ve A. 7 5

FONT VET RER ER S 35 ; FDD

—— — 7 7 —

.

0 ge. 4

er ele

AN

MANN ; W . AS

i ]

—— ma

DENN IR SES * errel bor støre ers dine Gierniugerl f | Og en Daare SForstader Det bb, j 9 N

S = —

28 — EY — — Bernuyer gi bu, 2

8 1 5 * 1 4 Aa 1 * Ne e ere 3 W ns 1 dj * E h

ere

Kernba denen gars

N ans Sr ſterretni gers

Smiil id

og ral Spiess, dy Biom . og e ſallde DE 2

K Kobberſt pkt yller og et Landkork, ſom er nyindrettet efter de npeſte Yyfindelſer og ſom ere anførte i dette Verk.

Herd enfoͤrbe retning om Forfatterens . On fig he a

Suböbenhann So 25 Batrielfbriftandtotpe, 1748. |

— — —

i 7 1 5 * * . — 7 , * 1 1 j ) * * * * 2 i Fk 8 Ej FEE i 2 < y — 8 x

bhißet ſom andenfæds, og fornoyer en agtſom Be⸗ ſkuere endnu paa en beſynderligere, og folgeligen

. SEERE RD ae denn ul * * N 9

Seen

RE: N *

fur 5 | 385 0 S 5 *

eee

Forfatterens Fortale.

on me jeg ofte 905 noye Wed hos 1 mig ſelv, hvorledes den ſtore Him⸗ melens og Jordens Skabere har ligeſaa lidet ladet fin Magtes, Viis⸗ doms og Godheds Riigdom være

AS

ee i de haardeſte Nordlige Lande, ſom i de

mildere og varmere Verdens Parter; hvorledes Naturens Under forekommer ligeſaa mangfoldigen

inderligere Maade, og opmuntrer ham ſaa meget

des kraftigere til den almindelige Skaberes Priis;

ja hvorledes endeligen Menneſtene ſammeſtads SØ pag

rest sr Age K . Y paa 1 merkderdig, omendftiont i fi ig ſelb 3

finere, og ligeſom koldſindigere Maade, udviiſer

deres Menneſkelighed, i de Redſkaber og Handte⸗

ringer, ſom ere umiſtelige for dem til deres Un⸗ derholding og Nering, efter deres Omſtendighe⸗

der, ſom de Folk, der boer paa bequemmere Stæ- der, og ere bedre anforte; faa er det ikke lidet

gaaet mig til Hierte, at jeg tillige derhos maatte

—

befinde, at alt ſaadant er hidindtil ikke tilberligen | ooyerveyet, hverken af Indvaanerne, formedelſt en grob Vankundighed og Uforſtand, ey heller af

Fremmede, formedelſt en uforſvarlig U⸗agtſom⸗

hed, og lumpen Foragt, og at der faa gandſte

lidet retſkaffent er ved Trykken bekiendt giort den

lcerdere Verden om diſſe vigtige Lande. Dette har da ſtrax med deſto ſtorre Eftertryk drevet mig til, faq vidt mine Omſtendigheder vilde tillade, at ſporge og forſke deſto flittigere derefter, dog med tilberlig Forſigtighed, og hvad jeg har fundet til⸗ forladeligen erfare derom, er ſtrax bleven opfrebet 25

af mig, at det ikke ſkulde forglenmmes.

ur fan Aar ſiden 75 jeg ved en god Bens

É… Biſtand haft den Lykke og Fornoyelſe, ved An⸗ i ledning af de ny Colonier, ſom da bleve af de

Danſte oprettede ved Strat Davis, at udforſfke

og erfare om diſſe Lande noget meere og bedre, end mand hidindtil har vidſt derom, og det af een og anden, ſom havde opholdt fig der en Tiid | lang, hvilket jeg har befluttet at foye bag ved di.

1 enge Paa ſamme 10 og. 1 ar

X „

har jeg ſerdeles umaget mig for, at erfare noget nypere, vigtigere, fuldſtendigere og grundigere om den ſtore og for mange Aarſagers ſkyld merkver⸗ dige Inſel Island, i ſteden for de ufuldkomne, - forældede og med utallige grove Fabler fordervede Kundſkaber, hvormed mand hidindtil har maat⸗ tet lade ſig noye. Hertil har den Hoved⸗Handel, ſom føres paa og med denne Inſel, maattet gage mig til Haande, i det aarligen adſkillige Skippe⸗

re, ogſaa vel een eller fleere Under⸗Kiobmaend,

kommer derfra, med Flakfiſk, Tran og deslige, til den ved Eloſtrommen liggende Kongeli⸗

i ge Danſte Fæftning Gluͤckſtad, af hvilke en

og anden indfinder ſig perſonligen i Ham⸗ borg, gemeenligen for at tage imod Penge for de medbragte Bare, hvilke de pleyer at afſeette til viſſe Kiobmeend paa den Hamborgſke Bors. Af ſaadanne Perſoner har jeg ladet de meeſt agtſom⸗ me fore til mig, og, ſnart ved adſkillige Spors⸗ maal, ſnart ved at foreviiſe dem adſtillige Natu⸗ ralier af min ringe Samling, givet dem Anled⸗ ning, til at fortælle mig rigtigen og omſtendeli⸗ gen, hvad de af egen Erfarenhed har vidſt om denne Inſels naturlige og politiſke Tilſtand, for⸗ nemmelig dens Sydlige og Oſtlige Kyſte, (hvor⸗

fra de Varer egentligen kommer, hvormed der handles med de Hamborgſke Kiobmend) ſamt de

Forretninger og Handteringer, ſom der paa Lan⸗ det øves og drives. Hoad jeg nu ſaaledes har udforſket af dennem, og hvad mig ellers var ble⸗ ven tilforladeligen bekiendt om Island, fligt har su Ni 10 "3 jeg

SEE REED SE EN

——— — —

SER ——

— — .

— 8 ——ũ— — nr — — - —— 2 — — 7

——

EX G K

ieg i Begyndelſen, alleeneſte til min egen Fornoyel⸗

ſe, korteligen optegnet; men derefter, til mine

Berns Opmuntring, og for at oppakke dem til des inderligere at erkiende de langt ſtorre Velgier⸗

ninger og Bequemmeligheder, ſom den milde Gud har ſtienket os og vores Faderneland i det aan- delige og legemlige frem for hine, og at nyde dem med des ſtorre Vrbodighed og Takſigelſe, har jeg bragt det i nogen Orden, og ſogt at forklare og giore det nyttigere ved adſtillige indfaldende Betragt: ninger af Natur⸗Loœren og andre Videnſkaber. Nu, da nogle Venner, ſom elfker Naturen og

dens Skabere, har ved en Hendelſe faaet min Ud: |

kaſtning at ſee, og forſikkret mig om, at derſom den blev trykt, kunde den formodentligen tiene endnu mange andre ligeſindede til en ikke ubeha⸗

gelig Efterretning og Opmuntring til at efterfol⸗

ge mig og forbedre mine Efterretninger, ligeſom de

| My maa ſtee kunde have bedre Leiligheder; hvorved da

ogſaa den ſtore Skabere kunde videre herliggiores; og vi dog alle, enhver efter fin Maade, ere forplig⸗ fede til at befordre den Allerhoyeſtes Priis og Næ⸗ ſtens Forbedring ſaavidt mueligt er, ſaa har jeg

gierne ladet mig overtale til at levere nærværende

Efterretninger i hver Mands Hænder, ſom forlan⸗ ger at læfe dem, i den utvilagtige Tilliid, at mand vil lade fig min derved hafte velmeente Henſigt væ: re tœkkelig, og gunſtigen tilſkrive den menneſkelige Ufuldkommenhed og mine Omſtendigheder de Feil,

ſom kand have indſneget fig herudi. SAL

go

FRE RR

"SBorberetning om Herr

Borgemeſter Knderſons Levnet.

et vil formodentligen blive Leſerne behageligt, om mand foyer til det⸗ te Skrift forte og troværdige Ef⸗ VE terretninger om den berommelige Forfatteres Levnet. Fremmede lerer derved ner⸗ mere at kiende hans Fortieneſter i henſeende til Sta⸗ ten og de lærde Videnſkaber; og faa mange ret⸗ fkaffene Mænd, ſom i hans lykſalige Federneland har ſeet og med Forundring betragtet hans ufor⸗ glemmelige Mpperligheder, fan mange vil og nu med deſto ſterre Fornoyelſe finde her en liden 4 d⸗

„„ RR

Ubkaſtning over hans Levnets⸗Omſtendigheder, og Fortieneſter, ſaaſom mand gil gandſkke udelade al Hyklerie, og ikke anføre andet end Sandheder,

omendfſkiont ikke ner alle dem, ſom kand tiene den ſalige Herr Borgemeſter Anderſin til et beromme⸗ ligt Eftermele.

| Herr Johann Anderſon ble fod den 14de Martii 1674. af en anſeelig Familie. Hans Fader var Herr Ammon Anderson,, en ber

ypperlige Dyder, ſom hører til hendes Kion. Det er ikke mit Forſet at laane hans Roos af hans Forfedres Slegt⸗Regiſter, og ved deres priiſelige Gierninger at meddeele hans Levnet en Glands, ſom vilde være til overflod. Jeg vil derfor alleeneſte nævne hans Beſte⸗For⸗ aldre. Hans Far⸗Fader var Andreas Ammonſen,

Kiobmand og ældfte Naadsherre i Gottenborg. Af hvis Fornaun, ſom det er en bekiendt Skik i Suverrig og andre Nordlige Lande, Sonnens Til⸗

naun, og af Faderens Dilnaun Sønnens Fornaun

blev taget. Hans Farmoder var Gertrud, en fod Olufs. Hans Morfader kaldte fig Johann Stahl, og var Ober- Alt her i Staden; Hans Mormoder var Magdalena Lepetit, fra Frankfurt am Mayn. ; **

Siaa ſnart denne Son var fod, begyndte ae ( 10 ! ældre:

'

X r ” n»ÆR BT

N ME SER + lbvette at have Omſorg for hans Opdragelſe. De umagede ſig for at ſette hans Uſkyldighed i Sikkerhed, og at oplive hans fpæde Forſtand med

al den Kundſkab, ſom hand kunde fatte. For alle

Ting ſogte de at drage Guds Velſignelſe over ham, og hand maatte derfor vænne fig til en betimelig Gudsfrygt, ſom den eeneſte Kilde til al Lykſalighed og det ævige Gode. J. hans fvæde Aar merkte mand, at hand hadde 5 got Hierte, en færdig For⸗ ſtand, ohet Begreb, hvoraf mand kunde haabe no⸗ get ſtort i Fremtiden. Mand overgav ham der: for tiligen til duelige Lærere, dog faa, at Foraldre⸗ ne derfor ikke lod af at ſorge for hans Opdragelſe, ſom det gemeenligen er Brug, men ved deres flitti⸗ ge Agtſomhed giorde baade Diſcipelen og Lærerne deſto meere agtſom og munter. Allerrede i de Aar, da mand hos mange neppe merker nogen Forſtand, begyndte hans naturlige Gaver at yttre ſig. „Det Latinſke, Grædffe og Hebraiſke Sprog havde hand allerreede fattet paa den Tiid, da andre neppe begynder paa at lære dem; og det er bekiendt, at hand har forhvervet ſig ſaadan en

Fardighed i det Latinſke og Gradſke Sprog, ſom » om hand havde været opdraget i dem. Med diße

Hielpe⸗Midler flog hand ſig til Theologien, dog ſaa,

5 at hand tilforn giorde ſig noye bekiendt med alle

Deele af den verdslige Vüsdom og g Mathematiken. e paa den Tiid beromte Theologi, Doet. Abra⸗ be Hinkelmann, og den ſalige Senior Johann Winkler, tillige med andre lærde Mænd, hvis pri⸗ vat enn mand havde betroet ham under,

5 | vare

SEERE DELENE

—

—

D

KX % EK Forſat at tiene Guds Kirke, formedelſt vel overlag⸗

gemeenligen ſkeer af dem, der lober over fra Theo⸗

logien til Lovkyndigheden. Det ſkeede endog efter

den ſal. Doct. Hinkelmanns Raad og Tilſkyndelſe. Den foretagne Forandring opmuntrede hans lyk⸗

0 kelige Flüid endnu. meere, og hand lagde en ny Grund til den ſtore Videnſkab, ſom hand virkeligen har opnaaet. vil

J Aaret 1694. den 24 April begab Hr. An⸗ derſon fig til Leipzig i hans Alders 2 1de Aar, un⸗

der hans Hovmeſters Anforſel, ſom var Hr. Seba⸗

ſtian Gottfried Starke, af Bokkendorf i Sachſen, der ſiden blev Profeſſor i de Morgenlandſke Sprog

i Gripsvald, og ſom imedens hand opholdt fig i Hamborg, har været den ſal. Doctor Hinkelmann behielpelig, da hand udgav hans Alkoran; og hvis

troe Underviisning i de ſkienne Videnſkaber Hr. Anderſon da havde nødt i fire Aar. Fra Leipzig

giorde hand en Reiſe videre ind i Sachſen, og lod

ſig, ſaavel i de Fyrſtelige Slotter ſom Biergverker,

viife hvad Naturen og Konſten havde bragt til vene, Hans ſtreone Anmerkninger, ſom hand har

giordt over de merkverdige Ting i Sachſen, og ſom | udgior otte Hæfter, beviiſer nokſom, at hand har

ikke været en blot forundrende Beſkuere, og at hand allerrede paa den Tiid maa have giordt ſig

neye bekiendt med Hiſtorien, Natur⸗Leren og An⸗ tiqbitæterne. Hand reiſte tilbage over Halle, fag

9 Dage

r

vare hans Anferere. Imidlertid bleb dog det

te Aarſager, forandret, og det ikke ubeſindigen, ſom

i;

f RE xx). NN . Dage førend: denne Hoye Skole blev indviet: Men hans ſtrenge Anfører vilde ikke lade fig over: tale, til at oppebie denne Heytidelige Forretning. Imidlertiid beſaae hand dog her og der de Anſtal⸗ ter, ſom bleve giordte hos Konſtnerne. Efter at de havde lært at kiende det merkverdigſte i Berlin, reiſte de den 15 de Junii tilbage igien til Hamborg.

D Aaret 1605. den 1 Maj. gik hand, efter hans fornuftige Foreldres og Venners Raad og gode Tykke, til Halle. Her var hand ſom en due⸗ lig Academicus utrættelig. Hand lagde fig med Joer efter de Borgerlige Love, og giorde ſig gand⸗ ſte none: bekiendt med Stats⸗Hiſtorien, Naturlee⸗ ren, og alle de Videnſkaber, ſom danner en retſkaf⸗ fen Juriſt, og ere ham umiſtelige. Hand lærte det Franſte, Engelſke og Italicenſkfe Sprog; ti midlertid blev hand ikke ukyndig i hans Moders Sprog, ſom de fleeſte Statiſter og Lovkyndige paa den Tiid vare. Hand lagde ſig med ſaa ſtor Fliid efter det ſamme og dets Antiqviteter, ligeſom det (fulde være hans Hoved⸗Videnſkab. Hans Fliid, hans kloge og erbare Levemaade forhver⸗ vede ham hans Læreres Agt og Kierlighed.

J Januario 1697. behagede det Gud, at be⸗ drove Hr. Anderſon ved hans værdige Faders Ded. Hand forlod derfor Academiet i ſtorſte haft, og kom den 1 8de i fornavnte Maaned tilbage igien til Hamborg. Den hiertelige Kierlighed, med hvilken hand havde elffet fin Fader, den ig

. 1 gende

ERE.

gende Kummer over hans Forliis, og den beſvar⸗ lige Kuld, ſom hand havde udſtaget pan Reiſen, bemeggtigede fig ſaaledes hans Kræfter, at hand maatte udſtaae en haard Sygdom. Neppe var denne overſtaaet, forend hans Fliid formeerede fig, ligeſom hans Kræfter tiltoge. Den rode April

forlod hand atter fine Venner, og bega ſig paa

Reiſen til Holland; her beſaae hand de fornemſte

Steder og Byer, og giorde fig bekiendt med de fornemſte Lærde og Konſtnere. J Delft holdt

hand en fortrolig Omgengelſe med den bekiendte Naturforſker Lewenhok; de forunderlige Ting i Naturen, ſom denne agtſomme Mand viiſte ham, og ſom mand ikke kunde ſee, forend hand tog Kon⸗ ſten til Hielp, opmuntrede Hr. Anderſon med den | ædle Joer, i fremtiden at anvende fine Spare⸗Ti⸗ mer paa, at underſsge Naturen til Skaberens Her⸗ liggisrelſe. J Leiden giorde hand fig ikke mindre bekiendt med den beremte Konſtner Muſchenbrock, ſom har giordt de ſkionne Luft⸗Pumper og Micro⸗ ſcopier. Herfra giorde hand, medens den Rys⸗ wikſke Freds⸗Handling holdtes, adſkillige Reiſer til den Haag; hvor hand forefandt fin Ven, vores endnu faa værdige Hr. Borgemeſter Stampel,

Juſtitiæ cuſtos, rigidi ſervator honeſti:

In commune bonus

0 Hvis Nærværelfe. gab dem begge den angenemmeſte CLeiilighed til at legge Grund til den Indſigt og Er⸗ flarenhed, ſom de derefter har ladet fee ved Gene

. : 5 tats⸗

— 7

EX % ER

Stats Forretninger til Fadernelandets Nytte,

De forhvervede fig ſammeſteds mange hoye Mint: ſtres Gunſt. Her kand jeg ikke forbigage at an⸗ fore et par ſerdeles Exempler pan Guds Beſkyttel⸗ fe, i henſeende til Hr. Anderſon. Den 14 de May havde hand den ere, at ſpiiſe hos Hans Excell.

Hr. Envoye von Schrottenberg i Haag. Efter

Maaltid foer hand med denne Herres Seon til Schevelingen, og beſaae Sand⸗Bankerne, ſom ere her faa vel anlagte af Naturen, at derſom dige ikke vare, blev. Neder⸗Holland overſvommet af Soen. Ved Soen vare paa den Tiid nogle Canoner plan⸗ fede, formedelſt de Franſte Caperes ſkyld. Da de nu traaddée hen til Haobredden, lod en Franſf Caper fig ſee med Hollandſt Flag, paa et Canon⸗ Skud nær. Strax derpaa hidſede hand Dynkirk⸗

ſke Flag op, og losnede to Canon⸗Skud pan dem,

fan at Kuglerne ſuuſede nær forbi dem; hvorfore

de flyede bag ved en ner hos ſtagende Kirke, og

takkede Gud for hans naadige Beſkiermelſe. Faa Dage efter denne Hendelſe fornam hand atter en tydelig Prove paa Guds Varetegt. Hand beſti⸗ gede et brændende Kalk⸗Bierg, ſom ſank need for hans Fødder, faa at hand nee var tillige med ſam⸗ me ſtyrtet need i den brændende Afgrund. Jeg forbigaaer andre Tilfælde, ved hvilke hand har haft Leilighed til at priſe en almegtig Opholdere; Som hand og i Junio atter udſtod en haard Sygdom. J Julio bereedte hand ſig til hans Promotion, og

den gde Auguſti 1697. bekom hand i Leiden den

hoyeſte Værdighed i Lovkyndigheden, efter at MM i hand

R W hand tilforn havde disputeket de Juramento Ze. noniano. Med denne Værdighed kom hand den 28 de Auguſti tilbage igien til fit Fa derneland, og oyergav fig til at tiene Staaten, med ſaadanne Egenſtaber, ſom vare den nyttige og gaunlige.

Neppe havde hand faaet bragt fine egne Huus. Sager i Orden, forend hand begyndte at beſtytte og forſdare deres Rat, ſom i det borgerlige Scel. ſtab antaſtes af Uretferdighed, Sviig og Trætte kiarhed. Hand var en Advocat uden Egennyt. kighed, og beviiſte, at det var ham meere om den retfærdige Sag at giore, end om de haſtige Mid⸗ ler og Konſtgreb til at blive riig. Herved for⸗ hvervede, hand fig ikke alleeneſte hans Elienters Kierlighed, men og deres Bevaagenhed, ſom fel⸗ dede den endelige Dom over hans Sager, ſom hand havde at udfere. Stadens Fædre bleve ſnart betænfte paa, at betiene fig af denne Mands

Dyorighed, til en nærmere og almindeligere Nytte.

Hand ſelv havde paa den Tiid beſluttet, at hand ikke vilde ſoge nogen Vardighed eller Embede her i Byen, men meere at anvende fine efterfelgende Aar paa Videnſkaber i en viis og flittig Rolighed, til hvilken Ende hand og havde den Henſigt og Forhaabning, at forøge det maadelige Tal af lærde Dom⸗Herrer i Tydſkland ved fin Tiltradelſe. Dog alligevel blev hand i Aaret 1702. den 18dbe Octobr. udvalt til Secretair, i Steden for den da varende Licent. Hr. Henrich Sillem, ſom var kommen efter den afdode Protonotarius S 15 ; ;

— æg LØR" 5

N ** EX Albert Schulte, Licent. Hand forvaltede dette Embede med megen Beremmelſe, og hans ſtore Videnſkab i Statens Sammenhæng giorde ham umiſtelig, naar de vigtigſte Henſigter ſtulde udfo⸗ res. Det hoyviiſe Raad ſaae ſtedſe meere og mee⸗ re denne reedelige Mands Fortieneſter, og hand blev den 19de Novembr. 1708. opheyet til en Verdighed, hvortil altid tages ſaadanne Mænd, ſom fuldkommeligen kiender ikke alleene den indvor⸗ tes, men og den udvortes Stat, og kand beſorge de⸗ res Medborgeres Gaun ved Kongelige Hoffer.

Til Stadens almindelige Fornoyelſe blev hand

Syndicus, i ſtæden for Hr. Wolder Scheele J. U. D. hvilfet Embede havde ſtaaet ledig i otte Aar. Hans Arbeide ved denne Vardighed for⸗ meerede ſig dagligen, og jo meere det formeerede fig, deſto ſtorre blev hans Nidkierhed for det al⸗ mindelige beſte. Maa ſtee mand har aldrig be⸗ merrket meere Omhyggelighed, aldrig en reenere Skionſomhedſog Indſigt, end den ſom Hr. An: derſon beviiſte ved de forvirrede Hendelſer og Om⸗ ſtendigheder, ſom Republiken da var udi. Det ſkikker fig ikke her, at drage Forhenget bort fra ſaadanne Ting, ſom ere værd at være avig for⸗ glemte. Hr. Anderſon fane alleeneſte paa det ges meene Beſte. Hand foreenede Raadets Anſeelſe og Borgerſkabets Loettelſe med hinanden, og hand havde Leilighed til at hielpe til at befordre Sta⸗ dens Rolighed ved nyttige Raad, og at give Lovene deres Kraft igien, ſom havde liidt ved Tvedragt og Uroligheder. Hans vigtige og Mepfommglige

X RE Syndicat forvaltede hand med en utrattet Om⸗

hyggelighed, og uden Egennyttighed for ſin Fami⸗ lie i fulde femten Aar. De tilkommende Borgere

kal endnu roſe den Nytte, ſom deres Fædre har i

diße Aar nydt af hans redelige Fliid og Moye.

Som Syndicus blev Hr. Anderſon ofte ſendt til fremmede Hoffer i de allervigtigſte Forretninger. IJ Aaret 171 1. den öte Auguſti blev hand ſendt i

Stadens Naun til den Hoyſtſal. Konge af Dan⸗

mark, Friderich den IV. til Grande, og den IIte Auguſti gik hand til Lenzen, og ſluttede der en Tractat med de Brandenborgſke, Hannoverſke og Wolfenbuͤttelſke Miniſtre, til Fordeel for Hande⸗

len og Skibsfarten. J Aaret 1713. den IIte i

Februar. gik hand til Utrecht til Freds⸗Congreſ⸗ ſen, og ankom der den 24de. Hans adle Character forhvervede ham ſnarligen de Keiſerlige, Engelſke, Franſke, Spanſke, Portugieſiſte og an⸗ dre hoye Miniſtres gode Meening, og hand udvir⸗ kede ikke alleene fin Feederne⸗Stads Nytte, at den ogſaa blev indſluttet i Freden, men hand ſorgede og tillige for de ſamtlige Hanſee⸗Staders fri

Handling. Hamborg havde altſaa en ſcerdeles

Tee af dens Syndici kloge og fornuftige Forhold. Efter at Freden var den IIte April undertegnet imellem Engelland og Frankerig, giorde hand en Reiſe til Amſterdam, Haag, Leiden, Rotterdam og andre Stader, deels formedelſt hans Forret⸗

ninger, deels for at fornoye hans Nysgierrighed i

at beſee Bibliotheker, Naturalien Cabinetter, Apo⸗ theker og andre udenlandſke Merkverdigheder. r

Fra

ex <a N I Fra Rotterdam gik hand den 17de Julii til Skibs, og ankom til Antverpen den ode Auguſti i en far⸗ lig Storm. Hand beſaae det merkvardigſte ſaa⸗ vel i denne Stad, ſom i de omkringliggende, og begav fig derpaa igien til Utrecht. Endeligen be gav hand fig pan Hiemreiſen den 17de Septembr. og ankom forſt til Hamborg den 4de Junii 1714, efterat hand havde maattet opholde fig ſaavel ved det Hannoverſte ſom Brunswigſte Hof. Jeg kand ikke undlade at anføre ſom en forunderlig Prøve pag denne Mands Fliid og Agtſomhed, at hans lærde Dag ⸗Regiſter over denne Reiſe, hvori hand af en forſigtig Betenkſomhed ikke anfører det kingeſte om hans Stats⸗Forretninger, er over 200 Ark Papiir. Hand har derudi ikkun dag ef⸗ ter dag antegnet nogle færdeles phyſiſke, geogra⸗ phiſke, mechaniſke, oeconomiſte og andre Merkver⸗ digheder, ſom hand havde ſeet og erfaret hos Lær: de Mænd og Konſtnere.

Allerreede den de Juli 17 14. maatte hand igien reiſe til Congreßen i Baden, og hand var der ikke mindre lykkelig i hans Forretninger for hans Federneland, end hand havde været i Utrecht. De Timer, ſom hans Forretninger lod ham til overs, anvendte hand paa at underſoge Naturen og Antiqvitæter, og for at foroge fin Kundſkab herudi, reiſte hand igiennem Sveitſer⸗ land og beſaae de forunderlige Alpiſke Bierge. m denne Reiſe finder jeg i over 30 5

5 erde

|

ä

. lerde Anmarkninger. | hand igien til Hamborg.

— 0 1 — „„ 5 2 2 7

K 0

"Midt i October ankom

Sas vigtige ſom Hr. Anderſons Geſandtfeaber

bidindtil end havde været, faa antraade hand dog den anſeeligſte og vigtigſte i Aaret 1715. den Gte

April til Ludewig den XIV. Hof, tillige med

den da værende Raads⸗Herre, og derefter Borge⸗

meſter Daniel Stockfleth. Denne Monarks

Dod afbrød hans Forretninger, og efter megen

Umag havde hand endeligen den 27 Septembr. 1716. den Fornohelſe, at ſlutte med Frankerig den for Hamborg ſaa fordeelagtige Commercie⸗Trac⸗ tat. Imedens hand opholdt ſig ved dette Hof,

Havde hand den Lykke, at eres af Printzerne af ZBlodet, og de fremmede Miniſtrer med en beſyn⸗ derlig Eſtime; og Hertug Regenten og Ma: dame beviiſte ham færdeles Kiendetegn paa deres

Naade, Mand kand let tenke, at hand i dette Kongerige, ſom er Videnſkabers og Konſters Sa⸗

de, har opfyldt fin Tilboyelighed til de ſamme. Bibliothekerne og Omgengelſe med de fornemſte

Lærde og Konſtnere, vare hans Tiidsfordriv i hans ledige Timer. Hand omgikkes meget flitti⸗ gen med de Lærde Benedictiner Montfaucon og la Rue; med Fontenelle, Boiuin, Geoffroy, Juſſieu, Maraldi, Caſſini, Winslow, Reau- mur, Baudelot, Mahudel &c. og andre be⸗ tømte Medlemmer af Academiet. Manufactur⸗ Fabriq derne, Steen⸗Gruberne og Minerne, og hvad andet Naturen og Konſten har n i

ette

FX „ ER

dette Rige, ſom er værd at fee, maatte ikke und⸗ gage hans Nysgierrighed. Af hans Haandſkrif⸗ ter, ſom over denne Reiſe ere meere end 100 Ark Papiir, kunde jeg meddeele Verden Efterretnin⸗ ger af Natur ⸗ Læren, af Mechaniken, Geogra⸗ phien og andre Videnfkaber, hvilke ſkulde blive antagne ligeſaa begierligen, ſom en Misſons, en Tourneforts eller en Keißlers Reiſe⸗Beſkrivelſe. Wed denne Tiid af denne værdige Mands Alder mage jeg endnu melde, at Georg den Forſte, af Glorverdig Ihukommelſe, der endnu ſom Chur ⸗Fyrſte lærte at kiende ham i Hannover, har agtet hans Stats⸗Klogſkab meget hoyt, og ikke alleeneſte meget ofte kaldet ham til de allerhemme⸗ ligſte Raads⸗Forſamlinger, men ogſaa adſkillige gange offentligen beromt hans ſtore Indſigt for hans Miniſtre. Denne naadige Bevaagenhed erfoer hand endnu, da denne Monark reiſte bort, for at tage den Stor⸗Britanniſke Throne i Beſid⸗ delſe. Thi da Hr. Anderſons Forretninger ble⸗ ve ved Ludewig den Fiortendes Dod afbrudte | ved det Franffe Hof, lod Hans. Majeftæt 0 ham tilmelde, ved Geheime Raad von Berns⸗ * torff, ſom fulgte Hoyſtbemeldte Majeſteet til Ul of England, at hand iligemaade ſkulde begive fig 1 didhen, og tage Del i Hans Majeſteets Raad | og Henſigter. Hvor fordeelagtig denne hoye i Kongelige Naade end var, ſaavel for Hr. Ander⸗ ſon, ſom for hans Faderneland, faa fane hand fig dog, formedelſt ſerdeles Omſtendigheder, tvun⸗ gen til, at frabede ſig den ſamme. Hertugen af i . Brunſdig

*

e Brunſoig Auguſt Wilhelm agtede og elſkede ham ikke mindre; hans herlige Egenſkaber giorde

det, at denne heymodige Herre udnævnte ham til

fin Geheime⸗Raad. Men vores Syndicus undſlog fig ligeledes med Beſkeedenhed for denne Ære og Naade. Hand elfkede fit Faderneland; til dette alleene vilde hand opofre fig, og hielpe til at befordre dets Lykſalighed. Hans Faderneland

belennede ham ogſaa. Fe 5

J Aaret 1723. den ste Februar. opnaaede hand den hoyeſte Værdighed i Staden, hand blev Borgemeſter til det gandſke Borgerſkabs almindeli⸗ ge Glæde, og i hans langvarige Regiering har det æret ham ikke ſom en Herre, men ſom en Fader. J Aaret 1732. blev hand den eldſte i den Vær: 1 0 og efter Stadens Vedtægt, Generalißi⸗ 505 mu 8 5 5 0 5 i 1 i

Det vilde falde Befoærligt, at beſkrive denne Mands faa mange ſkionne Egenſkaber i deres fuld⸗ komne Storrelſe. Deſto meere onſker vi at kunde giore her en Üdkaſtning over hans fortraflige Cha⸗ racter i de allerfyndigſte Ord, og til den Ende vil det være os tilladt at udvælge nogle Linier af Ho⸗ ratio, og giere dem til vores egne, for dermed at afbilde en af vore Borgemeſtere, hvilken vi, i mange Stykker, kunde ligne med de berommeligſte Romerſke, og hos hvilken Sandhed ſelv erkiender de Egenſkaber, ſom Horatius af Hyklerie paadig⸗

tede Lollius. Og i Sandhed var ae

431 1 døe €-

1

XR „ &

yt Rerumque prudens, et ſecundis Temporibus, dubiisque rectus. Vindex avaræ fraudis et abſtinens

Ducentis ad fe cuncta pecuniæ, CoNSULQUE non unius Anni. : ] ø Saa mangfoldige de Forretninger end dare, ſom ere forbundne med hans Værdighed, kunde de dog ikke undertrykke hans herſkende Tilbeyelighed; denne lod ham overvinde alting. Neppe havde hand bragt Familiernes Rolighed i Sikkerhed, neppe havde hand beſorget Fadernelandets almin⸗ delige Nytte, fan ilede hand til fit talriige Biblio⸗ thek, hvor hand fandt alt det, ſom hans lykkelige Fliid begierte, og hvor hand alleene ſogte Veder⸗ qvœgelſe efter et moyſommeligt Arbeide. Det Tydſke Sprogs Oprindelſe, de Tydſkes Love og Antiqvitæter, og Natur⸗Leren vare her fornem⸗ meligen hans angenemſte Tiidsfordriv. Hans Styrke i de Tydſke Antiqvitæter er meget ofte op⸗ hoyet og rooſt af de berommeligſte og ſtorſte Mænd i denne Art. Leibnitz roſer ham derfor meget of; te i hans Breve til vores udødelige Fabricius, og onſker fig hans Biſtand til de gamle Tydſke Lo⸗ ves Oplysning. Eckard tilſtager, at vores Borgemeſter har fornemmeligen meddeelt ham en Samling til at forferdige hans etymologiſke Ord⸗ Bog over det Tydſke Sprog. Hovor MER N 7 ſtar⸗

— c — — — v -

—

(

X „ re |

talen til hans Skrifter.

ſte Tiid. Herforuden findes endnu en ftær

de dertil horende Documenter, men og denn

ſterke Kiendere i det gamle Tydſke Sprog Die⸗ derich von Staden har agtet hans Indſigt og Dom i denne Sag, det viiſer os den flittige Hr. Rector von Seelen. Hans Indſigt og Bi⸗ ſtand var ingen negtet, og hans Duelighed og "Formue lignede hans Beredvillighed. Hvilken anſeelig Biſtand hand har giordt Forfatteren til Dictionarium Anglo - Suethico- Latinum, Hr. Sirenius, paa den Tiid Præft i London, nu Biffop, det roſer og fortæller denne ſelo i For:

Foruden den Hielp, ſom hand beviiſte andre Leerde, arbeidede hand og for fig ſelv, og de af ham efterladte Haand⸗Skrifter ere et tilſtrekkeligt Beviis derpaa. Iblant diße er det til Trykken neſten færdige Gloſlarium Teutonicum et Al.

lemannicum det vigtigſte. Dette Verk er ble ven temmelig ſtort, og er udarbeidet med den fler ſte Fliid Den derudi beviiſte Kundſkab om de Nordiſke Sprog, hvilken har manglet Schilter

og Wachter, uden at forkleine deres Fortiene⸗ fler, vidner om dets Værd. Det indeholder. for⸗ nemmeligſt Forklaringer over de fornemſte Ord, ſom forekommer hos Skribenterne af den Middel⸗

k Bog

—

om Obſervationibus Juris Germanici, ad ductum Elementorum Juris Germanici Hei- neccii, hvorudi ikke alleeneſte de gamle Tydſke Lo⸗ ve underſoges af Etymologien, Antiqvitæterne og

e udo⸗

delige

FX. BF RR.

delige Lobkyndiges Meeninger bliver videre udfor⸗

te, og her og der forbedrede. Mange vil onſke

med mig, at den lærde Anderſons værdige Son,

hoilken hand har opdraget efter hans viiſe Grund:

Regler, og ſom paa fine Reiſer igiennem Franke⸗

rig har allevegne forefundet og haft til Exempel

ſin Faders berommelige Amindelſe, maatte faae

Tiid og Leilighed til at meddeele den lerde Verden

ikke alleene dige, men og folgende Verker af hans Haandſkrifter. Der findes endnu ſerdeles lærde

Anmeerkninger til Jus feudale, til Jus publi-

cum, og Jus ſtatutarium Hamburgenſe.

Hans Henſigt herudi er denne, fornemmeligen at

forklare Lovene af Etymologien, hvorved dem meddeeles ikke et lidet Lys, naar de fkal udlegges

og bruges. Vores Borgemeſters moyſommelige

Embede har alleeneſte forhindret ham fra at beſorge

det til Trykken. Af ſamme Aarſag er og det Gloſſarium Lingvæ veteris Saxonicæ bleven

liggende, ſom den forrige lærde Reformerte Preſt

i Bremen D. Gerhard Meyer (hoilken vel

maa ſkilles fra den beromte Bremiſte Lutherſke

Theologus og Superintendent af ſamme Naun)

paatog ſig efter Leibnitzes Tilſkyndelſe. Forfatte⸗

rens uformodentlige Dod forhindrede at dette

Verk ikke blev fuldfort; imidlertid undgik det dog den Skiæbne, ſom almindeligen treffer flige Skrif⸗

ter, at de enten falder i Enfoldiges og Vankundi⸗ ges Hender, eller og bliver de misundelige Manu⸗

fcript- Jægere til deel, ſom begraver dem i Støv og Forglemmelſe, til Videnſkabernes Afbrek og SÆL 33 Skade

FE

Skade. Vor Hr. Anderſon fik dette Skrift;

han giennemgik det ulaſeligen ſkreone og af nogle

Bind beſtagende Manuſeript med ligeſaa ſtor Fliid ſom Forfatteren havde udkaſtet det, og hand ſelv

havde haft Umag for at tilhandle fig det af Arvin:

gerne. Hand berigede det her og der med ſine lærde Anmærkninger, og det havde vißeligen al⸗ lerrede været lagt Verden for Hyne, derſom de mangfoldige Stadens⸗Forretninger havde tilladt vores Borgemeſter, at bringe det i bedre Orden,

og at beſorge det rigtig affkrevet og trykt, Dette

ſidſt ommeldte Gloſlarium Lingvæ veteris Saxonicæ maa ikke forvexles med, eller antages

for det forhen anforte Gloſſarium Teutonicum

et Allemannicum, hvilket ſidſte tilhorer vores Anderſon gandſke alleene. Jeg har maattet gio⸗

ke denne almindelige Erindring, efterdi jeg har

fornummet af Breve, ſom ere indlobne til mig, at dige Skrifter enten forvexles med hinanden, eller og holdes for et og det ſamme.

Strax i Begyndelſen af denne Fortalling har jeg meldt om Hr. Anderſons Fardighed i de Orientalſke Sprog. Et ſerdeles Beviis herpaa

kand jeg ikke undlade at anfore. Da Czaar PE ter den Forſte opholdt fig i Holland, og det var befalet af General⸗Staaterne „at mand ſkulde viiſe denne Monarch alt hvad ſom findes mark⸗

værdigt i deres Provincier, faa gav Hr. Anderſon fig ud for en Graker, hvis Sprog hand ferdigen talede, pag det hand kunde i Keiſerens Folge deſto

5 meere

X % &

meere uhindret beſee alting. Hans Tilboyelig⸗ hed til dige Sprog yttrede fig og i hans gandſke Levnet, i det hand ved hans Sondags Arbeide, efterat hand havde bivaanet den offentlige Guds⸗ tieneſte, altid havde at beſtille med den hellige Skriftes Grund - Sprog, og opfatte adſtillige philologiſke og phyficalfe Anmerkninger derover, ſom endnu ere til, og fortiener ikke mindre at trykkes. Endeligen horer ogſaa nærværende Ef⸗ terretninger om Island, Grønland og Strat Davis til denne lærde Mands Skrifter; hvad deres Indhold og Henſigt angaaer, derom vil jeg henviiſe Leſeren til Forfatterens egen be⸗ ſkeedne Fortale. Jeg vil ikkun legge dette dertil, at mand ſkal derudi finde ikke alleene hans ſtore Lærdom, men og hans redelige Sindelav, da hand allevegne har anſtillet fine Betragtninger, bvoer Guds Forſyns priisverdige og ubegribelige Veye i at opholde Verden og Menneſkene. Saa vidt gaaer hans Skrifter. Jeg vil ikke tale om den vidtloftige lærde Brev⸗Vexling, ſom hand har fort med de beromteſte Mend i og uden for Tyſkland.

"Enhver agtede fig lykkelig i at have Be kicendtfkab med en Mand, hvis Omgangelſe var den allerfordeelagtigſte; og heele lærde Salſkaber ſogte hans Venſkab. Det Keiſerlige Academie Naturæ curioſorum udvalte ham i Aaret 1731, uden hans Anſogning eller Vidende, til deres Medlem. Da de erfarenſte Kiendere af Naturen

* JAR VALE

RX % & vare vores Borgemeſters Venner, fan. falde det

ham deſto lættere at giore hans udvaldte Natura⸗

lien⸗Cabinet ſtedſe meere og meere fuldkommen. Hand ſtyede ingen Omkoſtninger i at forſtaffe ſig af Naturens trende Riger alt det ſom tiente til at pryde og fuldkomme det; dog lignede hand ingen⸗ lunde dem, ſom feer meere paa Mængden end paa Nytten, og ſkraber alting tilſammen uden Val el⸗ ler Orden. J at anlegge det fulgte hand Natu⸗

ren; ſaaledes ſom denne gaaer fine vigtige Gange,

og bringer ſine Gierninger efter haanden til Fuldkommenhed, ſaaledes finder mand dem og lagt for Oyne i dette Cabinet. De Hombergſte Steene, af hvilke hand, medens hand opholdt ſig

i Paris, har tilforhandlet ſig meere end 100 0

ere en herlig Ziirat deri. Diße ere alleſammen

Aftryk af de Wdelſteene, ſom findes i det Kongeli⸗

ge Cabinet, og til hvilke hand ogſaa har opſtrevet

lærde Anmerkninger, ſom endnu ikke ere tagne i

agt af andre. Jeg troer at jeg har ſagt nok til at beromme hans Val og kloge Indretninger, naar

jeg alleeneſte melder, at den for fort Tiid ſiden af

døde Hr. von Heuͤcher har taget det til Mon⸗ ſter, da hand vilde indrette det Kongl. Polſke og

Churf. Sachſ. Dresdenſte Naturalien⸗Cabinet.

Da dette Anderſonſke Cabinets Berommelſe havde udbreedt fig overalt, faa reiſte ikke latteligen en

Fremmed, ſom vidſte at ſette Priis paa ſlige Ting, igiennem Hamborg, uden at have beſeet

dets ugemeene Forraad. Vores Borgemeſter

var, efter fin beſynderlige Mildhed og Belevenhed,

aldrig

2 ² A RVR TEST

AM KR 5 g | aldrig imod deres Begiæring, og alle de, ſom va⸗ re ganen til ham, vidſte ikke, om de ſkulde meere roſe Eyermandens kloge Val ved ſaadanne udſogte Naturens Under, eller og hans tienſtferdige Be⸗ reedvillighed, hvormed hand viiſte og beſkrebs dem alting. Deres Fortælling gik altid ud paa begge

Deele.

Ligeſom vores Borgemeſters Fortrin vare ſto⸗ re og prüisverdige i hans offentlige Embeds For⸗ retninger og i Lærdom, faa udviiſte de fig ogſaa i hans egne Huus⸗Omſteendigheder. J Aaret 1700. den 17de May udvalte hand til fin Ægte fælle den da værende Decani ved det Hamborgſke Dom ⸗Capitel Peter Weſtermanns Dydziirede Daatter Margaretha; hvilken tillige med en med hen⸗ de aulet Daatter blev ham alt for tiligen ved Doden frataget, Det Vgteſkab, ſom hand derpaa i Aa⸗ ret 1702. den 4 de Decembr. indgik med den for⸗ rige hoyfortiente Hr. Borgemeſter Peter von Lengerkens aloſte og elſkelige Daatter, var bande varagtigere og frugtbarere. Hans anſeelige Huus formeerede ſig med elleve Born i dette lykſa⸗ lige og fornoyelige Egteſkab. Om deres fuld⸗ komne Optugtelſe, og hans ſande Faderlige For⸗ ſorg for dem, giver den eeneſte Son, den lerde Hr. Doctor, det kraftigſte Vidnesbyrd. Og li⸗ ge det ſamme bekræftes ved de lykkelige Ygteſkab, ſom fire af hans angenemme og dyderige Dottre lever udi, Enhver ſom kiender vores Borgeme⸗

ſters anſeelige Herrer Sviger⸗Sonner, den faa be⸗ | . romte

KX 2

——— — — —

— —

— — — — — — — ERE ERE — ͤ —— — —

—

U— ä —

— —— ͤ—2—2—2—2 —ü—ͤ

EX G os

remte ſom erfarne Kiob⸗ og Handels⸗Mand, Hr. Nicol Preſent, den heylarde Hr. Licentiat Conr. Dietr. Volkmann, den faa retſtaffene, elſtede og hoylerde Licentiat og Amts ⸗Forvalter i Bergedorf Hr. Johan Otte, og den iligemaade erfarne Handels ; Mand Hr. Wichmann Lag: | trop, vil med Forneyelſe befræfte denne Sand: hed, De to endnu ugifte Jomfrue Dottre ere ili⸗ gemaade Frugterne af en fornuftig og ſedelig Op⸗

dragelſe. i

Til alt det, ſom her er ſagt, uden at ophoye Sandhed ved Hyklerie, vil jeg endnu, til Beſlut⸗ ning paa denne berommelige Mands Levnet, giore en fort Udkaſtning over hans Character. Hans Leardom fremſtinner af hans Skrifter, og hans Vre⸗Embeder har været hans Fortieneſters Be⸗ lonning. Hans gandffe Levnet horte Dyd og Gudsfrygt til, ſom var ſamlet med ſaadanne ind⸗ vortes Bevagelſer, ſom Verdigheder ikke kand tildeye bringe. Hand anſaae det ſom noget ham u⸗anſtendigt, at lade kun et Hyeblik gage unyt⸗

tig bort, ſom kunde anvendes til Nytte. Det var

alt for ringe for ham, at forſkaffe fig en lumpen Rolighed, og den uſmagelige Forneyelſe, ſom fol⸗ ger dermed, og derved at miſte den muntre For⸗ noyelſe, ſom folger Arbeide, og den edle Sinds Rolighed, ſom lærer dem, der ere ſandeligen Sto⸗ re, at leve, at arbeide, og at doe for andre. In⸗ gen Tilfælde vare mægtige til at forſtyrre hans Siæls rolige Stilhed, ſaaſom hand beſtandigen

vag⸗

i: rr SR RRS RRS ER ERE 9 w n

ü, VER BR vaagede derover med en Chriſtelig Agtſomhed. Hans Omgengelſe og Vaſen var ikke beblandet med noget knarvornt eller fortredeligt, og end de, ſom maatte lade fig Damme af ham, befandt, at Retferdighed alleene, og ikke Dommeren havde deel deri. Hans Omgeangelſe var altid overeens⸗ ſtemmende med hans Symbolum: Droit fans artifice, og hans Ydmyghed, hans

Menneſke⸗Kierlighed og hans u⸗ecgennyttige

Omhu for hans Federne⸗Stads Velfærd, vil ſtedſe blive i en uforglemmelig Erindring hos den. Hans Ende lignede hans beremmelige Leonet, og ſom hand var ſtor endog i de allermindſte Ting, faa var hand det ikke mindre ved dette ſtore og vig⸗ tige Skrit fra Tiden ind i Evigheden. Hand overleverede fin Skabere og Igienloſere fin Siel med en frimodig og rolig Samvittighed den z die May 1743. i hans priisverdige Levnets 70de Agr. Hamborg den 1 Octobr. 1746.

n

Eſterret⸗

—

— —

330 335 E III ii ff ii

Wera N . NT, ANDIAE, — R M. a.

24 e

n ex vecentissim: Ale.

—

2

Ka

Stuckende y 7acobsBocht Sl e

0 . . sæ

7 2 5 See Porree 5 dl 2 . —

i ; glat brocken Kun en Ho O *

Vilde Sui, fort ee

( Hale aue fHvaljse See!

60 | mobo Grelle Fe han Fr hiſelerl grund hab. Helene glacie kel ent,

.

or walds ford 4 einer * v hum

7

(TA ver Enke EYES. van B aeg g tal. Brandinge f.

met hol mater

7.

fam SX -

S ..... ——

i 1 — — . . — n — 8 220 2

5

VVV

3 Jen Oe Island, ſom ligger n 8 temmelig hopt oppe i Nord | ind

Søen, og tilhører Kongen af Storrelſe. Dahnemark, kak, ſom der er

RR gemeenligen holdes for, være halvfierdefindstiuge danſke

Mille i Længden, og een og fyrretiuge i Breeden.

9. II. Den er et af de ſtore Nordlige Er fuld af Stykker af Verden, ſom fordum ved en Klipper. overnaturlig Magt ere afbrudte, og maaſkee paa den Tiid, da den Allmegtige fordervede Jorden formes delſt det Menneſkelige Kions tiltagne Synder; hvor⸗ paa den viſer mange og Pyenſiunlige Kiendetegn; thi den har ikke alleene i fig ſelb en gandſte u⸗ordentlig Skikkelſe, hvoraf man nokſom kand fee de Skaar og ulægelige Brud, (om den har liidt; men den er ogſaa paa alle Sider omgiven med en ſtor Mængde af afbrudte, ſmaa, blinde, eller og gandſke lidet over Vandet fremſtagende Blipper, ſom derfor i de Nor⸗ diſke Sprog kaldes Skeer; med mange Holmet, det er, ſmaa grønne, men ubeboede Per, og med endnu ſtorre, beboede, egentligen faa kaldede Wer; derforuden er den indvortes eller paa dens gandſke flade Land opfyldt med | grobe, nedſtyrtede, fisk . . | £

Efterretninger

le Bierge, eller meget meere Steen⸗Klipper, hvoraf | een Deel ere ſkiulte med Snee og Jis, ſom aldrig | ſmelter, og ligger mange Faune hoyt (5). Hvorfore den ogi Mitten findes gandſke ubeboelig for Menneſker; uden naar det engang hender fig, ſom dog ſkeer meget | ſielden, og alleeneſte iyderſte Fortvilelſe, at en aaben⸗ bar grov Misdeder, eller andet hoyſtliderlig Pak, | ſkiuler fig der i en kort Tüd for Ovrighedens velfor⸗ tiente Straf, og behielper fig elendigen og kummerligen | nok i Biergenes Huuler. e .,

O Diſſe hoye Klipper, eller rettere, deres overſte Toppee vg Sypidſer, ſom Aar ud og Aar ind ere ffiulte med Snee og Jis, kalder Islenderne Jockel eller Joekul, hvilket man end og kand fee af det Geographiſke Kort, (conf. Gudm. Andreæ Lexic. Island.) af det gamle Nordiſke Ord Joekul eller Joekle, hvilfeg | (juxta Verel. in Indice Schyth. Scand) betyder frøsne Dan: | de, men i ſerdeles Moes zllas herpetuas in Normegia & Islan= | dig montibus nungvam liqveſcentes (in Specul. ſeil. Regio,) og bruges endnu indtil denne Dag ikke uretteligen af de Sachſiſke og Hartziſke Bierg Folk, omendſklont de ſelv ikke forſtaaer det, naar de vil betegne det ſtorknede og ligeſom ſammenfrosne Vi⸗ triol⸗Vand, ſom i nogle Druſer eller naturlige Grotter i Kob⸗ ber⸗Gruberne ſies ud af Steenene og enten hænger need i grøn: ne og blag Istapper, eller ſtaaer ſom Pyramider paa Grun⸗ den; hvilket flags Vitriol de i ſerdeleshed Falder Igckel eller Jsckel Gods, hvorved de fkiller det fra det andet ſlags Vitriol, ſom voxer kruſet, og kaldes i deres Bierg⸗Sprog Roſen⸗Gods. Dette kand ingenlunde komme dennem frem⸗ med for, ſom veed, at Biergverker ere langt for opkomne i de Nordiſke Lande end i Tydſkland. vid. Loccen. Antiqvit. Sveo- Goth. cap. 17. Og det lod fig end vel bevliſe, at de dertil horende VBidenſkaber ere fra diſſe forſt komne til Tydſkland, men ere i Tydſkland viidere udøvede og med Tiiden ſaaledes for⸗ 4 bedrede, at Nordlenderne maa derefter. igien gage i Skole hos diſſe. Saa at endog de Svenſke har nu omſtunder i de fleeſte Ting antaget det Tydſke Biergverks Sprog. Hvorudover jeg alleene for Exempels ſkyld vil beraabe mig vaa en inaugural Disputation, ſom Aar 1725 er holdt i Upfal af P. O Wollenio, under A. Grönwalds Præſidio, og kaldtes Argentifodinæ ut & Urbis dalane delineatio,

Om Island. 2

§. III. Hertil kommer endnu, at ved] Og vanſke⸗ de Aar efter Aar deels moor⸗brendtke, deels |tigt at reiſe jennemblodte og løsnede og derefter need TF fiortede Stykker af Klipperne, ſom ved de af Bierge⸗ ne nedflydende, og med den ſmeltede Snee og Regn for⸗ ogede Vandſtromme, ſkylles vidt og bredt omkring, er Landet blevet fan opfyldt og faa vanſkeligt at komme

frem i, at man kand ingenſteds reiſe med Vogne eller

Karrer, men maa paa de fleeſte Steder gade til Fods, og hvor det er beſt, kand man ikkun ride, ſkiont meget kummerligen, hvorved man dog maa bruge all Forſigtig⸗ hed baade i at ride og gage, at man ſkal ikke føde an eller ſtyrte. Thi ingen gior fig den Umag at rydde af Veyen, efterdi Indvaanerne her, ligeſom i andre u⸗ frugtbare og elendige Bierg⸗Lande, har ſaa liden Lei⸗ lighed eller Opmuntring til at reiſe. 5. IV. Af Pens anførte Beſkaffenhed ] Er ikke

kommer det fremdeles, at den er ikke meget ee

Folkeriig, og at der alleeneſte ved Strand⸗ SE

Siden, ikke over 4 eller 5 Mile op i Landet, findes

beboede Landsbyer, (thi man mag ingenlunde ſporge om Kiobſteder) hvilke alle meſtendeels beſtaaer af nog⸗ le faa adſpredte Huuſe, ſom ligger vidt nok fra hinan⸗ den, efterdi enhver Bonde har bygget, hvor han hav vildet, det er, hvor han har fundet en liden Plads med beqvem Grasgang, hvoraf han da har tilegnet fig og indhegnet faa meget runden om hans Bolig, ſom han har meent at have fornoden for ſig og ſine, og at

kunde beſtride. Paa ſamme Maade bygges der endnn

Tiid efter anden, uden nogen Orden eller Tilſyn, naar

nogen fager Lyſt dertil, faa at den ovenmeldte Adſpre⸗

delſe og Uheld tager ſtedſe meere og meere til. §. V. Men. hvorfor denne Oe er faa | Er under⸗

lidet beboet, er Dette endnu mere Skyld og kaſtet Jord⸗

Aarſag, at den fear fin. indvortes JÆ? 5 2 5

|

Bes

4 0 Efterretninger

Beſkaffenhed har Tiid efter anden varet, og endnu er underkaſtet ſtore og forſkrækkelige Odeleggelſer. Thi da den er ikkun ligeſom een eeneſte Klippe, og at der⸗ for Grunden ligeſaa vel i Dalene, ſom Biergene, er af en huul og aaben Beſkaffenhed, fan og har alle ſlags antandelige Mineralier i ſtor Mængde udi fig, faa er den faa tilboyelig og beqvem til Jordſkelb, ſoͤm noget Land paa Jorden kand være, hvorfore der ogſaa meget ofte her og der fornemmes gandſke ſtore og beſynderlige Jordſkeelb. Hvorom et Pyenſynligt Vidne har fortale | mig en faa merkverdig ſom fælfom Hændelfe. J det Aar 1726, om jeg erindrer ret, tildrog det fig ved Skage⸗ | Strand, (i Norder⸗Deelen) af et temmelig hoyt VBierg ſank i een Nat, ved et haftig Jordſkalb, faa | Dybt need i Jorden, at der paa ſamme Steed hlev en ſtor dyb Søe; derimod fkeede det paa ſamme Tiid, at en dyd Søe, ſom lage halvanden Mil derfra (og hvilken de omkringliggende agtede at være Bund⸗los) ikke alleene gandſke udtorredes, men dens Grund blev ogſaa loftet faa hoyt opi Veiret, at den nu er hoyere end det gamle Land der omkring. Mange deslige Hendel⸗ ſer har formodentligen tildraget ſig ĩ Syndflodens Tlid. Grunden §. VI. Men ſom deslige Jordſkalv 5 100 af, kand ikke vel lade fig begribe, uden Jord⸗ Salpeter Ildens anſeelige Medvirkning; faa ſkeer det —logſaa, at naar der yttrer fig Jordſkelb, da | har de gemeenligen hæftige og hoyſtſkadelige SÅ - Ude i brydelfer i følge med ſig. Jeg vil forſt taleom Jord⸗ Brand. Man behøver ikkun at tage det oberſte Lag Jord bort, eller at grave henved et Qvarteer Dybt, faa finder man ftvar i Mængde, ja endog i Klumpeviis, Svovel og megen Salpeter, hvorved. ike alleene Grun⸗ dens Frugtbarhed i almindelighed overmaade hindres, men der antændes ikke ſielden ſaadan Brand, ved den indvortes Giaren med den Jernhaltige eee | om

em Island. 5

ſom bryder ud ilys Lue, løber frem under og oben paa . og ſaaledes udbrander og forderver ſnart et fore, ſnart et mindre Stykke Land, at det gandſke uds doer, og bliver evig uduelig. Hvoraf man ret egentlig gen kand begribe det, ſom ſiges i s Moſe Boas 29 cap. 23. v. Alt Landet er brændt med Svovel og Salt, at det kand ikke ſaaes, ey heller give

Gre de, og ingen Urt kand opvoxe derudi.

Endnu for faa Aar ſiden, nemlig 1729. opkom plud⸗ ſeligen ſaadan en Jord⸗ Brand paa den Nordre⸗Deel af Øen, og end i Huus wichs Diſtrict, hvor den

Landsby Myconfu blev ſaaledes odelagt, at det frugt⸗

bare Land, Kirke og Huuſe, med Faar, Heſte og Horn⸗ geg paa engang brændte til Aſke, og Luen leb faa has figen frem , at Menneſkene neppe kunde redde deres

lotte Liv med den allerhaſtigſte Flugt. Ja fer narlig⸗ gende Kirke⸗Sogner vare der over i den alleryderligſte Fare for at blive gandſke odelagde ved denne Brand. Men ved Guds naadige Tilſkikkelſe, ſom midt i fin Vre⸗ de tænkte pan Naade, blev det ved tre, og Ilden, ſom intet menneſkeligt Raad kunde modſtaae, blev efter

nogle Dage lykkeligen dempet ved en meget tyk Taage

og en heftig Regn (). e §. VII.

5 065 Ligeſaadan en Jord⸗ Brand opkom af fig ſelv i Aaret 1732. paa det ſaa kaldede Jan-Mayen-Eyland, hvilfet ogſaa,

ligeſom vores Island, er et af Verdens Nordlige Stumper „og

ligner det meget , dog er gandſke ubeboet og ubeboelig; det lig⸗ ger noget fra Spitzbergen og Groenland, og ſtrakker fig 6 Tydſke Miile i Længden, efter de Soefarendes Gisning, uden nogen ſynderlig Breede, fra Sydveſt imod Nordoſt, vg er over alt bedakket med mindre og ſtorre Klipper, ſom ere gandſke bare; Paa dets Nordlige Ende feer man det fag kaldede Bſorne Bierg, af ben ſtore Mængde Biorne, ſom fordum ere ſeete herved, der

er faa hoyt, at naar Himmelen er tyk med Skter, ſtrkker dets

Spidſe fig langt over de underſte Skyer, ſom driver omkring å N 5 i y og

> 5 —

——— ==

Efterretninger

S. VII. Dernaeſt ere Biergene, for⸗ medelſt anførte indvortes Egenſkaber (=x), ſom endnu meere angager dennem meere og oftere faa beqvemme ſom færdige til at an⸗

ä ten⸗

Derobver ere her og mange Ild⸗ ſprudende Bierge. ———ů—

og ſtoder an derpaa, og kand i klart Veyr, efter Skippernes Før flikkring, fees henved 32 Miilei Soen. Det er ligeſom de ovrige, gandſte bart, uden Buſke, Urter eller Jord, oven til beſtandigen

ſtiult med Snee eller Jis, og alleeneſte nederſt ved Foden begro⸗

ef meb den paa diſſe Steder for de forbiſeiglende Gronlandsfarer fan fornødne Lg; dom, nemlig Cochleare, Syrer, og deflige, ſom efter den vülſe og naadige Guds Uddeeling vorer her paa en fynd Moos eller Jord⸗Skorpe, Fugles Ureenhed, ſom ken ubeſkrivelig Mængde opholder fig og legger Unger ud her, formedelſt de manfoldige Krabber eller Gar⸗ nater, ſom findes her paa Grunden og ved Strandbredden.

Miile Sonden fra dette Bierg lage i Aaret 1732 d. 17. Maji en Skipper, navnlig Jacob Jacobfen Laab, ſom vilde til Gronland med fit Skib, formedelſt Mod⸗Vind Da det pludſeligen bes gay ſig, at der paa adſkillige Steder neden ved Bierget fremſko⸗ de ſtore Ild⸗Flammer, ſom fore hid og did Stræg⸗biis ligeſom ſteerk Lyn⸗Ild, hvorved man ogfaa horte et forſkrækkeligt Knald

ſom af en ſterk Torden, og endeligen fane en ſtor og tyk Damp.

Hyorover Skipperen kom! den ſtorſte Anaſt og Kummer, efterdi han kunde ikke komme af Stadet med ſit Skib, ey heller vide hvad der maatte folge paa denne Antendelſe, og hvad der og kunde vederfares ham ſelv. Dog har denne Brand ikke varet

lengere end et Wimaal, ſom Soefolkene taler, det er, i 24. Ti⸗

mer, ey heller har Bierget ſelv aabnet fig oven til, langt mindre udkaſtet Steene eller deſlige. Alleneſte den tykke og ſorte Rog⸗ Damp har holdt ved indtil den 21 i ſamme Maaned, da Vinden vendte fig og bemeldte Skipper ſeilede derfra. Men der overfom ham ſnart en nye Skrak, thi da han var 15 Mille fra Øen, efter hans Gisning, fom faa ſtor en Mangde Aſke flyvende efter og falde need paa Skibet, at Seilene ſyntes at være farvede Sorte „og Dekket van Sk ibet blev gandſke tyk og opfyldt dermed. Hvorover hand i Begyndelſen var bange, at der maaſkee iblant denne Aſke ſkulde være gloende Emmer, eller andre tendende Mineralier, ſom kunde tende Ild i hans ticrede Skib; Men da han havde fo⸗ let hid og did paa denne Affe og fundet at den var Fold, faa 1 marke

ſom ſamles af de utallige Strande

| | ! | | |

Tre

om Island. i 7

tendes. Ja de ere juſt de, ſom gemeenligen gøre Begyndelſen til Jordbrand. Derfore finder man ikke letteligen paa Island andre end udbrændte Bierge, paa og omkring hvilke man nokſom kand fee Dirkninger⸗ ne og de efterladte Tegn af en forrig Brand. Der er overs alt ingen ret ordentlig Sand, ſom paa andre Steder, men man feer alleene gammel Aſke og forbrændt Steen⸗ Stop, og endnu den Dag i Dag er tildrager det fig ikke

ſielden iblant Biergene, at der ſkeer forſkrakkelige Ild⸗

Udbrydelſer, naar enten de gamle ogforrige Ildſpru⸗ dere, efter at der Tiid efter anden har ſamlet fig et nyt For⸗ raad af brændende Materier inden i dem, bliver ufor⸗ modentligen antændte og begynder at kaſte ud igien 1 a 4 „„

market, at der ikke engang var noget antændeligt deri, omend⸗ ſtiont han holdt et Lys dertil, faa fattede han friſt Mood, og lod med Band ſkylle Aſken ud af Skibet, hvormed, hans Folk havde deres Arbeide i 5 ſtive Timer, efterdi der ſtedſe faldt anden og meere Aſke derpaa igien. Jeg har faaet noget af denne Uffe, den er ly⸗ ſe⸗graa, og blød at rore ved; men naar man legger den under et Microſcopium, faa er den beblandet med mange fiine Sandkorn, eller meget meere giennemſkinnende Stykker af knuſede Steen. Et par Uger derefter er en anden Skipper, navnlig Alicke Payens, den forriges Landsmand, ſom havde fornummet noget om denne ellers uhørlige Hendelſe, kommen til ſamme He, og har varet faa driſtig og nysgierrig, at han er gaaet i Land ved det Stad hvor Branden havde været, for at tage alting i noye Byeſyn. Men har ikke kun det finde, at Bieraget ſelv har nogenſteds været, bruſtet, ey heller at noget har flodt ud eller været udkaſtet der af, men alleeneſte fundet at den gandſke Grund, paa 2 Miile Veng,

har veret faa hoyt ſkiult med Aſke, at han maatte vade der i ind⸗

til midt oy paa Beenene, og folgeligen begive fig temmelig træt til ſit Skib igien.

; (6 Herom taler allereede Olaus M. Hiſt. Gent. Septentr. naar han fiaer: Läb. II. cap. 2. In Islandia- montium ſitum &

naturam eſſe ſingularem, ſcil. in eorum vertice nivem:qvaſi per- petuam, et in baſi ignem ſulphureum continustive fine. ſui cou: ſumtione exardeſcentem. g

— — —— —— i — — — —̃ D(—D —ͤů— — væ — 7 NR BRS —ů — —— —— — l

are

anforte forfærdelige Virkninger og hoyfffadelige P⸗

Efterretninger.

(FFF), eller og naar ny Bierge, ſom har ikke tilforn brændt, ſpringer pag eengang i Stykker med det herf⸗ tigſte Knald, og fætter alting i Forſkrakkelſe ved deres | Udkaſtning. J det ikke alleene de pludſeligen ſmelten⸗ de ſtore Jis⸗og Snee⸗Klumper ſtyrter Strommeviis oven need med den forferdeligſte Vold, og oberſpvommer alt hvad der ligger derhos og omkring, men og tillige med de efterflydende ſmeltede Mineralier og brændende Ma⸗

terier indvikler og ſkyller bort med fig alt hvad dem fore⸗

kommer, baade Ovæg, Menneſker, Huuſe, og faa vildere; ſaa at de tvende ſkadeligſte Elementer, Ild og Band, med foreenet Magt evig forderver Landet Bund og Grund, og efterlader fig intet andet end dybe Klofter eller Riſſer. At jeg ikke kal tale om hvad Ode⸗ leggelſe der (feer paa mange Mille ved de vidt og brede omſpringende Bims og andre Steene, ſaa og ved den gruelige Mængde Aſke, der flyver endnu videre. Saa⸗

ledes komi Aaret 172 1. et Bierg ved Portlands Bay,

ſom havde ikke brænde tilforn, pludſeligen i en ſtor

Brand, hvorved ikke alleene mange Ild⸗Flammer og Steene bleve kaſtede ud og omkring, og ſaaledes de for⸗

deleggelſer overgik et ſtort ſtykke Land, men der tildrog fig og derforuden denne beſynderlige Hendelſe, at i det Bierget ſprang fra hinanden, blev, ved den udbrydende

og ſig udbreedende Lufts Kraft, en god Deel af Bier⸗

get, ſom var for tungt til at kunde loftes, bortfort til Siden, og ikke alleene flottet en gandſke Mil over Ben need til Stranden, men endog en Mill viidere ud

i Soen,

) Hyilket ogſaa i fordum Tiid maa være ſkeet, ſom man kand fee hos den anførte Olaus paa det antegnede Stad, hvor han ſkriver: In multis loeis torridæ voragines cum einere appa- rent, montium eombuſtorum & vallium, quæ iterum tacitis in- erementis ſulphureis ſucereſcentibus quaſi eirculari temporum fpatio diſponuntur ad combuſtionem.

om Island. SØ

i Soen, og blev der nedſat, hvor det, wagtet So⸗ ens Dybhed, ſtod i Begyndelſen vel 60. Faune over Vandet, og ſtager endnu en for Deel deraf (). Paa den Tiid blev Aſken dreven af Vinden ikke alleene ober den gandſke Oe, men endnu nogle Mille viidere ud i Soen pag et viſt Skib, og altſaa over 30 Miile bort. J tre Dage har Luften været faa opfyldt med Aſte og Damp, at man kunde ikke ſee Solen derfor. All den tørrede Fiſk, ſom da befandtes paa Den, blev gandſke fort og ubrugelig deraf; Ja i de 2 neſtfolgen⸗ de Aar derefter er Munden paa Heſte og Hornqveg "bleven ſkaaren i Stykker og fordervet ved ſaadan Aſte, eller meget meere ved de uden Tvivl dermed beblandede ſkarpkantede Steen⸗Gruus eller Sand, (ligeſom forhen er anmerket ved den Brand pag Jan-Mayen-Eiland) ſaavidt Landet og Greæsningen er overfaldet deraf. Ef⸗ ter at Ilden ogſaa havde angrebet det dybe Land ved Foden af Bierget, er Branden efterhaanden løbet frem under Jorden, henved 18. Miileveys, og har varet o⸗ ver Aar og Dag, inden den holdt op. Fi. VIII. Imidlertid har det, forme⸗ Om det delſt fin meget haftige og i mange hundre⸗ Sierg Hek⸗ de Aar vedvarende Ildſpruden, ſaa berygtede e Bierg Hekla, holdt ſig i nogle Aar gandſke ſtille. Doglever de omkringboende ikke uden Aarſag i Frygt, at det ikkun, ſaa at ſige, hviler ud, og vil inden kort eller lang Tiid begynde igien at ſprude deſto grummeli⸗ gere til deres Skade. Jeg har tankt at fane noget nærmere at vide om dets nærværende Geſtalt og Om⸗ ſtendigheder; Men man har forſikkret mig, at det er gandſke og aldeles 1 9 at komme ikkun op derpaa, f A 5 end

) Paa deſlige Bierges og Klippers forunderlige Fort voks

kelſe finder man nøgle Exempler i Kircher Mund. Subferran. Lib. IV. Sect. 2. c. 10, F. 2. og i Hr. D. Buͤchners Milcell Phys, Med. Mathem, d. 1728. Jan. p. 818. ſegq

10 Efterretninger

end ſige at Havre op til dets Svælg, og det formedelſt de eendeel udkaſtede, eendeel nedfaldne utallige Steen⸗ Stykker, ſaa og formedelſt de ved dets Udgydelſe for⸗ aarſagede Klofter og Riſſer, hvilke, fordi de ere ſkiul⸗ fe med falſt Snee, eller opfyldte med ſkior Sig, ere faa meget des farligere, Om en F. IX. Ongefæren halv Mill fra Sekla Soe, ſom ligger en fer See, ſom er altid varm, antender men om Vinteren endnu varmere, og, ef⸗ hs fre Aa ter Naboernes Beretning, ffal have den⸗ w. ne gandſke beſpnderlige Egenſkab at den —— boert Aar tre adſkillige Tider antænder ſig af fig ſelb, og brænder hoer gang i 14 Dage med ſmaa klare Sid Flammer, og efter at diſſe ere ude ſlukkede, damper eller ryger ſteerk endnu i nogle Da⸗ ge derefter. Min Kiobmand, ſom var engang egent⸗ ligen reiſt hen til denne Søe, for med egne Hyne at fee dette beſonderlige Phænomenon har vel ikke ſeet nogen Ild⸗flammer meere, efterdi han kom en Dag for ſildig derhen, men han fandt dog at den rygede ſterk. Jeg beklager ikke lider at jeg har ikke Fundet fade nogen videre Efterretning om denne anteændelige Soe og dens fortalte Omſtandigheder, end hvad jeg har fornummet af denne Mand; allerhelſt da de ere faa ſœlſomme og mærkelige at det var ſtorligen at on⸗ ſke, at en med udforderlig Dygtighed begavet Natur⸗ kyndig maatte tage denne Sør i Dyeſyn, og med noye Agtſomhed underſoge ſaavel den omkringliggende Egns

Beſkaffenhed, ſamt de underjordiſke Mineralier, ſom

Soen ſelv og dens Veld, og den egentlige Tiid og Vairligets Beſkaffenhed, naar denne Antendelſe fer Jeg er vis paa, at mange Ting vilde derved blive aabenbarede, ſom kunde give en nye Oplysning i mange andre Handelſer, ſom angager Suur⸗Bron⸗ i de, Mineralſke og varme Bad ; fag og de e

. om

om Island. e

ſom paa nogle Stader ofte bliver til Havs brændende Flammer, og deſlige Ting. g Imidlertid, da den Fortælling, ſom J. Phyſiſke

jeg har faget herom, er gandſke rimelig, 15 og den ſom har givet mig den, er efter al ST Anſeelſe en oprigtig Mand, ſaa vil jeg, ſaa vidt de mig bekiendtgiordte Omftændigheder giver Anledning, gabenbare mine ringe, dog naturmæfigeTanÉer om Aar⸗ ſagerne til de anførte ſelſomme Handelſer, til andres Provelſe og Forbedring. De noyere Underſogninger, ſom ere giordte paa andre Stader, ſaaſom ved den formeente og navnkundige Fontaine brulante ved Grenoble i Danphine (), og ved den antandelige Kilde i Lenchashire i Store Britannien (, ude piiſer, at det er ikke Vandet, men de Svovel⸗Dun⸗ ſter, ſom uformerkt opſtiger af den omliggende Grund, der enten antænder fig ſelv, eller dog lader fig antan⸗ de med et Lyys, og brænder med en klar bluſſende Lue. Nu er det bekiendt af den fortraflige Phyſici Herr Wolffens grundrigtige Natur⸗Lere (*, at de opſtigende ſpovelagtige Dunſter, faa længe de ere ringe og tynde, forſpinder uformerkt, det er, at de formedelſt deres Lethed ſtiger efterhaanden hoyere op i Luften og fordeeler ſig; men naar de ere blevne over⸗ flodige og tokke nok, antender de fig ſelv og kaſter lyſe Flammer fra ſig. Deraf ſlutter jeg, at det ved den Iſlandſke Soe kommer altſammen an paa Svobel⸗ agtige, og deſlige Dunſter, ſom trænger fig op igien⸗ - nem

(0 Hvilfen er ingen Fontaine, men et lidet ſtykke Land, Hhbor man paa den døde Klippe af forfulede Skaverſteen feer en lys Lue, ligeſom Luen af Brændeviin, at bluffe og forgaag. i 8 5 Hiſtoire de l' Acad. des Scienc. å Paris d. 1699. 24. 19. b (**) Philoſoph. Transact. N. 26. p. 482. Kc. ; () Fornemmeligen i den 11 Part af haus For ſog, . 142.

12 Efterretninger

nem Bandet af dens Grund og Bredder hbilke Dunſter, faa længe de kommer ikkun ſmaaligen frem, ligeſom forſpinder, uden at man bliver det vaer; men faa ſnart de har efter haanden ſamlet fig i en tilſtrak⸗ kelig Mængde, eller de har igien bekommet ſaadant et Tillæg fra de omkringliggende Jord⸗Huuler, at de ere blevne tykke nok, faa antænder de fig og bliver til lyſe Flammer, hvortil uden Tvivl meget hielper en fugtig og taaget Luft, ſom paa ſaadan Tiid er over Søen. Saaſom ikke alleene Natur⸗Videnſkaben lærer os, at fugtig og tyk Luft gier tillige Dunſterne tykkere, og forhindrer, at de kand ikke flige Vairet, men Erfa⸗ | renhed viiſer det ogſaa ved den ovenmeldte Frantzoſfe Kilde, hvorfore dens Grund brander ſtœerkere om Vinteren og naar det er fugtig Luft, end om Som⸗ meren; da den derimod ofte i den heedeſte Tiid chvil⸗ ken man veed har en gandſke⸗ſtridig Virkning, og der⸗ for gior Dunſterne tyndere og driver dem fra hinanden) holder af fig ſelb op at brænde (5), Ligeſom det end⸗ nu videre er gandſke naturligt, at naar den Forraad af ſpovelagtige og andre Dunfter, ſom flyder til af Grunden, er ved Antandelſen forteeret, og Luen folgeligen fattes Naring, ſaa maa den nodvendigen ſlukkes. Net lige⸗ ſom de Ildſprudende Bierge raſer alleneſte faa længe der er tilftreffelig Brand⸗Forraad inden i dem; men faa ſnart denne er fortæret, faa holder de op og bliver ſtlle, begynder og ikke igien, forend de har 1 Tillø

() Hvilket ligeledes bemerkes ved de: beſtandige Jordflam⸗ mer paa det Bierg Pietra Mala paa de Apenniniſke Bierge, i Memoires de! Acad. des Sciences de Paris d. 1706. p. 337 hvormed adſkillige Phosphororum Experimenta kommer over⸗ eens hvile, naar det er klar Himmel og Soelſkin, enten alde⸗ les ikke, eller meget langſom antendes, derimod naar det er fold, tyk og fornemmelig Regnagtig Luft, meget haſtigen an⸗ kendes og bryder ud i lys Lue.

om Island. 13

Tillob og Forraad af den omkringliggende Jord. Men at den Iſlandſke Soe ryger endnu i nogle Das

ge efter at Flammerne ere udſlukte, fkulde jeg meene

at komme deraf, at der endnu made være noget af tyk

Jord⸗Materie til overs i Grunden ſom brænder end⸗

nu i nogen Ti efter, og efterdi der er ellers ingen an⸗ den Aabning, ſaa ſender det fin tykke Damp op igien⸗ nem Vandet. Endeligen er dette allertungeſt at begri⸗ be ved denne forunderlige Soe, hvorledes det kand gage til, at dette Tillob af brendende Materie kand ſkee hver Aar, og det end 3 gange, og juſt i ſaadan Mangde og i ſaadant rigtigt Maal, at den kand hol⸗ de ud at brænde i 14 Dage. Dog maa man ikke Derfor gandſke tvivle derom, efterdi Naturen udøver mange forborgne Virkninger i Jorden, hvis egentli⸗ ge Aarſager og Omſtandigheder ingen Naturkyndig er mægtig til at forklare, Hvorfor fulde diſſe Omſten⸗ digheder, omendſkiont de ere vanſkelige at forklare, ik⸗ ke ligeſaavel kunde være muelige, ſom hvad den i Mas

tur⸗Videnſkaben hoyfortiente og troværdige Herr

Scheuchzer i hans Natur⸗Geſch. des Schweitzerlan⸗ des Part. II. p. 342. fortœller om det Weiſſenburgſke

Bad? at det ſamme endog 3 gange om Dagen for⸗ andrer fin Varme, og at det om Morgenen imeilem

7 og 9. om Middagen imellem tolv, men om Afte⸗ nen imellem 4 og 7 er varmere end ellers.

8. X. Af alt det anførte, og da der o⸗ veralt findes faa ſtor en Forraad af Svo⸗ vel, Bierg⸗Harpir, Jern⸗Erts, og Jern⸗ haltig Svovel⸗Gruus, hvilke ere de varme Vandes egentlige Fode⸗Moder, hyilke formodentli⸗ gen maa næften uden Ophor paa adſkillige Maader ſtode tilſammen og komme til at gieres, faa er det ik⸗ ke at undre, at der findes faa mange varme Damme og Kilder paa adſkillige Steder paa bores Pe. En e

mange hee⸗ de Kilder

Her ere

og Damme

14 Etſterret ninger

vis Skipper, ſom har lagt i Jokuls-Fiord, har oben paa jokul, der er en ſtor Klippe / ſom dampede ſtark og hvis Jordgrund var fag varm, at man neppe kun⸗ de holde Haanden derpaa, fundet en temmelig ſtor Dam med naſten ſydende hedt Band, dog ikke feer nogen Flamme enten om Dagen eller om Natten. J Huus wiks Diſtrict, noget fra det Stad, hvor den obenmeldte Brand begyndte, er en hed Kilde ſom i hoer Qvartter bruſer 3 gange op, forſt ikkun lidet,

derefter hoyere, og til ſidſt ſyder gandſke over, og paa

ſamme Maade ſpnker igien efter Haanden 3 gange, | og ideligen igientager dette Spil vevelviig baade Dag og Nat. Iblant diſſe Kilder ere de fleeſte ſaa fods heede, at man kand kaage Oxekiod deri, hvilket enten Tand (fee uden all Tilberedelſe eller Kar paa en gand⸗ (fe kort, men ikke aldeles nydelig Maade, i det man henger Kiodet need! Vandet ved en Traad (*), eller og paa en vidtloftigere, dog adeligere Maade (), naar man legger det i koldt Vand i en Keedel, og henger den need i den ſydende Kilde at den kand ſpille derpaa og kagge det. Hr. Me ⸗ fortallte, at ik⸗ ke langt fra hans Fiord bare ſhb heede Kilder tet ved hinanden, ſom bruſede op med ſtor Magt, derhos boer en Mand, ſom Aar ud Aar ind bruger ingen an⸗

den Ildebrand, men i een af diſſe Kilder „ſom oven til har en ſmal Aabning, kagger han Kiod, indſyet ien linned Klud, Grød og deſlige i en Potte ſom han henger need i Vandet. ö . | Gode at. Han ſagde fremdeles at Bandet, fom VÅ bade udi. | lob over eller flød ud af diſſe Kilder, giorde 9 ſtrar en temmelig Bek eller liden Flod, i 91 170 | unfne

(F) Ligefom Zorgdrager har giort: Opkomft der Gronland. 1h 1 5

Iicher c..

(% Som b. Biorn Philof. Traneact, No. II. p. 238. beretter.

om Island. 1

lunkne Vand det var meget angenemt og ſundt at bas de. Derpaa opholder ſig altid viſſe ſorte Fugle med lange Neb, ikke meget ulige Sneppernes, hvilke ge⸗ meenligen ſvommer derpaa, og formodentligen ſoger deres Naring af Orme, Snegle og deſlige, ſom findes deri. Om der vare Fiſte deri, kunde han ikke ſige mig;

Men jeg ſkulde faa meget mindre tvivle derom, ſaaſom

jeg forhen har fundet meere end et flags Fiſke, for⸗

nemmeligen Karper, i den lunkne Samling eller Dam,

hbori de varme Bad i Bourzet ved Aaken har deres Udlob, hvilke Karper, ſom en fornemme Mand der paa Stadet har berettet mig, fkal endog, juſt forme⸗ delſt Bandets trivelige Lunkenhed, være ſtorre og nys deligere, end de ſom fanges langt derfra i gandſke kol⸗ de Vande (8). 5 Overalt har Erfarenhed længe ſiden | Og ſundt lert de Danſke Kiobmand, at, ſom det var⸗ gat drikke. me, faa ligeledes det ovrige Kilde-Vand paa denne Me, er meget ſundt og godt at drikke, efterdi det er altſammen enten meer eller mindre mineraliſk.

g. XI. Biergene beſtaaer af Sand og Biergenes andre vilde grove Steene. Efter al For⸗ | F e modning findes der og Marmor⸗Lag inden | Pe, hvori

. i dem.

() Det er herved falden mig ind, hvad Busbequius Legat. Turcic. Epiſt. I. p. 17. melder, og er vel værd en noyere Une derſogning, nemlig: Illud quoque, dum Budæ eram, videre juvit, fontem, qui eſt extra portam, qua iter eft Conſtantino- polin, in ſummo mire ferventem: in eujus tamen fundo na⸗ tantes deſpicias piſces, quos inde niſi codos eximi poſſe non

putes. Jeg foreſtiller mig en lt Maade paa hyilken dette

kand ſkee, at Vandet neden paa Grunden maa være koldt, men at der oven oper maa være en liden varm Strom ſom flyder ud fra Siden af Jorden, hoilken formedelſt ſit ſtarke Tillob, og

fordi den, ſom lattere, ligeſom bæres af det Fulde Vand, og løber faa haſteligen frem derover, at den ikke meddeler det kol⸗ i

de Band need til Grunden meget af fin Varme, og at Fiſke⸗ ne derfor gandſke begvemmeligen kand leve der neden under.

— —— — == ==

16 Efterretninger

formodent: i dem. Efterdi deſlige findes ikke alleene i IM findes Soerrig og Norge, men der ere og ved Den Strand bredden her paa Pen undertiden. fundne ſmaa Steene af Marmor⸗Art, ſom bel neppe. | kand være afrevne af Klipperne paa nogle fraliggende faſte Lande, og ved Soen veltede hen til Sand. Lis | geſom der og i den Ckhofiſke Samling i Lybek, ſom nu er i den carieuſe Borgemeſters Herr Munters Eye, fandtes en rod og en gron Marmor, ſom ſkal være | kommen fra Iſland. Men hvem har nogenſinde ſogt eller brekket derefter? J Landet behoves de ikke til der | res brugelige elendige Huuſe; og Udlendiſke forlanger | dem ikke, efterdi de kand fage dem fra andre Steder baade af bedre Beſkaffenhed, nemlig af Haardhed og Glands, faa og nærmere og med mindre Bekoſtning. Saaſom det er bekiendt, at deſlige Steene bliver ikke faa haarde, folgeligen lader fig ikke faa vel polere, i de kolde Verdens Parter, ſom de der brydes i varme Lande; hvilket maa forſtages ſaavel om de ringere ſom ædlere flags Steene. Og jeg kand beviife med ad⸗ ſkillige Prover, at endog Ting, ſom ere forvandlede til Steen, ere langt haardere naar Forvandlingen er ſteet i Aſien, end i Europa. ö 7 5 Chryſtal. §. XII. Saa falder og de Chryſtal⸗ lerne ere ler, hvoraf her findes undertiden i de na⸗ . turlige Huler i Klipperne et eller andet Styk⸗ ke, meget bløde og ſkiore, faa at der ikke kand forfgr⸗ diges noget deraf. | Undtagen Imidlertid er der en beſynderlig gen- den ſom genſkad ved den Art, ſom findes vel her rege og der, men fornemmeligen bed et Bierg u kaldes ved Koerfiorde, og er bekiendt under det Islandica Navn Chryſtallus Islandica. Thi Bog⸗ ſtaver og alt hvad man feer igiennem den, foreſtiller den Dobbelt, hvilfen Egenſkab er ikke fan let at give 0

om IJsland. 17

en kilſtrekkelig Forklaring over af Phyſiſke eller Ma⸗ thematiſke Grund⸗Lrdomme. Hvorfore ogſaa adſkil⸗ lige af de Lœrdeſte Mænd har allereede brudt deres Ho⸗ veder Dermed, I)) e

Men den er ikke nogen Chryſtall, men en Lapis ſpecularis, af den haardere Art, eller en Selenites rhomboidalis, det er, ef⸗ ter Biergfolkenes Sprog, en Spaat⸗Art,

Dens e⸗ gentlige

* — —

ſom og kaldes Glinzer⸗Spaat,, eller Spiegel⸗

Spaat, efter Stedernes Adſkillighed. Ligeſom jeg ogſaa felv har haft den Lykke, da mig for nogen Tiid ſiden blev, efter Begiering, ſendt nogle Spaat⸗Arter, fra Clausthal paa Hartz, at finde en Art deriblant, ſom foreſtiller alting dobbelt ligeſom den Iſlandſke,

men er ikke fan klar. Hvorefter ingen har ſogt førend eg. 8 ; ] ' S. XIII. To flags Bims⸗Steen, nem] Bims,

lig en Graa og en Sort, ſom dog begge Steen. ere ikkun ureene, kaſter de Ildſprudende Bierge ud af ſig, naar de brender. 5. XIV. At der kand være Metaller i Biergene, ſaadant formoder jeg ikke uden Grund; efterdi det er mig ikke alleene beret⸗ tet, at man undertiden har fundet der Jern⸗ artede Marcaſite, ſaa og man ofte finder Prne⸗Steene, hvile gemeenligen e B giver

(0) Saa har Erasmus Bartholinus A. 1670, 1 Klobenhavn udgivet en egen Tractat derom, og Hugens i hans dybſindige Verk om Lyſet (ſom er fremkommen i Leyden 1690) har raiſon⸗ neret meget vidtloftigen derover. Efterdi ogſaa den ſtore La⸗ Hire har fundet lige Virkning i den Talc eller meget meere La⸗ pide ſpeculari, ſom er den fineſte Gips⸗Steen, og brydes paa

Saa og formodenk⸗ ligen Me⸗

„

det Bierg Montmartre ved Paris, ſaa har han meddeelt den lærde Verden fine Tanker og Anmerkninger derover, i Memoic

res de] Academie des Seishees d. A. 1710. P. 341. faq.

Beſkaffen

Svovel- Ries, ſaa og at

modentligen har beholdt iblandt fig per traditionem, i

18 Efter retninger

giver Jern af fig (**); men jeg leſer og derforuden i den Sal. D. Worms Muſeo p. 123. at der ere ſendte ham faſte Jern⸗Klumper fra Island i hans Naturalien⸗ Kammer. Men hvad Metaller der ellers egentligen fal⸗ der her, kand man ikke ſige, efterdi man har aldrig no⸗ genſteds, faa vidt jeg har Fundet erfare, gravet eller ſogt Derefter, og efter all Formodning ſkeer det vel ey heller nogenſinde, ſaavel formedelſt de vanſlegtige, grove og farlige Bierge, ſom og formedelſt den ſtore Mangel her er paa Brænde og Bygnings Tommer, ſom dog ere u⸗ miſtelige ved Bierg⸗Verker. | Bierg⸗ d. XV. Paa Bierg⸗Harpix og Jord⸗ Harp 60 Beeg, gituminibus, er her ingenlunde Man⸗ gel, form man kand ſpore af mange ſlags Ting. Som for Exempel af Torven. Thi omendſkiont der findes ikke aldeles meget deraf, og den ſom graves paa den Sydlige Kant er meget flet (efterdi den har formeget Svovel, og derfor brænder alt for haſtigen ud, og ſtin⸗ ker derhos grueligen) faa har man dog her og der, ſaaſom : i Havenfioerd, en gandſke god, fort, tung og faſt Toro. Hvor Indvaanerne ogſaa ikke bruger nogen anden Il⸗ debrand. Der har en taelt med mig om en See⸗Terv, men han kunde ikke give mig noget vildere Spar paa hvad jeg ſpurdte derom. Å Sort A H. XVI. At her findes Jord⸗Beeg, 90l. Steen. pidner endnu meere den forte Agat⸗Steen, Gagathes, hvoraf man finder undertiden Stykker, hoilke, naar de antndes, brænder ligeſom et Lys, og bruges af Islenderne til Overtroe; hvilket de for⸗

af

() Jagobæi in Muſ. Reg. Cap. I. Sect. 7. n. 62. anforer af Schedis Gadmundi Islandi, at der findes henved 60 Slags her af, og deriblant nogle ſom har gandſke beſynderlige Egen: ” ble men herpga har man vel feye tid at fordre nærmere - ö

i j ; |

*

om Island. 19

af deres Catholiſke Forfcdre. Efterdi ſligt foretages ik⸗ mindre endnu med denne Steen, af de Catholiſte paa andre Steder (&). Denne Gagat lignes meget i uds

vortes Anſeelſe, til deels og i Henſeende til den bitumi⸗

noſe Gehalt, (men i Haardhed og Art i andre Maader

ere de meget ulige) af en vis, kul⸗ſort og glindſende Steen,

ſom de Danſke Falder en Sort Agat, og ſaaſom de finder undertiden temmelig ſtore Stykker deraf, ſaa tager de dem med fig til at fælge, Den ſamme er meget haard, faa. at den giver Ild ſom en Agat, men er uden al Tvivl egentligen en reen, glat, meget bituminos, og ved ſar⸗

Deles, ſterk Jord⸗Ild ſammenſmeltet Schlacke, ellen

Vitrification. Thi naar man ſlager paa tyndt Ste⸗ der, faa ſpringer den ſom Glas, og de Stykker ſom falder af, feer gandſke glasagtige ud; det ſtrider ikke herimod, at den giver Ild; efterdi endog de af en ſtor Ild ſammenſmeltede Erts⸗Schlacker giver nogle Funker

af, ſig. Og jeg har en Schlakke ſom jeg har faget fra

Liſabon, der er ſaa haard at den lader ſig polere ſom et Speyl, og naar den ſlaaes paa Staal, giver. endnu meere Ild end den Islandſke. J Kiobenhavn har man af et ſtort ſtykke af denne Steen forfærdiget en

Skaal med Laag, til den Hoyſt⸗Salige Kong Fride⸗

rich den ade, hvorpaa Konſtneren, ſom der ſiges, fkal have arbeidet paa 4de Aar. Thi den udfordrer en be⸗

ſynder ig Behendighed og Varlighed, efterdi den ſprin⸗ En god Ven har givet et Stykke deraf

ger faa meget. 75 til en Pitzeer⸗Stikkerß, at han ſkulde grave ham et Signet deri, men det har ikke vildet lykkes ham, maaſkee formedelſt Meſterens Ubehendighed. Efterdi de forte Agat⸗Coraller, ſom Fruentimmer bærer om

Halſen og i Orene, i Sorg, ſaa og Kniv⸗Skafter og Ved denne Steens

deſlige giores jo i Mengde deraf. i B 2

Y Cælius de Mideralibus Lib. III. cap. 7. Sect. 16.

/

20 Efterretninger

Steens Belragtning er jeg kommen paa de Tanker, at

den letteligen kand være de Gamles egentlige Lapis Obſidianus z thi denne Steens Beſkrivelſe er faa lig den Islandſke Schlakke i alle Stykker, ſom et Æg det an⸗ det. Plinius (Hiſtor. Nat. Lib XXXVI. Cap. 26 f. Sect. 67.) ſiger: in genere Vitri & Obſidiana (ſeil. pocula) numerantur ad ſimilitudinem lapidis, qvem

in Ethiopia invenit Obſidius, nigerrimi Coloris, a- liquando & translucidi, craſſiore viſu, atque in

ſpeculis parietum pro imagine umbras reddente &c.

og endnu tydeligere Iſidorus (Lib. XVI. Origg. c. 15.) eft niger interdum & virens, aliqvando & transluci- dus eraſſiore viſu &c. & Cap. 4. Obſidius lapis niger | eft, translucidus & vitri habens ſimilitudinem. Po-

nitur in ſpeculis parietum propter ĩimaginum um- bras reddendas. Saaledes er vores Islandſke Kul⸗

fort og glindſer; men naar den kloves i tynde Blade, er den halv⸗giennemſigtig, dog meere tyk og dunkel end

Glas, ikke desmindre er den Glas meget lig, ja en vir⸗ kelig vitrification. Kunde ogſaa i nogenlunde tykke

Blade bruges til at beklede Veggene, efterdi den nos.

genlunde ſpeiler, og foreſtiller dunkle Skygge⸗Figurer. Vel er det faa, at den vil ikke lade ſig faa ſkicre og ar⸗ beide, ſom den gamle, hvoraf man, ſom Plinius be⸗

retter, har giordt Billeder og Signeter; men dette for⸗

andrer ikke Arten. Hin kand have varet af en haardere | Art end den Islandſte, eller de Romere kand have vær

ret bedre Steen⸗fkicrere, end de ſom nu findes. Svovel. | $. XVII. Under det overſte Lag Jord fin⸗ — — des, ſom for er meldt,

1 overalt,fornemmeligeni ſumpige Daler og Moradſer, voren Svovel (Sulphur 5 p

nativum) i Mengde, ja ofte i Klumper, faa ſtore ſom en nyt Nave; og af Klipperne flaaer den ſaa ſterkt

og tykt ud, at man hoer andet eller tredie Aar kand med

et Skrabe Jen afſtrabe og ſamle den. Denne 5. Å ee alu | turlige

om Island. n

turlige Svovel har man i forrige Tider fltteligen ſam⸗ let og udført. Der har og endnu for fag Aar ſiden | varet en vis af Kongen privilegeret. Perſon i Husvik HH | |

Savn, hvor Svovelen findes i ſtorre Mængde end nogen andenſteeds paa Pen; ſamme har der ſamlet fag meget tilſammen af Svovel⸗Biergene, at han har paa engang kundet ſende to til tre hundrede Tonder deraf til Kiobenhavn; hvor den da paa ſcedvanlig Maade er bleven kogt og renſet. Men denne Svovel⸗San⸗ ken er, ligeſom adſkillige gange tilforn, faa og nu, ſnart igien ophævet, efterdi Bonderne feer det ikke gierne, og ere ikke læt at formage til at ſamle, efterdi det er ſkade⸗ ber for deres Fiſkerie, hvoraf de har deres meeſte Nœring. . eee Thi Erfarenhed lærer (hvilket forekom⸗ Fiſtene mer mig meget merkverdigt) at Fiſkene ikkeſlper for alleene løber bort, naar man ved Strande S. bredden toer Ureenheden og Stovet af Svovel⸗Ertz; men at de endog flyer bort, naar der ikkun ligger et Skib paa Reeden, ſom har noget Svovel til Lading. | | Ja en Fiſker⸗Baad, hvorpaa der ikkun er udvortes 00 |

0

ſmuurt noget deraf, forſager Fiſkene, hvor den Toms 0

mer hen. Hvorfore Fiſkerne, ſom ere hinanden ikke ID gode, (morer undertiden enten lidet Svovel uns 100

der hberandres Baade, eller putter det hen i en hemmelig [NNE Riſſe, velvidende , at der ſkal da ikke fanges meget med |

den ſamme Baad. Hovorved jeg til denne Anmeerknings

vüdere Oplysning vil endnu anfore dette, at Indvaa⸗

nerne paa Faroerne forjager den ſkadelige Hvalfiſk Art, HAR ſom ofte kaſter deres Baade omkuld, og kaldes af dem | Trold⸗Hval, pag denne Maade, at de borer et Hul i Forſtavnen af deres Baade, og ſtikker Bevergeil (Ca- ſtoreum) der i, derefter lager en Plok derfor. An⸗ dre fører et Stykke Træ med fig, hvorved de har fo⸗ ſtet deſlige Bevergeil, og kaſter det paa Fiſken, ſag n e art

22 Efterretninger

ſnart han narmer ſig til dem; hvorpaa den ſtray ſiun⸗ ker ſom en Steen need til Grunden; hvilket ogſaa ſkal ſtee med Menneſker, ſom har Bevergeil paa ſig, hvor⸗ om kand læfes Bartholin, Cent. II. Hiſtor. Anatomi- car. 17. og Luc. JIacobſön Debes Færoæ p. 168. hvilken Author efter diſſe Folkes Beretning foyer endnu | Dette hertil, at de, i Mangel af Bebvergeil, fører Spaaner af Enebar⸗Tra med fig, og kaſter dem imod Fiſken, hoilke gior den ſamme Virkning, nemlig at Fiſken ſiunker need. Jeg har ogſaa tilforladeligen hort, Saa 0 at et Skib ſom er ladt med Kalk, eller uden for Kalt. | til ſmurt dermed, bliver ogſaa meget ſkyet af Fiſkene. Man kiender heraf med hvilken ſkarp Lugt og færdig Smag endog Fiſkene maa være begavede af den allviife Skabere, til at udfinde den Spilſe ſom er dem tienlig, og at ſkye den ſom er dem fkadelig. MES Men man kand meget lættere begribe Grunden og Aarſagen til denne Afſkye hos Fiſkene, ihenſeende til Svovel, Bevergeil og Eenebartre, end i Henſeen⸗ de til Kalken. Thi om Svovel er det bekiendt, at den uddamper ſaa ſterkt, at naar et lidet, fornemmeligen nylig opbrudt Stykke, ligger ikkun 24 Timer i et til⸗ luft Kammer, ſaa kand man tilſtrakkeligen, og ikke u⸗ den Beſparlighed, fornemme dens ſtinkende Dunſter. Hvoraf det følger af fig ſelv, at det er juſt Stanken | af Svobelen. Saa er det og bekiendt, at Bever⸗ geil og Eenebartre har en ſtark og ikke aldeles angenem Lugt, ſom fordriver Fiſfkene. Men Kalken har ikke faa merkelige og ſtark⸗lugtende Dunſter, og derfor ſkulde | jeg tenke, qt omendſkiont Dyrenes udvortes Sands fer ere meget ſkarpere end Menneſkenes, faa maa det dog ikke faa meget tilſkrives Lugten af den i Skibet ladte Kalk, at Fiſkene holder fig derfra, ſom Vandets fars. | pe Smag, ſom kommer af Kalken der ſpildes ved Lad⸗ Ringen, eller henger uden pad Skibet. §. XVIII.

om Island.

N 223 §. XVIII. Kiokken⸗Salt findes her le Mangel aldeles intet, jeg meener, hverken Salt⸗ "Paa Salk. Bilder, eller Steen⸗Salt. Er 1 S8. XIX. Paa den gandſke Oe findes I Item her ey heller nogen Træer, uden paa den baa Teer.

Nordlige Kant. Som og en fornemme Kiobmand fra Kiobenhavn har fortalt mig, at han imellem Huus- wick og Olſiord, ſom ligger henved 6 Mille fra hver⸗

andre, har fundet en Birke Skov, tre fierding Vey lang; men Træerne vare ikke hoye, og Stammerne ikkun ſom en Arm tyk; og en anden ſagde, at der ved Thing⸗Ore⸗Kloſter var endnu overbleven en gandſke lis den Skov, ſom meeſtendeels beſtod af Birketrarer, men hvilke vare faa flette og nedrige, at naar man fad paa en af de ſmaa Landets Heſte, kunde man rarkke op til den overſte Top af dem. Paa andre Stader har man ikkun ved Aaerne nogle faa nedrige Vand⸗Vidier, og ellers ikkun her og der ſmaa Buſke, ſom Brombær; og Eenebeer, og deslige, hvilke bliver hugget meget ſparſommeligen af Indvaanerne, og anvendes alleene til at brænde Kull af til de faa Smidde, ſom boet paa Pen. Her mage i forrige Tider ikke have været mangel paa Skove, efterdi ikke alleene de gamle Efter⸗

retninger bevidner det, men her findes og endnu her og

der overblevne Levninger af gamle Rodder; Ja naar man graver lidet dybt need i Jorden, forefinder man meget forfuulet Træ, ſom er gandſke blaat og haardt. F. XX. U⸗agtet den frugtbare Fords | Men gør Skorpe eller overſte Lag er ikkun gandſke de Gras“ tynd, faa findes der dog, i ſerdeleshed paa SSR —

den Nordlige Side, ved Aaerne og Vandene gode.

Scedrifter, hvor Græffet voxer vel en halb Alen heyt, og er undergroet med meget feede og vellugten⸗ de Urter, hvoraf QOvaget bliver frede og velſmagende, Had Qvaget og 1 ikke æder af, det e 9072 4 0 É

24 Etſterretninger til Vinter Foer, og det end. pan en ret kummerlig

Maade, i det Grunden er overalt gandſke knudret og ſteenet, faa at man kand aldeles ingen Hoe⸗Leer bruge,

men alleeneſte ſmaa krumme Segle, med hvilfe man

maa forſigtigen fkicre Graſſet ud i ſmaa Deele, af de Rum og Muller ſom findes imellem de afbrudte Stykker af Klipperne og Steenhobene. For hvilken Aarſags

ſkyld, og fordi derforuden deres Verkloy er af dem fø

00 ſlet forferdiget, de kand ikke ſamle meget i een i. åg 8 J

San og 6 im. finde] funde Urter, fåafom for Exempel L ffel⸗ — Urt (Cochlearia) og de endnu i ſterre

Mængde forekommende Sprer, (Acetoſa), hvilke

6. XXI. Ey heller er her Mangel paa |

Guds allevegne regierende virfe. Forſorg lader vore her

af en ſerdeles Storrelſe, Godhed og Kraft, efter det⸗

te Cſimas og de her ſedvanligſte Sygdommes udfor⸗

drende Beſkaffenhed. Om deres onſkelige Virkning er

iblant mange andre fortalt mig efterfølgende mærkelige e Et i Aaret 1700 fra Tranquebar tilbage⸗ 0

mmende Skib, ſom enten formedelſt Styrmendenes 1005 Gisning, eller formedelſt Capitainens Gierrig⸗ ed, ſom vilde ſpaer Forfriſknings Omkoſtningerne, var

ſeilet forbi Cap, og var nodt til at ſoge Island, efterdi der vare ikke fleere end eller & af Mandſkabet i Stand til at forrette Skibs⸗Arbeidet, er lykkeligen faldet ind

i Holmshavn, hvor Capitainen vilde lade Skibet lobe paa Landet, da en Islandsfarer,, ſom lage der og ladede, og fane af hans Flag at han var en Danſk,

Folk, ſom lode Ankeret falde og fortoyede Skibet. Herpaa har man bragt det ſyge Folk i Land, og omend⸗ ſtient de, foruden nogle Loffel⸗Blade, ikke node andet

bleve dog mange af dem i 8 Dage, de obrige 114 Dage,

|

|

kom ham endnu i rette Tiid til Hielp med nogle af hans

end Syrer i varm Melk, og lidet Faare⸗Kiod, faa.

ſag

em stande. 3

faa friſke og finde, at de hoppede og ſprang, og inden 4 Uger efter deres Ankomſt kunde gage om Bord igien, ſelv lærte deres Anker, og gladeligen fuldende deres lan⸗ ge beſoeerlige Reiſe. Saa kand og alle vore Folk, ſom nogenſinde har faret paa Gronland, ikke nokſom be⸗ tomme diſſe Urters Kraft; thi de ſamme voner lige ſaa gode, om ikke endnu bedre, paa Jan⸗Mayen⸗Eyland, Spitzbergen, og fad videre, Og da vore Matroſer,

naar de kommer paa Hoyden af diſſe Per, ere gemeen⸗

ligen ſaaledes tilreedte af Skorbug, at alle Tænderne vakler i Munden pan dem, og de kand ikkun meget kum⸗ merligen forrette deres Tieneſte, ſaa ſoger de Land, det forſte muel gt er, for at node diſſe Urter, hvoraf de ſtray kommer fig og fager ligeſom et nyt Liv og nye Kræfter.

Man har endnu fortalt mig om en anden Urt, ſom voxer

ikkun paa faa Steder, og hvilken man har ikke fundet nævne eller beſkrive for mig, at naar den er kogt i Melk, ſmager den naturligen ſom Hirſe⸗Grod. Og Jacobæ- us in Muſ. Reg. P. I Sect. 6. n. 6 & 7. melder endnu

om tvende meget fortraflige og ſunde Urter, nemlig

Herba Avium Islandiæ, Fuglar- Gras, eller Akur- Lodar-Gras, og Muſcus catharcticus Islandiæ, Fial- la-gras, eller Fiœru-gras.

F. XXII. Jordfrugter vil aldeles ikke] Deri fort, deels formedelſt den uduelige Grund, mod ingen deels formedelſt den alt for frrænge Kuld, og 11 den giennemtrangende Nordvind; Man har — ofte forſogt det med Roer, Rodder og deſlige, men altid forgæves. „ §. XXIII. Allermindſt kand man dyr⸗JOg in⸗ ke Jorden og ſage Born. Thi omend⸗ det Koln. fkiont man vil moyſommeligen ſanke Steenene deraf, og giore Jorden god med Dyrkning og Gioden, ſaa va⸗

ker dog ikke Sommeren 0 den varme Tiid faa læns

5

26 Efterretninger e, at noget kand blive moed. Derober ved den ge⸗ meene og Arme Mand intet af Brod at ſige. Om Hab) g. XXIV. Soe⸗Geverter kunde man . ikke nævne mig uden en Alga marina, Faldet rr Soel, hyilken ſaa vel fri, ſom torvet, i Mangel af Hoe, kaſtes for Ovæget, og ſkal vel give feedt, men derhos bemmeligt Kid. Dog i kummer⸗ lige Tider bliver denne Urt vel ogſaa lidet vifter og ſpiiſt af Menneſkene. Den ofte anførte Jacobæus. d. I. n. . beſkriver den ſamme under det Navn Alga Saccharifera Islandiæ, og giver tillige en Afbildning derpaa. Den kal foraarſage Vinde, og naar man nyder meget der⸗ af, laxerer den ſterk. Det er beklageligt „at Botani- ci, fornemmeligen de Tydſke, formedelſt de ligger faa | langt fra Soen, og dem derfor fattes beqvem Leiligs hed, har ikke endnu lagt eller kundet legge ſig ſaa ret al⸗ vorligen efter at ſamle, inddeele og beſkribe Soe⸗Gever⸗ terne bed diſſe dande. Thi efter at jeg har bekymret mig uoget derom, og ſamlet faa mange tilhobe, ſom det har været mig mueligt, har jeg befundet, at de hos en Gudeſogende Elſker af Naturen oppakker en nye For⸗ undring og en ret ſtor Fornoyelſe, naar man nemlig bes tragter deres ubeſtrivelige, og for en ukyndig, utroelige Mangde, Forſficl, Dannelſe, Farbe, Fremkomſt u⸗ den Rodder og deſlige; og derhos overbeyer, at der er dog intet kommen af den viife Skaberes Hænder, ſom jo er godt og nyttigt, jeg vil ſige, at endog diſſe, ſom gandſke unyttig agtede Gevexter, kand ikke alleene paa mange Maader tiene ſaa mange og mange ſlags lebende Creaturer til Næring, men og meeſtendeels Menneſkene ſelb ſaavel til Spiſe, fornemmeligen i Nodsfald, ſom til kraftige Legedomme, derſom de ikke foragtede ſam⸗ me, alleeneſte af utidig Lyſt til fremmede og koſtbare Ting. Saaſom frem for andre den flittige M. Martin, i hans meget lesvardige Deſcription of the kun ; | le

om Island. 27

Islands of Scottland har ſamlet og pag. 148. ſeqq. de kelne og kresne til Beſkemmelſe, bragt for Lyſet meget beſynderlige og merkveerdige Anmærkninger der⸗ om, ſom han har ſamlet iblant Indvaanerne, ſom lever Iſtorſte-Eenfoldighed paa diſſe langtfraliggende Per, og ſom retſkaffen benytter fig af det lidet ſom er givet dem.

Om haard eller Corall⸗artede Se⸗Gevexter vid

ſte mine Fortallere vel faa meget, at der fandtes nogle af dem pag Grundene, men kunde hverken navne eller bes ſkrive dem, efterdi, ſom de ſelv tilſtode / de aldrig have de ſeet derefter. J det mindſte maa der findes den Art Porus Cervinus imperatus p. 630, ſom ſaa overflodi⸗ gen falder paa de ſteenige Soe⸗Banker ved de noͤget derfra liggende. Hitlandſke Her, og ſome min Sams

ling kaldes Madrepora erectior punctata & ràmoſa,

cornua cervina æmu ans. ! F. XXV. Vilde Dyr ſeer man her ikke, „ Ingen hverken edle eller edelige, eycheller u⸗cdle vilde Dor. eller Rov⸗Dyr, formodentligen fordi denne Pe ligger paa alle Sider meget langt fra det faſte Sand. Bierr⸗ ne kommer der undertiden i Foraaret, naar Vinden er derefter, drivende til den Nordlige Kant, fra Gron⸗ land, med Driv⸗Jiſen. Men man pleyer paa den Tiid at holde Vagt derimod, og faa ſnart man ikkun fornemmer een, at gage los paa ham med ſamlet Mands ſkab, og ikke at lade af, forend man har dræbt ham. Allerhelſt efterdi diſſe farlige Beeſter (fulde ellers ſnart formeere ſig iblant de ubeſtigelige Bierge, og giore U⸗ lykke og Skade nok ſaavel iblant de adfpredte og paa den aabne Mark boende Bønder ſom og iblant de vild⸗ lobende Faar og andet Qbeg.

S8. XXVI. Paa denne Maade maa | Undta— dog Rævene have ſneget fig herind, ſom gen Neve.

or

findes overalt i hobetal paa Hen. Diffeere her aldrig rode, men faa af dem forte, de e ee om

bom⸗

28 Efterretninger

" Sommeren Blaa⸗graa, og om Vinteren hbide. De⸗ res Balge falder beſt om Vinteren, da de har de fleeſte og faſteſte Haar. Hvorfore Islenderne paa den Tiid flitteligen fanger dem, og det, af en medfod Af⸗ ſkye for alt Skyde⸗Geveer, formedelſt opſtillede Garn eller Fange⸗Jern, der ere næften giort ſom en Skrader⸗ Sax, og bliver forſynede med et Aadſel af et dede Lam.

aa andre Tider, efterdi de giore deres Faar flor | fade, legger de her og der Ræve-Kager (nuces vo- micas) for dem, ſom ere dyppede i Honning, hvilke | de meget begierligen ſluger i fig, efterdi de fager inter 1 andet ſodt at ſmage. ä fa Deres XXVII. Seſtene falder her, fom i Heſtes Be- alle Nordlige Lande, ſmaa, korte og tykke, faffenhed. hvilket uden Tvivl maa fornemmeligen til⸗ fkkrivesKuldens ſammenſnarpende eller preſſende Egenſka⸗ ber, ſom hindrer Vexten (5). Dog ere de ſtarke og muntre, derhos arrige og bidffe. Man maa forundre fig over hvad de kand udſtaae. Men de bliver og ret giennemherdede, i det de maa holde fig Aar ud Aar ind paa Marken under aaben Himmel, og ſelv ſoge deres Foer om Vinteren under Sneen, ſaavel ſom om Sommeren, hvortil de alleeneſte nyder denne Velgier⸗ ning af Naturen, at de ere bedekkede med ſardeles ſtibe, lange og tykke Haar, allermeeſt om Vinteren. ]

Og Faars.] S. XXVIII. Saarene, ſom ere ilige⸗

— —. "maade ikkun ſmaa, har lige Lykke og Des

quemmelighed med Heſtene. Thi de kommer se

10 7 9 det

() Det ſamme befinder man og hos andre Dyr her paa Lan ⸗ det. Da derimod Dyrene bliver langt ſtorre i de varmere Lande, formedelſt Varmen ſom udſpiler og udvider alting, hoilket man kand fee af Camelerne, Loverne, Nashornene, og fornemmeli⸗ gen af de Uhyre og ſtore Elephanter. Derimod har det fig gandſke anderledes med Fiſkene, af hvilke de ſtorſte Slags, fornemmeli⸗ gen Hvaffiſkene, kommer alleeneſte fort Norden.

Om Island. 02

lidet ſom hine, hverken Vinter eller Sommer, i nogen

Stald, men maa opholde fig under de overhen⸗

gende Klippe⸗Spidſer, i Biergenes naturlige Huuler,

og ellers, ſom de beſt kand, og felv ſorge for, hvor

de kand finde deres Blive⸗Sted og Fode (). De holder ſig altid til Heſtene, og om Vinteren folger de

beſtandigen efter dem hvor de gaaer, paa det, naar

det har froſſet fan ſterk, at de kand ikke komme igien⸗

nem med deres ſmaa Fødder, de da kand bekomme lis

det af den blottede Moos, naar Heſtene har nogen⸗

ſteds tredt et Hull eller hugget en Aabning for fig

flyv. Man har og ofte befundet, at de da af ſtor Hun⸗

ger eder end og Haarene af Heſtenes Rumper. Naar det ſneer med en ſterk Vind, løber de ſtedſe foran for

Vinden, fra Biergene ned til Stranden, og ofte af

Dumhed ud i Soen, ſaa at en ſtor Deel af dem om⸗

kommer. Undertiden naar der pag engang falder an | mege

(% Det er bekiendt om de noget fra Island liggende Danſke Oer Færde, ſom beſtaaer af 17 eller 18 ſtore og ſmaa Ser, og i Længden udgior 15 og i Breeden 10 Danſke eller Nordſke Mile, at efterdi Biergene der ere ikke hoye, men linde, og ikke ſtiulte med Snee, ſaa ere der meget gude Gras gange, og folgeligen fødes der langt fleere Faar end paa Island, hyilke dog ilige⸗ maade løber vildt omkring uden nogen Pleye. Om diſſe for⸗ tælles der, at de om Vinteren fager deres Tilflugt under Klips perne, hvor de hænger noget frem over, og fornemmeligen til de Sydlige Sider, hvor de ikke alleene kryber ſaa tæt ſammen, ſom de kand, men derforuden verler og ofte ſaaledes omkring, at de inderſte bliver de yderſte, og diſſe, naar de ere dygtigen giennemfrosne, bliver igien de inderſte; ja naar Jorden er fros⸗ ſen faa haard, at de kand ikke meere ſkrabe igiennem med deres Fødder og komme til Graſſet eller Mobſen, fan æder den eene af den andens Uld, for Hunger, og hielper fig ſaaledes kummerli⸗ gen. Vid. Lauridtzen Wolff. Norrigia illuſtrata p. 196. Indvaanerne paa diſſe Øer kand og endda komme til Sad, dog ikke ſage andet end Byg, hvoraf de alligevel, ſom der ſiges, kand indhoſte 20 til 30 Tønder Korn for en Tonde Udſad.

i 30 Efterretninger

meget ſtor Snee, bliver de gandſke overſneede. Og da lober de ſammen i ſtore Flokke, ſtikker Hovederne tilſammen og lader det ſnee immerfort paa Ryggen. Men derover fryſer de ofte ſaaledes ind, at de kand ikke ſelv hielpe fig ud igien. Og da æder de, af qb⸗ lende Hunger, Ulden af hverandre, og hielper ſig der⸗ med indtil de bliver udgravede. Hvilket Bønderne ikke efterlader at giere med ſtorſte Haft, faa ſnart de bliver vaer / hvor der ſtager ſaadan en Hob. Og dette kien⸗ der de paa den Damp, ſom pleyer at flige op i Veiret | af ſaadan en Flok, midt igiennem Sneen, igiennem. | hvilken den ved fin Vaͤrme bedligeholder en liden Aab⸗ ning ligeſom en Skorſteen. J ovrigt ere de og forva⸗ rede med meget grob og ſtriid Uld; hvilket vel egentligen kommer af det haarde Clima og det flette. Foer. Ef terdi det er bekiendt, at jo mildere et Clima er, og jo bedre Grasningen er, jo fünere og blodere falder og Faarenes Uld, og Gange Haar (); Men imid⸗ lertid fees heraf den naadige Skaberes vüͤſe Indretning, ſom nedterftigen forſyner et hvert af ſine Creaturer, efter deres Omſtendigheder, i det denne grove UD tiener Faa⸗ rene her til et faa meget faſtere Dakke imod den vedvaren⸗ de ſtrenge og giennemtrangende Kuld. De bliver aldrig. klippede; Men efterdi der vorer hvert Aar nye Uld ud paa dem, (hvilket ſkeer midt om Sommeren, ved St. Hans Dags Tider, naar et tyndt Dakke kand være. dem nok) og den gamle Uld gaaer los over den a 1 dB

(%) Til at bekrafte dette vil jeg alleeneſte her anfore, hvad Busbequius de Legat. Turcic. Ep, I. p. m. 57. anmerker om de koſtelige Geeder i lille Aſien, ſom har faa ſkionne fiine og lange Haar; Gramine, ſkriver han, paſcuntur per eos Cam- 0 pos exili &. ſicco, quod ad lanæ tenuitatem multum confer- re certum eſt. Nam conſtat alio translatis non manere ean- dem, fed una cum pabulo mytari ; totasque ita de generare gapras, ut vix agnoſoantur. '

om Island. 1

fe Krop, fan pleyer man ved den Tiid at drage den af dem paa engang, ligeſom et Overtræk, hyilket faa

meget lettere kand ſkee, efterdi den voxer meget tæt

"hængende i hinanden. Til den Ende bliver de ret es gentligen jagede og fangne. Thi en Hyrde gaaer med

ſine afrettede Hunde op paa en Hoy, og med ſit Horn

giver et Tegn, hvorpaa Hundene fordeeler fig, og dri⸗

ver Faarene frem. fra alle Kanter, af Klipperne og

ud⸗Orkerne, ind i et viſt Fold eller Stakket⸗Verk,

ſom er foran ſpendt vidt fra hinanden, og bliver bag

til ſtedſe ſmallere og ſmallere, paa det de ſkal ikke igien

flippe ud. | SN

Det er ikke mindre at anmærfe, at de] De har Islandſke Faar i almindelighed, Faar () Horn her.

fan vel ſom Vædre, har ikke alleene ſtore og omvund⸗

ne Horn, men har og gemeenligen fleere end 4, ja

ind til 8 (9, og iblant diſſe ofte et ſom ſtager lige

ud for i Hovedet. Da derimod det Qveg, ſom el⸗

lers allevegne af fine Horn kaldes Horn⸗Qvag, har her aldeles ingen. Hvilket giver Leilighed til at for⸗

mode, at Faarene, og end alleſammen ere derfor be⸗

væbnede med Horn, efterdi de vanker ligeſom vildfa⸗ rende omkring, og derfore har dem umiſteligen fore nodne imod de mange og ſtore Rov⸗Fugle; da deris

mod det ſtore Ovæg er ikke unodvendigen bebyrdet med

Horn, efterdi det har ikke nogen Fare at frygte for

af diſſe Rov⸗Fugle, og har, overalt ingen nod for vil⸗

. 15 de

0) Det er ikke juſt ſaa ugemeent i de nordligſte ode Lande; efterdi Olaus. Magnus Hiſt. Lib. 17. cap. I. bekræfter det ſamme. Habet, ſiger han, tota ſeptentrionalis Regio magnorum arie», tum ut & ovium multitudines, in quibus & fœminæ cornua gerunt arcuata. Det ſamme anmarker og Martin hos Faare⸗ ne paa de grove Veſtlige Oer ved Skotland, i hans forhen an- forte Beſtrivelſe pag. 19. ; Sj () Hvilfet Olaus M. paa bemeldte Sfæd ogſaa berktter om Vadrene paa den Oe Gottland. ä

Efterretninger

de og Rivende Dyr. Men hvad den egentlige na⸗ turlige Aarſag til denne uſedvanlige Forſkicl kand væs I re, er vel ikke faa lat at udfinde (D. |

Paa

8 9 Det er bekiendt 7 at Haar ld, Kloer 7 Horn n hvil: kei almindelighed ere af een Natur, har fin Oprindelſe hos de fiirfødde Dyr (ligeſom Fierene hos Fuglene og Sfiællene hos Fiſkene) af overflodige Jadſker; og omendſkiont de ere at anſee ſom noget der kaſtes ud af Naturen, ſaa ere de dog Organiſke Les | gemer, ſom efter Planternes Art beftaaer af mange huule Rot, ng voxer proportionerlig til en vis Længde, brede vg faa videre. conf. memoires pour ſervir à l' hiſtoire Nat. des. Animaux, p. 129. ſeg) Det er videre bekiendt, at ſaadanne Vadſker ere indrettede og afdeelte efter Dyrenes Fodes Beſkaffenhed, og der⸗ fore frembringer faa adſkillige Haar eller Horn hos et vg andet Dyr. Saaledes kommer der et blødt, langt Haar eller Horn af ſlette og vandagtige Vadſker; men af heede og kraftige et Fort, faſt og haardt. Mandfolk har gemeenligen fort, kruſet og ſtivt, men Qvindfolk blødt, langt og flet Haar. Tyre, hvis Blod og Seeds Saft er i fin fulde Kraft, har korte, kykke og faſte Horn; Stude, ſom ere gildede og Krafterne derved fratagen dem, har tynde, bløde og lange Horn; (Conferri hue meretur Plot. Nat. Hift. of Staffortshire ch. 7. $, 5 8. ſeq.) Saaledes vører en Ha⸗ ne⸗Spore, ſom ſettes oven i Hovedet paa en Capun, til et utro⸗ lig langt og krumt Horn. Videre lerer Erfarenhed, at det Qocg, ſom gaaer paa Græs paa tor og mager Geeſt⸗ Land, har korte, men det fon gaaer paa fugtig og feed Marſk Land har ſtore og viide Horn. Ved alt dette bor Clima ey heller udelades. J de folde. Lande, hvor der dampes ikkun lidet ud, falder der ftore Horn, formedelſt Vadſkernes Mangfoldighed; i de Varme Lande, hvor der dampes meere ud, falder deſto mindre eller gandſke in⸗

gen Horn, formedelſt Mangel paa Vadſker. Dermed ſtemmer

obereens det ſom er anmarket i den af P. Labat beſkrevne Voiage du Chev. Marchais en Guinée & Cayenne, Tom. III. ch. 8. at det Qvæg ſom er bragt derover fra Europa, har mindre ug kyndere Horn end i Europa, og at Raabukkene har ikke meere É Horn end Geederne felv. Naar nu dette anførte tages t Betragt⸗ ning, faa ſynes mig at det er ikke urimeligt, at Qvcact paa Is- land kand ikke, af den ringe og ſlette Fode ſom det nyder, bekom⸗ me fag mange og flydende Bædffer , der kand ſette fig til . og sp ene i be

2 em Island. 8 33 Paa nogle Stader beſtager deres ] Og bli⸗

gandſke Handtering i Faar, hvorfore Bon⸗ 10 å aa

derne ſammeſtads har nogen meere Om⸗ ger bebe

ſorg for dem. Diſſe jager ilkun Beederne ſoppartede. HD ud iblant Biergene, men Faarene holder — HM

de hiemme ved Huuſet faa meget ſom giorligt er. l Og paa det de desbedre kand paſſe paa Lammene, faa pleyer de at binde et ſtykke "Klæde under Bugen paa Vadrene, ſom ſtedſe leber omkring med Faarene, og derved forhindrer den utidige Springen; og dette ta⸗ ger de ikke bort igien, forend Lammene forefinder 415 Marken, hvilket ikke Tand ſkee førend imod Pintzedag. Lammene bliver frrar mærkede , thi efter⸗ di de maa alleſammen lobe omkring iblant hverandre, 9 (aa tegner enhver fine med et eget og ſerdeles Merke. I | |

Diſſe æde Dyr udftaaer. ſtor NOD Men bli :?:

af de ſtore Kulſorte Ravne, ſom formeerer ve ſig mangfoldigen i de vilde Udorkener, i det geſterſtrab; de ofte, uden at man kand hindre det, flager need paa de ſvage Tingeſter, og forſt hug⸗ i 0. ger ſtrax deres Oyne ud, paa det de ſkal deſto mindre e undkomme fra dem, og derefter gandſke forfærer dem. [| | Omendſkiont Bonderne, naar de bliver det vaer, for⸗ |

ver meget | 10 *

te af Rav⸗ HI HE nene. N.

ſommer ikke at ſpringe ſtrar til, og forjage Ravnene,

men efterdi Lammet kunde dog ikke meere finde fin Foo

de, men maatte elendigen omkomme, ſaa ſlagter de 1

det og trekker det füne Skin der af, hvilket er det HD

Foerverk, fom ſelges e og Holſteen u AN er

drive dem frem; Og at derimod Faarene, ſom efter deres Art har Fode nok, frembringer lange og bløde Horn, efterdi Foret er i fig felv fragt, og Clima er fugtigt. Om jeg herudi er paa det rette Spor, maa de domme om, og give bedre Forklaring oper, hvis Kald udfordrer at udſtudere Natuven og i ſerdeles⸗ 100 hed Dyrenes Riige. 5 10

så Efterretninger

det Navn Smaaſtind, og bares mangfoldigen af Folk af middelmaadig Formue. eee Hoorle⸗ Ved Slagte⸗Tiden, naar de vil fan⸗ des enhver! ge og ſlagte Beederne til de Skibe, ſom Befommer | ligger og lader i Kiod⸗Havnene, faa bliver Mme 1 de paa foranforte Maade drevne tilſam⸗ — men med Hunde, hoilket ſkeer i alle Dom⸗ ternes Nærværelfe, for at forekomme al befrygtende Striid og Trætte, og paa det ingen ffal fornermes; bg 10 tillades det enhver at tage ſine til fig, efter hans erke. i J Maven af de flagtede Faar findes der ikke ſielden en rund Kugle, faa ſtor ſom en Leege⸗Bold, indvortes opfyldt med Uld, Moos og deſlige, men udvortes omgiven med en lysgraa, haard, tartariſk Skorpe. Saadan en har jeg fra Norge i min Sam⸗ ling, under det Navn Tophus Ovinus Norwagicus. Diſſe Kugler ſamles uden Tvivl af den UD og andre ufordoyelige Ting, ſom Faarene undertiden ſluger i fig af ſtor Hunger, og bliver eendeel ved Mavens beſtan⸗ dige Rulten (da det er bekiendt at den uafladeligen drages hid og did af dens kaarsviis over hinanden lig⸗ gende tynde Hude) ſammenrullede, preſſede, omvelte⸗ de og bragte til ſaadan en kugelagtig Skikkelſe, eendeel ogſaa, naar der kommer ſtedſe fleere Haar dertil, meere | og meere forbunden ved Mave⸗Sliimen, og giordt ſtorre, og endeligen af den ſamme omſluttet med den haardagtige Skorpe (*). |

| [|

) Deflige Kugler, ſom ere gandſte ſammenbagte af Haar,

uden Skorpe, finder man oaſaa af temmelig Storrelſe her i Lan ⸗

det i Maven paa Stude og Køer ſom ſlagtes; hvilke formodent⸗

ligen har deres Oprindelſe deraf, at diſſe Dyr, naar de ligger |

ved Leerveggene af Bonder⸗Huſene, fliffer paa Leeret, ſom for

Faſtheds ſkyld bliver formenget med Haar, tygger og me | K

om Joland. 35

S. XXIX. Geeder kand ikke holdes her,, Geeder fordi her fattes allevegne det, ſom er deres lere her ikke angenemme Foer, nemlig det ſpede Lov af Bufke og unge Træer. §. XXX. Stude og Ker falder ikke] Stude ovre end det mindſte Geeſt⸗Ovag i Tyſk⸗ og oer ere and, og, ſom forhen er meldt, har in⸗ e gen Horn. De alleene nyder det Fortrin, Horn. at de om Vinteren tages af Bonderne un der Tag, og ſparſommeligſt fodes over, med det ſaa kummerligen ſankede Hoe, eller og, naar dette fattes, med den torrede Soe⸗Urt, ſom kaldes Soel. F. XXXI. Melk er Islandernes for⸗ nemſte Lcgedom. Bliver og ligeſaadan, ſom den kommer af Koen, nydt af ingen andre end Syge. Ellers bruger de almin⸗ deligen Vallen (Serum lactis), ſom end er deres be⸗ ſte Drik. Hvorfore de ogſaa holder ſparſommeligen zuus dermed, og naar den er bleven gammel, bitter, fuur og tyk/ pleyer de at ſpede den op med Vand, for at fortynde og forlænge den, og at giore den mindre ildeſmagende. ; | F. XXXII. De kierner meget Smør, | Hyoorle⸗ men faa vidt mig er bekiendt, laver ingen des de oms Oſte. Smorret ſamler de fleefte efter haan⸗ ats med den, faa haar⸗rigt ſom det falder af uſiet . Melk, i et ſammenſhet Faare⸗Skind, og forvarer det ſaaledes. Hvorfore en fremmed kand ikke letteligen faae det igiennem Halſen. Ja efterdi de har intet Salt af komme deri, faa bliver det ſnart fan gront, | C 2 ſort,

Koe⸗Melk bruger de til Lægge

1 U

det i fig; iligemaade naar de kloer nogenſteds, faa ſlikker de fig med deres ſkarpe Tunge, hvorover mange loſe Haak bliver hen⸗ gende faſt ved den ſlimede Tunge, ſom derefter med Foret gaaer

nid i Maven ſom ſiden paa bemeldte Maade bages tilfammen og bliver til en Kugle. 155

igiennem den ganſte Krop, faa meget ſom behoves,

36 Efterretninger

ſott, haſk, ſtinkende og vammeligt, at man ikkun,

og end neppe, med Omſmelten og deſlige, kand giore det ædeligt for de Danſke Matroſer. e,

Hvorle| . XXXIII. Deres Maade at fløgte by Vue Over paa har og noget beſynderligt ved ——ſig. De ſlager det ikke for Panden, thi de meener, at Blodet derved vilde gage i Kiodet, og Dette Derfor ikke kunde holde fig; men de ſtikker dem med en tynd Penne⸗Kniv dybt ind i Nakken, hvoraf det ſtrax ſtyrter til Jorden, derefter nærer de i en haft Fødderne ſammen med Strikker og gabner Struben, pan det at alt Blodet kand lobe ud. Indvolden for⸗ tæres forſt af Islenderne, uden megen Reengiorelſe; men Kroppen felv hugges i Stykker. Stykkerne gni⸗ es ikke ind med Salt,, men drages ikkun et par gan⸗ ge igiennem ſalt Sse⸗Vand, derefter henges de op forſt i Luften, at de bliver Vindtorre, Dernæft i deres Hytter, over deres Ild⸗Steder, at den opſtigende Rog kand ſlage derpaa, og endnu meere giennemtor⸗ re dem; Saaledes forvarer de det de ſlagter ind, halb raadent, halb ſtinkende, indtil de efter haanden æder | det op. De ſom vil giore det endnu bedre, og har Midler dertil, kiober ſig noget Salt, og medens det ſlagtede Dyr hænger endnu heelt, ſkicrer de paa tre eller fire Steder et dybt Snit i Kiodet, og kommer en liden Haandfuld Salt i hver Aabning, i den Mee⸗ ning, at Saltet ſkal nok ſaaledes af fig felv trække ſig

og fortrafligen bevare Kiodet, naar Derefter Vind og Rog kommer dertil. Paa begge diſſe anforte Maader omgaaes Indvaanerne ogſaa med Faare⸗ Kiedet, naar de ſlagter det ind til deres Huus⸗

Nodtorft.

$. XXXIV.

om Island. 8 37

s. XXXIV. Svpiin kand ikke legges til] Har in her, efterdi der ligeſaa lidet i Marken, ſom gen Svin i Huuſene findes tilſtrekkelig Fode for dem. men vel

Hunde og Huus ⸗Batte har man. | None .

Tamme

6. XXXV. Duer og andre tamme Sug⸗ Fugle har

le kand ikke holdes her, formedelſt den lang⸗ i varige firenge Kuld, Mangel paa Fade, deilke her. og de mangfoldige og mange Slags Rov⸗Fugle. ; Nogle faa, fom ere meere bemidlede, og derfor meere ; lakkre, har beſtandigen et par Hons i Huuſet, hoilke de kummerligen føder med ſmaa ſkaaren Hoe, blan⸗ det med lidet Rug⸗Meel og Vand. c |

$. XXXVI. De ædle Agnd - Sirgle, Hoad for HI beſtager, ſaa vidt jeg har erfaret, i Vagt⸗Fugle de (| | ler, ſtore Snepper, ſom vore Holtz⸗Snep⸗ ban . per, og Agerhons, kaldet Kyper (). Diſſe ere de 0 N.

Sn riper paa de Laplandſke Bierge (), ſom al⸗ INN

tid holder fig ved Jorden, meere lober end flyver, og

derfore ere ikke vanſkelige at fange. Formedelſt den 0 0%

ſtrenge Kuld, ſom de maa udſtage, har de lodne Been, IM

begroede med Fiær, ligeſom Hare⸗Fodder, hvoraf 4 |

De eller deres Liige kaldes af de Lærde Skribentere,ſo m har ſkrevet om Fugle, Legopodes (+x4), men i Tydſk⸗ 110 land og i Schweitz kaldes de ellers Schnee⸗Suͤner. 1 S8. XXXVII. Af Rov-Fugle er her | en ubeſkrivelig Manade og Adſkillighed, ſaa⸗ le. il ſom ſtore Ørne, Glenter, Hege, Falke, Ugler, Kapne og andre meere, hvoraf endeel har Navne 10 endeel ingen Navne. av . 0

Rop⸗Fug MI

3 8. XXXVI

i 49 Riupa Perdix montana, Gudm. Andr, Lexi. I- AH ö .

() vid. Scheffer. Lapponia cap. 19. circa finem. (n) Vid. Geſn. de avibus Lib. III. p. 576.

Å

38 Efterretninger

Orne. F. XXXVIII. Af Grne ere her adſkil⸗ lige Slags hvile her ligeſom paa andre Nordlige Oer, der ere ikke meget beboede (Y, tilfoyer Indvaanerne en uſigelig Skade paa deres unge Crea⸗ furer. Nogle deriblant ere meget ſtarke og kiafke. J almindelighed giore de ikke letteligen Menneſtene nogen Skade; men derſom det eengang hender ſig at der driver et Dødt Legeme paa Land, og de ſaaledes faner Smag paa Menneſke ⸗Kiod, ere de vel tilforn blevne faa begierlige Derefter, at de har fordriſtet ſig til at bortſnappe Born paa 4 eller 3 Aar, og flæbe dem med fig igiennem Luften til deres Reede.

Hoge.) F. XXXIX. Af Hege falder her og = meere end et flags. Af den mindre Art har jeg engang faaet en Levende, hvilken var ikke ſag ſtor ſom en Due, men var buntet, paa Ryggen guul⸗ bruun, med en ſortagtig Indfatning om alle Ficrene, og hbiid under Bugen. See Fig. I. denne ſamme fad oppe paa et Loft hos Duerne og aad med dem, men ved ſin Anſeelſe, og ved det at han hukkede mel⸗ lemſtunde engang til dem, naar de fordriſtede ſig til at komme ham alt for nær, vidſte han ſaaledes at holde dem i Frygt, at om de end vare nok ſaa hungrige, ſaa underſtod dog ingen ſig til at lange i Fadet med ham, forend han havde afſpiiſt. ; 0

F. XL. Ikke mindre findes her, for⸗ nemmeligen ved den Nordlige Siide, meere end en Art af Falke af adſkillig Storrelſe og Farve. De fkattes for de tapperſte og dueligſte i heele Europa til Jagten. Hoorfore Kongen af Dannemark hak |

vert

Falke.

(F) Wallace i hans Deſeription of the Isles of Orkney, | 55 47. melder derom, og legger dette til, at man paa de Ste | er har en Loy, efter hvilken den, ſom dræber en Ørn, ſkal ny ⸗

de en Hone til Forærin af hoert Huus i det Sogn, hvor Ørnen bliver fældet, ee .

Ed

hvert Aar een af fine Falkenerer med et par Betiente⸗ re til Island, for at fange og bringe over til Kioben⸗ havn alle de duelige Falke, ſom kand bekommes, faa vel til hans egen Jagt, ſom og til at ſkienke bort til fremmede Herſkaber. Hvor da Kongen betaler for en graa Falk 7, for en graa og hvid 10, og for en Snee⸗hvid ( femten Rixdaler.

Falken fanges med afreltede Fugle, | Hvorles ſom fidder paa Fange⸗Pladſen i Buure, og AM de fan⸗ kand allereede ſee Falken utroligen langt FS, borte, hvilket de firay giver deres Herre tilkiende med et Skrig. Hvorpaa denne, ſom ſid der og paſſer pag i en fordekt Buſk⸗Hytte, lader en Due flaggre, paa hvilken Falken, fan ſnart han bliver den vaer, ſkyder hidſigen need af Luften, men i det han kommer til Jorden, fanges han levende formedelſt et Garn ſom ſlager ſammen over ham.

Naar det Stkib er ſeglfardig, hvor⸗ med de fangne Falke ſkal fores over, bli⸗ ver der ſlagtede nogle Stude og Fader til dem, og Kiodet hængt op paa Skibet ved Maſter, Vanter og Stenger; man tager ogſaa nogle levende Creature med fig, for les pag at ſlagte det underveys, efterhaanden, Skibek.— naar det hender ſig at man kand ikke komme an paa En nogen

Hvorle⸗ des de ſo⸗

Kisben⸗ havn, og medhand⸗

( De hyoide ere de rareſte, maafkee og de tapperſte. Hvor om der findes et artigt Stad, ſom er vel verd en noyere Under⸗ ſogning, høg Olaus M. Lib. 19. Hiſt. Sept. c. 22. /ubalbidus, ſiger hand, ungvibus & roſtro audacius advolando ferit, non ita faſcones migri, qui tardiores ſunt, quia corpora nigra ſeu fuſca poroſa ſunt, de facili evaporantia Spiritus, qui ſunt vehi. cula virtutis, tunc que laſſantur & debilitantur, quamvis fiat agilia per naturam. E contra autem alba frigida confertas ha- bent carnes, & quia ſunt multt humidi, multorum ſunt ſpiri- tuum & propter carnium conſertionem non cite euaporantia, & ideo diu durant in labore. f

*

40 Efterretninger

nogen Pe. Men er det giorligt, at de kand lobe no⸗ gen ſteds an, farer de ikke gierne forbi, men forſyner "fig der paa ny med friſke Creature, ſom kommer af fuld Græsgang, efterdi Falkene ſkal trives langt bedre af ſaadant Kiod end af andet. Til deres Foer tåger man alleeneſte det magre Kiod, ſom man med Fliid tager det feede fra, og ſkiarer det i tynde Strimler og menger det med Olie og Eg. De bliver og hoer Mor⸗ gen kammet eller ſtriglet paa en vis Maade, og ellers i alle Ting vel og omhyggeligen opvartede. VM Paa Stibet ſattes de forkappede, ikke paa Gul⸗ bet, men paa ſardeles faſtſtaaende Rammer af tynde Tra⸗Lœgter, ſom bliver belagte med ſmaa Jord⸗Klim⸗ per og der over betrokne med grovt Klæde, paa det de kand ſidde baade blødt og ſvpalt, efterdi de ellers fager en Art af Podagra i Fødderne, derſom de bliver. hidſige. Over Rummet imellem Rammerne og Læg kerne trekkes der Strikker tet ſammen, paa det naar Skibet ſlingrer ſtark, at Falkene over alt kand fage Fodfeſte igien, eller om de end fkulde ſtyrte over, de da kand falde blødt og ikke fane Skade. Diſſe Om⸗ ſterndigheder ere mig givne af een, ſom gik eengang for Underkisbmand over til Kisbenhavn med ſaadant et Skib, hvor i der vare Kongelige Falke.

Ualer. F. XLI. Af Ugler har man og adſkil⸗ — lige Slags , Katte⸗Ugler, Horn⸗Ugler, Steen⸗Ugler, og faa videre. Det er fyrretiuge Aar ſiden, at jeg bekom en ſom var gandſke hoid og havde en Ring i Oynene, denne tegnede jeg da af fra got ſom | jeg kunde, og foreſtiller den nu herhos ſtukken i Kaab⸗ ber. Denne var bleven fangen paa Hoyden af Is⸗ land, paa et fra Gronland hid tilbagekommende Skib, hvor den udmattet vilde ſoge Hvile. Naar man ſat⸗ te den iet Kammer paa Bordet, og fatte en lebende

Dus ind til den, ſprang den firar oben fra ned 15

e

om Island. 41

den, rev nogle Fier bort med fit Nab, og aad forſt Hiertet ud af den bag fra igiennem Ryggen, derefter de obrige Indvolde, og dil ſidſt Kiodet; men dette aad den ikke forend den forſt havde revet Ficrene tem⸗ melig reent af. i §. XLII. Om Ravnene er allereede . Ravne. forhen anfort noget, hvoraf man nokſom SR kand ſee deres Skadelighed. Man mærker paa ads ſkillige fmaa Der fom ligger bed Island, i fær de ube⸗ boede, at derpaa enhver af de ſamme opholder ſig altid ikke meere end et par gamle Ravne; diſſe forſvarer den for fig alleene, og forfægter den ſaaledes, at de bider og jager tilbage alle dem, ſom andenſteds fra kommer N er 5 | 6. XLIII. See⸗og Vand - Sugle ere Strand⸗

her faa mange og adſkillige at der er end ikke i⸗ Fugle. blant Indvaganerne noͤgen ſom kiender dem alle, langt min⸗ dre veed Navn paa dem. Man feer paa fraliggende Sta⸗ der eller ubeboede Per, Klipper,ſom ſynes gandſke hvide af Fugle⸗Skarn. Og de ligeſom ſkiuler Soen med mange Flokke eller Hobe paa 12 til 18 Miile fra Hen; faa at man bliver forſt vaer paa dem, at man er kommen Lan⸗ det fag ner. Den mindſte Deel af diſſe Fugle bliver Vin⸗ teren over paa Gen, men de fleeſte, ligeſom de indfinder ſig om Foraaret, faa drager de igien bort imod Vinteren, uden Tvivl til varme 17 5 Nan begriber letteligen,

d 8 1 at

(9 Vid. Wolff. Nerrigia illuſtrata p. 22 5. Jeg har ſtaaet ſaa meget mindre i Tpivl om at anfore dette, efterdi ligeſaadan en Beretning gives af P. Martin, i haus førhen omtalte Defcrip=

tion of the Weftern Islands of Schottland, om 3 ſmaa Ser, p.47. p. 60. og p. 66. nemlig at paa hver af dem opholder fig ilkun et eeneſte par Rayne, ſom med ſtor Magt, Striid og Sgkrig ja⸗ ger alle ankommende Rov⸗Fugle tilbage, ja naar deres egne Un⸗ ger kand ferdigen ſiyve, driver de dem fra fig med heftig Biden. Ja han bevidner og det ſamme om to par Orne pag a adfkilige

Her pag. 26. og p. 299.

42 Efterretninger at diſſe Fugle ſoger og har Lyſt til denne Oe, der er ſaa

beqvem for dem, eendeel formedelſt den overflødige o⸗ de, ſom enhver Art finder her af den almindelige For⸗ |

ſorgeres milde Haand, efter deres Smag og Nodtorft, i deutallige ſlags Fiſke, Krabber eller Garnater, Or⸗ me og deſlige, ſom Soen uophorligen meddeler, een⸗ deel og formedelſt de mange Klipper, hvor ingen kand komme op paa, og hvor de med megen Sikkerhed for Menneſker og Rave kand giore Reede og legge Unger ud. Nogle af diſſe Fugle ligger beſtandigen paa Van⸗ det, og ved at dukke ſoger deres Nodtorft; andre hol⸗ der ſig med deres udſpendte Vinger ſoabende i Luften, og lurer oven fra, om ikke een eller anden Fiſk vil begive ſig nermere op i Søen, og faa ſnart det ſkeer, hvilket de | formedelſt deres overmaade ſkarpe Syn ſtrax bliver vaer, (yder de need ſom en Piil og feiler ikke lætteligen. Man har nogen Beſtrivelſe og Afbildning over adſkillige af dis⸗ ſe ovenmeldte Strand⸗Fugle, Martens Reiſe til Spits⸗ bergen og Grønland. De ſom jeg har ſpurt derom, har ingen ſynderlig Agt givet derpaa, og har derfor ikke kundet fortælle mig meget derom.

Strand Det blev alleeneſte ſagt, at en ſtor Moge. Strand⸗Moge henter en vig velſmagen⸗ de Fiſk, kaldet Runmave, der er næften frabt ſom en Karuſſe, ud af Soen, og flæber den paa Land, hvor den dog ikke æder meere end Leveren deraf og lader det Øvrige ligge. Benderne veed ogſaa brav at fore fig Dette til Nytte, og harlært deres Born ſaa ſnart de ſeer, at Mogen kommer til Land med ſaadan en Fiſk, at lobe til, jage Mogen derfra og bringe Fiſken hiem til deres Forældre, ;

deli; S. XLIV. Sblant deædelige og tildeelg Je Otrand⸗ pelfmagende Strand⸗Fugle ere de fornemſte Tale Svaner, Gices, Ender, Dukker, og faa fremdeles, hvilke ufeilbarligen indfinder fig om Foraaret. $. XLV.

—

om Island. 43

8. XLV. Iblant Gieſſene er en Art] Gias. noget ſtorre end en ſtor And, den kaldes her Margees, ſom indfinder ſig i ſaadan Mengde, at man kand fee dem i tuſende Tal paa et Std. En anden Art, kaldet Helſinger, fætter fig paa den Oſtre Side af Pen, og ere, naar de ankommer, faa trert⸗ te, uden Tvivl af den lange Reife de har giort over Søn, at man paa ſamme Tiid kand vel flage 1000 af dem ihiel pag engang. FS. XLVI. Iblant Enderne ere man⸗ | Wender. ge gode og adelige, ſaaſom Stok⸗ nder 7 og andre. Men de fleeſte, ſaaſom Krik⸗Vnderne og deſlige, ere formedelſt deres tran⸗agtige Smag meget vemmelige og modſtagende; ſom Jslenderne dog ikke keerer ſig om, men alt hvad de kand klavre op og bekom⸗ me paa Klipperne, eller grave ud af Sandbakkerne, det kaſter dei Potten, og kaager paa deres Maade, hvilket de da uden nogen Vammelſe ſender need i deres for⸗ træflige Maver, naar dem hungrer. Iblant alle er Wder⸗Anden den allernytteligſte, (Jsl. Edur⸗Sugl, Norv. Jdder , Anas plumis mollisſimis Worm.) Den er faa ſtor ſom en almindelig Gaas og beſtrives af Worm in Muſeo p. 320. Under Bryſtet har den de füne, bløde og koſtbare Duun, ſom hos os kaldes Edder⸗Duun. Dog ere de allerbeſte de faa kaldede Levende⸗Duun, hvilke ikke alleeneſte har den meeſte udvidende Kraft, men ere og de varagtigſte. Diſſe ere de, ſom denne Fugl ſelv plukker af ſig, medens den lig⸗ ger, og hvormed den udfoerer fin Reede, ſom er flettet af ſmaa Ovas, til Beqvemmelighed og Varme for fine Ægog Unger. Hvorfore Islenderne, ſom boer iNærværelfen af de Skare og ſmaa Oer, hvor diſſe Qender fornemmeligen opholder fig, flittigen ſoger efter Reeden, naar de unge Ænder ere floyne u), og oms hyggeligen tager Duunen der udaf, og efterdi i. 0 5 ul

44 Efterretninger

fuld af Moos og Straa, fan tørrer de den forſt og der⸗ efter reenſer den. Derimod duer de Ficer ikke, ſom pluk⸗ kes af dem paa andre Tider, eller af en dod Fugl, ef⸗ terdi de ere feede og raadne ſnart. Men af den ſamlede Edder⸗Duun bliver meget lidet i Landet; thiefterdi det kand blive temmelig dyrt betalt, faa bliver det ſolt til de

Danſte Kiobmend, ſom fører det hiem med ſig, og

med god Fordeel fætter det af ikke alleene i Dannemark men endnu meere udenlands, Man kand herom efter ſee Lucas Debes Færoa reſerata, p. 127. Man har endnu fortalt mig denne beſynderlige Egenſkab om Ed⸗ der⸗Fuglene, at de pleier ikke alleene gemeenligen at leg⸗ ge mange, og det end langagtige og morkegronne Æg, men at, naar man fætter en Stok, der er en halb Alen lang, midt i Reeden, (hvilket nogle. undertiden giore, efterdi Eggene ere ugemeene velſmagende) bliver den ved at gisre over Sedvane, og holder ikke op, for⸗ end Spidſen af Skokken er ſkiult med Wg, at den kand ſidde paa dem; men derved udmatter Fuglen ſig ſaaledes at den doer deraf. M Dyk⸗ Wen-“ F. XLVIL Af Duf-Ænderne ere og

der. nogle ædelige, men mange ikke.

Lummen §. XLVIII. Lummen, (Liomen Co-

J llumbi ſpecies) er en ffion Fugl, af Stor⸗ relſe ſom en Gaas, med et fort ſmalt Næb og ſmaa Vinger, hvorfore, og fordi den bliver ſtedſe feedere, tyk⸗ kere og tungere, den kand ikkun ligeſaa kummerligen flyve, ſom den kand gage, formedelſt at dens Fodder ſtager meget langt bag ud. Jslenderne foregiver, at ingen har nogenſinde fundet dens Reede, og at den

legger fine, Vg ud under fine Vinger. Men dette kom⸗

mer deraf, at den ikke bygger fin Reede ved Stranden, | men for Sikkerheds og Beqbemmeligheds ſkyld, paa I afſides liggende Stader, og det enten udi eller gand⸗ ſke nær ved friſk Vand, paa det at den kand .

ge⸗

om Island. 45

Eggene og drikke, og ellers, naar det behoves, kom⸗ me deſto begvemmere og haſtigere ud og ind; hvorom en har forſikkret mig, ſom har et par gange ved Leylig⸗ hed haft den Lykke at fee det med fine egne Hyne (). FS. XILIX. Geyer⸗Fuglen (Geirfugl) | Geyer⸗ (% Merganſer Aldrov. fees meget ſiæl⸗ Fuglen. den, og det end alleeneſte paa de needen ved Veſt⸗Si⸗ den liggende Klipper, ſom af denne Fugl kaldes Geir⸗ fugl⸗Skaer. Som Jslanderne ere tilbsyelige til O⸗ vertroe, faa holder de fuldt og faſt for, at naar denne Fugl lader fig fee, fan forkynder det altid en ret færdes les og ſtor Hendelſe. Og man har forſikkret mig, at Aaret for Kong Friderich den Fierdes Dod, fane man adſkillige af diſſe Fugle, da man ikke i mange Aar tilforn havde feet nogen. F. L. Det er en mærkelig Sag, med Om hvilken Forſigtighed Vandfuglene legger eee deres Reeder, i de ſteileſte Klpper og paa Nen de fordeelagtigſte Steder, og paa mange . flags Maader, og veed ſaaledes at ffiuledem, at man enten aldeles ikke kand finde dem , eller og ikke uden med ſtorſte Moye og Beſperlighed og Livs⸗Fare Tand klav⸗ re op til dem () hvorved man endnu mere maa for⸗ undre ſig over diſſe Fugles Ferdighed, at e . de

( Om denne Fugl melder Worm. Mul. p. 304. og Willugh. Ornitholog. p. 259. noget. Denne ligner meget en anden Fugl, i Storrelſe, Skrig og ellers i fin Natur, ſom af Islœnderne kal⸗ des Huubryte, af Færøerne Imbrim Mergus maximus

TFerrenſis Vormii in Muſ. p. 303. Paa de Orcadiſke Oer Embergoofe , Sibbald. Scot. illuſtr. prodr. p. II. Lib. 3. c. 6. om hvilfen findes artige Efterretninger i Lucas Jacobſön Debes Ferroa p. 128. 3 ) Vid. Worm. p. 300. Willugb. p. 253. (s) Hvorom for Exempels (fyld er meget artigt at laſe, hvad herom anføres om Nordmendene af D. Steinkuhl i hans Topographia Norvegia p. 117. ſeq· HRG 8

—

„

46 Efterretninger

de maa gemeenligen flyve meget langt efter deres Fode, ſaa kand de dog ikke alleene finde det Stad igien, hvor deres Reede er, men enhver kand og, uden at tage feil, kiende fin egen, iblant faa mange hundrede, ja undertiden tuſende, ſom i alle Menneſkers Pyne ere hinanden gandſke lige (*).

Om de⸗ Se LI. Eggene ere (ligeſom og gemeen⸗ res Eg. ligen de vilde ferfkt⸗Vand⸗Fugles) af Farve gren⸗guule med forte eller brune Mlætter / hvilket gi⸗ ver Anledning til nogen Eftertanke, har og tykkere Skaller end Landfuglenes Eg; uden Tvivl formedelſt det ſtrenge Clima og Søens Narbarelſe, nemlig paa det, naar de liggende Fugle maa ſoge deres Fo⸗ de langt fra, og de da, ſom ofte kand ſkee, maa blive noget længe borte, inden det er dem mueligt at komme til deres Reede, at den indvortes Varme ſkal ikke i⸗ midlertid ſaa latteligen trænge ud, eller den udvortes Folde Luft trenge ind, og Ungen dero⸗ ver omkomme (*). De allerfleeſte af diſſe Eg har og en meget god Smag, og ere ſaa vel til at bruge, at den Mangel, ſom her er paa tamme Fugle⸗Eg, bli⸗

ver fuldkommen og overflodeligen erſtattet derved. Hvil⸗

ket ſerdeles kommer de Danſte tilpas medens de op⸗ holder ſig her, ſaaſom de ere meere end Islenderne vans

te til at bruge Eg i adſkillige Maader. . §. LII.

1 (0 Hvorom ere optegnede meget rare Læsværdige Anmark⸗ Ringer af Zorgdrager Grönl. Viſcher. P. II. c. 14. p. 153 - ſeg.

() Grey Marlili anmarker endnu dette om Vandfuglenes

j Eg, at der er langt meere Hvide i dem end i Landfuglenes;

thi efterdi hines Unger behøver længere Tiid til deres Fuld⸗ kommenhed, formedelſt den Fugtighed og Kuld, ſom falder paa dem, af det alt for ner var ende Vand, faa har de deſto

meer det Hpiide behov, hvoraf de, ſom er bekiendt, har deres

eeneſte Nering, faa længe de ere i Egget. Danub. Pannon, & Myſic. Part. V. p, 124. i :

om Island. | 47

8. LILI, Nu ſkrider jeg til den fornemſte! Om den og Hoved⸗Deel af diſſe Efterretninger, nem⸗ oe lig den rige dg gandſke beſonderlige Velſ⸗ Stra nelſe, ſom denne Oe nyder af Guds milde Fifk. Godhed, i den u⸗endelige Mengde af ſaa mange og faa mange flags ſtore og ſmaa, nydelige og nyt⸗ tige Strand⸗Siſte; allerheldſt da de (amme befinder fig her endnu i deres fuldkommenſte Godhed og uſbakkede Kraft. Thi det er to af Erfarenhed bekiendte uſtridi⸗ e Sandheder, at jo videre hen imod Nord Fiſken fanges , jo bedre, feedere og varagtigere er den; og Dernæft, at Fiſken er midt om Vinteren eller i den ſtor⸗ ſte Kuld, i ſin beſte og fuldkommenſte Stand. Hvor⸗ fore de ſom boer i Bergen og Trundhiem fanger ikke ſelb Fiſkene for Doren hos fig, men tilhandler fig den garligen af dem ſom boer hoyeſt oppe i Norge, eller Nordlenderne / ſom umager fig med at fange den faa hoyt oppe i Nord ſom de kand komme med deres Fartoyer. Men diſſe Nordlendere begiver fig ſtrax efter Juul ud i Søen og begynder deres Fiſkefangſt (Y). Ligeſom og vore Islendere begynder altid dermed ved Kyndelmiſſe. De grundloſe Dybheder under Nord⸗Polen ere Soe⸗ Fiſkenes rette Fodeſted, hvor de tillige har deres trives

ligſte Koſt og beſte Bert. Derimod, jo længere de

begive fig derfra, og ved deres Udfart kommer meere og meere i mindre dybe Bande, jo mindre Føde og Næs ring finder de paa Grundene og Bankerne, og jo meere udmattede, vanfmægtige og magre bliver de ved den idelige og lange Reiſe. Men herved yttrer fig mange beſynderlige Kiendetegn paa den ſtore alle Tings Skaberes og Opholderes viiſe og milde 9

() vid. Peder Clauſen Norges Beſkrivelſe trykt i Kiobenh. 1632. hvilken C. S. K. H. D. det er Chriſtian Steinkuhl Han. D. ſub tixule Topographia Noryegiæ har overſat i Tydſt . 113.

aldrig ſmeltende Jis⸗Plader, ſaa mag deres overflo di⸗

Helleflynder, Flynder.

te, ſom pag een eller anden Magde ſtrakker fig Segr i

48 Efterretninger

Thi ligeſom Menneſkene maatte vel lade Fiſkene være uforſtyrrede og ufangne i hine bondloſe Afgrunde, ſom ere derforuden meeſtendeels tilſluttede med Uhyre,

ge Formeerelſe tvinge dem ſelv til at drage ud, og gage Menneſkene i Møde paa mindre Dybe og Fiſkbare Grun⸗ de, og efterdi de der ikke finder faa overflødig Næring, faa maa tillige Hungeren tvinge dem til at bide pad Angelen, og ſaaledes forſkaffe de ved Nord⸗Soen boende Folk ikke alleeneſte deres rigelige Underholdning, men og tilbyde dem Forraad nok til den fornodne og til⸗ lige fordeelagtigſte Handel med den ovrige Deel af Eu⸗ ropa, ſiden de meeſtendeels her Mangel paa andre Kiobmands Vahre, ſom ſoges af fremmede. 99 Til Indvaanerne paa den Oe Island, hvilken ligger i Veyen for de fra Nord needfarende Hobe, kommer Fiſtene faa gode ſom de kand onſkes, fra ab le Sider, og trænger fig ind i deres Fiorder og Vii⸗ ger (Sinus) med alle Vinde. Af diſſe Fiſke vil jeg al⸗ lene tale om de fornemſte, nytteligſte og ſom ere meeſt fornødne at kiende. De ovriges Navne, Egenſka⸗ ber og Nytte vil jeg overlade til andre, ſom har meere Leilighed, Tiid og Videnſkab, at underſoge og giore | 1 1 for den lærde Verden i omſtendelige Beſkri⸗ Deresß S. LIII. Jeg vil begynde paa de ſmaa adſkillige | Slags, ſaaſom ere Sild, Kablau, Lan⸗ Slags. ger, Villinger, Torſt, Skierlfiſt,

Silden.“ H. LIV, Silden (ſom paa Tydſk kal⸗ — des Heering, uden Tvivl fordi den aldrig gaaer eene, men altid 1 en ſtor Heer eller Flok) eller den kronede Siſk, ſom den ogſaa kaldes, bor med al Ret gage foran, formedelſt dens u⸗-udſigelige Nyt⸗

n

om Island. så 49

ſtorſte Deel af den beboede Verden. Den er allevegne faa bekiendt, at man behøver ikke at beſkrive, men alleeneſte at nævne den (), faa kiender enhver ſtrax hvad for en Fiſk man meener. Men hvor mange flagg der ere af denne Fiſk, er ikke nær faa bekiendt, efterdi de ere hidindtil ikke nokſom underſogte, langt mindre bragt i en tydelig Rigtighed. Saa vidt Island an⸗ gaaer, da veed jeg vel, at alle dens Fiorder ere ſaale⸗ des opfyldte med den beſte og feedeſte Sild, at derſom Indvaanernes ringe Tal og Uformue ikke var i Veyen, da (fulde de ſnart og beqvemmeligen kunde drive den fordeelagtigſte Handel dermed. Men jeg har umueli⸗ gen kundet komme efter de adſkillige Slags deraf, fans ſom ingen umager ſig derfor. Saa meget kunde man alleeneſte berette, at der undertiden forekommer et Slags med, ſom er 3 Qvarteer lang og gode tre Fin⸗ ger breed. Maaſkee dette er den Art, ſom ellers af Fi⸗ ſkerne kaldes Silde⸗Konger, og holdes for at være Anforere og Ledſagere for de ſtore Flokke (*)

Hoad for Slags ellers ere meeſt bes | Dens kiendt, og med hvilfe der drives meere eller adkkilige * D min⸗

(%) Hvem fom imidlertid forlanger en Beſkrivelſe, kand fin⸗ de den hos Schoenevelde Ichthyologiæ p.37. Willougb. Ichtyol. P. 219. og hos andre.

) Om denne fremfører Martin i hans ofte anførte Beſkri⸗ pelſe or the Weſtern Islands of Scottland p. 143. folgende Efter⸗ retninger: Fiſkere og andre, ſiger hand, har fortalt mig, at der findes en Sild, der er neſten endnu engang faa ſtor ſom de ovrige, hoilken anfører alle dem, ſom opholder fig i en Fiord eller Biig, og hvor den vender fig hen, der efterfølges den beſtandigen af als le de andre. Denne Anforer kaldte Fiſkerne Sildenes Konge, og naar de ongefær bekom ham levende i deres Hender, kaſtede de ham omhyggeligen ud i Soen igien; efterdi de Holdt det for en liden Crimen læſæ Majeſtatis (petti treaſon) gt vdelegge en Fit der har ſaadant et Navn. . |

1 Sildenes Indvolde, ved den Tiid, naar Fiſtene

55 Efterretninger

Arter. | mindre Handel, kand fees af de neden for anførte Beretninger ().

Hvad Det bliver i almindelighed foregivet af deres Føde! Fiſkerne, at Sildene leber af den blotte —— Slim Vandet. Men dette igiendrives klarligen dermed, at Sildene har ikke alleene Tender i Munden, hvilke ere dem jo gandſke ufornodne til at nedſluge Vandet, men ere derhos et viſt Tegn, at de kal tiene dem til at holde faſt paa Fiſke og deſlige, ſom de fager fat paa og maa ſpalge need til deres Under⸗ holdning; men de efterſogende har og undertiden fun⸗ det andre Ting i deres Maver. Saaledes har Neukrantz (i hans Opuſculo de Harengo p. 28.) ſelb tallt i ens Mave undertiden over 60 ſmaa, deels halbfordeyede Krabber eller Garnater, og Leeuwenh. efter hans 37 Misſives Formelding, har fundet mange ſmaa Eg

leeger.

Hvorfra Det er ingen unyttig Grille, at efter⸗ de her tenke, hvorfra dog de ubeſkrivelige ſtore —— Harſkarer og Hobe af Sild, ſom fanges hoert Aar, maa komme og have deres forſte Udſpring, og hvad for Tog de monne giore. Saa meget veed: enhver, nemlig at de komme need fra Nord, og derefter fordeeler fig og ſtryger igiennem Nord⸗Soen i adſkilli⸗

8 ge

() Hid henhører Sardinerne i Nord Soden (Chalcides, Bellonio de Aquatil. p. 170.) fon af de Engelſke kaldes Pilchards (Kay Synopſis Piſcium, p. 104.) og af de Franſke Celerins. Denne ligner meget Sardinerne, eller (ſom man ſiger i Venedig) Sardellerne i den Middellandſke Søe; ligeledes og de Engelſke Sprott eller Sprate, hvilfe egentligen ere den unge Pugel af Sild eller Sardiner (Ray c. I. P. 105) og naar de ere røgede;

ere en meget. angenem Spiſe. Ikke mindre Stramlingerne i

Sinu Bothnici, hvorom. ſkal meldes herefter i Anmerkningen % pag. 63. Om de fan kaldede Srrem,Sild, Staf⸗Sild og Peizer, ſee Schone v. d, I. p. 39. ſeg ·

Om Island. SE

ge Arme. Men dette er endnu et meget ufuldkomment Begreb. Hidindtil er man ikke endnu gaaet dem længere i mode, end hentil de Shetlandſte, eller, ſom vi ſiger, Hitlandſke Per, hvor Hollenderne indfinder ſig hvert Aar ved St. Hans Dag, med deres Buy⸗ ſer, ved Fayrhill og Bockenes, for at fange den ſam⸗ meftæds paa den Tiid fra Nord tyk needkommende Svarm, formedelſt deres Garn, ſom de kaſter ud, og lader træffe tverts for dem i deres Lob, ved tvende Buyſer, hvorved der da paa engang kand fanges en trolig Mængde, ſom de da tilreeder og indſalter og orſorger dermed ikke alleene deres Federneland, men

og en god Deel af 1 Men jeg har umaget > 2 7

mig

Eſter⸗ retning

(0 Jeg agter det ikke urimeligt, at give korte⸗ ligen ved denne Leilighed tillige en egentlig Efter⸗ retning om den Hollandſke Silde⸗Fangſt. De ved tom Silde⸗ Hitland forſamlede Buyſer Løber ud imod Nord: fangſten. Nordveſt, og kaſter det forſte Garn ud ved Fahr hil, Natten efter St. Hans Dag, d. 25. Junii efter Klokken 12. Fiſkeriet ſkeer ikke uden om Natten, eendeel paa det man deſto bedre kand blive den ankommende Sverm vaer, ved dens Skin (ſom fornemmeligen foraarſages ved dens Syne og de naſt omkring ſamme ſiddende ſterk glimrende Skiel) og ſaaledes dra⸗

e Garnene lige tvers for den, eendeel og pan det Fiſken maa okkes frem ved Ilden, det er ved de antændte Lygter pan Ski⸗ bene, (deſlige Fordeel man og med Nytte bruger paa de Dal⸗

matiſke Kuͤſter til Sardine⸗Fangſten, Spon vayage d' Italie,

p. m. 84.) og det ſaaſmeget heller, efterdi Fiſten løber derefter, og paa det den desmindre kand ſee Garnene. Diſſe Garn, ſom ere meget lange, maa forfardiges efter en af Svrigheden faſtſat Maade, med fnævre Maſker (nemlig paa det Fiſken kand ſtrax blive hængende deri med Orene) og i det ringeſte af god Hamp. Nu omſtunder ſtrikkes de meeſtendeels af grov Perſianſk Silke, efterdi deſlige Garn kand holde ud i tre Aar, og fan ſnart de ert færdige, bliver de farvede brunagtige med Rogen af Eege⸗Spaa⸗ ner, (ſom jeg har eengang mærket i Amſterdam) for at gisre dem des meere ukiendelige. Tor den 25. Junũ maa intet Garn kaſtes

und/

fra Holland, og naar de kommer tilbage igien, maade med de⸗

anden, undſogt, og fra Buyſerne bliver de modtagne af de

52 Efterretninger

mig for at opſpore dem endnu langt videre. Har og fundet dem ikke alleene omkring ved Island, men og hoyere oppe og under Nord⸗Polen. Hyoorved jeg har grundet min Underſogning ſaavel paa nogle mig til⸗ | |

komne tilforladelige Efterretninger, ſom og paa folgen⸗

de Grund: Hvor der findes ſardeles mangfoldige og feede af de ſtore og ſmaa flags Fiſk, hvis almindelig⸗ ſte og kicreſte Fode er Sild, der mag nodvendigen

Sil⸗ ud, efterdi Fiſten er for den Tiid endnu ikke i fin rette Godhed, kand ey heller føres langt bort uden at forderves. Til hvilken Ende Skipper, Styrmand og Matroſer, efter de færdeles Pla⸗ caters Forordniug, maa forpligte fig dertil førend. de fare ud

res curperlige Eed befræfte, at fligt er hverfen ſkeedt af dem, ey heller, med deres Vidende, af andre. Hvoraf da et hvert Skib, ſom ſkikkes andenſtæds hen med den førfte Sild, fager et ſerdeles Certificat med fig, til at fremviiſe paa behorige Sta⸗ der, paa det ingen fkal bedrages, eller denne fordeelagtige Han⸗ del komme i Miseredit. Og denne Punet er faa vigtig, at den er udtrpkkeligen betinget, i den Convention ſom blev oprettet 1609. imellem det ſtore Fiſkerie i Holland og Staden. Hamburg, ikke alleene af hint, men og af denne, ſaavidt de Buyſer angager, ſom den ſkikker ud. 5 . Å

Fra Jacobi indtil Kaarſets Ophoyelſe fiſkes der under Skot⸗ j land ved Bokkenes og Sereniat; fra Kaarſets Ophoyelſe indtil Catharine Dag ved Jarmuyden; og i Placaterne har man Til⸗ 0 at fare fort dermed, om man vil, indtil Decembers

gang. e

J de forſte 3 Uger, nemlig fra d. 25 Junii til d. 25. Julii bliver al den Sild, ſom man fanger, lagt i Tonden iblant hin⸗

geſvinde Skibe, Jagers kaldede, ſom ſkikkes ud efter Fiffers ” Buyſerne, for at bringe diſſe forſte Sild faa ſnart mueligt er til Holland, Hvilfe Sild derfor kaldes Jager Haaring. Efter denne Tiid, faa ſnart Fiſken er kommen paa Skibet og bleven giel⸗ det, bliver den udſogt og deelt i tree Sorter, ſom kaldes Majekens⸗Holi og Schooten Saaring hvilke 3 ſlags bli⸗ ver ſaltede hver for fig; og nedpakkede i en ſardeles nee.

om Island. | 13

Sildene opholde ſig, og det end i ſtorſte Overflodig⸗ hed. Nu ere aß de ſtorre flags diſſe mig fornemmeli⸗ gen bekiendte, Scel⸗ Hunden, eller Hayfiſken, Mar⸗

93 ſviinet,

Maajekens eller Maatjes Haaring (det er Pige eller Jom; fru⸗Sild.) er den, i hpilken man endnu hverken kand klende Melk eller Ravn; ſom er ſkion feed, men ikke varagtig. Voll⸗HHaaring, eller Fuld⸗Sild, heder den, ſom er fuld af Melk eller Ravn, og er i fin rette fuldkomne Stand. Schooten⸗Waaring (Skudt⸗Sild) Men⸗Haaring (contracte pro Ydelen, det er tom) faa og Hol⸗Haar ing (Huul Sild) kaldes den, ſom har leegt eller ſkudt fin Raon og Melk, eller i hvilken Nap⸗ nen og Melken er i det ringeſte faq los-, at den er færdig at finde den, (hvilken Tilſtand betegnes med et ſerdeles Ord Ruyt Zieck og Melk Zieck, ) og er atter ſlettere, og kand ikke holde fig faa lange ſom den Fulde Sild. Med de tvende ſidſte Sorter kommer Buyſerne ſelv efter haanden hiem, naar enhver har fin Ladning, eller der er ikke meere at fange; her bliver nu alle tree Sorter, førend man igien ſender dem videre, aabnede, ſaltede paa nye, og ſaaledes forhoyede, at man af 14. Soe⸗Tonder gior 12 ny Tonder, ſom kaldes en Løft.” Om den Hollandſke Sildefangſt findes noget i Happel. Relation Curioſ. Tom. II. p. 53. feq. og hos Marperger Kaufman. Magaz. p. 597. Den fornemſte og beſte Sild, ſom nu om⸗ ſtunder bruges i Hamborg, og derfra ſendes omkring i Riget, er den Hollandfke, ſom forſkrives derfra, men dog, førend den ſendes videre, bliver ved egne dertil beſkikkede og eedforne Vur⸗ derere, Vragere og Pakkere, aabnet igfen, paa ny indſaltet paa Hollandſk Mancer, ompakket, vraget, va efter fin Beſkaf⸗ fenhed og Godhed, paa Eed og Pligt merket med viſſe af Oorig⸗ heden dertil forordnede Cirkelſtreger, ug Tegn, hvorom man og kand finde nogen Efterretning hos de ſidſt anførte Skriben⸗ tere. Aarſagen, hvorfor den Hollandſke Sild er fan ſwedeſes god og velſmagende, og derudi overtreffer alle de Sild, ſom fanges og tilberedes af alle evrige Nationer, beſtager egentli⸗ gen deri, at Hollænderne lader Fiſken ſtrax doe levende for Kni⸗ ven, gielder den ligeſom den efterhaanden fonges, omhyggeligen tilbereeder den, og den ſom de fanger om Natten, bliver inden tilkommende Nat ordentligen laat eller pakket t Ege Donder, og giennemſtroet med grovt Spanſk eller Portuakeſiſk Boy Salt: 1 obrige Nationer findes ſkigdesloſe i et eller andet ASTA

—

54 Efterretninger

ſviinet, og af Hvallfiſk⸗Arten er, foruden Sinnfi. Hen, (ſom derfore af de Nordfke kaldes Sildhval, eller Sildqval, det er Silde⸗Svalfiſk) den ſaa kal⸗ dede Mordcaper mig fornemmeligen bekiendt, ſaa⸗

ſom der altid findes i deres Maver en ſtor Mængde Sild ſom de har ſluget i ſig.

Nord⸗ Jeg vil ikkun i ſerdeleshed tale om den Caper: ſidſte, og tillige frembringe en mærkværdig Omftændighed om den. Den opholder fig fornemmes ligen paa den vderfte Nordlige Kant af Norge, ſom kaldes Mord⸗Cap, hvoraf Gronlandsfarerne ogſaa har givet ham fit Navn, uden Tvivl formedelft den mægtige hob Sild, fom farer der forbi need under

Norge. Ikke desmindre huſſerer den vafan, at jeg

faa maa ſige, i meget ſtor Mængde omkring ved Is⸗ land. Og at dette iligemaade ſkeer af ingen anden

Aarſag, end formedelſt de overflodige Sild, ſom her

findes, det fees klarligen deraf, at den ſamme, ſom

det er mig ſikkerligen berettet, naar den hungrer, ikke alleene driver Sildene ſammen, ſom foommer adſpreed⸗ te omkring i Fiorderne og Bugterne, og jager dem for

ved fig indtil Landet, men og, naar den har bragt ſaa mange tilſammen, ſom er fornodent eller mueligt, faa foraarſager den en mærkelig Hvirvel i Vandet ſi det den gior en liden Vending med ſit ſtore Legeme „og der⸗ ved bringer de ulpkſalige Creaturer ſaaledes ſammen

og til fig, at den ved en ſterk Aandedragelſe firer dem Tondeviss i fin opladte Strube og nedſluger dem i ſin bilde Mave, og det med en temmelig ſterk Fart, hvor⸗ ved den end og drager de ſmaa Fiſker⸗ Baade til fig,

derſom de kommer i Hoirvelen eller Svælget (). Men

at

(0 Denne Hvallfif Art, eller en anden, ſom iffe mindre narer fig af Sild, har Islenderne fordum Faldet Syldrecke

|

(Gudm.

| |

om Island. 55

at baade diſſe ſaavelſom de ovrige nævnte Sildeſlugere lader ſig endog finde ved Spitsbergen, og fan havt Km vore Gronlandsfarere nogenfinde ere kommen, det

evidne diſſe eenſtemmigen, dog er den eeneſte flittige Martens , hans tilforladelige Reiſe⸗Beſkrivelſe, alt

nok til at beviiſe det. Altſaa mag der da ved Nord⸗

polen være Sild i flor Mængde. Hoilket jeg havde faget mig for at beviife. Iblandt de mindre Silde⸗ dere regner jeg Kabbelauen og dens Art, Langer⸗ ne, Skelfiſkene, og fan fremdeles. Efterdi det er mig bekiendt, at ikke alleene vore Hilgelands Fiſkere har lært af Erfarenhed, at en Sild er den viſſeſte Mading for diſſe Fiſk, ſom de allerbegierligſt bider paa; men vore Gronlandsfarer fortæller ogſaa, at naar de vil fange deſlige Fiſk til deres Forfriſkelſe, ved Spitzber⸗ gen eller der omkring, og de har ikke nogen friſk og na⸗ turlig Sild, ſaa pleyer de at bruge ikkun en Sild ſom er dannet af hvidt Blik, hvilken er dem ogſaa nyttig dertil, Hvorved jeg kand ikke lade u⸗anfort,

5 D 4 8 ſom

(Gudm. Andr. Lexic. Island.) def er Silde⸗Meſter, og (hos Verel. Lex. Sc. Scand.) er Si/dræki Balenæ Species quæ hale-

ces ex profundo in Sinus et brevia compellit, ſom ogſaa D. Martin i hans Deſcription of the Weſt-Islands of Scottl. p. 5. anfører, at der findes en Mængde af adſkillige flags Hvallfiſte i Silde⸗Bayerne ved diſſe Øer. Hvilfe, efter mine Tanker, kand formedelſt de lave Grunde, ikke være andre end Nordeas

ere, Butzkopper og Marſviin. IJ de Philoſoph. Transact.

387. Art. 2. hvor der iblant andet gives Efterretninger om Hvalfiſk⸗Arterne ved Ny⸗Engeland, meldes der om en, ſom heder kin-Back-Whale, af den ſtore Finne, ſom han haver

bag paa Ryggen, der er 25 til 4 Fod hoy os beſtaaer af

Kiod og Seener. Hvoraf ogſaa vore og de Hollandſke Gron⸗

landsfarere har ligeledes Faldet ham Finnfiſk. Vid. Martins Spitsbergreiſe, cap. II. Og om denne anmarkes der i de anfor⸗ te Transactions, at den ſluger paa engang nogle hundrede Ma⸗ kreler, Sild og deſlige ſmaa Fiſte udi ſig, ved den e

1 85 gal 1 e

56 Efterretninger

ſom meget tienligt til mit Pyemeerke, hvadDenys melder

i hans Deftription de 1 Amerique Septentrionale

„ (i hvilken han fornemmeligen med Vidtloftighed og

alle ſmaa Omſtendigheder beſkriver hvorledes Molue

der er en Art Kabbelau, fanges og tillaves) Tom. I.

162. og 228. nemlig at der er en meget riig Fangſt, hvor der findes mange Makreler og Sild, ſom er den Mading, hvorpaa de beſt bider; og Tom. II. p. 191. at naar man ved alt for ſteerk Fifken jader 3 a ; ort,

turlige Lift fon Nordeaperne bringer. Saa beretter og Kæmp- fer Hiſtory of Japon B. I. ch. II, at der opholder ſig ſamme⸗ ſteds en ſtor Mængde af et Slags Hvalfiſke, ſom Japoneſer- 95 99 5 Iwaficurn,, det er, ſom han forklarer det, Sardine⸗ ere. 5 J øvrigt kand jeg ikke herved udelade en liden Betragtning ſom jeg har haft; det kand gandſke letteligen falde een ind, ſom leſer det nyligen anførte, Hvorledes er det mueligt, at Sild og deſlige Fiſke bliver ikke gandſke ødelagde og udrodde⸗ de af Søen, af deres uhyre og umættelige Forfolgere? Men ved noyere Eftertanke finder man ſtrar, atCreaturenes viiſe Op⸗ holdere har ſgaledes foyet det, at de ſmaa flags Fiſk formee⸗ rer fig i en ubeſkrivelig Mængde, da derimod hine ſtore Hav⸗ Beeſter fager ikkun aarligen een, i det hoyeſte to Unger. Li⸗ geledes maa og det ſtorre Slags af diſſe Hab⸗Beeſter, ſom ere vel halvparten ſtorre end hiine Fiſkecdere, nere fig paa en anden Maade. Saaledes er det den ſtorſte Art af de egentlige Spitsbergſke Svalfiſ ke forbudet at ſluge Fiſk i fig , eendeel fordi hans Strube er opfyldt med faa mange lodne Blade, el⸗ ler ſaa kaldede Barter, eendeel fordi hans Hals er faa ſuever; og maa han fornemmeligen hielpe fig med ſmaa Krabber eller Garnater, og en feed Soe ⸗Inſect. Hvorved den dog ingen⸗ lunde kommer til kort, men trives fortræfligen. Tang- hu. len naa leve af Tang (Angl. Tangle) en Sse⸗Urt, Fucus ma- rinus, andre af anden Fode. ligeſom og paa Landet de Dyr, ſom æder Kisd, formeerer fig og ikke faa ſterk ſom de andre; og de uhyreſte iblant dem, jeg meener Elephanten og Nas- hornen (Khinoceros) ſom maaſkee ellers for lang Tid ſiden hade giordt Skovene tomme for Dyr, mag tage til take med flette | Urter og de ſmag Oviſte af Træerne,

| om Island. 57 bort, ſaa driver man og Silden ꝛc. bort med; og p. 195. at naar Silden og deſlige drager bort fra en Kant til en anden, ſaa folger Moluen ikke mindre ſtrax efter dem. Hyoraf det atter ſees uſtridigt, at da diſſe Kabbelauer og deſlige ere ikke alleene mangfoldige ved Gronland, men lader ſig og fange ved Lignelſen af en Sid, faa mad der ſammeſtads og endnu hoyere op være fuldt af Sild. Hyilket vildere oplyſes, ja fulde kommeligen beſtyrkrs ved ligeſaadan en Anmarkning, ſom Zorgdrager c. I. P. II. e. 7. har giordt af egen Er⸗

faring, og hvorved han tillige bevidner, at han ſelv har ſeet en Mengde af Silde⸗Been ligge ved Strand⸗ fuglenes Reeder ved de Gronlaadſke Klipper (+).

Men efter at jeg, ſom nu er beviiſt, har virkeli⸗

gen fundet Sildene faa hoyt imod Nord, faa er jeg ved

Efterforſkning videre kommen paa de Tanker, at juſt i den allerhoyeſte Norden er det rette og egentlige hiem for Sildene og andre mindre ſlags Fiſke, ſom vandrer i Salſkab med dem, ſaaſom Makreler, Flynder og deſlige, og det af denne Aarſag, efterdi de ſammeſteds har den meeſte Rolighed til at leege, og det ſikkerſte Behold for deres Unger til at vore udi under de ſtore, vidt og brede fig ſtrekkende Jis⸗Plader, ſom aldrig

; D 5 ſmelter,

( Saa fattes der en heller for Sild i Jis Havet ved Aſien, hvilket ikke alleene er at ſlutte af de adſkillige ſlags Hvalfiſke, ſom findes der, og fornemmeligen det ſlags ſom forhen er an⸗ fort af Kempfers Japon, men det er beviiſt af den Rusſiſke Ge⸗ ſandt Ysbrandt, i hans Reiſe til China p. 13 1. naar han der ſkriver, at oven for Kamſchatka i den Flod Salazia fanges mange ſkionne Sild og deſlige. Bed Cap de bonne Eſperance eller omkring ved den nederſte Ende af Africa lader fig iligemaa⸗ de ofte fee Nordcapere og Mar⸗Sviin, ſom Kolbe bevidner i hans vidtloftige Beſkrivelſe over dette Std p. 204. Sams meſteds findes der og ikke ſielden iblant andre en Silde⸗Art,

ſom af de Hollandſke Matroſer kaldes Harder, hvorom bemeld.

te Kolbe ogſag melder p. 196.

gs Efterretninger

ſmelter, men bliver meget mere hvert Aar tykkere og ſtorre. Thi det er aabenbar, at ret vidt ind under ſaadanne Sige Bladet og i de dybeſte Afgrunde kand Hayerne, Kabbelauerne og deſlige ikke beqvemmeligen komme til dem og forſtyrre deres ſtolte Roe, efterdi det falder dem der beſparligt at drage deres Aande; de anforte Hoalfiſk flags, ſom ere dem allerſkadeligſt, kand aldeles ikke komme til dem, formedelſt Mangel paa den reene og friffe Himmel⸗Luft, ſom de ſtedſe behover for deres Lunger; og allermindſt kand de men⸗ neſkelige Fiſkere forurolige dem med deres Efterſtrebel⸗ fer. Men efterdi det fremdeles er gandſſe naturligt, og Derfor ikke vanſkeligt at begribe, da denne FIE, ſom er bekiendt, formeerer fig faa forſkrokkeligen, at dens An⸗ tal maa ſaaledes tage overhaand der, hvor den kand faa lidet ſpekkes af Rov⸗Fiſke og aldeles ikke af Men? neſtene, at de kand ikke ſammeſteds finde deres fulde Fode, faa nodes de til, faa ofte ſom Erfarenhed viis ſer, at det ſkeer, ligeſom at udſende fra fig talriige Co⸗ lonier eller Harſkarer, ſom maa begive fig ud i den aabne Soe og ſoge deres Naring vüdere. Og efter at de har draget en ſtor Ombey omkring, ſom ſtrax nære mere ſkal anviiſes, vender maaſkee en Reſt af dem, el⸗ ler dog deres Afkom, tilbage igien til Nordpolen, og der hielper til at fortplante deres Slægt. Jeg tvivler ingenlunde paa, derſom man vil flitteligen fare fort, ſom man har begyndt, at betragte Naturens Under med meere Agtſomhed, (og hvor hierteligen onſker jeg, at eudog nærværende Linier maatte give nogen Leilighed eller Opmuntring dertil!) at da ogſaa dette, og andet meere, vil blive med Tiden egentligere udforſket. Hvad Imidlertid vil jeg ikke fortie, hvad mine for Sog ringe Tanker ere om Sildenes Tog, og, kiont den gier; der er fan flet agtet derpaa, hvilken Vis ⸗⸗ dom og kierlig Beſkikkelſe af vores ſtore gargke e BH a⸗

om Island. | 59

Skabere jeg med Forundring ſeer, marker og priiſer derved. Creaturenes HErre har nemlig ſkabt de oms meldte og fleere, ja hvem veed hvor mange? ſtorre og mindre Strandfiſk med ſaadan en Natur, at de ſkal finde deres tienligſte og kiereſte Koſt, ſom i andre ſmaa Fiſke, der aules i Nord, faa fornemmeligen i Gid (0), paa det han kunde betiene fig af deres næs ſten umættelige Graadighed, ſom det allerbeqvemmeſte Middel, til at uddeele og adſpreede, ſaavel denne liden dog utrolig⸗nyttige Fiſk, ſom og deres Forfolgere tilli⸗ ge med, udi alle Hav, og leede dem til alle Kuͤſter. Thi faa ſnart Silden begiver ſig frem under Jiſen eller af det grundloſe Dyb, ſom for er melde, bliver den ſtrax ſogt af ſaadanne ſtore, ſtorre og allerſtorſte Fiſke⸗ Arter, for at fylde deres hungrige Maver, og ved det de ſtedſe engſter den paa alle Sider, faa holder de den tilſammen i hove, breede og meget tætte Hobe (, . lager

(% Merkeligen ffriver M. Martin d. I. p. 349. Wherever they are, all other fish follow 'em, and Whales and Seals in particular: For the larger Fish of all kinds feed upon Her- ring, det er: hvorſomhelſt der ere Sild, der følger alle andre

Fiſk efter dem, fornemmeligen Hvalfiſke og Sel⸗Hunde; thi de i

ſtorre Fiſk⸗Arter lever ſamtligen af Sild. (% Denne Egenſkab og indvortes Drift har alle de mindre

Fiſk Arter, ſom er vel gandſfe naturlig, men bor dog ikke forbi⸗

gaaes, formedelſt den ſtore Nytte ſom den forer med ſig. Thi af Frygt for deres Forfolgere, og i den Henſigt at redde ſig, pleyer de at fare tilſammen faa tet ſom mueligt er, og at trenge fig til, over og under hverandre i Hobe ſom Bierge, (hvorfore diſſe ogs faa kaldes Fiſk⸗Bi erge af de Nordſke, ſom ofte antreffer dem, juxta Topograph. Norveg. eitat.) hvorved de tillige giver Fis ſkerne Leilighed til at fange dem deſto beqvemmere og overflodi⸗

re. Deſlige merker vi endog ved den Slesvigſke Inſel Hilge⸗

and, paa vores ikke mindre forfulgte Krabber, Garnater eller Garneler, (Squillis gibbis Rondelet) thi efterdi de jages og

engſtes neden til og paa Siderne af Skal⸗og andre Fiſke, 102 i ; 1 . or-

W Efterretninger

jager den dog derfra ſtedſe videre frem for ved fig, og

driver den ſom en frygtſom og værgeløs Fiſt fra en See

til en anden, (i hvor vel dette er egentligen ikke andre

Søer, men ikkun blotte Deele af det ſtore Verdens Hav, ſom har andre Navne) og fra en Hav⸗Breed til en ang den. Denne derimod, for at undlobe ſine ſtorre For⸗ folgere, og for at finde ſaavel nogen Sikkerhed og et roligt Stad for fig felv til at ſette, ſom og et uforſtyrret Leye for deres Yngel, faa lange den er endnu gandſke ſped (), ſtraber at flye ind i BViiger, paa Grunde og Sande, ja ind i Indlobet af Floderne, og ſaaledes fremſtiller ſig ligeſom for Dorren af de oͤmkring boende,

og overleverer fig til dem i en utommelig Mængde baade

til Spüſe og til Handling. Hvorved da utvivlagtigen de forfolgende ſtorre og mindre Jagere, faa vidt deres Legemers Storhed og Vandets Dybhed vil tilſtede, iligemaade tilbydes de omkringboende, og fores dem li⸗ ge i Henderne, derſom de vilde ikkun gribe til.

Men dette er herhos at merke, at ſaabel Silde⸗ Modrene, for at fuldende deres ſtore Reiſe, begiver fig udi Søen igien, faa fnart de har fat, ſom og deres Yngel, ſaa ſnart den ikkun har faget nogenlunde

Krafter, üler ud i Søen, ligeledes af en naturlig Drift,

og for at opfylde Skaberens ſtore Henſigt ().

Om de: Dog for at giore alt dette endnu tyde⸗

res 200% ligere oa begribeligere, vil jeg anføre Silde⸗

—— nes aarlige Tog fra Stad til Stad, faa vidt

fornemmeligen nærer fig af dem, men oven fra af Maagerne/

hvis almindeligſte Spiſe de ligeledes ere, ſaa flyer de og ſaa ſam⸗

men i ſtore Klumper eller tætte Hobe, hvorover de bliver de i

Hilgelandſke Fiſkere til Deel i faa meget (tørre Mængde.

(00 Plin. Nat. Hift. Lib. IX. Sect. 35. Nam in ſtagna & am-

nes tranſeundi pleriſqve piſcibus evidens ratio eft, ut tutos

1 fætus edant, quia non fint ibi, qui deuorent partus, fluctus- |

Å

gue minus fæviant. (% Conf., Neukrantz de Harengo, p. 17.

om Island. 8

vidt man har vis Efterretning derom; og tillige vüſe, paa hvad Tiid et hvert Folk bekommer denne Belſignel⸗ ſe, og paa hvad Maade de fører fig ſamme til Nytte.

c Fra Nord bryder Hoved= Svære | Hoved⸗ men op meaet tiligen om Aaret. Hvoraf |Svænnens den eene Sløp vender fig imod Veſten, og ſeene Floy, i Martii Maaned ſtoder an paa Island i fi ſaadan Mængde, og lefterdi De. forfølges

af ſaa mange ſtore Fiſke paa alle Gider, og oben fra af Strandfuglene / i faa tykke og tætte Hobe, at man ikke alleene kand fornemme deres Ankomſt langt borte, i det Vandet bliver gandſke fort og kruſet (thi af Angeſt trænger de fig overſt op i Vandet, ja ſynes of⸗ teſt ligeſom at ville flyve ud deraf) men og, naar man farer ud imod dem, og flager iblant dem med en Oſe,

hvormed man flager Band af Søen i Seglene, eller

med et andet deſlige huult Reedſkab, kand man paa ens gang ufeilbarligen optage en temmelig Mengde af dem. Om denne Floy, ſom falder paa Island, tilforn af⸗ ſkikker en Deel til Bankerne ved Terreneufve, faa og

hvor Reſten bliver af denne Arm, ſom ſtyrter fig ned

paa den Veſtlige Side af Island, det er den Hoyeſtes alſeende Pyne alleeneſte bekiendt. Imidlertid er det viſt, at paa alle Sider af Pen ere alle Viige, Bugter, Bay⸗ er eller Fiorder opfyldt med dem, og, foruden de efter⸗ folgende andre koſtelige, ædelige og nyttige, ſmaa og ſterre Fiſke, faa fores og ved ſamme Leilighed i ſerdeles⸗ hed Nordcaperne didhen, (hvilke formedelſt deres Stor⸗ relſe troſter fig ikke videre efter dem til Nord⸗Soen, der er mindre dyb) og ved den Anledning tager ligeſom deres rette Boepel og Blive⸗Sterd der i Nerverelſen, hvor⸗ om man kand laſe videre hos Zorgdrager. Dien Anden ſtore og beſt⸗bekiendte Pſt⸗[ Den an⸗ lige Slo y, (hvoraf dog ogſaa en Deeli forbi⸗ den Flop, farten falder af til den Oſtlige og Sondre e

ant

Efterretninger

mod Øffen] Kant af Sfland) ſom ſtedſe drives og jages fort af de medfølgende Marſpin, Kabbelau⸗ er og deſlige, ſtyrter fig ſtedſe videre need i Nord⸗So⸗ en; dog ſaaledes, at en Afdeeling deraf, nemlig den Gſtlige, tager. fin Fart henimod Nord⸗ Cap Dog fremdeles need ved den gandſke Nordſke Kuͤſte (y, at ARN | een

() Zorgdrager melder c. I. P. II. c. 7. p. 97. at ved St. Hans Dag vrimler Fiordene og Bayerne ved Nord⸗Cap af unge Fiſt, fornemmeligen Sild, og han har ſelv adſkillige gange anmeerket ved Loppe og Curoy, at Vandet har paa nogle Steder været at anſee ſnart fon levende. Ja han har feet mange Sverme deraf, i ſtore Hobe af tuſende tilſammen, ſom har været at ſee oven

over Vandet, og naar man har roet derind imellem med en Cha-

louppe, og kaſtet en Lantze iblant dem, har man kundet ſpidſe meere end een Fiſt tillige.

(”) Nu omſtunder er den Velſignelſe og Fangſt ved Norge ikke nær faa ſtor, ſom den har været i forrige Cider da Hoved⸗ 20 gik derhen, og der komme aarligen nøgle tuſende Skibe fra

anmark, Tyſkland, Friesland, Holland, ja fra Skotland, Engeland og Frankrig ſelv til de Nordͤſke Havne, for der at afs hente den ſaltede Sild, og dermed at ſorſyne fig ſelv og deres Na⸗ boer. Men denne Overflodighed ſkal have taget allerſterkeſt af i Aaret 1560. ſom der berettes i den ovenanforte Topogr. Norv. cap. F. p. 29. ſq. Hanſee⸗Stædernes Comtoi 1 Bergen har ogſaa indtil den Tiid befundet fig meget vel ved denne Handel, men de har og tillige merkeligen fundet dens Aftagelſe. Der kommer vel endnu aarligen derfra nogle hundrede Læger ſalt Sild til Hamborg, Bremen og Lybek, ved de for Rotſkæ⸗ rens ſkyld endnu vedvarende Bergensfarer - Brøderf Faber. Men eſterdi den Sild er ikke nær faa feed og god, ſom den der fanges lige over for ved Hitlaud og Skotland, bliver ey heller til⸗ lavet og ſalted med ſaadan Fliid, ſom det fkeer af Hollænderne, og derforuden legges i lutter Tønder af Fyrretræ, ſom giver Biffen en ubehagelig Afſmag, faa finder den ingen ſterk Afgang og folgeligen er der ikke meget ved at fortiene. J de foreenede Provincier er end allereede i Aaret 1620. forbuden ved en Pla⸗ cat, ſelv at fange og indſalte nogen Sild inden for Klipperne af Hitland, Irland og Norge, langt mindre at Fiøbe den af dis⸗ ſe Folk, under ſaadanne Silds Contiscation og en Pengeſtraf af 300 Garol-Fl, i

om Island. 63 een Deel deraf fortſctter fit Lob beſtandigen need ved

Norge, indtil den falder igiennem Sundet indi Oſter⸗ Soen; men den anden Deel, ſaa ſnart den Nordlige

Spids af Jydland ſtager den imod, deeler ſig atter der, og med den eene Arm løber ned ved den Oſtre Kant af

Jylland (), dog igiennem Belterne ſtoder ſnart igien til hine i Oſter⸗Soen (* men med den anden Arm 1 | gaaer

() Ved Aalborg i ſardeleshed bliver aarligen mange Silo

fangne og indſaltede og i Tonder ſendte hid og did til Kuͤſterne i Hſter⸗Soen, ſaa og til Hamborg, for at ſelges. Men de fine der ingen ſynderlig Afgang, eſterdi enhver, ſom kand betale den Hollandſke Sild, der er meget bedre, tager heller den. ( Med Silde⸗Fangſten og Handelen ved Ruͤſterne i B⸗ ſter⸗Sgen har det korteligen folgende Beſkaffenhed; da Silde⸗ Stregen gik ſterkere paa Norge, blev der ogſaa paa den Skaanſke Kuͤſte fanget, indſaltet og udſendt ſaadan en Meng⸗ de, at man har forſynet en god Deel af Europa dermed. Thi, ſom Olaus Magnus Hiſt. Nat. Septentr. Lib. XX. c. 28. mel⸗ der, da var Svermen faa tyk paa den Tiid, ut non ſolum re- tia piſcantium lacerarentur, fed etiam in agmine illo bipennis vel lancea militaris in medio piſcium immiſſa firmaretur. Hvilket da iblant andet ogfan gav Anledning til, at SFaanefarer-Sæls ſfabet kom op i Hamborg, og drev en ſterk Silde⸗Handel. Hvilket Sælffab vedvarer vel ogſaa endnu indtil denne Dag under ſamme Navn, har deres Fogeder, Oldermend og Ober⸗Older⸗ mend til Direction, og deres egne eedſorne Pakkere, Vragere og Vurderere til Betiening, og fortſorer egeutligen Sildehande⸗ len, dog neſten ikke uden med Hollandſk Sild, ſom de beſte og gangbareſte Vare, eſterdi Fangſten under Skaane har længe ſiden hort op. Saa findes ey heller, eller fanges nogen duelig Sild, hoyere op ved den gandſte Spenſke Rifte, ey heller uns der Finlannd og Eſtland. Alleeneſte i Sinu Bohtnico findes en Silde⸗Art, ſom dette Sted har gandſke for fig ſelv, og er vel liden og tor, men derhos ret fün og velſmagende, kaldet Strgming eller Stremling (Halec Bothnieum Neukranta de Harengo p. 19.) og fanges der i en utrolig Mængde Ol. M. d. 1. Lib. XK. c. 29. Finnerne fager dem endnu i diſſe Tider ſaa o⸗ verflodigen, at de den Haft fanger en ſtor Mængde deraf, vink

64 Etrfterretninger

gaaer need ved den Deſtre Side af Jylland, og iiler |

fvem ved Slesvig, Holſteen (50 Stift Bremen og

Frisland, chvor der fanges ikkun lidet af dem, i det rin⸗

de ryſter ud paa Strandbredden i ſtore Hobe, og derpag deeler dem imellem fig efter Mandtal. Men ! Veſt⸗Bothnien kommer man dem i ſtore Fade eller Tender, ſalter dem vel, rorer dem omkring med en Stok, og lader dem ſaaledes bide igiennem i 24 Timer , indtil Blodet er trokken ud og de ere blevne ſtive, hvorpaa man dagen eſter fager dem ud, fordeeler dem i adſkillige ſmaa Tønder, og ſelger dem enten hiemme, eller forſender dem oms | kring i Naboelauget, derſom man har Leilighed dertil. Ol. Rudb. fil. de Ave Selav- p. 98. Man pleier ogſaa at tage de mindſte af dem, og ſalte og torre dem i Bagovne, og at ſende dem ſom Forcringer til udenlandſke Correſpondenter; ſom jeg vel erindrer, at jeg i min Barndom har ſpiiſt dem og befundet dem velſmagende. Men nu omſtunder, eſterat Folkes Munde ere blevne meere kresne og begierlige, tor mau ikke meere komme til Tyſtkland dermed, ligeſaa lidet ſom med Rav og Rakling. Paa Kuͤſternei Oſter⸗Soen, ſom ligger tverts over for, er Sildefangſten meget overflodigere, didhen den ogſaa fører fine Forfolgere med ſig, fornemmeligen Torſkene, hoilke ikke, ſom de ſtorre Kabbelauer, ere bange for Sundets og Belternes fnævre Paſſer, og bliver tilbage, men folger i Hobetal med, og bliver” feedeſt og nydeligſt ved Lybek. Saaledes fanges der Sild nok paa de Slesvig⸗og Holſteenſke Kuͤſter, cirea Equinoctium Vernum. Sehoeneveld. Iehthyol. p. 37. Men deres Goͤdhed tager af, og man ved ey heller paa diſſe Steder ret at hielpe fig med at indſalte og tillabe dem, eller og man kand ikke komme op imod Hollænderne, men de bliver enten ſpiiſt friſte eller og idet hoye⸗ fie rogede. Hvorved de dog ogſaa der bliver til Kisbmands⸗ Vahre. Iblant de ſidſte ere de Kieler, Buͤklinge (Holſteeuſke Sild) og Flekke⸗Sildene ſerdeles velſmagende og begierlige. Neſſt efter diſſe kommer de Buͤklinger eller Flekke⸗Sild, ſom paa den Meklenborgſke Rifte tillaves paa den Maade, ſom omſtendeligen og lesverdigen fortælles in Annalibus Wratislav. d. 1720. Menſ. April. CE IV. art. 4. Eſter diſſe følger de Demmerſfe. Om denne ſidſte giver Neukrantz, i hans Pa- negyrico, ſom han har ſkrevet Silden til Wre, folgende Be | reining: Slefvicenfes ſaporis ſunt eximii, quibus nihilo inferio-

i

| oon elan 6565 Ungeſte dribes der ingen Handling dermed) indtil den igiennem Texel og Ilie trænger ind i Syd⸗Soen ( og efter at den har faret denne omkring, vender ſig igien tilbage til Nord⸗Soen, for at fuldende fin ſtore Reiſe. Derimod den anden ſtore Afdeeling, ſom vender ſig imod Veſten, og er nu omſtunder den allerſterkeſte, forfølges af Marfoiin , 7 Kabbelauer, Langer

res ſunt Stralæſundenſes, ab his Roſtochienſes, mox Wismar rienſes; ultimum locum Lubecenſes occupant ob fundi ſteri- litatem. Videre findes der ög Sild paa den Oreusſiſ ke Rus ſte og ved Dantzig; men de ere gandſke magre, duer og varer ikke, naar de ere ſaltede, men tiener alleene til at rege. Cabr. Rzaczynsky Hiſt. Nat. Poloniæ Tr. 6. Sect. I. &. 3.

) Omendſkiont de falder ikke fan overflødige, at de kand blive nogen Kiobmands Vahre, ſaa beſpiſer de dog mange, og fører i det ringeſte en overmaade ſtor Mængde af de meeſt velſma⸗

gende Kabbelauer, Skelfiſk, Torſk og deſlige med fig; ſom op⸗ holder vg medſker fig pande adſkillige og begvemme Grunde ved den Slesvigſke Inſel Hilgeland, tillige med mange andre ædeli- ge, ja nydelige flags Fiſk, hvorom man letteligen kunde ſtrive en heel Bog, og ſom paa fine Tider fanges i Mængde af Ind⸗ vaanerne, og ſelges med god Fordeel paa Elven og Veſeren. (t) Hporhen den end og drager Butzkoppen og Marſpinet med ſig, ſom forfølger dem lige til J. Zorgdr. c. 2. p. 96. Men den ſtore Silde⸗Handling til Beſte er det forbuden, under ſtor Straf, at ſalte de Sild ſom fanges her, men al alleene gieres til Stroh⸗Bůkling. Saaledes ere de fan kaldede Tey⸗Buͤklinger, eller Pbuͤklinger bekiendte, hvilke gioresi Nov. og Dec., og fal⸗ der vel meget feede og nydelige, men forteres i Holland ſelv og de neſtliggende Steder, efterdi de, juſt formedelſt ſaadan Feed⸗ me, kand ikke vare, og derfor ere uduelige til at ſende til frem⸗ mede Steder. Ogi Febr. Mart. og Apr. efter at de formodent⸗ ligen har draget den gandſke Syd⸗Sse omkring, og begiver fig. nu paa deres Tilbagereiſe til Nord⸗Ssen, findes de igien under Nord⸗Holland, ved Enkhuyzen, Monkendam og Hoorn, hvor de fanges og giores til Stroh⸗Bükling, ſom af Hollænderne kaldes Strandbuͤking og Enkhuypzerbyking) og eſterdi de ere nu magre og kand bedre holde fig, faa ſendes de eller forfkri⸗ ves itemmelig Mængde til Hamborg, Bremen og ſaa fremdes les, for derfra at ſtikkes omkring i Riget.

'

2 ger &

6 Efterrerninger É og ſaa fremdeles , ſtoder ſnart an paa de Sitlandſte og Orcadiſte Øer, (hvor fornemmeligen de hollandſke Güde Boſer, ſom forhen er meldt, paſſer paa ham) og paa Skotland, hvor den atter bliver adſkildt, og med den eene Green ſkyder ned ved den Oſtre Kuͤſte af Stkotland () og drager Engeland omkring, dog un⸗

derveys udſkikker anſeelige Svarme fra fig, ſom ſen⸗ des Frieslænderne, Seelenderne, Brabanderne, Fla⸗ mingerne (“) og Frantzoſerne ligeſom for Dorten;

() Nidkiere Patrioter i Store Britannien har paa alle Tider umaget fig ved opmuntrende Skriſt⸗ og mundtlige Foreſtillinger ae bevæge deres Landsmænd dertil, at de fulde ikke fag uforſvarligen, ſom det ſteer, ſorſomme den riige Velſignelſe, ſom Gud egentli⸗ gen tilſender dem, og for deres Dor, og lade Hollenderne ſnap⸗ pe den af Munden paa dem. Man har ogſaa i de nyere Tider, for i ſorſiningen at ſaae Kongeriget Skotland foreenet med den Eugelſke Krone, og derefter at forbinde dem deſto ſterkere til⸗

ſammen, giordt fig all Umag ved det Engelſke Hof, for at bringe den Skotlandſke ſaltede Sild i Anſeelſe i Handelen udenlands. Til hoilken Ende der fornemmeligen med Staden Hamborg ere oprettede ſerdeles Fordrag, ſaavel af Dronning Anna, ſom af Kong Georg 1. begge heylovlige af Ihukommelſe, ſom af det foreenede Parlement ere taknemmeligſt bekraſtede. Mau har ogſaa i Hamborg bevilget dem al forlanget Beqvemmelighed, ſaa og deres egne eedſoorne Pakkere og Vragere. Men det vil endnu ikke ret lykkes dermed, eendeel efterdi Skotterne fanger den for tiligen, forend den er ret tidig, deels og fornemmeligen, efterdi de løber ikkun med ſmag Baade ud i Søen, fiſker nær under Lan ⸗ det, og lader Silden ikke doe for Kniven, langt mindre indſalter den ſtrar i Skibet, ſom den efterhaanden fanges, men de kaſter den kuns i Baaden, og naar denne er fuld, farer de til Land, og da forſt ved Strandbredden gielder og ſalter den. Og eſterdi ges meenligen meere end eengang 24 Timer gaaer bort der over, ſan er den dode Fiſt imidlertiid, formedelſt fin Fünhed, allereede no⸗ get anlommen, og har faolgeligen allerede kabt noget af ſin Smag og Varagtighed. Dog lader det, ligeſom de Aar eftern

Aar vil anvende meere Fliid. e e | (5) Flanderne har for mange Aar ſiden ikke alleene lagt fig

meget ſterk efter Sildefangſten meu og forſt opfundet e

—

men med den anden Green falder den til Skotterne paa den Veſtre Side, og til Irlenderne (hvilke den mede deeler fig ſelb rundt omkring deres Oe, omendſkiont de begge ikke bruger den til andet, end at de fortærer den 9 og paa den beſte Maade ſom de kand benytter fig af de andre Fiſte, ſom jager efter den); og endeligen, efter at alle nyligen meldte Deele af den anden ſtore Afdeeling ſtoder igien ſammen i Canalen, faa ſtyrter den obrige Reſt (ſom ikke er fangen af Fiſkerne eller op⸗ ſluget af Strandfugle og Robpfiſk, hvilken Reſt er ende nu forfærdelig (for) fig ſamtlig i Veſter⸗Soen, hvor den, efter almindelig Foregivende, bliver borte, eller meget meere, og rettere at ſige, fornemmes ikke videre, eller 55 gandſke lidet („) der pag Kuͤſterne, men, efter al Formodning, ſkyer de varme Verdens Deele, og Derfor vender tilbage igien til fin elſkelige Nord, ſom er dens forſte Hiem og Fodeſted.

O hvilken u⸗udſigelig Rigdom af Guds Runde hed og Forſorg, ſom i denne eeneſte u⸗anſeelige lille Fiſk har ved fit Ord nedlagt ſaadan en herlig Velſig⸗ gelſe, at den ikke alleeneſte kand mætte og føde faa

3 E 2 mange

Maade at handle og ſalte dem. Men eſterdi de, ved de Gud mishagelige langvarige Religious Krige, og derved ſelv forgave ſagede ſtore Forandringer i Handelen, har tabt alle Kræfter, og ere næften gandſke kommen af Soen, faa ere Hollenderne, ſom i fleere andre Stykker, faa og i dette Fiſkerie og Handel, kom⸗ men i deres Std. Omendſkiont dog den Hollandſke Sild ende nu indtil denne Dag kaldes af Kisbmendene i Neder⸗ Saxen Vlamiſcher Seering, eller Flamiſk Sild, formedelſt Mans den paa hvilfen den tillaves. |

() Maillet-i hans Deſeription del” Egypte Lettre IX. p. 252 anmerker ſom noget beſynderligt, ſom det og er, at der i Mage nederne Dec. Januar. og Febr. ſees og fanges Sild i Egypten ved Großcairo, men ellers ingen anden ſteds enten ved Re- latte eller Pamiate, ey heller J den Middellandſte Ie.

68 Etſterretninger RA 15 r 3 2 e ER 97 ing range Millioner uhyre ſtore og fman Fiſke, men kand endog forſkaffe mange hundrede tuſende Menneſker, deels med ſit Kiod en angenem Spiſe, deels med ſin Fanoſt, Tillavelſe, Sal og Forſendelſe en rigelig

f 28 Da og Baade; og kand dog ikke forte⸗

e, Ma x

* , N 4 al 8 1 12 123 N 5 28, RER MRS LV. ; * É ö É ; 1 . „ 7 p Så 1 3 5 f j 5 BB 79 1487 F

fu lå;

e) For at fremfætte denne ſtore u⸗erkiendte Guds Velgierning ien endnu herligere Klarhed, vil jeg her anførei min Overſettel⸗ ſe, hvad ſom vidtloſtigere foreſtilles herom i den ny og Koſtbare Atlante maritimo & commerciali, fom er trykt i Londen i det Engelſke Sprog 1728. Ongefer i Begyndelſen af Junio, he⸗ der det, efter adſtillige foregagende Tegn, ſaavel i Luften ſom i Vandet, hvoraf Indbyggerne paa Schettland (eller Hitland) meener at kunde vide det fornd, kommer der ſammeſteds fra Norden en u⸗udſigelig og utrolig ſtor Sværm eller Her af Sild. Det Sted, hvorfra de kommer, og hvor de ligeſom holder Huus, leeger, fætter og formeerer fig, er ubekieudt. Men at deres Tal er u⸗endelig ſtort, vil tilſtrækkeligen fees af det ſtrar eſterfol⸗ gende, omendſtiont det er dog ikkun en Svarm af Hoved⸗Stokken, og en Overflodighed, ſom formedelſt Mangel paa Rum, lige⸗ ſom udſtodes hvert Aar, afen endnu ftørre Mængde; ſom bliver. — Tilbage, og udſendes for at ſoge fin Ræring og Blive-Stæd an⸗ denſtedds. Saa kand man ey heller vüde, om nogle af dem vens

der tilbage igien til deres Federneland, for at udlegge ny Reery⸗ ter til det tilkommende Aar. I det mindſte kommer de fra deres hiem, hvorſomhelſt det end mon være, faa fulde af frugtbar Ravn, at man kand ſige, en Fiſk bringer fi tuſende andre med fig: Deres Raun flyder de i Søen ved Engeland, thi da de kommer fulde derhen, ſaa ere de allereede tomme, længe for⸗ end de drager igien bort derfra. Deres Tal hører i Sandhed iüblant intinita Naturæ, det er, deres Tal overgaaer ſandeli⸗ gen alle Tal, og derſom man end, efter nøgen Maade at regner. vilde tale derom, kand man dog ikke ſige andet, end ongefer, at deres Tal er ſtorre end Stiernernes paa Himmelen. De bryder frem, hvor Søen ligeſom er allerbredeſt, og deres Her mag ej» | ter all Anſeelſe ſtrekke fig faa vidt og indtage faa ſtort et Rum, ſom heele Store-Britannien, Irland med indbefattet. Uden Toivl maa de trænge fig meget tat ſammen, naar de kommer imod Son⸗ der, og finder fig tungen til at trænge fig igiennem . af. g VVV ron⸗

*

bil⸗

*

! i

Gronland og Nordeap, hvilket er ikkun et lidet Stræde for dem, omendſkisnt det paa Jordkuglen ſtrakker fig til 200 Miile (En⸗

gelſke leagues). Naar de kommer længere need, og deres for⸗ de bliver. adſkilt ved de Stor⸗Britanniſke Inſeler ſom igger i Veyen for dem, (hvilke de formodentligen kand kiende paa Grundene i Nord⸗Ssen, ſom ere uden Tvivl ikke lidet an⸗ derledes beſkaffen end dens overſte Skikkelſe) maa de nodvendi⸗

gen deele ſig itvende lige eller ulige Parter. Den eene af diſſe ſpinger fig imod Veſt eller Sydveſt, lader Schetland og

de Orcadiſke Her paa den venſtre Haand, og ſtoder paa Ir⸗ land, hvor den after adſkilles, faa at den eene Arm holder fig

ved den Britanniſke Kuͤſte, farer imod Sønder need igiennem S. Georg eller den Irlandſke Canal, og falder forbi. Engeland og

Irland need i Savern⸗Ssen, hvor den kommer til fine ſorhen

forladte Venner igien; men den anden Deel fvinger ſig, forme⸗

delſt Mangel paa Rum, imod Veſt og Sydveſt, ſkyder ſig need

i den Irlandſte og Veſter⸗Sse, og da den bliver beſtandigen ved Kuͤſterne, ſaa træffer den ſig omkring Sydſtranden af Irland,

og formedelſt en liden Vending imod Sydoſt, ſtoder den igien 5

til ſit Seelſkab, der, ſom oven bleg meldt, var draget need igien⸗ nem den Irlandſke Canal. BUND 15 Den anden Arm af hin forſte ſtore Deeling, ſom ſkeedte i Nord⸗Soen, holder fig ved de Storbritanniſke Kuͤſter, ſtryger ſorbi Schetland og fremdeles forbi Cap Bucanes og Aberdeens Kuͤſte, fylder underveys med fin utallige Mængde, alle Bugter,

Fiorde, Ripeerer og faa fremdeles, et ligeſom den bliver fort

af den Hoyeſtes Haand, at den ſkal frembyde ſig til Spiſe for de Fattige, og til fordeelagtig Handel for Kiebmanden. Derpaa vender den fig noget imod Sonden, ſtryger forbi Dumbar, og efter gat den har taget en Omvey forbi. S. Tabbs og Berwik, og er

gaget ud i Dybet, fees den forſt igien ved Segeborough, og,

man fornemmer ikke til den igien i nogle tykke Hobe, førend paa

de Parmouthſke Bauker ved Engeland. Derfra tager den fig Ben til Indlsbet af Thems, og derfra videre igiennem den Bri⸗

tanniſke Canal, og derefter ſcer man den ikke meere.

NMu derneſſt al komme tik Silde⸗Fiſkeriet, fan taget Jol,

Hænderne aller ſorſt imod den ved Schettland (Hitland) med on⸗ igejær 1000 eſſer 1500 Byſer, (hvorom de ſerdeles og nærme

I

8 e 4 SER ) V | ej ler:

| om Island. FA SV. Wealte ede taler jeg Kabbelau.

29 2 2 N 5 rd 1 4 5 P 760 Efterretninger -

1 AG meligſt

re Omſtendigheder, faa bidt jeg ved flittig Eſterſporſel har kun

det erfare, ere allereede forhen p. 51 (qq. anførte.) 7 Saas ſnart Silden kommer ved Skotlaud, og udbreder ſig over alle Sande og Banker, og frembyder fig i alle Havne, Bay⸗ er og Fiorde, forſommer Skotlenderne ikke at fange den i ſtor Mængde, ſom de tillaver, indſalter og forſender til de ſamme Markeds⸗Pladſer ſom Hollcnderne; didhen de ofte kommer ſor⸗ end Hollænderne, ſaaſom diſſe maa forſt hiem og pakke om, og ſelger til ſamme Priiſer. Efter at Skotlenderne paa den Nor⸗ dre Side af Tay Floden ere ſaaledes færdige med Silden, fal⸗ der Fiſker⸗Baadene af Dumbar ogſaa videre ind paa dem, og giør iligemaade mangen riig Dret deraf, ſom de fører til Lands til Edinborg 0 rech Stader, eendeel for at forſyne Konge⸗ riget med dem friſke, eendeel og for at giøre Red-Herring, det er røgede Sild deraf, efter den Harmonthſte Maade. Naar nu endeligen Silden, ſom for er meldt, kommer igien frem ved Parmouth, og for at ſoge in Føde, abſpreder fig over Sand⸗ bankerne, bliver den i en forunderlig Mængde fiſket, faa vel af Engelenderne, ſom Hollænderne og Frantzoſerne. Hvoriblant Varmoutherne alleene fanger aarligen henved 50000 Tønder, ſom de laver til Red-Herring, og bliver ſorbrugte i deres Stad og de neſtliggende Grevſtaber. Herfra undviger, imedens Fiſte⸗ riet varer, ſtore Sværme, ſom træffer hen til Indlobet af Thems, vg fanges der af Fiſkerſmakkerne fra Londen, Foulkſtone, Do⸗ ver, Sandwich, og faa fremdeles, faa vel for Londen og andre ved ſamme Flod liggende Stader, ſom og for Kuͤſterne af Kent vg Sußek. Imidlertid udreeder Hollenderne anden gang des res Byſer, og tillige med Erantzoſerne, Brabanderne, er ED

billigft om Babbelauen, ſom den Fik, der forhems | |

SE EDER . 2 —— —— ͤ— —. —.

Herne og andre fleere befiſker de yderſte Darmoutſke Banker. En⸗ deligen forfalder Silden i den ſnevre Søe, hvor Frantzoſe ne Paa den eene og Veſt⸗Engeleenderne paa den anden Side atter kommer den i mode. Derefter ffyder den, og føden bliver den ikke videre enten feet eller agtet. 1 Paa den anden Side af Store⸗Britannien gaaer det denne ſtakkels Fiſk ikke et Haar bebre. Kiobmendene af Glasgov, Aire, Galloway og ſaa fremdeles, iligemaade de af Londonderry „ Bel⸗ faſt, Carrikſergus, Dublin, og faa videre, gager der los Nan bam, og de af keves og de Veſlige Inſeler lader ham ingen: 7

SØ

om IJsland. „1 meligſt og hæfter alleene føder Indvaanerne paa Is⸗

indtil han er, ligeſomigiennem Spitsrod, loben need igiennem den gandfke Canak, og har naaet Savern⸗Soen; hvor den dog paa ny angribes af den Engelſke Kisbmand i Devonshire, og forfølges fra Minhead til Barnſtapel, Beddiford, o. f fr. hen imod Veſten, indtil Stederne paa Nordkuͤſten af Cornwal, hvile Fe, uberegnet hvad der forteres i Landet, ſalter mange oo Tonder af den, ſom de ſender til Spanien og den Mid⸗ dellandſke Sse. Det ſamme vederfares ham og af Kiob⸗ manden i Pembrok, o. ſ. fr. og paa den gandſke Kuͤſte af Syd⸗ Wallis. Hvorpaa den begynder at ſette, og bliver derfor ikfe videre eſterſirebt, men den begiver fig ud i Dybet til fit Selſkab, og kommer ikke meere tilſyne. Hvor den -viidere bliver af, om den vender til Nord, eller den bliver de ſtore Soefiſke til Deel i Veſter⸗Ssens bondlsſe Afgrunde, eller hvorledes det viidere maa gage ham, er gandſte ubekiendt. Men maatte nogen herover falde paa de Tanker, at Silden kunde ved denne Tid være faa got (om bortfanget og sdelagt , da befindes det gandſke tvert imod, af de overmaade ſtore Sverme, ſom fees endnu i Savern⸗Soen, ved den Veſteog Sydlige Kuͤſte af Engeland og Irland, naar de Drager bort, hvoraf man meget meere maatte ſlutte, at den mang⸗ földige Forliis, ſom de har lide, er ikke engang at kiende. J⸗ midlertid ere nogle af den Meening, at det gandſke Tal, ſom alle Fiſkerne i Europa maa underveys have bortfanget af dem, er ikkun at vegne ſom 1 imod en Million, imod den førfte Her, ſom kommer frem udaf Norden. Hvorved det dog derforuden er gandſke troligt, at de forſkrekkelig mange og ſtore Rov⸗Fiſte, ſaaſom Finnfiſke, Marſvpiin, Sel⸗Hunde og deſlige, har end⸗ nu Sterk. en langt ſtorre Mængde af dem, end alle forommeld⸗ te Fiſkere. 0 0 Paa Kuͤſterne af Nord⸗America findes Silden ogſaa, men ikke ner faa overflødig ſom i Europa; den fees ey heller videre, hen imod Sonder, end intil Floderne af Carolina; om dette er een Deel af den forſte meget ſtore Sverm, ſom ved forſte An⸗ komſt paa de Grenlandſke Kuͤſter, for at gage hen imod Sydoſt med det øvrige Seelſtab, er maafkee afviget til Nordv,eſt Kuͤſter⸗ ne af America, eller om det er en overbleven RE af dem, der ſom forhen er meldt, har giennemvandret Canalen af Engeland, kand man ikfe ſige. Men ſaa meget er bekiendt, at Silden fees ikke, i det mindſte ey i noget merkeligt Antal, ved noget e 5 i : | ige,

72 Eſterrerninger

und. Den ſamme er ſaa bekiendt, 0. geg behepe ; SM „ 47 „ eee re

al Skud

i:

Nige, ſaaſom Spanien, Portugal, eller den ſydlige Deel af Frankrig, faa lidet paa Kuͤſterne ved Ocean, ſom i det Middel⸗ landſke Hav, ey heller paa de Africanſke Kuͤſter; ret ligeſom det var denne Fiſk forbudet at begive fig derhen, paa det diſſe Lande ſtulde forſynes dermed fra Engeland. Ligeſom og Kisbmendene i Devonshire og Cornval tilbereder den ved Hakken og Hreſſen paa en ſerdeles Maade, og forſender den i ſtor Mængde til Spanien, Venedig, Livorno, og andre Steder i Italien, ſom man kand læfe i foranferte Atlant marit. p. 14. Paa det man deſto bedre maa forſtage det nyligen anforte, kand jeg ikke forbigaae at anføre, at Engelenderne kalder den faa kaldede Red Herring, det er Rod Sild, af den brune Farve, ſom den fager i Rogen, (ligeſom den indſaltede kaldes vid Sid, fordi den beholder fin naturlige Solv⸗Farve) og tillaver den ved Parmouth paa folgende Maade: Saa ſnart man har fanget. en Baad fuld, bringer man dem til Land, og efter at man har ta⸗ get Ganen og Indvoldene af dem, bliver de vel ſaltede med Spanſk Salt, lagt i Tonder og rørt nogle gange omkring; naar de har ſtaaet i 16, eller i det hoyeſte i 24 Timer deri, tager man dem ud, ffyller dem vel af med Vand, og i nogle dertil. op⸗ rettede ſtore Hytter hænger dem paa Stokker, over Rakker el⸗ ler lange Stenger; derpaa gier man Ild under dem af gandſke ſmaa klevet Tre, og hver fierde Time antænder man den paa ny, paa det at de ſaaledes, eſterdi Indgangen og alting er til: lukket, kand reges vel igiennem, og eudeligen lader man dem, 5 fal ſkal forſendes, hænge 6 Uger deri, og derefter pakker dem faſti Tonder. (Vid. latius Willughby Hiſt. Piſc. p. 229.)

Da der ogſaa i den anførte Atlante Maritimo alleg. loc. fin⸗ des en omſtendelig og til mit Hyemerke ikke utienlig Eſterretning Dm det fordeelagtige Stor⸗Britanniſte Sardine⸗Fiſkerie, eller, ſom Engelenderne falder dem, Pilchards, vil jeg ikke lade det falde mig fortrydeligt, at uddrage det merkverdigſte deraf, vver⸗ fætte og her anfore det. Diſſe Fiffe lader fig fornemmeligen fee paa Kuͤſterne af de tvende Veſtlige Grevſkaber Devon og Corn⸗ wal, og bringer dem meere Fordeel end nogen anden Soefiſk. Deres egentlige Tiid varer fra forſti Auguſt, indtil alle Helgens Dag eller den 1 Nov. Man foregiver, at de forfolger en liden Fiſt Faldet Britt, og derved kommer ind i Mundene af Floder⸗ he og i Haynene. De kommer an med Floden, og We

I

ikke at beſtribe den, og dens Kiod fag > Delfnas . . gen:

faa ner oven i Vandet, at man allereede langt fra kand fornem⸗ me deres Ankomſt, formedelſt Vandets kruſende Bevagelſe Man fanger dem paa tvende Maader, og deraf kaldes deres Fiſke⸗ re een Deel Drovers een Deel Sapners. Hine paſſer paa den ſtore Svarm, naar den lober ind i Mundingen af Floderne og i Haynene, og fager imod den med viide flirkantede Garn, ſom de drager tverts over Strommen, imod Floden, hvorved vel mange af den ſtore Hob gaaer oven over og ved Siderne forbi, dog alt hvad ſom ſtoder an paa Garnet, befnæres og fanges. Dis⸗ ſe fiſker i den aabne Soe, og klager ſtedſe over de andre, at de forderver Fiſkeriet, i Betragtning at deres drivende Garn fanger kkun lidet, og dog alligevel adſkiller Svermen, adſpreder og kyſer dem fra Landet. Hertil kommer endnu dette, at det de fans ger bliver ikke dygtig. Kiobmands Gods, efterdi Fiſken fager Skade ved det den fan haſtigen rykkes og tages ud af de ſnevre

Maſfeker. Ms SNE j | Sayn kaldes et ſtort Garn, der er ikke giordt anderledes end de der bruges paa Floderne, men er meget længere, thi da dette holder ikkun 30 til 40 Faone, faa ſtrekker ſaadant et Søes. Garn ſig ofte til 5 a 600 Favne. Dette regieres af 3 eller 4 bree⸗ de Baade, af hvilfe enhver er beſat i det ringeſte med 6 Mand. Baadene begiver fig ud i Soen med Garnet, og drager det ud i⸗ mod den Kant, hvorfra de venter Fiſkens Komme. Men herudi retter de fig efter det Tegn, ſom gives dem af nogle Folk, der ere opſtillede paa hoye Bakker, hvilke Folk kaldes Balkers el. ler Zuers (det er Raabere og Merkere). Thi diſſe kand oven fra Klipperne meget vel marke, af Bandets Bevegelſe, hvad Lob eller Fart Fiſken tager, og giver derefter et Tegn enten med at raabe eller floyte, eller med at ſvinge et Flag, eller hvad andet Tegn de har giordt Aftale om, hvorefter de i Baadene da retter fig med deres Vork, og kaſter deres Garn ſaaledes ud, at de dra⸗ ger det ret tverts for den ankommende Fiſfk. Gaa ſnart Garnene ere fuldkommen udſpendte, roer nogle een Omvey omkring for at komme bag Fiſke Soermen, og naar de ere kommen bag dem, pladſker de med deres Aarer i Vandet, og jager dermed Fiſken i Garnet. Endeligen bringer de Enderne af Garnet gandſke til⸗ ſammen „ og drager det op enten i Seen, og kaſter deres Fangſt I Baadene, eller og de drager det forſt op paa Landet; hyilken ſidſte Maade, hvor Stranoͤbredden er fri for Klipper og er ile alt for ſteil , agfes bedre og fordeelagtigere end den anden. Thi

pg Levante.

„ CEfrerretninger ; Sl at den overalt (5) agtes for en hydelig

de, ſom man fornemmer af

gar en RA : a fortreflig ver den ubegribelige Fordoyelſe⸗Kraft, fi m F findes i Maverne paa denne og andre hans fe Kraft.: liige af Soe⸗Fiſke. De Fiſte, ſom den ind⸗

S 2 S . — D 3 ER E æs — 2 Car) = Sæg 4 — æn sæ —.— — — S eee 2 2 2 —

paa denne ſidſte Maade kand de ofte pan eengang (jeg meener ikke i en Dræt, men af en Sberm) bekomme 3 a 400 Tonder fulde

af Fiſt. 155 1 f å Diſſe Pilchards bliver pakkede og indpreſſede ligeſom Sild, | og forſendte med god Fordeel til Strædet, Spanien, Italien

Men hyorledes diſſe Fiſke bliver indſaltede, røgede og pak⸗ Fede , det kand man atter læfe hus Willugb. c. I. p. 223. fed. ) Den heder hos os Kabbelau, hos de Hoytydſke Bloch, hos Hollænderne Nabliau. Ellers gaaer den ogſaa med iblant de Danſke under det almindelige Stamme Ravn Torſf. Hos Engelenderne heder den Cod, Lodfiſ k, paa nogle Steder

2 1

Beeling Aſellus major vulgaris Schoeneveldio.

om Island. 77 ſaa lader han ſig vel i forſtningen drage op dermed, efter⸗ di han ugierne vil miſte fir Rov, men ſaa ſnart han

mærker, at han ſkal træffes ud af Vandet, faa lader han den indflugede Fiſk gierne flippe, falder tilbage og

undkommer. Dog kand man endnu tydeligere kiende deres ſterke Fordoyelſe, naar de har ſluget Taſke⸗Krebs iſig. Man kand vel ikke faa egentligen vide, om den ikke behøver længer Tiid til deres Fordoyelſe, formes delſt deres haarde Hud, end til Skelfiſfkenes. Imidler⸗

lid udviſer ſig dog ſaa meget, ſom de eeldſte og fornuftige

ſte Fiſkere paa Hilgeland har berettet mig, at Skallerne

"Bliver forſt angreben i Maven, og farvede ligeſom rode, ſom naar de ere kaggte i Vand, derefter oploſes de til en tyk Pap, og omſider fordoyes de gandſke og aldeles (*).

IJslanderne fanger denne Fi med Ans || Hvorles geler, hoorpaa de ſetter enten et ſtykke af en des den udbrudt Musling, eller og de friſk udtagne ro⸗ kanges . deGGaner af de forhen fangne Kabbelauer; Men den bider endnu bedre paa et ſtykke varmt raat Kiod, eller og paa hiertet af en friſt ſkudt Fugl, ſaaſom en Moge eller deſlige. Hvormed een kand ſnarere fange 20 Fiſke, end en anden ved Siden af ham kand fange een eneſte med den ſed⸗

vanlige Mading. Hvorfore det ogſaa er forbudet ved en Kongelig Forordning, at bruge ſaadanne Kunſt⸗Greb ved den rette Fiſke⸗Tiid, formedelſt det ſtore Forſpring. Naar ovenmeldte Fiſte⸗Tog forſt ankommer, er deres Mængde faa ſtor, at deres Ryg⸗Finner ſtikker frem o⸗ ven over Vandet, og da bider de vel paa en blot Jern⸗ Krog, ſom der er aldeles ingen Mading paa. a

Den rette Fiſke⸗Tid begynder ved Kyn⸗ Naar delmiſſe eller 2 Febr. og varer til Philippi Se, Ti⸗ Jacobi eller den 1 Maji, da det begynder 1

) Ret ligeſom Skildpaderne ſordoyes i og med Skalſen af

Crocodilerne, efter P. Feuillets Aumerkning 1 haus Continuat. du Journal des Obſervat. Fhyſiques, p. 375.

(|

UA

26 Efrterretninge .

|]

at blivevarmere , fan at Fiffen kand ikke tilberedes ſaa⸗

ledes at den kand holde ſig.

Om Maga] Man bemark

er at Fiſen tager ald fi

den at fie] Fart imod. Strommen. Paa Soen ogi

. dybe Fiorde ſkeer Fiſkeriet om Dagen; men paa Grundene, hvor der er ikke meere end 10 Fav⸗ ne Band, eller hvor den ſtaerke Brending af Soen i⸗ mellem Skarerne forhindrer. Udlebet, fiſkes der om

Natten. Den beſte og nydeligſte Fiſk fanges i den gabne Søe, pag 40 og 58 Favne Band, hvor den

har fuldkommen Fode; den ſom fanges under Landet og i Fiſke⸗Fiordene, er derimod ikke ner faa feed, god og

Deraf la- Al denne fangne Fiſk veed Islenderne

ves te aas at forfærdige to flags Stokfiſt (), der fal⸗ SES" der faa god, velfmagende og fin, ſom el⸗

Det

(0 Jeg bruget per det Ord Stoffig in fenfa general, eſter⸗

*

lers ingen andenſteds.

di man i Tyſkland pleyer at kalde alle torre Fiſk med dette Navn,

ſom er taget af den eldſte Maade at torre paa. Thi det er en

meget gammel Skik hos de Nordiſte Folk, at de pleier at torre

deres Fiſt, ſom er deres fornemſte og meeſte Koſt, meget haarde,

for at bevare dem deſto bedre til den Tiid, da de ikke kand fiſke.

Og efterdi Fiſken enten torres faa haard ſom en Stok, eller og

fager en Liighed efter en Stof eſterdi den torres rund og

Iober ſterk tilſammen, faa har de Tydſke deraf faget Anledning til at kalde den i almindelighed Stokfiſk i deres Sprog, Den forſte og meeſte Stokfiſk har man uden. Tvivl fanet fra Norge;

hyvorfra ogſaa den meeſte bringes endnu. Normandene gior den fornemmelig af Kabbelau og Torſk. Hvorledes de forholder fig

med dens Fangſt, Tilberedelſe og Torrelſe, kand man viidere fee af den anforte Topograph. Norveg. p. 113. ſeqg. Naar Fiſken

er ferdig, bringer de den i ſtore Fartoyer til Trundhiem og Ber⸗

gen til at ſelge, hvorfra den derefter forſendes vidt og bredt om; kring. De ſlags ſom nu omſtunder laves der, ere 1 Rodſker,

ſom har fit Savn af Rod, radix, og ſkiære findo, eſterdi den flekkes gandſte indtil Rumpen. Thi efter at Hovedet er Fange

*

e eee, 74

Fiſt

Dt fetge ſags, ſom kaldes Star- dla,

uk, af Slæfte (), er den finefte, ny⸗ deligſte beſtſmagende og dyreſte. 8 Dien bliver beredt paa folgende Maade:] Hoorle⸗ Saa fnatt Fiſkerne kommer til Lands med en . "iv bes

god Fangft, kaſter de Fiſken ud paa Strands SEE . bredden. Derpaa tager deres Qvinder ſtrax fat paa

den, og ikke alleene fFiærer Hovedet af den, gabner Bu⸗

gen og tager Indvoldene ud, men og tillige floekker den, det er, klover den i Bugen fra det overſte til det nederſte, e 10 1 6 0 tager

af den, og Indvoldene udtagne, bliver den ſkaaren op i Ryggen og Rygbeenene udtagne , deſligeſte flokkes den og i Bugen indtil Rumpen, faa af der bliver to enger (Olaus M. c. l. Lib. XXI. Cap. 2. ſiger; ventres in bicubitales lingulas inſtar funium ab- ſeiſſas). Af dette Slags kaldes den beſte Sort Jartfiſk, forde den er meget fiinere end den ovrige, og bliver i ſerdeleshed for⸗

ferdiget af den Corſf, ſom fanges under Landet Dog lober

og undertiden nogle Langer med deriblant, ſom ere tørrede pag ſamme Maade , og diſſe ere endnn de flineſte; denne Zartfiſk tors ſendes meeſtendeels til de Catholſke Lande og ſpiſes i de Rige Kloſtere. 2) Kundfiſk, denne bliver ikke flekket, men alles neſte opſkaaren i Bugen og Indvoldene udtagne, derefter henges den op i en Traad ved Rumpen, ſaa at den da ruller fig ſammen og torres rundagtig, og kaldes derfor i Handelen Rundfiſk. Af dette, Slags gaaer de beſte til Holland, de ſletteſte til Bremen. Kundfiſten kand ikke laves uden om Foraaret, da Luften ” frænger faa ſterk igiennem, at den er magtig til at torre LX Hf le Fiſk. Men naar det er varmere, nodes man til at flakke den, paa det Vinden kand desbedre trænge igiennem og torre den, det er, man gior Rodffær af den. Conf. Topograph. Noxveg.

cit. loc. Jens Lauritzen Wolff. Norrig. illuſtrat. p. 62. ſfriver: Om Vaaren lader de den torres rund; men Sommer

fiſken flækker de, og faa kaldes den Rodſkier ing.

(Y Flaka eft diſcindo. Flak, Tomus, diſſectum, veluti

eum piſcis in Tomos oblongos ſecatus æſt, Gudm. Andr, in Lexic. Island. Arent Berg Danm. og Norg. Herligh. P. 273. ſkriver: De leve af intet andet end deres Fiſterie, ſom

neeſten gandſke beſtaaer udi Torſk, Langer og Bellflyn⸗

der, af hvilke de faſt ingen ſalte, men flakfe og tørre,

EYE — — — — —

72 2 * 9 . * — „„ alene

tager Rygbeenene ud fra Nakken og indtil tre Led neden

for Nablen, efterdi Fiſken ellers forſt anſtikkes der un⸗ der. Naar Qoinderne ere færdige med dette Arbeide, leber de faa vel de affkaarne Hobeder hiem pan deres

Ryg, for at kaage dem til Maaltid, og derefter at bru⸗

— 2 2 42 — . 8 . 85 2 SS ES. (as S. =: nn - 2 re es * S 8 8 = 3 gær 2 K

de firkantede Banker af Strand⸗Steene, hvorpaa de | udſpreder Fiſken Stykke efter Stykke, vexelviis hos hinanden, til at torres, faa at Hund⸗Siden altid vens |

Vind, kand Fiſken blive tor noki Dage. Naar den

St. Hans Dag, da den indſkibes. 5 Kan] Det andet Slags, ſom Islanderne

bænge eller opheenge. 1 Ponnledes Den bliver i Begyndelſen hanteret paa l er ſamme Maade ſom Flakfiſken; undtagen at man ikke flæffer den op i Buggen, men i Ryggen, og efter at Ryobenene ere udtagne loggen f | | vidt

NE 1 . N SEN * Å U (MU & N al — i FS n h , 4 8 mm. 1 * * |

. em Island. | 72

— ſom paa Flakfiſken, bliver der ſkaaren et Hul et warteer langt overſt i Bryſtet, til at hænge den op; den bliver og ligeſom hin lagt paa Jorden til at udgicres. Imidlertid at dette ſkeer, ſetter de füre Vegge op af ſmaa afbrudte Steen⸗Stumper, dog uden al Forbin⸗ ding og gandſte aabne, paa det Vinden kand deſto bes dre bleſe igiennem overalt. Diſſe tildakker de oven til, for Regnen, alleeneſte med flette tynde Bræder og gron⸗ ne Gres⸗Torve. Og naar Fiſten har udgigret, tagen de den op af Jorden, trakker den igiennem det iſkaarne Hul pag Træs Rekker eller Stenger, og hænger den ſaaledes vp, Stang ved Stang, i Steen⸗Hytten til at torres. Den Dindtorre Fiſk tager: de derefter ud igien, drager den af Stengerne, og legger den ende⸗ ligen ogſaa, ſom for er meldt, i ſtore Hobe ellen Stabler. Imidlertid er der en mærkelig" 5 Forſkial imellem den Fiſt, ſom torres paa en Strands at torre. Bred, hvor man har Steene nok, og den anden, ſom torres paa den bare Sand, hvor der er ikke andet end Sand. Thü hin bliver faſtere, hvidere og varagtigere, men denne, efterdi den udbredes alleeneſte paa de ud⸗ ſkaarne Rygbeen i ſteden for Steene, lober an, og er derfor ikke nær faa varagtig ſom hin. Det er vel viſt, at enhver, ſom kien⸗ Hvor af der alleeneſte Omſtendighederne og Virk⸗ det kom⸗ tingen af et mildere, lunknere og fugtige⸗ Stoffen e Clima, ffal have Umag for at begribe, conſerverer horledes det er mueligt, at en faa ſtor ſig uden, ig feed Fiſk, ſom handles faa. flet uden Salt. Salt, og opſtables under aaben Himmel, | kke raadner, men bliver faa varagtig, at den end og⸗ aa ſiden kand bevares i heele Aar, udi andre Verdens Parter. Men naar man nohe overveyer, hvor gien⸗ gemtrangende Kulden er her, fornemmeligen W 5 ; Hø;

.

E ſtterretning en Tiid, naar Fiſken beredes, hvor reen Luften er (5)

i

"hvor udtorrende de torre ſkarpe Nordvinde ere (hvorved Vaddſkerne, ſom den indvortes Aarſag til Gicren og Forraadnelſen, fuldkommen uddrives), at her, i det ringeſte paa den Tiid naar Fiſken tilredes, ingen Spy⸗ ſluer ere, og de faa, ſom ſiden maatte: komme, holdes derfra ved den ſkarpe Fiſke⸗Lugt, (folgeligen ere der ey | heller Spy eller Madiker, ſom den udvortes Aarſag til Forraadnelſe); "faa kand man meget vel begribe at det er mueligt, at diſſe ſaaledes torrede Fiſke and vare, og man maa med Forundring betragte den Velgierning, ſom diſſe Folk nyder juſt af deres Clima og Veixlig, der ſynes ikkun at være ſlemt og ulideliſge. En anden! Paa de Inſeler Weſtmanoe gior man Maade at! ogſaa Kabbelauen til Rodffæring paa! diere Kab Norſk Maneer. (See Anmarkningen paa — lan, til) forrige p. 76.) Nemlig Fiſten bliver gandſke SETE" opfkaaren baade i Ryggen og Bugen, ind⸗ til need imod Rumpen, ſaaledes at der bliver to Hoen⸗ ger eller Stykker deraf, ſom hænger ikkun ſammen ne⸗ derſt ved Rumpen. Derefter paa formeldte Maade lagt need paa Jorden til at gicres, og ſiden hengt over Stenger i forkrevne Steen⸗Hytter, dog uden Tag, til at torres; og ſaaledes bliver den Aae Dog bliver denne Rodſkicering igien ſpiiſt i Landet, og 7 SEN BEG bra MA W 0 ek

) Om den reene og udtorrende Luft i Nordlandene, ſkriver Olaus M. C. I. Lib. I. c. 2. Aer- ſemper frigidus eft & ſerenus- tantaque eft aeris temperles, ut piſees nulio ſale conditi, ſed lolo aere ſiccati, toto decennio a putrefactione durant. Og dette gaaer faa vidt, at Nordlenderne ogſaa formedelſt Luft og Vind, kand endog torre Kiod ſaaledes, at det varer. Som der og anføres i Lopogr. Norveg. eit. p. 15. at man torrer de vilde Gies, men i ſerdeleshed to flags Fugle, en Faldet Leyer, ſom er meget feed, den anden Faldet Skrab, i Jinden og bruger dem ; i ſtoden for Brød, Hd. Jens Lauritzen Wolff. Norrigia illuſtra- a, p. 198. GE 4

9

=

|

om Jeland.

ſtelden udſkibet, efterdi diſſe del med udenlandſke Rodſker⸗Handlere, meere lader komme alt hvad de deraf behov mændene; med hvilke de ſtager i indbyrdes Credit og Forbindelſe. De Hollandſke Lurendreyere lader og⸗

"faa paa deres Skibe Labberdan (+) af

den Kabbelau, ſom de fanger ved denne Dez og det paa denne Maade; at de ſkierer

81 Folk har ellers ingen Hans

hvilke meget. er, fra Nord⸗ gammel Bekiendtſkab,

Der gis⸗ res og Lab⸗ berdan der⸗

alleeneſte Hovedet af Fiſken, ffærer Bugen op, fager

legger den i Tonder. On hermed vil jeg afbryde, efterdi Kabbelau⸗

ens nerſten u⸗endelige ne (ſees allereede tilſtr

Indvoldene ud, beſtroer den vel med grovt Salt og

ekke⸗ ligen

() Aberdaine, Habberdeen, bet er Aſellus Aberdonen- lis, fom Willoughby Falder den, uden Tvivl, fordi Skotterne

har paa dette Stad aller dem. Ligeſom Skotterne Kabbelauer paa deres Kuͤſte veſt og Sſtlige Kant af deres Se, og tiener i ſerdeleshed for Matroſerne pan Skibene. ( Een Ting vil jeg alleeneſte endnu anføre,

"hvorledes ikke alleene alting paa denne herlige Fi er ti

da Kiobmandene

tier, enten lige til Nantes eller og over Ha

ſerne veed at benytte ſig af den til ſtor

Fangſt, i det de plukker den fra hinanden og ſtroer den iblant de- efter Sardinerne ſpimmer meget begierligen og i

men og hvorledes en

| fornuftig Kisbmand, der aldrig at paſſe paa fin Ford

forſt paa den Maade tilreedt og udſkikket

fanger endnu aarligen mangfoldige r, ſaa og Irlenderne paa den Nord⸗ hvilken de gior Laberdan af,

for at viiſe, lat bruge, forſommer

el, kand gisre ſaadanne Ting, der ſynes for⸗

agtelige i fig felv, til en frugtbringende Deel af hans Handel. Thi naar Nordmandene tager Indvoldene af Kabbelauen, for

at gigre Stofkfiſk af den, gen ſammen, og forer d og fornemmeligen paa det ſid kaldede Bonder ved Hanſee Stedernes Comtoi berettet af de Bergensfarer Neldſte,) tilhandler

| fig de at det forſt er ordentlig vraget og pakket,

res Garn; hvor ſtor Mengde.

ſamler de Ravnen og Indvoldene flitti⸗ et med til Trundhiem og Bergen. Hvor fie Stæd de ſaa r, (ſom mig er

tog efter

ſender de det i ſtore Par⸗ mborg. Efterdi Frantzo⸗ Fordeel i deres Sardine⸗

82 Efterretninger

ligen af det anførte ; og ſkal endnu videre blive aaben Bare! af det, ſom nu ſtal folge, om de ovrige af hans Langer. §. LVI. Saa er Langen (Aſellus longus, Engl. Ling. Willoughb. Hiſt. Piſe. p. 175.) en Kabbelau⸗Art, men ſmallere og længere, end den foregagende egentligen ſaa kaldede Kabbelau; hvoraf den ogſaa har fit Navn i alle Sprog; den har en 9 1 feed og nydelig Hud, og en meget fortraflig e e Deraf la ves og begge ſlags Stoffiſk.

Af denne Lange forfærdiges ogſaa baade Slakfiſk og Herngfiſt, paa oven⸗ meldte Maade; men den er ikke fuldkommen ; ſag god, ſom den der giores af Kabbelauen ſelv, og derfor bruges den gemeenligen ikkun af Ind⸗ vaanerne felp til deres Mundkoſt. Hvorover man faa meget meere maa forundre fig; efterdi Nordmændene veed at tilberede deres nydeligſte og dyreſte Kundfiſk der af, ſom forhen er meldt; Saag ſtor Forſkicel er der paa Fiſten, naar den opholder fig paa en anden Grund, eller nyder anden Naring, o. ſ. fr. og ſaa meget kom⸗ mer det ogſaa an paa et got Haandgreb. 4 FØR

Men in⸗ Ligeſom det ey heller vil lykkes Islan⸗ gen 10 derne at giore Klipfiſk deraf, (der kaldes —ſaaledes, fordi den torres paa Klipperne el⸗ ler paa Banker af glatte Strandſteene) ſaaſom den bli⸗ 1 ikkun flet, forderves laetteligen, og føres derfor ikke ud:

Hoilken Da dog de ikke meget langt derfra lig⸗ reg ande gende Hitlender ere i Stand til at forfærdige lenderne juſt deres fortvæflige Klipfiſk deraf (H. 5 —

i ee,

(Pag de Hitlandſke Inſeler forferdiges den beſte og varagtig⸗ fle Blipfiſt, g end den almindelige Sort af Fabbelau, 175

om Island. i 83

ſtee den Guddommelige Forſorg, ſom ſor⸗ veed at for⸗ ger for alle Menneſker, og efter fin viſeſte ferdige Henſigt uddeeler til et Stad dette, til et ans . det Sted au det, vil at Islenderne ſkal lade fig noye med deres Flak og Hengfiſk, hvoraf de kand nære fig til Nodtørft, og den andre ikke kand giore dem efter, og at ligeſom de ſkal overlade Nordmændene deres Rundfiſk, faa ſeal de og overlade Hitlenderne den ret⸗ kaffene og fordeelagtige Maade at tilreede Klipfiſken, ſom deres fornemſte Leve⸗Middel og eget Klenodie. S. LVII. Skalfiſten, egentligen] Sælg. Skelf⸗Siſken, af Engellænderne Faldet Gas | dok, (Onos eller Afinus antiquorum, Aſellus ter- tius ſ. Æglefinus Rondeletii, Æglefinus vel Ægre- finus Bellonii) er af den ſamme Art ſom Kabbelauen, r men

den nydeligſte af Langer. Den tillaves paa folgende Maade: Indvaanerne har fat ved Stranden ſtore firkantede Kiſter af Tre, t hver af hvilke kand ligge henved 500 Fiſke. Heri legger de den fangne FIE, efter at de har taget Hoved, Indvolde og Rygbee⸗ nene af den; De legger den i Lag over hinanden, og ſtroer grovt Spanſk Salt brav tykt imellem; og lader den ſaaledes lages is giennem i / til 8 Dage. Derpaa legger de den under Tra⸗Pres⸗ fer, ſom de tynger vel need med Steene og deſlige, paa det den kand trykkes flad. Efter at den har ſtaget henved 10 Dage derun⸗ der, legger de den ved Strandbredden (dog faa hoyt op, at Søen ikke kand kylle derpaa) pag Banker af haarde, glatte og reene Strand Steene, (hvormed Søen har ſpillet en Tiid lang, og giordt dem vel runde og glatte, Hollænderne Falder dem Zingels 0g Frantzoſerne Gallets.) ved Siden af hinanden til at torres. Gaa ſnart den er torret nok ved Kuld, Vind og Soel, ſtabler de den op paa hinanden i deres Pak⸗Huuſe, og tildekker den vel med alle flags Dekker, paa det ingen fugtig Luft, eller Vind, hvor⸗ ved den bliver ſlimet, ſkal komme til deu. Ligeſom den ogſaa derefter i Skibene, hvormed den føres bort, maa tildekkes ſaa meget mueligt er, og bevares for Luft og Vind; thi jo meere den ligger tildakket og i Morke, jo bedre og længere holder den fig. J Febr. Maaned bliver der den beſte Kabbelan, og i Auguſt den beſte Lange, fanget og berede til Klipfiſk. ;

84 Efterretninger

men har ikke ſaa god en Smag, bliver og meget min⸗ dre end hin, og har alleeneſte ſmaa folelige Skel, da alle de andre Kabbelau-Arter ere glatte og uden | Skel (). | Hvidling.| F. LVIII. Svidlingen, ſom af fin hviidagtige Ryg kaldes ſaaledes, (Holland. Witting, Engl. Whiting, Alellus candidus, aſel- jus mollis major ſive albus Willoughb. p. 170. af Hilgelcenderne Gaatjens) har ſtorre Lighed efter | Skalfiſken end efter Kabbelauen, har en langagtig Krop og ſkarpe Tænder. Dens Kiod er meget nys | deligt, men er ligeſaa lidet ſom Skalfiſken tienlig til Dygtig Flak⸗og Hengfiſk, og tages ikke med iblant ægte | Kiobmands Gods, undtagen hvor man ikke kand faae nok heraf (**). | | ; ? 5. LIX. |

| | () Nogle ere af de Tanker, at denne Fiſk har fit Navn der⸗ af, efterdi dens Kiod, naar det er kaagt, ſkalles eller briſter fra hinanden i tykagtige runde Skaller eller Blade, ligeſom Log, meere end andres af dens Art; hvilket agtes meget behage⸗ ligt for Synet, og opvakker Appetiten. Men jeg holder meget mecre for, at dette Nayn er givet den formedelſt de kiendelige Sfiæl, hvorved den er adſkildt fra alle andre af fin Art. Efter⸗ di Hollænderne, faa og de Neder⸗Tydſke Soefolk og Fiſkere, kal⸗ der Fiſke⸗Skicl Schelfen, og at ſkielde eller ſkrabe Fiſken, desquamare piſcem) kalder de Schelfen eller Schelferen. Conf. Eilian. Etymologic. Teuton, Linguæ. 1 ()) Jeg er af den Meening, at denne Svidling maa være | den egentlig faa kaldede Nenne, omendſkiont den Molue, ſom fanges paa Bankerne af Terreneukve, kaldes ogſaa i Paris ge⸗ meenligen la Morus, og Rondeletius ſelv beblander dem med hin⸗ anden. Thi Molue, eller Merluche (Merlucius quaſi maris Lucius) Angl. Cod. eller White-fish, Holl. Bacfeliaum, ex mee⸗ re en Kabbelau⸗Art; Omendſtkiont jeg endnu ikke har kundet ud⸗ finde de rette egentlige notas characteriſticas, hvorved den er ads ſtilt fra vores Kabbelau. Efterdi Naturforſtandige kommer ikke juſt hen paa ſaadanne Steder, og det er meget vanſkeligt at faae nogen aecurat, eenſtemmig og tilforladelig See af 2 8 (5 0

om Island. | 85

§. LIX. Torſken (i Preuſſen Po⸗ Torſk. mucheln, Aſellus varius ſ. ſtriatus) er den mindſte Kabbelau⸗Art, og beklædt med de füne⸗ ſte Skil, ſom man ikke kand fole, naar man rorer den med Haanden, ja end ikke kand fornemme imellem å i 3 Taen⸗

Fiſkerne. Imidlertid vil jeg ikke forbigaae at melde ved denne Leilighed, at denne graadige Fiſk har af Naturen faaet denne ſerdeles Fordeel, (ſom maaſkee mangen en vellyſtig Fraadſer maatte onſke fig) at naar den, efter fin uforſigtige Slugvorenhed, har ſluget et ſtykke Tra, eller noget andet ufordoyeligt udi ſig/ſaa

and den brakke fin Made ud, vende og udtomme den uden. for Munden, ung derefter, naar den har ſkyllet den vel ud med Søe Band , træffe den ind og bringe den paa ſit rette Stad igien. Hyvilket af Erfarenhed bevidner Dionys. Deſcript. des Cotes de I Amerique ſeptentrionale Vol. II. p. 181. hvori han efter de als lermindſte Omſtendigheder beſkriver hvorledes Fiſkene fanges og tilreedes ved Terreneufve, og tillige viiſer, at Molue verte eller blanche, og Moluè ſeche eller Merluche, giores af een og den ſamme Fiſk, og kaldes alleeneſte anderledes efter den adſkilli⸗ ge Maade ſom de tillaves paa. Men man maa vide, at NMolus verte (hvilken, ſaa ſnart den er ſkaaren til rette, bringes ſtrax paa Skibet, og legges ſaaledes, uden nogen Tonder eller Fade, lige need i Rummet, i Laug over hinanden , og ſaltes der paa Stædet) er i fig ſelv ikke andet end ind ſaltet Kabbelau, ſom hos os er bekiendt under det Navn Labbderdan. Og Molué ſeche (ſom er mindre end hin, og bliver forſt indſaltet ved Stran⸗ den, derefter udſtyllet i Søen, ſiden udbreedet paa Stenger til at drive af, derefter paa oprettede Steenbanker til at førs res, ſiden opſtablet i Hobe til at fuldkommen torres, derefter ladet 1 Skibet paa Qvas over hinanden og feres ſaaledes til Frankerig) er vores Klipfiſk meget lig.

Hvorledes denne Fiſt fanges og tilreedes af Engelenderne paa deres Steder, har Herman Moll foreſtillet i nogle Figurer. paa haus ny fortraflige Landkort over Nord America. J Veſt⸗ Engeland er egentlig Reederiet til denne Fiſkefangſt. De Ski⸗ be, ſom ſendes derhen for at fange Fiſken og hente den til En⸗ geland kaldes Nemfoundland- Ships, eller efter Matroſernes Talemaade Nemfoundland- Men, faa og Banters; inen de ſom gaaer der hen for at Fiøbe tilredet Fiſk, og bringe den - derfra lige til Spanien, Italien og ſ. v. for at ſelge den igien, kal⸗ des Salmen. Vid. Atlas Marit. & Commerce. a

86 Efterretninger

Tænderne, naar den er kaagt. Dens Farbe er graa og noget Guldfarvet, ziiret med mange merke eller ſor⸗ te Plætter og Striber; dens Kied er gandſke nydeligt, fornemmelig deres ſom fanges i Pſter⸗Soen, og ikke langt fra Lybek, hvilke om Sommeren ere lyſere af Farbe, men om Vinteren morkegrag. De Danſke Under⸗Kiobmend paa Island pleyer og undertiden af

torre dette Slags og lade dem tilreede ſom Flak⸗Fiſk og

da kalder de dem Titlinger. Diſſe bliver meget let⸗ Fre og nydelige, men bruges alleene til Forcringer for ſtore og fornemme Folk 1 Kiobenhavn, folgeligen føres meget ſicelden andenſteds hen. Kullen] F. LX. Bullen (Holl. Bool, Engl. Colefich, Willoughb Ichthyol. p. 168.

| Afellus niger, Carbonarius) faldet ſaaledes af dens

meget mørke Farve, er vel og en Kabbelau⸗ Art, og ikkun lidet mindre, i oorigt er den gandſke lig, men

faa mager og flet af Smag, at Islenderne kand ikke

bruge den, og ikke engang æder den, ſaaſom de har

ingen Mangel paa bedre Slags. Den fangesi Meng⸗

de ved Nord⸗Cap (Lorgdrag. Groenl. Viſch. p. 97.)

eſterdi den fornemmeligen drager fig til Norge. Der

kaldes den Sey, Graa⸗Sey, Stifiſ, ogſaa Ofs,

og fanges i Overflodighed, nemlig , naar den jages og eengſtes ſaaledes af Hvalfiſken, at den ofte lober op paa

det torre Land. Dog ædes den ikkun af de fattigſte Folk, hbilke og bevarer dens mægtige Lever, for at kaage Tran Deraf. Til de Fattiges Nytte er ogſaa denne lovlige Forordning giordt i Bergen, at de Honſeſtadſke Kiob⸗ | mend maa ikke give deres Tieneſte-⸗Folk den at ſpiſe, paa det den (Fulde ikke ſtige i Priſen for fattige Folk, ſom

Hilgelandſke Fiſkere fanger den ogſaa, Ne til Hamborg, men finder liden Afgang derpag.

8. LXI.

U

un kand faae den ſterſte for 2 Stilling Danfke. De og bringer den

|

|

i i

om Island. 5 1 888 8. LXI. For at undgaae fortvædelig | Flynder:

Vidtloftighed, vil jeg ſpare til en anden i Leilighed de mange beſynderlige Efterretninger, ſom jeg

har ſamlet om andre FIE, omendſtiont de i almindelig⸗

hed findes her ſtorre og feedere end andenſteds, ſaaſom Slynder, Skulder, der ere her fan feede, at naar de ere torrede, bliver de ſtrax rodagtige ved Beenene, og ankom⸗ ne, folgeligen tiener de ikfe i Handlingen og til at ſkibe ud, men ædes ikkun friſke af Islenderne) ogandre deſlige.

§. LXII. Jeg vil alleneſte melde endnu | Helles lidet om Helleflynderne, hoilke, da de i Flynder.

— ͥ —

vores Nord⸗Soe voxer ikkun til 120 eller 130 Pund,

ere Derimod fag ſtore ved Island, at de veyer indtil 400 Pund. Denne Selleflynder, ſom og i Norge kaldes Aveite, af de Franſke Flaitan eller Flettan, i Veſt⸗

Engeland Turbot eller Turbut, Hippogloſſus Ron-

del. & Geſn. er den allerſtorſte Art af Flynder, og næ ſten forſkrœkkelig til at anſee. Den har neden og oven en dobbelt Rad meget ſkarpe Tender, ſom ere noget

krumme og bukkede indad; en for ſtiv Tunge, og oben

ober den, ret for ved Svelget, oven i Munden to run⸗ de Steder, ſom ere gandſke hvaſſe og beſtaaer af man⸗ ge ſpidſige ſmaa Tender; derforuden har den og ſpidſe Pigge paa fine Keve⸗Been, med tredobbelte Ræder Dekkeler eller Oren. Man kand lert tanke, at efterdi den er fan breed og flad, men har derhos ingen propor⸗ tioneret Tykkelſe eller Rundhed, ey heller Ferdighed nok at tumle fig, jage efter Fiſt og deſlige, ſom andre ſtore, lange og runde Fiſke, faa er ham givet denne uge⸗ meene Forraad af Pigge, Hager og Tender, paa det

han ſkal deſtomindre feile det Ron, ſom forekommer ham, og paa det han deſto bedre kand holde og bemag⸗ tige fig det han fager fat paa; thi de tager og ſluger

i fig ikke alleene Sild og deſlige ſmaa Fiſke, men og Stel, Tore og e fore Gijfe. ele er 1 den⸗

f

——

—

— '—— — —

—ñ—— . ̃ ——

88 Efterretninger

denne Flynder andre Flyndere meget lig, ſaavel i ud⸗ vortes Legems Skabning og Finner, ſom ogi Henſeen⸗ de til Indvoldene; Og omendſkiont den er faa tor faa har den dog, ligeſom hine, ingen Luft⸗Blare. Men juſt derfor kand den ligeſaa lidet, ſom de andre, holde ſig meget i Veyret, ey heller ſoomme ſterk og vidt, men

maa ligeſom de andre af hans Art, meeſtendeels ophol⸗

de ſig paa Grunden. Derfor kand man meget kiendeli⸗ gen fee paa ham den Hund, hvormed alle Fi af den ſanme Art ere begavede, frem for andre Fife, til den Ende, at naar de, ſom flette Svimmere ved paa⸗ kommende Storm, graver fig need og befæfter ſig i Sanden ſom de pleier, de da kand drage denne Hund for Oynene, og derved bevare dem, at den ſkarpkante⸗ de Sand kal ikke ſkicre dem deri („). Deres Kiod er endelig velſmagende nok, men formedelſt den ſtrenge og overmaade Fodme meget haardt at fordoye.

Af den Af denne Fifk giores det i de Nordiſke Lan⸗ ne gisres de og i Neder⸗Sachſen alleene bekiendte Rav og Raf og Kakling (); men efterdi det Welling. udfordrer en vet fund Mabe, ſom er vande til Soefiſk⸗Fet, og Verden er nu bleven meere kraſen, faa giores ikkun meget lidet deraf, og endnu mindre ſen⸗ des udenlands.

§. LXIII.

(Y Conf. Leuwenh. Misfiv. d. 2 2. Jun. 1704.

Y Raf, Jol. Retur, ere Finnerne, ſom ſticres dybt udaf Ryggen med det Feede, bliver lidet indſaltet, og derefter vindtorret. Rekel, eller Rekung, Isl. Kiflinger, ere Jangagtige Strimler af Hunden og det Feede, ſom ffiæres af o⸗ ven fra Rumpen, og indtil imod Ryggen, ligeledes indſaltes og torres i Vinden. Den beſte Raf og Rekling kommer overſt oppe fra Norge, fra Andenæs, Tromſen og fra Finmarken. Nordmendene fanger Helleflynderne, naar Kab belaufangſten er forbf, og til den Ende begiver fig ud i Gøen med ſtore Baade. Om Natlerne, ſom da ere lyſe, ligger de paa Fangſt, 140 æn.

om Island. 39

F. LXIII. Makreelen Scomber Ron- | Makreel. del. Bellon.) maa denne gang ſlutte Trop⸗ pen. Den en ikke uliig Silden i Skabning, men ſtor⸗ ke og indtil 1: Fod lang. Naar den er frißk kogt eller ſtegt, ſmager den meget got for dem, ſom kand lide Fi⸗ ſke⸗Fet, ellers er den lidet vonmmel Islenderne giore ſig ingen Umag for den. Den horer til de Fiſt⸗Arter, ſom reiſer vidt omkring og folgeligen frembyder fig til mange Riger og Folk. Man har forſikkret mig, at den fremdrager Vinteren i Nord, men imod Foraaret begiver den ſig forbi Island, Hittland, Skotland og Itland, til den Spanſke Soe. vor da cen deel falder forbi Portugal og Spanien ind i den Middel landſke Soe; Men den anden lader fig allereede i April ſee under Frankrig, i May i Canalen under Engeland. J Junio ved Holland og Frisland; men i Julio ved den Jydſte Kuͤſte; hvor den ſpinger fig omkring den Nordlige Spidſe, og afſender en Svarm til Oſter⸗ Soen; den oorige deel gaaer forbi Norge, og vender tilbage til Norden igien. Efterdi denne Fi er ikke tienlig for Kiobmanden, og folgeligen bliver ikke egent⸗ ligen opſogt, ſaa har jeg idette Stykke ikke kundet kom⸗ me til nogen ret fuldkommen Vished, men har maat⸗ tet lade mig noye med det Vidnesbyrd, ſom jeg har bekommet af tvende forfarne og Agtſomme Fiſkere, ſom boer paa Hilgeland. 6 ; i, §. LXIV. Sblattt de ſtore Slags Fife | Hvalfifk. ſtager Svalfiſk⸗Arten (0) overſt. Iblant i e diſſe længer end til St. Hans Dag; efterdi Fiſken efter den Tiid, da Luften bliver meget varm, kand ikke vel torres og forvares, for⸗ medelſt dens ſtore Fedme. Ramus Norriges Beſkriv. p. 252. Frantzoſerne veed ogſaa at ffiære Finnerne, ligeſom Raf, ud af

deres Flaitans, ſom de fanger paa Bankerne ved Terreneufve. Vid. Denys Defcript. cit. Tom. II. p. 260

(% Om diſſe handles egentligen i mine Efterretniger om Sronland. BA 5

90 Efterretninger

diſſe vover den ſtore Gronlandſke, (ſom af Islonderne kaldes Sletbakr, af de Nordſke Sletbakker, det er,

formedelſt dens Uhyre Storhed, fig ikke letteligen indtil den Pe Island, men af Frygt for de lavere Grunde, holder den ſig tilbage i de bondloſe Afgrunde ved Spits⸗ bergen og under Nordpolen. Derimod huſerer Fords Caperen, ſom oven er meldt, deſto overflodigere og

beſtandigere her omkring, den er hin Gronlandſke meget liigi Legems Skabning, faa og i Henſeende til Bars

derne i Munden, men ellers meget mindre og i alting

ſmallere. Denne Hvalfiſk veed Islenderne fortrerfligen at fore fig til Nytte, allerhelſt da den ſelb giver dem en

beqbem Leilighed til at blive Meſter ober ham, ſiden de af Mangel paa dygtige Fartoyer og Redſkaber, kunde ikke fane bugt med ham i den aabne Soe.

Hvorle⸗ des de fan⸗ ger den.

ſtorre Mængde af dem til at fylde hans hungrige Mave, 15 ſkeer det undertiden, at han af alt for ſtor Begierlig⸗ ed og Iver løber paa ſaadanne Grunde og Banker,

ger efter Sildene ind i Fiordene og Bugter⸗

(5) hvorfra den kand ikke komme tilbage igien (++); el⸗ ler i det mindſte giver han ved ſaadan hans egen Jagt,

Islenderne Anledning til at jage efter ham, at drive ham van Grunden og overvælde ham. Dette ſidſte ſkeer paa folgende merkvoerdige Maade: Saa ſnart de bliver vaer, at ſaadan en Hvalfiſk driver ind efter Sil⸗ dene, kaſter de fig ufortovet i deres Baade med Har⸗

puner,

(F) Som af Islanderne kaldes med et eget Ravn Hual- vag. 4

fjuxta Verel. in Lexic. Seyth. Sc. ex Isl. Rekab. (FE) Hvilfet og allereede Olaus M. Hiſt. Gent. Septentr Lib. XXI. o, 5, har anmarket. g

—

ne, og driver dem til Landet, for at faae en

| | |

SktRyg , eller Glat⸗Ryg, fordi den har aldeles in- gen Finner paa Ryggen, Balena vulgaris edentula, dorſo non pinnato Raj., kaldes ogſaa vel Sandhual)

Thi idet han, ſom for er melde, føl

puner, Spyd og Knive, og roer bag fra faa nær paa Abet af ham, ſom det kand mucligſt lade fig giore. Der⸗ "efter, naar Vinden ſtaaer paa Landet, oſer de en Meng⸗ de af alle ſlags Blod, ſom de til den Ende har taget med ſig, af deres Baad ud i Seen, og lader det med Vin⸗ den drive efter den flygtende Fiſk, følger og ſelv ſagteligen efter. Naar han nu ſeer at han forfolges, og vil ven⸗ de om ud i Soen igien, men bliver: Blodet vaer, faa ſkyer han det (), og heller end han vil ſoomme der iz giennem, vender han om igien og iler til Landet, og ders s ; W ober

(9 Om denne heftige Affkye kommer deraf, at han maa⸗

kee holder dette Blod for at være Blodet af en Hun⸗Hvalfiſk, ef⸗ terdi Hun⸗Hvalfiſken taber maanedlig faa ſtor en Mængde, at

Søen bliver farvet deraf, og paa ſamme Tiid udblaſer de ogſaa

et meget ſtinkende Band ; (Vid. P. Feuille Journal des Obſerva. tions Phyſiq. &. faites en Ameriq. Tom J. p. 393.) eller og han anſeer det for Blod af en af hans Liige, der er dræbt, og derfor, af en alle levende Creature medfødt uovervindelig Frygt for des

res Undergang, og Drift til deres Libs Vedligeholdelſe, ſkyer

meget varligen og flyer fra den Ven, hvor ſagdant Blod kommer drivende imod ham, pag det han ſkal ikke falde i liige Forder⸗ velſe; det lader jeg ftane derhen, men formoder dog mrere det ſidſte. Thi plinius har allereede anmerket ſaadan en Aſſky for Blod hos Fiſkene, naar han ſkriver: biſces max ime piſcium ſangvinem fugiunt Hiſt. Nat. Lib. X. Sect. 90. hryrtil jeg endnu vil foye dette (til flittige Naturforſkeres noyere Betragt: ning, ſom agter intet i Naturen uværdigt ateftertenke) hvad den agtſomme D. Martin, i hans ofte anførte Beſkrivelſe over de Veſtliage Øer ved Skotland p. 143 anfsrer ſom en almindelig i heele Skotland bekiendt Forfarenhed: That, if a Quarrel hap»

en on the Coaſt, where Herring is caught, and that Blood 55 drawn violently, than the Herring go away from the Coaſt, without returning, during that Sealon. This, they ſay, has been obſerved in all paſt ages, as well as at preſent. Det er,

derſom et Slag holdes ved Kyſterne, hvor der fanges Sild, og

der udoſes meget Blod, faa begiver Silden fig bort fra Kyſten,

og kommer ikke tilbage igien i den Aars⸗Tiid. Dette, ſiger de,

N faa vel i alle de forbigangne ſam de nerperende ider.

om Island. 91

92 Efſterretninger

over maa han nodvendig enten ſtrande paa Sandene el⸗ ler imellem Skarerne. Derſom Vinden ſtager fra Landet, roer Fiſkerne efter Hvalfiſken, og naar den vil vende om, kaſter de u⸗ophorligen Steene ud af des res Baade imod ham, i Vandet, og gior derhos et forfærdelig Bulder, Skrig og Allarm „hvormed de kyſer Fiſken tilbage, at han maa ſtedſe five forud imod Landet, og tilſidſt af Mangel paa Band mag blibe liggende (9). ' KDE Saa ſnart Fiſken er loben ſaa vidt, at han paa en eller anden Maade er bleven faſt, og kand ikke kom⸗ me tilbage igien, omringer Fiſkerne ham med alle Bags dene og giver ham Stik i Stik, indtil Blodet forløber ham og han doer; derpaa ſkicrer de alt Spekket af, faa meget ſom de kand, og efterdi de ere ingen Koſtfor⸗ agtere, ogſaa en temmelig Deel af Bis det, og tager begge deele hiem med fig (). DR ar⸗

(%) Jeg fornemmer, at Fiſkerne paa Faroe, ſom har med Islænderne haft lige Nodtorftighed og Mangel paa Varktoy til deres ſtore Leremeſterinde, ſkal ogſaa med Fordeel betiene ſig af begge diſſe Konſtgreb, ſom de har opfundet bed det at de med agt⸗ ſomhed har bemerket Fiſtenes Natur. 7

) Det kommer vel meeſt paa Banen an, at man holder for at Hvalfiſkens Kiod er ikke ebeligt. Vore Gronlandsfarere, ſom endeligen ere ikke uvante til at ade et Stykke af en ſterk og noget ſtrong Hval-Fiſk, forſikkrer at et Stykke af en ung Hvalfiſk, ſaa Jænge den er friſk, lader fig nok æde. Kinder af Finnfiſken, ſom undertiden, i det de forfølger Sildene, ſtrander paa de ober fie Rordſke Kuͤſter, eller i andre Maader betrakkes, bliver ſolgt i Pundeviis, og gierne ſpiiſt af de gemeene Bonderfolk, ſom ſiger at det ſkal ſmage ſom Oxekiod. Lucas Jacobſön De- bes i hans Danſte Beſfrivelſe over Faroe p. 160, ſiger am Indvaanerne paa diſſe Øer, at de ſalter det Spek, ſom ſidder paa Hvalfiſkens Hoved, med fort Salt, eller med Aſken af tor⸗ red og brændt Tang; og derefter hænger det op paaet ret tørt Glæd, og da kommer det til at ſee ud ſom andet Aa De

| Faager

om Island. 5 93

Barderne (9), efterdi de ere ikkun „Om deus fmaa, og derfor begieres ikke meget af de Barber. Danke, fan og efterdi Islenderne, formedelſt deres elendige Verktoy, kand ikke vel hugge dem ud, lader man fidde, og tillige med Kroppen, Aadſelet eller Kren⸗ gen (*), ſom vore Gronlandsfarer ſiger, dribe oms kring i Sen.

Spekket kaſter de i Oxehoveder eller Om dens Fade, og lader det ligge et fierding Aar deri, 12 0 og og efter handen ſmelte og udlakke. Hvad ſom 1590 85 i denne Tiid drypper ud af fig ſelv, er den fü⸗ Tran. neſte og beſte Tran (/), ſom oſes ikkun af og bliver ukogt ikke alleene henlagt og forhandlet i de

i Dan⸗

Fanger ogſag af Kisdet friſk, hvilket ſeer nd og lugter ſom Ore kiod. Hvad de ikke ftrar kand fortære,det ffærer de i lange Strim⸗ ler og lader det Vind⸗torre. Fremmede indſalter vel og underti⸗ den Stykker af Rumpen, hyilke, efterdi den er meget ſeened, ſmager ſom indſaltede Oxeſodder. Kaͤmpfer i hans Hiltory ol Japon B. II. Ch. 1 T. nævner fer flags Hvalfiſke, hvis Kiod bliver ligeſom af andre Fiſte, ordentligen fort til Marked af Japanerne; e bliver ind ſaltede, og derefter ſpiiſte enten kogte eller

(0) Diſſe ere de hornagtige, naſten ſom Sabel Klinger dans mede, og paa Kanterne gandſke lodne Blade, ſom Hvalfiſken har ſiddende pan Siderne oven i hans Strube; af hvilke (naar de bliver giort rene, det lodne og Kiodet taget af, flakkede, o. ſ. f.) det faa kaldede Fiſke⸗Been forfardiges.

(40) De gamle Hollendere ſagde Karonie, de Franſke Cha- rogne, hvilket tilſammen har maaſkee fin Oprindelſe af Xago- ye ler. 118 (α Dette Ord bety der den ndlækkede Fiſk⸗Oli⸗, og er i denne Meening formodentligen lært af de nordligſt beliggende Ruſſer, af hvilfe det er bekiendt at man allerforſt har faner Tra⸗ nen under dette Navn, og derefter har man beholdt ſamme Navn. Dermed ſtemmer overeens Clem. Adami Navigat. Anglor. ad Mo- ſcovit (in Republ. Moſcou. p. 36.) Mittunt, ſkriver han, & aquilonares Rush oleum à Barbaris Train dictum, quod in flu- mine

94 Etfſterretninger

Danſke, men bliver og ſaaledes udføre og forbrugt.

Vore Kiobmand kalder den klar Tran. Det efterbli⸗

vende kaager de ud til en tykkere og brunere Derfor ogſaa i Handlingen kaldes brun Tran

Om en ans Derhos maa man vide, at endnu den

den Sort

Tran, ſom

+

— allerſtionneſte ſlags Tran, naar den bliver

ubeblandet, er den ſom ſmelter ud af Kabbelau Hay, d og

mine Una dleto conficiunt. Saa ſiger og Olaus

M. Hiſt. Sept.

lib. II. cap. 17. quam pinguadinem (marinarum belluarum)

vulgari eorum Traan, aut Lyſe, à lucendo voca padihus immiſſa clarisſime lucet. Efter Ordets

nt, quia lam

egentlige Be⸗

tydning hos de Nordiſke Folk er Cr aan en uddryppende Fug⸗ tighed eller Olie, Thi ſaa er Sax. Craan eller Crane (Belg. Traane, Germ. Chraͤne) (1) Lacryma e glandulis lacrymali- bus deſtillans. (2) Lacryma Arborum, Gummi ſ. Reſina vid.

Kiliani Etymolog. (3) Oleum piſcium ex fruſtu

lis diſſectis de-

ſtillans. Saaledes heder og Sax. Caar (Germ. Fahre, Otlr. ;Zahari) lacryma. Dan. Taar eller Caare Lacryma, it. ſtilla aquæ & olei. Isl. Tar lacryma, guttula, ſtilla, Gudm. Lexic. Angl. Sax. Tear laeryma & Tero, gummi, gluten, Angl. Tar. A. S. Tare & Teor Cerm. Teer, Cheer, Goth. Thior Suec. Ciære, pix liquida. Didhen hører og ikke mindre den Fedme, ſom trykkes ud af Koemelk, og kaldes Smor, Germ. Butter, nemlig Butere A. S. Zutere à Bu og Tere. Nem⸗ lig bu, Goth. bos, vacca Verel. (unde noſtr. Bu Os, og Bu, Roe, (8s &e.) Ligeſom og for lang Tiid Gden baade de Latiner og Graker, dog uden at kunde angive Stamme⸗Ordet, har ſagt Baucyram og Hu rugor, hvilket ſidſte rogely, Tugele & c. kand ret egentlig. forſtaaes af den nyligen anførte Harmonia

lingvarum. Hyvorved jeg endnu vil anmerke dette

„at det fore⸗

havende Ord har og ſin Oprindelſe af Orient, thi ligeſom i

Europa T og 2, faa bliver i Aſien D og Y, i Sprog; Forandringer mangfoldigen omverlede.

de adſkillige Og ſaaledes

heder ) n og en Saft eller Gummi, i ſardeleshed Terpentin, ſom flyder og drypper ud af et Træ, enten ved en na⸗ furlig Drift, eller ved en konſtig Ridſen. Vid. Hilleri Hiero- phytiec. lib. J. c. 45. og hus de Araber Tzarz fluxit, manauit,

Tainma gg Bſaru, Lacryma arboris, ſ. relina.

om Island. 95

og andre Fiſkes Lever. Til hvilken Ende Islan⸗ derne ſamler deflige Lever i Tonder, og lader dem lig⸗ ge henved 6 Uger deri og ſmelte. Derefter tager de denne ſagledes af fig ſelb udflydt Tran, og blander den ukgagt iblant den forhen meldte klare Tran, til

dennes Forbedring; Derefter udkaager de det overblev⸗

ne og oſer det til den brune Hvalfiſk⸗Tran, og ſaale⸗

des forhandler det eene med det andet til de Danſke

Købmænd (5). Hen. ee 8. Nb Marſvinet () er en i Nord⸗Soen

bekiendt FIE af Hvalfiſk⸗Arten, og ongefar 5 til 8

Fod lang. Det behoves ikke at beſkrive den, efterdi

man har nu omſtunder meget flittige Anatomiſfke Be⸗

ſkrivelſer over den (). Hyvorpaa jeg alleeneſte vil

beraabe mig. Om der fammeftæds findes meere end

et ſlags, har man ej kundet ſige mig, dog er det me⸗ get troeligt, efterdi man i Nord⸗America har to dag , N ets Y) Nordlenderne gisre og megen Tran af Leveren af de Torſt og Kabbelauer, ſom de flakker til deres Stokfiſk; i det de legger dem ud i Luften og lader Fedmen drive af dem. Og Frantzoſerne, ſom veed i en Haft at giore efter hvad de ſeer af andre, forſommer ikke paa Terreneufve at drage Tran udaf Molue⸗Leveren. Dio- nyſ. c. 1. Tom. II. p. 104. . Gaa har og Moll paa hans for⸗ ommeldte ſtore Kort over Nord⸗ America, ladet ſtikke og fore⸗ ne en Preſſe, ſom de Engelſte ſammeſteds bruger til et ſamme. ; | i (e) Isl. Svinhual, eller Svinhuallur, ogſaa Witin⸗ er; pan Nordſk Marſpim eller Niſer, pag Danſk Brus⸗ op, (formedelſt hans tykagtige runde Hoved) faa og Springs hual, eller Springer (formedelſt haus ſadvanlige Springen ud af Søen, ved ſoreſtaaende Storm) Call. Marſuin. Angl. Forpeſſe eller Porpus Scot. Sea- por. Phocoenua Rondel. Tur fro Bellon. Delphinus Septentrionalium. Schonev. 5 ) Vid. Ephemerid, Nat. Curioſ. Dec, I. an. 3. Pp. 22.

Lowthorp Abrigdm. &c. Vol. II. Pp. 839. ſeq. & nuperrime

Supplem. I. Annal. Wratislau. Art. XI. ' CP) Nemlig et flags ſom er det ſtorſte, gandſke hviid, fan flor ſom en Koe, hvis Spijſe er alle ſlags Fiſt, men RER akre

— Fy

96 ; Efterretninger

Dets Kiod er gandſke adeligt; thi Skotterne paa de Veſtlige Oer (5) æder det over alt, og ſiger, at det er baade en fund og nerſom Spüſe, og Frantzoſerne gier pan Terreneufve Mediſter af dets Kiod * Men det bliver meeſt fanget alleeneſte for ſit Speks

"fyld, omendſkiont det har ikke gandſke meget deraf,

efterdi Tranen er nu efter den Gronlandſte Fiſkefang⸗ ſtes ſtore Forfald, bleven faa rar og folgeligen faa koſtbar. Imidlertid er han formedelſt ſin ugemeene

Geſoindighed i at fosmme og ſpringe meget vanſkelig at

bekomme, derſom han ikke felv ongefer giver Leilighed dertil ved hans umattelige Si de⸗Begierlighed (). Hvorved de gode Islandere dog ikke fulde have mag

| ; yn⸗

Makreel, Sild og Sardiner, den giver 1 til 2 Qvarteler Tran. Det andet flags heder Pourſlle, og findes i alle Hav, gaaer ſtebſe i Flokke, og er god at æde. Dionyſ. d. I. Tom. II. p. 258.

(. Martin d. I. p. 269. SOM

(„ Dionyf. paa det nylig anførte Stæd. .

(er) Hvorom Arend Berendfen Berg i hans beſynderlige Bog; Faldet Dannemarkes og Norges Herlighed, har denne artige Anmerkning 298. Dek hender og undertiden „ ſaaſom Anno 1625. at unge Hvale ſom forfølge og jage efter Sild; føre løbe dem udi Fiordene og fnevre Bugter, hvor Bønderne Dent bliver vaer, og fætte Garn neden fore, fan at de da Sild i ſtor Mængde, ſaavelſom ſamme unge Springhuale kunde jage pag Landet vg fange, ſaaſom i bemeldte Aar, da de ved 2 Miilevens ſonden for Bergen pag en Tiid og Sted ſaadanne Springhuale ved 17 eller 18 jagede i Land ꝛc. Hvortil jeg vil foye efterfølgende af Chriſt. Eyrer von Haimendorfs Reiſe⸗Beſkrivelſe til det for⸗ jættede Land, p. 149. De ſmaa Drenge ſtaaer paa Hapbred⸗ den med deres Kaſtegarn, og naar Delfinerne kommer imod Landet, og Fiffene flyer for dem til Landet, ſaa udkaſter de de⸗ res Garn og fanger temmelig mange. Er meget lyſtigt at ſee. Thi Delfinerne hielper dem ligeſom at fiſke, og imidlertid fane ger Delfinen ogſaa og matter fig. Thi der er ingen Fiſk i Ha⸗ vet, ſom meer æder de ſmaa Fiſk, end Delfinen / hvorfore den ogſaa kaldes Cacciatore di mare (Hav⸗Jeger). De kommer meget ner til Landet.

om Island. 97

ſynderlig Fordeel, derſom der ikke ogſaa ved denne Fife bar denne meget ſerdeles og mærkværdige Omſtendig⸗ hed, at den ligefom for deres Nytte maatte blive blind engang om Aaret, nemlig i Juni! Maaned, i det der voper en liden Hud for Oynene af den. Paa hviler. Tid, naar de vil være flittige, de ofte kand bemeg⸗ tige ſig henved 300 Stykker, ved det de kyſer os dri⸗ ver dem til Landet, ſom de da ikke kand ſee og derfor ikke heller undflye. j

F. LXVI, Af Sayfiſtene eller Søer | Soehun⸗ hundene (Canibus marinis, Galeis) fan⸗ dee. ger Islenderne ikkun det ſtorſte flags (5), formedelſt deres Spek og Lever. Deres Spek har denne færdes les Egenſkab ved fig, at det holder fig lenge, og lader fig torre haardt ligeſom Soinefleſfk. Hvorfore det og af Islenderne torres, bruges og ædes til Stokfiſk. Gemeenligen kaager man 200 deraf. Leveren er faa

i ) | over⸗

(canis Carcharias, Lamia, Tiburonus… Isl. Saackal (ab Hacka avide & ictibus more canino vorare, Gudm. Andr. Lexic.) Dan. Haafiſk, it. Savkal. Gall. Requiem, Angl. the white Shark. Martin. Deſcript. of the Weſt. Isl. of Scotland. P. 385. melder, at Fiſkerne der Falder de ſtore Hayfiſke Serhe, og de mindre Sc, Martens giver en Beſtrivelſe over den ſto⸗ I re i hans Spitzberg. Reiſebeſkrivelſe, cap. 3. n. 8. og fætter, at (il den bliver 2 til 3 Faune lang. Men for den beſte og tillige ana⸗ I tomiſte Beſkrivelſe maa man takke b. Feuillée Journ. d. Obf. 1 Phyſ. Vol. I. p. 17 1. ſeq. & in Continuat. p. 109. Denne ſam⸗ | me, eller maaſkee en noget mindre Fiſk falder Nordlenderne IN Haaf oer ing eller Haakierling. Vid. Aut. Topogr. Norw. p.115. || & Jon, Rami Norges Beſtrivelſe p. 252. Eſterdi den ſtager als FM lerbeſt, og bider meeſt om Natten, faa bliver den fanget fra Juu⸗ | le⸗Tider, naar Natterne ere lengſt, meder Krog paa en to As ee len lang Lenke, paa det den ſkal ikke bide Strikken af. Den har 1

en meget ſtor Lever, ſag at man af en kand fage henved 12 Pund | Tran. Af dens Eg, ſom den har mange af i fit Ovario, veed 100% Nordlenderne at lave ſig gyde Pandekager, ſom de kalder Haa⸗ ee fager. Muſ. Reg. P. L. Sect, III. u. 6. ; |

98 Efterretninger

overmaade flot, at man med een eeneſte kand fylde en Qvartel, det er et Fad paa henved 120 Potter (+). Man kand og af det tynde Kiod i Bugen ſkicre tynde Strimler, hvile naar de ere tørrede og har hengt et Aar og noget longer, ſaa at al Fedmen er lakket deraf, lader fig ſaaledes tillave, at de ſmager næften ligeſom Oxe⸗Gummer, hoilket en anſeelig Kiobmand fra Kio⸗ benhavn har forſikkret mig, ſom forhen har adſkillige gange været i Island.

Sverd⸗ g. LXVII. Her feer man og ofte Svoerd⸗ ik. eller meget meere Sav⸗Fiſken, ſom har det takkede og neſten en dobbelt Kam lignende Sværd ſtaa⸗ ende for Hovedet og over Munden (I). End videre er det og fortalt mig af Hr. M K, ſom har i mange Aar boet paa Weftmande, at der i Havet ved Island fal⸗ der endnu et andet ſlags, af de Soefarende faa kal⸗ dede Sperdfiſke, ſom har ved Enden af Ryggen ſtaa⸗ ende et derfor anſeet krumt Sverd eller Sabel, (ſom dog i ſig ſelb meere ligner en krummet Pal, og er overdra⸗ get med Kiod og Hund ligeſom en anden Finne). Om denne vil jeg handle pan fit Stad, i Efterretningerne

om Grönland. Imidlertid er det forunderligt, at de

ellers uhyre Beeſter, Hvalfiſkene, naar de langt fra

fornemmer en af diſſe flags Fiſke, ſtiller fig meget ynke⸗

lig an, ſpringer og ſkynder ſig haſtigen derfra; Som og llige⸗

(59) Martin melder pag det nyligen anførte Stæd , at en eene⸗ fie Lever af en ſtor Hay giver en Skotſk, det er hen ved fire Engelſke Maader Trau, og at de der kommer Leveren i en Potte, ſom er haly fuld af Vand, kaager den, og afſkummer den efter haanden opſtigende og oven paa flydende Tran og oſer den i et Fad. Hvorledes ellers Lever-Tran tillaves, ſees forhen p. 95. not. SX ; %) Priftis ſ. Serra piftis Angl. the Sawffh. Willughby,

Hiſt. Piſc. Lib. III. cap. 14 Mart. Spitzberg. Reiſe, cap. 6. n. 7. om hans Strid med Hvalfiſten, Vid. Pionyl, deſeript. cit. Tom. II. p. 268. ſeq f

om Island. 99

lligemaade Robberne fryater fig meget fordem, og ofø fe ſpringer paa Landet til Menneſkene, for at ikkun undgaae dem. Hyvortil jeg og herefter ſkal anføre Aarſagen. MAS Ba

F. LXVIII. Endeligen vil jeg til videre | Hav⸗Ty⸗

Underſogning endnu her anføre, hvad jeg reg dans

har hort om Hav⸗Tyre og Hav⸗ Boer af Leer. wende Perſoners Munde, ſom vel ikke har feet, dog hort det; nemlig at de i Hovedet ligner en Ore, men Kroppen og Fødderne ligner en Robbe eller Sel⸗Hund, og at de ofte med deres Brolen foraarſager, at Lande Noerne bliver ligeſom afſindige og løber raſende efter lyden (“). | -

F. LXIX. Om Robberne eller Sæl- | Robber. dundene fkal jeg anføre et og andet i Efter⸗ etningen om Strat Davis. | e FS. LXX. Om ferſke So e⸗Siſke har jeg ikke nos get ſynderligt at anføre. . Ved Holm, i Ellera, ved Kleppee, Lax. aa og i andre dybe Fiorde, i hvilfe der

nedfalder Ager eller ſmaa Floder fra Biergene, findes der Lax, ſom ſpommer frem imod de allerſtorſte Vand⸗Styrtninger, og ofte ſkyder fig utroligen hoyt op paa de ſamme. Man fætter de faa kaldede Laxe⸗

Biſter tverts i Veyen for dem, ſom beſtager af Sta⸗

ketverker der ere ſlagne tet ſammen, hvor igiennem Lax⸗ ene vel kand komme op, men ikke tilbage igien til So⸗ en. Naar Laxen er feedeſt eller beſt, træffer man en Vaad eller almindelig Art af Garn igiennem Floden, og driver den dermed, efterdi den nu ikke kand komme

tilbage, ſpringer den, en hid, en anden did, ud til . G 2 Si⸗

(0) Man kand herved om dette Strand⸗Oveg, ſom Bon⸗ herne falder det, efterſee hvad Jacob. in Muſ. Reg. Dan. P. I. Sec t.

n. 49. anfører af A. Med. Fhiloſ. Hauniens.

109 Efterretninger

Siden og paa Landet, hvor de gribes af de ved Siden gaaende Bender, og paa denne Maade fanges der un⸗ dertiden 1 til 200 Stykker | Slang. LXXI. Slanger fornemmer man 115 ere Der! ere til pan den heele Juſel. Dog ikke for⸗ —.— medelſt en beſynderlig Egenſkab ved Landet, men. fordi det ligger faa langt fra alt det faſte Land, og de derfor ikke kand komme did, og formedelſt den her herſkende overmaade ſtrenge Kuld, hvilken man veed er diſſe Dyrs Natur ſaa meget imod, og de derfor ikke kand begage ſig her. 4 Og lidetſ 9. LXXII. Denne ſamme haftige og Ute. langbarige Kuld, ſamt den Mangel her er paa Træer og Buſke, maa det og tilſkrives, at man veed af ingen eller meget fan Ut y eller Inſecter. Man kunde alleene ſige mig om Huus⸗Edderkop⸗ per, ſom endeligen let kand begaae fig i Indvaanernes Huuſe, og om Bremſer og Heſte⸗Sluer, (Oeſtris, Aſilis) ſom endog i Creaturenes Naſeborer og ved den inderſte Rand in foramine Ani legger deres Eg og lader dem der udlegge ved Dyrenes Varme (5). Naar det har regnet, fremkommer ſtrax Regn⸗Orme (lum brici terreſtres) for at nyde den friſk⸗faldne Vadſke til deres Vederqpægelſe, i ſaadan vrimlende Mængde, . i den Indbilding at de ere nedreg⸗ nede. 471 Og Muusß F. LXXIII. Muus falder her ey hel⸗ ler mange, efterdi de kand ikke leve, formes Delft den giennemtrangende Kuld, og Mangel paa lg UR NM ' e,

(Den Maade, paa hvilken diſſe og deſlige Fluer legges ud, ſom tilforn har været ubekiendt, er udfundet, og med alle ſine Forandringer og Evolutioner omſtendelig beſkrevet i Vallis nieri Eſper. e obſery. intor. all Origin. de var. Inſect p. 96. ſq. og Racolt. di var. Tratt. p. I ſeq. Øg Ragion, int. all' Eſtro de Buoi &c. : ' K at

nnn e...... . 3

Om Island. 101

de i den tynde og med Svovel opfyldte Jord⸗Skorpe, hvorunder der ſtrar ere Klipper. Kirkegaarden ved det gamle Kloſter Widoe har denne Egenſkab hos ſig, at naar man fætter Muus need paa den, faa doer de ſtrax paa Stadet; ſom min Fortæller bekræfter at han ſelb ofte har forſogt det og befundet det i Sandhed faa at vær re. Men det er viſt nok, at ikke nogen Hellighed ved Stedet, ved den forrige Catholſke Indvielſe, eller de længe ſiden forfulede Levninger af en der maaſkee begraven Helgen, men en Svovel⸗Damp, ſom opſtiger der ſter⸗ kere og tykkere end andenſteds, er den eeneſte og ſande Aarſag dertil (). Og denne maa jo ſaa meget meere formodes her, ſaaſom det befindes neſten over den heele Inſel, at Svovelen fynligen udbreder fig under den o⸗ verſte Jord⸗Skorpe; hvoraf denne Kirkegaard maa us den Tvivl have faaet en ſtorre Deel end andre Steder; hoilket lætteligen kunde udfindes paa Stadet af en Na⸗ turkyndig, enten ved et Lys, om det ikke var alt for far⸗ ligt, eller ved Lugten og ved at grave derefter. Min Fortaller havde, deels af egen Drift, deels efter go⸗ de Venners Begiering, taget nogle ſmaa adſkillige Pakker af ſamme Jord med fig til Kisbenhavn, men bes fundet, at naar man holdt 5 0 derpaa, giorde det 1 5 8 3 ikke

(0) Heri beſtyrker mig det bekiendte, og dette meget lige phænomenon i Grotta di Cane ved Pozzuolo, i hyilken der af Jorden opſtiger en temmelig ſterk Svove Damp, ſom ſtrakker fs til en liden Heyde, henved en Food oven over Jorden, hvil: en Damp giør ſamme Virkning paa en Hund eller et andet le⸗ vende Dyr, ſom trykkes tet ned til Jorden. Ray Obſerv. made in a Journ. tro” Italy &c. p. 275. Deslige er og anmer⸗ ket i en Kielder ved Brodelbronden i Schwalbak, af D. Pech- lin Lib. III. Obſerv. Phyſ. Medic. 44. Og har Grev Marſili befundet det ſamme ved Altſohl i Ungarn af en Jord⸗Kloſt el? ler Revne,, og denne ſidſte har end og oplyſt dette Phænoménon med et Experiment, ved ſaadan en Damp, ſom var giordteef⸗

ter ved Konſt. Danub. Tom. I. p. 94. ſeq.

102

Efterretni nger

ikke den allermindſte Skade. Hvilket er et aabenbar

Bebjiis

1 at alting beſtager i de ovenmeldte Svovel⸗

Dunſter, hvile han ikke kunde fore med fig.

Naar

Solen bes

ſkiner den⸗ ne Inſel u⸗ den at gaae need, og naar ikke.

|

§. LXXIV, af Øen kand man ultimo Julii ikke alleene fee over Horizonten,

ſeelſe,

Paa den Nordlige Side fra medio

unii indtil olen oven

men end og, efter An⸗ dens underſte Rand meere end en

Mands Hoyde oven over Soens Ooerdeel.

Den ſtinner om Mid rodagtig, ſom hos os

meligen ſom om Dagen. Januario er den gandſke uſynlig, undt verſt paa de hoye Bierge, et lidet Skin,

nat noget ſtorre og ſaa

naar den vil gage need, men giver faa meget Lys, at man kand ſee alting fuldkom⸗

Derimod i

December og i agen at man o⸗

ſom vender imod den, feer og man har ikkun, uden Tvivl refractio-

nis beneficio, et Tusmerke eller Dag af 12 til 13

Time. Hvorved er at merke, Aftagelſe pleyer at ſkee her meget geſte halvdeelen ſnarere end i vor

Om Noꝛd⸗ Lyſet.

ning i Nordlyſet, lader ſig ſee til alles og for os, ja andre Lande, re borte fra Nord⸗Polen.

kiltager pan fin Side i Varagti geſom hine tager af, ja finner ſke Vinter, og forſpinder a gynder at tage til.

at Lyſets baade Til⸗og ſnarligen, og i det rin⸗ e Lande. N

F. I.XXV. I de lange Natter nyder ſerdeles ſtor Guds Velgier⸗

diſſe Folk en

ſom bliver nu meere bekiendt, og Forundring oftere end forhen, end ſom ligger endnu længes

Thi naar Dagene begyns der at tage af, fan indftiller Nordlyſet fig ſtrax, og

ghed og Glands, li⸗ beſtandigen den gand⸗ der allerferſt, naar Dagene bes Saa ofte Luften er reen for Snee

eller Regn, og ikke fuld af Skyer, ey heller urolig, eller med et Ord, naar H klar, ſaa ſeer man Tusmorket dette Lys

jmmelen er

ſinuk Stierne⸗

ſtrax efter Solens Nedgang og / hvilket næften varer den 950 8 5 0 5

om Island. 103

ſke Nat, ja hopper og ſpiller faa klart, at det ikke ab leene ligner den fulde Maane i fin beſte Klarhed, men

og ofte overgager den. Det kommer altid frem. i Nord

eller Nordveſt, og ſkyder over imod. Sonden, opfol⸗ der undertiden den gandſke Himmel. Den foregaaen⸗ de Dags Veirligt maa have været hvordan det vil,

naar Luften er ikkun reen og rolig om Natten, ſaa indfinder Nordlyſet fig. Dets ſadvanlige Farve er

holid⸗gulagtig e ng

Efterdi dette Lys lader ſig ſaa meget ofte fee, faa er det let at begribe, at man der⸗ af kand ikke domme alt for vel og rigtigen om det paafolgende Veirligt. J det rin⸗ geſte vilde dertil udfordres endnu mange, og meere end et Aars flittigſt giordte Anmerk⸗ ninger, man maatte give Agt paa Luftens Tilſtand ved et Barometer, o. f. fr., inden man kunde komme til nogen Grund herudi; men Indvaanerne der ere ik⸗ ke i Stand til at giore ſligt. Imidlertid er der den al⸗ mindelige Tale og Meening, at naar dette Lys ſkinner blegt og guult, faa betyder det derefter tørt Veyr og Froſt; derimod naar det er rodagtig, faa tilkiendegi⸗ ver det Regn og Vind. J det ringeſte ſkal dette være viſt, at naar dette Lys lader ſig ſee og hopper ugemeent ſterk, faa pleyer der at folge derpaa enten en heftig Vind eller ſterk Froſt (ö).

G 4 Det

() Det er merkverdigt, hvad ſom anføres i Philoſoph. Transactions N. 399. at dette Nord⸗Skin er ſedvanligere i den Nordre Deel af Engeland end paa dets andre Kanter, og at man der Falder det Streamers, Merry Dancers eller Petty Dancers, at man ogſaa deraf dømmer om det tilkommende Veirligt, mee⸗ nende, at naar Skinnet er gronagtig, fan betyder det vaadt Veir og Storm, men naar det er guult, faa betegner det klart og tort Zeit. ;

Om man deraf kand dome om

ſtaaende Veirligt.

det fore

— ms Pe

2 2

104 Efterretninger Det ſees Det er forekommet mig meget merk⸗ nu oftere

end tilforn

forrige Tider. Hyilket jeg for denne Aarſags (fyld hob der gandſke rimeligt, efterdi man paa andre Stader i

værdigt, og de keldſte Islondere, ſom det er mig troverdigſt berettet, ſelb forundrer ſig derover, at dette Lys lader fig nu omſtunder fee ſaa ofte, og ſiger, at man har ikke feer det faa ofte i

Europa har ey heller tilforn feet det fan ofte, ſom i de

gandſke nyere Tider; da man dog, efter den middelſte

Tiid og Enden af det forrige Seculo har allereede

haft Videnſkabers Salſkaber ſaa vel i Engeland, ſom

Frankerig, og deriblant ivrige Stiernekigere, ſom har i hver Nat flittigen ſpioneret paa Himmelen, og dog

fag ſielden fornummet til ſaadanne mærkelige Luft⸗ Spil. Maafkee diſſe af mig udforſkede og her anførte Omſtaendigheder, naar de holdes til de ovrige, ſom ere allereede i Trokken, hielper noget til at bekomme nær mere Indſigt i dette Lys ().

Hvoraf Saa meget, ſynes mig, ſeer man klarli⸗ 8 gen og overbevüsligen, at det kand ikke has

Svovel⸗Dunſters haſtige Antendelſe, ſom maa ſkee

meget hoyt oppe i Luften, efterdi de kand fees faa meget.

vidt borte. At der ogſaa i Nord findes Forraad nok hertil, ſees klarligen af det ſom jeg i det foregagende har anført om Island og om Jan-Mayen-Eiland. Da nu de mange Ildſprudende Bierge, Jordbrande, de varme Bande, vidner om den Giaren ſom (feer ind⸗

vortes i diſſe Lande, faa er det og tillige aabenbar, at

fra

60 Det er at haabe, at vi med Tiden kand vente af Sal⸗ Akahet i Petersborg, ſom de fleeſte og beſte Anmarkninger, faa pg de nermeſte Aarſager hvoraf dette Ildſpil paa Himmelen har fin Oprindelſe. Saaſom Hr. Mayer har allereede i hans ferſe Tome Commentar, p. 3 5e ſeg. giordt en priigværdig Be⸗ gyndelſe, dertil.

ve ſin Oprindelſe af andet, end af mange

. ˙A——ͤ.. ⁰ ß NTP —˙²Ü ä ˙¹Ü—̊ —ͤ . —˙·O—¾T IN

U

om Island. 105

fra og af de ſamme ſendes beſtandigen Svovel⸗Dun⸗ ſter op i Veiret, i en u⸗endelig Mængde. Men lige⸗ ſom i de varme og heede Lande deſlige Svoveldunſter antænder fig ſtrax nær ved Jorden, eller naar de ere komne lidet i Veiret, og farer op i Lynild og Torden⸗ Straaler, ſaa forſtager det fig ſelb, at de under Nord⸗Polen, formedelſt den ſtore Kuld, ſom ligger paa Jorden, har meere Roe og ſtunder til at ſtige! Veiret, men. behøver derfore des længere Tiid, inden faa mange antandelige Dunſter kand drives tilſammen gien, at der kand ſkee en virkelig Antendelſe, indtil endeligen hoyt oppe i Atmoſphæren en tilſtrakkelig Mængde af dem, af alleſlags Arter, ſtoder ſammen, hoilke ved en fugtig Kuld ſaaledes preſſes tilſammen og giores tykke, at de kommer i Brand, og ſom en Lyſt⸗ Ild udkaſter klare Straaler. i F. LXXVI. Som det da ogſaa, efter min Formodning, kommer af denne Grund⸗ Aarſag, at man har der ingen, eller dog "meget ſicelden, Torden⸗VBeir om Som⸗ meren, derimod om Vinteren deſto oftere og hæftigere, |

Det forde ner om Vinteren oftere og ſterkere end om Somme⸗ ren.

Mange

Tiid, naar det ſneer, ſeer mangfoldige (Lygte: Lygter Mænd og Ignes Lambentes. Hvor: SØ" til der viffeligen ikke kand fattes Materie paa en Oe, hvor der handles faa meget med Strandfiſk og Tran. Diſſe Flammer pleyer at hænge fig ved alle Stave og Stokke, ved Jern⸗Nagler, ved Maſter, Raager og Vanter paa Skibene, ved Folkes Hatte og Huer, hvorſomhelſt de kand ikkun heefte paa. Og de enfoldige og feige Islendere (faa og det dumme Folk andens ſtæds) ere meget bange derfor, omendſkiont de kand ik⸗ ke tænde, eller nogen ER tænder for deres Pyne; ja . aa

„ Iligemaade, at man juſt paa den |

106 Efterretninger

ſaa ſnart de bliver dem vaer, lukker de deres Huus⸗

Dorre ufortevet og angſteligen til, paa det denne Skin⸗Ild ſkal ikke drage fig hen til deres Skorſteen⸗ Ild, (ſom de meener at kunde ſkee) foreene fig med den, og ſaaledes fætte alting i Brand.

Fleere §. LXXVII. Bed Enden af Som⸗

Sole. meren feer man ofte paa Himmelen Ringe og fleere Sole (hvorpaa, ſom man der har anmer⸗ ket, altid folger meget uroligt Veir). Dette er ikke at forundre fig over, efterdi den overſte Luftes gand⸗ ſte Beſkaffenhed er ſkikket og beqvem dertil; hvad hel⸗ ler, at der til deres Frembringelſe udfordres glatte Jis⸗ partikler i Skyerne, efter nogles Meening, eller og ey⸗

lindriſke Hagel, ſom Hugenius, Wolf og andre

meener. 8 Her ere §. LXXVIII. Egentligen har Islen⸗

ikkun to! derne ikkun to Aars⸗Tider, Sommer og

Mars Tis

der. Vinter, hvilke beſtandigen vedvarer, og

pludſeligen omverler med hinanden, uden

at man marker nnget til de mildere Mellem⸗Tider, z

FJoraar og Hoſt, ſom fornemmes paa andre Stader. Dog har man meere Vinter end Sommer; og om Sommeren ſneer og hagler det undertiden. Om Som⸗

man er nødt til at kaſte alle Klæder af fig; men faa

følger der Natten derpaa ſaadan en heftig og giennem⸗

trengende Kuld efter, at man kaud ikke nokſom dak⸗ ke fig til; og naar man ſtager op, finder man alting omkring fig ſkiult med Snee. Om Vinteren falder megen Snee, men det ſneer allerſterkeſt med Oſtlige Vinde, da Land og Huuſe giores jevne med hinanden.

Dien ſtorſte En ugemeen ſtor Kuld pleier ikkun at

Sun er il yttre fig i April Maaned, ſom mig er be⸗ rettet. Maaſkee fordi Solen er da langſt borte fra denne Oe, og der tillige bleſer egen

i ord⸗

meren kand det mellemſtunder blive ret heedt, faa at

3

i

om Island. 107

Neordbinde, ſom da fører med fig fleere og folelggere

liggende Jisbierge.

6. IXXIX At der paa denne Oe als |Om Verr⸗

"tid fornemmes mange Vinde, og det end ſügets Be⸗

ket kand have ſin Grund deri, at Soen ik⸗

*

nordentligen og foranderligen, kand vel ik⸗ Kaffenbed.

ke komme nogen underligt for, ſom lidet overveyer, hvorledes og hvor den ligger. Ofte raſer de ret for⸗ ſkrækkeligen, og preſſer og driver Bølgerne utroligen hoyt. Med Nordveſt⸗Vinde har de (i det mindſte paa den Sydlige Kuͤſte) ſtkiont Veyr, derimod med Syds

veſt ſlet Veyr, og af Syd⸗Sydoſt den meeſte Storm. ß

. LXXX. Ebbe og Slod (7%) har | Om Eb⸗ de, ligeſom andre Stader der ligger længere be og Flod

need i og ved Nord⸗Soen, to gange i 24. Timer, til⸗ lige med de overalt fædvanlige Forandringer, efter

Maanens Omſkiftelſer. Derhos ſkal de og forholde fig -

faa ordentligen og ſterkt, at om der endſkient blæfer heftige Vinde, faa mærker man dog ikke nogen ſynder⸗ lig Forandring derover. Floden kommer af Oſten, Ebben af Veſten. Den almindelige Flod ſtiger ind⸗ til 12 Fod hoyt. 8

§. LXXXI. Soe⸗Vandet ſkal, ſom jeg fornemmer, være meget Saltere ved Is⸗ land end bedre need i Nord⸗Soen. Hyoil⸗

Soe⸗ Vandets Beſkaffen⸗ hed.

ke alleene uddunſter meget ſterkt ved den haftige Froſt (*), men og en ſtor Deel af det overſte uſalte⸗ de Vand ſamles og fryſer tilhobe i ſtore Jis⸗Plader, derforuden endnu en Deel deraf formedelſt fin Lethed blæfes bort og adſpredes ved de næften beſtandige hef⸗

| tige

() Conf. Supplem. II. Annal. Wratislav. p. 71. (0 Af Islonderne Flod og Fiara.

() See Wolfens Naturens Virkning §. 250. Thuͤmmigs g

Forſog 1 Deel. 1. 4.

Jispartikler („) fra de længere borte under Nordpolen

— — Fe.

108 - Efterretninger

tige og torre Vinde; hvorover det ovrige Vand maa nodvendigen befindes ſaa meget ſaltere, efterdi de tunge Salt⸗Partikler ſtedſe bliver tilbage Derved. Re ligefom Soe⸗Vandet er under Zona torrida meget ſaltere („) end vaa andre Steder, ſom ere lindere, ef terdi Solen ved fin overmaade ſtarke og lige nedfal⸗ dende Heede udøver den ſamme og en endmu ſtorre Virkning paa de u⸗ſaltede latte Deele af Soevandet, ved en beſtandig Uddunſten. Den forhen anførte ſer⸗ Deles Salthed har dog alligevel ogſaa ſin færdeles Nyt⸗

te. Thi den er, tillige med Søens beſtandige Spil⸗

len og Bevægelfe , der foraarſages ved de ſtedſe ble⸗

ſende ſtrenge Vinde, og ſterke Ebbe og Flod, Aars

ſag til, at Jiſen ved den Sydlige og Veſtlige Kant bliver ikke faa tyk, og varer ikke heller faa længe, ſom hoyere op i Nord. Hvorved de fattige Indvganere, hvis gandſke Levnets Ophold meeſtendeels beſtager i

Fiffefangſt, nyder denne Fordeel, at de faa meget

tiligere og i Januario kand komme til den igien, og fol⸗ geligen kand være færdige med at tillave og torre den fangne Fiſk, forend de ubeqvemme varmere Maane⸗ der kommer. |

Om del] F. LXXXII. Øen er meget fund for ZSandfte de Indfodde, ſom fra Barns Been af

nd ae ere vante til det Veirligt. Og eſterdi de

S 8 0 19 1 1 endnu derforuden fra deres Fodſel af fødes

Legems op med ſlet og liden Fode, og drives til

Beſkaffen⸗[Haardforhed og en beſtandig grov, vind⸗ bed. fibelig, ja meget ſuur og arbeidſom Leve | i ) maade, 1

(9 Jeg følger herudi Engelendernes meget rimelige An⸗ merkninger. See Lowthorp. Abridgm. Vol. II. p. 297. og de Bruin i hans Reizen over Moſcou p. 401. Omendſkiont P. Feu- illée vil have befundet det gandſte anderledes ved hans Band: Poet ; efter hans Journal des Obſerv. fait. en Amerique p. 177. & 190. d

om Island. 109

maade, ſaa har de gode Legems⸗Arqfter og kand udſtaae alting (. De bliver og (ſom gemeenligen als

le de pleier, der fremdrager deres Levnet i en enfoldig

Sorgloshed, ved et flags flet Føde, og i idelige ſterke Legems Ovelſer) ikke alleene ældgamle, faa at mange opnaar henved 100 Aar, men de nyder og tillige en munter og rorig Alderdom, og veed lidet eller intet af de Svagheder og Sygdomme, ſom gemeenligen hen⸗ ger ved Alderdommen hos dem der lever anderledes. De ere i almindelighed velvorne, og har ſkionne, hvide og ſunde Tænder; hvilket man hoyligen maa forundre fig over i deres Clima, og ved den ſlette Koſt ſom de nyder, men er et Tegn til en fund Legems Beſkaffenhed, og maa uden Tvivl komme af den reene Himmel⸗Luft, ſom

de lever i, af deres gode Fordoyelſe, ſom befordres ved

deres idelige ſterke Legems. Pvelſer, og at de æder intet

Salt eller ſalt Mad. Qvindfolkene giver Mendene

intet efter i Haardhed og Styrke. De fader letteligen, bader fig fan ſnart de har fodt, og leber ſtrax igien

f d. kr

S. LXXXI. Om Febre og andre deſli⸗ ge Sygdomme hører man ikke meget (07), dome un⸗ og dette tilſkriver jeg de ovenmeldte herlige derkaſtede⸗ Urter, de fortreflige Mineral⸗Vande, ſom ſderſor ere de dagligen uvidende drikker, de beſtandige der hyer⸗ Vinde ſom renſer Luften, den reene ken Medici torre og derhos longe vedvarende Kuld, faa og deres medfodde Haardhed, tillige med

De ere faa Sy g⸗

rurgi.

den

Y Herved falder mig ind, hvad Cæſar ſiger om Suevis de N

Bello Gall. Lib. III. cap. I. Neqve multum &c.

6% D. Biörn i hans Svar til det Kongel. Engelke Viden⸗ 0 ſtabers Sælffab i Philoſoph. Transact. No. III. p. 238. anmer⸗

ker, at den almindeligſte Land⸗Sygdom er Colika og Spedalſkhed.

Hyilket letteligen kaud begribes, naar man eſtertenker Islan⸗

dernes grove og heſlige Fraadſen og deres ureene Levemaade.

- — Fe

krybe og velte fig, indtil det fager op af fig ſelb og bes

110 Efterretninger

den forhen meldte gode Fordoyelſe. Derover veed man

flet inter af Medicis at ſige. Falder nogen i Syg⸗ dom, faa er hans gandſke Vederqvcgelſe god Melk, ſaaledes ſom den kommer af Koen, og al den Læges dom ſom gives ham, er lidet Tobak, ſom man lader ham tygge, og en vældig Sluk Brændevin til at ſette Maven! Stand igien. Chirurgos har de ikke engang

endnu, det mindſte faa vidt de, ſom jeg har talt med,

har veret, eller faa vidt de har hort. Den tilvante Haard⸗ hed volder, at man ikke agter en liden Skade, og ud⸗ vortes Skader heeles og her lætteligen af fig ſelb, uden Tvivl formedelſt Kulden og den reene Luft, der ikke brein⸗ ger Bædfferne faa ſterk i Bevagelſe, eller befordrer Koldfyr, ſom den dunſtige og lunkne Luft i varmere

Lande pleier at giore.

Hvorle⸗

ä d. LXXXIV. Barnet nyder ikke Mo⸗ des de op⸗

ok derens Bryſt over otte, eller i det hoyeſte 10 De Fiorten Dage, derſom det er ſygeligt. Der⸗ ——— efter legger man det paa Jorden, og fætter derhos et tillukt Kar med Valle, i hvilket man ſtikker et med Traad omvunden huult Ror eller og en tyk Pen⸗ nepoſe/ og legger et ſtykke Brod derfor, naar man har det, til Barnets Styrkelſe. Naar nu Barnet vaagner, eller giver et Tegn fra fig at det er hungrig, faa vender man det om til Karret, giver det Roret i Munden, og lader det ſue deraf ſaa meget det behover. Men naar de forer et Barn til Daaben, eller ſkal bringe det nogen lang Vey over Land, faa giver man det en Kludi Mun⸗

den, ſom er dyppet i Valle, at det ſkal matte fig deraf.

Efter tre fierding Aars Forlob maa et Barn allereede æs

de med hvad Forældrene nder. Af Svoven, Vug⸗

gen, og andet deſlige veed man aldeles intet. Naar Barnet er 14 Dage gammelt, putter man det allerede i Buxer og Troye, og lader det ligge paa Jorden,

gyn⸗

om Island. 111

gynder at gaae. Saa ſtiodeslos, flet, kummerli⸗ gen, grovt og ubeqvemt bliver de arme Born holde, vant og ligeſom hærdet fra den forſte Dag af deres ved⸗ varende moyſommelige Levnet. Ikke desmindre feer man overalt hos Islenderne lige Legemer og uforrykte Lemmer, fan at det er noget uſcdvanligt at finde en Krobling iblant dem. Hyooraf klarligen fees, hvor forſigtig og kierligen Naturen virker for fig ſelb, naar man alleeneſte troer den og lader den have fin Frihed.

F. LXXXV. Jeg har tilforn i alminde⸗] Hoorle⸗ lighed ſagt, at deres Spiſe er ſlet og deres SA de til Kar ureenlige. Jeg maa endnu foye dette 5 5 til, at Tillavelſen er endnu ſlemmere, vem⸗ meligere og neppe menneſkelig. Det efterfølgende kand overbebiiſe os Derom, Den daglige Koſt er hos de fleeſte det lidet Kiod, ſom bliver ſiddende ved de afſkaarne Kabbelau⸗Torſke⸗og andre Fiſkehoveder. Dette, el ler og mellemſtunde et par Stykker af Fiſken ſelv, ka⸗ ſter de, naar de vil ede deraf, hen i en Potte, oſer li det Strandvand derpaa, og naar det neppe har kaagt Ih 10 en liden Tiid, ſluger de det begierligen i fig, (om det ee er, uden Salt, langt meere uden andet Kryderie. 1100

Faare⸗Kiod og andet fætter de, ſom har det, aan Ilden i lidet ferfk Vand, og. æder det ogſaa uden || Salt (F) , og hverken heelt eller halbv⸗kaagt. Der || foruden æder de intet, hverken Kiod eller Fiſk, ſom er fl friſt fanget eller nyligen. ſlagtet, men kaſter alting forſt en tid lang hen, at det kand raadne lidet, ellers kand | det ikke rore deres folesloſe Tunger, men forekommer

3 ——

dem ſom uſmageligt. End og deres Ildebrand for⸗ || fl i N øger endnu deres Spiſes Afſkyelighed. Der ere 1 mn || 1 i om 1 i 1

1 |

(%) Ligeſom Lapperne, ſom ogſaa æder alting uden Salt. Scheffer. Lapponia cap. 18. Märtiniere in itiner. per Sep- tentr. cap. 17. N d

— ss.

7 *

—

2 —

gs 4; — SES 3-5

— — 2 — — —

— N

— Porr

ES ——

Sr == MESSE

Fy

112 Efterretninger

ſom har nogen Torv, og end mindre har Brænde, hvilket de alleene bekommer af de Træer, ſom under⸗ tiden drives til dem fra Norden, formodentligen fra Rusland, hvor de maaffee rives loſe af Storm og Vandfloder. J almindelighed. bruger de alleeneſte Been af Fiſk, faa og Knokker, hvilke de begyder med lidet tyk Tran⸗Berme (), paa det de ffal brænde des bedre, Deres nydeligſte Ræt er et Faarehoved, ſom de alleeneſte vier Ulden af, og derefter putter det under Aſken af deres Ild, til at ſteeges; naar det er nok, fortærer de det med Hund og alt hvad der er paa indtil Beenene. De ere alleſammen, ligeſom de pderſte Nordlendere, i almindelighed () ſtore Elſkere af

Smor og Sit, indtil den tranede Hayſpek, ja end

og indtil Tranen ſelv af Lever og Hvalfiſke. | Mangel! S. LXXXVI. Efterdi de har ſelo ingen paa Brod Agerdyrkelſe, og de ffeeſte iblant dem bar 5 7 5 ikke

(7) Kaldes og Druß⸗Tran; thi i Tyſtland kaldes Berme fex, Druß, Holl. Droeſſem van Vyn, Olie &. i Schweitz Truſe, Viinberme Traoſina, amurca olei, Gloſſ. Florent. II. MSt. Biblioth. noſtr. publ. AS. Dros, ſordes, Drosne, fex Dette Ord har fin Oprindelſe af et gammelt Ty Stamme⸗Ord, hvoraf man endnu finder Spor i Ulphil. Verſion. Gothic. Hos denne er Drauijan ex alto deorſum præsipitare Luc. I.

52. og Praus Matth. VII. 27. eller Pras Luc. II 34. caſus, it.

rxuina.

(%%) Det er mærkværdigt, at de gandſke Nordlige Folk e⸗ der alleſammen faa gierne Fit. Om Laplenderne og Grøn. lenderne er dette en bekiendt Sag Pechlin III. Obſ. Phyſ. Med. 38. Om de Vilde i Nord⸗America beretter Denys

det ſamme i Hiſt. Nat. del” Ameriq. Sept. cap. 23. P. 363. 0g

den Jeſuit Laffitau i hans Tract. Moeurs des ſauvages Ameriq. comparés aux moeurs des premiers temps Tom. II. p. 91. fortæller om de Iroqvoiſer og andre: de drikker Olie af Biorne, Saolhunde, eller Hayſiſk, Aal og deſlige, uden at

bekymre ſig om, hvor ſtinkende denne Olie eller Tran er bleven.

Ja Tallig er en ret Ragout for dem.

om Jsland. sag 13 file Formue til at kiebe af det Meel, ſom indføres af

de Danſke Kiobmand, faa har de inter Brod, men

i det Sted betiener de fig af tor Stokfiſk (*), ſom de ikke vel kand ſelge, dog ukaagt, og ikkun lidet ban⸗ ket. Allerhelſt ſpiſer de et ſtykke af ſaadan "Fil be ſmurt med Smor (naar de har det) eller og i Mangel Deraf, med Hayfiſk⸗Spek, eller og med Tran eller Tallig. Een og anden laver fig vel ogſaa, af en vild Korn⸗Art, ſom voxer af fig ſelv iblant Graſſet, et flet Brod, ſom ikke kand ades af Udlendiſke.

S. LXXXVII. Deres Drik er Band, Om deres hvilet de, ſom for er meldt, har meget Drikk ſundt og behageligt. I beſynderlighed roſer alle og en⸗ hver det Band, ſom ved Solens Kraft ſmelter og flys der need af Jis⸗ og e . eee

dri

Y Den er og Laplændernes Brod. scheff. Hiſt. Lappon. pag. m. 194. ligeledes og de Nordligſte Nordmends, Jens Lau- ritzen Wolff. Norrig. illuſtr. pag. 198. De haver ikke altid Brod, men i ſteden for Brod bruge de tørt Kiod og tor Fiſk, ſom de torre i Vinden, og det Falder de efter deres Landviis Sferping. Det ſamme melder og Marc. Paul. Venet, om den Arabiſke Provints Aden, p. 163. fiunt etiam ab incolis paner

biscodti ex piſcibus, idque in hune modum: Concidunt piſees

minutim atque contundunt in modum farin, & poſtea com- miſeent & ſubagitant quaſi paſtum panis, atque ad ſolem de- ſiccari faciunt, & vivunt ipſi & jumenta ipforum de illis pa- nibus fictitiis per totum annum. Saaledes ſkriver Gemelli

Careri i hans voĩage du Tour du monde Tom. II. p. 319. um

Indvaanerne paa den Øe Lundi og Augon i Sinu Perſico: qu ils n' ont de meilleur aliment, que des Sardines, ils les font ſecher an ſoleil & elles leur tiennent lieu de pain pendant toute l' année.

% Jeg kand fan meget for troe dette, da jeg har af egen Erfaring lert i Schweitz i Grindelwalde, at naar man er mes get afmagtig og torſtig, er intet meere vedergvegende, eud det

tykke ſmeltede Band, ſom flyder need af Gletſcher eller JIis⸗

biergene. Hvorom vaſaa Hr. D. Scheuchzer Nat. Geſch. des Schweitz. Land. Part. III. No. 29 · taler meget got med en Konſt⸗ mæßig Betænkning og underſogning I

114 Efterretninger drikker de Valle. Pll fager den gemeene Mand ikke at ſmage, og de bemidlede kand ey heller Tænge have det for den ſtrenge Kuld, efterdi de har ingen Kieldere. Nogle Velhavende forſkaffer fig undertiden nogen Franſk⸗Viin af de Danſke Kiobmend for deres egen Mund; men ſaaſom de oſer den i ureene, ja ofte i ſaa⸗ danne Kar, hvori de har haft Valle, ja end og Tran, og de ikke forhen renſer dem vel, faa bliver Viinen ſnart fordervet, tyk og ſtinkende. J almindelighed er Brendeviin deres kicreſte Drik, hvori unge og gamle, Mænd og Ooinder føler og drikker fig fulde. Ved al deres honftbefværlige og farlige Arbeide til Vands eller til Lands, er dette deres Troſt, Opmun⸗ tring og Hoved⸗-Oyemarke, at de vil fange og berede nioget, hvormed de kand derefter tilkiobe ſig Brende⸗ »viin, den kicre Brendeviin, naar de Danſke Skibe kommer. Men naar de nu endeligen har naget deres Onſte, faa holder de ikke op, forend de har forteret al deres indkiobte Forraad, og for antrader de ikke deres Kalds Forretninger igien. Onm de §. LXXXVIII. Deres Bleededragt res Kleder og Boliger kommer gandfſke overeens med deres Spiſe og Drik, hvis Beſkaffenhed nyligen er foreſtillet. Deres Klader beſtager i grovt Linned, ſom hos os kaldes Pak⸗Linned, i ſlet ulden hiemgiort Klæde, ſom kaldes Vadmel (), og i ugarvet Leder, ſom de ſtedſe beſmorer med Fiſte⸗Lever, for at holde det ſmidig. Om deres Dragt og Blader har jeg allee⸗ neſte faaet at vilde, at Mand⸗og Qvindfolk barer lin⸗ nede Skiorter og Serke, eller meget meere Under⸗ Stromper og Buxer af et Stykke, ſom hos Mende⸗ ne rekker over, men hos Qvinderne ikkun til Navlen. Der oven over har de Buxer, (aa og Troyer af „ 5 5 me

(0 Isl. Vadmal eft pannus rufticus f. vulgaris. Burillum i Gudm. Andr. in Lexic.

om Island. rr

mel eller Faare⸗Skind; Qvindfolkene bærer vide Kl⸗ der af Vadmel, giordte neſten ligeſom Andriennes, og Skiorter, ſom ere aabne foran og heftede ſammen med Hegter; derover et lidet Forklede. Hobedet pry⸗ der de med et Bind, ſom gager 1: Alen ſpids op i Vei⸗

ret, inden til af grobere og uden til af fünere Lærred,

ſom er vunden omkring Hovedet, og end jo fornemme⸗ re een er, jo tykkere er det vunden omkring Hovedet. Dette Sæt bliver af de ugifte feſtet neden omkring Ho⸗ vedet med et Bind af Silke⸗Toy, for derved at fkil⸗ les fra de gifte. De fleeſte bærer rode uldene Strom⸗ per. Mand⸗ og Qvindfolkenes Skoe ere alleneſte Lap⸗ per af ugarvet Leder ſom de ſlager omkring Foden og ſnorer tilſammen med Remmer af Faare⸗Tarme. Hvorpaa Gangen maa falde umagelig nok.

§. LXXXIX. Deres Vaaninger ere | Om deres ſmaa, og af en meget enfoldig Bygnings Boliger. Konſt Man bygger dem for deſto meere Faſthed og Varmes ſkyld noget need i Jorden. De fire Vægge fores op af Grunden med Steene eller ſtykker af Steen⸗ Klipperne, og forbindes tilſammen med Jord, ſom ſtroes derimellem. Deres Hoyde er gemeenligen 38 Alen, Længden 12 til 14 Alen, og Breeden ſaaledes, at naar en hey Mand ſtager i mitten, og udſtrakker ſi⸗

ne Arme, da kand han almindeligen vore ved begge

Side⸗Vaggene med det yderſte af fine Fingre. Oben paa ſettes et gandſke nedrigt Tag af tynde Træs Sparrer, og derpaa hæftes tre Legter, hvorpaa man legger og befaſter tyndklovede Tre⸗Spaaner, og der⸗ efter tildekker det overalt med gron Torv, ſom ere bes groede om Foraaret, og formedelſt deres ſnmaa Rodder forbinder fig faa tt med hinanden, at Varmen kand ligeſaa lidet trænge ud, ſom Regn og Snee trænger us den fra ind der igiennem. Foran lader man blive en nedrig Aabning til Indgang, ſom tillukkes med 1 ſlet 9 5 2 Treæ⸗

— —

— — — — —

— .—.—eö

—

— —

under. Dette tiener tilSenge-Stæd for alle Huus⸗

116 Efterretninger .

Tre⸗Dor, og paa Taget fer eller ſyv Huller, at Ly⸗ fer kand falde derigiennem, i hvilke der i ſteden for Vinduer indfættes ſmaa Tonde⸗Baand, ſom ere over⸗ dragne med et ſtivt Pergament. Men her til tager de egentligen tunicas allantoideas af Stude eller Køer, ſom hos dem kaldes Finne (); Saa ſnart denne Hin⸗ ne er udtaget af Ovæget, bliver den udſpendt ſag meget man kand og giordt faſt paa et Brat, og ſaale⸗ des torret; derefter giores den lidet fugtig igien og taget af Brættet, og derpaa ſpendt og giordt faſt over faar dant et Tonde Baand ſom den kand bedakke „og der⸗

med er det færdigt. Imod Natten og naar de for⸗

moder Uveyr, bliver diſſe Vinduer kildakkede med ſmaa Bra der. De bemidlede har Glas ⸗Vinduer, dog iklun et par i heele Huuſet, og i et hoert af diſſe ikke meere end ſerx ſmaa Ruder. Langs ved den eene Si⸗ de Tag bliver opføre et Loft af Brader faa hove fra Grunden, at Ovæget kand om Vinteren ſcttes der⸗

Folkene, faa mange ſom de ere. Thi de ſtroer ikkun lidet Hoe derpaa, og legger ſig derpaa gandſte nogne, Under et Dakke af Vadmel, ſom er undertiden foeret med Faare⸗Skind, og der legger de fig ſaaledes, at hvor den eene har fit Hoved, der har Sidemanden ſi⸗ ne Fedder, og ſtager ikkun et lidet Bræt eller et ſtyk⸗ ke af een eneſte Planke lige op til Skillerom imellem på '

om.

(F) Conf. Bartholin. Act. Med. Hafn. Vol. V. Obſ. 45. Det i Ord Sinne er egentlig Danſk, og kaldes paa Islandſk Hinna, forbum Himna (vid. Gudm Andr. Lexic.) kommer, ligeſom og det Latinſke Hymen og det Grædſte Nh, af det gamle iinen eller Zimmen contegere. Deraf ſtammer de Nord⸗ ſte Folkes Himmel, de Tydſkes Himmel coelum omnia i contegens , ſaa og immer og Bemmet, contracte Zemmt

eller Hemde, induſſum corpus proxime contegens, hyilket unde endun videre udføres,

om Island. 5 117

om horer ikle juſt tilſammen. Man kand lætteligen hitte fig til, hvor ſmukt diſſe Vaaninger maa være neublerede, faa og hvor gruelig en Stank der maa være. | | F. XC. Avad ſom hidindtil er anført Deres Ge sm Islendernes flette Næring, og om de⸗ ut? Be zes faa ureene, ſom moyſommelige Leve⸗ fkaffenhed. maade, hvorved de alleene over deres Legems Kraf⸗ ter, det er ſaaledes beſkaffet, at det vel ikke kand birke nogen ſynderlig Gemyts Oyhoyelſe eller For⸗ bedring hos diſſe Menneſker. Saaledes ere de af Naturen feige, og duer aldeles ikke til Sol⸗ dater; ja man fager dem ikke til at ſkyde ikkun et ladt Gevær af. Kongerne; deres Herrer, har ad⸗ killige gange forſogt det med dem baade paa Flaaden, laa og ved Land⸗Folkene, men efterdi man har mager; ſteds fundet bruge dem, faa har man alte jager dem hiem igien med denne Afſkeed, at de ere ikke duelige til nogen Ting. Herforuden finder man og derte hos dem, gt omendſkiont man ſkulde meene, at de maatte overalt finde det langt angenemmere, beqvemmere og bedre, end i deres Fadernelaud, faa plages de dog ligeſaa ſterk af Hiem⸗Lengſel, ſom noget andet Folk. Som man og har Exempel, at ſaadan heftig Leng⸗ ſel har ikke alleene hos mange foraarſaget Sogdem, men endog Døden (7); og det ikke alleeneſte hos ſaa⸗ danne ſom ere tvungne til den beſperlige Krigs⸗ Stand, men end og hos dem, ſom de Danſke Kiobmend har taget med ſig for at bens dem til Handlingen. Saa 3 cv

ſtœerk

(Y Det ſamme fortaller og Scheffer cap. 3. om Ka pirne

Hm lever ikke meget bedre ; og om fire Schrweitzere Scheuchzer

Latur⸗Geſch. des Schweitzer⸗Landes N. 15. og 66 hvor han

tillige af Natur og Lege, Videnſkabernes Grund Lerbomme an,

85 ſmukke Tanker herom fag vidt hans Landsmænd ier. :

7

dog aldeles, og bliver halſtarrigen ved det gamle. |

vidt det er fornødent til deres Nodtorft, er enhver

118 Efterretninger

ſterk drager Banen, og faa behagelig er en utvungen Frihed. Det er alleeneſte Skade, at ſamme er i det⸗ te Land, ſom forhen er meldt ; ait for uordentlig og gaaer for bidt, Saaſom denne er juſt Aarſag til at Islenderne ere hiertelig Dovne og egenſindige. De arbeider ikke uden af Nod, og ere fra indtaane af de⸗ res Lands⸗Manneer, at derſe m man end viiſer, og til⸗ byder dem bedre Maader, kortere Haandgreb, be⸗

gvemmere Verktop til Arbeide, faa forkaſter de det

De har F. XCl. Derfore merker man og ikke 10 "Dk bos dem ringeſte Drift til Konſter og Vi⸗ re noget. denſkaber. Vel maa man ikke tænke, at —— de af Naturen ere gandſke Dumme og ikke kand begribe noget. Det er meget meere bekiendt, at nogle iblant dem ere blevne til lærde Mænd, nogle, ſom har været Udenlands, har lært ferdigen at ſkrive og regne, at arbeide i Guld, at giore Tobaksdaaſer og deſlige Alleeneſte dem fattes Lyſt og Villie. De vil alleenſte blive ved det, ſom de har feet deres For⸗ ældre og Forfedre at giore, og hvortil den yderſte Nodterftighed driver dem. Imidlertid vüſer de ſig dog ikke herved gandſke ufornuftige og uſkikkede. Saa.

Mands⸗Perſon en Suedker, Tommermand, Skib⸗ byggere, Smed, og faa videre, og et hvert Qbind⸗ Memeſte en Skraderſe og Skomagerfe. Dertil auferer Forældrene ſelb deres Born fra ſpedeſte Barn⸗ dom. Det er ogſag efter mine Tanker beviis paa at der er nogen Duelighed hos dem, i det de af ſlet Toy og med ubeqpemme Redſkaber kand nülnrakeli⸗ gen forfærdige alt hvad de behover. Af Tiid og Time⸗Kegning veed de intet at ſige, men ire |

| allee⸗

| om Island. g e

alleeneſte efter Ebbe og Flod (5, eller efter Solen naar de kand ſee den. | ;

S8. XCII. Diſſe Folkes fædvanligfte | Om de og almindeligſte Handtering beſtaaer i at eres Hand / fange og lave Stokfifken, eller og i Fer 8. Handel, hvor Landet giver Anledning Dertil: Hvad Sifte-Sangffen og dens Tillavelſe angager, da er Derom alle rede det merkverdigſte forhen. anfort. De⸗ res Siſke⸗Baade bygger de af Vognſkud (*), det er, 1 H 4 me⸗

(F) Uden Tvivl har og andre Nordiſke Folk rettet fig deres ter med deres Tiidregning; og deraf kommer det formodentli⸗ ten, at i Neder⸗Sachſen kaldes Ebbe og Flod de Tide, Tis den, og i Engeland Tide,

(FF) Diſſe gandſke tynde Brader bliver giordte af Eege⸗ Træer. Her forſtaaer man den ſletteſte Art, ſom man bruger til at beklede Væggene med naar man vil beſlaae dem med Tapeter, og ellers til anden ringe Brug. Men der findes endnu en bedre Art, ſom egentligen kloves af de beſte Rodder, og efterdi dette Ryod⸗Tra har gemeenligen ſkionne buntede Aarer, faa bruges det af Snedkere til at furnere, eller beklade med. Og af diſſe buntede Aarer har det juſt faaet fle Navn hos Hol⸗ lenderne og de Neder⸗Tydſke. Thi Wagenſchot heder egentli⸗ gen Wellenſchus, Waſſerſchus. Og Bræderne iligemaade Lignum undulatum maris criſpantis undas imitans; hbormed ogſaa Kilian in Etymol. Teuton. Lingu. femmer vovereens, naar hand ſkriver: Waegheſchot eft lignum, qvod ſponte fluctu- Antis maris undas imitatur. Vaeghenſchotten, contabulare aſſeribus kigrinis; veſtire parietes tabulis. Haage hos Sol lenderne, Wage hos Neder⸗Sachſerne, Moge hos Hoytyd⸗ ſkerne er en Bølge, fluctus maris, Vage, aqua Otkr. I. 3 24.

ago Vorago Glos. Rhab. Maur. Wag. fluctus maris Rhythm. G. 8. Annon. S. 15. ag, Wage Lacus Otte. III. 9. 34. Tatian. Harm. cap. 19. Stamme⸗Ordet er Wagan motitare, hvoraf kommer hug VIpbil. Wagid commotus eft, Wagæ en Mugge, Cunæ Otfr. I. 29. 36. og i Gl. Flor. II. MSt, Biblioth. Hamb. Wage, libra. 13l/ Waga vehor, Van, en Vogn, carrus, om f alle Nordiſfe Dialecter, Voguer Gall. I de nyere Yder Wegen. Notkor. Pl. 37. Ja allereede Otkr. IV. 30. 13, Sie ee.

glas

120 Efterretninger

meget tynde klovede Eege⸗Brader; og fan latte, at

to Mænd kand bære dem omkring paa Skuldrene;

thi naar de kommer til Land igien og vil blibe der, ere de nødte til at flæbe dem faa hoyt op paa Landet, at

den efter Vindenes Leilighed forventede Flod ſkal ikke

kunde naae dem, og de ſaaledes ikke af Bolgernes

Magt ſkal ſlages i Stykkker eller drives bort, efterdi de har hverken Anker eller Drogge at giore dem faſt bed. Naar de vil for en liden Tid giore deres Skib faſt paa Bandet, bruger de i ſtaden for Anker ikkun en tung Steen med et Hul udi, hvorigiennem de dri⸗

ver en tyk Stok; denne lader de falde need i Grunden,

paa det at Skibet maa imidlertid nogenlunde ophol⸗ des ved de fremſtagende Ender af Stokken. ſte pan nogle faa Stader har de noget faſtere Fars teyer, ongefær faa ſtore ſom de Hilgelandſke Fiſker⸗ Baade, med en Maſt og Segl af Pak⸗Linned.

Om ße. S. XOlll. Sæ⸗Sandelen gior dem, i Handelen." almindelighed derom at tale, ingen ſyn⸗

derlig Kummer. De paa

Veſtmande jager deres

Alleene⸗

EET TS ER Re RR 1

Faar ud paa de narliggende med Gras begroede ſmaa

Oer, paa det de uden Moye kand fage fat paa dem igien, naar de vil. Slagten angager, derom er forhen givet en tilſtrak⸗ kelig Oplysning.

Hvorle⸗

Hoad ellers deres Fehandel og

§. XCIV. Nu vil jeg alleeneſte foye i

des de tilt! hertil, Hvorledes de pleyer at tilberede de

bereder

Huderne. at viide af noget Garverie.

De tager Hunden, medens den endnu er varm og friff, og drager den over deres blotte 1 | j tar

lian iro haubit. Luth. in Ep. ad F ph. Wegen og Wiegen, it.

A. S. Wegen Kc. ap. Somner Sax. Wege, Germ. Wiege,en

Buggi, cunæ, Wegen, librare, at veige, og ſ. fr.

afdragne Huder efter deres Maneer, uden

om Island. 121

ſeraber wed en Kniv Haarene eller Uden deraf, Hvil⸗ ket gaaer vel meget kummerligen kil, dog faa haſtigen og behendigen, at man maa forundre fig derover, Herpaa udſpender og befter de den ſaaledes ſkrabede Hund, det beſte mueligt er, paa en Vag, at den kand vindterres. Og dermed er den allereede beqvem og god nok til alle lags Brug. Deg aligevel hvad Læs der eller Skind⸗Pelſe de ellers gager med, det ſmorer de hoer 4 eller ste Dag med Fiſke⸗Lever, ſom er brav trannet. Hvorved det bliver vel temmelig ſmidig, men tillige vedligeholdes i ſaadan kraftig Uddampen, at ingen Dauſk Kiobmand, fornemmeligen naar han forſte gang kommer til dem, kand taale dem ner ved. fig, formedelſt Tran⸗Stank og deres evrige Ureen⸗ lighed, men naar han har noget at tale med dem, maa det ſkee under aaben Himmel, og ſaaledes at han ſtager med Vinden: Atter et Beviis paa hvad Bas nen formager, at diſſe Menneſker kand allevegne og u⸗ophorligen leve og trives i ſaadan en Stank, ſoiinſtk Ureenhed, i hvilken andre, ſom ere nydeligere opdrag⸗ ne, maatte ufeilbarligen blive ſyge, ja forgaae. 6. XCV. Mænd, Qonder og Born, Om des naar de har ikke at beſtille ved Stokfiſken, NL. SAMS arbeider i Uld, og knytter Nattroyer, Van⸗ SL. ter, Hoſer og deſlige. J Landet har man intet Dæs verie, undtagen det, hvorved det forommeldte Bade mel gieres. 6 ; |

Deres Balken ſkeer flet hen i varme ] Hoorle⸗ Urin, og det faa moyſommeligen, ſom u⸗ 805 de val⸗

konſtigen. Vadmel rulle de ſunmen og . trader det den heele Dag med Todderne 3 Hoſer og Vanter alter de en temmelig Tiid igiennem med Hen⸗ derne. Det maa bare en ſterk og ovet Karl, ſom i een Dag kand blive færdia med en Troye eller tre par Hoſer. vinderne toer med Aſken og Urin, ef 5 FR . terdi

122 Ertfterretninger

terdi de har ingen Sæbe. , Saa ved de og med u⸗ tin at Drage Span⸗gron af en Kobber⸗Kedel og farve dermed.

Om de $ XCVI. Hoem ffulde tænke, at diffe 10 1950 Folk kunde være faa liſtige og bedragelige, bat man i Kiobmandſkab maa tage fig vel vare for dem? Og dog lærer Erfarenhed det. |

For at give et fuldkomment Begreb om deres Kiobmandſfab, maa jeg ſige, at den heele Oe har fiorten faa kaldede Siſk⸗Haune og otte Big d⸗Haune. Hine ligger paa Nord⸗og Oſter, diſſe paa Sonder⸗og Ve⸗ ſter⸗Kanten deraf, Begge bliver Tiid efter anden for⸗ pagtede bort af Kongen, alleeneſte til Kisbmend i Kiobenhavn, ſom ſender deres Kiobmend derhen, lader og undertiden en eller anden ligge over der om Vinteren. Diſſe ere de, ſom driver al den Handel, ſom ſkeer med Indvaanerne. Og da Fiſk⸗ Havnene, hvor der kand hentes god Fordeel, letteligen finder deres Pagtere; Kiod⸗Haunene derimod, hvor der ikke kand dentes nogen ſynderlig Fortieneſte, vilde alleene blive ubeſogte, faa har Kongen, ſom en al⸗ mindelig Lands⸗Fader, paa det enhver kand fage Lei⸗ lighed til at fortiene noget, eller at tilbytte ſig det han behsver, udgivet den viiſe og nyttige Forordning, at en Kisbmand, ſom har Lyft til at forpagte, maa.” altid tage til 2 Fiſte⸗havne en Kiodhaun med i ſin Forpagtning. Hvorved de da alleſammen bliver for⸗ pagtede bort, undtagen een, den man ogſaa ſoger at brin⸗ ge an det beſte mueligt er (). De ſom boer ved Kiod⸗ havnene bringer paa beleilig Tiid deres Faar til føl

ti

(DNB. Man maa ſlutte heraf, at Hr. Anderſon harfor mange Aar ſiden ſammenſkrevet diſſe Efterretninger, efterdi han ikke har anført, at den Islandſke Handel blev i Aaret 1733 og atten i Aaret 1743 bort forpagtet til et heelt Kongl. Octroyeret Com- pagnis hvilket ikke kand have været ham ubekiendt.

om Island. 123

til de afſendte Kiebmend: vg end et gode Faar for 40 Fiſke, et flet for mindre. Nogle bringer og Stu⸗

de, dog ikke mange; og en Stud bliver regnet lige⸗ ſom den er god til, for 10 til 15 Faar; en flet giel⸗

der ikkun 8. Dette Qvag lader Kiobmandene flags te af Islenderne, ſom nyder Hovedet og Indvolden til Len derfor. Slagte⸗Tiden er hvert Aar ſidſt i Auguſt og ferſt i September, efterdi Graſſet begyn⸗ der da formedelſt den ankommende Kuld at blive guult og ukraftigt, folgeligen maa Ovaget tage af igien. Kiedet bliver paa Danſk waneer hugget i ſtykker, ſal⸗ tet, lagt i Tonder, og bragt til Kiobenhavn eller andre Steder. Bonderne ved Fiſke⸗Havnene for⸗ handler iligemaade deres tørrede Siſte, ſaaſom Flak⸗ og Heng⸗Fiſk, til Kisbmændene. Ordentligen anta⸗ ger man ingen i Handelen, uden den ſom er giordt af Kabbbelau. Men i fald der er ikke fanger. faa meget heraf, maa man ogſaa vel tage i Betaling den ſom er forfærdiget af Langer og andre Fiſke. 6

6. XCVII. Al Betaling ſkeer til Is⸗ Hvorledes lenderne af de Danſke enten med de mods Betalnin⸗ bragte Varer, eller med reede Penge, hvoraf der dog ikke bruges meget. Men paa Den gielder ingen andre Penge end Specier, eller Danſke Croner. J ſteden for ſmaa Penge bruger man

Stoll. | Saa bliver og alle Contracter, Kiab J Man klo, oa Sal giordte efter Fiſke, og Boger og ber da eon⸗

trah rex ef⸗ ter Fiſke.

og (%) Ved denne Leiliabed har jeg tillige fornnmmet „at pag

de i Nervarelſen liggende Faroiſke Inſeler (hvor Kongen af Dmnnemark i Hoved: Staden eller den almindeſiue Markeds⸗

Recninger indrettede 1 Fiſke (7). Nemlig en Species Daler gielder alletider 48 Fiſke,

gen ſkeer.

Plads, Tors haun, holder en Foged og Laudsdommer, og i ) | f ! klerdi

— — Pe.

124; Efterretninger

og en halv Crone er af Kongen fat til 15, en heel til so Fiſke. En Fiſt regner man for 2 Pund eller 2 Pund Fiſt gier altid to Skilling Danſke. 10 Pund kal⸗ der man en Foring. Et Lispund gior her 16 Skaal⸗ pund. En Arbeidsmand fager her 10 Fiſke eller 20 Stil, Danſke til Daglon, o. ſ. v. g

magen“ F. XC VIII. De Vare, ſom falder u⸗ D. Dore.“ di, og udſkibes af Island ere:

Flakfißf. |

Si Ea Stielfif

Nogle torre Langer og Skielfiſke.

Saltet Faarekid.

Noget ſaltet Oxekiod. ;

Klar og brun Tran af Hvalfiffe'og-alle flags

Fiſke⸗Kever.

Noget Smor og Tallig.

Mange knyttede grove Hoſer, Vanter, Troyer, Huer og deſlige valkede.

Blaa Rave.

Smaa⸗Skind eller fpæde Lam⸗Skind.

Faare⸗Skind.

Edder⸗

terdi der kand ikke fages nogen. Forpagtere dertil, driver felv Handelen, eller lader denne Oe garligen forſyne med det nod, vendigſte fra Kiobenhavn) handler man paa ſamme Maade, kiober og regner alting efter Skind, det er Faar⸗Skind; nem⸗ lig et Skind til 4 Skil. danſke beregnet, omendſkiont det al: drig enten gives eller tages in Natura. Denne Skik kommer deraf, at denne Oe beſtaaer neſſten alleeneſte af fine Faar, hvoraf her er faa ſtor en Mængde, at mangen Bonde eyer vel 2000 Stykker. Forudeu det Faarekisd, ſom ſalted udføres, leverer denne liden Ze ogſaa en ſtor Mængde af uldene Troyer, ba Duer, Saafefiær og Edder⸗Dunn, faa og uldene Hoſer, ngen Rodſker, Tellig, Trau. Indvaanerne bruger ingen Skoe, men uldene Strømper med faa tykke Soller, at de kand nde en temmelig lang Tiid derpaa. .

om Island. 125

Etdder⸗Duun. 7 5 Raa Svovel. Afd r Diſſe Islandſke Varer kand fores Toldfri ind i alle Havner i Dannemark og dertil hørende Lande. 8. XCIX. De Varer fom føres. ind [eye og bruges i Island, ere: De Dare. 1Nen. Tra, Brande. Kornbrendeviin. Meel. Viin. Salt. Grovt Linned.

ge deraf. | . (lb Men paa det Islanderne, ſom kand | Victua⸗

ikke fage deres Nodtorft af andre end diſſe lierne har | Forpagtere, (Eal ikke blive forfordeelede eller men viſſe fortrykte af dennem, faa har Kongerne af | Dannemark haft den naadige Forſorg for dem, og | foreſkrevet Kiobmandene en vis Tart, hvorefter. de | kkal ſelge dem alle indforende Victualier og Varer, og hoilken de ikke maa overtræde under 1500" Rixdalers 100 FS. C. Jeg har anmerket, at al Dægt og Maal er her overalt indrettet paa den Samborgſke Sod. Hyilket giver aaben⸗ bare tilkiende, at Hamborgerne maa i for⸗

Vagt og 140 Maal er

indrettet 1%, paa den 1

… vige

ikke Tiid til at luure paa dem bedre kand ſkiule deres Underſlab, og giore ſtorre For⸗ deel end de maaſke kand habe af

() Deſlige forbuden Handel driver de og aarligen paa Farbe. ' a

126 | Efterretninger

den Ham) vige Tider have faret paa Island, og als 05 lerforſt ret indrettet Handelen ſammeſteœds. * om der og fordum har været et ſerdeles Islandsfarer Broderſkab (ſom de i gamle Docu⸗ menter kaldes Kopmanni obſervantes Reiſas in 18 landiam) i Hamborg, hvoraf der endnu findes nog⸗ le Levninger tilbage Nu omſtunder vil de Danfke lis geſaa lidet tillade andre fremmede Nationer ſom Ham⸗ borgerne at handle derpaa. Dog indfinder ſig der garligen et temmeligt Tal Hollandſke Skibe (hvilke de Dante traeterer ſom Luren dreyere) ſom ftiæler fig til at tilføre Bønderne det kicre Brændeviin og andre for⸗ nedne Varer, og tilkiober ſig igien god Stokfiſk og Tran (5). Diſſe liſtige Folk veed altid Leilighed at

nige fig igiennem efter Pnſke, efterdi Amtmanden har

intet bevæbnet Fartey, og Kiobmendenes Skibe har Paa det de og des⸗

Islanderne, faa lig⸗ ger de for et Syns (fyld temmelig vidt fra Landet ude i Soen og fanger Kabbelau, af hvilke de i deres Ski⸗ be bereder Laberdan paa anførte Maade, og gaaer

dermed til Holland, undertiden og til Hamborg.

Religionen] F. CI. Paa Island kaales ikkun og al⸗ er kutherfk. leeneſte den Lvangeliſt⸗Lutherſte Keli⸗

gions Øvelfe, og andre taales der ikke, undtagen at nogle faa, ſom nedſtammer

fra Catholke Forfadre, holder endnu ved en og anden Overtroe / hvilken de

hemmeligen over.

Diviſio Eccleſiaſti- ga.

F. Cl. Øen inddeles i to Biſkop⸗ demmer; den eene Biſkop har fir Bilkop⸗ | MENES Sade

Om IJsland. 127

Sade i Holar, den anden 1 Skelholt (). ed hoer af diſſe er en Latinſk Skole og et Trykkerie, ti hvilket der undertiden trykkes en Geiſtlig Bog i Lan⸗ dets Sprog. En Biſkop har aarligen 1200 Nixdal. ſom anviifeg ham i Varer, og ſom han tager af Biſpe⸗ Tolden, hvortil hver Bonde giver 10 Fiſk om Aaret. Andre Sogne⸗Präſter bekommer i det hoyeſte ikkun 100 Rixdal. Ja der ere de iblant dem, ſom nyder ik⸗ kun 4 Rixdal til Beſolding. Dos har de Geiſtlige og⸗ ſag en Deel i Fiſke⸗Tienden, endſtiont med ſtor For⸗

kiel. Paa nogle Stader fager de 2, paa andre har

de to Lodder i hver Baad, ſom gaaer ud at fiſke, det er ligeſaa meget, ſom to af Fiſkerne fager til deres Part af Fangſten. De ſom har ſaa ringe Indkom⸗ ſter, at de kand ikke komme ud dermed, maa paa ſamme Maade, ſom andre Bonder, ſoge deres Brod, fare ud med paa Fiſkefangſt, og giore deres Part til Stokfiſk, paa det de kand ſelge den. Hoori de faa meget mindre ere at beklage, efterdi de dog i andre Ting anſtiller fig ikke meget bedre end de andre Bon⸗ 8. CIIl. Da nu Indvaanernes Til Om deres ſtand er faa aabenbar uſel og fattig, faa Lurker. kand deres Virker ey heller være koſtbare. De ere ikke bygte paa anden Maade end Bendernes almin⸗ delige Huuſe, nemlig en Deel nedſiunket i Jorden, ſammenſatte af Steen⸗Stumper, forbundne med Jord uden Kalk, og takkede med Gras⸗Torv. Sielden ere de ſtorre end de almindelige Stuer i vore Lande,

og faa nedrige, at en Mand ſom ſtager ret op, kand N ! SR nee⸗

| 3

(+) Her kand man videre efterſee den af en Islender Theod. Thorlac ſub præſidio Ægid. Strauch. 1666. 1 Wittenberg de Islandia holdne Diſſert. Sect. I. th. 2. af hvilfen man dog ikke kand hente megen Troſt, efterdi den er ikkun udſkreven af an: dre Bøger, og det end uden tilborlig Forſigtighed.

128 Efterretninger

næften nage til Loftet med ſine Fingre. Dog maa. man herhos betragte, at formedelſt de mange og haf⸗ tige Vinde, ſom næften beſtandigen bleſer over denne Inſel, kand der ikke bygges hoyt. De Danſke har eengang forſogt det, og opfort en hoyere Bygning paa en jævn Plads; efter Dauſk Maneer af Muur⸗ Arbeide; men den næjt paafolgende Vinter er den igien needkaſtet af Stormvindene, faa at man maatte paa ny bygge en Kirke efter Landets Skik, noget i Jorden og brav nedrig. Det indvortes kommer overs eens med det udvortes, og viiſer lidet eller intet, ſom ſeer en Kirke ligt. Den, ſom boer neſt ved den, og gemeenligen har nogen Tilſyn over Bygningen, ſet⸗ ter, til en Belenning for hans Tieneſte, fin Skrim⸗ mel Skrammel, ſom man ſiger, derind. Hvorpaa Meenigheden ſidder, medens Guds⸗Tieneſten varer, i ſteden for Stole. Dog maatte dette gierne være got nok, derſom man ogſaa her kunde ſige, ſom om de forſte Chriſtnes eenfoldige flette Vaſen: Trae⸗ Birker, gyldene Dræfter; og Kirkernes Hoved⸗ Oyemeerke, nemlig Undervüsning og Forfremmelſe 1

Troen og en gudelig Vandel blev dreven og lert derudi.

Men om dejlige Ting ere de, ſom har for⸗ talt dette, maaſrkee ikke gandſrke ſkikkede til at give nogen tilforladelig og velgrundet Efter⸗ retning. ;

Det ſamme maa man ſige om den efterfel⸗ gende CI. S. hvor i Preœſterne der pag Lan⸗ det beſtrives i almindelighed ſom heyſtlider⸗ lige Brerndeviins⸗Drankere og ulærde Men⸗ neſker, da det dog er bekiendt, at der findes mange vel⸗ſtuderte og brave Mænd iblant dem. Svad endeligen i de efterfølgende CV. CVI. og CV“. S. S. anføres om Ungdommens Sorfømmelfe, om de gamles Løfter og dk i Dre

om Island. 129

dre deſlige Ting, da feer enhver, ſom loeſer det, at ſaadanne Efterretninger ere alt for almindelige, om der end befindes nogen Sand⸗ hed deri Thi der findes vel neppe noget Folk i Verden ſaa almindelig laſtefuldt, og end mindre mas man formode ſligt hos et Folk, ſom allereede i nogle hundrede Aar har haft Bundſkab om den Chriſtelige Religion. Men alle diſſe Ting viſer, at Hr. Borgeme⸗ ſter Anderſon aldrig har udgiver diſſe, Efter⸗ rerninger i Trykken, ey heller haft i finde at udgipe dem, ſaaſom hans Forſtand meget vel begreb, at det var ligeſaa ubilligt, ſom ul nöfgerdigt, at ſkrive offentligen ſaadanne Ting om et heelt Land, og en heel Stand, og ikke have tilforladeligere Vidnesbyrd, end Skipper⸗Tidender, eller andre, ſom ere ikke mere at bygge paa. Det er bekiendt, at der ere ſkedte adſkillige ſtore Sorandringer i Henſeende til Island, baade in Civilibus & Eccleſiaſticis, hvilke Borgemeſter Anderſon ingenlunde vilde forbigaaet, derſom han hav⸗ de ſamlet diſſe Efterretninger for andres end hans egen og ſcerdeles Venners Nytte og

Sorn+ yelſe. uld §. CVIII. Eſterdi de har mange ledige Timer, naar Fifketiden er fordi, faa og mange lange Netter, men de ikke gierne gider arbeide meere end de u⸗forbigengeligen be : 115 fan legger de fig efter Spil, fornemmeligen kak⸗Spil, hvoride, ligeſom deres derfor meget be⸗ rømte ældgamle Forfædre, endnu ere ſtore Meſtere; igeledes et viſt Rort⸗Spil, hvis egentlige Beſkaffen⸗ hed jeg ikke vel kunde begribe, formedelſt min Ukyn⸗ dighed i deſlige Ting. 8 §. IX.

De ere Liebhabere af Skak⸗ Spil.

mod hverandre og hopper og falder, uden at komme af Stadet, vexelviis af det eene Been paa det andet, en⸗

Louyſſ til haande derudi) eller efter Skralden af et ſmalt

fig. Af nogle Diſtricter bekommer Kongen og⸗

Efterretninger 1 Om de⸗ 6. CIX. Deres Dants, hboraf de ere

dee e ſtore Liebhabere, fÉcer paa en gammeldags at bantfe. " enfoldig Maade. Mand og Kone ſtager iz

ten efter de Gamles Sang (hvilke ien angenem Erin⸗ dring om de forrige Tider gager nu Ungdommen med

Inſtrument med fire Strenger, ſom trykkes med den gene haand og vibes med den anden. hint | Om det! 5. CX. Hoad endeligen det verdſlige Civile Re- Regimente angager, hvorom jeg, efter Nene. min nærværende Henſigt, vil tale gandſke

korteligen, da har hans Kongelige Majeſtkt af Dan⸗

nemark, ſom Lands⸗Herre, en Amtmand her; ſom dog er ingen Adelsmand, men har gemeenligen været en Secretair, eller en anden velfortient eller elſket Be⸗

tienter hos en ſtor Miniſter ved Hove, der har udbedet ſig denne anſeelige Tieneſte, ſom en Naade, eller Be⸗ lonning for bevliſte Tieneſter. Denne boer paa Veſt⸗Siden paa Beſteſtet Kongs- gaard, og har aarligen 400 Rixdal. Spec. af Kongen, og derhos

meere end engang ſaa meget til i uviſſe Indkomſter.

Han er den overſte Dommer in civilibus og erimina- libus. Naſt Amtmanden er Rongs⸗Fogden, ſom boer paa ſamme Stad, og har garlgen 200. Rixdal. Beſolding. Hvorfore han oppebærer og gior Regn⸗ ſtab for alle Afgifter og andre Indkomſter af det gand⸗ ſke Land, til det Kongl. Rente⸗Cammer. | Hvor §. CXl. Sorpagtningen af alle en 1 0 ok nene beløber fig aavligen til tiuge tuſende dener al Species Ripdalee, og den Leye, ſom denne Im; Kongen har af viſſe ham tilhørende Byg⸗ ſel belober ninger, udgior endnu otte tuſende Rixdal.

ſaa

om Island. 131 faa z af de indførte Fiſketiender. Derforuden giver

enhver Underfaat, ſom har over 20 Rixdaler (enten

det er lidet eller meget) i Formue, aarligen til Kon⸗ gen 40 Fiſte. ler Lands⸗Dommere) af hvilke enhver har fit Diſtrict eller Amt; og endnu 24 Syſſel⸗Meend (, af hvilke enhver har en Bye eller en liden Landſtrakning under ſig. Nekſten ſom Herredsfogder i Dans nemark. ; j 6. CXIL Den Retteſnor, hvor efter | Om des

er dommes, er en gammel i det Islandſke "res Love. prog forfattet Lovbog eller Statutum (+), den faa | J 2 kal⸗

) Isl. Loymadr. Goth. Loegmadr. St. Ol. Gaga c. 70. ap. Verel. Jude Provincialis, Suec. Lagman on Layſaga eft aHrictus vel jurisdictio provinci alis judicis ap. eund. Verel. det heder Retmand eller Dommer, ſom ſiger Dom efter Lag, Lage, ſom hos de Goth. Suec. heder Lex, Jus, Statutum, og af de Danffe kaldes Lov. A. S. Lago, eller Laha, lex, Luga, jus. Lag-breca, transgreſſor legis, Lahbriee, legis vio- latio. Laßh- man legis peritus &c. apud Somner. Vocab. Ang. Sax. hvilfet altſammen kommer af det Stamme⸗Ord, Læg: ge, ponere, imponere , og er Daalæg en Forordning, Ret eller Paabud, ſom Horigheden paglægger deres Under⸗ ſaatter, hvorefter de ſkal rette figi deres Gisren og Laden.

Cc) Isl. Syslu-madr. Toparcha Faf Sysla Provincia,

Officium. Gudm. Andr. Lexic. hvilfet flammer udaf Sysla, curare, beførge, forvalte. Ola. Sag. . 58. ap. Verel. in Indic. ) (e) Som er givet af den Nordſke Konge Magnus Lagabæ- ter (det er Lov⸗Forbedrere), og ſkreven i det gamle Islandſke Sprog af Jonas Loyſaga, (af hvilken den endnu kaldes Jons- bok, Codex Jonæ) i Aaret 1280 eller 1281, bragt derover, indført og endeligen trykt i Skalholt. For hvilken Tiid der dog kal have været endnu ældre Love i Brug, hvilke en ved Navn Ul- fiorus (ongefer ved det Aar 926) ſkal have givet. Vid. Arii. Thorgilſis fili cognomento Froda, i. e. Polyhiſtoris Schedas cap. III, ibique Buſſæumãn Not. Men det er ved denne ech . . eb

Videre ere 3 Laug⸗Maend () (el⸗

— — - —— — — — — —

— — —

3

2

— 3 3 7 SER SEES RET

. SAS Es —

—ͤů—

—

12 Efterretninger

kaldede Chriſtna⸗Ratten eller Jus Eecleſiaſticum, og Stora-Dommen, eller Dom⸗Bogen, ſom er Re con⸗

hed at marke, at det nu værende Islandſte Sprog er ikke nær faa. reent ſom det gamle, men beblandet med mange Nordſke og Danſte Ord, Endelſer, og deflige. Ellers veed man at det gamle Nordiſke Sprog; (Norsno Malo, Noronu Tongu)

hvad heller man, med O. Sperling. in Comment. de lingua Pa-

nica, vil kalde det det gamle Danſke, eller, med Verelio og an⸗ dre Svenſke, fon har udgivet og udlagt de adſkillige gamle Sa⸗

ga, det gamle Gothiſke, (Gautamaal) og gamle Svenſke, har

allerleengſt holdt fig paa denne langt fraliggende Inſel og paa Foro, i ſin gamle Reenhed, uden beblandelſe med nyegiordte, el⸗ ler fremmede Ord og Talemaader. Vid. Worm. Literatur. Ru- nica cap. 27. p. 137. Det er derfor at beklage, at det i de nyere Tider, og fornemmeligen efter den forommeldte ſtore Peſt, da

mange Fremmede komme til Landet, har faaet et Dødeligt Sted,

og bliver endnu dagligen meere og meere fortrængt og forfalſket

ved den idelige Omgeengelſe med de Danſke ſom deres Over⸗Her⸗ rer. Den ſom har ſeet noget dybere ind ide nu verende Nordiſke Sprogs Oprindelſe, Afleedninger, deres egentlige Bemerkel⸗

fer og ſorunderlige Sammenheng, han veed, hyilket Lys dertil

antændes af de fan Levninger, ſom man endnu har til overs af det gamle Islandſke eller Nordiſke. Det er ikke alleeneſte Nog⸗ len til de Runiſke, Gothiſte (ſaa vidt diſſe ere ikke i fig ſelb Is⸗

landſke) men og i mange Ting til det Nordſke, Danſke, Svenſke

Sprog, og viſer mange forlorne Ord, og deres Forvandtſkab

med hine, i det Plat⸗ og Hoytydſke, Hollandſke, Angel⸗Sach⸗ ſiſke og Engelſte Sprog; ja det viſer ofte meer, end man ſkulde

meene, alle diſſe anførte Sprogs Forvandtſtab med de Aſiatiſke Sprog. Thi det er det Aſamaal, eller det Sprog, ſom Ale under Orhino b. ſ. v. har fort med fig fra Aſien til Norden; hvor⸗ om D. O. Sperling. cit. commentar. p. 38. anfører et beſynder⸗

ligt og meget udi fig befattende Stæd af Cod. Reg. Dan. Eddæ Islandicæ. Add. Peringskiold Not. ad Vit. Theodoric. Reg.

Gothor. p. 353. ſeq. Det var derfor faa meget meere at onſke, at man havde et retſtaffent og fuldſtendigt Dictionarium over det gamle Islandſke, eller i det ringeſte at det Dictionar. MSc. Islan- dic. ſom findes i det Kongel. Bibliothek i Kisbenhavn og beſtager af adſtillige Voluminibus in Fol. (hvori der fattes et par an | ig aver

om Island. 133 confirmeret af Friderico II, tillige med nogle nyere

Kongelige Reſcripter. Dog ſkal den Hoyſtſalige. Konge Fridericus IV. have befalet viſſe erfarne Per⸗

ſoner at forferdige en ny Lovbog, og at indrette ab ting paa den Nordſke Fod, for at habe en Uniformi⸗ tet deri. Men den Sag er endnu ikke kommen i

Stand og Rigtighed. Imidlertid dommer Dom⸗

merne efter de nyligen anførte Love, ſaaledes, at

hvad Arvedeele, og liggende Grunde, beſynderligen

Stamme ⸗Gods angager, der retter man fig efter den gamle Lov⸗ Bog; i Geiſtlige Sager meeſtendeels efter Chriſtna⸗ Ratten, og i oorigt ogſaa i For maliteter og Misgierninger efter Chriſtiani V. Lov⸗ bog og Stora⸗Dommen; for reſten retter man ſig efter de Tiid efter anden udgangne Kongel. Reſcripter, Forordninger og Lands⸗Skikke, hoilket ikke kand gage af uden Forvirring (5). Dog falder vel, efter al Formodning, ikke mange vigtige Proceſſer her paa Landet imellem Indvaanerne. Imellem Biſkopperne og Kongens Fogder har der vel tilforn været en eller an⸗ den Proces, ſom ved Appellation er umiddelbar bragt for Kongen. Men deſlige Appellationer maa vel være meget uſedvanlige og koſtbare. Å S8. CXIII. Executionen baade i Cri⸗J Om Livs⸗ minale ng Civile Sager forretter Under⸗ Straffer Dommerne ſelv. Halshuggen ſkeer med 1 en Dre, Heengen ſkeer Paa et ſtort Brak⸗ SON 1

aver, ſom jeg engang har hort af den Sal. Baron Sparven⸗ eldt) var endnu heelt, eller kunde igien fuldfærdiges, faa ffulde man viſſeligen verei Stand til, i dette Stykke at legge den ler⸗

de Verden mange hidindtil utrolige Ting for Hyen.

Jern,

Det er let at ſlutte, at det kand ikke være anderledes end |

ſom Juſtits Raad Højer ſkriver i hans Idealgti Danici p. I. &. 7. Quæ omnia efficiunt, ut jurisprudentia Islandica, maxime au- tem progeſſus fi longe perplexior apud illos, quam in omni: bus reliquis Danici aut Nørvagici regni previnciss.

2

.

— — — —— — ¼¼.

134 Efterretninger ; Executio⸗ | Jern, ſom flaaes faſt ind i Riſſen af en —— Klippe, og derpaa bliber Misda deren klonget op, hvilken da gemeenligen maa fprætte en Tiid lang, inden han giver Aanden op. Gvind⸗ folk, ſom har forbrudt Livet, bliver fættede.

Beſlut⸗ §. CXIV. Til Beſlutning vil jeg her — — anfore en Fortælling om en Islander paa 14 eller 15 Aar, ſom Herr M= Ir engang.

bragte derfra med ſig, for deraf at vüſe, hvor⸗

ledes diſſe Menneſker ſtiller fig an, naar de lige⸗ ſom forflyttes ind i en ny Verden. Da Ski⸗ bet, hvorpaa dette unge Menneſke var, ſeilede nær forbi den Inſel Hilgeland, ſom ligger ikke langt fra Indlobet af Elben, og var det forſte Land, ſom de havde feer, ſiden de våre ſeilede fra Is⸗ land, anſaae han Kirken og Huuſene der paa H⸗ en for ſaa mange Klipper, og vilde ikke lade ſig overtale til at troe, at de vare forfærdigede af Menneſkens Hænder. Da han ankom i Gluͤk⸗ ſtad, vidſte han ikke hvad han ſkulde gore af Huuſene og de mange Vinduer. Da han blev. bragt til Hamborg og fort igiennem Gaderne, gik

han gandſke forvirret og ſtum frem og tilbage, vendte ſtedſe Hovedet fra den eene Side til den

anden, og ſtirrede paa de ſtore Bygninger. Hans Herre, ſom fandt Fornoyelſe i at fee hans For⸗

hold, tog ham end og med ſig paa Opera, for

at fee, hvorledes han vilde anſtille fig der, og hvad han vilde domme derom. Ved Muſiqven giorde han alle ſlags Grimacer. Da Forhenget bleb opdraget, fad han i ſtorſte Forundring, u⸗

1 den

1 om Island. % den at vende ſine Oyne derfra, eller at rore et Lem paa hans Legeme, langt mindre at tale no⸗ get Ord. Men da der i Anledning af Stykket, ſom blev ſpillet, fremkom en ſtor Drage pan Thea⸗ tret, af hvis opladte Strube nogle Dievle⸗Mas⸗ aver fremſprunge, ſom begyndte at dantſe et Bal⸗ let, krob han i en haft need under Banken, har ' og / u agtet alle Opmuntringer og Foreſtilinger, 10 ikke vildet lade fig bevæge til at komme fem i⸗ | | LØ gien, men blev ſtedſe ved at ſige, at det var lut⸗ 10 ter Dievelsverk, Menneſkens Hænder kunde umue⸗ ligen frembringe, ſaadant, han havde ſeet levende ff! | 8 | 0 | | |

Dievle, vilde ikke have at beſtille Dermed ; hbor⸗

|

for man havde bragt ham hen paa ſaadant et AM Stad? Man maatte for Guds find gaae ud med (HF

5 j |

|

|

ham igien forend Dicplene kom nærmere, og an⸗ | det ſaadant. Vel har han derefter ladet fig o⸗

vertale, at Aeteurerne vare Menneſker, og at Ud⸗ ſtafferingerne vare ſaaledes giorte af Menneſkens [HID

Hænder, dog har man ingenlunde kundet bringe

ham af de Tanker, at Masaberne vare rette Diev⸗

|

le. For reſten er han ſnart bleven klogere, har i kort Tiid lært got at ſkrive og vegne, faa og viift ſig fornuftig nok ved Handlingens Tieneſter. | Hoorfore hans Herre giorde fig al Umag for at

fore ham vel an, og at etablere ham nogenſteds | l

É

|

i Holſteen eller Dannemark. Men hvad han

end giorde, var dog altſammen forgæves, faa at han formedelſt Menneſkeis vedvarende Lengſel ef⸗ IN ter fit Fæderneland, hvorover man ali rig (aa ham 11 06105 ret glad, blev omſider nodt til at fle ham hiem 060 ; 5 c igien

136 Efterretninger

igien, paa det han ſtulde ikke falde i Syodom. Han lever endnu friſt og ſund ved ſin Landv⸗Le⸗ vemaade, og driver ſine Sager meget vel.

Ohg dette er. hvad jeg har Fundet bringe tik ſammen om Island. Det ſkal være mig kicrt, og jeg onſker, at en ſom har meere Vdenſkab, Leilighed og Stunder, vil giore ſig den Umag, at formeere og forbedre det, den ſtore Skaber til Wre og de agtſomme Menneſker til Underviisning og Fornoyelſe.

N 0 —

VN 2 IS i sø N 7 5 74

172 Wi ,

eee

n TBS

IN pe Re 4 4 Leeni

1

SGeronland

trat avis. Indgang.

ee er nu overalt bekiendt, Hvorledes den Hoyſalige Konge af Danne⸗ 2 mark Friderich IV. efter hans t mange Maader beviiſte Nidkierhed for Evangelii Üdbreedelſe, har ogſaa iſam⸗ me Henſigt, hos Grønlænderne i Strat Davis ſtiftet et par Colonier, med forord⸗ hede Pradikantere, paa beqvemme Steder. Saa ſnart jeg, deels af de almindelige, deels af ſerdeles Tidender, fif noget at høre herom, har jeg umaget mig for at indhente egentlige, einſtendelige og kilforladelige Kundſkaber, ſaa vidt mueligt var / ſaa vel om ſaadanne Co. J5 lente

138 es (o) S loniers Omftændigheder, ſom i ſcerdeleshed om ſamme Landes og deres Indvnaneres Be⸗ ſtaffenhed, hvorom man hidindtil ikkun har vidſt lidet retſfklaffent. Jeg har fornemmeli⸗ gen ladet Skippere komme til mig, ſom har faret derpaa for Compagniet i Bergen, og derefter for Hans Kongel Majeſtoet felv , og ſom har levet meere end et Aar der pag Landet og iblant de Vilde. Efter at jeg nu af diſſe havde udforſket og udſpurt meget noye, gode og til meere end en Brug tienlige Efterret· ninger; jeg derhos havde befundet at der i al den Tiid intet var meddeelt Verden af dem, ſom ere nærmere og har ſtorre Begvemme⸗ lighed til at ſamle noget fuldſtendigt, und⸗ tagen et endnu ufuldkomment Verk, ſom er i det Danſke Sprog udkommen i Kis benhavn A0. 1729 i Octav, under den Titel: Det gamle Gronlands nye Perluſtra⸗ tion; faa har jeg beſluttet, fornemmeligen for de Tydſkes fyld, ved Trykken at ud. give i folgende Blade, hvad jeg har tilfor⸗ ladeligen erfaret derom, tillige med nogle Aumeerkninger, ſom formodentligen ikke vil være ubehagelige eller unyttige. Men efterdi de anlagde Colonier ere ikke allene Hoved⸗Verket, men man ogſaa maa takke dem for det man veed om Landet og dets Indvaanere, ſaa maa jeg billigen forſt handle om dennem.

g. I.

Efterretninger om Gro nl. og Strat Davis. 139 e .

In nidkier Proſti Trundhiem, navn⸗ | g Hans Egede, ſom befandt Colonie i hos fig en ſerdeles Drift til at Groenland bringe de arme blinde Gronlendere til den fene i

Forſte Danſte

ſaude Guds og hans Frelferes Kundſkab, Strat Da⸗ forlod det Kald, ſom han havde i Norge, ſom VS — var vel kuns middelmaadigt, dog langt bedre end den kummerfulde og elendige Misſion i Gronland, og be⸗ gap fig i Aaret 1718 til Bergen, men Aar 1719 til Kiobenhavn, hvor han med yderſte Fliid umagede lig for, nærværende at drive paa og bringe til en onſkelig Stand ſit forehavende og fine Forſlag, ſom han vel nogle gange tilforn ved indſendte Memorialer havde giordt bekiendt, men ikke faaet fornoyeligt Svar der⸗ paa. Men han fandt allevegne fag mange og ikke il⸗ degrundede Indvendinger og Betænkninger, at dette vobelige foretagende vilde ikke fane faa god Fremgang, ſom han onſkede. Bel bare der nogle i Bergen, hoil⸗ ke, ſaa vel af et Chriſteligt Gemyt, for at underſtyt⸗ te faa mange elendige Hedningers Omvendelſe, ſom formedelſt det fremſkinnende Haab om at vinde nogen Fordeel hos diſſe Folk, (efterdi Hvalfiſken har for | nogle Aar ſiden draget fig fra Spitsbergen og findes 10 i temmelig Mængde i Strat Davis) lode fig bevæge, HUN at de ſtiftede et Sælféab imellem ſig, for at oprette en | Colonie pad en beqvem Inſel under en Kongelig Octroy, FL | | | |

derſom de kunde nyde den. Men i Kiobenhayn var næjten ingen, ſom begicrede at have Deel her i, og den vedvarende lange Krig blev en u⸗overvindelig For⸗ hindring. Ike desmindre giorde den Bergenſke Kiobmand paa ſin egen Haand et og andet Vorſog, ſom ikke juſt formindſkede det fattede Haab. Endelig par hand os faa lykkelig, at Kongen i Aaret 1721. gab fit allerhopeſte Samtpkke dertil, og gav 155 vel : ham,

|

1430 Efterretninger om Grønland.

ham, nemlig Preſten, ſom det fig. meldende Hand⸗ lings Sælffab i Bergen, de fornodne Bevillinger og Octroyer. Til Verkets ydermeere Befordring blev. | et Lotterie anrettet, hvis Gevinſter beſtode deels i ) rede Penge, deels i Actier, det er, i en eller fleere | Parter i Strat Davis Salſkabet og Reederiet i den i nye Hvalfiſk⸗Fangſt. Men Verket ſkal dog ikke have haft ſtor Nytte deraf, formedelſt Directeurernes fee | te Opforſel, og efterdi det ſom var ſamlet derved, blev ſnart udgivet og gik op. Hyorfore der efter Kongl. allernaadigſte Befaling blev lagt en Skat Mavel pan | alle Steder, ſom paa alle Geiſtlige og verdflige Be | tientere i begge Kongerigerne Dannemark og Norge, i hvilken da belob fig til en tilſtrakkelig Sum Penge, ſom man lat kand ſlutte, hvormed der blev giort en god Begyndelſe i Sagen, og allehaande fornodne Ting til en nye Colonies Oprettelſe og Vedligeholdelſe kunde anſkaffes og beſtrides. J forbemeldte Aar 172 T. bortgik de forſte Skibe til Gronland for at udſoge og indtage et beqvemt Stad til at nedfætte fig pan, faa og at giore fig bekiendt med de Vilde, oͤg at begynde en Handling, faa vidt mueligt var. Med hvilke Sklibe den fornoyede Preſt begav fig faa iligen paa Reiſen, at han end ikke lod ſin Huſtrue, ſom lavede gandſke fremmelig til Barſel, og lod ſee ligeſag ſtor Iver og Lyſt til denne Reiſe ſom han, faa megen Diid, at hun forſt kunde føde fit Foſter til Verden. | Dvad for S. II. Reiſen fkeedte fra Bergen, bag en Bey dej omkring Island, for at komme til Oſter⸗ har taget! Bygden af det gamle Gronland, nemlig og Auer De til den faa kaldede Statens Ho ſom lig? ger paa 60 Hoyde. Her havde de 7 til | — — 8 Miile breed Sis. Hyorfore de ſeilede

endnu 39 til 40 Mile Veſtlig, og gik derpaa ftedfe op imo) Nord, og ſogte endeligen Land When ; hoyre

og Strat Davis. 141

heyre Haand paa 64. Hor de da paa 649, 7" fandt en Inſel, og ſom de agtede den at være bes

qvem til deres Forehavende, faa fatte de fig need der⸗

pan 1721 den 3 Jul. og indrettede deres Sager ſaa got ſom mueligt var. Denne Inſel ligger ! Indgan⸗

gen af Baals Kiveer, og kaldes af Gronlenderne Kangremijunéè; men de Danſte, ſom havde et gode

Haab, har faldet den Gothaab, efter deres Skib, ſom kaldtes Haabet. Dens Storrelſe er ikke meget

oper en ſteerk Nordſk Mil runden om, og den ligger

ikkun et par Mille fra det faſte Land. FH. III. Aarſagen hvorfor. man udvalte denne til Blive⸗Sted, beſtaaer deri, een⸗

deel at Kulden er der om Vinteren endda fa een a temmelig taalelig, og derneſt at der ſaavel andre. om Sommeren ſom om Vinteren opholder ſig en god deel Vilde eller Indfodde, ſom i deres Sprog Falder fig Kalaler, hos hvilke man havde den rimeligſte Formodning om at giore en god Begyn⸗ delſe ſaavel i Religionen ſom i Handlingen.

6. IV. Men da man merkte, at Hval⸗ Den an⸗ fiken fandtes ikke her iſaadan Mængde ſom ſden Colo. man havde ventet, men maatte ſoges endnu. 1 bs bedre op imod Nord, har en anden Colo⸗ Stad. nie, med en Præft, navnlig Albert Top fod i Nordlandene, eller den nordligſte Kant af Nor⸗ ge, ſom i Foraaret 1723. blev i Kiobenhavn ſom Gronlandſk Misſionair ordineret til Præft, ſat ſig endnu 45 Miile hoyere op i Strat Davis paa en Øe, ſom kaldes baade af Gronlanderne og de Danſke Ne⸗ piſſene, og ligger i den faa kaldede Wide⸗Jiord, ongefær paa 60. Denne Inſel er henved 30 Mille fra den ſtore Inſel Diſco, og ſaaledes meget ner ved den paa det ny Pas⸗Kort af Laurens Feykes Haan

de udvalte

ylan⸗

Hyorfore

bemerkte Siſt⸗ Plads „og de ſaa kaldede ie

——— — —— — ————— — eeemr — — — = = — — — — ERE SEE

—iUD—U—äũñbt — — — — 4

——

—

1 42 Efterretninger om Gr ynland

Eylcender. Hpor den rette Hoalfiſk findes i ſtor Mængde i Februario og Martio, og fanges af Gron⸗

lenderne, hvorfra den efter haanden tager fit Lob ved den Veſtlige Side ned til de Americauſke Kuͤſter.

Begge §. V. Men u⸗agtet endog dette fordeel⸗ 1 agtige Stad, har det dog ligeſaa lidet vil⸗ fy 1 deres det lykkes efter Onſke med denne Colonie, ſoreſatte ſom med den forſte. Vel er man kommen Henſigt i temmelig tilrette med Gronlanderne, hvad |

Handelen.] deres Omvendelſe angaaer, uden ſynderlig

— Vanſtelighed, (undtagen den ſom Landets Sprog foraarſager, ikke alleeneſte fordi det er i fig ſelo ondt at fatte, men og, fordi diſſe elendige Menneſker kiender hverken til Religion eller Gudstieneſte, ja | |

har ingen Ord til at betegne Gud og aandelige Ting, eller hvad der ſmager af Religion) ſaaſom de vidſte endnu aldeles intet om en Gud eller Skabere, og vn⸗ re ikke indtagen af nogen forudfattede Meeninger om nogen Religion ſom de havde lært af deres Forfadre, de havde og ingen Prerſter ſom raadte dem fra, folgelie gen, efter den alle Menneſker medfodde Nysgierrighed, horte de med Lyſt og antoge lætteligen hvad got og fornuf⸗ tigt, ſom blev dem foreſtillet. Hvad et udvortes Dydigt Levnet angager, da har man neſten haft meere at lere af dem end at lære dem, og har ikkun haft behov at viiſe dem et Dydigt Levnets ſande Grund, dets Be⸗ greb og Oyemaerke, efter den hellige Skrifts Anled⸗ ning. Men de forventede Fordeele i Handelen har man ikke fundet finde ſaaledes, ſom man havde fo⸗

reſtillet fig.

Aarſagerf . VI. Der ere egentligen ikkun to Kil? dertil: (1)] der, af hvilke der paa diſſe Steder kand efterdi de haves nogen Fordeel i Handelen; den eene kand ikkeſ er Hvalfiſt⸗Jangſten, eller den Tran og |

5: LAS KS el 2

udelukke

de Barter, ſom kand haves deraf; den andre ſra

anden er Handlingen med de indfe dde ( "Grønlændere,. eller faa kaldede Vilde 1 1 be paa Landet, Men Hvalfiſk⸗Fangſten, ſm—— er ellers her meget vigtig, har Compagniet ikke allee⸗ ne, ja deres Skibe ere de mindſte. Thi Strat Da⸗ vis er for meere end halvandet hundrede Aar ſiden beſogt af Hollenderne (*), Hamborgerne og andre Folk, men fornemmeligen i de nyere Tider er den overs

flodigen befaren og befiſtet, efter at man næften gandſke

havde forjgget Hbalfiſken fra Spitsbergen, hvor heele Europa, faa at ſige, engſtigede den. Man ſkulde vel tænkt, at, efterdi de Danſke Colonier ere faa meget nær ved Fiſke⸗Staderne, og man har. fore nummen, at Avalfiffen lader fig allereede i Januario og Februario fee i Difco.- Bugten og ved den ſaa kal⸗ dede Nepiſſene, Coloniſterne (fulde da i det ringeſte komme meget for til den end alle Fremmede, ſom ikke begiver fig didhen førend ved Martii Maas neds Udgang, og ſaaledes komme diſſe i Forveyen med at Fiſke; men Erfarenhed lerer, at de Fremme⸗ de kand være ligeſaa tiligen, og ofte endnu for, paa Fiſke⸗Pladſen end hine ſelb. Thi de ere ikke alleene om Vinteren indſperrede med megen og længe vedvaren⸗ de Sig, men maa endnu derforuden bie efter en guns ſtig Vind, ſom kand drive Jiſen bort fra Landet, for⸗ end de kand komme ud fra Landet og i den gaben Søe

til

() Diſſe maa vi takke for Kortene over diſſe Steder, og de Forbedringer, ſom ere Tiid efter anden ſkedte dermed, om⸗

endſkiont de ere endnu langt fra den fuldkomne Rigtighed. Det beſte iblant diſſe er det forhen anførte. ſtore Kort af Laurens Fey

kes Haan, udgivet ved Gerhard van Keulen, tillige med ſidſt meldte Haans Beſchrywing van de Straat Davis van de Zuy d- bay tot omhet Eyland Piſco. Amſtelod 1719. hvilket er ſor⸗ fattet efter Ssemands Stiil, med den gandſte Direction, ſamt Mile, Anker-Grunde, og ſ. fr.

og Strat Da vis | 143

— — 2

ſig ikke handle.

”, Dermed.

144 Efterretninger om Grønland

til Hvalfiſkene. Naar det og engang hender fig, at ſaadan en Vind driver Jiſen for bort fra Landet end ſedvanligt, faa er dog Froſten der endnu faa ſtreng, at naar de roer paa Chalouperne, fan gier Aarerne, i det de bevæges imellem Roer⸗Pindene, ſaadan en ly⸗ delig Knirken og Bragen, hoilken ikke kand hindres eller dempes med nogen flags Smorelſe af Fleſk, Fet, Tallig eller deſlige, at Hvalfiſken, ſom er meget let⸗ horende, bliver ligeſom advaret og bortkyſet derved. Hvortil dette endnu kommer, at alt Fiſker⸗Redſkabet bliver, efter Gronlandsfarernes Beretning, faa haart og ſtivt ved den giennemtrengende Kul, at det lader Ja juſt denne Kuld er paa den Tiid faa heftig, at Folkene paa Colonierne kand umueli⸗ gen holde den ud i de aabne Fartoyer, men maa is mod Natten begive ſig til Land igien. MSDN Hvorfore Hvad ogſaa Fangſten felv angaaer, da

Holleendeꝛ⸗ 6 ; . ne kommer el det klart, at Selfkabet i Bergen, da des

bedre fort

tilveyebringe og udreede faa mange Skibe, ſom egentligen ere fornodne dertil. Thi ved Fangſten paa denne Kant kommer det meget an paa Skibenes Mængde, efterdi Vinden der i Soen forandrer fig ofte, og blæfer ſnart af Oſten, ſnart af Veſten, hvorved enkelte Skibe kommer i Uleilighed, at naar

en af diſſe Vinde ſtoder paa, og driver Iſen til dem,

faa fordribes Hvalfiſken, ſom maa have aabent Vand, og Fangſten bliver dennem ſagledes umuelig. Da

Derimod, naar nogle Skibe giore Salſkab med hinan⸗ den, eller fiſke til lige Deeling, og holder ſig deels til en, deels til en anden Side, faa maa Vinden blaſe hvorledes den vil, faa har i det ringeſte een Deel aß

dem gabent Band, og Leilighed til Hvalfiſk⸗ Fangſt. Dette tager Hollenderne, ſom farer ſaa ſtarkt, vel i

res Piſkerie bringer faa lidet ind, har ikke det Efterſkud eller de Kræfter, at de ſelb kand

—

agt,

og Strat Davis. TAS

agt, og derved bekommer de ogſaa aarl'gen, ſom er bekiendt, deres faa, gode Fangſt. Mange i de for⸗ eenede Provincier provianterer ogſaa Skibene paa 9. Maaneder, og lader Fiſken forfølge endog til de A⸗ mericanſke Kuͤſter, og fortſette Fiſkeriet, indtil Au⸗ Luſt⸗Maaneds Udgang.

8. VII. Ikke mindre Vanckelighederſ Anden finder fig bed Handlingen ſom ffal drives Place der paa Landet med de Vilde. Thi juſt al

denne har de vindſkibelige Hollendere ikke 1 8 y mindre Tiid efter anden benyttet fig af ved |alleene be⸗ alle Leiligheder, og driver den endnu. Vel holde Han: har Reederiet i Bergen, efter at man havs delen der i de fæftet Fod og oprettet Colonier paa oven⸗

andet.

bemeldte Der, paa alle Maader ſogt, alleene at be⸗ mægtige fig denne indlandſte Handel, og at udelukke fremmede derfra. Til den Ende har man vildet an⸗ legge en liden Feſtning paa Syd⸗Kuͤſten af den Inſel Diſco, men dermed kunde man dog ikke befkyde eller forſvare den vüde Soe. Derpaa er det bragt i For⸗ flag at bygge tvende Fortreſſer, een pan en af Hoal⸗ fiſt⸗Oerne, og den anden paa en af Hunde⸗Oerne; men dermed kunde man dog ikke gandſke forhindre fremmede Skibe at ſuige fig der igiennem, efterdi de ligger faa langt fra hinanden, at Giennemfarten

Tand ikke beffydes med Canonerne, hvorfore man har

frafaldet diſſe Forſlag. Dertil kommer endnu dette, at de Vilde handler heller med Holloenderne end med de Danſke, efterdi hine ere forſynede med bedre og ſkionnere Haudels⸗Varer, faa og giver og kand give langt bedre Kiob end de Norſke. Det feiler allſaa og i denne Poſt paa en tilſtrekkelig Fordeel, ſom kun⸗ de underſtstte det gandſke Verk, og ſom ſkulde lokke Kiobmanden i Norge og i Danmark. Tvert imod er det faa flet beſkaffen e Folkene paa Colo⸗

| | ; nierne

—̃ —-—

| DEDE ETT EE TEE EST TESTE 5 DØRE SEE — — — — * * — = — ———

- — ——— jmwüĩ—dä res — ͤ H — — == —— —̃ — — — —[„t-—-— - 5 — 5 9 a * se

146 Efterretninger om Grønland

nierne kand ikke eengang finde tilſtrakkelig Leilighed at finde og fortiene Livs Ophold for deres egne Perſoner, ved deres Fiſk rie og Handel med Indvaanerne, men man altid paa ny forſynes hiemme fia af deres Prin⸗ cipaler med alt hvad ſom hører til Livets Nering og No dtorft Ng . 77 ME: Hvorſoe F. VIII. Avoroverda Hans nu Glor⸗ den nu ue vardigſtregierende Kongelige Majeftæt ſtraß 99 N of ved fin Regierings Tiltradelſe allernaadigſt Danmark fandt for got at ophave det Bergenſke Sæls | igien op⸗ (fab Hvorpaa i Hoſten Aar 1731. alle hævede! de Folk, ſom vare overbragte til Colonier⸗ dette Ber, ne, og bare endnu i Live, droge ſamtligen i igien derfra med Pik og Pak, efterat de — havde tilnaglet Vind uerne af deres beboede | ſmaa Huuſe med Brader, og lagt Noglene oven o⸗ ver Dørene, undtagen den eeneſte troe Preſt Egede, ſom ikke vilde forlade fine; ſamlede Faar, höllke fal have været henved 500, men er tillige med ongefeer 18. Dante Folk, ſom han havde overtalet til at holde ud hos ham, bleven tilbage paa Pen Got⸗ haab , i det faſte Forſqt, ikke at vige derfra. Hvor⸗ ved han ogſaa beſtandigen er bleven, indtil en ule⸗ gel g Gemyts og Legems Sy dom tvang ham i Aa⸗ ret 1736. til at forlade ſin Poſt og at vende tilbage lil Kiobenhaun. MAS i El Dog gaa⸗ F. IX. Imidlertid lader Kongen nu er endnuf for Cammerets Regning aarligen et par aarligen et Sklbe gage til Strat Davis. Hvorved Aj Side Hoved⸗Alfigten uden tvil maa dare gt —— finde engang en Aabning, hvorved, man ig en unde komme til den Oſtlige Dec af det gamle Exonland, ſom agtes forloren. Man har og, ſaa⸗ lange Colonierne har vedvgret, altid giort fig ſtor U⸗ mag derfor, og de anvendt ringe Penge derpaa.

0

og Strat Davis. 147

FS. X. Derom vil jeg her kortelig ans] Man har

fore faa meget ſom jeg har erfaret af en 150 anet meget fornuftig Skipper, ſom i færdelegs lig hale hed er brugt hertil. At de ny Colonier har! ankome til veret beliggende for den Veſtre Kant af den Bſtre det gamle Gronland, det kand man klarli⸗ Side af gen ſee deraf, at man paa denne Side

det gamle

af Baals Riveer har paa Landet foreſun⸗ 17 8 det adifillige forfaldne Levninger af gamle indtil For

Muure, ja paa 60:9 juſt inden for Staa⸗ gæves. ten⸗Hoek har man ikke alleene fundet Muus" rene af en forfalden Kirke, med de endnu kiendelige Levninger af Choret og Alteret, men end og derfor⸗ uden et ſtort Stykke af en Metal⸗Klokke, ſom den, der fandt ſamme, bragte med ſig til Kiobenhavn. Saa bemarker man og endnu nogle, endſkiont mes | get fan, Nordſke Ord i det vilde Sprog, ſom de vel maa ſkee førft har lært i de nyere Tider ; og diffe Bilde veed at ſige, at deres Forfædre ere komne an⸗ denſteds fra, og har ſlaget de Menneſker ihiel, ſom har boet i Landet for deres Tiid. Til hvis Amindel⸗ i de endnu biiſer et Stæd, hvorpaa der ſkal være hol⸗ det et ſtort Slag, ſom endnu deraf har beholdt det Navn Pifikslarbick, det er, et Sted hvor man ſky⸗ der med Buer. Men det er fornemmelig derom at giore, at man gierne vilde hen til Oſter⸗Bygden; chi efter de gamle Aarbogers og Hiſtoriers Anvüsning har der fordum været de Chriſtnes Hoved⸗Sade ), og det er ikke urimeligt at formode, at derſom man kunde komme derhen, man da ſkulde forefinde, om kke endnu mange Efterkommere af de gamle Chriſtne, dog zen god deel Wee ſaa og gode Documenter Kvi K 2 og

(0) Paa denne Ster bygd fkal have været et Biſpedom, 30. Kloſtere, 12. Kirke Sogne, og 190, beboede Landsbyer.

148 Efterretninger om Granland

' og tienlige Efterretninger, tillige: med et beboeligt Land. | Fra Soden at komme an til Pſter⸗bygden, ſynes nu omſtunder gandſke umueligt. Den, ſom har givet mig diſſe Efterretninger, har det eengang lykkedes faa I vidt, at han er kommen didhen paa to Mile nær, I men at komme videre har været ham gandſke umueligt, formedelſt den foreliggende tillagde: Sis; Ja han har haft Moye og Umag nok med at arbeide fig tilbage igien ud af den losdrivende Sis og til den gabne Soe. Thi der ligger ikke alleene for ved Kuͤſten meget ſne⸗ vre Skerer, i uſigelig Mængde, ſom bag ved og imel⸗ lem ere overalt tilſtoppede med Jis, men der driver ogſaa og ſtager der uden for, nogle Mile ud i Soen, beſtandigen Aar ud, Aar ind, forſtrakkelig megen Driv⸗Jis, ſom usophorligen kommer need fra Nord⸗ Polen, fra Spitsbergen, o. ſ. f., og drives ved Strom⸗ men og Vinden hen imod Kuͤſten, og hvoraf ikkun noget undertiden ved en meget ſterk Strom drives need forbi Staaten⸗Hoek. Den bemeldte Skipper har ved denne Leilighed, at han har meent at ſmut⸗ te igiennem her, men ikke kundet, giordt ſig megen Umag for at finde den paa Kortet betegnede Levning af det nedſiunkne Land Bus, i det han har tilbragt der, over et par Maaneder, og krodſet der omkring henved 50. Miile paa alle Sider. Men han har ikke fundet Spor af noget Land, men overalt et ſtort Dyb, og ikkun paa en liden Længde, u⸗agtet der var 100. Faune dybt, bemerket en ubegribelig Bronding, hvor Vandet har ſtaat hoyere end i Soen rundt om⸗ kring, og et gronagtig Vand, tillige med en Maeng⸗ de af alle ſlags grønne drivende Soec⸗Urter. Er der ikke den rimeligſte Formodning, at der maa vare heede Spring⸗Kilder i Grunden, ſom forgarſager dens | ne Ophoyelſe og denne Bruſen i Bandet ?

g. XI. sl

og Strat Davis. 149

65. XI. Men efterat man nu har ſaa Ligefaa lidet Haab om at komme den nœermeſte Vey lidet har til Landet igiennem Jiſen, faa har man man kun⸗ med ſaa meget ſtorre Flüd ſogt at komme 6 99 derind fra den Veſtre Side, og ſaaledes den Veſtre bag fra over Land. Men faa finder man] Side. paa Veſter⸗Kanten, gandſke langs frem, enn Kiæde af Klipper, ſom ere ſkiulte med Snee og Sis ſom aldrig ſmelter, og de derimellem liggende Daler ere ogſaa ligeledes faa opfyldte dermed, at det, formes delſt de nedſtyrtende Stykker, de ſtore Riſſer og Klof⸗ ter, og den ſkiore og falſke Jis, er gandſke umue⸗ ligt at komme frem derover. Den ovenmeldte Skip⸗ per har forſogt det paa alle Maader, end og paa de lange Fod⸗bretter, ſom det er bekiendt, at Lapperne og andre betiener fig af til deres Vinter⸗Tog (9), men har formedelſt ovenanforte Omſteendigheder ikke kundet komme meget vidt ind i Landet, men efter at han havde miſtet en af fine Folk, ſom vovede fig nos get videre forud, og ſank need for deres Pyne, ſaa at de vel kunde hore hans Klagen og Skrigen, men ikke komme hen til ham, har han maattet vende om tilbage igien, uden dette Menneſke, og uden alt Haab at komme nogenſinde videre. Man har og adſkilli⸗ ge gange giordt Forſog, med en ſtor Baad, langs ved Kuͤſten, ſaavel opad, faa vidt man har kundet komme, ſom og need ad, ind til paa 600, om man ikke kunde komme nogenſteds igiennem en Flod eller Fior, men hidindtil har det alt været forgeves. J⸗ midlertiid har det udviift Ve ved denne Leilighed 3 5

. R 3 et

() Sued. Skidher, Norw. Skier, hos de gamle Is, lendere Skydi og Zendrue faldet, hvilke Magn, Olaus in Eddam- Island. meget artigen beſkriver hos Steph. in not. 2d Saxon, Grammat. p. 126. ſom ogſaa foreſtiller en Afbilding der; af ubſtaaren i Tr. Add. Scheffer. Lappon. cap. 20.

100 Efterretninger om Grønland .

ket jeg ikke har vildet forbigaae, til Geographiens Forbedring) at det faa kaldede Forbißer⸗Strærde er

enten et falſk Foregivende, eller og det er nu omſtun⸗

der ſaaledes opfyldt og ſkiult med Sis og Snee, at det er ikke meere at kiende, langt mindre at komme igiennem. Og fandt at ſige, faa finder man og i de Beſkrivelſer, ſom man haver om Gronland, i hvilke. dog alle Fiorde, Viger og Bugter ere omſtandeli⸗ gen og egentligen nok anmærkte , aldeles intet om Suns de eller Strader, ſom ſkulde deele Landet fra hinan⸗ den. Saa veed og Grønlænderne , ſom boer der oms kring, og ſom man flitteligen har ſpurt derom, ikke det allerringeſte at ſige om nogen Giennemfart. Lige⸗ ſom og det faa kaldede Bie rne⸗Sund gaaer ikke nær

ſaa dybt ind i Landet, ſom det betydes paa de almin⸗

delige Kort, langt mindre gager det gandſke igiennem. Tilmed er det ikke dybt, og neſten gandſke tilgrord med Havgræs , hvori der opholder fig mange Fiſke.

Imidler⸗ F. XIII. Ellers har man fornum⸗ kid er det met af de Indfadde, at der videre op imod DD SEN Nord boer Folk, ſom ere meget vildere end dert de, og kal ade ſlagtede Menneſkers Kiod, — bois Hytter ere opreiſte og befæftede med Narhual, eller Eenhiornings Horn, i ſtaden for Stenger. Thi de arme Menneſker tvinges underti⸗ den ſaaledes af Hunger, at de, for at finde deres Før de, begiver fig i deres ſtore Qvinde⸗baade, ſaaledes at de ſeiler ſtedſe hen under Landet 7 vel hundrede Nord⸗ ſke Müle fra deres hiem op imod Nord, og altſaa meget videre end de Danſke kand komme med deres

Skibe. De fortæller og, at nogle af dem har va⸗

ret endnu hoyere og videre, end deres ſtore Fartoyer end og kand komme, og at de har været faa nær ved det toerts over for liggende Land af America, at der⸗ ſom der ſamme Tid. havde ſtaget Folk paa 1110

ä hade

AN

—

og Strat Davis. 151

havde de beqvemmeligen kundet raabe til dem, men dog ikke komme over til dem, efterdi der flyder en Band: Stram imellem begge Landene, ſom falder ſaa hoyt og bruſer ſaa ſterk, at mand kand høre den nogle Miile bort. US

F. XIII. Nu at komme narmere til]! Befkri⸗ Landets Beſkrivelſe, ſaa ere Kuͤſterne i Strat ſpelſe over Davis fulde af Skicer, ſaa og ſmaa og ſto⸗ Landet ved re Per, ſom alle beſtaaer af Klipper og ere tat Ou meget ujævne. J det faſte Land gaaer ſto⸗ re og dybe Fiorde og Viiger ind, ſom deels ere Ind⸗ lobet af Strommene, deels og ere gode Reeder og Haune. Det faſte Land er og overalt fuld af Klip⸗

per, blant hoilke de hoye ere ſtedſe ſkiulte med Sis ogg

Sgnee, og endeel af Dalene ere allereede opfyldte dermed ; 1

§. XIV. Ellers falder Clima, faa vide, Landets de Danſke Colonier ere komne, temmelig Clin. taaleligt, men Vaeiret meget ubeſtandigt. O§m Som⸗ meren ſkinner Solen ſkien og varm, derfor er det paa det faſte Land, hvor der er ingen Taage, ange⸗ nemt og beſtandig klart; men omkring og paa Derne "ligger en beſtandig fugtig nog Fold Taage, for hyvilken man kand ikkun lidet ſee Solen. Alleeneſte i Auguſt⸗ Maaned er ingen Taage, og da er der ogſaqj pa Herne klart ſkiont Vair. Paa diſſe Oer og ran Søen fornemmer man ogſaa, ikke langt fra hir ai⸗ den, ſtore Forandringer i Veirliget. Det regner ik⸗

ke ofte, ey heller meget. Det tordner ſieelden, og me⸗

get huult; end og i Biergene lyder det ikke ner ſaa ſterkt her, ſom paa andre Steder, hvortil formo⸗ dentligen den tykke Luft, den loſe Snee og den gabne Jis paa Biergene maa være Aarſag. Heftig Storm har man her ikkun ſicelden, og naar den kommer, holder den ikke lenge ved. Det kand ſtorme paa So⸗

K 4 en,

152 Efterretninger om Grønland

en, og man kand dog ikke paa Landet fornemme meget dertil. Den haftigſte Storm har de af Søns der. Den ordentlige Vinter har været her temme⸗ lig taalelig for de Danſke og Nordſke. Hportil dette ogſaa tiener, at de har en reen og vedvarende Froſt. Den ſterkeſte Froſt fager de med Nordoſtlige Vinde, ſom kommer over deels fra Landet der er opfyldt med Snee og Jisbierge, deels fra de fig vidt ſtrœkkende Jisplader, ſom ligger for Pſter⸗Kanten, og medfører de afrevne Jis⸗partikler i ſtor, ja ofte i ſaadan Meng⸗ de', at de feer ud ſom en Regn eller tyk Taage om | Sommeren, hvorbed den ſtrenge og fkicrende Kuld foraarſages (+). | 3 BAM

(0 Dette ſynes faa utroligt for dem, ſom boer ide var⸗ me Lande, at nogle Lærde vil endog toile derom. Til at op⸗ lyſe dette ydermeere vil jeg her anføre hvad Hr. Proyſt Jens Chriſtian Spidbera i Chriſtianſand i Norge taler derom. vid. Suppl, II. Actor. Wratislau. Art. 4. p. 71.) Der negter vel ins gen, ſtriver han, at Luften imod Nord' er om Vinteren opfyldt med utallige Snee⸗og Jis⸗partikler, hvilke ere ofte faa grove og kiendelige, at de, naar der er ſterk Bind, flaaer een i Anſigtet ligeſom ſkarpe Riis; Ja man kand ikke alleene fole, men og fee dem, naar det er meget koldt, og Solen finner klar i Luften, da man naſten accurat kand kiende de mangfoldige Jis⸗partikler, ſom mange tuſende fmaa glin⸗ rende Stierner. Hoilket og er den eeneſte Aarſag, hvorfore Nordvindene ere meere Folde og giennemtrengende end andre. J det de forſt maa overſtige de med Snee bedakkede hoyeſte Bierge imod Norden, hvorfore de ligeſom beſvangrer og ops " folder fig dermed , i det de bringer diſſe Partikler, eller La- mellas niveas & glaciales med fig, ſom foraarſager ſaadan en ſkarp Kuld hos os. Zorgdrager Gronl, Viſcher. P. II. c. 2 ſtriver om Spitsbergen: De Kyp valt er gelyk klyne punti- ge SFnecum-Deeltjes in See, waar door ze zomtyts als van Stof bedeckt word. Deeze kleine Spitſe Sneeuw-Deeltjes vallen kruyslings op elkander, en door de koude Luckt voortgezet vermeerderen ze zich zodanich s in en doår de Lucht, dat ze

! . in

og Strat Davis. 6 458

Det ſtille Vair volder, at det fryſer tiligen til her. Og den Sis, ſom ligger bag ved Skigrene og i de ſmaa Bugter eller Viige, varer gemeenligen ind⸗ til May⸗Maaneds Udgang, efterdi Bolgerne af Søen kand ikke komme til den og brakke den, men den bli⸗ ver ſtaaende fan længe, indtil Solen ved fin Kraft gier den moor, ſmelter og brakker den.

6. XV. Fra Junio og indtil hen i Au⸗] De har guſt er Salen beſtandigen over Horizonten. Spelſk in Ved Midnat ſynes den vel, formedelſt dens ſaavel om nedrige Stand, og de opſtigende Jord⸗ Hk myter dunſter, igiennem hvilke den ſees, noget ———— rodagtig, ligeſom hos os, naar den vil gage need, men (finner meget klart, og naar det er reen Luft, er det ſaa lyyſt ſom om Middagen. DN F. XVI. Men ſaa angenemt fom dette ſſom om maa være om Sommeren, ſaa ulidelige Vinteren.

vilde det og blive for Indvaanerne der pan Landet, derſom de (fulde ogſaa om Vinteren ſidde faa længe i tyk Morke. Men ſag har den alleſtedsnoervcrende Guds Viisdom og Kierlighed til Menneſkene, ſom ikke forſommer nogen Plat pan Jorden, hvor liden og fraliggende den og er, derudi ſorget for dem paa mee⸗ re end en Maade. Jeg har hort af adſkillige, at man ikke alleeneſte den 21. Decembr. ſom den korteſte Dag, har feet Solen i 3 Time paa Himmelen, men og, at, ved dens Straalers Refraction i Luftens tokke Dunſter, ſom foraarſager Dagſker og Tus⸗ morket, Dagen har været 1 5 Timer lang. Man

In menigte neervallen, en de Zee gelykzaam met en Vlies van Is bedecken. Deeze door koude bevrooze Nevel-Deeltjes kan men by heldere Zonneſchyn en vriezend Weer glinſteren zien want anders vallen ze als deu Dauw onzichtbaar neer Ke, Herom har ogſaa J. Perry i haus Etat preſent de la

Grande Ruffie, p. 6872. Meget tienlige Aumerkainger.

. de

154 Efterretninger om Gre nland

(fulde tanke, efter Geographiens og Aſtronomiens Lær Domme, at Solen ſelv ſkulde ikke paa denne Tind:

kunde komme frem over Horizonten, paa denne Po⸗ l⸗hoyde. Men en forfaren Skipper har omſtande⸗ lig berettet mig, og derhos dyrt forſikkret, at han paa 669, Zo, har udſogt et lidet Bierg, og efter. at han med Fliid havde. peilet dets Hoyde over Havets overſte Fladhed, ſaa og beregnet Compaſſets Miss viisning, (ſom paa diſſe Steder er meget mærkelig | ſaavel paa Landet ſom paa Soen) har han paa

1 es Konſtmaeſig taget Solens Hoyde; Hbor

an da har befundet, efter at han havde fradraget | ſin Hoyde og Refractionen, at Solen har virkeligen været oven over Soens Fladhed, og ſaaledes over

Horizonten. Saa og , §. XVII. Om Natterne har man Maanſkin ikke alleene Maan⸗ Skin, og Gienſkinnet og Nord, af den ved en vedvarende ſterk og reen Froſt hærdede, hvide og ligeſom funklende Snee

lyſet.

og Jis, men end og i Ny⸗Maane, og ſaalcnge Maanen ikke ſkinner, beſtandigen det angenemme og Fuld⸗Maanen ſelv overgaaende Nrordlys, hvorom tilforn er omſtendeligen taelt ved Island. |

Hoad de] F. XVIII. Og da diſſe Folk maa om bre Vinteren, da der falder lidet eller intet for

deres Hun- dem at beſtille uden Huuſet, meeſtendels fe til eyos opholde fig i dan morke Boliger, og har 1 De dog hverken Tallig til Lyys eller Spaaner —— fil Fakler; faa er i ſteden derfor deres Hval⸗ og andre Fiſke forſynede med faa meget meere Spek, at de kand deraf have overflodig Forraad af Tran til deres Lamper og fornoden Lyys til alle deres Forrete ninger, os tillige tilſtrekkelig Ildebrand til at varme deres Vaaninger og tillave deres Spiſe.

6. XIX, dl

68. XIX. Det i andre Lande faa frælden forekommende Luft- Syyn „ at der ſynes Soele fees

fleere Soele paa Himmelen, ſees her vel dog ofte her meere end een gang om Aaret, men ikke til liden kum⸗ mer for dem ſom ere paa Soen og bliver det vaer; efterdi Erfarenhed, efter Soemandenes eensſtemmen⸗ de Udſigende, har leert, at der pleyer altid folge en ſteerk Storm derefter.

S. XX. Man har her ordentlig Ebbe og Slod, ſom retter fig, og efter Maanens ! Forandringer, men man kand ikke regne 1 fig ſaa faſt derpaa ſom andenſteds. Floden

Fleere

trakker fra Oſten til Veſten; IJ Stormveyr kand den

ſtige til 7 eller 8 Faune. |

§. XXI. Grunden beftaaer i Dalene be og Grundene. af nogen Torv⸗ Jord; des Jorden Hvorpaa vover her og der langt Gras og 1 beſkaffen adſkillige gode Urter, efterdi Jorden er mes den barer get feed af Fugle⸗ſtarn. Man har for⸗ eller ilke. ſogt, at plante nogle Jord⸗Frugter. Urter

Hporle,

eller Kaal ere temmelig kommen frem, faa og Roer.

Men Rodder ere gagen ud, ſaa ſnart de ere kommen op over Jorden. Ved Timian har man market, at den er bleven gandſke liden og kort, og naar der er falden Nattefroſt paa den, har den tabt baade Smag og Lugt. At aule Korn der er gandſke umueligt, for⸗ medelſt den alt for koͤrte Sommer og den beſtandige Kuld. Af Træer feer man intet, uden paa det fas ſte Land, ved adſkillige Fiorder nogle Buſke af Birk, Elle og Piile, hvorfore Colonierne lider den ſterſte

Mangel paa Braendeveed. Forfatteren af ovenmeldte

Gronlandſke Perluſtration ſiger, at 60 Mile Sonden fra Haabets Colonie flager ved en Fiord en liden

Skov, hvori Træerne ere et par Faune hove og en Arm tykke. Ellers finder man og her og der negle

Eene⸗

og Strat Davis 155

Ebbe og Flod ind⸗

Efterretninger om Grønland

Eeneboer⸗Buſke, Aratebær, Tytrebær, en me⸗ get god Art Multebqer, men ſom formedelſt Taggen ikke bliver moed, faa og nogle Bar, ſom af de Nord⸗ ſke kaldes Blokkebger. .

Om Y §. XXII. Svad Biergene haver udi fig, Wie er endnu ikke underſogt. Man finder man⸗ g. ge Amianth⸗Bierge, i hvilke Gangen er temmelig breed, og Horren lang, blod og deilig hvid. Man maa forundre ſig over, at dette Mineral lader fig finde i den ſtorſte Mængde og beſte Art i de Nords" ligſte Lande (). Men vi kiender endnu ikke dets ret te

196

9) Om den Siberiſke har man fundet folgende artige Efterretning i de Hamborgſte Tidender i Aar 1729. No: 58. hvort tillige meldes, hvorledes man bereeder Horren til at

ſpinde. J det Aar 1720. er en Bonde, i Commiſſarii Nikita

„ : * E „ , ◻lπ⅛mga ( . 32

2

Demibow, Diſtrict, (ſom horer til det Siberiſke Landſkab Wer⸗ choturſky, der har fit Naun af den Stad Werchotura, ſom ligger ongefer 600. Werſter Nordveſt fra Staden Tobolſtey, næft ved den Flod Tura, ſom derfra udgyder fig i Tobol) da han paa det ſaa kaldede Schelkowa Gora, eller Silke⸗Bier⸗ get, (næft ved den Flod Tagil, ſom flyder ind i Tura Floden, der hvor den Werchtagilſkiſche Jern Fabrigve er anlagt) gik ud for at ſkyde Fugle, af en Hendelſe kommen over et Stykke af deslige Steene, og efterdi det forekom ham ſom noget bes ſynderligt, faa foreviiſte han det firar til bemeldte Nikita Demibow. Denne har derpaa foretaget adſkillige Forſog ders med, og befundet, at det var en egentlig Asbeſt, og end af den beſte Art, hvoraf man kand giore! temmelig flint Linned og ſkiont Papiir. Landets Indvaanere har kaldet den Steen Bameni Schelk, eller Silkeſtenen maa ſkee fordi de har holdt

Traylerne af Steenen for en art Silke; deraf Bierget vaſag

E * —

— — BF

har faget ſit Navn, ſom ſtrœkker fig indtil Bredden af Floden, bog er F. Werſter langt, men ikkun 30. Faune breedt. Pag den eene Side af Bierget ffal være en ſteil Klippe, ſom er os ver hundrede Faune hoy. Den Steen Aobeſt bliver alleeneſte funden i Bierget imellem en morkegron Steen, i viſſe Aarer, seln ere ſnart bredere ſnart ſmallere end en Tomme tverts over,

. 09

og Strat Davis. 157

te Egenſkab fuldkommeligen nok, til at treffe de rette | ' 1 Aarſa⸗

og gager frem fra Roden indtil Spitſen i en beſtandig Linie. Naar man vil frembringe denne Steen, pleyer man ſaaledes at giore; Der graves Huuler i Bierget og opfyldes med Krud, og naar dette antændes , ſpringer Bierget fra hinanden. Naar Dette er ſkeedt, lader Asbeſt⸗Steenen fig letteligen ved en Ham⸗ mer ſkille fra de pvrige Steene. Bemeldte gronagtige Steen, imellem hpoilken Asbeſten findes, er i fig felv ugemeen faſt og

gard, har og ſerdeles Aarer, ſom ere af en anden Farve. Naar man nu ſiden vil forarbeide Steenen og forferdige Lin⸗ ned deraf, pleyer man at flage den i ſmaa Stykker, og dette end paa tberts, og ikke efter Trevlernes Gang, ſom løber paa langs. Sagdanne Stykker bliver da faa længe ſtodte med en Hammer, og gneeden med Hænderne, indtil de bliver ligeſom Uld, hoilken derefter hegles, ſpindes og virkes til Linned. Men eſterdi den her beſkrevne Art og Maade at ſpinde Asbeſt⸗ Steenen til Traad og forferdige Linned deraf, er noͤget an derledes end den ellers bekiendte Maade, fan agter vi det for⸗ nodent, at anfore den iligemaade. Man lader Steenen blo⸗ des en Tiid lang i varm Band, derefter forarbeider man den med Hænderne, og træffer den fra hinanden, indtil der falder en fün Jord derudaf, der ſeer ud ſom Kalk, og gior Vandet, fon oſes deraf , hvtidt ligeſom Melk. Denne Jord er det Middel, ſom holder Steenens Travler tilſammen, derfoxe fa⸗ rer man nogle gange fort dermed, ſom forhen, og oſer altid Bandet af, indtil faa længe det beholder fin naturlige Farve, hvoraf der da ſees, af intet meere af fremmede Kalkagtige el: ler Jordiſke Deele ere beblandet med Steenens Trævler. Der⸗ efter fager man Materien efter haanden ud af Karret, og reenſer det vel, efterdi mange af forncvnte fremmede deele pleier at ſette fig faſt ved Bunden deraf. De ſaaledes reenſede Trævler udbreder man ſiden paa en Kurv eller et Sold, paa det Bandet kand des ſnarere lobe deraf, og Materien des lettere torres. Herneſt har man tvende brede Kamme med ſnevre Spidſer, ſaaledes ſom Hatte og Kledemagerne bruger til at Femme Ulden. Dermed træffer man Travlerne ſagte fra hinanden, og beholder dem imellem begge Kammene, ſom ere lagte oven over hverandre, faa at ikkun de yderſte Ender deraf ſtager frem uden for. Kammene, ſom da gieores faſt paa

1538 Efterretninger om Gre nland

Aarſager, hvorfor? Det ſom er os bekiendt derom, er dette, at det er en uſmagelig, ſteenagtig Materie *

ſom lader fig bløde i Olie, og giore faa boyelig, at den kand lade fig ſpinde til Traad. Hr. Egede i hans

Efterretning omden Gronlandſke Misſüͤon pag. 97 mel⸗ der af egen Erfaring, at denne Steen⸗Hor, faa læns

ge den har ikkun Naring hos fig ; brænder fom et Lyys,

og forringer fig ikke eller bliver mindre , ſom han ſelo

vil have forſogt (5)

ee e ae DER

ban et Bord eller en Bank, maa derefter ſaaledes tiene til en Spinderok. For nu at ſpinde Trevlerne til en Traad 7 bruger man en liden og tynd Teen, ſom lader ſig lat dreye om, og er oven til forſynet med en Hage. Ved denne Hage gigt man en fiin ſpunden Traab faſt af gemeen Hor, med

hvilken man ſoger at foreene Asbeſt Trævlerne i det man

dreyer Teenen om. Men mand hav derhos et lidet Kar med

Olie ved haanden, for at beſmore Fingrene dermed, i ſtaden

for med Spyt ved den almindelige Spinden. Derved holdes Fingrene i god Stand, efterdi Asbeſt⸗Traaden ellers griber

uden an, og gior den faar; Det tiener ogſaa til at giore

raaden lindere og blodere. Saaledes lader da Traaden fig pinde op temmelig haſtigen, at man derefter paa den ordent⸗ lige Maade kand væve Linned deraf. Men efterdi den iſpund⸗ ne Hortraad er endnu ſtedſe formenget dermed, faa behøver , 1905 9 . brænde den ud i Ilden, og da bliver det rent bog heelt. s

Om et Amianth⸗ Bruk i Sochlenderne i Skotland

har man en Beſkrivelſe i Philoſophical- Transactions N. 333 Art. 6 ſeq. hvor ier iblant andet merkverdigt, hvad ſom anføres om Steenens adſkillige Farver, nemlig den blaa⸗ agtige er af meget grovere, men den hviide og røde af

*

iinere Korn. Om et Ungerſk bruk, vid. Marfil. Danub. 1

Tom. III. pag. 65.

) Jeg har forundret mig over , da jeg har feet, at

Bonderne paa de Pprenciſke Bierge har igien udfundet den hemmelighed at ſpinde denue Steen ⸗ Hor, om endſkiont paa, en grov maade, forend de Lerde, ſom dog har giordt fig

ſtor Umag derfor, De gior Penge⸗punge, Strompebaand og

aͤndet

—

/

og Strat Davis. 159 8. XXIII. Endnu fleere Bierge beſtaner Om de almindeli /

af en faa Faldet Veekſteen, hvilken, ſom

Hr. Egede ſkriver, er en ufuldkommen N. Be

Marmor, og har adſkillige Farver, ſaaſom Gron

og Rod, ſaa og gandfſke hviid indſprengt med forte Platter; af hvilke den ſidſte Art ligger dybere end den forſte: De Vilde giore af denne, efterdi den er ikke meget haard, deres Lamper, Keedler og des⸗

lige. Een faa kaldet Steen findes og overflodigen i

Norge, og de Lag, ſom jeg har faaet deraf, ere

graa og glimrende, noget talk⸗agtige, og ligner meget de Gangbierge, ſom de Nordſke Biergfolk Falder:

Grauglimmer, og de Tydſke Greisgeſtein; allee⸗ neſte at den er ikke faa faſt, og har fleere talks age tige Flüiſer. | 115 §. XXIV.

andet meere deraf. Jeg kand viiſe en Pung deraf i mit Car binet. Hvorledes Takerne laver og ſpinder den, er anført i foregaaende Note; de veed at ſpinde en meget fiinere Traad og folgeligen at giore meget fiinere Linned deraf end hine ; Jeg har en liden Prøve deraf, ſom er mig ſkienket af Hr. de Bruin, ſom er bekiendt nok af hans ſkionne Reiſe⸗Beſkrivelſer. J⸗ blant de Lærde er ſidſt og beſt handlet derom, og den rette

Maade at ſpinde den, fremført af Mr. Mahudel i hans lærde -

Memoire du Lin incombuſtible, iblant Memoires de Litteratu- re tirés des regiſtres de l' Academie des inſeriptions & belles Lettres Tom IV. p. 634. ſeq. Den eeneſte bekiendte vverblev⸗ ne Levning af de Gamles u⸗ opöraudelige Linned, er vel det ſom Don Montfaucon i hans fortræflige Diario Italico p. 450. melder om in vinea qvadam (1702.) detecta eft urna gran- dior marmorea, in qua tela ex amiantho confecta. Eſt lini genus, quod asbeſton Græei vocitant, tela vero palmis Ro- manis 9. longitudine , 7. latitudine pari ratione atque hodi- erna tela noſtra contexitur, Filis cannabinæ telæ more, den- ſioribus, fed uſu detrita gve lenior ipſo ſerico panno &c, At, og paa hvad Maade, der adſtillige Steder gieres Papiir deraf finere end det andet, er en bekiendt Sag.

dog noget altid -

—

3 eſtque ipſa tractabilior , tactu-

—

160 Efterretninger om Gre nland

Hboriſ F. XXIV. Af denne Steen, ſom lig⸗ der formo ner faa meget de forncvnte edle Gangbier⸗ 1 0 ge, og af en anden Steen, ſom jeg ikke forborgne. | har feet, men hort om, at den ffal ſnart

klinge ſom en Klokke, naar man flader. derpaa, fkulde jeg formode, at her maa findes god Erts, i det mindſte Kaabber og Solv. J hyilken Formodning jeg endnu meere beſtyrkes, da jeg for⸗ nemmer, at man har fundet et Bierg, ſom paa no⸗ gle Stader, har været udſlaget Gront og Blagt. Hr. Egede beretter og (p. 239. i hans Efterretning) at der er funden et Lag, ſom har ſeet ud ſom Bly⸗ Erts. Jern⸗Steen og Jern⸗Jord findes allevegne 1 Landet. Dog, hvor findes denne ikke paa Jorden? hvorfore det og ikke er nogen Under, at efter Ege⸗ des Beretning, (p. 84.) ved den Viig Junnulliarbik findes en ſlags brunrød Farve og Rodfteen med hvide Platter, og et andet Sted (p. 87.) en guul Farve med rode Aarer, ligeſom Zinober, og end⸗ nu paa et andet Stad (p 203.) en ffion brunr d Sarve Man ſiger og, at der af Kongen ſkal vær re indſendt i Landet en ſom forſtager fig paa Bierga⸗ verker, for at fane nogen Underretning herom, og med Tiden vil man nok fage noget at vide om hvad han der kand udforffñſe. Men man maa. finde hvad man vil, faa bliver dog Brende⸗mangelen altid en Forhindring for alt hvad der foretages. Velbemeld⸗ te Hr. Egede taler endnu (p. 165.) om en Prove af Steen ⸗Bul, hoilken de, ſom vare udſendte for at recognoſcere Pladſerne ved Diſco-Bugten, havde fundet der paa Landet og bragt med fig tilbage. Derſom diſſe bleve videre efterſogte, kunde de uden tvil med Tiden fortrafligen tiene til Coloniernes Op⸗ komſt, og i det ringeſte erſtatte den Mangel der er paa Ildebrand. 0 F. XXV.

— —

8. XXV. Det Ferſke Vand berommes] Got ſom meget got og fundet; det ſies endeel need Wand. af den ſmeltede Snee paa Biergene, endeel ogſaa bryg der frem derudaf , og forgarſager ofte, naar de bli⸗ ver for mægtige, forſkrekkelige og Landfordervende Os verſkyllelſer. Noget fra den Kant, hvor Forbißer

Sirat gemeenligen ſættes, findes en varm Kilde med mineralſk Vand, ſom efter Gronlondernes Beretning

ſkal om Vinteren være faa heed, at naar mand kaſter ſtore Stykker Sis deri, faa ſmelter de ſtrax, og at det bande Vinter og Sommer er grønt runden om den. Vandet i fig ſelv ſkal have en ſkarp Smag, og en ſterk Lugt. (Vid Egede l. c. p. 79.)

F. XXVI. Paa det faſte Land findes Harer, ſom ere meget ſmaa og om Som⸗ meren graa, men om Vinteren gandſke

Hvad for Dyyr mand fin⸗ der pag

hvide, Saa og en Art ſmaa Hiorte; s andet

efterdi Dyrene kand ikke blive ret ſtore for 1) Vilde. medelſt den beſtandige ſtrenge Kuld. D

ſidſte kaldes af Nord anderne Reensdyr, dog lige

ner de aldeles ikke Lapleendernes Reensdyr, men mes get me re vores Hiorte, fornemmeligen hvad Klovene angager. Det er den ſamme Art, ſom fees paa Spitsbergen, og graa af Farve, omendſkiont der findes undertiden nogle ſom falder guulagtige. Hor⸗ nene ere altid overdragne med en tyk lodden Hund, og har paa hver Side z eller 4 Ender, ſom ere flade, og ligner Reensdyrenes meere end Hiortenes. De har en grovere Krop end vores Hiorte, og laadne Haar, efterdi de maa udſtage en gruelig Kuld. De res Brunſt⸗Tiid er her ogſaa i October, da de ere ret feede, og bliver derfor bed ſamme Tiid meeſt jage de af Gronlenderne. Derefter forſvinder de efter haan⸗ Den ; og drager uden tvil hen til varmere Stader, hvorfra de igien indfinder ee Vore

og Strat Davis. ae

Gron⸗

28 * —ů—ů— ES

= — rr ——— — ————

— —

—

162 Efterretninger om Gre nland

Gronlandsfarere anmarker, at Hiortene paa Spits⸗ bergen ere feedeſt i Auguſt Maaned; ſom og en af dem har fortalt mig, at hand har eengang ſtudt een i bemeldte Maaned , ſom har haft 60 Pund Tallig Imellem Hund og Kiod. Derefter tager de ved de

lange Natter og den heftige Froſt ſtedſe meere og mee⸗

re af, indtil Juni Maaned da de friſke Urter kom⸗ mer forſt frem igien; og de ere til ſidſt faa overmaa⸗ de magre og tynde, ligeſom alt Kiodet var ſmeltet bort, hvilket dog i fan Fort Tiid voxer faa veldigen frem paa ny igien, at de allereede i Auguſti Maaned har faget den ovenmeldte Feedme. De Urter, ſom de egentligen æder, har et rundt Blad, hvilket er ikke

ſtorre end en Skilling, men meget tyk og af en tem⸗ melig bitter Smag. Men jeg maa ikke herved forbi⸗ gage at tale om den Guddommelige albiiſe Forſyns ſcrdeles Indretning, ſom yttrer fig deri, at, toere i mod andre Landes Art, ikke alleene diße Hiorte og de øvrige firfsdde Dyyr, ſaaſom Rave, Biorne, men og Fugle og Hvalfiſk⸗Arterne i diße Folde Verdens

Deele har alt deres Fet oven ober Kiodet eller imel⸗

lem Huud og Kiod, men derhos et gandſke magert og bruunt Kiod, ſom er overalt opfylde med Blod, og det end langt meere end Dyyr og Fugle i varme Lande. Hboraf mand let kand domme, at det overs flod ge Blod i diße Creaturer foraarſager en ubeſkrive⸗ lig Heede, paa det de kand udſtage den næften dodeli⸗ ge Kuld, ſom de maa lide; men Fettet, ſom indſlut⸗ ter Klodet oven til, maa meget forekomme og hindre, at Varmen kand ikke uddunſte inden fra, ey hel⸗ ler Kulden trænge ind uden fra. Ellers har og vore Folk endnu anmarket denne færdeles Drift hos Hior⸗ kene paa diße Steder, at, omendſtiont det er beſtan⸗ digen Dag pan den Tiid, medens de ere der, fag

forſpinder dog diße Dyyr gandſke ri gtigen klokken rr.

om

og Strat Davis. 163 om Natten, eller kryber hen at ſobe, men klokken 2 om morgenen kommer de atter frem og lader fig ſee is gien. Ligeſom de og i denne Tid hviler gandſke li⸗ det, men fees altid edende, hvor man finder dem; thi efterdi de bliver i et par Maaneder fad feede ſom for er meldt, fan behover de overflødig Foer. Kee⸗ vene ere blaagraa, hvide og forte, ogſaa ſortebrune, derhos grovere og lodnere paa Kroppen end i varme Lande. De forſtager at fange dem med viße opſtillede Felder. Paa det faſte Land fees undertiden hvide Bie rne, men de bliver ſnart odelagde af Gronlan⸗ derne. De ligner ikke vores, men vel den Spitsberg⸗ ke med det langagtige Ulve⸗Hoved, hvorover Mar⸗ ens i hans Spitsberoſke Reiſe⸗Beſkrivelſe P. IV. Cap. . n. 3. meddeeler en Beſkrivelſe og Afbilding. UL dene her ligner Biornen meget i udvortes Anſeelſe. Jeg har haft en udſtoppet Balg af en Spitsbergiſk lo, hvorpaa Hovedet var lidet og ſpits, Kroppen ang, med tykke, ſtride og lange Haar, ſom vare oget graa⸗agtige, Rumpen fort, Beenene naſten u⸗ en Leedemod, og Kloerne lange og ſtive. §. XXVII. Af Tamme Dyyr har de o⸗ 2 Tafſie. eralt ingen uden Hunde. Hyilke dog ke ere Tamme, undtagen naar de vænnes unge der⸗ l, og kand holdes ved Huuſet; ellers ere de vilde og geget bidſke. Thi af diße opholder fig paa de efter em kaldede Hunde⸗Oer (af hvilke hver er ikkun en Nül ſtor og bevoxen med Gres) vel 4000 og dero⸗ er, ſom om Vinteren pleier at foeres af Gtonlan⸗ erne med Fuco marino, Tang, Mulkler og des⸗ ge, faa og med Salhunde⸗Spek, dog meget ſpar⸗ m, efterdi de ſelb nodvendigen bruger det til deres uderholding. Thi diſſe usle Menneſker æder ſaa⸗ anne Hunde vindterre, ſaa og friſke, i det de baa⸗ om Sommeren og om Dinteren forvarer deres . Kied

164 Efterretninger om Grønland

Kiod under Snee og Sig, De jager og ſkyder de ſamme ligeſom ander Vildt. Denne Art Hunde har et ſpids Hoved og Næfe , og hoye ſpidſe Oren. De kand ikke gise, men alleene knurre og hyle, derhos ere de bange, og kand aldeles ikke bruges til Jagten. Batte har Gronlenderne overalt ikke, ere ogſaa meget bange for dem, naar de ſeer dem hos de Dan⸗ ſte. Ligeſom de ogſaa har udviiſt en ſerdeles Affkye og Frygt for Sviin, naar de har nogenſteds feet. et hus deres Gieſter. De behover ey heller Kat⸗ te, efterdi de har ingen Rotter eller Muus, uden | en kort og tyk Jord⸗Rotte, hvoraf der dog ikkun ere faa. Slaͤnger og deslige giftige Orme kand ikke begage ſig her i Landet, hvortil Aarſagen er anfort i Efterretningen om Island. | Land: $. XXVIII. Af Landfugle har de in⸗ Kugle. gen adelige uden Byper, hvorom der er meldt i de nys omtalte Efterretninger. De ere hvide med forte Platter paa Vingerne og lodne Fodder. De bygger deres Reeder meget hoyt i Klipperne og lever af den ſamme rundbladede Urt, hvoraf Hiorte og Hinder nærer fig, ſom oven er meldt, En opmærk ſom Commandeur paa vore Gronlandsfarere har no⸗ gle gange anmerrket, da han har faaet deres Reeder at ſee, at de derudi henlegger og forvarer en Hob hos den anden af den Spiſe ſom de har taget til ſig, paa det de kand deraf have deres nodterftige Underholding om | Vinteren, da de bliver her, og der er intet. for dem at finde. Ellers feer man og Skader, Spurrer og en hviid Fugl, ſom er lidet ſtorre end en Stillitz, denne indfinder fig i Martii Maaned i ſtor Mengde, | 85 j e meget delligt; faa og Orne og lyſegrag g 50 . i | . 8 sl

|

!

§. XXIX.

og Strat Davis. 7683

S. XXIX. Af Vand⸗og Sørefitgle er her Derimod en forfærdelig Mængde. Der ful

findes alle de Slags, ſom Martens i hans e e tit anforte Spitsbergſke Reiſe Part. IV. lat forvare cap 2. n. 3. har beſkrevet, og endnu man⸗ ſſig for Rov⸗ ge andre fleere. Jeg har allerreede i Ef⸗ fugle og terretningerne om Island anfort et og ans andre Rov⸗ det angagende diſſe Fugle. Men efter at dr jeg af nogle gamle Skippere, ſom længe har faret paa Grønland , har endnu faaet adſkillige Anmerk⸗ ninger, ſom de ſelv ved Leilighed har giordt over

fugle, og

nogle af diſſe Fugles Omhyggelighed i at bygge der

res Reeder med mueligſte Sikkerhed, at bringe de⸗ res Unger i Vandet, og f. fr., faa vil jeg her ans fore dem til deres Fornoyelſe, ſom ere Elſkere af Na⸗ tur Læren. Her er gandſke fuldt af Rovfugle og Rovdyyr, Biorne, Rave, og deslige. De ſidſte ere og her ligeſaa liſtige, ſom i de varme Lande. Men efterdi de i diſſe med Snee og Fis bedakkede Lande kand ikke ſaavel finde det ſom udfordres til at fylde deres hungrige Maver, ſom i hine; faa lurer de deſto noyere og flittigere paa de værgeløfe Fugle; og diſſe maa da og paa deres Side tage fig des bedre i agt, og giore alle muelige Anſtalter derimod. Lum⸗ berne, ſom udlegger ikke meere end to Unger paa eengang, bygger overft oppe paa de hoyeſte Klipper, hvor der ongefær ſtager fan meget frem af en Steen, at de kummerligen kand ſidde derpaa; efterdi Re⸗ vene kand ikke der klavre op efter dem, og Ropfugle⸗ ne kand ikke uden foævende og meget. kummerligen komme til dem, men de ſelb kand hælde fig til Klip⸗ pen, og ſaa meget bedre verge ſig imod hine med biden og riven. Saa ſnart Ungerne ere bleven no⸗ get ſtore, bliver de ſtrax af de Gamle fort til Van⸗

det / hvor de ved bee dukken kand finde baade:

3 deres

Band: :

166 Efterretninger om Grønland

deres fuldkomne Sikkerhed og Næring; Det ſkeer

paa den Maade, at een af de Gamle flyver neden under, paa det at om en Unge ſkulde blive afmegtig, den da kand falde blødt paa Ryggen af den Gamle, og ikke paa Steene eller den haarde Jord, hvor den enten maatte flade fig til Skade eller dog gandſke viſt

blive de ſtedſe oppaſſende Rave til Deel; den Anden Gamle derimod, derſom den bliver nogen Rovfugl baer, holder fig ſpavende over Ungen, for at beſkytte

den, indtil den kommer! Vandet. Derſom en Unge

falder ved Uforſigtighed ud af Reeden, eller af en hæns

delſe paa Jorden, har de Gamle ſaadan en Kierlig⸗ hed for den, at de ikke forlader den, men forſparer den

det beſte mueligt er, og derover lader ſig gemeenligen fortære tillige med lingen af Ravene, eller og ſlage ihiel af Folk, naar de kommer over dem. Saa fart diſſe Fugle ere eengang kommen til Soen med Unger⸗ ne, kommer de ikke til Lands meere, men hoer af de Gamle fager en Unge med fig, lærer den med deres Exempel at dukke og føge fin Naring, driver ogſag ſaaledes ſtedſe længer og længer fra Landet med dem, og ud i Soen, indtil de kommer til et mildere Clima, og ſom er ikke faa mørkt ſom dette, hoilket de formo⸗ dentligen finder i America; hvorfra de ſamtligen kom⸗

mer tilbage igien til Gronland, imod Sommeren.

De Gamle, ſom ved en handelſe har miſtet deres Un⸗

ger, eller formedelſt Alder ere ikke meere dygtige til ak

yngle, kommer ikke til Land, men opholder fig beſtan⸗

digen paa Søen i hobe af 60 til 100 Stykker, men

i Augusti Maaned begiver de fig alle bort igen. Naar mand tager en Unge og kaſter den ud til dem i Seen, faa iler de alle Dertil, og den eene vil heller end den

anden have og leedſage Ungen; faa at d haftigen bis des og kempes derom, hvo af dem der: ſkal beholde den; men ! fald den rette Moder kommer Dertil og ane fager

og Strat Davis ee e

tager fig Ungen, giver de andre efter, og lader hende ſtrax beholde den. Andre Fugle fætter fig enhver efter ſin Vane, nedrigere paa de ſteile Sider af Klipperne, og hvor de finder en Ridſe eller Aabning, eller hvor der ſtager en Kant af en Steen frem, der udſoger de ſig et Stæd til at bygge. De ſmaag Botjes (det er Rotter) ſaaledes kaldede af Hollanderne og Hambor⸗ gerne, efterdi de ere fan forte af Farve, og ſmaa, at de feer ud ligeſom unge Rotter, viber og ligeſaadan, ſoger nederſt ved de nedſtyrtede Steene af Klipperne, faa nær ved Strandbredden ſom mueligt, ſnebre og dybe Huller til at bygge udi, og faa fnart deres Unger kand flyve noget, ſniger de fig frem med dem imellem og under ſaadanne Steen⸗Stumper (paa det ingen Fiende ſkal komme dem ner) indtil Vandet, hvor de da ligeledes ſpimmer ſtedſe videre fort med dem. Duerne, ſom ere de vilde Duer meget lige i Skab⸗ ning og Flugt, bygger og ligeſom hine i Ridſer af Klipperne, dog, om det er mueligt, udſoger de ſig ſaadanne, ſom ere omflodte med Vand, eller har Spidſer ſom ſtager ud over Soen, paa det deres Unger, naar de bliver ſterke nok, kand tillige med dem ſtyrte fig ud af Reden lige need i Soen, uden at noget Dyyr eller Roofugl kand nage dem. Daa ſam⸗ me Maade bygger ogſaa de af vores Folk faa kaldte Papagoe yer, hvilke dog ikke ligner dem i noget, us den Nebbet. Endnu fortæller vore Folk, at Papa⸗ geyerne, Mallemuckerne, Duerne, naar de vil (lide et Stykke Spek eller Kiod af en drebt Fiſk, faa ſpender de med det yderſte af deres udſtrekte Binger og med deres breede Wude⸗Fodder imod Bandet,

og ſaaledes river de et Stykke loſt og af med deres Nab. Hvem har lert dem dette Konſt⸗Stykke? Dette er alt hvad jeg har tilforladeligen kundet erfa⸗ ve om diſſe Slags Fugle, Hvormed jeg fag meget ig RR L 4 Mg meeke

168 Efterretninger om Grønland

meere maatte lade mig noye, efterdi ingen Lærde kom⸗ mer paa diſſe Steder, ſom kand give agt paa flige | Ting, jeg ey heller har Fundet faae nogle af dem le⸗ vende, hvoraf jeg ſelv kunde taget nogle Anmerk⸗ ninger. Befri §. XXX. Dog har jeg i det afvigte velſe ver 1733 Aar været fan lykkelig og faaet en eu 5 lebende Mallemucke, ſom blev bragt her⸗ mne. hid af en Skipper, ſom kom tilbage fra Strat Davis. Jeg vil her anfore, hvad jeg har anmeerket hos den, i det haab, at det ſkal ikke blive dennem ubehageligt, ſom ere Elſkere af Naturen og veed at fore ſig alting til Nytte. Jeg lod den i nogen Tud gage i Gaarden, for at udforſke dens Art, og 170 qvæle , for deſto noyere at beſkrive og opfkic⸗ re den. Den ſyntes at være af en haard Natur, hyilket den og heyligen behovede, i fit haarde og kolde Fæ:s derneland; thi den kunde ſkikke fig i alle flags Veiir⸗ ligt, og Maden ſmagte den altid fortroeflig vel. Den var endnn ung, thi den blev mærkelig ſtorre hos mig, ſkulde og uden tvil have levet. meget langer, derſom min Begierlighed efter at ſee den inden i, medens den fle var gandffe ſund, havde ikke forkortet dens iv. |

Den var meget graadig, ſom paa alle flags Fik, faa i terdeleshed paa raadt Kiod. Hvad der blev kaſtet til den, ſlugede den paa engang i fig med ſtorſte begierlighed, Fiſkene heele, og Kiodet i ſtore Stumper; den fordoyede haſtigen, og ſpoitede ſnart fine excrementa fra ſig, hvilfe vare altid tynde li⸗ geſom andre Rovfugles ; hvorpaa den igien fik no Appetit, ſom nedſlugede alt hvad forekom. Den gik uforfærdet los paa fmaa Creaturer, ſaaſom Rotter etc. imod de ſtorre, ſaaſom Katte etc. vergede den fig

FR tapper,

og Strat Davis, 169

tapper, hakkede dygtig til med ſin ſtore Snabel, og naar den fik en Kat fat ved Rumpen, ſleed den ſaa⸗ ledes, at den anden ſkreeg jammerligen; og derfor lob alle deslige Dyyr for den, naar de bleve den vaer. Alleene for Menneſker var den bange, dog ikke vild, men tam og from nok imod dem ſom gav den Føde. Da jeg havde ſendt den i nogle dage hen til en Maler, ſom ſkulde tegne den af, og den omſider blev bragt hiem igien lob den faa haſtigen hen til min Kudſk, ſom havde ofte beviift den got, ligeſom den glædede fig over at den atter var kommen til Bekiend⸗ tere; Den har og i den Tijd, da den var hos Mas

leren, ikke ret vildet æde, og ſtedſe fat ligeſom bedro⸗

vet. Naar den blev truet eller engſtet, fornemmes lig med et hviidt Klæde, ſkreeg den hoyt med en ſkarp Tone. | Da jeg navere beſigtede den, fandt jeg at dens gandſke Længde var 1 Pariſer Fod og 7 Tomme fra Spidſen af Nabbet og indtil Enden af Rumpe⸗Fic⸗ rene; Næbbet indtil Hovedet 12 Tomme ; Næbbet med Hovedet 43 Tomme ; Halſen 6 Tomme; ſom den vel altid bærer kort, men kand dog meget vel ræk ke den ud; Rumpen 7: Tomme. Dens Heyde, naar den ſtod ret op, var 8 Tomme. Det gandſke Beens Længde med Laaret 81 Tomme, dog naar Fuglen fiod , var den ikkun 64 Tomme hoy, men det neder⸗ ſte Been var 22 Tomme. Næbbet ſom ſtager lige forud, er efter Fuglens Proportion ikkun ſmalt, og den ſtorſte deel deraf bart, hornagtig, med et ſort gronagtig Skin; det obrige er ſkiult med en Fiar⸗ Hund, faa! at dets gandſke Længde er 3 Tomme; det overſte Næb er, fag vidt det er blot, tykkere end det nederſte og ligeſom, forfinet med et Overtræk, og

er foran krumt nedboyet, i hvilken Krumhed det gand⸗

ſke lige og underſte Næb AE ind og ſlutter ſig. Det⸗ 0

7 t

170 Efterretninger om Grønland

te underſte Næb har endnu foran en treekantet Knort, ligeſom og andre af dens Art haver, hvilken Willug⸗ by falder tuberculum ſeu promiuentiam angularem, og meener derhos, at den tiener ad eam (mandibulam) roborandam, quo fortius & firmius piſces retine- at. Ornitholog. Lib. III Sect. 3. Membr. 2. Tit. 4. Cap. 1. Ligeſom og Nebbet overalt ſynes meget ſterkt, og har fkionne ſterke Muſkler. J det øver ſte Næb , (hbilket endnu ikke er forekommet mig ved

nogen anden Fugl) ere füre Narſeborer, nemlig i

den deel, ſom er blot, 2 langagtige og ſmalle, og i 15 ſom er begroet med Fiær endnu 2 rundagtige og orre. '

Hovedet er fladt og noget langagtig. Pynene

temmelig ſtore og klare; Pyeſteenen kulſort, omgi⸗

ven med en noget klarere Ring; Ørene blide og gab⸗ ne. Diſſe Fugle ere meget fylke af Ficer; ſom ere

pan Hovedet og i Nakken hvide og graa, paa Hal⸗

ſen, Bryſtet og Bugen noget hviidagtigere paa Ryggen, hoüdt, lyſt⸗og morkegraa, fort og morkeguult, ſom giver den en artig buntet Anſeelſe. Flerene ſidder u⸗ gemeent dybt og faſt! Hunden, hvortil dette endnu

meere er Aarſag, at Poſen paa Fiqrene, fornem⸗

meligen paa de ſtore, er overmaade lodden og ligeſom krumdreyet. Under de ſtore Fier findes et Dafke af tætte Duun⸗Sicer, ligeſom Svanernes, ja naſten lis geſom Wdoͤder⸗Fuglene har, hvilket maa fortrœfligen bevare diſſe Fugle for Vandet og Kulden. Vinger⸗ ne vare vel noget ſmalle, men derhos gandſkke lange, ſterke og forſonede med mange Fir. Deres gand⸗ ſte Bilde „ naar de vare udſtrakte, var 3 Fod 83 Tomme, fra den eene Spidſe til den anden; der⸗ imod var Ryggen imellem begge Vingebeenene ikkun 2 Tome. Kumpeu er lligemaade tyk, og 5 af cke

Vingerne og Rumpen indſprangte med

og Strat Davis. 171

Fir, ſidder flad og breedagtig, ſom en Vifte, hoilken Fuglen kand artigen udbrede og ſpille hid og did med. Beenene og Fe ſdderne ere lyſegraa,

falder noget 1 det rode, derpaa ere 3 ſtore Teer, og

bagved en gandſke liden, De tree forreſte hænger gandſke ſammen ved et dobbelt Skind, ſom kand lade fig adſkille med en Kniv, og har forte, ſmalle, rund⸗

agtige og neſten Menneſkelige Negle, men paa den

bageſte en liden Fugle⸗Kloe. Efterat Ficerene vare af⸗

plukkede, fandtes endnu en fün, tynd Hund oven o⸗

ver den fædvanlige Hund, deslige man og fordum - (vid, Memoir des Mathem. & Phyſiq. d. 1693. P. 177. ſqq.) har befundet hos Pelicanen, hvormed diſſe tunge Fugle uden tvil ere frem for andre begavede af den albiiſe og milde Skabere, ſaavel til deres Let⸗ telſe, ſom til at beqvemmeligen holde maade i at flve, at ſtige og falde, i det de kand fatte megen Luft der imellem, og formindſke og formeere den, ligeſom For⸗ nodenhed det udkraver. Oven paa Kiodet lage hiſt og her Fettet. Ligeſom ogſaa Fuglene i det Folde

Gronland har i almindelighed Fettet ſiddende uden

paa Kiodet, og derhos er deres magre Kiod opfyldt med meere Blod, end mand finder hos Fuglene an⸗ denſteds. Hyoraf man kand ſlutte, at dette maa forſkaffe dem en ſtor Varme, hvilken de og vel be⸗ hover. Bryſt⸗Muſtlerne vare ſterke, tykke og mes get deiligen proportionerede efter dens ſtore Vinger, og den lange Vey, ſom den maa flyve, ſaa vel fra dens Reede over de uhyre Jisplader, efter ſin Fode, ſom og til et mildere og lyſere, uden tvil langt fra⸗ liggende Land, naar de lange Netter og den ſtren⸗ ge Kuld indfinder fig. Tungen var ſmal, glat, 13 Tomme lang, og ved Roden beſat med eendeel ſpidſe og noget ſtive Villis deslige ogfan ſtager bag bed Aabningen af Luft⸗Roret (rima laryngis) og tics ner

172 Efterretninger om Grønland

ner til deres Skiul og beſkyttelſe i mangel af en Epi- i

glottis. Ringene i Gurgelen (Trachea) ere gandſke

tilſluttede og runde, ſaaſom den bruger ingen Foran⸗

dring eller Slag, ſom Sangfuglene, efterdi dens Lyd beſtager kuns i en eeneſte Tone. Ved dens ne derſte Ende var den, ſom gemeenligen hos andre Fug⸗

le, tvekloftet, bifurcata) og forſterket med tvende

tykke knortede Ringe, hvis Greene gik til Siden ind i Lungen. Denne beſtod ikke ſaavel af tvende Lo- bis, ſom meget meere (fad vidt jeg kunde ſee, efterdi jeg vilde ikke gierne have Bryſtbeenet beſkadiget, for at ſœtte Been⸗Raden op) af tvende adſkilte og ingen Samqapem med hinanden havende Stykker, af hvilke et hvert giorde en Bunge for fig ſelb, og var dannet ſom en Guldbors, oventil ſnever og neden til viid, og roodguul af Farve.

over Leveren, og ikke imellem dens Lobis. Leveren

var efter Fuglens Storrelſe meget ſtor, havde ogſag E | Milten var næften 2 Tomme

en ſtor Galdeblære. lang, og morkebruun af Farve, ſom Leveren. Ma⸗ ven var ſom en Sak, af meget tokke og faſte Mem⸗ branis, indvortes fuld af meget dybe Rynker. Jeg fandt flet intet af Spiiſe deri, ey heller noget Tegn til Mave⸗Safter. Noget fra Pyloro fad ved Car men en Viſcus, af Figur, Glathed og Conſiſtence naturlig ſom en Gedde⸗Lever, hvilken efter al Formod⸗ ning maa verre Pancreas. Meſenterium var gien⸗ nemvevet med overmaade mange og ſtore Blod⸗Aarer. Tarmene fra Maven af og indtil den yderſte Ende vare 3 Fod og 4 Tomme. Myrerne lage ved begge Sider paa de ſedvanlige Stader, og vare dannede ligeſom andre Fugles; over hver af dem lage en tem⸗ melig for Bold, dannet ſom et Eg, og havde en bruun Farbe, ligeſom Nyrerne, hvilke jeg dog heller RE olde

| Hiertet, ſom var R Tommee langt, og havde ikkun et Kammer, laae gandſke oven

og Strat Davis. 173

holde for at bre Steenene; Derſom jeg ikkun var forſikkret om , ai mand ogſaa i andre Fugle finder dem af ſaadan Farve, efterdi jeg fandt ingen andre Steene i min Fugl, og den var dog en Han, ſom mand kunde fee deraf, at den ingen Oyarium havde, Endnu befandt jeg paa det udtagne Pye en breed Mu⸗ ſeulum, ſom næftert bedekkede den fierde Deel af Rundingen, hvis egentlige brug jeg ikke kand giette. Scelerotica var ugemeen haard og faſt; humor cry- ſtallinus ſpheriſk, ligeſaadan ſom de Pariſiſke Ana- tomici har befundet hos Cormoranten, formodentli⸗ gen for at fee deſto bedre under Vandet, efterdi Mal⸗ lemucken, ligeſom og hin, maa ogſaa jage efter ſin Fode under Vandet, og Fiſkene har gemeenligen des res Cryſtalliſke Voedſke af ſamme Figur. Den gier ogſaa Skriften meget ſtorre, naar mand ſeer igien⸗ nem den. | ' Naar jeg legger alt dette foranførte tilſammen, ſaa and jeg ikke flutte andet end at denne Mallemukke er en egentlig Moge. Efterdi de Kiendetegn, ſom Fug⸗ le⸗Beſkriverne pleyer at give paa Moge⸗Arten, har alleſammen fuldkommeligen været at finde hos min; ſaaſom det ſterke, langagtige og ſmalle, ſpitſe og for⸗ an noget krummede Næb , de langagtige Naſeborer, de lange og ſtarke Vinger, de tynde Fødder, den i fig (elv latte, men med mange Ficer tykt og tet ſkiulte Krop, ſamt dens Graadighed, Skrig og Omgen⸗ gelighed med Menneſker, og faa fremdeles,

Jeg tager mig da den Frihed, ſom man ellers pleyer at forunde enhver, ſom allerforſt beſtriver et Dyyr, Fugl eic. og giver denne Fugl folgende Navn: Larus marinus maximus ex albo, nigro & fuſco varius, Groenlandicus: en buntet Gronlandſk Mos ge af det ſtorſte flags (thi den var ſtorre end en ſtor And) med hvide, forte og morkeguule Fiær, en lige

i N e : 5 bg

174 Efterretninger om Groenland

og foran paa Overdeelen ikkun gandſke lidet krummet LA og Bingerne bagtil ſlagne korsbiis over hver⸗ Det Navn Mallemucke, eller paa Holland Malle⸗Mocke, der betyder faa meget fon et enfol⸗ digt Dyyr eller et dumt Beeſt, og kommer af Mall, Malle, Stapidus, Stultus, og det gamle Todſke Ord Mokke Scropha, (ligeſom mand ogſaa endnu i Holland (fælder en ureen Pige Vuyle mocke, ſkiden Soe) er af de Hollandſke Gronlandsfarere gi⸗ vet dem for deres Dumheds ſkyld, og fordi at naar de eengang ere faldne paa et Hvalfiſk⸗Aadſel, faa ere de fan graadige derpaa, at de næften lader fig ſlaa ihiel derpaa, uden at vige derfra.

Der er §. XXXI. Imidlertid maa der være meere end! meere end en Art Mallemucker, efterdi den, en Art af ſom beſkrives af Martens i hans Spits⸗ dem. ! bergſke Reiſe Part. IV. cap. 2. n. 11, er adſkilt fra vores i meere end et Stykke. Hoilket og deſto for kand være, ſaaſom dem gives Navn af Matroſerne, der feer ikkun loſeligen til det udvortes, og grunder deres Navngivelſe paa en Egenſkab, ſom er tilfælles for meere end en Art Graadige og ſlug⸗

vorne Fugle.

Endnu F. XXXII. Fremdeles falder her endnu

meere mange flags vilde Gias og Ænder, i ſer⸗ feu den deleshed Wdder⸗Fuglen, hvilke alle ſam⸗ Fugle. | men begiver fig til Groenland imod Som⸗

meren og naar Dagene tager til, men imod Binte ren, naar Nætterne bliver lange, begiver de fig bort is gien til America, eller andre Lande, hvor de imidler⸗ tid har meere Lyys og mildere Luft. Man har Efter⸗ retning af nogle, ſom har lagt en Vinter over ved Spitsbergen, Zorgdraager P. III. cap. 10.) at de drager Derfra forſt i October Maaned.

8. XXXIII,

og Strat Davis. 175 F. XXXIII. J Agerne og Bakkene fal⸗ [ Hvad for der Lax⸗Foreller og mange Krebs. Men 0 der endnu fleere Lax. J en Flod, ſom falder, indes 1) i ind i Baalsſiord, har man eengang fans Bake get 18. Tonder Lax. Der falder og alle vegne mange Laxelver eller Laxauer, ſom efter mine Tanker maa være de ſaa kaldede R dfiſk, ſom i Norge kaldes Auer.

H. XXXIV. Soen er overmaade Fiſt⸗ 2) i Seen. riig paa alleſlags Fiſfke, men Pſters har N mand der ikke; dog meget ſkionne Muslinger og ſtore Taſte⸗rebs (Paguros) (T). Af de mindre flags Fiſke fanger de Vilde i ſerdeleshed en liden Art Sild, ſom kaldes Lodder paa Nordſk, men ſom endnu meere ligner Stinter. De fanger dem overflo⸗ digen i Ruuſer, og tørrer dem paa Klipperne til des res Vinterkoſt. Der falder og mange Babbelauer, Rokker, Flynder og Helleflynder, ſom paa Nordſk kaldes Qveite, og falder her ſaa ſtore, at man med een kand fylde en heel Tonde.

d.. XXXV. Af de ſtore Strandfiſke,, Om ſom Naturaliſterne regner til GENUS SAR CETACEUM, har man her og i de BR vorige Hav under Nordpolen en utrolig Mængde, og jeg troer, at der intet flags af dem, ſom jo findes her. Thi her har Skaberens milde Forſorg ſaa ri⸗ geligen bereedt deres Næring , (hvorom 5 ſkal

| ore⸗

(), Hos Hunnerne, hyilke for at bedakke deres Skam, har en breedere Stiart end Hannerne ſeer man, naar Jen tages op, inden til gandſke egentligen begge deres Hem⸗ neligheder, en paa hver Side, faa og vaginas uteri. Han⸗ lerne har og tvende. Naar de vil parres, tager de Stier, erne til Side, legger fig paa hinanden, og. hænger pot ins ertionem ſaa faſt ſammen, ak man kand med den eenez op⸗ ofte og bare den anden. 5

176. Efterretninger om Gre nland

forekomme i det. efterfølgende ) og for deres meget hidſige og feede Kroppe er intet andet Clima beqvem i det deres Fett ſkulde ſnart ſmelte, derſom Solen ſtak dem meere paa Ryggen end den gior. Jeg vil derfor her tage Leilighed til at handle noget udforligere om dem, og ſaa vidt mig mueligt er fremſette deres Natur- Hiſtorie i en ſtorre Klarhed , end hidindtil kand være ſkeedt af andre, men fornemmelig give An⸗ ledning til, at man efter haanden kand komme til meere Vished deri. HOR 90 011 Der es 6. XXXVI, Denne Fiſke⸗Art er meget: | kugelige, ſteerk adffilt fra andre flags Fifke. Thi al e den har intet. tilfelles med dem uden den ubovortes Skabning, men det indvortes, ja dens gandſke Beſtaffenhed kommer overeens med Land⸗Dyrenes. Den har varmt Blod; den trakker Luft formedelſt en Lunge, og kand derfor ikke længe. holde ud under Bandet. Den parrer fig ligeſom Dy⸗ rene, føder levende Unger, og foder dem op med ſin Melk og Patter. Da og ellers andre Fiſkes Fin⸗ ner beſtager af ſmaa Been, ſom ere hæftede ſammen med tynde Mellemhuder, faa har Hpalfiſkene i det Stad Ledemoder og Been, der ere dannede ligeſom en Menneſte⸗Haand med Fingre (), og beklerdte med Muſkler, eller meget ſeenagtig Kiod, og fkiult med faadan en tyk Hund eller Svær , ſom den o⸗ vrige Krop; hvilke og derfore af de Hamborgſke og Hollandſke Soefolk kaldes Sinner, () da de Falder | | | de (0 Man kand ſee en Afridsning paa Finne⸗Beenene af et Marſviin, hos Major in Miſcel. curioſ. Medico-Phyſ. Lib. IV. p. 25, og af en anden Fiſk af denne Ark i Sachs Monoce- | rolog. p. 79. ſed. hvorfore de ogſaa i Konſt og Naturalien⸗

Kamre pleyer at viiſes og udgives for Been af Havmenneſkers Hender . |

(% Af det gamle, Tydffe Ord Linne. K. Sax, Enns, Angl. Fin. Dan. Finner, Su. Feen. Lat. Pinna. |

|

og Strat Davis. 177

de andre Floßen eller Sloßfedern. Men endog her i har den Vüſe Skabere meget vel ſorget for dem, ef⸗ terdi de almindelige Finner bilde blive meget. for (vage for dem, til at vende og dreye deres ſtive Legemer, og at ſtaae imod, naar de ſiunker need med deres tunge Legemer, at de ikke alt for pludſeligen ſkal ſtyrte need. Ligeſom og denne gandſte Fiſke⸗Art har endnu ders foruden ogſaa en tyk og breed Rumpe, ſom ligger Horizontal paa Bandet, ſom uden tvil ogſaa i ſer⸗ deleshed er beſtemt dertil, at den kal komme Finnerne til Hielp, og afvende, at diſſe Fife, hvis plumpe og kunge Hoveder har en ſtor Oververgt imod den vori⸗ ge Krop at regne, ſkal ikke alt for haſtigen falde need, naar de vil ſoge Grunden, og ſaaledes nedſtyrte paa Klipper og Skar, men at de kand ſiunke langſom, og holde Maade i deres Fad.

S. XXXVII. Endeligen har Hoalfiſk⸗ Arten endnu dette beſynderligt frem for an⸗ dre Fiſke, at dens Kidd, ſom ligner Lande dyrenes, er Overalt temmelig hoyt ſkiult og Omgivet med en meget ſey, ſeened, og po⸗ fra andre ros eller ſobampagtig Spock, ſom de Engel⸗Fiſkfe.

ſke Fiſkere Falder Blubber. Til hvad Ende Dette ſaaledes er anordnet af den allbiiſe og allmegtige Skabere, del kand til deels ſees af det ſom forhen er anfert om Hiorten. Men paa det man ogſaa her⸗ bed endnu videre mad kiende, til Guds Priis, hans Guddommelige Henſigter, ba vil jeg endnu meddeele Læferne de ſmukke Tanker; ſom den ſkarpſindige, Lære

Hvori Svalfifer er beſyn⸗ derligen a d ſtilt

de og fromme Ray har ladet indføre i Philoſopn.

Tranſact. () om dette e Nytte. Han ſlutter, at denne

(0) Vid. Lowtherp, Epitom. Vol. II. b 89.

: pæl 1), ffal holde Det folde Band i en vis AG fra Blodet, FR

tak 3

—

1 ø g

og SF — *

- ns So ů—ů— ——

178 Efterretninger om Groenland

er virkeligen og kiendeligen varmt; 2) holde de varme Dunſter af Blodet tilbage, at de ey ſkal Dampe ud, og folgeligen at Fiſken maa beholde ſin naturlige Var⸗ me, og maaſkee ogſaa (3) at den ſkal tiene Fiſtens plumpe Legeme, ſom ellers i fig ſelv maatte være for tungt til at bevæge fig i Vandet og ſpbimme, til en Lattelſe, eller Modvægt. Hvorved jeg ogſaa vil an⸗ fore en Particularitæt, ſom jeg har fornummet af vore Gronlandsfarere, og endnu ikke leſt eller fundet ans market af nogen, faa vidt mig er bekiendt, omend⸗ ſkient jeg eudnu ikke paa denne Tiid kand give en fuldkommen Efterretning derom. Hoalfiſken har en ſtor og viid Tarm, ſom vores Folk kalder Hoved⸗ Tarmen, og beſtriver den ſaaledes, at den gaaer langs need fra Svelget, omendſtkiont de ikke kand ſi⸗ ge dens egentlige Længde og hvor den ligger, efterdi de meget ſialden aabner Fiſken, eller bekymrer fig om dens Indvolde. Den er faa viid, at en fuldkommen Mand kand krybe derind , er derhos temmelig tyk. Naar man har udtager et ſtykke deraf, har man ikke fundet nogen Spiſe eller Ureenhed deri, ſom i de rette Tarme, men alleeneſte nogen Slüm eller Snot, desligeſte finder man og ikkuni Maven. Naar Fiſken har i nogen Tiid været dod, lofter den fig op af Vans det; for at forekomme dette, ſtikker de med en Jern⸗ Lantze need ved Finnerne i Fiſken, og umager fig for at fane et Hul pag fornævnte Hoved⸗Tarm, af Aars fag, at naar de rammer og agabner den, gager der ik⸗ ke en liden deel Luft ud, og volder at Fiſken ſiunker meget dybere need i Vandet. Hvilket bringer mig paa de Tanker, at denne Tarm maa være et ſtor Luft⸗Kammer, ſom kand giore Fiſken, naar den er levende, lettere eller tungere, ligeſom der er lidet eller megen Luft deri, folgelig giore ham beqvem til at lofte ſig i bærer og ſvimme, og ſaaledes giore den ſam⸗ me

— T: ER

dog forbi Anum, - hvilken tiener den til

borer.

Rer, har nogle to Huller, ſaaſom den

De ſom har Næfeborer ,

krillam inferi

og Strat Davis.

—

vis, 179 Tieneſte, ſom andre Fiſke har af deres Luft⸗Bla⸗

ter. Jeg er kommen paa diſſe Tanker, da jeg i Tor⸗

ſkene har fundet en Lu

ft⸗Tarm, ſom ſidder faſt ved og gaar oven fra Struben og langs need end ſamme Brug. gt jeg ellers har kundet udforſke om fkal jeg ikke forglemme at anfore, naar jeg kommer til at melde om deres adſkillige Arter.

F. XXXVIII. Der findes, ſom meldt | Deres er, mange flags Hvalfiſke. Deres forſte 9 Vuddecleng kunde være i dem, ſom har fing 9g Bleeſe⸗Huller, og dem ſom har Neſe⸗ mange

. Iblant dem, ſom Drager deres Arter

Aande igiennem Blaeſe⸗Huller eller Luft⸗ (hvoraf her

8 anføres egentlige Hvalfiſk, Finn⸗Fiſken, og faa B fremdeles; andre ikkun et Hul, ſaaſom Cachelotten. bliver ſielden fundne; Vor re Skippere har aldrig feet dem enten i Gronlond el⸗ ler i Strat Davis; og jeg havde naſtet holdet dem for at bare opdigtede, derſom ikke, foruden Faber (), den af fin Prodomo Hiſtoriæ Naturalis Scotiæ vel bekiendte og troberdige D. Rob. Sibbald i hans me⸗ get rare Balænologia nova havde meldet om to ad⸗ ſkillige lags deraf, ſom havde ſtrandet paa de Skot⸗

Ryggen,

Had markveerdi

diſſe Fiſte,

ſte Küſter (5). Dernæft inddeeler man dem aller⸗

naturligſt og kiendeliaſt i dem ſom har en fler, og

dem ſom har en udvoren Kyg. En flet Ryg har, den egentlige Hvalfiſk, e En udvo⸗ SK ; * 22 : ere

(Y Gom dog ex uro · Tia vil ffriye om

ner. vid. Willugbb. Hiſt. Piſeium. Lib. II. e. () Saaſom (1) Balena tripenmis, nares habens cum roſtro acuto & plicis in ventre, og (2) Balæna tripennis, ma- orem rotundam & ſuperiore multe. latiorem

en med 2 Fin⸗ A.

habens.

Marſviinet ꝛc.

ſteHvalfiſt.

180 Efterretninger om Grønland

ren Ryg, og end med en Sinne, har Finnfiſken,

Jupiter, eller med en eller fleere Pukkeler, Svard⸗ fiſfken, den Americanſke Pflokfiſk og faa videre, El⸗ lers har Hvalfiſken enten Barder, ſaaſom den Gron⸗

landſke, Nord⸗Caperen, Finnfiſken ꝛc., eller Teen⸗

der. De ſidſte har enten ikkun een Tand, ſom den faa kaldte Eenhiorning, eller mange, og diſſe enten als

leeneſte, eller dog meeſten, i det underſte Riæve

been, ſaaſom Cachelotten og Wittfiſken, eller i beg⸗

ge Ric vebeenene, ſaaſom Butzkoppen, Delphinen,

6. XXXIX. Iblant dem, ſom har Barder, og en flet eller glat Ryg, er den fornemſte, for hvis ſkyld alle Udreed⸗

Saaſom 1) den RT, Fo- X faa kaldte Gronland⸗

ninger (feer, den rette Gro nlandſte

dorſo non pinnato. Ray Balæna mas jor laminas corneas in ſuperiore maxil- la habens, fiſtula donata, bipennis, Sibbald. Isl. Slettbakr, Slet⸗Ryg, faa og Sandhual. Den er

en plump og tyk Fiſk, af hvilken Hopedet udgior den tredie deel, ſom man kand ſee af dens Afbildning hos

Martens! hans Spitsbergſke Reiſe⸗Beſkrivelſe, ſom er den beſte. De bliver til 60 og 70 Fod lange. Fin⸗

nerne ved Siden ere 5 til 8 Fod lange, og Rum⸗ pen, ſom ligger Horizontal, men paa begge Ender

er krummet noget i veiret 7 ſaaledes at den foreſtil⸗

ler en — , er 3 til 4 Favne breed, hvormed han Tand flage magtigen, naar han har kaſtet fig om

paa Siden. Huden er glat og fort; dog paa nogle er den artig marmoreret med hviidt og guult, i ſar⸗

deleshed pad Finnerne og Rumpen; Bugen er hviid,

Med Rumpen roer Fiſken fig frem, og end fag has ſtigen, at man maa hoyligen forundre fig derover,

naar man betenker dens overmaade e og ung⸗

Hvalfiſk, Balæna vulgaris edentula,

og Strat Davis. 181 Tunghed. Finnerne bruger han alleeneſte til at ven⸗

de ſig med; Dog bruger Hunnen ogſaa ſine Finner

til at flæbe fine Unger med fig, naar den er paa Flugt, i det den flager fine Finner bag omkring Enderne af Ungernes Rumpe. Strax under Huden, ſom er ikke tykkere end et tykt Papür eller tynde Pergament, og under Svaret, ſom er en Finger tyk, ligger Spak⸗

ket oven over Kiodet, 9 til 12 Tomme tyk, deilig guult af Farbe, naar Fiſken er fund. Men Kiodet

i fig ſelb er magert og hoy⸗rodt. J det Overſte Kiær pebeen ſidder Barderne paa begge Sider, ſom boyer fig temmelig fkicyt need ad i den underſte Lebe, ligeſom i en Skeede, og ligeſom omfatter Tungen

pag begge Sider. Ligeſom de og ere forſynede paa

deres ſkarpe Kanter med lodne Travler, eendeel paa det de kand bevare Leben og Tungen, at Barderne ikke ſkal ſkicre der i og beſkadige dem, eendeel og at de kand ligeſom i et Nat fange og beholde de In⸗ ſeeter / ſom Fiſken ſluger i ſig og knuſer imellem Bar⸗ derne til ſin Fode, indtil han ſiunker dem need.

Barderne ſidder ſnart ligeſom Orgel⸗Piber i Kicve⸗

beenet, for og bag de allermindſte og mindre, de ſtorſte i Mitten, hvilke ſidſte ere 6/8 og fleere Fod lange. Tungen ſidder meeſtendeels faſt, og er egent⸗ ligen ikkun et ſtort Stykke Spak, hvormed man kaͤnd fylde nogle Tonder. Dyet er ikke ſtorre end et Oxe Pye, og den tørrede humor cryftallinus , ſom en ſtor Ert. De ſidder i Baghovedet, hvor det er breedeſt, og derfra bliver Hovedet fortil, og Kroppen bagtil, ſmallere og ſmallere paa det de kand fee nogenledes baade for og bag fig „ og være kFiſken faa meget nyttigere. Men egentligen ſidder de ſaa⸗ ledes, at Fiſkene kand fe op ad, og hvad der er over dem „ thi Dertil bruger de dem meeſt. Thi ſaaſom de for deres des ſterre Sikkerhed gierne opholder fig e o under

182 Efterretninger om Grønland

under Jiſen, men kand dog ikke længe holde det ud der under, uden at drage Luft, ſaa ſeer de oven o⸗ per fig, hvor Dagens Lys ſkinner igiennem, og Jiſen folgeligen er tyndeſt, og ſtoder med deres Hoved ſaa⸗ ledes derpaa , end og om Jiſen er en Alen tyk, at den maa briſte og lade dem fade den fornodne friſke Luft til at drage i fig, Thi ellers maatte de altid for den Aarſags ſkyld komme frem under Jiſen, og underkaſte ſig de Farligheder, ſom kand mode dem u⸗ den for. Til Beſkicrmelſe for hans Oyne har Hval⸗ fiſken, tvert imod alle andre Fiſkes Art, Oyne⸗laager og Oynebryne, ligeſom Landdyrene. Derfornden, og efterdi den bliver ſaa meget forfuldt og dræbt baade af Svardfiſken og Menneſkene, faa har den milde Ska⸗ beres vüſe Forſorg ogſaa begavet den, til fin Frelſe, med en overmande ſkarp og vild Horelſe. Bel fine der man ikke udvortes paa Hovedet det mindſte Tegn til Pren eller Ørelæpper, hvilke ogſaa ikkun vilde vær | re ham til binder i at foimme, og være allehaande be⸗ ſperlige Tilfælde underkaſtede. Men faa ſnart den pe derſte Hund paa Hovedet er faget bort, finder man ret bag ved Pyet, og noget fænger need, en fort Pleet, og paa ſamme Stad et fünt Rov, hvor igiennem Ly⸗ den uden tvil trænger ind til Tromme⸗Hinden. Thi der igiennem ſteder Matroſerne med en Baadshage ongefer to Alen dybt need til Cochleam, cavitatem cochleatam buccinatam, antrum buccinoſum, ſom Anatomici taler, hvilket er et ſerdeles Been, ſom tiener til Horelſen, og kaldes valfiſt⸗Gre af dem (), | ; naar

(0) Diſſe kaldes gemeenligen i Apothekerne Lapides Ti- buronis eller Lapides Manati, og bliver gandſke urigtigen ſolgt der for, fornemmeligen i de ſmaa Stader. conf. Worm. Muſ.

28. 58. da man dog eendeel ſkulde betaenke, at diſſe tvende hr ere meget adſkilte fra hinanden, i det Tiburo er 4

og Strat Davis. 183

naar Fiſken har været Død nogen Tid og er lidet orfuulet, (thi i dem ſom ere nys drabte, ſidder dette

een alt for faſt) rwer de det ud med ſaadan en Hꝛ⸗

ge, (dog derover bliver det og gemeenligen beſkadiget,) for at ſelge det til Apothekere eller Materialiſter. Mee⸗ re og egentligere Kundſkab har jeg endnu ikke kundet fage om Hobedet paa denne Fiſk, ſamt dets Lem⸗ mer og indvortes Beſkaffenhed, efterdi endnu ingen, ſom har forſtaget Anatomien, eller ſom har haft Loft

til at ove den derpaa, er kommen dertil. Dette er

og Aarſagen, at man kand ikkun ſige lidet om hans Legems og Indvoldes indvortes Deele, uden hvad jeg

forhen S. XXXVI. har anført om den faa kaldede Ho⸗

ped⸗Tarm. Naar de finder en Død Fiſt, ſom allerre⸗ de bed Forraadnelſen er bruſten, feer de vel noget af hans Tarme, hvilke; ſom vore Folk forteeller, ſkal beſtage af 9 adſkillige Huder, ſom man kand trække af, een efter den anden, og imellem hyilke der altid findes nogen Feedme, men de agter ikke derpaa. Dens Excrementa tager nogle undertiden ud, efterdi de ſkal fee ud ſom et noget fugtigt Cinoberpulver, og giver en rod Farve, ſom i nogen Tiid varer paa Line ned, og kal ikke lugte aldeles ilde. De udvortes Genitalia ere hos Hannerne en 6 Fod lang Penis , hoilken Længde er vel fornøden, formedelſt deres tykke Buge. Den er neden til 51 eller g Tomme i Diame⸗

4 e

ret Fiſk, nemlig Soe⸗lilven, eller den ſtore Hay; men Ma- nati (Lamantin) er et fireføddet Amphibion, eller en ſtor Art af Salhunde, (ſom Labat vofag. aux Isles Frans, del Ameriq. P. II. p. 59. ſeq. beſkriver); og diſſe Been har ikke den rin⸗ geſte Lifghed med andre faa kaldede Viſke ſteene! eendeel ogſaa behover man ikkun at ſporge Gronlandsfarerne, ſom man kiober dem af, hvor de har bekommet dem. Dag ſaaledes er 4 a wegen Uvished, Forvirring og Morkhed i Materia VA CC Aa ; g

16% Efterretninger om Gre nland

ter, men oven til neppe en Tomme, faa ſpids gaaer den ud til Enden. Den trakker fig ordentligen gand⸗ fe ind i Kroppen, og ligger vel forvaret derinde, ſom i en Skeede⸗ ligeſom og dens Aabning er faſt tilſlut⸗ tet med Muſkler, ſom med en Sphinctere, paa det den ſkal ikke beſkadiges paa Grunden af Havet, naar Fiſken ſoimmer. Hunnens Hemmelighed er ſkabt lige⸗ ſom de firefodde Dyyrs, dog ogſaa ordentligen faſt tilſluttet. Næft derved ſidder pan hver Side et Bryſt eller Patte, ſom ſadvanligen ligger hart til Kroppen , men naar Moderen vil give Ungerne at die, kand hun til Magelighed for Ungerne trykte dem ud 6 til 3 Tomme i Længden og 10 til 12 Tomme i Rund⸗ heden (). Efter vore Gronlandsfarers eensſtemmige Udſigende parrer de ſig ſaaledes, at begge fætter ſig paa deres breede og plat⸗liggende Rumper, og ryk⸗ ker frem imod hinanden med lige opreiſte Kroppe, og ſtutter fig oven til faſt til hverandre med deres Finner. Omendſkiont P. Dudley ide anførte Tranſactions bes retter at det ſkeer paa en anden Maade, (ſom dog formodenkligen ikkun bor forſtaaes om viſſe Slags Hpalſiſke) nemlig ſaaledes: Hunnen, ſiger han, fas ſter fig paa Ryggen, og boyer fin Rumpe tilbåge ; Hannen farer oben pag hende og bliver ligeſom omfavs net og holdt faſt af hende med hendes Finner. Efter denne ſammes Anmarkning parrer de fig ikkun hoer andet Aar; Hunnen gaaer frugtſommelig i 9 eller 10 Maaneder og er da allerfeedeſt, fornemmeligen ved den Diid naar hun ſkal fode, Naar Foſteret en ikkun 17 Tomme langt, ffal det alt være fuldkom: men dannet, og hvid; men naar det er fuldhaaren, er det gemeenligen 20 Fod langt, og fort, Ordents figen føder de ikun een Unge, ſielden to. Naar Mos

deren

6% Vid Bhilefoph, Tran, Nr 367 Kt 2 1

nr re re

eg Strat Davis, 195

deren vil give Ungen at die, kaſter hun fig paa Siden, oben i Vandet, og lader den patte. Melken er ſom Koemelk. Hun bærer overmaade ſtor Omſorg for fin Unge; og naar hun forfolges, klemmer hun den faſt til fig, og flæber den med fig ſaaledes ſom for er meldt; ja naar hun end ſelv er ſaaret, forlader hun den dog ikke; og naar hun begiver fig need til Grun⸗ den, da, u⸗agtet den oventil hende foreſtagende Fare, og omendſkient hun vel kand holde ud at være en halb Time under Vandet, kommer hun dog meget haſti⸗ gere frem igien, for fin Unges fyld, ſom kand ikke begaae fig faa længe uden friſk Luft. Dette er ligele⸗ des anført af den forncvnte Dudley (). Hyalfiſkene bliver enhver ved fit ſtags „ og beblander fig ikke med et andet. Ellers holder de fig ſtedſe ſammen i ſtore hobe, og fuldfører ſaaledes alle deres ſtore Reiſer. De Orme, ſom ere Hyalfiſkens eeneſte Fode, (unde tagen hvad gandſke ſmaa Fiſke, ſom kand komme ind med, naar han trakker hine til fig (ich ſynes gandſke C

G De patter et heelt Aar og kaldes da af Engellen⸗ derne Short-heads , det er, Korthoveder. De ere meget feede, faa at de kand give 50 Fad Tran, men Mødrene ere

gandſke magre. De ſom ere 2 Aar gamle , kaldes Stunts det

er, Dumme, eſterdi de ere meget dumme, efter at de ere kravandte, og da giver de ikkun 24 til 28 Fad, Derefter kaldes de Sculßch, Schedelfiſch, da man ikke meere kand kiende deres Alder, men maa alleene gictte fig dertil af deres Barders Længde. Tranſack. eit. id

(4) Vid. Martens Spitzb. Reiſe cap. 12. n. 2. Zorgdra-

ſoye, hvad Christian Bullen ſkriver i hans Dag Regiſter, ſom an har holdt over hvad der har tildraget fig 1667 rag hang Seylads til Nord⸗Soen, Gronland og faa videre, og er trpkt I Bremen 1668 i 4. (eit. ab Haſec disquis. de Leviath. Ja: bi): Hvalfffeng Fade ere ſwaa Orme dom driver her meget

95 Groenland. Viſcherey P. II. cap. 16. hvortil jeg vil endnu

lt i Vandet; forte; eg ſas ſtere ſom graa Eten AR ;

-

18s Efterretninger om Gre nland

utilſtrækfelige til at mætte ſaadant et ſtort Beeſt; og dog bliver den fan feed deraf, at den har ikke ſin Lii⸗ gei Feedme. Jeg har anvendt al den Mone, ſom kand optankes, for at fage nogle af bemeldte Orme in liquꝭ re, paa det jeg ſelb kunde noyere beſee og be⸗ fkrive dem; men jeg har endnu paa ingen Maade kun⸗ det komme dertil, formedelſt deres utroelige Efterla⸗

denhed, ſom farce paa Fangſten. | 20 Nord F. XL. Nord ⸗Caperen, (ſom af Coperen. bores og de Hollandſke Gronlandsfarere kaldes ſaaledes efter det nordligſte Forbierg i Norge, Nord Cap kaldet, efterdi den opholder fig der i ſtor Mængde, eller og fordi de forſt og meeſt har ſeet ham der) er den egentlige Hoalfiſk lig i alle Ting, allee⸗ neſte, at han er ſmallere og mindre baade af Ho⸗ ved og Krop; (efterdi den giver ikkun ro, 20 til 30 Ovarteler Spek, og meget ſmaa Barder, ſom Mar⸗ tens bevidner) men derimod er den meget hurtigere og geſbindere, men derfor og deſto farligere end hin. Dens Hund er ey heller faa Floyel⸗ſort „ſom den egentlige Hoalfiſkes, men noget hbiidagtigere, og dens Kicber ikke faa langagtige, men rundagtige; jeg vilde kalde den: Balænam minorem edentulam, dorſo non pinnato. Paa denne og den naſtfolgende Art findes de balani, ſom herefter ſkal meldes om; men ikke paa den ſtore Hvalfiſk. Hvad markvardigt mig | s er

ſmaa Bonner, runddannede, ſom et Snegle⸗ Huus, med ſmaa, ſubtile, konſtige Vinger, tønde, ſom en Hinne, faa at man ikke fand tage fat derpaa, dermed ſoimmer de. De kaldes Svalfiſk⸗Aas; fmager ſom raa Muslinger. De lug⸗ ter ligeſom naar man har længe arbeidet med Hænderne kukogt Sukker; Lugten bliver længe ſiddende ved Fingrene. Saa⸗ danne Orme fanger Hvalfiſken overflodigen med ſin ſtore Mund, og med Barderne knuſer han dem i in. Hyilket man har

ſaaledes befundet hos dem.

og Strat Davis. 187 er forekommet om denne Fiſk, det har jeg anfort i Ef⸗ terretningerne om Island p 90 og folgende; efterdi den ſtedſe lader ſig finde i Kiorderne om Island. S. XLI Felger un de, ſom har Bar⸗ 3) Finn: der oa en udvoren Kyg. Iblant diſſe Fiſken. forck mmer forſt Finn⸗Jiſken, ſaaledes kaldet af den hone Finne, ſem den har ſtagende bag paa Nyagen,

need imod Rumpen; paa Engelſk ligeledes Finfiſh,

paa Franſtk Gibbar; Balæna major edentula cor- pore ſtrictiore, dorſo pinna mucronata notabili. Den er ligeſaa lang, og vel længre end den rette Hval⸗ ik, men meget ſmallere og langagtigere (), faa og meget hyrtigere, og om den end nok ſaa lenge for⸗

"følges , bliver den ikke ner faa haſtig tret, ſom den ſtore Hvalfiſk, derhos meget grum nere, faa og

meget farligere end hin, formedelſt den ſlager haftigen med Rumpen og Finnerne. Dens Huud er ikke fa Floyelſort, ſom Hvalfiſkens, men ſom en Suders; dens Bug er hviid. Deng Finne paa Roggen er 2: Fod, til 4 Fod hoy, ſtager lige op i veiret, og fods; men Side⸗Finnerne ere hver & til 7 Fod lang, folgeligen længer end hins (*). Men den har mes get mindre Spek, end den rette med den ſlette Ryg. Dens Barder falder og kortere, derhos knodrede og flette Men dens Strube er langt ſterre end hins; thi den lever af Sild, Makreel og andre Fiſke.

8. XLII Af denne ſamme Art er og 2 Jupi⸗

er⸗Fiſken.

—

Jupiter⸗Siſten, hvilket Navn uden tvil

kommer af det hos andre brugelige Navn Gubartes eller Gibbartas (*), ſom ligeledes ogſaa er forder⸗ 945 | 1 vet

(0) See dens videre Beſtrivelſe da Atbildning f Mat

tens Spitsberaſke Reiſebeſkrivelſe, Part. IV. Cap. 11. (XX) Philoſ. Tranſact. N. 387. art. 2. p. 258. ( Rumpf melder, at en Hvalfiſk uden Tender bøg

188 Efterretninger om Grønland

vet af et andet Navn Gibbar (Y, ſom er brugt af Biscayerne, i det ringeſte i forrige Tider; vel kand jeg endnu ikke ret egentlig og med fuldkommen Vished ſige, hvad for en Hoalfiſk Soefolkene for⸗ flager under det Nabn jubartes. Imddlertid vil Jeg dog omſtendelig anfore, hvad jeg har kundet er⸗ fare om Jupiter⸗Fiſken, om man maa ſkee, ved at ſammenligne det med hvad andre har ſkrevet eller kun⸗ de fortalle om Jubarten, kunde omſider komme til et tydeligt Begreb derom. Denne Jupiter⸗Fiſk, ſom jeg har hort af den Skippers egen Mund, der har fanget | en i Aaret 1723, og af nogle andres, er ikke ſaa tykhoved, ſom den rette Hvalſiſk, men har l langt

i gi Kg malle⸗

ver 1 Grønland af Matroſerne Faldet Gibbartas; men giver ikke den ringeſte Beftrivelfe derover. Amboyn Rarityt - Ram- mer p. 280. J Fhiloſophical Tranſact. N. I. p. 12, meldes om viſſe unge Boclfſke (Cubs), ſom fanges ved Bermudas, ſom ere bag til meget ſkarpe, ſom Ryg:aafen pag et Huus, Hovedet meget plomp og fuldt af ſtore Knuder, paa begge Sider og paa Ryggen ført, men hvild paa Bugegn. Hvor⸗ ved tillige meldes om dens forunderlige Geſoindighed og Styr: ke, ſamt den gruelige Skrigen, ſom den lader hore, naar

den er ſaaret; der legges og dette til, at man har fanget

en, ſom var over 100 od lang, og at den (amme har væg |

ret meget liig et ſags, ſom kaldes Jubartes , uden Sender, Ig længer end de Grenlandſke Hvalſiſke, dog ikke faa tyk; at den har ikkun haft lidet og flet Spek, ligeſom en Gallert.

6 Gaa meget er vel viſt, at Jubartes er en Art af

Finußſke, der er lige fan lang og endnu langer, end den

egentlige Gronlandſke Fiſk, men ſmallere. Rondelet de Pi- fcibus Lib. XVI. cap. 12. hvor han beſkriver Finnfiſken uns der det Navn Balena vera, fætter ; Eam Santones belluarum piſcatores vocant Gibbar a gibhero dorſo, i. e. in tumorem Clato , in quo eft pinna. Hæc balænis vulgo dictis minor non elt fed minus ſpiſſae minusque obefa, longiore & acutiore veftre &e. vorat apbyarum turmas, Af dette Ord Sibbar £ ; 1 95 teil det Ord Jubartes ſwiddet af udlandſke Hal ff Wee a k |

bg Strat Davis. ; 189 ſmallere eller ſpidſere og længere Hoved og Mund, dens Krop er og bag til ſpidſere og ſkarpere. AM har to Blaſſe⸗Huller, og floyter, naar den blaſer fra ſig, neeſten ſom et Menneſke med Munden, dog meget ſter⸗ kere, hvilket den rette Hvalfifk ikke gier. J Længde ligner, ja overgaar den ofte den egentlige Hvalfiſk, omendſkient den, ſom formeldte Skipper fangede, bar ikkun 50 til 66 Fod lang. Dens Hund ligger ligeſom los pad Kroppen, med mange Folder og Ryn⸗ ker. Dens Farbe er ſotteblaa. Pad Ryggen har den en ſtumpet, ikke meget krum, og 2 Fod han Fin⸗ ne. Derfor hører den til Finnfiſke⸗Arten. Men bag ved har den endnu en Pukkel, ſom er meget lavere og noget langagtig. Da den, ſom blev fangen An- no 172 3, var troffen, har den kreget overmaade heftigen / nerſten ligeſom et flaget Son. Den har ikke haft nogen Tænder, men Barder, ſom vare ik⸗ kun korte, af 11 og 2 Fods Længde; neden til gand⸗ ſke brede, faa at de naſten ſaae ud ſom en Treangel, dare hvide og ſkiore. Den gav og ikke meere end 14 Ovarteler Spek, ſom var derforuden tyndt og van⸗ det, fad at det kogte bort i Udbrendingen og blev ik⸗ ke til Tran. Den kand hede: Balæna major cor- pore ftridiore edentula, dorſo pinnato. Ellers har den været meget grum, og da de almindelige Hyalfiſke flyer for deres Forfolgere , fad har denne illet hen til Chaloupen, har og ſlaaet tree Mand ud Deraf, og ſlaaet dem ilde, at de ere døde deraf (). Men der var ſamme gang et Par af diſſe Fiſke, hohr⸗ af den eene; bilde ikke forlade den anden, men h at | en

) Mig ſones at denne Beſtrivelſe kommer fad noye os vereens med den, ſom paa foregagende pag. 188. i Anmark⸗ ningen () er uͤddraget af Philoſophical, Tranſactions, at beg; ge man forſtaaes, hvis ikke om et og det ſamme ſlags, faa dog i det mindſte om en og den ſamme Art.

19 Efterretninger om Gronland

den cene var dræbt , lagde den anden fig over den „dg tog grueligen afſted. Slutteligen er at merke at paa denne Fiſk, fornemmeligen under Halſen, i Nakken og paa Ryggen, ja end og paa Finnerne, har været dybt i Hunden og Spekket indgroede en Mængde af ſtore og ſmaa Geverter (bal⸗nis) (), i hvilke der boede Orme, ſom havde en guulagtig Hund eller Dakke over ſig. Efter vore Gronlandsfaͤreres Be⸗ retning, pleyer dette, nemlig at der fætter fig deslige Musler eller Snegle paa Fiſken, iffun at vederfares de gandſke Gamle (**), ligeſom man ogſaa Sker 8 On-

(% Balanus, glans marina. Efelen, Puiſten, Rump · fo, vulgo Pokken , pediculas Ceti, Boccon Recherch. p· 287. & 293. Balanus, Balænæ cuidam Oceani Septentrionalis ad. hærens. Liſteri Hiſt. Conch, Lib. III. Sect. 3. J min Inde deeling over Conchilier beſtriver jeg dem, at de ere: Feſtæ non tortiles certo loc affixæ, ſubrotundæ, vertice valvato, quibus animaleulum multis cirrhis inſtructum inhabitat. Rob. Sibbaldi in Philoſ. Tranſact. N. 308, Art, 1. beſkriver meget omſtendeligen ſaadan en Balanum, med det deri boende Dyr, 105 tilige med fleere andre er funden paa en Hvalfiſk, ſom les fangen ded de Skotſke Küſſer, og giver en Afbilding derpaa. Der findes og et ſlags af Balanis paa Muslinger + hvor i der boer et lidet Dyyr af ſamme Beſkaffenhed ſom hint, nemlig en Art af Polypus, ſom man ſeer af dens Figur, hvile ken Leuwenh. Ep. 8 1. p. 716. ſeq. har afbildet og beſkreven. Det er en Fornoyelſe at ſee, hvorledes diſſe Dyr, naar man fager Dørene bort for deres Huuſe, udftræffer og drager ind igten „ naar de træffer Manden, deres mange Halſe, ſom ere beſatte med mange Ringe, oa med utallige fmaa Fiær, Villis (ſom uden tvil ere deres Bronchiæ , og tiener til at ſkille Luften fra Vandet) ligeſom Sommerfuglene giore med deres Tunger. Desliqe ſmaa Dyr og Polypi boer og i de faa kaldede conchis anatiferis Sibb. Scot. illuſtr. prodrom. Part. II. Lib, 3. cap. 12. Barrel Icon Plantar. p. 133. Philoſ. Tranſact. N. 737. p. 925. ſom fætter fig og faſt paa Hoval fiſkene. Philoſ. Tranſact. N. I. p. 13. — « ö (%) ces cocquillages marquent, ſelon les Indiens, la 3 : i vieilleſſe

Tre, ſom har lagt længe i Vandet og overalt faa

finder man ikke Inzecter i nogen Mængde, uden ved

og udi gamle Traer. ö

6. XLIII. Pflokfiſken, The Bunch- F Pflok⸗

or Humpback Whale paa Kuͤſterne af Få

Ny⸗Engeland. Den kand kaldes: Balæna major e- dentula, pro pinna paxillum in dorſo gerens. Den har en Bunch eller Bulk, ſom en Pal, ſom ſtager bag ud, paa det Stad hvor Finnfiſten har fin Finne. Denne er en Fod hoy og ſaa tyk ſom en Mands Hoved. Side; Finnerne ere indtil 18 Fod

lange, meget hvide af Farbe, og ftaaer næften midt

need paa Kroppen. Dens Spek ligner meget Finn⸗ fiſkens Spek, og Barderne ere ey heller meget værd, omendſkiont de ere noget bedre end hins (5). i S. XLIV. Anude-Siften eller Anort= | 6) Knu⸗ Siſken, faldet The Stagwhale paa Kuͤſter⸗ 1 el ne af Nys Engeland (77), er oben paa en Ryggen i ftæden for Finnen ligeſom beſavat med et halb Doſin Knuder eller Knorter; jeg vilde kalde den: Balænam majorem edentulam dorſo verſus caudam nodoſo. J Skabning og Overflo⸗ dighed af Spek ligner den narmeſt den rette Hoalfiſk. Dens Barder ere hvide men vil ikke lade fig klove.

§. XLV. Og nu kommer jeg til de ſlags, 7) Nar⸗

Hyalfiſke, ſom har Tender, deriblant [hvalen el: er, ſom har ikkun een Tand, Narhva⸗ Nan len, Mexcdss, i almindelighed kaldet Mo-! 2

noceros,

vieilleſſe de ces animaux (Baleines) paree que leurs peaux s etant endureies par le nombre des a 86 deviennent, diſent-ils, pres qu' inſenſibles, de maniere, que de petits poiſſons enfer- més dans leur coquilles trouvant de quoy fe nourrir aux queuès des baleines, ils s' y attachent aiſement. P. Feuillée Journal des Obſervat. Phyfiqu. Vol. I. p. 397. i

(0 Philo£ Tranſact. N. 387. Art. 2. p. 258. (% Ibid

og Strat Davis. 191 Conchas anatiferas gemeenligen ikkun paa gammelt

152 Efterretninger om Grønland noceros, Lenhisrningen, Eenhornfiſken (* hos Grønlænderne Towak. At denne er af Ka fiſk⸗Arten, kand man kiende deraf, at den har Finner og Rumpe ſom en Hvalfiſk; at den har Blaſe⸗Hul⸗ ler i Nakken, til at drage fin Aande, at den har Spek oven over fit gandſke Kiod, ligeſom Hvalfiſken, og'at den fåder levende Unger, o. ſ. fr. Det er ends nu ikke egentlig afgiort, hvorledes dens rette Geſtalt er, efterdi den ſielden kommer til ſyne for vove Folk, og endnu meere ſicelden betragtes den med agtſomme Hyne. Det Foſter / ſom for nogle Aar ſiden blev ſkaaren ud af en tvehoͤrnet Hun, og bragt her hid, har været alt for ungt, og er ſaa meget indſkrumpet, ved det at man ikke med Fliid har torret det, at man ikke kand giere fig nogen ret Foreſtilling deraf. Den Skipper, ſom har faa flittigen beſeilet Strat Davis, har forſikkret mig, at Eenhiorningen er ſmal af Lege⸗ me, og i Skabning meget lig en Stor, dog ikke med faa ſpits et Hoved. Huden er glat og ſortagtig, hos nogle Abildgraa, ſom Martens beretter (7%). Bugen er hvid. Den har ikkun to Finner og en glat Ryg, Spek har den ej heller meget; Den Tran, ſom bug 5 i: me

(0) At den forudſtagende Tand er intet Horn, men meget meere en egentlig Tand , det er allereede afgiort med mange Bevliſer af andre. Man behøver ikkun at betragte dens Liighed med Cachelotternes og Hval⸗Roſſernes Tender i Har | vet, og paa Landet med Elephanternes og i ſerdeleshed det Dyrs Babi Roisfa (vid. Grew. Muſ. P. I. p. 27. ſq.) dets tven⸗ de Tender, ſom voxer ud lige op i veiret af det sverſte Kic vebeen, men ere allervverſt boyede krumt per ligeſom Horn (hvormed dette Dyyr om Natten hænger fig faſt ved en hoy Green af et Tre, uden. tvil for at ſove des tryggere for Tiger⸗ dyr og deslige. Valentin. Beſchryv. d. Dieren v. Amboina pag. 268.) faa kand man ſtrax blive overbeviiſt om denne

andhed. AR (% Vid. Spitsb. Reiſe Part, IV. e. 6. n. 6,

og Strat Davis 193

mer deraf, er tyndere, og lugter ej faa ilde, ſom den der kommer af Hvalfiſkene. Een paa 20 Alen, hvis lange Tand var 7 Fod, har ikkun givet 1: Tonde Spek. Af den venſtre Side paa Snuden gaaer den lange dreyede Tand ud, ſom i Soen overdrages med allehaande Ureenhed ſom med en Skeede, og underti⸗ den ſynes gandſke gron. Paa den hoyre Side er den noget kortere afſtumpet og tet til („). Derſom den Islandſke Biſkop, ſom har gibet Efterretmng til Wormium (0, har maalt ret, faa har en Fiſk paa 30 Alen og noget derover, en Tand, ſom ſtager A⸗ len frem, Tilforn har de gode Folk, ſom har anfeet Tanden for et Horn, indbildt ſig af Hindernes og Raadyrenes Exempel, at Hunfiſkene havde intet Horn eller Tand, (ſom og vore Gronlandſke Skippere ere endnu meeſtendeels af den Tanke) og deraf videre for⸗ modet, at Marſbiinet, Phocæna, eller Delphinus Septentrionalis (ſom dog er en egen Art for ſig ſelb, ſom baade har Han og Hun) var Eenhierningens ene Men faa lidet ſom Hval⸗Roſſernes eller lephanternes Hunner fattes de fremſtagende lange Tender, faa lidet fattes og Eenhiorningens Hun dem. Ja, den ſom Aar 1684 blev fanget af en Hamborger Skipper, havde endog sk (), Men da jeg 1 N nu

det giver D. Sach i hans Monocerologia, Raceb. 16 i (ei) J hans Mufeo, p. 292. Jeg har i min Samling to Tender, ſom ere heele og uforterede. () Sachs, d. 1,

(n') J bette 1684. Aar havde Skipper Dirk Peterſen paa Skibet, den gyldene Love Faldet, den Lykke / at han fans Bede denne Hun, og bragte det everſte Hoved⸗Been med begge deri ſiddende Tender med fig Til Hamburg , hvor denne Rart tet endnu er at ſee hos en Privat⸗Perſon. Begge Tænderne fager ved Siden af hinanden ; og det ret for Se | i

(7) En Anatomi Beffrivelfe over Overdeelen af Pede 70. 8.

194 Efterretninger om Groenland

nu melder om denne Hun med tvende Tender, kand jeg ikke undlade at foye dette hertil, at omendſkiont adſkillige ere af den Tanke, at Narhvalerne har or⸗ dentligen tvende Tender, og at de ſom har ikkun een Tand, har miſtet den anden ved jen Hendelſe, faa kand jeg dog aldrig bringes til at troe det; Thi forſt er dette i Veyen, at det er meget rart at finde een med to Tender (7), og at man altid finder diſſe Fiſke ikkun med een Tand. Og dernaſt finder man ikke det rin⸗ geſte Tegn til nogen afbrudt Tand i de Hoveder fm | man undertiden bekommer; meget meere er den S585 2]

ide

Tomme viidt fra hinanden; men gaager ſtedſe videre og videre fra hinanden, ſaaledes at de pderſte Spidſer ere 13 Tomme fra hverandre. Den venſtre Tand er 7 Fod og 5 Tomme | lang, og er ved Hovedet 9 Tomme rundt omkring; den Hoy⸗ re er lige 7 Fod lang, og ved Hopedet 8 Tomme tyk. Beg, ge ſidder 1 Fod og 1 Tomme dybt i Hovedet, hvis Been er 2 Fod langt og 15 Fod breed. I

(Man veed endnn ikke af meere end een Hovedpande med 2 Tænder at ſige, ſom er feet i Amſterdam. (See Zorg⸗ drag. Groenl. Viſch. p. 9. faa og den, ſom i Aaret 1706. gav Ticho Laſſen Tichonius , Profeſſor i Kisbenhavn, An⸗ ledning til at ffrive Exercitationes Hiſtorico-Criticas under den Titel: Monoceros piſcis haud monoceros. Omendſkiont dens ne ſidſte bliver endnu nois, og Forfatteren burde forſt, naar han havde videre udført den begyndte Materie, have giordt det klart og beviisligt, (om ellers det lidet fundne Been er en egentlig Tand) om det var rimeligt at den kunde nogen Tiid hape voxet ud. Thi der er ikke kommen meere for ey ⸗ ſet af dette Skrift end brodromus og een Exereitatio, d dermed er det gandſke Verk ophørt med Autors paafolgende Dod. Imidlertid, da ogſaa diſſe to Stykker ere meget van | ſtelige at bekomme, ſaa har jeg, til videre Overleggelſe, og tillige til at opiyſe det fom er ſtrevet om denne Fiſk, hermed

vildet legge dem, ſom ere Elſtere af Naturen, det Kobber⸗ ſtykke for Oyne, ſom findes trykt i bemelte Prodromo. Al⸗ lerhelſt da den Beſtrivelſe, og den Afbilding, ſom Hr. Laus | rentſen giver derover in Muſeo regio, (fun dette Hoved⸗Been er indleveret udi.) Seck. JI. n. 1. ere gandſke utilſtrakkelige.

og Strat Davis. 25

Side af Snuden tat ſammengroet og tilſluttet. De ere meget haſtige Soimmere , i det de roer fig frem med deres Rumper, og med Finnerne, ſom ſynes dog udſkikkede dertil, efterdi de ere ſerdeles ſmaa, vender de fig hvor de behover. Man ſkulde ikke let ramme dem, derſom de ikke gik hobeviis, og, naar man kommer nær til dem, trængte fig faa tet til

hinanden, at de bageſte legger Tænderne paa Ryg⸗

gen af de forreſte, og derved hindrer ſig ſelb, at de ikke haſtigen nok kand gage til Grunden og undkom⸗

me. Hyporover da een eller et par af de bageſte bli⸗

ver mellemſtunde troffen og fanget. db

Hos det førhen ommeldte udſkaarne Foſter finder man ey heller noget ſaadant. Og jeg har en ſnoet Eenhiornings Tand, ſom er ikke meget lang, hvoraf man feer, at Tænderne hos de bekiendte Eenhiornin⸗ ger ere allerreede ſnoede naar de fremkommer, ſtrax i deres forſte Ungdom (*).

Slutteligen vil jeg endnu. anmerke, at Gronlandsfarerne holder Eenhiorninger⸗ ne for Tegn til at der kommer Hvalfiſke ef: Hvalfiſke ter, og gior fig derfor færdige til Jagt, [kommer ef naar de feer hine. Thi Erfarenhed har ter. lært dem, at hvor Eenhiorningen lader fig fee, der findes og paa ſamme Tiid, eller dog ikke langt derfra, alletider Hvalfiſke. Hilket formodent⸗ ligen kommer deraf, at de lever af een Spiſe, og

De ere Tegn fil at de rette

derfore opholder ſig paa et 955 Banker. Thi omend⸗ 5 2

ſtiont

i (0) Jeg gider ikke her meldet om den meget beſynderlige

Eenhiorning⸗Fiſt ſom der tales om fiRocheforts Hiſt Nat. & moral des Isles Antilles, cap 18. Thi derſom den gandſke Hiſtorie er ikke opdigtet, ſom det næften ſynes, faa har det

dog ikke været nogen egentlig Eenhisrning, men en gandſke anden Art af Fiſte, nemlig med Finner, (Floßfedern) Skial

de. ſom ellers ingenſteds forekommer⸗

ze FS

— 3

Å Ey || 1 ii „ vå 14 * * FÅ A 4 i El 4 44 N 0 i i Yi | 40 N A N 1 N

—

196 Efterretninger om Gro nland

ſtiont deres Munde ere gandſke ulüge, efterdi Eenhior⸗ ningen har ingen Barder, ſom Hvalfiſken, faa er dog dens Mund ſaaledes beſkaffen, at den formedelſt Mangel paa Tander kand ikke tage fat paa Fiſke el⸗ ler noget ſom er haardt, langt mindre tygge det; Men Hvalfiſkens Spiſe ſynes at være dens egentlige tilſkikkede Foer. Og efterdi dens Mund er ikkun faa liden, faa behover den ikke de lodne Barder, ſom e⸗ re faa fornødne for Hvalfiſfken, formedelſt dens uhys re vide Strube 9 8) Ca §. XLVI. Nu følger de, ſom neden chelotten. til har Munden fuld af Tænder, men oven til ingen eller ikkun gandſke faa Kind⸗Teen⸗ der, ſaaſom Cachelotten (), Belg. Cazilot, ſaa og Potfiſch, Potwalfiſch, af nogle Faldet Nord⸗ Caper ( Cete dentatus, Clus. af hvilke nogle har tykke og oven til platrunde, nogle ſmallere, krumme, og neſten ſom en Segel dannede Teen⸗ der. Iblant dem ſom har tykke Tander har nogle ſtorre, nogle mindre. Denne Hvalfiſk⸗ Art er deſto merkverdigere, efterdi den fører de tbende koſtelige Lege⸗Midler hos ſig, nemlig Sperma Ceti (Wall⸗ f rath),

(09 Denne Vavngivelfe har fin Oprindelſe fra Biscayer⸗ ne, ſom de forſte og beſte Hvalfiſk⸗Fangere. J Ephemerid. Nat. Curioſ. Cent. I. Ann. I. Obſerv. 136. p. 303. ſtaaer: qui in Baionna, Byaris; & in inſula S. Johannis de Luca Ca- chalut. s ; » e (9) Efterdi de findes faa mangfoldigen ved Nord⸗Cap,

at iman ſeer dem undertiden ſvimme i hundrede tal. Samme⸗

ſteds harman og allerferſt fanget af dem. v. Naſpeuring van den Leviathan en Jobs Boek door Theod. de Haaze vert. en verm. door Wernerus Köhne I, og II. Toeg. hvor p. 240. dat voor cenige Jaaren diergelyxen Vis te Sluys door was ko- men andryven, dien men Nord- Kaper noemde, uyt wiens J ooft Zeker Doctor hadde gehalt twederley Sperma, het eer- fle fyn „ en het andere wat groover ig

og Strat Davis. 197

rath), Holl. Walſchot, fag og Witte ⸗Amber, Zee-ſchuim, og Viſch-miſt. Frandſk. Blanc de Baleine), ſaa og Ambra. J Strat Davis og ved Spitsbergen findes ikkun det ſlags, ſom har de ſmaa, tykke og ſtumpe Tender, ſom har et tykt Hoved, to lange Side⸗Finner, en liden Pukkel, ſom en Fin⸗ ne bag pad Nyggen, og en meget breed Rumpe fra 12 og vel til 15 Fod. Balæna macrocephala tripen- nis, quæ in mandibula inferiore dentes habet mi- nus inflexos & in planum deſinentes. Sibbald. Dog findes de i Flokke⸗kal. En gammel forfaren Commandeur har fortalt mig, at han har eengang i Gronland ſeet ſaadan en Sværm ankomme, ſom havde en ſtor, vel over 100 Fod lang, for ved fig ſom en Konge; da denne blev hans Skib vaer, gav han den efterfølgende Hob et Tegn ved en fræri Blaſen, ſom overgik alle de andres, og klingede ligeſom Klok⸗ ker iblant hinanden, hvorved Skibet ffælvede og ba⸗ vede, hvorpaa de alleſammen toge flugten og ſank need. Endnu oftere og overflodigere findes de ved Nord⸗Cap

og under Fin⸗ Marken; dog fanges de ikke ofte ellek

meget, ſaavel formedelſt deres Vildhed, ſom og fordi de har ikkun et eller to Steder oven over Finnerne, hvor en Harpun kand trænge ind, og fordi deres Spek er ſeenagtig, og giver ikkun lidet Tran.

. Endelig har Lykken været mig faa gunſtig, at i Aarer 1736 1 Februarii Maaned en Eenhiorning⸗Fiſk

eller Narhval blev bragt til Hamborg i et Smak⸗

Skib; denne var kommen paa Elven med en hoy Flod, men ſtrandede ſnart, da Ebben kom, og efter at den ME heftigen raſet og udmattet fig, Døde den omſi⸗ er. Fiſten var af Geſtalt meere tyk end langagtig, med et fort Hoved, ſom var ikke uliig en Reiſe⸗Kof⸗ fert, et ved den venſtre ER udgagende Horn, to 1 7 1 1

——

— 5 akerr

UNE Abt Nat "ip | KH Er SEER ER 1 i 1440 122 e 7 e 7 ene ee n, 80 1 (ft 100 ) ' 10 ' 3 i 140 0 i 0 in 1 EEK kÅ 90 0 1 - 1 F 1000 RANT ennie 16 90 . | BAR ll 1 140 | 11 HH | SÅR RER ”, 1 IIe fø 195 u een ih! Ude Hk | 177 HH: 1. e I 7 || Frø

198 Efterretninger om Brønlend Jinner, og en breed Rumpe, ſom lage Horizontal paa

Vandet.

Huden var ſneehviid med utallige forte Pletter, eg naar man giorde et Snit igiennem dens gandſke Tykkelſe, ſom var ikke liden, faa var den marmore⸗ ret gandſke igiennem; under Bugen gandſke hvlid, 5 > en gliſende, og faa blod at fole paa ſom

ohe i 2

Dens gandffe Længde fra den yderſte Rand af Snuden eller Hovedet og indtil Enden af Rumpen var 101 Pariſer Fod, og 11 Fod 8 Tomme, Hams borger Maal, —

Hornet, eller rettere at ſige, Tanden ſtod s Fod 4 Tomme Pariſer Maal, ud af Hovedet, |

Enhver Finne havde ikke meer end 9 Tomme i £ængden , og ikke to Hender i breeden, men Rum⸗ pens brede, ſom laae plat ud, var 3 Fod a2: Tomme.

Tanden, ſom var ſnoet om til den venſtre Si⸗ de, gik ud af det venſtre overſte Kicve⸗Been, lige o⸗ ver den overſte Lebe. Den hoyre Side var tert til⸗ ſtuttet, og fuldkommen overdraget med den heele Hund, og mand kunde ikke fole at der var derunder den mind⸗ ſte Hule i Hovedbeenet. b

Munden ſidder meget nedrig, Underlæben er ik⸗ kun ſmal og fort, ja den gandſke Mund er ikkun gand⸗ (Fe liden, efterdi dens gandſke Aabning var ikke me⸗ get over en haandbreed, uden alle Tender, undta⸗ gen at Randen af Munden var noget haard og ſkarp, Tungen ongefar en haandbreed. Oven paa Hovedet Å er et Blæfehul , der er ligeſom udfoeret med Kind,

i

— eee

5 sr snes

og forſynet med en Valvula , ſom kand aabnes og lukkes, igiennem hvilket Fiſken ſpruder det Vand fra fig igien, ſom den har ſtubret i fig MM

Bonene ſidder og meget dybt need, og ikkun lidet hopere end Munden, Deres Aabning er gande ſte lden, og forſpnet med et flags Ppne⸗laager.

J

2 dl nm * d = ad — N — . c 2 8 4 d s ; g ” —— — — Aal ET * 1 — 3

*

1 4 . ur Zer/heder ge rr CHO e, und rice Anzeige Au

ad nag 499. Aube l ieh cuir e lungen am:168+ kg i cen. als ne e * ilfe Sele, nocli melt tur

——— — SS —.—

2 — von turen

ä =SSSS=SSS — RS

SA N

SN Se

n Q

ere me Fileke A eres ne ke 272 eee

M zefargerer & Hern.

re TTT. ̃ ⅛ —öei)f——ß.̃—

22 eee FE dem

OLE 5 DE ERE mit Dem gro

ner tør ,. e eee e e 2 Ne a DE E e CCCꝓ*CTFCTTVTTTTT MEDIE GENE 5

Den var en Han, men penis ſtod ikke frem af Aabningen paa Kroppen. å Dette er alt hvad jeg har Fundet udvortes be tragte hos den, efterdi den lage faſt indpreſſet i et Smak⸗Skib, og man kunde ikkun kummerligen

komme til at fee den. Horfore det og har koſtet

Umag, at fane ikkun den anførte Afbilding, oms endſkiont jeg har brugt meere end een Maler dertil. Jeg havde meget gierne aabnet den, og noye beſeet og beſkrevet dens indvortes Beſkaffenhed, ſom der og allerrede var giordt Anſtalt til at anatomere den. Men en DToiſtſghed ſom reiſte fig imellem Amtman⸗ den og Proprietairen, og imellem denne og Fiſker⸗ ne, hvem af dem Fiſken ſkulde tilhore, foraarſage⸗ de, at den maatte uformodentligen fores bort herfra ig til det Sted hvor den var funden. Imidlertid indes og en Beſrivelſe og Efterretning om denne amme Fiſk i de Salliſche Anzeigen, for det Aar 1736. n. XIX.

J øvrigt ſynes det, ligeſom der naatte være meere end en Art Eenhior⸗ linger i Seen. Der er engang bragt eslige glatte og u⸗ſnoede Horn eller Ten⸗ er til Hamborg, hoilke efter mine Tanker maa va⸗ e af en ſardeles og anden Fiſk (). Vel har man neent, at det var Horn eller Tender af ufodde Senhierninger; men jeg veed ikke noget Dyyr i den zandſke Natur, ſom kommer til Verden med Horn. en nogenlunde agtſom Commandeur „ſom har feet n opſkicre, der var ſpanger, hvilket er en ſeſſom dendelſe, har og forſikkret mig, at Foſteret havde igen Horn; Ja det ſynes mig og ſelb umueligt, hi efter al Formodning maatte Uterus beſkadiges

. VV

Der ere meere end et ſlags af

U

" €) Vid, Sachs Menocerolog, p. 93. ſeg.

og Strat Davis. 199 i

200 Efterretninger om Grønland

ved ſaadan en Spids , enten medens Foſteret er i Moders Liv, eller og naar det fodes. Denne Fiſk⸗ Art er ikke faa tyk, plump og tung ſom den rette Hvalfiſk, men ſmallere, lettere og følgelig geſvinde⸗ re, kand og holde fig en længere Tiid under Vandet, ellers er den flivere og faſtere af Been, derfor kand den ikke ſlage faa meget og faa ſterk ſom hin. Der ere tvende flags af diſſe, hvilke, efter vore Folkes Beretning, ſom har ſeet begge, ere hin anden gand⸗ ſke lige ihenſeende til Legems Skabning og Tender, men derudi ere de adſkilte fra hinanden, at den eene er noget gronagtig af Farve, og har et haardt Dætfel af Been oven over fin Hierue; da derimod den anden er graa oven paa, og hviid paa Bugen, og har alleeneſte en ſey Hund en Finger tyk, ſom et Dekke udſpendt over fit Hierne⸗Kammer. En af de Hamborgſke Skippere, ſom anno 1727 havde fanget en Cachelotte af det ſidſte ſlags, fortæller, at den havde ikkun et Blaſe⸗Hul foran , hvormed den

bleſte Vandet lige forud. Paa Snuden har den haft meget , og meere end en Alen tyk Spek, men ret paa det tykke Hoved har den under Huden ikkun haft tre Finger tyk Spek, og derunder var det ſeye e over Hiernen, faa tyk ſom en Finger.

Hiernen ſelv har ſiddet i 29 Kamre eller Fag, hvil ke de har gabnet og udtommet, det eene efter det an⸗ det. Sperma Ceti har lagt deri faa klar ſom Brn⸗ deviin, og efter at man havde oſt det ud, ſtod det ſtray ligeſom Snee⸗Flokke. Spekket pan den gand⸗ (fe Fiſk var Kornet af Sperma, og derudi fandtes mange Huler, ſom vare opfyldte med ſaadant Sper⸗ ma. Det beſonderligſte, ſom han videre berettede, var dette, at Fiſten havde bag paa Ryggen, need ad imo) Rumpen, tvende Pukler, aß hvilke den for⸗ ſte var 13 Fod hey, den anden 2 , og den 1 0 | : > ageſte

og Strat Davis. 201

bageſte 2. Naar de vil gage til Grunden, kaſter de

ſig altid forſt paa den hoyre Side, og ſtyder ſaaledes paa Siden need i Grunden. Jeg er i begyndelſen falden pan de Tanker, at de, ſom havde Dette blo⸗

de Dakke over Hiernen, maatte være unge Fiſke,

og at dette Dakke med Tiden vilde blive haardere og forvandles til Been; Men den, ſom havde fanget den ommeldte Fik, har forſikkret mig, at den havde fin fuldkomne Storrelſe, og var 26 til 27 Alen lang; den derimod, ſom paa ſamme Tiid blev af en Hollænder fanget ved Siden af ham, og var gronagtig med et haardt Been⸗Daekke over Hiernen, bar ikkun 40 Nod lang. Han havde ogſaa faaet 36 qvarteler Spek af ſin. Hvorved han endnu am merkte, at Cachelotten har en tyk Tunge, naar Munden. er tilſluttet, men naar den aabner denne, forſpvinder Tungen gandſke. Jeg har faget af ham en For⸗Tand og Kind» Tand af denne Cachelotte. En anden Fiſk af denne Art har en Hollandſk Skip⸗ per haft den Lykke at fange ved Nord⸗Cap for faa Aar ſiden, af hvis Fortælling , ſaaledes ſom den meddeeles af den i foregaaende Note anførte Köhne,

jeg vil her anfore et og andet ſom kand tiene til at

fuldfore den Efterretning om Cachelotterne. Hove⸗

det, ſiger han, udgier neſten halodeelen af Fiſken,

og har en ſerdeles Skabning, næften ſom Kolben af en Flint, eller ſom den omvendte forreſte Deel af en Skomager⸗Lœſt; den har for paa Naſen ikkun et Blæœſe⸗Ror; Bag pan Ryggen en Pukkel, ſom lig⸗ ner en Finne (); maa ſkee denne Skipper har ikke givet agt paa de flade 1 7 Pukler; i det ÅL.

e r ſte

&) En videre Beſkrivelſe over denne Fiſk, va, efter —

al Formodning dens beſte Afbilding finder man hos den 1 næf feregageude Aumerkneng anført Kohne.

202 Efterretninger om Groenland

ſte Kicvebeen har den paa hver Side 3 eller 4 Kind⸗

Tender; for reſten ikkun Huler eller Skeeder, ſom de nederſte Tender paſſer udi. Men det nederſte Kicvebeen er rundt om fuld af Tender, af hoilke de ſtorſte ſidder foran, de mindſte bag til, og naar de ere udbrakkede, ſeer de ud ſom en tyk Agurk (**).

Efterdi det inderſte i Hovedet er det merkverdigſte bed

T

denne Fiſk, og dette er endnu ikke af nogen betragtet med ſaadan Fliid, ſom det er ſkeedt af denne Skip⸗ per, ſom har meddeelt den foranforte lærde Kohne fis

ne Anmarkninger, faa vil jeg her indføre et Udtog

deraf. Efter at Huden er taget bort, fkriver han; finder man Spekket, ſom er naſten en haandbreed

tyk, og derunder et tykt, ſeyt og haardt Dakke af

faſte Seener, ſom ere i ſteden for en Hierne⸗Skal;

derneſt folger en anden Afdeeling af deslige Seener, i nœſten en haandbreed tyk, ſom er udſpendt fra Snu⸗

den indtil Nakken over det gandſke Hoved, hvorved den forſte Deel af Overs Hovedet ſkilles fra dets ans

den Deel. Dette forſte Kammer kaldes Klapmuͤtze, og deri ere indſluttet de koſtelige Sager, nemlig den füneſte Hierne, ſom jeg ikke uretteligen kalder Gere.

bellum, og hvoraf det beſte Sperma Ceti forferdi⸗

ges. J dette Kammer beſtaaer Hierne⸗Faggene af | een Materie, der feer ud ſom et tyk Flor, og heraf

har Skipperen oſt ſyv Qvarteler af den koſteligſte Hierne⸗Olie, meget klar og hvid. Naar det blev

udgydet paa Vand, lob det ſammen ſom Oſt, men

naar det blev taget af igien, blev det ligeſaa flyden⸗ de ſom for. ſom ligger lige oven over Struben, og er efter. Fi⸗ ſkens Storrelſe 4 til 7. Fod hoy. J dette findes og» faa Spermatiſk Hierne, (hvilken jeg kalder 5

ö ; „ ibfum

(CF) Köhne d. I 6 10. & Il.

Efter dette Kammer følger det andet,

og Strat Davis. 203

brum) i ſmaa Fag eller Rum, ſom beſtaaer af en Materie, ſom Hinnen i et Eg, hvor i det er indfat⸗ tet, ligeſom Honning i Bie⸗Kuberne. Og af dette Kammer kand man ikke alleene udtage Hiernen faa meget ſom der er i; men faa ſnart det er udtommet, ſamler Sperma fig atter deri af det gandſke Legeme, igiennem en ſtor Aare, ſaa at man ligeledes kand o⸗ fe det deraf, ſom i alt har vel tilforn beløbet fig til 0 11 Qvarteler. Alle Hierne⸗Faggene i begge Kamre 10 ere vel omgivne med fynde Huder, dog gager en 0 beſtandig Kraft ud af Hiernen igiennem dens füne 0 "huller eller Poros, til Hynene, Orene og andre Dee⸗ le. Ja der gager en ſtor Aare langs need ved Ryg⸗ gen fra Hovedet til Rumpen, ſom ved Hovedet er fan 10 viid ſom en Mands Laar, og bag ved Rumpen ikke 11 vüdere end en Finger. Naar en Cachelotte er fanget, e maa man noye tage denne Aare i agt, naar man ffiæs HH) | |

rer Spekket af; thi derſom man gior det mindfte Hul r

paa den, lober al Sperma derud. Denne Aare er 00 1

Kilden til den ſtore Kraft, ſom findes hos dette ſlags l

Fiſke; thi derfra udgager mange hundrede ſmaa var 10 :

fa eller Gange, hvorved Hierneſaften leedes igiennem HNG 4 |

den gandſke File, og gior dens Kiod, Spek, ja Fra nen ſels, ſom brændes deraf, ſpermatiſk (“). Tun⸗ 0 gen er efter Fiſkens Storrelſe ikkun liden, men derimod HEEL Struben eller Svælget des ftarre, og vel faa viidt, HU at en heel Stud kand beqvemmeligen gaae derigien⸗ nem. Ligeſom der og i eens Mave er funden alleſlags ſtore Beenrader og Fiſke⸗Been, vel 7 og flere Fod lange, af halvfordoyede Creaturer. Vore Folk har INT vel tilforn fkaaren 40 Qvarteler Spek af een. 4 05 et, e

Y En vis, fornuftig og troværdig Skipper Har- bevid⸗

net for mig , at han ſelv har ſeet og befundet hiſt ug her !

1 5 0 denne Fiſk ſmag Hinner ſom Lofer, opfyldte med per mate, 5

204 Efterretninger om Grønland

det, ſom er meget haart, beftaaer af grove Trav⸗ ler, og er derhos giennemflettet med mange tykke og ſtibe Seener. Ligeſom der og ikkun ere fag Steder Daa denne Fiſk, hvor en Harpune kand trenge igien⸗ nem. Jeg maa endnu herved erindre, efterdi nogle Naturkyndige vil foregive tvert imod, at Hunnerne har ligeſaa vel Spermacetiſk Hierne i Hovedet, ſom Hannerne (). Hvilket er og overeensſtemmende med Naturen, efterdi de maa jo begge have Herne; og der findes intet Creatur, hos hvilket Forſkicl i Kion⸗ 1 85 tillige en Forſkicl i Hiernens Art og Beſkaf⸗

fenhed. Der er endnu en Art med ſtorre og breedere Tender, ſom fanges paa Kuͤſterne af Ny⸗Engeland. | an kalder dem der Sperma Ceti-whale (E, og hos Bermudas Trumpo (*r). Deres Tænder ere (ſom det berettes paa ſidſt anførte Stad) ligeſom Tænder ne pag et Kam⸗Hiul i en; Molle; hvilket viſſeligen er en meget vel troffen Beſkrivelſe, eller ſom Armen ved haandleddet (err), Dudley (E) ſiger, at de ere graa af Farve, har en Pukkel pan Ryggen, en Rad Elphenbeens Tænder af 5 eller 6 Tomme i Mun⸗ den. Han melder om een paa 47 Fod , hvis Hoved gav 12 Tønder Sperma Ceti. Tranen af deres Spek er klarere og ſodere end af andre Hpalfiſfñfe; de ere meget ſmidigere end hine, og naar den er trof⸗ fen, kaſter den fig paa Ryggen og forſparer ſig med Munden. Men diſſe Fiſke giver ikke alleene Sperma Ceti, men og Ambra, Hbilket er en ny e A ARR ion

Köhne ib. §. 17. () Philoſ. Tranſact. N. 387. p., 259. () Fhiloſ. Tranſact.) N. J. p. 132. (F Hi Raben diverſos dentes, qui ejus eraſſitiei funt cujus carpus manus humanæ , fom det beſkrives i et Brev, der er ſkreben fra Bermudis, in Ephemerid, Nat, Curiof. eit. loc. p. 306. (ren) Philol. Trantet. N. 387. pag. eit.

og Strat Davis. 205

ſkion Opfindelſe, ſom paa engang kuldkaſter den gam⸗ le Tant og Klammer, ſom man hidindtil har maat⸗ tet læfe om dens Oprindelſe. Jeg vil her anfore det fornodenſte af Philoſophic. Tranſact. N. 387. p. 267. Ambra findes alleeneſte i Sperma Ceti-Whales, det er, Cachelotter, og beſtager af rundagtige Kugler, der har adſkillig Storrelſe, og ere fra 3 til 12 Toms me i Diameter, ere fra 1; indtil 20 Pund tunge, og ligger løfe i en viid Pung eller Blere, der er dans net ſom et Eg, og er 3 til 4 Fod lang, og 2 eller 3 Fod dyb og viid. Denne Blare ſeer næften ud ſom en Oxe⸗Blere, undtagen at Enderne ere ſpidſere, el⸗ ler ſom en lang Blerſe⸗Belg, ſom Grov⸗Smeddene bruger. Ved den ſamme ſidder tvende Kor, af hvil ke det eene gåder ſpidſere og ſpidſere ind og igiennem den gandſke Længde af Penis, men det andet har ſin Aabning til den anden Ende af Blaren, og kommer fra Nyrerne. Denne Sakk eller Blære ligger lige over Pungene, ſom ere over en Fod lange, og ligger langs need, indtil Roden af Penis, ongefer 4 eller 5 Fod under Naulen, og; eller 4 over Anus. Den er næften gandſke opfyldt med en mork⸗Orange⸗farvet Fugtighed , ſom er ikke aldeles fan tyk ſom en Olie, og har den ſamme Lugt; ja lugter endnu ſterkere end de Ambra⸗Kugler, ſom driver og ſpimmer loſe deri. Det inderſte af Pungen er farvet ſterk og dunkel, med den ſamme Farve, ſom den ommeldte Vedſke ha⸗ ver, deslige man og finder i Roret af Penis. Kys glerne ſynes at være meget haarde, faa længe Fiſken er levende, faa at, naar man aabner Pungen, fin⸗ der man ofte breede, huule Skaar eller Skaller, ſom ere af ſamme Materie og Faſthed, og ere ſkaldede af Kuglerne, Kuglerne ſelb ere ligeſom ſammenſatte af adſkillige Blade eller Barke, ligeſom Skallerne eller Lagene i Log, ſaa at det eene indſlutter det je

' | Aldrig

206 Efterretninger om Greynland

Aldrig har man fundet meere end 4 Kugler i een Pung, 1 og da man engang fandt een paa 20 Pund i en ſaa⸗ — 1 dan Blere, ſom var den ſtorſte Kugle man har no⸗ HH) genfinde faaet , faa var der ingen fleere end den ſam⸗ i me i Pungen. Denne Ambra fkal alleeneſte lade fig e finde i gamle, velboxne Fiſke, og, ſom man gemeen⸗ eee ligen holder for, ikke uden i Hannerne” Hermed er . det nu afgiordt, at Ambra har fin Oprindelſe i diſſe HH flags Hoalfiſke; men hvad den egentligen er, eller 5 0 hvoraf den bliver, er endnu ikke faa vigtigt, En lærd 19 00 Mand holder for at den oftbemeldte Pung er Urin⸗ ER Blaren, og at Ambra » Kuglerne ere en Concretion SU HUSK af de feede og ſtinkende Particler af den Vedſke, MA ſom er der i, efterdi de ſamme, naar de forſt bliver „ udtagne, ere fugtige, og har en overmaade ſtreng og A viderlig Lugt, Herhos vil jeg og ikke undlade at ans k 100 fore en ringe Ting, ſom dog tilforn har givet Anled⸗ É

]

| ning til mange flags Sporsmaal og forkeerte Svar. i Der findes ofte i Ambra⸗Stykkerne ſmaa forte ſpid⸗ i fe Næb, ſom ere ligeſom Glas, og feer ud ſom HANE ſmaa Stykker af ſonderbrudte Muslinger eller Snes gle⸗Huuſe. Man har fordum holdt diſſe for at være Nabbene af ſmaa Fugle , og deraf giordt falſke Slut⸗ ninger om Ambras Oprindelſe. Men nu har den oft⸗ bemelte Dudley c. J. giordt det bekiendt for det Kongl. Stor⸗Britanniſke Sælffab ; at diſſe Næb ere af nog⸗ le ſmaa Fiſke, ſom kaldes Squid, og hvilke denne Hvalfiſk⸗Art ſluger overflodigen i fig, ſom den mee⸗ ſte Nering. Kampfer () har og meldet om tvende Hvalfiſke, ſom har Ambra i deres Indvolde, og ſkal fanges SOHN paa de Japanſte Kuͤſter, af hvilfe den eene kaldes j BR Fianfiro, og den anden Mokos. Men han beſkri⸗ 660 100 0) Higory of Japan B. II. ch.] g. og Appendic. V. p. 0 46. ſeq. ;

—. EET Un NEN

og Strat Davis.

ver dem ikke, og hvad han ellers anforer om den, ſynes meget mistenkeligt. Anno 1720 paa den ſidſte Dag i Aaret begav

det fig, ved en heftig Storm og meget hoy Vand⸗

flod, at en Cachelotte af denne Art kom paa Elben, og da Vandet ved den paafolgende Ebbe lob for me⸗

get fra den, kom den pan Grund; Efter at den nu

var dræbt ved de paaſtodende Bolgers Magt, ſlabe⸗ de Benderne den need til Wiſchhaven, en Bonde⸗ Bye, ſom ligger meere end en Mil neden for Stade, og berøvede den fit Spek, faa meget de kunde faae

deraf. Efterdi ingen Naturkyndig giorde ſig paa den

Tiid Umag for at betragte og anatomere denne Fiſk,

faa har Natur-Videnſkaben ikke haft den Nytte af

denne ſelſomme Hendelſe, ſom den kunde haft. J⸗ midlertid, paa det ogſaa det lidet, ſom jeg har kun⸗ det anmerke deels af deres Fortælling , ſom har feet Fiſten, deels og ved nærmere Indſigt i de faa Styk⸗ ker, ſom ere kommen op til Damborg deraf, ſkal ikke blive forloren, ſaa vil jeg anfore det her, i Forhaab⸗ ning, at det ſkal ikke blive ubehageligt for dem, ſom ere Liebhabere af Naturen. Den var 60 til 70 Fod lang, og 30 til 40 Fod hoy, men dens Geſtalt fans ledes ſom en af deus Art er afbildet hos Jonſton Lib. V. de piſeibus Tab. XLII.; men derudi har man taget feil. Hovedet har efter Fiſkens Storrelſe været uhyre ſtort, og dets Overdeel, imod Underdeelen at vegne, uden Proportion, dog ikkun efter Anſeelſe, men ikke efter Skaberens viife henſigt. Thi derfor har denne Fiſkes Hoved maattet være faa ſtort, at det kunde indbefatte det ſtore Kammer, hvori den „ ikke alleene til fin egen Nodtorft, men fornemmelig til Menneſkenes Lægedom i fær i de grove nordlige

Lande, hvor Bryſt⸗ Sygdomme ere faa gaengſe)

kand fore med fig og bevare den fan fornødne ſom 55 8 N nytti⸗

— —

— ͤ——7 '? — NR

—— —ů—

208 Efterretninger om Groenland

nyttige Skat, nemlig "fin Hierne, i en tilſtrarkkelig Mængde. Ligeſom og denne Hierne lob overflodigen ud, ſom en tyk Feedme, da Bonderne ſammeſteds huggede uforſtandigen paa Hovedet. Hvoraf nogle Apothekere her i Byen, ſom havde bekommet noget deraf, har letteligen uddraget det beſte Sperma Ceti, efter Konſtens Regler. Det underſte Kicvebeen har paa begge Sider haft 25 Tender, ſom ſadde neſten et Spand viidt fra hverandre , og bonede fig noget ffiævt frem ad. Det af Kiævebeenet udſabede Styk⸗

ke, ſom jeg havde kiobt, var, foruden Hund og Spek, en god Fod i Qvadrat. Tandkiodet var, ligeſom Gummen, aß en meget ſey Textur, ligeſom en Heſte⸗ hov , oven over bedakt med en rynket og ujævn Bark, der var faa faſt, at man ſnart fulde anſeet den for Steen, hvoraf jeg endnu kand viiſe et lidet Stykke 4 in liquore. Da jeg lod mit Stykke fætte i Band paa Ilden, for deſto beqvemmere at fage Tænderne derudaf, har det beſtandigen kogt i 12 Timer, for⸗ end man kunde komme ind med en Kniv, og loſe i Kiodet fra Beenene. Men til ſidſt blev det ligeſom kogte Oxegummer, dog uden ſlem Lugt og Smag, faa at man kunde æde det med lidet Salt, uden Vem⸗ melſe. Jeg har 2 Tander deraf, den eene er 88 Tomme lang, 8 Tomme tyk runden om, den an⸗ den 63 Tomme lang, og ligeſaa tyk omkring ſom den forrige, dog fladere, Oven til har de een ten⸗ melig breed Fladhed, men ſom man ikke kand maa⸗ le; (et par Aar derefter har jeg endnu faget en me⸗ get ſtorre Tand, ſom bar 7 Tomme lang og 85 Tomme tyk og fladagtig; Men den mad være kaget af en anden og meget ſtorte Cachelotte, end den jeg taler om). Om der har været Bag⸗Tender i det os verſte Kicvebeen, (ſom vel af det foranforte er troe⸗ ligt, men negtes dog af Skibsfolkene) det har 1 75 1 5 ikke

falden i Øynene , at det overſte Kiævebeen har overs alt haft ligeſaa mange Quuler, ſom der har været Ten⸗ der i det underſte Kiævebeen; Og naar Munden var luft, har diſſe ſluttet fig i hine, ſom i deres Skeeder. Oynene vare meget ſmaa, og den torrede Humor eryſtallinus var ikke ſterre end en af den kette Hoal⸗ ME, eller ſom en Kugle til en almindelig Fugle⸗Flint. Denne Fiſk har over fit gandſke Legeme haft i det mind⸗ ſte ir haandbreed Spek under Hunden oven paa Kios⸗ det, hvilket var det eeneſte, ſom Bonderne tragtede efter, og fkaar af den, ſom de ſolgte big og her for at brænde Tran deraf, ſom paa ſamme Tiid var koſtbar. Men man har ikke aabnet den, langt mindre feet efter dens Mave og andre Indvolde, men ladet Kiod og Been drive ſaaledes hen. Dog alligevel har jeg endnu haft den Fornoyelſe, at den heele ved Ryggen af⸗ yugne Rumpe blev bragt til Hamborg, og biiſt for Penge. Hvorved jeg fik Leilighed, at giore en og anden Anmarkning over den. Den var nogenlunde reekantet, og dens yderſte Rand bar i Mitten ſom en halb Maane, dog ikkun gandſke lidet indtrykt. Paa Jen breedeſte Ende, nemlig. fra en Spids til den inden var den 8 gode Hamborgſke Fod breed, og nidt paa maalt var den 5 Fod og s Tomme lang. Bed. Enden, hvor Rumpen havde. fiddet faſt ved Ryggen, var den i fin ovale Runding 16 Fod 4 Tomme tyk. Huden var ført dog noget muuſe⸗ lakket, og naar man regnede Svaret med, ikke jær ſaa tyk ſom den almindelige Hvalfiſkes, uden aa faa blød ſom Floyel at føle paa , men indvortes aa Kiedſiden meget ſkrumpet. Kiodet var friſk, eilig rodt, overmaade lang⸗og grov⸗træblet, gien⸗ emgroet med mange Seener, derhos meget ſteerk og alt, hoilket er fan meget oe fornodent, . : . er

og Strat Davis. RR ikke ſeet efter ved denne Fiſk, men dette er af fig ſelb

"Ceti, omendſkiont ikke meget, ud af de yderſte

Af de overblevne Grever (0) har man kogt fortreflig

210 Efterretninger om Grønland

der er ingen Been i den heele Rumpe, men ikkun den yderſte Ende af Rygbeenet, paa 1? Alen, ſom beſtaaer af nogle narſten fürkantede Vertebris, ſom ere gandſke gabne og fulde af Huller, og bliver ſted⸗ ſe mindre og mindre, hvilken Ende gaaer ind i Rum⸗ pen, og udretter dens gandſke fornødne Bevagelſe. Mig ſynes, at Kiodets Faſthed paa denne Cache lotte kunde kiendes deraf, at omendſkiont Veiret var ſamme Tid fugtigt og mildt, faa kunde det dog holde fig i nogle Uger uden Forraadnelſe, og gas hverken i fig felv nogen viderlig Stank fra fig, ey heller da det med Spekket blev kogt, for at fane endnu noget Tran deraf. Den Tran, ſom blev kogt deraf, brændte i Lampen uden nogen ſtinkende Damp, med en faa klar og reen Lue, ſom et hvide

Vox⸗Lys. Men at den ſkionne Hierne⸗Olie maa ude

deele fig igiennem den gandſke Fiſk, og giore den gand⸗ ſke ſpermatiſk, kunde jeg med ſtaerk Overbeviisning ſlutte deraf, at man har ffaffet mig got reent Sperma

D

—

Stokker af Rumpen, hvormed jeg lod det forſoge.

Lüim (%, 1 5 9 Det] S. XLVII. Det andet flags Cache⸗ Cache lotter, ſom dog forekommer meere ſtel⸗ ter deen end den forſte, er den ſom har ſmalle⸗ — re, lige og oven til ſpidſe Tonder. Balæ- na

Det er, det ſeenede, ſom bliver tilbage, naar det feede er kogt ud. "Live du bift verdorret als eine Erieve. Poem. Ms. de B. Mar. Virgin. Griebo, eremium Gl. Florent. I. MS. Grieb & Swart Cremium Ruſticanus Terminor. Cre- mium eſt, quod remanet in patella aridum de carnibus poſt pinguetſinem liquefactam. Joh. de Janua in Catholico. i (9 Imod det ſom er anført om denne Hal ⸗Fiſk, 3 4

15 og Strat Davis. „1211 ha macrocephala in inferiore tantum maxilla den- tata, dentibus acutis, humanis non prorſus abſi- milibus, pinnam iin dorſo habens. Efterdi ſaadan en Cachelotte er engang fanget af Bremerne, onge⸗ fer paa 77: Grads hoyde, og er bleven meget vel bes ſkrebet af Hr. Haſæo (+) ; fad vil jeg betiene mig af hans Efterretning. Denne Fiſk var 70 Fod lang, omendſkiont man har dg dem ſom ere 80 ja 100 Fod, ſom folgeligen ere ſtorre end de egentlige Hvalfiſke. Dens Farve var morkegraa (nigricans), under Bus gen blev den mere og meere hoüdagtig. Hovedet ſtort og greſeligt, temmelig ligt Kolben af en Flint, eller Fordeelen af en Skomager⸗Leſt, og udgiorde nerſten halvedeelen af det gandſke Legeme. For pad den yderſte deel af Forhovedet havde den kuns een Aabning, hvoraf den blæfer Bandet ud. Den havs de ikke ſaa breed, ey heller ſaa vid en Mund ſom Hoalfiſken, men et meget videre Svælg , efterdi denne Fiſk har igien udſpyet en heel Hayfiſk, ſom bar 12 Fod lang. Den nederſte deel af Munden, ſom var vel ikke ſtor, imod Overdeelen at regne, var dog i fig (elv ikke liden; thi det blotte underſte Kicvebeen holdt 16: Fod, og var vüd bag til men gik ſpidſere og ſpidſere frem ad. Den håvde 52 ſtore og oven til ſpidſe Tænder der bare ikke ulige et Menneſkes Tender; de ſtode ligeſom Tænderne i en Sab, og hver af dem veyede neſten 2 Pund: J Over⸗Munden bare ligeſaa mange Huller, i hvilke hver af de underſte Tender paſſede ligeſom i et fot 8 deles

man ligne det, ſom Torgdrager Opkomft der Groenlandl. AS in fin p. 284, ſkriver om Potfiſkene og Cadhes (een) En meget beromt og naturforſtandig Profeſſor og Preſt i Bremen, i hans med megen Lardom opfoldte Disquiſitione de Leviathan Jobi & Cete Jorn. Brem, 1723 ga

r

212 Efterretninger om Gr nland

deles Jutteral eller Skeede, faa at den gandſke Under⸗Mund paſſer faa net i den Overſte, at den bli⸗ ver gandſke tildokket og indfattet deraf. Hynene vare glimrende og guulagtige, dog ikkun ſmaa, ſom pag andre Hvalſiſke. Tungen ſpids, rod og fyrig, dog ikkun liden efter Fiſfkens Sterrelſe. Næjt ved Hove⸗ det ſadde to Finner, hver ikkun 11 Fod lang, dog havde den i hver Fingerknokkel ſyv Led, eller Ledemo⸗ der, da der i Hvalßſkens ikkun findes fem. Oven paa Ryggen ſtod ikke alleene en hey Pukkel, men og noget fra Rumpen en mindre ſom en Finne. Huden

bar neppe en halb Finger tyk, men efterdi den var

udſpendt over et meget faſt og ſeenefuldt Kiod, faa var den uigiennemtrangelig, og folgelig kunde Fiſken ik⸗ kun raa faa Sicder ſagres med Harpunerne. Af dens Hoved har man faaet 10 QOvarteler Hierne, hollket viſſeligen ikke er lidet, og har giort Sperma Ceti deraf. | 10) Det S. XLVIII. Det tredie og allerrareſte tredie | flags Cachelotter ere de, ſom har ſmalle og flags Ca- krumme Tander, næften ſom en Segel, Watte. neden! Munden. Balæna macrocephala, in interiore tentum maxilla dentata, dentibus

arcuatis falciformibus, pinnam in dorſo habens (Anno 1723 den 2 Decemb. da det var en

meget haftig Storm og ugemeen Vandflod, ſtrande⸗ de vel 17 af dette flags i Indlobet af Elben, paa Bankerne ved det faa. kaſdte ny Verk for Ritzebuͤt kel, under Hamborgs Jurisdiction. Efterdi jeg har

ikke kundet erfare andet om diſſe, end hvad den da va⸗ Å

rende

(0) Sibbald har meldt om et flags , ſom er dennejgands ſke liig, undtagen at den ikke er fag flor ſom vores, og at den i Pæden for en Finne har en lang Floßfeder. Balæna ma- jor in jnferiore tantum mozilla dentata, dentibus arcuatis fal- ciformibus „ ſpinam pro f inna longam in dorſe habens.

rende Amtmand og Raads⸗Herre L. - n in liter. ad Ampl, Senat beretter, vil jeg her anfore et Udtog

deraf, allerhelſt da ingen Author, fag vidt mig vit⸗

terligt er, har optegnet noget derom,

At de Cuxhavenſte Mænd da de vare komne omkring Scharhoren ved Oſtertill/ håvde fundet paa Vinterſanden fiorten, og lidet derfra, endnu nogle, i alt 17 ſtore Fiſke, hvil ke man Falder Cachelotter,

og i alle ting kom overeens med den 1 Zoradragers Gron⸗

landſke fiſkerie p 238 og 391 dem forevilſte Figur. Af diſſe Fiſke har noſten halodeelen været Hanner, og halvdeelen Hunner, hvorover man formodede, at hemeldte Fiſke havde begivet fig derhen af Brunſt, for at leege paa de nedrige Grunde, men vare bleben over⸗ llede af Ebben og Oſten Bind, og derfor maatte ſtrande. Da Folkene fra ue kom derhen, havde det en Anſeelſe, ligeſom der lage lutter Holland⸗ (fe ſmaa Smakker, hvorimod deres Fartoyer (Ever) ſage ud ligeſom ſmaa Baade. Fiſkenes Lenade var 40 so 60 til 70 Fod, og da de lage paa Siden, faa kunde 8 Mand ftaae en ront paa dem; Hovedet oven over Oyet lignede den allerſtorſte Bager-Oon. Finnerne, Rumpen og det overſte Kiqvebeen lignede gandſke den ovenmeldte hos Zoradrager befundne Fi gur. Det underſte Kicvebeen, ſom var noget kortere end det everſte, og i lüge Breede ongefer 12 Tomme breed, med en Runding for til, havde 42 Tænder, ſom fremſtode en finger lang op af Kicvebeenet,, og gik ud til Enden ſom en Kegle eller meget meere ſom en Ulve⸗Tand, eden til 2 finger tyk, med en krum Spidſe, og paſſede i det Futteral, ſom var i det O⸗

verſte Kicvebeen. Diſſe Fiſte lage paa en Side, og vendte Hovedet imod Nord, un efter hverandre, og ved Folkenes Ankomſt fra Eurbaven bare de endnu fan varme, at de maatte l⸗ O 3. lerforſt

og Strat Davis. ir; 213

een Han og ben

S ———— —

1 — NNE — —— — — 5 2 — i - 8 — — — RD TT arr gr — RTR — — 2 — — — — — im Tr — 2 —— — r — — — —

— — ——ñ— — — mm — EH —

(i

—

214 Efterretninger om Groenland

lerforſt været døde om Natten. Deres Sarve bar bruun, deres Hund faa tyk ſom en halo Finger, Spekker, da det endnu lage faa friſk, var paa nogle et Qvarter, ogſaa 2 Qvarter tyk, og faa hvüdt, at naar det var lagt iblant Svine⸗Fleſk, kunde man ikke ſkille det derfra, Efter nogle Gronlandsfareres Meening, havde ſaadan en Fiſk magttet give 40 til 30 Cardeler, derſom man kunde ſkaaret Spekket af den paa begge Sider. Af Hovedet havde nogle tap pet 4 eller Jog fleere Tønder Hierne, eller rag Sper⸗ ma Ceti, og dog ikke faaet det altſammen ud; men da Fiſten ikke kunde vendes om, har Spekſkicrerne maatket gade fig den os oberlade den ul Floden, fom 7 dg drev dem alleſammen fra hinanden 26.7 ; Jeg maa endnu fave dette hertil, at de krumme Tender, ſom jeg hav bekommet deraf, vare 73 Tom⸗ me Hamb. i Lengden, og nederſt ved den tykke Ende 7 Tomme runden om. Men diſſe Fiſke, (hoilket in⸗ gen endnu har anmarket) har ikke lutter ſpidſe Cani⸗ nos, men og, efterdi diſſe ere ikke beqvemme til at togge med, bag til nogle, jeg veed ikke hvor mange, molares, fem tomme lange. Diſſe ere vel og lidet krumme, men ere i Mitten 41 Tomme og oven til 3 Tomme i Rundingen, og Hoerderlen beſtager ikfe i een eeneſte, men i adſkillige ulige og ujævne Spidſer, paa det de deſto bedre kand bide og knuſe deres Spiſe. Om diſſe Fife ogſag har haft nogle Molares bag i det overſte Kicvebeen, har man ikke Fundet ſige mig, men jeg tviler ingenlunde derom, efterdi andre Cachelotter har dem, og Fornedenhed ſynes at ud⸗ Fræve det, i det de underſte Molares ere faa meget koxtere end Canini, (de ſpidſe Fortender) og folgeſſ⸗ gen kand ikke engang nage til det overſte Kicebeen , langt mindre ers de i Stand til at udave den frove Magk, form Udfordres kil at tygge, med mindre 1 ' d

SNS

2

8

8 SY LD

8 — SE

8

ne, A rein. E ER Ob

Schliese fnmwert.d"

Se

2

Nero chien, 70

E

BD

— —

—

tir

bå r KK BØR UW | ik 4 8

y 1

5

vi,

2711

957

1

DUM

2

*

1 —

WEIL

ES mt: 2 0 Are CLIL. År

É

O

SN 71 (ØB

ETL, unde 3

2

UY -

|

| og Strat Davis. 215 dre Tender ovenfra moder og kommer dem til hielp.

Lykkeligen tildrog det fig i Aaret 1738 at en Cachelot⸗

te kom til at ſtrande noget fra St. Peter i det Eider⸗ ſtedtſke; den havde i det underſte Kicvebeen for paa Snuden een „ og paa hver Side 2 ſaaledes i alt 51 Tender, der vare krumme ſom en Segel. Den var 48 Fod lang, 12 Fod hoy, og den tykkeſte Run⸗ ding 36 Fod omkring. Paa Roggen bag ud imod Rumpen havde den en Bulk 4 Fod lang og halve anden Fod hoy. Finnen har veret 4 Fod lang og Halvanden breed, Rumpen 12 Fod breed, men Luft⸗ Hullet 15 Jod langt; dens Membrum virile var ved Kroppen 15 Fod tyk runden om. Jeg har faaet en

Afridsning deraf, hoilken jeg herhos meddeeler, ſaa

god ſom jeg ſelo har bekommet den.

§. XLIX. Den ſidſte Hvalfiſk⸗ Art, ben Witt ſom har ikkun Tender neden til, er Witt⸗ iſken. ſken eller Sviidfiſken, albus piſcis Cetaceus Raj.

jeg vilde kalde den: Balæna minor alba in inferiore

maxilla tantum dentata fine pinna in dorſo CR De fanges i Strat Davis i Sydbugten. De ere den rette Hvalfiſk temmelig lige, undtagen at deres Ho⸗ ped er meget ſpidſere, ellers har de den Pukkel paa Hovedet ſom en Hvalfiſk, de har og ingen Finne paa Ryggen, men vel een pan hver Side, ſom er tem⸗ mellg lang. Deres Rumpe er og meget liig Hoalfi⸗ ſkens. De ſkal ikkun have et Blaſehul. Men i den Cranio, ſom jeg beſidder, ere gabenbarligen 2 Hul⸗ ler. Dog kand det vel være, at de løber ſammen oben til i et eeneſte Kiod⸗Ror, og ſaaledes udſkyder O 4 | ikkun

(6) Sibbald har vel ogſaa een under denne Befkeivelſe,

men ſom er gandſke adſkilt fra vores. Hans har et rundt Ho⸗ ved, vores et ſpids; Hans har Naſeborer, vores et Blaſe⸗

rør. Jeg har derfor (at det Ord Alba⸗dertil , for gt giore

Jorſkicl pag dem.

216 Efterretninger om Gres nland

ikkun en Straale. Deres Farve er hviidguul hvor⸗ fore de af Gronlandsfarerne har faaet Navn a Holid⸗ ſiſke; deres Storrelſe er 2 eller 3 Mænds Længde ; men de har ikkun een til to Qvarteler Spek, hvilket end derforuden er faa blødt, at den indſkudte Harpun letteligen rives ud igien. Hoorfore man ſielden gior fig den Umag at jage. efter dem (). Dog feer man dem meget gierne, thi naar man finder dem i ſtor Mængde , anſeer man dem for et got Tegn til den god Hoalfiſk⸗Fangſt. Af det bekomne Hobed⸗Been har jeg befundet, ſom af ingen anden er anfort, at nederit i Munden ſidder paa hver Side otte ſmaa, lidet boyede Tænder, ſom ere oven til runde og flade, og ſidder i Beenet, ligeſom liggende paa Ryggen. Jeg har med Fliid efterſogt, men kand ikke finde no⸗ get Tegn til, at der i det overſte Kicvebeen har va⸗ ret nogen Tand, eller Kind⸗Tand, ligeſom og ingen af de Gronlandſke Skippere, ſom jeg har ſpurt ders om, kand erindre ſig at have fundet nogen Tand o⸗ ven i Munden. Jeg beklager, at min Cranjum er kommen meget til ſkade, medens jeg har været paa Reiſer, fan at jeg ikke kand tage eller meddeele nogen fuldſteendig Aftegning deraf. 9 nog e §. L. Nu ere endnu tilbage de flags Loppen. Hyalfiſke, ſom har Tender oben og neden i Munden, Butskoppen, af de Engelſke kaldet Grampis, Floundersbead , Raj. og af Skotterne North⸗ Caper, ſom Sibbald anmerker , Orc Bellon. & Rondelet. Parcus marinus major, Gesner. Af mig: Balæna minor utraque maxilta dentata, pinnam in dorſo gerens Denne har en fort eller morkebruun glat Hund og er hviid under Bugen. Dens Lengde

ſtrakker fig indtil 20 Fod og giver 15 , og vel meer i Svars

() Ses Marlens Spitsberg. Reiſe Part, IV. 056, u. J.

og Strat Davis 217

Ovarteler Spek. Hovedet er for til buttet, det er ſtump og tyk, ligeſom man ſeer en omſtyrtet rund Baad for til; hvorfore den af Hollenderne og Neder⸗Sach⸗ ſerne har faaet det Navn; dog har den en noget ude ſtaaende Mund eller Snude, ſom er for og bag lige tyk, hvorved den ogſaa ſkilles fra Bruuskoppen, hois Snude er bag til tyk, men gager ſpids for ud.

Kroppen er ikkun fort. Som man har forſikkret mig, har den fire Tænder paa hver Side og nogle Kind⸗ Tender, men oven til ikkun ſmaa Tender: den har et Blæfe- Hul i Nakken, paa Ryggen en ſtor Finne ſom Bruuskoppen, og 2 Finner foran, ſom Hoalfi⸗ ſken, hvilken den ogſaa ligner i Rumpen (X).

F. LI. Bruuskeppen (Meerſchwein, 43 runs eller Tunin, ſom Martens vil; Isl. Svin⸗ kloppen. hual eller Witingr formedelſt dens plumpe Hoved fan kaldet, og Springhval; Frantz. Marfoiin eller So eur. Engl. Porpus eller Porpeſſe. Skotl. Seapork; Phocæna Rondelet. atque Gesn. Phocæna ſ. Turſio Bel. lonii & Scaligeri. Delphinus Septentrianalis Schoneveld. Hos mig: Balæna minor, utraque maxilla denta- ta, pinnam falcatam in dorſo habens. Denne Fiſt er fort af Hund, og hviid paa Bugen; dens Længde 5 til 8 Fod. Paa Hovedet har den fit Bleſehul (juxta Willughbyß. Paa Hovedet og den fremſtaa⸗ ende Mund ligner den meeſt Butskoppen, undtagen at Snuden er liigere en Svine⸗tryne. Munden er oven og neden fuld af ſkarpe, ſmaa Tender. Ryg⸗ Finnen, ſom ſtager midt paa Roggen, er udhuulet imod Rumpen ſom en halb Maane. Bugfinnerne ere ſom Hvalfiſkens Finner, ſom og Rumpen, alleeneſte gt dennes er noget krum ſom 4 Sigel (%. Meere

I — J om

(Wart. Spitsb. Reise Parke. IV. e. 6. n. 4, eh) Mart. Spitsb. Reiſe d. J. e. 6. n. 3. Wee | i *

218 Efterretninger om Gro nland

om denne Fiſk kand man finde i Efterretningerne om Island. 4 140 Del“ . LIL Delphinen, eller ſom Soe⸗ rhinen. folkene i Nord⸗Soen Falder den, Tumle⸗ ren, Marſpünet, Holl. Tuymelaar (0), af at | tumle, ſpringe, hvilfet den fornemmeligen pleyer at giore imod ondt og uroligt Veyr. Delphinus anti- quorum. Nordſk Nyſſa. Den kand og hede: Balæna minor utraque maxilla dentata, dorſo pin- nato, Delphinus vulgo dict. Den er Bruus | koppen meget lig, undtagen at Delphinens Snude ſtager meere forud; den er tyk foran, og bagtil ſmal. Den har to Blaſehuller, dog oven til ikkun en Aab⸗ ning, ſom en halv-Maane, over Panden, i hvilken begge Straglerne lober tilſammen, ſaa at den udſto⸗ der ikkun een hoy ſtark Stragle. Efter dens Stor⸗ relſe har den en hoy Finne paa Ryggen. Dens Rum⸗ pe ſidder Horizontal, ligeſom Hvalfiſkens (*). De yderſte Normand gior en flags Cafiar af dens Raon. Delphinen i Veſter⸗Soen ffal være overalt ſmallere, og i den udvortes Skabning være Storren meget liig (undtagen at dennes Snude er for ſpids. 1 100 Svard- 6. LIII. Gronlandsfarernes Sværd fift fiken. — er endnu ikke, faa bidt mig er ele i er

Hist. Piſe. Lib. IT, cap. 3, J Memoires du Chevalier d' Ape vieux Tom. III. pag. 400. meldes der, at de Unge af 6 til 7 Pund, ere gode at ſpiſe, men at de ſom ere bleven fuldkommen ſtore, og veyer gemeenligen 8 til 10 Pund, ere grove, ſeye , og har en ſlem Smag. e ARM e Tuymeler fig dida.a mirabili agilitate ſeu mobilitate, qua fe in maris fuperficiem frequentifime vibrat: Kilian Etye å mologia Teuton. f (%) Adde Willughby Hiſtor. Pife. Lib. II. e. 2. Men en endnn bedre Aftzilding og Anatomi Beſkrivelſe har man af Gr: D. Kulmus in Supplem, I, Actor: Vratislav, art, 11.

og Strat Davis 219

beſkreben af nogen. Jeg vover at kalde den: Balæ- pam minorem utraque maxilla dentata, pinnam

ladio curvo ſimilem in dorſo habentem. Denne Fiſk har et ſtumpet Hoved, næften ligeſom Butskop⸗ pen,, og Munden fuld af ſmaa, dog ſkarpe Tænder.

Den bleſer Vand, og har en Horizontal Rumpe ſom

Hvalfiſken. Pag Ryggen need imo) Rumpen ſidder det fag kaldede Spærd eller Sabel, hvoraf den har faget fit Navn (4). Den er 12 til 2 Alen hoy, og bed Ryggen en halb Alen, til 3 Qvaxteer breed, men

oven til meget ſmallere, temmelig boyet tilbage imod

Rumpen, tyk og ſtump, at den nærmere ligner en krum Pal, ſom er noget ſpidſet til Enden, derforuden ogſaa overdraget med Hund og Svær, folgeligen gandſke uſkikket til at ſtikke eller fkicere Hvalfiſken eller nogen anden Fiſk Dermed. Dog kand den giore dem Skade nok med Munden. Thi ſaaſom de drager ge⸗ meenligen frem i ſmaa Hobe, faa falder nogle af dem Hyalfiſken an, engſter den, og flider heele Stykker ud af hans Legeme. Hvorved den ſaaledes udmattes

og bliver fan hidſig, at den gabner fin Strube lidet,

og rekker Tungen ud faa langt ſom den kand; denne

giver de fig ſtrax i færd med, efterdi det er dem fore

nemmelig om den at giore, og de æder cellers ikkun

lidet af Hvalfiſken, eller og de kand ikkun ſlide lidet af

hans Kiod, formedelſt den tykke Hund; men (aa ſnart

de kand, ſmutter de ind i Struben, og ader Tungen

reent ud; Deraf kommer det, at vore Folk undertiden finder en dod Hvalfiſk, ſom har miſtet Tungen og er dod deraf. Vore Gronlandsfarere ſeer diſſe Sværd:

fiſke ofte ved Spitsbergen og i Strat Davis, hvor

de bliver To til 12 Jod lange. Undertiden har man

vel og feet ſmag eller Unger ved Hilgeland ſtray 15

| 2 PE

Ser Efterreintagerne e ST,

— sseEE . Sk ME — 7

. —

ms AR eg

„ :....

Efterretninger om Grænland

for Elben. Man fand deres ſtore Geſpindighed, undtagen

220

umueligen fange dem formedelſt at man kunde

fEyde en Ung med Byſſer. En forfaren Skipper FA

ſom jeg fpurte om hans Meening , hvortil denne Pal bel kunde nytte Fiffen, holdt meget vimeligen for, at

den bruger den til at hemme eller holde ſig tilbage med

naar den ſpimmer, og deslige.

Jeg tviler ingenlunde om, at de Fiſke, ſom op⸗ holder fig ved Küſterne af af Hvalfiſk⸗ Fangerne fammeftæds Killers bvalfiſk⸗Mordere, ere jo de nyligen af mig beſkrev⸗ ne Svardfiſke, alleeneſte at de der falder ſtorre, nem⸗ lig 20 til 30 Fod lange. Thi der berettes om dem, at de har Tænder baade oven og neden, ſom ſlutter j hver andre, og en Finne 4 til 5 Fod hoy ſiddende næs ſten midt paa Nyaggen. De gaaer alletider en halt

Snees eller fleere i Salſkab, og anfalder en ung Hval⸗

ME, ligeſom Slagterhunde en Tyyr, der ſkal hidſes. Nogle holder den ved Rumpen, paa det den ſtal ikke ſlage med den, imidlertid at andre tager fat paa Ho⸗ vedet, bider og ſlager derpaa, indtil det arme Beeſt, ſom er ſaaledes forjaget og bleven hidſig, rekker Tun⸗ gen lidet ud, faae fat pan dens Læber og, om mueligt, paa Tun⸗ gen. Naar de nu endeligen har dræbt ham, ader de fornemmeligen af Tungen og Hovedet, men faa ſnart han begynder at raadne, forlader de ham. Killers eller Mordere har ſaadan en u⸗ overvindelig Styrke, at naar nogle Chalouper med hverandre ſla⸗ ber en død Hoalfiſk efter ſig, da kand een eeneſte af diſſe Mordere, f flæbe Hvalfiſken bort og drage den med ſig need til Grunden. Undertiden har man faaet dige File, og

lapet god Tran af dem. S. LIV.

0) Vid, Philof Trani N. 387, P. 265.

Diſſe

Ny⸗Engeland, og kaldes (9), det ex

— SE

da ſtrax nogle af dem kragter efter at 1

ſom har fat fine Tænder i den, ſtrar

og Strat Davis. | 221 5

Om tven⸗ de fürfodde

C. LIV. Endeligen vil jeg endnu tale om tvende fiirfødde See Dyyr, nemlig i Wallroſſen (See⸗Heſten) og Salhunden. Soedyyr⸗ Wallroſſen (Rosmarus) (Y) er Sel⸗ | 1) Om hunden meget liig i Legems Skabuing,, Walloſſen dog ſtorre, tykkere og meget tungere ((r). De 1 re

59 Det et, Bav⸗Seſt eller Sse⸗Beſt, ligeſom og Angelſachſerne har faldet den Hors - Hwal (ab Hors equus, Sax. Hols eller Org, Allem. Hors; & Hwal, Cete). Rus: ſerne kalder den Morse, Engellenderne Scatom, Frantzoſerne Fache marine, og pan de Nord Americanſke Küſter, hvor den ikke mindre findes, Vache marine, eller og Bete 4 la gran» de Dent. vid. Dionyſ. Deſcription des Cotes de l' Amerique. Septentrion. Vol. II. p. 2560. Hollænderne, ſom farer paa Grønland, ſiger og Walros eller Walrus; men nogle ſom har reiſt i Indien, og nogenſteds ſeet af dem, Falder dem og Soe Lover, dog urigtigen. Thi Soe⸗Loverne har meget mindre Dentes caninos „ og ere meget meere en ſtor Art Sel⸗ hunde, ſom i Hovedet og den gule Farve paa Haarene nogens lunde ligner Løven, Valentyn-Beſeryv. van de Kaap p. 125. (i hans ſtore Verk om Oſtindien) Kolbe i hans Beſkrivelſe over [amme Forbierg p. 203. og den af Hafæo diff. Philolog. VII. d. 12. anførte Anonymus. Det Dyyr Manati eller Lamantin, ſom Frantzoſerne ſiger, i Veſtindien, har ſtor Overeensſtem⸗ melſe med, og er af ſamme Art ſom Wallroſſen.

(*) Jungen har ſkrevet bedre om dette Dyyr end Mars tens Spits berg. Reiſe Part. IV. cap. 4. n. 5. hvor han giver en temmelig god Afbilding derpaa. De gamle Normend og Islendere har ikke alleene af de lange Tender giort Knipſkaf⸗ er, Kaardefaſter og andet meere, men de har og at den tyk⸗ fe og ſeye Hund ſkaaren Remmer til Skibs⸗Toug. Som det anføres af den gamle Ohther, i hans af Baſſao udgivne Pe- iplo &. 5. og af denne i det hosfoyede Note. Denne ſamme Ohther ſiger og i den 6. §. at den Tribut, ſom Finnerne paa den Tiid gav deres Konge, beſtod on deora fellum and on ſugela fetherum and huales bane and on them ſhip-rapum the deoth of huales hyde geworht and of ſeoles; det er, i Dyre⸗ Sfind , Fugle Fir, Hvalfiſk⸗Barder, og Skibs Toug, ſom are virkede eller forfærdigede af Cual (hoorved han forſtager Wallroſſen) og Selhunde Skind. 1

K

222 Efterretninger om Groenland

fire Fodder, eller, ſom vore Soefolk ſiger, for at gio⸗ re Forſtickl, Vlaaren (), hoilke ikke tiener faa meget til at gage, fom til at foimme , ligefom og Fingrene og Tæerne ere overalt bedakkede og udfyldte med Hund,, dog foran bevæbnede med ſmag Kloer. Huden er ſnart en tomme tyk; Hagrene korte, ſtibe, brune, morkeguule. Hovedet kyk, plump og foran | fladt; paa Wanden ere 2 Blæfehuller; Munden er

andet end ſteile Klipper og afrevne Jisplader, hvor⸗

14 | f i 1 () Vinger, a Sax. Flaran, hboraf kommer Diminu⸗ | tivum Vleerken, ſom er brugeligt hos Hollanderne og beth ⸗ | der Fugle⸗Vinger⸗ . 1 9

og Strat Davis. 223 ſlutte „deres Tanders Storrelſe og Længde ogſaa bes fkaffen. Min Salige Fader har engang faaet et par, hver af dem var 2 Pariſer Fod og 1 Tomme i Længden , og ved den tykkeſte Ende 8 Tomme i Run⸗

dingen. Deslige jeg aldrig ſiden har feet. Jeg har

endnu een af dem, men den anden har jeg, for lang Tüid ſiden, formedelſt dens Raritæt, foræret til en fornemme Herre, til det Keyſerlige Konſtkammer. Man finder ſicelden dem, ſom har ret ſtore, og ends nu meere ſicelden dem ſom har 2 heele og ſunde Tan⸗ der; For mange Aar ſiden OA jeg faget et Hoved ſom var temmelig ſtort, nemlig 1 Pariſer Fod og 165 Tomme, ikke alleene med tvende ſunde Tænder, men og med Hund og Kiod indſaltet i Lage. Men ſaaſom det kunde ikke længe holde fig paa den Maas de, har jeg ladet det kaage af, og forvaret Hoved⸗ Beenene endnu i min liden Samling. Herved føl ger en Afbilding deraf. Hvad der er ædeligt paa dem, har den ommeldte Martens anmerket. Jeg har engang hørt af en Commandeur, at han med fine Folk havde ædt af Nyrerne, og de vare alle

bleve Dorſke i Hovedet derefter , ſom gik vel over

Fort derefter ; dog med en gruelig Hovedpine.

"6. LV. Scelhunden, Phoca, i al⸗[ 2) Om mindelighed Robbe, eller og Salhund, Salhun⸗ Nordſk. Vobbe, Engl. Seal eller Seal⸗ .

hund, Frantz Veau de mer, i Nord⸗ America

Loup warine, og af Gronlœnderne ſelb Puſa Faldet, er temmelig vel beſkrevet og afbildet af Martens (), og er ellers et meget bekiendt Dyyr. Aar 1724 be⸗ kom jeg en liden udſtoppet Seelhund, ſom var fans

gen i Strat Davis. Hoyedet var lidet, men natur⸗ lig ſom et Hunde⸗Hoved, ſom Prene vare ſkaaren 5 5 5 i 4

0 Spitsberg. Reiſe e. I. n. 4.

UNE Et

224 Efterretninger om Gro nland

af ved Hovedet. Den har nogle Skiceg⸗Haar, ſom

et Knebelbart ſom ere lange, ſtive og dreyede paa en færdeleg Maade, Den overſte Læbe gaaer lidet frem over den underſte. Ternderne ere ſom Hunde⸗ Tender, dog endnu ſpidſere, de overſte kortere end de nederſte. Halſen er tynd og noget langagtig, men Kroppen i fig ſelb ikkun fort, fortil tyk, med et breedt Bryſt, bag til falder den ſtray meget tyndere, og gaaer meget ſpids ud til Enden. ere ikkun forte, og ſkabte ſom Gaaſefodder. De har ingen Been, men ere ikkun ſom en tyk Lap af haar⸗ rigt Leder. Paa Forbeenene ere 5 lange forte Klor, ſom gaaer med de yderſte Spidſer lidet uden for Skin⸗ det; Fodderne felv ere uden Been og faa forte, at naar de ligger paa Landet, ſaa kand de, formedelſt Bugens Rundhed, knap røre ved og hakke lidet i

Dens fire Fodder

Jorden, hvormed de kummerligen, dog haſtigen nok

; flæber fig frem. til at roe og fvimme i Bandet. aa bag ud, og end de breede Ender Perpendiculariter, ligeſom Fiſke⸗Rumperne. Dens Haar vare ikkun

korte og ſtive. Over Ryggen havde den bruune Stre⸗

ger og Pletter, ellers var den hviidagtig og under Bugen guulagtig. et Raadyyr. Jeg har noget noyere udmaalet dette Dyyr, for ved Leilighed at ligne det imod andre af andre Søer, Det heele Dyyr fra Spidſen af Snu⸗ den, til den yderſte Ende af Bagbeenet, var 2 Pa⸗

Thi de ere egentligen ikkun giordte Bagbeenene ſtaaer

Rumpen var ikke længer end paa

riſer Fod 4 Tomme langt. Hobedet alleene 3: Tom⸗

me lang, og oven til tverts over 25 Tomme breedt. Halſen holdt 2: Tomme, Tykkelſen eller hoyden for ved Forbeenene 85 Tomme, og Breeden ſamme⸗ ſteds over Ryggen 7 Tomme. Bryſtet endnu lidet ober »[Tomme. Bag til, hvor Bagbeenene ſidder, var Tykkelſen i Diameter 33 Tomme. Rumpen i

fig

og Strat Davis. e

fig ſelb 31 Tomme; Forbeenet var ved den forreſte Kant 34 Tom ne, og ved den bageſte 15 Tomme langt; Dets Breede oven til 1. Tomme, og neden til 2 Tomme. En Baagfod 4 Tomme lang, oven til noget breedere enden Tomme, men neden til 65 Tom⸗ me (5). J Strat Davis voxer de til ſaadan en Stotrelſe, at de neſten nager to Mænds Længde. De har vel fire Finger tykt Spek oven paa Kiodet, ſom giver meget god Tran. F. LVI. Nu omſtunder, da Tranen | Til deres er i ſaa hey Priis, og Hvalfiſk⸗Fangſten Fanaſt ude er i almindelighed faa flet, faa udreedes der dels Ci, færdeles ſmaa Skibe til Gronland og Strat be, ſom kal⸗ Davis for at fange Salhunde; diſſe kal⸗ des Rob⸗ des Kobbenſchlaͤger; efterdi diſſe ſoger benſchlaͤ efter Selhundene 1 ſerdeleshed, og over⸗ ger.. falder dem, naar de ligger og ſover paa Jiſen. Hor de da flæaer dem ihiel med Prygler, over Neſen, ſaa⸗ ſom de der ere meeſt omfkindede, eller og ſtikker dem ihiel med ſmaa ſtive Lantzer eller Pikke. F. LVII. For de Vilde Indvaanere i Strat Davis ere Salhundene de allernyt⸗ teligſte Dyyr; thi de tlener dem ikke allee⸗ neſte med deres Kiod til Nering (*), og med deres Blod til Lcegedom, men med deres Skind til Kleder, til Skibbyggerie det.. og faa. fremdeles; med deres Seener og 79 80 til in⸗

De ere

Indvaa⸗ nerne der paa Sta⸗

0 En flittig og ſkion Anatomie over defte Dyyr, ſom de Kongl. Franſke Anatomici i Paris har giort, findes i Me⸗ moires pour ſervir à “ hiſtoire des Animaux p. 93. ſeq. hvor⸗ til man kand foye den 10. Artikel i Supplem. I. af de Dress lauiſke Samlinger. 0 ( Im Salßundene i Nord⸗America og deres Fangſt ſee Denys des Cotes del Ameriqu. Septentr. Tom. I. P. 64. 4 eq.

Kj

226 Efterretninger om "Grønland Vinduer, Seyl, ja til at ſye og hafte, med deres

Been til allehaande Huus og Jagt⸗Redſkab, og hvem

Tand opregne alt det, ſom de bruger dem til? Saag

meget got er der ved et eeneſte Creatur, naar der er ikke Overflodighed pan mange gode Ting, ſom gior

Menneſkene begierlige, krsne og dovne, men naar Mangel og Hunger driver dem til at ponſe paa, hvor⸗ ledes de kand anvende det lidet, ſom de haver, til al⸗ leſlags Brug CD. døe

Man fin 5. LVIII. Men førend jeg forlader

der dem og Salhundene, vil jeg endnu melde om en i det ſtore ſerdeles Raritct. En fornemme og troe⸗ Zartarte | bardig Skribent (*) beretter, at der ſkal

findes en flor Mængde af dem i det ſtore Tartarie, i

den ferſke og klare Soe Baikal, hovilken Ruſſerne u⸗ relteligen Falder More eller Hav, eſterdi den er en blot Samling af adſkillige ferfke Floder. Saaſom jeg nu ikke erindrede at have læft dette hos nogen anden, faa blev jeg fan meget meere bevæget til at indhente en egentlig Efterretning herom , hus den eurieuſe og Berg⸗erfarne Herr Heidenreich, ſom det Rusſiſke O⸗ ber⸗Berg⸗Collegium i Petersborg havde udſendt igien⸗ nem heele Siberien og Taxtariet, indtil de Chineſi⸗ ſke Grandſer, faa vel for at opſoge ny Bergverker,

ſom og for at underſoge og forbedrede Gamle.

Den ſamme forſikkrede, at det var gandſke e igt/

ſeq. hvor han og anmarker at de unge ere meget feedere end de gamle, og at deres Tran er friſk, god at æde og ligeſaa beqvem til at brænde, ſom Bomolie, efterdi den ikke ſtinker. Denne ſamme Autor melder og Tom. II. ch. 17. om et min⸗ dre ſlags, af hvis Kiod og Tran de Bilde gier fig en færdes

les Delicateſſe; og med deres Tran ſalver de deres Hoved⸗

Haar. l f

(% Qvæ virtus, & quanta, boni, fit vivere parvo, Diſcite. Horat. i

CI J hang forandrede Rusland p. 30.

og Strat Davis. 227

digt, og at han felv med fine egne Pyne habde ſeet

dem paa bemeldte Stad; ja han beretter derhos, at de ſeer fuldkommeligen ud ligeſom de i Oſter⸗Soen, Undtagen at de ere noget mindre end diſſe, og efterdi de kand ikke beſtandigen holde ud under Vandet, ſaa veed de at holde Huller aabne hiſt og her paa Jiſen, haar Soen er tilfroſſen, for at komme op og need ligeſom de behover. De deromkring boende Tartgre

og Ruſſer ſkyder dem med trekantede Harpuner, og bruger intet andet til Lys i deres Lamper end diſſe

Dyyrs Tran. Jeg har eftertenkt, hvorledes de maa være komne i denne Soe, og meener, at dc res Forfedre kand meget beqvemmeligen være, til⸗ lige med de ſtore Storrer, ſom findes deri, kommen af Jishavet, op ad Deniſei og igiennem Tungu- ke ogi denne Soe. Dette maa man alleeneſte fore undre fig over, at deres Afkom kand ikke alleene bes gage fig i ferfk Vand, men og trives og blive an⸗ ſeelig ſtore og Feede: deraf feer man tydeligen, hvad Kraft der er i Vanen, ſom begynder med den forſte Ungdom, og man kunde maa ſkee ved videre Efter⸗ Fa tage Anledning deraf til et og andet ikke unyttigt orſog.

F. LIX, Nu vil det være Tiid, at jeg ogſaa kommer til de fornuftige Creaturer, Ind vaanerne i Strat Davis, ſom Aae gemeenligen kaldes de Vilde. De ſamme Conſtitutl⸗ ere i almindelighed, ſaavel Qvinder ſom on. Mænd, forte og underſcette, har dog der⸗ hos veldannede Lemmer, ere fede ag fyldige, alleene⸗ ſte at de ere noget flade af Anſigt; det ſamme jeg og har befundet hos den Gronlender, ſom for nogle Aar ſiden blev bragt herhid. 5 |

Om Ind⸗ vaanernes Statur og

De har i almindelighed forte og flette Haar,

brune og rode Anſigter, dog Dette ikke af Naturen, P 2 men

228 Efterretninger om Gro nland

men af deres Levemaade i Ureenhed og Rog, at de handler meget med Spek og Tran, og med utoede Hender tager fig i Anſigtet, ret ligeſom de bekiendte om obende Tatere gior ſig rodbrune i Anſigtet, ved det de ſmorer ſig med allehaande Fet. Thi de fodes ikke alleeneſte hvide, men man finder og undertiden, fornemmeligen iblant Qvindfolkene, hvide og ret artige Anſigter, hvis Yndighed har vel tilforn ſaale⸗ des indtaget nogle af de didkomne Coloniſter, at de har begiært en af dem til ægte, De ere ſielden pla⸗ gede med nogen naturlig Brek, men har almin⸗ delighed lige Lemmer og en fund Legems Beſkaffen⸗ hed, og, ſom Autor til den anførte Gronlandſke Perluſtration ſkriver, veed de intet af Smaakopper eller deslige Sygdomme at ſige. Men af denne ſam⸗ me Autors derefter udgivne Efterretning om denne Misſion, feer man, at i det Aar 1733 har en debt Gronlender, ſom havde faaet Smaakopper i Dan⸗ nemark, befengt ſine Landsmænd ; og efterdi Kopperne kunde ikke komme til at bryde ud, formedelſt det meget kolde Clima, dem derforuden manglede fornøden Legedom og Pleye, faa bortdode nogle. hundrede deraf; de ovrige kunde ey heller reddes paa anden Maade end ved at tage Flugten og holde ſig fra de Syge. — 0 Om de F. LX. Ellers ere de gemeenligen be⸗ res Magde ſycrede med Landets Sygdom, nemlig. Spine; Skorbug, nogle ogſaa med ſaadan en —ſſlſem Art deraf, ſom flader ud med hvide” Blegner og Pletter, ligeſom Blomſter; hvorimod de med Nytte bruger, foruden Cochlegre, en Urt, ſom har et Blomſter med tykke Blade og en meget ſkarp Smag. Hvis Kraft de Danſke og hoyligen berommer. De har hverken Barberer eller Do⸗ ctores, Fager nogen en Skade, bliver han mae neſte

4 I 7

og Strat Davis. 229

neſte forbunden med en Læder Rem, hvorunder det gemeenligen pleyer at heeles ligeſaa got, ſom om der blev lagt alleſlags Plaſter derpaa. Der findes nogle iblant dem, ſom kaldes Angekoker, og giver ſig ud for Hexemeſtere, Spaamend og Leger, og bedra⸗

ger det dumme Folk. Tet de Falder Domik) giore de allehaande naragtige Grimacer og Geberder, ſom ere i fig ſelv rette Ta⸗

ſkenſpiller⸗Konſter, og lader ligeſom de ſuer en Seene

af et Dyyr eller andet ſaadant ud af det Sted, hvor den Syge klager fig at han har ondt; dette fremvii⸗

ſer de da og foregiver, at dette har foraarſaget Syg⸗

dommen, men at den nu er helbredet (“). Og ef terdi den Syge bliver gemeenligen friſk, formedelſt hans gode og haarde Natur, og af den Indbilding at dette er ſandt, ſaa ere diſſe Bedragere i temmelig Anſeelſe, og fortiener ſaaledes deres Nodtorft. Dif fe ſamme hænger ogſaa Snore, ſom Paternoſter Baand, der ere giordte af viſſe Slags Been, og andre Ting, om Halſen paa Born, ja og paa Gamle Folk (Fx), og bilder det Dumme Folk ind, at de ſom bærer ſaadant, bliver friſke og ſkal have god Lykke. Der findes Gamle Folk iblant dem, og ſkulde formodentligen findes endnu fleere, derſom de ikke ved deres Handtering vare dagligen underkaſtede faa mange farlige Tilfælde.

6. LXI. Deres Sprog er meget be å Om Lan⸗

ſonderligt og faa fremmed , at jeg ikke veed dets Sprog

hvor jeg ſkal fore det hen; og ikke mindre deres Ud⸗ i ; P̃ 3 tale 7

(0 Hr. Egede i hans oftanforte Efterretning om den Gronlandſke Misſion, anforer p. 64. p. 170. Exempler, ſom han ſelv har ſeet, og hvor han har aabenbaret det forsvede Bedragerie.

% Diſſe falder de Anguoak , og derom kand man finde meere hos Hr. Egede, i den anførte Efterretning p. 62. t. P. 115. N

Naar nogen bliver ſyg, (hvil⸗

230 Efterretninger om Grønland

tale, efterdi de træffer Munden paa en” befynderlig Maade, og i det de har en gandſke egen Maade at legge Tungen til Ganen, Tanderne, og ſaa videre, giores efter, men ere overmaade vanſkelige at fatte, en endnu vanſkeligere at udteykke med Bogſtaver,

Jeg har haft den Lykke, ved en Hoy og Fornem⸗

me Belynderes Communication, at fade et lidet Danſk og Grenlandſt Dictionarium, ſom velbe⸗

faa gier de ſaadanne Toner, ſom naſten ikke kand

meldte Hr. Egede har opſat, og hvilket jeg tillige

med nogle andre Tillæg har foyet bag ved diſſe Ef⸗ terretninger. Der findes vel nogle fan Ord, ſom man lat kand finde reede til, ſaaſom Binneka, er Barn, Bona et Fruentimmer, Noria at ade; ſaa harog Juter til den Gronlandſke Perluſtration

aumerket no le Nordſke Ord, GQvan, Angelica⸗

Rod, pad Nordſk Ovanne, en Fiſk Nordlenderne Niſa, Bolleck Kolle, og deslige meere.

Men alt dette er ikkun li⸗

en Lampe, Nordl.

det, og kand være antaget og lært af deres Omgang

med Fremmede i de nyere Tider. Men Sproget i fig ſelb har ikke den ringeſte Overeensſtemmelſe enten

med det Nordſke, Gamle Gothiſke, eller Islandſke, N Ja uagtet at de nordligſte deele af America ligger dem faa meget nær, ſaa fin⸗

Finn⸗eller Laplandſke.

der jeg dog ikke, at det har nogen Liighed med det, ſom la Hontan og andre har optegnet om de Vil⸗ de Nationers Sprog i og om Canada, o. ſ. v. Øg omendſkient Strahlenberg i hans Nord⸗ og Oſtlige

Deel af Europa og Aſia har givet os en Tabulam | Polyglottam af to og tredive Tartariſke Folkes Sprog, (aa finder man dog i alle diſſe ligeſaa lidet den mind⸗ ſte Liighed, langt mindre Uüdſpring eller Oprindelſe 1 den Gronlandſke Dialeck. Imidlertid har en, ſom er dette Sprog mægtig, forſikkret mig, at dette | Sprog

Å 8

og Strat Davis. 231

Sprog har ſin ſtore Behagelighed i Lyden, og me⸗ get artigt og eftertrykkeligt ! dets Talemaader. Det ſynes ey heller fan grovt, ſom man ſkulde formode hos ſaadant et grovt og enfoldigt Folk, ſom de Vil⸗ de ere, men meget meere at være fordum med Fliid udarbeidet af Folk, ſom har haft meere Eftertanke og Tiid dertil; fornemmeligen naar mon betragter dets ſerdeles Art, deres Verborum flexiones &c. deres Pronomina ſuffixa og deres Brug, at de har en Dualem og deslige (“). Autor til den Gron⸗ . ee landſke

„ (7) Til en Prøve, og for deres ſkyld, ſom ere Elſkere af Sprog, vil jeg ved Enden af biſſe Efterretninger meddee⸗ le en Extract af de Gronlandſke Collectaneis, ſom den From⸗ me og Flittige Hr. Egede har giordt 1725, og ere komne mig til hænde in M. S. ved en fornemme Veng gunſtige Be⸗ fordring. Diſſe Collectanea beſtager af en liden Ordbog, 1 ved Slutningen anfores under Lit. A. og kand ſammen⸗ ignes med de Vocabulis, ſom Thom. Borrichius fordum har ladet indføre i Ack Med. Haffn. Vol. II. p. II. ſeq. ;

faa og en Formula conjugandi , med en liden Efterretning om Nominibus øg Pronominibus, under Lät. B. Videre af nogle eenfoldige Grund Lerdomme i den Chriſtelige Religion, forfattede i Sporsmaal og Gienſvar, hvoraf jeg har uddra⸗ get de ti Bud, HErrens Bon, faa og en anden Bon fub

Lit. C. desligeſte af nogle Alloquiis, hvoraf jeg ſub Lit. D. meddeeler den merkverdigſte og til meere end een Brug nytti⸗ ge 9 og 10 Paragraphum. Enbeligen har han af Forſte Mo, fe Bog vyerſat de elleve Forſte Capitler (hvoraf det forſte uns der Lit. E.) og nogle Evangelia, ſaa got ſom han kunde, i det Gronlandſke Sprog, (hvoraf det pag Maric Bebudelſes Dag findes ſub. Lit. F.) til en Prove, Hoorved jeg endnu har at erindre, at ogſaa Præpoßtiones 6g Conjunctiones i dette Sprog beffaner i Af-et Suffixis, for Ex. Sumit, hvorfra ? Sumat, hvorhen ? Jeſamit, fra JEſu, Jeſumut til IEſum. Killae Nunalo Himmel og Jord. Guditag og Gud. De til Religionen og aandelige Ting horende Hoyed⸗Ord, efterdi

det Gronlandſke Sprog har ikke Ord dertil, har den gode

Mand maattet tage af det Nordſke Sprog, ſaaſom GUD,

GUD, Engelija Engel, Synd, Synd; Helligtorſusch, Hel⸗

lig. Velßgninch gt veifigne. 1

I

232 Efterretninger om Ørenlend

landſke Perluſtration beretter Cap. 1. at der tales mee⸗ ſtendeels et Sprog over det gandſke Land, undtagen at Udtalen er adſkillig paa nogle Steder. Sag har og Qvind⸗Folkene en ſerdeles Udtale for fig ſelb, i det deres Ord gemeenligen endes paa et N.

Om dej 8 LNII. Anlangende Gronlendernes

res Klede⸗ Blededragt, da bliver den forfærdiget

draat. af Dyyre⸗og Salhunde⸗Skind, ſom de nogenlunde bereeder ved at banke dem med Steene, og at garve dem med Urin, Tran og deslige, fag og

af Fugle⸗Skind; diſſe foyer de ſammen med Traader,

ſom de ſkicrer af Salhunde⸗ og andre Fiſke⸗Tarme, hvilke de blæfér op og derefter klever fra hinanden. Paa Bryſtet næft ved Kroppen barer de et Skind af 2Edder Fuglen, faa at de vender Duun⸗Siden ind ad. I) Man Mandene har en ſnever Kiortel af denes. Dyyr⸗eller Sælhunde Skind med Wrmer og en Hætte, ſom en Munke⸗Hertte; den nager dem til Knerene, med tvende nedhængende Flipper, en for og en bag. Om Sommeren vender de den lod⸗ ne Side ud, og om Vinteren ind. De berer og deslige Buyer oven over Lenderne, desligeſte og S tramper eller Stovler, det lodge ind ad; ſom dog ikke ere længere, end at Knæene jo ofte ſidder blot⸗ te, naar de gager. Nogle faa bruger og valkede Islandſke Stromper, ſom de kiober af de Danſke eller andre. Skiorter eller andet Lintoy har de ikke, efterdi der hverken kand vore Hor eller Hamp hos dem, og deres Armod tillader dem ikke, at kiebe noget Linned af de Danſke. Men fager nogen af dem en Skiorte tik Foræring , fan træffer han den oven over fine ſcdvanlige Klader og ſtadſer dermed, ſom med en ſerdeles Prydelſe. Naar de gager ud til Søes og fornemmeligen pan Hvalfiſk⸗Fangſt, dra⸗ ger de over deres Klader et heelt Overtrak, af be⸗ | gate

og Strat Davis. 233

ſtaaer af Troye, Buxer, Stromper og Shoe Net, Stykke, os er forfærdiget af glatte Selhunde⸗Skind, uden nogen Haar, og er med Tarme faa tæt ſam⸗ menſyet, og allevegne faa faſt ſammenſneret, at ins tet Band kand trænge der igiennem eller giore dem tunge. Derimod har de oven ved Bryſtet en liden Aabning, ſom er forvaret med en Pind eller Plok, igiennem hvilken Aabning de kand blaſe ind og opfylde den med faa megen Vind, at de ikke ſiunker, ja kand gage ret op i Vandet indtil midt paa Beenene, faa og efter behag, ved at formeere eller formindſke Luften , gane need paa Grunden i Soen og ſtige op igien. En troværdig Skipper har forſikkret mig, at han ikke alleene ſelv har feet det med fine Oyne, og ladet dem hente noget op af Grunden i Seen, men ar og haft en Matros, ſom efter en liden Ovelſe unde ligeledes trede og vandre omkring paa Vandet. Qvindernes Dragt er ikke meget ad⸗] 2) Qoin⸗

ſkilt fra Mændenes , undtagen at deres "dernes. Kiortler ere noget viidere, ſaa og hoyere paa Skul⸗ drene, paa det de deſto beqvemmeligere kand bære deres Born deri, ſom de ſtedſe ſlaeber omkring med fig paa. Ryggen, hvor de ſtager eller gaaer. Om Sommeren har de faa korte Buxer, at Beenene og Knæene ere meeſtendeels blotte z men om Vinte⸗ ren længere, ſom nager dem indtil Knccene (5). Qvinderne binder deres Haar op i en Top ſaaledes, at de forſt legger et Baand. neden under, derefter flager de Haaret derover igien, og binder det endnu eengang, at det mag ſtaage rundt, tykt og ſtivt op i P 5 vei⸗

Til des ſtorre Tydelighed Fond man efterſee de Af⸗ bildinger paa Mand og Qvinder, ſom de beſte man har, hvile ke Jacobus og Laurentſen har indfort i Mul. Reg. Part, II. (eg. 2. n. 81. Tab. J. f 15

234 Efterretninger om Grønland

veiret. J denne Top fletter de til en Zürlighed alle⸗ haande Glas⸗Coraller, hvilke de hænger og i Orene, om Halſen og Armene, ja endog undertiden paa Skoe⸗ ne. Nogle Qvindfolk, ſom maa ſkee vil giore ſig allerbehageligſt for Mandfolfene, ſyer fig. med en Traad, ſom de har giordt vel fort med Soden af deres Lamper, allehaande ſnaa Strager og Trek imellem Huud og Kiod, imellem Pynene, paa Kin⸗ derne, paa Hagen og ved Prene, ligeſom de meener at det kand ziire dem beſt; og naar det læges igien, bliver de ſorte Kiendetegn ſtedſe tilbage, og ſeer ud, (ſom een viiſte mig, der havde ladet fig fe ſaaledes pan Armen) ret ligeſom de bekiendte Figurer, hoilke nogle, ſom beſeer den Hellige Grav, lader tegne paa deres Arme (). Man har forſikkret mig, at dens ne Prydelſe lader diſſe Creaturer artig nok, naar de ellers ikke ere heslige. Er det ikke en ſtor re for Mand⸗ folkene, at Fruentimmerne lader det være fig faa ſuurt, at giore fig angenemme for dem? Men oms endſkiont de Gronlandſke Fruentimmer ſynes i dette Stykke at være for Stats, faa ere de dog ellers lige faa ſkidenferdige ſom Mændene , thi de lever begge ober alf meget uveenligen „ toer fig meget ſielden, el ler og i deres eget Vand.

() Den Rusſiſke Geſandt Ysbrants Ides melder i hans Reize naar China, p. 37. om de Tartarer Niſovier Tunguſi kaldede, ſom han fandt underveys: Zy zyn ook Liefhebbers van Schoonheit, en om die te vermeerderen, verzieren ze hunne aangezigten , het voorhooft, de Wangen en Kinnen over al net op de volgende wyze. Zy doornaayen de huid met alderhande beelkeniſſen; den draad ſmeeren zy met een zwart vet; en na dat de Draad eenige Dagen in de gemaide woude is geweft , trekken zy dien wederom daaruit; als- dan blyft hei gensaide teken ſtaan, en men ziet er weinige die Zulks niet hebben, Al

144 og Strat Davis, 235

LXIII. De har to ſlags Vaaninger, Omderes een om Vinteren „en anden om Sommeren, Vaaninger Deres Vinter⸗Huuſe ere de ſtorſte, hvile de fører op imod Vinteren, eller naar de har i finde at blive læns ge paa et Sted. Og dette er egentligen Qvindfol⸗ kenes Arbeide. Diſſe Sune brager de fürkantede af Mark⸗Steene, eller nedfaldne Stumper af Klipper⸗ ne, hvilke de befæfter og forbinder faa tæt med Moos eller Torve⸗Jord, ſom de kaſter der imellem, at ins

gen Vind kand trænge der igiennem. De lader dem

ikke gierne gage over 2 Alen oven over Jorden, men bygger reſten need i Grunden, for deſto bedre at be⸗ faſte det, og forvare fig for Vind og Kuld. Oven pan Væggene legger de nogle Legter, og i ſteden for Tag bedakker de dem med Gron⸗Torb. De fætter. og nogle Vinduer deri, ſom de gior af Selhunde og andre Fiſk⸗Tarme, hvilfe de ſkicrer op og føjer ſam⸗ men med Seener, igiennem hyvilke Dagen falder ind, og oplyſer Vaaningen meere end man fkulde tenke. Indgangen graves under Jorden, ſom en Muldvar⸗ pegang, dog, paa det Bind og Kuld kal ikke tran⸗ ge ind i Hunſet, faa graves Indgangen ikke lige frem, men brav krum og lang. Den yderſte Aabning vens

der altid ud imod San, paa det, naar de kommer

ud , de ſtrax kand have den for Pyen, ſom den fora nemſte Kilde til deres Livs Ophold og Nodtorft, og fee; om den er nogenſteds aaben, at de kand komme ud og file. For Gangen hænger et Skind, i ſteden

for Doren, og naar man er kroben igiennem denne

morke Gang, paa Kucene, eller meget nedbukket, kommer man omſider from juſt midt i Hunſet. J ſaadant et Huus, ſom er ikke meget meer end 20 Fod i en fürkandt, boer ofte 7 til 8 Familier, fornem⸗ meligen Forcldre og gifte Born, Slægtinge og Svo⸗

øve, tilſammen, elterdi de ere kek kecttekicre, hae

ingen

236 Efterretninger om Groenland

ingen Tieneſtefolk, ſom ofte fætter Spliid imellem des res Herſkaber, har ey heller Meubler, ſom betager Rummet. Ligeſom og alt hvad der bliver fiſket eller jaget, tilhører dem alle tilfælles , og fortæres i god Fortrolighed. Ved den eene Side i Huuſet har de deres Sove⸗ſtæd, af Brader eller Ficle, paa Stee⸗ ne, en halb Alen over Jorden, ſom ere belagte med Dyyre Skind i ſteden for Sengeklader. Hvorpaa enhver Familie har fit eget Rum til at ſove pan, ſom er adſkilt fra det andet med et Skind, ſom er ſpendt derimellem, 2 Alen hoyt. De ſom ere af een Fami⸗ lie ſover ſaaledes hos hinanden, at Mand og Kone ligger tilſammen, men Sønnerne ved Faderens, og Dottrene ved Moderens Side. For ved Soveftæs det har en hver Familie fit eget Kisken ſtagende, ſom beſtaaer ikke af andet end en lang Lampe, ſom er hug⸗ gen ud af den forhen beſkrevne Talgſteen. Thi deri er giort en dyb Rende, hvor i man legger en Vage, af tørret Moos ſom er vel giennem⸗eltet med Sp eller Tran, og hvilfen man idelig begyder med Tran, og ſaaledes vedligeholder beſtandigen en jævn Lue, ſom hverken fladdrer eller ſprotter, giver ey heller megen Roc eller Damp af ſig. Oven derover henger en Kedel, ſom er befæftet oven til ved en Legte „ i hvil⸗ ken alting kaages, faa at denne Lampe tiener faa vel til at Fange Maden, ſom til at oplyſe, ſaa og til at varme Huuſet. Derſom jeg erindrer ret, faa har ogs” faa nogle overrækker deres Vage med lodne Skind, faa at Haar⸗Siden vender ind ad. Hvorfore det og er faa varmt i diſſe Huuſe, og man finder faa li⸗ den Befbærlighed af Vinterens Strenghed, at de Ind⸗ fodde Mænd og Qvinder gaaer ſtedſe nøgne oven til, faa længe de ere i Huuſene. Imidlertid har diſſe Bo⸗ liger en naſten ulidelig Beſveerſighed for Fremmede, jeg meener den afſkyelige Stank af Wa N ; Å if e

og Strat Davis. 237 Fiſke, Kiod og Tran; hoilken Stank er faa ſtark, at man maa forgage deraf; at jeg ikke ſkal tale om at alting er opfyldt med Luus. Fremmede, ſom kom⸗ mer til dem, omendſkiont de ere af deres egen Nation, (thi de beſoger hinanden undertiden fra 10; Miile) la⸗

der deſikke ſove hos fig, men anviiſer dem et ſerdeles Stad med et Bret. Bed deres Huuſe gior de ſmaa Huuler, ſom de fætter op med Steene, og deri bes

varer de om Sommeren deres torrede Lodder og Sel⸗ hunde⸗Kiod til Vinter⸗Forraad. Hvad de fanger om Hoͤſten og Vinteren legger de paa den blotte Jord under Sneen, og bevarer det ſaaledes for For⸗ raadnelſe. Naar de kand ikke komme meere paa Soen, flæber de deres Kone⸗Baade til deres Huus ſe, vender dem om og fætter dem paa fire Pale, og Derunder ſkiuler de deres Peltsverker og had andre Bare de haver, ſom ere af Verdi. J October Maaned drager de ind i deres Vinter⸗Huuſe, og i

Begyndelſen af May forlader de dem igien, enten

paa en Tiidlang, naar de bliver i Narvarelſen, el⸗

ler gandſke og aldeles, naar de forlader den Egn, og ſoger en bedre, hvor der er meere at fange eller at

jage. Da deres forladte Vaaninger bliver andre i⸗

gien til Deel, ſom ongefær kommer der efter dem.

Deres Sommer ⸗Boliger ere lette Telte af glatte

Salſkind, ſom henges 2 Skind over hinanden, gandſke runde, og oven i Spidſen ikke ſtorre end en

Hat. Diſſe bliver opſtillede med Træs Etager, og

enhver Familie har fit Telt, hvor i den behielper fig.

De meeſtformuende iblant dem betrakker eller beflæder

deres Telte inden i med lodne Dyre⸗ eller andre Skind.

Diſſe Telte ſkal være giordt ret ziirlige, holdes og

meget reenligere end Huuſene, faa. at man kand bog

got nok deri. En hver Huusfader har og i ſit Telt

en Lampe, og en Kedel hængende derover til at 17

; - 8

238 Efterretninger om Grønlend

Mad udi. Naar de gader ud i Soen med deres

ſtore eller Kone⸗Baade, tager Om deres

790 ovel⸗ er og Gif⸗ termaal.

de deres Telte med fig.

handler i alting eenfoldigen, uden mange Omſtendigheder, og efter Naturen, ſaa veed de og ikke af nogen Vidtloftighed, Solennitater eller Ceremonier ved deres Sorlovelſer og Giftermaal En Mands⸗Perſon feer ikkun ders efter, om en Pige forſtager fig paa det hende tilkom⸗

6. LXIV. Ligeſom diſſe Gronlendere

mende Huus⸗Arbeide, efter Landets Skik, fornemmes. ligen at ſhe og ffrædre; og hun paa fin Side ſporger

alleeneſte , om en ung Frier er en duelig, flittig og

lykkelig Fiſker og Sæger Og efterdi ingen Pige har

nogen Medgift at fore med ſig, ey heller nogen Frier noget at teſtamentere, ſaa kand man let tenke, at der pag begge Sider ikke falder megen Vanſkelighed,

eller behøves megen Underhandling. Dog vyttrer fig

ved denne Leilighed en lider Straale af den Qvinde⸗

kionnet medfodde Blufeerdighed, eller (om jeg ſag

maa ſige) en naturlig Anſtendighed.

Som den

oftanforte Autor til den Gronlandſke Perluſtration

(der i dette Stykke giver bedre Efterretninger end

jeg ellers kunde fage nogen andenſteds) fortæller Cap.

12, pleyer den gandſke Sag at begyndes, afhandles og fuldfores paa folgende Maade. Karl lyſt til at begive fig i Wgteſtanden, og har fine

Foraldre endnu i Live, gabenbarer han dem ſit Fo⸗

rehavende, og ſiger dem hvad det er for en Perſon, ſom han har lyſt til, omendſkiont han har endnu ikke taelt noget Ord med hende. Er det da Foraldrenes

Billie, og Pigen ſtaaer dem an, lover de ham, at

de vil lade hende hente; hvortil de afſender to eller tre gamle Kiarlinger, hyilke forfåver fig til Pigens For⸗ ældre , eller, om diſſe ere døde, til hendes Paaro⸗ rende. Naar diſſe kommer nu i Huuſet, taler 1

; rax

ikke

Har en ung

n .

r

8

*

og Strat Davis. 239

ſtray om Frieriet, men begynder forſt at tale om an⸗ dre Ting, roſer dog ved Leilighed Frieren, hvor fer⸗ dig og duelig han er, og hvilken Lykke han har i at fange. Endeligen bryder de frem med deres rende, og begicrer Pigen af Forældrene , uden at tale det mindſte til hende ſelv derom. Er Pigen tilſtede, gader hun ſtrax ud, og lader ligeſom hun vil flet ing ket vide af ſaadan Snak. Strax derefter giver For⸗ eldrene deres Ja fra fig, hvorpaa Pigen kaldes ind gien, og hendes Forældre ſiger hende hvad Sagen er. Hvorpaa hun river fin Haar⸗Top los, og ſlaa⸗ r den need over Anſigtet, begynder og at græde, men iger hverken ja eller ney dertil, meget meere ſtiller Jun fig an ligeſom hun ikke vil. Dog hielper alt dette zende intet, men Beile⸗Konerne tager hende under Armene og flæber hende bort med ſig. Naar hun nu sommer i Huuſet, hvor hendes tilkommende Mand pholder fig, ſidder hun beſtandigen alleene for fig elv og hyler, og i begyndelſen taler Brudgommen kke et Ord til hende; dog troſter haus Paaroren⸗ e hende, og ſiger, at hun ſkal nok blive fornoyet g lyſtig, naar hun forſt bliver noget bedre bekiendt ned hendes Brudgom. Efter at hun har nu en lid lang ſiddet ſaaledes hen, og grædt, taler Brud⸗ ommen omſider til hende, og beder at hun vil legs e fig ved hans Side. Hyvilket hun da og endeli⸗ en gior, efter megen indſtendig Begiceren, maa ee af Naturens fig yttrende Drift. Andre derimod, m paa ingen Maade vil lade fig overtale til år bli⸗ e, løber hiem igien til deres Forældre , hvile ſen⸗ er hende ikke tilbage, men bier, indtil der kommer Bud fra Brudgommen, ſom igien afhenter hende. Nen derſom hun løber. ſaaledes 2 eller 3 gange bort a Manden, lader han omſider, for at giore Ende aa Sagen, forfardige en Sark, ſom den forløbne, og

240 Efterretninger om Grønland

og alt for bluferdige Pige puttes udi, af de udſend⸗ te Beile-Koner; Sakken ſnorer de ſammen oven til, at intet uden hendes Haar henger uden for, og fags ledes flæber de hende hiem igien til Brudgommen. Derefter bliver hun da hos ham, enten med eller imod hendes Villie. | Om deres §. LXV. Det er og ret beſynderligt, Mü 9 at omendſkiont diſſe Folk har ingen Lob boorledes derfor, de dog, enten af en naturlig Aerbarhed de forhol⸗ eller gammel Sedvane, hvortil de felv ik⸗ der fig ide, ke veed Oprindelſen eller Grunden, holder res 2egte fig fra deres Slegtinge, end og til tredie ſtand. og fierde Led, og gifter fig ikke med dem. Enhver har i almindelighed ikkun en Bone, hvilke man ſaa meget meere maa forundre ſig over h diſſe Folk, ſom har gandſke ingen Lov, ſaaſom ge meenligen den fordervede menneſkelige Naturs drif ſkynder til Kiodslyſt, og folgeligen til Polygamit meere end til nogen anden Synd, og man finder ik ke letteligen nu omſtunder noget Hedenſk Folk, hoo den jo gaaer i Sbang. Dog findes der undertide en eller anden iblant dem, ſom har to Koner, do ikke af Losagtighed, men ſporger man, hvorfor ha har giort det, fua er hans Svar ligefrem og natur lig, at den ene er dueligere end den anden, og dl han kand føde to. Deres. Vgteſkab holder de he ligt, og man har ikke hort, at en Mand har hold fig til nogen anden end hans egen Kone. Dog er di ikke faa u⸗oploſeligt, at en Mand jo undertiden ſkilles ſig fra ſin Kone, naar hun ikke er efter hans Sind (hvilket jo let kand ſkee, efter deres Maade at fri paa og ta zer en anden. Har de Born tilſammen feer Manden meget igiennem Fingre med hende o bliver hos hende indtil hendes Dod. Man ſkulde ib ke tanke, hvor ſterk diſſe ellers enfoldige Karle ves

og Strat Davis 24 at ſtaae paa deres Mandelige Frihed og Myndighed over deres Koner. Manden fætter fig forſt need at ſpiſe, og lader fig opvarte af Konen, ſom tor ikke tage noget, forend han er mæt og er ſtaget op. Der vanker og undertiden Prygl, naar Madame ikke ſkik⸗ ker ſig vel. Dog ere de ſnart igien lige ſaa gode Ven⸗ ner ſom for. Naar en af dem deer, kand den os verlevende, enten det er Enkemand eller Enke, gifte ſig igien efter behag.

F. LXVI. Man kand let tenke, at Om deres diſſe Qvindfolk maa være meget haarde, Berns Op⸗ ſaa vel i ſom efter Fodſelen, og det befin= dragelſe. der man og ſaaledes; thi man hører dem hverken for eller efter Fodſelen at klage ober nogen Smerte. Dog haver de den naturlige Moderlige⸗Kierlighed til de⸗ res Born i en hoy Grad; ; thi de elſker dem overmaa⸗ de hoyt, og pleyer dem med ſtorſte Omhyggelighed; fan længe de ere ſmaa, bærer de dem allebegne, hvor de gaaer eller ſidder, paa Ryggen, og anden Bugge bruger de ikke til dem, men de lader dem patte indtil de ere 3, 4 og mere Aar gamle, Man kand let vide, at de giore ikke meget Veſen af deres Optug⸗ telſe. Thi man horer ikke, at de ſtraffer deres Born, men man lader dem have deres egen Villie; dog alli⸗ gevel fornemmer man ikke hos dem, naar de bliber ſtorre, nogen færdeles Tilboyelighed til nogen uſom⸗ melig ſtor Vanart; og omendſkiont de udviiſer ikke nogen ſynderlig Erbodighed imod Forceldrene, hvad den udvortes Hoflighed angaaer, eſterdi de ere ikke lærte eller anforte bedre, faa beviiſer de dog ey hel⸗

ler nogen Gienſtridighed eller Modtvillighed i at ud⸗

rette det, ſom befales dem. De unge Drenge og

Piger bliver altid hos Forældrene; indtil de træder

i WÆgteftanden. Derefter ſorger de for fig ſelb, dog

forlader Forældre og Born hverandre aldrig, men

bliver ſtedſe jet Huus ſammen. O F.LXVR.

1 Er

mm

TT PRT

N

24% —Kftervetninger om Groenland Om deres

la naar Noden udkraver det, men de kand ogade forſkrakkeligen, naar der er Forraad.

De har ingen vis Tiid til deres Maaltider; naar de finder Hunger eller Lyſt, faa eder de. Dog holder de om Aftenen deres Hoved⸗Maaltid. Mange ſtager ogſaa op om Natten , naar de vaagner og finder Ap⸗ De kommer aldrig i et andet Huus, naar de har noget at beſtille der,

eller vil tale med nogen, uden de ſtrax maa ade. J⸗ midlertid er deres Spiſe, og dens Tillavelſe ingen⸗ lunde ſaaledes, at den kand opvekke Appetit. Kiod

petit, og gager hen og æder.

og Fiſk er alt hvad de kand have, efterdi deres Land

giver ikke andet af ſig. Kiod af Reen-Dyyr, af Harer, af Salhunde, af allehaande Land⸗og Vand⸗ Fugle; Fiſke, ſom forekommer dem af ferfk Vand

eller af Stranden, faa og Hvalfiſke, men fornem⸗ meligen deres ſmaa Lodder, der ere næften ligeſom vore Stinter. Kiodet æder de undertiden raadt, naar det nemlig er halv forraadnet, eller torret paa

Klipperne ved Solen; undertiden kogt; thi de kand

æde meget haardt og ſeyt, ja i Nodsfald kand de

og bide og nedſluge Leder⸗Remme af deres Klader og

gamle Skoe, ſom de har lidet giennemkogt i Vand. Derfore har de alleſammen ſtumpe og af bidte Tan⸗ der, ligeſom de gamle Bonder⸗Hunde. Friſke Fi⸗

n §. LXVII. Grønlænderne kand ſkikke 6 fig i alting, de kand hungre utroeligen,

ſte ader de altid kogte. Men de korrer og mange,

ſaaſom Lax og deslige, fornemmeligen Lodderne (ſom

fanges overflodigen i Majo og Junio) ved Solen, til deres Vinter⸗Forraad. Torre Fiſke eder de u⸗ kogte, i ftæden for Brod. Deres Mad kaager de

i bart Band, og det end uden Salt, (hvilket de

ikke har) om Sommeren i Marken med. lidet Fet,

Iſter eller Tran derpaa, og om Vinteren 3 f

uſe

WN.

og Strat Davis. 243

Huuſe med Selhunde Spek. De kaaget deres Mad en Kedel af Talgſteen, eller og af Kobber eller Mesſing, naar de kand kiebe fig ſaadan en, over

den ſtore Steen⸗Lampe, hvorom tilforn er meldt. Deres Ild gier de formedelſt to ſtykker Træ, af

hvilke det eene er giordt ſom en Driller og ſtikkes i det andet; og ved en Rem ſnoes faa haſtigen omkring, at det eene Trœ ved den ſterke Bevagelſe kommer i Brand. Naar Maden er kogt efter deres Maade, eller er halb rage, oſer de forſt Suppen deraf, og drikker den, Derefter oſer de det kogte Kiod eller Fil Fade ſom de aldrig toer, eller om de ikke har ſaa⸗ danne, da paa det bare Gulv, hvor de træder med Pa ft og æder ſaaledes deraf. Deres lakkerſte Smag finder de i Blodet af Selhunde, (hvilke har meer deraf end noget andet Dyyr). Naar de fanger dem, ſaa gior de ſig ſtor Umag for ikke alleene at devare fligt, i det de haſtigen tilſtopper de Saar Aer Huller, hvor det Tand lobe ud, mer. derefter orvarer de det ogſag det beſte de kand. De lader kke deres Koner fage noget deraf, men beholder et alleene for fig ſelb, enken til at drikke det, naar e har ſtor Forraad deraf eller, naar de har ikkun idet, at oſe noget deraf paa deres Mad, for at Jive den en haut gout à la Gronlandienne. S. LXVIII. Deres Drik er det Flare | i

Band, ligeſom den gode Gu D har ſkabt res Drik. het. Det har varet længe, inden de har vildet ſma⸗ je noget af de Danſkes Mad. Dog derefter har de, dm har haft megen Omgengelſe med dem, lære at rde Deraf. En og anden har og ladet fig overtale til lt drikke Brandevtin, hvoraf de kand fordrage en ſtor Deel, inden de bliver drukne, uden. tvil fotmedelſt jet meget Fet, hvormed deres Maver ere opfyldte,

vorved Brandeviinens 855 og Spiritus dampes,

2 2

Om de⸗

i

244 Efterretninger om Grønland

at den kand ikke flige i Hovedet. Ar rege Tobar har man ikke kundet (ære dem, efterdi den forekommer dem alt for bitter og ſkarp paa Tungen. „

Om de §. LXIX. Nu ffal det og ſnart være res Hand- Tiid at berette, hvorledes de kommer til eg. deres Libs Naring og nodtorftige Under⸗ holding. Dette ſkeer ved at fiſke og at jage, thi

deri beſtaaer Mændenes eeneſte Handtering og Arbei⸗

de, hvori og Qvinderne gager dem til haande faa meget de kand; de fiſker vel undertiden i Floder og Ager, men ikkun lidet og ſicelden. Det meeſte ſkeer paa Søen, fornemmeligen efter Hvalfiſke, dog ogs fan efter andre Fiſke, ſom Søen frembyder dem. Deres Jagt holder de paa Søen efter Sælhunde og Vandfugle; paa Landet efter Reen⸗dyyr, Ha⸗

ter, vilde Hunde, faa og Ryper eller Agerhons.

Ved begge Leiligheder udviiſer de ſig ikke alleeneſte

utrettelige, Hurtige og Duelige, men har og, ved deres Armod og Mangel paa fornøden Materie, ſaa⸗ danne vel udfundne og indrettede Reedſkaber, og ſaadanne fornuftige og tilſtrakkelige Greb og Fordeele

i at bruge dem, at man kand ikke nokſom forundre . naar man har nogen noyere Indſigt Fig e | e | 1

Om de, 8. LXX. Jeg vil forſt begynde at kale

res Filer! om deres Fiſter⸗Reedſtab; de brugte til⸗ Nercdſfab- forn Angeler af Be nu har de dem og af Jern, ſom de fager af de Danſke eller af Hollon⸗ derne. Deres Garn, ſom de bruger paa Floderne, ere giordte af lange, ſmalle, og tyndſkaarne Strim⸗ ler eller Remme af Hyalfiſk⸗Barder; hvormed de forſtager at omgages meges hurtigen, og kand for⸗ træfligen fange. Saa at de Danſte ſelb maa til⸗ ſtage, at der fiſkes bedre dermed, end med deres Hampe⸗Garn, De har og Ketſkere, ſom ere a

og Strat Davis. „ e

de med ſnevre Maſker af Dyyre⸗Seener; med diſſe fanger de Lodderne ((). Deres Harpuner (*), hvormed de ſkyder Salhunde og Hoalfiſke, har tak⸗ kede Spidſer af Been; men de ſom vil eller formager at giore det bedre, fætter endnu en Jern⸗Spids fore ved den anden. Og efterdi diſſe usle Menneſker har intet andet Træ, hvoraf de kand forferdige deres Reedſkab, end hvad der undertiden driver til dem fra de Americanſke Kuͤſter, eller overlades dem af de Dans ſke eller Holleenderne; men har endnu en ſtorre Man⸗ gel paa Jern; fan ere de faa kloge og forſigtige, at de hafter en opbleſt Salhunde⸗Blere (ſom de kal⸗ der Avata) midt paa Harpun⸗ Stangen, paa det, om den (fulde ikke vel treffe, eller rives ud igien, den da ikke ſkal blive borte, men at den kand flyde paa Vandet, og ſaaledes findes og bruges oftere af dem. Derforuden ere Spidſerne ſaaledes beſkaffene, at de efter Omſteendighederne kand ſtikkes i alle flags Stenger, og gieres faſt med Remme af Lader og Fiſkebeen, og folgeligen ligeſom mangfoldiggieres. De Harpuner, hvormed de ſkyder paa Hvalfiſken, ere temmelig ſtore, og Stangen tung, paa det Har⸗ punen ſkal trænge des bedre ind, og midt paa er den endnu forſynet med en Tap af Been, for aks legge Tomelfingeren bag ved den, og ſaaledes at kaſte med deſto ſterkere Kraft. mee har de og længes

| QQ 3 å re

( See Gronl. Perlußration p. 33. 8

| ( Saaledes kaldes det Kafte: Spyd eller Piil, ſom ſkydes efter Hvalfiſken. Frantzoſerne ſiger Harpen, og de Ens

gelſke Har ping-iron. Ordet kommer formodentligen af det

Gredſke d n, hvormed der betegnes et takket Gevær, ſom

de Gamle har brugt ved deres fan kaldede Hvalfiſkes Fangſt,

hos Oppian. . Au⁰rν Lib. V. Hyilket, om man vilde

gage videre, kand have fin Oprindelſe af det Hebr. 207) hafa vid. omnino Bochart, Hierozoic. P. II. L. 5. cap. IF. ſeq.

24 Efterretninger om Grynland

re og fungere Stenger med ſtore Spidſer for an, hoilke de bruger til at ſtikke med, ligeſom vore Folk med Lantzer. Derforuden har de og en ſtor Art af Kaſte⸗ſpyd, til at ſlage Sælbunde og Hpalfiſke med,

7

É

i så | j É

1

ſom har oven til paa Stangen et par Blade af Hbalroß⸗ Tender), i ſteden for Fiqr, for at kaſte deſto rigtigere, viſſere og eftertrykkeligere. Endnu bru⸗ ger de, til at ſkyde Vandfugle, ſom ere meget ſnedi⸗ ge, en Art Pille, ſom ere ikke alleene foran forſhne⸗

de med et ſkarpt Been, men og midt pag j Qvadrat

med fire indkarvede ſpidſe Hager af Been, og det til

den Ende, at naar Fuglen bliver den ankommende

Pifl vaer, og enten dukker under, eller flyver op i

beiret, eller piger til en eller anden ſide, og den for⸗ reſte Spids ſaaledes ikke rammer, at da en af de mellemſte Spidſer, ſom ere forſynede med Hager,

Kkoder feil. Thi ved den beſtandige Ovelſe, fra Barns Been af, bliver de gode Treffere: Og paa det de kand endnu kaſte des viſſere, og Pilen kand trænge

des dybere ind, har de ved diſſe og andre Kaſte⸗

Spyd opfundet et viſt Redſkab, ſom er neden til

bredt og oven til ſpids, og ſaaledes næften treekantet, ſom langs hen i Mitten har en liden Rende, i hvilken de legger den overſte Ende af Pile⸗ſtokken, og overſt er forſpnet med en liden Nagle af Been, ſom fatter oven paa Enden af Pillen eller Kaste Spydet; og i det Skytten trekker med Haanden d det Greb, ſom findes ved dette Redſkab, fag giver

de Piilen deſto ſtarkere Fart og Eftertryk. Om de

Fartever Ide, kil at gage paa Fiſke⸗Fangſt med, og

ML 11 55 til at fuldføre deres Reifer efter deres Na ⸗ Et lider, ſom alleeneſte er for Mændene, og et ſtort, ſom er als 5 i i 8

res iſke⸗ king.

dog gandſke viſt maa treffe. Ligeſom de og fælder |

. UN ST RSD RR

S. LXXI. To flags Sartøper hat

fung *

og Strat Davis. 247

Qvinder og Mænd, Det lidet er giordt ſom en lang ſmal Baad, og ikkun til en Perſon. Grunden dere til beſtager al nogle lange Tra⸗Steenger med deslige Toger⸗Stanger, ſom ere forbundne og befeſtede med (malle Remmer af Fiſke⸗Been; uden til ere de bes Flædte med Seelhunde⸗Skind, ſom ere tat ſammen⸗ ſhede med Seene⸗Traader (1), 1555

Diiſſe Baade ere faa fætte, at en Mand kand mageligen bære fin med fig, hvor han vil. Foruden diſſe ſmaa har de, ſom meldt er, endnu ſtorre Baade, ſom de fil Forffiæl Falder. Rone⸗Baade, efterdi Konerne meeſtendeels roer deri, eller og efterdi de deels forretter deres Reiſer dermed, da de med Kone og Born, Pik og Pak begiver fig deri, og ſo⸗ ger et nyt og beqbemmere Blive⸗Sted, deels og bes giver fig pan Hoalfiſk⸗Fangſt dermed, hvor de tager deres Koner med fig, ſaavel til at lave deres Mad, ſom i andre Ting at gage dem til Hgande, og for⸗ nemmelig ſtrax at flikke deres heele Skiorter, eller Vindholdende Overtrak, naar der kommer et Hul derpaa. Diſſe Baade ere egentligen aabne Pram⸗ me, ſpidſe for og bag, ikke dybe, alleeneſte med en hey Rand. De gieres af tykkere Tra⸗Stenger end hine, men forbindes ligeledes med Fiſkebeen og overs

træffes med Læder, De bliver digtede og ligeſom | eee bee⸗

0) Dette er et af de forſte og eenfoldigſte flags Skibe, i 00 man og allevegne finder hos Folkene i de tree gamle

bekiendte Verdens Parter, ſom man kand efterſee hos Schef- fer. de Milit. Naval, Veter. cap, 3. p. 26. feq. hvortil man endnu kand toye de Authores, ſom Hafæus anfører Did. de Levisthan Jobi cap. 4. §. 11. feq., ſom ogſaa finder dem i den Hebraiſke Grund⸗Text i den Hell. Skrift. Noget nyere finder man derom i cit. Mur, Reg. Dan, P. II. SÅ. II, num, 91.

248

Efterretninger om Groenland

beegede med gammelt Salhunde⸗Spek, eller meget meere med Greverne deraf, hvormed de flittigen og

ſtedſe ſmorer dem hvor de ere ſammenſhede, hvoraf de omſider bliver gandſke tætte og faſte. Langt foran, imellem Forſtapnen har de en liden Maſt med et Seil, ſom forferdiges af flekkede og torrede Hval⸗ fiſke⸗Tarme, ſom i ſtrimler ſammenſhes med Traad af Dyyre Seener eller Tarme, ſom vel er langt, men ikkun 3 til 4 Alen hoyt, uden Bras⸗Bov⸗Linie eller deslige; hvorfore de kand ikke ſeile dermed lige under Vinden, efterdi de ere meget ranke og kand ſnart

kuldſeile. Inidlertid kand de komme meget haſtigen

fort dermed, og ſaadan en Baad forer 20 og meere

Menneſker, med deres Bagage og Telter og end

derforuden en temmelig Mængde Hvalfiſk⸗Spek og Barder, naar de har haft en god Fangſt. Ikke des

mindre ere de i fig ſelb faa lette, at de af nogle Mænd "| kand bæres over Landet eller Jiſen. Naar de vil gage ud paa Fangſt, gier de deres Reedſkab færdig,

og ifører fig deres dertil indrettede ſerdeles Klæder. ET det paa Salhunde eller Fugle⸗Fangſt, faa fætter de

de mindre Harpuner eller Spidſer paa de behorige

3

Stenger, og gier dem faſt. Paa en Harpune bin⸗

der de med en lang Leder⸗Rem en tilbereed opbloeſt

Salhunde⸗Huud. Hovedet, Fødderne og Rum⸗ pen er affkaaren, og Haarene rent affkrabede. Der⸗ efter ere alle Aabninger faa flittigen ſammenſhet og

digtede med Seener, at den kand holde Bind. ) et indfattet udhuulet Been er ikkun en liden Aabning,

om er tilftoppet med en Plok af Been? derigiennem

kand Vinden blæfes ind og lades ud. Denne opbl⸗ ſte Hund har den Fordeel, at naar en Harpune, ſom f

den er hæftet ved, er kaſtet i en Sælhund , da kand

denne ikke gage til Bunds derfor: men i det den

trekker og tumles dermed, mag den give Ja- | geren

1 in Grønlåndifches Lela ſ. mit Mi Ou ge lor igeui ' Mind Blafe urid Linien G eriiſte . ) ;

- 2 |

muna

C Gronlamoife hær

—

Øer Heil Oan il. lar 1 5 K „ ‚— P i |

Cin Grønkindifches Tone oder WelberBoot lang 60 2 0 å breit st Fasf. hoch2gFus/. (7.247. .

mit eimerknochenen Jilze

ee ee der ge . 5 la 7 . E 24. å

—

—

1

5 Cberi

za

DSE EWR ØD . , —

og Strat Davis. 249

geren Tiid at komme fig nærmere og give den fin Rest (“). „„ Paa den lille Baad bliver, ret for ved Fiſterens Sede, befeſtet en liden Reisning af Træ, indfattet med Been, ſom hosſtaaende Figur udvüſer; herom bliver Harpun⸗Strikken ordentligen vundet; og bag

ved ſaadant Sade legges den opbleſte eller med Rind opfyldte Salhunde⸗Huud, hvorom tilforn er

Q 5 meldt,

0 0 Dette er juſt ingen ny eller ufædvanlig Opfindelſe.

Allerreede i de gamle Tider har Fiſkerne i Vefters Søen haft deslige viide med Munden opblæfte Skind Blerer hæftede ved de Strikker, hvorved de Kroge eller Angeler vare bundne, ſom de brugte til Hvalfiſk⸗Fangſten; hvilke Strikker de til ſam⸗ me Ende lode lobe efter, naar Fiften vilde gage til Bunds. Oppian, & Aer. Lib. V. v. 177. ſeg. Sy ER

ol de ol bh Tpo end ras uff es MoH

TIvoms avdgopeens crear Nẽ ras bus 's dug

Auofe era rt ανινονο. — — e SD: Det er: de, Fiſkerne, lader de viide og af Menneſkene oy⸗ bleſte Blærer,, ſom ere hæftede ved en Strikke, ſirax lobe efter Fiſken naar den ſiunker. 2 ;

derefter beffrives i de efterfølgende Vers meget artigen

det Spil, ſom den trofne Fiſt driver med Blarerne, hyilke tvinger ham til at komme op igien; og 8. Baſilius, ſom ſelo har været tilſtæde ved ſaadan en Fangſt, giver en endnn omftængeligere Beſkrivelſe derover Homil. X. in Hexaëmeron.

mendſkient jeg kand ikke herved lade u erindret , at den Cete , hvorom begge Skribentere fortæller dette, er ingen es gentlig Hvalfiſk, men den ſtore Hayfiſk, eller Hav⸗Hund, 5g ſaa kaldte Canis Carcharias. Thi dette fees tydeligen

deels af dens angivne liden Anfører eller Stalbroder e

I dus, vid. Oppian. v. 67. feq. (hvilfen. endog P. Tachard i hans Reiſe Beſkrivelſe til siam Lib. I. p. 31. melder om, og tillige ſiger Aarſagen, hvorfor den holder fig hos den (tos re Fiſt) deels og fornemmeligen af Krogen og Madingen, ſom ingen Hvalfiſk bider paa, v. 135. ed. og af Beſkrivelſen over dens tree Rader Tender (emãοN t.) v. 235. eg.

* * * 7 Fy

har vel og deslige Buxer pag. ter han, til at bevare Hynene imod Solen, et Pan⸗

20 Efterretninger om Grønland meldt, ſom er haftet faſt ved den anden Ende gf

Strikken. Fiſteren ifører fig, over hans fædvanlige Klader eller en Deel deraf, en Troye med Ermer og

Hatte, af glatte Selhunde⸗Skind, hvilken han bin⸗

der faſt ſammen omkring ſig, paa det at alt det Vand, ſom kommer paa ham, kand ſtrax lobe af igien. Han For paa Hovedet ſat⸗

de Blad eller Spand af Tre, der er naſten dannet ſom ett. halv Bue, og paa Kanterne zürligen nok inde

fattet med Been („sog faa viid, at den ſlutter oms kring Panden og need over Orene. han ſig i ſit Fartoy, plat need pag Rumpen, og ſtrak⸗ ker Beenene lige ud for fig, og Aabningen i Sadet

tilſtopper han fag tæt, ſom mueligt er, med fine Kla⸗

der og Salhunde⸗Skind. Paa begge Sider hos fig

befæfter han haus Kaſte⸗ Spyd. J haanden tager han en eeneſte Aare af Fyrretre, ſom har et Blad paa begge Ender, der er hoyt og bredt; og pga Kan⸗

kerne indfattet med en Rand af Been, for at giere den deſto faſtere og ſteerkere. Med denne Aare kand

han ikke alleene bringe ſig meget haſtigen frem, og

holde Lige⸗Vagten, men kand og, naar han er fas "flet om, hielpe fig op igien. and if ſom man ikke har feet det, hvor haſtigen diſſe Fartoy⸗

Man kand ikke troe, ders

er ſkyder igiennem Vander. Jeg har eengang haft een, ſom kunde roe deri, denne har jeg ikke Fundet inde hente med en Skoyte, ſom ellers var en fkarp Seile⸗ re, og i hvilken fire Karle roede af alle Kræfter." De kand ſeile 10 til 12 Nordſke Mile dermed i een Dag. De kand ſeile dermed i ſterk Storm og huul Ser '

(e) Formodentligen har de gamle Bother ogſaa baaren deslige, hvilket i Historia Gothriei & Rolf cap. 26, p. 161. kaldcs.Enniſpaung; frontale (Suec. Aenneſpang).

|

| | 1 |

Derpaa ſatter

d i |

— — ER SÅR

272 Efterretninger om Groenland

Naar de faner en Hvalfiſk at ſee, gaaer de ind paa ham fra alle Sider i deres ſmaa Baade, og det med ſaadan Driſtighed, at man maa forundre ſig derover. De ſoger ikkun efter at hænge nogle af formeldte Ble⸗ rer paa ham med Harpunerne; thi hvor ſtort dette Beeſt end er, kand dog nogle faa Blerer ved deres Læthed og Modſtand opholde og hindre den, at den ikke kand gaae til Bunds. Naar Dette nu lokkes dem, at de har ſaaledes ligeſom arreſteret Hoglfiſfken, begi⸗ ver de fig nærmere til ham med deres Langer, og uma⸗ ger fig for at give ham fan mange Stik, at han maa bløde fig ihiel; derpaa kaſter de ſig i Søen, i deres Skiorter eller heele Overtrek, ſom ere opfyldte med faa megen Vind, ſom behoves, og foimmer hen til Fiſken. Bliver og ſaaledes foævende ved og omkring den, efterdi de kand ikke ſiunke, indtil de med deres Kni⸗ ve har ſkaaret Spekket af den, hoilket de kaſter efter haanden i deres ſtore Baade. Og omendſkiont de har ikkun flet Verktoy, faa kand de dog fage Barderne, eller den ſtorſte Deel af dem, ud af Munden; hvilket er ikke en liden Skam for vore Spek⸗kicerere og Mas troſer, ſom maa have faa mange flags ſtore og koſtba⸗ re Redſkab dertil. NS r SAR Om de 6. LXXIII. TilZand-Yagten bruger tes, Jagt. de Buer og Wille, efter den forſte, eldſte Redſfab. log almindelige Maade hos alle Folk i Ver⸗ den (). Buerne ere lange, giorte af American | | 8 Fyrre⸗ () Jeg maa herved melde om et ſerdeles Stykke, ſom leg har i mit Cabinet. Aar 1696. fangede een af vore Gron⸗ landsfarere en Hpalfiſk, i hvis Spek man fandt en Piil⸗Spids af Steen. Den er ſleben overmaade ſkarp paa alle Kanter, og Steenen meget haard. Den ſynes at vare en Lapis Ne- hriticus, i det mindſte en gronagtig Jaſpis. J Sklikkelſe ommer den overeens med de Jern Spidſer, ſom de Vilde i Strat Davis hafter for pan deres Kaſte Spyd. Om diſſe 15 i (4

og Strat Davis. 252

Fyrre⸗Tre, ligeſom og Pilene, hvilke deels ere u⸗

den Spidſer, til Agerhons og deslige, deels med Spidſer af Been, til Dyyr og Hiorte. Fiærene paa Piilene ere af Ravne⸗Ficer. Med dette Gevær begi⸗ ver de fig i Marken, og ſoger fan længe, indtil de fine der et Dyyr. Er det en Hiort eller fleere, ſaa om⸗ ringer de den (thi Koner og Børn indfinder fig i Ho⸗ betal med ved Jagten) at den kand ingenſteds kom⸗ me ud, uden enten i et Vand , eller til et andet viſt Stad, hvor de paſſer paa med deres Buer og Pille og ſtager færdige til at (yde, De ſkal og være mes get gode Bue⸗Skytter. | F. LXXIV. Foruden dette Fiſkerie og | Der ere Jagt veed man af ingen andre Handterin⸗ in g 5 g ger hos dſſſe Vilde; ja ikke engang af SRI ! Haandverker. Thi enhver Mandsperſon Landet. gior ſelv fine fornodne Fiſker⸗og Jagt⸗Red⸗ | ————

ſkaber; og Dette er og det eeneſte og egentlige Arbeide,

ſom de forretter pan Landet. Det ovrige forretter Qvindfolkene, ſaaſom ſye, ſkredre, bygge og indret⸗ te Huuſe. Begge ere i deres Arbeide faa duelige, færdige og fornuftige, at naar man betragter hvor are

tigt, brugeligt og tilſtrakkeligt det er, faa maa man

tilſtage, at de dermed beſkcemmer andre Folk, ſom e Ye

6. LXXV. Foruden diſſe mna man ik⸗] Mangel paa Kon⸗ ſter os Vi⸗

ke ſoge efter andre Konſter og Videnſta⸗ denſfaber.

ber hus dem, i betragtning af deres Oy⸗ tugtelſe og Levemaade. De kand ikke telle 5 laenger

alforn Brugt deslige Steen Spidſer, førend de fif dem af Jern,

eller de har ladet det blive ved Been⸗Spidſer, har jeg ikke kun⸗ det erfare. I det ringeſte maa den, ſom jeg har, være ſkudt ind i Hvalfiſken af nogle endna længer bortliggende , eller Ame⸗

ricanſke ubekiendte Vilde, til hvilke endnu ingen Holleendere el⸗ ler andre ere komne, ſom bar bragt dem Jern; Skaftet, ſom denne Spids har ſiddet udi, maa være bortkommen.

A

— — — —

se

—

Nabita tum Bellis numeros & homit fe

254 Efterretninger om Grønland

længer end til 21. De veed aldeles intet af det, ſom er ſkeedt for deres Tider. Ja de kand ikke engang ſige deres egen Alder; efterdi de veed af ingen anden Tiids begning end efter Maanen. Dog veed de ogſaa i det⸗ te Stokke ikkun faa meget, ſom er. fornødent til deres

Handtering. Thi efter Maanens. Regning betegner

de hinanden, naar Hyalfiſken, naar Cachelotten kommer, naar den eller den Fiſk indfinder fig paa Kuͤſten, og naar den ſkal fanges. Ligeſom de og i forſtningen har givet de Danſte ſaadant tilkiende for⸗ ud „og deres Beretning har aldrig flaget feil. Ellers har de og givet nogle faa meget kiendelige Stierner, (efter hvülke de formodentligen retter ſig, naar de ere paa Søen om Natten ()) ſerdeles Navne, ſom Hr.

%% o ⁰ ⁵ (Tdi en, ) Ligeſom og de Gamle i fordum Titd, førend Com⸗ paſſet blev opfundet; har fornemmeligen indrettet deres Cours efter diſſe Stierner. Homerus digter Oayfl. E. om fin Ulydes:

b rA Lure TEN Te, Se Heros, går on Urvos Lr! Gage rler ce,

Rides T éoopavTi h M Bochrus,

eren J, % w AH, bie ARAB;

H r dur gie ral xal r Helo doxever | Olin 4. pt 0g0v eser Oe TI ye. d d Ka A i ect

er roegevoeM l fer &gisega)egᷣ S xra.

d ipſe temonem gubernabat ärtiffeioſe Sedens, neque ei ſomnus palpebris ineidebat, Fleiadesque contemplanti & tarde oceidentem Bootem

Urſemque quam & Currum cognomento vocant

1

Que ibidem vertitur atque Orionem obfervat,

Sola vero expers eft. aquarum Oceani. Etenim ipſam juflerat Calypſo diva dearum

onto navigare ad ſiniſtram manum habentem.

Og Virgilius Georgic. I. v. 137. eit,

„„ ehen

„

og Strat Davis. 2231

Egede beretter i hans Efterret. om den Gronlandſke

Misſion p. 52. Carlsvognen (Urſam rnejorem) kalder de Tages, det er, et Reen⸗Dyyr; Word⸗

Stiernen (Urſam minorem) Kaumorſck, bet er, en

ſom er udfaren for at fange Selhunde og er kommen hiem igien, efterdi det ſynes, ligeſom den ſtiger op og

kommer frem af Soen. - Killukturføt , Sypſtiernen,

har fir Navn deraf, efrerdi diſſe Stierner ſtager faa nær ſammen, at de ſynes ligeſom at være ſammen⸗ bundne. Samme Author beretter og paa anførte

Stad, at Grønlænderne har den Indbilding om

Nordlyſer, (hvilket altid i klart Veir fees over den heele Himmel) at det er de afdode Sicle, ſom løber omkring og ſpiller Bold med hinanden. N S. LXXVI. At Grønlænderne endnu | De har mindre driver nogen Handel eller Kiob⸗ ingen Han⸗ mandſkab indbyrdes, det forſtager fig dez ndbyr⸗ af fig ſelo. Enhver Familie, eller de == Familier, ſom holder fig ſammen, forſkaffer fig. fag

bidt mueligt er deres Nodtorft 1 og ere lykkelige nok,

naar de kand fage denne tilſtrakkelig. Saaledes har den eene hvad den anden har, og ingen har noget til Overflod, langt mindre noget beſynderligt, ſom han kand fætte imod det andet. Hvad ſom derforuden zand tiene eller forlanges til Beqvemmelighed, maa de alleſammen vente af Fremmede, ſom ongefer kom⸗ VVV S. LXXVII. Dog har Handelen med Frem⸗ mede ikke meget at beiyde. Hyvad de Vilde paa de⸗ es Side kand bringe til veye og afſette, e

Pleiadas Hyadas claramque Lyczonis Aron, i Itemque Æneid, HL v. 516. de Palinuro. Sidera cuncta notat tacito labentia cœdͤ jm 0 Arcturum, pluviasque Hyadas, geminosque Triones;

Armatumque auro eireumſpicit Oriona. 1

as Efterretninger om Gronland

Spek og Barder, Cenhiornings Horn, Dyyre⸗Ra⸗ ve⸗ og Salhunde⸗Skind. Men af diſſe Ting kand de ikke, efter deres Omſtendigheder, have en ret ſtor Os verflodighed. Hvad de forlanger af Fremmede, er

nlaoget grovt Uldentoy og Linned 7 Islandſke valkede

Stromper og Vanter, Kedler af Mesſing eller Blik,

Knibe, Stikſave, Syenaale, ſaa og Borde, Kiſter, Truge, Planker, Braeder, Spanſke Bielker, noget

Jern og deslige. Men ſom diſſe Ting ere eendeel ikke af ſynderlig Værd, at man kand vente ſtor Fordeel Deraf, eendeel og de tilſtedevcrende faa og usle Ind⸗ vaanere ſnart fager faa meget deraf ſom de behøver ; faa kand man let ſlutte, at der kand ikke ſtiftes nogen ſtor Handel med og hos diſſe Folk. Hvortil dette end⸗

nu kommer, ſom forhen er anføre, at ikke engang en

fremmed Nation alleene har hidindtil været mægtig for at udelukke andre, og felv at beholde den ringe Handel med Indvaanerne, langt mindre at holde Lurendreyerne Derfra, ſom endnu videre forderver Markedet.

| FE §. LXXVIII. Ved ſaadanne Omſten⸗

kiender. og digheder har og kiender man her ey heller bruger de

1 e dem. Her ſtager Gud og Solv endnu i

Penge Thi man kand ingenſteds bruge

ſin naturlige Verdi, nemlig efter ſin Brug

og Nytte, det er i flet ingen. Men

Derimod har Jernet her ſin virkelige

Jern er i[ Verdi, efterdi det har de tvende Grunde

riis. " aarſager hos ſig, ſom fætter Priis paa

alting, nemlig at det er nyttigt og rart. Man har vel tilforn viiſt en Gronlender et Guldſtykke paa nogle

Ducater, derhos og et par Syenaale, eller et lidet Hakkebret med et par Strenge, (ſom vore ſmaa Born leger med) og han har taget efter et af de ſidſte. Thi Syenaale veed de at bruge, og over Hakke⸗ retter maa man ey heller forundre ſig, ge

Øg

På

di de ere ſtore Liebhabere af Muſik og Sang (“). 8 W h R F. LXXIX.

i Det er mærkværdigt, at man i alle Tider og hos alle, endog de enfoldigſte og vildeſte Folk, finder en Art af Vocal og Inſtrumental Muſtk. Aarſagen dertil, efterdi den er ſaa gammel og ſaa . maa uden tvil have fin Grund i den Menneſkelige Natur ſelos og dette: ſees og klar⸗ ligen, naar man lidet eftertenker det. Efter at Menneſket ved de forſte Forældres Fald havde miſtet de egentlige Aarſager til Sindets Rolighed og Frimodighed, derimod baade paa

Giæls og Legems vegne var falden i Ulyſt, Svaghed, moy⸗

ſommeligt Arbeide og ſaa fremdeles, ſaa er han af Naturen tilboyelig til Frygt, Tungſindighed, Bedrovelſe og Kedſom⸗

melighed, derfore behøver han nodvendigen noget til fn Op⸗

muntring. Og man kand let tenke, at de forſte Menneſker, fon har beſt vidſt, Hvorfra de vare faldne, og derfor ogſaa allermeeſt har folet de Beſparligheder, ſom fulgte med denne Forandring, har ſtrax ſogt allehaande, og tillige ogſaa uds vortes Midler, til at fordrive deres Kummer, og opmuntre deres needſlagne Gemyt. Da de nu formodentligen har mære ket, at Sangfuglenes liffige Qvinqveleren har inderligen be⸗ væget dem, og nogenlunde opmuntret deres Gemyt, faa maa man kroe, gt de let har market, at det var Torernes Afverling og Ophoyelſe, ſom forte denne ſerdeles Kraft og Virkning med fig , og folgeligen har de ſtrax begyndt, ikke

alleene at øve deres Stemme, men og, til deſto ſtorre Ops muntring, at opfinde allehaande klingende Inſtrumenter , Og.

derefter mecre og meere at forbedre dem. Heri beſtod Mufis

kens gode Brug, ſom uden tvil har været gengſe iblant A.

dams fromme Efterkommere, og ikke mishaget den naadige GUD. Men ligeſom det pleyer altid at gage, faa blev Menneſkenes fordervede og ved de føde Melodier opløfte Na⸗

tur ikke derved, men misbrugte det, til at opockke Vellyſt og

ſyndige Pasſioner, ſom ſkulde tiene til Vedergvegelſe i Sor⸗ rig og til at opmuntre dem i deres Arbeide. Ja det varede

ikke længe ; inden man giorde et ſerdeles Haandverk deraf, ſom vi ſeer Gen. IV. 21., at den af Cains Huus nedſtam⸗ mende liderlige Lamechs lige artebe Son Iubal allerreede i in Tiid har giordt det til fin Hoved⸗Handtering, faa at af han ⸗ nem komme de, ſom lege paa Harpe og Orgel. Imid⸗

og Strat Davis. ns 257.

238 Efterretninger om Groenland

Om de F. LXXIX. Naar de kommer tilſam⸗ res 70 5 men, faa mag der Trommes, Siunges Muff 3 og Dantſes. Forſt fætter de fig need at Dants. ade, og ader ret meſterligen ; derefter ſtager | de op at lege. De har nemlig en Art

Trom⸗

Imidlertid er denne Konſt, efter ſin tillabte Brug 7 gaaet med Noc Familie ind i Arken og ud igien, og derefter med det tiltagende Menneſkelige Kion udbredt over den gandſke Jord, og tiid efter anden meere og meere forbedret ved Konſten; Vi finder overalt Spor deraf, fornemmelig i Orient, hvor man har fordrevet fin Ulyſt dermed og opmuntret fig til Arbeide.

Som kand fees af Jeremiæ XXXI. Cap. 4. 5. v. og af det

N XL VIII. 33. at jeg ikke ſkal anføre andre Stader.

Gaa vidner og Chardin i den 1. Tom. af hans Voyages p. 127.

—

7

C eft une habitude presque univerſelle dans tout T orient des- a- nimer au travail par le ehant. Et ce qui marque, que cela naft de

pareſſe d' Eſprit auſſi bien, que de molleſſe du corps, c'eſt,

qu'on obſerve, que cette habitude eft la plus forte du cote du Midi. Aux Indes, par exemple, les mariniers ne ſcau-

roient remuer une corde, qu'en chantant, ni la prendre mé- me, qu' au milieu du chant. Les chamaux & les boeufs ont accoutumé d' etre menés au chant, & ſelon que leur charge eft peſante , il faut chanter plus fort & plus conſtamment.

i

7

1 Å

Man har ogſaa ſogt at vedligeholde Muſikens Nytte ved aan⸗

delige Øvelfer , hvor det menneſkelige Gemyt lader fig finde

endnu meere kedſommelig end i det Legemlige, og derfor har man faget den til hielpy ved Gudstieneſten. Ligeſom den og

i beſynderlighed hos Joderne var anordnet paa en ſardeles Maade , ſaaſom de efter deres Naturel maatte nodvendigen have noget udvortes, ſom kunde ſtark bevæge dem. Det er og

bekiendt, at de Hedenſke Folk har med ſtor Fliid efterabet

dem. Og enhver kand finde hos fig ſelo, hvor ſterk en gande⸗

riig Pſalme kand bevæge ham, naar den oplives med en ange⸗

nem Melodie, og endnu videre trykkes ind i Gemyttet ved et

eller fleere beabemme Muſikalſke Inſtrumenters Iſtemmelſe,

dog uden theatraliſke umaadelige Konſter, ſom oppakker de

forfengelige Pasſioner , eller i det hopeſte ikkun fornoyer det 953 1

kildrende Øre.

*

7 1

og Strat Davis, 259

Trommer, ſom er ikke andet end et nogenlunde breedt og af Dyre⸗Been ſammenſat runde Baand; derover har man ſpendt et Skind gandſke ſtivt, og efterdi den overſte Side er alleeneſte betrokken, faa flader de med en Stok neden fra derind, og foraarſager en buldrende Lyd. Denne Tromme tager een i haan⸗

den, og ſtiller ſig dermed midt iblandt dem, de an⸗

dre ſtaaer runden om. Strax derpaa begynder han at tromme og at ſiunge om deres Fiſkefangſt, Jagt, Reiſer og deslige, hvad ſom falder ham ind, og det efter viſſe Maader ſom ere dem beklendte, og ſkal klin⸗ ge artigen nok. Gior og derhos allehaande pudſerli⸗ ge Geberder, Poſtyrer og Spring. Og den ſom kand ſtille ſig meeſt naragtig an, han er altid den beſte. De borige tilſtedeverende Mænd og Qvinder ſtem⸗ mer i med ham, hopper vel ogſaa derefter fra et Been paa det andet. Naar den eene er trat, træder en ane den frem i hans Sted, tager Trommen, og forte fætter Spillet, indtil de ere alle trette. Ja alt hvad

de har at aftale, af handle eller afgiore med hinanden,

ſkeer ved Trommen og ſiungende. Har de et Tog eller en Fangſt for, fan bliver det aftaelt paa denne Maade, Vil en bytte fig noget til, eller bort, fan byder Trommeſlageren det frem og ſiger derhos, at man forlanger det eller det derfor igien. Er der nu nogen i Forſamlingen, ſom dette Bytte ſtaaer an, faa giver han fir Bifald tilkiende ved et Slag paa Trommeſlagerens Rumpe, og Dermed er Byttet rige tig og faſt (). Har en giordt den anden nogen For⸗ tred, faa fætter den forurettede fin Hevn op, indtil de kommer ved Trommen. Ved forſte Leilighed, naar et Salſkab kommer ſammen for at giore fig lyſtig,

| | Nei tager

() See Gronl. Perluſtrat. p. 50. Efterretninger om den Gronl. Misſion p. 72 90. og 145

260 Efterretninger om Grønland

tager han Trommen, træder ind i Kreedfen-, og kla⸗ ger, trommende, hoppende og ſiungende, for de oms kringſtagende, hvad der er vederfaret ham, og healer fin Modſtandere dygtigen igiennem. Den anden forfpa⸗ rer ſig vel og paa ſamme Maade, og ſiger den anden ogſaa Sandheden ſiungende. Derover leer Folket, og Striden er ude, og Parterne gager ſom gode Ven⸗ ner hiem igien. Dette er viſſelig en prüsverdig Maade at bilegge Stridigheder, og ſom vel er vard at efterfølge, hvor der er ingen Ret eller Dommere. Hvoraf man ſeer, at i den naturlige Stand maa al⸗ ting ikke ſtrax afgiores med Sværdet , men at Sa⸗ gerne kand ogſaa, efter Menneſkenes Art, bilegges endnu ved andre fornuftige og latterlige Midler. De Danſte har og ofte mattet horel paa, efter at de vas re bleven Landets Sprog noget megtig, at en Trom⸗ meſlager har ſmukt reent ud foreſiunget dem, at de var re komne, for at betrakke Grønlænderne deres Vare fra, at forføre: des Qvindfolk, og deslige meere. Derimod har man og ofte fornummet, hvor ange⸗ nem deres Fromme maa være for dem; thi naar en Danſk tager den, og ſpiller lidet derpaa og ſiunger der⸗ til, er det dem ſaadan en Glæde og Fornoyelſe, at de veed ikke alt hvad de vil giore ham derfor til Tie⸗

neſte igien. Ovindfolkene har og endnu en Kreeds⸗

Dants, hvor de tager hinanden ved haanden, ſiun⸗ ger og hopper ſnart frem, ſnart tilbage, ſnart runden om i en Kreeds. Naar der kommer Fremmede til Landet, ſom ere dem velkomne, fan gaaer Qvind⸗ folkene need til Stranden og begynder at ſiunge hoyt med hinanden, og ſaaledes at bede dem verre velkommen. De unge Mandfolk har og mange flags Spil og Ovelſer, ſaaſom Boldſpil om Vinteren ved daaneſkin, og andre, ſom man ikke ret vedſte at beffrive mig. Hvorved de lader ſee forunderlige Pro⸗ vb

1 —

2 7

å og Strat Davis. e

ver pan deres Behendighed, Ferdighed, Hurtighe) og Driſtighed; thi dertil ſigter fornemmeligen abe de⸗ res Spil, hoilke derved bliver fornuftige, ulaſtelige, ja nyttige.

6. LXXX. Førend jeg ſlutter diſſe Ef terretninger, maa jeg endnu melde noget |? 15 om Gronlandernes Opforſl og Seeder, at rige om deres Politiſte Tilſtand og om de Stand. res Religion; allerhelſt da derbed fore⸗ kommer hos diſſe Vilde faa mange Afvigelſer fra de

Gronlœn⸗ derne lever

Regler, hvorefter de menneſkelige Gierninger i almin⸗

deliahed pleyer at afpaſſes, at de ſynes at være et . beſynderligt, og af fig ſelvb opvoxet Folk, des⸗ i

ge man endnu ikke har forefundetinogenaf de endnu

ofundne Deele i Verden. De lever fra deres Fod⸗ ſel af i den allerſterſte Frihed. J deres Borne⸗Aar veed de intet af nogen Tugt, eller Foreldres Straf, og naar de oppoxer, bindes de ikke ved nogen Love, langt mindre ved de af nogen Porigheds Tvang. Enhver lever ſom han vil, ſorger for fit Ophold, ſom han forſtager det, og deres Lüghed er fua ſtor, at ins. gen har Magt til at tiltale, meget mindre at befale den anden. Jeg gior mig ingen Betenkning over at ſige, at diſſe Folk lever i den egentlige ſtatu naturali l. libertatis; men i ſaadan en, ſom gandſke ikke lige ner den, hvilken mange, ſom ſkriver om Naturens Ret, fætter almindeligen forud i deres Syſtematibus, og afmaler paa den ee Maade (*).

b. LXXXI.

0 Cicer, de Invent. Lib. I. cap. 2. Fuit quondam

tempus, quum in agris homines paſſim beſtiarum modo vaga-

bantur, & ſibi victu ferino vitam propagabant, nee ratione a- nimi quiequam, fed pleraque viribus corporis adminiſtrabant. Nondum divine religionis, non humani officii ratio colebatur; nemo legitimas viderat nuptias „ non certos quisquam inſpe-

erat

— — ——

262 Efterretninger om Gre nland

Om de] F. LXXXI. Grønlænderne ere enfoldi⸗ res Sader.“ ge, men ikke dumme; u⸗oplœrte, dog ik⸗ ke hengivne til deres Gemyts Tilboyeligheder, ikke forbundne til noget Salfkab, dog omgengelige, freds ſommelige, behielpelige (). Af udvortes Hofligheds

Tegn og Anſtandighed, eller Decoro, finder man

ikke meget hos dem. Den eene udviiſer ikke nogen Frygt eller Erbodighed for den anden, og det kom⸗ 5 ye mer

gerat liberos 3 non jus, æquabile quid utilitatis haberet, acce= perat. Ita propter errorem atque inſcitiam cæca atque tema-

raria dominatrix animi cupiditas ad fe. explendam viribus cor-

poris abutebatur, &e. Deslige kand jeg alleeneſte holde en Hedning til gude. Hobbes de Cive cap. X. $. 1. gior fig li- geſaadan en Indbilding: extra civitatem fructus ab induſtria nemini certus, in civitate omnibus. Denique extra civitatem imperium affectuum, bellum, metus, paupertas, foeditas , ſolitudo, barbaries, ignorantla, feritas; in eivitate imperium rationis, pax, ſecuritas &c. Hvilfe Ord den fortreflige Pus 7 fendorf noget uforſigtigen har giort til fine, og indført dem i hans Compendio de officio hominis & Civis. Lib. II. cap, 1. & 9. Hoorfore han har maattet lade fig meget grundigen iglendrive af den ſkarpſindige og ſkionſomme Juriſt Titio Ob⸗ ſerv. 461. feq. hvis Indpendinger og Modſigelſer meget ſkiont kand beſtyrkes og oplyſes ved vore Vildes Opforſel. Det er jo gandſke uforneden, at tage deslige urigtige Foreſtillinger til Hielp, man har derforuden Grunde nok, hvormed man kand ſtadfeſte de Fordeele, ſom ere ved en bedre Anforſel „ ved den Civile Stand, og allermeſt ved den Chriſtelige Relis 7 gion. Derſom ikkun de, der ere bedre underviiſte, levede mee⸗ 1

re efter den ægte Philoſophie; den ſande Politik, og den

guddommelige Aabenbaring. i 1

() De ere ſom Demonak hos Lueiauum ſiger om ret⸗ ſkaffene ærlige Folk: Tel Ex res evg dd. TY NC sy 4 vov Gres d Toy v De gior af fig felv, efter Raturens Drift, hvad andre gior imod deres Billie, af Los. venes Tvang. Seneca taler meget artigen om ſaadanne Folk: e ill ſepientes Viri, etiamſi faciebant facienda fapis enti bus. : >

og Strat Davis. 263

mer dem meget underligt for, naar de ſeer hos de Dan⸗ ſke, at den eene ſkatter den anden hoyere end fig ſelb, at een befaler, den anden adlyder. Naar de beſs⸗

ger hinanden, helſer de kommende ikke Huus⸗Verten,

og denne beder den anden ey heller være velkommen, men viiſer ham alleeneſte et Stad, hvor han kand fætte ſig. Naar den Fremmede gaaer bort igien, ſkeer det og uden nogen Ordvexling paa begge Sider. Og ſaaledes er deres gandſke Omgangelſe beſkaffen, ſom de holder med hinanden, i alle Stykker og ved

alle Leiligheder. Man ſeer deraf, at Venſkab kand

beſtaae uden Complimenter, uden Reverentſer. De ere gandſke ureene og ſkidenfardige, de beſudler deres Klæder, Hender og Anſigt, med Fiſte⸗Spek, Tran og andet deslige, og toer fig dog Meget ſielden De

foer ey heller deres Kar og Fade, omendſkiont Hun⸗

dene har ſlikket dem. De undſeer fig ikke for at lade

en gage, i andres Narverelſe, eller i deres Paw

ſyyn at forrette deres Nodtorft, naar det trænger dem. Ellers ere de i deres Omgangelſe Venlige og Lyſtige, lider gierne, at man ſkiemter med dem (5). Thi af Naturen ere de tilboyel ge til Tungſindighed. Naar de ere alleene, lader de Hovedet hænge, og ſukker of⸗

te, uden at kunde ſige nogen egentlig eller ſerdeles

Aarſag dertil, derſom man ſporger dem. De foler alleeneſte deres usle, urolige, arbeidſomme, moy⸗ ſommelige og farlige Levnet, og feer ikke Tegn til nos gen Forbedring. Sa hvor kand det være andet, da de ikke veed Grund fil nogen Troſt enten af Philoſo⸗ phien, langt mindre af Religionen. 8 §. LXXXII. Videre lever de iblant hinanden i den ſtorſte Forligelighed og Ee⸗ nighed. De veed intet af Misundelſe, Had, Fiendſkab, ee Trete 14

Mange Laſter ere dem ube⸗ kiendte.

) See Gronl. Perluſtration i; 53.

"i 1 9

n 193 1 Fh i 1 hl * 1 i ö ae ; me EH i | v 1 1 | EF El Mid : BE LUN n 7 n 7 I 1 UI i [| BE || HER ie I 06 HH ml . 11 | 100 eee 44 i e „ 10 N te 160 1 « * Ht 70 | å * Len fik i 10 10% ut | LAM ir 1 j i || | RR 10 ek ||

264

righed.

Efterretninger om Groenland

og Striid. Langt mindre af Slagsmaal, eller Vold, af Stratenroverie, Mord eller Drab, End ikke af

Krig med deres Naboer. Ligeſom og deres Skyde⸗ Geber er ey heller beqvemt Dertil, men alleeneſte til

Jagten (). Om Horer og Horkarle hover man ik⸗ ke. End og de ugifte holder fig kydſke, og ingen for⸗

forer eller friſter den anden til Utugt. De Danke har vel tilforn far Prove paa en eller anden Pige, men gandſke forgæves. Hvor liden deres Naturlige Tilboyelighed er til Kieds Lyſt, ſeer man jo kiende⸗ ligen deraf, at de, ſom for er meldt, fan ſielden

tager to Koner, da det ſtager dem dog gandſke frit

for. Vgtefolk holder fig fan noye til hinanden, at

man har ikke noget Exempel pan Horerie. Eyendom kiender de, og enhver lader den anden beholde hvad han har eller fanger; men Tyverie og Rob er noget

ubekiendt. Alting ligger og ſtager aabent; man har

ingen Derre eller Laaſe, ingen Skabe eller Kiſter. Dog Su de fig ingen paa det ſom horer den anden til. Man

5 7 5 bør 5 verkendov ( eller Bo- DØ

$. LXXXIII. Imidlertid har diſſe Folk ingen Lov, ſom lærer dem hvad de kal giore eller lade, langt mindre forbin⸗ der dem dertil; men de ere dem ſelb en

Lov; og derfore har og bruger de ey heller nogen

Ovrighed, ſom er anordnet til at handthave Lovene, til at beſkytte de Gode , og at ſtraffe de Onde ().

b. LXXXIV.

(% Arma ceſſant, ineruentæque humano ſangvine ma- nus odium omne in feras vertunt. Senec. Epiſt. 90.

: i har Joh, Barclajus ikke dømt uretteligen, naar han ſiger, Argen. Lib. I. cap. 15. fi eontineri fua ſpon- te intra fines juſtitiæ poſſet genus humanum, tune in pari om- num pietate non ſupervacanea modo; fed injuſta eſſent impe-

ria,

hører ey heller, at den eene nogenſinde bedrager eller forfordeeler den anden. å

1

|

i

og Strat Davis. 26

. LXXXIV. Mig ſynes, at diſſe Ting bor ikke loſeligen anſees, men at det er gandſke mærkværdigt, at diſſe Folk, ſom hverken har Optugtelſe eller Skoler, hver⸗ ken moralſke Bager, eller Preſter, ja ikke toil nodes andet end en naturlig uforbedret Fornuft, til at leve af en indvortes naturlig drift, ſom dog har n e endnu meget. tilfælles med Dyvrene, eller soerandre af en medfod Tilboyelighed, ſom allerree⸗ de findes hos dem forend Fornuften, og har liden hielp af denne, efterlader ſaa meget ſom ondt, unyttigt og ſkadeligt, og derimod udretter faa meget ſom got, nyt⸗ tigt og fornodent. Dette er uden tvil endnu en liden Levning af det medſkabte Guds billede, Men naar man dog beſeer det ved en opklaret Fornuftes Lyys, (aa befinder man dog, at den ikke ret udoves eller ans vendes hos diſſe Vilde, men meget meere fordunkles; efterdi den kommer ikke hos dem til de ret füne Stre⸗ ger eller Pligter, men bliver alleeneſte ved de aller⸗ i R 5 groveſte

Naturlige ogpolitiſte Aarſager, hvormed de uden

ria „ quæ eives jam ſponte æquiſſimos ad inutilem ſervitutem adigerent. Jeg fruer ogſaa, at derſom Boecler havde kiendt

Grønlænderne, faa ſkulde han ikke have ſkrevet faa general

og deciſiv ad Grotium Lib I. cap. 3. p. 200. ordo imperandi & parendi omni naturæ rationali ita deſtinatum eſt, ut ſocietas & multiplicatio fine eo cogitari nequeat. Kand nu fordervede Menneſker ved deres naturel og Omſtendigbeder komme faa vidt, at de kand beſtaae uden Sorighed, faa maa jo de ny Lærere i Natur⸗og Folke⸗Retten ikke fare meget vild, naar de ſiger, at de fuldkomne Menneſker i Uſkoldigheds Stand ſkul⸗ de ikke behøvet nogen Civile⸗Forfatninger, eller Øvrighed. Men Gronlanderne ere desverre de eeneſte, ſom lever i ſaadan en lykkelig Eufoldighed, Armod og Omſtendigheder, at de kand komme til rette indbyrdes uden Oorighed og Herſtab.

De øvrige Indvaanere i den bekiendte Verden ere, ſom man veed, faa artede, at man kand ikle nokſom takke Gu O derfor,

at han har indſat Horighed og Regiere Standen, og forſynet den med den meddelte Myndighed og Magt fil at ſtraffe ze.

U 4

ve Lyſt til at overfalde dem.

266 Efterretninger om Groenland

groveſte Udkaſtninger, eller ſaadanne Pligter, uden hvilke den udvortes Rolighed ikke kand vedligeholdes, ey heller Omgang med fine Ligemend, eller det men⸗

neſtelige Sælffab beſtage. Derhos ere deres Omſteen⸗

digheder ſaaledes beſkaffene, at de ikke alleene giver dem Anleedning, men og driver og tvinger dem til de anforte Dyder, eller meget meere til at holde ſig

fta de derimod ſtridende Laſter og Udyder. Deres AUVöidenhed i det Onde, Mangel paa onde Exempler

og Tillokkelſer, volder at de bliver i deres Eenfoldig⸗ hed. Det grove Clima, den liden Forraad af det fornodne, den moyſommelige Maade paa hvilken det

maa forhverves, vedligeholder dem i Fornoyelighed og Liighed. meere end den anden, ſaa har han ingen Aarſag til at ophoye fig over den anden; og denne ingen Beve⸗

gende Aarſag til at give hin noget Fortrin over fig.

Efterdi een alleene kand ikke ndrette noget, ſaa maa han mage det ſaaledes at han kand beholde andre til Ven. hielpe ham igien; det ſom de fanger, maa de deele

lige, efterdi den eene er ſaa god ſom den anden, den eene har giort ſig ſaa ſtor Umag derfor ſom den an⸗ Enhver maa lade den anden beholde ſit, ellers

den. tog denne hans bort igien. Trætte, Striid og Fis endſkab maa de five, thi de fik ingen anden Ende

derpaa, end at de odelagde hinanden indbyrdes. Lan⸗

det er ſaa elendig og ſaa ſlemt at komme frem udi, deres Tal faa ringe, deres gandſke Forfatning fag uſkikket Dertil, eller, rettere at ſige, de har faa ab Deles intet, ſom ligner nogen Krigs⸗Forfatning, gt de umueligen kand giore Conqveter imod andre; og hos dem ſelb ſtager det faa flet til, at ingen kand has N Deres Arbeidſomme Lebemaade fordriver Vellyſt hos dem, ja de l

er

Efterdi ingen veed meere, ingen har

Han maa hielpe dem, paa det de kand

andre Folk, og faa fremdeles. Og i faa Maade kommer deres Vandel, ſom har en Auſeelſe af Dyd, ikke fag meget af en indvortes. Drift, ſom af de ud⸗ vortes Omſtandigheder , i hvilke de befinder ſig.

6. LXXXV. Og ſandeligen der yttrer fig ogſaa her og der, hos diſſe fan uffyldig levende Folk, den Ondfkabs Sed, ſom er i alle Menneſkers Hierter.

Thi de agter de Danſke ringere end fig felv (5) bil der ſig ind, at alle andre Nationer ere allerforſt ud⸗ | ſprungne

) Herom er mig fortalt en ſandferdig Hiſtorie, ſom faavel for denne, ſom og for andre Aarſagers feyld er merk; verdig. En Gronlandſk Ungkarl var taget med til Kioben⸗

havn „ og paa det han fulde give hans Landsmænd en god 0 Tanke om den Danſke Nation, faa havde man begegnet ham

paa det allervenligſte. Da denne kom tilbage igien paa den ny Colonie, og man fandt fornødent, ot han fulde gifte fig med et af de Bilde Fruentimmer, for derved at giore ſig deſto behageligere for fine Landsmænd , udſogte han fig en velſkabt og fornuftig Pige, og lod begiere hende. Men han fik Kur⸗

ven. Og da han felv meldte fig hus hende, lod hun fig vel faavit merke, at ſaavel hans Perſon, ſom de fra Danne⸗

mark medbragte ſtionne Sager ſtode hende an, men ber kraftede "derhos rent ud, af hun hverken vilde tage imod noget af ham, ey heller tage ham til Mand. Man kunde i

lang Tiid ikke erfare Aarſagen til denne ſaa uformodede

Vegren; Endeligen bragte man det dog ved megen Umag faavidt , at hun med fin Broder kom til den Dane Colo⸗ nie „ og efter at man havde giort fig flor Fliid for at vin⸗ de hendes Gemyt, og at udforffe Aarſagen til hendes be⸗ ſtandige Ney, brød hun omſider ud dermed, og ſagde til

en Dansk, ſom kunde tale med hende i hendes Sprog, at

hun alleeneſte af denne Aarſag ikke kunde beqvemme ſig til det hende tilbudne Partie, efterdi hun betænkte , at den anmeldte Brudgom kunde ſnart doe , og derſom han fulde doe førend hun, faa maatte hun omkomme af Hunger og Kummer, efterdi de Danſke ſkulde da ikke agte hende, og

Grønlænderne vilde endun mindre tage hende til ſig, mn 15

og Strat Davis. N 267 | ler al ſterk Drik, ſom allermeeſt ophokker den hos

268 Efterretninger om Grønland

ſprungne af deres, og naar de gior dem en venlig Mine, ſkeer det kun af Frygt, efterdi de auſeer dem for at være meere behiertede og ſterke end de ſelv. Fornemmeligen flages der meget over Gronlandernes, i ſer Qvindfolkenes, u⸗obervindelige Halſtarrighed og Egenſindighed. De fkak ey heller giere fig ſtor betenkning over at tage noget bort fra de Danfke, derſom det kand ſkee hemmeligen. Beviiſes dem nogen

Velgierning af diſſe, lader de ingen Tak eller Er⸗

kiendtlighed ſee. Man har og fortalt mig, at da et par Aar, forend Colonien blev anlagt, et Skib var ſendt derhen paa Forſog, og en af de Danſke Matroſer vovede ſig for vidt iblant dem, komme ftvar nogle af dem og kaſtede ham need paa Jorden, ſtaar ham nogle huller i Kroppen, og med ſtor Be⸗ gierlighed ſuede Blodet ud. Men man har derefter ikke fornummet noget videre dertil. Men naar man nu af alt dette noye betragter et Menneſkes Tilſtand, ſom er overladt til fig ſelb, og derhos anmerker, hvor flet han kommer frem i det gode og paa Dy⸗ dens Vey, faa maa vel de faa kaldede meere pole⸗ rede Folk med allerdybeſte Tak erkiende den ſtore Velgierning, ſom den trofaſte Menneſke⸗Ven bevii⸗ fer dem, i det han ikke alleene lader den liden over blevne Levning af det medſkabte Guds Billede lige⸗ ſom afſtove og oppudſe ved faa mange Larcre i de

hoye og nedrige Skoler, men og ved deres Anfor⸗

ſel til SædeLæren lader det gandſke n

di de havde ingen Godhed, men vel en ſtor Foragt for de

Danſke, ſom diſſe ſelb veed. Hun har ey heller ladet fig overs tale til Brolluppet, forend man med allehaande gøde Ord og

Loſter havde bevcget hendes Broder til at overtale hende,

med den faſte Forſikkring, derſom bun ſkulde blive Enke, at han da ikke vilde forſtode hende, men med hendes ovrige Familie beſtandigen habe Omſorg for hendes Underholding,

og Strat Davis. 269 den naturlige Lov, og hvad der i denne fattes til Fuldkommenhed, tydeligen, fuldſtendigen, overbe⸗ viisligen og ophyggeligen legge dem for Oyne, ved fit aabenbarede Ord, og faa, mange det forklarende 50 Ja (at jeg ſkal fremdeles ſige til Guds

riis) efterdi Menneſket er ikke alleene abt til dette Liv, men der er endnu en bedre Tilſtand bevaret for ham, og alt det anforte kand endnu ikke bringe ham til at erlange og nyde den, faa har han gaben⸗ baret og anviſt dem en Midlere, ſom har aabenba⸗ ret dem de endnu videre hertil fornodne Lerdomme, anviiſt dem de rette kraftige Hielpe⸗Midler, og ens

deligen udrettet det ved fin Dod, der har opfylde.

alt det der manglede, at de kand leve baade rolig, fornsyet og lokkelig i denne, faa og ſalig og avig hiſſet i den anden Verden. 5 8. LXXXVI, Men faa herlig og troſte⸗] De veed lig denne Kundſkab er for os andre, (aa Al 181795 bedroveligt og forſkrekkeligt er det tvert is 15 g har iffe mod, at diſſe ellers faa velartede Creature ſengang nos lever uden Gud i Verden, det er uden al get Begreb Kundſkab om deres eeneſte Skabere og omet Bud: Velgiorere, faa at de end ikke har et Ord dommelige i deres Sprog, hvormed de kunde nabne Daſen. dette allerhoyeſte Voſen, men de, ſom ere bedre uns derviſte af de Danſke, har været nodte til at laa⸗ ne det Ord GUD af dem, og antage det i deres Sprog. Man maa høvligen forundre fig og kand ikke begribe, da man for lang Tiid ſiden har an⸗ market (1), ſaa og Erfarenhed i de nyere Tider 0 a

(Y) Cie. Tuſcu: Qvæft. Lib. I. cap. 3. Quod nulla gens tam fera, nemo omnium tam fit immanis, eujus mentem non imbuerit Deorum opinio. Multi de Diis prava ſentiunt; id enim vitioſo more effici ſolet; omnes tamen eſſe vim ag natu- ram divinam arbitrantur, ; ;

270 Efterretninger om Grønland

ſaa mange ubekiendte, men nu opfundne Folk bebii⸗

fer det, at intet Folk er faa langt bortliggende, ſaa

eenfoldig, faa raa og vildt, at man jo har fundet

hos dem nogen Kundſkab om Gu D, omendfſkiont

den har været nok faa dunkel, fordervet og vildfaren⸗

de, ja end og forvendt til Afguderie, at de arme |

Gronlendere har dog aldeles ingen Kundſkab om Gud.

Jeg har længe ikke kundet troe dette, men har ende⸗

ligen maattet troe det, da alle, ſom jeg har taelt med,

har forſikkret mig, og Autor til den Grenlandſke Per⸗

luſtration, ſom har lagt den brave Misſionarii Hr. "Egedes Efterretninger til Grundvold, bevidner ligele⸗ des i det ſidſte Capitel, at det eri Sandhed ſaaledes. Dog er det vel viſt nok, at deres Forfedre har for⸗ dum haft nogen Kundſkab om Gud og Religionen. Men hvorledes de har kundet faa gandſke miſte dem, er faa meget meere vanſkeligt at begribe, efterdi dog Forel⸗

drene, i ſar Modrene, altid pleyer at indprente

Bornene de Begreb ſom de har om deslige Ting. Og ſtkulde man da ikke formodet, at de ſkulde i det mindſte efter haanden, ligeſom andre Vilde Folk har giort (), oploftet deres Pyne til Himmelen, 7 i:

5 ! lende

( Cæfar de bell. Gallie. Lib. VI. cap. 21. Deorum

numero eos ſolos dueunt (Germani) quos cernunt, & quo-

rum operibus aperte juvantur, Solem , Vuleanum & Lunam.

Hvilket og end meere lader fig ogſaa ſige om de Hedenſke Is, lendere. Det klinger meget opbyggeligt, hvad der fortælles

om en af dem, der forſt har beſiddet Island, nemlig Thor-…

kel , med det Tilnavn, Mana, det er, Maane, at hans He denſke Landsmend har giver ham dette Oge⸗Navn af Spot, og det for ingen anden Aarſag, quam quod a Lunæ aſtorum-

que opificio admirabili aliquid de inviſibili opifice colligen- dum ſtatuiſſet, qui qvoque jam moriturus fe in locum So-

commendando fe in manus illius

p. I. cap. 9. Arngr:

li adverſum efferri fecit, Dei, qui Sölem cxeaverat. Landrama Jona Speeim. Islandic. Sect. I. cap. I.

fiende de Velgierninger hoilke de, for Exempel,

kiendeligen nyder af Solen , og folgeligen bebiiſt den nogen Wrbodighed. Men ſaa veed diſſe Folk ſlet

intet af nogen Guddom, ey heller af noget Afguds Billede, ey heller af nogen Forretning, ſom 11 0 0 5

Gudstieneſte. En dag om Ugen, om Maane

om Aaret er dennem ſaa uhellig ſom den anden. En⸗ ten de ſtager op eller legger ſig, gaaer til eller fra Bords, faa merker man ikke, at de gior nogen an⸗ degtige Geberder, langt mindre. nogen Bon. Enten en fødes, gifter fig eller doer, faa kand man ikke fee

den allermindſte Forretning, ſom ſmager af nogen

Religion. |

De bilder fig ind, at alting har været af Begyn⸗

delſen, ſom det endnu er, og er kommen af fig ſelv. Trænger man videre ind i dem og ſiger, at det kand dog ikke være mueligt, at de herlige Skabninger, ſaa⸗

ſom Maanen og andre, kkulde ikke have en Skabe⸗ re, efterdi dog ingen af deres Baade bliver af ſig

ſelb, ſparer de vel, at de kand begribe det, men de kiender ham ikke, veed ey heller hvem han er. Nogle har vel og den daarlige Indbilding om deres Nation, at det matte være en Kallak, det er, en af deres Folk, ſom har ſkabt Himmel og Jord. S8. LXXXVII. Imidlertid forekommer |. Om ends dog nogle Skikke og Sadvaner hos dem, LAN be hvilfe de uden tvil har af deres ældfte | Torfædre , ſom ſynes at have noget Skin blant ſig, af Overtroe, ſaaſom forhen er meldt, at ſom ſynes de taabeligen forbinder de beſkadigede Lem⸗ at være mer, at de hænger paa ſig nogle Hals⸗ 2 baand eller andre Ting, ſaaſom Stykker fun 11 5 af gammelt Træ, Fugle⸗Kloer, Ravne⸗ Næb for derved at bevares fra Sygdomme, at blive lykkelige og deslige. Men man marker dog i 9

0

at Legemet ſkal og engang opſtage.

272

Efterretninger om Gro nland

at de derved har nogen Henſigt eller Haab. til nogen overnaturlig Guddommelig eller Diavelſk Kraft; men de gior det alleeneſte fordi de har ſeet, at andre har

giort ligeledes , og har hort at det ſkal være got og

tienligt. Dog maa de troe Hexer og Hexerie. Thi

det ſkeedte i det Aar 1734. at en Gronlender, hvig Daatter og ældfte Son ſom han elſkede meget hoyt, dode i den da graſſerende Smitſomme Syge, ſlog en Kone ihiel paa Stedet, ſom holdtes for at bare

en Hex, og om hoilken han havde den daarlige Ind⸗

bilding, at hun havde dræbt des Hexerie. b efterdi det foregav i fir yderſte, at den ſamme Qbin⸗ des Geſtalt altid ſtod for hende, og dræbte hende. Herr Egede melder i hans Efter⸗ retninger p. 64 at han ved nærmere Underſogning har erfaret, at Gronlenderne meener, at faa ſnart et Menneſke doer, farer Siclen, ſom de kalder Targneck af Menneſket ind i Himmelen, men Lege⸗ met bliver i Jorden og forraadner. Og dette er Aarſagen, hvorfore de legger hos den Afdode, naar de begraver ham, hans Fiſker⸗ og

hans Born med hen⸗

Jagt⸗Redſkab,

Hvori Barnet ſelv beſtyrkede ham,

hexede over hende,

**» *

efterdi de har den Tanke, at den ſom doer, lever andenſteds op igien, hvor der ere mangfoldige Dyyr

at jage, og Salhunde at fange, og deslige; men

hvor eller hvor længe, veed de ikke, og allermindſt

Man maat⸗

te jo vel onſke diſſe elendige Menneſker, at den ſande i Religions Grund⸗Lardomme maatte alvorligen le⸗ res dem; Allerhelſt da diſſe Menniſker med Lyſt hos I rer hvad man ſiger dem om GUD, og hans Be⸗ kiermelſe og Velſignelſe, om et tilkommende bedre Liv „ og deslige, tager det og villigen an og troſter

ſig ſelb dermed. Begyndelſe dermed.

Der er og giort en priissærdig | Hvad der har givet Leilighed

dertil,

og Strat Davis 278

dertil, og hvorledes det er gaaet dermed, har jeg ans fort ſtrax i Begyndelſen af diſſe Efterretninger p. 1 39. ſeq. Men efter at Colonierne ere meeſtendeels ophæves de, og nogle Preſter ere dragne derfra, og de Ny⸗ omvendte, ſom neppe endnu ere ret befeſtede, vil og ſnarligen adſpredes, efter deres Lands Sedvane, faa

maa man frygte , at den ringe Videnſkab om Gud,

Verdens Frelſere og Religionen, ſom er bragt til dem, vil inden faa Aar forglemmes igien, og denne ulvkſalige Hob ſaaledes endnu længe blive i den Mork⸗ hed og Elendighed, ſom den er nedſiunken udi („).

F. LXXXVIII. Det ſtager endnu til Hoorledes |

bage, at jeg maa melde om hvorledes de de begraver begraver og ſerger over deres Dode. og ſorger Saa mart nogen iblant dem doer, tager Da deres de næfte Paarorende og beſteder ham til Jorden med megen Klagen og Hylen. Det afdode Legeme legger de i en Grav af Jord og Steen i fine fulde Kleder plat paa Jorden, breeder et par Skind over ham og bedakker ham med Jord og mange Steene. Bed Siden af ham legger de de ham til⸗ hørende Fiſker⸗ og Jagt⸗Redſkaber, ſaaſom Baad, Buer Piile, Kaſte⸗Spyd og deslige; (hi de efter⸗ ladte tilegner fig i ingen Maade det, ſom har hort den Afdøde til. De holder ogſaa den Døde for at være faa ureen, at ingen uden den, ſom er ham næft beflægtet, tor rore ved 8 Denne ſamme

maa

(0) Jeg maa herved erindre, at et Mamiſeript af den

(one Hr. Egede, Faldet ; Begyndelſens Elementer til

en Chriſtelige Kundſkab for de Gronlandſke Catechumener, det er: Flementa chriſtianæ religionis pro catechumenis ling» va Grœnlandica cum verſione Danica A:o 1724. 4 Dn. Jo- hanne Egede Miſſionario Danico in Groenlandia, ſeripta in

gvo er fundet i Catalogo over det Danneſttoldſce Bibliothek,

ſom deraf er kiebt til des Kongelige Biblisthe tt

274 Efterretninger om Grønland

maa ogſaa alleene bære ham paa fin Rog til Gra⸗

ven. De ſorger meget over deres Dode. Hans

Slagtinge og Beſvogrede kommer i Begyndelſen til

ſammen tree gange om Dagen, derefter ikke faa flit⸗

tigen, dog ofte og neſten et gandſke Aar igiennem, fætter fig. need, med Hænderne under Hovedet, og

Albuerne paa Knæene, beklager og begreder den Do⸗ de. Efterlader den Døde ingen Paarorende eller Ven⸗

ner, lader man ham vel ligge urort paa Stadet

hvor han er Dod. Aarſagen dertil er den forhen anforte indbildte Ureenhed, ſom beſmitter alle andre,

undtagen hans nermeſte Slægt.

Hvor dets S. LXXXIX. Til Beflutning vil jeg fe Folk al her korteligen anføre mine ringe Tanker om lerkorſt er dette faa beſynderlige Folks Herkomſt, til

andres ydermeere Eftertanke. Jeg er i den Tanke, at dette Folks Forfedre ſtammer need fra Nord- Aſien af de Samojediſke eller Siberiſke

kom̃en fra.

r

Tartarer, og ere, efter de frugtbare Nordiſke Folkes Maade udjagede af deres Fædre, og tvungne til at ſoge fig en ny Bolig og Blive⸗S ted og fordrive de Gamle Indvaanere. Da de maa ſkee har ta⸗

get deres Vey igiennem Nova Tembla (*), og

trengt fig ind i Oſter⸗Gronland; efterdi Dalene,

faa vel der ſom her, vare paa den Tid endnu ik⸗

ke opfyldte med faa megen Sis og Snee ſom nu

omſtunder, og Armene af Soen, ſom de havde

at fare over, vare ey heller tilſtoppede med faa mes

gen Sig, ſom nu; og efter at de havde mordet de

forefundne Chriſtne, har de fat fig need i deres Std,

og

(0 Dette har faa meget bedre Fundet fee, efterdi man har nu tilforladeligen udfundet, at Nova Zembla hen⸗ ger paa den Oſter Side ſammen med Siberien, ved en Iſth⸗ mus, hvor den Flod Oby har fit Udløb. See Strahlen⸗ bergs Nord⸗og Oſtlige Deel af Europa ꝛc. i Indledningen p.17.

og Strat Davis. 2275

og ſendt nogle af deres Tal over til Veſter⸗Gron⸗ land, ſom har ikke holde bedre Huus med de her

Værense Chriſine. Hiſtorie⸗Skriverne kalder diſſe

ny Gieſter de Vilde Skrellinger, og ſiger at de har odelagt de Chriſtne, men om deres Herkomſt melder de intet. De Vilde i Strat Davis har en Tale iblant fig, at deres Forfadre, da de komme i diſſe Lande, har ſlaget de gamle Indvaanere i⸗ hiel, men de veed endnu mindre at give nogen Be⸗ retning om deres Herkomſt og Oprindelſe, efterdi

de ere bleven meere og meere adkkilte fra dem ved

Jisbiergene og Jis⸗Havet, hvorover de har endog forglemt deres gamle Religion og alting. Imidler⸗ tid grunder min Formodning fig paa den ſtore Lig⸗ hed ſom er imellem de Vilde Gronlendere og hine Folk, i Legems Geſtalt, Dragt og Levemaade (+). De Tartarer, ſom kaldes Nilovier Tunguſi har Aarer med et Blad paa hver Ende, ſyer ogſaa Figurer i deres Anſigter, ligeſom Gronlenderne (++), Hr. Baron Palmberg, der døde ſom Kongelig Svenſk Gouverneur over Finnland, har fortalt mig, at da Ruſſerne i Begyndelſen af ſidſte Krig

faldt ind i Lifland, og udplyndrede hans Kirke⸗Bye,

havde de ogſaa deslige Tartarer hos fig, hvilke, faa ſnart de ſage hans Preſt, der bar en ung Mand, og vel ved Magt, grebe de ham ſtrax fat og ka⸗ ſtede ham need paa Jorden, ſkaar Huller paa no⸗

gle Stader af hans Legeme, og ſuede Blodet nd

ligeſom Tiger⸗Dyyr. Hoilfet ligeledes vederfores andre paa ſamme Tiid. Saadant et umenneſke⸗ ligt Forhold med en Dan Matros, har jeg til⸗ | S 2 forn „ See de Pruyn Reizen oper Moſcou c. cap. I. & Ysbrand Ides Reize cap. 19. p. 116. 5 (%) Ysbrand Ides er l. p.37. feq.

i H . 44 ' 41437) 106 I 0 100 W 1 . 4 in 8 14 "Al 10 9 1 ” 1100 Ull 4 | 4 N N

276 Efterretninger om Gro nl. og Strat Davis.

forn fortalt om de Vilde Gronlendere. Man ſkul⸗

de vel og finde fleere deslige Spor, ved nærmere

Efterforſkning. Men dette overlader jeg til andre,

ſom har meere Stunder dertil, og iiler nu |

É til Enden, | . NOTICE,

Zaaſom det Gronlandſke, der findes anfort i den Tydſkfe Original, er befunden meget urigtigt; og man derforuden venter med det forſte noget bedre og fuldſtendigere, fra en dertil begvemmere Mand, fag har denne Danſke O⸗ verſatteſes Forlegger fundet det raadeligſt at udelade flige, og i den Sted at meddeele Leſerne folgende Avertiſſement angagende de Urigtigheder, ſom af en N Perſon ere antegnede udi den Beſkrivelſe om Ibland. | |

8 N

N

(EDGE Sy

U Sa 8

ST RNA SER SE STEDER W 9 va

; Avertiſſement. 277 AVERTISSEMENT.

Om Den under Sal. Hr. Borgemeſter Anderſons Navn i Hamborg van Tydſk ud: komne, og ſiden paa Danfk overſatte Tractat om Island. ;

a den foreſtagende Tractat om Island blev efter den Danſke Overſettelſes Forleggeres

Begicering efterſeet af een, ſom baade har været længer og videre omkring i det Land, ſom deru⸗ di beſkrives, befandtes det imod al Formodning, at ſamme Beſkrivelſe indeholder adſkillige Urigtigheder og

Uſandfardigheder, ſom vie, at dens Autor har ingen

andre conſuleret end de han ſelv beraaber ſis paa i hans Fortale; og deres Beretninger viiſe nokſom, hvor ſtor Kierlighed de har for den Islandſke Nation, i det deres (om de ellers ere deres) Relationer overgager alt hvis mig til dato er forekommet i Boger, Papii⸗ rer og Bibliotheqver, odieux og Afſtyeligt angagende

Islands Indbyggere, fan at de beſtyldes her for ſaa⸗

danne Vederſtyggeligheder, ſom Dithmarus Blefkeni- us i hans uforſkammede lognagtige Piece om Island ikke, eller neppe, faa groveligen har tillagt dem Øg ſom den foregjone Autor til dette Skrift, nemlig en Borgemeſter i ſaadan en berommelig Stad, er end» nu ſaa meget anſeeligere iblant Skribentere, frem for een (veed ikke hvad for een) Skibs⸗Preſt, ſom forbe⸗ meldte Blefkenius, der har levet for over 100 Aar ſiden, faa meget heller vil det, ſom ſamme Borgeme⸗ ſter ſkal have ſfrevet, tages for troevordigt, og gandſke tilforladeligt, forſt af alle, ſom læeſer hans Skrift paa Tydſk, og ſiden de, ſom vil fornøye deres cu- rieufete med at laſe Overſcrttelſen deraf. Hvad til

SEN S3 lige

2

278

Avertiſſement.

8 lige præjudicerer baade Sandhed og Kierlighed,

for faa vidt det kand give Mistanke, eller finde en fuldkommen Troe hos Leſeren, efterdi ſaadan en hoy⸗ anſeelig, Heylcrd og brav Mand beraaber fig paa deres Vidnesbyrd, ſom har været faa! længe i Landet. Men Autor med alle fine Fortellere maa have været faa brav og fortreffelig ſom han beſkrives, og hans Perſon hermed ingenlunde diſputeres, faa ſkal det ab

drig kunde gotgiores, at Islenderne ere fan heslige,

ſom han har ladet ſig dem afmale, uden limitation;

hvorfore hans Tractats Overſattelſe af Tydſk paa.

Danſt kand dog for ſaa vidt tiene til noget got, at de ſom ikke ere det Tydfke Sprog magtig „fager Anled⸗

ning deraf at igiendrive den Bagtale og Blame der u⸗

di findes om dem; Saaſom det er baade venteligt og

billigt, at Folk af Forſtand og honneur, i fær i Is⸗ land (hvor der ere mange ved Guds Naade baade af

god Forſtand og honneur) fkal tage fig en Leilighed

til at igiendrive den Skandſel, ſom dem paa en ny Maade, dog derhos paa fin ret gammel Bletkenianſf,

efter faa hoyterfarne Fortelleres Indgivelſe, vederfa⸗ res. Fornemmelig kand Porigheds Perſoner i Island, baade de Geiſtlige og Verdslige habe herudi en nære mere Efterretning om adſkilligt, hvormed de af Fortel⸗

lerne ere proſtituerede ved een, ikke nogen Gemeen "Mands men en hoyanſeet Mands Pen, hvorfore

Lverfættelfen af denne nyflikkede Islandſke Beſkrivelſe vil forbinde dem til Erkiendelſe imod den, ſom har paa

den Maade vildet communicere dem til at befvære | fig over, his de, med ſammenfoyede Kræfter bor at

igiendrive ſom U⸗Sandheder om dem og Landets heele Nation. Det er ikke mit Forfæt at ſpare de Indfod⸗ de og for fin fattige Nations Åre nidkicre Islandere

den Umag med at ſkrive en Apologie til bemeldte Ens.

de; eller at gage hvert Comma, Paragraphe eller Pe-

riode

0

Avertiſſement. 279

riode igiennem efter Meriter; men for at give Læferen for i Veyen en Prove af piecens Falſkhed og Urigtig⸗ hed med videre, faa kand ikke lade umeldet, at den 1. . Om Landets Længde og Breede, efter Danſte Miile kand aldeles ikke bevuſes, førend de

Land⸗Korte komme ud i Trykken, ſom de Kongel. In-

genieurer har maatt levere fra fig over Island.

2.6. Jisbierge gaaer der ingenſteds ud til Stran⸗ den, men Stykker af Jiſen kand ved en ſerdeles Be⸗ vegelſe lobe ud i Stranden.

3. F. pag. 3. der ere mange Steder hvor Vogne kunde bruges, helſt om Vinteren paa Sig, og rüde

kand man der i Landet paa fleere Stader til Fornoden⸗

hed, end ſom ikke ere at paſſere paa den Maade.

4. 6. Der ere ingen Landsbyer, men adſpreedte Gaarde, hvis Tal dog ikkun ſaare lidet formeeres ved andre Nyeres Anleggelſe.

5. F. Jordſkeelv falder ikke allevegne, men helſt i Soenderlandet. Den hendelſe i Skage Strands Syſſel, ſom henføres til Anno 1726, maa føres til 1720, da det heller ſkeedte uden Jordſteelv, at et Stykke af et Bierg ſprang af fin egen lde og Tyng⸗

ſel, og borttog en heel Gaard, med alle derpaa befin⸗

delige Folk, fag nær ſom en Fremmed. ; 6. F. pag. 4 Een Landsby i Huufevigs Diftrid

Myconfu er ubekiendt, det ſkal viſt heede et Kirke⸗

Sogn My-Vate, og der ere ingen fleere end ſom det gene Kirke⸗Sogn, hvoraf mag ſkee fer Gaarde har ſtaaet i Fare, da dette paſſerede. Paa den Gaard Reykehlyd, ſom blev odelagt, blev Kirken ſtagende, men omringet af den forſkrakkelig ſmeltede og brenden⸗ de Steen⸗Flod, til et hoyſtforunderligt Tegn om Gud

ſtore Beſkicrmelſe over denne lille Kirke. 14

§. 7. p. 6. De mindſte Deele af Biergene ere for⸗ brandte, uden i viſſe Egne; og der er Sand efter ſin

4 Art

280 Avertiſſement.

Art, faa overmaade, at den er til Odeleggelſe / hvor den ligger og flyver frem. 2 DN

6. 8. Pag. 9: Det Ildſprudende Bierg Hecla ſpru⸗ der ikke Ilden fag idelig, at der jo lober mange Tider

og Aar imellem; men Damp og Rog maatte de kand ſkee fee der op af, ſom boe det allerncrmeſt, naar det er klart Veyr. i |

| | [

§. 11. pag. 15. De Marmor lignende Steene i

Island kunde lige faa let opvæltes af Soen, fon en Ballaſt af et forulokket fremmed Skib, ſom være ſprungen ud af et Bierg.

§. 14. Pp. 18. ( Gadmundus IsI. ſfal viſt være

Jonas Gudmundus, paa Isl. Jon Lærde; en flet

Mand, ſom aldrig burde at allegeres ſom Naturkyn⸗ dig og Troeveerdig i Muſeo Regio Laurentziano, eller ſom Plinius Islandicus, hvorfore og ikke heller

af denne Lærde Mand. §. 16. p. 18. Den Overtroe her om tales har ins

tet at betyde, uden hos dem der tager mod ſlig Daar⸗

lighed, for at giore en Curioſitè deraf, naar de har

den Tre at ſporges om noget uden for Island, an⸗

gagende diſſe eller deslige Ting af Naturen.

§. 17. p. 21. Den Malice ſom han ſiger Fiſkerne begager mod hverandre med Svovelen, er gandſke u⸗

almindelig, det er, man veed ikkun gandſke faa Exem⸗ pler derpaa. g

F. 19. p. 23. Den Kiobmand har meent den Skov, ſom paa Isl. kaldes Pnioskadals Skov, ſom og er

een af de 3 beſte i heele Landet. De øvrige ere Huu-

ſevigs i Borgefiord, og Hallormſtade i Muule-Syſ?⸗

ſel; hvortil man maa nok foye Aasſkow i Thingoe

Syſſel. Hvad her i denne §. kaldes Olfiord ſfal hee⸗

de Ge-Fiord. §. 21. p 24. Det var ikke Anno 1700. men nog⸗

le Aar for, at den Danſke Oſtindiefarer maatte 101 ) Hol-

i

'

NE — åd

Avertiſſement. i 281

Holmens Habn i Landet; der dode og eendeel af Fol, kene, faa deres Plads maatte befættes med nogle af Landets. | §. 22. pag. 25. Der vorer Gronkaal og adſkillige 0

Madurter, ſom er bleven forſogt af mange, helſt paa Beſſeſted, Thingòre &c. | §. 26. P. 28. Naturlig Afſkye for Skydegever er en Digt, thi der dræbes Fugle, Reeve og Seelhun⸗ de, item Biörne ꝛc. med een Flinte, hvoraf mange eye fleere end een, ſom dem tilfores. F. 27. Seſtene komme og efter Leilighed under Tag, og mange bliver foerede, for at tiene des bedre til Ri⸗ den, og faa til adſkillig Forſel; dog fager Riideheſtene det beſte Foeder og bliver allermeeſt og beſt medhandlede. §. 28. p. 28. Saarene bliver over alt holdt til een Lye, naar det behoves, i ſer paa Faſte⸗Landet; og i Nordlandet har det endnu bedre Art dermed; thi der betager Vinteren med Sneen alt Gras af Jorden ſaa tilig. Men de ſom fættes ud paa Herne, maa leve og erepere, efterſom Vinteren vil fade, Det Hyr⸗ de⸗Horn her tales om pag. 31. er en Misforſtaaelſe af Hyrdens Lyd og Signal han giver, i det han raa⸗ ber Hoo ! Hoo! tidt og ofte, hvorved Faarene lober ſammen, og ſom Hyrden vil, ved Hundenes Gio⸗ end. Saa ere og ikke alle Faar bevæbnede med Horn; og de ſom har mindre end to, ere langt fleere end de ſom har 4. 6. dc. 5 pag. 33. Bil han vel beſkrive det ſom kaldes Brun⸗ Tiid, og gaaer fra medio December til Kyndelmis omtrent, ikke til Pintzedag. 7 : pag. 34. Om alle Dommere ere juſt tilſtede, for at holde over Fred og Ret i Slagte⸗Tiden, kand beſt ſiges af andre Indfodde, ſom har været; paa flige Stader til den Tiid. Jeg tviler derm.

S 5 i $. 29.

282 Avertiſſement.

F. 29. pag. 3 J. Geeder findes i ſar i Thingde Syſſel; jeg har og feet dem i Muule-Syſſel.

F. 30. RHer foedres med adſkilligt andet end Hoe, ſom ved Soe⸗Kanten, hvor der ikke falder Hoe i Mængde; med Long, og kaagte Fiſke⸗Beene i Band Confer det ſom hor til de § $ om Saar og Heſte.

§ 31. Melken bruges her faa hyppig, ſom nu omſtunder Thee⸗Vand i andre Lande, fordi Islen⸗ derne har intet bedre at næres ved i nogen Sygdom, Den nydes paa adſkillig Maade, og ikke alletider nys

malket, men baade kaagt, og faa fold igien; item naar den har ſtaget noget, da den drikkes uden, eller

med Floden, af Fremmede ſom Indfodde. §. 32. Det her fortælles om Smorret kand vel

indtræffe hos, de Sletteſte; derimod ere der mange,

ſom omgaaes dermed paa en bedre og reenere Maade: S. 33. p. 36. Er af ſamme accurateſſe ſom det fo⸗

regaaende; herudi findes og Forſkiql efter deres Mone,

ſom omgaaes dermed.

§. 35. p. 37. Duer har man feet pan Beſſeſtæd og⸗ faa paa andre Stader, men meget rare. i S. 36. At der ſkulde være Vagtler (lat. Coturni- ces) faa maatte gierne vide hvad for en Fugl af de

ſom ere kiendelige i Island, det var, ſom gives ud for ſlig Art. g §. 38. p. 38. Det fkeer tit, at Grn gior fade

paa Lam, men meget fiælden paa Born af den Al⸗

der; eller mon Fortælleren har feet paa ſligt Rov.

S. 40. Den Salkenerer, ſom med een eller ſleere Betientere kommer fra Kiobenhavn, tager og fanger

ſelb ingen Salker; det gier. Indbyggerne, ſom har beſtalling derpaa, og bringer dem til diſſe Falkenerer

Re

mn SEE ET RE RE NE REE

paa Beſſeſted, hvor de modtages af ham og ſiden bes

ſorges paa Kongens bekoſtning. 5 f 8. 43. p. 42. Islœndernes behendigbed i at tage

Sce⸗

Avertiffement? 283

Soe⸗duglenes Eg i de hoye Soe⸗Klipper med ſtor Farlighed, kunde her have været beſkreben, i ſer Inde byggernes paa Weſtman de, hvor herved falder en

god Naring og Fangſt, har man her ikke keert fig om

at fortælle Borgemeſteren. Det Stykke bliver da borte af hans Bog, ſaavel ſom en Hoben gode og markverdige Ting, ſom GUD af Naade har tillagt

dem og begavet dem med. Men fligt forties her eller fordreies, hvoraf den retſindige Læfer kand lat ſkionne

om Piecens vædie

§. 4F. p. 43. Det er Vildgæs , ſom ſlaaes ihiel om Sommeren, naar de har nyligen fældet Ficre, og de kand ikke flyve, da ere de tilt Fields 3 men om Foraaret hvile de fig gierne paa en Søe eller Fiord, og flyve ſiden hoyere op til Fieldene.

§. 46 Samme Vnder, ſom han her ſiger, at Islanderne ſpiſer, bliver og ſpiiſt af de Fremmede; men at hine ſpiſe alting uden Qæmmelfe, er ſaadan en Relation, ſom de øvrige Blefkeniana.

Se 49. p. 47. Den Overtroe om Geer Fuglen er ikke almindelig , og de fees tit af dem der gager fag vidt ud paa Søen at fiſke, ſom de Klipper ligge, hvor den Art af Fugle opholder ſig.

$. 52. p. 47. Det er atter en grov Ukyndighed og Urigtighed, at Sifferiet begyndes ved Kyndelmis os ver det heele Land; det har fine viſſe Tider efter Lan⸗ dets Egne, ſaa det her tales om Kyndelmis, gielder

ikkun i Seo nderdeelen af Landet, og noget videre

Gſterad.

§. J4. p. 49. Det var at onſke, at Sildecangſten

var til reede i hver Fiord om Island, ſom her ſiges uden Vished. Hvorfore har de Fremmede da ikke betient fig tiidere af faa god Leilighed? Nogle fag Exempler gior her ingen almindelig Regel.

6. 55. P. 75. Den Forordning maatte vel trykkes 8 om

— —

7.

— —

—

284 Avertiſſement.

om igien, ſom fkulde forbyde at ſkyde en Moge ꝛc.

faa blev den des bedre efterlevet; eller mon Forkclle⸗

ten har haft Originalen deraf ? der ſkydes baade Moger og andre Fugle til at fætte paa Fiſkerkrogen i

n

den rette Fiffertiid af een og anden, uden nogens

Tiltale.

I bid. Den rette ik ide Termin er ikke den ſamme over heele Lander, ſom tilforn er bleven erindret.

Pag. 78. Den allermindſte Deel af Island har

Raad til at have den Forfriſkning, ſom her om tales

til deres Skendſel ſom andet.

§. 57. p. 83. Bed Skeelfiſk meener han uden tbil det ſom i Landet kaldes Jiſa; det andet Navn er der ubekiendt, og i evrigt er Autor bleven bedragen over

alt i hans Skrift med hans Raiſannements og Ety⸗

mologier, ſaavidt det uforfalſkede Islandſke Sprog

maa giælde og han vedrorer.

$. 64 p. 90. Det er ikke alleeneſte den Hvalſiſk Slettbakur, ſom dræbes af Islandere med deres Har⸗

poner, i en Fiord eller Bugt, men og andre; i fær

de Hvalfiſke, ſom de Falder Reidarfiſæ og er af un⸗

derſkedlig Art.

5. 6. p. 97. Det er ikke heller hbert Aar, men

noget rart, at den Fiſk her om tales bliver Islender⸗

ne til Fordeel; der kand lobe heele Sneeſe Aar imel⸗ lem, hvor der ingen Fangſt fkeer med dem, derimod

paa Færøerne garligen.

$. 72. p. 100, Der ere langt fleere Inſecter | Landet end her meldes, hvis Antal er uvis, og Arten É

meget adſkillig.

S« 73. Muus findes der alt for mange, og de me⸗ get kadelige for Fiſken, ſom ſtaar torvet ude pßaa Gierder, dog meeſt i Huuſene, ſaavelſom for alt an? Men Rotter ere her rare,

det den kand komme til, og komme gierne i noget indfort Gods. 0 | 5 74.

Avertiſſement. 285 :

S. 74. p. 102. Solen lader fig fee end og i Decem- ber og Januar. naar det er klart Veyr, uden det ſkul⸗ de bære imellem des hoyere Bierge rundt omkring.

S 75. Af Nordlyſet har man ingen Hielp, ihen⸗ ſeende til nogen Gierning, men heller Reiſende.

§. 76, p. 105. Siger Autor: De feige Islen⸗ dere (dermed forſtager han vel alle og enhver / ligeſaa vigtig ſom andre Ting han vil giore Verden viis, ef⸗ ter den Information han havde faaet. g

§. 78. p. 106. Det er ikke April Maaned alleene,

ſom kand fore den allerſkarpeſte Kuld med fig; De-

cembe r og de folgende indtil April, ja et Stykke af

Majo kand blive lige faa forſtrakkelig Fold.

§. 82. p. 109. Deres armſeelige Levnet giver dem Bekymringer nok, og en ſtor Deel Doer unge, lige⸗ ſom andenſteds. Atter findes ikkun faa over fireſinds⸗ tiuge Aar, rarere Hundrede og derover. At Qvind⸗ folk bader fig og lober derſra igien, ſtrax efter at de har giort Barſel, er lutter Digt og Fabel; thi de ba⸗ der ſig ikke, og holder ved Sengen 1 det mindſte 8 Das ge. Mange maa udſtaae en lang og ſmertefuld Sen⸗ geliggen, og eendeel doer i Barſel⸗ Seng.

§. 83 p. 109. Det er ikke rart, at der graſſerer

baade Feber og Guulſot; men det ord Feber hores ſnart ikke, men exprimeres med et andet Landfar⸗ Sot. De Urter han har taelt om bruges ikkun af faa, ſom præſervatif; og Mineral- Vande ffal ikke contribuere det meeſte til en god Legems Conſtituti- on; thi der falder ulige got Vand, og paa eendeel Stader meget flet.

bid. ( Nævnes een D. Biörn, vil forſtaaes

Doctor Biorn ; af deune Doctor veed Islenderne ikke; men jen lærd Preſt i Veſterlandet, Hr. Paul Biornfen i Selaardal, correſponderte med nogle Lar⸗ de Folk i Engeland, ſom] mueligt ſelv har givet, gym

en

286 Avertiſſement:

den Titel Doctor. Han var een af de Lerdeſte Folk Island har havt, derhos Velbemidiet, og i god Ans ſeelſe baade i Dannemark og andenſtads. Han dode

i hoy Alder 1708. Ingen af alle Lærde Islandere

har bragt det faa vidt in ling vis Orientalibus, ſom denne.

§. 83. p. 110. Om en Sluk Brendeviin og Styk⸗ ke Tobak bruges ſaaledes af een eller anden, faa er

det ikke almindeligt, og Melken bruges heller ikke ſaa⸗

dan af alle Syge. |

§. 84. p. 110. Alt hvad her berettes om Islender⸗

nes Omgang med fpæde Born, har ikke nogenſtdds

hiemme, uden hos de allerfattigſte og elendigſte, og til deels ikke eengang hos dem 1 e

S. 8J. p. III. Om deres Mad og Tillaven beret⸗ tes her ikke heller andet end hvad de allerælendiafte an⸗ gaaer, Der er ſtor Mængde (GUD være ære) ſom har det langt bedre og anderledes , endſkiont ikke ſom en Borgemeſter i Hamborg. Salt bruges her ikkun lis det, friſk Kiod og Fiſt er her en almindelig Spiſe, naar det falder, og deraf ſkal intet oplegges til For⸗ raad. Ildebranden er ikke lige flet over alt, og Fiſke⸗

been brændes ikke uden hvor de falde, nemlig ved Soe⸗ kanten, hvor Folk lever allerbekymmerligſt. Det ſid⸗

ſte af denne §. om deres nydeligſte Rat og dens Tilla⸗

velſe med videre er beblandet med ufandfærdig Snak, ſom og baade det foregagende og efterfølgende. Long §. 86. p. 113. Banket Stokfiſk bruges ikke i ſta⸗

den for Brod, men ſom en ordinair Føde og Daglig

Spiſe med Smør til, og hverken med Tran eller Tallig, uden kand ſkee af forhungrede Menneſker. Øg det er ikkun i et Kirke⸗Sogn, hvor der voxer et flags

Korn, hvoraf dei Skaftefells Syſſel med ſtor Mohe

gior Brod; det bruges og til Grød med noget Dank Meel beblandet. 32 | §. 87.

Avertiſſement .

8. 87 p. 113. og 114. Vand af Jis⸗og Snee⸗ |

bierge er ikke deres almindelige Drik, kand og ikke has ves allevegne. Viünen kommer de ikke pag noget Træ, ſom Tran ꝛc. har veret i, med Dillie; Den fores dem til des uden ſaa beſkaffen, at den kand ikke holde fig Vinteren over, helſt hvor Froſten kand trænge der⸗ til. J hvor ilde de udraabes her og andenſteds for den alt for ſtore Lyſt til Brendeviin, faa ere der dog langt fleere, ſom ikke med Sandhed bor eller kand be⸗ ſkyldes for flig udyd. Ikke heller er det alle Indbyg⸗ gernes Oyemerke med al deres Arbeide at forhverve Brerndeviin dermed. Deres fornemſte Henſigt med al deres Arbeide og Moye, er deres Livs ophold og Nodtorft, ſom de Fremmede ſkal bringe dem. Vi⸗

dere vil herpaa ſpares ved anden Leilighed. §. 88. p. 114. Alæder giores ikkun af gandſke faa af Leder, beſmurt med Fiſke⸗Lever, men det man hel⸗ ler ſiges om de yderſte Soekleeder, ſom ikke ere deres Gangkleder. Ovindfolkenes Kiol, ſom her meenes ved Adrienne, er deres yderſte Kledebon, ſom gager og uden om Forkleedet. Det Bind af Silketoy om Hovedet bruges baade af Gifte og Ugifte, ſom Ziirat, og for at deres HovedLinnet ſkal ſidde des faſtere; item til Skiul, eller naar de har Hoved⸗Piine. Af Enker bruges det Sort. Skoe⸗Remmene ere ingen Faare⸗Tarme, men af bereed Leder. Selb Danſte

Folk har brugt Skoe af den Art der i Landet. . 89. p. 115. Vaaningerne falde her baade li⸗ gedan ſom her fortalles, kand ſkee og ſlettere, og dere imod pan mange Stader meget bedre og ſtorre; dog ere Materialierne Trœ, Steen og Jord. Folk og Qvag ere ikke i et Huus, uden det (fulde være hos de alleruſelſte. Men et eller andet Tiuende kand ſidde og beſtille noget hvor Ovæget foedres. Ellers ere de ſamlede i een Afdeeling, ſom gemeenligen kaldes SR ue,

8

283 Avertiſſement.

ſtue, hvor Mand og Kone har fin Seng, og Tiene⸗ ſtepiger ſamt Born ſove og der inde, der er deres Verkſted om Vinteren. Men Tieneſte Karle og Fremmede ſove i et andet Verelſe, dog ikke alletider om her ſiges, men hver har fin Seng. Den SKE findes ey uden hvor Trangen vil have det ſaaledes, og ved Fiſke⸗Leyerne af ſamme Aarſag.

8. 90. p. 117. Det er let at viiſe hvor uſandferdi⸗ ge de har veret, ſom har berettet Borgemeſteren det, ſom her tillegges Islenderne, at de ikke tor ſkyde et ladt Gevær af. Da mange ever Flinter og nere fig Dermed. Derimod ſkal det ikke beviiſes, at Folk er bleven udſkikket efter Ordres fil Krigsbrug meere end eengang, nemlig under Chriſt. V. Da een eeneſte Porigheds Mand ffal have maget det ſaaledes, at de ſletteſte og daarligſte bleve udſogte. Dog var der cen iblant, ſom viiſte fig duelig, og blev i Kongens Tieneſte. Men baade for og ſiden har Soldater af

Island faaet god Affkeed eller tient ſin Capitulation

ud. Hpor ſtridbar Island har været al fin Tiid, indtil de bleve delarmerede, viiſer baade Danſke og Nordſke Hiſtorier. Prover af ſamme uforferdede Moed har man og haft i de folgende og ſidſte Tider, e. gr. da en ſtor Hob Engelſke og Tydſke bleve ſlagen ihiel i Nordlandet, for adſkilligt Ondt de bedrev, ſom med at plyndre, ftiæle og voldtage Gifte og Ugifte Qvindfolk. Ligeledes de ſkielmſke Spanioler, ſom Are Magnuſſen lod under egen Auforſel dræbe til Landets Free fra deres Overlaſt, Mord og Roven.

jon Weſtman fra Weſtmansderne havde ſlaaet fig faa got igiennem til Soes, at han i fit Tyrkiſke Sla⸗ perie blev derover: anſeet, og giort til Soe⸗Capitain af Frider. 3:tio Heylovlig Ihukommelſe, efter at han var kommen fra Tyrkiet, for hans Erfarenhed og Hyrtighed, ſom han gav Prover af! Militair-Bafte fy MAN

Auertiſſement. 280285

net. Under Frider. II. dede en Lieutenant af Is⸗ landſk Nation i Skaane i en Bataille; og i ſidſte Krig med Sverrig var der en Ingenieur Lieutenant ved alle Feldt⸗Tog med, baade paa den Tydſke Bond, og ſaa i Norge Oſter paa; blev og ſiden Ingenieur Capitain og døde i Island. At Islandſke Studen⸗ tere har holde ſig got i den farlige Kiobenhavns Be⸗ leiring under Friderico III. bevidne Atteſter, ſom findes hos deres Slægt i Landet, tillige med Kongl. Ordres,

at ſamme ſkulle have bleven promoveret frem for ane dre, naar de ſogte noget Embede, hvad og er fkeedt. Deres Hiemlengſel er ikke faa ſtor, men de fleeſte

nodes dertil af Mangel paa hvis der udfordres til at komme fort med iblant faa Fremmede. Ikke heller er det forſogt med ret mange, om de kunde blive Kiob⸗ mend. At der findes dovne og egenſindige, er ingen under, ſaaſom de findes over alt, og det alt for man⸗ ge uden for Island. Det fremmede Verktoy, ſom dem tilbydes, er vel ikke heller alletider brugeligere end deres eget; dog ſoger de tit og forſkriver fra Fremmede, det de meener de (føl kunde bedre komme til rette med.

8.91. p. 118. Her er Autor eller hans Fortallere imod fig ſelv, og derfor vil intet erindre om Indholdet, viidere end ſom at det er ikke heller hver een ſom kand. giore alt hvad her meldes, ikke heller kand alle For⸗

ældre lære dem det ſelb. Noden og Nature ns Drift

gier her det meeſte. Derſom her dil ſidſt ſkal forſtaaes

Uhrverk, da kand det ſiges om de fleeſte, der ikke eye

noget ſaadant; men vil Autor forſtage det om Calen⸗

der og Almanakker, ſamt Aar, Maaneder, Uger ꝛc.

Da er det uſandt, thi Islendere fager Almanakker hoert Aar fra Kiobenhavn, og til dato har viſſe Folk

i Landet giort Calender ſelb, hvoraf endeel ere trykte, baade efter Computo Ecel. i gamle faa og nyere Ti⸗ der. Saadanne har — Mag. Jen Arnefen 11 5

Ey E ek

confus og falff berettet.

290 Avertiſſement.

det to flags udgaage i Trykken, og den eene fod en Islands Kiobmand trykke paa Autoris egen Bekoſtning Anno 1739 i Kiobenhavn. |

$. 94. p. 121. Den Skind⸗Pels de bruger er et

Stykke af deres Soe⸗ men ikke Gang⸗kleder; men hvo

vil give dem det bedre for den delicate Næfes fyld? F. HF. p. 12 1. Her berves og forarbeides adſkilligt andet foruden Vadmel, med langt ſtorre Konſt og Moye, ſom Snoerer, Dakkener til Senge, med Striber og Blommer, men meeſtendeels til egen Brug. Valken ſkeer og ved varme Bade, hvor man er dem

faa nær, og her vaſkes med Band og Sæbe, hvor⸗

af det ſidſte kiobes af de Danſke. At Aſke bruges dertil, er digtet, og Urinen er for det groveſte hos de Ringeſte og Ukyndigſte, ſom dog har ſamme Brug

hos Fremmede. | S. 101, p. 126. De needſtamme alle fra de Ca⸗ tholſke; der har ingen Religion været ſiden Nordmaeen⸗

dene kom derover, end ſom 1) Hedenſkabet, 2) derneſt

den Catholſke, og til ſidſt 3) den Evangeliſk Lutherſke.

§. 102. p. 127. Der er ikkun paa et Sted Bog⸗ trykkerie, nemlig paa Hoole-Biſpegaard. Ellers har det ogſaa været i Skalholt, men nu ikke. Biſpernes Intrader ere uviſſe og ulige, efterdi deres Indkomſter dependere af Tilſtanden med Fiſkeriet og faa videre, Om Biſpe⸗Told og Preſte⸗Tiende er her adſkilligt NB. Den i Nota anførte Diſſertation er ſandfordig og tilforladelig, hvis Au⸗ tor en indfod Islender og ſiden Biſt op, har ikke uds ſkrevet den af Boger, men haver vel allegueret ſaa⸗ danne Skrifter og Bøger, ſom havde ſkrevet for faa vidt ret og ſandt om Island, og ingen Logn af nogle, (om finde for got at ſige, hvad dem lyſter, om et Land, efter deres falke Begreb og liden Omhyggelig⸗ hed for Sandhed. 5 ØR

103.

Avertiffement. 291

S. 103. p. 127. Her findes og Kirker af bare Toms mer; Men hvor de Danſte har forſogt at bygge en Kirke af Steen, maatte de gode Mænd have givet

llkiende; thi den ſom blev begyndt Seculo XIII. paa Hoole, hvor af noget fees endnu, blev ikke needſlagen af Storm, men Biſpen en Nordmand, ſom ville gave bygt der ſaaledes, tog bort, og derover bleg Bygningen ikke opfort videre. N

Det har været Sadvane at fætte et og andet i Kir⸗ en til Forvaring, hvad der maatte nok have blevet orte og der uden for; men flig Skik er bleven foran⸗ ret for nogle Aar ſiden.

§. 104. 105. 106. Er det ſkammeligeſte, ſom nos enſinde er bleven ſagt eller ſkrebet om Island, hvor⸗ ore Overſctteren har ikke gidet befatde fig dermed „ it lade det komme ſaadan ud ſom det leſes i det Tyd⸗ ke. Jeg vil ikke heller udſkrive det her, men ſiger, it ſligt at fortælle i en fremmed Republique er at ude troe Logn paa en langt ſkadeligere og fkammeligere Maade, end ſom naar det ſkeedte ikkun iblant den konges Underſaatter, ſom har Landet i ſin Magt. Diſſe g andre plusquam Plef keniana bør og at annoteres aa et andet Stad, og vidloftigere end ſom her kand ſkee.

§. 108. p. 129. Naar de ikke ere ude at fiſke, be lille de adſkilligt til Fornedenhed, og deres Tüidsfor⸗ riv beſtager ikke alleene i Skak⸗ Spil men at laſe Diftorier og hvad de har af Bøger, ſaabel Gudelige, om Hiſtoriſke, og andre.

§. 109. P. 130. Dantzen har her ingen Skik og er

neget af Mode, faa at hvis han har ladet fig fortæl Derom er af ingen Verdi, men belees nu og forag⸗

es af de fleeſte. | §. 110. Her meldes intet om Stift⸗Amtmanden, om er den Heyeſte af alle Beſtallings Mænd i Lane et, endſkiont han ikke refiderer der, men i Kioben⸗ T 2 havn,

292 Avertiſſement.

havn, og er gierne af en hoy Caracter, ſomme tider og Adel. Amtmand og Landfogeden boe paa Kongens Gaard Beſſeſtæd, ſom ligger Sonder paa Landet, ikke Veſter paa. . i

F. 111. Her ev atter en Urigtighed paa en anden; Kongen har, ſiden Landet kom under Compagnie Handel, ikke faget over 16000 Rixdal. i Forvagtning. Han har ingen Bygninger i Landet, ſom han tager Sove af, men Jordegods, beſtaaende i ſeculariſerede Eyendomme, Cloſtere, Confis queret Gods og faa, fremdeles. Landet har ikkun 2 virkelige Lavmænd, og 20 Syſſelmend, hvoraf eenhver har fit Herred til For⸗ | pagtning, og adminiftrerer juſtitien tillige. Men de ſtorſte Herreder har undertiden haft 243 Syſſelmend.

6. 112. p. 13 1. Det han har om Loven ꝛc. kand no⸗ genlunde paſſere, men ber at udføres og forklares be⸗ dre, og det man læfer i Noterne, er, ſom venteligt, fordreyet og afgeſchmakt; e. gr. Loijmade, corrig: Logmadur , it. % Jonas Loyſaga, er monſtroſa detorſio per ignorantiam linguæ, mad derfor hede Jon Logmadur. Om Sprogets Forfald har det ſin

1

Rigtighed. En Concept til en ny Islandſk Lovbog ligger i Kisbenhavn. Der falder Proceſſer nok baade. vigtige og hyppige. Landets Vidtloftighed og Reiſers Vanſkelighed gier ligeſaa vel Forhaling og Forvirring i Proceſſer, ſom det han ellers anfører. ] §. 114. P. 134. Den Hiftørie om en Islandſk Pog, ſom ſtillede fig faa underlig, er ikke meere værd at remarquere, end meget andet af det foromrerte. Skulde man ikke ſnart ſige, at en Mand ſom bord fundet ſligt noget verdt i al Alvorlighed at optegne, havde ikkun haft maadeligt Begreb og Kundſkab om Menneſkers Natur? Thi mon ikke dette ſamme (fulde kunde hendes mange fleere unge Drenge paa 14 Aar Å af de klebte og ffarpfindigfte Nationer i Verden, f naar

| Avertiſſement: 293

naar de fra deres Fodeftæd , hoor de aldrig havde feet uden Jordhytter, og aldrig havde hort tale om an⸗

det, vare uformodentligen bragte ind i 5 ſtor Stad, fuld af hove og prægtige Steen Bygninger, og ſi⸗

den ftrar ind paa et Opera? Ellers levede J. G. ſom Hr. N. r toeg ud fra Island, i Landfoge⸗ dernes Huus, og kom gift derfra Anno 1739 og dede

i Kiobenhavn 1746. Saa han havde aldrig fornoden

at forffrive nogen Hielp fra Hamborg eller Gluͤkſtad, til Redning af al Schmutz, ſom Borgemeſteren ſiger han har maat leve udi, ſiden han kom til Island i⸗

gien. Videre bliver vel beſparet med Tid og Leilig⸗ hed, af dem, ſom vil ſoge at redde den Islandſke

Nations Ære fra de her af Borgemeſteren ſamlede Uſandfardigheder, og meer end Blefkenian- "Je Relationer.

Regiſter,

9 A. | I serie, ikkun to i Island s 106

Ambra, hvor den findes e e 283 Amianth⸗Bierge, Gronlandſte 50 Siberiſke 5 156 Balanus en s va „ „ 190 Bergens Sælffab, hvorfor det er ophævet igien 1 46 Blod, ſkyer Fiſtene . s 4 91 Boliger, Islendernes s . 115 Branding / ſom Vandet foraarſager oven over det

overſte af S : 48

Sen „ 1 Brod, i Staden derfor bruger Islenderne Stokfifk 113 Butzkop 88 3 6 „ . mø Børn, deres Opdragelſe i nt . „ „„ DRED

Cachelotter RE Wi - 196 Clima i Island „ 1 108 Cryſtal, ' Islande⸗ 15 7 i SØ 16 Danſke har alleene handelen i Island . 125 Delphin 5 6 DØR $ 18 Drik, Jslendernes . ee

T3 Duyyr

294 Dyyr i Grønland

£ Dode, holdes af Gronlønberne bor at da ureene

Ebbe og Flod, hvorledes den 55 Beffaffen i ; Jeland i Grønland

Eenhiorning, adſkillige Efterretninger om dene gig

Faar, Hvorledes de opholdes i H Jeland Falke, e de bringes til Dannemark 4

Finnfiſk Fiſt i Gronland

Fiſk Derefter føres Regninger e og eee

Fugle, an i Gronland

Gagates '

Gemyts Beſkaffenhed, Jelendernes Giftermaal, Gronlondernes Grever, Ordets eritiſte Betragtning Grønland, den forſte Danſke Colonie der 1 Gronlandere, hvorfor de lever faa fredelige iblant baun foragter de Danſke ; veed af ingen Religion Meening om deres Herkomſt Efterretninger 10 dem

Hamborger, har i fordum Tiid handlet paa Sand Handling, Grenlænbernee

Hayfiſk ss HængkfE s

Siemmelængfel ; Itlarbernet

Himmel, Ordets Oprindelſe

Horn, Aarſag hvorfor Qvaget i Sila fate øm; og Faarene har dem 2

Huuſe, Islœndernes

Hvalfiſk, . den adſkilles fra indie adſkillige Efterretninger om den : 179 Hpalßff, dens Fangſt, hvorledes feer af Gronlendere hvorfor b te kommer bedre fort dermed en

Soalſiſe Mordere

8 ert TÅ Jagt, Glenlendernes 9 en NN dak BNG SN (RE

Sig, hvorlænge den varer, i Groenland ee Jis⸗ partikler, opfylder Lüften ſom w Taage sigt 152 Ilöſprudende. Bierge s 6 Inſecter, hvad for nogle ber findes i Sund 1085 Soc e a ds g i 1 9 5 e Lng A STN Island, dets Situation og Storrelſe N erer ikke meget beboet ; ; 1 er underkaſtet Jordſkelb s . 3

1 er me 15 Svovel e 17 LÆ Jupiterffk : 1 e e e 187 Kabbelau, Gftervetninger » vin den s . „ 69 Kilder, varme s 4 s 13. 161 Kladet, Aeshes n N 114 Klipfiſk. „ 3 2 : 5 82 Knude⸗Fiſk . - 191 Kuld, den ſtorſte bali April s s „ 186 Kulle, en Fiſt år i g s 86 Labberdan $ 9 s 2 r Fange, en Fiſt s s „ 62 Lax, hvor de fanges 4 Island s s s „ 99 Loy og Ret i Island s 5 „ ee BE Lygtemend, overflødige. om Vinteren 105

Maal er i Island indrettet paa ben Hamborgte 80d 125 Makreel i 12 89 aal fe Beſrivelſe over en Levende „„ sm 608,

Marmor ſkal findes en „ 6 s. 5 ;Marfviin 3 9 SAD 95.218 Mineralier i Island i „ ge 17

Muſi k, Gronlendernes 100

* 75515 Menniſkene datrrliakn alſker den 258 Muus, doer paa Kirkegaarden 5 Widoe Kloſtenrn⸗ 257 Narhval 8 „ fit l e “ 191

Nord⸗Caper s BEG y 5 90 186

Nordlas 3 3 18

ö 15 flor e 191 Politiſke Wee mandens 8 9 et 4 $ d * & 7

* Sj Ik * 7 * N r

296 Regiſter.

Rav, hvoraf den gieres⸗ Regimente i Island p Rekling og Rav, hvoraf den labes Religion, ſom ſordrages i Ileus Rettergang i Island „ Robber, fee Selhunde 5 Rodſkieer . - É

Selhunde : sv 8 Sy tersetnfager 13 den og Gilbefangften

Slanger, hoorfor Der ere ingen i Jelad ; s Soel, naar den gaaer ikke need i Island . .

ſees i Grønland end og paa den Fortelte Dag s Soole, fleere paa Himmelen s A Ceti hvor det findes ø .

piſe, hvorledes Jslenderne tillaver den Sprog, Anmaerkninger om det Islandſke

: Grønlandffe s 6 Steene, bliver haardere i varme Lande Se nogle fom ere aun de bekiendte 6

Svardfiſt 0 5 Svovel, fordriver Fiſtene . ' Sygdomme, faa i Island 9 Soe, torres bort og kommer frem paa et andes Stad

Soe, fom aarligen tender elv an s 5 9 fig f'

Eve Bandy er ſaltere ved Jsland er fænger need Nord⸗Seen s 107

Tore were, i: i Island er ſtarkere om Binteren ond om Soeren 1 5

5 Tran, ordets critiſte Betragtning ig z „ hvor mange flags der er . ; «„ bruges i Glæden for Tallig „ „ Tumler 6

U. Urter, til degedom i Island 5 s

Vare, ſom cher, ind og ud i Jeland Veekſteen

Willing

Binde. deres Beſkaſſenhed! Island Vognſkud, Ordets Bemarkelſe 3

FTrykſeil: Det ſom pan pag. koldes Sadler, ſkal være Reger.

Slut

5 Videre ern, a i TE NOTICE sland. ||

HEN 0 1

—

$. I.

8 d slands Situation, Længde og Breede findes anfort af den Berommelige Islands Be⸗

ſtriver Arngrim Jonſſon, Praſt til Mel⸗

ſtad i Hoole⸗Stift vid. ejusd. Crymogæa Libr. I. Cap. I. Elevatio Poli er hos ham 659 44“ og Longit. 130 3' tagen uden all Til paa Hoole Biſpegaard af Biſkoͤp Gudbrand, eller ved hans Hielp, af Arngrimo. Cæterum Elev: Poli hucusque in Va- riis Islandiæ Locis cognitæ hæ ſunt. >, Veſtmanna Eyar 63: 257 Skalholt 64% 10/ Reykianes 640 Keflavijk 64 15“ (diſſe Steder ere i Sonder Island) Snæfells Jækull 65 Biargtange 6592 48 i Veſter Island, og Eyafiordur i Nord Island 66 8. Fleere

Steders Poli Heyde viides ikke uden af hvis de

Kongel. Ingenieurer maa have obſerveret og annote« ret i deres Journaler og Landkaart ſom de kulle leves

re efter Allernaadigſte ordres.

; H. 2. ;

Landets Form og Geſtalt findes ligeledes hos be⸗ melte Arngr. Jonæ, Crymogæa Libr. I. Cap. I. allerbeſt ſees den af de ordinalre Kaart ſom findes baade i Navigations Bøger, og adſkillige Geographic ſke e. g. Ortelii Theatro orbis, thi det medfører een Mappe, ſom er nogenlunde overeensſtemmende med de nyere ſom ellers haves udſtukken i Kaaber.

§. 3. At ville beſkrive og maale Diſtantzen i Landet fra | et

96 ͤ————— RERgl

—— re NE eee]

Tilgift ſom vid. Efterretning om Island. 299 et Stad til andet, efter accurateſſe og Forandringer,

baade Sommer og Vinter: Veje var et uendeligt og

alt for beſperligt Arbeide. Hvor vidt det ligger fra fine Naboe⸗Lande, veed nu levende Indbyggere als deeles ikke, ſaa ſom de farer ingenftæds uden ſom Paſſa⸗ gerer til Kiobenh. eller Gluͤkſtad, og hverken forſtager eller bruger Navigation, derfor er ſligt at udforſke hos de heſte Soe⸗Erfarne hvor de ere at forefinde i een beromt Kiobſtæd, uden for Island. Fra Beſſeſtæd til Lands⸗ tinget ere omtrent 6 Miile, og fra Landstinget til Skalh. 5 Miile. Fra Hoole til Beſſeſted kand rei⸗ ſes om Vinteren 40 à 50 Mille, om Sommeren mes

get kortere, og ſaaledes varierer det mellem Hoole

og Skalholt Sommer og Vinter. J Veldgamle Tii⸗ der ville man ſige at der vare 40 Tydſke Miile fra Snafells Jokel i Island til Hvarf i gammel Gron⸗ land. Fra Latretange Promont: Islandiæ Borealis ad Sinum Eyafiord, til det ubeboede gamle Gronland

38 Miil Nordad. Fra Skotland har de meent at

Island ſkulle ligge 120 Miil. Fra Hitland, olim Hialltland, 130 Mil. Fra Stade (hodie Stadt) i Norge 140 Miil. Fra Jollduhlaun Promont. Hi- berniæ 1 50 Miil. Til Engelland, ſom meenes at de has ver forſtaaet ved Bretland, har de regnet 120 Miil; til Ferse 80 Miile; Hoilken Meening endnu vedbli⸗ ver. Af Diſtentzen til Nova Zembla, Spitzbergen og ſaadanne fleere under Nord⸗boolen beliggende Lan⸗ de, veed man her ikke det ringeſte. Man maa der⸗ om efterſee de Soe⸗Kort, ſom polerede Nationer Danſke, Engelſke, Hollandſke ꝛc. betienner fig af.

§. 4. Hvor mange Miile denne Inſul er omkring, i

Breden og Længden kand fees af A. I. Crymogæa

Libr. I. C. I. it. Theodori Thorlacii Diſſert. de Is-

landia (om haves meer end ſom eengang trykt. Men

1 |

ellers

200 Tilgift ſom videre Efterretning

ellers er al vores Miile Regning ikkun Gisninger og vedtagne Meeninger uden nogen Geometriſf accura, teſſe. Islenderne veed ogſaa ikke af Miile at ſige, men naar de vil give een Diſtantze tilkiende, bruger de det Ord Thingmannaleid, ſom paa ſine Steder kand

giere J. Mille Danſke paa andre 6,7 og kandſkee 8.

faa uliige ere de Islandſke Mille og de i Nord⸗ og Veſter⸗Landet ere langt længere end ſom de i Son⸗ der⸗ og Oſter⸗landet. Det Fremmede betegner med

det Ord Miile til Soes kaldes Vika Siafar hos

dette Folk, ſkal være det ſamme.

§. 5.

Efter det neſt foregagende kand intet viſt ſiges om Differentzen mellem Island og Norſke Mille. Hver⸗ ken jeg eller nogen anden nu levende Islander, den jeg kiender, har reiſt i Norge, eller Dannemark for at tage Dette i agt; nogle meener at Islendernes Thingman- naleid gier 4. Norſke Mille, men F. Tydſke, eller 5. Danſte, men fligt er mig ikkun een Gisning. f

§. 6.

Vinteren beregnes i dette Land fra 18. Octobr. til 18. April. omtrent, ſaaledes at den ordinair har 182.

Dage og Sommeren 183. Dags og Nattens Længde

efter hver Tüds Beſkaffenhed om Aaret udviifer een Table ſom Biſkop Thorlacius har fat ind udi hans Calend. Perpetuum; og vil ſamme være den eeneſte ſom har betragtet denne Sag efter nogen Viidenſkab, men hans Calender er nu bleven rar at bekomme. Had Natten anbelanger da er den fra medio April til med. Septembr, temmelig Lys formedelſt Solens Straaler,

r beste . . 8 *

—

qul,

om Island. 201

qui, nimir. Sol, juxta nonnullos, radios ſpargit per

totum bemisphærium ſuperius, et ab 8. Juni ad 7.

Julii circiter, ſuper Horizonte plano borealis Islan-

diæ pernox eſſe videtur. Sed Th. Thorlacius hanc

opinionem refutat, in eo qvod Skalholti edidit Ca-

lendario Perpetuo. Den korteſte Dag er J Nord⸗

Island. ad Elev. Poli 66. 8, omtrent 9 Timer 30 Min. naar man regner erepuſculum dermed. Cauſa ad- fertur obliquitas Zodiaci ad Horizontem. Men Islandernes Tiide⸗Regning er ſuo more beſkreven i

deres Riim, det er Calender, ſom haves baade efter den

gamle Stiil og faa efter den nye. Theodor. Thorlacius har indrettet haus Riim efter den gamle Julianſke Styl, og Biſkop Arneſon efter den nye. Hvad Hoytider, Helligedage og Bededage angager, da betiene de ſig og retter fig efter de Danſke Almanakker, ſom aarli⸗ gen indføres til almindelig Brug og Nytte. Men de⸗ res Flottetiid, Tiundeſkiffte og ovrige Oeconomica maa endnu gage efter gammel Still, og derfore er der endnu mange, ſom veed noye, naar den eller den Meſſe, eller Helgensdag indfalder, og dertil tiene dem deres Riim, hvoraf der haves een Deel Skrebne foruden de Trykte. Annus Eccleſiaſticus et Civilis begynder her lige fom i Danmark. J een Beſtrivelſe, ſom fkul⸗ le vare fuldftændig over Island, maatte man indryk⸗ ke een Calender indrettet ſaavel efter gammel ſom ny Styl for Island; og da vare de tvende oven bemeldte Biſkoppers paa Skalholt, de beqvemmeſte til den

Ende, og derfor heller at opſoge end de Skrevne ſom

meſtendeels ere forfattede af Uliterstis. Mig er ikke be⸗

kiendt, at nogen af Islendere ſkulle have vidſt at be⸗

tiene fig af Mathem. Inſtrumenter uden Theod. Thorlacius, og Biſkop Arneſen. Mag. Jonas Gam og Capitain Areſon vare vel Barnfode ! Landet, men

opholdt

202 Tilgift ſom videre Efterretning,

opholdt fig den meſte Tüd i Danmark, efter at de havde giort nogle Progreſſer i dette Studio. J Landet har

jeg ikke feet af Mathem. Inſtrumenter uden een Cir= kel og Gradſtok, hos ſal. Biſk M. Arneſon. Een Islander ved Navn Sisle Einarſon, ſfal, ſom Ob-

ſervator paa Trinit. Torn i Kiobenhavn, have udreg⸗ net een Almanak, hyilken jeg dog ikke har feet.

d. 7. Luften er ordinair og over alt fund og friſk, baade

om Sommer og Vinter. Det nogen kand have ſkre⸗

vet om een iidelig Damp eller Taage, eller een Skor⸗ ſteens Rog, ſom ſtiger op af og bedakker Lander u⸗op⸗ horlig, er Blefkenianum qvid. Thi vel falder der Taage, men den forfvinder imellem, og forgager; el⸗ lers kom aldrig noget Skib eller Fremmede ind paa nogen Havn der i Landet. Sed ridiculis refutandis me non detineo. S: 8. i ö

Proportion mellem Heeden i Danmark og Island

kand ingen af diſſe Folk ſige til viſſe; dog er jeg af den

Tanke, at der falder nogle gange om Sommeren lige

faa ſterk Heede i dette Land, ſom der falder i Danmark men ingenlunde af den Beſtandighed eller Virkning.

| 9. Der baade lyner og tordner ſterk, beſynderlig med

veſtlige Vinde i Sonderlandet, helſt om Efterhoſten;

ja det ſkeer og om Sommeren og Vinteren. J Nord⸗ landet ſkeer det ikke faa tüdt; det tordner med lige faa. ſtor Forfordelſe og Himmel Allarm ſom i Danmark. Sed Comparationis gradus fulminum & fulgetro- rum ignoratur a literatis juxta ac illiteratis.

§. 18. ö i Meteora ſees her ſielden; blandt dem ſom her tages i agt ere folgende, Nordur-Lios, nonnullis Aurora ; Borfeas

Borealis, Roſabaugur, Halo, qvo referuntur parelia, arcus vel circuli Iricolores Isl. Hialmabånd, in ſin- gulis interſectionibus ſoles five nubeculas perqvam ſplendidas habentes. Triplices Irides rariſſimæ ſunt, duplices non item. Ild⸗ Meteora ſees og mes get ſielden, undtagen Hræfar-Eldur, Ignis fatuus, qui fæpius in auſtr. quam boreali Inſulæ parte conſpi- eitur. item Vijgabrandur, trabs, ſagitta vel gladius ignitus, qui aliud eft quam Vijgahnꝰttur, Ignis per- pendicularis, globus igneus. Om den Isl. Ild ſom Blefkenius beſtriver, er intet at melde, vildere end hvad vores Arngrimus Jonæ har anført i fin Bog ſkreven ex profeſſo mod denne Logner, og alle dem ſom ſmorer Papür efter hans bedragelige Anviisning. Her maae ellers tages i agt, at Ignis fatuus er ikke meer et Me- teoron i dette Land, end ſom i andre cum natura & modificatio ejus ſit una & eadem ubivis cum cauſæ ſint eædem.

l — Se 11. 1

Hiſtoria Medica & Morborum haves ikke beſkre⸗ ven, ſom den bor at være; Landet har og ikke til Da- to habt habile Mænd til ſligt Arbeyd; thi endſkiont her har vaaren adſkillige ſom har profitered noget i Chi- rurgien og Medicinen, faa har de dog det meſte at takke Latinſke og Tyſke faa velſom Danſke Boger, hvormed de, modo empiricorum, har tient fig felv og andre faa got ſom de har kundet. Vel finder man adſkil⸗ lige Legeboger i dette Sprog; men de ere ikke tilfor⸗ ladelige uden for faa viidt de ere ret excerperede ud af

de Fremmede, men Applicationen er mislig og under⸗

tiiden latterlig. J ſaadan Materie veed jeg intet at Være trykt til Islandernes Brug i deres eget Sprog, uden hvad Theod. Thorlacius har hængt bag ved fit Riim i Anledning af Himmeltegnene, da han har noget om

Aareladen, Temperamenter ꝛc. De ordinaire Syg⸗

domme 2

em Island: 203

204 Tilgift ſom videre Efterretning

damme og almindeligſte ere diſſe Landfar- Sott, Mor-

bus Epidemicus ſom fører Smerte og Püne med fig

i Hovedet og heele Kroppen, kommer over et med hitzig Feber. 2) Tak, Plevritis morbus, aut convulſio-

nes hinc inde, præſertim circa coſtas aut præcor- dia; denne Sygdom tager mangen een faa heftig at

toe eller tre andre friſke og fore har nak at giore, med at holde Patienten i Sengen. Bornekopper have graſ⸗

ſeret her tiidt og bortrykket unge og gamle hen i mod so Aar. De ſom graſſerede fra 1707 til 709. in-

cluſive meenes at have dræbt henved 18000 Menni⸗

fer i heele Landet. Men det var ikke alleene Beorne⸗ kopper, men ogſaa een Art af Contagion og Flekfeber tillige. Guulſott er her temmelig gæng faa og Sker⸗

bug ſom holdes for Ulægelig, og kaldes her Spedalſkhed. Kaalde⸗Syge yttrer ſig vel paa mange Steder, dog meere i Nordlandet end Sonderdeelen. At Luften ſkulle have Skyld der i, kand ikke ſiges med nogen Vished. in genere falder at obſervere, at de fleeſte bekienteſte Sygdomme ſom man veed af at ſige i Danmark og

Norge, maa have og faa indfundet fig her e. g. Me-

lancholie, Hypochondrie, Epilepſie, Apoplexie, og faa haaben andre, men de almindeligſte ere de oven⸗

bemeldte. Smitſomme Syge kand ikke angives ſom

Indlandſke, uden Spedalſkheden ſom dog ikke er alltild. ſmitſom, thi man har Exempel derpaa, at een Eger

fælle har vaaren friſk og fund, efter at have ſogt Seng

med den anden ſom havde denne Sy ndom. Ja den

ſynes at have fin Oprindelſe hos Enten af Foreldrene,

ſaaſom Born og Berneborn, Soſkende og Paaroren⸗ de ere dermed beſpcrede. Vores Annaler melde om viſſe ſtore og forfærdelige Plager ſom ere gagen over dette Folk i ældgamle Tiider, da flige contagieuſe Syg

domme har odelagt heele Kirkeſogne, om ikke oaſag Her⸗

reder De meenes at være kommen her ind med Frem⸗

mede,

om Island. 305 mede, Engelſtmand og Tyffe, ſom handlede her i de Tiider. Saadan een Contagion var den ſaa kaldede Svarte Daude, ſom ødelagde faa got ſom det heele Land, og ſkal have graſſeret omtrent 1 398. til 1401 2, den kaldtes og den Store Plage, eller den Sorte Plage, fordi der graſſerede ſiden een anden 93. Aar derefter nem⸗

lig 1424⸗ 5. Veſterdeelen af Landet ſkal have været fri derfor; af den Aarſage flottede mange fra den Egn af Landet, til Norderdeelen, Sanders og Oſter⸗Landet,

hvor de forefandt anſeelige Arvedeele og Eyendomme,

og bleve derover til Capitaliſter og mægtige Rige Folk, hvis Deſcendenter de ere ſom i vore Tiider kand kal⸗ des at være bemidlede i Landet.

„Man kunde nok give een lider Deſignation ober Islandernes Medieinam Pomeſticam, efter deres krebne Bøger, men ſaaſom deres fleeſte Hielpemid⸗ deler ere uviſſe, naar det ſkal gielde, og bruges pag

mage og fage, altſaa ſynes det ufornoden at opholde

een Fremmed med flige Ragerier og Uſelheder. Fin⸗ des der noget Sundt udi, da er det ikke andet end hvis der er faget af Danſke, Tyſke, eller Latinſke Bøger, faa at de ſamme Middel bruges her af den gemeene Mand, ſom i Danmark, for faa vüdt de ere her faa bekiendt, ſom der, og kand haves derhos. Det er og be⸗ kiendt, at Ovægog umalende Creaturer habe her havt fin Sygdom, ja Heſte, Ravne Hunde og Reve,

hvoraf diſſe ere forſt bleven raſende, og ſiden dede

Aarſagen og Egenſkaben deraf veed ingen at udgrun⸗

de. J Nordlandet gives der fore, at (lig Sygdom

ikke ſkulle bare kommen viidere end til de Ager i Skage⸗ fiord, ſom kaldes Herreds⸗Vande: Som det og har

tildraget fig, at een Part af Landet er bleven aldeles,

eller meere forſkaanet for viſſe Sygdomme frem. for andre. Man vil ſige at Smaakopperne have graſſe⸗ ret her 14 gange. Den er An. 1742. kom her førft

ind

—————————— så

SSD — —

— —

—— — —.

— — * —

306 Tilgift fom videre Efterretning,

ind med Hollendere i Oſterlandet, havde paa viſſe Stader ſtor Rapport med den An. 170729. men tog ikke ner faa mange Menniſker bort. meeſt unge Folk og Borſelkoner.

12. 0

Her regner og ſneer, fryſer og foer, blomſtres og visner i alle Egne og Kanter, meer eller mindre, li⸗ geſom paa andre Steder, og i andre Lande, dog er Kuld

og Froſt meere i Nord⸗ og Veſterlandet, der imod Slud og Regn meere i Sonderlandet, Aarſagen til Variationen og Graden udi allt dette, er den ſamme

I ſamme dode

ål i

— —

9 9 9 å 0

— —— e

ſem hvor ſligt differer anden Steds, eil. aeris & cæliĩ

Conſtitutio &c. ;

i S. 13. a 4 Ligeleedes falder her alle ſlags Vinde, men der

ſneer allermeeſt med Nordlige, dog ikke ligemeget over alt; det kand og (fee, at der falder Snee med Veſtlige

Sneens Dybhed har intet faſt el⸗ ler viſt Maal, ſomme Tiider falder den fan ſterk, at Huuſe og Gaarde, tillige med Fa og Oveg paa Mars"

og Sydlige Vinde.

ken, bedekkes, ſkiules og qvales der i. Til Fields, og i

viſſe Dale, er den nogle Favne dyb og hoy, den kand optoe midt om Vinteren, naar der Regner, ellers gager den paa de fleerſte Stader bort i April og Mai

Til Ficlds, paa viſſe Stader, toer

Maaneder.

den aldrig op gandſke, men vel formindſkes ved Regn

og Soelens Varme om Sommerdage. Naar Folk har at reyſe over glat Jiis, har de noget Jern under deres Skoe, at de kand gage des viſſere. Naar den

er dyb og ikke haard, eller tæt, bruger de noget ſom de Fals

der Thrugur, Lat. Retiſoleas, giort af et Tendebaand, og noget Tovverk, andre bruge Xyloſoleas, quorum uſus antiquisſimus in Norvegia, fed rarior hodie

—

in Islandla; thi det er, ſaa vidt jeg af veed, ikke i Brug,

uden i Fnioskadal i Norder⸗Syſſel. Her er ingen aue É 9 niſter

am Island. 30

niſker ſom har Boepal eller Huuſe i Sneen, men

det (Feer Tiidt, at Reyſende nodes tit at grave fig un⸗ der een Sneebakke, for at have Nattelye, naar de ikke kand opnage een Bondehytte eller Gaard, og de ere paa een lang og beſperlig Field⸗Vej; dette mage de

giore for af redde Livet, og ligger de i ſaadant Skiul ſomme Tüder, 2 à 3 Netter, indtil de kand komme

af Stad igien. Ingen Orme har jeg ſeet her i Sneen, men vel hort af andre, at de ſkulle dog være der at fin⸗ de, nemlig forte af Couleur; er det ſaaledes, da vil

de have deres Oprindelſe, ikke af Sneen ſelb, men af een Forraadnelſe, hvoraf de kryber op igiennem Sneen,

og bliver derfore ſynlige. Der Hagler, og meſten⸗

deels med veſtlige Vinde, om Jae og Hoſten, dog

veed man ikke at Haglen har ſlaget Qveg eller Crea⸗ turer ihiel. Den falder ulige ſtor, men Proportion

mellem den der falder her og i Danmark, ſaa og i

Tydſkland, kand ikke viides forend de bliver vejede imod hinanden.

§F. 14. | Froſt og Kuld begynder ordinair ved Mikkelsdags⸗

Tiider, og kand vare lige til April Maaned, dog hol⸗

de op imellem. Somme aaringer fryſer Jorden ned at

25 El. i det Hoyeſte, ſom neppe vil (fee i Danmark,

uden i extraordinair haarde Vintere, ſom e. g. 1740. og jeg meener der fryſer ligeſag ſterk, men at hverken Froſt eller Vinter bliver der faa længe ved.

§. 1. | Avirdel-Binde, ſom indfalde her paa viſſe Steder,

hbor der ere meget hoye Bierge, har ikke ſin Aarſage af

nogen Under⸗Jords⸗Ild, men deraf, at den mage bræk

ke ud med Gevalt, hvor den ikke har des friere Fart,

ſaaſom de hoye og tet paa hinanden ſtagende Bierge forhindre den. Paſſat⸗Vinde kand her ikke bencvnes

blæſer

Uden om man ville fore i, ſlags Notum derhen, ſom

308 — Tilgift ſom videre Eſterretning, blæfer i ſer om Efterhoſten, da Lovet falder, hvorfore den og kaldes LGV. Vind, 2) Auram matutinam ſive Trophæos Isl. Morgungola, vel Morgunkaſt, ſom falder naar Himmelen er klar, lader fig tilkiende det heele Aar igiennem, i Nordlandet fra Middag, i Son⸗ derlandet fra Dagningen til Kl. 9. omtrent, og gaaer den ikke ober 3. Mille ud til Soes. 3) Encolpias Isl. Hafgola, den kommer fra Soen, allerheelſt om Foraaret, fra Kl. 9. Formiddag, til Kl. 9. Eftermiddag, da den ophører, og een anden begynder fra Landet, ſom kaldes af Indbyggerne Fiallakul, Jöklagola, Da- jakul, Innankaſt, de ophøre om Natten, ere kaalde, dog ſunde, i fær Encolpiæ, hvor til naar andre VBin⸗ de ſtoder, bliver der et flags Vind af ſom kaldes Et⸗ tingur. De ſpakkes og brakkes undertüden ved een tyk Luft, eller megen varme i Veyret, og gager ordent⸗ lig ikke uden for Aabninger af Fiordene. Nordlige Vinde ere her overalt de Koldeſte og penetranteſte.

PA , 1 Den drive Jis ſom Jisland hiemſoges og plages med, og kaldes ordinair den Gronlandſte, kommer me ſtendeels med Nordlige Vinde fra Gronland, eller Oe⸗ ano Suppolari, dog er det ikke Vinden alleene ſom fører den til Landet, eller derfra, men langt heller viſſe Strommei Havet, end og imod Vinden ſomme tii⸗ der, da den farer ind paa de allerlengſte Fiorde, og bli⸗ ver der ſtagende indtil Floden, eller hoyt Vand, og Vin⸗ den trekker den ud igien, da det ſom bliver tilbage ved Breden af Fiorden, eller ved Stranden, forfalder og op⸗ toes af Regn og Soelens Varme. Der meenes, at den ste Part af Jiſen flager op over Vandet, de ære ſtikker neder i Vandet, Det er ſielden at den kommer for end i Januario, og ligger den gemeenlig ved og un- der Landei til i ulli Maaned; det kand og hende fig SÅN at

om Jelend. so NM

at den gaaer bort i April, og meget ſielden ſkal den lig ge over Solhverv. Af fig felv giver den ingen Lugt, —— | HR men maatte nok trælfe Lugt og Stank til fig, af ad⸗ 1 ſkilligt ſom bliver ſiddende faſt i ham, ſom Salhunde 1

og Hovalfiſke, hvilke tiidt dræbes og raadner imellem MEE

diſſe Jis⸗Stykker. Den er ikke faſt hængende ved dette 1

Land, thi den drives til og fra; den ſmager ſom ferſk 1

"Band, og kommer gierne under Nord⸗Veſter⸗ og | É 4

Oſterlandet, men meget ſielden under Sonderlandet, (I AD

fom dog er ſteed udi det Aar. 1745. At den ſkulle give Lyd

fra fig, Bulder og Allarm, følger af Fornodenhed, da KAR |

de ſtore Jis⸗Siykker ſto der paa hinanden, og i mod Klip⸗ perne ved Soens ſterke Magt. Paa Jiſen, ſom kom⸗ | mer fivkkeviis, faa ſtor fom nogle flydende Oer, er der | | Å

Sommetiider, Biorne, ſtorre eller mindre, hviide og | grage; diſſe have undertiiden giork Skade paa Mens 1 niſker og Faar, ſaa ere de og mangengang bleven dræbt 1 ' af Indbyggerne i Landet, dog ikke paa Jiſen; det er ||

og vifr at her komme Rebe paa Dride-Yifen, forte ogg | graa⸗agtige. Der ſiges og, at een Eenhierning ſkul⸗ || le være bleven feet ved ſamme Leylighed paa een Pe i Il! Nord⸗Island faldet Grimfåe, Anno 1598. At Jiſen ffulle tende eller fatte SID, eller bruges her ſom Brænde, vil her ingen viide, troe, eller begribe.

At det Sisbiærg Kotlugia eller Mijrdals- Jekull har giort den allerſterſte og forſkrekkeligſte Allarm, da den brakkede los An. 1721. er Utviilagtigt, dog blev ikke meere end ſom een Gaard ruineret derved, nemlig l Ingolfs Hefde, thi Jisbiœrget, og Vandet, lob over een 1 ode Sand, og rodede Jorden op Allevegne, hvor den „ll væltede fig frem, og ſtod med de oprodede Sand og 1 Gruusbanker, ſamt ſine Jis⸗Stykker, Bund ude i Soen, 1 hvor Vandet kunde være 50. a 60. Favne dybt, vel een Mül⸗Veis ud fra 8 fan det blev tert. Efter 10 KK 3 gt

310 Tilgift ſom videre Efterretning,

at nette Dyb havde brækket op, toeg og forte Vandet Deraf ſom nogle ſmaa Bierge med fig af Jiſen, og kierte den allevegne udover den ode vide Mark Mijr⸗ dals Sand, ſom er 5. Mil breed, lob ſiden vel 100.

Al. udi Stranden, eller Soen, hvor den endnu ſtaaer

ſom een Udhuk eller Promontorium, hvor det lader ſom det var nogle ſammenfoyede Biærge. Sligt ſkal vær re ſkeed 3 gange tilforn, hvorved den bemelte ode Plads Mijrdals. Sand har faaet fin nærværende Form

og Geſtalt, da den tilforn har vaaren een Gresmark

og beſat med Folk og Gaarde.

17. 1

Soen og det ſtore Hab, hvor Island ligger udi, kaldes af de Danſke Soefarende, den Spanfke Soe. Men hvorfra det Navn eller Ord, Oceanus Deuca- ledonius er kommet, er uviſt; kand ſkee det er con⸗ funderet med det Poetiſke Navn Devcalion, ſkulle være, kand ſkee, Cale donius Oceanus; thi Caledonien er Engelland, ſom nu kaldes ogſaa Britannien, hvoraf havet kaldes Oceanus Britannicus, det Britanniſfe Hab; og tager man vel ikke Feyl, om man ſiger, at det nager lige til det Islandſke Hav. Men om Havets Navn, og Oprindelſen dertil, bekymrer vore Lands⸗ Mænd fig ikke meget. Hvad Beſkaffenhed det har med Flod og Ebbe ſom indfalder ordentlig her, ſom vaa andre Steder, kand ingen ſige uden de ſom boe ved Soekanten, Islenderne har ingen Tabeller derover, endſkiont de veed, hver paa fit Stad, naar den ſkal være. Søens Bevagelſe eller Circulatio er i Nordlan⸗ det alletiider den ſelvſamme, fra Veſter til Oſter, men i Sonderlandet gaaer den efter Ebbe og Flod, og hvis det ikke feer, følger der viſſelig u veyr paa. Hav⸗Svelg vel Charybdes proprie dictæ, kand ikke ſiges at vær re under eller i Nærværelfen ved Island, for faa vidt man af veed, thi det her kaldes Röſt, plural. Rafter, non

om Island. e

non videtur eſſe omnino idem, de maatte man kalde torrentes marinos paa Latin, de fornemſte deraf er Reykianeſs Röſt, in Auſtr. Isl, Haga Röſt a Barda- ſtrönd, og Steina Röſt in oecid: og Langanes Röſt in Island: orient: vel potius in Boreali, de kommer fra de Promontoriis hvoraf de tage deres Navn, man meener de gaaer 8. å 9. Mille udi Søen, og ſkulle vær re i Bredden hen ved 3. Miile. De give een forferde⸗ lig uroelig Soe, ſom ſtode paa hinanden, og gage faa i Avitvel, faa der falder een farlig Seilatz, helſt i onde Vejr. Aarſagen bliver ubekiendt ſom til adſkilligt ans det i Naturen, faa er og Havets Dybhed, omkring og under Landet ubekiendt og uliige. Paa ſomme Steder er ſtrax 20. til J0. Favne, paa andre fleere, og faa min⸗ dre. Havets Bund er enten Leer, Sand, Klipper, el⸗ ler ſaadan een Grund, hvor der voxer Tang og adſkil⸗ lig Soe⸗Gras paa. Nogenſteds veed man, at der ere forbrendte Steene pan Havets Bund, og andre har fortælt mig, at de har trækket nogen flags Riis, el⸗ ler Krat op med deres Fiſkerkroge, hvoraf de har villet lutte, at der maatte have vaaren een Art Skov under

Vandet, ſaaſom nogle ere og af den Meening, at de

Drive⸗Trcer ſom Island har havt ſaa megen Hielp af all fin Tiid, maatte voxe paa Havets Bund, enten

i Narverelſen ved Island, eller et Steds langt borte,

ſom vil være riimeligere. Store Vandfloed af Soen

(feer ikke Tiidt, dog har man Exempel derpaa i Sans

derlandet, ihvorvel uden mærkelig Skade, dog kand det ſiges med all Sandhed, at Soen og dens Ge⸗ valt, naar den er meget heftig, er et af de Elemen⸗ ter ſom contribuerer een ſtor Deel til Landets Ode⸗ leggelſe, i det, at Gras⸗Jorden forkommer og bort⸗ ſkylles, hvor Havet med fin mægtige Stormen og ide lige Bruſen finder ikke andet for ſig end et plat Land, og ingen ſtore Klipper, eller Promontoria. Flod og 8 8 U 4 | Ebbe

313 Tilgift ſom videre Efterretning,

Ebbe er hver Dag qvinqvies eirciter, die naturali, og forandres, faa igien efterhaanden, fan at een Loverdag er Ebbe, den anden Flod. J Nord⸗ og Sonderlan⸗ dek ſkal der være Ebbe og Flod tvert i mod hinanden. 5 De ere paa fit hoyeſte hver Fuld⸗ og Ny⸗Maane, men in

qvadraturis allermindſt. Med Fuld⸗Maane har de i Nordlandet Flod, de i Sonderlandet Ebbe. Den ſtorſte Forſkicl dermed holder man for at skulle være 8 al. den mindſte 3. Her er ingen Forbanker for de Seefarende, ikke heller nogen Perlefangſt, eller ſligt J Søen under Landet Men af Muſlinger haves adſell⸗ lige Sorter, 5 FE |

i „ Ae HE SENE DES

At ville opregne alt-hvis her har Nabn af Aa, eller Strom og Bek, var et uendeligt, og ſnart at ſige daar⸗ ligt foretagende; thi der er neppe een Dal, der jo hat fin Aa, ſom udſkyder fig i mange andre. Men de ſtor⸗ ſte ere diſſe, i Sonderlandet, 1) Hvitaa i Borgerfiord, 2) Hvitaa oven for, og neden at⸗ for bi Skalholt, begge har man givet det Navn Albis i det Latinſke, ſiden kaldes denne ſidſte Olves ⸗Aa, eo qvod partem pro- vinciæ alluit Arnesinæ, vulgo Olves dictam. 3) Thiors. aa ſom adſkiller arnes og Rangervalle Syſſel, | 4) Markar-Fliot, 5) Jkuls aa paasSolheimeſand, mel lem Rangervalle og Skaptefells Syſſel, den adſkillen og Oſter⸗ og Sonderlandet, er et Farligt Vand, c fere conjuncta eſt Fulaqv isl, lige ſaa ffadeligt Vand. J Oſterlandet er utallige ſlemme Ager, Deraf vil ikkun anføre, 1) Mulakvijsl, 2) Kude-Fliot, 3) Skaptaa, 4) Hverfesfliot, 5) Nupsvotn, 6) Skeidaraa, 7 Jokuls-aa paa Breidemark Sand, 8) Kolgrijma, 9) Hornafiardarffiot, 10) Jökuls. aa i Loon, 11) Lagar⸗-⸗ fkliot, 12) Jökuls-Aa bed Broen, kaldes ſaaledes for⸗ di her er een Broe af Trace, hvor den Age er e tobe

N A —— Ge > Fr S | 7

1 om Island. ! 313 lober mellem ſteile Klipper, ſamme Ane har og paa fine Steder nogle Trakurbe, ſom trækkes paa Liner, eller Kaabeltoy, af den der i Siddende, ſom ſkal der over. Broen har ingen Art, imod dem ſom fees her, den er

forſt ſlagen og bekoſtet af nogle Tydſke Kiobmendi

Muule⸗Syſſel, ſiden er den bleven repareret paa de narſt⸗

liggende Indbyggeres Bekoſtning, og nu ſidſt 1696. els

ler 1698. bed Syſſelm. Biorn Peterſens Foranſtaltning, ſom har forſkrevet Bielker dertil med Vapnefiords Skib. J Veſterlandet remarqveres ingen Aaer af Betyden⸗ hed, uden Thveraa, ſom fkiller Veſter⸗ og Sonderlandet efter Lovbogen. It. Stromfiords-aa i Myre-Syſſel, ved hvis Udlob der har i forige Sec. vaaren een Handels⸗ plats og Havn, ſom er nu ikke Brug. Budenftads- aa er bekiendt fordi der er een Kiobſted af det Navn. Iis- fyrdinga- Gil i Bardeſtrands Syſſel, er egentlig ingen aa, men noget Vand⸗lob mellem nogle Biarge, der har dræbt adſkillige ſom har villet derover, der i mod er Veſterlandet falde af Fiorde, ſom gier de Reiſende ſtor Ophold, naar de ikke kand komme over dem paa een Baad. J Nordlandet ere diſſe de ſtorſte. 1) Jokuls- aa i Axerfiord, een ſtor og fæl aa, der har rui⸗ neret Landet ned at Soen til, paa 5. à 6. Millers Di- ſtantze. 2) Laxaa, kommer fra den ſtore Soe i Nord⸗ Syſſel Myvatn. 3) Skialfanda-Fliot, 4) Fniosk- aa. 5 Hefiordſaa, 6) Hörg- aa, 7) Herredsvandene ere tvende ſkadelige Ager i Skagefiords Syſſel, 8) Blanda, een fæl: Aae i Hunevand - Syſſel; de ovrige Ager ſom kunde benævne, mage ſoges i Ingenieurernes Afrisninger over Landet. Mange af diſſe Bene vnede og

Ulbenævnede have een ſtroeng og ſterk Fart. Ingen af

dem kand kaldes Navigable. Der er friſk Vand i dem alle, dog af ulige Klarhed og Couleur; thi i Oſterlan⸗ det har jokel-Vandene Couleur, efter Grunden, Bun⸗

den, og Oprindelſen, ſaa at 91 er hvidagtig i nogle,

1 i an⸗

. —.. ——.

— ——

314 E Tilgift ſom videre Efterretning,

i i andre hesligt, fort og ſküdet overalt, faa at Couleu- äuVo xen alleene er capable at forſkrekke den ſom kommer ee fremmet og ſkal der igiennem. Deres Forandring er Nee efter ført og te Vayr, efter Regn og Slud, og ikke n efter Maanen. Naar det enten regner ſteerk, eller det toer eee ſtark til Fields, kand der komme een Flod af viſſe Ager, ee ſom gior Skade paa Gaarde, Mark, Eng og OQvaog. 0 J Nordlandet ere tvende Ager, ſom bliver ſtorre end ILD ordinair, om Foraaret, naar Lob paa Træer fpringer Jr forf ud; den Forandring kaldes der Lovvæxt, | i den eene Aa er Enioskaa i Thingde Syſſel og HALO Oſter⸗Jokels Aa i Skagef. Syſſel. At maale Vande⸗ Un ne i sl. er ikke i Brug, uden med een Heſt, da de NU giver tilfiende, hvor dybe der er over cen Aa eller Bekke, i e. g. Bandet gaaer paa Knaerne, Bugen, paa Siderne y een paa Heſten, ogſaa fremdeeles eller og de ſiger, den er ikke ae at komme over uden J vil lade Heſten ſoomme, ſom da „ ikke gierne hazarderes, uden i Nodsfald, eller af nogle | e forvovne Menniſker, ſom og. bliver da tide med det i LM ſamme. eg :

vd FYN | MÅ e §. 19. | å UL NH Biffe, men ikke alle Ager og Soer giver Fiſke !? 0 uliae Mængde, efter Aarets Beſkaffenhed, det lags e Fiſke er de ſaa kaldede Silunger og Lax, ſom habe n,f deres Species, og fanges de fleerſte med Garn, eller Me og om Vinteren, paa Jiſen igiennem et derpaa giort fri HH Huul, da man har een Stage med een Krog e gik. å

1 ave neden til, at fange den under Jiſen liggende Fi 1 „ 1 Ål

„ Kilder findes adſkillige Steds, hvoraf de fleerſte har i Mt got og klart Vand, men at ſligt Kilde⸗Vand fkulle gi⸗ R „ ve Føde eller Lœgedom, veed man ikke, de ſaa kaldede "HH Olkilder fkal her være five, hvoraf 2 ere ikke 110 fra 00 | Buden-

| en Island. 315 Budenftad; faa er der og een paa Skardsheide, og een

paa Frodarheide, alle i Landets Veſter⸗Deel, hvor⸗

af den ſidſte ſkal give den beſte Smag, ongefer ſom tyndt Ol; nogle meener de ere blevne drukken deraf.

Naar Bandet af Kilden har ſtaaet noget, taber det in

Smag, og bliver ſtray raadet. Couleuren kal være rodagtig, bliver ikke brugt ſom Medicin. Her er hver⸗

ken giftige Kilder, eller nogle ſom forandrer ad 8 eller u

Eſſenties rerum. Vel er der noget ufind Band paa den Pe Grims⸗O, heldſt for Fremmede ( ikke for

Indboggerne) Sygdommen ſom derved foraarſages

Falder de Vand, den yttrer fig efter 3 eller Ade Aars

forblivende der paa Øen, et tandem abit in ſcabiem

vel pus. An fontes Cereviſiarii aceto vel Spiritu

Vitrloli immiſſo efferveant nemo, quantum ſeio,

hactenus expertus eſt.

N N

CBarme Bader ere der og faa i Haabetal: Det der ſkriwes om een Brond hos Hecla et Blefkeniansk. Af de mange Bronde, hvoraf de varme Bade har ſin Oprindelſe, ere der nogle ſom ſprude heedt Vand nogle Favne hoyt op i Luften; ſaadan een er der 3 Mille fra Skalholt, kaldes Geyſer, hvilken Ingenieur Capitain Knoph beſogte; de ſkyder det heede Vand uſigelig hoyt op i Veyret, og holder ikke op forend ald

Vand er udaf den Pol, hvor det ſamler fig | udi. Foruden denne er ſaadanne tvende, een

ſom kaldes Uxa-Hver, paa den Bey Kiol, ſom mee⸗ nes at ligge midt i Landet, anden Rey ke Hver, ved den gaar Reyke i Olveſe, 5 Mille fra Skalholt. J ſam⸗ me kogende Brynde ſees nogle Fugle af adſkillige Far⸗ ve, og Storrelſe ſom Ryber, de ſvommer paa det heede and, og dukker under det ſamme.

Torre Bade ere og at finde i dette Land, et hos

ReykiaHlyd, ikke langt fra det forbrandte og Ildſpruden⸗ ̃ de

(| | 1 1 1 1 14 ee MEM i i| | | MI UMM | 1404 "han | 4 j TA Z 415 100 I 160109 i 10 e 1 i 0 ! Er UN - ee i een e i e han 7 1 i ta KNN 115 Hr 14 7 Aj 11 ul 0 [Hi eee URE i 105 [HH 1 ' 7 li 0 0 KIR 1110 en 1 | | 4 | in N i 0 1 14 Hf wd] ATL | 1

316 Tilgift ſom videre Efterretning

de Biarg⸗Krabla, det andet er ſtrar ved Thiors- Aa, ikke langt fra Skalh. men langt fra Hekla, i his Nær værelfe der ere ingen varme Bade, hverken formedelſt Vand eller torre Materie, ſom kunde give Varme af

fig ſelb. Diſſe torre Bade ere ikke andet end nogle

huule Steene, eller Huuler need i Jorden, hvor der

er meget varmt inde, men bliver alt varmere efter ſom

det tildekkes, eller Aabningen tilſtoppes. 8 2

6 . 22 Jordens og Markens Superficies er adſkillig ſlags;

der findes Gras, Moos, Sand, Leer, Steene, ſmaa

eller ſtore, med og uden Jord imellem. It. overalt forbrendte, da flige Platſer kaldes Hraun. Sag er der og utallige Bierge med Dale imellem, med og uden

Gras, meere eller mindre, hoye og lave, ſomme oben

til belagt med Snee og Jis, ſom aldrig optoes, og in⸗ gen veed hvor længe den har lagt paa fine Stader;

thi endſkiont Regn og Soelens⸗Varme om Somme⸗ 9

ren tager meget bort af den Snee der falder om Vin⸗ teren, faa bliver dog noget af den tilbage, og derved formeeres den gamle Snee. Fra Oſter og faa til Ve⸗

ſten gaaer der ligeſom een Rekke af Biærge med mange

ſtore Ode⸗Platſer imellem, paa Isl. Heidar og Præfe,

ud fra diſſe Biærge gager der andre Biærge ligeſom

nogle Greene til Nord og Synder, ſomme ſtads lige neder til Ssen. Hvorledes Jorden er neden under fin Su⸗ perficie paa hvert Stad over det heele Land, bliver ube⸗ kiendt for det forſte; dog kunde man giore nogen Slut⸗ ning derom af det overſte. Paa ſine Steder er der Gras nok for Creatuurer, pag andre flet intet, eller lis

det, efter ſom ſligt varierer, Dog er der mindſt Gras

ved Soekanten, Meere op til Fields midt i Landet er

meſten Deels Pde⸗Platſer, ruſnerede af Vand⸗Snee⸗

og Fieldſkreed, ſamt continuerlige ſterke Vinde, i man⸗ ge Aar. Landet har ingen fkadelige eller h hl,

om Island. 317

Dor uden det ſkulle være nogenſlags Orme og Inſecta,

ſom opholde fig i Bandet, e. gr. Brunklucka, Vatns- køttur, Sketuormr & c. Om Jorden kand fordrage

eller lüde forgiflige Dyre, meener jeg ingen har forſogt

med at fore dem derind til den Ende ꝛc. Indbyggerne ſlaae deres Hoe med Laer, ſom ere langt

mindre end de der bruges i Danmark, de kand ikke

heller bruges faa ſtore, fordi der falder een Ujævn Hoe⸗ bund imellem, allerheldſt hiemme omkring Gaardene, hvor: det fine, torre og kraftigſte Hoe voxer. Ellere torres Hoen overalt ved Vinden og Solen, ſiden ſættes den i ſmaa Donger, føres ! Knipper paa Heſte til hver Gaard, og legges i Hoe⸗Stakker, ſom bedekkes med Forn, eller den legges i Lader ſtrax ved det Huus, hvor Ovæget ſtager inde om Vinteren.

§. 23. N At beſkrive alle Bicerge og Dale med Navn og Maal,

er ligeſaa ufornodent ſom ugiorligt, for deres ubekiendte

Tals og Mangfoldigheds ſkyld. De beboede Dale

fees af Landets Kort, og de fornemſte Biærge ere opteg⸗

nede i de Soefarendes Bager, for fan viidt een Soe⸗

mand maatte være underrettet om. Andre, ſom ligge

bedre op i Landet, ere ikke Merkverdige for Fremme⸗ de, uden de Ildſprudende, ſom ere ellers Bekindte, og

ikke ret mange, men over Biargene reiſes til Heſt, hvor

det lader fig giore, over nogle mage der gaaes, og paa ſine Steder kand der ſlet intet reiſes ellers fares, ſaa⸗ Tom adſkilligt det kand forhindre, i ſer Stedernes

Vandſkelighed, hane og ſteyle Brinker, ſtore Aabnin⸗

ger og Klofter i Jorden, den ſtore Mængde Snee, ſom ligger paa Toppene og Siderne af Biærgene, og ſtæds⸗ varende Jis, ſom er glat og farlig.

At de Fornemſte Udhukker eller Promontoria ffulle have Indbyrdes lige Diſtantze af 12.

Mile til Vands, hvilfe Islanderne Falder Uger,

meener

318 Tilgift ſom videre Efterretning,

meener jeg at er een Gisning, og ingenlunde no⸗ gen Vished fra een Soeerfaren Mand, ſom alleene 15 55 ſporge derom, og ikke nogen af dem der boer i

ndet.

§. 24.

Foruden det Ildſpyende Bierg Hekla ere der 7 nogle ſmaa Bicrge i Norder ⸗Syſſel, ſom brekke ud med Ild og Svovel, de kaldes Kra- bla, Leithnuk, Reyke- Hlydename; udaf diſſe har der for nogle Aar brækket een forfærdelig Svovel⸗ og ſmelted Steenflod, hvilken Praſten til Myvatn Hr. Jon Samundsſon, der boede paa Reyke- Hlyd, da ligt tildroeg fig, har beſkrevet, og haves hans Beſkrivel⸗ fe derover trykt efter fin Leylighed, i Kiobenhavn, 1726. J Nordlandet fornemmes ikke gierne til Jordſkelo, og naar det ſkeer, ſtager den ikke paa over een halb Time. HOſterlandet ſkal og være fri derfor, men Sonderlandet har tiidt taget een ſtoer Skade derved, ſom for Eremp. 1734, da mange Bonder⸗Gaarde i Ranger⸗Valle og Arnes⸗Syſſel faldt ned, een Deel Ovæg blev ſlaaet ihiel, og Menneſter fik ligeleedes Skade, dog dode iklfʒe

ober een eller tre deraf. i

6. 250

Det er flet intet umagen værd at ſporge Islandere om Mineralier i deres Land, thi de forſtager ſig ikke det ringeſte derpaa, og hvad de giver fore ere ikkun ef? ter deres Begreb. Ja, jeg tor ſige, at der er intet at fortiene af noget ſaadant, hvorfore det er ikkun Oleum & operam perdere at ſporge derom, og langt meere, at ſpandere Umage og Bekoſtning paa flige Ting. Thi Vindmagere og Projectmagere anſeer jeg ikke for troe⸗ værdige i ſaadan een dunkel Sag; Een Son af vores brave Arngrim Jonsſon havde med Fluid a "A efter

oem Valand. 319

efter Metallurgien, og bled derfor befalet af Friderico III. Glor. mem. at opſoge Metall- og Bergverke i hans Federne⸗Land men all hans Umage var forgicves. Hvad vil da vore Tiiders Naturkyndige der henne

opdage? Soovel haves hos, og ſalges fra Myvaen,.

til Huſeviigs Kiobmand, ſom forer den ud til Kiobenh. viidere fører Indb. fig den ikke ſonderlig til Nytte, og

de gamle veed man ikke at have keert ſig noget derom.

Ellers ſtager Folk i den Troe og Tanke, at den ſpilder Fiſkeriet naar den kommer i det Vand hvor Fiſken le⸗ ver og fanges udi, thi da der brændte ſidſte gang ved Myvatn, forſpandt Silunge⸗fangſten der i Egnen til een Tiid, hvilket blev tilſkrebet den Svovel ſom lob i denne Soe Myvatn, da Ilden ſprengede de omlig⸗ gende Biaerge, og alt lob i een Flod neder til denne Soe, Svovel, I, Gruus, og ſmeltede Steene; meener man at Fiſken ſom da er i Bandet mage enten doe af den Stank Svovelen fører med fig, eller flyer for den ſamme ad Havet til. SAR

2 §. 26. e in Declinatio Acus Magneticæ in fingulis Island. Meridianis er her ubekiendt, og kand ſkee de Fremmede; ſom forſtager fig noget paa Mathematiquen og Na- vigationen, ſporges forgicves Derom, Men hvorom alting er, ſaa er dog ingen under Jords⸗Ild Aarſag Dertil, ſaaſom hverken trekker Ilden Magneten, eller Magneten Ilden. Ikke heller Jern⸗Aqrer, thi der

præſupponeres at de ikke er her. J det ringeſte ere de ikke detegerede til Dato. Qænam vero genui- na fit: cauſa Declinationis Acus Magn, Phyſicis & Mathem. relinqvimus inveſtigandum. 2 0

å man K „ i „ Der ligger mange Oer under og omkring SK 75 11 SR land

af

320 Tilgift ſom videre Efterretning,

land, i Ser i Jeſterlandet, paa Breedefiord, deres ' Diſtantze, Storelſe og Beſkaffenhed, haves ikke til⸗

forladelig beſkreven, uden kandſkee ved de Kongel. In⸗ genieurer. Stoer Deel af dem er ubeboet, og give ikke andet end ſom noget Gras for Faar, QOveg og He⸗ ſte; paa nogle er der Fiſkeleye, og i Sar falder der

derdun med Wg pan Breedefiords Oer, hvis Tal ikke

viides, og der af ere mange ſom intet give. Men de

Fornemſte Oer ere 1) i Sonderdeelen Vidøe, ikke langt

fra Beſſeſtæd, hvor de har vaaren Kloſter i Catholſfkfñe

Tiider, nu er gotſet ſeculariſeret. Veſtman. Oer lig⸗

ge uden for Ranger-valle Syſſel, er dog et Syſſel, der er een Kirke, Handels⸗Plats, Havn, Syſſel⸗ mand, og Kiobmand, Aar ud og Aar ind har 2

YWræfter, 1 Syſſelmand, og een Fontreſſe opkaſted

af een Kiebmand imod Tyrkiſke Soe⸗ Rovere, ſom

floeg her Folk ihiel, og forte mange Siæle derfra, An.

1627. 2) J Oſterdeelen er Pape, har ikkun een aard,

giver Fiſk og Wderdunn, forpagtes af viſſe Folk. 3)

J Nordlandet Flat oe, hør til Hoole Domkirke, har 5 Gaarde, 1 Kirke, er Fiſkerleye. Grimſöe er Klo⸗ ſtergods, liggende til Modrevalle og Munkethveraa,

har een Preſt, nogle fage Gaarde, er een Fiſkerplats,

ſom ogſaa giver Bg og Fugle, men bliver ſlettere een Tiid efter anden. Kylöe paa Pefiord, har 2 Gaarde, ingen Preſt. Malmøe paa Skagefiord een Gaard, 4)

Af Veſterlandets Per kand Brokoe, Gvenderoer, Plafseer, Havnee, Ravnsee, Hoskulldsòe, Fager- "de, Svefnde, Biarnöe, Skorøe, Ellidese, anſees

ſom de fornemſte, tillige med Flatåe paa Bredefiord, ſom er den Capitaleſte af alle udi Veſterl. har een Wræft og Kirke; deraf har Codex Elatòenſis, ſom fin⸗ des i Kongens Bibliotheqve, fil Nabn, fordi Øens Proprietarius oberloed den til Bifk. Bryn. Svenonius

paa Skalhollt, da han viſiterede derpag Den, men Biſpen

8

*

om Island. e

Biſpen forærte den til Hans Kongel. Majeſtæt Fri⸗ dericum III. Alle ſaadanne Per har Ingenieurerne vel beſkrebet, men deres Arbeyde er ikke her bekiendt, uden for faa vidt man formoeder, at de har forferds get et Kaart over Landet, og dets Inſuler, med videre. Den Fiord Breedefiord, hvor ovenbemelte Oer ligge, med mangfoldige andre, ffal være 12 Tydſke Mille breed, . Lands omkring 12 Thingmannaleid, eller Isl. ti e. i : N |

. 5 S. 28. f . De Fürefodde Dyr i dette Land ere Heſte, Stude, Kiser, Faar, Geder (ſom falde ikke i ſtor Mængde, og det ikkun i Nordlandet, kandſkee og til Deels i Oſter⸗ landet) Reve, Hunde, Katte og Muuſe, ſamt de amp hibia, Selhunde og Hval⸗Roß (Lat. Rosmarini) hvoraf de ſidſte ſees her meget ſielden. Rotter og Svin har her ikke hiemme, faa ſom de føres her ind ved de Fremmede. De bekiendteſte Fugle forſtages deels af Danſte og Norſke, deels af Ferses Beſkrivelſe, de obrige kunde vel henføres til de Latinſke Fugle⸗Naone, fed ſingula hoc modo velle expri- mere temerarium foret ac impoſturæ ſimillimum qvid, &c. Det Islandſke Oxe⸗ og Beder⸗Kiod har Smag efter ſom det bliver medhandlet; det er nok, at det begicres og gager udaf Landet til utallige Menni⸗ ſters Underholdning. Selb Indbyggerne pleyer baade at ſalte og roge deres Kiod, men hverken at torre det eller lave det til ved Solen eller Vinden, foruden at giore viidere derved, thi de koger det dag, eller ſtee⸗ ger, førend de æder det: De Isl. Heſte⸗ falder: ulige ſtore, faa og af ulige Godhed. De ſtorſte findes i Nordlandet, noget mindre i Borgefiords⸗Syſſel, og de mindſte ik angervalle - Syſſel. De har deres viſſe Gang og Trin, hsorfore der er e ieee n . kand

322 Tilgifr ſom videre Efterretning

kand haves ret ſkionne, og faa paa andre der bruges 7 til at fore Bagage; begge Sorter af underſkeedlig Art, Storelſe, Couleur, Styrke, Geſomdighed, Gang, Godhed og Priis. Kioer, Stude og Geede, fødes pag Stall em Vinterdage; Ride⸗Heſte ligeledes; de an⸗ dre Heſte, ſaavel ſom Faarene, gaaer pan Marken, og ſoger der fin Føde faa længe den ſtager gaben, men naar den er bedakket med Snee, eller tilfroſen, drives de til ſine Hytter og Stalde, og gives da Foder af adſkillig flags Hee, efter eenhvers Evne, ſom de til hore. At Isl. hænger Bielder paa. Drenge⸗Born, paa det de ikke ſtal føres bort af Biergetrold, er ikke værd at beſpare anderledes end med Ney.

§. 29. 8 AL De Islandſke Falker beſkrives allerbeſt af de Dan⸗ te Falkeneere i Klobenhavn, de kand og fees paa ſine Steder, uden for Isl. forſt i Danmark, og ſiden ved de fleeſte Europciſke Hofe. De ſom fange dem, lokke dem med et flags Fugl ſom Falken fager efter, denne Fugl fættes under noget Garn, hvor Falken kommer og flager den ihiel, men bliver ſelb ſiddende i Garnet med det ſamme, thi. det er ſaaledes fat, at Falkefangeren kand ſlage det over Falkens Hoved, i det Falken dra ⸗ ber, eller vil til at rive og Wde den dræbte Fugl, og ſaaledes bliver Falken ſelv til et Bytte,

e % . 1 Isl. har nok af det ſom kunde henføres ad Claſ- fem inſectorum, qvæ infeſtant homines & pe- cuds; deres Navne paa Islandſt kand ikke gives i andet Sprog, faafom der vides ikke hvor de ſkul⸗ le findes alle uden for Island; de bekiendteſte ere let at benævne paa Latin. Der kand ikke ſiges, at de ere forgiftige, men de laarſager ſtor Sn bg and⸗

om Island. 4 323

kandſkee, har dræbt nogle ſom af Uforſigtighed har faaet dem neder i fig i Drik ꝛc. Det er mig og ubekiendt at nogen har giort et Studium af deres Natuurgrandſk⸗

ning, for at vide deres Nytte.

. . 1 Jaldgamle Tider har der viſſelig vaaret Sede⸗Verk) ſom beviiſes baade af Lovbogen, hvor der tales om flige,

faa og een bekiendt Hiſtorie Niale, ligeleedes af een

Deel Gierder ſom have Navn af Agre. Det ſamme

er at ſige om Skov, hvor af her har ogſaa vaaren ved

Landets forſte Beboelſe, men ſiden taget af efter Haan⸗ den, ſaa det er nu nogle hundrede Aar, at man har ikke havt her begvem Tommer til at bygge Huuſe, eller Fartoyer af. De ſom der ere til overs tiene ikkun til Brende, Kuul, eller Hytte⸗tag, og adſkillige ſmaae Boehave. Her findes og ikkun Birketreer, Aarſagen til denne Ufrugtbarhed vil nogle meene at Jordens og

Grundens Forfald ſkulle være, ſaaſom iidelig Snee,

Band, Storm og Blæft sdelægger baade ſaadanne Egne, ſaavel ſom andre: noget er og at tilſkrive Indbyg⸗ gernes ſlette Omgang og Huusholdnings⸗Maade der⸗ med, bog er det meſte deres Ukyndighed i at forfage noget herudinden til deres Beſte, med, enten at fane nog get Nyt oprettet, eller det de allereede haver, conſerve⸗ ret. J Skaptefells Syſſels Veſterdeel er der tvende Egne Landbrot og Medalland, hvor der vorer Meel af fig ſelb op af nogen Sand, det bruges til Grod og fan til Brod; ſkal koſte een haaben Umage førend det

Tand bruges, det lader fig nok fpiife af dem der er vandt

dertil, beſynderlig naar det beblandes med det Danſke Meel, men ſaadan Forraad kand ikke være. til ret

mange, uden for de Egne hvor ſaadan Meel voxer.

Græsgang for Qvcget findes meget goed paa mange Stader, pan andre flet, 8 faa der imellem. Dog e i 2 er

—

324 Tilgift fom videre Efterretning

er det een Fabel at Ovæget fkulle briſte for dme paa fine Steder. Fruticum & Herbarum nomina in pronmu erunt, ſom andet der kand optegnes efter den gemeene Mands Maal, ikke efter nogen Botanici lœr⸗ de Omhyggelighed, ſaaſom flige har ikke vaaren her, endſige efterladt noget tilſtrekkeligt i dette Studio. Det her af bruges ſom Medicin, er blevet ſaaledes bekiendt ved een Handelſe, af Nod, og ſiden har nogen Opinion heller end ſom een ret Videnſkab, eller Erfa - renhed, fort det Brug. Man kunde vel opdage Urte⸗ bøger ſom benævne een Deel her voxende Urte, og tor vel ſige deres Kraft i Medicinen, kandſkee og in Ma- gia Naturali, men ſaaſom jeg ikke har nogen Tillid til ſaadanne Efterretninger, faa mage een anden giore ſig meriteret med, at colligere deſlige Rariteter. Det vil ellers blive viſt, at de Urter ſom voxer her af dem der findes i Danmark 20. vil og have den ſamme Kraft, eller meſtendeels den ſamme, derſom de bleve her brugte med ſamme Forſtand og Ingredientzer, ſom i Danmark, Norge ꝛc. Hvor mange Sorter af Madurter, for uden Kaal, her kunde vore, veed de ſom har forſogt det, nem lig Danſke Folk pan Beſſeſted og Thingöre, Gislai Magni tentamina og fremgang i Horticultura er deels bekiendt, deels ubekiendt, nok er det, at ingen har nu got der af, uden hans Datterſen Thorlacius paa Hlyderende, hvor der voxer noget Dauſt Kummen, viidere er mig ikke bekiendt at der ſkulle vore, af alt det den bereiſte Mand ſogte at fage her i Brug af det ſlags, og til nogen Skik og Art. Den Plats og Ha⸗ ve ſom han havde anlagt til den Ende paa Shalhollt, er for længe ſiden ruineret, ſpoleret og forfalden, ſaa at den kiendes nu faſt ikke meere. Samme Fata har Thingòre havt, ſom Gottrup, een Labvmand af Danſke Jolk, indrettede der, maget üͤdſtage. Et fie de eæteris.

— . £ a — — — 2 > P rd. 8 — n — — — — — — — 2 — — 2 — — SSBs 2 2e

— ————̃ ag

00

|

K

*

nem Island 3825

Ifldebrand er Torv, hvor det falder, Riis og Krat, hvor det haves, hvor ingen af Deelene, torret Koe⸗ og Faare⸗Mog, ved Soekanten bruges adfkillig Tang og Soegras, ſom forſt maae ligge noget paa Land⸗Jor⸗ den, og udblodes af Regnen, ſiden føres til Gaarden, og giemmes i een Stak, nogle, hvor der fanges Meng⸗ deaf Fiſk, ſanker Beenene deraf, og bruger ſom Ilde⸗ brand. Paa viſſe Stader brænder de Hoe af den ſlet⸗ teſte Sort, hvor den er i nogen Mængde. Steenkul gi⸗ ver dette Land ikke, de kommer fra Fremmede; ikke heller har de anden flags Torv, end ſom der kand falde i Danmark eller Norge, uden hvad der kand være meer Sdovel i det Torv, ſom tages op ved Seen, frem for den ſom tages op af Moratſer. |

Sø ; i 33. ! 15

Nationens Temperament og Ingenium er adſkil⸗ ligt, og der findes af alle ſlags i fine viſſe Grader, og med fin viſſe Forſkicl, ligeſom hos alle andre Natio⸗ ner. Der ere Nemme og Unemme, Skarpſindige og Dumme; Habil og Inhabil til at tractere artes li- berales og Mechanicas. Der ere Modige og forſagt; deres uforfeerdede Hierte har viſt fig ved alle Leylighe⸗ der, da de forte Vaaben i fordum Dage, og vare end⸗ nu ikke deſarmerede, der findes og endnu Levninger af den gamle Courage, men Occafio emergendi fys nes at være borte. Deres Slab paa Vandet, og i andre Tilfælde, viiſer nok, at de baade tor vove fig udi Farligheder, og ligeleedes holde got ud. Der ſom INLA | de frygtede for at doe, da, toeg. der: aldrig. fag: mange. 9 EA af dem ud til Sees. Fruentimmeret er velfkabt, 165 og hat ſmukke Anſigter og Farve; deres Taille diftin- N | iguerer fig og til noget behageligt, end og for bedre

flags Fremmede, end de der lobe efter een hver. De IN

ere ligelcedes velbegavede med Forſtand og Nemme, de ö * 3 fleeſte

326 Tilgift ſom videre Efterretning

fleeſte leve indgetogen, elke deres Hiemme, og vil ikke gierne udaf deres Federneland. Her har vaaren de

af Fruentimmerne ſom har forſtaget Tydſk, Danſk, Latin, noget af Regnekonſten, og mange kand baade

læfe og ſkrive, at jeg ikke ſkal opregne deres Videnſka⸗

ber i at Sye, og andet ſom det Kion tilkommer at vii⸗ de og forſtage. Nogle er og har vaaren Lovkyndige,

forſtaaet fig got pan Theologie, it. deres Lands⸗Hi⸗

ſtorie, Genealogie og Computum Eeeleſiaſticum, faa at dennem fattes ikke for Gaver, men langt heller

for goed Anforſel til at blive bedre artede efter det ſom

er honnet og civil iblandt Fremmede. Folkenes hoyeſte Alder gaaer til 100. Aar og kandſkee noget der over, mange opnaae 80⸗90 og faa fr. men flige Exemp. nemlig over 100 ere vel her de rareſte.

8. 34. Lepra og Phreneſis yttrer ſig her alt for meget, dog

ikke paa et Sted i fær, men i Henſeende til det heele

Land. Den faa kaldede Spedalſkhed er her ikke faa mes get ſmitſom. Colique og Durchlob er her ingen almin⸗

å * —

3 — 1

4

——

delig Sygdom. Her er hverken Doctores eller Bar⸗

berer, ikke heller informeres Jordmodre i den Viiden⸗

ſkab ſom de burde. J forige Tiider har de vaaren be⸗

dre erfaren i Medicin og Chirurgie, end de ere nu, thi

de ſom give fig ud for Læge, har deres meſte Viiden⸗ ſkab af Bøger, ikke af nogen tilforladelig Læremeftere, 7

Doctor, eller Anfører i dette Studio. Thorkillus

Arngrimĩ, Paſt. Gardenſis, & ejus Filius Thordus Calis Theodorus ) meenes at have vidſt meere i ſaadan⸗ ne Ting, end alle andre deres Landsmænd, ſaaſom

den forſte havde ſtuderet i Danmark og Holland, den

ſidſte i Danmark under Doct. Ol. Borkes Anferſel. De Morbis Isl. & Medicina Domeſt. vil jeg intet her

videre anfore, men refererer mig til min Sentiment derober ad §. Øs 2 ꝛc. Det kunde vel ſkee, . | 1 eere

om Island. 5 327

fleere brugte nogen ſuperſtutieus Cur, men flige er ik⸗ ke (aa bekiendt, at man kunde give een almindelig Be⸗ ſkrivelſe derover, eller ſige at den var almindelig, Du- rum telum Neceflitas! ,

V Deres Føde beſtager udi Fiſt, Smor, Melk⸗Mad, Oſt/ Kiod, og dels af Mel, Gryn, Brod, Erter ꝛc. ſom de kiober fig til af de Danſke Kiobmand. Fiſken tore

rer de, banker den blod, ſkcrer den i (maa Stykker,

og kommer Smor derpaa, ſom er een ordinair Spiiſe i Landet. Ferſk⸗Fiſk og Klip⸗Fiſk kaages, den torre leg⸗ ges og i Blode, kaages ſiden, og gives ſaa varm, Mel⸗ ken kaages ligeledes, og deraf laves een anden tyk Melk,

ſom kaldes Skyr, ligner noget ophoven Melk, er dog

ikke det ſelvſamme. Smoret bruges til Mad, baade ſaltet og uſaltet, Kiodet røget og ſaltet ꝛe. Madurter for uden fremm: har de ikke, uden Heidargros, ſom ſoges til Fields, og bruges til Grad. Et flags Soe⸗ græs Faldet Sol, bruges for Fiſk med Smor paa,

hvor: ſaadant falder. Angelike Roder ſoges ligeledes pan fine Steder, og ſpiſes i Staden for Fiſk, dog

ikke gierne ved Soe⸗kanten. De har ikke andet Salt end det dem tilfores. Om deres Wdruelighed vil vel andre ikke forſomme at give Beretning. Folderie ud⸗ raabes Nationen for, men jeg meener andre ere li⸗ geſaa broſtfaeldige. Iliacos intra muros peccatur & extra &&. e in |

| ZVV Kleder har de meſtendeels af hiemme⸗giort Toy: Vadmel, Eenſkifte, og knyttet uden Gods; de ſom vil

være noget meere end ordinaire eller Tyende, kiober af de Danſke, Klæde, Kærfe; RAE, Lerret, Kartun,

Silke⸗Dragten kommer ober et med den Norſke og Danſke Bonder⸗Dragt, i ſer Mandfolkenes. Fruen⸗ timmer har een ſerdeeles N ſom ikke ligner an , 4 alt

2

va —————— — — — — — 2

328 Tilgift ſom videre Efterretning,

alt de Danſtes, thi om Hovedet har de et Bind, ſom

ligner een Top, hvilfen er af Lerret, fünt eller grovt, ef⸗

ter eenhvers Sind og Evne. Een meget Fort Troye, med breed udſtagende Krave, Torklede af Klæde, Kerſe, eller Raſt, de Fattigſte af Vadmel, med nogle Knap⸗

per, ſom holder det op under et Belte ſom er af Baand, Klæde eller Floyel, men beſat med nogle lange Styk⸗

ker af udpuklet Mesſing, eller Solv, efter dens Stand og Formue ſom ejer og bruger det. Det pderſte

Klædebon er een Kiol med een Krave og lange Ermer, ſom de Bemidlede og Curieuſe veed at bepryde med adſkillige Sorte Baand og Snorer, Kniplinger og deſlige, eller og de uſtafferer dem med forgyldte Solv Spender, og Pukler, beſynderlig naar de vil til

Bryllup. Det er her een egen Maade med Fruen⸗

timmer Solv, det er Knapper, Spender, Belter, Arm⸗ baand og Kranſe, af forgyldt Solv og Fiilegran Ar⸗

bend, hvor af endnu fees paa adſkillige Stader, dog

tager ſaadan Forfængelighed meget af i diſſe Tiider, allermeeſt fordi Indbyggerne bliver meere og meere fattige. Skoe giores af enkelt ubereed Leder, med Rem⸗ mer bag i, og foran over Fodpladen. De ſom har vaaren i Danmark, og mange der ikke har vaaren, klade dem over alt paa Danſk Maneer, faa got ſom de kand. Men Fruentimmeret bliver ved de⸗ res Federnelands Dragt uforanderlig, fan jeg veed

ikke at have feet een Pige eller Kone af Isl. Nation,

der har brugt Danſk Hue paa Hovedet, eller ſaadan noget efter Danſk Maneer. 0

| F. 37. e Med Toolovelſer, Brylluper, Barſeler og Borne⸗ Daab, ſamt Jordefard, forholdes her efter. den Danſke

Kirkes⸗Ceremonier og Ritualier, uden nogen Inſtrum.

Muſiqve, gierne med noget Tractam. og Forſamling af inviterede, efter Stand og Formue, dog 8 Barſe⸗

* 6— nekidnee .

2

en 1 om Island. * 329 Barſeler eller Borne⸗Daab, hvor til der bedes ikkun

et Par at ſtage Fadder. Liigpradikener ere her i Brug, dog mage Preſten anmoedes derom. Til Brylluper

har de pleyet at ſiunge, førend de har drukket den, ek i

ler den Skaal, og da ikkun et Vers af een Pfalme, nogle har holdt een liden Sermon in anteceſſum, og ſiunget ſiden, for at ynſke Brude⸗Paret til Lykke, og naar det har vaaret i noget Samavem, efter Begravelſe, da har ſligt gaaet ud paa at condolere og beromme den Bortdode ꝛc. Der ere Jordemodre i hvert Sogn, ſaa⸗ danne ſom de kand haves, v. f. De fleeſte opdrage de⸗ res Born ſelv, undtagen hvor nogle tage ſig andres Nod an, eller de bemidlede lader ſine Bern op⸗amme uden for deres Huus, dem ſelv til nogen Lattelſe. Saa kand der og være nogle imellem, der lader fine Born underviiſe i Lœſen og Skriven, ſamt Latin hos andre, naar de ſelb ikke kand informere dem, men publique Information er ingenſtæds uden ved Dom⸗ kirkerne, i de faa kaldede Trivial- Skoler.

. S. 38. 8 : ; 855 Mandfolkenes Arbeyde er at Fiſke, fane Græs, vogte Obeg, giore Reiſer, for fig og andre, ſmedde Jern, Tommer, Kaaber, Mesſing, og ſligt, heldſt det ſom "hører til Boehave. Qvindfolket arbeyder i Ulden, las ver Maden til, og har med Spiisningen at beſtille, paſſe paa Huuſets, Borns og Tyenders Reenlighed, malke Faar og Kior, naar den Tiid er. J Veſter⸗ landet ſkal der ikke være Forſkicl paa Arbeydet, ſaa⸗ ſom Mandfolkene arbeyder i UD, og Qvindfolkene tas ger ud at fiſke, det er og paa andre Steder, at baade Ovind⸗og Mandfolk flanger Gres om Sommeren. Alt hvad Vaves og Knyttes i Island, ſkeer ved Qvind⸗ folk, ſom og fver meſtendeels alt hvad der bliver ſyet af Kleder, fint eller grovt, tillige med deres Skoe, men de Klæder, ſom Soefolk mage have ved deres | .

330 Tilgift ſom videre Efterretning,

Fiſkefangſt, og ere meſtendeels giorde af Vederſkind, fjer ingen uden de ſelb, ſom ſkal bruge dem. Til Ly ⸗ ſtigheder har de ikke megen Tiid, undtagen naar de ere i Fiſkeleyerne og de kand ikke komme ud for Storm og Uvæjr, da Leſer de noget i adſkilligt, ſom de kand faae, eller have ved Haanden, af Hiſtorier, Fabeler, Helteſange, Viiſer, item Gudelige Ting, ſom trykte og ſkrevne Bøger; Een Deel ſkriver og ſaa noget af til Tidsfordriv, eller for Penge, af ulige Materie og Vardi. Deres meſte Spil har vaaren, og er Fand- 7 ſkee endnu naar de ikke har Arbeyde, det ſom de kalder ad Glyma, det er at brydes, ſom er mange een goed Ovel⸗ ſe til bedre Styrke, og at kunde holde Travaille ud. Vel har de her havt andre Spil og Leeg, ſom Skak⸗ Bretſpil og Kaart, men de gager meget af mode ſaadanne Spil opregner Arngr. Jonæus i hans Cry= i mogæa, hvor han ogſaa beffriver deres Tractamen- ter og Geſtebud, L. I. C. 4. ſom nu om Stunder ere ikkun ſimple, og uden megen Pragt og Koſtbarhed. Det nogen kand have ſagt, at de forodede ſtrax hvad de havde faaet til Ophold, eller Forfriſkning af een Kioeb⸗ mand, kand vel indtreffe hos nogle, men ikke hos alle, thi de fleeſte lever meget tarvelig og maadelig, veed vel at ſpare paa ſin Forraad, og behielpe ſig indtil de kand vente at fade noget til fit Huus igien, ellers kand een Maver Proviſion ſnart opgaae, hvor der ere man⸗ ge ſom ſkal fødes cs

§. 39. | Det ſom i det foregaaende er meldet om Dyr i Isl. giver her tilkiende, at der er intet Vildt af Skov⸗Dyr at jage efter, derfore er der heller ingen Jagt, thi Kær ve fanges ikke paa den Maade, ſaaſom de enten ſkydes, eller tages i nogle Jernbuer, og Reveſax. Biorne Dræbes med Spyd, af een eller fleere, ſielden ſkydes de, nogle er kandſkee bleven dræbte baade med Stik, og 190 me

. — ‚— NE TREE SER sæ rs

U

om Island. W

med Skud. Ellers er Vinter⸗Arbeyde, at paſſe paa Ovaget, ved Huuſene, og ude paa Marken, at det ikke li⸗ der Nod, eller omkommer i Froſt og Snee, af Hunger og haardt Veyr, andre gaaer da til Fiſkeleyerne, og blive der, for at ſoge Livs⸗Ophold af Vandet, for fig og fine, faa gaaer og Ulden Arbeydet fornemligen om Vintertiide, og er mig ikke vitterligt, at Folk ſkulle for⸗ ſomme deres Naring, naar Tiiden er at den maa fø ges, ihsorvel der fattes ikke for Lade og Dovne Menni⸗ ker, heller end i de Lande, hvor alleting ſoges med ſtor⸗ ſte Flid og Hurtighed.

N §. 40. i . Studia tracteres efter, Omſtendigheder og Eone; De ſom agte at blive Preſter, lærer noget i Theol. Thetica, og det ſom hor til Prædikeſtoelen, de Verd⸗ flige ove fig i deres Lands⸗Lov, og bruge ikke andre Sprog Dertil, end det Danſke, imellem, foruden deres eget, in genere er det at ſige om denne Nation, at den har Ingenium till at lære alle flags Viidenſkaber, har og givet Prover deraf i alle Facultæter. Men de har een flet Leylighed til at applicere fig, og excolere deres Ingenium. J vore Tiider ere Studia ikkun een Skygge imod det ſom her var at finde i Begyndelſen af dette Seculo, og det forige, De ſom ikke befatte fig med Bogen, lere enten det ſom hører til Avling og Næs ring, eller at ſmede noget, ſom Jern, Kaaber, Mes⸗ ſing og Solv. Item, Snedker⸗Arbeyd, ſom tiener til at bygge Huuſe, Fiſker⸗Baade, Sadler, Bogbin⸗ derie, og detſlige. Een Deel gager til Danmark, for at lære noget Handverk, hvoraf de ſom ſoge fit Federne⸗ Land igien, lever flet nok ſiden de ere komne igien, thi her ere faa faae der ſkistte om deres Arbeyd, da eenhver vil behielpe ſig med ſin egen Gierning, ſaa as i

. ; N kand,

332 Tilgift ſom videre Efterretning,

kand, heller end betale een, der kand dog giore et el⸗ ler andet bedre. Her er flet ingen Bibliothecæ Publi- c, og Privat- Bogers Forraad er ikke heller nu af den Værdi ſom der har vaaren, e. g. Bryn. Svenonii, Pauli Biornonii, Thorlacii, & Vidalinorum, Johannis & Pauli, vel eye Domkirkerne nogle Boger, men de ere hverken ſele kt, eller mange, altſaa kand der ikke ſiges, at her ere Bibliothecæ Publicæ. j

. 41.

Her er flet ingen Ste der, eller Byer, ikke heller Lands⸗ Byer. Hver Gaard ligger for fig, og et viſt Antal deraf gior et Sogn, hvoraf enten et eller fleere, gior een Repp, eller Ting⸗Soon, og viſſe Ting⸗Sogne, eller Repper, et Herret, eller et Syſſel; hver Repp har fine Opſyns Mand, ſom kaldes Reppſtiorer, det er ikke andet end nogle Politie⸗Betientere, ſom Syſſel⸗

manden bruger paa det, at der kand være nogen Orden og Opſigt, med Fattige; Enker, Faderloſe, Dagdrivere, og andet fleere detſlige. De his vid. Arngr. in Crymogæa, L. I. C. 7. Ikke desmindre er her dog Borgerſkab, baa⸗ de af Navn og virkeligen i fig felv, endſkiont det Fel? lersſkab har ingen Stæds Vern, eller Forſkandsninger om fig. Det er nok, at Indbyggerne adlyde ikkun een Konge, og de Love, ſom han foreſkriver dem, og at de af ham agtes for Borgere. Det er gandſke viſt, at her ere trende viſſe Slægter eller Stammer, ſom agter ſig Hoyfornemme, de ere og i fig (elv Adelige, thi een Deel Perſoner derudi har vaaren Riddere, og faget des res Adelsbrev af de forſte Oldenborgiſke Konger i Dan⸗

mark, de kaldes 1) Mödrevallne, af Môdrevalle in Eyafiord denominata. Dens Stam⸗Fader var Lopter Guttrormsſon, faldet den Riige, hvis Midler kal have beløbet fig over 2 Tonder GUD; han 9 i ar

Fre

om Island. „ dar ingen Ridder eller Adel, men hans Sonner, Erich og Thorvard bleve nobiliterde. 2) Klofe- Ætt, begyn⸗ der fra een Ridder, heed Torve, og 3) Skards- Ætt, ſom indlober i den forſte, ogſaa i een anden, ſom var ligedan fornemme, faldet Vatnsfiardar ætt, og det er egentlig den Adelige og Ridderlige i Isl. den Ade maae her tilfoyes, nemlig den faa kaldede Svalbardsætt af een Gaard Svalbard, ved Oefiord i Hoole Stift, hvis Deſcendenter har allieret fig med Vatzfiardar-Ætt, og foreenet een anden og ſaa hoyt anſeet Stamme, Faldet Ogurs ætt. Til een hver af diſſe, veed de ſom endnu leve, nok at henføre ſin Afkomſt og Origination, og ikke mindre, at giore ſig til deraf, dog ere de ikke af bedre Qvalitæter eller Formue, end viſſe andre, hvilke diſſe regne og anſee, efter. deres Gt, ſom Pobel, Slagt⸗ Regiſtere er her goed Forraad paa, der ſom nogen vil bekymre fig derom, men de ere af den Beſkaffenhed, at enten maa man lade fig noye med een General Idée, af det ſlags Studio, eller indlade fig i een Viidtloftig⸗ hed, ſom kand opfylde nogle Folianter, der dog ikke fremviiſte til ſidſt, uden blotte Navne, og ſnart ingen Realia, eller Perſonalia af Vœrdie, ideo hæc intacta prætereo memor interdicti Paulini, 1 Tim. I. v. 4. & Virtute decet non ſangvine niti.

1 5 Se 42. ror ; Indbyggernes Tal kand ikke ſiges til viſſe, og de felø ere af de Tanker, at vor HErre har hiemſogt dem med een ſbar Sygdom 1707. fordi og efter at de ſig het den Tiid opholdende Commiſſarii, havde efter Kongel. allernaadigſte Befaling ladet dem telle. Side ere de ikke bleven tellede, uden per partes, ſom exemp. gratia, ved Holkenes Tal i hvert Sogn, hvilket kandſkee, har og givet nogle Serupuler hos den eenfoldige Almue. Førend den bemelte ſtore Sygdom 8 „ 8 indfaldt,

fi Ar | i ! E At) || | | ! 291 — fx DUM 1 Nie i 1 n Ae 1674 17 U e ANER JJ | 1000 0. år 1 0 Düne il; 1 R Vi i 1 ts 0

indfaldt, og borttog faa mange, ſom til ſorne er

noget Træværb, Steene og Torv, med Jord⸗Tag paa,

334 Cilgift ſom videre Efterretning,

berort, ſkal der have vaaren 90000 Ciæle i dette fat⸗ tige Land. Jeg meener, at der ere nu ikke over 50000, dog kand jeg ikke ſige noget viſt derom, og kand ſkee, ikke heller nogen anden, i een Haſt. veg

§. 43. | Huuſene og Bygninger beſkriver Arngr. Crymog. I - c, & alibi, de ere og nok bekiendt, og at de har ingen Anſeelſe, mod Nordſke, Danſte, eller andre Nationers Bygninger; kort at ſige, de ere giort af

Begge og Sparverk, og de fleeſte med een Dor for. Om de ere at ſette i Parallel med Findlappernes Huuſe, veed vi ikke, ſom have ikke feet eller været i Findmarken; men Hytter, eller Huuſe, findes her hverken af Skind, eller Hvalfiſke⸗Beene; thi et Sidebeen af een Hvalfiſk, ſtulde det end findes i nogen fattig Mands Huus, ſom een Bielke, eller et mindre Magt paa liggende ſtykke Tra, gior ikke den heele Bygning, men Huuſet er dog overalt giort af de Materialier, ſom ſtrax haver anfort. i Kirkerne ere paa de fleeſte Steder bedre byggte end Huus | ſene, og mange ere bekladde inden i med Bredder, nogle | 1

2

ere gandſke af Tommer, ſom begge Domkirkerne, den paa Beſſeſtæd, paa een Deel Cloſtergaarde, og Pra⸗ ſtegaarde, ſom kaldes Beneficia. De have og ſine Ornamenta, koſtbare nok, efter fin Leylighed, paa viſſe Stader, andre ere meget fattige og daarlige i deres

Bygning og Stand overalt, ſom ikke er værd at be⸗

ſkrive. Storelſen er ulige, Choren gierne ikke over

er der een Forkirke, et lidet Fag. Den ſtorſte Kirke

| ; tre Fag, og Kirken ſelb ikke over 5 eller 6, ved ſomme i meenes at have vaaren pan Hoole, og den er endnu

ſtorre, end ſom den paa Skalhollt; næft dem ere Veſt⸗ mannsers Kirke, og Ingiallds-Hols forudenBeſſeſtæds, i de ſtorſte, hvoraf de tvende ſidſtes Reparation 77

| | bekoſtes

om Island. 335

hekoſtes af Kongens Caſſa med Contribution fra de

øvrige Kirker i Landet, Veſtmannoers Kirkes⸗Repa-

ration ſfulle Kiebmendene beſorge. Herhos remar-

qveres i Anledning af Kirkerne, at der haves ingen In- ſtrumental-Muſiqve, ved nogen Forretning, thi, end⸗ ſkiont een eller anden kunde ſpille noget lidet paa et In-

ſtrument, fag er dog ingen Orgverke her i Landet. J Catholſke Tiider kal et habe vert pag Hoole, og paa

Skalhollt et Poſitiv, i Biffop Thorlacii Tiid; beg⸗

ge ere bleven brugt i Kirken, men nu fees hverken, eller

hores, noget deraf. e

een Kongel. Bygninger, eller de Kongen ſkulle have la⸗ det bygge, ere der ikke, foruden bene vnte Kirker og Huuſene paa Beſſeſted, ſom kaldes og derfore Kongens⸗Gaard. Det ſtorſte Kirke⸗Sogn har vel ikke over 40 Gaar⸗ de, og der kand være faa lidet et Sogn, at der ligger ikke til over 3 a4 Gaarde. Hvor Lands⸗Ting og Ober⸗Ret holdes, har aldrig været nogle Publiqve Bygninger, men de har holdt Rettergang under noget Vadmels Tag og Torv- vegge, indtil at de for fage Aar ſiden fik 3 ee opſat, hvor Landtings Retten hol⸗ es inde. ü

§. 45. 8 Skalhollt og Hoole, er ingen Kiobſteder, men Gaarde, hvor Biſpen boer; Beſſeſtæde ikke heller, men der boer een Landfoget, Amtmand, ogſaa ſkulle og een Stiftamtmand reſidere der. Ingen af diſſe Stader ligner nogen By, men heller een Herregaard. Falle- ſtad eller Balleſtæd maa være Nom Proprium, ſom ffal ſige faa meget ſom Beſſeſtæd, ellers har det her ingen Steeds hiemme. å 1 5

N i i §. 46. 5 5 8 år

Vel er her Odelsgodts, hidſt og her, over det heele Land, Undertiden uſelt nor, dog pan fine Stader ikke at foragte. . Samme

336 Tilgift ſom videre Efterretning,

Samme har dog ingen brivilegia, frem for ande Bonder⸗Gaarde, uden hvad Naturen maatte have til lagt det nogen Herlighed, eller Fordeel, fremfor man⸗ ge andre, ſom Skov, Mark, Hoebund, Lax⸗Fiſt ende, eg ſog Fuglefangſt. Her har vaaren 9 Cloſtere Pavedommet, alle ſtiftede i et Seculo ſc. XIII. (ni fallor) deres Navne ere 1) Flatòe, ſiden Helge- fell, 2) Vidòe, 3) Thyckebai, 4) Kirkebai, 95 Skride - Cloſter, diſſe ere i Skalhollt Stift, „) Mun- kethveraa, 7) Mödrevalle, 8 Reineſtad, 9) Thin- gore, alle 4 i Hole⸗Stift. Diſſe bleve alle tilho⸗ be, ſtrax efter Re formationen, ſeculariſerede, efter Kongel. Befaling, af Øens Gouverneur Paul Stigſon, og forpagtes faa ſiden Anno 1558. af Verdſlige.

i F. 47. ; Hvad for Love de har havt indtil Chriſt. IV, Re⸗ geringstiider, fra Begyndelſen, beſkriver Arngrim: Jo- næus Libro cit. ſiden har deres Lov ingen anden For⸗ andring havt, end hvis viſſe Reſcripter og Forord⸗ ninger har medført, hvoraf dem Mærkværdigfte er den ſom har introduceret den Norſke Lovs Formalitct, og dernaſt den faa tiidt igientagne Kongel. Befaling, at forfatte og indrette een ny Lov efter Chriſt. V. Norſke Lob, for faa vide Dette Lands⸗Beſkaffenhed kand taale, og ſtal de nu allereede bære kommen til Endſkab dermed, og Lovens Concept eller project være udſkikket til Ap⸗ probation. Viidere derom er mig ikke bekiendt. Hiſtoria uris Islandiæ udfordrer et heelt Volumen, og haves til Dato ikke beſkreven til Gaons, ja, jeg veed ikke, hvem af de Verdſlige eller Geiſtlige har een ret fuldſtendig Collection af alle Kongel. Forordninger, ſiden Jons bok, vel Codex Magnæus, ſom endnu bruges, til deels, kom her ind, og viſſeligen mage den dog være hos dem der vil ſkrive ſaadant et Berk, imidlertid kand Frems mede lade fig noye med Arngr. Jonæ eee ans

om Jelan d.. 322927 hans tit anforte Bog om den Islandſke Nation og

5 i

Republiqve,

S. 48. „

Verdſlige Jaridiſke Betienter har ſaaledes deres Sax laria, at de har Kongens Revenues i Forpagtning, og juſticens Adminiſtration i et Herret, for viſſe Fœſte og PengesErleggelſe tillige, men de Penge erlegges Aarlig til Land⸗Fogeden. Sage fald forvagtes og i ſer i hvert Herred eller Syſſel. Sportler har de og efter Formali- tæten; om de gaaer viidere, maa de berette ſom længe har havt med dem at beſtille ꝛc. Den forſte Inſtantz er

Herreds⸗Ting, der dommer Syſſelmanden alleene,

den anden er Lands⸗Tinget, hvor Labmanden, hver i fit Lavdomme, kiender i de indſtavnede Sager; der fra gader Appellen til Over⸗Retten, hvor Amtmanden er Fræſes, og ffal have i det mindſte 12, i det hoyeſte 24 Aſſeſſores, ſom give deres Vota. J Under⸗Netterne

ere der ikkun Biſiddere, ſom neppe have Vota uden i

de vanſkeligſte Sager. Fra Overs Retten indſtævnes Sagen for Hoyeſte Ret, Sette⸗Dommere og Com- miſſarii, tem Opmend bruges og betiene Juſticen efter Befaling fra Amtmanden, eller og efter Kongel. Befaling, alt efter Sagens Beſkaffenhed, og hvorledes enhver bliver fort og foreſtillet. Forend Formalitæten blev

indfort, dømte Reppſtiorer, Lav⸗Rettes⸗Mend, og an⸗

dre, til Hiem⸗Ting, tillige med Syſſelm: og i Lave Retten, eller i Land⸗Tings Retten, viſſe Lav⸗Rettes Mænd, ſom havde deres Navn af den Function, ſom de og kal have endnu. Hyilke og vare de beſte og lov⸗ kyndigſte Mænd i hvert Herred og Ting⸗Sogn, men ef⸗ ter at den Norſke Formalitæt er bleven her indfort, brus ges de ikke ſom Aſſeſſores, men heller ſom Tings Vidner, og dermed er det altſammen kommet af Mode, ſom Kong Magnus i den tå kaldede Jonsbok F.

1 SN = — —ñ — — — ==

338 Tilgift ſom videre Efterretning, der i henſeende til det Stykke af Formalitæten. Om de verdſlige Porigheds Perſoner ffulle være habil, maa vel ikke tviles, ſaaſom de har alle deres Beſtal⸗ ling fra Cancelliet, og i diſſe Tiider har Landet nogle af de atteſterede Juriſter. Ellers ſynes det ſom een Deel Verdſlige havde leſt et meget got og compen⸗ dieus Syſtema Juris, naar de i et Pyeblik, uden Ovel⸗ fe og Praxi. ſoger at komme til et Dommer⸗Embede fra Studioſo Theol. fra een velklad Bonde⸗Karl, fra een Skoletieneſte, ogſaa fremdeeles; adeoqve hic illud valet, Si Fortuna volet fies de Rhetore Conſul & de Conſule Rhetor.

F. 49. l Stædet hvor Lands⸗Ting holdes, kaldes Preraa⸗ Al Ting, det ligger Arnes⸗Syſſel ved een Preſte⸗Gaard, Faldet Tingvalle, har fir Navn af een Aa Oxeraa, ſom løber i een ſtor Soe Thingvallevatn, der meenes at ve⸗ recen Thingmannaleid omkring; fra dette Land⸗Tings⸗ Stad, hvor baade den Geiſtlige Stifts Over⸗Ret, eller

Conſiſtorium, ſaa og den Verdſlige for det heele Land,

holdes Aarligen, har Biſpen paaskalholt 1 Thingman- naleid, og Amtmanden, ſamtLandfoged: lidet længere, at reiſe frem eller tilbage, Lavmaend og Syſſelm. har lengere, alt efter, ſom de boer langt borte fra Stadet. Den geiſtlige Overs Ret eller Conſiſtorium for Hoole- Stift, holdes paa een Gaard Flugemyre, ſom ligger 3 Mille fra Hoole, og har Stift⸗Amtmandens Fulde mægtig, ſom gemeenlig er Amtmanden, fin Fuldmaeg⸗ tig der paa Stedet, ſom præſidererer tillige med Su- perintendenten, naar nogen Sag ſkal afgiores i det Confiſtorio. Lands⸗Tinget ſkal begynde den 8. Julii, Conſiſt. derpaa Stadet den 12, Over⸗Retten i ſamme

Naanet; alle diſſe Rette holdes faa længe der er nos get at afgiore udi. Conſiſt. i Nord⸗Landet, holdes

: | gierne

gierne om Efterhoſten, og continueret paa ſamme

Maade. Her er ingen beſtalte Procuratores for nogen

Ret, men hoer maa ſelb agere fin Sag, eller forſkaf⸗ fe ſig een i ſit Stad, der bliver og gierne een beſkikket Dertil af Amtmanden, efter Anvisning og Beglering, og tages da gierne een Syſſelmand dertil. J Com-

miſſioner agerer undertiden een ſom hans Majeſtaeet

har dertil beſkikket.

Geiſtlige Folk og Orden i Isl. er Biſkop, Probſt,

Praſt, Degn, Student, og i Skolen Rector, Con-

Rector ogDiſcipler. Deres Beſkaffenhed og Duelighed,

75 en bære bekiendt, hvor den ſkal og bor være ekiendt. a

3 F. Fr. . Handelen og Negocen drives og fores her fra de

Octroyerede i Kiobenhavn, og er dette det tredie Com⸗

pagnie, ſom nu har den ſamme. Hyvorledes den bor drives, fees af den Islandſke Taxt, ſom kand haves krykt, ſom og af den ſidſte Islandſke Octroye, der findes lis geledes trykt i den fan kaldede Land⸗Tings Bog, hvor den ſtager indført, ſom et Kongel. Reſcript, for det Aar 1743. thidet har vaaren Skik, at udgive Acta Publica ComitiorumOxaràenſium, hbert Aar, ſiden Hans Maj. fandt det allernagd. for got, at der i den Ret fkulle være een Ed⸗ foeren Skriver, ſom bliver Faldet Land⸗Tings⸗ Skriver; ſaadanne Acta, og ikke andre, har man tilforne krevet udi Copier, men nu i mange Aar trykt, hyilket her annoteres til det, ſom for er meldet om de Verdſlige Rette. Foruden bemelte Taxt og Octroye, kand der og være nogle Kongel. Forordninger, Handelen

angagende, ſom ere dog ikke ret mange. At der yttrer

"fig Diſputer, Krakiil, Trætte, og Misfornoyelſe ved

Leylighed af Handelen, nægter; hvilket ingen an⸗ . Y 2 |

den

om Island. 3889

340 Tilgift ſom videre Efterretning,

den Aarſage har end Uret og Misforſtaaelſe paa een af Siderne. Ovrigheden er det beſte Vidne, hvem det er ſom har Skylden, naar Slagsmaal ogKlagemaal indfal⸗ der over Kiob og Sal. Det var at onſke, at de der boer i Landet, og ſaa de der beſoger dem Aarlig, ville be⸗ gegne hver andre efter Chriſtendommes Pligter. Hvor viidt derfra gages, eller det i agt tages, kand de i ſar bevidne, ſom har med ſligt at beſtille, og omgages

dermed jævnlig. J den Tiid, der var ſeparat Handel,

forſomte hverken Kiobmands⸗Folk eller Skibs⸗Folk, at tilhandle ſig alt hvad de kunde, og betiente Lands⸗Folket

ſig da ligeleedes af den Leylighed. Siden Compagniet fik Handelen, mage der ingen af diſſe handle noget med Islanderne, ſom og nu intet ſynderligt bekomme af Hol⸗

lændere, eller ſaadanne, der pleyede tilforne, at ſeile til Isl. pan Luurendrezerie, helſt Oſter og Nord paa Lan⸗ det, Tand ſkee og til deels Veſter paa. Jeg har nyligen feet noget ſkriftligt, angaaende den gamle og nye Handel, ſom meener at ſkulle opdages uden ſtoer Beſpcr. Ind⸗ holden der af viiſer og beſkriver den Nye frem for den Gamle; men ingen af dem, (det er de ſom have hands

let med Isl. i gamle eller vores Tiider,) har vagren

faa uforſkammet, ſom Blefkenius og Peyrerius vil bes rette, nemlig at de Islandſke Pigers Wre ſkulle have gaaet i Kiob og Sal, efter Foreldres Accord der over med de Fremmede. Saadanne Vederſtyggeligheder, ſom ere paadigtede den arme Nation, og endnu paa⸗ lyves ideligen, ere allereede igiendrevne af Arngrimo Jonæ, i hans Anatome Blefkeniana, ſom og andre Digter og

falſke Relationer om Isl. i hans Commentario de Is-

Iandia, og kand begge haves trykte, i hvorvel ikke nye op⸗ lagde, fag det er under, hvorledes at lærde Folk, ſom fkalvære vivæ Bibliothecæ, enten ikke veed af diſſe Bo⸗ ger, (ſom de dog havde kundet lere af P. Bayle, i hans

5 Diction.

e *

Diction, Artic. Jonas Arngrimus,) eller udaf Ondſkab, ville ikke viide deraf at ſige, naar de ellers gider vaaren faa curieux, at ſkrive, eller raiſonere om dette Land og

Potte og Tonde⸗Maal ſkal her være efter Danſk⸗

Maal. Om den Islandſke Al. har man det at mel de, at den er z mindre end Sal. Al. 1 Fiſk i vegt er

2 Pund eller 4 Marker, 10 Pf. eller 20 Mark, gior

een Foring, og s Foringer 1 Vatt. Hundrede er Toe⸗ flags, ſmaatt og ſtort, det ſtore er her brugeligere end det (maa, og indeholder 120, det ſlags 10 ſtore Hundrede giore 1 Leſt. 1 Al. paa Landsviis ere 2 Fiſke i Verdie, eller 4 fl. 6 Al. gior een Pre; 5 Øre giere 1 Rixdlr. eller 30 Al. 20 Øre 4 Rixdlr. ſom kal⸗ des et Hundrede, hvilket naar haves Hundrede gange, eller 2 gange 60 gange, kaldes det Hundreders Hun⸗ drede, det er faa meget ſom 400 Rixdlr. Men i Faſte godſes Regning kand det være baade meere og mindre, faa og det ſelb ſamme; thi vel vurderes og. fættes Jordegods her efter dette brugelig Ord og Priis, men

hvert Hundrede i Jord gaaer derfor ikke alletider for

4 Nixdlr. ſom det har gaaet i ældgamle Tüder, men ef⸗ ter Accord. naar det ſkal fælges, ſaa at der kand ſelges 1 Hundrede i een Gaard for 810 à4 12 til 16 Rixdlr. i een anden ikkun for 2 Rixdlr. Imidlertiid beholder man det brugelige Ord Hundrede, ikke alleene for Var nens Skyld, men og for Visheds Skyld, for dem ſom kal give Leve af Gaarden, fan og tage den, item Tiende, ſom her gives af Faſtegods, undtagen af Kon⸗ gens, Kloſternes, og Biſpeſtoelernes. 1 Isl. Mark er i Verdi ellers 1 Nixdlr. 4 Mark, hvilket Ord er meget

hyppigt i Jönsbok. Skieppe og Fierdingkar er her ikke

btugeligt, men Kuting 95 Aatting, halb Fierding VAR | 3 „ ond

i

em Jeland. 44

— z — 1 = LE SEE SSF ag 5 — n

———

3

9 —— — — — 7

Br —— — ———

— — —

342 Tilgift ſom videre Efterrerning,

og Fierding. Maal og Vagt falder ellers meget irregu⸗ lair, ſaaſom de gior det meſte Part ſelb, efter een laant Form og Maal; thi det falder dem ſaa koſtbart at for⸗ ſkribe det fra Kiobenhavn ze. N

§. 53.

De har ikke nogen Tiid havt deres egen Mont, dog mage det remarqveres, at her gaaer ingen ſmaa Mont; heele og halve Speeier, heele og halve Danſke Croner, ere de Penge, ſom her ſkal roullere, efter Taxten, og ikke andre, ſom og ikke fees her Tiidt, bliver ikke hel⸗ ler modtagen, ſiden de forberorte er kommen faa i Brug, for faa lang een Tiid. J ældgamle Tüder har de betalt Boder, og andet med noget Metall, ſom de kaldede Solb, har dog ikke vaaret got Solo, det har og ikke beſtaaet i et ſlags Mont, men i Ringe, Spender, Belter, og adſkilligt, ſom kunde bruges en? ten til Ziirat pan Klader, eller ſom Drikke⸗Kar til Sol. lennitæter, og blev ſligt udveyet til den ſom ſkulle con⸗ tenteres. Mont⸗Sorterne ſom her indfores, ere hvad heele og halve Croner angaaer, Danske; Species foruden Danſke ere Tydſke, Hollandſke, faa Engel⸗ ſke, og nogle Rysſiſke, Svenſke er her ſnart ingen af, men vel nogle Franſke og Spanſke; og kommer mangen een til kort, ved denne mange ſlags Mynt, ſaaſom Folkene ere ikke ret Kendere deraf, og mage mange gange tage Albertus eller Creutzer for een god Specie, og endnu farligere vil det blive derſom ſmaa Mont ſkulle her indfores. | MR

. 84. Her ere hverken Vogne, eller Kareter til nogen Kior⸗

fel eller Forſel, derfor vider man, eller gaer, tår der ares

fares fra et Stad til andet, og roes eller ſeigles over een Fiord eller Age, hvor det vil være fornoden. Viſſe Folk har nogle Sleder, hvorpaa de fore et el⸗

ler andet over Sig om Vinter⸗Dage, eller pag een glat

Snee, naar Froſten har giort den faa ſteerk, at den kand taale den Fart og Forſel, men ſligt er ikke over⸗ alt brugeligt, og Vogne kand her ikke være til nogen Hielp, fordi Landet er faa ujævnt, fuldt af Bierge og Moratzer imellem. Saa ere de og vel forſynede med Heſte, ſom ere vandt til at bare alle ſlags Tyngſel der hehoves at flotte fra et Stad til andet. Men ſa⸗ dan Tyngſel, Knippe, eller Bagage, hænges paa beg⸗ ge Giider af Heſten, paa et krumt Træ, ſom lægges paa noget fürekanted Stykke Tord, ſom et Dekken, gaaer der faa Giorde af dette Træ under Heſtens Bug, at det han har paa Ryggen, og ſkal bare, kand ſidde og hænge des faſtere, hvorved det mage tages vel i agt, at lige ſtor Tyngſel kommer til at hænge paa hver Side, fan balanceres det desbedree. LUR

1 . 7 15

Om Kongen og Regeringen mindes jeg ikke at have hort nogen. forſtandig Mand tale her uden vel og alt hvad got er, ſom og er deres allerunderdanigſte Pligt. Er nogen Misfornoyet, da tor han vel heller ſoge Aar⸗ ſagen hos andre, end hos fan hoye Hoveder; Ellers er det vel troeligt, at de har Tanker, og Ideer om et og andet den Verdſlige og Geiſtlige Stat betreffende, ef⸗ ter de Principiis og Præjudiciis, ſom de fatter af og hos Fremmede, der beſkrive dem et eller andet, ſom

paſſerer, befales, anordnes ꝛe. Men hvad flags Prin- eipia de Fremmede give, kand vel præſupponeres af deres egen Qvalite og Omſtandigheder, Genie,

HØR

vare fra Norge, og at Islenderne i de Tiider, da de

344 Tilgift ſom videre Efterretning,

Vilkaar og Stand. Hvorledes G. Viſitationen blev anſeet og modtagen er vitterligt, faa og de derpaa. folgende allernaadigſte Anordninger og Forordninger, om Stolen, Sabbathens Helligholdelſe e. Deres Misfornoyelſe over dette og andet deſlige tor dog vel ikke gage viidere, end at give een eller fleere af dem der ſidde i et Collegio, Skylden, for hvis dem ikke er med, eller efter deres Sind. Kongens allerhoye⸗

ſte Nasyn vil vel ingen, der kiender, hvor vidt hans

underſaatlige Reſpect mod een Souverain bor gage, antaſte. Jeg mindes, at det Aar, ſom den bedro⸗ velige Tüdende om Kiebenhavns ulykkelige Ilde⸗ brand kom her ind, og det derhos, at Kongens Slot, Flode, og andet ſaadan var i Behold, og uden for den ſtore Odeleggelſe, da beteede een Deel, ja ſaa mange der talte, ſom ſpurgte ſelb, eller horte

"Dette fortælle, een inderlig Glæde derover, at Guds Be⸗

ſkiermelſe havde ſaaledes vævet over Kongen, og hvis han ejede. Hvoraf jeg for min Perſon kand ikke an⸗ det ſlutte eller ſige, end at de har den Kierlighed til ſin Lands⸗Herre, ſom de allermeeſt bor have, ikke heller er mig vitterligt, at de ſkulle onſke at have Commer⸗ cium med andre Nationer end den Danſke, hvilke de og beviife all muelig Tieneſte, efter deres Formue og Forſtand; Nyder og meget got af dem igien, ſom er billigt at erkiende med Takſigelſe og Tieneſte paa begge Siider. Det er kommet mig faa for, ſom de ellers havde ſtorre Tilboyelighed eller Tilforladelighed til de Norfſke, men kand dog ikke vide Grund dertil, uden den, at deres Forfædre, de forſte Landers Indbyggere,

toge udaf Landet, for at forſoge deres Lykke, bleve vel modtagne og medfarne af Nordmænd, Konger, Miniſtrer, eg andre hoye Folk, ſaa vel ſom af mA

190

lige andre i Norge, hvilket efterdideendnu overlevne Hi-

ſtorier, ſom læfes her med ſtoer Fliid, beviidne, maatte

det opvakke og conſervere ſiden, et flags Taknemme⸗

lighed og Forttoelighed hos dette Folk til de Norkfſ,

frem for andre Folk. Dog ſoger de nu ikke Norge ſom vil ud af Landet, for at forfremmes, men langt heller Kiobenh. hvortil de og har den ſtorſte Raifon,

ſaaſom den er det eene fremmede Stad i heele Verden, ſom de undfættes fra med Livs⸗Ophold, og all frem⸗ med Nodtorftighed. At de ville ſoge at komme under et andet Herredomme, er alldrig blevet hort eller ſpergee,

det mig er vitterligt, thi det den ſidſte Catholiſke og uroelige Biſkop til Hoole, Jon Areſon, med fine. Sonner og Anhengere, havde i Sinde, ved Reformatio⸗ nens Begyndelſe, var ikke nogen almindelig Rebellion i

Island, ſom falſkeligen tillægges , og ſaaledes udtydes

det uſle Folk, i de Tiider, end og af dem, ſom kunde have bedre Efterretninger, om de Tiiders Bevagelſer i Landet, derſom de ville ſee ſig om til Gavns, i derhen hørende Inſtrumenter ꝛc. ,

8. 56.

Rare Manuſeripter veed jeg ikke at ere hos Folk | | || N

ſom ville afſtage dem, thi de ere nu bleven faa vittige,

ved de Svenſkes Practiqver, til at faae flige Sager her fra, ſom og ved A. M. ſtore Nidkerhed i at faae

et Bibliotheck famlet af det ſlags, ſom nu ſtager ef⸗ ter ham paa Trinit. Kirke⸗Taarn, at man fager neppe een Bog at fee, endſige kiobt af de der ere værd at gi⸗

ve Penge for. Gemeene Manuſcripter findes der nok

af, men at ville kiobe dem urigtig ſkrevne, abbrevierede og ilde conditionerede, til een Herres Plaiſir, ſom ikke

yt om Island. OR 0 345

burdte andet at offereres, end det ſom var hans Bi- . BREDE SN blio-

vegica, hvoraf

i det vanvittige Menniſkes Hierte, vil jeg ſlet intet toiile 3 om.

346 Tilgift ſom videre Efterretning,

bliotheqve til Honneur, gior den aldrig; ſom veed hvad her bor at tages i agt, nemlig Reſpect & c. Om Mineralier er noget blevet talt tilforne. Rare Mons" ter er jeg hverken nogen Kiender af, ikke heller veed jeg, hvor de ſkulle have vaaren at opſamle, hvor jeg har maaet frem i Landet. Men ſkulle noget af ſaadanne

Kariteter, Curioſiteter og Antiqviteter, ac. vœre

at bekomme, da maatte een Mand af nogen Myndig⸗ hed og Anſeelſe have expreſſe Ordres til at bekymre ſig derom, og den ſamme maatte og da have lavet ſig til at betale dette efter deres Forlangende ſom vare Eyere deraf. Men det beſte af Manufcripter og Antiqvi- teter er allereede enten i Sverrig, eller i AM: Magnus- ſens Bibliothec, i Kisbenhavn een Kongel. Forord⸗ ning af Chriſt. Vei indffrænfer og ſaadanne Sagers Udforſel ꝛc. e 5 å

NB. Sall

Den Materie om Landets forſte Indbyggere og de Norſkes Colonier derhen, tracterer og udfører Arngr.

Jonæ ex profeſſo i hans Bog om Island. Videl. Cry-

mogæa, Conferatur etiam Torfæus in fua Hiſt. Nor- e beſte Efterretninger kand haves herom.

e

§. J7.

Saaſom ingen actioneres nu i lang Tiid eller beſig / tes for Hexerie, ſaa kand jeg ikke heller beſkylde nogen for ſaadan U⸗Chriſtelighed. Hvad den gemeene Mand har af Overtroe endnu, bliver vel ſkiult for andre, uden for den ſom har Leylighed til at udforſke de Ting iblant | dem, og at her mage ligge mange flags Daarligheder

om IJsland. 347 om. Men een blot narreburen Opinion om Hexerie giver mig ingen Motiva Credulitatis, ikke heller noget Toft Sladder om den, eller den, ſom fkulle enten have forhexet nogen, eller være bleven forhexet af een anden.

Mangen een kand have ond Billie nok, til at ſkade,

og ſparer ingen Konſt dertil, men hvor viidt han der⸗

for har bragt det i den Sorte⸗Konſt, bliver ubekiendt, indtil det kommer til Inqviſition af upartiſke og for⸗ ſtandige, dog kand det ikke nægtes, at jo alt for mane

ge har det Rygte paa fig, at de omgaaes med denne

Dievels⸗Konſt. Sed de occultis non judicat Eccle- ſia. Dog vil ſaadan Meening aldrig uddoe, efter mine Tanker, heldſt iblandt de Eenfoldige, Vanvittige og

Malicieuſe. Er 5

Sproget er det gamle Norſke, uden hvad det er be⸗

blandet med fremmede Ord og Talemaader, heldſt Danſk, hvad dog ikke er almindeligt, thi det fornem⸗ mes ikkun paa fine. Stader, ſom de der ere nermeſt Beſſeſtæd og Lands⸗Tinget. Foruden denne Corrupte- lam, har det og tabt een Haaben af ſit Gamle, ſaa⸗ ſom der forekomme Ord og Talemaader i Hiſtorierne, der ikke forſtaaes uden af de beſt verlerede i Studio

Lingvæ Arctoæ, og ſaadan Dunkelhed har givet Aar⸗

fag til utallige falſke Forklaringer og Udtolkninger over

SEN

adſkilligt af vores Antiqviteter, ſom ſees at være ud?

gaaet ved Trykken i Danmark, Sverrig og i Island. Loven ſelv har og fine Ord, ſom behøver et Gloſſa⸗

rum; Men overalt ere de gamle Poetiſke Sager, ſom

tale om Helte⸗Gierninger, de uforſtageligſte, baade fore di at Ordene og Phraſeologien er ikke mere i Brug,

og faa har man ikke ret Afſkrift, efter, eller af 5 beſte DN 25 . Mem⸗

348 Tilgife ſom videre Efterretning,

Membraner, hvorpaa dette er ſkrevet i Forſtningen. Imidlertiid bliver dog dette Sprog det celdſte, ſom nu tales og ſkrives uf Nordſke Nationer; og det ſeloſam⸗ me, ſom kaldes i Loven og (Jonsbök,) det Danske Sprog, (Island. Dönsk Tunga) om hvis Grend⸗ fer og Dialecter, der burde at ſtriwes een egen Fractat. Thi endſtiont baade Danſke, Norſke, Svendſke, Neder⸗Tydſke og Engelsmend, (at jeg ikke ſkal gage viidere) have forſtaget hinanden i de Tiider, faa har dog, efter mine Tanker, hver Nation havt fit eget i fit Maal, men enten den Danſke eller Nore Dialec har have Fortrin til at kaldes det Danſke Sprog I (Dönsk Tunga) vil ikke være aa lœt at decidere. Sproget har fine ſtore og ſkionne Fordeele, e. g. at det er tigt paa Ord og Expreſſioner; flecterer fig per ſuas partes Orationis meget Regelmæsfig, g har een Conſtruction og Syntaxin, ſom diſtinguerer Meeningen accurat, for den ſom vil gide Agt derdaa, har ſine Zürligheder i Poeſien og utallige Metra, kand uden Abſurditeter betiene fig af at tage imod adſkillige Navn og Terminis Technicis, ſom Fremmede har

maaet inventere efter een eller andens Tings Beſkaf⸗ å å

r

fenhed. Det er for Fremmede meget tungt at lere 1 til Gavns, men læres ſnart at forſtaaes, af dem ſom kommer ung til Landet, eller har Gaver, og vil appli⸗ cere fig til, at lære det for faa viidt. Man har et Le- 7 xicon og Grammatie derudi; Begge Deele udgivne i i Kiobenbavn, kand være til nogen Anledning; men meget Defeét og Vitids, i ſer Gudmundi Andreæ ” Lexicon, udgivet af Reſenio. Lexicon Runicum,

Magni Olavii, per Vormium, er ikke noget Lexis con, men heller et Alphabetiſk Regiſter paa nogle

Poetiſfe Ord og Phraſer, det er og ikke accurat alles

i

vegne. De Svenfke har vaaren meere lykkelige, i at

ſamle

5 5

oem Island. 349 ſamle og udgive det ſlags Vocabularia, men de har

habt, og underholdt Islondere, for at hielpe fig dermed, og derfore har de treffet det lovlig got. Dog er

Boct. Hickes meere at beromme for hans Accura- teſſe i hans lille Lexico Island, ſom han har giort

over Runolphi Jonæ Gramm. Island. hvilke findes i hans Theſauro Lingvarum Septentrionalium.

midlertid giorde Lærde Folk vel, om de ikke ville bes fig med det flags Philologica, uden at bruge dem

*

fatte

Dertil, ſom forftoede det til Gavnø, qvamvis duo,

vel plures æqve imperiti, fe nullo jure invicem poſſint imperitiæ accuſare, aut fe mutuo redar-

zuere: Om den bekiendte Lit. hei dette Sprog, og aa dobbelte Vocales, er her ufornoden, at anføre nos get, viidere end ſom dette, at Lingva Island. har den⸗

—

. om den kand udtales ligedan i egge le de Ord frem udi hvilfe han er gierne Initialis,

kand udſige den omtrent, ſom Theta Græcum, dog læs

res og kiendes dens vera Pronunciatio viva Voce bedre endſom af Boger alleene. | e. ;

d= 59. 3 5 i MEN

” Hiftorla Literaria Islandie maa ffribes å parte, baade fort og viidloftig, da een Fort Begreb derpaa

var nok for Fremmede, den udforligere for Indfode,

ſom ſoge det ſlags Minutias. Literæ ere her indkom⸗ met med Chriſtendommen. Det heele Runiſke Ve⸗

ſen, ſom vil ſiges at have vaaren for den Periode i

vores Hiſtorie, er uvis, om ikke een puur Digt. Fra Chriſtendommens Begyndelſe pan denne De har Ingenia vggren occuperede med Hiſtorie, Poeſie,

og

e Bogſtav, ſom noget eget, dog findes den i Sprog, veed jeg ikke. De ſom vil ſoge at ta⸗

Ht

356 Tilgift ſom videre Efterretning,

og Mythologie, efter ſin Art, eujus qvalecunqve cor- pus exhibetur Eddà Islandorum. Genealogien har de og excoleret, ſamt deres Lands-Lov og Com

putum. De Geiſtlige har meeſt lagt fig efter Muſik,

noget Latin og Jus Eccleſiaſticum; men deres The- ologie har vaaren meget compendieus i de Cathol⸗ ſte Tiider, faa ſom Pater noſter og Ave Maria &c. har vaaren det brugeligſte Exercitium Piet qvoti- dianum. J Kirken har de havt utallige Meſſe⸗Boger, Pſalteria, Gradualia, Kyrialia, Dominicalia, Bre- viaria &c. hvoraf nu ſees intet. Legender har de og havt i Haabetal, og Vitas Sanctorum, dog de flee⸗ ſte fra Fremmede, paa Latin, eller overſatte af Klo⸗ ſter⸗Folk og Biſper, ſamt andre, der har vaaren habil

til flige Arbeyde, dog overgaaer deres Hiſtorie⸗ kriven andre deres Studia, og haves der om een lærd Critiqve ſamt een tilſtrakkelig Catalogus over den gamle Isl. Hiſtor. Antiqviteter og Monumenter, i Thormodi Torfæi Serie Regum & Dynaſtarum Daniæ, fag at man mage vel være fornoyet dermed. Conſulatur etiam Bartholini de cauſis contemtæ mortis à Danis adhuc gentilibus, item Prolegomena ad Torfæi

Hiſtor. Norvegicam. Bed Reformationens Begyn⸗

delſe, ogſaa noget derefter, meenes der, at adſkilligt af de gamle Stkrifter, onde og gode, ere med Fliid og af Religions - Iber bleven ødelagde, da der begyndte et

andet Studium, til een bedre Chriſtendoms Fortplan⸗

telſe, og den Evangeliſke Lerdoms Udbreedelſe, i det man overſatte adſkillige dertil tienende Bøger, af Dansk, Latin og Tydſk; hvoraf her kunde benævnes Odder Gottlkalksſöns Nye Teſtament og Corvini Poſtill, trykt i Roſtok paa hans egen Bekoſtning; Item Evans gelier og Epiſtler, med viſſe Pſalmer, efter den Danſke Kirkes⸗Brug, ved Biſkop Morten Einarsſon; mod

N . et

udgaaen paa Hoole, hvor han etablerede Bogtryk⸗ kerie, efter at det var kommet derind ved een SvenfE Mand, hoilket er allereede bekiendt, faa vel i Island, ſom og i Kiobenhavn. Man har et viidtloftigt Regi⸗

edere de Bøger, hvilke og ere endnu til deels at bes

og ſnart ingen Latinſke, uden nogle fag Skole⸗Bo⸗ ger, og Anatomia Blefkeniana, med Islandſke Bog⸗ ſtaver. Bibelen har man her 3 gange trykt. Det Nye

Boger til Guds Tieniſten, vel 14 eller 15 gange, og ſaa andre Bøger til Gudelig Brug 2 à 3⸗4 gange trykte. Skoler for Reformationen har der ikke vaa⸗ ren, ſaadanne ſom efter at den var kommen i Stand, thi endſtient Biſperne loed underviiſe, eller underviiſte ſelv, i Vocal-Muſiqve, lidet Latin, Legender og den

dog ikke den Art, med nogen ret Grund i Theologi- en, Studio Biblico, eller andre ſkionne Videnfka⸗ ber; Dog har nogle forſtaget det Latinſke Sprog tem⸗ melig vel. Der har og vaaren andre, for uden Bi⸗ ſperne, ſom har havt een eller anden at informere, meſt i Hiſtorien, Poéfie, Genealogien, og Jure Pa- trio, men ingen af diſſe har giort det Impenſis pu- blieis. I Skolerne, ſom er kommen i Skik ved Re⸗

formationen, har man fornemmelig ſogt, at give Ungdommen Fundamenter in Lingva utraqve, til⸗ lige med een Begyndelſe til Theologia Catechetica, og Thetica; de har og lært noget af W Sd ; th-

om Island. 351

det Principaleſte Verk er Bibelen, ved Biſkop Guddl- brand Thorlaksſon, bragt i et Corpus af ham, og

ſter paa de af Gudbrand Thorlakſon overſatte og

komme, deels ikke. Foruden opbyggelige Bøger eller Theologiſke, ere der ikke mange bleven trykte i Landet,

Teſtament eengang, Lov⸗Bogen nogle gange, Sang⸗

geiſtlige Ret, for faa viidt der udfordredes, til at blive een Præft, efter de Tiiders Sedvane, faa havde det

352 Cilgift ſom videre Eſterretning,

Arithmetiqven, ſom alt havde Fundet været og blevet

til meget got, der ſom de havde taget bedre i agt, at udſoge Capacitet, ikke givet Skole⸗Lemmerne det halve Aar, at lobe enten aldeeles Prkeslos, eller at tage fat paa adſkilligt andet, og faa i den Tiid ſom Stolen holtes, tracteret baade Lœrende og Docerende, noget bedre. Foruden diſſe Obſtacula, har den Stu- derende Ungdom i Island ikke heller habt nogen Hielp for fine Studeringer uden for Skolen, paa een publi⸗ qve Bekoſtning, og den mindſte Deel deraf, har kun⸗ det forfremme fig ved Kiobenhavns Univerſitet, for Fattigdoms⸗Skyold, og den mindſte Deel af dem igien, ſom har vaaren ude har bragt kiendeligere Progreſſer til Landets Nytte og Forbedring i et eller andet, end de der aldrig har vaaren deruden for; ja mange, om ikke

de fleeſte, har heller trekket Middeler Derfra ved deres

Udreiſe, end ſom contribueret til dets Formue, og mange har ikke med all deres uden⸗Landſke Figurer og Phrafer Fundet forhverve dem ſaadan Anſeelſe ef⸗ ter Billighed, ſom andre har meriteret og opnaget, af dem der dog ingenftæds har vaaren, uden hiemme. Efter Reformationen har de vel habt Smag paa,

leere Videnſkaber, men ikkun gandſke fage bragt det

noget ſynderlig vüdt, og jeg meener fuldkommelig, at de gamle Sélændere har vaaren meer ſolid i fine Studeringer, end ſom de i nyere Tiider. Det Fam, nok viſes af deres Hiſtorie, Poéfie og Skrivemaade, form ikke opnages af deres Efterkommere. De Lærde. ſte i ſaadanne Sager og i den Periode, ſom jeg ex- tenderer fra Chriſtendommens Begyndelſe til Refor⸗ mationen, har vaaren Sæmund Frode, Are Frode, Styrmer og Kolskeggur Frode, Snorre Sturluſon, Sturla Thörderſon, jon Loptſon, Brandur Jonſon, Biſkop pan Hoole, og fan de Munker, Odder og

Gunnlaug,

3 om Island. .

Genealogien viidne de endnu befindlige e Conſulantur etiam libri modo allegatl.

3535 Gunnlaug. Om alle diſſes Videnſkaber i Hiſtorien oag

—

Å

ed Re-

formationens Begyndelſe, mage, uden all Tviil, forſt

betragtes af vores vel⸗ lærde og vel⸗ meriterede, den beg remmelige Landss Dommer Odder Gottſkalksſon, fad i Island, men opdragen i Norge, og der under⸗ vliſt i Latin og Tydſk: næft ham Gudbrand, Biffop paa Hoole, Arnęrimus Jonæ, Melſtadienſis, In- lignium, licet mole fua exilium, de Islandia Libror:

Autor, Oddus Enari Epiſc. Skalh. Magnus Olaui,

PaſtorLovaſenſis, BrynolfusSvenonius, Kpiſc. Skalhb.

Runolfus Jonæ, Thorkillus Arngrimi, ejusque filii

tres Thordus (Medicus) Arnęrimus, (Philologus) & Johan. (Theologus) omnes Vidalini. Af deres Slegt, dg nær paa rørende, var og Paulus Vidalinus, een for⸗ treffelig Juriſt, Antiqvarius og Poet. Thorder

Thorlaklen, Biffop paa Skallhollt, var vel verſe-

tet i Matheſi, og i ſar i aſtronomien. Eisle Mag- nusſon, hans Svigerfader, havde goede Videnſkaber i Botaniqve og Chymie, han havde ſtuderet i Holland og Danmark. J Lingvis Orientalibus har ingen af vores Loerde⸗Mend veyet op ei mod Paul Biörnſön, Prot til Selardal, ſom i fin Tiid var qvaſi com-

munis Præceptor Islendiæ occidentalis, dog ikke al⸗

leene i det Studio, men og i andre. At Thormodus Torfæus, og Arnas Magnæus bare indfode Islende⸗ re er bekiendt, ſom og hvad de har fig efterlade til Be⸗

biis Derom, at de har vaaten ſtoͤere Mænd. Jonas

Gam, ſom døde Rector i Neſtved, var og fod i Island, hvor han vel er bekiendt ſom en god Mathe- maticus, men ikke ere hans Skrifter der at finde. Om

diſſe ovenanforte og andre fleere har NN. foretaget

fig at fkrive noget ud e under den Titul, Spe-

cimens

| 354 Tilgift ſom videre Efterretning,

tion, har ſammen ſkrevet noget pag Danſk, ſom kunde

1 eimen Islandiæ Non Barbaræ, hvorpaa ſamme arben⸗

HUN Der efter Haanden. In genere kand der ſiges med all

ee Sandhed, at Isl. fattes ikke for Ingenia, fed ipſa

ee ſuorum ingeniorum mater eadem qvoqve eft No- ien "SØN verca. Een Studiofus Antiqvitatum af denne Na-

. paſſere for et Stykke af Hiſtorla Literaria Isl. det er 4 | N ſom et Onomaſticon Biographico - Literarium, hbor | i! af jeg har ſeet excerpta, ſom give tilkiende, at Verket indeholder adſkilligt, ſom for Liebhabere vel er værd at TATE beholde, end dog derhos ere mange Feil, og i fær er der N ingen Delectus, ſom dog er hoyſornoden herudinden, | LA thi det ville blive prope modum infinitum opus, at e anſkrive een hver for Lærd, der havde componeret een e Viiſe, eller verteret een Charteqve af Danff, eller en Latin, paa Isl. thi ſaadanne ſmaa Ragerier meriterer ME: ikke at henføres til noget Lærde, og kand heller proſti⸗ bdbiuere den ſom gier fig til dermed, om ikke heele fit Nationen tillige, ſom den der ikke havde bedre i 0 Forraad. Men efterdi ſamme Verk, er hver⸗ ee ken, eller bliver faa haſtig, trykt, har det ikke faa „ ſtor Fare dermed, det maa ellers excerperes med god r Agtſomhed, om det ſkulle employeres vüdere. J Na- 0 | 1 tionens Studiis, har man og ikke meget at hente, ſom 104 delecterer Fremmede (uden kandſkee Mierologos Se- i mi doctos &c.) naar man gaaer fra Hiſtorien, det

10 0 gamle Sprog og Poèſie. Nova inventa in Hiſtor. VE Naturali, Mechaniqve og andre Mathematiſfe Sci- Lo enker, ſoͤges der forgæves, og ſaa i det øvrige, Hbor⸗ e ledes det ſtager til med Literis i vore Tiider, giores e vel ikke fornøden at berette ved denne Leylighed, dog e vil jeg og tor ſige, at ſiden Bifkop Vidalin døde, en nemlig 1720, har numerus Literatorum faget mær⸗ n kelig af i dette Land, og tager af lige til Dato. 1 9 på i 925 Im

om IJsland. J

ſom et Par, eller i det hoyeſte füre, ſom ſkulle være de Lerdeſte der henne, ere aflegs og udlevede. Ved de Kon⸗ gel. allerpriiſeligſte Anſtalter for Ungdommen i de La⸗ tinſke Skoler, og derhen hørende 2de Hoypriiſelige An⸗ ordninger, ſyntes det ſom Literæ ville komme ſig noget efter Cone, men jeg meener, det Haab mage endnu være langt udſat, det kommer an paa de Perſoner, ſom ere beſkikkede og beſtilte, til at vaage der over at ſligt Oyemerke kand opnages. Det Fremmede har ſkrevet om Lærde Islænder, og deres Lucubrationer, er ikke af lige Værdi, ſaaſom baade gaaes der forviidt, med at beromme, og faa med at formindſke Meriter herudinden, fan vel i Henſeende til Perſonerne, ſom Tiiderne, thi viſſeligen fortiener ikke Gudmundus Andrer den Noes ſom Magnus Olavi, ikke heller de Tüder for Odder Einarſôns og Brynolfi Sveno» ni, den Berommelſe, ſom deres, og de folgende, indtil Widalini Epiſc. Skallh. Dod. Det beſte og viſſeſte, ſom haves trykt om den Islandſke Literatur, er at opſoge i Th. Bartholini Antiq: Dan. og Torfæi Scri- ptis, Vormii og Reſenii Judic ia er ikke ſaa-⸗tilforla⸗ delige; blandt de Svenſke harVerelius (Ol.) tragteret, vores Antiqviteter med ſtorre Skionſomhed og Ac-⸗ curateſſe, end de andre af haus Folk, Det er et Stokke af den Islandſke Hiſtor. Eiter. af berette, hvad for Fata vores gamle Sager har havt i Sverrig, hvorledes de ere forſt kommen der ꝛc. og man har een Tractat ſfreven om Islendere, der har tient ved An- tiqvitets Colleg. i Sverrig; Auctor dertil oyholdt fig noget i Kiobenhavn An. 1721. da han reiſte til En⸗ gelland, ſiden, da han var kommen hiem, udgav han

denne Piece. Men ſkal noget ſkrives udførlig herom, vil det være U⸗omgengeligt, at have acces til A. Magnæi Bibliothek, ſaaſom de giver den allerbeſte

| Forraad

7

FN) 0 i HHH 4 1 15 1 12

356 Tilgift ſom videre Efterretning, om Isl.

ro 3895

—

vorraad til at præſtere noget til Gavns i denne Ma- 991 ſaa vel ag andre Ting, der Kulle beſkrives Acurat af de der henhore til Nordiſke Sager; kunde man og da à parte have gode Venner i Island, ſom ville forſkaffe een eller anden tilforladelig Notice, var det des bedre, Sed miſerum eft Difficiles habere nugas, qvandoqvidem: Ut ſolide ſapiat nulli fua ſuf⸗ åcit ætas, & Mors prius à tergo qvam ſapiamus adeſt! Qvod utile & elegans eſt monitum | Oweni in Epigrammatibus.

.

5 2 Se. ES 77% AD i Ge 10 e N 7 SÆL i NERE nme KER: SR SÅ 27727770. 12 2 ] e * =

N

59