeworfen wird», 1. c. p. 391. Dr. Will. Sorensen har i et Foredrag i Naturh. Foren. d. 1. Febr. i Aar fremsat den Anskuelse, at Bjælkerne ere svære, grenede Haar [vel snarere Torne], der udgaae fra Veggene af den skaalformede Del af Aandehullet i Lighed med, hvad der ofte er Tilfældet med skaalformede Aandehuller. Rigtigheden af denne Anskuelse, som han iøvrigt for over et Aar siden meddelte mig, afhænger væsenligt af den Omstendished, om samme skaal- formede Del med dens Torne kan føres tilbage til en lignende Nydannelse som hos Scarabælarverne. Noget, som kunde svare til den egenlige Spirakelplade, vilde dog i saa Tilfælde mangle (ikke være udviklet?), men dette er jo uden Betydning for den anførte Tydning. Her maa det vere mig tilladt nærmere at gaae ind paa Spergsmaalet om Spirakel- pladens Porositet, om den er gjennemboret af Huller eller ikke. Efter den af mig i det Foregaaende givne Fremstilling i Ord og Afbildninger af samme Plade hos Dynastes-, Oryctes- og Melolontha-Larven kunde dette maaske synes overflodigt, og al Tale om Per- foration udelukket, idet jeg har ment at kunne eftervise et mer eller mindre virksomt Cellelag, begrændset indad til og udad til af Chitinhinder. Dog jeg kan naturligvis have seet feil, og ligeoverfor den nesten enstemmigt udtalte Kjendelse, at Spirakelpladerne ere 7) Jeg tor ikke ligefrem nægte Muligheden af en Sammensmeltning af Torne og Processer, saameget mindre som jeg selv hos Myggepuppen, jfr. «De eucephale Myggelarver», Tab. I. Fig. 12—14 og da navnlig 14, har fremstillet et saadant Tag, dannet eller baaret af Torne og Borster, hvorom det hedder, p. 21 (389): «hvilke Borster .... lobe sammen knippevis, saa at der herved dannes en Mengde Punkter eller Smaaplader». Ydermere findes denne Dannelse netop i Enden af Puppens Nakkeror, altsaa ved Udgangen af Luftgangene og tilsyneladende svarende til Scarabælarvernes Sideorgan. Men omend Puppens Nakkerer danner Tracheesystemets Aabning, er det dog en Ny- dannelse, her har ikke fra Larvestadierne persisteret nogen Matrix, og det er ikke rimeligt, at der inde i den Cellemasse, som udvikles til Nakkeror, først skulde danne sig Børster, hvis Spidser senere knippevis skulde forene sig til Plader. — Hos Scarabælarverne sker Spirakelpladens Dan- nelse ialtfald ikke paa denne Maade. 33 simple Chitinhinder, Cuticulardannelser, med tyndere Felter og Porer i disse Felter, maa jeg udtale mig særligt herom, og jeg vil gjøre det paa dette Sted af min Undersøgelse, da det er med Melolontha-Larven som Udgang, at Læren om Spirakelpladernes Perforation sidst er blevet hævdet. Det er Boas, som, l.c. p.390, udtaler sig saaledes: «Die «Sieb- platte» ') (9: Spirakelpladen) ist nach der gewöhnlichen Auffassung, welcher ich mich ebenfalls anschliesse, von feinsten Löchern durchbrochen, durch welche das Thier die Luft aufnimmt», og i en Fodnote foier han til: «Die gegentheilige Auffassung, dass die Siebplatte imperforat sei, wird unter Anderen von Meinert befürwortet. An feinen Querschnitten (M. hat nur Flächenansichten untersucht) sieht man aber deutlich die aller- dings ausserordentlich feinen Öffnungen (Ölimmersion)». Ligeoverfor saa megen Modsigelse og ligeoverfor saa bestemte Udtalelser af Boas, som efter sine Ord maa antages at have anvendt alle den nyere Tids forbedrede Under- sogelsesmethoder i Modsetning til min forældede Maade, kunde min, den Enkeltes Paa- stand og min, den foreldede Undersogelsesmethode kun synes at have ringe Betydning. Thi det er menneskeligt at feile, og det er i Sandhed ingen let Sag at see ordentligt. Jeg var derfor fuldkomment beredt til at erkjende min Uret her, saavel som paa mange andre Steder, men forst vilde jeg dog underkaste Sporgsmaalet om disse Organers Bygning en fornyet, grundig Undersøgelse, idet jeg naturligvis ikke kunde eller vilde noies med mine gamle Methoder, men onskede tillige at optage Nutidens Teknik og anvende Nutidens bedste Instrumenter. Vanskeligheden ved at skaffe Instrumentet tilveie bragte Carlsberg- fondens Bestyrelses Liberalitet mig udover, hvorfor jeg ikke noksom kan takke den, og en god Hjælp ved Brugen af Microtomen havde jeg i min unge Ven, nuværende Assistent ved Landboheiskolen, Cand. mag. C. Wesenberg-Lund. Jeg maa her strax indromme, at det var mig en vis personlig Tilfredsstillelse, at jeg ikke kunde komme bort fra mit gamle Resultat, at Spirakelpladen ikke var gjennem- : boret; men jeg saae tillige heri et Vink om, at man ikke skal foragte de gamle Under- sogelser og betragte dem som ubrugelige: Udholdenhed og Forsigtighed kunne ogsaa komme vidt med simplere Hjælpemidler. I dette specielle Tilfelde kan jeg nu for min Paastands Rigtighed ikke blot paaberaabe mig den Omstændighed, at jeg ved Tversnit og Farvning og under sterkeste Forstorrelse aldrig har seet noget virkeligt Hul i den ydre eller indre Hinde, men ogsaa at jeg ved Fladesyn ved fuldt Lys eller under Afdæmpen af Lyset mener stedse at have seet imperforerede Flader uden Spor af storre eller mindre Porer. Jeg maa ogsaa her fremdrage et optisk Phenomen. Som bekjendt vil et Insektoies Facethinde med bagved liggende Krystallegemer, naar den bringes under Mikroskopet med 1) Dette Udtryk «Siebplatte», som Boas kort iforveien har foreslaaet (det almindeligt brugte Udtryk i tydsk Literatur er vel ellers nu «Gitterplatte») er pregnant nok, men har den Ulempe, at Hullernes Tilstedeværelse først skulde være bevist. or Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd. VIII. 4. 34 temmelig stærk Forstorrelse (et Par Hundrede Gange eller saa), og der anbringes en Gjen- stand mellem den og Mikroskopets Speil, gjengive samme Gjenstand som Skyggebillede ligesaa mange Gange, som der er Facetter. Netop paa samme Maade vil en Spirakelplade med dens tilsyneladende Huller eller klare Felter, naar den sees indvendigt fra med sterk Forstorrelse, mangfoldiggjore Billedet af en Gjenstand. Var den lyse Plet et Hul, eller var der blot et Hul i den, vilde der intet Billede komme frem, eller det vilde vere brudt af Hullet. Der maa altsaa vere et rundt Legeme uden Hul for hvert Felt; men dette runde Legeme kan iovrigt vere enten de af mig saakaldte Luftkamres Yderveg (i Spirakel- pladens Yderside) eller Bagvæg (ind til Aandehulen) eller den i Kamrene liggende Celle- masse, som jeg alt har afbildet hos Dynastes-Larven, Tab. I. Fig. 9, og Oldenborrelarven, Tab. Hf. Fig. 12, og som jeg i det Folgende vil faae Leilighed til at fremstille hos Dorcus- Larven, Tab. Ill. Fig.4 og 6, hvor den fremtræder saa meget tydeligt, farvet af Picrocar- minen. Men at saadant protoplasmatisk(?) Stof skulde ligge aabent for Dagen (igjennem de supponerede Porer), derpaa kjender man, ialtfald blandt Insekterne, vel kun Exempler fra Kjertler, navnlig de eencellede; dog alle Kjertler ere jo med en Hinde lukkede indad Kroppen til, saa at der ikke engang skaffedes nogen direkte aaben Forbindelse mellem den atmospheriske Luft og Aandehulen tilveie paa den Maade, selv ved Hjælp af en saadan Theori om Luftkamrene som eencellede Kjertler, hvor aandrig den end kunde synes at vere. Ogsaa fra Udviklingshistorien, Ontogenesen, kan hentes Bevis, imod at Spirakel- pladen er eller ialtfald fra Begyndelsen har været gjennemboret. Som bekjendt begynder al Forvandling eller Stadieskiften dermed, at Hypodermis (Matrix) fjerner sig fra Cuticula og afgrændser sig med en ny, ganske fin, tynd Cuticula mod den gamle Cuticula, men Spirakelpladen i sit Anlæg er selv et Stykke af Hudens Hypodermis, og maa derfor ogsaa faae sin fine Cuticula til Afgrændsning, saa at der maa ialtfald i Begyndelsen have været en Cuticula over samme Plade. Den samme Indvending vilde iøvrigt gjælde, hvis Spirakel- pladen var fremkommet ved en Udskilning af Tracheesystemet. » De af mig fremstillede Dynastide- og Melolontha-Larver repræsentere tilstrækkeligt Hovedmassen af Scarabæerne, og jeg har derfor anseet det for overflødigt at underkaste Larver henhørende til Grupperne Cetonini, Rutelini og. Sericini en nærmere Undersøgelse, uagtet jeg dels har, dels let kunde skaffe mig Præparater af disse Larver. Langt vigtigere forekomme derimod Grupperne Copridini og Geotrypini mig her at være, navnlig med Hensyn til Bygningen af Stigmet; men her har der vist sig stor Vanskelighed i at skaffe tilstrækkeligt Materiale, naar da Undergruppen Aphodiini undtages. Af Hovedslægten Copris kjender jeg kun Stumper af en afskudt Larvehud, og af den bekjendle over det sydlige Europa og Afrika udbredte Slægt Ateuchus (Pillebillen) eier Museet foruden en Hob spæde Larver af Arten At. semipunctatus F.? kun Brudstykker af en afskudt Larvehud, fundet inde i Gjødningspillen af en ubestemt Art. Paa Tab. Il. Fig. 17 har jeg nu givet et Billede JE af en Spirakelplade og Stigme af den sidst omtalte Larvehud, og jeg maa for Spirakel- pladens Vedkommende gjore opmerksom paa, at det kun er i Yderkanten af samme Plade, at Felterne fremtræde som omgivne af sluttede Ringe, men at Ringene snart brydes, saa at Spirakelpladen snarere bæres eller støttes af spredt staaende, trinde Stræbere, som i Talrighed tage af henimod Inderkanten, saa at den indre Del af samme Plade viser sig ganske klar og ensdannet og af en saadan Tyndhed, at man kunde fole sig fristet til over- hovedet at nægte Tilstedeværelsen af nogen Hinde. Stigmet udmærker sig først ved sin Uafhengighed af Spirakelpladen, men dernest endnu mere ved den brede, dybe Spalte, som man seer i det, og endeligt ved sin hudagtige Consistens uden den Chitinudskilning, men ogsaa deraf folgende Forherdelse, som vi ere vante til at see hos de foregaaende Grupper af Scarabeer. Da det afbildede Organ er taget af en afskudt Larvehud, har der ikke været Spor af Muskler, Nerver eller Celler at see. Den folgende Figur, Tab. Il. Fig. 18, er taget af en ung Larve af Ateuchus semipunctatus F.? Spirakelpladens (a.) Felter ere faa og store, alle vel afgrendsede; Stigmet (b.) ligger helt frit af Spirakelpladen, men da det er meget lille (jeg har tegnet Figuren med en Forstorrelse af 400°), har jeg ikke kunnet komme til fuld Klarhed om dets Bygning. Men hvad der treder frem med Tyde- lighed og fuld Klarhed, stærkt farvet af Picrocarminen, som det er blevet, er en svær Nerve (Nervus acusticus?) (c.), som gaaer over i den Ring af Geller med tydelige Kjerner, som omfatter Sideorganet med Stigme. Af den amerikanske Slegtsform, Canthon levis, har jeg givet Sideorgan og Stigme, sete saavel fra uden som fra inden, Tab. II. Fig. 19 og 20. Paa den første af disse Figurer sees Spirakelpladen (a.) at vere af en temmelig regelmessigt oval Form, liggende frit op ad Stigmet; den er af et klart Udseende, idet den for største Delen kun gjennemlobes af smalle Chitinlister eller Fortykninger, af hvilke de fleste kun naae halvt ind paa Spirakel- pladen, og kun en enkelt naaer tvers over fra Yderranden til Inderranden. Henad Yder- randen til blive disse Lister forbundne med Tverlister, saa at der som hos de foregaaende Larver dannes vel adskilte Felter; kun i Nerheden af selve Yderkanten danne Felterne et tet Net. Stigmet er særdeles stort, næsten storre end Spirakelpladen, og Spalten (b.) sees som en dyb, noget slynget Fordybning, løbende omtrent parallelt med Stigmets Inderrand. Stigmet stottes ved et let og fint Gitter af Chitinfortykninger. En lang og bred Muskel (e.) gaaer til Stigmet og fester sig paa en smal Chitinliste paa Undersiden af samme; ved denne Muskel aabnes Spalten.. Paa Fig. 20 sees et andet, noget mindre og mere rundt Sideorgan med Stigme og Muskel, seet fra inden. Sideorganets Structur er ikke antydet, derimod træder Spalten (b.) og Musklen tydeligt frem, og ved den stærkt markerede, runde Linie (d.) angives Hovedtracheestammens Udspring. Af Copris-Slegten har jeg, som for sagt, kun havt en afskudt, forterret og odelagt Larvehud til min Raadighed, og jeg har derfor noiedes med at give Spirakelpladen og Ex 0) 36 Stigmet med den lange Spalte i ringe Forstorrelse, Tab. Il. Fig. 21. Hvad der især er paa- faldende, er den korte, brede Spirakelplade og det lille Stigme. ) Tab. II. Fig. 22 og 23 angaa Geotrypes stercorarius. Spirakelpladen har, saaledes som den sees med ringe Forsterrelse, et gittret Udseende, og der horer meget stærk For- storrelse til for at oplose det tilsyneladende Gitterverk og see, at der ikke findes her noget Gitter af Chitinlister eller Fortykninger, men at Spirakelpladen bæres af mange Rekker af Strebere; samme Strebere have en bred, baandagtig Form med afrundede Kanter, og kun Kanterne naae helt ud til eller rere Spirakelpladen, jfr. Fig. 23, hvor Enderne af 3—4 Rader af Strebere ere sete tvers gjennem samme Plade. Af Aphodius-Slegten har jeg havt Leilighed til at studere en Art, Aphod. sordidus, paa Overgangen mellem to Larvestadier, og paa Tab. Ill. Fig. 24 gives de to Sideorganer, deraf de gamle med Stigme og Muskel, sete fra uden. Den gamle Spirakelplade (a.) frem- byder det fra mange Larver saa vel kjendte Udseende af en gittret Flade, kun at Gitter- structuren horer op henimod Inderranden; Formen af den er kort og bred, og Inderranden lige afskaaren. Stigmet (b.) er meget lille, og Spalten lidet fremtrædende; derimod er Spaltens Aabnemuskel (c.) meget lang og temmelig bred. Bag den gamle Spirakelplade ligger den nye (d.), nogenlunde af samme Form, men med et langt tættere og finere Gitterværk. Paa Tab. Il. Fig. 25 sees et andet Par noget mindre Sideorganer med Stigme til det gamle Organ, sete fra inden. Paa begge Spirakelplader sees Bjælkerne tydeligt, skraanende ind- efter Inderranden af de respective Spirakelplader, og paa det nye Sideorgans Inderring sees endel morke Pletter (d. d. d.), som ere Aabningerne ind til de fra samme Ring ud- gaaende mindre Bjelker, jfr. Tab. I. Fig. 24, hvor et lignende Bjælkeværk er fremstillet hos en sped Dynastide-Larve. Det gamle Sideorgan (a.) ligger tet op til Stigmet (b.), og den sterkt markerede Linie (c.), som betegner Hovedtracheestammens Udspring, omfatter baade Sideorganet og Stigmet, medens den tilsvarende Linie ved det nye Sideorgan (f) ikke inde- slutter noget Stigme, da et saadant endnu ikke er dannet. Af Nervemasserne og de Inder- ringene omgivende Cellemasser er kun tegnet Brudstykker (g. og A.). Af den voxne Larve til Aphodius fimetarius har jeg, Tab. Il. Fig. 26, givet en Spirakelplade (a.) med Stigme (b.), hvor Stigmet viser sig som en noget fladtrykt, chitini- seret Kegle med Ansatslisten til Muskelen i Keglens Inderflade. Jeg har desuden givet en Tegning, Tab. If. Fig. 27, af samme Larves Sideorgan med Stigme, for at vise, hvor- ledes Stigmet (6.), der rager kegleformigt frem i Aandehulen, aabner sig i denne med en bred Spalte (c.) eller aabentstaaende Hul. Endelig har jeg af samme Larve tegnet det fra en Aandehule udgaaende Stykke af Tracheesystemet, Tab. II. Fig. 28, som et Exempel paa, hvorledes Hovedstammerne af dette ofte ere fyldte med Vædske; paa det tegnede Object vare kun de smaa Tracheer og de ydre Ender af de store Tracheer, der hvor Spiralringen er gjengivet, fyldte med Luft. 37 Det var navnlig ved Tilstedeværelse af Spalte i Stigmet og af en Muskel til at aabne denne, at de to sidst undersøgte Hovedgrupper, Copridini og Geotrypini, adskilte sig fra de fem foregaaende Hovedgrupper, men ogsaa de tre tilbagestaaende Grupper, Trogini, Lucanini og Passalini, have i deres Musculatur til Tracheesystemet et fælles Skjelnemærke fra de andre Scarabæer. Den første af disse Grupper eller Hovedgrupper er Trogini, om hvis systematiske Stilling man iøvrigt ikke ganske er paa det Rene; kun derom er man enig, at de staae meget aparte"), og til at forene dem med eller stille dem op til Lucanini og Passalinini kan vistnok Musculaturens Tilstedeværelse afgive en vægtig Grund. løvrigt kjender man af denne Hovedgruppe kun een, omend talrig Slægt, den allerede af Fabricius opstillede Trox. Af samme Slægt har jeg nu kun havt en enkelt Larve, som jeg for snart 30 Aar siden tog sammen med en Imago nede i Algérien. Det er samme Stykke, som har ligget til Grund for Schiødtes Undersøgelse, men Arten be- tegnedes af ham som Trox sabulosus, medens jeg har troet at maatte bestemme den som Tr. Fabricii Reiche. Paa Tab. IM. Fig. 1 har jeg afbildet Sideorganet med Stigme, seet fra uden, og dets fremmede Udseende falder strax i Øinene. For det Første er saaledes Spirakelpladen (a.) næsten vandklar, kun med tre utydelige Længdelinier, af hvilke den midterste er dob- belt, løbende i nogen Afstand bag Spirakelpladen, og fire Rækker af svagt gule Pletter i selve Pladen, udgaaende fra de bagved løbende Chitinlister. De gule Pletter ere Enderne af Stræberne, hvor disse gaae over i eller bære Spirakelpladen. Stigmet (6.) er forholdsvis lille, og istedenfor som hos de øvrige Scarabælarver at være omgivet af eller dog støde op til en af Spirakelpladens Langsider, støder det op til dennes korte Side; midt igjennem Stigmet løber en stærkt chitiniseret Zigzaglinie, som betegner Spalten. Tracheesystemets Lukkeapparat er her mere fremtrædende end hos nogen af de andre Scarabælarver, som ere forsynede hermed, og begge dets Muskelprocesser (c. d.) længere, end de pleie at være. Alle tre Muskler, saavel de to Aabnemuskler (e. 7.) som den ene Lukkemuskel (g.) trede sterkt frem. Schiodte har, som allerede anfort, givet en Fremstilling af Spirakelpladen med Stigme hos denne, men hverken med hans Tegning eller Beskrivelse kan jeg finde mig tilrette; ihvorvel det maa betænkes med Hensyn til Tegningen, |. c. Tab. XIX. Fig. 12, at den vel ikke tilsigter mere end at give en Oversigtsfigur eller vise Forholdet mellem Spirakelplade og Stigme (Bulla). Naar det derimod i Texten hedder: «Area respiratoria 1) Det er ikke blot Imago, som Systematikerne have kjendt, men endnu mere Larven, som Systema- tikerne med Undtagelse af Schiodte ikke have kjendt, som fjerner denne Form fra de andre Searabzer; thi hos ingen anden Scarabelarve findes der Oine (duo ocelli) eller mangler der Stridulationsorganer, jfr. Schiodte, Metam. Eleuth. 1. c. p. 278. 38 spiraculorum ... orificiis ovalibus, parcioribus, in series transversas subdigestis (og det gjentages 3 Gange, |. c. p. 279, 332 og 335, sidste Gang med et tilføjet «majusculis»), saa anseer jeg disse Angivelser ubetinget for urigtige; thi de som store, ovale Aabninger be- tegnede Pletter ere saa langtfra Aabninger eller Huller i Feltet, at de netop ere de faste, forholdsvis stærkt chitiniserede Tilslutningssteder for Stræbernes Ender til samme Felt 9: Spirakelpladen. Af Hovedgruppen Lucanini har jeg nærmere undersøgt to Former, af hvilke den ene, Dorcus parallelopipedus, er studeret ret omhyggeligt. Af denne har jeg paa Tab. III. Fig. 2 først fremstillet det gamle og nye Sideorgan tilsammen af en Larve i Hudskifte paa et temmelig tidligt Stadium, sete fra uden. Begge Sideorganer ligge i deres naturlige Leie; forneden i Midten seer man det gamle Sideorgan (a.), omsluttende sit Stigme (b.), og foroven, tilsyneladende atter omsluttende disse, det nye Sideorgan (c.). Omslutningen er dog kun tilsyneladende, da det nye Sideorgan i Virkeligheden ligger dybere nede, under den gamle Hud, af hvilket jo den gamle Spirakelplade og Stigme udgjør et Stykke, og som ogsaa gaaer hen over det nye Sideorgan, saaledes som ogsaa de tegnede, til den gamle Hud hørende Børster tydeligt vise. Det nye Stigme mangler naturligvis endnu. Sideorganerne fremvise, som sete ret fra uden, kun Spirakelpladerne, og disses Structur, navnlig deres Tverstribning, falder strax i Øinene. Tverstribningen fremkommer paa den Maade, at der mellem de modstaaende Rande af Længdesiderne paa den usædvanligt smalle Spirakelplade løbe talrige, smalle Chitinlister, liggende i eller umiddelbart op til samme. løvrigt vil det sees, at disse Lister ikke alle gaae fra Rand til Rand, men at der navnlig henimod Enderne og Hjørnerne af Spirakelpladen finder Uregelmæssigheder Sted i Forløbet af Listerne. Paa Tab. II. Fig.3 har jeg givet et meget forstørret Billede af et lille Stykke af samme Plade, seet fra uden endel paaskraa. Hvad der først falder i Oinene ved Listerne, er, at de langtfra ere lige tilskaarne, men at de noget uregelmæssigt sende til hver Side en Række fremspringende Takker. De overfor hinanden staaende Takker naae dog ikke hinanden paa Indersiden af Spirakelpladen, men efterlade et lille Slip, hvorved der fremkommer en halvrund Aabning, som udgjør Forbindelsen mellem de Rum eller Kamre, Luftkamrene, som ligge i Rækker bag hverandre paa Spirakelpladens Inderside. Paa Figuren sees bemeldte Aabninger mellem Kamrene, eftersom Pladen er seet paaskraa; men naar den betragtes under en lodret Vinkel, ville Aabningerne slet ikke falde i Øinene, og kun kunne constateres, naar man under stærk Forstørrelse hæver og sænker Tuben med Forsigtighed. Den følgende Figur, Tab. III. Fig. 4, er efter et med Picrocarmin farvet Preparat og frembyder en smuk Prøve paa dette Farvestofs Virkning paa den i Kamrene forekommende Cellemasse, som fra Udviklingens Begyndelse har bevaret sig til det Sidste; thi det fremstillede Stykke er taget af den gamle Spirakelplade hos en Larve i Hudskifte. 39 Dog det er langtfra stedse, at Cellemassen i Kamrene farves'), eller at der viser sig en saadan i dem, men ofte mangler den eller fylder ialtfald ikke Kamret, og der lades et tomt Rum tilbage, som ordinært i Larvens levende Live er fyldt med Luft. Tydeligst og rige- ligst fyldt med Luft har jeg fundet Luftkamrene hos en Larve, som jeg undersogte frisk i Glycerin, efterat have farvet den med Picrocarmin. Efterat have havt Præparatet liggende nogle Dage i Glycerin, fandt jeg endnu de allerfleste Kamre fulde af Luft. Paa Tab. IIL. Fig. 5 har jeg fremstillet fem Rækker af saadanne for det meste luftfyldte Kamre, i hvilke Luften, der er holdt mork, gjennem de for omtalte Aabninger henger sammen. Ogsaa paa Larver, som vare indsamlede og dræbte i Formalehyd (2 pCt.), og efter 4—5 Maaneders Forlob undersogtes i denne Vædske, fandtes alle eller næsten alle Kamre fyldte med Luft, dannende Perlerader. Naar en saaledes luftfyldt Spirakelplade, i Glycerin eller Formalehyd, saaes med paafaldende Lys, skinnede hele Perleraden som det pure Solv. Efterhaanden, medens jeg saae derpaa, svandt Luften bort, nu i eet Kammer nu i et andet, men Kamrene tomtes, uden at det med svag eller sterk Forstorrelse var muligt at see, hvor Luften blev af, og en sidste storre Del af Luften forsvandt altid pludseligt, ligesom forpuffede. Dog tog det flere Dage, inden alle Kamre vare tomte. Det var umuligt at tenke paa nogen Aabning eller Aabninger i Spirakelpladens Yderhinde, hvorigjennem Luften kunde vere svunden, hvis det overliggende Dækglas overhovedet kunde have tilladt en slig Und- slippen af Luft. Den her omtalte Luftfyldning af Spirakelpladens Kamre har jeg iovrigt ogsaa truffet hos andre Scarabelarver, om end sjeldent saa udpreget, saasom hos friske Larver af Oryctes nasicornis, Aphodius fimetarius og Sinodendron cylindricum, og jeg anseer den for at vere af hoieste Betydning for Tydningen af Sideorganets Virksomhed, idet jeg setter den i ligefrem Forbindelse med Respirationen. Men for bedre at forstaae dette maa jeg henvise til andre Larver, serligt Fluelarver og mellem disse atter til Bremselarverne og den bedst kjendte af disse Hestebremselarven, Gastrophilus equi, og give en kort Frem- stilling af dennes Spirakelplade. Det er af denne Larve, at den hollandske Anatom Schroeder van der Kolk har givet en Fremstilling i hans beromte og fortreffelige Afhandling, «Mémoire sur l'Anatomie et la Physiologie du Gastrus Equi» (Nieuwe Verh. d. eerste Kl. v. h. kon. nederl. Inst. Amsterdam, 11. D., 1845). Jeg maa altsaa nærmest henvise til Spirakelpladen, «lame branchiale», med dens tre dobbelte Rækker af Luftkamre paa hver Side af Pladen, saaledes som den fremstilles Pl. 1X. Fig. 1, til det stærkt forstørrede Parti af Pladen, PI. XII. Fig. 4, og navnlig til det bag Kamrene liggende «Traadlag» , «lacis de fibres très minces», Pl. XIII. Fig.6. Med Hensyn til «Traadlaget» maa jeg strax bemærke, 1) Paa de af mig undersøgte Larver i Hudskifte farvedes Cellemassen i den gamle Spirakelplade i nogle Larver og lodes ufarvet i andre, medens det nye Sideorgan med dens Spirakelplade altid farvedes i sin Helhed. 40 at dette ingenlunde er et blot Lag eller Fletverk, et Filigranarbeide af fine Chitintraade, men snarere en Cellemasse, Plasmamasse (?), gjennemtrukket af hverandre krydsende med tynde Hinder forbundne Chitintraade, en svampagtig Masse, i hvilken Kjerner kunne iagt- tages hist og her. Paa Grund af dette «Traadlags» Vigtighed for mine Undersøgelser og Tydninger har jeg givet en Tegning af en Stump af det, Tab. III. Fig. 30. Der kan nu paa den ene Side ikke vere nogen Tvivl om, at de luftfyldte Kamre og «Traadlaget» bag dem ere et væsentligt Moment i Bremselarvens Respiration, og paa den anden Side kan ikke Ligheden mellem Bygningen af Spirakelpladen hos Bremselarven og Sideorganet hos Scarabelarverne i Almindelighed og hos Dorcus-Larven i Serdeleshed miskjendes. Ligheden med selve Hestebræmselarven vilde vel have været større, om Schroeder van der Kolk havde Ret i sin Paastand, at de fælles Render for Luftkamrene ‚are dækkede af en fin Hinde, saaledes som iovrigt ogsaa Scheiber («Vergleichende Anatomie und Physiologie der Östriden-Larven», Sitz. d. k. Akad. d. Wiss. math.- naturw. KL, XLV. Bd., 1861) har meent det, og ikke nærværende Forfatters Anskuelse («Bidrag til en Kritik af Schroeder van der Kolk’s Anatomie af Hestebræmsens Larve», Nat. Tidsskr., 3. R., 1. B., 1861), secunderet af Fr. Brauer («Monographie der Oestriden», 1863), snarere maatte staae til Troende, at samme Render have en, ihvorvel yderst smal, delvis af hver- andre krydsende Takker udfyldt Spalte. Dog er for mig Sporgsmaalet om Spalte eller Ikke-Spalte af ringe physiologisk Betydning; thi i begge Tilfælde anseer jeg det for lige sikkert, at Respirationen foregaaer igjennem Kamrene, igjennem og vistnok vesentligt ved Hjælp af den bagved Kamrene, det er mellem disse og Tracheesystemet liggende, al anden Adgang spærrende Svampmasse, akkurat paa samme Maade, som inde i Kroppen’ Tra- cheernes Cellelag danner et saa vigtigt Mellemled i Respirationens Tjeneste. Til denne Svampmasse svarer da ogsaa hos alle Scarabælarver den bag Spirakelpladen, mer eller mindre af Kamre indesluttede Cellemasse. Jeg kan tilføje, at hos andre Bremse- larver, saasom hos Slegten Hypoderma, Hyp. bovis og tarandi f. Ex., mangler sikkert Spalten i Luftgangene, ligesom ogsaa Fluelarver, f. Ex. Ugimyia Sericariæ, have deres talrige Luftgange helt lukkede udadtil, medens den svampagtige Masse bagtil danner en sluttet Veg mod Tracheesystemet, jfr. min Afhandling, «Ugimyia-Larven og dens Leie i Silkeormen», Entom. Medd., Il. B., p. 179—81, og «Philornis molesta», Vid. Medd. fra Nat. Foren. f. 1889, p. 310. Af Dorcus-Larven har jeg dernest givet nogle Tversnit, Tab. Fig. 6—10, af hvilke de to forste Figurer hore sammen, idet Fig. 6 gjengiver den gamle, Fig.7 den nye Spi- rakelplade af en Larve i Hudskifte. Om Fig. 6 maa jeg dernæst bemærke, at det vel ikke er samme Object seet fra Siden, som det der fremstilles Fig. 4 seet fra uden, men da det Fig. 6 tegnede Object, efterat jeg havde tegnet det, formedelst et Tryk paa Præparatet rev sig los og vendte Yderfladen til, har jeg kunnet sammenligne samme Object, efter 41 den gjorte Volte, med Fig. 4 og ikke fundet ringeste Afvigelse. Paa Tversnitsfiguren, Fig. 6, seer man da, hvorledes Picrocarminen svagt har farvet den i Tversnittets nederste eller inderste Del forekommende Cellemasse og kun noget stærkere samme Masse i det Indre af Stræberne; den yderste eller overste Del er derimod for en Del uden Cellemasse, idet denne er samlet til en tettere, stærkt rodt farvet Masse. Jeg har ogsaa, Fig. 8, af- bildet tre Stræbere af et andet Præparat, hvorpaa Picrocarminen ikke bed, og der vil man ogsaa kunne see Cellemassen fremtræde paa samme Maade som i Fig.6. Paa Fig.7 sees det nye Sideorgan, som fandtes liggende under og bag det gamle, Fig. 6; her er ikke Spor til Cellemasse under Spirakelpladens Yderflade, men Kamrene synes at vere tomme. Paa Fig. 9 er fremstillet med meget stærk Forstorrelse et lille Stykke af Spirakel- pladen i Tversnit, for at vise, hvorledes Luftkamrene kunne fremtrede som storre, hule Rum, medens Tverlinier, som sandsynligvis representere Tverflader, forbinde de enkelte Strebere indbyrdes. Af Spirakelpladen har jeg, Tab. III. Fig. 10, tegnet et større Stykke seet fra inden. Naar denne Figur sammenlignes med de tilsvarende Tegninger, som jeg har givet af samme Organ hos Dynastes, Tab.I. Fig. 24, og Aphodius sordidus, Tab. Il. Fig. 25, vil det vise sig, at medens hos de to sidstnævnte Former selve Spirakelpladen sees at træde frem nede mellem Bjælkerne, saa kommer hos Dorcus slet Intet af samme Plade til Skue, men denne er ganske dækket af de meget fine, tætstillede Bjælker, som yderligere ere for- bundne med ganske fine Chitintraade og mellemliggende Hinder, Tab. Ill. Fig. 11. Paa denne Maade dekkes altsaa hele Spirakelpladens indre Side, og saaledes dannes et tet svampagtigt Lag mellem Aandehulens Luftbeholdning!) og Spirakelpladens Kamre, svarende til det «Traadlag», som jeg nys omtalte hos Hestebremselarven, og som vistnok har samme Betydning for Respirationen her som der. Tab. Il. Fig. 12 giver en Afbildning af Spirakelpladen hos en Dorcus-Larve i første Stadium, altsaa uden Stigme. Her sees det, hvor ringe Antallet af Tverlister er, og hvor langt de staae fra hverandre, idet der nemlig fra Inderranden kun udgaae 8 Lister, af hvilke dog de 2 dele sig hver i tvende, inden de naae Yderranden. Tab. IM. Fig. 13 giver et Stykke af to jevnlobende Lister, hvor der i Midten sees en ganske tynd, rod Linie, fremkommen ved Picrocarminen, som har trængt sig op mellem Stykkets to Halvdele, og som desuden har efterladt et Par røde Pletter under Spirakelpladens Yderhinde. Medens Dorcus-Larven giver saa tydelige og klare Oplysninger om den ene Side af Sideorganets Betydning, nemlig som Aanderedskab, er det ikke saa let at faae et tydeligt *) Jeg kan dog ikke tale om Luftbeholdning uden strax her at minde om, at Tracheesystemet langtfra altid er helt luftfyldt, men at som oftest storre eller mindre Partier af det er fuld af en klar, gullig Vædske (ikke Blod), som uden Tvivl er secerneret af Tracheernes Gellelægning, jfr. det Folgende. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, VII. 1. 6 42 Billede af Sandseapparatet. Vel seer man altid Sideorganets Ring omgivet af Celler eller Cellemasse, som villigt tager imod Farve, men vistnok ikke er andet end Ringens «Matrix». Derimod finder man i det Indre af Tracheelukkeapparatets Spjæld (svarende til Stigmets Spjæld hos de ægte Scarabæer) Rækker af Celler med Kjerner; men hvorvidt disse Cellerækker er mere end Matrix til Musculaturens Processer, tør jeg ikke nu afgjøre; kun vil jeg endnu bemærke, at samme Cellehob er meget rigeligt forsynet med Tracheer. Heller ikke er den Nerve, som gaaer hertil, Tab. III. Fig. 14.2, saa svær, som den til- svarende hos Dynastes-Larven, og som jeg der har betegnet som Nervus acusticus (?), jfr. Tab. I. Fig. 25 a. Endelig har jeg fremstillet Tracheernes Lukkeapparat, Tab. Ill. Fig. 14, som er stort, idet navnlig den ene Proces (b.) er meget lang, og Musklerne, saavel Aabne- som Lukkemusklerne ere svære. Tilstedeværelsen af et Lukkeapparat, og tilmed et saa stærkt udviklet Apparat, i Enden af Tracheesystemet. synes at forudsætte en betydelig Respirations Virksomhed, som det kunde være i Dyrets interesse at kunne hæmme eller fremme efter Behag; dog deraf følger ikke, at dér gjennem Spirakelpladen skulde kunne gaae en frisk Luftstrømning ud og ind; thi at en saadan Strømning ikke kan finde Sted, troer jeg frem- gaaer tilstrækkeligt tydeligt af min hele Fremstilling af Dorcus-Larvens Sideorgan. Hvis man iøvrigt fra Lukkeapparatets Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse kunde slutte til Aabningers "Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse i Spirakelpladen, såa maatte Manglen af et Lukkeapparat hos de ægte Scarabelarver i og for sig involvere denne Plades Imper- foration hos alle disse Larver. I denne Sammenhæng vilde det ogsaa vere forunderligt, at medens alle Spirakelpladerne i samme Larve i det Væsentlige ere ens byggede, skulde Lukkeapparatet kunne mangle hos enkelte af disse Plader, men det er netop dette, som er Tilfeldet hos Dorcus-Larven, hos hvilken Larve (ligesom iovrigt hos de folgende Larver) dette Apparat fattes paa det forreste Par, de thoracale Spirakelplader. Af Tab. HI. Fig. 15 vil det nemlig sees, at det store Lukkeapparat her savnes, og at Musculaturen er ind- skrenket til en svær, fra Sideorganets Ring udgaaende Muskel (c.), som der ikke kan være Tale om, skulde kunne lukke Tracheeroret. Paa samme Sted og paa samme Par Spirakel- plader har jeg ogsaa fundet en lignende Muskel hos ægte Scarabælarver. Schiodte har ogsaa afbildet Spirakelpladen hos Dorcus-Larven, 1. c. Tab. XIX. Fig. 14 og 15, men disse Afbildninger forekomme mig temmelig uheldige. Paa Oversigtsfiguren, Fig. 14, ere Formen af og Tverlinierne i Pladen unoiagtige, men paa det paa Fig. 15 afbildede, stærkt forstørrede Stykke af samme Plade er Fremstillingen særlig uheldig og vildledende. Med den brugte Forstørrelse, 300 Gange, maatte strax med gjennemfaldende Lys Formen af Listerne og derved tillige af de mellemliggende Felter have vist sig ganske anderledes, jfr. mine Figurer, Tab. IM. Fig. 3—5. Heller ikke forstaaer jeg, hvorledes den dækkende Yderhinde kan være overseet, og Felterne betegnes som Aabninger, «orificia majuscula», 3 æ 5 ? dl ? lc. p.394. Rimeligvis er Objektet seet under en skraa Vinkel, hvorved Kamrenes Skille- vægge kunne have givet en mørkere Skygge, som saa maa vere opfattet som mørkere Hinder, begrændsende lysere Felter, 9: Aabninger — thi Aabninger skulde der jo vere. Den neste Form, vi kommer til, er Sinodendron cylindricum, som jeg ogsaa har undersogt flittigt og lavet mange Præparater af, men hvis mindre Storrelse allerede volder nogen Vanskelighed. Jeg har ogsaa undersogt friske Larver, baade voxne og unge, 0g blandt andre dræbte jeg en voxen Larve og kom strax Sideorganerne i Glycerin. Et af disse Sideorganer undersogtes strax og havde Luft bag hele Spirakelpladen og i mange af Bjelkernes Ender. Ogsaa ved at see paa den levende Larve med en sterk Loupe har jeg troet at kunne skimte et Luftlag under Spirakelpladen. Den nysomtalte Larve havde ogsaa i det til det undersogte Sideorgan horende Tracheesystem Vædske i alle Hovedstammer. Paa Tab. Ill. Fig. 16—18 har jeg fremstillet Spirakelplader, tildels med Stigme, af en Larve i Hudskifte, saaledes at paa forste Figur, som iovrigt kun er en Oversigtsfigur i ringe Forstorrelse, den nye Plade ligesom omfavner den gamle Plade med dens Stigme. Fig. 17 er den gamle Spirakelplade med Stigme, horende til samme Larve men længere fremme paa Kroppen, og Fig. 18 den tilsvarende nye Spirakelplade, hvor det kommende Stigme sees som det Gab, hvorigjennem det til det gamle Sideorgan horende Trachee- system er trukket ud. Seer man Spirakelpladen fra uden og med ringe Forstorrelse, frem- byder den et lignende Udseende som Dorcus-Larvens, 9: en Tverstribning; men efter- haanden som Forstorrelsen stiger, svinder Ligheden, idet Tverstriberne opløses i en Række af Punkter, og Kamrene falde bort. Istedenfor de utallige, rækkestillede Kamre under Yderhinden hos Dorcus er der hos Sinodendron kun eet Rum, hvis Loft, istedenfor at beres af Kamrenes Sidevegge og Skillevegge, alene stottes af et Utal af Strebere, staaende i parallelt løbende Rækker. Tab. Ill. Fig. 19 giver et lille Stykke af Spirakelpladen med Enderne af Streberne festede til Pladen og fremtredende som morke, gule Pletter i denne. Om Sideorganets Luftfyldning hos friske og levende Larver har jeg allerede talt i det Foregaaende, her skal jeg kun tilfoie, at paa et i Formalehyd indsamlet og opbevaret Individ fandtes et Sideorgan helt fyldt med Luft, medens to andre tilgrendsende ikke frembode Spor heraf. Foruden det nysnevnte Fladesyn af Sideorganet har jeg ogsaa givet et Par Tversnit af samme Organ, Tab. Ill. Fig.20 og 21. Paa den første af dem sees Organets (indre) Ring, Bjælkerne og Stræberne, af hvilke de yderste udgaae fra Ringen, og mellem Bjælkerne tynde Chitinlister eller Naale, som forbinde samme Bjælker. Den yderst tynde Hinde, som er udspendt mellem Naalene, sees ikke, hvorimod der med ganske fine Punkter er angivel Naalenes Overskjæringssteder, hvor de ere ramte af Microtomen. Paa den anden Figur, Fig. 21, sees en Bjælke med Stræbere udgaaende fra den og naaende Spirakelpladens Inderside. Inderst inde, henimod Stigmet, har jeg tegnet en lille Klump Cellemasse med 6* 44 dens Kjerne liggende tydeligt begrendset indenfor Streberne, men foruden denne Klump saaes ogsaa, men rigtignok meget utydeligt, Cellemasse mellem Streberne saavel paa denne som paa den foregaaende Figur. Ogsaa Tracheelukkeapparatet, Tab. II. Fig. 22, er stærkt udviklet hos Sinodendron- Larven, og man vil paa Figuren kunne see, hvorledes der jævnsides den egentlige Lukke- muskel (c.) mellem de to Processer, gaaer en anden Muskel (d.), som en Fortsættelse af den lange Aabnemuskel (a.) til samme Sted paa den mindre Proces, hvortil den egentlige Lukkemuskel fester sig. Af større Vigtighed er det dog, at jeg har været i Stand til at constatere Sandsenerven (Nervus acusticus?) (g.) og dennes Opsvulmen til et Ganglie (4.). Tab. ill. Fig. 23 har jeg tegnet samme Ganglie selvstændigt med et Par Hundrede Ganges Forstorrelse. Jeg har ogsaa, Tab. Ill. Fig. 24, givet et Billede af et thoracalt Sideorgan, seet fra Siden; at det er det thoracale Organ sees let paa, at Musculaturen her, ligesom hos Dorcus og Passalus, er indskrænket til en enkelt Muskel (c.) udgaaende fra Side- organets Ring; men iovrigt sees her Sandsenerven med Ganglie (d.) og et. Par Tracheer gaaende til samme Ganglion (e. e.). Schiodte har, I. c. Tab. XIX. Fig. 16, givet en stærkt forstørret Afbildning’ af Spirakel- pladen med Stigme. Stigmet er her, som paa de fleste andre Figurer paa samme Tavle, uheldigt tegnet; sjeldent, og da heller ikke her, er der noget, som kan kaldes en «Knap», som Spirakelpladen kunde have nogen Stotte af («bullam umbilicatam, atrium firmantem respiratorium» hedder det |. c. p.265), men oftere en Fordybning eller Ar i en plan Flade. Fremstillingen af Spirakelpladen med Enderne af Stræberne er tilfredsstillende, hvorimod Tydningen af disse Ender som Porer eller Aabninger, «orificia minuta», I. €. p. 356, er alt andet end heldig. Dog da jeg allerede i et Par tidligere Smaaafhandlinger, «Spirakelpladen hos Scarabe-Larverne» , Vid. Medd. fra Nat. Foren. f. 1881, p. 290, og «Noget mere om Spiracula eribraria og Os clausum», ibid. 1884, p.73—76, har søgt at imodegaae Schiedtes Opfattelse og Tydning, kan jeg her noies med at henvise navnlig til sidste Afhandling med dens Par Figurer. Endnu staaer kun Hovedgruppen Passalini tilbage. I Sideorganets Bygning staae de den forrige Gruppe og da navnlig Dorcus og Lucanus ner. Luftkamrene ere store, saaledes som Tab. Ill. Fig. 25 udviser, men mere runde end hos Dorcus, Skillevæggene noget sværere og morkere, samt Aabningerne i Skillevæggene noget mindre, navnlig lavere. Ligesom hos Dorcus falder Sideorganet med Spirakelpladen i Lister, og naar denne brydes itu, deler den sig gjerne efter Listerne, og Luftkamrenes Rekker kloves da efter deres Midtlinie. Paa Tegningen her er den yderste Række saaledes kløvet, men saavel Yderhindens som Bundfladernes Halvdele i Luftkamrene ere lige afskaarne, og nogen Sprække eller Revne i Yderhinde eller Bundflader er ikke mulig at opdage før Kløvningen. Der kan vist næppe være Spørgsmaal om, at Luftkamrene hos Passalus-Larverne kunne frembyde samme Skue af solvglindsende Perlerader, som Dorcus-Larven, naar de ere fulde af Luft, men friske Larver ere ikke at faae hertillands, saa det vel næppe lader sig constatere for det Forste. Tab. Hl. Fig. 26 fremstiller et Tversnit af Sideorganet hos en voxen Larve af Passalus (Neleus) interruptus, seet fra Siden med temmelig svag Forstorrelse. Paa denne er a. Larvehuden; &. den ene Halvdel af Spirakelpladen; e. er en Bjælke; og d. den lod- rette Spalte i Stigmet, som vel er lukket, men lige og kort. Tab. IM. Fig. 27 er Gjennem- snittet af Sideorganet hos en Larve i første Stadium, hvor Luftkamrene (a.) træde tydeligt frem, udfyldende næsten den ydre Halvdel af Sideorganet, medens den indre Halvdel (b.), hvis Bjælker ere forbundne med fine Chitintraade, synes opfyldt af en klar Cellemasse. Tracheelukkeapparatets Musculatur og Processer ere sterkt udviklede, og saaledes sees paa Tab. III. Fig. 28, hvor Sideorganet er afbildet fra inden med udeladt Musculatur, Processerne (b. og e.) at være meget lange, ragende betydeligt udover Randen af Side- organet. Inderringen (a.) er temmelig bred, og paa dens Yderveg sees Rækker af talrige Aabninger, som fore ind til Bjælkerne, medens de yderste af samme Bjælker sees al skraane indefter fra Randen af Inderringen. Endelig har jeg ogsaa givet Sideorganet af en sped Larve med fuld Musculatur, seet med temmelig stærk Forstorrelse fra inden. Processerne (a. og 6.) ere begge lange, og Aabnemusklerne (ce. og d.) ere «in situ», medens Lukkemusklen (e.) er sprunget los fra den ene Proces; indenfor Musklen, gaaende til Roden af den lange Proces, seer man en Nerve (g.), som jeg tyder som Sandsenerve (Nervus acusticus?), uden at det dog har veret mig muligt her at eftervise noget Ganglion saaledes som hos Sinodendron. Efter nu at have gjennemgaaet Bygningen af en større Række af forskjellige Scarabelarvers Sideorganer og prøvet forskjellige af foregaaende Forfattere fremsatte, mod min Opfattelse stridende Fremstillinger, ville vi kaste et samlet Blik over disse Organers Betydning eller Virksomhed i Aandedrættets .og Sandsningens Tjeneste. Sideorganernes forste Betydning er altsaa, at de ere aktive Aandedrætsredskaber. Jeg lægger ikke ringe Vegt paa Tillegsordet aktiv; thi medens alle Undersogere fra Malpighi indtil Boas, forsaavidt de ikke lade Respirationen foregaae gjennem Stigmets Spalte, have, selv Moldenhawer og Treviranus medregnede, anseet Sideorganerne for Re- spiratorer, kun tjenende til at holde Stav og andre fremmede Stoffer ude af Aande- veiene, eller for Gjæller (det vere nu Blodgjæller som Moldenhawer eller Luftgjæller som Treviranus), saa har jeg troet at kunne eftervise her en Luftudskilnings Proces, i Lighed med Bremselarvernes, ved den i samme Organ forekommende Cellemasse. I det Fore- gaaende har jeg udforligt behandlet dette Sporgsmaal under Dorcus-Larven, jfr. p. 39—40. For mig afgive Sideorganerne med Spirakelpladen, dennes Luftkamre og den bag (og i?) 46 Luftkamrene og mellem Bjælkerne og Streberne forekommende Cellemasse et sidste og afsluttende Led i den Virksomhed, som hos alle Insekter foregaaer i Tracheesystemets Beklædningsvæv eller det mellem Tunica intima og propria liggende Cellelag. Luften i Luftkamrene bliver paa samme Tid paavirket gjennem Spirakelpladens yderst tynde Yderhinde (Cuticula) af den atmospheriske Luft og gjennem og ved den omtalte Cellemasse af Luften eller Vedsken i Tracheesystemet. At tale om Vedske (eller Serum) i Tracheesystemet er at bringe et nyt eller overseet og glemt Moment ind i Respirationsleren, og jeg maa derfor her udtale mig lidt noiere derom. Forekomsten af Vedsken i Tracheer er mig ingenlunde noget Nyt; jeg behover kun at henvise til min i dette Selskabs Skrifter optagne Afhandling, «De eucephale Mygge- larver», 6. R., 3. B., IV, 1886, hvor denne deres «serum»fyldte Tilstand dog nærmest sættes i Forbindelse med Udviklingen. Saaledes hedder det i den 15. af mine Theses, l.c. p. 121 (489): «Les trachees sont à l’origine pleines de sérum, mais plus tard elles se remplissent d'air». Jeg maa strax her og for det Folgendes Skyld fremhæve, at Serum ikke er Blod- vand eller Blodserum, og minde om, at Fugtighed, Vanddampe, er et Biprodukt ved al Luftrespiration saavel hos højere som hos lavere Dyr. Jeg kan ogsaa henvise til mit Foredrag ved det 14de skand. Naturforsker-Mode i Kjøbenhavn «Om Insekternes Respiration, 932). Scarabælarverne kunne nu i visse Maader betragtes som Insekter med lukkede navnlig Trachégjellerespirationen», Forh., p. 476 Respirationsorganer, ligesom de fleste af de eucephale Myggelarver, hvorfor ogsaa en Gjenfinden af vedskefyldte Tracheer ikke kunde eller burde vere mig paafaldende. Jeg kan ikke godt sige noget bestemtere om, hvor hyppig Tilstedeværelsen af Vedske i Tracheerne er, eftersom der gik for lang Tid, inden jeg tog Notits af den, og det egentligt kun er hos friske Larver, at den treder frem, inden den sædvanlige Opbevaringsvedske, Spiritus, endnu har fyldt alle Rum og jaget Luften ud. Jeg veed kun, at jeg strax fra Begyndelsen af mine Undersogelser undrede mig over, hvor ofte jeg fandt Coagler, Conglomerater eller stærkt farvede Vædsker af gulligt Udseende bag Sideorganet. Efteral derimod Betyd- ningen af samme Vædske var blevet mig klar, kan jeg sige, at jeg fandt den meget ofte, ja, fandt den oftere, end jeg savnede den, men maa tillige fremhæve, at vistnok spiller Ud- viklingen, Temperaturen, Ernæringen eller andre Tilfældigheder her en stor Rolle. Muligt 1) I de to her nævnte Afhandlinger har jeg ikke altid havt den Forskjel tilktrækkeligt for Øie, som er mellem den i Tracheerne indeholdte Vædske og Blodet, dettes Plasma og Serum, saa at jeg flere Steder ligefrem kalder Indholdet Blod. I nærværende Afhandling bruger jeg stedse Udtrykket Vædske for at betegne merbemældte draabeflydende Indhold af Tracheerne, brugende dette in- differente Udtryk i min Uvished om, hvilken Forskjel der vel kan være mellem Blodet, dettes Bestanddele, og samme Vædske. At der maa være Forskjel er sikkert nok, og at Tracheernes Cellelægning spiller en vigtig Rolle her, er jo ogsaa klart, en Rolle, som jeg iøvrigt allerede for, navnlig i det citerede Foredrag, har skarpt betonet. 47 er det ogsaa, at den navnlig i sine stærkere Fremtoninger som stærkt farvet Vedske eller Coagler betegner en sygelig Virksomhed (svarende til hvad man med et populært Udtryk kalder Slim paa Lungerne), men en saadan sygelig Virksomhed forudsætter som oftest en normal, og til den normale henregner jeg da Udskilningen af Fugtighed i Tracheernes og Sideorganernes Belægningsmasse. Det er ogsaa vanskeligt at sige noget bestemt om Vædskens Udstrækning, om hvor langt den fra Sideorganets Bagvæg gjennem Aandehulen naaer op i Tracheesystemet. Som almindelig Regel kan kun siges, at Hovedstammerne ere fyldte et kortere eller længere Stykke, men at Sidetracheerne ere frie og luftfyldte. Den Tab. Il. Fig. 28 givne Afbildning, taget af Aphodius fimetarius-Larven, angiver vistnok en stærkere Fyldning med Vædske, end almindeligt er Tilfældet. løvrigt er Spørgsmaalet om Blod eller Vædskes Tilstedeværelse i Tracheerne en gammel, nu næsten glemt Historie, som kan føres tilbage til Leenwenhoek (Arcana nature detecta, 1695 — den af mig benyttede Udgave er af 1722). 1 sit 73. Brev, af 24. Juni 1692 (Octavo Kalendas Quintilis) meddeler han, at han hos forskjellige Insekter, saasom hos en stor, grøn «locusta» og hos en «ulula» (Laria salicis? eller anden lignende Spinder) har fundet Blod i Vingernes «vasa sanguifera», og at han ved disse vasa forstaaer, hvad vi kalde Tracheer, viser ikke blot Texten, men ogsaa den sterkt forstorrede Afbildning, Fig. 1, som han har ladet en Tegner gjøre af et Stykke af denne Sommerfugls Vinge. I Texten, 1. c. p.282, hedder det: «Sanguinem in magnis harum alarum vasis jacentem sæpius ex vasis prolrusi, postquam antea vasa sanguifera aperuissem»; dog har han ikke seet nogen Bevægelse eller Stromning af Blodet i disse Kar. Jeg antager dog, at det af Leeuwenhoek her sete Blod — men virkeligt Blod har det knap veret — er den ved Tracheernes Dannelse inde i Vingeskederne oprindeligt tilstedeværende Vædske, som endnu ikke er fortrængt eller omdannet til Luft. Ogsaa Sprengel, Comm. de part. ele., omtaler hos Bombyx Vinula og Larven til Dystiseus marginalis en halyflydende Masse («massa semifluida») som fyldende Stigmets Aabning. Langt videre var dog Moldenhawer et Par Aar iforveien gaaet i sine «Beiträge zur Anatomie der Pflanzen», idet han, saaledes som vi i det Foregaaende, p. 13, have havt Anledning til at fremhæve, taler om den Vædske, som Tracheerne indeholde, og længere nede paa samme Side, p.315 2 87, be- mærker han: «Alle diese Beobachtungen und Versuche zeigen nur, dass die Tracheen nicht wirklich respiriren können». Dog her er Moldenhawer vistnok gaaet forvidt, og vi see ogsaa, hvorledes ikke blot Sprengel heftigt polemiserer mod ham, men ogsaa hvorledes dennes Discipel Loewe i sin Dissertation, «De partibus quibus insecta spiritus ducunt» 1814, meget sterkt angriber ham, og det er vistnok kun et Udtryk for «preceptor» Sprengels Dom, naar han slutter saaledes: «Denique, quae Moldenhawerus de clausa semper indole stigmatum profert, refutata jam sunt superioribus obseryationibus: unde et commentum ejus, nutritios succos his vasis vehi, facile refellitur: namque humores nunquam obseryati 48 sunt in iis fistulis, neque Leeuvenhoekii animadversio de guttis intra fistulas spiritales alarum papilionis hærentibus, attentionem meretur, cum supra jam dubitaremus, costas alarum esse processus trachearum (2 8)», I. c. p. 26. Loewes her angivne Grunde til at afvise Moldenhawers Opfattelse ere uden Verdi, simple Paastande, tilmed alle urigtige, men Eftertiden har dog indtil videre givet ham Ret og Moldenhawer Uret. Min Mening er nu den, at Moldenhawer har nogen Ret, men at han er gaaet altfor vidt og har generaliseret altfor stærkt. Her som saamange andre Steder i Laren om Respirationen trenges der til nye Studier, og jeg kan her gjentage, hvad jeg skrev i mit Svar til Schiedte, da han saa stærkt kritiserede min lille Opsats, «Spirakel- pladen hos Scarabe-Larverne»: «Den «Revision og eventuelle Ændring af store Partier af Physiologien», som det bebreides mig, at jeg ikke har betænkt at maatte blive Folgen af hiin «epokegjorende Opdagelse», den maa komme og maa komme snart, ikke ved Frem- dragelsen af den gamle Paastand om de lukkede Spirakelplader, men ved Efterviisningen af flere og lignende Forhold, saasom lukkede Tracheesystemer hos Ephemer-, Dytisc- og Dipterlarver, Tracheesystem og Mangel af Tracheesystem hos nærstaaende Former blandt de lavere staaende Insekter, eller dettes Erstatning af et Kjertelsystem (Scutigera)», Vid. Medd. f. d. Nat. Foren. f. 1883, p.77. Gid ogsaa nærværende Afhandling og navnlig den Del, som vedrorer Respirationen, maa blive et lille Bidrag til en ny og sandere Lære om Insekternes Respiration. Den anden Betydning, som Sideorganerne have, er den, at de i Forbindelse med Dele af Stigmet ere Sandseorganer. Dog her maa jeg strax bemerke, at ligesom der er stor Forskjel mellem de egentlige Scarabzer paa den ene Side og Lucanini og Passalini paa den anden med Hensyn til Bygningen af de Partier, som vedrore Respirationen, saa- ledes er der endnu større Forskjel paa de Partier, som vedrøre Sandsningen, men maa paa den anden Side minde om, at der ogsaa hos andre indbyrdes nærstaaende Insekter kan herske en lignende Forskjel i Bygningen af samme Sandseorgan. Man sammenligne saaledes den meget kunstige, indviklede Bygning af Oret hos Locustini og Gryllini med den simple hos Acridiini. Jeg vil begynde med det indviklede Sandseorgan hos de egentlige Scarabæer, men medens jeg i det Foregaaende nermest har holdt mig til efterhaanden at give en Beskrivelse af mine Præparater og Tegninger, skal jeg nu soge at give et samlet Billede af et saadant Organ, og hertil velge Sideorganet hos Melolontha-Larven, som den Larve, der har givet mig de fleste og bedste Oplysninger i saa Henseende. Melolontha-Larven mangler den hos Dynastide-Larverne forekommende Yderring af Sideorganet, men omgivende og sluttende sig til Inderringen ligge Celle- og Nerve- masser. Nervemasserne have en tydelig trevlet Bygning, de folge Inderringen, og holdende sig til de omboiede Ender af denne gaae de gjennem Stigmets Hals ind i Stigmet til henimod Spalten. Den traadede Cellemasse omslutter et dobbelt Lag af Celler med 49 tydelige Kjerner og langt udtrukne, tapformede Processer, Tapcellerne, hvilke Geller med Tappenes Ender ere leirede i eller befæstede til den klare, fine Stottehinde, som beklæder den indre Rings Sider. Ved Omboiningen af Inderringen spredes Tapcellerne, medens Tappene forlænges, og hver Tap indeslutter her i sin svagt fortykkede Endedel et lille, klart, lys- brydende Legeme. Inde i selve Stigmet fattes Tapcellerne, men her i det indre hule Rum svulmer Nervemassen lidt op og træder i Berøring med klare, smaa Krystaller(?). Hos Larven i forste Stadium, hvor ogsaa Stigmet mangler, indskrenker Organets Sandsedel sig til en lille Gellemasse, som ligger i den Flig, der som et Spjæld rager ind i Aandehulen, og hvortil en Nerve tydeligt sees at gaae. Hertil kan jeg for Dynastide-Larvernes Vedkom- mende foie, at Celle- og Nervemasserne omkring Inderringen omgives af en Yderring, saa de komme til at ligge i en aaben Rende. Hos Dynastes-Neptunus-Larven har jeg fundet en Del af Nervemasserne i den aabne Rende oplost i en Mengde haarfine Trevler, hver Trevl indesluttende et yderst lille, klart Legeme. Sandsynligvis svare disse Trevler med indesluttede Legemer til de af mig hos Melolontha-Larven fundne Tapceller i Ind- gangen til Stigmet, eller Trevlerne ere de stærkt forlængede Tappe af saadanne Celler. I Stigmets Indre har jeg saavel hos de egentlige Dynastide-Larver som hos Oryctes-Larven fundet Krystaller og det endnu større og klarere end hos Melolontha-Larven. Til Spjældet hos den spæde Melolontha-Larve antager jeg, at «Tungen» i Stigmets Gab hos Dynastide- Larven svarer. Endnu kan jeg tilføje, at det engang hos en yngre Dynastide-Larve er lykkedes at konstatere Forbindelsen af en tyk Nervetraad med Nervemasserne i den aabne Rende, medens jeg ofte har troet at finde Spor af en lignende Nervetraad udgaaende fra samme Sted, hvorfra den tykke Nervetraad sees at gaae. Med Hensyn til Sandseorganets Nerver savnes altsaa Eftervisningen af en hertil gaaende Nerves Udgang fra Bugnerve- snoren, men denne store Lacune turde dog finde sin Forklaring i den store Vanskelighed som der er og maa være i at følge Nerven gjennem det Utal af Tracheer, som udstraaler fra Aandehulen. Jeg har ofte truffet lange Nervestrenge i Forbindelse med Sideorganerne og disses Tracheer, og jeg har ofle kunnet forfølge samme Nerver til Tracheernes Hoved- stammer, men saa ere de næsten altid blevne borte for mig; den paa Tab. I. Fig. 25 tegnede Nerve hos en Dynastide-Larve gjør herfra en Undtagelse. Langt simplere bygget, og ligesom staaende paa samme Trin som hos den spæde Melolontha-Larve, er Sideorganets Sandsedel hos Lucanini og Passalini, nemlig en klar Cellemasse inde i det Spjæld, som hos disse ogsaa i senere Stadier springer frem i Luft- veiene; men til Gjengjæld har jeg saa seet den lange Nervestreng ende i en Opsvulmning med Vacuoler og smaa runde Kjerner, ‚altsaa et Ganglion. Hos en Lucanin, nemlig Dorcus, har jeg ogsaa tydeligt kunnet folge Nervestrenge, udgaaende fra Bugnervesnoren kort overfor et Ganglion, directe, i lige Linie, over og under forskjellige Muskler, til et Sideorgan og dets System af Tracheer, men heller ikke lengere. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 1. 7 a Stottende mig for de ægte Scarabæers Vedkommende paa Tapcellernes og for Lucaninis og Passalinis Vedkommende paa Nervegangliets Forekomst antager jeg de her omtalte Dannelser for at være Sandseorganer og nærmere bestemt for Ore, Hereorgan, og som Omstændigheder, der taler for at ansee dem netop herfor, skal i forste Række frem- hæves, 1) at der findes storre luftfyldte Rum, Aandehulen og Luftkamrene, hvoraf nogle jaltfald ere fulde af Luft; 2) at der (hos de »gte Scarabæer) findes Rekker af Ganglieceller («Tapeellerne») med vel udprægede Kjerner, ordnede rækkevis, udtrukne i Tappe, der ialtfald tildels fore indesluttede Smaalegemer og ere befæstede til en Hinde; 3) at der (ligeledes hos de ægte Scarabæer) findes flade, kantede Krystaller (Otolither?) i Nerve- massens Endeparti; i anden og tredie Række, 4) at Organernes Plads delvis er den samme som hos Insekter, hvor man ikke tvivler om Orets Virkelighed (Acridium); endelig 5) at Scarabelarvernes serlige Lydorganer synes at kreve serlige Horeorganer. Jeg skal nu gaae over til nermere at betragte disse 5 Punkter, og skal med Hensyn til det første, Tilstedeværelsen af Luftrum, minde om, at sluttede Rum eller Luftrum ikke blot findes i Hvirveldyrenes Ore, men ogsaa hos mange Bloddyr og Krebs, og fremdeles hos de Insekter, om hvis Horeorganer der findes gammel og almindelig Samstemning (hos Acridiini, Locustini og Gryllini). Siebold har ogsaa strax i sin berømte Afhandling, «Ueber das Stimm- und Gehörorgan der Orthopteren» i Arch. f. Naturg., 10. Jahrg., 1844, p. 52—81, hvor han beskrev Organet og tydede det som Ore, lagt Vægt paa Forekomsten af Luftgange og Luftrum og hentet Betegnelser som «Trommelfell» og «Labyrinth» eller» häutiges Labyrinth» fra Hvirveldyrenes Øre. Ordene «Tympanum» og «tympanale Organer» eller deres Oversettelser gaae derefter igjennem alle Sprogs zoologiske Skrifter, naar Insekters eller Greshoppers Ore omhandles. Det andet Punkt er Tapcellerne og deres Ordning i Rækker og deres Forbindelse med den trevlede Nervemasse. Formen af Cellerne og disses Ordning minder om vigtige Partier af Horeorganet i Locustinernes Ore, saaledes som det fremstilles i den nyeste, meget udforlige og om Accuratesse vidnende Undersogelse af Adelung, «Beiträge zur Kenntniss des tibialen Gehörapparates der Locustiden», Inaug. Diss. 1892, optaget i Zeitschr. f. wiss. Zool., B. LIV. Jeg skal blot henvise til hans Fig.5, 8 og 9 med Gangliecellernes (@.Z. og G. Z."") Form og Ordning her. Ogsaa Forekomsten af Smaalegemerne i Tap- cellernes Tappe (Melolontha) eller i Nervetraadenes distale Ender (Dynastes) forekomme mig at svare til de af Siebold som «Ohrstifte» eller blot «Stifte» benævnte og af ham op- dagede Legemer. Som tredie Punkt maa Forekomsten af Krystaller i Organets inderste Del omtales. Saadanne Krystaller ere af mig fundne saavel hos Dynastes- som hos Oryctes- og Melolontha-Larven, men Sporgsmaalet bliver, om de af mig fundne Legemer ere mere end Tilfældigheder, mere end Prover af de fra al histologisk Undersogelse saa vel kjendte 51 Concrementer, fremkomne enten i Dyrets levende Live eller ved de forskjellige Reagentser, som have været anvendte ved Undersogelsen eller Opbevaringen. Dog forekom det mig, at disse Legemer havde et saa bestemt Udseende af Chitin, dertil en for bestemt Form og en fra de sædvanlige Conerementer for afvigende Skikkelse, til at falde ind under Til- feldighedernes Klasse; men ere de typiske Legemer særegne for dette Organ, da er der intet Andet at ligne dem ved end Otolither, Orestene eller Oregrus, som hos alle Dyr, de fleste Arthropoder undtagne, forefindes i Horeorganerne og betragtes som en væsentlig, nodvendig Del af disse. Hos Arthropoderne er det kun Mysiderne og visse Decapoder, man har fundet Orestene (hos Decapoderne tildels fremmede Stoffer) hos. Hos Mysiderne er ialtfald Udskillingsstoffet Kalk; men udenfor Crustaceerne er hos Arthropoderne Kalk et saa sjeldent eller i saa ringe Grad forekommende Stof, at der ikke kan vere Tale om at lave Concrementer heraf til Orestene, hvorimod det er Chitin, som her alene afgiver faste eller støttende Partier. Der kan heller ikke være Tale om Indbringelse af fremmede faste Legemer, som hos Decapoderne, og hvis der dog skal skaffes haarde, faste Legemer tilveie, er Chitin det Stof, som ligger nærmest. Det kan nu heller ikke nægtes, at den Omstendighed, at der ikke er eftervist Otolither i Græshoppernes Ore, er et meget misligt Punkt ved den gjengse Tydning. lovrigt er det dog et Spørgsmaal, om der ikke ogsaa hos Greshopperne vil kunne eftervises Otolither, omend ikke nogen af de Forskere, som hidtil have beskjeftiget sig med disse Undersogelser, og navnlig en Mand som Franz y. Leydig, «vir omnium oculatissimus», har troet at kunne paapege saadanne. Jeg skal blot omtale, at jeg hos en storre, fremmed Acridium, Acr. flayo-fasciatum, som jeg indsamlede i Mengde ved Caracas i Venezuela, har inde i den Knude paa Trommehinden, paa hvis Veg Horenerven med dennes Ganglie fæster sig, truffet fine, klare, smaa Chitin(?)krystaller, og at jeg hos Nymphen til en storre Locustin fra samme Land, horende til Slegten Phylloptera(?) har paa den indre Veg af Skinnebenet, umiddelbart over Horeorganet, truffet Hobe af smaa firkantede Concrementer eller Krystaller. Dog trenges der her til nærmere Undersogelser. lovrigt er jeg ikke den forste, som har ment at have fundet Otolither hos Insekter, og jeg skal her kun nævne Lespés og V. Graber. Af dem har Lespés i sin Afhandling, «Mémoire sur l'appareil auditif des insectes», Ann. d. sc. nat., ser. 4, tom. IX, 1858, paa- staaet Forekomsten af Otolither i Antennerne hos de fleste Insekter og da navnlig hos de egentlige Scarabeer, og han har ogsaa givet store og tydelige Tegninger af disse Organer hos de sidstnevnte Dyr; men strax i det folgende Bind af samme Annaler skrev en af Datidens forste Undersogere, Edouard Claparede, en aldeles knusende Kritik af Lespés Afhandling under Titel, «Sur les prétendus organes auditifs chez les Coléoptères lamelli- cornes et autres insectes», ibid. tom. X, 1859, p. 236—50, Pl. 21. Her hedder det blandt andet: «Malheureusement, soit la-membrane tendue, soit la poche, soit l’otolithe, sur la x i 52 presence desquels repose toute l'argumentation de M. Lespés, font défaut chez les Insectes», l. c. p. 237. Langt bedre gik det dog V. Graber med hans «Ueber neue, otocystenartige Sinnesorgane der Insecten», Arch. f. mikrosk. Anat., XVI. 1879, p. 36—57, Taf. I—IV, hvor han omhandler og afbilder Otocyster hos forskjellige Blomsterfluer og endogsaa hos en enkelt Slegt, Helomyza, tegner et stort Legeme i Midten af samme Blære og tyder det som «Otolith?». Kritikeren af denne Afhandling var Paul Mayer i hans «Zur Lehre von den Sinnesorganen bei den Insecten», Zool. Anz., 2. Jahrg., No. 25, 1879, p. 182; men hans Kritik var som sagt langt lemfeldigere og gaaer navnlig ud paa, at de af V. Graber beskrevne Organer ikke ere nye, og deres Tydning heller ikke sikker. — Maaske havde det været fornuftigere, om ogsaa jeg her havde fulgt det af Claparède, 1. c., fremdragne gamle, franske Mundheld: «Dans le doute, abstiens-toi». Naar jeg som fjerde Punkt har nevnt Sideorganernes Plads som havende Betyd- ning for disses Tydning, da legger jeg vel ikke megen Vegt herpaa, men mener dog, at det passer godt med, at Acridiernes Ore findes ved og i ner Forbindelse med et Stigme; men det maa ikke glemmes, at Orthöptererne i systematisk Henseende staa saa fjernt fra Coleoptererne, at man maa vogte sig for her at trække for store Vexler paa Homologien. Snarere maatte den for dem fælles, lette Forbindelse med et Luftrum have sin Betydning ; og, naar hos Locustiner og Grylliner Øret ligger saa fjernt fra Stigmet, kunde vel Grunden dertil soges deri, at hos dem vilde Horeorganet, om det var lagt paa samme Plads som hos Acridierne, være kommet for ner op til, i Conflict med Lydorganet, hvorfor det manglende Luftrum maatte skafles tilveie ved Udvidelser af og paa Tracheesystemet i For- skinnebenene. Endnu mindre Vægt lægger jeg paa det femte og sidste Punkt, at Scarabelarvernes særligt udviklede Lydorganer maatte kunne forlange særligt udviklede Høreorganer, for ikke at sige særligt ioinefaldende Horeorganer'). Vel har man i denne Sætning fundet Trøst, for at ikkun de saa stærkt larmende Græshopper og Faarekyllinger have tydeligt Øre; men, om det end er nok saa sandt, at faa Insekter larme saa heit, som de her nævnte Dyr, saa har dog ogsaa saare mange andre Insekter tydelige, let efterviselige Lyd- organer, og hos de høist skrigende af alle, Cicaderne, har man hidtil ikke kunnet opdage Spor af Øre. Ligeoverfor disse fem eller, hvis man foretrækker at se bort fra de to sidste, lige- overfor disse tre vigtige Momenter skal jeg nu anføre, hvad der forekommer mig at kunne tale imod den af mig fremsatte Tydning, nemlig 1) det større Antal, som Ørene her skulde forekomme i og 2) Forekomsten af andre som Øre tydede Organer hos disse Larver. 1) Hos de saa aparte staaende Trogini har man dog, som allerede før bemærket, hidtil ikke fundet Lydorganer enten paa Munddelene eller paa Benene. 53 Den gjennemgaaende Lyst, som Zoologerne have eller maaske rettere havde til at gjenfinde Menneskets fem Sandser i samme Antal og paa samme Steder hos alle Dyr, lader sig for Arthropodernes Vedkommende kun gjore for Synets og Smagens ikke for Horelsens, Lugtens og Folelsens Vedkommende. At Insekter kunne hore, derom kan ikke tvivles, og derom har man ogsaa ad experimentel Vei mange og gode Beviser; men hvor findes Horeorganerne? Indtil for et halvt Hundrede Aar siden havde man, som sagt, ingen Idee herom, inden Siebold'), «Uber das Stimm- und Gehörorgan der Orthopteren», Arch. f. Naturg., 10. Jahrg., 1. B., 1844, fremstillede Bygningen af disse Sandseorganer hos Græs- hopperne, som han vovede at tyde som Ore, uagtet samme Organer fandtes ved Roden af Bagkroppen og i Forskinnebenene og ikke i Hovedet”), hvor de dog «burde» have været, og hvor ogsaa mange Undersogere efter Siebold har villet legge dem, navnlig da i Antennerne (Lespes f. Ex.) Sidst er det forsøgt af Child, der dog har villet indskrænke det af ham saakaldte «Johnstonske Organs» Betydning som Horeorgan til Culiciders og Chironomiders Hanner, jfr. hans Afhandling, «Ein bisher wenig beachtetes antennales Sinnesorgan der Insekten mit besonderer Berücksichtigung der Culiciden und Chironomiden», Zeitschr. f. wiss. Zool., 48.B., 1894. Dog var det en Trost, at det kun var et Par Oren, som Siebold tildomte Greshopperne, og denne Fordring om kun eet Par virkede vistnok lenge, efterat man rundtom hos Insekterne paa forskjellige Steder i Kroppen havde fundet Dannelser, som aldeles lignede Siebolds Horestifter (det var navnlig Leydig, der her som paa saa mange andre Steder i Zoologien, gik forud med Opdagelser og lagttagelser). Dog var det først Vitus Graber, som efter mange Afhandlinger og Svingninger ligefrem vovede at betegne Forekomsten af saadanne Horestifter, hvor de end fandtes, enkeltvis eller i Samlinger, som Oren, jfr. hans «Die chordotonalen Sinnesorgane und das Gehör der Insecten», Arch. f. mikrosk. Anat., B. XX og XXI, 1882, og navnlig Slutningen af samme. Uagtet jeg nu langtfra kan vere enig med Graber, og navnlig mener, at han overvurderer Betydningen af Horestiflerne, troer jeg dog, at han har Ret i, at man ikke kan bestemme Antal og Leie af et Sandseorgan, efter hvad Tilfældet er hos saa fjærnt staaende Dyr som Hvirvel- dyrene, og er man nodt til at antage, at Sandsenernerverne ikke nodvendigvis maa ud- springe fra Hjernen hos Insekterne, men ogsaa kunne udgaae fra Bugnervestrengen — og 1) Det er egentligt Johannes Müller, hvem man skylder Udtalelsen om, at disse Organer muligt kunde være Oren, «Sollten diese Theile das Gehörorgan der Grylle sein», jfr. hans «Zur vergleichende Physiologie des Gesichtsinnes. Fragment zur Physiologie des Gehörorgans bei Gryllus [Poeeilurus] hieroglyphieus», 1826, p 439, med herhen horende Tegninger i hans 2 Aar yngre Afhandling, «Ueber ein eigenthümliches dem Nervus sympathicus analoges Nervensystem der Eingeweide bei den Insecten», Nova Acta Physico-medica Acad. Cas. Leop. Car. Nat. Curios, P. XIV, p. 107, Tab. IX. Fig. 41, Fig. 61 og Fig. 7. *) Vitus Graber, som har anstillet mange Experimenter med Insekternes Horenerve, tilskriver dem denne Sands, selv efterat de have mistet Hovedet. det er man vel — maa vel ogsaa el storre Antal af dennes Nerveknuder eller vel ogsaa alle Nerveknuder kunne udsende Sandsenerver. Derimod kan man vel knap antage, at Sandseorganer med ens Virkning kunne findes paa uensartede Steder i samme Dyr: samme Dyreform kan ikke godt have Ore baade i Hoved og Fod, eller i Vinger og Antenner. Skulde det derfor vise sig, at Graber har Ret, naar han betegner de af ham i Oldenborrelarvens Ben forefundne Stifter som Ore, saa kunne næppe de af mig hos dette Dyr under Navn af Sideorganer med deres kunstige Nervebygning beskrevne Organer tilkomme denne Betegnelse ; men jeg kan ikke nægte, at jeg indtil videre snarere slutter saaledes: da Sideorganerne hos Melolontha-Larven have en Bygning, som frembyder saa mange og for et Horeorgan saa vesentlige Characterer, maae de anses for Oren, hvorimod de mange Stifter i Foden ikke kunne tydes saaledes. Jeg kan ogsaa her henvise til en forelobig Note af Janet, «Sur les nerfs de l'antenne et les Organes chordotonaux chez les Fourmis, «Compt. rend. d. l’Acad. d. Sc. d. Paris, 9. avr. 1894, T. 118, p. 814. Her hedder det: «Des organes chordotonaux n'ont été signalés jusqu'ici, chez les Fourmis, que dans les tibias (Lubbock, Graber) où ils sont visibles par transparence. En réalité, des organes analogues sont également bien développés dans plusieurs regions du corps. L'un des plus remarquables d'entre eux accompagne les nerfs de l'antenne et peut, à cause de sa situation, être appelé organe préantennaire». Janet hylder altsaa den almindelige Anskuelse om alle disse Organer som Oren. Mod at betragte Sideorganerne som Oren, selv hos de egentlige Scarabæer, kunde vel ogsaa anfores den langt simplere, saa forskjellige Bygning hos Lucanini og Passalini, men Forskjellen er vel ikke storre her, end den er mellem Locustiners og Grylliners Ore paa den ene og Acridiernes paa den anden Side. Hermed maa jeg slutte mine Undersogelser. Der er mange Sporgsmaal, som ligge ner, og som jeg allerede havde begyndt at tage for, men som jeg snart indsaa, vilde fore for vidt. Det ligger saaledes ner at sporge om slige Organer, som Sideorganerne, ere indskrenkede til Scarabelarverne. Herom kan jeg for Oieblikket ikke meddele mere end, at Organer af en lignende Bygning findes hos Buprestlarverne og andre Billelarver, og at disse Organer vel fortjene en nermere Undersogelse. Jeg havde ogsaa tænkt at udstrekke mine Undersogelser til Scarabæernes Pupper og Imagines, og i Tracheernes Spjæld hos Imagines troer jeg da ogsaa at have fundet et Sandseorgan, svarende til Larvernes Sideorgan, navnlig dettes «Tunge», men heller ikke her har Tiden slaaet til til nogen indgaaende Undersogelse, og overhovedet have mine Undersogelser afrundet sig saaledes for mig, at jeg maa vente med at tage dem op til videre Studium til en anden Gang. Theses. 1. I Forbindelse med ethvert af de 9 Par Stigmer have Scarabelarverne et vel udviklet Organ, Sideorganet, altsaa i Alt 9 Par Sideorganer. 2. Sideorganet bestaaer foruden Stigmet af en Chitinplade med mange Felter eller Pletter (Spirakelpladen), en Ring (Inderringen), hvorfra de Spirakelpladen støttende Bjælker og Stræbere udgaae, en bagved liggende Aandehule og et vel udviklet Nerve- og Cellecomplex. 3. Sideorganet har dobbelt Betydning, dels som Aande- dels som Sandseorgan. 4. Spirakelpladen er uden Aabninger eller Porer. Den bestaaer af et eller flere Lag Celler eller Kamre, af hvilke det yderste, Luftkammerlaget, delvis indeholder Celle- masse og oftest er fuldt af Gas. j 5. Paa Bagsiden af Spirakelpladen er et Lag Cellemasse. 6. Ved Larve-Hudskiftningerne indtages hver Gang et nyt Stykke Hud (Hypodermis) til Dannelse af det nye Sideorgan, uafhengigt af det gamle. 7. Stigmet (Bullaen) fremkommer forst ved Lukningen af det Gab, hvor det gamle System har hayt Plads og er trukket ud igjennem. 8. Den persisterende Spalte er som oftest ikke perforerende, og dens Vægge stive. Hos Copridini og Geotrypini holder Spalten sig perforerende og Veggene af den boielige, og en Aabnemuskel kommer Li. Igjennem denne Spalte kan der aandes, og foregaaer Aandedrettet delvis. 9. Gjennem Spirakelpladen med dens Cellemasse foregaaer og afsluttes det af Tracheerne med deres Cellebelægning indledede og begyndte Aandedræt (jfr. dog Copridini og Geotrypini). 10. Trogini, Lucanini og Passalini have bag de 8 abdominale Par Sideorganer et vel udviklet Trachee-Lukkeapparat, bestaaende af 2 Aabne- og 1 (2) Lukkemuskler. 11. Tracheesystemets proximale Ender (bag Spirakelpladerne) ere ofte, mer eller mindre fulde af Vedske (jfr. andre Insekter med lukkede Tracheesystemer, navnlig Oestride og Muscariæ). PAS 12. Hos de ægte Scarabæer er Sideorganets Inderring omgivet af et Nerve- og Celle-Complex, med en stor, stærk Nerve lobende hertil. Nervemassen viser tydeligt trevlet Bygning. Hos Dynastes-Larven er eftervist tynde Nervetraade, omsluttende klare Smaa- legemer. Hos Melolontha-Larven er eftervist Lag af «Tapceller» (Ganglieceller?) med Smaa- legemer i Tappene. 13. Nervemassens Traade ende i Stigmet med en Opsvulmning, som er forbunden med klare Krystaller (Otolither?). 14. Hos Lucanini og Passalini er kun eftervist en svær Nerve, gaaende til Lukkeapparatets store Proces og endende her med et Ganglion. 15. Som Sandseorgan er Sideorganet vistnok Ore. Fig. 1—9. Fig. 10—20. Tavleforklaring. Tab. I. Dynastes Neptunus. Halvoxen Larve i Hudskifte. 1. Det gamle Sideorgan med vedhængende Tracheer, udtaget gjennem det nye Sideorgans Gab, seet fra inden. 3/1. Samme uden Tracheer, seet fra uden. 1%. Det nye Sideorgan, med Gabet i Midten, seet fra uden. 7%. Et Stykke af den nye Spirakelplade med 3 Rækker Luftkamre, seet fra uden. 49°, Den mørke Plet i Midten af Kamrene er Enden af Cellemassens Levning. 5. Et enkelt Luftkammer af samme; seet fra uden. 799/,, Cellemassens Leyning sees endnu tydeligt. 6. Tversnit gjennem den gamle Spirakelplade. 7?9/,, a. Levninger af den Cellemasse, som har dannet Spirakelpladen; b.b.b. Levningerne af samme inde i Luftkamrene. 7. Tversnit gjennem samme. *90/,. a. Cellebelegning af Spirakelpladens Kanaler; b.b.b. Leyninger af Cellmasse i Luft- kamrene; c. Cellemasse i Stræberne. 8. Tyersnit gjennem samme. 4°°/;. a. Levninger af den Cellemasse, som har dannet Spirakelpladen. De andre Bogstaver have samme Betydning som i foregaaende Figur. 9. Tversnit gjennem samme. 4°°/;. a. a. a. Cellemasse i de yderste Luftkamre; b. Cellemasse i en Stræber. Dynastes Neptunus. Voxen Larve. 10. Et Sideorgan, afhugget i Kanterne, seet fra uden. 75/1. a. a. a. Resterne af Yderringen ; 6. b. b. de synlige Dele af Inderringen; c. Spirakelpladen d. det lukkede Stigme. 11. Et Stykke af Spirakelpladen, seet fra uden. 45°/;. 12. 3 Luftkamre af samme, farvede med Picrocarmin. a. Et af Kamrene med omgivende Chitinmasse, °°°/:; b. et andet Kammer, %°°/,; €. et tredie Kammer uden Chitinmasse, men med Cellemasse i Midten, $00/,, 13. Tversnit gjennem Spirakelpladen. "1%. Spirakelpladens Inderside er dækket af Gellemasse, som ogsaa fylder de overskaarne Strebere. a.a.a. Strebere. 14. Tversnit gjennem samme, ??°/. a. a. a. Cellemasse i de vdre Luftkamre. 15. Tversnit gjennem Sideorganet. ?°/ı. a. a. Yderringen ; b. Inderringen; €.c. Spirakelpladen; d. Stigmet. 16. Fladesnit gjennem Sideorganet. 110. a. Stykke af Spirakelpladen; b.b.b. Bjælker fra Inderringen til Spirakelpladens Inder- rand; c. Spalten i Stigmet. 17. Stykke af Sideorganet, seet fra inden. °°/ı. Cellemassen fortsætter sig fra Inderringen ind gjennem Bjælkerne og Stræberne. a. a. Bjelker; b.b.b. Spirakelpladens indvendige Side. => un Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VII. 1. 8 Fig. 21—22. 18. 19. 20. Cellebelegning paa en af Bjælkerne. 100, Nervetraade med indesluttede Smaalegemer, langs Inderringen. 42/3. Krystaller fra Stigmets Indre. 299/,, Dynastes Neptunus. Halvvoxen Larve i Hudskifte. ills 22. Tungen eller Spjældet med Matrix. 290/,, Tungen eller Spjældet uden Matrix. 7°°/;. Dynastes Neptunus. Forste Larvestadium. 23. 24. Sideorganet med Tracheer, seet fra uden. 110/;. Sideorganet, seet fra inden. 780/,, a. Aandehulens Begrendsningslinie; 6. en af Bjælkerne med Aabninger ind til Stræberne skinnende igjennem; €. Inderringen med Aabninger ind til Bjælkerne. Fig. 25. Dynastes Neptunus? Larve i andet Stadium. Fig. 1—2. Oryetes nasicornis. Fig. 3—12. Fig. 13—16. 25. il; 9 Sideorganet, seet fra uden. ?°/ı. Der sees et godt Stykke af Nervus acusticus? Tab, II. Længdesnit af Stigmet. >. a. Spirakelpladen; b. Yderringen; c. Inderringen; d. Bjælke; e. Spalten i Stigmet; 7. Nerveopsvulmning. Samme, fra den anden Side. ?°/ı. Bogstaverne have samme Betydning som paa forrige Figur. Melolontha vulgaris. Voxen Larve. 3. 4. 5. 6. 7. 8. Sb 10. 11. 12. Tversnit gjennem Sideorganet, seet lidt paaskraa. 75/;. a. Spalten i Stigmet; b. b. Spirakelpladen; €. Inderringens Matrix; d. Levning af Celle- masse; €. Fortsættelsen af Stigmets Matrix paa den anden Side af Spalten. Samme, seet ret. 75/1. a. Spalten; b. Spirakelpladen; c. Inderringens Matrix; d. Levninger af Cellemasse; e. Tapcellelag. 4 Tversnit gjennem Sideorganet. 19%}. a. Tapcellelag; b. Inderringens Matrix. Stykke Tapcellelag. *°°/:. a. Tapcellerne med Kjerne; b. Tapcellernes udtrukne Del, Tappen; c. faste Smaalegemer i Tappene; d. Stottehinde med Gruber til Tappene. Stykke Tapcellelag. 190/,, e. Bogstaverne have samme Betydning som paa forrige Figur. Tversnit gjennem Sideorganet. 55/1. a. Stykke af Spirakelpladen; D. Hudens Matrix; c. Tapcellelagets farvede Del med Kjerner; d. de ufarvede Tappe; e. Stottehinden ; f. Concrementer. Tversnit gjennem Halsen af Stigmet. °°. a. a. Spirakelpladen; b. b. Tapcellelaget. Stykke af Samme. 790/,, a. Tapcellelaget; b.b. Tappe; c. fast Legeme i Tappene; d. Støttehinden. Tversnit gjennem Midten af Stigmet. 1!°/). a. Den centrale Nerveopsvulmning; b. Krystaller. Tversnit af Spirakelpladen. 199/,, a.a.a. Cellemasse i Luftkamrene. Melolontha vulgaris. Første Larvestudium. 13. 14. or Sideorganet, seet fra uden. 14). Samme, seet fra inden. 110/,. Nervus acusticus? sees at løbe op til Spjældet mellem Tracheerne. Felter af Spirakelpladen, sete fra uden. 00. Fig. 17—18. Fig. 19—20. R 59 16. Sideorganet, seet fra uden. 2?00/,. a. Spirakelpladen, væltet i Veiret; 6. Nervus acusticus?; c. Tungen eller Spjældet. Ateuchus sp. 17. Sideorganet hos en voxen Larve, seet fra uden. 5/1. a. Spirakelpladen; b. Spalten i Stigmet. 18. Sideorganet hos en spæd Larve, seet fra uden. 9%. a. Spirakelpladen; b. Inderringens Matrix; c. Nervus acusticus? Ganthon levis. 19. Sideorganet, seet fra uden. 200), a. Spirakelpladen; b. Spalten i Stigmet; c. Spaltens Aabnemuskel. 20. Samme, seet fra inden. *°00/,. Bogstaverne have samme Betydning som paa forrige Figur. Fig. 21. Copris lunaris. Fig. 22—23. Fig. 24—25. Fig. 26—28. 21. Sideorganet, seet fra uden. ?°/ı. a. Spirakelpladen; b. Spalten i Stigmet. Geotrypes stercorarius. 22. Sideorganet, seet fra uden. 55/,. a. Spirakelpladen; b. Spalten i Stigmet. 23. Stykke af Spirakelpladen, med Enderne af Stræberne skinnende igjennem. 400, Aphodius sordidus. Halvvoxen Larve i Hudskifte. 24. Det gamle og nye Sideorgan i deres Leie, sete fra uden. 55/,. a. Det gamle Sideorgan; b. Stigmet; c. Spaltens Aabnemuskel; d. det nye Sideorgan, skinnende gjennem Overhuden. 25. Samme, sete fra inden, 29/;. a. Det gamle Sideorgan; D. Stigmet; c. Tracheestammens Udspring; d. det nye Side- organ; e.e. Aabnjnger i Inderringen ind til Bjelkerne; f. Tracheestammens Ud- spring; g. og h. Stykker af Matrix(?) til den gamle og den nye Inderring. Aphodius fimetarius. 26. Sideorganet, seet fra uden. 3%/;. a. Spirakelpladen; b. Stigmet; c. Ansatsliste til Spaltens Aabnemuskel. 27. Samme, seet fra inden. °>/ı. a. Spirakelpladen ; b. Stigmet; c. Spalten i Stigmet. 28. Samme, med derfra udgaaende Tracheer, seet fra inden. 55/1. Tracheerne ere nærmest Sideorganet vædskefyldte; kun paa den luftfyldte Del ere Spiralfortykningerne angivne. Tab. III. Fig. 1. Trox Fabricii. Fig: 2—15. 1. Sideorganet, seet fra uden. 49/3. a. Spirakelpladen, med de rækkevis ordnede Ender af Streberne; D. Stigmet, med Spalten i Midten; c. Musklernes lange Proces; d. sammes korte Proces; e. 0g f. Aabne- musklerne; 9. Lukkemusklen; A. Inderringens Matrix. Dorcus parallelopipedus. 2. Det gamle og nye Sideorgan, i deres Leie, sete fra uden. 55/1. a. Det gamle Sideorgan; b. Stigmet; c. det nye Sideorgan, skinnende gjennem Over- huden med dennes Borster. 3. Et Stykke af Spirakelpladen, seet fra uden, noget paaskraa. 4°°/;. Samme med farvet Protoplasma i Luftkamrene. 5. Et Stykke af Spirakelpladen, tildels luftfyldt, seet ret fra uden. 799/,, a. a. a. vædskefyldte Luftkamre. Tversnit af den gamle Spirakelplade, med farvet Cellemasse. 49/1. a. a. Cellemasse i Luftkamrene; 6. Flig af Yderhinden. = = 60 7. Tversnit af den nye Spirakelplade. 199/,, 8. Tversnit af et Stykke af Spirakelpladen. °°°/ı. a. a. Cellemasse i Luftkamrene. 9. Tversnit af et Stykke af Spirakelpladen. 1°°/:. a. a. a. Luftkamrene. 10. Sideorganet, seet fra inden. 799/,, a. a. a. Bjælker; b. 6. b. Aabninger i Inderringen ind til andre Bjælker. 11. Stykke af Sideorganet, seet fra inden. 4°°/1. a. a. a. Bjælker, forbundne med Chitintraade og Hinder. Sideorganet hos en Larve i første Stadium, seet fra uden. 11°). 13. Et Stykke af samme. 150. 14. Et abdominalt Sideorgan med Trachee-Lukkeapparatet, seet fra inden. ‘5/1. a. Spirakelpladen; D. Tracheestammens Udspring; €. Aabningen ind til Aandehulen; d. Musklernes lange Proces; e. indesluttet Luftblere; 7. og g. Aabnemusklerne; h. Lukkemusklen; 7. Nervus acustieus? 15. Et thoraealt Sideorgan, seet fra inden. ?$h. a. Stigmet; b.b. Ender af Aandehulens brudte Bagvæg; c. Muskel fra Spirakelpladens Kant (Peritremet). Sinodendron eylindrieum. 16. Det gamle og nye Sideorgan, i deres Leie, sete fra uden. ‘5/1. a. Det gamle Sideorgan; b. Stigmet; ¢. det nye Sideorgan, skinnende gjennem Huden. 17. Det gamle Sideorgan med Stigme, seet fra uden. °°/1. 18. Det nye Sideorgan, seet fra uden. °>/ı. a. Spirakelpladen; 6. Gabet, hvorigjennem det gamle Tracheesystem er trukket ud. 19. Et Stykke af Spirakelpladen, med gjennemskinnende Ender af Stræberne. *°°/1. 20. Et Tversnit gjennem Sideorganet. °°. a, Spirakelpladen; b. Inderringen; e.c. Bjælker. 21. Et andet Tversnit gjennem Sideorganet. 7°9/;. a. Spirakelpladen; D. Bjelke; c. Cellemasse. 22. Et abdominalt Sideorgan, med Trachee-Lukkeapparat, seet fra Inden. 55/1. a. Den lange Aabnemuskel; b. den korte Aabnemuskel; €. den egentlige Lukkemuskel; d. Hjælpe-Muskel; e. den lange Muskelproces; f. den korte Muskelproces; g. Nervus acustieus?; h. Nervegangliet; 7. Aabningen ind til Aandehulen. 23. Sammes Nerveganglie, stærkere forstørret. *0%ı. 24. Et thoracalt Sideorgan, seet fra Siden. 55/1. a. Spirakelpladen; b. Proces fra Sideorganets Kant (Peritremet); c. Musklen fra samme; d. Nervus acusticus? med Ganglie; e.e. Tracheer til Gangliet. Passalus interruptus. 25. Et Stykke af Spirakelpladen, seet fra uden. 1?9/,, 26. Sideorganet, gjennemskaaret, seet fra Siden. 5/1. a. Huden; b. Spirakelpladen; c. Bjælke; d. Spalten i Stigmet. 27. Sideorganet hos en sped Larve, gjennemskaaret, seet fra inden. 1499/1. a. Luftkamre; b. den indre Halvdel af Organet med Svampmassen. 28. Et abdominalt Sideorgan, med Trachee-Lukkeapparatet, seet fra inden. 110, a. Inderringen, med dens Aabninger ind til Bjælkerne; D. Musklernes lange Proces ; c. den korte Proces. 29. Et abdominalt Sideorgan, hos en spæd Larve, seet fra inden. 19/1. a. Musklernes lange Proces; D. den korte; c. og d. Aabnemusklerne; e. Lukkemusklen; f. Spirakelpladen; g. Nervus acusticus? Fig. 30. Gastrophilus equi. 30. Et Stykke af Svampmassen i Aandehulen. °°°/:. (er) Les organes latéraux des larves des Scarab£es. Par M. Fr. Meinert. La question de la respiration des Insectes m’a toujours interesse, et plusieurs de mes mémoires traitent plus ou moins à fond dudit système respiratoire. Ainsi, à propos de l'appareil de la respiration, on se demande si les larves des Scarabées ont les spiracules ou stigmates ouverts ou fermés? Et ces organes ont été à plusieurs reprises l'objet de mes recherches. Voici 14 ans que j'ai commencé cette étude, et quand j'avançai des opinions con- traires à l'idée généralement reçue, ce fut une source de discussions, en tout cas chez nous. Mon premier petit mémoire sur ce sujet est imprimé sous le litre de: «Spirakel- pladen hos Scarabæ-Larverne» ou Plaque spiraculaire des larves des Scarabées (yoy. Vid. Medd. f. Nat. Foren. 1881, p.289—91) Ce petit traité eut pour pendant un article sur la structure de la bouche de quelques larves d'Insectes. Le professeur Schiödte répondit à lun et à l'autre par un article un peu plus long, Spiracula cribraria — Os clausum dans la Nat. Tidsskr., 3° ser., vol. 13, p.427—73 (1883), article auquel je répliquai sous le titre de «Noget mere, ete.» (Nouveaux renseignements sur les Spiracula cribraria et l'os clausum; réplique), Vid. Medd. f. Nat. Foren. 1883, p.68—91). Cette dispute fut close par un article de M. le D' H.-J. Hansen, intitulé «Opgjörelse af, etc.» (Solution décisive des questions Spiracula cribraria — Os clausum), Nat. Tidsskr., 3° sér., vol. 14, p. 653—65 (1884). Ce fut seulement huit ou neuf ans plus tard que M. le D' Boas écrivit une petite notice concernant cette question, sous le titre de «Ueber die Stigmen der Melolontha- Larve. Vorläufige Mittheilung» dans le Zool. Anzeig., XVI? ann., n° 431, p. 389—91 (1893). Mes recherches portent sur les Scarabées en général, prenant pour types les Lamellicornes de Latreille; mais ceux dont j'ai fait l'objet préféré de mon étude, ce sont les Dymastini, avec Dynastes Neptunus et Oryetes nasicornis, Melolonthini, avec Melol. vulgaris, Lucanini, avec Dorcus parallelopipedus et Sinodendron eylindrieum. Ce n'est pas uniquement en Danemark que les stigmates à plaques spiraculaires des larves des Scarabées ont été l'objet de recherches; car, des 1774, de Geer a été le premier de toute une série d'auteurs qui ont étudié la structure compliquée de ces plaques, surtout en gardant sous les yeux la question de savoir si ces mêmes plaques sont percées de trous et pores, perforées, ou bien si elles sont massives et continues, imperforées, en d'autres termes, si ces plaques laissent passer librement et sans obstacle l'air atmos- pherique qui va aux trachées et l'air qui emporte des trachées l'acide carbonique. Anté- rieurement done on concevait les plaques spiraculaires même comme closes, et lon croyait que le passage nécessaire a la circulation de lair avait lieu par une seule grande fente du stigmate. Les auteurs récents, au contraire, trouvant cette fente constamment fermée, furent forcés de déclarer perforées les plaques spiraculaires, car il n'y avait pas de troisieme hypothese. Parmi mes devanciers, le professeur Schiödte est sans comparaison celui qui à donné l’expos& le plus explicite des stigmates à plaque spiraculaire des larves des Scarabees, c'est-à-dire de ce que j'ai appelé organes latéraux, et comme il représente l'idée actuelle de ces organes, je vais ciler sa description complete et précise, «De metamorphosi Eleutheratorum observationes», Nat. Tidsskr. 3° sér., vol. 9, p. 265—66: «Peritrema spira- culorum angustum, acute elevatum, margine posteriore spiraculis thoracicis, priore spiraculis abdominalibus in bullam dilatato plerumque umbilicatam, atrium firmantem respiratorium ; trabecule atrii compresse, ad bullam versus ramose excurrentes et cum ea connexæ, arrectaria foris emittentes ramulosa, aream respiratoriam, leviter excavatam, foraminibus respiratoriis pertusam inter peritrema et bullam suspensam gerentia». Or, mes recherches m'ont amené à m'écarter souvent et considérablement des interprétations et idées de Schiddte concernant les organes en question et leurs parties constitutives, et pour commencer par le peritreme de Schiödte, je ferai remarquer que l'organe dénommé peritrema par Schiôdte, ne répond pas à ce que d'ailleurs on appelle peritrema, comme le fait du reste Schiödte, lui aussi. Selon moi, sa plaque spiraculaire ne répond à aucune portion du stigmate des autres Insectes; elle ne constitue aucune partie du stigmate ou de son bord, mais est un nouveau morceau de la peau de la larve, morceau indépendant et n'ayant aucune relation d'origine avec la trachée ou avec le dé- bouché de cette dernière dans le squelette cutané. Je dis encore que la bulla de Schiödte nest ni une partie, ni un renflement du péritrème, mais bien seulement le véritable et propre stigmate, ayant conservé ou perdu sa fente béante, avec ou sans musculature. Quant à la structure de la plaque spiraculaire, je puis dire dès maintenant que je Vai toujours trouvée imperforée, soit que le stigmate eüt conservé sa fente ou qu'il lett perdue, point sur lequel je reviendrai plus loin. La larve nouvellement éclose n'a pas trace de stigmates, mais les orifices des trachées sont obturés par une membrane mince et continue, répondant à ce qui devient plus tard la plaque spiraculaire; mais c'est seulement chez les larves. parvenues au second état, que le stigmate futur commence à se former autour de l'ancienne trachée. C’est seulement lorsque la mue a retiré du nouveau stigmate béant l'ancien système de trachées que ce nouveau stigmate se ferme par un rapprochement de ses parois, et il ne reste plus qu'une fente étroite. Le plus souvent cette fente est tellement comprimée et étroite et ses parois si raides et si chitineuses, qu'elle ne saurait livrer passage à l'air ou qu'en tout cas la perméabilité est trop faible pour être regardée comme respiration, tandis que, chez les Copridini et les Geotrypini, le stigmate, qui est devenu démesurément grand vis-à-vis de la plaque spiraculaire et qui se trouve situé en dehors 63 de cette plaque ou qui n’en est pas solidaire, conserve une certaine flexibilité; et souvent la fente peut s’apercevoir tres distinctement de dehors, sans que pourtant elle laisse passer le jour, puisque les bords opposés de la fente s’imbriquent. Chez certains types de ces deux groupes principaux, savoir chez les Ateuchus, Canthon et Copris, parmi les Copridini, et chez les Aphodius et Geotrypes, parmi les Geotrypini, jai trouvé en outre un muscle assez fort, atteignant le bord de la fente. La contraction de ce muscle peut faire bäiller la fente, celle-ci se fermant et restant fermée par l’elastieite de ses parois et la pression du sang; comp., pl. Il, la fig. 17, de l’Ateuchus sp.; fig. 19 et 20, du Canthon levis; fig. 21, du Copris lunaris; fig. 22, du Geotrypes stercorarius; fig. 24, de l Aphodius sordidus, et fig. 26 et 27, de l’Aphod. fimetarius. En touchant ce point dans mes publications les plus antérieures, j'avais déjà dit que cette sorte de bäillement devait avoir lieu lorsque, durant la mue, l’ancien système de trachées des Insectes doit être éliminé par le moyen ordinaire, el que la dépression ou sillon qu'on trouvait dans la bulla de Schiödte, était un reste de ce bäillement; mais il n'y a que M. Boas qui (Loc. eit., p.390) dise positivement: «Diese Öffnung, welche der gewöhnlichen Stigmenôffnung der Insecten entspricht, ist aber unter gewöhnlichen Um- ständen geschlossen ... Nur während der Häutung ist sie offen; die alten Tracheen werden durch diese Öffnung hinausgezogen; so lange noch der alte Tracheenstamm in der Öffnung steckt, ist diese fast kreisrund ... später wird die Öffnung schon mehr spalt- formig», et, p.391, fig. 2, o, il donne le dessin d'une fente étroite ouverte; mais c’est à tort qu'il place cette fente entre la «bulla» et la plaque spiraculaire (sa Siebplatte); car la fente traverse la «bulla» même et, dans la figure, la partie coupée de la fente n'appartient pas à la plaque spiraculaire. Moi aussi, j'ai pu remplacer les presomptions par la con- viction, et je me contenterai ici de renvoyer à mes figures représentant le Dynastes Neptunus, pl. I, fig. 3, ! Aphodius sordidus, pl. Il, fig. 2, le Dorcus parallelopipedus, pl. II, fig. 2 et le Sinodendron cylindricum, pl. Ul, fig. 16, où Von voit à proportion juste l'ouverture béante du nouveau stigmate. Tandis que le stigmate de la larve n'acquiert sa forme qu'après la mue, sa plaque spiraculaire est déjà toute prête avant cette phase, et peut par conséquent se voir, a travers la dépouille de la larve vieille, comme une enveloppe exterieure qui cerne pour ainsi dire l’ancienne plaque spiraculaire; comp. mes illustrations des Aphodius sordidus, pl. II, fig. 24 et 25, Dorcus parallelopipedus, pl. III, fig. 2, et Sinodendron cylindricum, pl. III, fig. 16. L'évolution et la formation de la plaque spiraculaire commence peu après que l'hypoderme entier s’est retiré de la vieille peau extérieure, ou cuticule, de la larve, et qu'il s’est produit une cuticule nouvelle et fine, et les cellules d'une partie de cet hypo- derme se multiplient et forment une couche assez épaisse de matière cellulaire. Cette matière cellulaire sous-jacente à la mince cuticule, sécrète alors des couches plus ou moins nombreuses de cellules qui s’empilent; comp. la coupe transversale de la plaque spiraculaire de la larve de Dynastes, aussi bien la section de la plaque récente, pl. I, fig. 6—9, que celle de la plaque müre, fig. 13—14. Dans les cellules les plus exterieures de la plaque spiraculaire récente, on voit un corps rond, matiere cellulaire ou noyau; ou bien les piles de cellules sont traversées d'un filament sombre émanant d'une mince membrane sous- jacente à la couche cellulaire. Toutefois, comme je n'ai vu qu'un spécimen à étudier, il est possible que l'évolution ait été malingre ou retardée. Cette même structure cellulaire de la plaque spiraculaire se voit aussi chez les Melolontha, pl. I, fig. 12, Dorcus, pl. Ul, fig. 9, et Sinodendron, pl. IN, fig. 20—21. Derrière la plaque spiraculaire, les poutres («Bjelker» — «trabeculae» de Schiödte) se présentent sous forme de tuyaux entourés d'une couche de cellules extrêmement fines, pl. I, fig. 18, et englobant des ramifications de la partie des groupes de cellules ou de la matière cellulaire formant un dos à la plaque spiraculaire (pl. 1, fig. 17) et qui s'est transformée en matière nerveuse (?). Concernant la structure de la plaque spiraculaire, je dois en terminant faire ressortir la présence d'une couche de matière cellulaire qui, d'une part, remplit plus ou moins les chambres à air de la plaque spiraculaire, d'autre part, revêt l'intérieur de cette plaque, et souvent, comme cela a lieu chez les Zucanini, cette couche est soutenue par de fins filaments chitineux et par des membranes fines; comp. les Dynastes Neptunus, pl. I, fig. 11—14; Melolontha vulgaris, pl. I, fig. 3d et Ad; Dorcus parallelopipedus, pl. WI, fig. 4, 7, 8, 11; Sinodendron eylindricum, pl. Il, fig. 21.¢; Passalus interruptus, pl. UI, fig. 27 6. Nous reviendrons plus tard sur l'importance de cette couche pour la respiration. L'intervalle des anneaux externe et interne de l'organe latéral, pl. I, fig. 10 et 15, a et b, est comblé par la susdite matiere cellulaire, dont la structure est filamenteuse et qui pousse ses ramifications dans les poutres et dans ce qu'on appelle bulla, jusqu'à la fente du stigmate. Chez la larve du Dynastes, je n'ai vu qu'une seule fois une partie de cette matière nerveuse (?) et filamenteuse se changer en des filaments nerveux (?) tout à fait fins, dont chacun renfermail un corpuscule clair, pl. I, fig. 19; mais, chez la larve du Melolontha, j'ai assez souvent trouvé des filaments correspondants qui embrassent chacun son corpuscule. Or, en ce dernier cas, on constate que ces filaments étaient de longs et minces procès ou appendices de cellules plates à noyau fort et marqué, pl. II, fig. 5—10. J'ai appelé ces cellules cellules appendiculées («Tapceller»), et l'on verra comment une mince membrane, la membrane d'appui, s'étend sous la base des appendices et présente en face de chacun d'eux un trou, si ce n'est peut-être de simples fossettes, fig. 6e, Sd et 10d. Comme je l'ai dit plus haut, la matière cellulaire ou nerveuse se prolonge jusque dans la bulla, dont l'intérieur présente une chambre, au milieu de laquelle elle se gonfle un peu; comp. la larve d’ Oryctes, pl. Il, fig. 1 et 2, et celle de Afelolontha, fig. 11. Dans l'intérieur de cette chambre et se reliant au renflement de ladite masse, j'ai trouvé des corpuscules (cristaux?) d'une ténuité particulière, clairs et anguleux, ressemblant à ceux que j'ai représentés provenant du stigmate, ou bulla, de la larve de Dynastes, pl. I, fig. 20. On doit également mentionner ici une petite portion dite la langue, saillante et formant épiglotte dans l’entre-bäillement qui se trouve originairement dans l'organe latéral récemment formé. J'ai représenté la langue de la larve de Dynastes, pl. I, fig. 3 et fig. 21—22. Dans ces deux dernières figures, on voit comment la matière cellulaire s'est déjà scindée en fibres palpables. Cette même langue se retrouve dans le stigmate de la larve mûre et, par conséquent, ne sert pas à fermer le baillement du stigmate. Chez aucune autre larve de Scarabée, je n'ai trouvé la langue aussi saillante; c'est seulement chez la jeune larve de Melolontha que j'ai trouvé, tout au bout de la trachée, une épiglotte analogue ayant une saillie encore plus forte, pl. II, fig. 16¢, avec un nerf, b, qui y aboutissait, comp. l’epiglotte de Straus-Durckheim chez le ‚Melolontha vulgaris. Apres cet exposé, je suppose que ces matieres cellulaires et formations de nerfs doivent étre regardées comme constituant l'organe dun sens, préférablement celui de louie. Le nerf de sensation qui y conduit, Nervus acusticus(?), est difficile à poursuivre dans le labyrinthe de trachées. J'ai pourtant réussi à le suivre sur un parcours assez long, non seulement dans une jeune larve de Dynastes, pl. I, fig. 25, mais encore dans la larve encore tendre du Melolontha, pl. Il, fig. 13. Chez les larves des Lucanides, je n'ai pas pu constater d’organe de sensation ayant une pareille structure, mais j'y ai suivi le nerf (Nervus acusticus?) sur une très grande longueur et vu comment il se termine en un renflement ganglionnaire à la marge antérieure du long procès de l'appareil obturateur, p. ex. chez le Doreus, pl. HE, fig. 14 7, chez le Sinodendron, fig. 22, g et h, fig. 23 et fig. 24 d, et chez le Passalus, fig. 29, g. Je ne puis pas, dans ce résumé, établir plus minutieusement la base de mon explication de ces formations comme organe de louie, et je dois renvoyer au mémoire même; seulement, quant à la différence de ces organes chez les Lucanides et les autres Scarabées, je dois renvoyer au contraste des organes de l’ouie des Locustide et des Acridüde. Le second point relatif a l’importance des organes lateraux, et sans doute le plus important, c'est leur fonctionnement comme organes de la respiration. Dans ce qui précède, nous avons déjà fait ressortir que seules les larves d'un petit nombre de Scarabées, savoir celles des Copridini et des Geotrypini, ont des muscles exprès pour ouvrir la fente du stigmate. La plupart des larves des Scarabées sont totalement dépourvues d'appareil musculaire pour ouvrir et fermer le système de trachées, tandis que, chez les trois principaux groupes, Lucanini, Passalini, Trogini, cet appareil est très développé et consiste en deux longs muscles pour ouvrir et un muscle large et court pour fermer, s’attachant respectivement au bord interne d'un procès court et d’un procès long, à la marge externe desquels les muscles ouvreurs viennent s'attacher par l'une de leurs extrémités. Krancher (Der Bau der Stigmen bei den Insekten, p. XIX, fig. 28 a et 29) prétend qu'il y a un muscle dans le stigmate; mais je dois, répétant ce qu'a déjà dit Schiödte, le nier formellement. En outre j'ai trouvé, chez les larves des Oryctes et Melolontha, un muscle court émanant du bord de la plaque spiraculaire; mais il ne concerne pas la fermeture des trachées. Pour comprendre la respiration des larves des Scarabées, avec leur système de trachées fermées, je dois rappeler la structure et l'architecture des trachées soit chez les Insectes en général, soit chez d'autres Insectes à système clos. Relativement au premier point je dois donc rappeler que le système trachéen des Insectes est surtout un organe de sécrétion, non seulement en raison de son installation et de son évolution, mais aussi à cause de sa structure, et que l'épaisseur de l'enveloppe cellulaire des conduits trachéens doit prendre une part active à produire l'acide carbonique et l'humidité (la vapeur) cons- tituant partiellement la respiration; comp. une conférence que j'ai faite au 14° Congrès des naturalistes scandinaves «Om Insekternes Respiration, navnlig Tracheegjællerespira- tionen» (Sur la respiration des Insectes, surtout la respiration par des branchies à trachées). Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 1. 9 Le second point, c'est la respiration des autres Insectes à système clos, et là surtout celle de diverses Mouches, Muscariæ et (Estride, leur systeme trachéen s’am- plifiant par derriére en deux forts trones entierement obturés, non seulement par une mince membrane (cette membrane est-elle fermée dans le genre Gastrophilus? C'est pourtant à l'état de question), mais aussi par une matière cellulaire que raidit tout un réseau de fins filaments chitineux, pl. HI, fig. 30, laissant pourtant une couche d'air entre elle et la membrane externe. Je regarde done comme indubitable que la respiration des susdits Diptères doit être effectuée et accomplie par cette matière cellulaire. Même structure de la plaque spiraculaire et de sa couche de matière cellulaire, même terminaison du système trachéen chez les larves des Scarabées; mais nulle part on ne trouve la structure de la plaque spiraculaire aussi nette que chez le Dorcus; car, si l'on opère sur une larve fraiche et vivante, une loupe d'un fort grossissement fera trouver les mêmes rangées de chambres remplies d'air, pl. III, fig. 5, que nous connaissons si bien chez les stride. En terminant je dois aussi mentionner que souvent j'ai trouvé, chez des larves vivantes un liquide, pl. If, fig. 28, remplissant les extrémités du système trachéen par derrière les plaques spiraculaires fermées. J'en ai vu autant chez des larves noyées dans l'alcool: il y avait des caillots. Ce liquide ou ces caillots doivent, selon moi, provenir d'une sécrétion du revêtement cellulaire des trachées (vapeur ou humidité que Vobturation des trachées a empéchées de s’echapper?); mais d’ailleurs il me faut renvoyer à la présence d'un pareil liquide dans le système trachéen de diverses larves de Cousins; comp. mon mémoire sur «De eucephale Myggelarver» (larves eucéphales des Dipteres). Je dois terminer en me gardant d'être fauteur de l'ancienne théorie par laquelle Molden- hawer regarde les trachées comme vaisseaux sanguins. Thèses. N 1° Les larves des Scarabées ont, relié & chacune des neuf paires de stigmates, un organe bien développé, l'organe latéral, par conséquent un total de neuf paires d'organes latéraux. 2% Outre le stigmate, l'organe latéral comporte: une plaque chitineuse à beaucoup de cases ou taches (la plaque spiraculaire); un anneau (l'anneau interne) d'où partent les poutres et poutrelles qui soutiennent la plaque spiraculaire; un antre spiraculaire situé derrière cet anneau, et un assemblage bien développé de nerfs et de cellules. 3° L'organe latéral a la double importance d’organe de respiration et d’organe de sensation. 4° La plaque spiraculaire n'a ni ouvertures ni pores. Elle se compose d'une ou plusieurs couches de cellules ou chambres, dont la plus extérieure, la couche des chambres à air, est partiellement remplie de matière cellulaire et, le plus souvent, est pleine de gaz. 67 5° La face postérieure de la plaque spiraculaire est revétue d'une couche de matiére cellulaire. 6° A chaque mue larvaire, il se produit un nouveau morceau de peau (kypodermis) qui sert à former le nouvel organe latéral, indépendamment de l'ancien. 7° Le stigmate (la bulla) n'est då qu'à la fermeture de l’entre-bäillement où l'ancien systeme a eu sa place et par où il a été retiré. 8° Le plus souvent la fente persistante ne traverse pas; les parois en sont raides. Chez les Copridini et les Geotrypini, la fente se maintient en partie, et ses parois sont flexibles; en outre surgit un muscle ouvreur. La respiration peut se faire, et se fait partiellement, à travers cette fente. 9° Crest à travers la plaque spiraculaire et sa matière cellulaire que s'effectue et se termine la respiration suscitée et commencée par les trachées et leur revêtement cellulaire (comp. toutefois les Copridini et les Geotrypini). 10° Les Trogini, Lucanini et Passalini sont doués, derrière les huit paires d’or- ganes latéraux abdominaux, d'un appareil obturateur de trachées, bien développé et con- sistant en deux muscles ouvreurs et en un (ou deux) muscle(s) obturateur(s). 11° Souvent les extrémités proximales du systeme trachéen (situées derrière les plaques spiraculaires) sont plus ou moins remplies d'un liquide (comp. d’autres Insectes à systèmes de trachées fermées, surtout les Œstridæ et les Muscarie). 12° Chez les vrais Scarabées, l'anneau interne de l'organe latéral est entouré d'un assemblage de nerfs et de cellules, avec un gros et fort nerf qui y aboutit La matière nerveuse présente une structure manifestement filamenteuse. Chez la larve du Dynastes, on a constaté de minces filaments de nerfs renfermant des corpuscules clairs. Chez la larve du Melolontha, on a constaté des couches de cellules appendiculées (cellules ganglionnaires?) avec des corpuscules dans les appendices. 13° Les filaments de la matière nerveuse se terminent, dans le stigmate, par un renflement relié a des cristaux transparents (otolithes?). 14° Chez les Zucanini et les Passalini, on n'a constaté qu'un nerf solide, atteignant le grand procès de l'appareil obturateur et se terminant la par un ganglion. 15° En tant qu'organe de sensation, l'organe latéral constituerait sans doute une oreille. 68 Explication des planches. Planche I. Fig. 1—9. Dynastes Neptunus. Larve à moitié développée: mue. ie on L'ancien organe latéral avec les trachées adhérentes, extrait à travers l'ouverture du nouvel organe latéral, vu de dedans. 15/1. Le même, sans trachees, vu de dehors. 34/1. Le nouvel organe latéral, avec l'ouverture au milieu, vu de dehors. 1/1. Morceau de la nouvelle plaque spiraculaire à trois rangs de chambres à air, vu de dehors. 49/3. La tache sombre du milieu des chambres est le bout du restant de Ja matière cellulaire. Une des chambres à air de cette même plaque spiraculaire, vue de dehors. ‘20/1. Le restant de la matière cellulaire se voit encore distinetement. Coupe transversale de l'ancienne plaque spiraculaire. *°%ı. a. Restes de la matière cellulaire qui a formé la plaque spiraculaire; 6. b. b. restes de la matière cellulaire dans l'intérieur des chambres à air. Coupe transversale de la même plaque. "99/3, a. Revêtement cellulaire des canaux de la plaque spiraculaire; b.b.b. restes de la matière cellulaire dans les chambres à air; c. matière cellulaire dans les poutrelles. Coupe transversale de Ja mème plaque. 400/:. a. Restes de la matière cellulaire qui a formé la plaque spiraculaire. Les autres lettres ont le même sens que dans la figure précédente. Coupe transversale de la même plaque. 190). a. a. a. Matière cellulaire des chambres à air les plus extérieures; D. matière cellulaire d'une poutrelle. Fig. 10—20. Dynastes Neptunus. Larve adulte. 10. 11. 122 15. 14. Un des organes latéraux, à bords abattus, vu de dehors. */1. a. a. a. Restes de l'anneau externe; b. b. b. parties visibles de l'anneau interne; c. plaque spiraculaire; d. stigmate fermé. Morceau de la plaque spiraculaire, vu de dehors. 450/. Trois chambres à air de cette plaque, colorées au picrocarmin. a. Une des chambres avec son entourage de matière chitineuse, °°°;; b. seconde chambre, %00/;; ce. troisième chambre, sans matière chitineuse, mais avec matière cellulaire au milieu. 500/:. Coupe transversale de la plaque spiraculaire. 119}; La paroi intérieure de la plaque spiraculaire est couverte de matière cellulaire, qui remplit aussi les poutrelles coupées en ‚haut. a. a. a. Poutrelles. Coupe transversale de la plaque spiraculaire. ??0/,. a. a. a. Matière cellulaire des chambres à air extérieures. 69 15. Coupe transversäle de l'organe latéral. ?5/1. a. a. Anneau externe; b. anneau interne; c.c. plaque spiraculaire; d. stigmate. 16. Coupe horizontale de l'organe lateral. 11%ı. a. Morceau de la plaque spiraculaire; Db.b.b. poutres reliant l'anneau interne au bord de la plaque spiraculaire; €. fente du stigmate. 17. Morceau de l'organe latéral, vu de dedans. 55/,. La matière cellulaire se prolonge à partir de l'anneau interne jusqu'à travers les poutres et les poutrelles. a. a. Poutres; b. b. paroi interne de la plaque spiraculaire. 1S. Revêtement cellulaire d'une des poutres. ‘99/1. 19. Filaments nerveux renfermant des corpuscules, le long de l'anneau interne. 1°°/1. 20. Cristaux provenant de l'intérieur du stigmate. ?00/:. .21—22. Dynastes Neptunus. Larve à moitié développée: mue. 21. Langue ou épiglotte avec matrice, 200). 22. Langue ou épiglotte sans matrice. ?°°/;. .23—24. Dynastes Neptunus. Premier état larvaire. 23. Organe latéral avec trachees, vu de dehors. 119/, 24. Organe latéral, vu de dedans. *°°/ı. a. Ligne de démarcation de l'antre spiraculaire; D. une des poutres avec débouchés dans les poutrelles, vus par transparence; c. anneau interne avec débouchés dans les poutres. Dynastes Neptunus? Larve dans le 29 état larvaire. 25. Organe lateral, vu de dehors. ?°/ı. On voit un bon morceau du Nervus acusticus ? no or Planche II. ig. 1—2. Oryetes nasicornis. 1. Coupe longitudinale du stigmate. 75/1. a. Plaque spiraculaire; D. anneau externe; c. anneau interne; d. poutre; e. fente du stigmate; f. renflement nerveux. 2. Coupe longitudinale du stigmate, vue de l'autre côté. *°/ı. ig.3—12. Melolontha vulgaris. Larve adulte. , 3. Coupe transversale de l'organe lateral, vu légèrement de biais. ?°/ı. a. Fente du stigmate; b.b. plaque spiraculaire; c. matrice de l'anneau interne; d. reste- de matière cellulaire; e. prolongement de la matrice du stigmate, de l'autre côté de la fente. Coupe transversale de l'organe lateral, vu d’aplomb. 25/1. i a. Fente; D. plaque spiraculaire; €. matrice de l'anneau interne; d. restes de matière cellulaire; e. couches de cellules appendiculées. 5. Coupe transversale de l'organe latéral. 100/,. a. Couche de cellules appendiculées; b. matrice de l'anneau interne. 6. Morceau de la couche des cellules appendiculées. 4°°/;. ‘ a. Cellules appendiculées à noyau; D. appendice ou partie étirée des cellules appendi- eulees; c. corpuscules solides dans les appendices; d. membrane d'appui avec fossettes pour les appendices. 7. Morceau de la couche des cellules appendiculées. 199/,, Les lettres ont le même sens que dans la figure précédente. 8. Coupe transversale de l'organe latéral. 55/1. i a. Morceau de la plaque spiraculaire; b. matrice de la peau; c. partie colorée de la couche des cellules appendiculées, avec noyaux; d. appendices non colores; e. mem- brane d'appui; f. concrétions. CS Fig. 13—16. Fig. Fig. Fig. 17—1S. 19—20: 10. 19% 12 Coupe transversale du col du stigmate. »/ı. a. a. Plaque spiraculaire; b.b. couche de cellules appendiculees. Morceau de ce mème col. 4°°);. a. Couche des cellules appendiculées; b.b. appendices; c. corpuscule solide de ces derniers; d. membrane d'appui. Coupe transversale par le milieu du stigmate. 11°. a. Renflement central du nerf; b. cristaux. Coupe transversale de la plaque spiraculaire. 10/1. a. a. a. Matière cellulaire des chambres à air. Melolontha vulgaris. Premier état larvaire. 13. 14. 15. 16. Organe latéral, vu de dehors. 11°), Id., vu de dedans. 110/:. On voit le Nervus acusticus? gagner l'épiglotte entre les trachées. Cases de la plaque spiraculaire, vues de dehors. 49°). Organe latéral, vu de dehors. 299/,, a. Plaque spiraculaire, à l'envers; b. Nervus acusticus?; c. langue ou épiglotte. Ateuchus sp. IM 18. Organe lateral d'une larve adulte, vu de dehors. °°/ı. a. Plaque spiraculaire; b. fente du stigmate. Organe latéral d'une jeune larve, vu de dehors. a. Plaque spiraculaire; b. matrice de l'anneau interne; ec. Nervus acusticus? 400/,. Canthon levis. 19. 20. Organe latéral, vu de dehors. 9°°/;. a. Plaque spiraculaire; b. fente du stigmate; c. muscle ouvreur de la fente. Id., vu de dedans. 99/1. Les lettres ont le même sens que dans la figure précédente. 21. Copris lunaris. 2293 24 —25 21. Organe lateral, vu de dehors. ?°/ı. a. Plaque spiraculaire; b. fente du stigmate. Geotrypes stercorarius. 22. 23. Organe lateral, vu de dehors. ‘5/1. a. Plaque spiraculaire; b. fente,du stigmate. Morceau de la plaque spiraculaire, et bouts des poutrelles, vus par transparence. !%ı. Aphodius sordidus. Larve à moitié adulte: mue. 24. t ot 28. Organes latéraux ancien et nouveau dans leur position naturelle, vus de dehors. »/ı. a. Ancien organe latéral; D. stigmate; c. muscle ouvreur; d. nouvel organe latéral, qu'on aperçoit à travers l'épiderme. Les mêmes, vus de dedans. 7°°/3. a. Ancien organe latéral; 6. stigmate; c. point de départ du tronc trachéen; d. nouvel organe latéral; e.e. débouchés de l'anneau interne sur les poutres; f. point de départ du tronc trachéen; g.eth. morceaux de matrice(? de l'ancien anneau interne et du nouveau. i Organe lateral, vu de dehors. 799/,, a. Plaque spiraculaire; b. stigmate; c. épaississement d'insertion du muscle ouvreur de la fente. \ Id., vu de dedans. 55/,. a. Plaque spiraculaire; b. stigmate; c. fente du stigmate. Id., et trachées qui en partent, vu de dedans. °°. Les trachées les plus rapprochées de l'organe latéral sont remplies de liquide; la partie remplie d'air est la seule où soient indiqués les épaississements en spirale. Planche III. Fizg.1. Trox Fabricii. Fig. 2—15. Fig. 16—24. 1. Organe lateral, vu de dehors. 100/,. a. Plaque spiraculaire, et extrémités des poutrelles disposées par rangées; D, stigmate, avec fente au milieu; €. procès long des muscles; d. leur procès court; e. et f. muscles ouyreurs; g. muscle obturateur; A. matrice de l'anneau interne. Dorcus parallelopipedus. 2. Organes latéraux ancien et nouveau, dans leur position naturelle, vus de dehors. 55/1. a. Ancien organe latéral; b. stigmate; ce. nouvel organe latéral, qu'on apercoit à travers l'épiderme et ses soies. 3. Morceau de la plaque spiraculaire, vu de dehors, un peu en biais. 400/,. Id., avec matière cellulaire colorée dans les chambres à air. = Morceau de la plaque spiraculaire, partiellement rempli d'air, vu d'aplomb et de dehors. ?%°/,, a. a. a. Chambres à air remplies de liquide. 6. Coupe transversale de l'ancienne plaque spiraculaire, avec matière cellulaire colorée. 199/,, a. a. Matière cellulaire dans les chambres à air; 6. pan de la membrane externe. Coupe transversale de la nouvelle plaque spiraculaire. 7997, 8. Coupe transversale d'un morceau de la plaque spiraculaire. 199/,, a. a. Matière cellulaire dans les chambres à air. Coupe transversale d'un morceau de la plaque spiraculaire. 4299/1. a. a. a. Chambres à air. 10. Organe latéral, vu de dedans. 100/: a. a. a. Poutres; b.b.b. débouchés de l'anneau interne atteignant d'autres poutres. 11. Morceau de l'organe latéral, vu de dedans. *0%,. a. a. a. Poutres reliées par des fils chitineux et des membranes. 12. Organe latéral d'une larve dans le premier état, vu de dehors. 10/1. 13. Morceau de ce même organe. 10/1. 14. Organe latéral abdominal, avec l'appareil obturateur des trachées, vu de dedans. °°/1. a. Plaque spiraculaire; D. point de départ du trone trachéen; ce. débouché regardant l'antre spiraculaire; d. procès long des muscles; e. vésicule d'air emprisonnée; f. et g. muscles ouyreurs; A. muscle obturateur; à Nervus acusticus? 15. Organe latéral thoracique, vu de dedans. >78/,. a. Stigmate; D. b. extrémités de la paroi postérieure de l'antre spiraculaire, paroi qu'on voit brisée; c. muscle du bord (péritrème) de la plaque spiraculaire. Sinodendron cylindricum. 16. Organes latéraux ancien et nouveau, dans leur position naturelle, vus de dehors. °°/1. a. Ancien organe latéral; D. stigmate: €. nouvel organe latéral, qu'on aperçoit à travers l'épiderme. 17. Ancien organe latéral, et son stigmate, vu de dehors. 55/,. 18. Nouvel organe latéral, vu de dehors. 55/1. a. Plaque spiraeulaire; b. entre-bäillement par où l'ancien système de trachées a été retiré. 19. Morceau de la plaque spiraculaire à travers laquelle s'apercoivent les extrémités des pou- trelles 00e 20. Coupe transversale de l'organe lateral. 799/,, a. Plaque spiraculaire; b. anneau interne; €.c. poutres. 21. Autre coupe transversale de l'organe latéral. ?00/,. a. Plaque spiraculaire; D. poutre; €. matière cellulaire. Organe latéral de l'abdomen avec l'appareil obturateur des trachées, vu de dedans. °°. a. Muscle ouvreur long; b. muscle ouvreur court; €. muscle obturateur proprement dit; d. muscle auxiliaire; €. procès musculaire long; f. procès musculaire court; g. Nervus acusticus?; h. ganglion nerveux; 7. débouché regardant l'antre spiraculaire. = nw nw Gee os Ganglion nerveux du même organe latéral de l'abdomen, plus fortement grossi, 79/1. Organe, latéral du thorax, vu de côté. 55/1. a. Plaque spiraculaire; b. procès partant du bord (péritrème) de l'organe latéral; c. muscle de ce procès; d. Nervus acusticus? avec ganglion; e.e. trachées menant au ganglion. Passalus interruptus. . Morceau de la plaque spiraculaire, vu de dehors. 199/,, Organe latéral coupé en deux, vu de côté. ‘5/1. a. Peau; b. plaque spiraculaire; c. poutre; d. fente du stigmate. Organe latéral d'une jeune larve, coupé en deux, vu de dedans. 799/,, a. Chambres à air; b. moitié interne de l'organe, à matière spongieuse. Organe latéral de l'abdomen, avec l'appareil obturateur des trachées, vu de dedans. 110/:. a. Anneau interne et ses débouchés sur les poutres; D procès musculaire long; c. procès court. Organe latéral de l'abdomen d'une jeune larve, vu de dedans. !!°/;, a. Procès musculaire long; D. procès court; c. et d. muscles ouvreurs; e. muscle obturateur; f. plaque spiraculaire; g. Nervus acusticus? Gastrophilus equi. Morceau de la matière spongieuse de l'antre spiraculaire. 799/,, KD. Vid. Selsk. Skr. mn. Afd: VII. 1. Meinert Scarabelarvernes Sideorganer. duct. del. Zövendal se. Alida pe de ED Vid. Selsk. Skr. 6 Række mon. Aft. VOL I Meinert: Scarabelarvernes Sideorganer. Lévendal se. VOL. I. Meinert Scarabelarvernes Sideorganer . KD. Vid. Selsk. Skr. m. n. Afd: À By 222 Ber ng > Lôvendal se. Auct. del. DD 7 Damptrykstormindskelsen af Methylalkohol. Af Emil Petersen. D.-Kgl. Danske Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. VIII. 2 Kjøbenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 1896. © non Va albus ’ Wi A By + | 4 | \ i | erate | tind | LY BSR Balise ve Were ra ee i yes 1 , ' aradgedail Far 0 ei gd teen! eet at de beg: » À 7 ga» 3 [2 Indhold. Side HELGA TES) po ba note ao and inoue. bolls oes ClonchiikerOs0.S) ONENDLO DORINT, DO oO Old DD 5. Apparat til Trykregulering ved Kogepunktsbestemmelser..... 2... .2 2220 SER ERE SEERE 10. Ændring af Methylalkohols Damptryk med Temperaturen . ............................ 13. Den molekulære Kogepunktsforhojelse af Methylalkohol ved forskellige Temperaturer . . . . . . , . ..... 16. SAMMeUS une koe A DISKUSSION NA IRESLITA TENTE 23: Moleknlaryærsten afnaglenSyvrenti/MethylalKobole 0.2... 00 u ee 27. ray ns i | à > Aus. ] vr er iether à we STE je à ows. u EN ar Ås iain hapa hay GA ct : | Ayden haw Spite | a Er EE TL (IE à gd hae Furtadlale diy fe oo bod USERS 7 j = FR MAÉ In FRE; i ered an tell À oper alana SAG \CA CD seat Z 3760" / ~{> Oa» ‘AE Pi \ > 2 N Oy Indledning. Ke Mast: I En SA a DA I en tidligere Afhandling") har jeg udtalt, at en Undersøgelse af den Formindskelse ved forskellige Temperaturer af Methylalkohols Damptryk, der bevirkes ved Oplosning af saadanne Stoffer, som i andre Oplosningsmidler frembringe normal Damptryksformindskelse eller normal Frysepunktsdepression, mulig vil kunne vise, hvorvidt Molekularvegten af flydende Methylalkohol afviger fra den, der kan beregnes af Damptetheden, og om den forandres med Temperaturen. At prove dette var Hovedformaalet for de Undersogelser, der omtales i nerverende Afhandling. Ved Hjelp af de Maalinger, der i det nævnte Ojemed bleve anstillede, gaves der desuden Lejlighed til at bestemme dels Ændringen af Methylalkohols Damptryk med Tempe- raturen, dels den molekulere Kogepunktsforhojelse — og den dertil svarende Damptryks- formindskelse — og det frembod adskillig Interesse at sammenligne de saaledes fundne Verdier med dem, der ved Hjelp af thermodynamiske Betragtninger lade sig beregne ad theoretisk Vej. Endelig kunde det af Hensyn til de i den ovenfor citerede Afhandling omtalte Undersøgelser af Syrernes Reaktionsevne i Methylalkohol muligvis have Betydning at bestemme Syrernes Molekularstorrelse i dette Oplosningsmiddel for derved at erfare, hvor- vidt en Relation mellem disse tvende Forhold, saaledes som den er paavist i vandig Op- losning, ogsaa finder Sted i andre Oplosningsmidler. Af Methylalkohol ligesom de andre dermed homologe Alkoholer, ligesom forskellige fede Syrer og ligesom endelig ogsaa Vand i flydende Tilstand har en sterre Molekularvegt ') Vidensk. Selsk. Skr. 6. Række, math. og naturv. Afd. VII, 10, p. 477. end i dampformig Tilstand altsaa der maa antages at bestaa i alt Fald delvis af komplexe Molekyler, fremgaar med Sandsynlighed af forskellige Forhold. Ifølge Betragtninger af Eötvös!) staar Overfladespændingen af Vedsker i en bestemt Relation til Molekular- voluminet, hvilket ved Forsog ogsaa er bleven bekræftet. Kun for nogle Vedsker, saasom Alkohol, fede Syrer og Vand havde Forholdet ikke Gyldighed, idet det viste sig, at f. Ex. Alkohol forholdt sig, som om Molekularvegten ved lavere Temperatur var storre end ved hojere og storre end den, der svarer til den almindeligt antagne Formel. Forsogene paa ved Hjælp af Overfladespændingen at bestemme flydende Legemers Molekularvægt ere i den nyeste Tid efter langt mere omfattende Maalestok genoptagne af Ramsay og Shield2). Disse Forskere kom til det mærkelige Resultat, at Molekularvegten af de fede Syrer og de dertil svarende Alkoholer, serligt de laveste Led, ligesom ogsaa af Vand, var flere Gange storre end den almindeligt antagne. Exempelvis fandt de for Methylalkohol ved 16° — 46° 46° — 78° 78° — 132 3,43 >< 32 3,24 x 32 2,89 x 32 Som man ser, aftager Molekularvægten ikke meget stærkt med stigende Temperatur; selv betydeligt over Kogepunktet ved Normaltrykket skulde den vere c. 3 Gange saa stor som i dampformig Tilstand. Noget lignende fandt de for de andre Forbindelser; for Propyl- alkohol og for Syrerne med Undtagelse af de to laveste fandtes endog Molekularvegten stigende med Temperaturen. Dei er sikkert ingen Tilfældighed, at det netop er de samme Stoffer — fede Syrer og Alkoholer — der, oploste i visse Oplosningsmidler, vise en abnorm Molekulartilstand. Saaledes give de ifølge Raoult’s Maalinger af Frysepunktsdepressionen®) i Benzol, i Nitrobenzol og i Æthylenbromid en Molekulardepression, der for de laveste Led kun er c. halv saa stor som den «normale», 9: den, der gelder for det store Flertal af andre Stoffer (undtagen Saltene) og som ligeledes kan theoretisk beregnes ved Hjælp af Oplos- ningsmidlets latente Smeltevarme. Man maa da antage, at de «normale» Molekyler, de, der ere tilstede i dampformig Tilstand, her ere associerede til Dobbeltmolekyler; i andre Oplosningsmidler, som i Vand og ligeledes i Eddikesyre (ligesom ogsaa Eddikesyre oplost i Myresyre) bevirke Stofferne omtrent normal Depression af Frysepunktet. Endelig kan her erindres om, at Myresyre og Eddikesyre i dampformig Tilstand ved ikke altfor høj Temperatur vise abnorm Tæthed, stigende med aftagende Temperatur, idet Damptæthederne i Nerheden af Kogepunktet voxe til omtrent det dobbelte af de til den almindelige Formel svarende. Det frembød saaledes ikke ringe Interesse at forsøge, hvorvidt man ad anden Vej 1) Wiedemann's Annalen Bd. 27, p. 452. 2) Journ. of the Chem. Soc. Vol. 63, p. 1089. Zeitschr. phys. Ch. Bd. 12, p. 433. 5) Annales de chim. & de phys. Gième serie, T. 2, p. 66. =] “I © end de nævnte kunde erholde Kundskab om Molekulartilstanden af de nævnte Stoffer i flydende Tilstand og dennes Forandring med Temperaturen. Jeg har forsogt dette med Methylalkohol, dels fordi Forholdene fremtræde mere udprægede her, dels af Hensyn til de Undersogelser af Stoffernes Forhold i dette Oplosningsmiddel, jeg tidligere har udfort. Den empiriske Formel for Loven for Damptryksformindskelsen, saaledes som den er funden af Raoult og sidst af ham formuleret") kan skrives saaledes: SE SOTO CM aCe Se sae eis ME: ar (ii) Heri betyder: f Damptrykket af det rene Oplosningsmiddel f Damptrykket af Opløsningen ved samme Temperatur n Antallet af Gram-Molekyler af det oploste Stof N Antallet af Gram-Molekyler af Oplosningsmidlet. Ganske det samme Udtryk kommer man til, naar man ved Hjælp af Lovene for det osmotiske Tryk ad theoretisk Vej beregner Damptryksformindskelsen for endelige Koncentrationer?. Man har hidtil kun benyttet dette Forhold til at bestemme Mole- kularvegten af det opløste Stof, naar Oplosningsmidlets Molekularvægt eller den mole- kulære Kogepunktsforhojelse var bekeudt; men det er klart, at man ogsaa vil kunne be- nytte Ligningen til omvendt at bestemme Molekularvegten af en flygtig Vædske ved at anvende denne som Oplosningsmiddel for Stoffer, hvis Molekularvegt er bekendt og om hvilke man maa antage, at de i det paagældende Oplosningsmiddel befinde sig i «normal» Molekulartilstand, d.v.s. have den Molekularvegt, der svarer til deres almindeligt antagne Formel, altsaa til, hvad der for Stoffer, der ere flygtige uden Sonderdeling, kan beregnes af Damptetheden. Betyder: p Antallet af Gram af oplost Stof paa 100 Gr. af Oplosningsmidlet; M Oplosningsmidlets Molekularvægt; m det oploste Stofs Molekularvægt, er, for p Gr. Stof opløst i 100 Gr. Oplosningsmidel, 100 i N = zz L hvor N og x have samme Betydning som ovenfor. Heraf i Forbindelse med (1) faas da: 1) Zeitschr. phys. Ch., Bd. 2, p. 367. 2) Ostwalds Lehrbuch, 2. Aufl., I. p. 729. 80 8 RN M Set Im, 100) eller: ee Ne ee 2) PET Denne Ligning tillader at bestemme M, naar Damptrykkene af Oplosning og Oplosnings- middel ved samme Temperatur samt Molekularvægten af det opløste Stof ere bekendte. Imidlertid maa det dog her strax bemerkes, at nogen serdeles stor Nojagtighed i Bestemmelsen af Oplosningsmidlets Molekularvegt ved en bestemt Temperatur ikke kan ventes. Den af Raoult empirisk fundne Ligning maa, for at passe nøje til Forsegs- resultaterne, skrives: na Br ZN hvor c er en Faktor, der varierer fra 0,96 til 1,09. Med andre Ord: de af Forsøgene beregnede Verdier af M ville variere. med indtil 13°. Ogsaa ved andre Methoder, end den af Raoult oprindelige benyttede: den direkte Maaling af Damptrykket, er funden lignende Afvigelser, saaledes ved den af Beckmann!) udarbejdede, hvorved i Stedet for Dampspendingsformindskelsen maales Kogepunktsforhojelsen. De forskellige opløste Stoffer give ved samme Temperatur kun tilnermelsesvis samme molekulære Damptryksformindskelse eller Kogepunktsforhojelse, hvilket maa antages mindre at bero paa Forsogsfejl end derpaa, at Molekulartilstanden for Stofferne ikke er fuldt normal og ikke ganske den samme for de forskellige Stoffer. Derimod maa man, hvis dette forholder sig saaledes, antage, at man ved for en Rekke af Stoffer at bestemme Damptryksformindskelsen ved forskellige Temperaturer vil, dersom den deraf beregnede Molekularvægt af Oplosningsmidlet viser sig at variere med Temperaturen, finde, at denne Variation for forskellige Stoffer foregaar i samme Retning og omtrentlig i samme Grad, og en saadan Overensstemmelse vil da tillade at drage sikrere Slutninger angaaende Oplosningsmidlets Molekulartilstand. Jeg rettede derfor mine Bestræbelser paa at bestemme Damptryksformindskelsen af Methyl- alkohol ved forskellige Temperaturer. Til Bestemmelse af Damptryksformindskelsen ved almindelig Temperatur er for alkoholiske Oplosninger af Will og Bredig?) udarbejdet en i Principet af Ostwald an- given Methode. Den bestaar i at lede ved konstant Temperatur en langsom Strom af ter Luft gennem to eller flere Absorbtionsapparater, af hvilke de forreste indeholde Oplos- ningen, de bageste det rene Oplosningsmiddel. Ved at bestemme Vegttabet saavel af de forste som af de sidste erholder man Data til Beregning af Damptryksformindskelsen under 1) Zeitsch. phys. Ch. Bd. 4, p. 543; ib. Bd. 8, p. 223. *) Ber. der deutsch. chem. Gesellsch., Bd. 22, p. 1084. 9 81 Forudsætning af, at Luftstrommen i de forreste Apparater optager saa stor en Damp- mængde, som svarer til Oplosningens Damptryk, i de sidste mættes fuldstændig med Dampene. Ved de talrige Forsog, jeg efter denne Methode har anstillet med Methylalkohol, er det imidlertid ikke lykkedes mig med dette Stof at opnaa, at disse Betingelser vare op- fyldte. Jeg benyttede f. Ex. i nogle Forsøg 4 Absorbtionsapparater efter hinanden, nemlig 2 som de af Will og Bredig!) benyttede med ialt 11 Kugler i hver og 2 med 5 Kugler i hver, som de almindeligt benyttes til Elementæranalyse, alle fyldte enten med ren Methyl- alkohol eller med en Oplosning heri, og ledede gennem disse, der alle holdtes ved samme "tilnærmelsesvis konstante Temperatur i et Vandbad, i 12 Timer en langsom Strom (ec. 6 Liter) tor Luft. Der viste sig altid et tydeligt Vægttab af det sidste Absorbtionsapparat, saa at Luften endnu ikke var mættet med Dampe. I Stedet for den direkte Bestemmelse af Damptryksformindskelsen har jeg da valgt den indirekte, ved Hjelp af Kogepunktsforhojelsen, der vel for Tiden maa anses for den nojagtigste, men vanskeligt kan udstrækkes over et storre Temperaturinterval. Hvis man benævner den molekulære Kogepunktsforhojelse, 9: den, der bevirkes af 1 Gram-Molekyle opløst Stof (m gr.) i 100 Gram af Oplosningsmidlet: 4, den for p Gr. i 100 Gr. Oplos- ningsmiddel fundne: x, er: hvilket indsat i Ligning (2) giver: et Forholdet = er Forholdet mellem Damptryksformindskelsen og Kogepunktsforhojelsen. Det vil nedenfor blive vist, at dette Forhold indenfor de benyttede Temperaturgrændser kan betragtes som konstant. Benævnes det k, faas: M NOs he a). ls AE RE EEE (3) Det ses af denne Ligning tydeligt, at for at M med f. Ex. voxende Temperatur skal for- blive konstant, maa 4, den molekulære Kogepunktsforhojelse voxe med Temperaturen i samme Grad som f 9: Damptrykket af Opløsningen ved dens Kogepunkt, altsaa det i Kogebeholderen under Forsøget herskende Tryk. Selv om altsaa 4 for de forskellige op- loste Stoffer varierer indenfor de ovenfor nævnte Grendser, vil dog altid Ensartetheden af M's Variation med Temperaturen kunne konstateres, for saavidt 4 for hvert enkelt Stof kan bestemmes med tilstrækkelig Nojagtighed. De Forsøg, der omtales i det folgende Afsnit, ville vise dette. É 2e: D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 2. 11 Apparat til Trykregulering ved Kogepunktsbestemmelser. Til Bestemmelse af Kogepunktsforhojelsen er benyttet Beckmanns Apparat af nyere Konstruktion"), der udenom den egentlige Kogebeholder er forsynet med en «Damp- kappe», en cylindrisk Beholder indeholdende en passende Mængde af Oplosningsmidlet. For at kunne variere Forsegstemperaturen satte jeg Apparatet i Forbindelse med en Tryk- regulator, hvis Indretning ses af hosstaaende Tegning. J de to Sideror, det ene i Koge- beholderen, det andet i den ydre Dampkappe, er indsat Liebig’ske Svaleror, der atter ved Hjælp af et gaffelgrenet Ror staa i lufttet Forbindelse med et Glasrer. Dette er forneden galgeformigt ombojet, og dets korte lodrette Gren gaar gennem den ene Gennemboring af en tætsluttende Kautschukprop, anbragt i en omvendt stillet Flaske paa 10 Liter, hvis Formaal er at bevirke, at man kan iværksætte langsomme Trykendringer i Apparatet. Flasken staar atter, som vist i Tegningen, i Forbindelse med et Manometer, der bestaar af et over 2 Meter langt, paa Midten ombojet Glasror med en Lysning af 8 Mm. Mano- metervedsken er ren Luccaolje, hvis Vegtfylde blev bestemt nojagtigt ved Hjelp af et Pyknometer. Derefter blev en Maalestok til Aflesning af Hojdeforskellen i de to Mano- metergrene inddelt saaledes, at 10 Inddelinger ved 18°C. svarer nøjagtigt til et Tryk af 1 Millimeter Kviksolv, altsaa I Inddeling til 0,1 Millimeter, hvorved Aflesning af Trykket i Apparatet foregaar let og uden besværlig og tidsspildende Beregning >”). Paa Røret fra Svaleapparaterne er indsmeltet to korte Sideror, & og b, af hvilke det ene (a) gennem et Klorkalciumrør staar i Forbindelse med den ydre Luft, det andet (6) med en Flaske paa I Liter, der gennem € — ligeledes ved et Klorkalciumrør — atter staa i Forbindelse med den ydre Luft. Forbindelsen mellem Rorene ved a, b og e sker — ligesom de andre, paa Tegningen antydede Steder — ved Hjælp af korte, meget tyk- væggede Stykker Kautschukslange; ved a, & og c er paa disse anbragt Hoffman'ske Klem- skruer. Forøvrigt er Forbindelsen iværksat ved Hjælp af Kautschukpropper, undtagen ved Svalerøret i Kogebeholderen (ved d), hvor der er anvendt en udsøgt Korkprop for at und- gaa Berøring af Alkoholen med Kautschuk. Af samme Grund og tillige for at undgaa ved Indsætning og Udtagning af Thermometeret at støde an med dettes Beholder mod Koge- beholderens Vægge, er der i den snevrere Del af Kogebeholderen — ved e — anbragt en c. 4 Cm. lang Korkprop hvorigennem Stilken af Thermometeret føres og som slutter nogenlunde tæt om denne; i den øverste, bredere Del af Kogebeholderen er Thermometeret befæstet ved Hjælp af en tætsluttende Kautschukprop. Forsøgene ere nu udførte saaledes, at man begynder med ved Hjælp af en 1) Zeitschr. phys. ‘Ch. Bd. 8, p. 223. ?) Temperaturen i Arbejdslokalet holdtes saavidt muligt konstant ved 18°C. under Forsøgene; en ringe Variation — c.1? til begge Sider — faar dog ingen mærkelig Indflydelse. 11 83 Cl; TR TE PTET PFET TET Aspirator at formindske. Trykket i hele Apparatet omtrent saameget, som Manometeret tillader, idet Aspiratoren sættes i Forbindelse med Roret ved c og Klemskruerne b og ce ere aabne medens @ er skruet fast til. Naar dette er naaet, skrues à fast til, og man fortsetter nu med Sugningen saalenge, indtil der i Literflasken er tilvejebragt en storre Luftfortynding ('/s—'/2 Atmosfære), hvorefter Klemskruen ¢ skrues fast til. Efterhaanden som Vædskerne i Kogebeholderen og Dampkappen opvarmes stiger naturligvis Trykket, indtil det, naar Kogepunktet ved et bestemt Tryk er naaet, forbliver fuldkommen konstant, dersom Apparatet er tet. Ved at aabne for Klemskruen D kan man atter formindske Trykket, ved at aabne for a forøge det og ved forsigtigt at manøvrere med Skruerne kan man med ringe Ovelse opnaa at indstille Oljesojlen i Manometeret nojagtigt, hvor man onsker det. Har Manometervedsken bevæget sig et storre Stykke, maa man paa Grund af Vedhengningen vente en kort Tid inden Aflesning kan foretages. Indstilling og Afles- ning (med en Loupe) kan forøvrigt med stor Lethed foretages med en Nojagtighed af I hl os) H= m Ÿ Inddeling, altsaa svarende til en Trykdifferens af 0,1 Millimeter Kviksolv. Indenfor denne Grændse kan man altsaa ved Hjælp af samtidig Barometeraflæsning bestemme og beherske Trykket i Apparatet. Forsogene foretoges ved forskellige, stigende Tryk. Ved Tryk storre end det ydre Lufttryk tilvejebringes ved Hjælp af en Trykpumpe et større Tryk i Liter- flasken, saa at Aabning af Klemskruen D bevirker en Forøgelse, af a en Formindskelse af Trykket i Apparatet. Ved Hjælp af disse simple Foranstaltninger er man da fuldkommen Herre over Trykket i Apparatet indenfor de Grændser, Manometeret i Forbindelse med det herskende Atmosferetryk tilsteder; Indstilling og Aflesning af Trykket med Nojagtighed af 0,1 Millimeter Kviksolv er fuldkommen tilstrækkeligt for Ojemedet. Forøvrigt turde Benyttelsen af en Trykregulator som den beskrevne, der jo let kan sammenstilles af de i ethvert Laboratorium forhaanden værende Materialier, eller en lignende Indretning være anbefalelsesverdig ved ethvert Forsøg, hvor det drejer sig om nøjagtig Bestemmelse af Kogepunktsdifferenser, selv om man ikke ønsker at kende disse ved forskelligt Tryk, f. Ex. til almindelige Molekularvægtsbestemmelser efter Kogepunkts- methoden. Man opnaar nemlig derved lettest at være ganske uafhængig af de under For- søget stedfindende Svingninger i Lufttrykket, der altid gøre Resultaterne mindre nøjagtige og undertiden kunne gøre dem ganske værdiløse. Det er hændt ved de Forsøg, jeg har anstillet, at Lufttrykket efter Bestemmelsen af det rene Opløsningsmiddels Kogepunkt var sunket saameget, at en fortyndet Opløsning vilde under Lufttrykket koge ved lavere i Stedet for ved højere Temperatur. Selv om dette hører til Undtagelserne, vil man dog hyppig ved jævnlig lagttagelse af Barometerstanden kunne bemærke ret betydelige Sving- ninger, selv indenfor den kortere Tid, Forsøgene udkræve. Ved de fleste Forsøg vil man kunne benytte et følsomt Aneroidbarometer; naar dette ved forskellige Tryk sammenlignes med et Kviksølvbarometer, kan man danne sig en Tabel til Korrektion af Angivelserne paa begge Sider af Normaltrykket, hvor det kan indstilles nøjagtigt. Om Apparatet er tæt, prøves hver Gang forinden Forsøget ved at indstille Mano- meteret paa det størst (eller mindst) mulige Tryk og iagttage, om dets Stand ved ufor- andret Barometerstand og konstant Temperatur af Luften i Apparatet i længere Tid for- bliver konstant. Selv om dette er opnaaet og selv om man sørger for en stærk Afsvaling, undgaar man dog ikke helt et Tab ved Fordampning af Vædsken i Kogepunktsbe- holderen under Forsøgene, især naar man, som i de nedenfor meddelte Forsøg, bestemmer for hver Koncentration af Opløsningen Kogepunktet ved flere (i Reglen 5) forskellige Tryk, altsaa maa holde Kogningen i Gang i længere Tid. For at undgaa saavidt muligt den deraf følgende Unøjagtighed vejedes Kogebeholderen med Indhold hver Gang før og efter et Forsøg med samme Koncentration, til hvis Beregning blev benyttet Middeltallet af de to Bestemmelser. Med Hensyn til de almindelige Regler for Brugen af det Beckmann'ske Kogeapparat 13 85 skal jeg her anføre nogle enkelte, jeg ikke andetsteds har set omtalle, men som uden Tvivl ere af væsentlig Betydning. Det benyttede Thermometer var et Beckmann'sk Differentialthermometer, inddelt i Hundrededels-Grader. Det bør ved Indsætning og Udtagning af Thermometeret ligesom under Forsøget omhyggeligt undgaas at støde an med Thermometerbeholderen mod Koge- beholderens Vægge, ligesom det udenfor Apparatet bør vogtes mod ethvert Sammenstød med haarde Genstande. Nulpunktet kan nemlig derved flytte sig ret betydeligt, og paa Grund af Glassets ufuldkomne Elasticitet udjævnes Formforandringen kun meget langsomt og næppe fuldstændigt. Man undgaar Sammenstød ved Indsætning og Udtagning ved at anbringe en lang Prop i den snevrere Del af Kogebeholderen (ved e i Tegningen), som anført p.8. Har ved Uagtsomhed et Sammenstød fundet Sted og en Forrykning af Nul- punktet er iagttaget, gør man bedst i at lade Thermometeret henstaa i længere Tid, inden det atter tages i Brug. Mængden af Oplosningsmidlet i den-ydre Dampkappe bør ikke være for ringe, hvilket kan give sig tilkende ved, at Temperaturen i Kogebeholderen ikke holder sig ganske konstant paa Maximumspunktet; da ved længere Tids Brug et Tab ikke undgaas, bør det jævnlig suppleres eller fornyes. Naar man ved Forsøg med forskellige Koncentrationer lader Opløsningen og Vædsken i Dampkappen afkøles noget, inden en ny Mængde af det opløste Stof tilsættes, og derpaa atter opvarmer, hænder det let, at Kogningen begynder med stærk Stødning, saa at Vædsken gaar højt op i Svaleapparatet. Man undgaar dette ved at holde Apparatet, naar Vædsken nærmer sig Kogepunktet, i vedvarende, hurtig Rystning, indtil Kogningen er godt i Gang. Ved Overholdelse af disse Regler i Forbindelse med de af Beckmann selv an- givne kan man arbejde med Apparatet med forholdsvis stor Sikkerhed. Som ovenfor ud- viklet maa det under alle Omstændigheder anses for en nødvendig Betingelse at tage Hensyn til Lufttrykket. Ved uforandret Tryk indstiller Thermometret sig skarpt — med Nøjagtighed af et Par Tusindedels-Grader — paa Maximumspunktet og holder sig der i længere Tid; men enhver Trykforandring, det være sig ved Forandring af Atmosfæretrykket eller af Manometerets Stand, giver sig strax tilkende ved tilsvarende Ændring af Thermo- meterstanden. Ændring af Methylalkohols Damptryk med Temperaturen. Til Undersøgelse af, hvorvidt Forholdet mellem Ændringen af Trykket og af Koge- punktet af Methylalkohol kan betragtes som konstant indenfor snevrere Grændser, og til Fastsættelse af dette Forhold har jeg med det beskrevne Apparat foretaget en Række af 56 14 Kogepunktsbestemmelser ved en sukcessiv Forhøjelse af Trykket af ec. 2 Millimeter fra c. 706 Mm. til c. 840 Mm. Da Aflæsning af Trykket paa Barometer og Manometer kan foregaa nojagtigere end Indstilling af Manometeret paa en Differens af netop 2 Mm., er denne Indstilling kun foretagen omtrentlig og derefter saavel Tryk (paa Barometer og Manometer) som Kogepunkt nojagtigst muligt iagttagne. Til bedre Oversigt er derefter af de afleste Kogepunkter ved en ringe Interpolation beregnet Kogepunkterne for en Tryk- differens af netop 2 Millimeter. De saaledes fundne Tal samt Kogepunktsdifferenserne ere meddelte i nedenstaaende Tabel. I | | Mm. Tryk Kogepunkt Dilferens | Mm. Tryk | Kogepunkt | Dilferens | | | | i | | 706 1,300 | 0,074 | 774 | 3,629 | 0,063 708 1,374 | 70 | 776 3,692 | 68 710 1,444 | 69 778 3760 60 712 1,513 70 | 780 | 3,820 64 714 1,583 70 | 782 | 3,881 | 60 716 1,653 65 | 784 | 3,944 61 718 | 1,718 62 | 786 | 4,005 67 720 I. eatrsor ke het 70 |. 788 | 4,072 | 63 722 1,850 75 | 790 | 4,155 | 65 724 | 1,925 70 | 192 | 4,200 65 726 1,995 60 | 794 | 4,265 65 728 | 2,055 60 796 | 4,330 70 730 | 2,115 65 | 798 4,400 63 732 | 2,180 70 | 800 4,463 60 734 2,250 68 | 802 4,523 61 736 2,318 | 72 804 | 4,584 60 738 2,390 70 | 806 | 4,644 66 740 \ 2,460 68 | 808 4,710 69 742 2,528 | 69 | 810 | 4,779 61 Ae) EO nore ard 67 Bl Wi Alain 61 746 I sale] 69 | 814 | 4,901 66 748 HOPE US) 65 | 816 | 4,967 | 63 750 PERLE Et A 65 | : 818 5,030 72 752 2,863 62 820 | 5,102 70 754 2,925 65 | 822 er 63 756 | 2,990 70 824 5,235 62 758 3,060 70 826 5,297 65 760 3,130 74 | 828 5,362 63 762 3,204 72 | 830 | 5,425 62 764 Bere leit al gg ual’ Hess Baltes 766 3,345 | 68 834 | 5,553 | 65 sh ENST 67 bets: lca NEL niet | 65 770 3,480 | To A] again Byes Io 67 772 3,557. | 72 I 840 | 5,750 | 15 87 Differensen mellem Kogepunktet ved hojest og lavest Tryk, altsaa for en Trykfor- skel af 134 Mm., er 4°,450 eller for 100 Mm. 3°,320; den deraf beregnede Differens for 2 Mm. er 0,0664, og det ses, at de fundne Differenser svinge uregelmæssigt om denne Middelværdi uden at fjerne sig mere derfra, end hvad der kan tilskrives Forsogsfejl'). Man kan altsaa indenfor disse Grændser betragte Kogepunkts- og Trykforogelsen som proportionale. Den ovenfor (p. 7) som k& betegnede konstante Faktor bliver derefter 30,112 og Formlen til Beregning af Methylalkoholens Molekularvægt bliver 4 F For Ændringen af Damptrykket med Temperaturen har Clausius som bekendt VEN opstillet folgende almindelige Formel: dp w ar T=.) hvor p og T ere Tryk og absolut Temperatur, w Fordampningsvarmen for 1 Gram-Mole- kyle og v—v, Rumfangsændringen ved Fordampningen. Antages heri v, — Rumfanget som Vædske — forsvindende i Sammenligning med » — Rumfanget som Damp?), og ind- urn i v : sættes endvidere for v p? hvor & er Gaskonstanten, faas for Fordampningsvarmen RT? dp DRS (EL eller ved Integration mellem p, og py, T, og Ty: u 7 R RS Po D = ~—.7,1— = log PET REY NN (0) Ved Hjælp af denne Ligning og de ovenfor meddelte Bestemmelser kan man beregne For- dampningsvarmen for Methylalkohol. Vel er det betragtede Temperaturinterval ikke stort, men til Gengæld maa det antages at vere nojagtig bestemt, hvilket, som let ses, faar vesentlig Indflydelse paa Beregningens Rigtighed. Angaaende Kogepunktet af Methylalkohol variere Angivelserne noget, men en mindre Fejl heri vil ikke faa stor Indflydelse paa Resultatet. Jeg fandt med det benyttede Kogeapparat og ved Hjælp af et justeret Ther- mometer for 760 Mm. netop 66°,0. Hvad angaar Gaskonstanten À, kan dens Verdi i Gram-Centimeter sættes til 84688°). Skal den udtrykkes i Kalorier, maa dette Tal divi- deres med det mekaniske -Varmeekvivalent. Ogsaa angaaende Størrelsen af dette hersker 1) J. Woelfer (Wied. Ann. 1896 Nr. 1 (N. F., Bd. 57, p. 94) fandt pr. Millimeter 09,033, altsaa ganske overensstemmende. (Senere Anm.) ?) En let Beregning viser, at v, for Methylalkohol ikke udgør 1 promille af v. 3) Ostwalds Lehrbuch 2te Aufl. Bd. I, p. 165. 88 16 der lidt Usikkerhed; efter den for Tiden vistnok paalideligste Bestemmelse af Dieterici!) er 1° = 43280 Gr.-Cm. Indsættes da i den ovenstaaende Ligning: 84688 R = —— 43280 N Beulen I AT INN, ar Dit 10650 "ps — 840; faas : wo = 88,0 K. (Hektogram-Kalorier). Andrews fandt 84,4 K., Favre & Silbermann?) 84,5 K. Overensstemmelsen er altsaa ikke fuldstændig, men dog værd at bemærke. Man maa tillige erindre, at Forudsætningen for Afledningen af den thermodynamiske Formel for Damptrykkets Ændring med Tempera- turen er, at Molekulartilstanden er den samme for flydende Methylalkohol ved Kogepunktet som for Methylalkoholdamp. At dette ikke ganske .er Tilfældet ved de betragtede Tempe- raturer, vil fremgaa af de nedenfor meddelte Undersogelser. Den molekulere Kogepunktsforhojelse af Methylalkohol ved forskellige Temperaturer. Til Bestemmelse heraf er valgt 10 organiske Forbindelser, henhorende til for- skellige Grupper, og for hvilke i andre Oplosningsmidler er funden ved Frysepunkts- eller Kogepunktsmethoden omtrent normal Molekularvegt. Endvidere er valgt saadanne Stoffer, der, forsaavidt de ere flygtige, have tilstrækkelig hojt Kogepunkt til ikke ved Kogepunktet af Opløsningen at bidrage mærkeligt til Damptrykket. Præparaterne — for største Delen fra Kahlbaums Fabrik — bleve rensede ved Omkrystallisation eller brudt Destillation. Til Bestemmelse af den molekulære Kogepunktsforhojelse og det opløste Stofs Molekularvegt maaler Beekmann i Reglen Forhojelsen for en Rekke af forskelligt kon- centrerede Oplosninger indtil en ret betydelig Koncentration og beregner deraf ved grafisk Extrapolation den molekulære Forhojelse og Molekularvegten for «storste Fortynding». Denne Fremgangsmaade synes mig ret betænkelig. De Kurver, der kunne tegnes efter Bestemmelserne, forlobe ofte temmelig uregelmæssigt, og det hænder jævnligt, at, sely om Verdien af den molekulære Forhajelse aftager med voxende Koncentration, den dog ved «største Fortynding» beregnes til mindre, end den faktisk er funden ved Forsøget med den mindste Mengde oplost Stof. Under alle Omstendigheder krever denne Beregnings- maade Undersogelser af et ret betydeligt Antal af forskellige Koncentrationer. Jeg har derfor foretrukket at bestemme Kogepunktsforhojelsen for et mindre Antal — 1) Wiedemann’s Ann., Bd. 33, p. 433. 2) Rigtignok ved Hjælp af Kviksolvkalorimeteret (Ann. de chim. el de phys., 3ieme Serie, T. 37, f. 466). 17 89 i Reglen fire — forskellige Koncentrationsgrader og at holde Koncentrationen indenfor saadanne Grændser, at den, som Forsøgene udvise, ikke udøver nogen mærkelig Ind- flydelse paa Størrelsen af den molekulere Kogepunktsforhojelse. Middeltallet af de fire Bestemmelser maa da antages at svare nogenlunde nojagtigt til Kogepunktsforhojelsen for fortyndede Oplosninger. For hver Koncentration er endvidere bestemt Forhojelsen for 5 forskellige Tempe- raturer, idet Trykket er varieret fra 710 Mm. til 810 Mm. med et Interval af 25 Mm. Forud for hver Forsogsrekke med et enkelt Stof er bestemt Kogepunktet af den rene Methylalkohol ved de samme 5 Tryk, idet det har vist sig, at Nulpunktet af Thermometeret undertiden ved Henstand kan flytte sig noget. I de efterstaaende Tabeller betyder: p Antallet af Gram af opløst Stof paa 100 Gr. Methylalkohol; ” Trykket i Apparatet, 9: Oplosningens Damptryk ved Kogepunktet; t Forsogstemperaturen, angiven efter nærmeste Tiendedelsgrad. a den fundne Kogepunktsforhojelse. 4 den molekulære Kogepunktsforhojelse, beregnet af 4 = à a, hvor m er det opløste Stofs Molekularvegt. 4 M Molekularvegten af Methylalkohol, beregnet af M — 3011,2 F p ir to x | 4 M Urinstof CO(NH,), = 60. 3 0,9823 | 710 Mm. 64,5 | 0,154 9,70 41,16 " | TI 65,3 0,1535 .| 964 39,50 " 760 — 66,2 1720,55 9,64 38,20 ” | 185 — | 67%» 0,155 | 9,77 37,47 N — — 67, 02 | 9,58 35,61 2,3493 710 — 64,7 0,000 | 10,22 43,34 ” | @ — | 65,6 0,395 10,09 41,34 " | 760 — 66,4 | 0,385 9,83 38,97 " | 785 — | 672 | 0,385 9,83 37,73 | OS 63,0 570 95 | 35,4 8,6288 | 710 — | 64,9 | 0,590 9,76 41,39 " | 735 — 65,8 | 0,590 9,76 39,98 " 760 — 66,6 | 0,585 9,68 38,34 " 785 — 67,4 | 0,585 9,68 37,12 _n | 810 — | 632 | Om | 94s | 360 5,0406 710 — 65,1. | 7 (0800 9,52 40,40 ” RTE 66,0 0,800 9,52 39,03 " | 760 — 66,8 0,805 9,65 | 38,24 " SON 67,6 0,800 9,52 | 36,54 ” I 810 — 68,5 0,795 9,46 | 35,19 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 2. 12 p if LS x 4 M Acetanilid. C,H,.NH.C,H,O = 135. 1,5012 710 Mm. 64,5 0,135 | 964 40,88 " | 735 — 65,3 0,130 9,28 38,03 ” 760 — 66,1 0,130 9,28 36,78 " 785 — 67,0 0,135 9,64 36,98 RT 8102 1.4 5670201] 0,1002] ea 3,0487 710 — 64,6 0,245 10,85 | 46,02 " 735 — 65,4 0,245 10,85 44,46 " 760 — 66,2 0,245 | 10,85 43,00 " 785 — 67,1 0,240 10,68 | 40,78 un 3105 67,9 — 0,238 10,54 | 39,19 4,1774 710 — 64,7 0,310 10,02 42,50 " 735 — 65,5 0,300 9,70 ° 39,73 " 760 — 66,3 0,310 10,02 39,70 ” 785 — 67,1 0,305 9,86 37,82 ” 810 — | 68,0 0,303 9,79 | 36,42 5,1669 710 — 64,7 0,410 10,71 45,44 " 760 — 66,4 0,398 10,10 41,21 " 310 — 68,1 0,405 10,58 | 89,85 Naftalin Ca — 128: 1,9371 710 Mm 64,5 0,163 10,80 45,80 " 135 — 65,3 0,150 9,94 40,71 " CU = be 0,152 10,07 39,90 " 185 — 67,0 0,153 10,13 38,98 ” 810 — 678 _ 0,140 9,27 34,18 3,1594 710 — 64,6 0,235 9,66 40,98 " 735 — 65,4 0,220 9,04 37,05 " 760 — 66,2 0,220 9,04 35,84 " 185 — 67,1 0,218 8,96 34,38 " 810) = Gon 0,218 8,96 33,32 4,7307 710 — 64,7 0,370 10,01 42,47 " 735 — 65,5 0,350 9,47 38,81 ” {60> — 66,3 0,348 9,42 37,32 " 185 — 67,2 0,357 9,66 37,06 " SION 68,0 0,350 9,47 35,22 5,3423 710 — 64,8 0,470 10,30 43,68 " 735 — 65,6 0,445 9,75 39,95 " 760 — 66,4 0,438 9,60 38,00 " 785 — 67,3 0,440 9,64 36,99 ” 810 — 68,1 0,440 9,64 35,86 6,9917 710 — 64,9 | 0,525 9,61 40,77 ” 735 — 65,7 0,515 9,43 38,64 " 760 — 66,5 | 0,510 9,34 37,00 " 785 — 67,3 0,505 9,25 35,47 i 1° x Difenylamin. (C,;H;),.NH = 169. 710 Mm. 64,4 0,092 735 — 65,3 0,090 760 — 66,1 0,090 785 — 66,9 0,093 810 — 67,8 0,085 710 — 64,5 0,152 735 — 65,3 0,150 760 — 66,2 0,145 785 — 67,0 0,148 810 — 67,8 — 0,150 10 — 6456 0,229 135 — 65,4 0,228 760 — 66,2 0,230 785 — 67,1 0,230 i) GT; 225 Nitrobenzol. C,H,.NO, = 123. 710 Mm. 64,5 0,160 735 — 65,3 0,160 760 — 66,2 0,160 ie — 67,0 0,153 810 — 67,8 0,154 710 — 64,6 0,260 735 — 65,4 0,252 760 — 66,3 0,252 785 — 67,1 0,256 810 — 67,9 0,252 710 — 64,7 0,333 735 — 65,5 0,332 760 — 66,3 0,330 785 — 67,2 0,330 810 — 68,0 0,332 710 — 64,7 0,395 735 — 65,6 0,394 760 — 66,4 0,397 185 — 67,2 0,391 810 — 68,1 0,382 92 p 10 | te | ie | A | M Nitrotoluol. C,H,.NO, = 137. —— nun = — = mr 1,3329 735 Mm. 65,3 0,097 | 9,97 40,86 ” 160 — 66,1 0,095 9,76 38,68 " 185 — 66,9 0,097 9,97 38,23 " 810 — 67,8 | 00% | 9,66 35,91 = = - | 2 | 2,588 135 — 65,3 | 0,190 | 10,29 42,16 " 760 — 66,2 O2 | 9,32 36,93 ” 785 — 67,0 0,177 | 9,59 36,78 " 810 — 67,8 0,169 | 9,12 34,04 3,9693 735 — 65,4 0,270 | 9,32 38,18 " 760 — 66,3 0,257 | 8,87 35,15 ” 785 — 67,1 0,257 8,87 34,03 " 810 — 67,9 | Over | 9,70 36,05 x = —— — = ee 5,2766 735 — 65,5 | 0,847 | 9,01 36,92 ” 760 — 66,3 | 0,377 | 9,79 38,78 " 785 — 672 | Our 9,01 34,56 Au SLOP ERS; | 0,350 9,09 33,79 Methylbenzoat. C,H,.COOCH, = 136. == = === T = = 1,0380 710 Mm. 644 | 0,083 10,27 44,01 " 735 — 65,3 0,080 * 10,00 40,97 " 760 — 66,1 | 0,080 10,00 39,63 " 785 — 66,9 | 0,075 | 9,87 35,97 " N = 67,7 Oo | 9,37 34,86 = Ka 3,4911 710 — 64,5 0,155 10,10 42,86 " 735 — 65,4 0,182 | 9,94 40,73 n 760 — 66,2 0,180 | 9,83 38,96 " 185 — 67,0 0,177 9,67 37,09 " 810 — 67,8 0,175 9,56 35,54 3,892 710 — 64,6 0,277 9,68 41,07 " 735 — 65,4 0,270 9,44 38,67 ” 760 — 66,3 0,272 9,51 37,67 " 185 — 67,1 0,275 9,61 36,87 " 810 — 67,9 0,272 9,51 35,35 p | Te 52 x | 4 M Æthylbenzoat. (,H,.C00.C,H; = 150. 0,9870 710 Mm. 64,4 0,063 9,58 40,62 ” 135 — | 652 0,063 9,58 39,24 " 760 — 66,1 0,063 9,58 37,95 " 785 — 66,9 0,063 9,58 36,74 ” $10 — | 67,7 0,064 9,73 36 17 2,1456 710 — 64,5 0,132 Ges 39,15 " | 785 — 65,3 0,132 9,23 37,81 " | 760 — 66,1 0,133 9,30 36,85 " | 785 — 67,0 0,132 9,23 35,41 ” 810 — 67,8 0,130 9,09 33,79 3,2269 710 — 64,5 0,197 9,12 38,85 " 735 — 65,4 0,197 9,12 37,53 ” a) = i) ap 0,192 8,93 35,37 D TD — | 67,0 0,198 9,20 35,32 " 810 — 67,9: 0.197 9,12 34,05 4,6870 710 — 64,6 0,300 9,60 40,73 ” 735 — 65,5 0,300 9,60 39,35 " 760 — 66,3 0,295 9,44 37,42 " [Sn mul 0,295 9,44 36,23 Fr 810 — | 68,0 0,293 9,38 34,87 Methylsalicylat. C,H, Koch, IR: 1,2080 710 Mm. 64,4 0,080 10,07 42,70 " 735 — 65,3 0,080 10,07 41,25 " 760 — 66,1 0,080 10,07 39,39 " 785 — 66,9 0,082 10,32 39,59 " 810 — 67,7 0,080 10,07 37,43 2,0845 CQ = 64,5 0,135 9,84 41,76 " | 135 — CES 0,130 9,48 38,85 n | 760 — | 66,1 0,129 9,41 37,28 " 785 — | 67,0 0,131 9,55 36,65 " (clon AUS 0,131 9,55 35,57 3,4080 zu), — 646 | 0,297 10,12 42,95 " 135 — 65,4 0,220 9,81 40,21 " 160 — 66,2 0,220 9,81 38,89 " 785 — 67,1 0,215 9,59 36,79 " 810 — 67,9 | 0,215 9,59 35,66 4,4452 710 — 64,6 0,287 9,81 41.63 " 735 — 65,5 0,283 9,68 39,66 " 760 — 66,3 0,280 9,57 37,95 " 785 — 67,1 0,277 9,47 36,34 ” | 810 — 67,9 0,280 9,57 35,59 93 94 22 | p | fr | to œ 4 | M Æthylsalicylat. GH COOC,H, le 1,1016 710 Mm. 64,1 0,070 10,55 | 44,75 " 735 — 65,2 0,068 10,25 | 41,99 " 760 — 66,1 0,065 9,79 38,82 mn 785 — 66,9 0,060 9,04 | 34,69 " 810 — 67,7 0,063 9,49 35,30 1,8656 710 — 64,4 0,108 9,61 | 40,77 " | 7835 — 65,3 0,103 9,17 37,56 " | 760 — 66,1 0,103 9,17 36,32 " I EB = 66,9 0,100 8,90 34,14 " 810 — 67,8 0,103 9,17 34,08 2,8884 710 — 64,5 0,158 9,09 38,58 " 735 — 65,3 0,158 9,09 37,35 " 760 — 66,2 0,160 9,21 35,66 " 785 — 67,0 0,156 8,98 34,45 " 810 — 67,8 0152 | 8,75 32,53 4,0183 710 — | 64,6 0,218 | 9,01 38,21 " 735 — 65,4 0,218 9,01 36,91 ” 760 — 66,2 0,215 8,88 35,20 " 785 — 67,1 0,214 8,84 33,92 ” 810 — 67,9 | 0,218 9,01 33,49 Sammenstilling og Diskussion af Resultaterne. Det fremgaar ved Betragtning af de foranstaaende Tabeller, at den molekulære Kogepunktsforhojelse (4) for hvert enkelt Stof indenfor Grændserne for Forsogsfejlene er meget ner den samme for de forskellige Koncentrationsgrader, der ere undersøgte. Jeg har derfor til bedre Oversigt over Indflydelsen af Temperaturen beregnet Middeltallene af de til samme Tryk (og Temperatur) svarende Verdier for de forskellige Koncentrations- grader dels af den molekulære Kogepunktsforhojelse, dels af Methylalkoholens Molekular- vægt, hvilke findes meddelte i omstaaende Tabeller. For hvert af de fem forskellige Tryk er tillige angivet de Temperaturgrendser, indenfor hvilke de anforte Gennemsnitsverdier for de forskellige Stoffer ere fundne, 23 95 Tab. A. Den molekulere Kogepunktsforhojelse. Oplost Stof. eae a | 735 Mm. 760 Mm. | 785 Mm. | 810 Mm. Rte 64°,4—65°,1 | 65°,2- 662,0 | 66°,1—66°,8 | 66°,9—67°,6 | 67°,7—68 ?,5 | | | | Uninetot Vase: Cee | 9,8 9,7 9,7 | 9,5 | 9,7 Acetanividia a... une. 10,3 9.9 10,1 | 10,1 | 10,5 10,2 NT so os 10,1 | 9,5 9,5 | 9,5 | 9,8 9,6 Difenylamin ........ 10,7 | 10,6, 10,4 10,6 | 10,2 | 10,5 Nitrobenzol......... 9,5 9,4 9,4 | 9,3 | 9,2 | 9,4 Nitrotoluol . . . .: .... i 9,6 Cha AL Eee | ida IE 5 Methylbenzoat . . . . . .. 10,1 9,8 | 9,8 9,6 | 9,5 | 9,8 ZAthylbenzoät ....... 9,5 | 9,5 9,4 9,5 | 9,4 | 9,5 Methylsalicylat . . . . . .. 10,0 9,8 9,7 | 9,7 | 9,7 | 9,8 Æthylsalicylnt . ER ll AR) 9,3 Bien te |e | Might | 9,3 Gennemsnit . . . 10,0 | 9,7 9,7 9,6 | 9,6 | 07 Tab. B. Molekularvegt af Methylalkohol. | | hers Opløst Stof. 710 ab | 735 Mm. 760 Mm. 785 Mm. 810 Mm. 64° 4—65° 1 | 65°,2— 66°,0 | 66°,1—66°,8 | 66°,9--67°,6 | 67°,7—68°,5 i | | | | UWrinstofisssremecs sea: 41,6 | 40,0 | 38,4 | 37,2 | 35,2 Neetanlid sss sss. . 43,7 A ee et legen N N u 2m 3] MST 366 | 347 Difenylaminvrsry a une: 45,3 43,1 | 41,4 | 40,8 37,9 Nitrobenzol......... 40,3 38,6 37,3 35,7 | 344 Nitrotoluol . ........ i IRE: SI SPEER BYE 22 Methylbenzoat . . . . . .. 42,6 | 40,1 | 38,8 36,6 35,3 Æthylbenzoat ....... 39,8 | 38,5 36,9 35,9 34,7 Methylsalicylat....... 42,3 40,0 38,5 31,8 36,1 Æthylsalicylat . . . . . .. 40,6 | 38,5 36,5 34,3 33,9 Gennemsnit . . - 42,1 | 39,8 38,3 | 36,9 35,5 … Betragter man i Tab. A de til samme Tryk hørende Verdier for de forskellige Stoffer, ser man, at Afvigelsen fra Gennemsnitsverdien i enkelte Tilfælde (for Difenylamin og for Acetanilid ved 810 Mm.) udgør fra 7—10°/o af denne, medens den i det langt overvejende Antal Tilfælde er betydeligt lavere. En Del af Uoverensstemmelsen maa utvivl- 96 24 somt tilskrives Forsogsfejlene; det viser sig her — som ogsaa ved andre efter denne Methode udførte Forsøg — at den molekulære Kogepunktsforhojelse ikke lader sig bestemme experimentelt med nogen stor procentisk Nojagtighed, hvad der er ret forstaaeligt, naar man betænker, at for fortyndede Oplosningerl, f. Ex. for en Forhøjelse af 0°,1, en Fejl i Kogepunktsdifferensen af 0°,005 her vil bevirke en Fejl af c. 5°/o i den molekulære Koge- punktsforhojelse. Dog forekommer det mig sandsynligt, at de storste Afvigelser her over- skride den Unojagtighed, der kan tilskrives den experimentelle Usikkerhed, og de kunne næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at de undersøgte Stoffer ikke alle befinde sig i ganske samme Molekulartilstand. Betragter man dernæst i Tab. A Indflydelsen af Temperaturen paa den molekulære Forhøjelse, viser den sig i det undersøgte Interval for alle Stoffer at være meget ringe, idet Afvigelserne falde indenfor Grændserne for Forsøgsfejlene. Det kan i alt Fald be- tragtes som sikkert, at den molekulære Forhøjelse ikke voxer med Temperaturen; tvert- imod synes der i de fleste Tilfælde at finde en ringe Aftagen med voxende Temperatur Sted. Jeg har dog beregnet Gennemsnitstallene af Værdierne for hvert Stof ved for- skellige Tryk og Temperaturer, hvilke findes angivne i sidste Spalte af Tab. A. Beregner man nemlig atter den gennemsnitlige Værdi af alle disse Tal, faas 9,7, hvilket altsaa er Middelværdien af et meget stort Antal — henimod 200 — enkelte Bestemmelser, og dette Tal, der ogsaa faas som Gennemsnittet af Middelværdierne for 760 Mm. Tryk (Spalte 4; Tab. A.), maa da antages ret nøjagtigt at betegne den molekulære Kogepunktsforhøjelse for fortyndede Opløsninger i Methylalkohol ved Tryk omkring Normaltrykket. Ligningen : 4°) fe viser, som for nævnt, at dersom M, Molekularvægten af Methylalkohol skal forblive ufor- M = 3011,2 andret med tiltagende Temperatur, maa Kogepunktsforhojelsen voxe med Temperaturen i samme Forhold som Oplosningens Damptryk. Tab. A viser imidlertid, at dette ikke er Tilfældet, men at Kogepunktsforhojelsen snarere aftager lidt med voxende Temperatur. Deraf folger da, at Molekularvegten af Methylalkohol aftager med voxende Temperatur, hvoraf atter med Nodvendighed fremgaar, at den flydende Methyl- alkohol — ved Temperaturer ikke altfor meget over Kogepunktet ved Normaltrykket — delvis bestaar af associerede (komplexe) Molekyler. Molekularvægten er beregnet af den omstaaende Ligning, og Gennemsnitsverdierne af de for de forskellige Koncentrationer fundne Tal ere opforte i Tab. B. De ses for alle 1) Se pag. 14. 25 9% Stoffer at aftage regelmessigt og ret betydeligt med voxende Temperatur, saa at der næppe kan vere Tvivl om, at Methylalkoholens Molekularvægt forholder sig saaledes. Forøvrigt variere naturligvis Tallene for de forskellige Stoffer ligesom den mole- kulere Kogepunktsforhojelse, saa at der ikke kan tillægges Bestemmelserne nogen stor procentisk Nøjagtighed. At dog Gennemsnitsverdierne, der findes opførte paa den nederste Linje i Tab. B, næppe fjærne sig saa meget fra, hvad der i Virkeligheden finder Sted, fremgaar med Sandsynlighed af Betragtninger, der nedenfor ville blive udviklede. Under Forudsætning heraf og dersom Tilvæxten i Molekularvegt er omtrentlig proportional med Temperaturdifferensen, vil ved c.53° alle Molekyler af Methylalkohol være associerede til Dobbeltmolekyler. Resultatet stemmer altsaa i det væsentligste overens med, hvad der tidligere er sandsynliggjort ad andre Veje, nemlig at den flydende Methylalkohol bestaar af Molekular- komplexer, der dissocieres med voxende Temperatur; men de fundne Værdier tyde paa en langt ringere Grad af Association end den, der, som nævnt pag. 2, er bleven beregnet ved Hjælp af Overfladespændingen. Den af van't Hoff opstillede Formel til Beregning af den molekulære Fryse- punktsdepression lader sig, som Arrhenius?) har vist, ogsaa anvende til Beregning af den molekulære Kogepunktsforhojelse. Den kan skrives: R.M.T? 100 © ? hvor BR er Gaskonstanten, M Molekularvægten, 7 den absolute Temperatur og w For- Vig dampningsvarmen. Indsetter man for Molekularvægten den normale Verdi for dampformig Methylalkohol, M = 32, for 7 273 + 66 og for w den af Favre og Silbermann (sé p- 15) fundne Verdi, faas 4 — 8,6, altsaa en Verdi ret betydeligt lavere end den ved Forsøgene fundne. Aarsagen hertil er utvivlsomt, at Molekulartilstanden ikke er den samme i flydende og i dampformig Tilstand, hvilket er en Forudsætning ved Afledning af Formlen af de thermodynamiske Principper, og Exemplet viser, at man ikke i alle Tilfelde kan be- nytte den af Fordampningsvarmen theoretisk beregnede Verdi for Kogepunktsforhojelsen. I Tilfælde af Uoverensstemmelse bar naturligvis den ved Hjælp af et tilstrækkeligt Antal af oploste Stoffer empirisk bestemte Forhojelse foretrekkes. Der frembyder sig dog maaske her en Mulighed for til en vis Grad at sammen- ligne Theori og Erfaring. Ovenfor (p.15) er beregnet Fordampningsvarmen af Damptrykkets Andring med Temperaturen under den urigtige Forudsetning, at Molekulartilstanden er 1) Zeitschr. für phys. Chemie, Bd. 1, p. 497. D. K. D, Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 2. 13 98 26 den samme i flydende og i dampformig Tilstand. Jo storre Forskel der er paa disse, desto mere vil aabenbart den beregnede Verdi afvige fra den virkelige. Indfores nu for Fordampningsvarmen den saaledes beregnede Værdi i Formlen: eM “1000 der er afledet under samme Forudsætning, og for Molekularvegten de ved Forsøgene hs fundne Tal, faas: i te 4 beregnet 4 funden 710 64,7 10,7 10,0 735 65,6 10,1 Sait 760 66,4 9,8 9 185 67,2 95 9,6 810 68,1 9,2 9,6 Man sér, at for lidt over Middeltrykket, 9: ved en Temperatur af 661/—67°, for hvilke den beregnede Verdi for Fordampningsvarmen nærmest gælder, falde den fundne og den beregnede Verdi for den molekulære Forhojelse ganske sammen; ved lavere Tryk og Temperatur er den beregnede Verdi noget storre, ved hojere lidt mindre, men da den Verdi, der skal indsettes for Fordampningsvarmen, ved Sammenligning med den ved direkte Forsøg fundne ses at variere i samme Retning, er Forskellen let forklarlig. Ved de forhen omtalte tidligere Undersogelser') havde jeg fundet, at Reaktions- hastigheden i Methylalkohol for alle de undersøgte fede Syrer voxer omtrent i samme For- hold ved Forhojelse af Temperaturen fra 66° til 100°, og jeg fremsatte derfor den For- modning, at Aarsagen til Forandringen i Reaktionshastigheden med Temperaturen væsent- ligst maatte søges i en Forandring af Methylalkoholens Molekulartilstand, altsaa nærmest beroede paa, at den flydende Methylalkohol bestod af mindre aktive Molekularkomplexer, der spaltes ved Forhøjelse af Temperaturen. Uagtet’ det sidstnævnte Forhold virkelig har vist sig at finde Sted, kan det dog neppe forklare den betydelige Forogelse med Tempe- raturen af Reaktionshastigheden, der ved 100° er fra 21/2 til 3 Gange saa stor som ved 66°. Efter Gennemsnitstallene af Verdierne i Tab. B maa det nemlig antages, at Mole- kularvegten af flydende Methylalkohol ved noget over Kogepunktet ved Normaltrykket — e. 70° — bliver «normal», 9: som i dampformig Tilstand, altsaa naar det Minimum, under hvilket den ikke yderligere kan aftage, medens den ved 66° kun er c. 22°/o højere. Skulde da dette Forhold være den væsentligste Aarsag til Forhojelsen af Reaktionshastigheden, 1) Vidensk. Selsk. Skr. 6. Række, naturv. og math. Afd. VII, 10, p. 477. 27 99 maalte denne finde Sted udelukkende indtil den nævnte Grændse, ¢.70°, medens en yder- ligere Forhojelse af Temperaturen ikke skulde bevirke nogen Forandring, hvilket er over- maade usandsynligt. Indfiydelsen af Temperaturen paa Reaktionshastigheden hører overhovedet til de vanskeligste Problemer af denne Art, og det er hidtil ikke Iykkedes i noget Tilfælde at finde en antagelig Forklaring. For Temperaturens Indflydelse paa Ligevegten ved en Reak- tion mellem Stoffer i et homogent System har van’t Hoff!) som bekendt opstillet Ligningen: alk q ar an RTE hvor À og T have den sædvanlige Betydning, g er Varmetoningen ved Processen og K Forholdet mellem Hastighedskoefficienterne ved de to modsatte Processer. Heraf kan man blandt andet slutte, at jo mindre Varmetoningen ved Processen er, desto mindre paavirkes Ligevegtsgrendsen af Temperaturen. Men om selve den Hastighed, hvormed Processen skrider frem, indtil i en begrændset Proces, som f. Ex. Ætherdannelsen, Grændsen er naaet giver Ligningen ikke nogen bestemt Oplysning. Molekularvegten af nogle Syrer i Methylalkohol. Ved Hjelp af den fundne molekulære Kogepunktsforhojelse i Methylalkohol kan Molekularvegten af Stoffer oploste i dette Oplosningsmiddel bestemmes. Af Hensyn til en mulig Sammenhæng mellem Reaktionsevnen og Molekulartilstanden i Methylalkohol har har jeg udført denne Bestemmelse for nogle Syrers Vedkommende. Resultaterne findes meddelte i de omstaaende Tabeller, hvor Betegnelserne have den samme Betydning som forhen (p = Antal Gram af opløst Stof paa 100 Gram Methylalkohol, æ den fundne Koge- punktsforhøjelse, m den deraf beregnede Molekularvægt af det opløste Stof). Tryk 760,0 Mm. Molekulærforhojelse 9,7. mæ p x | m | Gennemsnit. Spa eee (OD ae aa Salicylsyre. GH COOH = "38. 1,0068 0,050 1953 | 1,9775 0,099 | 193,7 2,8152 0,145 |) less | 3,8618 | 0,210 | 178,4 | 4,6008 | 0,267 175,0 | Etudes de dynamique chimique p. 115 og 127 fr. 100 28 p x | m Gennemsnit. Vinsyre. C,H,(OH),(COOH), = 152. 0,8554 0,050 | 165,8 2,1855 0,128 | 165,6 | 3.0107 0,175 |p alt 165,6 4,1219 0,248 | 161,2 | 5,1712 0,308 166,7 Benzoésyre. C,H,.COOH =. 122. 1,0156 0,072 | 136,8 2,1331 | 0,151 | 157,0 | | 20323 | 0,208 | 13868 136,9 Aou? | Om. |. 1405 | 5,3289 0,373 | 141,8 | Valerianesyre. C,H,.COOH = 1021). 1,7758 0,140 123 3,5408 0,283 121 123 4,5591 0,355 125 mi Ortho-Toluylsyre. C;H,.COOH = 136. 0,3189 0,055 144,5 1,8000 0,120 144,6 2071 | O88 | 148, 146,1 3,9105 0,260 145,9 | 4,9231 | 0,325 | 1463 | Para-Toluylsyre. C,H,.COOH = 136. 1,1351 0,068 | 161,9 1,8799 0,110 | 165,8 | 3,1884 0,909 | 1638 165,2 41598 | 0,245 | 1647 | 505 | 0,288 169,8 | le Fin Raysyre. C,H,(COOH), = 118. 1,2789 0,087 | 142,6 1,9959 0,135 | 145,4 | 3,4792 0,237 142,4 140,7 4,1704 0,315 137,7 | 5,5903 0,395 137,3 1) Bestemmelserne ere her mindre sikre paa Grund af Dannelse af den sammensatte Ætherart, der koger ved lavere Temperatur. 29 101 Molekularvegten er beregnet af m == ae pet sés, at den for alle Syrernes Vedkommende er noget hojere end den, der svarer til den almindeligt antagne Formel. Storst er Afvigelsen for den «svageste» af Syrerne, Salicylsyren (for hvilken merkeligt nok Molekularvægten. synes at aftage med voxende Koncentration); men forøvrigt er der i saa Henseende ikke nogen væsentlig Forskel mellem de med Hensyn til Reaktionshastigheden i Methylalkohol saa overordentlig svage Syrer som Benzoésyre og Toluylsyrerne og de mangfoldige Gange stærkere Syrer som Vinsyre, Ravsyre og Valerianesyre!. Om nogen Sammenheng mellem Reaktionsevnen og Molekulartilstanden i Methylalkohol, saaledes som det er Tilfeldet i vandig Oplosning, kan der saaledes ikke vere Tale. Forsøgene ere udførte ved Hjælp af det ovenfor (p. 7 ff.) beskrevne Trykregulerings- Apparat, idet Trykket er holdt nojagtigt ved 760,0 Mm. og Kogepunktet af den rene Methylalkohol bestemt ved dette Tryk forud for hver Forsogsrekke. (Det forandrede sig iøvrigt aldeles ikke under alle Forsøgene). Den relativt gode indbyrdes Overensstemmelse mellem de Tal, der for de enkelte Syrer (undtagen Salicylsyre) ere fundne ved forskellige Koncentrationer, viser den storre Nojagtighed, hvormed Forsogene kunne udfores, naar Indflydelsen af Ændringer i det ydre Lufttryk holdes borte. 1) 1. €. p. 475 —476. ru 4 j ; ae À Ks à CAT CRIER ET ay i Yate tis nh ba gC 0 > UR week Ain whi ty We NUR, | ie My dy i Son rt gone RDARAN gh, If Sarena yb Sin ea Kai en RA rer À eier ah Ace a Burn «lb hr re og Det yet sunaor tot” ne od: ey ry or toes EH) Néant idl nh u (nl alte” BR! i Wey aon, Ana a hr Sa AKAD OM Aa adult UBT RS ON ar wes sus ste fat are | yet Vpn ll 7 EAD Ten qd is vane 4 ; pré »rliälimn mi AN dlapesttal/ i ee Bu I heat | Motel ’ Bei ey petal Eat he Yan ibaa er linke: win RUE: É R a te M NEN lehnen TE HR Tees a A savait gf ; dae Osh: Te LET, re bgp! st LUE ce til Dat jt De « ie ork mrs ha ea UP DOT Hert) alee) bly LIDET i | (ETT TA rent mls all il in sis År CUIR aries wiley wa: 2 0 LITE Tran 11€ yeh ots opcodes wt di Yow MIS ILLER he wo? sah ‚u: bl ms w i | DAN aa tile ‘ion’ nu Mi. QUES à rer wh SATA en # Rit sent dun, ah Mu | ivre oa : a Nr A # ve | NÉ STE A AJ i ae 4 my i ar. K Mie IN wae eu | AM | & de Li i: y a En mathematisk Undersogelse af, hvorvidt Vædsker og deres Dampe kunne have en fælles Tilstandsligning. baseret paa en kortfattet Fremstilling af Varmetheoriens Hoveds&tninger. Ved F. Buchwaldt, Oberstlojtnant. Avec résumé en francais. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. VIII, 3. cmc Kjobenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 1896. r Ri gy NU FADE HS. q ER PAT AP LITE BEEN a ‘ i > ome 2 A ie or. u i D FILME rs UT a eden EN TT TIM MS TEL CRE ah it NEA SERA: » FR . I 7 due tyr de u | we ade i # ie ge RE: Ni Flip EN, ie vi ware À, À seu | Forord. Fa FEE ville sikkert finde, at de Partier i denne Afhandling, der ikke bringe noget Nyt, kunde uden Skade have været — ved Henvisning til bekjendte Arbejder paa dette Omraade — betydeligt forkortede. Dette gjælder da fornemmeligen om min Frem- stilling af Varmetheorien. Jeg anerkjender fuldstændigt den videnskabelige Berettigelse af en saadan Ind- vending, og naar jeg desuagtet har besluttet mig til i min Afhandling at optage Ting, der for Videnskabsmænd af Faget vilde være overflødige for en Forstaaelse af Hovedemnet, saa er det, dels fordi jeg gjerne vilde have, at min Afhandling skulde kunne læses og forstaas ikke blot af Fysikere, til hvilke jeg ikke regner mig selv at henhøre, men ogsaa af Mathe- matikere, der maatte være ubekjendte med den nyere Varmetheori, dels fordi jeg kunde ønske at fremstille denne nogenlunde fuldstændigt under en kort, let fattelig og for Af- handlingens Hovedemne særligt afpasset Form. Først efter Trykningen er jeg bleven opmærksom paa adskillige Inkonsekvenser i Retskrivningen, navnlig med Hensyn til «det stumme e», som det havde været min Hensigt — trods gammel Vane — at udelade. — Omstaaende Rettelser vedrøre mest dog kun meningsforstyrrende Fejl. 14° Rettelser. Side 111, Linie 3 f.n.: Don les: Dyn — 116, — 9f.n.: Varmemængde — Varmeenergi — 118, — 10 f.n.: Vædske eller — — Vedske- eller — 119, — 6f.m: EL og Lr — Lr og L 4 122, Aneel Qin: 75 4176,0 5102,0 — 75 4176,0 4102,0 — 1265) NT in ; t< te — t>te Zee numerisk — numeriske og — 02) el sammenhængende — sammenhørende 9 SS Obs efterstaaende — omstaaende LS 2 iene 0,35 — 0,34 —i ON Ein (21) = (24) — 141, — 1 efter Lableauet) = Wid. -x { ; t = Funktionerne — _ ¢-Funktionerne — 142, — 7f.n.: f — 143, — 11 f.0.: tg al gr LE les: Ig Pre igi t¥- Fell w j—V.V—1 i j—V.V-1 — 156, — 6f.0.: T*+cog les: T'+e, X* og Overalt skal fi (0) læses som vw). XVII. Indholdsfortegnelse. Definition af Tilstandsligninger. Enhederne for Trykket p, Rumfanget v og Temperaturen #. Grænseformen for Tilstandsligningerne og Bestemmelse af den deri indgaaende Konstant K. amet ROM EG) EJE (ner an ee oro cid Oech PR ee ee. Varmens mekaniske Ækvivalent J. Varmetheoriens Iste Hovedsætning i Forbindelse med Thomsons Formel. Kredsprocesser. — Formlerne (I), (I’), (I), (4)—(6) og (6). Fig. 1 Varmetheoriens 2den Hovedsætning. — Formel (Il). — Formlerne (III) for den adiabatiske Kurve. Rumfangsforogelsen (s—i) = T ved Fordampningen. Bevis for Thomsons Formel. — For- TG AE. “WEL 8 cha oth ceases mono Ono 0.600 010,0 0,0 80 donot 0 Din cool o Gio Seo Dens kritiske Memperaturatcin cic ee crc ee Dee Ses een DiS ts Be Fordampningsvarmen Z. Regnaults Bestemmelser Lr af L for Vand. Beregning af L og Lr. == GTC OF) qua ones eme OT mo hoot ado 68 Galo cw De mættede Dampes Tryk f. Regnaults og andre Observatorers Bestemmelser fr af f for Vand. Beregningzats zog, 7 —Rormlerner (O0) 0 (0) ee kun ktionen U — OF ME CN nn LE SEE M 0e Beregning af F og T samt af Fr og Tr, svarende til Observationsværdierne fr og Lr. — Formerne (13) 0 (TA) cue. ene, ston sods or El onal lee one ee CES Kontinnerhge@Jsothermen no Digs) ee ee CE CE OR Almindelige Betingelser (a) —(d), som Isothermens Ligning maa opfylde. — Formel (15). — LO tei oo DOT Gace OMT OP DATE ol Ook bic, Cub SOEBEN à SRE re babes V. d. Waals og Clausius's Tilstandsligninger. — Formlerne (16) og (17) ............. Tilstandsligningens almindelige Form. — Formel (18) a Re NR FE Chet Bestemmelse af den bekjendte Funktion ¢,(v) i Tilstandslingningen (18). Udledelse af de tid- ligere Formler (9) og (10) for L og log f. — Formlerne (19)—(27), (21) tO ROC ence Om Formen af den ubekjendte Funktion W i Tilstandsligningen (18). «Det ideale Tryk» y. Grafisk Fremstilling af «den ideale» og den sande Isotherme. — Formlerne (28)—(34). Fig. 5. Om Muligheden af en Bestemmelse af Minimumsrumfanget w og af de andre ubekjendte Stor- relser i en Tilstandsligning af Formen (34). Resultaternes Sammenligning med lagttagelserne og Anvendelse i Praxis, hvor det i Reglen vil vere tilstrækkeligt kun at tage Hensyn til «det ideale Tryk» y. — Formlerne (e)—(o) samt (34) D'ou a cie punto ol ou noue de petro Oc NETTE US ST wat ans tor nek sash Cle bate. tee ee relie Die ei leo ENE GR End le PRG SG CF spe een dune leurs de era es ne en etre eee tee Neuseelands ete nie a ie de Side MTS an has RENTE & Essia yk tain mi x + ke rege al LA (eg MES CR 2 rar tele: feb ta cain nt ar famintegl feat fe DOMINENT ES toit LAG) amet rg xl i CAR FEBER FE gee Ay aia Hallen adi} elie ibe spall (tab Ayre, ee ab 2 x PTT à ov men fl Be Pr Athen + ang té AL À NNIT heat, red. wi | rie, er Ga wah a ily Put i (Fp 4 mile , SMV. a 7 ‘ye CF PO: oa: ~ zo «tel Be ut + WIL) veined oo iia + Ad aft tel vil Le a sål Hat. + ae 4 hy VE f 0 = PT = B ‘ =o fi tid ty ll RENT NAT Ÿ Ber wann Lait 24 11 Bek tu laps rh SÅ KERES | £ NL ASS j | à CE PA ae A ( War weg A er re Vy ieee PT er he on + : 30%, oath weve, et b In mt jee BCS FE TE LEN ca REN FADEREN rt Ni a Vs SER oe win een (Et Te) KIT Je tete Abie An Et tara ét (yl ® | IE SE al MEME SEN ELINE TERE lat) >t an, Ex HEN, Sy eras £ QE Rent ss re Cats crane ET 2 Bl) ah % JR Ad: sii dyed eel ds LES 4 gs af fa rar ar La ala N < i Wether rey Ate ei be oe oe Lee igi: Su } N. ree een > va | Near: + hende eb tay il hale % m ofen 6 Mn ui at Legh dd VA ae sa haie tay compart i AR 22,6 Je ren! DZ; thi Pen int 20 A FE 25" ART Gr — I. En Vædskes eller en Damps Tilstand er bestemt ved 2 af de 3 Størrelser p, », t, idet p er det Tryk, maalt i Atmosfærer, som Vedsken eller Dampen udover normalt paa Begrensningen (Karret), v det Rumfang, maalt i Kubikcentimeter, som 1 Gram af Stoffet indtager (den absolute Vegtfylde = 2) og ¢ dets Temperatur, maalt i Grader Celsius. — Disse 3 Størrelser ere forbundne ved Vædskens eller Dampens «Tilstandsligning» BND Ober ioe otic PET MEET SN) Det Sporgsmaal, den folgende Undersogelse skal soge at besvare, er da det, om Funktionen ® forbliver uforandret ved Overgangen fra den ene Tilstandsform (Vædske eller Damp) til den anden, i hvilket Tilfelde denne Overgang maatte kunne tenkes at foregaa kontinuerligt med hele Vædsken i Stedet for, at den i Naturen altid foregaar pludseligt (diskontinuerligt) med en — oprindeligt uendelig lille — bestandigt voxende Del af Massen. (1) vilde da vere Stoffets Tilstandsligning. Naar det indesluttende Kars Hojde ikke er meget stor, kan der ses bort fra Tyngden (saa vel som fra andre ydre accelererende Krefter), saa at p overalt paa Begrensningen kan betragtes som verende den samme Storrelse. Ved Siden af Betegnelsen ¢ anvendes ogsaa for den absolute Temperatur Betegnelsen Sa Naar Dampen er saa stærkt fortyndet, at Delenes indbyrdes Tiltrækning er for- svindende overfor deres — hovedsagelig fra den dem iboende Varmemengde hidrorende — indbyrdes Frastodning, kan den antages at folge Mariottes og Gay-Lusacs Love, hvorved (1) antager Formen (2) er altsaa den Form, hvortil Stoffets Tilstandsligning (1) maatte konvergere ved voxende Værdier af v (for v = «), og hvortil den ved den samme endelige Værdi af v vilde nærme sig desto stærkere, jo større Temperaturen er. I (2) er K en Konstant, hvis Værdi be- stemmes ved Stoffets kemiske Sammensætning. Naar dens Værdi for atmosfærisk Luft 110 8 betegnes ved K,, og denne Luftarts Vegtfylde ved samme Tryk p og Temperatur # ved 1, haves Vo as Ca Kod 1 v Vo eller, naar Forholdet mellem Dampens Vegtfylde og Vægtfylden af den atmosfæriske Luft, der herved tænkes at have Tilstandsligningen po, — K,4, betegnes ved ‘ oS deu Coa vn’ som vi ville kalde Dampens relative Vegtfylde, K = Zu 2 For p = 1 og t = 0, & — 273, er den atmosfæriske Lufts Vegtfylde nis ah 0,00129278 = : HA Pat eae Gem sy ACO altsaa i jo En e _g-213-0,00129278" Heri kan ø bestemmes ved Avogadros Lov, som maa antages særligt at gælde saavel for de store Fortyndinger, som for de meget store Temperaturer, ved hvilke Delenes indbyrdes Tiltrækning kan betragtes som forsvindende overfor deres indbyrdes Frastødninger. Ifølge denne Lov er, naar Stoffets Molekularvægt betegnes ved M, On bot: 1,1056 h Muss const — 39 (for Ilt) = 28,9436" Herefter bliver da ¥ 28,9436 10191386 = M 9713 Ua 3278. 75 MR ES (3) " Molekularvegten M er Summen af Vægtene af de Atomer, hvoraf Molekulet er sammensat, idet Atomvegten er for Brint H = 1 It O == lg Kvælstof N — 14 Kulstof C = 12 Sons ru 32 Ne ES 5% Brom Br — 80 9 lat Den kemiske Sammensætning for et Molekule Vand er saaledes H,O = 2H--0, som altsaa giver for Vand M 2-1+16 = 18, hvoraf man ved Indsættelse i (3) erholder log À = 0,65859. En Fortegnelse over en Del Atom- og Molekularvægte findes i Prof. C. Christian- sens Lærebog i Fysik, {ste Bd., S. 155 og 161, til hvilken Bog der jevnligen vil blive henvist. Forinden vi gaa over til den nærmere Undersogelse af Formen for den suppo- nerede Tilstandsligning (1) for Stoffet, ville vi forsage at give en muligst kortfattet Frem- stilling af de Theorier i Varmelæren, hvorpaa en saadan Undersogelse vil blive baseret. 1. Varmens mekaniske Ækvivalent J og Varmetheoriens Iste Hovedsætning i Forbindelse med Thomsons Formel. Ved en Varmeenhed forstaas den Varmemængde, som behoves til at opvarme 1 Gram Vand ved 0° og 1 Atmosfæres Tryk (¢ = 0, p = 1) 1 Grad Celsius. I Alminde- lighed betegnes ved c, den Varmemengde, som et Gram af et Stof behover for under konstant Tryk p og foranderligt Rumfang v at bringes fra Temperaturen ¢ til Temperaturen (+ 1). Denne Varmemængde c, kaldes Legemets Varmefylde ved konstant Tryk og kan tilnærmelsesvis bestemmes ved Observationer. Ved uforandret Tilstandsform synes den at variere svagt med Temperaturen og umærkeligt med Rumfanget eller Trykket. Naar Legemet, hvis Masse eller Vægt vi bestandigt tenke os at vere lig 1 Gram, udvider sig, idet Rumfanget » gaaer over fra v, til v, og samtidig Trykket p, efter en eller anden under Bevægelsen stedfindende Relation mellem p og v, gaaer over fra p, til p,, medens Temperaturen ifølge Tilstandsligningen (1) varierer fra £, til ¢,, udfører det et mekanisk va v2 Arbejde = \nao, hvortil der maa bruges en Varmemengde (Antal Varmeenheder) = 7 \var, eri vi idet J er Varmens mekaniske Ækvivalent, eller det Antal af Arbejdsenheder, der kan frembringes af 1 Varmeenhed. For p udtrykt i Gram pr. (cm.)? kan J sættes = 42370 Gramcentimeter (Christian- sen S. 145). For p udtrykt i absolut Maal, hvorved 1 Gram sættes — Tyngdeaccelerationen g = 980,635 cm., eller tilnærmelsesvis = 981, maatte da J sættes = 42370-981 = 4,157-107. For p udtrykt i Antal af Atmosfærer, hvilket her skal anvendes, maa man altsaa, idet 1 Atmosferes Tryk (76 cm. Kviksølv) i absolut Maal er = 76-13,596-981 = 1,0133-10°Dgn, DOS 1,0133-108’ JO MIO ellerzinRalger Sr) — EURE Geen eee (4) D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 3. 15 sætte J = eller 112 10 De i (3) og (4) angivne Verdier for log (MK) og logJ give vel ikke nøjagtigt J:M = 4; men Afvigelsen er ringe (0,0001) og skyldes Unojagtigheder (indtil 3,7 + 104) i de, uafhængigt af hinanden bestemte Verdier for log (MK) og log J. Er v,| de | EEE kn Den i (1) eller (1°) indeholdte Lov er Varmetheoriens {ste Hovedsætning. Bestaaer Tilstandsforandringen i, at Temperaturen ¢ foroges med dt og v med dv, medens Trykket p forbliver konstant, dp = 0, saa faas af (I’), idet dQ bliver — c,dé, dw dv J (Cp Cy) LU ze »| (5 ); men i Folge «Thomsons Formel», hvis Rigtighed vi senere — under IV — ville bevise, haves, i Forening med ovenstaaende Relation, dw dv dp\ {dv\° IE | J (¢p— Co) It ah ), »| (5 ), Eur AE) (7 fi | eM EHE a u ea In > dw dp dv \ ; J a) le), oe | Naar nu ved Dampformen Tilstandsligningen (2) kan anvendes, giver (6) a) NE I t | (6) JC OO UNE | i Forening med (2) og (4) og Ved flere Luftarter, især de toatomige, er ogsaa Forholdet c„:c, konstant (= k = 1,41), altsaa cp og c, begge konstante. Den sidste Ligning (6) og (I) kunne sammenfattes i JI4Q — dt] — (5), | n ie | Bee ec oa BU EM (1) ae dp\ (dv\ , (2) (ae | hvoraf (6) faaes for a re C (6) viser, at (ee: (GP) altid er <0. t d 1 I Naturen kendes kun (2) som negativ; men vi ville senere se, at (2) under JET t Forandring af Tilstandsformen ogsaa kan tænkes at vere >0, idet der da til de samme Verdier af v og £ vil kunne svare 2 Tryk, nemlig p = ®w,t) og p — f, som alene af- henger af ¢, hvorimod den indre Varme w sikkert vedbliver at vere en eentydig Funktion af v og t. 15* 114 12 Vi ville nu (se Fig. 1) tænke os alle de til en konstant Verdi af ¢, f. Ex. t = t,, ifølge Tilstandsligningen (I) sammenhørende Verdier af p og v af- satte i et retvinklet Koordinatsystem, verne som Abscisser, p'erne som Or- dinater. Alle de herved for den samme Verdit, aft bestemte Punkter P, (p—=p,, = Oy ale = oo 0 = Gp), ville da forestille Isothermen #,, hvis Ligning er p = Pi, t,). Hele Planet mellem Koordinataxerne Op og Ov vil saaledes kunne opfyldes af konsekutive Isothermer (frat = —o til tf = + ©), Fig. 1. og ethvert Punkt Pi Planet vere bestemt ved 2 af de 3, ifølge Tilstandsligningen sammenhørende Størrelser p, v og t og forestille den ved disse Storrelser bestemte Tilstand af 1 Gram af Stoffet. Til enhver Tilstand P herer en indre Varmeenergi Jw, som i Almindelighed maa voxe med ¢ og ®. Naar Tilstanden skal gaa over fra P, til P,, idet den følger Kurven P, —P, — Ps, V3 maa der ifølge (I), udefra tilføres Varmeenergien JQ = Tu, = +\peo. vvı Naar Tilstanden P gjennemlober en Kredsproces (PR, — P, — P, — P,—P,—P, — P, —P, — P,), saaledes at Slutningstilstanden falder sammen med Begyndelsestilstanden, bliver, ifolge (I), den tilforte Varmeenergi Ji) = \pde, hvorved Integrationen udstrækkes over hele Kurven, fra P, over Py, P3, . . . Ps tilbage til P,. Arealet af den ved Kredsprocessen beskrevne lukkede Kurve er altsaa = den ved Kredsprocessen udefra tilførte Varmeenergi. Naar Tilstandsforandringen foregaar uden Varmetilforsel eller Afgivelse af Varmen, kaldes den adiabatisk (isentropisk), og den Kurve, Tilstanden beskriver, den adiabatiske, hvis Ligning kun kan have til Variable 2 af Storrelserne p, ® og t. Ligningen er bestemt ved (|), hvori dQ sættes = 0, i Forbindelse med Tilstands- Pa ane } : ! dw ligningen (1), altsaa, naar Tilstandsformen forblive uforandret, og (3) kan betragtes som LV j à forsvindende, ved : dt Pi — Jey do a D (v, t). I Fig. 1 forestiller P,,—P,—P, den gjennem FP, gaaende adiabatiske Kurve. 8 10 1 9 8) ı 8 15 115 Il. Varmetheoriens 2den Hovedsætning, hvorfor der vanskeligt lader sig fore noget strengt Bevis; men hvis Rigtighed til- strekkeligt er bleven godtgjort ved Erfaringen, leder til, at man ved enhver Kreds- proces har idet Integrationen udstrækkes over den hele ved Kredsprocessen af Tilstanden P be - SkreynieslukkederKumverii Pies 1:77, me rar, Rn: 1Q 3 I (il) kaldes (7) den Entropitilvæxt, der samtidigt med dQ tilføres et Gram af Stoffet under Overgangen ved Temperaturen 9 = 273 + ¢ fra et Punkt i Kredskurven til det konsekutive. (ll) udtrykker da, at Entropien ikke forandres ved en Kredsproces. Varmetheoriens Iste og 2den Hovedsætning lede, naar de anvendes paa Kreds- processen for en retvinklet Trekant, hvis Hypotenuse er et Element af den adiabatiske Kurve, og hvis Katheter ere Kurveelementets Projeetioner dp og dv paa Koordinataxerne, til folgende for den adiabatiske Kurve gjældende Formler: dp J.C, ic ) oe dt ÿ \dv dv Co (7) 7 Oy AR... (HI) dt Cp — Cy \dt } y’ dp Cp (Cp — ey) 7) Cp (dp dv Cy i åd (ae A Cy (= t IV. Rumfangsforogelsen ved Fordampning. Bevis for «Thomsons Formel». Af (I) og (II) udledes en meget vigtig Relation mellem den med Fordampningen folgende Rumfangsforogelse og Temperaturen ved hvilken Fordampningen finder Sted. I Fig. 2 forestiller A, B, C, D Isothermen ¢, 9: den Kurve, som Tilstanden for 1 Gram af Stoffet beskriver ved fortsat Varmetilforsel og konstant Temperatur. Naar Til- standen, udgaaende under Vedskeform fra A, er naaet til B, hvor Trykket p har en alene ved Temperaturen bestemt Verdi f (fj eller f, der kaldes Dampens Maximumsspending eller de mættede Dampes Tryk, og hvor Rumfanget v har en ligeledes af Temperaturen alene afhængig Verdi z(t) eller ©, begynder Kogningen, eller den pludselige Fordampning af en med Varmetilforslen bestandigt voxende Del af Stoffet, indtil, naar der under Fordampningen er tilfort en af Temperaturen alene afhængig Varmemengde L(t), eller L, der kaldes Fordampningsvarmen, 116 14 Alt vil vere gaaet over i Dampform. Rumfanget vil da vere voxet til s, der ligesom 7, f og L alene er en Funk- tion s(é) af é. Under Fordamp- ningen vedbliver p ufor- andret at vere — de mettede Dampes Tryk f, og Isothermen vil derfor fra B til C vere en med Abseisseaxen parallel ret Linie. — Under fortsat Varmetilforsel og ufor- andret Temperatur folger Fig. 2. Tilstanden Kurven CD, for hvilken Ligningen mere og mere nærmer sig Formen (2) eller (2). — Kurven A’B’GHC'D'er Isothermen (¢ — dt). Vi ville nu forestille os, at Tilstanden, udgaaende fra B, gjennemlober Kreds- processen B—C— H— G— B, hvori CH og GB ere adiabatiske Kurver. Under Over- gangen fra B til C fordamper hele Massen under Tilforsel af Fordampningsvarmen L; ved den adiabatiske Udvidelse (9: uden Varmetilforsel) fra C til H fortættes en Del af Massen; ved Overgangen fra H til G langs Isothermen (£ — dt) fortsættes Fortætningen under Af- givelse til Omverdenen af Varmemængden M (Tilforsel af — M); ved den adiabatiske Sammentrekning langs GB er Fortetningen fuldendt, og hele Massen vendt tilbage til Vedskeformen i Tilstanden B. Ifelge den {ste Hovedsetning skal den tilførte Varmemengde vere lig Arealet af d ; Figuren BCHGB, hvis Høide (Afstanden mellem Isothermerne) er df = oat, og hvori BC er = (s—i). Da df er uendeligt lille, maa Figurens Areal ved enhver endelig Verdi af (S— 17) vere — (s—i)-df. Naar (s—i) ved at aftage nærmer sig til 0, ville de adia- batiske Kurveelementer CH og BG mere og mere nerme sig til at blive parallele, og ved (s—i) = 0 vil CH falde ganske sammen med BG, der kan betragtes som værende paa det nærmeste > p Axen. Arealet kan derfor i alle Tilfælde sættes = (s—i)-df, saa at man har J(L—-M = (s—i)-df, eller De mer ae JTE 15 17 Den 2den Hovedsætning, Ligning (II), giver (do L M = mt ge ot eller L M Le M L BATTERIE TEE Eau m Af disse 2 Udtryk for (L— M) udledes den for Fordampningsfenomenerne saa viglige Lov: hvori vi for Kortheds Skyld i Stedet for JL: (9-4) have indfort og i det folgende ville anvende Betegnelsen 7, der, naar L og f ere bekjendte Funktioner af ¢, vil vere en bekjendt Funktion af ¢, Uheldigvis kjender man ikke Funktionsformerne for L og f og altsaa heller ikke Funktionen 2. For f haves kun Observationer, hvorpaa der er bygget mere eller mindre unojagtige aprioriske Formler; det samme gjælder om Z, der dog kun for Vandets Vedkommende findes nogenlunde nojagtigt bestemt for Temperaturer indtil henimod 200° Celsius. Formlen (7) er et specielt Tilfelde af en mere almindelig Formel, der udledes paa samme Maade, idet man i Stedet for de 2 specielle Verdier 7 og s af v sætter v og (v + dv), hvorved BC bliver det tilsvarende Bueelement af Isothermen ¢, og GH det dermed ved de adiabatiske Kurver BG og CH forbundne Element af Isothermen (£— dt). Arealet af BCAGB kan da sættes = dv-dp, idet der i Stedet for df = 4 dt er traadt dp = (2) dt = — (2) dg dt, hvilken sidste Relation erholdes for dv — 0 af dv ).\dt)» dv dv = SE SEA veg dv (a), 1 (7, ) ap: Sættes endeligen, ifølge (|), som for Overgangen fra B til C giver dt — 0 og dw 9 -—_ FARC? = | Jd? = E (G4 Py dv, i (7) dQ i Stedet for L, faaes af (7) dp oa dp\ {dv\ Tio SN (7) 2 vast (2, som i Forbindelse med ovenstaaende Formel og (I’) giver den sidste (6) og (II”), der vare udledte af (l”) og Thomsons Formel, hvis Rigtighed saaledes er bevist. 118 16 VE Den kritiske Temperatur. Jo mere Temperaturen stiger, desto mindre bliver Rumfangsforogelsen (s— à), i Fig. 2 betegnet ved BC, ved Overgangen fra Vædske- til Dampformen, og ved en vis Temperatur, der kaldes den kritiske, og som vi ville betegne ved &, falder C sammen med B, idet s bliver = à = %, det kritiske Rumfang. Den til ¢ svarende Værdi af f(t) eller f kaldes det kritiske Tryk og betegnes ved fit) eller &. Da ¢ = ¢ giver f — fe og s = 7 = %, maa ogsaa, ifolge (7), Fordamp- ningsvarmen L blive = 0 fort = t. I Fig. 2 falder da C sammen med Bi B., og Isothermen # bliver en kontinuerlig Kurve A.B.D,., der i Punktet B, (p eller pe = fe, DEN TNT) (2) (a). = 008 (TE). (72) A For ¢ >, ville Iso- thermerne (i Fig. 2 A”D”) ligeledes vere kontinuerlige og ikkun svare til Dampformen; deres Ligning vil ved voxende Verdier for ¢ og v mere og mere nerme sig til Formen 2). — I Fig. 2 indeholder Kurven B, BBB, alle de Punkter, der svare til sammenhørende 5 0 7 Verdier af f og 7, og Kurven B,CC'C, alle de Punkter, der svare til sammenhørende 5 I D 6 > Værdier af f og s. Ethvert Punkt indenfor disse 2 Kurver (den indre og den ydre For- dampningskurve) vil derfor svare til en Tilstand, der indeholder begge Tilstandsformer. À } s —i Saaledes vil, naar 7f.) vil svare til en Tilstand i en Mellemtilstandsform, hvor den mindste Formindskelse eller Forhojelse af Temperaturen vil fremkalde en Overgang til Vedske eller — Dampformen. I Punktet B,, den kritiske Tilstand, vil Overgangen fra Vedske- til Dampform desuden kunne ske ved en uendelig lille Forogelse af Rumfanget v uden Forandring i Temperaturen € (og Tryk" f,). For £>t. existerer Vedskeformen ikke, altsaa heller ingen Overgang ved kon- stant Temperatur fra Vædske- til Dampform, altsaa ingen Fordampningsvarme L. Det sande Udtryk for Z som Funktion af ¢ maa derfor ikke blot give L — 0 for t — 4, men ogsaa gjøre L imaginær for t>t., eller, ifølge (7), 7 imaginær og (s—?) imaginær. Derimod kan f meget godt vere en altid reel Funktion af ¢, der voxer med ¢ i det Uendelige. 17 119 ME Fordampningsvarmen L. Regnault har ved Forsog bestemt den Varmemængde, som behoves for ved et konstant Tryk (p — f) at opvarme I Gram Vand fra 0° til Vandets Kogepunkt ved den til Trykket f svarende Temperatur ¢ og derefter omdanne Vandet ved samme Temperatur og Tryk til mettet Damp. Denne Varmemengde, der ifolge de tidligere Betegnelser er Wi (\ cpdt + Fe har han fundet at kunne sættes — 606,5 + 0,305 -t. Jo Regnault setter — forovrigt i mindre god Overensstemmelse med andre Fysikere (Christiansen S. 224) — Vandets Varmefylde Cp = 144-1075. + 9. 1077.82, hvorved Regnaults Verdi for L, som vi ville betegne ved L,, bliver ved Vand L, = 606,5 — 0,699. — 2:10 79.43.10 TE 2.2.2.2... (8) Clausius foreslaar at sætte L — 607 —0,708-t, og begge Formler kunne vistnok antages at give brugelige Resultater — i det Hojeste dog med 3 betydende Ciffre — ved de lavere Temperaturer. Overstiger Temperaturen 200°, bliver Formlen ved stigende Verdier af ¢ mindre og mindre paalidelig. Ved den kritiske Temperatur ¢, — 365° giver den L, — 335,5 i Stedet for 0, og for voxende Verdier af ¢ (tf-0. . IX. Beregningen af Fog T kan nu for Vandets Vedkommende udføres efter Formlerne (11) og (7), idet J har den i (4) angivne Verdi, og log K for Vandet, ifolge (3), bliver 0,65859, eller 0,6586. Regnaults Bestemmelser L, og fr for L og f ere foran angivne (under VI og VII). l Ifølge hans Bestemmelser for a som vi ville betegne ved Hr haves dt” Are t log ae t log a 0 6,6364 — 10 125 8,8500 — 10 25 7,2659 — 10 150 9,1023 — 10 50 7,7802 — 10 | 175 9,3188 — 10 75 8,2022 — 10 200 9,5056 — 10 100 8552810000 ; ifr d + x De til Regnaults Bestemmelser L,, fr og 2 svarende Verdier af F og T ville vi betegne ved F, og T,; de blive: t F, T. Pee NU t F, Tu mæ 0 205500,0 210600,0 — 5100,0 125 790,3 755,4 + 34,9 25 43810,0 43980,0 — 170,0 150 109,0 383,9 ORM 50 12160,0 12050,0 + 110,0 175 231,0. “1 219,20 W488 75 4176,0 5102,0 + 74,0 | 200 140,2 125,7 + 14,5 100 1699,9 1649,0 + 50,0 21 123 Da F skal vere >T, er det urigtigt, at #, — T, bliver negativ ved ¢ = 0 og 2 dfr t À É: ; = an t — 25; men, da f, og —— ved disse Verdier af ¢ ere overordentligt smaa, F, og Tr dt derfor meget store, vil en i absolut Forstand hojst ubetydelig Forandring i Værdierne for dfr | ; à 3 fr og ks kunne være forholdsvis betydende og væsentligt forandre Værdierne af F, og T,. Fejl paa L, ville ogsaa paa Grund af den store Værdi af 7, kunne faa en stor, om end mindre Indflydelse. Dette ses let, naar man sætter F = F, + 0F,, T = T, + 6T,, idet da (11) og (7) ved Bortkastelse af (dF)? og (07,)? give a F, OF, — FE | x de = Te RUE alu a, ler een su La. Oy Ku ele {ne (13) Ole ur df, Kerr | dt lovrigt ses det af Oversigten, bortset frat = 0 og ¢ = 25, at (F, — T,) aftager, naar Z voxer; men dette vil utvivlsomt i Virkeligheden finde Sted i en mindre frem- tredende Grad, idet ZL, — som det af VI fremgaaer — er for stor og altsaa 7, for stor, (F, — T,) for lille ved de hojere Temperaturer. (Fr — 1,): Fr ses at voxe med Temperaturen. Derimod erholdes med de ved (9) og (10) givne Bestemmelser af AO t F fl F—T | t F aM F—T 0 209016,0 208638,0 —+ 378,0 125 791,70 755,50 + 36,20 25 43431,5 43340,7 + 90,8 melts 0) 409,67 380,22 + 29,45 50 12058,7 11992,3 + 66,4 175 230,87 206,58 + 24,29 75 4162,70 4107,58 55,12: | 200 139,53 119,18 + 20,35 100 1699,52 1654,60 +44,92 | 365 14,496 0 + 14,496 F og T ere her overalt givne ved 5 eller 6 Ciffre; men, da der paa log MK eller paa log J kan vere en Fejl af henimod 4.104, kan man ikke gjøre Regning paa at mere end 3, højst 4 af de første Ciffre i F og T skulle have Betydning. Herved indskrænkes Antallet af betydende Ciffre i (F — 7) saaledes, at man heri for ¢ = 0, 25, 50, 75, 100, or 200 kun kan paaregne henholdsvis 1, 1. 1, 2, 2, 3,..3 betydende Ciffre og for t = t. = 365 højst 4 betydende Ciffre i (F, — T°), eller i ea COR AS re ae AB ED) ys MT UE À He Ê 4,5561 300,52 14,496 4,5 (14) Oversigten viser, at (F— 7) aftager; men at derimod (# — T):F voxer, naar ¢ 124 22 voxer. Tages der Hensyn til, at Værdierne for (”, — T,) i den foregaaende Oversigt ere ganske urigtige for ¢ = 0 og ¢ = 25 og vistnok mindre paalidelige for ¢ — 50, samt til, hvad der her er bemerket om Antallet af betydende Ciffre i denne Oversigts Angivelser for (F — T), saa maa begge Oversigter siges at vise — bortset fra Temperaturerne indtil 50° —- en Overensstemmelse saa god, som den kunde ventes, mellem Angivelserne for (F, — T,) og (F — T) ved Temperaturer, der ere lavere end 150°; men fra denne Tem- peratur og opefter bliver (F— 7) > (F, — T,), og Forskjellen mellem dem stigende med Temperaturen, saa godt som udelukkende en Folge af, at L ved disse Temperaturer er (og bør vere) < L,. X. Kontinuerlige Isothermer. Naar ¢ er 0, i E(v = m) naa Værdien f, erholde et Maximum ved en Værdi af v, beliggende mellem m og s = T-+i, og derefter ved voxende Værdier af v bestandigt aftage, idet den ved » — T-+i for tredie Gang faaer Værdien f. Under hele denne kontinuerlige Udvidelse maa Massen overalt forblive eensartet og til enhver Tid have den samme indre Varme i alle sine mindste, indbyrdes ligestore Dele, saa at ogsaa den tilførte Varme vedblivende maa fordeles ligeligt til disse. Men denne Fordeling er instabil og vil ophøre ved den ubetydeligste momentane Forstyrrelse i Ligevægtsbetingelserne, for Exempel, hvis man forøger det ydre Tryk eller Træk (negativt Tryk), naar Rumfanget netop er det, der svarer til et Maximum eller Minimum af p. «Mellemtilstandsformen» (eller «overudvidet Vædske» ved de Tilstande, der ligge nærmest ved B, «oversammentrykket eller overmættet Damp» ved de følgende Tilstande) vil da strax (uden Varmetilførsel, alsaa adiabatisk) gaa over til en «blandet Tilstandsform» ved samme Temperatur (Tilstande paa den retlinede Isothermer BP’EP/C for samme Temperatur ¢). Antager man nu, at den indre Varme w er en af Tilstandsformen uafhængig Funktion af v, og fé altsaa (som i Afsnit II bemærket) en altid eentydig Funktion af v og t, saa vil, naar P,P, og P,P! ere parallele med Ordinataxen, ifølge den Iste Hovedsætning (I), hvori Q — 0, Tilstanden P, uden Ar- ; BE: bejde og uden Energiforandring gaa over til Tilstanden P" ae Gram mettet Damp med T ß I BG Ip T P Tæo i Ti P n Vegtfylden Tai BC Gram Vedske med Vegtfylden — , og Tilstanden P, gaa over til Tilstanden P/, idet den med Overgangen fra P, til P/ folgende Fordampning vil bringe Trykket til at stige til f, medens den med Overgangen fra P, til 27 folgende Fortætning vil medfore, at Trykket synker til f. I Praxis vil det vistnok vere umuligt at realisere en kontinuerlig Overgang fra Vædske- til Dampformen; men man kan dog maaske nærmest tænke sig den udfort saaledes: Vedsken, der er fuldstendigt befriet for Luft og andre fremmede Bestanddele, er indesluttet i en Cylinder med et bevegeligt Stempel, slutter fuldstændigt til Cylindrens og Stemplets indadvendende Flader, til hvilke den har en meget sterk Vedhengning, og befinder sig i fuldstendig Ro, bortset fra den med en langsom og kontinuerlig Udvidelse folgende Bevægelse af Delene. Ved Varmetilforsel (eventuelt Varmeafgivelse) holdes Væd- sken — f. Ex. paa Grund af Cylindrens Nedsenkning i et stort Bad — ved konstant Temperatur ¢, og paa Stemplets Yderside virkes der med en Kraft, som kan kontinuerligt og langsomt varieres og gaa over fra et Tryk p, virkende indad mod Vedsken, til et Træk (negativt Tryk), virkende udad, ligesom ogsaa omvendt Trekket kan forandres til et Tryk. Der begyndes med et Tryk p >f. Trykket aftager derefter til f (Tilstanden 5) og synker til 0, uden at der, paa Grund af den fuldstændige Tilslutning og Fjernelsen af alle, Ligevegten forstyrrende Indflydelser, indtræder nogen Fordampning. Naar Trykket derefter 126 24 gaaer over til et Trek (p < 0), vil Vædsken formedelst sin Vedhængning og indre Sammen- hængskraft vedblive under sin Udvidelse at slutte fuldstændigt overalt til Stemplets og Cylindrens Inderflade, imod hvilken den som Reaktion mod det udadgaaende Tryk vil udove et indadgaaende, negativt Tryk. Naar Trekket derefter aftager, bliver 0 og gaaer over til et positivt Tryk, er det fordi Vedskens Sammenhengskraft og maaske ogsaa Ved- hængningskraft efterhaanden svækkes ved Forøgelsen af den indre Varme w. Samtidigt voxer Massens Udvidekraft, idet den «udvidede Vædskeform» efterhaanden gaar over til «overmættet Damp». — Ved Forsøg er det kun lykkedes at fremstille de Tilstande af «Mellemtilstandsformen», der grænse op til Bog C, idet man ved at gaa ud fra Tilstanden B har kunnet lade Trykket synke under f, uden at der derved opstod Kogning (om end en mindre Fordampning), og ved at gaa ud fra Tilstanden C har kunnet lade Trykket stige over f, uden at der indtraadte nogen Fortetning (Taagedannelse). Ved den blandede Tilstandsform (den retlinede Isotherme) bliver enhver uendelig lille Del dL af Fordampningsvarmen L, der tilføres Massen, ikke ligeligt fordelt, men optages udelukkende af en uendeligt lille (i Vædskeform værende) Del ae af Massen, som derved bringes til Fordampning, idet baade dens Rumfang og indre Varme forages. Fordelt paa hele Massen giver denne Rumfangsforegelse en Rumfangsforogelse dv — — dL ER SD Ved «Mellemtilstandsformen» bliver derimod — som foran bemærket — Varme- tilførslen dL og den dermed følgende Energi- og Rumfangstilvæxt ligeligt fordelt over hele Massen. XI. Almindelige Betingelser, som Isothermens Ligning maa opfylde. Sætter man Isothermens Ligning (1) under Formen ) 7 ei rar ARS A FEN (15) saa maa — ifølge det Foregaaende (Fig. 3) — Ligningen for t¢, maa blive imaginære, medens derimod Roden m vedbliver at vere reel, vil blive nærmere paavist i Afsnit XIV. Ved voxende Verdier af v skal (15) desuden nærme sig til Formen (2), eller, ifølge (11), til Babes 2 Man skal altsaa have ji TG GEO) HE SR N: (b) eller qu(v).v = F for v = o. Tages der endvidere Hensyn til den overordentlig ringe Grad af Sammentrykke- lighed, som er karakteristisk for Vedskeformen, saa ledes man til at antage, at det ikke ved nogetsomhelst Tryk vil vere muligt at bringe Rumfanget ned under en bestemt Grænse wv, Minimumsrumfanget ved Temperaturen ¢. Herved faaes Betingelserne glow) = 2 og ’ gt (Vv < w) imaginær | hvorved Isothermen erholder til Asymptote en ret Linie parallel med Ordinataxen (p Axen) i Afstanden w fra denne og ophører at existere (p imaginær) ved © < w. Naar Trykket ved konstant Temperatur stiger over, eller naar Temperaturen ved konstant Tryk falder under en vis Grænse, kan der indtræde en Formforandring som Overgang til den faste Tilstandsform. — Ved Vand sker Overgang, naar p er = 1, i Reglen ved t — 0; men, naar Vædsken er i fuldstændig Ro, vil Temperaturen kunne synke til — 10°, forinden Frysningen indtreder. Allerede ved 4° maa der dog vere begyndt en Formfor- andring af Vædskens mindste Dele, forsaavidt man heri vil se en Forklaring af den Kjends- gjerning, at Udvidekraften, naar Temperaturen er < 4°, ikke mere forøges, men tværtimod formindskes ved en Varmetilforsel, der lader Temperaturen stige (til hojst 4°), medens av Trykket forbliver uforandret. Ved Temperaturer under 4? er derfor (%) negativ, hvoraf nl følger, at Isothermerne for £ < 4 maa skære Isothermerne for ¢ > 4, i det Mindste omtrent indtil ¢ — 20,6, saaledes som det ses af Fig. 4, hvori den indre Fordampnings- kurve B,B er punkteret. — Den Vinkel, som en Tangent til Isothermen danner med Abs- : 3 : sea dp E cisseaxens negative Retning vO, har til Tangens —(#) , som, saalenge den indre Form- t forandring ikke er begyndt eller vesentligt fremskreden, maa antages at voxe med p i det a i : I : : Uendelige. Ved Vand er der vel ikke ved — (ae) bleven bemerket nogen væsentlig Af- t à hængighed af p; men Grunden hertil er vistnok den, at de anvendte Tryk ikke have været store nok. Ved Vinaand og især ved flydende Kulsyre har der derimod (Christiansen S. 214) 2 d : ; vist sig en kjendelig Stigen af — (7) ved voxende Verdier af p, hvorimod det Modsatte, 0 } t D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 2. 17 128 26 om end i ringere Grad, har vist sig ved Svovlkulstof (Christiansen S. 213), vel sagtens en Folge af en begyndende indre Formforandring, der her giver sig til Kjende paa en anden Maade end ved Vandet. — For dette har man fundet folgende Værdier af — (2), eller dv); g dp 1 rettere a So ee = rettere af 2 vs) is t 0 10 25 43 53 99 1 Ip E = —? (2) 106:50,3 106:48,0 106:45,6 10%:44,2 10°:44,1 109:40,9, t t # 0° 10° 20°:10° 100° B somviidetFolgendevilleantage ! gjælde ogsaa for det til den indre Fordampningskurve sto- i om dende Punkt DENT) Isothermen. Af disse Verdier synes det at fremgaa, navnlig hvis — (9) i har et Minimum ved ¢ = 4, at ved i Vand vil Isothermen for ¢ — 4 (se Fig. 4) vere den, der blandt alle Iso- ; thermer — i alt Fald for ¢ mindre end eller noget storre end 100 — nermer i sig mest til Ordinataxen og har den i mindste Verdi for w. Ved større i Værdier af ¢ vedbliver sandsynligvis w ! at voxe svagt med ¢ mod en endelig Grændse. i Ved andre Vædsker vil w sand- synligvis ogsaa have et Minimum ved i en endelig Værdi af ¢ og derefter voxe i ° med t, idet der næppe findes flere i Minima af w; men w kan voxe meget svagt med ¢ eller forblive konstant, hvad der — at domme efter de over 20 — dv (2) anstillede Iagttagelser ved 10° ne bte Temperaturer (Christiansen 4 8.213) — nærmest synes at maatte vere o Tilfældet ved Æther, Vinaand, Svovl- EE kulstof, Glycerin, Benzol og vistnok mange flere, maaske de fleste Vædsker. Overfor alt dette Ubekjendte og Uforklarlige i Fenomenerne og med vor Mangel paa Kjendskab til de molekylære Kræfters Natur og Varmens Indvirkning paa dem maa man sikkert opgive Haabet om at udtrykke Tilstandsligningen ved en apriorisk Formel, som ved bekjendte Funktioner tilfredsstiller alle Fænomener. Den aprioriske Formel maa, naar den skal svare til, hvad vi vide, og hvad vi ikke vide, paa een Gang indeholde noget Bekjendt og noget Ubekjendt. Det Ubekjendte maa indgaa paa en saadan Maade i en ufuldstændigt bestemt Funktion af v og t, at Tilstedeverelsen af denne Funktionikke forhindrer, at det Bekjendte klart fremgaaer af andre i Formlen indgaaende fuldstændigt bestemte Funktioner. Den Omstændighed, at der i Tilstandsligningen maa indgaa en tildels ubekjendt Funktion, vil dog, som det i Slutningen af denne Undersøgelse (Afsnit XVI) vil blive paa- vist, ikke være til Hinder for, at Ligningen kan være praktisk anvendelig, idet Funktionens Værdi ved de som Regel i Praxis forekommende Tilfælde enten kan bestemmes (ved Vædske- formen for de mindre Sammentrykninger) eller betragtes som forsvindende (ved Dampformen). Da Overgangen ved konstant Temperatur ¢, absolut Temperatur #, fra Vædske- formen i Tilstanden B (Fig. 3), hvor per = f, v = à, til Dampformen i Tilstanden © (p =f, v = T+i kan tænkes at foregaa saavel langs den retlinede Isotherme BEC som langs den krumlinede BP,EP,C, saa kan man ogsaa tænke sig Tilstanden at undergaa Kredsprocessen B—H—C—P,—E—P,—B. Den Varmemængde, der maa tilføres under den retlinede Bevægelse B—E—C, er L; den Varmemængde, der maatte tilføres under en Bevægelse langs den krumlinede Isotherme fra B til C, ville vi betegne ved N, saa at der altsaa under den ved C— P, —E— P, —B betegnede Del af Kredsprocessen maa tilføres en Varmemængde —- N. Ifølge Varmelærens 2den Hovedsætning skal man da have OL EN: le raie eller W=-0-L-N=0; N=L. Der maa altsaa tilfores den samme Varmemengde L, hvad enten Overgangen ved konstant Temperatur £ fra Vedskeformen til Dampformen foregaaer diskontonuerligt (langs den retlinede Isotherme DC) eller kontinuerligt for hele Massen (langs den kontinuerlige krumlinede Isotherme BC). — Den under Kredsprocessen tilførte Varmeenergi J - (dQ = J(L—N) er altsaa = 0, og da denne — ifølge den Iste Hovedsætning — skal vere = Arealet af den ved Kredsprocessen beskrevne lukkede Kurve, faaer man, idet i Fig. 3 Abscissedifferensen BC er = s—i = T, Ordinaterne til den retlinede Isotherme ere — f, og Ordinaterne til den kontinuerlige Isotherme betegnes ved p, at dette Areal bliver (@s T+i Von dv EVER, dv = 0 i e/ i 130 28 Ifelge (15) kan denne Betingelse ogsaa gives Formen T+i T+ i | (2e —T 2. (A ee lee (d) Ved Siden af disse almindelige Betingelser — (a), (6), (c) og (d) — bor Tilstands- ligningen tilfredsstilles af de numerisk sammenhørende Verdier af ¢, v og p eller (2) t m. fl., der maatte vere erholdte ved Forsøg, selvfolgeligen under tilborligt Hensyn til den Nojagtighed, som der kan tillegges Observationerne. XII. V. d. Waals og Clausius’s Tilstandsligninger. Med de foran anvendte Betegnelser À, F — Ki: f og w kan den af v. d. Waal opstillede Tilstandsligning skrives saaledes: Ka a v—o v?? p F a p= eller f v—o fo: ge (2) hvori @ og w skulde vere konstante. (16) tilfredsstiller umiddelbart de under XI anforte Betingelser (6) og den Iste (c). Til Tilfredsstillelse af Betingelsen (a) faas af Ligningen 1 = g;(v), eller v3 —(F-+o).v? + #1 € t —=v—=:w = 0 de 3 Relationer: f f T+i+m=o-+F (T + à) (m + à + mi 2A | Vidi Male. 51 > (17) (T' + à) mi = F | SOUS ORs EEE ee) Em TR STUE a= NREN © = Fe; De — = Le, Ve —_ © = F, Ved Vand er, ifølge (14), F, 14,50, som vilde give det mindste Rumfang wo — 1,81, hvad der aabenbart er ganske urigtigt. (16) giver for p = 0 ; NT EN Im eV ae toF); 29 131 7 a Kee A Må 85 É men (Sir) er ar oe 321], saa at Isothermen (16) vil skære Abscisseaxen, 27 naar ter < y le. Hvis virkelig (16) var rigtig — hvad den altsaa ikke er —, vilde man i den have n et Middel til at bestemme de hidtil ubekjendte Funktioner f og L, eller f og T; thi (17) i Forbindelse med den af Betingelsen (d) i XI udledte Relation. hvori /g er den naturlige Logarithme, vilde give 4 Ligninger, hvorved, idet Fer = K#:f, ikke blot © og m, men ogsaa T og f, eller L og f vilde vere bestemte som Funktioner af # eller ¢ og de foran bestemte Konstanter « og w. De herved bestemte Funktioner 7’, f (og F) maatte desuden vere af den Beskaffenhed, at de reducerede de 4 fornævnte Lig- ninger til 2, indeholdende 7, m, € og Konstanterne « og w, da i modsat Fald de 4 af disse à Størrelser vilde kunne udtrykkes ved én af dem, f.Ex. a. V. d. Waal har iøvrigt ikke ved Dannelsen af sin Tilstandsligning taget Hensyn til, at den største reelle Rod s i gi (v) = 1 skal vere = T-ti. Lignende Bemerkninger kunde gjores ved den af Clausius opstillede Tilstandsligning ee; AED, v—w (v + a)? I hvori ligeledes w, A, B, n og a skulde vere konstante. XIII. Tilstandsligningens almindelige Form. I Henhold til, hvad der i XI er anført om Nodvendigheden af, at der i Funktionen g:(v) i den supponerede Tilstandsligning (15): p f = pt (0) indgaaer en ufuldstendigt bestemt Funktion, ville vi give Tilstandsligningen Formen: p = g(r) dw) = V(d,(w)) + Pile), METAN DELEN SL ANNE (18) Th, (9) \ hvori d(v) er en fuldstændigt bestemt Funktion af ¢ og v, di(v) = (se) og ¥(¢.(v)) en Funktion af ¢;(v), om hvilken man kun ved, at den maa opfylde visse Be- tingelser, der afhænge af Formen af ¢;(v). du(v) ville vi bestemme saaledes, at den for £t. maa Y(¢:(v)) = 0, ligesom @(v) = 1, kun tilfredsstilles ved een reel Verdi af v, der saalenge m er >w, kan vere — eller >m; men som, naar m bliver < w, maa vere > @, hvilket senere vil blive godtgjort. Betingelsen (6) i XI, eller gıl)-v = F for © =», eller t — + ville vi tilfreds- stille ved dw)» = F Pu (0) : Gf) slo) = 0 J for v = o, eller é = © Betingelsen (d) i XI vil ifølge (18), idet |7{gu{e)) - re) - de er en Funktion af #(v), og li) er = gi(m) = UT +.) = 1, hvorved faaes m : AT +i T+i \ Pr (v)) + Géo) dv -\ Yo) - be (v) dv = (ris (ve) + fr (v) dv = 0, wi 2 i m ı give T +i T+i Re Ey ae BO) ave = Oe, SHINE RAN. (dy if I XIV. Bestemmelse af den bekjendte Funktion ¢,(v) i Tilstandsligningen (18). Udledelse af Formlerne (9) og (10). Betingelserne (a) og (b) i XIII lede Tanken hen paa at give ¢(v) een af folgende 4 Former: ees PR A Ea v (Y + v)?? = DOTE EG) EN I Sh U F Zi UF DE gaie ge eller rs - Done idet man ved enhver af disse Former, af hvilke den 2den og 4de vilde give ¢:(w) = ©, vil kunne omforme ¢,(v) — 1 til en Ligning af 3die Grad med Hensyn til v (eller —w) i Overensstemmelse med (a), ligesom de ogsaa alle tilfredsstille den iste af Betingelserne (b). Funktionerne X og Y, eller X* og Y* og Z og U, eller Z* og U* saavelsom w ere alle Funktioner alene af ¢, altsaa konstante for Isothermen ¢. F har sin ved (3) og (11) bestemte Verdi K#:f. 134 32 Valget imellem de 4 anførte Former for ¢(v) maa træffes ved en Undersøgelse af, hvorvidt de tilfredsstille de i XIII under 1. og 2. anførte numeriske Betingelser, og det viser sig da herved, at alene den iste af Formerne, nemlig A real ae (Yo kan anvendes, men at den ogsaa giver en saa god Overensstemmelse med disse Betingelser, at man vanskeligt kan nære Tvivl om, at den virkelig er rigtig. — Bringer man dw) = 1 paa Formen af en 3die Grads Ligning med Hensyn til v, saa give, idet Rødderne betegnes ved 7, m og s = T-i, Koefficienterne til v?, v og »° de 3 Betingelser T+-2itm = F—-2Y | EB NE ES ES TE Yeo XG ies ce eee (20) (T + à) mi Sy oe) Til disse 3 Relationer mellem 7, m, X og Y kommer endnu ifølge Betingelsen (d)’ i XIII Relationen T+i X ; log (7'+ 1)— dre Don 3 log e Flg = Ih a 1 1 Æg Arr art? hvori X og Y kunne bortskaffes, saa at man alene faaer en Relation mellem 7, F og T, hvorved 7 er bestemt som en Funktion af æt. Af fi = @(T+i) = 1 faaes nemlig pe | Pe Varna VS hvorved Betingelsen (d)’ antager Formen t o ifolge (19): RTE ET AE log (T+ i)—logi _ Ne TUT, log e Eu V TEAS he eller PEN: (21) - ee F'log(T +7) —logi Ë | metre N? fr loge , Ved den heri anvendte Parenthesform f \ er der betegnet, at Diffe- À } rensen {7 7} er den Verdi, der erholdes ved i højre Side at indsette de Verdier af # og T, som folge af de Observationer eller Bestemmelser, man har for f, = og L, og som ved Subtraktion give den ved (F—T) be- tegnede ca ens. Hvis disse sidste Verdier for # og T saavelsom de i (21) anvendte Verdier for 7, der for Vandets Vedkommende ere anforte i XIII, vare fejlfrie, skulde man 33 135 have (F— 7) = i= me altsaa f. Ex. ved Anvendelse af Regnaults Bestemmelser for : Ifr 5 7 Vandet, som vi i VI, VII og VIII have betegnet ved L,, ok F, og Tr, (Fr — Tr) = IF, = Pr; men Observationsstorrelserne L,, fr og = have Fejl og maa korrigeres If, : med henholdsvis 0L,, dfr og eal hvortil for F, og T, ifølge (11) og (17) maa svare Korrektionerne F Ö Me D — cé r Gans & RS INS Ch 19 OD. = az dt forat give deres sande Verdier I = L, + oL,. df df, wali de dint dt F, ey NOTA To ete oe (22) F — F,+ dF, = Fy — — + ofr eS the nr PP a= UNS IM df OF | TE - OL, dt Hvis det nu viser sig, at Korrektionerne of, og dl; ved alle Tempe- raturer blive i numerisk Henseende mindre end de sandsynlige Observa- tionsfejl paa frog Z,, saa er det dermed bevist, at saavel (21) som (19) og Tilstandsligningen (18) ere rigiige, idet de stemme med lagttagelserne. — Sam- tidigt med at bestemme Verdier af ofr og dL, , der tilfredsstille (21), ville vi søge at bringe (fr + öfr) og (L, + dL,) i Overensstemmelse med aprioriske Formler for f og L, nemlig med de i VII og VI anførte Formler (10) og (9), gjældende for Vand. Til Bestemmelse af Korrektionerne faaes altsaa Betingelserne : ie TN = — OF, + 0T,, eller, da det viser sig, at Værdien af ‘jf „} ikke for den samme Verdi af ö undergaaer nogen væsentlig Forandring, naar der i højre Side af (21) i Stedet F, og T, anvendes Verdier F og T, der — saaledes som m é pee eran de i IX angivne Verdier Fog T — give meget smaa Verdier for Forholdene — p88 ei F I TENTE HR LEE DEREN ee 37, r r \F 11}; 7- of» df, I me OL, dt D. K. D. Vidensk, Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 3. 18 156 34 hvori altsaa {F— TY kun er meget lidt forskjellig fra {F,— T,} og kan betragtes som værende Differensens sande Værdi. dfr dt Naar man i Stedet for Regnaults Bestemmelser f, og anvender andre med dem dig hvortil svarer F, og T,, og som ere fremgaaede af foreløbigt bestemte Værdier for Konstanterne i en apriorisk Formel for b d nert eller ganske sammenfaldende Verdier f, og f, bliver Ligningen forandret til: F Fm ae ee BET {Fin Fo fy — gp dE + je Ol SER: (23) dt Heraf skulde da Korrektionerne findes, efterat forst disses Koefficienter og Ledene paa venstre Side ere blevne beregnede. At a T}, beregnet af (21), kun varierer meget lidt med F og T, vil sees af nedenstaaende Oversigt, hvori {F, uns, og {F — T} (med de i XIII angivne Verdier for À) ere beregnede af de i IX anførte Verdier for F, og TL, samt F og T. x RER Po tl en 0 124,2 128,1 125 36,21 36,20 25 94,56 95,01 150 29,50 29,52 50 73,00 12,54 175 24,22 24,26 75 56,71 56,61 200 20,10 20,25 100 45,07 44,92 At fore Regningen videre end til ¢ — 200 lader sig ikke gjore, da der ikke ved hojere Temperaturer haves paalidelige Bestemmelser af 7. For f ville vi opstille den aprioriske Formel: B B É n log f = C+ 100 Cu a (t— 100)", idet x er positiv hel. Som Tilnærmelsesværdier benyttes først med Antoine 1, == 13S Oy CS = MS. Dernest soges a og n saaledes bestemte, at Formlen saavidt muligt tilfredsstiller de i VII anførte observerede Verdier f,, fornemmeligen de største af disse. Herved findes x — 4 og for a en Tilnermelsesverdi a,, der for log fy (svarende til B = B,, C = Cy og a di) ved) ¢1— 1. — 365 giver log, — log 200,5. Nu sættes B = B,+0B,,C = C+ 609, a4 = a, + da, og log f = log (fy + Of) Bo + 0B, By, + 0B, df lg = = 5 ax 4 ora A en—Ix BED FEDT ONE SEER + (a, + day) (( — 100)", hvoraf df, og kunne findes dt 35 137 udtrykte ved dB,, dC, og da, og indsættes i (23), i hvilken Formel dL, ved de mindre if, Verdier af ¢ (0, 25, 50, 75, 100) foreløbigt sættes — 0, saa at 7’, beregnes af = og L,. Med Hensyn til, hvad der i IX er anfort angaaende det Antal af betydende Cifre, der kan paaregnes ved F og T, maa det ved Tilfredsstillelsen af (23) ikke saa meget komme an paa, at venstre Side bliver saa lille som muligt, som paa, at dette bliver Tilfældet med den i dens Forhold til F (eller 7’, naar Temperaturen ikke er meget høj). Med dette Hensyn for Øje søges 0B,, dC, og da, saaledes bestemte, at Betingelserne (23) med tilstrækkelig Tilnermelse tilfredsstilles, fornemmeligen ved de lavere Temperaturer. Derved kommer jeg til Formlen (10) i VII for logf, der altsaa ikke blot tilfredsstiller (23) med stor Til- nærmelse ved lavere Temperaturer, men tillige — som paavist i VII — giver en fortrinlig > i lf Overensstemmelse med Observationerne fr. Med de saaledes fundne Verdier for f og = bestemmes dernæst dL, af (23) for alle de 9 Temperaturer: 0, 25, 50..... 200, hvorpaa Koefficienterne @,, @,, @,, 43 og a, findes ved Hjælp af de 9 Ligninger L,+ dL, = (a, +a,t+a, +a, t,+ a, a) Va VAT — L, 365 der sages tilfredsstillede saaledes, at de numeriske Verdier af (F— T—ÄF— T}):F blive = 0 for ¢ = 100 og t = 125 og saa smaa som muligt ved de øvrige: Verdier af £. Derved kommer jeg til Formlen (9) i VI for L. Samtlige foran anforte Beregninger have veret saa vidtloftige, at det har veret nødvendigt her kun at antyde Hovedgangen af dem. De ved Hjælp af (9) og (10) fundne, i IX anførte Verdier for F, T og deres Differens (F— T) give nu i Forbindelse med de ved Hjælp af dem foretagne endelige Beregninger af {F— T}, der — som foran vist — kun lidet afvige fra de først beregnede og benyttede Verdier af {F,— T,}, nedenstaaende Verdier for Differensen (F — T' — {F— TY), for TE ee 7e T)):F og for den tilsvarende Fejl paa log F (ved T' fejlfri) eller paa log I (ved F fejlfri). m af: Ve Fejl paa log F (ved T fejl- i F—T— w— Ty (F= == Ty) Kg fri) eller log 7’ (ved F fejlfri) 0 + 250, + 0,00112 + 0,00052 25 — 43 — 0,00001 == 0,00000 5 26,1 — 0,00051 = 0,00022 75 BI — 0,00036 = 0,00016 100 0 0 0 125 0 0 0 150 = O07 — 0,00017 == 0,00007 175 + 0,03 + 0,00013 + 0,00006 | 200 + 0,10 + 0,00072 + 0,00031 365 0 0 0 18* 138 36 Da man — som i Il og IX bemærket — kan vente en Fejl af henimod 4-10 paa log K og log J, maa den opnaaede Overensstemmelse mellem (F—T) og eb) betegnes som særdeles god. Den største Uoverensstemmelse findes ved ¢ = 0, og da ligeledes (L—Z,) ved denne Verdi af & er forholdsvis stor (se Oversigten i VI), er der Grund til at antage, at de Verdier, man ved ¢ = 0 erholder af (10) og (10) for f og df dt” hold til Nøjagtigheden af Værdierne for J og K ansees som tilstrækkeligt nøjagtigt. Lig- ningen (21) kan altsaa siges at være ved alle Temperaturer tilfredsstillet ved de Værdier for f og L, som følge af Formlerne (10) og (9), eller ved Observationsstorrelserne f, og Lr, ere forholdsvis mindre nøjagtige, om de end — som ovenfor bemærket — maa i For- naar disse først korrigeres henholdsvis med Of, = (f—fr) og dL, = (L—L,). Da nu — som det af Oversigterne i VII og VI utvivlsomt fremgaaer — disse Korrektioner i numerisk Henseende ikke ere storre, men snarere mindre end de sandsynlige Observationsfejl paa fr og L,, saa forekommer det mig at vere derved bevist, at Relationen (21) og dermed ogsaa Funktionsformen (19) for Ye), hvoraf (21) er udledet, er rigtig, i alt Fald for Vandets Vedkommende; men gjelder (21) — og dermed (19) — for een Vædske, saa maa man formode, at den gjælder for alle Vædsker med deres Dampe, og denne Formodning finder fuld Bekræftelse, naar man gaaer over til at undersøge, hvorvidt ogsaa den anden — i XIII ved 1. betegnede — af de der anførte numeriske Betingelser er opfyldt, nemlig at gy, (Ue) — 1 skal tilfredsstilles ved de for forskjellige Stoffer foretagne Observationer af de sammenhørende kritiske Data = t, p = f = fe og v — %). I den kritiske Tilstand er 7 = 2) — 0) PR =F, 7 — ~~, Formlen el) kan da ikke umiddelbart anvendes, men forst efter en Omformning, grundet paa en Rekke- udvikling efter Potenser af 7. Derved erholdes som gjældende for Verdier af ¢, der ligge meget nært ved é., af (21) Formlen 1 CNE 3F(F—2:) 1 1 i 16 FH à EI ee A (21) som for den kritiske Tilstand giver den simple og vigtige Formel 1 Kb, ee A A et oe ees ne ae 24 Ve 4 F, Afe (24) Ganske det samme Resultat erholdes af Formlerne (20), som for & = &, T = T, = 0, F=F,i=m=% X = X, og Y = Y, give > NGAP Xe —— oz | 1 1 VW = 3 Ve == ali, | 37 139 Vi ville nu gaa over til at undersoge, hvorledes Formlen (24), eller den ee v. «KS, | kritiske Vægtfylde stemmer med lagttagelserne. Over disse (Temperatur to, Tryk fe og Vægtfylde —) har Heilborn i Zeitschr. f. physik. Chemie, Bd. 7, S. 601, 1891 givet efterstaaende Oversigt, i hvilken der ved Siden af den observerede Vægtfylde er stillet den af (24), ved Hjælp af de observerede Værdier for ¢ og f., beregnede Vægtfylde. Den sidste Kolonne angiver for hvert Stof Differensen mellem den beregnede og observerede Vægtfylde, eller disses Middeltal, for saa vidt der haves mere end een Observation af Vegtfylden. Observationerne ere i det Hele taget vanskelige at anstille, og der kan derfor ikke tillegges dem stor dv dv Nojagtighed. Dette gjælder især om Vegtfylden, alene af den Grund, at (se Fig. 207 )ee (7) | DR ere uendelige for ¢ = t. og p =f. og ville have henholdsvis negative og positive meget store Verdier ved Verdier af ¢og p, der ligge i Nærheden af t.og fc. Heraf følger, at enhver Fejl i Bestemmelsen af t.ogf. eller i Bedømmelsen af, om den kritiske Situation er indtraadt, maa kunne medføre en forholdsvis meget stor Fejl i Bestemmelsen af v, eller af Vægtfylden . Uheldigvis giver Heilborns Oversigt ingen Oplysning om Observationernes Nojagtighed, og ved de fleste Stoffer anfores kun een Bestemmelse af de 3 kritiske Data (te, fc og ~) men de 4 Tilfelde, i hvilke der haves mere end een Bestemmelse af den sidste, bekrefte dog i det Hele, at man ikke kan vente sig nogen stor Nojagtighed, i alt Fald af Vægtfylde- bestemmelserne, og tjene til at give et Begreb om Storrelsen af disses sandsynlige Fejl. Der haves nemlig: Middeltal af Stof Observerede Vægtfylder Største Fejl Observationerne TI eas: hat 1; 0,60; 0,65; 0,65 0,05 0,63 Æthylen ..... 0,22; 0,32: 0,36 0,14 0,30 Kulsyre WBE "Gee 0,30; 044; 046; 0,64 0,35 0,46 Ather. ahs 0,246; 0,267; 0,208 0,06 0,2405 Sammenligner man hermed de i efterstaaende Oversigt, i hvilken der for de 4 foran anforte Stoffer er opfort Observationernes Middeltal som observeret Vegtfylde, angivne Differenser mellem de beregnede og de observerede Vegtfylder, maa vistnok Overens- stemmelsen mellem disse Vegtfylder betegnes som saa god, at der ikke kan vere Tvivl om Rigtigheden af den af (21) udledede Formel (24. Differenserne ere snart positive, snart negative og i numerisk Henseende gjennemgaaende meget mindre, end der kunde ventes. Den storste Forskjel findes ved Ilt og Vand, nemlig henholdsvis — 0,13 og — 0,15; - 140 38 men disse Differenser ere dog ikke større, end at de meget vel kunne tilskrives Observa- tionerne. Ved Ilt, hvor disse for Vægtfyldernes Vedkommende stemme godt indbyrdes, maa Uoverensstemmelsen vistnok fornemlig tilskrives de 2 andre observerede kritiske Data og vel især f Da Rigtigheden af (21), hvoraf (24) er udledet, netop er paavist ved Observationer, foretagne med Vandet, kan den mindre gode Overensstemmelse (— 0,15) mellem den beregnede og den observerede kritiske Vægtfylde, som denne sidste Formel i dette Tilfælde giver, næppe vække Betænkeligheder; den skyldes vistnok fornemmeligen Fejl ved Observationerne af Vægtfylden. Kritiske Elementer. Observerede og beregnede kritiske Vægtfylder. Stof | Sammensæt- 2 FE log K || Tempe: Vestfylde| Vægtfylde beregnet og ning CNE | tar” Tryk fe | > observeret | | | | Ve Vegtfylde Kvelstof .. . N, 28 0,4667 | — 146 33. | 0,44 0,3549 — 0,09 oy vase CRUE 0,4088 | — 118 50 0,63 05034 | —0,13 hyn NICH 98 0,4667 | + 10 | 51 | -0,30 02461 | —0,05 Kulsyre.... 003 44 0,2704 | + 31 | 77 0,46 0,5437 | + 0,08 Klorbrinte . . HCl | 36,5 | 0,3516 + 52 96 | 0,61 0,5258 | — 0,08 Svovisyrling . | SO, 64 0,1077 4- 155 79 0,49 0,5763 | + 0,09 ther... .. ION 74 0,0447 | + 194 36 | 0,2405 02783 | + 0,038 Vinaand ...| C,H,O | 46 | 0311 | + 244 63 0,288 | 0,274 | —0,015 Benzol LO 778 0,0218 | + 281 50 0,355 0,3434 | —0,012 Manders H, O 18 0,6586 + 365 200,5 | 0,43 0,2760 , | — 0,15 Kvælstofforilte | N, 0 44 0,2704 + 36 73 0,41 0,5070 | + 0,10 Heilborns Fortegnelse over observerede kritiske Data omfatter endnu flere Stoffer ; men, da der for hvert af disse kun har veret observeret 2 af de 3 kritiske Elementer, have disse ikke kunnet benyttes ved den forudgaaende Prove paa Rigtigheden af (24). Efterat denne nu formentligen kan betragtes som tilstrekkeligt godtgjort, ville vi ved en Beregning efter (21) af det for disse Stoffer ikke observerede af de 3 kritiske Elementer fuldstendiggjore Fortegnelsen over alle herefter bekjendte kritiske Elementer. 39 141 Kritiske Elementer. 2 observerede og 1 beregnet. | Observeret Beregnet ERBEN == eS Hi Vægtfylde =A} - LA tfylde in Stof Sammensæt-| 2 + log K N = er 8 | a le fannie TG by [RA klan | = i Ve Ve Kulilte: 2 2% co | 28 0,4667 — 141 36 == = 0,373 Kvælstoftveilte . . NO | 30 0,4368 — 94 71 -- — 0,580 Methane. sne CH, | 16 0,7098 — 82 55 — — 0,225 Svovlbrinte . . . . H,S | 34 | 0,3824 | + 100 | 89 = _ 0,396 Ammoniak .... NH, hen slit) 0,6835 + 131 113 — — 0,232 OR ois ters, vi: Cl, 70 0,0688 + 141 84 = = 0,693 Svovlkulstof . .. CS; 76 0,0331 st 272 75 = — 0,510 Salpeterundersyre N, O, 92 |9,9501—10) + 171 — 0,66 65,3 — BrGiares ar Br, 160 19,7098—10| + 302 | — 1,18 87,0 | — Beregning for t det Antal af Cifre, hvormed man onsker at kunne angive den sogte Verdi af 2. BR Idet vi nu forudsætte ? saavelsom F og T' bekjendte, ville vi først udtrykke Y ved 7, F og T og derpaa. X og m ved Y, à, F og T. De søgte Relationer, der erholdes af (19) for v — togv=s=—T+i samt af den Iste (20), blive for t < te: HV = Eye acta) (ast), Fi FT ews FS ee 1)? X = (¥+4) cera a, (26) m = F—T—2(Y+-2) Sen en Da der i disse Formler indgaaer saavel ¢ som Differensen (F— 7), gjælder med Hensyn til deres praktiske Anvendelse det Samme, som foran er bemerket angaaende Anvendelsen af (21) til Beregning af z. Er 7 bekjendt ved lagttagelser, og Unojagtighederne d af de, ved Hjælp af f, og L, beregnede Verdier af F og T ikke ere større, end at disse i Forbindelse med ? kunne anvendes i (21) til en tilstrækkkelig nøjagtig Beregning 142 40 af {FT}, saa maa denne Værdi indføres i det det af de 2 foranstaaende Udtryk for X i Stedet for (#— 7). Herved faas til Bestemmelsen af Y Ligningen [Re ae Pe Ur ENS = N ei Her 7 ae men heri vil (F— T—{F—T}): FT, naar ikkun de benyttede Verdier af F og T ere nogenlunde nøjagtige, vere en overordentlig lille Størrelse (ved ¢ — ¢, ubestemt), saa at Ligningerne (26) for ¢ < ¢ antage Formen: Y+i = S4VS(S+7); S = hr T)— il F Bi zZ X = —ıY +? — ae tet ate EY CEE ER: (26) m = £F—T}—2(Y +5 s — T+i Af disse Formler erholdes da — ved Hjælp af de i IX, XIII og XIV (dette Afsnit) anførte Verdier af F, Ti og {F—T} — for Vandet: t log X 32 m | t log X Ya m 0 74234 10,26 105,6 | 125 4,4298 4,957 24,16 25 6,6102 8,697 75,61 | 150 4,0446 4,351 18,64 50 5,9340 7,480 55,56 | 175 3,6972 3,809 14.40 500 5,3598. 6,489 41,58 | 200 3,3853 3,349 11,24 100 4,8642 5,661 31,51 | 365 1,979 1,812 3,625 — m, Det ses heraf blandt Andet, at, naar (4—t) ikke er en meget lille positiv Størrelse, vil m ligge meget nærmere ved 7 end ved s = T+i, saa at Forholdet (m —i):(s— m) bliver meget lille og desto mindre, jo mindre ? er; men heraf følger da atter — i Henhold til Betingelsen (d) i XI —, at samtidigt Forholdet ((—p’):(p”—f), hvori p’ er Minimum og p” Maximum af f, maa vere meget stort. Værdierne af Y vise, at denne Størrelse, der kun er en Brokdel af m, ved voxende Verdier af v snart taber sin Betydning. Beregning for f > & af ¢ = Funktionerne X og Y i ¢(v) saavelsom af de til p =f svarende Rumfang, { reelt og 2 imaginære: Naar Temperaturen overstiger den kritiske Temperatur ¢,, maa Fordampningsvarmen L , som vi have givet Formen: L = (a,+ 4, t+a,t?+ ...) Y1—t:t, blive imaginær af Be. d Formen: L — A-V—1, hvori Aer en reel Funktion af ¢, og sætter man nu Tad: 7) = 2V, saa faaes ligeledes, ifølge (7), T= 2V.y=t 41 143 hvori V er en positiv reel Funktion af ¢. Da Vedskeformen ikke existerer, naar ter >t,, maa ved saadanne Temperaturer Maximumsrumfanget à for Vædskeformen ophøre at have en reel Betydning; ¢ maa derfor — ligesom T'og s = T+ 7% — blive imaginær, hvorfor vi sætte = 41 = j- Wi, re nl altsaa: i hvilke Formler 7, ligesom V, er en positiv reel Funktion af #. Indsætter man disse Udtryk for 7’ og à i Formlerne (21), den Iste (26), og den Iste og 2den (20) og bemærker, at den naturlige Logarithme : JP V. tg ze = el - ET er = VEI-are (tg = =), i ee j saa faar man, i Stedet for (21) og (26), nedenstaaende for ¢ > & gjeldende Formler: = Toy ep V (Ft HV? pr are (tg = a V VE + V2 F.Y = — (j?-+-V®) +y(j? + V?) (FP — jy? +72] X = j+ Y)(2F— Y— 37) + V? m= F—2(j+Y) i=j—Vy—1 s= T+i=j+VV—1 ved Hjælp af hvilke V, 7, Y, X, m, à og s efterhaanden kunne beregnes. Den af de 3 Rødder i dıw) = 1 ved v = m betegnede Rod er altsaa reel ved alle Verdier af ¢. V arc (fe = =) ligger kun i iste Kvadrant, 9: mellem 0 og >: Til Verdier af ¢, der kun ere meget lidt >t., svare Værdier af V, der kun ere meget lidt > 0. For saadanne Temperaturer erholdes af den 2den (27) ved Udvikling efter Potenser af V 1 16 V? fal BR) el ; le ane rar som for é=k, T=0, V= 0, F = Fe, j = ve giver Relationen (24) mellem « og Fr = OES ifs D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd. VIII. 3. 19 144 42 Af den 2den (27) fremgaar, at Forholdet RRS FEED Me PR eo ng ee yee y Da ENT ee ee f dd SVÆR 2V—1-d it ere DING : ae LE skal vere positivt konstant og endeligt for — o. Sættes nemlig j:V — a, are (ie = 5) = arc(cot = a) = a for t = æ, saa giver den anden Ligning (27) for ¢ = æ dels F:V — 0, som dog ikke kan bruges, da derved m:V vilde blive <0, dels F 2[a— I sin 2a] V a?— sin ?a Heri kan a ikke vere — 0, % — o, da man derved vilde faa V:F — 0, som vilde give i: F = s:F = 7:F, 9: à og s reelle. a kan altsaa kun have en endelig positiv Verdi eller vere = 0. Af j:V = a = 0 vilde man faa a = 7 og F:V = 47: (7?—4) = 1,274. Da F bliver = 0 for ¢ = w, maa ogsaa t = » gjøre V = 0; men derved blive ogsaa, ifelge (27), F = 0, X'= 0 0: m= 0, ide Y:V, X:V* og m: Ver holde endelige positive Verdier for ¢ — ». Heraf følger da atter, at Xe Fler —s0ator : a. ARE t =o, saa at f-/(v) ved endelige Verdier af v, altsaa ved > ©, reduceres til ioe = = dw) til Fiv = 0 og di) til F:v? = 0. d Formlerne (9) og (10) for L og a tilfredsstille ikke Betingelsen: (F: V endelig for ¢ — ©) og kunde jo heller ikke ventes al være brugelige ved Værdier af ¢, der meget overstige & — 365. Hvis aprioriske Former for logf og L skulde tilfredsstile Betingelsen : (F:V endelig for t = &), og man vilde for logf beholde et med Formlen (10) overens- stemmende Udtryk af Formen: B B Cao (GSE) log f +a (t—t,)*, saa maatte man sette: TST el at Eg .Vı-(2) i Stedet for, at vi have sat L = (a)+a,t+... le 2 Naar ¢ voxer fra & til 0, aftager altsaa m fra 1 Æ til 0 og vil ved en vis Verdi for ¢, som vi ville betegne ved #, hvortil svarerw=a’, blive = w. 43 145 Ved .1 » t=—t' » wo = m, gi (o’) = | » PRO TT, filo) m, filo) = 0. Det bemerkes endvidere, at L.m>o giver wy 1 v>0 » Ia>m » dW) — civer d = vt = — t ©, v>w>m 0 giver g(a) 0, men do) Be XV. Om Formen af den ubekjendte Funktion 7 i Tilstandsligningen (18). «Det ideale Tryk» y. Grafisk Fremstilling af «den ideale» og den sande Isotherme. Funktionen 7 i Tilstandsligningen (18) skal — ifølge Betingelserne (a) og (b) i XIII — for £ 1, vilde for © — i enten give 4 (2) = ¢/(i), hvilket vilde medføre w. I Stedet for Faktoren (¢%(v)—1) i ¥ ville vi derfor sætte Faktoren (g(v)— 1<+ a), hvori a er en saadan positiv Funktion aft, at den for ¢<#, kan betragtes som forsvindende eller sættes — 0; a voxer med ¢ og naaer først ved t = » Værdien I. Den numeriske Verdi af p—f-@u(v) = f- ¥(delv))-¢i(v) maa utvivlsomt aftage, naar ¢ voxer, og det kan ogsaa antages, at 7 maa forsvinde med w, som nærmest har nødvendiggjort, at Y'indgaar i Tilstandsligningen (18). 19* 146 44 Settes derfor i Tilstandsligningen (18) VW) Hl) = rw) — Hilo) — a) Hilo) | = IT (fi (v))-(— Pe e)) [de(o) — 1 +a] + -........ = P-[dı (ve) —1+ a], | saa maa man have: IT (di (v)) + Pi (v):de(v) aftagende i numerisk Henseende til 0, naar v eller £ voxer i det Uendelige, og — 0 for w = 0 eller (wo) = ©, IT(di(v w)) endelig og >0, hvilket dog først skal bevises, IKdı(&)) = (0) endelig og > 0. Ved Antagelsen I7(¢:(v >o)) >0 bliver, naar v er >w, P = My) (— gro) altid >0, saa at Y(d,(v))-¢i(v) vil have samme Tegn (+ eller—) som [ge(v)—- 1 + a]. At I1(gi(v>o)) maa vere endelig og >0, vil formentligen fremgaa af folgende Betragtninger: Hvis Minimumsrumfanget w ved Temperaturen ¢ var = 0, vilde en saadan Modi- fikation af Stoffet, som vi ville kalde «det ideale Stof», have «den ideale Til- standsligning» Ji (v) hvori y er «det ideale Tryk», som fremkommer ved, at man i Tilstandsligningen (18) setter wo — 0. Er Afsetter man nu i et retvinklet Koordinatsystem v'erne som Abseisser og de til- svarende Verdier af y — f-d.(v) som Ordinater, faar man en Kurve, som forestiller «den ideale Isotherme ¢», der har Koordinataxerne til Assymptoter og ved endelige positive d?y dv? „(dy ; Ar £ i : rende (32) — 0) ved © = v og y = y, idet «v>s, s>v>m, m>v>i) og indenfor det til den ideale Isothermes Interval (¢ >>> 0) svarende Interval ( > v > w) have lignende geometriske Egenskaber som den ideale Isotherme og ligesom denne kun have 2 Vendepunkter, 1 Maximums- og 1 Minimumspunkt; men i saa Fald kan der (ved ¢ < 4, a — 0) ikke vere andre Skeringer mellem de 2 Kurver end de, der, ifolge (30), faas for Rødderne af v i Ør(v) = 1 og gw{(v) = 0, saa at Funktionen //(d.(v)) ikke kan skifte Tegn for v>w. Da ved ¢<é (9: a = 0) og w>y, bliver altsaa //(4(0 > w)) altid positiv reel. Fig. 5, I Fig. 5 forestiller den punkterede, ved yy betegnede, Kurve den ideale Isotherme, hvis Ligning er y = f-¢:(v), og den fuldt optrukne, ved pp betegnede, Kurve den sande Isotherme, hvis Ligning er p — f-g:(v), for 44. De 2 Kurver skjære hinanden i 5 Punkter, hvis Abscissers Endepunkter (Ordinaters Fodpunkter) i Figuren ere betegnede ved de som Betegnelser for Abscissernes Storrelser anvendte Bogstaver, nemlig ved 7, m og s = T+7, der ere v-Rodderne i Ligningerne: 148 46 i 2 = i dw), samt ved vw og v”, der ere v-Rodderne i ed = ¢/(v) = 0, og svare henholdsvis til Minimum y’ og Maximum y” af det ideale Tryk y og henholdsvis ere mindre og storre end m. — De imellem de 2 Kurver liggende 4 Arealer med endelige Dimensioner ere to og to ligestore med modsatte Tegn, nemlig or am vr 5 pn En = Ar ) dv og on dv — Hrn dv, hvori (p—y) er bestemt ved (30) og vesentligen vil komme til at afhænge af den for vo>w altid positivt reelle Verdi af //(¢,(v)); men, hvorledes denne end er beskaffen, kan det anses for sikkert, at Verdierne af de 5 endelige numeriske Maxima (det sidste og mindste ved v>s) af (p— y) ville aftage stærkt ved voxende Verdier af v; ved v>s er (p—y)<0. Minimum af p vil i numerisk Henseende vere desto storre, jo mindre ¢ er, eller aftage, naar ¢ voxer, indtil det ved en vis Verdi af ¢ bliver — 0, hvorved Isothermen kommer til at røre Abscisseaxen. Da man ikke kjender //, kan denne Verdi af ¢ ikke i Almindelighed bestemmes; men, naar den ideale Isotherme skjærer Abscisse- axen, vil denne ogsaa skjæres af den sande Isotherme. Dette finder Sted, naar Rodderne for v i | he) | ere reelle; men ifolge (29), ere Ligningens Redder 1 /2 AVE) X pire en a a lee estas ty v (7 )= a iY) saa at den ideale Isotherme vil skjære, rore eller ikke skjære Abscisse- axen, eftersom 2 X Venstre Side heraf skal under alle Omstændigheder vere <0 for ¢ = &; man faar ogsaa af (25) for ¢ = &: Be ee ae me oes ga le eller — i Folge (14) — for Vandet (i = & = 365) x. Ligeledes faas for Vandet (se Tableauerne for Fi IX og for X og Y i XIV saavelsom de senere (i XVI) beregnede Verdier af disse Storrelser) LE eas lai By 47 149 X na = + 4,00 for t — 200, = -+ 1,44 for ¢ = 250, saa at den Verdi af ¢, som gjør (7 — ir) = 0, og ved hvilken den ideale Isotherme rører Abseisseaxen, sandsynligvis ved Vand vil falde omtrent midt imellem 250 og & = 365. Ved en Verdi af ¢, der ligger endnu noget nærmere ved 4, rører den sande Isotherme 3 où D 7 Abscisseaxen; ved større Værdier af £, ligger Isothermen overalt over Abscisseaxen. Naar ¢ er = t., falde de à Skjæringspunkter mellem den ideale og den sande lotherme sammen i eet, der bliver et Rorings- og Vendepunkt og har Abscissen m — v, og Ordinaten y = f.. Da Il altid er >0, og da, naar ver>s = T'+i ved tv. ved é = ¢,, eller >myedt>t., dr (v) er<0, vilved saadanne Verdier af v Faktoren P = Io)» (—¢(r)) Pl vere > 0, saa at(p—y) vil have samme Fortegn (+eller—) som F.P = (iv) —1+ a, idet 1>a>0. Da gu(cœ) er — 0, maa, saaledes som det sees af Fig. 5, ved v = o det ideale Tryk y vere større end det sande p, eller (p— y) vere <0; men, da p skal vere +» for v = w, hvortil, idet ¢’(w) er negativ, svarer fP = +o, maa man derimod altid have ACTE EPA ey Ae a ee Bn nie (32) Saalenge ¢ er a, altsaa d(w) > 1, hvorved Betingelsen (32) er opfyldt. Dette vil ligeledes vere Tilfældet naar ¢ er >4, men a, altsaa dı(w) > Ar (mm) = 1. Er é = @’, bliver m = o’, og g¢u(w’) = 1, hvorved Betingelsen kun kan opfyldes, € É aa naar a ved ¢ = # er >0 og har en positiv Verdi (=a! der ikke kan vere uendelig lille. Betegner man nemlig den Verdi af v, som ved ¢ = ? giver Skjæring mellem den ideale og den sande Isotherme, eller som tilfredsstiller Ligningen ¢,(v) — 1 La = 0, ved(w’+ Av), saa er det klart, at dv vel kan vere en meget lille positiv Størrelse, men ikke uendeligt lille, eller — 0, hvilket altsaa heller ikke kan vere Tilfældet med den tilsvarende Verdi af a, som bliver a:(1+ a) = 1—d¢y(w’+- dv) = — f'n (v’)- dv +... hvori ¢’v(o’) vel er en meget lille, men ikke uendeligt lille negativ Storrelse. Er endelig ¢>?, saa er m2. Derved ) enten bliver — 0, eller kan betragtes som forsvindende for 2 = ¢, en t erholdes for » = 7, æ = «, af den Iste (e) 1 (dp APS F Dy i i (2); BL Berne FR? idet vi, i Overensstemmelse med, hvad der i Afsnit XI er anfort, sætte den observerede Sammentrykningskoefficient 1G) i\dp) =: Af ER i tied DS G—o) fil (+0? eller K# 1 2fX* (i— 0)? FF Aa (Y+9®’ oy cap ja al (ui eo. Ap) ja] 0) sete ace), a) den Seno (f) hvori det sidste Led er forholdsvis lille, kan ved Udeladelse af dette Led en forelobig Verdi for w bestemmes og benyttes til Bestemmelsen af X* og Y*, hvornæst man ved Indsættelse af disses Værdier i (f) erholder en nøjagtigere Verdi for «. Til den foreløbige Bestemmelse af w ville vi sætte hvorved man af (f) faaer Heraf erholdes for Vandet ved Hjælp. af Observationsverdierne for © (Afsnit XIII) og for k, (Afsnit XI) t ke +105 c 0° 50,3 4,00 292 45,6 4,02 50° 44,1 3,95 100° 40,9 3,88 51 153 Værdien af c ved 25° er her aabenbart for stor i Forhold til Værdien af ce ved 0°. Betragtes derfor denne sidste som forholdsvis rigtig, maa man ved ¢ = 25 erholde en noget for stor Verdi for w, saa at Værdien 45,5-10—° for Ak, ved ¢ = 25 maa antages at vere noget for lille. De Ligninger, der skulle tjene til Bestemmelsen af ¢-Funktionerne ¢, m, ¢ — T*+. og Y* ere ganske de samme som dem, der have tjent til Bestemmelsen af 7, m, s = T+ i, X og Y, nemlig (21) og (26)’, kun med den Forskjel, at man overalt i disse Ligninger setter: {P— T*} i Stedet for {F— T} \ si Stedet for \yH— ip £ » 9» » D 2 » od » m (a » » » Ss ie » » » Ww og X* » » » X. Betegner man den Verdi, som man — efter disse Indsættelser i (21) og (26)’ — maa give L, for at (21) kan blive tilfredsstillet af (e), ved L* og setter saa er L* — L+ At, 7 = TAP P=. ARE NL og F 0, u 1, Al, eller AL = Zr DURS ere ne ee pe (h) Vi ville da først finde {7 — T*} udtrykt ved {P= T} og c, bestemt ved (g), og derpaa af (h) beregne AL. Saalenge (9: indtil den Temperaturgrense, ved hvilken) Værdien af AL ikke overskrider den, der kunde tilskrives sandsynlige Fejl paa L, eller tilsvarende sandsynlige Observationsfejl paa L,, ville vi antage, at Tilstandsligningen (e), med den supponerede Beskaffenhed af Funktionen 7, kan anvendes med tilstrækkelig Nojagtighed og tjene til Bestemmelsen af w. Da det til denne Undersøgelse vil være tilstrækkeligt at finde gode Tilnærmelses- værdier for {Ff — T*} saavelsom for X* og Y*, der kun indgaa i (f) i et Led af forholdsvis ringe Verdi, og da der jo kun er Tale om lavere Temperaturer. vil man i Formlerne (21) og (26) kunne sætte ©: F = 0, i:T = 0, T:F= 1 og i visse Tilfælde 1:{F —T} — 0, idet der med Hensyn til Berettigelsen heraf for Vandets Vedkommende henvises til Tabel- lerne i IX og XIII over F, 7, He T} og 7 saavelsom til de foran beregnede Verdier af ec. 20* 154 52 Herved faaes af (21) og (9): EDGE ee 70% = (loge) (log T—loge— logi)? + ..., (log e)? m\ [2 a e)? | {P—T*} = {F— T*}= (log e)? + [(log T—log e — log à + loge], [4 ae e) ? o À {F_T" mane TX +2 log e-log o/h Fh 1 + (log c)?, (4 COE Nee, t= 7} + 27°82 Vite Th + Ben. (i) hvoraf {F — T*} kan beregnes, hvornæst Y* og X* erholdes af (26, som i Forbindelse med (2) giver: Yr+e— S+VS(S ET, idet S* — ZUF-TY—), Fr. = VB LE VS Seen, Yt. = ite Ps ae eee RUNERNE Uj) x ya en GUE BETEN CR ES) Be IS SNE, (k) Af (f), (J) og () erholdes da endeligen w bestemt ved die Se FED VÆR = Ser i Forbindelse med (9) og (2), forsaavidt AL, bestemt ved (h) og (2), erholder en tilstrækkelig lille Verdi. Til Besvarelsen af dette sidste Sporgsmaal finder man da, at for Vandets Vedkommende Formlerne (7) og (h) give: t (roy AL 0 39,9 + 0,252 25 30,4 + 0,878 50 24,3 + 2,30 100 16,4 + 9,25 150 11,6 + 23,4 200 8,61 + 43.6 53 155 idet den foran fundne Verdi for c ved ¢ = 100 er bleven benyttet ogsaa ved de højere Temperaturer. Allerede den Omstændighed, at de Korrektioner JL, man maatte give L, der ved Temperaturer under 125° paa det Nærmeste falder sammen med L, (ved £ = 150 er derimod L— L, = —5 ved ¢ = 200° er L— L, = —10), for at (e) som Tilstands- ligning skulde kunne bringes i Overensstemmelse med Betingelserne, alle ere >0, viser, at (e) ikke kan vere nogen rigtig Tilstandsligning, og dette fremgaar iser af de store Verdier, som AL antager ved {> 100°, idet de langt overstige de Fejl, som kunne tænkes at hvile paa Bestemmelserne af saavel L som L,. Derimod kunne Verdierne af AL ved t = 0 og t = 25 betragtes som betydningslose overfor rimelige Observationsfejl paa L,, eller Fejl paa L; Værdien 2,30 af AL ved ¢ = 50 staaer vel omtrent ved Grinsen for disse. Vi ville derfor antage, at (e) overhovedet kan anvendes med Til- nermelse som Tilstandsligning ved lavere Temperaturer, der for Vandets Vedkommende maa i det Mindste kunne naa op til 50°. Beregning af w ved Formlen (/) giver for Vandet t o 0 0,7706 25 0,7773 50 0,7835 100 0,8109 men af disse Verdier for w er — efter hvad der foran er anført — den for ¢ = 25 maaske lidt for stor, og den for ¢ — 100 mindre paalidelig. Det synes herefter, som om mw maa voxe med Temperaturen, sandsynligvis — som i Afsnit XI bemerket — mod en endelig Grendse. Vi skulle senere soge at bestemme denne Grænseværdi. Det skal derefter paavises, at en Tilstandsligning af Formen (34), hvori # er en med £ svagt varierende positiv Størrelse, kan bringes i god Overensstemmelse med de fundne Bestemmelser afw. Da a ved ¢<¢, er forsvindende, faaes forv — i ved Differen- tiation af (34) 1 /dp 1 ; IHNEN an (= m 7 VE Moe ff) let, 2 eller, da 1:(¢:(w))? her er en meget lille Størrelse, saa at lg (4 ) | kan sættes Y1\o 1 7 (lo)” 156 54 flo) = zer) 8, | Å Limes), non, Baal een (m) idet | e = —fiki di (i) Naar man nu for ¢ = 0, t = 25 og t = 50 med de foran anførte tilsvarende Verdier for Vand af k, og w beregner f-d/{i), e og f-d¢e(w), saa finder man af den {ste (m) B = 5,712 for t = 0, 2 = 5,928 for i = 25 og 2 — 6,099 for ¢ = 50, hvoraf sluttes at 2 maa kunne sættes — A-7, hvori Aer en Konstant og 7 en Funktion af ¢, der voxer svagt med ¢, eller en Funktion af en eller flere af de altid reelle Størrelser F, T + 2i, X, Y og m, hvis Verdier tidligere ere beregnede for Vandet ved Verdierne 0, 25, 50, 200, 365 af ¢ Ved en nærmere Undersøgelse heraf viser det sig da, at man kan sætte f= al) = 911607)" 3 thi, naar man indsætter de heraf for t = 0, ¢ = 25, t — 50 og it = 100 beregnede Verdier af 2 eller af log 2, der henholdsvis blive 0,7573, 0,7720, 0,7856 og 0,8107, i (m) og derpaa beregner w af (m) eller af Kd —ef hi (i) få w f—e un en * idet man i det sidste Led paa højre Side, nemlig f-X:(Y--o)?,-som er af en forholdsvis ringe Storrelse, indsætter de foran fundne Verdier af w, saa finder man: t w 0 0,7707 25 0,7776 50 0,7836 100 0,8162 hvilke Værdier for w ved ¢ = 0, t = 25 og t = 50 stemme saa godt som fuldstændigt med de tilsvarende ved Hjelp af den approximative Tilstandsligning (e) foran fundne Verdier 0,7706, 0,7773 og 0,7835 og endogsaa ved ¢ — 100 give en saare ringe Afvigelse fra den tilsvarende — ligeledes ved Hjælp af (e) — fundne mindre paalidelige Verdi 0,8109 af w. Den herved erholdte Verdi af w for ¢ = 25 er dog — efter hvad der foran er bemærket ved Verdierne af ¢ — maaske ogsaa her noget for stor. Herefter skulde altsaa, idet hee er = 20,99 = 21—..., Tilstandsligningen kunne — i hvert Fald for Vand — have Formen: ra — Fo bio) — — 91. (=) log || al | Pi) Øv) —1 4-4] = Zev), (34 55 157 og man vilde da kun, naar f og L — og dermed F, T, X, Y og m — betragtes som bekjendte, behøve at kjende w for at have p fuldstændigt bestemt ved enhver Verdi af » og af ét. Kjendtes ogsaa a (se Formel (33)), vilde p være bestemt ogsaa ved Tempe- raturer, der ere >t.. Ifølge Bemerkningerne i XIV til (27) er ved alle Stoffer Forholdet Y:m endeligt ved? = o, idet V, F, Y, X, m og X: V tilligemed X: F alle ere 0, men derimod Forholdene F:V, Y:V, m:V og X:V? alle endelige, hvad enten j:V er — a (endelig), eller — 0. I sidste Tilfælde, der er det sandsynligste, blive Værdierne af de fornævnte 5 Forhold henholdsvis: 1,274, 0,4866, 0,301 og 2,003. Forholdet Y:m ved ¢ = © bliver da = 0,487:0,301 = 1,617 og (Y: ms; = 1,10. Ved ¢ = & er Y:m = Y,:y, = 4, (Em) 0,878: Der staar alsaa — bortset fra « — endnu kun tilbage at forsøge en Bestemmelse af w som Funktion af ¢. Den simpleste Funktion, der tilfredsstiller de i Afsnit XI anførte sandsynlige Egenskaber ved w, vilde vere: logie oO) BES CS) SC ee nt ARE (n) hvori A, B og C ere konstante for det samme Stof, og ¢, den Temperatur, der giver Minimum af 7. Ved Vand maa ¢, antages at vere — 4, idet der ved denne Temperatur for det samme Tryk er observeret det mindste Rumfang v, hvortil vi have forudsat at svare Minimum af © og Minimum af «. For Vandet finder man da, ved Hjælp af de sidst anførte Verdier af © ved ¢ — 0 t = 50 og t = 100, Formlen: , 9 log (0,8699 —w) = (8.9974 — 10) — (fé — 4)2-29-10 8, ....... (ny som giver t w | t w 0 0,7706 | 125 0,8325 4 0,7705 150 0,8460 25 0,7734 175 0,8558 50 0,7836 200 0,8623 75 0,7989 250 0,8682 100 0,8162 365 0,8699 co 0,8699 hvorefter Minimum og Maximum af w ved Vand altsaa skulde vere henholdsvis 0,77 og 0,87. Ved ¢ = 25 faaes w = 0,7734 i Stedet for den af (34) erholdte Verdi 0,7766; men, da Forskjellen kun er ringe, og, da der — som foran anfort — er Grund til at 158 56 antage, at den sidste Verdi af w er noget for stor, maa den i (x) indeholdte Bestemmelse af Konstanterne A, B og C betragtes som tilfredsstillende, saa at der navnligen ikke skjonnes at være Anledning til en Ombestemmelse af disse Konstanter som Elementer i en Udjevning, der skulde gjore Summen af Kvadraterne paa Differenserne mellem Verdierne af w (de af (34) og de af (rn) erholdte) til et Minimum. Ved Tilstandsligningen (34) i Forbindelse med (#) og de tidligere Formler, kan man nu for Vandets Vedkommende for enhver Verdi af ¢ beregne enten p, naar v er given, eller v, naar p er given, og der kunde da vere Grund til at undersøge, hvorledes Formlerne stemme med lagttagelserne. De af disse, der ere anstillede for Vedskeformen (Verdierne af © og k,) eller for den kritiske Tilstand, ere allerede benyttede til Formlernes Dannelse. Der bliver derfor kun tilbage de lagttagelser, der have været anstillede ved Dampformen, og disse have for Vandets Vedkommende næsten udelukkende gaaet ud paa ved 1 Atmosfæres Tryk (p — 1) at bestemme @ 9: Vanddampenes Virgtfylde i Forhold til den atmosferiske Lufts Vegtfylde ved samme Tryk (p — 1) og Temperatur ¢, idet den atmosferiske Luft er antagen — hvad der i Virkeligheden ikke er najagtigt — at have Tilstandsligningen (2), eller py = Kye, hvori (se Afsnit I) K, er eller log À, = 0,4523128 1 0,00129278-273’ Vanddampenes relative Vegtfylde g er da bestemt ved hvori » er Vanddampenes Rumfang, bestemt ved (34), for Trykket p og Temperaturen é. an Naar for højre Side af (34)’ benyttes den forkortede Betegnelse Zi(v), bliver ® bestemt ved poe an tetas, ae RE Sn at. (0) hvori man i de to sidste, forholdsvis smaa (9: naar Temperaturen ikke er for høj) Led kan i Stedet for © indsætte en approximativ Verdi for v, hvortil — i alt Fald som første K Tilnærmelse — kan anvendes © = = Omstaaende lagttagelser af Vanddampenes Rumfang v eller relative Vzgtfylde g ere alle anstillede ved I Atmosferes Tryk (9 = 1). Observators Navn er anfort over Observationsrekken. On HQ — Or No) Hirn Cahours Horstmann (Rühlmann S. 697) (Christiansen S. 157) (Rühlmann S. 697) i To © t o t o 100 165 107 0,645 100 0,667 118.5 174 150 0,6198 110 0,648 141 185 200 0,6192 120 0,640 148,5 187 250 0,6182 130 0,633 162 193 140 0,628 200 208 150 0,625 205 214 200 0,625 246,5 229 For at kunne sammenligne disse Observationer indbyrdes og med de Bestemmelser for © og ©, som Formlerne (0) og (0) give, har jeg ved Interpolation henfort dem alle til Temperaturerne ¢ = 100, ¢ = 125, t = 150, t = 175, ¢ = 200 og t — 250, for Horst- manns Observationers Vedkommende dog kun til ¢ = 200. Rækken af Cahours og Horst- manns Bestemmelser af © frembyder hver for sig en regelmæssig Gang, sandsynligvis som Folge af en forudgaaende Udjevning af de observerede Verdier for yg. Interpolationen har derfor for deres Vedkommende kunnet foretages paa sædvanlig Maade. Anderledes for- holder det sig med Hirns Bestemmelser, der ojensynligen ere de oprindelige, ikke udjevnede Observationsværdier, idet de give en stor Uregelmæssighed i Gangen af de ved dem bestemte Verdier af @ og derved slaaende vise, hvor ringe Nojagtighed der i det Hele kan tillegges den Slags Observationer. Ved Interpolationen mellem Hirns Observationer har jeg derfor ved Siden af den sædvanlige Interpolationsmethode maattet benytte Formlen » — C,-¥#, hvori ©, bestemmes ved Observationerne. Ved Interpolation mellem Verdierne af ©, kunne da de søgte Interpolationsverdier v — C;ÿ bestemmes. Til Beregningen af v for ¢ — 250 af Formlen (0) bliver det nødvendigt først at bestemme ¢-Funktionerne i ¢(v) ved denne Temperatur, hvilket ikke hidtil er sket, fordi de som Verdier benyttede Observationer af » eller ¢ kun gaa indtil for ? — 200. Ved Hjælp af Formlerne (10) og (9) erholder man for ¢ = 250 B= 5996s == 4A 799th =) 15 169. Til Beregning af {7 — T} ved (21) maatte man kjende 7, der jo tilnærmelsesvis kan bestemmes ved den i XIII anførte Række af Verdier af À for t — Os 25 aoe WB, 200. Af disse erholder man som sandsynlig Verdi © == 1,285 for ¢ — 250 og finder derved {F'— 7} — 15,80, som giver en ret god Overensstemmelse med den foran fundne Verdi 15,169 = (F—T). Ved at tage en mindre Verdi for 7 vilde man naturligvis kunne 21 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 2. 160 58 have bragt en fuldstendig, men vistnok temmelig illusorisk Overensstemmelse til Veje. Med de foran anførte Verdier for F, T og {F — T} finder man derpaa af (26) for t — 250 logfX = 4,4748) VY = 2,170, m = 7,69: Ved den Beregning, der derefter maa foretages for af (0) at bestemme v for p = 1 og t = 100, 125, 150, 175, 200 og 250, viser det sig, at det sidste Led: vfZ,(v) i højre Side af (o) bliver næsten fuldstændigt forsvindende overfor det næstsidste Led, som atter i numerisk Henseende er mindre end (men ikke forsvindende overfor) det første Led K4 paa højre Side. At Leddet vfZ,(v) bliver saa forsvindende, ligger fornemmeligen i, at Faktoren log [1 — (6,0): Zr(w))?] i Z(v) bliver en saa overordentlig lille Størrelse. For- holdet ¢(v):¢:(w) faaer nemlig for alle Værdierne af £, fra 100 til 250, paa det Nærmeste Værdien 5-10—4, som, idet 21-(Y:m)s voxer til 17,11 ved ¢ = 250, giver 84:10—7 som numerisk Maximum for Faktoren 21-(Y:m)s. log [1 — (de (v):¢e(@))?] i Zev. For Værdierne af ¢ fra 125 til 250 varierer ¢(w) fra 851,7 til 52,82, f&r(v) fra — 5,309-10—® til —4,150-10 —6, [Yo —1 + a] = [ge(v) — I] fra —0,5715 til — 0,9750. Det numeriske Maximum af Leddet v-f-2,(v) i (0) faas for Værdier af ¢ fra 100 til 250 ved t — 125, som giver v-f-Z(v) = —0,003817, der er forsvindende i Sammenligning med de 2 andre Led i højre Side af (0). Maximum af — (p—y) og af —(p—y):y faas begge ved ¢ == 125, idet man faar Maximum af —(p—y) = f-Z(v) = 2-10-§ og af —(p—y):y = Zl):dıw) = 2-10-8 Det sande Tryk p kan altsaa her betragtes som sammenfaldende med det ideale Tryk y — f-&(v), og en nærmere Undersøgelse vil vise, at man over- hovedet ved Dampformen, naar ikke Tætheden er overordentlig stor ((v—w) meget lille), kan betragte p som sammenfaldende med y. Resultatet af Beregningen er fremstillet i nedenstaaende Tableau: Vanddampenes relative Vægtfylde vp og Rumfang v ved 1 Atmosfæres Tryk (p = 1). 2 Efter Formel (0): t fter efter efter | ee Oe ee fter Hir c DE RU 5 ; ae 1] Cahours Horstmann | Formel (0) Pp p(Y+») | | | 100 0,6400 0,6513 | 0,667 0,6383 | 1655,6 = 1699,4 — 43,8 125 0,6364 0,6372 0,636 | 0,6339 | 1779 = 1813 — 34;4 150 0,6387 | 0,6198 | 0,625 | 0,6304 1901 = 1928 — 27,3 175 0,6397 0,6196 | 0,625 0,6284 2020 = 2042 — 21,7 200 0,6443 | 0,6192 | 0,625 | 0,6272 | 2137 = 2155. — 17,5 250 0,6430 0,6182 — | 0,6253 | 2370 = 2383 — 12,6 co — — — 0,6219 | o = ao —0 59 161 Rigtigheden af de foran gjorte Bemerkninger med Hensyn til Beskaffenheden af Observationerne fremgaar klart af denne Oversigt, der viser en stor Uregelmæssighed (svarende til Observationernes Nojagtighed) ved Hirns Observationer, hvor f. Ex. g for t — 200 og t — 250 endogsaa er større end @ for ¢ — 100, og en ligesaa paafaldende Regelmessighed ved Cahours og Horstmanns Observationer. Der kan ikke vere Tvivl om, at Bestemmelsen efter Formlerne (0) og (0) af v og g ved t = 100, hvor v er de mættede Dampes Rumfang (T+i = s), er særligt nojagtig—Fejlen paa log T er <4-10—*—, og hermed stemmer jo ogsaa Hirns Observation særdeles godt; Cahours og Horstmans Verdier af @ ved denne Temperatur ere derfor sikkert lidt for store. Ved de ovrige Temperaturer er der i det Hele en meget god Overensstemmelse, saa god, som det paa nogen Maade kunde ventes, mellem paa den ene Side Cahours og Horstmanns Bestemmelser af © og paa den anden Side Formlernes Bestemmelse af ©; dog ere de første (især Cahours) fra t = 150 til ¢ = 200 eller 250 gjennemgaaende lidt mindre end Formlernes Bestemmelse, der ikke er langt fra at vere Middeltallet af alle 3 Observationsrækkers tilsvarende Verdier af @. Tilstandsligningen nærmer sig jo, saavel naar ¢, som naar v voxer i det Uendelige, til Formen: po = KØ, der giver g = 0,6219 Observationerne bekræfte dette saavel for de voxende Rumfangs som for de voxende Temperaturers Vedkommende, idet Middeltallet af dem for £ — 200, v = 2137 giver @ = 0,629 (Middeltallet af Cahours og Horstmanns er @ — 0,622; Formlerne (0) og (0) giver @ = 0,627 for £ — 200), og der af Cahours og Horstmanns Observationer følger, at @ maa vedblive at aftage, om end meget svagt, ved voxende Rumfang og Temperaturer. — En Bekreftelse ved Observationer paa, at g ogsaa ved lavere Temperaturer maa ved voxende Verdier af v, for v = ©, (ifølge Avogadros Lov og den deraf folgende Verdi for K) antage Verdien 0,6219, haves ved en af Regnault, ifolge Observationer (Christiansen, S. 157), given Bestemmelse af Vanddampenes relative Vægtfylde @ ved en lav Temperatur og en meget stor Verdi af v. Han fandt nemlig g = 0,621 for é = 50 og p = 36:760 = 0,04737, medens Formlerne (0) og (0)’ for de samme Verdier af ¢ og p give is v = 31070—7,1 og g — 0,6220. Det er jo ganske vist højst usandsynligt, at Funktionen BE = P Gi, ia if som, efter hvad der i XI er udviklet, maa vere i Besiddelse af flere ubekjendte Egenskaber, skulde kunne være sammenfaldende med den Funktion, som vi i (34 have betegnet ved Zw); 21* 162 60 men jeg anser det, ifølge det Foregaaende, for utvivlsomt, at den sande Funktion (4 oi) er ligesom Z(v) forsvindende overfor Værdien af ¢(v) ved Dampformen, naar dennes Tæthed ikke er meget stor (®—o) meget lille) i Forhold til Temperaturen. Jo højere Temperaturen er, desto storre vil Tætheden kunne vere, idet Zalv) aftager med voxende Verdier af ¢ saavelsom af v. Af den Maade, hvorpaa Z(v) er dannet (ved andre Vædsker end Vand maa %(v) kunne dannes paa samme Maade som ved Vand), følger, at Z,(v) ved Verdier af v, der grænse op til ¢, maa med tilstrækkelig Tilnærmelse (for Vandets Vedkommende i hvert Fald ved << 100) kunne trade i Stedet for den sande Funktion (Env). Begge disse Egenskaber ved Z,(v) kunne udtrykkes mere bestemt saaledes: For t<¢, ur du(e) = Ze) — 0 eller forsvindende ved ((— dv) s = T+4, for Fer a h(v) — 0 eller forsvindende for v > Roden p i Ligningen (po) — 1 + 4 — 0, idet « (Formel (33)) varierer fra 0 til 1 (ved ¢ = ©), p fra & til w. De to sidste Sætninger, der begge angaa Dampformen, kunne ogsaa, idet det, naar det skal vere tilstrækkeligt at tage Hensyn til det ideale Tryk y — f+¢:(v), mindre kommer an paa, at den absolute Verdi (p—y) af den bortkastede Del af Trykket p er lille, end paa, at Forholdet (p—y):y kan betragtes som forsvindende, udtrykkes saaledes : =) R Forholdet „kan ved Dampformen i Reglen betragtes som for- svindende, naar ved ¢s (de mættede Dampes Rumfang ved Temperatur ?) altsaa, naar p er¢, Rumfanget v er > Roden p i vip) —1+a — 0, altsaa naar p er 1655,6, og Temperaturen hvilkensom- helst; men det var jo muligt, at Forholdet (p—y):y kunde voxe stærkt, naar s blev mindre, omendskjondt hermed jo maatte folge, at ¢ blev storre, hvilket for den samme Verdi af » medforer, at Forholdet bliver mindre. Dette opklares bedst ved at gaa til en Verdi af 3 ds Ru ED. i ds t, ved hvilken — He et Maximum, det vil sige til — t., som giver — = = ©. AR ( Jeg har derfor for ¢ — t. — 365 ved Vandet beregnet nedenstaaende Verdier af y, (b—Y), p 08 (p—y):y- Sammenhorende Verdier af Rumfanget v, det ideale Tryk y og det sande Tryk p ved den kritiske Temperatur {= 365 for Vandet: v y = fi (vr) p—y = f- Zr) p (p—y):y = Ziv): div) o = 0,8699 870,2 +o D © I 659,7 + 78560 79220 OI ve = 3,625 200,5 0 200,5 0 7 186,2 — 0,8341 185,4 — 0,004478 10 163,2 — 1,717 161,5 — 0,01052 20 108,0 — 0,9546 107,0 — 0,008837 50 51,46 — 0,08017 51,38 — 0,001558 100 27,34 — 0,007044 27,33 — 0,0002575 Det fremgaar heraf, at Forholdet — (p—y):y virkeligen vil kunne voxe meget stærkt, naar s aftager fra 1655 til & — 3,625; men Maximum, der, naar ter = t. = 365, haves ia og kan derfor, forsaavidt det enten er lig med eller kun lidet mindre end det absolute Maximum af Forholdet (y—~p):y, ikke omtrent ved v = 10, er dog kun lidet større end siges at rokke ved det foran opstillede Theorem, og der kan neppe vere Tvivl om, at denne Betingelse virkeligen er til Stede; thi, naar Temperaturen voxer fra ¢, til ©, under- gaar Værdien p af © i: du(o) —1+a — 0 kun en meget ringe Forandring, nemlig fra ve = 3,625 ved t = & til = 0,87 ved ¢ = o. Temperaturen vil derfor faa en stadig stigende Indflydelse paa Formindskelsen af Forholdet (y—p):y, der jo ved ¢ — © bliver — 0. — Jeg mener altsaa at kunne fastholde Rigtigheden af det fornævnte Theorem, hvorefter man ved Dampformen, naar Nojagtighedsfordringen ikke er meget stor, altid kun behøver at tage Hensyn til «det ideale Tryk» : y= fd) == KJ — fX:(Y+ ”)?. Skal Nøjagtighedsfordringen være større, skal f. Ex. (y—p):y vere < 0,001, saa synes dette at maatte kunne for alle Temperaturer opnaaes ved v>F+20-(Y + w); 164 62 men for Temperaturer, der ikke falde i Nærheden af # bliver jo —- som foran bemærket — Maximum af (y — p):y betydeligt mindre. * Den Verdi af v, som ved Temperaturen ¢ giver Maximum af (y — p): y, er vistnok < (F + w). Beregningen af de numeriske Verdier af Z{(v) vil herefter ved Dampformen i Almindelighed kunne betragtes som overflodig, hvorimod den ved Vedskeformen, naar Sammentrykningen kun er ringe, vel vil kunne anvendes, men ikke have nogen praktisk Betydning, da de Verdier, Beregningen vil give, forud ere benyttede som fremgaaende af lagttagelserne. Derimod vilde jo en Beregning af Z(v) for Mellemtilstandsformen (¢< v < s) kunne bringe noget Nyt, som dog kun vilde have en ren theoretisk Interesse. Den vilde. ved de laveste Temperaturer og ved Verdier af v, der kun er lidt større end 7, kunne give meget store Verdier af «Trekket» — p. Dette vil allerede, om end i ringere Grad, bevirkes alene ved «det ideale Tryk»: Kd Xe y = Tdi) le ve De? hvoraf man f. Ex. ved Vand for ¢ = 0 faaer: y = 1245, |... —1245,... =f — +0,00595 for » = à = 1,000129 y = 343,2 — 818,3 = — 475,1 » 0 — D — 8,625 y= 110,5 34017 = 259302 ah: y — 23,34 — 39,04 (510 » 0 = 4+ m) = 53,80 y 11,17 .... — 11,76.... 5 = f= +/0,00595 0 = m — 105,6 y = 10,132 — 9,913 = + 0,82 » ov =m+tY = 115,9 y = 0,01192 — 0,00001 = + 0,01191 » D = (m+). = 104372,3 y = 0,005962....— 0,000003....— f= + 0,00595 » 0 = Ss = T+ = 208639,0. Denne Oversigt giver et Billede af den ideale Isothermes Form ved ¢ — 0 for v varierende fra À til s, hvoraf man let (se Fig. 5) vil kunne danne sig en Forestilling om Formen af den sande Isotherme, uden at det dertil vil vere nodvendigt at beregne de til Mellemtilstandsformen horende, i praktisk Henseende uvesentlige Verdier af ZW). XVII. Resultaterne af den hele foregaaende Undersogelse kunne i Korthed udtrykkes saaledes: Det fremgaar af de foreliggende lagttagelser — om end ikke med absolut Vished, saa dog med en Sandsynlighed, som grenser meget ner til Vished —, at der virkeligen 63 165 existerer en for Vædsker og deres Dampe felles Tilstandsligning, hvoraf folger, at der maa kunne tenkes en kontinuerlig Overgang gjennem en Mellemtilstandsform fra Vedske- til Dampformen. Denne Mellemtilstandsform hviler paa en ustadig Ligevegt mellem de Krefter, som betinge den, og vil ved den ubetydeligste Forstyrrelse ojeblikkeligen, uden Afgivelse eller Modtagelse af Varme, uden Forandring af Temperaturen ¢ og uden For- andring af Rumfanget v af den hele Masse (= 1 Gram) slaa over i en blandet Tilstandsform (Vedske og mættet Damp), idet Trykket p forandres til f, som er de mættede Dampes Tryk ved Temperaturen ¢ (absolut Temperatur 9 = 273 + +). Naar f og L (Fordampningsvarmen) ere bekjendte eller kunne beregnes for Tem- peraturen #, vil «det ideale Tryk» y, der fremkommer, naar Minimumsrumfanget @ for 1 Gram af Stoffet ved Temperaturen ¢ sættes — 0, vere fuldstændigt bestemt, idet de i «den ideale Tilstandsligning» F K X y = fev) = hrs ie i hvilken » er Rumfanget for 1 Gram af Stoffet, indgaaende ¢-Funktioner F, X og Y alle ville kunne beregnes, ligeledes ¢-Funktionerne 7, m og T = s — 14, hvori s er de mættede Dampes og 7 Vedskens Rumfang ved Temperaturen ¢ og Trykket p — f. i, m og s ere de 3 Rødder i Ligningen P. 4 = = — t(v) = |; ee! m er altid reel; 7 og s ere reelle eller imaginære, eftersom ¢ er < eller > t., den kritiske Temperatur. Naar ¢ er; men denne Funktion, som endvidere har den Egenskab at blive uendelig ved v = w og imaginær ved © < ©, kan betragtes som forsvindende overfor y ved Dampformen, naar Twthederne ikke ere overordentligt store (v << den ved ¢(v)—1+ a — 0 bestemte Rod, der for t>t. er 1, ikke er meget stort, eller — hvad der kommer ud paa det Samme — naar Forholdet (*—v):(1—w) er lille. Dampenes Rumfang v og relative Vegtfylde @ (9: i Forhold til Vegtfylden af atmosferisk Luft ved samme Temperatur og Tryk) kan altsaa — saaledes som det for Vandets Vedkommende er udfort i Afsnit XVI — med tilstrekkelig Nojagtighed beregnes alene ved Hjælp af den foran anførte «ideale Tilstandsligning» ; men en nødvendig Betingelse for, at saavel denne som den sande Tilstandsligning skal kunne anvendes, er, at man har tilstrekkeligt gode Obseryationer eller Midler til Bestemmelse af f og L, en Betingelse, som hidtil, saa vidt vides, kun er opfyldt for Vandets Vedkommende. Ved den kritiske Tilstand, hvor Ler = 0, vil Relationen (24) dog kunne finde Anyendelse paa alle de Stoffer, for hvilke man kjender 2 af de 3 Storrelser Te; te OS ve: Kjøbenhavn, December 1895. en Cu à © Loi | Les liquides et leurs vapeurs peuvent-ils avoir une équation commune relative à leur état? Etude mathématique basée sur une exposition succincte des principes de la théorie mécanique de la chaleur. Par F. Buchwaldt. Si jai traité la théorie mécanique de la chaleur plus’ en detail qu'il ne serait nécessaire pour que le sujet principal de mon mémoire püt étre compris par des physiciens, c'est parce que, comme le dit une Préface de ce même mémoire, je desirais qu'il füt lu aussi par d'autres, tout spécialement par des mathématiciens plus ou moins versés dans la connaissance de la nouvelle théorie mécanique de la chaleur. Tout en devant renvoyer au texte danois de mon mémoire pour l'ensemble du développement nécessaire & la compréhension, je vais tacher de donner un exposé succinct du contenu principal des diverses sections. I. La pression p est indiquée en atmospheres (la pression de 1 atmosphère, par 1); le volume v, pour 1 gramme de la substance, en centimétres cubes; la température t, en degrés centigrades. En outre, on désigne la temperature absolue par § = 273 LT. L’équation relative à l'état de la substance (pour abreger, nous dirons l'équation d'état) est la relation existant entre les trois quantités p, v et £ ou d. L’équation (2) est la forme dont s'approche l'équation d'état, siv ou £ croissent infiniment. D'après la loi Avogadro, la constante K qui entre dans cette équation, est déterminée par (3), où M désigne le poids moléculaire. II. p étant un nombre d’atmospheres, J, équivalent mécanique de la chaleur, est exprimé par (4). Les formules (I), (1, (I)”, (6) et (6), où ww est la quantité de chaleur intrinsèque, Jw l'énergie calorique, Q la quantité de chaleur recue de dehors, c, et cy les chaleurs speeifiques & pression et a volume respectivement constants, — ces formules expriment le principe premier de la théorie mécanique de la chaleur, combiné avec la formule Thomson. 2 va D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 3. 168 66 En renvoyant à la fig. 1 (p. 114 (12)) on expose les lois des cycles fermés des états successifs et des changements d'état adiabatiques. lll. Le principe second (celui de M. Carnot) de la theorie mécanique de la chaleur, formule (Il). Les formules (I) ont trait à des changements de volume adiabatiques. IV. Dans la fig. 2 (p. 116 (14)) ABCD représente l'isotherme de la température ¢; A,B,C, et A” D” sont les isothermes continues respectives de la température critique # et dune température ¢” >t.. Les principes premier et second de la theorie mécanique de la chaleur permettent de démontrer que, dans la vaporisation, l'accroissement de volume (s—?) est — T, ce dernier étant déterminé par (7). Demonstration de l’exactitude de la formule Thomson. V. Température critique #4. Si £ — t., la chaleur latente de vaporisation L, ainsi que 7, doit être = 0. Pour ¢>¢,, L et T sont imaginaires. VI. La chaleur latente de vaporisation Z a été déterminée par Regnault pour l'eau. On désigne par L, ses déterminations —formule (8). Conformément à un développement donné en XIV, je determine par la formule (9) la valeur Z pour l'eau. Un tableau des valeurs de L, et de L montre qu'elles concordent bien, pour ¢ < 150, tandis qu'elles different de plus en plus à des températures croissantes, auxquelles la formule (8) n’est pas applicable; car cette dernière ne fait pas L, == 0 pour ¢ — ¢ — 365, ni imaginaire pour ¢ >t. Vil. On désigne par f, les valeurs, déterminées pour l’eau par Regnault et af d’autres observateurs, de la pression des vapeurs saturées. Je determine f et ad a pour l’eau au moyen des formules (10) et (10), déduites, comme (9), dans la section XIV. Le tableau montre une excellente concordance entre fr et f à toutes les températures depuis tz = 0 jusqu'à & = — 365. Vill. La fonction # = K&:f est toujours > T+i>T. IX. Calcul de F, et de 7, dépendant de fr et de Z4, ainsi que de # et de 7’, f et L se laissant calculer au moyen de (10), de (10) et de (9). — F. = 14,50 est la valeunzdesHpoursleaussr da 72 565. X. Des isothermes continues (fig. 3, p. 124 (22)) déterminent une transition con- tinue de la forme liquide à la forme gazeuse. On démontre comment cette transition peut étre supposee avoir lieu, alors méme que, pendant cette derniére, p devient negative aux températures peu élevées. XI. Siléquation de l’isotherme continue revêt la forme (15):p:f = gı(v), on aura i, m et s = T+ 1 comme racines de v en @(v) = 1. En outre, g(v) doit satisfaire aux conditions (2), (c) et (d). — La fig. 4 (p. 128 (26)) montre que les isothermes de tempé- ratures basses peuvent se couper, et qu'en général le volume minimum & doit varier avec t et, vraisemblablement, avoir un minimum à la température (+ 4 pour l'eau), qui donne le minimum de 2. XII. Les équations d'état de MM. v. d. Waal et Clausius ne peuvent pas être exactes. XIII. On peut donner à l'équation d'état (15) la forme (18), où d,(v) est une 67 169 fonction qu'on peut parfaitement déterminer, tandis que 7 est une fonction partiellement indéterminée qui doit pourtant satisfaire à certaines conditions. Comme fes = T+i Nr ED (0): dv = 0, si du(v) satisfait à la condition Pa) = pin) = fs) = 1, il suffira, pour satisfaire aux conditions établies en XI pour g(v) = ge (v) + Y'(G(v)) di’ (2), que ¥(1) = 0, et que F (pe (o)) - Pe (v) : du (o) soit négligeable, tant pour v — x que pour ¢ — o, pourvu que ¢(v) satisfasse d'ailleurs aux conditions (b) et (d) établies pour g.(v), et que la condition (c) soit satisfaite ou par de(o) ou par Fl (v)). Les fonctions ¢ et Zen (18) doivent satisfaire non seulement à ces conditions générales, mais encore à celles qui résultent d'observations connues et que voici: 1° Ona, pour une série de substances, des observations des trois éléments critiques ¢,, fe et ve, valeurs qui doivent satisfaire à l'équation gy,(v) — 1. 20 Il faut que la condition ¢(¢) — 1 mène à une relation entre et les fonctions F et T, qui dépendent de # On peut, avec une approximation suffisante, substituer à 7 les valeurs de v observées pour la forme liquide, valeurs qui pour la part de l’eau sont données en XIII. Ces valeurs, ainsi que celles qui sont calculées pour F et 7 doivent satisfaire à la relation susmentionnée. 1 v dv Å La ({7,) ,onservées pour la forme liquide (et dp données, pour la part de l’eau, en XIII) mènent a des valeurs de (aah t 3° Les coefficients de compression k, = — IDE l'équation d'état (18) doit satisfaire à ces valeurs. 4° Les observations faites sur la densité des vapeurs donnent une quatrième catégorie de conditions numériques. XIV. Comme l'équation d,(v) = 1 doit avoir trois racines ©, que nous avons désignées par 7, m et s = T-+i, on est conduit à supposer pour ¢(v) une des quatre formes données au commencement de XIV, et où les quantités X, Y, w,... sont toutes des fonctions de ¢; mais en examinant de plus pres on verra que seulement la forme F X du (0) = 5 = (Yo? aL a gate MOR awe, far al Sa) Od (19) peut étre mise en pleine concordance avec les conditions numériques données sous 1° et 2° de la section XIII. De &{i) = du(m) = (2+ 7) = 1, ainsi que de la condition (d) en XIII, on obtient les relations (20) et (21). Dans cette dernière formule, les accolades { } indiquent que la différence {re T} est la valeur qu'on obtient en introduisant, dans le membre de droite de l'équation, les déterminations qu'on a pour les observations de 7, 22€ 170 68 comme pour T et #; alors il faut tout d'abord appliquer les valeurs F, et T, à ces der- 4. 1{F—T) nières. Pour la même valeur de z (21) donne des valeurs relativement faibles à Es J f d\F—T et Fo en sorte que, pourvu que (21) soit juste, la véritable valeur {F#— T} de la différence (F— 7) peut être déterminée d'une manière très accentuée. Or, le contrôle de la concordance de (21) avec les observations consiste à chercher si, en donnant aux valeurs d'observation f, et L, les corrections of, et 014, qui sous le rapport numérique sont moindres que les erreurs d'observation probables, on peut obtenir des corrections corres- pondantes, OF, et 0T,, telles que la différence (F,+0F,)—(T,+0T,) = F— T soit — {F—T}. On constate que ceci est praticable et qu'en même temps on peut déterminer f et L avec une exactitude suffisante, et par lå F et et 7, grace aux formules ci-dessus données (10) et (10) en VII, ainsi que (9) en VI. En élevant 7’ aux puissances, posant t = #, LZ, = 0 et T, = 0, Von obtient de (21) la relation (24), importante et simple, entre les trois éléments critiques. Cette méme formule et yes stonmmles (25)) mesultent’ der (20), pouter — te, a er ne a re Puis on a comparé les résultats de la formule (24) avec les données critiques p=f-, 0 = vet t — t., obtenues par les observations d'une série de substances, et ces résultats, par rapport à des erreurs d'observation probables, concordent très bien. On regarde principalement comme prouvé par ces recherches qu'il existe une équation d’etat commune aux liquides et à leurs vapeurs, équation déterminée par (18) et (19). Les formules (26) et (26) servent à calculer les #- fonctions Y, X, m ) ets = T+i, sitt, T, à et s = Ti deviennent imaginaires, et les, formules (21) et (26) prennent la forme (27), qui nous fait voir entre autres que ¢ = © donne, il est vrai, F = 0, V= T:2V—1 0, Y=0, X—0,m—0e X:F — 0, mais des valeurs limitées des proportions F:V, Y:V, m:V et X: V?. XV. Si dans l'équation d'état (18) on pose w = 0, il faut que Y(4(w)) = 0, et la pression p se réduit alors à f-d(v), que nous désignons par y et nommons «la pression idéale». Alors (29) est «l'équation d'état idéale», tandis que (30), où a est négligeable pour #<#, et où la fonction //(¢:(v)) est démontrée > 0 pour » >a, est la vraie équation d'état. La fig. 5 (p.147 (45)) montre l'isotherme «idéale» et Visotherme véritable, qui se coupent en cing points dont les abscisses sont les racines par rapport à v des équations d(v) + a = 1 et die) = 0. Pour t>t., on n'a qu'un point d'intersection dont l’abseisse est toujours > w et constitue la racine réelle de l'équation ç(v) + a — 1; pour ¢< 7’, valeur qui donne m = © = @’, la racine ne sera qu'un peu >». a peut être supposé avoir la forme (33), où » est un nombre positif si grand, que @:d¢(w-) peut être regardé comme négligeable. L'équation (34), où @ varie faiblement avec ¢, constitue la forme d'une équation d'état qu'on peul amener à satisfaire à toutes les conditions connues. Alors il ne manque encore que la détermination de 2 et de w ainsi que, pour 44%, de a. A vrai dire, il ne faut pas croire que de la sorte le membre de droite de (34) puisse en arriver à coincider 69 171 ; i F DE ) ‘ avec la fonction inconnue Y(;(v))-d/(v) = P SR = F — div); cependant il aura toutes les qualités connues de cette dernière, en sorte qu'entre autres il est admissible de regarder Pry 3 7 à Y > x —,— comme négligeable par rapport à f = (uv), si tel est le cas pour le membre à droite de (34). XVI. Un développement qu'il serait par trop long de reproduire ici, démontre que pour des températures peu élevées on pourra employer, avec bonne approximation, une équation d'état de la forme (¢), et que cette dernière conduit à déterminer w au moyen É 1 /dv ; . : 2 des valeurs observées Å, pour — Fr (7) , données en XIII pour l’eau, ces observations i t étant regardées comme valables pour v = i. Grace aux formules (f)— (/) on arrive a déterminer, pour l'eau, les valeurs de w, at = 0, 25, 50 et 100, valeurs dont on se sert ensuite pour déterminer la fonction 2 de l'équation d'état (34). Ceci mène bien à l'équation d'état (34), mais pour en bénéficier il faut que w puisse être déterminée comme fonction de ¢. C'est ce qu'on effectue a l'aide de la formule (x), prenant pour la part de Peau la forme (2); car, en composant cette formule, je suis parti de l'idée que, comme je Vai dit précédemment, w doit être un minimum à la valeur de ¢ qui fait de ¢ un minimum, converger vers une limite finale, si ¢ croit infinement, et, en dernier lieu, pour ¢ = 0, 25, 50 et 100, avoir les valeurs préalablement déterminées. On trouve que pour l'eau w varie de 0,77 à 0,87. En fin de compte on contrôle l'exactitude de l'équation d'état (34) en calculant le poids spécifique relatif, g, des vapeurs d’eau et en confrontant ces valeurs calculées avec les valeurs observées de gy. On constate ici une concordance qui par rapport à des erreurs d'observations probables, est très bonne; mais, en même temps, soit ceci, soit un calcul entrepris ensuite des valeurs correspondantes dev, de p et de y, à — 4 = 365, font ressortir que pour la forme gazeuse on n'a ordinairement à tenir compte que de la pression idéale, et qu'on peut regarder (p—y):y comme négligeable. XVII. Les résultats pratiques les plus importants de cette étude consistent en ce que pour la forme gazeuse on peut regarder «la pression idéale» y comme coincidant avec la pression véritable p. Dans »l'équation d'état idéale» Py A une Aa nr Ar v (Y +»)? v (Y + 2)? on pourra calculer toutes les fonctions de ¢, savoir F, X et Y, si — comme tel est le cas pour l'eau, et principalement grace aux observations de Regnault — on connait les Å : É eae d valeurs de la pression f des vapeurs saturées, ainsi que de Tai de la chaleur latente de dt vaporisation L. En ce cas, on pourra également calculer les volumes 7, met s = T+i qui répondent à ¢(v) — 1 (c'est-à-dire à p = y = f) et qui tous les trois, à la tempé- rature critique Z., prennent la même valeur 2%, celle du volume critique. Cependant, pour calculer exactement F, T, X, Y et m, il sera ordinairement nécessaire d'observer aussi le volume du liquide, volume qui n’est que légèrement inférieur à 7. Le volume maximum 112 70 à du liquide, qui devient imaginaire avec s et 7’, quand £>t., est déterminé comme fonction de ¢ par la relation (21), qui pour ¢ = f, conduit à la relation (24), importante et simple, entre les trois éléments critiques p = f., v — v et i? — t., que, relativement à tout liquide, on pourra utiliser, soit, connaissant deux des trois quantités fe, ®., te pour calculer la troisième qui est inconnue, soit pour contrôler l'exactitude des observations qui auraient fourni ces trois quantités. La différence (p—y) entre la pression véritable et la pression idéale, difference désignée par f-Z(v) dans l'équation d'état (34), acquiert de l'importance — plutôt au point de vue de la théorie qu'en pratique, — mais seulement quand la forme de l'état est ou la forme liquide (wo (ej 5 71. Haloxylon Ammodendron (C. A. Mey.) Bunge (Fig. 22). — Fra Central- asien. — Denne «bladlose» Plantes Grene overtage som bekjendt Assimilationsarbejdet. Dele af dem ere fremstillede 3 og 4, Fig.22, omtrent 3 Gange forstorrede. Et Tværsnit af en ung Stengel er afbildet i I, Fig. 22; det viser, at der i Midten ligger et Antal (her 4) store Strenge med en stor ydre Bastbelægning (det sorte, B); h og / betegne Hadrom og Leptom. Uden om dem følger et Vandvæv, hvori der ligger talrige, smaa Ledningsstrenge, som danne et Netverk (5 i Fig. 22); de yderste af dem stode op til Gronvævet og legge sig op til dette med Vedet (tætte Skruekar) udad (se 2 og 9, „Fig. 22). I Vandvævet findes 218 46 mægtige Druser (1 og 9 i Fig. 22). Gronvevet gaaer uafbrudt rundt om Vandvævet og bestaaer af 2 Cellelag: yderst et Lag af hoje, snævre Palissadeceller, og under dette et Lag af omtrent kubiske Celler, som danne en Stivelseskede (se » i Tversnittet 2 og Længdesnittet 9 i Fig. 22). Disse Geller, der ere lidt lavere paa Stamme-Længdesnit end paa Tversnit, farvede sig i et Tilfælde stærkt violette ved Jod, medens Palissadecellerne forbleve gule, i et andet Tilfælde derimod gule som disse, endog stærkere gule; i forste Tilfælde indeholdt de altsaa Stivelse; Palissadecellerne fandt jeg derimod ikke stivelseforende i noget Preparat; deres Indhold var ej heller kornet som Stivelseskedens (se pa og v i 2, Fig. 22) Hudvævet bestaaer af 3 Cellelag, en Overhud og 2 Hypodermlag, der tilsammen danne et mægtigt, transpirationsværnende Dække. Det inderste Lag er dannet af omtrent kubiske Geller (q i 2 og 9, Fig. 22), i hvilke der findes mange Druser; det præsenterer sig nær- mest som en Slags Yderskede og finder sit fuldkomne Homologon i den Kalciumoxalat forende Skede, som hos Salsola longifolia, Halogeton o. A. findes mellem den her enlagede Overhud og Palissadevævet (se de citerede Figurer hos Volkens) og som allerede er antydet hos Sesweium (S. 211) og Batis (S.214); det næstes og Hudens Celler ere mere sammen- 47 219 trykte i radier Retning"). Væggene mellem alle disse Celler ere meget tykke. Spalte- aabningerne ere dybt nedsenkede, og Indgangen til dem er særdeles snæver (se 2, 6, 7, 8 og 9 i Fig. 22). Læbecellerne selv se ud til at vere ubevegelige, i den Grad ere de tykvæggede og indkilede mellem de omgivende Geller. Paa Stængellængdesnit vise de to store Endepartier og et snævert midterste Lumenparti (se 6 og 9, Fig. 22). Spalten ligger paa tværs af Stengelen. Noje til den slutter sig Haloxylon Schweinfurthii Asch., der er omtalt og afbildet af Volkens (I, S. 140, Tab. 12, Fig.1, 2 og IN). Han nævner, at Skuddene delvis do bort efter Frugtmodningen; de ere altsaa fysiologisk at betragte som Blade. — Til Haloawylon slutter sig efter Volkens (S. 140, Tab. 11, Fig.5—6) Anabasis artieulata (Forsk.) Moq. Tand. Til Haloxylon og Salsola slutte sig ifølge Dangeard I. c. folgende Salsoleæ : Nova spinosissina Moq., N. Tournefortii Mog. og Ofaiston monandrum Mogq., hvis Palis- sadelag grænser direkte til Epidermis; medens der derimod er et Hypoderm (i 2—3 Lag) mellem Huden og Palissadelaget hos folgende Arter: Anabasis aphylla L., Anabasis arti- culata Moq. (se Volkens), Brachylepis eriopoda Schrenk, Br. elatior C. À. Mey. Alle disse Arter have Veddet i de smaa Strenge udad, et Vandvæv i Midten og et Lag af «cellules cubiques», d.e. min Stivelseskede, samt I Lag Palissadeceller. — Om Slægterne Girgen- sohnia, Halanthium, Caroxylon og Horaninovia siges der, at de have deres Barkstrenge orienterede paa samme Maade, d.e. med Veddet udad. N. Stivelseskeder helt rundt om de enkelte Nerver. Ingen Styrke- skeder. De forst nævnte Arter (Nr. 72—74) have nermest dorsiventrale Blade, og Vand- vævet er endnu ikke typisk, kornfrit og uden Intercellularer. Hos de sidste (79—81) ere Bladene mere og mere isolaterale. Omkring Stivelseskederne ligger der i de forst nævnte Tilfælde et mere eller mindre normalt Palissade- og Svampvæv, i de senere udprægede Kranspalissader. 72. Heliotropium fruticosum L. (Fig. 23). — Kan vist neppe kaldes no- gen typisk Strandbusk, men kan findes ved Strand. — St. Croix (O. Hansen). — Bladet er dorsiventralt, idet der.paa Oversiden er eet Lag Palissadeceller med bølgede Side- vægge («Ringkanaler»); de staa omtrent lodret (lidt skraat) paa Oversiden. Gronvævet paa Undersiden er dannet af 1—2 Lag Celler, der ere lave og ikke udprægede som Palissade- celler, snarere som Armparenkym. Alle Mesofylceller føre Grønkorn. Om Nerverne er der en udpræget Stivelseskede af korte Celler med Korn, større end de i de andre Mesofylceller dannede, sammenhobede op til de indre Vægge (Fig.23, 1,4); ved Jod bleve de meget mørke, medens Kornene i de andre Gronceller ikke farvedes blaa. Stivelseske- derne gaa rundt om de smaa Nerver. Ogsaa i Hudvævet viser Dorsiventraliteten sig, idet Oversidens er tyk og uden Spalteaabninger, medens Undersidens tyndere Hud har mindre Celler og talrige Spalteaabninger (4, 5 i Fig. 23), som ere lidt fremragende, for- 1) Om det subepidermale Lag skulde være dannet ved Deling af Hudens Geller, har jeg ikke undersøgt. 220 2 modentlig fordi de overhvælves af talrige (spidse, rette) vortede Dækhaar. Hudcellerne ere polygonale; Oversidens Geller storre end Undersidens. Undersidens Haar ere slankere end Oversidens og tillige meget talrigere. Her er mange Cystalither, lig dem hos Mer- tensia (t i Fig. 23, 1,3); de bruse med Syre; de fandtes kun i Oversidens Hud. Fig. 23. Heliotropium fruticosum. (St. Croix.) 73. Pectis humifusa Sw. — Fig. 24. — Fra Strandmark paa Barbados og Lagune paa St. Jan. Er snarere en Ukrudtsplante end en ægte Saltplante. — Bladet er omtrent aflangt-spateldannet (Fig. 1, M), dorsiventralt. Huden paa Oversiden er ret tyk~ vegget; Cellerne polygonale med lidt buede Vegge; mange Spalteaabninger stillede i alle Fig. 24. Pectis humifusa (fra San Jan). Retninger og i Niveau med Yderfladen (se 3 og à, Fig. 24). Undersidens Hud er omtrent som Oversidens, Sidevæggene kunne vere lidt mere buede eller endog bolgede. Blad- kjodet er differentieret i Palissadevæv og Svampvæv, der næsten er Vandvæv. Nerverne 49 221 ere omgivne af en Stivelseskede med store, tæt op til Inderveggene samlede Korn (ved Jod fik jeg ingen Blaafarvning); se v i 5, Fig. 24. Udstraalende fra denne Skede staa Palissadeceller, som navnlig ere typiske og hojest paa Oversiden, lavere til de andre Sider; Tendensen til at stille sig lodret paa Skedens Overflade er mindre for dem, der ligge paa Siden af Nerverne (se 5); de ligesom bestræbe sig for at stille sig lodret paa Bladfladerne. Palissadevevet er heterogent, idet de Palissadeceller, som ikke ligge over Nerverne, ere videre og mindre klorofylrige; paa et Fladesnit gjennem Bladet ses denne Uensartethed af det, iovrigt ret bestemt i eet Lag ordnede, Palissadevæv tydeligt; (i 2, Fig. 24 er p! de over Nerverne, 9° de over Maskerne stillede Palissadeceller). Paa Bladets Underside er der et klart Væv af udprægede Armparenkymeeller i omtrent 2—3 Lag med faa Klorofylkorn i de overste af disse, medens de underste kunne være helt klare; det er et Svampvev i Begreb med at omdannes til Vandvæv. i Bladkjodet, baade i Palissadevævet og Svampvævet, findes dernest kuglerunde Beholdere af ætherisk Olie (gl i 5). 74. Euphorbia Buhiensis Boiss. (Fig. 25). — Jeg har allerede omtalt (III), at flere Arter Huphorbia af Sect. Anisophyllum have et lignende Net af tykke (med Stivelse- skede udstyrede) Nerver som Huphorbia buxifolia. Senere Undersøgelser maa vise, hvor mange Arter der have dette og i det Hele, om det er knyttet til bestemte Livsbetingelser. Her skal endnu nævnes nogle Arter, som have en lignende Bygning; først den ovennævnte, som er en af de mindst omdannede. Fra Sandstrand ved Rio de Janeiro (samlet af A. Glaziou). — Bladformen er af- bildet 1. e. Fig. 1,7. — Fig. 25 hosstaaende viser, at Bladet er dorsiventralt uden ægte Vandvey. Oversidens Hud har ingen Papiller; Spalteaabningerne blive indsenkede til Fig. 25. Euphorbia Bahiensis. (Rio de Janeiro.) 1, Tversnit. 2, 3,4, af Oversidens Hud. 5, af Tværsnit gjennem Bladets Underside. Niveau med Hudens Inderside (se 3, 4 og Fladebilledet 2, hvor de skimtes dybere end de egentlige Hudceller), Undersiden har et sædvanligt Svampvæv af Armparenkym- celler (se I, sv og 4, hvor / betegne Intercellularerne); de have færre Klorofylkorn end D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 4. 29 bo ee) bo 50 de andre Bladkjodceller, undertiden endnu ferre end antydet i 1, Fig. 25, eller de ere endog helt klare (de yderste). Der er ogsaa Spalteaabninger paa Undersiden, men ferre end paa Oversiden. Nerverne have en med store, ved Jod sortfarvede og op til Inder- væggen klumpede Stivelsekorn fyldt Skede, og et endnu ret typisk Palissadevæv findes over dem. Melkeror findes i Bladkjodet og endog under Huden (se m i 3 0g 5). — Nær til denne Art slutter sig Æuphorbia hypericifolia L. (efter Materiale fra Danske Antiller; nærmest Ugræsplante); endvidere Euphorbia serpens Kth. (fra Strand paa Barbados; den staaer omtrent midt mellem EZ. Bahiensis og EF. buæifolia) samt Euphorbia articulata Burm, (fra Danske Antiller). En helt anden Bygning har derimod Euphorbia cotinifolia (fra Danske Antiller). 75. Euphorbia buxifolia Lam. — Fig. 26. — Om denne Plantes Morfologi har jeg skrevet andensteds (se HD. Den er en lille Busk paa Strandsand i Vestindien. Mate- rialet har jeg fra Barbados, de danske Antiller og (ved F. Børgesen) fra Bermudasoerne. Bladformen er omtalt og afbildet I. c.; der findes ogsaa et Blad ovenfor (S. 176) i Fig. 1,0. Betragtes Bladet i gjennemskinnende Lys, ses et Net af tykke Nerver, saaledes som afbildet Fig. 26. Euphorbia buxifolia. 3, Liengdesnit. 4, Undersidens Hud. 5, Melkeror i Vandvæv. 6, Tværsnit af Palissadevævet. Le. $.327, Fig.1, À. Grunden hertil er de tykke Stivelseskeder. Bladene ere stærkt dorsi- ventrale baade i Hud og Bladkjod. Huden paa Oversiden er den eneste, som har Spalteaabninger. De polygonale Celler hæve sig alle i kegleformede, i Spidsen afrundede, paa Overfladen fint foldet-vortede, meget tykveggede Papiller, og dybt mellem disse ligge ~ Spalteaabningerne gjemte (se 1, 2,7 i Fig. 26), saa at de næsten ikke ere til at finde, naar Huden betragtes ovenfra. (Samme Hudbygning har Zuphorbia Paralias, se S. 190.) De vernes af dem og vel ogsaa af Hudens Voxbelegning mod at vedes. Undersidens Hud 51 223 har ogsaa polygonale, men flade Geller, hvis Ydervegge ere tykkere end Oversidens (sammenlign 4 med 2 og 7) samt delte i mindst 2 Lag. Bladkjodet er differentieret i Gronvæv og Vandvæv. Det forste indtager den storre ovre Del af Bladet, og i det ligge Nerverne; det bestaaer væsentlig kun af 1 Lag Palissadeceller, af hvilke de, der ikke ligge lige over nogen Nerve, ere videre og have bølgede eller i smaa vandrette Arme forlængede Sidevegge, hvorved der dannes store Intercellularer mellem dem (se 2 og 1, Fig. 26), medens de. der ligge over Nerverne, ere tættere stillede. Et Tværsnit gjennem Palissade- vævet viser derfor en lignende Uensartethed som hos Philoxerus 0. a. (se 6, Fig. 26). De andre Celler, der slutte sig til Nerveskederne, ere kortere og ikke saa tydeligt formede som Kranspalissader, som hos de to nævnte. Mellem og under Nerverne ligge i det Hele kor- tere og mere klorofylfattige Parenkymeeller (se 1, Fig. 26). Om Nerverne ligger der en udpræget Stivelseskede med Korn, som ere meget storre end de andre Mesofylcellers (sammenlign Skeden v med Palissadevævet i 7, Fig. 26); ved Jod blev den helt sort. Kor- nene fandtes samlede i Cellernes indre Del, saa at den udad vendende Del endog var ganske klar (se 7 og 1). At Skedecellerne ere korte, tilnærmelsesvis isodiametriske, ses ved Sammenligning af Længdesnittet (3, hvor Skeden v er tegnet lys) med Tversnittene (1 og 7, Fig. 26). Vandvevet, der begyndte at udpreges hos Huphorbia Bahiensis, er her typisk, men kun 2 Cellelag tykt, et hypodermalt Vey paa Bladundersiden; det er dannet af klare Celler uden Intercellularer, men smaa Stivelsekorn kunne findes spredte i det (1, 4, 5 i Fig. 26). Melkeror findes dels lige under Huden baade paa Over- og Under- siden (m i Fig. 2 og 4), dels dybere inde i Mesofyllet. * 76. Portulaca oleracea L. (Fig. 27.) Omtalt og afbildet af Vesque (I, S. 134, Tab.7, Fig. 11—12). En Afhandling af C. Becker, Beitrag z. vergleichenden Anatomie der Portulacaceen, kjender jeg kun af Referat i Botan. Centralblatt 65, S. 346. — Almindelig i Vestindien og paa forskjellig Bund; det afbildede Materiale er fra Sandstrand paa St. Croix. — Bladet er omvendt ægdannet, har ingen Ribber (Pi Fig.1 og 1 i Fig. 27). Isolateralitet i Bladkjod og nesten i Huden. Huden paa Oversiden er dannet af storre Celler, og disse have mere bugtede Vegge end Undersidens (sammenlign 4 med 5 i Fig. 27). Op til Hudcellernes Indervegge findes smaa Korn (Bladgrontkorn? se 2 og 3). Der er paa begge Sider en stor Mengde Spalteaabninger, flest paa Undersiden (se 4 og 5); de ligge i Niveau med Yderfladen og omfattes af store Biceller (se 4 og 5), der ere meget højere end Læbecellerne og rage ind under dem, saa at Aandehulen bliver indsnævret (2 og 3, Fig. 27). Nerverne ligge ikke i eet Plan, snarest i en lidt uordentlig Zigzaglinie, sete paa et Blad-Tværsnit (x i 1). De ere omgivne af en typisk Stivelseskede, fyldt med Stivelsekorn, der ere storre end dem i de andre Bladkjodceller (sammenlign 7 (af Stivelse- skeden) med 6, Fig. 27). Vesque afbilder denne Skede som en klar Skede og kalder den «Endoderme» (l.c. S. 136), hvilket ikke er rigtigt, ialtfald for de vildvoxende vestindiske 3 29" 224 52 Exemplarers Vedkommende. Nærmest uden om denne Skede følger et Lag Geller, af hvilke de, der ligge ovenover og nedenunder Nerverne, ere hoje, palissadeformede og nærmest stillede lodret paa Bladfladen, medens de ud til Siderne liggende ere korte, og de mellem disse Grupper liggende have Mellemstorrelse. De indeholde smaa Klorofyl- og Stivelse- korn; mange af dem indeholde Druser af Kalciumoxalat. De andre Bladkjodceller ere meget storre, ellipsoidiske eller uregelmæssig afrundede og ligge temmelig lost, dannende et ensartet Væv paa begge Sider (se 8). Om deres Cellekjærner samle sig smaa Korn Fig. 27. Portulaca oleracea L. (Leuciter?). De indeholde spredte Klorofylkorn. I Exemplarer fra Barbados nærmede dette Vey sig mere til Vandvev, nogle af Cellerne vare helt klare. Foruden Kalcium- oxalat kunne store, hvide Krystalmasser (Sfæriter) findes udskilte i dem ner Huden. 77. Philoxerus vermiculatus R. Br. — Fig. 28. — Materiale fra St. Croix, Puerto Rico, Tobago. Sandstrand. — Med blotte Oje kan man se Beliggenheden af dens store Vandvev paa Bladundersiden, naar man brekker et Blad over. Det er derfor heller ikke mærkværdigt, at dette er blevet iagttaget tidligere. Johow skriver (le. S. 309): «Eine eigenthümliche Ausnahme (fra den Regel, at Vandvæv findes paa Oversiden) macht Philoxerus vermieulatus, dessen Blattstruktur überhaupt von allen bisher untersuchten Gewächsen abweicht: Eine mächtige Hypodermaschicht nur auf der Unterseite bei einfacher, flacher Epidermis auf der Oberseite; Spaltöffnungen nur oben; die Epidermis der Ober- seite nur auf der Innenwand verdickt ....» — Ligeledes siger han S. 304: «Ein kleines kriechendes Strandgewächs aus der Familie der Amarantaceen, ist auch dadurch bemer- kenswerth, dass mit der Verschiedenheit der Dimensionsverhältnisse eine erhebliche Verschiedenheit der äusseren Gestalt bei Schatten- und Sonnenblättern Hand in Hand 53 225 geht. Während nämlich an besonnten Standorten die Blätter eine cylindrische, dreh- runde Gestalt besitzen, sind sie in Schatten, wo die Pflanze ausnahmsweise zuweilen zur Entwickelung kommt, scheibenförmig und relativ dünn.» Planten kryber paa : Stranden med ved Bladfæstene rodslaaende Skud; dens Blade ere aflange eller aflangt- spateldannede (Fig. 1, H), fladt udbredte, uden Ribber (1 i Fig. 25). Bladet er dorsi- Fig. 28. Philoxerus vermiculatus R. Br. ventralt. Hele den langt storre nedre Sidedel af Bladet indtages af Undersidens Hud og det mægtige Vandvey (se I i Fig. 28). Undersidens Hud er dannet af polygonale Geller, lidt langstrakte (6 i Fig. 28) og med meget faa, spredte Spalteaabninger; Krystaller kunne vere straaleformet udskilte i dem og fylde ofte det meste af Rummet. Vandvævet optager vel de 4/5 af Bladets Tykkelse; det dannes af 3—4 Lag af store, klare Celler uden Inter- BO DO orn ox pr cellularer (eller kun med yderst smaa nermest Undersiden), med smaa, rundagtige Porer; der findes meget faa Klorofylkorn eller (sammensatte) Stivelsekorn spredte i det, flest i den øvre Del (se 8, 9, 10 i Fig. 28); selv i Huden over Vandvævet kan der findes meget smaa Korn. Den ovre Femtedel af Bladet indtages af Gronvævet med Nerverne, som alle ligge i dette. undtagen Midtnerven, der er sænket lidt ned i Vandvevet (1, Fig. 28). Ner- verne forgrene sig netformet og vise sig meget tykke formedelst Stivelseskederne (7 i Fig. 28). Omkring hver Nerve (i ringe Grad dog omkring Midtnerven, der ligger i Vand- vævet) er der en Stivelseskede, som paa alle Præparater fra de forskjellige Lokaliteter viste sig fuldproppet af Stivelse og ved Jod næsten blev sort. Stivelsekornene ere sam- mensatte og samle sig ofte i den nærmest Nerven værende Del af Skedecellerne (v i 5 og 10, Fig. 28). Disse ere i Form omtrent kubiske (sammenlign Tværsnittet i 10 med Længde- snittene i 3, 5, 8). Uden om hver Stivelseskede ligger et Lag af sterkt klorofylholdige Palissadeceller, som staa lodret ud fra Skeden (se Tversnittet i 10 og Længdesnittet i 3). Resten af Gronvevet er ikke just stort; ogsaa den dannes hovedsagelig af Palissader, navnlig ud for de mere indsænkede Nerver af videre, mindre klorofylrige Celler, mellem hvilke der er store Luftrum paa Grund af de Arme, der udskydes fra deres Sider (se p! i 10), og som ere større end de, der dannes af de snævrere, klorofylrigere Palissadeceller (p? i 10). Forskjellen i Vidden af disse to Slags Palissadeceller fremgaaer af 4 i Fig.28, hvor p! og p? betegne henholdsvis de store, klarere og de snævre, klorofyl- rige Geller. Under Skederne, ned mod Vandvevet vise Palissadecellerne den i 8 afbildede Form: de kile sig ned mellem de store Vandvævceller, lempende sig efter, hvad Plads disse levne (se ogsaa Fig. 27, 8, af Portulaca). Farves Gronvævet med Jod, kan det vise folgende Forskjelligheder: de nedre, til Vandvevet stodende Celler vise Stivelsereaktion, medens de mod Overfladen vendende blive brune og saaledıs antyde, at de ere de første, der udtommes, naar Stivelsen vandrer bort. Stivelsen kan ogsaa vere helt forsvunden af Palissadevævet, saa at Skeden (og de øvre Vandvævceller) ere de eneste Vev, i hvilke den findes. I Gronvævet er der mange store Druser (se 5 og 10). Huden paa Oversiden har ligesom Undersidens en tyk, kutiniseret Yderveg. 1 dens Celler har jeg fundet Korn, der synes at vere Klorofylkorn. Spalteaabningerne ere talrige, omtrent i Niveau med Ydersiden, og Læbecellerne ere rige paa Stivelse (se 2, 10 i Fig. 28). Palissadecellerne ende i nogen Afstand indenfor Spalteaabningerne, saa at der dannes en stor Aandehule (se 10 og 4). Naar Johow siger, at Inderveggene i Huden ere stærkere fortykkede end Yderveggene, har jeg dog ikke fundet dette. I Regelen er Inderveggen tynd ligesom Sidevæggene (se 9, 10); men den kan findes kollenkymatisk fortykket og blive næsten lige saa tyk som Yderveggene. 78. Alternanthera (Lithophila) muscoides (Sw.). — Denne Art, som jeg samlede paa Strand paa Barbados, slutter sig møje til Philoxerus. Bladet er meget Cn or bo DO ] lille, forlænget spateldannet (Fig. 1, X). Dets Bygning er i Grundtræk ganske den samme som hos Philoxerus, men den har dog et helt andet Vandvæv, idet der er store Lakuner mellem de afrundede, endog ved Arme forbundne Celler; Vandvævet synes derved at røbe sin Opkomst af almindeligt Svampvæv (som hos Zuphorbia Bahiensis). Der er endvidere under Nerverne nogen Stivelse i dette Vandvæv. Stivelseskedernes isodiametriske, omtrent kubiske Geller fandtes fuldt proppede af Stivelse og bleve kulsorte ved Jod. Kornene ere en Del større end Kornene i det øvrige Grønvæv. Om Midtnerven findes Skeden kun ud- viklet paa Hadromsiden. Oversidens Hud har polygonale Celler med mange Spalteaab- ninger, som ligge i Bladets Længderelning og ere lidt indsænkede. Ydervæggene ere meget tykke, tykkere end paa Undersiden. Denne har ogsaa Spalteaabninger, men meget færre end Oversiden. 1 nogle af Oversidens Hudceller fandtes Korn, der ligne affarvede Klorofylkorn. Der er ogsaa her 2 Slags Palissadeceller. Mellem de vide og klarere, som ligge ud for Mellemrummene mellem Nerverne, er der større Intercellularer, frem- komne derved, at de danne Sidearme. Oven over Nerverne med deres Skeder ligger der eet Lag snævrere, tæltere, mørkere Palissadeceller, som, noget ufuldkomment, fortsættes ned om Nerverne, altsaa danne Begyndelsen til Kranspalissader. Paa Fladesnit træder denne Uensartethed i Palissadevævets Bygning tydelig frem. Hertil kan sluttes: Tribulus alatus Del. Sandplante i den ægyptiske. Ørken, af- bildet af Volkens Tab. 11, Fig.9; Text S. 111. Det er for saa vidt et dorsiventralt Blad, som der paa Undersiden findes et enkelt, hypodermalt, farveløst Cellelag af lave Armparen- kymceller (med vandrette Arme). Ellers er der paa hver Side af Nerverne 1 Lag høje Palissadeceller, og mellem Nerverne med den dem omsluttende Stivelseskede tegnes et Mellemlag af nogle klare, tildels af Druser udfyldte, polygonale Celler. — Endvidere slutte sig hertil en Mengde Gr&s-Arler, af hvilke jeg nærmere har undersøgt folgende. 79. Sporobolus Virginicus Kth. Fra Barbados (Kvartssand-Klitter og Koral- sand). — Bladet er rendeformet, stærkt ribbet og furet paa Oversiden, fladt paa Undersiden. Omkring Nerverne, der paa et Tværsnit ligge i en Zigzagrekke, idet hveranden (større) ligger i en af Overfladens Ribber og hveranden mindre indenfor en af Overfladens Furer, findes en tydelig og storcellet Stivelseskede, med store Stivelsekorn, der fandtes samlede op til Cellens Yderveg eller Inderveg. Omkring denne Skede ligge korte Kransceller med just ikke nogen meget udpræget Palissadeform. Resten af Mesofyllet er klorofylfattigt. I hver Ribbe, altsaa ovenover hver af de kraftige Nerver, op til Huden, ligger en hypodermal Baststreng (kun enkelte af de svage have ingen), og paa den lige modsatte Bladside, paa Bladundersiden, ligger en hypodermal Baststreng ud for hver af de kraftigste Nerver. Desuden findes ofte Baststrenge lige ud for Furerne paa Bladets Underside, og ned til dem fører klart Vey (Vandvæv) fra Oversidens Hud. Paa Oversiden er der store, kegleformede eller rundagtige Papiller, paa Undersiden en glat, i det Hele meget storcellet Hud, dog med noget forskjellig Hojde. Der er Spalteaabninger paa begge 228 = Sider; de paa Oversiden liggende findes i Furerne. -— Exemplarer fra Lagune paa St. Croix (samlede af O. Paulsen) og fra Rio de Janeiro (A. Glaziou) afvige derved, at der indenfor hver Fure ligger 2 Ribber, ikke blot een. Om det er samme Art, vover jeg ikke at afgjore. Den stemmer i det Hele med Sporobolus spicatus (Vahl) Kth. hos Volkens (S. 147, Tab. 18, Fig. 5); dog tegnes der ingen subepidermal Bast hos denne. 80. Stenotaphrum Americanum Schrank. — Sandstrand paa Barbados. En vidt udbredt Art især paa Strand. Se ovenfor $.178. Bladene ere flade og jævne. Nerverne ligge i eet Plan og ere alle omgivne af en Skede af den sædvanlige Stivelse- skedes Form samt uden om denne af korte og uregelmæssige Kranspalissadeceller, der dog vise Tilbøjelighed til at stille sig lodret i Forhold til Overfladen af Bladet. De grænse i Regelen umiddelbart op til Overhuden. Jeg har ikke i det foreliggende Materiale kunnet finde Stivelse, end ikke i Stivelseskeden. Foruden dem er der ikke mange klorofylholdige ‘eller. Mesofyllet i Bladundersiden er dannet af klare og store Celler i I Lag, hist og her to Lag. Hudcellerne paa Oversiden hvælve sig lidt blæreformet i Vejret, medens Undersidens ere plane og i Regelen lidt lavere. Der er Spalteaabninger paa begge Sider og ligeledes tynde Baststrænge sluttende sig til Overhuden. 81. Cynodon Dactylon Pers. — Exemplarer fra Sandbund ved Palavas stemme ganske med Figurerne hos Volkens Tab. 16, Fig. 2, men ere noget mere papilløse og have ikke Vandvæv paa Undersiden, og Nerverne maa tegnes anderledes. Stivelseskedens Sti- velse er lejret op langs den indre Væg, medens de andre Grønceller fandtes stivelsefrie. Volkens skriver (l.c. p. 146) om Stivelseskeden kun: «Die Gefässbündel werden im Kreise von einer einfachen Parenchymscheide kubischer Zellen umlagert». Stivelseskederne gaa helt rundt om de smaa Nerver og afbrydes kun paa de storres Leptomside af Bast. Saa store, klare Celler, som Volkens afbilder paa Hadrom- og Leptomsiden, har jeg ikke seet. I Vestindien skal den være indført. Exemplarer fra St. Thomas, der krøb hen over Sandstranden, stemme med de europæiske og afrikanske; men de klare Celler naa heller ikke her fra Oversiden ned til Undersiden som tegnet hos Volkens. Den forste, der synes at have omtalt den hyppige Forekomst af og afbildet disse Stivelseskeder og Kranspalissader hos Gresserne, er Duval-Jouve i Aaret 1875 (1). S.349 siger han: «Ou bien ces cellules (9: af le parenchyme à chlorophylle) sont de deux sortes: les unes ayant un contenu vert foncé, non en grains, mais plutôt en gelée verte, se contractant en gros flocons ....; les autres renfermant quelques grains de chlorophylle, petits et d'un vert pale .... Ces deux sortes de cellules sont constamment disposées en assises cylindriques autour des faisceaux, les premieres contigués a Vassise limite et les autres autour des premieres, et leur grand axe est toujours rayonnant.» Der nævnes exempelvis en 40—50 Arter, hos hvilke denne Gronvævordning findes. Ogsaa Volkens afbilder og omtaler en Del herhen horende Tilfælde uden, som det synes, at kjende til Duval-Jouves ældre Undersogelse; Afbildningerne findes paa hans Tavler 16, 17 og 18. 57 229 0. Stivelseskeden er ensidig, idet den er aaben paa Leptomsiden. Kranspalissader som under N. — Hvorvidt denne Gruppe virkelig bør udskilles som en egen, er jeg i Tvivl om; Hovedvægten skal legges paa, at selv omkring de mindste Nerver er Stivelseskeden afbrudt, thi ved de storre Nerver i Bladene af ogsaa forrige Gruppe gjennembrydes den sædvanligvis af Vand- eller Styrkeveev. 82. Atriplex farinosa Dun. (Fig. 29). — Exemplarer fra Fano. — Isolate- ralitet i Hud og Bladkjod. Hudcellerne ere polygonale, frembringe store Blærehaar, som danne et «Mel» paa hver Side (fi 1, 7, 4, Fig. 29). Huden er ret mægtig og danner vist et vigtigt Vandvev sammen med Melhaarene. Spalteaabningerne ligge næsten i Niveau med Yderfladen (se I, Fig. 29). Nerverne ligge i eet Lag og ere omgivne af store Stivelse- skeder helt rundt undtagen paa Leptomsiden; Leptomets Yderrand ligger noje i den Ring, som Stivelseskedens Ydervægge danne (se 1 og 6, hvor / er Leptom, Ah Hadrom). Skedens Fig..29. Atriplex farinosa fra Danmark (Fano). Geller ere korte, isodiametriske (Tversnit i 1, Længdesnit i 3); der ligger store Korn tet pakkede op til deres Indervegge; men paa det indsamlede Materiale bleve de ikke sorte- blaat farvede ved Jod. I sluttet Ring uden om Nerve og Skede ligger et Lag af omtrent lige høje Palissadeceller, lodret udstraalende fra Skeden (se 1 og 7). De ere stærkt klorofyl- førende. Resten af Bladkjodet dannes af meget større og afrundede, lost liggende Celler, som have meget ferre Korn; der er kun 1 Lag over og under Palissade-Kransen. Dette Blad ligner meget Portulacas (Nr. 76), men Stivelseskeden er afbrudt, og Palissadevævet er mere typisk kransstillet. 83. Atriplex cristata Humb. & Bonpl. — Fra Lagune (Lerbund) paa St. Croix (Warming). Slutter sig overordentlig ner til A. farinosa. Bladrandene bøje sig lidt til- bage; paa hver Side er der en Midtribbe. — Isolateralitet i Hud og Bladkjod. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 4. 30 230 58 Huden er ens paa begge Sider, har polygonale Geller; Spalteaabningerne i alle Retninger og senkede en lille Smule under Yderfladens Niveau; paa begge Sider er der Blærehaar af samme Bygning som hos fra dette og Bladenes Undersider blive belyste, og i dette Tilfælde faa vi Isolateralitet; Vesque er den forste, der har gjort opmerksom herpaa (1882, Ann. sc. nat. 13), senere Giltay og jeg"). Af ovennævnte Planter ville f. Ex. folgende vere at regne herhen: Alsine (Halianthus) peploides, Cakile maritima og aqualis, Crambe maritima, Convolvulus Soldanella, Eryngium maritimum. 3. En tredie Gruppe danne de Arter, hvis Blade ere mere eller mindre stejlt opad rettede, hvormed oftest folger, at de ere lancetdannede eller spateldannede eller omvendt æg- dannede og ikke have nogen Stilk eller dog kun ere kortstilkede. Denne Stilling og Form er meget almindelig hos de tropisk-amerikanske Halofyter (se Fig. S. 176) og vist i det Hele hos Halofyter i varme Lande. Af de ovenneynte hore f. Ex. folgende Arter herhen: Euphorbia Paralias, Armeria vulgaris, Plantago maritima, P. Coronopus og crassifolia, Statice monopetala, Ipomæa pes capræ, Baccharis dioica, Ernodea, Aci- carpha, Conocarpus, Inula crithmoides, Aster Tripolium, Suriana, Heliotropium Cu- rassavicum, Bupleurum tenuissimum, Crucianella maritima, Statice-Arterne , Obione- Arterne, Tournefortia gnaphalodes, Sewvola, Sesuvium, Borrichia, Zygophyllum, Batis, Triglochin, og fl.a. Her kunne ogsaa Arterne med «bladlose» Skud anfores. Ogsaa hos de fleste Mangroveplanter ere Bladene stejlt opad rettede, hos Sonneratia acida endog drejede saaledes, at deres Flader omtrent ligge i Lysets Retning og derfor ingen Skygge kaste (Karsten Il. c. S. 4). At Isolateraliteten hos disse oprette Blade folger med og af deres Stilling, kan der efter alle de foreliggende Iagttagelser af Stahl, Pick, Heinricher, Knoblauch, o. A. ikke vere Tvivl om; den alsidige Belysning fremkalder den isolaterale Bygning. En anden Sag er Aarsagen til Bladenes stejle Stilling, men at vi atter her have et Udslag af den sterke og alsidige Belysning, som bliver de paa aabne, tropiske Strandbredder yoxende Planter til Del, er der for mig ingen Tvivl om; det er saa let at finde, ogsaa i yor Natur, Exempler indenfor samme Art paa en opret Bladstilling hos Exemplarer i Sol, men en udsperret, mere yandret Stilling hos Exemplarer i Skygge, og der foreligger saa meget herom i Litteraturen (Stahl, Johow, Heinricher o.A.), der viser dette, at der herom ikke kan vere nogen Tyivl. Hvorledes Lysforholdene nærmere virke — derom vide vi forelabig Intet. lovrigt tor det ikke benægtes, at ogsaa andre Faktorer kunne i mange Tilfælde spille en Rolle, f. Ex. Saltholdigheden af Jordbunden. Hoffmann har ifølge Brick (Le. S. 127) anstillet Forsøg med Plantago maritima, og det viste sig, at Bladene bleve store og overhængende eller nedliggende hos de Exemplarer, der ikke fik Salt, men smallere, stivere og mere oprette hos dem, der voxede paa saltholdig Jordbund. I dette Tilfelde er 1) Pick fremkaldte Palissadeceller paa Undersiden af Colchicum ved Belysning af denne. 250 78 det vel ligefrem Turgescensforhold, der fremkalde Forskjellighederne. Ogsaa Vand- mangel i Jordbunden synes at kunne fremkalde lignende Stilling. Vi maa ifølge det anførte kunne vente at træffe Isolateralitet hos mange andre Planter end Xerofyter og Halofyter, naar Bladene blot ere oprette og alsidig nogenlunde ens belyste. Lettest opnaaes dette hos de smalle Blade, som allerede anført. Endvidere træffes Isolateralitet hos mange Sumpplanter, der som bekjendt ofte, af ubekjendte Grunde, have oprette Blade (se Heinricher Il. c. S. 558), og ligeledes træffes den hos mange arktiske Planter, f. Ex., ifølge Børgesen (i Botanisk Tidsskrift, 19) hos Alsine Groenlandica (Tay. 17, Fig. 41), Melandrium triflorum (Vay. 16, Fig. 22) o. a., eller alpine Planter (se f. Ex. Lazniewski l.c.). Isolateralitet kan maaske ogsaa staa i Forbindelse med en anden Faktor, nemlig Erneringsmaaden. Det synes, at hemi-saprofytiske og hemi-parasitiske Planter reduceres i Henseende til Bladets indre Uddannelse, ligesom de holosaprofytiske og holoparasitiske ere reducerede ogsaa i andre Henseender. Af Chatins store med mange (desverre ret meget skematiserede) Tavler udstyrede Arbejde over Parasiter') fremgaaer, at disses Blad- bygning er meget ensartet, isolateral; der er ingen Modsætning mellem Vævet i Bladets øvre og nedre Side. Heinricher har (Le. S. 564) gjort opmærksom paa, at Halvparasiterne Thesium og Viscum have isolateral Bygning og sætter dette i Forbindelse med deres para- sitiske Levevis, og jeg har udtalt det samme med Hensyn til Pyrola (se Botan. Tidsskrift, Bd. 15, 1886), der vist er en Hemisaprofyt. Her er det imidlertid ikke Palissadevev, der kommer til Udvikling; Bladkjedet er dannet af væsentlig isodiametriske, ensartede Celler?). Naar Sporgsmaalet bliver, hvad Nytte de opad rettede Blade have af deres isola- terale Bygning med Palissadevey paa begge Flader, da maa jeg antage, at Heinricher {Le S. 560) og Volkens (l.c. S. 68) kunne have Ret i den Betragtning, at det assimi- lerende Apparat derved er blevet forsterket, at stejl Bladstilling er et Middel til baade godt at udnytte Lyset og til samtidig at beskytte Bladet mod for sterkt Lys; jeg maa i Tilslutning hertil ogsaa antage, at Stahl har Ret i at anse Palissadecellen som den, der bedst passer til stærkt Lys. Formodentlig ville de fleste Xerofyter og Halofyter, der, som vi have seet, ere smaa- eller smalbladede, og hvis Klorofylmengde vist ofte er ringe, dog kun opnaa, at deres Assimilationsenergi ikke kommer til at staa tilbage for andre Planters, der have store og brede, men dorsiventrale Blade. Dog mangler der til Diskussion herom endnu ret vesentlige Momenter, fremfor alt Kjendskab til Halofyternes Respirations-Intensitet. *) Chatin, Ad., Anatomie comparée des végétaux. II. Parasites. 2) Afbildning af Sol- og Skyggeblad hos Pyrola minor har jeg publiceret i Botan. Tidsskrift, Bd. 20, 1897, S. 103. Skraat stillede Palissadeceller. Paa endnu et tredie Punkt træffe vi Exempel paa Lysets formgivende Evne, nemlig i Palissadecellernes Retning. De Celler, der danne det Væv, som fra ældre Tid har faaet Navn af Palissadevæv, ere som bekjendt mere eller mindre cylindriske eller prismatiske og staa, i de siedvanlige mesofile Blade, med deres lange Axe lodret paa Organets (Bladets, Stængelens) Overflade"). Herfra kjendes der dog Del Undtagelser, idet der er fundet Palissadevev, hvis Geller ere rettede skraat opad, saaledes at deres ydre Ender ligge nærmere Organets (Bladets eller Stenglens) Spids end den indre Ende. Vinkelen, som de danne med Organets Liengdeaxe, kan være meget forskjellig, kan endog vere forskjellig i samme Blad paa Underside og Overside eller i samme Sides forskjellige Palissade-Lag (se Figurer ovenfor S. 210, 195, 197). Den første, der gjorde opmærksom paa denne Skraastilling af Palissadeceller, er Pick (1881, 1882), der antager, at Cellernes Stilling er afhængig af Lysets Retning, og at Cellernes Længdeaxe søges stillet saa vidt mnligt parallelt med det indfaldende Lys. Senere have flere Andre fremdraget Exempler paa samme Skraastilling: Johow (1884), Heinrcher (1884), der vil have gjort «talrige» Iagttagelser af Skraastilling, skjønt han kun nævner og afbilder faa bestemte Exempler”), Haberlandt (Ill, 1886), Alb. Nilsson (1887), Dufour (1887, l.c. S.389), V. A. Poulsen (1888, I. ec. 20, 155, 158), Warming (1890), Loebel (1889, S. 62), Grevillius (1896), Lazniewski (1896). Hos folgende af de ovenfor gjennemgaaede Arter fandtes Palissadecellerne mere eller mindre skraat stillede: Armeria vulgaris, Baccharis dioica, Conocarpus, Tetragono- lobus siliquosus, Ernodea, Acicarpha, Silene Niewensis (svagt), Inula crithmoides, Suriana, Ipomwa pes capre, Sueda maritina og fruticosa, Heliotropium Curassavicum og fruti- cosum, Silene Otites, Crucianella maritima, Glaux, Polygala Cyparissias, Halocnemum strobilaceum, Spergularia, Scevola, Sesuvium, Borrichia, Batis, Tamarix Gallica, Bupleu- rum tenuissimum eller henimod 13 af det hele Artsantal. Saafremt de anførte lagttagere have udtalt sig om Kausalitetsforholdene, have de sogt Grunden i Lysretningen, undtagen Heinricher, aabenbart fordi han antager den Haberlandtske Stofafledningshypothese, og efter ham Haberlandt (se Hl, 8.219), der ret sterkt holder paa sin Doktrin og aabenbart med Glede griber Heinrichers Forklaring af det nævnte Stillingsforholds Tilblivelse (se f. Ex. Phys. Pflanzenanatomie 2. Udg., 1896). 1) Endnu 1882 udtaler Haberlandt (1, S. 151): «Das Constante in der Stellung der Palissadenzellen besteht in ihrer Rechtwinkeligkeit zur Oberfläche des Organs», og ved denne Stilling «beeinträchtigen sie am allerwenigsten die für die Assimilation so nothwendige Durchleuchtung des Gewebes». Af hans Figurer ere omtrent 30 efter Tværsnit af Blade, kun tre efter Længdesnit. Naar man ikke for er bleven opmærksom paa Skraastillingen, er en Grund dertil, at Anatomerne i Almindelighed synes at gjore Tværsnit, ikke radiale Længdesnit. 2 252 80 Heinricher antager, at Skraastillingen ikke er fremkaldt ved en aktiv Vext- bevægelse af Palissadecellerne, men derved, at Bast og Hud strække sig og drage de passive Palissadeceller med sig. Hvilken Kraft eller hvilket Spil af Kræfter, der frem- skynder hine Vevs Vaxt, siges ikke, og Bevis for, at de virkelig aktivt strække sig, leveres ikke. Heinricher og Haberlandt henvise til, at Skraastilling forekommer især hos Blade, «bei denen die Lingsrichtung im Wachsthum besonders gefördert erscheint. (Solche Blatter besitzen dementsprechend eine mehr oder minder lineale oder lanzettliche Gestalt)» (Haber- landt III, S. 219). Men dette er jo en ganske irrelevant Bemærkning, naar der ellers ikke paavises det mindste om disse Blades Voxemaade, og navnlig naar der intet foreligger om, at den omtalte Skraastilling er opnaaet ved en sekundær Strækning af de anlagte Væv, og ikke den allerfjerneste lagttagelse, der viser, at de perifere Væv virkelig strække sig sterkere end de indenfor dem liggende. At Skraastillingen er stærkere paa visse Steder end paa andre, behøver ikke at antyde en forskjellig stærk Strekning af de andre Vev, men kan hidrøre fra, at disse paa forskjellige Steder træde mere hindrende i Vejen for Skraastilling af Palissaderne end paa andre. Naar Skraastillingen af Palissadeceller er sterkere paa Sydsiden end paa Nordsiden af samme lodrette Skud, skulde man allsaa efter de to Forskere anlage en ulige stærk Strekning paa de to Sider; — det ligger dog meget nermere med Pick at tænke paa en Virkning af det ulige sterke Lys. At Palissadecellernes Retning er den samme i Spidsen som ved Basis af de over- hængende Blade af Isolepis australis o.a. Arter (Haberlandt III, S. 223, og II, S. 260), er formodentlig en ganske naturlig Folge af, at Skraastillingen fremkaldes i det unge, endnu oprette Blad, og senere, i det udvoxne, naturligvis ikke kan forandres. Vigtigere er den lagttagelse af Haberlandt (II, S. 220), at Skraastillingen kan findes allerede i Blade, som ligge i Knoppen eller under Jorden; «von einer Orientierung der Palissadenzelle zum einfallenden Lichte kann hier selbstverständlich gar keine Rede sein», siger Haberlandt; dette er dog maaske ikke udelukket, om end ikke rimeligt; vi vide jo i Virkeligheden ikke, hvor vidt Lysets stimulerende Virkninger trenge ind. Men skulde Lyset ikke kunne naa ned til disse Væv, var det maaske ikke utænkeligt, at Skraa- stillingen er en fra Forfædrene overleveret Arv, at den i den Grad er blevet Bladets Natur, saa at Udviklingen nu foregaaer, selv om de oprindelig drivende Kræfter ikke endnu ere tilstede, og saa at den endog begynder i de ganske unge Blade. Jeg vil ingenlunde benegte Muligheden af, at andre Vævs aktive Strekning kan medføre Palissadevævets passive; det vilde være ulogisk at slutte, at naar Skraastillingen i visse Tilfælde og maaske oftest fremkaldes paa een Maade, at den da altid fremkaldes kun paa denne. Men jeg kan dog ikke undlade for det forste al gjore opmerksom paa en vis Modsigelse hos Haberlandt. Paa den ene Side antager han altsaa, at Baststrenge og tyk 81 bo Or Co Overhud kan fremkalde Skraastilling eller Forskydning af Palissadevæv, men paa den anden Side siger han i samme Afhandling (Ill, S.232): «Ein Anschlussbestreben des Assimila- tionssystems an andere Gewebekomplexe und Gewebselemente macht sich nur dann geltend, wenn diese als Stoflleitungsbahnen zu dienen geeignet sind ..... Wenn z.B. das Palis- sadengewebe von einzelnen Bastzellen oder von kleineren Bastbiindeln durchzogen wird, FETE , so wird dadurch die gewöhnliche typische Form und Stellung der Palissadenzellen nicht im geringesten gestört; von einem Anschlussbestreben der letzteren an die mecha- nischen Stränge ist nichts zu bemerken». Efter Heinrichers-Haberlandts Forklaring bliver det uforstaaeligt, hvorfor Fænomenet ikke ogsaa lader sig paavise ved plagiotrope Blade, og hvorfor ikke ogsaa Svampvævels Celler vise Spor af disse Væxtforhold; ligeledes at det kun er de mest perifere Væv, der fremkalde Skraastilling. Selv om der i nogle Blade findes et Styrkevæv, hvis Væxt man kunde tænke sig udøve denne Forskydning, saa mangler Styrkevæv jo fuldstændig i omtrent alle Halofyter, navnlig de saftrige, hvis Palissadevæv er skraat stillet, og det skulde da være Overhuden, der ved sin ejendommelige Strækning skulde fremkalde en Forskydning i hele Palissadevævet, selv naar dette maaske er 3—4 Cellelag tykt, og skjønt Overhuden selv kun er ret tyndvægget. Jeg kan ikke finde nogen Antydning af, at nogen forskydende Kraft er udgaaet fra Hudvævet. Naar man f. Ex. seer, at der af Pick og Nilsson paavises Skraastilling paa den slærkere belyste Side af en Gren, men ingen paa den svagere belyste af samme Gren, seer Lazniewskis interessante lagttagelser, efter hvilke Palissadeparenkymet altid udvikles påa de bedst belyste Steder af Bladet , ‘og at Retningen af dets Celler er afhængig af Bladenes Retning, seer hen til den nu i saa mangfoldige Tilfælde paaviste Forekomst af skraatstillede Palissadeceller netop paa lodrette eller stejlt opad rettede Organer (Stængler og Blade), og seer hen Lil de ovenfor anforte Vidnesbyrd om Lysets form- og retnings- givende Evne, kan jeg ikke andet end antage, at Pick har Ret, naar han i Skraastillingen seer en aktiv — ved Belysningen fremkaldt, i sine Detailler endnu uforstaaet — Vext- bevægelse af de gronne Geller (jeg vil sige: en Orientering af de opstaaende Delingsvegge), ved hvilken de og det hele Palissadevæv opnaa at blive bedst gjen- nemlyste — en Antagelse, som man efter Haberlandts ovenfor (S. 251, i Noten) citerede Udtalelse skulde tro maatte falde i hans Smag. Det er jo indlysende, at Luftrummene mellem Palissadecellerne, der ingenlunde ere saa ubetydelige, som ofte antages"), væsentlig maa hindre Gjennemlysningen af Bladet ') De falde saa lidet i Øjnene paa de Snit gjennem Bladene, der sædvanligvis praktiseres, nemlig Tværsnit, og paa radiale Længdesnit; men paa tangentiale (eller Flade-) Snit vise de sig ofte ret betydelige. Endogsaa D. K. D. Vidensk. Selsk Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 4, 33 ved Straaler, der treffe skraat eller lodret ind paa disse Cellers Langdeaxe, men de ville hindre desto mindre, jo mere Straalerne gaa parallelt med denne. Jeg kan kun komme til den Slutning, at det maa vere Lysstyrken, der frem- kalder de typiske Palissadecellers Former!), og at det er Lysretningen, der fremkalder Skraastillingen; men nærmere om Maaden, hvorpaa Lyset virker, kan næppe oplyses for Tiden. Her tænker jeg kun paa de typiske Palissadeceller; det synes nemlig, at de andre forlenget cylindriske Assimilationsceller, der ligge enten parallelt med Bladenes Længde- axe eller paa tvers af Bladene parallelt med Overfladen, enten slet ikke eller i langt ringere Grad paavirkes af Lysforholdene i Henseende til deres Form og Storrelse, og det samme gjælder maaske ogsaa for en anden Type af Assimilationsvev: Krans- palissaderne med de tilhørende Stivelseskeder. Om disse bliver der bedst Tale i neste Afsnit. 5, Nerverne. Nerveskeder. Stivelseskeder og Kranspalissader. Selve Ledningsstrangene, som jeg i det foregaaende for Kortheds Skyld har kaldt «Nerverne», frembyde Intet, der fortjener at fremhæves, uden det, hvorpaa jeg allerede tidligere (1890, I, S. 234) har gjort opmærksom, at de ofte i de særlig sukulente, med et stort Vandyæv udstyrede Arter ere stærkt sammentrykte fra Siden, altsaa hoje og smalle, som om det omgivende Vandvævs Turgor ikke havde tilladt dem at udvikle sig til Siderne, Saadanne findes f. Ex. hos Suæda maritima og fruticosa, Batis, Salicornia, Sesuvium (Fig. 19,4, S. 211), Atriplex hastata (mindre udpræget). Nerveskeder. De om Ledningsstrengene forekommende Skeder ere to Slags: 1) Styrkevæv-Skeder og 2) tyndveggede Parenkymskeder. De første har jeg ikke fundet hos de omtalte Halofyter, undtagen hos Gramineer og Cyperaceer (Fig. 30, S. 231), for hvilke de maa ansees at vere et systematisk Marke. Schwendener har gjentagne Gange (f. Ex. |. ec.) behandlet disse «Schutzscheiden» («Mestomscheiden», ogsaa kaldte «Endo- hos mange Orkenplanter er Intercellularsystemet efter Volkens mægtigt; hos meget tykhudede Xerofyter har jeg gjentagne Gange fundet det meget betydeligt, saa at det næsten ikke gav det i Svampvievet noget efter. Haberlandt skriver (II, S. 261, Punkt 2): «Bei vielen Pflanzen wird auch im tiefen Schatten ein Palis- sadengewebe ausgebildet, welches sogar aus mehreren Zelllagen bestehen kann», og (II, S. 255): «Da auch sonst zahlreiche Schattenpflanzen typisches Palissadengewebe aufweisen, so darf aus der zuerst von Stahl festgestellten Förderung der Ausbildung dieses Gewebes durch höhere Lichtintensitäten nicht ge- schlossen werden, dass die Palissadenzellen jene Zellform des Assimilationsparenchyms repräsentiren, welche starken Lichtintensitäten speeiell angepasst ist.» Hertil kan bemærkes, at de forskjellige Arters Blade naturligvis ere stemte forskjelligt overfor Lysstyrke. 83 255 dermis», «limite-assise» hos Duval-Jouve), men med Parenkymskederne sysler han kun for saa vidt, som de faa Karakter af Styrkevev; han omtaler (1. c. S. 409) deres almindelige Forekomst, selv om Styrkeskeder mangle, og at Palissadecellerne slutte sig til dem. Parenkymskederne ere behandlede af Andre, men trange aabenbart til en langt grundigere Behandling; det er ganske sikkert ret heterogene Ting, der forenes under Navn af «Sukkerskede» , «Stivelseskede», «Kndodermis», «Parenkymskede», «Leitparenchym- scheiden» !), «Pericykle» (cfr. van Tieghem I. c.). Mine ovenfor anførte Undersøgelser give kun et lille Bidrag til Kjendskabet til dem. Jeg har ovenfor ved Gruppering af Arterne lagt særlig Vægt paa Tilstedeværelse eller Mangel af Skeder om Nerverne, skjont der absolut ingen skarpe Adskillelser gives. Der er Tilfælde, hvor der ikke er anden Antydning til Skededannelse end den, at Cellerne, der stode op til en Ledningsstreng, paa Tværsnit giennem denne vise sig mindre end de tilgrænsende, men forøvrigt hverken slutte sig sammen til en bestemt Ring eller have et fra disse tilgrænsende forskjelligt Indhold (se f. Ex. Fig. 13). 1 dette Tilfælde maa formodentlig hele Parenkymet i Bladets Mellemlag vere Ledningsvæv. Jeg har fundet dette Tilfælde navnlig overalt, hvor der er ægte, stort Vandvæv, som opfylder Bladets Midte, og i hvilket Nerverne ligge; i saadanne Tilfælde er der ingen Skeder, og Vandvævet tjener ganske sikkert ogsaa til Afledning af Assimilater. Gronvævcellerne staa intet Sted i Forbindelse med Strengene (f. Ex. Tournefortia gnaphalodes, Fig. 17; Scævola, Fig. 18; Sesuvium, Fig. 19 0. fl.). I andre Tilfælde ere Skeder antydede derved, at Cellerne slutte sig sammen til en mere bestemt Ringform, men der er endnu Gronkorn i dem, ligesom i de tilstødende Mesofylceller, og de ere ikke strakte synderlig i Længden. Saaledes hos Glaux, hos hvilken jeg har seet Gronkornene trængte ud til Ydervæggen (Fig. 9, S. 185); det samme var Tilfældet hos Mertensia (Fig. 10, S. 189), Silene maritima, i mindre Grad hos Cheno- podium ambrosioides. Werhen maa ogsaa mange Græssers «Parenchymscheiden» hore (se f. Ex. Schwendener |. c.). I en tredie Række af Tilfælde ere de tæt til Ledningsstrengen sig sluttende Geller ikke blot paa Tversnit gjennem Strengene omtrent kvadratiske og tydeligt ordnede i en Ring om Strengene, men Cellerne ere tillige ganske klare og tydeligt mere eller mindre strakte i Nervens Længderetning. Saadanne Skeder findes afbildede mange Steder, f. Ex. hos Heinricher og Volkens; de synes især at forekomme hos Xerofyter. Jeg har ovenfor samlet Arterne med saadanne Skeder i Gruppen D (f. Ex. Fig. 12, $.195); en Del af Arterne i denne Gruppe have tillige om de storre Nerver et «Nerveparenkym», d.e. et tyndvegget, farveløst Parenkym, der kan gaa jævnt over i Gronvævet (Fig. 11, S. 193). Til disse Skeder 1) Se Haberlandt I, S.183 og III, S. 229. 256 84 vil man i Virkeligheden ofte træffe Assimilationsvævet sluttet saaledes op, at en Stofledning til dem synes at maatte finde Sted paa en af de nævnte to Maader, enten gjennem «Samleceller» eller direkte fra Palissadeceller uden saadanne. Men jeg maa udtrykkelig fremhæve, at det er absolut umuligt at opstille skarpt afgrænsede Grupper, thi foruden at det kan være vanskeligt, især paa affarvet, spritlagt Materiale, at se, om man i en Skede har at gjøre med Grønkorn eller ikke, saa er det ikke sjældent, at Skederne om de mindre Nerver have Grønkorn, men om de større Nerver ere klare, og Variationer efter Lokalitet og Land synes ogsaa at findes. Endelig gives endnu en Slags Skeder: Stivelseskeder. Jeg har ovenfor gjentagne Gange karakteriseret, hvad jeg kalder ægte eller typiske «Stivelseskeder»: det er tyndvæggede Parenkymskeder, hvis Celler slutte sig tæt Lil Ledningsstrængene og paa Tversnit gjennem disse sees som en Krans af omtrent isodiametriske Parenkymceller; paa Længdesnit ere de kun lidet længere eller slet ikke længere end høje; de kunne endog være mere høje end lange (se f. Ex. Fig. 23, 1,1 4; Fig. 26, 1,3, 7; Fig. 28,3, 5, 105 Fig. 29, 1,3; Fig. 30, 2,3); de have altsaa i det højeste kun en lidt større Udstrækning i Nervens Længderelning end i andre Retninger; Volkens kalder dem endog kubiske (I, S.73); de ere altsaa efter Formen næppe særligt ledende Organer. De indeholde endvidere Korn (Klorofylkorn eller Stivelsekorn), der ofte ere betydeligt storre end Bladkjodets andre Korn af samme Art og dernæst i de fleste Tilfelde ligge trengte tet sammen i Cellernes nermest Lednings- strengen verende Del, saa at den ovrige Del af Cellens Rum er ganske vandklar (se f. Ex. S. 220, Fig. 23, 1 og 1 A (Numeret mangler) af Heliotropium fruticosum; S. 220, Fig. 24,5 af Pectis; S. 221, Fig. 25 af Huphorbia Bahiensis; S. 222, Fig. 26,7 af Huphorbia buxifolia (ogsaa seet hos E. serpens, E. articulata og. E. hypercifolia); S. 224, Fig. 27, 6087 samt 8 af Portulaca oleracea; S. 225, Fig. 28 af Philoxerus; S. 229, Fig. 29 af Atri- plex farinosa, ligesaa hos Atriplex laciniata, A. cristata; Alternanthera muscoides. I andre, sjældne Tilfælde kunne Kornene findes op til Yderveggen, medens den indre Del af Cellerummet er klart; begge Dele har jeg seet hos Sporobolus virginicus. Der har ogsaa veret Tilfælde, hvor Kornene vare fordelte over det hele Rum (se f. Ex. Fig. 30, 2,3). At Klorofylkornene alle samle sig i Cellernes indre (eller ydre) Halvdel, kan naturligvis ikke opfattes som en ved Lyspaavirkning fremkaldt Art af «Systrofe», da Lyset jo træffer de forskjellige Geller under meget forskjellig Retning og med forskjellig Styrke. Undertiden har jeg ikke tydeligt kunnet skjelne de enkelte Korn, men jeg maa antage, at Grunden er deres tætte Sammenhobning. Imidlertid er det dog værd at bemærke, at der er Forfattere, som tale om et ensformet gront Protoplasma, saasom Duval-Jouve (se Citatet S. 228, Noten) og Rikli (se nedenfor, S. 261). I de allerfleste Tilfælde farvedes disse Korn kulsorte ved Jod, medens det ovrige 85 257 Gronvæv kunde være stivelsefrit; undtagelsesvis fandtes de tømte for Stivelse (f. Ex. Pectis, S$. 220; Stenotaphrum 8.228; Atriplex farinosa, 8.229; Atriplex Halimus, S. 230), men, som ovenfor omtalt, de tømmes altid meget senere end Palissadecellerne. ?) I de mest udprægede Tilfælde findes der af andre Gronceller kun eet Lag Palis- sadeceller, der omslutte Skeden og til alle Sider udstraale fra den, ganske tæt stillede og med indbyrdes lige Hojde. Nerver, der have saadanne Stivelseskeder med Kranspalis- sader, vise sig paafaldende tykke og danne et grønt Net i det forøvrigt klare Blad (jeg har afbildet dette HE, S. 327, og ovenfor S. 225, Fig. 28,7, Philoxerus). Mellem dette extreme Tilfælde, hvor Stivelseskeden og Kranspalissaderne ere de eneste gronne Geller, og den sædvanlige Bladbygning findes en Række Mellemformer. Jeg har ovenfor sogt at udtrykke dette ved at ordne de iagttagne Tilfælde saaledes, at jeg først nævnede dem, hvis Gronvæv mest lignede de sædvanlige dorsiventrale Blades, hvis Kranspalissader ligesom endnu vare i Dannelse, idet Palissadecellerne vare højest paa Nervernes Over- og Underside, allsaa paa de to Lyssider, medens de øvrige Palissade- celler dels vare meget kortere, dels endnu ligesom viste Tilbøjelighed til at stille sig lodret mod de to Oversider (se navnlig Fig. 23, 24, 25, 26, 27). I de andre Bladkjødceller findes endnu Gronkorn, om end faa og spredte. Fra disse gik jeg derpaa over til de mere isolaterale Blade, hvis Palissader vare ens udviklede til alle Sider om Nerven og ligesom vare trængte tilbage til denne af det sig stedse mere udviklende Vandvæv. Stivelseskeder og Kranspalissader komme til Udvikling under selvsamme Form i to forskjellige Bladbygningstyper, nemlig baade hos Blade, der høre til Haberlandts 2den Typegruppe (paa tværs af Bladet liggende Assimilationsceller eller Lameller af Grønvæv), og hos Blade med typiske Palissadeceller (3die Typegruppe i Phys. Pflanzenanatomie). Men Enderesultatet er ganske det samme. Som Vidnesbyrd om, hvorledes denne Udvikling fra een Type til en anden kan være gaaet for sig, er det ganske interessant at betragte de ovenfor givne Afbildninger af Heliotropium fruticosum (S. 220), Euphorbia Bahiensis (S. 221) og Æ. buwifolia (S. 222 som Repræsentanter for Overgangsformer, der endnu ikke fjerne sig særdeles meget fra 1) Haberiandt omtaler (II, S. 251), at han paa Java har iagttaget «eine ungemein rasche Entlerung der Assimilationszellen auch beim Kranztypus. Ein zu Buitenzorg unmittelbar nach Sonnenaufgang gepflücktes Blatt von Saccharum officinarwm enthielt weder in den radienförmig angeordneten und gestreckten Assimilationszellen, noch in den chlorophyllreichen Parenchymscheiden der Gefässbündel Stärke. Die Assimilationsprodukte waren nachtsüber vollständig ausgewandert. Ein nach sonnigem Vormitlage um 3 Uhr nachmittags kurz yor Eintritt des gewöhnlichen Gewitterregens gepflücktes Blatt enthielt in den gestreckten Assimilationscellen wieder keine Stärke, dagegen trat in den Chlorophylikörnern der Paren- chymscheide äusserst reichlich feinkörnige Starke auf.» Som man seer, er det «die specifischen Assi- milationszellen», d. e. Palissadecellerne, der tomtes saa hurtigt. Stivelseskedens Geller tomtes ganske vist ogsaa, men senere. 908 86 den sædvanlige Bladtype, idet deres Grønvæv, bortseet fra Stivelseskeden, er ret normalt; dernæst Pectis humifusa (S. 220), Portulaca oleracea (S. 224) og Atriplex farinosa (S. 229) som Exempler paa Overgangsformer, der staa Enderesultatet nærmere, idet der ligesom er en Kamp mellem Vandvævet paa den ene Side og Gronvævet paa den anden, hvorved dette trænges tilbage til Nerverne og formes mere og mere som Kranspalissader, idet de paa Siderne af Nerverne staaende endnu ikke helt have kunnet antage disses Natur. Sluttelig henvises til Arter som Philoxerus (S. 225) og til de mange af Volkens afbildede Cheno- podiaceer og Gramineer (se ogsaa ovenfor S. 228, 229—30), hos hvilke den hele Krans- typus er komplet uddannet og der intet Gronveey findes udenfor denne. Jeg har i det Foregaaende kun talt om de Stivelseskeder med Kranspalissader, der tæt omgive de enkelte Ledningsstrenge. Men der er ovenfor ogsaa omtalt et herfra noget forskjelligt Forhold, nemlig Stivelseskeder, der omslutte et sammenhængende, mægtigt Vandvæv, hvori Ledningsstrængene findes indlejrede, og som selv omsluttes af et enkelt, højt Palissadelag. Disse Fællesskeder ere omtalte hos Salsola-Typen (Grup- pen L, S. 216) og Haloxylon-Typen (Gruppen M, S. 217); men bortseet fra denne Forskjel er der fuldstændig Overensstemmelse mellem Grønvævene i de to Tilfælde, mellem Enkelt- skederne og Fællesskederne: Kornenes Mængde og stadige eller dog meget almindelige Forekomst som Stivelsekorn, og Palissadevævets Anordning i eet Lag Celler er ganske den samme. Ogsaa her findes der aabenbart Former, der danne en Overgang fra den normale Stængelbygning til den usædvanlige Halozylon-Type, f. Ex. Salicornia-Typen (S. 215). I en Række Tilfælde danne Stivelseskederne og Kranspalissaderne ikke en sluttet Ring, men gjennembrydes af klart Væv (Vandvæv). Ved Fællesskederne opnaaes derved en Forbindelse mellem det indre Vandvæv og Huden, der jo formentlig ogsaa er et Vand- væv (saaledes hos Salsola Kali; se S.217). Med Hensyn til Enkeltskederne er der at skjelne mellem, om alle Nerveskeder gjennembrydes eller kun Skederne om de store Nerver. Det første findes saa vidt jeg har seet hos en Række Chenopodiaceer, og jeg har altid fundet Gjennembrydningen ud for Leptomdelen selv hos de svageste Nerver; det seer derefter ud, som om en direkte Forbindelse mellem denne og det klare Væv udenfor var af Vigtighed. De stærkere Nervers Skeder kunne gjennembrydes ogsaa paa Oversiden. (Sammenlign hermed en Del Figurer hos Volkens (l).) Det sidste finder Sted hos de andre. Her ere alle smaa Nerver, hvis Tværsnit er kredsrundt, helt omgivne af Stivelseskede og Palissadevæv, medens de store, i Tværsnit elliptiske eller ægdannede Nerver kun paa Siderne grænse op til Skeder og Grønvæv, men enten opad eller nedad eller baade opad og nedad støde op til klart Væv, der sætter Ledningsvævet i direkte Forbindelse med Hudvævet. Hos mange Cyperaceer trænge Karrene Stivelseskedens Celler til Side og støde direkte op til Styrkeskeden (Fig. 30, Remirea). 87 259 Naar jeg har valgt at kalde disse Skeder «Stivelseskeder» i Stedet for «Kloro- fylskeder», synes mig, at der er god Grund dertil; thi ved dette Ord fremhæves netop det, som er det særligt ejendommelige for dem: at de oftest indeholde en Mængde af tet pak- kede, store Stivelsekorn, hvad enten disse findes der, fordi selve Skedecellernes Assi- milation er saa kraftig, at Mængden af Stivelse, som dannes i dem, langt overgaaer den Mengde, der sedvanlig udvandrer i Lobet af et Dogn, eller fordi de modtage Stivelsen fra andre Celler og som en Slags Oplagsorganer gjemme den. De ere vel noget forskjel- lige fra de Skeder, som Sachs benævnede «Stivelseskeder», nemlig de Endodermer, der midlertidig ophobe Stivelse til Brug for Udvikling af Bast, men ligne mest Stivelseveje («Stärkestrassen»), i hvilke det i Vandring værende Sukker midlertidig udskilles i Form af Stivelse («Wanderstärke») — om disse Skeder forøvrigt kunne holdes adskilte. Stivelseskederne findes omtalte i Litteraturen af nogle faa Forfattere, Rikli skriver (l.e. S. 521): «Haberlandt war es, der zuerst bei einigen Cyperaceen auf das eigen- thümliche Auftreten einer einzelligen Chlorophyllschicht innerhalb der Schulzscheide auf- merksam machte» "). Hvis dette skal forstaaes saaledes, at Haberlandt overhovedet var den forste, der gjorde opmerksom paa Forekomsten af disse ejendommelige Skeder, og det synes det, saa er dette ikke rigtigt. Allerede 1875 har Duval-Jouve (I, S. 349) tydeligt karakteriseret dem og afbildet dem hos en stor Mængde Gramineer ?). Han har endvidere 1874 (II) allerede omtalt og tydelig afbildet Kranspalissaderne hos en Del Cyperus-Arter og Galilea mucronata som en enkelt gron Ring eller Halvring om Ledningsstrengene, men han har derimod ganske vist ikke her veret opmerksom paa Stivelseskederne, hvad Rikli ogsaa fremhæver, Imidlertid kan der ingen Tvivl vere om, al Duval-Jouve har Prioriteten. Efter Duval-Jouve har vistnok Haberlandt selvstendig fundet Kranspalissaderne (1881). Duval-Jouves Undersøgelser synes han mærkværdig nok ikke at kjende. Han om- taler dem først som anført 1882 og 1884. 1886 (II, S. 233) kommer han tilbage til dem, omtaler deres Forekomst hos Gramineer og Cyperaceer og fremhæver, at de tale mod Stahls Lystheori; 1896 (II, S. 244 og S.261) siger han mærkeligt nok: «Bei Monocotylen und Dicotylen begegnet man nicht selten einem Typus ....», hvorefter denne «Kranz-Typus» ') Nemlig 1882, 1, S.87, hos Cyperus pannonicus og andre Cyperus-Arter og 1884 i {ste Udg. af Physiol. Pflanzenanatomie Fig. 61, Cyperus Cicuta. *) Han skriver folgende (I, S. 349) i Afhandlingen: Histotaxie des feuilles de Graminées: «Le parenchyme à chlorophylle ... se présente sous deux états différents ...: 1) ou bien toutes ses cellules, semblable- ment remplies de chlorophylle en grains, sont groupées entre les faisceaux par assises plus ou moins parallèles aux surfaces épidermiques ..., 2) ou bien ses cellules sont de deux sortes: les unes ayant un contenu vert foncé», 0.s.v. Fortsættelsen findes ovenfor S. 228 nederst. Han har iagttaget den sidste Form, Kranspalissaderne, hos en haly hundrede Arter af Paniceer, Chlorideer, Andropogoneer og andre Tribus. 260 88 beskrives med Figur af Cyperus og Panicum (den sidste efter Volkens) samt forøvrigt med Henvisning alene til Gramineer og Cyperaceer. At Typen er «nicht selten bei Dicotylen», faae vi ikke godtgjort. Duval-Jouve synes han endnu ikke at have op- daget, han nævner ikke hans Arbejder i Litteraturlisten. Han skriver om Skederne (Il, S. 245): «Als Ableitungsgewebe fungiren hier die Leitparenchymscheiden der Gefässbündel, die aber gleichfalls zahlreiche Chlorophyllkérner, noch dazu oft von bedeutender Grösse und auffallend intensiver Färbung enthalten. Ob dieser Chlorophyllgehalt des Leitparen- chyms blos eine Verstärkung des Chlorophyllapparates der Pflanze bedeutet, oder ob dabei eine noch unbekannte Arbeitstheilung zwischen den Chloroplasten der Kranz und jenen der Scheidenzellen im Spiele ist, bleibt dahingestellt.» 1887 udkom Volkens’ Bog om den libysk-ægyptiske Orken; heri ere Krans- palissader og Stivelseskeder omtalte og afbildede hos mange Planter, nemlig en Række Gramineer (Tavle 16—18) og Chenopodiaceer (Tavle 11, 12) samt Tribulus. Men Stivelse- skeden betegner han baade her og 1892 (Natürl. Pflanzenfam. 3 Bd., I A, S. 41) som «eine sehr charakteristisch gebaute , stärkeführende Scheide von «Sammelzellen».» Han angiver dette Bygningsforhold at vere vidt udbredt hos Monokotyledoner, men hos Diko- tyledonerne kjender han det blot hos Chenopodiaceer og Tribulus alatus. Han veed, at den har eller kan have ualmindelig store Klorofylkorn, har ogsaa seet den gjennembrudte Skede, Hadromets Tilslutning til Skeden i Salsola- og Haloxylon-Vyperne, og han frem- hæver, at det er det samme anatomiske Bygningsforhold, der findes hos de bladlose Stængler af sidste Type og i Bladene af Sa/sola etc. Her er et vigtigt Fremskridt gjort. Schwendener kjender ogsaa dette Bygningsforhold, uden at han dog gaaer nær- mere ind paa det. Han omtaler 1890 (1. c. S. 411) Kranspalissader og Stivelseskeder hos Gresser med folgende Ord: «lst also die zu untersuchende Scheide eine Mestomscheide, so wird sie von der Parenchymscheide umschlossen, und auf diese folgen nach aussen die Palissaden». Dangeard er vel bekjendt med Kranstypens Forekomst hos mange Chenopodia- ceer, hvorom henvises til de anførte Arbejder og til det ovenfor (S. 219) udtalte. Han benævner dem blot «cellules eubiques». I nyeste Tid (1895) har Rikli (1. c.) publiceret en Afhandling: Beiträge zur ver- gleichenden Anatomie der Cyperaceen. S.577 omtaler han den hyppige Forekomst af en indre «Parenkymscheide», et enkelt klorofylholdigt Cellelag indenfor Styrkeskeden, hvormed folger, at en ydre farvelos Parenkymskede mangler. Han anvender Navnene «innere Parenchymscheide» eller «Chlorophylischeide» (1. c. S. 521). Den findes vel hos Halvdelen af Seirpoideerne, det vil sige en 400 Arter, den Gruppe, han benævner «Chlorocyperaceerne», hvis Assimilationsvæv er ordnet radialt omkring de enkelte Ledningsstrænge, medens de andre have Groncellerne ordnede radialt i Forhold til Overfladen og en ydre, farvelos 89 261 Parenkymskede. Da den ovenfor omtalte ÆRemirea hører til Caricoideerne, findes denne Skede altsaa ogsaa udenfor Scirpoideernes Gruppe — hos hvor mange kjender han ikke (S. 524). Rikli har fundet, at Bladgrontet i Stivelseskeden viser andre Forhold end det i Palissadevevel. Han siger (S. 525): «Eine einigermassen starke Vergrösserung lässt bei Palissadenzellen deutlich die einzelnen, wandständigen, ovalen Körner erkennen, während bei derselben Vergrösserung das Blattgrün der inneren Parenchymscheide nicht weiter aufgelöst wird, sondern einfach als mehr oder weniger intensiv grüner Inhalt erscheint». Klorofyllet i Skeden skal desuden afvige fra Palissadernes ved «schwere Zersetzbarkeit». Dette var det samme, som Duval-Jouve anforte om Græsserne (se ovenfor S. 228). Jeg betvivler, at Skederne kunne vere kornfrie og have et diffust gront Indhold, selv hos Cyperaceer og Gramineer; mine ovenfor anforte Undersogelser tale derimod (se f. Ex. S. 227, Sporobolus, og S.231, Remirea, og jeg mindes ogsaa at have seet Korn i Majs- blades Skeder), men Angivelserne tyde paa, at noget usædvanligt undertiden kan optræde, hvad nermere bor undersages. Rikli antager, at den indre Parenkymskede har «eine erhöhte assimilatorische Thätigkeit», hvorved der skal bodes paa, at Assimilationsvevet kvantitativt er formindsket; det er jo ogsaa tydeligt og fremgaaer bl. a. af mine Figurer, at jo mere Vandvævet trænger sig frem og jo mere Gronvævet samles om Nerverne, desto kraftigere bliver Stivelse- skeden uddannet. Det lykkedes ikke Rikli experimentelt at eftervise Stivelseskedens hojere Assimilationsevne (l. c. 8.525), men derfor kan en saadan Forskjel godt tænkes at existere; det er aabenbart urigtigt, som Haberlandt gjør"), uden videre at gaa ud fra, at Assimilationsenergien overalt er den samme; selv hos samme Art maa der kunne tænkes Klorofylkorn med forskjellig Energi. Det er naturligvis ikke tilladt af den omtalte Stivelse- ophobning af drage den Slutning, at disse Cellers Klorofyl eller Klorofylkorn assimilere sterkere end de andre Cellers; Fænomenet kan godt tænkes beroende paa en langsommere Udtomning af den ved en maaske endog langsom Assimilation dannede Stivelse, eller der kunde endog tenkes det Tilfælde, at disse Klorofylkorn slet ikke ere assimilerende, saa- ledes som mange Klorofylkorn formodentlig (altid?) ere, men modtage Assimilaterne fra andre Geller og danne Stivelse af dem (se Dehnecke l.c.; Haberlandt I, S. 78). Om Betydningen af Stivelseskeden er Rikli vel den, der har udtalt sig bestemtest; han mener (l.c. S. 533), at Haberlandts Principer om Stofledningen her «glim- rende» bekreftes; Assimilationssystemet er her svagt, derfor maa Stofferne strax afledes, for at de kunne give Plads for nye Assimilaters Dannelse. Dette synes mig til en vis Grad urigtigt; thi Forholdet er jo netop dette, at i Stivelseskeden synes Assimilaterne tværtimod at ophobes og forblive lang Tid, og Skedens korte, næsten isodiametriske 1) f. Ex. I, S.90—96; Physiol. Pflanzenanatomie, 2. Udg., 1896, S.236—37. Se Jonsson Le. D. K. D. Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. VIII. 4. 34 bo Ss LO 90 Geller have jo heller ikke i fjærneste Maal Karakteren af Afledningsceller. Derimod er der maaske nok en vis Forbindelse mellem Kranstypens Forekomst og Bladenes Stilling. Det maa erindres, at Lyset aabenbart med nesten lige Styrke vil kunne trenge ind i Bladene og træffe Nerverne paa alle Sider af de oprette Græs- og Cyperacéblade, hos hvilke Kranstypen er saa almindelig, og det synes da ganske forklarligt, at der uddannes Palissadevæv rundt om disse Nerver, naar Gronvævet af andre (ukjendte) Grunde ind- skrænkes til Forekomst omkring disse. De andre Planter, hvis Blade have Kranstypen, have ligeledes for en Del trinde eller tilnærmelsesvis trinde eller trekantede Assimilations- organer, enten Blade (Salsola, Halogeton, Traganum, Zygophyllum; se ovenfor S. 217) eller Stængler (Haloxylon, Anabasis, Cornulaca o. fl.; se S.219). For en Del have de ganske vist flade Blade, som dog formodentlig maa kunne gjennemlyses meget fuldkomment fra alle Sider, enten fordi Bladene belyses ogsaa fra Undersiden ved Reflexlyset fra Sandbunden, eller fordi de ere smalle og mere eller mindre oprette. Kranstypen synes mig i en vis Henseende at vere den fuldkomneste især for ligenervede Blade som de hos Gramineer og Cyperaceer. Men herved bodes sandsynligvis kun paa den Omstendighed, at Gronvævet er saa reduceret i Megtighed. I en anden Henseende troer jeg derimod, at Rikli har Ret, nemlig deri, at han betragter Stivelseskeden som et kraftigere Assimilationsorgan end de andre Gronvæv. Det kan fremhæves, at foruden at Klorofyl- og Stivelsekorn ofte ere storre end i de andre Celler, har Klorofyllet ogsaa, ialfald undertiden, en anden Farve, er morkere gront, hvad han ogsaa kjender. Hvis den skulde have en kraftigere Assimilationsenergi, vil der herved ogsaa, ligesom ved Celleordningens Fuldkommenhed, bodes paa Assimilationsvævets ringe Meetighed'). At vi her skulde have med «nicht assimilirende Chlorophylikörper» i Deh- neckes Forstand at gjore, med «funktionslost» Klorofyl, synes lidet sandsynligt, naar man tenker paa, i hvor kort Afstand fra Bladfladerne og dermed fra Lyset disse Skeder ligge. De stode jo desuden lige op til Palissadecellerne, der dog maa antages at assimilere. En ganske lignende Anskuelse som Riklis treffe vi med Hensyn til et helt andet Bygningsforhold, der synes mig at staa ret sideordnet med Stivelseskedens, nemlig Gron- vævets i Bladene af Pellionia, Begonia, Peperomia o. a. Planter. Herom maa henvises til Jonsson (l.c.). Hans «Tragtceller» have ligesom Stivelseskederne Klorofylkorn, der ere betydelig storre (og færre) end i de andre Celler, ofte ogsaa morkere gronne. Selv det Forhold, at de presses op mod den ene Veg eller til den ene Side af Cellerne, gjenfindes her. De frie Syrer, der i Mengde udvikles i Vandvevet, iser paa Bladets Overside, skulle 1) Han skriver (S. 534): «Die schwache Ausbildung des Assimilationsgewebes der Ghlorocyperaceen wird somit durch das Auftreten einer inneren chlorophyllhaltigen Parenchymscheide und durch die directe Ableitung der Assimilationsprodukte aus den Palissaden ermöglicht, oder mit anderen Worten, die quan- titative Verminderung der Assimilationselemente wird durch deren qualitative Ausbildung ersetzt.» 91 263 presse dem op til den modsatte Side af Cellen, saa at den ovre Tredie- eller Fjerdedel af Cellen i Regelen bliver ganske farvelos.!) Hvorledes Jönsson iøvrigt tænker sig Saltene og Syrerne udøve dette Pres og effektuere den nævnte Fordeling af Klorofylkornene, er mig ikke klart. Mig synes det lettere forstaaeligt, om vi her havde med en Tyngdevirkning at gjøre paa lignende Maade som ved de af Dehnecke omtalte Forsøg med Stivelsekorn i «die Stärkestrasse» (1. c. S. 9 ff.). Hvorfor Kornene i Stivelseskederne presses op til den ene Veg, i Regelen Indervæggen, veed jeg ikke; her er dog neppe Tale om Saltenes Pres, da de jo ligge skilte fra Vandvevet; jeg maa nærmest tænke mig en Arbejdsdeling saaledes, at de klare Halvdele af Cellerne, der danne et sammenhængende Ror om Stivelse- skeden, tjene til Ledning af Assimilaterne, medens den anden Halvdel er assimilerende. Jonsson antager, at da Gronvævet, baade Palissade- og Svampvævet, er saa stærkt reduceret hos disse Planter, og Assimilationsenergien nedsat ved Klorofylkornenes Formindskelse i Antal og ejendommelige Lejring i Cellen, saa behoves der en Modvægt herimod, og den frembringes ved deres forogede Storrelse og formodentlig forhojede Assimilationsenergi, — altsaa samme Tanke, som Rikli har med Hensyn til Stivelse- skeden. Det er vanskeligt allerede nu at danne sig nogen Mening om Stivelseskedernes biologiske Betydning. I vor Natur findes de, saa vidt jeg veed, kun hos to Saltplanter (Atriplex farinosa og Salsola Kali) samt maaske Kochia, og i alle de andre Tilfælde, hvor de ere iagttagne, have vi enten med sikre Halofyter, eller paa mangen Slags Jord voxende Planter at gjøre, eller med Orkenplanter (Volkens’s Iagttagelser), men om disse veed man vel ikke, i hvilken Grad Bunden er saltholdig og Saltet influerer paa Plantens Bygning. Der maa et storre Antal sammenlignende Undersogelser til for at afgjore, dels hvor hyppigt saadanne Skeder findes, og dels hvormeget de ere knyltede til en bestemt Bund eller til bestemte andre okologiske Forhold, eller om de slet ikke ere Tilpasninger, et Spørgsmaal, som jeg allerede har fremsat i Afhandlingen om Euphorbia buxifolia. Der er flere Ting, der taler for det sidste; det foregaaende har jo viist Exempler paa, at en halofil Art (f. Ex. Heliotropium Curassavicum) kan mangle Stivelseskede, medens en ikke obligat halofil Art af samme Slægt (H. fruticosum) har en saadan; Portulaca oleracea er en paa mange Lokaliteter og ikke just paa Saltbund voxende Art; flere 1) Jvfr. ogsaa Figurer hos Stahl, Annales de Buitenzorg, 13, 1896, Pl. 17. Jønsson skriver S. 16: «Von ursächlichen Gesichtspunkt betrachtet scheint uns die Erklärung mehr natürlich, die den Grund dieser eigenen, fixen Lage der Chlorophylikörper des Pellionia-typus in der durehgreifenden Metamorphose des peripherischen Gewebes sucht. Die Thatsache findet gewiss einen besseren Aufschluss, wenn wir annehmen, dass die mit der speciellen Ausbildung des Wassergewebes und der Differenzirung der Wasser- zellen vereinigte Anhäufung von Säuren und sauren Salzen auf die unterliegenden Palissadenzellen be- stimmend einwirkt und so die Chloroplasten mehr oder weniger tief nach unten treibt und zur fixen Lage zwingen muss.» 264 92 Euphorbia’er have Stivelseskede, men andre, der næppe have nogen væsentlig forskjellig Voxeplads, have ingen. Paa samme Maade gaaer det med Gramineerne og Cyperaceerne ; medens store Mængder af Arter have Kranstypen, er der store Mængder, der ingen have, og der foreligger intet om, at disse to Grupper have vesentlig forskjellige Voxepladser. 1 denne Henseende ere navnlig Riklis Studier over Forekomsten af Stivelseskede hos Cyperus og Heleocharis interessante; medens nogle Arter i disse Slægter have Kranstypen, findes den ikke hos de andre, hvorfor han deler disse to Slægter hver iser i to nye. Han belragter Skeden som en taxinomisk Karakter af høj diagnostisk Værd (nærmere S. 557). Kranstypen vil, synes det, vere at parallelisere med Mestomskederne hos Grami- neerne, som Schwendener (1890) erklærer at vere «ein taxinomisches Merkmal» , og «nur den besonderen Verstirkungen derselben die Bedeutung yon epharmonischen oder Anpassungsmerkmal zuzuschreiben» (lc. S. 415 ff). Til samme Resultat kommer Schwen- dener for flere andre Familiers Vedkommende (1. c. S. 418 ff). Rikli har ganske vist Ret i, at Kranstypen er ceine phylogenetisch junge Diffe- renzirung». Men jeg kan dog ikke tro, at man bor legge saa slor Vægt paa disse ana- tomiske Forskjelligheder, at man af den Grund bor spalte gamle, i andre Henseender naturlige Slegter. Det vil dog neppe vere rigtigt at spalte Æuphorbia-Slægten i to nye, eflersom Arterne have Kranstypen eller ikke, eller Heliotropium-Slegten, eftersom der er Stivelseskede eller ikke. Alle disse Forhold ville dog forst blive noget klarere, naar der anstilles sammenlignende Undersogelser over en stor Mengde Arter, hvad Forholdene forelobig ikke have tilladt mig at gjore. 6. Vandvev. Mellem Vandvæv og Gronvæv er der en Slags Kamp: det ene fortrænges af det andet. En Overgangsform fra et sædvanligt, dorsiventralt Blad med Palissadevæv og Svampvæv og uden Vandvæv til et Blad med hypodermalt Vandvæv sees f. Ex. hos Eu- phorbia Bahiensis, sammenlignet med E. buxifolia (se Fig. 25 og 26); Pectis humifusa (Fig. 24) synes staa paa samme Standpunkt som den forstnævnte. Ligeledes kunne Portu- laca oleracea (Fig.27) og Atriplex farinosa (Fig. 29) opfattes som Overgangsformer til Blade, de have Nerverne og det til dem efter Kranstypen sig sluttende Grenvev omgivne helt af Vandvev. Vandvævet kan henfores til folgende forskjellige Typer: 1. Huden opfattes jo, efter Westermaier, almindeligt som et Vandvev. Den er dog hos flere af de anforte Planter svagt klorofylholdig, saavidt sees kunde paa det affarvede Spritmateriale, f. Ex. hos Heliotropium Curassavicum; hos nogle faa bliver den særlig hoj og storcellet, saa at man maa antage, at den særlig fungerer som Vandvæv, f. Ex. Juncus DS & St 93 Gerardi og Diodia radicans, mindre højt hos Heliotropium fruticosum. Delt Overhud har jeg ikke seet, og kun hos to Arter traf jeg slimdannende Indervægge (se S. 240). Disse Bygningsforhold synes mere betegnende for Xerofyter. Safthaar fandtes kun hos Atriplex og beslegtede. 2. Hypodermalt Vandvey optræder hos visse Arter, sædvanlig kun paa den ene Side, sjelden paa begge. Alene paa Oversiden findes Vandvæv med forskjellig Anordning hos Arterne 88 og 89, samt med betydelig Tykkelse hos Remirea (Fig. 30) og Galilea (S. 232). Ha- loxylon og Halogeton have et paa Krystaldruser særlig rigt Hypoderm (Fig. 22, S. 218); Volkens mener (l.c. S. 42), at dette skal vere Vern mod Snegle; jeg kan næppe tro dette, thi skjont der findes Snegle f. Ex. i Sahara, og maaske ogsaa i de asiatiske Saxaulskove, kan deres Mengde i den torre og hede Natur næppe yere saa stor, at Planterne fra deres Side kunne blive udsatte for nogen Fare. Alene paa Undersiden findes Vandvæv hos Kuphorbia buxifolia (S. 222), Phi- loxerus (S. 225) og Alternanthera muscoides (S. 226). Paa begge Bladsider findes hypodermalt Vandvæv hos Zryngium maritimum (S. 208) og hos Atriplea Halimus (se S. 230). 3. Vandvevet strækker sig fra Hud til Hud, omgivende Nervenettet. Dette Byg- ningsforhold findes hos Gramineer, Chenopodiaceer og andre Planter, der have Kranstypen i Assimilationsvevet (se navnlig Billeder hos Volkens). Hos en Del tropiske treagtige Planter har jeg iagttaget en Kammerdannelse i Bladet, fremkommen derved, at Skillevegge af klare Celler, der formodentlig tjene dels som Vandveysceller, dels som Styrkevævsceller, gaa fra Oversidens til Undersidens Hud, og da de danne et Maskenet, i hvilket Nerverne ligge, bliver Gronvævel delt i mange isolerede Partier, som udfylde disse Kamre. Saaledes hos Tecoma leucoxylon, Triplaris sp., Coccoloba uvifera o. a. Denne Bygning tjener i hej Grad til at gjøre Bladet fast og stivt ‘og vel ogsaa til at beskytte Gronvævet mod Indskrumpning. Denne Bygning minder lidt om den nu nævnte, men typisk synes den aldeles ikke at findes hos Halofyter. 4. Vandvevet ligger i Midten af Bladet omgivet til alle Sider af Gronvæv. Saa- ledes i Grupperne H, I, K, L, M (14 Arter), samt hos en Mengde Orkenplanter og mindre udpreget hos Gruppen F (7 Arter). Sin megtigste og mest typiske Uddannelse naaer Vandvævet hos Salsola-, Sali- cornia- og Haloxylon-Typerne; det er her et af et Net af Ledningsstrenge gjennemyeyet farvelost Vey; Salicornia-Typen er den mest enkle af disse to, idet dette Væv endnu synes at vere ledende, hvad man maaske kan slutte deraf, at Ledningsstrengene ikke legge sig op til Gronvevet. Men i Salsola-Typen legge disse sig tet op til Gronvævet, specielt til Stivelseskeden, og de legge sig hos mange op til denne med den Del af Ledningsstrengen, 266 94 som ogsaa ellers vendes hen imod Palissadevævet, nemlig Hadromet. Dette Vandvev maa formodentlig indeholde Stoffer, som hindre Assimilaternes Vandring. Ledningsstrængene i det periferiske Nervenet vende Hadromet: a. indad (som i en Stengel) hos Batis, Echinophora spinosa, Salicornia (og Triglochin, der dog ikke er ret typisk). b. udad mod Gronvævet hos: Sesuvium, Zygophyllum album (og efter Volkens: Z. simplex), Salsolu Kali (efter Volkens tillige Salsola longifolia, Traganum nudatum, Halogeton alopecuroides), Haloxylon Ammodendron (efter Volkens: H. Schweinfurthii og Anabasis articulata), samt efter Dangeard (I, 1888): Nowa spinosissima, Ofaiston monan- drum, Anabasis aphylla, Anabasis articulata, Brachylepis eriopoda, Br. elatior og formo- dentlig (ifolge Volkens’s Figurer) hos Gymnocarpus deander. c. opad som i et almindeligt Blad hos Borrichia arborescens. Volkens gjør (S. 61) opmærksom paa, at netop de Orken-Arter, der have et mægtigt Vandvæv, vere sig epidermalt eller centralt, ogsaa udmærke sig ved deres hoje Salt- holdighed. Denne er aabenbart knyttet til de store, tyndveggede Geller, og dette stadfiestes ved Forsøg. Vandcellernes Transpiration bliver derved nedstemt, deres Sugekraft forøget. Vandvævene faa deres Vand gjennem Karstrængene, der gjennemflette dem; Volkens søger at bevise, at et indre Vandvæv altid staaer i direkte Forbindelse med Ledningsvævet; men dette er dog ikke rigtigt der, hvor vi have helt af Grønvæv omsluttede Ledningsskeder. Endnu kunne følgende til Vandforsyningssystemet hørende Bygningsforhold nævnes: ~ 5. Vide med Spiralbaand forsynede Trakeider uden Beroring med Ledningsvævet liegende i Palissadevævet: Salicornia-Arter, navnlig tydelige og forekommende i hele Internodiet hos S. ambigua. 6. Kortere, mere isodiametriske, oftest netformet fortykkede og forvedede Tra- keider!) i Forbindelse med Nerverne enten med deres Sider eller hyppigere med deres Ender: Zpomæa pes capre, Baccharis dioica, Scævola Plumieri (Fig. 18, S. 210), Borrichia arborescens (her sammen med ægte Vandvæv), Batis; meget almindeligere er dette hos Mangroveplanterne og hos de utvivisomme Xerofyter. 7. Melkeror. At saadanne i visse Tilfælde tjene som Vandbeholdere, synes mig at fremgaa deraf, at de findes meget hyppigt hos Planter i særlig torre Egne, og at disse Planter (Asclepiadacew, Apocynaceæ, Convolvulacee o. a.) vist i de allerfleste Tilfælde ikke have noget andet Middel til at værne sig mod for stærk Transpiration; ialtfald synes deres Blade ofte mærkværdig tynde og ubeskyttede. Af ovennævnte have nogle faa Melkeror (Euphorbiaerne, Convolvulaceerne). Af det anførte vil det sees, al ikke mindre end mellem Ya og Vs af de undersøgte 1) Se Heinricher i Botan. Centralbl. 23, 1885, Nr. 27—28). Arter have-Vandvzv eller Vandbeholdere under en eller anden Form. Heri er der storre Lighed med de ægte Xerofyter, naynlig saadanne Typer, som Volkens fandt i den ægyptiske Orken, end i andre Punkter; men disse Orkenplanter voxe vel ogsaa for en meget stor Del paa en saltholdig Bund, saa at Overensstemmelsen bliver ganske naturlig. Forøvrigt er det jo i det Hele rimeligt, at Xerofvter og Halofyter ligne hverandre i de Bygnings- forhold, der direkte berøres af Mangel paa Vand (se Schimper 1. e.). Garvesyre. Nogle serlige Tilfelde af Garvesyrens Forekomst fortjene at frem- hæves. Det ene er, at de yderste Palissadevæv paa hver Side eller disse tilligemed Hu- dens Celler ere rige paa Garvesyre; saaledes hos: Conocarpus (Fig. S. 198) og Suriana (Fig. S. 200). Det andet er, at talrige, runde Idioblaster opfylde Bladkjodet; saaledes hos Ernodea (Fig. S. 195). 7. Styrkevev. Var der i Henseende til Forekomsten af Vandvæv stor Lighed mellem Xerofyter og Halofyter, saa synes der i et andet Punkt at vere Forskjel: Halofyterne ere meget fattige paa Styrkevev, medens ialtfald visse Grupper af Xerofyter ere rige herpaa. Styrkevev i Form af Baststrænge fandtes yderst sjelden; de ægte, tykbladede Halofyter have aabenbart intet saadant Væv behov, fordi deres Kjodfuldhed giver dem Stivhed nok, men ogsaa hos de andre mangle de. Storst Rolle spille de hos de forskjel- lige Gramineer og Cyperaceer, som i mange Tilfelde have Bastbelegninger under Huden, oftest i Ribberne over Nerverne og under disse. Deres Tilstedeværelse er her snarere en taxinomisk end en efharmonisk Karakter. Baststrenge under Huden har ogsaa Ephedra distachya; Bast i Tilslutning til Nerverne have Tamarix Gallica og Haloxylon Ammo- dendron. Kollenkymatiske Ribber ere ogsaa ret sjeldne i de egentlige Halofyters Blade, hos hvilke Ribber paa Bladene overhovedet ere meget sjældne og svage. Oftest findes Kollenkym i Bladrandene. Kollenkymribber findes hos nogle faa af de omtalte Arter, men disse bør maaske ikke regnes til de egentlige Halofyter, f. Ex. Baccharis dioica, Echinophora spinosa; de ere vel snarere Klippe- og Klitplanter. Hos Statice monopetala har Woronin fundet sklerenkymatiske Idioblaster spredte i Bladkjødet, hvilke ikke fandtes i mine Exemplarer (se S. 192); derimod har jeg hos Statice Limonium L. fra Montpellier fundet saadanne, der strække sig gjennem Over- sidens Palissadevæv (se S. 204), medens jeg ikke fandt dem hos vor Statice rariflora. Spredte Sklerenkymceller findes desuden i Bladet af Halocnemum strobilaceum (S. 206). Hos Mangroveplanterne ere de derimod hyppigt tilstede, indstroede i Palissade- eller Vandvævet (se Schimper II, S. 19). De nærmere omtalte Plantearter : Acanthospermum xanthioides 187. Acicarpha spathulata 196. Alsine peploides 197. Alternanthera (Lithophila) muscoides 226. Armeria vulgaris 191. Aster Tripolium 199. Atriplex cristata 229. A. farinosa 229. A. Halimus 230. A. hastata 197. A. laciniata 230. Baccharis dioica 195. Batis maritima 213. Beta vulgaris 200. Borrichia arborescens 212. Bupleurum tenuissimum 203. Cakile æqualis 201. Cakile maritima 202. Canavallia obtusifolia 189. Chenopodium am- brosioides 190. Cochlearia Anglica 186. CG. officinalis 186. Conocarpus erecta 198. Convolvulus Soldanella 205. Crambe maritima 202. Crucianella maritima 205. Cyno- don Dactylon 228. Diodia radicans 187. Echinophora spinosa 214. | Ephedra distachya 216. Erithalis fructicosa 234. Ernodea littoralis 195. Eryngium maritimum 208. Erythrea vulgaris 186. Euphorbia Bahiensis 221. E.articulata 222. E. buxifolia 222. E. cotinifolia 222. E. Paralias 190. E. ser- serpens 222. Frankenia levis 188. Galilea mucronata 232. Glaux maritima 185. Glyceria maritima 193. Guilandina Bon- duc 187. Halianthus peploides 197. Halimus sp. 208. Halocnemum strobilaceum 206. Haloxylon Ammodendron 217. Heliotropium Curassavicum 202. H. fruticosum 219. Inula erithmoides 199. Ipomoea acetosæfolia 194. I. pes capræ 178, 193. Juncus Gerardi 191. Leucæna glauca 187. Lippia nodiflora 233. Malcolmia littorea 205. Matricaria inodora 193. Medicago marina 204. Mertensia mari- tima 188. Obione pedunculata 207. O.portulacoides 207. Pectis humifusa 220. Philoxerus vermiculatus 224. Plantago crassifolia 192. PI. Coro- nopus 191. Pl. maritima 191. Polygala Cyparissias 205. Polygonum maritimum 203. Portulaca oleracea 223. Remirea maritima 231. 97 269 Salicornia ambigua 215. S. herbacea 215. Salsola Kali 216. Scævola Plumieri 209. Sedum album 206. S. Anglicum 205. Sesuvium Portulacastrum 180, 211. Silene in- flata 192. S. maritima 189. S. Nicæensis 198. S.Otites 203. Sophora littoralis 234. Spergularia marina 207. Sp. salina 207. Sporobolus Virginieus 227. Statice Limo- nium 204. St. monopetalum 192. St. rariflora 204. Stenotaphrum Americanum 238. Suriana maritima 199. Suæda maritima 207. S. fruticosa 207. Tamarix gallica 216. Teucrium Polium 186. Tetragonolobus siliquosus var. 192. Tour- nefortia gnaphalodes 209. Triglochin maritimum 214. Zygophyllum album 213. D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 4. 35 [AU] I © 98 Litteratur. Areschoug, F., Jemförande undersökningar ölver bladets anatomi. Lund 1878. Batalin, A., Wirkung des Chlornatriums auf die Entwickelung von Salicornia herbacea L. (Bull. du Congrés internat. de botanique à St. Petersbourg, 1884). Benecke, Die Nebenzellen der Spaltoffnungen (Botan. Ztg., 1592). Brick, Beitrage z. Biologie ... der baltischen Strandpflanzen (Schriften d. naturforsch. Ges. Danzig, VII, 1888). De Bary, Vergleichende Anatomie. 1877. Dangeard, Observations sur l'anatomie des Salsolées (Bull. de la-Soc. botanique de France, 35, 1888. p 197). —— Rech. sur la struct. des Salicornia et des Salsolaceæ (Bull. de la Soc. Linnéenne de Normandie, 4 Sér., 2). —— Note sur la gaine foliaire des Salicornieæ (Bull. de la Soc. bot. de France, 35, 157—160). Dasonville, Ch., Action des sels sur la forme et la structure des végétaux (Revue générale, 1896, VIII, p. 284). Dehnecke, G., Uber nicht assimilirende Chlorophylikörper. Göln, 1880. Diels, Vegetationsbiologie Neu-Seelands (Englers Jahrb. 22, 1896). Dufour, L., (I) Influence de la lumière sur les feuilles (Journ. de botanique, I, 1887, n° 12, 13). -—- (II) Influence de la lumière sur les feuilles (Ann. d. se. nat. (7 Ser.) 5, 1887). Duval-Jouve, (I) Histotaxie des feuilles de Graminées (Ann. se. natur. (6), 1, 1875). —— (Il) Etude histotaxique des Cyperus de France 1874 (Académie d. se. et lettres de Montpellier, 8, 1876). —— (Ill) De Salicornia de l'Hérault (Bull. Soc. botan. de France, 15, 1868, p. 132—140, 165—178). Eggers, H., St. Croix’s Flora (Videnskabel. Meddelelser fra Naturhist. Foren. i Kjøbenhavn, 1876). Erikson, Joh., Studier 6fver sandfloran i Ostre Skåne (K. Sv. Vet. Akad. Bihang, 22, 1896). Frank, Einfluss des Lichtes auf den bilateralen Bau symmetrischer Zweige von Thuja oceid. (Pringsh, Jahrb. 9). Giltay, E., Anatomische Eigenthümlichkeiten in Beziehung auf klimatische Umstände (Nederl. Kruid. Archiv. À IV, 1886). Haberlandt, G., (I) Vergleich. Anatomie des assimilator. Gewebesystems der Pflanzen (Pringsh. Jahrb. 13, 1882). —— (I) Physiolog. Pflanzenanatomie, 2. Ausg., 1896. —— (III) Uber das Assimilationssystem (Ber. d. D. Bot. Ges. 4, 1886). Heinricher, E., Uber isolateralen Blattbau mit besonderer Berücksichtigung der europäischen, speciell d. deutschen Flora (Pringsh. Jahrb., 15, 1884). Hentig, H., Uber d. Beziehungen zwischen der Stellung d. Blätter zum Licht u. ihrem inneren Bau (Botan- Centralbl. 12, 1882). Johow, F., Beziehungen einiger Eigenschaften der Laubblätter zu den Standortsverhältnissen (Pringsh. Jahrb. 15, 1884). Jönsson, B., Zur Kenntniss des anatom. Baues des Blattes. Lund, 1896. Knoblauch, Emil, Ökologische Anatomie der Holzpflanzen der südafrikan. immergrünen Buschregion. Tübingen, 1896. Lazniewski, Beiträge z. Biologie der Alpenpflanzen (Flora, 82, 1896). Leclere du Sablon, Sur la symetrie foliaire chez les Eucalyptus et quelques autres plantes (Bull, de la Soc. Bot. de France, 1885). Lesage, P., (I) Recherches expérimentales sur les modifications des feuilles chez les plantes maritimes (Revue gén., 2, 1890). . 99 271 Lesage, P., (II) Sur les rapports des palissades dans les feuilles avec la transpiration (Comptes rendus, 118, 1894, S. 255; Ref. i Botan. Ztg., 1895). Loebel, O., Anatomie der Laubblätter (Pringsheims Jahrb. 20, 1889). Nilsson, Alb., Studier ôfver stammen säsom assimilerande organ. 2 Tay. Göteborg, 1887. Pick, Über den Einfluss des Lichtes auf die Gestalt u. Orientirung der Zellen des Assimilationsgewebes (Botan. Gentralblatt, 1882). Poulsen, V.A., Anatomiske Studier over Eriocaulaceerne (Videnskab. Meddelelser fra Naturhist. Forening i Kjobenhavn, 1888). tikli, M., Beiträge z. vergleich. Anatomie d. Cyperaceen (Pringsh. Jahrb., 27, 1895). Schimper, Über Schutzmittel des Laubes gegen Transpiration (Monatsber. d. Preuss. Akad. d. Wissensch., VII, 1890). -— (II) Die indo-malayische Strandflora. Jena, 1891. Schwendener, S., Die Mestomscheiden der Gramineenblatter (Sitzungsber. K. Preuss. Akad. d Wissensch., 22, 1890). Stahl, (I) Ub. d. Einfluss der Lichtintensität auf Structur u. Anordnung des Assimilationssystem (Botan. Zei- tung, 1880). — (II) Ub. d. Einfluss d. sonnigen oder schaltigen Standortes etc. (Zeitschr. f. Naturwissensch., 16, Jena 1883). —— (III) Ub. sogenannte Kompaspflanzen (Jenaische Zeitschr., 15, 1881). Warming, Eug., (I) Botaniske Exkursioner, 1. Fra Vesterhavskystens Marskegne (Videnskab. Meddel. fra Naturhist. Foren., 1890). —— (II) Botan. Exkurs., 2. De psammofile Formationer i Danmark (ibid., 1891). —— (Ill) Disposition des feuilles de l'Euphorbia buxifolia (Danske Vidensk. Selskabs Oversigt, 1896). —— (IV) Rhizophora Mangle L. (Englers Jahrbiicher, IV, 1883). Vesque, Jul., (I) Histologie systématique de la feuille des Caryophyllinées (Ann. d. se. nat. (6), 15. -— (II) L'espèce végétale, considérée au point de vue de l'anatomie comparée (Ann. se. nat., (6), 12, 1882). —— (HI) Epharmosis sive Materie ad instruendam anatomiam systematis naturalis 1. Folia Capparearum. -— (IV) Sur les causes et sur les limites des variations de structure des végétaux (Annales agronomiques, IX). Volkens, G. (I) Die Flora d. agypt.-arabischen Wüste. Berlin, 1887. —— (II) Chenopodiacee (i Engler et Prantl’s Natürliche Pflanzenfamilien). 100 Bogstaverne paa Figurerne betegne: aq, Vandvey. ei, Undersidens Hud. es, Oversidens Hud. gl, Kirtelhaar eller Hydathode. h, Hadrom. i,… underste Bladside. l, Leptom. m, Styrkeskede (eller Mælkérør). n, Nerver (Ledningsstrænge). p eller pa, Palissadevæy; hvor der er to Slags ere de mærkede p! og p?. ps og pi, øvre og nedre Palissadevey. raph, Rafidebundt. s, ovre Bladside. sl, slimdannende Indervæg i Huden. sv, Svampvev. t, Haar. Stivelseskede. Studier Planternes periodiske Livsyttringer. ee I, Om antagonistiske Virksomheder i Stofskiftet, særlig under Modning og Hvile, Af W.Johannsen. D. Kgl, Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidenskabelig og mathematisk Afd. VIII, 5. +x. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 1897. sag aire vi sleiboiiag ATOUT m Des © Ss i Kj Pr 6 4 5 i h b ASS i | = Pa eer re . ® 5 © A ai a A FOR ~ u ae) bd Ps u cin eu It: Mi > ee à x me à = 3 See La He Fon rn Nn RR. nd À Be A aaa uhr Asa sé . [7 ans Af, A és à @ 24 ee ana! Le Mg | au” Pt are NG sé. arms | ‚nsztnnfnot „W = 2 AY Wd rien Meere adda re stat a.d { mr MCE De ve weatnodela - krachen yh wags nat = i & i Br ar is BE Sure. / oe Indholdsfortegnelse. ses Side IndledendeyBenrerknime ery. eee = se ee nel) ting sede En eee Roe Eee Ts à. I. Om antagonistiske Virksomheder i Stofskiftet, særlig under Modning og Hvile. a. Undersøgelsens Udgangspunkter og foreløbige Begrænsning . - . 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 10. DsaMethoderzosrKejlikilder- seen elle cree ceci Coleco UO cod CC CCE IS. Co RedesjgrelSemtor HOVSOEEMON ay tere ae =) faye he eee cree ee eee CU CCC 28. ik Rtarotormerinssforsøs trae Gomi 20 d vB CCE ee TLC CCE CCE 28. 2. De første Forsøg med Ætherisering af hvilende Plantedele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32. 3 Ætheriseringens Indflydelse særlig paa modnende og hvilende, Planteorganers Stofskifte . . 34. SERIE A ITO: So cb oo CIC CRC CECI CE 39. — BE KARTE Me ee ee Og Oa Oo Blof 43. -- (OH MLAS GS OS cla BS oo Boo hla deo bo blo Sho Sa alo6 Oo mo bo 56. — ÉMIS ER io to Pbroc solo ola Gobo til 60. = 18, CrocussKholde 5 0:0.000 0.0.00 000900 Do Bun ok oe uno CO 64. — EVE ED sO 0.0 0 mms oO Go MO biblio via ne 67. — GEMPTERTEN BRENNER M EE Ce are 70. — HA fSKaarne Ko OP PEERS 1 302 SES EE IE ICI EE 73. ds Oversick over 08, Diskussioneal Resultäterne AE ee. CEE CC CR CC TA. leueDenkyelstotholdige Stolers Forhold epee CR EE CE ee 74. 2 Da See SOAs op aloo hn OO aM Old ER En EEE 85. 3 ne RONDE IE ogo 6 sb hod odo eon eos 9 op à oo SES en wee 103. 4. Nogle Betragtninger over Reguleringer i Stofskiftet . . . . . . : . . . SE NERE : . . . . . . een 106. eÆ Sammenfattende Tilba sek CE PE CEE Eee C CEE CCR TT ECO CRC 120. 5 ‘ | 2 Da ! er ALT +. ARLON CU il. h AL i iy i |) ae TU . | ÆDER Miso ag Ae L tel F . “N > i = 7 7 ‘Gy _ L i i 17 ir (| a = : \ } ” - st ie hh onen Chimie? does a 3] N 2 Tree pi à | cena welehe es Et we EP re he lee Ten | oo re ane ee | nal AN AE ed oa Pe | re ne Ar) ees ry see få SKAN Mouiltrd bt arne, harp are sical ee ae ÅG pegs de. eroderes en) fr deci hug ules sk aa), geile) dh TÅRER SEHR 3c MK Pr 4 : „u a, 0 LL ART Warten tie | art SR © a oe FOIRE BIER N | 3 a D N oe by TÉL paras aati oT eT Perey Ree ee , Art. A wi TS : afte un Zz MT eee li: es (hes ws LAK: fa Dr BP ne ot hm a » > | ai arent’ JE EEE TIEFE MS LE | i Sree DDC ING dar | asien ar Again, aa i , x . À = x i C2 | i u Wire we ee ee ‘ OR: | a RU «ll n'y a qu'une seule manière de vivre, qu'une seule physiologie pour tous les êtres vivants...» Claude Bernard. Indledende Bemærkninger. Enter af de Livsyltringer, som vi ere vante til at tillægge en vis Selvstændighed i Livsvirksomhedernes indviklede Spil, kan siges at have et periodisk Preg. Thi hvad enten vi betragte Bevægelser og Væxtfremtoninger, Assimilationsprocesser og Nedbrydninger, Udskilninger eller Stof-Optagelser 0. s. fr., saa maa alle disse Livsyltringer allerede ved Døgnets vexlende Forhold blive tvungne ind i et periodisk Forløb. Det samme gjælder m. H. t. Aarstiderne. De daglige og aarlige Perioder hos Vegelalionen ere da ogsaa i Ojne faldende nok. Forlengst er man dog bleven klar over, at den aarlige Periode, som f. Ex. viser sig ved Treernes Lovspring, Blomstring og Frugtsætning, Løvfald og Vinter-Hvile, paa ingen Maade kan betragtes som en simpel, umiddelbar Virkning af Aarets meteorologiske Periode, men at vi her staa overfor ejendommelige og sikkert ret indviklede Tilfelde af Tilpas- sethed') i Retning af at henlegge de forskjellige Faser i Aarsskuddenes Udviklingsgang til de, under de givne klimatiske Forhold, heldigste Tidspunkter for Arten. For den daglige Periodes Vedkommende vil noget lignende utvivlsomt gjøre sig gjeldende, for saa vidt som ogsaa her Periodiciteten ingenlunde altid er umiddelbart afhengig af de ydre Forhold. I saa Henseende have Sachs’ og Baranetzky’s bekjendte Undersøgelser over den i Afhengighedsforhold til Belysningen staaende daglige Periodicitet hos Længdevæxten en betydelig Interesse, og endnu mere er dette Tilfælde med Pfeffer’s Undersøgelser af de periodiske Bevægelser, særlig «Sovnbevægelserne» hos Blade. Ogsaa de i Litteraturen foreliggende Undersogelser m. H. t. Blodningens daglige Periode og de hermed beslegtede Studier over daglige Vevspendings- og Svulmningsperioder (Saftrigdoms-Perioder) hos Planterne, kunne nævnes som Exempler paa en Periodieitet vedrorende Stofskiftet, en 1) Om dette Ords Anvendelse, se Warming’s Almindelige Botanik, 3die Udg. 1895 p. 496. Ne) SI 00 or Periodicitet, der heller ikke er en simpel, umiddelbar Folge af Omgivelsernes ojeblikkelige Tilstande. Den af Sachs ved hans bekjendte Jodprove saa elegant paaviste daglige Periode m. H. t. Ophobningen og Udtomningen af Stivelsen hos gronne, Kulsyre assimilerende Blade, staar vel i et mere umiddelbart Afhængighedsforhold til Belysningsforandringerne, da den nævnte Assimilationsproces som bekjendt slet ikke sker i Morke; men, ved en nærmere Vurdering af Brown og Morris’!) indgaaende kemiske Undersøgelser, vil man finde, at Sagen ikke er saa ganske simpel endda. Og bl. a. ved Stahl’s?) nyere Under- sogelser har man faaet yderligere Oplysninger om Spalteaabningernes hele regulerende Spil, hvoraf det bl. a. fremgaar, at en foroget Torhed i Luften ingenlunde behover at forhoje Fordampningen fra Bladene, men tvertimod vil kunne medfore en formindsket Fordampning, nemlig i Fald Spalterne lukkes. Den forogede Torheds Fordampningen paaskyndende Ind- flydelse vil da altsaa kunne mere end opvejes (overkompenseres) ved Spalteaabningernes Lukke-Mekanik. I dette sidste Forhold er det uundgaaeligt at se en regulerende Virksomhed i Planten; men mere eller mindre tydelige Reguleringer ville ved nærmere Provelse vise sig ved alle andre her nævnte fysiologiske Processer, saa vel som ved Livsvirksomheden set under Et. Studiet af Reguleringens Iverksettelse ved de forskjellige sideordnede eller hverandre overordnede Virksomheder i Planten, Studiet af Reguleringerne saavel udad til overfor Omgivelserne som indad til mellem de enkelte Funktioner indbyrdes, omfatter Plantefysiologiens mest fængslende Opgaver; det er dog tillige Opgaver, ved hvis Løsning Fejlkilderne strømme rigeligt. Den værste Fejl er maaske den, at undervurdere Plantelivets sammensatte Natur. Den herskende Opfattelse, der i saa Henseende stiller Planten langt under Dyret, er i Virkeligheden en stille, men mægtig Hindring for et friere Syn paa den levende Natur og for en virkelig frugtbringende Samvirken mellem Dyr- og Plantefysio- logien til Udforskning af de store, almene Love, der bestemme alt Liv. Maatte nærværende Afhandling — og dens Efterfølgere i den hermed begyndte Serie — bidrage, om end aldrig saa lidt, til at udviske Grænsen mellem Dyr- og Plantefysiologiens Gebeter, saa vilde dette være mig det kjæreste af de vundne Resultater. Periodiciteten i Plantelivet er særlig egnet til Udgangspunkt for Studiet af hvad vi, med et i Plantefysiologien, saa vidt os bekjendt, først af Pfeffer benyttet Ord, ville kalde Selvreguleringen i Planten; det er Indbegrebet af de Reaktioner, ved hvilke Planterne læmpe, søge at læmpe, resp. have læmpet deres hele Livsvirksomhed efter de Forhold, hvorunder de leve. Det er velbekjendt, at Periodiciteten langtfra altid er betinget af en 1) Brown & Morris: A contribution to the chemistry and physiology of foliage leaves. Journ. of the Chem. Soc. 1893. May. 2) Botanische Zeitung, 1. Abth., 1894, S.117 M. Sml. ogsaa Botaniske Litteraturblade Nr. 10, 1894, S. 151, Anm. - 279 Periodicitet i Omgivelserne. Tænke vi os en Bakterie liggende i en vedblivende fornyet, uforanderlig sammensat Neringsvedske, ved konstant Temperatur og i vedvarende Morke o.s.v., kort sagt ved konstante Livsforhold, saa tor vi forudsæite, at denne Bakterie efter nogen Tids Forløb vil dele sig. Og Dottrecellerne ville voxe ud og derpaa forholde sig paa ganske samme Maade, dele sig o.s. fr. Celledelingen maa her antages at vere en Folge af Ændringer i de «indre Tilstande» i Cellen, hvilke periodiske Ændringer altsaa ind- træde uden nogen som helst tilsvarende Periodicitet i Omgivelserne'). Men dermed er selvfolgelig ingenlunde sagt, at Celledelingens Periodicitet ikke kan vere endog i hej Grad paavirkelig af Svingninger i de ydre Forhold, naar saadanne Svingninger forekomme. Ved al den Periodicitet, som saaledes kan tænkes at vise sig uafhengigt af Sving- ninger i ydre Livsvilkaar?), vil det da vere de ojeblikkelige Virksomheder i Organismen, som, maaske endog til Trods for ydre Paavirkning i modsat Retning, ville bestemme de nærmest paafolgende Virksomheders Karakter. Dette har jo ogsaa vist sig at vere Til- fældet bl. a. i Pfeffer’s Forsøg med Sovnbevægelserne, m. H. til hvilke han fandt, at Fremkaldelsen af Natstillingen (Bladenes «Sovn») medforer som Eftervirkning en ganske modsat Bevegelse, hvilken sidste er — eller dog kan vere — udelukkende afhengig af den forst fremkaldte Bevægelse, og altsaa er — eller kan vere — ganske uafhængig af Belysningsvexling. Pfeffer’s Experiment med Hindring af Mimoseblade i at samle Smaa- bladene til Natstillingen®), viser maaske smukkest Berettigelsen af folgende Udtalelse"): «Die Nachwirkungsbewegungen werden durch die wirklich ausgeführten, nicht etwa allein durch die in Folge des Helligkeitswechsels in den Gelenken angestrebten Bewegungen be- stimmt.» Man ser let, hvilken principiel Betydning der ligger i denne Udtalelse. Saa vidt jeg ved, er det her forste Gang, at der gives et sikkert og klart Exempel paa, at en Virk- somhed i Planten medforer som Eftervirkning en diametralt modsat Virksomhed. Vi faa her og i de folgende Afhandlinger lejlighedsvis Brug for dette Princip, som vistnok spiller en Hovedrolle ved al Regulering i Planten: det er Pulsations- eller, om man vil, Pendul- Principet, der ogsaa her er et vigtigt Regulator-Princip. Periodiske Fremtoninger, uafhengige af Periodicitet i Omgivelserne, synes saaledes at vere almindelige hos Planterne, og det kan da naturligvis falde vanskeligt at udfinde 1) Sml. her Sachs’ aandfulde Bemærkninger om Periodicitet som Folge af konstante Virkninger (Vorlesungen über Pflanzenphysiologie, 1882; S.732), Bemærkninger som dog, nærmere beset, be- tegne et noget andet Synspunkt end vort. 2) Vi skulle ikke paa dette Sted anstille Betragtninger over hvorvidt de typiske Faser i Ontogenesen, altsaa den individuelle Udviklingsgang «fra Vuggen til Graven» horer her hen. Sely om man skulde vere tilbejelig til denne Anskuelse, saa var dette dog paa ingen Maade nogen Stotte for Weismann's Determinantlere eller lignende præformistiske Spekulationer. 3) Pfeffer, Die periodischen Bewegungen der Blattorgane, 1873, S. 73—82. 4) Sammesteds, S. 172. 280 8 hvor vidt, eller i hvor hej Grad, der i det enkelte Tilfelde er Afhengighed eller Uafhengighed. Hvile-Perioderne, som i neryerende Afhandlinger serlig vil vere Gjenstand for Under- sogelsen, afgive et Exempel paa en saadan Vanskelighed, i det mindste naar man vil for- klare deres Oprindelse. Hvile-Perioderne maa ikke forvexles med de Dvale-Tilstande, der, naar Varme eller Vand mangler, kunne indtræde hos en stor Del, maaske de fleste Planter; nemlig hos alle dem, der ikke do under saadanne Forhold. Naar et modent, spiredygtigt Bygkorn henligger i luftter Tilstand, er det i Dvale: thi Vandmangel, altsaa et ydre Forhold, hindrer det i at spire og har i det Hele taget standset — eller dog saa godt som standset — al Virksomhed i Kornet. Befugtes Kornet, vil det spire, forudsat at ikke andre Forhold, f. Ex. Varmemangel eller Iltmangel, hindrer det. Men et fuldkommen færdig udviklet, endnu gjennemyaadt «gulmodent» Bygkorn kan henligge flere Uger i det gunstigste Spireleje uden at begynde nogen Spiring: da er det i Hvile, sige vi; det er nu indre Tilstande i Kornet, der hindre Spiringens Iverksettelse til Trods for de gunstige ydre Spiringsvilkaar. Langt mere haardnakket end denne kun korte Hvileperiode, som træffes hos Byg og flere andre Fro-Arter, er Hvilen hos forskjellige Træer. Bogen er i saa Hen- seende den berømteste af vore Arter, dens Vinterknoppers Hvile ophører først hen paa Foraaret; først da lader Planten sig «drive». Ogsaa mangfoldige Knolde og Løg have mere eller mindre tydeligt udtalte Hvileperioder; og Tiltrækningen af tidlige Sorter Blomsterløg har en betydelig praktisk Interesse. just fordi Hvileperioden ikke uden videre lader sig overvinde. Forskjellen mellem de to Begreber Dvale og Hvile") er, som det fremgaar af det nys anførte, tydelig nok; her skal tilføjes, at de i Hvile værende Organer vel ere uvirksomme eller næsten uvirksomme i Henseende til Væxtfremtoninger, men derimod paa ingen Maade ere uden Stofskifte. Selv hvilende Kartoffelknolde, der i Regelen anføres som Exempler paa Organer med ringe Stofskifte, kunne udvise ret betydelige Om- dannelser i Løbet af forholdsvis kort Tid, hvad der navnlig fremgaar afMüller-Thurgau's?) Undersøgelser, som nedenfor ville blive omtalte nærmere. Selvfølgelig kan Hvile og Dvale kombineres, naar f. Ex. et hvilende Organ af Vinterkulden tvinges til fuldkommen Uvirk- somhed ogsaa paa Stofskiftets Omraade. Og ligeledes kan Dvale følge efter Hvile, hvilket f. Ex. sker med mange Pilearter, hvis store Rakleknopper ere i Hvile indtil November (efter hvilken Tid de med største Lethed lade sig drive frem i et Væxthus), for derpaa i den egentlige Vintertid at holdes i Dvale af Kulden, indtil den første Vaartid lader «Gæs- lingerne» vise sig. At Hvileperioderne i vort Klima ingenlunde for alle Arter falde sammen med den koldere Aarstids Indtræden, fremgaar i Grunden allerede af de givne faa Exempler; 1) Se ogsaa herom min Lærebog i Plantefysiologi, 1892, S. 349, hvor forskjellige Exempler ere givne. At der ligger stor Vægt paa en Adskillelse af Begreberne Hvile og Dvale, vil yderligere fremgaa af 2den Afhandling. ?) Landwirthschaftliche Jahrbücher, Bd. 11, 1882; S. 751 fr. 9 281 her bør dog mindes om de tidlige Foraarsplanter med Knolde eller Rodstokke, f. Ex. Ane- mone o. lign., hvis Hvileperiode i det mindste spænder over hele Hojsommeren. Over- gangen fra Hvile- til Spiringsperioden er i øvrigt meget jævn og Grænsen vanskelig at drage, hvad der i 2den Afhandling vil blive nærmere belyst. Alt dette viser tydeligt nok, at Hvile-Fremtoningerne i alt Fald ikke umiddelbart ere afhængige af de ydre Forhold. Om Hvileperioderne fylogenetisk set kunne afledes af Dvaletilstandes periodiske Gjentagelse — hvad der turde vere alvorlige Vanskeligheder ved at gjennemfore — skal dog hverken diskuteres i den nærværende, forste Afhandling eller i de nærmest folgende. Den Gruppe af periodiske Livsyttringer, som her haves for Oje (Modning, Hvile og tildels Lovspring og Spiring), gjores forelobig kun til Gjenstand for i snevrere Forstand fysiologiske Studier; men det er mit Haab efterhaanden at kunne drage videre rekkende, biologiske Momenter med ind i Undersogelserne. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VII. 5, 37 bo Co Do 10 1. Om antagonistiske Virksomheder i Stofskiftet, særlig under Modning og Hvile. a. Undersøgelsens Udgangspunkter og foreløbige Begrænsning. Ved Studier over nogle Forhold vedrørende Kornsorterne, særlig Byggets Frøhvide"), blev jeg ført ind paa Undersøgelser over Modningsprocesserne. Det er en bekjendt Sag, at der under et Frøs, en Knolds eller andre Forraadsorganers Udvikling tilføres disse Organer kvælstofholdige og kvælstoffrie organiske Stoffer, samt Askebestanddele og Vand fra Moderplanten. De kvælstofholdige Stoffer, som Frøene, Knoldene, Løgene 0.s.v. mod- tage, ere, i det mindste for en væsentlig Del, saakaldte Amidstoffer, d. v. s. Syre-Amider eller Amido-Syrer og beslægtede Stoffer, saasom Asparaginsyre, Asparagin, Glutamin, Leucin, Tyrosin o.s.fr.; sandsynligvis ledsages de af Peptoner i ringe Mængde og muligvis ogsaa af smaa Mængder ikke-sønderdelte Æggehvidestoffer m. m. De kvælstoffrie organiske Stoffer, som tilføres de modnende Dele, ere, som bekjendt, i alt overvejende Mængde Sukker-Arter. Vi tage i det følgende nærmest kun Amidstoffer og Sukker i Betragtning. Disse forholdsvis enkelt sammensatte Forbindelser omdannes i de unge Frø o.l. for største Delen til langt mere sammensatte Stoffer; saaledes blive Amidstofferne brugt til Dannelse af Æggehvidestoffer under samtidig Anvendelse af bl. a. en Del af de kvælstoffrie Stoffer, vel nærmest Sukker, medens en anden, og større, Del af Sukkeret alt efter det paagjældende Organs Natur bruges til Dannelse af Stivelse, Cellulose eller andre Polysaccharider, f. Ex. Inulin, Gummiarter, «Hemicellulose» o. 1., eller til Dannelse af Fedtstoffer; alt sammen Stoffer, der, som bekjendt, udgjøre den kvælstoffrie Del af de forskjellige Forraadsorganers Oplagsnæring. Modningens Stofskifte er saaledes karakteriseret ved en ejendommelig, synthetisk Virksomhed, om hvilken man, kemisk set, nærmest vilde bruge Betegnelsen Konden- sationer, en Betegnelse, som er fortrinlig anvendelig ogsaa som fysiologisk Udtryk. Ikke blot Polysacchariders Dannelse af Sukker, ved hvilke Processer oftest flere Molekuler 1) Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet, Bd. II, S. 103; 1883. En Fortsættelse af dette Arbejde vil i en nærmere Fremtid blive publiceret i samme Tidsskrift. 11 283 af en eller forskjellige Sukkerarter under Vand-Udtrædelse forenes til et mere sammensat Molekule, kan kaldes Kondensation; men ogsaa Fedtdannelse af Sukker, ved hvilken, i Detaillerne iøvrigt ikke kjendte, Proces en forholdsvis stærk Kulsyre-Dannelse medfører en Forringelse af Iltmengden i det tilbageblivende Stof"), kan, i det mindste fysiologisk set, betegnes paa samme Maade. Og at Æggehvide-Dannelse af Amidstoffer m. m. efter vort nuværende Kjendskab nærmest maa karakteriseres som Kondensationsprocesser, vil der neppe kunne vere delte Meninger om. Vi kunne da her benyite Betegnelsen Konden- sationsprocesser om de for Modningen karakteristiske Stofskifteprocesser. Spiringens Stofskifte er derimod, som bekjendt, i diametral Modsetning til Modnings-Stofskiftet, karak- teriseret ved hydrolytiske Processer, d.v.s. Spaltningsprocesser, ved hvilke der under Vandbinding dannes simplere sammensatte Produkter af de mere sammensatte Forraads- stoffer, f. Ex.: Stivelses Omdannelse til Sukker-Arter, Rorsukkerets Spaltning til Dextrose og Lævulose, Æggehvidestoffers Sonderdeling til Pepton og videre til Amidstoffer 0. s. fr. — altsammen Processer, som i Organismen for den allerstørste Del, maaske udelukkende, iværksættes ved Hjælp af «kemiske» Fermenter (Enzymer, Diastaser eller hvad man nu vil kalde dem) og vise store Analogier med Fordojelsen hos Dyr. I alt dette er der intet nyt. At de i Modning verende Organer have et ofte meget livligt Aandedræt, er ligeledes en saa bekjendt Sag, at der heller ikke her behøves særlige Litteratur-Henvisninger til Doku- mentation. Modnende Organers livlige Aandedret er et Udtryk for, at Kondensations- processerne repræsentere et betydeligt Arbejde; og f. Ex. ved Bonniers?) Undersøgelser har det da ogsaa vist sig, at modnende Organer, trods det stærke Aandedræt, ikke have nogen nevneverdig Varme-Produktion — Energien gaar vel til Kondensationsvirksomheden — ganske i Modsetning til Forholdet ved Spiringen, hvor Varme-Udviklingen er meget betydelig. En Rekke Bestemmelser af Kulsyre-Dannelsen hos i Morke holdte, frisk afplukkede Bygkorn, paa forskjellige Stadier af Modningen, gave saa hoje Tal, at jeg uvilkaarlig kom til at formode Tilstedeværelse af Midler hos Kornene til under normale Forhold at erstatte det enorme Aandedrets-Stoftab. Jeg fandt dette Middel i de bladgrontholdige Cellelag, der som en Kappe omgive Ægrummet*). Disse grønne Geller ere under normale Belysnings- forhold rige paa Stivelse; men overbindes Byg-Axene i et eller to Dogn med sort, tet Papir eller Tøj, saa vil disse Cellers Stivelse-Indhold svinde helt eller næsten helt bort. Dette Forhold tyder med Bestemthed — i Lighed med Sachs’ Jodprove med Blade — 1) Exempler se min Lærebog i Plantefysiologi 1892, S. 102— 103. 2) Bonnier, Recherches sur Ja chaleur végétale. (Annales des se. nat., bot., 7. serie, t. 8, 1893; Særtrykkets S. 26—27.) 3) En Afbildning findes i Warmings Almindelige Botanik, 3. Udg., S. 325; sml. ogsaa min Afhandl. i Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet, Bd. II, S. 103 og den tilhørende Tavle I, Fig. 2 og 8. 317 284 12 paa en Kulsyre-Assimilation som normal Funktion hos disse Celler; men da Bygfrugten er uden Spalteaabninger og de gronne Celler tilmed ligge dybt inde, langt fra Overhuden, er Assimilation af Kulsyre fra Luften neppe her mulig. Jeg antog da!) og antager fremdeles, at det nævnte gronne Cellelag udgjor et Slags besparende eller regenererende Kulsyre- Assimilations-System; og de paagjældende Cellers hele Anordning er i noje Overens- stemmelse hermed. Lignende Forhold findes hos mangfoldige Frugter og Fre. Studiet af disse Plante- organers Gronvæv har jeg dog ikke haft Lejlighed til at gjennemfore; men der findes ret forskjellige Typer for saadanne Gronvæv-Kappers Ordning og Sammenfojning, og Studiet af dem vilde sikkert lonne sig i flere Henseender, bl. a. ogsaa m. H. t. Bedommelsen af Lysets omtvistede Rolle ved Gronvevs-Cellernes Udviklingsgang. Stoftabet ved det sterke Aandedret inde i de unge Frugter vil altsaa, i det mindste tildels — i Dagtimerne — kunne tænkes opvejet ved de nævnte Gronvævs Kegenerator- Virksomhed. Det faldt mig nu ind, at den stærke Nedbrydning, for hvilken Aandedrættet er et Udtryk, rimeligvis maatte omfatte, foruden Sukker eller andre kvelstoffrie Stoffer, ogsaa Æggehvidestoffer. Forskjellige af de om «Aandedrettets Væsen» opstillede Hypo- theser, som vi dog her ikke behove at give os af med, antage desuden en Sonderdeling af Æggehvidestof som et væsentligt Led i de til Grund for Aandedræltet liggende Processer. Da tilmed det stadig diskuterede Sporgsmaal om Lysets Indflydelse paa Æggehvidedannelsen i Planten ogsaa dengang var aktuell, benyttedes Anledningen, som de nys nævnte For- mørkningsforsøg gave, til at sammenligne Amidstofmængden i formørkede, grønne Frugter med Amidmengden i normalt belyste Frugter. Af disse Forsøgs Resultater skulle her med- deles følgende Exempler: Et Antal Byg-Ax, staaende paa Marken ved Carlsberg Laboratoriet”), overbandtes enkeltvis med tæt, sort Tøj og holdtes saaledes i 2 Døgn ('5/7 Fm. til 7/7 Fm. 1889). 1 de afpillede, med Avner klædte, friske Korn af disse Ax fandtes 0,85 pCt. Kvælstof («Total- Kvælstof») og 0,26 pCt. Kvælstof som Amidstoffer («Amid-Kvælstof»)*), altsaa udgjorde Amid- Kvælstoffet her 31 pCt. af Totalkvælstoffet. I de samtidig undersøgte, ikke overbundne Ax indeholdt Kornene 0,81 pCt. Totalkvælstof og 0,18 pCt. Amid-Kvælstof, dette udgjorde her altsaa kun 22 pCt. af Totalkvælstoffet. En Prøve af Ax, der havde været overbundne fra Eftermiddagen Kl. 3 til næste Formiddag Kl. 10, viste, som det kunde ventes, en mellem- liggende Værdi, her var nemlig 27 pCt. af Totalkvælstoffet tilstede som Amid-Kvælstof. 1) Meddelelser fra den botaniske Forening i Kjøbenhavn. Bd. 2, Nr. 2, Decbr. 1887, S. 26. *) I Aarene 1889—93 arbejdede jeg, med Prof. Kjeldahl's Tilladelse, i Carlsberg Laboratoriets kemiske Afdeling, hvis Materiel med den største Liberalitet blev stillet til min Raadighed, naar min Tid tillod mig at besøge Laboratoriet. Først i 1894 blev Landbohojskolens plantefysiologiske Laboratorium færdigt. : *) Se om dette Udtryks nøjagtige Betydning her S. 22. 13 285 I et tilsvarende Forsøg med overbundne og ikke-overbundne grønne Frugtstande af Hyld (Sambucus nigra) fandtes den 15/7 1889: hos i 3 Døgn overbundne Frugter: Amid-Kvælstoffet 27 pCt. af Totalkvelstoffet hos ikke overbundne — — It He råd Slige Forsøg demonstrere klart den Kjendsgjerning, at Lyset har Indflydelse paa Oparbejdelsen af Amidstoffer til Æggehvidestoffer. At formørkede Frugter have et højere Indhold af Amid-Kvælstof end ikke formørkede, kan imidlertid paa Forhaand tænkes at skyldes to helt forskjellige Aarsager, nemlig 1) Tilførsel af Amidstoffer fra Moderplanten, hvilken Tilførsel da i Mørket ikke saa hurlig anvendes til Æggehvidedannelse som det sker i Lys, og (resp. eller) 2) en Nedbrydning af Æggehvidestoffer, hvis Produkter kunde tænkes at ophobe sig i Mørke, men derimod helt eller delvis at regenereres i Lyset — i Lighed med hvad jeg mener at turde hævde for den ved disse Organers Aandedræt dannede Kulsyre. At en Tilforsel af Amidstoffer til Frugterne finder Sted, er selvfølgelig hævet over enhver Tvivl; men fremgaar iøvrigt klart af det følgende, exempelvis anførte Forsøg, anstillet 75-27/, 1889. Afplukkede grønne Bygkorn blandedes omhyggeligt og inddeltes i 6 Portioner, hvoraf en strax analyseredes, idet Tørstof-Indholdet (38 pCt.) og Total-Kvælstoffet (0,73 pCt. paa Friskvægten) bestemtes. I en anden Prøve bestemtes strax Mængden af Amid-Kvælstof. Af de øvrige fire Prøver hensattes to i Lys (Solen kunde beskinne Prøverne nogle Timer af de paagjældende Dage), de to andre stilledes i Mørke, alle i saa vidt muligt dampmættet Rum. En Lys- og en Mørke-Prøve toges efter 1 Døgns Henstand, det andet Sæt Prøver efter 17/2 Døgn (2 Dage med mellemliggende Nat). Resultatet var: Prøverne indeholdt Amid-Kvælstof i pCt. af Total-Kvælstofret. Det strax analyserede Korn 18,1 Be np { i bys 11,5 , 1ensi øgn ° \ i Mørke 14,4 va ale { i Lys 15 | i Mørke 11,1 Da her altsaa, selv i Mørke, sker en stærk Formindskelse af Amid-Kvælstoffets Mængde, saa er det for det første fastslaaet, at Lyset ikke her er nødvendigt for Amid- Oparbejdelsen i Almindelighed"), og Forsøget viser endvidere, at Forøgelsen af Amid- Kvælstoffets Mængde hos de tidligere omtalte, overbundne Korn i alt Fald for en væsentlig Del maa skyldes Tilførsel af Amidstoffer fra Moderplanten. Da det nys anførte Forsøg lader Rum aabent for den Indvending, at det direkte Sollys virker opvarmende eller ind- 1) Hvorvidt Lyset er nødvendigt for visse bestemte Amidstollers Oparbejdelse, er et Spørgsmaal, som ikke her berøres. 286 14 torrende, bleve flere Forsøg anstillede med ret varierede Forsogsbetingelser. Saaledes anstilledes et Forsog, hvis Resultater fremgaa af folgende Oversigt: Forsøg med gronmodne, fra Axene plukkede Bygkorn den #!/;—®/s 1889: Kornet indeholdt i frisk Tilstand 0,66 pCt. Total-Kvælstof og 37,9 pCt. Torstof. Proverne indeholdt Amid-Kvælstof i pct. af Total-Kvælstolet. SUTEDS IO OTHV GT Shei) Boots ata ele ave 16,2 hensat i Begerglas i 3 Dogn: Mørke edu ais HARMAN 14,1 sut, Drouot clan a au 11,8 = SCD pee sais pea es 11,1 ildfast. Dagslys: ved) ¢. 1202. es 2295 Forsoget viser ogsaa her, at Belysning, selv kun diffust Dagslys fra en Stues Indre, har en betydelig Indflydelse paa Amid-Oparbejdelsen. Andre Forsog vise dog, at selv i Morke kan Amidformindskelsen fores lige saa vidt som i Lyset, saaledes at Lysets Indflydelse væsentlig viser sig som en Paaskyndelse af Processens Forlob, ikke som afgjo- rende for det endelige Resultat. Disse Forsog have dog med Hensyn til nærværende Studiers nermeste Ojemed for ringe Interesse til her at fremsættes i Detaillen. Forsøg med udpillede grønne Ærter, med Lupiner m. m., som nedenfor omtales nermere, bekræfte ganske det fundne Forhold, at der ogsaa i Morke finder en stærk Op- arbejdning af Amidstoffer Sted. Nogle tilsyneladende Undtagelser (afpillede Hyldebær) ville senere blive diskuterede. Alle disse Forsøg gave, som det vil indses, ingen positive Oplysninger m. H. t. Sporgsmaalet, hvorvidt der finder en Hydrolyse eller i det Hele taget en Nedbrydning af Æggehvidestofrer Sted i de modnende Fro. Men de udsige paa den anden Side ej heller, at der ikke foregaar en slig Proces; thi Nedbrydningen vilde jo blive ganske maskeret af den samtidige livlige Oparbejdning af Amidstoffer. Den Tanke, at en Nedbrydning ogsaa af Æggehvidestoffer foregaar til enhver Tid hos livsvirksomme Celler, er jo ingenlunde ny; men det gjaldt her om en virkelig Paavisning. Og serlig vilde det da have Inter- esse at faa konstateret en saadan Nedbrydnings- eller Spaltningsproces i selve de modnende Organer, hvis Stofskifte netop er karakteriseret ved de diametralt modsatte Processer: Kondensationerne. Det er slige Forestillinger, som, affodte og nærede ved Studiet af Claude Ber- nards aandfulde og fængslende «Lecons sur les phénomènes de la vie»'), have dannet 1) Claude Bernard: Lecons sur les phénomènes de la vie communs aux animaux et aux végétaux. T. I—JI, Paris 1878—79. m Cr 287 det egentlige Udgangspunkt for de i nærværende Afhandling foreliggende Undersogelser. Claude Bernard bekjæmper ivrigt, og med afgjort Held, den Opfattelse, der stiller Planter og Dyr overfor hverandre som principielle Modsætninger, idet Planterne skulle være «Reduktions-Organismer» med opbyggende, synthetisk Virksomhed, medens Dyrene skulle være «Iltnings-Organismer» med en væsentlig Stof-nedbrydende Virksomhed. Denne Opfattelse, som har sine fasteste Støtter i Dumas’ og Boussingault's klassiske Af- handling") og i Liebig's ikke mindre berømte Værk?), er jo kun rigtig, for saa vidt man betragter Resultanterne af paa den ene Side de grønne Planters og paa dén anden Side de ikke-grønne Planters og Dyrenes forskjelligartede Stofskifteprocesser; og medens denne Opfattelse kan have sin store Betydning for Forstaaelsen af «Naturens Husholdning» og lignende højere Systemer, har den afgjort virket til Skade — og virker vel den Dag i Dag til Skade — for den egentlig fysiologiske Forskning. Claude Bernard’s «Refutation générale des théories dualistes de la vie» *) har endnu ikke slaaet saa fuldt og helt igjennem, som ønskeligt var, selv om ogsaa betydelige Fysiologer, fremfor alle Pflüger‘), have gjort sig til Talsmænd for tilsvarende Opfattelser. Det tør dog siges, at den moderne Plantefysiologi i det Hele taget har gjort sig nogenlunde fri for den Fejl ensidigt at betragte modsatte Stofskifte-Processers Resultanter med Forsommelse af Komposanterne; den historiske Udvikling af vort Kjendskab til Kulsyre- Åssimilation og Aandedræt har i saa Henseende givet en gavnlig Lære: ingen tvivler mere om, at der i en belyst grøn Celle sker ikke blot Kulsyre-Assimilation, men ogsaa Aande- dræt, at der altsaa samtidig foregaar to ganske modsatte Processer. Naar vi se bort fra Kulsyre-Assimilation og Aandedræt, som jo kun til Tider (i Lys) ske paa een Gang, har man, saavidt jeg veed, ikke kjendt eller dog ikke særlig betonet Forekomsten af hvad vi kunne kalde «regulerende» antagonistiske Virksomheder i Plante- Stofskiftet, førend Schweizeren Muller-Thurgau i et omfattende Arbejde fra 18825) offentliggjorde sine herhen hørende højst betydningsfulde Undersøgelser over det tidligere ikke forstaaede Fænomen: Sukker-Ophobning hos i Kulde anbragte Plantedele, særlig Kartoffelknolde. Müller-Thurgau kommer til det Resultat, at der hos hvilende Kartofler 1) Dumas: Essai de statique chimique des étres organisés, 1841. *) Liebig: Die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Agricultur und Physiologie, 1840. 3) Paa det anførte Sted, Bd. I, S. 140—155. Paa S. 148 findes den her som Motto benyttede Udtalelse. Sml. ogsaa Bd. Il, S. 140 ff. 1) Pflüger: Ueber die synthetischen Processe ... im thierischen Organismus (Pflügers Archiv, 42. Bd., 1888, S 144. 5) Landwirthschaftliche Jahrbücher, Bd. 11, 1882, S. 751 M. Om end Müller-Thurgau, saa vidt jeg ved, ikke benytter Udtrykket «Regulering», er det dog tydeligt, at han har fuld Forstaaelse af at en Stofskifte-Regulering finder Sted ved de af ham antagne antagonistiske Processer; hans Opfat- telse af Hvileperiodens Aarsag viser dette tilfulde. 288 16 sker, foruden Aandedrættet, en Sukkerdannelse af Stivelse og samtidig dermed den dia- metralt modsatte Proces, nemlig en Stivelse-Dannelse af dette Sukker. Disse tre Processer paavirkes ved Afkjoling i meget forskjellig Grad, saaledes at f. Ex. ved 0° vil Aandedræt og Stivelse-Dannelse vere forholdsvis meget svagere end Sukker-Dannelsen, som derfor tager Overhaand, saa at Kartoflerne blive søde; medens Sukker-Dannelsen f. Ex. ved 20° vil vere forholdsvis svagere end Aandedræt og Stivelse-Dannelse, saa at ikke blot ingen Sukker-Ophobning finder Sted i Knoldene ved denne Temperatur, men sode Kartofler ville endog miste Storstedelen af Sukkeret, der bruges dels til Aandedrættets Vedligeholdelse, dels til Stivelse-Dannelse. Disse Müller-Thurgau’ske Undersøgelser, saa vel som hans Arbejde fra 1885, som vi senere skulle sysle med, have hidtil langtfra faaet den Indflydelse paa den plante- fysiologiske Forskning, som de fortjente at have. Imidlertid vil jeg udtrykkelig fremhæve, at de Miiller-Thurgau’ske Forestillinger have haft en væsentlig Indflydelse paa mine Undersogelsers Gang, efter at de vare komne over de første, famlende Forsøg, som nu skulle omtales. | Efter Claude Bernard’s Angivelser standse anæsthetiske Midler (nærmest Æther og Kloroform) Kulsyre-Assimilationen og Væxt-Processer, saa vel som «les phénomènes de synthèse chimique vitale» i det Hele taget!). For Kulsyre-Assimilationen er dette navnlig af Bonnier og Mangin blevet bekræftet”), og det laa da ganske ner at prove, om man, ved at kloroformere de i Modning værende Fre, kunde ophæve Amid-Oparbejdelsen. I be- kræftende Fald kunde man vente, at en mulig tilstedeværende, hidtil maskeret antagonistisk Proces vilde vise sig alene. Strax ved den første Prove fik denne Ide en Støtte: Kloroformering af grønne Ærter (8/9 1890). Belgene havde henligget 2 Dogn afplukkede. Der anvendtes 5 Portioner a ca. 6 Gram frisk udpillede ensartede Fro med 1,15 pCt. Total-Kvelstof i Friskvegten. En Portion blev strax undersøgt; de andre henlaa 3 Døgn paa et mørkt Sted i I Liter store Glas- krukker med Glasprop, i hvilke der tillige bragtes forskjellige Mængder Kloroform. Resul- tatet ses af denne Oversigt: Proverne indeholdt Amid-Kvælstof i pCt. af Total-Kvælstofret. Nr SITraxZundersea tama. RT — 2. Hensat med 1 Draabe Kloroform 14,4 — ji — 2 — — 2157 — 4. — 4 — — 24,4 — 5. — 622 — = 26,1 1) Claude Bernard: paa-det anførte Sted, I, S. 251—280. I samme Forfatters «Lecons sur les anesthésiques et sur l'asphyxie», 1875, finder man langt færre herhen hørende Oplysninger. 2) Recherches sur l'action chlorophyllienne séparée de la respiration (Annales des sciences nat., bot. 7. série, T. III, S. 5). Om thers Indflydelse paa Aandedrættet vil der senere blive Tale. dt 289 En enkelt Draabe, c. 0,04 Kubiketm. Kloroform i en Liter Luft (og med c. 6 Gram Arter) ophæver altsaa ikke Amid-Oparbejdelsen; forst ved 2 Draaber og stærkere Dosis sker en Virkning i den ventede Retning. Et folgende Forsøg, anstillet 17-?9/, 1890 paa ganske tilsvarende Maade, men med noje bestemte Kloroform-Dosis, gav folgende Resultat. Ærterne havde henligget flere Dage i Laboratoriet, for Forsøget begyndte, og vare derfor næsten færdige med Amid-Oparbejdelsen; de indeholdt 1,13 pCt. Total-Kvelstof paa Friskvegten; Torstof c. 21 pCt. Proverne indeholdt Amid-Kvælstof i pCt. af Total-N. Nrlkor2:E Strax. undersagte a a iene SEE 19,0 Nr:3 Hensat den) Kloroformi wei are - 18,6 — 4. =) smeds Oa Kubikc= KIOr 2. 23,0 — 5. — — 0,2 — ==) sie 1002952 — 6. — — 05 — Så 16 es 3265 — À - — — 20 — = Pete 026,65 Disse Tal ere ret slaaende. Det mindre sterke Udslag, som Proverne 6 og 7 ud- vise, vil senere blive forklaret; her kun den Bemerkning, at samtlige kloroformerede Prover døde under Forsøget: Nr. 6 og 7 bleve allerede i Løbet af det første Døgn misfarvede (graablaa), Nr. 5 blev dette den anden Forsogsdag, medens Nr. 4 først den tredie Dag var noget brunlig. Af disse foreløbige Forsøg sluttede jeg, at Stofskiftet ved Modningen maatte vere mere indviklet end hidtil antaget. Og, paa Basis af de hidtil omtalte Undersogelser, saa vel som med Hensyntagen til Miiller-Thurgau’s Angivelser for Kulhydraternes Forhold i Kartoffelknolde o. lign., udviklede jeg den «Karakteristik af Modningens Stofskifte», som findes i min Plantefysiologi (S. 346 ff.) og som i alt vesentligt har vist sig at vere rigtig, hvad der bl.a. vil fremgaa af nerverende Afhandling. Ydre Omstændigheders Magt hindrede mig i Aarene 1891 og 92 at gjøre noget som helst videre Experiment; forst i Sommeren 1893 kunde jeg gjenoptage Forsogene. Det gjaldt da at prove nermere, om og hvorvidt der samtidigt med de for Modningen karakteristiske Kondensationer foregaa hydrolytiske Spaltninger af de hojere sammensatte Plantestoffer. Opgaven var, med andre Ord, at prøve 1) om de særlig af Müller-Thurgau representerede Forestillinger angaaende hvilende!) Organers Stofskifte kunde udvides til at gjælde ogsaa modnende — eventuelt alle livsvirksomme — Organer; 2) ligeledes at prove, om det, vi kunne kalde Müller-Thurgau’s Lære om Kulhydraternes antagonistiske ') I denne Sammenhæng ses det strax, hvor vigtigt det er at holde Begreberne Hvile og Dvale vel adskilte. D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. VIII. 5. 38 290 18 Omdannelser, ogsaa kunde udvides til at gjelde andre Stofgrupper og da forst og fremmest de kvælstofholdige Stoffer. Endvidere maatte det staa som et fjernere Maal for Studiet af Modningsprocesserne, at rykke nærmere ind paa. Forstaaelsen ogsaa af Hvile-Fremtoningerne. Thi Hvileperioderne følge — sædvanligt umiddelbart — efter Mod- ningen og en Analyse af denne vil da aabenbart kunne tænkes at belyse Hvilens Iværk- settelse. Der var saa meget mere Grund til at tage Hvile-Spørgsmaalet op, som Müller- Thurgau's i og for sig højst interessante Tillob til at forklare Hvileperioderne blot ved Kulhydraternes Spil, allerede for en ren kritisk Betragtning maatte vise sig som et i theoretisk Henseende frugtesløst Forsøg — selv om Experimenterne i visse Henseender syntes at bekræfte hans Ideer. Som man ser, er dette Program ret omfattende. Og da den i min Plan liggende systematiske Anvendelse af Anæsthetica til Paavirkning af Planter hidtil kun var forholdsvis meget lidt forsøgt, er det indlysende, at Undersøgelsen foreløbig maatte faa en stærk Be- grænsning i sin nærmest kun orienterende Karakter: det er en første Redegjørelse for Studier paa et endnu ret uopdyrket Felt, der forelægges i denne og den folgende Afhand- ling. Derfor kan der hist og her være et noget tilfældigt Præg over Undersøgelsen, som dog paa den anden Side er saa vidt fremskreden, at en Publikation ikke længere bør op- sættes. Man vil da i denne første Meddelelse kun finde Spørgsmaalene behandlede i de grovere Træk; efterhaanden som fortsatte Undersøgelser maatte komme nærmere ind paa de enkelte, her mere summarisk behandlede Punkter, skulle de vundne Resultater blive fremlagte. b. Methoder og Fejlkilder. Forsøgs-Objekterne. Det er især modnende Frø, samt modnende eller i Hvile værende Løg og Knolde, der ere anvendte til Forsøgene. Navnlig ere udpillede grønne Ærter og umodne Lupiner (Lupinus luteus) blevne benyttede. Af Lupiner faas forholdsvis let et meget ensartet Materiale, da man i Frøskallens mere eller mindre stærkt fremskredne — eller endnu manglende — mørkfarvede Tegning har et ganske godt Kjende- tegn at sortere efter. Lige store og ens tegnede Frø med samme Farvetone lade sig let tilvejebringe. Ved et ringe Antal (4, vanskeligere ved 5) Parallelforsøg kan man skaffe sig et enestaaende ensartet Materiale af Lupinfrø ved at fordele de 4 (eventuelt 5) mest ens- artede Frø i hver antagen Bælg paa hver sin Prøve; hvor en saadan Fremgangsmaade er brugt, er dette betegnet ved Ordet «belg-felles» Prøver. Ærter frembyde mindre i Øjne faldende ydre Kjendetegn paa Ensartethed; men naar man af en større Bunke samtidig plukkede Bælge først udsøger saadanne, der se ens ud, og dernæst af de udpillede Frø forkaster alle, der afvige nævneværdigt, faar man dog ogsaa her et godt Materiale. Ogsaa 19 291 hos Ærter kan det vere en Fordel at tage «belg-felles» Prøver. Bygkorn (Hordeum distichon’s Varieteter) i forskjellige Modningstrin ere ogsaa blevne benyttede og have afgivet et ganske godt Materiale. Kartofler ere, hvad ogsaa Müller-Thurgau fremhæver, et alt andet end ensartet Materiale. Her maa man benytte Sorter med smaa Knolde og anvende forholdsvis mange. En Ituskjæring, saaledes som Muller-Thurgau meget ofte anvender dent), er forkastelig, idet Saarene fremkalde ofte meget betydelige Forstyrrelser i Stofskiftet, hvilket Forhold senere skal omtales. Af samme Grund ere ituskaarne Grene (Salix acutifolia) kun undtagelsesvis blevne benyttede. Et Objekt, der, ligesom Kartofler, er meget varierende, er Crocus-Knolde. Hele Rækker af Forsøg med dem, anvendte i umoden Tilstand, have maattet kasseres paa Grund af Materialets Uensartethed. Derimod synes en lille hvid Varietet af Rødløg (Allium Cepa), de saakaldte «smaa hollandske Løg» eller «Perlelog» — dog ikke at forvexle med de virkelige Perlelog (af Porre) — at være meget ensartede, naar de udsøges omhyggeligt efter Størrelse og Form. I enkelte Tilfælde har jeg benyttet afplukkede grønne Hyldebær samt kort før Løvspring afskaarne Knopper af Bøg og Ær. Modnende Frø eller — som hos Byg — Organer, hvis Hovedmasse udgjøres af Frø, ere, i Modsætning til andre Plantedele, ganske særlig egnede til at experimentere med ogsaa i fra Moderplanten fjernet Tilstand. Thi deres Hovedbestanddel — Kimen (og Frøhviden) — er et Hele, der ikke staar i organisk Sammenhæng med Moderplanten, og vil derfor ved Løsningen ikke faa nogen egentlig Saar-Pirring, hvilket derimod turde vere Tilfældet med maaske alle andre Organer. Kimplanter ere selvfølgelig fri for denne Mangel; men Kimplanternes i højst forskjellig Grad følsomme Organer gjøre dem langt mindre skikkede end modnende Frø til at studeres med Hensyn til de her benyttede Giftes Ind- virkning paa Stofskiftet. Anbringelsen af de anæsthetiske Midler er stedse sket saaledes, at en afmaalt Mængde Kloroform eller Æther — denne sidste er benyttet i det langt overvejende Antal Tilfælde — er bleven rask udgydt over sammenrullet eller til en Papirskugle sam- menkrøllet Filtrerpapir, der i Forvejen var befæstet paa en Træ- eller Glaspind, saaledes at Papiret holdtes i den øverste Del af den med Glasprop forsynede Beholder. Baade Æther- og Kloroformdampene ere, som bekjendt, meget vegtfyldige og synke strax ned til Beholderens Bund. Plantedelene vare sædvanlig anbragte i større eller mindre Bægerglas, undertiden dog direkte i Beholderen. Kort efter Ætherens Anbringelse vil, paa Grund af det flygtige Stofs raske Fordampning, Luftrumfanget søge at udvide sig. Hvis man da ikke i Tide løfter Proppen lidt, kan denne kastes helt af eller dog med et Stød hæves af 1) p. d. anf. Sted, 1882, S. 763. Saafremt Muller-Thurgau's Resultater kun vare naaede ved Forsøg med ituskaarne Knolde, kunde der være nogen Tvivl om deres Rigtighed; men heldigvis er dette dog ikke Tilfældet. 38" 292 20) det stigende Tryk. Som Beholder er hyppigst anvendt Cylinderglas eller Glaskrukker paa 0,5—4 Liters Størrelse; undertiden dog Woulff'ske Flasker paa 2 à 4 Liters Indhold. Den anvendte Æther har stedse været almindelig god Handelsvare (officinel Æther), som i Forvejen er bleven mættet med Vand ved Rystning med en rigelig Mengde Vand og lidt kulsur Magnesia. Herved fjernes vel ogsaa en eller anden mulig tilstedeværende Urenhed, lidt Syre 0. desl. Hvor intet andet er sagt, have de anæsthetiserede Planter saa vel som Kontrolplanterne henstaaet i Mørke, d. v.s. i almindelige Bord-Skabe, og ved en Temperatur af 16—20° C. De kemiske Undersogelser have været af ret summarisk Natur. Naar det tages i i Betragtning, at ret forskjellige Plantearter have veret provede, og at der i disse fore- komme meget forskjelligartede Forbindelser, baade blandt de kvælstoffrie og de kvælstof- holdige Plantestoffer, vil det indses, at en nærmere kemisk Karakteristik af Stofferne vilde representere for sig alene et meget omfattende Arbejde, som kunde vere Gjenstand for selvstændige Afhandlinger — paa dette Punkt maa dog Kemikere tage Affere'). For mig har Opgaven nermest veret den i de store Trek at karakterisere Stofomdannelsernes Retning under de forskjellige experimentelt tilvejebragte Tilstande. Det er kun fra dette Synspunkt, at de i kemisk Henseende primitive Methoder, jeg har anvendt, maa bedommes. I et senere Arbejde skulle nogle enkelte Momenter iøvrigt søges belyste ved lidt mere indgaaende kemisk Analyse; men her er det med fuldt Overleg, at jeg paa forskjellige Punkter lader Opgaver, der frembyde sig, ligge ganske urorte, saaledes at der altsaa snarere stilles Sporgsmaal end gives Svar. Men dette er vel ikke nogen Fejl ved et orienterende Arbejde. Plantedelenes Forberedelse til Analysen. Plantedelene, f. Ex. Frøene, Herhen hører f. Ex. Jessen-Hansens smukke Arbejde over Kulhydraterne i vore Kornsorter paa forskjellige Udviklingstrin (Meddelelser fra Carlsberg-Laboratoriet, 4de Bind, S. 145, 1896). Denne kemisk-deskriptive Undersøgelse har kostet flere Aars Arbejde. Hvorledes skulde en Enkelt over- komme tilsvarende Analyser af samtlige her benyttede Planters kvælstoffrie og kvælstofholdige Stoffer og tilmed, hvad der fysiologisk set er det vigtigste, gjennemgaa de forskjellige fundne Stoffers Forhold under de ved Experimenterne varierede abnorme Betingelser? Man er desværre kun altfor ofte nødsaget til at holde Fysiologiens og Kemiens Opgaver ude fra hinanden: lad Fy- siologien gjøre de fysiologiske Opdagelser, saa vil Kemien bag efter kunne anvende, eventuelt ud- dybe dem; og lad Kemikerne gjøre de rent kemiske Opdagelser, som derpaa kunne komme Fysio- logien til Gode — beherske begge Retninger kan dog ingen! Derfor synes det mig ganske besyn- derligt, naar den højt fortjente Kemiker E. Fischer i sin interessante Tale: «Die Chemie der Kohlenhydrate und ihre Bedeutung für die Physiologie», Berlin 1894, S. 34—35, ligesom beklager Forskere som en Sachs og en Hellriegel, at de ikke ogsaa ere fremragende analytiske Kemi- kere. Naar man endelig her vil beklage noget, saa er det snarere Mangel paa biologisk Interesse hos selve de tyske Kemikere, der har medfort det, som Fischer anker over: at Sachs’ Opdagelse af Stivelsedannelsens og Stivelse-Udtomningens Spil i de grønne Blade, og Hellriegel's Opdagelse af Bælgplanternes Forhold til det frie Kvælstof først ved henholdsvis engelske og franske Kemikeres Forskninger have faaet en indgaaende kemisk Preve. 21 295 vejedes altid umiddelbart for Forsøgene begyndte, og denne Begyndelses-Vægt er lagt til Grund for Beregningerne ved og af Analyserne. Vejningen af Plantedelene er, hvor intet andet er sagt, bleven udfort ved Hjælp af en god, finere Standvegt og med en Nojagtighed af ca. 5 Centigram for de mindre Provers Vedkommende. Det er ganske illusorisk her at benytte Præcisionsvejning. Af Ærter, Lupiner, Byg o. |. er der til de enkelte Prøver an- vendt fra 15—40 Gram, og saaledes, at der i Parallelproverne var saa vidt muligt lige mange Fro. De enkelte Portioners Vægt søgtes blot tilnærmelsesvis gjort lige store; naar f. Ex. Portionerne skulde vere ca. 20 Gram, kunde Vegten godt variere fra 19,8—20,2. Naar en Portion af Fro, Knolde, Log o.s.v. havde henstaaet i den bestemte Tid med eller uden de anesthetiske Midler, blev den knust i en Morter med en vis Mengde kulsur Baryt (1 à 5 Gram) for at neutralisere al Syre, derpaa bragt ned i numererede og tarerede Koge- flasker med oftest 9 Gange Plantedelenes Vægt 65 à 70 pCt. Alkohol og hurtigt i Vandbad opvarmet til Kogning. Efter Afkjeling, Opvejning med Alkohol til bestemt Vægt, i Regelen netop 10 Gange de friske Plantedeles oprindelige Vegt (+ Vegten af det anvendte kulsure Baryt), bleve Kogeflaskerne tilproppede og henstillede i et morkt Skab indtil Analyserne skulde udføres. Da gaves sædvanlig atter et Opkog, afkjoledes, opvejedes og henstilledes til næste Dag, hvorpaa Filtrering foretoges. Af det næsten altid spejlklare Filtrat toges da en vilkaarlig, men for alle Parallelprover identisk, Vegtmengde i Arbejde. Sædvanlig have de fra og med 1894 behandlede Plantedele henstaaet (i Morke) fra 2—8 Maaneder, inden Analyserne, i Lobet af Vinteren, kunde udfores. Den eneste Ulempe ved denne Frem- gangsmaade, som dikteres af det intensive Arbejde i den korte Seson for Modningen, er Kravet til et rigeligt Glas-Forraad. Ved den lange Henstand er man vis paa, at alt op- løseligt virkelig udtrækkes. Baryt-Tilsetningen er sket for at hindre den større eller mindre Syremengde hos Plantedelene i at invertere Sukker. En saadan Foranstaltning bør altid tages ved Planteanalyser, naar Kulhydraterne skulle karakteriseres. Ved Indvirkning af Kloroform eller stærkere Ætherdosis dannes der, hvad nedenfor nærmere skal omtales, ofte en ret betydelig Mengde Syre i Plantedelene, og denne Syredannelse kan virke endog ret stærkt inverterende. Nogle af mine første Forsøg med Kloroform gave paa denne Maade ganske vildledende Resultater (sml. S. 28). Ved Alkoholen og den hurtige Opvarmning er Fermentvirksomhed ganske eller dog vel saa godt som ganske udelukket. De meget smaa Mengder direkte reducerende Substans, jeg har fundet i Ærter og Lupiner, tyde bestemt herpaa. Af det filtrerede, spirituose Udtræk afvejes altsaa en bestemt Mengde, som med Tilsetning af en ubetydelig Mengde kulsur Baryt eller kulsur Magnesia inddampes til hen- imod Torhed. Ved Kloroform-Anvendelse i Forsøgene maa der drages Omsorg for at dette Stof fordampes fuldstendigt, da det som bekjendt reducerer Fehlings Vedske. Inddamp- ningsresten optages i Vand, renses ved Tilsetning af basisk eddikesurt Bly i ringe Over- skud, opfyldes til 50 eller 100 Kubike. og filtreres. Ved Beregningen er der intet Hensyn 294 22 taget til Blybundfaldets — tort vel neppe betydelige — Rumfang. I Filtratet fra Blybund- faldet bestemmes da Kvælstof-Indholdet og Sukkermengden 9: Reduktionsevne for og efter Inversion. Ikke saa sjældent have Polarisationer tjent til Kontrol og til Vejledning m. H. til Sukkerarternes rent forelobige Karakteristik. Kvelstofbestemmelserne ere alle udførte efter den forbedrede Kjeldahl’ske Methode). Da basisk eddikesurt Bly fælder Æggehvidestoffer og visse nærstaaende Stoffer, men ikke Amidstofferne?), er Kvelstofmengden i Filtratet fra Blybundfaldet et meget brug- bart Maal for hvad vi ovenfor have kaldt «Amid-Kvelstoffet»: et Plus vil utvivlsomt kunne tolkes som Udtryk for at Amidstoffernes Mengde er tiltaget, et Minus som Udtryk for at de ere formindskede i Mengde, hvilket sidste man, efter hvad der kjendes til Planternes Stofskifte, tor forklare saaledes, at Amidstofferne i de modnende eller hvilende Organer ere anvendte til Dannelsen af Æggehvidestoffer eller beslegtede Ting. Dette Punkt vil forhaabentlig i et senere Arbejde blive nermere belyst. At gaa nermere ind paa en Analyse af de forskjellige Amidstoffer eller paa en Adskillelse af disse og Peptoner, har jeg slet ikke kunnet tenke paa. Om Peptoners Forekomst og Forhold kan jeg altsaa aldeles intet sige. I større Mængde optræde de dog neppe i modnende Organer. — I nærværende Afhandling tages altsaa kun Hensyn til Prøvernes Indhold af Kvælstof ialt («Total- Kvelstoffet», som altid bestemtes i samme Prøve som den, hvori Torstoflet bestemtes, sml. nedenfor) og til Amid-Kvælstoffet 9: saaledes ville vi for Nemheds Skyld kalde Kvælstoffet i de ikke ved basisk Bly fældbare Kvælstofforbindelser. Sukkerbestemmelser ere udførte ved Hjælp af Titrering med Fehlings Vædske. De hidtil anvendte Titreringsmethoder ere med Rette komne i Miskredit, hvor det gjælder nøjagtig Bestemmelse og Karakterisering af Sukkerarter. Den af Kjeldahl*) i 1879 modificerede Reischauer'ske Fremgangsmaade byder dog saa mange Fordele, naar Talen er om sammenlignende Analyse-Rækker, hvor, som her, rent relative Værdier — ofte blot et Plus eller et Minus — ere Hovedsagen. Den Omstændighed, at Methoden for saa vidt kontrollerer sig selv, som den øjeblikkelig afslører en Fejl ved Afmaalingen af Vædskerne, er tilmed et stort Gode. Den værste Gene ved Methoden er den ofte sene Bundfældning af det i Plante-Udtrækkene udskilte Kobberforilte, der gjør Bedømmelsen af Farve-Over- gangene hos Vædskeprøverne usikker. En anden Fejl, at der kan opstaa grønlige Blan- dingsfarver, er efter mine Erfaringer med det her benyttede Materiale og med de her 1) Meddelelser fra Carlsberg Laboratoret, Bd. Il, S. 323 og S. 330. 1888. 2) Peptoner — efter nyere Definitioner af dette Udtryk — fældes ej heller af basisk eddikesurt Bly. Men saadanne Peptoner synes dog kun i mindre Mengde at forekomme hos Planterne (Halliburton: Chemische Physiologie 1893, S. 143); medens som bekjendt Amidstoffer spille en meget væsentlig Rolle i Plante-Stofskiftet. I den nys udkomne den Udgave (1897) af Gautier’s Lecons de chimie biologique, angives iovrigt endnu, at Peptoner fældes med basisk eddikesurt Bly. 3) Meddelelser fra Garlsberg Laboratoriet, Bd. I, S. 128. 23 295 benyttede Methoder, ingenlunde særlig generende. Den førstnævnte Fejl ved Methoden har jeg ophævet paa følgende Maade; Ideen hertil ligger i Grunden i Kjeldahl's sidste Afhandling") om Sukkerbestemmelser. Ved at lægge bønne-store Stykker meget letsmelteligt (eventuelt med Vaseline blandet) Paraffin i de med Analyseprøve og Fehlings Vædske for- synede Reagensglas, inden disse sænkes i det kogende Vand, afspærres Luften fra Vædsken, og, medens dette ikke synes at have synderlig Indflydelse paa selve Titreringens umiddelbare Resultat, opnaas derimod den Fordel, at man efter Kogningen (sædvanlig 15 Minutter) rolig kan lade Glassene henstaa i en eller flere Timer til Klaring uden at Vædsken kjendelig «blaaner efter», hvilket derimod sker, naar Glassene henstaa uden Paraffin-Prop. Ved Række-Analyser kan man da i Ro titrere færdigt og senere efterhaanden aflæse Resultatet, naar Vædskerne ere blevne klare. I de Tilfælde, hvor Bundsætningen foregaar meget langsomt, er det iøvrigt ofte til stor Nytte at anvende en paa Alkali rigere Fehlingsvædske eller simpelthen at sætte et Par Kubikcentimeter af en 15 pCt.s Natron- Opløsning til hvert Reagensglas før Kogningen. Selvfølgelig er det en Grundregel ved Parallel- eller Række-Analyserne at lade alle de enkelte Prøver faa ganske samme Be- handling. Hvor der har været Anledning til — nærmest for Oversigtens Skyld — at beregne «Sukker»-Mængden efter Titreringens Resultater, har jeg uden videre benyttet den gamle, som bekjendt ikke almengyldige og forresten ej heller aldeles nøjagtige Angivelse, at 10 Kubikcentimeter Fehlings Vædske svarer til 50 Milligram (Drue-) Sukker. For nærværende Afhandlings Øjemed er denne Beregning dog fuldt forsvarlig, og da der dog slet ikke kan være Tale om en Karakterisering af de fundne Sukkerarter, vilde Indførelse af Korrektioner være ganske meningsløs her. Som Regel vil dog blot det fundne, resp. det for 10 Gram Friskvægt beregnede Antal Kubikcm. Fehlings Vædske blive angivet. Hvor Titreringen skulde udføres direkte i Blyfiltratet, er Blyet bleven fjernet med svovlsurt Natron; ofte har dette dog vist sig ganske overflødigt, f. Ex. hos Lupiner og Ærter, hvor der under Mod- ningen neppe findes Maltose, paa hvis Reduktion Blyet som bekjendt angives at have en betydelig nedstemmende Virkning. Invertering er udført ved Hjælp af fortyndet Svovlsyre; i Regelen er anvendt i 40 à 50 Cc. Vædske: 5 Ge. 15 pCt. holdig Syre og Indvirkningens Varighed har været 11/4 à 17/2 Time, i hvilken Tid Vædsken har staaet enten i strømmende Vanddamp eller i kogende Vand. Ved forskjellige Kontrolforsøg har jeg overbevist mig om at Inverteringen har været tilstrækkelig”). Efter Inverteringen er Syren bleven næsten neutraliseret med den hertil fornødne Mengde Natron. Saavidt muligt har jeg sørget for at de inverterede Udtræks Koncentration blev en saadan, at Titeren stod mellem 3 og 5 1) Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet, 4de Bd., S. 1, 1895. Se ogsaa Oversigt over d. K. D. Vidensk. Selsk. Forh. i 1894, S. 14. *) Om Syre-Inverteringens Mangler, se iovigt Kjeldahl paa det nys anførte Sted, iste Bd., S. 346. 296 24 Kubike. Fehlings Vedske pr. 5 Kubike. Udtrek. Ingenlunde altid har dette dog kunnet gjennemfores, og undertiden har det vist sig, at Titeren sank ned mellem I og 2 Kubike. Fehling!). I saa Fald har jeg altid tilføjet Natronoplosning eller titreret med Fehlings Vædske, fortyndet med sit lige Rumfang Seignettesalt-Natron-Oplosning. Hvis ikke, kan Reaktionen let forlobe abnormt, med Hindedannelse i Stedet for Bundfald; særlig synes Udtræk af Crocus-Knolde i saa Henseende at vere følsomme: Vedsken maa være stærk alkalisk. At alle Prover, horende til samme Analyse-Rekke, ere behandlede ens ogsaa i Henseende til de her omtalte Forhold, er vel en Selvfolge. Aciditetsbestemmelser ere af og til udførte, og da i spirituese, koldt til- beredte Udtræk af de paagjældende Plantedele — selvfølgelig vundne uden Tilsætning af Barytkarbonat. Hyppigst har jeg benyttet Overmætning med fortyndet Natron og, efter Tilsætning af Lakmoid eller Fenolftalein, Titrering med !/1o normal Saltsyre indtil en vis Overgangsfarve, der i øvrigt ikke altid er let at træffe nøje i slige Udtræk, er naaet. Ogsaa Hagen Petersens?) jodometriske Syrebestemmelse har jeg prøvet; i mine Forsøg har den dog ikke været til særlig Nytte. Syre-Bestemmelserne prætendere intet andet end at give Oplysninger om, hvorvidt der under Narkosen var dannet — eller svundet — en kjendelig Mængde Syre eller ej. Af Fedtbestemmelser ere et mindre Antal udførte, alle hos Lupinfrø og efter Halle-Forsøgsstationens Methode), med Benyttelsen af Schleicher & Schülls Tut-Filtre. Hvor Torstofbestemmelserne have haft serlig Betydning, saavel som hvor Torringen af anden Grund (Fedtbestemmelse) skulde vere fuldstendig, er Torringen fore- gaaet i det Riber-Kjeldahl’ske Vakuums-Apparat®) ved 100°. Oftest har dog en Tørring i et Dogn i en almindelig Vand-Torrekasse veret benyttet. Ved Analysernes Beregning er jeg altid gaaet ud fra Torstofbestemmelserne i en Prove af de paagjeldende friske Plantedele. Jeg har da sat som Forudsætning, at Halvdelen af Torstoffet var opløseligt i den alkoholiske Vedske®). Dette er vilkaarligt, men staar dog mellem de to faktisk urigtige Yderpunkter: at betragte Torstoffet som helt eller slet ikke opløseligt. Fejlen ved min Forudsætning er i alt Fald ringe. Exempel: {5 Gram friske Ærter med 25 pCt. Torstof, knust med 2 Gram kulsur Baryt og opvejet med Alkohol til ialt 150 Gram (152 med Barytsaltet). Af Filtratet toges 120 Gram i Arbejde. Disse 120 Gram repræsentere da 12,15 Gram friske Arter og heraf beregnes 1) Ved de lejlighedsvis udforte Bestemmelser af Reduktionseyne for Inversionen have Tallene været endnu lavere. *) Svensk kemisk Tidskrift Nr. 7 og 8, 1892. 3) Die Versuchsstation Halle a. S. Berlin 1892, S. 20. 4) Faas hos Kobbersmedemester Jensen, Vesterbrogade 107 B, Kjøbenhavn V., i fortrinlig Udførelse. 5) Barytkarbonatet har man her set ganske bort fra: Syremængden i Plantedelene er ikke stor, og det er iser kalkfældende Syrer, der findes. bo on A] 297 Indholdet af de fundne Stoffer for 10 Gram friske Ærter, I de 15 Gram Ærter findes 15.25 100 fandtes i de 152 Gram Plante-Sprit-Baryt-Blanding 148,1 Gram Vædske, der repræsentere 15 Gram friske Ærter. 120 Gram Vædske, som anvendtes i Analysen, svare da til ee — 12,15 Gram. Man ser let, at Fejlen ved min Forudsætning bliver praktisk talt forsvin- nemlig — 3,75 Torstof, hvoraf Halvdelen, afrundet 1,9, sættes som uoploselig. Følgelig dende; thi var alt i Ærterne opløseligt, vilde de 120 Gram svare til 12 Gram Ærter, og var alt uopløseligt, vilde samme Filtrat-Mængde svare til 12,3 Gram Ærter. Størst mulige Fejl vil altsaa vere c.1 pct. Ved Række-Analyser vil denne Fejl vere temmelig konstant, og under alle Omstendigheder vil vor Forudsetning ikke foroge, men tvertimod i ringe Grad formindske Afvigelserne mellem Prøverne; thi hvis f. Ex. ved Ætherisering Sukker- mængden stiger paa Stivelsens Bekostning, saa vil man, ved samme Beregning, faa lidt mindre Tal end rigtigt. Men Udslagene vilde være desto sikkrere paaviste. Her at anvende Methoder af mere nøjagtig Art, som dem, der f. Ex. anvendes ved Malt-Undersogelser, hvor Vædskerne ere ganske anderledes koncentrerede, vilde være, for at bruge et beromt Citat, at «frasi Myg og sluge Kameler» — thi selve Plantematerialets Afvigelser ere for store til sligt: Resultaterne maa vere saa haandgribelige, at der ingen Tvivl kan være om Ud- slagenes Retning. Heldigvis er dette ogsaa Tilfældet, hvad de enkelte Forsøg ville illustrere. Aandedrætsforsøg. Det har her kun drejet sig om Kulsyrebestemmelser ; hidtil har det været mig umuligt ogsaa at overkomme Iltbestemmelser — helt bortset fra den Omstændighed at mit ny-indrettede Laboratorium endnu ikke har kunnet forsynes med de hertil nødvendige Apparater. Selvfølgelig bør, ved en nøjere Analyse af de anæsthetiske Midlers Virkning paa Planterne, den respiratoriske Kvotient ganske særlig tages i Betragt- ning, da man ikke uden at kjende den kan faa et dybere Indblik i Stofskiftets forskjellige Virksomheder. Formaalet med Kulsyrebestemmelserne var nærmest det, at faa Oplysning om hvor megen Kulsyre de i 1, 2 eller flere Døgn hensatte Planter udskille under eller uden Narkose, resp. under Eftervirkning af Narkosen; thi Kjendskabet til Kulsyre-Produktionen kan give vigtige Fingerpeg med-Hensyn til Kulhydraternes, særlig Sukkerets Forhold. Hyppigst have de til Respirationsforsøgene anvendte Plante-Beholdere været Woulff'ske Flasker paa 2 Liter, og altid er en Prøve uden Æther hensat til Sammenligning under iøvrigt lige Vilkaar. (Kloroformerede Planters Aandedret er kun i et enkelt, foreløbigt Forsøg bleven prøvet.) De nævnte Beholdere vare lukkede med gjennemborede Kautschukpropper ; i den ene af disse sad et til Bunden naaende, i den anden Prop derimod et ganske kort Glasrør, begge forsynede med Haner. (I enkelte Tilfælde benyttedes Glasrør med Kautschuk- slanger og Klemmehaner.) Saavel hos de ætheriserede som hos de ikke ætheriserede Prøver var der indsat Papir; dette optager nogen Fugtighed, som altsaa drages fra Planterne, og i saa Henseende bør Prøverne stilles ens. Ikke blot ved Aandedrætsforsøgene, men overalt, D, K. D. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 39 298 26 er dette sket; da Planteorganernes Vand-Indhold utvivlsomt i hej Grad paavirker Respira- tionens Livlighed, er denne Forsigtighedsregel navnlig her paa sin Plads. Et Par Minutter efter at Ætheren var tilsat, aabnedes et Ojeblik Hanen paa det korte Ror for at fjerne Overtrykket. Den Absorption af Æther, som Kautschukpropperne udøve, kan neppe være synderlig stærk og vil, hvad der her alene har Interesse, neppe kunne tænkes at medføre nogen nævneværdig Forøgelse af Kautschukens Permeabilitet for Kulsyre. Skulde dette imidlertid dog have været Tilfældet, ville Tallene for Kulsyre-Udskil- ningen under Narkosen være lidt for lave; men dette hele Spørgsmaal har jeg dog ikke fundet Anledning til nærmere at prøve. Naar den i Beholderen dannede Kulsyre skulde bestemmes, lededes kulsyrefri Luft ind gjennem det korte Rør med en, ved et Gasuhr kontrolleret, Hastighed af 20—25 Liter pr. Time, og denne Gjennemledning varede 2 å 3 Timer. Efter Erfaringer fra andre Lejligheder kan jeg hævde, at en saadan Gjennemluft- ning af 2-Liters Beholdere allerede efter højst 1'/2 Time medfører en fuldstændig Udluftning. Kontrolforsøg have iøvrigt ogsaa vist dette, sml. S.36. Luften blev befriet for Kulsyre ved at gaa gjennem to med Kali-Pimpsten forsynede, ofte fornyede U-Rør og — til Kon- trol — en Fresenius’ Absorptionsflaske med 10 Cubikcm. 15 pCt. Kaliopløsning. Efter at have passeret Plantebeholderen fortes Luften gjennem et System af 3 saadanne Flasker, som hver indeholdt 10 Ge. af den nævnte Kalioplosning og som ved Sta- tiver, eller ved at spændes paa skraat tilskaarne Klodser, holdtes i skraa Stilling, saa at Kalioplosningen afspærrede Kuglerorets nederste Del (Fig. 1). Det er af stor Vigtighed, at Fig. 1. Et Fresenius’ Absorptions- Apparat, monteret til Respirations- forsøg. Se Texten. Kugleroret i sin overste, ombojede Del er saa vidt, at de smaa Draaber, der stænke op gjennem Kuglerne, ikke, idet de flyde sammen, skulle spærre Roret og fores videre. I samtlige Forsøg har det vist sig, at de to første Absorptionsflasker have kunnet tilbage- holde al den producerede Kulsyre. F.Ex. indeholdt, i et Forsog med Ærter, den ner- mest Beholderen staaende Absorptionsflaske 194 Milligram Kulsyre, den neste 20 Milli- gram og den tredie 0 Milligram mere end Kontrolproven. 1 et andet Forsøg af samme 299 DD “I Serie vare Tallene 172 +1+0. I et Forsøg med Pilegrene (Forsøg XLIII), hvor det drejede sig om meget store Kulsyremengder, og hvor der iøvrigt blev anvendt 20 pCt’s Kali, stil- lede Forholdet sig saaledes: 616 + 168 4 10 Milligram Kulsyre; i et andet Tilfælde af samme Serie derimod 352 + 44 + 0. Sædvanlig har jeg da ladet de to Parallelforsog — Prøverne med og uden Æther — gjennemlufte af samme Luftstrom, hvad der selvfølgelig intet er i Vejen for, da Kulsyren jo fuldstendig tages bort inden Luften fra den forste Beholder naar den anden. At i saa Fald Ætherpraven stilles sidst, nærmest ved Luft- pumpen, er en Selvfolge. Naar Gjennemluftningen var forbi, overførtes den kulsvreholdige Kalilud i Maale- flasker à 100 Kubiketm. paa folgende Maade. Gjennem Gummislangen paa Absorptions- flaskens Kugleror (Fig. 1, øverst tilvenstre) fortes fra en Pipette 25 Gubiketm. (eventuelt 30) af en c. 5 pCt.’s Klorbariumoplosning saaledes ind i Flasken, at Kugleroret blev skyllet indvendigt, derpaa heldtes, gjennem Absorptionsflaskens i Randen vel fedtede Hals, den hvide Blanding ned i Maaleflasken. Derpaa udskylledes Absorptionsflasken hurtigt 3 Gange med c. 20 Kubiketm. Vand, paa samme Maade som med Klorbariumoplesningen, og slut- telig fyldtes Maalekolben til Mærket, tilproppedes omhyggeligt, omrystedes stærkt og hen- sattes til Bundsætning. Af den klare, over det kulsure Baryt staaende Vedske, titreredes 20 Cubikctm. med 1/11 normal Saltsyre og Fenolftalein. Saltsyre-Titreringen, som jeg i sin Tid indførte") i Stedet for den ældre Pettenkoferske Titrering med Oxalsyre, har fremdeles vist sig praktisk og benyttes nu almindeligt i de plantefysiologiske Laboratorier. Bundfaldet kan man ganske ignorere ved Beregningen, saa at Titreringens Resultat, multipliceret med 10, giver det søgte Antal Milligram Kulsyre, som Planterne have udskilt; thi af 1/11 normal Saltsyre svarer jo hver Gubiketm. til 2 Mgr. Kulsyre. Selvfølgelig maa der stedse, da Kaliluden ikke holder sig fri for Kulsyre, foretages en Kontrol-Titrering med den til Forsøget be- nyttede Lud, der da naturligvis forst bringes i en Absorptionsflaske og i det Hele behandles parallelt med Analyserne. Det viste sig hurtigt, at den sidste af de tre i Forsoget efter hverandre stillede Absorptionsflasker — og ligeledes den efter U-Rorene staaende — egnede sig udmerket til at afgive Nul-Punktet for Titreringen; det ovenfor omtalte Forsog med Pilegrene viste den eneste Undtagelse fra denne Regel, naturligvis begrundet i den ganske enestaaende sterke Kulsyre-Ophobning. Den angivne Methode har givet mig særdeles overensstemmende Resultater, hvor disse have kunnet kontrolleres (sml. Lupinforsoget X, S.36). Naar ætherholdig Luft ledes gjennem Barytvand, kan der, efter Pfeffers?) Angivelser, fremkomme Feldninger af Baryt, 1) Untersuchungen aus dem botan. Institut Tübingen. Bd.1, S. 691; 1885. *) Pfeffer: Beitrag z. Kenntniss d. Oxydationsvorgänge in lebenden Zellen. (Abh. d. math.-phys. Classe d. K. Sachs. Ges. d. Wiss. Bd. XV Nr. 5, S. 136—37.) 1889. 39* 300 28 der forstyrre Resultatet, Da jeg frygtede noget lignende, indskjodes i Begyndelsen et eller to Absorptionsror med koncentreret Svovlsyre mellem Æther-Luft-Beholderen og de Fre- senius’ske Absorptionsflasker, i Lighed med hvad Lauren!), der anvender Barytvand, ogsaa har gjort. Ved direkte Forsøg med Tilsætning af ther til Kali-Klorbarium-Blandingen for den paafolgende Opfyldning til 100 Cubikem. har jeg dog aldrig faaet nogensomhelst Forandring af Titeren. Da jeg havde overbevist mig om at Forholdet var saaledes, ude- lodes fremtidig Svovisyre-Rorene, som jo altid kunne volde nogen Gene. c. Redegjorelse for Forsøgene. 1. Kloroformerings-Forsog i 1893. Ved de i 1893 paany begyndte Experimenter gjaldt det, som anført S. 17, at prøve ikke blot de kvælstofholdige Stoffers Forhold, men ogsaa de kvælstoffrie Plantestoffers. Nogle foreløbige Forsøg paa summarisk at bestemme Mængden af opløselige organiske Stoffer («opløseligt Kulstof») paa tilsvarende Maade som Amid-Kvælstoffet kan bestemmes, gave saa lidet overensstemmende og saa lidet lovende Resultater, at Sagen opgaves. Maaske vilde dog en saadan Fremgangsmaade, vel gjennemfort, kunne give interessante Oplysninger. Imidlertid har jeg ved Kloroformeringsforsøgene kun haft Opmærksomheden henvendt paa Sukker-Mengdens Svingninger, foruden paa Amidstofferne. Forseg 1. 19-22/7 93. Tre Prøver, Nr. 1—3, à 20 Gram grønne Ærter, frisk udtagne af nys plukkede Belge, toges i Arbejde. En Prove analyseredes strax, en anden hensaltes 3 Dogn uden Kloroform, og den tredie hensattes med 0,5 Gubikcentimeter Kloroform i et 2-Litersglas. Der anvendtes ikke kulsur Baryt ved Ærternes Knusning med Alkoholen (sml. S. 21). Resultatet af Titreringerne, angivet i de raa, umiddelbart fundne Tal (de inverterede Prover havde kun den halve Koncentration af de ikke inverterede Provers; ved en Sammen- ligning bor derfor Tallene for de inverterede Prover fordobles) var: Reduktion af Fehlings Vædske ee eee Proverne for Inversion. efter Inversion. 122 °StraX analyser PERRET TE A CU 0,15. 3,60 2 MON SAS DYNES SS) Soo er: 0,05 0,85 3. do. med 0,25 Gubiketm. Kloroform pr. Liter . . 1,30 3,35 1) Walter Lauren: Om inverkan af eterânga pa groddplantors andning. Disp. Helsingfors 1891. S.S. bo «2 i 301 Dette Forsøg viser i al sin Umiddelbarhed strax, at der uden Kloroforms Nærværelse foregaar et stærkt Sukkerforbrug i de udpillede Ærter: %/4 af Sukkermængden er forsvunden påa 3 Døgn, medens Kloroformeringen i meget væsentlig Grad hæmmer Sukkerets Formind- skelse 9: aabenbart dets Kondensation til Polysaccharider. Naar man erindrer, at den kloro- formerede Prøve i Løbet af de 3 Døgn maa antages at bruge i alt Fald noget Sukker ved de til Grund for Aandedrættet liggende Stofskifle-Processer, saa ligger det maaske nær at antage, at Kloroformen her fuldstændig har ophævet Kondensationen. Dette lader sig dog slet ikke bevise, hvad vi senere nærmere skulle udvikle. Ved et særligt Forsøg bestemtes iøvrigt Kulsyre-Produktionens Livlighed hos kloroformerede og ikke kloroformerede Ærter af omtrent samme Beskaffenhed — og med samme Dosis — som i Forsøg 1. Det viste sig derved, at 28 Gram friske Ærter i 22 Timer udskilte 564 Milligram Kulsyre; samme Mængde Ærter i kloroformeret Tilstand gav kun 376 Mgr. Kulsyre; Kloroformen dræber efterhaanden Cellerne. At anstille Beregninger med Hensyn til Sukkermængden paa Basis af disse Tal, vilde være uberettiget; ved Ætherforsøgene vil der blive Lejlighed til sligt. Maaske mest i Øjne faldende ved Forsøg I er det Forhold, at Ærte-Udtrækkets umiddelbare Reduktionsevne — oprindelig meget svag, langt svagere end man efter de almindelige Forestillinger om enkle Sukkerarters Udbredelse hos Planterne skulde vente — er bleven mange Gange stærkere under Narkosen end før denne, hvilket viser at Mængden af direkte reducerende Sukker (den botaniske Mikrokemis populære soit-disant «Druesukker») er forøget enormt ved Kloroformens Indvirkning. Jeg blev dog hurtig klar over, at dette hele Forhold skyldes en Inversion af Sukker under Materialets Behandling til Analysen; thi Udtrækket af de kloroformerede Ærter var kjendelig surt, medens Udtrækket af de ikke kloroformerede Ærter kun meget svagt rødnede Lakmuspapir. Kloroformen har altsaa foranlediget en Syredannelse her, som muligvis ogsaa lægger Beslag paa en vis Mængde Sukker. I alle senere Forsøg blev derfor anvendt en Tilsætning af kulsur Baryt, som nævnt S. 21. Forsøg II. 27-28/7 93. Grønne Ærter af lignende Kvalitet som i Forsøg I og i tilsvarende Mengde, men med svagere Dosis Kloroform og kortere Henstand. Ogsaa her gives de umiddelbart fundne raa Tal, altsaa blot relative Værdier. reducerede Ge. Fehling Milligram Amid-Kvælstof Proverne efter Inversion. 9: Ge. 1/14 normal Syre. ?) IB RUSS TAN AVS ET ER We: 5,3 121 2: ghensat I Wapn ns kn. oc. em eye 2,3 9,4 3. do. med 0,1 Kloroform pr. Liter . . . 4,8 13,2 1) Sml. Kjeldahl: Den jodometriske Syretitrering. (Medd. fra Carlsberg Labor. Bd, Il, 1888, S. 323.) 302 30 En Reduktion for Inversion var her ikke paaviselig ved noget Bundfalds Dannelse, i alt Fald ikke i Løbet af en Times Kogning. Helt blottet for direkte reducerende Sukker ere Ærterne dog ingenlunde. Skjent Kloroform-Dosis i Forsøget var saa svag og Expositions- tiden saa kort, at Frøene ikke dræbtes, var der dog en meget kjendelig Standsning i Sukker-Formindskelsen. En Del andre Forsøg gave ganske tilsvarende Resultater; de kunne forbigaas. Forsøg Ill. 21-24/8 93. Grønne Ærter; havde ligget i de afplukkede Belge 4—5 Dage. Indeholdt 26 pCt. Torstof og 4,80 pCt. Kvelstof paa Torstoffet. Tallene angive umiddelbare Titrerings- Resultater. Pr ‘ Reduktion af Fehling i Ge. Amid-Kvælstof røverne efter Inversion. i Milligram. 1:73 strax analysere tie ck essen nee 1,75 151 2. 1 Døgn kloroformeret (0,5 Cc. pr. Liter) ..... 1,8 1,5 Ae, WEA DVN EE ge 5 FE iene: 12 0,7 4. do. og derpaa kloroformeret (0,5 Cc.) 1 Døgn . . 1,4 1,2 Dette Forsøg viser, i alt Fald for Prøve 4's Vedkommende, en Sukker-Forogelse under Narkosen, som dog muligvis vilde vere sket ogsaa uden Kloroform. Forsøg IV. 15:15); 93, Anstillet med gront Byg med Hensyn til Amid-Kvelstoffets Mengde, altsaa nær- mest Parallel til de S. 16—17 omtalte Forsøg med Ærter. Bygget indeholdt 33,4 pCt. Tor- stof og 2,37 pCt. Total-Kvælstof paa Torstoffet. Der anvendtes c. 2 Gram friske, fra Axene tagne Korn til hver Enkelt-Prove. Dobbelt-Proverne 2—5 anbragtes i Glas à I Liters Rumfang og henstod i 2 Døgn med eller uden Kloroform. Resultatet var: Amid-Kvelstof i Procent af: Proverne een Friskvægten. Total-Kvielstollet. 0,12 : ieee Straxeanalyseredeme-sey es erature N 0,12 15,1 0,12 - N 0,09 2. hensatte 2 Døgn uden Kloroform . . . 2 0,09 10,7 0,08 = 0,14) _ 34 do smed OM (cseKloroforme EE | 4 | 0,14 17,3 tabt 0,14 4. do. med 0,2 do. AO oS | ‚ 0,14 18,0 0,14 OSS 5. do. med 0,5 do. COR Ro ac Ka 0,15 18,4 10,15 J aah et 303 Forsøget viser umiskjendeligt, at ogsaa hos Byg medfører Kloroformering en Forøgelse af Amid-Kvælstoffets Mengde. Forsøg V. 12-14/3 93. Grønt Byg, havde ligget et Par Dage (i en Kurv) i Axene. Reduktionsevne, efter Inversion, alene bestemt. De umiddelbart fundne Tal vare: Proverne reducerede Ge. Fehling. [astraxqanalysenctys merken she ip: BENS Gans 1,2 2. hensat 2 Degn...... BSR eher forulykket kloroformeret (1,0 Ce. pr. Liter) i 2 Døgn ... 1,4 Her er Tvivl om Sukkerforogelsen skyldes Kloroformen. Forseg VI. 1%?2/8 93. Lupiner, endnu grønne, men havde ligget et Par Døgn i Bælgene. Indeholdt 29 pCt. Torstof og 5,72 pCt. Kvelstof paa Torstoffet. Fire belg-felles (sml. S. 18) Prøver à 23 Gram benyttede. De umiddelbart fundne Tal vare: Den reducerede Ce. Fehling Milligram Amid- efter Inversion. Kvælstof. ls traxtanalysere tk SEE REIN er: 2,05 3,75 2. kloroformeret I Døgn (0,5 Cc. pr. Liter). . . 2,15 5,8 henSat MreDosn Annee AE a AG LD. 1,6 3,0 4. do. og derpaa klorof. 1 Døgn (som 2) . .. 1,85 5,4 Kloroformeringens Indflydelse paa Amid-Kvælstoffets Mængde er af samme Art som hos Ærter og Byg, og meget i Øjne faldende. Sukkerforogelsen fra 1—2 er uden for al Tvivl en Folge af Kloroformeringen, da Prove 3 viser en Nedgang; og da Materialet er særlig ensartet, er Udslaget efter mine andre Erfaringer sikkert nok. Sukker-Tilvexten fra 3—4 behover derimod ikke alene at skyldes Kloroformeringen. Forsøg VII. ?4-26/; 93, Hyldebær, rent gronne, frisk afplukkede, omtrent som de, der benyttedes ved det S. 13 nævnte Forsøg. I Friskvægten fandtes 0,50 pCt. Kvælstof. 8 Prøver à 3 Gram afpillede og for alle Stilke befriede Frugter benyttedes; blot Amid-Kvælstof-Mængden be- stemtes. Resultatet var: indeholdt Amid-Kvælstof i Procent af Total-Kvelstoffet. Proverne 12 Strax, UNdersa@liseg. or fy payee cei. an ce ee 35,4 | \ 39,4 2. (ESPN MES cr OT ET EST DIE QUE Ar 35,4 feo? dr ENV 2 GSR sa tat late een 46,6 | RS = RTE Te ot OE FAR 46,0 | se 304 32 indeholdt Amid-Kvælstof Proverne = i Procent af Total-Kvælstofet. 5. med 0,1 Cc. Kloroform pr. Liter i 2 Dogn... 43,4 | 42,7 6. do. Ber: 42,0 J 7. med 0,3 Ce. Kloroform pr. Liter i 2 Døgn... 40,0 | : 39,0 88 do, sce op VSO Alle kloroformerede Prøver vare døde og misfarvede ved Forsogets Slutning. Det mest paafaldende ved Forsøget er, at de ikke-kloroformerede Prøver ved Henstand ere blevne rigest paa Amid-Kvælstof. Dette kan paa Forhaand tænkes foraarsaget ved forskjel- lige Forhold, fremfor alt det, at saftige Frugiers Kjod muligvis forholde sig helt anderledes end Fre. Som det senere vil ses, er Grunden dog vistnok en hel anden. Paa dette Sted skal Forsoget nærmest blot illustrere det Forhold, at den stærkeste af de anvendte Kloro- form-Doser giver et kjendelig mindre Plus af Amid-Kvelstof end den svagere Dosis, hvad der ganske svarer til det hos Ærter fundne og S.17 angivne Tilfælde. Ogsaa denne Sag, som gjenfindes ved Æther-Forsogene, vil senere atter blive fremdraget. — Om Kloroformen kan det, paa Grundlag af de anførte Forsøg, siges, at den for de kvælstofholdige Stoffers Vedkommende hos modnende Fro vender Stofskiftets Retning om: under Narkosen ikke blot standser (i alt Fald tilsyneladende) Amidstoffernes Oparbejdelse til Æggehvidestoffer, men Amidstoffernes Mengde forages endog meget kjendeligt. For Kulhydraternes Vedkommende kan det hævdes, at Kloroformen standser eller dog hammer kjendeligt Sukkerets Oparbejdelse, altsaa nærmest Kondensation til Polysaccharider, og i visse Tilfælde, f. Ex. i Forsøg VI, S.31, synes Kloroformering endog at medføre Processens Omyendelse 9: en Sukker-Forogelse. Da Kloroformen imidlertid kun altfor let dræber Plantedelene, og det dog selv- folgelig i flere Henseender er vigtigt at holde Planten i Live baade under og efter Nar- kosen, blev Kloroformen snart erstattet af Æther. Allerede de første Forsøg gave Antyd- ninger om, at dette Stof egnede sig til Forsogene bedre end Kloroform. Mine i August 1893 anstillede, orienterende Stofskifte-Forsog med Æther, ved hvilke der nærmest skulde udfindes en passende Dosis, fortjene dog ikke serlig Omtale. 2. De første Forsøg med Ætherisering af hvilende Planteorganer. De Oplysninger — hvor ufuldkomne de end vare — som de nys skildrede Forsøg gave, bestyrkede mig naturligvis i Forestillingerne om antagonistiske Virksomheder i Stof- skiftet, og det faldt mig da ind at prove, om man ved Ætherisering af hvilende Organer kunde faa disse bragt ud af Hvile-Tilstanden. Thi saafremt Hvilen virkelig kun beroede paa Kondensationsprocessernes Overvegt over hydrolytiske Processer, saaledes som jeg med en — jeg tor vel sige ikke uvæsentlig — Udvidelse af Miiller-Thurgau’s Ideer 39 305 forestillede mig det"), saa maatte det antages, at de anæsthetiske Midlers Virkning paa Stofskiftet kunde medfore — nærmest som Eftervirkning eller dog i alt Fald sekundert — en Ophævelse af Hvilen. Dette syntes at være Tilfældet, hvad der vil ses af folgende exempelvis anførte Forsøg, der anstilledes efter at nogle Forforsog havde givet lovende Resultater samt Oplysninger om passende Dosis og Expositionstid. Forsøg VII. 11/10—/11 93. Enaarige, rigeligt med Rakleknopper forsynede Pilegrene (Salix acutifolia 4) afpluk- kedes, og Bladene fjernedes, saa at kun de nederste Dele af Stilkene vare tilbage. Grenene tilskares til ca. 20 Ctm.’s Længde. En Del Portioner à 5 Grene benyttedes ved Forsoget; her folges kun to af disse Portioner. De anbragtes i Cylinderglas med flade Glaspropper, rummende ca. 560 Cc., henstod i et Døgn med, resp. uden, Ather og luftedes derpaa godt ud. Sluttelig bragtes et 4 Ctm. hojt Lag Vand i Glasset, Snitfladen ved Grunden af Grenene fornyedes og de sattes i Vandet. .Glaspropperne lagdes lost ovenpaa Glassene, Vandet fornyedes hver Dag. Resultatet var: Grene uden Narkose: Syntes efterhaanden at tørre lidt ind. D. °®/ıo kun ufuldkommen Løsning af Bladstilk-Resterne. 4/11: Et enkelt Løvskud nær ved Grunden hos en af Grenene var begyndt at skyde. Forsøget afbrudt. Grene med 0,4 Cc. Ather (9: 0,75 Ce. pr. Liter) i 1 Døgn. 14/10: Sprængning af Knopskel-Hetterne hos alle Rakleknopper. Alle Bladstilk-Rester lose! 18/10: Tydelig Fremvæxt af Raklerne. °°/10: Elegant, regelmæssig Udvikling. 26/10: Fuld Blomstring. Stovknapper med rigeligt Støv. Dekskellene paa Rak- lerne rode i Spidsen (normalt er Farven sort 9: dybeste rodt, Farvestoffet endnu ikke færdig dannet?) Forskjellige andre Plantedele bleve nu med mere eller mindre godt Resultat æthe- riserede og i det K. D. Videnskabernes Selskabs Møde d. 17. November 1893 blev en lille Buket — forskjellige ved Æther af Hvile vakte Grene — samt spirende Kartoffelknolde velvilligst fremlagte af Professor Warming’). Dette ganske vist forudsete og ventede, men dog paa sin Vis ret overraskende Resultat har jeg selvfølgelig gjort til Gjenstand for nærmere Undersøgelser, der ville blive publicerede i en særskilt, efter nærværende Meddelelse følgende, Afhandling ?). Naturligvis 1) Sml. ogsaa min Plantefysiologi 1892, S. 347 og 352. *) Sml. Oversigt over det Kgl. D. Vidensk. Selsk. Forhandlinger i Aaret 1893, Mødet d. 17de Nov., S. 52. 3) Se ogsaa min Meddelelse «Bemærkninger over de hidtil vundne Resultater af Ætheriseringsmethoden» (Gartner-Tidende 1897, S. 37—44). D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 40 306 34 fik disse foreløbige Resultater en væsentlig Indflydelse paa Planen for Stofskifte-Forsøgene. Disse Forsøg skulde nemlig nu ogsaa bidrage til at belyse og nærmere prøve de Fore- stillinger, som havde faaet en tilsyneladende saa mægtig Støtte i Hvile-Experimenternes i Øjne faldende Resultat. Selv om Opdagelsen af Hvilens Ophævelse ved Anæsthetica er sket i Konsekvens af de «udvidede» Muller-Thurgau'ske Ideer, saa følger nemlig deraf ikke uden videre, at Hvilen virkelig kan forklares ved disse Ideer. Der kunde jo være en — om man vil en «tilfældig» — Parallelitet mellem Kondensationsprocesserne og de Hvilen betingende indre Faktorer, saa at Ætheren virker ens og samtidigt paa begge og ikke just forstyrrer Hvilen fordi Kondensationerne svækkes eller standse"). Opgaven for Forsøgene var altsaa en dobbelt, først at prøve, om den formodede Antagonisme i Stof- skiftet hos modnende og hvilende Organer virkelig findes alment, og dernæst, i bekræftende Fald, om en saadan Antagonisme i Stofskiftet staar i noget Kausalitetsforhold til Hvilen. 3. Ætheriseringens Indflydelse, særlig paa modnende og hvilende Planteorganers Stofskifte. Forsøg fra Aarene 1894 —96. I Forsøg 8 fremtræder Hvilens Ophævelse øjensynlig som en Eftervirkning af Narkosen. Da det tilmed er en almindelig Antagelse, at anæsthetiske Midler standse eller i det mindste stærkt hæmme alle Væxtfremtoninger, laa det nær at forudsætte — hvad jeg ogsaa gjorde — at den nævnte Æther-Virkning i det Hele taget maatte karakteriseres som en Eftervirkning?). Af denne Grund fik Spørgsmaalet om Anæsthetica's Eftervirkning ogsaa paa Stofskiftet en yderligere Interesse. Planen for Stofskifteforsøgene blev da paavirket i Overensstemmelse hermed. I den folgende Sammenstilling af Forsøg har jeg ikke fulgt nogen kronologisk Orden, men grupperet Forsøgene efter Plantearten og, indenfor denne Ramme, atter ordnet dem efter de særlige Formaal med de enkelte Forsøg. Ved de enkelte Forsøg ere de anvendte Beholderes Rumfang angivne; for Oversigtens Skyld ere derimod alle Ætherdoser angivne pr. 1 Liter Luft. Hvor intet andet siges, ere alle Analyse- Resultater beregnede for 10 Gram friske Plantedele (sml. S. 24). B 1) Jeg maa dog her skrifte, at jeg har været saa hildet i de Forestillinger, der forte mig til ovennævnte Resultater — og som deryed maa siges at have gjort nogen Nytte — at det ikke strax var mig klart, at der paa Forhaand var langt storre Sandsynlighed for en blot og bar Parallelitet, mellem de os her interesserende Sider af Stofskiftet og Hvilefænomenet, end for et Kausalitetsforhold i den angivne Retning. Se mit Foredrag ved Havebrugskongressen i 1894 («Gartnertidende» 1894, S. 168 ff.) og min Fremstilling af Hvile-Sporgsmaalet i Warmings Alm. Botanik, 3die Udg. 1895. Den paa disse Steder og i min Plantefysiologi givne Forklaring af Hvilens Iværksættelse er, som det vil fremgaa allerede af nærværende Afhandling, ikke fyldestgjorende og tilbagekaldes herved. En For- klaring af Hyilen kan vel forelobig ikke gives; Momenter dertil skulle senere blive meddelte. ?) At ogsaa denne Forudsætning har vist sig mindre rigtig, vil blive paavist i den folgende Afhandling. 35 307 Forsogsgruppe A. Lupiner (Forsog IX—XIV). Forsøg IX °°10/9 1894. Gronne Fro, dog med meget tydelig mork Tegning paa Skallen. Torstof-Indhold 38 pCt.; i Torstollet 5,23 pCt. Kvælstof. Der anvendtes ca. 20 Gram Frø til hver Prove; Beholderne à 4 Liter. Sukker og Amid-Kvælstof ere her bestemte i Remanensen fra Fedt- Extraktionen, Tallene i Parenthes ere beregnede paa 10 Gram Torstof. Hensigten hermed vil senere blive forklaret. Fedt ee rn Proverne. (9: Ætherextrakt)| Sukker ialt Amid-Kvælstof Aka | i Milligram, i Milligram. i Milligram. | Heo tStraxcunderseet: a. ee lem 275 212 | 6,1 (16,1) Dre MENSA G AMD EM ects nicer de ee yo TO DES 283 195 5,0 (13,2) Seer DO D ØE DSE es cose arti ee 254 | 208 | 5,4 (14,2) MOCHE NEA NDarD t-elle Ger 277 200 e636 5. Do. og Eftervirkning i 2 Dogn 255 | 223 | 10,3 Dette og nogle andre i 1894 anstillede Forsøg, som kunne forbigaas, vise intet for de ætheriserede Prøver mærkeligt m.H.t. Fedtstoffernes Mængde. Afvigelserne mellem Proverne 1, 2 og 4 falde indenfor Fejlgrenserne; 3 og 5 vise begge en kjendelig Nedgang, der antyder et Fedtforbrug, naar de gronne udpillede Fro henligge udover 2 Dage, hvad enten de have været ætheriserede eller ej. Efter disse i mit særlige Ojemed lidet lovende Forsog har jeg ikke videre forfulgt Fedtstoffernes Forhold; ved eventuelt nye Forsog turde Bestemmelser af Forsæbningsgraden have mest Interesse. For Sukkerets Vedkommende ses en ret kjendelig Forøgelse under Narkosens Eftervirkning, for Amidkvælstoffets Ved- kommende gjælder dette i endnu højere Grad. I Forsøget iagttoges ingen Spirings- fænomener. Forsøg” X ?%-3%/9 1895. Tolv Prøver à meget ner 15 Gram (ca. 60 Stkr.) Fro, grønne, med meget tydelig Tegning. Frøene udtoges af de frisk plukkede Belge *4/o Eftm.; Forsøget begyndte ?°/s Fm. Temperaturen i Lokalet svingede mellem 15'/2 og 16'/2° C. Frøene indeholdt 37,1 pCt. Torstof, hvori 6,04 pCt. Kvælslof. Beholderens Størrelse 2 Liter. Ved Respirationsforsagene Gjennemledning af Luft i 2 Timer. Proverne 1 og 5 vare Dobbelt-Prover. Ingen Tegn til Spiring i Forsøget. Tallene i Parenthes ere beregnede paa 10 Gram Torstof. 40* ———_— 000 nn 308 36 2 Terre wall al Ru dehold dskilt | reducerede indeholdt udskilte nen Proverne. Ge. Fehling Amid-Kvælstof | Kulsyre | Ge ne F Beers ENTE | korrigeret. efter Inversion. i Milligram. | i Milligram. | > gere a5 aa Ace ers | ane Jy Stiaxzanalysereber 5 65 oba Geo oon b. f | 4645 46,6 5.8 f 5,8 (15,6) 0 | 46,6 2 yen satel Dør er. HERRE CE Re 47,7 | 5,4 (14,6) | 40,7 53,2 De D CL NER 186 | 5,0 (13,5) | 76,0 59,0 | PMR, RON es BE SKER stk lie dr | 5,3 (14,3) 3 101,0 61,5 fx Be weet. a. \ | 50,4 \ 5,5 I f132| Om DE MAIS RO NAS Eine b. f | 496 f 50,0 | 57S 5,6 (15,1) | 1134) 133,0 68,1 iS (OP ZING oat EN ME ee 46,8 7,0 39,3 52,2 7 = ee ee ON 49,5 | 8,4 65,3 | 58,4 8. — i2 — ; Eftervirken i 1 Døgn 49,5 | 13,5 105,3 63,8 | 9 — UE —" 3: — i4 — 54,0 | 10,1 169,3 77,1 10 — IE _ i3 — 57,8 | 14,6 164,0 80,2 Man ser med et Blik, at Tallene, hvor der findes Dobbelt-Bestemmelser, vise en af Da dette Forsog tilmed er komplet gjennemfort ogsaa m. H. t. Hvad derpaa meget god Overensstemmelse. Forsøget afgiver af denne Grund en god Illustration Methodernes Brugbarhed. Respirationen, kan det gjores til Gjenstand for en mere indgaaende Betragtning. forst Amidstofferne angaar, ses det, at Mængden aftager i de forste to Dogn og stiger lidt, alt uden Narkose. De ætheriserede Prover vise alle, selv efter kun et Dogns Forlob, en meget væsentlig Tilvext af Amid-Kvælstof. Storst er Mængden i de to Prover, 8. og 10., hvor to Dogns Ætherisering er fulgt af Eftervirkning. Respirationsforsogenes Resultater forstaas forst rigtig ved Betragtning af de enkeltvis, ved hver Bestemmelse, fundne Tal, der nedenfor gives umiddelbart, altsaa refererende sig til de anvendte 15 Gram Fro. Til disse Bestemmelser benyttedes de to Prover 5. (a. og b.), samt Proverne 9. og 10. Gangen i Forsøgene og deres Resultater ses af hosstaaende Oversigt, i hvilken de Tal, der gjælde de ætheriserede Provers Forhold under Narkosen, ere trykte cursiv; de, der gjelde Eftervirkningen, ere trykte med fede Typer. Udskilte Milligram Kulsyre Prøverne. à 2 iste og | 2det og |... = 4de og Ste jalt tsteDosn. > det Dogn.|3die Døgn. die Bae Dogn. |i 5 Døgn. | | | Csr Wiig RER 61 » | 89 » 48 | 198 ikke ætheriserede fae | rs bros ei ce 00) ail så RE 48 201 a PEDERS a 59 ee ROE TL as 94 | 254 ætheriserede . . . | VIER » 98 | ” 60 | 88 246 De ætheriserede Prøvers procentiske Af- Sree = i Pale at (ey vigelse fra de ikke ætheriserede . . . . = El +13 | +35 | +96 og +83 | 37 309 Man ser, at under selve Narkosen var der, i det første Døgn, kun en uvæsentlig Forskjel mellem den ætheriserede og ikke-ætheriserede Prove, hvorimod Forskjellen ved to Dogns Indvirkning er kjendelig og viser hos Æther-Proven en Nedgang i Kulsyre-Udskilningen. Beregnet efter de foreliggende Tal, er Nedgangen i 2det Dogn alene: 28 pCt. Under Ætherens Eftervirkning ses derimod en meget stærk, og hurtig stigende, Forøgelse af Kulsyreproduk- tionen, der langt opvejer Nedgangen under Narkosen (sml. Forsøg XI). Sukker-Mængden stiger svagt, men umiskjendeligt, ved Henliggen uden Narkose; nogen Forskjel mellem ætheriserede og ikke-ætheriserede Prover er her ikke kjendelig; derimod er en Forøgelse af Sukkermængden i Øjne faldende for Prøverne 9 og 10, hos hvilke Narkosens Eftervirkning viser sig paa lignende Maade som i Forsog IX. Der kan ingen Tvivl vere om, at der ved de Nedbrydningsprocesser, for hvilke Aandedrettet er et Udtryk, forbruges Sukker, vere sig direkte eller indirekte — i sidste Fald til Erstatning for Aandedrætstabet hos det, som de spekulerende Fysiologer betegne med Navne som «den egentlig levende Substans», det «levende Æggehvidestof» 0.1. Udtryk, hvis Berettigelse vi ikke her kunne diskutere. Men kunne vi gaa ud fra et Sukkerforbrug ved Aandedrættet, saa er det klart, at der, for at faa et fuldstendigt Billede af Sukkerets Forhold i Plante- delene, maa adderes et vist Kvantum, her altsaa et vist Antal Cc. Fehling til de paa S. 36 angivne Mengder. Sandsynlighed taler for, at den aller storste Del af den producerede Kulsyremengde representerer et tilsvarende Forbrug af Sukker. Da 180 Vægtdele Sukker (C6 Hı2 O6) svarer til 264 Vægtdele Kulsyre (6 COs), vil der til hvert Gram Kulsyre svare 682 Milligram Sukker eller, raat beregnet som angivet S. 23, 136 Cc. Fehling. Ved Hjælp af denne Faktor ere de Tal vundne, som findes overfor i Kolonnen «Cc.Fehling korrigeret». Disse Tal angive Summen af det for de enkelte Prover fundne og det til den udskilte Kulsyremængde svarende Antal Ge. Fehling. Ved Diskussionen af Forsogsresultaterne vil denne Sag atter blive behandlet. Forsøg XI 2-!4/10 1895. Aandedrætsforsog. Fire belg-felles Prover à 31 Stkr. frisk af nysplukkede Belge udtagne Fre, iovrigt meget ner identiske med det i X anvendte Materiale. Vægten af de friske Fro var: 1) 7,248, 2) 7,332, 3) 7,339 og 4) 7,305 Gram. De to forste Prover torredes strax, i hel Tilstand, 4 Dogn i Vacuumsapparat ved 110°, afkjoledes derpaa i Exsiccator og vejedes; Prøverne 3. og 4. anbragtes i Woulff ske Flasker à 2 Liter, til Prove 3. sattes 0,85 Ce. Äther pr. Liter. Kursivering og fede Typer samme Betydning som i X. Temperaturen var i Dagtimerne 17—19°, i Nattimerne ikke under 15°. J 7de og 8de Døgn var Temperaluren ca. I Grad hojere end de andre Dogn. 910 38 udskilte Milligram Kulsyre 2det og Ade—6te | 7de og Sde | 9de—12te |. Iti 12Doe 3die Dogn Dogn Dogn Dogn ae 9: 28 Timer.\o: 46 Timer. lo: 74 Timer. (9: 46 Timer. 9: 97 Timer.| 0: 291 Timer. Proverne. | {ste Døgn Prover4s uden thers cc en 27 20 29 22 46 | 144 Prave 3, ztheriseret - .-......» 26 | 35 52 42 46 201 Prove 3's procentiske Afvigelse . . . 222,71 | 175 + 79 +91 0 Forsøget viser, at Ætherens stærke positive EfterVirkning paa Kulsyre-Udskilningen standsede efter en Uges Forlob. Det bor dog bemerkes, at i Prove 4 var el enkelt Fro Lobet af 9de—12te Dogn begyndt at mugne, hvad der rimeligvis bar forhojet Kulsyre- Produktionen med nogle faa Milligram, saa at altsaa Tallet 0 for Eftervirkningen er for lavt. Eftervirkningen er da næppe ganske ophørt efter en Uge; men at den er i meget sterkt Nedgang fremgaar tydeligt af Tallene for Prove 3. alene. Efter at Aandedretsforsoget var afsluttet, bleve Proverne 3 og 4 underkastede ganske samme Torringsproces som Prøverne 1 og 2. Resultatet af samtlige Vejninger var: —_—_—— …. —…—…—…—…—_—…—_—…—_—…—…—_…"—_—…"—…——_— SSL Se Pate NE vejede oprindeligt | vejede efter Torrin Ig | indeholdt Torstof | | Gram. | Gram. i pCt. af opr. Vægt. SSS —n0w®wses=ss 12° Straxzundeisorte.r.e. un 7,248 | 2,8685 | 39,58 ) . D Do. 7,332 2,8965 | 39,55f a 3. Ætheriseret, ved Eftervirkning 7,339 | 2,8465 | 38,79 4. Hensat uden Ætherisering . . 7,305 2,8325 38,78 De tørrede Prøver bleve analyserede paa sædvanlig Maade. Resultatet var: te Analysen beregnet paa Prø- | Analysen beregnet paa Prøver vernes oprindelse Friskvægt. med 10 Gram Friskvægt. Prøverne. = ae Lael ao AS = Ge. Fehling | Amid. Kvælstof Ce. Fehling |Amid-Kvælstof efter Inversion. | i Milligram. | efterInversion. | i Milligram. 1. Strax undersggt . . . . . . .. 40,5 8,0 55,9 11,1 D Do. 41,0 8,2 | 55,9 11,1 3. Ætheriseret, ved Eftervirkning 43,7 12,8 59,6 17,5 4. Hensat uden Ætherisering . . 42,0 8,9 57,5 | 12,2 39 911 Man ser af disse Tal!) hvor stor Overensstemmelsen er mellem Parallelproverne ; kun hos omhyggeligt udtagne belg-felles Prøver kan sligt ventes. Af Torstof- Indholdet i de friske Frø 39,57 pCt. beregnes den oprindelige Torvægt hos Prøverne 3 og 4 til at vere henholdsvis 2,904 og 2,8905 Gram; under Henstanden er altsaa den ætheriserede Proves Torstof svundet 2904—2846,5 — 57,5 Milligram; den ikke-wtheriseredes Svind er 2890,5—2832,5 — 58 Milligram. Antage vi, hvad Forseg IX synes at berettige os til, og hvad der hos de fedirige Fro paa Forhaand er sandsynligst, at i sidste Linie Froenes Fedt-Forraad maa dække Aandedrætstabet, og beregnes, hvormegel Fedt der svarer til de af Prove 4 udskilte 144 Mgr. Kulsyre, saa faas, hvad enten vi beregne efter Oleins, Stearins eller Palmitins Formel, 51 à 52 Mer., hvilke Tal stemme taaleligt godt med Svindet, hvor- imod en Beregning for Stivelse vilde give et Svind af 79 Mgr. Rimeligvis svinder meget Fedt og lidt Stivelse. Hos Prove 3 var Torstof-Tabet ikke storre end hos 4. Dette kunde tyde paa, at Ætherens positive Eftervirkning simpelt hen skyldtes en Iltning af absorberet Æther, hvad dog ikke er sandsynligt, sml. Forsøg XXXII (Log). Sporgsmaalet om Æther- virkningens Natur skal dog forst berores nærmere i et folgende Kapitel, hvor da ogsaa det nys angivne Analyse-Resultat vil blive diskuteret. Forsøg XII ?-“/9 1895. Anvendt 32 Prøver à c. 15 Gram (9: 65 Stkr.) frisk af nys plukkede Belge udtagne Fro, som endnu neppe havde Tegning paa Skallen og indvendig vare dybt mørkegrønne. Indeholdt 27,8 pCt. Tørstof, hvori 5,71 pCt. Kvælstof. Beholdernes Størrelse 2 Liter. Tem- peratur i Lokalet 16—18°. Ved Respirationsforsogene Gjennemluftning i 2'/2 à 31/2 Time. Ingen Tegn til Spiring i Forsoget. Tallene i Parenthes gjelde 10 Gram Torstof. I dette med temmelig unge Fro anstillede Forsog ere Parallelerne ikke saa over- ensstemmende som i X. Dette hidrorer fra to Aarsager: hvor Skallen — som i X — har tydelig Tegning, kan man med mere Sikkerhed udsoge ensartede Fro, end her, og dertil kommer, at det store Antal Prøver gjør det vanskeligt at anvende saa stor Omhu paa Udsogelsen, som ved færre Prøver. Trods Materialets mindre ideale Beskaffenhed træde dog forskjellige Resultater meget tydeligt frem. Ved Betragtning af de med ” forsynede Tal — der alle gjælde to Døgn (46 T.) — vil man se, at svage Æther-Doser have paaskyndet Forbruget af Sukker og Forringelsen af Amid-Mengden. Afvigelsen mellem paa den ene Side Prøve 4. og paa den anden Side ') For yderligere at dokumentere Materialets Ensartethed, anføres, at Prøverne 1 og 2, da de efter 2 Dogns Tørring vejedes første Gang, gav henholdsvis 39,82 og 39,85 pCt. «Tørstof». Som bekjendt opnaas aldrig ved slig Tørring konstant Vægt; her ere imidlertid alle fire Prøver tørrede saa vidt muligt ens; samtidigt kunde det ifølge Forsøgets Art ikke ske. Co re DO 40 Prøverne. reducerede Cc. Fehling efter Inversion. indeholdt Amid-Kvælstof i Milligram. udskilte Kulsyre i Milligram. Ce. Fehling korrigeret (sml. S. 37). 1. Strax analyseret AN Re D. 21 JHensal Mimet Nr cer Ce CEE 3 Scott lel Dey 222 2 aha, re pete tre 4. — QE GITE MENT. MR ER = Abele ay GIN) Sp a ee: 6. SUAS Deen A(O6. Wey. AB HAAR. ARE “4 Tie HUME DAEDEId ZONE En ner ee NAT EICHE N Fa 85 91031) Æter ca 2) Doon (46 MT)... Æt. ED: 9 (0 WAADaSN reg sano ae 105 0;25)9—) ica Deen, (S60) EE CET = oso aan otre sci 122 05 ES ic Don (22127) ne MOSS ca PU (AT) nenn. NO = = RII “son ce - Ga 0 UB Os Sa AO AU perm ots Sep cece candle 16. 0:75) —* “cal Døren (22/57) 7.22 = Vfl MOE, So MIC PAN DY Fer NACRE) EME PCR 18. 0,75 — i4 Døgn; døende ........ 195570588) 7 17412 Time ete id ee: 20. 0,88 — icca.1 Døgn: (22%/2T.); frisk . . 21. 0,88 — ica. 2 Døgn (46T.); dod .... 22. 10:83, —) i AD penidigidi i. 2 22 = «ics 23. 1,0 — ica. 2 Døgn (46T.); dod 24. 1.00 —— led pen dialecte oie 25. 0,25 — ica. 2 Døgn og 2 Dogns Efterv.. 26. 075 — i 2D. 0g 2 Dogns Efterv.; døende 27. 0,88 — i 2D. og 2Dogns Efterv.; dod. . 28. 1,0 — i 2D.0g 2Dogns Efterv.; dod. . Proverne 8. aldeles ikke og 10. ere for store og for * nm > Oo 10,0 \ 98 f 9,9 (35,6)! 9,35(33,6) 8,25(29,7)| * 8,25(29,7) 7,7 (27,7) 7,4\ : tabt f 7,4 (26,6)| 7,0 (25,2) 6,7 (24,0) *7,8 7,4 ET | 7,2 8,8 Mot 7,8 0 e. 18 (beregnet c. efter Nr. 3) | 88 151 248 10,3 11,1 *12,8 tabt 10,7 12,4 2150 18,3 21952 17,2 | 7,4 14,4 19,0 17,9 u un le. 18 (beregnet! efter Nr. 20) 87 118 (sml. nedenf.) gjennemgaaende til at vere tilfeldige. 41,3 €. 39,5 41,9 38,7(+-Syre!) Jeg havde ventet dette Resultat, skjont det nok i Grunden ligger ner; men de uventede Resultater turde ikke saa sjælden vere sikkrest paaviste! — I Øjne faldende ere stærke Æther-Dosers og deres Eftervirknings Indflvdelse paa Amid-Kvælstoffets Mengde; her, som i Kloroform-Forsogene VII og S. 17, ses det, at de stærkeste Doser dog ikke bevirke en 41 313 fuldt saa stor Amid-Forogelse som lidt svagere Doser. Uden Æther er her ingen Antydning af Forogelse af Amid-Kvelstoffets Mengde, selv ikke efter 5 Dogns Henstand, rimeligvis fordi Proverne ere ret unge, med energisk Kondensations-Virksomhed. — De fundne Re- spirations-Tal (ogsaa nedenfor beregnede paa 10 Gram Friskvægt) svare til Proverne 3, 6b, 20 og en Parallel til 21, 21 a. De fremgaa af folgende Oversigt (cursiv og fede Typer samme Betydning som i X og XI). fil Proverne. | Iste og 2det | beregnet | 3die og ide {ste Døgn | D for: (221) T.) ogn or 2detDogn Dogn ar | 46T). | (23'% T.). (50 T.). . x DE à ae Beta à 88 ikke ætheriserede UEGED: RES 151 63 97 f 20: ce RB te Sian ætheriserede . . . | 2 elle. ER. Ba, | 118 31 66 De ætheriserede Prøvers procentiske | = | 7 | =, = Afvigelser fra de ikke ætheriserede . +1 | + 22 | —51 | — 32 At her ingen positiv Eftervirkning iagttages, er utvivlsomt en Følge af den forholdsvis stærke Æther-Dosis' dræbende Virkning paa de unge og vandrige Frø (i X og XI var Dosis svagere og Frøene ældre). Frøene i 21 4 vare ved Forsøgets Slutning oversaaede med Bakteriekolonier paa Skallen') og ganske bløde; Mikroorganismerne havde aabenbart Andel i den fundne Kulsyremængde for Døgn 3—4. Prøve 21 selv var fri for synlig Infektion. Tallene i Kolonnen «Cc. Fehling korrigeret» antyde, at der her, hos de friskplukkede unge Frø sker en virkelig, ikke blot tilsyneladende Kondensation af Sukkeret i det første Døgn. Hos de ved Æther dræbte Prøver er der en stærk Surhed i Frøene, hvad der bl. a. ytrer sig ved at Bladgrøntet bliver misfarvet. Hvis Syren skriver sig fra Sukker, hvad der ikke synes urimeligt, vil f. Ex. det korrigerede Tal for 21. være for lavt. Kulhydraternes Forhold vise iøvrigt intet særligt nyt i dette hele Forsøg. Forsøg XIII 5-1?/56, Dosisforsøg. 14 Prøver å ca. 19 Gram (ca. 77 Stkr.) Frø med tydelig Tegning paa Skallen, frisk udtagne af lige plukkede Bælge. De indeholdt 35,9 pCt. Tørstof, hvori 6,19 pCt. Kvælstof. Beholderne a 2 Liter. Dag-Temperaturen ca. 17—18? ') Plantedele, dræbte med Æther, gaa, naar Ætheren fjærnes, paafaldende hurtigt i Forraadnelse; om dette tildels er "begrundet i en stimulerende Virkning paa tilstedeværende Mikrober, tor jeg ikke udtale noget om. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. Al 314 42 reducerede reducerede indeholdt Prøverne. Cc. Fehling Cc. Fehling |Amid-Kvælstof | Anmærkninger. for Inversion. |efter Inversion.| i Milligram. | | I, Strax undersøgt kig] sun eee an } 4,0 | DEN 56,2 nr 110,5(30,0) 2. Hensat 2 Døgn uden Æther. . . . . . .. 49,2 9,5(26,4) 3. — — med 0,15 Ather ..... 46,7 8,6 4 080 FEIN NM 48,4 | 9,7 | 5 5450 mt yg Sooke bea 49,2 | 11,2 6 — — — 0,6 = jaar See ca. 3,2 36,7 9,3! 149 57,0 | (85,0) 24 Frei fuld | Spiring. 4. — med 0,88 Äther i 2 Dogn...... 40,5 11,8 89 52,6 (93,8) 8 Frø lige | begyndt at spire, | ‚9: Skallen sprengt udfor Kimroden. 5. — med 0,88 Ather og 2 Dogns Efterv. a. hl ca. 3,2 A3.8\ ais ali; 1 170 680 | (103,8) 43 Fre i b. |f 45,8 f 10,8f ° , ue fuld Spiring. ee a NET u i N EEE sy | ues 6. Hensat ved 6—7° i 2 Dogn......... ca. 1,2 37,3. | 91 | 1. —t=— 6—7°% ADagn.... 1. «4 ca. 2,0 41,6 9,4 | | | 8 — med 0,88 Ather i 2 Degn...... ca. 1,2 36,7 | 11,2 | | | 9 — — 0,88 Ather og 2 Dogns Efterv.| ca. 2,0 45,9 10,9 | 6, cag | 15 Fro begyn- | | dende Spiring. Respirations-Bestemmelserne udfortes med Proverne 3 og 5; Ætherens Virkning og Eftervirkning ses af folgende Oversigt (sml. X, S. 36): udskilte Milligram Kulsyre Proverne. Isteog 2det Døgn. | 3die og 4deDogn. | lalt. m ikke ætheriseret (3). . . . . 77 72 | 149 ætheriseret (5). . . . . . .. 89 | 81 | 170 den ætheriserede Proves > En | procentiske Afvigelse . . + 16 | mide Nas 41" 316 44 Her virker altsaa Ætheren allerede under Narkosen paaskyndende paa Kulsyre- Udskilningen og der ses en paafaldende ringe Eftervirkning. Detle sidste Moment staar vel nok i Forbindelse med den i Forsøget indtraadte Spiring, som iøvrigt (Prøve 4 Anm.) ingenlunde blot fremtræder som Eftervirkning. Ikke uden Interesse er det Forhold, at Prove 3, for nogen som helst Spiring sker, har endog storre Kulsyre-Udskilning i 48 Timer end samme Prove i de folgende 48 Timer, i hvilke 40 pCt. af Froene spire rask frem! Nogle af Forsogets Resultater skulle forst i den folgende Afhandling blive benyttede, andre paa et senere Sted af nærværende Meddelelse; her skal peges paa at Amid-Kvælstoffets Mængde, der tiltager tydeligt under Narkosen (og stærkest i Varmen), under Eftervirkningen, i det mindste ved 18—20°, atter aftager og dette tiltrods for den meget livlige Spiring. Forsøg. XVI 24-?7/s 1895. Hertil benyttet samme Ærte-Levering som i XV, men udsogte, rent gronne Fro. Heri 37,3 pCt. Torstof, hvori 4,59 pCt. Kvælstof. Anvendt 10 Prøver à ca. 15 Gram Fro. Flere Parallelprover bestemtes til at bedømme Materialets Beskaffenhed. Beholdernes Ster- relse 2 Liter. Temperaturen ca. 18—20°. Ved Respirations-Bestemmelserne Gjennemluftning i 2 Timer. Ingen Spiring i Forsøget. a ml reducerede indeholdt udskilte Praverne. Ce. Fehling |Amid-Kvælstof Kulsyre Meteo DE efter Inversion.| i Milligram. i Milligram. SEO: cotta Wak SD ee SEE EE TE i | PUR 2 a. 1 27,5. 10,9 | | c tem Straxgunderspgtfer «1. TE teks te ca b. | 2654 27,0 10.9 f 10,9 | 0 | 27,0 37 Hensat (IB. TIMOR ated arenas oh ne TEEN aes 23,9 | 9,6 | mindst 46 Imindst 30,2 ant | 25:3 | 8,2 | 3: — “GRO PHAN cota oda éocc b. 2] 25,6 ? 25,5 8,7 7 8,3 | 116 41,3 e. | 256 J | sof Med 0,85 Ather i 18 Timer... ...... 27,4 10,3 5. — 0,5 Ather i 2 Døgn og ca.°/ı Dogns DOS AAA ee een i 40,7 9,9 175 64,6 Er 3) ss a. | 33,6 I 12,1\,9 6. Med 0,85 Ather i ca. 23/4 Døgn . . . .. b. | 33.0 f 33,3 121 f 12,1 Reduktionen for Inversion var her yderst ringe, nemlig for de (paa Grund af Materialets Sparsomhed sammenblandede) ikke ætheriserede Provers Udtrek højst ca. 1,2 Cc., for de ætheriserede hojst 1,5 Ce. Fehling, alt beregnet paa 10 Gram friske Fra. Saa smaa Mængder lade sig ved vor Methode aldeles ikke nojagtigt bestemme; Talen kan kun vere om et mere eller et mindre. Respirations-Bestemmelsernes Resultater ses af hosstaaende Oversigt: 45 317 Udskilte Milligram Kulsyre : Proverne. à 5 Iste og 2det 3die Dogn lalt beregnet for Døgn (48 T.). | (19 Timer). es | de forste IST. ikke ætheriseret (3c) . . . 91 25 116 | mindst 46 (Resp. aftager !). ætheriseret (5). ...... 135 40 FI ETS den ætheriserede Proves FESTER RACE F procentiske Afvigelse. . + 48 + 60 + 51 Det vigtigste ved dette Forsog er, at det afgiver et tydeligt Exempel paa, at fortsat Aitherisering i c. tre Døgn (6.) har betinget en langt ringere Sukkerdannelse end Ætherisering i 2 Døgn og ca. 1 Dogns Eftervirkning (5.). For Amid-Kvælstoffets Vedkommende stiller Sagen sig lige modsat. Efter 2 Dogns Ætherisering og I Dogns Eftervirkning er Amid- Mengden endog lidt mindre end efter 18 Timers Æthernarkose (4.) og langt ringere end efter 3 Dogns vedvarende Narkose. Dette kan kun forklares som Udtryk for, at der i Eftervirknings-Dognet har fundet en Tilbagegang (9: en Amid-Oparbejdelse) Sted. At dette er et typisk Tilfælde hos Ærter ved middelstark Dosis, ville flere af de folgende Forsøg give Bekræftelse paa. Respirations-Forsogel viser ogsaa her en positiv Virkning af Ætheren allerede under Narkosen, samt en endnu storre Eftervirkning, som altsaa synes at vere typisk, naar ikke Spiring forstyrrer Forholdet ved at forhøje Respirationen i begge Paralleler. Forsøg XVI B. ?6/8—1/9 1895. En Del overkomplette Prover fra XVI henstode i tildekkede Begerglas i 2 Dogn — de svandt da ca. 4 pCt. i Vægt — og toges derpaa med op i Forsøget, for at prove Ætherens Virkning paa de eftermodnede Fro. Resultatet var: reducerede indeholdt Proverne. Ge. Fehling Amid-Kvælstof | Anmærkninger. efter Inversion. i Milligram. 1. Strax undersøgt (altsaa efter ialt 2 Døgn) . . . . | tabt, men >26< 28 8,3 | PIU CERN TN ER EN SEC 28,5 7,9 | 3. ek: tk — (OAL Os cc, ete we ee cps we 31,0 7,6 4. NE IG Bu EN AR A ER ER I, 31,9 | 9,3 livlig Spiring begyndt 5. Med 0,75 Ge. Æther i 2 Døgn (9: hensat 2 Døgn, derpaa 2 Dogn med Äther) ........... 37,0 9,3 6. Med 0,75 Ge. Äther i 4 Døgn (hensat 2 Døgn, derpaa 4 Dogn med Äther) ........... 42,7 | 9,5 | 7. Med 0,75 Ge. Æther i 5 Døgn og 1 Dogns Efter- | virkning (9: 2+5-+1 Døgn) .......... 49,6 | 10,8 318 46 Forsøg XVII ?1-25/, 1895. Til det egentlige Stofskifte-Forsog anvendtes Prover a 15 Gram meget sode, unge Fro. De indeholdt 25,7 pCt. Torstof og heri 3,72 pCt. Kvelstof. Beholderne 2 Liter i Rumfang. Temperaturen 16'/.—18°. Gjennemluftningstid ved Respirationsforsogene: 2 Timer. Desuden anvendtes Prover à 5 Gram Fro, der fik samme Behandling som Hoved- proverne, til Fermentevne-Bestemmelse og til Syre-Bestemmelse. Ingen Spiring under Forsoget. ARS = ows | = = ; = 2 SEz| #5 3 | 28 = = Sao] Ske =| 2 = = = Proverne. Oo DZ | we EEE © = a4 BSS) LE =| SE = 2 = CE = = ce - £ 8 ROSIE Briers ILE io | RES = F a | | 1 Strat analysent ang a pres: 86,1 13,0 0 86,1 3,8 10 (335,0) PNUD ENT 5 cio 0 co cho 0 So à 47,6 11,1 122 64.3 3,8 | 17 | (185,0) GT EE TN et nn 27,9 9,1 213 57,0 3,3 35 (109,0) 4. — 2 — med 0,85 Ce. Æther 56,6 | 14,8 | 118 72,7 8,0 56 (225,0) ret sterk | | | | direkte Reduktion. oa. 2 = | | | og Eftervirkning i 2 Døgn. . . .. 49,8 18,6 225 79,9 7,6 126 || (194,0) Do. Respirations-Bestemmelserne forlob saaledes: Udskilte Milligram Kulsyre: Proverne. = NE Ve >= ee 2det 3die Dogn.|4de Døgn." lalt. ogn. | | ikke ætheriseret (3b) . . . . . 122 51 40 213 zetheriseret (HD) a... 2. 118 59 48 225 den ætheriserede Proves pro- Zu ya |; | EL centiske Afvigelse. . . . . . os} + 16 + 20 | +6 Forsøget afgiver Exempel paa Frø med meget energiske Kondensationsprocesser, aabenbart en Følge af Frøenes forholdsvis tidlige Udviklingstrin og store Sukkerrigdom (Tallene i Parentes i Rubriken «Anmærkninger» angive her og i andre Forsøg Antal Cc. Fehling pr. 10 Gram Tørstof). At Kondensationen er livlig, fremgaar øjensynligt af Tallene i Rubriken «Fehling korrigeret» (sml. S. 37), selv her ses en stærk Nedgang i Sukkermængde ved Henstand i 2 og 4 Døgn, der neppe vil kunne forklares uden ved Kondensation. Sukkeret i det her benyttede unge Materiale er iøvrigt af en noget anden Beskaffenhed end i XV, thi det blyrensede Udtræks stærke positive Drejning af Polarisationsplanet bliver efter Inversion her ganske borte: de inverterede Udtræk vare paa det nærmeste optisk uvirk- 47 319 somme, hvad der maaske tyder paa Tilstedeværelsen af noget mere Rorsukker end i Mate- rialet fra XV, hvor selv de inverterede Udtrek havde positiv Drejning (Raffinose ?). Ætheren virkede i nerverende Tilfælde meget stærkt, den givne Dosis var meget ner ved at dræbe Frøene. Dette ses deraf, at Prøverne à ved Forsogets Slutning havde dode Pletter paa Skallerne. En af disse Prover, 5b, der var benyttet til Respirations- forsøget, deltes i to Hold, hos det ene fjærnedes Skallen forsigtigt: disse Fro spirede nesten alle ret hurtigt; hos det andet Hold lodes Skallerne blive siddende: alle disse Fro raadnede, ojensynligt ved Infektion fra de mangfoldige, snart sammenhengende Bakterie- kolonier, der hurtigt udviklede sig over hele Skallens Overflade og som naturligvis ogsaa bidroge til at afspærre Luften fra Frøene. Fro af Prøve 3b spirede, befriet fra Skallerne, langt mindre hurtigt end Prove 5b. Med denne Froene nesten drebende — og Skallen faktisk drebende — Dosis er forbunden en meget stærk Amid-Kvælstof-Forogelse og endvidere en stærk positiv Efter- virkning i samme Retning (5a). Ogsaa er en meget betydelig Aciditets-Forogelse at bemærke, hvad der ogsaa tyder paa et alvorligere Indgreb (sml. S. 29). Den under Narkosen aftagende Kulsyre-Udskilning, sammenholdt med Forsogene XV og XVI, hvor Kulsyre-Udskilningen steg under Narkosen, hører utvivlsomt ogsaa her hen. Det samme gjælder aabenbart ogsaa en for Prøverne 4 og 5 karakteristisk stærk Reduktionsevne for Inversionen, hvilken Reduktionsevne dog, paa Grund af Materialets utilstrækkelige Mengde, ikke blev maalt nøjere. Ferment-Evne-Forseget anstilledes paa folgende Maade. Efter at de paagjældende Smaa-Prover i Forsogstiden havde været udsat for ganske samme Behandling som Hoved- prøverne, loges Skallerne af dem, Kimene knustes og torredes i Vacuum ved 40 à 45° i 3 Omstendigheders Magt stode Prøverne saaledes i ca. 16 Maaneder; muligvis ere derfor 4 Timer. De tørrede Prøver hensatles i Exsiccator over Svovlsyre. Ved tilfældige Fermentvirkningerne noget svækkede (?). Nu bleve, efter at Prøverne vare fint pulveriserede, 0,3 Gram af hver Prøve i 100 Cc.'s Maale-Flasker bragt sammen med 20 Ce. af en kloroform- mættet 4 pCt.'s Opløsning af neutralt reagerende!) «opløselig Stivelse», Flaskerne tilproppede og hensatte 1!/> Døgn ved 35—40°, samt 3 Timer ved ca. 50°. Herefter tilsattes stærk Alkohol, der saa at sige ganske udfælder Stivelsen, afkjøledes og opfyldtes med Alkohol til Mærket, hensattes til Bundfældning 2 Døgn og filtreredes. En vis Del af de spejlklare Udtræk inddampedes (Kloroform bort!), og efter Inversion bestemtes Reduktionsevnen, der beregnedes for 10 Gram friske Frø. For at vise, at det ikke her drejer sig om minimale 1) Opløselig Stivelse reagerer hyppig syrligt, hvad der kan have stor og forstyrrende Indflydelse paa forskjellige Forhold vedrørende Fermentforsog. Det af mig benyttede Præparat fremstilledes efter Lintners bekjendte Methode ved Digerering af Kartoffelstivelse med fortyndet Saltsyre; paa Ud- vaskningens senere Stadier tilsattes en meget ringe Mængde kulsurt Magnesia, hvad der ikke syntes at have nogen skadelig Indflydelse paa Fermentvirkningen. løvrigt give Forsøgene paa ingen Maade Bevis for at Stivelse her er omdannet til Sukker; der er mindst lige saa stor Sandsynlighed for, at det er andre, i Ærterne værende Polysaccharider, som ere Moderstof for Sukkerforøgelsen. 320 48 Miengder ved Titreringen, angives her de raa Tal, nemlig 3,2, 2,15, 2,1, 3,8 og 5,9 Ce. Fehling for henholdsvis Proverne 1—5. De for 10 Gram Friskvegt beregnede Tal + de i oven- staaende Tabels forste Kolonne angivne, ere da et Udtryk for Ferment-Evnen. Det ses, at Ferment-Evnen stiger, samtidigt med at Froenes Sukkerrigdom aftager, hos de ikke wtheriserede Prøver (sml. XXI). De ætheriserede Prøver, og ganske særlig Proven med Eftervirkning (5.), vise en meget stark Forogelse af Ferment-Evnen. Men det er ingenlunde usandsynligt — i det mindste ikke udelukket — at dette er en sekundær Virkning; nemlig en Folge af Syredannelsen. Dette Sporgsmaal maa forelobig lades ubesvaret. Forsøg XVII ?5/9-?/10 1895. Samme Materiale som i XVII, udpillet 74/9 og hensat en Uge i en flad, med Papir tildækket Skaal. Indeholdt da 32,1 pCt. Torstof. Beholderne 2 Liter. Prøver à ca. 15 Gram anyendte. Ingen Spiring i Forsoget. udskilte Kulsyre i Milligram. reducerede Proverne. Ce. Fehling. | efter Inversion. | Amid-Kvælstof | | i Milligram. | i Strassnnalysereten- eh: TEEN CENT 40,1 | 11,9 | 0 PV ukay PA Uy Ga aeons RE CI 41,8 10,8 53 3. NET = ME ee Sate 48,4 9,8 tabt 4. Med 0,85 Æther i 2 Degn........ 44,0 12,5 73 5. — 0,85 Æther og 3 Dogns Eftervirkning 57,7 10,1 | 173 Respirations-Bestemmelsen, pr. 10 Gram friske Frø: udskilte Milligram Kulsyre Prøverne. ne x ne | id if ste og 2det | 3die Døgn. Ade og ste Dogn. | Dogn. 2 an ikkeszetheriseret (3) sm ne 53 28 | forulykket ztheniseren One. a ee 73 | 47 | 53 Den ætheriserede Prøves procent. Afvigelse + 38 | +68 | Dette Forsøg har nærmest kun Interesse ved at vise, hvorledes Materialet fra XVII, da det havde ligget en Uges Tid og «modnet efter», særdeles godt taalte en Æther-Dosis, som virkede næsten dødeligt paa det oprindelige Materiale. Her ses tydeligt en Tilbagegang under Eftervirkningen af den under selve Narkosen forøgede Amid-Mængde, og ligeledes viser sig det fra tidligere anførte Forsøg bekjendte Forhold, at Respirationen bliver livligere allerede under Narkosen. Tydelig ses fremdeles, at ogsaa de ikke ætheriserede Prøver nu have en livlig Sukkerdannelse. Forsøg XIX !0-13/8 1896. Meskningsforsog. Materialet sorteret meget omhyggeligt; Prover A c. 30 Gram (9: 60 Stkr.) store, smukke, ensartede Fro med 33,8 pCt. Torstof, hvori 4,08 pCt. Kvalstof. Opgaven var, ved saakaldt «Mæskning» af Prøverne, at konstatere, om og i hvor høj Grad der findes sukkerdannende Ferment hos grønne Ærter paa det paagjeldende Udviklingstrin. Der anvendtes derfor parvis ens behandlede Prover, hvoraf en blev mæsket (9: knust med ca. 100 Cc. koldt Vand og i Løbet af ca. 2 Timer langsomt opvarmet til ca. 90°, med særlig lenge Dvælen ved ca. 40°—50°), medens den anden Prove strax (resp. efter Henstand) blev skoldet, knust med det hede Vand og derpaa iøvrigt behandlet som førstnævnte Prove. For at undgaa Syre-Virkning blev ca. 3 Gram kulsur Baryt tilsat under Knusningen; for et enkelt Provepars Vedkommende blev dette dog undladt. Resultatet fremgaar af folgende Tabel; der fandt ingen Spiring Sted i Forsoget. Beholdere à 4 Liter. reducerede Ce. Feh- |reducerede Ce. Feh-| indeholdt Amid- i ling for Inversion | ling efter Invers. | Kvælstof i Milligr. Ånmærk Prøverne. à | _| ninger ikk ikk ikk SEN mæsket.| Diff. ee! mesket.| Diff. mærket. mæsket.| Diff, ses. 46: m NE EZ EB rn 1. Strax analyseret; uden kuls. Baryt | ce. 2,0 | 10,0 | 8,0 | 76,5 | 86,1 | 9,6 8,7 18,9 |10,2 \ (226 226,7 2: — _ med ur 12,5 [11,8 | 766010787021 MS ee sa 3. Hensat 1 Dogn; — — — - 1,9 8,8 | 6,9 | 62,1 | 62,1 | 0 4. 2 - 1,9 8,1 | 6,2 | 55,2 | 54,1 |=1,1] 6,9 12,0 | 5,1 | (163,3) 5 — à = — = — - 1,3 UA 05522 10504 E55:25 EA: sul nel (49:17) 6. 0,8 Cc. Æther i { Dagnmed— — - 3,1} 11,3 | 8,2 | 66,2 | 71,8 | 5,6 i= — og Eftervirkning i 1 Døgn; med kuls. Baryt ...... = 3,0 | 10,0 | 7,0 | 62,1 | 60,7 |--1,4 8. 0,8Cc. Ather i 2 Døgn; med kuls. | BANKE ee - 3,1] 11,9 | 8,8 || 60,7 | 66,2 | 5,5 9,7 15,4 | 5,7 | (179,6) 9. 0,8 Ge. Ather og Eftervirkning i 1 Døgn med kuls. Baryt....... - 44 | 11,3 | 6,9 | 66,2 | 69,0 | 2,8 9,1 13,8 | 4,7 | (195,9) Tallene for direkte Reduktion hos de ikke mæskede Prover ere vistnok lidt for høje, da en Skoldning neppe ganske udelukker Fermentvirkning; men det har i nærværende Tilfelde mindre Betydning, og de mæskede og ikke-mæskede Prover skulde jo behandles ens alene med Undlagelse af Opvarmnings-Hastigheden. Man ser strax, at alle de mæskede Prover, hvad enten der var tilsat Barytkarbonat eller ej, have givet et meget kjendeligt, relativt enormt Plus af direkte reducerende Sukker. Total-Mængden af Sukker, maalt ved Reduktion efter Inversion, er kun hos nogle af de med kulsur Baryt behandlede Prover foroget tydeligt, nemlig hos Preverne 5, 6, 8 og maaske 9; medens ingen eller kun en ganske usikker Forøgelse iagttoges hos Prøverne 2, 3, 4 og 7. Helt anderledes forholdt sig D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 42 Se) DO bo 50 den eneste, ikke med Baryt behandlede, iovrigt med 2. ganske parallele Dobbeltprove 1. Her er en ret betydelig Sukkerforogelse konstateret, en Stigning fra 76,5 til 86,1 (de umiddelbare, raa Tal vare 5,75 og 6,4) Cc. Fehling, altsaa en Forøgelse af 9,6 Ce.') pr. 10 Gram friske Fro, en Mengde, der langt overskrider Grænserne for Fejl. Derimod kan godt den Sukker- Nedgang, som ses i Proverne 2 og 7, skyldes Uensartetheden i Materialet. I saa Henseende ere folgende tre Tal gode Vejledere: i Prove 1. og i to Paralleler indenfor 2. fandtes hen- holdsvis: 76,5, 77,3 og 75,9 hos den ikke mæskede Portion. Det er da utvivlsomt, at den kulsure Baryt har standset eller meget væsentlig hemmet Virkningen af et sukkerdannende Ferment, som aabenbart findes i de gronne Ærter. Med andre Ord, Forsoget er m. H. t. dets Hensigt at prove Fermentevnen hos de forskjelligt behandlede Prover, ganske forfejlet. Og dog giver Forsoget — vel netop paa Grund af Barytens odeleggende Indflydelse paa den sukkerdannende Fermentvirkning — en, som det synes mig, ret verdifuld Oplysning: nemlig Paavisning af en selvstendig «inverterende» Fermentvirkning, ganske uafhengig af Sukkerdannelsen. Medens Re- sultatet af Prove 1, med Henblik paa de her anvendte grovere Analyse-Methoder, maaske nok kunde tænkes forklaret alene ved Nerverelse af Diastase i dette Ords sædvanlige Betydning, bortfalder denne Mulighed just ved Betragtning af Baryt-Provernes Resultat; og alt i alt viser Forsoget da tillige, at det sukkerdannende Ferment ikke er Diastase, i det mindste ikke Diastase alene. Paa en nermere Karakteristik af disse Ferment-Virk- ningers Natur kan dette Arbejde dog ikke indlade sig; atter her maa vi lade Opgaven ligge. Det er end ikke sikkert, at det sukkerdannende Ferment virker paa Stivelsekornene i de modnede Fro; en Virkning paa oploste eller i Protoplasmaet fordelte Polysaccharider er mindst lige saa sandsynlig. Meget paafaldende er den overmaade stærke Forøgelse af Amid-Kvælstoffets Mengde under Meskningen. Resultatet kom mig ganske uventet, og da andre Forsog (iser med afskaarne Knopper m. m.) havde vist, at Saar hos forskjellige Plantedele kunne medfore en sterk Amid-Forogelse, antog jeg det for muligt, at noget lignende her havde veret Til- fældet ved de knuste Plantedeles langsomme Dod under Mæskningen. Resultatet af Forsog XX viser dog, at denne Tanke er urigtig. — Nogle her ikke berørte Ejendommeligheder ved det foreliggende Forsog omtales i et senere Kapitel. 1) Naar dette Tal ganske svarer til Resultatet af Ferment-Evne-Proven i XVII, 1, er det dog neppe andet end en ren Tilfældighed. I XVII benyttedes temmelig lenge gemt Ærtepulver med rimeligvis noget svekket Fermentevne, som til Gjengjæld virkede under særlig gunstige Vilkaar. En Sammen- ligning af Forsogene er her ikke berettiget. Her skal iovrigt erindres om Brown og Morris’ velmotiverede Angivelse, at torret og pulveriset Plantesubstans lader sin Fermentevne ganske ander- ledes tydeligt træde frem end frisk knuste Dele (Journ. chem. Soc. 1893 May; S. 634). Det er herefter ingenlunde nogen serlig gunstig Maade, hvorpaa Fermentet har kunnet virke i nærværende Forsog. 51 323 Forsøg XX ”5/, 1896. Meskningsforsog. Der anvendles Prøver à 40 Gram (9: 70 Stkr.). Fro af noget yngre Udviklingsgrad end Materialet i XIX. Torstof-Indhold 28,3 pCt.; paa Torstoffet 4,0 pCt. Kvælstof. Meskningen udførtes som i XIX og med Tilsætning af kulsur Baryt til alle Prover; dog anyendtes der mettet Kloroformvand til Meskningen for at garantere en hurtig Udslukkelse af al Livsvirksomhed i de knuste Fro og for at holde enhver Udvikling af Mikroorganismer ude. Der iagttoges ingen Spiring i Forsoget. reducerede Ce. Feh-||reducerede Cc.Feh-| indeholdt Amid- ling for Inversion | ling efter Invers. | Kvelstof i Milligr. Proverne. i ; on ee |. = ikke | ikke ikke | musket, mesket,| Diff. || mæsket.| mæsket.| Diff. || mesket. mæsket.| Diff. I = Pee Strass analysere ee eee eee ee Ne 3,8 9,4 | 5,6 | 110,0 | 113,4 | 3,4 | 13,3 | 19,5 | 6,2 DER Hensateo Deen er dns hace ohn 2,0 | 7,2 52) 55,6) 545 | 41,1) 11,1-| 15,5 | 4,4 SK — med 0,8 Æther.i,2 Dogn........ 4,0 89 | 4,9 77,6| 77,6 | 0 15,6 | 20,3 | 4,7 4. — — — og Eftervirkning i 1 Døgn 3,6 8,6 | 5,0 59,4] 594 | 0 14,9 20,7 | 5,8 | Ogsaa i dette Forsog ere de hos de ikke mæskede Prover fundne Verdier for direkte Reduktion muligvis noget for hoje; paa Grund af de store Prover vare de raa Tal her iøvrigt forholdsvis store, nemlig hos de ikke mæskede Prøver 0,3 à 0,6 Ce.; hos de mæskede Prover 1,1—1,45 Ce. Fehling. At der under Meskningen finder en inverterende Virk- somhed Sted, er da ikke til at betvivle. Barytkarbonatet har her næsten ganske hindret en sukkerdannende Fermentvirkning at vise sig (sml. XIX); hvorimod en tilsvarende Amid- Kvelstof-Forogelse som i XIX har fundet Sted, trods Kloroformens Tilstedeværelse. Jeg formoder, at dette Forhold kun kan forklares ved at antage Forekomsten af et Æggehvide spaltende, maaske nermest «tryptisk» Ferments Nærværelse allerede i det modnende Fro. Forsøg XXI. Ferment-Evne-Bestemmelse med Frø af samme Materiale som det i XX benyttede. Hertil anvendtes tre bælg-fælles Prøver à ca. 8 Gram Fro; Belgene havde ligget et Døgn afplukkede i Laboratoriet. Den ene Prøve skrelledes strax, knustes og torredes ved ca. 45° i Vacuumsapparatet og hensattes derpaa i Klorkalcium-Exsiccator i Morke. Den anden og tredie Prove henstod i henholdsvis 2 og 4 Dogn og behandledes derpaa som forstnævnte Prøve. Efter nogle Ugers Forløb blev der af hver Prøve, som forinden var bleven fint pulveriseret, afvejet to Portioner à 0,5 Gram, der anbragtes i 100 Ge.'s Maaleflasker; i den ene Portion blev Ferment-Evnen ødelagt ved at Pulveret overhældtes med Alkohol, der ind- dampedes til Tørhed i Vandbad. Derpaa blev der til alle Portioner tilsat 20 Ce. 4 pCt.’s 42" 324 52 Stivelseoplosning (sml. S. 47), mættet med Kloroform, og Glassene henstode ca. 20 Timer med 40°, 2 Timer med 50°, 1 Time med 60°, hvorpaa der tilfojedes Alkohol, opvarmedes til begyndende Kogning, afkjeledes, opfyldles med Alkohol, hensattes 2 Dogn til Klaring, filtreredes, inddampedes, inverteredes og analyseredes. Resultatet ses af folgende Oversigt: reducerede Ge. Fehling efter Inversion | Proverne. Û raa, umiddelbart fundne Tal beregnet paa 10 Gram friske Fro uden Fermentation. | med Fermentation. Diff. uden Fermentation, | med Fermentation. Diff. I I l | | | 1. Strax analyseret...... 1,55 | 3,15 |+1,68 | 97,0 | 197,0 100,0 densa 2 Dør 0 le 0,9 | 3,15 +2,25 56,5 | 197,0 140,5 a eee 0,4 | 2,85 | +2,45 25,0 | 178,0 153,0 | i I I Det kan herefter ikke betvivles, at der findes et sukkerdannende Ferment i selve de modnende Ærte-Frøs Kim og at dettes Mængde forøges under «Eftermodningen», efter- haanden som Sukkermængden i Frøet aftager. Men heller ikke her er det givet, at det just er Stivelsen, der er omdannet til Sukker; Sukkerforøgelsen kan, som sagt, muligvis føres tilbage til andre Polysacchariders Omdannelse. Forsøg XXII. y Fermentevne-Bestemmelser i en 11/2 Aar gammel Prove-Rekke, svarende til et her forbigaaet Ætheriseringsforsog, hvis Resultat nærmest var som i XV. lovrigt Fremgangs- maaden som i XXI, dog kun 0,3 Ærtepulver anvendt. De raa Tal vare: reducerede Cc. Fehling efter Inversion Proverne uden Fermentation med Fermentation Differens Strax tørrer Ne Sate ae à ana 1,90 + 1,2 2eemblensate2eD) apne Sara: c. 0,751) 1,9 + c. 1,15 3. Med 1,0 Ather i 2 Døgn . . 0,8 2,25 + 1,45 Disse Tal angives kun for at vise et Tilfelde, hvor Æther-Virkningen ikke serlig sterkt — om overhovedet? — forogede Ferment-Evnen, som det derimod syntes at vere Tilfældet i XVII. Og her, hvor Sukkermengden ikke aftog ved Henstand, ses ingen For- ogelse af Fermentevnen. Desværre bleve hele Rækker af Lupin- og Ærte-Prover, bestemte til Fermentevne- Undersogelser, ubrugelige paa Grund af tilsat kulsur Baryt; ved Indtorringen synes Baryten 1) Denne Prove forulykkede, Tallet er beregnet efter de tilsvarende Prøver i Forsogets her forbigaaede Del. 53 325 stærkt at. svække ogsaa Inversions-Evnen. Tilseiningen af Baryt skete i det Øjemed at hindre den noget vexlende Aciditet i Prøverne under Indtorringen at virke paa muligvis tilstedeværende Zymogener; men Methoden er altsaa ganske forfejlet. Spergsmaalet, om Ætheren forøger Fermentproduktionen, er følgelig ganske aabent endnu. Forsøg XXIII %"/9 1896. Dosisforsøg. Samme Materiale som i XX. Bælgene henlaa 1 Døgn i Labora- toriet, ganske som i XXI. Anvendt 14 Prøver å ca. 20 Gram Frø, der indeholdt 27,5 pCt. Torstof, hvori 4,35 pCt. Kvælstof. Beholdernes Størrelse 2 Liter. Ingen Spiring. Tempe- ratur ca. 17? om Dagen. reducerede reducerede indeholdt Prøverne. Cc. Fehling Ge. Fehling |Amid-Kvælstof DIE for Inversion. | efterInversion.| i Milligram. | se S. 46. ER Strax ANALYSTES = screen een 3,8 98,8 17,5 (363,6) DAHENSatR2IDBEN A re rer 2,5 | 51,4 | 14,2 (186,9) 3. 03025) Gc. Ather 12 DØDES SERENE 2,5 50,6 | 12,2 4. 0,38 — BENENE rene 69,5 16,6 5. 0,75 — — md ORG 66,4 19,8 6. 0,88 = = NR OF 67,9 24,2 (247,0) 7. 1,13 — RE NE rar SE 3,8 67,9 | 23,0 døde Hensntele DØ wert. ee JE Mas 34,8 | 13,0 (126,5) 0,125 Cc. Æther i 2 Døgn og 2 Døgns Efterv. 37,9 | 11,5 10. 0,38 — — - — — 45,8 | 15,0 11. 0,75 — ze: Mir Mr. EMRE | 60,8 20,8 12. 0,88 — — - — — 3,8 60,8 25,6 (221,1) 13. 1,13 — — - — — 2,5 47,4 24,4 døde Som hos Lupiner (XII og XIII) ses det, at Amid-Kvelstoffets Mængde aftager stærkere ved Henstand med svageste Ætherdosis end uden Æther; det er af Vigtighed for Forsogets Beviskraft, at Amid-Kvælstof-Mængderne baade hos 2. og 8. ere højere end hos Prøverne 3. og 9. Proverne 4. og 10. vise en Formindskelse af Amid-Mængden under Eftervirkningen for 0,38 Ge.'s Æthers Vedkommende; for de stærkere Dosers Vedkommende er Eftervirkningen positiv. Proverne — de vare jo ret unge Fro — ere aabenbart meget felsommere for Ætheren end lidt ældre Prøver, og kunne nærmest lignes ved Materialet fra XVII. For Sukkerets Vedkommende ligger Nedgangen hos den svagest ætheriserede Prove, sammen- lignet med ikke-ætheriseret, indenfor Fejlgrænsen; den meget stærke Kondensation, som her aabenbart har fundet Sted, vil vel ogsaa vanskeliggjore en Konstatering af svag Æther- 326 2 54 dosis” paaskyndende Indvirkning, som næppe kan ventes at være særlig stor. Nye Forsøg skulle belyse denne Sag yderligere; af Grunde, som først i næste Afhandling kunne frem- lægges, er jeg overbevist om at svage Æther-Doser ogsaa hos Ærter — og vel alment — paaskynde Sukker-Kondensationen. Forsøg XXIV 5/9 1896. Aciditets-Prove. Materiale som i foregaaende Forsog; anvendt Prover à 6 Gram. Beholdernes Størrelse. Y/s Liter. Ingen Spiring. Aciditet pr. 10 Gram frisk Vægt, Proverne i Ge. 7/10 normal Syre. lo, SMD MING alts So bb oc bo BS 5,2 2 — ENTE TEEN 5,3 3. \Hensat.2) Deena „el... . tabt 4 NO CCE tbe rm 2Degn. .. 2. + 0,0 Be OTe nl, = M Se 4,8 6:21,05 = MEME RENE. 6,0 Talea EME ets Be 6,0 Synderlig stark Syre-Tilvæxt var altsaa ikke indtraadt her (sml. XVII S. 46); Syrens Art ukjendt. Forsøg XXV 4-8/9 1895. Dette Forsøg medtages, fordi det afviger fra andre Ærte-Forsog, og fordi det, der særlig karakteriserer Forsøget, gjenfindes hos Byg og Crocus-Knolde. Materialet kjobtes 2/9 ; men var plukket Y/s eller ”/s. Det henlaa i Bælgene ved 6—7° i et Døgn, inden det kunde benyttes. Om denne Behandling har Andel i den nedenfor omtalte Afvigelse, maa lades uafgjort. Der anvendtes Prøver å 15 Gram (9: 33 Stkr.) Frø, hvori 21,7 pCt. Tørstof med 5,09 pCt. Kvælstof paa Torstoffet. Beholderne rummede 2 Liter. Ingen Spiring iagttoges. Det ses strax, at Materialet langtfra har været saa ensartet som sædvanligt og som onskeligt; men ikke desto mindre tilsteder det dog nogle Slutninger. For det forste stemmer det med det exempelvis i XVIII anforte, at der efter nogen Henstand uden Narkose kan begynde en Sukkerophobning. Dernæst viser Forsoget, ligesom XVI, at der ved Efter- virkning af Ætheriseringen dannes langt mere Sukker end under en fortsat Narkose (Prove 10—12, sammenlignet med 14—16). Den svageste Ætherdosis, 0,5 Ge. kommer her ikke i Betragtning; det ses, at de saaledes behandlede Fro i alle Punkter stemme med de ikke-ætheriserede Prover, baade hvad Sukker og Amid-Kvælstof angaar, undtagen for Sukkerets Vedkommende i 13., hvad der dog kan skyldes Materialets Uensartethed, cfr. 1., a og b. Det besynderligste og for det foreliggende Forsøg ejendommeligste Forhold er dog det, at der ved middelstærke og stærke Dosers Indvirkning i 4 Dogn (14.—16.) og ved reducerede indeholdt udskilte : Proverne. Ce. Fehling |Amid-Kvælstof| Milligram GE REDDE efter Inversion. | i Milligram. Kulsyre. KomiSEret: ASE NNE Ra et ec eve ; sen 40,6 ey 12,9 0 40,6 Oe ATE) BUNS Gog à AiO aR aoe dern 36,4 11,9 144 54,9 3. 20: ee eee ca lots 32,2 11,0 199 59,3 4. ee eee Ce ele 36,4 10,7 Doe OCC ethene 2. Daen 9tp— 14 5 poke L mus al z 9de—1ite| 12te—14de \15de—1Sde 19de—22de Ialt ie den Døgn Døgn Døgn Døgn. ne Des Te (Narkose). |(Eftervirkning). | (Eftervirk.).| (Eftervirk.).| > * 5 x ikke ætheriseret (Prove 1.) .......... 77 | 78 | 100 85 | 340 | | pr. Liter: 1 Ce. Æther; Narkose i 3 Dogn, | || derpaa. Eftervirkning (2:} . . . . . . . . .. 54 | 72 78 58 262 Den ætheriserede Proves beregnede pro- | FARE == tære TT centiske Afvigelse var da ......... +4 | +36 | +15 +1 | +14 | Herefter er en ret stærk positiv Eftervirkning utvivlsom; den taber sig efterhaanden. Det 19de Dogn sank Temperaturen, der indtil da havde svinget (om Dagen) mellem 16—19° ned til ca. 13° paa Grund af Varme-Apparatets Reparation; deri Grunden til den stærke absolute Nedgang i Kulsyre-Produktionen i Tiden 19de—22de Dogn. Forsoget har iovrigt ogsaa Interesse ved at vise, hvor stor Forskjel der kan være mellem to tilsyneladende ganske ens Praver af Kartofler, Forsøg XLII 12-14/5 1896. Saarede Kartofler. Orienterende Forsog have vist mig, at Müller-Thurgau ganske har Ret, naar han angiver, at man kan faa et særdeles ensartet Set Kartoffelprover ved at flække Kartofler paa langs til 4 «Kvadranter». Saavel m. H.t. Sukker-Indhold (hvad M.-T. især har prøvet) som m. H. t. Amid-Kvælstof stemme de enkelte Led i saadanne Firlings-Prover særdeles godt overens. I foreliggende Forsøg gjaldt det alene at prove 342 70 Amid-Kvelstoffets Forhold i slige Kartoffelstykker, henlagte uden eller med ther. Be- holdere 4 Liter; Temperatur ca. 16—17°. Her gives de umiddelbart fundne, raa Tal, der altsaa udtrykke de fundne Ce. 1/14 normal Hyposulfit. Proverne. Amid-Kvælstof, I. Undersogt strax efter Iltuskæringen . . . . . 6,25 2. Henlagt 2 Dogn..... ao ie wo oon 0,80 3. Med 0,4 Cc. Ather i 2 Dogn..... aa 4. — 0,75 — SED MONTE Det ses, at de uden Ather henlagte, saarede Knolde forøge Amid-Kvælstof- Mengden kjendeligt; ja Ætherisering synes næsten at hemme denne Forogelse noget. Til denne Sag komme vi nedenfor tilbage; vi staa her ikke overfor en Tilfældighed, men en Regel. Forsogsgruppe G. Pilegrene (Forsøg XLIII—XLY). Forsøg XLIII 1619/10 1895. Der anvendtes to Portioner a 24 Stkr. frisk afskaarne og for Bladene befriede, 20 Ctm. lange Stykker af enaarige Pilegrene (Salix acutifolia &), udsøgte parvis ensartede og med Udelukkelse af de slankeste Grenspidser. Portion 1. vejede 93,8, Portion 2. 94,8 Gram i frisk Tilstand. Hver Portion hensattes nu i en Woulffsk Flaske a 4 Liter i 21 Timer, hvorpaa der i 3 Timer lededes kulsyrefri Luft igjennem, som sedvanligt ved Respi- rationsforsogene. Portion 1. havde da udskilt 436 Milligram, Portion 2. 445 Milligram Kulsyre, hvilket pr. 100 Gram friske Grene er henholdsvis 464 og 469 Mgr. Overens- stemmelsen er fortræffelig. Til Portion 2. bley derpaa sat Æther og efter 21 Timer atter udluftet 0. s. fr, Resultatet af Respirationsbestemmelserne, beregnede pr. 100 Gram friske Grene, fremgaar af folgende Oversigt: udskilte Milligram Kulsyre Proverne. — == a Anmerkninger. iste Døgn. | 2det Døgn. | 3die Døgn. Uden Narkose (lee ee 464 422 381 Narkose (0,7 Cc, Ather pr. Liter) i 2det Døgn, Eftervirkning i 3die Dogn (2.)........ 469 837 954 Se nærmere i XLIV. Den ætheriserede Proves procentiske Afvigelse + 98 + 149 | De ætheriserede Grene vilde, efter mine talrige Erfaringer, sikkert have skudt Raklerne frem meget hurtigt, ifald de nu vare blevne satte i Vand; Hvilen hos Knopperne er her — og kun her — ophevet. For at prove, om dette kunde antages at staa i Forbindelse FE 343 med en forandret kemisk Sammensætning — her menes naturligvis kun grovere, let kjen- delige Forandringer — hos disse Knopper, bleve de afpillede og analyserede, efter at Knopskjællene vare fjernede. De til Analyse forberedte Knopper, 218 Stkr. i 1. og 220 Stkr. i 2., vejede henholdsvis 23,4 og 24,4 Gram. At den sidste Vægt er ikke blot absolut, men forholdsvis størst, maa forklares ved en større Vandrigdom (sml, Forsøg XLV). Be- regnet paa 200 Knopper gav Analysen følgende Resultat: reducerede Ce. Fehling Amid-Kvælstof Prøverne efter Inversion !) i Milligram. 1. Ikke ætheriseret, hensat 2 Dogn........ Sine 8226 23,0 2. 0,7 Cc. Ather i 1 Døgn og Efterv. i 1 Dogn...... 210 40,8 Sukkermængden er mindre hos den etheriserede Prove end hos den ikke æthe- riserede, hvorimod Amid-Kvælstoffets Mængde er meget stærkt forøget under Narkosen og Eftervirkningen. En Korrektion for Aandedræts-Tabet kan ikke her indfores, da Analysen gjælder Knopperne alene, medens Respirationen foregaar i hele Grenen. lovrigt repræ- sentere 100 Gram ætheriserede Grenes forøgede Kulsyre-Udskilning (837 + 954 + 422 — 381), 988 Mgr., ialt ca. 135 Ce. Fehling eller altsaa ca. 675 Milligram Sukker; i Sandhed et ikke ringe Forbrug — ifald ikke selve Ætheren her iltes? Hvorledes man nu end vilde kunne korrigere Sukker-Mængden for deraf at drage Slutninger om Stofskiftets Forløb, saa udsiger Forsøget tydeligt nok: Hvilen kan ikke være ophævet simpelthen fordi Sukker- mængden er steget — thi dette er ikke sket. Ganske samme Resultat ses af XLV, Forsøg XLIV T10/11 1895. Respirationsforsog. Den enorme Virkning og Eftervirkning, som Narkosen havde paa Respirationen i det nys skildrede Forsøg, medførte en meget stor Rigdom paa Kulsyre i Beholderen, og maatte ligeledes medføre et slærkt forringet Ilt-Tryk. Især det første Moment kan tænkes at have nedstemt Respirationen, saaledes at vi ikke have faaet den fulde Virkning og Eftervirkning af Narkosen til at vise sig. Dette bestyrkes af det fore- liggende Forsøgs Resultater; men disse kunne dog maaske ogsaa føres tilbage til den Omstændighed, at de her benyltede Grene vare slankere og forsynede med forholdsvis tal- rigere Rakleknopper: hvis det særlig er disse, der paavirkes af Ætheren i den angivne Retning, saa behøve Angivelserne i XLIII ingenlunde at være for lave. Der anvendtes her 2 Prøver å 9 Grene med ialt 73 Rakleknopper, hver Prøve vejede 20 Gram. Beholdere og Dosis 0. s. v. ganske som i XLIII. 1) Sukker-Titreringerne ere her vanskeliggjorte ved Tilstedeværelse af «Garvestofler», der ganske vist for største Delen fældes med basisk eddikesurt Bly, men dog i Blyfiltratet findes i saa stor Mængde, at man, for at undgaa en for mørk Farve ved Titreringen, maa fortynde Analysen stærkt. I senere Forsøg renses med raspet Hud før Sukkertitreringen. 344 72 udskilte Milligr. Kulsyre Proverne. iste Dogn. | 2det Dogn. | 3die Døgn. uden Narkose. eur ER ete een 100 56 48 Narkose i 2det Døgn, Eftervirkning i 3die Døgn 104 198 192 den ætheris. Proves procentiske Afvigelse | ..... -+ 240 + 284 altsaa en meget paafaldende Virkning og Eftervirkning. Iøvrigt maa det bemærkes, at Pile- grenene afgive flygtige Stoffer (Salicyl-Aldehyd?) der farve Kaliopløsningen svagt gullig og muligvis neutralisere — eller danne Sønderdelingsprodukter, der neutralisere — en vis, dog neppe stor Mængde Alkali. Forsøg XLV 7/11 1895. Der anvendtes sex Portioner à 16 Stkr. frisk afskaarne, 20 Ctm. lange Aarsskud- Dele, lidt sværere end i XLIII. Hyver Portion bragtes til at veje 100 Gram og Grenene vare udsogte med megen Omhu saaledes, at hver Portion havde 200 runde, fyldige Rakleknopper. Kun disse bleve analyserede, og dette forst efter at være befriede fra Knopskællene. Alle Tal — undtagen sidste Kolonnes — gjælde for 200 Knopper. Ætheriserings-Beholdere 4 Liter. — : == — ik u R are ; Aciditet,Cc.1/i0| Friskvegt | Procentisk SNe Ne: oy en ne | IN A Se sg normal Syre, i Gram. Vand-Indhold. efter Inversion.| i Milligram. pie BB: a. | 262,7\ o 13 0) ER: 23,0\ 5: SU en 1. Strax analyserede. . . . . b. | 280.8 f 271,8 131 f 13,1 AL f 38 23,2 23,1 524 52,5 2, Hensat 1 Dogn........ 2631 | 13,1 33 23,1 52 3. PO ON a EE A TE One eye 257,4 13,6 30 22,6 51,2 4. Med 0,7 Ce. Ather i 1 Døgn 2452 | 16,1 39 | 23,0 52,8 5, — — — og Efterv. i | duDgentaty.i. ers In. 2494 | 28,1 43 234 | 54,8 Forsøget bekræfter ganske det ved XLIII anførte og viser, at Amid-Mengden stiger sterkt under Eftervirkningen. Ogsaa Knoppernes Vandholdighed forages kjendeligt; der maa tilføres Vand fra Stænglerne, da ogsaa Friskvegten er forøget! I Forsogs-Notitsbogen staar «direkte Reduktion ens for alle Prover», Tallene har jeg, mærkelig nok, ikke noteret. Forsogsgruppe H. Afskaarne Knopper (Forsøg XLVI—XLVII). Forsøg XLVI 7-4/5 1896. Acer pseudoplatanus. Store, ca. 3,5 Ctm. lange, frisk afskaarne, blomsterforende 1 1 > ; ; Knopper kort for Lovspring, dog endnu dækkede af Knopskællene; Materialet delt i 7 ens Portioner à ca. 20 Gram (Antallet ikke noteret). Ætheriserings-Beholdere 4 Liter. Angivel- serne ere de raa Tal. Amid-Kvælstof Draver RIN (2: CC. 1/14 Hyposulfit). Anmerkninger, 1. Strax undersogt ..... N ne 4,5 | frisk grønne ved Analysen. = aioe | 2. Hensat i 2 Degn....... 5,5 | Do. 3. Med 0,5 Ce. Æther i 2 Døgn 4,75 | Do. 4. — 0,75 — le 4,9 saa nogenlunde friske ud. 5. — 1,0 — - — 5,4 | misfarvede, lidt vaade. ‘ 6. — 1,25 — - — 5,5 | stærkt misfarvede og vaade. Det ses, at de afskaarne Knopper ved Henstand uden Æther forøge Amid-Kvælstof- Mængden kjendeligt og lige saa stærkt som ved den stærkeste her givne Ætherdosis. Svagere Ætherdosis nedstemmer her aabenbart Amid-Forogelsen. Forsøg XLVIT 2-4/5 1896. Bøgeknopper, nær Løvspring, c. 3 Ctm. lange, Portionernes Vægt c. $ Gram; iøvrigt udført efter samme Skema som det foregaaende Forsøg, dog med stærkere Doser. Beholdere å 2 Liter. Ogsaa her angives de raa Tal. Prøverne Amid-Kyzlstof | Anmærkninger | (a: Ce 1/11 Hyposulfit). 4 Sr 1. Strax undersøgt ..... © 3,55 \ 3,4 = b 3,25 f 26. TOE, 2 UWGEN Gas FEDERER 6,6 3. Med 0,8 Ge. Æther i 2 Dogn 4,0 noget misfarvet, dræbt. 4, — 1,2 — - 3,9 stærkt misfarvet, dræbt. 5. 1,6 — - = a Do. Forsøget slutter sig til det foranstaaende Forsøg samt til VIE (S.31) og XLIT(S. 69). De vise, alle tilsammen tagne, at Beskadigelse kan foraarsage en Forogelse af Amid- Kvælstoffet, der er stærkere end den Forogelse, som Narkosen fremkalder; og tillige ses det, at Ætherisering, resp. Kloroformering, i det mindste med svagere Dosis, afgjort ned- stemmer Saar-Virkningen. D. K. D. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 45 346 T4 d. Oversigt over og Diskussion af Resultaterne. 1. De kvælstofholdige Stoffers Forhold. De fra Moderplanten fjernede, umodne Frø formindske under «Eftermodningen» deres Indhold af hvad vi have kaldt Amid-Kvælstoffet (sml. S. 22); der kan ikke være Tvivl om at denne Formindskelse, der kan være endog meget stærk, er Udtryk for en Æggehvide- Dannelse, eller at den dog i alt Fald for største Delen maa forklares ved Kondensations- processer. Ved fortsat Henstand naaes et Punkt, hvor Amid-Kvælstoffets Aftagning næsten eller helt ophører; saafremt man lod Frøene tørre ind, vilde Processen rimeligvis skride noget videre frem for sluttelig helt at standse ved Frøets Dvale. I nogle Tilfælde har det vist sig, at ved endnu længere Henstand — hos ikke-indtørrede Frø — forøges atter Amid- Mængden kjendeligt, saaledes især hos Lupiner, navnlig i Forsøgene IX og X, sml. hos- staaende Kurver (Fig. 2). | disse Kurver er Amid-Kvælstoffet beregnet for 10 Gram Tørstof 40 35 30 (4 7 2 3 4 a 6 7 Fig 2. Amid-Kvælstoffets Forhold hos de ikke-ætheriserede, eftermodnende Lupinfre. Kurverne @., b., e. og d. svare henholdsvis til Forsøgene XII, S. 39; XIII, S.41; IX, 8.35 og X, S.35. Abseisserne angive Henstands-Tiden i Døgn, Ordinaterne Milligram Amid-Kvælstof pr. 10 Gram Torstof. (Tallene findes angivne i Parenthes i de paagjældende Forsogstabeller). Det ses da, at hvor, som i XII, Amid-Mengden ved Forsogets Begyndelse er stor — hos meget umodne Fro nemlig — vedbliver Nedgangen lenge, medens der, ved noget mindre Amid-Miengde, efter 2 Dogn finder en svag og ret omtvistelig Opgang Sted. Ved forholdsvis ringe Amid-Meneder ved Forsogels Begyndelse, 9: hos de mere modne Frø, er denne Opgang tydeligt fremtrædende. Denne forholdsvis hurtigt indtrædende Amid-Kvælstof-Forogelse 347 | hos oprindelig Amid-fattigere Fro er ingen Tilfældighed, hvad allerede Kurverne c's og d’s Overensstemmelse viser, sml. ogsaa Forsøg XI, S. 38. Til dette Spørgsmaal komme vi senere tilbage. I et af Ærte-Forsogene (XV, S. 43) er en, dog kun ringe, Opgang i Amid- Mængden fra det til 4de Døgn konstateret; da den fandtes i begge Forsogets Afdelinger, er her neppe heller Tilfældighed paa Spil. Tilmed er det netop den mest modne Ærte- prove, som overhovedet er benyttet"). Ogsaa i et Tilfælde hos Crocus, hvor Knoldene havde henligget en Maaned for Forsogets Begyndelse (XXXVI, S. 65), ses under den fortsatte Henstand en Amid-Forogelse, som neppe skyldes Materialets Uensartethed. M. H. til de anwsthetiske Midlers Virkning er det almindelige Indtryk, som faas ved Betragtning af Forsøgene, dette: Ætherisering eller Kloroformering forøger, ofte endog meget stærkt, Amid-Kvælstof-Mængden hos Planteorganer i Modning og Hvile. Hertil maa dog strax knyttes en meget væsentlig Reservation: ved ganske svage Ætherdoser — i alt Fald hos Ærter og Lupiner — formindskes hos de frisk afplukkede Fro Amid-Mengden sterkere end uden Ætherisering. Dette kan neppe forstaas paa anden Maade end som Udtryk for en Paaskyndelse af Amid-Kvælstoffets Oparbejdelse til Æggehvidestoffer eller lign., allsaa som en Paaskyndelse af Modningen. Der er altsaa her, om man vil, en kvalitativ Forskjel mellem meget svage og stærkere Ætherdosers Virkning. Forholdene hos Ærter og Lupiner, der i saa Henseende ere de bedst studerede Objekter, illustreres af omstaaende Kurver, Figg. 3—5. Ved meget stærke, dræbende Doser er Ætherens Amid-Kvelstof forogende Virkning noget ringere — eller dog aldrig storre — end ved lidt svagere Doser, hvad der ikke blot ses af de til Kurverne 4 syarende Forsog, men ogsaa af andre, f. Ex. for Kloroformens Vedkommende Figg. 3 og af det orienterende Forsøg S. 17 (Ærter) og af VII, S. 31 (Hyldebær), for Æthers Vedkom- mende endvidere af Knop-Forsoget XLVII, S. 73. Under Narkosens Eftervirkning iagttoges to typisk forskjellige Tilfælde, nemlig: 1) Amid-Mengden, der forøgedes under Narkosen, aftager nu atter (eller stiger dog ikke yderligere); dette Forhold ses ved Anvendelse af middelsterke Doser — eller 2) Amid- Mængden forøges under Eftervirkningen, ofte endog paafaldende stærkt; dette er 5 illustrere ogsaa dette Forhold Tilfældet ved stærke Dosers Anvendelse. Kurverne Figg. : tydeligt, og man vil af talrige andre Forsøg finde Bekræftelse paa denne Regel”). ]) Amid-Forøgelsen ved 8 Dages Henstand i XVI, B., S. 45, skyldes vistnok især den livlige Spiring; hvad dog maaske ikke alene er Grunden. (Se ogsaa om «Tilbagegang» i Amid-Mængde under be- syndende Spiring S. 78.) : E. Schulzes oftere, og senest i Zeitschrift f. physiologische Chemie Bd. 22 (1896) S. 433 fremsatte Opfattelse: «... dass es stets im Wesentlichen die gleichen stickstoffhaltigen Produkte sind, welche beim Zerfall der Proteinstoffe in der Keimpflanze sich bilden, und dass wir einige dieser Produkte nur desshalb nicht in allen Fällen zur Abscheidung bringen können, weil sie nach ihrer Bildung bald bis auf einen geringen Rest oder auch ganz vollständig umgewandelt sind, wobei es möglich PEAR 19 345 76 (4 Q125 0375 O75 0875 1125 Fig. 3. Amid-Kvælstoffets Forhold hos Ærter ved Indvirkning af forskjellige Ætherdoser i 2 Døgn (den optrukne Kurve) og under Indflydelse af 2 Dogns Eftervirkning (den punkterede Kurve). Abscisserne angive Æther-Dosis pr. Liter Luft, Ordinaterne Milligram Amid-Kyelstof pr. 10 Gram Friskvægt Linien X's Afstand fra Abscisseaxen angiver Amid-Kvælstof-Mængden i Frøene ved Forsogets Begyndelse (XXIII, S. 53). Naar Talen er om forskjellig sterke Doser, maa selvfolgelig, ved Sammenligning af forskjellige Arter eller af forskjellige Udviklingstrin hos samme Art, den forskjellige Folsomhed, som Objekterne kunne vise overfor de anesthetiske Midler, tages med i Betragtning. Det er da ganske naturligt, at jo yngre og vandrigere Plantedelene ere, desto lettere virke de anæsthetiske Midler skadeligt eller dræbende; med andre Ord, desto svagere ere de Doser, som maa kaldes «stærke». Medens f. Ex. i Forsøg XV, S.43, en Dosis af 0,88 Cc. Ather pr. Liter hos vandfattigere, mere modne /Erter medforer en Amid- Forøgelse, der under Eftervirkningen atter gaar tilbage, medfører selv samme Dosis i XVII, S.46, hos langt yngre Ærter, en ogsaa under Eftervirkningen sig fortsættende Amid-Forogelse. ist, dass die Umwandlung auch in der gleichen Keimpflanzen-Art bald das eine, bald das andere jener Produkte vorzugsweise getroffen hat . . .» — en Opfattelse, som synes mig meget tiltalende, men som dog har modt Modstand, lod sig vistnok prove ved at ætherisere Planteorganer, f. Ex. netop grønne Ærter, og da nøjere bestemme og karakterisere de Amidstoffer, som under Narkosen dannes og som under Eftervirkningen forbruges (resp. vedblivende dannes). I en habil fysiologisk Kemikers Haand vilde en saadan Fremgangsmaade utvivlsomt give meget interessante Resultater. For mig er denne Opgave uoverkommelig. TT 349 Pp. ST / Y / / i / / « x | 4 | 1 _ of 0,25 05 075 0,88 40 Fig. 4. Amid-Kvælstoffets Forhold hos Lupiner ved Indvirkning af forskjellige Ætherdoser i 2 Døgn og under den paafolgende Eftervirkning (XI, S.40). Sml. iovrigt Forklaringen til Fig. 3. o 015 03 045 0,6 0,75 Fig. 5. Amid-Kvelstoffets Forhold hos Lupiner ved Indvirkning af forskjellige Ætherdoser i 2 Døgn og under 2 Dogns Eftervirkning (XIII, S. 42). Sml. iøvrigt Forklaringen til Fig. 3. M. H. til forskjellige Arter synes Lupiner at vere særlig følsomme, hvilket viser sig derved, at der kun i et eneste Tilfælde (XIII, S.42, sml. Fig. 5) er konstateret en virkelig Tilbagegang i Amid-Mængden under Eftervirkningen. Og da dette Tilfælde staar 350 78 ene, er det naturligvis underkastet en vis Tvivl. Jeg er dog, med Henblik paa de andre Arters Forhold, overbevist om, at det er et virkelig typisk Tilfælde, hvilken Opfaltelse ogsaa direkte stottes af den Forsøg XII illustrerende Kurve Fig. 4s hele Forløb. Desværre mangler her Bestemmelser netop paa de kritiske Punkter. At længere Indvirkning af en Ætherdosis paa Lupiner medfører en stærkere Forøgelse af Amid-Mengden under Eftervirkningen, end en kortere Indvirkning af samme Dosis (X, S. 36, Prøverne 6.—10.), forstaas let ud fra Dosis-Forsogenes Resultater; thi længere Indvirkning svarer paa en Maade til stærkere Dosis. Hos Ærter ses hyppigst en meget tydeligere Tilbagegang under Eftervirkningen end den, der illustreres i Fig. 3. Hos de unge Frø, der ere benyttede i dette Forsøg, er en egentlig Tilbagegang i Grunden slet ikke paavist for nogen enkelt Prøves Vedkommende — hertil hører jo nemlig først og fremmest en Forøgelse af Amid-Mængden under selve Narkosen ! — men af Kurvernes hele Forløb kan den sluttes. Derimod ses i Forsøgene XV, S.43, XVIII, S. 48, XIX, S.49 og XXV, S.54, en mere eller mindre stærkt udpræget virkelig Tilbagegang af den under Narkosen forøgede Amidmængde, medens XVII, S. 46, viser Exempel paa en fortsat Forøgelse under Eftervirkningen. Særlig stærk Tilbagegang under Eftervirkningen ses i Byg-Forsogene (f. Ex. XXVIII, S. 58); hos Log (XXXII, S. 60, Prøverne 12.—15.) er der ej heller nogen Tvivl. Hos Crocus ere Amid-Kvælstoffets For- hold oftest utydelige, aabenbart paa Grund af Materialets Uensartethed; Forøgelse under Narkosen er dog utvivlsom (XXXVI, S.65). Ligesaa hos Kartofler, samt hos Knopper af forskjellig Art, særlig Pile-Knopper. En ikke ringe Interesse ligger i den Omstendighed, at i flere af de Forsog, i hvilke de ætheriserede Prover have spiret under Eftervirkningen — der her paa en Maade kan siges at ophæve «Hvile» —, er Amid-Mængden dog gaaet tilbage under den begyndende Spiring (Arter, Byg); i andre Tilfælde (Lupiner; herhen ogsaa Pileknopperne, der svulmede kjendeligt under Eftervirkningen) er der dog ingen Tilbagegang, men fortsat Amid- Forogelse. Vi kunne heraf slutte: fordi Spiringen begynder, behover dette ingenlunde at vere ledsaget af Amid-Forogelse i Froet som Helhed. Til dette Punkt ville vi i en senere Afhandling komme tilbage. Hoved-Resultatet af Forsøgene, m. H. til anæsthetiske Midlers Indvirkning paa Amid-Kvælstoffets Forhold bliver da, idet vi nærmest holde os til Ætherens Virkninger, dette: 1. Ved meget svag Dosis aftager Amid-Kvelstoffets Mængde stærkere end uden Narkose; ingen karakteristisk Eftervirkning. 2. Ved middelstærke Doser sker en Forøgelse af Amid-Kvælstoffets Mængde; under Eftervirkningen aftager dog atter Amid-Mængden («Til- bagegang»). 3. Ved stærke Doser sker der ikke blot en stærk Forøgelse under selve Narkosen; men ogsaa under Eftervirkningen. 4. Meget sterke, drebende Doser giver en ringere Forogelse end de stærkeste ikke-dræbende Doser, saavel under, som — navnlig — efter Narkosen. Da Bladgront hører til de kvælstofholdige Stoffer, skal her tilføjes et Par Be- inerkninger om dette Farvestofs Forhold. Det har da i alle Forsøg med grønne Fro, særligt hos Ærter og Lupiner, vist sig, at middelstærke og sterke Æther-Doser bevirke, at den grønne Farves Styrke (bedømt efter Skøn af de filtrerede spirituose Udtræk) ikke forandres synderlig sterkt under Narkosen, medens, som bekjendt, de ikke wtheriserede Fro under Eftermodningen blive gulgronne til rent gule indvendigt. Ogsaa den her nævnte Æther- virkning er Exempel paa en for Modningen karakteristisk Stofskifteproces’s Nedstemning ved Ætheren. Meget stærke, dræbende Doser medforer en Misfarvning af Bladgrontet, vistnok en sekundær Virkning, fremkaldt af den forøgede Syremængde. Om meget svage Doser paaskynde den gronne Farves Overgang til gult, har jeg ikke nogen Mening om. Nojere Undersøgelser over Bladgrontets Forhold vilde iøvrigt ikke være uden Interesse, men vanskelige at gjennemføre. Som et Biprodukt af Forsøgene fremtræder det ikke uinteressante Resultat, at saarede Organer forøgede deres Amid-Kvælstof-Mængde. Dette ses af de af- pillede Hyldebærs (VIF, S. 31), ituskaarne Kartoffelknoldes (XLII, S. 69) og afskaarne, ved Løvspring staaende Knoppers (XLVI og XLVII, S. 73) Forhold. Böhm!) er vel den første, som iagttog og nærmere skildrede Beskadigelsers Aandedrættet paaskyndende Virkning hos Planterne, en Virkning, hvori han med Rette ser et Udtryk for en ejendommelig Pirring (Saar-Pirring eller traumatisk Irritation), da Iltens lettede Adgang til Vævene her ikke, i det mindste ikke alene, forklarer Sagen. Efter Böhm have forskjellige Forskere og for- nyligt H. M. Richards?) studeret denne i flere Henseender vigtige Sag, som vi atter komme tilbage til ved Omtale af Aandedrættets Forhold ved Ætherisering. Richards antager, at den forstærkede Respiration er et Udtryk for «an effort on the part of the plant to recover from the injury ...», hvilken Anskuelse — der dog ingen Forklaring giver — jeg ganske kan tiltræde; og den forøgede Amid-Mængde kan vel ses under samme Syns- punkt, altsaa vel nærmest som et Udtryk for, eller, om man vil, som en Følge af den reparerende, f. Ex. Saarkork, Thyller eller Kallus dannende Virksomhed, der hurtig indledes efter Beskadigelsen, og som frembyder en vis Analogi med Forholdene ved Spiring og Løv- spring, bl. a. ogsaa stiller større Krav til Forraadsstoffers Omdannelse og Transport. Dette Ræsonnement støttes meget væsentligt af de Resultater, som Ætherisering af de saarede 1) Böhm: Ueber die Respiration der Kartoffel. (Botan. Zeitung 1887. Nr. 41—42). *) Annals of Botany, vol. X, Decbr. 1896; S.531—582. Her yderligere Litteratur-Angivelser. (5) x bo 80 Organer have givet. Serlig i Forsog XLVI, S. 73, med Ahornknopper vil man se, at svagere Ætherdosis stærkt hammer den Amid-Forogelse, som Saar-Pirringen for sig alene vilde have fremkaldt, og kun ved dræbende Doser opnaas en tilsvarende stærk Amid-Forogelse. Noget lignende ses af Kartoffelforsaget XLII, S.69, om end Tallene her ere mindre slaaende, og de anførte Bog- og Hyldebær-Forsog (dette med Kloroform) harmonere ganske hermed. Alt dette viser tydeligt nok, at Saar-Virkningen er et Pirrings-Fenomen, som standses eller dog nedsættes af de anwstheliske Stoffer. Ifald dette ikke var Tilfældet, maatte Saar-Virkning og Æther-Virkning adderes, og de saarede og ætheriserede Prover have vist den storste Amid-Forogelse !). Forinden det Sporgsmaal kan diskuleres, hvorledes de anæsthetiske Midler forøge Amid-Mengden, maa her henpeges paa Resultaterne af Meskningsforsogene (XIX, S.49; XX, S.51 og XXXI, S.59). De udsige, tagne under Et, med umiskjendelig Tydelighed, at der, i det mindste hos: modnende Ærter og Bygkorn, findes et Ferment eller en fermentativ Evne, der rimeligvis vil kunne sættes i Klasse med de tryptiske Fermenter?). Ogsaa nogle orienterende Meskningsforsog med Kartofler og smaa hollandske Log have vist, at der er en vis Ferment-Evne af den angivne Natur tilstede i de nævnte Organer. I nyeste Tid er det især R. Green?) som i en Række Afhandlinger har gjort Rede for de trypsin- aglige Æggehvide nedbrydende Fermenter og deres Forekomst i Planterne, efter at oprin- rindelig Wurtz havde paavist et sligt Ferment i Carica Papaya. Green anvender Udtræk af Plantedelene, tilberedt paa forskjellig Vis, og han kommer til det Resultat, at hos Fro (Lupiner, Ricinus) og Knolde for Spiringen findes ikke noget tryptisk Ferment; men derimod nok «Zymogener» 9: ikke nærmere kjendte Stoffer, som forholdsvis let, f. Ex. ved Syre, men under normale Forhold først ved Spiringen, om- dannes til Ferment. Da Fermenternes Natur i nyeste Vid er under livlig Debat, og vi 1) Saar-Pirringens Forhold m. H. til Amid-Mængden var værdt at gjøre til Gjenstand for en særlig Undersogelse; det indses, at man ved Anvendelse af forholdsvis simple Midler kan vente at faa Oplysninger om Saar-Pirringens lokale Intensitet, Udbredelse og Lednings-Hastighed i massive Vey, Oplysninger, som Aandedrietsforsog ikke kunne give. *) En med meget talrige Litteraturangivelser forsynet, særdeles god sammenfattende Oversigt over de kemiske Fermenter giver Bourquelot: Les Ferments solubles. Paris 1896. 5) De vigtigste af Green’s herhen hørende Arbejder ere: On the changes in the proteids in the seed with accompany germination (Philos. transact. Royal Soc. London. vol. 178 (1887) B. S. 39. On the germination of the seed of the eastor-oil plant (Proceedings Roy. Soc. vol. 48, S. 370, 1890). On the occurrence of vegetable trypsine in the fruit of Cucumis utiliss. (Annals of bot. vol. 6, 1892, S. 195). En særdeles læseværdig Oversigtsartikel: «On vegetable ferments» (Annals of botany, vol. 7, 1893, S. 83). 81 353 ikke her ønske at tage Standpunkt i denne Sag, ville vi lade Green's egne Ord staa som Udtryk for hans Anskuelse. Han siger m. H. til Lupinen!): el) There exists in the Lupin seed (her menes spirende Fro) a proteolytic ferment . . . capable of conyerting fibrin into peptone, leucin, and tyrosin. 2) This ferment exists in the resting®) seed in the form of a zymogen, and the latter very readily, by the action of acids, is transformed into active ferment.... 4) It works with extreme slowness....». Denne Anskuelse harmonerer, som man ser, aldeles ikke med mine Mæsknings- forsøg. Og da disse m. H. til den os her interesserende Fermentvirkning har givet omtrent samme Udslag med eller uden Baryt-Tilsetning, kan her en Syre-Virkning paa et «Zymogen» udelukkes fra Diskussionen. Den i og for sig forfejlede Baryt-Tilsetning har altsaa ogsaa her gjort nogen Nytte (sml. S. 50). Da Udtræk-Methoden ved Ferment-Evne-Bestemmelser, navnlig efter Brown og Morris’ allerede tidligere anforte Undersogelser, med Rette er kommen i Miskredit, nærer jeg ingen Betwnkelighed ved her at tillægge mine Mæsknings- forsøg større Beviskraft. Vi se os da nodsagede til at antage et Æggehvide (i videste Forstand) sonderdelende Ferment i selve de modnende og hvilende Plantedele; men en nermere Karakteristik af dette — eller disse — antagne Fermenter kan endnu ikke gives. I denne Sammenheng maa her mindes om et næsten ganske fortiet Arbejde af Salkowski®*), der ved antiseptiske Mæskninger af Gjer i Kloroformyand iagttog flere for- skjellige Ferment-Virkninger, deriblandt ogsaa en Algggehvide spaltende, ved hvilken der dannes Amidstoffer (Leucin, 'Tyrosin). Naar man i Plantefysiologien sædvanlig har været tilbøjelig til at anse Amidstoffers Dannelse ved Æggehvide-Nedbrydning som «vitale» Processer, antyde altsaa Salkowski’s og mine Forsøg, sammenholdt med de ovenfor angivne Undersøgelser, at denne Anskuelse staar for Fald: det vil nok vise sig, at Ægge- hvide nedbrydende, Amidstof dannende Fermenter spille en langt større Rolle i Cellernes Stofskifte end hidtil almindelig antaget. Og netop Paavisning — eller Sandsynliggjørelse — af slige Fermenters Forekomst og Virksomhed i modnende Fro‘), hvor man paa Forhaand mindst skulde vente dem, og vistnok heller aldrig før har antaget deres almene Forekomst, giver her et Fingerpeg, som bør følges ved fortsatte Undersøgelser. 1) On the changes o.s.v. S. 58. *) Med dette Ord menes blot «før Spiringen», ikke vort Begreb «hvilende». °) Salkowski: Ueber Zuckerbildung und andere Fermentationen in der Hefe I (Zeitschrift f. physiol. Chemie, Bd.13, 1889 S. 506). Først ved Forfatterens Velvillie, blev jeg, under Udarbejdelsen af nærværende Afhandling, opmærksom paa dette interessante Skrift. 1) M.H. til slige Fermenters velbekjendte Forekomst i Frugtkjød (Sml. Green's ovennævnte Afhandling), maa det erindres, at disse Organers Stofskifte under «Modningen» nærmest ligner Spirings-Stofskiftet, f. Ex. Sukkerdannelse af Stivelse i Pærer 0. s. fr. D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 46 Efter nu at vere kommen til den Anskuelse, at ikke blot spirende, men ogsaa de endnu i Modning værende Organer (i alt Fald Fro) have amiddannende eller — for ikke at sige mere end forsvarligt — proteolytisk Ferment-Eyne'), kan Sporgsmaalet om Æther- virkningen stilles saaledes: Virker det anæsthetiske Middel, naar det foroger de modnende og hvilende Organers Amid-Mængde, paa Ferment-Evnen, paa Kondensationsprocessen, eller paa dem begge? Meskningsforsogenes Resultater have ikke Beviskraft til at udsige noget sikkert om Ætherens Indflydelse paa den proteolytiske Ferment-Evne i Froene. Men de foreliggende Tal tyde hverken hos Byg eller Ærter paa nogen Indflydelse i saa Henseende. Derimod kan der ingen Tvivl være- om, at Æther og Kloroform i tilstrækkelig stærk Dosis ned- stemmer eller maaske helt (?) ophæver de Kondensationsprocesser, ved hvilke Amider m.m. oparbejdes til Æggehvidestoffer eller lignende Stoffer. At anæsthetiske Midler har en slig Virkning, er ikke noget principielt nyt; som anført S. 16 har allerede Cl. Bernard paavist noget tilsvarende for Kulsyre-Assimilationens Vedkommende, hvad senere navnlig Bonnier og Mangin samt i nyeste Tid A. J. Ewart?) har bekræftet. Af Ewarts Arbejde, som iøvrigt kun lejlighedsvis sysler med Æthers Indvirkning, ses, at forskjellige, for Livsvirk- somhed ugunstige Faktorer, f. Ex. Afkjøling (og bl. a. Ætherdamp) ikke blot under Expo- sitionstiden bringer Kulsyre-Assimilationen til at standse”), men at de ogsaa kunne have r en Eftervirkning, under hvilken, selv om den gunstigste Temperatur gives (resp. selv om Ætheren er helt fordampet), de paagjældende Organer dog alligevel ikke paany assi- milere Kulsyre, forend en vis Tid er forlobet. Paa ganske samme Maade forestiller jeg mig Ætherens Virkning i de Tilfælde, hvor Amid-Kvelstoffets Forøgelse vedbliver under Eftervirkningen: her har den forholdsvis stærke Ætherdosis lammet Kondensations-Evnen, saa at den ikke — i alt Fald ikke strax — atter bliver virksom. Ved noget svagere Doser svinder denne Lammelse hurtigt, naar Ætheren fjernes. Jeg antager altsaa, at der i de modnende — og hvilende — Or- ganer i Virkeligheden foregaar to ganske modsatte Processer: en Konden- sation af Amidstoffer til Æggehvide o. desl., og samtidig hermed en Ned- brydning af Æggehvidestof til Amidstoffer o. desl., vel væsentlig en Ferment- Virkning. Ætheren hæmmer eller standser (?) den første af disse Processer, saa at den anden faar Overvegten eller fremtræder alene (?), og denne sidste Tilstand varer, ved 1) Peptoniserende Fermenter i snævrere Forstand, saavel som Peptoners Forekomst, have vi, som anført S.22, ved den her fulgte Undersogelsesmethode paa Forhaad afskaaret os fra at faa særlige Oplysninger om. Der er dog neppe Tvivl om at «amiddannende» Fermenter hos Planterne have langt storre Betydning. 2) On Assimilatory Inhibition in Plants (Journ. of the Linnæan Soc. Botany, vol. 31, 1896, S. 364). 3) Det bor her erindres, at manglende Ilt-Udskilning strengt taget kun beviser, at Aandedrættet er livligere end Kulsyre-Assimilationen. 83 © On or sterkere Dosis, nogen Tid efter at Ætheren atter er fjernet, ja kan maaske endog blive kronisk. Det kan ikke nægtes, at der endnu ikke er givet et absolut afgjørende Bevis for, at der virkelig samtidig foregaar begge Processer i de paagjældende Planteorganer, og at det blot efter Omstændighederne er den ene eller den anden Proces, der overvejer. Idet vi nedenfor atter skulle sysle med Sagen i Sammenhæng med Betragtninger over Reguleringer i Stofskiftet, skal her kun de Momenter betones, der tale for og imod en Æggehvide nedbrydende Virksomhed i selve de normale, modnende Fre — om Kon- densationsprocesserne næres der jo ingen Tvivl. Disse Momenter ere: 1) Tilstedeværelse af proteolytisk Ferment-Evne i endog de frisk fra Moderplanten tagne, unge, modnende Frø taler afgjort til Gunst for vor Opfattelse. Hos Byg kan man ganske vist tenke sig Fermenteynen lokaliseret, paa tilsvarende Maade som de sukker- dannende Fermenter, i «Fermentcellerne» eller i Skallen (i dette Ords- videste Forstand); dog undrer det da, at Ferment-Evnen ikke er meget større, saaledes som Tilfældet er med Byggets sukkerdannende Fermenter, der i stor Mengde ligge paa Lager til senere Brug. For de ensartet byggede Ærtekims Vedkommende ses ingen serlig Grund til at tenke sig Lokalisation eller Magasinering af amiddannende Ferment til senere Brug. Man vil her maaske indvende, at Emulsin forekommer i de ensartet byggede Mandler og her dog i Kimbladene er isoleret i eller ved Ledningstrengene'), saa at Fermentet under naturlige, normale Forhold slet ikke kommer til at virke paa Amygdalinet i de bittre Mandlers Paren- kymceller, men kun ved Beskadigelser o. |. samt ved — Meskningsforsog! Vi maa dog her erindre, forst og fremmest at hos de ætheriserede Plantedele ser man i Stofskiftet en Virkning, der svarer netop til vort proteolytiske Ferments Virkning og uden Tvang kan forklares ved denne, og dernest, at vi her have at gjore med en aabenbart meget udbredt, maaske i enhver Celle (jfr. Salkowski) forekommende, Ferment-Virkning af utvivlsomt stor almen-fysiologisk Betydning, medens Emulsinets og Amygdalinets Forhold i de bittre Mandler m.fl., og tilsvarende Stoffers Forhold i Sennep o. I. ere ganske specielle Tilfælde, hvis Betydning endnu ikke kjendes, men rimeligvis er af defensiv Natur (overfor Planteædere). 2) Den hurtige Virkning, som Ætheren har, og som ses af Forsøg XII, S. 40, Prøverne 1., sammenlignet med 15, og 19., siger i det mindste, at Ferment-Evnen ligger parat til at virke, saa saare Ætheren lammer Kondensations-Evnen. Hvorfor ikke antage, at det allerede virker før Ætheren træder til, paa lignende Maade som vi antage — eller vide —, at Kulsyre-Assimilation og Respiration ske samtidigt i selv samme Celle. Der er 1) Cfr. mit Arbejde: Om Emulsinets og Amygdalinets Plads i Mandlerne (Botan, Tidsskrift, Bd. 16, pharm. et chim. 1890). 46" 356 84 jo intet til Hinder for eventuelt at tenke sig lokaliserede, maaske lokalt vexlende, modsatte Virkninger i Gellen; sml. ogsaa Betragtningerne i næstsidste Kapitel. 3) Den hurtige Tilbagegang af Amid-Mængden under Eftervirkningen af middel- sterke Æther-Doser, er maaske det bedste Argument til Gunst for vor Opfattelse. Thi virker Fermentet under Narkosen, hvorfor skulde det da pludselig holde op at virke, fordi Kondensationerne atter begynde. Hvor Kondensationen ikke gjenoptages under Efter- virkningen, standser jo Amid-Dannelsen ikke trods Ætherens Fjernelse. 4) Saarede Plantedeles Forhold maa vel tydes omtrent som anfort under 2). 5) Og endelig forklares den lidt efter lidt ogsaa uden Narkose indtrædende Amid- Kvælstof-Forogelse simplest ved den Antagelse, at Kondensationsprocessen jævnt aftager (relativt eller absolut) i Intensitet og derved lader den proteolytiske Proces trede frem som overvejende. Der er nemlig ikke Tvivl om, at en Ætherisering af Fro paa dette Stadium vil medføre et stærkt forøget Plus i Amid-Miengden (cfr. Forsøg VI, S$. 31). Dog er dette Forhold tilfældigvis ikke blevet særlig provet, Paavisningen mangler endnu, og nerverende Betragtning har derfor en Mangel, der dog turde vere af rent formel Natur. 6) Det maa indrommes, at der endnu ikke er leveret Bevis for, at Forogelsen af Amid-Kvælstoffet ikke skyldes en Paavirkning af hvad man maaske vilde kalde «selve Livs- virksomheden»; med andre Ord: det er ikke fastslaaet, at Amid-Forogelsen alene skyldes en Fermentvirkning. Til Gunst for Tanken om Amid-Forogelsens «vitale» Natur taler, ved forste Ojekast, den Omstændighed, at meget sterke Æther-Doser forringer Amid-Forogelsen noget. Den dræbende Dosis desorganiserer Protoplasmaet og den «vitale» Virksomheds For- styrrelse kunde da vere Grund til den formindskede Amid-Produktion. En ganske lignende Motivering — m. H. til det omstridte sukkerdannende Ferment i Leveren — fremsætter D. Noël Paton!), der netop derved mener sig berettiget til at nægte Lever-Fermentet nogen væsentlig Indflydelse ved den nævnte Kjertels Sukkerdannelse. Alt dette kan ganske vist vere rigtigt; men for det forste er Begrebet «vital Virksomhed» ret forskydeligt og de sidste Aaringers Undersøgelser tildele, i. stedse stigende Grad, kemiske Fermenter Hoved- rollerne ved Nedbrydnings-Stofskiftet?), og for det andet vil en Desorganisation af Cellens Protoplasma meget vel kunne medføre en væsentlig Hæmning af Ferment-Virksomheden. Man tænke sig f. Ex. et Ferment i Protoplasmaet, virkende under de der herskende fysiske og kemiske Forhold, af hvilke vi exempelvis betone Plasmaets svagt alkaliske Reaktion. 1) On hepatic glycogenesis (Philosophical Transactions. Roy. Soc. London, vol. 185; 1894, B. S. 233—277). 2) Her kan saaledes erindres om Paavisningen af Itnings-Fermenter hos Dyr og Planter («Laccase», se Bourquelot's Værk ang. Litt.), om E. Fischer's Experimenter f. Ex. med Monilia candida, der viser sig at indeholde Invertin, hvad man tidligere har nægtet (Ber. d. deutschen chem. Gesell- schaft, Bd. 28 1895, S. 3037) og, fra den allersidste Tid Buchner's opsigtsvækkende, dog vel endnu neppe helt garanterede Angivelser om Alkohol-Gjering som Ferment-Virkning (samme Berichte Bd. 30, 1897, S. 117 og 1110). 85 357 Ved den Desorganisation, som Doden medforer, trenger f. Ex. Syre fra Gellesaften ind i - Plasmaet — og stærke Ætherdosis have, som tidligere anført, ofte forøget Syremængden stærkt — eller Stoffer, bl. a. maaske selve Fermentet (det Ferment-bærende Stof, om man vil), sive nu ud fra Plasmaet og fortyndes i Cellesaften o. s. fr., alt sammen Folger af Plasma-Hudlagenes forandrede Permeabilitet, der atter vil bevirke en Nedgang i Ferment- Virkningen. At en Desorganisation forringer en Virkning, siger da aldeles intet mod at opfatte denne Virkning som fermentativ. Altsaa ogsaa de meget stærke Dosers Indflydelse paa Amid-Dannelsen forklares uden Vanskelighed ved vor Ferment-Lære; og dennes Sand- synlighed for at vere rigtig er da kun foroget ved de anstillede Betragtninger. — De svageste Dosers merkelige, Kondensationen paaskyndende Indvirkning skal forelobig blot henstilles som et for Ærter og Lupiner konstateret Forhold; vore Anskuelser om Sagens nærmere Sammenhæng ere endnu for hypothetiske til her at fremsættes ; i Af- handlingen om Hvileperiodernes Ophævelse vil Sagen iøvrigt atter blive fremdraget. Sluttelig skal her anføres nogle Analogier fra Dyrfysiologiens og Toxikologiens Omraade: Salkowski!) angiver saaledes at han ved Kloroformering af Hunde fandt en kjendelig Forøgelse af de udskilte kvælstofholdige Nedbrydningsprodukter. Tilsvarende Angivelser findes ogsaa i Richet's Dictionnaire de Physiologie, Art. Anestésiques. Og Professor Gram har velvilligst gjort mig opmerksom paa, at Indvirkning af narkoliske Midler i længere Tid (ther og Kloroform) medfører, som et karakteristisk Symptom, en Forogelse af Kvælstof-Omsætningen i den dyriske Organisme?). At denne Forogelse bidrager til at svekke Organismen, resp. er et Udtryk for at Organismen er svækket, indses let. 2. De kvalstoffrie Stoffers Forhold. Medens de kvælstofholdige Nedbrydningsprodukter som bekjendt hos de højere Planter forblive i Organismen, hvad der vesentlig letter Oversigten — i alt Fald den grovere Oversigt — over Kvælstoffets Forhold ved Stofskiftet, er Kulsyre-Udskilningen en Kilde til stadigt Tab af kvelstoffrit organisk Stof, en Kilde, der overmaade let kan blive en Kilde til Fejl baade m. H. til Forsogenes umiddelbare Resultater og m. H. til vore Slutninger. Paa den anden Side frembyde de kvelstoffrie Stoffer eller Stofgrupper oftest mere iojnefaldende Karakterer, som gjer flere af dem forholdsvis let tilgjængelige for mere eller mindre nojagtige kvantitative Bestemmelser. For saa vidt kan man lettere end for de kvælstofholdige Stoffer naa specialiserede Analyse-Resultater m. H. til de almindelige kvæl- stoffrie Plantestoffer, saasom Fedtstoffer, Kulhydrater, særlig Sukker-Arter, Syrer o.a. Men Fordringerne, som Fysiologien maa stille til den analytiske Redegjorelse, ere til Gjengjæld 1) Salkowski: Zur Kenntniss d. Wirkungen d. Chloroformes. (Virchows Archiv, Bd. 115, S. 339). 2) Se f. Ex. Strassmann i Virchows Archiv, Bd. 115, S. 1; og Kobert: Lehrbuch d. Intoxikationen. 358 86 ogsaa større for alle disse Stoffers Vedkommende, i det mindste nu for Tiden. Thi der synes at vere en større Trinrække, en større og mere varieret Gradation, m. H. til de . kvælstoffrie Stoffers Deltagelse i og Betydning for Plante-Stofskiflet, end der kan skjonnes for de kvælstofholdige Stoffers Vedkommende — og dog: maaske er dette kun Udtryk for Brist paa Indsigt i Stof-Omdannelsernes indviklede Spil. Imidlertid, saa vidt vi kunne domme, er det en berettiget Antagelse, som i de enkle Sukkerarter (Monosacchariderne C6 Hı2 Os) ser et af de allervigligste Stadier i det kvælstoffrie Materiales Omdannelser ved Stofskiftet. Samtidig med at denne Anskuelse mere og mere befæstes, maaske ikke mindst ved E. Fischer’s allerede tidligere berørte Studier, der bl. a. have givet Exempler paa Disacchariders fermentative Spaltning til Mono- saccharider selv i saadanne Tilfelde, hvor man med tilsyneladende bedst Begrundelse antog en direkte Inddragning af Disaccharidet i Stofskiftet — samtidig hermed, sige vi, finder man mere og mere, at den procentiske Mengde af enkle Sukkerarter er langt ringere, end man tidligere har troet. Tre Ting have bidraget til at udvikle den Forestilling, at enkle Sukkerarter — «Glycose» som man her ofte nojes med at sige — findes i forholdsvis stor Mengde, nemlig Forvexling af direkte reducerende Disaccharider (Maltose) med «Glycose», tidligere Undersogelses-Methoders mangelfulde Udelukkelse af Fermentvirkning under selve det analytiske Arbejde og, maaske ikke mindst, den saakaldte «Mikrokemi», der saare let giver ganske vildledende Resultater, netop m. H. til Sukkerarters Forekomst og Fordeling i Vevene. Reduktion af Kobberilte i alkalisk Vædske have Botanikerne altfor ofte uden nærmere Provelse taget som sikkert Bevis for «Glycose»’s Forekomst, Noget tilsvarende har iøvrigt ogsaa gjort sig gjældende paa Dyrefysiologiens Omraade, og i saa Henseende har Henriques?) Studier over reducerende Stoffer i Blodet stor Interesse. Af disse Studier fremgaar det nemlig, at Monosaccharider sædvanlig kun findes som saadanne i ¢.'/5 af den Mængde, hvori de tidligere formodedes at forekomme. Da Monosaccharider og andre direkte reducerende Sukkerarter, som her simpelthen ere bestemte under Et, i de fleste af vore Forsøg, f. Ex. hos Lupiner og Ærter, kun fore- komme i uventet smaa Mængder, er den anvendte Methode oftest utilstrækkelig til at sige stort udover det utvivlsomme Faktum, at disse Stoffers Mængde kun er forholdsvis ringe. Det er dog neppe til at betvivle, at de frisk af Bælgene udtagne ret umodne Ærtefrø (XIX, S. 49, XX, S. 51) ere noget rigere paa direkte reducerende Sukker end efter et Par Dages «Eflermodning». Lupiner forholde sig vistnok paa samme Maade og for Bygs Vedkommende (S. 59) er en paafaldende stærk Nedgang iagttaget ved 2 Døgns Henstand (det frisk aftagne 1) Her refereres efter Lektor Henriques Foredrag i Biologisk Selskab d. 1/4 1897, Den paagjældende Afhandling vil blive trykt i Oversigt over d. K. D. Vidensk. Selsk. Forhdl, i 1897. 87 359 Korns direkte Reduktion for hojt angivet?), og ogsaa hos modnende Crocus-Knolde ses en Nedgang. Under Eftermodningen hos de fra Moderplanten fjernede Organer sker altsaa ulvivisomt et Forbrug af direkte reducerende Sukker, men dette Forbrug synes snart at standse, og f.Ex. i Forsog XV, S.43 hos mere modne Ærter, ses efter 4 Dogn endog en Forøgelse, ikke blot ved Henstand i Stuetemperatur, hvor Spiring kan have forstyrret, men ogsaa ved lavere Temperatur, hvor intet Tegn til Spiring iagttoges. Hos de ætheriserede Prøver synes — undtagen hos Crocus, hvor ingen Virkning ses — den nævnte Nedgang i det direkte reducerende Sukkers Mængde kjendelig forringet baade under og efter Narkosen, hvad der maaske kan opfattes som et Udtryk for, at det direkte reducerende Sukkers Op- arbejdelse til hojere sammensatte, ikke-reducerende Stoffer, som aabenbart ter forudsettes at være typisk for modnende Organer, er standset eller nedstemt af det anæsthetiske Middel. Dog ere, som sagt, Forsogs-Udslagene for usikre til nogen indgaaende Betragtning. Hos de her anvendte Log (XXXII, S. 60) findes derimod en storre Mengde direkte reducerende Sukker — rimeligvis iser Monosaccharider — der i Forsogets forste Uge jævnt tiltog i Mengde. Ætherisering har her en meget kjendelig Indflydelse, herved forøges nemlig — ifald Indvirkningstiden med de her benyttede Doser var 4 Dogn — og især under Eftervirkningen, det direkte reducerende Sukkers Mengde meget sterkt. Om man heri tor se en Bekræftelse paa Rigtigheden af yore smaa Tal for de ovennævnte Plante- Arters Vedkommende, hvilke Tal godt harmonere med Logenes Forhold, lade vi staa hen. Ifald den Opfattelse er rigtig, at Monosaccharider ere den vigtigste Form, hvor- under kvælstoffrit organisk Stof inddrages i det respiratoriske Stofskifte (« Drifts-Stofskiftet») !), faar unægtelig de nævnte Sukkerarter en Betydning, der aldeles ikke lader sig erkjende af Analyse-Resultaterne. Thi i saa Fald maatte alt, eller dog Storstedelen af, den Kulsyre, der udskilles ved Respirationen, fores tilbage til Monosaccharider, og disses Mengde i Planten forages med den til Kulsyren svarende Mengde, naar man vilde gjøre Rede for Monosaccharidernes Rolle i Plante-Organerne. Uden at ville gaa nermere ind paa Sagen, skulle vi betone, at nogle af Forsogene nermest tale til Gunst for denne Opfattelse. Det er Konstateringen af inverterende Ferment-Evne hos Ærter, som her sigtes til; og da Inversions-Evnen er forholdsvis meget stor (XIX, S.48 og XX, S.51) samt ganske uaf- hengig af noget Sukker dannende Ferment — saa at der altsaa ingen Forvexling med Maltose-Dannelse her kan finde Sted — ser jeg ingen Grund til ikke at antage dette inverterende Ferment i stadig Virksomhed selv hos de modnende Ærtefre. Med andre Ord, jeg tror, at der her stadig dannes Monosaccharider ved Inversion af Di- eller Tri- *) For Dyrenes Vedkommende er denne Anskuelse ogsaa ret almindelig og næres f. Ex. af Chauyeau i hans lille, interessante Skrift «La vie et l'énergie chez l'animal» Paris 1894. Se ogsaa Kaufmann «Apercue générale....» (Archives de physiologie T.7, 1895, S. 387). 360 88 Saccharider!) og at disse stadig dannede Monosaccharider dels forbruges ved det respira- toriske Stofskifte, dels atter fores tilbage til hojere sammensatte Kulhydrater eller paa anden Maade deltage i Kondensationsprocesserne, f. Ex. i Æggehvide-Dannelsen. Kort sagt, m. H. til Monosacchariderne formoder jeg et lignende Spil som det, jeg antager for Amid-Stoffernes Vedkommende. Medens Forsogenes smaa Tal ikke tillod nogen indgaaende Betragtning af Mono- saccharidernes Forhold, undtagen for Logenes Vedkommende, er derimod Svingningerne i Total-Sukkermængden («Ce. Fehling efter Inversion») saa store og umiskjendelige, at vi her have sikkre Kjendsgjerninger at stotte os til. Hos den undersogte Log-Art, hvor Sukker er det kvælstoffri Forraads-Stof — eller dog udgjor Hovedmengden heraf — aftager ved Organernes Henstand dette Forraad; i sidste Instans maa jo Sukkeret selvfolgelig her dække Aandedræts-Tabet. Hos alle de andre nærmere provede Planteorganer er «Sukker» (vi tenke her paa Di- eller Tri-Saccharider) ojensynlig et Mellemled mellem de forskjellige Polysaccharider — rimeligvis ogsaa Fedt?) — og Monosaccharider. For saa vidt kan det ikke nægtes, at Di- og Tri-Sacchariderne i Grunden er den i fysiologisk Henseende mindst interessante Stofgruppe; men det er den, der lettest og, paa Grund af Mængde-Forholdene, med storst Nojagtighed lader sig bestemme kvantitativt efter de her benyttede Methoder. Total-Sukkerets Forhold ved Modningen, eller, nøjagtigere udtrykt, ved Eftermod- ningen af de aftagne Fro, er nu dette: Hos alle nogenlunde unge Frø aftager i de første to à fire Dogn Sukkermængden ret sterkt. Man faar det Indtryk, at denne Aftagning skyldes Kondensations-Virksomhed, altsaa iser Sukkerets Omdannelse til Polysaccharider, Fedt o. desl. Forraad. Tages f. Ex. Lupinforsoget XII, S.40, ser man i den hosstaaende Kurve (Fig. 6), der illustrerer Sukkerets Forhold hos de ikke-ætheriserede Prover, en Be- kreftelse herpaa ved Betragtning af Kurven «Fehl», der angiver den i Froene efter for- skjellig lang Henstand fundne Sukkermængde. Man ser en stærk Nedgang i de forste to Dogn, og derpaa en langsom, men dog umiskjendelig Forogelse i de neste fem Dogn, et Forhold, der minder om det for Amid-Kvælstoffet fundne (sml. Fig. 2, S.74). Man fristes 1) E. Schulze & Frankfurt angive (Zeitschrift f. physiol. Chemie, Bd. 20, S. 511), at de af grønne Ærter ikke kunde fremstille Rorsukker. Dette passer godt med nogle rent foreløbige, lejlighedsvis udførte Polarisations-Bestemmelser i ældre, grønne Ærters Udtræk for og efter Inversion, hvilke Bestemmelser ikke tyde paa nogen rigelig Forekomst af Rorsukker, men snarere pege hen paa Raffinose (Sml. S. 46). Hos ganske unge grønne Ærter turde Rorsukker maaske findes i forholdsvis større Mængde. I alle, selv de mest modne af de undersøgte Lupinfrø tør vi hævde Tilstedeværelse af Stivelse (efter nogle her paa Laboratoriet af Assistent, Cand. mag. Kølpin Ravn udførte mikroskopiske Under- sogelser). Hos helt modne Lupiner mangler som bekjendt Stivelse. Om Fedtets Svind ved de halymodne Frøs Henstand, se IX, S. 35. 2 89 961 til at tro, at Kondensationen her varer i 2 Dogn og derpaa erstattes med en modsat, langsomt forlobende Proces. Ganske samme Indtryk faas af de S. 112 og 113 givne Kurver, Fig. 13 og 14, for Ærter og Byg, og ligeledes af hosstaaende Fig. 6. fehl. corr: 60 Fehl. corr: 50 | Fel z ehl. Fehl. 30 20 o 7 2 3 4 5 6 7 : i Fig. 6. Total-Sukkerets Forhold hos ikke-ætheriserede, efter- De SNMP AP modnende, ret unge Lupinfro (XII, S. 40). Abseisserne angive i Henstands-Tiden i Døgn, Ordinaterne Sukkermængde (d. v. s. Fig. 7. Total-Sukkerets Forhold hos Ge. Fehling efter Inversion) beregnet pr. 10 Gram Friskvægt hos ikke-ætheriserede yngre Ærter (XXV, det frisk udtagne Fre. «Fehl.» angiver det ved Titreringen S. 55). Figur-Forklaringen som i Fig. 6. fundne Resultat, «Fehl. corr.» den for Aandedræts-Tabene korrigerede Sukkermængde. I alle disse Tilfælde vil man dog finde, at Sagen stiller sig anderledes, naar man tager Kulsyre-Udskilningen i Betragtning til Korrektion af Resultaterne. Om det just er Monosaccharider, der spille en Hovedrolle ved Respirations-Stofskiftet, er her uvæsentligt ; der er i alt Fald endnu større Sandsynlighed for at Total-Sukkerets Mængde afficeres ved Respirationen, idet ikke blot Monosaccharider især maa antages at skrive sig fra Di- eller Tri-Saccharidernes Inversion, hvilke Stoffer altsaa maatte svinde, for at erstatte Monosaccha- ridernes Tab, men, i Fald de højere Sukkerarter virkelig selv skulle indgaa direkte i Re- spirations-Stofskiftet, have vi jo ogsaa her at regne med deres Sum. At tænke sig Poly- saccharider direkte indgaaende i Respirations-Stofskiftet, er vel nu til Dags ikke muligt. Med Fedt staar Sagen noget anderledes, særlig maa Glycerinet antages at kunne inddrages umiddelbart i Stofskiftet; men da det er utvivlsomt, at Fedtstoffer omdannes til Kulhydrater, f. Ex. i spirende fedtholdige Frø, og da de fedtfattige Ærter her forholde sig ganske som de fedtrige Lupiner, hvad der tyder stærkt hen paa Sukker som Gjennemgangsled ved Stof- Omdannelserne, er vor Korrektion af Sukker-Mængden neppe langt fra det Rette, et lille Minus vil jo her være ganske uvæsentligt. Hvis vi da have Ret til at skrive Kulsyre- Produktionen helt eller for en større Del paa Sukkerets Regning, saa faa vi, hvad Kurverne «Fehl. corr.» vise, et helt andet Indtryk af Sukkerets Spil. I Forsøg XIT (Fig. 6) faar man D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math, Afd. VII. 5, 47 362 90 da kun i det allerforste Dogn — ja muligvis kun i den forste Fjerdedel eller Halvdel af dette — Ret til, paa Basis af Forsogets Tal, at hævde en Kondensations Tilstedeverelse, og f. Ex. i Forsøg XVII (Fig. 7) er der nu slet ikke Tale om nogen Kondensation som Resultant af Stofskiftet. 90) 80 "Fehl nare. corr. | Fehl corr. 50 = Fehl narc. 40 2 Fehl. 20 o 1 2 3 a Fig 8. Total-Sukkerets Forhold hos eftermodnende unge, sukkerrige Ærtefra (XVII, S. 46). Abseisser og Ordinater som i Fig. 6. Ligesaa Betydningen af «Fehl.» og «Fehl. corr.» Kurven «Fehl. nare.» angiver de ætheriserede Provers Forhold, den optrukne Del under Narkosen, den punkterede Del under Narkosens Efter- virkning. «Fehl. nare. corr.» angiver den for Aandedrætstabene korrigerede Sukkermengde under, resp. efter, Narkosen. Kun hos ganske unge, umodne Fre, som f. Ex. i Ærteforsoget XVII, S. 46, sker der i alle de 4 forste Dogn, sely naar Kulsyre-Udskilningen regnes paa Sukkerets Bekostning, en Nedgang, der øjensynlig maa tilskrives Kondensationsprocesser, sml. Fig. 8. Disse Frøs store Sukker-Rigdom gjøre iøvrigt dette let forstaaligt. Der er aabenbart ingen Tvivl om, at ved lengere Henstand vilde baade Kurvene «Fehl.» og «Fehl. corr.» boje opad; den sidstè særlig stærkt. Vi tor da fastslaa som en Loy eller Regel, at ved udtagne, mod- nende Fros Henstand vil Sukkermengden forst aftage — desto stærkere jo yngre, sukkerrigere Froene ere — og derpaa atter langsomt foroges; i det Mindste saa- fremt Frøene hindres i Indtorring. Vi vende os derpaa til Ætheriseringens Indflydelse paa de modnende Fros Sukker-Indhold. Et fuldt saa let overskueligt Resultat som for de kvælstofholdige Stoffers 91 363 Vedkommende vise Forsøgene ikke m. H. til Sukkermængden. Naar vi se bort fra den Særstilling, som Grocus-Knoldene indtage (en Særstilling, som dog ikke behøver at modsige Regelen for de andre Arters Vedkommende, men som maa gjores lil Gjenstand for nye Forsog), kan det hævdes, at Ætherisering standser eller dog stærkt nedstemmer Kondensationsvirksomheden og, iser som Eftervirkning, oftere har ladet Sukkerets Forhold vende sig helt om, saaledes at der, hvor der uden ther var Kondensation (eller tilsyne- ladende K.), nu er en stærkt fremtrædende Hydrolyse. At Ætheren under selve Narkosen virker i meget væsentlig Grad hemmende paa Kondensalionen, fremgaar i Grunden af alle til Sukker Hensyn tagende Forsog — som sagt, med Undtagelse af Crocus-Forsogene, hvis Forhold endnu er uklart. Hvor Kondensationen er meget intensiv, saaledes hos de unge, sukkerrige Fro, synes Æther under selve Narkosen, i det mindste ikke i de forste to Dogn at have standsel Kondensationen helt, hvad f. Ex. Forsøg XVII, S. 46, med omstaaende Kurve Fig. 8 illustrerer. Vi maa naturligvis her nermest betragte de for Respirations-Tabet korrigerede Sukker- mengder, allsaa sammenligne Kurven «Fehl. corr.» med Kurven «Fehl. nare. corr.». Denne sidste Kurve udsiger, at Kondensationen her i det seneste ophorer efter to Dogns Forlob og derpaa endog — under Eftervirkningen i de to folgende Dogn — afloses af sin Mod- sætning i Hydrolysen. Stofskiftet er altsaa selv her, hvor Kondensationerne uden Æther ere umiskjendelige, «vendt om» under eller efter Narkosen, og dette gjælder baade de kvælstoffrie og de kvælstofholdige Stoffers Forhold. É Men det er et Spørgsmaal, om ikke Sukker-Kondensationen i Virkeligheden har været standset længe førend det kan ses af Forsøget. Thi desværre savnes Bestemmelser for det første Døgn og for Brøkdele heraf, saaledes som de derimod findes i XII, S. 40. Der er dog al Grund til at antage, at Kondensationen i første Døgn ogsaa i Forsøg XVII er foregaaet meget livligere end i det andet Døgn. I saa Fald kan det være, at Kurven «Fehl. nare. corr.» i Fig. 8 allerede engang i Iste Døgn har sit virkelig laveste Punkt. Ja, der er vel endog god Grund til den Antagelse, at Kondensationen hos de ætheriserede Prøver i den allerførste Tid — den første Time eller de første Par Timer — efter Ætherens Tilsætning har været stærkere end hos de ikke ætheriserede Prøver og først er hæmmet, efterhaanden som Ætheren i stærkere Grad trængte ind i Frøets dybere Lag. Dette, at Ætheren ikke øjeblikkelig kan trænge ind i de med tyk Skal uden Spalteaabninger udstyrede Frø, volder selvfølgelig en Komplikation i Forsøgene, som ikke er let at bedømme. Men da svage Doser utvivlsomt paaskynde Kondensationerne, er Tanken om en lilsvarende, kortvarig Virkning af de stærkere Doser neppe uberettiget. Det nys anførte Forhold, at svage Ætherdoser paaskynde Kondensationerne, m. H. lil hvilken Angivelse vi dog desværre mangle det Korrektiv, som Aandedræts-Bestemmelserne AT" 364 92 give, illustreres af hosstaaende Kurver Figg. 9—11. De to Lupinforsag tale afgjort for en slig Kondensations-Paaskyndelse, medens Airteforseget tydeligvis ikke modsiger det. Her er dog, hvad Kurvens videre Forlab viser, nogen Uregelmæssighed tilstede, maaske m. H. til JO 40 30 10 1 1 1 0 al 925 0,5 Q75 088 10 1 L Fig. 9.. Total-Sukkermengdens Forhold hos Lupiner (XII, S. 40) ved Indvirkning af forskjellige Ætherdoser i 2 Dogn (den optrukne Kurve) og under 2 Dogns Eftervirkning (punkteret). Abseisserne angive Ætherdosis pr. Liter Luftrum, Ordinaterne Cc. Fehling efter Inversion pr. 10 Gram Friskviegt. Linien X's Afstand fra Abscisseaxen angiver Sukkermængden ved Forsogets Begyndelse, (Tallet 0,25 paa Abseisseaxen er ved en Tegnefejl forskudt til venstre.) oO OW 0,3 045 0,6 0,75 Fig. 10. Total-Sukkermengdens Forhold hos Lupiner ved forskjellig stærke Ætherdosers Virkning og Eltervirkning (XIII S. 42). Se iøvrigt Forklaringen til Fig. 9. Materialet. Karakteristisk er det, for Kurverne 9 og 11, hvor stærke Dosers Virkning ses, at der ved de stærke Dosers Eftervirkning — i Fig. 9 ogsaa under selve Narkosen — finder en absolut eller relativ Nedgang i Sukkermengden Sted. Denne Fremtoning er aabenbart af samme Natur som den relative Nedgang i Amid-Kvelstofmengde, der ses af Kurverne Fig. 3 og 4 (S.76 og 77), og nærmere omtaltes S. 84—85. lovrigt erindres om, at stærke (resp. stærkt virkende) Æther- og Kloroformdoser medfore en Syre-Dannelse, der kan vere meget kjendelig (I, S.28, XVII, S.46, XXIV, S.55) og f. Ex. hos Lupiner (XII, S. 40) yttrer sig ved en i Øjne faldende Misfarvning af de ved Æther eller Kloroform dræbte Fro. Denne Syre-Dannelse maa muligvis ogsaa skrives paa Sukkerets Regning; iovrigt er dette Sporgs- maal ikke forfulgt videre. 93 365 Pe Se SS 40 LEE 30 [7] 0125 0,975 O75 0875 1,125 Fig. {{. Total-Sukkermængdens Forhold hos meget unge, sukkerrige Ærter (XXIII, S. 53) ved for- skjellig stærke Æther-Dosers Virkning og Eftervirkning. Forklaringen iøvrigt som til Fig, 9. Nedgangen ved 0,75 Cc. er muligvis en Følge af forstærket Aandedræt, men maaske blot en Forsøgs-Fejl. Med Henblik herpaa er Nedgangen ved 0,125 ikke sikkert paavist. Disse Kurver have dog, da de korrigerede Værdier for Sukker-Mængden mangle, 5) for Amid-Kvælstoffets Ved- kommende. Deres Udsigende støttes dog netop af disse Kvælstof-Kurver, og den fulde en langt mindre Vægt end de tilsvarende Kurver (Fig. 3 Harmoni imellem alle disse 6 Kurver giver Ensemblet et Præg af Sikkerhed, som synes os af Betydning. Skjendt vi altsaa ikke sikkert vide, hvorledes Respirationen paavirkes ved de svageste Ætherdoser — neppe kjendeligt, formode vi — antage vi dog, tildels ved Analogislutning, at Sukker-Kondensationen virkelig paaskyndes af de svageste Doser. Naar vi nu skulle sammenfatte Forsøgsresultaterne m. H. til Ætheriseringens Ind- flydelse paa Total-Sukkermængden hos de modnende Organer, ville vi først alene holde os til selve de fundne Sukkermængder, altsaa lade enhver Korrektion ude af Betragtning. Hovedresultatet af Forsøgene er da dette: 1. Meget svage Doser paaskynde Sukkerformindskelsen hos mod- nende Fro (højst sandsynligt ved at paaskynde Kondensationsprocessen). 2. Middelsterke og stærkere Doser hæmme eller opheve (?) Konden- sationen og medfore hos ikke altfor unge Fro en især under Eftervirkningen 366 94 iøjnefaldende Sukker-Forøgelse. Hvor der ogsaa uden Ætherisering fore- to) gaar en Sukkerforogelse ved Henstand, paaskynder Ætherisering — iser under Eftervirkningen — denne Proces i hoj Grad. Ogsaa hos Crocus, hvor Ætherisering stedse har formindsket Sukkermængden stærkt under selve Narkosen, sker som Eftervirkning en livlig Sukkerdannelse. 3. En virkelig «Tilbagegang» i Sukkermængde under Narkosens Eftervirkning, saaledes som den er typisk m. H. til Amid-Kvelstoffets Mengde ved middelstærke Dosers Eftervirkning, er aldrig iagttaget. Dermed er dog ikke givet, at en slig Sukker-Tilbagegang aldrig kan forekomme. 4. Meget sterke Doser kunne enten allerede under selve Narkosen eller forst under Eftervirkningen have en (relativ) Nedgang i Sukkermængde til Folge. M. H. til Sukkerets Forhold ere Ærter de bedst studerede Objekter, hvor da ogsaa Resultatet lettest lader sig indordne under bestemte Synspunkter, resp. lader sig prove ud fra disse. Det er da navnlig Udviklingsgraden eller — hvad der her vel tildels betyder det samme — Sukker-Rigdommen i Froene, der har Betydning m. H. til Udslaget af Ætheriseringens Indvirkning paa «Sukker-Tilstanden». Fig. 12 viser en Gruppering af tre typiske Forsøg, nemlig XV, S.43 som Repræsentant for de ældste, sukkerfatligste her be- nyttede Prøver, XXII, S. 53 som Exempel paa de sukkerrigeste og NIX, S. 49 som et mellemliggende Tilfælde. Forsøgene ere ordnede langs Abscisse-Axen efter Forsogs- materialets oprindelige Sukkermængde, der her for Ensartethedens Skyld er beregnet pr. 10 Gram Tørstof. Tallene 1—5 angive: 1: Materialets oprindelige Sukker-Mængde, beregnet som 1001). 2: Sukkermængden hos de i to Døgn uden Æther hensatte Prøver. 3: Sukkermængden hos de i fire Døgn uden Æther hensatte Prøver. 4: Sukkermængden hos de i to Døgn med ca. 0,85 Ge. Æther pr. Liter Luftrum behandlede Prøver. 5: Sukkermengden hos de, som angivet under £, wtheriserede og derpaa i yderligere 2 Døgn til «Eftervirkning» hensatte Prøver. Værdierne for 2—5 ere selvfølgelig beregnede efter 7— 100. Man ser nu hvorledes, hos de yngste, sukkerrige Frø, Ætherisering kun hæmmer Sukker-Nedgangen noget, men ikke standser den, end ikke under Eftervirkningen. Række- følgen, regnet fra oven, af Værdierne for 7—5, bliver da her 1—#—5—2—35; Ætherisering 1) De absolute Værdier kunne aflæses paa Abscisse-Axen, resp. efterses i de paagjældende Forsøgs- tabeller, hvor de findes angivne i Parenthes i Anmærknings-Rubriken. 720 110 100 Ai [= | | | AV XIX XX CRE Te ER | ee OT PA 0 50 100 150 200 250 300 350 400 Fig. 12. Oversigt over Ætheriseringens og Eftervirkningens Indflydelse paa grønne Ærters Sukker- Mengde, ved Anvendelse af i forskjellig Grad sukkerrigt Forsogsmateriale. Abscisserne angive det paagjæl- dende Forsogsmateriales oprindelige Sukker-Indhold (Ce. Fehling efter Inversion pr. 10 Gram Torstof); Ordinaterne angive Provernes Sukker-Indhold, naar det anvendte Forsogsmateriales oprindelige Sukkermængde sattes = 100. Se iovrigt Texten. forskyder altsaa Værdierne for 4 og 5 (der uden Æther jo vare identiske med Værdierne for henholdsvis 2 og 3) opad. I de noget ældre Fro er Sukker-Forogelsen som Folge af Aitheriseringens Eftervirkning saa stærk, at 5 nærmer sig stærkt til 1; Rækkefølgen bliver da her: 1—5—4—2—3, og hos den videst udviklede, sukkerfattigste Proverekke er Række- folgen næsten ganske vendt om, nemlig: 5—4—3—1—2. Hos et endnu ældre Materiale — de længere henlagte Prøver (f. Ex. XVI B, S.45) svare maaske hertil — vilde Række- følgen have været 5—4—3—2—1, d.v.s. der sker i disse to Tilfælde en Sukker-Forøgelse ogsaa uden nogen Ætherisering; men Ætheren paaskynder i meget høj Grad denne Proces. Forbinder man, saaledes som sket i Fig. 12, med rette Linier de korresponderende, ens benævnte Punkter fra de tre typiske Forsøg, faar man en Række Kurver, der illustrere Æthervirkningens Afhængighed af Frøenes Udviklingstrin (Sukker-Rigdom, Modenhedsgrad). Selvfølgelig kunne disse Kurver ingenlunde udtrykke den nøjagtige Beliggenhed af de 368 | 96 karakteristiske Skæringspunkter, som det her kommer an paa at vise; men Kurvernes hele Forløb give et godt Overblik i saa Henseende"). Man ser Linie 5 forholdsvis tidligt — ved en endnu ret betydelig Sukker-Rigdom i Materialet — skære Linie £ og noget senere skære Linie 7. Den næste Kurve, der skærer Linie 7, er Linie 4. Ogsaa Linie 3's Skæring af Linie 2 og af Linie 1 betegner karakteristiske Grænse-Tilfælde. Om Punkt 2 hos frisk udtaget Materiale nogensinde ligger over Punkt 1, vides ikke; saalænge Frøene faa tilført Sukker fra Moderplanten, vil der vel altid være et Overskud af Sukker tilstede, der først skal aftage, inden en Forøgelse atter sker. Saavidt m. H.til de virkelig fundne Sukkermængder. Betragte vi nu de Verdier, som faas ved at korrigere Sukkermængderne for Aandedrætstabet, saa vil Linie 7 selvfølgelig forblive uforandret — Udgangspunktet, Materialets Tilstand ved Forsøgenes Begyndelse er jo det samme —, derimod vil Punkt 5 allerede i det sukkerrigeste af de her undersøgte Tilfælde ligge over Punkt £, hvad man hurtigt ser ved at betragte de korrigerede Tal i Forsøg XVII, S.46?). Og, m. H. til den sukkerfattigste Prøve, ses det af de korrigerede Tal i XV, S.43, at Punkt 2 her virkelig ligger over 7. Der er ikke Tvivl om, at ved XIX — det mellemste i Fig. 12 benyttede Forsog — vil Punkt à ligge endog hejt over 1; ja maaske vil endog # ligge over 7, hvilket sidste Forhold dog er ganske ligegyldigt for vor nærværende Redegjorelse. Resultatet af denne kan simpelthen udtrykkes saaledes: en Korrektion af Sukkermengden for Aandedrets-Tabet vil mere eller mindre sterkt forskyde de her diskuterede Kurvernes Skæringspunkter tilhojre; men Kurvernes Forlob bliver i det store Hele uforandret. Vi drage heraf den ved forste Blik maaske overraskende Slutning, af Korrektionen af vore Sukker-Tal ingen principiel Betyd- ning har for Diskussionen angaaende Beskaffenheden af Ætheriserings Indflydelse paa Sukker-Svind og Sukker-Dannelse hos de modnende Fro. Vi kunne derpaa gaa over til Sporgsmaalet: Hvorledes virker Ætheren ind paa de sukker-forbrugende og sukker-dannende Processer hos Fro i Modning, losnede fra Moder- planten? Vi folge her ganske samme Fremgangsmaade, som ovenfor, ved Betragtningen af de kvælstofholdige Stoffers Forhold. Forst bliver da Meskningsforsogenes Resultater at tage Hensyn til. De konstaterede, foruden Inversions-Evnen, som vi ikke her op- holde os ved, Tilstedeverelse af sukkerdannende Fermentevne ikke blot hos Byg — hvor Virkningen (XXXI, S. 59) er saa overvældende stor, at vi ikke kunne frigjore os fra den Tanke 1) Ogsaa andre Forsog, end de her benyttede, kunne tages op til Illustration af Sagen; sml. neste Anm. *) Forsøg XVII svarer meget nøje til XXIII; naar dette Forsøg er valgt til Repræsentant for sukkerrige Prover i Fig. 12, er det sket med Forset for at vise, hvor godt de to i forskjellige Aar udforte Forsøg stemme sammen til Belysning af Sagen. 97 369 her at have opereret med den til senere Brug (i Fermentcellerne) opmagasinerede Behold- ning!) — men ogsaa hos Ærter, hvor vi, ganske som nærmere udviklet m. H. til den proteolytiske Fermentevne, ikke kan betvivle Fermentets Nærværelse til øjeblikkeligt Brug. Foruden de S. 83 (Punkt 1) i saa Henseende anførte Grunde, der uden videre ogsaa kunne anvendes her, kommer den i mange af Forsøgene ogsaa uden Ætherisering iagttagne Sukker-Forøgelse i Betragtning (sml. f. Ex. Fig. 6 og 7, S. 89, samt venstre Side af Fig. 12, S.95, endvidere Dobbelt-Forsøget XVI og XVIB, sml. Fig. 15, S.112). Denne Sukkerforøgelse, om end ikke stor, er dog ganske umiskjendelig, og, hvis vi korrigere for Aandedrætstabet, bliver den endog særdeles stærk, selv om kun en Brøkdel af Kulsyren regnes om til Sukker. Denne Sukkerdannelse kan vi vel neppe forklare os paa anden Maade end ved Ferment-Virkning, da vi jo overalt ved de formentlig fejlfri Ferment-Prøver have fundet en ingenlunde forsvindende Ferment-Evne. Saalenge sukkerdannende Ferment-Evne paa Grund af den misvisende Udtræks- Methode ikke, eller dog ikke i nævneværdig Mengde, var fundet alment hos hvilende Organer”) — og end ikke eftersøgt hos modnende — kunde den Opfattelse, der i Sukker- Dannelsen af Stivelse 0. desl. ser «vitale», ikke-fermentative Processer, endnu have en Støtte, selv efter Brown og Morris’ udmærkede Paavisning®) af de Fejltagelser, der laa til Grund for Oppositionen mod at antage en Ferment-Virkning som Hovedsagen ved Stivelse-Oplosningen hos Lovbladene i Nattens Løb”). Tilmed staar Brown og Morris selv stærkt tvivlende m. H. til det sukkerdannende Ferments Betydning for de allerførste Trin af Stivelsekornets Omdannelse i Bladene; de ere tilbojelige til her at lade vitale Processer gribe ind. Det er da Arthur Meyer’s®) Fortjeneste at have peget paa det stivelse- omdannende Ferments sandsynlige Lokalisation i eller ved Amyloplasterne, en Antagelse, der uden Tvang kan forenes med Brown & Morris’ Forsøg og overflodiggjore deres «vitale» Hjælpe-Hypothese. lovrigt ere flere af de Grunde, som af forskjellige Forfattere ere forte i Marken mod Antagelsen af Fermenternes vigtige Rolle i Stofskiftet, ofte saare lidet over- 1) Linz finder, at der — i Modsætning til Angivelser af Brown og Morris — ogsaa er Ferment-Evne i de stivelseforende, indre Frohvideceller bos spirende Byg (Pringsh. Jahrbücher für wiss. Bot. Bd. 29, 1896, S. 267 ff). Green udtaler sig paa de anforte Steder m. H. til sukkerdannende Fermenter paa tilsvarende negerende Maade som m. H. til proteolytiske Fermenter. Müller-Thurgau yttrer sig m. H. til hvilende Kartofler meget reserveret, klart betonende Methodernes Mangelfuldhed (Landw. Jahrbücher Bd. 11, 1882, S. 815). 3) Journal of the Chemical Society, May 1893, S.633 ff. Paa S.650, Anm. findes nogle Bemærkninger om det formodede Lever-Ferment, som supplere de her givne Grunde for dets Vigtighed. Her maa dog bemærkes at Brown og Morris ikke byde nogen Garanti for, at ikke selve Ind- torringen af Bladene forøger Ferment-Evnen. Sml. S.99 Anm. >) Arthur Meyer: Untersuchungen über die Stärkekörner. Jena 1895. S.169, 212, 227 m.fl. Her ogsaa yderligere Litteratur-Angivelser. 4 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 48 370 98 bevisende. Naar f. Ex. en saa fremragende Forsker som J. Böhm!) negter Muligheden af Diastases Forekomst i hvilende Kartofler og i det Hele taget bestrider Diastasens Be- tydning, saa sker det for en væsentlig Del paa Basis af den til Meissl’s Analyser stat- tede Anskuelse, at Stivelsen ikke altid omdannes til de fra Malt-Diastasens Virkning paa Stivelseklister bekjendte Produkter. Selv om man vilde indromme disse Datas Rigtighed, som vi her ikke finde Grund til nermere at prove, fremgaar dog deraf ikke andet, end al det eller de Fermenter, som virke i de paagjeldende Tilfelde, maa vere af anden Natur end den traditionelle Diastase — der er jo ikke blot Mulighed for, men den aller storste Sandsynlighed for et ubegrænset Antal forskjellige Polysaccharider spaltende Fermenter?). Noël Paton's Negtelse af et sukkerdannende Ferment som Hoved-Aarsag til Sukkerdannelsen i den udskaarne Lever have vi allerede berørt S. 84 (Punkt 6); dog maa her tilføjes, at naar han hos de desorganiserede Leverceller ved Fermentvirkningen faar dannet andre Produkter end ved Sukkerdannelsen hos de endnu livsvirksomme Celler, saa behover ej heller dette at kuldkaste Ferment-Theorien. Thi for det forste kan der i Cellerne tænkes forskjellige Fermenter, af hvilke nogle lettere skades eller ødelægges end andre, ganske som vi have fundet det ved Mæskning med kulsur Baryt, hvor den sukkerdannende Ferment-Evne helt eller næsten helt gjordes uvirksom, medens den inverterende Ferment- Evne kun gik ganske lidt ned (Forsøg XXIX, S. 50, Prøve 1 sammenlignet med 2). Og for det andet kan den endnu levende, ikke desorganiserede Celle vistnok anvende de ved Sukkerdannelsen opstaaede Produkter paa forskjellig Vis, resp. i forskjellig Mængde 9). Endelig er der et Forhold, som nærmest tyder paa de sukkerdannende Fermenters Aktivitet ogsaa hos de modnende, Sukker kondenserende Frø. Det er nemlig Ferment- Evnens Stigning under Eftermodningen, saaledes som den f. Ex. viser sig hos de ikke- ætheriserede Prøver baade i XVII, S. 46 og XXI, S. 51. Denne Ferment-Forøgelse minder paafaldende om den Ferment-Tilvext, som Brown & Morris finder hos Blade, naar Sukkermængden aftager”), og om den regulerende Ferment-Dannelse, som Pfeffer i et fornylig udgivet foreløbigt Arbejde?) giver interessante Exempler paa. Og ligesom det i de af Brown & Morris og af Pfeffer omtalte Tilfælde er utvivlsomt, at Reguleringen af 1) Bohm: Ueber die Respiration d. Kartoffel (Botan. Zeitung 1887; Særtrykkets S. 4, Anm. 3). Be- slægtede Ideer fremsætter Miller-Thurgau i Landw. Jahrbucher, Bd. 14, 1885, S. 866. Se f. Ex. E. Fischer: Ber. d. d. chem. Gesellschaft, 28. Bd., 1895, S.1145; Bourquelot's tid- ligere nævnte Bog, S. 131. 3) Sml. her Pfeffer's Betragtninger «Ueber Election im Allgemeinen» i den tidligere anførte Afhdl. «Ueber Election ....». Vi mindes i denne Sammensætning ogsaa de Schulze'ske Ideer om de kvælstofholdige Stoffer, se her S. 75, Anm. Paa det anførte Sted, S. 649 fr. Pfeffer: Ueber die regulatorische Bildung von Diastase auf Grund der von Herrn Katz ... an- gestellten Untersuchungen (Berichte d. math.-phys. Classe d. K. Sachs. Ges. d. Wiss. zu Leipzig, Sitzung vom 7/2 1896, S. 513). Brown & Morris’ «starvation-hypothesis» er et Udtryk for ganske samme Tanke, som den, der ligger i Pfeffer's, ved «regulatorische Bildung» udtrykte Anskuelse. 2 Oo » 99 371 Ferment-Mængden staar i nøjeste Forhold til Plantens øjeblikkelige Behov eller — for at bruge et mere neutralt Ord — dens hele øjeblikkelige Tilstand, saaledes se vi da ikke rettere, end at Ferment-Tilvæxten hos de endnu meget umodne grønne Ærter bedst for- enes med den Forestilling, at Fermentet ogsaa her spiller en aktiv Rolle og ikke blot dannes for at ligge paa Lager til senere Brug, saaledes som det derimod for en stor Del maa være Tilfældet med den kolossale Diastase-Aflejring i Fermentcellerne hos Kornarterne. Men det maa indrømmes, al et stringent Bevis giver vor Betragtning ikke. Det hidtil anførte synes os at pege i Retning af den allerede tidligere i nærværende Afhandling fremsatte Opfattelse, at der i selve de modnende og eftermodnende Frø — vi lænke stadig nærmest paa Ærter som Exempel — foregaar baade en Sukker-Kondensation (der tilsidst vilde føre til Dannelse af Fedt eller Stivelse) og en Sukkerdannelse (om ikke just af Stivelse, saa dog af andre Polysaccharider, f. Ex. Amylaner) foruden det til Respira- lions-Stofskiftets Vedligeholdelse nødvendige Sukkerforbrug. De unge, sukkerrige Frø have, hvad Forsøgene have vist, en meget stærk Kondensation og en ringe Ferment-Evne; under Modningsprocessen stiger Ferment-Evnen kjendeligt og samtidig vil Kondensationen (Kon- densations-Eynen??) aftage, allerede af den Grund, at Materialet til Kondensationen, Sukkeret, er aflaget i Mængde. Saasnart vi tage Ætheriserings-Forsøgenes Resultater med i Betragtning, vinder vor Opfattelse yderligere i Sandsynlighed; dog maa vi her bemærke, at dette væsentlig ligger i den —i del mindste delvise — Analogi, som Sukker-Mængdens og Amid-Mængdens od Forhold her vise. Thi Forsøgene give ikke saa fuld Klarhed, som ventet og ønskelig. Naar Sukker-Tilvæxten forøges, eller en Sukker-Tilvext overhovedet først fremkaldes ved Ætherens Indflydelse, kan Ætheren paa Forhaand tænkes at virke enten blot ved at hæmme eller ophæve Kondensationen, eller tillige ved at forage Ferment-Evnen eller, endelig, hvis ingen Kondensation foregaar, blot ved at forage Ferment-Evnen. Hos de yngre, modnende Frø, hvor en Kondensation utvivlsomt sker, vil Ætheren lige saa utvivlsomt hæmme eller nedstemme denne Proces. Om her Ætheren ogsaa virker ved at forøge Ferment-Evnen, er tvivlsomt; Forsøg XVII, S. 46, der ganske vist peger paa en endog meget stærk Forøgelse af Ferment-Evnen, er i saa Henseende værdilest, da Ætheren, som det fremgaar af Aciditets-Bestemmelserne i samme Forsog, har medfort en Fordobling af Syre- Indholdet. Efter Green’s (p.d.anf. Sted) tidligere omtalte Angivelser af Syrers Indvirkning paa de i endnu ikke spirende Fro værende Zymogener, kunde det her antages, at denne Syre-Mængde først under Indtorringen af Prøverne har dannet betydelige Ferment- Miengder. Dette bliver iøvrigt ogsaa sandsynligt af den Grund, at de ætheriserede Prayers Sukkermængde absolut ikke viser hen til nogen Indflydelse i de levende Frø af en enorm foroget Ferment-Evne!). Hoved-Forsoget, Analysen af selve Froene, stemmer med andre 1) Ferment-Evne-Proverne i Forsog XVII synes mig vel egnede til at illustrere en Fejl eller dog en Fare ved Indtorrings-Methoden, som Brown og Morris (p. d. anf. Sted) anvende. Det er ikke 48" 372 100 Ord ikke med de utvivlsomt misvisende Ferment-Evne-Bestemmelser for de ætheriserede Provers Vedkommende! Hvis disse vare rigtige, maatle man tænke sig en ved Æthervirk- ningen enormt foroget Kondensationsvirksomhed for at opveje den store Sukkerdannelse !), som her ikke kan neutraliseres ved det kun lidet forøgede Aandedret; men denne Tanke er aabenbart ganské absurd, som staaende i Modsetning til alt, hvad der iøvrigt foreligger. lovrigt vil det vere vanskeligt, for ikke at sige ganske umuligt at beregne, hvor stor Forøgelse i sukkerdannende Virkning inde i den levende Arts Geller der svarer til et fundet Plus i Ferment-Evne; ethvert Holdepunkt mangler her endnu. Derfor beviser Forsøg XXII, S. 52, der antyder en Forøgelse af Ferment-Evne under Narkosen, heller ikke stort, selv om det fundne Plus var sikkert konstateret. I Fald — hvad samme Forsøg ikke modsiger — Ferment-Evnen ikke forøges samtidig med at Sukkermængden ved Henstand uden Æther tiltager, saa er Sukkerforøgelsen her aabenbart for en Del betinget af en Af- tagning i Kondensations-Evne, d. v. s. en saadan er der da al Grund til at antage. Dog bevise vore Ferment-Forsøg intet sikkert i saa Henseende. For en Ferment-Forøgelse under Narkosen taler, foruden de anførte Forsøg, især det Forhold, at vi ikke have fundet nogen «Tilbagegang» i Sukker-Mængden under Efter- virkningen. Thi om vi end nok kunde forestille os, at der i og for sig lettere indtraadte en vedvarende Nedstemning af Sukker-Kondensations-Evnen end af Amid-Kondensations- Evnen, saa synes det omtalte Forhold dog nok saa naturligt forklaret ved en Ferment-Eyne- Forøgelse, hvis Virkning ikke strax lod sig opveje. Da Ætherisering saa ofte fremkalder Spiring hos Forsøgs-Objekterne, har lang Tids Eftervirkning ikke hidtil kunnet blive prøvet uden Forstyrrelse. Som Forholdene nu ere, se vi da ingen Grund til at nægte den An- skuelse Rum, at Ætherisering baade kan nedstemme Kondensationen og forhøje den sukkerdannende Ferment-Eyne. Saaledes synes Forsøgene nærmest at maatte tydes; at Undersøgelserne paa dette Punkt ville blive gjenoptagne, er en Selvfølge. Ved at tage et helt nyt Moment i Betragtning, faas en væsentlig Støtte for den Tanke, at der, selv hvor Sukkerdannelsen sker uden Narkose, foregaar Kondensation. Det er nemlig ikke blot, hvad Müller-Thurgau?) allerede har tænkt paa, og giver nogle lagttagelser over, de perennerende Forraadsorganers Forhold, der her kommer os til Hjælp, umuligt, at Brown og Morris’ ofte meget hoje Ferment-Evne-Værdier for en Del skyldes Syre- Virkning paa Zymogener, en Sag, som de ikke omtale, idet de paa anden Maade bortforklare det Faktum, at de tørrede Prøver give meget højere Resultater end ikke-tørrede. Her maa vi særlig beklage, at de planlagte Fermentevne-Forsøg ødelagdes ved Baryt-Tilsætningen. Afhandlingen har derved faaet et Hul, som først en kommende Sæson kan udfylde. At Sukker-Dannelsen i vore Forsøg ikke sker paa Bekostning af Proteinstofferne, fremgaar tydeligt nok i saadanne Tilfælde, hvor Sukkermængden under Narkosens Eftervirkning forøges stærkt sam- tidig med at der sker en «Tilbagegang» af Amid-Mængden. *) Landw. Jahrbucher Bd. 14, 1885; Afhandlingens sidste Del. 101 373 men særlig de fornylig af Purjewitch!) offentliggjorte, højst interessante Uudersogelser over Atter-Fyldning af udtømte enaarige Forraadsorganer. Purjewitch finder nemlig, at de for Oplagsnæring udtømte Kimblade af Lupiner (Lupinus albus), Bønner (Phaseol. multiflorus) m. fl., foruden perennerende Organer saasom Jris-Knolde, Hyacinth-Log o. desl., danne betydelige Miengder Stivelse i deres Indre, naar disse udtømte Organer lægges paa en Sukker-Oplosning. Altsaa, selv hos de frisk udtømte og normalt dermed funktionsløse, til Døden hjemfaldne Forraadsorganer, findes under de angivne Vilkaar en i høj Grad virksom Kondensations-Evne. Men er dette Tilfældet, behøve vi neppe at betænke os paa al antage Tilstedeværelse af Kondensations-Evne hos de eftermodnende Frø, selv om her allerede sker en Sukkerdannelse paa Bekostning af Polysaccharider. Er det altsaa givet, at der findes baade Ferment-Evne og Kondensations-Evne hos vore Objekter, såa er Spørgsmaalet blot, om disse Evner ere virksomme samtidigt eller ej. Til dette Spørgsmaal komme vi i næstfølgende Afsnit tilbage i Sammenhæng med Betragninger over Stofskifte-Regulering. Paa dette Sted maa erindres om Sachs’ Antagelse?), at der ved Kulsyre-Assimilationen i Bladene skal ske en samtidig Stivelse- Dannelse og Stivelse-Opløsning. Denne Antagelse synes maaske at falde sammen med vor; men det er ingenlunde Tilfældet. Thi Sachs forvexler, eller ved hans Udtryksmaade kan man meget let komme til at forvexle, Begreberne Kulsyre-Assimilation og Stivelse-Dannelse: det vildledende Udtryk «første synlige Assimilationsprodukt», som Sachs har indført om Stivelsen i Bladene, er atter her paa Spil. Sachs kan i Virkeligheden neppe mene andet, end at der samtidig med Stof-Forøgelsen i Bladene ved Kulsyrens Assimilation sker et Tab, en Udforsel af Stof, hvad da ogsaa ingen bedre end han har paavist. Naar Brown & Morris’ Indvendinger mod Ordlyden af Sachs’ Anskuelse?) muligvis synes at vere et vægtigt Indlæg ogsaa mod vor Opfattelse, da skal — uden at vi ville berøre Spørgsmaalet om B. og M.'s Betragtninger her overhovedet have nogensomhelst Betydning — til Slutning udtrykkelig alter pointeres, at vi aldeles ikke have forestillet os, at Spillet Kondensation-Hydrolyse just skulde dreje sig om Tilstandene Sukker-Stivelsekorn. Vi tænke kun, mere vagt, ganske vist, men vel ikke derfor mindre klart, paa Tilstandene Sukker-Polysaccharid og opfatte, som vi stedse hidtil have gjort*), Stivelsekornet som et forholdsvis stabilt Ende- Produkt i Stofskiftet, der ingenlunde behøver at deltage i det øjeblikkelige Stofskifte, Naar det erindres, hvor mange Mellemled der kjendes — og ikke kjendes — mellem det aaben- 1) Berichte der d. botan. Gesellschaft, Bd. 14, 1896, S.207. Disse Undersøgelser slutte sig nær til Hansten's Undersøgelser over Udtomning af Forraads-Organer (Flora, Ergånzungsbd. 1894, S. 419). 2) Arbeiten aus d. botan. Institut Würzburg, 3. Bd., S. 1 1, 1884. 3) Brown & Morris p. d. anf. Sted, S. 648. ') Se Tidskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, Bd. 30, 1883, S. 260 og min Lærebog i Plantefysiologi 1892. 374 102 bart meget store Stivelse-Molekul og Sukker-Arterne, er vor Forestilling ingenlunde paa Forhaand uberettiget eller usandsynlig. Ogsaa Müller-Thurgau’s ofte berørte Forestilling om «Stivelsens» Spil i Kartoflerne bør ændres til at gjælde «Polysacchariderne», da den nævnte Forsker ikke har udført virkelige Stivelse-Bestemmelser. Claude Bernard's berømte Forskninger angaaende Leverens Glycogen-Funktion have maaske mest af alt bidraget til at give ham sit aabne Blik for Analogierne mellem Dyrs og Planters Stofskifte; og netop disse Analogier give os Mod til følgende Betragt- ninger. Det fremgaar af talrige Undersøgelser over Leverens Fysiologi'), at dette vigtige Organ baade kan kondensere tilført Sukker (især til Glycogen) og hydrolysere Glyco- genet lil Sukker. I Leveren (og maaske i alle levende Vey!) foregaar — eller kan der altsaa foregaa — lo anlagonistiske Processer m. H. til Kulhydraternes Tilstand, Processer, der ligne de her for Planterne omtalte. Især den sidstnævnte af de to Processer har, som den lettest tilgjængelige, interesseret Fysiologerne; endnu er der dog ikke Enighed om, hvorvidt Hydrolysen i Leveren sker ved «vital» Virksomhed eller ved et Ferment i dette Ords sædvanlige Betydning; dette Spørgsmaal have vi iøvrigt berørt S. 84.0898. Det er nu fremdeles bekjendt, at Kloroformering kan fremkalde Glycosuri”) (9: Sukker-Udskilning med Urinen), ligesom ogsaa Noël Paton?) angiver, at Kloroformering og, i ringere Grad, Ætherisering af den frisk udskaarne, parterede Lever, i høj Grad paaskynder Sukkerdannelsen. Og allerede Bernard o. a.4) have fundet, at f. Ex. Indsprøjtning af Æther i Portaaren forøger Leverens Sukker-Produktion. Disse Forhold svare, som det ses, særdeles godt til Anæstheticas Virkninger paa de her undersøgte Planteorganer. Men Fysiologernes Opfattelse af de nævnte Virkninger hos Leveren synes, saavidt en ufuldkommen Litteraturkundskab paa dyrfysiologisk Om- raade udviser, at afvige en Del fra vore Anskuelser. For os synes det rimeligst at søge f. Ex. Noél Paton’s her berørte Resultat forklaret ved særlig at tage Kloroformens Kon- densationen hæmmende Virkning i Betragtning, hvad der jo ogsaa ganske vilde stemme med Claude Bernard’s ovenfor (S. 16, Anm. I) anførte Opfattelse. Og kan det saa ofte kon- staterede Forhold, at den frisk udskaarne Lever meget hurligt forøger sit Sukker-Indhold, ') Foruden de alm. bekjendte Lærebøger i Dyrfysiologi og de særlig anførte Skrifter, er Ul Orientering benyttet H. Roger «Physiologie normale et pathologique du foie», (Bd. 48 i Léautés Encyclopédie scientifique des aide-mémoire, Paris; Gauthier Villars & Masson.) ” Clr. Richet’s Artikel «Anesthésiques» i hans Dictionnaire de Physiologie T. 1. Paris 1895. Vi se her bort fra de ganske svage Dosers Forhold. Analogien mellem Planter og Dyr m. H. til disse Doser er iøvrigt ogsaa i Øjne faldende, hvad vi i en senere Afhandling komme tilbage Ul. 3) Paa det her S.84 anførte Sted. 1) Efter Roger, p. d. anf. Sted S. 133. 103 305 ikke simplest forklares ved den Antagelse, at det udtagne Organ under dets abnorme Forhold hurtigt taber sin Kondensations-Evne — vi fristes til at sige: paa lignende Maade som de saarede Plantedeles Amid-Forogelse kunde sages forklaret? Roger!) skjelner mellem to Hovedtyper af Glycosuri, nemlig fremkaldte ved resp. «suractivité du foie» 2: forhøjet Sukkerdannelse og «insulfisance hépatique», 9: utilstrækkelig Evne hos Leveren til at kondensere Sukker, Til første Type henregnes af Roger den ved Ætherisering o. |. fremkaldte Overproduktion af Sukker, en Opfattelse, der altsaa paa en Maade er den dia- metrale Modsætning af vor Antagelse, at Æther, Kloroform o. desl. i første Linie virker ved at nedstemme eller helt standse Kondensationsvirksomheden, altsaa ved at fremkalde en «insuffisance», dog maaske parret med en Ferment-Evne-Forogelse. Det kan selvfolgelig ikke overses, at Leverens Glycogen-Sukker-Spil iovrigt er paavirket af, eller reguleret ved, mange forskjellige Omstændigheder, f. Ex. ved de vaso- motoriske Nervers Forhold og ved mange andre Momenter, saasom Bugspyt-Kjertelens mær- kelige Indflydelse o.s.fr., og derfor maa siges at vere betydelig mere kompliceret end det tilsvarende Polysaccharid-Sukker-Spil i Planten; men vi nære dog det — maaske forfængelige — Haab, at de her forelagte Studier over Planters Stofskifte kunde indeholde et lille Gran af Interesse ogsaa for Studiet just af Levercellernes Fysiologi. 3. Aandedrettets Forhold. Det mest i Ojne faldende Forhold ved de fra Moderplanten losnede umodne Fros Aandedret — 9: Kulsyre-Udskilning, som her alene er fulgt — er dette, at Kulsyreproduk- tionen i de første Par Døgn synker meget stærkt. Müller-Thurgau konstaterede”) en lignende Nedgang m. H. til Kartoffelknolde, der losnedes fra Moderplanten, og soger at forklare denne Nedgang ved Sukkerets successive Aftagen under Eftermodningen. Allerede i sit tidligere anførte Arbejde fra 1882 har denne Forf. gjentagne Gange betragtet Aande- drettets Livlighed som direkte afhengig af Sukkermengden i Knoldene, saaledes at ved aftagende Sukkermengde skulde Aandedræts-Virksomheden ligesom blive sat paa Sulte-Foder. Müller-Thurgau tilskriver i det Hele taget Sukkeret en overmaade vigtig Rolle i den hvilende Knold, f. Ex. ogsaa m. H. til Hvilens Iværksættelse, Varighed og Ophævelse, hvilke Forhold vi dog forst i den folgende Afhandling komme nærmere ind paa. I et tidligere Arbejde”) har jeg gjort opmærksom. paa, at Müller-Thurgau’s Anskuelse m. H. til Aandedrættets Forhold til Sukkermængden ingenlunde slaar til overalt, og givet Exempler paa samtidig Sukker-Forogelse og Respirations-Nedgang. Og hvad de modnende Organer 1) P. d. anf. Sted S. 133. *) Landwirthschaftliche Jahrbücher, Bd. 14, 1885, S. 857. *) Untersuchungen aus dem bot. Inst. Tübingen, Bd. 1, 1885, S. 712. 376 104 angaar, da tro vi ikke at Sukkermængden direkte afficerer Respirationens Livlighed stærkt, men derimod indirekte: den intensive Kondensation, som endnu sker i den forste Tid efter Losningen fra Moderplanten, maa aabenbart kreve et livligt Drifts-Stofskifte; naar Konden- sationsprocessens Livlighed aftager, synker ogsaa Aandedrættets. Dermed være dog ingen- lunde sagt, at Aandedrettet altid kan opfattes som Drifts-Stofskifle; vore egne Ætheriserings- forsog tale jo tydeligt nok derimod. Vi skulle dog ikke her fordybe os i Betragtninger over Aandedrettets Afhængighed af indre Tilstande, men kun betone, at en ensidig Fremhævning af et enkelt Moments, saasom netop Sukker-Rigdommens Indflydelse paa Respirationen, medforer en Fare for den rigtige Forstaaelse af Stofskiftets hele Regulering. Vi erindre her om Palladin's) An- skuelse, at Respirationen er proportional med Æggehvidestoffernes Mengde, 9: de «levende», ikke-fordojelige Æggehvidestoffers, en vistnok temmelig usikker Paastand, hvis Mening det tilmed er vanskeligt at blive klar over; og ligeledes kan her mindes om den velbekjendte Erfaring, at hos mere eller mindre indtorrede Plantedele er Vevenes Vand-Rigdom det, der væsentlig bestemmer Respirationens Livlighed. Kulsyre-Produktionen er da ikke simpelt hen afhengig af et enkelt eller nogle faa indre og ydre Faktorer, men Resultatet af en hel Rekke Processer, ved hvilke der utvivlsomt vil findes ret indviklede Regulerings-Foranstaltninger medvirkende. Med dette for Oje skal her da blot konstateres, at under Æther-Narkosen vil, saa fremt Dosis ikke er skadelig sterk, Plantedelene enten ikke vise synderlig forandret Kul- syre-Udskilning (svag Nedgang i alle Lupinforsog og hos de yngste Ærter; svag Forogelse hos de yngste Bygprover og maaske hos hvilende Kartofler) eller en betydelig foroget Udskilning (ældre Ærte- og Byg-Prover, Log og afskaarne Pilegrene). Som Eftervirkning er der altid — under Forudsetning af ikke dræbende Doser — iagttaget en sterk Kulsyre- Forøgelse, der f. Ex. hos Log og afskaarne Pilegrene har været enorm, og uden synlig Forbindelse med nogen Sukkerforogelse. Den ofte meget betydelige Forogelse af Kulsyre-Udskilningen, som Ætheriseringen medforer, i det mindste under Eftervirkningen, kunne vi ikke paavise nogen nærmere Aarsag til. Som det fremgaar af Log-Forsoget (XXXII, S. 60), er her ikke Tale om den Forklaring, at Ætheren selv skulde iltes til Kulsyre; i alt Fald kan paa ingen Maade hele det store, endnu efter mere end to Uger vedblivende Eftervirknings-Plus tænkes opstaaet paa denne Maade. Og i Lupin-Forsog XI, S. 37, hvor Torstof-Svindet ikke var større hos den æthe- riserede Prove end hos den ikke-ætheriserede, udsiger dette paa ingen Maade at Ætheren her har virket ved selv at iltes; thi som Analysen af Prøverne (S. 38) viser, er der hos de wtheriserede Fro sket en kjendelig Hydrolyse — baade Sukkermængden og, især, Amid- 1) Revue générale de botanique, T.S, 1896, S. 225. 105 — 371 Mængden er tillaget og andre hydrolytiske Spaltninger ere maaske ogsaa skete — hvad der selvfelgelig maa medfore en Vand-Binding, altsaa en Torstof-Forogelse, der helt eller delvis har maskeret det større Stoftab hos de stærkere aandende Frø. Vi komme da her til det Resultat, at i det mindste ikke det hele under Æther-Virkningen eller Eftervirkningen fremkalde Kulsyre-Plus kan forklares ved en Iltning af Ætheren. Sandsynligst er det vel, at Æther-Iltning slet ingen Rolle spiller — lige saa lidt som vi et eneste Øjeblik have tænkt paa en Æther-Assimilation til Forklaring af Sukker-Foregelsen under og efter Nar- kosen — thi Ætheren er som bekjendt meget resistent overfor selv stærkt virkende Reagenser. Richards!) fandt, at massive Vey saasom Kartofler, Gulerodder o. a., efter at vere saarede, hurtigt afgive et forholdsvis betydeligt Kvantum Kulsyre, der var fysisk bundet tilstede i disse Organer, en Kulsyre-Afgivelse, der dog aldeles ikke forklarer hele Saar-Virkningen. Den Analogi, der findes, og som Richards selv fremhæver mellem Ætherens Respirationen forogende ?) Indflydelse og Beskadigelsers tilsvarende Virkning”), fører Tanken hen paa Muligheden af en saadan pludselig «fysisk» Kulsyre-Afgivelse under eller efter Narkosen. Hos gronne Fro, der, idet de toges fra Planten, havde været gjennemskinnet af Lyset, er der dog neppe Grund til at tro paa Tilstedeverelse af nogen nevneverdig Mengde absorberet Kulsyre, som man derimod nok kan forstaa hos ikke-gronne, massive, under- jordiske Organer. Og en saadan Kulsyre-Frigjorelse under eller efter Narkosen vilde vel ogsaa kun repræsentere en Brokdel af det iagtlagne Plus. Sporgsmaalet lod sig vel bedst belyse ved Kulstof-Bestemmelser hos omhygeelig udtagne, bælg-fælles Prover; men det ses let ved Betragtning af Tallene i XI, S.38, at de Kulstof-Diflerenser, der ved slige Analyser komme i Betragtning, ere saa smaa, at Analysefejlene let gjore Resultaterne usikkre, hvad der da vilde nodvendiggjore hele Rekker af Analyser for statistisk at kunne diskutere Sagen. Der er dog saa meget mindre Grund til en slig besverlig Behandling af denne forholdsvis underordnede Sag, som de anstillede Betragtninger — og ganske serlig Analogien mellem Saarvirkning og Æther-Eftervirkning — gjøre den Opfattelse berettiget, at vi her have en Virkning, som man ikke kan give nogen i snevrere Forstand kemisk Forklaring af, men som nermest maa vere et Udtryk for en Regulerings-Forstyrrelse eller -Forskydning i Planten. 1) Paa det S.79 anforte Sted. 2) Se Laurén's omhyggelige Arbejde «Om inverkan af eteränga på groddplantors andning». Diss. Hel- singfors 1891, der danner en Fortsættelse af Elfving's herhen hørende Studier (Öfversigt af Finska Vetensk. Soc. Förh. Bd. 28, 1886). Her er dog ikke Ætherens Eftervirkning prøvet, der for os staar som det med Saarvirkningen analoge. Ogsaa Lauren kan — lige som Elfving — ingen bestemt Grund finde til Forklaring af Ætherens ved middelstærke Doser oftest Aandedrættet paa- skyndende Indflydelse. Ogsaa min Paavisning (Unters. aus d. bot. Inst. Tübingen, Bd. 1, S. 691, 1885) af hoje Ilttryks stærke positive Eftervirkning paa Respirationen horer her hen, hvad Richards meget rigtigt ser. Om Opfattelsen af Sagen se ogsaa her S. 79. D. K. D. Vidensk. Selsk Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, VIII. 5, 49 378 106 Det bliver da ogsaa en Fremtids-Opgave her at prøve, hvorvidt de i nyeste Tid opdagede, ret udbredte Iltnings-Fermenter!) ere medvirkende til Saarpirringens Resultat og ved høje Ilttryks og Æthernarkoses Eftervirkninger. Der er unægtelig en vis Mulighed for, at ogsaa Respirations-Fremtoningerne under og efter Æthernarkosen o. s. v. er et Fænomen af ganske samme Orden som Amid-Kvælstof-Forøgelsen. Dog bevæge vi os her påa en endnu altfor usikker Grund til nærmere at kunne udvikle vore Ideer. 4. Nogle Betragtninger over Reguleringer i Stofskiftet. Fremfor alle har Pfeffer?), i sine Værker fra den sidste Snes Aar, betonet Til- stedeværelsen af meget forskjellige Regulerings-Virksomheder i Planten, ikke blot hvad Væxt- og Bevægelsesfænomener angaar, hvor en Regulering vel aldrig har kunnet helt overses, men ogsaa m. H. til snart sagt alle Sider af Stofskiftet. Efterhaanden som den plantefysiologiske Indsigt voxer, voxer ogsaa Forstaaelsen af og Interessen for de regu- lerende Virksomheder og deres Betydning, og tage vi de sidste af Pfeffer's Publikationer ?), vil man finde, hvilken betydelig Rolle Begreberne «Selvregulering», «regulatorische Verket- tungen», «Hæmningsvirksomhed», «Udløsning» 0.1. nu spille, i Modsætning til Forholdene for et Par Decennier tilbage, da Plante-Stofskiftet væsentlig studeredes fra et analytisk- kemisk — man kunde fristes til at sige «agrikultur-kemisk» — Standpunkt. For en flygtig Betragtning kan denne, særlig af Pfeffer og hans Skole repræ- senterede Retning maaske se ud som en Gjenoplivelse af ældre vitalistiske Synsmaader eller gjøre Indtryk af at staa i Forbund med saadanne moderne teleologisk-biologiske Anskuelser, som f. Ex. i Henslow’s Skrifter”) saa udpræget fremtræde. Dette er dog ingenlunde Tilfældet. Det er netop det ved den experimentelle Forskning stadig forøgede Erfarings-Materiale og den ved den voxende Kundskab blottede, for selve de experimen- 1) Litt. hos Bourquelot p. d. anf. Sted, S. 49. Se ogsaa den af B. ikke omtalte Afhandling af Abe- lous & Biarnés: «Recherches sur le mécanisme des oxydations organiques» (Archives de physiol., T. 7, 1895, S. 239), samt Rey Pailhade’s Meddelelser i Compt. rend., Paris, T. 121, 1895, S. 1162. Her videre Litteratur-Angivelser. 2) Pfeffer: Pflanzenphysiologie 1881. Se ogsaa m. H. til Stofskifte-Reguleringer samme Forf.s Osmo- tiche Untersuchungen, Leipzig 1877, et Verk hvis Betydning vel tor siges at have veret lige stor i fysisk-kemisk og i fysiologisk Henseende. 3) Pfeffer: Studien zur Energetik der Pflanze (Abhdl. d. math.-phys. Classe d. K. Sachs. Akad. d. Wiss., Bd. 18, Nr. III, 1893). = Die Reizbarkeit d. Pflanzen 1893 (Særtryk af «Verhandl. d. Gesellsch. deutscher Naturf. u. Aerzte», 1893). — Ueber Election organischer Nahrstoffe (Jahrbücher für wiss. Botanik, Bd. 28, 1895). = Einleitende Betrachtungen zu einer Physiologie des Stoffwechsels und Kraftwechsels in der Pflanze (Program; Leipzig 1897). 1) Af Henslow's Skrifter kan exempelvis anføres «The origin of floral structures», London 1896. 107 309 lerende Forskere maaske allermest folelige Utilstrækkelighed af tidligere «mekaniske» eller «kemiske» Forklaringer af Livsyttringerne i Almindelighed og dermed ogsaa af Stofskifte- Fremtoningerne, som tvinge Fysiologerne, ikke til at give sig en mere eller mindre mystisk Vitalisme i Vold, men til foreløbig at give Afkald paa, eller dog til ikke at overvurdere Bestræbelsen efter at forklare Livsyttringerue ud fra de allerede nu erkjendte forholdsvis simple Kombinationer af kemisk-fysiske Love"). Naar man nu fristes til at sige, at denne og hin Livsproces ikke sker «paa Grund af», men derimod snarere «til Trods for» eller «imod» de kemisk-fysiske Naturlove, saa ligger der i saadanne Udtalelser, der unægtelig kunne virke vildledende, vel i Grunden aldrig andet end paa den ene Side en Indrømmelse af, at vi ere længere fra Forklaringen, end man tidligere har ment — men dette er et meget væsentligt Fremskridt — og, påa den anden Side, en Erkjendelse af, at de paa- gjældende Livsyttringer nærmest maa siges at repræsentere Arbejder, 9: Overvindelse af de Modstande eller de i modsat Retning gaaende Virksomheder, som vedkommende kemisk- fysiske Love ere Udtryk for. Thi lige saa lidt, som nogen Uhildet nu vilde hævde, at man «i Kraft af sin Villie ophæver Tyngdeloven» temporært, ved f. Ex. al løfte et Glas Vand, lige saa lidt vil nogen mene, at Tyngdens fysiske Indflydelse paa Planten er ophævet, naar den geotropisk bøjer sig opad; men i begge Tilfælde udføres et Arbejde: Arbejdet er netop at overvinde Tyngden; den paagjældende Proces sker altsaa «til Trods» for Tyngden?), men uden at man herved tænker paa nogen som helst mystisk Krafts Indgreb og uden at nogen som helst Naturlov ophæves. Saaledes ogsaa med de forskjellige Tilfælde ved- rørende Stof-Ophobning og Stofvandring, hvor de osmotiske Love tidligere bleve — og tildels endnu blive — tagne til Forklaring, men hvor det efterhaanden har vist sig, eller nok vil vise sig, at de osmotiske Virksomheder oftest netop skulle overvindes?). Og, rent alment }) Om denne Sag se ogsaa O. Hertwig: Zeit- u. Streitfragen d. Biologie II, Mechanik und Biologie, 1897; særlig S. S3—97. Som Prøve paa en «mekanisk» Forklaring af geotropiske Bevegelses-Retninger er Letellier's Afhandling «Essai de statique végétale» (Compt. rend , Paris, T. 115, S. 69) af kuriøs Interesse. Slige Forklaringer vare maaske paa deres Plads for en Menneske-Alder siden, men kunne nu til Dags ikke tages alvorligt. I denne Sammenhæng maa Bohr's Undersøgelser over Svommeblærens Forhold til Ilt nævnes som et for den almindelige Fysiologi serlig vigtigt, og klart belyst Exempel (Forhandlingerne ved de skandinaviske Naturforskeres Mode 1892, S. 108 M). For Planternes Vedkommende haves iøvrigt en fuldstændig Analogi hertil i Hedvig Loven's Paavisning (Öfversigt af Kongl. Vetenskaps-Akad. Förh. 1892, Nr. 2, Stockholm, S. 107) af det interessante Forhold, at Fucaceernes Blerers Ilt- Holdighed er direkte uafhængig af det omgivende Vands Ilt-Indhold. Dette Resultat bliver end mere slaaende, naar en Fejl, der ofte begaas, og ligeledes har indsneget sig i det interessante lille Værk, bliver rettet. Det sættes nemlig som givet, at Blerens Ilt-Indhold ved osmotisk Ligevægt skulde være 33 à 34 pCt, saaledes som i den i Vandet opløste Luft. Men dette er urigtigt. En Luftblere i luftmættet Vand skal ved osmotisk Ligevægt selvfølgelig have Atmosfærens Sam- mensetning, altsaa kun indeholde €. 21 pCt. It! — Alle disse og fl. a. Forhold kunne maaske hos en overfladisk lagttager gjøre Indtryk af, at man var i Ferd med at negligere de fysisk-kemiske 49* 380 108 gjælder dette i de mangfoldige Tilfælde, hvor Organismen reagerer kontrært eller, som vi kunne kalde det, «oppositionelt» imod Paavirkningerne, som de udsættes for; f. Ex. naar en voxende Plantedel ved Drag netop gjør sin Væxt langsommere — men tillige udvikler fastere Væv!), eller naar en indespærret, f. Ex. indgipset Plantedel møder det udefra kom- mende Tryk med en enorm Forøgelse af sin Saftspending?), 0. s. fr.; alt sammen Forhold, som man for Planternes Vedkommende først i det sidste Decennium har lært at kjende eller dog først lært at vurdere bedre. Naar man da uden videre bruger Betegnelser som «selvregulerende», «selvtil- passende» o. I. om Plantens hele Forhold overfor indre eller ydre Faktorer, saa ere disse og lignende Ord, og særlig Betegnelsen «Selvregulering» simpelt hen Udtryk for den Kjendsgjerning, at Planterne regulere deres hele Færd efter Livs-Forholdene. Planterne ere selvregulerende, og det ofte i meget fuldkommen Grad. Og lige såa lidt, som man nærer Betænkelighed ved at bruge Betegnelsen selvregulerende om Maskiner, Ventilatorer 0.s.V., lige saa lidt er der Grund til Betænkelighed ved Anvendelsen af dette og lignende Ord om Planterne; der behøver ikke i fjærneste Maade at være knyttet vitalistiske Bag- tanker dertil®).. Og de nævnte Udtryk have tilmed den store Fordel at holde os stadig for Øje, hvor indviklede de Spørgsmaal ere, som Fysiologien skal kaste Lys over. Skjøndt der i alt dette ikke er noget som helst egentlig nyt, har jeg dog ment at burde præcisere den Stilling til Vitalisme og Teleologi, som indtages af den plantefysio- logiske Retning, hvortil vi nærmest kunne slutte os. Thi i den Diskussion om almene Love. Dette er dog ingenlunde Tilfældet. For Studiet af de Processer i eller Egenskaber hos Organismerne, ved hvilke disse overvinde (altsaa udføre Arbejde til Trods for) de almindeligt kjendte fysisk-kemiske Kræfter, saasom Tyngde, Osmose, kemisk Affinitet 0. s. fr, er selvfølgelig Kjendskabet til disse Kræfter ikke mindre vigtigt, end hvis Livsvirksomheden lod sig forklare umiddelbart af dem. Thi Kjendskabet til de Modstande, der overvindes ved Livsvirksomheden, er et meget væsentligt — og vel tilmed det lettest tilgjengelige — Led i Forstaaelsen af selve denne Virksomhed. Naar vi da f. Ex. maatte indrømme, at Stofskiftet kunde synes at foregaa til Trods for de kemiske Ligevægtslove, saa har ikke desto mindre Studiet af disse den aller største Betyd- ning for Forstaaelsen af Ejendommelighederne ved Stofskiftet og dets Regulering. Derfor burde et nogenlunde indgaaende Studium af den saakaldte fysiske Kemi være et væsentligt Grundlag for den plantefysiologiske Uddannelse. Desværre er dette yderst sjeldent Tilfældet. 1) Sml. Hegler i Gohn’s Beiträge z. Biologie der Pflanzen, Bd. 6, 1895, S.383. Smil. ogsaa Beriehte d. math.-phys. Klasse d. K. Sachs. Wissenschaften. Sitzung vom ‘/12 1891. 2) Pfeffer: Druck- u. Arbeitsleistungen durch wachsende Pflanzen, Leipzig 1895. Sml. Panum: Almindelig Indledning til Forelæsninger over Physiologi. Kbhvn. 1865, S. 62 «Ogsaa en Dampmaskine kan vere forsynet med mangfoldige selvregulerende Indretninger, hvorved Ilden mindskes, naar Bevægelsen bliver for stærk o.s.v., uden at man derfor vil betragte Damp- maskinen som begavet med et selvstændigt Princip eller en Slags Sjæl.» Det er et slaaende Tidens Tegn m. A. til den forandrede Opfattelse af Plantelivets Natur, at vi nu, ved Betragtning af Plante- Stofskiftet, kunne bruge ganske tilsvarende Udtryk, som man for 30—40 Aar siden benyttede under Bestræbelser for at holde vitalistiske Anskuelser ude fra de dunklere Omraader af Dyr- Fysiologien. Den Gang «respekteredes» Planterne i saa Henseende næsten slet ikke. 109 381 biologiske Problemer, som i det sidste Decennium i stigende Grad lager Fart ogsaa her hjemme, træffer man undertiden Udtalelser, som kunne fremkalde en fejlagtig Opfattelse af vort Standpunkt. I denne Sammenhæng maa fremhæves Raunkiær's i flere Henseender interessante Kritik") af Henslow's ovennævnte Værk, i hvilken Kritik der bl. a. drages særlig stærkt tilfelts mod Henslows og nærstaaende Forskeres «Selvtilpasnings»-Begreb. Der udtales herom folgende strenge Dom: ««Selvtilpasningsloven» er et teleologisk Postulat, der sætter naturfilosofiske Æventyr paa Videnskabens Plads». Vi tro ikke at have mis- forstaaet Kritiken og kunne i flere — om end ikke i alle — Henseender slutte os til den; men naar Raunkiær selv siger, at Indholdet, som Begrebsbetegnelsen, Ordet, dækker over, kan være højst forskjelligt hos forskjellige Forskere, saa maa vi ogsaa fordre, at der ved en Sætning af saa kategorisk Art, som den nys anførte, ikke blot tages, men i de utve- tydigste Ord stadig udtrykkes, en Reservation overfor den almindelige fysiologiske Betydning af de nu engang benyttede, Hævd havende, fra det tekniske Sprog laante Udtryk «Selv- regulering», «Selytilpasning» 0. s. v., der som sagt, absolut intet har med naturfilosofiske Æventyr al gjøre. Thi ellers vil Kritiken let forvirre den almene Opfattelse m. H. til den moderne Plantefysiologis videuskabelige Karakter ”). Man turde — eller i det Mindste burde — forlængst være kommen ud over del Standpunkt, der væsentlig kun i Organismernes ydre Former søger de Karakterer, hvorpaa de systematiske Enheder, Arter, resp. Varieteter, skulle grundes. Det er vel ikke mindst Mikrobiologiens brogede Mangfoldighed af specifike Virkninger, der har bidraget til at give Organismernes kemiske eller fysiologiske Karakterer Betydning ogsaa for rent systematiske Studier, ligesom ogsaa den specielle Histologi her er traadt bjælpende til; idet alle saadanne karakteristiske Forskjelligheder i finere Bygning, som f. Ex. ses mellem forskjellige Plantearters Stivelsekorn, Proteinkorn 0. desl., uvilkaarlig føre Tanken hen paa de her aabenbart nærmest til Grund liggende større eller mindre Afvigelser mellem Cellens kemisk- fysiologiske Forhold hos forskjellige Arter eller Varieteter. Selve de grovere, ydre Plante- former har man da jo ogsaa med en vel noget forhastet Spekulation søgt at føre tilbage 1) Botaniske Litteraturblade N. 16, Marts 1896, S. 241—251. 2) Man skal dog vogte sig for at fraskrive «teleologisk Spekulation» al Betydning for Videnskabens Fremskridt. Ganske vist, som Forklarings-Moment ville vi være fri for sligt; men, i Erkjendelse af at der er Selvregulering hos alle Organismer, vil det ofte kunne give meget værdifulde Fingerpeg m. H. til Forskningens Angrebs-Punkter, at lade denne, om end aldrig saa uvidenskabelige Tanke komme frem: hvorledes vilde Planten forholde sig under de og de Forhold, hvis den handlede «fornuftigt»? Resultatet af en saadan maaske endog «ondartet teleologisk» Spekulation kan da muligvis give Impulser til klarende Experimenter, hvis Værdi paa ingen Maade vilde være ringere, fordi de ere anstillede som Folge af ubegrundede eller endog ganske uberettigede, og i og for sig misvisende Forestillinger. 382 110 lil Plantestoffernes kemiske Egenskaber, paa lignende Vis som man maaske kan tænke sig Krystalformerne som Udtryk for Stoffernes kemiske Egenskaber. Ved Betragtninger af denne Art vil der dog vist neppe forelebig vindes noget nyt Synspunkt til Forstaaelse af Livsprocesserne, og vi kunne derfor ikke slutte os til de navnlig af Sachs!) repræsenterede Ideer om særlige, formbestemmende Stoffer, f. Ex. de ofte omtalte «blüthenbildende Stoffe», hvis hele Existens er i højeste Grad problematisk. Derimod kan der ikke vere Tvivl om, at de forskjellige Plantearter have deres, vi kunne sige typiske Stofskifte-Karakterer, der selvfolgelig kunne variere mere eller mindre sterkt, ligesom alle andre typiske Egenskaber i Organismernes Verden. I hvert Tilfælde findes der, som bekjendt, Exempler nok paa Stoffer, karakteristiske for bestemte Arter, Slægter eller hojere Grupper, og ligeledes paa karakteristiske Nuancer m. H. til de almin- deligste Plantestoffers Kvalitet”). Alle slige Forskjelligheder ere selvfølgelig Udtryk for karakteristiske, fint nuancerede Stofskifte-Forlob, der vanskelig kunne tænkes gjennemforte uden mangehaande regulerende Virksomheder. Om slige Reguleringer kan der billigvis ikke være Tvivl; men det forekommer os dog, at de noget for stiltiende tages for givne, medens man netop i nyere Tid ivrigt søger at udforske den formodentlig end mere ind- viklede Regulering af Planternes Former”) og indre Bygning”), I saa Henseende benytte vi Lejligheden til at betone vor Anskuelse, der tildels allerede fremgaar af Stillingen til Sachs” «blüthenbildende» Stoffer, nemlig at Studiet af Udviklings- og Væxtfænomenernes Regulering ikke just bør søge Tilknytningspunkter i Betragtning af Stofskiflets grovere Træk, saaledes som det hyppigst sker, men at Regulerings-Aarsagerne ligge dybere. Med andre Ord, vi se mellem, paa den ene Side, de nævnte Stofskifte-Fænomener og, paa den anden Side, Væxt- og Udviklings-Fænomenerne snarere en Parallelitet end en Kausalitet. Til denne Opfattelses Begrundelse vil den folgende Afhandling forhaabentlig levere nogle nye Momenter; vi onskede dog allerede her at præcisere vor Anskuelse, ud fra hvilken den folgende Redegjorelses Tendens lettere vil forstaas. Hos hungrende, kun Vand nydende, voxne Pattedyr indtræder efter nogle Dages Forløb — hvor Nærings-Tilførselens Indflydelse endnu gjør sig gjældende en tilnærmel- 1) Sachs: «Stoll u. Form» o.s.y. i Arbeiten d. bot. Inst. Würzburg, Bd. II, S. 452 og 689, sml. ogsaa Bd. IU, S. 385 o. fl. andre senere Afhandlinger, særligt i Tidsskriftet «Flora». Sml. Kjeldahl: Forhandlinger paa de skand. Naturforskeres Møde i Kbhvn. 1892, 5. 385, endvidere Gautier: Du mécanisme de la variation des êtres vivants. («Hommage à M. Chevreul etc.» Paris 1886, S. 29.) Som Exempel paa herhenhorende Værker anføres Vochting: Organbildung im Pflanzenreich. Leipzig 1878—84, og al vor hjemlige Litteratur, Kolderup Rosenvinge: Om Organdannelse, Kbhvn. 1888. Se saaledes Haberlandt: Physiologische Pflanzenanatomie, 2te Aufl. Leipzig 1896, hvor en meget omfattende Litteratur findes angivet. 111 383 sesvis Ligevegtstilstand m. H. til Dyrets Udskilning af kvælstofholdige Nedbrydningspro- dukter"), hvad der utvivlsomt tyder paa, at disse Stoffers Produktion forløber nogenlunde jævnt, temmelig uforandret fra Dag til Dag, og at Legemets — resp. Blodets — Indhold af slige Stoffer er omtrent konstant. Af endnu større Interesse er Paavisningen af, al Blodet hos de hungrende Dyr vedblivende indeholder meget nær samme Sukkermængde ?), indtil det Tidspunkt indtræder, da Dyret bukker under, idet det afkjøles og dør. I alt dette ser man tydelig en Regulering af Stofskiftet, der medfører en vis, i det mindste tilnærmel- sesvis, Konstans i det i Omsætning værende Materiales Sammensætning. For Planternes Vedkommende omtales sædvanlig ikke noget lignende; men «ud- voxen» er da ogsaa et om Planten som Helhed sædvanlig ikke anvendeligt Begreb. Det forekommer mig dog, at hvilende Organer, samt de fra Moderplanten løsnede, ikke altfor umodne Frø, holdte i Mørke, nærmest kunne paralleliseres med voxne Dyr i Hungertilstand; Kimplanter, som saa ofte benyttes til Stofskifte-Undersøgelser, ere derimod i Virkeligheden Planter i en alt andet end Ligevægt og Ensartethed udvisende Overgangsperiode?). Se vi nu paa de eftermodnende Frøs Forhold ved længere Tids Henstand, saa finde vi ogsaa her en tilnærmelsesvis Konstans m. H. til Sukkerets og Amid-Kvælstoffets Mængde, hvad der tyder paa en Regulering af lignende Art, som den for de hungrende Dyr omtalte. Dette fremgaar i Grunden allerede af Forsøg som X, S.36 (Lupiner), hvis Sukker-Tal i fem Døgn kun forandres meget lidet: 46,6; 47,7; 48,6; 47,7 og 50,0, samt af Fig. 67), S. 89, der viser, at efter den Nedgang, der er et Udtryk for Kondensation af det fra Moderplanten tilførte Materiale, holder Sukkermængden sig nogenlunde paa samme Højde, trods det ved- varende Aandedrætstab. Det samme ses af omstaaende Figg. 13 og 14. Med Hensyn til Sukkeret er en udpræget Nedgang i de første Døgn synlig, derpaa en svag Opgang, og den sidste Del af Kurverne viser Sukkermængden konstant. Samtidig foregaar en Kulsyre-Produktion, ved hvilken der utvivlsomt bruges rask væk af Sukkeret. Er det muligt her at nægte en Regulering? Og gjør ikke Kurverne Fehl’s hele Form, baade i Fig. 13 og 14, Indtryk af at Begyndelses-Nedgangen gaar ligesom lidt for vidt, og at derpaa Sukkerproduktionen bringer Ligevægt — vandret Forløb af Kurverne — tilveje? Begge Kurver ligne en Baads Fart, hvor Roret snart lægges til Styrbord, snart til Bagbord indtil den rette Kurs naaes. Skulde der ikke være en dybere Tanke i denne Lighed? Vi Jvfr. Voit: Physiologie d. allgemeinen Stoffwechsels. Hermanns Handbuch d. Physiologie, Bd. VI, 1. Theil S. 81 ff. 1881. Her citeret efter Kaufmann's Angivelser i Archives de physiol. T. 7, 1895, S. 385 (Chauveau's Undersøgelser). Med Henblik paa Henriques’ ovenfor anførte Undersøgelser bor «Sukker» her erstattes med «Sukker + Jecorin» eller «reducerende Substans». Hermed er selvfølgelig ikke ment, at der hos Kimplanter ikke ogsaa findes regulerende Virksomheder. I nærværende Afhandling ønske vi dog ikke at berøre disse Forhold nærmere. 4) Fig. 7 er dels for kort, dels af et for uensartet Forsøg (sml. S. 54) til her at fortjene Opmærk- somhed. we 384 112 tro i alt Fald, at Kurverne udtrykke Opnaaelsen af Froets Ligevegt med de ved Losningen fra Moderplanten forandrede Livs-Forhold. er Mgr. N 60 Fehl corr. 5 40 ig 2 EGE 30 20 Cl 1 0 7 2 3 4 5 6 7 8 3 70. if IE VOII N ME Es Mf ae scat Jab fe ut Fig. 13. Kombination af de to sammenhørende Byg-Forsog XXVI og XXVII (S. 56 og 57). Abseisserne angive Henstands-Tiden; for at lette Sammenligning med Tabellerne ere Datoer tilføjede. Mgr. N. angiver Amid-Kvælstof-Mængden, Fehl. Sukker-Mengden, Fehl. cory. Sukkermængden korrigeret for Aandedrætstabet. Det punkterede Stykke af denne Kurve er kalkuleret (efter lavest Beregning, nemlig efter Respirationen fra 15/3—19/;); for de andre Kurvers Vedkommende betegner Punkteringen blot Forbindelsen mellem den sidste Bestemmelse i XXVI og den første i XXVII. Ogsaa Amid-Kvelstoffets Kurve i Fig. 13 er ret talende; i Fig. 14 har aabenbart den indtraadte Spiring forstyrret; hos Bælgplanterne er som bekjendt Amid-Forogelsen ved Spiring oftest i Øjne faldende. Selv de to nederste Kurver i Fig. 2 (S. 74) sige intet imod Antagelsen af en Regulering: men det er klart, at her trenges til fortsatte Undersogelser ud fra selve det Synspunkt, som vi forst ved Betragtning af Resultaterne ere komne til. lovrigt er vel netop den Omstendighed, at de hidtil vundne Resultater ligesom «af sig selv» have paatvunget os Forestillingen om en Regulering af Sammensætningen, en Støtte for Opfattelsens Berettigelse. Hvis vi da maa se en Regulerings Medvirkning ved den her omtalte, efter de første Dages Nedgang indtrædende, tilnærmelsesvise Konstans i Sukker- og Amid-Kvælstof- Mængde hos Fre — og ligesaa hos hvilende Organer (sml. XXXII, S. 60) — saa bliver Spørgsmaalet, hvorledes Reguleringen umiddelbart sættes i Værk, forholdsvis let at besvare x 113 385 77 70 70 …"Fehl corr. oO 7 2 3 4 a 6 7 8 Fig. 14. Ærteforsøget XVI og XVI B. Forklaringen se Fig. 13. Den største (punkterede) Del af Fehl. corr. er her kalkuleret; denne Kurves Forløb er dog ganske uvæsentlig for vore Betragtninger, og skal blot udtrykke — ved sin Afstand fra Fehl. — det omtrentlige Sukkerforbrug ved Respirationen. ud fra vor tidligere fremsatte Antagelse, at der stadig sker baade Kondensation og Hydrolyse. Hvad Amid-Kvælstoffets Mængde angaar, da vil den være reguleret derved, at den proteo- lytiske Virksomhed og Kondensationen af dens Produkter holde hverandre i Ligevægt, kompensere hverandre. Vi kunne ikke tro paa nogen virkelig Ro her”); i saa Fald maatte ogsaa Konstansen være absolut, d. v. s. kun vise saadanne Svingninger, som Forsøgsfejl kunne forklare; netop i Ufuldkommenheden, i Svingningen, viser Regula- tionen sig. — Hvad Sukkerets Forhold angaar, vide vi, at — i det mindste hos Ærter — Ferment-Evnen stiger samtidig med, at Sukkeret aftager; heri ligger selvfølgelig et meget væsentligt regulatorisk Moment. Om Ferment-Evnen her aftager, naar Sukkermængden stiger, vide vi endnu ikke, og lige saa lidt, om Kondensations-Virksomheden i saa Fald 1) Ved den Lys-Intensitet, hvor Kulsyre-Assimilation og Respiration netop kompensere hinanden, synes intet — i det mindste intet Luftstofskifte — at ske; ligesaa i en Luft, hvis Kulsyre-Indhold er saa lavt, at ingen Assimilation kan ske uden ved Tilførsel af nye Kulsyremængder. Hvem vil dog her for Alvor nægte, at begge de nævnte Processer ske? D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 5. 50 386 114 bliver livligere, hvad der er stor Sandsynlighed for. Da Aandedrettet aabenbart repræsenterer et Sukker-Forbrug, maa der stadig, eller dog af og til, dannes Sukker, Ferment-Evnen er altsaa virksom; men den Mulighed er da til Gjengjeld ikke absolut udelukket, at Aande- dræts-Forbruget alene regulerer Sukkermengden; imidlertid: Regulering er der. — For den Tanke, at Reguleringen her og i beslegtede Tilfælde!) vesentlig finder Sted ved de to antagonistiske Virksomheder: Kondensation og Hydrolyse (foruden ved Aandedrettets Sukker-Forbrug, hvilket vi se bort fra som et specielt de kvælstoffrie Stoffers Mængde vedkommende Forhold?)) taler, foruden det her anførte, Müller-Thurgau'’s Paavisning*) af, at der tilbagedannes Polysaccharider hos ved Kulde sodgjorte og derpaa i Varme bragte Kartofler. Og af stor Betydning ere endvidere de af Morat*) udviklede Ideer om antagonistiske Virksomheder. Selv om Morat nærmest holder sig til den dyriske Organisme, og det saaledes , at Diskussionen af hans talrige specielle Exempler ikke umiddelbart lader sig overføre paa Plantelivet, have hans Betragt- ninger dog den storste Interesse ogsaa for plantefysiologiske Studier. Ved en Antagonisme, siger Morat, forstaar man et System af to Kræfter, der søge at ophæve hverandres Virkninger. Det er ikke svært at finde Modsætninger af denne Art i Organismerne; mere eller mindre indviklede Processer, svarende til denne Definition, ere tvertimod særdeles hyppige. Om end ved forste Blik en saadan Anvendelse af Krefter ikke synes videre okonomisk, forstaar man dog, at den er nodvendig for at kunne regulere Krefternes Virkninger nojagtigt og hurtigt og for at kunne opveje den ene Kraft med dens Modsætning. Saaledes er, i al Almindelighed og kortfattet udtrykt, den fysiologiske Forestilling om antagonistiske Virksomheder. Men saa snart man kommer 1) Ligesom Chauveau i sit allerede nævnte Skrift hævder Almengyldigheden af sine ved Hungerforseg hos Dyr vundne Synspunkter, saaledes kunne vi vel ogsaa forestille os, at Betragtningerne angaaende de eftermodnende Fro og hvilende Organer kunne overfores ogsaa paa de endnu fra Moderplanten Nering modtagende, umodne Organer. Hvis vi havde fulgt Stofomdannelserne videre i Detaillen, end det her var os muligt, vilde vi rime- ligvis ogsaa finde en Regulering af Monosaccharid-Mengden; vore Tal modsige i alt Fald ikke dette. Her vilde da ventelig Respirations-Forholdene have særlig Betydning, og man vilde maaske finde liden Grund til ogsaa at antage en Monosaccharid-Kondensation til Rorsukker, Raffinose o. desl. Log-Forsoget (XXXII, S.60) er det eneste, hvoraf vi her maaske kunde drage Slutninger. I saa Henseende er det ejendommeligt, at middelsterke Ætherdoser ved kortvarigere Indvirkning og paa- folgende Eftervirkning i indtil 17 Dogn vesentlig viser sin Virkning ved den stærke Respirations- forogelse. Ved længere Indvirkning af samme Dosis stiller Sagen sig dog som typisk for de andre Objekters Total-Sukker ! Landw. Jahrbücher, Bd. 14, 1885, se især S. 872 ff. I Richet's Dictionnaire de physiologie, Paris 1896, T.1, Art. «Antagonisme» og den der angivne Litteratur. — Vi mene ikke at Morat er den, der forst har paavist Hæmnings- og Aktions-Virk- somhed hos Dyrene, men finde i hans særdeles orienterende, vel ogsaa en Del nye Synsmaader indeholdende, Artikel et velkomment Tilknytningspunkt til vore Anskuelser. [5 oo = 115 387 ind paa Enkeltheder, slaar en saa almen holdt Forklaring ikke til, og man maa da ud- finde de specielle Forhold ved de forskjellige Tilfælde eller Grupper af Tilfælde. Saa vidt Morat. I den Gruppe af Tilfælde, vi her nærmest have for Øje, antage vi da en Regulering, der umiddelbart er sat i Værk ved de antagonistiske Virksomheder, Kondensation og Hydro- lyse. Og netop den Omstændighed, at vi saa fortræffeligt kunne bruge disse to Virksom- heder som Momenter til Forstaaelse af Stofskifte-Reguleringen, er, synes det os, et ikke uvigtigt biologisk Argument for yor Antagelse af disse Processers Samtidighed. Det Hensigtsløse og Uøkonomiske, som maaske vilde støde de fleste bort fra denne Antagelse, svinder jo helt ved den fra Morat laante Betragtning. Fra et kemisk Standpunkt vil der næppe heller kunne gjøres principielle Indven- dinger mod Antagelsen af samtidige antagonistiske Virksomheder i selv samme Celle; og dette gjælder, hvad enten man vil betragte Cellen som et Aggregat af selvstændige Smaa- Organer (Altmann’s Granula o.lign.), eller netop gaa til den modsatte Yderlighed, nemlig at betragte det livsvirksomme Protoplasma nærmest som en Opløsning eller Emulsion (Berthold’s Ideer, Biitschli’ske Forestillinger 0. desl.). I første Tilfælde kunde man simpelt hen forestille sig de antagonistiske Virksomheder lokaliserede hver for sig i for- skjellige Smaa-Organer, og det maaske saaledes, at disse til forskjellig Tid kunde være virksomme i forskjellig Retning (sml. S. 84). I det andet Tilfælde — samt, hvis man, hvad der turde være det rigtigste, slaar Bro mellem disse Anskuelser og altsåa antager baade en vis Selvstændighed hos Cellens Organer og en vis Ensartethed, en principiel Overensstem- melse mellem Protoplasmaets forskjellige Dele — vil Sagen ikke heller være urimelig. Man vil da nærmest søge at parallelisere Kondensations- og Hydrolyse-Virksomhederne med saadanne reciproke Reaktioner, som de sammensatte Ætherarters Dannelse og Sønderdeling afgive klart belyste Exempler paa. Vi erindre her om Berthelot's og Pean de St. Gilles” Undersøgelser, der efter Ostwald's kritiske Fremstilling") bevise, at hvor Alkohol, Syre, deres Æther og Vand samtidig ere tilstede, der sker samtidig de modsatte Reaktioner: Ætherartens Dannelse (af Syre og Alkohol under Udtrædelse af Vand, altsaa en Kondensation) og Til- bagedannelse af Alkohol og Syre (ved at Ætherarten sønderdeles under Vand-Binding, altsaa en hydrolytisk Proces). I Ostwald’s fængslende Værk .vil man finde en indgaaende Rede- 1) Ostwald: Lehrbuch d. allgemeinen Chemie, 2te Aufl. Bd. Il. 2ter Theil, 1896, S.79. At denne An- tagelse har faaet almindelig Tilslutning hos de paa dette Omraade arbejdende Kemikere, fremgaar bl.a. af Emil Petersen's Afhdl.: «Om Reaktionshastigheden ved Methylætherdannelsen» (K. D. Vid. Selsk.’s Skrifter, 6te R. nat.-math. Afd. VII, 10). Da van't Hoff's saakaldte «kondenserede Systemer» (sml. Ostwald, p. d. anf. Sted, S. 154) utvivlsomt ville vise sig af særlig stor Interesse for den fysio- logiske og biologiske Forskning, maa her fremhæves, at vi i denne Sammenhæng, saa vidt vi se, ikke have Brug for en Betragtning af dem. 50° 388 116 gjorelse for talrige henhen horende Forhold og for den historiske Udvikling af Kemikernes Opfattelser paa dette interessante Omraade. Her synes os Pfaundler’s Udtryk treffende og umiddelbart anvendeligt paa vor Opfattelse af Ligevegten i Stofskiftet, nemlig at der i saadanne Tilfælde ikke er statisk, men dynamisk Ligevægt, d. v. s., al der her maa siges at vere «kein Gleichgewicht der Kräfte, sondern eines der entgegengesetzten Vorgange')». En saadan umiddelbar Sammenligning af Stofskiftets antagonistiske Virksomheder med de nys nevnte kemiske Processer, hvor altsaa Ligevegt indtreder, naar Reaktions- hastighederne — med virkelige, positive Verdier — i modsatte Retninger ere lige store, har man vel for saa vidt ikke Loy til at anstille, som Polysaccharider og Æggehvidestoffer ikke uden videre spaltes i vandige Oplosninger, i alt Fald ikke i de Tilstande, hvori vi kjende disse Stoffer, naar de ere isolerede fra Organismen. Da der dog er baade hydro- lyserende Faktorer (formodentlig Fermenter) og kondenserende Faktorer (hvis Natur vi intet vide om), kan der vel neppe vere noget urimeligt i den Tanke, at Hastigheden af de Reaktioner, som disse to antagonistiske Faktorer betinge, netop kunne opveje hverandre paa lignende Maade som ved kemisk Ligevegt i en Alkohol-Syre-Ætherart-Vand-Blanding, saa- ledes, at man da maaske selv i Protoplasmaets mindste Dele, i hver Partikel «levende, orga- niseret Substans», kunde tenke sig antagonistiske Virksomheder i Gang. Produktion, resp. Forbrug eller Tilintetgjorelse, af hydrolyserende Faktorer — Ferment-Evne — og Produktion, resp. Formindskelse, af kondenserende Faktorer — Kondensations-Evne — vilde da vere de Momenter, der iværksætte Reguleringen, resp. forskyde Stofskiftets Ligevegts-Tilstand i den ene eller anden Retning. Men, naar vi nermere ville betragte Forogelsen og Formindskelsen af disse Fak- torer, da støde vi paa i det mindste foreløbig uloselige Gaader, hvor selv den bedste Ind- sigt i de hidtil kjendte kemiske Ligevegtslove neppe vilde slaa til for at faa blot en Antydning af Forstaaelse. Vi vende da tilbage til Diskussionen af Forsogs-Resultaterne ; efter, hvad vi haabe, at have sikkret os mod, at Tanken om samtidige antagonistiske Virk- somheder i Cellen paa Forhaand afvises som absurd’). Hosstaaende Fig. 15 giver fire Skemaer over de Hypotheser, som man maaske paa Forhaand kunde opstille m. H. til den diskuterede Regulering af Sukkerets og Amid- Kvælstoffets omtrentlige Konstans gjennem forholdsvis lang Tid. For ikke at komplicere Skemaerne med Aandedræts-Tabet, lade vi os naje med at tænke paa Amid-Kvestoffet ; Sagen selv er dog den samme. Fig. 15 illustrerer Tilstanden i fire paa hverandre folgende (smaa eller store) Tids-Enheder, 1—4. 1) Citeret efter Ostwald p. d. anf. Sted, S. 101. ®) Dette er sket i en skriftlig Henvendelse fra en interesseret, yngre Naturhistoriker, i Anledning af mit Foredrag ved Havebrugs-Kongressen 1894, hvilket har ladet mig formode, at den nys givne Redegjorelse maaske ikke for enhver Leser er helt overflodig til Orientering. 117 389 Skema «—a betegner fuldkommen Ro. En saadan Anskuelse maa dog, efter alt hvad der foreligger, utvivisomt strax afvises. R Fig. 15. Skema over Stofskifte-Regulerings-Hypotheser. Se Texten. Skema b—b illustrerer en samtidig i hver Tids-Enhed foregaaende Kondensation (skraat nedad rettede Linier) og Hydrolyse (opad rettede Linier), hvilke Processer hver for sig efter Omstendighederne kunne variere mere eller mindre i Livlighed, men i det hele dog kompensere hverandre. Sker der af en eller anden Grund en Foragelse i den ene af de nævnte Virksomheder, vil Folgen heraf i neste Tids-Enhed atter blive udlignet. Skema c—c illustrerer en uafladelig foregaaende Hydrolyse (opad rettede Linier) og en rhytmisk fremtredende, til Gjengjæld intensivere Kondensation (nedad rettede punkterede Linier i 1. og 3.). Hoved-Resultatet af Processerne vilde blive ligesom i a—a og b—b. Denne Opfattelse tiltaler os mest, om vi end ikke — i det mindste ikke endnu — kunne støtte den med experimentelle Kjendsgjerninger. Ved denne Opfattelse er det i Øjne faldende, at Pulsations-Principet (sml. S.7) vilde faa Anvendelse, hvilket iøvrigt ogsaa er Tilfældet med d—d samt uden Vanskelighed kan ske m. H. til b—b. Det ses let, at man ved Skema c—c ikke undgaar en — her altsaa periodisk — Samtidighed af de lo anta- gonistiske Virksomheder. Skema d—d illustrerer endelig en Afvexling af rent fremtrædende Kondensation og Hydrolyse. Denne Opfattelse er paa en Maade den simpleste; men vilde, foruden at antage en kun periodisk Kondensation (som i c—c), kræve Antagelsen af en periodisk total 390 118 Ophævelse af Hydrolysen'), ikke blot en Nedstemning; thi ved en Nedstemning havde man blot en Modifikation af Skemaet c—c. Forestillingen om periodisk total Standsning af Hydrolysen synes os vanskelig at gaa ind paa, for det forste, fordi vi ikke kjende noget Exempel herpaa — om end man nok kunde tænke sig Midler, hvorved Organismen strax kunde standse en i Gang verende Fermentvirkning — og for det andet, fordi et totalt Ophor af Hydrolysen, i det mindste for Planternes Vedkommende m. H. til Æggehvide- stofferne, formodentlig vilde vere ens betydende med total Uvirksomhed 9: Dvale eller Dod. Dog skuffe vi os maaske her”). Efter vor Forestilling om den nævnte Stofskifte-Regulering, kan Hydrolyse og Kondensation, i deres Betydning som Regulatorer, lignes ved henholdsvis en strømmende Flod og en Robaad, der gaar op imod Strommen. Strommen lober altid, om end maaske med vexlende Kraft (Hydrolysen); Baaden kan, alt efter Omstændighederne, overvinde Strommen og vinde fremad, eller holde Ligevegt med Strommen og da ligge stille, 9: ret- tere sagt, svinge lidt frem og tilbage, stodvis dreven frem ved Aaretag nu og da. Eller, endelig, Baaden kan fores med af Strommen, i hvilket sidste Tilfælde det dog ikke er givet, at dens fremadgaaende Virksomhed er standset eller endog svagere end for; Strommen er kun stærkere! Standses Roningen — vi fristes til at sige, hvis man f. Ex. kloroformerer Mandskabet — saa driver Baaden hurtigt ned med Strommen, indtil Roningen atter kommer i Gang. I dette Billede, i hvis enkelte Tilfælde man let ser Parallelerne fra yore Forsogs- Resultater, ligger Reguleringen vesentligt i Roningens forskjellige Intensitet; hos Planterne reguleres vel baade ved Hydrolysernes og Kondensationernes Livlighed. Og hvad enten vi benytte et — ifolge Sagens Natur dog altid haltende — Billede som Anskuelsesmiddel eller ej, saa indses det let, at der bag Hydrolyse og Kondensation maa ligge et, om man vil, overordnet, regulerende Princip. Vi staa da her overfor Muligheden af en kortere eller lengere Trinrekke af over hverandre staaende Regulerings-Virksomheder i Planten, som det er Fremtiden forbeholdt at afslore. 1) En Standsning i Fermentevne-Produktion er paayist oftere (se f. Ex. Pfeffer, Regulatorische Bildung yon Diastase, p. d. anf. Sted); men dette er ikke identisk med et Ophor af Fermentvirkningen, der i det mindste en Tid lang kunde ske ved Hjælp af allerede tilstedeværende Fermentevne. Medens nærværende Afhandling trykkes, er udkommen en Afhandling af J.R. Green: On the Action of Light on Diastase and its Biological Significance (Phil. Transact. Roy. Soc. Lond. B. vol. 188, 1897, S.167{T). Saafremt de heri meddelte Resultater bekræfte sig, nemlig at Sollyset som Helhed svækker den diastatiske Ferment-Evne saavel i Ferment-Præparater som i levende Blade, indeholder denne Alhdl. Momenter af meget betydelig Interesse m. H. til Stofskiftets Regulering. At Bladenes Kulhydrat-Omdannelses-Spil derved yderligere kompliceres, indses let, og er selvfølgelig ogsaa nær- mere omtalt af Forf. — Saafremt ogsaa andre Fermenter paavirkes af Lyset paa lignende Maade som Diastase, har man heri et med yor Hypothese om antagonistiske Virksomheder meget godt foreneligt Moment til Forklaring af Lysets Paaskyndelse af Modningsprocessen i Almindelighed og af Amid-Oparbejdelsen i Særdeleshed (sml. her S. 13—14). Da Lysets Virkning paa proteolytiske Fermenter endnu ikke er studeret, bor vi dog nojes med denne Antydning. 119 391 Imidlertid, trods alt, hvad der direkte og indirekte kan tale til Gunst for vor An- skuelse om en, i det mindste periodisk, Samtidighed af, og et regulerende Sammenspil mellem, Hydrolyse og Kondensation, anse vi dog ikke dens Rigtighed for bevist; vi ind- rømme Muligheden af andre Reguleringsmaader. Miiller-Thurgau’s og vore, noget videre førte, men iøvrigt i saa meget samstemmende Opfattelser, maa da nærmest blot tages som foreløbige, i Omrids givne Arbejds-Hypotheser, hvis bedste Virkning vilde være at give ogsaa andre Stødet til Studier paa disse endnu alt for lidet undersøgte Omraader. Ideer, nær beslægtede med hvad vi her have fremsat, vil man iøvrigt ogsaa finde i Hering's Afhandling: «Zur Theorie der Vorgänge in der lebendigen Substanz» !). Ved hans Betragtninger spille Begreberne «Assimilirung» og «Dissimilirung» en noget lignende, vel endog mere omfattende Rolle end Kondensation og Hydrolyse i vore mere specielle, men til Gjengjæld experimentelt belyste Tilfælde, nemlig med Hensyn til «innere Selbst- steuerung des Stoffwechsels der lebendigen Substanz». Hering’s iser paa dyrfysiologisk Grundlag hvilende — iøvrigt rent abstrakt-skematisk holdte — Udviklinger, kom mig for sent i Hende til at udove nogen Indflydelse paa de her fremsatte Anskuelsers Fremvext; men med Glæde indrommes hans Prioritet paa hele dette Omraade; det bedste ved Sagen er, at forskjellige Udgangspunkter og forskjellige Veje have fort til lignende Anskuelser. Ogsaa hos Pflüger?) samt i Detmer’s®*) saakaldte «Dissociationshypothese» findes Lig- hedspunkter med vor Opfattelse; hos disse Forfattere er dog, saa vidt vi se, Regulerings- Begrebet, der for os er Hovedsagen, ikke eller dog neppe antydet. Vende vi os sluttelig atter til de her interesserende Æther-Virkninger, saa synes det, nermere beset, berettiget at karakterisere dem som Forstyrrelser af Reguleringen i Stofskiftet. I en folgende Afhandling ville tilsvarende Virkninger paa Vextfenomenerne blive paaviste, og forst derpaa vil Sporgsmaalet om de anæsthetiske Midlers primere Virkning paa Protoplasmaet lejlighedsvis blive berørt”). Hvorledes iøvrigt Tillobene til en nærmere Forklaring af disse Stoffers stærkt fremtrædende, reguleringsforstyrrende Indflydelse ville falde ud, saa er det her foreliggende Arbejde forhaabentlig et nyt Exempel paa An- vendeligheden af den Methode, hvis Princip er at forstyrre — midlertidigt eller for stedse — Organismernes Ligevægtstilstand, for ved selve Forstyrrelsen at belyse de normale Tilstande. Det er jo ogsaa ud fra dette Princip, at man mere og mere indser Pathologiens Betydning som Led af Biologien. 1) I «Lotos» Bd. 9, Prag 1888; her ogsaa Angivelse af denne Forf.'s ældre Arbejder. Skriftet blev mig først under Nedskrivningen af nærværende Afhandling tilgjængeligt (ved Forfatterens Velville). ) Ueber die physiologische Verbrennung (Pflugers Archiv f. d. ges. Physiologie, Bd. 10; 1875, S. 251, sml. S. 343). Vergleichende Physiologie des Keimungsprocesses; Leipzig 1880. Derfor angives her ikke Litteratur vedrørende denne Sag. 2 L CI ma 392 120 e. Sammenfattende Tilbageblik. Som Resultat af Undersøgelserne fremgaa følgende Hovedsætninger: 1. Fra Moderplanten løsnede, umodne Frø ville under Eftermodningen først formindske deres Sukker- og Amid-Kvælstof-Mængde, derpaa atter svagt forøge disse Stoffers Mængde og da en Tidlang i saa Henseende beholde omtrent samme Sammensætning, indtil Spiring maatte medføre nye Stofskifte- og Stoffordelings- Forhold. Det samme gjælder hvilende Planteorganer, m. H. til hvilke det turde være en gammel Erfaring. 2. Der er hos de modnende Frø, i det mindste hos Byg og hos Ærter, konstateret Tilstedeværelse af proteolytisk Ferment-Evne, samt endvidere fundet inverterende og sukkerdannende Ferment-Evne. Der er altsaa hos modnende Frø paavist eller dog sandsynliggjort Tilstedeværelse af mindst tre forskjellige hydro- lyserende Ferment-Evner. 3. Ved Ætherisering af modnende Frø eller hvilende Organer iagttoges følgende Forhold, vedrørende de kvælstofholdige Stoffer (om Bladgrønt se S. 79): a. Ved meget svag Dosis aftager Amid-Kvælstoffets Mængde hos mod- nende Frø stærkere end uden Narkose; ingen karakteristisk Eftervirkning er set. b. Ved middelstærke Doser sker en Forøgelse af Amid-Kvælstoffets Mængde; under Eftervirkningen aftager dog Mængden paany. c. Ved stærkere Doser sker der en stærk Forøgelse af Amid-Kvæl- stoffets Mængde, ikke blot under selve Narkosen, men ogsaa under Eftervirkningen. d. Meget stærke, dræbende Doser giver en ringere Forøgelse af Amid- Kvælstoffet end de stærkeste taalelige Doser, saavel: under som efter Narkosen. 4. De kvælstoffrie Stoffers Forhold ved Ætherisering var følgende: a. Meget svage Doser paaskynde Sukkerformindskelsen hos mod- nende Frø. b. Middelstærke og stærke Doser hæmme eller ophæve Sukker-Formind- skelsen hos unge Frø, og medføre, hos ikke altfor unge Frø, en især under Efter- 121 393 virkningen i Øjne faldende Sukker-Forøgelse. Hvor der ogsaa uden Ætherisering foregaar en Sukkerforogelse ved Henstand, paaskynder Ætherisering — især under Eftervirkningen — denne Proces i høj Grad. Ogsaa hos Crocus-Knolde, hvor 5 is} 7 Ætherisering stedse har medført en stærk, endnu ikke forstaaet Sukker-Formind- skelse under selve Narkosen, sker der, som Eftervirkning, en livlig Sukkerdannelse. c. En virkelig «Tilbagegang» 1 Sukkermængde under Narkosens Efter- virkning, saaledes som typisk for Amid-Kvælstoffet (sml. 3 b.), er aldrig funden. d. Meget stærke Doser kunne, enten allerede under Narkosen eller først under Eftervirkningen, have en relativ Nedgang i Sukkermængde til Folge. 5. Det kan da siges, at Modningens Stofskifte, som normalt er karakteriseret ved en overvejende Kondensations- Virksomhed, kan vendes helt om under eller efter en passende stærk Ætherisering, saa at altsaa de hydrolytiske Processer nu over- veje, saaledes som typisk for Spiringens Stofskifte. 6. Aandedrættets Forhold ved Ætherisering er følgende: a. Under selve Narkosen have de eftermodnende Frø enten ikke vist nogen synderlig forandret Kulsyre-Udskilning (svag Nedgang 1 alle Forsøg med Lupiner og hos de yngste Ærter; svag Forøgelse hos de yngste Bygprøver), eller et meget tydeligt Plus (ældre Ærte- og Bygprøver ; ligesaa Log og afskaarne Pilegrene). b. Som Eftervirkning er der altid — hvor ikke skadelig stærke Doser have virket paa Plantedelene — iagttaget en oftest stærk Kulsyre-Forøgelse. 7. Efter Beskadigelse af forskjellige Organer er der hos disse fundet en stærk Forøgelse af Amid-Kvælstoffets Mængde; ved svagere Ætherdoser ned- stemmes denne Amid-Dannelse kjendeligt. Dette er en ny Støtte for Antagelsen af en Saarpirring. 8. Ætheriseringens her omtalte Virkninger ville for en væsentlig Del, ganske særlig for de kvælstofholdige Stoffers Vedkommende, kunne føres tilbage til en forbigaaende eller vedvarende Nedstemning (Ophævelse?) af Kondensations- Virksomheden. For de kvælstoffrie Stoffers Vedkommende er endvidere en Førøgelse af sukkerdannende Ferment-Evne ikke usandsynlig. 9. Som et i Øjne faldende Resultat") af Forsøgene fremtræder Hvilens Op- 1) En Redegjorelse for de Praxis interesserende Sider af denne Sag findes i »Gartnertidende» "/3 1897. 394 122 hævelse efter Ætherisering, f. Ex. hos Pilegrene og visse Fro. Denne Sag, som er gjort til Gjenstand for indgaaende Undersogelser, vil i en folgende Afhandling nærmere blive belyst. Forst i Sammenhæng hermed ville de Momenter af de her foreliggende Forsøg, der berøre Theorierne om Hvilens Natur, blive betragtede. Paa dette Sted kun den Bemærkning, at vi ikke kunne slutte os til Müller- Thurgau’s Ideer om Hvilens Iværksættelse og Ophævelse. 10. Derimod have vi adopteret Müller-Thurgau’s Anskuelser om sam- tidig Sukker-Dannelse og Sukker-Kondensation hos hvilende Organer; og denne Anskuelse have vi udvidet til at omfatte ogsaa modnende Organer, samt til ikke blot at gjælde Kulhydraterne; men ogsaa de kvælstofholdige Stoffer, altsaa, om man vil, Stofskiftet som Helhed. Det næste Skridt vilde her være at belyse Spirings-Stof- skiftet, hvor vi tænke os lignende Forhold, kombinerede med de ved Spirings- processens livlige Væxtfænomener givne, forandrede Betingelser. 11. Vi antage da, at der i det mindste hos modnende og hvilende Organer samtidig foregaar paa den ene Side en (stødvis iværksat?) Kondensation af Sukker og Amidstoffer, paa den anden Side en stadig Hydrolyse af Polysaccharider og Æggehvidestoffer, og at der i disse antagonistiske Processers efter Omstændighederne vexlende Intensitet ligge Momenter af stor Betydning for Stofskiftets Regulering. Denne Antagelses Rigtighed er dog endnu ikke sikkert bevist. Muligvis bør man her kun regne med de paaviste antagonistiske Evner, hvoraf da snart den ene, snart dens Modsætning for sig alene bliver virksom, og ikke, som vi gjøre, med samtidige (resp. periodisk samtidige) antagonistiske Virksomheder. 12. Vore theoretiske Anskuelser, som iøvrigt finde Støttepunkter i Morat's og Hering's Skrifter, have da væsentlig kun Betydning som Arbejds-Hypotheser, der forhaabentlig ikke ville vise sig ufrugtbare. Den kgl. Veteriner- og Landbohojskoles plantefysiologiske Laboratorium. April 1897. + Undersogelser over Reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rekker og Integraler. Af Dr. Niels Nielsen. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII, 6. Kobenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer). 1898. Ve RN Bu . = | | \ WE. h ral eae AP PRET > = QI 7 D Ma , a CT 4 in Lea aie. Diam Nan rer ah ‘OL pen en, ia ME > Bi ors) ‘nen ile Ane Sve Fay à i Add Ag wurd ut SN non 4! Meier D Re RSERDEER: PR tte ods. (oy Re hg à sb Vale hotel HE Te Nés at a fea ey Ke ‘re ie NDR) ws AS. LOUE A6 tt ie ay! I ©) : TT TNA Oli eo 8, PEN tp BEN Rn Far, er) A) uud La fic Ses Sa! < Le AGE nei Ae bi Sad CAT SPP vig abe Nie ts ies ie tina a om ral KS ÉTÉ CS jp ds DAT? » RAT ‘AUS (ALP Peres ae Die A) nec ah ds Tin NE Saher er FRE Wine are TAPANT ET. © ¥ ' is (Aldis ALU fod > tient; à ery nam, VOR ‘hits WER si IV Uden is = ye) Se as ‘ie aN A, Pat 2 = ei Di nm x LA pert aes Bx io’ See the Fan. LR | an TR ee A Ne nd à we væ ink NER Ze rs slice olsen FR = su at sr “A was Lorelei: a, 441 AS ds ‘ u m DAMN i | =i VND TED Soret 0 ivdioniitcd Wa tant eu = Bue) Indledning. Vi forudsætte i det folgende Mærketallet # positivt, helt og indføre Betegnelserne Vo Y = © Er > 1 ges > nes a yn? 4 + 1"? y=1 vy=0 Y = © Y = © are: wel AAL Soe É PS SØER (2 +17? v=1 y=0 saaledes at vi i de to første maa antage n > I, medens vi for a, og r, faa i det folgende bruge vi derfor saa at sige udelukkende Tegnet o, i Stedet for det noget vidtloftigere log 2. Da man uden Vanskelighed beviser Formlerne 9n—1 gn 2 1 Teer 10h In = on 9 ™ MA, ere s, og fn overflødige i teoretisk Henseende. Vi have da ogsaa kun indført disse Rækker for at simplificere Formlerne. Det er bekendt, at Rekkerne s, spalte sig i to skarpt afsondrede Grupper, efter- som n er lige eller ulige, idet vi for de forste have Ligninger af Formen Aaris 2n « Son == OnS2 == EnT , hvor dn 08 én ere rationale Tal, medens man, saavidt jeg ved, intet kender til Naturen af Rekkerne S»11. Rækkerne 72144 have lignende Egenskaber som Sox, medens man intet ved om Tan. Aarsagen til denne vor Viden om So, 08 œn+1 bunder i det Faktum, at disse Tal ere Udviklingskoefficienter i Potensrækkerne for zcotza og msecza. 51* Det er verd at legge Merke til, at der findes en lignende Spaltning af de Dobbelt- rækker, der indføres ved p-Funktionen. Alle disse Summer, der have lige Exponenter, reduceres til dem, der have Exponenterne 4 og 6, medens intet tilsvarende kendes om Dobbeltsummerne med ulige Exponenter. Maalet for de Undersøgelser, hvoraf et Brudstykke meddeles i den folgende Af- handling, var blandt andet det at trenge til Bunds i Sporgsmaalet om Naturen af Rekkerne Santi OS Ton. Det laa da nær at forsoge paa at bevise den bekendte Formel 2n +1 2 Son — S2S2n—2 + Sm at" Sap Son—2p + +++ Son_2 82 (a) direkte ud fra Definitionen for sm, uden at ty til de trigonometriske Funktioners Egen- skaber, hvilket atter naturlig maatte fore til at multiplicere to vilkaarlige af Rekkerne sm, S, og de analoge, en Undersøgelse, der gennemføres ved de ny Rækker Y = © : 1 1 | i | 1 | | 1 mn = > ym Ve I gn | Qn ; Cae 7 v=2 a. oe are ml i= | == ooo > as In Tg | m (—1)” 1 | 1 l I | 1 med er ar ar ee) ea ip dn > ym (op | Qn * Hm) hvor vi altsaa for de to førstes Vedkommende maa antage m >1. Ad denne Vej faar man et simpelt Bevis for (a), ligesom man faar Midler til simple Beregninger af Summerne S2Sn—2 + $3Sn—3 + Ze + SpSn—p | Er Sn-282, og analoge; men det er ikke lykkedes mig at bevise en til (a) svarende Relation for Rekkerne Sons. Til ganske de samme Resultater som ved denne rent numeriske Metode kommer man ved Anvendelse af de Jacob Bernoulli’ske og analoge Funktioner, eller ved Rækkerne Qm,n og 2'm,n, der ere nærliggende Generalisationer af Cm,1 08 7m,1, 0g som have en Del ejendommelige og simple Egenskaber. 5 399 De samme Resultater kunne endelig ogsaa, hvad jeg ikke her i denne Afhandling skal opholde mig ved, findes ved Anvendelse af visse Fakultetrækker, der ere dannede ved en Generalisation af Schlåmilel'”s Metode"). Alle disse forskellige Fremgangsmaader briste imidlertid overfor det samme Problem, nemlig Summationen af Rækkerne Y = © for n> 3. Hr. Direktor, Dr. Gram, hvem jeg herved bringer min forbindtlige Tak for de nyttige Raad og Vink, han har givet mig under Udarbejdelsen af denne Afhandling, hen- ledte min Opmærksomhed paa Rækken Lie) i Art. 8 og paa Rækker, hvis Led ere visse Exponentialudtryk. Det er imidlertid heller ikke lykkedes mig at naa til noget Resultat ad denne Vej. Da a, indgaar i flere andre af mine Undersøgelser, har Dr. Burraw beregnet mig den efterfølgende Tavle over Summen af @,, Gy, @3,..-We4- Medens Sporgsmaalet om Naturen af Rekkerne s, altsaa endnu er aabent, ere disse Rækker ved Stiltjes’s Tabel?) os, i numerisk Henseende , lige saa bekendte som f. Ex. Kvadratrodderne af de hele Tal. Af den Grund betragter jeg i denne Afhandling en Rekke som summeret eller et Integral som fundet, saafremt Udtrykkene for dem alene indeholde x og de reciproke Potenssummer op. Ved de i det foregaaende omtalte Metoder er det lykkedes mig at komme til en fuldstændig Afslutning af Undersogelsen over Integralerne Tr Tr Tr 2 (ter log” cosg log? singdg, v0 Dy a fer log? cosgdg, [oe cos ¢ log? singdg, 0 0 som jeg er bleven fort ind paa i mine tre tidligere Arbejder «Sur la transformation d’une intégrale definie»®), «Sur la sommation de quelques séries»*) og «Théorème sur les inté- grales etc.» À). Det vil vere tilstrekkeligt her i Indledningen blot at nævne den ejendommelige Homogeneitet, der gaar gennem alle Formlerne, baade for Rekkernes og Integralernes Vedkommende. 1) Sitzungsberichte d. K. Sächsischen Gesellschaft der Wissenschaften, 1859. Zeitschrift für Mathematik und Physik, Bd. IV. 2) Acta Mathematica, t. X. 3) Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1896. 4) Ibid., 1897. 400 6 Forste Afsnit. Om Rekkerne ¢,,, og de analoge. Ik Rekursionsformler for s, 0g on. 21. Udvikling af Produkterne 5752, Smon 08 OmOns 1. Hvis Merketallene m og n begge antages større end I, ere Rekkerne sm, 5», Gm 08 om alle ubetinget konvergente, saa at vi tor multiplicere to vilkaarlige af dem paa sedvanlig Maade. Vi ville nermere betragte et af de derved fremkomne Produkter, f. Ex. y=o 1 1 1 SmSn = {mi = ne pe ir } Sms 2 (rer | Im (y — 2)" I I 5) (a) VE For at ordne Leddene paa højre Side i (a) dele vi dem i tre Grupper, nemlig: ore 1 ym yn? y = 1, 2, 3, > LÆ I 1 2° ym Le Qn | j vr 7): y 2, 3, a ) bird 1 1 3° Er Mom I ir): Yi — 2, a whe oe hvilket er tilladt, da Rækken paa højre Side i (a) ogsaa er ubetinget konvergent. Saaledes faa vi altsaa Formlen SmSn = Smin + Cm,n En Cn,m- (1) Paa lignende Maade faa vi endvidere de to analoge Formler SmOn = Omtn-t- mm — n,m) (1°) Om On Sm-+n On n On, m» (1) I (1) tør ingen af Mærketallene være I; €»,1 kan saaledes ikke indgaa i en Ligning af denne Form, skønt vi senere skulle vise, at netop denne Række bliver af stor Betydning ved Undersøgelsen af Produktet sn Sp. 1 401 2. Da s, er ubetinget konvergent, tor vi paa sædvanlig Maade udvikle Produktet Sn 61 +), hvorved vi altsaa faa vo , be I 1 ASE Ja ? (2) we a> (4 pa. 4 RE) B ys Da Rækken paa højre Side i (2) imidlertid kun er betinget konvergent, maa vi endnu be- vise, at vi uden at forandre dens Sum kunne ordne dens Led, som (1‘) fordrer det. o»41 og d„,ı ere ubetinget konvergente, saaledes at (2) altsaa kan skrives som v=» A Sn O1 — Gnai— ni = > REN lo | ede (8°) On 01 n+1 ny = vær || (y —2)-2" io I yte (=) 7 É y=3 9 x Tor hvor e skal vere 1 eller 2, eftersom » er ulige eller lige. Ordne vi nu Leddene paa højre Side i () efter Loven ater ela, eid Seen 1 = — ++ | Sahin rs 91” | 3 Ir | x) | y (7 I Qn | | = | I ; (7) se vi, at vi paa denne Maade faa alle de første Led i (9) med, saaledes at vi, ved at stanse (y) ved det v— 1 Led, kunne vælge v saa stor, at Summen af alle de tilbage- blivende Led i (f‘) bliver mindre end enhver nok saa lille Størrelse. Da 71, endvidere er konvergent, se vi altsaa, at (1‘) gælder form > 1, n — 1. 3. Ved Metoden i Art. 2 se vi ligeledes, at (1“) ogsaa gælder for m > I, n= I. Tilbage have vi altsaa kun at undersøge denne Formel for m = n — 1. Schlömileh hævder ganske vist baade i Ord og i Gerning?), at den sædvanlige Multiplikationsregel kun tor anvendes paa uendelige Rekker, hvis Led have vexlende For- teen, naar de positive og de negative Led for sig danne ubetinget konvergente Rekker. Uden at ty til de almindeligere Metoder?) beviser man imidlertid let direkte, at of tor ud- vikles efter Cauchy's Regel”), og at det samme er Tilfældet med 6, hvor n er positiv, hel®). Og man ser da paa samme Maade som for, at (1) ogsaa gælder for m—n = 1. 4. For m =n faa vi af (1) og (1“) henholdsvis 2 En,n FE I (Sn — Sen), (2) 2 On a= 4 (Son — On) (2‘) 1) Mertens, Crelles Journal, Bd. 79, Pag. 182— 184. *) Schlömilch, Compendium d. höheren Analysis, Bd. I, Pag. 190. 3) Pringsheim, Mathematische Annalen, Bd. XXI, Pag. 327—378. 4) Pringsheim, loc. cit. Pag. 358. 5) Florian Cajori, American Journal of Mathematics, Vol. XVIII, Pag. 201. For n = 1 faar man endelig af (2‘) N 1 2 T 1 OF AE - Gi) = 12 9 log? 2, (2“) z der ogsaa let kan bevises ved Anvendelse af visse Fakultetrækker. Endelig skulle vi senere Formlen (2“) kan endvidere udlede den samme Formel ved Hjælp af bestemte Integraler. udledes af en Gruppe Formler, Schaeffer har givet i Afhandlingen: «De integrali ete.»'). 2 2. Anvendelse af Lagrange’s Dekompositionsregel. 5. For nermere at undersoge Afhengigheden mellem de reciproke Potenssummer Sn Og on og de andre numeriske Rækker, vi have indfort i Art. I, ville vi anvende La- grange’s Regel for Dekomposition i Partialbroker?), idet vi gaa ud fra Formlen 1 P=p-1 | pact ye pe EPA) = > alt 2 (a) ap (© — a)! a1 ! Gath gp—P Pt! aft? (¢—a)t-P p=0 p=0 n og «© — », hvor n og v ere positive, hele Tal, faa vi af (a) Antage vi nu @ = p=p-4 | p=9—1 i pe q+ep—t coh — > Fan) nate yp=P ak Pot | yet? (ne Ad yP (n — v)? p=0 p=0 medens æ — # og 4 — y giver (DS STE TE ny ER | =e ie lees esl ete > (2°) n® (n— v)? AT pP yatP PA | p+0 (mp ye p=0 an 6. Lade vi nu i (2) » gennemløbe Værdierne 1, 2, 3, ..., n—1, faa vi ved at addere de saaledes dannede Ligninger og anvende (a) i Art. 1: P=p-1 P= 9-1 g+P—1) 7, p+p-A | SpSq = > 71 | Co+p,p—p + > PRG rm, Pig > I. (3) p=0 p=0 Paa samme Maade faa vi ligeledes de analoge Formler p=p-1 p= q-1 > +0 -1 > +P-4\ a SpOq = (eget ) 040,10 + Pr |dptpap, pol, (3°) p=0 p=0 1) Crelle's Journal, Bd. 30, Pag. 284. 2) Se f. Ex. L. Sauvage, Systèmes d'équations différentielles lin. et hom., Pag. 176. 9 403 PERS SAS Op Fy = rare + PTR: (3°) P=0 p=0 Formlerne (3) kunne uden Vanskelighed generaliseres paa forskellig Maade. Vi ville imid- lertid ikke opholde os ved at nedskrive de derved fundne Relationer, som vi ikke senere faa nogen Anvendelse for. 7. For vi kunne anvende (8:) til Udvikling af Formler for Cmn 08 Om,» maa vi udskille det sidste Led under ethvert af Summationstegnene paa hojre Side og sammen- trekke disse to Broker. Derved faa vi da paa samme Maade som for p=p-2 P=14-2 = (— 1}? > FE | Cp—p,a+p + 2 ir er ') spe" ern ) (Cp+q—1,1-+ Sp+q), (4) p=0 P=p-2 p=9—2 Op,q = (— 1} > eg ı dp —p.a+p + > if 5 "10940" sell Er (Yp+q—1,1 — Op+a) > (4") p=0 p=0 hvor p altsaa i begge Tilfælde maa forudsættes større end 1. For g — 1 skal den sidste Sum i begge Formlerne udelades. Antage vi i (2) p—1, g>1, faa vi derimod SER Ta1 + (— Id, = 6gù — 3 Say 09-1 4 S S2y41 09-27, (5) y=1 y=1 hvor e betyder 0 eller 1, eftersom q er lige eller ulige. Anvende vi dernæst (1“), faa vi af (5) = = 72,1 + (—1)%09,1 = Hm > Sey 09-41 + > 414 092 + (— 1)? (8941 — 0109). (5) Ve! v4 For p = q= 1 faar man endelig 71,4 + 01,1 —— G2, hvoraf ved (2“) jr == 4 log? 2: (5) Ved samme Fremgangsmaade faa vi endvidere de med (4) og (4‘) analoge Formler P=p-1 Pan 77,0 = (—1)9 (2% 1) Tp—p.a+p + 1 Er) Sp+p* Og—P > (6) p=0 PE DST 7 Ude la Sr) Op—p,atp + rar, P > 1 (6°) p=0 p=0 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 6. 52 404 10 8. Medens vi ved Formlerne (3) i Art. 6 have udviklet Produkterne 5,8, Spaq 08 0,04 som lineære Funktioner af de i Art. I indførte Rækker, have vi ved (4) og (6) kun delvis lost den omvendte Opgave, som vi derfor nærmere maa beskæftige os med i det folgende. Inden vi gaa over til denne vor Undersogelse ville vi dog kort omtale en meget almindelig Generalisation af Formlerne i Art. 6 og 7. Sette vi nemlig for Kortheds Skyld y = @œ (n) y L(x) Fx ER YU DTA NN Ca el ait eg LE kr 25 (v—1p)’ hvor n og p forudsættes positive, hele, faa vi uden Vanskelighed af (2) og (f‘) de to Formler (p) (a) — 5 (rap) Pet? (P+P,q—P) Ib) JE) = > (Fe) Mio) + > (ee) M(x), (7) p=0 = P=p-1 Ve (p, 9) (PP, 9+P) (p+?) (a—P) M(x) = (1) > (3271) M + D(— 1 PET) Lie) Lie). (y p=0 = Endvidere faa vi let den følgende Formel 1 (p) (p) uf (p+9) ‘7, 9) de zn log?! udu = (N! — 1)! (Lie) + Min). (73) 0 (2) L(x) er undersøgt af Legendre), Abel?) og navnlig Schaeffer *), der have bevist flere ejendommelige Sætninger om denne Funktion. Metoden, vi have anvendt ved Udledelsen af (y“), giver en yderst simpel Løsning paa nogle af de Problemer, Smaasen*) har be- skeftiget sig med. 1) Exercices de calcul integrale, tome I, Pag. 244. 2) Œuvres complètes, tome II, Pag. 189. 3) Grelle's Journal, Bd. 30. 4) Grelle's Journal, Bd. 42. TS REN 11 405 2 3. Rekursionsformler for s, og on. 9. Sætte vi i (4) g = 1, faa vi af denne Formel p—1 Ct rn, DIA C2, 1 — 53, hvoraf ved Anvendelse af (1) p—1 1 = + Sp41— 5 > SvSppi-v ; (a) 2 eller Rekursionsformlen p—1 a = P CES lon 2p.4. (7) Af (4) faar man endvidere for 9 = 2, p = 2n—2: 2n—4 0r— (— 1)? (0 + 1) 8042 S2n—p—2— (2 — 2) (Can-1,1 À Son), n> I p=0 der atter kan omformes til n—1 n—2 2 (Con—1,1 + San) = Z'S2y Sop —2y — 3’ Sov41 Son 29 , 1 1 der, sammenlignet med (a), giver den bekendte Rekursionsformel n—1 2n +1 Z'S2y Senay — ee S2n (8) 1 og de reducerede Formler n—1 27,1 = N San +1 — 2 S2y Son— 241 , (9) 4 C2, — 5, n—2 2n—3 1 CE Ste Z Sev4t S2n—2v—-1 7 1 (9°) 1 4 — 75: Udtrykkene for c2,4 og C3,4 ere altsaa, formelt, ret mærkelige; af den første af disse Formler skulle vi senere give meget almindelige Generalisationer. 10. Af (6°) faar man ligeledes for g = 1 dp, p 19 ME Spor — Spur, 406 12 der, ved Hjælp af (1°), giver Rekursionsformlen ? 20, Gp—_vH P Sp41 — 2618+ 2d,,ı, (10) der atter ved (1‘) kan omformes til ? ld PSp41 + 271,p— 20p41- (10°) Sættes dernæst i (6) p— 1, g—?2n—1, faar man endvidere n—1 n—1 y 5 71,221 == 3 + O2v41 O2n—2 4 — I 2 O2v O2n—2v , der sammen med (10‘) giver den bekendte Rekursionsformel n—t 2n—1 > ow G2n—2v — 757 Son — Gon (1 1) 1 og de reducerede Formler n—1 =3 4 2n—1 741,221 = > 2 O2v44 0m wi + OR = —q— Sony 0 (12) n—1 7 Tien —— 2'o21 O2n—2v + O2n+1 — NSenit, 0 n—1 1 vw 1 2n—1 don—4,1 ie Fan on 21 + ist — 2 F2n — 3 Son, | ; (12) n—1 den, | = Tom O2n—2v — 04 San — NSanti. | 11. Formlerne (7) og (10‘) kunne tjene til Beregning af Summerne n—2 n—1 à 7 2 SySn—y, 2 OyOn=y, 2 1 saafremt man paa en bekvem Maade kunde beregne Værdien af C2—4,4 08 71,n—1- Efter en simpel Omformning faar man imidlertid Y=00 | I I 1 Cn—1,1 = > = (u j»—1 In—1 Do ai P =;: hvor Storrelsen i Parentesen under Summationstegnet let beregnes ved Anvendelse af Fakultetrækker. —— en Paa lignende Maade kan Summen ee | | 1 y—l ganske vist ogsaa uden Vanskelighed beregnes med saa stor Nojagtighed, det skal være"); men den lige skitserede Metode er sikkert simplere. For at beregne 71,,-1 gore vi bedst i at anvende en lignende Omformning som ved Cr-1,1, hvorved Mn Der 1 RN. \ Tin FF yr-t ea y+2 yt3 ); yi hvor Summationen nu ligeledes udfores uden Vanskelighed. 12. De to Rekursionsformler (8) og (11) ere som bekendt ensbetydende med Identiteterne z+ x? cot?za = r’cosec?rx, z* cosec*za — —D,xcotxa, af hvilken Grund adskillige Forfattere have beskæftiget sig med disse Formler. Vi ville her kun neyne D. André, der i en interessant Note?) har bragt (8) i Forbindelse med Antallene af «alternative Permutationer» (permutations alternées), idet André ved alternative Permutationer forstaar saadanne Permutationer af Elementerne a,, d,..- an, i hvilke Differensen mellem ethvert Index og det foregaaende er vexlende positiv og negativ. 24. Sætninger om Cm,» og de analoge. 13. Ved den i Art. 9 og 10 anvendte Metode kan man endvidere summere ad- skillige andre af Rekkerne Cm,n og de analoge. Saaledes faar man af (4) for p — 2, g = 2n—1 y=2n—3 2 C2, 2n—1 = > I (v + 1) Sv42" Sony 1 + (2n — 1) (Con,1 + Sent), y=0 hvoraf ved den forste (9) (n +4) (2n —1) n=1 (CRT 2 É S2n4+1— SPV Says) Son av. (13) 4 1) Schlömileh, Compendium d. höheren Analysis, Bd. II, Pag. 98. *) Comptes rendus, tome LXXXVIII, 1879. 408 14 Paa lignende Maade faar man ligeledes af (6) n—1 n (2n — 1) 2n—1 RU ou 5 O2ntı — NV G2y44 Om. (13°) 1 (13) og (13°) kunne generaliseres, idel man paa lignende Maade kan finde Cm,» 08 Ym,n 08 dernæst altsaa ogsaa dm,» 08 Öm,n, naar blot m—n er ulige. Vi kunne imidlertid her forbigaa de dertil nodvendige Regninger, da vi senere ved bestemte Integraler langt lettere ville komme til de sogte Formler. 14. Hvis m—n er lige, synes Summationen af Cm,n 08 7m,n derimod betydelig vanskeligere. Vi faa ganske vist af (3) for p — q —3: 25s = Css + 3042 + 6651, hvoraf ved (1) og (9') C42 = 83 — $863 men videre kunne vi ikke komme ved: disse Formler. For m+n — 8 vil det saaledes ikke vere muligt af (3) og (4) at danne andre Ligninger end 49 205,3 + 5 C6, 2 => 105553 — 7 88. Derimod faa vi den folgende Sætning: . Enhver af Rekkerne emn, Ymn 09 dm,n; der have begge Merketal ulige, er Summen af en lineær Funktion af de tilsvarende Rækker, der have samme Indexsum og lige Merketal, og af et helt Polynomium, der er homogent af Graden m+nio,, 63... Omtn; naar or regnes for at vere af Graden r. Alle Koefficienterne i disse Udtryk ere rationale Tal. Sette vi nemlig i (4) og (6) efterhaanden p = 3, q = 2n—3; p= 5, 9=M—5...; p=2n—3, ¢=3 og for y tillige p = 2n—1, q=1, bevises Sætningen uden Vanske- lighed for Cm,n 08 7m,n- Ved (1‘) bevises den da ogsaa for dm,n- Havde vi i de samme Formler efterhaanden sat p—2, g=2n--2 0.s.v., vilde de derved vundne Ligninger blive identiske med de forrige. Det samme gelder om de Ligninger, vi kunne udlede af (3) og (3”). 15. Ved (1) og (1) se vi, at vi, for at kende alle Rekkerne Cm,n eller dm,» med en bestemt Indexsum, kun behøve at kende dem, for hvilke m >n. Vi ville nu bevise, at Ymn 08 dm,n have lignende Egenskaber. Da det i Folge (1‘) er tilstrækkeligt at undersøge a gaa vi ud fra (3°). Antage vi p+ 9 = 4, begynde vi med i Formlen at sætte p—g — 0 eller p—q= 1, eftersom 4 er lige eller ulige. Højre Side af denne Ligning indeholder da ikke nogen Række y, hvis første Mærketal er mindre end g. Ligningen loses med Hensyn til 7¢,p- RE — CS Dé Se, ere 15 409 Dernæst anvende vi den samme Formel paa op4i 09-1 og finde derved 7y_1,»41. Paa denne Maade fortsætte vi og faa da ved det almindelige Induktionsbevis folgende Sætning: Enhver af Rekkerne m,n, for hvilke m (577) x Cty y v7 D B x 1 Sl) A ED v=0 hvor C er den saakaldte Euler'ske Konstant. Under Forudsætningen |æ| << 1 faa vi altsaa K(i— 2) = 8,2 4,2 +s,®+.... | (al a B(li—2) =o, + 09% + 632? + ..... J Kvadreres dernæst (a), faar man ved Anvendelse af (7) og (10°) henholdsvis Y — © K2(1—-2) = D,K(1—2) —s,—2 > (=) & (14) y — x y y=2 = Tia vi; ua = DK» —2 >" (te +), (a mr y — ZX PR 410 16 hvor vi for Kortheds Skyld have sat 1 1 1 1 Br Sep aoa SMa WANT ip Ved Anvendelse af (10) vilde den sidste (a) derimod have givet Formlen 2 (1—7) = of—s,+ D,K (i — x) — 26, K(1 —x) + 2 > (je, (14) v=2 hvor j 1 1 l — 171 : deg Te oo = I. Af (14°) og (14) faar man da endelig den ny Formel v=o Do : 1 N I Ber S elle 1 2 o, K(1—2) = ger ge À — 7) or: = Its | te I; y=2 Vea der kan opfattes som den til (1) for m — n = I svarende Formel, medens (14) og (14) svare til henholdsvis (1) og (1“) for m — n = 1. 18. De tre Formler (14) ere ganske vist kun beviste under den Forudsetning, at læ|< 1. Man ser imidlertid uden Vanskelighed, at Differensen mellem de to Funktioner, der findes paa hver Side af Lighedstegnene i de enkelte Formler, er holomorf for alle endelige z. Denne Differens maa altsaa vere identisk 0 i hele Planen, da den er det indenfor Cirklen z? + y? = 1. Lade vi i (14) æ voxe uden Grænse, faa vi af denne Formel BE FA Namen tel US | 1 Lim ee a eel > | ere eu à. = 14% n=o +++ =) SNEG SS „a se, El v2 der kan opfattes som den til (1) for m = n = 1 svarende Formel. Af (15) faar man paa samme Maade, idet man erindrer Betydningen af 71,1: v= ! et Van (ri Lai ote ei Lim ap = m a. u ee 5 nn +» le DR er ) > ar 2° 3 I 92 ThA v=2 eller den til (1‘) for m— n — 1 svarende Formel. Ved samme Resonnement kunde man forøvrigt ved Hjælp af Liouville's Funda- mentalteorem bevise (14°) uden at kende (10°). Vilde man derimod sage at bevise (14) og (15) ad denne Vej, maatte man først paa anden Maade godtgøre Rigtigheden af (14) og (15°), hvilket synes at være forbunden med saa megen Vanskelighed, at jeg, i hvert Fald i denne Afhandling, har foretrukket det andet Bevis. (15°) cr. Zu 17 411 Ved Hjælp af Identiteterne 2 K(x) = K(5) + K() — 01, 2 2 Piz) = K(=)— KF) beviser man derimod let paa den antydede Maade den til (14) analoge Formel ye 1 1 1 Al | re). (16) hvor £ er O eller 1, eftersom v er lige eller ulige. Kia) B(x) = — Po) — o, B(x) — 2 y=2 Vilde man søge at bevise de i Art. 17—-18 givne Formler ved Hjælp af Partialbrok- udviklingerne for A(a#) og (x), kunde man ganske vist, som bekendt, udvikle alle de be- tragtede Produkter af to uendelige Rækker efter Cauchy's Regel"); men det synes imidlertid forbunden med betydelige Vanskeligheder at omforme de derved fundne Udtryk, som vore lige givne Formler kræve det. 19. Med en let forstaaelig Betegnelse kunne (14) og (14‘) skrives paa Formen K?(t— 2) = D, K(i— x) —s, —2¥(1—2), \ B(1—x) = D, K(1— x — 20(1—2). j (8) Sette vi nu i (2) 1—x for x, faa vi af de bekendte Formler K(x) — K(1— 2) = zcotzz, A(x) + B(1— x) = zcosec ze de ny Formler Ya) + 7(1— 2) = 2s, — K(x) K(1 — x), (17) P(x) + D(1— x) = Pia) 2(1 — x. (17!) Ved Anvendelse af (5‘) faa vi endelig den til (16) svarende Formel - 3 star OM a 111 ae Sir a Kata = ft + À ee Er] 2 ENG tete ma 20. Sætte vi nu for Kortheds Skyld k,(&) = rl D%" K (2) biz) = ei Di" ß(«) r r— 1)! z 5 r\ = (r—1)! x ) faa vi V0 1 Y= © 1) kr(z) — > ehr’ b-(z) = ey’ (7) y=0 y= hvor vi dog i den forste maa antage 7 > 1. 1) Voss, Mathematische Annalen, Bd. XXIV, Pag. 45. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 6. 53 412 18 Med disse Betegnelser faa vi altsaa, ved at differentiere (14), (14‘) og (16) n — 2 Gange med Hensyn til x, de tre Formler y=>=n—-1 v=o | 1 > tk = min Sa te); (18) y=1 ya by ; A yas 1 1 1 b, (2) b,_, (2) = (n —1)k,, (x) Fa 5 (ea (a 4171 = ge pa): (18) y=1 » v=1 SE Se Aa Nar SEAN 1 k (2) b,_ (7) = Te (n — 1) bn (2) — oa, Dn (2) — 2 (a eh | 4 | 6 | OR i =): (18°) Y= 1 v=2 der altsaa, ved (7) kunne opfattes som meget vidtrækkende Generalisationer af henholdsvis (7), (10%) og (5. 2 6. Rekursionsformler for Rekkerne ¢, og 72. 21. Hvis vi sætte faa vi af (18) og (18°) for =}: v—=n—1 Y = © 1 1 1 1 > en D) == (st +) (19) v1 vai end Al 1 1 1 = (n—l)t, — 2 > a (re = 2 0 (19°) V=1 v=1 Ved gentagen Differentiation af (17) og (17‘) faa vi dernæst for z — n—1 Zi, ton—2y — tar EU 7 (DES (1 — A) ; n—1 — y en 2n—2 = a Ton—2v—1 — Fe av Ton-% — 2(D; “O(1—2))r<3, hvoraf ved Sammenligning med (19) og (19’) de bekendte Formler n—1 n—1 Din Lin In = 2 Toy 44 nm Fans en (20) 22. Af selve Definitionen for 72n,1 08 Oon,1 faar man lea 1 Y2n,1 — Oon,1 = 2 > ! 2 (5 | 7e | Se | ): (a) y Vs) hvor € er 1 eller 2, eftersom » er ulige eller lige. 19 413 Ved Anvendelse af (19) og af Relationerne mellem sp, om 08 tm, kan (a) atter omformes til n—1 n—1 + ’ Q Zen me Don, is (Son H On) 2n On + >: O9, San —2v-H1 Sr 2 Fay 44 S2n—2y , n> 1. (A) 1 Adderes nu (8) og (5‘), faar man — 1 2n—1 iy = 20, Son—2y+1 a 3 S2nti 2g G2n+1 5 ne ; | 1 | (21) Ved Subtraktion af de samme Formler faar man derimod n—1 2n + 1 = 914 O2n,4 = Ton+1 — 2 5 Santi — 0,0, — 20241 S2n—2yy (21 ) der atter ved (1“) giver n—i 2n = gu Mn = Sn Hi + Say San 2 — O2n 1 (21“) Behandles Differensen 722-1,1 — dan—,ı paa samme Maade, bliver den til (2) svarende Formel identisk med (5‘), saa at vi altsaa ikke ad denne Vej kunne reducere Rekkerne Y2n-1,1 08 Oon—1,1 til de reciproke Potenssummer or. 23. Af (18%) faar man for «= 1 y=n—i = — 1} I | 1 J > SyOn—y = (N—1) on — 0, nm — 2 > ES 5 : N 1... =); «+ (7) vie Nr multiplicere vi derimod i (17) med x, faa vi efter at have differentieret gentagne Gange med Hensyn til 2 og derpaa sat æ — 0 Y— n—1 Y= n—1 Y = 00 >. > Ind prod 1 i 2y F2n—24 — Soy44 On - wi == 2 mals 4 W | war | =J4 O1 O2n—1 — S2n, D] S| der, adderet til (7), giver den bekendte Formel n—1 Z Soy O2n—2v == Non — LSon (22) 1 der atter ved Sammenligning med (8), (11) og (20) giver de analoge n—1 i » Soy ton —2y — Nan , (221 1 21 “aa 3 69, ton —2v = (n — 1} tan. (22 ) 1 53* 414 20 24. Sætte vi endelig i (18“) a= 4, faa vi Rekursionsformlen (ato eee I oi (a i meant =: (28) v=n—1 byt, y = (W—1)tr— $6, m1 — ME y=2 medens (17“) paa samme Maade giver Y=-n y=n—-1 Y — © > i (S15 (aa Be bay Tana 41 TT bov Ton—2y == 20) Tant (Qu + 1)?" 9 i 4 ine amet ey v—ål y=0 rl hvoraf ved (23) den bekendte Formel n Ste, Ton—2v+1 => N Toni: . (23°) 1 Ad denne Vej kunne vi ligeledes, hvad vi dog ikke ville opholde os ved, danne Udtryk for de tilsvarende Summer af fovton—2v Og af foyy1Tan-2 1. IM. Undersøgelse af c»,, og de analoge ved Bernoulli’ske Funktioner. 27. Nogle Bemærkninger om de Bernoulli’ske Funktioner. 25. Vi definere de Jacob Bernoulliske og analoge Funktioner ved Ligningerne Deg SE (g) = Cn (g) ) Sn (@) 05 m>0, (a) De On (¢) RE (2), On (0) = Om; i= 0, (a!) Colg) = 3, Sole) = tg øv. a! Selve disse Definitioner vise da, at Con(g) og San+1(p) ere hele Polynomier i @ af en Grad lig Funktionens Index. Derimod blive C2241(9) og S2n(g) transcendente Funktioner af @, der kunne fremstilles som bestemte Integraler. Definitionerne (a) vise ligeledes tydelig Funktionernes Diskontinuitetspunkter, som vi dog her fuldstændig kunne lade ude af Betragtning. 26. En anden og for vor kommende Undersøgelse langt vigtigere Egenskab ved vore Funktioner er deres Udvikling i Fourier'ske Rækker. For at komme til disse Ud- viklinger ville vi gaa ud fra de elementære Formler cos! cos @ — cos 29 + cos3y — ----+-(—1)" *cosno = +1 5 = | cos io . 2n+1 (2) in @ — sin 29 + sin Som NØ — Mo er | sin @ — sin 29 + sin 380 + (— 1)"—* sin ng ee Ni) Em 21 415 Integrere vi nemlig begge Ligningerne (A) fra 0 til 9, hvor -a 1)” OT 24°) v=4 y=1 0 Da Faktoren sec £o i hele Intervallet er positiv og stadig voxende, ser man = den første Sætning om Middelværdien, at Restintegralerne i (24) konvergere mod 0 med = saa at vi altsaa under den givne Betingelse for @ faa Formlerne vo ) vo S,(g) DEN =f, Op) = I rm v1 V=1 1 COS YD (25) y Ved gentagen Integration fra 0 til @ faa vi paa samme Maade de mere almindelige Formler Sule) = NS = ae Calg) = > (Sie ze, (25) a: v-1 hvor —r < p< +7. 27. Paa lignende Maade kunne vi behandle Funktionerne C,(e) = —Cr(z—¢), Sale) = Sn(x—¢), Vi ville dog ikke gaa nermere ind paa dette Æmne, men indskrenke os til at meddele Rækkeudviklingerne Y = Y = © Cale) = > aw, Sale) = > =e, (25) PI | y=1 hvor vi maa forudsætte Oo zn £ Un(e) = > +, 254 ig CET ’ a — (tip Ban hvor O fées Sam 2711 (9) Con 2y (g) > (7) ' H=0 H=—=0 hvor vt — 0. Da S, (gy) ifølge (25‘) er den eneste af Funktionerne Smn+1(p), der for © = x har en fra 0 forskellig Verdi, giver (7) umiddelbart de folgende Resultater, idet m>n: (Oa d2p+1 —, 0, | T m—1> p = n— 1 ; A2p44 — (— 1° a ae ee mtin—1>p>m—1, apı = (-1P (ht) + (6H) Z sem 2; PTA. a lee 2n—1 2m—1 p>mrn—1|l, apy = 0. 29. Af de i Art. 25 antydede Formler for Sig) og Cm(g) og de analoge for Son+1 (©) og Cmlg) kan man udlede en Del andre. Sette vi saaledes i disse Formler e=n, faa vi fire bekendte Rekursionsformler for se, 0g on, der sætte os i Stand til fuldstændig at beherske disse Rækker. Som det er bemærket allerede af Raabe!), staa disse Formler i nøje Forbindelse med Rækkeudviklingerne for zcosec za og xcotzz. Havde vi i de samme Formler sat g = a kunde vi paa lignende Maade finde Værdien af ton+4. For @ == faa vi endelig af de samme Formler 1 1 1 1 l 1 An = 122 32. hp 72 92? ile rear = epV 2 + m, | (26) 1 1 1 l 1 on Bays (2H Qi Repti 7H I ger +: V2- mt, | hvor dp og &, ere rationale Tal. (26) ere udviklede ved ganske andre Metoder af Berger”). Den sidste er for p = 0 allerede funden af Euler). 1) Grelle's Journal, Bd. 42, Pag. 348. *) Sur une sommation de quelques series, Nova Acta Reg. Soc. Ups., 1883. 3) Introductio ad Analysin infinitorum, cap. X. 23 417 30. De Integraler, der indgaa i Udtrykkene for So, (0) og Con44(¢) og de analoge, hindre Dannelsen af tilsvarende Rekursionsformler for Rækkerne se,.; 0g Ten. De omtalte Formler sætte os i Virkeligheden kun i Stand til at finde disse Integraler udtrykte ved reciproke Potenssummer. Ad anden Vej kunde dette ske ved Hjælp af Formlerne logcosio = Ci(g) —5,;, | log sin} p = — Ci (g) — 01, (27) logtg io = —T, (9), | der sammen med Definitionerne (4) kunne tjene til Bestemmelsen af en Mengde Integraler, hvorved vi blandt andet kunne udlede alle vore tidligere numeriske Formler. Af de to forste (27) faar man f. Ex. + gat 2 gu! Cc ] 72 _— — o 1 == IDEE, és. à Qn ayy sees Hide (2n —1)! lp) ag (Qn)! 71? 0 0 i ge! R out 2 on o lodo = —— Qn — 11 °8 ne (2n —1)! (glee On)! 71? 0 0 = | neo (On — a1 Cae TT U" Sonat, VA OT Tr?" Tr2r—2y Eur | v—1 ni 717 De 1) 0 v—i = | (/__ 4 )n—1 On —2y) 1 + Rae Den sidste er, for 7 — 1 og under en noget anden Form, givet af Legendre !). T ? 8: Bestemmelse af | oi C (ç) de og analoge Integraler. “0 31. Ved Anvendelse af den elementære Formel sin mg cos} @ ini sin 2¢ 1 + 2(cosy-+cos2g-+----+ cos(m—1)¢)-+ cosmg, 1) Exercices de calcul intégrale, 5, 61. 418 24 der, som bekendt, under forskellige Omformninger spiller en vigtig Rolle i de Fourier’ske Rekkers Teori!), faar man efter at have anvendt delvis Integration: T T \\cos py logsint}gdg = — Op (28) v0 = hvoraf, idet m>1, Te 4 T (Cm (p) log sin 3 gdp = — > Omti, (29) h 2 T fe m (g) log sin} pdg = — > Sm4t- (29°) vo 4 Da Rækken for C,(g) og Funktionen logsin}g begge ere integrable fra 0 til x, viser en bekendt Sætning?), at (29) og (29‘) ogsaa gælde for m= 1. 32. Formlerne (29) kunne uden Vanskelighed generaliseres. Man vilde opnaa dette ved delvis Integration; men det er lettere at gaa en anden Vej. Af den bekendte Formel a | OR = v, [cosy cos vp dø = Sur 0 | 9 IN PLV; faar man, idet m>1 og n > 1: 7 m 18 2 \ Cn (g) Ch (g) de == \ Of. (¢) Ch (g) dy = 9 Sm-tn y (30) 0 0 wer z fits x \ Cm(g) Cn(g) do == \ Ch (g) Cx (po) dy = 9 Om+n- (30°) 0 0 Paa samme Maade faar man am x \ Sm(g) She ) do = \s Sm(@) Sn (g) de == Gy Smtn > (31) 0 2 IE 7 a T \ Sn (g) Salp)dø = \ Sm (g) Sn (po) de Te OY mn y (3 1‘) vo 0 ~ hvor et eller to af Merketallene ligeledes tor vere 1. Det samme er Tilfældet med de analoge Formler vid TT \ Tn(g) Me (g) dy = (2 (g) Un (g) de = = Im+n» (32) 0 0 <= 0 1) G. Lejeune-Dirichlet, Gesammelte Werke, Bd. I, Pag. 129; Crelle’s Journal, Bd. 4. 2) Ulisse Dini, Theorie d. Funktionen e. reellen Grösse, Pag. 525. 25 419 Den af os lige anvendte Metode ved Udviklingen af Formlerne (30)—(32) er den saakaldte Parseval’s Metode"). Da Parseval imidlertid intet siger om Metodens Række- vidde, kunde man her med Rette afpasse Kronecker’s Bemærkning?) om den saakaldte Laurent's Række: Det kan ikke kaldes nogen Opdagelse at anvende en elementær trigono- metrisk Formel. 33. Ved de i Art. 31—32 beviste Formler kan man udlede en Del andre. Saa- ledes faa vi f. Ex. ved (27) 7 7 TT \ Com(¢) Con (6) log cos 4 g de — fon \ Com (¢) Con (¢) dg + \ Com (¢) Con (g) C\(g) dy ô (a) 2) 0 “0 Da det sidste Integral paa højre Side i (4) let bestemmes ved delvis Integration og ved Anvendelse af Formlerne i Art. 28, faar man ved (30): x m+tn—t T T 20— an Czn(p)log cos 3pdp = — 5 41 S2m42n— o> I 21) Sap+1 Sam+2n--2p 0 p=m m+n—t TC 22 T ||2m+2n—1 2m+2n—1 € Ten) > (2924) 830-41 Som-+an—20 + A, ( cer ) + | Shei san +en+1. (33) P=n Paa samme Maade faar man ligeledes den analoge Formel T m+n—1 T T € | Smale) Santa lp}log cos ;p dep — — > 91 Sempon42 À 5 > (om) Sep+s S2m42n—20 en ~ ~ m+n—1 P=m T > É T a8 2. (#232) S20+3 S2m+2n—2p — re (eas) JE 5) SamL2n 18 (334) p=n I (33) og (33°) have vi dog forudsat m > 0 og n > 0; hvis et af Merketallene er 0, maa den Sum, der bliver meningslos, udelades. Det er aabenbart, at vi paa samme Maade kunne udvikle adskillige andre analoge Integraler, hvilket vi dog ikke her ville opholde os ved. 29. Nyt Bevis for Rekursionsformlerne for s, og on: 34. Ved at anvende delvis Integration paa Y : iP | Son—1(@) Con (g) dg og \ Con (¢) Son+1 (¢) de , (a) 0 0 1) G. F. Meyer, Theorie der bestimmten Integrale, Pag. 364. *) Vorlesungen über Mathematik, Bd. I, Pag. 177. D. K. D. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 6. 54 420 26 der begge let bestemmes direkte, faa vi efter en simpel Mellemregning n—1 n—1 n—1 Con(g) = oon 20% O2n—2y — 2 Svp (2) Szn—2v—1 (9) — 2 Cy (@) Con—2v (gi. (2) Paa lignende Maade faa vi ligeledes n—1 n—1 Cr (¢) = Son — 3 Soy S2n—2y + 2 Savi (g) Sn (g) ap 2 Sev(g) Son _2v (¢), (7) n—1 n—1 n—1 i: 0 = 2 fan ton—2y — 2 U, (@) Usn—2v—1 (6) — 2 Toy (9) Ton 2 (¢). (à) For at reducere de numeriske Led i (8), (7) og (d) integrere vi disse Formler fra O til 7. Ved Anvendelse af (30)—(32) faa vi derved Rekursionsformlerne (8), (11) og den forste (20), medens vore Formler gaa over til n—1 2 Soyit (g) Son—2v— 1(¢) + 36 2». (0) On 2y (g) + Con (g) = a Son » (34) TE n—1 Mn; 2 Usy41 (@) Um (@) + 2 Tx, (¢) Ton—2v (9) = ten, (341 der altsaa kunne opfattes som Generalisationer af de velkendte trigonometriske Rækker for = og 2. For @ == giver (34‘) den sidste (20), medens p =< videre giver den i Sammenligning med (20) mærkelige Formel n—1 n—1 3 Ay Å2n—2v + » Ba Bon—2v—1 —= ns ton. (35) 1 1 35. For at undersøge de med (a) i Art. 34 analoge Integraler ville vi gaa ud fra den elementære Formel COSPY cos3p _ sind cot }y — 2 (sing + sin 26 ++ + sin (p — 1)p) — sinpp og faa da ved delvis Integration Y= p—1 Y = p—1 \sinpetogsin à gdg = Joris: "PP log singe > en N en AN SM hvoraf ved en ny Integration fra 0 til x og Anvendelse af (28) 7 i T mz fi 1 1 1 (1 p sinpy los cos pdg = > ah Es 5 | ae der atter giver de to Formler ae 27 421 vid (os, 19) log cos 5 ode = — 70,Sn — Tai), (36) Cr 7. — lo Sn—1 (@) log cos, ode = — 16, On Ayniz (36°) “0 der gælde for henholdsvis x > 1 og n> 1. Integralet i (36) kan altid bestemmes ved delvis Integration, saa at vi altsaa her have et nyt Bevis for Rekursionsformlen (7). Paa samme Maade gaar det med Integralet i (36°) for lige 2, hvorved vi altsaa paa ny komme til (21). Hvis er ulige og større end I, kan Integralet derimod ikke bestemmes paa denne Maade, saaledes at vi altsaa heller ikke kunne summere Rækken Yan-1,1- 36. Ved at gaa ud fra den elementere Formel >sin2 oe at 1Ptgi.o¢+(—1)P 4 2(sing—sin 2g + sin3g—--- + (—1)?sin (p—1)¢) + sinpe faa vi paa samme Maade som for x le Sn—1(¢) log sin . gdp = To; Sn — dp, = (Sntı + On4t), (37) ce - (es. (g) log sin > øde — TO, On + 7 On, 1 Fe = (Spt + On+1) ; (38) 0 der ved Anvendelse af (1‘) og (1“) kunne skrives som les. (o) log sin . gdg = — = (a1 9) Tin: (37°) T es.) log sin de = len On+1) — Tin: (38°) 0 Ved disse Formler kunne vi ligeledes paa ny udlede Formlerne for d,1, 71,2 og O2n,1, medens vi heller ikke ad denne Vej kunne summere Rekkerne d2,4,1, naar n> 1. 210. Summation af c,, „ og de analoge, naar m—n er ulige. 37. For vi kunne generalisere Formlerne i 29 maa vi bevise en ejendommelig Integralsætning. Vi antage foreløbig m>1 og n>1. Rekkerne C,,(¢) og Clg) og de analoge ere da alle ubetinget konvergente, saa at vi paa sedvanlig Maade kunne multiplicere to 54" 422 hvilke som helst af dem. hvoraf ved (28) 28 Da alle Rekkerrne endvidere ere ligelig konvergente, tor vi omforme Produktet ved Formlerne cosppcosve = + cos(u+-y)y +> cosle —v)e sin py Sin vo = ; cos(u—y)¢@ 5 cos(ut ye, | Y = 0 1 p=v—1 | T laine C,(¢) log cos — = pde = \s. (¢)Snig) log cos - ~¢dg Sj 5 pe (39) | y=2 Rei x k=v/ T aT (cs (¢) Cx (g) log sin — +: do == \öm (¢) Sa (g) log sin À 5 de y—2 pl Betegne vi nu de numeriske Rækker i (39)—(39”) med henholdsvis Ay,n, Ymn 08 Znn, faa vi uden Vanskelighed Hvis m—n er lige, Xi, m+n—1 Yo, mtn = J1,m+n) XG n + N n+1 = SmSn4ti, = Cm+n,1 + Sm+n-+1 5 Imn+ Ya-i,ati == OmOn41) Zn, n + Zm—1,n41 = SmOn41; hist = 6, Smin— Ym+n;1- kunne altsaa alle tre Rækker Xn, Ymn 08 Zmn reduceres til de reciproke Potenssummer s, 0g or. 38. For at undersøge Undtagelsestilfældet i Art. 37 anvende vi Metoden i Art. 31 og faa altsaa ved delvis Integration og ved (28): T \cospe (log sin + 6)? de “0 (40) Fi sys a A ) | ( a a + aR w 12 BR Endvidere faa vi uden Vanskelighed T Nee) log cos + log sin + d (41) 2 29 REP og paa samme Maade som for aT "0 Vi se altsaa, at Formlerne (39) vedblive at gælde, ’ ri SA Er \cos 2nçlog cos 5 ¢logsin> edgy — oF = 1) bit 39 Pie aah: v—2 k=1 | nig) Gn (g) log sin eile —\SuighSuip te log sin — gdp = —— wee > IE x (39) | de 2 2 AR po — pa)" i (419) TO; T = (3 IR: VB I "8n2 Im\1 Dar a naar mM > 1, 29 423 39. Hvis m—n er et lige Tal, kan et af Integralerne i enhver af Formlerne (39) ved Metoden i Art. 33 reduceres til de reciproke Potenssummer s, 0g o,, saaledes at vi faa den folgende ejendommelige Integralsetning: Ethvert af Integralerne à (39)—(39") er, for m—n lige, lig med = multipliceret med et helt Polynomium, der er homogent af Graden m+-n-+-1 ia, ay area Alle Koefficienter ere rationale Tal, og intet Led kan indeholde mere end to Fak- torer Gr. Medens vi saaledes have bestemt Integralerne i (39), naar blot Rækkerne C, (2), Cig) og de analoge enten begge ere rationale eller begge transcendente Funktioner af g; vide vi intet om Integralerne af samme Form, men i hvilke den ene af Rekkerne er elementer, den anden transcendent. 40. Vi antage fremdeles m > 1 og n > 1 og faa da ved Metoden i Art. 37: Tr NE (g) Clg) log cos i g de — = O1 8mt+n— - (Ann + An, m | XG ally (a) "0 ee | 1 T T 7 4 Im (¢) Sn (¢) log cos ia g dg a 15, 2 04 Sm+n A (A An, m XG) n) ; (a ) 0 hvor X,,,, har den i Art. 37 angivne Betydning, og hvor Y = © | 1 1 I en [= 300 = - Am, n > Almen Fy —9) > | Beer v2 saaledes at vi efter en simpel Regning faa Formlen T T | cute) Cn(¢) log cos > gd (g) Sn -1(@) log cos : g do (Sm Sn + Cm, n Cn. m), 0 0 der, efter en Omformning af s,s, ved (1), gaar over til 7 7 : Re (pc) Ca (@) log cos + gdg —\ Sng) S,-1(g) log cos = gde = — = Cm,n — = Smtn- (42) 0 vo = Paa lignende Maade faa vi endvidere de analoge Formler T T mg) Ca (g) log sin — pdg — {su S,—1(¢) log sin = dp = += 8nn—~8min, (42) 0 0 T Ud (a (¢) Cy (g) log sin = gdg — (sue) S_1 (9) log sin > gdg = + = Ym,n-- = aio 422) “0 0) 424 30) Ved at anvende (1‘) og Sætningen i Art. 39 faa vi saaledes af disse Formler den ny Setning: Hvis m—n er ulige, er enhver af Rekkerne Cm,ny Ym,n, dm,n 09 Öm,n lig med et helt Polynomium, der er homogent af Graden mn i Rekkerne 0,03...0m+n. Alle Koefficienterne ere rationale Tal, og intet Led indeholder mere end to Faktorer or. Hvis m—vn er lige, lærer vor foregaaende Metode os altsaa intet om Rækkerne Cm,n Og de analoge. Som Exempel vælge vi C2,…1,2. Af (42) faa vi ved Anvendelse af (33) og (33‘) vn (n + 1) (2n + Dr Con—1,2 = 2y S2y44 S2n—2v + S2Son 1 — aR ar aa cb as Son, v=1 der sammen med (13) giver Con—1,2 À Co, 2n—1 == \S2S2n—1 — 82141) hvilket er i Overensstemmelse med (1): 31 42 ou Andet Afsnit. Om nogle Rækker og Integraler, der reduceres til s, og 0,. IV. Om Rækkerne 9, Ann 08 Zmne 2 11. Definitioner for 2,,,, og de analoge. re 1 ( . . 41. Vi definere Tallene a” ved Ligningerne wo =1, n>0 n @) ( I et), oy on, mn pn, der uden Vanskelighed give den almindelige Formel (2) I @-9 toy bo o, i LM pi w, a ig Oaks (a) hvoraf RAR Lie di 1 my RE. a n! 0.8. v. Skønt Afhengigheden mellem Tallene w” og Fakultetkoefficienterne altsaa er aaben- 8'0 D m bar, ville vi dog foretrække Betegnelsen w”, da vi derved opnaa de simpleste Udtryk for m de Formler, vi i det kommende ville udvikle. Tallene wo ere foravrigt indforte allerede af Schläfli'). 42. Ved Hjælp af (a) beviser man nu uden Vanskelighed Uligestorheden pi ( Opie = wo” 1 idet er tilstrækkelig stor i Sammenligning med p; derved faar man atter 1) Crelle's Journal, Bd. 43, Pag. 11. 426 32 (?) (p) O1 n ar ee Wii te 0, n = © E N hvor ¢ er en vilkaarlig, nok saa lille, men endelig, positiv ægte Brok. Af disse Bemerk- ninger folger dernest umiddelbart Konvergensen af de tre Rekker v=» { (n) [DES = ym Ov ; in >> 5 = n+1 CS i y 1 ‚ (En) Vmn = > m Oye m>1, vyo=nti Y = (n) 1 4 7 er er IE m,n gv ym 7 = y=nti Som Ligningerne > 4 Ami = Cm, 1; mi MN) md vise det, ere 2, og 9», altsaa Generalisationer af de tidligere undersøgte Rækker cm,4 08 ym1- For n — 0 gaa Ann og 2'm,n over til henholdsvis s, og cz. Vi ville endvidere i det folgende bruge Betegnelsen 1 Ent MD. sae . DS ya v=1 43. Af den bekendte Rækkeudvikling ca wo?) log?(1—c) = (—1)?p! > u v=p i faar man dernæst uden Vanskelighed de tre Formler 1 log” (1 — ec) log”e 1— ec de (ean nO ae 0 1 on ) Dog n 9 log ee © de (—1)"® min! Omzı,n, y= ™m 0 1 z m—Y log”(1 —c)log™e un CRC — de = (—1)"™+"m!n! Gy tin, me 1—e (m — v)! "tun 0 vo 33 427 Af de to sidste faar man umiddelbart for m — 0: 9 nen, (43) medens den første ved delvis Integration giver Mn = n+2, M—2 y (44) hvoraf atter de specielle Formler (Oy me AU Gite (44) Symmetrisetningen i (44) er analog med den, Schläfli!) har bevist for visse ende- lige Rækker, der gaa frem efter wo”. 44. Vi ville imidlertid omforme de lige givne Integraludtryk for vore Rekker, idet vi henholdsvis sætte ce — sin’p, ce = tg?ø og ce — sin?g, hvorved zis 2 i — 1jrtrm!n! Ver log” cosg log” sing dg an Imti,n, (45) 0 a 4 —1mtrmIn!, Ver log” COSY log™ tg g de = is Imtnti aa m+i,ny (45°) 0 5 vom mn 5 (—1)"*"m!n! Ore Ver log" cosy log” sinpdp = —— ayaa — (may i Stes (45) 0 v=0 i der skulle tjene os som Udgangspunkt ved vore kommende Undersøgelser. For n—=0 give de tre Formler (45) henholdsvis 5 : (— 1)” m! tgo log” sinpdp — omer SnH) (46) 0 = 4 (— 1)” m! \ tg g log” tg g do = omit Om+1, (46°) 0 T == yom 4 m—v mae (— I” m! (4 ; (Vier log” sinp dø 9mH1 > (m = y) | Ay, (46°) 0 y=0 der ligeledes senere skulle blive os til Nytte. 1) Crelle’s Journal, Bd. 43, 1852, Pag. 18. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 6. 55 428 34 2 12. Summation af Lynn: 45. Ved Hjælp af Formlen 4 for (1 FE de — B(a,y) 0 faa vi af den forste i Art. 43: (— i) are UP = (DE DE B(x, Yo 15 (47) m\n! der setter os i Stand til at summere Rækken 2,,,, ved Metoden, jeg har anvendt i Af- handlingen «Théorème sur les intégrales etc.» '). Ved den i 2 5 benyttede Funktion K(x) faa vi nemlig efter at have anvendt loga- ritmisk Differentiation: D, B(x, y) = B(x,y)(K(a+ y) — K(y)). (a) Differentieres nu (a) gentagne Gange med Hensyn til y, faar man, ved en fra Differential- regningen bekendt Sætning, Formlen m—2 D, Bia, y) = B(x, i ( 2 (8) Any a+) > (48) 0 hvor vi have sat a = K(x+y)—K(y), Ar = Da, (48°) og hvor Polynomierne A, dannes efter Loven a) AS D (48°) A, = D, Ars + (r—1)a, Ape. 46. Inden vi gaa over til en videre Anvendelse af Formlerne (48), ville vi forud- skikke nogle Bemærkninger om Polynomierne 4,. Af (48°) se vi strax, at A, bliver homogent af Graden r i @,a@,...@r4, naar am regnes for at vere af Graden m—+1. Alle Koefficienterne i A, ere hele Tal. Endvidere beviser man let de folgende Sætninger: jo Af Led i A,, der kun indeholde en Faktor a4, er der kun @_4. 2° Leddene, der have Formen a„a,, blive y=r—2 = > (5) dr_y—1 Iy-1- v=2 !) Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1897. 35 429 3° Leddene, der have Formen 444,49, blive I r! Å 3 ï NPA dy,1 Ay, Ay,— > DR 1: Ya! Va! hvor de positive, hele Tal v,, v,, vg alle skulle vere større end I og kunne antage alle mulige Verdier, for hvilke v, +, 4v,=r. Disse Setninger kunne uden Vanskelighed generaliseres, hvilket vi dog ikke her ville opholde os ved. 47. Differentiere vi nu (48) m Gange med Hensyn til æ, og sætte vi derpaa z—=y-—Ht, faa vi den folgende Sætning: 2 Vlog cos¢ log"sing dp “0 bliver lig med = multipliceret med et helt Polynomium, der er homogent af Graden m--n À 04, 09, O3... Omtn, naar or regnes for at vere af Graden r. Alle Polynomiets Koef- ficienter ere rationale Tal. Her have vi altsaa bestemt den ene af de Klasser af bestemte Integraler, jeg tidligere har behandlet i min i Art. 45 citerede Afhandling. Bierens de Haan!) har af Integraler af denne Form kun det, der svarer til m— 0, n—2. 48. For at summere Rekkerne 2,,, sætte vi i (48) y= 1 og betegne de Verdier, som a og dr antage for denne Verdi af y, med henholdsvis v og vr, saaledes at man allsaa faar % =v = K(e«+1)—K(l) = —s,2+8,2?—s, 029+... or = KOe+1)— KO) = (Mr (TE) sea (+), hvoraf for æ — 0: (Ur) a 0, r= 0, Ie 2; 3, a on | (D er) == (5 1)? (p +r)! 5441, a, 0, 1, 2, 3, OR p10: (49) aeg UE Reside De) ype Eredar. Betyder endvidere V, Værdien af A, for y — 1, faar man af (48) y= m—2 1 1 a (u — ce) 1 log” ede = 4 > (7) Pm—v 0 + . £ (50) = 1) Nouvelles Tables d'Intégrales définies, Pag. 169. 430 36 Da Nævneren x paa højre Side i (50) kan bortdivideres, tor vi altsaa i denne Formel differentiere et vilkaarligt Antal Gange med Hensyn til x og derpaa sætte x = 0, hvorved vi faa den folgende Setning: ela (— 1)™+"+4(m — 1)!2! Ann = online log” cos¢ log” ‘sing dg , 0 hvor m maa forudsettes storre end 1, er lig med et helt Polynomium, der er homogent af Graden m+n i 84, 83, ... Sm+n, og alle dets Koefficienter ere hele Tal. Det er verd at legge Merke til, at log2 ikke indgaar i Udtrykket for dette Integral. Ved den lige beviste Sætning have vi altsaa ogsaa bestemt den anden Klasse af Integraler, der omtales i den nævnte Afhandling. Bierens de Haan?) har af Integraler af denne Form kun det, der svarer til m — 1 og n lige. : 49. Formlen (44) i Art. 43 viser, at vi, for at kende alle Rekkerne Qn», kun behøve at kende dem, for hvilke m >n. Efter denne Bemærkning ville vi anvende vor almindelige Metode til Bestemmelse af nogle af de simpleste af Rækkerne Øm, n. n — 0. Ifølge (49) er det aabenbart, at alle Led paa højre Side i (50), der inde- holde mere end en Faktor v, falde ud, saa at man faar On, 0 = Sm. n—]1. Alle Led, der indeholde mere end to Faktorer v, falde ud. Vi have altsaa kun tilbage for æ — 0 at bestemme Værdien af y—m—3 D, (= Ron +) oot D,v, A (m— 1) = D,v. ES Ved (49) faar man strax v= m—1 Ama = Sn Sy Sm—v+1 > + y=2 saaledes at vi altsaa her have genfundet Formlen for €»,1. 1) Nouvelles Tables d'Intégrales définies, Pag. 442. 37 431 213. Sætninger om 2, og D'une 50. Man faar ved at anvende delvis Integration og dernæst i det ny Integral sætte z_-¢ for @: T T 4 n+1 2 E (— DIE y \tee log"? cos¢ log” sing do = as =, pi + - FF ae = = \'eptog- vi sing log’— ‘cosy do, T hvoraf ved (45): 5 T ("Ne zy log" cosg log” sing dg + (lue log’ cosy log" "+! cosy dg a en 0 ules: DE GE ln In! N JE 1 ( y er I IH n—y+2, y—1 5 som vi i det folgende skulle anvende paa forskellig Maade. Sætte vi i (51) n = 2m—+1, —= m1, faa vi Tr [i agen (m --1)!m! \'s¢ log” cose log +! sing do = Qn+2 (Im HE 9) us 92m+3 - Amt, my (52) saaledes at Integralet paa venstre Side altsaa kan reduceres til de reciproke Potens- summer 97. 5l. Ved at gaa ud fra Identiteten log tgg = log sing — log cosp og derpaa anvende Binomialformlen faar man af (51) T 4 —2 2n (2n — tite (4 alte p log" tggdg = — gm He 1)’ 9,42, 2n—y—2 + nom “o EU (a) gån v=2n—2 ig Im. Yan a) (sre) : y=0 En bekendt elementær Sætning viser, at Koefficienten til a, i (a) bliver 0. Erindres (44), er det desuden klart, at den forste Sum kan omskrives, saa at den alene indeholder Qo,on—2, Qs,on—3, ++. Qn+in—1, der alle, undtagen den sidste, ville forekomme to Gange. Ved (46‘) faa vi altsaa den elegante Formel Ven en (53) v2 432 38 hvor Accenten efter Summationstegnet betyder, at det sidste Led skal halveres. Udskyde vi af Summen i (53) 25,2, kan denne Formel ifølge (44‘) skrives som v ent S n > 119, ons = = : (53°) v3 52. Paa samme Maade som i forrige Art. faa vi ligeledes Formlen T og Si ar MEN a a eptogconp + tossingrd op = (— DS ata anti > Qn—v42,v—4 - (8) = Hvis nu f(x) betyder den anden i 25 benyttede Funktion, og g, dannes efter Loven (48), idet (x) sættes i Stedet for a, har jeg i Afhandlingen «Théorème sur les in- tégrales etc.» !} bevist Formlen Tr 4 ER il |isø log cosg-+logsing)"dg = anya (Jn-+4 (1) Se eee) (7) 0 hvor g,(1) betyder Værdien af gr for 2 — 1, saaledes at (2) altsaa kan skrives som yon (— Dr 27H An_v+2,v—i (n+1)! SS Oni), (54) v1 der ved (44) atter kan omformes til Y=n+1 ! gan A nor; = — amt = Sie (54!) v=2 v—_n-+i Q2n Kj 2, on el Qn + 11! Gon+1 (1), (54°) v2 hvor Accenten i (54°) som for betyder, at det sidste Led skal halveres. 53. Ved at gaa ud fra Identiteten log sing + log cosy — 2 log cosg + log tg og anvende Binomialformlen faa vi af (y) og (45‘) den ny Formel von 5 = SØGES Ey —= >> 2 mn + 1)! 1)! (gaps (l) i 12), y—0 1) Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1897. 39 i 433 der, ved (43), atter gaar over til v=n—1 (— 1)” gn De ae nnd, (55) y=0 hvoraf ved (54) den mærkelige Formel Y—n—2 y=n—2 nv = 2 3 VO n—v,y- (56) y—0 vi==10 2 14. Relationer mellem Z,,,, og Ann» 54. Af Definitionen (45“) for Zm,n faar man ved (51) Formlen vn gn v=m om _y gmtn > 1 > 1 1 (n — »)! Z4,mA + (m—y)! nt = m! mn! + Øm+1,n—1 , (57) y=0 v=0 hvoraf en Mengde andre kunne udledes. Vi ville her kun betragte m1, der, ved (43) og (44°), giver min Bat = Says. (57°) y=0 Anvende vi dernest Identiteten log sing — log cos + log tgg, faa vi Tr Tr FE vn ar m log” cos ¢ log” sing de — > (ue log”+ cos ¢ log" tggdg, 0 0 yvoO der altsaa atter kan skrives som sn vn Cae > 1 > on Zu, m > (9 Divs, m+Y 5 123 v= v=0 hvoraf en Mengde andre ligeledes kunne udledes. Saaledes faar man for » = 1 an m m . 8 A 2, (m-+-2)! (98°) For n = 2 finder man paa lignende Maade Z3,m. Fortsætter man paa denne Maade, faar man den almindelige Sætning: 434 40) Zmn er en lineær Funktion af Rekkerne 2,4, r (FBE) Ome, + : Vises) Dm vytntv ti 5 mA 7 (59) LES; y=—=0 hvoraf for m = 1 den elegante Formel y=n—1 Dry, y = Sn — Q'o,n—2. (59°) y=0 Ved Anvendelse af Metoden i Art. 15 beviser man nu endvidere let Sætningen: Enhver af Rekkerne Q’m,n, for hvilken m>n, er lig Summen af et helt Poly- nomium, der er homogent af Graden mn i 04, Go, 03... Omin, 09 af en lineær Funktion af de Rækker ©, der have samme Indeasum og første Merketal mindre end eller lig med sidste. Alle Koefficienterne i disse Udtryk ere rationale Tal. 56. Af (57°) og (58‘) faa vi endelig Formlen = n—Y n-H 04 CA ——— yi, = Sn4+1 | Be a zen — on, (60) 0 hvorved man altsaa ogsaa kan udtrykke Rækkerne a, ved 2 ,. For at opnaa dette vil det imidlertid vere lettere at gaa en anden Vej. Af Identiteten you hl — log(a— 1) +loga = pp: lal>1, v—A faar man ved at dividere med a og derpaa integrere fra 1 til a: y=n—1 Y = © 1 == 0 1 Yi vii) der for «a — 2 gaar over til 8 Y—n—2 Bri > nt ler Tag, >; EN en > Ir. (n—1)! Sa 1)*( y )log’a tees 1 da un, vy” a n! log a iF ie Sn—y log’a, (a) 41 435 v=n—i 5 1 : Ad | Å y=n-+2 y 5 log" -1(1 +a) (— 1} Fi) au © a a eed alee la = eel NE n D at > | GA) vl(n—y—1)! a da = be 3 | i i lc v=0 0 v=0 hvoraf den søgte Formel zu rig 1 60! An = ni 0; 5 \= ) Sl 2, n—v—2 + (— ) ure ( ) v=0 v=0 57. Setter man i (60) #7 — 2 og n=3, faar man henholdsvis CTS Aou ee de = 19 9 08" 2, (61) 1 & 1 a5 aa Az g Sa 191082? rs log? 2, (61°) medens man tillige har a, — 1082; men videre kunne vore almindelige Formler ikke lære os om Rækkerne a,. Formlerne (61) ere paa anden Maade beviste i min Afhandling «Sur la sommation de quelques séries» 1). De bevises ogsaa let ved Fakultetrækker, der imidlertid heller ikke sætte os i Stand til at summere a, og de folgende. Endelig kan a, umiddelbart nedskrives ved Legendre’s Formel?) L®)(x) + L®(1—a) = s,— log# log (1—2), hvor LØ (xz) har den i Art. 8 angivne Betydning. Erindres Udtrykket (5‘) for 71,1, faar man DS ed der kan udledes af en Formel af Oettinger). VR Integraler, der reduceres til 2,,, og Ann. T 215. Om AE) C,(y)dg og analoge. 0 58. Det er aabenbart, at man af Formlerne i 22 8—10 kan udlede en Del be- stemte Integraler af mere speciel Form, og som alle reduceres til z og de reciproke 1) Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1896. 2) Exercices, tome I, Pag. 244. 3) Grunert, Archiv der Mathematik und Physik, Bd. 39. D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Rekke, naturvidensk. og math. Afd. VIII. 6. 56 436 42 Potenssummer o,. Vi kunne imidlertid ad anden Vej komme ikke blot til disse, men til langt almindeligere Resultater. Malmstén’s') Teorem viser, at Rækken Y = © (n—1) log" I +2) — n! > ie > (a) y yon er konvergent for æ — ef, @— + undtagen. Sette vi nu for Kortheds Skyld ( ‚+ log cos $ +i 5) x.($)4 (2), hvor X og Y ere reelle, faa vi af (a) 9 sær ot) An (5) = n! 2 (al gag = COS yo, (62) y=n "yao ot) igs ( 5) = 7} > (— NE Oy es Nu sin vo , (62°) von der altsaa begge ere gyldige for —zt ZH 2 = | y—0 | À der dannes af (64), medens man af (64°) og (60°) faar T 5 v=n—1 y 1 = ,9 (2n +3) art jer log sin pdø = miles (— 1) TT. (—1)" mE v0 Ved Metoden i Art. 32 faar man endelig de almindeligere Formler 7 7 a | x, (2) Gt d ÅG) Sød = (11017 Orne, 0 0 T pate dE as 7 (x. Bde = (rt) Sr(ø)dp = int, Ør41,n—1) hvoraf man kan udlede en Mengde mere specielle. >| A 2 16. Bestemmelse af (er log? cos ç do. 0 62. For den videre Anvendelse af (69) gaa vi ud fra den bekendte Identitet In Zn Zen — ey go? T 3 2 > (iat) meatus Cm! Ant! Co), ial der er gyldig for -a0 Anti l= (—1)"— (= 1)” — | Pant, m—1 i | ae > In — 9 it , _ (an Qy +1) n >0 (70) enti Å2n+1,0 = (2n +1)!’ A,m=0, m>0. For de kommende Anvendelsers Skyld ville vi her meddele folgende specielle Til- fælde af (70): 3 Agyness m. EN (70) A > age url En, 71 2n+1,2 — (a) On—2% Et) 241,1 « (71) ' me 2y+1 | Anti, = (—1) (yay ay) Ot" | (72) va Az, = —78, Ası — —7(8283—S5), | À3,m == Ir Qt, 1, \ (73) A3,3 = — 7 (25; — S253). J 63. Betyder nu &„ Værdien af &m, naar z sættes i Stedet for g, faar man af (2) 2n vm fe Em dy = == > (—- 1)” AG, Dans, (7) y=0 der, ved selve Definitionen for &„, atter kan skrives som ele I ‘ Bon+1, m a > 7 le 2 ) Ion, m—2V » (r') v=n hvor DE som sædvanlig betyder 5 ™ eller mn, eftersom m er lige eller ulige, og hvor a pg" log’cos3¢ Tann \ (2n)! r! de Loser man nu (y‘) og de analoge med lavere Merketal m med Hensyn til Z,m og 25) Ten. a = > a, Bonsoy44, m—2y 5 (0) yv=0 de analoge, faar man 440) 3 46 hvor Tallene any dannes efter Loven CT (- 1)" 92» an, 0, a EVE (74) BU Det i (6) fundne Udtryk for Jon,m kan imidlertid ved (7) let ordnes efter stigende Potenser af o,; man faar "pin log” cosip a of (2n)! m) 5 (= A Hinti,m—p , (75) 0 hvor vi for Kortheds Skyld have sat = (3) Fe > a, A2n+2,$1,r-2v 5 . (74) y=0 Saaledes har man altsaa nu Midler til fuldstændig at reducere det bestemte Integral i (75) til de reciproke Potenssummer o7. 64. Sættes i (75) 20 i Stedet for g, faar man T 2 p=m (2n)! m . — 9)! (arte cos ç dg se ( 1)? (7) of Cn_—p, Uran == — Ji RER rs we 0 p=0 der, naar % holdes konstant, kan tjene til en sukcessive Beregning af Integralerne for voxende m. Antager man, at Ipn,o, Ln1, --+ Ion,r alle ere beregnede, behøver man saaledes kun at beregne et nyt Led, C1, for at kende Im.r+1: For at rette en Regnefejl, der har indsneget sig i min tidligere Afhandling «Sur la sommation de quelques séries» 1), sætte vi i (76) n=1, m=2 og m—3, hvorved le log? cosødø = + (2Hs2—(?) o; Hs, + 0° Hs). 2 van cospdp = + (6 ES? (5) 61 H3,2 + (3) 0? H3,1 — a8 Ho). 0 1) Oversigt over Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger, 1896. 47 441 Da at = 3 2 = , faar man af Formlerne (70)—(73): H,0 =) Ay = TS9 Hy, = Ag: = —7s;, Hs,» Asa + + As, 11 il Sats a Asst Ay, = + (85 + 828s), hvoraf de sluttelige Formler Tr a2 7 fil 2 \e* los? cospdg = À G Sa + (?) 836, + So 0), 0 2 lo iog?cospdp = — 7 (3 (85 + So Sal + (5) +54 61 + (5 a? +S, ci). 0 65. Sættes i (76) m— 1, faar man af denne Formel, ved Anvendelse af (72) T > ven g2n+1 \. z d i $ gent qn tt 7 Dal Loar ae DA D on yt Ann em vi der ogsaa kunde udledes ved Metoden i Art. 30. Multipliceres (a) med logsin}gdg, og integreres derpaa fra 0 til x, faar man, ved at anvende (29), den med (77) analoge Tr D y=n g2n—t eo å # i ene a amy ae an Mere et (77) y=0 der ligeledes kunde findes ved Metoden i Art. 30; (77‘) er for »— I givet under en anden Form af Legendre). 66. Af andre specielle Tilfælde af (76) kunde man betragte » —0, der vilde give en Integralformel, som jeg tidligere har bevist paa flere andre Maader. For m — 2 reduceres Integralet endvidere let. Anvendes i dette Tilfælde (77), faar man efter en simpel Regning, som vi ikke her ville opholde os ved, den ejendommelige Formel 1) Exercices de calcul intégral. T \ gn (2n)! 0 442 48 T 2 x? 1 9 T 2n+3 1 T 2n+3 (g =. ji we : log? cospdg = en ( 5 ) na] (5 ) + | ‘Ont log singlogcoso dde; (78) 0 0 (78) har et Par analoge, som det imidlertid vilde fore os for vidt at komme ind paa her. 2 217. 0m \o log? cos o do. “0 67. Af Formlen (69‘) ser man derimod, at Bestemmelsen af T —s w|A 2 gn log? cos gdg, Verioersingdg, 0 0 hvis p> 1, eller for det sidstes Vedkommende n>0, foruden z og or tillige kræver Rekkerne 2'm,n, saaledes at vi altsaa ikke her kunne fore denne Bestemmelse til Ende. Da Rekkerne a, aabenbart gribe dybt ind i disse Problemer, da jeg endvidere er stanset ved de samme Rekker i andre Undersogelser, har Dr. Burraw beregnet mig den folgende Tabel over Summen af 44, 42, 3, ..- Mes. Summationerne ere udforte ved at beregne Led for Led. Sidste Decimal er afrundet ved den sedvanlige Brug af Prikken, der antyder, at de neste Decimaler falde mellem 0:25 og 0:75 af den sidst medtagne Enhed; under 0:25 ere de bortkastede, over 0°75 forhøjede. Som Kontrol har man Formlen yon Y — © i | 1 1 A, = > (a, =) = 5% Ep; DEA Y=2 Af Tabellen faar man La, = 0°34567 35902 79972 65471, Ags = 0°34567 35902 79972 65469-. Endelig viser en Sammenligning mellem Burraws Verdi for a, — log2 og J. C. Adams’s') (med 263 Decimaler) den fuldstændigste Overensstemmelse. 1) Proceedings of the Royal Society of London, Vol. XXVII, Pag. 92 (1878). 49 0:693 14 058224 0°53721 0°51747 0:50840 0°50409 050201 0:50099 0:50049 0:50024 050012 050006 == 050003 050001 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0°50000 0°50000 0°50000 0:50000 0°50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0°50000 Burraws Tabel over Tallene a,. 71805 05264 31936 90616 05792 53978 45633 66590 48881 63206 27915 12742 05969 52851 76381 38176 19083 09539 04769 02384 01192 00596 00298 00149 00074 00037 00018 00009 00004 00002 00001 00000 59945 65012 08040 73899 42268 03988 24708 97051 95953 06006 29867 26900 39516 61619 65262 15849 20253 97581 44936 54485 21253 08631 03651 01604 50728 25339 62661 31328 65663 32831 16415 58207 30942 50590 20094 38633 70746 55069 49457 91055- 61004 77501 95519 57874 83244 80326 83175 76963 25675 10079 19121 92692 71119- 63576: 04432: 00470 18096- 48883: 54486- 03953 10887- 25082- 52421 72837 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 050000 050000 050000 050000 0:50000 0°50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 0:50000 050000 050000 050000 050000 0:50000 0:50000 0°50000 050000 0:50000 0°50000 0:50000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 29103 14551 07275 03637 01818 00909 00454 00227 00113 00056 00028 00014 00007 00003 00001 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 00000 85295 92273 96011: 97964- 98968- 49479: T4738 37368- 68684 84342 42171 21085. 10542: 55271 17635: 88818 44409 22204- 11102 05551 02775- 01387- 00694 00347 00173: 00086- 00043: 00021: 00011 00005: 00002: 00001 443 INDHOLD. Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. Marts 1898 Meinert, Fr. Sideorganerne hos Scarabæ-Larverne. Les organes latéraux des larves des Searabés. Med 3 Tavler. Résumé et explication des planches en français. 1895......-. Petersen, Emil. Damptryksformindskelsen af Methylalkohol. 1896 . i ; Buchwaldt, F. En mathematisk Undersøgelse af, hvorvidt Vedsker og deres Dampe kunne have en fielles Tilstandsligning, baseret paa en kortfattet Fremstilling af Varmetheoriens Hovedsætninger. Resume en français. 1896...... 3 Warming, Eug. Halofyt-Studier. 1897 Johannsen, W. Studier over Planternes periodiske Livsyttringer. 1. somheder i Stofskiftet, særlig unde: Modning og Hvile. 1897 Nielsen, Niels. Undersøgelser over reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rækker | É og Integraler. 1898