ae = REE Ben Særræg — ER SEE == « ØNSKE Rg SN ms BE SND 20, My NØRRE ER SAN BORNE SND Eg &. eg 2 A, in w p 7 von BFG DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. SJETTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG 0G MATHEMATISK AFDELING. ELLEVTE BIND. MED 10 TAVLER OG 1 KORT, rr oe I SN SR KØBENHAVN. BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI. 1903. — ”SAREDOS van en L.A ss SN Side. HortegnelseroverSelskabets”Medlemmer"Septemb ei 1.903 FS AED re se hel eee NNE oe een We 1. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. Afhandling VI. Med 219 mest af Forfatteren tegnede Figurer i 47 Grupper. Avec un résumé et une explication des figures en frangcais.......... 1. 2. Ravn, J.P. J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. I. Lamellibranchiater. Med 1 Kort og SS lave TOSSESSERREN ELERS ENTEN Sa EN SER SR ESS SEE SEE ES SNE TEE EEN ØER SALTE Ia ed 69. 3. Winther, Chr. Rotationsdispersionen hos de spontant aktivenstol eres EA IE ie told 141. å. Ravn, J.P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. Il. Scaphopoder, Gastropoder og Cephalopoder. Med 5 Tavler. Avec diagnoses en francais des espéces mouvelles............ 205. 5. Winther, Chr. Polarimetriske Undersøgelser. Il. Rotationsdispersionen i Opløsninger ........ 271. 6. Ravn, J.P,J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. 1IL Stratigrafiske Undersøgelser. Med 1 Na viet FE Sy AES SEE EEG EEN DEGEN ERE SN MEE SE ES ER SETE Tern, nn ROR myREd 335. INDHOLD. FORTEGNELSE OVER DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS. MEDLEMMER. September 1903. Protektor: Hans Majestæt Kongen. ne Præsident: H. P. J. Jul. Thomsen. Formand for den hist.-filos. Klasse: J. L. Ussing. Formand for den naturv.-math. Klasse: 5. M. Jørgensen. Sekretær: H.G. Zeuthen. Redakter: J.L. Heiberg. Kasserer: Fr. V. A. Meinert. Kasse-Kommissionen. J. L. Ussing. P. E. Holm. TRÆNE nelle: J:-P.:Gram: Revisorer. H. F.A. Topsøe. P. C.. Jul. Petersen. Ordbogs-Kommissionen. Vilh. L. P. Thomsen. LL. F.A. Wimmer. Kommissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og - Regesta diplomatica. PSES Holm. H. F. Rørdam. Joh. C. H. R. Steenstrup. Udvalg for den internationale Katalog over naturvidenskabelige Arbejder. H.G. Zeuthen. S. M. Jørgensen. C. Christiansen. Fr. V. A. Meinert. Chr. Bohr. L. Kolderup Rosenvinge. Medlemmer af det staaende Udvalg for den internationale Association af Akademier. H. G. Zeuthen. J. L. Heiberg. Æresmedlem: Hans kongelige Højhed Kronprins Frederik. ER Indenlandske Medlemmer. Ussing, Johan Lowis, Dr. phil., LL. D., fh. Professor i klassisk Filologi og Arkæologi ved Københavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af St. Olafsordenen, Officer af den græske Frelserorden, Formand i Selskabets historisk-filosofiske Klasse. . Thomsen, Hans Peter Jurgen Julius, Dr. med. & phil., Gehejme-Konferensraad, fh. Pro- fessor i Kemi ved Københavns Universitet og Direktør for den polytekniske Lære- anstalt, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæternes Guldbryllups-Erindringstegn, Selskabets Præsident. Mehren, August Michael Ferdinand van, Dr. phil., fh. Professor i semitisk-orientalsk Filologi ved Københavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af den russiske St. Stanislausorden, Ridder af Nordstjernen. Holm, Peter Edvard, Dr. phil., fh. Professor i Historie ved Københavns Universitet, Kom- mandør af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af St. Olafsordenen. Rørdam, Holger Frederik, Dr. phil., Sognepræst i Lyngby, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Zeuthen, Hieronymus Georg, Dr. phil. & math., Professor i Mathematik ved Københavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Kommandør af Danebrog og Dane- brogsmand, Ridder af Nordstjernen, Selskabets Sekretær. Jørgensen, Sofus Mads, Dr. phil., Professor i Kemi ved Københavns Universitet og den polytekniske Læreanstalt, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Formand i Selskabets naturvidenskabelig-mathematiske Klasse. VIII Christiansen, Christian, Professor i Fysik ved Københavns Universitet og den poly- tekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Fausbøll, Michael Viggo, Dr. phil., fh. Professor i indisk-orientalsk Filologi ved Københavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand. Thorkelsson, Jon, Dr. phil., fh. Rektor ved Reykjaviks lærde Skole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Krabbe, Harald, Dr. med., fh. Professor i Anatomi ved den Kgl. Veterinær- og Landbohøj- skole, Ridder af Danebrog og Dannebrogsmand, Ridder af St. Olafsordenen. Thomsen, Vilhelm Ludvig Peter, Dr. phil., Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, Kommandør af Daånebrog og Danebrogsmand, deko- reret med Fortjenstmedaillen i Guld. Wimmer, Ludvig Frands Adalbert, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Kø- benhavns Universitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand. Topsøe, Haldor Frederik Aæel, Dr. phil., Direktør for Arbejds- og Fabriktilsynet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Fortjenstmedaillen i Guld. Warming, Johannes Eugentuis Bulow, Dr. phil., Professor i Botanik ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den brasilianske Roseorden. Petersen, Peter Christian Julius, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog og Damebrogsmand. Tluele, Thorvald Nikolar, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Københavns Universitet. Meinert, Frederik Vithelm August, Dr. phil., ”1ste Inspektor ved Universitetets zo0olo- giske Museum, Ridder af Danebrog, Selskabets Kasserer. Goos, August Herman Ferdinand Carl, Dr.jur., Gehejme-Etatsraad, extraord. Assessor i Højesteret, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæ- ternes Guldbryllups-Erindringstegn, Storkors af den belgiske Leopoldsorden, Kom- mandør af den russiske St. Annaorden, Nordstjernen og den italienske Kroneorden. Rostrup, Frederik Georg Emil, Dr. phil., Professor i Plantepathologi ved den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Vasaordenen. Steenstrup, Johannes Christopher Hagemann Reinhardt, Dr. jur. & phil., Professor Rostgardianus i nordisk Historie og Antikviteter ved Københavns Universitet, Kidder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Æreslegionen. IX Gertz, Martin Clarentius, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Københavns Univer- sitet, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand. Nellemann, Johannes Magnus Valdemar, Dr. juris., kgl. Direktør i Nationalbanken, extraord. Assessor i Højesteret, Direktør ved det Classenske Fideikommis, Ridder af Elefant- ordenen, Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæternes Guldbryllups-Erindringstegn, Storkors af Nordstjernen og den belgiske Leopolds- orden. Heiberg, Johan Ludvig, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Københavns Universitet, Selskabets Redaktør. Høffding, Harald, Dr. phil. & jur., Professor i Filosofi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Kroman, Kristian Frederik Vilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Miller, Peter Erasmus, Dr. phil., Kammerherre, Hofjægermester, Overførster for anden Inspektion, Overinspektør for Sorø Akademis Skove, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, dekoreret med Majestæternes Guldbryllups-Erindringstegn, Kom- mandør af St. Olafsordenen og af den russiske St. Annaorden, af den spanske Carl lIl's Orden og den græske Frelserorden. Bohr, Christtan Harald Lauritz Peter Emil, Dr. med., Professor i Fysiologi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Gram, Jørgen Pedersen, Dr. phil., Direktør ved Forsikringsselskaberne «Skjold» og »Hafnia» i København, Ridder af St. Olafsordenen. Paulsen, Adam Frederik Wivet, Direktør for det danske meteorologiske Institut, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand. Valentiner, Herman, Dr. phil., Direktør for Forsikringsselskabet «Dan» i København. Erslev, Kristian Sofus August, Dr. phil., Professor i Historie ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Fridericia, Julius Albert, Dr. phil., Professor i Historie ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Christensen, Odin Tidemand, Dr. phil., Professor i Kemi ved den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Ridder af Danebrog og St. Olafsordenen. Hansen, Emil Christian, Dr. phil., Professor, Forstander for Carlsberg - Laboratoriets fysiologiske Afdeling, Ridder af Danebrog, Ridder af St. Olafsordenen og den italienske Kroneorden. X Boas, Johan Erik Vesti, Dr. phil., Professor i Zoologi ved den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Petersen, Otto Georg, Dr. phil., Professer i Botanik ved den kgl. Veterinær- og Landbo- højskole. Prytz, Peter Kristian, Professor i Fysik ved den polytekniske Læreanstalt, Ridder af Danebrog. Salomonsen, Carl Julius, Dr. med., Professor i Pathologi ved Københavns Universitet, Direktør for Statens Serum-Institut, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Kom- mandør af den preussiske Kroneorden, Ridder af Nordstjernen og af St. Olafsordenen. Sørensen, William, Dr. phil., Privatlærer. Møller, Hermann, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Pechiile, Carl Frederik, Mag.sc., Observator ved Universitetets astronomiske Observa- torium, Ridder af den russiske St. Annaorden. Zachariae, Georg Karl Christian v., Generalløjtnant og kommanderende General i første Generalkommandodistrikt, Direktør for Gradmaalingen, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den preussiske Røde Ørns Orden, Kommandør af den Bayerske militære Fortjenesteorden og af Æreslegionen. Jonsson, Finnur, Dr. phil., Professor extraordinarius i nordisk Filologi ved Københavns Universitet. Miller, Sophus Otto, Dr. phil., Direktør for Nationalmuseets første Afdeling, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af Æreslegionen. Bergh, Rudolph Soplvus, Dr. phil., midlertidig Docent i Histologi ved Københavns Universitet. Johannsen, Wilhelm Ludvig, Professor i Plantefysiologi ved den kgl. Veterinær- og Land- bohøjskole ved København. Jespersen, Jens Otto Harry, Dr. phil., Professor i engelsk Sprog og Litteratur ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog. Nyrop, Kristoffer, Dr. phil., Professor i romansk Sprog og Litteratur ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog, Officier de VFinstruction publique, Ridder af den italienske Kroneorden og af Æreslegionen, dekoreret med rumænsk Fortjenst- medaille i Guld. Bang, Bernhard Laurits Frederik, Dr. med., Veterinærfysikus, Professor i Veterinær- Lægevidenskab ved den kgl. Veterinær og Landbohøjskole ved København, Kom- mandør af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af Nordstjernen, Kommandør af St, Olafsordenen. XI Juel, Christian Sophus, Dr. phil., konst. Lærer i Mathematik ved den polytekniske Lære- anstalt i København. Buhl, Frantz Peter William, Dr. theol. & phil., Professor i semitisk-orientalsk Filologi ved Københavns Universitet, Ridder af Danebrog, af Nordstjernen og af Konge- riget Sachsens Civil Fortjeneste Orden. Kålund, Peter Erasmus Kristian, Dr. phil., Bibliotekar ved den Arnamagnæanske Haandskriftsamling paa Universitetsbiblioteket i København. Petersen, Christian Ulrik Emil, Dr. phil., Professor i Kemi ved Københavns Universitet. Rosenvinge, Janus Laurits Kolderup, Dr. phil., Docent i Botanik ved Københavns Universitet. Troels-Lund, Frederik, Dr. phil., Professor, Ordens-Historiograf, Kommandør af Danebrog og Danebrogsmand, Ridder af den græske Frelserorden. Dreyer, Johan Ludvig Emil, Dr. phil., Director of the Armagh Observatory, Irland, Ridder af Danebrog. Jungersen, Hector Frederik Estrup, Dr. phil., Professor i Zoologi ved Københavns Uni- versitet, Ridder af Danebrog. Levinsen, Georg Martus Reinald, Mag.sc., Inspektor ved det zoologiske Museum i København. ; Lehmann, Alfred Georg Ludvig, Dr. phil., Docent i experimental Psykologi ved Køben- havns Universitet. Rubin, Marcus, Generaltolddirektør, konstitueret Chef for Skattevæsenet, Historiker, Ridder af Danebrog og Danebrogsmand, Kommandør af den russiske St. Stanilausorden. Raunkjær, Clwisten, Mag.sc., Assistent ved Københavns Universitets planteanatomiske Laboratorium. Steenstrup, Knud Johannes Vogeltus, Dr. phil., Geolog, Ridder af Danebrog. Drachmann, Anders Bjørn, Dr. phil., Docent i klassisk Filologi ved Københavns Universitet. Hude, Karl, Dr. phil., Rektor ved Frederiksborg lærde Skole. Christensen, Anders Christian, Professor i Kemi ved den farmaceutiske Læreanstalt i København. Henriques, Valdemar, Dr. med., Professor i Dyrefysiologi ved den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Jensen, Carl Oluf, Professor i almindelig Pathologi og pathologisk Anatomi ved den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Ussing, Niels Viggo, Pr. phil., Professor i Mineralogi ved Københavns Universitet. Udenlandske Medlemmer. Styffe, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket i Upsala. Hooker, Sir Joseph Dalton, M.D., D.C.L., LL.D., fh. Direktør for den Kongelige Botaniske Have i Kew, The Camp, Sunningdale, Berkshire. Bølhtlingk, Otto, Dr. phil., kejserlig russisk virkelig Gehejmeraad, Medlem af det Kejserl. Videnskabernes Akademi i St. Petersborg, i Leipzig. Bugge, Elseus Sophus, Dr. phil., LL.D., Professor i sammenlignende indoeuropæisk Sprog- forskning og Oldnorsk ved Universitetet i Kristiania. : Lord Avebury, John Lubbock, D.C.L., LL.D., Vicekansler for Universitetet i London, High Elms Down, Kent. : Huggins, Sir Wiliam, K.C.B., D.C.L., LL. D., fysisk Astronom , Præsident for Royal Society i London. Salmon, Rev. George, D.D., D.C.L., LL.D., Provost of Trinity-College i Dublin. Delisle, Léopold-Victor, Medlem af det franske Institut, Direktør for Bibliotheque- Nationale i Paris, Kommandør af Danebrog. Struve, Otto Wilhelm, Dr. phil., fhv. Direktør for Observatoriet i Pulkova, Karlsruhe. Lord Kelvin, Wiliam Thomson, Dr. med., D.C.L., LL. D., fh. Professor i Fysik ved Universitetet i Glasgow. Malmstrøm, Carl Gustaf, Dr. phil., fh. kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. Cleve, Per Theodor, Dr. phil., LL. D., Professor i Kemi ved Universitetet i Upsala, Ridder af Danebrog. Berthelot, Plerre-EHugéne-Marcellin, Senator, Medlem af det franske Akademi, livsvarig Sekretær ved Académie des Sciences, fh. Professor i Kemi ved Collége de France i Paris. Retzws, Magnus Gustav, Dr. med. & phil., fh. Professor i Histologi ved det Karolinske mediko-kirurgiske Institut i Stockholm. " XII Boissier, M.-L.-Gaston, livsvarig Sekretær ved det franske Akademi, Professor i latinsk Poesi ved Collége de France, Paris. Conze, Alexander Christian Leopold, Dr. phil., Professor, Generalsekretær ved Direk- tionen for det tyske arkæologiske Institut, Berlin. Areschoug, Frederik Vilhelm Christian, Dr. phil., fh. Professor i Botanik ved Universitetet og Direktør for den botaniske Have i Lund. Kølliker, Albert von, Dr. med., Professor i Anatomi ved Universitetet i Wirzburg. Leydig, Franz von, Dr. med., fh. Professor i Zoologi ved Universitetet i Bonn, Wirzburg. Odhner, Clas Teodor, Dr. phil., fh. kgl. svensk Rigsarkivar, Stockholm. Hewmzel, Richard, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Wien. Meyer, Marie-Paul-Hyacinthe, Medlem af det franske Institut, Direktør for Ecole des Chartes, Professor i sydeuropæiske Sprog og Litteraturer ved Collége de France, Paris. Stevers, Eduard, Dr. phil., Professor i germansk Filologi ved Universitetet i Leipzig. Wundt, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Filosofi ved Universitetet i Leipzig. Zeller, Eduard, Dr. phil, fh. Professor i Filosofi ved Universitetet i Berlin. Leffler, Gøsta Mittag-, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Højskolen i Stockholm, Kommandør af Danebrog. Lilljeborg, Vilhelm, Dr. med. & phil., fh. Professor i Zoologi ved Universitetet i Upsala. Nathorst, Alfred Gabriel, Dr. phil., Professor, Intendant ved Riksmuseets botanisk-palæ- ontologiske Afdeling i Stockholm. Mendeleef, Dimitrij J., Dr., Professor i Kemi ved Universitetet i St. Petersborg. Darboux, Gaston, livsvarig Sekretær ved Académie des Sciences, Dekan og Professor i Mathematik ved Faculté des sciences i Paris. Sars, Georg Ossian, Professor i Zoologi ved Universitetet i Kristiania. Agassiz, Alexander, Professor, Curator ved the Museum of Comparative Zodlogy, Harvard College, Cambridge, Mass. Tteghem, Philippe van, Medlem af det franske Institut, Professor i Botanik ved Muséum dhistoire naturelle i Paris. Ascoli, Graziadio Isaia, Senator, Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved det kongelige Institut i Milano. Bircheler, Franz, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Bonn. d Ancona, Alessandro, Professor i italiensk Litteratur ved Universitetet i Pisa. XIV Aufrecht, Theodor, Dr. phil., fh. Professor i indisk Sprog og Litteratur ved Universitet i Bonn. Benndorf, Otto, Dr. phil., Professor ved Universitetet og Direktør for det k. k. østerrigske arkæologiske. Institut i Wien. Bréal, Michel-Jules-Alfred, Medlem af det franske Institut, Professor i sammenlignende Sprogvidenskab ved Collége de France, Paris. Brefeld, Oscar, Dr. phii., Professor i Botanik, Direktør for det botaniske Institut i Breslau. Tegnér, Esaias Henrik Vilhelm, Dr. phil. & theol., Professor i østerlandske Sprog ved Universitetet i Lund. Brøgger, Valdemar Christofer, Professor i Mineralogi og Geologi ved Universitetet i Kristiania, Ridder af Danebrog. Hammarsten, Olof, Dr. med. & phil., Professor i medicinsk og fysiologisk Kemi ved Uni- versitetet i Upsala. Klein, Feltæ, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Gottingen. Schwartz, Carl Hermann Amandus, Dr. phil., Professor i Mathematik ved Universitetet i Berlin. Storm, Johan Frederik Breda, LL.D., Professor i romansk og engelsk Filologi ved Universitetet i Kristiania. j Comparetti, Domenico, fhv. Professor i Græsk, Firenze. Sorel, Albert, Medlem af det franske Akademi, Professor ved VTÉcole des Sciences politiques i Paris. Boltzmann, Ludvig, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Munchen. His, Wilhelm, Dr. med., Professor i Anatomi ved Universitetet i Leipzig. Schwendener, Simon, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Berlin. Søderwall, Knut Frederik, Dr. phil., Professor i nordiske Sprog ved Universitetet i Lund. Dørpfeld, Wilhelm, Professor, Dr. phil., første Sekretær ved det tyske arkæologiske In- stitut i Athen. Goeje, Michael Johan de, Dr. phil., Professor i de østerlandske Sprog ved Universitetet i Leiden. Pfeffer, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Leipzig. Sickel, Theodor v., Dr. phil., Direktør for Istituto Austriaco di studi storici i Rom. Fries, Theodorus Magnus, Dr. phil., fh. Professor i Botanik ved Universitetet og Direktør for dets botaniske Have i Upsala. XV Wittrock, Veit Brecher, Dr. phil., Professor Bergianus og Intendant ved Rigsmuseet i Stockholm. Båcklund, Albert Victor, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Lund. Hittorf, Wilhelm, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Munster. j Lord Rayleigh, John Wiliam Strutt, Dr. phil., D.C.L., Professor i Fysik ved Royal Institution, London. Wilamowitz-Moellendorff, Ulrich von, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Uni- versitetet i Berlin. Collett, Robert, Professor i Zoologi ved Universitetet i Kristiania. Dunér, Nils Christoffer, Dr. phil., Professor i Astronomi ved Universitetet i Upsala. Schmoller, Gustav, Dr. phil., Historiker, Professor i Statsvidenskaberne ved Universitetet i Berlin. Hertwig, Oscar, Dr. med., Professor i sammenlignende Anatomi og Direktør for del 2det anatomisk-biologiske Institut ved Universitetet i Berlin. Moissan, Henri, Medlem af det franske Institut, Professor ved VEcole de Pharmacie i Paris. Strasburger, Eduard, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Bonn. Fowuillée, Alfred, Medlem af det franske Institut, fh. Professor i Filosofi, Frankrig. Dastre, Albert-Jules-Frank, Professor i Fysiologi ved la Faculté des Sciences, Paris. Picard, Charles-Emile, Medlem af det franske Institut, Professor i Mathematik ved la Faculté des Sciences, Paris. Poincaré, Henri, Medlem af det franske Institut, Professor i Mathematik ved la Faculté des Sciences, Paris. Beneden, Édouard van, Professor i Zoologi ved Universitetet i Liége. Dohrn, Anton, Dr. phil., Direktør for den zoologiske Station i Neapel. Elwlich, Paul, Dr. med., Direktør for det kgl. preussiske Institut for experimentel Therapi i Frankfurt a. M., Kommandør af Danebrog. Engelmann, Theodor Wilhelm, Dr. phil., Professor i Fysiologi ved Universitetet og Direktør for det fysiologiske Institut i Berlin. : Flemming, Walther, Dr. med., Professor i Anatomi ved Universitetet i Kiel. Helmert, Friedrich Robert, Dr. phil., Professor ved Universitetet i Berlin, Direktør for det geodætiske Institut og den internationale Gradmaalings Bureau i Potsdam, Kommandør af Danebrog. Henry, Louis, Professor i Kemi ved Universitetet i Louvain. Treub, Melchior, Dr. phil., Bestyrer af den botaniske Have i Buitenzorg ved Batavia. XVI Usener, Hermann, Dr. phil., fh. Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Bonn. Vries, Hugo de, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Amsterdam. Pettersson, Otto, Dr. phil., Professor i Kemi ved Stockholms Højskole. Brugmann, Friedrich Karl, Dr. phil, Professor i indo-germansk Filologi ved Universi- tetet i Leipzig. Engler, Adolph, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Berlin. Goebel, Karl, Dr. phil., Professor i Botanik ved Universitetet i Munchen. Hoff, Jacob Heinrich van't, Dr. phil., Professor i Kemi ved Universitetet i Berlin. Ramsay, Sir William, Professor i Kemi ved University College i London. Tannery, Paul, Direktør for den franske Stats Tobaksfabriker i Pantin. Hasselberg, Klas Bernhard, Professor, Fysiker ved Vetenskapsakademien i Stockholm. Diels, Hermann, Dr. phil., Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Berlin. Gomperz, Theodor, Dr. phil., fh. Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Wien. Michaelis, Adolph, Professor i klassisk Arkæologi ved Universitetet i Strassburg. Mohn, H., Professor i Meteorologi ved Universitetet i Kristiania. Pavlov, Ivan Petrovit, Professor i Fysiologi ved det kejserlige militærmedicinske Akademi i St. Petersborg. Rlwys Davids, T. W., Professor i Pali og buddhistisk Litteratur ved University College i London. Sanderson, Sir John Burdon, Professor i Fysiologi ved Universitetet i Oxford. Sweet, Henry, Dr. phil., Oxford. Arrhenius, Svante, Dr, phil., Professor i Fysik ved Højskolen i Stockholm. Ångstrøm, Knut Johan, Dr. phil., Professor i Fysik ved Universitetet i Upsala. Kock, Aæel, Dr. phil., fh. Professor i nordiske Sprog ved Højskolen i Gåteborg, Lund. Noreen, Adolf Gotthardt, Dr. phil., Professor i de nordiske Sprog ved Universitetet i Upsala. Torp, Alf, Dr. phil., Professor i Sanskrit og sammenlignende Sprogvidenskab ved Univer- sitetet i Kristiania. James, William, Professor i Filosofi ved Harvard University, Gambridge, Mass. 570. B. lee Are Mémoires de PAcadémie Royale des Sciences et des Lettres de Danemark, sonenbegte; 6me série, Section des Sciences, t. XI, ne1. Familien Podostemaceae. Studier af Dr. Eug. Warming, Professor ved Kjøbenhavns Universitet. 1. Polypleuwurum Schmidtianum Warming; 2. Cladopus Nymani Hj. Møller; 3. Griffithella Hookeriana (Tul.) Warmg. og Griffithella Willisiana Warmg.; 4. Polypleurum | acuminatum (Wedd.) Warmg.; 5. Sphaervthylax Warmingiana Gilg; 6. Tristichas Former; 7... Marathrums Morfologi og Arter; 8 Om Podostemaceernes Slægter. | | | | | Afhandling VI. Med 219 mest af Forfatteren tegnede Figurer i 47 Grupper. Avec un résumé et une explication des. figures em francais. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 1. København. Hovedkommissionær: Andr. Fred. Høst-& Søn, Kgl. Hof-Boghandel. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1901. Pris: 2 Kr. 15 Øre. Sl 1. Polypleurum Sehmidtianum Warming. Ps Øen Koh Chang i Siam fandt Mag. sc. Joh.s Schmidt i Marts 1900 en Podostemacé, den første som er funden i Siam. Den er, saa vidt jeg ser, en hidtil ube- kendt Art, og den maa efter den hidtidige Systematik henføres til Podostemon Sect. Poly- pleurum (Hook. et Bth. Gen. pl. II, 112) eller til Dieræa, som disse Forfattere forene med Podostemon. Den afviger fra Podostemon og Dicræa ved at være monandrisk, Det samme gør Trimens Podostemon metægerioides, hvorfor han er betænkelig ved at henføre den til Podostemon-Slægten"). Podostemon metzgerioides bør af andre Grunde, f. Eks. fordi den kun har to Frø m. m., utvivlsomt henføres til en egen Slægt, for hvilken Dr. John Willis har valgt Navnet Farmeria (se Trimens Handbook of the Flora of Ceylon, V (1900), Additions p. 386). Naar jeg nu her fører den nye siamesiske Art til en anden Slægt end Podostemon eller Dicræa, paa en Maade til! en ny Slægt, sker dette heller ikke, fordi den er monandrisk, men fordi jeg anser det for naturligt at spalte de store Slægter Podostemon og Dicræa i flere, hvorom jeg udtaler mig nærmere i sidste Afsnit. Hos Trimen saa vel som i Hooker et Benthams «Genera Plantarum» er Dicræa-Slægten forenet med Podostemon. Dette kan være ganske naturligt, da den væsentligste Forskel, der hidtil er bleven fremhævet, kun er den større eller mindre Dorsiventralitet i Blomsten, navnlig Ovariet og Kapselen. Jeg antager, at man passende vil kunne begrænse Dicræa til at omfatte de Arter af Wed- dells Dicræa (i De Cand. Prodr.), der have to Slags Rødder, af hvilke nogle ere lange, trinde eller mere eller mindre flade og bladagtige samt frit bølgende i Vandet, og hvilke bære de yderst smaa Skud, altsaa bl. a. Arterne D. dichotoma, stylosa, elongata og algi- formis hos Weddell (p. 69—79). Den nye siamesiske Arts Rødder ere derimod tiltrykte til Underlaget og baandformede, men bære i øvrigt lignende Skud. Den stemmer deri overens med Dicræa 2 Polypleurum hos Tulasne (Monogr. p. 118) eller Podostemon, 3. Polypleurum hos Hooker et Bentham, til hvilken Dicræa ell. Podostemon Wallichii Tul. 1) Trimen udtaler sig saaledes i «Handbook of the Flora of Ceylon», III, p. 419 om Podostemon metz- gerioides Trim., n. sp. (afbildet Tab. 76): «This should perhaps form a distinct genus, differing from Podostemon in its solitary stamen. If so, it may take the name Mavælia from the name, Maha- wéli, of the river where it and all our species of the family are found. The Brazilian genera Oserya and Devillea are also monandrous, but quite unlike this in vegetative organs». 6 i” 4 henføres. Jeg foreslaar at ophøje denne Underslægt, Polypleurum, til en selvstændig Slægt, der særligt karakteriseres ved dens vegetative Deles Morfologi (se forøvrigt sidste Afsnit af denne Afhandling). Polypleurum Schmidtianum fandtes paa Øen Koh Chang paa to smaa, vidt ad- skilte Lokaliteter, nemlig dels ved Østkysten i sterile Eksemplarer i et Vandfald 700” over Havet, dels ved Sydenden i et Vandfald 500” over Havet, blomstrende og frugtsættende. Forskellen mellem de to Lokaliteter syntes kun at bero paa Vandstandens Højde, idet de sterile Eksemplarer (Fig. 1) vare helt skjulte af c. 2—3 Cm. Vand, medens de blomstrende kun vare dækkede af faa Millimeter Vand. Mag. Schmidt er forbauset over, at Årten kun fandtes paa disse to smaa Lokaliteter af faa Kvadratmetres Udstrækning, skønt Øen Fig.1. Polyplewurum Schmidtianwm Warmg. Sterile Eksemplarer (17/2 Gang forst.). er rig paa Vandfald og han havde sin Opmærksomhed specielt henvendt paa disse og deres Plantevækst. Rødderne ere flade, baandformede (omtr. 2—4 (—6) Mm. brede); de krybe hen over Klipperne, nøje tiltrykte til og fasthæftede til dem; Fasthæftningsfladerne paa Under- siden ere brune, og optræde oftest pletvis over større eller mindre Strækninger. De ere uregelmæssigt grenede, nærmest alternerende med opstigende Udvikling af Grenene; under- tiden faa de et (falsk) dikotomisk Præg. Enderne ere afrundede og have tydeligt nok altid et mørkt, smaacellet Væv (Fig. 2). BRodhætte har jeg ikke fundet, men der synes dog undertiden paa Hættens Plads at være Celledele, der afstødes (Fig.2 Å ved 2). Rødderne ere mørkt grønne. Gennem dem ses ved svag Forstørrelse løbende en tynd Ledningsstræng, lig en enkelt Nerve, der afgiver Grene til Siderne og til hvert Skud (Fig.2 4, C, D, E, F). De sterile Rødder ere bredere end de fertile, men disse ere vist- nok ofte beskadigede, nemlig i Kanterne afslidte af Vandstrømmene. Siderødderne vise ikke Spor af at opstaa endogent; en Rod, der er i Gren- dannelse, viser ganske enkelt en Udbugtning af sit Legeme, som om det var et exo- gent Skud (Fig. 2 4, E). (Anatomien agter jeg at meddele ved en senere Lejlighed.) Skuddene ere endogene og udspringe paa Oversiden af Rødderne mellem Midt- linien og Randen, oftest nærmest hen mod denne (Fig. 2) eller maaske endog paa denne selv (Fig. 3). De ere yderst ubetydelige og hæve sig, saa længe de ere vegetative, næppe op over Rodens Overflade med deres Akser (Fig. 1, 2). De have kun faa (3—4—5) Løvblade. Paa de alleryngste Skud ses Bladene endnu dækkede af Rodens Væv (Fig. 2 4); derpaa gennembrydes Overfladen, og Bladspidserne titte frem, en efter en. Det det Blad i et Skud staar nærmere Rodspidsen end det Iiste eller REDE Fig. 2. Polypleurum Schmidtianum Warmg. (5/1). Rødder som grene sig; Skud ere i Færd med at udvikle sig. I Å ere Blade af to Skud i Færd med at bryde frem gennem Rodens Overflade, medens de to yngste Skud endnu ere helt indelukkede. v—v ere to Vækst- punkter. — B viser Stillingen af Bladene paa et Skud; de ere numererede efter deres Alder. — CO; en lille Rod er i Udvikling til venstre. — D; et Skud bryder frem; dets iste Blad er krummet lidt fremad. — E; Hovedroden har til venstre dannet et nyt Vækstpunkt; denne Siderod har endnu ikke dannet Skud, hvor- imod Hovedroden har 3 saadanne. — F; viser Bladstillingen. — (E. W.) tilige noget nærmere ind mod Midtlinien (Fig.2 B, F; se Tallene). Det 3die Blad vender i Almindelighed indad mod Rodens Midtlinie, men Afvigelser herfra synes forekomne. Løvbladene paa de sterile Skud ere liniedannede, eller en Smule bredere ud mod Spidsen, butte elier afrundede (Fig. 1, 2, 3). Længden er indtil 6 Mm., Bredden 0,2—0,5 Mm. Paa de sterile Eksemplarer vare Løvbladene stive, paa de fertile slappe. Jeg kan ikke afgøre, om der er Skud, som altid forblive sterile, eller om de ikke alle til sidst naa til Blomstring. Det sidste er sandsynligst, hvis de ydre Kaar blive gunstige. De blomstrende Skud have i Regelen forneden Rester af Løvblade, og Blom- sten omfattes af to Blade, hvis Foddele ere skedeformet udvidede (Fig. 3, 4, 5 4). Ofte ere ogsaa disse Blades Plader forsvundne, og tilbage ere kun de noget baadformede Foddele, som slutte om Kapselstilken eller Blomsten (Fig. 6 Å). Enkelte Skud viste sig grenede, og Greningen synes da at foregaa påa samme Maade som hos Podostemon o. a. Slægter: Aksen af I. Orden i Fig. 4 A—B ender med Blomst og har neden for de to omfattende (florale) Løvblade (3—4) et dithecisk Blad, der i sin ydre Kant støtter et Side-Skud; i det tegnede Eksemplar har dette kun to Blade, nemlig de to florale a—b. Fig. 3. Polypleurum Schmidtianum Warmg. En Rod, hvis 6 ældste Skud have Blomsterknopper. (Omtr. 6”/2 G. forst.) — (E. W) Blomsten har i Knop den sædvanlige ellipsoidiske Form (Fig. 5 A) og er om- given af et nerveløst Hylster, som er dannet af 2—3 Lag Celler (Fig. 5 K)..: Hylsteret sprænges uregelmæssigt i Spidsen og bliver siddende ved Stilkens Grund mellem de to florale Løvblade (Fig. 6 4). — Blomsten ligger opret i Knoppen. Dens nederste Stængeldel strækkes, saa at den selv og senere Kapselen er hævet op påa en 6—7 Mm. lang Stilk. Der er kun 1 Støvdrager, hvis Knap har den sædvanlige Form og Opspringningsmaade (Fig. 4 C; 5 C); Støvknaprummene ere indbyrdes omtrent parallele; de yderste rage lidt længere ned end de mellemste (Fig. 5 C). Støvdrageren er som sædvanlig i Knoppen trykket ind mod Ovariet, men den er for kort til at kunne ligge hen over dette. I den afblomstrede Blomst er Støvtraaden omtrent af Ovariets Længde (Fig. 3 G; 6 4). Ved hver Side af Støv- traadens Grund sidder et liniedannet, jævnt tilspidset Perigonskæl; undertiden har dette foroven en sidestillet Tand eller er tvedelt (Fig. 5 C). De ere i Knoppen af Støvdragerens Længde (Fig. 5 B, C), i den afblomstrede Blomst noget kortere end Støvtraaden, men læn- gere end Ovariets halve Længde. Støvkornene ere forenede to og to (Fig. 5 D). Ovariet er ellipsoidisk og glat; Opspringningslinien deler det i to lige store Dele (Fig. 5 G). Griflerne ere ret lange (omtr. ”/2—-"/3 af Ovariet), jævnt tilspidsede, oftest 2, men 3 ere ogsaa iagttagne (Fig. 4 C, D; Fig. 5, F, G, H; Fig. 6 4). Ovariet er torummet med lige store Rum (Fig. 6 B). Væggens Bygning er som sædvanlig med Hensyn til de to inderste Lag (Fig. 6 C, D). Der er 3 Rygstrenge paa hver Klap og ved hver Opspringnings- søm en svagere Dobbeltstreng (Fig. 6 B, D). Æggene ere som sædvanlig. De brune Frugter ragede op over det lave Vand, men ingen var mo- den. Formen var som Ovariets. … Der kan ikke næres Tvivl om, at Klapperne ere lige store, og at de ville være rib- bede af de omtalte 6 + 2 Strenge, hvor- efter Arten snarere vilde være en Dicræa Fig. 4. Polypleurum Schmidtianwm Warmg. Å (li); et blomstrende Skud fra Undersiden, og B, samme end en Podostemon. fra Oversiden. Bladene ere mærkede i Aldersfølge, 1— Denne Art kommer i Habitus m. m. ?2—3—4 paa Hovedskuddet, a—b paa Sideskuddet, der ud- springer fra den ydre Kant af det ditheciske Blad 2. — C, D; Blomst og Blomsterdele af den ældste Knop i 4 men) Willis, og slutter sig desuden til (/,). — (E. W.) Dicræa Wallichut, m. fl. Den maa hos Weddell henføres til Drcræa-Arterne med «Caulis frondiformis» (De Cand. Prodr. p. 70), d. e. en løvlignende, til Klipperne fåsthæftet Rod. Desværre kender jeg ikke de tre der nærmest til Farmeria metzgerioides (Tri- "nævnte Arter nøje, D. Wallichiw kun i slette, tørre Eksemplarer, de andre kun af Be- skrivelsen. 2. Cladopus Nyman Hj. Møller. I 1899 publicerede Hjalmar Møller i Lund en Afhandling: «C/adopus Nymani n. gen., n. sp., eine Podostemacée aus Java» (Annales du Jardin botanique de Buitenzorg, 2. Ser., I, pag. 115—132), med 4 Tavler. Heri beskrives en formentlig ny Slægt, som han har fundet paa Java. Ved hans Velvillie har jeg modtaget spritlagt Materiale af denne interessante Plante, og iaar har jeg ligeledes faaet den tilsendt i Sprit fra Mag. sc. Hj al- mar Jensen, Assistent ved den botaniske Forsøgsstation paa Java, der har samlet den 6. April 1901 ved Tjikandé paa Java. IS Fig. 5. Polypleurum Schmidtianum Warmg. A:; en Knop mellem Skuddets to sidste, nu noget ødelagte Blade (7/1). — B, C, D, E, F: Blomsterdele af den. — G, H, I; Dele af en afblomstret Blomst; I er Enden af en Griffel. (G er c. 7%; I c. 375). — K; Tværsnit gennem et Hylster. (?"9/,,) (E. W.) Fig. 6. Polypleurum Schmidtianum Warmg. A (5/1); Stykke af en Rod med to Skud, hvis Blade ere ødelagte, og hvis Blomster ere afblomstrede. — B (?29/,); Tværsnit gennem Ovyariet; Væggens Lag ere antydede, de næstinderste ved radierende Streger. — C; Huden (ei) og det næstinderste Lag (se) af Frugtvæggens Inderside. — D; Tværsnit af Frugtvæggen; Hudens Indervæg er som sædvanlig stærkt fortykket udadtil; det næstinderste Lag Celler har ligeledes en meget tyk Ydervæg. (C, D: ””5/,,) — (E. WJ) I Anledning af Polypleurum Schmidtianum tog jeg denne Årt for til nærmere Betragtning, og tillige førtes jeg til nærmere at studere en anden, fra Indien stammende Årt, af hvilken jeg har faaet tørret Materiale. Denne Undersøgelse har ført mig til en lidt anden Opfattelse end den, som jeg oprindelig havde om Slægten Cladopus, og har givet mig et nyt Eksempel paa, hvor vanskelig og næsten kunstig Slægtsafgrænsningen er inden for Podostemaceernes Familie. Cladopus Nymani ligner Polypleurum Schmidtianum i høj Grad, hvad det vegeta- tive System angaar. Ligesom hos denne ere Rødderne liniedannede, flade, grønne, og nøje fasthæftede til Klippen med deres Underflade. De synes at grene sig ret regel- mæssigt, idet de skiftevis udsende Grene til Siderne, og Skuddene udspringe påa samme Maade fra Randen af Rødderne eller lidt inden for denne paa Oversiden. I een Henseende findes der en Afvigelse fra P. Schmidtianum, i det Rodgrenene ere endogene, hvis det da overhovedet erz rigtigt, hvad Møller angiver, naar han siger (l. c. pag. 116): «Die Wur- Fig. 7. Cladopus Nymamt Hj. Møller. (Forstørret.) zelverzweigung entsteht endogen, vom Centralcylinder aus. Die junge Verzweigung”scheint seitlich von der alten hervorzubrechen». Desværre gives intet Billede heraf, og jeg har ikke Materiale til at kontrollere Sagen, men jeg tvivler paa, at det er rigtigt, og tørt Materiale taler for, at Siderødderne dannes eksogent. De assimilerende Skuds første Blade ere liniedannede og enkelte som P. Schmidtianums Løvblade, men der dannes mange flere af dem end paa dennes Skud, de staa i mange Rækker, og paa «die gut entwickelten Sprosse» (Møller 1. c. p. 122) fremkomme til sidst Blade af en hel anden Slags, nemlig brede, skælformede, haandfligede, hvilke slet ikke synes at findes hos P. Schmidtianum (Fig. 7, 9). Blomsten ligner Polypleurum Schmidtianums i følgende Punkter: 1. Den har kun een Støvdrager. I Støvknappen er der ingen Afvigelse fra det hos denne forekommende og fra det hos Podostemaceerne almindelige. Møllers Frem- stilling og navnlig Figurer ere ikke heldige. Han siger (S. 125): +Die Antherenhålften sitzen weit auseinander, durch ein kråftig entwickeltes Konnektiv getrennt ... Man kånnte D. K. D. Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 1. 9 Fa 10 geneigt sein zu glauben, dass es sich hier um zwei Staubblåtter handelt .... Die beiden Antherenhålften sind nach Innen gerichtet und sitzen nicht ganz parallel, sondern an der Basis etwas mehr von einander entfernt. Sie sind am Riucken gewodlbt, vorne zugeplattet, . nach den Enden hin bald zugespitzt». Denne Beskrivelse og de tilsvarende Figurer 5—6, Tav. XV, passe slet til de faktiske Forhold, som jeg har fremstillet i Fig. 8. Hr. Hj. Møller maa have anvendt Tryk paa Støvknappen, hvorved de to Knapper ere blevne pressede unaturligt stærkt ud fra hinanden; Fig. 8 E og F vise en Støvknap med naturlig Form, tagen af en Knop; Fig. 8 F? og F? den samme Støvknap under Tryk set fra For- siden og fra Bagsiden; disse Figurer ligne unægteligt Møllers en hel Del, men ere altsaa unaturlige. Fig. 8. Cladopus Nymani Hj. Møller. A—E; en Blomsterknop og dens enkelte Dele; A, Knoppen omsluttet af Hylsteret (/3). — B, C; Støvvej og Androeceum fra forskellig Side ('>/3). — D; Griflerne. — E; Androeceet og Perigonskællene. — F, F? og W3; et Androeceum af en anden Blomst; F set fra Indersiden; F? og F'Z under Tryk, sete fra Inder- og fra Ydersiden. — G; Pollen (?39%,). — H; Fibrøse Cellelag i Anthervæggen (2397). — (E. W.) 2. Ved Grunden af Støvtraaden sidde to smaa, liniedannede Perigonskæl. Møller skriver: «Perigonblåtter fehlen. Sogar die kleine Schuppe fehlt, welche bei den am mei- sten reducierten von den Podostemaceen .... an der Stelle sitzt, wo das Filament inse- riert». Han maa have overset disse, ganske vist meget ubetydelige Legemer (Fig. 8), der vist næppe mangle hos nogen ægte Podostemacé. 3. Støvkornene hænge sammen to og to. Møller angiver, at Skulptur mangler, men wvielleicht sehen sie hie und da ein wenig kårnig aus», hvad hans Figur 9, Tav. XV, dog ikke viser. Jeg hår meget tydeligt set en svag Korn-Skulptur paa i alt Fald de Dele af Kornet, der ere fjernede fra de frie Ender (Fig. 8 G). i 4. Selvbestøvning finder Sted (Møller pag. 126). Efter at Blomsten er brudt Il gennem Hylsteret, er Støvknappen i nær Berøring med Griflerne, som ere bøjede hen mod den, ligesom denne er bøjet hen mod dem (Fig. 8 B, C). 5. Støvvejen er hos begge totallig (bortset fra de sjældne Tilfælde af 3-Tal hos P. Schmidtianum); Griflerne ere frie til Grunden, udelte, og Æghuset er delt i to kun noget ulige store Rum. Æggene ere talrige (Fig. 9 A, G). Væsentlige Afvigelser mellem de to Arter ere følgende: 1. Blomsterstilken eller snarere Blomsterbunden hos C/adopus er foroven en lille Smule krummet der, hvor Støvdrageren udspringer (Fig. 9 Å); der fremkommer herved en Fig. 9. Cladopus Nymanr Hj. Møller. A; Længdesnit gennem Blomsten (5/3). — B; Et Skud med ung Blomst (7/1). — C; Skud med ung Frug4 (fi). — D; Moden Frugt (7/1). — Ej; Blade af et blomstrende Skud. — F; afblomstret Blomst (7/1). — G; Tværsnit af Frugtknuden. — H; Tværsnit af en Del af Kapselvæggen ('2%,). — (E. W.) Tilnærmelse til det hos flere afrikanske Podostemaceer (Sphaerothylaæx, Leiothylax; se min Afhandling IV og V) iagttagne Forhold; men Krumningen er ikke nær saa stærk som hos disse, og vist heller ikke saa stærk som Møller afbilder den Tav. XV, Fig.1. Men i alle Fald er dette et ganske mærkeligt Træk, som jeg ikke kender hos nogen anden asia- tisk eller amerikansk Podostemacé, og som heller ikke findes hos P. Schmidtianum (se f. Eks. Fig.5 B, G; Fig. 6). 2. En anden meget væsentlig Afvigelse er Kapselvæggens Bygning, idet der ikke er Spor af Strenge eller Ribber. Den ligner i dette Punkt ganske den amerikanske Mniopsis og den afrikanske Leiothylax (se min dte Afhandling). oe 12 Møllers Beskrivelse er mig ikke helt forstaaelig.” Han siger S. 127: «Die in- nerste Zellschicht der Kapselwand besteht aus langgestreckten Zellen mit dicken åusseren und inneren Wånden, wåhrend die Zwischenwånde ziemlich dunn sind». Dette er ganske rigtigt, og Cellerne ere — som hos alle andre ægte Podostemaceer — horisontalt lang- strakte (Frugten tænkt lodret), hvilket han nævner senere; se Fig. 9 H. Hans følgende Ud= tryk: «Wenn die Kapsel ålter wird (Taf. XV, Fig. 19), bilden sich in jeder Zelle eine Menge Bånder, die nach allen Richtungen dieselbe durchkreuzen, und nur ein kleines Lumen ubrig lassen», forstaar jeg derimod ikke; jeg har ikke set dette. Han. burde her vel snarest have henvist til Fig. 18, der viser noget saadant som det omtalte, men efter Figurforklaringen mærkværdigt nok er «Querschnitt der Kapselwand von einer jungen Kapsel». Det derpaa følgende Lag krydses som sædvanligt med det først nævnte, og er som afbildet Fig. 9 H i Bygning ganske, som dette Lag ellers plejer at være. Derefter følger, som Møller beskriver det, et Bælte af Sklerenkym, og saa først følge tyndvæggede, paren- kymatiske Celler (Fig.9 H). 3. Om der er Forskel med Hensyn til Kapselklappernes Affalden ved jeg ikke, da jeg ikke har set moden Kapsel af P. Schmidtianum, men rimeligvis er der ret stor Forskel, da Cladopus's ene Klap falder af, medens den anden bliver siddende (Fig. 9, C D). De øvrige Forskelligheder betragter jeg som mindre væsentlige. i At de to Arter bør henføres til to forskellige Slægter, anser jeg for utvivlsomt; Kapselvæggens Bygning er i saa Henseende afgørende. Mindre Betydning bør der vist tildeles Blomsteraksens Krumning. Men de staa som mærkelige Eksempler paa, at samme Habitus og vegetative System optræder i forskellige Slægter. Et andet Spørgsmaal er, om Cladopus virkelig bør betragtes som en ny Slægt. Jeg har i denne Henseende rettet min Opmærksomhed paa de andre Podostemaceer med glat (ribbeløs) Kapsel, og navnlig paa en indisk Art, som af Griffith i Hookers Herbar. er kaldt Podostemon ecostatum, af Tulasne Mniopsis Hookeriana, henført til en egen Underslægt: Griffithella, «species frondiformis, stigmatibus simplicibus», i Modsætning til Eumniopsis, uspecies caulescentes, stigmatibus pluri-partitis s. sectis» (Monographia, p. 147 og 143). Af Weddell henføres denne Art i De Cand. Prodromus, p. 74, til Podostemon 3 2, Griffithella («Caulis frondiformis, incumbens. etc.»). Han lægger Hovedvægten paa, at Grif- lerne ere udelte som hos Podostemon, men lægger ingen Vægt paa, at Kapselen er «om- mino lævis», og henfører endog til samme Sektion, Griffithella, en anden. Art, Podostemon Johnsonis, hvis Kapsel er «læviuscula s. costis 8 latissimis subconfluentibus percursa», altsaa utvivlsomt forsynet med Ribber saaledes som Arterne af Slægten Podostemon. Før Dr. Willis's Bearbejdelse af denne og de andre indiske Podostemaceer fore- 13 ligger, er det ret vanskeligt at dømme om, hvor nær disse Planter staa hinanden. Jeg har midlertidigt søgt at orientere mig ved Hjælp af det tørre Materiale og anfører i det føl- gende mine Iagttagelser. 3. Griffithella Hookeriana (Tul.) Warmg. og Griffithella Willistana Warmg. Tulasnes Beskrivelse af hans Mnzopsis Hookeriana (om Henførelse til Slægten Griffithella se sidste Afsnit i denne Afhandling) lyder (Monogr. p. 148) saaledes: «ØRhizoma crassum frondiforme et repandum, varie extenditur et ambitu sinuåto circumscribitur; .……. . denique in ambitu solo (tenuato) gemmas floriferas distichas exserit quæ sinubus latis sed interdum vix indicatis discriminantur»; «Folia (4—6) quibus gemmæ illæ singu- latim constituuntur ovato-oblonga . ..., basi lata sedent et distiche æquitant . . . By «Flores solitarie e singulis gemmis exeunt, erecti .... Capsula matura subsphaerica ...., prorsus levis est. ...; valva altera cum placenta marcida septigera seminibusque statim labitur, altera paullo major consistit.» — «Recedit a Mniopsi stigmatibus integris et elon- gatis; habitu autem fructus levis cum formaåe tum dehiscentiae obliquæ ratione, aptius inter Mniopses quam inter Podostemones militare mihi videtur; genus alterum alteri media conjungit. » Efter denne Beskrivelse og Tulasnes Figurer (Pl. VIII, Fig. V) ere de vegetative Organer deri lig C/adopus's, at de ere flade, til Underlaget fæstede Rødder; men Skuddene ere forskellige, idet Greffithella's have toradede Blade, og i Blomsterne er der to Støv- dragere. Medens der altsaa heri er en, som mig synes ikke stor, Afvigelse, er der stor Overensstemmelse i Frugten, der jo er ganske som hos Mniopsis og som hos Cladopus, men meget forskellig i Vægbygning fra Frugten hos Podostemon, Dicræa o. a., hvis. der virkelig ingen Kibber eller Sklerenkymstrenge findes i den. Tilbage staar det Forhold, at Blomsten er en Smule nedad bøjet. Hvor stor Vægt, der herpaa skal lægges, er mig ikke klart, men mig synes ikke, at der kunde være meget til Hinder for, at henføre Clado- pus til samme Slægt som Griffithella Hookeriana. Indtil videre vil jeg dog beholde den som selvstændig Slægt, karakteriseret ved de mangeradede skælformede Blade, den enlige Støvdrager og den svage Bøjning af Blomsterbunden. Til Griffithella bør imidlertid utvivlsomt efterfølgende henføres. Griffithella Willisiana Warmg. 1 Herbarium Boissier findes en Podoste- macé med Etikette: «863. Dr. Ritchie. India. Below ..?.. on rocks overflowed in season on the Kala Nuddi. Dec. 1852.” Denne Podostemacé synes at maatte henføres nærmest til Griffithella Hookeriana, men da der er nogle Afvigelser, giver jeg hosstaaende nogle Billeder og en Beskrivelse af den. 14 Arten har et bredt, bladagtigt, thalløst Legeme, der synes at være tæt tiltrykt til Underlaget, og utvivlsomt er en Rod. I Randen er den noget bølget-lappet, og Over- fladen er jævn (Fig. 10 A, B). De foreliggende Stykker ere omtrent 1—1!/2> Cm. lange og brede. Skuddene sidde alene lige i Randen. De have omtrent 6, toradet stillede Blade, som fra en bred, omfattende Grund løbe ud i en lang, næsten traaddannet Spids, som jeg en enkelt Gang har set delt (Fig. 10 4). Bladene ere indtil 5—8 Mm. lange. Skuddene Fig. 10. Griffithella Willistana Warming. A; en Plante i ?/, Størr.; A7, 42, 43, 4%; Dele af den i Å synlige Knop (6/2 G. forst.). — B; en Plante med Blomst og ung Frugt (?/;). — C; en udsprungen Blomst (67/2 G. forst.); den ene Støvknap mangler. — D;, Tværsnit af Frugtvæggen (9). — E; en ung Frugt. (67/, Gg. forst.). — F; Frugtvæggens to inderste Lag i Længdebillede (fx, det horisontale indre Hudlag; sub. ep., det subepidermale). — (E. W.) ere enblomstrede. Spatha er tragtformet, nemlig fra en lang og snæver Basis, der slutter tæt om Stilken, jævnt tragtformet udvidet i en i spidse Flige delt Krave (Fig. 10 C, Ey. Blomsten er ret i Knoppen (Fig. 10 C). Perigonbladene ere liniedannede, 2— 21/2 Mm. lange, og saa lange næsten som Androeceet og Pistillen. Der er to Støvdragere, sid- dende paa et ret langt Andropodium (Fig. 10 4", C); det hele Androeceum er omtrent 2/2 Mm. langt. Mellem Støvdragerne fandtes intet Skæl (Fig. A").. Frugtknuden er 2 Mm. lang. Kapselen er kugleformet-ellipsoidisk, brun, ganske glat; dens Væg har ikke Spor af Ribber, men efter de sædvanlige to inderste Lag, af hvilke det inderste har vandrette, det næstinderste lodrette Celler, følge omtrent 2—3 Lag Sklerenkymceller, og efter dem 15 2—3 Lag meget tyndvæggede Parenkymceller, der danne det yderste Lag i Kapselvæggen (Fig. 10 O, F). Den mindre Klap falder af, den større bliver tilbage paa Enden af Kapsel- stilken og er næsten 2 Mm. lang (Fig. 10 E). Stilken er 4—5 Mm. Dr. Pearson ved Kew Herbarium (hvilket jeg hår bedt om Oplysninger angaaende Pod. Hookerianum) har om denne Art meddelt mig følgende: «Ritchie no. 863 is allied to. Podostemon Hookerianum Wedd., of which we have a type specimen, but differs in having a loose, funnel-shaped, and irregularly ruptured spathella round the fruitstalk, instead of the tubular bilabiate one of Weddell's species. The latter moreover seems al- ways to have its persistent capsule-valve oblate after dehiscence, instead of ovoid as in Ritchie's specimens. There is an excellent type figure of the type specimen in Tulasne's Monograph. Pl. VII, t. V. fig. 1—4, in which these points are shown. The apparent dimor- phisme of the leaves is also indicated. » Jeg maa derefter anse den for en ny Art og tillader mig at benævne den efter Dr. Willis paa Ceylon. 4. Polypleurum acuminatum (Wedd.) Warmg. Cladopus Nymani har endnu en Ejendommelighed, ved hvilken den afviger f. Eks. baade fra Polypleurum Schmidtianum og fra Dicræa-Arterne, saa vel som de nævnte Griffithellaer, saa vidt jeg kan se, nemlig den, at der som Regel udspringer en Rod lige under hvert Skud. Hj. Møller udtrykker dette saaledes (1. c. S. 121): «Gewohnlich ent- stehen diese assimilierenden Sprosse wie die floralen in dem Winkel einer Wurzelverzwei- gung. Ausnahmen von dieser Regel findet man selten.»… Hertil svarer hans Fig. 2, Tavle XIL. Denne Ejendommelighed genfindes hos den ovennævnte Art, Podostemon acumi- natus, af hvilken jeg i sin Tid har modtaget (ubestemt) Materiale fra Kew. Jeg har be- stemt det efter Hookers Flora of British India, vol. 5, p. 66. Planten er afbildet i Fig. 11; dennes Fig. 1 viser tydeligt, at Rødderne grene sig stærkt og have regelmæssigt alternerende Grene dannede racemøst i opstigende Følge, samt endvidere, at der i Vinkelen af hver Rod, r, udspringer et Skud, saa at Skuddet saa at sige hviler paa Roden eller sidder i dens Aksel paa samme Maade som en Akselknop i et Bladhjørne. Fig.11, 24 viser en anden Plante, hos hvilken det ikke synes i den Grad at være Regelen, idet nogle Knopper ikke have en saadan Rod under sig, med mindre den er. brudt af, hvilket ganske vist ikke er urimeligt. Fig.11, 3, viser endelig, at Gre- ningen af Roden kan blive dikotomisk. Weddell skriver i De Cand. Prodr. p. 75 om Arten: «laciniæ frondis suffulcro incumbentes, .. .. breviter furcatæ v. parce et irregulariter sub- ML DES dichotomæ, utrinque grosse et obtuse dentatæ». Hans «frons» er naturligvis «radix», og de «suffulcra», hvorom der er Tale, tyder jeg netop som disse, under Skuddene ud- gaaende Rødder. At Skuddene ere endogene kunde her tydeligt ses ikke blot deraf, at hvert Skud ved sin Grund har et ringformet Ar, der antyder Brudstedet paa Moderroden, men enkelte ganske unge Skud viste tydeligt, at de udsprang i det Indre, f. Eks. 2B, Fig. fi, hvor et Skuds to første Blade tydeligt komme fra et i Kodens Indre, i en Gaffelgrening liggende Vækstpunkt. At Rodgrenene selv derimod ere eksogene, antager jeg for sikkert; intet Sted har der lige saa lidt som her i 2B, Fig. 11, vist sig nogen Antydning af nogen endogen Oprindelse. Skuddene have omtrent 6, i to Rækker stillede, liniedannede Blade (Fig. 11,3; Fig. 11. Polyplewurum acuminatum (Weddell) Warmg. Tre Planter i c.'2!/,» Gangs Forstørrelse; 2B er det i 24 med r' mærkede Rodparti, stærkere forstørret. r, Rodgrene. Fig. 12, 54, 24), hvis Endepartier afkastes. Heri ligner den altsaa Polypleurum Schmidt- ranum, Griffithella Hookeriana og Dicræa-Arterne, men afviger fra C/adopus. 1 øvrigt er den en god Podostemon, som Analyserne Fig. 12 ville vise: Blomsten er fuldstændig ret i Knoppen; Støvdragerne ere to, fæstede paa et Andropodium, der i dette Tilfælde er meget langt, i Forhold til Støvtraadene, samt fladt og bredt. Noget Skæl mellem de to Støvdragere hår jeg ikke fundet. Perigonskællene ere meget lange; udad mod den øvre Ende jævnt bredere (Fig. 12, 5 E); de have en lignende gitterformet Gennembrydning, som jeg tidligere har omtalt, f. Eks. hos Podostemon Ceratophyllum, men den er ikke stærk, er reduceret til Dannelsen af smaa Intercellulærrum hist og her mellem Overfladens Celler (Fig. 12,6). Den har 6 Ribber og ved Opspringningssømmene to Dobbeltribber i Kapselen (Fig. 12,7) med sædvanlig Bygning af Væggen (Fig. 12,8 er Tværsnit af en meget ung Væg). Det øvrige fremgaar af Figurerne. lle Det er dog værd at bemærke, at dens Spathella er spaltet paa den ene Side (Fig.12 4), saa at den faar noget af den samme Baadform, som findes hos Podostemon olivaceus, hvorfor Weddell (1. c. p. 75) ogsaa henfører den til samme Underslægt, Zeylanidtum Weddell eller Hydrobryum Tul. Om der skal lægges saa stor Vægt paa denne ejendommelige Spathaform, at den bør betragtes som et væsentligt Slægtsmærke, kan jeg endnu ikke afgøre. Fig. 12. Polyplewrum acuminatum (Wedd.) Warmg. A; et Skud med den Rod (r—r"), ved hvilken det sidder; r' er formentlig en Rodgren paa r; sp, Hylsteret ; 1, Blomsten (7/1). — 24; et Skud, hvis Blomsterknop endnu er indesluttet mellem Bladene; 7, 2, 3, 4, 5 ere dets Løvblade (7/1); 2B er øverste Del af samme Skud (med Bladene 3, £, 5) set fra den modsatte Side og stærkere forstørret; fl, Blomsterknoppen. — 3; et Skud hvis øverste Løvbladdele ere affaldne; sp, Hylsteret ; Arrene ere faldne af. — 4; Støvkorn ('7%;). — 54; et Skud med Blomsterknop (7/1); 5 B, Blomsterknoppen ; 50, 5D, 5E og 5F, Dele af samme. — 6; et Stykke af et Perigonblad. — 7; Tværsnit gennem Ovarium. — 8; Tværsnit gennem Væggen af Ovariet (!79%/,). — (E. W.) 5. Sphærothylax Warmingiana Gilg, n. sp. Fra Dr. Gilg ved Berliner Museet fik jeg tilsendt en Art Podostemacé, som han havde erkendt at være en ny Art, idet han bad mig om at udtale min Mening om, til hvilken Slægt den nærmest skulde henføres. Dr. Gilg har senere tilsendt mig det hele foreliggende Materiale, idet han overlod til mig at give en Diagnose og Beskrivelse af Arten, hvilken han har benævnet som ovenfor angivet. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd, XI. 1. 3 18 Følgende Bemærkninger om den findes vedføjede de tørrede Planter i Berliner Museets Herbarium: Kunene-Sambesi-Expedition; no. 904, gesammelt am 11. V. 1900 von Baum. «Wasserpflanze mit karmoisinroten Blåttern , meist unter Wasser, an feuchten, Fig. 13. Sphærothylat Warmingiana Gilg. A, en hel Plante, der er løsnet fra den Rod, fra hvilken den er udsprungen (i ”/> Størrelse). Bladene i den ene (Beskueren nærmeste) Række ere mærkede fS, i den anden (fjernere) Række fi. Sideskuddene i den ene (Beskueren nærmeste) Række ere mærkede bs, i den anden (fjernere) bi. I de blomstrende Sideskud ere Bladene mærkede m, og henholdsvis m, m', m?, m% osv. efter deres Stilling paa Grenen, idet m er det nederste, og de andre i Rækkefølge efter Tallene. Paa det tredie nederste, kraftige Sideskud ere Blomster- standene i Rækkefølge nedenfra opad mærkede a, by ucsid; emo B; en Rod med Grunddele af tre Skud (!/1). — C; Del af et Skud, der er vendt saaledes, at den Side der bærer Blomsterstandene vender opad, hvorved deres og Bladenes Siksakstilling som i en ægte Svikkel træder tydeligt frem (paa Højde med Blad a staar Blomsterstand I; paa Højde med b, Blomsterstand II, og paa Højde med c Blomsterstand III, der synes at afslutte Stængelen). — (E. W) schattigen Stellen, auch uber Wasser fest auf Felsblåcken sitzend. Blutenfarbe: grunlich. Fundort: im Kubango bei Menempremp, 1300 M. Abschiissige Stellen des Kutsi und 19 Kubango, an denen das Wasser uber Felsblåcke fliesst. Beim Zuriucktreten des Wassers trocknen die Spitzen der Blåtter ein und die Pflanze fångt an zu bliten. Diese Pflanze wird von den Kangellas in Menempremp zu Asche -gebrannt; aus der Asche gewinnen sie ein Salz, welches sie ihren Speisen beimengen. Einheimischer Name: Mukele.» Af denne nye, særdeles interessante Art har jeg anden Steds leveret en Diagnose (i den Oversigt over Baums Samlinger, som vil blive publiceret i Berlin). I øvrigt med- deles her følgende om den. Fig.14. Sphærothylax Warmingiana Gilg. Fig. 15. Sphærothylax Warmingtiana Gilg (7/4). "Et Skudsystem ('/2). Bladene ere for største Delen af- Enden af et Hovedskud set fra to modsatte Sider; skaarne. Figuren skal tjene tilat vise Siksak-Stillingen f>7, f? og f" ere de sidste tre Blade; 1, 2 og 3 de af Bladene (f7, f7, f?, f" etc.) og af de blomstrende Side- sidste tre (enkle) Blomsterstande. Paa Blad f? ere skud (g", g?, g?, g" etc.), og ligeledes, at Stillingen af Afsnittene af iste Orden mærkede a—b; det ses tyde- Bladene og Blomsterstandene paa disse Sideskud er den ligt, at de staa alternerende. Blad f? viser den ned- samme svikkelformede. — (KE. W.) stigende Udvikling af Bladafsnittene. — (EK. W.) Den er en statelig Art, som bliver 20—22 Cm. høj og rimeligvis højere. At Skud- dene som sædvanligt udspringe fra krybende, til Stenene fasthæftede Rødder, kunde kon- stateres; med brede, i Hapterer udbredte Basaldele af Skuddene hæfte disse sig fast (Fig. 13 B). 3% 20 Om Skuddenes Forhold se for øvrigt Hr. Baums Optegnelser ovenfor. De ere stærkt dorsiventrale (Fig. 13 4; Fig. 14). De fra Rødderne udgaaende Hovedskud ere straktleddede (Leddene 1'/2—2 Cm. lange), i indtørret Tilstand c. 2 Mm. tykke, opblødte omtrent dobbelt saa tykke, lidt sammentrykte. De bære Løvblade, som ere stillede i en Siksakrække, der vender ud til den ene Side (Fig. 13 A; 14; 15 4). Paa Hovedskuddets modsatte Side staar der undertiden forneden andre, lignende Skud, der snart blive blomstrende (Fig. 13 4), eller der staar Blomsterstande. Disse Sideskud staa ligeledes i en Siksakrække, og deres Stilling til 1 Fig. 16. Sphærothylax Warmingtana Gilg. Fig. 17... Sphærothylax Warmingiana Gilg. Enden af et Blad; Afsnittene af 1. Orden ere Blomsterstande. AA; en hel Blomsterstand 'c. /1), set fra 2a, 2b, 2c etc.; Aisnittene af højere Orden Oversiden. — B og C, Dele af samme (5/7), sete fra Over- ere efter denne mærkede 3, 4, 5. Paa 2a og siden (B) og fra Undersiden (C). — I B er den ældste 2b ses, at de nederste Afsnit udfoldes sidst: Blomst mærket a, de følgende bd”, c", d”, e” og f" paa Grenen (E. W.) til højre; bd osv. paa Grenen til venstre. — (C. Th. og E. W. Løvbladene er den, at naar et Blad staar nærmest f. Eks. den fremad vendte Side. af et Skud, staar der en Blomsterstand eller blomstrende Gren i samme Højde eller oftest lidt højere paa den modsatte Side af Stængelen, noget skraat bagud vendt (se især Fig. 14). Ethvert Løvblad staar altsaa skraat over for og oftest lidt lavere end en Blomsterstand. Paa Fig. 13 ere Bladenes to Rækker betegnede fi og fs, de tilsvarende Grene ds og bi; paa Fig. 14 ere Bladene betegnede f", f?, f?, f" osv., af hvilke f", f?, få osv. vende mod Beskueren, f”, f" og ff bort derfra. De tilsvarende Blomsterstande ere: g!—g?—g93 osv., | | | 21 af hvilke g!—g?—g& osv. vende bort fra Beskueren, de andre frem mod ham. Paa Fig. 13 C ses Sigsagstillingen ogsaa meget tydeligt. De vegetative Sideskud kunne være 5—10 Cm. lange eller længere, og ere 1//2—2 Mm. brede i tør Tilstand. Det hele Skudsystem er aabenhbart et svikkelformet Sympodium, og det har ogsaa deri noget af Svikkelens Karakter, at Aksen ikke er ret, men krummer sig noget tilbage, idet Bladene staa nærmest paa den konkave Side, Sideskuddene paa den konvekse (Fig. 13 4; Fig. 15). Bladene ere stilkede, for saa vidt som der er en nedre nøgen Del af 1—2 Cm. Længde (Fig. 13, 15). Pladen er omtrent forlænget ægdannet og dybt delt indtil 4—5 Gange i haarformede Afsnit. Afsnittene af 1Iste Orden staa ligesom Sideskuddene paa Stængelen og som Bladafsnittene ellers hos Podostemaceerne alternerende til to Sider. Afsnittene af højere Orden ere mere eller mindre dikotomisk delte (Fig. 16). Bladafsnittene udfoldes i nedstigende Følge. De nederste kunne, som Fig. 16 viser, være ganske uudfoldede og ind- rullede, medens de øverste ere helt udbredte. Bladene kunne blive 10—12 Cm. lange. De maa i frisk Tilstand være mere eller mindre karmoisinrøde. Blomsterstandene ere ligeledes o i ig. 18. Sphær ; mngiana Gilg. Svikler, som ere stærkt dorsiventraåle, men Fisse: Spherelbylde "HVarmingeana- Gile A, Del af Hylsteret (?39%/,), og B, Kisellegemer af hvis Akser i det hele ere temmelig rette samme (230/,). — (EH. W). (Fig. 17, 13, 14); ikke sjældent have de en Antydning af dikotomisk Grening (Fig. 17 4). De enkelte (sidste) Stande ere omtrent 4—8 Mm. lange. Blomsterne staa tydeligt i en Siksakrække (Fig. 17). Paa Hovedskuddenes Akser kan der hist og her bemærkes et lille fliget Skæl; i højere Grad gælder dette de vegetative Sideskud. Men paa Blomsterstandene blive; de særdeles tal- rige, saa talrige paa sine Steder, navnlig paa Undersiden, at de dække hverandre taglagt (Fig. 17). De staa paa alle Dele af Akserne, baade hvor der sidder Blomster og hvor der "ingen sidder, og de staa paa alle Sider af Akserne. Jeg kan ikke paavise nogen Orden i deres Stillingsforhold; naar man ser hen til, at de ogsaa optræde paa Hovedskuddenes Stængler, synes det naturligt at betragte dem som Emergenser. De ere haandfligede, med ret smalle og.spidse, ofte noget krummede Flige (Fig. 17 B, C). De synes at være grønne, selv om Blomsterstandsakserne ere røde. De ere overordentlig rige paa Kisellegemer af samme Udseende som Hylsterets (se Fig. 18). Blomsterstandene staa dels direkte paa Hovedskuddet, nemlig i dettes øverste Del (Fig. 13 4, 15), dels (paa dets nedre og mellemste Dele) paa Sideskud. Disses Løvblade ere mindre end Hovedskuddets, men Stillingen af Bladene og af Blomsterstandene svarer til 22 Stillingsforholdene paa Hovedaksen: den er tydelig svikkelformet (se f. Eks. Fig. 13 Å). Bladene staa sædvanlig mellem to Akser af de blomstrende Sideskud (Fig. 14 g"), lidt op paa det ene, der er Hovedaksen, som om de vare ditheciske Blade. Blomsterstandenes Gre- ning synes at være ganske lig Løvskuddenes. De øverste Blomsterstande paa en Hovedakse ere næsten siddende, og kun omtrent Fig.19. Sphærothylax Warmingiana Gilg. A, B, C; en Knop med Hylster og uden Hylster (c. 7/1), og Androeceet (5/3). — D; Tværsnit af Ovariet. — E, Pollenkorn. — F; Ovarievæggens to inderste Lag (4, det horisontale inderste, v det vertikale næst- inderste). — G; en aabnet Støvknap. — H; Dele af en Knop; Fangene ere blevne revne af (7/1). — I (//3); Frugten opsprungen; det ene Fang og de øvrige Blomsterdele ere endnu til Stede; », Perigonskæl. — K (7/7); moden Kapsel fra to Sider; st, Androeceum, p, Perigonskæl. — L (75/1); Kapsel. Centralsøjlen ses i Midten. — M, fibrøse Geller i Anthervæggen. — N; Spidsen af et Støvfang med paasiddende Støvkorn. — O, P (7/1); Blomsterdele med den sprængte Spatha ved Grunden af Stilken — Q, S; øverste Del af en Støvvej. —(E. W). 5—10 Mm. lange (Fig. 13 A, foroven; Fig.15 4, B); deres Akse kan være grenet eller ugrenet, og her findes påa det af mig sete Materiale ingen andre bladlignende Legemer end Blomsternes Blade og de smaa bladlignende Emergenser (Fig. 17). Paa lignende Maade afslutte ogsaa de vegetative Sideskud (Fig. 13, forneden). Hvorledes en blomstrende Stængel ender, 23 er mig ikke ret klart; det synes at maatte være med en Blomsterstand (se Fig. 15 Å og B, Enden af et blomstrende Skud fra to modsatte Sider). Blomsterknopperne ere ellipsoidiske, og ende med en lille, bråt afgrænset Spids (Fig. 17). De ere 2—3 Mm. lange. Ved Grunden ere de ofte dækkede noget af de fligede Skæl (Fig. 17). Hylsteret er som sædvanligt tyndt, nerveløst, og meget rigt paa Kisel. (Fig. 18 Å er et Stykke af Hylsteret, i hvilket næsten hver Celle er kiselførende ; Å og C ere Kisellegemer). Det brister uregelmæssigt (Fig. 19 O, P), og Blomsten træder derpaa frem, idet en Stilk strækker sig mellem Hylsteret og Blomstens Blade. Blomsterne ligge i Knoptilstand bøjede stærkt ned til den ene Side (Fig. 19 ÅA, B, H), til den der i Blomsterstanden vender opad, men ofte ere de tillige fra begge Sider bøjede lidt indad mod Medianplanet i Svikkelgrenen. Denne Bøjning af Blomsterne er karakteristisk for Sphærothylax og Leiothylax. Stilken bliver til sidst 8—12 Mm. lang. Naar Blomstringen er forbi, vil Blomsten ofte staa ganske lige i Fortsættelsen af sin Stilk, men ofte ses endnu et Knæk paa denne dér, hvor Ombøjningen var, selv paa den kapsel- bærende (Fig. 19 Z, O). Androeceet er dannet af to Støvdragere, fæstede paa et kort Andropodium og uden mellemliggende Perigonskæl (Fig. 19 C, I, O). Derimod findes ved hver Side af Andro- podiet et lille, liniedannet Perigonskæl med omtr. en Fjerdedel af Androeceets Længde. Androeceet er kun omtrent halvt saa langt som den modne Kapsel. Støvknappen har sæd- vanlig Form; dens Rum ere noget ulige lange; de yderste ere de længste og de, der rage længst ned (Fig. 19 C). Støvkornene ere enkelte, kuglerunde og fint nuprede paa Overfladen (Fig. 19 E). Ovariet er aflangt-ellipsoidisk, tydeligt 6-ribbet og i Spidsen forsynet med 6 Vorter (Fig. 19 9, H, D), meget koristilket, 1-rummet med en temmelig lille Ægstol og et usædvanligt ringe Antal Æg (Fig. 19 D). Griflerne ere 0. 1 Mm. lange, spidse eller stumpe; i Knoppen ere de bøjede tilbage og ligge tæt op til Æghuset (Fig. 19 B, Q). Bestøvningen foregaar aabenbart allerede i Knoppen, da man i Knopper kan træffe Støvfang, som ere besatte med Støvkorn. Kapselen er bleg brun, 1/2—2 Mm. lang, aflang eller kølleformet aflang; dens to, omtrent lige store Klapper blive begge siddende, ere oprette (Fig. 19 I, L); paa Ryggen har hver af dem 3 stærke, næsten kamformede Ribber, hvorimod Randribber helt mangle. Foroven springe disse Ribber frem over Kapselens Topflade som 6 meget tyde- lige Vorter (Fig. 19 H, I, K, L). Kapselvæggen er bygget som sædvanlig (Fig. 19 F); i de 6 Ribber ligge 6 mekaniske Strænge (Fig. 19 D). " Sphærothylax Warmingiana adskilles meget let fra alle hidtil kendte Arter ved sine ejendommelige Blomsterstande; den hår ikke de thalloide, blomsterbærende Skud, som Så Abyssinica har; den er langt mægtigere og mere rigt udviklet end S. algiformis og 24 S. pusilla (Warming, Afhandling V; p. 146—147 med Fig. 39). Dens cincinnoide Gre- ning og de cincinnoide Blomsterstande med deres haandfligede Skæl ere yderst karak- teristiske for den. Maaske bør den henføres til en ny Slægt. 6. Om Tristicha-Slægtens Former. I Ste Afhandling (K. Danske Vid. Selsk. Skr., 6. R., IX, 2, p. 107) har jeg omtalt almindelige Bygningsforhold hos Tristicha, dertil benyttende alene amerikansk Materiale. Der har aldrig været opstillet mere end een Art fra Brasilien, nemlig 7'. hypnoides Spr., og jeg fandt heller ikke Grund til at opstille flere. Derimod har Liebmann paa «Det Skandinaviske Naturforskermøde» i Kjøbenhavn 1847 forelagt en ny Slægt af Podostemaceæ, Potamobryum, og til denne henført 3 meksikanske Arter, som han benævner: Potamo- bryum concinnum Liebm., P. laxum Liebm., P. patulum Liebm. De publiceredes med latinske Diagnoser i Mødets Forhandlinger 1. c. p. 512 ff"). Denne nye Stægt med alle dens tre Arter bør imidlertid henføres til Tristicha hypmnoides. Liebmann har foretaget en meget unøjagtig Analyse af den, hvad jeg har kunnet konstatere paa hans i Botanisk Haves Museum opbevarede Originalexemplarer. Perigonium er ikke «4-phyllum» , som han an- giver, men «trifidum» som hos Tristicha (Fig. 20 D, G); capsula er ikke «bivalvis, valvis inæquimagnis, altera majori persistente etc.…x, men «3-valvis», og Klapperne ere lige store (Fig. 20 B, C; Fig.21 C); ingen af dem falder af frem for de andre, de falde alle lige let af. Den ene Klap har ikke 5 og den anden 3 Ribber, men alle tre have hver 3 Ribber (se anførte Figurer). Bladene ere ikke «distiche tristiche tetrastiche imbricata» men «tri- sticha» paa de korte Assimilationsgrene (Fig. 20, 21, 22). Den Angivelse af Liebmann, at den skal indføres i Systemet ved Siden af Mniopsis, er ganske fejlagtig; den er slet og ret en Tristicha, saaledes som min Analyse Fig. 20 vil vise. Hvad hans 3 Arter angaa, maa de efter min Mening alle tre henføres til 7ristecha hypnoides; for bedre at oplyse om deres Former og om Variationerne hos denne Årt af- bilder jeg dem alle tre efter Originaleksemplarerne. A. «Potamobryum concinnum Liebm.» 1. c. p. 513. «Paa Klipper i en lille, stærkt strømmende Flod mellem La Isleta og Maloapam i Dep. Vera Cruz i den østlige, hede Region.» Maj 1841. Den er en lille, stiv, robust og meget tætbladet Form, hvorfor de brede Blade ere tæt taglagte (Fig. 20); Grenene ere mange og noget uregelmæssigt stillede (nærmest alter- nerende) og selv lidet grenede eller ugrenede; dens Højde er omtrent 3 Cm. Kapsel- !) Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres å5te Møde. Kjøbenhavn, 1849, 20 stilkene ere 8—12 Mm. Ig., Kapselen c. 1!/> Mm. Farven er grønlig graa, og Planten er meget stiv og fast. B. Potamobryum laxum Liebm.», I. c. p. 514; er en meget spinklere og finere Form, der vokser i en rivende Bæk nær Paso de ovejas i Dep. Vera Cruz (Fig. 21). Stænglerne ere tynde, næsten traadformede, blødere og noget mere bøjede, samt udspærrede; kun ved Grunden ere de grenede. Bladene ere meget mere fjernede fra hver- andre, mere ovale eller aflange, og de blive noget længere mod Spidsen af Grenen end ved dens Grund. Blomsterstilkene ere c. 12 Mm. lange; de udspringe langt nede paa Stænglerne og have sædvanligt et Blad sid- dende noget neden for Midten (hvad We d- dell ogsaa anfører p.44 i Prodrom. 17 som forekommende: «pedicelli ..... nudi v. rarissime infra medium I1-foliati»). Blosteret og Kapselens 3 Klapper ere typiske, c. 1/2 lange. C. «Potamobryum patulum Liebm.» (1. c. p. 515) er en meget lang, spredt grenet Form, som er fundet i en brusende, lille Flod i Bunden af den store Baranca de S. Fran- cisco ved Mirador i Dep. Vera Cruz, paa hen imod 2000 Fods Højde ; Juli 1841 (Fig. 22). Den er indtil 12 Cm. lang, meget mere Fig. 20. Tristicha hypnoides Spr. (,,Potamobryum concimnum Liebm.”, efter Originalexemplar). A (2/» G. forst.); en hel Plante. — B, C; modne langstrakt; Bladene paa Hovedskuddene ere fjernede stærkt fra hverandre, hvorimod de Kapsler, hvis Klapper ere krummede indad. — D; påa Sideskuddene ere tættere stillede og staa == Perigonium. — EF, F; Basis med Blomsterstilken med c g å de omgivende Højblade. — G; en udsprungen Blomst. i 3 Rækker som sædvanligt paa de begræn (B—G er 7/2 G. forst.) (4, G. Thornam del.; B—G, "sede Assimilationsskud. Greningen synes at E. W. del.). være som i dte Afhandling fremstillet; den er paa nogle Eksemplarer meget aaben, paa andre tættere end afbildet. De foreliggende Eksemplarer ere sterile. Farven er som hos de andre grønlig graa. Der er intet væsentligt i de angivne Formforskelligheder, der gør det nødvendigt at henføre Planterne til 3 forskellige Arter. Det er åabenbart Vækstforskelligheder, eller kan ganske sikkert være - saadanne, der maa staa i Forbindelse med Voksepladsens For- skelligheder. Der forekommer mange andre, lignende Variationer, som jeg ikke kan til- lægge nogen Vægt; bl. a. er der i Ørsteds Herbarium en anden Form, der laa mellem D, K, D. Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 4. 4 Salvinia, fra Nicaraguasøen. Den er rigt grenet, rigt frugtbærende, og dens Grene ere mere tueformet opad rettede end hos de foregaaende; tillige ere Bladene noget mindre og ret fjernt stillede. Kapselstilkene ere indtil 12 Mm. Ig., Blomsterne c. 2 Mm. Andre Eksemplarer samlede af Ørsted ved Rio de oro ligne mere Liebmanns patu- lum; de ere tyndstænglede, Bladene staa fjernt, saa at de ikke blive taglagte, og den gør Indtryk af, at have vokset paa roligt, maaske ret dybt Vand. Kapselstilkene ere kun c. 5 Mm. lange. Der er i det Hele stor Forskel paa de amerikanske Eksemplarer navnlig i Hen- seende til Bladenes frisk grønne Farve, Blødhed og Tykkelse. Nogle have frisk grønne Blade, der ere tynde og bløde, og som ved Grunden af Assimilationsskuddene og paa de SE GE ES , Fig. 21. Tristicha hypnoides Spr. («Potamobryum laxwm Liebm.» efter Originalexemplar). A; en hel Plante (27/2 G. forst.). — B; en Gren og en Blomst (2”/> G. forst.). — C; en moden Kapsel. — (C. Thornam.) længe voksende, oprette Skud ere korte og brede, men mod Spidsen af Åssimilations- skuddene efterhaanden blive længere og smallere. Herhen f. Eks. Hubers Eksemplarer fra Cearå (se Afhandl. V, p. 109, Fig. 2). Eksemplarer i Pariser-Herbariet (altsaa bestemte af Tulasne og Weddell) have meget lange Skud med fjernt siddende Blade, som ere for- længet aflange, 2!/2 Mm. lange og c.”/2 Mm. brede, og frisk grønne. Andre have meget kortere og bredere Blade, mindre bløde og bøjelige, aabenbart meget kiselrige. Påa ældre Planter ere Bladene paa Hovedskuddene ofte meget mutilerede, uregelmæssigt tandede i Randen og udstaaende som afbildet Afhandl. V, p. 110, Fig. 3 Å. Til de amerikanske Voksesteder kan føjes: Prov. Orizaba, Mexico (W. Schaffner, pl. mexicanæ; Ed. R. F. Hohenacker); in herb. Boissier. — Guatemala. In aquis lente, fluent. ad petras. Mazatenango. Nov. 1862. Gust. Bernoulli. — Nicaragua, Dept. Matagalpa: «Fluss bei Muy-Muy, 200 M. Pflanze 0,02 Mm. hoch, auf von Wasser bespulten Steinen. 22. II. 1894, leg. E. Rothschuh (no 412)». Lille, med ret smaa og tætte, ægdannede Blade; Grenene tyndes stærkt af mod Spidsen, og Bladene blive der sukcessivt længere, smallere og tyndere. Kapselstilken 8 Mm. lang. Kapsel c. 1/2 Mm. — Costarica: «Dans la riviére å Aguacaliente, 1400 M., autour des sources thermales. 24. II. 1889. H. Pittier (no 892).» Bladene ret grønne og bløde, i det hele ret fjernt siddende; mod Spidsen af Grenene ere de længere og smallere. Kapselstilk c. 6—8 Mm. — Ibid.: «Boruca. 27. II. 1891. H. Pittier (3845). … Smaåaa, forkomne Eksemplarer, fæstede til Sten. Rødderne krybe hen over disse, ere c. />2 Mm. brede; Skuddene ere lave, til Dels som det synes nedlig- gende. Kapselstilk 7—8 Mm. — Ibid.: «H. Pittier no 659a.» Udmærker sig ved de usædvanlig lange Kapselstilke (12—13 Mm.), der staa tueformet samlede. Skud- dene ere meget smaa, til Dels krybende. Det synes, som om de vokse paa en af Dynd dækket Bund. »Ibid.: «Rio Ceibo å Buenos Aires. H. Pittier (3847).”……… Nærmest Liebmanns laxum. Afrikanske Tristicha-Arter. Medens der næppe kan være Tvivl om, at alle hidtil foreliggende ameri- kanske Tristicha-Former maa høre til een Art, T. hypnoides, med en hel Del Varia- Fig. 22. Tristicha hypnoirdes Spr. («Potamobryum patu- lum Liebm.;» efter Originaleksempler). Å; en hel Green ved 2'/, G. Forst. — B; et Stykke af en Gren, 7", G. forst.). tioner, stiller Sagen sig anderledes for de afrikanskes Vedkommende. Der er blevet op- stillet 3 særskilte Arter fra Afrika, nemlig: 7%. trifaria Tul., T. alternifolta Tul., Tr. Dregeana Tul., og desuden ere afrikanske Planter blevne henførte ogsaa til 7'. hypnordes. Det er overordentlig vanskeligt, ja faktisk umuligt for mig med et saa ufuldstændigt ASE 28 og ringe Materiale som det foreliggende at afgøre, hvor vidt her foreligger een eller flere Arter. Jeg maa overlade Afgørelsen til fremtidige Botanikere, der have et stort Materiale til Raadighed, og navnlig have nøjagtige og detaillerede Angivelser af, under hvilke Kaar de paagældende Individer levede (Vandets Dybde, Bundens Art, maaske Vandets Indhold af Mineralstoffer, Strømmens Hurtighed m. m.) — Oplysninger, som aldeles mangle i mit Materiale —, saa at det maaske derigennem kunde blive muligt at skønne, hvor vidt For- merne ere fremkaldte ved de ydre Forhold. Et lille Skridt fremad sker forhaabentlig dog derved, at der gives nøjagtige Billeder med Analyser af de forskellige Former, hvilket vi hidtil ganske have manglet. Herved søger jeg især at give Billeder af Former, som ere blevne bestemte af Weddell og Tulasne og lagte til Grund for deres Arter. 1. Tristicha hypnoides Spr. Til Tristicha hypnoides Sprengel mener jeg uden al Tvivl, at følgende bør henføres. 1. Baikies Niger-Expedition, 1878—79, no. 1093. Coll. C. Barter (Herb. Berol.).…. — Bladene ere tæt samlede, taglagte, omtrent æg- dannede, spidse. Der er Skud, som ere meget blomsterrige. Kapselstilken 4—12 Mm. lang. 2. Baikies Niger-Expedition, 1878—79, no. 2073; Coll. C. Barter (Herb. Berol.) — De nedre Blade paa Skuddene ere ægdannede eller aflangt ægdannede, de øvre blive efterhaanden Fig. 23. Tristicha hypnoides Spr. (Welwitsch, Angola no. 528). A; Kiselceller fra ét Blad, stærkt forst. — B; et — eller” liniedannede, butte eller spidse, men ikke Stykke af et Skud, 6—7 Gg. forst. — (E. W.) langt tilspidsede , c. 2-—21/2 Mm. lange, c. 2 Mm. brede. Steril. 3. Welwitsch, Iter Angolense, 528. Po. Andongo («Tristicha jungermannioides» in Herb. Berolin.). — Er en noget bredbladet og rundbladet Form (Fig. 23 B). Stænglerne ere kraftige, indtil ("> Mm. brede, Bladene tynde, bladagtige, mørkt grønne, i det Hele bredere end sædvanligt, og de mediane ere noget mindre end sædvanligt. De ere tæt dæk- kede med Kiselceller paa begge Bladsider (Fig. 23 4). 4. Tristicha trifaria Tul.; De Cand. Prodr. 17, p. 45; Tul. Monogr. p. 180. — De mig foreliggende formentlig Original-Eksemplarer, samlede af Comme rson, synes mig at afvige saa lidet fra T. hypnoides (de ere sterile), at jeg end ikke ser Grund til at opstille dem som Varietet af denne. Bladene ere ret brede, ægdannede eller ægdannet- kredsrunde, og ligge til dels tæt taglagt i tre Rækker paa de ret korte Grene (Fig. 24 A, C). længere, indtil de allerøverste ere smalt aflange 29 I sin Monografi skriver Fulasne: «Præterea e caulibus, imis præsertim, spar- sim abrupteque oriuntur rami peculiares lineares plani et crassi, qui simplices aut parce ramosi, 2—3 centim. et quod excedit longi, 1 mm. circiter lati, flexuosi contortique cespi- tulos intricatos una fingunt, Evernmiægue aut Ramalinæ thallum imitantur; rami isti in acie utraque gemmas minutas e foliis paucissimis admodum exiguis raroque phyllis caulinis prorsus paribus, exserunt». — Disse «rami peculiares» ere ganske enkelt Rødder af sæd- vanligt Udseende og sædvanlige Dimensioner, der paa sædvanlig Maade frembringe Skud; der er intet andet mærkværdigt her, end at Rødderne i usædvanlig Mængde have udviklet Fig. 24. « Tristicha trifaria Tul. Leg. Gommerson». A; et Stykke af en Gren (7'/» G. forst.). — B;.Brudstykke af en Stængel med flere Rødder udgaaende fra den. En af disse grener sig paa ny; fra to af dem udgaa smaa Skud (2 G. forst.). — C; et grenet Skud (c. 21/2 G. forst.). — (E. W.) sig paa Stænglerne i en stor Del af disses Længde, maaske fordi de have ligget ned, og at disse Rødder hurtigt grene sig. Jeg har Fig.24 B afbildet et lille Stykke af et Skud med Rødderne paa, der dog næsten alle ere afbrudte i Spidsen. Disse Røddernes noget usædvanlige Forhold har formodentlig været et væsentligt Moment for Tulasne til at opstille en egen Art. Rødderne blive indtil 1 Mm. brede. Jeg har i Kunths Herbar. set (sterile) Eksemplarer fra Pariser Herbariet, bestemte af Weddell som 7. trifarta, «ex insula Franciæ aut Borboniæ», som jeg ogsaa maa hen- føre hertil; Stænglerne ere indtil 18 Cm. lange, uregelmæssigt grenede og have ret korte 30 Grene. Det samme gælder Eksemplarer i Herb. Willdenow, «Dufourea tristicha Bory de St. Vincent. Insula Franciæ. 1806—12;» dennes Assimilationsgrene have ret elegant taglagte Blade. 2. Tristicha alternifolia Tulasne. Weddell beholder denne som en egen Art (Prodr. p. 45), adskilt ved «caulibus gracillimis, crebre ramosis, ramulis elongatis foliosis, foliis anguste oblongis sparsis in eee RE Ser Fig. 25. Tristicha alternifolia Tul. (e Museo Parisiensi; leg. Du Petit Thouars.) AÅ; Eksemplar i ”/, Størrelse. De her gaffeldelte Assimilationsskud ere mærkede a, c, d,f,g. De blom- strende Skud ere mærkede bd", d”, e'”, f og g'. Som Regel synes et «blomstrende» Skud at staa lige over et Assimilationsskud, men deune Regel slaar ikke til ved a og c, og under e' finder jeg heller intet Assimila- tionsskud. — B; Grenstykke med fem Blade (77/2 G. forst). — C; Blade (””/;). — (E. W,) apice. ramulorum solummodo subconfertis s. laxe imbricatis, floribus congestis plerisque axillaribus subsessilibus». Dette sidste maa ganske vist ikke forstaas saaledes, at Kaps- lerne ikke skulde have Stilke, men at Blomsterne eller rettere Knopperne med deres Svøb- 31 blade ikke sidde paa nogen længere Gren. Desværre har jeg af Originaleksemplarer kun set nogle med unge, endnu af Svøbbladene omsluttede Blomster, af hvilke et afbildes Fig. 25. Det ejendommelige er de meget lange og tynde Assimilationsskud, der paa Original- eksemplarerne ere gaffelgrenede; endvidere at Blomsterne ere samlede i alt Fald parvis, og at deres Svøbblade ere større end hos T. hypnoides (Fig. 25, 26). De hosføjede Figurer vise dens Ydre og dens Grening (Originaleksemplarer fra Pariser Museet). Denne synes at kunne bringes i Overensstemmelse med det Skema, som jeg gav i dte Afhandling p. 110—111. Men der er dog den Forskel, at de sterile Assi- milationsskud her ere een Gang gaffeldelte. Disse ere mærkede med Bogstaverne a, 6, c, W) E [| Fig. 26. Tristicha alternifolia Tul. (efter Originaleksemplar). A ; et Stykke af en Plante, der viser de smaa 4 af Svøbblade (a—/) omsluttede Blomster- knopper (70). Indenfor to, tynde, store Svøb- Fig.27. Tristicha alternifoa Tul. (Herb. Bruxelles; Alfr. blade synes der ligge to Blomster, en større 2 og en mindre; om begge er der Svøbblade. Deweni; Gongo no. 997.) — B; en Blomsterknop med et Svøbblad Z. Et helt Eksemplar i '/, Størrelse. — CO; Bloster. — D; Anthera af en Knop. — E, Pistil. — (E. W.) d, e osv., medens de som superponerede blomstrende Skud opfattede ere mærkede a”, b! c' osv. Til denne Årt mener jeg at burde henregne følgende Eksemplarer: 1. DuPetitThouars's Originaleksemplarer fra Madagaskar. Afbildede Fig. 25—26. 2. Alfr. Deweni, Congo no. 902 et 997 (Herb. Bruxelles). Disse Eksemplarer slutte sig aabenbart nær til 7'. alternifolia, men ere mindre forlængede (Fig.27, 28 A). Stænglerne ere oprette, ret kraftige, c. 5 Cm. lange. Gre- ningen synes at ske efter det typiske Skema, men helt lykkes det mig dog ikke at udrede det; se Fig. 28 A, hvor jeg kun med Tvivl har sat Betegnelser ved flere Grene. De sterile 32 Assimilationsskud ere lange, tynde, grenede, oftest tvegrenede, 27/2—3 Cm. lange; andre ere blomstrende, og de to Slags Skud synes at staa sammen, to og to over hinanden (a—a", b—b", osv.).. Grenene ere meget lidt dorsiventrale, og Bladene utydeligt 3-radede. Bladene staa meget spredt, ere aflange, lidt spateldannede, butte eller afrundede, 1!/2— 21/» Mm. lange. Nerven gaar usædvanlig langt ud mod Spidsen (Fig. 28 B). Blomster- stilkene ere usædvanlig lange, 2—3 Cm. lange (Fig. 28 ÅA). De have de samme tynde Hylsterblade ved Grunden som Originalplanten (Fig. 28 C). Blosteret er lidt længere end sædvanligt, nemlig 2 Mm.; det er til Midten tredelt med afrundede Afsnit (Fig. 28 C, D). Støvknappen snor sig lidt i tør Tilstand. Griflerne ere lidt længere end sædvanligt, nemlig 1/0—/4 Mm. Den blegbrune Kapsel er lidt kortere end Blosteret. Fig. 28. Tristicha alternifolia Tul. (Herb. Bruxelles; Alfr. Deweni; Congo; no. 997). A; et helt Eksemplar ved 7/3 Størrelse. Med Bogstaverne a, b, c, d betegnes Assimilationsskud; med a”, b', c' og d' blomstrende Skud. m synes at være en endestillet Blomst. — B; et lille Grenstykke, der skal vise Bladstillingen og Bladformen. — C; øverste Stykke af Å med de samme Bogstavsbetegnelser som i denne; længst til højre ses det nederste Stykke af d. — D; udsprungen Blomst (7/> G. forst.). — (E. W) 3. Welwitsch, Iter Angolense no. 527. «Tristicha hypnoides f. fontinaloides Wedd.» sec. Weddell in DC. Prodr. p. 45. Brudstykker ere afbildede Fig. 29 efter Weddells Originaleksemplar i Herb. Berolin. og Herb. Haun. («Pungo Andongo in Africa tropica occidentali.») Jeg mener, at den hører sammen med T. alternifolia. Fig. A viser de lange, slanke, straktleddede Skud (12 Cm., efter Welwitsch indtil 30 Cm. lange), hvis Hovedakser ere faabladede, og hvis ÅAssimilationsskud ere ret spredtbladede, forneden med elliptiske eller ægdannede Blade, foroven med aflange eller liniedannet aflange, butte eller spidse Blade. Fig. 29 B viser, TØ 33 at der kun er ringe Forskel mellem de mediant og de paa Flankerne stillede Blade;. dog er det tydeligt, at de staa i tre Rækker, hvilket er angivet ved de tilføjede Bogstaver. Bladene ere friskt grønne. Blom- sterne og Kapselstilken 12—20 Mm. lang. Denne Plante gør et fra T' hypnoides meget afvigende Indtryk ; da Weddell imidlertid havde hen- ført den til denne Art, og det paa Forhaand var ret sandsynligt, at den kunde være en af ydre For- hold fremkaldt Varietet, vovede jeg længe ikke åt henføre den til nogen anden Årt; men jeg er nu kom- men til den Anskuelse, at den maa regnes til T. alternifolia.. Dens Forekomst i Vestafrika synes og- såa at -kunne tyde derpaa, da Dewenis Kongo-Eksemplarer have saa stor Overensstemmelse med den. At Arten imidlertid er vidt udbredt i Afrika, derpaa tyder det, at Commersons Originaleksem- plaårer ere fra Madagaskar, og at ogsaa følgende synes at maatte henføres til den samme. 4. Schweinfurth: Moolo i Centralafrika; Decemb. 1869 (Herb. Berolin.). — Fig. 30. Greningen er ret tydelig den FF samme, som hos 7. hypnordes efter Fig. 29. Tristicha alternifolia (Welwitsch, Iter Angolense no, 527). min Fremstilling i Afhandl. V. Der 7 Tristicha hypnoides y. fontinaloides (IGGGE) sec. cl. Weddell. A; Gren c. ”/1 Størrelse. — Bj; Assimilationsgren, som tydeligt er lange, slanke, spredt bladede, viser, at ogsaa her ere Bladene treradede; Medianrækkerne ere ofte en eller to Gange gaffeldelte mærkede m, den ene (ydre) Siderække dy, og den anden (indre) UREN li (67/2 G. forst.) C; Blomst ('/;). — (E. W. Assimilationsskud, og ovenfor dem STA BBR GE MET SE) OS Gl ter ) synes de korte, blomstrende Skud at staa. Planten er blød, frisk grøn; Bladene af- langt-liniedannede, spidse eller tilspidsede (Fig. 30, B og K). Det kan bemærkes, at D. K, D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. Xl, 1. (3) 34 der baade findes Eksemplarer med moden Frugt (langstilkede Kapsler med Stilke paa indtil 20 Mm. Længde; Fig. 30 4), og Eksemplarer, hvis Blomster ere indesluttede i Svøb- bladene, saaledes som Fig. 30 C, D, F og I. Da disse sidste Eksemplarer ganske stemme med de Fig. 25 afbildede Originaleksemplarer, synes Forstaaelsen af Weddell's Ord om de siddende Kapsler at være den ovenfor udtrykte. Paa disse Eksemplarer var det flere Steder meget tydeligt, at en mindre og en større Blomsterknop sædvanligvis sidde sammen, om- Fig. 30. Tristicha alternifolia Tul. (leg. Schweinfurth, Moolo). A; Blomst, og B; Grenstykke (67/2 G. forst.). — C; Eksemplar ved ”/, Størr. — D; et Stykke af samme, der viser Blomsterstillingen; /iI er ældste, f(IT yngste Blomst, mellem hvilke der sidder en Assimilations- Gren (67/2 G. forst.) — E; Dele af Knop c' i F, der vise dens Stilling paa Grenen (6 Gg. forst.); af samme Knop ere G, Pistillens øvre Ende, og H, Støvdrageren. — I; en Gren med ”/, Størrelse; Assimilations- skuddene ere mærkede b, c og d; de blomstrende Skud a”, d', c'; ved a' og b' er der en større og en mindre Blomst, hvis Stillinger ere antydede ved Tallenes Plads. — K; Ende af et Assimilationsskud (67/2 G. forst.). — (E. W.) hyllede af tynde Svøbblade. Mellem de to Knopper ses ofte en lille vegetativ Gren (se Fig. 30 D), og den mindre og den større Knop syntes skiftevis at sidde nærmest den ene og den anden Side af Stængelen i paa hverandre følgende Blomstringsskud (se Fig. 30 I ved a” og 6'; ved den første vender den større Knop til venstre, ved den anden derimod til højre; den lille omvendt). 35 Tristicha alternifolia Tul. var. Dregeana (Tul.) Warmg. 5. Tristicha Dregeana Tul. (Monogr. p. 184); T. hypnoides var… Dregeana hos Weddell i Prodr. p. 45. Ogsaa denne dels som særskilt Art, dels som Varietet af 7'. hypnordes opfattede Form mener jeg at burde henføre til 7'. altermifolza, til hvilken Tulasne selv ogsaa siger, at. den nærmer sig. Ifølge Originaleksemplarer (Herb. Berolin.: Drege ad Cap b. sp., no. 2991) er den en blød og bøjelig Form, hvis vigtigste Afvigelse fra alle andre Tristicha- former synes at være de brede, sammentrykte Stængler og de sammenhobede Blomster. Fig. 31. «Tristicha Dregeana Tul.» (Herbar. Paris). Å; en Plante i nat. St. — B; en Blomst. — C;-Anthera fra Knop ('5/1). — D; Klap af Kapsei. — EF; Blad (75/1). — F; Pistil med Del af Bloster fra Knop ('5/;). — (E. W.) Men dette maa formentlig opfattes som en Tilnærmelse til Fasciation. Den beskrives af Tulasne (. c. p. 184) saaledes: «Caules . ...crassi et compressi (sicut fasciati),» og af Weddell (1.c. p. 45): «caulibus . ... magis minusve fasciatis, foliis . . . . plus minus confertis». Fig. 31 Å viser et helt Eksemplar i nat. Størrelse, paa hvilket det omtalte tydeligt ses; Blomsternes Sammenhobning og de store Svøbblade ses ogsaa af Fig. 32. Fig. 31 vil vise, at Planten har de samme lange, tynde, fjerntbladede Assimilationsskud som de andre til 7'. alternifolia henførte Eksemplarer, men her ere de ganske vist ugrenede. (Tulasne omtaler dem saaledes: «ramusculi. filiformes exiles steriles vagi et 2—5 cm. x o 36 circiter longi»). Bladene ere 2—2!/2 Mm. lange, aflange eller lancetdannede, spidse (Fig. 31 E). Blomsterne ere noget større og grovere i alle deres Dele end sædvanligt, hvilket ogsaa fremgaar af Fig. A. De ere c. 2 Mm. lange eller endog lidt længere; Støv- knapperne ere lidt tykkere og mere afrundede foroven, og Griflerne ere kortere og tykkere. Kapslernes Stilke kunne blive 10—12 Mm. lange. : De fremhævede Formforhold synes mig i det højeste at kunne begrunde Bibe- holdelsen af den som Varietet, men under 7', alternifolra. Fig. 32. Tristicha altermifolia Tul. var. Fig. 33. Tristicha alternifolia Tul. var. pulchella Warmg. (T'.. hyp- Dregeana (Warmg.). (Dreges Original- moides Spr. var. pulchella Wedd.). Baikie Niger Exped. 1530. eksemplar, Cap. b. sp. no. 2991). A; et Skud (forst. 7/1). — B; to Blade ('S/;). — C, D, E; Blomster- Et Stykke fra Midten af en Stængel dele. — F; Del af en gammel Plante, hvis sorte Blomsterstilke (5/1). — (E. W.) ere c. 15 Mm. lange (27/, G. forst.). — G; en Blomst med usæd- vanlig lang Støvdrager. — (E. W.) 6. Til Tristicha alternifolia var. Dregeana nærmer sig ogsaa mest Schimpers no. 1381, «auf Fels in Båchen, 6000” uber Meer; Silen Uha 16. Oktobr. 1863» (Herbar. Berol.). Kapselstilken er 1—2 Cm. Tristicha alternifolia Tul. var. pulchella (Weddell) Warmg. Til T. alterni- folia mener jeg sluttelig ogsaa, at følgende to bør henføres. 7. Baikie Niger Exped., 1857—1859, no. 1530, Coll. G. Barter. (I Herb. Berolin. bestemt af Al. Braun som Tristicha heterophylla A. Br. og af Weddell som Tr. hypnoides 2. pulchella (Prodr. p. 45). — Fig. 33. 37 Eksemplarerne ere kun 2—3 Cm. høje, meget spinkle og fine. Skuddene have korte Blade af den sædvanlige ægdannede Form, mere eller mindre baadformet hvælvede, butte, udstaaende og stive, men de faa mod Spidsen længere Blade, 1//2—2 Mm. lange, tyn- dere, aflange eller lancetdannede, spidse eller jævnt tilspidsede, gennemsigtige, grønne og flade; det hele Skud bliver ved deres Former og Stilling langt afsmalnet i Spidsen eller tilspidset. De ere, ligesom hos T'. alternifolia i det Hele, ikke tydeligt treradede, og da de ganske ligne dennes, og da Kapslerne tillige faa lange Stilke (10—15 Mm.), antager jeg, at den bør føres til denne; men den' kan maaske nok fortjene Navn af en Varietet. Da Weddell har betragtet den som Var. pulchella af T. hypnoides, beholder jeg dette Navn som Varietetsnavn under 7'. alternifolia. 8. Schweinfurth no. 2859: «Centralafrika, im Lande der Mittu, am Uoko bei Kero, auf Gneiss; 26. Decbr. 1869». Daarlige, sammenfiltrede Eksemplarer af faa Cm. Højde med Kapselstilke paa 20— 25 Mm. Længde. 9. Schweinfurth fra «Stromschnellen des Flusses Rohl; Jan. 1870» i Brauns Herb. (Herbar. Berolin.) og no. 2854: «Centralafrika an Granitblåcken im Wasser des Kohl, Stromschnellen von Vohlo, mit langen, fest anliegenden Auslåufern; 20 Dec. 18695». Den sidste er væsentlig lave, frugtbærende Tuer med Kapsler af 1/2 Mm. Længde og Kapselstilke af 1 Cm. Længde. Bladene ere aflange eller liniedannet aflange. 10. Gulielma Lister har sendt mig en Podostemacé fra Ægypten, den første i dette Land fundne, med følgende Oplysninger: «It was growing on granite rocks in the Nile, about 100 metres below the ist cataract; in swiftly running water, and also for 2 feet above the water level, making the rocks appear crimson where the plant was wet. It covered an area of about 10 square metres. The level of the Nile was lower this spring than it had been for many years.» Jeg giver i Fig. 34 nogle Billeder af denne Plante. Den har aabenbart som sæd- vanlig Rødder, der krybe hen over Klipperne, idet de danne Skud paa Siderne (Fig. 34 B); men det er kun yderst smaa Stykker af dens Rødder, jeg har faaet at se. Ejendommeligt er, at den kun synes at grene sig meget langt nede ved Skuddenes Basaldele (Fig. 34 A). Dens Stængler ere lave, 2—3-—4 Cm. lange. Mest ejendommeligt er, at Bladene, som påa Stænglens nedre Del ere smaa og bredt ægdannede, mod Spidsen blive meget lange (2—5) Mm.) og smalle, og navnlig langt tilspidsede; ved de langt tilspidsede Blade afviger den fra de andre Former, jeg har set (Fig. 34 4). Nerven gaar heller ikke længere end hen mod Midten af Pladen eller lidt over Midten. Bladet er bygget som sædvanligt, Cel- lerne maaske noget mere langstrakte, og der var som ellers en Mængde smaa, paa begge Bladflader lidt fremragende Kirtler (Kirtelceller), saaledes som afbildet (Fig. 34 C, D). En Afvigelse er dog, at jeg ingen Kiselceller har fundet. 38 Det langstrakte i Blad og Celleform er rimeligvis fremkommet derved, at Planten er udviklet dybt under Vand, altsaa i svagt Lys; maaske staar Kiselmangelen i. Forbindelse med det samme. Skønt Planten er steril, maa jeg dog om end med Tvivl henføre den til Tristicha alternifolia og nærmest Formen pulchella. De afrikanske Tristicha-Former synes herefter at kunne henføres til. væsentlig kun 2 Arter: 7'. hypnoides Spr. og T. alternifolia Tul., idet jeg henfører T'. trifaria Tul.. til den førstnævnte. De synes navnlig at være. forskellige derved, at 7'. alter- mifolia har længere, smallere og frisk grønne Blade, der sidde mere spredt, saa at de sjældent dække hverandre tagformet; at dens Skud ere slankere og navnlig dens Assimilationsskud meget lange og tynde; og at Blom- sterne eller Kapslerne faa en hel Del længere Stilke, ligesom de ofte ere en Del større end hos T. hypnoides. Blomsterne synes ogsaa ofte at sidde to (-tre) tæt sammen, og Svøbbladene ved deres. Grund ere større end hos T. hypnoides. Diagnosen af 7. alterni- folia vil kunne lyde omtrent saaledes : Caules distiche ramosi, sæpius gra- "ie, 34, msticha alternifolk ar 7 mo )?7 . … . . TI: Fig. 34 Tree na aternifolsa Tul. var. pulchella (Warmg.)? ciles; alii steriles, filiformes, gracillimi, (Gulielma Lister: e cataractis Nili). SER SIE A; to hele Skud (?/1) fæstede til Roden (?), og fem Blade Ssparse obsolete tristiche foliati, SIDDE fra forskellig Højde (6'/2 G. forst) — B; Rodstykke med — dichotomi; alii floriferi subdichotomi Grunddelene af tre Skud. —- C, D; Dele af et Blad, C det nederste, D det øverste Stykke (9/1). — (E. W.) floribus;ad, dichbotomiassaepe;binis; bracteis. ovatis acutis tenuibus primum alabastra tegentibus. Folia rarius imbricata, oblonga-linearea v. oblonga, apice obtusa, acuta v. acuminata; capsulæ longiuscule pedicellatæ. Caules ad 1 dm. longi, teretiusculi, tenuissimi. Rami steriles ad 7 cm. longi. Folia 2—2!/2 mm. longa, 0,3—0,5 mm. lata. Pedicelli capsularum quam in T. hypnoide vulgo longiores, 12—20 mm. longi. Da jeg endnu ikke helt har forstaaet Tristichas Morfologi, maa denne Diagnose med Tiden vistnok forbedres i Udtrykkene. 39 Der nævnes endnu en Art af Tristicha, nemlig P. bifaria Presl. Den synes meget tvivlsom bl. a. med H. t. Lokaliteten: «in ins. Philippinis (Haenke?)» ) 7. Om Slægten Marathrum. Dr. Cario havde 1880 begyndt at studere denne Slægts Skudbygning paa Eksem- plarer af M. Schiedeanum, men da han forsøgte dette ved Hjælp af Seriesnit, kom han ikke til nogen Forstaaelse af den ret indviklede Sammenhæng, der maatte være saa meget mere vanskelig at forstaa, som Nøglen til den den Gang endnu ikke var givet ved mine Undersøgelser"). Han overlod mig senere sit Materiale, der dog var skaaret i Stumper og Stykker og ganske ubrugeligt til morfologisk Brug. Med dette Materiale sendte han dog ogsaa et Par Blyantstegninger af Planterne, før de skares itu, der viste bl. åa., at Skuddene udspringe fra linieformede Rødder, to og to som sædvanligt hos Podostemaceerne. Det samme fremgaar af tørret Materiale af M. utile, som findes i Brisseler Herbariet, og af hvilke Figurer her meddeles (Fig. 39, 40), samt af forskelligt tørt Materiale af M. Schie- deanum (Fig. 43, E). Det fremgaar af disse Figurer, at der i dette Punkt ingen Forskel er mellem Marathrum og Podostemon, Mniopsis eller andre Slægter; Rødderne af f. Eks. M. Scehtedeanum (for Rio Ceito) overspinde Stenene i alle Retninger; de ere flere Cm. lange og have en Bredde af /2—1 Mm. Slægten beskrives for øvrigt hos Tulasne (Monogr. p. 71) saaledes: «Herbæ acaules, rhizomate crasso globoso-difformi v. breviter expanso et dichotome partito»; hos M. foeniculaceum er «Rhizoma crassiusculum, irregulariter disciforme varieque lobatum et expansum», og lignende Beskrivelser gives af andre Arter. Om den nævnte Art tilføjes yderligere: «Rhizoma .... membranas frondiformes varias abbreviatas simul et folia lon- gissima inprimis in ambitu exserens». Weddell (DC. Prodr. p. 53) skriver om Slægten: arhizomåte . . . . nudoque v. squamoso,» og om M. foeniculaceum: arhizomate crasso lobato squamas frondiformes præter folia agente,» om M. Schiedeanum: urhizomate .... squamis ut videtur destituto»;» lignende om andre Årter. Tegninger af Caårio o. Å. vise en uregelmæssig, kødet-knoldformet Stængel, der hist og her bærer Blade, nogle større, nogle mindre, og Blomster; nogen Orden ses ikke; i det nedenfor i Note nævnte Brev taler han om «kuchenfårmige Seitensprosse». Mine ]) I Brev til mig af 5. Febr. 1881 skrev han endog: «Bei Maråathrum dågegen, das in sehr reissenden Stellen der Flusse wåchst, bleiben gerade die Blåtter (oder Zweige—uber ihren Werth bin ich noch nicht klar) am kieselårmsten, wåhrend der fest an dem Felsen angebackte Thallus sehr kiesel- reich ist». «Die Untersuchung von Marathrum macht ganz eminente Schwierigkeiten was die Ent- wickelung der Blåtter (oder Seitensprosse) anbetrifft». 40 Figurer 35, 37, 38, 39, 43 vise Rhizomets Former; hos nogle er det mere langstrakt, hos andre kortere, mere «kageformet». Denne Stængels Morfologi er slet ikke forstaaet; thi disse «squamæ» eller «mem- branæ frondiformes,» der omtales i det anførte, ere Bladenes skedeformede Bladfødder. Skuddet er i Virkeligheden bygget som hos alle andre Slægter, saavidt jeg kan se. Stængelen er tyk, kortleddet, ofte ret uformelig, som de anførte Beskrivelser ogsaa antyde; den ligger ned, er fladtrykt og fæstet til Underlaget med næsten hele sin Underflade, eller dog store Dele af den, som derfor ere mørkebrune der, hvor den er fæstet (Fig. 35 B, C). Hapterer har jeg ikke set. De unge, fra Roden udgaaede Skud udbrede straks deres Basaldele og fæste dem til Stenene. Bladene staa paa Flankerne af Stængelen, alternerende (Fig. 35 B; 37 A). Hvert Blad har ved sin Basis en meget bred men kort, tynd, næsten hindeagtig Skede, der sprin- Fig. 35... Marathrum Schiedeanum Cham. — (Mexico; leg. F. Liebmann). A; gennem Stipelen af et Blad stikker det næste Blad frem, endnu i Bladleje. — B, C; et Rhizom set fra Oversiden og fra Undersiden; de udfoldede Blade ere mærkede 7, 2, 3, 4, 5, og gennem Bladfoden af det sidste stikker Blad 6 frem; i Kanten af Blad £ udspringer et Sideskud, hvis første Blad er udfoldet. (For- størret). — (E. W.) ger frit, ligulaagtigt frem, og som ud til Siderne kan løfte sig lidt i afrundede Lapper (Fig. 35 4, B; Fig. 36, 37). Snit som Dr. Cario har udført vise, at Bladene ere sam- menvoksede indbyrdes ved Grunden, saa at de danne Hulrum, fra hvilke de nye Skud og Blomsterne dukke frem, i Lighed med Forholdene hos Rhyncholacis, Castelnavia og Lopho- gyne, men ikke såa dybe som navnlig hos disse sidste. Fig. 36 er en af Carios Figurer, der vise disse Hulheder"). De ses endvidere af Fig. 38 og 47, hvilke Figurer tillige overbevise ') I det foran nævnte Brev skrev Dr. Cario ogsaa, at paa de «kuchenfårmigen Sprosse» opstaa «en- dogent», «aber in vertikal gestellte Taschen tief eingesenkt die Blåtter und Bluthen. An vertikal durch den Kuchen gefuhrten Schnitten hat es den Anschein, als entstånden die Sprossungen endogen ; horizontale Schnitte zeigen jedoch, dass es nur eine sehr komplicirte Taschenbildung ist, &ber deren detaillirte Ausbildung ich freilich noch nicht im Klaren bin». om, at Greningen af Skuddet i Virkeligheden er som hos de nævnte Slægter eller i det Hele hos Podostemaceerne af Lacideernes Underfamilie. I Knop fatter hver Bladskede om det efterfølgende Blad, og indeslutter det i sin Hul- hed, idet det dækker over det, saaledes som Fig. 35 4, B og Fig. 37 B fremstille. Marathrum utile har hele eller lappede Blade (Fig. 39, 40); de øvrige Arter flere Gange snitdelte (Fig. 37, M. squamosum; Fig. 43, 44, M. Schiedeanum; Fig. 47, M. foeni- culaceum); hos disse ses det tydeligt, at de nederste Afsnit udfoldes i nedstigende Følge (Fig. 37 B, men især Fig. 43 4, B). Om de ere anlagte i samme Ordensfølge, ved jeg ikke; men formodentlig anlægges de som hos andre Podostemaceer omvendt, nemlig i op- stigende. At Greningen maa være som hos andre Lacideer, har jeg flere Steder kunnet overbevise mig om, selv om det tørre Materiale ikke har tilladt mig at udrede Grendan- nelsen i dens Enkeltheder. Det lille Blad, der kommer tilsyne paa Siden af Fig. 35 B—C, NS) se] 6 Fig. 36... Marathrum Schiedeanum Cham. Tre sukcessive Snit gennem et Skud (forst.); i I ses de to Huler mellem det midterste (ditheciske) Blad og de to andre Blade; i II og III er Skuddet skaaret igennem; i det sidste ses en Antydning af, at det ene af Bladene (det til venstre) danner Sideskud. — (Efter Dr. Cario.) sidder aabenbart paa et Sideskud, der staar i den ene Kant af Blad 4. Saa vel af Dr. Carios Snit (Fig. 36) som af andre Præparater, jeg har set, fremgaar, at udpræget dithe- ciske Blade forekomme. I det Hele er Skuddenes Forhold her aabenbart ganske lig den hos den ogsaa i Blomsterbygningen meget nær staaende Slægt Rhyncholacis !). Jeg kan ikke se rettere end, at Blomsterne i visse Tilfælde staa enkeltvis, f. Eks. i Fig. 37 (Marathrum squamosum Wedd.), men i andre Tilfælde ere de stillede indtil mange sammen i Knipper (Fig. 38, 42), og rimeligvis foreligger der da en Blomsterstanddannelse paa lignende Maade som hos Bryncholacis. Fig. 38 forestiller en stærkt grenet Plante; Blomsterne staa tydeligt nok i fem Grupper, flere i hver Gruppe; Grupperne ere sænkede ned i Hulheder mellem Bladene og 1) Se Warming, Familien Podostemaceæ, Afhandling V, K. D. Vid. Selsk.s Skr., 6. R., IX, 2, 1899. D. K, D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 1. 6 BRS AG ge have oprindelig ligget gemte, helt indesluttede i saadanne. Det er mig ikke muligt at ud- rede Enkelthederne i Greningen af denne, kun i tør Tilstand foreliggende Plante; men det Fig. 37. Marathrum squamosum Wedd. — (Spruce no. 3102). A; en hel Plante i ”/3 Størr.; de yngste Blade ere endnu uudfoldede. — B; den øverste Del af et Skud ; Bladene ere 7, 2, 3 og 4, af hvilke de to sidste endnu ere uudfoldede. — (C. Th. et E. W.) Fig. 38... Marathrum Scluedeanum Cham. var. modestum Wedd. 17/2 G. forst. mm (M. Ulrik del.) Fig. 37. er tydeligt nok, at midt mellem hver Grube er der et, formentlig dithecisk Blad. — Lige- ledes ses den samme Gruppestilling af Blomsterne paa Fig. 41. Blomsterbygning og Frugtform ere kendte; til Illustration af dem tjene Fig. 41, 42, 46, 47. Det kan her straks fremhæves, at der findes ikke blot radiære Blomster, som der typisk skal findes, men ogsaa ensymmetriske, idet Androeceet og Blosteret kun udvikles ensidigt. Se nærmere under Marathrum Schiedeanum. Arterne trænge til nærmere Udredning, som næppe kan gives endnu. Til en Be- gyndelse meddeles følgende. Fig. 39... Marathrum utile Tul. (Rio del Volcan: Pittier). Å; paa en Rod er der fæstet to Skud; to tynde Rødder udspringe fra den (?”/3). — B; Et Blad (?/; St.). — C; en Rod, paa hvilken der sidder fire, ulige gamle Skud; et femte er brudt af (1'/> Gg. forst.). — D; en Sten, som er overspunden med Rødder, fra hvilke flere Skud udgaa (17/3 Gg. forst.). — (C. Thornam.) 1. Marathrum utrile Tul.; Weddell in De Cand. Prodr., XVII, 55. I Herb. Bruxelles findes denne Art med Etikette: «3848, Pittier et Durand, Plantæ Costaricenses; la plus commune sur les pierres du Rio del Volcan. Il. 1891.” Der er i Materialet flere smaa Sten, som ere overspændte af Rødder i alle Retninger (Fig. 39 C). Rødderne ere 1—1"/> Mm. brede, fladtrykte og tæt tiltrykte til Stenene. De kunne være stærkt grenede (Fig. 40). Skuddene sidde som sædvanlig parvis paa dem (Fig. 40) og ere endogene; ved skiveformet udbredte, noget lappede Grunddele fæstes. de til Stenene og kunne derved sidde fast paa dem, selv om Rødderne, fra hvilke de udsprang, ere forsvundne (Fig. 39 A). Nye Rødder kunne udspringe fra Skudgrunden. Skuddene ere yderst kortleddede, saa at Bladene staa meget tæt. 6” dt Bladene. De allerførste Blade paa Skuddene ere forlænget omvendt ægdannede eller aflange, gaaende lidt over i det spateldannede, hele og helrandede. De ældre og større ere sædvanlig fjerformet lappede med paa hver Side indtil 6 alternerende Lapper, som ere aflangt-ægdannede, butte eller i Spidsen lidt afrundede (Fig. 39, 40). Tulasne's Figur vise dem «apice denticulatæ». Nedadtil gaa de større Blade, hvis Plader ere ulvaagtigt mørkegrønne og tynde, jævnt over i en indtil 5 Cm. lang Bladstilk. De største forelig- gende Blade ere 10—12 Cm. lange, 27/2 Cm. brede. Nervationen ses af Figurerne. Blomsterne staa knippevis og synes i hvert enkelt Knippe at staa i Siksak. (Fig. 41 4; Fig. 42). Hylsteret sprænges uregelmæssigt i Spidsen og bliver siddende ved Stilkens Grund (Fig. 41 D); den er c. 8 Mm. lang. Stilken påa de udsprungne eller af- Fig. 40... Marathrum utile Tul. — (Rio del Volcan: H. Pittier). En Kod, », har dannet flere, tyndere Siderødder; saavel fra. Hovedroden som fra Grenene udspringe flere Skud, af hvilke de to ældste allerede ere blomstrende (ved /(). Naturl. Størr. — (C. Thornam.) blomstrede er 20—25 Mm.; i Spidsen udvider den sig stærkt skaalformet (Fig. 41 E); Skaalen kan være c. 1 Mm. bred, den er uregelmæssigt takket i Randen; jeg har ikke set nogen, paa hvilken den er «demum 3 Mm. fere lata» (Weddell I. c.); men Weddell's Eksem- plarer ere i det Hele kraftigere end de mig foreliggende. Paa Eksemplarer fra San Pedro (H. Pittier no. 10654) var der Kapsler med en c. Z/4 Mm. bred Skaal med paasiddende Støvdrager og Perigonskæl og andre, ældre, hvor alt dette var ganske forsvundet, og Blomster- bunden neden for Kapselen viste kun en Skævhed; Kapselens Ribber forlængede sig ned ad den. Der er 5—8 Støvdragere med ca. 3 Mm. lange, liniedannede, ret brede Traade; Anthererne ere noget pilformede ved Grunden (Fig. 41). Blosterskællene ere fra en bred Basis ganske jævnt og langt afsmalnede, eller de kunne i sjældnere Tilfælde være forlæn- 45 get ægdannede, spidse eller tilspidsede. (Fig. 41 E). De naa omtrent Støvtraadenes halve Længde Pistillen har forlænget ellipsoidisk Frugtknude og to lange, i Blomstringsstadiet Fig. 41. Marathrum utile Cham. — (Rio del Volcan: H. Pittier). Å; en Gren, der med sin Underside sidder fast paa en Sten (//;); a, b og c ere tre Blomster; indenfor f ses en Grube, fra hvilken Blomsterne ogsaa begynde at titte frem. — B, C; Støvdragere og Blosterskæl fra en Knop i A (5/1). — D; en Blomst, endnu omgiven af sit Hyister (5/;). — E; en ældre Blomst (?/;). — (C. Thornam et E. W.) divergerende Grifler. Jeg finder ikke, at de kunne kaldes «ina basi connata» (Fig. 41, D, E). Æghusets to Rum ere noget ulige store (Fig. 42 B, C). Kapselen har 3 + 3 kraftige Ryg- ribber samt ved Opspringningssømmene to svagere Dobbeltribber (Fig. 42); dens Væg har sædvanlig Bygning. Den er 3—3!/4 Mm. lang. M. utile vokser desuden ved: Pierres du Rio San Pedro, Costarica meridional; H. Pittier (no. 10654); I. 1897. — S. Antonio, Sierra Nevada de Sta. Marta (Dr. Karsten). — Venezuela: Rio Bocono (se Goebel, Pflanzenbiologische Schilderungen, 2, p. 334). 2. Marathrum Schiedeanum Cham. (De Cand. Prodr. XVII, 53). Fig. 42. Marathrum utile Cham. — (Rio del Volcan: H. Pittier). A; en Blomsterstand (17/3 G. forst.) — B, OC; Tværsnit af Æghuset. — (C. Th. og E. W.) Af denne Årt foreligger der mig et ret stort Herbariemateriale. Fig. 43 Å viser Planten i naturlig Størrelse. RBhizomet er omtr. 2—3 Cm. langt og 5 Mm. bredt, men kan faa andre Dimensioner (Fig. 35), 46 Bladene ere 10—25 Cm. lange, 2—5 Cm. brede, omtrent elliptiske, nogle smal- lere, mere lancetdannede, andre bredere, undertiden lidt ægdannede. Stilkens Længde BSN 2 ARR NW5/9/7 AN 1% ANN VW: PÅ SA Yi JY I VI Fig. 43... Marathrum Schiedeanum Cham. Å; et' Skud med tre Blade (Z, 2, 5), af hvilke det yngste (3) viser, at Bladafsnittene udfoldes i nedstigende Orden (?/;). — B; et enkelt Blad, der ligeledes viser, at Afsnit- tene udfoldes i nedstigende Følge ('/)). — C; en moden Kapsel (//). — D; en lignende (2'/2 å 3 Gg. forst.). — EH; fra Basis af et Skud med 3 Blade (til højre) udgaar en Rod, r—r, der hen mod Spidsen bærer flere smaa Skud (g—g). — (C. Th. et E. W.) varierer; men då man paa samme Individ kan finde yngre, endnu ret kortstilkede Blade og' gamle, langstilkede, synes dette ikke at have noget væsentligt at betyde. I Regelen har Stilken 7/3—"/5 af Pladens Længde, men kan være meget mindre, ja den kan næsten mangle. Pladen er indtil 5 Gange snitdelt, med omtrent 12—18 Afsnit af Orden 1. paa hver Side, og disse Afsnit ere indtil 5 Cm. lange, og alternere regelmæssigt med hverandre (Fig. 43). Afsnittene af 1. Orden ere siddende eller kortstilkede, linie-lancet- dannede i Form. Afsnittene af sidste Orden ere linie- til traaddannede; variere altsaa no- get i Længde og Bredde (Fig. 44, 45), hvilket formodentlig afhænger af det samme som de tilsvarende Forskelligheder hos Rhyn- cholacis (se Afhandling Y, p. 123), nem- lig af Vandets Dybde og Strømmens Fart. Afsnittene af 1. Orden udfoldes tydeligt i nedstigende Orden; man kan finde de fleste af de nedre ganske uudfoldede, medens de øverste ere ret vidt udfoldede saaledes som Fig. 43 Å og B vise. Ørsteds Eksemplarer fra Rio Torre have mærkværdigt korte Afsnit af de højere Ordener saaledes, at de se ejendommeligt uudfoldede ud. Fig. 44 C viser, at Huden er dannet af polygonale, smaa Celler uden de anden Steds optrædende smaa, brune, kirtellig- nende Celler. I det Indre er der til Dels vide og ret lange Celler. Kar fandt jeg ikke (Fig.44 D). Af Kiseldannelser er der mange. 47 Blomsterne. Hylsteret er tyndt, snævert tragtformet; det sprænges i Spidsen i nogle faa store Tænder; dets Længde er c. 10 Mm. Blomsten har 5—8 Perigonskæl og lige saa mange Støvdragere, der ere omtr. 2—4 Gange længere end Skællene; Støvtraadene ere noget udvidede paa Midten; de ere omtrent af Kapselens Længde. Kapselen er mørkebrun, 3—4—5 Mm. lang. Den er omtrent ellipsoidisk; har 8 Ribber, nemlig tre paa Ryggen af hver Klap og 2 Dobbeltribber ved Opspringnings- sømmene. Dens Stilk kan være ret forskellig i Længde; i Almindelighed er den 2—3 Cm. Fig. 44. Marathrum Schiedeanum Cham. Fig. 45. Marathrum Schiedeanum. Cham. Bladdele. — A; Spidsen af et Blad (af Planten i To Bladdele (/,); B har de korteste Afsnit; Tallene Fig. 43), der er delt i lange, haarformede Afsnit 1—5 angive Afsnittenes Ordensfølge. — (E. W.) (/). — B; Spidsen af et Afsnit, set udenfra; B”, samme i Længdesnit. — OC; Overfladen af et Afsnit længere nede, og D, Længdesnit gennem samme. — (FE. W.) lang, men påa Liebmanns meget kraftige Eksemplarer naar den indtil 8 Cm. Længde (Fig. 43 C). Den modne Frugt er lyst eller mørkt kastaniebrun, næsten 5 Mm. lang, men påa de store Eksemplarer indtil 6 Mm. Den skaalformede Krave, der bliver siddende under Kapselen, er ikke altid lige stærk, sædvanlig 1/72—2"/> Mm. bred (Fig. 43 D); oftest er den noget højere ved den ene Side end ved den anden. Paa ældre Eksemplarer kan den være omtrent forsvunden, saa at kun en mere eller mindre stærk Skævhed paa Stilken lige under Kapselen betegner dens Plads. &Ribberne løbe fra Kapselen ned paa dette Stykke; ofte forsvinder Parenkymet mellem dem, saa at der dannes smaa Huller eller Vinduer paa Blomsterbunden under Kapselen. Denne Art synes at være meget almindelig i Mexico og Mellemamerika. Jeg har set Eksemplarer fra de nedenfor omtalte Lokaliteter. Mexico. — «Staat Vera Cruz; auf Steinen im Bache unterhalb Apazapan (300 m. ub. M.), Sept. 1894; leg. E. Stahl.” — Liebmann (Il. c. p. 511): «Denne Årt er al- mindelig udbredt paa Mexicos østlige Side fra Kysten indtil 4000". Jeg har iagttaget den i næsten alle rivende Floder paa Østsiden, saaledes i Rio Antigna, i en lille Flod mellem La Isleta og Maloapam, i Smaafloder i Bunden af de dybe Baranker omkring Mirador, i Floden ved Dos puentes mellem Totutla og S. Antonio Huatusco (4000 0. fl. St.» Centralamerika. — Rio Torre ad San José, m. Novemb. fl., leg. A. S. Ørsted. Costarica: H. Pittier et Th. Durand, Plantæ costaricenses exsicc. no. 98. Dans un torrent å S. Rios. 1. III. 88. — Sur les pierres des ruisseaux. Environs de la Piedra blanca. Aserri.… 12—17 Aout. 1889. Ad. Tonduz 1260. — Rio Torres å San José. 24—5—1890. Ad. Tonduz 2485. — Sur les pierres du Rio Tiribi prés San José. 5. Marts 1890. Ad. Tonduz leg. 2163. — Id. no. 11295 (VII—1897). — Pierres dans le Rio Ceibo (200 M.) prés de Buenos Aires. I. 92. Pittier et Tonduz no. 6591. — Eaux du Rio Torre å San Francisco de Quindupe, Maj 1893; leg. A. Tonduz (Herb. H. Schinz). — Herb. Inst. physico-geogr. nat. costaricensis (Herb. Bruxelles): Sur les pierres du Rio Torres å San Francisco de Guadelupe. Leg. Ad. Tonduz. I. 1896. — Sur les pierres du Rio Tiribi au pont des Anones; leg. Ad. Tonduz, I. 1896 (no. 9839). Plantæ Cubenses Wrightianæ no. 3194. Coll. C. Wrigth 1860—1864 (folia tan- tum, quia subincertum). i den nævnte Afhandling om Mexicos Podostemoner (se ovenfor, S. 24) opstillede Liebmann ogsaa nogle nye Arter af Marathrum, nemlig M. flexuosum og M. tenue. Marathrum flexuosum Liebm. (1. c. p. 511) «differt a M. Schiedeano foliis longi- oribus rigidioribus, petiolo communi flexuoso, partitionibus multo remotius alternis, laci- niis ultimis longius linearibus. Folia 9 poll. longa, 3—4 poll. lata. — Departem. Qajaca i rivende Floder ved Guatulco, Mexico Occident., fæstet paa Granitblokke.… — Jeg kan i denne Art ikke se andet end en kraftig, meget ubetydelig Form af M. Schiedeanum; det omtalte bølgede i Bladenes Rachis var ganske vist ret stærkt paa de tørre Eksemplarer, men det svandt helt hen eller reduceredes i alt Fald betydeligt, da Bladene blødtes op i Vand. Marathrum tenue Liebm. — Liebmann opstiller (1. c.) endnu en anden Art af Marathrum, den nævnte: tenue. Den er rimeligvis kun en Form af M. Schiedeanum. Det er foreløbig ikke muligt at afgøre, da Eksemplarerne ikke have Blomst, men kun modne Kapsler. Han giver følgende Diagnose: «planta pusilla callo expanso saxis affixa, foliis pollicaribus tripinnatifidis, laciniis capillaceis tenuissimis, pedunculis I1—1Y2 poll. longis se on REE RE JETTE HE FN I ET TF TE EVT TT, fm 49 sparsis (non axillaribus), capsulis bivalvibus 8-costatis, costis decurrentibus. In torrente faucina lapidibus affixa ad Huitamalco, Dpt. Vera "Cruz, 2500" s. m.; Maio 1841». — Liebmann anfører selv, at Planten mangler den skaalformede Udvidning paa Blomster- stilkens øverste Del. Men dette hidrører aabenbart kun derfra, at den er forsvunden med Alderen. Blomsterbunden er her tydelig skæv; mellem Ribberne fra Kapselen er der for- neden Gennembrydninger, hvad Liebmann ogsaa bemærker, idet Parenkymet mellem dem er forsvundet. — At den er en Marathrum, kan der næppe være Tvivl om, og da dens Bladform m. m. er som hos M. Schiedeanum (Bladene ere lige saa mange Gange delte som hos denne), antager jeg, at den kun er en Form af denne, der maaske er fremkaldt ved Lokaliteten, maaske f. Eks. ved en skyggefuld Plads. Liebmann omtaler endnu en anden Podostemacé fra samme Lokalitet som hans M. tenue (Baranken ved Huitamalco), som ikke kan bestemmes, da den hverken fandtes med Blomst eller med Frugt. Da han imidlertid kalder den «Marathrum? ricciæforme Liebm. ad int.…, og giver en Diagnose, vil jeg oplyse, at den i alt Fald ikke er nogen Marathrum, snarere en Podostemon. Hans Diagnose lyder: «planta pusilla, callo expanso lapidibus affixo, foliis adnatis dichotome partitis, laciniis linearibus planis aveniis apice obtusis emarginatisve. Folia 3—5 lin. longa.… Den har meget tydeligt baandformede, grønne Rødder, fra hvilke Skuddene udspringe paa vanlig Vis. Den minder en Del om Mniopsis Weddelliana. Herfra føres jeg til at omtale M. Schiedeanum var. 2 modestum Wedd. i DC. Prodr. p. 54, der er «typo multo minor, foliis 3—5 centim. metientibus» osv. Marathrum Schiedeanum 2, modestum Wedd. Herhen tror jeg at maatte føre nogle Eksemplarer, som udmærke sig ved at være meget mindre og finere i Bladene, og som ikke have nogen Skaal om Basis af Frugten, ialtfald ikke uden en ensidig Fremragning. Et Eksemplar er afbildet Fig. 38. Bladene ere mørkegrønne; Formen er som hos M. Schiedeanum, men de ere mindre, fra 3 til 12 Cm. lge. Blomsterne sidde i faatallige Grupper. Hylstrene ere store, tragtdannede, foroven spaltede i 2—3—4 store Flige; Længden er indtil 1 Cm. " Blomsternes Androeceum er alsidigt eller undertiden, hvad særligt maa fremhæves, ensidigt; i første Tilfælde bestaar det af 5—8 Støvdragere, der sidde paa Randen af en lille Skaal (Fig. 46 A); i andet Til- fælde er der 1—2—3 Støvdragere, og disse sidde til den ene Side, og kun til denne Side er der Antydning af nogen Skaaldannelse eller selv en saadan mangler (Fig. 46 B, D, F, I, K). Det har sin store Interesse at finde denne Variation ikke blot inden for samme Slægt, men formentlig ogsaa inden for samme Art. Perigonskællene ere liniedannede og have for- skellig Længde; i nogle Blomster ere de næsten saa lange som Støvtraadene (Fig. 46 D, F), i andre ere de kun halvt saa lange. Længden er c. 2/2 Mm. Støvvejen har en ellip- soidisk Frugtknude, omtrent af Støvdragernes Længde. De to Grifler ere bøjede ned til Androeceets Side i den stærkest ensymmetriske Blomst (Fig. 46 D, F). Kapselens D. K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 1. U 50 Stilk er 1//2—2'/5 Cm.lang. Skaalen er som sædvanlig noget skæv, og hos de zygomorfe mangler den helt paa den ene Side. Kapselen er lysebrun, kraftigt ribbet, 2//2—3!/> Mm. Ig. Herhen mener jeg at burde føre følgende: Centralamerika. I Floden ved Matagalpa i Segovia; påa Stene. Januar 1848. A. S. Ørsted (Støvdragerkredsen komplet). — La Luz pr. Cordoba. Ad lapides in rivulis. 4. Oct. 1882. (E. Kerber, Plantæ mexicanæ no. 83.). Støvdragere 2—3; ensidige, længere Perigonskæl. — Costarica. Eaux du Rio Parrita grande å San Marcos. III. 1893. A. Tonduz 7951. — Rio del Volcan: H. Pittier 3846. — Gust. Bernouilli no. 57. Herbar. Guatemalense. Rio de Mazatenango, Nov. 1862. Fig. 46.. Marathrum Scliedeanum Cham. et $ modestum Wedd. A; en Blomst (7/1; leg. A. Tonduz; Rio Tiribi, 9839). — B; C; en Blomst, frigjort og indesluttet i Spa- thella; den har 2 Støvdr. og 3 Perigonskæl (”/,; Rio del Volcan; H. Pittier, 3846). — D—K, leg. Tonduz ad Rio Parrita, 7951; D; en enhannet Blomst, udtaget af Knoppen. Æ; Tværsnit af Ovarium. F'; en 3-han- net Blomst. G; Pollenkorn. H; en Støvdrager, set forfra. I, K; to Androeceer (3 Støvdragere, i I de to sammenhængende) og Perigonskæl. — (E. W.) Jeg kan efter det foreliggende Materiale ikke afgøre, om denne Form er en selv- stændig Art. For at gøre Billedet af Formforholdene inden for Slægten fuldkomnere, vil jeg endnu omtale den følgende Art, af hvilken jeg har haft godt, tørret Materiale. 3. Marathrum foeniculaceum Humb. et Bonpl. Pl. Æquin. I. 40; Weddell i De Cand. Prodr. 17, p. 53. Til denne Art mener jeg at maatte henføre Eksemplarer i Berliner Herb. med Eti- ” kette: «Plantæ Columbianæ, F. C. Lehmann (2226): An Rollsteinen im Rio Paz u. Rio | i ] | | 51 de la Plata. 1000 m. 9. 12. 1882. — Tolima in Columbia.» Da der foreligger ret gode, tørrede Eksemplarer, kan jeg tilføje følgende om den. Fig. 47... Marathrum foeniculaceum. Humb. et Bonpl. Å; en hel Plante (?/3 St.). — B!, B?; Basis af et Skud, set fra Undersiden og Oversiden (1'/> Gg. forst.). De tre Blade paa Hovedskuddet I ere mærkede aa, b, Cc; st er en Bladfod, Sideskuddene ere mærkede IT, III. — CO; Spidsen af et Skud, hvis to øverste Blade ere mærkede a—/; mellem dem den endestillede Blomst (//). — D—I; Blomsterdele (de fleste c. 7 Gg. forst.). — K; moden Kapsel. — L; nederste Del af en ældre Plante (lidt over nat. St.) — (C. Th. et E. W)). v7X Skuddene ere ret rigt grenede med mange korte Grene, ret tykke. Det er tyde- lig den sædvanlige Podostemacé-Grening (Fig. 47 B!— Bb”). Ældre, store Eksemplarer kunne have mange Blomster (Fig. 47 £); om disse ere delvis enligt stillede, eller om de alle staa gruppevist, kan jeg ikke afgøre. : ladene omfatte Blomsterne med brede Foddele, der kunne faa Udseende af selvstændige Skæl, hvorfra Weddells Udtryk Il. c.: «rhizomate crasso . ... squamas frondi- formes præter folia agente». Maaske er der ogsaa pladeløse Blade, reducerede til den brede Foddel; dette kan jeg ikke se tydeligt, men det i Fig. 47 C afbildede Præparat tyder derpaa. Bladene ere 20—30 Cm. lange og have en lang (c. 10 Cm. Ig.j Stilk. Pladens Afsnit af 1. Orden ere ikke mange; den (falske) Gaffelgrening som Fig. 47 Å viser, og som optræder straks fra først af, er meget karakteristisk, navnlig ved Sammenligning med M. Schiedeanum.. Blomsterne ere først sænkede ned mellem Bladenes Foddele (Fig. 47 B, C), senere, efter Hylsterets Sprængning, langstilkede (Stilkene 2—3 Cm. Ig.; Fig. 47 L). Hyl- steret er c. 1 Cm. lg. Under Blomsten er Stilken lidt opsvulmet og gaar over i den Krave, der her findes; Skaalen under den modne Kapsel er 1—1!/> Mm. bred (Fig. 47 K). Der er 5—8 smaa, liniedannede, langt tilspidsede Perigonskæl, og lige saa mange, dermed afvekslende Støvdragere (£—5 Mm. lange). Støvtraadene ere lidt bladagtige, og hist og her kunne to være forenede (Fig. 47 D, E), Pollenkornene ere enlige, med 3 Opspringssteder (Fig. 47 FJ). Griflerne ere lidt kølledannede, undertiden lidt skæve i Spidsen, hvor Pollen- kornene sidde fast (Fig. 47 G, H); de ere indbyrdes frie eller næsten frie, og c. 1 Mm. lange. Kapselen er 4—5 Mm. lang. 8. Om Podostemaceernes Slægter. I min Bearbejdelse af Familien Podostemaceæ i Engler og Prantls «Naturliche Pflanzenfamilien» (Il, 24; 1890) udtalte jeg: «In der Zukunft wird die Systematik sich ganz sicher wesentlich åndern missen». Tiden er heller ikke endnu moden til et virke- ligt begrundet, naturligt System af Slægterne; dertil mangle alt for mange paalidelige og omhyggelige Specialundersøgelser, hvilke ere langt mere nødvendige i denne Familie end i nogen anden, fordi dens indviklede og højst besynderlige morfologiske Forhold aldeles ikke have været forstaaede af de tidligere Bearbejdere og til Dels heller ikke ere det endnu. Der er desuden opstillet mange flere Arter paa slet og ufuldstændigt Materiale end vist i nogen anden Familie, fordi Planterne meget ofte maltrakteres af Vandstrømmene, hvilket man ikke altid, har forstaaet eller været tilstrækkeligt opmærksom paa (se f. Eks. Castelnavia 53 princeps; Afhandl. II; 1882). Der er nu Udsigt til, at vi ville kunne gøre et stort Skridt fremad ved de indgaaende Undersøgelser, som Dr. John Willis foretager paa Ceylon paa et stort og fortrinligt, til Dels levende og af Frø opelsket Materiale af Indiens Arter, og med store Forventninger imødeser jeg dette Arbejde. Ikke desto mindre vil jeg allerede nu forsøge at give en kort Oversigt over, hvorledes Slægterne bør knyttes til hverandre efter.den, desværre ogsaa ret ufuldstændige, Kundskab, som jeg hidtil har kunnet faa til Familien. I Aaret 1849 delte Tulasne?) Familien i 2 Tribus: 1) Drioicæ s. Hydrostachyeæ, og 2) Androgynæ s. Eupodostemewæ. Den samme Inddeling findes i hans Monografi (1852) og, med Benævnelsen Subordines, hos Weddell i De Cand. Prodr. 17 (1873). Heri tror jeg, at der bør gøres den Forandring, som jeg har foreslaaet i Danske Vidensk. Selsk. Oversigt 18917), at Hydrostachydeerne hør udskilles som en egen Familie, Hydro- stachydaceæ, fra Familien Podostemaceæ. Under sin anden Tribus havde Tulasne 1849 to Subtribus: Achlamydeæ eller Lacideæ og Chlamydeæ eller Tristicheæ, en Inddeling der ligeledes er bevaret af ham (1852), men ikke af Weddell (1873), i det denne nemlig af Tulasnes Tristicheæ udskiller Weddellina som en sideordnet Afdeling, saaledes at han altsaa faar 3 sideordnede «Tri- bus»: Tristicheæ, Weddellineæ og Eupodostemoneæ. Jeg anser dette for urigtigt, ligesom ogsaa Hooker og Benthams Henførelse af Weddelltna til Trib. Mourereæ (Gen. Plant. lil, 107) er urigtig. Tulasne har her haft et rigtigere Blik; Weddellina er sikkert nær- mest beslægtet med Tristicha, om end ret afvigende og enestaaende, og bør forenes med de to andre Slægter, Tristicha og Lawia (T'erniola) til én Underfamilie, for hvilken Tu- lasne's gamle Navn bør beholdes, Tristicheæ (eller Chlamydeæ). Karakteristisk for denne er: Blomsterne have intet Hylster (Spathella), men et veludviklet, oftest endog sambladet Bloster, og en 2—3-rummet Kapsel med lige store Klapper. Hos Lawia og Weddellina ere Blomsterne radiære, hvilket vel maa sættes i Forbindelse med, at de blomstrende Skud ere mere lodret stillede end hos Fristicha, hvis Skud ere stærkt dorsiventrale. Om Weddellina's Morfologi have vi nu gode Oplysninger af Goebel (1893; Pflanzen- biologische Schilderungen, Bd. 2) og Wåchter (1897; Flora 83). Om Tristicha har jeg givet Oplysninger i Ste Afhandling (1899) og ovenfor; der er endnu meget tilbage at oplyse. Lawia har jeg omtalt 1891 i Afhandling IV; ogsaa om denne Slægt og dens Arter. bør nye Undersøgelser afventes. Den fortjener vistnok at deles i flere Slægter. Hos nogle er det thalløse, til Underlaget fæstede Legeme dannet alene af en skorpeformet Rod, der minder om en Skorpeliken; hos andre er det derimod fremgaaet af en Sammensmæltning 7) Podostemacearum synopsis monographica i Ann. d. sc., 3. Sér., XI, p. 87. ?) Eug. Warming, Note sur le genre Hydrostachys. 54 af et Skudsystems forskellige Dele. Det første er Tilfældet med Lawia zeylanica (Gardn.) Tul. (min 4. Afhandl. S. 161, Fig. 27—30), det sidste med L. folzosa (Wight), (ibid. p. 159, Fig. 26). Dette synes en saa væsentlig Forskel, at jeg finder, det bør have sit Udtryk deri, at de faa forskelligt Slægtsnavn, og jeg vil derfor foreslaa, at Tulasnes eller rettere Griffiths af ham optagne Navn Lawia benyttes for L. zeylanica og lignende, medens hans senere Slægtsnavn 7'erniola (1852; Monogr. p. 189) benyttes for den anden af disse Artsgrupper (L. foliosa osv.).… Wights Navn Lawia for en Rubiacé er nemlig ikke op- retholdt og kan saaledes godt anvendes, saaledes som Tulasne oprindelig gjorde. En tredie Slægt bør da vistnok dannes paa Grundlag af Dalzellia ramosissima Wight (Tulasnea ramosissima Wight), fordi dens Vegetationsorganer ifølge Wights Icones pl. Ind. or., V, tab. 1920 synes at være væsentlig forskellige fra de andres, nemlig grenede, frit bølgende Rødder, besatte med smaa, blomstrende Skud. For denne kunde Wights Navn Dalzellia beholdes (lc. pl. Ind. or. V, p. 35). Alt dette vil komme til at staa klarere, naar Dr. Willis's Arbejde foreligger. Den den Underfamilie af Podostemaceerne kan kaldes med det ældste (Tulasne'ske) Navn, Åchlamydeæ. Den karakteriseres ved følgende: Blomsterne ere først indesluttede i et Hylster (Spathella), der sprænges; Bloster findes, men er reduceret til smaa, oftest liniedannede Skæl; for øvrigt er Blomsten radiær eller zygomorf. De mange Former, som vi her møde, ere ingenlunde lette at gruppere; Typerne flyde til Dels i hverandre, og mange ere endnu højst ufuldkomment kendte. Jeg finder det naturligst at begynde med Slægterne Ligea (hvormed Tulasnes Oenone er bleven forenet af Tulasne selv, 1852) og Apinagia, fordi de synes mig at maatte staa den ældste Form nærmest. De danne en lille, naturlig Gruppe, ÅApinagieæ. Den morfoiogiske Bygning er her mindst indviklet. Rødderne ere nemlig traad- formede og tjene aabenbart nærmest som Vandringsorganer og Udgangspunkter for nye Skud. Skuddene ere i alt Fald hos de fleste Lægea-Arter ret lange, straktleddede, oprette og bølge frit i Vandet; de ere cymøst grenede med Blomsterne enlige i Dikotomierne efter den for Podostemaceerne ejendommelige Greningsform. Blomsterne ere dernæst radiære, og de talrige Støvdragere danne en sluttet Kreds eller endog mere end én Kreds hos en Del af dem. Kapselrummene og Klapperne ere lige store. Herfra føres Rækken videre til mere indviklede Former, hvis Blomsterstande ligne segl- krummede Svikler eller snarere ere en Art Segl (ÅApinagia-Arter), og Blomsterne blive zygomorfe, idet Androeceet og Perigoniet bliver ensidigt og faatalligt. Endog hos samme Art kan der træffes radiære og zygomorfe Blomster (Ligea Richardiana, AÅpinagia fucoides efter Tulasne's Monographi p.90 og 101). Derfra gøres Overgangen paa den ene Side til en meget naturlig lille Gruppe, Mo u- rereæ, hos hvilken de vegetative Skud blive nedliggende, tiltrykte til Underlaget og RE RDS nesten pg rhizomagtige, medens Blomsterne ere samlede i Blomsterstande, som udgaa fra dem, og tilsyneladende ere lange Klaser eller Aks, der dog i Virkeligheden ere en videre Om- dannelse af de nævnte seglformede Stande (Afhandling HI, 1888). Hertil høre: Mourera, Lonchostephus og Lacic; deres Blomster ere radiære og mangehannede. Paa den anden Side gøres der gennem lave og kortleddede («stængelløse») Apinagia- Arter (Chamælacis) Overgang til en anden lille Gruppe: Marathreæ, med Slægterne Marathrum og Bhyncholacis; den første er omtalt ovenfor, den anden har været analy- seret i Afhandling V. Hos disse ere Blomsterne radiære, formodentlig i Sammenhæng med, at de staa mere lodret op fra ØRhizomet; Støvdragerne danne en sluttet Kreds, og Kapselrummene og Klapperne ere lige store, men der er dog, som ovenfor vist (S. 49), Variationer med ensidigt Androeceum. De vegetative Skud ere korte, tykke og kort- leddede, og Blomsterne udgaa fra dem enten enkeltvis eller gruppevis stillede, altsaa i en Årt Blomsterstand uden Højblade. De ere mere eller mindre indsænkede mellem de sammenvoksede Bladgrunde. Disse tre Grupper, der kunde kaldes Lacideæ, have altsaa følgende Indhold: 1. Apinagieæ. Ligea (Oenone) og Apinagia, der synes mig vanskeligt at kunne adskilles, hvilket f. Eks. ogsaa fremgaar deraf, at Weddell forener flere af Tulasnes Ligea- og Apinagia-Arter i Slægten Neolacis. De ere meget slet kendte; flere Arter ere aabenbart opstillede paa utilstrækkeligt Materiale. Hvad der anføres om Ligea, at den skal skilles fra Apznagta «capsula levi», maa nøjere undersøges; hvis Kapselen helt er uden Sklerenkymstrenge, er det en Karakter af Betydning; hvis det kun betyder, at de ere til Stede, men for svage til at træde stærkt frem, er det betydningsløst. Navnlig disse Slægter trænge til et omfattende Studium. De have hjemme i Brasilien og Guiana. 2. Mourereæ. Denne 2den Gruppe omfatter Slægterne Mourera, Lonchostephus og Lacis, der alle have hjemme i det nordlige Brasilien og Guiana. 3.… Marathreæ. Denne Gruppe omfatter altsaa de to Slægter: Marathrum og Rhyncholacis. Af disse har den første især hjemme i Mexiko, Gentralamerika og det nordvestligste Sydamerika; den anden i Brasilien og Guiana. Maaske bør Lophogyne sluttes hertil, saaledes som Hooker og Bentham gøre. Den har, som de foran nævnte, frie Støvdragere og omtrent lige store Kapselklapper. Dens Skud ere nedliggende, sammen- smæltede indbyrdes og med Bladgrundene til et thalløst Legeme, i hvis Hulheder Blom- sterne ere nedsænkede enkeltvis. Den følgende Gruppe kan kaldes Podostemeæ (Hook. og Bth. Il. c. pag. 107 have en nogenlunde tilsvarende Tribus Eupodostemeæ). Som Type sætter jeg her Podostemon (Pod. 3 Eupodostemon hos Weddell). Rødderne ere liniedannede og tjene som Vandringsorganer og Udgangspunkter for nye Skud; Skuddene ere oftest lange, oprette og tydeligt grenede, med tydeligt ditheciske Blade og endestillede, stærkt zygomorfe Blomster, 2-hannede med Støvdragerne fæstede paa et Andropodium, og med ulige store Kapselklapper (Afhandl. I, Il). Ret. nær til Podostemon og ligesom den med Kapselribber slutter sig aabenbart Oserya Tul. et Wedd. (1849), som er en 1-hannet Podostemon med udadvendt (?) Anthera. Hertil synes ogsaa nogle meget smaa Castelnavia-Arter med enblomstrede Skud (Weddells Sect. Castelnella) at slutte sig (C. serpens; Tul. Monogr. Tab. XII, fig. 2; C. monandra; Tul. Monogr.' tab. XII, 1). De have efter Tulasnes Billeder 2-rummede Kapsler, ikke enrummede som Castelnavia; de ere aabenbart ægte Podostemon-Årter. Om Angolæa skal slutte sig hertil er mig uklart. En anden Gruppe Slægter har Kapsel uden Ribber, d. e. i hvis Klapper der ikke er Spor af Sklerenkymstrenge, og dette Forhold betragter jeg som saa væsentligt, at det maa være nok til at henføre to ellers væsentlig ens byggede Planter til forskellig Slægt. Thi denne Bygningsforskel synes ikke at kunne bero paa økologiske Tilpasningsforhold. Først og fremmest staar her: Møniopsis Mart. et Zuccar., men hertil synes endvidere Devillea at maatte henføres, hvis den virkelig ingen Sklerenkymstrenge har; den synes at være en 1-hannet Mniopsis. Begge ere sydamerikanske Slægter. Podostemon-Slægten træffes typisk baade i Amerika og Indien. I Amerika udvikles den videre i Castelnavia (2 1. Eucastelnavia hos Weddell p. 80); Rødderne ere som hos Podostemon, og Blomsterne omtrent ligesaa; men Skuddene blive meget kortleddede og brede, og idet Grene og Bladgrunde smælte sammen, fremkommer et lignende thallusagtigt Legeme som hos Lophogyne. I Hulerne mellem Bladene skjules Blomsterne før Udspring- ningen. Ovarium er enrummet, «septo abortivo v. evanido». En anden Udviklingsretning have navnlig de indiske Podostemaceer slaaet ind paa, idet Rødderne komme til at spille en langt mere fremtrædende Rolle derved, at de blive væsentlige Assimilationsorganer. I Sammenhæng hermed blive Skuddene meget smaa, oftest 1-blomstrede, og deres Blade meget smaa og enkle. Det er denne samme Udviklingsgang, som inden for T'risticheæ fandtes hos Lawia. De indiske ere for en Del blevne henførte til Slægten Dicræa; i Virkeligheden er det, som ovenfor nævnt, kun en ringe Forskel, der er mellem den og Podostemon (nemlig ens store Kapselklapper hos Dicræa, mere ulige store hos Podostemon), og det er derfor ganske naturligt, at de slaas sammen hos Hook. og Bth. samt hos Trimen under Slægten Podostemon. Bladene sidde i to Rækker. 1 eller 2 Støvdragere. Det første Skridt er, at Rødderne blive baandformede og krybe hen over Stenene, mindende meget om Marchantia eller Aneura og Metzgeria. Paa Overfladen og Randene af dem sidde Skuddene, der ere smaa og temmelig oprette, i Forbindelse hvormed staar, at Kapselklapperne ere mindre ulige store end hos Podostemon. Herhen maa føres Hook. og Benthams Underslægt Polypleurum (Tayl.) med f. Eks. Dicræa Wallichu Tul. (se 57 Hook. et Bth. Genera pl. [IL., p. 112). Denne Underslægt fortjener, som anført ovenfor, at ophøjes til selvstændig Slægt, saa at nævnte Art kommer til at hedde Polypleurum Wal- lichii (Tul.), og den siamesiske, ovenfor beskrevne Art, P. Schmidtianum Warmg. Kapslerne - ere ribbede, Støvdragerne 1—2. Hvor mange Arter der skulle henføres hertil, maa frem- tidige Undersøgelser vise. Maaske bør Slægten Ceratolacis rettest stilles nærmest her; den synes at være en Polypleurum med stive, spidse, hornformede Grifler. Videre slutter sig hertil Mniopsis Hookeriana Tul., Podostemon Hookerranus hos Weddell, af Tulasne (1849, 1852) og af Weddell henført til Underslægten Griffithella (DC. Prod. p. 74); denne bør beholdes som en selvstændig Slægt, i det jeg gaar ud fra, at Kapselen ikke har Sklerenkymstrenge (hvorfor Tulasne har henført dem til Mnzopsis). Derimod synes Mniopsis Johnsonis at være en Polypleurum (se S. 13). Hos Hook. og Bth. l. c. pag. 112 forenes Grøffithella med Urette med Polypleurum. Hertil slutter sig C/adopus Hj. Møller afvigende ved den ejendommelige Skudform (Bladene ikke 2-rådede), den enlige Støvdrager, den noget krummede Blomsterakse og de stærkt ulige store Kapselklapper. Denne Udvikling af Rødderne føres dernæst videre, idet de blive bredte ud til lichenlignende Skorper, som i hele deres Udstrækning ere fasthæftede til Stenen, og som bære Skuddene paa hele Overfladen, — en Udvikling, der er parallel med den hos Lawia omtalte. Saaledes forholder det sig med Tulasnes gamle Slægt Hydrobryum, for hvilken H. oltvaceum er Repræsentant (Afhandl. IV, pag. 167). Hos Weddell henføres denne Art (l. c. p. 75) til Podostemon 2 3 Zeylaniditum. Det skal endvidere være karak- teristisk for denne Underslægt, at den har «Spathella ovoidea, sub anthesi longitudinaliter fissa et cymbiformis». Hvor stor Vægt der skal lægges påa denne Karakter, kan jeg endnu ikke bedømme; men er den væsentlig, bør Hydrobryum-Slægten ogsaa af den Grund bevares og Polypleurum acuminatum maaske henføres til denne. Som Repræsentant for Dicræa-Slægten Pet.-Thouars komme da for det første de to madagaskarske Arter, D. minutiflora og D. imbricata, til at staa, der ere «rhizomatosæ s. dissimilicaules». Hvor vidt dette er rigtigt, kan jeg ikke endnu afgøre, da jeg ikke kender disse Arter. Efter Blomsterne lader Drcræa sig ikke adskille fra Podostemon. Hos Dicræa dichotoma Tul. og andre nærstaaende Arter (Weddell 1. c. p. 69—70, no 4, 5, 6 og 7) ere Rødderne 2 Slags, dels de sædvanlige krybende, liniedannede, dels saadanne som bølge frit i Vandet, og ere besatte med smaa toradet-stillede og toradet- bladede Skud. Hos Tulasne (1849) dannede de Underslægten Macrolacis, der maaske bør ophøjes til Slægt, men foreløbig lader jeg dem forblive under Dicræa. Om den af Hook. et Bth. (l. c. p. 113) til Sekt. 4. Selaginoides henførte Dicræa selaginoides (Beddome) Weddell (Weddell i DC. Prodr., p. 68) vover jeg ikke at udtale mig, D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 1. 8 58 da jeg egentlig kun kender den af Litteraturen. Men ogsaa denne fortjener utvivlsomt at henføres til en selvstændig Slægt, for hvilken jeg i saa Fald vil anbefale Navnet Willusta efter Dr. John Willis paa Ceylon. Tilbage staa en Del mærkelige Arter, der have Kombination af lange, oprette Løvbladskud og thalløse Legemer, som bære smaa Blomsterskud, f. Eks. Podostemon api- catus, Sphærothylax abyssiniea og endvidere de andre afrikanske Arter med inden for Hylsteret mere eller mindre nedbøjet Blomst. En naturlig Systematik af disse er i Øjeblikket næppe mulig. Jeg tror altsaa, at Slægterne af Podostemeæ kunne opstilles paa følgende Maade, naar særligt Vegetationsorganerne lægges til Grund for Inddelingen: 1. Rødder liniedannede, krybende, bære oprette eller skraat rettede, trinde Skud med toradede Blade. a. Kapsel med Sklerenkymstrenge. — Podostemon Michx. (Podostemon, 2 1. Eupodoste- mon hos Weddell); Oserya Tul. et Wedd. og maaske Sekt. Castelnella af Castel- navia samt maaske Angolæa. b. Kapsel uden Sklerenkymstrenge. — Mniopsis Mart. et Zucc.; Devillea Tulasne et Wedd. 2... Rødder mangle (?) eller ere liniedannede, krybende og bære Skud, der ere kortleddede, brede og smælte sammen med Bladgrundene til et fladt, til Underlaget fastpresset thallusagtigt Legeme. — Castelnavia Tul. et Wedd. (C. 2 1. Eucastelnavia hos Weddell). Rødderne ere to Slags: trinde, der krybe hen over og ere tiltrykte til Underlaget, og andre, der udgaa fra dem og ere frit i Vandet bølgende, trinde til baandformede Assi- milationsapparater, paa hvilke de kortleddede, meget smaa Skud med toradet stillede Blade sidde i to Rækker. — Dicræa Pet. Thouars (sect. Macrolacis og maaske sect. Kudicræa hos Tulasne). 4. Rødderne blive flade, brede, hepaticé-formede, tiltrykte til Underlaget og bære smaa, sædvanlig enblomstrede Skud paa deres Overflade hen imod Randen. — co a. Kapsel med Sklerenkymstrenge. — Polypleurum (Tayl.) Warmg.; Ceratolacis (Tul.).? b. Kapsel uden Sklerenkymstrenge. — Griffithella (Weddell) Warming; Cladopus Hj. Møller. 5. Rødderne blive brede, hepaticé- eller likenagtigt udbredte og bære Skuddene paa hele Overfladen. Spatha baadformet. — Hydrobryum (Endl.) Tul. Dicræa selaginoides (Bedd.) Weddell bliver Type for en ny Slægt: Willisia Warmg. QcQ Om de heteroblaste Arter som Podostemon apicatus og om Sphærothylax og Leio- thylax-Arterne bør nye Oplysninger afventes. Ogsaa her træffes den samme Mod- i 59 sætning mellem Arter med Sklerenkymstrenge i Kapselvæggen og uden saadanne. Engler havde i 1894 (Botan. Jahrbucher, XX, p.134—135) henført to nye afrikanske Arter til Dicræa, men til en ny Sektion af denne, Lerocarpodicræa Engler («capsulis ... lævibus enerviis»). Jeg har lagt dem til Grund for en ny Slægt, Leiothylax (1899; Af- handling V). Denne staar altsaa i lignende Forhold til Sphærothylax, som Mniopsis og Griffithella til Podostemon og Dicræa. 8” 60 Sixiéme mémolire ” sur la famille des Podostémacées, par Eug. Warming. (Présenté å la séance du 10 mai 1901.) Dans le présent mémoire, je publie, d'une part, quelques recherches spéciales se rapportant aux genres Polypleurum, Cladopus, Griffithella, Sphærothylaæ, Tristicha et Marathrum; d'autre part, une courte revision systématique des Podostémacées, d'aprés les résultats que m'ont fournis jusqwici mes études sur cette famille. En 1849, Tulasne divisa la famille des Podostémacées en deux tribus: 1) Dioicæ s. Hydrostachyæ et 2) Androgynæ s. Eupodostemeæ (voir p. 53). Gette méme division se retrouve, en 1852, dans sa monographie et, en 1873 (Prodr. De Cand., Weddell Fadopta aussi. En 1891, j'ai proposé de séparer le genre Hydrostachys des Podostémacées, et d'en faire une famille autonome”). Dans sa seconde tribu, Tulasne (1849 — 1851) distingue deux sous-tribus: a) Achlamydatæ s. Lacideæ et b) Chlamydatæ s. Tristicheæ. Weddell ma pas respecté cette subdivision: il éloigne, en effet, des Tristichées, le genre Weddellina dont il fait une troisieme sous-tribu. Å mon sens, la classification-de Weddell est inexacte, et je crois, de plus, quil n'est pas rationnel de faire entrer Weddellzna dans la tribu des Mourerées, comme le font Hooker et Bentham. V'arrangement systématique de Tulasne est le plus naturel: tout 1) Les travaux précédents, dont quelques-uns sont cités dans la suite, parurent, comme celui-ci, dans les «Mémoires de 1'Académie royale des Sciences du Danemark», et ce, aux époques ci-aprés: Mémoire I: 1881, Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6€ série, II. 1. ”» Il: 1882, ”» ”» » Mdr SER) ) (>: » IIL: 1888, » ” » 78 SE SERVER: ” IV: 1891, » ” > JENENS sn VIE: » V: 1899; » » , SIN sr DKR: 7) Note sur le genre Hydrostachys (Oversigt over det K. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1894). 61 ce que nous savons sur Weddellina (voir page 53), gråce aux travaux de Gæbel (1893) et de Wåchter (1897), fait admettre que c'est bien lå, incontestablement, une Tristichée d'autant plus intéressante qu'elle est trés spécialisée. Ainsi, je divise la famille des Podostémacées en deux sous-familles: 1) Chlamydatæ Tul. (Tristicheæ) et 2) Achlamydatæ Tul. La premiére sous-famille est caractérisée par la présence d'un périgone bien déve- loppé, å piéces partiellement soudées chez la plupart des espéces, et par Vabsence d'une spathe. Dans la deuxiéme, les piéces du périgone sont réduites å des écailles insignifiantes et, a Porigine, la fleur est enveloppée dans une spathe. Au premier groupe appartiennent les genres suivants: 1. Tristicha. — Voyez mon mémoire V et celui-ci, p. 24—39. 2. Lawia. — Je regarde, comme type de ce genre: L. zeylanica (Gardn.) Tul., chez lequel les råcines, fortement élargies et membraneuses, forment comme une espéce de thalle adhérant aux rochers, simulant un Lichen crustacé, et sur lequel se développent de trés petites pousses. (Voy. mémoire IV). 3. Terniola. — Comme type du genre, je considére T'. foliosa. Il se distingue de Lawia par le fait que Vappareil végétatif, thalloide, résulte de Vélargissement et de la soudure des rameaux. (Voy. mémoire iV.) 4. Dalzellia. — D. ramosissima Wight (Tulasnea- ramosissima Wight) doit certaine- ment étre regardé comme un genre å part, puisque Vappareil végetatif, si Pon en juge daprés les figures de Wight (je ne connais pas autrement la plante), est constitué par des racines dréssées et flottantes qui portent de petites pousses. Chez Weddell (Prodr. De Cand. p. 46), tout aussi bien que chez Hooker et Ben- tham (Genera III, p. 108), les trois genres Lawria, Terniola et Dalzellia ne constituent qwun genre unique: T'erniola. Pourtant, å considérer Vorigine si différente des appareils végétatifs, notre maniére de voir est, je pense, plus naturelle. C'est qu'en effet, Pévolution des espéces s'est faite dans trois directions différentes. 5. Weddellina Tul. — II en a déjå été question. Je me suis occupé pour la premiére fois de T'risticha dans mon mémoire IV ou il est question de la morphologie du genre. Plus d'un point n'y a pås été entierement éclairci. Dans le préæsent travail (p. 24—34), je communique mes observations sur les espéces de ce genre. Tous les exemplaires recueillis en Amérique appartiennent, je pense, å une seule et méme espéce: Tristicha hypnoides, laquelle est susceptible de varier dans une trés large mesure. En 1847, Liebmann a proposé un nouveau genre de Podostémacées: Potamo- bryum (p. 24). Or, ici encore, nous n'avons affaire qwå un vrai Tristicha et les trois especes (P. concinnum, P. lacum, P. patulum) que je représente dans les figures (fig. 20, 21, 22) d'aprés des exemplaires originaux, sont, vraisemblablement, autant de formes du Tristicha hypnoides. Je présume aussi que les Tristichées africaines se laissent ramener å deux espéces: T. hypnoides et T. alternifolia, bien que ce soit lå une question extrémement difficile å francher au moyen des matériaux dont nous disposons et des renseignements trés incomplets fournis par les voyageurs concernant les particularités offertes par Vhabitat (profondeur de 'eau, intensité du courant, etc.). En tout cas avons-nous voulu contribuer å la solution du probléme en publiant les dessins des formes les plus diverses, faits, autant que pos- sible, d'aprés des exemplaires originaux. Nous regardons comme des formes de Tristicha hypnoides, les échantillons dont il est question p. 28—30, et parmi lesquels le 7Y. trifaria (fig. 24). D'autre part, nous rapprochons de 7%. alternifolia (quoique la chose paraisse quelque peu douteuse), les espéces citées p. 30—38. Parmi ces derniéres figure 7'r. Dregeana Tul. (fig. 25—34). Il est intéressant de faire remarquer que Guliema Lister a trouvé, aux cataractes du Nil, une Podostémacée qui, probablement, n'est, encore une fois, que le Tristicha alternifola (fig. 34, p. 37). La deuxiéme sous-famille est celle des Achlamydatæ de Tulasne. C'est un groupe tres naturel dont il est parfois trés difficile de délimiter nettement les genres, les différents types formant des transitions insensibles de Vun å Vautre. I. Je considére d'abord les genres: Ligea (auquel nous joignons le genre Oenone de Tulasne, comme ce dernier le fait d'ailleurs lui-méme) et Apinagta, lesquels ne se laissent peut-étre pas séparer eux-mémes et dont les espéces sont trés mal connues. Ils constituent, vraisemblablement, le type le plus primitif, le groupe des (1) Apznagiées. Les pousses ont les entre-næuds allongés; les racines sont filiformes; les fleurs, radiées, possédent un grand nombre d'étamines. Quelques espéces se ramifient dichotomiquement et présentent toutes les particularités de la ramification des pousses chez les Podosté- macées typiques (voy. mémoire I et suivants). Chez d'autres, les pousses végétatives se terminent par des inflorescences falciformes, dont la morphologie a été faite dans mon mémoire Ill. Dans certains cas, la fleur est zygomorphe, le périgone et Pandrocée deve- nant unilatéraux. Parfois méme, on rencontre des fleurs zygomorphes et radiées chez la méme espéce, p. ex. chez Ligea Richardiana et Apinagia fucoides. Nous sommes ici en présence d'une transition, d'une part vers (II) les Mourerées, d'autre part vers (III) les Marathrées. IN. Dans le premier de ces groupes, qui comprend les genres Mourera, Loncho- stephus et Lacis, les inflorescences, falciformes, sont resserrées de facon å former comme des épis trés remarquables, pourvus de bractées (voy. mém. III). L'axe végétatif est un rhizome court et couché. Il. Au groupe des Marathrées appartiennent les genres Marathrum et Rhyncho- lacis. (Pour ce qui est du dernier genre, voy. mém. V; relativement au premier, voy. ci- dessus p. 39—52). Les pousses sont encore des rhizomes courts et couchés, comme chez les Mourerées, mais les fleurs sont isolées ou disposées en inflorescences basilaires dépourvues de bractées; de plus, å Vorigine, elles se trouvent cachées entre les parties soudées des bases foliaires. Peut-étre conviendrait-il d'exclure de ce groupe le genre Lo- phogyne (voy. mém. III). Les groupes I, II et ll pourraient étre désignés par Vancienne dénomination générale: Lacideæ. 63 Encore quelques mots sur le genre Marathrum. Mes observations, que j'ai été obligé de faire sur des matériaux secs, montrent que la tige est couchée et garnie de deux rangées de feuilles (fig. 35, 37, 41, 43, 47); les «squamæ frondiformes» ou «membranæ frondiformes» de certains auteurs ne sont que des bases foliaires liguliformes, et non des feuilles spéciales, comme ils le croyaient (voy. fig. 35, 37, 43, 47 C). Les fleurs, ou les inflorescences, sont, å Vorigine, cachées dans des cavités en forme de sacs, formées par les parties basilaires des feuilles (fig. 36). La ramification semble étre celle qui caractérise les Podostémacées (voy. fig. 35, 38, 41, 47). Les bourgeons se développent sur les racines, qui sont linéaires et qui s'attachent aux rochers par leur partie inférieure (fig. 39, 40, 43). C'est encore sur le type radié qu'est construite la fleur (fig. 41, 42, 47). Cependant, chez M. Schiedeanum var. modestum (qui est peut-étre une espéce distincte, fig. 38), on ren- contre, å la fois, des fleurs radiées et d'autres ou le périgone et Fandrocée sontf uni- latéraux et, le plus souvent, trés réduits (fig. 46). Concernant les espéces mal connues, je publie différentes figures: fig. 37, M. squamosum, daprés un exemplaire original; fig. 39 —42, M. utile; fig. 35, 36, 43, 44, 45, 46, M. Schtedeanum; fig. 47, M. foeniculaceum. Un groupe voisin est celui des Podostémées, avec androcée unilatéral réduit å 1—2 étamines, lesquelles surmontent un «andropode». (Comme types, on peut citer: Podostemon Ceratophyllum, P. Miilleriw, P. subulatus, P. distichus, etc.; Mniopsis Weddel- liana, M. Glaztioviana, etc. (conf. mém. I, II, I, V). Les racines sont linéaires; les pousses, verticales ou un peu inclinées; les ramifications nettes, méme si les entre-næuds ne sont pas allongés. Oserya, et peut-étre aussi quelques Castelnavia, me semblent se rapprocher du genre Podostemon (voy. p. 56). Jignore encore si Angolæa appartient au présent groupe. Devillea se rapproche vraisemblablement de Mniopsis puisque, comme ce dernier, il a la capsule lisse. Je suis, en effet, d'avis qu'on doit attribuer une grande valeur aux différences de structure qwoffre la paroi capsulaire, et notamment å la préæsence ou |'ab- - sence, dans cette paroi, de faisceaux sclérenchymateux. Ce caractére ne semble pas, tant s'en faut, pouvoir étre considéré comme le résultat d'une adaptation. C'est ainsi que les | genres Mniopsis et Podostemon s'éloignent nettement lun de Vautre pår le fait que chez le premier la capsule est lisse, tandis que chez le second elle est pourvue de cotes saillantes provenant des faisceaux sclérenchymateux. En Amérique, le Podostemon se transforme en Castelnavia (la section Eucastel- navia de Weddell): les entre-næuds sont trés réduits, les pousses petites et couchées, Vappareil végeétatif présente aspect thalloide par suite de la soudure qui s'est établie entre la tige aplatie et les bases foliaires. Entre ces derniéres se forment des cavités dans les- | quelles se développent les fleurs qui y sont tout d'abord cachées. Les Podostémacées des Indes se sont développées dans une autre direction, les racines y jouant un råle important comme organes d'assimilation. AÅussi les pousses sont-elles devenues insignifiantes (la méme évolution caractérise, parmi les Tristichées, les genres Lawia, Terniola et Dalzellia). Les espéces des Indes sont, en partie, réunies dans le genre Dicræa dont les fleurs ressemblent, å s'y méprendre, å celles du Podoste- mon; c'est ce qui explique que Hooker et Bentham, de méme que Griffith, les réunissent dans un genre unique. 64 D'aprés Hooker et Bentham (Genera III, p. 112), le genre Podostemon comprend quatre sous-genres: Hupodostemon, Dicræa, Polypleurum et Selaginoides. Cette classifica- tion subira certainement des modifications dans la suite. Et å cet effet, nous attendons avec impatience les recherches que fait, en ce moment, le D: John Willis sur toutes: les espéces des Indes, vivantes ou conservées dans Valcool. Pourtant n'attendrai-je pas les résultats de ces études, dont la publication ne se fera peut-étre pas de si tot, pour faire connaitre ma maniére de voir; j'ai eu, en effet, Voccasion d'étudier aussi, au point de vue qui nous occupe, des matériaux conservés dans Valcool, qui m'avaient été envoyés du Siam et de Java. Je pense, tout d'abord, que dans la délimitation des genres, nous devons accorder une importance plus grande qwon ne Va fait jusqwici, aux caractéres offerts par les or- ganes végétatifs. Si ces caractéres ont été négligés, c'est surtout parce que la morpho- logie des représentants de cette famille n'était pas suffisamment connue. Mais je crois pouvoir dire qwactuellement, gråce å mes travaux, cette morphologie s'explique mieux, bien qu'il reste encore beaucoup å faire, plusieurs genres étant encore trés mal connus. Les organes végétatifs sont si différents qw'ils doivent fournir un moyen, non seulement trés naturel, mais encore trés facile pour délimiter les espéces et les genres. Partant de ce principe, j'estime que le genre Dicræa doit étre maintenu, mais qwil doit étre caractérisé par lå présence de deux espéces de racines: les unes filiføormes et attachées aux pierres, les autres, qui naissent des premiéres, flottant librement dans Veau et portant les pousses. Les espéces sont: D. dichotoma, stylosa, elongata, algæ- -formis (voir Weddell p. 67—70 et mon mémoire Il). Quant å la délimitation naturelle de ces espéces, nous devons, pour connaitre quelque chose de certain å ce sujet, attendre les résultats des travaux du D” Willis. Polypleurum doit constituer un autre genre autonome. Les råcines sont toutes larges et aplaties; elles s'attachent aux rochers et portent les petites pousses du cdté supérieur, le long du bord. Appartiennent å ce genre: Podostemon (Dicræa) Wallichu Tul., pour autant que je le connaisse, et d'autres espéces, parmi lesquelles celle deécrite plus haut (p. 3—7) sous le nom de Polypleurum Schmidtianum, la premiére espéce connue du Siam, et qui a été recueillie par M” Johs. Schmidt, en 1900, lors de Vexpeédition danoise dans cette contrée (voy. p. 3). La figure 1 représente la plante stérile, agrandie 12 fois. De nombreuses pousses se remarquent sur les racines, qui sont rubanées et vertes. La figure 2 montre que, comme chez -Dicræa, la ramification des racines est exogéne; que celles-ci sont parcourues par des «nervures» d'apparence simple (elles doivent encore étre examinées plus spécialement), lesquelles envoient des ramifications dans chaque racine dordre inférieur; ensuite, que les bourgeons ont une origine endogéne (en Å les deux bourgeons supérieurs m'ont pas encore apparu); enfin, qwil reste, tout au plus, des traces insignifiantes de la coiffe (fig. 2 Å). L'ordre d'apparition des feuilles ést indiqué, par des chiffres (fig. 2 B, F). La fig. 3 représente un vieil exemplaire dont les premiéres pousses ont déjå formé des fleurs. La fig. 4 montre que les pousses peuvent se ramifier, quoique trés rarement, parait-il, et les figures 4 C—D, 5—6 reproduisent la structure des fleurs, de lå paåroi capsulaire, etc. L'ancienne espéce Podostemon acuminatum Wedd. qui est représentée aux figures 11—12 d'aprés du matériel conservé dans Valcool, doit, probablement, étre rapportée au genre Polypleurum. Elle présente une particularité intéressante: chaque fleur semble se trouver å Vaisselle d'une racine qui nait en dessous d'elle (fig. 11). Pourtant, cette espéce s'éloigne de P. Schmidtianum par le fait que la spathe est ici plus «cymbiformis» (fig. 12) comme chez Zeylanidtum Wedd. (Hydrobryum Tul.). Des recherches ultérieures montre- ront quelle est importance qwil s'agit d'atccorder å ce caractére. Ce sera une erreur de réunir, comme le font Hooker et Bentham, au Polypleurum, Pancienne section Griffithella de Tulasne (Monographia p. 146 et 147). En effet, la paroi capsulaire de Griffithella Hookeriana (Mniopsis Hookeriana Tul.j, est absolument depourvue de faisceaux sclérenchymateux, tandis que ceci n'est pas le cas pour Polypleurum. … Je choisis, en conséquence, le nom «Griffithella, pour celui d'un genre autonome lequel, tout au moins au point de vue de la structure de la capsule, se trouverait vis-å-vis de Poly- pleurum dans le méme rapport que Mniopsis vis-å-vis de. Podostemon. Pour ce qui regarde G. Hookeriana, je dois m'en tenir å la littérature. Par contre ai-je étudié la structure de la capsule chez une espéce des Indes laquelle, je pense, w'a pas encore été décrite et que je propose de nommer G. Wz/lwstana (voy. p. 13). La fig. 10 montre que les pousses, qui sont trés petites et å deux rangées de feuilles, naissent d'or- ganes plats et foliacés qui sont, incontestablement, des racines, lesquelles tiennent å peine au substratum. La structure de la paroi capsulaire est représentée å la figure 2 D, F. Les cellules de la couche la plus interne sont, comme chez toutes les vraies Podostémacées, allongées horizontalement, tandis que celles de la seconde sont, au contraire, allongées dans le sens vertical. Ces deux couches sont suivies d'une autre, sclérenchymateuse et continue; il n'y a pas de vrais faisceaux des clérenchyme. Je doute que Podostemon John- sonis, qui m'est d'ailleurs inconnu, et que Tulasne rapporte å Griffithella, ait bien une vraie «capsula ecostola»; ce serait peut-étre un Polypleurum. Au genre Griffithella se rattache intimement Cladopus Nymanr, recueilli å Java par le D: Moller et décrit en 1899 (p. 7). Pour T'étude de cette espéce, j'ai obtenu des matériaux du D" Moller lui-méme et, plus tard, du botaniste danois Mag. sc. Hj. Jensen qui Va trouvée dans une autre localité de la méme ile. C'est d'aprés ces matériaux que sont faites les figures 7—9. La plante en question ne s'éloigne de Griffithella que par ses feuilles écailleuses, en partie digitées, non disposées sur deux rangs, mais bien dirigées dåns tous les sens (fig. 9); par ses fleurs légérement courbées, ce qui lui donne un peu de ressemblance avec les espéces africaines du genre Sphærothylaw (fig. 9 Å), et å une seule étamine (fig. 8). Quant å la structure de la paroi capsulaire, elle est la méme que chez Greffithella (fig. 9, H). Pour le moment dois-je regarder C/adopus comme un genre bien établi. Ceratolacis est un genre originaire du Brésil et dont le «frons» ou «rhizoma» est certainement aussi une racine aplatie et plus ou moins rubanée qui porte, sur ses bords, les petites pousses. Il semble trés voisin de Polypleurum dont il ne différe que par la «capsula bicornuta». Concernant le quatriéme sous-genre de Hooker et Bentham, Selaginordes, je ne le connais, pour ainsi dire, que d'aprés la littérature. Il semble si éloigné des autres espéces D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 41. 9 i 66 de Podostemon (Polypleurum, Griffithella, etc.) que je le regarde aussi comme le type d'un genre propre pour lequel je propose le nom Willisia. Quant å la question de savoir si les deux espéces de Dricræa du Madagascar (conf. Weddell in De Cand. Prodr. p. 68) sont å réunir ou non aux espéces de Dicræa nommées plus haut, je ne puis rien affirmer avec certitude, n'ayant pas encore eu Vocca- sion de les voir. Le développement des racines en organes assimilateurs, qui fut suivi chez Poly- pleurum et Cladopus, le fut encore mieux chez Hydrobrywum. Comme repræsentant de ce genre, je choisis H. olivaceum (Mémoire IV) que Weddell réunit å Podostemon (2 Zey- lanidtwum). Les racines forment ici des crodtes qui s'attachent aux rochers et qui portent de petites pousses sur toute leur face supérieure; c'est-å-dire qu'elles se présentent sous le méme aspect que chez Lawia parmi les Tristichées. Si Von ajoute å cela que la spathe est «cymbiforme», on en conclut que Hydrobryum est bien un genre naturel. Au groupe des Podostémées appartiennent encore quelques formes singuliéres, ori- ginaires des Indes et de VAfrique; p. ex.: Dicræa apicata (voy. mém. IV), Sphærothylaæ abyssinica (id.), Sphærothylaxt Warmingiana (voy. plus haut, p. 17), Lerothylax Warming (voy. mém. V.). Dicræa apicata parait bien devoir étre regardé comme le type d'un genre propre. Il me semble probable, d'autre part, que les espéces admises comme appartenant au genre Sphærothylax, formeront, dans TFavenir, alors que leur morphologie sera mieux connue, plusieurs genres différents. Qu'iil me suffise, pour le moment, de dire que pour ce qui regarde la paroi capsulaire, Sphærothylax et Leiothylax présentent la méme différence que Podostemon et Mniopsis, que Polypleurum et Griffithella. Pour finir, encore un mot sur Sphærothylax Warmingiana Gilg. Le D” Gilg ayant reconnu que cette plante constitue une espéce nouvelle, me l'envoya et me demanda mon opinion quant au genre dans lequel il conviendrait de lå placer. Il m'autorisa plus tard a Pétudier de plus prés et lui donna le nom rappelé plus haut. C'est une espéce élancée que la figure 13 représente en demi-grandeur naturelle. Les pousses naissent sur des racines linéaires (fig. 13 B) et ont la forme dorsi-ventrale trés accusée. Les feuilles sont disposées en zigzag sur les flancs, tandis que les rameaux latéraux naissent en zigzag sur la face supérieure. (Dans la fig. 13 4, la rangée supérieure de feuilles est désignée par fs, Pinférieure par f; les rangées correspondantes de rameaux latéraux sont bw et. bs. Dans la fig. 14, les feuilles f", f?, fé, f7, fY appartiennent å une rangée dirigée vers le haut, les feuilles f?”, f7, etc. å Pautre. Les rameaux g?, g?, gå, g7 et g? sont opposés aux feuilles avec numéros impairs, les rameaux gg”, g", etc. å celles portant des numéros pairs. La méme disposition des pousses est respectée dans la disposition florale (voy. fig. 17). Les tiges semblent se terminer par une inflorescence: dans la figure 15, par Vinflorescence 3; la feuille f! est opposée, obliquement, å Vinflorescence 1, la feuille f? å Pinflorescence 2, et la toute jeune feuille f? å VFinflorescence 3, laquelle semble terminer la tige.) La forme ainsi que le développement des feuilles sont représentés aux figures 13, 15 et 16. 67 Sur la tige, on rencontre, par-ci, pår-lå, de petites écailles digitées. Mais au voisinage des fleurs, elles deviennent si abondantes, que Vinflorescence en est absolument couverte. Dans la figure 17, B reproduit une partie d'une inflorescence vue de la face supérieure, C une partie de la méme inflorescence vue de la face inférieure. Les écailles sont riches en concrétions siliceuses: la figure 18 en montre qui proviennent de la spathe. La structure florale est représentée å lå figure 19. Au reste, une diagnose de Vespéce sera publiée, å Berlin, dans les études concernant les trés riches collections recueillies dans V'Afrique méridionale par M” Baum. en Re EA MUSEN AN se YE TDN n By FO ER m N SUS SEWEU EVE (Forts. fra Omslagets S. 2.) AWÆ ne dk ER avle rto see KOrES EEN SOE DJ GE ES erbe STEENS SETE SENNELS TRE ERE ER DEDE se 1. Litken, Chr. Spolia atlantica. Bidrag til Kundskab om de tre pelagiske Tandhval-Slægter Steno, Del- phinus og Prodelphinus. Med 1 Tavle og»1 Kort. Résumé en frangcais. 1889............ 2. Valentiner, H. De endelige Transformations-Gruppers Theori. Résumé en francais. 18389 ......... 3. Hansen, H.J. Cirolanidæ et familiæ nonnullæ propinquæ Musei Hauniensis. Et Bidrag til Kundskaben om nogle Familier af isopode Krebsdyr. Med 10 Kobbertavler. Résumé en francais. 1890..... å. Lorenz, L. Analytiske Undersøgelser over Primtalmængderne. 1891 ......20200eueee neuen BVÆrS med haver AE SO OS 92 SS ERE SE REE ET us eee Ed SER ENTEN al ra ISEN SES JAR SONS 1. Lorenz, L. Lysbevægelsen i og uden for en af plane Lysbølger belyst Kugle. 1890 ............- 2. Sørensen, William. (Om Forbeninger i Svømmeblæren, Pleura og Aortas Væg og Sammensmeltningen deraf med Hvirvelsøjlen særlig hos Siluroiderne, samt de saakaldte Weberske Knoglers Morfologi. Med Slaves ESsum een fn als eet S OOS ER EEER SE REE SS RES RS SL TEE ora eN EN Areas LSD ate al rel (eDTe 3. Warming, Eug. Lagoa Santa. Et Bidrag til den biologiske Plantegeografi. Med en Fortegnelse over Lagoa Santas Hvirveldyr. Med 43 Illustrationer i Texten og 1 Tavle. Résumé en frangcais. 1892..... KVÆRS re EA avle NS 9 OZ OA 7 SES ES EEN Er er es eee ere 1. Gram, J.P. Studier over nogle numeriske Funktioner. Résumé en francais. 1890............… 2. Prytz, K. Methoder til korte Tiders, særlig Rotationstiders, Udmaaling. En experimental Undersøgelse. MedetoRbisncererskertens ES 9 OS ES Se ESSEN ENE TESTER EN FEER SN Eer sete HT er Telte te an er Te 3. Petersen, Emil. Om nogle Grundstoffers allotrope Tilstandsformer. 1891 ......222000eeree re 4. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 4de Afhandling. Med c.185 mest af Forfatteren tegnede Figurer im GruppersrResumedetexplicationdes-figureskene frangals sens ON FE SES ESTERE rebel eee 5. Christensen, Odin T. Rhodanchromammoniakforbindelser. (Bidrag til Chromammoniakforbindelsernes Kemi. EEN "NED Fars HEE SS Er ES REE EEN ENS HS ESK SENERE REE EEN ES EEN SEERE 6. Lutken, Chr. Spolia Atlantica. Scopelini Musei Zoologici Universitatis Hauniensis. Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Laxesild eller Scopeliner. Med 3 Tavler. Résumé en frangais. 1392 ..... 7. Petersen, Emil. Om den elektrolytiske Dissociationsvarme af nogle Syrer. 1892 .....2.000rreee 8. Petersen, 0.6. Bidrag til Scitamineernes Anatomi. Résumé en frangcais. 1893 ........2202000 9. Lutken, Chr. Andet Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hval- lusenessMedsiks tavle Resumeren, francais 8938 SS SAS ER ETE FED SEERE Te SEE SEES SE DI 10. Petersen, Emil. Reaktionshastigheden ved Methylætherdannelsen. 1894.......22200rreeeeeee VÆRE me SÆR avlere SOS 9 SEE REED BARN SEERE SEES TEEN SEE ES SE NERE NT 1. Meinert, F. Sideorganerne hos Scarabæ - Larverne. Les organes latéraux des larves des Scarabés. Med akkavlerseeResumekentexplicationdessplanchesens tan cases so SHEET RE SSD SES 2. Petersen, Emil, Damptryksformindskelsen af Methylalkohol. 1896.......22000meee en eee nen 3. Buchwaldt, F. En mathematisk Undersøgelse af, hvorvidt: Vædsker og deres Dampe kunne have en fælles Tilstandsligning, baseret paa en kortfattet Fremstilling af Varmetheoriens Hovedsætninger. Résumé eniman als ss ÅGE USTA DSE NE EEN REELT Te Klee Farao SB DI VOTE oo ONE FØLEREN HERRERNE ÆRA NneS Eu ss SHalofyt= Studier 1897 SES ERE E NES ES ER SKE SNE SS REE ES NE DN SN 5. Johannsen, W. Studier over Planternes periodiske Livsyttringer. I. Om antagonistiske Virksomheder i Sfofskitterssærredunder Mo dningto Hylke AS TERE SERENE SEER REE NR ENES SES DE 6. Nielsen, N. Undersøgelser over reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rækker og Integraler. 1898. XX (under Pressen). 1. Steenstrup, Japetus, og Litken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Klump- eller Maanefiskene (Molidæ). Med 4 Tavler og en Del Xylografier og Fotogravurer. 1898 .............42+… 2. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. te Afhandling. Med 42 Figurgrupper. Résumé en frangais. 1899. 3. Meyer, Kirstine, Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne. En med Videnskabernes Selskabs Guld- medallenbelønnerPrisafhandlingsE Meden havle 51899 FIRE SENE SE SEES ES OSSE 4. Jørgensen, S.M.… Om Zeise's Platosemiæthyléen- og Cossa's Platosemiamminsalte. Med 1 Tavle. 1900 .. ok Ohristensen AS Om" Oyerbromider af "Chinaalkaloider 10 00 RE DE ERE SER '6. Steenstrup, Japetus. Heteroteuthis Gray, med Bemærkninger om Rossia-Sepiola-Familien i Almindelighed. Mek enihavles 09 00 ESS SEER EA SEE EEN NE EO SU SONS T. Gram, Bille, Om Proteinkornene hos oliegivende Frø. Med 4 Tavler. Résumé en francais. 1901 X (under Pressen). 1. Juel, €. Indledning i Læren om de grafiske Kurver. Résumé en frangcais. 1899.............- 2. Biilmann, Einar. Bidrag til de organiske Kvægsølvforbindelsers Kemi. 1901.............222…0 10. 13. Botaniske Skrifter udgivne af det Kgl. danske Videnskabernes Selskab (udenfor Skrifternes 6te Række, se Omslagets S. 2—3): Kr Øre Drejer, S. Symbolæ caricologicæ, med 17 Tavler. 44. fol... .020rs serene SØE gg SAS bl Gottsche, 0. M, De mexikanske Levermosser, efter Prof. Liebmanns Samling, m.20 Tavler. 67 .......…- 9: 25 Ilebmann, "k. Mexicos, Bregner: ÆG ere LE se RE Re En eN Re SR BE NES NERE Er Rn År rås — Mexicos: Halygræs og Philetæria, m. 1 Tåvle, 50 2 sn ES RSS SA Se SES SES RESET ERE 2: 130% —— Mexicos og Cenfrål-Americas neldeagtige Planter: 51 eet EN ESSEN SES ERE BESES E SENERE SEEREN i; 15 Schouw, J.Fr. De italienske Naaletræers geographiske og historiske" Forhold EH Kor AARS E RSS > 15258 — Ege- og Birkefamiliens geographiske og historiske Forhold i Italiens må KOR ÆT OESISRE SPEER RRS 5-33 — Om en Samling Blomstertegninger i den kgl Kobberstiksamling. 49... eee ekte ner »- 16500 Warming, Eug. Forgreningsforhold hos Fanerogamerne, betragtede med særlig Hensyn til Kløvning af Væxt- punktet, m. 11 Tavler og mange Træsnit. Reésume-en francais: i 72) SKER ESSENS SE SEE SN SES REESE EKS 6.453 Ørsted, A.S. Centralamericås Gesneraceer, m. 12 Tavler. 58... 20202 eee eter en re te ne ner 4, 5 —— Om en særegen Udvikling hos visse Snyltesvampe, navnlig om den genetiske Forbindelse mellem Sevenbommens Bævrerust og Pæretræels Gitterrust, m. 3 Tavler. 68... eee en efe re e rt 1:25 —— Bidrag til Kundskab om Egefamilien i Fortid og Nutid, m. 8 Tavler og 1 Kort. Résumé en francais. 71. 6. » rr Be seriel REESE 1 . Mémoires de PA cadémie Royale des Sciences et des Lettres de Danemark, Copenhague, > 6me série, Section des Sciences, t. XI, ne 2, I. Lamellibranchiater. Af J.P. J. Ravn. Med 1 Kort og 4 Tavler. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. Xl. % København. Hovedkommissionær: Andr. Fred. Høst & Søn, Kgl. Hof-Boghandel. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1902. Pris: 4 Kr. SS AED SY SED 2 10. 11. C3 2 6. 8, Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6Gte Række. Naturvidenskabelig og mathematisk Afdeling. IT med 492 Tavler: f8805 85 ERE SA SEES ER En EEN Eee eN ERE Prytz, K. Undersøgelser over Lysets Brydning i Dampe og tilsvarende Vædsker. 1880..... SEGS prove Boas, J.E. V. Studier over Decapodernes Slægtskabsforhold. Med 7 Tavler. Résumé en francais. 1880 Steenstrup, Jap. Sepiadarium og Idiosepius, to nye Slægter af Sepiernes Familie. Med Bemærkninger om to beslægtede Former Sepioloidea D'Orb. og Spirula Lmk. Med 1 Tavle. Résumé en francais. 1881 Colding, Å. Noglz Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12te—14de Novb. 1872 og over den derved fremkaldte Vandflod: i Østersøen. Med 23 Planer og Kort. Résumé en francais. 1881 Boas, J.E, V. Om en fossil Zebra-Form fra Brasiliens Campos. Med et Tillæg om to Arter af Slægten »Hippidion Meda avler MEE ES Ser ES SEE SES SEE TE BES ERE SEE ERE RE Steen A. Integration af en lineær Differentialligning af anden Orden. 1882 ........-.-.---2… Krabbe, H. Nye Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme. Med 2 Tavler. 1882 ........... Hannover, Å. Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Anencephalia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskaliens Primordialbrusk. Med 2 Tavler. Extrait et explication des planches en francais. 1882 —— Den menneskeligé Hjerneskals Bygning ved Cyclopia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskallens Primordialbrusk. Med 3 Tavler. Extrait et explic. des planches en francais. 1884 ......... —— Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Synotia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskallens Pri- mordialbrusk. Med 1 Tavle. Extrait et explic. des planches en francais. 1884 ........ ES: Lehmann, Å. Forsøg paa en Forklaring af Synsvinklens Indflydelse påa Opfattelsen af Lys og Farve ved direkte-Syn: "Med 1 Tavle” "Resumé enfrancais: 18855 ST EROS NESS SS SER SEERE SES, ele Smed: 20 SFayler, 1881 EE 8 6 ES EET EET ER eN Warming, Eug. Familien Podostemaceae. iste Afhandling. Med 6 Tavler. Résumé et explic. des planches en francalss is SE SE SE EEN Lorenz, LL. Om Metallernes Ledningsevne for Varme og Elektricitet. 1881 ..........2020ee Warming, Eug. Familien Podostemaceae. den Afhandling. Med 9 Tavler. Résumé et explic. des planches en man caise se EN RSS BE OSTENE ESS SENER SEES SEERE ARN SØE NEL IE SS ENE EER a Christensen, Odin.” Bidrag til Kundskab om Manganets Ilter. 1883..:......20200ee ennen ene Lorenz, L& Farvespredningens sLheori" 1883 Er Eee E Gram, J.P. Undersøgelser ang. Mængden af Primtal under en given Grænse. Résumé en frangais. 1884 Lorenz, L. Bestemmelse" af Kviksølvsøjlers elektriske Ledningsmodstande i absolut elektromagnetisk Måde 18855 SE ED SE Se TÅ es AS EDT SAGS OBS NERE POE REESE Praustedt, M. P. A. Spolia atlantica. Bidrag til Kundskab om Salperne. Med 2 Tavler. Explic. des planches'enfrancadis 18858; 7RE RU SENSE SUM STR SIRENE SE RE ERE SEE FORE REE REE IDEER R ERE SEEREN Bobr, Chr. Om Iltens Afvigelser fra den Boyle-Mariotteske Lov ved lave Tryk. Med 1 Tavle. 1885... —— Undersøgelser over den af Blodfarvestoffet optagne Iltmængde udførte ved Hjælp af et nyt Absorptio- meters "Medi2 haver SE GER Aareinge KONE EL ENE EEN GES RUE RE oe ENE er ER ERR SR SEER ERE ERNE . Fhiele, T,N. Om Definitionerne for Tallet, Talarterne og de tallignende Bestemmelser. 1886 ....... KE ”med::6; Tavler: 1885-8653 Re INDIEN ET SNE REE SEE te ERE ERE RESEN ege EENER Ane deuthen, HQ. Keglesnitslæren "i, .Oldtiden. — 1885 SES SE OASE EEN BESKED KER RS SE SEE LEN ERR ERNA Levinsen, &. M.R. Spolia Atlantica. Om nogle pelagiske Annulata. Med 1 Tavle. 1888.......... Rung, &. Selvregistrerende meteorologiske Instrumenter. Med 1 Tavle. 1885.........222220e Meluert, Fr. De eucephale Myggelarver. Med 4 dobb. Tavler. Résumé et explic. des planches en francåist 1886 DENE Na ren Pale ars ie an NET re TR at RESEN SEE RRS EEN DERE ELINE TV, med:25 Tavler. 1886-88 i Es ÆNDRE RRS ERE ESSENS ENES FENDER SAS S T FREE En Boas, J.E, V. Spolia Atlantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kundskaben om deres geografiske Udbredelse Med 8 Tavler. Résumé en francais. 19886 ......... 000 Lehwann, Å. Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med 1 Tavle. 13886 Hannover, Å. Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket før Fød- selen,” Extralt-en. francais, 18870 AES 7 SEERE ERR SERENE REE Litken, Chr. Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hvallusene». Med 1 Tåvle: ""Résumésen; frangcals: 18872, REMKERREEEE KERESKSEKEE KKR ESKE EET ES REESE REEERE - Fortsatte. Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Slægten Hømantolophus. Med 1 Tavle…"Résumé.en frangcals:, 18877 SR EKENRESERESE NERE RENEE SME ORE KERES ERR Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Twrstops, Orca og Lagenorhynchus. Med 2 Tavler,” :Résumé: on francalss" 18874720 KR RES ERNE RR eee RE Kaefoed, E,Studier 1 Plato&dforbindelser. 1888" NESAS HØRES FREE RERSEERER OSSE ERE RE SEES SER Warming, Bug. Familien Podostemaceae. 3die Afhandling. Med 12 Tavler. Résumé et explic, des planches en frangals.… 1888 sale RER AR aks 5 OGRE SER IR RES ER TE RR NE (Fortsættes paa Omglagets S.3,) Molluskerne 1 Danmarks Kridtaflejringer, I. Lamellibranchiater. Af J.P. J. Ravn. - ' KAL LF: Med 1 Kort og 4 Tavler. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. Xl. 2. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1902. Indholdsfortegnelse. Side AE Indledning SIE 5 3 SBI Ea ERE TSESDS NS HERE SNE SS ARE S LN FE va 5 (73). B. Lamellibranchiater. FÅ VEGA AAEN YES El gaee LKT SDS SS SAN SPEED EUD ENGE MURE SEE FAD Er FRASER. 11 (79). EP eC UNDER EA SENERE RET JT NERE SERENE KER nd TEN EE EGER GEN fS SE SS 14 (82). MVA GES RER SÅR ENE SEE SET ESSENS SENE STE, ESS ERE RE 28 (96). IRONI OOS SER ERE ET EEN EF SE ANSE RASER FN 34 (102). TEKST EL E EDER SEERE EEN re TEE RET SEE ES ENE 36 (104). SPONAY ALERT SAs SEE ST KS ØRNE SE EGE RERSENE ENE ET. 36 (104). Dimyrdaer tele BE ENLT EN BY NESSES PERS SR ERE Er SALE SERENE : 41 (109). KAM OM ALE SELE AN DRE» NES SER KERNE FOR FEDE: ar KRONEN 43 (111). Oster de RES ES SS EDER Re ter ED se SEERNE NS AR ES SKEER ENE REN NERE 44 (112). MJ ELLA LEE REEKS ER CS AED EEN SEE EET AR ED SS GLS EDGE SKREG RDS 50 (118). INLA OGSAA ES ERE ES SA MENE SES re ERE Er 52 (120). TA EROOG KIKS mo USET SNERRE HB ENESTE RSSSE LE TERE Fre Ds SUGE SES SENE ENE E FRRREDER 53 (121). CHAM AA BEES SEERE NOAA EDT SES MERE RER ES SÆBE SISSEL SELRDE KoRIEEST or — 58 (126). (Crass ate UANSET ARE BE Mo Bee SR RE FENG ENA TU] VEGNE 60 (128). ECN AO ORE RER ER SNE REESE ENE SES ege RES RE SE EEN RER he In 61 (129). CAR AAA ek EST ESSENS ENDE SEE EILER AS eE SEENDE SERENE SENT URET er 62 (130). OYPTINTDA ER SEER ENE NE REESE DAS DTS SNØRE ASS 63 (131). ANA ANEDE ER AED BENE PR REE SA is KR DS DA SANG Kor ES RR NET REE 65 (133). ROLL ALA ASE ERE ERE EA RN SOUR SE SEGS ES PENGE RS Es SEES ler SEES 66 ARE VÆ Litteraturfortegn else er enden. 7 (135). DER ezist eres ES ae ne EEN ERE ERE ELEG SR 10” A. Indledning. Åuerede forholdsvis tidlig maatte Kridtaflejringerne i Danmark tiltrække sig Op- mærksomheden, dels paa Grund af deres store Udbredelse, dels fordi disse Aflejringer vare af saa højst forskellig Natur. En af de første Opgaver, som de hjemlige Geologer toge fat paa, maatte derfor være den at faa Rede paa Aldersforholdet mellem disse Dannelser. ind- byrdes og mellem dem og lignende Dannelser i Udlandet. Ved Undersøgelsen af disse Forhold kom man ret snart til det Resultat, at vi her i Danmark over Skrivekridtet havde temmelig mægtige Aflejringer, som endnu maatte hen- regnes til Kridtformationen, og som enten slet ikke eller kun sparsomt vare repræsenterede i det øvrige Europa. Dette vakte selvfølgelig Opsigt ogsaa i Udlandet, og vi se derfor, at Danmark. i Tidernes Løb gæstes af adskillige fremmede Geologer, som ved Selvsyn vilde søge at skaffe sig et Overblik over disse Dannelser; særlig for Geologerne i Nordtyskland var det af Vigtighed at lære dem at kende, da Stenarter tilhørende disse Aflejringer have en vid Udbredelse paa dette Omraade som løse Blokke. Der er derfor efterhaanden frem- kommen en ikke ganske ringe Litteratur angaaende Kridtaflejringerne i Danmark. Uden her at skulle komme nærmere ind paa denne Litteratur skal jeg som de vig- tigste ældre danske Forfattere angaaende dette Emne nævne AzmoGaarD, ForcaHammer, PuG- GAARD 0g Joanstrur; af fremmede kunne anføres Lyerr, Scmrorer, Hizserr og Morcan. En Side af Undersøgelserne blev imidlertid saa temmelig forsømt, nemlig et nøjere Studium af de organiske Rester, som Kridtaflejringerne indeslutte; dette var en medvirkede Aarsag til, at der blev begaaet flere'ikke uvæsentlige Fejltagelser, hvilket igen bevirkede, at det varede forholdsvis længe, inden man fuldt ud blev klar over de stratigrafiske Forhold. Ganske vist har der i Tidernes Løb været Forskere, som indsaa, hvor stor Betyd- ning en Bearbejdelse af Forsteningerne vilde have, og derfor ogsaa toge fat derpaa. Men deres Arbejde har i flere Tilfælde kun baaret ringe Frugt for Offentligheden. Saaledes havde Beck i en længere Aarrække beskæftiget sig meget med danske Kridtforsteninger, som han vilde beskrive og afbilde sammen med andre danske Forsteninger i et stort Værk, 74 6 i en «Gaea Danica», som han havde planlagt. Dette stort anlagte Arbejde blev imidlertid aldrig offentliggjort, skønt Forarbejderne synes at have været vidt fremskredne. Der findes saaledes i Zoologisk Museums Arkiv et større Oplag af 3 hertil bestemte Foliotavler samt en Mængde Haandtegninger; ligeledes findes fra hans Haand en Liste over de i Danmark fundne Forsteninger. Offentliggjort har han imidlertid kun en Fortegnelse over Forste- ningerne fra Møens Klint"). Becx's Tanke om en «Gaea Danica» blev senere (henimod Midten af forrige ÅAar- hundrede) genoptaget af ForcaHammer og Jar. Sreenstrrur, men heller ikke nu blev den rea- liseret. En større Del af Materialet (fra. Faxe) blev dog bearbejdet, og herfra stamme sandsynligvis alle de Navne, som i lang Tid have været gængse paa Mineralogisk Museum ; i Litteraturen findes en Del af dem optagne (under Betegnelsen M.U.H.— Museum Uni- versitatis Hauniensis). I Mineralogisk Museums Arkiv opbevares Prøvetryk af 3 Tavler, be- stemte for «J. G. Forchhammer og Jap. Steenstrup: Gaea Danica» og indeholdende Koraller fra Faxekalken; man ser af disse Prøvetryk, at Arbejdet var bestemt til Optagelse i det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Allerede længe forinden var der dog beskrevet Kridtforsteninger fra Danmark, idet v. ScaLorHelm i sin bekendte «Petrefactenkunde» ogsaa beskriver en Del danske Forsteninger, særlig fra Faxe. Men efter den Tid fremkom der ikke noget videre nyt, førend v. FiscHER- Benzon”) offentliggjorde sin Monografi over Anomurerne og Brachyurerne fra Faxe, et Emne, som igen for nylig er bleven behandlet af SecerBercG?). Andre Monografier fra den nyere Tid ere Posserr's") Arbejde over Kridtbrachiopoderne og Hexnic's?) over det nyere Kridts Koraller, Echinider og Muslinger. Ogsaa Scarirer, Srorrey og andre have leveret Bidrag til vore Kridtforsteningers Bearbejdelse, men endnu staar der meget tilbage at gøre i den Henseende. Under et Ophold i Minchen i Vinteren 1897—98 benyttede jeg derfor Lejlig- heden til under Professor K. v. Zirzrer's Vejledning at undersøge Mineralogisk Museums For- steninger fra det bornholmske Kridt. Materialet havde Museets Bestyrer, Professor N.V. Ussinc stillet til min Raadighed i dette Øjemed. Efter min Hjemkomst udvidede jeg Ar- bejdet til at omfatte Forsteningerne fra alle Danmarks Kridtaflejringer, idet jeg begyndte med Molluskerne. Denne Bearbejdelse forelægges nu her, for såa vidt angaar Muslingerne. ]) Leonhards Taschenbuch. 1828. II. S.580—82. R. v. FiscHerR-BeNZzON: Ueber das relative Alter des Faxekalkes und uber die in demselben vorkom- menden Anomuren und Brachyuren. Kiel, 1866. - K. 0. SEGERBERG: De anomura och brachyura dekapoderna inom Skandinaviens Yngre krita. Geol. Foren. i Stockholm Forhandl. Bd. 22. 'S.347—88. Stockholm 1900. H.J. Possert: Brachiopoderne i den danske Kridtformation. Danmarks geol. Undersøg. Il Række. Nr. 4. Kjøbenhavn 1894. ”) A. HENNIG: Faunan i Skånes yngre krita. I—IIL Bihang till K. svenska Vet.-Akad. Handlingar. Bd. 24. Afd.IV, Stockholm 1898—99. == to nn 75 Ogsaa af Sneglene og Cephalopoderne er Undersøgelsen saa vidt fremskreden, at der endnu i Grunden kun staar tilbage at udføre en Del Tegninger; dette Arbejde haaber jeg derfor ogsaa at kunne offentliggøre i en forholdsvis nær Fremtid. Det Materiale, som har været Genstand for mine Undersøgelser, tilhører for aller- største Delen Universitetets Mineralogiske Museum, ligesom selve Undersøgelserne delvis ere udførte som Bestemmelsesarbejde for Museet; det er i Tidernes Løb tilvejebragt, dels ved Indsamlinger, foretagne af Museets Bestyrere og Assistenter, dels ved Gaver og Ind- køb. Af større Privatsamlinger, som Museet har erhvervet, kan særlig fremhæves den rig- holdige Puggaardske Samling, som dog er noget medtagen af Tidens Tand. De Kridtfor- steninger, som «Danmarks geologiske Undersøgelse»s jydske og sjællandske Afdelinger have samlet i Vendsyssel og Hanherrederne samt paa Sjælland, ere ligeledes overladte mig til Undersøgelse. Endvidere måa jeg nævne, at i den nyeste Tid have Museumsinspektør Levinsen og Inspektør RosenserG skænket Museet ret betydelige Samlinger, henholdsvis fra Møens Klint og fra Cementfabriken «Dania» ved Mariagerfjord. De stratigrafiske Forhold skal jeg ikke her komme nærmere ind paa, da det falder naturligere at vente hermed, indtil Undersøgelserne af allé Kridtmolluskerne ere afsluttede. Da min Opfattelse af forskellige af vore Kridtaflejringers Aldersforhold imidlertid afviger noget fra tidligere Forfatteres, skal her dog i al Korthed berøres, hvori denne Afvigelse bestaar; den nærmere Begrundelse haaber jeg i en ikke altfor fjærn Fremtid at kunne frem- sætte ved en anden Lejlighed. — Efter den gængse Forchhammer-Johnstrupske Anskuelse inddeles vore Kridtaflejringer, naar bortses fra Bornholm, paa følgende Maade: Saltholmskalk, Blegekridt, Bryozokalk (= Limsten), Koralkalk. Damien eller É Cerithiumkalk (= Faxelag). Nyere Kridt. Fiskeler. Yngre Senon. Skrivekridt. Det vigtigste Skel er her draget mellem Skrivekridtet og Fiskeleret, hvilket efter min Mening er unaturligt baade af faunistiske og af petrografiske Grunde"). Ved mine 1) Nyere Forfattere som HENNIG (Geol. For. i Stockh. Forh. Bd.21. S.80 og 380) og GRONWALL (Geol. For. i Stockh. Forh. Bd. 21. S. 370) anse dog CGerithiumkalken for nærmest at være et Over- gangsled mellem Skrivekridt og Limsten. 76 8 Undersøgelser er jeg derimod kommen til det Resultat, at det er berettiget at sætte et skarpt Skel mellem Cerithiumkalken og Bryozokalken (Talen er her særlig om det klas- siske Profil i Stevns Klint). Betegnelsen «Nyere Kridt» for alt Kridt i Danmark, som er yngre end Skrivekridtet, har imidlertid vundet saa fast Borgerret i dansk (og svensk) Litte- ratur, at man vel ikke godt kan rokke ved den; derimod synes der mig ikke at være noget i Vejen for at indskrænke Begrebet «Danien» til at omfatte alle de Kridtaflejringer, som ere yngre end Cerithiumkalken; kun måa man selvfølgelig huske paa, at Begreberne «Nyere Kridty og «Damien» i saa Tilfælde ikke ere sammenfaldende. Den Inddeling, som er anvendt i nærværende Arbejde, er altsaa følgende: Craniakalk. Crania tuberculata Nixss. Damien. FASE TEEN É Saltholmskalk, Blegekridt, V Ananchytes sulcata GOLDF. Bryozokalk, Koralkalk. f Dromiopsis rugosa v. SCHLOTH. sp. Cerithiumkalk. Ananchytes ovata LESKE. Yngre Senon. Fiskeler. Ø Scaphites constrictus Sow. Skrivekridt. | Inoceramus lingua GOoLDF. Aildre Senon. | Arnagerkalk og Grønsand. ! 2 f Scaphites inflatus Rom. Angaaende enkelte af de.her anførte Underafdelinger af Kridtet skal jeg endnu til- føje et Par Bemærkninger. . | Den af Mårca") udarbejdede Liste over Forsteninger fra de bornholmske Kridt- dannelser er — som allerede tidligere udtalt af Sroccey — aldeles ubrugelig, idet den om- fatter Arter, som andre Steder optræde i vidt forskellige Horizonter. Dette beror sikkert i det væsentlige paa urigtige Bestemmelser, men vel for en Del ogsaa derpaa, at det Ma- teriale, Mårca undersøgte, ,bl. a. bestod af Strandsten af højst forskellig Alder; enkelte af disse løse Blokke stamme saaledes aldeles utvivlsomt fra Tertiærperioden. For at bøde noget påa de ældre Indsamlingers Mangler foretog jeg 1898 for Mineralogisk Museum en kortere Indsamlingsrejse til Bornholm. Navnlig fra Grønsandet ved Bavnodde og Horse- myreodde . samt fra Arnagerkalken i Nærheden af sidstnævnte Punkt lykkedes det mig at !) Vid, Medd. fra d. naturh. For. i Kbhvn. 1876. S. 24—29, 9 74 skaffe et nogenlunde fyldigt Materiale af Forsteninger, til Dels af Arter, som ikke hidtil vare fundne paa Bornholm. Imidlertid staar der sikkert endnu adskilligt tilbage at gøre i Retning af fornyede Indsamlinger, hvorved antagelig endnu en Del nyt vil komme for Dagen. De Aflejringer, som jeg i ovenstaaende Skema har opført under Yngre Senon, skal jeg ikke her komme nærmere ind paa. Dog skal jeg bemærke, at Fiskeleret kun er kendt fra Stevns Klint og Cerithiumkalken ligeledes kun fra denne Lokalitet samt maaske fra Eerslev paa Mors; den af Gronwarr ") formodede Forekomst af Cerithiumkalk ved Aggers- borggaard har ved de af mig 1899 og 1900 for Museet foretagne Undersøgelser vist sig at være af noget yngre Oprindelse, idet Faunaen slutter sig meget nær til Faxekalkens. Endelig skal jeg angaaende Craniakalken tilføje, at løse Blokke fra denne Horizont allerede omtales af Nizsson og LunnGren. Gronwarr”) har ved sine til Dels endnu ikke offentliggjorte Undersøgelser påavist, at den findes faststaaende i Kjøbenhavns Havn (udfor Larsens Plads), ved Vestre Gasværk og et Sted mellem Vesterbrogade og Gl. Kongevej, ved Vodroffgaard samt ved Herfølge og Aashøj. I Mineralogisk Museums Arkiv opbevares et Manuskript af K. A. GrénwarL, hvori bl. a. de i Craniakalken fundne Muslinger nævnes. Under Omtalen af de enkelte Arter skal jeg henvise til dette Manuskript, idet jeg dog her straks maa gøre opmærksom paa, at jeg har haft Lejlighed til at gennemgaa det herhen- hørende Materiale. Påa medfølgende Kort vil man finde opført de Lokaliteter, som ere omtalte i denne Afhandling. — Med Hensyn til Begrænsningen af Slægter og Familier har jeg — med faa Afvigelser — fulgt v. Zirrer's: Grundzuige der Palåontologie, Munchen 1895. I stor Taknemlighedsgæld staar jeg til Carlsbergfondet, som under mit ovenfor omtalte Ophold i Munchen tildelte mig en Rejseunderstøttelse, og som desuden har be- vilget mig en Sum, hvorved det blev mig muligt at lade nærværende Afhandling ledsage af de nødvendige talrige Figurer. Ligeledes er jeg «Danmarks geologiske Undersøgelse» Tak skyldig for den Beredvillighed, hvormed denne Institution gennem Statsgeolog AÅ. Jessen og Assistent Mixztaers har overladt mig det af de jydske og sjællandske Afdelinger indsamlede Materiale til Bearbejdelse. i Endvidere er det mig en kær Pligt at bringe Mineralogisk Museums Bestyrer, Professor, Dr. phil. N. V. UssinG, samt Dr. phil. K. J. V. Sreensrrup min Tak for forskellige Oplysninger vedrørende vore Kridtdannelser. Førstnævnte har desuden ved ved hvert Aar at tildele mig 1) Medd. fra Dansk geol. For. Nr.5. Kbhvn. 1899. S.71—72. ”) K. A. GRONWALL: Danmarks yngsta krit- och åldsta tertiår-aflagringar. Fårhandl. vid 15. Skand. Naturforskaremåtet i Stockholm 1898. Stockholm 1899. S.223—228. D, K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 11 78 10 en Del af den til geologiske Rejser bevilgede Sum sat mig i Stand til at besøge adskillige mindre grundig undersøgte eller helt ny, mere fjærnt liggende Kridtlokaliteter. — Fotograf Brocxa fra Hillerød har med stor Omhyggelighed udført det undertiden ret vanskelige Ar- bejde at fremstille de Figurer, som ledsage denne Afhandling. Endelig skal jeg endnu tilføje, at jeg i Foraaret 1900 med Understøttelse af det Thottske Rejsestipendium besøgte forskellige Museer i Udlandet for at sammenligne en Del danske Forsteninger med der opbevarede Originaler. Af stor Vigtighed i saa Hen- seende vare særlig den Hagenowske Samling i det stettinske Provinzialmuseum samt de Schlotheimske Originaler i «Museum fir Naturkunde» i Berlin. For den Velvilje, som blev vist mig paa de forskellige Institutioner, jeg besøgte, benytter jeg ligeledes her Lej- ligheden til at bringe min Tak. 11 79 B. Lamellibranchiater. Familie: Aviculidae LamMarck. Slægt: Åvicula KLen. Avicula danica n. sp. Tavle I, Fig. 1—2. Coquille obliquement ovale, inéquivalve; sommets peu saillants. Valve gauche assez convexe, beaucoup plus grande que la droite; face extérieure ornée, vers le bord ventral, de quelques cotes rayonnantes; valves jeunes parfaitement lisses; oreillette an- térieure rectangulaire ou légérement obtuse, plus courte que la postérieure. Valve droite moins convexe que la gauche; face extérieure ornée de fines stries concentriques; oreil- lette antérieure petite, å grande échancrure byssale. — Valve gauche: haut. 5 mm., long. 6 mm.; valve droite: haut. 10 mm., long. 12 mm. Omridset skævt-ovalt. De to Skaller forskellige baade i Størrelse og i Skulptur. Venstreskallen temmelig stærkt buget; Hvælvningen aftager successivt ned mod Vin- gerne, der derfor ikke ere skarpt afgrænsede fra den øvrige Del af Skallen. 1 Nærheden af den noget fremspringende Hvirvel er Skallen fuldstændig glat, hvorimod der længere nedad mod Ventralranden fremkommer et Antal fine, noget uregelmæssige Radialribber, | der undertiden ogsaa ses helt ude paa det forreste Øre; ganske unge Skaller ere aldeles glatte. Det forreste Øres Yderhjørne er retvinklet eller svagt stumpvinklet; det er be- tydelig mindre end det bageste, som er vingeformet forlænget og ender med en Spids. — Højreskallen er betydelig mindre end Venstreskallen og ikke såa stærkt hvælvet som | denne; Skævheden er ligeledes mindre stærk. Skallens Overflade er fint koncentrisk stribet, hvad bedst ses paa Aftryk af Skallen. Det forreste Øre er lille og har en dyb Indskæ- ring; påa den Rand, der vender indad mod Skallen, ses en Række smaa Knuder; det bageste Øre er stort, vingeformet og ender spidst. Maalene for et Eksemplar (to sammenhørende Skaller) fra Bjærge ere følgende: Højde: Bredde: Venstreskal: 5 Mm. 6 Mm. Højreskal: 10 12 — Størrelsen varierer dog meget; fra Kastrup Skov (i løs Blok) foreligge indtil 17 Mm. høje Eksemplarer (Venstreskallen); ovenstaaende Maal angive omtrent Middelstørrelsen. ide 80 12 Fra Rigen beskriver v. Hacenow en Avicula subnodosa v. HaG."); han kender kun Venstreskaller; Deecke optager ogsaa denne Årt i sin Liste over Forsteningerne fra Rigen>). Den maa vel være nær beslægtet med den foreliggende Art, men efter v. Hacenow's Beskri- velse kunne de ikke være identiske; særlig er der en ret betydelig Forskel i deres Form. I Museet i Stettin, hvor største Delen af den Hagenowske Samling fra Rugen opbevares, har jeg ikke kunnet finde nogen A. subnodosa v. Hac.; derimod har jeg i Museet i Greifs- wald set Eksemplarer af en Avicula, der stemmer overens med Beskrivelsen af Å. subno- dosa v. HaG.; man ser paa disse Eksemplarer tydelige Smaaknuder paa Ribberne, hvad man aldrig ser hos A. danica, hvis Ribber altid ere glatte, højst lidt ujevne, hvor de krydses af stærke koncentriske Tilvækststriber. — Hvad Formen angaar, stemmer den foreliggende Art meget bedre med Sowerzy's Beskrivelse og Afbildning af A.pectinata fra Lower Green- sand?); hverken Beskrivelse eller Afbildning tillade imidlertid en nøjere Sammenligning; hvad d'Orseny i «Paléontologie Francaise» beskriver under Navnet Å. pectinata Sow. fra det franske Neocom, er i hvert Fald ikke identisk med A. danica. Den her beskrevne Art synes efter Udbredelsen at dømme at være almindelig ide øvre Dele af det danske Skrivekridt; hvor den findes, optræder den hyppigst i stor Mængde. Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint. (Kastrup Skov ved Ringsted). — Stevn Kalkværk (Mariagerfjord). Nørre Flødal. Smidie. Kanum. Øst for Bjærge. Bromølle. Hov. — Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Avicula pectinoides Reuss. Tavle I, Fig. 3. 1846. Avicula pectinoides Reuss, Die Versteinerungen der Bohmischen Kreideformation. 2. Abth. S. 23, Tav. 32, Fig. 8—9. En Del foreliggende Venstreskaller af en meget skæv Åvicula stemmer ganske godt med Reuss" Beskrivelse og Afbildninger af denne Art. Skallen er skævt-firkantet, temmelig stærkt hvælvet. Det forreste Øre er lille med noget afrundet, retvinklet Yderhjørne; det bageste Øre er betydelig større og har en svag Udskæring i Yderranden. Skallens Overflade viser kun en Del noget uregelmæssige Til- vækststriber, som fortsættes ud paa Ørene, særlig paa det bageste. — Det største Eksem- plar er 9 Mm. højt og 12 Mm. bredt. : Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. — Cementfabrikken «Dania» (1 Ekspl.). 1) Fr. v. HAGEeNow: Monographie der Rugen'schen Kreide- Versteinerungen. III Abth. Neues Jahrb. Stuttgart. 1842. S. 559. 2) W. DEEcKkE: Die mesozoischen Formationen der Provinz Pommern. Mitth. des naturw. Vereines fir Neu-Vorpommern und Rugen. Greifswald 1894. S.81. 3) WILLIAM Firron: Observations on some of the strata between the Chalk and Oxford OQolite, in the South-East of England. London 1836. S,338. Tav. 14, Fig. 3. 13 81 Avicula n.sp.? Tavle I, Fig. 4—5. I Skrivekridtet er fundet en Del Skaller af samme prismatiske Bygning som f. Eks. Skallerne hos ÅAviculider og Pernider. De fleste Eksemplarer vare i Museets Samling stil- lede hen til Slægten Inoceramus og tildels betegnede som In. latus Manxt. og In. tenuis Mant. Paa Grund af deres Skørhed ere Skallerne altid itubrudte og deformerede, saa at den oprindelige Form ikke let ses; sandsynligvis have de haft Form som en noget langstrakt, skæv Oval. Overfladen bærer talrige koncentriske Rynker, og paa et Par mindre Eksem- plarer ses nogle faa brede Radialribber eller -folder. Skallen har en meget kort Vinge fortil og en lang bagtil. I et Pår Tilfælde er det lykkedes mig at frempræparere Hængslet, som er lige og forsynet med en lang, med Randen parallel Baandgrube; heraf fremgaar, at det ikke er en Inoceramus, men snarere en Avicula. Det foreliggende Materiale er imidlertid næppe tilstrækkeligt til en nærmere Beskrivelse; muligt er det ogsaa, at der foreligger mere end én Årt. I den Hagenowske Samling paa Museet i Stettin findes en Del herhen hørende Skaller, hvoraf de fleste ere betegnede som Inoceramus mytiloides Mant. Kun et Brud- stykke viser noget af Hængslet; der synes her at være to meget skraat stillede Furer. Et andet Stykke viser Hængslet i Aftryk; her ses kun en lang bred Liste, hvortil maa have svaret en lang bred Fure paa Skallen. Andre Eksemplarer ere forsynede med Etiketten Inoceramus tegulatus v. Hac.; det er de Former, hvis Skal bærer et Næt af koncentriske og radiale Furer; disse sidste ere betydelig smallere end de koncentriske og ere bedst udvik- lede i Skallens Midtparti. Endelig er en Del Eksemplarer betegnede som Inoceramus stria- tus Mant.; de synes at have en finere koncentrisk Stribning end de andre. Paa Grund af den mangelfulde Opbevaringstilstand, særlig hvad Hængslet angaar, vil vel heller ikke det Hagenowske Materiale kunne skaffe tilstrækkeligt Lys over, hvad det i Grunden er, man her har for sig. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Cementfabriken «Dania». Klitgaard. Voxlev. Nørre Uttrup. Vester Knudegaard (Øland). Fjerritslev. Avicula faxensis n. sp. Tavle I, Fig. 6—7. Coquille ventrue, subtrigone, carénée obliquement en arriére; bord cardinal trés long, droit; oreillette antérieure trés courte(?). A la surface, en avant de la partie moyenne de la caréne, une dizaine de faibles cåtes rayonnantes, irréguliérement granulées ; au-dessus de la caréne un certain nombre d'encore moins marquées. Les deux valves con- centriquement striées. — Haut. 85 mm., long. 140 mm., épaiss. 60 mm. DD D9 14 Skallerne stærkt hvælvede, formede nærmest som en Trekant, hvis to Sider ere lige store og noget større end den tredje, konvekse Side (= Skallens Bagrand). Hængsel- randen er meget lang og.lige. Fra Hvirvlen og nedad mod den bageste Del af Ventral- randen strækker sig en bred, stærkt hvælvet Køl, som falder stejlt af mod den nederste Rand, medens den opad mod Hængselranden gaar jævnt over i den øvrige Skal. Om der har været en Vinge fortil, - ses ikke tydelig af det foreliggende Materiale, men den har i hvert Fald været meget kort. Skallen bærer paa Partiet foran Kølens Ryg c. 10 svage Ribber, der krumme sig noget, parallelt med Kølen; disse Ribber ere uregelmæssig kor- nede paa Grund af de koncentriske Tilvækstlinjer, som findes over hele Skallen. Ovenfor Kølen findes endnu svage Ribber, som tilsidst tabe sig fuldstændig, saa at Skallen her bliver glat; tydeligst ere de i Nærheden af Hvirvlen. Paa den allerforreste Del af Skallen findes ligeledes et lille Parti uden Radialribber. — Hængslet har ikke været tilgængeligt for Undersøgelse. — Skallen er forholdsvis tynd; dens Skulptur er ret tydelig ogsaa paa Stenkærner. Den viser sig stærkt prismatisk. Det bedst bevarede Eksemplars Højde er c. 85 Mm., medens Længden maaler c. 140 Mm.; begge Skallers Tykkelse har været c. 60 Mm. "Denne Årt er sikkert nær beslægtet med Cardium Neptuni Gornr., som af G. Mirzer nylig er henført til Pseudoptera Mercx"). Den afviger imidlertid ved sin mindre bugede, mere langstrakte og smallere Form; desuden ere Radialribberne svagere, deres Mellemrum forholdsvis større, det foran dem liggende glatte Parti noget mindre og Rib- berne mindre stærkt krummede. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (3 Ekspl.). Familie: Pectinidae Lamarck. Slægt: Pecten Kræ. Pecten pulchellus Nissox. Tav. I, Fig. 8. 1827. Pecten pulchellus NixssonN, Petrif. Suecana. S. 22. Tav.9, Fig. 12. — —… lineatus NirLsson, Petrif. Suec. S.22. Tav.9, Fig. 13. 1897. —… pulchellus NiLss.; HeNNIG, Revision af kritlamellibranchiaterna i NixssoX's «Petrif. Suec. format. cretaceae».. S.33: — Tav: 2. Fig. 27,729—32;. Tav.3, Eig: 1—2. Skallen næsten kredsrund og enssidet, kun lidet hvælvet. — Venstreskallens forreste Øre har en svag Byssusudskæring samt en svag radiær Fure, som svarer til en 1) G. Murcær: Die Molluskenfauna des Untersenon von Braunschweig und Ilsede. I. S. 40. Abh. d. k. Preussischen geol. Landesanst. N. Folge. Heft 25." Berlin 1898. 15 83 radiær Fold paa Højreskallens forreste Øre; dette har ved sin Grund en temmelig dyb Byssusudskæring. Hos begge Skaller er det bageste Øre mindre end det forreste samt stumpvinklet. Venstreskallens Skulptur bestaar af en Del smalle radiære Ribber, der adskilles af brede Furer, i hvis Bund ses fine Længdestriber; disse blive henimod Skallens Sider efterhaanden mere og mere skraatstillede («transversale»). Højreskallens Ribber ere brede og bære paa deres Ryg en lignende Længdestribhning som Venstreskallens Furer. Deres Antal forøges ved Kløvning, medens Venstreskallens tiltager ved Indskydning. Paa begge Skallers Øren ses ligeledes Radialribber, som undertiden krydses af fine koncen- triske Ribber, hvorved hele Overfladen bliver ligesom fint kornet. — Paa enkelte særlig vel- bevarede Højreskaller iagttages tydelig den af Henme omtalte fine koncentriske Stribning. Den største foreliggende Skal maaler 14 Mm. i Højde og i Bredde; i Reglen -ere Skallerne noget mindre (8—10 Mm.). Siderandenes Vinkel ved Hvirvlen er påa de maalte Eksemplarer c. 95”. Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Skjørping. Nørre Flødal. Pecten inflexus v. Hacexow. Tav-I, Fig. 9—10. 1842. Pecten inflexus v.Hacenow, Monographie der Rugen'schen Kreideversteinerungen. Ill Abth. Neues Jahrb. 1841. S.551. Smaa, 9—10 Mm. høje og omtrent ligesaa brede, svagt hvælvede, noget uens- sidede Skaller. Sidekanterne naa omtrent til Midten af Skallens Højde; den forreste er noget kortere end den bageste; deres Vinkel ved Hvirvlen er c. 95”. Skulpturen er i det væsentlige ens paa begge Skaller. Paa Højreskallen er Partiet i Nærheden af Hvirvlen indtil den første Tilvækstvold næsten altid glat. I Nærheden af denne (der findes hyppig kun denne ene) fremkommer paa Skallen et meget vekslende Antal (c. 15—40) Radialribber, som i Reglen have en afrundet Ryg; ofte ere de dog mere skarpryggede, og Furerne mellem dem ere då mere rendeformede. Deres Mellemrum ere i Reglen noget smallere end Ribbernes Bredde, men dette Forhold varierer temmelig stærkt, ligesom Ribbernes indbyrdes Afstand kan være meget forskellig selv paa samme Skal. Bibberne formere sig ved Kløvning, idet der paa en Kibbes Ryg danner sig en svag Fure, der efterhaanden tiltager i Styrke og derved deler Ribben i to. Skalranden er ofte skarpt indadbøjet, og Ribberne naa da ikke ganske Randen. Stenkærner af saadanne Eksemplarer faa derved ikke ringe Lighed med P. inmversus Nuss. Paa nogenlunde vel- bevarede Eksemplarer ses en koncentrisk Stribning, der er tydeligst i Furerne mellem Rib- berne, særlig i Skallens Sidepartier. — Venstreskallens Skulptur er som ovenfor nævnt 84 16 omtrent som Højreskallens; kun synes Ribberne at være noget smallere og deres Mellem- rum noget bredere; deres Antal øges ved Indskydning af ny. Højreskallens Øren ere meget forskellige; det forreste har en stor Byssusud- skæring; dets Yderhjørne er noget afrundet; paa Overfladen ses radiale Ribber, overskaarne af koncentriske Furer. Det bageste Øre er mindre, har konkav Yderrand og omtrent ret- vinklet Hjørne. Venstreskallens bageste Øre ligner Højreskallens i Form og Størrelse; det forreste har konveks Yderrand og omtrent retvinklet Yderbjørne; begges Overkant er indadbøjet. Denne Art minder meget om den foregaaende, baade i hele Skallens og i Ørenes Form; Kibberne formere sig ogsaa paa samme Maade hos de to Arter. Ejendommeligt for- P. inflexus v. Hac. er, at Ribberne først begynde et Stykke nedenfor Hvirvlen, under- tiden først i Nærheden af Skalranden; desuden er deres Fordeling ikke saa regelmæssig som hos P. pulchellus Næss. Endvidere mangler hos den her beskrevne Art fuldstændig den radiære Stribning, der er saa ejendommelig for P. pulchellus Niss. Ældre Senon. Grønsand: Stampen (1 Højreskal). Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Cement- fabriken «Dania». Gudumholm. Nørholm og Klitgaard ved Aalborg. Øst for Bjærge. Hillerslev. Pecten virgatus Nizssox. 1827. Pecten virgatus Nixsson, Petrif. Suec. S.22. Tav.9, Fig. 15. 1866. ; v. ZITTEL, Bivalven der Gosaugebilde. S.109. Tav.17, Fig. 8. 1897. — — —"' 5 HENNIG, Revision etc. S 41. Tav.2. Fig. 28 og 33;-Tav. 3, Fig. 32. En Højreskal fra Arnagerkalken henfører jeg — med nogen Tvivl — til denne, som det synes, meget variable Art. Skallen, som ved Tryk er bleven noget deformeret, maaler kun 5,5 Mm. i Højde. Den synes at have været næsten kredsrund; dens Over- flade bærer en for blotte Øjne næsten usynlig Skulptur, der dannes af de saa ofte beskrevne fine, bueformede Ribber, adskilte af fine, i Bunden svagt punkterede Furer. — Det for- reste Øre hår en Byssusudskæring; det bageste er næsten retvinklet. Fra Skrivekridtet foreligge ligeledes nogle Skaller, der høre hen i Nærheden af denne Art, om de ikke ere fuldkommen identiske med denne. Skallerne ere imidlertid saa defekte, at en fuldstændig sikker Bestemmelse er umulig. — Hele Skallens samt Ørenes Form stemmer ganske godt med Beskrivelser og Afbildninger af P. virgatus Niss. Højre- skallens forreste Øre er smukt prydet med radiale og koncentriske Ribber; paa den øvrige Skal ses" bueformede, fordybede Linjer, der ere næsten usynlige for det blotte Øje. Et enkelt Eksemplar viser tillige koncentrisk Stribning og derved Punktering af Radialfurerne. lig 85 Muligvis har man her med to forskellige Arter at gøre, men dette Spørgsmaal kan først afgøres, naar bedre og mere righoldigt Materiale staar til Raadighed. Ældre Senon. Arnagerkalk: Horsemyreodde (1 Ekspl.). Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. — Flødals Fabriker (1 Ekspl.). Pecten subaåaratus Nixzsson. 1827. Pecten subaratus NiLsson, Petrif. Suec. 5. 21. Tav.9, Fig. 11. 1897. = = — ; HeNNnIG, Revision etc. S. 46. Tav. 3, Fig. 14 og 16—17. Næsten kredsrunde Skaller med talrige Radialribber, paa hvis Ryg man hos vel- bevarede Eksemplarer ser en Række af smaa skælformede Torne; desuden findes: en meget fin radiær Stribning omtrent som hos P. pulchellus Nuss. Ribbernes Antal forøges i Reg- len påa samme Maade som hos denne Art. Ørene ere af ulige Form og Størrelse. Højreskallens forreste Øre har en dyb Byssusudskæring, samt en stærk Radialfold, som svarer til en Fure paa Venstreskallens forreste Øre. Det bageste Øre er paa begge Skaller stumpvinklet. Paa Ørene ses radiale Ribber med smaa. skællignende Tænder (efter Hennie). Til denne Art henføres her nogle Eksemplarer fra det bornholmske Grønsand. De ere daarlig bevarede, dels som Aftryk, dels som Stenkærner, men synes dog at stemme godt overens med Nizsson's og HenniG's Beskrivelser. Ældre Senon. Grønsand: Arnager. Pecten fenestratus n. sp. Tav. I, Fig. 14—16. 1842. Pecten subaratus NiLss.; v.Hacenxnow, Monographie etc. III. 'S.550. ; Coquille assez mince, subéquilatérale, peu convexe. L'angle que fait, au sommet, le bord antérieur avec le postérieur est de 100” environ. Du sommet rayonnent un cer- tain mombre de cåtes convexes; les sillons qui les séparent sont excavés et de largeur variable, toujours plus grande sur la valve gauche que sur la valve droite. Les cotes ainsi que les sillons sont traversés, régulikrement, par de fines lamelles concentriques formant sur les convexités des cotes des denticules tranchants, de direction presque verticale. Oreillettes postérieures assez petites, å bord concave. Oreillette antérieure de la valve droite, grande, å surface fenestrée, et présentant une échancrure byssale. Oreillette antérieure de la valve gauche, grande, å bord droit ou légérement convexe. — Haut. 11 mm., long. 10 mm. Smaa tyndskallede, noget uenssidede, lidt hvælvede Muslinger; Maksimalhøjde 11 Mm. ; den tilsvarende Bredde 10 Mm. Hvirvlen ligger noget. bag Midten af Hængselranden. Side- kanterne ere lange; de naa omtrent ned til Skallens halve. Højde; den bageste er noget længere end den forreste, som er konkav. Deres Vinkel ved Hvirvlen er lidt variabel, c. 100, D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 12 86 18 Skulpturen er omtrent ens paa begge Skaller. Fra Hvirvlen udstraaler et Antal Ribber; i Skallens Midtparti forløbe de lige, medens de i Sidepartierne ere svagt opad- bøjede; deres Ryg er hvælvet, de mellemliggende Furer udhulede. Kibbernes Afstand er meget variabel, større paa Venstreskaller end paa Højreskaller. Paa Venstreskallerne ind- skydes ny Ribber paa Bunden af Furerne, medens Højreskallernes Ribber formere sig dichotomt. I regelmæssig indbyrdes Afstand overskære fine koncentriske Lameller Rib- berne og deres Mellemrum; disse Lameller ere særlig fremtrædende paa Ribbernes Ryg, hvor de — navnlig henimod Skallens Rand og Sider — danne skarpe, næsten vertikalt staaende Tænder. Nogen yderligere Skulptur har jeg ikke kunnet iagttage. De bageste Øren ere paa begge Skaller temmelig smaa; deres Yderrand er kon- kav; Yderhjørnet retvinklet, undertiden noget spidsvinklet. Højreskallens forreste Øre er stort, med Byssusudsnit; dets Yderhjørne er afrundet, Overfladen gitret med stærke Ra- dialribber og svagere koncentriske Ribber. Ogsaa paa Venstreskallen er det forreste Øre større end det bageste; dets Yderrand lige eller svagt konveks; Skulpturen omtrent som den øvrige Skals. Hængselranden er hos Højreskallen noget indadbøjet. Nogle Eksemplarer af denne Art ligge i Museets Samling under Betegnelsen: Pecten subaratus HaG., non Niss. Ligeledes er Museet i Besiddelse af et Eksemplar fra Rigen, hvilket er bestemt som P. subaratus Niss. I den Hagenowske Samling i Stettin har jeg ogsaa set flere Eksemplarer med samme Etikelte. Der er derfor ikke Tvivl om, at v. Hace- now har henført den her beskrevne Art til P. subaratus Nizss. Hvorvidt den P. subaratus Nicss., som Fr. A. Roemer omtaler fra Rugen"), ogsaa er identisk med den foreliggende Årt, formaar jeg efter den kortfattede Beskrivelse uden Afbildning ikke at afgøre, men det er vel sandsynligt. Som det fremgaar af ovenstaaende Beskrivelse, er Arten imidlertid forskellig fra P. subaratus Nirss., baade hvad Skulpturen og Ørenes (særlig Højreskallens forreste Øres) Form angaar; i den sidste Henseende minder Arten derimod mere om P. inflexus v. Hac. Ligheden mellem disse to Arters Stenkærner er saa stor, at en Bestemmelse er vanskelig. Skulpturen er jo imidlertid meget forskellig. Skaller af P. fenestratus hæfte sig altid paa Grund af den saa ujævne Overflade fast til Stenarten med sin Yderside, som derfor altid maa præpareres frem; paa Skallens Inderside bemærker man ikke alene Radialribberne, men ogsaa de koncentriske Lameller give sig tilkende ved en svag koncentrisk Stribning, som imidlertid kun sjældent kan iagttages paa Stenkærner. Ældre Senon. Grønsand: Stampen. Skrænten indfor «Sangedynen». — År- nagerkalk: Arnager. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Gu- dumholm. Aalborg. Nørholm. Nørre Uttrup (østl. Grav). Bjærge. Rær. Hillerslev. 1) Fr. A, ROEMER: Die Versteinerungen des Norddeutschen Kreidegebirges. Hannover 1841. S.52. 19 87 Pecten monotiformis Hennic. 1899. Pecten monotiformis Hexni1G, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.11. Tav.1, Fig. 7—8. Artens vigtigste Kendemærker ere efter Hennie følgende: Cirkelrunde, usymmetriske, 5—7 Mm. høje, næsten plane Skaller. Det bageste Øre er paa begge Skaller triangulært og ikke skarpt adskilt fra selve Skallen. — Højre- skallens Yderside er glat med svagt antydede koncentriske Furer. Det forreste Øre er retvinklet og har et dybt Byssusudsnit samt en triangulær Indbugtning af det Parti, som ligger nærmest selve Skalranden. — Paa Venstreskallens Yderside ses skarpe kon- centriske Tilvækststriber samt fine Radialribber; disse sidste ses dog kun tydelig i Nær- heden af Hvirvlen; endvidere iagttages en meget fin Stribning omtrent som hos P. pul- chellus Niss.; det forreste Øres Yderhjørne er næsten retvinklet; det er større end det bageste, som er stumpvinklet. Skallens Skulptur fortsættes ud paa Ørene. Til denne Karakteristik har jeg kun at tilføje, at paa Højreskallens forreste Øre ses fine kornede Radialribber; hvorvidt Øret har haft saa skarpe Hjørner, som af Hennic afbildet, har jeg ikke kunnet afgøre påa Grundlag af det Materiale, som foreligger fra Faxe; men paa den Højreskal, som stammer fra Craniakalken ved Vodroffgaard, er Øret tydelig afrundet. Denne Årt angives fra Annetorp og Faxe af Hennic. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe. — Craniakalk: Vodroffgaard (Gronw. manuser. «afviker från HenniG's figur derigenom att hågerskalets fråmre ora har en svag skulptur»). Skaller af smaa Pecten-Arter findes ikke sjældent ved Faxe, men deres Overflade er næsten altid — ligesom det ifølge HEeNn1G er Tilfældet ved Annetorp — overtrukken med en Kalkskorpe, der dog under- tiden lader sig fjærne ved Hjælp af en Naal; kun hvis dette lykkes, er det muligt at bestemme dem med Sikkerhed. Pecten tesselatus Hennie. 1899. Pecten tesselatus HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.10. Tav.1, Fig. 5—-6. Af denne Art er Museets Materiale temmelig tarveligt, hvorfor jeg her kun skal anføre Artens vigtigste Karakterer efter Hennia's Beskrivelse. Kun Venstreskaller ere kendte. Det er smaa runde, svagt hvælvede Fectines, 9,5 Mm. høje og brede. Ørene ere store, omtrent af samme Form og Størrelse; deres øverste Rand er bøjet indad. Sidekanternes Vinkel ved Hvirvlen er 105”. Skallens Yder- side bærer fine Radialribber, skilte af brede, flade Mellemrum; ny Ribber indskydes mellem de primære. I Ribbernes Mellemrum ses fine koncentriske Lister, som danne fremstaaende Kamme. 12 88 20 Denne Art angives af Hennie som funden ved Annetorp og Faxe. Danien. Koralkalk: Faxe. Pecten cretosus Derrance. Tav. I, Fig. 11,518: 1843. Pecten cretosus DEFR.; D'ORBIGNY, Paléont. Franc., Terr. crét. Ill. S.617. Tav. 440, Fig. 1—7. 1851. —… witidus Maxt.; PucGaarD, Møens Geologie. S.79. Fig. 23. 1889. Pecten cretosus DEFR.; GRIEPENKERL, Die Verst. der senonen Kreide von Konigslutter. S. 41. Skallerne ovale, meget lidt hvælvede. Højden varierer mellem 20 og 32 Mm.; Bredden omtrent ”/5 af Højden. Vinklen mellem Sidekanterne c. 802. Skulpturen omtrent ens påa de to Skaller. Hele Overfladen er dækket af talrige, fine, noget bølgede Radialribber (c. 100 paa et middelstort Eksemplar); disse ere noget smallere (med bredere Mellemrum) paa Højreskallerne end påa Venstreskallerne; paa Rib- berne findes svagt fremadbøjede, i Reglen noget afslidte Skæl, som ofte ere saa tæt stil- lede, at de berøre hverandre, ligesom de hyppig (paa Venstreskåller) ere saa brede, at de næsten berøre Skællene i Naborækkerne; de ere ordnede efter koncentriske Linjer. Den fine koncentriske Stribning ses tydeligst paa Skallernes Aftryk. I Nærheden af Hvirvlen ere Ribberne ikke lidt forskellige, idet man hyppig mellem to stærkere finder et noget varierende Antal svagere Ribber; henimod Skalranden blive de mere ens udviklede; dog ses undertiden ogsaa her svagere Ribber, der kunne følges et lille Stykke op paa Skallen, men tåbe sig i Furerne, inden de naa Hvirvlen. Hist og her findes Tilvækstfortykkelser, nedenfor hvilke Ribberne ofte ere ligesom forskudte. Skallens Inderside er glat; kun nogle svage Radialfurer skimtes. Paa Højreskallen er det bageste Øre omtrent retvinklet; det forreste er næsten dobbelt saa stort og har en betydelig Byssusudskæring. Venstreskallens bageste Øre er noget stumpvinklet, hvorimod det forreste er omtrent retvinklet. Begge Skallers Øren ere forsynede med radiære Ribber og stærke koncentriske Furer. Paa Højreskallen er Ørenes øverste Rand stærkt indadbøjet og bærer en Række smaa Tænder. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Frej- lev. Blegkilde. Nørre Uttrup (østl. Grav). Bjærge. Rær. ?Eerslev. Var. 'nitida (Sow.), ScaroEeDer. Tav. I, Fig. 12—13, 21. 1827. Pecten undulatus Nixsson (pro parte), Petrif. Suec. S. 21. Tav. 10, Fig. 10. 1882. — cretosus Derr., var. niteda Sow.; SCHROEDER, Ueber senone Kreidegeschiebe der Provinzen Ost- und Westpreussen. S. 266. 1897. Pecten cretosus Duer., var. næitida Sow. (SCHROEDER); HENNIG, Revision etc. S. 49. 21 89 Omridset omtrent som hos Hovedformen, Skulpturen derimod noget afvigende. Ribberne i Reglen ej saa tæt stillede som hos Hovedformen, undertiden omtrent glatte, oftest dog med smaa Skæi paa Ryggen. Den koncentriske Stribning er meget stærk; hist og her findes Tilvækstterrasser. Hos et Par Venstreskaller opnaa Ribberne en betydelig Bredde, omtrent som deres indbyrdes Mellemrum; deres Ryg er her fri for Skæl, men krydses af de stærke koncentriske Striber. Ribberne forsvinde undertiden næsten fuld- stændig, saa at den koncentriske Stribning bliver den mest iøjnefaldende Skulptur. Af og til ses Diagonalstribning mod Siderne. Ældre Senon. Grønsand: Bavnodde. — Arnagerkalk: Arnager (meget hyppig). Pecten serratus Nixsson. 1827. Pecten serratus NiLsson, Petrif. Suec. S 20. Tav.9, Fig. 9. 1897- — — — ; HenniIG, Revision etc. S.50. Tav.3, Fig. 15. Da det foreliggende Materiale er meget ufuldstændigt, anføres her Artens vigtigste Kendetegn efter Hennic's Beskrivelse. É Skallen langstrakt, 44 Mm. høj og 34 Mm. bred. Højreskallen næsten plan, Ven- streskallen svagt hvælvet. Hængselkanterne meget lange, næsten naaende til Skallens Midte; deres Vinkel 77”. De forreste Øren større end de bageste; Højreskallens forreste Øre med et Byssusudsnit. Paa Skallens Yderside meget smalle, savtakkede Radialribber med plane, dobbelt saa brede Mellemrum; Takkerne paa Ribberne dannes af sammenbøjede Skæl. Ribberne og deres Mellemrum krydses af koncentriske Striber. Undertiden er en Diagonalstribning antydet. Til denne Art henfører jeg en Stenkærne, som dog har en Del af Skallen i Be- hold. Den stemmer godt overens med Hennic's Beskrivelse. Mere tvivlsomt er et andet Eksemplar, en Venstreskal, af hvilken kun Indersiden ses. Da det ikke er lykkedes mig at præparere noget af dens Overflade tydelig frem, er Bestemmelsen noget usikker. Ældre Senon. Grønsand: ?Stampen (1 Ekspl.). Bavnodde (1 Ekspl.). Pecten septemplicatus Nixsson. Tav. II, Fig. 1—2. 1827. Pecten septemplicatus NiLsson, Petrif. Suec. S. 20. Tav. 10, Fig. 8. Skallens Højde noget større end Bredden; den ene Skal flåd, den anden noget hvælvet. Paa begge Skaller findes 7 stærke Folder, omtrent ligesaa brede som deres ind- byrdes Mellemrum; desuden iagttages fine Radialstriber med taglagte Skæl; de krydses af fine koncentriske Striber. 90 22 Af denne Art foreligger kun 1 Skal, der stemmer fuldkomment med Niæsson's Be- skrivelse; da den er meget slidt, ses dog ikke tydelig de fine Radialribber, ej heller Skæl- lene, hvorimod de koncentriske Striber ere meget tydelige, særlig i Mellemrummene mellem Folderne. Ældre Senon. Grønsand: Bavnodde (1 Ekspl.). Pecten trisulcus v. Hacenxow. Tay. I, Fig: 19—20: 1842. Pecten trisulcus v. HAGEeNnow, Mon. der Rugen'schen Kreideverst. Ill. S.552 Nærmest halvkredsformede, noget skæve, temmelig stærkt hvælvede Skaller. Side- kanterne lange; deres Vinkel ved Hvirvlen c. 90”. Ydersiden dækket af 11—12 glatte, rundryggede Ribber, som allerede i Nærheden af Hvirvlen hver dele sig i 3 Ribber. I deres Mellemrum iagttages stærk koncentrisk Stribning. Ogsaa paa Skallens Inderside er Ribbernes Tredeling meget tydelig. Det forreste Øres Yderhjørne er retvinklet; det bageste Øre er langt og afrundet, forsynet med Radialfurer. Man finder altid Eksemplarerne hæftende til Stenen med deres Yderside; i denne Tilstand er Arten ikke saa let at skælne fra P.varzabilis v. HaG. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Nørholm. Pecten variabilis v. Hacenow. Tav. I, Fig. 17. 1842. Pecten variabilis v. HAGENow, Mon. der Rugen'schen Kreideverst. III. S. 552. Skallen ægformet, afrundet, noget hvælvet, skæv. Paa Overfladen ses c. 12 tre- delte Ribber udstraale fra Hvirvlen. - Hovedribberne ere i Nærheden af denne betydelig stærkere end Sideribberne; ved Ventralranden er Forskellen ringere. Påa Hovedribberne ses med lang indbyrdes Afstand rørformede Torne; paa Biribberne findes lignende, men mindre og meget tættere stillede Torne. Efterhaanden fremkommer der langs Ribbernes Sider Rækker af meget smaa Tænder, som blive større og større nedad mod Ventral- randen; de antyde vel en ny Tredeling af Ribberne. — Højden af det største Eksemplar udgør 9 Mm. Paa Grund af Overfladens Beskaffenhed hæfte Skallerne altid til Stenen med deres Yderside. Paa Indersiden ses tydelig de tredelte Ribber. Ørenes Form har jeg ikke haft Lejlighed til at undersøge fuldstændig. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. (Kastrup Skov). 23 97 Pecten Nilssoni Gornruss. Tav. II, Fig. 3—5. 1827. Pecten orbicularis NiLsson, Petrif. Suec. S.23. Tav. 10, Fig. 12. 1834-40. — Nilssonii GoLnruss, Petref. Germ. II. S.76. Tav.99, Fig. 8. 1851. — = — ; PuGGAARD, Møens Geologie. S.81. Fig. 26. 1897. == = = ; HENNIG, Revision etc. S.45. Tav. 3, Fig.18—19. Flade, tyndskallede, næsten cirkelrunde og enssidede Muslinger; Højden hyppigst lidt større end Bredden (f. Eks. Højde: 33 Mm., Bredde: 32 Mm.; Højde: 37 Mm., Bredde: 34 M.).. De svagt konkave Sidekanter strække sig kun langs den øverste Fjerdedel af Skallen; deres Vinkel ved Hvirvlen er c. 1122, Begge Skaller ere glatte med fin koncentrisk Stribning. De synes at have haft de af Hennie omtalte nedtrykte Sidepartier i Nærheden af Hvirvlen, men Skallerne ere påa Grund af deres Skrøbelighed som oftest fladtrykte og noget deformerede, hvorfor disse Depressioner ikke altid ere synlige. Ørene ere — særlig paa Venstreskallerne — temmelig smaa. Af Højreskallens Øren er det forreste meget større end det bageste, har afrundet Yderhjørne, rager frem foran Hvirvlen og bærer påa sin Inderside en horizontalt løbende, listeformet Fremragning, hvortil det tilsvarende, langt mindre Øre paa Venstreskallen har støttet sig. Det bageste Øre er mindre og har et afrundet, stumpvinklet Yderhjørne. — Venstreskallens Øren ere meget mindre end Højreskallens og ere omtrent ens af Størrelse og Form; deres Yderhjørne er noget afrundet og stumpvinklet. Begge Skallers Øren ere stribede parallelt med deres Yderside. At de to her beskrevne Skaller tilhøre én og samme Årt, godtgøres ved et Eksem- plar fra Frejlev. Man ser her hele Venstreskallens Inderside samt — lidt forskudt over denne — en Del af Højreskallens Yderside med Partiet omkring Hvirvlen samt Skallens Forende. Disse to Skaller, som stemme med ovenstaaende Beskrivelse, have tilhørt samme Individ, idet de i Form og Størrelse passe nøje til hinanden; deres indbyrdes Stilling tyder ogsaa herpaa. Allerede v. Hacenow omtaler i sin Monografi over Skrivekridtforsteningerne fra Rigen, at den — efter hans Bestemmelse — her hyppig forekommende P. membranaceus Niss. varierer meget stærkt og undertiden nærmer sig saa meget til P. Ni/ssont Gorvr., at Adskillelsen bliver vanskelig. Med de her ovenfor beskrevne Eksemplarer fra det danske Skrivekridt er noget lignende Tilfældet. Den her beskrevne Form er den hyppigst fore- kommende; den synes mig at stemme bedst med P. Nilsson? Gornr. og er derfor henført til denne Art. De korte Sidekanters store Vinkel ved Hvirvlen, hele Skallens afrundede Form samt Skallens større Tykkelse passer saaledes bedre med den nævnte Art end med P. membranaceus Niss.; det samme er Tilfældet med Højreskallens Øren, som stemme 92 24 nogenlunde godt med Goxnruss' Figur; Venstreskallens Øren ere derimod i Almindelighed begge stærkt stumpvinklede. Men ved Siden af Venstreskaller med saadanne Øren fore- kommer der andre, hvis forreste Øre er omtrent retvinklet som paa Afbildningen hos Gorn- russ; naar saa tillige hele Skallens Form bliver forholdsvis høj, har man Skaller, der i høj Grad minde om P. spathulatus Koem., der efter flere Forfatteres Mening skal være en Varietet af P. membranaceus Nuss. Disse Venstreskaller henfører jeg dog ligeledes til P. Nilssoni Gornr., dels fordi der med Undtagelse af det forreste Øres Form — og her findes Overgange — ikke er nogen nævneværdig Forskel mellem dem og de andre ovenfor beskrevne, dels fordi jeg trods det temmelig righoldige Maleriale, Museet er i Besiddelse af, kun har fundet Venstreskaller af den ovenfor beskrevne Type; afvigende Højreskaller, som kunde tænkes at høre sammen med disse Venstreskaller, har jeg ikke truffet paa. Dette Forhold tyder paa, at alle disse forholdsvis store, glatte Pecten-Former fra vort Skrive- kridt tilhøre én og samme Årt. Ejendommelig for de talrige foreliggende Eksemplarer af P. Nilsson Gornr. fra det danske Skrivekridt er da særlig deres forholdsvis betydelige Højde, der i Reglen overgaar Bredden med et Par Millimeter, samt de kun svagt buede Sidekanter; dette er Forhold, som minde om P. membranaceus Niss. Fuldkomment overens med Skrivekridteksemplarerne stemmer en Del Eksemplarer, som ere fundne i Cerithiumkalken i Stevns Klint. Skallerne ere her i Reglen ikke saa fladtrykte som saa ofte i Skrivekridtet, men have beholdt deres oprindelige Form; Depres- sionerne paa Siderne ses derfor særdeles tydelig. I Arnagerkalken har man fundet nogle Eksemplarer af en tyndskallet, glat Pecten, som jeg tidligere antog for P. membranaceus Nuss.; men efter at have gennemgaaet de glatte Pectines fra Skrivekridtet er jeg kommen til det Resultat, at ogsaa disse Skaller til- høre P. Nilsoni Gornr. Efter den Form, som Venstreskallernes Øren have, maa de fore- liggende Stykker høre til den Varietet, som minder om P. spathulatus Rorm. (se ovenfor); en fin koncentrisk Stribning iagttages tydelig. — Mærkeligt nok har jeg ikke fra Danmarks Kridtaflejringer set noget Eksemplar, som stemte fuldkommen overens med P. membrana- ceus Nizss., som ellers har en såa vid Udbredelse. Kun fra Grønsandet ved Bavnodde foreligger et Eksemplar, som muligvis maa føres herhen, men Bevaringstilstanden tillader ikke nogen sikker Bestemmelse. Ældre Senon. Arnagerkalk: Årnager. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Cementfabriken «Dania». Brøndum? = Gudumholm. Frejlev. Nørholm. Nørre Flødal. Aalborg. Rær. Hillerslev. ?Gasbjærg. Bromølle. — Cerithiumkalk: Stevns Klint. KE Pecten låevis Nixsson? 1827. Peeten laevis Nixsson, Petrif. Suec. S. 2%. Tav.9, Fig. 17. 1897. — — — ; HENNIG, Revision etc. S.36. Tav.2, Fig. 25—26. Efter Hennic's udførlige Beskrivelse af denne Art kan følgende Karakteristik gives. Smaa runde, 5—8 Mm. høje og lige såa brede, lidet hvælvede Skaller. Side- kanterne naa omtrent til Skallens Midte; deres Vinkel er 90”. Skallen er glat og glin- sende; under Lupen ses fine koncentriske Tilvækststriber samt fine radiære Linjer. —- Højreskallens forreste Øre er større end det bageste og har en svag Byssusudskæring ; det bageste Øre er stumpvinklet ligesom begge Ørene paa Venstreskallen; det bageste er ligeledes her mindre end det forreste. Morca angiver denne Art fra det bornholmske Grønsand"); til Grund herfor ligger — saåaavidt nu kan ses — et Brudstykke af en lille glat Fecten. Det er muligt, at det virkelig er P.laevis Nizss., men Eksemplaret er altfor mangelfuldt til en fuldstændig sikker Bestemmelse. fildre Senon. Grønsand: ?Blykobbeaa. Pecten rotundus v. Hacenow. 1842. Pecten rotundus v. HAGENow, Monographie etc. ll. S. 554. Cirkelrund, næsten fuldstændig symmetrisk, svagt hvælvet. Skallen temmelig tyk med fin koncentrisk Stribning, ellers glat. Ørene smaa og afrundede. Det største fore- liggende Eksemplar er 64 Mm. højt og har været omtrent ligesaa bredt. — Denne Art minder meget om P., Nilssoni Gornr., men adskilles let fra denne ved sin tykke Skal og mindre Øren. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (2 Ekspl.). Pecten spathulatus Rocmer. Tav. II, Fig. 6—7. 1841. Pecten spathulatus RoEmer, Die Verst. des Norddeutsch. Kreidegebirges. S.50. Tav.8, Fig, 5. 1895. — = — ; VOGEL, Beitr. zur Kenntniss der Hollånd. Kreide. S. 20. Tav.1, Fig. 14—16. Angaaende denne meget omstridte Arts Historie henvises til Vocer's Redegørelse herfor. Skallerne meget tynde, runde, næsten fuldstændig symmetriske, i Sammenligning med P. membranaceus Nirss. og P, Nilssonrt Gornr. temmelig stærkt hvælvede; Højde og 7) 0. MorcH: Fortegn. over Forst. i Kridtform. paa Bornholm. Vid. Medd. fra naturh. For. i Kbhvn. USM HESERTE D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. Xl. 2. 13 94 : 26 Bredde omtrent lige store (Maksimalhøjde 13 Mm.; den tilsvarende Bredde 12 Mm.); Side- kanternes Vinkel ved Hvirvlen er omtrent 100%; den forreste Sidekant noget konkav.-— Overfladen er glinsende og glat uden nogen som helst Skulptur. — Det bageste Øre er paa begge Skaller meget lille og smalt, meget mindre end det forreste; Hvirvlen ligger derfor langt bagved Hængselrandens Midte; Ørets øverste Hjørne er meget stumpvinklet. Højreskallens forreste Øre har en noget afrundet Yderrand og en betydelig Byssusud- skæring; paa dets Overflade ses meget svage Tværribber. Det forreste Øre paa Venstre- skallen er retvinklet og bærer de samme svage Ribber som Højreskallens. Da de foreliggende Eksemplarer stemme ganske godt med Vocer's Beskrivelse og Afbildninger, har jeg henført dem til denne Art. Hvorledes Forholdet er mellem den og P. Jugleri v. HaG., ser jeg mig ikke i Stand til at afgøre med Sikkerhed; muligvis ere de identiske. Aildre Senon. Grønsand: ?Bornholm (3 Ekspl.). Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Skjørping. Nør- holm. Aalborg. Svinkløv. — Cerithiumkalk: Stevns Klint. ?Eerslev (1 Ekspl.). Danien. Saltholmskalk: ? Ajardemaal. å Pecten inversus Nixzsson. 1827. Pecten inversus NiLsson, Petrif. Suec. S.24. Tav.9, Fig. 18. 1889. ; 0. GRIEPENKERL, Verst. von Kånigslutter etc. S.45. 1891. Amussium inversum NILSS. sp.; J. Boxmm, Die Kreidebildungen des Firbergs etc. S.$5. T. 3, Fig. 36. Smaa, 5—8 Mm. høje og lige saa brede Skaller. Højreskallens forreste Øre er dybt indskaaret, medens Venstreskallens kun har en svag Indbugtning. Det bageste Øre er paa begge Skaller retvinklet. — Paa Overfladen ses fine, skarpe, tæt stillede koncentriske Kibber; men mangler det yderste Lag af Skallen, hvad undertiden er Tilfældet, er Over- fladen fuldstændig glat. Paa Skallens Inderside findes 10—13 smalle, skarpe Radialribber, som ikke naa helt ud til Randen. Til denne Art henføres her en Stenkærne, der viser Aftryk af Ribber paa Skallens Inderside; Ribberne have ikke maaet helt ud til Banden. Den er af Morca bestemt til P. inversus Niss., hvilket sikkert er rigtigt. Endvidere er der fundet 4 Eksemplarer i Craniakalken ved Vodroffgaard; Opbevaringstilstanden lader en Del tilbage at ønske, men Bestemmelsen er dog sikker. De to af Eksemplarerne vise de indre Radialribber, hist og her dækkede af det yderste Skallag, som bærer fine koncentriske Linjer. Ældre Senon. Grønsand: Stampen (1 Ekspl.). Danien. Craniakalk: Vodroffgaard («P. ænversus?» Grånw. manuser.). 27 95 Slægt: Vola Ken. Vola quinquecostata SowersyY sp. 1812. Pecten qwinquecostatus SowerBy, Mineral. Conchol, I. S.122. Tav. 56, Fig. 4—5. 1897. Vola qwinquecostata Sow.; HenniG, Revision etc. S.52. Angaaende denne velkendte Art skal kun anføres følgende. Højreskallen er meget stærkt hvælvet, Venstreskallen flad. Ørene store, retvinklede. Påa Overfladen af begge Skaller ses et ringe Antal meget stærke Radialribber; i hvert af Mellemrummene mellem disse Ribber findes 4 svagere Ribber; desuden er hele Skallen dækket af finere radiære og koncentriske Linjer. Af denne Art foreligger kun en Stenkærne (11 Mm. høj) samt Aftryk af en Del af Skallens Yderside. Mårca har — sikkert med Urette — henført dette Eksemplar til V. striato-costata Gornr.!). fildre Senon. Grønsand: AÅrnager (1 Ekspl.). Vola striato-costata Gornruss sp. Tav. II, Fig. 8—9. 1834—40. Pecten striato-costatus Gornruss, Petref. Germ. Il. S.55. Tav.93, Fig. 2 c—e. Højreskaållen meget stærkt hvælvet. Paa dens Overflade findes 6 stærkt frem- trædende Radialribber, som ere furede paa langs, hvorved der fremkommer parallele Bi- ribber paa deres Sider; de imellem Hovedribberne liggende Biribber (deres Antal er 4—5) ere, især paa de yngre Dele af Skallen, ligeledes furede eller stribede paa langs. Mellem Ørene og de yderste Hovedribber ere Biribberne mindre kraftige. Hele Skallen er kon- centrisk stribet; Striberne vise sig ofte i Furerne som smaa Tværlameller, saaledes som Gornruss” Fig. 26 viser; dog forløbe de hos de danske Eksemplarer ikke saa regelmæssig og ses kun sjældent paa Ribbernes Ryg. Tilvækstafsatser findes med uregelmæssig ind- byrdes Afstand. — Det største Eksemplar har følgende Dimensioner: Højde 39 Mm., Bredde 33 Mm. og Tykkelse c. 14 Mm. Venstreskallen er flad, næsten cirkelrund (f. Eks. Højde 19 Mm., Bredde 18 Mm.). Skulpturen er som Højreskallens; kun svare Ribberne her naturligvis til Furerne paa den anden Skal. Hovedribberne rage kun lidt frem baade paa Skallens Overside og ved dens Rand, der dog er noget indbugtet mellem Hovedribberne. Skallens Underside er mere glat; Ribberne og Furerne ere her som Regel kun synlige ved Randen. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Frejlev. Nørre Ut- trup (mellemste Grav). 1) 0. MORCH: l.c. S. 28. 132 96 28 Familie: Limidae »ORBI6nY. Slægt: låma BRUGUIERE. Lima semisulcata Nizsson sp. Tav. II, Fig. 10. 1827. Plagiostoma semisulcatum Nirsson, Petrif. Suec. S.25. Tav.9, Fig. 3. 1897. Lima semisulcata NiLss.; HENNIG, Revision etc. S.28. Tav.2, Fig. 14 og 17. Oval, stærkt hvælvet, næsten symmetrisk; Hvirvlen fremragende, spids. Maksimai- højde 24 Mm.; tilsvarende Bredde 14 Mm. Paa Skallens Midtparti findes 14—17 temme- lig svage, men skarpe Radialribber. Hele Skallen er koncentrisk stribet, tydeligst paa de glatte Sidepartier. Ribberne ere temmelig smalle og have en skarp Køl, der undertiden bliver noget takket paa Grund af den koncentriske Stribning. Paa et enkelt stort Eksem- plar blive Ribberne noget bredere nedad mod Randen, og paa de midterste af dem ses her en meget svag Fure paa Ryggen. Ørene ere smaa; Overfladen er her som paa Skai- lens Sidepartier. ; Til Grund for ovenstaaende Beskrivelse ligger en Del Eksemplarer fra Skrivekridtet ; en Skal (fra Bjærge) afviger fra de andre ved sin Lidenhed og det større. Antal Radial- ribber (21). — Eksemplarerne fra Cerithiumkalken ere store og vel udviklede ; de synes ikke i nogen Retning at adskille sig fra dem, der ere fundne i Skrivekridtet. — I den kvartsitiske Grønsandsten paa Bornholm er fundet et Aftryk, som sikkert hører herhen. Noget mindre sikker er Artens Forekomst i Arnagerkalken, idet de her fundne Eksem- plarer ere temmelig slet bevarede. — De ved Faxe indsamlede Skaller ere meget smaa (Højde 4—5 Mm.) og synes at stemme med den af Hennie beskrevne Form fra Annetorp. AÆldre Senon. Grønsand: Arnager (I! Ekspl.). — Arnagerkalk: Arnager (2 Ekspl.). Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Nørholm. ?Fjer- ritslev. Bjærge (1 Ekspl.). — Cerithiumkalk: Stevns Klint. Danien. Bryozokalk: Faxe. Lima decussata Monster. Tav. II, Fig. 11. 1834—40. Lima decussata Minst.; Gornruss, Petref. Germ. II. S. 91. Tav. 104, Fig. 5. 1889. — — — ; HorzarrEeL, Die Mollusken der Aachener Kreide. S. 242. Tav. 27, Fig. Åå. Oval, noget bredere end L. semisulcata Niss. og mindre hvælvet end denne Art. Maksimalhøjde 27 Mm.; tilsvarende Bredde 21 Mm. og Tykkelse c. 7 Mm. Ørene smaa, omtrent lige store. Paa Overfladen ses c. 30 Radialribber, hvoraf de midterste ere de kraftigste; henimod Skallens Sider blive Ribberne svagere og forsvinde tilsidst fuldstændig. 0) VE Paa et Par vel bevarede Eksemplarer ser man, at Ribberne have en temmelig skarp Køl, og at de midterste af dem ligesom Mellemrummene mellem dem bære fine Radialstriber; desuden findes der fine koncentriske Striber, som gøre Ribbernes Ryg tandet. Paa Skal- lens Sidepartier, hvor Ribber savnes, findes temmelig stærke, underlig bølgede Striber, der, som Horzarrer bemærker, give disse Partier af Skallen et ejendommeligt, moirée - agtigt Udseende. Denne Art kendes let fra den nærstaaende L. semisuleata Ninss. ved den kortere Form, de talrigere Radialribber og den ejendommelige Skulptur paa Skallens Sidepartier. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Frejlev. Klitgaard. ? Aalborg. — Cerithiumkalk: Stevns Klint. | Lima bisulcata n. sp. Tav. II, Fig. 13. Coquille petite, trés renflée, ovale, subsymétrique. Oreillettes obtuses. Surface rayonnée, avec de nombreux sillons séparés par des cotes; les sillons s'affaiblissent vers les colés des valves; å la partie moyenne de chaque valve deux sillons trés marqués. La surface entiére est ornée de fines stries concentriques formant, aux faites des cotes, de petits denticules. — Haut. 4 mm., long. 2 mm. Fra Craniakalken ved Vodroffgaard er Museet i Besiddelse af nogle Eksemplarer af en Lima, som formentlig er en ny Art. Materialet er mindre vel bevaret, men ved Kom- bination af de forskellige Stykker er en Bestemmelse dog mulig. Skallen lille, 4 Mm. høj og 2 Mm. bred, stærkt hvælvet, oval, næsten fuldstændig symmetrisk. Ørene stumpvinklede. Hele Skallen dækket af Radialfurer med mellemlig- gende Ribber; Furerne blive efterhaanden svagere henimod Skallens Sider. Midt paa Skallen findes to Furer, som ere meget iøjnefaldende paa Grund af deres ganske usæd- vanlige Dybde; den mellemliggende og de tilstødende Ribber —- særlig dog den ene af disse sidste — overgaa betydelig de andre i Styrke. Over hele Skallen løbe fine koncen- triske Striber, hvorved Ribbernes Ryg bliver fint takket. Skallens Inderside viser Spor af - Ydersidens Skulptur; særlig fremtrædende ere her de to dybe Furer. Denne Art synes at være nær beslægtet med den Dværgform -af L. semzsulcata Nizss., som er funden ved Faxe og Ånnetorp. Danien. Craniakalk: Vodroffgaard (4 Ekspl.; «Lima sp.», Gronw. manuscr.). Lima Forchhammeri v. Hacenxow. Tav. II, Fig. 12. 1842... Lima Forchhammeri v.Hacenow, Monographie etc. III. S.555. Tav.9, Fig. 12. 1851, — — — ; PuGGAARD, Møens Geologie. S.77. 98 30 Meget skæve, aflang-ovale Skaller, der ere temmelig stærkt hvælvede. Højde 8 —16 Mm.; Bredde 4—7 Mm. Fra Hvirvlen udgaa indtil 8 skarpe Radialribber, der ses tydeligst paa Skallens Forside; Mellemrummene mellem Ribberne ere brede, udhulede og forsynede med Længdestriber. Hyppige koncentriske Tilvækstmærker. De faa foreliggende Eksemplarer af denne Art ere alle daarlig bevarede, men ved Sammenligning med Eksemplarer i den Hagenowske Samling i Stettin har jeg overbevist mig om Identiteten med L. Forchhammeri v. Hac. Som Regel er det kun Stenkærner, der ere fundne; paa et Eksemplar fra Møens Klint ses dog en Del af Skallens Inderside. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. (Kastrup Skov). Lima densestriata Hennic. 18399. Lima densestriata HENn1G, Faunan i Skånes yngre krita. Il. S.8. Tav.1, Fig. 3—4. Meget skæve, afrundet-rektangulære Skaller, som ere temmelig stærkt hvælvede. Det bageste Øre meget længere end det forreste. Skallens Overflade er dækket af smalle Radialribber, hvis Mellemrum ere flade og brede. Henimod Skallens Sider blive Ribberne svagere og forsvinde tilsidst ganske, især paa den bageste Side. I Furerne mellem Rib- berne ses meget fine Tværstriber. Ved Annetorp, hvorfra Hexia beskriver Arten, skulle Eksemplarer med Skallen i Behold være sjældne. Alle kendte Eksemplarer (11) fra Faxe med Undtagelse af et have Skallen bevaret. — De ved Hjardemaal fundne Stykker stemme ganske godt med Hexnic's Beskrivelse og Afbildninger; kun er Formen noget lavere. Danien. Bryozokalk: Faxe. — Saltholmskalk: Hjardemaal. Lima Geinitzi v. Hacenow. Tav. II, Fig. 19. 1842. Lima Geinitzr v. HAGENow, Monographie etc. 1Il. S.556. Tav.9, Fig. 13. Skævt-ægformet, stærkt hvælvet. Højde c. 10 Mm., Bredde c.9 Mm. Fra Hvirvlen udstraale 50—60 fine, rundryggede Ribber med indbyrdes smalle Mellemrum. Over hele Skallen ses en tæt, fin, koncentrisk Stribning, hvorved der i Mellemrummene mellem Rib- berne fremkommer smaa, tvær-ovale Gruber. Ørene ere meget stumpvinklede. Den kon- centriske Stribning fortsættes ud paa Ørene. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Skjør- ping. Nørre Flødal. Aalborg. len) læ) 31 Lima Hoperi Manreir sp. Tav. II, Fig. 18. 1822. Plagiostoma Hoperi Manxretr, Fossils of the South Downs. - S.204. Tav. 26, Fig. 2-—3 og 15. 1846. Lima Hoperi DEsH.; Reuss, Verstein. der Båhm. Krcideform. II. S.34. Tav. 38, Fig.11—12. 1863. — = — ; v. STROMBECK, Die Kreide am Zeltberg. S. 148. 1882. — — ManT.; H. SCHROEDER, Senone Kreidegeschiebe etc. S. 263. 1897. — — — ;; HENNIG, Revision etc. S.30.. Tav. 2, Fig. 13. Skallen skæv, oval, noget hvælvet. Ørene smaa, stumpvinklede. Overfladen glat og glinsende. Skulpturen bestaar af talrige, fine, tæt stillede, punkterede Radialstriber, der ere særlig iøjnefaldende paa Skallens Sidepartier; undertiden savnes de fuldstændig i Midtpartiet.. Desuden er hele Skallen dækket af fine koncentriske Linjer. — - Skallens Højde er lidt mindre end dens Bredde. Denne vel kendte, vidt udbredte Art er hos os særlig hyppig i Arnagerkalken, hvor den tillige er særdeles smukt bevaret. Man finder den i næsten alle mulige Stør- relser lige op til Eksemplarer med en Højde af 26 Mm. Paa unge Skaller ses Radial- stribningen altid tydelig, hvorimod ældre Eksemplarer blive omtrent glatte i Midtpartiet ; her ses da kun de fine koncentriske Linjer. Enten er hele Skallen lysebrun, eller ogsaa har den afvekslende koncentriske Bælter af lysebrunt og lysegraat; dette sidste er hyp- pigst Tilfældet. — Et Eksemplar af en Lima fra Grønsandet Øst for Arnager samt. et andet uden nærmere Lokalitetsangivelse afvige fra de andre foreliggende Eksemplarer af denne Art ved at være stærkere hvælvet og mere tykskallet; ogsaa Skulpturen synes at være ' noget afvigende. Det ringe Materiale tillader ikke en Afgørelse af Spørgsmaalet, om det kun er en Varietet af Lzma Hoperi Mant., eller om det er en anden Art. Fra det danske Skrivekridt foreligger denne Art næsten kun som Stenkærner; dog er hyppig et lille Brudstykke af Skallen endnu bevaret. For det blotte Øje viser Skallen sig fuldstændig glat; med stærk Lupe kan man derimod iagttage den karakteristiske Radial- stribning og Punkteringen, som ere særlig tydelige paa Skallens Sidepartier. Ældre Senon. Grønsand: ?Øst for Arnager (I! Ekspl.). Klinten mellem Sangedynen og " Bavnodde (1 Ekspl.). Horsemyreodde (1 Ekspl.). — Arnagerkalk: Arnager. Horsemyreodde. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Cementfabriken «Da- nia». Flødals Kridtgrav (Øst for Aalborg). Nørre Uttrup (nordl. Grav). Fjerritslev. Lima Goldfussi v. Hacexow. 1834—40. Lima Hoperi DEsH.; Gornruss, Petref. Germ. II. S.91. Tav. 104, Fig. 8. 1842. — Goldfussti v. HAGEexow, Monographie etc. Ill. S.555. Denne Art, som staar meget nær den foregaaende og af flere Forfattere forenes med denne, synes at være sjælden i Danmarks Kridtaflejringer. Den adskiller sig fra 100 39 L. Hoperi Manrt. særlig derved, at Stribningen og Punkteringen ere overordentlig stærkt fremtrædende paa hele Skallen; desuden er dens Form forholdsvis høj, idet Højden og Bredden omtrent ere ens. Det største foreliggende Eksemplar har en Højde af 44 Mm. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (2 Ekspl.). — Skeelsminde (1 Ekspl.). | 3 Lima Dunkeri v. HacGenxow. | Tav. II, Fig. 14. 1842. Lima Dunkeri v.HAGeNxow, Monographie etc. III. S. 556. 1895. — — — ; VoGEL, Beitr. zur Kennt. d. Holl. Kreide. S.17. Tav.1, Fig. 9. I Museets Samling fra det danske Skrivekridt findes et Par Brudstykker af denne Art. — Skallens Yderside er dækket af talrige Radialribber, paa hvis Ryg ses lange, afrundede, taglagte Skæl, som paa deres fri, mod Ventralranden vendende Kant ende med ES RE NE KAREN RR VÆNTE i å en lille fremstaaende Tak, som dog altid synes at være afbrudt. Mellemrummene mellem | Ribberne ere smallere end Ribberne selv og synes i Almindelighed glatte; hist og her | nedad mod Ventralranden ses dog svage koncentriske Striber i Bunden af disse Furer: hyppig ser man ogsaa her i hver Fure en svag Sekundærribbe. — Skallens Inderside er glat med ganske svage Antydninger af Ydersidens Skulptur. | Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (2 Ekspl.). Lima Holzapfeli Hexnic. (| Tav. II, Fig. 15. 1899... Lima Holzapfeli HEnN1G, Faunan i Skånes yngre krita. Il. S.10. Tav.1, Fig. 1—2. De vigtigste Ejendommeligheder for denne Art hidsættes her efter Hennic's Beskrivelse. IL Oval, symmetrisk, 14,5 Mm. høj og 11 Mm. bred; svagt hvælvet i Partiet oppe ved Hvirvlen, iøvrigt næsten plan. Sidekanternes Vinkel ved Hvirvlen c. 90”. Ørene smaa, | triangulære, af samme Form. Stenkærnen uden Skulptur; langs dens Rand ses en plan | Limbus. | Paa Skallens Yderside ses plane, tæt sammentrængte Ribber, hvoraf de mediane | ikke gaa op til Hvirvlen, men støde sammen i Skallens Midtlinje med dem fra "den anden || Side af denne. Paa Ribberne ses svage isolerede Skæl. | Til Henmc's Beskrivelse skal her kun føjes, at Arten bliver meget større ved Faxe | end ved Annetorp, et Forhold, som Hennie har paavist for mange Arters Vedkommende. | Desuden varierer Forholdet mellem Højde og Bredde overordentlig stærkt hos de danske Eksemplarer. Som Yderpunkter kunne følgende Maal anføres: Højde 29 Mm,, Bredde 19 Mm. | og Højde 21 Mm., Bredde 18 Mm. — I et enkelt Tilfælde har jeg set de mediane Ribber 33 101 naa helt op til Hvirvlen; undertiden ses enkelte svage, koncentriske Striber, som dog aldrig blive saa udprægede som hos L. tecta Gornr. Danien. Koralkalk og Bryozokalk: Faxe. Lima denticulata Niusson, emend. Hennie. 1827. Plagiostoma denticulatum Nixsson, Petrif. Suec. S.26. Tav.9, Fig. 5. 1897. Lima denticulata NiLss., emend. HennI1G, Revision etc. S.32. Tav. 2, Fig. 19—23. Skallen rund, næsten symmetrisk, temmelig stærkt hvælvet; Hvirvlen rager lidt frem foran Hængselranden og ligger noget foran dennes Midte. Skallens Højde 16 Mm., dens Bredde 14 Mm. C. 30 Radialribber udgaa fra Hvirvlen; de ere triangulære i Gennem- snit, og påa deres Ryg ses en Række, paa tværs aflange Smaaknuder, som naa ud over Ribbernes Sider og tildels ogsaa spores i Mellemrummene mellem Ribberne. To smaa Skaller, der ere fundne i Cerithiumkalken, og som kun fremvise deres Inderside (det har været mig umuligt at præparere deres Yderside frem), høre maaske herhen. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. — Cerithiumkalk: ?Stevns Klint (2 Ekspl.). ; I Samlingen findes en Del Stenkærner fra Skrivekridtet af en næsten symmetrisk, tildels stærkt hvælvet Lima med stærke Radialribber. Fra gammel Tid have Etiketterne været paategnede: Lima pseudo- cardium Reuss. Denne Bestemmelse hidrører formodentlig fra PuGGaarD, som angiver denne Art fra Møens Klint. Det er muligt, at en Del af disse Eksemplarer hører til L. denticulata Nixss., medens andre maaske høre til L. granulata Nixss. Lima granulata Nisson sp. 1827. Plagiostoma granulatum Nixsson, Petrif. Suec. S.26. Tav.9, Fig. 4. 1851. Lima granulata Nirss.; PuaGaarn, Møens Geologie. S. 78. 1889. ; HOLZAPFEL, Moll. der Aach. Kreide. S.239. Tav. 27, Fig. 6. 11897 — — —. ; HexNIG, Revision etc. S.26. Tav. 2. Fig. 6—8. Næsten fuldkommen runde og symmetriske, meget stærkt hvælvede Skaller. Det største foreliggende Eksemplar maaler i Højde 21 Mm., i Bredde 19 Mm. og i Tykkelse c. 11 Mm. Fra Hvirvlen udstraale henimod 30 Radialribber med indbyrdes smalle Mellem- rum. Hver Ribbe bærer 3 Rækker af tætstillede Skæl, hvoraf de mellemste ere de største og tydelig A-formede. I Bunden af Furerne ses en, eller undertiden 3 Rækker af smaa Skæl. Paa Stenkærnen iagttages stærke Ribber med afrundet Ryg; mellem dem findes store, næsten plane Mellemrum. Fra Assens ved Mariagerfjord foreligger en lille, kun 7. Mm. høj Skal, hvis Yder- side bærer c. 25 Radialribber; paa Ryggen af disse findes en Række sirlige, ÅA-formede Skæl, og paa hver Side af Ribben ligeledes en Række af mindre Skæl, som tiltage i Stør- relse nedad mod Skalranden. Da Skallens hele Form stemmer med Skaller af L. granu- , D.K, D. Vidensk, Selsk. Skr,, 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd, XI. 2. 14 102 34 lata Ninss. fra andre Skrivekridtlokaliteter, maa Eksemplaret vel henføres til denne Art. Ganske lignende Skaller ere samlede ved Stevns Klint (i Skrivekridtet). Ældre Senon. Grønsand: Arnager (2. Ekspl.). Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Assens ved Mariager- fjord (fra en 28 M. dyb Brønd). Familie: Pernidae v. Zirter. Slægt: Gervilleia DEFRANCE. Gervilleia sp. Fra Annetorp omtales af HenxniG nogle ubestemmelige Stenkærner, henhørende til en eller anden Art af Slægten Gervilleia!). Ogsaa ved Faxe er der fundet flere saadanne Stenkærner, i et enkelt Tilfælde med et lille Stykke af Skallen i Behold; denne er imidlertid dækket af en temmelig tyk Kalkskorpe, saa at det er umuligt åt se, hvorledes Overfladen har været. — Mærkeligt nok ere (paa én eneste Undtagelse nær) alle de foreliggende Stykker Venstreskaller; det samme er Tilfældet med de 3 Eksemplarer (af samme Årt), som Mineralogisk - Museum er i Besiddelse af fra Annetorp. Den omtalte Undtagelse .dannes af en næsten fuldstændig Stenkærne. Man ser af den, at Højreskallen har været noget fladere end Venstreskallen. Det store Muskelindtryk ses næsten paa alle Stenkærner. I enkelte Tilfælde kan man ligeledes iagttage Udfyldningerne af Baandgruberne, saa at Arten utvivlsomt tilhører Slægten Gervilleia; men en nærmere Bestemmelse er for Tiden umulig. Det er sandsynligvis den samme Art, Hennie (1. c.) omtaler fra Annetorp. Han an- giver som Maksimalhøjde 25 Mm. (maalt fra Hvirvlen til Bagranden). Det ene af de paa Mineralogisk Museum opbevarede Eksemplarer fra Annetorp er noget større (c. 30 Mm.), men staar dog langt tilbage for en Del af Eksemplarerne fra Faxe, hvoraf det største (noget ufuldstændige) har maalt mindst 50 Mm. Hennie har som alt tidligere omtalt gjort opmærksom paa, at lignende Forskel i Størrelse ogsaa gør sig gældende for andre For- steninger fra Faxe og Annetorp. Danien. Koralkalk: Faxe. Slægt: Imoceramus SowersyY. Inoceramus Lingua Gornruss. 1834 40. Inoceramus Lingua Gornruss, Petref. Germ. Il. S. 113. Tav. 110, Fig. 5. 1877. — — ; ScoHLurer, Kreide-Bivalven. Zur Gattung Inoceramus. S. 276. Tåv. 39, Fig. 3—4. 1898. Inoceramus Lingua Gornr.; G. Murer, Molluskenf. d. Unters. v. Braunschw. etc. 1, S. 45. Tav. 5, Fig. 8. !) HeNNIG: Faunan i Skånes yngre krita. IM S, 13. 35 103 Omrids omtrent som en høj, ligebenet Trekant med konveks Basis; temmelig flad, mest hvælvet is Nærheden af Forranden. Ejendommelige ere de forholdsvis fine, om- trent lige stærke, koncentriske Ribber, hvorved den adskiller sig fra In. lobatus Munst., med hvilken den ellers har stor Lighed, saa at de to Arter efter Scazirer muligvis ere identiske. Efter det foreliggende Materiale, der dog ikke er ganske godt, er det under- tiden ogsaa næsten umuligt at skælne mellem dem. In. Lingua Gornr. foreligger i en Del mere eller mindre gode Eksemplarer fra Arnagerkalken, men synes kun at være funden i løse Blokke af denne Stenart. I Reglen er det Stenkærner eller Skallens Inderside, som er tilgængelig for Undersøgelse. — Efter Scmrirer er Arten ligesom JIn. lobatus Minst. karakteristisk for Santonien (ældre Senon), men findes dog særlig i denne Etages øverste Afdeling, Zonen med Scaphites binodosus Å. Rom. Ældre Senon. Arnagerkalk: Arnager. Imoceramus lobatus Mønster. 1834—40. Inoceramus lobatus Munster; GoLnpruss, Petref. Germ. Il. S. 113. Tav. 110, Fig. 3. 1877. = — — ; SCHLUTER, Zur Gattung Inoc. S.275. Tav.39, Fig. 1—2. Denne Art, som sammen med den sidst omtalte forekommer i det bornholmske Kridt, er kun funden i faa Eksemplarer. Den ligner In. Lingua Gorvr. såa meget, at en Bestemmelse somme Tider kan være vanskelig. Det vigtigste Skelnemærke er, at nogle af Ribberne — med temmelig konstante Mellemrum — blive betydelig kraftigere end de andre. Ældre Senon. Grønsand: Arnager (1 Ekspl.). — Arnagerkalk: Bornholm (uden nogen nærmere Lokalitetsangivelse; de fleste Eksemplarer ere vistnok tagne som Strandsten). Baade fra Grønsandet og Arnagerkalken paa Bornholm (Mulebyaa, Stampen, Arnager) ligger der i Museets Samling en Del Brudstykker af en stor, tykskallet Inoceramus med stærke, noget uregel- mæssige, koncentriske Ribber; det er paa disse Eksemplarer, at Moror's") Angivelser om Forekomsten af In. Brongniarti Sow. og In. Cuwvieri BRONGN. bero. De ere imidlertid saa ufuldstændige, at selv blot en tilnærmelsesvis rigtig Bestemmelse er umulig. Fra det danske Skrivekridt foreligger der ligeledes Skalstumper, som ved deres Tykkelse vise, at de have tilhørt større Former af Slægten Inoceramus; maaske tilhøre de samme Art som nogle ligeledes fra Skrivekridtet stammende, ubestemmelige, forflintede Stenkærner. Det er vel nærmest disse Eksemplarer, PUGGAARD har henført til In. Cwviert Sow.?). 1 OMOoRCH; Il. c. S. 27. 2) PuGGAARD: Møens Geologie, S 81. Fig. 27. 147 104 36 Familie: Pinnidae Gray. Slægt: Pinnma Linné. Pinna decussata Gornruss. 1834—40. Pinna decussata GoLnruss, Petref. Germ. IL- S.166. Tav. 128, Fig. 1—2. Formen er som en 4-sidet Pyramides; fortil er Gennemsnittet rhombeformet, bagtil mere linseformet. Kløvet Rygkant; ovenfor denne findes 9, under den 7 smalle Ribber. Den øvrige Del af Skallen bærer talrige koncentriske Striber, og mange Tværlinjer og -rynker krydse Mellemrummene mellem Ribberne og tildels ogsaa Ribberne selv. (Efter GoLDEuss.) 7 Brudstykker af forskellige Individer henregner jeg til denne Art. De ere alle dels udfyldte med Flint, dels. omgivne af samme Stenart. Som Regel er det de yderste Partier, der ere fundne; intet Eksemplar viser Hvirvlen. Bestemmelsen er derfor noget usikker; Formen og Kibbernes Antal stemmer dog med Gornruss' Beskrivelse og Afbildninger. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. — Cementfabriken «Dania». Skov- bakken ved Aalborg (i en løs Blok). Pinna sp. Tre ufuldstændige Stenkærner, hvoraf den største er 105 Mm. lang, ere desværre for slet bevarede, til at man kan bestemme dem blot nogenlunde sikkert. Det er formo- dentlig samme Art, HenniG omtaler fra Annetorp!"). Danien. Koralkalk: Faxe (3 Ekspl.). Familie: Spondylidae Grav. Slægt: Plicatula Lamarck. Plicatula sp. Tav. II, Fig. 16—17. Paa forskellige Lokaliteter med Craniakalk er fundet en Del Skaller af en Plicatula. Materialet er imidlertid for tarveligt til en nøjere Bestemmelse, og der skal derfor her kun anføres de vigtigste Ejendommeligheder. 1) HønNIG: Faunan i Skånes yngre krita. Il. S. 14. 37 105 Af Form ere Skallerne noget skæve, undertiden næsten cirkelrunde; Højden om- trent som Bredden. Højreskallen fasthæftet, temmelig stærkt hvælvet; dens Overflade er dækket af talrige Radialribber, som krydses af uregelmæssige, noget bladede, koncen- triske Furer og Linjer. Mellem Hovedribberne ses i Reglen én eller to svagere Ribber. — Venstreskallen er flad eller svagt konkav; dens Overflade er dækket af fine, uregel- mæssige, koncentriske Lameller samt af fine Radialribber. — Paa begge Skaller synes Radialribberne at have hbaaret talrige smaa Torne; paa Indersiden ses radiale og koncen- triske Furer af meget vekslende Styrke. — En af Skallerne fra Herfølge (en Højreskal) til- hører maaske en anden Art; KRadialribberne ere hos den langt mindre fremtrædende og bære kun faa Torne, der til Gengæld ere usædvanlig kraftige. Danien. Craniakalk: Kjøbenhavns Havn (Grønw. manuser.). Vodroffgaard (Grønw. manuser.).… Herfølge (Grønw. manuser.). Slægt: Spondylus Linné. Af herhen hørende Arter er der i Tidernes Løb til Mineralogisk Museum indsamlet et ret righoldigt Materiåle, der imidlertid lader meget tilbage at ønske, hvad god Bevaringstilstand angaar. Kun ganske faa hele Skaller ere fundne, naar man undtager Fundene fra Faxe, og selv disse hele Eksemplarer ere mindre heldige til Bestemmelse, da de næsten alle ere Underskaller, som ere fastvoksede til Stenarten med deres Underside: desuden mangle de i de fleste Tilfælde Ørene. Resten af det Materiale, der foreligger, er større og mindre Brudstykker. Som en Følge heraf er en Bestemmelse vanskelig, særlig af de Arter, som fore- komme i vort Skrivekridt. Spondylus truncatus Lamarck sp.? 1819. Podopsis truncata Lamarck, Animaux sans vert. VI. S.195. 1834—40. Spondylus truncatus Gornruss, Petref. Germ. Il. S.97. Tav. 106, Fig. 4. 1843. — — — ; dORBIGNY, Pal. Franc. Ter.crét. II S.668. Tav 459. Nogle Skaller fra Skrivekridtet høre maaske herhen. — Underskallen synes kun at "have været fastvokset med Partiet i Nærheden af Hvirvlen; den øvrige Del af Skallen er jævnt hvælvet. Overskallen er temmelig stærkt hvælvet. De talrige Kadialribber krydses paa begge Skaller af stærke koncentriske Striber, som ere zigzagformede, saa at Ribberne se ud, som om de vare dækkede af taglagte Skæl. Mere fremtrædende Tilvækstmærker ere hyppige. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Nørre Flødal. Re- strup. Aalborg. Spondylus spinosus SowerByY sp. Tav. II, Fig. 20—21. 1814. Plagiostoma spinosa SowerBy, Min. Conch. I. Tav. 78. 1834—40. Spondylus spinosus DESH.; Gornruss, Petref. Germ. Il. S.95.: Tav. 105, Fig. 5. 106 38 1872—75. Spondylus spinosus Sow.sp.; H.B. Geinirz, Das Elbthalgebirge. II. S.31. Tav.9, Fig. 1—3. 1898. — — — ; G. MuLLer, Molluskenfauna des Unters. etc. S.23. Tav. 4, Fig. 4. Næsten symmetriske, temmelig stærkt hvælvede Skaller. Venstreskallen stærkere hvælvet end Højreskallen. — Kadialribberne ere lige kraftige paa samme Skal; paa Venstre- skallen ere de omtrent ligesaa brede som Mellemrummene mellem dem, paa Højreskallen noget bredere. Venstreskallen er i Reglen uden Torne; kun hos et Eksemplar har jeg set en Torn paa det ribbeløse Sideparti. Paa Højreskallen sidde i Række paa enkelte Ribber lange, fortil udhulede Torne, som dog i Almindelighed ere afbrudte. Undertiden blive Ribbernes Sider tandede, hvilket vel staar i Forbindelse med den koncentriske Strib- ning; denne fortsættes ud paa de ribbeløse Sidepartier. Kun et af de foreliggende Eksemplarer er fuldstændigt; hyppigst er det Sten- kærner, man har fundet. Det største Eksemplar maaler c. 40 Mm. i Højde og Bredde; de fleste ere betydelig mindre. Ældre Senon. Grønsand: ?Stampen. ?Klinten indfor Sangedynen. Bavnodde. Spondylus låatus Sowersy sp. 1814. Dianchora lata Sowergy, Min. Gonch. I. Tav. 80, Fig. 2. - 1822. — obliqua MANTELL, Fossils of the South Downs. S.206. Tav. 25, Fig. 1;. Tav. 26, Fig. 12. 1834—40. Spondylus lineatus Gornruss, Petref. Germ. Il. S.97. Tav. 106, Fig. 3. 1889. — latus Sow.; HOLZAPFEL, Mollusk. d. Aachen. Kreide. S. 244. Tav. 27, Fig. 11 og 14. 1892. Spondylus latus Sow.sp.; Sroxrey, Kreide Schleswig-Holsteins. S. 236. Underskallerne ere altid fastsiddende ved Hjælp af talrige, koncentriske La- meller påa deres Underside, som i Reglen er-helt dækket af disse Lameller. Skallernes Form varierer en Del; de ere flade eller næsten flade, oftest skæve, undertiden næsten cirkelrunde. Paa Indersiden ses meget talrige, fine, flade Radialribber, der i Reglen have et noget uregelmæssig bølget Forløb. Forholdet mellem deres og deres indbyrdes Mellem- rums Bredde er vekslende. I Nærheden af Hvirvlen indskydes ny, fine Ribber. i Mellem- rummene mellem de primære; disse sekundære Ribber opnåa snart samme Styrke som de primære. — Et Par Overskaller, som ere fundne sammen med de her beskrevne Underskaller, høre vel til samme Art; den ene er næsten cirkelrund, medens den anden er noget skæv; begge ere de temmelig flade. Overfladen er dækket af talrige, fine Radial- ribber, hvis Bredde er omtrent som de mellemliggende Furers. Skallens Ydre er noget afslidt, men det ses dog, at Ribberne have været rundryggede; ligeledes synes hele Skallen at have været dækket af koncentriske Striber; hist og her Tilvækstafsatser. Ovenstaaende Beskrivelse gælder Eksemplarer fra Arnagerkalken. Fra Skrivekridtet haves en Del Underskaller, der kun lidet afvige fra de beskrevne. I Almindelighed ser man her paa Skallens Inderside, at enkelte Ribber med nogenlunde konstant Mellemrum 39 107 træde stærkere frem end de andre. Disse Eksemplarer synes at stemme særlig godt med de af Horzarrer beskrevne og afbildede. Ældre Senon. Arnagerkalk: Arnager. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Skovbakken. Aalborg. Spondylus Dutempleanus d'Orsieny. Tav. I, Fig 22125: 1843. Spondylus Dutempleanus d'ORBIGNY, Paléont. franc. Terr. crét. III. S. 672. Tav. 460, Fig. 6—11. 1889. — — — ; HOLZAPFEL, Moll. d. Aachener Kreide. S. 244. Tav.27, Fig.8— 10. 1892, = == — ; SroLLey, Kreide Schl.-Holst. S. 236. De foreliggende Underskaller ere stærkt hvælvede, fastvoksede til Underlaget ved koncentriske Lameller; Radialribberne omtrent lige stærke; paa Skallens fri Del ere de be- satte med Torne. Overskallen er næsten kredsrund, mer eller mindre stærkt hvælvet. Radial- ribberne rundryggede, tæt stillede, oftest smallere end deres Mellemrum. Stærkere Ribber veksle med svagere, undertiden ligefrem alternerende, undertiden er det kun hver fjerde, der er mere fremtrædende end de andre. Påa de kraftigere Ribber sidde flere eller færre Torne; kun sjældent kan der findes Torne paa alle Ribber. Furerne og undertiden ogsaa Ribberne krydses af koncentriske Tilvækststriber. Ørene smaa. … Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. -— Cementfabrikken «Cimbria» (ved Mariagerfjord). Nørholm. — Cerithiumkalk: ?Stevns Klint (1 Overskal). Danien. Koralkalk: Faxe (I Overskal). Spondylus faxensis (M. U. H.), Lunnaren. Tav. III, Fig. 1—3. 1847. Spondylus Faæwxoeensis M.U.H. Amtl. Bericht uber die 24. Versamml. Deutsch. Naturf. u. Aerzte in Kiel 1846. S.119. 1885. Spondylus faæxeensis M.M. H.; LundGren, Spondylusarterna etc. S.10. Tav.2, Fig. 19—20. 1899. — faxensis LoGRN.; HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S. 6. Underskallens Form er meget variabel; oftest er den temmelig stærkt og uregel- mæssig hvælvet med det dybeste Parti noget nedenfor Hvirvlen; undertiden er Skallen næsten flad. Nogle Eksemplarer have et fladt Parti oppe ved Hvirvlen, fra hvilket der da gaar en Kant mer eller mindre stejlt i Vejret. Disse Forhold staa i Forbindelse med Størrelsen og Formen af Fasthæftningsfladen. Skallens Underside er i Reglen dækket af koncentriske Lameller, som bære smaa Ribber paa deres mod Skalranden vendende Side. I de Tilfælde, hvor Skallen har et fladt Parti ved Hvirvlen og et stejlt Randparti, findes 108 40 oftest slet ingen Lameller paa Randpartiets Yderside. I andre Tilfælde, hvor kun den ene Kant af Skallen er fæstet til et Underlag, er det kun denne Del, der bærer Lamellerne, eller ogsaa ere Lamellerne her meget kraftigere udviklede end paa den fri Del. Maaske have — som omtalt af Hennie — en Del af Skallerne. ikke egentlig været fastvoksede til noget Underlag, men have brugt Lamellerne som en Slags Ankere, der have fastholdt dem til Kridthavets Bund. — Den fri Del af Skallen bærer temmelig svage, omtrent lige stærke Ribber, der korrespondere med Ribberne paa den yderste Lamel. Skallens Inderside viser svage Furer; dog mangler det inderste Skallag; påa Stenkærner ser man, at dette har været fuldkommen glat; her ses ogsaa ofte Aftryk af de to Tænder samt Udfyldninger af Tand- gruberne. I et Par Tilfælde har jeg ligeledes set Afstøbningen af Båandgruben. — Af Ørene er det forreste mindre og kortere end det bageste. Overskallen er mere regelmæssig; forlænget skævt bagtil. Den bageste Hængsel- kant er længere end den forreste. Ribberne paa Skallens Yderside ere i Nærheden af Hvirvlen tæt sammentrængte, men Furerne mellem dem blive nedad mod Skalranden efter- haanden bredere, indtil de naa omtrent samme Bredde som Ribberne. Næsten altid ere nogle enkelte (6—8) Ribber kraftigere end de andre; de træde særlig frem paa Skallens Midtparti. Eksemplarerne fra Faxe ere i Reglen stærkt inkrusterede med Kalkspath, hvor- ved Ribbernes Bredde vokser såa meget, at de synes at støde helt sammen uden mellem- liggende Furer. Ribbernes Antal øges ved Indskydning. Paa enkelte, ikke inkrusterede Skaller kan man se en fin, koncentrisk Stribning. Paa de kraftigste Ribber findes hyp- pigst flere eller færre bagud rettede, fortil udhulede Torne. Overskallens Inderside er som Underskallens. — Ørene ere ulige store, meget stumpvinklede; det bageste er større og længere end det forreste; paa deres Overflade ses Tilvækststriber. Yngre Senon. Cerithiumkalk: ?Stevns Klint (1 Ekspl. med begge Skaller). Danien. Koralkalk og Bryozokalk: Faxe. Spondylus danicus (M. U. H.), n. sp. Tav. II, Fig. 23—24. Coquille suboblique, asymétrique. Valve adhérente aplatie, fixée aux corps sous- jacents par des lamelles plissées. A la face intérieure — la couche interne qui la recou- vrait originairement a été dissoute —, de nombreux sillons, profonds, séparés par des cotes dont quelques-unes particuliérement prononcées; dans la région du sommet une cote trés marquée alterne réguliérement avec une cote faible. Valve libre peu convexe; la face extérieure présente des cåtes semblables å celles de Fespéce préceédente. Under dette Navn henlaa i Museets Samling et Par Underskaller -af en Spondylus fra Limstenen i Stevns Klint. Nogen Beskrivelse af dem er imidlertid aldrig fremkommen. sole <ærkele be ke EP Ngpe es Mensa 41 109 Underskallen er næsten altid fladt udbredt, undertiden med ophøjet Rand; den er noget skæv, usymmetrisk og er fæstet til Underlaget (eller forankret paa Havbunden ?) ved koncentriske, stærkt krusede Lameller; paa Indersiden (det inderste Lag mangler) ses en Mængde ret dybe Furer, mellem hvilke findes Ribber, som veksle i Styrke; enkelte af disse ere særlig kraftige; i Nærheden af Hvirvlen ses regelmæssig skiftevis en stærk og en svag Ribbe. Overskallen er skæv, temmelig flad. Paa dens Overflade findes Ribber af lig- nende Udseende som hos Sp. faæensis (M.U. H.), Loern. i Denne Art adskiller sig fra den foregaaende særlig ved sin større Skævhed samt ved den meget fladere Overskal; men om den vil kunne opretholdes som selvstændig Årt, eller om disse Afvigelser kun skyldes andre ydre Forhoid, ser jeg mig ikke i Stand til at afgøre påa Grundlag af det hidtil indsamlede Materiale. Danien. Bryozokalk: Stevns Klint. Aashøj. — Løgstør. ?Klim Bjærg. Vigsø. — Saltholmskalk: Saltholm. — Bredstrup Klint. — Blegekridt: Østerodde (ved Thisted). Familie: Dimyidae Fiscaer. Slægt: Dimyodon Munizr-CHaLmas. De i de danske Kridtaflejringer fundne Arter af denne Slægt have nylig været Genstand for en udførligere Undersøgelse af K.A. GRONWALL”). Jeg har her ikke noget videre at tilføje, men skal dog for Fuldstændigheds Skyld efter nævnte Forfatter kort gengive de vigtigste Ejendommeligheder hos de 3 i vort Kridt forekommende Arter samt deres Findesteder. Dimyodon Nilssoni v. Hacenow sp. 1842. Ostrea Nilssoni v. HaGEexow, Monographie etc. III. S. 546. 1891. Dimyodon Nilssoni v.HAG.sp.; J. Boxm, Kreidebild. des Furbergs etc. S.89. Tav. 4, Fig. 7. "1892. — — — ; Srorrey, Kreide Schl.-Holst. S. 242. 1895. Cyclostreon: … — — ; VOoGEL, Beitr. zur Kennt. d. Hollånd. Kreide. S. 14. Tav. 1, Fig. 4—7. 1900. Dimyodon — — ; GRONWALL, Slåktet Dømyodon etc. S. 75. Tav.2, Fig. 1—3. Skallen oval, skæv, i Reglen bøjet tilhøjre (fremefter); Hængselranden horizontal, oftest forlænget i Vinger eller Øren; i dens Midte findes en ubetydelig Grube; paa hver Side af denne en lav, tandet Liste, som fortsættes i en Linje, der afgrænser en ydre Lim- bus; det indre Parti er paa Underskallen fladt, paa Overskallen oftest meget konkavt. 1) K. A. GRONWALL: Slåktet Dimyodon i Danmarks krita. Medd. fra Dansk geol. Foren. Nr.6. Kjøben- havn, 1900. S.73—80. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XI. 2. 15 110 42 | Venstreskallen er flad, hyppigst fastvokset med hele sin Underside; Indersidens Midtparti viser 25—40 lave, smalle Badialribber, som alle kunne naa helt ned til Limben, eller enkelte af dem afbrydes af en Tilvækstlinje; undertiden indskydes kortere Ribber mellem de lange. — Højreskallen konveks; i enkelte Tilfælde er dens nedre Kant stærkt opadbøjet. Ydersiden er dækket af lamelformede Tilvækstringe; Indersiden omtrent glat. Højde 7—12 Mm. | Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. (Kastrup Skov). — Aalborg. | Danien. Saltholmskalk: Saltholm. — Sangstrup. — Blegekridt: Skader. Dimyodon costatus GronwarLz. i | 1900. Dimyodon costatus GRONWALL, Slåktet Dimyodon etc. S.77. Tav. 2, Fig. 4-—7. | Skallen skævt-oval, bøjet tilhøjre. Hængselranden horizontal, altid uden Øren, H| gaaende jævnt over i Skalkonturen. & || Venstreskallen flad, fastvokset med hele sin Underside. Fra Hængselranden || løber parallelt med Skallens Rand en svagt ophøjet Liste, som længere nede gaar over i en Linje af smaa Forhøjninger (Kappelinjen ?). Nogen egentlig Limbus som hos foregaaende 1] Art findes ikke, men Skallens Rand er fortykket og forhøjet til en Kant, som staar stejlt || til begge Sider, mest indad, hvor den er jævn og glat, mindre udadtil, hvor den er for- || synet med smaa skarpe Furer (c. 4 paa 1 Mm.); unge Individer savne denne Kant. Paa Skallens Inderside findes 15—20 lave, svagt bøjede Radialribber; nedad mod Skalranden | indskydes enkelte kortere Ribber; Tilvækstlinjerne meget utydelige. — Højreskallen er svagt | konveks; paa Ydersiden bærer den lamelagtige Tilvækstringe samt svage Radialribber. Højde og Bredde c. 8Mm. De i Danien fundne Eksemplarer ere mindre (c. 5 Mm.) I og ikke saa skæve; deres Yderkant er noget skarpere og højere. I Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Cementfabriken ||| «Cimbria». Hov. Aalborg. Rær. Bjærge. — Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Underskal). HL Danien. Bryozokalk: Herfølge. — Saltholmskalk: Saltholm. Egby Bro. — Bredstrup Klint. |] Dimyodon Båhmi Sroxxev. 1892. Dimyodon Bøhmi Srorrwæy, Kreide Schl.-Holst. S. 243. Tav. 7, Fig. 8. 1900. — =— — ; GRONWALL, Slåktet Dzmyodon etc. S. 78. fil r Q . . . | Venstreskallen fastvokset, oval, svagt bøjet til højre. Hængselranden kort og ild . & ' = a mm: 1) lige. Indersiden plan eller noget konveks, glat eller forsynet med svage koncentriske Til- 45 111 vækstlinjer. Ingen Limbus, men Skallens Rand fortykket og forhøjet til en skarp Rand- liste, som staar lige stejlt til begge Sider eller noget stejlere udadtil; paa sin Inderside følges denne Liste af en Række smaa Indtryk (Kappelinjen?); paa dens Yderside findes fine, skarpe og ophøjede Striber (6—10 paa 1 Mm.). Højreskallen er efter Sroxrzey flad eller næsten flad samt dækket af lamelfor- mede Tilvækstringe. G. 4 Mm. høj og omtrent lige saa bred. Fra Danmark foreligger der kun Under- skaller. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens eller Stevns Klint. — Cementfabriken «Cimbria». Familie: Anomiidae Gray. Slægt: Ånmomia LINNÉ. Ånomia pseudoradiata D'OrBicnv. 1850. . Anomia pseudoradiata D'OrRBIGNY, Prodr. de Paléont. II. S. 84. 1899. — — — ; Woons, Cretaceous Lamellibr. I. S.27. Tav.5, Fig. 1—3. Underskallen er næsten cirkelrund, noget uregelmæssig, flad; Højde 19 Mm., Bredde 20 Mm.; Overfladen dækket af fine, stærkt bølgeformede Ribber, der hyppig ere af- vekslende stærkere og svagere; de stærkere ere fint kornede. I Nærheden af Umbo findes et Foramen. Endvidere findes i Samlingen en Overskal, som antagelig hører herhen. Den er næsten cirkelrund, noget konveks og dækket af lignende bølgeformede Radialribber som " Underskallen. Hvirvlen er kun svagt fremspringende. Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint (kun Underskaller). (Kastrup Skov; en Overskal). Slægt: Placunopsis Morris et Lycert. Placunopsis undulata J. Murer. Tav. II, Fig. 26. 21842. Anomia granulosa ROMER, Verst. d. Norddeutsch. Kreidegeb. S.49. Tav.8, Fig. 4. 1851. Spondylus undulatus Reuss; J. MuLLer, Monogr. d. Petref. d. Aachener Kreidef. I. S. 68. 1889. Placunopsis undulata Muiz.; HorzarreL, Die Moll. d. Aachen. Kreide. III. S. 246. Tav. 26, Fig. 21—22. Skallerne ere meget tynde. Et Par Stykker .synes med hele deres Yderflade at have været fastvoksede til en eller anden Genstand, som senere er bleven fuldstændig op- 15" | fie 44 løst. De ere gærne noget itubrudte og fladtrykte, saa at det er vanskeligt nøjagtig at ud- | finde deres oprindelige Form; dog synes de at have været lidt hvælvede; Bredden noget l| større end Højden (Maksimalhøjde 32 Mm., den tilsvarende Bredde 35 Mm.). Alle de fore- liggende Eksemplarer ere bevarede med Indersiden vendende opad; denne er radiært stribet, svarende til Ydersidens Skulptur. Ved Hængslet ses en svag Fremragning. Randen af Skallen er fladt udbredt og noget tandet. Noget Indtryk af Lukkemuskler har jeg ikke kunnet opdage, formodentlig fordi det inderste Skallag er opløst. Skallens Yderside er 1 dækket af fine Radialribber, som paa Skallens Sidepartier ere stærkt bøjede henholdsvis fremefter og bagefter. De dannes af fine Tænder som de af Horzarrer (Fig. 226) afbildede; kun synes Tænderne ikke at være fuldkommen' saa regelmæssige hos de danske Eksemplarer. Som omtalt af Horzarrer er der nogen Sandsynlighed for, at denne Årt er iden- tisk med ÅA. granulosa Råm., et Spørgsmaal, som dog ikke lader sig afgøre uden en Sam- menligning med Rémer's Original. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. — Frejlev. Nørre Ut- trup (mellemste Grav). Familie: Ostreidae Lamarnckx. Slægt: OØstrea LINNÉ. Ostrea incurva Nizsson, emend. Hennie. Tavle III, Fig. 4. 1827. Ostrea incwrva NixLssonN, Petrif. Suec. S.30. Tav.7, Fig. 6. Ul! — — cwrvirostris NILSSON. ibid. S.30. Tav.6, Fig. 5. i — — acutwrostris NILSSON, ibid. S.31. Tav. 6, Fig. 6. Uh 1897. — incurva NILSs., emend. HENNIG, Revision etc. S.11. Tav.1, Fig. 15, 17, 21—23, 25—28. Da det danske Materiale af denne Årt er temmelig tarveligt (kun Underskaller ere fundne), hidsættes her de vigtigste Ejendommeligheder efter Hexnic, til hvis særdeles ud- førlige Beskrivelse. for øvrigt henvises. Underskallens Form er meget variabel, tildels afhængig af Underlagets Form. | Baandgruben lige eller bøjet. Paa Indersiden ses et Par Lister, som fra Partiet ved Baand- IN | gruben løbe parallelt med Skalranden og efterhaanden tabe sig nedadtil; mellem dem og | den fri, opstaaende Skalrand ligger en bred Fure, i hvis Bund ses en Række smaa grube- |) formede Fordybninger. Indtrykket af Lukkemusklen er halvcirkelformet, vendende den lige IN Side skraat opefter tilhøjre. Paa Ydersiden findes uregelmæssige Tilvækstlameller. Overskallens Form svarer til Underskallens; Skallen kan være næsten plan [LD eller ogsaa konveks. Til den omtalte Fure paa Underskallens Inderside svarer her en ejen- Ht, dommelig tandet Liste. Paa Overfladen ses koncentriske Tilvækstlameller. 45 153 De. to af de hos os fundne Eksemplarer ere fastvoksede til en Spondylus; hos det ene er Baandgruben drejet fremad, hos det andet tilbage. Alle Eksemplarerne stemme forøvrigt fuldkommen med Hennic's Beskrivelse og Afbildninger; kun synes Muskelind- trykket at sidde noget nærmere Hvirvlen. Ældre Senon. Grønsand: Arnager (1 Ekspl.). — Arnagerkalk: Arnager (3 Ekspl.). Ostrea semiplåna Sowersy. Tav. III, Fig. 5, 7—8. 1825. Ostrea semiplana SowerBy, Mineral Conch. V. Tav. 489, Fig. 3. 1827. — flabelliformis Nixsson, Petrif. Suec. S.31. Tav.6, Fig. 4. — — ?plicata NILssonN, ibid. S 31. Tav.7, Fig. 12. — —… mpusilla NiLsson, ibid. S.32. Tav.7, Fig. 11. 1897. — semiplana Nixss.; HENNIG, Revision etc. S.9. Tav.1, Fig. 7, 10—14, 16, 18—19. Ogsaa denne Art har Henxme beskrevet særdeles omstændelig. Idet der henvises til denne Beskrivelse, skal her angaaende de danske Eksemplarer kun anføres følgende: Underskallens Form er meget variabel, men nærmer sig dog altid mer eller mindre til Cirkelformen, især naar Fastvoksningsfladen er stor; en Underskal, som sand- synligvis har siddet paa en Actinocamax westphalicus Scurit., er nærmest seglformet, idet den udsender en bøjet Forlængelse bagtil. Påa Undersiden ses udad mod Randen stærke Folder, som gøre Randen stærkt bugtet; forøvrigt iagttager man kun koncentriske Til- vækststriber. Næsten hos alle foreliggende Eksemplarer er Hængselpartiet saa stærkt ned- adbøjet, at det danner en ret Vinkel med den øvrige Skals Plan. Lukkemusklens Indtryk er ovalt. Overskallens Form retter sig efter Underskallens; oftest er den noget konveks. Paa Overfladen ses koncentrisk Stribning; for Resten er den meget uregelmæssig med store Folder og Bugter, svarende til Underskallens. » Denne Art har en vidtstrakt vertikal Udbredelse indenfor Danmarks Kridtaflejringer ; dog træffer man den hyppigst i de ældre Lag. I det bornholmske Kridt er det især For- merne O. flabelliformis Niss. og O. pusilla Niss. (= O. serrata Derr. i Morcr's Forteg- nelse), som træffes hyppig. Eksemplarerne fra Skrivekridtet stemme derimod bedst med O.plicata Niss.; dog finder man ved Siden heraf ogsaa de fleste af de andre af HennicG beskrevne og afbildede Former. Endelig foreligger der fra Faxe nogle Underskaller, som temmelig sikkert høre herhen; Hængselpartiet er bl. a. meget stærkt nedadbøjet, og ogsaa i andre Retninger stemme de godt med O. semiplana Sow.; kun synes Skallerne at være helt eller næsten fri for Folder og Ribber. Ældre Senon. Grønsand: Bavnodde. Klinten indfor Sangedynen. Horsemyre- odde. Arnager. — Mulebyaa. 114 46 Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. Danien. Bryozokalk: Faxe. Ostrea Merceyi Coauann. Tavle IV, Fig. 1. 1869. Ostrea Merceyi CoQuann, Monogr. du genre Ostrea. Ter. crét. S.93. Tav. 28, Fig. 22; Tav. 29, Fig. $—14. Denne lille, forholdsvis meget høje og meget smalle Ostrea skelnes let fra alle andre hos os forekommende Årter ved de savtakkede For- og Bagrande; Takkerne staa slet ikke i Forbindelse med Ribber, da der paa Overfladen kun findes koncentriske Til- vækststriber. Begge Skaller ere stærkt hvælvede. — Der synes for Resten at være Over- gangsled mellem denne Art og O. semiplana Sow. gennem 0. Bronni J. Mirzer, men det forhaanden værende Materiale er ikke tilstrækkeligt til at afgøre dette Spørgsmaal. Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint. — Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Ostrea hippopodium Nizsson. 1827. Ostrea hippopodium Nixsson, Petrif. Suec. S. 30. Tav.7, Fig. 1. 1897. — — — ; HENNIG, Revision etc. S.6. Tav.1, Fig. 1—6, 8—9. Denne vel -kendte Art forekommer saa godt som i alle Danmarks Kridtaflejringer. Underskallen fastvokset; er Underlaget stort, breder Skallen sig først fladt hen- over dette for derpaa pludselig at hæve sig lodret op og derved danne en halvcirkelformet, høj Vold; er Underlaget derimod lille, faar Skallen omtrent samme Form som hos Gry- phaea vesicularis Lam. Undersiden er koncentrisk stribet, ellers glat. Overskallens Midtparti er i Reglen svagt konveks, medens Randen er fladt ud- bredt eller endog tilbagebøjet. Overfladen som Underskallens; i et Par Tilfælde ses Radialfurer. Ældre Senon. Grønsand: Stampen. Bavnodde. Horsemyreodde. Arnager. — Mulebyaa. — Årnagerkalk: Horsemyrodde. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. (Kastrup Skov). — Nørre Flødal. Hov (Thy). Danien. Koralkalk: Faxe. — Bryozokalk: Faxe. Aggersborggaard. Lendrup Strand... Klim Bjærg. — Saltholmskalk: Saltholm. Skader. Graven Øst for Hovsør Havn. 47 115 Ostrea reflexa (M. U. H.) n. sp. Tav. IIX, Fig. 12—14. 1866. Ostrea reflexa M.U.H.; v. FiscHER-BENzon, Das relative Alter des Faxekalkes etc. S. 17. ; Coquille trés haute et trés courte. Valve gauche fixée par une partie assez peu étendue de sa face extérieure; fossette ligamentaire trés longue; aréa cardinale triangulaire ; partie supérieure de la valve, calcéoliforme; impression musculaire grande, ovale; face extérieure couverte de gros plis lamelleux, concentriques, irréguliers. Valve droite langui- forme ou ovale, plane dans la région du sommet, trés réfléchie vers les bords; aréa car- dinale semblable å celle de la valve gauche; face extérieure trés lamelleuse avec, quelquefois, un tout petit nombre de cotes rayonnantes, peu marquées. — Haut. 135 mm., long. 58 mm., épaiss. environ 40 mmm. Under dette Navn henligger i Mineralogisk Museums Samling et ikke ringe Antal Skaller af en Ostrea, som ikke synes at stemme med nogen hidtil beskreven Art. Underskallen er kun med en meget ringe Del af sin Underflade fastvokset til en eller anden Genstand; den er meget høj og smal, stærkt hvælvet fra Side til Side; et Eksemplar, noget ufuldstændigt, maaler 135 Mm. i Højde, 58 Mm. i Bredde og c. 40 Mm. i Tykkelse. Andre Eksemplarer ere forholdsvis lavere og meget uregelmæssig formede. Underfladen er meget uregelmæssig; hyppig har den stærke Tilvækstlameller. Indvendig ses den aflange Baandgrube, som undertiden er bøjet noget frem eller tilbage. Hængsel- partiet er triangulært og fortsættes nedad paa hver Side i en fremspringende Vold, som dog efterhaanden bliver svagere. Den forreste Del af Skallens Hulning er tøffelformet, idet den dækkes af Hængselpartiet. Muskelindtrykket synes at have været stort, ovalt. Overskallen er tungeformet til oval, alt efter Underskallens Form. Partiet nær- mest Hvirvlen plant eller oftest svagt konveks, sjeldnere svagt konkavt. Pludselig bøjer Skallen sig imidlertid opad, hvorved Rummet mellem den og Underskallen i høj Grad for- mindskes, saa at de to Skaller nu omtrent berøre hinanden. Hængselpartiet med Baand- gruben omtrent som hos Underskallen, i Reglen dog noget mindre; det er aldrig opad- bøjet som hos Gryphaea vesicularis Lam., men ligger altid i samme Plan som Partiet nærmest Hvirvlen. Heri har man det bedste Kendemærke mellem de to Arters Overskaller, som i høj Grad ligne hinanden. Et andet godt Skelnemærke er den pludselige Opadbøjning af Overskallen, som dog ikke altid er saa fremtrædende, og hvoraf der undertiden kan være en Antydning hos Gryphaea vesicularis Lam. Skallens Overflade er stærkt bladet; under- tiden ses en Antydning af ganske faa, svage Radialfurer omtrent som hos Gr. vesicularis Lam. At de to her beskrevne Skaller virkelig høre sammen, viser et Eksemplar, hvis Skaller endnu ses i deres naturlige indbyrdes Stilling. Af Overskaller findes i Museets Samling langt flere end af Underskalier. Dette beror vel nærmest derpaa, at Underskallerne dels ere fastvoksede til et Underlag og dels efter Dyrets Død ere blevne fyldte med Lev- 116 I 48 ninger af andre Dyr, særlig af Bryozoer, saa at de ikke ere saa iøjnefaldende som Over- skallerne, der i Reglen have beholdt deres glatte indre Flade fri for senere Paalejringer. Danien. Koralkalk: Faxe. — Bryozokalk: Faxe: — Aggersborggaard (I Underskai). Slægt: Gryphaea LAMARCK. Gryphaea vesicularis Lamarcx. 1806. Ostreå vesicularis LAMARCK, Ann. du Mus. VIIL S. 160. 1843. — — — - ; D'ORBIGNY, Paléont. Franc. Terr. crét. III. S. 742; Tav. 487. 1869. — — — ; CoQquann, Monogr. du genre Ostrea. S.35. Tav. 13, Fig. 2—10. 1897. — — 0 HENNIG, Revision etc. " S. 18. 1899. — — — ; HeNNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.5. Denne meget variable Art er den almindeligste Musling i Danmarks Kridtaflejringer, idet den baade har en meget stor vertikal og særlig horizontal Udbredelse, saa at den foreligger fra de allerfleste af de Lokaliteter, hvor man overhovedet har fundet Forsteninger. Da det er den eneste Gryphaea, der er funden i vort Kridt, er den i Reglen let kendelig fra de andre der forekommende Muslinger (her tænkes navnlig paa Ostrea-Arterne) ved sin næsten altid stærkt bugede, indrullede Underskal, som bagtil har en i Reglen tydelig Vinge; denne er adskilt fra den øvrige Del af Skallen ved en Fordybning, der strækker sig fra Skallens Ventralrand opad imod Hvirvlen, idet den efterhaanden bliver svagere og svagere. Skallens Yderside er glat, idet den kun bærer koncentriske Tilvækst- striber. Paa Indersiden ses det store, ovale Muskelindtryk samt den trekantede Ligament- grube. Saaledes er Underskallen hyppigst udviklet; Fasthæftningsfladen er da minimal. Herfra er der imidlertid hyppige Overgangsled til Former, hvis Fasthæftningsflade er meget stor; disse sidste ere mere uregelmæssig formede og nærme sig stærkt til Ostrea hippo- podium Nuss., fra hvilken Art de ikke ere lette at adskille, naar Partiet med Baandgruben ikke er bevaret. Der er derfor stor. Sandsynlighed for, at disse to Arter undertiden ere blevne forvekslede. Ligheden er såa stor, at G. Mioixer endog — efter min Mening med Urette — har henført dem til en og samme Art"). Henne”), hvis Arbejde over de Nizs- son'ske Kridtlamellibranchiater G. Mirrer ikke synes at have kendt, har angivet de vigtigste Skelnemærker mellem Arterne og særlig henpeget paa Forskellen i Hængselpartiet, For- skelligheder, som ogsaa vise sig hos de danske Eksemplarer af de to Arter. Overskallen er i Reglen stærkt konkav, undertiden næsten plan. Hyppig viser den paa sin Overflade et ringe Antal svage Radialfurer. Baandgruben danner en betydelig 1) G. Murrær: Die Molluskenfauna des Untersenon von Braunschyw. u. Ilsede. Berlin 1898, S.14. 2) A.HæNNIG: Revision etc. S.7. 49 TT? Vinkel med Skallens inderside; denne Vinkel overstiger i enkelte Tilfælde endogsaa 90” saa meget, at Baandgruben næsten ligger i Plan med Skallens Yderside. Som allerede ovenfor nævnt, har Gr. vesicularis Lam. en betydelig vertikal Udbre- delse i Danmarks Kridtaflejringer; dog synes den ikke at findes i de ældre senone Dan- nelser paa Bornholm. Ganske vist foreligger der herfra nogle meget smaa Skaller, hvis Umbonalparti ikke har kunnet lade sig frempræparere, og som derfor ikke kunne be- stemmes med Sikkerhed. Sandsynligst er det dog, at det er unge Eksemplarer af Ostrea hippopodium Niss., hvilken Art er almindelig i disse Dannelser. — I Skrivekridtet er Gr. vesteularis Lam. derimod ret almindelig og optræder her i større Individantal. Her naar den ligeledes sin betydeligste Størrelse (den største foreliggende Underskal er c. 130 Mm. høj, maalt fra Midten af Ventralranden til det herfra fjærnest liggende Punkt af Skallen; Bredden er c.100 Mm.); ligeledes ere Skallerne her hyppig overordentlig tykke. Arten synes at blive sjældnere opad i Skrivekridtet; fra denne Dannelse i Stevns Klint foreligge saaledes kun et Par smaa Eksemplarer; et Par lignende Dværgformer ere fundne ved Svin- kløv og Eerslev; ellers kendes den slet ikke fra Thy og Mors, hvis Skrivekridt sandsynligvis er noget yngre end Skrivekridtet andre Steder her i Landet, maaske med Undtagelse af Stevns Klint. I Senonets yngste Led, Cerithiumkalken, er den igen almindelig, men den optræder her kun i Smaaformer, hvoraf de største maale 40—45 Mm. i Højde"); i den derpaa følgende Bryozokalk optræder den ligeledes, men Individerne ere nu betydelig større, gennemgaaende dog mindre end i Skrivekridtet f. Eks. paa Møen og i Aalborgegnen. I det nyere Kridt synes Årten at naa sin største Udbredelse herhjemme; man træffer den næsten overalt i de herhen hørende Dannelser, undertiden i stor Mængde; man finder baade Individer med stor og Individer med minimal Fasthæftningsflade. — Ved Faxe er Gr. vesicularis Lam. almin- delig baade i Koral- og i Bryozokalken. Eksemplarerne fra denne sidste Stenart ere næsten altid typisk formede med meget smaa Fasthæftningsflader, medens de fra Koralkalken oftest have større Fasthæftningsflader og derfor frembyde undertiden ret betydelige Afvigelser, idet de under deres Vækst ofte have maattel lempe sig efter Omgivelserne og derved ere blevne meget uregelmæssig formede. En Bel Underskaller ere usædvanlig lidet hvælvede og stærkt forlængede til Siderne. Arten opnaar i Koralkalken omtrent samme Størrelse som i de andre til Danien hørende Aflejringer. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint (smaa Ekspl.). (Kastrup Skov; smaa Ekspl.). — Cementfabrikerne «Dania» og «Cimbria». Frejlev. Restrup. Skeels- minde. Nørre Flødal. Svinkløv (1 lille Ekspl.). Eerslev (1 lille Ekspl.). — Cerithium- kalk: Stevns Klint. Danien. Koralkalk: Faxe. — Bryozokalk: Faxe. Stevns Klint. Herfølge. 1) Maaske findes den ogsaa i Fiskeleret, hvorpaa et Brudstykke af en Skal tyder. D. K. D. Vidensk, Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. XI. 2. 16 118 50 Aashøj. — Clausholm. Tinbæk Mølle. Aggersborggaard. Aggersborg. Bulbjærg. Vigsø. | — Saltholmskalk: Saltholm. Lampevejen paa Frederiksberg (funden ved en Boring | paa c. 47 M.s Dybde, hvor Skrivekridtet begyndte). Frederiksholms Teglværker. Egby Bro. | Kagstrup. — Grenaa. Sangstrup. — Blegekridt: Albæk. Skillingbro. Mønsted. Le- I] gind. Skader. Eerslev. Frøslev og Frøslev Vang. Hjerm. — Craniakalk: Kjøben- havns Havn; smaa Ekspl. (Grånw. Manuscr.). Vodroffgaard; mindre Ekspl. (Grånw. manuser.). ? Vesterbrogade (Gronw. manuser.). Herfølge; smaa Ekspl. (Grånw. ManuSscr.). | Slægt: Exegyra Say. Exogyra lateralis Næsson sp. | 1827. Ostrea lateralis Nixsson, Petrif. Suec. S.29. Tav.7, Fig. 7—10. | 1897. — — — ; HennIG, Revision etc. S. 23. | Underskallen stærkt hvælvet; Hvirvlen stærkt bøjet til Siden. Fasthæftnings- fladen paa Hvirvlens Side. Overfladen næsten glat med svage koncentriske Lameller. Overskallen oftest noget konveks, undertiden plan; paa Overfladen findes en Del opstaaende, noget mod Skallens Yderrand bøjede Lameller; Muskelindtrykket ovalt, beliggende ovenfor Skallens Midte. De foreliggende Eksemplarer ere alle smaa; det største er c. 35 Mm. højt og 21 Mm. bredt, maalt henholdsvis fra Hvirvlen til Skallens yderste Rand og vinkelret derpaa. Ældre Senon. Grønsand: Stampen? (1 fuldstændigt Ekspl. med begge Skaller). Bavnodde (1 Underskal og 2 Overskaller). Arnager (1 Overskal). — Arnagerkalk: Årnager (1 Overskal). Yngre Senon. Fiskeler: Stevns Klint (1 Overskal). Danien. Koralkalk: Faxe. — Bryozokalk: Faxe. Herfølge. — Bulbjærg. — Saltholmskalk: Frederiksholms Teglværker. Kagstrup. Egby Bro. — Blegekridt: Østerodde. ?Rær. — Craniakalk: Kjøbenhavns Havn (Gronw. manuscr.). Vodroffgaard (Gronw. manuser.).. Herfølge (Grånw. Manuscr.). Familie: Mytilidae Lamarck. Slægt: Modiola Lamarcxk. Modiola Cottae Romer sp. Tav. III, Fig. 6. 1820. Pinnites ungulatus v. SCHLOTHETM, Petrefactenkunde. S. 304. 1841. Mytilus Cottae Romer, Verst. d. Norddeutsch. Kreidegeb. S.66. Tav. 8, Fig, 18. yl 119 1852. Mytilus Cottae RØMER; DE RyckHorr, Mélanges paléont. I. S. 147. 1867. — ungulatus SCHLOTH.; LUNDGREN, Palaeont. Iaktt. &fver Faxekalken på Limhamn. S. 25. 1899. Modiola Cottae ROMER; HEeNn1G, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.13. Tav.1, Fig. 16—19. Denne Art, som forekommer ret almindelig ved Faxe, varierer ikke saa ganske lidt i Form, endogsaa saa meget, at man kan være i Tvivl om, hvorvidt det er en Modiola eller en Mytilus, man har for sig. Ældre Forfattere henregne den til sidst nævnte Slægt, medens Henna har henført den til den først nævnte. Det forekommer mig, at de større Eksemplarer gennemgaaende ligne mere en Mytilus end en Modrola, medens det omvendte er Tilfældet med de mindre Eksemplarer. . Begge Skaller ens, meget uligesidede, stærkt hvælvede. Hvirvlen næsten terminal, temmelig spids og i Reglen fremadbøjet. Som af Henne fremhævet, er Forranden hos smaa Individer oftest lige, afrundet forneden og foroven, medens den hos større Individer bøjer sig noget indad, saa at hele Formen bliver Mytwlus - agtig. Bagranden er altid kon- veks. De fleste foreliggende Eksemplarer ere Stenkærner, hvis Overflade bærer en Del koncentriske Tilvækstmærker, men forøvrigt er glat; Randen er krenuleret. Undertiden ere Dele af Skallen bevarede; et Par Stykker have endog hele Skallen i Behold. Denne har været dækket af fine Radialribber, som formere sig ved Kløvning. Disse Ribber krydses af fine koncentriske Furer; hist og her stærke Tilvækststriber, som undertiden afbryde Ribberne; Radialribber findes ikke paa et Parti ved Forranden nærmest Hvirvlen. Denne Art er ret almindelig ved Faxe og opnaar der en betydelig Størrelse (det største Eksemplar maaler 63 Mm. i Længde, 21 Mm. i Bredde og 17 Mm. i Tykkelse). En lille Stenkærne fra Saltholm stemmer fuldkommen med. Faxe-Eksemplarerne. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe. — Saltholmskalk: Saltholm (1 Ekspl.). Modiola Ciplyana ve RyckHort sp.? 1852. Mytilus Ciplyanus DE RyckHoLr, Mélang. paléont. I. S. 152. Tav.9, Fig. 12—13. 1895. — — — ; VoGEL, Beitr. z. Kennt. d. Hollånd. Kreide. S. 29. Ikke uden nogen Tvivl henfører jeg til denne Art et Par Stenkærner samt et Eksemplar med tildels bevaret Skal. De synes nemlig vel at stemme overens med Hensyn til Formen i Almindelighed, men ere adskillig bredere end M. Cøplyana ve Rycgruorr. Dette skyldes dog maaske kun deres ringe Størrelse (det største Eksemplar maaler 12 Mm. i Højde). De ere stærkt hvælvede med den største Tykkelse i den øverste Tredjedel; til Siderne falder Skallen stejlt af. Forranden er påa det største Eksemplar , svagt konkav. Paa Stenkærnens Overflade ses grove koncentriske Tilvækstmærker med mellemliggende finere Striber. Skallens Skulptur er omtrent som hos foregaaende Årt. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (3 Ekspl.). 120 52 Slægt: Lithodomus Cuvier. Lithodomus rugosus D'OrBicny. Tav. IV, Fig. 2—3. 1842. Tathodomus rugosus D'ORBIGNY, Paléont. Franc. Terr. crét. IIL S.294. Tav. 346, Fig. 1—3. 21852. — Ciplyanus DE RyckHoLrt, Mélang. paléont. I. S.127. Tav.7, Fig. 1—2. Stenkærnen næsten cylindrisk, noget smallere fortil og bagtil. Hængselranden og Ventralranden omtrent parallele; Forranden og Bagranden afrundede. Hvirvlen næsten terminal, temmelig stærkt indadbøjet. Overfladen bærer en Del koncentriske Tilvækst- mærker, men er ellers glat. Foroven i Nærheden af Bagranden ses Indtryk af Lukke- musklen. En næsten fuldstændig Stenkærne er 40 Mm. lang, 16 Mm. høj og 15 Mm. tyk; andre, mindre fuldstændige, Eksemplarer have sikkert været en Del større. Af Skallen ere kun nogle Brudstykker bevarede, som vise, at Skallen ved Bag- randen har haft meget stærke koncentriske Tilvækstafsatser med mellemliggende finere Striber. Af et Brudstykke nærmere Hvirvlen ses, at den her bærer fine Rynker, som krydse Tilvækstlinjerne. i L. rugosus er af »'Orsieny beskreven fra Turonet. Senere har De Rycgkuorr opstillet en ny Art, L. Ciplyanus, paa Materiale fra Ciply; denne Art skal afvige fra »'OrB1cny's «par son contour rétréci aux deux extrémités et dilaté au milieu, tandis que ie dernier [L. ru- gosus D'Or8.|] est presque égal sur toute sa longueur.» Efter DE Ryckaorr's Tegning at dømme synes denne Forskel dog ikke at have været synderlig stor, saa den Mulighed er vel ikke udelukket, at de to Arter ere identiske. I hvert Fald stemme de foreliggende Eksemplarer godt overens med L. rugosus D'Or8., og jeg har derfor henført dem til denne Art. Som man kunde vente i Henhold til de borende Lithodomers Levesæt, fremgaar det af det foreliggende Materiale, at de to Skaller efter Dyrets Død ere blevne ganske rolig liggende i deres naturlige Stilling og ikke blevne skilte ad, hvilket ellers er Reglen for Muslingerne fra Faxekalken. Sandsynligvis have de altid boret i Koralblokkene. Danien. Koralkalk: Faxe. Familie: Nuculidae Gray. Slægt: Nucula LAMARCK. Nucula sp. Hennia omtaler fra Annetorp nogle Stenkærner af en Nucula)). De ere smaa (6 Mm. lange og 4,5 Mm. høje), skævt-trekantede; Randen er meget fint krenuleret. Da 7) A,HENNIG: Faunan i Skånes yngre krita. Il. S. 22, 53 121 Skallens Skulptur er ham ubekendt, har han imidlertid ikke kunnet bestemme dem til Art. Mineralogisk Museum er ligeledes i Besiddelse af en Stenkærne af en Nucula fra Annetorp; den maaler 8 Mm. i Længde og 6 Mm. i Højde; det er formodentlig den samme Årt, som omtales af Hennie. Sammen med denne Stenkærne ses en Del af Skallens Af- tryk, som viser, at Skallen i det mindste nedad mod Ventralranden har været fint kon- centrisk furet. En Del Stenkærner fra Cerithiumkalken i Stevns Klint have en lignende Form og tilhøre maaske samme Art som Eksemplaret fra Annetorp, men en Afgørelse af dette Spørgsmaal er for Tiden umulig påa Grund af Materialets slette Bevaringstilstand. — I Blegekridtet ved Lynnerup er funden en Stenkærne, der muligvis tilhører samme Art som de ovennævnte. Familie: Arcidae Lamancx. Slægt: Macrodon Lycerr. Macrodon maåcrodon Lunncren sp. Tav. III, Fig. 11. 1867. ÅArca macrodon LUNDGREN, Palaeont. laktt. åfver Faxek. etc. S.28. Tav.1, Fig. 9. 1899... Macrodon macrodon LoGrn.; HeNxnI1G, Faunan i Skånes yngre krita. IL S.17. Tav.1, Fig. 15. Svagt hvælvede Stenkærner af indtil 12 Mm.s Højde og 23 Mm.s Bredde. Om- ridset er ovalt, forneden bagtil noget forlænget. Hvirvlen ligger temmelig langt fortil. Baade Forranden og Bagranden ere jævnt afrundede; Ventralranden har omtrent paa sin Midte en svag Indbugtning, som svarer til en svag Indsænkning, der strækker sig fra Hvirvlen og herned. Hængselranden viser bag Hvirvlen 2 (eller 3) lange Tænder, der ere parallele med Randen; foran Hvirvlen ses 5—7 korte, skævt stillede Tænder. De foreliggende Eksemplarer have alle mistet Skallen; heller ikke noget Aftryk af denne har jeg set, men paa Overfladen af Stenkærner kan man undertiden iagttage utyde- lige Radialribber og krydsende dem en noget tydeligere koncentrisk Stribning. Danien. Koralkalk: Faxe (sjælden). Slægt: Årea LAMARCK. Arca (Barbatia) Forchhammeri Lunncren. Tav. III, Fig. 10. 1867. "Arca striata M.U.H.; LunNnGren, Palaeont. Iaktt. etc. S.27. Tav.1, Fig. 8. 1888... — Forchhammeri LunndGcren, Anteckn.om Sveriges kritfauna. S. 229. 1899. Barbatia Forchhammeri LoGrXx.; HeNNIG, Faunan i Skånes yngre krita. I. S. 15. Tav.1, Fig. 12—14. Il 122 54 Denne Årt findes i Samlingen kun som Stenkærner, undertiden med tilhørende Af- tryk af Skallens Yderside. Stenkærnerne ere aflang-rhombiske, … temmelig svagt hvælvede; For- og Bag- randene danne de korte Sider i den skæve Firkant; Bagranden er næsten lige og skarpt adskilt fra saavel Hængsel- som Ventralranden, medens Forranden gennem en stor Bue gaar over i Ventralranden, men danner et temmelig skarpt Hjørne med Hængselranden. Højden forholder sig til Længden som 1 til 2; Maksimallængde 24 Mm. Hvirvlen noget foran Hængselrandens Midte; den bøjer sig indad og noget nedad mod Hængselranden. Fra Hvirvlen strækker sig ned til det bageste Hjørne en skarpt markeret Køl; en svagere Køl gaar fra Hvirvlen nedad mod det forreste nedre Hjørne. Undertiden ses svage Radial- ribber, som krydses af ligeledes svage koncentriske Tilvækststriber; Randen er ofte kre- nuleret. Det forreste Muskelindtryk er næsten cirkelrundt, det bageste trekantet-ovalt. Af Aftryk af Skallens Yderside ses, at de paa Stenkærnen stærkt fremtrædende Køle ogsaa have været synlige paa Skallens Yderside. Endvidere har Skallen haft Radial- ribber med mellemliggende Furer; paa Skallens Midtparti vare Ribberne lige, medens de henimod Siderne bleve mer og mer buede. Ribberne og Furerne krydsedes af kon- centriske Lameller, hvis fri Kant vendte nedad mod Skalranden, hvorved Skallen faar Ud- seende af at være dækket af brede Tagsten; imellem Lamellerne var der fine koncentriske Striber. — Skulpturen synes at være noget forskellig fra de svenske Eksemplarers; den ligner mere Skulpturen hos AÅ. tenuidentata Hennic. Alle andre Forhold synes dog at gøre det utvivlsomt, at det virkelig er samme Årt. Hængselranden er lige med c. 25 skævt stillede Tænder, hvoraf de mellemste ere mindre og mere lodret stillede end de yderste. Yngre Senon. Cerithiumkalk: ?Stevns Klint (1 Ekspl.). Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ret hyppig). Arca (Barbatia) tenuidentata Hennie. Tav. III, Fig. 9. 1899. Barbatia tenuidentata HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. Il. S.16. Tav.1, Fig. 9—11. Denne Art adskilles fra A. Forchhammert Lvern. særlig derved, at den bageste Køl påa Stenkærnen er svagere end hos denne Art; den forreste Køl mangler fuldstændig; desuden ere baade For- og Bagrandene blødt afrundede og danne ikke Hjørner med Hængsel- og Ventralrandene. Hængselranden har 30—40 smaa, fine Tænder. Ydersidens Skulptur har jeg ikke kunnet undersøge, da jeg ikke med Sikkerhed kender noget hertil skikket Skalaftryk. Efter Hennic's Beskrivelse er den omtrent af samme 575) 123 Udseende som den, jeg har beskrevet for A. Forchhammeri Lvcrnx.; maaske ere Furerne mellem Radialribberne noget bredere end hos denne Art. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Danien. Koraålkalk: Faxe (temmelig sjælden). — Saltholmskalk: ?Saltholm (1 Ekspl.). Årca sp. Tav. IV, Fig. 4—5. Foruden de to ovenfor omtalte Arter af Slægten Årca findes i Cerithiumkalken i Stevns Klint endnu en tredje Art, hvoraf jeg imidlertid kun har et Par Stenkærner med en lille Del af det tilhørende Skalaftryk. Stenkærnen er stærkt oppustet; dens Omrids er rhombisk; Højde 5 Mm., Bredde 11 Mm. Forranden danner omtrent en ret Vinkel med Hængselranden, medens den i en jævn Bue gaar over i Ventralranden. Denne er omtrent lige, med en Indbugtning paa Midten, hvilken svarer til en Indsænkning, som strækker sig herfra opad mod Hvirvlen. Bagranden er lige og danner temmelig skarpe Hjørner med Ventral- og Hængselrandene. Hvirvlen bøjer sig langt ud fra Hængslet og ligger noget foran dettes Midte. Fra Hvirvlen og ned til det bageste Hjørne gaar en noget afrundet, men skarpt markeret Køl; ellers er Overfladen glat. Randen er krenuleret. — Hængselranden er lige; bag Hvirvlen ses Af- tryk af 12 smaa, skraat stillede Tænder, alle omtrent af samme Størrelse; desuden ses endnu omtrent under Hvirvlen Aftryk af 4 næsten lodret stillede Tænder, noget mindre end de andre; Partiet foran Hvirvlen er desværre ødelagt. Aftrykket af Skallens Yderside viser, at Skallen har været dækket af Radialribber, som krydsedes af fine Striber. Disse blive hist og her stærkere (Tilvækstafsatser). Arten minder i Formen en Del om 4. Forchhammeri, men er meget mere oppustet. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (2 Ekspl.). Slægt: Cucullaea Lamarck. Cucullaea crenulata LunnGren sp. 21847. Arca lineata ScHLortH., Amtl. Ber. Kiel. S.118. 2866 == = = ; v. FISCHER-BENZzZON, Das telative Alter des Faxekalkes etc. S.16. 1867... — crenulata LUNDGREN, Palaeont. Iaktt. ofver Faxekalken etc. S.26. Tav.1, Fig. 6. 1899. Cucullaea crenulata LoGrRN.; HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. ll. S.18. Tav. 2, Fig. 20—22. Tykke, skæve, aflang-rhombiske, stærkt oppustede Skaller, der ere 30—35 Mm. høje og 20—22 Mm. brede. Hvirvlen, der paa Stenkærnen er meget fremstaaende og bøjer sig op over Hængselranden, findes noget foran Midten af Hængslet. Muskel- i ' Ål 124 56 indtrykkene ere ovale. Paa Stenkærnens Overflade ses undertiden svage, noget udviskede, koncentriske Furer; i enkelte Tilfælde ses ogsaa Radialfurer, hvilket altsammen staar i Forbindelse med Skallens Skulptur. Kun et enkelt Eksemplar har en Del af Skallen (i Nærheden af Ventralranden) i Behold. Man ser her brede, flade Ribber, adskilte ved smalle, fladbundede Furer. Paa Ribbernes Ryg ses en svag Fure. Randen er krenuleret. Baade Ribber og Furer ere svagt koncentrisk stribede. Ogsaa en Del Aftryk af Skallens Yderside vise, at Skulpturen har været som her beskrevet. Med nogenlunde regelmæssigt Mellemrum optræde stærkere Tilvækststriber. Parallelt med Hængselranden strække sig foran Hvirvlen 3 og bag denne 4 lange Tænder, hvoraf de øverste ere de længste; paa velbevarede Aftryk ser man, at de have været krenulerede paa tværs; under Hvirvlen ses 5—6 smaa, vertikalt (eller noget skraat) staaende Tænder. Baandareaen er stor med 4—6 A-formede Furer; krydsende disse iagt- tager man nogle andre, ganske fine Furer, der gaa parallelt med Hængselranden. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Stenkærne). Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ret almindelig). Slægt: Isoarca MUNSTER. Isoaårca obliquedentata (M. U. H.), Lunneren. Tav. IV, Fig. 6: 1820. Arcacites oblongus v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde. S. 204. 1867. Arca obliquedentata M.U.H.; LuNnnGreEn, Palæont. Iaktt. etc. S.26. Tav.1, Fig. 7. 1899. Isoarca obliquedentata Locrx.; HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.19. Tav. 2, Fig. 23—26. Af denne Art har jeg kun set Stenkærner samt en Del Aftryk af Skallen, der som sædvanlig hos Dimyarierne er fuldstændig forsvunden i Faxekalken. Stenkærnens Form er oval, stærkt hvælvet. Hængselranden svagt buet med Af- tryk efter en Mængde smaa, skraat stillede Tænder, hvoraf langt den største Del ligger bag Hvirvlerne og divergerer med de forreste Tænder. Hvirvlen, der ligger langt foran Hængselrandens Midte, er bøjet stærkt indad og nedad over Hængslet. Hængselranden fortsætter sig uden Hjørner i de jævnt buede Siderande, og disse gaa igen jævnt over i Ventralranden, som påa mindre Eksemplarer er svagt konveks, paa større omtrent lige eller undertiden endog svagt konkav paa sit mellemste Parti, hvilket sidste staar i For- bindelse med en Indsænkning, der hos større Eksemplarer strækker sig fra Ventralranden opad mod Hvirvlen. Stenkærnens Rand er ofte udhulet, men ikke krenuleret. Overfladen er enten aldeles glat eller dækket med svage Tilvækststriber; undertiden findes ogsaa en Antydning af Radialribber, — Det største Eksemplar, jeg har set, er 31 Mm. højt og 48 Mm. 57 125 bredt. Ligesom ved Annetorp forekommer der dog ogsaa ved Faxe Eksemplarer, som ere forholdsvis højere. Aftryk af Skallen vise, at denne har været dækket af fine koncentriske og radiære Furer, der have dannet et fint kvadratisk Netværk. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (meget almindelig). Slægt: Pectunculus Lamanck. Pectunculus sublenticularis n. sp. Tav. IV, Fig. 7—9. Coquille petite, suborbiculaire, assez convexe; bords des valves crénelés; som- mets incurvés Vun vers Vautre; bord cardinal arqué; 5—7 dents courtes de chaque cdté du sommet. Surface ornée de faibles stries concentriques et de stries rayonnantes encore moins marquées, mais plus rapprochées les unes des autres. — Haut. 12 mm., long. 12,5 mm. Stenkærnen næsten linseformet, temmelig stærkt hvælvet, svagt forlænget bagtil. Maksimalhøjde 12 Mm., den tilsvarende Bredde 12,5 Mm. Omridset paa det nærmeste cirkelrundt. Banden svågt udhulet, krenuleret. Hvirvlen fremstaaende, bøjet ind over Hængselranden; denne er buet og har 5—7 smaa skraat stillede Tænder paa hver Side af Hvirvlen. Aftryk vise, at Baandareaen er som ellers hos Pectunculus. Af selve Skallen er i intet Tilfælde noget bevaret. Derimod findes et Aftryk, som viser, at Skallen har været forsynet med svage koncentriske Striber og med endnu svagere, men tættere stillede Radialstriber. Denne Art, som jeg ikke har kunnet finde beskreven nogensteds, minder i Formen meget om P. Guerangeri D'OrB., som dog er fladere og fuldstændig glat. — Fra Cerithium- kalken i Stevns Klint har Museet 4 Stenkærner, tildels med de tilhørende Aftryk af Skal- lens Yderside. Hvad Formen angaar, stemme de godt med de ovenfor beskrevne. Skallen har ligeledes været svagt koncentrisk stribet; nogen Radialstribning har jeg derimod ikke kunnet iagttage. Yngre Senon. Cerithiumkalk: ?Stevns Klint (4 Ekspl.). Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ikke ualmindelig). Slægt: Limopsis Sassi. Limopsis Håninghausi J. Morxer sp. 1847. Pectunculus Høninghaust J. Muxxer, Monogr. d. Petref. d. Aachener Kreideform. S.18. Tav.1, Fig. 6. 1889. .Limopsis Honminghausi Mu11. sp.; HorzarreL, Moll. d. Aachener Kreide. S.212. Tav. 23, Fig. 6 og 10. 1899. — — — ; HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S.21, Tav.2, Fig. 27—28. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 17 126 58 Nogle smaa Stenkærner henfører jeg til denne Art. — De ere skævt-firkantede, stærkt hvælvede; deres Højde lidt større end Bredden; bagtil ere de noget forlængede for- neden. Hvirvlen noget foran Midten af Hængselranden. Fra Hvirvlen og fremefter ses en krum, dyb Fure; svage koncentriske Tilvækstmærker. Tændernes Antal har jeg ikke kunnet iagttage; Hennie angiver 5 foran og 6 bagved Hvirvlen. Skallen skal efter samme For- fatter være fint koncentrisk stribet. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (sjælden). Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (sjælden). Familie: Chamidae Lamarck. Slægt: Gyropleura DouvinLé. Gyropleura Miinsteri v. Hacenow sp. Tav. IV, Fig. 10—11. 1842. Exogyra Miinsteri v. HacEeNnow, Monogr. d. Rugen'schen Kreideverst. Ill. S. 549. Højreskallen fastvokset, med stor Tilhæftningsflade, stærkt oppustet, kegle- formet, men meget stærkt krummet. Hvirvlen stærkt indrullet fremefter. Muskelindtrykkene store, aflange. Overfladen dækket af talrige, fine, høje og skarpe, savtakkede Radialribber, hvis yderste Del let afbrydes, hvorefter Skallen synes dækket af flade, lave Ribber, som ere noget smallere end deres Mellemrum. Koncentriske Tilvækstlinjer krydse Ribberne og ere ogsaa synlige paa Stenkærner. Venstreskallen er mindre end Højreskallen, af Form omtrent som en Kugle- kalot; det højeste Punkt ligger noget nedenfor Hvirvlen. Muskelindtrykkene som Højre- skallens; Ribberne have vel ogsaa været af samme Beskaffenhed som denne Skals. Hængslets Beskaffenhed har jeg ikke kunnet se paa det eneste foreliggende, nogen- lunde fuldstændige Eksemplar. HorzarreL synes tilbøjelig til at anse denne Art for identisk med enten G. Ciplyana RyckH. sp. eller med G'. laevis Horzarrer "). Med denne sidste synes Ligheden mig dog ikke at være saa stor, at man kan forene dem til én Art; særlig Skulpturen synes at være forskellig, idet G. /aevis Horzarrer skal have glat Underskal. Heller ikke forekommer det mig, at Skulpturen stemmer med den hos G. Ciplyana RyckH. sp., idet Ribberne ere meget smallere og stærkere savtakkede, end de efter Horzarrer's Beskrivelse og Afbildninger ere hos denne Årt. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. 1) HoLzarrer: Die Mollusken der Aachener Kreide. S. 190. 59 127 Fra Skrivekridtet i Stevns Klint er Museet i Besiddelse af et Par Eksemplarer af en Gyropleura, der maaske er identisk med G. cornucopiae D'OrB., hvilken Art af DEECKE anføres fra Rugen. Det fore- liggende Materiale er imidlertid saa ufuldstændigt, at en sikker Bestemmelse er umulig. Slægt: Chama Linn. Chama pulchra (M. U. H.), n. sp. Tav. IV, Fig. 12—15. Coquille inéquivalve, épaisse; crochets subspiraux, prosogyres. Valve gauche fixée, tres renflée, irréguliére; bord ventral crénelé; impressions musculaires oblongues-ovales, grandes, Vantérieure prés de la charniére qui porte une dent cardinale postérieure, forte, courbée, une fossette cardinale oblongue et une dent cardinale postérieure longue et étroite. Valve droite moins renflée et plus réguliére que la gauche; crochet plus court que celui de la valve gauche; charniére présentant une fossette cardinale antérieure, sillonnée, une dent cardinale arquée, une fossette longue et étroite. Surface des valves ornée de nom- breuses lamelles concentriques, plissées. Under ovenstaaende Navn findes der i Mineralogisk Museums Samling fra Faxe et ret betydeligt Antal Stenkærner, undertiden i Forbindelse med større eller mindre Brud- stykker af Skalaftryk. Stenkærner efter sammenhørende Skaller vise, at der har været paafaldende ringe Forskel mellem de to Skaller. I Reglen synes dog Venstreskallen at have været noget større, mere hvælvet og mere uregelmæssig formet end Højreskallen, hvilket tyder paa, at Muslingen i Reglen har været fastvokset med Venstreskallen til en eller anden større Genstand. Venstreskallens Stenkærne er stærkt hvælvet, noget uregelmæssig formet; Hvirvlen er krummet fremefter som et Horn og er temmelig spids; en Fure gaar fra Spidsen ned til det bageste Muskelindtryk, følger derpaa dettes indre Rand og ender her i Nærheden af Skalranden; Furen danner hyppig, forinden den naar Muskelindtrykket, en skarp Bøjning. Stenkærnens Rand er udhulet og fint krenuleret. Muskelindtrykkene aflang- ovale og af betydelig Størrelse; det forreste ligger meget højt oppe, i Nærheden af Af- trykket efter Hængslet. Dette har bestaaet af en kraftig, noget buet og næsten liggende Hovedtand; derpaa følger udad mod Randen og noget længere tilbage en dyb, langstrakt Tandgrube og derpaa igen en lang, smal Tand. Stenkærner efter Højreskaller ligne i Form Venstreskallernes, men ere i Reglen noget fladere og oftest fuldstændig regelmæssige uden Knuder og Fordybninger. Hvirvlen er ogsaa her krummet stærkt fremefter, noget kortere end Venstreskallens. Som man ser af Aftrykket af Hængslet, har dette bestaaet af en kort riflet Tandgrube fortil, bag denne en stor, krum Hovedtand og derpaa atter en Tandgrube, lang og smal. ir | NH if (ik 128 60 Af Skallen har jeg aldrig set noget bevaret. Nogle Aftryk af dens Yderside give derimod et ganske godt Billede af dens Skulptur. Skallen har opnaaet en betydelig Tyk- kelse; dens Overflade har været dækket af tæt stillede, taglagte, koncentriske Lameller, der have været ligesom bølgede, hvilket skyldes meget svage Radialribber, som krydsede dem ogYgjorde Lamellernes nedad mod Ventralranden vendende fri Kant bølgeformet, idet Lamellerne paa Krydsningspunkterne løbe ud i afrundede Spidser; paa et Parti omtrent fra Skallens Midte ses 9 Lameller paa en Strækning af 5 Mm., og Radialribbernes ind- byrdes Afstand er her c. 0,5 Mm. Danien. Koralkalk: Faxe (ikke sjælden). Familie: Crassatellidae Dar. Slægt: Crassatella LAMAaRck. Crassatella faxensis n. sp. Tav. IV, Fig. 16—20. Coquille ovale, courte, assez renflée, subsymétrique; bord cardinal long; crochets saillants, dirigés un peu en dedans et en avant; bord antérieur un peu plus court que le bord postérieur, les deux convexes; bord ventral arrondi, crénelé; caréne peu marquée, se portant obliquement en arriére, impressions musculaires des adducteurs des valves, grandes, ovales; en avant de Vantérieure de ces impressions on remarque celle d'un petit muscle -adducteur, antérieur, du pied; impression palléale simple; plateau cardinal portant, sur la valve gauche: une dent latérale antérieure, deux fortes dents cardinales, séparées par une fossette cardinale triangulaire, une assez grande fosse ligamentaire striée con- centriquement; — et sur la valve droite: deux dents cardinales dont la derniére assez forte, une fossette ligamentaire, une dent cardinale rudimentaire, lamelliforme, et une dent latérale postérieure. Surface de la coquille ornée de stries concentriques, réguliéres. — Hauteur du moule interne 28 mm., long. 32 mm., épaiss. 19 mm. Stenkærnen kort-oval, med fremspringende Umbonalparti, temmelig buget, kun lidet usymmetrisk. Et af de største Eksemplarer er 28 Mm. højt, 32 Mm. bredt og 19 Mm. tykt. Hængselranden bred, dannende en Vinkel paa c. 110%. Hvirvlen noget indad- og fremadbøjet; dens Siders Vinkel lidt mindre end 90”. Forranden noget kortere end Bag- randen, begge konvekse, uden Hjørner gaaende over i den jævnt buede Ventralrand. Randen påa de større Eksemplarer altid krenuleret; Overfladen ellers glat. Bagtil findes Antydning af en svagt fremtrædende, afrundet Køl, som gaar fra Hvirvlen ned til Bagranden. Hos en Del (større) Eksemplarer er den foran Hvirvlen liggende Del tydelig deprimeret, saa at det ser ud, som om en Køl gik fra Umbos Forside omtrent lige nedad mod Ventralranden, som den dog ikke ganske naar, da den taber sig mer og mer, idet den samtidig bøjer sig noget henad imod Bagranden. Muskelindtrykkene ere store, ovale; foran det forreste Ind- tryk og næsten berørende dette ses Indtryk af en lille Fodmuskel. Kappelinjen uden Bugt. 61 129 Efter Aftrykkene at dømme har Hængslet haft følgende Beskaffenhed. I Venstre- skallen hår der forrest været en Sidetand; derpaa to kraftige Kardinaltænder, adskilte af en dyb, trekantet Tandgrube, og endelig en stor flad Baandgrube, som var fint koncentrisk stribet. — Højreskallen har forrest haft to divergerende Kardinaltænder, hvoraf den bageste var den kraftigste; imellem dem en trekantet Tandgrube. Efter disse Kardinal- tænder fulgte den store, flade Ligamentgrube. Under denne fandtes endnu en svag, lamel- formet Tand og endelig allerbagest en lang Sidetand. Af Skallen er intet bevaret, men Aftryk af dens Yderside vise, hvorledes dens Skulptur har været. Man ser, at den har været temmelig regelmæssig koncentrisk furet. Baade Lunula og Årea fandtes. Arten minder en Del om Or. regularis »'OrB., men adskiller sig fra denne ved sit Omrids; særlig er Ventralranden mere buet, og Bagranden længere i Sammenligning med Forranden. — For Resten synes den at være temmelig variabel. Foruden de ovenfor be- skrevne typiske Eksemplarer findes der nemlig nogle Stenkærner, der ere forholdsvis korte (Højden =— Længden); ligeledes synes Hængslet hos et Par af disse at være noget af- vigende. Om man med Rette skulde kunne opstille disse Former som en selvstændig Årt, er dog vist tvivlsomt, da de gennem Overgangsled synes at være forbundne med Typen. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ret hyppig). Familie: Lucinidae Desxaves. Slægt: Lucina BRUGUIERE. Lucina subnummismalis D'OrBienv. Tav. IV, Fig. 21. 1847... Venus numismalis J. MULLER, Monogr. d. Petr. d. Aachener Kreidef. I. S.25. Tav. 2, Fig. 5. 1850. Lucina subnumismalis D'ORBIGNY, Prodr. de Pal. II. S. 241. 1889. = == — ; HoLzarreL, Mollusk. d. Aachener Kreide. S. 187. Tav. 19, Fig. 1—3. 1891. — — — ; J. BoxHmM, Kreideb. des Furbergs etc. S.73. Tav. 3, Fig. 6. Stenkærnen næsten cirkelrund, oftest noget mere lang end høj, meget flad. Hvirvlen omtrent midtstillet, noget fremadbøjet, kun lidet fremspringende over Hængselranden; et Eksemplar viser svage Mærker af Skallens koncentriske Skulptur. Sidetænderne have været ret stærke; Aftrykkene af Hovedtænderne ere utydelige; sandsynligvis have disse Tænder kun været svage. — Aftryk af Skallens Yderside vise, at denne har baaret skraat opstaa- ende, tynde, koncentriske Lameller, hvis fri Rand vendte nedad mod Ventralranden, og hvis indbyrdes Afstand var nogenlunde konstant. Højde 7 Mm., Længde 8 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (2 Ekspl.). 130 62 Familie: Cardiidae Lamarck. Slægt: Cardium Linné. Cardium Schlotheimi Lunderen. 1867. Cardtum Schlothermt LunDGrREen, Pal. Iaktt. etc. S.30. Tav.1, Fig. 10. 1899. = = = ; HeNNIG, Faunan i Skånes yngre krita. II. S. 22. Tav. 2, Fig. 29—30. Stenkærnen er omtrent kredsrund, noget skævt forlænget bagtil. Bågranden næsten lige. Hvirvlen omtrent midtstillet, noget oppustet. Fra den og ned til det bageste Hjørne gaar en stærkt afrundet Køl. Paa Overfladen ses i Reglen fine Ribber, adskilte af Furer, som ere betydelig bredere end Ribberne; krydsende disse ses oftest nogle stærkere kon- centriske Tilvækstmærker. Randen ér krenuleret. — Hængslet er —— som sædvanlig hos Carditum — dannet af to korsstillede Kardinaltænder samt en Sidetand fortil og bagtil. — Det største fundne Eksemplar er 14 Mm. højt, 12,5 Mm. langt og 12 Mm. tykt. Skallen er altid opløst. Af et Aftryk ses, at den har haft den Skulptur, som meget udførlig er beskreven af Henmc: Radialribber, der ere noget bredere end de dem adskil- lende Furer, samt koncentriske Tilvækstlameller, som paa Ribbernes Ryg blive til vinkel- bøjede Tænder eller Skæl. HenniG anfører denne Art ogsaa fra.Cerithiumkalken i Stevns Klint. Mineralogisk Museum er ikke i Besiddelse af noget Eksemplar herfra; derimod findes nogle faa Eksem- plarer af C. Vogeli Hnc. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ret sjælden). Cardium (Nemocardium) Vogeli Hennic. Tav. IV, Fig. 25—26. 1847. Cardium crassum. Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1867. — — ; LUNDGREN, Pal. laktt. 6fver Faxekalken. S.29. Tav.1, Fig. 12. 1899. Nemocardium Vogeli HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. Il. S.23. Tav. 2, Fig. 31—34. Stenkærnens Omrids omtrent som hos C. Schlothewmi Loern. Bagranden er hos de danske Eksemplarer omtrent lige og meget sjælden «tydeligt insvångd» , som den efter HenniG skal være hos Eksemplarerne fra Annetorp. Kølen er betydelig stærkere end hos C. Schlotheimi Locrn., og Partiet bag Kølen er tydelig udhulet. Overfladen er i Alminde- lighed glat med svage koncentriske Tilvækstmærker; kun i et enkelt Tilfælde har jeg set en Antydning af Radialribber. Randen er meget fint krenuleret. — En af de større Sten- kærner fra Faxe er 27 Mm. høj, 24 Mm. lang og 15 Mm. tyk. — Tænderne som sæd- vanlig hos Slægten Cardzum. 63 131 Skallen, hvoraf Hennie giver en udførlig Beskrivelse, er altid forsvunden, men man finder ikke sjælden ret gode Aftryk af den. Man ser af disse, at Skallen fortil har haft fine koncentriske Striber, medens den bageste Del har været dækket af Radialribber, som have baaret talrige, fine, hule Torne. Ogsaa den forreste Del af Skallen skal imidlertid efter Hennie — jeg har ogsaa selv set en Antydning deraf — have haft en fin Radial- skulptur under det yderste, tynde og glatte Lag. Under Betegnelsen Cardium gracile M. U. H. findes i Museets Samling fra Ceri- thiumkalken i Stevns Klint nogle smaa Stenkærner, tildels med de tilhørende Aftryk af Skallens Yderside. Formen stemmer godt med C. Vogeli Hxc., og Skulpturen har været en lignende som denne Arts. Det største Eksemplar er 10 Mm. højt og 9,5 Mm. langt. — Fra Skrivekridtet paa Møen har jeg ligeledes i Samlingen fundet et Par Stenkærner med den samme Betegnelse. Det er muligt, at det er den samme Art som den fra Cerithium- kalken, men Eksemplarerne ere alle for daarlig bevarede til en sikker Bestemmelse. Yngre Senon. Skrivekridt: ?Møens Klint (2 Ekspl.). — Cerithiumkalk: Stevns Klint. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (almindelig). Cardium sp. Fra Cerithiumkalken i Stevns Klint har Museet Brudstykker af et Par Skalaftryk, som efter al Sandsynlighed stammer fra en Cardzum. Skallen har været dækket af smalle Radialribber; i Furerne mellem disse har der staaet Rækker af smaa Knuder eller Torne; hver tredje Række var kraftigere end de to mellemliggende; denne Skulptur minder i høj Grad om D/'Orsi6ny's Afbildning af Cardium Moutonianum v'Or8. (Pal. Franc. Terr. crét. II. Tav. 248, Fig. 3). Det forhaanden værende Materiale er for fattigt til en nøjere Be- stemmelse. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (2 Ekspl.). Familie: Cyprinidae Lamarcxk. Slægt: Isøcardia LAMARCK. Isocardia faxensis (M. U. H.;, Lunderen. Tav. IV, Fig. 22. 1847. 1Isocardia Fawxéeensis M.U.H., Amtl. Ber. Kiel. S. 118. 1867. ” — faæeensis M.U.H.; Lunnderen, Pal. laktt. etc. S.30. Tav.1, Fig. 11. 1899. — faæensis LocrN.; HENNIG, Faunan i Skånes yngre krita. Il. S.27. Tav. 2, Fig, 35—36. 132 64 Stenkærnen er oval-trekantet, forholdsvis lidt hvælvet. For en enkelt Skals Ved- kommende har jeg følgende Maal: Højde 18 Mm., Bredde 24 Mm. og Tykkelse 9 Mm. Den bag Hvirvlen liggende Del af Hængselranden er omtrent lige og danner en stump Vinkel med Bagranden, som ligeledes er ligelinjet. Bagranden danner et afrundet Hjørne sammen med Ventralranden, som er svagt buet og gaar jævnt over i den stærkere buede Forrand. Hvirvlen ligger langt foran Midten og er bøjet stærkt fremad og nedad mod Hængselranden. Fra Hvirvlen gaar en skarp Køl ned til det bageste Hjørne; det Parti, der ligger bag denne Køl, er temmelig stærkt udhulet. Muskelindtrykkene ere ovale. Over- fladen viser oftest svage koncentriske Folder, men er ellers glat. — Ved Hængselranden findes Aftryk af to lange Kardinaltænder, som ere omtrent parallele méd Randen, samt en lang Sidetand bagtil. Det er altsaa et typisk Isocardia-Hængsel, og der kan derfor ikke være Tale om, at Arten skulde tilhøre Slægten Cypricardia Lamarck, med hvilken den har en ikke ringe ydre Lighed; man sammenligne den f. Eks. med Råmer's Beskrivelse og Af- bildning af C. trapezoidalis Rom. sp. Af Skallen har jeg intet set bevaret; derimod findes der i Museets Samling enkelte Aftryk af Skallens Yderside. Af dem ser man, at Skallen har været dækket af ganske fine koncentriske Furer, hvoraf nogle bleve temmelig dybe og dannede Tilvækstmærker. De fra Cerithiumkalken foreliggende Eksemplarer ere alle usædvanlig store, omtrent som de allerstørste Eksemplarer fra Faxe. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (4 Stenkærner). — Eerslev (1 Ekspl.). Danien. Koralkalk: Faxe (meget hyppig). — Bryozokalk: Faxe (meget hyp- pig). — Aggersborggaard (1 Ekspl.). Slægt: Veniella Storiczxa. Veniella n. sp. Fra Koralkalken saavel ved Faxe som ved Annetorp haves en Del Stenkærner og Aftryk, som formentlig tilhører en ny Art af Slægten Venzella Stor. Det foreliggende Materiale er imidlertid temmelig ufuldstændigt, særlig hvad Venstreskallen angaar. Formen synes at variere en Del, idet den undertiden er oval, undertiden meget skæv, næsten rhombeformet, altid stærkt hvælvet. Fra Hvirvlen, som sidder noget foran Midten og er stærkt fremadbøjet, strækker sig nedad mod Bagranden en skarpt markeret Køl. Højreskallen har haft en stærk Sidetand bagtil, som langtfra naar op til Kardi- nalpartiet; af IKardinaltænder ses kun den bageste tydelig; den er skraat stillet og kløvet i to parallele Dele; fortil findes en kort, men stærk Sidetand. Venstreskallens Tænder ere ukendte. Begge Skallers indre Aftryk vise et ringe Antal temmelig stærke, koncen- 65 133 triske Folder. Skallens Yderside har ligeledes baaret stærke koncentriske Folder; paa hver af disse fandtes en tynd, tilbagebøjet, koncentrisk Lamel. For øvrigt var Skallen fint kon- centrisk stribet. Den fuldstændigste foreliggende Stenkærne maaler 6 Mm. i Højde og 9 Mm. i Bredde; i Reglen have Eksemplarerne dog været betydelig større. Danien. Koralkalk: Faxe. (Annetorp). Familie: Anatinidae Gray. Slægt: Neaera Gray. Neaera caudata Nizsson sp. Tav. IV, Fig. 24. 1827. Corbula caudata Nixssox, Petrif. Suec. S.18. Tav. 3, Fig. 18. 1897. Cuspidaria caudata Nixss.; HENNIG, Revision etc. S.62. Tav. 3, Fig. 28. 1898. Neaera caudata NILss. sp.; G. MYLLER, Mollusk. d. Unters. v. Braunschw. etc. S.77. Tav. 10, Fig. 10—11. Stenkærnen kort-oval til cirkelrund, temmelig stærkt hvælvet. Forranden og Ventralranden afrundede, dannende tilsammen en uafbrudt jævn Bue. Bagtil en lang For- længelse i Form af en Snabel. Hvirvlen bøjet indad mod Hængselranden. Overfladen viser en noget lignende Skulptur som Skallens Yderside. Skallen, som har været meget tynd, er hos det eneste foreliggende Eksemplar fuldstændig opløst. Paa den yderste Del af Snablen er den dog paa en Maade bevaret, idet en rødbrun Forbindelse (Jærntveiltehydrat?) har antaget dens Form. Den har haft fine koncentriske Ribber med temmelig regelmæssige Mellemrum. Disse Ribber have fort- sat sig ud paa Snablen, hvor de efterhaanden med et skarpt Knæk bøje opad og støde til Snablens Overkant omtrent under en ret Vinkel. En fin Køl ses gaaende tværs over Snablen ned til dens nederste Hjørne. Yngre Senon. Skrivekridt: Frejlev (1 Højreskal). Neaera sp. Tav. IV, Fig. 23. Fra Cerithiumkalken i Stevns Klint er Museet i Besiddelse af nogle Stenkærner, tildels med tilhørende Aftryk af en Neaera, som afviger en Del fra foregaaende Art. Højden er saaledes oftest noget mindre i Forhold til Bredden, hele Formen derfor mere langstrakt. Hvirvlen er beliggende længere bagtil. Den fine Køj paa Snablen synes at have manglet. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 2. 18 134 66 Familie: Pholadidae Lacs. Slægt: Pholadidea Goonaiz. Pholadidea sp.? Tav.: IV, Fig 27-29: Et Par Stenkærner, noget ufuldstændige, med tilsvarende Aftryk af Skallen synes at tilhøre Slægten Pholadidea Goonsir. Jeg skal ikke her fremsætte nogen Beskrivelse i det Haab, at der med Tiden maa fremkomme et Materiale, som egner sig bedre dertil. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (2 Ekspl.). Slægt: Teredo LINNÉ. Teredo sp. Et Haandstykke Koralkalk fra Faxe indeholder en Mængde uregelmæssig bug- tede, cylindriske Rør af meget varierende Diameter (4,5—7,5 Mm.); i et Par af Rørene ses buede Skillevægge. Da jeg ikke har kunnet finde Spor af Skallen, er en nærmere Be- stemmelse umulig paa Grundlag af det foreliggende Materiale. — Ogsaa i Saltholms- kalken (Saltholm) og i Arnagerkalken er der fundet Rør af Teredo-Arter, men heller ikke disse kunne bestemmes nærmere. 67 135 C.. Litteraturfortegnelse. 1891. Bonm, J.: Die Kreidebildungen des Firbergs und Sulzbergs bei Siegsdorf in Oberbayern. — Palaåeontographica. Bd. 38. Stuttgart 1891—92. 1869. Coeuann, H.: Monographie du genre Ostrea. 'Terrains crétacés. " Marseille 1869. 1894. Deezcke, W.: Die Mesozoischen Formationen der Provinz Pommern. — Mitth. des naturwiss. Vereines fir Neu-Vorpommern und Rigen. 26. Jahrg. Greifswald 1894. S.1—115. 1887. Fiscaer, P.: Manuel de Conchyliologie et de Paléontologie conchyliologique. Paris 1887. 1866. Fiscrmer-Benzon, R. v.: Ueber das relative Alter des Faxekalkes und iiber die in demselben vorkommenden Anomuren und Brachyuren. Kiel 1866. 1836. Firron, Wirriam: Observations on some of the strata between the Chalk and Oxford Oolite, in the South-East of England. London 1836. 18372—75. Gewimz, H. B.: Das Elbthalgebirge in Sachsen. Theil II. — Palaeontographica. Bd. 20. Theil IL. Stuttgart 1872—75. 1834—40. Gornruss, A.: Petrefacta Germaniae. Theil II. Disseldorf 1834—40. 1889. GrierenkerL, O.: Die Versteinerungen der senonen Kreide von Kånigslutter im Herzogthum Braunschweig. — Dames und Kayser, Palåontologische Abhandlungen. Bd. IV, Heft 5. Berlin 1889. 1900. Gronwarr, K. A.: Slåktet Dimyodon i Danmarks krita. — Medd. fra Dansk geolog. Forening. Nr. 6. Kjøbenhavn 1900. S.73—80. 1842. Hacenow, Fr. v.: Monographie der Rigen'schen Kreide-Versteinerungen, III Abth.: Mol- lusken. — Neues Jahrbuch. Jabrg. 1842. Stuttgart 1842. 3. 528—575. 1897. HenniG, A.: Revision af Lamellibranchiaterna i Nilssons ,,Petrificata Suecana formationis cretaceae". — Kongl. Fysiogr. Sållskapets i Lund Handlingar. Ny Fåljd. Bd. VIII. Lund 1897. S. 1—66. 1899. — Faunan i Skånes yngre krita. II. — Bihang till k. Svenska Vet.-Akad. Handlingar. Bd. 24, Af.IV. Nr.7. Stockholm 1899. 1889. HorzarreLr, E.: Die Mollusken der Aachener Kreide. II. — Palaeontographica. Bd. 35. Stuttgart 1889. 1806. Lamarck i Annales du Muséum d'histoire naturelle. Tome VIII. Paris 1806. 1819. — Histoire naturelle des animaux sans vertébres. Tome VI, Partie I. Paris 1819. 1867. Lunneren, B.: Palaeontologiske Iakttagelser åfver Faxekalken på Limhamn. — Lunds Univ. Årsskrift. Tom. III. Lund 1867. 1885... — Anmårkningar om Spondylusarterna i Sveriges kritsystem. — Sveriges geolog. undersåkn. Ser. C. Nr. 69. . Stockholm 1885. 185 136 68 1888, Lunveren, B.: Några anteckningar om Sveriges kritfauna. — Ofvers. af K. Vetenskaps Akad. Førhandl. Stockholm 1888. $. 225—31. 1822. Manterz, G.: The fossils of the south Downs; or illustrations of the geology of Sussex. London 1882. 1847. (Micaagris und Scaerck): Amtlicher Bericht uber die 24. Versammlung Deutscher Natur- forscher und Åertzte in Kiel im September 1846. Kiel 1847. 1876. Måroa, O.: Fortegnelse over Forsteningerne i Kridtformationen paa Bornholm. — Vidensk. Medd. fra den naturhist. Forening i Kjøbenhavn 1876. Kjøbenhavn 1876. 35. 24—29. 1898. Mirrer, G.: Die Molluskenfauna des Untersenon von Braunschweig und Ilsede. I. La- mellibranchiaten und Glossophoren. — Abhandl. der K. Preussischen geolog. Landesanstalt. Neue Folge, Heft 25. Berlin 1898. 1847—51. Mirrer, J: Monographie der Petrefacten der Aachener Kreideformation. I—II. Bonn 1847—51. 1827. Nixsson, S.: Petrificata Suecana formationis cretaceae. Lund 1827. 1843. D'Orsz1Gnv, A.: Paléontologie frangaise. Terrains crétacés. Tome III. Paris 1843. 1850... — Prodrome de Paléontologie. II. Paris 1850. 1851. Puccaarn, C.: Møens Geologie, populært fremstillet. Kjøbenhavn 1851. 1845—46. Reuss, A.E.: Die Versteinerungen der Bohmischen Kreideformation. Stuttgart 13845—46. 1841. Rozmer, Fr. Å.: Die Versteinerungen des Norddeutschen Kreidegebirges. Hannover 1841. 1852. Rycgkxorr, DE: Mélanges paléontologiques. I. — Mém. couronnés et Mém. des savants étran- gers å 1'Acad. de Belgique. T. 24. 1850—51. Bruxelles 1852. 1820. ScmzorHem, v.: Die Petrefactenkunde auf ihrem jetzigen Standpunkte. Gotha 1820. 1877. Scarirer, C1.: Kreide-Bivalven. Zur Gattung Inoceramus. — Palaeontographica. Bd. 24. Lieferung 6. Stuttgart 1877. 1882. Somroener, H.: Ueber senone Kreidegeschiebe der Provinzen Ost- und Westpreussen. — Zeitschr. d. Deutschen geolog. Gesellschaft. Jahrg. 18382. Berlin 1882. S.243—287. 1812—32. Sowersy, J.: The mineral conchology of Great Britain. I—VI. London 1812—32. 1892. Srorrey, E.: Die Kreide Schleswig-Holsteins. — Mitth. aus dem Mineralog. Institut der Universitåt Kiel. Bd.I. 1891. S.191—309. Kiel und Leipzig 1892. 1863. SrromBeck, Å.v.: Ueber die Kreide am Zeltberg bei Luneburg. — Zeitschr. der Deutsch geolog. Gesellschaft. Bd.15. Berlin 1865. 1895. Voer, Fr.: Beitråge zur Kenntniss der Hollåndischen Kreide. — Sammlungen des Geolog. Reichs-Museums in Leiden. Neue Folge. Band II, Heft 1. Leiden 1895. 1897. Woons, Henry: The Moliusca of the Chalk Rock. Part IL — Quarterly Journal of the Geolog. Society of London. Vol. 53. London 1897. 1899, — Mo FOR 3 KE ERNE ERE 13 (81) Barbatia Forchhammeri LDGRN. sp. ..……..…. å FONDE EL enuidentatat HNG TE 4 (122). Gardiumkecrassum "(MU HH) LES RS 62 (130). — (Moufonianummi0orRB ss eee 63 (131). — NephunikG QED SAR ER 14 (82). —— Sehlothermi LDGRN........:.:... og (130). == … … HVOGOIOEL KN SEEREN EEN SEERE SEERE 62 (130). => SDS ER DE ERR 63 (131). Chama pulchra. (M: U.H.), sp: .7......…. REDDE GorbulagcaudatanNitrs Sa Er SE MAE 5 (133). Grass ate lldÆf ALLENS ENES DES Eger Es Eg (128). — LeaulatiskDi ORE meer eee RS 61 (129). Cucullaea crenulata LDGRN.sp. ....…..... 55 (123). Cuspidaria caudata NILSS. sp.............. 65 (131). Cyclostreon Nilssoni v. HAG. sp............ 41 (109). Cypricardia trapezoidalis ROEM. sp. ........ 64 (132). andre TRES Eee 38 (106). — Ob lig u MAN TSA ENDE 38 (106). imyodoneBohMme STOLT. 42 (110). hær Side Dimyodon costatus GRONW........... ENO): — ING SSON EVE HAGE SPEER RD i (109). HcogyradlateralsiNDESSS SPEER R (118). — Munsterive HAG See SENSE 8 (126). Gere AES DE NE ERE SSU SE EK 4 (102). Gyropleura Ciplyana RYCKH. sp. .........- ø (126). — CornUucopidesDlORB RE Er 59 (127). — Va visio EA PE Na 58 (126). — MunsternreviHAGiSpEN nr 58 (126). | Inoceramus Brongniarti Sow. ............. 35 (103). — CuvieniBRONGNEE eee 35 (103). — Vat USM AN TSA SEE ENN. 13 (81). == DING AKGOLDE see EEN 34 (102). — VODALLSEMUNS TEE RE ERE 35 (103). — mytiloides MANS eee eeE 13 (81). — SiLLa tu SÆR MAN TREE SENE NEDE REESE 13 (81). == tegulatusvyHAGs SEENDE AE 13 (81). tennis MAN TR) SS ERE 13 (81). TR, obliquedentata (M.U. H.), LoGrN. . 56 (124). Isocardia faæensis (M.U. H.), LDGRN..….... 63 (131). TAM AED IS ULCALON USS DE ES ERE RE renee 29 (97). == decuss ai DEN EN S Te re 28 (96). ==edensestrtaL ag EN GER Re Eee RESEN SER 30 (98). Eden LCULALDANITES Seer 33 (101). SED UN KORN HA GER Er 32 (100). FOT ham mere ve RE er 29 (97). EON ES ERE 30 (98). GOL fS Sv EN rer eee Kg (98). HJK ANMUIAGAENDES SIE SPEER 3 (101). RE HT OLZAP PEDE HN GENRE GT HR DER 2 (100). ELO DØR VENMAN TE ETERN TAS MEAN ord 1 (99). SEM ISULG AE GÆNTES SES Pe SER 6). Abe LUE OBD EGE EEN REE rl 33 (101). Limopsis Hominghaust J. MY11. sp. ....…. 57 (125). Lithodomus Ciplyanus DE RYCKH.......... 52 (120). — RUG OSUSEDI OR BEEN 52 (120). Lucina subnummismalis D'ORB........... 61 (129). Side Macrodon macrodon LDGRN.sp. ........- 53421) Modiola Ciplyana DE RYCKH. sp. ....... 59) — Cottae: ROEM SPEER EDER 50 (118). Mytilus Ciplyanus DE RYCKH. ..........-- SENSE otter OEM en 50 (118). — ungulatus v: SCHLOTH. sp: 4.100. 51 (119). | Neaera caudata Ninss. sp.....…. meeen 69 (133) FEE EO ERE EGO 65 (133). Nemocardium Vogeli HNG................- 62 (130). NU CU DES DE ER ENERET 52 (120). Ostreå"acutixostris NIL SS ES ERE 44 (112). | FE Bro DEM TET STEN SER SEES 46 (114). | Sk ourvirositis INIS S ER ENE 44 (112). SES flabellif or mis NKES SEE ERR ÆS ((B — huppopodium NILSS: 0.2 rer ve 46 (114). IN CU DON EES Se re eN 44 (112). | rater als NES SE ge Arent: 50 (118). | MER CEUS OG FEE ED UGENS. 46 (114). ZEENILS S OD SV HA GS SEA ERNE 41 (109) api tak NES SE NES EEN SEE 45 (113). | PU SILANTES SR AE ET EE: RENE Er 45 (113) eu geflerda (MU HO) MSP SE ener AT (115). ES eN LANDES OW ne Eee ERE 45 (113). HR SENAT IND EF RE TER RENE 45 (113). RES UL ALIS EAN SES: 48 (116). Pecten cretosusi DEERE kel rer 20 (88). ne feneS NAS NS PERS E E teE DE EA GERE 17 (85). NE DUSENS HAGE RR ORIG LEES: 15 (83). RE IVVONRSWSÆENTTES SEE er EDER 26 (94). AR Juglerit HAG 7 ESPERSEN PEESES 26 (94). UT EVES ENES SE AE ENE LENE UDE NER 25 (93). i slineatus NIELS: NE FE ESS HS ER SE 14 (82). — … membranaceus NILSS. ….....:.…:…- 23 (91). —… monotiformis: HNG... onen 19 (87). ER ENIS SON AEG OD 23 (91). DI (USE MAN TEEN VE ERE SE SEER 20 (88). ES OD IC ULATIS ENIS S RR ETS SAR RAR 23 (91). ER Dulchellus NILS eee Er 14 (82). — quinquecostatus: SOE 2195): 70 Side Pecten tom duskyi HA eee 25 (93) —… septemplicatusNILSS: -… CE 21 (89). DE Ser r AUS ENTTS SS TE rele ENE Nr 21 (89). — "spathuldtus ROEM.;. DE 25 (93)- ZEN striato=costatusk GOLD 27 (95). 2 subaratus sys HAG esse 17 (85) SE SUD ATA LUS ENTES SE EEN ERE 17 (85). za stesselatus ANG TE ere Ree 19 (87). FNS ES ULCUSEVE HAG FEER REDER 22 (90). undulatus NEES S re beses SE See 20 (88). as iv HAGE eres eee 22 (90). vind dbUSENIESS RE Er ER ELE 16 (84). Pectunculus Honinghausi J. MULL. ........ 57 (125). — sublenticularis-n..sp. 0: 7 57 (125). Pholddrdedes pe et rr ERR ERR 66 (134). Pinna decussata GOLDF.….…..…..…..........-- 36 (104). EST USE EET oo nieoe 36 (104). Pinnites ungulatus v. SCHLOTH...........- 50 (118). | Placunopsis undulata J. Mti11. sp. ....... 43 (111). Plagiostoma denticulatum NILSS.......-.-- 33 (101). — granulatum NILSS…......….- . - 33 (101). — Hoperi" MANS SR EDER, 31 (99). — semisulcatum NILSS. ........- 28 (96). = SPInosarsS Own Eee ERE 37 (105). Pad S DERE LEE ERE 36 (104). Podopsis-truncata LAM... JC ERR 37 (105). Spondylus danicus (M.U.H.), n.sp. .....- 40 (108). — Dutempleanus D'ORB. ........- 39 (107). — faæxensis (M. U. H.), LDGRX. ..... 39 (107): — VatusySows an Re eee ERR 38 (106). — lineatus GOLDEN REESE 38 (106). — SPINOSUS" SOW: SPEER 37 (105). — truncatus GAM SS DIES Sr 37 (105). — undulatus Reuss rer seer 43 (111). Terese REE OODER 66 (134). Ventella NIspi SEEREN RER PS SE NE FEER 64 (132). (ivenusknumismalis JS MULE NSSS SEERE 61 (129). Vola quinquecostata Sow. sp. .......---- 27 (95). hat cOsStALaRG ODER REE 27 (95). Explication de la Carte. Dans le présent mémoire, les dépåts crétacés du Danemark ont été classifiés de la maniére suivante: | Craniakalk (calcatre å Crania) Crania tuberculata NiLss. 2 k Saltholmskalk (calc. de Saltholm) Etage danien. MIG SORTE TEE Or re |] Ananchytes sulcata GOLDF. | BryozokalkouLimsten (calc. å bryozoaires) | ( BADE Ronan Ra ED SD ED EDEN YSz ) | Dromiopsis rugosa v. SCHLOTH. sp. Cerithiumkalk (calc. å& cérithes) 4 DE KNUD + Her y: nanchytes ovata LESKE. Etage Sole NRiskeler (argile å poissons) Søpemeur: Scaphites constrictus Sow Skrivekridt (craie blanche) i ; Étage sénomien | Arnagerkalk (calc. d'Arnager) Inoceramus Lingua Gornr. inférieur. Grønsand (sable vert) Scaphites inflatus RoEM. Étage sénomien infériewur. — On n'a constaté la présence de sédiments appartenants å cet étage que dans Vile de Bornholm. Ils y forment deux couches: Tune, inférieure, de sable (ou de græs) vert, glauconifére; Vautre, supérieure, constituant un calcaire impur, de couleur grisåtre et de texture assez serrée, appelé calcaire d'Arnager. Etage sénonien supérieur. — Presque partout dans les autres parties du Danemark, c'est la craie blanche qui constitue les plus anciens sédiments connus. — De l'argile å poissons on m'a con- staté la présence que dans les falaises de Stevns (Stevns Klint) ou elle repose sur la craie blanche. C'est d'ailleurs une couche de peu d'importance, épaisse de quelques centimétres seulement. Å cette argile å poissons se trouve superposé un calcaire, légérement impur, crevassé, de couleur jaunåtre, le calcaire å cérithes, qui peut atteindre une épaisseur de 1” environ. Probablement c'est encore ce calcåire qui avait été trouvé par M. FORCHHAMMER non loin de Eerslev, petit village de Vile de Mors située dans le Limfiord. Étage danien. — Dans les dépåts qui constituent cet étage, on n'a trouvé ni bélemnites, ni am- monites, ni inocérames. — Du calcaire å coralliaires ou calcaire de Faxe on n'a constaté la préæsence que dans le voisinage immediat de Faxe"), petite ville de File de Seeland (Sjælland) — et prés de Annetorp en Scanie (Suéde) —, tandis que le calcaire å bryozoaires ou «Limsten» est trés répandu dans l'ile de Seeland ainsi qu'en Jutland (Jylland); on en a encore trouvé des traces dans Vile de Fionie (Fyen). — La craie å coccolithes de I'étage danien («Blegekridt») est surtout répandue en Jutland; elle offre de grandes ressemblances avec lå craie blanche tout en s'en distinguant par son grain plus gros. — Le calcaire de Saltholm est un calcaire å coccolithes; il est de beaucoup plus dur que la craie å coccolithes et présente parfois une texture légérement cristalline; on le trouve surtout dans le nord de Vile de Seeland et dans le Jut- land oriental. — Le calcaire å Crania constitue Tassise la plus jeune de l'étage danien. Il est de consistance træs variable, formant tantåt des calcaires durs, tantot des marnes å texture plus låche qui sont, le plus souvent, trés glauconieuses. De dépåts appartenants å cette zone on n'a constaté la présence qu'aux environs de Copenhague et de Kjåge. On trouvera ci-dessous des renseignements sur la situation des localités. 1) Ce nom qwon écrivait autrefois Fax 6 ou Faxoe, s'écrit aujourd'hui Faxe ou Fakse. Forklaring til Kortet. x Lokalitet med Ældre Senon (Étage sénonien inférieur). Yngre Senon (Etage sénonien supérieur). Danien (Étage danien). Yngre Senon og Danien (Etages sénonien supérieur et danien). + — - (Q) — - ØD — - De forskellige Lokaliteters Beliggenhed er følgende: Nr. "Afalbor ss mee Her er 35 AS LØJ ERE ER NREN REESE FS ADEs 57 Alssersborse seere Er SE: 20 Aggersborggaard......... 21 JUDE DSE EEN RES REE 37 ATAS OT NEED RENE 64 ASSENS ASER ane RE SN ES NENR 45 Bayno de eee SEERE 64 Bjærge sj SSR TER REE JE 14 Ble Skil de SEE 34 Blykobb ease Er 62 Bredstrupr Klin REE 49 Brom øllet SAS NER 3 Brøndums es EMER 42 Bulb] æra EEN NRA 16 Cimbria see BENE ASA 44 Clausholm sr eve 46 DANTE SEAN EU ANER 44 HJerSe vred D/S MEE 2 Esby Bros teen RE SEES GE 54 Faxe BA SEE HE ST Age 60 Fjerritsleye EN ere 19 Frederiks ber sære 52 Frederiksholms Teglværker. 538 Freja tas SEN SØS: 32 Nr. Erøsley sst FSK SAR RNRE 3 Frøslev Vans 3 Gasbjærges SEE Ene 12 Grenaa oa RRRE 49 | Gudumkolm mee re 36 Herfølses SEAN ERR 58 HillersleysrsksEbEE 7 Hjardem aar ERE 1158) Ej orm SA SNE SE FØRNE TEE 24 Horsemyreodde........- 64 EON SENESTE 6 Hovsør Havn .......... 10 Karstrups sneen 55 Kastrup Skov (løse Blokke) [56] Kjøbenhavns Havn...... 51 | KlimsbBjærrsess se sene: ike Klitraar dere sees 29 Te Sd ARS arr HERR IL) Lendrup Strand .......… (ER) Løgstør ene SENSE DØ 27 | Kørners sener 9 Mulebyaa se renen 62 | (Miøens HLN SIE NNSEER 61 Mønsted SS See 25 Nørholm rer See rese 30 | PRESES TEL 115 JUL. 1902 — RR Nørre Flødals Fabrikker .. NØ Urup Frees Randrup RER SE Ranum 5 SERENE sne Rn ER RR Saltholm re Sangedynen serene |FSangstrup "Klint Renee KRSL EN PO ØRERER ENE ra an sn ED Skillingpro me rese Skjør pin ses eee Smidie | SENSE eN ease Stampen, 5" SU RRS SY: Stevn;Kalkværk sees KESteunssklint eee Svinkløv (ork 38200 SEAN RE FinbæksMø lle sees Vester Knudegaard....... |VISSØ orne ER INØster odder eee RE, Øxen dak vore ENES KEDE Vidensk Selsk. Skr: 68RS == Af AX 2]. PET. Ravn] : Ringkjøbing Silkeborg, yåa énderborg CS ” N Ø Frederikshavn Goteborg Kjåbenha va 540) jeheddinge Halmstad Malmd V ; , Fi; len ur davle i id "DI i ø x i Rn Pr eg i Ø H vi i r 7 >. ) A i N HÆNSER i di VR i 1 i i N Gg Hi DER DAL PAVEN Å i cz RER É rå, z SS Ø lø k i Nan i en Mn $ p ' Kl N "HU k: W VPN Mi ek ' | al BLD i - 14-16. Avicula danica n. sp. 1. Venstreskal i %/>. Skrivekridt; Bjærge. — 2. Indersiden af en Højreskal samt en Del af den tilsvarende Venstreskals Inderside i Aftryk. 3/2. Skin ek dsb Jæren Se REE NES ge ERER Avicula pectinoides Reuss. Venstreskal i %/>. Skrivekridt; Møens Klint........... Avicula n.sp.? 4. Skallens Yderside i 7/,. — 5. Samme Eksemplar; Parti af Hængslet 1 SKTIV EKI dt ENØ TE Ur UD ES ES ES EEN DE SENSE RER rr SR ASE PER Avicula faæxensis n. sp. 6. Højreskal set forfra; 7/3. — 7. Samme set fra Siden; ”/1. Danien: Faxe tre Re TE REE ER Eee BREDE, ar rev SEN Eee ENE PE SENERE RENNER Pecten pulchellus Ninss. Brudstykke af en Højreskal i "/3. Skrivekridt; Kastrup Skov. Pecten inflexus v. HaG. 9. Højreskal i %/2. Skrivekridt; Møens Klint. — 10. Venstre- skalssom-Stenkærne 12/2: Skrivekridt;S ev ns ki RE REE Pecten cretosus DEFR. 11. Inderside af en Venstreskal i ”/;. Skrivekridt;: Møens Klint 12 Skulptur /2ES kriv e Kridt ELSE EET RE RS Er SR RREERESE Pecten cretosus DEFR., var. nitida (Sow.), ScCHRODER. Brudstykke med Diagonalstribning ; 3/5. "Arnagerkalk ; AT nære Se MAS ASE RR RE LIES EA Se SEE RS ERE SES SEERE SES ERDED, Pecten fenestratus n. sp. 14. Aftryk af en Venstreskal; 7/3. Skrivekridt. — 15. Øren af en Højreskal; ?”/,. Skrivekridt. — 16. Parti af en Venstreskal i 7/3. Skrivekridt; SternsskTinti ss ERE ERE SEE ES ES ENE ENE SEE Pecten: variabilis v. HaG. Parti af Skallen i %/2. Skrivekridt; Kastrup Skov ...... Pecten cretosus DErr. Indersiden af en Højreskal i 7/;. Skrivekridt; Nørre Uttrup . Pecten trisulcus v. HAG. 19. Parti af Skallen i ?/2. Skrivekridt; Stevns Klint. — 20 Alndersider ts Vs Skrive kridt: Møre ns KE le eN NNE SEERNES SSR REE Pecten cretosus -DEFR., var. nitida (Sow.), SCHRODER. Højreskal i 7/4. Arnagerkalk; 76) 1 FE UD URAS SEMPER ERNE EL JENSEN SS EN EDR SEEDEDE EET HESS orm ae dd Originalen til Fig. 4—5 tilhører «Danmarks geologiske Undersøgelse» ; alle de øvrige tilhøre Umzversitetets Mineralogiske Museum. 1) Denne Figur er S. 20 (88) fejlagtig tildelt den i de bornhormske Kridtaflejringer forekommende Varietet af Arten. Side. 11 12 13 13 (81). (82). 14 15 20 20 20 (79). (80). (81). (83). (88). (88). Eee ke me K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6 R., n.-m. AJ OSFAT APET PETER AUTL: Tavle I. Th. Bloch del. et phot. Pacht & Crone phototyp. 10. 13: - 14. =415: 16511 - 18. 19: - 20-21. =R1227 - 23-24. Side. Pecten septemplicatus Ninss. 1. Indersiden af en Højreskal i 7/3. — 2. Samme som Stenkærne i 14: Grønsand; Bray no de 7 SES ES RES EEN SEES 21 (89). Pecten Nilssoni GoLnDFr. 3. Højreskal i ”/;. Skrivekridt; Møens Klint. — 4. Højre- skal som Stenkærne i ”/;. Cerithiumkalk; Stevns Klint. — 5. Venstreskal i 7/3. Skrivekri ds Stevns RE SEEDEDE 239) Pecten spathulatus Rom. 6. Venstreskal i %/2. Skrivekridt; Kastrup Skov. — T:Højreskali 2/27 Skin ek LE AED Eee 25 (93). Vola striato-costata GOLDF. sp. 8. Venstreskal fra Indersiden i ”/3. Skrivekridt; Aalborgegnens—195Højreskal 13/1 Skrivekri dt; Møen FE NES SE Fer Er 24:52(95)' Lima semisulcata NILss. sp. Sideparti af Skallen i %. Skrivekridt; Stevns Klint. 28 (96). Lima decussata Munst. Sideparti af Skallen i ”/4. Skrivekridt; Møens Klint....- 28 (96). Lima Forchhammeri v. HaG. Stenkærne i ”/4. Skrivekridt; Møens Klint.......- 29 (97). Anma bisulcata: n.sp:… 21. Craniakalk; V odroffeaandst res FE ERR 29 (97). Lima Dunkeri v. HaG. Parti af Skallen i ?/2. Skrivekridt; Møens Klint......... 32 (100). Tnma Holzapfeh HNG: rs Koral kalk Ea SE SS ERE DERES RER 32 (100). Plicatula sp. 16. Højreskal i ”/1. — 17. Venstreskal i 1/1. . Begge Craniakalk; Vo droffgaa rd SE EEN Eee 36 (104). Løma Hoperi:MAnT. sp. 2/25 ATnagerkalk; AT nag er SR SEERE 31 (99). Tima Gemt vr HAG: "2/2: "Skrivekridt: Aalborg re en eee REESE RER, 30 (98). Spondylus spinosus Sow. sp. 20. Højreskal i ”/;. — 21. Den tilsvarende Venstreskal i or Grønsand:yBaævn odde LESS NEN NESA SER TES ENN BESES ESSENS 37 (105). Spondylus Dutempleanus D'OrRB. Overskal i %2. Skrivekridt; Nørholm..........- 39 (107). Spondylus danicus (M. U. H.), nm. sp. 23. Underskal i 7/3. — 24. Den tilsvarende Overskal 17/4 FSaltholmskalk; "BT 0 USET UD ER SEE RER SEE SEERE 40 (108). Spondylus Dutempleanus D'ORB. Samme Overskal som i Fig. 22; %2.............- 39 (107). Placunopsis undulata Mtii. Inderside af en Underskal i 3/2. Skrivekridt; Møens LD es ene SE EEN ET 5. 43 (111). Alle Originalerne tilhøre Unzversitetets Mineralogiske Museum. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6 R., n.-m. Afd. XI. 2. J. P. J. Ravn. Tavle II, Ø sÆ Th. Bloch del. et phot. Pacht & Crone phototyp. Tavle TIL U ss — 10. SD ts Side. Spondylus faæxensis (M.U.H.), LoGrN. 1. Overskal i "1. — 2. Underskal i "/1. — ; 3. Samme Overskal som Fig. 1; '/;. Begge Koralkalk; Faxe ..........-11212—2 39 (107). Ostrea incurva NiLss. 2 Underskaller i 7/1. Arnagerkalk; Arnager........-.-.--- 44 (112). Ostrea semiplana Sow. En Underskal i ”/,. Grønsand; Horsemyreodde........- 45 (113) Modiola Cottae Rom. sp. ”/1. Koralkalk; Faxe... DN ere EL Er Eee REGERER 50 (118). Ostrea semiplana Sow. Underskal i ”/,. Grønsand; BAvNO Ade AE ERR 45 (113). Arca tenuidentata HNG. Stenkærne i. 7/1: ”Koralkalk;-Faxe...........--27e en RS Æ (122) Arca Forchhammeri LoGrN. Parti af Skallen i 7/1, efter et Voksaftryk. Koralkalk; Faxe. 53 (121). Macrodon macrodon LoGrRN. sp. Stenkærne i ”/1. Koralkalk; Faxe..........:...- 53 (121). - 12-14. Ostrea reflexa (M.U. H.), n. sp. 12. Overskal i 7/3. — 13. Hængselparti af en Under- skal i ”/12. — 14. Underskal i ”/;. Alle Koralkalk; Faxe 2... vr sneen 4T (115). Alle Originalerne tilhøre Universitetets Mineralogiske Museum. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6 R., n.-m. Afd. XI. 2. J. P. J. Ravn. Tavle III, Th. Bloch del. et phot. Pacht & Crone phototyps Fig. 1. Ostrea Merceyi CoQ:" Overskal 5 1/1 u Skrive kridt; Stevns UK In re Eee seere - 2-3. Lithodomus rugosus D'ORB. Stenkærne i "/;. Koralkalk; Faxe ................... 4-5: Ar CA spyt Sstenkærne 1/7. Gerithiumkalk; Stevens KLD Cs esser eee EH eeRERR 6: Isoarca obliquedentata (M.U.H.), Loerx. Stenkærne i ”/;. Danien; Faxe ......... - 7-9. Pectunculus sublentricularis n. sp. 7. Stenkærne i ”/;. — 8—9. Skallens Yderside efterset Voksaftryk tier Bryozo kalk ae ES RE SR SE ERE RER - 10-11. Gyropleura Miinsteri v. HAG. sp. 10. Stenkærne i ”/;. — 11. Parti af den tilsva- rende" Skalti 2/1. SKrIV ki EM ØS Er SE SNORE RES ESS - 12-15. Chama pulchra (M.U. H.), n.sp. 12. Stenkærne i 7/1. — 13—14. Stenkærne i ”/;. — 15. Parti af Skallen i %/1 (efter et. Voksaftryk). Alle Koralkalk; Faxe.….......... -- 16-20. Crassatella faxensis n. sp. 16—17. Stenkærne i ”/1. — 18. Hængsel af en Højreskal i 1 (efter et Voksaftryk). —. 19. Hængsel af en Venstreskal i "/ (efter et Voks- aftryk). Alle Bryozokalk; Faxe. — 20. Parti af Skallen i %/1 (efter et Voksaftryk). Koralkalk: barer LEE EET sn SEE ASEAN EPSON SEDAN Lucina subnwmmismalis v'ORB. ?/;. Efter et Voksaftryk. Cerithiumkalk; Stevns Klint. 22" Isocardta faæxensis (M.U.H.), Lonern. ”/1. Efter et Voksaftryk. Koralkalk; Faxe... 23: Neaera sp: ”Stenkærne-1:2/ Medsfchavle:zResumeren francaiss 188573 SEE eee eee ERE ERR He XE med 20"Tavler rs 1881:38 SE RR ERE EN ERR Warming, Eug. Familien Podostemaceae. iste Afhandling. Med 6 Tavler. Résumé et explic. des planches ens francais 188 TEE SEE EET ES REE EET ET SEE So EET Lorenz, L. Om Metallernes Ledningsevne foråVarmeZossElektricitet 188 1775 ES SES ES Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 2den Afhandling. Med 9 Tavler. Résumé et explic. des planches en" Francais 882 SES EEN EEN SE Er een Christensen, Odin. Bidrag til Kundskab om Manganets Ilter. 1883.......2200r eee eee ennen Lorenz;-L.:Faryespredningens: Fheori: 11883 FE ARS RS FEER REE ENEDES SENDES SER BE ENES SES ES FEE ERE FEE Gram, J.P. Undersøgelser ang. Mængden af Primtal under en given Grænse. Résumé en francais. 1884 Lorenz, L. Bestemmelse af Kviksølvsøjlers elektriske Ledningsmodstande i absolut elektromagnetisk Maal: 1885 S%7557E0E LSE ENE EEN SENE HELE ERR HEE SAKSE SDS DERE FULL ER UND SOS SENE EEEREREE ES SEES SEER Traustedt, M. P. A.. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Salperne. Med 2 Tavler. Explic. des planches"ensfrancais "18853 DELES na SCR TESS SKET ESS NES SE SENSE SE SEE SEES SR PPS ERE SEE SE ERR Bohr, Chr. Om Iltens Afvigelser fra den Boyle-Mariotteske Lov ved lave Tryk. Med 1 Tavle. 1885... —— Undersøgelser over den af Blodfarvestoffet optagne Iltmængde udførte ved Hjælp af et nyt Absorptio- meter: Med 2-Tayvlerr" 188 GÆS SAVE NE RRS DERS EGE KESØR ENES Sar Ste ERNE ET TRES Er SS ERE KNEE . Thiele, T.N. Om Definitionerne for Tallet, Talarterne og de tallignende Bestemmelser. 1886 ....... KL med: 6"Tayvler; 1885 8 SEE ERE REE ER ES ENE ESS GE KEE Leuthen, H. 6. Keglesnitslæren i. Oldtideng 1885 Eee E REDE ER SES ET se Ses ar ANSE RES SR SSRRESSGER Levinsen, &. M. R. Spolia Atlantica.… Om nogle pelagiske Annulata. Med 1 Tavle. 1885....-..... Rung, &. Selvregistrerende meteorologiske Instrumenter. MedSI Save skæres ss ES SES KS INGE ESS SE SSERR Meinert, Er. De eucephale Myggelarver. Med 4 dobb. Tavler. Résume et explic. des planches en francaiss; "1886; ISIS SE SELE SED IEEE SES SENREESES ER SENDE ERNE SE SE re Eee EN SE En ERE TV, med'25%Tavler, <18986=88 7 EN re Er Sa REE EGER SR SEER SEE SEE SER SEES ESSENS Boas, J.E. V. Spolia Atlantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kundskaben om deres geografiske Udbredelse. Med 8 Tavler. : Résumé en francais. 1886 ....--.2-40… Lehmann, Å. Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med 1 Tavle. 1886 Hannover, Å. Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket før Fød- selen, ;Æxtrait.en”frangais, 188740; ENE FS HERREN ERE SENDE ERIE ES ØE NESS RE SER REDE ES ER SS ER ERERNES Litken, Chr. Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamwus Latr. eller Hvallusene». Med:1; Tavler R6sumé”en"frangais: 18 BYKERNER Er SEER REE FSR SE SER IS ER ER RR -— Fortsatte Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Slægten Himantolophus. Med 1 Tavle. 'Résumé en. francais: 18870 SAR SENIGSE TET UENS EET Es Eer RSS ERNE RER RES REE —— Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Turstops, Orca og Lagenorhynchus. Med 2 Tavler; "" 80 80 72 74 81 75 75 80 70 OT 26781 269,73 Det optiske Tyngdepunkt varierer herefter mellem 533,2 og 533,8 un. Lyseblaat. Det af Landolt angivne Filter er langt fra monokromatisk, og fore- kommer mig i det hele utilfredsstillende. Jeg har derfor søgt at fremstille et bedre Filter. I Begyndelsen anvendte jeg her, ligesom ved det grønne Filter, en Kombination, der inde- holdt Doppelgrin SF. Dette skete nærmest af praktiske Grunde, for delvis at kunne be- nytte de samme Vædsker, som anvendtes til det grønne Filter. Sammensætningen var: Krystalviolet 5 BØ, Opl. 3 hyges Doppelgrun SF, 0,028 i 150%m jæ5en Kobberklorid, 20 i 10Qem 2 Dette Filter var noget lyssvagt, men gav et nogenlunde rent Baand, som strakte sig fra 494 til 458 un. Af Bestemmelserne skal jeg anføre følgende: BDR 6 357,59 357,59 08 57 66 15 57 57 10 54 62 10 58 60 14 58 60 — 359,12 359,57 359,61 Den Inkonstans, som bevirkes af Doppelgrin SF, spiller ikke saa stor en Rolle her som i det grønne Filter; men det optiske Tyngdepunkt forandrer sig dog stadig ved Henstand. I de anførte Bestemmelser ligger det imellem 468 og 471 vv. Ogsaa her er jeg gaaet bort fra Brugen af Doppelgrun SF, og ingen af de i denne Afhandling omhandlede Undersøgelser ere foretagne med dette Filter. Naar jeg alligevel paa dette Sted har meddelt enkelte af mine Erfaringer med Hensyn til Lysfiltrene, da er det navnlig i den Hensigt at advare mod Brugen af Filtre, der indeholde ubestandige Tjære- 154 14 farvestoffer, som f. Ex. Doppelgrin S/'. Man risikerer ved Benyttelsen af saadanne Stoffer at faa en hel Undersøgelsesrække ødelagt, fordi man aldeles ikke ved, hvor det optiske Tyngdepunkt har været beliggende påa hvert enkelt Tidspunkt. Selv om man ved hyppige Bestemmelser af Tyngdepunktet kender dettes Plads paa ethvert Stadium af Undersøgelsen, saa vil dog den Omstændighed, at ikke alle Bestemmelserne gælde for samme Bølgebredder, altid være i høj Grad generende for, ja oftest aldeles forhindre Beregningen af Resultaterne. Efter flere Forsøg er jeg bleven staaende ved følgende Kombination: Krystalviolet 5 BØ, Opl. 3 25m Kobberklorid, Opl. 5 BED Dette Filter er knapt såa monokromatisk som det tidligere anvendte, men bedre end Landolts. Baandet strækker sig fra 490 til 446 um. Af Bestemmelserne skal jeg anføre følgende: 367,02 367,03 6 2 5 1 6 6 4 0 6 7 367,05 367,03 Det optiske Tyngdepunkt ligger herefter ved 465,5 un. Mørkeblaat. Jeg har her anvendt Landolts Kombination: Krystalviolet 5 BO, Opl. 2 Jem Kobbersulfat, Opl. 6 ED Baandet strækker sig efter Landolts Opgivelse fra 478 til 410 uw. Jeg har fundet AT4—421 um. Trods gentagne Forsøg er det endnu ikke lykkedes mig at fremstille et Filter med nøjagtig det optiske Tyngdepunkt, som Landolt angiver. Efter Landolt skal Drejningsvinkelen for en 17" Kvartsplade være 397,05, hvorimod jeg ved forskellige Lejlig- heder har funden: 399,97 409,11 39,66 397,64 409,13 00 73 72 399,90 10 74 66 409,06 397,99 80 75 7 99 69 67 3 40" ,00 70 77 1 409,03 75 399,70 | 77 2 65 fi 71 399,94 397,73 98 40901 15 155 Det optiske Tyngdepunkt varierer herefter mellem 443,5 og 444524, medens Landolt angiver 448,2 44. Som alt nævnt, har jeg med passende Mellemrum stadig kontrolleret mine Lys- filtre, såa at jeg paa ethvert Punkt af Arbejdet har været klar over de optiske Tyngde- punkters Beliggenhed. Disse Tyngdepunkter ville findes opgivne ved de paagældende Drejningsværdier eller Ligninger. Undersøgelsens Gang. Ved Drejningsbestemmelserne har jeg af praktiske Grunde arbejdet med fast Halvskygge. Denne maatte af Hensyn til de to blaa Filtres relative Lyssvaghed sættes til 8”. Ved Begyndelsen af hver Undersøgelsesrække har jeg da først bestemt det faste Nulpunkt, som ved den anvendte Arbejdsmethode beholder sin Værdi uforandret, medens Undersøgelsen staar paa. Derefter hår jeg, paa den tidligere omtalte Maade, bestemt Drejningsvinklen for hver enkelt Farve og Temperatur. Hver enkelt Drejningsvinkel, som findes anført i nærværende Afhandling, er Middeltallet af 6 Indstillinger. Disse foretages altid skiftevis fra den ene og fra den anden Side. Da Inddelingsfejlene paa Instrumentets Kredsskive ere ganske overordentlig smaa, har jeg undladt den meget tidsspildende Aflæs- ning af begge Nonier. Efter Undersøgelsens Afslutning er Nulpunktet atter bleven kontrolleret. Det har altid haft nøjagtig samme Værdi som ved den første Bestemmelse. Middelfejlene. De enkelte Aflæsninger afvige i Reglen kun nogle faa Hundrededele Grader indbyrdes. Beregnet af de i denne Afhandling opførte 500 Drejningsvinkler (Middeltal af 3000 Aflæsninger) ere de gennemsnitlige Middelfejl paa en Drejningsvinkel (Middeltal af 6 Af- læsninger): Rødt Gult Grønt Lyseblaat Mørkeblaat 09,0063 02,0057 . 09,0071 02,0130 02,0138 I Overensstemmelse med, hvad man ogsaa rent umiddelbart, ved spektroskopisk Undersøgelse, maatte vente, fremgaar det heraf, at det gule Lys er det bedste, og at Fil- trenes Godhed derefter aftager i Ordenen: Rødt, Grønt, Lyseblaat, Mørkeblaat. Størrelsen af disse Middelfejl er jo fuldt ud tilfredsstillende; de ere som oftest ganske forsvindende smaa i Forhold til Drejningsvinklens Størrelse. Men i den iagttagne Drejningsstørrelse indgaar andre Fejl, hvis Betydning er langt større. Fejlen ved Vægt- fyldebestemmelserne er ikke særlig bestemt; men alle Vægtfyldekurverne vise uden Und- 156 16 tagelse, at den er ganske betydningsløs. Naar derfor de senere i Afhandlingen opstillede Fejltabeller, som indeholde Differenserne mellem de iagttagne og de beregnede Værdier, opvise langt større Tal end de ovenfor anførte, saa skyldes det væsentlig Temperatur- fejlen, den Omstændighed, at den aflæste Temperatur ikke svarer til den undersøgte Vædskes virkelige Temperatur. Jeg har tidligere udførlig beskrevet de Forholdsregler, som ere anvendte for at gøre denne Fejlkilde saa uskadelig som mulig. Til Bedømmelse af Aflæsningens Nøjagtighed ved de forskellige Temperaturer, hvilken Nøjagtighed i høj Grad afhænger af, om Vædsken virkelig er kommen til Ro, har jeg særskilt beregnet Middelfejlene paa de ved de forskellige Temperaturer bestemte Drej- ningsvinkler (Middel af 6 Aflæsninger). Middeltallene af disse Middelfejl ere: Rødt Gult Grønt Lyseblaat Mørkeblaat AV: 09,0050 09,0049 09,0065 09,0106 02,0127 309. 07,0059 09,0056 09,0060 09,0131 09,0151 40. 0?,0069 07,0052 02 ,0069 09,0110 02,0123 510 07,0065 07,0052 09 ,0060 09,0115 07,0128 602. 09,0050 09,0055 09,0072 09,0115 02,0110 Det ses heraf, at Aflæsningerne ere lige gode ved alle Temperaturer. Da de anvendte Straalefiltre jo ikke ere fuldstændig monokromatiske, og da Syns- feltet som Følge heraf altid vil være flerfarvet, naar der er indskudt et optisk aktivt Stof, og i Reglen desto mere udpræget flerfarvet, jo stærkere aktivt Stoffet er, saa vil man paa Forhaand være tilbøjelig til at antage, at Aflæsningernes absolute Nøjagtighed vil aftage, naar Drejningsvinklen voxer. . For at se, hvorledes det forholder sig dermed, har jeg inddelt de iagttagne Drej- ningsvinkler i Grupper paa 5” og beregnet Middeltallet af Middelfejlene paa lagttagelserne i hver af disse Grupper. Rødt Gult Grønt Lyseblaat Mørkeblaat 0—5" 09,0057 09,0051 02,0065 g 09,0126 09,0135 5—10" 07,0062 09,0052 090065 09,0116 02,0123 10—15? 090067 070063 09,0069 09,0109 090118 15—20? | 0?2,0060 02,0070 0?,0102 09,014 20—25" 02,0131 0£,0110 Det ser herefter ud, som om Aflæsningernes absolute Nøjagtighed er uafhængig af Drejningens Størrelse. Deraf følger jo igen, at den procentiske Nøjagtighed stiger stærkt, naar Drejningsvinklen voxer. Til Oplysning herom har jeg beregnet Middeltallene af de procentiske Fejl påa samtlige Iagttagelser, dels efter Grupper: 0—5" 5—10? 10—15” 15—20" 20—25" Procentisk Fejl 02,350 09,100 09,063 09,056 09,053 dels som Helhed. Den procentiske Fejl for hele Serien viser sig da at være 0% 228, Al lig 15 II. Resultater. I det følgende betegnes Farverne: Rødt, Gult, Grønt, Lyseblaat, Mørkeblaat ved: KROER OLD MD: a er de iagttagne Drejningsvinkler; hvert af Tallene er Middeltal af 6 Aflæsninger. [ac], [a]g osv., er de specifike Drejninger ved de angivne Farver. t er Iagttagelsestemperaturen; hvert af Tallene er Middeltal af to Aflæsninger, en før og en efter Drejningsbestemmelsen. d'!a er Vægtfylden ved t”, beregnet paa Vand af 42. ÅA er de optiske Tyngdepunkter for de benyttede Filtre. De vinsure Ætherarter. Præparaterne. Dimethyltartrat. Præparatet, der var fra Kahlbaum, var farveløst og krystal- linsk. Smeltepunktet bestemtes til 45”. Molekylet bestemte jeg ved Opvarmning paa Vandbad i 1 Time med et afmaalt Rumfang ”10-normal Natron, og Tilbagetitrering med 1/10-normal Svovlsyre, med Fenolftalein som Indikator. Molekylet fandtes i to Forsøg lig 178,0 og 178,9. Beregnet 178. Da Præparatet strax efter Smeltning indeholdt en stor Mængde Luftblærer, som vanskelig lod sig fjærne af den meget tyktflydende Vædske, var jeg nødt til strax at op- varme til den højeste Temperatur, der skulde anvendes, og saa foretage Undersøgelsen ved nedadgaaende Temperaturer. "Bestemmelserne ere altsaa foretagne i Ordenen: 90%, SO 06050 Diæthyltartrat. Præparatet, der var fremstillet paa den polytekniske Lære- anstalts kemiske Laboratorium, var en klar, farveløs, meget tyktflydende Vædske. Mole- kylet blev bestemt påa samme Maade som Methylætherens, og fandtes i to Forsøg lig 207,2 og 207,5. Beregnet 206. Dipropyltartrat. Præparatet, der var en klar, farveløs Vædske, var fra Kahl- baum. Molekylet fandtes i to Forsøg lig 234,0 og 235,0. Beregnet 234. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathcm. Afd. XI. 3. 21 158 Vægtfylder d”4. Dimethyltartrat. Diæthyltartrat. Dipropyltartrat. t d|/4 t d!|s t dt! 50 1,3046 20 1,2036 20 1,1390 60 1,2945 30 1,1938 30 1,1295 70 1,2832 40 1,1840 40 1,1204 80 1,2725 50 1,1744 50 1,1109 90 1,2621 60 1,1642 60 1,1013 70 1,1541 70 | 1,0916 80 1,1445 ' Drejningsvinkler. Dimethyltartrat. g gr lb mb t a t | a t a t | (4 t | a 50,0 | + 5,40 | 52,2 | + 5,50 | 52,8 | + 4,43 | 50,7 | + 0,08 51,8 | — 341 62,0 | + 5,97 | 61,1 | + 76,05 617 |—+ 527 |. 62,0 | — 1,44 | 62,0 | — 1,83 70,8 |. +- 6,29 | 71,8 | EET br Den Er ran bra be | + 2,23) 71,8 | — 0,66 83,0 | —+ 6,72 |: 81,7 | + 7,07)! 821 | + 6565) 82,5. | + 3,46 || 82,9 Im 0,68 91,1 | + 6,89 1 92,6 | UT KESSLER ES KERES her SILD 4508 EOS 7AE SS ERE65 Diæthyltartrat. 9 gr Ib mb t (2 t | (74 | t | a t | (2 t | a 19,8 | + 8,19 || 19,0 | + 8,80 | 19,0 |—+ 8,63 || 19,1 | + :5,51 | 19,2 KE 3,25 29,0 8,97 ||. 28,1 9,88 | 30,8 10,39 || 296... 7,89. 1 2301 6,02 42,5 10,00 | 40,0 111 | 384 11,38 | 39,4 | 9,731 41;0- | —. 8,87 52,9 10,66 || 51,9 12,14 | 48,3 112,57 || 49,7 | 11562 15 HESS Ol sa 63,2 11,24 || 63,3 12,95,| 61,4 13,88. || 63,2, | - 13,55.) 62,5 12,36 72,3 17 RE 2 RENS 345 I 70,5 1474 | 72,1 | TE EEN rå FORE] EET Sr 81,0 12,05 || 79,5 13,93 || 81,7 15,58 || 81,5 |" 15,56) 812 | 15,04 Dipropyltartrat. 9 gr Ib mb t a L a t a t a t | a 16,0 | +11, | 16,0 | 413,02 | 16,0 | 41476 | 1670 | +13,8611126,07 | 4127 29,6 12,27 || 28,0 14,23 || 28,6 15,73 || 28,4 16,06 || 29,5 | 15 39,4 12,85 || 39,0 15,03 || 38,4 16,86 ||. 39,5 AE ESS HS hr 0S 49,0 13,40 || 48,7 15,80 | 50,4 17,90 || 49,5 19,86 || 493 |. 19,0 62,6 14,00 | 62,5 16,58 | 61,6 |" 18,81) 62,1 20,581 || 625 |” 20,55 72,5 14,31 || 70,8 16,98 || 72,6 19,49 | 73,0 21,94 || 73,0) 22,04 18 19 159 Ud fra de fundne Vægtfylder har jeg interpoleret Værdierne for de Temperaturer, ved hvilke Drejningsvinklerne ere 'bestemte… Af disse Data har jeg da beregnet følgende specifike Drejninger: Dimethyltartrat. 1 9 gr Ib mb [a] 4 [a] 4 (5 4 [a] 4 |z] 4 + 4141 —0,013 || + 422! ——0,005 | — 3,40 | —0,015 | + 0,02 | —+0,0347 || — 2,62 | —-0,026 + 4,62) +0,010 || -F 4,68) —+0,005 1+4,075 ' —+0,025 U+ 1,11) —+0,065 | — 1,14 | —+0,045 + 4,90! —0,009 "+ 5,16| —0,009 "4,65 | —0,022 + 1,74| —0,083 | — 0,50 | — 0,066 + 5,29! +-0,020 || + 5,56 | —0,010 | + 5,23 | -+-0,025 || + 2,72! —0,040 "|| + 0,53 | —0,045 + 58461 —0,015 || —+ 5,96! —+0,013 | +5,65 | —0,010 || + 3,23) —+0,018 |+- 1,31 | —+0,047 Diæthyltartrat. 9q gr Ib mb [az] Å [a] 4 [2] Å [2] 4 [a] 4 + 6,80! -+0,020 |—+ 7,31) —0,051 | + 7,16] —0,020 "+ 4,57) —0,048 | + 2,70 | —0,043 7,511 —0,013 8,26 | —0,005 8,71! —0,013 6,61 | —-0,042 5,04 | —-0,007 8,46 | —-0,002 9,38! —0,031 9,59 | -—+-0,027 8,21 | —0,030 7,07 | —0,018 9,10! —0,009 10,35 | —+0,030 10,69 | —+0,009 9,89| —+0,047 8,98 | +0,027 9,67| —0,014 11,15 | —0,006 11,93 | —0,029 11,64 | — 0,064 10,63 | —0,015 10,15| —+0,012 11,65| —0,005 12,76! —+0,018 12,78 | —0,003 11,87 | —+0,007 10,53 | —+0,005 12,15 | —0,006 13,571 —0,018 13,86 | —+0,058 13,14 | —+0,063 Dipropyltartrat. 9 gr Ib mb [a] Å [2] då [a] 4 [2] Å [a] 4 + 9,85| —0,027 -+11,39 | "—0,036. | +12,39) —0,053 | 12,125) —+0,021 11 +11,14 | —+0,053 1086! —+0,021 12,58 | —+0,053 13,91! —0,015 14,20 | —0,030 13,65 | —0,090 11,47" —05003 13,41 |. —0,034 15,04 | ——0,065 15,94 | —0,017 15,56 | —+0,073 12,06! +0,031 14,22 | —0,041 16,13| —0,019 17,44 | —0,027 17,18 | +0,065 12,75) +0;011 15,10 | +-0,003 1712! +0,015 || 18,95 |.—0,010 18,99 | —0,010 13,14 | —0,040 15,57 | ——0,033 17,91 |. —0,031 || 20,17! -+0,009 20;26 | 0,095 Af disse specifike Drejninger har jeg beregnet følgende Interpolationsformler: 657,0 = 589,0 | 533,0 4105 444,5 (Om Betydningen af 4 se S.164(24)). Dimethyltartrat. —+- 1,329 + 0,0695 &? — 0,000265 t”? + 0,860 + 0,0764 ? — 0,00023 t” — — 1,581 — 0,1172 t — 0,00042. t? =— — 6,421 + 0,1537 t — 0,000525 tÉ” = — 9,852 + 0,1630 t — 0,00045 £? Max. 131 166 140 146 181 Middel 153 ile 160 = 656,1 589,0 533,5 — 465,5 443,5 = 657,0 = 589,0 &» i | Ib — MEE ES z1538 0 470,8 444,5 Diæthyltartrat. [a] == + 5,131 + 0,0904 & — 0,00029 &? — — 5,114 + 0,1253 t — 0,00047 ét? — — 4,372 + 0,1579 — 0,00056 t? =— —+ 0,655 — 0,2195 & — 0,00071 æt? — — I ,760 —+ 0,2486 ? — 0,00080 t? Middel Dipropyltartrat. — + 8,558 + 0,0858 t — 0,00030 É? — + 9,630 — 0,1177 ét — 0,00048 &? — — 10,236 + 0,1444 ? — 0,00053 t? =— + 9,205 + 0,1920 t — 0,00057 £? =— + 7,694 + 0,2268 t — 0,00073 t? Middel Max. 156 133 141 155 155 148 Max. 143 123 136 168 155 145 20 Af disse Formler beregnes følgende specifike Drejninger for de nøjagtige Tem- peraturer: 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80 og 90?. | | Den grafiske Fremstilling af disse Værdier findes i Fig. Dimethyltartrat. i r 9 gr Ib mb 50 || 414 | + 411 | + 3,23. | — 0,05 | — 2,83 60 4,545 4,61 3,94 | + 0,91 | — 1,69 70 4,895 5,08 4,565 | + 1,765 | — 0,65 80 5,19 5,50 5,11 | + 2,51 | + 0,31 90 5,44 5,88 5,565 | + 316 | — 1,17 Diæthyltartrat. i r 9 gr Ib mb 20 + 6,82 | + 7,43 | — 7,31 | + 4,76 | + 2,88 30 7,58 8,45 8,605 6,60 4,97 40 8,29 9,37 9,79 8,30 6,895 50 8,93 10,20 10,87 9,855 8,66 60 9,51 10,94 11,83 11,27 10,27 70 10,04 11,58 12,68 12,54 11,21 80 10,50 12,13 13,32 13,67 13,00 Dipropyltartrat. i r 9 gr | Ib | mb 9% | —+10,15 | +1179 | 412,91 | —+192,52 | 411,94 30 || — 10,86 12,73 14,09 1445 | 13,84 407 NETTE RATER 15,16 15,97 | 15,60 BOSE DST 0 14,315 16,13 USS ES 60 | — 12,63 14,96 16,99 18,67 | — 18,67 70' || 13,09 15,52 17,75 1 19,85 19,99 21 161 162 99 Kurve Nr. 1—5 svarer til Dimethyltartrat, — - 6—12 — K- Diæthyltartrat, — - 13—18 — K- Dipropyltartrat. Et Blik paa den grafiske Fremstilling viser strax, at de" tre vinsure Ætherarter have anomal Dispersion; de afgive det første bekendte Exempel paa Stoffer, som i ren Tilstand have denne Ejendommelighed. Dernæst afgiver Figuren en udmærket Støtte for den Paastand (se S.145(5)), at man til Sammenligning, f. Ex. indenfor homologe Rækker, ikke kan nøjes med at bestemme Drejningens Størrelse for en bestemt, vilkaarlig Temperatur og Farve. Betragter man f.Ex. de tre Punkter, der svare til gult Lys og 507, saa ses det let, at disse Punkter indtage ganske forskellige Stillinger paa de tre Ætherarters Kurver. i Betragter man derimod Figuren som Helhed, saa viser den, at de specifike Drejninger (ikke Molekulardrejningerne) for de tre Ætherarter staa i et nøje og simpelt Afhængighedsforhold indbyrdes: Dispersionskurverne danne saavel grafisk som numerisk en fuldstændig og uafbrudt Fortsættelse af hverandre. Deraf følger for det første, at Dispersionens Ændring med Temperaturen er analog i de tre Tilfælde. Betragter man dernæst en enkelt Farve, f. Ex. gult, saa er det øjensynligt, at der til en bestemt, vilkaarlig Drejningsværdi for gult svarer en ganske bestemt Dispersions- kurve, som baade grafisk og numerisk er fuldstændig ens, hvad enten det drejer sig om vinsurt Methyl, Æthyl eller Propyl. Dette kan ogsaa udtrykkes derved, at Dispersionen for alle tre Ætherarter er entydig bestemt ved én Drejningsvinkel. Det kan dog strax bemærkes, at disse:-Love, i hvert Fald efter det her givne Materiale at dømme, kun gælde som Tilnærmelser og i hvert Fald indenfor temmelig snævre Temperaturgrænser. En nøjagtigere Undersøgelse af disse Forhold vil maaske vise, at Lovene gælde exakt. Dispersionens Ændring med Temperaturen. Der foreligger en "temmelig betydelig Række Undersøgelser over Drejningens Æn- dring med Temperaturen, naturligvis i overvejende Grad med Hensyn til Natriumlys. En stor Del af disse Bestemmelser ere dog kun udførte ved to forskellige Temperaturer og kunne følgelig ikke anvendes til Bestemmelse af Temperaturfunktionens Form. De mere gennemførte Undersøgelser resultere i en af de to Formler: [a] = a+ bt [aq] = a+ bt + et. I de forholdsvis faa Tilfælde, hvor Temperaturfunktionen er bestemt for flere Farver, findes Forholdene b:a og c:a næstens altid ens for alle Farver, d.v.s. Disper- 163 [xg) Co sionskoefficienterne ere uafhængige af Temperaturen. - Dog er at bemærke, at Soret og Saråsin!), i Modsætning til alle andre Iagttagere, finde, at for Kvartsens Vedkommende stiger Forholdet 6b:a med Brydbarheden; denne Ændring -er dog meget ringe. Langt større Ændringer, som gaa i samme Retning, findes hos Vinsyre”). Dette er det eneste Stof med anomal Dispersion, som er undersøgt i denne Retning; de ejendommelige For- hold, som derved fandtes, maatte vække Formodning om, åt en nøjere Undersøgelse af andre anomalt dispergerende Stoffers Forhold vilde have særlig Interesse. Et Blik paa Ligningerne S. 160 (20) (eller paa Fig. 1) viser, at de vinsure Ætherarter forholde :sig ganske som Kvarts og Vinsyre: Temperaturændringens Størrelse stiger med Brydbarheden. For åt faa bedre Hold paa Spørgsmaalet, hår jeg. søgt. at: omdanne disse Ligninger til en bekvemmere Form. Temperaåturfunktionens Form er jo (S. 162 (22)): [ag] = a+ bt—et?. Tilhøjre for Ligningerne (S. 160 (20)) er anført Maxima for de tilsvarende Kurver. Det ses, at Middeltallet af disse Maxima er meget nær ens for de tre Ætherarter, at de altsaa alle tre opnaa de højeste Drejningsværdier (for alle Farver) ved en og samme Tem- peratur. I første Tilnærmelse har jeg sat denne Maximumstemperatur lig (153 + 148 + 145):3 = 149 og derefter omregnet Temperaturligningerne paa Formen [a] = a — db (t — 149)”. De nye Temperaturligninger ere følgende: Dimethyltartrat. r [la] = + 6,162 — 0,000205 (? — 149)? 9 - — +- 6,838 — 0,000280 — gr - =—. +- 6,848 — 0,000367 — Ib - — + 4,923 — 0,000512 — mb "- — + 3,344 — 0,000634 — Diæthyltartrat. r [a] = + 11,945 — 0,000307 (? — 149)? q - — + 14,052 — 0,000396 — — gr - — — 15,934 — 0,000518 — — lb - — +- 17,196 — 0,000745 — mb - — +- 16,952 — 0,000843 — — Dipropyltartrat. RE [az] = + 14,829 — 0,000280 (t — 149)? q - —+ 17,811.— 0,000361 — gr - — + 20,649 — 0,000464 — Ib - == —- 24,066 — 0,000676 — mb - — — 24,849 — 0,000778 — 1) Compt. rend. de Vacad. 95. 638. 2) Krecke, Jahresberichte 1872. 154. Differenserne mellem de fundne specifike Drejninger og de af disse Ligninger be- regnede findes opført i Tabellerne S. 159 (19) under 4. Det ses heraf, at Temperatur- ændringen virkelig kan udtrykkes ved en saadan parabolsk Funktion. Af disse Ligninger ses det endnu tydeligere, at Temperaturændringens Størrelse stiger stærkt med Brydbarheden. Dispersionskoefficienterne ere altsaa her i høj Grad afhængige af Temperaturen. Det kan nu talmæssig undersøges, hvorvidt den ovenfor anførte Lov om Disper- sionens Uafhængighed af Stoffet er gyldig. Af Ligningerne for Diæthyl- og Dipropyltartrat har jeg for gult, som den nøjag- tigste Farve, beregnet de Temperaturer, henholdsvis + 14” og — 257, ved hvilke disse Stoffers Drejning bliver lig Dimethyltartratets Maximumsdrejning (6,838) for samme Farve. Ved dernæst at indføre disse Temperaturer i Ligningerne for de andre Farver har jeg faaet nedenstaaende Drejningsværdier: r 9 gr Ib mb Dimethyltartrat 6,162 6,838 6,848 4,923 3,344 Diæthyltartrat 6,352 » 6,498 3,624 1,595 Dipropyltartrat 6,318 » 6,545 3,518 1,200 Hvis den nævnte Lov var fuldstændig rigtig, skulde Drejningsværdierne for hver Farve jo blive ens for de tre Ætherarter. Tabellen viser, at dette kun tilnærmelsesvis finder Sted. Dispersionsformlen. Bringer man de parabolske Ligninger (S. 163 (23)) under Formen [a] = a — b(t — 149)? , saa viser det sig, at der mellem Konstanterne a og b og Bølgebredden 4 findes følgende Relationer: CEST ARE Ea dr Å Rd ER TI /322 hvor c, d, é, f, g og h ere Konstanter. Dispersionsformlen bliver følgelig: c—d2lf2—g9 fe) == gæren yen ES TAGE Relationerne mellem a, bd og 4 udtrykkes ved følgende Ligninger: 25 165 BEA ; 0.1458 — 0,0001050 2 Dimethyltartrat: bh — 5 z y ENIS DERE å 0,2592 — 0,0002060 2 Diæthyltartrat: b— > 2, å 2 — 245,3 , É 0,1419 — 0,0000639 4 Dimpropyltartrat: h— > 2 DOES 1—300,7 a n Å 5:" a 649852— 27375500 Dimethyltartrat : b 2 — 145,0 i Diæthyltartrat : É ER 100 3 (DER a 71562 2 — 26054100 Dipropyltartrat : TEDE ME VG Heraf kunne de tre Dispersionsformler let sammensættes. Der synes ikke umiddel- bart at være særlige Relationer mellem de tre Ætherarter indbyrdes. Jeg skal dog senere paapege en saadan, som først fremkommer ved en nærmere Betragtning af Formlerne. Ved Udjævningen faas følgende Temperaturligninger: Dimethyltartrat: Rk [z] == 6,193 — 0,000207 (? — 149)? q - — 6,801 — 0,000277 — gr —— 6,812—.0,000364 me — Ib - — 5,134 — 0,000524 == mb 3,150 07000626 1 Diæthyltartrat: i [az] = 11,906 — 0,000302 (?f — 149)? q - — 14,126 — 0,000401 — gr - — 15,908 —0,000518 ” -— Ib - — 17,185 — 0,000742 — mb - — 16,960 — 0,000847 — — Dipropyltartrat: WP [za] = 14,860 — 0,000280 (? — 149)” g - — 17,770 — 0,000361 — — gr - — 20,699 — 0,000164 — lb -… = 24,050 — 0,000659 — mb - == 24,885 — 0,000789 — D, K. D. Vidensk. Selsk. Skr,, 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 3, 22 || 166 Følgende Tabeller indeholde Differenserne mellem de fundne og de af disse Lig- ninger beregnede specifike Drejninger. Der har i Tidens Løb været foreslaaet en stor Mængde Dispersionsformler, alle med en ret omfattende mathematisk Underbygning. De to, der udentvivl ere mest anvendte, og som ogsaa svare bedst til de hidtil foreliggende lagttagelser, er Lommels og Cauchy- Dimethyltartrat. CIS — 0,008 + 0,037 — 0,004 + 0,047 + 0,017 Diæthyltartrat. GÅ +- 0,006 +- 0,039 + 0,053 .… + 0,035 — 0,003 + 0,044 + 0,008 Dipropyltartrat. gr — 0,101 — 0,063 + 0,017 — 0,031 — 0,034 — 0,081 Ib — 0,268 — 0,266 — 0,209 07125 0/23 0, 074 Ældre Dispersionsformler. Bolzmann's. Lommels Dispersionsformel er [la] = A: 72 AV =Ed): mb + 0,138 + 0,172 + 0,075 — 0,109 + 0,209 mb +- 0,010 -- 0,054 — 0,011 + 0,055 + 0,007 +- 0,023 + 0,074 mb + 0,212 — 0,032 + 0,170 + 0,138 — 0,036 — 0,068 27 167 hvor Konstanterne ere Å og 4,. Størrelsen 1:22 (1—72) maa jo altid være positiv; da der nu ikke saa sjældent paa en enkelt Dispersionskurve forekommer baade positive og negative Værdier, saa skulde Å altsaa paa en Gang være positiv og negativ, hvilket jo er umuligt. Lommels Formel er altsaa langtfra almengyldig. For at undersøge, hvorledes Bolzmann's Formel stillede sig til mine Iagttagelser, har jeg beregnet Konstanterne i denne Formel i følgende 3 Tilfælde: I. Vinsurt Methyl ved 50? (Fig. 1, Kurve 1), I. Vinsurt Propyl - 209 (Fig. 1, Kurve 13), [Ll. — - 70 (Fig. 1, Kurve 18). Følgende Tabel indeholder Differenserne mellem de fundne (Tabel S. 160 (20)) og de beregnede specifike Drejninger. Bolzmann : [fa] Å En Ea , 9 gr lb mb I. + 0,29 — 0,03 — 0,25 — 0,16 +- 0,19 II. + 0,32 — (1,15 — 0,30 0/16 -+ 0,25 [NE +- 0,32 + 0,01 — 0,17 — 0,24 +- 0,36 Winther: [2] <= æg bred — (i — 149)? |. r 9 gr Ib mb I. — 0,02 + 0,01 — 0,01 — 0,05 + 0,14 I. — 0,06 —+ 0,01 — 0,10 — 0,27 + 0,21 I. — 0,07 + 0,01 — 0,08 — 0,07 0407 Det fremgaar heraf, at min Dispersionsformel svarer betydelig bedre til de iagt- tagne Forhold end Cauchy-Bbolzmann's. Vinsyre i vandig Opløsning. Venal Højrevinsyre blev omkrystalliseret gentagne Gange af Vand. Ved Glødning af 108 af Præparatet efterlodes kun et yderst ringe Spor af Aske. Svovlsyre kunde ikke paavises. Der blev undersøgt 5 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning I. Procentindhold 48,39 — IT. — 41,30 — LIL. — SNE3T — IV. == 2413 — V: — 9,68 LES) (497 = 168 28 Vægtfylder d%4. Heraf har jeg ved de mindste Kvadraters Methode beregnet følgende Ligninger. t l II lll IV V 20 || 1,2560 1,2127 1,1895 1,11356 1,0430 30 || 1,2493 1,2064 1,1833 1,1107 1,0395 40 | 1,2425 1,2001 1,1773 1,1056 1,0355 50 | 1,2356 1,1933 1,1707 1,1002 1,0307 60 || 1,2282 1,1865 1,1638 1,0937 1,0256 p er Vægtprocent Vinsyre i Opløsningen. De i første Kolonne efter Lighedstegnet op- førte Tal er Vandets Vægtfylde ved de paagældende Temperaturer. d”/4 = (,9983 + 0,004425 p + 0,00001856 p? d 8/4 = 0,9957 + 0,004328 p + 0,00001868 p? d7%4 —= 0,9923 + 0,004264 p + 0,00001858 p? d 5/4 —= 0,9881 + 0,004207 p + 0,00001849 p? d&/4 = 0,9833 + 0,004168 p + 0,00001814 p? Koefficienten til p? synes at være konstant. Middeltallet er 0,00001850. Ved Udjævning faas følgende Liguinger: d>%/4 = 0(,9983 + 0,004426 p + 0,00001850 p? Ed 0,9957 + 0,004335 p + ” d "4 — 0,9923 + 0,004265 p + ”» d 5/4 — 0,9881 + 0,004205 p —+ ”» d %/4 — 0,9833 + 0,004155 p + ” | Differenserne mellem de iagttagne og de af disse Ligninger beregnede Værdier ere: t I I III IV V 20 +- 0,0002 — 0,0003 + 0,0000 -- 0,0000 + 0,0003 30 + 0,0001 — 0,0004 — 0,0002 + 0,0001 —- 0,0006 40 +- 0,0002 — 0,0004 — 0,0002 —- 0,0000 —- 0,0005 50 +- 0,0002 — 0,0002 — 0,0004 — 0,0001 + 0,0007 60 + 0,0004 — 0,0006 — 0,0005 —- 0,0001 +- 0,0006 29 Opløsning I. Drejningsvinkler. r 9 gr Ib mb t (42 t a t i iÉ É (44 U a 16,3 | +3,81 || 17,0 | +4,384 || 16,9 | +4,41 || 16,7 | +3,29 | 16,5 | +2,23 27,1 4,49 || 29,0 5,21.) 28,4 5,54 || 27,6 4,85 || 28,0 4,22 40,0 5,06 || 40,7 6,01 || 40,3 6,53 || 40,2 6,43 | 40,0 5,91 511 5,59 || 52,2 6,63 || 52,0 41 || 51,8 Gad 515 7,41 61,6 5,98 || 60,5 7,03 || 61,0] 8504] 612 871 64,1 8,52 Opløsning II. % 9 gr Ib mb t (2 t ( t (GA t | 2 t (2 16,0 | +3,60 | 16,0 | +4,13 || 16,3 | +4,36 | 16,2 | +3,71 | 16,1 | +3,01 27,5 4,09 || 26,9 4,72 || 28,7 5,20 || 27,9 4,98 | 28,3 4,48 40,3 4,63 | 40,0 5,38 || 41,2 6,12 ||: 40,9 6,32 | 40,6 5,99 fylke 4,96 || 51,3 5,86 || 51,9 6,71 | 51,6 (ØDE HEY BE) 7,01 60,5 5,23 || 60,3 6,23 || 60,6 7,12 || 60,5 7,88 | 60,5 7,87 Opløsning III. kk q gr Ib mb t a t a G a Br CA i (74 17,5 | +83,47 | 17,6 | +3,96 | 16,6 | +4,20 | 16,6 | +3,80 || 17,4 | —+3,33 29,3 3,91 || 28,3 4,53 | 31,0 5,11 | 30,0 5,07 || 30,6 4,74 41,0 4,28 || 41,2 5,05 | 41,0 5,68 | 41,0 5397 HÆR 05,74 51,0 4,58 || 51,0 5,47 || 51,0 6,16 | 51,0 6,66 | 51,0 6,59 62,0 4,81 | 61,7 5,76 || 62,1 6,59 | 62,0 7,32 || 62,1 7,46 Opløsning IV. 12 9 gr Ib mb t a t (så t a i a t oa 16,1. | —2,49 || 16,0 | +2,91 || 16,6 | +3,23 || 16,4 | +3,26 || 16,2 | +2,99 28,6 2,73 || 27,9 3,22 || 29,9 3,69 | 29,1 |! — 3,87 || 29,6 3,80 40,4 2,95 || 40,5 3,50 || 40,3 4,99 | 40,3 4,37 || 40,4 4,39 51,6 3,03 | 51,1 |" 3,72 || 51,2 4,26 || 352,0 4,80 || 51,8 4,81 61,9 3,24.|| 62,1 3,89 || 60,4 4,46 || 61,7 5,15 | 61,2 95325) Opløsning V. r (0 gr 0) mb t | a t (44 t a i a t a 19,7 | +1;07 || 19,8 | +1,32 || 19,4 | —+1,53 || 19,5 | +1,63 || 19,5 | —+1,52 30,4 He 297 1,44 || 31,8 1,65 | 31,0 1,82 || 31,4 1,84 41,3 1,25 | 41,2 1,51 | 41,8 1,74 | 41,8 1,95 | 41,5 2,00 51,0 1,27 | 50,0 1,55 | 51,0 1,80-) 50,7 2,08 | 50,8 2,15 62,2 1,33 || 62,2 1,59 | 61,0 LES] SEEST SES 2 27 Af disse Tal og de til lagttagelsestemperaturerne interpolerede Vægtfylder beregnes følgende 170 30 Opløsning I. Specifike Drejninger. | r 9 GERNER Ib | mb | [ae] Aa ru erat, [2] ENE 4 + 6,26 | —-0,07 H 7,13) —+0,10 H7,24 | +0,01 || + 5,40] —0,04 || + 3,66 | —+0,05 1,41 | 10,12 8,61! —+0,01 9,15 | —+0,03 8,011 —0,01 6,97 | +0,11 || 8,41 | —0,03 10,001 —0,04 10,56 | —0,02 10,69! —0,07 | 9,83 | —0,07 || 9,35 | —+0,05 1130! —0,01 12,40 | —0,03 13,00; —0,04 12,40 | —0,07 || 10,06 | -+0,05 11,81| --0,04 13,53 | —+0,03 14,65 | —0,08 14,33 | —0,04 li Opløsning Il. | i q || [ad] 4 [ad] ARR he A [a] å gr | Opløsning III. ": 9 gr Ib | mb | [a] ABE ra] 4 [aj 4 [2] 4 bl 1.4 | i + 7,80 | +0,06 "+ 8,90! —-0,05 ||+ 9,43] —0,07 | + 8,54] —0,08 || + 7,48 | —0,15 || 8,84 | —+0,02 10,23! —+0.02 11,56| —0,07 11,46! —+0,01 10,72 | 0,00 | | 9,73 | —0,02 11,48 | —0,04 12,91! —-0,03 13,571 —0,03 13,05 | —0,04 | 10,47 | —+0,03 12,50 | —+0,12 14,08! —0,03 15,22| —0,13 15,06 | —0.05 | 11,06 | —0,03 13,25 | —+0,08 15,16| —0,09 1707! 0,00 17,16 | —+—0,10 || Opløsning IV. || r 9 gr lb mb | [a] 4 [a] A Ta] EF RE ||| + 3,23 | -+0,07 || —+10,79! —+0,03 || —+ 11,98! —0,10 || —+12,09 0,00 |—11,09 | 0,14 | 10,18 | —0,03 12,00! —0,04 13,76| —0,06 14,43! —0,08 1417 | ——0,05 I] 11,05 0,00 13,12! —0,07 14,95! —0,06 16,371 —0,05 16,45 | —0,10 11,42 | —0,30 14,01| —-0,02 16,05| —0,06 18,09! —0,10 18,13. —0,26 12,28 | —+0,05 14,74| —+0,07 16,89] —0,01 19,51| —+0,04 || 19,89 | —+—0,07 || Opløsning V. | CE Om gr i Ib f mb | [a] 4 | [a] 4 bre BE EEN | | +10,79 | —0,14 ||—+13,07! —0,08 115,15! —+0,19 1+16,14 | +0,07 ||——15,05 | —0,6s 11,62 | —010 14,30| —+0,22 16,40) —+0,09 || 18,09) —+0,15 || 18,29 | —+0,08 12,47 | —+0,08 15,06! —+-0,07 17,36! —+0,10 | 19,46! —0,04 | SEN —0,0s 12,72 | —0,17 1552! —0,05 | 18,02) .—0,01 | 20,84. +-0,21 21,54 +-0,07 13,40 | —+0,05 || 16,02] —0,19 18,93| —0,24 || 21,97| —-0,06 [| 22,87 | —0,05 (Om Betydningen af 4 se S.172(32)). 31 lyd Heraf beregnes følgende Temperaturligninger : Rødt 2 = 656,1. I. [la] = + 8,442 + 0,0822 (é — 40) — 0,00031 (t — 40)? Il. - == 9,260 + 0,0794 — —0,00032 — Ll. Sy —= 9,670 — 0,0739 — —0,00041 — IV. - — 11,005— 0,06560.. — —0,000461 — V: - — 12,334 — 0,05396 — —0,00083 — Gult 5890: I. [a] = —+ 9,906 + 0,1073 ((— 40) — 0,00068 (f — 40)? Il. - =— 10,825 —+ 0,0995.. — —0,00040 — IN. - — 11,402 — 0,0990 —, —/(9,000651 — IV. - — 13,090 + 0,08583. — —0,00043 — V. - == 14,975— 0,0708. — —0,00121 — Grønt 4 —5335: I. [ag] = —+10,818 + 0,1404 (€ — 40) — 0,00058 (? — 40)? IL. - — 12,188—6,713112 — —0,00086 — IN. - — 12,768 — 0,1255. — —0,00078 — IV. - =— 14,917 + 0,1096 — —0,000666 — V. - — … 17,185— 0,0882 — —0,00047 — Lyseblaat 4 465,5. I. [za] = —+10,668 —+ 0,2059 (t — 40) — 0,00083 (£ —- 40)? IN. - — 12,575 + 071942 — —0,00112.. — IEL. - — 13,386 — 0,1847 — —0,00094 — IV. - — 16,297 — 0,1614 — —0,00071 — V. - — 19,287—+ 0,1382 — —0,000660 — Mørkeblaat 4 = 443,5. I. [a] = + 9,851 —+ 0,2348 (é — 40) — 0,00109 (? — 40)? IL - — 11,890— 0,2234 — —0,00111 == — INT. 27—… 12,826 + 0,2153 , — - —0,00092 . — IV. - — 16,324—+0,1876. — —0,00138 — VE 0 19,731+-0,1821 — 5 0,00175 Af disse Ligninger og Opløsningernes bekendte Procentindhold af Vinsyre har jeg dernæst beregnet følgende Ligninger, som baade angive Afhængigheden af Temperatur og Koncentration. qg betyder Vægtprocent Vand i Opløsningen. 2 39 r [oa] = +1,226+0,16259—0,000449?+[0,1327—0,0011309+-0,000003397](€—40)—0,00050( —40)? gg - =— —-1,591—+0,17799—0,000349?—+-[0,2074 —0,0024119+-0,00000999?] — —0,00065. — gr - = —0,387+0,24969—0,000629?+[0,2230—0,0017519+0,000003197] — —0,00067 — Il) - — —4,701+0,34359—0,000879?+-[0,3311 —0,0027699+-0,0000070g?] — —0,00084 — mb - = —5,711—-0,32957 —0,000529?—+—[0,3647 —0,0028509—+0,00000799?] — —0,00125 — Hertil svarer følgende Sæt udjævnede Temperaturligninger: Rødt. Ea N [la] = + 8,442 +- 0,0832 (fé — 40) — 0,00050 (€ — 40)? IT. se — 9,250 — 0,0778. — — — HEL -— 9,680 + 0,0749 — — — IV, RE 11,025 + 0,0660. — — — ve =— 12,317 —- 0,0576 - —— — — Gult. I. [a] == + 9,876 — 0,1093 (? — 40) -— 0,00065 (€ — 40)? IL == 10,873 + 0,100565. — — — IL, RT (40 010950 m re EE = IV. - — 1055150 5010833 He = — Vi == 14,910 + 0,0733 — — — Grønt. I. [a] = ++ 10,843 + 0,1409 (té — 40) — 0,00067 (€—40)? IN. == 12,128 + 0.13090- — — — LLR — 12,813 + 0,1255 — — — IV. HH — 14,982 + 0,1080 — — — V. SR 17,100 + 0,0900 — — — Lyseblaat. I. [la] = + 10,718 — 0,2069 (:—40) — 0,00084 (? — 40)” Il. === 12,475—+ 0,1927 — — — III. - — 13,411 —+ 0,18582. — — — IV. =E— 16,367 — 0,1614 — — — V. == 19,247 + 0,1382 — — — Mørkeblaat. I. [a] = + 9,897— 0,2385 (£ -— 40) — 0,00125 (? — 40)” Il. =E— 11,823 + 0,2245 — — — II. - == 12,867 + 02170 — — — IV, == 16,266.-+ 0,1937 . — — == NE 5 E= 19,767 + 01714 — — — Differenserne mellem de iagttagne og de af disse Ligninger beregnede specifike Drvrejninger ere opførte i Tabellerne S, 170 (30) under Rubriken J. 33 1:63 Af Temperatur- og Koncentrationsligningerne faas følgende Temperaturligninger formen kv ins res Max. r [la] = —+ 1,226 + 0,1327 (: —40) — 0,00050 (€ — 40)” 1327 q %/4 —= 0,9983 + 0,003674 p + 0,00001151 p? d 9/4 — 0,9957 + 0,003556 p + 0,00001216 p? d 9/4 — 0,9923 + 0,003489 p» + 0,00001219 p? d 5/4 = 0,9881—- 0,003429 p + 0,00001225 p? d &/4 — 0,9833 + 0,003376 p + 0,00001219 p? Naar undtages den første Ligning, synes ogsaa her Koefficienten til p? at være konstant. Middeltallet er 0,00001206. | Ved Udjævning faas følgende Ligninger: d?%/4 — 0,9983 + 0,003645 p + 0,00001206 p? d 2/4 —= 0,9957—+ 0,003560 p + — d 40/4 0,9923 +- (),003490 p + — d 5/4 — 0,9881 + 0,003435 p + — d &/, = 0,9833 + 0,003380 p + — | Differenserne mellem de iagttagne og de af disse Ligninger beregnede Værdier ere é I II III IV 20 +- 0,0001 + 0,0006 + 0,0003 — 0,0009 30 — 0,0002 + 0,0002 + 0,0004 — 0,0005 40 — 0,0002 + 0,0006 + 0,0003 — 0,0003 50 —- 0,0003 + 0,0006 —- 0,0000 — 0,0004 60 —0,0003 —+0,0006 — —-0,0002 — — 0,0005 37. irer Opløsning I. Drejningsvinkler. [k 9 gr lb | mb i a i a t a b (2 t (4 15, | +1,21 || 15,5 | +1,66 | 15,3 | +2,48 || 15,1 | 4,33 |. 15,2 1 +5,14 26,7 | +0,70 | 30,1 | +0,97 || 28,9 | +1,54 | 28,2 | +3,03 || 27,5 | +3,83 41,0 | +0,16 | 38,6 | +0,48 | 40,5 | +0,77 || 41,6 | +1,81 | 41,5 | 42,47 50,2 | —0,19 || 51,2 | —0,12 | 51,0 | +0,23 || 50,4 | +1,11 || 50,8 | +1,60 60,0 | —0,51 || 60,0 | —0,50 || 60,0 | —0,31 || 60,0 | +0,36 || 60,0 | +0,77 Opløsning IL. ENE É a t a G oa. t a 17,7 | +0,33 | 17,6 | +0,54 | 17,6 | +0,90 | 17,6 | +1,91 | 17,6 | +2,44 27,9 | +0,03 || 30,6 | +0,11 | 29,9 | +0,45 || 29,3 | +1,24 || 28,5 | +1,73 40,7 | —0,25 || 39,8 | —0,18 | 40,4 | —0,01 || 41,3 | +0,54 || 41,4 | —+-0,89 49,8 | —0,46 | 51,6 | —0,53 || 51,1 | —0,39 | 50,3 | +0,04 | 50,8 | +0,31 60,1 | —0,70 || 59,7 | —0,72 || 59,9 | —0,74 || 60,0 | —0,41 || 60,0 | —0,21 Opløsning III. 6 a i a t a t a tÅ a 16,2 | —0,07 || 16,1 | +0,02 || 16,1 | +0,14 | 16,2 | +0,59 " 16,2 | +0,86 27,5 | —0,19./! 30,9 | —0,22 || 29,9 | —O0,14 | 29,1 | +0,26 | 28,2 | +0,54 41,0 | —0,36 || 42,5 | —0,41 | 42,1 | —0,38 | 41,4 | —0,15 | 41,9 | —+0,03 50,1 | —0,51 || 51,5 | —0,56 | 51,2 | —0,56 | 50,6 | —0,40 || 51,1 | —0,29 60,5 | —0,61 || 60,0 | —0,68 || 60,2 | —0,76 [| 60,4 | —0;67 | 60,5 | —0,58 Opløsning IV. r 9 gr Ib mb t a t (ku t a t a t a 17.7 | —017) 17,2 | —0,16 || 17,38 | —0,14 ||. 17,5 | +0,06 |" 17,3 | +0,08 27,81 —0,23 | 294 | —0,24 || 29,5 | —0,24 | 29,6 | —0,16 | 28,5 | —0,09 40,8 | —0,31 | 41,3 | —0,32 || 41,2 | —0,37 | 41,0 | —0,32 | 41,1 | —0,27 50,1 | —0,35 | 51,0 | —0,39 || 51,0 | —0,43 | 50,6 | —0,42 |" 51,0 | —0,38 60,2 | —0,39 || 59,0 | —0,41 || 59,3 | —0,49 || 59,8 | —0,49 || 60,0 | —0,a7 Af disse Tal og de til lagttagelsestemperaturerne interpolerede Vægtfylder beregnes følgende 178 Opløsning I. Specifike Drejninger. , 9 gr Ib mb BE + 1,61 | -+0,01 |1—+ 2,20! —0,04 113,29 | —+—0,05 || + 5,75| —0,01 || + 6,82 | —0,10 0,94 | —0,05 1,30! —+0,08 2,06 | +0,01 4,05| —0,01 5,12 | —0,10 0,22 | —0,03 0,63 0,00 1,04 | —0,06 244! —0,04 3,33 | —0,05 — 0,26 | —0,05 |— 0,16| —0,01 0,31 | —+0,03 1,50! —0,03 2,17 | —0,63 0,70 0,00 0,68| —+0,06 || —0,42 | —0,02 0,49 | —0,08 1,05 | —0,02 Opløsning Il. [la] 4 [a] 4 [eg] | 4 [a] Wi Ca 2 + 0,62 | +0,02 |—+ 1,01| —0,05 (+ 1,68] —0,06 || + 3,571 —0,09 || + 4,56 0,00 0,06 | —0,06 0,21! —0,05 0,85| —0,06 2,33| —-0,04 3,25 | —+0,02 — 0,47 | -—0,01 ||— 0,34] —0,06 | — 0,02! —0,03 1,02 0.00 1,69 | —0,03 0,88 | —0,02 1,01| —-0,08 0,74 0,00 0,08| —0,07 0,59 | —0,08 1,34 | —0,03 15380302 1,42| —0,10 | — 0,79] —0,08 | — 0,40 | —0,08 Opløsning III. eee tee DER — 0,21 0,00 "+ 0,06| —-0,03 ||—+ 0,41] —0,13 1—+ 1,75! —0,29 |—+ 2,55 | —-0,09 0,57 | —0,10 |— 0,66| —+0.0r | — 0,42 0,00 0,77! —+0,10 1,61 | ——0,23 1,08 | —+0,12 1,23| —++0,04 1,14! —0,07 || — 0,45! —+0,05 0,09 | —+—0,11 1,54 0,00 1,69 (0,00 1,69! —+0,08 1,20! —0,08 ||— 0,87 | ——0.,04 1,85 | —+0,08 2,06 0,00 2,30| —0,01 2,03 0,00 1,76 | —+0,02 Opløsning IV. [a] 4 [a] 4 er ba | 2 el — 1,20 | —0,05 | — 1,01! -+0,03 || — 0,88 0,00 || + 035 0,28 || 0,51 | —+—0,04 1,46 | —+0,04 1,52| —+0,06 1,52! +0,10 ||— 1,02! +0,02 || — 0,57 0,00 1,98 | —0,05 2,04| —+0,03 2,36| —0,07 2,041! —0,04 1,72 | —0,06 2,24 | —0,02 2,50! —0,06 2,76! —+0,04 2,69 | —-0,02 2,34 | ——0,03 2,51 | -+-0,02 2,64| -+0,09 3,715| —+0,06 3,16| —0,15 3,03 | 0,14 (Om Betydningen af 4 se S. 180(40)). Heraf beregnes følgende 'Pemperaturligninger : 39 Rødt 4 = 657,0. I. fæ E= IL. rr LI. SR IV. == GUuUNEAE=-=58950 I. (er -= IL. RE Il. ER RE=— IV. == Grønt 4 = 534,0. I. [ag] —= Il. === INT. =— IV. == Lyseblaat 4 =— L… [da] — Il. 3 — ILL. HE — IV. == id Mørkeblaat 4 = 15 [a] = IL. - II. - IV. Re — | —+- 0,261 — 0,0509 (é — 40) + 0,000118 (é —40)? — 0,449 — 0,0451 — — 1,061 — 0,0389 — —- 1,935 — 0,0319 — + 0,0000532 — — 0,000097 — +- 0,000146 — + 0,574 — 0,0655 (é — 40) + 0,000115 (t — 40)” — 0,357 — 0,0571 … — — 1,115 — 0,0487 — — 2,005 — 0,0399 — FLE 0,000207 —= + 0,000032 — + 0,000211 — +- 1,105 — 0,0804 (( —40) + 0,000322 (t — 40)? +- 0,038 — 0,0740 — — 1,010 —0,0611 — — 2,251 — 0,0549 — 465,5. FE ISG Ober Le — 0,297 — 0,0867… — 1696 400809 445,3. + 0,000061 -— — 0,000098 — + 0,000441 — +- 2,629 — 0,1148 (té — 40) + 0,000421 (t — 40)? +- 0,0002532 — +- 0,000095 — — 0,001024 +- 3,514 — 0,1272 (té — 40) + 0,000214 (té — 40)” + 1,854 — 0,1176 — +- 0,301 —0,1013 — — — 1,620 — 0,08212 — + 0,000194 — + 0,000081 — + 0,000579 — Af disse Ligninger og Opløsningernes bekendte Procentindhold har jeg dernæst beregnet følgende Ligninger, som angive Afhængigheden baade af Temperatur og Koncen- tration. qg betyder Vægtprocent Vand. BE 95000400 7 9 HE 2 BE 00576 gr AANG 007500 Ib - — — 6,792 — 0,1025 g — mb - —-—- 8,189 — 0,11479 — 0,0680 — 0,00042 97] (t — 40) + 0,000055 (? — 40)” 0,0885 — 0,000579] —. + 0,000141 0,1034 — 0,000579]… — —0,000181 0,1440 — 0,000769] — —- 0,000448 (),1696 — 0,00100 9 — —+ 0,000226 => 180 40 Hertil svarer følgende Sæt udjævnede Temperaturligninger: Rødt. JE la] = —+ 0,296 — 0,0511 ((— 40) + 0,000055 (fé — 40)? II. - — — (1,426 — 0,0449 — == II. - == — 1,156 — 0,0386 — — —+ — IV. rr 1 80700322 E — Gult. I. [og] = + 0,557 — 0,0655 (ft — 40) + 0,000141 (é — 40)? IL. Sr FS UN SEDUM TED SEE — IL. - — — 1,149 — 0,0486 — —+ — IV. - — — 2,020 — 0,0400 — + — Grønt. I. [4] = + 1,141 — 0,0804 (? — 40) + 0,000181 (( — 40)? IN. - — — 01,036 — 0.0720 — + — IE. - =— — 1,081 — 0,0635 — + — IV. SEES DKG ES ES — Lyseblaat. I. [ga] = + 2,664 — 0,1134 (fé —40) + 0,000448 (t — 40)? Il. - — + 1,154 —0,1022 — + — II. - — — (),372 — 0,0909 — — — LV: - —= — 1,923 — 0,0794 - — —+ — Mørkeblaat. I. [la] = —- 3,568 — 0,1293 (7 — 40) + 0,000226 (? — 40)” Il. - — —+ 1,878—0,1146 — + — LIL. - —=— + 0,170 —0,0997 — —+ — IV. - — —1;566 — 0,0846 — — Differenserne mellem de iagttagne og de af disse Ligninger beregnede Værdier af de specifike Drejninger ere opførte i Tabellerne S. 178 (38) under Rubriken d. Af Temperatur- og Koncentrationsligningerne faas følgende Temperaturligninger for ren Æblesyre: Max. i [la] = —+ 2,270 — 0,0680 (? — 40) + 0,000055 (t — 40)? 618 q - — —+- 2,877 — 0,08885. — —+0,000141 — — 314 gr - — — 4,162 — 0,1034. — —0,0001818 — 286 lb - — + 6,792 — 011440 1 05000448 161 mb - =— +- 8,189 — 0,1696 000 375 351 + 40 41 181 Heraf beregnes følgende specifike Drejninger for ren Æblesyre : r gq gr lb mb 20 +- 3,650 +- 4,703 +- 6,302 + 9,851 + 11,671 30 2,955 3,776 5,214 8,277 9,908 40 2,270 2,877 4,162 6,792 8,189 50 1,595 2 006 3 146 5,397 — 6,516 60 0,930 1,163 2,166 4,091 4 887 Den grafiske Fremstilling af disse Tal findes i Fig. 3. ly , 20” Af Tabellen og Figuren fremgaar det, åt den rene Æblesyre "ved alle de under- søgte Temperaturer er højredrejende og normalt dispergerende. Medens Vinsyrens Drej- ning tiltager ved Opvarmning, aftager Æblesyrens. Det er at vente, at den rene Æblesyre ved tilstrækkelig høje Temperaturer vil blive anomalt dispergerende, men som Følge af Dispersionskurvens Beliggenhed vil der her blive et Drejningsminimum. Mette Minimum D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6, Række, naturvidensk, og mathem, Afd, XI. 3. 24 182 42 vil allerede optræde ved 80”, idet de specifike Drejninger ved denne Temperatur beregnes til (Ligninger S. 180(40)): k ( gr Ib mb — 0,36 — 0,44 +- 0,32 + 1,75 + 1,77 Ved videre Opvarmning vil Minimet rykke hen imod violet, ganske som hos den rene Vinsyre. ; I tilstrækkelig fortyndede, vandige Opløsninger indtræder den anomale Dispersion allerede ved almindelig Temperatur. Opløsning I har normal Dispersion ved alle de under- søgte Temperaturer. I Opl. Il begynder den anomale Dispersion ved lidt over 40P; i Opl. Ill ved lidt under 30? og i Opl. IV ved et Par og tyve Grader. Ved Opvarmning for- rykkes ogsaa her Minimet henimod violet, saaledes at den svageste Opløsning (IV) ved 60” har Minimum i lyseblaat. Ved yderligere Opvarmning eller Fortynding vil Minimet skydes helt udenfor det synlige Spektrum, og der er da igen indtraadt normal Dispersion, men af en anden Art end den første. Ligesom hos Vinsyren findes der altsaa ogsaa her to Omraader med normal Dispersion af forskellig Art, adskilte ved et Omraade med anomal Dispersion. Baade hos Vinsyre og Æblesyre er Forholdet mellem Temperatur- og Kon- centrationsændringer det, at Opvarmning og Fortynding virke i samme Retning. Ældre Undersøgelser. Æblesyrens Dispersion er tidligere undersøgt af Nasini og Gennari"), som i fortyndede vandige Opløsninger fandt nogle yderst mærkelige Anomalier, som ikke genfindes hos nogen af de senere Undersøgere, Walden”) og Worin- ger”). Alle disse Arbejder tage kun Sigte paa Forholdene ved én bestemt Temperatur. Th. Thomsen”) undersøger derimod Æblesyreopløsningernes Forhold ved forskellige Tem- peraturer, men kun for én Farve (Natriumlys). De vinsure Ætherarter, Vinsyre og Æblesyre ere alle Stoffer, hvis specifike Drej- ning ændrer sig stærkt med Temperaturen, og, som det er vist for de to sidstnævntes Vedkommende, med Fortyndingen. Variationerne ere altsaa i begge Tilfælde store, saa at det har været forholdsvis let at fastslaa i hvert Fald tilnærmede Love for disse Variationer. Som et af de væsentligste Resultater af det foregaaende kan fremhæves Sikkerheden for, at Dispersionen (maalt paa den almindelige Maade) virkelig lider en Ændring med Temperatur og Koncentration. Dette Resultat stemmer for Vinsyrens Vedkommende ganske vist med 7) Zeitschr. f. physikal. Chemie 19. 113 (1896). Berichte 32. 2849 (1899). Zeitschr. f. physikal. Chemie. 36, 336 (1901). Berichte 15. 441. ) i) 3) ) 43 183 de tidligere Undersøgelser (se S. 175 (35)), men paa den anden Side staar det i direkte Mod- strid med de allerfleste lagttagelser paa dette Omraade. Af Undersøgelser over Disper- sionens Forhold overfor Temperaturen skal jeg anføre Le Chatelier") (Kvarts), Gernez ?) (Ætheriske Olier, Kamfer, Rørsukker); Koncentrationens Indflydelse påa Dispersionen er undersøgt af Nasini?) (Santoninderivater), Seyffart”) (Rørsukker), Arndtsen 5) (Kamfer, Rør- sukker), Gennari &) (Nikotin og Nikotinacetat). Alle disse lagttagere finde uden Undtagelse, at Dispersionen er uafhængig af Tem- peratur eller Koncentration. Gennemser man nu den ovenfor givne Liste over de under- -søgte Stoffer, saa er det iøjnefaldende, at de alle have normal Dispersion og smaa Variationer i Drejning med Temperatur og Koncentration. De danne altsaa en Gruppe for sig, medens de vinsure Ætherarter, Vinsyre og Æblesyre danne en anden Gruppe med anomal Dispersion og store Variationer; her er Dispersionen tydelig afhængig af Temperatur og Koncentration... Det er nu næppe rimeligt, at disse to Grupper af aktive Stoffer vil kunne holdes skarpt adskilte; meget snarere vil der ved mere omfattende Under- søgelser fremkomme jævne Vvergange mellem dem. Men som foreløbigt Karaktermærke synes Sammenhængen mellem Dispersionens Art og Variationens Størrelse at være meget anvendelig. Som Repræsentant for Stofferne med normal Dispersion og smaa Variationer har jeg undersøgt Vinsurt Kali-Natron. Det venale Præparat blev gentagne Gange omkrystalliseret af Vand. I 10% af det saaledes rensede Præparat kunde ikke paavises Kalk eller Svovlsyre. Der blev undersøgt 5 Opløsninger af forskellig Styrke, Procentindhold vandholdigt Salt. vandfrit Salt. Opløsning I. 46,92 34,94 — IL 42,91 31,96 -—- [EL 35,88 26,72 — IV. 24,90 18,55 — V. 9,35 7,10 1) Comptes. rend. 109. 264 (1889). 2) Ibid. 58. 14108 (1864). 3) Atti d r. acad. dei Lincei [3] 13. 129 (1882). 4) Inauguraldiss. Leipzig 1889. S. 36. 5) Ann. chim. phys. [3] 54. 403 (1858). 6) Zeitschr. f. physikal. Chemie. 19. 130. DAR 184 É 44 Til Beregning af de specifike Drejninger o.s.v. har jeg benyttet Procentmængderne af-vandfrit Salt. Vægtfylder d”4. 6 1 ll ll IV V 20 || 1,2647 1,2401 1,1965 1,1313 1,0470 30 || 1,2592 1,2350 1;1913% 511269 1,0437 40 | 1,2538 1,2293 1,1860 1,1223 1,0398 50 | 1,2475 1,2240 1,1805 1,1173 1,0355 60 | 1,2417 1,2178 1,1752 1,1116 1,0303 Af disse Bestemmelser har jeg ved de mindste Kvadraters Methode beregnet føl- gende Ligninger, hvor p er Procentindhold af vandfrit Salt. d?%/4 = 0,9983 + 0,006660 p + 0,00002801 p? dj = 0,9957 — 0,006553 p + 0,00002861 p? d 9%, = 0,9923 + 0,006482 p + 0,00002884 p? d 5/4 —= 0,9881 + 0,006472 p + 0,00002761 p? d 4 — 0,9833 + 0,006410 p + 0,00002852 p? Ogsaå her synes Koefficienten til p? at være konstant. Middeltallet er 0,00002833. Ved Udjævning faas følgende Ligninger: d?%/, = 0,9983 + 0,006653 p + 0,00002833 p? d 29/4 = 0,9957 + 0,006560 p + ”» d "4 = 0,9923 + 0,006500 p + ”» d 5/4 — 0,9881 + 0,006445 p + ”» d &/4 — 0,9833 + 0,006415 p + » Differenserne mellem de iagttagne og de af disse Ligninger beregnede Værdier ere: t I I IN IV Vi 20 + 0,0001 — 0,0001 + 0,0003 +- 0,0003 — 0,0006 30 + 0,0000 — 0,0002 + 0,0001 —- 0,0007 — 0,0003 40 — 0,0001 +- 0,0005 — 0,0002 + 0,0003 — 0,0003 30 —- 0,0002 — 0,0001 +- 0,0000 + 0,0010 — 0,0012 60 +0,0000 —0,00066 +0,00032 —+0,0006 —0,0004 45 ; Drejningsvinkler. Opløsning I. JS (R 9 gr Ib mb t a t a t (2 t a FE a 16,2 |+10,27 | 16,1 | 12,91 16,5 | 15,82: | 16,4.) 20,90: || 16,3. 22,76 30,1 10,24 .''. 28,9 | 12,85 30;0) | 15;77: 30;851.20,83:. 531,21 122371 38,7 10,22 | 40,3 | 12,79 40,1. | 15,69 | 37,8 |.20,74, | 38,7 | ::22,66 51,8 10,17 || 49,5 | 12,72 49,9 | 15,68: 50,5 | 20,65. || 51,3. 22,56 61,4 10,06 || 61,4 | 12,61 61,9.) 15,51. || 62,0: |. 20,44. || 62,0. | 22,44 Opløsning Il. r 9 gr Ib mb t a t a ( (44 t a i a 187535 589331 ) 18,0 | 11,69 | 17,9 | 14,32 |) 17,8 | 18,88 |. 17,6. |. 20,75 28,3,4| 9,31 31,6 |.11,66 | 30,8 | 14,29 | 28,9 | 18,86 |. 30,1 | 20,71 41,4 |. 9,28 40,0 | 11,62 | 38,2 | 14,26 | 39,2 | 18,85 | 40,5 | 20,69 52313 09,25 49,0 | 11,54 | 50,7 | 14,18. 51,5 | 18,79 |. 50,7 | .20,61 61,0 ) 9,18 5971 11,49 1.610 1 1411] 61,0. .18,69 || .61,0' | ,20;52 Opløsning III. r q gr lb mb t (74 t a t a t a t a 16,9 | 7,55 16,2 9,46 16,3 | 11,64 |) 16,5 | 15,36 |" 16,7 ! 16,80 31,7 | 7,59 28,6 | 9,48 29,4.| 11,64 || 31,0 | 15,33" 30,0 | 16,81 40,8! 7,53 39,9 9,44 40,7. |.11,58 |" 415 | 15,28 "418 | 16,77 51,1 1,51 51,7 9,39 DE SEES ESS ED SDE SE HEH 676 61,5 | 7,47 63:25 469783 63,0 | 11,48 || 62,3 | 15,18 | "62,8 | 16,68 Opløsning IV. r 9 gr Ib mb t a i a t a i a t | a 16,8 | 4,99 17,6 6,24 17,3 | 7,69 17,1 | 10,14 17,0 | 11,07 2950 5501 30,5 6,25 30,8 | 7,68 29,5 | 10,145 || 30,2 | 11,09 40,2! 5,015 || 40,5 | 6,25 AD am 7867 41,8 | 10,15 41,1 | 11,15 50;2 | E Bi02 58,0 | 6,24 53,0 | 7,65 52,5 | 10,14 BylE sal best 60,9 | 5,01 61,5 | 6,22 61975 887265 61,3 | 1011 61,5 | 11,13 Opløsning V. r 9 gr lb mb b a t a i (62 t a t a 15735578 15,2 |. 2,20 Ios Der 1577356 15355) 8592 28,9 | 1,78 28,0. 2,21 29,0 | 2,73 296 | 3,58 30,0 | 3,96 41,1 1,81 39,6 | 2323 42,3 2,75 42,0 | 3,64 41,5) 4,00 53,0 |. 1,80 Ba | 2,23 5356 | 2,73 53333564 53180 824102 63,2 | 1,1 63,2 | 2,23 62,3 | 2,75 63,0 | 3,66 62,8 | 4,02 185 Af disse Tal og de til lagttagelsestemperaturerne interpolerede Vægtfylder beregnes følgende 186 Opløsning I. Specifike Drejninger. Ib r 9 gr mb [2] Å [oc] Å [a] Å [a] 4 le] | Å 23,21 | —+0,02 29,17—| —+0,02 35,75 | —0,02 || 47,23 0,00 || 51,43 0,00 23,27 | —0,02 || 29,17 | —0,01 35,84 | —0,03 || 47,35 | +0,05 || 51,63 +0,01 23,31; 0,00 29,19 | +0,01 35,81 | —0,01 47,28 | —0,03 | 51,68 0,00 23,34 | —+0,05 || 29,15 0,00 35,83 | +0,02 || 47,35 | —+0,07 51,75 +0,01 23,19 |" —0,04 29,07 | —0,01 35,76 | —0,01 47,14 | —0,07 51,75 0,00 Opløsning Il. r 9 gr Ib mb [a] 4 [a] 4 [7] 4 BE ae) 2 23,46 | —+0,01 || 29,47 | —0,02 || 36,10 0,00 || 47,59 | —+0,03 52,30 | ——0,03 23,57 0,00 || 29,56 0,00 || 36,22 | —+0,01 || 47,76 | —0,04 52,47 | —0,03 23,63 | —0,01 || 29,57 | —+0,01 || 36,25 0,00 || 47,94 0,00 52,65 | —+0,02 23,66 | —+0,02 || 29,48 | —0,05 || 36,25 | —0,02 || 48,05 | —+0,03 52,68 | —0,01 23,58 | —0,02 || 29,49 | —+0,04 || 36,24 0,00 || 48,00 | —0,02 52,70 0,00 Opløsning III. r q gr lb mb ERE TT 23,59 | —0,07 | 29,55 | —-0,04 || 36,36 | —0,04 | 47,98 0,00 || 52,48 —0,02 23,86 | —+0,10 | 29,76 | —+0,03 || 36,55 | —+0,05- || 48,18 | —+0,01 || 52,80 +—0,03 23,76 | —0,03 || 29,78 |. —0,01 || 36,54 | —0,02 | 48,27 0,00 || 52,95 —0,02 23,81 | —+0,01 | 29,77 | —0,02 || 36,61 | +0,02 || 48,34 | —+0,01 || 53,13 +—0.05 23,79 0,00 | 29,74 | —+0,02 || 36,59 0,00 | 48,36 0,00 || 53,15 | —0,02 Opløsning IV. r 9 gr lb mb Ba re RE 23,76 0,00 || 29,72 0,00 || 36,62 | -0,00 | 48,28 | —-0,02 | 52,71 | 0,13 23,96 | —+0,01 || 29,90 |. —0,01 || 36,75 0,00 || 48,52 | —0,04 || 53,06 | —0,13 24,09 0,00 || 30,02 0,00 || 36,57 0,00 | 48,79 0,00 || 53,58 | —0,03 24,22 | +0,02 | 30,14 | —+-0,02 || 36,95 | —0,05 | 48,97 | —+0,02 "| 54,31 | —+0,18 24,29 0,00 || 30,17 0,00 || 37,11 0,00 |" 49,03 | —0,02 || 53,99 —0,18 Opløsning V. ; ir 9 gr Ib | mb RR HOR FE CE ERE EEN 23,24 | —0,04 || 29,55 | —+0,07 || 35,87 | —010 || 47,83 | 0,23 | 52,66 +0,10 24,01 | +08 || 29,80 | —0,08 || 36,82 | —+0,14 || 48,20 | —0,20 || 53,43 | —0,10 24,52 0,00 || 30,19 | —+0,08 || 37,27 | —+0,10 || 49,32 | +05 | 54,19 | +—0,02 24,50 | —0,15 || 30,85 | —0,04 || 37,18 | —0,22 || 49,56 | —0,13 54,73 +-0,04 24,76 | +0,10 || 30,51 0,00 || 37,61 | +05 || 50,07 | .0,00 || 54,99 | —0,05 46 Af disse Tal beregnes følgende Temperaturligninger: Rødt 4 = 656,1. Månima I. [aq] = 23,31— 0,0004 (t — 40) — 0,00019 (? — 40)? 41 TI. - — 23,63 + 0,0031 — —0,00023 — 47 [IT. - — 23,79+0,0027 — —0,00012 — 51 IV. - — %,09—0,0118. — —0,00010 — 99 V. - — 24,41 —+ 0,0276 — — (0),00073 — 59 Gult 2 = 589,0. I. [a] = 29,18 — 0,0019 (té — 40) — 0,00013 (£ — 40)? 33 Il. — == 29,56 — 0,0014 — —0,00021 — 37 IN. RON 0010025 — —0,00024 — 45 IV. - — 30,01— 0,0101 — —0,00014 — 16 V. - — 30,17 + 0,0210 — —0,00027 — 79 Grønt 4 = 533,5. I. [la] = 35,82 — 0,0002 (? — 40) — 0,00010 (ét — 40)? 398: IL. - — 36,26 + 0,0030 — —0,00018 — 48 IEL. - — 36,56 + 0,0040 — —0,0001 — 58 IV. - — 36,85 + 0,0111 — —+-0,00005 — —. V. - — 37,10 + 0,0308 — —0,00066 — 63 Lyseblaat Z = 465,5. I. [a] = 47,31 — 0,0007 (? — 40) — 0,00018 (? — 40)? 38 IL. - — 47,94 + 0,0104: — —0,00033 — 56 III. - — 48,26 + 0,0082 — —0,00016 — 66 IV. - — 48,76 —+0,0176. — —0,00019 — 86 V. - — 49,06 + 0,0318 — —0,00036 — 112 Mørkeblaat 4 = 443,5. I la] = 51,69 + 0,0066 (? — 40) — 0,00018 (ét — 40)? 58 Il. - — 52,62 + 0,0095. — —0,00028 — 57 ILL. - — 52,95 + 0,0142 — —0,00019 — TT IV. - — 53,57 + 0,0351 — —0,00034 — 92 V. - — 54,09 + 0,0516 — —0,00045 — 97 Differenserne mellem de fundne og de af disse Ligninger beregnede Værdier findes i Tabellerne S. 186 (46) under Rubrikken Å. Af Ligningerne (og Tabellerne) ses det, at den specifike Drejning varierer meget lidt med Temperatur og Koncentration. Ikke desto mindre er Temperaturvariationen 188 48 tydelig parabolsk, og der knytter sig til dette Tilfælde. den særlige Interesse, at Maxi- mumstemperaturerne (Parablernes Toppunkter) ligge imellem eller meget nær udenfor de undersøgte Temperaturer. Trods de yderst smaa Variationer, der foreligge til Maaling, maa det dog siges, at lagttagelserne have givet et. særdeles tilfredsstillende Resultat, eftersom disse Maximumstemperaturer vise en paafaldende Regelmæssighed. De til- tage nemlig, med en ganske enkelt Undtagelse, stærkt med Fortyndingen. Det er herefter højst sandsynligt, at det rene Salt, hvis Drejning dog ikke kan extrapoleres med nogen Sikkerhed, har Maximum af Drejning betydelig under almindelig Temperatur. Af Temperaturligningerne har jeg dernæst beregnet de specifike Drejninger for Temperaturerne 20, 30, 40, 50 og 60%, og af disse igen de almindelige Dispersionskoef- ficienter, som findes opførte i følgende Tabeller. Koefficienterne ere beregnede med gult som Grundlag, da Bestemmelserne for denne Farve maa anses for de nøjagtigste. I IL t REG SE | EROS G HEIDE GER BINDE t SODE TERE (he HUD EG] | mbig 20 0,795 1,226 1,619 1,764 20 0,796 1,225 1,615 1,775 30 0,798 1,227 1,620 1,767 30 0,798 1,226 1,617 1,777 40 0,799 1,228 1,622 Ilja 40 0,799 1,227 1,620 1,779 50 0,800 15228 1,623 1,774. 50 0,800 1,228 1,625 1,784 60 0,800 1,231 1,625 1,780 60 0,800 1,229 1,628 1,787 II Ave | i ge org Ib =g Em bsg : t rig gr:g | Eg mb 20 0,798 1,229 1,621 1,775 20 0,800 1,231 1,623 1,773 30 0,799 1,229 1,619 1,774 30 0,802 1,229 1,624 1,778 40 0,801 1,230 1,621 1,778 40 Ojsas tk ser 1,624 1,782 50 0,800 1,230 1,623 1,782 50 0,804 1,227 1,624 1,786 60 0,800 1,231 1,626 1,788 60 0,805 1,228 1,686 | 1,79% Vv å DER) grig lbig | mbi:g 20 0,794 | 1,220 1,619 | 1,782 30 | 0,805 | 1,235 | 1,629 | 1,794 40 0/81 5 HR 23E | GENERE RE ker) 50 | 0,812 IER ,235 (ga 5632 "+. 1. 11,798 60 I O/8is rt | ta ross SER RETTE g0 1,803 49 189 Det ses, at Dispersionskoefficienten er meget nær uafhængig af Temperatur og Koncentration, men dog ikke ganske. Med yderst faa Undtagelser viser den en tydelig Tendens til at stige ved Opvarmning og Fortynding, altsaa ganske det samme Forhold mellem Koncentrationen og Temperaturen, som de tidligere behandlede Stoffer udviste. Endvidere viser det sig, at denne Ændring, hvor svag den end er, dog er tydelig stærkere for mørkeblaat end for lyseblaat, og stadig svagere henimod rødt; atter en Ana- logi med de stærkt varierende Stoffer. Det synes saaledes, at Forskellen mellem de stærkt varierende (anomalt dispergerende) og de svagt varierende (normalt dispergerende) Stoffer kun er en Gradsforskel. Ældre Undersøgelser. Krecke!) har bestemt Dispersionen for en enkelt, van- dig Opløsning ved 25”; Th. Thomsen?) har for 4 vandige Opløsninger og Natriumlys be- stemt Drejningen ved 15, 20 og 25”, og funden, at den specifike Drejning voxer yderst svagt ved Opvarmning og Fortynding. Vinsyre i alkoholisk Opløsning. Den anvendte Alkohol var venal «absolut Alkohol». Dens Vægtfylde maaltes ved 20? til 0,7921. Den indeholdt altsaa 99,15 Vægtprocent absolut Alkohol. Der blev undersøgt 4 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning I. Procentindhold 19,73 — IL. — 16,18 — INN. — 11,63 — IV. — 6,46 Vægtfylder dy”4. t I II II IV 20 0,8931 0,8736 0,8480 0,8199 30 0,8844 0,8648 0,8395 0,8122 40 0,8757 0,8562 0,8308 0,8022 50 0,8667 0,8472 0,8218 0,7937 1) Landolt: Drehungsvermågen. Pag. 494. 2) Journ. f. prakt. Chemi [2] 34. 90. D, K. D. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd, XI. 3. ad 190 Opløsning I Drejningsvinkler. 9 gr lb mb ke Ene se vo Bil re 18,0 | +0,73 || 18,0 | +0,73 || 18,0 | +0,54-| 18,0 | —0,36 || 18,0 | —0,84 28,4 | +0,93 | 30,2 | —+1,09 || 29,9 | +0,96 | 29,4 | +0,32 || 28,9 | —0,15 41,4 | +1,22 | 43,0 | +1,40 || 42,9 | +1,38 || 42,0 | +0,92 || 42,6 | —+-0,62 Opløsning Il. r 9 gr lb mb t ER a t | a æ | (4 t | (44 6 | a 16,5 | +0,48 | 16,0 | +0,43 "| 16,1 | +0,25 | 16,4 | —0,49 | 16,3 | —0,91. 28,7 | +0,70 || 29,5 |-+0,74 ||. 28,3 | +0,63 | 27,6 | +0,07 || 27,5 | —0,30 42,1 | +0,92 || 43,5 | +1,07 | 43,2 | +1,04 | 42,7 | +0,65 || 43,1 | —+0,42 Opløsning III. 9 gr lb mb t a t | a t | a G | oa. t | a 14,9 | —+0,34 | 14,6 | +0,28 || 14,6 | —+0,12 || 14.8 | —0,86 | 14,7 | —0,66 27,8 | +0,46 || 28,9 | +0,52 || 28,8 | +0,43 || 29,2 | —+0,04 || 28,6 | —0,21 41,4 | +0,62 || 42,0 | +0,70 || 42,0 | +0,66 || 41,8 | +0,38 || 42,0 | —+-0,23 Opløsning IV. 9 gr Ib mb D | a t a t | a t | ao. t | a 14,0 | +0,16 || 14,0 | +0,12 || 14,0 | —+0,07 || 14,0 | —0,20 || 14,0 | —0,32 25,6 | +0,23 || 29,0 | +0,26 || 28,2 | +0,27 |, 27,3 | +0,06 || 26,4 | —0,09 41,6 | +0,31 || 43,2 | —+0,36 || 43,1 | +0,38-|| 42,1 | +0,27 || 42,5 | —+0,20 Af disse Tal og de til lagttagelsestemperaturerne beregnet følgende Opløsning I. Specifike Drejninger. Opløsning Il. 50 interpolerede Vægtfylder har jeg k 9 gr Ib mb 7 | 9 | gr | Ib | mb 4,14 | —+-4,14 —+3,06 —2,04 —4,76 +3,39 | —+3,03 ——1,80 —3,46 — 6,42 5,832 6,25 5,50 —+1,92 0,86 5,00 5,28 4,49 +—0,50 2,14 7,07 8,13 8,01 5,33 +3,60 6,65 7,75 7,53 43,04 Opløsning III. Opløsning IV. r gr lb mb r 9 | gr | mb —+3,43 | —+2,82 +-1,21 —3,63 —6,65 23,01 | —+—2,26 1,32 —3,76 —6,01 4,70 5,32 4,40 40,41 2,15 4,38 4,97 5,15 41,14 1,01 6,a2 7,26 6,84 3,94 <+-2,38 6,00 6,98 7,37 23,87 54 Heraf beregnes følgende Temperaturligninger : Rødt 657.0 I. [aq] = —- 5,51 + 0,126 (té — 30) + 0,0009 (&— 30)? IL. - Gult 4 = 389,0. 5,16 + 0,127 4,96 + 0,116 4,86 + 0,105 — 0,0004 + 0,0011 — 0,0006 — LL [a] = — 6,22 + 0,161 (( — 30) — 0,0010 (é — 30)? IL. == IV. LEE Grønt 4 = 533,0. EN HØ ES IL JE ILT. meen IV. rs Lyseblaat 4 = 470,0. = + 5,37 + 0,172 5,50 + 0,159 5,12 + 0,159 —+- 0,0003 — 0,0010 — 0,0013 5,52 + 0,199 (( — 30) — 0,0005 (?é — 30)? 4,85 + 0,211 4,64 + 0,201 5,51 + 0,197 — 0,0006 — 0,0015 — 0,0041 2,10 + 0,307 ((— 30) — 0,0032 (é — 30)? 1,26 + 0,308 0,63 —+ 0,280 2,00 + 0,307 Mørkeblaåat 4 = 44455. I. la] IT. - IV. - 1,24 + 0,351 1,69 + 0,333 0,46 +.0,347 — 0,0029 — 0,0033 — 0,50 +- 0,341 (é — 30) — 0,0013 (i — 30)? — 0,0019 +- 0,0005 Det ses heraf, at alle de undersøgte Opløsninger have anomal Dispersion. specifike Drejning voxer ved Opvarmning og aftager svagt ved Fortynding. Her er 191 Den Såd- ledes ikke længere det samme Forhold mellem Temperaturens og Koncentrationens Ind- flydelse, som hos de andre undersøgte Stoffer. Saavel Drejning som Dispersion ere yderst forskellige fra de tilsvarende vandige Opløsningers. Sammenligner man saaledes de alko- holiske Opløsninger I, Il og Ill, som i Styrke ligge imellem de vandige Opløsninger IV og V, med disse, saa viser der sig følgende Forskelligheder. 1) De vandige Opløsninger have langt stærkere Drejningsværdier end de alkoho- liske. PAN Dette gælder selvfølgelig kun for dette særlige Koncentrationsomraade, da de van- 192 52 dige Opløsningers Drejning jo varierer stærkt med Koncentrationen, de alkoholiskes der- imod svagt. 2) De vandige Opløsninger have Dispersionsmaxima ved Lyseblaat-mørkeblaat, de alkoholiske ved Rødt-gult. ; 3) De vandige Opløsningers Drejningsevne aftager stærkt, naar Koncentrationen voxer, de alkoholiske Opløsningers tiltager svagt med Koncentrationen. 20 2] +15 H0 am g gr dt NAK hy) Forskellen er saaledes betydelig. Den illustreres af Figurerne 4 og 5, af hvilke den første fremstiller Dispersionen for den vandige "Opløsning Nr. IV (beregnet af Liguin- gerne S. 172 (32)), den sidste for den alkoholiske Opløsning Nr. I (beregnet af Ligningerne S. 191 (51)). Dispersionskurverne for den alkoholiske Opløsning (Fig. 5) forløbe ganske som den rene Vinsyres Dispersionskurver (Fig. 2), hvilket viser, at Vinsyrens Dispersion ændres langt mindre i alkoholisk end i vandig Opløsning. Det har i denne Sammenhæng Interesse at se lidt nøjere paa de hidtil foreliggende Undersøgelser over Dispersionens Afhængighed af Opløsningsmidlet. Gen- 53 193 nari!) "har undersøgt Nikotin, opløst i Vand, Methylalkohol, Æthylalkohol og Benzol, Nasini og Gennari”) Æblesyre, opløst i Vand, Methyl-, Æthyl-, Propylalkohol og Acetone, Nasini?) Santonin, opløst i Kloroform og Æthylalkohol samt Santonid i de samme to Opløsnings- midler, Seyffart") Rørsukker, opløst i Vand og Æthylalkohol, Walden?) Æblesyre, opløst i 14 forskellige organiske Vædsker. E væ 9 gr kr mb 1 big: Det viser sig, at de undersøgte Stoffer ogsaa her kunne deles i to Grupper, og det efter ganske det samme Princip, som blev anvendt overfor Forholdet til Temperatur 1) Zeitschr. f. physikal. Chemie 19. 130. 2) Ibid. 19. 117. 3) Atti d.r. acad. dei Lincei [3] 13. 142. 4) Inauguraldissertation. Leipzig 1889. S.42. 5) Berichte d. deutsch. chem. Ges. 32. 2849. 194 54 og Koncentration (S. 183 (43). Den ene Gruppe omfatter Nikotin, Santonin, Santonid og Rørsukker, altsaa alle normalt 'dispergerende Stoffer. "Disse Stoffers Dispersion er, som, det fremgaar af Undersøgelserne, praktisk fuldstændig uafhængig af Opløsnings- midlets Art. Derimod har den anomalt dispergerende Æblesyre, og, som det fremgaar af mine Undersøgelser, den ligeledes anomale Vinsyre i høj Grad forskellig Dispersion, alt efter det Opløsningsmiddel, der anvendes. Som man ser, er det Loven om Variations- styrkens Sammenhæng med Dispersionskarakteren, der optræder ogsaa i dette Forhold. Den «fuldstændige Uafhængighed» af Opløsningsmidlets Art, som de «normale» Stoffers Dispersion skulde udvise, maa vel nok opfattes som en experimentelt begrundet Tilnærmelse til den virkelige, men yderst svage Variation. (Jævnfør. Vinsurt Kali-Natron.) 55 195 IV. Dispersionen. Dispersionskoefficienten. Der har hidtil været talt om Dispersion i al Almindelighed,. uden at dette Begreb er bleven nærmere defineret. Skal der imidlertid være Tale om en grundig Undersøgelse af Dispersionens Forhold under forskellige Omstændigheder, er en saadan Definition selv- følgelig ganske nødvendig. Hidtil har man som oftest udtrykt Dispersionen ved den saa- kaldte «Dispersionskoefficient», som er Kvotienten af de specifike Drejninger ved forskel- lige Farver, i Reglen regnede ud fra en bestemt Farve som Grundlag. Det forekommer mig, at dette Begreb langtfra er fyldestgørende, ja, at det endog i mange Tilfælde giver et fuldstændig falsk Billede af Dispersionens Forløb. Til Belysning af denne Paastand [9 | gr dl an 1 skal jeg kortelig gennemgaa Forholdene for det Tilfælde, at Dispersionskurven gaar fra positive til negative Drejninger (som f. Ex. Dimethyltartrat ved 50, 60 og 70?) eller om- vendt, som i Fig. 6, der forestiller et tænkt Tilfælde. Det ses, at Dispersionen i enhver Henseende er normal, men ikke desto mindre faar man, alt efter den Farve, man benytter som Grundlag for Beregningen, 5 ganske for- skellige Billeder af Dispersionen. Den grafiske Fremstilling af disse Forhold findes i Fig. 7, hvor Dispersionskoefficienten er Ordinat, medens den tilsvarende Farve, der benyttes som Grundlag, er Abscisse. 196 56 Med Rødt som Grundlag (Linie 1) er Dispersionskoefficienten først positiv, af- tagende fra 1 til Nul, derpaa negativ, numerisk voxende. Med Gult som Grundlag (Linie 2) er Dispersionskoefficienten først positiv, >> 1, dernæst aftagende til Nul og endelig negativ, stærkt numerisk voxende. Med Grønt som Grundlag (Linie 3) er Dispersionskoefficienten overalt uendelig, undtagen i Grønt, hvor den er ubestemt. Med Lyseblaat som Grundlag (Linie 4) er Dispersionskoefficienten først negativ, voxende til Nul, dernæst positiv, voxende til over 1. Med Mørkeblaat som Grundlag (Linie 5) er Dispersionskoefficienten først nega- tiv, voxende til Nul, dernæst positiv, voxende til 1. i Og ligt Selv om man nu, med dette i Erindring, vilde enes om, altid at benytte en be- stemt Farve som Grundlag for Beregningen (i Praxis benyttes næsten altid Rødt), saa er dette endnu ikke tilstrækkeligt. Dels kunde det Tilfælde indtræffe, at Drejningen for den paåaagældende Farve netop var lig Nul; og dels kan det forekomme, at en ganske ringe Temperaturændring kan fremkalde uforholdsmæssig store Ændringer i Dispersions- koefficientens Størrelse, Som Exempel paa disse Forhold skal jeg anføre Dispersionskoefficienterne for Di- methyltartrat, beregnede med Mørkeblaat som Grundlag (Tabel S. 160 (20). 57 Temperaturen er ganske jævn og regelmæssig. +10 rimb g:mb grimb lb: mb — 1,46 — 1,45 — 1,14 + 0,02 — 2,69 — 2,73 — 2,33 — 0,54 — 7,53 — 7,82 — 7,02 — 2,71 +- 16,74 + 17,74 +- 16,48 +- 8,10 + 4,65 5503 + 4,76 240 80” 90" EEN SA ER 50" RE eN Ogre NE NEED EO | rs a Sy) Af: db D 197 mb :mb ml Af !Fig. 1 og Tabellen S. 160 (20) ses det, at selve Dispersionens Ændring med Saavel ovenstaaende Tabel som dens gra- fiske Fremstilling, der findes i Fig. 8 (hvor Ordinaterne fremstille Dispersionskoefficienterne, Åbscisserne de tilsvarende Farver), give derimod et ganske andet Billede af Forholdene. Her ere Springene ved en Temperaturændring paa 10” ganske ujævne, og i et enkelt Tilfælde (70—809?) er Springet ganske uforholdsmæssig stort. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 3, 26 198 58 Af denne Udvikling fremgaar det med tilstrækkelig Tydelighed, at Dispersions- koefficienten i mange Tilfælde aldeles ikke egner sig som exakt Udtryk for Dispersionen, idet den giver et aldeles falsk Billede af dennes Forløb. Imidlertid er det jo en Kendsgerning, at Dispersionskoefficienten alligevel ofte gør udmærket Tjeneste. Jeg skal saaledes blot henvise til det praktisk vigtige Forhold mellem Kvarts og Rørsukker, som ved Anvendelse af Dispersionskoefficienten vise sig at have meget nær samme Dispersion. Rigtigheden af dette godtgøres jo uomtvisteligt af den Omstændighed, at Kvartskiler kunne anvendes til Kompensation af Rørsukkeropløsninger ved alle Farver. Det drejer sig altsaa kun om at omdanne Begrebet Dispersionskoefficient paa en saadan Maade, at det bliver anvendeligt i alle Tilfælde. Den «rationelle Dispersionskoefficient». Til en saadan Omdannelse leverer den foreliggende Undersøgelse det fornødne Materiale. ' Til dette Øjemed regner jeg den specifike Drejnings Størrelse, ikke, som sædvan- ligt, ud fra Nul, men ud fra Maximaldrejningen, altsaa fra Toppunktet a i Parablen [2] = a— b (t— 149). Den derved bestemte Drejningsstørrelse, som jo bliver a — [a] = & ((— 149? — [4] kalder jeg «den rationelle, specifike Drejning». Denne Beregningsmaade har nu adskillige Fordele fremfor den sædvanlige. Regner man Temperaturen ud fra Maximaltemperaturen (149?) som Nulpunkt, saa ses det let, at den wrationelle Drejning» blive proportional med Kvadratet påa den «rationelle Temperatur», 7 FANE 2 Søger man nu af de «rationelle Drejninger» for forskellige Farver, men ved en bestemt Temperatur, at danne Dispersionskoefficienterne, saa viser det sig, at de derved bestemte «rationelle Dispersionskoefficienter» blive uafhængige af Tem- peraturen. REE: BARE pre [Af = bør: DE re PUSTE afs. era elle.e 59 199 Heri ligger aabenbart en stor Fordel fremfør de store og uregelmæssige Variationer, som den almindelige Dispersionskoefficient er underkastet ved Temperaturændringer. Den «rationelle Dispersionskoefficient» beregnes altsaa ganske simpelt som Kvo- tient af Størrelserne 6 i Temperaturligningerne [a] = a — 6 (t — 1497, tagne to og to. Gennemfører man denne Beregning paa Grundlag af de udjævnede Vær- dier S. 165 (25), saa faas følgende Tabel, hvor Værdierne for «gult» ere lagte til Grund som de nøjagtigste. r= 0 g:g gr:g lb:g mb:g Dimethyltartrat 0,75 1 1,31 1,89 2,26 Diæthyltartrat 0,75 il 1,29 1,85 Will Dipropyltartrat 0,78 I 1,29 1,83 2,19 Det synes heraf at fremgaa, at den rationelle Dispersionskoefficient er konstant i den homologe Række. En Beregning af den rationelle Dispersionskoefficient, saaledes som den her er foretaget, vil dog kun i de færreste Tilfælde være mulig. Dels, og det er foreløbig det hyppigste Tilfælde, ere de maalte Variationer i Drejningen saa smaa og lagttagelses- fejlene relativt saa store, at de fornødne Extrapolationer ikke kunne foretages. Varia- tionerne ved Temperaturændring ere endog meget hyppig saa smaa, at den Ændring af Dispersionen, som ganske sikkert altid finder Sted ved Temperaturændring (smlgn. vin- surt Kali-Natron), foreløbig slet ikke kan paavises. Det forklares herved let, at den al- mindelige Dispersionskoefficient ofte gør udmærket Tjeneste. Dels, og det er navnlig Tilfældet, nåar det er fortyndede Opløsninger, der fore- ligge til Undersøgelse, ere Drejningsværdierne for det rene, aktive Stof allerede belastede med saåaamange Extrapolationer, at en yderligere Extrapolation til en Maximums- (eller Minimums-)termperatur vanskelig lader sig udføre. Heldigvis give de ovenfor udviklede Formler et Middel i Hænde til ogsaa i dette Tilfælde at beregne den rationelle Dispersionskoefficient. i Betragter man to forskellige Farver og to forskellige Temperaturer, altsaa [2], = 4, —6,(t, —T)? (21555445 05 (63 7)? [2], = 4, —6,(t, —T)? [2], = 42 — bs (&, — T)” saa faas deraf [c], SER [a], SE b [(£, Egg Ty zob == T)” ] (RS Jo 0 0 ET) (GE TIE] [4], —[4]» Ey b ker hvoraf videre 26" 200 60 Den rationelle Dispersionskoefficient (6,:6,) er altsaalig med Kvo- tienten af Differenserne mellem de specifike Drejninger for to forskellige Temperaturer (under Forudsætning af, at Maximaltemperaturen virkelig er ens for alle Farver). Exempelvis ere de specifike Drejninger for Dimethyltartrat ved RR 9 gr lb mb 50? + 4,14 + 4,11 + 3,23 — 0,05 — 2,83 60? 4,545 4,61 3,94 + 0,91 — 1,69 med Differenserne — 0,405. —0,50 (Ol 0090 == hvoraf Kvotienterne Så ” ie mb 9 g 9 9 0,81 1,42 1,92 2,28 medens 0,75 1,31 1,89 2,26 ere de tidligere beregnede rationelle Dispersionskoefficienter. Ad denne Vej kunne nu de rationelle Dispersionskoefficienter for Vinsyre og Æble- syre beregnes. De fornødne Data findes i Tabellerne S. 173 (33) og 181 (41). Gaar man frem, som nylig udviklet, faar man følgende rationelle Dispersionskoefficienter for Vinsyre: Beregnet af ag de . me 9 9 9 20—30? 0,65 1,07 1557 Ihr 30—40? 0,64 1,07 1,59 1,76 40—50? 0,64 1,08 1,61 1,75 50—60? 0,63 1,08 1,63 1,74 0,640 1,075 1,600 1,755 Æblesyre: Beregnet af ER Ti så må 9 9 9 9 20—30" 0,75 1517 lig 1,90 30—40? 0,76 [Ey 1,65 1,91 40—350? 0,78 1,17 1,60 1,92 50—60" 0,79 1,16 1,55 1,93 0,770 1,170 1,625 1,915 I begge Tilfælde vise de beregnede Kvotienter sig at være ganske uafhængige af 'Temperaturen. 61 201 Sammenstilling af Resultaterne. l) De tre laveste normale, vinsure Ætherarter have ved de undersøgte Tempera- turer anomal Dispersion. 2) De specifike Drejninger for disse Ætherarter variere med Temperaturen efter Ligningen [la] = a— 6(t — 1497. 3) Den specifike Drejnings Afhængighed af Bølgebredde og Temperatur fremstilles ved Dispersionsformlen ed AEG Carre DE (t — 1497). 4) Vinsyre og Æblesyre have i ren Tilstand og ved lavere Temperatur normal Dispersion, som ved Opvarmning eller Fortynding bliver anomal, for sluttelig atter at blive normal. 5). De vinsure Ætherarter, Vinsyre og Æblesyre samles foreløbig i én Gruppe, som karakteriseres ved anomal Dispersion og stærke Ændringer i Dispersion og Drejning med Temperatur, Koncentration og Opløsningsmiddel. 6) Vinsurt Kali-Natron staar som Repræsentant for en anden og langt talrigere Gruppe af Stoffer, hvis Dispersion er normal og kun varierer meget lidt med Temperatur, Koncentration og Opløsningsmiddel. 7) Af Temperaturligningen for de vinsure Ætherarter afledes Begrebet «rationel Drejning», [Å], som regnes ud fra Drejningen ved den «rationelle Temperatur», 7 (Maximal- temperaturen 1499). 8) Den «rationelle Drejning» er proportional med Kvadratet paa den «rationelle Temperatur» 9) Af den «rationelle Drejning» afledes paa sædvanlig Maade Begrebet «rationel Dispersionskoefficient». 10) Den «rationelle Dispersionskoefficient» er uafhængig af Temperaturen. Dette paavises for de vinsure Ætherarter, Vinsyre og Æblesyre, i de to sidste Tilfælde ved Hjælp af en simplere Beregningsmaade af Koefficienten. 202 - 62 11) Den «rationelle Dispersionskoefficient» synes at være konstant i den homo- loge Række af Ætherarter. Ved Afslutningen af dette Arbejde er det mig en kær Pligt at bringe min oprigtige Tak til Professorerne Dr. med. & phil. J. Thomsen og Dr. phil. Thiele,. for den Inter-. esse og virksomme Understøttelse, der er bleven mig til Del ved Undersøgelsens Udførelse og Bearbejdelse. PRESENTED 15 JUL. 1902 Fr IS TY ER SL NU FEER N SS CEN SOGGDEER HOS SORTED RES, (Forts. fra Omslagets S. 2.) Væmel 11STavlersogr 1 Kort: 18892304 SNEEN DT TE regere ge eee LE DEO Re: Lutken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om de tre pelagiske Tandhval-Slægter Steno, Del- plunus og Prodelphinus. Med 1 Tavle og 1 Kort. Résumé en frangcais. 1889...........- Valentiner, H. De endelige Transformations-Gruppers Theori. Résumé en frangcais. 1889 .........- Hansen, H.J. Cirolanidæ et familiæ nonnullæ propinquæ Musei Hauniensis. Et Bidrag til Kundskaben om nogle Familier af isopode Krebsdyr. Med 10 Kobbertavler. Résumé en frangais. 1890..... Lorenz, L. Analytiske Undersøgelser over Primtalmængderne. 1891 ........22000eeeeevene AVE smed avlere 8909 2 ED ERE REE ENE RENE RE ERR SR NES ERNE NR ERA LEDG Lorenz, L. Lysbevægelsen i og uden for en af plane Lysbølger belyst Kugle. 1890 ...........….… Sørensen, William. Om Forbeninger i Svømmeblæren, Pleura og Aortas Væg og Sammensmeltningen deraf med Hvirvelsøjlen særlig hos Siluroiderne, samt de saakaldte Weberske Knoglers Morfologi. Med slaver esumesensfrancals rel 9 0 SSR ETS EEN ES ES ele eters PS en fe de let EET FORSKE ERE eee HUER Warming, Eug. Lagoa Santa. Et Bidrag til den biologiske Plantegeografi. Med ”en Fortegnelse over Lagoa Santas Hvirveldyr. Med 43 Illustrationer i Texten og 1 Tåavle. Résumé en frangais. 1892....- IVELI med: 4 Tåvler:. —1890—94 LEDERE, RES NE LE ESS eee re ERNE EET REN EEN SPREE re ele . Gram, J.P. Studier over nogle numeriske Funktioner. Résumé en frangais. 1890............… Prytz, K. Methoder til korte Tiders, særlig Rotationstiders, Udmaaling. En experimental Undersøgelse. Medal hieureriskexten sker OUTER ES ENE Sass DETS ESS ere SS DA EE TS YE REE ere eee ORE e le TE Petersen, Emil. Om nogle Grundstoffers allotrope Tilstandsformer. 1891 ..........2-00r0re 0 Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 4de Afhandling. Med c.185 mest af Forfatteren tegnede Figurer mBÆ Grupper: Resuméset "explicationdes'-figurestenftancaiss LEO ES ERE ERE ere er telerge Christensen, Odin T. Rhodanchromammoniakforbindelser. (Bidrag til Chromammoniakforbindelsernes Kemi. MET SY SINE SIE ØDE SEES FEE ERE SEND RRS DOES BESES SED ED EO LEES ESPE EK TEE ES EET Ene] RENS NESAS ESS EESERNRG SEEST Lutken, Chr. Spolia Atlantica. Scopelini Musei Zoologici Universitatis Hauniensis. Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Laxesild eller Scopeliner. Med 3 Tavler. Résumé en francais. 1892 ..... Petersen, Emil. Om den elektrolytiske Dissociationsvarme af nogle Syrer. 1892 .......000000eee Petersen, 0. &. Bidrag til Scitamineernes Anatomi. Résumé en frangais. 1893 ..........-22+… Lutken, Chr. Andet Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamws Latr. eller Hval- lusene ”). Endnu en Form har jeg set beskreven fra det danske Kridt under Navnet Dentalites, nemlig den D. nodulosus, som v. Scxacotxeim ?) omtaler fra Kridtet paa Møen. Efter den meget ufuldstændige Beskrivelse at dømme, maa denne Art imidlertid henføres til Slægten Ser- pula Linné. 7) v,. SCHLOTHEIM: Petrefactenkunde. S. 93. 2) v. SCHLOTHEIM: l. c. S. 246. 3) v. SCHLOTHEIM: l. c, S. 94. 9 213 C. Gastropoder. Familie: Fissurellidae Risso. Slægt: Emarginula Lamanrck. Emarginula coralliorum (M. U. H.), Lunneren. Tavle I, Fig. 1—2. 1847... Emarginula coralliorum M. U. H.; Amtl. Bericht. Kiel. S. 118. 1867. — — — ; Lunner., Palaeont. Iaktt. S. 19, Tav. 1, Fig. 5. Stenkærnens Form varierer ret betydelig. Dens Basis er altid ellipseformet, men Forholdet mellem Ellipsens Diametre kan være ikke saa lidt forskelligt; hos et Eksemplar har jeg saaledes maalt henholdsvis 11 og 7!/2 Mm., hos et andet 5 og 2/2 Mm. Lige- ledes varierer Højden hos de forskellige Individer, Hvirvlen er krummet stærkt fremefter, saa at dens Spids ligger omtrent lodret over Stenkærnens Forrand. Paa Overfladen ses hyppig Antydning af Skallens Skulptur; i Medianlinjen findes fortil en temmelig bred Fure, som deles paa langs af en lille Køl svårende til en Fure paa Skallens Inderside; denne Fure har dannet en Fortsættelse af Slidsen, hvis Længde har været ret variabel. Aftryk af Skallens Yderside vise, at denne har været prydet af talrige, fine, lamel- formede Ribber, hvis Antal forøges efterhaanden (ved Interkalation); de ny Ribber ere til en Begyndelse langt svagere end de oprindelige, men opnaa efterhaanden samme Styrke som disse; men samtidig fremkommer der ny Ribber i Furerne mellem de gamle. Paa denne Maade bliver Skallen dækket af regelmæssig skiftende, stærkere og svagere Ribber. Paa tværs af disse løbe Tværribber af lignende Beskaffenhed; deres Forløb er dog ikke saa regelmæssigt. Hele Skallen faar herved et smukt gitret Udseende; Gitrets Finhed er noget forskelligt hos forskellige Individer. Af denne Art er der fundet en Del Eksemplarer ved Faxe; ligeledes kendes der nogle faa Eksemplarer fra Gerithiumkalken; disse sidste ere usædvanlig lave, men stemme ellers ganske godt overens med Eksemplarerne fra Faxe. Jeg har derfor ikke ment det berettiget at opstille dem som en selvstændig Art. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (ikke alm.). Danien. Koralkalk: Faxe (ret hyppig). Bryozokalk: Faxe (sjælden). D. K. D, Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 4. 98 214 10 Familie: Pleurotomariidae D/Orsieny. Slægt: Pleurotomaria DerrRance. Plenrotomaria niloticiformis v. Scrmormem sp. Tav. I, Fig. 3—4. 1820. Trochilites niloticiformis v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde. S. 156. 1847... Troclhws — — ; Amtl. Bericht. Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FISCHER-BENzonN, Ueber das relative Alter des Faxek. S.15. 1867. Pleurotomaria gigantea Sow; Lunner., Pal. Iaktt. S. 18. Af denne Art foreligger der i Mineralogisk Museums Samlinger adskillige Hundreder mer eller mindre velbevarede Eksemplarer; i Reglen er Skallen — som hos vore Kridt- gastropoder i Almindelighed — fuldstændig opløst. Hos et enkelt Eksemplar ses paa Undersiden af en af Vindingerne en Smule af Skallens Perlemorslag bevaret. Fuldstændig bevaret synes Skallen at være hos 8 Eksemplarer, men hos de fleste af disse er den saa stærkt inkrusteret med Kalkspath, at den ikke er tjenlig til nærmere Undersøgelse. Hos et Par Eksemplarer er Skulpturen derimod saa godt bevaret, at de kunne lægges til Grund for efterfølgende Beskrivelse. Skallen kegleformet, vidnavlet, temmelig lav. Spiret er stumpt, da de første 2—3 Vindinger dække hverandre mere fuldstændig end de senere. Af Vindingerne, som ad- skilles af kun lidet iøjnefaldende Sømme,. ere de første 4 svagt konvekse; paa de senere Vindinger bliver den under «Baandet» liggende Del efterhaanden svagt konkav. Den Del af Vindingen, som ligger over «Baandet», bliver hos det ene Eksemplar ligeledes noget konkav, medens den hos det andet Eksemplar vedbliver at være konveks, omend forholdsvis meget svagere end paa de første Vindinger. «Baandet», som begrænses af to fordybede Spirallinjer, er fra først af dækket af den næst følgende Vinding og hæver sig først paa 2den Vinding op over Sømmen; det hæver sig mere og mere, indtil det tilsidst ligger be- tydelig nærmere ved den øvre end ved den nedre Søm. Omtrent midt paa 8nde Vinding maales følgende Afstande: Øvre Søm — «Baandet» 2 Mm., «Baandet»s Bredde 0,75 Mm., «Baandet» — nedre Søm 4,75 Mm. Basis er svagt konveks, afrundet udad imod Kanten. Mundingens Form er ukendt. — Første Vinding synes at være omtrent glat, selv naar den betragtes med stærk Lupe; maaske de ældre Dele af Skallen dog allerede i Dyrets Levetid ere blevne slidte og noget afpolerede; paa 2. Vinding fremkomme fine, tæt stillede Tvær- ribber samt nogle faa fine ophøjede Spiraler, hvoraf to begrænse «Baandet»; Spiralerne dele sig gentagne Gange og blive efterhaanden bredere og fladere, saa at de tilsidst kun adskilles af smalle, fordybede Mellemrum; Skallen faar herved Udseende af at være prydet med fordybede Spirallinjer, og «Baandet» synes derved påa de yngre Vindinger at være begrænset af et Par saadanne. Skulpturen (især Tværribberne) forsvinder imidlertid mere JL 215 og mere, saa at man paa de yngste Vindinger kun ser svage, fordybede Spiraler (de to, der begrænse «Baandet«, ere de stærkeste) samt Tilvækstlinjerne. Disse tage straks under Sømmen en skraa Retning bagud, indtil de naa «Baandet+; under dette bøje de sig først stærkt fremefter, men snart søge de den korteste Vej til den nedre Søm. Paa Kanten nedad mod Basis ere de igen noget tilbagebøjede; derpaa fortsætte de lige op i Navlen, som er temmelig vid. De to her beskrevne Eksemplarer have følgende Maal: Spirvinkel: Højde: Sidste Vindings Gennemsnit: 67? 22 Mm. 24 Mm. 67? 13,5 — 17 — Stenkærnerne ere i Reglen fuldstændig glatte; undertiden ses, især paa sidste Vinding, Mærker efter Slidsen. Foruden disse to velbevarede Eksemplarer, som stamme fra Faxe, er der paa denne Lokalitet fundet en Mængde Stenkærner og Aftryk, der sikkert tilhøre samme Art. Imid- lertid er der ogsaa indsamlet en Del Eksemplarer, som afvige i forskellig Henseende. Et Aftryk af et stort Individ (Basis c. 10 Cm. i Gennemsnit) viser saaledes, at Spiralerne her have holdt sig temmelig uforandrede ogsåa paa de yngste Vindinger; forøvrigt stemmer det fuldkomment med de ovenfor beskrevne Eksemplarer. Hos andre Individer have de yngre Vindinger været næsten fuldstændig flade og forsynede med stærke Spiraler. Lige- ledes varierer Spirvinklen noget (omkring 70?” hos de maalte Eksemplarer). Størrelsen er noget forskellig; hyppigst finder man Eksemplarer, hvis Basis har et Gennemsnit af 20—30 Mm.; sjældnere ere de meget store, hvis Basis kan være over 15 Cm. i Gennemsnit. De forskellige Former synes at være forbundne ved Overgange ; umuligt” er det dog ikke, at man med et bedre Materiale til Raadighed (særlig Aftrykkene ere mangelfulde og forholdsvis meget faatallige) vil kunne udskille flere Arter. . Fra Saltholmskalken er Museet i Besiddelse af en Del Stenkærner af en stor Pleurotomaria, sandsynligvis På. nilotretformis v. Scaxotx. sp.; påa enkelte af dem ses en svag Spiralstribning; alle Eksemplarerne ere dog i en saa daarlig Bevaringstilstand, at en sikker Identificering er umulig. Ogsaa i Cerithiumkalken er der fundet nogle Aftryk og Stenkærner af en Pleuroto- maria, som synes at være identisk med den her omtalte Art; kun have Vindingerne været usædvanlig hvælvede, saa at «Baandet» er kommet til at ligge paa et temmelig stærkt fremspringende Parti. LunnGren henfører den foreliggende Art til Fl. gigantea SOE dog med det For- behold, at den muligvis fortjener at opstilles som en egen Art, der da naturligvis burde beholde det den af v. Scmcorrmem givne Navn. Dette har jeg foretrukket, da det paa 28" 216 12 Grundlag af Sowersys Beskrivelse og Afbildninger er umuligt blot med nogenlunde til- strækkelig Sikkerhed at identificere den med denne Art. Heller ikke stemmer den overens med nogen anden mig bekendt Plewrotomaria. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (maaske den ved Faxe hyppigst fundne Forstening, særlig i Koralkalken). — Saltholmskalk: ?Saltholm. — ?Bredstrup Klint. ?Lønnerup. Familie: Solariidae Caznu. Slægt: Solarium Lamanckz. Solarium selandicum n. sp. Tavle I, Fig. 5—6. Coquille conique-aplatie, assez largement ombiliquée, å 4 tours légérement con- caves. Au-dessous de la suture une série longitudinale (spirale) de tubercules oblongs assez faibles; å la base des tours une caréne arrondie un peu saillante; entre la spirale des tubercules et la caréne, jusqwå 5 stries longitudinales, trés faibles.. Ombilic å bord crénelé; aåutour de Vombilic, une caréne fortement crénelée qui va rejoindre par une transition douce la caréne externe, arrondie, dont se trouve muni le bord du dernier tour. — Hauteur, 37% environ ; largeur 77 environ; largeur de V'ombilic, 177,7 environ. Lavt kegleformet med et ringe Antal (c. 4) svagt konkave Vindinger. Umiddelbart under Suturen ses en Række temmelig svage Smaaknuder, som ere aflange paa tværs af Vindingen; ved ”den nedre Sutur findes en noget fremspringende, afrundet Køl. Mellemrummet mellem den omtalte Knuderække og Kølen er svagt konkavt, undertiden med et noget konvekst Parti i Midten; i Reglen ses her tillige nogle faa (højst 5) ganske svage Spiraler. Tilvækststriberne, der oftest ere kraftige, gaa fra den øvre Sutur omtrent påa tværs af Vindingen, men bøje sig snart pludselig tilbage og løbe saa omtrent i ret Linje ned over Kølen, hvor de dog svækkes noget. Basis viser en meget dyb, temmelig vid Navle, hvis Rand er krenuleret; udenfor Navlen ses en Køl, som er stærkt krenuleret og falder omtrent lodret indefter, medens den udadtil gaar umærkelig over i den afrundede Køl, der danner Slutningsvindingens Yderkant. Ogsaa paa Basis ses temmelig stærke 'Tilvækststriber, der ere skraat tilbageløbende og fortsætte sig lige til Navlens Rand. . Mun- dingens Form synes at have været skævt firkantet med afrundede Hjørner. Smaaformer, der kun kendes som Stenkærner med tilhørende Aftryk af Skallens Ydre. Højde c.3 Mm., Bredde c.7 Mm., Navlens Vidde c. 1,75 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (8 Ekspl.). is Blad Familie: Naticidae Fores. Slægt: Tylostoma SHARPE. Tylostomåa aåmpullariaeforme nov. nomen. Tav. I, Fig. 7—9. 1847... Ampullaria cretacea M.U.H., Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FISCHER-BENZON, Ueber das relative Alter des Faxekalkes etc. S. 15. Moule interne subglobuleux; tours assez convexes, au nombre de 7 environ. Angle de la spire de 95” environ. Dernier tour trés renflé, de beaucoup plus haut que la spire. Ouverture ovale formant en haut un angle aigu, arrondie en bas. Labre externe trés tranchant, présentant å Pintérieur un épaississement assez fort qui laisse une empreinte en creux sur le moule. De telles empreintes de varices internes se trouvent également sur les premiers tours de la spire. La surface extérieure du test est lisse; les derniers tours portent toutefois des marques obsolétes de varices internes. Hauteur, 39mm; épaisseur, 30mm; håuteur du dernier tour, 32mm, Stenkærnen næsten kugleformet med c. 7 temmelig stærkt hvælvede Vindinger. Spirets Vinkel varierer noget omkring 95”. Sidste Vinding meget stor og opsvulmet, meget højere end Spiret. Mundingen oval med en skarp Vinkel foroven, nedadtil afrundet. Yderlæben har været meget skarp, i Reglen med en stærk indvendig Fortykkelse, som har efterladt en Fure paa Stenkærnen. Ogsaa paa de ældre Vindinger ses Mærker af saadanne indre Varices som Tværfurer, dog ikke paa de allerældste; deres indbyrdes Afstand er ofte netop I Omgang, i hvilket Tilfælde Tværfurerne danne en fortløbende Række paa den ene Side af Stenkærnen; hyppig er dog Afstanden noget større, undertiden noget mindre end en Omgang. Som det fremgaar af Aftryk af Skallens Yderside, har denne været glat; kun findes hist og her Mærker, der staa i Forbindelse med de ovenfor omtalte indre Varices. Paa de yngre Vindinger ses de som svage ydre Varices, hvorimod de allerældste synes at have savnet saavel ydre som indre Varices. Et omtrent fuldstændigt Aftryk har følgende Maal: Højde 39 Mm., sidste Vindings Højde 32 Mm., Tykkelse 30 Mm. Denne hidtil ubeskrevne Årt kan efter min Mening ikke henføres til Slægten Am- pullaria, men derimod efter al Sandsynlighed snarere til Slægten 7'ylostoma. Samtidig med Beskrivelsen og Ændringen af Slægtsnavnet har jeg anset det for heldigt at give den et nyt Årtsnavn i Stedet for det lidet sigende, hvorunder den er optagen i de faa eksisterende Lister over Forsteninger fra Faxe. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (ret almindelig, hyppigst i Koralkalk). — (Annetorp, 1 Ekspl.). Familie: Scalariidae BRODERIP. Slægt: Secalaria LAMAanck. Scalaria elegans n. sp. Tavle I, Fig. 10. Coquille turriculée-allongée, å tours nombreux, trés ventrus. Stries longitudinales en nombre toujours croissant, fines, inégalement maåarquées. Cotes transversales fines et tranchantes; celles de Vavant-dernier tour sont au nombre de 26 environ. Leurs inter- sections avec les stries les plus accentuées sont souvent marquées par une tubercle trés faible. La base a la forme d'un disque aplati, muni 'å sa circonférence d'une caréne tran- chante, surmontée d'une dépression assez profonde. Des cåtes transversales se trouvent encore sur la base. Ouverture ovale dont la hauteur dépasse de bien peu la largeur.. — Hauteur, 28%m; largeur, 1075; diamétre de la base, 8mm, Forlænget taarnformet med talrige, stærkt bugede Vindinger, hvis Overflade bærer fine Spirallinjer, hvis Antal efterhaanden forøges; paa næstsidste Vinding ses c. 20, der ikke alle ere lige stærke; svagest fremtræde de paa Vindingens øverste Del i Nærheden af Suturen; længere nede alternere svagere og stærkere Spiraler ret regelmæssig. Paa tværs af Spiralerne gaa fine, skarpe Ribber, hvoraf der påa næstsidste Vinding findes c. 26; de løbe i lige Retning fra Søm til Søm, undertiden med en svag Bøjning bagud i Nær- heden af den øverste Søm; påa Skæringspunkterne med de stærkere Spiraler ses hyppig en ganske svag Knude. Basis danner en flad, noget konkav Skive, der udadtil begrænses af en skarp Køl, ovenfor hvilken der findes en temmelig dyb Indsænkning. Tværribberne fortsætte sig ud paa Basis, men ere her noget svagere end ovenfor Kølen; de krydses af en Del fine Spiraler. Mundingen synes at have været oval, dens Højde kun lidet større end dens Bredde. Denne Art er hidtil kun funden i 5 Eksemplarer, der alle ere mer eller mindre ufuldstændige; kun et af dem er omtrent helt og har tillige Skallen bevaret; dets Højde er 28 Mm., dets Bredde 10,5 Mm. og Diameter af Basis $ Mm. Arten minder en Del om Se. dense-striata Kaunxmowen!), men afviger især ved sin Køl og sin konkave Basis. Danien. Koralkalk: Faxe (5 Ekspl.). Fra Saltholm er Museet i Besiddelse af et Par Brudstykker af en Scalaria, forskellig fra den ovenfor beskrevne. Den har langt færre, men til Gengæld betydelig kraftigere 'Tværribber, nærmest som hos Sc. Johnstrupt Mørca, der er beskreven fra Paleocænet ved Kjøbenhavns vestre Gasværk. Resterne ere dog altfor ubetydelige til en nærmere Bestemmelse. 7") F, KauNHo0weN: Die Gastropoden der Maestrichter Kreide. S. 43, T, 3, Fig. 3—4. AG Familie: "Vermetidae Anans. Slægt: Siliquaria BruGurkre. Siliquaria ornata (M. U. H.), Lunneren. Tavle I, Fig. 11—12. 1847. Siliquaria øornata M.U. H., Amti. Bericht. Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FiscHwrR-BENZzonN, Ueb. das rel. Alter d. Faxekalkes. S. 16. 1867. — — — — ; LunnGrREN, Palaeont. Iaktt. etc. S. 17, T. I, Fig. 4. Stenkærnen er spiralformet som en Proptrækker. Vindingerne ere fuldstændig fri ; jo yngre Vindingerne ere, desto større er deres Højde; hyppig er dog hele Formen noget uregelmæssig, ICærnens Gennemsnit er cirkelrundt, dens Overflade glat. Mærker efter Skallens Slids ere meget tydelige, da Stenkærnen gennem denne hænger sammen med den Masse, der oprindelig efter Dyrets Død omsluttede Skallen; man ser derfor en fin Liste løbe paa langs nedad hele Stenkærnen, i Reglen paa Vindingernes Overside. Aftryk af Skallen vise, at denne har baaret fine Ribber, der vare ligesaa brede eller lidt smallere end deres indbyrdes Mellemrum. Paa, tværs af Ribberne gik fine undulerende Linjer, saa at Overfladen mindede noget om Skallen hos mange Spondylus-Arter. Hist og her fandtes kraftigere Tilvækstmærker. Å Arten -opnaåede en ret betydelig Størrelse; den tykkeste Stenkærne , jeg har set, maalte i Diameter 10,5 Mm. Danien. Koralkalk: Faxe (ret almindelig). Familie: Cerithiidae Menke. Slægt: Cerithium Anams. Cerithium pseudotelescopium (M. U. H.), n. sp. Tavle I, Fig. 13—14. 1847. Cerithium pseudotelescopium M. U. H., Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FiscHER-BENZON, Ueb. das rel. Alter des Faxek. S. 16. Coquille turriculée-allongée, å tours aplatis, assez nombreux. Suture indistincte. Columelle avec, en bas, un pli tranchant. L'ouverture semble avoir été de forme qua- drangulaire-arrondie. Les premiers tours sont ornés, en haut et en bas, d'une rangée longitudinale de faibles tubercles; entre ces deux spirales tuberculées un certain nombre de fines stries longitudinales. Les derniers tours présentent seulement un nombre indéter- miné de stries longitudinales faiblement enfoncées. — Hauteur, 100mm environ; diamétre du dernier tour, 30mMm environ. 220 16 Forlænget taarnformet med talrige fuldstændig flade Vindinger. Suturen mellem de ældre Vindinger er meget utydelig; mellem de yngre noget fordybet. Sidste Vinding synes i Nærheden af Mundingen at have udvidet sig temmelig stærkt baade nedadtil og udadtil. Forneden paa Skalstøtten ses en skarp Fold, som kan .følges op gennem alle Vindingerne. Mundingens Form synes at have været afrundet-firkantet. De ældre Vindinger have baaret en øvre og en nedre Række af svage Knuder, begge Rækker i Nærheden af de respektive Suturer; desuden en Del fine Spiraler. Knude- rækkerne tabe sig imidlertid efterhaanden, såa at de yngre Vindinger kun prydes af et Antal svagt fordybede Spirallinjer. Paa en Vinding, hvis Diameter er 24 Mm. og Højde 8 Mm., tælles 10 saadanne Spiraler, men deres Antal synes at variere noget. Det største Eksemplar, jeg har set, maaler c. 100 Mm. i Højde; Slutningsvindingens Diameter er her c. 30 Mm. Årten varierer ikke saa ganske lidt, men Yderformerne synes at være forbundne ved Mellemled. Dog er det muligt, at man med bedre Materiale (det hidtil indsamlede bestaar for største Delen af Stenkærner uden de tilhørende Aftryk) vil kunne udskille flere Årter. Særlig gælder dette om en Del Eksemplarer, hvis Vindinger ere temmelig konvekse. Dette Spørgsmaal maa overlades til Fremtiden. Det er i Reglen vanskeligt at adskille Stenkærner af denne Årt fra Stenkærner af de andre ved Faxe fundne Cerwt/wum-Arter. Gennemgaaende synes Vindingerne at være højere hos C. pseudotelescopium end hos de andre; ligeledes har denne Art Folden paa Skalstøtten siddende lavere, end det er Tilfældet hos de øvrige. Et Brudstykke af en Stenkærne fra Saltholmskalk hører efter al Sandsynlighed herhen. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (almindelig). — Saltholmskalk: Salt- holm (1 Ekspl.). Cerithium selandicum (M. U. H.), Lunneren. Tavle I, Fig. 15—16. 1847. Cerithaum selandicum M. U. H., Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FISCHER-BENZON, Ueb. das rel. Alt. d. Faxek. S. 16. 1867. — — == LUNDGREN HPalnlakttete ss ST BSN NET SED: Forlænget taarnformet med talrige, flade Vindinger. Skalstøtten med en stærk Fold. Mundingens Form ikke iagttagen; den forreste Kanal synes imidlertid at have været ret vel udviklet. Suturen mellem Vindingerne kun lidet fordybet. Vindingerne dækkede af fine Spirallinjer. Umiddelbart under Suturen ses to Rækker Smaaknuder, der i Reglen ere til- stede i samme Antal i de to Rækker, idet den ene Rækkes staa lige under den andens og — RRENEN 17 9 DO ER oftest ere forbundne med disse ved svage Lister; i enkelte Tilfælde bliver denne Forbindelse saa kraftig, at der i Stedet for de 2 Rækker af runde Smaaknuder ligesom dannes 1 Række aflange Knuder. Umiddelbart over den nederste Sutur findes en Række af lignende Knuder, som i Reglen ikke korrespondere med de to øverste Rækkers. En fjerde Række af ganske smaa Knuder, hvilken efter Lunnerens Beskrivelse skal findes mellem den næstøverste og den nederste Række, har jeg kun set hos et Par Eksemplarer. Afstanden mellem de to øverste Knuderækker kan være noget forskellig hos forskellige Eksemplarer. Trods disse Variationer i Skulptur er jeg dog tilbøjelig til at sammenfatte alle disse Former under een Art. Det største Eksemplar, jeg har set, har maalt mindst 60 Mm. i Højde; sidste Vinding er 17 Mm. i Diameter og c. 6,5 Mm. høj. Fra Saltholmskalken haves et Aftryk af en Cerithium med 3 Knuderækker, hvis indbyrdes Mellemrum ere omtrent ens; det tilhører sandsynligvis den her omtalte Art. Lundneren anfører C. selandicum fra Cerithiumkalken (4«Faxelagret») i Stevns Klint. Dette beror vel påa en Forveksling med den følgende Art. I hvert Fald har jeg ikke i Mineralogisk Museums Samlinger fra denne Lokalitet kunne finde nogen C. selandicum. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (en af de her hyppigst forekommende Arter). — Saltholmskalk: ?Saltholm (1 Ekspl.” Cerithium balticum Forcaaammer. Tavle I, Fig. 17—18. 1860. Cerithiwm balttcwm ForCcHHAMMER, Om Leiringsforholdene og Sammensætningen af det nyere Kridt i Danmark. S. 1. Coquille conique-allongée, å tours nombreux, légérement convexes. Suture peu enfoncée. Immédiatement au-dessous de la suture, une série de tubercules séparée par une dépression peu profonde d'une seconde série de tubercles, qui se trouve placée un peu au-dessus du milieu du tour. Une troisiéme série de tubercles, est située å une faible distance de la suture inférieure. En outre, de fines strieslongitudinales et de fines stries d'accroissement, les derniéres fortement courbées. — Hauteur, 26mm environ; diamétre du dernier tour, 11rp, Forlænget kegleformet med talrige, svagt konvekse Vindinger; Suturen kun lidt fordybet. — Vindingerne bære fine Spirallinjer. Tæt op til den øverste Sutur ses en Række af smaa Knuder; derefter følger en svag Depression og derpaa endnu en Række af Knuder; denne sidste Række findes lidt ovenfor Vindingens Midte. Fjærnet lidt fra den nederste Sutur ses en tredje Knudérække; hist og her staa Knuderne i de to nederste Rækker lige over hverandre, og der findes da gærne en svag Liste mellem de to korresponderende Knuder. Spiralerne, der ogsaa løbe henover Knuderne, krydses af fine, stærkt tilbagebøjede Tilvækst- linjer. Hos et Par større Eksemplarer forsvinde paa Slutningsvindingen de to nederste Knuderækker, saa at man paa den nederste Del af denne Vinding kun ser Spirallinjer og Tilvækststriber. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 4. 29 D9 DO DO 18 Hvad Skulptur angaar, minder denne Art en Del om C. selandicum (M. U. H.å, Lunner., Saa at det som ovenfor omtalt er sandsynligt, at LunnGren har forvekslet disse to Arter, naar han angiver ovenfor nævnte Årt fra «Faxelagret» i Stevns Klint. Imidlertid er der døg, som det fremgaar af Beskrivelserne, ej ringe Forskel mellem Arterne ogsaa i Retning af Skulptur; mest iøjnefaldende i saa Henseende er den Forskel, der viser sig i Knuderækkernes Beliggenhed. Om der hos C. balticum findes nogen Fold paa Columella, saaledes som Tilfældet er hos C. selandicum, har jeg paa Grund af Materialets (S. 6 (210)) omtalte ejendommelige Bevaringstilstand ikke kunnet afgøre. Højde c.26 Mm., sidste Vindings Diameter 11 Mm. Yngre Senon. Ceritbiumkalk: Stevns Klint (den hyppigste af de her fundne Cerithier). Cerithium Sartorii J. Morrer? Tavle I, Fig. 19. 1851. Cerithium Sartori J. Mtrxer, Monogr. der Petref. der Aachen. Kreidef. II. S. 49, T. 6, Fig. 4. Et fint Aftryk af en Spids af en Cerithtum (9 Vindinger) hører maaske herhen. Slank taarnformet med mange konvekse Vindinger. Umiddelbart under Sømmen ses en Række af ganske smaa Knuder, derunder en Spiralfure og derpaa 2 Rækker af større Knuder, den øverste noget svagere end den nederste. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Cerithium fenestratum nm. sp. Tavle I, Fig. 20—21. Coquille turriculée-allongée, å tours aplatis, nombreux. Suture peu apparente. Columelle munie d'un pli træs prononcé. Les tours moyens portent 4 stries longitudinales, æquidistantes; la strie supérieure, qui est plus large que les autres, se trouve séparée de la strie suivante par une faible dépression; une autre dépression, un peu plus profonde, sépare la quatriéme strie de la suture inférieure. Cotes transversales nombreuses, fines, parfois dirigées un peu en arriére et séparées Tune de Vautre par un intervalle qui égale a peu prés celui des stries. Hauteur, 33%M environ; diamétre du dernier tour, 64m, Meget slank, taarnformet med talrige, flade Vindinger; Suturen kun lidet iøjne- faldende. Columella med en kraftig Fold. Mundingens Form ikke iagttagen. Skulpturen paa Mellemvindingerne har følgende Udseende: Der findes 4 ophøjede Spiraler med lige store indbyrdes Mellemrum ; den øverste ligger umiddelbart under Suturen og er kraftigere (bredere) end de andre; den er skilt fra den næste ved en svag Depression. Den nederste Spiral skilles fra den nedre Sutur ved en noget dybere Depression. Tværs over Spiralerne gaa talrige retlinede eller noget tilbagebøjede, fine Ribber, hvis indbyrdes 19 223 Afstand er lig med eller lidt mindre end Afstanden mellem Spiralerne; derved faar Skallen Udseende af ved Lister paa kryds og påa tværs at være delt i smaa, næsten kvadratiske Ruder. Med Alderen synes der at fremkomme flere Spiraler i Nærheden af Suturerne, særlig lidt ovenfor den nederste. Aftrykket af et næsten helt Eksemplar viser, at dette har været omtrent 33 Mm. højt, og sidste Vinding 6 Mm. i Gennemsnit. Andre Eksemplarer have været noget større. Danien. Koralkalk: Faxe (sjælden). Cerithium faxense n. sp. Tavle I, Fig. 22. Coquille turriculée, trés allongée, å tours nombreux, légérement convexes. Suture peu visible. La columelle porte un pli trés prononcé. Base aplatie. Tours moyens ornés de 3 stries élevées dont une (la moins accentuée) est placée .tout contre la suture supé- rieure, tandis que les deux autres se trouvent dans le voisinage de lå suture inférieure. Cotes transversales nombreuses et dirigées en arriére, surtout dans leur partie moyenne ; leurs intersections avec les stries longitudinales sont marquées par des tubercules. — Hauteur, 25rm- diamétre, 5mm 5, Meget slank, taarnformet med talrige, svagt konvekse Vindinger; Suturen lidet synlig. Golumella med en kraftig Fold. Mundingens Form ikke iagttagen. Basis flad. De ældste Vindinger kendes ikke. Paa de andre Vindinger ses 3 ophøjede Spiraler, hvoraf den ene, som er svagere end de andre, ligger i Nærheden af den øvre Sutur, medéns de to andre findes i Nærheden af den nedre. Spiralerne krydses af talrige, i Midten stærkt tilbagebøjede Tværribber; paa Skæringspunkterne ses småa Knuder. Denne Årt kendes kun i 4 Eksemplarer (Aftryk tildels med tilhørende Stenkærner), hvoraf intet er helt. Det mest fuldstændige har været c. 25 Mm. højt; sidste Vinding c. 5,5 Mm. i Gennemsnit. Danien. Koralkalk: Faxe (4 Ekspl.). Cerithium Moltkianum (M. U. H.), n. sp. Tavle I, Fig. 23. Coquille turriculée-allongée å tours nombreux, aplatis, légérement convexes. Suture faiblement enfoncée. Columelle sans plis. Les premiers tours de la spire semblent avoir éete lisses et, relativement, trés convexes. Les tours moyens sont ornés de stries longi- tudinales, en nombre croissant, et de cåtes transversales dont le nombre augmente également a mesure. Les intersections des stries et des cåtes sont marquées par des tubercules. — Hauteur d'un spécimen incomplet, 1974; diamétre, åmm, Forlænget taarnformet med talrige, lave, ganske svagt konvekse Vindinger; Suturen kun svagt fordybet. Columella uden Folder. Mundingens Form ikke tydelig iagttagen. ; 29% 224 20 De allerførste Vindinger synes at have været glatte og forholdsvis stærkt konvekse. Først senere fremkommer efterhaanden Skulpturen, der bestaar dels af Spiralribber, dels af Tværribber. De førstnævntes Antal tiltager ganske langsomt; først findes kun én, men forholdsvis tidlig kommer den anden og derpaa den tredje til; langt senere (omtrent paa trettende Vinding) følge endnu flere efter, idet de begynde som fine ophøjede Linjer mellem de gamle Ribber. Ogsaa Tværribbernes Antal øges efterhaanden. Hvor Spiralribber og Tværribber skære hverandre, dannes Smaaknuder. Det største foreliggende Eksemplar er et Brudstykke, som maaler 19 Mm. i Højde; Tykkelsen naar op til 5 Mm. Selve Skallen synes altid at være opløst. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (mindre hyppig). Familie: Aporrhaidae Pxiipri. Slægt: Åporrhais Da Costa. Aporrhais (Dimorphosoma) stenoptera Gornr. sp. 1844. Rostellaria stenoptera Gorvruss, Petref. Germ. II. S. 18, T. 170, Fig. 6. 1888... Helicaulax — — ; HOLZAPFEL, Moll. der Aachener Kreide. S. 116, T. 12, Fig. 1—3. 1898. Aporrhais (Dimorphosoma) stenoptera GOoLDr. sp.; G. Murier, Die Molluskenf. des Untersenon v. Braunschw. I. S. 113. . E Slank taarnformet med noget hvælvede Vindinger, hvis Antal ikke ses paa noget af de foreliggende Eksemplarer. Den bageste Kanal kort, den forreste temmelig lang. Yderlæben fortsættes i en lang, sabeldannet Vinge, hvis Spids omtrent naar op i Højde med Suturen mellem næstsidste og sidste Vinding. Paa Vingen findes en Køl, som allerede begynder paa Slutningen af sidste Vinding. Vingen kan opnaa en Længde af c. 25 Mm. Inderlæben er stærkt fortykket. Skulpturen bestaar af kraftige, skarpe, buede Ribber (c. 14 paa næstsidste Vinding), som blive svagere paa den nederste Halvdel af sidste Vinding. Tværribberne skæres af Spiraler, som allerede spores paa 3.-sidste Vinding; paa næstsidste Vinding ses 10—12 Spiraler; paa sidste Vindings nederste Halvdel ere de særlig kraftige, kraftigere end Tvær- ribberne, og ståa her tættere end paa næstsidste Vinding. Temmelig fremtrædende Varices ses hist og her. & Højde 45 Mm.; sidste Vindings Højde 25 Mm. Mldre Senon. Grønsand: Bavnodde og Stampen (ikke sjælden). Aporrhais (Lispodesthes) Schlotheimi A. Rosmer sp. 1841. Rostellaria Schlotheimi A. Rozwmur, Die Verst. d. Norddeutsch. Kreidegeb. S. 1844, = papilionacea Gornruss, Petref. Germ. Ill. S. 18, T, 170, Fig. 8. c -J == ". 11, Fig. 6. SE ren ae. DO D9 (SÅ 21 1888. Lispodesthes Schlotheimi A. ROEM. sp.; HOLZAPFEL, Moll. der Aachen. Kreide. S. 118, T. 12, Fig. 11—13. 1898. Aporrhais (Lispodesthes) Schlotheimi A. RoEmer sp.; G. Murer, Die Mollusk. v. Braunschw, etc. I. S. 109, T. 14, Fig. 17. Forlænget tenformet med 6(?) noget hvælvede Vindinger. Sidste Vinding forsynet med en temmelig kort Kanal; Yderlæben forlænget til en bred Vinge, som er fastvoksen til Skallen omtrent til Midten af næstsidste Vinding; Vingens øvre Kant er ikke tydelig paa det eneste foreliggende Eksemplar, dog synes den af Horzarrer omtalte Bugt at være tilstede. Vindingerne ere dækkede af svage Tværribber, hvoraf der er c. 18 paa næst- sidste Vinding; paa sidste Vinding blive de efterhaanden svagere, ligesom deres indbyrdes Mellemrum her bliver større. Tilstedeværelsen af Varices har jeg ikke med Sikkerhed kunnet konstatere. Til Grund for ovenstaaende Beskrivelse ligger en Stenkærne, der er 28 Mm. høj; sidste Vindings Højde 16 Mm. Ældre Senon. Grønsand: Bavnodde (1 Ekspl.). Familie: Cypraeidae Gray. Slægt: Cypracea LINNÉ. Cypraea spirata v. Scacoruem sp. Tavle II, Fig. 1—3. 1820. Cypraeacites spiratus v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde. S. 118. 1847. Cypraea spirata ScaLorH.; Amtl.-Bericht Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FISCHER-BENZzZON, Ueb. das rel. Alt. des Faxek. S. 15. 1867. — — — ; LUNDGREN, Palaeont. Iaktt. S. 16, Tav. 1, Fig. 3. Af denne Årt har jeg kun set Stenkærner, tildels med de tilhørende Aftryk af Skallens Yderside. Stenkærnen er ægformet, afsmalnende temmelig stærkt nedadtil. Spiret rager lidt op over sidste Vinding; hos fuldvoksne Eksemplarer synes det at være dannet af c. 4 Vindinger, men Spidsen er saa godt som altid afbrudt. Mundingen smal, temmelig svagt buet; den udvider sig noget nedadtil; begge dens Rande ere i hele deres Udstrækning forsynede med Tænder. Baade den øvre og den nedre Kanal have været vel udviklede. Et Aftryk af Spirets Yderside viser, at dette har været stærkt tilspidset; de ældste Vindinger have baaret nogle faa fine, ophøjede Spirallinjer, som krydsedes af Tværlinjer af omtrent samme Styrke som Spiralerne, saa at Overfladen dækkedes af et ret regelmæssigt, kvadratisk Net. Sidste Vinding glat, hævende sig ved Mundingen op i Højde med næst- nederste Sutur eller endnu højere. D9 D9 dd 22 En nogenlunde fuldstændig, temmelig stor Stenkærne viser følgende Maal: Højde 33 Mm., Bredde 22,5 Mm.; Mundingens Højde 31 Mm., dens største Bredde 3,5 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Danien. Koralkalk: Faxe (meget hyppig). — Bryozokalk: Faxe (hyppig). — Aggersborggaard (8 Ekspl.). €ypraea bullåria v. Scaxotaem sp. Tavle II. Fig. 4—5. 1820. Cypraeacites bullartus v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde. S. 117. 1835. Cypraea bullaria Lyerr, On the Cret. and Tert. Strata of the Danish Isl. S. 250, T.18, Fig. 1—3. 1847. — bullata ScaLorH.; Amtl. Bericht Kiel. S. 118, 1866. — bullaria ScHLorH.; v. FiIscHER-Benzon, Ueb. das rel. Alter des Faxek. S. 15. 1867. — — — ; LUNDGREN, Palaeont. Iaktt. S. 15. Af denne Årt er Mineralogisk Museum i Besiddelse af et fuldstændig bevaret Eksemplar, som lægges til Grund for Beskrivelsen "). Skallen er kort-ægformet, meget stærkt buget. Spiret er fuldstændig skjult af sidste Vinding. Mundingen snever, noget videre fortil end bagtil, formet som et svagt bøjet, omvendt S; begge Mundrandene ere i hele deres Udstrækning forsynede med Tænder, som ere kraftigere fortil end bagtil og ligeledes kraftigere paa den indre end paa den ydre Mundrand. Overfladen glat og glinsende. Det her beskrevne Eksemplar maaler 14 Mm. i Højde og 10,5 Mm. i Bredde; Mundingens største Bredde c. 1,5 Mm. — Stenkærner synes at være noget kortere; Spiret ses her som Regel slet ikke; man ser kun en Navle i Kærnens Spids. Undertiden rager dog Spiret op omtrent i Højde med sidste Vindings Overkant; man ser da, at de første Vindinger ikke have været aldeles indesluttede i de følgende. Gronwarr ”) anfører denne Art fra CGerithiumkalken i Stevns Klint; dette beror imidlertid paa en Forveksling med CO. spærata v. ScazotH. sp. Danien. Koralkalk: Faxe (meget hyppig). — Bryozokalk: Faxe (hyppig). — Aggersborggaard (2 Ekspl.). )) Ogsaa i Hr, cand. polyt. G. E. AAGAARDS Samling findes et Eksemplar, hvis Skal paa et lille Brud- stykke nær endnu er i Behold; Mundingen paa dette Eksemplar er dog næsten i hele sin Længde tildækket af Stenmassen. Højden er 22 Mm., Bredden 16 Mm. — Efter at ovenstaaende var skrevet, er Muscet kommen i Besiddelse af endnu 4 godt bevarede Eksemplarer. ?) K. A, GRONWALL: Några anmårkningar om lagerserien i Stevns Klint. Geol. For. i Stockholm For- handl. Bd 21. Stockholm 1899. S. 371. SE] rr Cypraea. globuliformis (M. U. H.), n. sp. Tavle II, Fig. 6. 1847. Cypraea globuliformis M. U. H., Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1866. — — — ; v. FiscHEr-BENZON, Ueb. das rel. Alter des Faxek. S. 15. Moule interne træs renflé, subglobuleux. Sommet de la spire de niveau å peu prés avec le bord supérieur du dernier tour. Ouverture trés étroite, un peu moins courbée que chez le C. bullaria v. Scarora. sp. Les deux bords de Vouverture dentés. Test lisse et luisant. — Hauteur d'un moule interne, 10715; largeur 9mm, Denne hidtil ubeskrevne Art adskiller sig fra C. bullaria v. ScarorH. sp. paa følgende Maade. Stenkærnerne ere stærkere hvælvede, saa at de næsten ere kuglerunde; Spirets Spids er omtrent i Højde med sidste Vindings øverste Kant, hvilket dog undertiden ogsaa er Tilfældet hos C. bullaria. Mundingen er meget smal og næppe saa stærkt bøjet som hos C. bullaria. Højde 10,5 Mm., Bredde 9 Mm. Det er muligt, at denne Art kun er en Form af C. bullaria, fra hvilken det i hvert Fald hyppig er vanskeligt at adskille den. Indtil et mere righoldigt Materiale foreligger, har jeg dog valgt at opretholde Arten. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (sjælden). Familie: Tritonidae Anams. Slægt: Tritonium Link. Tritonium fenestratum n. sp. Tavle II, Fig. 7—8. Coquille ovale-allongée å 7 tours ventrus. Canal de longueur moyenne, un peu courbé. Ouverture ovoide; bord externe de Vouverture renflé, garni d'un petit nombre de dents fortes. Columelle å 3 plis. Sculpture composée de stries longitudinales (au nombre de 4 sur Vavant-dernier tour, de 13 environ sur le dernier) et de stries transversales nom- breuses, élevées, aussi fortes å pen prés que les stries longitudinales et séparées par le méme intervalle que ces derniéres. Les intersections des stries sont marquées par des tubercules. Varices træs accentuées, å des distances de ”/4 de tour. — Hauteur, 23mm; hauteur du dernier tour, 13%m; Jargeur, Ymm 5, Skallen tenformet med 7 bugede Vindinger; sidste Vinding c. ”/5 af hele Længden, afsmalner temmelig hurtig nedad mod Kanalen, som er middellang og noget bøjet til Siden. Munding ægformet; ydre Mundrand opsvulmet, med et ringe Antal stærke Tænder. Colu- mella med 3 Folder, hvoraf den øverste er noget fjærnet fra de andre. Skulpturen bestaar af ophøjede Spirallinjer; paa næstsidste Vinding ses 4 saadanne, paa sidste Vinding c. 13. Den næstøverste af Spiralerne er i Reglen svagere end de andre. 998 | 94 Desuden findes talrige, ophøjede Tværlinjer omtrent af samme Styrke som Spiralerne og med samme indbyrdes Afstand som disse, saa at der dannes et temmelig regelmæssigt, kvadratisk Net paa Skallens Overflade. Skæringspunkterne mellem Spiralerne og Tvær- linjerne ere ophøjede til smaa Knuder. Stærke Varices med omtrent >/4 Vinding indbyrdes Afstand; de ses ogsaa særdeles tydelig (som Furer) paa Stenkærner. — Højde 23 Mm.; sidste Vindings Højde 13 Mm., Bredde 9,5 Mm. Denne Art staar meget nær den eocæne 7%. viperinum Lamk.; den adskiller sig fra denne ved det større Antal Spiraler paa Mellemvindingerne, idet der hos 7%. viperinum efter Afbildningerne at dømme langt senere end hos 7%. fenestratum optræder fiere end 2 Spiraler. Af Kridtformer stemmer den bedst med 7Y. tuberculatum Kaunaowen. men Basis: er her en helt anden. Danien. Koralkalk: Faxe (ikke sjælden). — Bryozokalk: Faxe (mindre hyppig). Tritonium subglabrum n. sp. Tavle II, Fig. 9—10. Coquille pyramidale, assez courte, å tours trés ventrus, séparés par des sutures profondes. Canal fortement recourbé. Ouverture ovale, distinctement séparée du canal; labre externe trés épaissi, å surface intérieure dentée. Columelle sans plis. Test d'ordinaire complétement lisse; dans des cas rares on distingue toutefois de fines stries longitudinales et transversales. Varices assez fortes, å des distances de %/4 de tour. — Hauteur de 4TMm ; hauteur du dernier tour, 34%m; largeur,. 22mMm, Stenkærnen kort-pyramideformet med meget stærkt bugede Vindinger, som adskilles ved dybe Sømme. Sidste Vinding smalner pludselig af nedad imod Kanalen, som er stærkt tilbagebøjet.. Mundingen oval, skarpt adskilt fra Kanalen. Yderlæben stærkt fortykket ; dens Inderside med Tænder. Columella uden Folder. Efter Aftryk af Skallens Yderside at dømme synes denne at have været næsten fuldstændig glat; paa nogle Eksemplarer ser man den dog tydelig dækket af fine Spiral- linjer, som krydses af Tværlinjer. Med c.?/4 Vindings Mellemrum findes temmelig stærke Varices. Alle undersøgte Eksemplarer ere mer eller mindre defekte; efter en næsten fuld- stændig Stenkærne kunne følgende Maal angives: Højde 47 Mm.; sidste Vindings Højde 34 Mm., Bredde 22 Mm. Danien. Koralkalk: Faxe (ret almindelig). — Bryozokalk: Faxe (sjælden). Tritonium biplicatum (M. U. H.), n. sp. Tavle 1, Fig. 11—13. Coquille ovale-allongée, å tours ventrus. Hauteur du dernier tour, 10 de la hauteur totale de.la coquille. Ouverture ovale-allongée, å canal court, courbé. Bord Do BY DO D9 o externe de Vouverture trés épaissi, denté å VFintérieur. Columelle å deux plis obliques.— Stries longitudinales, nombreuses, trés fines, de finesse inégale; cåtes transversales trés nombreuses, faibles; celles des premiers tours sont plus marquées que les autres. Varices trés fortes, inégalement espacées. ; Langstrakt-oval med bugede Vindinger. Sidste Vinding stor, indtagende omtrent 7/10 af hele Skallens Højde. Mundingen langstrakt-oval med en kort, til Siden bøjet Kanal. Ydre Mundrand stærkt fortykket, med Tænder indvendig. Columella med to skraatstillede Folder. Skulpturen bestaar af talrige, meget fine, ophøjede Spiraler, hvoraf enkelte uden nogen bestemt indbyrdes Afstand ere kraftigere end de andre. Meget talrige, men svage Tværribber, der ere særlig tydelige paa de ældre Vindinger og efterhaanden tabe sig paa de yngre. Varices meget stærke; de efterlade ogsaa Aftryk paa Stenkærner; deres ind- byrdes Afstand er meget varierende; meget hyppig følge to umiddelbart efter hinanden, medens Afstanden undertiden er større end en Vinding. Et enkelt Eksemplar har en Del af Skallen bevaret; de øvrige findes i den sæd- vanlige Bevaringstilstand. Danien. Koralkalk: Faxe (ikke sjælden). — Bryozokalk: Faxe (sjælden). Tritonium sp. Fra Faxe er Mineralogisk Museum i Besiddelse af et Par Stenkærner og et Par meget ufuldstændige Aftryk af en TYyitontum, hvis Vindinger ere stærkt bugede; Kanalen er lang og stærkt bøjet; Afstanden mellem Varices meget stor. Overfladen har baaret en Del Spiralribber med stærke Knuder, som ere ordnede i Tværrækker (sidste Vinding har 17 saadanne Kækker). Paa Mellemvindingerne ses 3 Spiralribber, hvoraf den øverste ligger noget nedenfor Suturen. Paa sidste Vinding er Antallet større; de forsvinde efterhaanden nedad mod Kanalen. Desuden har Skallen været fint spiralstribet. — Et noget deformeret Eksemplar fra Saltholmskalken hører formodentlig ligeledes herhen. Danien. Koralkalk: Faxe (sjælden). — Saltholmskalk:? Bredstrup Klint (I Ekspl.). I «Amtlicher Bericht uber die 24, Versammlung Deutscher Naturforscher und Aerzte in Kiel 1846» findes (S. 118) opført følgende Tritonium-Arter fra Faxe: Tr. annectens M.U.H., Tr. retiferum M.U.H., Tr. laevigatum M.U.H. samt Tritonium sp. I sit Arbejde om Faxekalken har v. FiscHeR-BENZON optaget de samme Navne. Disse Arter ere imidlertid aldrig beskrevne, og det er nu umuligt paa Grundlag af Mineralogisk Museums Materiale med Sikkerhed at afgøre, hvilke Arter Navnene høre til. Heller ikke Museet i Kiel synes at kunne give nogen Oplysning i saa Henseende. Jeg har derfor anset det for rettest at bruge helt ny Navne; det ene af disse, Tr. biplicatum, har tidligere været anvendt her paa Museet; det stammer sandsynligvis fra MORCH, som inden sin Død havde faaet paabegyndt en Undersøgelse af Faxe-Gastropoderne. D. K. D, Vidensk. Selsk. Skr., 6.Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 4, 30 230 | 26 Familie: Buccinidae TRrRoscHeL. Slægt: Nassa MARTINI. Nassa? supracretacea n. sp. Tavle II, Fig. 14—15. Coquille ovale, å 6 tours ventrus, séparés par des sutures assez profondément im- primées. Hauteur du dernier tour, ”/5—%/6 de la hauteur totale de la coquille. Canal court et fortement courbé. Ouverture allongée, assez étroite, å bords épaissis; le bord externe muni d'un certain nombre de dents. — Cåtes transversales tranchantes et assez fortes; sur le dernier tour elles s'affaiblissent en bas; celles de 'avant-dernier tour sont au nombre de 24 environ. Stries longitudinales assez faibles. — Hauteur, 18mm; hauteur du dernier four FED] arseurskonn: Skallen oval, dannet af 6 bugede Vindinger, som adskilles af temmelig dybe Sømme. Sidste Vinding stor, indtagende ”/5—%/6 af hele Skallens Højde; nedadtil gaar den temmelig jævnt over i Kanalen, som er kort og stærkt bøjet. Mundingen aflang, forholdsvis snever; dens Rande fortykkede; Yderranden med en Del Tænder paa sin indvendige Side. Skulpturen bestaar af skarpe og forholdsvis stærke Tværribber, som paa sidste Vinding blive svagere nedadtil; deres Antal er paa næstsidste Vinding c. 24. Ribberne krydses af meget svagere Spiraler, som dog paa sidste Vindings nederste Del blive kraftigere og her opnaa omtrent samme Styrke som Ribberne. — Paa Stenkærner ses undertiden svage Spor af Tværribberne. Et Eksemplar viser følgende Maal: Højde 18 Mm.; sidste Vindings Højde 14 Mm. ; Bredde 9 Mm. Danien. Koralkalk: Faxe (7 Ekspl.). Familie: Fusidae Trvon. Slægt: Fusus Lamarck. Fusus faxensis n. sp. Tavle II, Fig. 16—17. Coquille fusiforme dont les tours ventrus, qui sont au nombre de 8 au moins, se trouvent séparés par des sutures assez déprimées; partie supérieure des tours aplatie ou faåiblement excavée. Canal long, droit. Ouverture ovale. Columelle sans plis. — Stries longitudinales élevées, tranchantes, bien marquées å la partie la plus renflée du tour. Stries transversales élevées, un peu moins fortes que les stries longitudinales et dirigées légerement en arrieré å une faible distance de la suture supérieure. En outre, des plis lransversaux, trés prononcés, au nombre de 8 environ sur chaque tour; en haut ils s'arrétent un pen au-dessous de la sutlure; sur le dernier tour ils disparaissent au Yoisi- ae Sa al 27 231 naåge du canal. — Hauteur (le canal non compris), 557; longueur du canal, 35%” environ ; hauteur du dernier tour (le canal y compris), 507 environ. Skallen tenformet med mindst 8 bugede Vindinger, som adskilles af temmelig flade Suturer. Umiddelbart under Suturen er Vindingen flad, undertiden svagt udhulet; det nederste Parti er stærkt hvælvet; paa sidste Vinding gaar det temmelig brat over i den lange, lige Kanal. Mundingen oval. Columella uden Folder. Skulpturen dannes af en Del cphøjede, skarpe Spirallinjer, der ere temmelig svage påa det flade Parti under Suturen, men derimod stærke paa den bugede Del af Vindingen; de findes ligeledes paa sidste Vindings nederste Del. Disse Spiraler krydses af noget svagere, ophøjede Tværlinjer, som lidt nedenfor Suturen ere noget tilbagebøjede; de fort- sættes helt ned paa Kanalen. Desuden findes meget stærke Tværfolder i et Antal af c. 8 påa hver Vinding; paa de ældre Vindinger er deres Antal mindre, de begynde først et Stykke under Suturen; paa sidste Vinding tabe de sig nedad mod Kanalen. Paa Stenkærner ses Tværfolderne samt Spiralerne i Reglen meget tydelig; mindre tydelige ere her de fine Tværlinjer. Det bedst bevarede Eksemplar, et Aftryk, mangler Kanalen; dets Højde (uden Kanal) er 55 Mm. En Stenkærne af omtrent samme Størrelse har en c. 35 Mm. lang Kanal; dens sidste Vinding maaler — Kanalen medregnet — c. 50 Mm. i Højde. Enkelte Eksemplarer have været betydelig større. Denne Art ligner ikke, saavidt jeg kan se, nogen anden Årt fra Kridtet; derimod synes den at være nær beslægtet med Arter fra Eocænet i Parisbækkenet. Danien. Koralkalk: Faxe (c. 15 Ekspl.). I «Proceed. of the Geol. Soc. of London», Vol. Il (1835), S. 218 omtaler Beck en Fusus elongatus Beck, hvilken Art skal være fælles for Aflejringerne ved Faxe og ved Kunraed i Holland; nogen Beskrivelse har Beck imidlertid aldrig offentliggjort, saa at det maa henstaa uafgjort, om det er den ovenfor beskrevne Art, Beck har givet dette Navn. — Efter v. Fiscer-BENZON (l. c. S. 15) skal BRONN i sin «Lethaea» anføre Fusus Neptumi fra Faxe: Dette beror paa en Fejltagelse; som Findested for denne Art angiver BRoONN kun Pisolithkalken i Parisbækkenet. Selv opfører v. FISCcHER-BENZON i sin Fortegnelse over Forsteningerne frå Faxekalken en Fusus sp. Slægt: Fasciolaria Lamarck. Fasciolaria glabra n. sp. Tavle II, Fig. 19—20. Coquille fusiforme-allongée å tours quelque peu convexes, au nombre de 7 environ, séparés par des sutures enfoncées. Ouverture ovoide-oblongue. Canal droit, de la méme longueur å peu préæs que Pouverture. Golumelle å 4 plis dont Vinférieur un peu plus faible que les aåutres. Labre externe muni de dents, au nombre de 9 environ. — Au-dessous 30" 232 28 de la suture se trouve parfois une caréne faible mais tranchbante. Test lisse. — Hauteur, 9mm- hauteur du dernier tour (le canal y compris), 677,5; largeur 4mm, Forlænget tenformet. Spiret med c. 7 Vindinger, der ere noget konvekse og ad- skilles af fordybede Suturer. Under Suturen ses undertiden en svag, men skarp Køl; forøvrigt er Skallen glat; dog kan undertiden en svag Antydning af Spirallimjer iagttages. Mundingen er aflang-ægformet og fortsættes nedadtil i en Kanal, som er lige og omtrent af samme Længde som Mundingen. Columella bærer 4 skæve Folder, hvoraf den nederste synes at være noget svagere end de andre. Paa en Stenkærne ses Spiralrækker af svage Gruber, der antyde, at Yderlæben hår været krenuleret; paa sidste Vinding findes 9 saadanne Rækker. Denne Art er hidtil funden i kun 4 ret ufuldstændige Eksemplarer (Stenkærner med Aftryk).. Det bedst bevarede har haft følgende omtrentlige Maal: Højde 9 Mm., Bredde 4 Mm., Højden af sidste Vinding (Kanalen iberegnet) 6,5 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (4 Ekspl.). Familie: Volutidae Gray. Slægt: Volutomitra Grav. Volutomitra quinqueplicata n. sp. Tavle II, Fig. 21—22. Coquille fusiforme-allongée å tours légérement convexes, séparés par des sutures distinctes. Le nombre des tours est de 8 environ. Quverture allongée, présentant, en avant, une échancrure courte et large. Columelle å 4 plis obliques, presque également prononcés, au-dessus de ceux-ci un cinquiéme, beaucoup plus faible. — Abstraction faite des stries d'accroissement plus ou moins marquées le test est lisse. — Hauteur, 452m; hauteur”dudernier” tour; 29nn Jarsgeur sion: Skallen langstrakt tenformet med c. 8 svagt hvælvede, af tydelige Sømme adskilte Vindinger. Sidste Vinding stor; den indtager c. %/5 af hele Skallens Højde. Mundingen langstrakt, endende fortil med en kort, vid Tud. Ydre Mundrand ikke fortykket. Golumella bærer 4 temmelig stærke Folder af omtrent samme Styrke og med samme indbyrdes Af- stand; ovenfor disse findes endnu en femte, meget svagere Fold; alle 5 Folder ere stillede meget skraat. — Overfladen glat; kun uregelmæssig skiftende, stærkere og svagere 'Pil- vækstlinjer findes. Et Eksemplar, der foreligger tildels baade som Aftryk og som Stenkærne, viser følgende Maal: Højde 45 Mm.; sidste Vindings Højde 29 Mm., dens Bredde 13 Mm. Andre, mindre fuldstændig bevarede Eksemplarer have været noget større. 29 233 Paa Grund af de 4 lige stærke Folder og den simple, skarpe ydre Mundrand har jeg henført denne Art til Slægten Volutomitra Gray. ; Danien. Koralkalk: Faxe (ikke ganske faa Eksemplarer, men hører dog til de sjældnere Former). Slægt: Voluta Linné. Voluta (Åurinia) faxensis n. sp. Tavle III, Fig. 1—3. Coquille fusiforme-allongée, å spire tronquée. Tours de la spire renflés, complé- tement lisses. Ouverture étroite, en forme de fente, plus élargie en son milieu. Echan- crure courte. Columelle å 3 plis forts, obliques; le pli antérieur est le plus prononcé. Au-dessous de la suture se trouve parfois une faible dépression. — Haåuteur, J2mM environ ; hauteur du dernier tour, 687; lårgeur, 38mm, Skallen langstrakt tenformet med afstumpet Spir; Vindingerne stærkt hvælvede, fuldstændig glatte. Sidste Vinding indtager omtrent %/4 af hele Skallens Højde. Mundingen formet som en smal Spalte, bredest paa Midten og afsmalnende jævnt op- og nedad; den ender forneden med en kort Tud. Columella bærer 3 kraftige, skraat stillede Folder, hvoraf .den forreste er noget kraftigere end de andre. — Enkelte Eksemplarer afvige ved en slankere Form og fladere Vindinger; under Suturen ses tillige en mer eller mindre tydelig Depression. Denne Form synes dog ved Mellemled at være forbunden med den ovenfor beskrevne, saa at den vel næppe er artsforskellig fra denne. Arten foreligger i mer eller mindre fuldstændige Stenkærner, tildels med de til- hørende Aftryk af Skallens Yderside. En Stenkærne, hvis Spids er afbrudt, har haft følgende Dimensioner: Højde c. 92 Mm., Bredde 38 Mm.; sidste Vindings Højde 68 Mm. En slank Stenkærne, som ligeledes mangler Spidsen, har maalt: Højde c. 87 Mm., Bredde 30 Mm.; sidste Vindings Højde 60 Mm. Enkelte Eksemplarer have været betydelig større. Danien. Koralkalk: Faxe (ret almindelig). — Bryozokalk: Faxe (sjælden). — Saltholmskalk: Bredstrup Klint (1 Ekspl.). Voluta (Lyria?) sp. Tavle III, Fig. 5. Skallen langstrakt, tenformet med 7 temmelig svagt hvælvede Vindinger. Mun- dingen har Form som en lang Spalte, forneden forsynet med en Tud. Yderlæben synes at have været glat. Inderlæbe og Columella utilgængelige for Undersøgelse. — Skulpturen dannes af et ringe Antal (paa de yngste Vindinger c. 8) Tværfolder, som paa sidste 234 30 Vinding først have en tilbagegaaende Retning, hvorpåa- de krumme sig ganske jævnt fremefter og tabe sig efterhaanden nedadtil. Nogen finere Skulptur ses ikke. Højde 55 Mm.; sidste Vindings Højde 37 Mm., Bredde 17 Mm. Af mig bekendte Former ligner den her beskrevne Art mest Lyria crassicostata Stor. fra «Arrioloor group», men er en Del slankere end denne. Danien. Koralkalk: Faxe (1 Aftryk). i Voluta (Volutilithes) sp. Fra Saltholmskalken i Bredstrup Klint er Mineralogisk Museum i Besiddelse af en Voluta, som til en vis Grad minder om den paleocæne V. nodrifera v. Kozx.); Bevarings- tilstanden er imidlertid ikke tilstrækkelig god til en sikker Bestemmelse. Ligesom den omtalte Art ere de her foreliggende Eksemplarer dækkede af Knuder, ordnede i Spiralrækker og Tværrækker; den øverste og den næstøverste Spiralrække adskilles ved en Depression, ganske som hos V. nodifera v. Koen. Derimod synes Mellemvindingerne at have haft 4 Spiralrækker og ikke blot 3, som V. nodrfera i Reglen har. En Voluta i en løs Blok af Saltholmskalk, funden ved Katholm i Nærheden af Grenaa, hører formodentlig ogsaa herhen. Danien. Saltholmskalk: Bredstrup Klint (3 Ekspl.). Familie: Olividae D/OrB1aNnv. Slægt: Åncilla Lamancx. Ancilla Milthersii n. sp. Tavle II, Fig. 18. Coquille fusiforme, assez élancée. Test lisse. Un dépot émaillé recouvre la spire ainsi que la partie inférieure de la coquille. Les stries d'accroissement se trouvent, sur une longueur assez courte, au-dessous de lå suture, dirigées quelque peu en avant, puis elles descendent å peu prés verticalement pour reprendre ensuite, å V'approche de V'étroit sillon longitudinal dorsal, leur direction premiére. Au-dessous de ce sillon elles se portent un peu en arriére et se maintiennent dans cette nouvelle direction jusqu'å ce qwelles atteignent la zone émaillée inférieure. La partie non émaillée du dernier tour a 3mm 7 de haut; le sillon longitudinal dorsal est placé å Omm3 au-dessus de la zone émaillée inférieure. La bande correspondant å Véchancrure est limitée en haut par un sillon faible; en bas, elle vient se perdre dans une dépression assez profonde. Columelle å 4 plis obliques assez prononcés. Ouverture en forme de fente plutåt large, surtout en son milieu. — Hauteur, 8mm 3; largeur, 374 5; hauteur du. dernier tour, 620 3, 1) A. v. KobNenN, Ueber cine Palcocåne Fauna von Kopenhagen. Abh. d. kgl. Gesellsch. d. Wissenschaft. Gottingen, Bd. 32, 1885. S. 40, T. II, Fig. 10. | | | panser Fra Cerithiumkalken ejer «Danmarks geologiske Undersøgelse» et Aftryk af en lille Aneilla; det viser hele den Side af Skallen, hvorpaa Mundingen findes. Af dette Aftryk har jeg taget en Afstøbning i Voks, hvilken ligger til Grund for følgende Beskrivelse. Skallen tenformet, temmelig slank. Højde 8,3 Mm., Bredde 3,5 Mm.; sidste Vindings Højde 6,3 Mm. — Paa Grund af Materialets Ufuldstændighed har jeg maattet tage de følgende Maal efter en lodret Linje, som ligger paa den modsatte Side af Mundingen. Emaljelaget naar efter denne Linje fra Spidsen og 2,5 Mm. ned paa Skallen; endvidere er 1,8 Mm. af Skallens nederste Del dækket af Emalje. Tilvækststriberne ere ikke rigtig tydelige. Saavidt man kan se, ere de under Suturen paa en ganske kort Strækning noget fremadbøjede; derpaa er deres -Retning omtrent lodret, indtil de lidt oven for en meget smal Fure, «Tandlinjen», atter bøje sig noget fremefter; under denne Fure vige de lidt tilbage, indtil de naa den nederste Emaljezone; længere end hertil kan man ikke følge dem. Det Parti af sidste Vinding, som ikke er dækket af Emalje, er 3,7 Mm. højt; «Tandlinjen» ligger 0,8 Mm. over den nederste Emaljezone. Det «Baand», som svarer til Tuden, er opadtil begrænset af en svag, men tydelig Fure; nedadtil gåar det over i en kraftig De- pression, som grænser op til og efterhaanden dækkes af den fortykkede Columella ; paa denne sidste ses 4 ret kraftige, skæve Folder. Mundingen har Form som en temmelig bred Spalte, hvis Bredde er størst paa Midten. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). Familie: Pleurotomidae SrorLiczxa. Slægt: Pleurotoma Lamarcx. Pleurotoma faxensis n. nom. Tavle III, Fig. 8 og 10. 1847. Plewrotoma angulosa M.U.H., Amtl. Bericht Kiel. S.: 118. 1866. — — —- ;v. FISCHER-BENZON, Ueb. das vrelat. Alter d. Faxek. S. 15. Coquille turriculée-allongée, å tours nombreux, garnis au-dessus de leur milieu dune cåréne forte, arrondie. La partie des tours qui se trouve située au-dessus de la caréne est assez fortement excavée; au-dessous de la caréne se voit une dépression un peu plus faible. Canal long, légérement recourbé. — Les tours moyens sont ornés d'un certain nombre de stries longitudinales, fines, assez serrées; la caréne y est assez tran- chante et porte une série; de tubercles obsolétes, qui disparaissent ensuite å mesure que la caréne devient plus arrondie; au-dessous de la suture se trouve également une série de tubercles effacées. Le sinus des stries d'accroissement est assez large; il est placé vers la moitié de la distance entre la suture et la caréne, un peu plus prés, toutefois, de cette derniére. — Hauteur de plus de 69mm; largeur de 20mm, 236 32 Stenkærnen forlænget-taarnformet med talrige Vindinger. Noget ovenfor Vin- dingens Midte findes en stærk, afrundet Spiralkøl, som paa de ældre Vindinger synes at have sin Plads forholdsvis nærmere ved den øvre Sutur, end Tilfældet er paa de yngre Vindinger.:. Den Del af Vindingen, som ligger ovenfor Kølen, er temmelig stærkt udhulet; under Kølen findes en noget svagere Depression, som dog ikke naar helt ned til den nederste Sutur. Nedenfor Depressionen under sidste Vindings Køl er Kærnen noget konveks og gaar herfra jævnt over i den lange, svagt tilbagebøjede Kanal. Mundingen (Kanalen iberegnet) har været betydelig højere end Spiret. Kærnens Overflade er i Reglen glat; undertiden ses, især paa de ældre Vindinger, Mærker af Skallens Skulptur. Aftrykkene af Skallens Yderside vise i enkelte Tilfælde særdeles tydelig, hvorledes denne har været. De allerældste Vindingers Skulptur ses dog ikke tydelig. Paa Mellem- vindingerne har der været en Del tæt liggende, fine Spirallinjer. Kølen er her temmelig skarp og har baaret en Række svage Knuder, som efterhaanden forsvinde, samtidig med at Kølen afrundes noget. " Under Suturen findes der ligeledes en Række- svage Knuder. Den Bugt, som Tilvækstlinjerne danne, er temmelig bred og ligger omtrent midt imellem Suturen og Kølen, noget nærmere denne sidste. Denne Art opnaaede en ret betydelig Størrelse; det største foreliggende Eksemplar har saaledes maalt c. 90 Mm. fra Spidsen af Spiret til Begyndelsen af Kanalen. Det paa T. III, Fig. 8 afbildede Eksemplar, som mangler en Del af Kanalen, måaler i Højde 69 Mm., i Bredde 20 Mm. Årten, som ikke hidtil er beskreven, findes i Listerne over Faxeforsteningerne opført under Navnet P/. angulosa. Dette Navn er imidlertid af Desmaves benyttet for en helt anden Art fra Tertiæret i Parisbækkenet og kan derfor ikke bibeholdes for Arten fra Faxe. At Arten ikke, som v. Fiscaer-Benzon synes at antyde, muligvis er en Aporrhais, fremgaar tydelig af ovenstaaende Beskrivelse. Danien. Koralkalk: Faxe (ikke almindelig). (Annetorp, 1 Ekspl.). — (Bryozo- kalk: Annetorp, 1 Ekspl.). — Saltholmskalk: Bredstrup Klint (1 Ekspl.). Pleurotomå Cerithiorum n. sp. Tavle III, Fig. 4. Coquille turriculée, aåassez courte, då 7—8 tours légérement convexes. Suture quelque peu enfoncée. Au-dessous de la suture, å une faible distance, se voit une dé- pression assez forte ot apparait le sinus plutåt large et profond des stries d'accroissement. 2—5 premiers tours lisses, les tours suivants ornés de stries longitudinales, aplaties, assez prononcées; celles de Pavant-dernier tour sont au nombre de 10. Au-dessous de la dé- pression se trouvent quelques tubercles fortes, allongées, au nombre de 9 environ, ou bien des cåtes transversales courtes; elles font défaut sur le derniér tour. — Hauteur, [Im 5; largeur, 4mm ; håauteur du dernier tour, TYmM 5, 33 237 Lavt-taarnformet med 7—8 svagt konvekse Vindinger; Suturen noget fordybet; noget under Suturen findes en temmelig stærk Depression. De første 2 3 Vindinger synes efter de opbevarede Aftryk at dømme at have været glatte; først senere optræder Skulpturen, der bestaar dels af Spirallinjer, dels af Rækker af Knuder eller korte Tværribber. Spiralerne ere flade, men temmelig stærkt fremtrædende; paa næstsidste Vinding findes der 10 saadanne; de øverste og de nederste ere de kraftigste, medens de umiddelbart under De- pressionen liggende ere en Del svagere. De dække hele sidste Vinding inklusive Kanalen. Nedenfor Depressionen ses paa hver af Mellemvindingerne c. 9 stærke, aflange Knuder eller korte Tværribber; de mangle paa sidste Vinding. Tilvækstlinjerne ere særdeles tydelige; Bugten, som er ret bred og dyb, findes i Depressionen. Højde 11,5 Mm., Bredde 4 Mm.; sidste Vindings Højde 7,5 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (4 Ekspl.). Pleurotoma Steenstrupii n. sp” Tavle "II, Fig. 23—24. Coquille fusiforme-allongée, å 10 tours, ou plus, assez convexes. Canal court. Un peu au-dessous de la suture, une dépression faible, étroite, suivie d'une seconde dé- pression trés faible. La partie de la coquille qui sépare les deux dépressions, porte le sinus des stries d'accroissement. Tours moyens ornés de stries longitudinales. Stries d'accroissement trés accentuées. Åu voisinage de la suture supérieure se voient des séries longitudinales de faibles tubercules. — Hauteur, 24mm; largeur, 77m; hauteur du dernier tour, 147m, Forlænget-tenformet med mindst 10, temmelig stærkt konvekse Vindinger. Kanalen kort, i Forbindelse med sidste Vinding omtrent af samme Længde som Spiret. Lidt nedenfor Suturen findes en smal, svag Depression; derunder ligger Tilvækstlinjernes Sinus, og umiddelbart efter denne følger igen en ganske svag Depression; Sinus kommer saaledes lil at ligge paa et svagt fremstaaende Spiralbaand. Skulpturen kendes ikke for de aller- ældste Vindingers Vedkommende; paa Mellemvindingerne ses Spiraler; paa næstsidste Vinding findes ovenfor den nederste Depression, hvis Spiraler ere meget svage, 5 saadanne Spiraler; nedenfor Depressionen ses 6 Spiraler, og imellem de 4 nederste af disse ligge 3 lidt svagere sekundære Spiraler. Tilvækstlinjerne ere kraftige, saa at Spiralerne blive noget kornede; i Nærheden af den øvre Sutur blive «Kornene» endog til Smaaknuder. Højde 24 Mm., Bredde 7 Mm.; sidste Vindings Højde 14 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (4 Ekspl.). D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr,, 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd. XI, 4, 31 238 34 Familie: Conidae Ånans. Slægt: Conus Linné. Conus sp. Tavle III, Fig. 6. Der foreligger en Stenkærne, som sandsynligvis tilhører en Art af Slægten Conus, men som ikke kan bestemmes nøjere. Dens Form er kort og tyk; Højde 30 Mm.; Tykkelse 21 Mm.; sidste Vindings Højde 25 Mm.; disse Maal ere dog kun tilnærmelsesvis rigtige, da der forneden er afbrudt et lille Stykke. Skallen i de indre Vindinger synes som sædvanlig hos Conus-Årterne at have- været delvis resorberet. Inderlæbe uden Folder. Danien. Koralkalk: Faxe (1 Ekspl.). Slægt: Actaeonidae D'OrBIGnY. Slægt: Cimulia Gray. Cinulia (Avellana) danica n. sp. Tavle III, Fig. 7. Coquille ovale; spire courte, å 5 tours légérement convexes. Dernier tour sub- globuleux, du double plus long que la spire. Ouverture de forme semi-lunaire; bord externe tres épaissi et muni d'un petit nombre de dents fortes; bord columellaire trés épaissi, a trois plis, dont le moyen plus prononcé que les autres. Sillons longitudinaux finement ponctués, å distances trés inégales; le dernier tour en porte 16, dont le supérieur est le plus étroit, et le sillon suivant, le plus large; sur Vavant-dernier tour, 5 sillons longi- tudinaux. Les intervalles des sillons sont ornés de stries transversales trés faibles. — Hauteur, 77; laårgeur, 4%m >; hauteur du dernier tour, 5rm, Skallen oval; Spiret kort, bestaaende af 5 noget hvælvede Vindinger. Sidste Vin- ding næsten kugleformet, mere end dobbelt saa høj som Spiret. Mundingen halvmaane- formet, temmelig snever. Yderranden stærkt fortykket med et ringe Antal stærke Tænder ; Inderlæben, der er stærkt fortykket, bærer 3 Folder, hvoraf den mellemste er den kraftigste. Paa Stenkærner ses Folderne som 3 Furer. — Skulpturen dannes af fine, punkterede Spiralfurer, hvis indbyrdes Afstand er meget vekslende. Fordybningerne i Furerne ere hos nogle Eksemplarer korte, næsten kvadratiske, hos andre noget langstrakte. Et Eksemplar viser 16 Furer paa sidste Vinding, alle omtrent lige brede med Undtagelse af den øverste, der er noget smallere, og den næstøverste, som er meget bredere end de øvrige; paa næstsidste Vinding ses hos samme Eksemplar 5 fine Spiralfurer, hvoraf den næstøverste 35 239 er langt bredere end de andre; den synes ogsaa at være den af dem, man kan forfølge længst tilbage. I Mellemrummet mellem Furerne ses kun meget svage Tværlinjer. Højde 7 Mm., Bredde 4 Mm.; sidste Vindings Højde 5 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (12 Ekspl.). Foruden de i det foregaaende omtalte og beskrevne Arter af Gastropoder indeholde Mineralogisk Museums Samlinger fra Faxe og fra CGerithiumkalken i Stevns Klint en Del Stenkærner (tildels med Aftryk), som tilhøre andre Arter. Materialet har imidlertid været for ufuldstændigt til en nogenlunde sikker Bestemmelse, hvorfor jeg foreløbig har ladet det ligge i det Haab, at det vil blive suppleret ved ny Indsamlinger, og en Beskrivelse saa- ledes muliggjort. Baade i «Amtl. Bericht etc.» og i v. Fiscner-Benzons Afhandling om Faxekalken omtales en Turbinella fusiformis M.U.H. fra Faxe. I Mineralogisk Museums Samling fra denne Lokalitet findes ogsåa 4 Stenkærner af en Gastropod liggende med denne Betegnelse; det er imidlertid ikke en Turbinella Busso, men snarere en Fasciolaria Lam.; dette Spørgsmaal lader sig dog ikke for Øjeblikket afgøre med Sikkerhed. Af andre til Art bestemte Gastropoder, som ikke ere nævnte i det foregaaende, har v. Fiscaer-Benzon i sin Liste over Faxeforsteningerne optaget BPostellaria acutirostris Puscu; denne Art har jeg ikke kunnet finde i de herværende Samtimger. Endvidere har jeg med større eller mindre Sikkerhed kunnet konstatere, at der i Faxekalken forekommer en Årt af hver af Slægterne 7'rochus Linné og Solarium Lam. og i Gerithiumkalken i Stevns Klint en Art af Slægterne Trochus Linné, Scalaria Lam. samt Bulla Kræwn (eller en nærstaaende Slægt). Ogsaa her maa man ønske, at Materialet med Tiden maa forøges, saa at en nærmere Bestemmelse engang kan blive mulig. 3(” 240 36 D. Cephalopoder. Familie: Nautilidae Owex. Slægt: Nautilus Breyn. Nautilus daårupensis ScaLirter. Tavle III, Fig. 15. 1876. Nautilus Darupensis SCHLUTER, Cephalopod. d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 176, Tav. 49, Fig. 4—5. Vindingerne omslutte hverandre fuldstændig, saa at der ingen Navle ses. Bugen stærkt hvælvet; Siderne svagere hvælvede. Kamrene store; Suturlinjen bugtet, længst inde bøjet fremefter paa en kort Strækning, derpaa bøjet tilbage over Siden i en stor, men svag Bue, hvorefter den forløber i omtrent lige Retning over Bugen. — Stenkærnens Overflade glat. — Hølge Soxmrirers Beskrivelse har Mundingen omtrent samme Højde og Bredde, og Sipho ligger meget nær Ydersiden; disse Karakterer ses ikke paa det eneste foreliggende Eksemplar. Yngre Senon. Skrivekridt: Frejlev (1 Ekspl.). Nautilus Bellerophon (M. U. H.), Lunncren. Tavle IV, Fig. 1—2. 1847... Nautilus bellerophon M.U.H., Amtl. Bericht Kiel. S. 118. ? 1866. — laevigatus v'ORB.; v. FiISCHER-BENZON, Ueber das rel. Alter des Faxekalkes. S. 14. 1867. — Bellerophon (M.U. H.); LunnGrEn, Palaeont. Iaktt. etc. S. 14; Tav. 1, Fig. 1. 1885. — — LoGrN.; MoBErRG, Cephalop. i Sveriges kritsyst. Il. S. 9, Tav. 1, Fig. 3—6. Efter Stenkærner og Aftryk af Skallens Yderside kan følgende Beskrivelse gives. Skallen har været stærkt oppustet, nærmende sig noget til Kugleformen. Navlen lille, uden skarp Begrænsning. Eksternsiden jævnt afrundet, undertiden med en svagt op- højet Linje i Midten. IKammervæggene stærkt bøjede, med Konkaviteten fremefter; deres Antal er c. 15 i hver Vinding. Suturlinjen er kun ganske svagt bøjet; i Nærheden af Navlen har den en lidt skraa Retning fremefter, og paa Eksternsiden er den undertiden svagt tilbagebøjet. |Kamrenes Bredde er mere end dobbelt såa stor som deres Højde i Midtlinjen (f. Eks. største Højde 10 Mm.; Højden i Midtlinjen 7,5 Mm.; Bredden 17 Mm.). 37 241 Beboelseskamret er stort; efter de noget utydelige Tilvækstlinjer at dømme har Mundingen været stærkt indskaaren i Midtlinjen. Paa et eneste Beboelseskammer ere enkelte Smaapartier af Skallen bevarede. Den er tynd og porcellænsagtig; paa dens Overflade ses kun fine Tilvækstlinjer. — Siphos Be- liggenhed er i de yngre Kamre omtrent central, dog en Smule nærmere ved Internsiden. Paa et mediant Gennemsnit ser man, at den, efterhaanden som man kommer til ældre og ældre Kamre, rykker nærmere ind til Internsiden. Hvorledes Forholdet er i de allerældste Kamre, er det desværre ikke lykkedes mig at iagttage. Hvad nærbeslægtede Arter angaar, henvises til Moseres Bemærkninger herom. De største Eksemplarer, hvoraf Mineralogisk Museum er i Besiddelse, have maalt c. 100 Mm. i Gennemsnit og c.75 Mm. i Tykkelse; de stamme fra Koral- og Bryozokalken. I Saltholmskalk er fundet et Par, noget deformerede Eksemplarer, som maaske høre herhen. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (almindelig). — Saltholmskalk: ? Saltholm (2 Ekspl.). Nautilus påtens Kyer. 1850. Nautilus patens KNERrR, Verst. des Kreidemergels v. Lemberg. S.7, Tav. 1, Fig. 2. 1863. == interstriatus v. STROMBECK, Ueber die Kreide bei Luneburg. S. 41. 1876. — patens KNER; SCHLUTER, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. Il. S. 178, Tav. 50, Fig. 1—5. Af denne Art omtaler Scurirer (l. c.) to Eksemplarer fra det danske Skrivekridt. Paa Etiketten til det ene har han bemærket, at Ribberne staa usædvanlig tæt hos dette Eksemplar. Senere (i Aaret 1875) modtog Museet fra daværende stud. med. Hexscaer et smukt, saa godt som fuldstændigt Eksemplar, der danner Grundlaget for største Delen af følgende Beskrivelse. Temmelig stor Navle, som ikke begrænses af nogen skarp Kant. Sipho midtstillet eller noget nærmet til Eksternsiden. Særlig karakteristisk er Skulpturen, som bestaar af fine, ophøjede, skarpe Linjer, som ere ens lige fra Navlen til Bugen; idet de træde fra Navlen op påa Siden, ere de rettede meget stærkt fremefter; omtrent midt paa Siden danne de en stor, fremadrettet Bue og løbe nu mod Bugen i stærkt tilbagebøjet Retning. Hos det største foreliggende Eksemplar, hvis Diameter er omtrent 170 Mm., tæller man paa Bugens Midtlinje 12 af disse fine Ribber paa en Strækning af 20 Mm.; dette Eksemplar har imidlertid ogsaa usædvanlig tæt stillede Ribber; v. Srromseck angiver 12 Ribber for hver 30 Mm. ved 100 Mm.s Diameter. Paa Bugen og den tilstødende Del af Siderne ses undertiden (naar Stykket er godt bevaret) 3 fine, ophøjede Linjer mellem hver to af de omtalte Ribber. — Suturlinjen er bøjet stærkt i Form af et S. Foruden de ovenfor omtalte Eksemplarer findes endnu et Brudstykke af en stor 242 | 38 Nautil, som formodentlig ogsaa maa henføres til denne Art; som Scarirer imidlertid har bemærket paa den tilhørende Etikette, ere Ribberne usædvanlig lave. De foreliggende Eksemplarer stemme bedst overens med Beskrivelsen af N. inter- striatus v. SrROMB., der imidlertid, som paavist af Scarcirer, er identisk med den tidligere beskrevne N. patens Kner. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (2 Ekspl.). — Frejlev (2 Ekspl.). Nautilus daånicus v. ScazortHeim sp. Tavle IV, Fig. 3—4; Tavle V, Fig. 3. 1820. Nautilites danicus v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde. S. 83. 1835. Nautilus danicus LyELL, CGretac. and Tert. strata of the danish Isl. of Seeland and Moen. S. 250, Tav. 18, Fig. 4—7. 1840. — damicus SCHLOTH.; QUENSTEDT, Vorzugl. Kennzeichen der Nautileen. S. 289. 1847. — — — ; Amtl. Bericht Kiel. S. 118. 1861. — — — ; BINKHORST, Monogr. des Gastr. et des Céphalop. II. S. 16. — — — — ; BLANFORD, Fossil Cephalopoda of South. India. S. 24, Tav. 10, Fig. 4 og Tav. 11. 1866. — fricator Beck; v. FiscHER-BENZzZON, Ueb. das rel. Alter des Faxekalkes etc. S. 14. 1867. — — — ; JoanstruP, Om Faxekalken ved Annetorp. S. 264. — — danicus SCHLOTH.; LUNDGREN, Pal. Iaktt. ofver Faxekalken på Limhamn. S. 12. 1868. — fricator Beck; Jar. STEENSTRUP, i Vidensk. Medd. fra naturh. Forening i Kjøbenhavn for Aaret 1867. S. IV. 1885. = danicus SCHLOTH.;-MoBerRG, Cephalop. i Sveriges kritsyst. Il. S. 11, Tav. 1, Fig. 7—12. 1891. = == — ; FoorD, Catal. of the fossil Cephalop. in the british Museum. Part Il. S. 313, Fig. 32 b—c. 1899. — danicus SCHLOTH.; Ravn, i Geol. Forening. i Stockholm Fårhdl. Bd. 21. S. 266. De Hundreder af Eksemplarer, som Mineralogisk Museum ejer af denne Årt, ere allesammen mer eller mindre fuldstændige Stenkærner; kun hos et Par Eksemplarer ere mindre Partier af Skallen bevarede; desuden findes i Samlingen en Del ufuldstændige Aftryk af Skallens Yderside. For den følgende Beskrivelse lægges derfor Stenkærner til Grund. Formen er nærmest som en temmelig fladtrykt Ellipsoide. Navlen er meget lille, uden skarp Begrænsning; de ældre Vindinger skjules fuldstændig. Kammervæggene ere temmelig tæt stillede og stærkt bøjede med Konkaviteten vendende fremefter; i hver Vinding findes temmelig konstant 15—16 Kammervægge. Suturlinjen er meget stærkt bugtet; be- gyndende ved Navlen løber den først i meget skraa Retning fremefter, indtil den omtrent er naaet til /3 af Vindingens Højde; her danner den en jævnt afrundet Bue (Lateralsadel) og løber nu skraat bagud omtrent til Vindingens halve Højde, hvor den danner en jævnt afrundet Laterallobe; derpaa vender den sig straks meget stærkt fremefter, men efterhaanden tager den mer og mer en Retning, der staar vinkelret paa Skallens Symmetrilinje, og for- 39 243 løber over Eksternsiden i en svagt fremadrettet Bue. Drager man den korteste Linje mellem Navlen og en Suturlinjes Skæringspunkt med Skallens Symmetrilinje, vil den skære Suturlinjen omtrent midtvejs mellem Lateralsadlens højeste Punkt og Laterallobens dybeste Punkt, medens den fra Navlen og opefter omtrent følger den foregaaende Suturlinje til dennes Sadels højeste Punkt. Paa Stenkærner af enkelte Kamre ses undertiden en meget svag, bagud rettet Knude helt forneden i Midtlinjen; den antyder vel Tilstedeværelsen af en ganske svag Internlobe. Dette Forhold omtales ogsaa af Foorn (l. c.). Kamrenes største Bredde overstiger deres største Højde med en Ubetydelighed (Maalene kunne saaledes være henholdsvis 23 og 22 Mm.); maalt i Midtlinjen er Kamrets Højde c.”/3 af dets største Højde (i ovenfor omtalte Tilfælde er Maalet i Midtlinjen 16 Mm.). Beboelseskamret indtager mere end 4 af sidste Vinding. Mundingen udvides stærkt i Nærheden af Navlen. Efter Tilvækstmærkerne at dømme har Mundingen været stærkt indskaaren i Skallens Midtlinje, der undertiden er svagt ophøjet. Skallen findes tildels bevaret paa et Par Beboelseskamre; den er porcellænsagtig, c.0,5 Mm. tyk; i Nærheden af Navlen har den sin største Tykkelse; paa dens Overflade ses kun finere og grovere Tilvækstlinjer. Siphos Beliggenhed er forskellig i ældre og yngre Kamre. I de sidste ligger Sipho betydelig over Forbindelseslinjen mellem Laterallobernes Spidser, men efterhaanden som man naåår til de ældre Kamre, rykker den nedad mod Internsiden. I et Kammer, hvis største Højde er 20 Mm., ligger den omtrent paa Højde med Laterallobernes Spidser. Som vi senere skulle se, vedbliver denne Forrykning at foregaa helt ind i første Vinding. Paa de enkelte Kamres Stenkærner viser Sipho sig paa Grund af de bagudrettede Siphonalmuffer (= goulots siphonaux, Siphonalduten) paa Forsiden som en Fordybning, påa Bagsiden som en Pig. å Ved Slibning er det lykkedes mig at fremstille et mediant Længdesnit af et Eks- emplars første Vinding, bestaaende af 12 Kamre. I det yderste af disse Kamre ses Sipho meget nær ved Internsiden, og denne Stilling synes den at beholde, indtil den naar det 7. Kammer regnet fra Embryonalkamret (dette medregnet); den synes nu efterhaanden at fjærne sig lidt fra Internsiden, indtil den i de 3 ældste Kamre er tydelig fjærnet fra denne. I Spidsen af Embryonalkamret synes der at have været en lille Fordybning, formodentlig det saakaldte «Ar». Første Vinding er ikke fuldstændig lukket, men som hos N. Pompilius Linn findes der i Centrum et tomt Rum. Eksemplarernes Diameter er omtrent dobbelt saa stor som deres Tykkelse (f. Eks. henholdsvis 90 Mm. og 44 Mm.). Temmelig nær den her omtalte Art staar N. fricator Beck. Angaaende de For- hold, hvori disse to Arter vise sig forskellige, maa jeg her henvise til, hvad der er anført under N. fricator Beck. 244 40 Da v. Scaroraem beskrev sin Nautilites danicus, sammenlignede han den med N. aganiticus Montr., en Art fra Juraperioden; denne Art har saa stor Lighed med N. danicus v. ScmzcortH., at v. Buca") forenede dem til en og samme Art. Lunderen?”) synes tilbøjelig til at mene, at det ikke er N. danicus v. ScarotH., som v. Buca har set. v. Buca skriver nemlig bl. a.: «Aber am Bauchrande ist noch eine Einsenkung der Scheidewånde, welche einem Sipho. gleicht, die Scheidewand jedoch nicht durchbohrt —.» Denne Beskrivelse passer ganske vist bedre paa N. fricator Beck, men i Mineralogisk Museums Såmling har jeg dog set flere Eksemplarer af N. danicus v. Scazota., Som havde en saadan Fordybning, omend den er svagere, end den i Reglen er hos N. fricator Becr. Desuden ligger Sipho efter v. Bucas Beskrivelse «iiber der Mitte»; dette er netop, naar de allerældste Vindinger undtages, Tilfældet hos N. danicus v. ScarorH., men derimod ikke hos den anden Årt. Derfor forekommer det mig lidet sandsynligt, at-v. Buca skulde have haft N. fricator for Øje i Stedet for N. danicus. Senere fastholdt Beck”), desværre uden nærmere Begrundelse eller Beskrivelse, at N. danicus v. Scmxorx. var forskellig fra N. aganiticus Montr. Imidlertid kommer v. Buca/) endnu engang tilbage til dette Spørgsmaal og hævder stadig Identiteten af de to Arter; han tilføjer dog nu: «Doch scheint der Dorsalsattel von N. danicus etwas breiter und er zeigt nicht die sehr flache Einbiegung auf dem Ricken, wie N. aganiticus.… — Af andre Forskelligheder mellem de. to Arter anfører Quensrenr?), at Mundranden hos N. danicus tilnærmelsesvis er halvmaaneformet, medens den hos den anden Art er mere komprimeret. Desuden skal «Ryg»-Loben være mindre udpræget og Sideloberne smallere hos N. danicus; endvidere skal denne Art have en meget tydelig lille «Bug»-Lobus. Derefter tilføjer han: «Es kommen auch Nautilen-Steinkerne dort [ved Faxe] vor, die sich dem N. Aturzi sehr nåhern und von N. Danicus verschieden sind.» Hermed er sikkert tænkt paa N. fricator Becx. Allerede den Gang var N. danicus v. ScarorH. sp. imidlertid bleven afbildet, idet Lyen (Il. c.) publicerer et Par af Becks Tegninger af denne Årt. H. B. Gemwimz&) opfører ligeledes Arten som selvstændig, og paa samme Standpunkt stille D'Ors1eny ”), C. G. GieBer ), Binxuorst (1. c.), Brannrornd (l..c.) og andre senere Forskere sig. Lunncren skænker hele den Historie en nærmere Omtale. 1) v. BUCH i Neues Jahrb. 1834. S. 533. 2) B. LUNDGREN: Palaeont. Iaktt. etc. S. 13. 3) Beck i Proceed. of the Geol. Soc. of London. 1835—36. S, 218. 4) v, BucH: Ueber den Jura in Deutschland. Berlin 1839. S.71—72. ”) QuUENsrenr: Ueber die vorzuglichsten Kennzeichen der Nautileen. S. 289. ') H, B. Geinirz: Grundriss der Versteinerungskunde. S. 282, 7) D'ORBIGNY: Prodrome de Paléontologie. Il. S. 290. 5) G. GIEBEL: Fauna der Vorwelt. Ill, 1: die Gephalopoden. Leipzig 1852, S. 138. | | | 41 24 Qt Medens dette Spørgsmaal saaledes maatte anses for at være afgjort til Fordel for Opretholdelsen af N. danicus v. ScarorH. sp. som selvstændig Art, opstod der nogen For- virring i en anden Retning. Jar. Steenstrup") søgte nemlig i et Møde i det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og senere i et Møde i Naturhistorisk Forening i Kjøbenhavn at vise, at den Årt, man hidtil havde betegnet med Navnet N. danicus v. ScmmorH., ikke bar dette Navn med Rette, men derimod kunde benævnes W. fricator Beck; han mente med andre Ord% at der havde fundet en Navneforveksling Sted. I Mødeberetningen fra Natur- historisk Forening hedder det saaledes: «D. 5. Juli — — meddelte Prof. Sreensrrur en Over- sigt over de i Faxekalken forekommende Arter af Slægten Nautilus. Da Af- handlingen vil blive trykt andensteds, meddeles her.kun, at Sre. stærkt fastholdt, at Nautilus danicus Vv. SCHLOTH. sp. (”/2). Nautilus fricator Beck (?/2). Nautilus daniéus ScarortH. var den tykskallede, stornavlede Form, hvis Kammervægge frem- bøde de dybe Sidebugter og den ligeløbende eller kun svagtudbuede Rygrand, og ingen- lunde den af Lyer i 1835 (Geolog. Transact. Vol. V. pl. 18) afbildede og nylig af Hr. Dr. B. Lunneren som den ægte Naut. danicus hævdede Form. Denne sidste kan benævnes N. fri- cator Buck, forsaavidt det i det hele bliver tilraadeligt at beholde dette Navn.» — Den her bebudede Afhandling er imidlertid aldrig bleven trykt. Det er desværre heller ikke ad anden Vej lykkedes mig at faa Rede paa, hvorledes Jar. Sreensrrue er kommen til dette Resultat; men såa meget er sikkert, at — som allerede omtalt af Lunneren (l. c.) — de i Berlins «Museum fir Naturkunde» opbevarede Faxe-Nautiler fra v. Scazoraemms Samling tilhøre den 1) JAP, STEENSTRUP i «Oversigt over det kgl. Danske Vidensk. Selskabs Forhandl. i Aaret 1367». S. 204, samt i «Vidensk. Meddel, fra d. naturh. For. i Kjøbenhavn». 1867. S. IV. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 4. 32 246 . 49 Art, der her er beskreven som N. danicus, og som først findes afbildet hos Lyerx under dette Navn, som den derfor maa beholde, skønt et Par Forfattere (v. Fiscaer-Benzon og Jonanysrru?) have fulgt Jar. SreenstruP "). Arbejderne ved Faxe Kalkbrud, som ofte have ret kuriøse Betegnelser for de der hyppigst forekommende Forsteninger, kalde begge de omtalte Nautilarter for «Mopper» (eller «Mopser»). Som det vil kunne ses af omstaaende Tekstfigurer, have Stenkærner af begge Arter undertiden ogsaa en vis Lighed med en siddende Mops, mellem hvis Forben der findes en ligeledes siddende Hvalp; størst er denne Lighed for N. fricator's Vedkom- mende. Ogsaa af denne Grund er det sandsynligt at antage, at det er denne Art, … Beck har tildelt Navnet: fricator (= Mops). N. danicus v. ScacorH. sp. ér meget almindelig i Koral- og Bryozokalken ved Faxe, idet den er en af de her hyppigst forekommende Forsteninger. I Saltholmskalk er der fundet to daarlig bevarede Eksemplarer, hvoraf det ene bestaar af 4, det andet af 3 paa hverandre følgende Kamre. Desuden findes den hyppig ved Annetorp i Skaane; Beboelses- kamret af det største Eksemplar, Mineralogisk Museum ejer herfra, maaler ikke mindre end c. 180 Mm. i Højde (maalt fra Navlen), og dets Tykkelse er omtrent lige såa stor. — Arten angives endvidere at forekomme ved Maastricht, i Pisolithkalken ved Laversine og Vigny samt i det sydøstlige Rusland og i Forindien. Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (meget hyppig). — (Annetorp). — Salt- holmskalk: Saltholm (2 Ekspl.). Nautilus fricator Becx. Tavle V, Fig. 1—2 og 4. 1763. Nautilus, E. PoNtorP1IDanN, Den danske Atlas. S. 450, Tav. 20. 1835. — fricator Beck, i Proceed. of the Geol. Soc. of London. 1835—36. S. 218. 1866. — danicus SCHLOTH.; v. FISCHER-BENZzZON, Ueb. das rel. Alter des Faxekalkes etc. S. 14. 1867. — fricator Beck; LUNDGREN, Pal. Iaktt. etc. S. 14. — & — damicus SCHLOTH.; Jar. STEENSTRUP, i Vidensk. Meddel. fra den naturhist. For. i Kjøbenhavn. S. IV. 1899. Nautilus fricator Beck; Ravn, i Geolog. Fåren. i Stockholm Fårhandl. Bd. 21. S. 266. Coquille comprimée latéralement. Ombilic large et distinct; tours internes visibles. Cloisons assez rapprochées (elles sont au nombre de 13 environ dans chaque tour), fortement arquées, concaves en avant. Ligne suturale træs sinueuse, dirigée en avant å son point de départ au bord de Vombilic. A Ys å peu prés de la hauteur des tours (un peu au-dessous), une selle latérale doucement arrondie; å ?”/8 de la hauteur des tours, un lobe latéral ogivoide, qui vient suivre, sur le cdté ventral, une ligne presque droite. AÅ la surface ') v. FiscHerR-Bexzons Arbejde over Faxekalken var ganske vist allerede trykt Aaret i Forvejen, men der er Grund til at tro, at hans Standpunkt overfor dette Spørgsmaal skyldes Paavirkning fra Jar. Sreenstrrurs Side. 43 247 postérieure de chaque moule de loge se voit toujours, en bas, sur lå ligne médiane, une petite saillie indiquant la présence d'un petit lobe interne. La plus grande hauteur des loges dépasse toujours de beaucoup leur plus grande lårgeur (ces grandeurs étaient, dans un spécimen examiné, de 43mM et de 30MMm respectivement); la hauteur, mesurée sur la ligne médiane est. un peu inférieure å la plus grande largeur (dans le cas précité elle était de 32mm), La chambre d'habitation occupe plus de !/4 du dernier tour. Ouverture fortement échancrée en håut sur la ligne médiane. Siphon relativement prés du cåté dorsal; il se trouve toujours placé au-dessous de la ligne qui joint les sommets des lobes latéraux. Cloisons des loges relativement épaisses. — Test épais, avec stries d'accroissement de finesse inégale. — Diamétre, 1307»; épaisseur, 557, Den Faxe-Nautil, som Poxntorriman (|. c.) afbilder, er sikkert den samme, som Buck senere gav Navnet N. fricator uden dog at beskrive eller afbilde den. Ganske kortfattet blev den senere beskreven af Jar. Sreensrrur (se under foregaaende Art), som mente, den burde bære Navnet N. daniceus v. ScarorH. Endelig har jeg (1. c.) for et Par Aar siden angivet de vigtigste Forhold, hvori den adskiller sig fra N. danicus. Det er alt det Kendskab, man hidtil har haft til Arten. Den forekommer ret sjældent ved Faxe og altid som Sten- kærner, undertiden med de tilhørende Aftryk af Skallens Yderside. Dens Form er som en stærkt fladtrykt Ellipsoide. Navlen er stor og tydelig af- grænset; de indre Vindinger ses. |Kammervæggene temmelig tæt stillede, c. 13 i hver Vinding; de ere meget stærkt bøjede, vendende Konkaviteten fremefter. Suturlinjen er meget stærkt bugtet. Inde ved Navleranden er den først rettet fremefter; noget forinden den naar 3 af Vindingens Højde, danner den en jævnt afrundet Bue (Lateralsadel) og tager nu en meget skraa Retning bagud; omtrent paa det Punkt, hvor den naar ”/3 af Vindingens - Højde, vender den temmelig bråt om og danner her en Spidsbue-lignende Figur (Laterallobe); den løber nu et Stykke fremefter, næsten parallelt med Eksternsiden, bøjer saa atter om og forløber derpaa i lige Linje over Eksternsiden; undertiden kan den dog her danne en svag Bue fremefter, sjældnere en Bue med fremadrettet Konkavitet. Drages en Linje den korteste Vej fra en Suturlinjes Begyndelsespunkt ved Navleranden til dens Skæringspunkt med Symmetrilinjen paa Eksternsiden, vil denne Linje afskære en Del af Sidesadlen og derpaa berøre den inderste Spids af den følgende Suturlinjes Sidelobe. — Paa den bageste Side af Stenkærner af enkelte Kamre ses altid nederst i Midtlinjen et lille ophøjet Parti, som antyder Tilstedeværelsen af en lille Internlobe. — I Forbindelse med Skallens Form staar det Forhold, at Kamrenes største Højde altid overstiger deres største Bredde betydelig (et Kammer maaler henholdsvis 43 og 34 Mm.); Højden, maalt i Midt- linjen, er lidt mindre end den største Bredde (i ovennævnte Tilfælde er den 32 Mm.). — Beboelseskamret har været stort, idet det har indtaget mer end ”/4 af sidste Vinding. Efter de utydelige Tilvækstlinjer at dømme har Mundingen været stærkt indskaaren foroven i Midtlinjen, omtrent som hos N. danicus v. ScaLoru. sp. 32% 4 248 44 Skallen er ikke bevaret i noget Tilfælde. Aftryk vise, at den har været dækket af finere og grovere Tilvækstlinjer. Det ses ligeledes, at den har været forholdsvis tyk; det samme har været Tilfældet med Kammervæggene. I Forbindelse hermed staar det Forhold, at Stenkærnerne af flere efter hverandre følgende Kamre let falde fra hverandre. Sipho ligger forholdsvis nærved Internsiden, altid under Forbindelseslinjen mellem Laterallobernes Spidser. Den efterlader paa Kamrenes Stenkærner lignende Mærker som hos N. danicus. Desværre har jeg ikke haft Materiale, der muliggjorde en Undersøgelse af dens Beliggenhed i den ældste Vinding saaledes som hos foregaaende Årt. At Formen er mere fladtrykt hos den her omtalte Art end hos den foregaaende, ses bl. a., naar man maaler et Eksemplars Diameter og Tykkelse, der f. Eks. kunne være henholdsvis 130 og 55 Mm. Angaaende den stedfundne Navneforveksling med N. danicus v. Scaxortx. sp. henvises til, hvad der herom findes anført under denne sidstnævnte Årt. Arten findes, men temmelig sjældent, i Koral- og Bryozokalken ved Faxe. I Salt- holmskalken er ogsaa fundet et Par, noget fortrykte Eksemplarer. Endvidere er Mineralogisk Museum i Besiddelse af et Eksemplar fra Annetorp i Skaane (fra Saltholmskalk?), det eneste Eksemplaår, man hidtil kender fra denne Lokalitet. Ligeledes anfører Beck /l. c.) Arten fra Kunraed, men da Bingkmorst ikke omtaler den, ej heller nogen nærstaaende Form, er denne Forekomst vel tvivlsom. i Danien. Koral- og Bryozokalk: Faxe (temmelig sjælden). — Saltholmskalk: Saltholm (2 Ekspl.). — (Annetorp; 1 Ekspl.). Fra Skrivekridtet (Møens Klint, Frejlev og Aalborg) kendes der en Del Brudstykker af Nautiler, som imidlertid ere saa fragmentariske eller daarlig bevarede, at det er umuligt at bestemme dem nærmere. PuG- GAARD (Møens Geologie. S. 88.) anfører N. simplex Sow.? fra Møens Klint; i Museets Samling opbevares ogsaa en Nautil fra Møen med denne Etikette, men den er i hvert Fald nu fuldstændig ubestemmelig. Familie: Phylloceratidae v. Zirtur. Slægt: Phylloceras Suess. Phylloceras velledåeforme Scscirer sp. Tavle III, Fig. 12. 1876... Ammonites velledaeformis ScuaLtrer, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 60, Tav. 18, Fig. 4—7. Stenkærnen er fladtrykt af Form; de yngre Vindinger omslutte de ældre saa fuld- stændig, at Navlen bliver meget lille. Navlen er ikke begrænset af nogen Kant; Siderne gaa jævnt over i den afrundede Bug. Vindingerne vokse hurtig i Størrelse. Mundingen, Ex armani kana 45 249 hvis største Bredde ligger omtrent paa Midten, er mere end dobbelt saa høj som bred. — Omtrent påa Midten af Siderne fremkomme fine, linjeformede Ribber, der ere meget tæt stillede og svagt S-bøjede, idet de i Begyndelsen ere svagt fremadbøjede og derpaa hurtig gaa tilbage i en stor Bue for snart efter atter at bøje fremefter og paa Bugen forene sig med de tilsvarende fra den anden Side. — Suturlinjen er utydelig paa det eneste foreliggende Eksemplar; dog synes den stærke Gren, som efter Scazirters Beskrivelse og Afbildning gaar fra første Laterallobe henimod Sipho og naar forbi Eksternlobens Spids, at have været tilstede. Yngre Senon. Skrivekridt: Fjerritslev (1 Ekspl.). Familie: Lytoceratidae NEzumayr, emend. v. ZITTEL. Slægt: Ilamites PArRKINSON. Hamites cylindraceus Derrance sp. 1816. Baculites cylindracea DEFRANCE, Diction. des scienc. nat. II. Suppl. S. 160. 1840. Hamites cylindraceus D'ORBIGNY, Paléont. franc. Terr. crét. I. S. 551, Tav. 136. 1861. == — — ; BINKHORST, Monogr. d. Gastér. et des Céphal. II. S. 36, T. 5 b, Fig. 5-7. 1872. => efr. cylindraceus DEFR. sp.; SCHLUTER, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. I. S. 103, T. 29, Fig. 8$—9 og T. 31, Fig. 10—14. Denne Art er hos os kun funden som en Del lige eller krumme Brudstykker af Stenkærner. — Gennemsnittet er elliptisk; Overfladen dækket af tæt stillede, skarpe Tvær- ribber, der staa omtrent vinkelret paa Skallens Længdeakse paa vedkommende Punkt. — Suturlinjen er paa alle Stykkerne noget utydelig; man kan dog iagttage, at den er ganske overordentlig stærkt grenet og takket, og at den — saavidt ses kan — stemmer godt med Scazøters Afbildninger. Det største og bedst bevarede Eksemplar stammer fra Frejlev og er i Aaret 1875 indsendt til Mineralogisk Museum af daværende stud. med. Hexscaer; det er U-formet ; maalt langs Indersiden af Bøjningen er det ikke mindre end 420 Mm. langt; Skallens største Diameter er ved Stykkets forreste Ende 68 Mm., ved den bageste Ende 40 Mm; den mindste Diameter har jeg ikke kunnet maale. Et andet Eksemplars største og mindste Gennemsnit er henholdsvis 45 og 33 Mm.; Afstanden mellem Tværribbernes Rygge er her c.4 Mm.; paa ældre Dele af Skallen er den selvfølgelig mindre. Yngre Senon. Skrivekridt: Cementfabriken «Dania» (1 Ekspl.). Randrup (1 Ekspl. i Landbohøjskolens Samling). Gudumholm (1 Ekspl.). Frejlev (3 Ekspl.). Aalborg (2 Ekspl.). Nørre Uttrup (1. Ekspl.). Slægt: Baculites Lamarck. Baculites vertebralis Lamarcx. 1801. Baculites vertebralis LAMARCK, Syst. des animaux sans vertébres. S. 103. 1822. — Faujasii — ; Hist. nat. des animaux sans vertébres. VII. S. 647. 1861. — — — ; BinxHorsTr, Mon. des Gastérop. et des Céphalop. etc. II. S. 40, Tav. 5 d, Fig. 1. 1876. — vertebralis LAm.; ScaLurer, Cephalop d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 23, Tav. 39, Fig. 11—13 og. Tav. 40, Fig. 4—5 og 8. Skallen stavformet, med langsom Tilvækst. Gennemsnittet ovalt, en Ubetydelighed smallere ved Siphonal- end ved Antisiphonalsiden. Overfladen glat, uden Ribber. — Siphonalloben bred; dens to Grene trefingrede, knap saa dybe som Lateralloberne; disse ere noget smallere end Sadlerne. Antisiphonalloben trefingret, smal og mindre dyb end de andre Lober; Sadlerne, som begrænse den, have paa det nærmeste samme Bredde som de andre Sadler, men ere langtfra saa dybe som disse. i Denne Årt er her i Danmark kun funden i Aflejringer tilhørende det yngre Senon. R. v. Fiscaer-Benzon ") anfører den fra Faxe og støtter sig her til en Angivelse af Forcn- HAMMER («Danmarks geognostiske Forhold». Kjøbenhavn 1835. S. 77). Ganske vist siger Forcauammer, åt B. Faujasir er funden i Faxekalk; men man maa her huske paa, at Forca- HAMMER regnede ogsaa Cerithiumkalken til Faxekalk. Sikkert er det, at man ved Faxe ikke har fundet nogen Baculites ligesaa lidt som nogensomhelst anden Ammonit eller Belemnit. Yngre Senon. Skrivekridt: Øxendals Grube påa Mors (1 Ekspl.). — Ceri- thiumkalk: Stevns Klint (2 Ekspl.). Baculites Valognensis Jon. Bonm. 1876. Baculites anceps? ScaLtrer, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. I. S. 145. 1891. — Valognensis JoH. Boam, Kreidebild. des Furbergs etc. S. 50, Tav. 1, Fig. 13. Skallen stavformet, langsomt tiltagende i Volumen som hos foregaaende Art; Gennemsnittet ægformet; Siphonalsiden betydelig smallere end Antisiphonalsiden. — Siphonalloben bred; dens to Grene vidt adskilte og stærkt divergerende. Lateralsadlerne smalle ved deres Basis, bredere fremefter, stærkt fingrede. Antisiphonalloben syvfingret, mindre dyb end de andre Lober; de tilgrænsende Sadler smallere og betydelig lavere end de andre Sadler. — Paa Stenkærnerne iagttages svage, med Mundranden parallele, afrundede Ribber; med temmelig konstante Mellemrum ses en mere fremtrædende Ribbe omtrent som hos »'Ors1anY's B. anceps ?). 7) R. v. FiscoHerR-Benxnzon: Ueber das relative Alter des Faxekalkes etc. S. 15. 2) D'ORBIGNY : Paléont. frang. Terr. crét. I. Tav. 139, Fig. 3. pepper 47 DO Da | men De foreliggende Eksemplarer stemme ganske godt med Jon. Bonms Beskrivelse og Figurer; kun synes de Sadler, der begrænse Antisiphonalloben, at være temmelig brede. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (6 Ekspl.). Baculites Knorrianus Desmaresr. 1817... Baculites Knorrianus DEesmarest, Mém. sur deux genres de coq. foss. clois. et å siphon. S., 48, Tav. 1, Fig. 3. 1850. — anceps? KNER, Verst. des Kreidemergels von Lemberg. S. 13, Tav. 3, Fig. 1. 1869. — Knorrianus FAvRE, Déscr. des moll. foss. de la craie de Lemberg. S. 27, Tav. 7, Fig. 2, 1876. — — DESM., GEIN.; SCHLUTER, Cephalop. d. ob. deutsch. Kreide. I. S.146, Tav. 39, Fig. 16—20. Skallen stavformet, langsomt tiltagende i Tværsnit og opnaaende en betydelig Størrelse. 'Tværsnittet ægformet, undertiden næsten ellipseformet. — Sadlerne omkring Antisiphonalloben ere betydelig lavere end de andre Sadler; deres Spidser afrundede. Sadlerne tvedelte, stærkt grenede. Antisiphonalloben, der skal være tregrenet, har jeg ikke kunnet iagttage. — Stenkærnerne fuldstændig glatte. Denne Årt opnaar en ret betydelig Størrelse. Hos et Eksemplar er Tværsnittets største Diameter saaledes 34 Mm., den mindste Diameter 25 Mm. Yngre Senon. Cerithiumkalk: Stevns Klint (talrige større og mindre Brudstykker). Tillæg til Slægten Baculites Lamarck. — Fra Skrivekridtet paa følgende Lo- kaliteter: Stevns Klint, [Kastrup Skov], Møens Klint, Frejlev, Restrup, Aalborg, Nørre Uttrup, Løgstør, Fjerritslev, Svinkløv, Bromølle, Rær og Eerslev er Mineralogisk Museum og «Danmarks geologiske Undersøgelse» i Besiddelse af en Del større og mindre Brud- stykker af Baculiter; som Regel ses intet Spor af Lobelinjen, eller denne er i hvert Fald særdeles utydelig; da Stykkerne desuden næsten alle ere stærkt fortrykte, er en blot nogen- lunde sikker Bestemmelse umulig. Kun et Eksemplar fra Øxendals Grube paa Mors har kunnet bestemmes (se under B. vertebralis Lam.). Puccaarn!) anfører B. Faujasiw Lam. fra Møen; et lille Brudstykke, af PucGaarn bestemt til denne Art, har jeg fundet i Minera- logisk Museums Samlinger; dets Tværsnit passer ganske godt med B. vertebralis Lam. (= B. Faujasu Lam.), men da ethvert Spor af Lobelinjen mangler, er Bestemmelsen højst usikker. — Fra Skrivekridtet paa Rugen anfører Dezcxe?”) B. vertebralis Lam., B. Knorrianus Derr. og B. incurvatus Duz. 1) PuGGAaarnD: Møens Geologie. S. 89. ?) DEECKE: Die mesozoischen Formationen der Provinz Pommern. Greifswald 1894. S. 82. DS9 (ur | Do 48 Familie: Desmoceratidae v. Zirrter. Slægt: Desmoceras v. ZiTTteL. Desmoceras Liineburgense Scarirer sp. 1872... Ammonites Liineburgensis ScHLirer, Cephalop. d. ob. deutsch. Kreide. I. S. 62, Tav. 18, Fig. 8—9. Denne Art angives af Scacwrer ") fra Skrivekridtet i Danmark (og paa Rigen). I Mineralogisk Museums Samlinger findes ogsaa et Brudstykke af denne karakteristiske Art, formodentlig det samme Eksemplar, hvorpaa Scariters Angivelse om Forekomsten i Dan- mark beror. Skallen er vidnavlet; efter Scaxorer dækkes de ældre Vindinger kun omtrent halvt af de yngre. Paa Stenkærnens Overflade ses en Del Indsnøringer, hvis indbyrdes Afstand (maalt paa Eksternsiden) er omtrent ”/4 af Vindingens Gennemsnit. Disse Indsnøringer ere nærmest Navlen stærkt fremadbøjede; efter at være naaede op påa Flankerne løbe de omtrent lodret påa Vindingens Retning i vedkommende Punkt; derefter bøje de sig atter stærkt fremefter og fortsætte over Eksternsiden. Desuden ses påa enkelte velbevarede Partier en ganske overordentlig fin Skulptur af bøjede Tværlinjer. Foruden det her beskrevne Stykke foreligger der (fra Nørholm) et lille Brudstykke af en Ammonitkærne, som viser nøjagtig samme Skulptur samt en enkelt Indsnøring; den tilhører derfor sikkert samme Årt. Af Suturlinjen har jeg intet Spor kunnet opdage paa de foreliggende Eksemplarer. Yugre Senon. Skrivekridt: Frejlev (1 Ekspl). Nørholm (1 Ekspl.). Familie: Cosmoceratidae v. ZirreL. Slægt: Scaphites PARKINSON. Scaphites inflatus F. A. Romer. 1841. Scaphites inflatus F. A. Romer, Verst. d. norddeutsch. Kreidegeb. S. 90, Tav. 14, Fig. 3. 1852. — == — ; GIEBEL, Fauna der Vorwelt. II. 1. Cephalop. S. 334. 1872. => = — ; SCHLUTER, Cephalop. d. ob. d. Kreide. I. S. 78, Tav. 24, Fig. 1—3, Tav. 27, Fig. 8. 1874. => = — ; SCHLUTER, Scaphiten der Insel Bornholm. S. 1—2, 1897. = = — ; SroLLEY, Glieder. des norddeutsch. u. balt. Senon. S. 260—61. Denne og den følgende Art, som begge tilhøre det ældre Senon, ere hos os kun fundne i faa Eksemplarer paa Bornholm. De herhenhørende Eksemplarer ere alle tidligere blevne undersøgte af Scmrirer og SrtoreY. !) GL, ScHLurer: Gephalop. d. ob. d. Kreide. II. S. 249, å harEndennnn, 49 253 Skallen oval, temmelig stor. Siderne og Bugen hvælvede, ikke adskilte ved Kanter. Paa Siderne findes Ribber, som længst inde ved Navlen ere svage, men efterhaanden blive stærkere, indtil de ved Bugen slutte med en Knude; disse Ribber ere paa den indrullede Del af Skallen temmelig fine og tæt stillede, medens de paa Skallens strakte Del vige Pladsen for spredt stillede, grove Folder, som tabe sig nedad mod Navlen; opad mod Bugen bære de en stærk Knude. Suturlinjen har jeg ikke haft Lejlighed til at undersøge. Det fuldstændigst bevarede af de faa foreliggende Eksemplarer har følgende Maal: Længde 59 Mm., Højde 51 Mm. Ældre Senon. Grønsand: Bavnodde (1 Ekspl.). ?Stampen (4 Ekspl.). — Arnager- kalk: AÅrnager (1 Ekspl.). Scaphites binodosus F. A. Romer. 1841. Scaphites binodosus F. A. ROMER, Verst. d. nordd. Kreidegeb. S. 90, Tav. 13, Fig. 6. 1872. = — => ; SCHLUTER, Gephalopod. d. ob. d. Kreide. I. S.79, Tav. 24, Fig. 4—6. 1874. — — — ; — , Scaphiten der Insel Bornholm. S. 2— 3. 1897. — — — ; STOLLEY, Glied. d. nordd. u. balt. Senon. S. 260—61. Til denne Art kan man som paavist af Scarirer og SrorzeyYy med større eller mindre Sikkerhed henregne en Del Brudstykker fra Blykobbeaa og fra Arnager. Karakteristisk for Arten er ifølge Scarirer følgende Forhold: Omridset omtrent cirkelrundt. Siderne flade og adskilte fra den stejle Navleflade og den middelmaadig hvælvede Bug ved Kanter. Paa den indrullede Dels Sider iagttages radiale Ribber, som ved Bugkanten ende med en lille Knude; paa Bugsiden findes finere, og tættere stillede Ribber. Paa Beboelseskamret ere Knuderne ved Bugkanten blevne betydelig større og have strakt sig i Skallens Længderetning ; henimod Mundingen blive de igen mindre. Paa Beboelseskamret findes Knuder ogsaa ved Navlekanten; de ere dog runde og ikke tandformede som de andre. Mellem disse to Knuderækker findes brede, flade Radialribber. Bugen er dækket af tættere stillede og finere Ribber. De bornholmske Eksemplarer, paa hvilke denne Beskrivelse passer bedst, stamme fra Merglen ved Blykobbeaa. De vise kun Bugen og Siderne af Beboelseskamret. Allerede af Scmrirer ere de bestemte som hørende til denne Art, og Srorxey mener ogsaa, at man «mit einiger Sicherheit» kan gøre dette. Overfor det eneste Eksemplar, som foreligger fra Grønsandet ved Arnager, have begge de nævnte Forskere stillet sig mere tvivlende, og som det synes med Rette; forhaabentlig vil nyt og bedre Materiale engang kunne afgøre Spørgsmaalet. Ældre Senon. Grønsand: Blykobbeaa (3 Ekspl.). ?Arnager (1 Ekspl.). D, K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XT. 4. 33 2D4 50 Scaphites n. sp. Tavle III, Fig. 14. 21876. Scaphites Geinitzi D'OrB.? 0. MørcH, Forsteningerne i Kridtform. paa Bornholm. S. 25. Foruden de to alt omtalte Scaphitarter fra Bornholm er Mineralogisk Museum i Besiddelse af endnu en Art, som synes at være nogenlunde almindelig i Arnagerkalken. Srorzey ") har allerede haft de fleste af Eksemplarerne til Undersøgelse og er derved kommen til det Resultat, at det synes at være en ny Art. Materialet er siden den Tid blevet for- øget med endnu et Eksemplar, som er ikke saa lidt bedre end de andre, men dog lader en Del tilbage at ønske; som de fleste Forsteninger i Arnagerkalken er det noget fladtrykt. Skønt det ogsaa er min Anskuelse, at det er en ny Art, der her foreligger, har jeg dog ikke villet give den noget Navn, da man paa Grundlag af det foreliggende Materiale vel næppe vil kunne give en saa fyldig og korrekt Beskrivelse, at man derefter vilde kunne genkende Årten, naar man stødte paa den andensteds. Formen er oval; Længde 39 Mm., Højde 33 Mm.; Siderne svagt hvælvede; Bugen sandsynligvis stærkere hvælvet. Paa den indrullede Del ses temmelig kraftige, skarpe Ribber med forholdsvis store Mellemrum; en Del af Ribberne naåa ikke ned til Navlen. Paa Beboelseskamrets Sider ere Ribberne af lignende Beskaffenhed; de begynde ved Navle- kanten med en indbyrdes Afstand af c. 3 Mm., bøje sig straks noget fremefter og tiltage tillige i Styrke; derpaa bøje de sig atter tilbage, saa at de løbe omtrent vinkelret paa Skallens Længderetning; samtidig blive de fladere og bredere. Ved den utydelige Bugkant dele de sig i Reglen gaffelformet og løbe nu som ret stærke Ribber tværs over Bugen, hvor ny Ribber indskydes; Ribbernes indbyrdes Mellemrum er dog ogsaa her betydelig større end deres Bredde. I Nærheden af Mundingen blive de grovere og deres Afstand større. Intetsteds paa hele Skallen findes der Spor af Knuder eller Tænder. Denne Årt er vel nær beslægtet med Sc. Gerwnitzi D'Or8:; den minder saaledes stærkt om Scarwrers Afbildninger (Cephalop. I. Tav. 23, Fig. 14) af denne Art fra Guvieri- Plæner ved Paderborn. Dog mangle Knuder som ovenfor sagt fuldstændig, og Formen er ogsaa mindre langstrakt. Hvorvidt de foreliggende Eksemplarer alle tilhøre samme Art, maa henstaa uafgjort, da nogle af dem ere altfor fragmentariske til en sikker Bestemmelse. Ældre Senon. Arnagerkalk: Arnager (ikke sjælden). Scaphites constrictus Sowerey sp. Tavle III, Fig. 9. 1817. Ammonites constrictus Sowerby, Mineral Conch. II. S. 189, Tav. 189 A, Fig. 1. 1840. Scaphites — D'ORBIGNY, Paléont, franc. Terr. crét. I. S. 522, Tav. 129, Fig. 3—11. )) SvorreY: Glied. d. nordd. u. baltischen Senon. S$. 261. Bugnøgynnee 51 295 1861. Scaplhites constrictus D'ORBIGNY; BinxnkHorsT, Mon. des Gastér. et des Ceph. etc. II. S. 83, Tav. 5 d, Fig. 6. 118722 = = Sow, sp.; SCHLUTER, Cephalop. d. ob. d, Kreide. I. S.92, Tav. 28, Fig. 5—9. 1885. = = — ; MOBERG, Cephalop. i Sveriges Kritsystem. Il. S.27, Tav. 3, Fig. 3—5. 1893. — = — ; GROSSOUVRE, Amm. de la craie supér. S. 248, Tav. 31, Fig. 1—2 og 7—8. Formen kort elliptisk, med et forholdvis stort involut Parti. Vindingerne tage hurtig til i Omfang indtil den strakte Del af sidste Vinding, hvor Maksimum naaes, hvorefter Skallen atter indsnevres ganske betydelig mod Mundingen. Bugen er overalt smal, særlig i Skallens strakte Parti, hvor den tillige er adskilt fra Siderne ved to Kanter; paa den ind- rullede Del er den derimod hvælvet; dette Parti er tillige forsynet med temmelig fine, svagt bøjede Ribber, som fortsættes over Bugen. De færreste af disse Ribber have deres Udspring helt inde ved Navlen; de fleste indskydes i forskellig Højde paa Flankerne; påa Bugen ere de alle ens. Paa Skallens strakte Del er Skulpturen anderledes, idet Kibberne her ere færre, stærkere og mere uregelmæssige; paa Bugkanterne findes her et noget forskelligt Antal spidse Torne, der staa parvis, een paa hver Side af Bugen; undertiden findes ogsaa enkelte saadanne Torne nede ved Navlen; Bugen er i Reglen glat, saaledes som det synes at være Tilfældet hos alle Eksemplarerne fra Skrivekridtet; hos enkelte Eksemplarer fra CGerithiumkalken gaa derimod enkelte af Ribberne tværs over Bugen, omend de her ere meget svage; mellem dem er der tillige indskudt andre Ribber, saa at Bugen her faar en lignende Skulptur som paa den indrullede Del af Skallen. — Henimod Mundingen skifter Skulpturen igen Udseende, idet der her atter optræder mere regel- mæssige, finere Ribber, der ligesom paa det indrullede Skalparti løbe tværs over Bugen; disse Ribber ere paa enkelte Eksemplarer fra Skrivekridtet meget fine og tæt stillede, omtrent som hos Sec. Rømer v'Or3. Suturlinjen har jeg ikke hos noget Eksemplar kunnet undersøge tilstrækkelig nøjagtig ; påa enkelte af Stykkerne fra Cerithiumkalken ses hist og her mindre Partier af den. Denne Årt er den almindeligste Ammonit i vort Skrivekridt samt i Cerithiumkalken. Yngre Senon. Skrivekridt: Stevns Klint (mange Ekspl.). (Kastrup Skov; 1 Ekspl.). — Cementfabriken «Dania» (flere Ekspl.). Frejlev (1 Ekspl.). Blegkilde (1 Ekspl.). Aalborg (& Ekspl.). Kær (1 Ekspl.). — Cerithiumkalk: Stevns Klint (mange Ekspl.). Scaphites Råmeri »'Orzicny. 1841. Scaplutes compressus F. A. RØMER, Verst. d. nordd. Kreidegeb. S. 91, Tav. 15, Fig. 1. 1850. — Rømeri v'ORB1IGNY, Prodr. de Paléont. II. S. 214. 1872. — — — ; SCHLUTER, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. I. S.89, Tav. 27, Fig.1—4. De danske Eksemplarer af denne Art ere alle temmelig ufuldstændige. Ifølge Scarirer er Skallen elliptisk med flade Sider og uden Kanter mod Bugen. Det mest 338 206 52 karakteristiske er imidlertid, at hele Skallen er dækket af meget talrige, fine Ribber, hvoraf en Del har deres Udspring helt inde ved Navlen, medens andre først begynde med "3 og atter andre med ?/3 af Sidens Højde; Afstanden mellem Ribberne bliver derfor omtrent ens overalt; ligeledes have de overalt omtrent samme Styrke; de ere alle noget fremadbøjede. Enkelte Eksemplarer have desuden 1 eller 2 Rækker af Knuder paa hver Side. De danske Eksemplarer stemme, saavidt ses kan, godt overens med Scazirers Be- skrivelse. Scarirter") antager, at den af Puccaarn ”) fra Møen anførte Oc. striatus Mant. skal være identisk med Sc. Rømerr D'Or8. Jeg har ikke i Samlingen kunnet finde noget Eks- emplar med Puccaarns Etikette; Scaphiter synes i det hele taget at være ret sjældne paa Møen. De Eksemplarer, som opbevares i Mineralogisk Museum, ere alle temmelig daarlig bevarede, men i hvert Fald et af dem synes at være Sc. Båmeri v'Or38. Yngre Senon. Skrivekridt: ?Møens Klint (1 Ekspl.). Stevns Klint (4 Ekspl.). — Restrup (1 Ekspl.). Aalborg (2 Ekspl). Scaphites tridens Kner? 1850. Scaphites tridens KNErR, Verst. des Kreidemergels von Lemberg. S. 10, Tav. 2, Fig. 1. 1851... Ammonites nutfieldtensis Sow.? PuGGaarD, Møens Geologie. S. 88. 1876. Scaphites tridens KNER; SCHLUTER, Cephalop. d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 94, Tav. 28, Fig. 1—4. Denne store Arts Forekomst i vore Kridtaflejringer er ikke fuldstændig sikker. Det eneste Stykke, som muligvis maa regnes herhen, er et stort Brudstykke af en Ammonit, som allerede i sin Tid blev undersøgt af Scurirer. Da Materialet ikke er bleven forøget siden den Tid, skal jeg her kun anføre, hvad Scarirer”) skriver om dette Stykke: «Puccaarn ) hat einen ÅAmmonites Nutfieldtensis Sow.? in seinem Verzeichnisse der Versteinerungen von Méen aufgefthrt. Das Originalexemplar Puccaarns, welches im Museum der Universitåt zu Kopenhagen aufbewahrt wird, konnte Redner [Scarirer] vergleichen. Es stellt etwa ?/3 eines geblåhten, macrocephalenartigen Gehåuses von circa 5 Zoll Durch- messer dar, an dem die letzten 3 Zoll des åusseren Umganges verschoben sind. Der Nabel ist eng; keine Kante: die wolbigen Flanken verlaufen in den runden Bauch. Håcker sind nicht vorhanden. Rippen umgeben das ganze Gehåuse; sie sind rund und ihre Zwischenråume von gleicher Breite, namentlich an der Aussenseite; sie sind nach vorn gebeugt und theilen sich auf "3 und ”/3 der Seitenhåhe. Ein Ammonit von åhnlicher Beschaffenheit ist aus oberen Kreideschichten nicht bekannt, dagegen hbietet der spiral- 1) SCHLUTER, Il. c. S. 90. ?) PUGGAARD: Geologie der Insel Møen. S. 18. 3) SCHLUTER i Sitzungsber. der niederrhein. Gesells. får Natur- und Heilkunde in Bonn; 9. Febr. 1874. S. 4—5. ") PUGGAARD: Geologie der Insel Måen. S. 18. 53 257 eingerollte Theil des gråssten bekannten Scaphiten, des Scaph. tridens, so viel Ueber- einstimmendes, dass er nur in einem Punkte abweicht. Bei diesem Scaphites sind Redner nåmlich die Rippen nur in gerader radialer Erstreckung, nicht nach vorn gebeugt, bekannt. Es fehlt an Vergleichsmaterial, um den Werth dieser vielleicht nur individuellen Schwan- kung abzuwågen. Aber es darf darauf hingewiesen werden, dass in dem Puggaardschen Amm. Nutfieldtensis vielleicht Scaph. tridens vorliege.» Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (1 Ekspl.). Familie: Prionotropidae v. Zirrez. Slægt: Schloenbachia Neumavr. Schloenbachia sp. I det fosforitførende Grønsand øst for Arnager er fundet et lille Brudstykke af en Ammonit, bestaaende af et Par med Brunjærnsten udfyldte Kamre, hvortil der hæfter sig lidt Grønsand. Brudstykket tilhører sikkert en Art af Slægten Schloenbachia Neumayr og har særlig stor Lighed med Schl. eouper BronG., kun ere Knuderne ikke saa spidse, som de efter Scarørers Beskrivelse og Afbildninger skulle være hos denne Art; derimod synes Suturlinjen at være fuldkommen overensstemmende. Schl. coupei BronG. er imidlertid en cenoman Art; dog er det vel ikke umuligt, at det omtalte Brudstykke kunde være fundet paa sekundært Leje i Grønsandet. Ældre Senon. Grønsand: Øst for Arnager (1 Ekspl.). Ammonites n. sp.? Scxucirter. Tavle HI, Fig. 11. 1876..: Æmmonites sp. n.? ScaLutrer, Gephalop. d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 161, Tav. 42, Fig. 6—7. Paa det anførte Sted beskriver og afbilder Scarirer en stornavlet, glat Ammonit fra Frejlev; dens Vindinger ere omtrent ligesaa brede som høje og kun lidet involute. Somrører omtaler endvidere den mærkelige Tilstand, hvori Eksemplarerne i Reglen forefindes, idet de fleste kun bestaa af en tynd Kiselskal; kun et Fragment bestod af en Kridtkærne. I de senere Aar er der kun tilkommet to ny Eksemplarer af denne Art. Det ene, der er i samme Bevaringstilstand som de fleste af Stykkerne fra Frejlev, er fra Flødals Kridtbrud øst for Aalborg og synes at have usædvanlig lille Navle. Det andet Eksemplar, en Kridtkærne, tilhører «Danmarks geologiske Undersøgelse» og stammer fra Nørre Uttrup. Paa Bugen ses en Antydning af en afrundet Køl; Suturlinjen er utydelig; dog kan man 258 54 iagttage, al der er flere -Auxiliarlober tilstede. Tilstedeværelsen af en Køl kunde tyde paa Slægtskab med Amm. obscurus Scazirer, hvilken Art dog, som allerede omtalt af Scarirter, har meget mindre Navle. Yngre Senon. Skrivekridt: Frejlev (3 Ekspl.). Flødals Kridtgrav øst for Aalborg (1 Ekspl.). Nørre Uttrup (1 Ekspl.). Aptychus I. f Tavle III, Fig. 13. I Skrivekridtet er fundet et ikke saa ganske ringe Antal Aptycher. Hyppigst er den her som Aptychus I betegnede Form. I Reglen temmelig smaa Skaller paa c. 10 Mm.s Længde og c. 6 Mm.s Bredde ; men man finder ogsaa undertiden Eksemplarer, der ere betydelig større (indtil 21 Mm.s Længde og 14 Mm.s Bredde). Den enkelte Skal er meget tynd, temmelig stærkt hvælvet og har nærmest Form som en retvinklet Trekant, hvis ene Katete («Harmonilinjen») er omtrent dobbelt saa lang som den anden, medens Hypotenusen er stærkt konveks. Paa Overfladen ses en Del svagt uregelmæssig bølgede, koncentriske Furer, som dog undertiden næsten forsvinde, saa at Skallen bliver omtrent fuldstændig glat. Stærkest ere Furerne paa det Folden nærmest liggende Parti. Den største af Skallerne hår paa sin Overflade uregel- mæssig fordelte, større og mindre Korn eller Smaaknuder; noget lignende har jeg ikke set paa de andre Skaller. Skallens Underside er dækket af stærkere og svagere Furer. Langs «Harmonilinjen» findes en stærk Fold. Angaaende Spørgsmaalet om, hvilken Ammonit disse Aptycher tilbøre, kan der ikke siges noget med Sikkerhed. De minde i høj Grad om Apt. Portlockii Snmarre") som er funden i Kridtet ved Norwich og ved Lågerdorf”). Sandsynligst forekommer det mig, at de have tilhørt een eller flere Arter af Slægten Scaphites, og da vel snarest Sec. con- strictus Sow. sp., med hvis Mundings Form i hvert Fald de mindre Eksemplarer synes at stemme godt overens. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. (Kastrup Skov). Stevns Klint. — Cementfabriken «Dania» (flere Ekspl.). Aalborg. Rær. — Cerithiumkalk: Stevns Klint (1 Ekspl.). )) DAN. SHarve: Deser. of (he fossil remains of Mollusca found in the Chalk of England. HL S. 56, Tav. 24, Fig. 2—4 og 12. ?) E. Srorræv: Die Kreide Schleswig-Holsteins. S. 230. 55 : 259 Aptychus IL. Nær i Slægt med Apt. leptophyllus Saarre") ere vel en Del Aptycher, som ere fundne paa et Par Steder i det danske Skrivekridt. De to noget hvælvede Skaller ere tilsammen ægformede. Oversiden (den konvekse Flade) er glat, undertiden med nogle faa uregelmæssige, koncentriske Furer. Et enkelt mindre Eksemplar viser dog fine, knækkede Ribber omtrent som hos Apt. rugosus Smarre. Undersiden er altid uregelmæssig koncentrisk furet. Skallernes Tykkelse kan naa op til over I Mm. — Det største Eksemplar (to sammenhørende, noget overfor hinanden forskudte Skaller) har maalt c. 50 Mm. i Længde og c. 38 Mm. i Bredde, et lignende Størrelses- forhold, som Sxarres Tav. 24, Fig. 1 viser. MoserG?) er tilbøjelig til at betragte Apt. leptophyllus SaarrE som identisk med Apt. rugosus Smarre, hvilken sidste Art han anfører fra Kåpinge, og som han (ligesom Scarirer) mener maa henføres til Slægten Baculites.. Dette sidste forekommer ogsaa mig at være det rimeligste for de her foreliggende Aptychers Vedkommende; de have sand- synligvis tilhørt de sammen med dem såa hyppig forekommende, men desværre ubestem- melige, store Baculiter, som ere omtalte i det foregaaende. Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint. Stevns Klint. I det foregaaende ere de Ammoniter omtalte, hvis Forekomst i Danmarks Kridt- aflejringer kendes med Sikkerhed paa Grundlag af Materiale, der er indsamlet til Minera- logisk Museum og til «Danmarks geologiske Undersøgelse». Imidlertid foreligger der i Litteraturen et Par Angivelser om Forekomsten af andre Arter. Saaledes har Mørcn?) i sin Fortegnelse over bornholmske Kridtforsteninger foruden Scaphites binodosus Rom. og imflatus Rom. ogsaa opført en Del andre Ammoniter. At han med Scaplutes Geinitzt D'O28.? fra Arnagerkalken sandsynligvis hår ment den ovenfor som Scaphites n. sp. be- skrevne Art, har jeg allerede antydet paa dette Sted (S. 49 (253)). Hvad der ligger til Grund for hans «Secaplutes sp. aff. praecedentis» (a: Se. binodosus Rom.), har jeg ikke kunnet opdage. Derimod findes i Museets Samling endnu det Stykke, hvorpaa hans Angivelse om Forekomsten af Turrilites polyplocus Rom.? beror. Det er imidlertid ikke nogen Turrilites og overhovedet ikke nogen Ammonit, men snarere en Lamellibranchiat. Mørca anfører endvidere Ammonites Stobaer Ninss.? Det Eksemplar, der her er Tåle om, er i Aaret 1864 7) DAN. SHARPE: Descr. of the foss. rem. of Mollusca. Ill. S. 55, Tav. 24, Fig. 1 og 13. ?”) MOBERG: Cephalop. i Sveriges kritsystem. ll. S. 41. 3) 0. MørcH, Fortegnelse over Forst. i Kridtform. paa Bornholm. S. 23. 260 56 skænket Museel af nuværende Overlærer Jesrersen; ifølge MogercG") skal det være fundet ved Ørsteds Kilde ved Stampen. Det er formodentlig taget som en løs Blok. MoBerG stiller sig skeptisk overfor Mørcas Bestemmelse, og i Virkeligheden er vel Stykket ogsaa ubestemmeligt, selv om det viser en ikke ringe, ydre Lighed med Pachydiscus Stobaer Nis. sp., hvilken Art tilhører en yngre Horizont end det bornholmske Grønsand. Dens Forekomst her maa betragtes som usikker. Endnu en Ammonit angives som forekommende i Danmarks Kridtaflejringer. I Becxs”) Fortegnelse over Forsteninger i Møens Klint staar nemlig opført Ammonites inflatus Sow. I Mineralogisk Museums Samlinger fra Møens Klint har jeg ikke kunnet finde Spor af noget, der kunde ligne denne cenomane Schloenbachia-Art, hvis Forekomst i Møens Klint sikkert maa betragtes som yderst tvivlsom. Familie: Belemnitidaåae DE BLAINVILLE. Slægt: Åectinocomax MILLER. Actinocamax verus Micrer. 1823. Actinocamaa verus MILLER; Transact. of the geol. Soc. 2. Ser. II. S. 64, Tav. 9, Fig. 17. 1841. Belemnites plenus BLAINv.; F. A. ROMER, Verst. d. nordd. Kreidegeb. S. 84. 1874. Actinocamax verus MILL.; SCHLYUTER, Belemniten der Ins. Bornholm. S. 845 1876. 2 — , Cephalop. d. ob. deutsch. Kreide. II. S. 191, Tav. 52, Fig. 9—15. 1885. == — — ; MOBERG, Cephalop. i Sveriges kritsystem. Il. S. 45. Tav. 4, Fig. 15—26. 1897. — — — ; STOLLEY, Glied. d. nordd. u. balt. Senon. S. 292, Tav. 4, Fig. 2—5. Da Materialet fra vore Kridtaflejringer er meget mangelfuldt for denne Arts Ved- kommende, hidsættes her de vigtigste Ejendommeligheder efter Scarirer og Moerc. Kostrum lille (gennemsnitlig c. 33 Mm. langt) og i Almindelighed kølleformet; den største Tykkelse ligger i en Afstand af !/4—-7/3 af Rostrums hele Længde fra Spidsen, og Tværsnittet er her omtrent cirkelrundt, hvorimod det ved Alveolarenden er ovalt, da Ro- strums Sider her ere sammentrykte. Dorsolateralfurerne ligge ved Alveolarenden meget nær hinanden; senere bliver deres indbyrdes Afstand større. Lateralfurerne ere skraa og korte. Kostrum ender opadtil med en temmelig regelmæssig, afstumpet Kegle, paa hvilken i Reglen ses en Del radiale Folder samt fine, koncentriske Tilvækstlinjer. I Keglens af- stumpede Spids kan iagttages en lille, tragtformet Fordybning, hvori Phragmakonens Spids har siddet. Overfladen er tilsyneladende glat; men under Lupen ses undertiden — særlig i de øvre Partier — en fin, uregelmæssig Tværstribning. 7) MoBgurG: Cephalopoderna i Sveriges kritsystem. II. S, 20—21. ?) Leonhards Taschenbuch. Jahrg. 1828. S. 580. Er EET gm ore 57 261 I Mineralogisk Museums Samling henlaa fra ældre Tid et Brudstykke, bestemt af SrorzeYy eller af GrånwarL som Act. verus; senere har jeg selv samlet 2 Eksemplarer (Al- veolarender), der stemme særdeles godt overens med Eksemplarer fra Kullemålla i Skaane. Aldre Senon. Grønsand: Bavnodde (3 Ekspl.). Actinocamax westfalicus Scacirer. 1874. Belemnites westfalitcus Scanurer, Belemniten der Insel Bornholm. S. 850. 1876. Actinocamax — — , Cephalop. d. ob. deutsch. Kreide. Il. S. 188, Tav. 53, Fig. 10—149. 1885. = granulatus BLA1Nv., forma westfalica MoBerG, Cephalop. i Sveriges kritsystem. II. S. 51, Tav. 5, Fig. 11—24 og Tav. 6, Fig. 23—24. 1897. — westfalicus Scartr.; Sroxrey, Glied. d. nordd. und balt. Senon. S.276, Tav. 2, Fig. 1—16 og Tav. 3, Fig. 1—6. Kostrum er i Reglen cylindrisk; nedad mod Spidsen bliver det efterhaanden smallere, først langsommere og derpaa stærkere; selve den nederste Ende kan være spids eller afrundet; i sidste Tilfælde ender Rostrum gærne med en lille «mucro»; ofte er Ro- strum dog noget kølleformet, idet det har sin største Tykkelse noget bag Midten og herfra aftager ganske jævnt i Tykkelse opad imod Ålveolarenden, hvor Tværsnittet er tydelig æg- formet (undertiden noget trekantet) med den største Akse gaaende fra Dorsal- til Ventral- siden; længere tilbage er Skallen tykkest i Retningen vinkelret herpaa. Alveolens Dybde varierer en Del, men er altid ringe; den er nærmest formet som en fra to Sider sammentrykt, flad Skaal, hvis Band er knækket paa to Steder (Dorsal- og Ventralsiderne); midt i Alveolen findes en tragtformet Fordybning, hvis øverste Diameter er c.1 Mm. Enkelte Eksemplarer ere tilbøjelige til at danne en «actinocamaxformet» Alveolarende ; Alveolen er dog som Regel tydelig ogsaa hos disse Eksemplarer, En kort Alveolarspalte ses hos enkelte særlig vel udviklede Eksemplarer. Spor af Phragmakon har jeg kun set i et enkelt Tilfælde, nemlig hos et Eksemplar fra Bavnodde ; Mellemrummet mellem Phragmakonen, hvis Tværsnit er ovalt, og Alveolens Vægge er udfyldt med Grønsand. Dorsolateralfurerne staa ved Alveolarenden hinanden nær; efterhaanden vige de ud fra hinanden og blive til Dobbeltfurer, som kunne følges næsten helt ned til Spidsen; fra dem udgaa Indtryk af grenede Blodkar. Lateralfurerne ere korte og stærkt divergerende. — Påa enkelte Eksemplarer er Overfladen granuleret; hyppigst er den dog dækket af fine, korte Længderidser. Et af de største Eksemplarer er 49 Mm. langt; dets Tværsnit ved Alveolarenden er henholdsvis 8 og 7 Mm. Denne Årt er almindelig i Grønsandet paa Bornholms Sydvestkyst. Zildre Senon. Grønsand: Stampen. Stranden Syd og Sydsydøst for Stampen. Bavnodde. Horsemyreodde. Arnager. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XI, 4, 34 262 58 Actinocamax Lundgreni Srorccy. 1897. Actinocamax Lundgreni Storixy, Glied. d. nordd. und balt. Senon. S. 285. Tav. 3, Fig. 15—20. Kostrum udpræget kølleformet, større end de bornholmske Eksemplarer af fore- gaaende Art. Særlig karakteristisk er den stærkt fladtrykte Bug; hele RKRostrum er derfor tydelig fladtrykt; ved Alveolarenden er dog den dorsoventraåle Diameter omtrent ligesaa stor som Diametren vinkelret herpaa. Paa Grund af Rostrums bugede Form faa Dorsoventralfurerne et buet Forløb. Lateralfurerne ere temmelig korte og skraat stillede. Overfladen er hos de bedst bevarede Eksemplarer tydelig stribet paa langs. p Alveolen er i Reglen tydelig trekantet og minder i det hele taget meget om Alve- olen hos de Former af foregaaende Art, hvis Alveol ogsaa nærmer sig det trekantede. Ogsaa hos den her foreliggende Art er Alveolen dybt indskaaren paa Dorsal- og påa Ven- tralsiden; nogen egentlig Alveolarspalte findes derimod ikke. Gennemgaaende synes tillige Alveolen at være dybere end hos Act. westfalicus. Det største foreliggende Eksemplar har følgende Maal: Længde 66 Mm., Tykkelse ved Alveolarenden 10 Mm., paa Midten 10,5 Mm. (dorsoventral) og 12 Mm. (vinkelret herpaa), Alveolens Dybde 9 Mm. Angaaende denne Arts Forhold til andre Arter henvises til Srorxeys Bemærkninger herom. Her skal kun anføres, hvad han bl. a. skriver om Forholdet til Act. westfalicus: «Die Beziehungen zu Act. westfalicus und speciell zu den Formen desselben aus dem Bornholmer Grinsand sind so enge, dass eine scharfe Trennung iuberhaupt nicht gemacht werden kann, sondern ein ebenso allmåliger Uebergang stattfindet, wie in Norddeutschland und dem ubrigen Balticum zwischen Act. westfalzeus und Act. granulatus.» Act. Lundgreni Sxorz. er kun funden ved Mulebyaa, men allerede i Westfalicus- Grønsandet påa Bornholms Sydvestkyst skal der efter Srorcey enkeltvis forekomme meget nærstaaende Former. Aildre Senon. Grønsand: Mulebyaa. Actinocamax bornholmensis Srorcey. 1896. Actinocamax mammillatus NILSSON; STOLLEY, Bemerk. uber die ob. Kreide ete. S. 170. 1897. — = mut. (ant.) bornholmensis Storrey, Glied. d. nordd. und balt. Senon. S. 288, Tav. 4, Fig. 1. Denne Årt staar efter Srorcey Act. mammillatus Nixss. meget nær. Det Materiale, Mineralogisk Museum ejer af den, er desværre temmelig ringe. Ejendommelige for Arten ere følgende Forhold: Kostrum er forholdsvis lille og slankt, noget buget med flad Ventralside. Over- fladen glat, dog hist og her en Antydning af Stribning paa langs. ERE HEER 59 263 Alveolen er udpræget tresidet; dens Dybde er omtrent. saa stor som hos Åct. Lundgreni; hos mindre Eksemplarer er den forholdsvis dybere. Forøvrigt henvises til Srorzeys Beskrivelse og Afbildning. Ældre Senon. Arnagerkalk: Arnager. Under Navnet ÅAectinocamax propinquus MøG. mut. (vær.) nov. omtaler Srorxrey!) en i Greifswalds Universitets Samling opbevaret Belemnit, som er fundet i Grønsandet ved Stampen. Den skal kun ved sin ringere Størrelse og sin meget mindre dybe Alveol ad- skille sig fra den typiske Act. propinguus MoserG. Ifølge MoBsegG?”) skal denne Art være udpræget kølleformet med fladtrykt Ventralside; Alveolen dybere end "/5 af Rostrums hele Længde; Alveolarspalten lang; Overfladen med Længdestriber og med Indtryk af stærke Kar. — I Mineralogisk Museums Samling har jeg ikke kunnet finde noget Eksemplar af denne Art; ejheller af den typiske Act. mammillatus Nirss. (= Belemn. subventricosus WAHLENBERG), Som af Horr?) angives fra det bornholmske Grønsand, har jeg kunnet finde noget Spor. Denne Angivelse beror derfor farmodentlig påa Forveksling med en anden Art. Slægt: Belemnitella D"OrBiGnY. Belemnitella mucronata v. Scacoraem sp. 1820. Belemnites mucronatus v. SCHLOTHEIM, Petrefactenkunde etc. S. 47. 1827. FE =— BRONGN.; Nixsson, Petrif. Suec. S. 9, Tav. 2, Fig. 1 (non 1 C): 1840. Belemmitella mucronata D'ORBIGNY, Paléont. franc. Terr. crét. I. S. 63, Tav. 7. 1842. Belemmites mucronatus v. SCHLoTH.; v. HaGEeNow, Monogr. der Rugen'schen Kreideverst. III. S. 564. 1851. Belemmitella mucronata D'OrRB.; PuccaarD, Møens Geologie. S. 92, Fig. 38. 1853. — — SCHLOTH. Sp.; SHARPE, Fossil remains of Mollusca. I. S.6, Tav. 1, Fig. 1 —3. — — lanceolata — - — , ibid. S. 7, Tav. 1, Fig. 4—6. 1861. — mucronata D'ORB.; BinkHorsT, Monogr. des Gastérop. et des Céphalop. etc. II. S. 1, Tav. 5 a!, Fig. 3, Tav. 5 a?, Fig, 2 og Tav.5c, Fig. 3. 1876. — — SCHLOTH. sp.; SCHLYTER, Gephalop. d. ob. d. Kreide. Il. S. 200, Tav. 54, Fig. 17 og Tav. 55, Fig. 1—12. 1885. — == — ; MOBERG, Cephalop. i Sveriges kritsystem. Il. S. 56, Tav. 6, Fig. 13—21. 1897. — — — ; SroLLEY, Glied. d. nordd. u. balt. Senon. S. 296. 1) STOLLEY: Gliederung des norddeutschen und baltischen Senon etc. Kiel und Leipzig 1897. S. 295, Tav. 3, Fig. 23. ?”) MOBERG: Gephalopod. i Sveriges kritsystem. II. Stockholm 1885. S. 53, Tav. 5, Fig. 25. 3) Horr, Verhandl. d. naturh. Ver. d. pr. Rheinl. u. Westf. Bonn. 1874. Sitzungsber. S. 25. 347 264 60 Rostrum slankt, hyppigst noget indsnevret et Stykke nedenfor Alveolarenden og derfor noget kølleformet. Paa Ryggen ses en svag, afrundet Køl, begrænset af Dorsolateral- furerne. Tværsnittet er ovalt; i Nærheden af Alveolarenden gaar den største Diameter fra Ryg til Bug, længere tilbage vinkelret herpaa. Den nederste Ende er afrundet og ender med en spids «mucro». Lateralfurerne ere hyppig utydelige. Overfladen er dækket af stærke, grenede Karindtryk, der dog undertiden kunne være mindre tydelige. — Alveolen næsten cirkelrund i Gennemsnit, meget dyb og noget ekscentrisk; undertiden ses paa dens Vægge Mærker efter Phragmakonens Skillevægge. Alveolarspalten meget lang. Paa Al- veolens indvendige Side, modsat Alveolarspalten, findes en flad, bred Fure, hvis midterste Del danner en fordybet, udhulet Rende. Denne vel kendte og meget vidt udbredte Art er funden adskillige Steder i vort Skrivekridt. Imidlertid er den ikke lige almindelig overalt; den synes nemlig at blive sjældnere og sjældnere, efterhaanden som man nærmer sig Skrivekridtets øverste Grænse. Medens den saaledes er meget almindelig i Møens Klint og ogsaa træffes nogenlunde hyppig i Aalborgegnen og ved Mariagerfjord, er den slet ikke funden i Thy og paa Mors og er temmelig sjælden i Stevns Klint; fra denne sidste Lokalitet besidder Mineralogisk Museum kun faa Eksemplarer, og under en 4 Dages Undersøgelse af Klinten fandt Åssistent MirrHers og jeg kun 2 Eksemplarer, hvoraf det ene. blev fundet c. ”3 M. under Grænsen mellem Skrivekridtet og Fiskeleret, men desværre nu er bortkommet; det tilhørte ligesom det andet Eksemplar «Danmarks geologiske Undersøgelse». — I Aflejringer tilhørende Danien-Etagen forekommer B. mucronata v. ScarotH. sp. ikke; ældre modsigende Angivelser (som f. Eks. hos Lyexrz) maa sikkert bero paa en Fejltagelse; eller ogsaa har man muligvis fundet Eksemplarer i Cerithiumkalken, hvilket efter min Anskuelse ikke vilde være usandsynligt, og da man i ældre Tider ansaa Cerithiumkalk og Faxekalk for samtidige Dannelser, kan man godt tænke sig, at Angivelsen om Artens Forekomst i Faxekalk kan bero påa saadanne i Cerithiumkalken fundne Eksemplarer. — Ligesaa lidet sandsynligt er det, at B. mucronata skulde forekomme i de bornholmske Kridtdannelser; den skal efter v. SeeBacH!) findes i Grønsandet især ved Bavnodde, men kun i unge Eksemplarer. Der har her for- modentlig fundet en Forveksling Sted med Actinocamaw westfalicus Scareter. Dette menes ogsaa af Mørcna?”), som imidlertid selv anfører Arten baade fra Grønsandet og Arnagerkalken. Til Grund for denne Angivelse ligger som alt tidligere anført af Sroxcey sandsynligvis Artens Forekomst i løse Strandsten. !) Zeitschr. der deutsch. geol. Gesellschaft. 1865. S, 347. ?”) O MørcH: Fortegn. over Forst. i Kridtformationen påa Bornholm. — Vid. Medd. fra den naturhist. Foren. i Kjøbenhavn. 1876. S. 24. i. RASER: 61 265 Et enkelt Eksemplar fra Møen afviger i høj Grad fra Typen ved at være ganske overordentlig kort i Forhold til Tykkelsen; det har nemlig næppe været mere end 65 Mm. langt og er dog ikke mindre end 13,5 Mm. tykt. — Det største foreliggende Eksemplar er, skønt Alveolarenden tildels mangler, 110 Mm. langt og, maalt ved den forreste Ende, 17 Mm. tykt. . Yngre Senon. Skrivekridt: Møens Klint (mange Ekspl.). Stevns Klint (8 Ekspl.). — Cementfabrikerne «Cimbria» og «Dania» (flere Ekspl.). Vissegaard (1 Ekspl.). Aalborg (4 Ekspl.). Flødals Grav ved Aalborg (2 Ekspl.). Nørre Uttrup (4 Ekspl.). 266 62 E. Litteraturfortegnelse. 1328. Beck, i LæonHarns Taschenbuch fir die gesammte Mineralogie. 22. Jahrg. II Bd. Heidelberg 1828. i 1836. — Notes on the Geology of Denmark. — Proceed. of the Geolog. Soc. of London. Vol. II. No. 43. London 1836. i 1861. BiukHorsr: Momographie des gastéropodes et des céphalopodes de la craie supérieure du Limbourg. Bruxelles — Maestricht 1861. 1861. Branrorn, H. F.: The fossil Cephalopoda of the cretaceous rocks of Southern India. — Palæontologia indica. Memoirs of the Geological Survey of India. Calcutta 1861. 1891—92. Bånm, Jom.: Die Kreidebildungen des Firbergs und Sulzbergs bei Siegsdorf in Ober- bayern. — Palaeontographica. Bd. 38. Stuttgart 1891—92. 1834. Buca, Leor. v., i Neues Jahrbuch. Jahrg. 1834. Stuttgart 1834. 1839. — Ueber den Jura in Deutschland. Berlin 1839. 1894. Dreecke, W.: Die mesozoischen Formationen der Provinz Pommern. — Mitth. des naturwiss. Vereins fiir Neu-Vorpommern und Rigen. 26. Jahrg. Greifswald 1894. 1816. Dæerrance: Dictionaire des sciences naturelles. II. Paris 1816. 1817. Desmaresr: Mémoires sur deux genres de coquilles fossiles clois. et å siphon. Paris 1817. 1869. Favre, E.: Description des mollusques fossiles de la craie des environs de Lemberg en Galicie. - Genéve et Båle 1869. 1866. Fiscner-Brenzon, v.: Ueber das relative Alter des Faxekalkes und iber die in demselben vorkommenden Anomuren und Brachyuren. Kiel 1866. 1891. Foorn, A.: Catalogue of the fossil Cephalopoda in the British Museum. Part IL. London 1891. 1861. ForcuHxammer, G.: Om Leiringsforholdene og Sammensætningen af det nyere Kridt i Danmark. — Borctn. om det 8. skandinav. Naturforskermøde i Kjøbenhavn 1860. Kjøbenhavn 1861. 1846. Gewimz, H. B.: Grundriss der Versteinerungskunde. Dresden und Leipzig 1346. 1852. Græse, C.: Fauna der Vorwelt. Bd. III. 1. Abth. Cephalopoden. Leipzig 1852. 1841—44,. Gornruss, A.: Petrefacta Germaniae. III Theil. Disseldorf 1841—44. 1893. GrossouvrE, Å. DE: Recherches sur la craie supérieure. II Partie: Les Ammonites de la craie supérieure. — Mém. pour servir å Vexplic. de la carte géol. détail. de la France. Paris 1893. 1899. Grånwarr, K. Å.: Några anmårkningar om lagerserien i Stevns Klint. — Geolog. Foren. i Stockholm Førhandl. Bd. 21. Stockholm 1899. rer 63 267 1842. Hacenow, Fr. v.: Monographie der Rigen'schen Kreide-Versteinerungen. III Abth.: Mol- lusken. — Neues Jahrbuch. Jahrg. 1842. Stuttgart 1842. 1887. Horzarrer, E.: Die Mollusken der Aachener Kreide. — Palaeontographica. Bd. 34. Stuttgart 1887. 1867. Jomnsrrur, Fr.: Om Faxekalken ved Annetorp i Skaane. — Oversigt over d. K. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. for 1866. Kjøbenhavn 1867. 1898, KaunHowen, F.: Die Gastropoden der Maestrichter Kreide. — Palæontologische Abhandl. herausgeg. von W. Dames und E. Koxen. Neue Folge. Bd.IV. Heft I. Jena 1898. 1850. Kxner, R.: Versteinerungen des Kreide-Mergels von Lemberg und seiner Umgebung. — HanninGers naturwiss. Abhandl. III. Wien 1850. 1885. Koenen, A. v.: Ueber eine Paleocåne Fauna von Kopenhagen. — Abhandl. d. Kgl. Gesellsch. d. Wissenschaft. Gåttingen. Bd.32. Gåttingen 1885. 1806. Lamarck: Systeme des animaux sans vertébres. Paris 1806. 1822. — Histoire naturelle des animaux sans vertébres. Tome VII. Paris 1822. 18367. LunndGren, B.: Palaeontologiske Iakttagelser åfver Faxekalken på Limhamn. — Lunds Univ. Årsskrift. Tom III. Lund 1867. 1835. Lyerz, CH.: On the Cretaceous and Tertiary Strata of the Danish Islands of Seeland and Moen. — Transact. of the Geol. Soc. of London. II Series. Vol. 5. London 1835. 1847. (Micrmaens und Scmerck): Amtlicher Bericht uber die 24. Versammlung Deutscher Natur- forscher und Aerzte in Kiel im September 1846. Kiel 1847, 1823. Miucer, J. S.: Observations on Belemnites. — Memoirs from the transactions of the Geolog. Soc. of London. 2. Series, II Bd. London 1823. 1885. MoBerG, J. C.: Cephalopoderna i Sveriges kritsystem. II. Artsbeskrifning. — Sveriges Geolog. Undersåkn. Ser. C, N:o 735. Stockholm 1885. 1898. Murcer, G.: Die Molluskenfauna des Untersenon von Braunschweig und Ilsede. I. Lamelli- branchiaten und Glossophoren. — Abhandl. d. K. Preussischen geolog. Landesanstalt. Neue Folge, Heft 25. Berlin 1898. 1847—51. Mirzer, J.: Monographie der Petrefacten der Aachener Kreideformation. I—II. Bonn 1847—51. 1876. MørcH, O.: Fortegnelse over Forsteningerne i Kridtformationen paa Bornholm. — Vidensk. Medd. fra den naturhist. Forening i Kjøbenhavn 1876. Kjøbenhavn 1876. 1827. Nizsson, S$.: Petrificata Suecana formationis cretaceae. Lund 1827. 1840. >D'Ors1eny, A.: Paléontologie francaise. Terrains cerétacés. Tome I. Paris 1840. 1850. — Prodrome de Paléontologie. II. Paris 1850. 1763. Ponrorrman, E.: Den danske Atlas. Tomus I. Kiøbenhavn 1763. 1851. Puscaarn, C.: Møens Geologie, populært fremstillet. Kjøbenhavn 1851. 1852. — Geologie der Insel Måen. Leipzig 1852. 1840. Quensrenr: Ueber die vorziglichsten Kennzeichen der Nautilcen. — Neues Jahrbuch. Jahrg. 1840. Stuttgart 1840. i 1899. Ravn, J. P. J.: Et par bemærkninger i anledning af A. Hennie: Studier åfver den bal- tiska Yngre kritans bildningshistoria. -—— Geolog. Fåren. i Stockholm Fårhandl. Bd. 21, Stockholm 1899. 1841. Rozmer, Fr. A,: Die Versteinerungen des Norddeutschen Kreidegebirges. Hannover 1841. fik sl | 268 64 1820. ScmmorHem, v.: Die Petrefactenkunde auf ihrem jetzigen Standpunkte. Gotha 1820. 1874. Scnazirer, Cz.: Ueber die Scaphiten der Insel Bornholm. — Sitzungsber. der niederrhein. Gesell. fir Natur- uud Heilkunde in Bonn. 1874. 1874. — Die Belemniten der Insel Bornholm. — Zeitschr. d. deutsch. geolog. Gesellschaft. Bd. 26. Berlin 1874. 1872—76. — Cephalopoden der oberen deutschen Kreide. I—II. — Palaeontographica. Bd. 21 og 24. Cassel 1872—74. z 1865. SreBacx, K.v.: Beitråge zur Geologie der Insel Bornholm. — Zeitschr. d. deutsch. geolog. Gesellschaft. Jahrg. 1865. Berlin 1865. 1853. SmarrE, Dan.: Description of the fossil remains of Mollusca found in the chalk of Eng- land. Part I: Cephalopoda. — The Palaeontogr. Society. London 1853. 1812 —32. Sowergy, J.: The mineral conchology of Great Britain. I—VI. London 1812—32. 1868. Sreenstrur, Jar., i Vidensk. Meddel. fra d. naturhist. Forening i Kjøbenhavn for Aaret 1867. Kjøbenhavn 1868. 1892. Srorzey, E.: Die Kreide Schleswig-Holsteins. — Mitth. aus dem Mineralog. Institut der Universitåt Kiel. Bd. I. 1891. Kiel und Leipzig 1892. 1896. — Einige Bemerkungen iiber die obere Kreide insbesondere von Lineburg und Lågerdorf. — Archiv fir Anthropol. und Geol. Schleswig-Holsteins. I Bd., Heft 2. Kiel und Leipzig 1896. 1897. — Ueber die Gliederung des norddeutschen und baltischen Senon sowie die dasselbe Charakterisirenden Belemniten. — Archiv fir Anthropol. und Geol. Schleswig-Holsteins. Bd. II, Heft 2. Kiel und Leipzig 1897. 1863. Srromgeck, Å.v.: Ueber die Kreide bei Lineburg. — Zeitschr. d. deutsch. geolog. Gesell- schaft. Jahrg. 1863. Berlin 1863. F. Register. 65 Side Actinocamaæ bornholmensis STOLL........ 58 (262). = granulatus BLAINV.......... 57 (261). — Lundgren? STOLL....….....:….. 58 (262). | — mammillatus NILSS.......... 58 (262). — propinquusiMBes sene: 59 (263). — OB ÆS REN ETT er eg RE ENN 56 (260). — westfalicus SCHLUT. ..…...…. 57 (261). Ammoniteskconstrictus' SOW ln er 50 (254). — inflatusS own Eee SSEe ERE 56 (260). — Luneburgensis SCHLYUT......... 48 (252). = Nutfieldiensists omen 52 (256). — Ob Sur SES EH UT 54 (258). — STOD ad LINDE SS En 55, (259). — velledaeformis SCALUT. ........ 44 (248). — WES ORESTES E.: 53 (257) 'Amipullariakcretacea' MU. HESS AS SERR 13 (217). Anila EM PIERO SE N.S cases sne 30 (234). Aporrhais Schlotheimi A. Rom. sp.......... 20 (224). == stenoptera .GOLDF. sp. ......... 20 (224). Aptychus leptophyllus SHARPE ............ 55 (259). — Porto KURS AR PE Eee 54 (258). — Bug OS USS HARPE eee ke 55 (259). — IE 5 €.5:0.0 OS SE TERE REESE 54 (228). — JT 50 re SEER Een 55 (259). Baculitesfanceps Aubo r 1 46, 47 (250, 251). — Cylindrace EDER 45 (249). == … not BAR eee 46 (250). — ENES MEE AT (251). — Knorrianus DESM:.........….. 47 (251). — Valognensis: J. BOEM…...... 46 (250). — DER LE DR ALS A NE 46 (250). Belemnitella lanceolata v. SCHLOTH. sp..... 59 (263). — Mmucronata V. SCHLOTH. Ssp.... 59 (263). Belemnites mucronatus v. SCHLOTH........ 59 (263). — Ble US EB AN Eee eee reen 56 (260). — subventricosus WAHLBG........ 59 (263). — westfalicussS ca SEE 57 (261). Side Cerithiwm balticum FORCHHAMMER ....... LT = HAGENSCENSES PE ere 19 (223). — fenes KALIUM NENS PEERS ERE 18 (222). — Moltkrtanum (M.U. H.), nm. sp.... 19 (223). — … pseudotelescopium (M.U.H.). n.sp. 15 (219). == SarL0OM RE MODET Es ere 18 (222). — selandicum (M.U. H.), LDGRN.... 16 (220). OMU DEAANLCARNES DER RE ne ERE 34 (238). CONASES DES SNE REE EET Care 34 (238). Cypraea bullaria v. SCHLOTH. sp. ........ 22 (226). — bullatat S CHE 0 Trees 22 (226). — globuliformis (M. U. H.), n. sp..... 23 (227). — … Sspøata Vv. SCHLOTH. Sp. ......... 21 (225). Cypraeacites bullarius v. SCHLOTH......... 22 (226). — spiratusi vr SHOT re. 2A UPPÆNE Dentalites laevis v. SCHLOTH. ............. 8 (212). — nodulosuskv SCHLOSS 8 (212). Desmoceras Liineburgense ScALUT. sp..... 48 (252). Emarginula coralliorum (M. U. H.), LoerNx. 9 (213). HaSCIOLORLARG AOK LEN SES PRERR ERNE ER 2 (23) EususgelongatustBEG rese ANER »A(DÆD UB REP AVENSIS KIVS SO REE ER re 26 (230). —HRNEDLUDIEBRON GES ERR RE SL NELS 27 (231). SUE ER ED ET GREN 2 (237): Hamites cylindraceus DEFR. sp........... 45 (249). Helicaulax stenoptera GOLDF. sp........... 20 (224). Lispodesthes Schlotheimi A. ROM. sp....... 21 (225): Iyriacrassicostat ar ST OB eee eee 30 (234). Nassa esupracretaced N. SP... 26 (230). Nautilites danicus v. SCHLOTH............. 38 (242) Nautilusraganiticu sEMON TEE eee 40 (244) — Bellerophon (M.U. H.), LoGrRN..... 36 (240). = dantcus v. SCHLOTH. sp. ...…...…. 38 (242). — (AU DENSISES CHLUT ENE EREEREr 36 (240). RIG ALL EBEG KE Eee 42 (246). — interstriatus V: STROMB: 0005 37 (241) HEE laevigatuss DØR BE Ds 36 (240). D. K, D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd. XI. 4. 270 66 Side ! Side Nautilus patens KNER: sr 37 (241). | Schloenbachia coupei BRONG.............- 53 (257). SAP om pilus LINNE ES EEEEEE 39 (243). — SUSER ED Ono 53 (257). BE RE SIM pe S ON er 44 (248). | Siliquarta ornata (M. U.H), LoGrN. ...... 15 (219). Pachydiscus Stobaei NILSS. sp............- 56 (260). | Solarium selandicum n. sp...........---- 12 (216). Phylloceras velledaeforme Scutur. sp. .... 44 (248). | Tritonium annectens MUS He SENER 25 (229). Pleurotoma angulosa M.U.H.............- 31 (235). — DD VCATUMENES DEERE SEE 24 (228). — Cerithiorum nn. Sp............- 32 (236)... — fenestratum nm. spy ENES 23 (227). = faXenses! NOV. NOM El rr ee 31 (235). == laeyigatum MAUS Here 253 (229). = Steensirupit nispisre eee. 33 (237). — retiferum MS USH- esseR 25 (229). Pleurotomaria gigantea SoW...............- 10 (214). — SUDGLADSAMANN SPEER REE SEE 24 (228). — miloticiformis v. SCHLOTH. sp. 10 (214). — tuberculatum KAUNHO0W......... 24 (228). Rostellaria acutirostris PUSCH. ............ 35 (239). — Vip erin um SAN eee se 24 (228). i — papilionacea GOLDF...........- 20 (224). — SOE re OLE REE 25 (229). — Schlotheimi A. RoM............ 20 (224). | Trochilites niloticiformis v. SCHLOTH....... 10 (214). — stenoptera GOLDF..............- 20 (224). | Trochus niloticiformis v. SCHLOTH......... 10 (214): Scalaria elejansENn Aspide net le te SeLEEr 14 (218). | Turbinella fusiformis M.U.H.…............. 35 (239). Scaphites binodosus F.A. ROM. ........... 49 (253). | Turrilites polyplocus ROM.....…......------ 55 (259). — compressus F.A. ROM..........- 51 (255). | Tylostoma ampullariaeforme nov. nom.... 13 (217). — constrictus SOW. SP... 50 (254) MOLULASfATVENSISEN ESPEN SE SER NEL 29 (233). — Geinitzi ORE Er eee 50 (254) æn odiferasvs KOEN 30 (234). — inflatus FRA ROM 55 mk ne 48 (252). EY DN BEER EEN d Ed 00000 29 (233). — RomerisD:OR BEES sr ERE, 51 (255). ES DRE TE HEE RE ØE DERES PRES SEE 30 (234). — trrdenskKNER eee 52 (256). | Volutomitra qwinqueplicata n.sp........- 28 (232). — UDG EET ES Eee EET RES bo 50 (254). Side, Fig. 1-2. Emarginula coralltorum (M.U.H.), LoerN. 1. Efter et Voksaftryk. ?/,. — 2. Stenkærne ig srantrat Siden; =brforira.tBescetkKoralkalk; raise e es re 9 (213). - 3-4. Pleurotomaria niloticiformis v. SCHLOTH. sp. 3. Eksemplar med Skal. ”/>. — 4. Efter et: Voksaftryk tr Begge Koralkalks Er ae Er EDER SSR 10 (21+4). SES Solarium selandicum n.sp. Begge efter Voksaftryk. /3. Gerithiumkalk; Stevns Klint 12 (216). == 1-9: Tylostoma ampullariaeforme nov. nom. 7 og 8 efter Voksaftryk. 7/3. — 9. Stenkærne. 11: Ale Koralkalke Ha Et EEN re ER Ea Bee FUN ERR SNE ERR 18124) 10: Scalaria elegans mn. sp. 10a. Eksemplar med Skal. ”/1; b enkelt Vinding af samme Ekspl:s2 ac," BryozokalkrÆLaXe Ass re SEES SEEST SDN EEN Te eee E TERE RENE HO LER 14 (218). - 11-12. Siliquaria ornata (M.U. H.), LoGrRN. 11. Skulptur efter et Voksaftryk. 2/1. — 12. Sten- kærne”/1. mBegge" Koralkalk;: Fase seer ES EEN ER 15. (219). - 13-14. Cerithium pseudotelescopium (M.U.H.), n. sp. 13 a. Efter et Voksaftryk. ”/1; b enkelt Vinding i 3/3. — 14. Del af en Stenkærne. ”/;. Begge Koralkalk; Faxe.......... 15 (219). - 15-16. Certthwum selandicum (M.U. H.), LocrN. 15. Voksaftryk i 7/;. — 16. Stenkærne i "3. Begge: Koralkalk; Faxe SSR EUD SER SI En je DE NE SRE DE SETE FE SS EN RES SER RSS 16 (220). - 17-18. Cerithium balticum ForcHH. 17. Voksaftryk. 7/,. — 18. Skulpturstenkærne i "/;. Begge Cerithiumkalk;sstevns: Klin SEERE ERE ES de SEE SES ER SEE SS RE SERER 17 (221 - 19 Cerithtum Sartorii J. Murz.? Voksaftryk i "/4. Cerithiumkalk; Stevns Klint ..... 18 (222): - 20-21. Cerithuum fenestratum mn. sp. Begge efter Voksaftryk i ”/,. Bryozokalk; Faxe...... 18 (222). = 1122 Cerithium faæense n. sp. Begge Voksaftryk; ai '/1, b enkelt Vinding i %%. Bryozo- kalk FæXeL ME SEE TD JANE NT RN 2 PRS SR FALSKE SE SES SÅEDE Ls MEET SES MES DES lers REAR ESSSSERRNER DEERE, 19 (223): 1023: Cerithium Moltkianum (M. U. H.), nm. sp. Voksaftryk i ?/,. Cerithiumkalk; Stevns KimG SB Erann ro AR RR NNE R EA ae ØE Ses FEER SEES TEDE TE ER RER EN ESSENS RERSEERENNEER 19 (223). Alle Originalerne tilhøre Unmiwersitetets Maineralogiske Museum. K. D. Vidensk. Selsk. Skr GERSON Afd. XI. 4. J. P. J. Ravn Tavle JE TT PETE 13b "reed [ERE beses vi rt % mes 44 ARÅ HVD y Ak) 22a Th. Bloch del. et phot. Pacht & Crone phototyp. vår ae 0 — Er ft £ K4 18 | ( ; ar va ENS 5 É y Me : FÅ ks: .. Fusus faæensis n. sp. 16. Voksaftryk. 7/3. — 17. Stenkærne. ”/1. Begge Faxe Cypraea spirata v. SCHLOTH. sp. 1. Voksaftryk i 7/1. — 2. Voksaftryk af Spiret. 3/1. 18 "Stenkærne 1/4 VAT SE ae ES HEN Er SE EON ENE SEE SEES Cypraea bullaria v. ScHLoTH. sp. 4 a-c. Eksemplar med Skal. ”/;. — 5. Stenkærne. in Ber ser ane EDER nl REE ES RE Er Rear NES ENE REESE CEO E Er En ER Cypraea globuliformis (M.U. H.), n. sp. 6 a-b. Stenkærne i ”/1. Faxe Tritonium fenestratum mn. sp. Begge Voksaftryk i ”/,. Faxe.....................… Tritomium subglabrum n. sp. 9. Voksaftryk i ”/3. — 10. Stenkærne i ”/:. Begge Koral- kalk; Faxe Tritonium biplicatum n.sp. 11. Voksaftryk. 7/1. — 12. Stenkærne. 7/;. — 13 a-b. Sten- kærne; (10. Alle Koralkalks Ea Xi eg: SS NS NEDE SEE Se ES ES ES SER ENE ASE SE ENES ERER EEN Nassa? supracretacea n. sp. 14. Voksaftryk. 7/1. — 15. Skulptur paa sidste Vinding, efter et Voksaftryk. ?”/,. Faxe Ancilla Milthersii n. sp. Voksaftryk. %/;. Cerithiumkalk; Stevns Klint.......... Fasciolaria glabra n. sp. Begge Voksaftryk i ?/;.. Cerithiumkalk; Stevns Klint... Volutomitra qwuinqueplicata n. sp. 21. Voksaftryk. ”/3. — 22. Stenkærne. "/;. Begge Koralkalk; Faxe … Plewrotoma Steenstrupii n. sp. 23. Enkelt Vinding af et Ekspl., efter Voksaftryk. 1/1. — 24. Samme Ekspl. i ”1. Cerithiumkalk; Stevns Klint Originalen til Fig 18 tilhører ,,Danmarks geologiske Undersøgelse" ; alle de øvrige tilhøre Universitetets Mineralogiske Museum. |! || I | 28 (232). K. D. Vidensk. Selsk. SKR GURRE nm Afd. XI. 4. J. P. J. Ravn. Tavle IT. 24 Th. Bloch del. et phot, Pacht & Crone phototyp. — i s6 j NH mn i ” i I i (2 Rn g i ST PØSD AN »Plylloceras velledaeforme Scartrt. sp. Stenkærne. ”/;. Skrivekridt; Fjerritslev Voluta faæxensis n. sp: 1—2. Voksaftryk i ”/1. — 3. Stenkærne. ”/;. Alle Koralkalk; Pleurotoma Cerithiorum n. sp. Voksaftryk. ?/3. Cerithiumkalk; Stevns Klint Voluta (Lyria?) sp. Voksaftryk. ”/;. Koralkalk; Faxe Conus sp. Stenkærne. ”/;. Koralkalk; Faxe Cinulia damica n. sp. Voksaftryk. %/3. Gerithiumkalk; Stevns Klint Pleurotoma faxensis nov. nom. Stenkærne. ”/;. Koralkalk; Faxe ................... Scaphites constrictus Sow. sp. Skulpturstenkærne. ”/;. Cerithiumkalk; Stevns Klint.. Pleurotoma faæxensis nov. nom. Voksaftryk. ”/. Koralkalk; Faxe.......:....:..:..- Ammonites n. sp.? ScHLtrt. Stenkærne. 7/3. Skrivekridt; Nørre Uttrup Aptychus I. ”h. Skrivekridt; Stevns Klint Scaphites'n: sp: 'Arnagerkalk; TIT med: 20 Tavler f88NE8 6 SES DE DR ERE SES ERE SR EEK ERE DE] SR RSS SR BENEE SER SETE SEES ESSENS 1. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. iste Afhandling. Med 6 Tavler. Résumé et explic. des planches ensfrancais 13 SAGEN SES ERE EET ERE 2. Lorenz, L. Om Metallernes Ledningsevne for Varme og Elektricitet. 1881 ......22000eeeeee 3. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. den Afhandling. Med 9 Tavler. Résumé et explic. des planches en francaiss 18823 See REE ERE EET EEN Es re SE ES ES NE 4. Christensen, Odin. Bidrag til Kundskab om Manganets Ilter. 18383......2200eeee eee eee eeee 5 lorenz, ls Farvespredningens bh eork 1883 ER de FE Er se ENE NE ERE SEES REESE 6. Gram, J.P. Undersøgelser ang. Mængden af Primtal under en given Grænse. Résumé en frangcais. 1884 T. Lorenz, L. Bestemmelse af Kviksølvsøjlers elektriske Ledningsmodstande i absolut elektromagnetisk Mad 18855 KEE ar ME SEERNE ET Re en DE Er ES RE EL SEE EEN ENE EEN 8. Traustedt, M. P. A. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Salperne. Med 2 Tavler. Explic. des plånches' en francais:r 8 8 Eee ES EEN ERE EEN EET ERE 9. Bohr, Chr, Om Iltens Afvigelser frå den Boyle-Mariotteske Lov ved lave Tryk. Med 1 Tavle. 1885 .. . 10. —— Undersøgelser over den af Blodfarvestoffet optagne Iltmængde udførte ved Hjælp af et nyt Absorptio- meter. Med”2 Tavler 188 OSSE 3 SEERE NES Es ERE Eee RER 11. Thiele, T,N. Om Definitionerne for Tallet, Talarterne og de tallignende Bestemmelser. 1886 ....... Q TIE ;med6 Tavler 518858 6 SES SENER SS PA ENESTE SER ERE SEINE REESE ERE ESS ESRER GENEREDE 1: Zeuthen; H.6SSKeglesnitslæreni Oldtiden: 18853 SISSE RESEN NSSS EDER SE RER ERE ERRERSE ESERSRR 2. Levinsen, &. M.R. Spolia Atlantica. Om nogle pelagiske Annulata. Med 1 Tavle. 1888.......... 3. Rung, &. Selvregistrerende meteorologiske Instrumenter. Med 1 Tavle. 1885... eee eee 4. Meinert, Fr. De eucephale Myggelarver. Med 4 dobb. Tavler. Résumé et explic. des planches en francais: 18860 SEER SEER esse I SS RSS ÅR Er ES AN SEN RR EN Deere Fer SEE RENSE ER SE RE REE RENEE TYV; med-25Tavlern 188688 ED ESSEN EET 1. Boas, J.E. V. Spolia Aflantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kundskaben om deres geografiske Udbredelse. Med 8 Tavler. Résumé en francais. 1886 ....-.2222080% 2. Lehmann, Å. Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med i Tavle. 1886 ... 3. Hannover, Å. Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket før Fød- selen:”"Extrait en: ;francais 31887 ENNS RESET RISE S EEN EEN 4. Lutken, Chr. Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hvallusene+. Med” 1:Tåyle 3 Resume ensitancalss 418 873 ESS SEES ERE ES REE 5. -— Fortsatte Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Slægten Hzmantolophus. Med"1'Tayvle Resuméer mancais lil 87 NE fS FORR HERE SE SEEK SEES SEERE SES DERE KE SSR SES SEERE 6. — Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Tursiops, Orca og Lagenorhynchus. Med 2 Tavler. Résumé en francais. IST 37 GR EGE SES LER SDS ERR ERE ARE SES SE Se SEE Eee SE SUE SE SEE 0 T. "Koefoed, Studier i Platosororbindels er is SE Eee 8. Warming, Eug. Familién Podostemaceåe. 3die Afhandling. - Med. 12 Tavler. Résumfé' et explic. des planches en francålss 18885 5 18 SKINKE SEFSNE RENSES ENNS ERE EEN Eee eee RESENS V; med 11'Tdylor: og 1JKoHELSSOSE OFRE KEDE REESE NER KREERET SE SERENE 1. Litken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om de tre pelagiske Tandhval-Slægter Steno, Det- plunus og Prodelphinus. Med 1 Tavle og 1 Kort. Résumé en frangais. 1889... ...22024% 2, Valentiner, H. De endelige Transformations-Gruppers Theori., Résume 'en frangais. 1389 .....22428 3. Hansen, HJ, Cirolanidæ et familiæ nonnullæ propinquæ Musei Hauniensis. Et Bidrag til Kundskaben om nogle Familier af isopode Krebsdyr. Med 10 Kobbertavler. Résumeé en frangais. 1890.....- 4. Jiorena, L. Analytiske Undersøgelser over Primtalmængderne. KE) BRYDE KEANE SØE SE SN REGERE SER Te (Fortsættes paa Omslagets S.3.)- 10. w Polarimetriske Undersøgelser Il: Rotationsdispersionen i Opløsninger. Chr, Winther, D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. Xl. 5. 3 K Gr København. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1903. Indholdsfortegnelse. DipropyltartratsiFÆthylendromi de ER ER sø sene Diæthyltartrattislsobutylalkon oe enren Dipropyltartrafsielsobutylalk ob oe SS ER RER DiæthyltartratsinbBenz ole es eN EN ES NE are Sens Dipropyltartrat-igBenz ole ære RER STAN EET Eee ze Vin syne ea a nd EGE Hr NE SENE EEN NERE Er Je LG nere Vin syes Æt hy ak oo Eee RE Ses faret Aublesyres invadere ss rer ene ere er eres EJERE eet re III. Den «rationelle Dispersionskoefficient» .................…. EVER Oplosningsmidlets Indflydelse ENES SE SSR SsammenstillinsdafæRkesultatern eres er NES Er I. Indledning. Som et Hovedresultat af mit tidligere Arbejde paa dette Omraade") maa anses Paavisningen af, at den almindelige Dispersionskoefficient, som gør saa udmærket Fyldest overfor de normalt dispergerende Stoffer, men fuldstændig svigter overfor de anomalt disper- gerende, hos disse sidste kan erstattes med et andet Udtryk, den «rationelle Dispersions- koefficient», der ligesom den almindelige er uafhængig af Temperaturen. Denne Paavisning blev i den nævnte Afhandling gennemført for de tre laveste, normale, vinsure Ætherarter, samt for de af vandige Opløsninger extrapolerede Værdier for ren Vinsyre og ren Æble- syre, altsaa for lutter rene, aktive Stoffer. Den almindelige Dispersionskoefficient udmærker sig nu tillige, naar den da kan anvendes, ved at være uafhængig af Koncentrationen. Da den «rationelle Dispersions- koefficient» for de anomalt dispergerende Stoffer skulde kunne erstatte den almindelige, saa vil det jo have særlig Interesse at undersøge, hvor vidt Analogien strækker sig, og da navnlig, om den «rationelle Dispersionskoefficient» ligesom den ålmindelige er ens for samtlige Opløsninger af et givet aktivt Stof. Nærværende Afhandling indeholder Resultaterne af de Undersøgelser, jeg har anstillet over dette Spørgsmaal. For det første har jeg dertil anvendt mine tidligere lagt- tagelser over Opløsninger af Vinsyre i Vand og Alkohol og af Æblesyre i Vand. Af nye Undersøgelser har jeg udført følgende: Diæthyltartrat i Benzol og Isobutylalkohol, Dipro- pyltartrat i Benzol, Isobutylalkohol og Æthylenbromid. At jeg stadig med Forkærlighed har anvendt de vinsure Ætherarter, er begrundet i den Omstændighed, at disse Stoffers Drejning og Dispersion varierer saa stærkt med Temperatur, Koncentration og Opløsnings- middel, at man kan vente at faa nogenlunde nøjagtige Resultater, selv om Maalingerne, saaledes som de nærværende, ikke ere anlagte som Præcisionsundersøgelser. Til flere af de nye Opløsninger har jeg anvendt nye Præparater af de paagældende Ætherarter, og jeg 1) D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. Xl. 3. har derfor anset det for rigtigst at undersøge disse Præparaters Drejningsevne omtrent i samme Omfang, som i det foregaaende Arbejde. Der har derved vist sig fuldkommen Overensstemmelse med de tidligere Bestemmelser, hvad der jo taler baade for Præparaternes og Undersøgelsesmethodens Brugbarhed. Undersøgelsesmethoden er nøjagtig den tidligere beskrevne. Af tekniske Enkelt- heder er kun at nævne, at jeg nu, i Stedet for Glas-Cuvetter, til Straalefiltrene anvender de Cuvetter af Træ og Glas, som jeg andetsteds!) har beskrevet. De har, ogsaa ved længere Brug, vist sig meget anvendelige, navnlig i de Tilfælde, hvor Glascuvetterne svigte. Som Middeltal af Middelfejlene paa de i denne Afhandling. opførte 465 Drejnings- vinkler (Middeltal af 2790 Aflæsninger) findes følgende: r 9 gr lb mb 09,0132 OF OTTE 02,0132 09,0183 09,0197 Disse Værdier ere omtrent dobbelt saa store som de i min tidligere Afhandling (S. 155) beregnede, men dog stadig af en fuldt ud tilfredsstillende Størrelse, idet de træde fuldstændig i Baggrunden overfor Temperaturfejlene (jævnfør Fejltabellerne). 1) Berichte d. deutsch. chem. Ges. 35. 1976 (1902). i I 277 IL Resultater. I det følgende betegnes Farverne: Rødt, Gult, Grønt, Lyseblaat, Mørkeblaat ved: Betegn lb, mb. | a er de iagttagne Drejningsvinkler; hvert af Tallene er Middeltal af 6 Aflæsninger. [c]-, [£]g osv. er de specifike Drejninger ved de angivne Farver. t er lagttagelsestemperaturen; hvert af Tallene er Middeltal af- to Aflæsninger, en før og en efter Drejningsbestemmelsen. da er Vægtfylden ved æt”, beregnet med Vand af 4? som Enhed. Å er. de optiske Tyngdepunkter for de anvendte Filtre. De vinsure Ætherarter. E: Da de Præparater, der skulde benyttes til Opløsningerne, vare nye Sendinger fra Kaåhlbaum, bestemte jeg for Sikkerheds Skyld deres Drejningskonstanter, hvorved det viste sig, at Resultaterne faldt meget nøje sammen med de tidligere Bestemmelser"). Vægtfylder d”2. Diæthyltartrat. Dipropyltartrat. i fundne udjævnede | fundne udjævnede 20 1,2025 1,2027 20 1,1389 1,1391 30 1,1929 1,1929 30 1,1306 1,1301 40 1,1832 1,1831 40 1,1212 1,1211 50 11731 1,1733 50 1,1120 1,1121 60 1,1636 1,1635 60 151027500E (157031 Drejningsvinkler. Diæthyltartrat. r É OBE gr > mb t a t (7 t a t a t a LSE Saa ET Ble FEB sa ESSEN SER 81035 | Sr E4529) 1536) FE 215 BON 8,88 | 30,1 9,99 |) 29,9 10,16 | 29,8 Tal 298 5,60 39,2 9%62 | 392 | 10,91 | 38,7 11,27 | 38,9 930 | 38,7 7,70 49,8 10,36 | 49,6 118775 54936 12,50 || 49,7 11,08 || 49,7 986 59,5 10/84 | 59,3 12,55 || 59,0 13543 |) 59,1 12,59 | 59,2 11,52 1) Kgl. danske Vid. Selsk. Skr., 6. Række. Xl. 3. 5.157. 218 8 Dipropyltartrat. r 9 gr | lb mb t ao G (7 t ( t a. t (2 145 |—1117) 143 |—1290 | 143 |—+1403 | 144 —+13,49 || 14,3 +12,43 28,3 12,17 | 28,4 1420) 280.| 15,753 |) 280 | 15,9 1) 28,2 15,29 39,8 12,93 | 40,3 15,24 | 40,0 17,06 || 39,7 17,92 | 39.8 17,47 50,7 13,55 || 51,0 16,05 | 50,7 1850051 E8507 8 519340 EO r2 19,11 60,5 13,95 | 59,6 16,47 | 60,0 18,79 | 60,4 20,68 || 60,7 20,63 Af disse Værdier har jeg interpoleret Drejningsvinklerne for Temperaturerne 20, 30, 40, 50 og 60”. Differenserne mellem de ovenfor anførte og de udjævnede Drejnings- vinkler ere følgende: Diæthyltartrat. Dipropyltartrat. P 9 gr lb mb PE g gr | lb | mb +0,03 0,00 0,00 —+-0,04 +0,06 —+0,01 +—0,04 0,00 —0,03 +—0,02 " — 0,03 —0,01 +-0,03 — 0,04 —0,08 —0,03 —0,05 0,00 —0,04 —0,03 0,00 +0,01 0,00 —-0,04 —+0,03 0,00 0,00 +0,01 0,00 ——0,02 EN EA EST SOE I ti 10103: 10106] 0103 REE Toe | —0,05 —0,04 +—0,02 0,00 +0,04 0,00 —0,01 —0,03 +0,02 —0,03 0,02 Af de interpolerede Drejningsvinkler samt de ovenfor anførte udjævnede Vægtfylder beregnes følgende Specifike Drejninger. Diæthyltartrat. p r 9 gr Ib mb SEE HEER ROR ERA, - 20 || + 6,73 | +0,01 || + 7,38 0,00 | + 7,24 | —0,01 | + 4,39 | —0,02 | + 271 | —0,0i1 30 7,48 0,00 8,38 | +0,01 8,51 | +0,01 6,28 0,00 || 480 | —0,01 AOR 87 0,00 928 | +0,01 966 | +0,01 7,99 | —0,01 | 6,72 | —0,01 50 8,80 0,00 10,09 0,00 10,69 0,00 953 | +0,01 | 8,46 | 0,00 60 9,36 | +0,01 )) 10,80 | —0,02 | 11,61) —0,01 10,90 0,000 10,01! 0,00 Dipropyltartrat. i r 9 tor lb | mb [a] 4 [a] 4 ae BEER MOE = mm: LS —— 20 | —+10,17 | —+0,01 || —+11,81 | —0,03 || —+12,98 | —0,01 || +12, 77 0,00 | +11,98 | +0,01 30 10,89 | +0,02 12 74 0,00 1414 | —0,01 1446 | —0,02 ||. 13,86 | —0,01 40 11,54 | —-0,02 13,57 0,00 15,20 | 0,00 16,02 | —0,0é2 | 15,59 | —0,01 50 12,12 | +0,02 14381 | —0,01 || — 16,35 | 0,00 17,44 | —0,01 | 17,16 | —0,01 60 12,63 0,00 | 14,96 | —0,03 17,00 | —0,01 | 18,72 0,0 || 18,58 | —0,01 (Om Betydningen af 4 se S. 280 (10). g 279 Til disse Værdier svare følgende Interpolationsformler: Diæthyltartrat. Max ENDE 165850 [a] = + 8,17 — 0,0657(€—40) — 0,00031 (:—40)? 146 (GÆR K==R5 8.970 - — + 9,28—0,0855 — —0,00047 — 131 Gr === 5345 - — + 9,66—0,1098 — —0,00059 — 133 lb - = 461,0 - =— + 7,99—0,1627 — —0,00086 — 135 mb - — 444,0 - = + 6,72—0,1828. — —0,00090 — 141 Middel 137 Dipropyltartrat. Max. EEN 65615 [g] = —+ 11,54 + 0,0615(6—40) — 0,00035 ((—40)? 128 (ÆRE ==5890 - — —+ 13,57—0,0787 ———0,00046 — 126 gr. r= 582,0 20 (0, 1005 5 000052 137 lb - = 463,0 - =— + 16,02 + 0,1488. — —0,00069 — 148 mb - — 444,0 - — —+ 15,59 + 0,1650. — —0,00077 — 147 Middel 137 Disse Ligninger bekræfte fuldt ud det Resultat, hvortil mine tidligere Undersøgelser af disse Stoffer havde ført mig, nemlig at Temperaturkurvernes Maxima ere uaf- hængige af Bølgebredden. Jeg fandt -den Gang for de tre vinsure Ætherarter det fælles Maximum 1497”, medens de nye Bestemmelser henlægge dette Maximum til 1372. I Betragtning af de store Extrapolationer, der ligge til Grund for beregningen, maa denne Overensstemmelse vel siges at være fuldt tilfredsstillende. … Til Trods for, at de nye Bestemmelser give nøjagtigt samme Maximumstemperatur (1379) for de to Ætherarter, har jeg dog, af Grunde, som først senere vil kunne udvikles (se S. 295 (25)) ikke betragtet denne Temperatur, men derimod Temperaturen 140” som Maximums- temperatur. Ved Hjælp af denne faste Maximumstemperatur beregnes da følgende Ligninger: Diæthyltartrat. ie [a] = + 11,46 — 0,000329 (£— 140)? 9 - — —+- 13,57— 0,000430 — gr - — —+ 15,11 —0,000546. -—— lb -— — + 16,09 — 0,000811 — mb - == + 15,85 — 0,000912 — Dipropyltartrat. r [a] =— + 14,60 — 0,000308 (&— 140)” 9 - — —+ 17,51 — 0,000394 — gr - — —+ 20,22 — 0,000502 — lb — — + 25,48 —0,000744 mb - — -—+ 23,85 — 0,000825 -— D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 5. 36 280 10 Differenserne mellem de tidligere fundne og de af disse Ligninger beregnede - specifike Drejninger findes opført i Tabellerne S.278 (8) under 4. De af disse Værdier beregnede «rationelle Dispersionskoefficienter» ") ere rig gg lb: g mb:g Diæthyltartrat 0,76 1,27 1,89 2,12 Bipropyltartrat — 0,78 1,27 1,89 2,09 Disse, saavel som alle de foregaaende Værdier fra Nybestemmelserne, stemme udmærket overens med de tidligere fundne. Dipropyltartrat opløst i Æthylenbromid. Dipropyltartratet var det ældre Præparat. Æthylenbromidet blev renset ved gentagen, brudt Destillation. Kogepunkt 130. Der blev undersøgt 3 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning Il. Procentindhold 74,71 — II. — 45,00 — TIT. — 15,29 Vægtfylder da. I II III i ; fundne udjævnede fundne udjævnede fundne udjævnede | 20 1,2916 1,2913 1,5293 1,5302 5818868 | 1,3876 30 1,2803 1,2802 1,5168 1,5168 18870! 1,8705 É 40 1,2682 1,2691 1,5036 1,5034 1,8544 | 1,8534 i 50 1,2581 1,2580 1,4902 1,4900 1,8363 | 1,3363 60 1,2473 1,2469 1,4765 1,4766 18185 1,8192 i 70 1,2358 1,2357 1,4631 1,4632 1,8019 | 1,8021 Det viser sig, at Vægtfyldens Forhold til Koncentrationen her ikke kan udtrykkes ved en almindelig anden Grads Formel. É Drejningsvinkler. Opløsning I. J LTR r 9 gr | lb | mb i a BUN so t a Bee JER a = = ; | : 23,6 |+.7,841|| 23,8 |—+- 8,93|| 234 | 9,30 || 234 | 7,96 || 235 |— 6,6 31,3 8,48 || 31,4 9,70) 33,8 | 10,48)! 318 | 9,50) 326 | — 8,57 440 | 9,28) 440 | 110,72) 43,6 | 11,61) 432 | 11,36 43,0 | 10,55 54,0 971! 53;3 11,33/| 540 | 12,54 || 540 | 1278)! 540 | 122 628 | 10,09! 60,5 | 1181) 611 | 137161 622 | 13,76 || 61,9 | 13,26 71,4 10,391) 71,3 12%871| 70,9 | 1379 || 7128 | 1475 || 708 14 1) loco cit. S. 199. Tull 281 Opløsning Il. r 9 gr Ib mb EN i CEN || ER ik ao t a 23,0 |+ 3,89) 23,1 |+ 410) 22,9 |—+ 3,80 || 23,0 | + 1,53 | 23,0 |+ 0,14 31,5 4,36! 33,0 4,83|| 326 476 | 315 2,85 | 322 1,63 44,0 5,09|! 41,4 5,52) 43,5 5,80 || 45,2 4,64 | 42,9 3,41 52,8 5,43!) 52,2 6,09 53,0 6,56 || 53,0 5,54 |. 58,0 4,66 61,8 5,76 60,9 6,67 || 62,1 7,10 || 62,2 6,46 || 62,1 5,80 71,9 6,15|| 71,3 7,16|| 70,9 (5701705 7,36 || 70,8 6,71 Opløsning ITIL. Fr 9 gr Ib mb REE 23,2 |+ 0,721) 23,2 |+ 0,55|| 23,1 |—+ 0,12 || 23,2 | — 1,58 | 23,2 | — 2,33 32,7 1,00! 33,3 0,91!) 32,3 0,60 || 31,5 0,93 || 31,7 1,64 46,1 1,33) 46,5 1,36! 46,1 1,15 | 457 |—+ 0,06 || 45,2 0,59 53,7 150|| 52,5 152) 544 1,48 || d44 0,52 || 54,3 0,06 61,8 1,74!) 61,0 181! 61,4 1,77 | 61,6 0,90 || 620 |—+ 0,42 71,0 1,88! 70,8 201! 70,4 1,97 || 70,9 1.28" | 0,97 Af disse Værdier har jeg interpoleret Drejningsvinklerne for 20, 30, 40, 50, 60 og 702. Differenserne mellem de ovenfor anførte og de udjævnede Værdier ere følgende: Opløsning I. Opløsning Il. r g gr lb mb P 9 gr lb mb —0,01 —0,05 0,00 0,00 —0,06 ' 0,00 — 0,06 0,00 0,00 | —0,03 ——0,02 ——0,02 —0,01 —+0,04 0,00 —0,02 —0,05 —0,04 +0,05 | —0,07 —+0,03 +-0,02 0,02 +0,07 +-0,07 +-0,06 0,08 —+0,01 —+0,02 | —+0,10 —0,01 —0,02 —0,01 —0,02 0,00 0,00 —0,02 +-0,02 0,00 | —0,01 —0,01 —+0,01 —+0,03 —0,04 —0,03 —0,04 0,06 —0,06 —0,05 | —+0,03 —0,01 0,00 —0,02 —0,03 —-0,03 0,00 0,00 —+—0,03 0,00 | 0,00 Opløsning HL r gq gr lb mb 0,00 0,00 0,00 —0,01 0,00 0,02 —0,01 +0,02 0,00 | —+0,02 0,00 —+0,01 —0,03 —+0,03 | —+0,07 —0,02 — 0,01 —0,01 —0,01 | —0,02 —+0,03 —+0,04 +0,05 +0,01 | —0,03 —0,03 —0,02 —0,02 =0jort I =0"03 Af de interpolerede Drejningsvinkler og de ovenfor anførte, udjævnede Vægtlylder — beregnes følgende 36" 282 Opløsning I. Specifike Drejninger. i 9 gr lb mb t fa aA [2] 4 [a] aA [2] A ar | 2 20 || -+ 7,85 | —0,04 | + 8,93 0,00 |" + 9,19 | —0,01 | + 7,59 0,00 | + 6,12 | —0,06 30 8,70 | +0,01 9,99 | +0,01 10,59 | +0,02 957 0,00 | 8,41 | 0,01 40 9,46 | +0,03 10,95 0,00 11,83 | +0,01 11,39 | +0,01 | 10,49 | 40,05 50 10,13 | +0,03 11,83 0,00 12,97 | +0,01 13,04 | +0,01 | 12,35 | —+0,05 60 10,72 | +0,01 12,62 0,00 13,99 0,00 1453 | —0,01 13,99 | —+0,02 70 11,21 | —0,04 13,32 0,00 14,89 | —0,01 15,84 0,00 15,40 | —0,06 Opløsning Il. r (0 gr Ib mb t Ed : =" ER EEK ÆVØ | » 20 | —+ 5,40 | +0,01 | + 5,70 | +0,07 || + 5,04 | —0,03 || + 1,54 0,00 | — 0,52 | +0,04 30 6,31 0,00 6,82 | —0,02 6,64 0,00 3,79 | —0,01 | + 1,96 | —0,02 40 7,15 | —0,01 1,89 | —0,06 8,10 | +0,03 5,87 | —0,01 426 | —0,04 50 7,92 | —0,01 8,90 | —0,07 9,40 | —+—0,03 7,76 | —0,01 6,38 | —0,03 60 8,62 0,00 9,86 | —0,02 10,56 | +0,02 9,47 0,00 8,31 0,00 70 925 | +0,01 10,76 | +0,07 11,56 | —0,03 10,98 0,00 10,05 | —0,04 Opløsning III. É vr 9 gr Ib mb EN ER] 20 || + 2,19 | —+0,09 | + 1,50 | +0,07 | — 0,17 | —0,03 || — 6,35 | —0,10 | — 8,98 | +0,18 30 3,20 | —0,02 | DES REE RES | SEES ASE] HEE Y St 3,62 | +—0,02 | 6,24 | —0,04 40 4,16 | —0,08 4,02 | —0,07 3,25 | +0,02 1,16 | —+0,0s | 3,63 | —0,15 50 5,10 | —0,07 5,18 | —0,06 4,72 | +0,02 | + 1,03 | +0,09 |! 1,16 | —015 60 5,99 | —0,02 6,27 | —0,01 6,03 | +0,01 | 2,93 | +0,03 | + 1318 | —0,04 70 6,85 | +0,09 7,28 | +0,07 7,17 | —0,03 4,55 | —0,10 || 3,38 | 10,18 (Om Betydningen af 4 Disse Tabeller vise følgende: Dipropyltartratets Drejning aftager stærkt ved Fortynding med Æthylenbromid og skifter tilsidst Retning. med Maximum for grønt. Ende af Spektret, hvorved Dispersionen sluttelig bliver normal (ved lidt over 709), med Maximum i Ultraviolet. Ved Fortynding med Æthylenbromid rykker Maximum hen imod se S. 288 (18)). Ændringen for de forskellige Farver voxer med Brydbarheden. Ved lavere Temperaturer, f. Ex. 20%, er det rene Dipropyitartrats Dispersion anomal 12 Ved Opvarmning rykker dette Maximum hen mod den violette den røde Ende af Spektret, hvorved Dispersionen sluttelig bliver normal, med Maximum i Ultrarødt (Fig. 1). Gaar man ud fra det rene Dipropyltartrat ved saa høje Temperaturer, at dets Dispersion er normal (over 70?), saa hliver denne normale Dispersion ved For- Ull aben sa 283 284 15 285 tynding med Æthylenbromid først anomal, for ved yderligere Fortynding, idet Maximum rykker hen over Spektret fra violet til rødt, atter at blive normal, men paa en anden Maade end før (Fig. 2). Det er meget nær det samme Forhold, som jeg tidligere har paavist for vandige Vinsyre- og Æblesyreopløsninger"). Der er dog en temmelig væsentlig Forskel mellem de to nævnte Tilfælde og det her beskrevne. I Vinsyre- og Æblesyreopløsninger virke T 9 gt så Hu Fig d. Fortynding og Opvarmning ens paa Dispersionen; i nærværende Tilfælde virke For- tynding og Afkøling ens, ganske som i de alkoholiske Vinsyreopløsninger >). Denne Forskel er knyttet nøje sammen med selve Drejningsstørrelsens For- hold overfor Temperatur og Koncentration. I de to førstnævnte Tilfælde gaar Drejningen 1) I. cit. S. 173 og 182. 2) 1. cit. S. 191. 286 16 for hver enkelt Farve i samme Retning ved Opvarmning og Fortynding (i positiv Retning i Vinsyreopløsninger, i negativ Retning i Æblesyreopløsninger). I de to sidstnævnte Til- fælde virke derimod Afkøling og Fortynding ens paa Drejningen (i negativ Retning i begge Tilfælde). Det har nu i alle undersøgte Tilfælde uden Undtagelse vist sig, at Drejnings- ændringen staar i et ganske bestemt Forhold til Bølgebredden, idet den stiger mer eller mindre stærkt med Brydbarheden. Drejningens Forhoid overfor Temperatur og Koncentra- tion vil altsaa altid bestemme Dispersionens Forhold overfor de samme Faktorer. I Vinsyregruppen, saalangt den er undersøgt (fra Vinsyre til Dipropyltartrat), er det saaledes en Regel, at Drejningen ved Opvarmning gaar henimod stigende positive Værdier. Hvis det nu viser sig, at Vinsyre eller en af dens Ætherarter ved Opløsning i et eller andet Opløsningsmiddel faar større positiv Drejning f. Ex. for Natriumlys, end den har i ren Tilstand, såa følger deraf uden videre, at Dispersionen ved Opløsning i dette Opløsningsmiddel forandrer sig paa samme Maade som ved Opvarmning af det rene Stof, d.v.s. Maximum gaar fra rødt til violet. Aftager derimod Drejningen for en eller anden Farve ved Opløsning, såa forandres samtidig Dispersionen paa samme Maade som ved ÅAf- køling af det rene Stof, d. v. s. Maximum gaar fra violet til rødt. Paa den anden Side vil man ved Betragtning af de aflæste Drejningsvinkler for forskellige Farver og Sammenligning med det rene Stofs Dispersion ved den paagæl- dende Temperatur, uden videre kunne afgøre, om de specifike Drejninger for den under- søgte Opløsning ere større eller mindre end for det rene Stof. Til Illustration af det her udviklede tjener Figg. 1.og 2, hvor Drejningen aftager i Størrelse ved Fortynding, samt Fig. 3, hvor det modsatte er Tilfældet. . Fig. 3 er en Frem- stilling af vandige Vinsyreopløsningers Forhold ved 20”. Tallene skyldes tidligere Iagttagelser"). Til de ovenfor S. 282 (12) anførte specifike Drejninger svare følgende Temperatur- ligninger: Rødt 65880! Max. L [a] = + 10,13 + 0,0628 (€&—50) — 0,00044 ((—50)” 121 IL == — 7,92 + 0,0735 — —0,00035. — 155 [I - = 5,10 — 0,0913 — —0,00019 — 290 Gult == 158910: I. [a] = — 11,83 — 0,0834(6—50) — 0,00044 (€&—50)” 145 INR 8,90 + 0,0985 — —0,00027 — 232 TIE. == 5,18 + 0,1121 — —0,00035 — 210 Gr on ES33EEE I. [a] = + 12,97 +. 0,1080(6&—50) — 0,00060 (€—50)” 140 IL. == 9,40 + 0,.1229 — —0,00075 — 132 I. === 4,72 + 0,1387 — —0,00081 — 136 kg 287 Lyseblaat. 4 —:—463,5. Max. I. [a] = —+ 13,04 + 0,1567 (6&—50) — 0,00083 (&—50)? 144 II. SEE — 7,76 + 0,1795 — —0,00093 — 147 TIT. SR — 1,03 —+ 0,2040 — —0,00140 — 123 Mørkeblaat. 4 = 444,5. I. [a] = + 12,35 —+ 0,1746 ((—50) — 0,00110 (&—30)? 129 II. - —= + 6,38 +0,2021 — —0,00093 — 159 TEL - — — 1,16—0,2405 — —0,00067 — 228 Samler man de forskellige Maxima, som høre til samme Opløsning: Opløsning I. IL. III. r 121 155 290 9 145 PE 210 gr 140 132 136 lb 144 147 123 mb … 129 159 228 Middel 136 165 om saa ser det ud, som om Maximum stiger stærkt med Fortyndingen. Imidlertid er Maximum for det rene Dipropyltartrat fundet én Gang ved 1497”, en anden Gang ved 137”?, altsaa begge Værdier, der ligge højere end for Opløsning I. Endvidere viser det sig, at i de andre vel undersøgte Tilfælde enten synker Maximum svagt med Fortyndingen (Vinsyre i Vand) eller varierer uregelmæssigt (Diæthyl- og Dipropyltartrat i Isobutylalkohol). I Be- tragtning af, at Vanskeligheden ved Maximumets Bestemmelse stiger meget stærkt med Fortyndingen, mener jeg da i første Tilnærmelse at turde antage, at Maximumstempe- raturen er uafhængig af Koncentrationen. Til Bestemmelse af det Middeltal, hvormed der skal regnes, tager jeg da Hensyn til lagttagelsernes «Vægt», idet Middeltallet dannes af Maximumsværdierne for de enkelte Opløsninger, multiplicerede med disse Opløsningers Koncentrationer, hver for sig. Paa denne Maade faas for Dipropyltartrat i Æthylenbromid Middeltallet 146”. Da Maximum for det rene Dipropyltartrat ligger ved 137%, for Opløsning I ved 1367, medens Middeltallet af samtlige Opløsninger er 1467, ses det tydelig, hvor ringe Vægt man i Virkeligheden kan lægge paa de Maximumsværdier, der faas af de svagere Opløsninger, saa at den Generalisation, jeg ovenfor har foretaget, vist nok er fuldt ud berettiget. Ved Hjælp af Maximumstemperaturen 146” beregnes da følgende Ligninger: D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 5, 37 288 18 Opløsning I. T. [ag] = — 13,17 — 0,000333 (&—146)? 9 == 15,84 — 0,000435 — gr HE —= 18,16 — 0,000564 — É lb - =— 20,56—0,000817 — IU: ; mb 2 Or 0000 919 REE Opløsning Il. r [a] = + 11,44 — 0,000381 (6— 146)? 9 - — 13,59 — 0,000501 — gr == — 15,32 — 0,000645 — - lb - — 16,38 — 0,000935 — mb SA — 16,05 — 0,001047 — — Opløsning IL r [a] = + 9,42 — 0,000461 (&— 146)” 9 - == 10,51 — 0,000572 — | gr =HR— 11,40 — 0,000727 — fl (b - — 10,88—0,001079 — UN mb - == 10,27—0,001224 — Differenserne mellem de tidligere fundne og de af disse Ligninger beregnede specifike Drejninger findes opførte i Tabellerne S. 282 (12) under 4. 11" Af disse Ligninger beregnes paa sædvanlig Maade den. «rationelle Dispersions- UN koefficient» : IDI rig gr:g lb:g mb:g | Opløsning I. 0,77 1,30 1,88 2,11 I = II. 0,76 1,29 1,87 2,09 || — II. 0,81 1827 1,89 214 It Det ses heraf, at den «rationelle Dispersionskoefficient» er uafhængig af Koncentrationen. 1| Diæthyltartrat opløst i Isobutylalkohol. | | Diæthyltartratet var det Præparat, hvis Drejningskonstanter ere anførte ovenfor || SUT MON TEE ON Hi Isobutylalkoholen var det venale, rene Præparat. Kogepunkt 106”. Der blev undersøgt 5 Opløsninger af forskellig Styrke. 19 Heller ikke i dette Tilfælde kan Vægtfyldens Forhold Opløsning Nr. I indholdt 80,97 pCt. — - I —- 62,56 — — - IN — 41,24 — — - IV — 21,61 — — - V. — 13,82 — Vægtfylder da. 1... Fundne. i l II III IV V 20 1,1021 1,0172 0,9338 0,8682 0,8446 30 1,0924 1,0089 0.,9252 0,8601 0,8367 40 1,0828 0,9996 0,9169 0,8522 0,8288 50 1,0733 0,9907 0,9079 0,8437 0,8209 60 1,0637 0,9812 0,8985 08350 0,8123 2. Udjævnede. t I II TIL IV V 20 1,1021 1,0179 0,9343 0,8686 0,8449 30 1,0925 1,0087 0,9254 0,8602 0,8368 40 1,0829 0,9995 0,9165 0,8518 0,8287 50 1,0733 0,9903 0,9076 0,8434 0,8206 60 1,0637 0,9811 0,8987 0,8350 0,8125 ved en anden Grads Ligning. Opløsning I. Drejningsvinkler. P q gr lb mb t o. t (2 t (44 t (42 t a UN EEN 4 De EA 18) ETSI 061 1535" | 1,26 30,8 5,70 || 33,1 6,38 | 31,7 6,20 | 30,8 3,54 || 30,8 | —+2,01 40,1 6,30 | 40,6 7,03 || 40,4 7,10 || 40,0 5,04 || 40,1 3,76 498 6,37 | 49,5 7,73 || 49,4 8,04 || 49,8 6,60 | 49,8 5352 59,8 7,32 | 60,0 8,40 || 59,9 8,89 || 59,8 (91785958 7,02 Opløsning II. r 9 gr Ib mb t (CA t a t | a G ao. t a 16,0.) -+2,94 116,07. +2,99 || 15,6 | +2,45 || 15,7 | —0,22 || 15,9 | —1;57 30,1 3,84 | 30,1 402 || 30,4 3,88 | 30,3 | —+-1,93 || 30,3 | +0,78 40,5 427 | 40,5 471 || 41,1 475 | 407 3,23 || 40,5 217 51,8 4,84 | 51,9 5,36 | 49,7 5,45. 51,0 CRT 5) EGER REN 61,4 BAN 617 5,82 || 60,6 6,14 | 61,1 5,39 || 61,0 | 4,61 289 til Koncentrationen udtrykkes Hi) 290 Opløsning III. ”. g gr Ib mb t ao. t a t o. t oa i | (CA 16,0 | —+1,62 | 16,0 | +1,70 || 16,0 | —1,40 || 16,0 | —0,32 | 16,0 | —1,10 30,0 2,16 | 30,1 237 || 2994 222 || 297 | +1,00 || 30,0 | +-0,37 39,8 2,55 || 40,0 2,84 || 40.0 2,87 || 39,8 1,87 || 39,8 1,39 49,5 2,73 || 49,8 3,19 || 49,7 3,25 || 495 2,55 || 49,5 2,14 61,3 3,11 || 61,9 3,49 || 61,5 3,70 || 61,3 3,25 || 61,3 2 88 Opløsning IV. DR 9 gr lb mb t (4 t (4 t a t a ER ne 15,9 | 0,85 | 16,0 | +0,9 | 155 | +0,74 | 15,6 | 40,01 | 15,7 | —0,42 31,5 1,20 || 31,6 1,25 || 314 eds 0,70 || 31,4 | —0,39 40,3 1,30 | 40,6 1,45 || 40,3 1,45 || 39,9 1,02 | 40,1 0,78 51,0 184731 85180 1,64 |" 50,9 1,66 | 51,0 1,44 | 510 1,19 60,8 1,60 || 60,6 1,77 | 61,0 1,82 || 60,4 1,76 | 60,6 1,54 Opløsning V. T. 9 gr lb mb t ao. t a i (42 t a t a 15,8 " —+0,58 | 161 | —0,57 | 16,0 | —+0,49 || 15,8 | —+0,08 | 15,9 | —0,25 30,8 0,68 | 30,8 0,78 || 31,0 Q72 || 31,1 0,42 || 311 | —+0,22 39,2 0,80 | 40,1 0,88 | 40,0 0,87 || 39,3 0,69 || 39,7 0,50 49,9 0,86 | 50,9 1,06 || 50,7 1,05 || 50,1 Oss | 50,3 0,72 60,5 0,96 || 60,2 1,08 || 60,7 1,18 | 606 1,06 [| 605 | 0,95 Heraf interpoleres Værdierne for 20, 30, 40, 50 og 602. Opløsning I. i 9 gr 11 0,00 0,00 —0,02 11) —+0,01 —0,02 +0,04 | | 0,00 0,00 —0,02 —0,01 +0,02 +0,03 HLN 0,00 0,00 —0,02 fundne og de udjævnede Drejningsvinkler ere: Opløsning Il. Differenserne mellem de 20 r 9 GT milt ee | mb —0,06 0,00 0,00 | 0,00 0,00 0,06 —0,02 | —0,02 | 0,02 | 0,04 —0,03 | 0,09 | —0,02 | —0,02 | —0,0s 0,04 20,01 | ——0,02 ——0,02 | —0,4 0,00 0,00 | —0,03 | —0,0s | —0,0 21 291 Opløsning III. Opløsning IV. n 9 — gr lb mb r 9 gr lb mb 0,00 —0,02 +-0,06 0,00 | +0,04 —0,02 0,00 0,00 —0,01 0,00 —0,03 —0,04 —0,06 —0,03 | —0,07 +0,04 —0,02 —0,02 +0,01 0,00 +—0,03 +0,01 +-0,03 0,00 | —0,02 —0,01 0,00 0,00 —0,01 0,00 —0,06 +—0,02 —0,03 —0,01 0,00 0,00 —+0,01 0,00 0,00 | —0,02 ——0,06 0,00 0,00 0,00 0,00 0,00 | 0,00 0,00 —0,01 0,00 Opløsning V. P. 9 gr lb mb - +0,01 0,00 0,00 +0,04 | —+0,01 —0,02 0,00 —0,01 —0,05 | —0,03 —0,01 —0,02 0,00 | —+0,02 | —+0,01 —0,02 +0,04 +-0,02 —0,01 | —0,02 +0,01 —0,03 0,00 0,00 | —+0,01 Af de interpolerede Drejningsvinkler og de udjævnede Vægtfylder beregnes følgende Opløsning I. Specifike Drejninger. ml 2 [a] 4 re bi A Fi a 20 || +5,50 | +0,02 | +5,78 | —+0,01 || +5,30 0,00 || +1,70 | —+0,03 || —0,29 | —+0,05 30 6,36 | —0,01 6,93 | +0,02 6,75 0,00 3,81 | —0,02 || +2,08 | —0,03 40 7,17 | —0,02 7,97 | +0,01 8,07 | —0,01 5,77 | —0,03 429 | —0,06 50 7,92 | —0,01 8,91 0,00 927 | —0,01 7,57 | —0,02 6,34 | —0,01 60 8,61 | —+—0,02 976 | —+0,01 10,35 0,00 922 | —+0,04 8,23 | —+0,05 Opløsning Il. or BE? [a] | 20 | —5,09 | +0,02 |" +5,18 0,00 H +0,02 || +0,68 | +0,01 | —1,38 | —+0,04 30 6,00 | —0,01 6,38 | 0,00 6,07 40 6,84 | —0,02 7,48 0,00 1,48 50 7,6 | —0,01 8,47 | 0,00 8,79 60 | 8,34 | —+0,02 9,36 0,00 9,98 Opløsning III. TEE r 9 gr lb mb mm [a] 4 Br 2 BEER [2] 4 AD EEG ESSEN EKO RE SOS BRET OS BLE Kr AO DESR ERE OCYSER BE DYSE FREE USE) 30 5,72 | —+0,02 6,90 | —+0,04 5,99 | —+0,04 274 | +0,03 | —+1,18 | -+0,08 40 6,66 | —0,04 7,48 | —+0,07 7,51 | —-0,09 SE RE UT 3,68 | +0,14 50 7,47 |. +0,03 8,48 | —0,03 8,79 | —+0,04 6,91 | —+0,03 5,81 | —+0,07 60 814 | —0,05 9,30 | —0,08 984 | —0,10 8,57 | —0,08 7,58 | —0,14 292 22 Opløsning IV. P 9 gr lb mb El [ag] A ok [7] 4 BR | æn ==) ES S oa (I 20 | 45,11 | 40,03; 45,81 | —0,03 | +4,74 | —0,11 | 4412 | 4011 30 6,14 | —0,02 6,64 | —+0,02 6,40 | 0,04 3,40 40 711 | —0,03 7,82 | +-0;03 7,838 | —-0,09 5,59. 17—0,13 418 0,00 50 8,02 | —0,01 8,86 | +0,01 903 | —+0,04 7,69 | —0,06 | 6,42 | 0,00 60 8,86 | —+0,03 | 9,76 | —0,03 9,99 | —0,11 969 | +011 | — 8,42 | 0,00 Opløsning V. É r g gr lb mb [a] A [a] a [a] EEK KE 20 | +497 | —0,05 | —+5,42 0,00 +470 | +0,11 +1,46 | —0,08 | —1,02 | —0,12 30 6,04 | —+0,02 6,70 | 0,00 6,15 | —0,07 3,88 | 10,04 || 1,81.) 40,06 40 6,98 | —+0,04 7,87 0,00 7,59 | —0,13 6,02 ; —0,09 429 | +—0,12 50 7,79 | —+0,02 893! 0,00 ||" 9,00 | —0,07 7,87 | 10,05 | 6,82 | ——0,06 60 | 8,46 | —0,05 9 88 0,00 10,40 | +0,12 | 9,44 | —0,08 || 8,20 | —0,12 (Om Betydningen af 4 se S. 296 (26). Disse Tal vise, at Diæthyltartratets Drejning ændres påa en meget indviklet Maade ved Opløsning i Isobutylalkohol. Drejningen aftager først meget stærkt, voxer igen og ender, for nogle Farvers Vedkommende, med atter at aftage. Hvorvidt denne sidste Aftagen er virkelig eller blot begrundet i Forsøgsfejl, kan foreløbig ikke afgøres. = Patterson, som ogsaa har undersøgt Diæthyltartrat i Isobutylalkohol!), men kun ved Natriumlys, har ikke fundet denne sluttelige Aftagen i Drejning; men dertil er at bemærke, at heller ikke mine Iagttagelser for gult Lys vise nogen saadan Aftagen. Den findes i udpræget Form kun i lagttagelserne for rødt (alle Temperaturer), grønt (lavere Temperaturer), lyseblaat og mørkeblaat (højere Temperaturer). Da nu tillige den fuldstændige Analogi, som ellers findes mellem Opløsningerne af Diæthyl- og Dipropyltartrat i Isobutylalkohol (se S. 301 (31)), i flere Tilfælde brydes netop af de fortyndede Opløsninger, saa kan disse fortyndede Op- løsningers ejendommelige Forhold ikke anses for sikkert paavist. Tagne under ét, tyde dog alle lagttagelserne paa, at Drejningens Ændring med Koncentrationen forløber ikke saa lidt anderledes for de fortyndede Opløsninger end for de mere koncentrerede, selv om denne Forskel ikke gaar saa vidt, at den medfører en Aftagen af Drejningen. Men paa den anden Side er det højst sandsynligt, at denne Aftagen virkelig finder Sted, og en be- tydelig Støtte for denne Opfattelse forekommer det mig at være, at Patterson netop har paavist dette Forhold i en saa nærstaaende Opløsning som Diæthyltartrat i Propylalkohol %. Nogle af Koncentrationskurverne for Diæthyltartrat i Isobutylalkohol findes paa Figg. 5—7. 1) Journ. chem. Soc. 79. 477 (1901). 2) Ibid. 198 (1901). 3 Co (Ul 294 24 De stærke Ændringer, som Diæthyltartratets Drejning underkastes ved Opløsning i Isobutylalkohol, maa, efter hvad der tidligere er udviklet, kunne genfindes i Dispersionens Forhold. Fig. 4 fremstiller disse Forhold for 20”. Den indeholder Dispersionskurverne for Opløsningerne 0 (rent Diæthyltartrat, Tallene S. 278 (8)), I, IE, UI og IV, hvorimod Op- løsning V er udeladt, paa Grund af den Usikkerhed, som efter ovenstaaende hæfter ved lagttagelserne af denne Opløsning. Idet Drejningen aftager fra Opløsning 0 (rent Diæthyltartrat) gennem I og II til II, hvor den bliver Minimum, maa Dispersionskurverne forandre sig paa samme Maade, som naar det rene Diæthyltartrat afkøles, d.v.s. Drejningsmaximumet maa flyttes hen imod rødt, hvilket ogsaa tydelig er Tilfældet. Naar Drejningen igen stiger, fra Opløsning III til IV, maa Maximumet atter rykke henimod violet. Kurven for Opløsning IV passer jo i Virke- ligheden ogsaa udmærket ind mellem Kurverne for de 3 andre Opløsninger. Til de ovenfor anførte specifike Drejninger svare følgende Temperaturligninger: Rødt. 4 = 658,0. Max. I. [a] = + 7,17 + 0,0777(t—40) — 0,00029 (6 —40)? 174 IE. == 6,84 + 0,0812 — —0,00031 — g/l TIL - == 6,66 — 0,0872 — —0,00066 — 106 IV, - —=— 7,11—0,0937 — —0,00031 — 197 V. - == 6,98 + 0,0872 — —0,00066 — 106 Middel 149 Gult. 4 — 589,0. Max i. [2] = + 7,97 + 0,0995 (€—40) — 0,00050 (&— 40)? 140 II. - —=— 7,48 — 0,10485 — —0,000582 — 140 LT. - = 7,48— 0,1090 — —0,00091 — 100 IV. R— 7,82 + 0,1112 — —0,00071 — 118 V. z= 7,87 -L— 01115 — -—0,00055 — 141 Middel 128 Grønt. — 534,5. Max I. [2] = + 8,07 +- 0,1262 ((—40) — 0,00061 (€—40)” 143 IE. -,— 7,48—0,1360 — —0,00055. — 164 TIT. 8 — 7,51 + 0,1403 — —0,00119 — 99 IV. SHE — 7,83 + 0,1312 — —0,00116 — ag V. SKE 7,59 + 0,1428 — —0,00010 — (752) Middel 128 25 . 295 Lyseblaat. 42 = 461,0. Man E [ac] = + 5,77 — 0,1882 ((—40) — 0,00077 (—40)]? 162 IL == 5,05 + 0,1990 — —0,00097 — 143 IE == — 4,97 + 0,2085 — —0,00142 — 113 IV. == 5,59 + 0,2142 — — 0,00046 — 273 ve =— 6,02 + 0,1995. — —0,00142 — 110 Middel 156 Mørkeblaat. 4 — 444,0. Max. I. [a] = + 4,29 + 0,2130(6—40) — 0,00080 (6—40)? 173 Il. === 3,40 + 0,2197 — —0,00096 — 154 TIT. - == 3,68—0,2317 — —0,00184 — 103 IV. == 4,18 + 0,2358. — —0,00119 — 139 Vi - == 4,29 + 0,2305 — —0,00175 — 106 Middel 136 Det ses, at Maximumstemperaturerne variere ganske uregelmæssigt fra rødt til mørkeblaat.. Ordner man dem efter de tilhørende Opløsninger, viser det samme sig at være Tilfældet. Opløsning I. IL HE IV. Vi P 174 171 106 191 106 9 140 140 100 118 141 gr 143 164 99 97 (752) lb 162 143 113 273 110 mb 173 154 103 139 106 Middel 158 154 104 160 116 Det indklamrede Tal for Opløsning V, grønt, er ikke taget med, da det falder saa uhyre langt udenfor alle de øvrige. KK Der er altsaa al Grund til at antage, at Maximumstemperaturen virkelig er uaf- hængig af Koncentrationen. Medtager man nu Maximumstemperaturen for det rene Diæthyl- tartrat, som er funden at være 137” (S. 279 (9)), og multiplicerer Maximumstemperaturerne for de 5 Opløsninger hver for sig med den tilsvarende Opløsnings Procentindhold (smign. S. 287 (17)), saa bliver det samlede Middeltal 142”. Da det tilsvarende Middeltal for Op- løsningerne af Dipropyltartrat i Isobutylalkohol, som i alle Henseender forholde sig fuld- stændig analoge med de her omtalte, findes at være 139?, saa har jeg som fælles Maximums- temperatur for disse to Sæt Opløsninger sat 140?. Ved Hjælp af denne Temperatur beregnes af de specifike Drejninger (S. 291—292 - (2Q1—22)) følgende Ligninger: D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk, og mathem. Afd, XI. 5. 38 296 26 Opløsning I. É [az] = —+ 11,08 — 0,000389 (6— 140)” 9 - == 12,94 — 0,000498 — gr — 14,39 — 0,000631 — lb - —… 15,20 —0,000940 — mb - — 15,00—0,001065 — Opløsning Il. y [a] = —- 10,92 — 0,0004061—140)? 9 - == 12,71 — 0,0005322 — gr - — 14,31— 0,000680 — lb - — 14,99 — 0,000995 — mb - — 14,41 — 0,001099 — Opløsning Ill. r [a] = —+ 10,98 — 0,000436 ((— 140)? 9 - — 12,87 — 0,000546 — gr - — 14,43 — 0,000701 — lb - =— 15,32 — 0,001042 — mb me 15,14 — 0,001160 — Opløsning IV. 7 [a] = — 11,83 — 0,000469 ((— 140)? 9 -— 13,36 — 0,000556 — gr -=— 14,29 — 0,000656 — lb - =— 16,43 —0,001071 — mb - == 15,96—0,001179 — Opløsning V. | [a] = + 11,30 — 0,000436(—140)? 9 - — $Fm13,44 — 0,000557 — gr - == 14,84 — 0,000712 — ib == 15,90 0,000997 mb =H=Z 15,69 — 0,001152 — Differenserne mellem de tidligere fundne og de af disse Ligninger beregnede specifike Drejninger findes i Tabellerne S. 291—292 (21)—(22) under Å. Som det ses af Figg. 5—7 eller af Tabellerne S. 291—292 (21)—(22), bliver Drej- ningens Ændring med Koncentrationen mindre ved Opvarmning. Men selv ved Maximums= temperaturen (140?) er denne Ændring dog ikke forsvunden, som det ses af ovenstaaende 27 297 Ligninger; Koncentrationskurvernes Form er stadig den samme som ved lavere Tem- peraturer. Beregner man af ovenstaaende Tal paa sædvanlig Maade de «rationelle Dispersions- koefficienter» : 0 gr:g lb: g mb:g Opløsning I 0,78 1,27 1,89 2,14 — II 0,78 1,30 1,91 Poll — IN 0,80 1,28 1,91 an? — IV 0,84 1,18 1,93 22 — V 0,78 128 1,79 PROG 0,80 1,26 Fr Boe saa viser det sig, at tiltrods for de meget indviklede Forhold, som med Hensyn til Drej- ningen findes i Opløsninger af Diæthyltartrat i Isobutylalkohol, er den «rationelle Disper- sionskoefficient» dog ogsaa her uafhængig af Koncentrationen. Dipropyltartrat opløst i Isobutylalkohol. Dipropyltartratet var det Præparat, som ovenfor er omtalt nøjere (S. 277 (7) f£.). Isobutylalkoholen var samme Præparat som i den foregaaende Undersøgelse. Der blev undersøgt 5 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning Nr. I indeholdt 78,79 pCt. Dipropyltartrat == ER RE Saren = — - I — 40,85 - — —- - IV — 23,16 - — — NAVNE ve [5 =— Vægtfylder d”/4. $ 1... Fundne. 2. Udjævnede. t I | II | III IV V æ I ll ll IV V 20 1,0492 | 0,9750 | 0,9172 | 0,8645 | 0,8449 20 1,0492 | 0,9752 | 0,9177 | 0,8647 | 0,8451 30 1,0401 | 0,9665 | 0,9099 | 0,8566 | 0,8369 30 1,0401 | 0,9664 | 0,9093 | 0,8565 | 0,8370 40 1,0310 | 0,9579 | 0,9014 | 0,8486 | 0,8291 40 1,0310 | 0,9576 | 0,9009 | 0,8483 | 0,8289 . 50 1,0219 | 0,9490 | 0,8925 | 0,8402 | 0,8210 ho 1,0219 | 0,9488 | 0,8925 | 0,8401 | 0,8208 60 1,0127 | 0,9398 | 0,8835 | 0,8317 | 0,8125 60 1,0128 | 0,9400 | 0,8841 | 0,8319 | 0,8127 38" 298 28. ; Drejningsvinkler. Opløsning I. Inns Tr. 9 gr | Ib | mb t | (74 t | ao. É: (4 É (ARE (EL | 2 13,6 | +74 14,0 | +85 | 13,9 | +9,19 |) 13,7 | +834 || 13,8 | 47,45 26,1 8,23 || 29.0 9,66 || 28,1 t- 10,61 || 27,5 | 10,47 || 26,8 rat 40,7 8,89 || 398 | 10,34 || 38,7 | 1158) 40,6/ 1214 || 394 | 11,61 52,1 938 || 527 |- 11703 1 528 | 1249 1 524 | 13,29 52,9 | 1311 61,7 9,72 || 63,0 11,50 || 628 | 13,04 | 62,2 1428 | 62,0 | 14,09 Opløsning Il. ERE NG 145 | +5,0 || 15,0 | +5,86 | 15,0 | +6,33 || 14,7 | —+5,75 || 14,9 | 45,23 30,1 5,74 1 30,1 6,61 | 30,1 7,36 | 30,1 7,37 | 30,0 6,96 40,0 6,05 | 39,6 7,05 | 39,7 7,92 || 39,9 8,22 /| 39,8 7,97 49,3 6,33 | 501 |! 7,49 || 50,3 8,44 || 49,7 9,06 | 50,3 8,90 61,1 6,63 || 61,0 7,83 | 61,0 | — 8,92 || 61,0 977 | 61,0 9,72 Opløsning III. r 9 gr Ib [| mb RE t | a t | a ! EEG | (a | a — 147 | 4334 | 148 | 43,83 | 148 | +416 | 214,7 | +—3,90 | 148 | 1354 22 3,70 || 30,9 441 | 295 4,88 || 28,9 4,81 | 27,9 4 49 41,7 4,01 | 38,0 4,61 | 38,3 5,21 || 414 5,58 | 39,5 5,34 | 50,6 | 417) 519 | 490) 518) 5,61) 5121 — 6,04 | 515 | 5,9 | 611 | 4,331 61,0| 5213 || 62,0 58 | 620| 651| 61,6 | 6,46 Opløsning IV. r 9 gr Ib | mb le t a ERE une we Ese 15,0 | +184 | 154 | +2,11 | 14,7 | +2,30) 148 | +210 | 15,0 | +1,98 28,7 2,05 || 29,0 2,35 || 28,3 2,59 || 28,5 2,67 | 283 2,52 40,0 2,19 | 40,6 2,53 | 40,6 | 50,0 229 | 50,4 269 || 50,0 | 60,0 2,35. 60,0 2,76 || 60,5 | 3,19 || 60,4 3,53 | 60,7 | 3,56 Opløsning V. "Ill IR 9 gr lb mb ||| Bk hg i a HEER SE Re å 141 | +116 | 15,1 | -+1,36 Fre +1,50 | 142 | +135 || 144 | +17 27,5 1,28 || 284 1,54 || 291 1,67 || 298 | 1,2 || 28,5 1,66 40,5 | 1,34 | 38,6 156 | 39,0| 1,81) 41,2 1,96 | 406 1,89 50,8 1,38 || 517 1,66 || 51,7 1,97 || 51,5 PRES EG BES KRIDT 61,8 1,45 || 611 1,73 || 623 | 2,05 || 625 228 || 62,7 225 29 299 Heraf interpoleres Værdierne for Temperaturerne 20, 30, 40, 50 og 60. Differen- serne mellem de ovenfor anførte og de tilsvarende udjævnede Drejningsvinkler ere: Opløsning I. Opløsning II. P 9 | gr lb mb Tr 9 gr lb mb —0,03 0,00 +0,02 0,00 0,00 0,00 | —+0,01 0,00 0,00 0,00 +0,05 — 0,01 —0,04 —+-0,03 | —0,02 —+0,02 —0,01 0,00 +0,02 | —0,02 —0,02 0,00 +0,02 —+0,02 | —+0,03 0,00 0,00 0,00 —0,02 0,00 0,00 —0,01 —0,03 —0,09 | —0,07 0,00 +0,02 — 0,02 +0,04 0,00 0,00 0,00 +0,02 +0,04 | —0,05 0,00 —0,02 0,00 —0,03 0,00 Opløsning III. Opløsning IV. P 9 gr lb mb r 9 gr lb mb 0,00 —0,02 +-0,02 +0,01 | —+0,04 0,00 +0,01 0,00 —0,02 | —0,02 +-0,02 +0,01 —0,02 —0,03 | —0,05 0,00 0,00 0,00 +0,03 | —+0,03 0,00 +0,01 +0,01 +-0,01 | —0,02 0,00 0,00 —+—0,01 —0,01 | —0,01 0,00 —0,03 —0,01 —0,02 | —0,01 —+0,01 —+0,03 —0,03 —0,01 | —0,02 0,00 —+0,03 0,00 +0,01 0,00 0,00 —0,02 +0,02 0,00 0,00 Opløsning V. r 9 gr lb mb —0,01 0,00 0,00 0,00 | —+0,05 0,02 —+0,06 — 0,02 0,00 | —0,05 0,00 — 0,01 0,00 0,00 | —+0,02 —0,01 —0,01 +-0,02 —0,02 | —0,03 +0,01 0,00 0,00 0,00 0,00 Af de interpolerede Drejningsvinkler og de udjævnede Vægtfylder beregnes følgende Opløsning I. Specifike Drejninger. r 9 gr. lb mb [a] Å [a] | A [a] ÅA [a] Å [a] d 20 |—+ 9.47 0,00 |—+10,87| —0,01 | —+11,90| —0,06 |—+11,30! —0,03 ||—+10,38 | -—0,06 30 10,22| —0,01 11,85 0,00 13,21! —+0,03 13,16! —0,01 12,48 | +0,03 40 10,91 0,00 12,74 0,00 14,35! —-0,06 1483! —0,03 1435 | —+0,07 50 11,54 0,00 18354 0 000 1538 0/03 16,31! —+0,01 15,98 | +0,04 60 12,10 0,00 142%4| —0,01 16,141 —0,06 1%,61| —0,03 17,37 | —0,06 Opløsning Il. r 9 gr lb mb 20 | 9,301 0,00. 1(|+10,68| —+0,01 111,67). —0,01 111,03 0,00 || —+10,21 0,00 30 10,06! 0,00 "|| 11,66! —0,01 12,95! —+0,01 12,92 0,00 12,29 0,00 40 10,75! 0,00 12,56! —0,01 14111 —+0,01 14,64! —0,01 1419 | —0,01 50 11,38| 0,00 13,39| —0,01 1535! —+0,01 16,20! —0,01 15,91 | —0,01 60 11,94| 0,00 1415| —+0,01 16,06] —0,01 17,60 0,00 17,46 0,00 300 : BAN 180 "Opløsning III. r 9 gr Ib mb BE FEE ERE | 20 |+ 9311 —0,02 |—+10,75| —0,03 111,76! —0,08 |—+11,36! 0,01 ||—10,48 | —0,05 30 10,09 0,00 11,75! —+0,02 1312! —+0,04 13,21 0,00 12,62 | —-0,02 40 10,78| —+0,02 12,63 | —+0,03 1429!) —0,08 1491! —0,01 1453 | —+0,04 50 11,40! —+0,01 13,40! —+0,01 15,28| —+0,04 16,46 0,00 16,22 | —+0,02 60 11:93: 0702 14,06) —0,03 16,08; —0,08 17,85| —0,01 17,68 | —0,05 Opløsning IV. r 9 gr lb mb ek Eva la] å BE, Erie, [] | 4 20 |+ 9,591 —0,06 || +10,94| —+0,02 |+12,09| —+0,05 || —+11,64| —0,05 |—+—10,94 | —0,13 30 10,43! —0,03 11,91! —0,01 13,25 | —0,03 13,61| —0,01 12,88 | —0,07 - 40 11,14! —+0,06 12,82| —0,01 14,35| —0,04 15,371 —+0,05 14,76 | —0,12 50 11,73! —+0,03 13,66 0,00 15,40 | —0,02 16,92 | —0,02 16,59 | —0,06 60 12,19] —0,06 1442 | /—+0,02 16,39] —+0,05 18,26| —0,05 18,36 | +0,13 Opløsning V. [a] 4 [a] 4 Br Er [a] 4 | 20 | 9,43| +0,03 11 —+10,90! —+0,03 | —+12,13! —+0,05 || +11,59] —0,07 111,51 | —0,21 30 10,00! —0,01 11,69! —0,02 13,26 | —0,02 13,55! —+0,03 13,66 | —-0,10 40 10,55! —0,03 1244! —0,03 1433| —0,05 15,28 | ——0,06 15,44 | —+0,20 50 11,07! —0,01 13,15! —0,01 15,34 | —0,03 16579 5550/7035 SE Gissel IBE 00 60 11,56) —0,03 13,81| —+0,03 16,30 | —0,05 18,07| —0,07 || 17,9 | —0,21 (Om Betydningen af Å se S. 305 (35)). Det ses let, at disse Opløsninger forholde sig paa ganske samme Maade som. Op- løsningerne af Diæthyltartrat i Isobutylalkohol. Ogsaa i nærværende Tilfælde synker Drej- ningen først stærkt, for derpaa at stige og sluttelig, i meget fortyndede Oplesninger, atter at aftage. Dette sidste ejendommelige Fænomen er her endnu mere udtalt end i det oven- nævnte Tilfælde, idet det finder Sted for alle Farver; i 3 Tilfælde (rødt, gult og lyseblaat) ved alle de undersøgte Temperaturer, i de 2 resterende Tilfælde (grønt og mørkeblaat) kun ved højere Temperaturer. Ogsaa her finder man, at Drejningsmaximumet for den enkelte Temperatur for- andrer sin Stilling i Spektret, eftersom Drejningen ved Fortynding aftager eller tiltager. Da mange af Drejningsværdierne ligge meget nær op ad hinanden, vil den grafiske Frem- stilling af dette Forhold, som forøvrigt vilde blive ganske analog med Fig. 4, blive temmelig utydelig og er derfor udeladt. 31 301 Derimod vil det have særlig Interesse at drage en Sammenligning mellem Opløs- ningerne af Diæthyltartrat og Dipropyltartrat i det samme Opløsningsmiddel, Isobutylalkohol. Som et Hovedresultat af min tidligere Undersøgelse af de vinsure Ætherarter kunde det faststaas, at de tre vinsure Ætherarter, der blev undersøgt, med Hensyn til specifik Drejning og Dispersion dannede et fuldstændigt Hele”). Det vil da have Interesse < 50" +1 i rr ER Re EL RER 50" 30" ko" 30" 20' 20: É BEY 60 +10 (2 50 40 SEE SOLE Es KEE Jo" 40' 20" 30' Frø. 40 20 19.5. Lg +5 20" P=100 80 60 40 20 W- Fig.6. i at undersøge, hvorledes Opløsninger af 2 af disse Ætherarlter i samme Opløsningsmiddel Hhorholde sig i saa Henseende. Figg. 5, 6 og 7 indeholde de fornødne Data til Bedømmelse "heraf. De fremstille den specifike Drejnings Ændring med Koncentrationen for Tempera- turerne 20 til 60 og Farverne rødt, grønt og mørkeblaat; Kurverne for gult og lyseblaat li ge jo mellem to og to af disse og kunne altsaa undværes. Tallene ere hentede fra 1) L.cit. S.162 og Fig.1. 302 [+] 60" 50" +15 40" x 303 X; X 20 410 60" 50 +5 De 30" 70 20' TI m=100 80 60 40 20 Fig.7. 32 Tabellerne S. 291—92 og 299—300 (11—12) og (29—30). De nederste 5 Kurver paa hver Figur svare til Diæ- thyltartrat, de øverste 5 til Dipropyl- tartrat. Disse Figurer vise tydeligt, at den Regel, der tidligere er funden for de rene Ætherarter, ogsaa gælder for deres Opløsninger, selv i saa indviklede Til- fælde som de her undersøgte. Kon- centrationskurverne for - Diæthyl- og Dipropyltartraternes Opløsninger danne i Virkeligheden en jævn og uafbrudt Fortsættelse af hverandre. En ejen- dommelig Overensstemmelse kan her bemærkes. Baade de tidligere og de nye Maalinger have vist, at Dipropyl- tartratets Drejning ændres langt mindre med Temperaturen end Diæthyltar- tratets. Baade Tabellerne og Figurerne vise nu, at ogsaa Ændringen med Koncentrationen er langt stærkere i sidste Tilfælde end i første, og af- tager med voxende Temperatur, ganske som Temperaturvariationen. Det maa dog stærkt betones, at disse Betragtninger kun gælde i Til- fælde som dette, hvor Ændringen med Koncentrationen gaar i samme Ret- ning for de to Ætherarter. I Til- fælde, hvor Ændringerne, som f. Ex. i benzolisk Opløsning, gaa i modsatte Retninger, gælder Analogien naturlig- vis ikke. Til de ovenfor S. 299—300 (29— 30) anførte specifike Drejninger svare følgende Temperaturligninger: 33 [a] = + 10,91 + 0,0657 ((—40) -— 0,00031 (-—40)]? [a] = + 14,35 + 0,1060 (6—40) — 0,00082 (c—40)? [a] = —+ 14,83 + 0,1577(6&—40) — 0,00094 (6 —40)? — + 14,35 + 0,1747(t —40) — 0,00119 (6—40)”? Rødt. 4 = 656,5. I. IL E— 10,75 + 0,0660 IT. SaR== 10,78 — 0,0655 IV. HE —= 11,14 + 0,0650 V. =H— 10,55 + 0,0532 Gult... <..589,0. I. [a] = —+ 12,74 — IT. == — 12,56 —+ 0,0867 III. ur 12,63 + 0,0827 IV. == 12,82 + 0,0870 V. SE — 12,44 + 0,0727 Grønt HA ==353920 I. IL. EH — 14,11 + 0,1097 ILT. ur 14,29 + 0,1080 IV. RUSS 14,35 — 0,1075 ve RS 14,33 + U,1042 Lyseblaat. 4 — 465,0. I. IE. ves 14,64 + 0,1642 TILL. SE 14,91 + 0,1622 IV. =5— 15,37 + 0,1655 Vi: === 15,28 + 0,1620 Mørkeblaat. 42 = 444,0. I. [«] IL == 14,19 + 0,1812 II - == 14,53 + 0,1800 IV. Rs — 14,76 + 0,1855 V. HE — 15,44 + 0,1600 — — 0,00032 — — 0,00040 == 1000062 — —0,00014 — — 0,00036 — . —0,00056 — — 0,00035 — —0,00021 — —0,00061 Ed 00092 — — 0,00027 —" 1 0;00029 — —0,00081 0 00076 0, 00005 — —0,00112 — — 0,00089 — —0,00112 — — 0,00027 — —0,00182 — 0,0842 (( —40) — 0,00046 (6 —40)]? 230 Middel 143 Max. 132 160 114 164 213 Middel 152 Max. 105 130 99 238 220 Middel 155 Max. 124 141 147 119 112 Middel 132 Max. 113 142 120 384 84 Middel 165 Maximumstemperaturerne variere ogsaa her ganske uregelmæssigt. dem sammen efter de tilsvarende Opløsninger : D.K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 5. Stiller 39 303 man 304 Opløsning Il. RD 146 g 132 gr 105 Ib 124 mb 148 Middel 124 TE TIL IV. 143 122 92 160 114 164 130 99 238 141 147 119 142 120 384 143 120 1:99 34 ve 230 213 220 112 84 172 saa viser det sig ogsaa her, at Maximumstemperaturen er uafhængig af Koncentrationen. DO Medtager man Maximumstemperaturen 137” for det rene Dipropyltartrat, saa bliver Middel- tallet, dannet paa den tidligere (S. 287 (17)) beskrevne Maade: 139”. Sammen med Middel- tallet 142” for Diæthyltartratets Opløsninger i Isobutylalkohol giver dette Hovedmiddeltallet 140”. Ved Hjælp af denne Temperatur faas følgende Ligninger: Opløsning I. i g Gr lb mb Opløsning Il. in 9 SJ lb mb Opløsning lil. 7 9 gr Ib mb Opløsning IV. Ø Ul DJr Ib [a] = — 14,20 — 0,000329 (&—140)? = + 14,05 — 0,000330 (&—140)? 16,95 — 0,000421 19,59 — 0,000530 22,69 — 0,000789 23,02 — 0,000874 16,91 — 0,000434 19,59 — 0,000549 22,86 — 0,000821 23,26 — 0,000906 14,04 — 0,000328 (€— 140)? 16,74 — 0,000414 19,61 — 0,000540 23,03 — 0,000811 23,49 — 0,000900 14,33 — 0,000325 (€— 140)? 17,18 — 0,000435 19,77 — 0,000538 23,60 — 0,000828 24,16 — 0,000928 35 305 Opløsning V. , [a] + 13,24 — 0,000266 (&— 140)? 9 Si —— 16,11 — 0,000364 — gr RE — 19,59 — 0,000521 — lb - — 23,32 — 0,000810 — mb - — 23,24 — 0,000800 — Differenserne mellem de tidligere fundne og de af disse Ligninger beregnede specifike Drejninger findes i Tabellen S. 299—300 (29—30) under 2. Beregner man paa sædvanlig Maade de «rationelle Dispersionskoefficienter» : HM YP8) gr:g lb: g mb: g Opløsning I. 0,78 1,26 1,87 2,09 — II. 0,76 1827 se 1889 2,08 — II 0,79 1,30 1,96 ZalNG NE 0,75 1,24 1,90 212 (| — V. (0,73) (1,43) (2,23) (2,20)) 0,77 1,27 1,90 2 saa viser det sig, naar undtages den svageste Opløsning, hvor Unøjagtigheden er for stor, al den «rationelle Dispersionskoefficient» ogsaa her er uafhængig af Koncentrationen. Diæthyltartrat opløst i Benzol. Diæthyltartratet var det nye Præparat, som er beskrevet ovenfor S. 277—79 (7—9). Benzolen var venal, ren, thiofenfri Benzol. Der blev undersøgt 2 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning Nr. I indeholdt 69,12 pCt. Diæthyltartrat — - Ii — 33,41 - — Vægtfylder da. I Il t fundne |udjævnede | fundne | udjævnede 20 1,0757 1,0760 0,9649 0,9650 30 1,0659 1,0658 0,9543 0,9545 40 1,0558 1,0556 0,94411 0,9440 50 1,0452 1,0454 0,9335 0,9335 Heller ikke her kan Vægtfyldens Afhængighed af Koncentrationen udtrykkes ved en anden Grads Ligning. 39% 306 36 Opløsning I. Drejningsvinkler. ": g gr lb mb t | o. t | a i | o. t | ao. t | (2 147 | +3,32:|| 151 | +3,19 " 15,0 | +2,51 || 149 | —0,93 || 15,0 | —2,57 28,8 424 | 29,2 4,47 || 28,9 435 | 288 | —+1,58 | 288 | +05 38,9 4,87 | 40,0 5,39 || 39,6 5,26 | 38,9 Opløsning Il. 3,15 392 | 1,99 P. ( gr lb | mb i | a t | (2 t | (2 i | (74 æg | K/ 13,8 Nr T4e | 41 | AR ant] 140 NE 05 | 18.2 | 520638] Fl Bl0E | 209 30,1 204 || 30,3 2,11) 30,2 1599 "30 NE EO 755] 230 TØ EOS 40,0 231 | 39,8 2,50 || 39,8 244 || 40,0 | 1,50 | 39,9 0,86 Da der kun foreligger 3 Iagttagelser for hver Farve, kan der ikke blive Tale om Udjævning. Af de interpolerede Drejningsvinkler og de udjævnede Vægtfylder beregnes følgende . Specifike Drejninger. Opløsning I. t vr 9 | gr lb mb 20 +4,87 +491 +421 —+0,05 —2,08 30 5,86 6,16 5,80 242 +—0,50 40 6,75 7,38 7,26 4,53 2,90 Opløsning Il. t i 9 gr lb mb 20 +-5,30 +5,18 +4 44 —0,25 | —2,42 30 6,40 6,58 6,21 2,32 —0,31 40 (132 7,96 (77 4,75 2,73 Ganske som Patterson har fundet!) for Natriumlys, viser ogsaa mine Iagttagelser, at Diæthyltartratets Drejning ved Opløsning i Benzol først aftager til et Minimum og der- paa atter voxer. Dette kan for Farverne rødt, gult og grønt uden videre ses af oven> staaende Tabel. Den grafiske Fremstilling i Fig. 8 (for & = 209) viser, at samme Forhold ogsaa findes hos Iagttagelserne for lyseblaat og mørkeblaat. Patterson (l. cit.) har for mere fortyndede Opløsninger fundet et Drejningsmaximum og derpaa en Aftagen i Drejning, ganske som hos Diæthyltartrat i Propylalkohol efter Pattersons lagttagelser og som Diæthyl- og Dipropyltartrat i Isobutylalkohol efter mine. 1) Journ. chem. Soc, 81. 1097 (1902). 37 307 Mine Iagttagelser over Diæthyltartrat i Benzol ere ikke tilstrækkelige til at be- kræfte dette, og jeg har ikke villet gennemføre Maalingerne yderligere , da Benzolets lave Kogepunkt og det deraf betingede indskrænkede Antal Maalinger gør disse Iagttagelser mere usikre og altsaa mindre værdifulde end lIagttagelserne af Opløsninger med højere Kogepunkter. lagttagelserne ere dog tilstrækkelige til at vise, at det tidligere omtalte Forhold mellem Drejningens og Dispersionens Ændringer ogsaa gælder her. Dispersionskurverne for det rene BDiæthyl- tartrat (Kurve 1, 2 og 3) og for Opløsning I i Benzol (Kurve 4, 5 og 6) ved 20, 30 og 40. medtagne, da de falde saa nær ved Siden af Kurverne for Opløsning Il ere ikke de tre sidstnævnte Kurver, at Figuren der- ved vilde blive mindre overskuelig. Det ses, at de 6 Kurver danne ét afrundet Hele, og at Overensstemmelsen endogsaåaa gaar saa vidt, at Kurverne 3 og 4 praktisk talt falde fuldstændig sammen. Drejningsmaximumets rødt positiv Forskydning henimod samtidig med Drejningens Aftagen i Værdi er ganske utvivlsom. Paa Grund af det ringe Antal lagt- tagelser for hver Farve kan der ikke vel være Tale om at extrapolere til en Maximums- temperatur. Ad denne Vej er det saaledes ugørligt at beregne den «rationelle Dispersions- koefficient». Imidlertid har jeg tidligere”) angivet en simplere Methode at foretage denne Beregning paa, nemlig direkte at Fig. 9 fremstiller [a] æ 5 +5 Be TO tb mb EF P = 400 80 60 hr Fig. d. danne Kvotienterne af Drejningens Ændring med Temperaturen for de forskellige Farver. Ved Anvendelse af denne Methode faas her: Opløsning I. Beregnet af IRB gr:g lb: g mb:g 20—30" 0,79 1,27 1,90 2,06 30—40? 0,73 1,20 1,73 1,97 0,76 1,235 1,815 2 015 1) 1. cit. S. 199—200. 308 38 Opløsning II. Beregnet af ry gr:g lb:g mb:g 20—30? 0,79 1,26 1,84 1,95 30-—40? 0,67 113 176 1,75 0,73 1,195 1,80 1,85 g g ig te mb Fig. 9. Da lagttagelserne paa Grund af den manglende Udjævning ere behæftede med temmelig store Fejl, kan Resultatet af denne Beregning, der benytter de forholdsvis smaa Differenser mellem Drejningsværdierne, naturligvis ikke blive videre nøjagtigt. Dog stemme Værdierne for den stærkeste Opløsning nogenlunde godt med de «rationelle Dispersions- koefficienter» for det rene Diæthyltartrat, som ere: rig gr:g lb:g mbi:g 0,76 1,27 1,89 2,12 39 309 (S. 280 (10)), saa at der ikke er nogen Grund til at antage, at den «rationelle Dispersions- koefficient» her skulde være mindre konstant end i de tidligere behandlede Tilfælde. Dipropyltartrat opløst i Benzol. Dipropyltartratet var det ældre Præparat, hvis Drejningskonstanter tidligere ere anførte. Benzolen var den samme som i den foregaaende Undersøgelse. Der blev undersøgt 3 Opløsninger af forskellig Styrke. Opløsning Nr. I indeholdt 75,91 pCt. Dipropyltartrat — - Il — 45,51 - — — - Ill — 16,36 - — Vægtfylder dys. I II III t fundne udjævnede fundne udjævnede fundne udjævnede 20 1,0648 1,0646 0,9811 0,9810 0,9128 0,9129 30 1,0549 1,0552 0,9713 0,9714 0,9031 0,9029 40 1,0460 1,0458 0,9619 | 0,9618 0,8928 0,8929 Heller ikke her kunde Vægtfyldens Afhængighed af Koncentrationen udtrykkes ved en anden Grads Ligning. Opløsning I Drejningsvinkler. fæ] . r 9 gr lb mb t a t a t | a t a t a 145 | +8,80 | 149 |——10,28 148 |—+11,61) 146 |—+11,70) 147 |—+11,14 27,4 949 || 30,8 11,48) 29,5 12,90)! 28,9 13,62) 28.0 13,16 415 | 10,02) 401 | 12,05) 40,0 | 13,60) 40,1 | 1482) 40,0 | 14,55 Opløsning Il. r g gr lb mb t a t (2 t (6 t (2 t a 170 [457 | 18,0. | 46,98 | 18,0 | +7,88 |. 17,9: | +8,46 | 18,0 | 4897 27,8 6,02 || 30,2 1,36 || 29,3 8,31 || 28,8 9,09 || 28,1 8,99 41,0 || 6,28 41,6 7,62 | 428 8,80 || 41,6 9,78 | 42,3 9 86 i Opløsning II. r 9 gr Ib mb re lse t a i a ale 16,9 | —+2,28 || 17,2 | +276 | 17,17) +83,14 | 170. | 43,58 | 17,0) 8,60 28,7 232 || 31,2 2,85 || 30,5 3,29 || 29,9 3,69 || 29,2 3,71 40,9 236 || 42,6 2,93 || 42,0 3,37 || 41,3 3,81 || 41,9 3,91 310 40 Her kan ligesaalidt som i det foregaaende Tilfælde være Tale om Udjævning. Af de interpolerede Drejningsvinkler og de udjævnede Vægtfylder beregnes følgende Specifike Drejninger. Opløsning I. i n 9 gr lb mb 20 +11,29 | +13,39 | +14,98 | —+15,45 | +14,86 80 11,99 14,26 16,14 17,17 16,76 40 12,56 15,15 17,13 - 18,65 18,36 Opløsning IL. A Tr. 9 gr Ib mb 20 +13,06 | +15,80 | +17,82 | —+19,23 | —+—18.,86 30 13,73 16,64 18,85 20,71 20,62 40 14,31 17,34 19,87 22,15 22,22 Opløsning III. i BR 9 gr 2) mb || 20 +15,35 | —+18,60 | +21,28 | +23,90 | +24,24 30 15,74 19,24 22 25 24.99 25,19 40 1611 19,92 23,00 25,99 26,52 Det ses, at Dipropyltartratet forholder sig ganske anderledes end Diæthyltartratet, idet dets specifike Drejning ved Opløsning i Benzol stiger temmelig stærkt, medens Diæthyltartratets Drejning først aftager og derpaa voxer. Denne Forskel er dog maaske ikke saa gennemgribende, som det ved første Øjekast kunde synes. Diæthyltartratets Drejningsformindskelse ved Blanding med Benzol aftager nemlig i Størrelse ved Opvarm- ning, og det er muligt, at den ved tilstrækkelig Opvarmning (70?) vil gaa over i en Drejningsforøgelse og derved slutte sig til Dipropyltartratets Forhold, ganske som Drejnings- størrelserne for de to rene Ætherarter ved højere Temperatur gaa jævnt over i hinanden. Mine Iagttagelser synes ganske vist ikke at støtte denne Mulighed, men påa den anden Side ligger min højeste Temperatur (40?) alt for lavt til, at der kan drages nogen direkte Slutning i saa Henseende. I hvert Fald vise Iagttagelserne sikkert, at Tendensen ved Op- varmning af Diæthyltartratet gaar i Retning af at formindske Forskellen mellem de to Ætherarters Forhold. De her undersøgte Opløsninger afgive et fortrinligt Exempel paa den oftere nævnte Sammenhæng mellem Drejningens og Dispersionens Ændringer. Fig. 10 fremstiller Dis- persionskurverne for det rene Dipropyltartrat og dets Opløsninger i Benzol ved 20, 30 og 40?. 311 [7] +25 +20 +15 .K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem, Afd, XI. 5. 40 312 42 Kurve 1, 2 og 3 svarer til Dipropyltartrat — 4, dog 6 — K- Opløsning I EET LON 0 SE OR ER ERE => li — 10,110g12 — - — lil Alle 12 Kurver danne ét Hele. Forskydningen af Drejningsmaximumet henimod violet, samtidig med, at Drejningen voxer, er ganske utvivlsom. Med Hensyn til Beregningen af den «rationelle Dispersionskoefficient» kan siges nøjagtigt det samme som i det foregaaende Tilfælde (S. 307 (37)). Beregnet påa den simplere Maade er Koefficienten: Opløsning I. Beregnet af RS0) gri:g lb: g mb:g 20—30? 0,80 1,33 1,98 2,20 30—40" 0,64 1,11 1,66 1,80 me 1,22 1,82 Bro Opløsning Il. Beregnet af AR gr:g lb: g mbi:g 20—30? 0,80 1:23 1,76 2,10 30—40? 0,83 1,46 2,06 2,29 0,815 1,345 1,91 9195 Opløsning IIL Beregnet af 880) gr:g lb: g mbi:g 20—30? 0,61 1,52 1,70 1,48 30—40? 0,54 1,10 1,47 1,96 - 0,575 1,31 1,585 72 Det ses, at de «rationelle Dispersionskoefficienter» for de to stærkeste Opløsninger stemme ganske godt indbyrdes og med Koefficienterne for det rene Dipropyltartrat, som ere rig gr:9g lb:g mb:g 0,78 1,27 1,89 2,09 Værdierne for den svageste Opløsning er altfor usikre, til at der kan lægges nogen Vægt paa deres Afvigelse. Vinsyre i vandig Opløsning. låagttagelserne findes anførte i min tidligere Afhandling S. 167 ff. De S. 171 op- førte Temperaturligninger have følgende Maxima: 43 Opløsning I. vr 189 7 119 gr 161 Ib 164 mb 148 Middel 156 her 138”. Ligninger: Opløsning i 9 9% lb mb Opløsning FR Kl ir lb mb Opløsning Ø g gr Ib mb Opløsning raturen i Virkeligheden er uafhængig af Koncentrationen. I. [a] II. III. IV: 116 130 119 164 137 140 116 120 123 127 138 154 142 157 108 133 Be 199 129 — -L 12,49 — 0,000420 ((—138)” — 15,14 — 0,000547 — =— 17,71 —0,000716 — 20,80 — 0,001050 — DE OGS 2 i | — — 13,12 — 0,000406 (t—138)” 15,72 — 0,000508 — 18,56 — 0,000668 — 22,06 — 0,000991 — == 22,94 — 0,001149 — | — —+- 13,28 — 0,000376 (é— 138)? = 16,25 — 0,000505 — — 18,89 — 0,000640 — 22 45— 0000941 — — 23,40 — 0,0010988 — | = + 14,17 — 0,000332 ((—138)? = 17,27 -— 0,000435 — — — 20,26 — 0,0005589 — = 24,23 — 0,000824 — = 25,43 — 0,000957 — — ve 76 69 135 155 SP 105 40" 115) Middeltallene af disse Maxima synes at aftage noget samtidig med Koncentrationen. Efter hvad jeg ovenfor S. 287 (17) har udviklet, kan det dog antages, at Maximumstempe- Beregnet paa samme Maade som i de andre Tilfælde, under Hensyn til lagttagelsernes «Vægt», bliver Hovedmiddeltallet Af de specifike Drejninger beregnes da ved Hjælp af denne Temperatur følgende 314 44 Opløsning V. r [2] = —+ 15,14 — 0,000304(6—138)” 9 - =— 18,27 —0,000361 — gr E— 21,56 — 0,000455 — lb - — 26,08 — 0,0007065 — mb - —=— 28,49 — 0,000929 — Differenserne mellem de fundne og de af disse Ligninger beregnede specifike Drejninger ere: Opløsning I. Opløsning Il. r 9 gr lb mb r 9 gr lb | mb +0,02 —0,03 +0,03 +0,04 | —+0,02 —0,02 0,02 | —0,04 —0,03 | +0,01 —0,01 Oroo | Qiorg] I] == 02 (002 ENE ENGE Eg SEDs Dry —0,02 + 0,03 —0,02 —0,05 | —0,02 +0,03 — 0,02 —0,03 +0,02 | —0,01i —0,01 +0,01 —0,01 —0,03 | —0,01 +-0,02 0,00 +0,02 +0,01 | —0,01 +0,02 | —0,03 | —+0,03 +—0,04 | /—+0,02 —0,02 +0,02 | —0,04 —0,03 | 0,01 Opløsning Ill. Opløsning IV. r 9 gr lb mb i (Øl gr | lb mb —0,01 0,00 —0,02 0,00 | 0,03 —0,01 0,00 —0,02 —0,02 | —0,09 0,00 0,00 0,02 +0,01 | —0,02 +0,01 0,00 0,01 —0,010 | —0,04 0,00 0,00 +—0,03 0,00 | —0,03 +-0,02 0,00 —+0,03 —0,02 | ——0,08 0,00 0,00 +—0,01 0,00 | —0,01 +0,01 | 0,00 +0,02 | —0,01 | —+0,04 —0,01 0,00 —0,02 0,00 | 0,02 —0,01i | - 0,00 —0,02 | —0,02 | —0,09 Opløsning V. EP 9 gr lb mb —0,11 —0,16 0,00 +0,02 | —0,16 —0,04 +-0,09 —+—0,01 —0,01 | —0,08 —0,10 +0,17 0,00 —0,02 | —+0,17 +—0,06 +0,09 0,00 —0,01 | —0,09 —0,11 —0,16 0,00 +0,02 | —0,16 Beregner man af ovenstaaende Ligninger paa sædvanlig Maade de «rationelle Dis- persionskoefficienter» : Big gr:g lb:g mbi:g Opløsning Il. 77 1,31 1,92 2,19 — Il. 0,80 1832 1,95 2,26 — Ill 0,74 JE2% [,86 NL — IV. 0,76 1,28 1,89 2,20 — V. 0,84 1,26 1,95 2 57 Middel 0,78 1,29 1,91 2,28 45 315 saa viser det sig, at den urationelle Dispersionskoefficient» ogsaa her er uafhængig af Koncentrationen. Jeg maa her gøre opmærksom paa en beklagelig Interpolationsfejl, som i min tid- ligere Afhandling har indsneget sig ved Beregningen af den rene Vinsyres Drejningskon- stanter for den gule Farve. Temperatur- og Koncentrationsligningen for gult (1. cit. S. 172) skal hedde: [a] = + 1,591 + 0,1779 7.— 0,00034 97 + [0,1703 — 0,001413 g + 0,0000037 92] (&-— 40) — 0,00065 (6 — 40)”. Drejningsværdierne for den rene Vinsyre (S. 173) blive da for gult: 20? —2,075 30? —0,177 409 —-1,591 30? —3,229 609 —4,737 Som Følge deraf bliver de 1. cit. S. 200 opførte «rationelle Dispersionskoefficienter» fejlagtige. De rette Værdier ere: Beregnet af rig grad lb:g mb: g 20—30" 0,78 [,28 1,88 212 30—40? 0,78 1,30 1,92 VB 40—50" 0,78 1,32 1,97 2,15 50-—60? 0,78 1,35 2,03 ME Middel 0,78 Ene RE PETE Samtidig kan jeg dog ikke undlade at bemærke, at disse Værdier, saavelsom i det hele taget Drejningsværdierne for den rene Vinsyre, sikkert ere af meget ringe Værd. Til Belysning heraf skal jeg henvise til de i denne Afhandling fremførte Maalinger af Dipro- pyltartrat, opløst i Æthylenbromid og i Benzol. Ændringen af Dipropyltartratets Drejning med Koncentrationen er i begge disse Tilfælde ganske jævn og regelmæssig. Der er i begge Tilfælde undersøgt 3 Opløsninger, hvoraf de stærkeste ere henholdsvis 74,71 og 15,91 pCt. Man skulde altsaa mene, at alle Betingelser vare givne for en fyldestgørende i: Extrapolation til det rene Dipropyltartrats Drejningskonstanter. Ikke desto mindre viser det sig, at en saadan Extrapolation, foretagen ved Hjælp af en almindelig anden Grads Ligning (mere komplicerede Udtryk anvendes saa at sige aldrig ved saadanne Beregninger), giver Værdier, som i enkelte Tilfælde afvige flere Grader fra de direkte maalte. Ved Vin- syre, hvor den stærkeste Opløsning, jeg har anvendt, kun indeholdt 48,39 pCt., maa For- holdene nødvendigvis stille sig langt ugunstigere for en Extrapolation, og ganske værdiløs 316 46 bliver den selvfølgelig, naar man som Arndtsen!) mener at kunne hjælpe sig med en første Grads Ligning. I denne Sammenhæng er det ganske interessant at lægge lidt nøjere Mærke til Opløsningerne i Isobutylalkohol af Diæthyl- og Dipropyltartrat. (Tabeller S. 291—92 (21 —22) og 299—300 (29— 30); Fig. 5, 6 og 7). Navnlig paa Figurerne ser man let den ab- normt stærke Stigning i Drejningen fra de stærkeste Opløsninger til den rene Ætherart. Som Exempel skal jeg fremdrage Værdierne for Dipropyltartrat i Isobutylalkohol, gult, 209: Styrke [2] Opløsning V 15,31 pCt. 10,90 — IV VG, == 10,94 =— [IE 40385 10,75 — Il DSO IEEE 10,68 —= i Up uo -Z 10,87 Det undersøgte Koncentrationsinterval er temmelig stort, Variationen i Drejning er derimod yderst ringe og tilsyneladende ganske uregelmæssig. Hvis Dipropyltartratet var et fast Stof, hvis Drejning man kun kunde maale i Opløsninger, saa vilde man maaske af disse Iagttagelser slutte, at Drejningen varierede uregelmæssigt om en Middelværdi, og følgelig var uafhængig af Koncentrationen. Nu giver imidlertid den direkte lagttagelse Værdien 11,81? for det rene Stof, altsaa en Værdi, som ikke paa nogen Maade kan faas ved Extrapolation ud fra de maalte Opløsninger. Samtidig ser man, at Drejningen virkelig er afhængig af Koncentrationen, paa en ganske bestemt og ejendommelig Maade. Disse Betragtninger kaste et grelt Lys over Berettigelsen og Værdien af Extra- polationer fra Opløsninger til det opløste Stof. g En saadan Extrapolation vil aabenbart yderst sjældent kunne udføres med tilbørlig Sikkerhed. Den eneste Garanti, man efter min Mening kan forskaffe sig for dens Tillade- lighed, bestaar i, at man faar samme Drejningsværdi for det rene Stof ved Extrapolation ud fra Opløsninger i flere forskellige Opløsningsmidler, saaledes som Vogel”) har gennem- ført det for Kamferets Vedkommende. En saadan Undersøgelse vil dog kun sjældent kunne foretages i det fornødne Omfang, da jo kun faa faste Stoffer ere tilstrækkelig op- løselige i flere Opløsningsmidler. I Særdeleshed viser ovenstaaende Exempel, at man af den specifike Drejnings til- syneladende Uafhængighed af Koncentrationen, selv indenfor et stort Interval, aldeles ikke tør slutte, at det rene Stofs Drejning er lig Middeltallet af Iagttagelserne. 1) Ann. chim. phys. [3] 54. 403, ?) Inaug. dissert. Berlin 1892. Landolt: Drehungsvermågen. S., 167. 47 317 Vinsyre i alkoholisk Opløsning. Iagttagelserne findes anførte i min tidligere Afhandling S. 189 ff. Da Maalingerne kun strække sig over 3 Temperaturer, kan der naturligvis ikke … være Tale om Extrapolation til en Maximumstemperatur. De «rationelle Dispersionskoef- ficienter» maa derfor afledes paa den simplere Maade, direkte af de specifike Drejninger. Værdierne ere: Opløsning i. Beregnet af DEO] gr:9 ib: g mbig 20—30” 0,68 1,19 1,98 2,07 30—40"? 0,89 18285 182 DKtg 0,79 1,24 190 212 Opløsning Il. Beregnet af RS) gr:g lb: g mbi:g 20—30? 0,78 1,28 1,99 2,19 30—40? 0,70 [lily 1,59 1,90 0,74 1,23 1,79 2,05 Opløsning III. Beregnet af ASO) gr:g lb: g mbi:g 20—30? 0,62 1,28 1,66 1,94 30—40" 0,85 125 1,88 EDIT; 0,74 1,26 M Bim Opløsning IV. Beregnet af rig gr:g lb: g mb:g 20—30" 0,65 1,38 1,98 2,02 30—40" 0,68 1,07 1,88 2,38 0,67 1,23 1,93 2,20 Til Trods for, at Drejningsværdierne paa Grund af manglende Udjævning ere mindre … nøjagtige end sædvanlig, ere Middeltallene af de «rationelle Dispersionskoefficienter» ogsaa her tilstrækkelig uafhængige af. Koncentrationen. Æblesyre i vandig Opløsning. Iagttagelserne findes anførte i min tidligere Afhandling S. 175 ff. Temperaturkur- vernes Maximumstemperaturer ligge saa højt, at en Extrapolation vanskelig kan udføres med nogen Nøjagtighed. De «rationelle Dispersionskoefficienter» maa derfor beregnes " efter den simplere Methode. =- s uge . RES ESLSEN sr fl 318 Hi IR i Hi Opløsning I. Beregnet af FG gr:g lb:g mb:g 20—30? . 0,78 1,30 1,84 1,94 30—40" 0,78 1,25 1,78 1,93 40—350? 0,78 1,20 123 1,95 50—60? 0,76 115 1,65 1,95 Middel 0,78 1,23 1,75 1,94 Opløsning II. É Beregnet af rig gr:g lb:g mb:g 20—30? 0,75 1857 1,76 1,95 30—40? 0,78 ikedg 1,80 2,03 40—50? 0,82 1,33 1,84 Att 50—60? 0,86 1,41 1,88 2,20 Middel 0,80 1,30 1,82 2,07 Opløsning III. , Beregnet af RSl] gr:g lb:g mb:g 20—30" 0,72 1,16 1,80 2,08 30—40? 0,78 1622 1,80 2,08 40—50” 0,83 1,29 1,79 2,08 50—60? 0,89 1,36 1,79 BET Middel 0,81 1,26 1,80 2,09 Opløsning IV. Beregnet af rig gr:g lb:g mbi:g 20—30" 0,78 1,48 2,48 2,15 30—40? 0,79 1,41 ARE 2,10 40—50? 0,79 1,32 1,87 2,00 50—60"? 0,82 1,24 1,47 1,91 Middel 0,79 1,36 1,98 2,04 Middeltallene : PEO) gr:g lb:g mb:g Opløsning I. 0,78 1,23 1575 1,94 — II. 0,80 1,30 1,82 2,07 — III 0,81 1,26 1,80 2,09 — IV. 0,79 1,36 1,98 2,04 variere ganske uregelmæssigt. Det fælles Middeltal er: rig gr:g lb:g mb:g 0,80 I ,29 1,84 2,03 49 319 IT. Den rationelle Dispersionskoefficient>». I det foregaaende er det bl.a. paavist, at den «rationelle Dispersionskoefficient» i alle vel undersøgte Tilfælde er uafhængig af Koncentrationen. Deraf følger nød- vendigvis, at den for samme opløste Stof ogsaa bliver uafhængig af Opløsnings- midlet. Og da det tidligere er paavist, at den ogsaa er uafhængig af Stillingen i den homologe Række, i hvert Fald for Vinsyregruppens Vedkommende, saa har man aabenbart i den «rationelle Dispersionskoefficient» en Konstant af betydeligt Omfang. Dette illustreres af følgende Tabel, der indeholder alle vel undersøgte Tilfælde. 880] gr:g [b:g | mbi:g Vinsyretis Vand: FOpløsning FRE IIS SEN ERERER 0,77 1731 1,92 2,19 — — I USR ERR ERE 0,80 1,32 1,95 2,26 — ren |) FØR SEERNE —E BENENER ED Er 0,74 irer 1,86 2,17 — RR NG SINE Se 0,76 1,28 1,89 2,20 Dim ethylfartr aber rs ARE Fr erne gs Fr Er I FÅ 0,75 1,31 1,89 2,26 Diæthyltartrats ;Præparat hi NSSS NAS Son ALS ANER 0,75 1,29 1,85 211 — EON NAR str frg de Erde 0,76 1827 1,89 2,12 — i Isobutylalkohol. Opløsning I....... 0,78 1,27 1,89 2,14 = — — 1å Beder 0,78 1,30 1,91 211 — — == ETERR er 0,80 1,28 1,91 2,12 — — VENN KR RE 0,84 1,18 1,93 2,12 Dipropyltartrat"Præparat IS. SIS AES DEDE 0,78 1,29 1,83 2,19 — el at Er ET SDN SER 0,78 JEs7 1,89 2,09 — i Isobutylalkohol. Opløsning I...... 0,78 1,26 ukg7 2,08 == — EAN | RE 0,76 1,27 1,89 2,09 => — ed) HU UR ES 0,79 1,30 1,96 2,17 — == Vare 0,75 1,24 1,90 2,13 — i Æthylenbromid. Opløsning I ..... 0,77 1,30 1,88 2,11 lå 2 REE ES ap (earn 0,76 1,29 1,87 2 09 — — HULE: 0,81 827 1,89 2,14 Denne Tabel viser, at den «rationelle Dispersionskoefficient» virkelig er en for … Vinsyregruppen karakteristisk Konstant, saavel for Gruppen som Helhed som for dens enkelte Led i ren eller opløst Tilstand. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 5. 41 320 50 I Tabellen er ikke medtaget de tre svageste Opløsninger, nemlig Vinsyre i Vand V, Diæthyltartrat i Isobutylalkohol V og Dipropyltartrat i Isobutylalkohol V, da lagttagelses- fejlene i disse Tilfælde faa altfor stor Indflydelse paa Værdierne for Koefficienten. Lige- ledes har jeg udeladt de Opløsninger, hvor der kun er foretaget Maalinger ved 3 for- skellige Temperaturer, da lagttagelserne paa Grund af manglende Udjævning her ere mindre nøjagtige. Disse Tilfælde ere: rig | gr:g lb:g | mbi:g Vinsyre i Æthylalkohol. Opløsning I............….. 0,79 1,24 1,90 2,12 — — | | BESES Så 0,74 1,23 1,79 2,05 = ET SES 0,74 or berg 211 — MAU NEED BRS de sas ENN 0,67 1,23 1,93 2,20 Diæthyltartrat i Benzol. Opløsning 1.............. 0,76 1,24 Fis2 ORE 202 — — I CROREDA ERE EEG E 0,73 1,20 1,80 1,85 Dipropyltartrat i Benzol. Opløsning I............. 0,72 1,22 1,82 2,00 — — I) BE REREENSEESES RD 0,81 1,34 1,91 2,19 — — ) IT BR BEES 0,58 4581 1,39 1,72 Naar undtages de svageste Opløsninger, er Overensstsmmelsen ogsaa her ganske utvivlsom. Idet der nu bliver Tale om at beregne en Middelværdi for den «rationelle Dispersions- koefficient» i Vinsyregruppen, indtræder der den Vanskelighed, at de 5 Farver, for hvilke Maalingerne ere foretagne, i de forskellige Tilfælde svare til forskellige optiske Tyngdepunkter, da, som jeg tidligere") har vist, Straalefiltrene ikke kunne fremstilles nøjagtig ens flere Gange i Træk. Denne Vanskelighed kunde naturligvis omgaas ved i hvert enkelt Tilfælde at be- regne en Formel for den «rationelle Dispersionskoefficients» Afhængighed af Bølgebredden og saa interpolere til 5 Bølgebredder, fælles for alle Tilfælde. Som følgende Tabel viser, ere dog Variationerne i de optiske Tyngdepunkter forholdsvis smaa og gaa fremfor alt ikke parallelt med Variationerne i de «rationelle Dispersionskoefficienter», saa at denne vidtløftige Beregning sikkert er ganske overflødig. r GEA lb mb Vinsyre i Vand. JA AR SE okt OFAR REESE SOREN 656,1 5335. | 4655 443,5 Dimethyltartrat;slk. sæsss såre ERA RES ES NNRSRER 657,0 533,0 | 4703 4445 Diæthyltartrat: Præparater ne KDE ES See 656,1 533,5 | 4655 | 443,5 = ERE i 2 BAL — iIsobutylalkoh ole. regere es SJ 6580 1 5345 | 461,0 114,0 Dipropyltartrat: Præparater ERE RER 657,0 | 533,0 470,3 444 5 = 5 MS SER ER SYNKER DER DES VRE i NØ == i ISob ut ylal ko ea NE HR Sl) 6565 | 5320 | 4630 | 4440 — ivÆthylenbromideessekres see 658,0 533,5 | 4635 | 4445 1) 1. cit. S. 149 —50. ES KS ARSEN nn FAE SÅS ERR dl | 321 Under Hensyn til det Antal Gange, det enkelte Sæt Straalefiltre er anvendt til Maalingen af den «rationelle Dispersionskoefficient», blive Middeltallene af disse optiske Tyngdepunkter: % 9 gr [db mb 657,0 589,0 533,3 463,9 444,0 Hertil svare følgende Middelværdier af de i Tabellen S. 319 (49) opførte «rationelle Dispersionskoefficienter» : REC] 9:9 gr:g lb:g mb.g 0,776 1,000 1,278 1,894 2,144 gældende for hele Vinsyregruppen. Der kan nu opstaå det Spørgsmaal, om den «rationelle Dispersionskoefficient», her er fundet, kun gælder for Vinsyregruppen, eller om den mulig har et langt videre Omfang, saa at den f. Ex. kunde tænkes at gælde for alle optisk aktive Stoffer. Af direkte Sammen- ligningsmateriale til Afgørelse af dette Spørgsmaal foreligger hidtil kun Æblesyreopløs- ningerne S. 318 (48). At disses «rationelle Dispersionskoefficient» ligger såa nær ved Vin- syregruppens, beviser dog intet, hverken i den ene eller den anden Retning; Æblesyre nærmer sig i Henseende til Konstitution og øvrige Forhold saa meget til Vinsyre, at det er ganske naturligt, at deres karakteristiske Drejningskonstanter have omtrent samme Talværdier. Derimod kan Spørgsmaalet løses ad indirekte Vej. Som jeg siden (S. 331 (61)) skal vise, svarer den «rationelle Dispersionskoefficient» for de anomalt dispergerende Stoffer fuldstændig til den almindelige Dispersionskoefficient for de normalt dispergerende Stoffer; og da den almindelige Dispersionskoefficient er overordentlig forskellig for de for- skellige Stoffer, saa maa det samme aabenbart gælde for den «rationelle» Dispersions- koefficient. Men den sidstnævnte har jo i det foregaaende vist sig at være karakteristisk, ikke for det enkelte Stof, men for den enkelte homologe Række af Ætherarter. Hvorvidt det samme er Tilfældet med den almindelige Dispersionskoefficient, det er man foreløbig ude af Stand til at afgøre, da det fornødne Materiale fuldstændig mangler. Efter den fuldstændige Analogi, der forøvrigt findes mellem de to Slags Dispersionskoefficienter, maa det dog betegnes som overordentlig sandsynligt, at de ogsaa i denne Henseende vil vise Overensstemmelse, saa at ogsaa den almindelige Dispersionskoefficient vil vise sig at være konstant i den homologe Række. A 322 : 52 IV. Opløsningmidlets Indflydelse. Som jeg ovenfor nærmere har udviklet og belyst med Exempler (se S. 286 (16), 294 (24), 300 (30;, 307 (37), 310 (40) og Figg.1, 2, 3, 4, 9, 10), følges i Vinsyregruppen Drejning og Dispersion ad paa en saadan Maade, at Drejningsmaximumet ved stigende Drejning forskydes henimod den violette Ende af Spektret, ved aftagende Drejning hen- imod den røde Ende. Denne Sammenhæng gælder, som det er paavist, saavel for de Ændringer, der skyldes Opvarmning og Afkøling, som for dem, der foraarsages ved For- tynding eller Koncentrering. Ved nøjere Undersøgelse viser det sig nu, at denne Over- ensstemmelse vel er rigtig i Hovedsagen, men at der ved nærmere Betragtning dog viser sig en ringe Forskel mellem Temperaturens og Koncentrationens Indflydelse paa Disper- sionen. Denne Forskel er ikke fremtrædende paa nogen af de tidligere grafiske Frem- stillinger, men den ses meget tydelig paa Fig. 11, der fremstiller Dispersionskurverne for rent Dipropyltartrat 20—70" (de fuldt optrukne Kurver) og for Dipropyltartrat i Benzol, Opløsning I, 20—40? (de punkterede Kurver). Hvis den ovennævnte Overensstemmelse var fuldt ud rigtig, saa skulde samme Drejningsændring altid følges af samme Dispersionsændring, hvad enten denne Drejnings- ændring skyldtes Opvarmning eller Fortynding. Dispersionskurverne for Dipropyltartratets Opløsning i Benzol skulde altsaa passe nøje ind imellem Dispersionskurverne for det rene Dipropyltartrat ved højere Temperaturer. Dette er tydelig nok ikke Tilfældet. Opløsningens Dispersionskurver forløbe mindre stejlt end det rene Stofs Kurver. Saadanne Forskelligheder mellem Dispersionens Ændringer med Temperaturen og med Koncentrationen kunne nu paavises i alle Tilfælde, og da disse Differenser variere med det Opløsningsmiddel, der anvendes, saa kunne de aabenbart opfattes som Udtryk for Opløsningsmidlets særlige Indflydelse paa Dispersionen. Det viser sig nu ved nærmere Betragtning, at denne Indflydelse kan udtrykkes talmæssigt paa en overraskende simpel Maade, som i et og alt minder om Udtrykket for Temperaturens Indflydelse. Dispersionens Ændring med Koncentrationen kan nemlig, efter de hidtidige lagttagelser at dømme, for hver enkelt Opløsning udtrykkes ved en Konstant, som fuldstændig svarer til den «rationelle Dispersionskoefficient». Jeg skal udvikle dette nærmere paa de Exempler, der findes i denne og den tidligere Afhandling. i: 53 393 Dipropyltartrat i Æthylenbromid. Det viser sig, at Drejningens Afhængighed af Koncentrationen ikke kan udtrykkes ved en 2den Grads Ligning. Extrapolationen til en Maximums- eller Minimumskoncentra- tion lader sig derfor vanskelig gennemføre, og Beregningen af Konstanten maa foretages efter den simplere Methode, som ogsaa flere Gange er anvendt overfor den «rationelle Dispersionskoefficient». I fuldstændig Analogi med disse Tilfælde gaar Beregningen ud påa, al man først danner Differenserne mellem Drejningerne for de forskellige Koncentra- [ax] ry vr g ge Åb m$ Fig.1t. Å —… tioner (men samme Farve og Temperatur) og derefter Kvotienterne af disse Differenser med f. Ex. gult som Enhed. Paa denne Maade fremkommer følgende «Opløsningsdis- persionskoefficienter» (Opløsning 0 betyder overalt det rene, aktive Stof): Af Opløsning 0—I: ll; FO gr:g lb: g mb:g 20 0,73 1,30 1,85 2,03 30 0,70 1,28 1,83 1,98 40 0,69 1,27 1,82 1,95 50 0,69 12% 1,83 1,96 60 0,71 1,28 1,86 2,00 70 0,74 1,30 1,91 2,09 Middel 0,71 1,28 1,85 2,00 324 54 Af Opløsning I—II: i RE gr:g lb:g mbi:g 20 0,76 1,28 1,87 2,06 30 0,75 1,25 1,82 2,03 40 0,75 1,22 1,80 2,04 530 : 0,75 1,22 1,80 2,04 60 0,76 1,24 1,83 2,06 70 0,77 1,30 1,90 2,09 Middel 0,76 1,25 me 2,05 Af Opløsning II—II: i LAK gr:g lb: g mb:g 20 0,76 1,24 1,88 2,01 30 0,77 1,25 1,84 2,03 40 0,77 1,25 1,82 2,04 50 0,76 1,26 1,81 2,03 60 0,73 1,26 1,82 1,99 70 0,69 1,26 1,85 1,92 Middel 0,75 1,25 1,84 ISO En Sammenstilling af Middeltallene Beregnet af: rig gr:g lb:g mb:g 0—I 0,71 1,28 1,85 2,00 I—II 0,76 1,25 1,84 2,05 [I—III 0,75 1,25 1,84 2,00 Middel 0,74 Fie SL SEES OS viser, at «Opløsningsdispersionskoefficienten» virkelig er uafhængig af Koncentrationen. At den ogsaa er uafhængig af Temperaturen, følger jo ligefrem af, at den «rationelle Dispersionskoefficient» er ens for alle Opløsningerne. Diæthyltartrat i Isobutylalkohol. Dette Tilfælde er særlig interessant, fordi Drejningsminimet befinder sig inden- for det undersøgte Koncentrationsinterval; det har da særlig Interesse at undersøge, om der ogsaa i dette indviklede Tilfælde kan beregnes en for Opløsningen karakteristisk Kon- stant, som er uafhængig af Koncentrationen. Da Drejningens Variationer ere såa smaa, kan Resultatet af Beregningen dog ikke blive særlig nøjagtigt. Der kan her ikke være Tale om at beregne Differenserne mellem Opløsningerne to og to, saaledes som i det for- rige Tilfælde; det rene Diæthyltartrat (Opløsning 0) maa nødvendig anvendes som Basis for alle Differensberegningerne. 55 Af Opløsning 0—I: i 20 30 40 50 60 Middel Af Opløsning 0—II: t 20 30 40 50 60 Middel Af Opløsning 0—IIl: i 20 30 40 30 60 Middel Af Opløsning 0—IV: t 20 30 40 50 60 Middel Af Opløsning 0—V: i 20 30 40 50 60 Middel rig 0,77 0,77 0,76 0,75 0,72 0,75 vig 0,75 0,74 0,74 0,73 0,71 0,73 rig 0,85 0,85 0,84 0,83 0,81 0,84 rig 0,78 0,77 0,73 0,63 0,48 0,68 (RBO] 0,90 6,86 0,84 0,87 0,98 0,89 gri:g lb:g 1,21 1,68 1,21 1,70 1,21 1,69 1,20 1,66 1,21 1,62 1,21 1,67 gr:g lb:g 1 28 1 69 1,22 1,66 1,21 1,63 1,17 1,60 1,13 1,57 1,19 1,63 gr:g lb:g 1,23 1,70 1,21 1,70 1,19 1,68 1,18 1,63 1,18 1,55 1,20 1,65 gr:g lb: 9 1,21 1,58 1691 1,66 1,25 1,64 1,35 1,50 1,56 1,16 1,32 1,51 gr:9 lb:g 1,30 1,49 1,40 1,43 1,47 1,40 1,46 1,43 1 32 1 59 1,39 1,47 325 326 56 Til de to svageste Opløsninger kan der ikke tages noget Hensyn. Dels spille lagttagelsesfejlene der en særlig stor Kolle, og dels stiger, som det ses af Fig. 5—7, Drejningen fra Opløsning III—IV, hvorved Differenserne fra det rene Diæthyltartrats Drej- ning bliver mindre, hvad der naturligvis yderligere forøger Unøjagtigheden. Sammenstilles Middeltallene for de tre første Opløsninger: Beregnet af: rig gr:g lb:g mb:g 0—I 0,75 1,21 1,67 1,82 0—II 0,73 1,19 1,63 1,84 0—III 0,84 1,20 1,65 1,70 Middel 0,77 1,20 1,65 1,79 saa viser det sig, at Variationerne ere ganske uregelmæssigt fordelte, saa at «Opløsnings- dispersionskoefficienten» ogsaa her er uafhængig af Koncentrationen. Dipropyltartrat i Isobutylalkohol. I dette Tilfælde ere Drejningens Ændringer med Koncentrationen saa smaa og Unøjagtigheden derfor saa stor, at Beregningen bliver ganske illusorisk. Jeg skal derfor ikke anføre Tallene, som forøvrigt aftage stærkt med Koncentrationen. Diæthyltartrat i Benzol. I dette Tilfælde, hvor der kun foreligger Iagttagelser ved 3 Temperaturer, og hvor Bestemmelserne som Følge af manglende Udjævning ere mindre nøjagtige, kan der heller ikke ventes nogen nøjagtig Beregning af «Opløsningsdispersionskoefficienten». Da der til- med kun er undersøgt 2 Opløsninger, er det umuligt at afgøre, om den Forskel i Vær- dierne, der faas ved Beregning dels af Opløsning 0 til I, dels af Opløsning 0 til II, er be- grundet i en ensidig Variation af «Opløsningsdispersionskoefficienten», eller den kun skyldes denne Størrelses Svingning om en Middelværdi. Det er derfor overflødigt at an- føre de paagældende Beregninger. Efter Fig. 9 at dømme kan «Opløsningsdispersions- koefficienten» dog kun afvige yderst lidt fra den «rationelle Dispersionskoefficient». Dipropyltartrat i Benzol. Hvad der er sagt om det foregaaende Tilfælde, gælder tildels ogsaa her. Da der dog her er undersøgt 3 Opløsninger, faa Tallene lidt mere Betydning. Af Opløsning 0—I: t rig gr:g lb:g mb:g 20 0,87 1827 1,78 1,82 30 0,91 1,31 1,88 1,91 40 0,86 1,22 1,74 1,75 Middel 0,88 1,27 1,80 is >] 0] [5 8] 57 397 Af Opløsning I—II: t Ra] gr:g lb:g mb:g 20 0,73 1,18 1,57 1,66 30 hg 1,14 1,49 1,62 40 0,80 1,25 1,60 1,76 Middel 0,75 1,19 1,55 168 Af Opløsning [I—III : t rig gr:g lb:g mb:g 20 0,82 1,24 1,67 1,92 30 Org 1,31 1,65 1,76 40 0,70 og 1,49 1,67 Middel 0,76 1,25 1,60 178 Middeltallene Beregnet af: 0 gr:g lb:g mbi:g 0—I 0,88 1,27 1,80 1,83 I—II 0,75 1,19 1,55 1,68 L— UI 0,76 1,25 1,60 1,78 variere vel temmelig stærkt, men ganske uregelmæssigt, saa at det vel kan antages, at «Opløsningsdispersionskoefficienten» ogsaa her er uafhængig af Koncentrationen. Middeltallet af alle Bestemmelserne: KG gr:g lb:g mb:g 0,80 1,24 1,65 1,76 afviger i meget høj Grad fra Vinsyregruppens «rationelle Dispersionskoefficient». Det er derfor ganske naturligt, at Opløsningsmidlets Indflydelse paa Dispersionen, sammenlignet med Temperaturens Indflydelse, træder særlig stærkt frem i dette Tilfælde, som derfor ogsaa er benyttet til den grafiske Fremstilling i Fig. 11. Vinsyre i Vand. Af Opløsning I—II: i RB gr:g lb:g mb:g 20 0,66 1,20 1,69 1,85 30 0,80 1,38 1,93 2,06 40 0,88 1,47 2,05 2,19 50 0,87 1,41 2,00 PRDATL 60 0,77 1,21 1,76 2,08 Middel 0,80 1,33 1,89 2,08 — (497 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd, XI. 5. 328 58 Af Opløsning II—III: t rig gr:g lb:g mb:g 20 1,04 1,37 2,01 2,28 30 0,85 1,16 1,65 1,88 40 0,72 1,03 [1,43 1,65 50 0,66 0,97 1,33 1,55 60 0,67 0,98 1,35 1,58 Middel 0,79 mo 1,55 1,79 Af Opløsning IHNI—IV: t rig gr:g lb:g mb:g 20 0,76 1,26 1,74 1,94 2 0,78 1627 1,73 2,03 40 0,79 1,27 1,72 2,07 50 0,80 1,28 1,73 2,04 60 0,80 1,30 1,75 1,91 Middel 0,79 mør re 200 Af Opløsning IV—V: t 220) VRE OT) lb: g mb:g 20 0,68 1,48 1,88 1,81 30 0,69 1,28 1,66 1,75 40 0,71 1,20 1,59 1,81 50 0,74 1,25 1,67 1,99 60 0,82 HESTE 2,00 2,45 Middel 0,73 1,34 ra 196 Tallene variere stærkt, men ganske uregelmæssigt, og det samme gælder om Middeltallene : Beregnet af r:g gr:g lb: g mb:g I—II 0,80 1,33 1,89 2,08 II—III Om 1,10 1,55 lige I—IV 0,79 1,28 iår3 2,00 IV—V 0,7 1,34 1,76 1,96 Middel 0,78 reel Fra 1,96 Vinsyre i Alkohol. Drejningens Ændring med Koncentrationen er her såa overordentlig ringe, at en Beregning af «Opløsningsdispersionskoefficienten» overhovedet ikke kan foretages påa Basis af Opløsningerne alene. Som jeg tidligere (S. 315 (45)) har udviklet, er Beregningen 59 329 af den rene Vinsyres Drejning ud fra de vandige Opløsninger såa problematisk, at der næppe vil være nogen Mening i at lægge den til Grund for Beregningen af den alkoho- liske Opløsnings Dispersionskoefficient. Æblesyre i Vand. Af Opløsning I—II: t rig gr:g lb: 9 mbi:g 20 0,80 1,22 1,66 1875 30 0,77 1515 1,60 1875 40 0,76 1,15 1,59 1,78 50 0,79 1,23 1,65 1,87 60 0,85 1,44 1,82 2,03 Middel 0,79 Bror Er me Af Opløsning [I—II : t REG] TR) lb:g mb:g 20 0,80 1,37 1,86 1,93 30 0,80 1,39 1,90 2,01 40 0,81 1,38 1,91 2,08 50 0,82 1,35 1,87 2,02 60 0,83 1,29 1,78 1,93 Middel 0,81 — Fie 1,99 Af Opløsning III—IV: i r:g gr:g lb: g mb:g 20 0,92 1,16 1,41 AD 30 0,96 1,30 1,70 2,15 40 0,98 1,39 I 84 26 50 0,99 1,43 1,93 2,14 60 0,99 1,40 1,88 23083 Middel 0,97 5137 1,74 213 Ogsaa her variere Tallene stærkt, men ganske uregelmæssigt. Middeltallene ere: Beregnet af — rig gr:g lb: 9 mb:g 1—II 0,79 1,24 1,66 1,84 [I—II 0,81 1,36 1,86 1,99 I—IV 0,97 1,34 1,74 2,13 Middel 0,86 1,31 1,75 1,99 330 60 Til alle de i dette Afsnit anførte Beregninger har jeg, for ikke at være afhængig af den «rationelle Dispersionskoefficient», benyttet de direkte fundne specifike Drejninger. Da der saaledes ingen Fælles-Udjævning er foretaget for Temperaturens Indflydelse, er det ganske naturligt, at Værdierne for «Opløsningsdispersionskoefficienten» i de fleste Tilfælde variere en Del med Temperaturen. Hvis de udjævnede Værdier vare anvendte, vilde Tabellerne sikkert have faaet et betydelig jævnere Udseende. Tiltrods for disse Uregelmæssigheder forekommer det mig dog, at Tabellerne, tagne under ét, afgive Vidnesbyrd om, at Opløsningsmidlets Indflydelse paa Dis- persionen virkelig er konstant og uafhængig af Koncentrationen, saa at det er berettiget at opstille et særligt Begreb, «Opløsningsdispersionskoefficienten», som udtrykker denne Konstans. En Sammenstilling af de vundne Resultater: RSOT 307730] lb:g | mbig | | Dipropyltartrat i Æthylenbromid....... 0,74 1,26 (85757 | 2,02 Diæthyltartrat i Isobutylalkohol........ 0,77 | 1,20 | 1,65 | 1,79 Dipropyltartrat i Benz ole ene 0,80 1 res Re Vinsyre ti AV ad dr Er RE el 0F78 1,26 | 1,75 HELGE Æblesyreriavan de NEDE 0,86 1881 | 1575 1,99 viser, at «Opløsningsdispersionskoefficienten» forholder sig ganske anderledes end den «rationelle Dispersionskoefficient». Medens denne sidste var konstant i hele Vinsyregruppen og ganske uafhængig af Opløsningsmidlet, varierer den førstnævnte i høj Grad med Op- løsningsmidlet, selv for det enkelte aktive Stof. Hvorvidt denne Koefficient vil vise sig at have samme Betydning for Opløsningsmidlet som den «rationelle Dispersionskoefficient» har for det opløste Stof, saaledes at den skulde være uafhængig af dette sidste, det kan foreløbig ikke afgøres, da det fornødne Materiale mangler. At «Opløsningsdispersions- koefficienten» for de vandige Vinsyre- og Æblesyreopløsninger falde meget nær sammen, er naturligvis et altfor enkeltstaaende Tilfælde, til at man paa Basis deraf skulde kunne afgøre dette Spørgsmaal bekræftende. Dernæst maa det bemærkes, at «Opløsningsdispersionskoefficienten»s Talværdi i alle Tilfælde afviger temmelig stærkt fra den «rationelle Dispersionskoefficient». Denne var jo for Vinsyregruppen (S. 321 (51)): MG; gr:g lb:g mbi:g 0,776 1,278 1,894 2,144 og for Æblesyre i Vand (S. 318 (48)): 61 331 Bz1Q grig lb:g mbig 0,80 1,29 1,84 2,03 Afvigelserne ere jo højst forskellige, uden at der dog foreløbig kan angives noget simpelt Forhold mellem disse Afvigelser og selve Drejningsændringen ved Opløsning. Det staar nu kun tilbage at klarlægge Forholdet mellem den almindelige Disper- sionskoefficient og de to nye Begreber: den «rationelle Dispersionskoefficient» og «Op- løsningsdispersionskoefficienten». I mit tidligere Arbejde (S. 182—83, 193—94); har jeg foreløbig inddelt de optisk aktive Stoffer i 2 Grupper. Den første og talrigste Gruppe omfatter alle de Stoffer, hvis Dispersion under alle Omstændigheder er normal; disse Stoffers Drejning varierer yderst lidt og deres Dispersion slet ikke med Temperatur og Koncentration. I den anden og mindre Gruppe findes de Stoffer, hvis Dispersion under visse Omstændigheder kan blive anomal; disse Stoffers Drejning og Dispersion varierer altid, og i Reglen stærkt, med Temperatur og Koncentration. Det viser vig nu, at Forskellen mellem disse to Grupper ogsaa strækker sig til Dispersionskoefficienterne. Alle de Undersøgelser, som hidtil foreligge over normalt dispergerende Stoffer, vise overensstemmende, at disse Stoffers Dispersion er praktisk uafhængig af Temperatur og Koncentration. Er for et saadant Stof de specifike Drejninger for rødt og gult ved 3 forskellige Temperaturer eller Koncentrationer: [d],, le, [a|., [2), lay, [2], saa udtrykkes Dispersionens Konstans ved: Eee pe le, ll, lol, Heraf afledes f. Ex. | (ed, la. — (al, | [a].— [al], Er EET GÆR De to sidste Udtryk svare netop til de nye Dispersionskoefficienter, altsaa den «rationelle Dispersionskoefficient», hvis det er Temperaturen, der har varieret, «Opløsnings- dispersionskoefficienten», hvis det er Koncentrationen, der har varieret. For de normalt dispergerende Stoffer ere disse Udtryk altsaa ligestore indbyrdes og med den almindelige Dispersionskoefficient. Hos de anomalt dispergerende Stoffer i DD 62 ere derimod de tre Udtryk ulige store (og den almindelige Dispersionskoefficient overhovedet ikke konstant); men de kunne aabenbart hver for sig jævnføres med den almindelige Dispersionskoefficient, som jo hos de normalt dispergerende Stoffer træder i Stedet for || dem alle tre. Fremtidige Undersøgelser maa nu afgøre, hvor vidt denne Analogi strækker sig. Jeg har ovenfor S.321 (51) anført et Exempel paa de Slutninger, der kan drages ud fra den, og den experimentelle Undersøgelse af saadanne Tilfælde vil da kunne vise, om den er berettiget eller ikke. Foreløbig ser det i hvert Fald ud, som om Dispersionskoef- | ficientens Tredeling er en af de mest karakteristiske Ejendommeligheder for de anomalt | dispergerende Stoffer. Det vil let kunne tænkes, at man ad denne Vej kan komme paa Spor efter den anomale Dispersion hos saadanne optisk aktive Stoffer, hvor det anomale Omraade falder udenfor de almindelig anvendte Temperaturer eller Koncentrationer. 63 333 Sammenstilling af Resultaterne. 1) Maximumstemperaturerne i de specifike Drejningers Temperaturligninger vise sig at være uafhængige af Bølgebredde (paavist tidligere) og Koncentration. Middeltallene variere for hele Vinsyregruppen (Opløsningerne medregnede) fra 137? til 149, 2) Den «rationelle Dispersionskoefficient» viser sig at være konstant i hele Vin- syregruppen; dette gælder, hvad enten de enkelte Led undersøges i ren Tiistand eller op- løste i et vilkaarligt Opløsningsmiddel. 3) Hos de anomalt dispergerende Stoffer følges Drejningens og Dispersionens Ændringer ad paa en saadan Maade, at samme Drejningsændring altid medfører meget nær samme Dispersionsændring, hvadenten det er Temperaturen eller Koncentrationen, der varierer. 4) Iagttagelserne synes foreløbig at vise, at Dispersionens Ændring med Koncen- trationen er uafhængig af denne og følgelig kan udtrykkes ved en Konstant: «Opløsnings- dispersionskoefficienten». 5) «Opløsningsdispersionskoefficienten» varierer baade med det aktive Stof og med Opløsningsmidlet. 6) Hos de anomalt dispergerende Stoffer kan saaledes Dispersionens Ændring med 'Temperaturen udtrykkes ved den «rationelle Dispersionskoefficient», dens Ændring med Koncentrationen ved «Opløsningsdispersionskoefficienten»; hos de normalt. disper- gerende Stoffer erstattes disse to af den almindelige Dispersionskoefficient, som her ud- trykker Dispersionen under alle Forhold. Nærværende Arbejde er, ligesom det tidligere, udført paa Universitetets kemiske Laboratorium, hvis Bestyrer, Hr. Prof., Dr. phil. E. Petersen, jeg bringer min Tak for den Interesse og Velvilje, hvormed han har fulgt mit Arbejde og stillet de fornødne Præpa- rater til min Raadighed. PRESENTED 21 fin 1903 £I1 JUL. IYUd (Forts., fra Omslagets S. 2.) Kr. Øre Varm ed avler ES OOS NE NED ERE DASE SE SENSE RES ES GRENE ERE EA TIE SNEEN D Ege SES A MOT 1. Lorenz, L. Lysbevægelsen i og uden for en af plane Lysbølger belyst Kugle. 1890............. BEER 2. Sørensen, William. Om Forbeninger i Svømmeblæren, Pleura og Aortas Væg og Sammensmeltningen deraf med Hvirvelsøjlen "særlig hos Siluroiderne;, samt de saakaldte Weberske Knoglers Morfologi. Med Slayer tsResumesene francais 1890 Fini EL ser fS NEDE SERGE SERENE DERE SR NE DIS ASE SISSE De F NS EEN IEEE le 3. 80. 3. Warming, Eug. Lagoa Santa. Et Bidrag til den. biologiske Plantegeografi. Med.en Fortegnelse over Lagoa Santas Hvirveldyr. Med 43 Illustrationer i Texten og 1 Tavle. Résumé en frangais. 1892..... 10. 85. BVÆEES med Tavler 1890 ÆT SØE SSR SE BEER GERE ESS Eee el 13. 75. i. Gram, J.P. Studier over nogle numeriske Funktioner. Résumé en frangcais. 1890............. 1. 10. 2. Prytz, K. Methoder til korte Tiders, særlig Rotationstiders, Udmaaling. En experimental Undersøgelse. ; Medetosbisurersrskexten: 9189 OFFERS DERE SEE ESSEN BANE SELE FN Rene le SENE ale TE GES SEN Ge EO ISS 1. 50. 3. Petersen, Emil. Om nogle Grundstoffers allotrope Tilstandsformer. 1891 .......2220r0rer eee 1. 60. 4. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 4de Afhandling. Med c. 185 mest af Forfatteren. tegnede Figurer i"34 "Grupper. Résumé et explication des figures en frangcais.… 1891. 2 2 8 se eee ene eee 1. 50. 5. Christensen, Odin T. Rhodanchromammoniakforbindelser. (Bidrag til Chromammoniakforbindelsernes Kemi. UUDDERRNS ER S SE EREN ET SUSE SE ae ERE OK SURE lets SEERE VS re ER fare ET Ea een NESS REE NE EAN de sys ERSE 6. Lutken, Chr. ,Spolia Atlantica. Scopelini Musei Zoologici Universitatis Hauniensis. Bidrag til Kundskab ; om det aabne Havs Laxesild eller Scopeliner. Med 3 Tavler. Résumé en frangcais. 1892 ..... 3. 50. 7. Petersen, Emil. Om den elektrolytiske Dissociationsvarme af nogle Syrer.” 1892 ........2.2224- 1. 25. 8. Petersen, 0. &. Bidrag til Scitamineernes Anatomi. Résumé en frangcais. 1893 ............242 PS LIGE ' 9. Lutken, Chr. Andet Tillæg til «Bidrag til Kundskab om, Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller Hval- lusene» Medelslavle "Resumtenikan Als MSV FEER ERNE REESE el ele helle Yee BR EET ELSK 10. Petersen, Emil. Reaktionshastigheden ved Methylætherdannelsen. 1894... eee 1. 50. i VE med Ravers DSE DSE EN TE Le SN LENE SEKUND EGE SUE ESBEN NT SET STENE ÅSE ESKE OGRE | HRABNDJES 1. Meinert, F. Sideorganerne-hos Scarabæ - Larverne. Les organes latéraux des larves des Scarabés. Med vi 3 Tavler. Ræsumé et explication des planches en francais. 1895 220000 mme se eee ene 3.330: -2. Petersen, Emil. Damptryksformindskelsen. af Methylalkohol.. 1896.....22000 eee eee ne eee ne 15% 3. Buchwaldt, . En mathematisk Undersøgelse af, hvorvidt Vædsker og deres Dampe kunne have en fælles i Tilstandsligning, baseret paa en kortfattet Fremstilling af Varmetheoriens Hovedsætninger. Résumé four EDRKKENC ASSENS OBERSTEN ER ENE ES Me SERENE ere bra SS N eee Eb ER SR Boreal DGS Vare RES Hal oftes tudier SSL 8 OT EST IPSEN Te SES SØDE SEE BE GER ESE SE TESS IDEER El SES SN i 15... Johannsen, W. Studier over Planternes periodiske Livsyttringer. I. Om antagonistiske Virksomheder i | in Stofskittet; særlig under Modning.og Hvile 1897 PEN SEE EA ERE SEES ABS DES BE RSREE BRS EE HSG AT É 6. Nielsen, N. Undersøgelser over reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rækker og Integraler. 1398. 1. 60. o usXS smedet 7 Tavler SO SEEK OFFER FEER ER SE SAN Betal re LEE TS NE lee EDR ETS SENESTE ONE Hr ØD É "1. Steenstrup, Japetus, og Lutken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Klump- eller Maancefiskene i (Molidæ). Med 4 Tavler og en Del Xylografier og Fotogravurer. 1898 .....20222ere eee ASER É 2. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 5te Afhandling. Med 4? Figurgrupper. Résumé en frangais. 1899. 1. 60. "3. Meyer, Kirstine Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne. En med Videnskabernes Selskabs Guld- i medaille"beløennet Prisafhandling Meden, Tavle 1899 SES SEERE IS TS ENES SES er else tnn felle ÆG 0: $ 4. Jørgensen, S. M. Om Zeise's Platosemiæthylen- og Cossa's Platosemiamminsalte. Med 1 Tavle. 1900... » 75. 5. Christensen, Å. Om Overbromider af Cninaalkaloider. 1900 ....2. 0000 eee eee een emnerne esp 6. Steenstrup, Japetus. Heteroteuthis (Gray, med Bemærkninger om Rossia-Sepiola-Familien i Almindelighed. [ MERE RES AVT EEN O 0 ORE Ha REE RSN DVS RLE NE BES SNS TEARS EG EPE RNE rss fS Gl FØR EEN Dee EE Ree LESSON ad RL Kl ” 90. 7. Gram, Bille, Om Proteinkornene hos oliegivende Frø. Med 4 Tavler. Résumé en frangais. 1901 250 8. Meinert, Fr, Vandkalvelarverne (Larvæ Dytiscidarum). Med 6 Tavler. Résumé en frangais. 1901 BET SEN Sj Eg RE ENE SNE HD PÆRE SEER ED BEEN SEES LEE ERE SA AES SEES BED ES EET ERIE ER EL US ELSE DE 10. 50. k ad. duel, €, Indledning i Læren om de grafiske Kurver. Résumé en frangcais. 1899 ......- TE NESS FRE SED YD: É 2. Biilmann, Einar. Bidrag til de organiske Kvægsølvforbindelsers Kemi. 1901....:....-.….- DERE LRÆ 1. 80. i 3. Samsee Lund og Rostrup, E. Marktidselen (Cørsium arvense). En Monografi. Med 4 Tavler. Résumé en SSERES ang Fra BUE Eg NE ENE SEND TE BE ENE R ELGEE ro ODO SØG RO OFF OFØRDEOR TE ONE sok NOT UNG GÆRGSE 4. Christensen, 4. Om Bromderivater af Chinaalkaloiderne og om de gennem disse dannede brintfattigere For- Binid'els ere] 223 SEE ER ES En NET Nr NE ME AE EEN Fora T SE eV STS NEL Et SS ere rer TNS KJ Je NES lee ØE SER 1. 40. XT (under Pressen). ; ; [ K i 1. Warming, Eug. Familien Podostemaceæ. 6te Afhandling. Med 47 Figurgrupper. Résumé en frangais.. 1901. 2. 15. 2. Ravn, J. P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. I. Lamellibranchiater. Med 1 Kort og 4 Tavler. 1902. 4. » 3. Winther, Chr. Rotationsdispersionen hos de spontant aktive Stofler. 1902.....-2-++… BER SSR SENE AE uk. Ravn, J.P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. II. Scaphopoder, Gastropoder og Cephalopoder. å MA BUEN GES ODESSA ERE SER BAR EEN SETE TEE ESSEN SELEN SES TØS GE rod LEE RON DS: CE GADE EDER 3. 40. SE. XII (under Pressen). å i 1. Forch, Carl, Knudsen, Martin, und Sørensen, S. P. L. Berichte uber die Konstantenbestimmungen zur Auf- RE : dg stellung der hydrographischen Tabellen. Gesammelt von Mwrtin Knudsen. ROOTS SE DETS ESME 75: 2. Bergh, R. Gasteropoda opisthobranciata… With three plates and a map. (The Danish expedition to Siam RER. EL TROET OU OEEE ERI OPERERE EA ES Ye eee DE seet Fe Fest als CeVES DEERE Er EA se SEE ES SELER 3. Petersen, C. G&G. Jeh., Jensen, Søren, Johansen, Å. C., og Levinsen, J. Chr. L. De danske Farvandes Plankton i NM I NTAG d. 3 | "SR Nenene IS SEIS GE TOO ET MR ETS Er SE SEE SE SKE SES KS SE KN Te | (| (| ! | Fysiske og kemiske Skrifter " udgivne af det Kgl. danske Videnskabernes Selskab (udenfor Skrifternes 6te Række, se Omslagets S. 2—3): Barfoed, C. T. Nogle Undersøgelser over de isomeriske' Tinsyrer,; 16720220 2 Ka ae hear re Eee Christiansen; 70, "Magnetiske- Undersøgelser 7765 LE INSEE EEN EET Colding, Å. Undersøgelser om. de. almindelige Naturkræfter og deres gjensidige Afhængighed, samt: Om Mag- netens Indvirkning' paa blødt Jern. Med 4 Tavler. 50... eee eee en eee een eee —— Undersøgelser over Vanddampene og deres bevægende Kraft i arne ki nene SVÆRE SEE MEN ER SEE 22 —— Om Lovene for Vandets Bevægelse i lukkede Ledninger. Med 3 Tavler. 57 ......... SEERE —— De frie Vandspejlsformer i. Ledninger med konstant Vandføring. Med 3 Tavler. 63........-... —— Om Udstrømning af Varme-fra Ledninger for varmt Vand. 64 .......222000ee eee eee. —— Om Strømningsforhøldene i almindelige Ledninger og i Havet. Med 3 Tavler. Résumé en frang. 70 . —— Om Lovene for Vandets Bevægelse i Jorden. Med 2 Tavler. Résumé en franc. 72..... SENSE —— Fremstilling af Resultaterne af nogle Undersøgelser oyer de ved Vindens Kraft fremkaldte Strømninger HA) 2 EA UC RER [ORRSSERS SAREEN EJERE SEERE SEE TEV ES SERES NESS SMEDE SUSE ELSE NES re EE DRS OT OT ETORO TØR So Sie eN SD Jørgensen, S. M, Nogle Analogier mellem Platin og Tin. ,65 2.2.2. ennen eden ene —— Om, den saakaldte Herapathit og lignende Acidperjodider. 75... eee e nere: Lorenz, 4. Experimentale og theoretiske Undersøgelser over Legemeraes Brydningsforhold. I. 69....... OS ESSENS EKS SAE RTE FNEOEE SE KEES ADS ARNE AR SEER NEE ENERET BEKENDELSE SED SEE SE Er STE mme Nørgaard. Bidrag til Oplysning om de .kulsure Magnesiaforbindelser. Med 1 lavless 50 SEERE Scharling, E. A. Undersøgelser over Urin. 43 .......0000eeeeneee BESES ES ES Me ST TE —— Undersøgelser over den Qvantitet Kulstof, som i Form af Eee. forlader det menneskelige Ferame i Døgnets Løb 43 se te Er IE eo EEN GE Eee EN EEN EET EN REE —— Foritsåtte Forsøg for at bestemme Kulsyren i Menneskers Udaanding. Med 1 Tavle. 453........-…x —— Tredie Række af samme. 49 ...... ERE RESET SNS NÅES SØE ELERS ELSE DESSERT SE oe TES ln SEERE EFESS —— Bidrag til Oplysning om de i Handelen forekommende Balsamers kemiske Forhold. 55..-.-...-… ———OmiDoglal og FÆthals ES SEER DRE SE EET ES EET ED SEERE ES SEERE SENERE Thomsen, Jul. Bidrag til iety;thermochemisk'Sy stem 52 SENE ES NES ET REE BEEN FEE ERE ER SES SES fg 2 ER — Den elektromotoriske, Kraft udtrykt i Varmeeenheder. 58......222 eee eee ere renee ”; —. Thermochemiske Undersøgelser over Affinitetsforholdene mellem Syrer og Baser i vandig Opløsning Il. Med;1' Tavle:—Resumeéjensfrance: "OUR SETE SEER ENES RESTERNE DERES ESS RRS SENER ERE SERENE SEER ERE SYS EO SE ASER SR Ka ENE SAR BE Hr YDER REE ER SE se æErEL KUARANE D.SAFADET (US ESS ESSENS SKE ISENS TREN HESSEN ES KENDES SDS BL STE BEST STÅ SS ES R Snsgr sån rn Era DEERE), SKET BATES EGER ESATA ES SE ERE Aar STENET rs Saa GÅS Ma do ud Eg — do. XI. Med en Tavle. 73. .... FREE RUNER ÆRES, HE SOREN ODENSES ST DS rear EEN. ! CUEEED (] ) BRET (> BESES EEN RSS SÅS SEERE SER ERE SEE FE SNE REESE NET la Ed SIE SEN SENSE I, ar ts Rn Topsoe, H., & Christiansen, 0. Krystallografisk-optiske Undersøgelser, med særligt Hensyn til isomorfe Stoffer. 73. Relseg; W.C. "Om Acechlorplatins ÆSKER ERE ERE ES e —— Om et'Product af Ammonium-Sulphocyan-Hydrat ved Chlor. 43 2... nes knee —— Undersøgelser over Producterne ved Tobakkens tørre Destillation og over Tobaksrøgens chemiske Be- skalffenhed. 43 en see NE ar Be EET EEN OF ERENEREENEE ——.Qm "Virkningen; mellem "Xxanthogensyret Kallog: Jade ASS IETEREESESEE REEL TERESE SK FSR REESE —— Om Virkningen mellem Kali-Methyloxyd-Sulphocarbonat og Jode. 47... 200 nn een … oires de PAcadémie Royale des Sciences et des Lettres de Danemark, Copenhague, 6Gme série, Section des Sciences, t. XI, ne 6. | Molluskerne 1 Danmarks Kridtaflejringer. III. Stratigrafiske Undersøgelser. , Af J. P. J. Ravn. Med 1 Tavle. Avec un ræésumé en frangats. København. Hovedkommissionær: Andr. Fred. Høst & Sen, Kgl. Hof-Boghandel. Bianco Lunos Bogtrykkeri, 1903. Pris: 3 Kr. 85 Øre. GQ BY mm Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6te Række. Naturvidenskabelig og mathematisk Afdeling. K med-42 Tavler, 488085 SAS EEN EEN ET Ree Prytz, K. Undersøgelser over Lysets Brydning i Dampe og tilsvarende Vædsker. . 1880..........- Boas, J.E. V. Studier over Decapodernes Slægtskabsforhold. Med 7 Tavler. Résumé en frangais. 1880 Steenstrup, Jap. Sepiadarium og Idiosepius, to nye Slægter af Sepiernes Familie. Med Bemærkninger om to beslægtede Former Sepioloidea D'Orb. og Spirula Lmk. Med 1 Tavle. Résumé en francais. 1881 Colding, A. Nogle Undersøgelser over Stormen over Nord- og Mellem-Europa af 12te—14de Noyvb. 1872 og over den derved fremkaldte Vandflod i Østersøen. Med 23 Planer og Kort. Résumé en frangais. 1881 Boas, J. E. V. Om en fossil Zebra-Form fra Brasiliens Campos. Med et Tillæg om to Arter af Slægten HippidionsMeds2Lavlersdet SEE ERE SE STE ET EET eee Re Steen, AA. Integration af en lineær Differentialligning af anden Orden. nT88E DE re er Krabbe, Il, Nye Bidrag til Kundskab om Fuglenes Bændelorme. Med 2 Tavler. 1882 .........-.- Hannover, Å. Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Anencephalia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskaliens Primordialbrusk. Med 2 Tavler. Extrait et explication des planches en francais. 1882 —— Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved CGyclopia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskallens Primordialbrusk. Med 3 Tavler. Extrait et explic. des ”flanches en francs isse ere ENES —— Den menneskelige Hjerneskals Bygning ved Synotia og Misdannelsens Forhold til Hjerneskallens Pri- mordialbrusk. Med 1 Tavle. Extrait et explic. des planches en fran case SÆR DEE: Lehmann, Å. Forsøg paa en Forklaring af Synsvinklens Indflydelse paa Opfattelsen af Lys og Farve ved direkte "Syns Med tFayler-REésumé enstrancals 1885 re ES IR SE SPAS ESS KE smeds20- Tavler 188158 GERE ET EEN EEN Warming, Eug. Familien Podostemaceae. iste Afhandling. Med 6 Tavler. Résumé et explic. des planches en fan cars SETE EET ENE EET EET Lorenz, L. Om Metallernes Ledningsevne for Varme og Elektricitet. 1881 .....-..-22reee eee Warming, EÉug. Familien Podostemaceae. 2den Afhandling. Med 9 Tavler. Résumé et explic. des Emaree ens fran calls 518 SE EEN Eee OS ER SSG SØER ER BENS EEN EST DE Christensen, Odin. Bidrag til Kundskab om -Manganets Ilter. 1883.......2200ree erne eee eee Lorenz; LL: FHaryespredningenst Fhe orig 31883 ERE ae RE nr SE NERE HEE BENE SEE SE SES SEERE Gram, J.P. Undersøgelser ang. Mængden af Primtal under en given Grænse. Résumé en francais. 1884 Lorenz, L. Bestemmelse af Kviksølvsøjlers elektriske Ledningsmodstande i absolut elektromagnetisk Mads 1885 FEE Er EET EEN RE Traustedt, M. P. A. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Salperne. Med 2 Tavler. Explic. des planchessenstrangajis: 88 ISS EET EEN EEN Bobr, Chr. Om Iltens Afvigelser fra den Boyle-Mariotteske Lov ved lave Tryk. Med 1 Tavle. 1885... —— Undersøgelser over den af Blodfaryvestoffet optagne Iltmængde udførte ved Hjælp af et nyt Absorptio- meter: Med: Favler: 488 6 3 EEN EET Er EEE Thiele, T.N. Om Definitionerne for Tallet, Talarterne og de tallignende Bestemmelser. 1886 ....... SEE: med 6 Tavler; 18858 65 REN ser REN SEN Rn REESE ENN SEE ER RENSES Zeuthen; H6--Keslesnitslærensi oldtiden 18 85 ER er ERE RE NES SE FEER SEES : Levinsen, &. M.R. Spolia Atlantica. Om nogle pelagiske Annulata. Med 1 Tavle. 18835.......... Rung, &. Selvregistrerende meteoroløgiske Instrumenter. Med 1 Tavle. 1885....2222020eee8e Meinert, Fr. De eucephale Myggelarver. Med 4 dobb. Tavler. Résumé et explic. des planches en francåis:5X88 64 SETE SEEDEDE EEN eN KV: med"25-Tåylers 188 6=< 880 SER FEE EEN REE Boas, J.E. V. Spolia Atlantica. Bidrag til Pteropodernes Morfologi og Systematik samt til Kundskaben om deres geografiske Udbredelse. Med 3 Tavler. Résumé en francais. 1386 .....-2228sme= Lehmann, Å. Om Anvendelsen af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen. Med i Tavle. 1886... . Hannover, Å. Primordialbrusken og dens Forbening i Truncus og Extremiteter hos Mennesket før Fød- selen” Extraitsen francais:: 21S 87 ESS VORE SEE SNE ES SEERE ERE RER Luitken, Chr. Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamwus Latr. eller Hvallusene». Med'1/Tåyvle- ZResumesensfran cais 118 8 SE RE SE SE SE ROS PNEREERE SENE ESS ESS SEERE RE SEERE SEERE -—— Fortsatte Bidrag til Kundskab om de arktiske Dybhavs-Tudsefiske, særligt Slægten Hzmantolophus. . Med'1 Tavle: ”Résumeérensfrancalss 88 7 SER SEERE RES ER ERE RSS EET ES ESSENSEN —— Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af Slægterne Twrstops, Orca og Lagenorhynchus. Med 2 Tavler: Resumé en: frantals: 188 (7 EK SSNSESES SEE SENERE Se SERENE SE SE SES ORNE SES NES SEER Koefoed; "EFStudier i /Platosoforbindelsers ise SENERE KERES EEN SPSK SSEEREESSER Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 3die Afhandling. Med 12 Tavler. Résumé et explic. des planches en francais. 1888202 2 REESE RENE RR FIN SERENE SE SR REE ERE RENE ERE ne ERR Vi; umed 11 Tavler og 1-Kort: 1880: 0 SEER ER ES ENDS RR Lutken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om de tre pelagiske Tandhval-Slægter Steno, Del- phinus og Prodelphinus. Med 1 Tavle og 1 Kort. Résumé en francais. 1889... -,-..222…x Valentiner, H. De endelige Transformations-Gruppers Theori. Résumé en francais. 1889 ....-...- Hansen, I. J. Cirolanidæ et familiæ nonnullæ propinquæ Musei Hauniensis. Et Bidrag til Kundskaben om nogle Familier af isopode Krebsdyr. Med 10 Kobbertavler. Reésumé en frangais. 1890..... Lorenz, L. Analytiske Undersøgelser over Primtalmængderne. 1891 ........220000uu nen (Fortsættes paa Omslagets S. 3.) — Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. II. Stratigrafiske Undersøgelser. Med 1 Tavle. Avec un résumé en frangcais. ' D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skrifter, 6. Række, naturvidensk. og math. Afd. XI. 6. Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1903. NE. . Indholdsfortegnelse. Side NARDENS Forsk OVE SR ES EN Na 5 (339). ITARBNiveRUndersorelsersrse SNE ERE NNE SELE > ere Er SEES ENE SEE SEN 5 EMenEN Lr bands 39 (373). de AIRES SOON EET EET RR 48 (382). SYMBOLET EU ET 53 (387). ANES krive kridt er er Bee Ge enn, ERE SDN REG URL SAS BNI SGEE 62 (396). BES ke Te re ES ae eee ER ER ARE NR DSN 7 (401). CC eritbium kalk rÆrSNEESSNEES NE DE ENE ES EN Er EEE RE EEE Ee e FELTER 69 (403). sæ rænsen mellem Senon og Danien i Danmarks SAS ASL SR sul at nelee eres 74 (408). ki, DAI oa ERE EN ES ES ERE RYE FØRER LEE Fess MØRE ERE SENER EN ONEE ER REESE SAR 78 (412). Ea AS ED are RE, RE RT LE en SN. SE NG To ERE ahr ender en ET ] 84 (418). bryn gren ane DES EN ER REE EEN Nes fe UNE ele henne ns es 91 (425). c. Danienetagen udenlorDanm arket SEN SE ERE ere SNE ERE EU BEES LEDs T SRE LG ENE TE 92 (426). d. Bør Danienetagen henregnes til Kridt- eller til Tertiærsystemet? ................... 96 (430). Resume reeks le ERE EEN eee ERNE 09433). 43" I. Historisk Oversigt. År man fra Årilds Tid har haft Kendskab til forskellige af de her i Danmark fore- kommende Kridtaflejringer, kan der ikke være nogen Tvivl om, da man sikkert maa antage, at f. Eks. baade Møens Klint og Stevns Klint allerede for Aartusinder siden havde omtrent det samme Udseende som nu og derfor straks maatte tildrage sig de første Beboeres Op- mærksomhed; og ogsaa paa andre Steder i Landet — særlig i Jylland —, hvor Kridt- aflejringer gaa i Dagen, maa Befolkningens Opmærksomhed allerede tidlig være bleven henledt paa de let iøjnefaldende Stenarter, hvoraf disse Dannelser bestaa. Særligt maatte dette være Tilfældet, efterat man havde lært at drage praktisk Nytte af de Kalkstene, som udgøre langt den overvejende Del af vore Kridtaflejringer. KRørnam!") har i sin Afhandling om Kridtformationen i en Del af Sjælland meddelt en Række historiske Oplysninger om forskellige Kalkbrud i denne Del af Landet; disse Oplysninger gaa helt tilbage til det 13. Aarhundrede, men utvivlsomt har man ogsaa før den Tid forstaaet at anvende Kalkstenen, særlig som Bygningsten. Skønt Danmarks Kridtaflejringer saaledes tidlig have faaet praktisk Betydning, er det dog først i en forholdsvis sen Tid, at man begynder at undersøge dem videnskabelig. Banebryderen herhjemme paa dette Omraade var Søren AÅBmocaarD. Han udgav 1759 en Beskrivelse af Kridtdannelserne i Stevns Klint; 5 Aar senere udkom det samme Arbejde paa tysk?). Han giver her en Oversigt over Klinten i hele dens Udstrækning, et Arbejde, der maa betragtes som særdeles fortjenstfuldt, naar Hensyn tages til den Tid, hvori det fremkom. Han omtaler bl. a., at der paa nogle Steder i Klinten forekommer en «grovere Kritsteen» foroven samt en «finere og mørere Krit-Art» forneden. Han har saaledes, som man heraf kan se, haft sin Opmærksomhed henvendt paa Forskellen mellem Bryozokalken 1) K. RørDam: Kridtformationen i Sjælland i Terrænet mellem København og Køge, og paa Saltholm. — Danmarks geolog. Undersøg. II R., Ny 6. København 1897. 2) S. ÅBILDGAARD: Beskrivelse over Stevens Klint og dens naturlige Mærkværdigheder. Kjøbenhavn 1759. S. ABILDGAARD: Beschreibung von Stevens Klint und dessen naturlichen Merkwurdigkeiten. Kopen- hagen und Leipzig 1764. 340 6 og Skrivekridtet; Cerithiumkalken og Fiskeleret synes derimod at være undgaaede hans Opmærksomhed, men det er jo ogsaa ganske underordnede Dannelser, som man langtfra kan tillægge den Vægt, som blev dem tillagt af senere Forskere, især af ForcAHAMMER. Derimod omtaler ÅABiuncaarn meget nøje Flintlagene og deres forskellige Beskaffenhed i Skrivekridtet og i Bryozokalken, ligesom han bemærker, at de undertiden ligge horizontalt, men dog oftest i bølgeformede Linjer. ÅBinnGaarD har imidlertid ikke alene undersøgt Klintens forskellige Stenarter, men ogsaa Forsteningerne have tiltrukket sig hans Opmærksomhed. Han nævner og afbilder saaledes — dog uden fyldestgørende Beskrivelse — Ananchytes, der efter hans Sigende forekommer hyppig i Stevns Klint; desuden en «Vermiculit» [Serpula sp.], «Pectinus auritus» [sandsynligvis en Spondylus], «Pectint non auriti og chamiti», «aetites» («Rangel- Steene» eller «Los-Steene»), som dog skulle være sjældne, Pigge af Echinider, en Tere- bratula osv. I Reglen er det paa Grund af den lidet udførlige Beskrivelse og de mangel- fulde Afbildninger umuligt med nogenlunde Sikkerhed at afgøre, hvilke Arter der skjule sig under de anførte Betegnelser. — Ogsaa Spørgsmaalet om Flintens Dannelse har interesseret ÅBirnGaarD. Han fremkommer med en Teori om en stillestaaende Vædske i Kridtet, hvilken «sættes i indvortes Bevægelse ved en Art af Forraadnelse eller Mugenhed, hvor ved, allerhelst i en meget lang Tiid, de jordiske Deele meere og meere opløses og foreenes formedelst den liden Vædske, som er der udi, tillige med det her saa vel som nesten allevegne sig indfindende og forunderlig virkende fiine phlogiston eller brændelige Væsen» "). Han mener, at denne Antagelse støttes derved, at han undertiden i den møre Kridtsten har fundet en grønagtig eller blaalig Slim og Muggenhed?”). Denne ved første Øjekast ret besynderlige Teori, der gaar ud paa, at Kalksten skulde kunne forvandles til Flint, er i Grunden ikke saa mærkelig, naar man blot husker paa Datidens meget mangelfulde Kendskab til Kemien. Ogsaa den Omstændighed, at man i Kridtet hyppig finder Skaller af Dyr, hvori den oprinde- lige kulsure Kalk er forsvunden og erstattet af Kiselsyre, maatte for den Tid være en Kendsgærning, der tydede i den Retning. — Angaaende Tidspunktet for Klintens Dannelse er ÅBILDGAARD paa det rene med, at hverken den eller Møens Klint «har faaet sin Oprindelse og nærværende Skikkelse i Skabelsens Tiid»?). Dette mener han at kunne slutte af de Forsteninger, Kridtet indeholder. «Men tvertimod», fortsætter han, «give bemældte Steen- hærdnede Søe-Dyyr mig Aarsag til at slutte, at disse Steders Grund-Jord er Levninger og TY 'SNABILDGAARDET MC S 25: ?) Hermed menes efter al Sandsynlighed de Alger (Chlorophyceer), som man i Stevns Klint hyppig træffer paa Overfladen af eller i Sprækker i Kalken. Hvor Cerithiumkalken hænger udover den nedenfor liggende Del af Klinten, ser man ofte dens Underflade dækket af talrige Grønalger; hver Koloni sidder i en lille Grube, som formodentlig er fremkommen derved, at den af Algerne udskilte Kulsyre opløser Kalken. 3) S. ABILDGAARD: Il. c. S. 44, 7 341 Bondfald af Havet, som enten er bleven oprørt og opskyllet fra Havets Grund ved den voldsomme Oversvømmelse i Syndflodens Tiid, eller og den ganske Klint er opbrudt og opløfted af Hav-Bunden ved et mægtig underjordisk Vejr og Vind foraarsaget af under- jordisk Ild.» Denne sidste Anskuelse synes ham den rimeligste; Tidspunktet for denne Til- dragelse skulde dog ogsaa være Syndfloden. Ogsaa i Werwwicas Beskrivelse af Stevns Herred findes Oplysninger om Stevns Klint"). Det er aabenbart særlig Forsteningerne, der have interesseret Weinwicia. Han om- taler (S. 74) Echinider, Muslinger, Snegle og Koraller. Af de 6 Afbildninger, der ledsage hans Beskrivelse af Forsteningerne, tilhøre imidlertid i hvert Fald de tre Figurer (d—f) Forsteninger, som stamme fra Faxe, skønt han udtrykkelig siger, at han har fundet dem 1774 ved Stevns Klint. Disse Forsteninger ere afbildede i Koralkalk, og i hvert Fald de to af de afbildede Arter ere godt kendte fra Faxe, nemlig Voluta faæensis Ravn (Fig. d) og Pleurotomaria niloticiformis v. Scacota. sp. (Fig. f). Ganske vist kan den Mulighed ikke anses for helt udelukket, at der i Bryozokalken i Stevns Klint skulde kunne findes Indlej- ringer af Koralkalk, men mest sandsynligt er det dog, at Weinwicas Angivelse med Hensyn til Findested beror paa en Fejltagelse. En Del Aar senere udgav samme Forfatter en ny Beskrivelse af Stevns Herred>). Her kommer han ogsaa ind paa Kalklagenes Dannelse. Da hans Mening herom er ganske karakteristisk, skal jeg her anføre, hvad han desangaaende skriver (S. 157—38): «Naar man opmærksom betragter Lagene i denne Klint, der som før er sagt, be- staae af Kridt, Kalk og Flint, hvis Strata ligge saa ordentligen afvexlende paa hinanden, som om de vare med Fliid og Orden henlagde, saa måae man billigen falde i stor For- undring over det Arbeide, Søen og Tiden har anvendt paa, her åt sammendynge en såa utallig Hob Skaldyr, som foreenede med Søevandets og Luftens Deele, og besvangrede af disse, have formeret denne Masse, der synes at have været Aartusendes Arbeide, hvis Lav nu ligesom Udkanterne af Klinten nedstyrte, meere og meere komme tilsyne, og forskaffe os nye og forunderlige Prospecter fra dens Indvolde, hvilke maae være dannede, førend Havet har — efter vor Tids Naturforskeres Meening — ophårt, at have saa megen Kalk- materie i sig som tilforn.» Det ovenfor omtalte, i høj Grad anerkendelsesværdige Arbejde af ABinnGcaarD efter- fulgtes 1781 af en lignende Beskrivelse af Møens Klint af samme Forfatter”). Han giver her en ret omstændelig Beskrivelse af Klinten og omtaler bl. a. som en stor Mærkelighed, at Flintlagene i Klinten ved Jydelejet «stryge fra oven til neden i dohnlægig Skraahed lige 1) N. H. Weinwica: Historiske Efterretninger om Stevns-Herred udi Siælland, og de derudi forefindende Herregaarde, Kirker, samt den bekiendte Stevns-Klint. Kiøbenhavn 1776. 2) N. H. WenwicxH: Beskrivelse over Stevns-Herred i Tryggevælde Amt i Siælland. Kiøbenhavn 1798. 3) S. ABILDGAARD: Physisk-mineralogisk Beskrivelse over Møens Klint. Kjøbenhavn 1781. 342 8 ned i Dybet» (S. 17). Hans ovenfor omtalte Teori om Flintens Dannelse er her bleven noget modificeret, idet han søger at forbinde flere af de dengang gængse Anskuelser om dette Spørgsmaal. En af disse gik ud paa, at Flinten var omdannet Kalk; man støttede sig her særlig til den hyppige Forkisling af Kalkskaller. En anden Anskuelse, som byggede påa Scaer1es Opdagelse af Flussyren, var den, at Flinten var opstaaet ved denne Syres Ind- virkning paa almindeligt Ler. ABixnGaarn mener nu at kunne forene disse to Anskuelser; han tror nemlig i Flinten at have fundet Aftryk af Havplanter, som efter hans Mening have været tilstede i betydelig Mængde i Kridthavet. Disse Plantemasser skulde efter deres Død være gaaede i Forraadnelse, og ved Forraadnelsesprodukternes Indvirkning paa Kalken skal saa Flinten være opstaaet (S. 34—35). Denne Teori er dog ikke væsentlig forskellig fra hans tidligere omtalte. — At Syndfloden endnu blev anset for at være Åarsagen til Klintens Hævning og Forstyrrelse, er ikke andet, end hvad man kunde vente for den Tid. Grunden til Syndfloden antages at være den, at Jordens Tyngdepunkt af en eller anden Aarsag flyttede sig (S. 66). Naar jeg i det foregaaende har fremdraget et Par Enkeltheder fra ÅBILDGaaRDsS Værker, har Grunden hertil ikke alene været den, at man — saavidt mig bekendt — her har det første Tilløb til en videnskabelig Undersøgelse af geologiske Forhold herhjemme, men ogsaa den, at det har sin Interesse at se, paa hvilken gyngende Grund Geologien endnu paa dette Tidspunkt befandt sig. I sin Beskrivelse af Møens Klint kommer Aziunceaarn kun ganske flygtig ind paa Omtalen af Forsteningerne; han nævner enkelte af de hyppigst forekommende Slægter som f. Eks. Belemniter og «Gryphiter», dog uden at afbilde dem. Allerede 1763 vare imidlertid enkelte Forsteninger fra danske Kridtaflejringer blevne afbildede, idet Poxtorrinan i sit be- kendte Værk, «Den danske Atlas», bl. a. omtaler vore Kridtaflejringer og afbilder enkelte Forsteninger herfra; saaledes de to Arter, der senere beskreves som Nautilus fricator Beck og Fleurotomaria niloticiformis v. ScaxorxH.!). Hexnrica Srerrens, som 1803 foretog en Undersøgelsesrejse i Sverige og paa Sjæl- land, nævner ganske flygtig Kridtaflejringerne paa Saltholm, i Stevns Klint, ved Faxe og paa Møen”). Efter hans Anskuelse danner Kridt Underlaget for største Delen af Sjælland, ja omtrent for hele Danmark (S. 112), som derved danner et Overgangsled mellem Sverige paa den ene og Nordtyskland paa den anden Side. Han omtaler desuden Kridtets Beskaf- fenhed paa de forskellige Steder; angaaende Kridtet i Stevns Klint siger han bl. a. (S. 116): «Die Lagen wiederholen sich dfters. Gewohnlich ist unten der dichtere Kalk, dann Kreide mit knolligen Feuersteinen, die immer håufiger werden, endlich fast geschichtet. Zuweilen 7) Eric PoxtorriDaNn: Den danske Atlas eller Konge-Riget Danmark. Tom. I. Kjøbenhavn 1763. ?) H, Sterrens: Geognostisch-geologische Aufsåtze. Hamburg 1810. 9 343 vertritt die Stelle der Feuersteinschichten eine schwårzliche Mergelschicht, die aus sehr dunnen Platten besteht. Dann fångt wieder der etwas dichtere Kalk an.» At han med det mørke Mergellag sigter til Fiskeleret, er vel ganske utvivlsomt; det er første Gang, dette Lag findes omtalt i Litteraturen. Srerrens er ogsaa den første, der søger at bestemme de forskellige Kridtaflejringers indbyrdes Aldersforhold i Danmark; efter hans Anskuelse er Saltholmskalken det ældste Led (om de bornholmske IKridtdannelser var der endnu dengang slet ikke Tale); derpaa følger Kridtet i Stevns Klint og endelig tilsidst Koralkalken ved Faxe. Interessant er ligeledes. hans Udtalelse om, at den i Danmark og Nordtyskland almindelig forekommende Mergel er et Slags Kridtkonglomerat, dannet ved Ødelæggelsen af en vældig Kridtaflejring, som tidligere dækkede en stor Del af disse Lande (S. 125—26). Imidlertid blev Opmærksomheden henledt paa Bornholms geologiske Bygning, idet man her haabede at finde Mineraler, som kunde faa praktisk Betydning. I Rawerts og GarLieBs 7) Beskrivelse af denne Ø omtales Grønsandet ganske kort. En nærmere Beskri- velse baade af Grønsandet og af Arnagerkalken findes i H. C. Ørstens og L. Esmarcas Be- retninger om deres i ÅAÅarene 1818 og 1819 efter Rentekammerets Anmodning udførte Undersøgelsesrejser til Bornholm; en væsentlig Del af disse Undersøgelser er efter Beret- ningerne udført af daværende Student J. G. ForcaHammer ”). Grønsandet anføres baade fra Blykobbeaa Nord for Rønne og fra Partiet mellem Stampen og Arnager, fra hvilket sidste Sted ogsaa Arnagerkalken omtales. Begge disse Aflejringer henføres til Kridtformationen, og der nævnes nogle Forsteninger herfra, dog uden Artsbestemmelser (sidste Beretning S. 54 fÉ.). De næste Oplysninger om vore Kridtaflejringer skyldes VarGas Bevemar, som 1820 offentliggjorde et Par Smaaafhandlinger, hvoraf den ene behandler Bornholms Geologi, den anden Kridtet paa Sjælland og Møen. I den førstnævnte”) (S. 28—30) omtaler han ganske flygtig det bornholmske »Grønsand uden at turde angive, om og, i bekræftende Fald, paa hvilken Maade det hører sammen med Kridtet paa Sjælland, Møen og Kigen. I den anden Afhandling”) nedlægger han imidlertid Resultaterne af sine Undersøgelser over Kridtforma- tionerne i Faxe, Stevns- og Møens Klint. Her omtaler han først Forholdene i de daværende mange Smaabrud i Faxe Bakke og viser, at Kalkstenen varierer betydelig; hans Hoved- 1) RAWEerRT og GARLIEB: Bornholm beskreven paa en Reise i Aaret 1815. Kjøbenhavn 1819. 2) H. G. Ørsren og L. EsmarcH: Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige, udført 1818. Kjøbenhavn 1819. H. C. Ørsren og L. EsmarcH: Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige, udført 1819. Kjøbenhavn 1820. 3) VARGAS BEeDemar: Die Insel Bornholm in geognostischer Hinsicht. Leonhards Min. Taschenbuch 1820. S..3—39. 4) VARGAS BEDEMAR: Ueber die Kreide-Formazion von Faxée, Stevens- und Måens-Klint. Leonhards Min. Taschenbuch 1820. S. 40—64. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk., og mathem. Afd. XI. 6. A4 344 10 resultat er, at man maa antage: … «dass der gråsste Theil dieses Kalkgebirges aus .See- gewåchsen, und namentlich aus Koralliolithen bestehe, die durch einen Kalkstein, vielleicht aus einem aufgelåsten Theile desselben hervorgehend, mit einander . verbunden sind» (S. 47). Angaaende Forholdene i Stevns Klint gør han ligesom ABbmncaarD opmærksom paa den ejendommelige, bølgeformede Lagdeling i de nederste Partier af Bryozokalken. Lag- følgen beskrives paa følgende Maade (S. 50—51): An der Oberflåche besteht dies. Gebirge meistens aus Kalkstein, hierauf aus Kreide, die noch stark mit Kalk gemischt ist, und zu weilen einen bedeutenden Kieselerdegehalt aufnimmt (Kreidestein), noch tiefer herab. aus Kreide, d. h. Kalk und Kreide dauern noch lange in einer Mischung fort, worin das Ver- håltniss des ersten immer in der Tiefe mehr abnimmt, bis ganz unten die Kreide voll- kommen rein, stark abfårbend ansteht.» Der skulde altsaa efter hans Mening være en jævn Overgang mellem Bryozokalken foroven og Skrivekridtet forneden. «Kridtstenen» skal paa nogle Steder (f. Eks. ved Graabenodde) stemme overens «mit dem verwitterten Korallen- Kalkstein von Faxée», hvormed han efter al Sandsynlighed tænker paa Bryozokalken. End- videre gør han opmærksom paa det Forhold, at Flinten er graa i Bryozokalken, sort i Skrivekridtet, et Forhold, som man senere med Urette: vilde gøre almengældende, idet Flinten i det «nyere Kridt» overalt skulde være lys af Farve i Modsætning til Skrivekridtets sorte Flint. Denne sidste anser Varcas Benvemar for at være mere «fuldkommen» end den graa Flint. Under Omtalen af Forholdene i Møens Klint paapeger Varcas Benemar, at .der ikke her som i Stevns Klint (i Bryozokalken) findes ganske sammenhængende Lag. af Flint (S. 59). Hvad Aarsagerne til Kridtlagenes Forstyrrelse angaar, skriver han følgende (S. 60): «Es scheint kaum eine andere Erklårungsart dieser sonderbaren Schichtuug zu geben, als wenn mann annimmt, dass diese Gebirge aus Niederschlågen nierenartiger oder auch artischockenmåssig gebildeter Massen bestehen, deren Lagen konzentrisch um einen oder mehrere Mittelpunkte herumgehen.» Han mener altsaa — med Urette —, at disse For- styrrelser ere noget primært, noget der har været saaledes fra Begyndelsen af. Om For- steningerne i Kridtet har han ikke noget videre nyt; de skulle efter hans Undersøgelser være sjældne. 1822 fremkommer derpaa den første Afhandling om danske geologiske Forhold af den Mand, som fik såa overordentlig stor Betydning for Undersøgelsen af Danmarks geo- logiske Bygning, nemlig J. G. Forcaaammer. Han havde dengang endnu kun faaet anstillet Undersøgelser påa Bornholm, i Nordjylland (Frederikshavn—Gudumlund) samt ved «Gips- bjærget» ved Segeberg. I den omtalte (ufuldendte) Afhandling"), som skulde omhandle 7!) G. FORCHHAMMER: Om Danmarks geognostiske Forhold. Tidsskr. f. Naturvidensk. I. S. 370—89. Kjøbenhavn 18?2. ll 345 Danmarks geologiske Forhold, beskriver Forcamammer bl. a. Grønsandet og AÅrnagerkalken paa Bornholm; som karakteristisk for disse Dannelser nævnes en kun i Brudstykker funden Skal, der formodes at være en Pinna; efter al Sandsynlighed menes hermed en stor Art af Slægten Inoceramus, som forekommer saa hyppig her. De øvrige Kridtaflejringer kommer han ikke ind paa i denne Afhandling. To Aar senere, følger et lille interessant Bidrag af I. H. Bsevsporrr, der havde undersøgt Kalkbruddet ved Herfølge"). Efter hans Angivelser fandtes der her dengang følgende Profil: c. 6 Fod ujevn Kalksteen. 1/4 -" Fyrsteen |= Flint). 2 -… ujevn Kalksteen. 1/2 -… Fyrsteen. 6 - Ujevn Kalksteen. 1/4 -… Fyrsteen, ikke ganske sammenhængende. Tyndt Lag af en sortebrun, smuldrende Masse. Kridt. Han har fundet, at Kalkstenen er sammensat af to Slags Substanser, nemlig af en Kridtmasse og af Korn og kantede Stykker, hvoriblandt mange Petrefakter; det er altsaa en typisk Limsten eller Bryozokalk, Talen her er om. Om Kridtet bemærker han: «Kridtet i det nederste Lag har temmelig det sædvanlige Kridts Characterer, men er guulgraat af Farve.» Dette Kridt staar efter hans Mening i Forbindelse med Kridtet i Stevns og andre Steder, hvorimod «de ovenfor liggende Lag synes at være ganske isolerede»; de staa dog i Forbindelse med de øverste Lag (Bryozokalken) i Stevns Klint. Allerede det følgende Aar fremkommer der fra Forcaxammers Haand en Afhandling, der er af Vigtighed for det her behandlede Æmne?). Han søger her bl. a. at vise, at Kridtet i Møens Klint samt Faxekalken tilhøre Tertiærformationen, en Opfattelse, som — særlig for Skrivekridtets Vedkommende — kan forekomme os ret besynderlig; men man maa her huske paa, at man dengang endnu ikke havde løst det overordentlig vigtige Spørgsmaal om de senere saakaldte Diluvialaflejringers Oprindelse, og dette maatte selvfølge- lig paa mange Punkter forvolde betydelige Vanskeligheder for den rette Opfattelse af for- skellige andre geologiske Forhold. Fra Stevns Klint meddeler Forcmuammer (S. 16—17) 1) I. H. BrensnorEr: Om Kalksteensbrudet ved Herfølge. Tidsskr. f. Naturv. Ill. S., 168—72. Kjøben- havn 1824. 2) G. ForCHHAMMER: De geognostiske Forhold i en Deel af Sjelland og Naboederne. Kgl. Danske Vid. Selsk. Skrifter. II. Kjøbenhavn 1825. 44" 346 i 12 nedenstaaende Lagfølge, idet hans Betegnelser for de enkelte Lag her sammenstilles med de nu gængse: 5. Kalksteen Conglomerat. sæ Breccie: 4. Corallit-Kalksteen. 4. Bryozokalk el. Limsten. 3. Ceritkalksteen. 3. Cerithiumkalk [= Faxelag]. REE ETS 2. Fiskeler. 1. Kridt. 1. Skrivekridt. Hvad det. nederste Lag, Skrivekridtet, angaar, da sammenstiller ForcaHammer det ganske rigtig med Skrivekridtet i andre Lande, men ligesom tidligere Srerrens anser ogsaa han det for at være yngre end Saltholmskalken. Han antog nemlig, at naar man fra Ur- bjerget i Skaane gik mod Sydvest, vilde man stadig træffe paa yngre og yngre Formationer, og i saa Fald maatte Saltholmskalken, som kun kendtes Nord for Skrivekridtomraadet, være ældre end Skrivekridtet; først mange Aar efter (1847) var Forcaaammer i Stand til at rette denne Fejltagelse. Den Boring, som Videnskabernes Selskab begyndte paa Nyholm (Kjø- benhavn) i Aaret 1831 under Ledelse af en Kommission, hvori bl. a. ForcaHammer havde Sæde, vilde have kunnet give Oplysninger om Lejringsforholdene, om den ikke paa Grund af forskellige Uheld maatte standses i Aaret 1847, uden at man havde naaet noget synderligt Resultat. Det var derfor Iagttagelser, indvundne påa anden Maade, som overbeviste Forca- HAMMER Om Fejltagelsen. Fiskeleret og Cerithiumkalken mener han ere identiske med et Par Aflejringer i Parisbækkenet, nemlig henholdsvis «argile plastique» og «Ccalcaire grossier» ; da disse Aflejringer vare kendte som tertiære, maatte Fiskeleret og Cerithiumkalken ogsaa være det; desuden er Forcaxammer tilbøjelig til at tro, at Fiskeleret ikke hviler ganske konkordant paa Skrivekridtet. Da Bryozokalken hviler paa tertiære Dannelser, kan den ikke tilhøre Kridtformationen, skønt det er ham paafaldende, at de Forsteninger, den indeholder, ere typiske Kridtforsteninger; dette mærkelige Forhold kan dog efter hans Mening skyldes Oscillation i Formernes (Arternes) Udvikling (S. 20—21). — Fra Kalkbruddet ved Herfølge anfører ForcaHaammer den samme Lagserie som i Stevns Klint, idet han her støtter sig til Brensvorrrs ovenfor omtalte Undersøgelser; selv mener ForcaHammer nemlig kun at have set Cerithiumkalk og Bryozokalk, fordi de nederste Partier af Bruddet under hans Besøg vare utilgængelige. Efter senere Undersøgelser maa det betragtes som i høj Grad usandsynligt, at Cerithiumkalken nogensinde har været tilgængelig her. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til. — Angaaende hans Undersøgelser af Kalken ved Faxe skal her kun med- deles, at han antager den for at være en mægtig lokal Udvikling af Cerithiumkalken i Stevns Klint; denne Anskuelse holdt sig langt ned gennem Tiderne. — Endvidere er Forca- HAMMER påa Grund af lagttagelser, som vi ikke her skulle komme nærmere ind paa, naaet 13 347 til det Resultat, at Kridtet i Møens Klint er «et Indlag i den store Rullesteens Samdanning», som han her mener er af tertiær Alder. Denne Afhandling lod Forcaaammer ogsåa udkomme paa Engelsk og Tysk i en noget omarbejdet Form, uden at der dog er kommen noget videre nyt til"). Imidlertid begyndte man nu at skænke Forsteningerne noget større Opmærksom- hed, end man hidtil havde gjort. Enkelte af de vigtigste og almindeligst forekommende Forsteninger fra Faxekalken vare dog allerede 1820 beskrevne åf v. Scazortaem i hans bekendte Værk”); her skulle som Eks. blot nævnes Dromiopsis rugosa og Nautilus danicus. Her hjemme havde Beck begyndt at beskæftige sig med de i vore Kridtaflejringer fundne Forsteninger, og 1829 offentliggøres en Liste over de af ham bestemte Forsteninger fra Møens Klint”). Aaret 1835 bringer et Par vigtige Bidrag til vort Kendskab til Kridtaflejringerne her i Landet. Lyerr havde Aaret i Forvejen besøgt Sjælland og Møen i Selskab med Forcx- HAMMER Og udgav nu en Afhandling om Kridt- og Tertiæraflejringerne paa disse Øer”). Han meddeler her, at ForcaHammer nu har ændret sin Anskuelse om Alderen af Kridtet i Møens Klint, ved Faxe osv. Han gaar ind paa Forcaaammers Ide, om at Cerithiumkalken i Stevns Klint og Faxekalken ere sammenhængende Dannelser, og giver et skematisk Profil, der viser dette; Cerithiumkalken kalder han derfor ligefrem for «Faxoe limestone» eller «Faxoe bed». Efter Becks Bestemmelser anfører han en Del Forsteninger fra Faxe og afbilder enkelte af dem, saaledes Nautilus danicus v. Scarora. Lyerr angiver ogsaa Belemnitella mucronata .og Baculites Faujasi fra Faxekalken; dette beror maaske derpaa, at han har set disse Arter i Cerithiumkalken fra Stevns Klint, hvilket Lag han ansaa for at være identisk med Koralkalken ved Faxe. Baculiter ere meget almindelige i Cerithium- kalken, og usandsynligt er det ikke, at Belemnitella mucronata er funden eller vil kunne findes her. Derimod er sikkert ingen af de to Arter funden ved Faxe. — At en Del af Faxekalken er samtidig med Skrivekridtet, er efter Lyerzs Mening ikke udelukket; Skrive- kridtet skulde da være et Slags Sønderdelingsprodukt af Faxekalken. 1) FORCHHAMMER: Account of the cretaceous and tertiary strata of Denmark. Brewster's Edinb. Journ. of Science 1828. FORCHHAMMER: Ueber die Kreide-Formazion Dånemarks. Leonhards Taschenbuch. Jahrg. 1829, I. S8109 0-2 2) v. SOHLOTHEIM: Die Petrefactenkunde auf ilirem jetzigen Standpunkte. Gotha 1820. 3) Leonhards Taschenbuch. Jahrg. 1828. II. S. 580—82. 4) CHARLES LYELL: On the Cretaceous and Tertiary Strata of the Danish Islands of Seeland and Møen. Geol. Trans. II Ser. Vol. V. S. 243—57. London 1835. — Denne Afhandling var bleven fore- lagt paa «Geological Society of London»s Møde d. 13. Maj 1835 (se Proceed. Geol. Soc. London. Vol. II, Nr. 41. London 1835). I Bull. de la Soc. géol. France 1838 S. 292—93 findes et kort Re- ferat af Afhandlingen. Ligesaa i Neues Jahrb. 1837. S. 347—348 (efter Lond. and Edinb. philos. Magaz. VII. 1836. S. 412—14). 348 14 Fra Møens Klint afbilder Lyerr en Del Profiler; han kommer til det Resultat, åt de af ForcHHammer omtalte Sand- og Lerlag, der undertiden ligge under Kridtmasserne, og som bevirkede, at Forcaaammer antog Kridtet her for at tilhøre «Rullesteens-Samdanningen», have faaet deres Plads ved Forstyrrelser i Kridtlagene efter disses Dannelse. Imidlertid havde baade ForcaHammer og Beck skrevet om det samme Æmne. I Ind- bydelsesskriftet til Universitetets Reformationsfest i November 1835 har Forcaxammer offent- liggjort sin bekendte Afhandling om Danmarks geognostiske Forhold"). 1 Indledningen til dette Arbejde slutter han sig fuldt ud til Lyerz, der «har .... stræbt at bevise, at de samme Kræfter endnu i dette Øjeblik ere virksomme, der i ældre Tider have frembragt de store Forandringer, vi see udtrykte i de Formationer, som ere ældre end Menneskeslægten» (S. 6); endvidere udtaler han her, at man ledes «til at formode, at Formerne [9: Dyre- og Plante- formerne] igjennem store Jordperioder langsomt have forandret sig, sandsynligviis bestemte ved store Forandringer i Jordens almindelige Forhold» (S. 11—12). Temperaturen, mener han dog, har været ens over hele Jorden indtil den nyere Tid, idet der ingen Grund er til at antage, at der har været forskellige Temperaturer i Jordens Kridthave. Lagfølgen indenfor Kridtformationen her i Danmark opføres paa samme Maade som i hans tidligere omtalte Arbejde; den ser altsaa saaledes ud: 4. Faxekalk, Blegekridt og Limsten (disse sidste to Navne anvendes her for første Gang i Litteraturen). Skrivekridt. Saltholmskalk (paa Saltholm, ved Limhamn og Ø. Torp i Skaane samt Sangstrup Klint ved Grenaa). 1. Grønsand og Graakridt [ Arnagerkalk|] paa Bornholm og i Skaane. Saltholmskalken anser han altsaa stadig for at være ældre end Skrivekridtet, omend han senere i Afhandlingen udtaler Muligheden af, at Aldersforholdet kan være det omvendte (S. 84). Grønsand omtales fra Stampen og fra Nyker (fundet ved en Brøndgravning) samt fra Blykobbeaa; det overlejres sandsynligvis af Graakalken (= Arnagerkalk). Han anfører nogle faa Forsteninger frå disse Dannelser. Saltholmskalk eller meget nærstaaende Dannelser har han fundet i Karleby og Sangstrup Klinterne, paa Saltholm, under Kjøbenhavn samt ved Thorslunde. Han mener, at man sandsynligvis kan parallelisere Saltholmskalken med Englændernes «chalk with- out flint». 7) G. FORCHHAMMER: Danmarks geognostiske Forhold, forsaavidt som de ere afhængige af Dannelser, der ere sluttede. Universitetsprogram. Kjøbenhavn 18335. 15 349 Skrivekridtet deles i «det regelrette» og «det uregelrette». Det første findes i Stevns Klint, ved Herfølge, Mariagerfjord og Aalborg samt Svinkløv; Lagdelingen er her yderst regelmæssig, Lagene parallele. Til det «uregelrette» Skrivekridt henregner han Forekomsterne i Thy, Eerslev Grube paa Mors, ved Fensmark og Allindelille!). Endvidere findes det i Møens Klint samt nogle Steder i Nordtyskland. Disse Punkter ligge i et Bælte eller, som han kalder det, en «Kæde», som er parallel med det regelrette Kridts Bælte, men adskilt fra dette af yngre Dannelser (Limsten og Blegekridt). Baade det «regel- rette» og det «uregelrette» Skrivekridts Alder skal være omtrent den samme. I Eerslev Grube har han fundet den samme Lagfølge som i Stevns Klint, nemlig: Blegekridt (svarer til Limstenen i Stevns Klint). Haardere Kalksteen med Caryophyllia (= Cerithiumkalk]. Et tyndt Lerlag [= Fiskeler]. Skrivekridt. == DS QW Ogsaa i Øxendals Grube paa Mors skal der findes baade Skrivekridt og Blegekridt (S. 64 og 80). Paa Mors og i Thy har Skrivekridtet efter hans Mening været underkastet en stor Hævning, og han henregner det derfor til det «uregelrette» Kridt ligesom Kridtet i Møens Klint og andre Forekomster påa Sjælland, hvor det dog som ovenfor sagt senere har vist sig ikke at være faststaaende. Hans Beskrivelse af de tektoniske Forhold i Møens Klint skal jeg ikke her komme nærmere ind påa. Han giver mer eller mindre fyldige Lister over Forsteningerne fra Sangstrup, Stevns og Møens Klinterne. Lerlaget, som ligger over Skrivekridtet i Stevns Klint, genfinder han atter i Kalkbruddene ved Herfølge og Eerslev. Det samme skal være Tilfældet med Cerithium- kalken (Lag 3 i den oven foranførte Lagfølge fra Eerslev); han mener endnu, at dette Lag er identisk med Kalken i Faxe Bakke, hvorfra han meddeler en lille Fortegnelse over de fundne Forsteninger. Han henregner nu — som allerede antydet af Lyerz — hele Pro- filet i Stevns Klint til Kridtformationen. Faxekalken «er enten eiendommelig for Danmark eller har sin Analogie i Lagene ved Maestricht og Ciply» (S. 79). Faxe Bakke er et ufor- styrret Koralrev, der har dannet sig paa en skjult Klippe i Kridthavet. Yngre end Skrivekridtet er Blegekridtet, som derimod nærmest er ældre end Limstenen; dog ere disse to Aflejringer parallele Dannelser og i det mindste for en stor Del samtidig afsatte (S. 82). Blegekridtet er særlig udbredt i den sydlige Del af «det jydske System» (Hjerm, Vejrum, Davbjerg, Mønsted, Haraldslund), Limstenen derimod mod 1) Det har senere vist sig, at Kridtet ikke er faststaaende paa de to sidst nævnte Lokaliteter. 350 16 Nord. Han kender denne sidste Stenart fra Stevns Klint, Herfølge, Hanstholmen, Bulbjerg og Thorup Strand. Blegekridtet og Limstenen antager han ere dannede paa følgende Maade. Henimod Slutningen af Kridttiden dannede der sig en Række af Koralrev”) (som ved Faxe) «i nogen Afstand fra Kysten, som omtrent maa have svaret til Skandinaviens plutoniske Bjerges nu- værende Grændse. Disse Koralmasser bleve forstyrrede ved Havets voldsomme Bevægelse, de grovere Dele afsatte nærmest ved de oprindelige Rev, og i Lag, hvis Forhold svarer til en høi Bølgegang, dette er Limsteenen; de finere bleve skyllede længere bort, hvor de af- satte dem i et roligere Hav, som Blegekridt» (S. 882—83). — Fra Limstenen i Stevns Klint og ved Herfølge samt fra Vigsø (Hanstholmen) anføres en Del Forsteninger (S. 83). Som tidligere nævnt havde ogsaa Beck studeret Danmarks Kridtaflejringer. BResul- taterne af disse Undersøgelser nedlagde han i en Afhandling, «Notes on the Geology of Denmark», som blev oplæst i et Møde i «Geological Society of London» d. 16. Decbr. 1835. Afhandlingen blev aldrig trykt, men i ovennævnte Selskabs «Proceedings» findes et Uddrag af den”). Det ses heraf, at Beck paralleliserer det bornholmske Grønsand med «Upper Greensand» i England og Arnagerkalken med «the lover white chalk wilhout flints at Southesham». Skrivekridtet paa Sjælland og i Jylland mener han er det ældste Led af de der forekommende Kridtaflejringer. Faxekalken, hvortil han ligesom ForcaHammer og Lyer henregner Cerithiumkalken i Stevns Klint, kan ikke sammenstilles med Maastricht Lagene, men derimod snarere med Dannelserne ved Kunraed. Han anser det, i Modsætning til Forcaxammer, for sikkert, at Saltholmskalken (sammen med Limstenen og Blegekridtet) ud- gør Kridtformationens øverste Afdeling. Beck havde endvidere planlagt et stort Værk, en «Gaea danica», som bl. a. skulde indeholde Beskrivelser og Afbildninger af Danmarks Kridtforsteninger, men dette Arbejde blev desværre aldrig færdigt til Udgivelse 2). Skønt Beca i ovenfor omtalte Arbejde bestemt udtaler, at Saltholmskalken er yngre end Skrivekridtet, er Forcaxaammer dog endnu 1843, som det ses af en lille Afhandling fra 1) Da FORCHHAMMER ogsaa regnede Bryozoerne til Korallerne, maa han vel med «Koralrev» ogsaa have tænkt paa Bryozorev. ?) Proceed. Geol. Soc. of London. Vol. IT, Nr. 43. 1835—36. — Endvidere findes et Uddrag i «Lond. and Edinb. philos. Magaz.»” VII, 1836. S. 553—56 og herefter et Referat i Neues Jahrb. 1837. S. 348—50. Paa Universitetets Zoologiske Museum findes 3 Tavler til Becks «Gaea danica» færdig trykte i et større Oplag; disse Tavler indeholde den senere saakaldte Moltkia Isis, Rørorme fra Kridtaflej- ringerne samt en Del Turriteller, som vistnok ere af tertiær Oprindelse, men fundne i Diluvialaflej- ringer. Andre 3 Tavler, som foreligge i Prøvetryk, indeholde Krabber, Ananchyter og Bryozoer. Desuden er Zoologisk Museum i Besiddelse af en Mængde smukt udførte Haandtegninger, som Beck sandsynligvis havde bestemt til Reproduktion i hans «Gaea danica». e&… dette Aar, tilbøjelig til at antage det modsatte"). I samme Afhandling omtaler Forcarmammer i forbigaaende, at Arnagerkalken hviler fuldstændig konkordant paa Grønsandet. Som man vil have set af det foregaaende, var det nu slaaet fast, at der her i Dan- mark over Skrivekridtet, som i England og Tyskland afsluttede Kridtformationen, fandtes ikke ubetydelige, endnu til Kridtformationen hørende Aflejringer af forskellige Kalkstene. Noget tilsvarende eller i hvert Fald noget saa fyldig udviklet kendte man ikke andensteds, og Desor foreslog derfor at sammenfatte disse Dannelser under Navnet « Terrain danien»?). ForcaHammer gav dem det endnu gængse Navn «Nyere Kridt», en Betegnelse, som senere af svenske Forskere blev optaget for de tilsvarende Dannelser i Skaane («Yngre krita»; Lunderen, MogerG, Hennia). Den Begrænsning, Desor havde givet «terrawn danien», tilfredsstillede imidlertid ikke andre Forskere. Å. D'Orsieny sammenfatter saaledes under denne Betegnelse Faxe- kalken og Pisolithkalken, idet han udelukker Maastrichtkalken ”). Ejendommelige for «ter- rain danien» i den Begrænsning skulde da Nautilus danicus v. Scarora. og Cidaris Forch- hammer: Des. være. H. G. Bronx mener derimod, åt Forskellen mellem Faxekalken og Maastrichtkalken er saa ringe, åt man maa forene disse to Dannelser, medens derimod de to ovennævnte Arter, der skulle være fælles for Faxekalken og Pisolithkalken, ikke give tilstrækkelig Anledning til at sammenfatte disse sidst nævnte Aflejringer”). 4Es scheint,» "fortsætter han (S. 13), «dass man entweder den uber der gewohnlichen weissen Kreide liegenden Mastrichter und Vetschauer Kreide-Tuff, die noch håher gelegenen oberen Quader- Sandsteine derselben Ortlichkeit, den Limesteen der Dånischen Inseln und den Pisolith zu einer Formation verbinden, oder den letzten allein als eine solche ansehen muisste.» H. B. Gewirz, som i sit bekendte Arbejde «Das Quadersandsteingebirge» ogsaa udtaler sig om dette Spørgsmaal, slaar Limstenen og Faxekalken sammen med Maastrichtkalken og «Oberer Quadermergel» i Tyskland?). I samme Værk giver Gewirz påa Grundlag af ForcHHammers Undersøgelser en kort Beskrivelse af Kridtet i Møens og Stevns Klinterne. Flintens lagvise Forekomst forklarer han paa samme Maade som omtrent samtidig Puccaarn; han mener nemlig, at Kiselsyren i geleagtig Tilstand er fremkommen af varme Kilder, som laa i Nær- heden af den daværende Kyst, og som, naar de paa dem virkende Dampes Spændkraft blev tilstrækkelig stor, periodisk udgød deres Indhold over det Lag af Kalkskaller, som havde afsat sig paa Bunden af Havet siden deres sidste «Udbrud» (STS 1) G. FORCHHAMMER: Ueber Geschiebebildungen und Diluvial-Schrammen in Dånemark und einem Theile von Schweden. Poggendorfs Annal. Bd. 58. 1843. S. 609—46. 2) Bull. Soc. Géol. de France. Sér. 2. T. 4. Paris 1846. S. 181. 3) Bull. Soc. Géolog. de France. Sér. 2. T. VIL Paris 1850. S. 126. 4) H. G. BroNn: Lethaea geognostica. III Auflage, H Bd., V Theil. Stuttgart 1851—52. 5) H. B. Gernitz: Das Quadersandsteingebirge oder Kreidegebirge in Deutschland. Freiberg 1849—50. D. K, D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6, 45 352 18 Paa det skandinaviske Naturforskermøde 1847 fremsatte Forcaaammer Resultatet af sine Undersøgelser af det «nyere Kridt» og brugte her for første Gang denne Betegnelse !). I den trykte Afhandling opstiller han med Hensyn til Dannelsestiden to parallelt løbende Rækker (S. 538): Limsten og Blegekridt. Saltholmskalk. | Sort Ler og graa Mergel. Faxekalk. | Grønsand ?”). Ler med Fiskelevninger. | Skrivekridt. Skrivekridt. Forresten indeholder denne Afhandling ikke meget nyt: kun behandles hele Æmnet her påa en noget fyldigere Maade end tidligere. - Af Vigtighed er det dog, at han frem- kommer med den Meddelelse, at man ved Brøndbyøster og Valby ved Boringer har fundet Skrivekridt under Saltholmskalk, såa at Spørgsmaalet om disse to Dannelsers indbyrdes Lejringsforhold hermed er endelig afgjort. Han mener, at vort Skrivekridt svarer til baade «chalk marl» og Skrivekridtet i England. Da han er tilbøjelig til at betragte det born- holmske Grønsand og den endnu yngre Arnagerkalk som jevnaldrende med det sjællandske Grønsand, maa han altsaa ogsaa henføre de bornholmske Kridtaflejringer til «Nyere Kridt». 1 de følgende Aar kommer Forcauammer flere Gange tilbage til Kridtformationen. Han mente saaledes at have opdaget flere ny Skrivekridtlokaliteter paa Sjælland, men da det senere har vist sig, at Kridtet ikke er faststaaende paa disse Punkter, skal jeg ikke komme nærmere ind herpaa. 1) FORCHHAMMER: Det nyere Kridt i Danmark. Beretning om det åte skandinav. Naturforskermøde i Kjøbenhavn 1847. S.528—50. Det saakaldte «Yngre Grønsand» var allerede 1843 for første Gang bleven omtalt af FoRrCHHAMMER (Overs. over Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1843. Mødet d. 6. Januar); han antog det først for identisk med det bornholmske Grønsand og mente derfor dengang, at det var ældre end Kridtet; i den her omtalte Afhandling regner han det for yngre end Skrivekridtet, men dog ældre end Salt- holmskalken ; dog er han stadig tilbøjelig til at betragte det som en med det bornholmske Grønsand samtidig Dannelse; dette sidste er derfor efter hans Mening muligvis yngre end hidtil antaget. Senere (af Jomnstrur) blev det yngre Grønsand erkendt for ogsaa at være yngre end Saltholmskalken og blev saa betragtet som det yngste Led af det «Nyere Kridt», indtil det ved v. KoEeNEXNS (Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesellsch. 1886. S. 883) og GrøNwaris (Medd. fra Dansk geol. Foren. Nr. 4. 1897. S. 71) Undersøgelser blev paavist, at vi her havde med Tertiærdannelser at gøre. 1 det følgende er der derfor ikke taget Hensyn til dette yngre Grønsand som noget, der ikke vedrører det her om- handlede Æmne. 2 19 353 I Aaret 1846 besøgte H. Br. Gewirz enkelte af de. danske Kridtforekomster; en kort Beretning offentliggjordes herom i «Neues Jahrbuch» for 1847 (S. 48—49). Han sammen- ligner her det danske Kridt med det af ham beskrevne sachsiske. Faxekalken mener han er en gammel Koralklippe, «welcher wahrscheinlich wåhrend der Bildung des obern Grin- sandes bis zu der obersten Kreide aufgebaut worden ist.» Netop omkring denne Tid vare ForcaHammer og Jar. Steenstrup beskæftigede med et stort Værk, idet de havde optaget Becgs Tanke om en «Gaea danica», men desværre havde de lige saa lidt som Becx Held til at bringe Planen til Udførelse. I Mineralogisk Museums Arkiv findes opbevaret Prøvetryk af 3 Tavler, som vare bestemte for dette Værk og indeholde Koraller fra Faxekalken. Det fremgaar af disse Tavler, at Værket skulde op- tages i Kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Skrifter, 5. Række. Et andet større Værk, som Forcaxaammer arbejdede paa i Slutningen af Fyrrerne, saa heller aldrig Dagens Lys. Han havde nemlig planlagt en stor «Danmarks Geologi». Oprindelig var det hans Hensigt at lade den udkomme paa Tysk, og efter Optegnelser i Mineralogisk Museums Arkiv var der allerede trykt 13 Ark, da den første slesvigske Krig afbrød Arbejdet, der var under Trykning i Kiel. ForcaHammer vilde nu — paa Grund af de forandrede politiske Forhold — udarbejde en mere detaljeret dansk Udgave og søgte derfor i Begyndelsen af Aaret 1850 Konsistorium om Eritryk for 30 Ark, hvilket ogsaa bevilgedes. I Følge Jomssrrur blev der imidlertid kun trykt 3 Ark af denne Udgave"), som altsaa heller ikke naaede at blive fuldendt. I Mineralogisk Museums Arkiv findes opbevaret en Mængde Tegninger, som øjensynlig vare bestemte til dette Arbejde. I Aaret 1849 udsatte Universitetet følgende Prisopgave: En nøiagtig geognostisk Beskrivelse af en af Forfatteren selv valgt Del af Danmark, omtrent af en Størrelse af 3—4 Qvadratmile. Som Besvarelser af denne Opgave indkom to Afhandlinger, der begge kendtes værdige til Prisen. Forfatterne vare C.Focx og C. Puccaarn; begge havde til Genstand for deres Undersøgelser valgt Møen. Puccaarns Arbejde, som blev først offentliggjort, er særlig bleven bekendt paa Grund af det store Profil, som her gives af hele Møens Klint, det eneste fuldstændige Profil, der hidtil er fremkommet”). Om her at referere dette temmelig omfangsrige Værk kan der selvfølgelig ikke være Tale; kun de Hovedpunkter, som ere af særlig Betydning for det her omhandlede Æmne, skulle fremdrages. — Efter at have givet en kort Oversigt over Geologien og gennemgaaet Møens Topografi omtaler Puccaarn Kridtets 1) JoHnsrruPr: Almeenfattelige Afhandlinger og Foredrag af JoHanN GEORG FORCHHAMMER. Kjøbenhavn 1869. S. XXXI. ?) C. Pucaaaarn: Møens Gcologie. Kjøbenhavn 1851. Af dette Værk udkom der tillige en mere kort- fattet tysk Udgave (+Geologie des Insel Møen«. Leipzig 1852). Allerede forinden havde PUGGAARD for at opnaa Doktorgraden ved Universitetet i Bern ladet trykke Hovedresultaterne af sine Under- søgelser, ligeledes paa tysk («Uebersicht der Geologie der Insel Moen:. Bern 1851). åd" 354 20 Forekomst og Lejringsforhold. Dernæst skænker han Flinten en nærmere Omtale og paa- peger bl. a. Sammenhængen mellem Flinten og Kiselspongierne; Flinten maa efter hans Anskuelse engang have været en flydende, rimeligvis geleagtig Masse, som stammede fra Kiselspongier og andre lavere Dyr, efter hvis Død den samlede sig i Klumper paa Over- fladen af Havbundens Kalkaflejringer (især omkring Spongier) eller i Hulheder i disse. Hærdningen af Kiselgeleen til Flint menes at have taget meget lang Tid (S. 39—43). — Skrivekridtet i Nordeuropa er afsat i et Hav, der formodentlig ved et mellemeuropæisk Fastland var adskilt fra det sydeuropæiske Kridthav; dette synes at fremgaa baade af Sten- arterne og af Forsteningerne, som ere forskellige for de to Partier. Et andet Fastland strakte sig sandsvnligvis fra England over til Skandinavien og udelukkede kolde Hav- strømme fra Nord; dette Forhold bevirkede sammen med Jordskorpens indre Varme, som dengang var større end nu, at Temperaturen i Kridthavet var langt højere end i de samme Egnes nuværende Have (S. 47—48). — Skrivekridtet maa tænkes afsat paa Bunden af et dybt Hav, fjærnt fra Kyster; den store Mængde Kalk og Kiselsyre, som maa have været tilstede i dette Kridthav, skyldes antagelig Kilder, der have ligget i vulkanske Egne (S. 48— 49). — Nyere Kridt findes ikke paa Møen, men derimod i Stevns Klint. Ligesom Forca- HAMMER betragter Puccaarn Cerithiumkalken som en lokal Udvikling af Faxekalken. At Skrive- kridtet afløstes af det nyere Kridts Stenarter, der synes afsatte paa mindre dybt Vand, skyldes en Hævning af Havbunden. Møen har endnu ligget under Havets Overflade; men der har ikke her fundet nogen Aflejring Sted, da Bølger og Strøm have ført Materialet nordpaa til det grunde Hav ved Stevns (S. 52—53). — Et helt Afsnit af sit Værk ofrer PuccaarD Forsteningerne, hvoraf han beskriver (og tildels afbilder) en lang Række. De skulle tyde hen paa, at der i Kridthavet har hersket en højere Temperatur end disse Egnes nu- værende. Den store Forskel mellem Skrivekridtets og Faxekalkens Fauna forklarer han som fremgaaet af forskellige Dybdeforhold i de Have, hvor disse Dannelser have afsat sig, idet Faxekalken (og det nyere Kridt overhovedet) skal være dannet i mindre dybt Vand end Skrivekridtet. Ligeledes paapeger han den Forskel, som de forskellige Slægter vise i Ret- ning af deres Skallers Opløselighed. — Væsentlige Partier af Afhandlingen bestaa af en detaljeret Beskrivelse af de forstyrrede Lejringsforhold, som vi ikke her skulle komme nærmere ind paa. Focus Afhandling blev først trykt nogle Aar senere"). Kridtformationen er her langtfra saa fyldig behandlet som i Puccaarns Værk. Skrivekridtet angives som faststaaende ved Svensmark i Nærheden. af Stege; udtværet i Moræneleret forekommer det forskellige Steder. Flintens Dannelse forklarer Foca omtrent paa samme Maade som Puccsarn. Med 1) G. FoGu: Geognostiske Skizzer fra Møen. Metropolitanskolens Program for 1857. Kjøbenhavn 1857. 21 3055 Hensyn til Fremkomsten af de vekslende Kalk- og Flintlag forkaster han den Forklaring, som gaar ud paa, at Havet afvekslende har været beboet af Organismer med Kalk- og af Organismer med Kiselskaller. Han mener, at disse Organismer have levet Side om Side i Kridthavet; i hvert Fald er Forandringen fra den ene Fauna til den anden ikke foregaaet saa brat, som den maatte, hvis denne Teori var rigtig. «Man bliver da alligevel nødt til at støtte sig til den fuldkomne Mangel paa chemisk Tiltrækning mellem Kiseljord og Kalk ved almindelig Temperatur og paa den anden Side til den stærke Moleculartiltrækning mellem de enkelte Kiseldele for sig og Kalkdele for sig for at forklare dette mærkelige Forhold, og jeg troer, at disse forskjellige Tiltrækninger og Frastødninger alene vilde be- virke en saadan Adskillelse, selv om begge Rækker have levet ved Siden af hinanden og i Havet altid fundet. tilstrækkeligt Stof til deres Skaller og Skeletter» (S. 37—38). Han sammenligner Flintbollerne med de «nyreformede Masser i Overgangsskiferne, Jernstenen i Kulformationens Skifere og Myremalmen i Nutidens Dannelser» (S. 38). I øvrigt er det de tektoniske Forhold, der omtales. I en lille i Aaret 1858 offentliggjort populær Skitse af Forcaaammer angaaende de geologiske Forhold omkring den vestlige Del af Limfjorden findes tilføjet et lille geologisk Kort over denne Del af Landet"). Særlig dette Kort er interessant, fordi Forcaaammer her viser, hvorledes denne Egn engang har været opløst i en hel Del større og mindre Øer og Holme, som for største Delen dannedes af forskellige af Kridtformationens Stenarter. Dette Forhold er nærmere beskrevet i en Afhandling om Jordskælvet i disse Egne d. 3. April 1841; denne Afhandling blev først trykt 1869, altsaa efter Forcamammers Død, men skal være nedskreven allerede 1841?). Forcaxammer omtaler her bl. a., at man i Hanstholmen og Østholmen finder Nyere Kridt hvilende paa Skrivekridt. At det yngre Grønsand virkelig saaledes som allerede tidligere (se S. 18) formodet er yngre end Skrivekridtet, mente Forcaxammer at have paavist ved sin Undersøgelse af den bekendte Brønd i Tune ved Roskilde?). Han anfører herfra følgende Lagserie: 0—20 Fod Rullesteensformation. 20—30 - Grønsandsten. 30—32 - Flint. 32—34 - Kalksteen. 34—? - Skrivekridt. 1) FoRCHHAMMER: Den vestlige Deel af Liimfjordens Omgivelser. Danmarks illustrerede Almanak for 1858. S. 84—88. 2) G. FORCHHAMMER: Jordskjælvet den 3die April 1841. Saml. til jydsk Historie og Topografi. II. 1869. -S210=29: 3) G. FORCHHAMMER: Om Leiringsforholdene og Sammensætningen af det nyere Kridt i Danmark. Beretning om det 8. skandinav. Naturforskermøde 1860. Kjøbenbavn 1860: S. 786—87. 356 22 Disse Maal maa imidlertid, som af Joansrtrur paavist, fordobles, da de i Forca- HAMMERS Manuskriptprotokol findes anførte i Alen, medens ForcaHammer i den her omtalte Afhandling anfører Fod, men uden at fordoble Tallene. Desuden har det vist sig, at det saakaldte Skrivekridt fra. Tune i Virkeligheden er en Kalksten tilhørende det nyere Kridt, nærmest Saltholmskalk. Forcaaammer vilde altsaa af denne Brøndgravning kunne have set, at Grønsandet ikke alene var yngre end Skrivekridtet, men ogsaa yngre end Nyere Kridt, eller at det i hvert Fald var denne Afdelings yngste Lag"). Ogsaa ved Gjedserodde paa Falster har Forcaxammer fundet Grønsandslag i Forbindelse med Saltholmskalk. Endnu engang kommer Forcaaammer tilbage til Kridtet; under det skandinaviske Naturforskermøde i Stockholm 1863 gav han nemlig en kort Oversigt over de Resultater, hans næsten 45aarige geognostiske Undersøgelser havde ført ham til”). Da han dog her ikke hår noget væsentligt nyt at meddele angaaende Kridtet, skal jeg ikke komme nærmere ind herpaa. At de interessante geologiske Forhold paa Bornholm ved Forcaaammers Under- søgelser maatte vække Opmærksomhed i Udlandet, er kun naturligt; da man saa desuden med Iver begyndte at søge efter Hjemstederne for de talrige løse Blokke i det mellem- europæiske Diluvium, blev Interessen for Bornholm (og det øvrige Danmark) endnu mere levende, især i Nordtyskland. Vi se derfor ogsaa forskellige fremmede Forskere efter- haanden besøge Bornholm og undertiden offentliggøre Resultatet af deres Undersøgelser. Dette var saaledes Tilfældet med K. v. SeeBaca, som i Sommeren 1863 opholdt sig en kort Tid påa Øen). Om Kridtet skriver han kun lidt (S. 346—47); han mener, at Grønsandet paa Bornholm utvivlsomt er identisk med det sjællandske; paa den Maade bliver Arnager- kalken det yngste Led af den sjællandske Kridtformation. Han er meget utilbøjelig til at tro, at Grønsandpartiet ved Blykobbeaa virkelig hører med til Kridtformationen. Fra Grøn- sandet og Arnagerkalken nævner han enkelte Forsteninger; hans Bestemmelser synes dog ikke altid at være rigtige. Denne lille Afhandling kan ikke siges i nogen synderlig Grad at have bidraget til vort Kendskab til Bornholms Kridtaflejringer; anderledes forholder det sig derimod med M. Jesrersens geognostiske Vejviser paa Bornholm). Man finder i denne Bog en meget udførlig Fortegnelse over de Lokaliteter, hvor man har truffet Grønsand og Arnagerkalk, 1") Den her omtalte Undersøgelse findes meget udførlig omtalt af K. Rørnam i «Kridtformationen i Sjælland». D. G. U. IR. Nr. 6. Kjøbenhavn 1897. S. 103—08. 2) Beretning om det 9. skandinav. Naturforskermøde i Stockholm i 1863. Stockholm 1864. S, 29—42. 3) K. v. SreBacH: Beitråge zur Geologie der Insel Bornholm. Zeitschr. d. deutsch. geol. Ges. Bd. 17. Berlin 1865. S. 338—47. ") M. JesrersEn: Liden geognostisk Veiviser paa Bornholm. Rønne 1865. S. 42—52. 23 357 samt værdifulde Oplysninger om Lejringsforholdene. Ligeledes omtales en Del, dog ikke nærmere bestemte Forsteninger. Samtidig med at alle disse Undersøgelser af de danske Kridtaflejringer foretoges, granskede svenske Geologer de tilsvarende Dannelser i det sydlige og det østlige Skaane. Da deres Arbejder imidlertid ikke havde nogen synderlig Indflydelse paa Undersøgelsernes Gang her i Danmark, skal jeg ikke komme ind paa en nærmere Omtale af dem"). Et Arbejde maa dog nævnes, nemlig S. Nizssons bekendte Værk om de skaanske Kridtforste- ninger, da der heri findes beskrevet og afbildet en Del ny Arter, som senere ogsaa bleve fundne i Danmarks Kridtaflejringer?). Il nyere Tid var det særlig Berna. Lunneren, der med stor Iver undersøgte det skaanske Kridt; disse Undersøgelser kastede ogsaa Lys over Forholdene i Danmark. I sit første Arbejde, som handler om Saltholmskalken, bygger han med Hensyn til de strati- grafiske Forhold nærmest paa Forcaxammers Undersøgelser). Af Forsteninger anføres ikke mindre end 34 Arter. Endvidere gør han opmærksom paa, at der i petrografisk Henseende er Overgange mellem Saltholmskalk og Limsten, såa at det «kanske kan vara svårt nog att alltid skarpt begrånsa Saltholmskalken mot de dfriga underafdelningerne af det «Nyere Kridt».» (S. 31). Efter Forcamammers Død var det særlig hans Efterfølger som Professor mineralogiae, Fr. Joanstrur, der fortsatte Undersøgelserne af vore Kridtaflejringer. Han havde allerede 1864 offentliggjort et større Arbejde angaaende Faxekalkens Dannelse”). Heri beskriver han Forholdene i de mange daværende Smaabrud og skelner mellem en ældre og en yngre Koralkalk med en mellemliggende Bryozokalk; dog skulle disse tre Dannelser i det væsent- lige være samtidige. Han formoder, at Underlaget for Koralkalken og Bryozokalken i Faxe Bakke dannes af Skrivekridt. Cerithiumkalken i Stevns Klint anser han ligesom tidligere Forfattere for at være identisk med Koralkalken ved Faxe (S. 43). Angaaende det (allerede tidligere af Forcamammer omtalte) Forhold, at Skallerne af visse Dyregrupper altid findes bevarede i Faxekalken, hvorimod andre Gruppers Skaller næsten altid ere fuldstændig for- svundne, er han ved sine Undersøgelser kommen til det Resultat, at de først nævnte Gruppers Skaller bestaa af Kalkspath, de andres derimod af Aragonit (S. 30 Forklaring er bleven bekræftet. ved senere Undersøgelser. De næste Arbejder, som her skulle omtales, handle ligeledes om Faxekalken. 35); denne 1) Den ældre Litteratur om Sveriges Kridtaflejringer findes udførlig omtalt i B. LUNDGREN: Undersåk- ningar åfver Brachiopoderna i Sverges kritsystem. — Lunds Univ. Årsskr. T. XX. Lund 1885. 2) S. NinssoNn: Petrificata Suecana formationis cretaceae. Lund 1827. 3) B. LUNDGREN: Bidrag til kånnedomen om Saltholmskalkens geologiska forhållande. Malmø 1865. 4) F, Joxysrrur: Faxekalkens Dannelse og senere undergaaede Forandringer. — Kgl. Danske Vid. Selsk. Skrifter, naturv.-math. Afdeling. Bd. 7. Kjøbenhavn 1864. 358 24 Under det 24. tyske Naturforskermøde i Kiel i Aaret 1846 var der bl, a. udstillet en lille Samling danske og svenske Kridtforsteninger fra Museerne i Kjøbenhavn!). Denne Samling, som blev overladt til det mineralogiske Museum i Kiel, blev senere forøget og gennem- gaaet af R. v. Fiscaer-Benzon, der samtidig udarbejdede en Monografi over Ånomurerne og Brachyurerne fra Faxe”). Ogsaa han anser Koralkalken ved Faxe for et gammelt Koral- rev; den tilhører efter hans Mening Maestrichtien ligesom Limstenen. Derimod tror han ikke, at man paa Grund af Forsteningerne er berettiget til at slaa Faxekalken sammen med Pisolithkalken, saaledes som Å. D'Orgiceny havde gjort det; vil man beholde Benævnelsen «Terrain danien», maa man herunder indbefatte ikke alene Faxekalken, men ogsaa Lim- stenen og Maastricht-Lagene, men i saa Fald er det ældre Navn «Maestrichtien» at fore- trække. (S. 10). Hidtil havde man kun kendt det nyere Kridts Koralkalk fra en Lokalitet, nemlig fra Faxe, men i Slutningen af Aaret 1866 meddelte Joanstrrur påa et Møde i Videnskabernes Selskab, at man for nylig ogsåa havde fundet den ved Annetorp i Skaane”). S. Næssox mente allerede 1815 at have set Faxekalk i Nærheden af Limhamn, men først nu blev den genfunden. JoanstruPr fandt ved Annetorp følgende Lagserie: 3. Saltholmskalk. 2. Bryozokalk. 1. Koralkalk. Han omtaler desuden de i Bryozokalken forekommende Lag af kalkholdigt Ler, som minder i høj Grad om Fiskeleret i Stevns Klint (saavidt jeg har kunnet se, bruges Betegnelsen «Fiskeler» her for første Gang i Litteraturen, skjønt den efter al Sandsynlighed stammer fra Forcaxammers Tid), og paaviser den nære Overensstemmelse med Forholdene ved Faxe. — Omtrent samtidig med Jomnstrur var LunnGrEen bleven gjort opmærksom paa denne ny Forekomst for Faxekalk, og fra hans Haand fremkom der snart en større Afhandling des- angaaende”). Hvad Lejringsforholdene angaar, er han enig med Joanstrur. — At drage Paralleler med udenlandske Kridtdannelser er efter hans Mening umuligt i Øjeblikket, da Faunaen i Faxekalken endnu ikke er tilstrækkelig bearbejdet (S. 9). Selv giver han et Bidrag hertil, idet han beskriver (og tildels afbilder) 29 Arter fra Faxekalken ved Limhamn. 1) Fortegnelser findes i «Amtlicher Bericht uber die 24. Versammlung Deutscher Naturforscher und Aerzte in Kiel im Sptbr. 1846.» Kiel 1847. S. 118—19. 2?) R. v. FiISCHER-BENZzZON: Ueber das relative Alter des Faxekalkes und uber die in demselben vor- kommenden AÅnomuren und Brachyuren. Kiel 183866. 3) JoHanstrur: Om Faxekalken ved Annetorp i Skaane. — Oversigt over d. Kgl. Danske Vid. Selsk. For- handl. for 1866. Kjøbenhavn 1867. S. 258—69. ') B. LUNDGREN: Palaeontologiska lakttagelser åfver Faxekalken på Limhamn. — Lunds Univ. Årsskr. Tom. Il. Lund 1867. 25 359 I et Par populære Foredrag, som Jonansrrur i de følgende Aar holdt ved nogle Landmandsforsamlinger, og som foreligge trykte, er Kridtet i Danmark ogsaa omtalt, men da de ikke indeholde noget væsentligt nyt om disse Dannelser, forbigaaes de her"). Jeg skal dog blot nævne, at han i den sidst citerede af de to Afhandlinger (S, 408) meddeler, at det bornholmske Grønsand ligger under Skrivekridtet i Modsætning til det sjællandske og derfor måa være ældre end dette. Ligeledes giver han her for første Gang Oplysninger om den bekendte Boring ved Aalborg i Aaret 1872; han meddeler, at man her har boret til en Dybde af 1200 Fod; øverst (indtil 120 Fods Dybde) fandtes Diluvium; det øvrige var fortrinsvis Skrivekridt. Denne ganske interessante Boring skal jeg straks vende tilbage til. C1. Scartrer, som i 1869 besøgte Sverige, omtaler i sin Rejseberetning ogsaa de skaanske Kridtaflejringer”). Han beskæftiger sig især med Faunaen og meddeler bl. a., at Ananchytes sulcatus Gorvr. er den almindeligste Forstening i Saltholmskalken, og at Gorn- russ' Original til denne Art stammer fra Stevns Klint (S. 960—61). Saltholmskalken vil efter hans Mening maaske vise sig at være Ækvivalent for den saakaldte «Plattenkalk» i West- fålen; forresten indeholder Afhandlingen ikke noget videre nyt om det nyere Kridt. — Efter Belemniternes Forekomst opstiller Scmrtrer følgende Inddeling af det skaanske Kridt (S. 930): b. Yngre Lag uden Belemniter. 4. Saltholmskalk med ÆAnanchytes sulcatus Gornr. 3. Faxekalk med Dromier. a. Ældre Lag med Belemniteller. 2. Grønsand og Tullstorps Kridt med B. mucronata v. ScxnLortx. 1. Gruskalk med B. subventricosa Waxugc. Denne Inddeling af det baltiske Kridt er den første, for hvilken faunistiske Forhold ere lagte til Grund; i alle tidligere Inddelinger havde man lagt Hovedvægten paa Petrografien. Ved det 11. skandinaviske Naturforskermøde 1873 holdt Jomnstrur et Foredrag om Hævningsfænomenerne i Møens Klint). Han giver her bl. a. en Del Oplysninger om Kridt- 1) Jomysrrur: Om Jordbundens Dannelse i Danmark. — Tidsskr. for Landøkonomi. 4. Række, Bd. III. Kjøbenhavn 1869. S. 541—62. Fr. Joxnstrur: Grønsandslagene i Danmark. — Tidsskr. for Landøkonomi. 4. Række, Bd. VI. Kjø- benhavn 1872. S. 405—14. 2) C1. ScHLurer: Bericht uber eine geognostisch-palåontologische Reise im sudlichen Schweden. — Neues Jahrb. 1870. S. 929—69. 3) F. Jornsrrur: Om Hævningsfænomenerne i Møens Klint. — Beretn. om det 11. skandinav. Natur- forskermøde i Kjøbenhavn 1873. Kjøbenhavn 1874. S. 69—113. — Dette Arbejde blev senere i en noget omarbejdet Form udgivet paa Tysk under Titlen «Ueber die Lagerungsverhåltnisse und die Hebungsphånomene in den Kreidefelsen auf Måen und Rigen». — Zeitsehr. d. Deutsch. geol. Gesell, 1874. .S. 533—85. WAR D. K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 6. AG 360 26 overfladens Beliggenhed og Beskaffenhed foruden Resultaterne af hans Undersøgelser af de tektoniske Forhold i den omtalte Klint; men hvad der her særlig interesserer os, er en Note (S. 71), hvis første Halvdel lyder saaledes: «Skrivekridtet ved Aalborg er i en paafaldende Grad fattigt paa Flint, og gaar i de dybeste Partier efterhaanden over til en haard, lerblandet, hvidgraa Kalksten!"). En Prøve, der optoges fra en Dybde af 1272 Fod (1152 Fod under Skrivekridtets Over- flade), og som indeholdt et Exemplar af Belemnitella mucronata, havde en ikke ringe Lighed med Arnagerkalken paa Bornholm». Dette var indtil for faa Aar siden den dybeste danske Boring, om hvilken der fore- ligger Oplysninger; for første Gang var man efter al Sandsynlighed naaet ned gennem Skrivekridtet, i det mindste gennem den almindelige Varietet af dette, hvis Mægtighed Jomnsrrur her angiver til 8—900 Fod?). Som vist i nedenstaaende Note maa dette Tal forhøjes til 1030 Fod. Joxnnsrrur bestemte den fundne Belemnit-Stump til Belemnitella mucronata v. ScHLotH., men denne Bestemmelse er i høj Grad tvivlsom; forresten er denne Årt heller ikke funden i Arnagerkalken. Hvad det er for Lag, man ved denne Boring er naaet ned til, maa derfor foreløbig henstaa som et aabent Spørgsmaal. Som ovenfor omtalt hældede Joansrrur til den Anskuelselse, at det bornholmske og det sjællandske Grønsand vare to forskellige Dannelser, ligesom han tvivlede om, at det sjællandske Grønsand var ældre end Saltholmskalken. At han havde Ret paa disse Punkter, viser han i sin Afhandling: Om Grønsandet i Sjælland”). Paa Initiativ af Kammerherre Carcsen til Gammelkjøgegaard var der nemlig ved Kjøge Aa bleven foretaget nogle Boringer i videnskabeligt Øjemed. Det viste sig ved disse Boringer, at Lagserien var følgende: 4. Diluvium. 3. Grønsand. 2. Saltholmskalk. 1. Limsten. 1) Udhævet af JOHNSTRUP. ?) I den lille populære Afhandling: De geognostiske Forhold i Jylland (Tidsskr. for Landøkonomi. 4. Række, Bd. IX. Kjøbenhavn 1875. S. 457—485) opfører Joaxstrur følgende Boreprofil (S. 461): 0— 120 Fod Ler og Sand. 120—1150 - Skrivekridt, dels uden, dels med Flint. 1150—1272 - en graahvid, kiselrig Mergelkalksten (som i Danmark kun er kendt fra Arnager). Skrivekridtets Mægtighed er her angivet til 1030 Fod, og i senere Afhandlinger opføres stadig det samme Profil, såa disse Tal maa være de rigtige. — Forresten indeholder denne Afhandling ikke noget videre nyt om vort Kridt. Den blev senere omtrykt under en lidt ændret Titel, nemlig: Jyllands geognostiske Forhold. Foredrag ved d. 13. danske Landmandsforsamling i Viborg. Kjøben- havn 1877. 3) F. Jomnsrrur: Om Grønsandet i Sjælland. — Vid. Medd. Naturh. For. i Kjøbenhavn, 1376. S. 1—32. 27 361 Saaledes var altsaa Grønsandets Lejringsforhold til Saltholmskalken givet. Joanstrur paa- viser desuden her (S. 11—12), at den ved den tidligere omtalte Brøndgravning i Tune fundne Kalksten, som ForcaHammer antog for Skrivekridt, i Virkeligheden er en til det nyere Kridt hørende Stenart. Interesse har endvidere følgende Udtalelse (S. 13): «1 hele vor Kridtformation er der en gradvis Overgang fra Dybvands- til Lavvandsdannelser, der er knyttet til en successiv Hævning af Havbunden, og i de sidste tiltager derfor, efterhaanden som vi komme op i de yngre Led af det «Nyere Kridt», Mængden af de i Kalkstenen ind- blandede Bestanddele, der ere skyliede ud i Havet fra det hævede Land langs den da- værende Kyst.» Ligesom ForcHHammer har ogsaa Jonnstrur set, at det bornholmske Grønsand ved Arnager hviler umiddelbart påa Juraformationens Lag; selve Grønsandet er ældre end Arnagerkalken, skønt man ikke ser nogen direkte Overlejring. I Overensstemmelse med Scamnirer, som havde undersøgt Cephalopoderne fra Danmarks Kridtaflejringer (dog ikke fra Faxekalken)!), stiller han nu de bornholmske Kridtaflejringer til Undersenonet; det sjæl- landske Grønsand er altsaa meget yngre. I Slutningen af Afhandlingen findes en Forteg- nelse af Mørca over Forsteningerne fra Grønsandet og Arnagerkalken. Som allerede af Srorzey bemærket er denne Liste fuldstændig ubrugelig til en nærmere Aldersbestemmelse, da de anførte Forsteninger tilhøre højst forskellige Zoner. At dette for allerstørste Delen beror paa urigtige Bestemmelser, har jeg erfaret ved åt gennemgaa det af Mørca bearbej- dede Materiale; jeg skal her blot anføre, at Mørca til Undersøgelse oftest har haft løse Blokke, opsamlede paa Strandbredden i Nærheden af Arnager; men mellem disse Blokke har der ogsaa været en Del af tertiær Alder. — I samme Afhandling retter Joanstrrue LycrLs og senere Forfatteres fejlagtige Angivelser af Forekomsten af Baculites Faujasit Dus., en anden Ammonit samt Belemnitella mucronata v. Scarotu. i Faxekalken. Efter Joxmnsrtrurs Mening ere disse falske Angivelser let forstaaelige for de to først nævnte Arters Vedkom- mende, da baade B. Faujasii Dvs. og Scaphites sp. [Sc. constrictus Sow.] forekomme i Gerithiumkalken («Faxelaget») i Stevns Klint, hvilket Lag af Lyemr og andre Forskere blev betragtet som dannet samtidig med Faxekalken og derfor efter deres Mening maatte have samme Fauna som denne. Joxansrrur anser derimod Cerithiumkalken for det ældste Led af det nyere Kridt. Det Eksemplar af Belemnitella mucronata v. Scmrota., som Lyere omtaler fra Faxekalken, stammer efter Joansrrur sandsynligvis fra Diluviet over Kalken. Dette er muligt, men jeg kan dog her ikke tilbageholde den Bemærkning, at det forekommer mig 1) ScHLirer: Ueber die Scaphiten der Insel Bornholm. — Sitzungsber. der niederrhein. Gesell. får Natur- und Heilkunde in Bonn. Allg. Sitz. 9. Febr, 1874. ScHLurer: Die Belemniten der Insel Bornholm. — Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesell. Bd. 26. 1874. S. 827. 46" ligesaa sandsynligt, at Eksemplaret kan være fundet i Cerithiumkalken i Stevns Klint. Dette Spørgsmaal skal jeg imidlertid senere komme tilbage til. Joanstrur slutter denne Afhandling med følgende skematiske Oversigt over vor Kridtformation : Grønsand. Saltholmskalk. Lellinge. N Kaas Limsten. «Nyere kridt» anlen y | ) Faxekalk og uden Belemn. muecronata Limsten. Faxelaget. Stevns og Fiskeler. Faxe. Yngre Senon-Formation Skrivekridt. med Belemn. mucronata. Ældre Senon-Formation. Årnagerkalk. ! f Bornholm. ne an Se med Belemn. westfalicus. Grønsandsten. Blegekridtet findes ikke opført i Skemaet, da han kun betragter det som en uren og finkornet Varietet af Saltholmskalk og Limsten. Endvidere fremhæver han udtrykkelig, at «i det nyere Kridt findes hverken Belemniter, Ammoniter eller Inoceramus» (S. 22). Jomysrrwr stiller altsaa Saltholmskalken (samt Blegekridtet og i hvert Fald tildels Limstenen) over Faxekalken, men er vel dog nærmest tilbøjelig til at betragte dem som omtrent samtidige Dannelser. Muligheden af dette sidste fremhæver Dames"), som 1881 besøgte Skaane, idet han bemærker, «dass nach dem Profil im Annetorp'schen Bruch viel- leicht Saltholmskalk und Faxekalk als Faciesgebilde aufzufassen sind. Der Saltholmskalk umlagert hier den Faxekalk mantelartig; er ragte auch noch zur Zeit der Glacialperiode frei aus dem Saltholmskalk hervor, denn der Faxekalk wurde von der Moråne geschrammt, so dass das Ganze den Eindruck eines Korallenriffs hervorruft, welches von den Absåtzen des tiefen Meeres umlagert wurde.» Omtrent påa samme Tid undersøgte J. oe Morcan de skandinaviske Kridtdannelser og besøgte bl. a. Faxe samt Stevns Klint. Hans herom udgivne «Memoire» indeholder imidlertid ikke meget nyt herom”); i Faxe mener han at have set et Profil bestaaende af 7) W. DAMES: Geologische Reisenotizen aus Schweden. — Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesell. 1881. S. 413 Anm. 2) J. DE MORGAN: Méæémoire sur les terrains crétacés de la Scandinavie. — Mem. Soc. géol. de France. III Série. Tome II. Paris 1882. 29 363 6 Lag, skiftevis Koralkalk og Bryozokalk; man kan derfor ikke tillægge Stenartens petro- grafiske Beskaffenhed nogensomhelst kronologisk Betydning. Den S. 359 omtalte Scartirter'ske Inddeling af det skandinaviske Kridt optages af MoerG, Som dog tilføjer en Zone med ÅActinocamaæx verus Miuxer, hvilken Zone skal være den ældste i det skandinaviske Kridt"). Paa Grundlag af ny Undersøgelser ændrer han dog to Aar senere denne Inddeling noget, idet han mellem Zonen med Åetinocamawx verus Mauzer (og Act. westfalicus Scmmit.) og Zonen med Act. subventricosus Wang. [= Act. mammillatus Nixss.] indskyder en ny Zone, karakteriseret af Act. quadratus Brainv. (S. 10)?). I første Del af det bekendte Værk om de svenske Kridtcephalopoder har han den samme Inddeling (S. 45), men da han ved sine Undersøgelser af Belemniterne er kommen til det Resultat, at Åct. westphalicus Scmrur. er en Varietet af Act. quadratus Brainv., lader han Zonen, som karakteriseres af denne sidste Belemnit, række længere ned, idet Zonen med Åct. verus Muxer indskrænkes til de Lag, som kun indeholde denne Belemnit?). Under- senonets øverste Grænse lægger han mellem Zonen med Act. quadratus Brainv. og Zonen med ÅAet. mammillatus Niss. Denne Inddeling ændres lidt i senere Afhandlinger. I sin sidste samlede Oversigt over Danmarks Kridtaflejringer (1882) indtager Jonn- strup omtrent samme Standpunkt som tidligere”). Han giver her bl. a. en Oversigt over de forskellige Kridtdannelsers Udbredelse her i Landet, illustreret af et geognostisk Kort over Danmark. — Skrivekridtet kendes nu fra Møens og Stevns Klinterne samt fra flere Steder i det sydlige Sjælland, f. Eks. fra Nærheden af Ringsted, Vesteregede og Vording- borg (Kridtet fra disse sidste Forekomster har dog ved senere Undersøgelser vist sig ikke at være faststaaende); endvidere er det fundet paa Falster og i den østlige Del af Laaland ; i Jylland træffes det i et Parti fra Mariager til Aalborg, i den sydlige Del af Vendsyssel, i Østerhanherred, Thy, paa Mors og i den nordøstlige Del af Salling (S. 47). — Nyere Kridt er fundet paa Sjælland Øst for en noget buet Linje, som forløber omtrent fra Præstø over Roskilde til Helsingør; endvidere i Omegnen af Nyborg paa Fyen. I Jylland træffes det i Omegnen af Grenaa; i et stort Parti, som begynder Syd for Randers og strækker sig over Hobro og Mariager til Løgstør og Nibe; et mindre Parti fra Aggersund, til Bulbjærg; 1) J. C. MonerG: Beråttelse afgifven till Kongl. Vetenskaps-Akademien om en med underståd af al- minna medel fåretagen resa till en del svenska kritlokaler. — Ofvers. af K. Svenska Vet.-Akad. Forhandl. 1880. Stockholm 1881. i 2) J. G. MoBERG: Studier åfver svenska kritformationen. — Geol. For. i Stockholm Forhandl. Bd, 6. Stockholm 1882. 3) J. G. MoBErRG: Gephalopoderna i Sveriges kritsystem I. — Sveriges geol. Undersokn. Ser. G. Nr. 63. Stockholm 1884. S. 44. — I anden Del af dette Arbejde (Sveriges geol. Undersåkn. Ser. C. Nr. 73) kaldes Hovedarten Act. granulatus BLarnv., hvoraf Act. westphalicus, ovatus og quadratus be- tragtes som 3 forskellige Former. 4) F. JoansrruP: Oversigt over de geognostiske Forhold i Danmark. — FALBE-HANSEN 0g SCHARLING: Danmarks Statistik. Bd. I. Kjøbenhavn 1882. S. 31—83. 364 30 desuden i et Parti omkring Thisted mod Nord og Nordøst til Hanstholmen samt mod Vest ud imod Vesterhavet. Endvidere findes det paa Kortet afsat i mere isolerede Partier i Thy, paa Mors og Thyholm, samt ved Hjerm og Mønsted. Baade Limstenen, Saltholmskalken og Blegekridtet betragter han som Varieteter af Bryozokalken (S. 51—52). — Cerithium- kalken anser han her for sandsynligvis at være en med Faxekalken samtidig Dannelse (S. 51, første Fodnote). I den her omtalte Afhandling bringer Joxansrrur ikke noget nyt om det bornholmske Kridt, men omtrent samtidig offentliggjordes en lille Afhandling af H. Scaråner om løse Senon-Blokke fra Øst- og Vestpreussen"). Heri diskuterer Scaréner bl. a. Spørgsmaalet om disse Blokkes Hjemsted og henfører en Del af dem til Bornholm. Angaaende det bornholmske Kridt ytrer han sig paa følgende Maade (S. 281): «Auf Bornholm sind zwei verschiedene Horizonte der Kreideformation entwickelt. Der tiefere, ein Grinsand durch Actinocamax westfalicus characterisiert, ist nach Scartrter (Zeitschr.- d. Deutsch. geol. Ges. Bd. 36. 1874. S. 851) das Aequivalent des von ihm in Westphalen zuerst beobachteten Emscher Mergels, der håhere, der Arnagerkalk mit Secaplutes brønodosus Rom., wurde die untere Quadratenkreide des Westphålischen Beckens, die Zone des Inoceramus lingua und der Exogyra laciniata vertreten.… Denne Inddeling optages, som vi senere skulle se, af SToLLEY. Imidlertid havde Lunncren fortsat sine Undersøgelser af det skaanske Kridt; i sine herom offentliggjorte Afhandlinger omtaler han hist og her ogsaa de danske Kridtaflejringer, da Kridtet i hans saakaldte «Malmøomraade» slutter sig nær til det sjællandske Kridt. Han kaster sig særlig over Studiet af Forsteningerne. Af Vigtighed er saaledes hans Monografi over Kridtbrachiopoderne?). I dette Arbejde giver han tillige en Oversigt over den svenske Kridt-Litteratur. Angaaende Paralleliseringen af det nyere Kridt med andre europæiske Dannelser udtaler han sig paa følgende Maade (S. 14): «— — — det synes mig ingalunde genom paleontologiska grundar bevisadt, att den allmånt antagna parallelismen mellan Faxekalken och Maestrichtien er fullt såker. Likalitet synes mig identiteten mellan Faxe- kalken och Calcaire å Baculites i Cotentin och Calcaire pisolithique bevisad — — —». Allerede tidligere Forskere (Forcaxammer, Joanstrup, Dames 0. a.) havde antydet Muligheden eller Sandsynligheden af, at det nyere Kridts forskellige Stenarter betegnede forskellige samtidige Facies; LunnGren slutter sig til denne Tanke, idet han anser Koral- kalken, Bryozokalken og Saltholmskalken for tre ulige Facies tilhørende samme Tid. Koral- kalken kan efter hans Mening ikke betragtes som Levninger af et Koralrev, men snarere ]) H. SCHRØDER: Ueber senone Kreidegeschiebe der Provinzen Ost- und Westpreussen. — Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesell. Jahrg. 1882. S. 243—87. 2) B. LUNDGREN: Undersåkningar åfver Brachiopoderna i Sveriges kritsystem. — Lunds Univ. Arsskr. Ton. XX. S1—72: Lund" 1885: 31 365 som en Banke af Dybhavskoraller; Bryozokalken er dannet af Detritus af denne Banke, medens Saltholmskalken er afsat paa endnu dybere Vand"). Angaaende Kridtets Udbredelse paa Falster bringes der Oplysninger i en lille Notits af M. Jesrersen, som anfører Forekomsten af Skrivekridt fra forskellige Punkter af denne Ø, overalt omtrent i Havets Niveau; enkelte Steder er det efter hans Mening kun løse Flager”). I Anledning af det tyske geografiske Selskabs Besøg paa Bornholm 1889 offentlig- gjorde Jonnstrur sin bekendte Afhandling om Bornholms Geologi”). Han ofrer her nogle faa Sider påa de bornholmske Kridtdannelser. Ligesom tidligere anser han paa Grund af Lejringsforholdene Arnagerkalken for yngre end Grønsandet; nogen direkte Overlejring har han dog ikke set, og han fremhæver tillige, at der ikke er iagttaget nogen Forskel mellem de to Dannelsers Fauna. Han aftrykker Mørcas Fossilliste fra 1876, da Forsteningerne ikke i Mellemtiden have været underkastede nogen ny Undersøgelse. Paa Grund af Fore- komsten af Scaphites biønodosus i det nordlige Grønsandsparti er han tilbøjelig til at for- mode, at dette Parti er jævnaldrende med det sydlige. Joxansrrur synes altsaa at hælde til den Anskuelse, at alt det bornholmske Kridt i det væsentlige er af samme Alder. Som paa forrige Side omtalt havde imidlertid H. Scaréner forlængst udtalt en anden Mening, og heri støttes han af E. Srorrey, som ved sine Undersøgelser af de bornholmske Kridtbelem- niter er kommen til det Resultat, at der ved Arnager foruden Westphalicus-Zonen tillige findes Aflejringer, som tilhøre Mammillatus-Zonen”). Aaret efter (1897) ændrer han i et mere udførligt Arbejde sin Anskuelse desangaaende noget?%); man kan nu for de born- holmske (og øvrige danske) Kridtdannelsers Vedkommende opstille den Inddeling, der findes gengivet paa omstaaende Side. Til Enkeltheder i delte Arbejde skal jeg senere komme tilbage; kun skal jeg alle- rede her tilføje, at Srorxey bl. a. beskriver et Par ny Belemniter fra Bornholm. I sin «Geologischer Fuhrer durch Bornholm» holder Dczcrxe sig til Srorreys Ind- deling, idet han samtidig bemærker, at denne dog maaske endnu ikke har truffet det rigtige"). 1) B. LUNDGREN: Ofversigt af Sveriges mesozoiska bildningar. — Lunds Univ. Årsskr. Tom. XXIV. Lund 1888. S. 24—26. 2) M. JESPERSEN: Til Falsters Geologi. — Indbydelsesskrift til de offentlige Afgangs- og Aarsprøver i Nykjøbing Kathedralskole i Juni og Juli 1886. Nykjøbing p. F. 1886. S. 5—6. 3) F. Joansrrur: Abriss der Geologie von Bornholm. — IV Jahresbericht d. geogr. Gesellsch. zu Greifswald. Greifswald 1889. 4) E. STOLLEY: Einige Bemerkungen uber die obere Kreide insbesondere von Luneburg und Lågerdorf. — Archiv f. Anthrop. u. Geol. Schlesw.-Holst. Bd. I, Heft 2. Kiel u. Leipzig 1896. S. 171, 5) E. Srorzey: Ueber die Gliederung des norddeutschen und baltischen Senon sowie die dasselbe charakterisirenden Belemniten. — Archiv fir Anthr. und Geologie Schlesw.-Holst. Bd. II. Kiel und Leipzig 1897. 6) W. DEEckE: Geologischer Fihrer durch Bornholm. — Sammlung geologischer Fihrer. III. Berlin 1899. Senon uden Belemniter eller Danien. Lellinge Grønsand. Faxekalk, Limsten, Blegekridt og Saltholmskalk. øverste mellemste | Mucronata-Kridt. EG EN nederste Ukendt i i DES FSA Skrivekridt med eo Iites constrictus og Tri Prg RosemD Pulehabim: Ukendt i Danmark. Quadratus-Kridt, henholdsvis Ukendt i Danmark. Mammillatus-Kridt. | Arnagerkalk med AÅctinocamax mammillatus mut. bornholmensis og Inoceramus lingua. Mergelkalk ved Blykobbeaa med Sca- pluites binodosus. É Kiselholdig Kalk ved Mulebyaa med Act OEDTEE Lundgreni. Granulatus-Kridt. Westfalicus-Kridt eller Emschmergel. Bornholmsk Grønsand med Åct. westfalicus og Rhynchonella ") cordiformis: Der gives en Del Oplysninger om de forskellige Forekomster, ligesom der nævnes en Del Forsteninger baade fra Grønsandet og fra Arnagerkalken (S. 49—53). I et samme Aar (1899) udkommet Arbejde om Bornholms sedimentære Dannelser omtaler Grånwarz Fundet af Grønsand umiddelbart Nord for Rønne samt ved Ellebygaarde i Nyker Sogn, paa hvilket sidste Sted Grønsandet var fundet ved Boringer i en Dybde af c. 10 M.%). Allerede nogle Aar i Forvejen var der offentliggjort et vigtigt Bidrag til Kendskabet om vore Kridtdannelsers Fauna, nemlig Posserrs Monografi af de danske Kridtbrachiopoder 3). Hvad Stratigrafien angaar, er Posserr enig med Joansrtrur, idet han aftrykker dennes Skema fra Aaret 1876 (se ovenfor S. 362). de fundne ÅArters Udbredelse saavel horizontalt som vertikalt. Af større Vigtighed ere de Meddelelser, han giver om Et andet vigtigt Arbejde er Rørnams udførlige Beskrivelse af Kridtformationen i en Del af det østlige Sjælland "). andre Lokaliteter i det nordøstlige Sjælland ikke er faststaaende, Rørnam paaviser bl. a. her, at Skrivekridtet ved Stenløse og saaledes som af ForcH- HAMMER antaget, men kun udgøres af løst liggende, større eller mindre Flager; det samme antydes ogsaa at være Tilfældet med Kridtet paa den forsteningsrige ri ckalifet Allindelille 1) STOoLLEY skriver her — sikkert ved en Zapsus calami — Terebratula cordiformis. ?”) K. Å. GRONWALL: Bemærkninger om Bornholms sedimentære Dannelser og deres tektoniske Forhold. S. 36-—38. — Danmarks geolog. Undersøg. Il R. Nr. 10. Kjøbenhavn 1899. 3) H, J. Posserr: Brachiopoderne i den danske Kridtformation. — Danmarks geol. Undersøg. II R. Nr. 4. Kjøbenhavn 1894. 1") K. Rørdam: Kridtformationen i Sjælland i Terrænet mellem København og Køge, og paa Saltholm. - Danmarks geolog. Undersøg. II R. Nr. 6. København 1897. 33 367 eller Kastrup Skov (S. 11, 2. Note). — Det nyere Kridt danner i det omhandlede Terræn Undergrunden; dets Forekomst og Mægtighed beskrives; dets Stenarter foreslaar Rørnam at inddele i Koralkalk, Bryozokalk, Foraminiferkalk, Kokkolitkalk og Spongiekalk. Koral- kalken svarer nærmest til Faxekalken, Bryozokalken til Limstenen, Foraminiferkalken og Kokkolitkalken til Saltholmskalken (og Blegekridtet) og Spongiekalken til den Kalksten, der med et Museumsnavn betegnedes som Craniakalken, og som ligger over Saltholmskalken (S. 81). Stenarternes petrografiske Beskaffenhed og kemiske Sammensætning beskrives særdeles omstændelig. De fire ovenfor først nævnte Stenarter betragter han som tilhørende fire forskellige Facies indenfor det nyere Kridt. Koralkalken formenes afsat paa ringe Dybde i Modsætning til Kokkolitkalken, som «maa antages at være dannet paa store Dybder ude paa Bunden af det aabne Hav» (S. 85); de i Kokkolitkalken indesluttede Forsteninger menes at være hidførte andensteds fra [a: fra lavere Vand] ved Hjælp af Havstrømme. Bryozo- kalken og Foraminiferkalken maa efter Rørnams Mening «være dannede paa intermediære Dybder, Bryozokalken nærmere ved Land end Foraminiferkalken» (S. 86). At der her er Tale om samtidige Dannelser, fremhæves med følgende Ord: «Efter hvad der foreligger, vil der derfor næppe være nogen Grund til at antage nogen Forskel i Dannelsestiden for de fire Kalkstensgrupper, men man maa antage dem for at være samtidige Dannelser, såa at man ved fortsatte Undersøgelser maaske tør haabe ikke alene at kunne optrække Græ n- serne, men ved at studere Stenartens Beskaffenhed endog Dybdekurverne for det Hav, hvori Terrain danien blev dannet» (S. 87). Flintdannelsen forklarer Rørnam som en «jevnt fremadskridende Metamorfose fra Kalkspath gennem Opal og Chalcedon til Kvarts.… Oprindelig har hele Massen været saa nogenlunde ensartet sammensat; men enkelte Lag have dog ved deres Beskaffenhed været prædestinerede til at vige Pladsen for Flintlag. Kalken i saadanne Lag er efterhaanden bleven opløst, samtidig med at Kiselsyren i de omkring liggende Lag er gaaet i Opløsning og har erstattet Kalken. Paa den anden Side er den opløste kulsure Kalk atter udfældet i de omliggende Lag, hvor den har afsat sig som krystallinsk Kalkspath i smaa Hulheder, f. Eks. i Bryozoer. Paa enkelte Steder er denne Omdannelse fuldendt, medens den paa andre Steder enten er forbleven ufuldendt eller endnu ikke er afsluttet. Den Regel- mæssighed, hvormed Kalk- og Flintlag ofte veksle, antyder «regelmæssig tilbagevendende Aarsager af en eller anden Art (f. Eks. Aarstiderne) til Lagenes Forskelligheder.» Allerede paa et meget tidligt Tidspunkt er Massen ogsaa forandret ad mekanisk Vej, idet der har fundet en Sammensynkning eller «Sætning» Sted, hvilket ses deraf, at alle mere skrøbe- lige Forsteninger ere omtrent fladtrykte eller knuste uden at have forandret Plads (S. 87—95). I Aaret 1899 forøgedes vort Kendskab til det nyere Kridt betydelig, idet der frem- kom en Del større og mindre Afhandlinger, som dels udelukkende behandlede, dels kun D. K. D. Vidensk. Selsk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 6. 47 368 34 berørte dette Æmne. Hennie offentliggjorde i dette Aar sine Monografier over Echiniderne, Muslingerne og Korallerne i Skaanes nyere Kridt; der gives her ogsaa Oplysninger om forskellige Arters Forekomst ved Faxe"). Samme "Aar fremkom fra samme Forfatter et større Arbejde, som. indeholder Resultaterne af hans Undersøgelser af det baltiske nyere Kridts Dannelseshistorie”). Dette Arbejde vil jeg i det følgende faa Lejlighed til at komme tilbage til adskillige Gange; her skal jeg derfor kun give et ganske kort Referat af de vigtigste af hans Resultater. Hennie adopterer Rørnams ovenfor omtalte Inddeling af det nyere Kridts Stenarter som meget tilfredsstillende og praktisk anvendelig, idet han dog gør opmærksom paa, at Kørnams Foraminiferkalk og Spongiekalk ikke kendes faststaaende i Sverige. Af Bryozo- kalken, Koralkalken og Kokkolitkalken gives en særdeles udførlig Beskrivelse, hvori han særlig kommer ind paa de betydelige Omdannelser, disse Stenarter have været underkastede. Angaaende Flintens Dannelse i Bryozokalken udtaler han sig saaledes paa følgende Maade (S. 55—56): «Enligt denna tolkning hav flintan i bryozokalken ett tvåfoldigt ursprung: 1) initialkårnor, bildade på krithafvets botten genom en omlagring af spongieskelettens opalsubstans, således samtidigt med sedimentationen, 2) sekundår flinta, bildad oberoende af organismers dekomponering och efter sedimentationen genom en kon- centration af inom bryozokalken migrerande kiselsyrelåsning.» Da de petrografiske Forhold imidlertid ligge noget udenfor nærværende Afhandlings Plan, skal jeg ikke her komme nærmere ind paa, hvad Hennie forøvrigt meddeler i dette sit første Kapitel. Hvad de stratigrafiske Forhold angaar, da betragter Hennie Kokkolitkalken som det nyere Kridts Hovedfacies; kun pletvis fandt der til forskellige Tider Sedimentation af Koralkalk og Bryozokalk Sted. Koralkalken danner ligesom Øer i Kokkolitkalken, medens Bryozokalken danner mere vidt strakte Bænke. Ogsaa i Skaane underlejres det nyere Kridt ligesom i Danmark af Skrivekridt, saaledes som de af Lunneren beskrevne Boringer ved Malmø vise. Da Lejringsforholdene imidlertid ere tydeligere i Stevns Klint, giver HenniG en kort Beskrivelse af Lagfølgen her, idet han ligesom de danske Forskere lader det nyere Kridt begynde med Fiskeleret. Dette Lag, som indeholder Stumper af Skrive- kridt, hviler konkordant paa Skrivekridtet; det gaar jævnt over i Cerithiumkalken («Faxe- LAGRET»” HenniG), som kun er at betragte som en lokal Facies af Bryozokalken. Fiskeleret danner Overgangen fra Senon til Danien. (Kap. 2). 7) ANDERS HENNIG: Faunan i Skånes yngre krita. I—III. — Bihang till Kgl. Svenska Vet.-Akad. Handl. Bd. 24. Afd. IV. Nr. 2, 7 og 8. Stockholm 1898—99. ?”) ANDERS HENNIG: Studier åfver baltiska Yngre kritans bildningshistoria. — Geolog. Fåren, i Stockholm Forhandl. Bd. 21. Stockholm 1899. S. 19—8? og 132—188. — Hovedresultaterne findes endvidere gengivne i ANDERS HENNIG : Geologischer Fuahrer durch Schonen. — Samml. geolog. Fåhrer. VIL. Jerlin 1900. i i i | | ' 35 369 I Kap. 3 udtaler Hennie sig om det nyere Kridts Alder i Forhold til andre Dan- nelser udenfor Skandinavien. Han viser, at Desors Begreb «Danien» efterhaanden er bleven udvidet til at omfatte ret heterogene Aflejringer. Han vil derfor undgaa at benytte dette Udtryk og bruger i Stedet herfor den gamle Forcaxammer'ske Betegnelse «Nyere Kridt» («Yngre krita»). Han omtaler endvidere, at der flere Steder i Udlandet findes en Diskordans mellem Senon og Danien i Modsætning til, hvad Tilfældet er herhjemme; i Forbindelse med denne Diskordans viser der sig da ogsaa en meget stor Forskel i Faunaerne i de to Aflejringer, hvilket har bevirket, at forskellige Forskere ville drage Danien op til Tertiær- systemet, hvilket Hennie mener er utilstedeligt. For at vise dette gennemgaar han, hvad der kendes til Faunaen i det skaanske. (og danske) nyere Kridt, og viser, at Faunaen dannes af en Blanding af kretaciske og tertiære Typer; dens Habitus er dog nærmest kretacisk.. Han kommer til det Resultat, at efter Faunaen at dømme maa det nyere Kridt være yngre end øvre Maestrichtien, men ældre end Tufeau de Ciply (eocæn). Calcaire & Baculites de Cotentin tilhører Zonen med Seaphites constrictus Sow. og er altsaa ældre end det nyere Kridt, medens Pisolithkalken i Parisbækkenet er yngre end dette. Derimod synes der i det sydlige Rusland og i New Jersey at findes marine Ækvivalenter for det baltiske nyere Kridt. I næste Kapitel behandles «det baltiska Yngre krithafvets fysiografi». Da jeg senere skal komme tilbage til forskellige Enkeltheder i dette Kapitel, skal jeg her nøjes med at citere følgende Slutningsord: «Den Yngre kritan i Skandinavien afsattes i ett åppet haf, som vid Annetorp och Faxe hade et djup af ung. 150 famnar. Ofver dessa punkter strok en med nåringsmedel lastad strom i en beståmd rigtning. Faxe tråffades mera direkt ån Annetorp af denna stråm, hvarfor korallbildningarne hår blefvo mera betydande ån vid Annetorp. Minimitemperaturen i det baltiska Yngre krithafvets yta ung. 13? C.,» Imod Hennics Beskrivelse af Lagserien i Stevns Klint fremkom der straks en Protest fra K. A. Grånwarr!). Hennie havde som ovenfor omtalt slaaet Cerithiumkalken sammen med Limstenen eller Bryozokalken, medens han synes tilbøjelig til at forene Fiskeleret med Skrivekridtet, idet han dog nærmest betragter dette første som et Overgangsled til det nyere Kridt. Efter Gronwarr er Grænsen mellem Skrivekridt og Fiskeler altid skarp, medens Fiskeleret gaar jævnt over i Cerithiumkalken («Faxelaget»), hvilket Lag igen uden skarp Grænse gaar over i Limstenen. Fiskeleret kan undertiden næsten fuldstændig forsvinde, men selv da er Grænsen mellem Skrivekridtet og dets hængende skarp og tydelig. Grånwarr kommer ved sine Undersøgelser til det Resultat, at «Faxelaget [= CGerithium- kalken] bår tolkas som et åfvergångslag mellan skrifkritan och den yngre kritan med 1) K. A. GRONWALL: Några anmårkningar om lagerserien i Stevns Klint. — Geolog. Foren. i Stock- holm Féorhandl. Bd. 21. Stockholm 1899. S. 365—73. AT" 370 36 en fuldståndig blandningsfauna» (S. 371). Fiskeleret anser han ligeledes for et Over- gangslag. I sit Svar herpaa hævder Hennie stadig, at Cerithiumkalken er en lokal Udviklings- form af Bryozokalken, ligesom han paastaar, at ogsaa han har anset Fiskeleret og Ceri- thiumkalken for Overgangslag"). Som alt tidligere nævnt havde v. Koeznen allerede 1886 udtalt, at Faunaen i det saakaldte Øvre Grønsand ved Lellinge var identisk eller dog nær beslægtet med den af ham beskrevne paleocæne Fauna fra Kjøbenhavns Vestre Gasværk. Til nøjagtig samme Resultat vare Percens og Meunier komne under et Besøg paa Mineralogisk Museum i Kjø- benhavn?). Men disse to Forskere anede endvidere, at man under Betegnelserne «Øvre Grønsand» og «Grønsandskalk» havde blandet to Dannelser af ulige Alder sammen, hvoraf den ene var paleocæn, medens den anden maatte henregnes til Kridtet. Deres Ytring herom lyder saaledes (S. 191): «— — — D'aprés les échantillons que nous avons vus au musée de Copenhague, il se pourrait que deux couches fusses confondues sous le nom de sables verts supérieurs: Vune, trés verdåtre, renfermant la faune paléocéne; Vautre, inférieure å la premiére, plus grisåtre, contenant un seul spécimen de crania ressemblant beaucoup aux crania de lå craie.» Med den sidste Horizont er efter al Sandsynlighed ment Craniakalken. — Dette Arbejde indeholder desuden fra forskellige Lokaliteter en Del Fauna- lister fra forskellige Horizonter i de danske Kridtaflejringer. Med Hensyn til de strati- grafiske Forhold indenfor vort Kridt bygge de to Forfattere påa Joaxsrrurs Undersøgelser. De ovenfor omtalte korte Notitser angaaende det øvre Grønsands Stilling synes at være gaaede saa temmelig upaaagtede hen. Fra Joxnstrurs Haand foreligger der ikke siden 1884 nogen Udtalelse om det øvre Grønsand, men i sine offentlige Forelæsninger omtalte han stadig denne Aflejring som tilhørende det nyere Kridt. Yngre Forfattere (Rørdam, Possert 0. a.) vedbleve ligeledes at henregne det øvre Grønsand til Kridtformationen, for- modentlig fordi de vare ukendte med de ovenfor anførte Udtalelser. Først da Gråxwarr for nogle Aar siden fik paabegyndt en Undersøgelse af Forsteningerne i vore yngste Kridt- og ældste Tertiæraflejringer, blev Spørgsmaalet atter draget frem. Om disse Undersøgelser er der desværre hidtil kun offentliggjort et kort Referat af et Foredrag, holdt ved det skandi- naviske Naturforskermøde i Stockholm 18983). Efter Gronwarr er Craniakalken nu kendt som faststaaende fra følgende Lokaliteter, hvoraf de 4 første ligge i Kjøbenhavn-Frederiks- 1) Geol. For. i Stockholm Forhandl. Bd. 21. Stockholm 1899. S. 379—S81. 2) lån. PERGENS et A. MEuNierR: La faune des bryozoaires garumniens de Faxe. — Ann. Soc. Malacol. de Belgique. T. 21. Bruxelles 1886. 3) K. A. GRONWALL: Danmarks yngsta krit- och åldsta tertiåraflagringar. — Forhandl. vid 15de Skand. Naturforskaremøtet i Stockh. 1898. Stockholm 1899. S. 223—28. — Allerede et Par Aar i Forvejen havde samme Forfatter ganske kort omtalt det yngre Grønsands Alder. (Medd. fra Dansk geol. Foren. Nr. 4. København 1897. S. 71—72). 37 371 berg: 1) Kjøbenhavns Havn (udfor Larsens Plads), 2) Vestre Gasværk, 3) Vesterbro (mellem Vesterbrogade -og Gammel Kongevej), 4) Vodroffgaard, 5) Aashøj og 6) Herfølge. I stor Mængde findes den som løse Blokke i Omegnen af Kjøbenhavn og Kjøge. Fossilindholdet omtales ganske kort ligesaa vel som den petrografiske Beskaffenhed, hvilken sidste er meget forskellig for de forskellige Lokaliteter. Med denne Zone slutte Kridtaflejringerne i Danmark. Allerede her (Foredraget er holdt i Sommeren 1898) udtaler Grånwarr, at Gerithiumkalken (»Faxelaget») er et «tydligt och beståmdt åfvergångslag mellan skrifkritan och den yngre kritan med en tydlig blandningsfauna». Samme Aar (1899), som dette Referat blev trykt, viser Grånwarr i nogle Smaa- notitser om Kridtet i Jylland, at man ved en Brøndgravning ved Løgstør havde fundet vekslende Lag af Blegekridt og Limsten, hvoraf fremgaar, at Forcamammer saa ret, da han antog disse to Dannelser for at være samtidige"). En lignende Veksellejring mellem Saltholmskalk og Blegekridt var iøvrigt allerede 1867 bleven iagttagen af Jonnstrur i et Brud påaå Saltholm; det af Jonnsrrur her optagne Profil blev imidlertid først offentliggjort senere ?). Endvidere meddeler Grånwarz, at han ved Aggersborggaard har fundet en Dannelse, som antagelig bør anses for en Repræsentant for Cerithiumkalken («Faxelaget»). I en Note tilføjes tillige, at det er lidet sandsynligt, at man ved Herfølge virkelig har fundet hele den for Stevns Klint karakteristiske Lagserie, saaledes som af ForcaHammer angivet. Endnu et Værk fra Aaret 1899 maa her omtales, nemlig den ovenfor citerede «Danmarks Geologi» af N.V. Ussina. I dette Arbejde gives der i almenfattelig Form bl. a. en Oversigt over vort nuværende Kendskab til Danmarks Kridtaflejringer. Foruden tidligere Forskeres Resultater bringes der her adskilligt nyt, særlig hvad Aflejringernes Udstrækning saavel horizontalt som vertikalt angaar. Enkelte Punkter skulle her berøres. Efter Ussine's Anskuelse er Skrivekridtet afsat paa Bunden af et temmelig dybt Hav; henimod Slutningen af Skrivekridttiden hævede Havbunden sig, og store Stræk- ninger bleve til tørt Land; her i Danmark var der dog endnu Hav, men med ringere Dybde end tidligere, og i dette Hav afsatte det nyere Kridts Stenarter sig. Netop denne ringe Dybde, der dog endnu ingenlunde var ubetydelig, bevirkede i Forbindelse med Hav- strømninger, at der blev større Variation i de afsatte Stenarters Beskaffenhed, saaledes som vi kende det fra det nyere Kridt. Først henimod Tertiærtidens Begyndelse hævede Havbunden sig saa meget, at der blev lavt Vand over større Strækninger (S. 79—81; S. 104). Skrivekridtet maa (sandsynligvis) overalt her i Landet engang have været dækket 1) K. A. GRONWALL: Smånotitser om Jyllands krita. — Meddel. fra Dansk geolog. Forening. Nr. 5, Kjøbenhavn 1899. S. 65—72. 2) N. V. UssinG: Danmarks Geologi i almenfatteligt Omrids. — Danmarks geol. Undersøg. Il R. Nr. 2, Kjøbenhavn 1899. S. 92. 372 38 af det nyere IKridts Stenarter; saaledes er Tilfældet imidlertid ikke nu til Dags, da vi paa store Strækninger finde Skrivekridt umiddelbart under de løse Jordlag. Dette beror derpaa, at Kridtet efter sin Dannelse har været udsat for stærke nedbrydende Kræfter, hvorved der (særlig under Istiden) er bortført en ret betydelig Del; paa store Strækninger have disse Kræfter bortryddet alt det nyere Kridt og ere naaede ned i Skrivekridtet, der herved kommer til at danne den faste Undergrund. Som en anden vigtig Faktor, der har haft stor Indflydelse paa den nuværende Udbredelse af Skrivekridt og Nyere Kridt, angives Jordskorpebevægelser, der have fundet Sted efter Kridttiden, sandsynligvis efter Tertiær- tidens Afslutning (S. 104—106). — Saltholmskalken betragtes som en Hærdningsform, dels af Blegekridt, dels af Limsten; dens sprækkefyldte øverste Del er af stor Betydning for Grundvandets Bevægelser i Jorden, hvorfor den spiller en stor Rolle for Vandforsyningen (S. 94—95). — Den mærkelige, bølgeformede Lagdeling, som Limstenen i Stevns Klint ud- viser, forklares som en Følge af, at det Bryozoliv, hvis Rester dannede Kalklagene, ikke var jævnt fordelt overalt paa Havbunden (S. 85). — Grunden til Flintens lagvise Forekomst søges i en vekslende mere eller mindre tæt Bevoksning af Kiselspongier paa Havbunden /(S. 70). — Endvidere meddeles her en udførlig Beskrivelse af Klinterne ved Grenaa (S.96—98). Til Slutning kan nævnes, at man i forskellige af de af «Danmarks geclogiske Undersøgelse» udgivne Kortbladsbeskrivelser finder detaillerede Angivelser om Kridtforma- tionens Forekomst. Oplysninger om den praktiske Anvendelse af Kridtsystemets Bjærgarter gives af N.V. UssinG i hans nylig. offentliggjorte Arbejde om Mineralproduktionen i Danmark"). Idet jeg her slutter denne historiske Oversigt, skal jeg endnu kun tilføje, at der hist og her i den fremmede Litteratur er fremkommet spredte Ytringer om dansk Kridt, særlig om det nyere Kridts Stilling til forskellige udenlandske Dannelser. Enkelte af disse Ytringer ere allerede omtalte i det foregaaende, og andre skulle blive fremdragne i det følgende. 1) N.V, UssinG: Mineralproduktionen i Danmark ved Aaret 1900. — Danmarks geolog. Undersøg. II R. Nr. 12. Kjøbenhavn 1902. 39 373 II. Nye Undersøgelser. Som i det foregaaende (S. 350 og 353) omtalt havde man allerede i første Halvdel af forrige Aarhundrede to Gange begyndt Forarbejderne til en «Gaea danica», til en af Afbildninger ledsaget Beskrivelse af de i Danmarks Jordbund forekommende Forsteninger, og i begge Tilfælde synes man særlig at have haft Opmærksomheden henvendt paa vore Kridtforsteninger, navnlig fra Danienetagen. Men hverken for Beck eller for Forcaaammer og SreensrtruP lykkedes det at nåa længere end til Forberedelserne, skønt disse synes i begge Tilfælde at have været ret vidt fremskredne. Det eneste offentliggjorte Resultat var for Beck's Vedkommende en Liste over Forsteninger fra Møens Klint og for de andres Vedkommende en lignende Liste over Forsteninger fra Faxe; denne sidste Liste indeholder en Del nye Arter, som dog hverken beskrives eller afbildes. Allerede tidligere havde Sreenstrur offentliggjort et Par smaa Afhandlinger om vore Kridt-Cirripeder"). Efter at de ovenfor omtalte Forsøg vare strandede, hengik der lang Tid, inden man atter optog Planen. Man søgte nu at gennemføre den ved at stille sig det mere begrænsede Maal at bearbejde en enkelt Dyregruppe fra alle vore Kridtdannelser eller ogsåa at undersøge hele Faunaen fra en enkelt eller flere nærliggende Horizonter. Som et Forsøg i denne sidste Retning maa Mørcx's Bearbejdelse af Faunaen i det bornholmske Kridt betragtes; det eneste offentliggjorte Resultat af dette Arbejde er den tidligere (S. 361) omtalte Faunaliste, der imidlertid maa betragtes som fuldstændig uanvendelig. Mørca fik ogsåa påabegyndt en Undersøgelse af Faxe-Forsteningerne, men naaede ikke at fuldføre dette Arbejde. Af enkelte Dyregrupper ere flere blevne bearbejdede. Allerede 1866 udkom v. Fiscaer-Benzons Afhandling?) om Brachyurerne og Anomurerne i Faxekalken, et Arbejde, som for et Par Aar siden er bleven revideret og suppleret af K. O. SecerberG?) og H. Woonwarn "). 1) Jar. SrEEnstruP: Om Forverdenens Dyrearter af de tvende Familier Amnatiferidae (Gray) og Policipedidae (Gray). — H. Krøvers Naturhist. Tidsskrift. I Bd. Kjøbenhavn 1837. S.358—70. Jar. Steenstrup: Bidrag til Cirripedernes Historie i Fortid og Nutid. — Ibid. II Bd. Kjøbenhavn 1839. S.396—436. 2) R. v. FiscHER-BenxnzoN: Ueber das relative Alter des Faxekalkes etc. Kiel 1866. 3) K. 0. SEGERBErRG: De anomura och brachyura dekapoderna inom Skandinaviens Yngre krita. — Geol. Féren. i Stockholm Fåørhandl. Bd. 22. Stockholm 1900. S.347—94. 4) Henry Woonwarn: CGrustacea from the Upper Cretaceous of Faxe, Denmark. — Geol. Mag. New Ser, Dec. IV, Vol. VII London 1901. S.486—501. 374 40 Ogsaa en Del af Bryozoerne fra Faxe er beskreven, nemlig af Percens og Meunier, hvis Afhandling herom er omtalt i det foregaaende (S. 370). Fiskeresterne, næsten udelukkende Hajtænder, ere blevne bearbejdede af Davis"), medens Possert i sit S. 366 omtalte Arbejde undersøgte og beskrev vore Kridtbrachiopoder. I de S.368 nævnte Afhandlinger, hvori HenniG beskriver Koraller, Echinider og Muslinger fra Skaanes Danien, omtales lejlighedsvis ogsaa Former fra de tilsvarende Dannelser i Danmark. Mindre Bidrag til Beskrivelsen af vore Kridtforsteninger leveredes allerede i ældre Tid af v. ScacorHeim i hans bekendte «Petrefactenkunde», i nyere Tid af Scartrer”), Srorzey ?%) og Groånwarr ).. Endelig kommer hertil de tidligere offentliggjorte Afsnit af mit Arbejde over Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. Man vil af det foregaaende se, at betydelige Partier af vore Kridtfaunaer ere be- arbejdede. I de følgende Faunalister har jeg dog kun optaget Brachiopoderne og Molluskerne. De ældre Arbejder, der omhandle andre Dyregrupper, trænge nemlig til Revision, og de yngre til Supplering, særlig hvad Lokaliteterne angaar. Ved at tage for meget Hensyn til disse Arbejder vilde man derfor let faa et falsk Billede af Faunaen i de forskellige Aflejringer og paa de forskellige Lokaliteter. Ser man saaledes paa Crustace- faunaen, faar man let af de tre Arbejder, hvori den behandles, det Indtryk, at Faxekalken er den eneste Kridtaflejring her i Danmark, i hvilken man har fundet brachyure og anomure Decapoder, medens Sandheden dog er, at Levninger af saadanne Dyr ogsaa ere fundne i Saltholmskalken paa Saltholm og i Bryozokalken i Jylland. Ogsaa for Korallernes Vedkommende — for at tage et andet Eksempel — vilde Billedet ikke blive overensstem- mende med Virkeligheden. Vilde man optage. denne Dyregruppe i Faunalisten, maatte man nemlig henholde sig til Hennies Monografi over Korallerne fra det skaanske (og danske) Danien, det eneste Arbejde, der er offentliggjort om vore Kridtkoraller. Men heri omtales kun Koraller fra Annetorp og Faxe, medens Skrivekridtkorallerne selvfølgetig ere udeladte, og Korallerne fra Blegekridtet og den jydske Bryozokalk heller ikke ere medtagne. Af .disse Grunde har jeg ment kun at burde optage Brachiopoder og Mollusker i Faunalisterne, netop fordi Hensigten med disse er en Sammenligning mellem de for- skellige Aflejringer og de forskellige Lokaliteter. Denne Indskrænkning udelukker selv- 1) JAMES W., Davis: On the fossil Fish of the Cretaceous formations of Scandinavia. — Scient. Transact. Roy. Dublin Soc. Vol. IV. (Series II.) Dublin 1890. S.363—434. ?) CL. ScHLurTER: Ueber einige exocyclische Echiniden der baltischen Kreide und deren Bett. — Zeitschr. d. Deutsch. geol. Gesellsch. Jahrg. 1897. Berlin 1897. S.18—350. C1. Scarurer: Ueber einige baltische Kreide-Echiniden. — Ibid. S.389—905. Ogsaa i samme Forfatters bekendte Arbejde «Cephalopoden der oberen deutschen Kreide» findes enkelte danske Kridtforsteninger omtalte og beskrevne. 3) E, Srorræv: Ueber die Gliederung des norddeutsch. u. balt. Senon etc. Kiel und Leipzig 1897. 1) K, A. GRONWALL: Slåktet Dimyodon i Danmarks krita. — Medd. fra Dansk" geol. Foren. Nr. 6. Kjøbenhavn 1900. S,73—80. w. SADEL 41 37%d følgelig ikke i det følgende en Omtale af forskellige Forsteninger af andre Grupper, som kunne være særlig karakteristiske for en Aflejring eller for visse Lokaliteter. Men selv om Listerne påa denne Maade ere indskrænkede, maa de dog, som senere skal omtales, benyttes med en vis Varsomhed, da man ellers let ledes til mindre rigtige Resultater. Som Grundlag for Listerne tjener for Brachiopodernes Vedkommende Posserts Arbejde ; dog har jeg foretaget enkelte Rettelser, idet Posserrs Angivelse af Horizont undertiden er fejlagtig; paa et Par Punkter er jeg heller ikke enig med ham i hans Bestemmelser. Naar Listerne i det hele taget for Brachiopodernes Vedkommende ere blevne noget fyldigere, end man efter Posserrs Arbejde kunde vente, da skyldes dette de senere Aars Indsamlinger. For Molluskernes Vedkommende støtte Listerne sig til de to første Dele af mit Arbejde over denne Dyregruppes Forekomst i vore Kridtaflejringer. Ogsaa her ere Listerne imidlertid undergaaede nogle Ændringer, idet Skrivekridtlokaliteten «Dania» ved Mariager- fjord nu optræder med en temmelig rig Fauna, hvilket skyldes de righoldige Samlinger, som Hr. Inspektør RosenserG i den nyeste Tid har skænket Mineralogisk Museum. Af den Inddeling af vore Kridtaflejringer, som jeg anser for den retteste, og som skal begrundes nærmere i det følgende, har jeg allerede i Indledningen til første Del af dette Arbejde givet en kort skematisk Oversigt, som her skal gengives i en lidt fyl- digere Form: Craniakalk. Cranmia tuberculata Niss. Danien. i s Saltholmskalk, Blegekridt, Y Ananchytes sulcata GOLDEF. Bryozokalk, Koralkalk. f Dromiopsis rugosa v. SCHLOTH. sp. Lakune. Cerithiumkalk. rer É —| | Ananchytes ovata LesxeE. Yngre Senon. Fiskeler. Scaphites constrictus Sow. sp. Fer Belemnitellamucronata v.SCHLOTH.sp. Skrivekridt. ? Arnagerkalk, Mergel ved || Imoceramus lingua GoLDr. Blykobbeaa. f Aetinocamawx bornholmensis STOLLeY. Ældre Senon. i i ge MES NER ER SPREE Mergel ved Mulebyaa. Actinocamax Lundgreni Storxæy. Grønsandet paa Bornholm. Actinocamax westfalicus Scuxur. D. K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6..Række, naturvidensk. og mathem. AfdskoXI GE AS 376 42 Man ser af dette Skema, at vi her i Danmark ikke have eller ikke kende nogen uafbrudt Rækkefølge i Kridtdannelserne, idet der er en stor Lakune mellem det yngste bornholmske Kridt (Zonen med Inoceramus lingua Gornr.) og det ældste kendte Kridt i det øvrige Danmark (Zonen med Scaphites constrictus Sow.). Denne Lakune er dog sikkert kun tilsyneladende, idet vi ikke kende de Aflejringer, som ligge under vort Skrive- kridt. Langt mindre er den Lakune, som er angivet mellem Senon og Danien, og hvis Eksistens jeg skal søge at klarlægge i det følgende. Det fremgaar af Faunaliste I (S. 377), at der i alle vore Kridtaflejringer tilsammen er fundet 42 Arter Brachiopoder, 86 Arter Lamellibranchiater, 35 Arter Gastropoder samt 26 Arter Cephalopoder, i alt 189 Arter. Fordelingen af disse Arter i de forskellige Af- lejringer er imidlertid, som vi senere skulle se, meget ujævn; de fleste have en meget ringe Udbredelse, særlig i vertikal Retning, medens det modsatte er Tilfældet med andre Arter. Af disse sidste kan saaledes fremhæves Gryphaea vesicularis Lam., der er funden paa de allerfleste af vore Kridtlokaliteter, de bornholmske dog fraregnede. Af Former med meget ringe Udbredelse kan særlig nævnes en Mængde Mollusker, som hidtil kun ere fundne ved Faxe. Hvor stort Antallet af Arter er i de enkelte Hovedafdelinger af vort Kridt, kan ses af følgende tabellariske Oversigt, som tillige viser, hvor mange Årter der er fælles for de forskellige Hovedafdelinger (her bortses fra de usikre Arter): | Ældre Senon | Yngre Senon Danien Ældre Senon ' 41 13 | 5 Yngre Senon — É 99 20 Danien VK — = i s2 Kun følgende 4 Arter ere fælles for alle 3 Afdelinger: Lzma semisulcata Niss. sp., Ostrea semiplana Sow., O. hippopodium Niss. og Exogyra lateralis Niuss. sp. Desuden er Pecten inversus Niss. funden saavel i vor ældste som i vor yngste Kridtaflejring ; at den ikke er funden i de mellemliggende Aflejringer, beror vel paa, at disse tilhøre andre Facies. Den nærmere Undersøgelse af Udbredelsesforholdene vil det falde naturligt at komme ind paa under Omtalen af de enkelte Afdelinger af vore Kridtaflejringer. 43 Faunaliste Il. Brachiopodernes og Molluskernes Udbredelse i Danmarks Kridtaflejringer. A. Brachiopoda. IEangulacrevaced LDGRN rets nes servere egne ET 2 Cramiajignabergensts; RETZ. 2 een ennen SE COSTALAAS ON SEE Per ert Nr TE EEG EEN Er ENTEN END ar ba bane HAG ye ES SE ATV LEVE DAGE ER Es renee GØR KER EUDER CU AE DENE SS rer rr dr Ene (ÆRE — ERANSVUERS UELID GENE re SNE — RD ANISTON SISSE DEER dn on orne te eve tegnere Gr æ AM GUN DN DEERE Ene eee 10. Rhynchonella cfr. ala (MarKL1N), BRONN........ 11. — MmantellrandiS OWN mee eee re ere 12. — CondrKOnMmMISHPOSSEET ENE EENeeRE 13. — PIXCATUILSKS OWEN eee ek 14. == SEERE Er es ae SER SERS 15. = MCUTVOA VS CHLOTH SPRE Er ne 16. == fAXeNS ISK P.OS SETE nr sner 17. = fWustracedevySCHLOTE SP ener 18. Terebratulina striata WAHLBG. sp.............- 19% — (Gr ACIISAEVIS CHLORH ESPE meer 20! — GAS VEGAS DE Een 21. == semiglobularis POSSELT. .......... 2 erebr wa capilata dARCHIAC. rus lerne. 23. == SIDE ES SE ERE FEE AE ES DON GIE 24. — ro m0 OLA ALS INTES STE Nee Eee: PDS — biP IVAR SOVE Eee 26. — KO EVA GSR Se ene ”rfo — GES AES OW FEE ER ENS EET STE Es 28. == CALNEDES OW TE ERNE RED sarte LOVE SEES REE BOR == Len SØNBESS MENER SE UAE SE VRE 30. == KAWAT KE DERN REE REE; 31. — MaxcensYIs ROSSEN Eure ner 32. — IMO DER GUL DERNE ARE TEN FARERNE re 33. Terebratella Humboldti v.HaG. sp. ...........- 34. Trigonosema pulchellum NILSS. sp. ...........- Bor kangend MMA DEER SP DL Ls en veere SEERTAL SES ONE eee 3 Ar geope Bronnit v: HAG. Sp 40. nen une: Yngre Danien Senon Senon sm = ele IS ENE SE] SES FRE ED ES KS SR ere BESS eN SE ES Eee rs SKER) KER re =R) HEER ar BEES ESSEN ES Ses (do) > mn E HESS; GO S == + dL ES Kes + SST GENE id EEN Ente —+ + + dr MULE i SE STOL NRSTEE + ? Sl | TT | SELE | FIE: jf TE ! | in | FE ! | + | er SE LSE me + in DA Gere SF NÆSTE | AG | + +- 377 378 : Hd Faunaliste I (fortsat). Ældre Yngre Damen Senon Senon | ET ss | S > S= |x Z BUSK S0| KON SSE SER REE SÅESE FÆ8 HE: E Fr S | z = || 38 Argiope danica de MORGAN SPREE RENEE KØEN KrsøsAN SE BERN BSOSRE— ACW PR OSSE BE Eee KEE KOR ETON NS RD ERR OSSE |Tel e kl AE Karen sis ieo SS mes se fæ i 42. Thecidium vermiculare v. SCHLOTH. sp. ......... RE HEE hcale B. Lamellibranchiata. | USA VT CU DD ANTE AE RAVN EL E SBS EGEN] HEST Fra eN (rene 44. mechmordesiREUSS IN NERE er er — | 45. — HS SR ANN EN RER EN + ell NGU Af AXEN SIS RANENE te | ek AT Pe cteN DUCKS ENTES SEE ERE tele ek KREERET DEDE BUSSE | | | HEE SNE DUS ENE HA GE ERE Eee + |... |—+ | KORET GAS ENES SS EEN STD EL | BOE su bands ENES Se + økse 53 == Ken es Pr EUS RAVEN HEER er RE Se Eee VE SER nere ere | 3 SE 5 REE Ry ON OEL TO RIVIS EEN GERE RE eee ERE Base ne ET SET BE sed EN BE KEE [SEN SSR URE NEEDS 5A KEE RG ELO SU SED EET Ee NEL SAN | | ses == rar knas ONE) en hen | | | 5 GERE SOE LOS EN TESS SE SE NE SEES. == | | Sen == septem PDC ALUS EINES S Eee een + | Ser ERTSULG USE REE RS KERES NER SR CEN SES His SEE EST NI UNE Enna BED Eee RD Te SES FEB SEE ET] BOR ENES ON GODE BE ETERN | RS sag | - | BJ ES] ag eDA SENDES SEE Een ea EN ENE SER SREER + | HR | ED NNE RUNER TE eo Da de SEE REED OG OD Ba PD Pen leret GER S 9 AUD USER ONE EET + "Eau li ? FA 64. "rt ANDERS US EN EE SS + | | | | + 65: Vola gumqguecostatarsSOowespe kreeres REE EREE Ehe || | 66. —Histriato=costata GOLDEN SPEER EEN HE 4 rn res | 67. Tama semisulcata NILSSIESPNEE ERR SE Li IU... | + 68: ——"decussatdEMUNSTIEE EEN ERE ER Sj KEE SME . m 698 5-0 DSU EL ER EEN ER | DESY VSSE HESS BOSE Ki =m 70. —— Horchhammerr vi HAGE SE SEES RER ig PEN HA RS SON Ti. == "densestrratae HNG EN 5 BE | ene hue T25— VGemiigt vs HAGE SE eee ERE eee! hele | 13.0. H0pEr MÆNT SEE SKS REESE SEE RER ? | + || + Tr —] GOA ASST V: HAG SE SE PN REESE REE | => 379 Fåaunaliste 1 (fortsat). Ældre Yngre Danien Senon Senon m g ENE E BEE "Ee SE EbSN ES KoN BSK FS SEES RER ES es ER RE [aa] SEE VAD ENIGE REN HAGE Er ANDRE + MOSER EET OZ AD felt AN Er DR EA IT ORDEN UR Yen ON SEES VEST RR denticulata, NILSS: LÅ ST MESSE: JEG ENSES || SE Faa) ES e] Hebo USE gr OMU AGAIN LES STE Se er re er + + MIENG ET DYUVELASS PEERS Er SEERE REE ENERET Eb + 80 In ocera Musi ANG GOLDE- RSS DEERE. fra er 81. — LODATESEMUNSTE REE Ta ERE Ene ES ENS Nefer SED IN NEDE CUSSALTS GOLDEN er Eee de eee RE EET MESTER ERE Arne || ROSS BEG ES REESE ES ES DEERE REE? ES E ERE EN EDE SEA LET SEN øen IDSGRE res NM I BEG i: SS] S CALW VORES PEER ts EET TE ENE ER Er EL Eer SR HEER RE ST ECR SEEDEDE DRED al S5ES PONY LUS TRUN CALUSEIEAM Pr senere eee ENE ER ETS 86. — 'SPINOSU SES ONES PE SENERE | 87. — VALUSES OWENS DEERE er ro nere Sas SU ET ETS BST HEE (ae; 88. — Dutempleanus (ORB. Un USR] HE EEN AREA BUN OS en OG NE fåæensis (M: U. H.), LDGRN. ..……...... SE EEN EN HEE SE SED Le T 90. — danrcuss (MU) ERNE NNE ER ME SEERE GES SEA | fo MED. MYOAdONENISSONY V. HAG: SP. se hanne + BEG Te 2: == (COSGULLSEAIGRON WE Er eee + + || + 93. FEB ON MS TO EET Eee eee + AREA moms dnse nd dda BOR En sl an + VRE LI CUNOPSISE UNAMLALO EMULE SEE Se re er GE MER NENS 96. Ostrea incurva. NILss. emend. HNG. ..........….. FL Sr OT E SeMIPLANDE SS OW Er ERE + + Hp OSTER EM ON CE Y VSO O ORE ENE IE RE RS ey: ALESSI el ap OVER ID DOP OALUNNILSS ET ÆEREE re s eer + | + | + STE Re NO0SESE Fre derad(M UNE) RAVN ERE ener? se SE S 101. Gryphaea vesicularis: LAM. seer eve tuner Lat SNE BET EE |SSBEE RETTE Me] TR SELE HOR Exogyras later dlissNIESS ESPE SSR RDE Uk l+ | + | + rl | a more odor Cote R OEM Sp NE ER NS : + NOE OD Tand RECKH SPU E IEE EEN SED CESARE] NE PE SA) TE 105. Lithodomus .rugosus CORB. sne shldne FEAR NGAEE) RE EVSSRN ISESE) I855 OG AOK De LEN REE DE BEF Eero re RE BOG Er ser SEN EST ent EET 107. Macrodon macrodon LDGRN. sp. ....:......... + 1108247 ca Horechhammerr LDERN: 2 Es ung SES Heer AN AE OS al] ans] bre FN NOT NOE renmident did HNG Eee ER RET SE SSR LES SÅ BEER SETE DERE te IMO ERE RE sp EEN ESS RENSE ES nede ENE 111. Cucullaeacrenulata-LDGRN. SP. 2. une SE SEES | tiet Ste) (SEGA ] KR SA oa 112. Isoarca obliquedentata (M. U. H.), LoGRN........ aL 113. Pectunculus sublenticularis RAVN. ...1..111144- AROS: EVA BENSEES KONGER Et] he TS 380 46 Faunaliste I (fortsat). Yngre Ældre Dikren Senon | Senon ME ER ERE NE SE = RES HERRE Hr rer es 21818121 132) = 2 s ord zg = | ='S = 3 NE NAS HA ERE S æn 114. Limopsis Høninghaust J. Mu1t. sp. .... .....- ker 115. Gyropleura Miinstert v.HAG. sp. ............- + 7 116. Chama: pulchra (MU. H.), RAVN. .........022- — 117. 149. — biplicatumi (MU: H)SRAVNS IST. SNLER == 150. — SJ ONES ES EPE SKS oo En ETS RE ESS OGRE SE 151. Nussa? supracretacea RAVN. .......:… KUSKE E BX 8) Sat ftndd Bane RS | fS 47 Faunaliste I (fortsat). 152. 153. 154. 155. 156. 157. 158. 159. 160. 161. 162. 163. 164. 165. 166. 167. 168. 169. 170. 171. 172. 173. 174. 175. 176. 177. 178. 179. 180. 181. 182. 183. 184. 185. 186. 187. 188. 189. MUS USER AÆENSISE RAVN re ENE EE Hasciolarratglabdrd RAVN: ETS Eee ene sr errEre Volutomitra qwinqueplicata RAVN. ...........…. IKolut da fadcensis RAVN. rer ME ERE. Era FT SE ET NET KORTE AJ FA ANES DI rn ERE REE De: ER (UVO LL GTLTIZES) ES DERE ere erne NER ERE AN CURIA NER SIT RAVN MOLE ER EN eler RleurotomadfaXdensis- RAVN celeste et ere ene tgere — ConithtOorU NER AVNEE EET eter eee — Steenstrupti RAVNEN ER REE CONUWSRS PYE RE ros SS RV TEE BP EG Gg ed GRer: CANAL ANIEE AR AVIN EE EEEEEE Eee eeRE D. Cephalopoda. Nautilus darupensis: SCHALUT suge, — Bellerophon (M. U. H.), LoerN.......…. = MatenNS KNEE RESEN RRE AE EEEe — danzcus viSCHLOTH.S SPÆR ne tee == nu C aborre BEC RENE TE Keren Eee Phylloceras velledaeforme ScHLut. sp.......... Hamutescylmdraceus;: DEERE sr my or re 'Baculitestvertebralist LAM: Sys se gere serene =— Valognensis JoH. BOEHM............. — IKNOTKVAN ASE DESM EAR N RENS AN ERNE Desmoceras Liineburgense SCHLuTt. sp. ........ Scaphutesem flatus | ROEME san ane eee een ege — binodosustROEM se ne En BE: == MES PAS POL BEN ER NE ESS EJE — CONSUELCLUSES OW. SPS Er re Eee — "BOMME TORBE ra me AE ERE ER tenre — BL LENSEKNER NE RE NR LEES ENE R SehloendtTehiaispe entre er SET En SERRA FAN MOS ITESANES PAPE SCHEEL ERE EN NE DU] GRUS KIER BEES ES ns ENE ERE — FU 3 DSE ENN SSR NES NESER SEE FE SEER 5 CNE ACUMNOCAMALAVENNSEMTEE 8 fe etage er enes stene der eye — twestfalicus SCALUT. ....s0s0eeve — am dgtenv STOLLEY. ner: — bornholmensis STOLLEY. ......... Belemnitella mucronata v. SCHTOTH. sp ....... Ældre ) Danien Senon Senon w = nå 5 — z, SEE KEE ES A FS ” er == = mel Sa BEES ES No SKS ES = =D na ba hærs) '= g 6 ÆL 0 &/E8)128E|SISS)|. gs SEE BLNDSE SEN ØDE A UREERSEN TKSR 25E — baD LEG AE TAS ONE ere eee EDDY ER NER SE FEE) Asja MEG B. Lamellibranchiata. | MENE Poeten inflenus ve HAG: an kasds sREL RET ASE he SON FEE | 3 AGREE RUE ATUSENIESS Ea ss urene eger Te KNEE. SE SE ERE FE SEES ØR NES ERE HEGN USSR RET S S0RREE—ESUD AR ATUSE NTESST, ar sene re re hee e er rele SE ene TE EEK) re SÅ ISEN HEER SSR) NDS BME eres abs RAVN ere eee ele te ISAR SES EET SAN RES | + 55. — …… cretosus DEFR. var. nitida (Sow.) ......:- en <- SO SEEREN SER AB USEENIES SK as rr een Ege are NE eee Nee eger RE ETA EED OMEN Sept eMPICALUSE NIESS 2 eee refererer ele SE ROGEN REF SER SEER | (BESS SE NESS GORE NU SS ON GOLDEN END SEER TER STARR ER ER HD REE RRS NER DNK SMIDE: GIF SE I dEVISIINDESS 42 EN NANA ve EEN TE ER GERE 7) ISS (VEDEAED Fre ORE RES pant SR OEM renere eee even 2 R GÆR BEM NVVENSUSFINTESS I en aan ERE NS eee re eler RER NERE] VESSERE LE 65 Vold g ung uecostatd i Sons spe RE Er: + GRÆNSEN IS ULCALANNIESS ESP te seler eee Re T ETerE TE le iz + (RES ETT OPEN VEMANT sn isne estere ek Pe sul e ner e: ? | | + + | SEERE man ulata NILS SES PE DE SR RE SE EDRRE STE BORT OCCKAMUSELANGUANGOLDE r rele rr ror BE ES ES ER EEEe SEAN HE 81. — bobalisEMUNS TE Eye erne eN se SA Eee LABER ? BORIS PONY USE SPINOSUS SON SP eee urene seer Lap sa7at INLETEz dkr] dele … 87. — VALNSES ONES DE ere ERE SØER REN | EASED fo dohes SK BE SN SEN ÆT 96. Ostrea incurva: NiLss. emend., HNG. .....:…...…. ar | e2 an ar OFRER seMIPLAN ANS OM rs sol ere ru lede luge va dene nr EReEr | SENSE Sl sg ORE HD DOP OA UMENTES SE re Re | El oEA bas ER sa50 bom fo rogyraslater als KNILSS Spirer ET eEr En, ES Gt lg 127. RAD RE ER Er ER ER En ha HE C. Gastropoda. | 142. Aporrhais stenoptera Gonnr. SPELT hy Malt RRS ET SS EEN EE ESER E || ze 143. — Schlothemw ROEM. SP user RE SEE EEN REE ES | 19 D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6. 384 50 Faunaliste II (fortsat). Grønsand og Mergel | Årna gerkalk FE — s S = Ej E 12 E (=] vvs | (=) si SE RSRRES eg Em 3 = a == en | SS cy == = = 2 == = = SEES | SU EU ESa BESES | EDER HEN Ha se HE c HEN FE Beg s [am] | | | = D. Cephalopoda. | | | | | | || ! ISS cap hates nats ROEN Eee er ERE RER EE se KR GR LET oe FO hr MU Æ) -- 176. — bNLO AO SUSER OEM ? | | ig Ea gg 17 — DES DST OBE ESS RER NER | == MS RES ELO END GENDE SPEER ER ER ene RE IN SEER Es | 554 PESN0 | så . | = ll 185 PAGE 0 CANNAE VOR SE ME SE REESE BER ER EON REISEN ERE ASER | U . … | | | 186. = westfalicus SCALUT. ..............…. re He SE Bee | AR | f'87: — Tundgrveni>STOLLEY. 2... re ER Er et | 188. = bornholmensis STOLLEY.….......... EAR HE TONER | AE mende. Som tidligere (S. 365) omtalt, have Scaråner og SrtorzeYy henført Grønsandet paa Bornholms Sydvestkyst til Emschkridtet, og dette maa vel i Hovedsagen være rigtigt, da Actinocamax westfalicus Scarvr. er en temmelig hyppig Forstening baade ved Bavnodde og Horsemyreodde. Om alt Grønsandet i dette Parti tilhører den nævnte Horizont, er imidlertid et andet Spørgsmaal, der vel endnu ikke kan afgøres med tilstrækkelig Sikkerhed; allerede Storrey har gjort opmærksom paa, at Scaphites inflatus Rom. synes at fremtræde påa et tidligere Tidspunkt paa Bornholm end i Nordtyskland, idet den i det bornholmske Grønsand- er funden sammen med Åctinocamax westfalicus Scarir., medens den i Nord- tyskland først optræder i den noget yngre Horizont med Inoceramus Lingua Gornr. og In. lobatus Mixst. Selvfølgelig er det muligt, at Scaphites inflatus Rom. har en noget forskellig vertikal Udbredelse påa forskellige Lokaliteter, men jeg anser det dog ikke for fuldstændig udelukket, at det ved nærmere Eftersyn kunde vise sig, at Grønsandet paa Bornholms Sydvestkyst tilhører begge de nævnte Horizonter. Da det særlig var denne Del af de bornholmske Kridtaflejringer, jeg undersøgte under mit Besøg i Aaret 1898, skal jeg her ganske kort fremsætte de vigtigste af mine lågttagelser, navnlig angaaende Grønsandets Udbredelse. Jeg maa dog fremhæve, at mit Besøg var meget kortvarigt, og at mine Iagttagelser derfor maaske ikke alle ere helt paalidelige. Gaar man langs Stranden fra Stampeaaens Udløb og mod Sydøst, træffer man i Begyndelsen hist og her Aflejringer tilhørende Ræt-Lias, indtil man omtrent midtvejs mellem Korsodde og Bavnodde for første Gang støder paa Grønsand, der her er tilgængeligt påa en Strækning af c. 10 M. Maaske strækker det sig endnu noget. længere op mod Iorsodde. Ser man fra det omtalte Punkt mod Sydøst, bemærker man en stor Forskel 51 385 paa Klintens Bevoksning, idet Plantevæksten påa den nederste (større) Del af Klinten er saftiggrøn!) og til Dels bestaar af limnophile Arter, medens den øverste (mindre) Del er bevokset med Hedelyng i smaa flade, meget lave Tuer, til Dels med mellemliggende bare Pletter, som dog ogsaa kunne afgive Voksested for forskellige Xerophiler. Den grønne Del af Klinten er næsten overalt betydelig stejlere end den brune. Saaledes ser Klinten ud saa godt som uden Afbrydelse helt hen til Bavnodde, hvor Grønsandet igen kan iagttages. Kun paa et enkelt Punkt har jeg påa denne Strækning fundet lidt grovkornet, glaukonitisk, noget forvitret Sand, der var dækket af lidt Strandgrus. Det er imidlertid temmelig sikkert, at Grønsandet findes overalt i Klintens grønne Parti. Dette skylder nemlig den store Fug- tighed sin kraftige grønne Farve, og Fugtigheden stammer efter al Sandsynlighed fra Til- stedeværelsen af Grønsand. Man ser nemlig ved Bavnodde, hvor det bedste, tilgængelige Profil i det bornholmske Grønsand findes, at Grønsandet dækkes af et tyndt Lag Diluvial- grus og derover af et tykkere Lag Diluvialsand. Disse Sand- og Gruslag ere meget let gennemtrængelige for Vandet, hvorimod dette møder forholdsvis stor Modstand, naar det støder paa Grønsandet, og da Grænsefladen mellem Grus og Grønsand hælder udåd mod Kysten, ser man Vandet komme frem her og risle ned over Grønsandet, som derved stadig holdes fugtigt, medens de overlejrende diluviale Dannelser ere forholdsvis tørre. Disse sidst nævnte Lag staa endvidere betydelig mindre stejlt end Grønsandet. Som man vil se, svarer den tilvoksede Klint, hvad Form- og Fugtighedsforhold angaar, fuldstændig til den nøgne, af Havet stadig renvadskede Klint ved Bavnodde, og man tør vel deraf slutte, at deres geologiske Bygning i det væsentlige er den samme. I den lille Bugt umiddelbart Øst for Bavnodde findes det omtalte smukke Profil i Grønsandet. At Klinten her holdes ren af Havet, skyldes formodentlig til Dels den Om- stændighed, at der her synes at ligge færre store Sten i Stranden end ellers. Nederst i Profilet finder man Lag af Grønsand, tilsammen af c. 5 Ms Mægtighed. Grønsandet er afdelt i Bænke, som adskilles af knoldede Lag, der synes at være mere udsatte for Tilintetgørelse end de mellemliggende Partier; disse sidste træde derfor i Profilet noget frem foran Knoldlagene, hvoraf der tælles fire. Lagene synes at hælde c. 8” mod VSV, Sydøst for Bavnodde er Klinten atter bevokset, men pletvis ser man dog Grøn- sandet i Skrænten, og Klinten frembyder her samme Billede som Nordvest” for Bavnodde. Ved Horsemyreodde ser man Grønsand helt nede i Stranden, og kun godt 100 M. Øst herfor træffer man Arnagerkalk ligeledes i selve Strandkanten. Profilet her er kun lille; i Kalken findes et tyndt Lerlag med haardere Knolde og Kridtforsteninger ligesom i Kalken, Forsteninger ere her meget mere almindelige end i det store Profil ved Årnager, hvor kun Spongier optræde ret hyppig. 1) Forholdene ere her beskrevne, som de vare i Dagene omkring 1. Juli 1898. 386 52 Det kan vel næppe være underkastet nogen Tvivl, at Arnagerkalken ved Horse- myreodde hænger sammen med Profilet ved Arnager; direkte kan man ikke iagttage dette, da Klinten paa denne Strækning er fuldstændig bevokset. Klinten har her et ganske andet Udseende end den tidligere omtalte Grønsandsklint. Her findes nemlig den tørre Del af Klinten forneden og den fugtige med den forholdsvis frodige Plantevækst foroven. Ved Arnager træder Kalken i Dagen paa en Strækning af c. 150 M. og danner her den bekendte Klint. Forsteninger ere desværre ret sjældne her, naar undtages de hyppige, ubestemmelige Spongierester. Som tidligere omtalt have Scxaréner og Sroxcey henført Arnagerkalken til Zonen med Inoceramus Lingua Gornr., hvilken Art forekommer ret hyppig. Endelig findes Øst for Arnager det i Litteraturen saa ofte omtalte Profil, hvor man ser Juradannelser, overlejrede af Grønsand. I Følge ForcaHammer og JoansrtruP hviler Grønsandet her konkordant paa Juraformationens Lag af Sand og Skiferler; nederst i det først nævnte findes et c. ”3 M. mægtigt Lag med talrige Fosforitknolde"). Under mit Be- søg var Klinten temmelig stærkt bevokset, og Forholdene derfor ikke ganske tydelige; men saavidt jeg kunde se, stemte de dog med Forcaxammers og Jonanstrurs Iagttagelser. For- steninger synes at være forholdsvis sjældne i denne Del af Grønsandet. Angaaende Grønsandet inde i Landet, ved Stampeaa, Rønne og Ellebygaarde, har jeg intet nyt at tilføje til det allerede forud kendte. Den kun svagt glaukonitiske Mergel ved Mulebyaa betragter Srorxey som et Over- gangsled mellem Emschkridtet (Grønsandet) og Granulatuszonen (Arnagerkalken), dels fordi der her forekommer en Belemnit, Actinocamax Lundgreni Storzey, som synes at repræ- sentere en videre Udvikling af Act. westfalicus Scazit., dels fordi Merglen petrografisk synes at staa mellem Grønsandet og Arnagerkalken”). Hvorvidt denne Slutning er rigtig, ser jeg mig ikke i Stand til at afgøre, da jeg fra Mulebyaa foruden den nævnte Belemnit, der ikke er funden andre Steder, kun kender Ostrea semiplana Sow. og 0. hippo- podium Niss. Disse to sidste Arter have imidlertid en meget vid vertikal Udbredelse, saa at man ikke alene paa Grundlag af deres Forekomst kan slutte noget angaaende Lagets nøjagtige Alder. Fra Grønsandet ved Blykobbeaa kender jeg med Sikkerhed kun en Art, nemlig Scaphites binodosus Rom. Det ligger nær med Srorxey at betragte denne Aflejring som omtrent samtidig med Arnagerkalken%). Men i høj Grad ønskeligt var det, om man ved ny Indsamlinger baade ved Blykobbeaa og Mulebyaa — som i det bornholmske Kridt over- hovedet — kunde naa dertil, at man havde mere fast Bund under Fødderne, naar man vil søge at bestemme disse Aflejringers Alder. 1) Jomnsrrur: Abriss der Geologie von Bornholm. S. ål. 2) E. SroLLeY: Ueber die Gliederung des norddeutschen und hbaltischen Senon etc. S. 258. SS TOLLET NES SERGE 53 387 2. Yngre Senon. Naar man bortser fra Bornholm, danner Skrivekridtet den ældste kendte Aflejring i Danmark. Da Skrivekridtet tilhører Mucronatazonen og, som vi senere skulle se, efter al Sandsynlighed tilmed kun denne Zones yngste Afdeling, er der altsaa en stor Lakune i Danmarks Kridtaflejringer, thi saavel hele Mammillatuszonen som Mucronatazonens ældste Dele mangle fuldstændig. Der kan dog næppe være nogen Tvivl om, at herhen hørende Aflejringer findes under Skrivekridtet, men de ligge saa dybt, at de intet Steds gaa i Dagen og heller ikke med Sikkerhed ere paaviste ved nogen Dybdeboring. I Danmark kendes saaledes ikke det yngre Senons Grænse nedadtil. Opadtil overlejres det yngre Senon af forskellige Aflejringer, tilhørende Danienetagen. Som jeg alt har omtalt i det foregaaende, lod ForcHaammer sit «Nyere Kridt» be- gynde med Fiskeleret, og alle senere Forfattere have fulgt ham paa dette Punkt, idet de undertiden benytte Udtrykket «Danien» i Stedet for «Nyere Kridt». Hennia og GroNnwaLL betragte dog nærmest Fiskeleret og Cerithiumkalken som Overgangsled mellem Senon og Danien. Efter mine Undersøgelser er det saavel af faunistiske som af petrografiske Grunde unaturligt at drage en skarp Grænselinie mellem Skrivekridtet og Fiskeleret, hvorimod en saadan skarp Grænse findes mellem Cerithiumkalken og Bryozokalken, og denne Grænse er saa skarp, baade hvad Fauna og Stenarter angaar, at Grænsen mellem Senon og Danien efter min Mening absolut maa drages paa dette Sted i Lagserien og ikke paa Grænsen mellem Skrivekridt og Fiskeler. Dette sidste ganske ubetydelige Lag samt Cerithiumkalken slutte sig saa nær til Skrivekridtet, at man ikke engang har Ret til at kalde dem for Overgangsdannelser mellem Senon og Danien. At Forholdet var saaledes, blev mig allerede klart under Bearbejdelsen af Kridt- molluskerne fra Stevns Klint, og denne Anskuelse fik jeg senere bekræftet under et Par korte Besøg, som jeg aflagde ved Stevns Klint i.1900 sammen med Hr. Assistent V. Minraers og i 1902 sammen med Hr. Dr. phil. K. J. V. Sreensrrur. Lejringsforholdene viste sig da at være følgende: Fiskeleret ligger i smaa flade Bækkener i Skrivekridtet; i disses dybeste Partier opnaar det sin største Tykkelse, som dog aldrig overskrider nogle faa Tommer; henimod Randene bliver Laget tyndere og tyndere, og det kan endogsaa fuldstændig forsvinde, idet Laget ligesom fortsætter sig i en Sprække, der gaar op til Bryozokalkens Underflade. Paa saadanne Steder er der da aldeles ingen Grænse mellem Skrivekridtet og den umiddelbart overlejrende Cerithiumkalk, idet disse to Dannelser gaa jævnt over i hinanden. Paa andre Steder kan Fiskeleret udad mod et Bækkens Rand ligesom forgrene sig ud i Skrivekridtet, som derved faar et flammet Udseende; ogsaa paa saadanne Steder gaar Skrivekridtet jævnt over i Cerithiumkalken. Endelig har jeg ogsaa nogle Steder set, 388 54 ea ae es 6eEeEsSSePEer Skematisk Profil af Stevns Klint. — &. Skrivekridt; a, Lag af Flintknolde; b, Flint udskilt i Sprækker. — F. Fiskeler. — C. Cerithiumkalk. — B. Bryozokalk; c, Flint i sammenhængende Lag. — D. Diluvium. hvorledes Fiskeleret, saaledes som vist i ovenstaaende skematiske Profil, udad mod Bækkenets Rand fortsætter sig op i Cerithiumkalken, indtil det naar op til Bryozokalkens Underflade. Paa saadanne Steder er Grænsen mellem Skrivekridt og Cerithiumkalk ligeledes udvisket. De to sidst omtalte Lejringsforhold ses f. Eks. tydelig i Klinten umiddelbart under Højerup Kirke. Figurerne paa medfølgende Tavle vise lignende Lejringsforhold fra andre Punkter af Klinten. Alene disse lagttagelser ville vise det urimelige i at henlægge en saa vigtig Grænse som den mellem Skrivekridt og «Nyere Kridt» paa det Sted, hvor ForcaHammer 08 senere Forskere have henlagt den. I hvert Fald maatte man da her kunne støtte sig til vigtige palæontologiske Kendsgerninger; men saadanne haves ikke. Tværtimod pege de dD 389 faunistiske Forhold — som jeg nu skal vise — afgjort i samme Retning som de iagttagne Lejringsforhold. Ser man paa Brachiopodernes og Molluskernes vertikale Udbredelse, saaledes som den fremgaar af Faunaliste I, da kunde man ved en flygtig Betragtning være tilbøjelig til at give ForcaHamMmer Ret, naar han lader det nyere Kridt begynde med Fiskeleret; snarere vilde man dog kunne give Gronwarr og HenniaG Ret, der betragte Fiskeleret og Gerithiumkalken som Overgangsled mellem Senon og Danien. Naar man ser bort fra de Arter, hvis Forekomst ikke er ganske sikker og som derfor i Listen i vedkommende Rubrik ere mærkede med ?, vil man nemlig finde, at af de 38 Arter af Brachiopoder og Mollusker, som kendes fra Cerithiumkalken, er næsten Halvdelen, nemlig 17 Arter, karakteristiske for denne Aflejring. Af de resterende 21 Arter findes 3- saavel i Skrivekridt som i Danien, medens af Resten 10 Arter ere fælles for Cerithiumkalk og Skrivekridt og 8 Arter fælles for CGerithiumkalk og Danien; af disse 8 Arter er dog ingen funden i Bryozokalken i Stevns Klint, medens de 10 Arter, som ere fælles for Skrivekridt og Cerithiumkalk, alle ere fundne i Skrivekridtet i Stevns Klint. Allerede dette Forhold peger hen paa et nært Sammenhæng mellem Skrivekridtet og Cerithiumkalken i Stevns Klint; dog maa her be- mærkes, at der kun er kendt meget faa Mollusker fra Bryozokalken påa denne Lokalitet. Ser man paa Tallene alene, maa man komme til det Resultat, at Cerilhiumkalken ") er et Overgangsled mellem Senon og Danien. Helt anderledes stiller Sagen sig imidlertid, naar man undersøger Forholdet nærmere. Betingelserne for Bevarelsen af Dyreskallerne have ikke været de samme i de forskellige Aflejringer, hvorom der her er Tale; i Skrive- kridtet have de været langt ugunstigere end i Cerithiumkalken og Danienetagens Stenarter; i Skrivekridtet er næsten ethvert Spor af hele store Dyregrupper forsvundne, hvis Lev- ninger ere ret vel bevarede i de andre Aflejringer. Fra det danske Skrivekridt kendes saaledes ikke en eneste bestemmelig Gastropod og — med Undtagelse af et enkelt Eks- emplar af Neaera caudata Nis. sp. samt nogle faa Eksemplarer af Gyropleura Miinsteri v. HaG. sp. — ikke en eneste bestemmelig Musling af Gruppen Homomyaria. Alle Skaller tilhørende disse to store Grupper ere paa ganske faa Undtagelser nær opløste, i Reglen uden at have efterladt sig noget som helst Spor i Skrivekridtet. Det er derfor muligt og ovenikøbet højst sandsynligt, at i hvert Fald nogle af Cerithiumkalkens Arter af disse Grupper ogsaa have levet i Skrivekridttiden. Vi gøre derfor sikkert rettest i her ved denne Sammenligning at holde os til Brachiopoderne, de anisomyare Lamellibranchiater samt Cephalopoderne. Ved en saadan Sammenligning viser det sig da, at af de 16 i Gerithiumkalken fundne Arter ere 3 karakteristiske for denne Aflejring, medens andre 3 findes saa vel i Gerithiumkalk som i Skrivekridt og i Danien. Alle de resterende 10 1) Fiskeleret lades her fuldstændig ude af Betragtning, da man kun har fundet en eneste bestemmelig Forstening i denne Aflejring, nemlig en enkelt Overskal af Eæogyra lateralis Nixss. sp. 390 A. Brachiopoda. Bngulaicretace din ERNE rr eee er ne VO ANVA IGNADENGENSISERELZ Et EN BES ERR SN COSLALARS ONE REE Er ERE ERR ENO ADNAN GEN 3 UNG SED se SE RAE NE Bat TEE NATAS VENS VS ND BEER ENE NERE TE SERENE, EAN JUDIDEERS ANSE HAVE. SNE SEER 13: Rhynchonelapncatlis Sowssiesi nertenee fn 14. SP EEN ERE Aeon 18:"Terebratulma smal WNALBG EL EA NE SEEREN 19. — gracilis-v. SCHLOTH. Sp... 20! GYS PA HAG SS pen ERNE 91. semiglobularis POSSELT. ....….. 26 Terebs:atvld Enttonr vid AGE SPEER en 2: ODES AMS OW EEN ARE re 28. CARNE DES OW eee Er eee 33. Terebratella Humboldti v. HAG. sp 34. Trigonosema pulchellum Nixss. sp.......... 35 engen slim dEDEERE sa ER SEE ENE EERRE RER 36: Mag ASE DUMUUS ES OW are EEN ERE SES EDEE BT ANG TOPENBRONN NE NH AG ESP AE ER 38. == danica de MORGAN: "SPAS SE. erne 42. Thecidium vermiculare v. SCHLOTH. sp. ..... B. Lamellibranchiata. KS SSAVT CU ANT DE RAVN Ak. pectimordeseREUS SKEER ere Ene 45 == MSP ERANTIS SEER AD SES ER ES AT REC ten DUGE LUSEENITIS STEEN Er RER SEERER MB KN UC DUS VENN GERE RE ERE EL ER KOS HR Fyr GAS ENITIS SEE SER DEERE SS AES SYNE es Forres tas SR AN EEN DEAR EOS USED ERE 58k EUS WLG US VE ETA GERE ER Eee RER SEES EET NA (OKSER ERE UNE TE SS EER d 0 GO ENISS OG OD Er 62 HR OVN SVEA GS HERRE ERE MREEES 56 Møens Klint Fre Kastrup Skov ro Stevns Klint +: + tt tt tt +: ++ +++: +++: +++: Sk Mariagerfjord Himme = E: —|s SN KER RES EEN KER SNE Male = SEN SUSE ESS SES KEE b= SA SSR en BTS HS RS BES SE ESS HR bs = 10 å FARIINSE B-SEPZ S (25) = TE I al i BR ere SÅ Es j | Rake: BE. ls 1 ip HE 54 SUR BET: 5.3 alen | ETE 8 >" li | … | Ære ER ae I . … … "… -+ | & DE | .…… | RR | ge ER | Se is .…… …… | ve a ] | RBR ae] sen || == ER FE | | t (717 RER || Å + FE ur | ie hak Læ| ! 1 | i se) 2 HH | sås | …… || 1 i, læ: == | SL ae | j | ad ER SR . » FREM i ; 1 i | | i re | BE 57 i 391 " É edelse i det yngre Senon. Nr. Aalborg Frejlev Restrup Nørholm Klitgaard Voxlev Ranum N. Uttrup V. Knudegaard Fjerritslev Svinkløv Rær Bjærge Gasbjærg Hillerslev Bromølle Lønnerup Hov Eerslev Øxnedal Stevns Klint Stevns Klint ; Fiske-| Ceri- : | thium- endsyssel Hanherrederne, Thy og Mors kalk ++: + == rs se I -— Se] PVS oa SER SE FA ED ++ 3 REE ER | I D, K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6, Række, naturvidensk, og mathem. Afd. XI, 6. 50 392 58 £ Mariagerfjord ENS) E oms! [72] — pi er ale] 2] 55.2 | 50 EN SR BEA En beg Ken SUE = = = | a HOR ES = = ED SURE SE Babe rt SE Fee he! re ga BESS SKS ER SHE SE Sk ES 2 = os] & n > 63. Pecten spathulatus ROEM. ................ + I + ak | 66. Vola striato-costata GOLDF. sp. ........... + + + 67. Lima semisulcata NILSS. sp..............- + — + 68: —K decussata i MUNSTE rn ERE + |... | + + 70... — Forchhammeri v.HaG. ............. + | + | .. ER | UREN KG SNEG SE EN Eee RE ENE + | + | + a= FN, 733 Hop er DEMANT Er RR eler erne ar 4E dk | | TAS BE HI GOA fUSSVEVE HAGE NE een, + DA Mo kr DUN er ya Ha ser SEER KEE + | | ml HINA ENIS SE ET ER RER + Se ge | | 18 gran Mal dENTESS SES PE EEN + + | + | + 82 BINN AN AECUSSALANGOLDES EEN ne er + Sø … == 85. Spondylus truncatus LAM: 2.00. ene,e + + + | + 87. — ValustS Owe spe ere + + Wa | | 88. — Dutempleanus d'OrRB. .......... + + + | | 89. — faæensis (M.U. H.), LnGrRN....…... BESAD ORE ba | | 91. Dimyodon Nilssoni v. HAG. sp. ........... + || + | + |. | | 92. — COSCATUSEGRON WE Een ere eee —— + + | + | 93. — BORMÅSTORLES ERE see iD ? ? i 94. Anomia pseudoradiata d'OrB. ............ … + || + | | | | 95Placunopsissundulata JEMULLS az: Eee tage + + SÅ | | | | 97, Ostrea semapland iSOoWws ss ssmis rern eee rele + dL. Aeg | | | Dr Er Mer CeY IC O GREEN ERR SEE SETE Ear | | FH. GOT TRAPP OP OA UMM INILSSE on se ser ererere IKE ESKE sta FE SE] | | 548 101. Gryphaea vesicularis LAM. 5.00 + || + || + +) | | | Er 102 Eæxogyralateralns NILSS: Sparre ener | | | | | | | 104. Modiola Ciplyana RYy0ckH. sp.? ........... | | FF 106 Nu cu SPEER E BEES TAS SNE RANE NSEN | | | | 108. Arca Forchhammeri LDGRN............... | | | Sj 109%: 5 tenuidentata HNG! AR EL ERE er ISEN tære AO NEN fas DERS sa rn DERES YA ER SERENE, | | | | 111. Cucullaea crenulata LDGRN. sp............ DSE MTR GSR DER (gr | | | 113. Pectunculus sublenticularis RAVN. ......... se herr sr ES SNESSENE 2-2 I JESS FSR ah ESE SR] SEER SERERER 114. Limopsis Honinghaust J. MYLL. sp... 2359 "MES Kr HRSSar [ØB] "mrs IKFSE RRS SRSRRR BESK | SEM | |» 115. Gyropleura Miinsteri v. HAG. sp. ......... Er | LER SK REE SESED FSK | | | | |. RER 11 cn AES PTE LÆ I SES SANSER SE SENER ag SS ESSA ES pe zEee MESSEN Be SR 5 . |... 120 Cardumtilhogelr HNG Ens Re RER MR | | LÆ | £ | 121 — NY UEGNET ER as NG kk 30 | e | | | 393 59 'tsat). thium- Ceri- Fiske- kalk ler Hanherrederne, Thy og Mors == (NI al oOo OD OR rr KEJGREJG] co JUNM SUA9)S es GY JUINIM SUA9JS lepaurxø KE) KRElG | AOH dniauuørt afTøwuoig A0JSTOJTTH Stælqsen astælg 12y AØJ4UTAS — KEJSEREN idsyssel pleeSapnUy "A dn1n9 'N D+ wnuvyr A0[XOA PIPESNTY W[OU1ØN + :4 dnysoyr Aotlorgq OS IOGTDW 394 60 r Mariagerfjord Elske SEE å g ala ss] ea FE ES ÆRES BESES SOVE NE KS NS KAL LES ked keskeb te ar Si mn & an = suE= S = = = 2 FASE << KEN ES FS BER bro SS Re S ( TID ES er DE Ege dnysoy der 53 SR SEE DE RES NE SNE ORDNE VAR ES ARE Sina NESA OBE als Aorlo.lg er FN ER NT DY 9 ÅENS PER] eee 396 62 Arter ere fælles for Cerithiumkalken og Skrivekridtet og findes ikke i Aflejringer, som tilhøre Danienetagen. Og blandt disse 10 Arter findes ovenikøbet et Par saa vigtige som Baculites vertebralis Lam. og Scaphites constrictus Sow. sp., af hvilke den sidste betragtes som «Ledeforstening» for Mucronatazonens øverste Afdeling. Ogsaa Echiniderne, som endnu ikke ere nøjere undersøgte, synes at vise det samme. Den i Skrivekridtet vidt udbredte Ananchytes ovata Leske er saaledes ogsaa funden i Cerithiumkalken, medens den i Bryozokalken er erstattet af A. sulcata Gornr. Fælles for Cerithiumkalk og Skrive- kridt er ligeledes C7daris baltica Scarit. samt en endnu ikke nærmere bestemt Echinoconus- Art. Kun en af Echiniderne, nemlig Brissopneustes danicus Scraxit., synes at være fællles for Cerithiumkalk og Bryozokalk og er hidtil ikke funden i Skrivekridt. Men denne Omstæn- dighed alene er dog ikke tilstrækkelig til at retfærdiggøre Betegnelsen af Cerithiumkalken som et Overgangsled til Danien, særlig da der, som vi senere skulle se, findes en ret vel markeret Lakune eller Diskordans mellem Cerithiumkalken og Bryozokalken i Stevns Klint. Paa Grund af de i det foregaaende fremdragne Forhold maa man efter min Mening betragte Fiskeleret og Cerithiumkalken som Dannelser, der ere nøje knyttede til Skrive- kridtet og aldeles ikke kunne henregnes til Danienet, naar man kun vil anvende denne Betegnelse for de over Senonet liggende Kridtaflejringer uden Inoceramer, Ammoniter og Belemniter. Og kun for saadanne Aflejringer kan, synes jeg, denne Betegnelse anvendes med Rette, skønt man hist og ser den anvendt i en herfra noget forskellig Betydning. Hvad den gamle Forcamammer'ske Betegnelse «Nyere Kridt» angaar, forekommer det mig uheldigt vedblivende at anvende den i samme Betydning som hidtil, som medindbefattende Fiskeleret og Cerithiumkalken. Da «Nyere Kridt» og «Danien» hidtil have været betragtede som Navne for et og det samme, vilde det nemlig let give Anledning til Misforstaaelser, om man nu lod dem have forskellig Betydning. Jeg foreslaar derfor at udelukke Fiskeleret og Cerithiumkalken af det «Nyere Kridt», saa at «Nyere Kridt» og «Danien» igen blive synonyme, eller ogsaa for Fremtiden helt at undgaa Betegnelsen «Nyere Kridt». Efter at Fiskeleret og Cerithiumkalken saaledes ere udskilte af Danienet og hen- førte til Senonet, bliver Inddelingen af vort Oversenon følgende : c. Cerithiumkalk. b. Fiskeler. a. Skrivekridt. Jeg kan dog straks tilføje, at jeg anser baade Fiskeleret og Cerithiumkalken for saa nøje knyttede til Skrivekridtet, at det hele i Grunden tilhører en eneste Dannelse og derfor maaske burde behandles under et, men af praktiske Grunde har jeg foretrukket at holde dem hver for sig. a. Skrivekridt. Skrivekridtet, der som tidligere omtalt sikkert er udbredt over hele Danmark med Undtagelse af Bornholm, træder særlig mod Øst og Nord adskillige Steder i Dagen dels i 63 397 Klinter ved den nuværende eller en tidligere Strandbred, dels i større og mindre, aabne Brud. I Reglen er det dog dækket af betydelige, yngre Aflejringer. Hvor dette er Til- fældet har man ofte kunnet konstatere dets Tilstedeværelse ved Dybdeboringer. De over- lejrende Lags Mægtighed er meget forskellig i de forskellige Dele af Landet; størst er den vel i det sydvestlige Jylland, medens den enkelte Steder i det nordlige Jylland er saa ringe, at man naar ned til Skrivekridtet ved Gråvning af Grøfter. I disse Egne kender man derfor en Mængde Lokaliteter med Skrivekridt, men de tilgængelige Partier ere i Reglen ubetydelige. Kun i Møens Klint, Stevns Klint og Svinkløv samt ved de store Cement- fabriker i Nærheden af Mariager og Aalborg er Skrivekridtet tilgængeligt i større Udstrækning. At alt vort Skrivekridt tilhører Zonen med Belemnitella mucronata v. ScuLortx. sp., kan der vel næppe være nogen som helst Tvivl om, skønt den nævnte Art, som man vil se af Faunaliste III, kun er funden paa de færreste af Lokaliteterne. Belemnitella mucronata synes nemlig at blive sjældnere og sjældnere, jo længere man naar op i Skrivekridtet, og dette kan vel forklare, at man hidtil ikke har fundet den paa en Del Lokaliteter, hvor man maa antage, at det er den yngste Del af Skrivekridtet, der er repræsenteret. Fra en Del af Lokaliteterne foreligger der overhovedet kun ganske faa Forsteninger, hvilket kan skyldes, at Kridtet her kun er lidet tilgængeligt for Undersøgelse, eller ogsaa, og det er vel i Reglen Tilfældet, at der kun har været Lejlighed til åt undersøge Lokaliteten under et ganske kortvarigt Besøg. Under saadanne Forhold er det naturligvis ikke muligt at foretage saa omfattende Indsamlinger, at man kan fåa en fuldstændig Oversigt over den Fauna, der findes paa vedkommende Lokalitet. I Faunaliste III, der viser Brachiopodernes og Molluskernes Udbredelse i vort yngre Senon, har jeg derfor søgt at sammenfatte Lokaliteterne efter deres geografiske Beliggenhed i flere naturlig sammenhørende Grupper. Derved faar man et bedre Overblik over vedkommende Egns Skrivekridtfauna. Man kan indvende herimod, at man paa den Maade let kommer til at blande forskellige Faunaer sammen, saafremt Skrivekridtet her i Danmark tilhører forskellige Horizonter. Herom vides imidlertid meget lidt; for at kunne afgøre dette Spørgsmaal med Sikkerhed, kræves der nemlig for de allerfleste Lokaliteters Vedkommende langt fyldigere Indsamlinger. De Grupper, hvori jeg har sammenstillet Skrivekridtlokaliteterne, ere følgende: 1) Møens Klint. 2) Kastrup Skov (Alindelille) ved Ringsted. ferfra er Mineralogisk Museum i Besiddelse af en ret anseelig Samling Forsieninger, men i Følge Rornam er Skrivekridtet ikke faststaaende her!). 3) Stevns Klint. 1) K. Rørnam: Kridtformationen i Sjælland. S. 11; anden Note, — Danmarks geol. Unders. II R. Nr. 6. Kjøbenhavn 1897. 398 64 4) Mariagerfjord, omfattende Lokaliteterne umiddelbart ved Fjorden. 5) Himmerland og Vendsyssel. 6) Hanherrederne, Thy og Mors. Egentlig burde vel «Mariagerfjord» være forenet med «Himmerland og Vendsyssel», men da Mineralogisk Museum takket være Hr. Inspektør RosexserGes righoldige Indsam- linger er kommen i Besiddelse af en særdeles fyldig Samling af Forsteninger fra Cement- fabriken «Dania» ved Mariagerfjord, er det muligt alene derigennem at faa et godt Overblik over Faunaen i det derværende Skrivekridt; derfor har jeg foretrukket at henregne «Dania» til en særskilt Gruppe, til hvilken jeg desuden har henført den umiddelbart ved Siden af «Dania» liggende Cementfabrik «Cimbria» samt det nu nedlagte Kridtbrud ved Stevn paa Nordsiden af Fjorden og Lokaliteten Assens Syd for Fjorden, hvor man ved en Brøndgravning har truffet enkelte Forsteninger i Skrivekridt. — Lokaliteterne i Hanherrederne, Thy og påa Mors har jeg sammenfattet i en Gruppe, fordi man her efter al Sandsynlighed overalt har med Skrivekridtets yngste Lag at gøre, hvorimod. Skrive- kridtet fra de andre jydske Lokaliteter muligvis er noget ældre. Som ovenfor omtalt måa man vel antage, at alt vort Skrivekridt tilhører Zonen med Belemnitella mucronata v. ScaLotH. sp. Derimod er Spørgsmaalet om, hvilke Afde- linger indenfor denne Zone der ere repræsenterede her i Danmark, noget vanskeligere at besvare; dog er der overvejende Sandsynlighed for, at alt vort Skrivekridt tilhører Mucronatakridtets yngste Afdeling, som er karakteriseret ved Forekomsten af Scaplhuites constrictus Sow. sp. Denne Årt er nemlig funden i 5 af de ovennævnte Grupper og savnes kun fra Møens Klint; muligvis forekommer den ogsaa her, thi man har i det her- værende Kridt fundet flere Eksemplarer af Scaphiter, som imidlertid desværre ere fuld- stændig ubestemmelige. Kun om et af disse Eksemplarer kan man sige, at det synes at have nogen Lighed med Sc. tridens Kner., men med tilstrækkelig Sikkerhed lader det sig ikke bestemme. Hvis denne Art virkelig skulde findes i Møens Klint, kunde dette maaske tyde paa, at foruden Horizonten med Sc. constrictus tillige en noget ældre Horizont var repræsenteret her. At i hvert Fald Horizonten med Sec. constrictus findes i Møens Klint, tør man vel nok slutte af den store Lighed, Faunaen her har med Faunaen paa de andre Lokaliteter. Forekomsten af Nautilus darupensis Scazir. ved Frejlev kunde maaske ogsaa tyde påa, at man her havde med en ældre Afdeling. af Mucronatakridtet at gøre, da denne Art efter Scmrører skal være karakteristisk for Lagene med ÅAmmonites Coesfeldiensis og Heteroceras polyplocum. Imidlertid er N. darupensis i Følge Dexcxe ogsaa funden påå Rigen, og Arten har vel derfor en større vertikal Udbredelse end tidligere antaget. Sammenligner man nu Faunaen i de enkelte Grupper, hvori jeg har sammenstillet Lokaliteterne, viser det sig, at Møens Klint har langt den rigeste Fauna: De Arter af 65 399 Brachiopoder og Mollusker, som ere fundne her og ikke i andre Dele af Landet, ere følgende: Lingula eretacea Loern. Crania ignabergensis Reærz. — barbata v. Hac. Thecidium vermiculare v. Scaxortn. sp. Pecten rotundus v, Hac. Lima Dunkeri v. Hac. denticulata Ninss. Gyropleura Miinsteri v. Hac. sp. At såa mange Arter synes åt være ejendommelige for Møens Klint, skyldes sand- Naar andre der Sandsynlighed for, at adskillige af disse Arter ville vise sig at have en større horizontal Udbredelse, skellige Lokaliteter vil kunne henføre disse til forskellige Horizonter, fordi Faunaen viser synligvis de store Indsamlinger, som særlig Puacaarn i sin Tid foretog her. Lokaliteter med Tiden blive underkastede ligesaa omhyggelige Undersøgelser, er Muligt er det ogsaa, at man ved et mere indgaaende Studium af de for- sig at være noget forskellig paa forskellige Steder. Med vort nuværende Kendskab til Arternes Udbredelse lader en saadan Inddeling i forskellige Horizonter sig næppe gøre. At der synes at være nogen Ulighed til Stede, fremgaar af følgende skematiske Oversigt over Antallet af de Arter af Brachiopoder og Mollusker, der ere fælles for de forskellige Grupper af Lokaliteter: FM SSKLDE Kastrup SERGE, Mariager- | Himmerland,| Hanherred., Skov fjord Vendsyssel | Thy og Mors Møenseklintr AE REELSE 56 18 37 29 36 19 Kastrup Skov .......... — 23 20 16 18 13 Steynst Klint Rd — — 47 28 38 21 Mariagerfjord ...........- — — — 33 2 15 Himmerland, Vendsyssel . == = = — | 46 21 Hanherred., Thy og Mors. — = = — — 25 Medens Møens Klint indeholder 8 Arter, som hidtil ikke ere fundne andensteds, ere alle de i de løse Blokke fra Kastrup Skov fundne Arter ogsaa kendte fra andre Lokaliteter. Tre Arter, nemlig Crania antiqua Derr., Ostrea Merceyi Coq. og "Kæogyra lateralis Næss. sp., kendes kun fra Stevns Klint; dog er den sidste foruden i Skrivekridtet Gruppen «Mariagerfjord » 51 tillige funden i Fiskeleret, og den næstsidste i Cerithiumkalken. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6. 400 66 synes efter Faunaliste III ikke at eje nogen Art, som ikke tillige er funden andensteds i vort Skrivekridt. I de sidste af Hr. Inspektør RosenBgerG indsendte Samlinger fra Cement- fabriken «Dania» findes imidlertid 3 endnu ikke nærmere undersøgte Arter, en Pecten og to Ammoniter, som ikke tidligere ere fundne her i Landet. Desuden er Hamites cylin- draceus Derr. kun kendt fra Mariagerfjord samt fra Himmerland og Vendsyssel. I dette sidste Parti synes Cephalopoderne at være mere almindelige end i det øvrige Skrivekridl. Tre Arter, Nautilus darupensis Scarit., Desmoceras Liineburgense Scaxtt. sp. og Ammonites nm. sp.? Scmnir., kendes saaledes kun fra disse Lokaliteter. Neaera caudata Nuss., der i Danmark kun er funden i et Eksemplar, stammer ligeledes herfra. — Baculites vertebralis Lam. kendes kun fra en Lokalitet paa Mors samt fra Cerithiumkalken i Stevns Klint. Undersøger man derefter, hvor mange af de i vort allervngste Senon, Cerithium- kalken, fundne 38 Arter der tillige findes i de forskellige Grupper af Lokaliteter med Skrive- kridt, bliver Resultatet, som nedenstaaende skematiske Sammenstilling viser. Her er tillige angivet, hvor mange Arter der overhovedet er fundet i vedkommende Gruppe, samt hvor mange Procent af disse Gruppen har fælles med Cerithiumkalken. | Antallet af Deraf fælles med | fundne Arter | Gerithiumkalken Møens= Klin teret | 56 | 8-10], Kastrup" Skoven i 23 | 8==%35) 20 Steyn SEKlin tere, | 47 12 — 26 9/9 Måriaserfjord eter 33 (RET OEE FOR] Himmerland, Vendsyssel . | 46 IO Hanherred., Thy, Mors... | 25 | 0-83 6179 Man ser af denne Sammenstilling, at Hanherrederne, Thy og Mors er den Del af Landet, hvis Skrivekridtfauna synes at have den største Lighed med Cerithium- kalkens, medens Møens Klint paa den anden Side staar længst nede i Rækken, hvad Lighed angaar. Næstøverst i Rækken staar Kastrup Skov, og derpaa følge Mariagerfjord, Stevns Klint samt Himmerland og Vendsyssel. Efter Lejringsforholdene kunde man vente at finde det yngste Skrivekridt i Hanherrederne, Thy og Mors samt i Stevns Klint, da Skrivekridtet her ses overlejret af Danien; for den første Lokalitetgruppes Vedkommende stemmer det altsaa godt med de faunistiske Forhold, idet dens Fauna er den, der har størst Lighed med Cerithiumkalkens; Stevns Klint staar derimod temmelig langt nede i Rækken; denne Lokalitet har imidlertid flere Arter fælles med Cerithiumkalken end nogen anden Gruppe af Lokaliteter, og ogsaa hvad Procentantallet angaar, staar den Cerithium- kalken langt nærmere, end Møens Klint gør det. — Mariagerfjord staar med Hensyn til 67 401 pCt. temmelig højt i Rækken; muligt er det, at vi ogsaa her have med Skrivekridtets yngste Dele at gøre, da vi her ere i Nærheden af Grænsen mellem Senon og Danien. Man maa dog ikke 'se bort fra den Mulighed, at Senon og Danien her kunne være adskilte ved en Forkastning, såa at man med Hensyn til Alderen intet kan udlede af Lejringsforholdene. Derimod hår man intetsteds i Møens Klint eller i Himmerland og Vendsyssel fundet Danien over Skrivekridtet"!), og der er derfor nogen Mulighed for, at vi her have med noget ældre Skrivekridt at gøre end i de andre Partier. Muligvis vil det vise sig, at Åvicula danica Ravn er karakteristisk for det aller- øverste Skrivekridt (jvfr. denne Arts Udbredelse efter Faunaliste II); i såa Tilfælde vil denne Art kunne gøre god Fyldest som «Ledeforstening», idet den synes at have en ret vid horizontal Udbredelse, og desuden optræder den gærne i større Mængde paa de Lokaliteter, hvor den forekommer. Som tidligere fremhævet ere Indsamlingerne for de fleste Lokaliteters Vedkommende meget mangelfulde. Man maa derfor ikke lægge for megen Vægt paa de her dragåe Sammenligninger; det er muligt, at grundigere Undersøgelser ville ændre Resultatet noget særlig i Retning af en anden Gruppering af Lokaliteterne. Med Hensyn til Fauna har vort Skrivekridt størst Lighed med de tilsvarende Af- lejringer påa Rigen; betydelig mindre i såa Henseende er derimod Ligheden med Skrive- kridtet i England og Nordfrankrig. b. Fiskeler., Dette ganske underordnede Lag kendes med Sikkerhed kun fra Stevns Klint. Ganske vist anfører Forcaaammer som tidligere (S. 346) omtalt det ogsaa fra Kalkbruddet ved Herfølge, men han kender det ikke af Selvsyn og støtter sig udelukkende til Brens- porers Meddelelse om et ovenpaa «Kridtet» liggende tyndt Lag af en sortebrun, smuldrende Masse. Hvorvidt Fiskeleret virkelig har været tilgængeligt her, er meget tvivlsomt; i det nuværende Brud ved Herfølge Kirke ser man det i hvert Fald ikke. — Endnu fra en Lokalitet, Eerslev «Grube» paa Mors, omtaler Forcamammer Forekomsten af Fiskeler, idet han her vil have iagttaget den samme Lagserie som i Stevns Klint. Som jeg senere under Omtalen af Cerithiumkalken skal paavise, maa ogsaa denne Angivelse betragtes med nogen Tvivl; i hvert Fald ses der ikke i Nutiden noget Lag af Fiskeler i dette Kalkbrud. Fiskeleret kendes altsaa i Øjeblikket kun fra Stevns Klint. Det findes her saa at sige overalt, hvor man har den hele Lagserie fra Skrivekridtet til Bryozokalken; i det 1) Herfra. maa dog maaske undtages Kalkbruddet ved Voxlev. Efter Arbejdernes Sigende skal der her nemlig findes en blød, hvid Kalksten under Bryozokalken. Under mit Besøg i Sommeren 1901 iagttoges kun Bryozokalk, men det er ret sandsynligt, at der i Bunden af Bruddet virkelig ligger Skrivekridt, da Aabrinkerne i selve Voxlev By ere dannede af denne Stenart. ;Y be 402 68 foregaaende har jeg omtalt, hvorledes det synes aflejret i smaa Bækkener paa Skrivekridtets Overflade; dets Mægtighed er noget variabel, idet Lagetl i Reglen er tykkest i Bækkenets Midte og bliver tyndere mod BRandene, hvor det endogsaa kan forsvinde fuldstændig. Gennemgaaende synes Laget at naa sin største Mægtighed (indtil c. 20 Cm.) i den sydlige Del af Klinten; i Reglen er dets Mægtighed betydelig mindre (c. 5 Cm.). Som omtalt af Hennie indeholder det ret hyppig afrundede Brokker af Skrivekridt. I Reglen er der nedadtil en skarp Grænse mellem Skrivekridt og Fiskeler; opadtil er der derimod en jævn Overgang til Cerithiumkalken. Man kunde vel deraf med Hennic slutte, at der pludselig af en eller anden Grund i Kridthavet var begyndt en Aflejring af Lerslam. Maaske er Aflejringen af Kridtpartikler samtidig bleven formindsket. Denne Aflejring af Lerslam er imidlertid snart aftaget og tilsidst fuldstændig ophørt; vi vilde paa denne Maade faa Fiskeleret skarpt afgrænset nedadtil mod Skrivekridtet, men opadtil for- bundet ved jævne Overgange med Cerithiumkalken. Hvorfra Leret skulde stamme, er ikke let at paavise. Det kunde maaske, som Rørnam anfører, skyldes heftige Regnskyl i For- bindelse med Flodoversvømmelser!), eller, som Henxme antyder, stærk Udskriden af Kridt- havets underminerede Strandbrinker?”), skønt saadanne Tildragelser maatte man vel dog vente gentagne adskillige Gange i det lange Tidsrum, der maa være medgaaet til Skrive- kridtets Dannelse. Kunde man end maaske tænke sig Fiskeleret dannet paa denne Maade, vil det dog blive vanskeligt at forklare Forekomsten af de afrundede Skrivekridtknolde i Fiskeleret, da de vel ikke godt kunne være aflejrede sammen med det fine Lerslam. Jeg mener derfor ogsaa, at denne Hypotese maa forkastes, og har tænkt mig Grunden til Fiskelerets Frem- komst at være følgende. Under Omtalen af Cerithinmkalken skal jeg søge at paavise, at der under Slut- ningen af Skrivekridttiden fandt en negativ Niveauforandring Sted, som maaske endte med Emersion i hvert Fald i visse Dele af Landet. Hvadenten Landet omkring den nuværende Klint ved Stevns blev hævet over Havet eller ej, har der dog fundet en kemisk og maaske ogsaa mekanisk Abrasion eller Erosion Sted af de allerede dengang aflejrede Kridtmasser. Utænkeligt vilde det da vel ikke være, at kulsyreholdigt Vand har banet sig Vej gennem et forholdsvis let gennemtrængeligt Lag af Kridtet, har opløst en Del af dette og har saa i Sprækken efterladt det fine Ler, som altid i ringe Mængde er til Stede i Kridtet, og som er blevet tilbage efter Kalkens Opløsning. Enkelte Smaapartier i Kridtet have af en eller anden Grund været mere modstandsdygtige overfor det kulsyreholdige Vands opløsende Evne og ere blevne tilbage som de afrundede Knolde, vi nu træffe i Fiskeleret. For denne INIKSRØRDAMY TCS NSSS 2 7?) A. HenNn1G: Studier ofver den baltiska Yngre kritans bildningshistoria. S. 42. 69 403 Forklarings Rigtighed taler ogsaa det ovenfor paapegede mærkelige Forhold, at Fiskeleret somme Steder ligesom grener sig ud i Cerithiumkalken; dette Forhold lader sig nemlig ikke let forklåre, nåar man antager Fiskeleret oprindelig afsat paa Kridthavets Bund. Til Støtte for denne Forklaring kan jeg endvidere anføre, at jeg har fundet en Pig af Cidaris baltica Scaxirt. liggende umiddelbart paa Grænsen mellem Skrivekridt og Fiskeler. Medens den Halvdel, der laa i Kridtet, var vel bevaret, var den Halvdel, som hørte til Fiskeleret, "fuldstændig forsvunden. Dette kan vel kun skyldes en Opløsning af den kulsure Kalk. Den her givne Forklaring svnes mig derfor at være den sandsynligste, selv om man ikke med vort nuværende Kendskab kan fuldt ud godtgøre, at det er den rette. Muligvis ville ny, heldige Iagttagelser kunne afgøre Spørgsmaalet. Om Faunaen i Fiskeleret er der kun lidet at berette. Den eneste Art, hvis Til- stedeværelse man har kunnet konstatere med Sikkerhed, er Eæogyra lateralis Nuas. sp. Desuden er der fundet et Skalfragment, som maaske har tilhørt en Gryphaea vesicularis Lam., en lille Pecten sp. samt et Brudstykke af en Ostrea sp. Fiskerester, hvorefter Laget har faaet sit Navn, træffes ogsaa, men ere ingenlunde almindelige. Dette Materiale er selvfølgelig i og for sig utilstrækkeligt til nærmere at bestemme Horizonten, men då baade det underlejrende Skrivekridt og den overlejrende Cerithiumkalk tilhøre Zonen med Sca- phites constrictus Sow. sp., kan der ikke være nogen Tvivl om, at Fiskeleret ligeledes maa henregnes til denne Zone. c. Cerithiumkalk. Denne Aflejring kendes bedst fra Stevns Klint. Den danner her et Lag af noget vekslende Mægtighed (c. Y3—1 M.) og kan iagttages overalt, hvor man har saavel Skrive- kridt som Bryozokalk. Cerithiumkalken bestaar af en hvid eller noget gullig Kalksten, som er gennemsat af Sprækker og derfor let falder hen i Brokker. Kalkstenen er ellers tæt og temmelig haard; ved denne sidste Egenskab adskilles den let fra Skrivekridtet. Ogsaa fra Bryozokalken adskilles den let, idet den ret sjælden — i hvert Fald makroskopisk — indeholder Bryozoer. Meget karakteristisk for den ere de fine Hulrum, der ere frem- komne ved Opløsning af Kiselspongiers Skeletelementer, som have været til Stede i stor Mængde. Hist og her iagttages i Cerithiumkalken et enkelt Lag af Flintknolde, saaledes som de forekomme i Skrivekridtet. Saavidt mig bekendt findes der derimod aldrig sammenhængende Flintlag saaledes som i Bryozokalken. Nyrer af Straalkis eller Svovlkis ere ikke sjældne i Cerithiumkalken. Særlig den øverste Del af Gerithiumkalken er gennemsat af Ophiomorpha-lignende Dannelser, der undertiden ere grenede. En Del af disse Dannelser kan vel nok antages at hidrøre fra Spongier, selv om disses Skelet nu er fuldstændig forsvundet; mer eller mindre forkislede Spongierester ere nemlig ret hyppige. Men Hovedparten maa formodentlig 404 70 betragtes som Spor efter Dyr, der have gennemrodet Havbunden. Paa Cerithiumkalkens Overflade synes der at have været et Netværk af temmelig grove Furer, der i høj Grad minde om Indtørringssprækker. Dette ses bedst, hvor Cerithiumkalken er borteroderet, og Bryozokalken derfor hænger frit ud i Luften. Her kan man nemlig paa Bryozokalkens Underflade, som er meget ujævn, iagttage et Netværk af ophøjede Figurer, der maa have passet til tilsvarende Fordybninger i Cerithiumkalkens Overflade. En Del af Ujævn- hederne paa Undersiden af Bryozokalken kan dog maaske være fremkommen ved Vejr- smuldring af denne. At Betingelserne for Forsteningernes Bevarelse have været langt gunstigere i Cerithiumkalken end i Skrivekridtet, er allerede omtalt S. 389. Hvad angaar Spørgsmaalet om de Forhold, hvorunder Cerithiumkalken er aflejret, da have disse sikkert i det væsentlige været de samme som Forholdene under Skrivekridtets Aflejring. At Cerithiumkalken nu har en anden petrografisk Beskaffenhed end Skrivekridtet, skyldes nemlig sekundære Omdannelser. At disse skulle bero paa Fiskelerets relativt store Uigennemtrængelighed for Vand, saaledes som Grånwarr formoder”), kan ikke være Til- fældet, thi Cerithiumkalken findes ogsaa udviklet paa Steder, hvor det ikke underlejres af Fiskeler. I det følgende skal jeg udvikle, paa hvilken Maade Cerithiumkalken efter de foreliggende Iagttagelser maa tænkes dannet. Henimod Slutningen af den Tid, hvorunder Skrivekridtet aflejredes, begyndte der en negativ Niveauforandring; denne synes allerede antydet ved det Forhold, at Skrivekridtet i Stevns Klint bliver rigere paa Bryozoer opadtil og tillige mere lerholdigt. Samtidig aftog Mængden af det Materiale, som aflejredes paa Havbunden, og Sedimentationen ophørte snart helt eller sank ned til et rent Minimum. Faunaen vedblev endnu nogen Tid efter Hævningens Begyndelse at være i det væsentligste den samme som tidligere. Paa Hav- bunden udfoldede der sig, medens Hævningen stadig fortsattes, et rigt Dyreliv; en Del af Dyrene gennemrodede Kridtslammet og fremkaldte derved de ovenfor omtalte ejendomme- lige Ophiomorpha-lignende Dannelser, der ere saa almindelige i den øverste Del af Cerithiumkalken. Lidt efter lidt hærdnedes Kridtslammet derved, at kulsur Kalk udfældedes og bandt Slampartiklerne fastere til hverandre; samtidig har der sandsynligvis fundet en Sætning og Sammentrækning Sted i Massen, hvorved de utallige Sprækker, der findes i Cerithiumkalken, fremkom. Endvidere opløstes en Del af de Dyreskaller, som Kridtslammet indesluttede. Nogen Udfældning af kulsur Kalk har der næppe funden Sted efter Skallernes Opløsning, saaledes som Tilfældet har været i Faxekalken, thi i Gerithiumkalken finder man aldrig Skallernes Aftryk beklædte med en Calcitskorpe, saaledes som det i Reglen er Tilfældet i Koralkalken ved Faxe. ]) K. A, GRØNWALL: Några anmårkningar om lagerserien i Stevns Klint. S. 370. prevres 7 7 777777 77777777 7-7—77————. ENS DABENESENEEREEEEE (el 405 At lignende Omdannelser ikke have strakt sig længere ned i Skrivekridtet, har formodentlig sin Grund deri, at de ældre Lag her stadig hurtig dækkedes af ny Aflejringer, som hæmmede Vandets Cirkulation i Lagene og dermed ogsaa de kemiske Processer. De fleste Dyreskaller opløstes, inden den omgivende Masse havde opnaaet en Fasthed, der var tilstrækkelig til at bevare de ved Opløsningen fremkomne Hulheder; Kridtmassen pressedes sammen af Trykket fra de stadig tilkommende Lag af Kridtslam. Derfor er der i Skrivekridtet i Reglen ikke blevet Spor tilbage af saadanne opløste Skaller; det eneste, man en sjælden Gang finder, er en deformeret, ubestemmelig Stenkærne. Udad mod Randene af Bækkenerne, hvori Fiskeleret findes, bliver Lerlaget tyndt, og her finder man ogsaa under dette Cerithiumkalk, som gaar jævnt over i Skrivekridtet. Cerithiumkalkens Mægtighed retter sig altsaa ikke efter Fiskelerets bølgede Overflade, men har saa nogenlunde den samme Størrelse overalt. Hvor længe den omtalte Afbrydelse af Sedimentationen har varet, maa henstaa uafgjort. Sandsynligvis har den strakt sig over et ikke ganske kort Tidsrum. Da Sedi- mentationen atter begyndte, havde der i Kridthavet indfundet sig talløse Bryozoer, der dannede udstrakte undersøiske Dvergskove, af hvis Rester Danienetagens bekendte Bryozo- kalk fremstod. Vi faa derved i Stevns Klint ikke alene faunistisk, men ogsaa petrografisk en skarp Grænse mellem Senon og Danien. Hidtil har Talen kun været om Cerithiumkalken i Stevns Klint. Dette Lag angives imidlertid ogsaa at forekomme andre Steder her i Landet. Nogle af disse Angivelser synes dog at bero paa Fejltagelser. Som alt anført i det foregaaende omtaler ForcaHammer et med Cerithiumkalken analogt Lag fra den saakaldte Eerslev Grube paa Mors. Saavidt.mig bekendt er det S. 349 citerede Sted det eneste, hvor Forcaaammer kommer ind paa en udførlig Omtale af dette Brud, og dette beror vel til Dels derpaa, at Bruddet snart blev opgivet og dets Vægge tilgroede, saa at Profilet var utilgængeligt. Senere har man kun af og til gravet lidt i Væggene; saaledes har Dr. K. J. V. Srrenstrur i 1882 besøgt Lokaliteten under ret gunstige Forhoid ; han har velvilligst tilladt mig at offentliggøre følgende Uddrag af hans Dagbog for 31. Juli 1882 angaaende, hvad der dengang kunde iagttages: «Øverst - I Fod Muld. Dernæst 2 - knust Blegekridt. — 1—2 - Faxelaget, der har en temmelig skarp Grænse mod Blegekridtet. — 6 -… Skrivekridt med uregelmæssige og til Dels sammenvoksede Flintnyrer. Grænsen mod Faxelaget er umærkelig, dog kan man med Hammeren føle, naar Kridtet paa engang bliver haardt, og naar det er tørt klingende. Ikke Spor til Fiskeler,» 406 1] DI Det lykkedes endvidere Dr. Srteensrrur i Cerithiumkalken («Faxelaget») at finde et smukt Exemplar af Isocardia faæensis (M.U. H.), Loern. Paa en Undersøgelses- og Indsamlingsrejse i Aaret 1899 besøgte jeg ogsaa den gamle Forcamammer'ske «Grube» Vest for Eerslev. Det viste sig da, at man igen havde begyndt at bryde Kalken og det heldigvis påa Steder, hvor man havde Adgang til at under- søge den af Forcauammer omtalte Lagserie. Forholdene vare de samme som under Dr. Sreenstrurs Besøg i 1882. Man havde i Bruddets nordlige Væg gravet to Huller, hvor man kunde iagttage følgende Lagserie i Kridtet: 3, Blegekridt. 2. Cerithiumkalk. 1. Skrivekridt. Skrivekridtet havde det sædvanlige Udseende; efter Sigende skal det blive blødere nedadtil. Det gaar jævnt over i Cerithiumkalken, uden, som Forcnaxammer paastaar, at ad- skilles fra denne ved noget Lag af Fiskeler. Muligt vil dette Lag dog kunne findes i andre Dele af Bruddet, thi heller ikke i Stevns Klint findes det jo overalt. Cerithiumkalken var c. 30 Cm. mægtig og mindede ikke saa ganske lidt om det tilsvarende Lag i Stevns Klint. Den var saaledes temmelig haard og kløftet paa kryds og tværs i temmelig smaa Brokker. Desværre synes den at være meget fattig paa Forsteninger; det eneste, jeg fandt, var nogle bugtede Rør, som formodentlig i sin Tid ere dannede af Orme eller andre Dyr, som rodede i Kridtslammet. Cerithiumkalken indeholdt ingen Flint, men i det ene af de omtalte Huller fandtes der paa Grænsen opad mod Blegekridtet et Flintlag; dette var ikke Tilfældet i det andet Hul, men dog var ogsåa her Grænsen mellem Cerithiumkalken og Blegekridtet meget skarp. Blegekridtets Mægtighed var c. 3,5 M.; det indeholdt Lag af sort, noget plettet Flint. Cerithiumkalken fandt her ingen praktisk Anvendelse, da den var for brokket til at brændes og for haard til at bruges som Mergel. Skønt der foreligger saa faa Forsteninger fra Eerslev Grube, forekommer det mig dog, at man absolut maa give Forcaxammer Ret, naar han paralleliserer Lagene her med Lagene i Stevns Klint. løjnefaldende er det da, at man her ligesom i Stevns Klint har en ganske jævn Overgang mellem Skrivekridtet og Cerithiumkalken, medens der findes en skarp Grænse mellem dette sidste Lag og det overlejrende Danien. Forcamammenrs sikkert fejlagtige Formodning om Forekomsten af Cerithiumkalk ved Herfølge er allerede omtalt S. 346. Paa en Undersøgelsesrejse for Mineralogisk Museum fandt K.A. Grånwarr i Aaret 1898 et lille Kalkbrud Vest for Aggersborggaard ved Aggersund. Særlig paa Grundlag af de fundne Forsteninger kom han til det Resultat, at det sandsynligvis var Cerithiumkalk, 73 407 man her havde for sig"). Dette har imidlertid ved senere Undersøgelser vist sig at være urigtigt, idet Faunaen slutter sig meget nær til Koralkalkens ved Faxe. Jeg skal senere vende tilbage til denne meget interessante Lokalitet. Stevns Klint og Eerslev ere altsaa de eneste Lokaliteter, hvorfra man med Sikker- hed kender Cerithiumkalk. Imidlertid blev jeg under et Besøg i Eberswalde i Aaret 1900 opmærksom paa, at der i den store Samling af løse forsteningsførende Blokke, som er tilvejebragt af Geheimerath Remere, ogsaa findes "4 Blokke af Cerithiumkalk?”). I den største af disse Blokke fandtes Resterne af en rig Fauna af til Dels de samme Former, som optræde i Cerithiumkalken i Stevns Klint, men ogsaa af en Del andre Former, af hvilke nogle ere fundne i vort Skrivekridt,. Paa Grund heraf ansaa jeg det for usandsynligt, at disse Blokke kunde stamme fra Stevns Klint; de maatte snarere være komne fra et Sted i Østersøen mellem Stevns og Bornholm, hvilket ogsaa vilde stemme med Beliggenheden af Blokkenes Findesteder. Jeg skal dertil kun tilføje, at den Omstændighed, at man i denne Cerithiumkalk har fundet endnu et Par Arter fra Skrivekridtet, knytter GCerithium- kalken endnu nærmere til Skrivekridtet. Cerithiumkalken maa i Virkeligheden anses for om- dannet (hærdnet) Skrivekridt. Endnu maa tilføjes, at jeg et Sted i Bryozokalken i Stevns Klint har set et Lag, der havde en vis Lighed med Cerithiumkalken, men dog let kunde adskilles fra denne ved dets Rigdom paa Bryozoer. Det Eksemplar af Terebratula lens Ninss., som Possert an- fører fra Cerithiumkalken i Stevns Klint, stammer sikkert fra et saadant Lag; det er for- modentlig samlet i de paa Stranden nedstyrtede Masser, og då Stenarten som sagt har en vis Lighed med Cerithiumkalken, har man fejlagtig henført den til dette Lag. Cerithiumkalkens Fauna er allerede omtalt i det foregaaende (S. 389). Jeg har paa dette Sted gjort opmærksom paa, at Faunaen maa opfattes som en ren Skrivekridt- fauna, som kun påa Grund af de for Cerithiumkalken ejendommelige Bevaringsforhold har faaet en tilsyneladende Lighed med Danienfaunaen. Her skal kun tilføjes, at flere af de 8 Arter af Homomyaria og Gastropoder, som findes baade i Danien og Cerithiumkalk, i denne sidst nævnte Aflejring have et noget afvigende Udseende, saa at det maaske vil vise sig, naar man faar et fyldigere Materiale til Raadighed, at de ikke kunne identificeres med Arterne fra Danienetagen, men derimod maa opstilles som selvstændige Arter. Derved vil Forskellen mellem det yngre Senons og Danienetagens Faunaer blive endnu større. 1) K.A. GRONWALL: Smånotitser om Jyllands krita. — Medd. fra Dansk geol. Foren. Nr. 5. Kjøben- havn 1899. S:71—72: 2) J.P. J.Ravn: Løse Blokke af Cerithiumkalk, fundne i Nord-Tyskland. — Medd. fra Dansk geol. Foren. Nr. 6. Kjøbenhavn 1900. S.97—100. — Jeg maa her tilføje, at jeg ved en Forglemmelse har undladt at anføre, at ct Par af disse Blokke allerede under ct tidligere Besøg af Dr. K. J.V. SrræNnserur af ham var henført til Gerithiumkalken. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6. Vz 408 74 Cerithiumkalken er altsaa ikke andet end Skrivekridt, som paa Grund af særlige Forhold er undergaaet en mere indgaaende Omdannelse end. det almindelige Skrivekridt. Jeg skal senere vise, at man adskillige Steder i Udlandet har fundet Aflejringer, som ere omdannede paa fuldstændig samme Maade. 3. Grænsen mellem Senon og Danien i Danmark. Mod Slutningen af Senonepoken fandt der en negativ Niveauforandring Sted i hele det vestlige Europa, hvorved store Landstrækninger dukkede op af Havet. Ogsaa i de Egne, hvor Danmark nu ligger, skete der en saadan Niveauforandring; om der ogsaa her dannedes tørt Land, kan i Øjeblikket ikke siges med fuldkommen Sikkerhed. Hidtil har man altid antaget, at Danienhavet dækkede hele Danmark, og at dets Aflejringer paa de Steder, hvor vi nu ikke finde dem som et Dække over Skrivekridtet, vare forsvundne ved senere Erosion, navnlig under Istiden. Dette forekommer mig dog ikke saa absolut sikkert, idet jeg anser det for ikke ganske udelukket, at den under det sidste Afsnit af Senon- epoken begyndte negative Niveauforandring endte med en Emersion, saa at visse Dele af Landet under Danienepoken laa hævet over Havets Overflade; denne Emersion vedvarede for de samme Egnes Vedkommende sandsynligvis til Dels ogsaa under Tertiærperioden. Jeg tænker her særlig paa den sydligste Del af Sjælland (Syd for en Linje omtrent fra Korsør over Næstved og herfra mod Øst til Præstø Bugt) samt Møen og den største (nordlige) Del af Falster og Laaland. Her dækkes nemlig, saavidt man ved, Skrivekridtet overalt umiddelbart af glaciale Aflejringer, uden at man her noget Steds har fundet Spor af Danien. Det samme gælder vel ogsaa den sydlige Del af Vendsyssel samt den Del af Himmerland, der.ligger Nordøst for en Linje fra Mariager til Nibe. Ogsaa i Thy (Nord for Thisted) og Hanherrederne findes et større Parti, hvor Skrivekridtet ikke dækkes af Danienetagen; men her synes dette Forhold at bero paa en senere Erosion, der dog vel næppe saa meget skyldes en Indlandsis som Havets nedbrydende Virksomhed i den sen- glaciale og postglaciale Tid. Som allerede omtalt af Forcaxammer") ere Hanstholmen, Hjardemaalholmen samt den Syd herfor liggende gamle Holm for største Delen dannede af Aflejringer fra Danientiden og Istiden, medens man dybt nede i Holmenes Klinter finder Skrivekridt, som ligeledes udgør den faste Grund under det mellemliggende flade Land. At her er foregaaet en betydelig marin Erosion, ses klart af Holmenes høje, stejle IKlinter samt af de betydelige Strandvolde, man finder hist og her, og som undertiden indeholde en Mængde prægtige Skaller af Saltvandsmollusker. Ganske de samme Forhold finder man i en Del af Hanherrederne. I en lille Fortidsholm, som ligger ved Bjergegaardene, )) Forcumammur: Den vestlige Deel af Liimfjordens Omgivelser. — Danmarks illustrerede Almanak for 1858. S. $84—88, er 7 7 7 7 7-7 ————— — em, = = ERE g DE 75 409 c. 5 Kilometer Nordvest for Nørre Aggersund, har jeg i de gamle Klinter fundet Bryozo- kalk af samme Udseende som i den noget større Fortidsholm ved Aggersborg, og umiddel- bart ved Holmens Nordside ses en lille Grav med typisk Skrivekridt. I Thy og Hanherrederne maa det saaledes anses for givet, at Skrivekridtet har været dækket af Danienaflejringer, men i de to andre nævnte Egne af Landet kendes intet Spør af et saadant Dække, hvilket som sagt maaske skyldes, at disse Egne have været Øer i Danienhavet. | Man kan indvende mod denne Antagelse af en Emersion, at hvis en saadan virkelig havde fundet Sted, da maatte man hist og her finde Aflejringer af rullede Strandblokke paa Grænsen mellem Senon og Danien. Men man maa her huske paa, at vi fortiden kun paa to Lokaliteter (Stevns Klint og Eerslev) kunne se Senonet direkte overlejret af Danien; desuden har Transgressionen formodentlig slet ikke givet Anledning til Dannelsen af et Konglomerat, bl. a. fordi Skrivekridtets Flint efter al Sandsynlighed endnu ikke var dannet paa det Tidspunkt. Men selv om Flinten allerede var dannet, førenå den positive Niveau- forandring begyndte, kan Manglen af et Bundkonglomerat alligevel forklares. Hævningen af Havbunden begyndte allerede i Slutningen af Skrivekridttiden; den havde endnu ikke opnaaet nogen synderlig Størrelse, da Cerithiumkalken aflejredes; thi denne Stenart er aflejret paa omtrent samme Dybde og under lignende Forhold i det hele taget som Skrive- kridtet. Har denne Hævning end paa dette Tidspunkt været forholdsvis ringe, har den ikke desmindre haft stor Betydning, idet det sikkert maa skyldes den, at Sedimentationen snart sank ned til et rent Minimum. Den nærmere Grund hertil maa vel snarest søges deri, at Fordelingen mellem Hav og Land blev en anden; efter al Sandsynlighed er saa- ledes allerede dengang Anglo-Parisbassinet begyndt at hæves over Havet, thi den ret iøjnefaldende Forskel, der er mellem Skrivekridtets Fauna i disse Egne og her i Danmark, maa vel nærmest forklares ved den Antagelse, at vort Skrivekridt er noget yngre end det engelsk-franske. En Indsnevring eller ligefrem en Spærring af denne Forbindelse mellem Atlanterhavet og «Nord-Østersøen» maatte selvfølgelig i høj Grad bidrage til at fremkalde forandrede Forhold i det sidst nævnte Hav. imidlertid vedblev den negative Forskydning ; Vandet i Kridthavet blev efterhaanden saa lavt, at Strøm og Bølgeslag kunde begynde en Abrasion af Bunden. I Egnén omkring det nuværende Stevns er Hævningen maaske standset, inden Havbunden naaede op til Overfladen, men der er dog ikke noget i Vejen for den Antagelse, at der ogsaa her, i hvert Fald ved Lavvande, hår været et meget fladt og meget lavtliggende Land. At dette Kridttidens Danmark maa have været fladt, slutter jeg af Skrivekridtets regelmæssige, næsten horizontale Lejring i Stevns Klint; heller ikke kan det have været hævet synderlig højt over Havets Overflade, thi i saa Fald vilde Erosionen vel have udformet mere udprægede Terrænformer, end det — at dømme efter den næsten horizontale Grænselinje mellem Senon og Danien — har været Tilfældet. 597 410 SI & Men har Landet saaledes været lavt og fladt, have vel baade Hævning og Sænkning kunnet finde Sted, uden at der dannedes noget Konglomerat af synderlig Betydning. Lignende Dannelser som Cerithiumkalken kendes ogsaa fra andre Landes Kridt- aflejringer. Hésertr har saaledes omtalt dem forskellige Steder fra Parisbækkenet!). Han tillægger dem overordentlig stor stratigrafisk Betydning og mener, at de ikke alene betegne en Standsning i Sedimentationen, men tillige en Emersion. Hans Beskrivelse af, hvorledes Grænsen mellem Skrivekridtet og Pisolithkalken er ved Meudon, passer ganske godt paa den tilsvarende Grænse i Stevns Klint; i den sidst citerede Afhandling skriver han nemlig følgende (S. 446): «Tous les géologues ont vu cette craie blanche si tendre, å Meudon, devenant, å un métre et demi de la surface, un peu plus compacte, puis påssant insensiblement å un calcaire tout å fait dur jusquwau contact du calcaire pisolitique. La surface de cette craie durcie est percée de nombreuses et profondes tubulures, larges en haut, qui viennent se perdre, en s'amincissant, å des distances plus ou moins grandes. Le dépåt du calcaire pisolitique m'a eu lieu que postérieurement aux phénoménes qui ont durci et raviné la craie, car ses tubulures sont souvent remplies par les premiers sédiments du calcaire, et la matiére de remplissage a la méme consistance que le lit qui forme la base du calcaire pisolitique. » Fra England omtales ganske lignende Dannelser af Barrois i hans bekendte Arbejde om det engelske øvre Kridt”). Han tillægger dem her lignende Betydning som Héset. Meget udbredte ere disse «bancs-limites» ligeledes i Belgien, bl.a. ogsaa paa Grænsen mellem Kridt og Tertiær. Ruror og van Den Brocck omlale dem saaledes ofte). Paa Grundlag af en direkte Meddelelse fra Ruror til ne Grossouvre skriver denne sidste følgende om disse hærdnede Bænke”): «Dans ces parties durcies, M. Ruror a trouvé les empreintes de beaucoup d'espéces de Gastropodes et de Lamellibranches que Von ne rencontre pas dans la craie sous- jacente parce que lå coquille a disparu complétement par dissolution; ces empreintes ont conservé lå trace des ornamentations les plus délicates du test.» 1) En. Høerr: Note sur la: craie blanche et la craie marneuse dans le bassin de Paris. — Bull. Soc. géol. France. II série. t. 20. Paris 1863. S. 605—31. En. Héswr: Ondulations de la craie dans le bassin de Paris. — Bull. Soc. géol. France. II série. t..29. Paris 1872. . S: 446 og 583. ?) Cu. Barro1s: Recherches sur le terrain crétacé supérieur de TAngleterre et de Vlrlande. Lille 1876. SLOT IDAS TORS SV A. Ruror et E. vaN DEN BRoECK: Observations nouvelles sur le Tufeau de Ciply et sur le Crétacé supérieur du Hainaut. Liéæge 1886. 1") Å, Du GrRoSsSOUVRE: Recherches sur la craie supérieure. 1. Partie. S. 309. — Mém. pour servir å 'explic. de la Garte géol. détail. de la France. Paris 1901. (7 411 Som man vil have set af det foregaaende, ligner Cerithiumkalken ogsaa i denne Henseende i høj Grad de belgiske «bancs-limites». Angaaende de hærdnede Bænkes Betydning synes Meningerne at være noget divergerende. Imod den Anskuelse, at de alene skulde skyldes Emersioner, saaledes som navnlig Hezserrt antog, udtaler særlig De GrossouvrE sig, idet han mener, at de ogsaa kunne være fremkomne ved Standsninger og Forandringer i Sedimentationen; de Lag af Rullesten, som hyppig danne Basis for den ovenpaa en hærdnet Bænk liggende Aflejring, forklarer han som fremkomne ved Favstrømmes Denudation af de underliggende Lag"). Hvorledes det nu end forholder sig hermed, er dog såa meget sikkert, at vi her i Danmark have en Lakune mellem Senon og Danien; denne Lakune skyldes sikkert en Standsning i Sedimentationen og maaske endogsaåa en Emersicn i hvert Fald af visse Dele af Landet. Vi fåa saaledes her i Danmark en lignende Grænse mellem Senon og Danien som den, der findes i Nordfrankrig, Belgien og Rusland. Hvorvidt denne Lakune er forbunden med en Diskordans eller ikke, lader sig i Øjeblikket ikke sige med Sikkerhed, da man hverken i Cerithiumkalken eller i Skrivekridtet kan iagttage nogen tydelig Lagdeling. I Skrivekridtet i Stevns Klint ligge Flintknoldene i Lag, der ere omtrent horizontale og vel følge den oprindelige Lagdeling i Modsætning til de uregelmæssige, sammenhængende Flintlag, som findes i Skrivekridtets øverste Del og ere udskilte i Sprækker. I Stevns Klint synes altsaa Grænsen mellem Senon og Danien, der er omtrent horizontal, at være parallel med Skrivekridtlagene. Diskordansen kan derfor ikke være synderlig stor her. Som tidligere omtalt forekommer det mig rimeligst at forklare Fiskelerets og Cerithiumkalkens ejendommelige Lejringsforhold som Resultat af en kemisk eller mekanisk Erosion af det allerede engang aflejrede Materiale. Hvor meget der er forsvundet, er et Spørgsmaal, som foreløbig maa henstaa uafgjort. Maaske skyldes denne Denudation en Emersion; den paafølgende Transgression vilde da have. kunnet planere Landet og udjævne mulige, ved Erosionen fremkomme, Terrænformer. Men en saadan Denudation kan vel ogsaa tænkes fremkommen ved stærke Havstrømninger eller ved Bølgeslag; kun maa den da have fundet Sted, forinden Kridtslammet var blevet altfor fast; den Omstændighed, at Cerithiumkalken overalt har omtrent den samme Mægtighed, tyder ogsaa paa, at det øverste Kridtlags Omdannelse til Cerithiumkalk maa have fundet Sted efter Denudationen. Heller ikke ved Eerslev er det lykkedes mig at konstatere, om der findes en Dis- kordans mellem Senon og Danien eller ikke; derimod viser den skarpe Grænse mellem Skrivekridtet og Blegekridtet samt Tilstedeværelsen af Cerithiumkalken, at vi ogsaa her have en Lakune. Emersionen er her mindre sandsynlig, fordi Blegekridtet tilhører om- trent samme Facies som det underliggende Skrivekridt. 1) Å. DE GROSSOUVRE: Il. c. S. 311. 412 78 Hvor langt et Tidsinterval, der ligger mellem Skrivekridtlets og Danienets Aflejring, kan ikke afgøres med Sikkerhed. At det ikke har været noget ganske kort Tidsrum, synes at fremgaa af den ret betydelige Forskel, der er mellem Skrivekridtets og Danienets Fauna. Da Sedimentationen atter begyndte, havde Faunaen faaet et ganske andet Præg. Af det yngre Senons 99 Arter af Brachiopoder og Mollusker findes saaledes kun 20 Arter atter i Danienet, medens der til Gengæld er kommen 62 andre Arter til. Af de 20 Arter, som have overlevet det Tidsrum, som svarer til Lakunen, kunne navnlig fremhæves 3 Crania-Arter, T'erebratulina striata, Ostrea semiplana, Gryphaea vesicularis og Exogyra lateralis. Af de 79 forsvundne Arter maa først og fremmest nævnes alle Ammoniter og Belemniter, og hertil kommer endvidere Slægten Inoceramus, som ganske vist ikke synes at have spillet nogen Rolle i vort yngre Senon!). Den Omstændighed, at disse Dyre- grupper, som have præget hele den mesozoiske Æras Fauna, nu forsvinde, sætter stort Skel i den organiske Verdens Udviklingshistorie. Er der saaledes Former, som ikke have kunnet lempe sig efter de forandrede Forhold og have maattet bukke under i Kampen for Tilværelsen, er der paa den anden Side, som Hennie anfører, Arter, der paa en Maade have levet videre i meget nærstaaende Arter; dette er saaledes Tilfældet med Ånanchytes ovata Lesre og Terebratula carnea Sow., hvis nærmeste Slægtninger vel nok kunne siges at være Å. sulcata Gornr. og T. lens Næss. fra Danienaflejringerne. Af Brachiopoder og Mollusker optræder der som sagt i vort Danien 62 Arter, som ere ukendte i det yngre Senon, og af hvilke adskillige have et afgjort tertiært Præg. Dette sidste er saaledes navnlig Tilfældet med en Del af Gastropoderne. Det samme gælder endvidere af de andre Dyregrupper f. Eks. Cyathidtum Holopus Sxeensrr. samt Dromiopsis-Arterne. Danienets Fauna har i det hele taget et temmelig stærkt tertiært Præg, saa at man ganske uvilkaarlig kommer til at stille sig selv det Spørgsmaal, om man ikke gør rettest i at henregne Danienetagen til Tertiærsystemet. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til. 4. Danien. Efter den Hævning af Havbunden, som i Slutningen af Senonepoken fik store Landmasser i Vesteuropa til at dukke op af Havet, fulgte igen en positiv Strandforskydning. Havet bryder atter ind over en Del af de hævede Landstrækninger, saaledes i Nordfrankrig og Belgien; ogsaa i Danmark dækker Havet nu i hvert Fald det meste af Landet. Dette Hav, Danienhavet, har hos os haft ret forskellig Dybde i de forskellige Egne, og som Følge heraf tilhøre vore Danienaflejringer forskellige Facies. Baade Fauna og Stenarter afvige )) Jeg har allerede tidligere (Geol. Foren. i Stockholm Forh. Bd. 21. Stockholm 1899. S. 267! paavist, at det beror paa en Forveksling, naar HENN1G (ibid. S. 146) anfører Inoceramus fra Faxe. (9 413 saaledes fra det yngre Senons. Paa nogle Steder var Havet forholdsvis dybt, og vi faa her Aflejringer tilhørende omtrent samme Facies som Skrivekridtet, medens det paa andre Strækninger var forholdsvis grundt; Aflejringer fra meget lavt Vand ere hidtil dog kun kendte fra Danienetagens øverste Afdeling, Craniakalken. Hvad Betegnelserne for de forskellige Stenarter angaar, har jeg til Dels benyttet de gamle Forcanammer-Joansrrur'ske. De i denne Afhandling brugte Betegnelser ere følgende: 1. Koralkalk. 2.” Bryozokalk. 3. Saltholmskalk. 4. Blegekridt. >. Craniakalk. I og for sig maa det indrømmes, at de Rørnam'ske Betegnelser paa en vis Maade ere heldigere, da de alle ere baserede påa de organiske Levninger, som skulle være karakteristiske for vedkommende Kalksten!). Naar jeg alligevel har ment at burde fore- trække de ældre, beror dette dels derpaa, at det undertiden har sine Vanskeligheder rent makroskopisk at afgøre, til hvilken af Rørnams Typer en Kalksten hører, og dels derpaa, at det forekommer mig heldigt at dete KRørnams «IKokkolithkalk» i den haarde Varietet, som falder ind under Saltholmskalken, og i den bløde Varietet, det saakaldte Blegekridt. I Stedet for Rørnams «Spongiekalk» foretrækker jeg at benytte den ligeledes af Rørnam nævnte gamle Museumsbetegnelse «Craniakalk», fordi man herunder kan sammenfatte alle de forskellige Stenarter, der tilhøre Danienetagens øverste Afdeling, Zonen med Crania tuberculata Niss. Ret hyppig vil man støde paa Stenarter, som danne Overgange mellem forskellige Grupper, såa at det nærmest bliver en Smags Sag, til hvilken Gruppe man vil henregne dem. Saadanne Overgange træffes særlig mellem Bryozokalken, Saltholmskalken og Blegekridtet. Koralkalken er derimod mere vel afgrænset; dog findes der ved Aggers- borggaard en Bryozokalk, der indeholder saa mange Koraller, at den maa siges at danne en Overgang til IKoralkalken. Hvad Inddelingen af vor Danienetage angaar, da har man som omtalt S.371 ment at kunne udskille det øverste Parti som en selvstændig Horizont, Craniakalken, karak- teriseret af Crania tuberculata Niss. I omstaaende Faunaliste IV har jeg fulgt denne Inddeling. Da Rørnam og Hennie i deres for faa Aar siden offentliggjorte Arbejder udførlig have behandlet det baltiske Danien, har jeg desangaaende kun lidet nyt at anføre. Jeg skal derfor i det væsentlige indskrænke mig til at meddele enkelte lagttagelser samt til at rette nogle ældre Angivelser. 1) K. Rørdam: Kridtformationen i Sjælland 0.s.v. S. 48, 414 gg É Faunali Brachiopodernes og Mollusker Ne Aber Bryozokalk = | oe | = | | | en | En =y re ER BEER ES blee ES ES BES] BE = FSR S US SEES ES SEES ESS ESTER SNE ES FEE SNS TS SEE ØB n|z | (2 IS A. Brachiopoda. | 2 CTA ig nAber gens sSRErZ tere eee RER SER | Haar | | | NE SEES OVE re RARE EGE | | | ES TIDENS LUNE ERE ae SE ae SÅ | Se fot SR Ran vo YA HA GEM AE NER UK SE EA | BE: ERE ry ber cu lad ENIESS NE E ere É 3 at: " | LÆRE TERE EAR ANSV ETS ED REN dL + | + ak | | — 15. Rhynchonella incurva v. SCHLOTH. sp. ...... — + | | — | AR 16. — faxensise POSSELTE RE. Er ES — re hSE 17: — flustracea v. SCHLOTH, sp. .... + BER SDR sæ 18. Terebratulina striata WAHALBG. sp. ......... EN FL | + )| | — | — 19. — gracilrs'v. SCHLOTH: "sp... 'SØ de! jer | 5 (RBB |55> 29 Tex eDr ALLA LENSENIES SES DE RE re re RR — +|—+—)|.. | 514 gs | EN, 30. = KAL ED ERNE —+ — kr | KER = 31. == faxenstsiPOSSELTI See eee — Så | | | leg 32) — Moberg ulk ERNE —+ É — 2 NE | fe 39 FAr GO PER ACULDRPOS SELER re REE Er NE HERRER: Re ar soe SU SES LE AES LATTE ES IESEERRL SEERE RANSS 40. — JORMSIYUPDIEPOSSEET SEER NERE rø Pee |KESSE ENSENE (EG NESS DESSERT A IEEE | Sehr MM. —— HaXensSTs BOSSE ERE ArON AENDRE | SE | | | | B. Lamellibranchiata. al AGT TA VCUDDE fLLEN SIS REVNE AE MAERVIER FURER EEN — | | | 52rBecien MONOLUfOLMMSBANGER "ER SE RER — — | | | 53 tes se abs HNG SN eee + FR KEE HESS ERE IRS ARE SEES BEEN re as 63 Sp at RULES ER OEM ERE SØGEN ARE hs) HP SRSEN SER henesst el LO] Flo | buk; | 64300 — PE AM VER BUSBENIES SEER SEERE» VE SEER SE SRRE Re) EA || 133 TIE Whale ES VS la | Hs] (SAS) | 67. Tama sem2sulcatasNIGSSÆES PI ER eee ERE — Sa ERE TT ES VOER Er: | COSE 02 SUL LER ENN i: GÅ BES) HESS ER HERE) ERR SR RE EIN s MINE Sa densestrr at EN GERE eee eee Rennes RER ES 9] (AN) IASE IE sta] fnsrord Het Fre be bar SEN ML: Å 76: 28770120 DP fee HNG SERENE REESE + || + | ' TO Gerlev spsk ER FEE En BESET a + | ål 835 PAMAESPET 2 SL ere SEE EN OR REE En RE LØSSDENNN KORELN he Frets) bånstag oÆTRKEEs kolbe, 3 | SAN PCA AIDS SP. AE TESERNEEEE ER ERE EREE ned EN UDE RE Få] SØER MRS SS BEST HER: | 88. Spondylus Dutempleanus d'OrB. ........... + Sy | | | | - 89. — faxenses' (MU: H)NULDERN ERE RE HEE HEE RR EN RES ERE SST 23 90. == danicus (M.U. H.), RAVN. ...…..... ERE KER FNS HR S) LAA Ht ke] BERGS) AARS ET 91 Dmyodon ENAlssonT ve HAG ESPE REE ASERNE | | | | =" | | | l | (| 415 81 redelse i Danienet. Øvre Danien jen Craniakalk Blegekridt z AM Sild områ Or en pe rr rt gen osTøjtoH plvesyolpoA UAYH susequaqøfy paJsUØN So Stofqavq wtofH Sqop ms H SUBA — 30 AdJSØLT AdISTOH pu1soT I2Y os tælg HæqIV o1qSumINS aTTØN 4HæqUIT, w[oysne [9 JopeysS Saltholmskalk appo1aysø reewopaælg UABH 10SA0H dniauuørT UITY dnyssues JUN Y duyspalg dnyssey olg Åqigq MI ÆAT SAT, sw[0y SY Top IL 6. XI D. K.D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. 416 SE å Bryozokalk Faxe Faxe Stevns Klint Herfølge Aashøj Skillingbro Tinbæk Møile Voxlev Lendrup Strand Nej wa . Dimyodon costatus GRONW................ ITF Ostr ede seMIDVAN AES Ore enn eee en 99. heppopodvum: NILSS: 20. 100): == refleda (MU HY RAVN uses R ennen 101. Gryphaea vesicularis LAM. ............... 102. Exogyra lateralis NILSS.… Sp: 7... 103. Modiola Cottae ROEM. sp. ................ 105. Lithodomus rugosus d'ORB. ............... KO GEN Te UA SD Er EEN et 107. Macrodon macrodon LDGRN. sp. .......... 108. Arca Forchhammeri LDGRN............... 1097" enuidentata HNG. SEE TERRE 111. Cucullaea crenulata LDGRN. sp............ 112. Isoarca obliquedentata (M. U. H.), LocrN. .. 113. Pectunculus sublenticularis RAVN.......... 114. Limopsis Høninghaust J. M&LL. sp. .....…. 116. Chama pulchra (M. U. H.), RAVN............ 117. Crassatella faxensis RAVN. ............... 119. Cardium Schlothewmi LDGRN. ............. 120. — MoGeNPHN GENET ERE 122. Isocardia faæxensis (M.U.H.), LoGrRNX.....…. 123: Neon lan Rs PRAN ES re ENE EER 128 Terre ADS RE SEERE RES Rg HAG BRS SE RUGE EJEDE H+++++: ++++++ SEES REE REE, s ++ —+ + EN 6 TELE ++t+: ++ ++: 444444 4+44+4+++ ++ C. Gastropoda. 129. Emarginula coralliorum (M.U. H.), Lnaryn. . 130. Pleurotomaria niloticiformis v. SCHLOTH. sp. 132. Tylostoma ampullariaeforme Ravn. ... 1333 Sedlarratele dans RAVN 134. Siliquaria ornata (M.U. H.), LDGRN. ....... 135. Cerithium pseudotelescopium (M. U. H.), Ravn. 136. — selandicum (M.U. H,), LoGrRN. .... 139. == fenestratum RAVN........20004:… 140. == faXvense RAVN ERE een 144. Cypraea spirata v. SCHLOTH. sp...….......…. 145. — bullarza v. SCHLOTH. SP. mure 146. — globuliformis (M. U. H.), Ravn... 147. Tritonium fenestratum RAVN. ..........…… +++ +++ +44 +++ +++ ++ ++ ++++: Løgstør Aggersborg Klim Bjærg Bulbjærg ++: ++: 417 83 rtsat). Øvre Danien Craniakalk Blegekridt z a5[øJ1oH 113 114 116 ilef 119 120 12 2 128 129 130 132. 133 134 135 136 139 140 144 145 146 147 pIeesyo1poA UA?H suaeyquoqøfy Pals Uuo So Stalqaeq 53" wliolg Kqop [4 SITH SUPA — 50 AodJsørgq —— Ao[S1og pulsoT Iæy aslælg HæqTV o1qSUuNNS TØ YæqULT, w[oysne[] Iapeys Saltholmskalk appo1aJsø TeetuapaelH UABH JØSA0H dniouuøT LAND! dnussueg UMTY daunspag duuyssey og ÅqSq NIRAJS IT EET EET eres 418 84 Koral- kalk Bryozokalk - K<>7 ISBN REE SEES EDR el] Sad SAN SE SA rad SEE SEN sk SEES SS El SR FEE ES NER MENER 2 es 8 | HÆS ES ANES ISS KS RR PSR ESS Se SE SEE SE: Are |ES LON ESER ten HED lee == EX [ ø] had < ze == (22) = SER 148. Tritonium subglabrum RAVN. ............. +. | —+ 149. — biplicatum (M.U. H.), Ravn... + || + 150. == SPEER ENE MERE LEE ERE NDNE GR SEr + 1548 Nassat supraeretacea RAVN ERE eee + … |. TREE 1528 Flysus sfaxensest RAVN: i. re sr NT RE + — RE 154. Volutomitra quinqueplicata RAVN. ........ TE By; … F.E 155Vvol ta faxensiss RAVN ERE RE RENEE +. |.+ …— 15 15 63V OUT AR (YES) S DE ERE ED ENEDES ERE —+ … | REM EST EEN YIN DE SEES ØDE BIS ØE 0 SÅ FRE 1593 Pleurotomafaxensis: RAVN. ere ere + … F.E 1628300 US ESP SEE TE Se Eee TR —+ ES AE: Er | | | D. Cephaålopoda. | | É 165. Nautilus Bellerophon (M. U. H.), Loern..…. + | —+ É | eee 167. — dANICUSE VESEHLOTE. TSP Ser + | —+ SE SE || | 168. fria to rEBE RE re ERE + | + : | ES: i a.. Ældre Danien. De herhen hørende Stenarters petrografiske Beskaffenhed skal jeg kun ganske kort berøre, idet jeg forøvrigt desangaaende kan henvise til Rørnams, Hennes og Ussincs ind- gaaende Beskrivelser. Som anført af Hennie dannes Danienets Hovedfacies af en Kokkolitkalk, hvis Be- skaffenhed er noget variabel. I Jylland minder Kokkolitkalken saaledes i Reglen om Skrivekridt; det er en blød, temmelig løst sammenhængende, afsmittende, rent hvid eller hyppigst noget gullig Kalksten, som for en Del bestaar af Kokkoliter, men desuden indeholder en Del andet, særlig en Mængde Foraminiferer; den er i Reglen mere grov- kornet end Skrivekridtet og føles som noget sandet. Paa enkelte Lokaliteter, f. Eks. Legind i Thy, bliver den dog saa finkornet, at man let kan forveksle den med Skrivekridt. Oftest indeholder den mere sammenhængende Partier eller Knolde med en mellemliggende mere pulverformet Masse; disse haardere Partier kaldes i Jylland for «Bleger», hvorefter Forca- HAMMER har givet hele Stenarten Navnet Blegekridt. 85 419 Øvre Danien Saltholmskalk Blegekridt Craniakalk Teglværk ) i £ i £ ) i j ) j i ) j ) i Egby Bro Kagstrup z oc 3 Vang |») Bredstrup Klint Sangstrup Klint Lønnerup Hovsør Havn Hjardemaal Østerodde Skade? Clausholm Tinbæk Mølle SKillme bro Albæk Bjærge Rær Legind Eerslev slev 0 Helligkildeby Hjerm Davbjerg og Mønsted Kjøbenhavns Havn Vodroffgaard Herfølge Frø En! 148. 151. 152. 156. 157: Dok -4: 165. Kokkolitkalken kan ofte være undergaaet større sekundære Forandringer, der have medført, at den er bleven hærdnet, undertiden endog i ret betydelig Grad; ofte er den tillige bleven noget krystallinsk. Denne Varietet er især udbredt paa Sjælland og fik af ForciHamMmer Navnet Saltholmskalk. Foruden Kokkoliter og andre Mikroorganismer indgaa ogsaa andre Dyrelevninger i Kokkolitkalken; dog er dette i ringere Grad Tilfældet med det typiske Blegekridt, i hvilket Forsteninger i det hele taget ere særdeles sjældne. Undertiden optræde dog Bryozoer saa vel i Blegekridtet som i Saltholmskalken i saa stor Mængde, at der fremkommer Overgange til Bryozokalken. I Saltholmskalken ere Forsteninger, særlig paa visse Loka- liteter, mere almindelige. Bryozokalken eller Limstenen bestaar for allerstørste Delen af større og mindre Brudstykker af Bryozoer, som efter Hennes Undersøgelser have levet paa de Steder, hvor de nu findes aflejrede. At der findes Overgange fra Bryozokalk til Blegekridt og Salt- holmskalk, er allerede fremhævet ovenfor. Men der er ogsaa paa en enkelt Lokalitet, Aggers- 420 86 borggaåard, funden en Stenart, som danner et Mellemled mellem Bryozokalk og Koralkalk. Bryozokalken her indeholder nemlig forskellige Koraller i ikke ganske ringe Mængde, og ogsaa den øvrige Fauna staar Faxekalkens meget nær. Hvad endelig Koralkalken angaar, da er den beskreven saa ofte og saa ind- gaaende (særlig af Joxanstrur, v. Fiscaer-Benzon og Hennia), at jeg ikke har noget væsentlig nyt at anføre angaaende dens meget vekslende petrografiske Beskaffenhed. Kun skal jeg her tilføje, at det under et Besøg i Faxe Kalkbrud i Aaret 1902 lykkedes mig at finde den Varietet af Koralkalken, hvori man tidligere havde fundet nogle enkelte Eksemplarer af Gastropoder (Cypraea spirata v. Scaxota. sp. og Pleurotomaria niloticiformis v. ScaLotH. Sp.) med fuldstændig bevaret Skal. Disse Eksemplarer opbevaredes i Mineralogisk Museum som store Sjældenheder; under et Par ganske korte Besøg i Kalkbruddet er det nu lyk- kedes mig at forøge deres Antal ret betydelig. Da ogsaa andre af denne Stenarts For- steninger synes at være usædvanlig vel bevarede, haaber jeg senere at kunne fremsætte Resultaterne af mere indgaaende Undersøgelser. Jeg har allerede fremhævet den store Forskel mellem vort yngre Senons og vort Daniens Fauna; den ny Tids Begyndelse betegnes derved, at: gamle Kridttyper ere for- svundne, medens ny Former ere komne til. Imidlertid er der ogsaa en ret betydelig Forskel mellem Faunaen i de forskellige Danienaflejringer, hvilket beror derpaa, at disse tilhøre ret forskellige Facies. Herved adskiller vort Danien sig i væsentlig Grad fra vort yngre Senon, idet dette maa siges at tilhøre samme Facies og derfor ogsaa paa de for- skellige Lokaliteter indeholder Resterne af omtrent den samme Fauna. Den Danienaflejring, der kommer Skrivekridtet nærmest med Hensyn til Facies, maa vel Blegekridtet være; Stenartens Beskaffenhed synes dog at antyde, at den i Reglen er afsat paa noget mindre dybt Vand. Som man vil se af Faunaliste IV samt af hosstaaende tabellariske Oversigt over Brachiopoders og Molluskers Forekomst i vort Danien, kendes der fra Blegekridtet kun 6 Arter af Brachiopoder og Mollusker; ogsaa andre Dyrerester ere meget sparsomme i denne Aflejring. Af disse 6 Arter ere kun de to, BRhynchonella incurva v. ScxazotH. sp. og T'erebratula lens Ninss., ikke fundne i Skrivekridtet. En noget rigere Fauna kendes fra Saltholmskalken, der tilhører omtrent samme Facies som Blegekridtet; den hyppige Ind- Blegekridt |Saltholmskalk| Bryozokalk Koralkalk Yngre Senon Blegekridt…….…. 6 6 5 | 4 Å Saltholmskalk . re 24 (8 | 13 9 Bryozokalk .…. == = 49 | 40 16 Koralkalk ,..… == == | z | 64 9 Yngre Senon .. — — — | — 99 | 87 421 blanding af Bryozoer beror dog vel paa, at denne Stenart gennemgaaende er afsat paå noget lavere Vand end Blegekridtet. Fra Saltholmskalken kendes med Sikkerhed 24 Arter af Brachiopoder og Mollusker, deriblandt alle de 6 Arter, som ere fundne i Blegekridtet. Af disse 24 Arter kendes kun 9 tillige i det yngre Senon. I Bryozokalken er der fundet 49 Arter, hvoraf henholdsvis 18 og 5 tillige findes i Saltholmskalken og Blegekridtet, medens 16 ere fundne i det yngre Senon og ikke mindre end 40 i Koralkalken. Efter den Forskel, der er mellem Koralkalken og Skrivekridtet i Henseende til Facies, maa man vente, at ogsaa deres Fauna vil vise sig at være ret forskellig; dette er ogsaa Tilfældet; thi af Koralkalkens 64 Arter findes kun de 9 tillige i det yngre Senon. At Blegekridtet og den typiske Saltholmskalk maa antages at være aflejrede paa forholdsvis dybt Vand, ere alle enige om. Mere divergerende have Meningerne været om de Forhold, hvorunder Bryozokalken og Koralkalken ere aflejrede. ForcHHammer ansaa saa- ledes Bryozokalken for en Lavtvandsdannelse, idet den mærkelige bølgede Lagdeling, som man saa smukt kan iagttage i Stevns Klint, skulde skyldes Bølgeslaget. Koralkalken ved Faxe ansaa ForcHaaammer ligefrem for et ICoralrev. Denne Anskuelse har man nu forladt, idet man er kommen til det Resultat, at vi i de Dannelser, som nu til Dags foregaa paa Pourtalés Plateauet ved Florida, have noget tilsvarende til dem, hvoraf Danienetagens Koral- og Bryozokalk fremgik; vi maa derfor betragte disse Aflejringer som fremkomne påa en Dybde af 2—300 M."). Jeg maa dog hertil bemærke, at jeg ikke føler mig fuldstændig overbevist om Rigtigheden heraf, da Faunaen, særlig de store Gastropoder, ikke fuldt ud forekommer mig at have Præg af at tilhøre nogen Dybvandsfauna. Noget afgørende herom lader sig imidlertid ikke sige i Øjeblikket; dertil vilde bl. a. kræves en fornyet grundig Undersøgelse af Lejringforholdene i Faxe Bakke. HenniG har gjort opmærksom paa, at Koralkalken ved Annetorp har en langt mindre Udstrækning end ved Faxe, og at den korallofile Faunas og selve Koralstokkenes Dimensioner ere mindre paa den først nævnte end paa den sidst nævnte Lokalitet”). Dette sætter han i Forbindelse med sin Teori om en med Næring ladet Bundstrøm, en «Golf- strøm», som skal være gaaet gennem Danienhavet, og som ikke traf Annetorp saa direkte som Faxe; dette sidste skulde være Grunden til, at en Del Arter opnaar en betydeligere Størrelse ved Faxe end ved Annetorp. Muligvis er dette rigtigt; men foreløbig kende vi ikke noget til en saadan «Golfstrøm»; thi de Argumenter, hvorpaa Hennie bygger denne sin Teori, ere urigtige. Sit Hovedargument henter Hennie fra den saavel ved Faxe som ved Annetorp meget sjældne Cyathidium Holopus Sreznstr.?). Det unge Individ af denne 1) TH. FucHas: Welche Ablagerungen haben wir als Tiefseebildungen zu betrachten? — Neues Jahrb. II Beilage-Bd. Stuttgart 1883. S. 556. Å. HeNNIG: Studier åfver den baltiska Yngre kritans bildningshistoria. S, 39. 2) A. HENNIG: Il. c. S. 120. 3) A, HENNIG: I. c. S.116—19. 422 88 Årt er regelmæssig femkantet, men efterhaanden som det ældes, bliver det skævt og noget bøjet. Hvor flere ældre Individer sidde tæt sammen, saaledes som paa det store af Hennie afbildede Pragtstykke fra Kjøbenhavns Mineralogiske Museum med Hundreder af tæt sammenhobede Individer, viser det sig, at alle Individer ere bøjede i samme Retning. Dette skal efter HenniG bero derpaa, at de alle have bøjet sig fremad mod en konstant Strøm, Danienhavets Golfstrøm, ligesom den recente Holopus Bang? »'Or8. efter JåkerL er bleven skæv ved at bøje sine Arme fremad mod Nutidens Golfstrøm. Nu kan man imidlertid godtgøre ved nærmere Undersøgelse af de Stykker af Koralklippen, hvortil Cya- thidierne ere fæstede, at de alle have vendt Bægeret nedad; de maa derfor have været fæstede til Loftet i større eller mindre Huler i KoralklippenY. Men hermed er det givet, at man ikke kan bruge Cyathidiernes Skævhed som Argument for en «Golfstrøm»; thi en saadan vilde ikke kunne gøre sig gældende i alle Hulerne. Det forekommer mig langt naturligere at antage, at alle Individerne have bøjet sig udad mod Hulens Aabning. Et ganske lignende Argument henter Henna fra Parasmiliernes Form. Disse Enkeltkoraller ere nemlig i Reglen bøjede paa lignende Maade som Cyathidierne, men da man endnu ikke har nogen lagttagelse over, hvorvidt de alle bøje sig i samme Retning, kan man heller ikke af dem drage nogen Slutning angaaende en «Golfstrøm». Tilmed er det vel ikke ganske udelukket, at Parasmilierne til Dels kunne have levet under lignende Forhold som Cyathidierne. Hennics Hypotese om Danienhavets «Golfstrøm» maa derfor i hvert Fald foreløbig henlægges; muligt er det, at man engang kan finde andre og mere holdbare Argumenter. Men indtil dette sker, forekommer det mig naturligt at søge en anden Udvej end denne højst problematiske «Golfstrøm» til Forklaring af Forskellen mellem Faunaen ved Faxe og ved Annetorp. Denne Forskel bestaar ikke alene i forskellige Størrelsesforhold hos de samme Årter, men ogsaa i en noget andet Sammensætning af Faåaunaen. Der synes nemlig at optræde langt flere Arter ved Faxe end ved Annetorp. Af de 32 ved Faxe fundne Arter af Lamellibranchiater ere følgende 8 Arter saaledes ikke hidtil fundne ved Annetorp: Avicula faæensis Ravn. Spondylus Dutempleanus v'Or8. Ostrea semiplana Sow. — reflexa Ravn. ') Min Opmærksomhed er først bleven henledet paa dette Forhold af Professor N. V. UssinG. Ved at gennemgaa hele Samlingen af Gyathidier fra Faxe har jeg fundet, at i alle de Tilfælde, hvor det var muligt at orientere sig med Hensyn til Stillingen, har Forholdet været som ovenfor omtalt. Det forekommer mig da rimeligt at antage, at Holopus Rangi v'Or3. lever under lignende Forhold ; man vil i saa Tilfælde bedre kunne forstaa, hvorfor det hidtil kun er lykkedes at finde ganske faa Eksemplarer af denne meget interessante Art; thi naar den sidder fastvokset til Loftet i saadanne Hulheder, vil det altid være vanskeligt at faa den draget frem for Dagens Lys. 89 423 Lithodomus rugosus v'Or8. Pectunculus sublenticularis Ravn. Chama pulchra (M.U. H.), Ravn. Crassatella faæensis Ravn. I Stedet for i en «Golfstrøm» kan Forklaringen til denne Forskel snarere søges i Dybdeforholdenes Forskellighed, saa at vi faa en lidt dybere Facies ved Annetorp end ved Faxe. Da jeg kun i meget ringe Grad har haft Lejlighed til at studere Forholdene ved Annetorp, kan jeg dog ikke sige noget bestemt herom. Bryozokalken ved Aggersborggaard, hvis Fauna i høj Grad minder om Koral- kalkens, er sikkert afsat paa dybere Vand. Herpaa tyder Stenarten, hvis Grundmasse er meget finkornet, og Faunaen synes at antyde det samme. Da jeg i Aaret 1899 besøgte denne Lokalitet, fandtes der nedenfor den gamle Klint Vest for Aggersborggaard et Par ganske ubetydelige Smaagrave, som til Dels vare fyldte igen. Det tilgængelige Profil havde en Højde af kun c. 1 M. Øverst var der et ganske tyndt Lag marint Alluvium; derunder fandtes Kalken, som opadtil var skør og bladet; i den fandtes et Par 6—10 Cm. tykke Lag af brun Flint. I en anden lille nærliggende Grav fandtes Saltholmskalk, hvilket maaske kan tyde paa, at den omtalte Bryozokalk ikke har nogen synderlig stor Udbredelse. Ved dette og nogle senere Besøg paa denne Lokalitet er det lykkedes mig i Bryozokalken at finde følgende Fauna: Spongier. "Isis vertebralis HyG. ”Moltkia Isis Streenstr. Parasmilia sp. Pentacrinstilke (2 Arter). "Gontaster qwinqueloba auctt. Cidaris sp. ' ”Temnocidaris danica Desor. ”Tylocidaris vexilifera Somrit. Cyphosoma. sp. Porosphaera globularts. Serpula-Rør (2 Arter). Bryozoer. ”Rhynchonella faæxensis Posserr. "Terebratulina striata WaxreG. Sp. Spondylus sp. ” Ostrea semiplana Sow.? "—… hippopodium Niss. sø sy / D. K. D. Vidensk. Seisk, Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI, 6, DÅ 424 90 ”Ostrea reflexa (M.U. H.), Ravn. ”Gryphaea vesicularis Lam. ”Exogyra lateralis Næss. Arca sp. "Cardium Vogel: Hxc. ”Isocardia faæxensis (M. U. H.), Lnern. ”Pleurotomaria niloticiformis v. ScarotH. sp. "Stliquaria ornata (M.U. H.), Locrn.? ”Cerithlzum selandicum (M. U. H.), Loern.? ”Cypraea spirata v. ScaLotH. sp. — bullaria v. ScHLoTtH. sp. ”Dromiopsis rugosa v. ScHLoTH. Sp. Hajtænder. Alle de med ” mærkede Former ere fundne ved Faxe; som. man vil se, er det omtrent alle dem, som jeg nogenlunde sikkert hår kunnet bestemme til Årt. Særlig karakteristisk for Faunaen ved Aggersborggaard er det Forhold, at Iszs vertebralis Hxc. (og i mindre Grad Moltkia Isis Sreenstr.) optræder særdeles hyppig, medens Dendrophyllia candelabrum Huc. og Lobopsammia faæxensis Beck sp., der ere saa alminde- lige ved Faxe, fuldstændig mangle her. Dette Forhold synes mig aft tale for, at Bryozo- kalken ved Aggersborggaard er aflejret paa dybere Vand end Kalken ved Faxe. Som en anden Mærkelighed kan fremhæves, at de tre ved Faxe saa almindelige Nautilarter hidtil ikke ere fundne ved Aggersborggaard. ; Endnu et Forhold maa her omtales. Indlægger man paa et Kort de Lokaliteter, hvorpaa der findes typisk Blegekridt eller Saltholmskalk, samt de Lokaliteter, hvor man har fundet typisk Bryozokalk, vil man se, at den sidst nævnte Gruppe af Lokaliteter i Reglen er beliggende i Nærheden af de Strækninger, hvor Skrivekridtet ikke er dækket af Danienaflejringer, medens den først nævnte Gruppe ligger fjærnere fra disse Strækninger. Dette Forhold kån maaske bero paa et Tilfælde, men det forekommer mig dog ligesaa rimeligt at opfatte det som en Bekræftelse af den i det foregaaende opstillede Hypotese om, at visse Dele af Danmark have været hævede over Havet i Danientiden. Der findes enkelte Undtagelser fra den omtalte Regel; saaledes ser man f. Eks. den typiske Bryozokalk strække sig fra Faxe og helt op til Aashøj ved Køge. Dette kan dog forklares ved den Antagelse, at der fra Øen Syd for Faxe har strakt sig en Grund mod Nord op til Køge-Egnen. Den positive Niveauforandring, hvormed Danientiden begynder, afløses senere af en Forskydning i modsat Retning. Som vi senere skulle se, er det nemlig sikkert, at det Hav, hvori det yngre Daniens Dannelser aflejredes, havde en ringere Dybde end det ældre WIL 425 Danienhav. Denne Hævning, hvorved Landomraadet stadig blev større og større, fortsattes videre gennem Tertiærperioden, indtil formentlig hele Landet ved Slutningen af Miocæn- tiden var hævet over Havet. b. Yngre Danien. Af den S.370 nævnte Grund ser jeg mig desværre hindret i nærmere at komme ind påa denne Zone. Jeg maa derfor indskrænke mig til et ganske kort Referat af, hvad der foreligger offentliggjort i Litteraturen "). Herhen hørende Stenarter omtales først af svenske Forskere som løse Blokke, og Sv. Nizsson beskrev den deri såa hyppig forekommende Cranza tuberculata. Senere fandtes Zonen faststaaende i Kjøbenhavns Havn (udfor «Larsens Plads»), hvor den overlejrede Salt- holmskalken. Endelig paåaviste Grånwarr, som omtalt i det foregaaende, at denne Zone, Zonen med Crania tuberculata Nizss., tillige fandtes faststaaende ved Kjøbenhavns Vestre Gasværk samt et andet Sted paa Vesterbro; endvidere ved Vodroffgaard samt ved Aashøj og Herfølge. Stenarterne variere meget. 1 Kjøbenhavns Havn er det en tæt og haard Kalksten, som næsten udelukkende bestaar af Fossilfragmenter: Cranza-Skaller, Hajtænder, Dentalium- Rør osv.; Echinodermrester ere ligeledes meget almindelige. Ved Vestre Gasværk fandt man en stærkt glaukonitisk Kalksten, som overlejres af paleocæne Lag. En noget lignende Beskaffenhed har Stenarten fra Vesterbro, idet man her traf Lag af en haardere, mørk Kalksten indlejrede i en løs glaukonitisk Mergel. Ved Vodroffgaard ligner Craniakalken den almindelige Saltholmskalk, men den indeholder i hvert Fald i det øverste Parti Crania tuberculata Niss. Ved Herfølge ser man Craniakalken som en Gruskalk hvilende konkor- dant paa Bryozokalk. Beskaffenheden af disse Stenarter viser, at Craniakalken gennemgaaende er aflejret paa mindre dybt Vand; til Dels er det vel endog rene Stranddannelser. Om Craniakalkens Fauna ser jeg mig heller ikke i Stand til at meddele noget nyt. Den synes ikke at være meget forskellig fra det ældre Daniens Fauna. Af ejendommelige Former har jeg kun set følgende anførte: Graphularier (2 Arter). Crania tuberculata Nizss. Pecten inversus Nizss.?). 1) Det vigtigste Bidrag i den Retning er K. A. GRONWaLL: Danmarks yngsta krit- och åldsta tertiår- aflagringar. — Fårhandl. vid 15de Skand. Naturforskaremåtet i Stockholm 1898. Stockholm 1899. S. 223—28. 2) Denne Art kendes ogsaa fra ældre Dannelser; dog er den ikke funden i vort ældre Danien, men derimod efter HENNIG ved Annetorp. 54” 426 92 Lima bisulcata Ravn. Plicatula sp. Dentalitum sp. Hvorvidt Faunaen i Craniakalken er saa forskellig fra det øvrige Daniens, at det er hensigtsmæssigt at opretholde Craniakalken som en særskilt Afdeling af Danienet, vil Fremtiden vise. c. Danienetagen udenfor Danmark. I den historiske Oversigt har jeg (S. 351) omtalt, at Danienetagen blev opstillet i Aaret 1846 af Desor. Som Typer for denne Etage tog han Faxekalken og Pissolitkalken ; desuden var han tilbøjelig til ogsaa at medtage Maastricht-Lagene. Hvorledes der derefter fremkom modstridende Meninger om Danienets vertikale Udstrækning, har jeg ligeledes omtalt. Grunden til denne Uenighed var nærmest den, at man ikke havde nogen skarp Definition af «Etage danien»; nogle vare saaledes tilbøjelige til at henregne de fleste over- senone Aflejringer, der ikke våre uddannede som Skrivekridt, til Danienetagen, medens andre gave Danienet en endnu snevrere Begrænsning, end Desor havde givet, idet man fuldstændig udelukkede Maastricht-Lagene. . Man kan til Danienetagen henregne alle de Aflejringer, hvori man har fundet Nautilus danicus v. ScrxotH. sp., samt alle andre dermed jævnaldrende Aflejringer; men man kan ogsåa — og det forekommer mig at være det rigtigste — kun medtage de Lag, der ligge mellem de yngste Ammonit-førende Kridtaflejringer og de allerældste Tertiær- dannelser (Paleocænet). I. Virkeligheden ere de to Begrænsninger omtrent sammenfaldende ; dog medtages i første Tilfælde nogle Lag, som falde udenfor den sidste Begrænsning. Jeg tænker her særlig paa de øvre Maastricht-Lag; i dem skal nemlig Nautilus danicus fore- komme sammen med en Fauna, som indeholder flere Ammoniter, deriblandt en saa vigtig Form som Scaphites constrictus Sow., samt Belemnitella mucronata v. Scaxotxa. sp. Nogen Aflejring med denne Blandingsfauna kendes ikke fra det baltiske Kridt; man maa vel nær- mest opfatte den som en Overgangsdannelse mellem Senon og Danien; dog synes den at staa Senonet noget nærmere end Danienet. Udelukke vi saadanne Overgangsdannelser fra Danienet, faa vi tilbage de alleryngste Kridtaflejringer, der særlig karakteriseres ved Manglen af Ammoniter, Belemniter og Ino- ceramer. Et saadant negativt Kendemærke er imidlertid upraktisk. Man maa derfor ogsaa i høj Grad tage Hensyn til Lejringsforholdene og sammenligne med andre Aflejringer, hvis Alder er fastslaaet. Ganske kort skal jeg i det følgende omtale de udenlandske Aflejringer, som man nærmest kan parallelisere med vort Danien. Skaane. Som bekendt har man i det sydvestlige Skaane fundet ret vidt udbredte Danienaflejringer. Ved Annetorp (og Limhamn) findes saaledes saavel Koralkalk som Bryozo- 93 427 kalk og Saltholmskalk. Denne sidste Stenart har man endvidere fundet ved Ostra Torp og Klagstorp"); ogsaa længere mod Øst i Omegnen af Ystad har man ved Boringer truffet Saltholmskalken. Forholdene i Skaane synes at være de samme som i Danmark, og da jeg i det foregaaende lejlighedsvis allerede fiere Gange har omtalt det skaanske Danien, særlig ved Annetorp, skal jeg ikke her komme nærmere ind derpaa. Nordtyskland. Danienaflejringer kendes ikke med Sikkerhed. Man har ment at have truffet saadanne ved Boringer; desuden ere løse Blokke af Saltholmskalk og Bryozo- kalk såa almindelige i Forpommern, at Danienet efter Deecgres Mening utvivlsomt maa være faststaaende i Undergrunden”). i Rusland. Ved Volgas mellemste Løb (mellem Syzran og Saratow) har A.P. Pavrow paavist, at Mucronatakridt overlejres af glaukonitholdig Sandsten med Nautilus danicus v. ScHLorH. sp.; derefter følge sandede Lerlag, som indeholde en Del af de ved Kjøbenhavns Vestre Gasværk fundne paleocæne Arter, f. Eks. Nodosaria raphanistrum v. Koen., Trocho- cyathus calcitrapa v. Koen. osv. Disse Lerlag sammenstiller Pavrow derfor med Paleocænet ved Kjøbenhavn, medens han henfører Sandstenen med Nautilus danicus til Danienet?). Mucronatakridtets Overflade er hærdnet og fremviser smaa (faa Centimeter dybe) Fordyb- ninger, der ere fyldte med Sand; selve Overfladen er noget bølget. Det herpaa følgende Danien er saaledes ved en Diskordans adskilt fra Mucronatakridtet, medens det gaar jævnt over i det overlejrende Paleocæn "). I Ungarn findes ved Ajka i Kridtets øverste Del et Lag, som indeholder Pyrguli- ferer; dette Lag henføres af Monier-Cmarmas til Danienetagen >). I England ere Danienaflejringer fuldstændig ukendte. Senonepoken slutter her med en Emersion, og da Havet atter brød ind over Landet, aflejredes der Dannelser, som tilhøre det ældste Eocæn. Man maa derfor antage, at England har været hævet over Havet i Danientiden. Holland og Belgien. De øvre Maastrichtlag, som nogle Forfattere have været tilbøjelige til at henregne til Danienetagen, maa paa Grund af deres Fauna (deriblandt Belemnitella mucronata og Scaphites constrictus) helst henføres til Senonetagens øverste Del. Imidlertid skal der i de øvre Maastricht-Lag være fundet en saa vigtig Danienform 1) J. Gar. MoserG: Om kalkfyndigheten vid Klagstorp. — Geol. Foren. i Stockholm Forhandl. Bd. 23. Stockholm 1901. S. 533. 2) W. DEEckE: Die mesozoischen Formationen der Provinz Pommern. — Mitth. des naturw. Vereines fir Neu-Vorpommern und Rigen. 26. Jahrg. Greifswald 1894. S, 99. 3) A.P. Pavrow: Voyage géologique par la Volga de Kazan å Tzaritsyn. — Guide des excursions du VII Gongrés géol. internat. XX. St. Pétersbourg 1897. 4) A. DE GROSSOUVRE: Recherches sur la craie supérieure. I Partie. S. 828. — Mém. pour servir å T'explic. de la carte géol. détail. France. Paris 1901. 5) LAPPARENT: Traité de Géologie. 4me édition. III Paris 1900. S, 1402. 428 94 som Nuutilus danicus. Dette kunde maaske tyde paa, at disse Lag ere aflejrede i det Tidsrum, der svarer til Lakunen i de danske Kridtaflejringer; thi en saadan Blandingsfauna er fuldstændig ukendt i Danmark. I Hainaut findes i Egnen omkring Ciply den saakaldte Tuffeau de Saint-Symphorien, hvis Fauna har et tydelig senonsk Præg. Over denne Kalksten og adskilt fra den ved en Diskordans ligger Tuffeau de Ciply, som begynder med et Bundkonglomerat; Faunaen har her et tertiært Præg og har en Del Arter fælles med Calcaire de Mons; dog indeholder den ogsaa en Del kretaciske Arter. Det er derfor muligt, at man her har noget tilsvarende til vore Danienaflejringer, skønt Faunaens store Lighed med Monskalkens synes at antyde, at den er noget yngre af Alder. I Reglen anser man Calcaire de Mons for at være yngre end Danienet. Imidlertid ytrer DE GrossouvrE sig om dette Spørgsmaal paa følgende Maade"): «ll est difficile de répondre nettement å cette question, parce que nous avons affaire å des faunes qui ne sont pas comparables, mais il est vraisemblable que les couches inférieures du Danien, celles qui, en Danemark, ont succédé immédiatement å la craie å Bélemnitelles, sont antérieures au Calcaire de Mons ou au Calcaire pisolithique de Meudon, puisque le dépåt de ceux-ci a été précédé de dénudations et d'érosions. Néanmoins il est fort probable que toutes ces couches appartiennent å la méme époque géologique, cC'est-å-dire å une méme zone, et qu'elles sont synchroniques dans le sens attaché å cette expression dans le langage géologique». Med «couches inférieures du Danien» tænker DE GrossouvrE vel paa Fiskeleret og Cerithiumkalken i Stevns Klint; i saa Tilfælde har han utvivlsomt Ret i, at disse Lag ere ældre end Monskalken; de maa nemlig, som jeg har paavist i det foregaaende, henregnes til det yngre Senon og have slet intet med Danienetagen at gøre. Men ogsaa vore ægte Danienaflejringer anser jeg for at være ældre end Monskalken; jeg støtter mig her særlig til den overordentlig store Forskel, der er mellem Monskalkens og vort Daniens Faunaer, en Forskel, som jeg ikke synes lader sig forklare ud fra forskellig Facies alene. Endnu lidt usikkert udtaler ne GrossouvrE sig altsaa i dette Arbejde, men han har senere i en lille Notits”) udtalt sig med større Bestemthed. Han gør her opmærksom paa, at Danien og Montien tilhøre forskellige Facies, hvorfor man ikke kan anstille nogen direkte Sammenligning mellem de to Etager; kun ved Undersøgelse af Lejringsforholdene kan man opnaa med Sikkerhed at kunne fastslaa deres relative Alder. Efter at have omtalt nogle nyere Iagttagelser angåaende Lejringsforholdene mellem formentlige Danien- og Montien- aflejringer i det sydlige Frankrig, udtaler han sig paa følgende Maade: 7) Å. DE GROSSOUVRE: Recherches sur la craie supérieure. I. Paris 1901. S. 825. 7?) A. DE GROSSOUVRE: Sur les étages danien et montien. — Bull. Soc. géol. France, 4me série. T. 2. Paris 1902. S. 326. 95 429 «De la résulte que les couches å faciés danien et å faciés montien peuvent, suivant les localités, se succéder dans un ordre quelconque et, par conséquent, qu'elles appar- tiennent å la méme zone: les étages danien et montien sont donc équivalents et, par droit de priorité, le nom du premier doit seul subsister dans la mnomenclature». Hele dette Spørgsmaal om Forholdet mellem Danien og Montien trænger sikkert til nærmere Undersøgelse, forinden det lader sig besvare aldeles sikkert. Frankrig. I Parisbækkenet ere Forholdene omtrent som i Hainaut. Hvilende diskordant paa Mucronatakridtet træffer man hist og her den saakaldte Pisolithkalk. Fau- naen i denne Kalksten er desværre ret ufuldstændig beskreven, hvorfor den i Øjeblikket ikke let lader sig bruge til Sammenligning. I Følge ne Grossouvre skal den dog, i hvert Fald hvad de store Cerithier angaar, have større Lighed med Maastrichtfaunaen end med den eocæne Fauna"). Da A. D'Orszi1any anfører Nautilus danicus v. ScacotH. sp. og Cypraea bullaria v. ScaxzortH. sp. herfra, forekommer det mig sandsynligt, at vi her have en Aflejring, som staar vort Danien temmelig nær. Naar Faunaen i Pisolithkalken forhaabentlig engang bliver bedre undersøgt og beskreven, vil der maaske vise sig større Lighed, end man nu formoder. Efter Hexnics Mening er Pisolithkalken yngre end det baltiske Danien; foruden til Faunaen støtter han sig her til Lakunen mellem Craie de Meudon og Pisolithkalken. Han gaar nemlig ud fra, at det baltiske Danien danner en direkte Fortsættelse af Senonet, og mener derfor, at Danienet er aflejret i det Tidsrum, hvortil den omtalte Lakune i Paris- bækkenet svarer”). Efter åt jeg nu har paavist, at der ogsaa hos os findes en saadan Lakune, falder dette Argument selvfølgelig bort, og da Faunaen virkelig synes at have Til- knytningspunkter til Danienet, forekommer det mig rimeligst at henføre Pisolithkalken til Danienetagen. Den saakaldte Calcaire å baculites i Gotentin har man ogsaa henregnet til Danien- etagen, men alene dens Indhold af Baculiter og Scaphiter viser tilstrækkelig tydelig, at den rettest henføres til Senonet. Ogsaa i Sydfrankrig (Provence, Pyrenæerne osv.) skal der forekomme Danienaflej- ringer. Man har her til Dels Sumpdannelser, som fortsættes uafbrudt fra Kridttiden og ind i Eocæntiden. En direkte Sammenligning med andre Danienaflejringer er her vanskelig; man har dog ogsaa rent marine Aflejringer med Nautilus danicus, saaledes Calcaires eller Marnes å Corasters; de øverste Dele af disse skulle dog sluite sig nærmere til Montien. Asien. I Daghestan findes maaske ogsaa Aflejringer, som bør henføres til Danien- 1) Å. DE GROSSOUVRE: Recherches etc. 1901. S. 138. 1) A. HENNIG: 1. c. "S. 107. 430 96 etagen; mån har nemlig her fundet Kalkstene og Mergel med Nautilus danicus og Coraster Vilanovae!). Ogsaa i Hindostan er Nautilus danicus funden. I Distriktet Trichinipoly overlejres de ammonitførende Kridtdannelser af en meget forsteningsrig Kalksten uden Ammoniter og Inoceramer (Niniyoor Gruppen); den eneste Cephalopod, man har fundet i denne Kalk- sten, er netop N. danicus?). Ogsaa i Pondichery Distriktet træffes Aflejringer (en haard Sandsten) med N. danrcus og andre Nautiler, men uden Ammoniter; disse Aflejringer inde- holde tillige Nerineer?). Amerika. Hvorvidt man ogsaa her har Danienaflejringer, er et Spørgsmaal, som ikke er let at besvare med Sikkerhed. Sandsynligt er det dog. Man har saaledes villet henføre en Del af den mægtige Laramie Group til Danienetagen, men Meningerne herom ere meget delte. | Temmelig sikkert maa vel Rancocas - Manasquanformationen i New Yersey, som Crark mener, antages at tilhøre Danienetagen. Den hviler diskordant paa den senonske Matawan-Monmouthformation. Der synes altsaa, at der ogsaa paa den anden Side Atlanter- havet findes en Diskordans mellem Senon og Danien. d. Bør Danienetagen henregnes til Kridt- eller til Tertiærsystemet? Dette Spørgsmaal, som ganske uvilkaarlig dukker op for en, naar man beskæftiger sig med Danienets Fauna, og som har været en Del debatteret i den senere Tid, skal jeg til Slutning ganske kort berøre. Forskellige Forfattere, som ikke af Selvsyn kendte vort Danien, have været til- bøjelige til at henføre det til Tertiærsystemet, idet de byggede paa deres — utilstrækkelige — Kendskab til Danienets Fauna. Her skal saaledes kun anføres en Udtalelse af J. STaRKIE GARDNER %): «The Coral banc of Faxø possesses no distinctly Cretaceous mollusc except Pleurotomaria and a very large Aporrhais, associated with two species of Azurza, a Nautilus, and a most distinctly Eocene group of Gasteropoda, including several Volutæ, Cypreae, Mitra, Triton, BRostellaria, Scalaria, Turbinella and Modiola. Finally the Danish lime- stone called «Upper Chalk» has no purely Cretaceous genus of Mollusca, but the Echi- noidea are superficially not dissimilar to those of our Chalk, though they may be Tertiary forms». i J) LAPPARENT: 1. c. S. 1403. 2) Å. DE GROSSOUVRE: Recherches etc. I. Paris 1901. S. 722. 3) Å. DE GROSSOUVRE: ibid. S. 723—24, 1) J. STARKTE GARDNER: On the relative ages of the American and the English Gretaceous and Eocene series. — Gecol. Mag. New series, Decade 3. Vol. I. London 1884. S. 501. 97 431 I den seneste Tid har særlig ve Grossouvre gjort sig til Talsmand for den An- skuelse, at Grænsen mellem Kridt og Tertiær bør drages under Danienetagen. Efter at have givet en særdeles indgaaende Beskrivelse af de yngste Kridt- og de ældste Tertiær- aflejringer udtaler han sig paa følgende Maade .om denne Grænse): «Je crois que l'exposition précédente suffit pour justifier amplement la proposition que j'avais faite de placer la limite entre le Crétacé et le Tertiaire immédiatement au-dessus des derniéres couches å Ammonites. Non seulement cette limite est une conséquence nécessaire de la méthode adoptée pour la classification des assises secondaires, mais elle se trouve naturellement imposée par tout un ensemble de considérations paléontologiques et stratigraphiques. En nombre de points, elle correspond å des lacunes, des discordances 'et des transgressions. Elle ne coincide pas seulement avec la disparition des Ammonitidés et des Bélemnites, mais avec celle des Rudistes qui ont joué un råle si important dans la craie supérieure (Hippurites, Sphérulites, Radiolites), et encore avec celle d'un certain nombre d'autres Mollusques, Inocérames et Trigonies». Man maa indrømme, at der er meget, som taler til Fordel for denne Anskuelse. Men som Hennig>”) har paavist, er der saa mange Tilknytningspunkter mellem det yngste baltiske Senons og det baltiske Daniens Faunaer, at det kan synes urimeligt at henregne det baltiske Danien til Tertiærsystemet. Grånwarr, som særlig har beskæftiget sig med Craniakalken samt vore eocæne Aflejringer, er kommen til samme Resultat?). Ogsaa mig forekommer det rettest at betragte Danienet som den yngste Kridtetage, da dets Fauna staar Faunaen i vort yngste Senon meget nærmere end Faunaen i nogen mig bekendt Tertiæraflejring. Paa den anden Side kan det dog ikke nægtes, at den af mig paaviste Lakune mellem Senon og Danien i Stevns Klint kan tjene til Støtte for den modsatte An- skuelse. Da Faåunaen desuden ogsaa har et vist tertiært Præg, anser jeg det ikke for udelukket, at man engang kan blive enig om, at Danienetagen maa henregnes til Tertiær- systemet, men med vort nuværende Kendskab synes det mig uberettiget at lægge Grænsen saaledes. For at kunne løse Spørgsmaalet om, hvor man bør lægge Grænsen mellem Kridt og Tertiær, og for med Sikkerhed at kunne angive Danienaflejringernes Udbredelse og parallelisere dem indbyrdes, maa mån studere ikke blot Lejringsforholdene, men ogsaa Faunaen. Særlig i den sidst nævnte Retning synes der mig endnu at være adskilligt til- bage at ønske. Eftersom man udelukkende eller saa godt som udelukkende lægger Vægten !) A, DE GROSSOUVRE: Recherches etc. I. 1901. S. 829—30. ?) A. HENNIG: 1. c. -S. 86—105. 3) K. A. GRONWALL: Danmarks yngsta krit- och åldsta teértiår-aflagringar. — Fårhandl. vid fåde Skand. Naturforskaremåtet i Stoch. 1898. Stockholm 1899, S.223—25. D. K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6. . 55 432 | 98 enten paa Lejringsforholdene eller paa Faunaen, kommer man let til afvigende Resultater. Lader man derimod Stratigrafien og Palæontologien arbejde Haand i Haand, vil man sikkert naa til Resultater af mere blivende Betydning. Men i det her foreliggende Tilfælde maa man selvfølgelig indrømme, at der ogsaa her ligesom paa Grænsen mellem andre Systemer vil kunne findes Aflejringer, som staa saa afgjort paa Grænsen mellem de to Systemer, at det nærmest bliver en Smagssag, til hvilket System man vil henregne dem. 99 433 Recherches sur lå stratigraphie du Crétacé en Danemark. Résumé. Partout en Danemark le sous-sol est probablement constitué par des dépåts crétacés. L'ile de Bornholm fait seule exception; ce m'est que dans la partie sud-ouest de cette ile qwon a coustaté la présence de ce genre de dépåts. Du reste, le Crétacé est presque partout couvert de dépåts tertiaires et quaternaires; il ne vient ordinairement affleurer que dans le voisinage des cotes. C'est ainsi que nous avons une falaise située dans Vile de Moen, au sud de Séeland, et, dans cette derniére ile, les falaises de Stevns. Les régions nord et nord-ouest du Jutland présentent également plusieurs falaises. (Ces escarpemenis composés de roches assez voyantes ont då attirer Pattention des habitants du pays déjå å des époques reculées et, en effet, d'aprés M.K. Rorvam V'emploi de ces roches pour la construc- tion des habitations est attestée par des documents datant du XIII siécle. Les recherches scientifiques n'ont été commencées qu'å une date beaucoup. plus récente. C'est å Séren ÅBILDGAARD que revient honneur de les avoir inaugurées en publiant, en 1759, une description détaillée des falaises de Stevns Klint et, en 1781, un ouvrage du méme genre sur les falaises de Måen. Depuis lors, les dépåts crétacés du Danemark ont donné lieu å un grand nombre de mémoires plus ou moins étendus; cependant un espace de temps assez considérable s'est écoulé avant qu'on soit arrivé å en déterminer les relations stratigraphiques. Des explorations faites dans ce but, et notamment des enquétes de J.-G. ForcHHammer et F. Joxnsrrup, il résulte que de tous les dépåts crétacés situés en Danemark aucun np'est antérieur å Pépoque sénonienne; en revanche on rencontre dans ce pays des dépåts assez importants qui remontent å une date plus récente que la fin de cette époque et qui doivent néanmoins étre compris dans le systéme crétacé. Ces dépåts ont été désignés par Desor sous le nom de «terrain danien», tandis que Forcaaammer les appela du terme, resté en usage, de «Nyere Kridt» (Crétacé supérieur). Aprés ForcHaammer ét Jomnsrrur ce sont surtout MM. E. Srorcey, K.-A. Gronwarr et N.-V. UssinG qui ont contribué å débrouiller la stratigraphie du Crétacé danois. Les terrains de méme nature qwon trouve en Suéde ont été explorés surtout par MM. B. Lundnaren, J.-C. MogerG, Cr. Scarører et A. Hennie, et les travaux de ces auteurs sont d'une grande utilité pour qui veut étudier le Crétacé du Danemark. 434 100 6 Les différentes faunes qui caractérisent les terrains crétacés du Danemark ont également été étudiées, mais en partie seulement. Sur ce point nos connaissances sont encore loin d'étre complétes. Dans lå premiére moilié du siécle dernier Beck avait projeté d'examiner tous les fossiles trouvés jusqu'alors en Danemark pour en donner ensuite une description détaillée; les travaux préliminaires de cette «Gæa danica» étaient déjå assez avancés, quand ils ont été interrompus, et lorsque, vers le milieu du méme siécle, Forca- HAMMER €l Jaretus SreenstruP Oont adopté cette idée et recommencé l'æuvre inachevée de Beck, ils w'ont pas mieux réussi. Le seul résultat qui ait été publié du travail assez considérable consacré par ces auteurs å la réalisation de leur projet, c'est une liste de divers fossiles recueillis å Faxe et dans les autres affleurements du Crétacé. De lå Vabrévia- tion M.U.H. (Museum Universitatis Hauniensis) qu'on verra apposée aux dénominations d'un certain nombre des espéces propres au terrain de Faxe. A peu prés en méme temps C. PucGaarn publia. sa monographie des falaises de Måen avec la description de quelques- unes des espéces caractéristiques de lå craie blanche de cette localité. Des fossiles de Faxe ont été décrits par v. Scazotaelm et LunnGren, tandis que M. Scartrer a examiné nombre de Céphalopodes et d'Echinides provenant de tous les dépåts crétacés du Danemark. Les espéces de Crustacés qui sont particuliérement fréquentes å Faxe ont été décrites par M. R. v. Fiscxrer-Benzon et plus récemment par MM. K.-O. SecerBerG et Henry Woonwarn. H.-J. Posserr a publié une description figurée de nos Brachiopodes crétacés; MM. Percens et Meunier Oont fait paraitre un ouvraåge sur les Bryozoaires de Faxe (et des falaises de Stevns Klint) et James-W. Davis est V'auteur d'une monographie sur les débris de Poissons qui sont propres aux dépåts crétacés du Danemark et de la Suéde. Enfin M. Hennie aåa examiné et décrit les Coralliaires, les Echinides et les Lamellibranches du Danien danois et suédois. Ajoutons que dans les deux parties déjå publiées de la présente étude se trouvent notés les résultats des recherches de auteur sur les Mollusques crétaces du Danemark. Calcaire å Crania. Crania tuberculata NiLss. Étage danien. Calcaire de Saltholm, «Blege- kridt», Calc. å Bryozoaires, Calc. å Coralliaires. Lacune. Y Ananchytes sulcata GoLDE. ff Dromiopsis rugosa v. SCHLOTH. sp. Calcaire å Cérithes. LTR re UN Ananchytes ovata LESKE. Scaphites constrictus Sow. sp. | Belemnitellamucronatav.ScHLoOTH.sp. Etage sénonien SKER Argile å Poissons supérieur. ER te oe Sa rate Ed Craie blanche. ? Y Inoceramus lingua Gornr. S Actinocamax bornholmensis STOLLEY. Galcaire d'Arnager, Marne de Blykobbeaa. Etage sénonien | 4. 2. mM JET inféricur. | — | Sables et græs verts de Born- | | holm. ' Marne de Mulebyaa. Actinocamax Lundgreni StTOLLEY. Actinocamax westphalicus ScaLvtr. 101 435 La ciassification de la série crétacée en Danemark, que je donne ci-contre, différe en certains points de toutes celles qui ont été publiées jusqwici. Je rapporte par exemple au Sénonien supérieur |'Argile å Poissons et le Calcaire å Cérithes qu'on attribue d'ordinaire å Vétage danien, å moins qu'on ne les regarde comme des couches de transition entre le Sénonien et le Daånien. Je vais exposer dans ce qui suit par quelles observations j'ai été conduit å adopter ce groupement. — En outre il y a selon moi une lacune entre le Sénonien supérieur du Danemark et le Danien. D'aprés la théorie généralement acceptée nous aurions, en Danemark, depuis la partie supérieure du Sénonien jusqu'au sommet du Danien, une série continue de sédiments. Je dirai plus loim les raisons pour lesquelles je regarde cette opinion comme erronée. De la liste de fossiles I (p. 377—381) il résulte qwon a trouvé jusqwici, dans les dépåts crétacés du Danemark, 42 espéces de Brachiopodes, 86 espéces de Lamellibranches, 35 especes de Gastropodes et 26 espéces de Céphalopodes, ce qui fåit un total de 189 especes de Brachiopodes et de Mollusques. Leur distribution dans le Sénonien inférieur et supérieur et dans le Danien se trouve indiquée sur le tableau de la p. 376. + 1. Étage sénonien inférieur. L'ile de Bornholm est la seule localité du Danemark ou on ait trouvé des dépåts appartenant au Sénonien inférieur. Ces deépåts sont constitués soit par des sables et grés plus ou moins glaåuconieux («sables et grés verts»), soit par un calcaire impur et grisåtre dit le Calcaire d'Arnager, soit par diverses espéces de marne. La liste de fossiles II (p. 383—384) comprend les espéces de Brachiopodes et de Mollusques trouvées dans le Sénonien inférieur du Danemark. On ne devra cependant se servir de cette liste qu'avec beaucoup de précaution, les matériaux employés se composant en partie de galets recueillis sur la cote et dont quelques-uns sont peut-étre originaires de dépåts étrangers. Malheureusement ce n'est que dans une faible mesure que j'ai pu remédier å cet inconvénient par de nouveaux recueils. J'ose toutefois affirmer que MM. H. Scaråbper et E. Storzey ont certainement eu raison d'attribuer les sables verts de la cote sud-ouest de Vile de Bornholm å V'Emschérien, Åetønocamax westphalicus étant Fun des fossiles les plus fréquents de ce dépåt. Chose assez singuliére et qui du reste avait déjå été signalée par M. Srorxey: dans Vile de Bornholm Scaphites inflatus Rom. semble appartenir å VEmschérien, tandis qwon ne le trouve, dans I'Allemagne du nord, que dans des dépåts de date plus récente. La marne faiblement glauconieuse qui se rencontre dans le voisinage du Mulebyaa, petite riviére de la partie occidentale de Vile de Bornholm, a été considérée par M. Srorcey comme une couche de transition entre 'Emschérien («sables verts») et la zone å Åcttnocamaxt granulatus («calcaire d'Arnager»). M.Sroxzey s'est fondé d'abord sur ce fait qw'on y trouve une Bélemnite, Act. Lundgreni Srorzey, qui semble repræsenter un état de développement ultérieur d'Act. westphalicus, et aussi sur la constitution pétrographique de cette marne qui est apparemment un facies de transition entre le Sable vert et le Calcaire d'Arnager. Je ne saurais me prononcer sur le plus ou moins bien fondé de cette conclusion, ne con- naissant en fait de fossiles propres aux couches marneuses du Mulebyaa, outre la Bélemnite 436 i 102 en question, qui jusqwici n»'a pas été trouvée ailleurs, qu'Ostrea semiplana Sow. et O. hip- popodium Nis. — Dans la marne glauconieuse qui constitue le lit du Blykobbeaa, petite riviéere de la partie occidentale de l'ile de Bornholm, une seule espéce a été reconnue avec certitude, å savoir Scaphites binodosus Rom. Il faut donc croire avec M. StorzeYy que ce dépot date å peu prés de la méme époque que le Calcaire d'Arnager. Quant å celui-ci, MM. Scxråber et Storzey ont sans doute bien fait de le rapporter å la zone å Inoceramus Lingua Gornr., cette espéce étant du nombre de celles qui y sont surtout fréquentes. 2. Étage sénonien supérieur. Parmi les dépåts appartenant au Sénonien supérieur, le Danemark ne posséde que la Craie blanche et deux couches d'importance tout å fait secondaire: 1'Argile å Poissons et le Calcaire å Cérithes. Ces dépåts font tous partie de la zone å Belemnitella mucronata v. ScmrorH. sp. Il semble donc qu'il y ait une lacune dans nos dépåts crétacés, mais pro- bablement cette lacune n'existe qu'en apparence. Nous ignorons, il est vrai, quels sont les dépåts qui servent de base å notre Craie blanche, mais il est infiniment probable que ce sont justement les mémes couches qui constituent lå transition entre le Crétacé de Bornholm et celui qu'on rencontre partout ailleurs en Danemark. Quil y ait en revanche au-dessus de notre Sénonien supérieur une lacune qui le sépare du Danien surperposé, c'est ce que je tåcherai plus loin de mettre en évidence. D'aprés ForcaHammer les falåises de Stevns Klint présentent lå série suivante: Diluvium. Calcaire å Bryozoaires. Galcaire å Ceérithes. Årgile å Poissons. Craie blanche. ”o&p ne ForcaHammer était d'avis que nous avons lå une série continue, et sur ce point il se trouve d'accord avec tous les auteurs qui ont traité ensuite le méme sujet. C'est encore Popinion de ForcaHnammer qui åa prévalu lorsqu'on attribue habituellement au Danien I Argile å Poissons, le Calcaire å Cérithes et le Calcaire å Bryozoaires; toutefois certains auteurs plus récents ont montré quelque tendance å regarder 1'Argile å Poissons et le Calcaire å Cérithes comme des couches de passage entre le Sénonien et le Dånien. Selon moi, aucune de ces deux maniéres de voir n'est la bonne. Pour ma part, je n'hésite pas å rapporter ”Argile å Poissons aussi bien que le Calcaire å Cérithes au Sénonien, estimant quil ne faut pas séparer ces deux dépåts de la Craie blanche pour en faire des deépåts å part. Voici par quelles raisons j'ai été conduit å adopter cette maniére de voir: 12. La faune du Calcaire å Cérithes est une faune de la Craie blanche, entiérement différente de celle de Vétage danien. 2%, L'Argile å Poissons dont on ma jusquici constaté la présence que dans les falaises de Stevns Klint, occupe dans cette localité de petits bassins peu profonds. Dans les intervalles qui séparent ces bassins elle å totalement disparu, et dans ces endroits la Craie blanche passe graduellement au Calcaire å Cérithes. 103 437 3%. Il y aune lacune entre le GCaålcaire å Cérithes et celui å Bryozoaires qui le recouvre. Je vais donner sur ces trois points des renseignements plus détaillés. Pour la composition et la répartition des faunes de Brachiopodes et de Mollusques dans le .Sénonien supérieur, je me permettrai de renvoyer le lecteur å la liste de fossiles IIL (p. 390—395). a. Craie blanche å Belemnitella mucronata («Skrivekridt»). La Craie blanche s'étend sous tout le terrain danois, å Texception toutefois de Vile de Bornholm. Les affleurements sont surtout fréquents dans les parties orientales du pays (région méridionale de Vile de Séeland avec iles avoisinantes) et dans les parties septen- trionales (le nord et le nord-ouest du Jutland); ils se présentent tantåt sous la forme de carriéres découvertes tantåt sous celle de falaises escarpées d'origine plus ou moins récente. Le plus souvent la Craie blanche se trouve recouverte par des formations plus récentes appartenant soit å l'étage danien ou au systéme tertiaire soit au systéme quaternaire. La Craie blanche du Danemark appartient exclusivement å la zone å Bel. mucronata. La distribution des Brachiopodes et des Mollusques ressort de la liste de fossiles Ill (p. 390—395) om les localités ont été groupées selon leur situation géographique (voir la carte qui accompagne la premiére partie de la présente étude). Il résulte de la liste en question que le Scaphites constrictus a une extension horizontale assez considérable dans notre craie blanche. Il est donc probable que tout ce qui se trouve de craie blanche en Danemark appartient å la région la plus supérieure de la Craie å Mucronata que caractérise justement cette espéce. 'Toutefois cette question est difficile å trancher, la faune de la plupart des localités n'étant pas encore suffisamment connue. En général la faune semble présenter partout les mémes caractéres; dans quelques contrées elle offre cependant certaines particularités, et il est bien possible que des recherches plus approfondies nous permettent de distinguer un jour dans notre Craie blanche plusieurs horizons caractérisés chacun par des fossiles particuliers. C'est ainsi que Avricula danica semble caractériser les couches les plus supérieures de la Craie blanche. Sous le rapport de la faune, la Craie blanche du Danemark présente des affinités remarquables avec celle de Vile de Rigen. A ce point de vue les ressemblances qui la relient å la craie blanche de I'Angleterre et å celle de la France septentrionale sont beau- coup plus faibles. b. Årgile å Poissons («Fiskeler »). L'Argile å Poissons est une couche d'importance absolument secondaire; le seul endroit ou on ait pu en constater la présence sont les falaises de Stevns Klint. La couche en question semble avoir été déposée dans de petits bassins peu profonds å la surface de la craie blanche. Son épaisseur varie un peu, atteignant jusqwå 20% environ au milieu du bassin et s'atténuant vers les bords om elle finit le plus souvent par se perdre. Comme il a été remarqué par M. Henna, elle renferme souvent des nodules de craie blanche. En bas, cette couche se trouve séparée de la craie blanche par une démarcation trés tranchée, tandis que, vers le haut, elle passe graduellement au Calcaire å Cérithes. 4.38 104 D'aprés Phypothése généralement admise 1'Argile å Poissons aurait été formée par de grandes masses d'argile qui de maniére ou d'autre auraient été précipitées dans la mer crétacée et qui se seraient ensuite déposées au fond de cette mer. Entre autres objections on peut faire valoir contre cette hypothése le fait que l'Argile å Poissons renferme des débris de craie blanche. Ces débris ont difficilement pu étre déposés en méme temps que Fargile finement délayée qui est devenue 1'Argile å Poissons. C'est pourquoi il me semble qu'on doit chercher une autre explication de la formation de cette argile. Pour des raisons que j'aurai plus loin Voccasion d'exposer, je considére I'Argile å Poissons et le Calcaire å Cérithes qui la recouvre comme étant les restes des couches supérieures de la craie blanche. Par suite d'une interruption survenue dans la sédimentation et qui a probable- ment été accompagnée par une émersion, ces couches auront subi une érosion ou abra- sion mécanique et chimique. Ce traitement aura donné naissance å un grand nombre de crevasses dont le plupart auront ensuile été remplies d'une couche plus ou moins épaisse de silex, tandis que les plus superficielles se seront remplies d'argile: La région supérieure de la craie blanche étant relativement riche en argile, il y aura eu, aprés la dissolution du calcaire carbonaté, un sédiment assez considérable d'argile qui aura surtout été déposé dans les crevasses superficielles ou il aura formé Vargile å Poissons; toutefois on en rencontre aussi des intercalations locales dispersées dans toute la masse crétacée å laquelle elles communiquent un aspect marbré. Cette explication se trouve confirmée 1? par ce faåit que nombre des crevasses remplies de silex ont des aspects semblables å ceux des dépåts argileux; il est vrai que dans la plupart des cas leur disposition est moins réguliére. 2. Remarquons encore que les lits d'argile å Poissons se continuent, latéralement, å travers la craie blanche ou le calcaire å Gérithes par de minces lames qui viennent toucher la surface inférieure du calcaire å Bryozoaires. En plusieurs endroits on trouve donc le calcaire å Cérithes situé au-dessous de Vargile å Poissons. Il en résulte évidemment que cette argile ne saurait étre considérée comme une couche continue, déposée originaire- ment au fond de la mer. Sur la faune de Vargile å Poissons il n'y a que peu de chose å remarquer. La seule espéce dont on ait pu constater la présence avec quelque certitude est Eærogyra lateralis. On a trouvé en outre un fragment de coquille (Gryphæa vesicularis?), une espéce de Pecten et une espéce d'Ostrea. Par ci par lå on rencontre des débris de Poissons, d'ou le nom de ces dépots. c. Calcaire å Cérithes («Cerithiumkalk »). L'existence du calcaire å GCérithes n'a été reconnue que dans les falaises de Stevns Klint et prés d'Eerslev, petit village du Jutland. CGette couche est d'une épaisseur assez variable (de 0,3 å 1" environ). Elle est constituée par un calcaire blanc Gu jaunåtre qui est trés crevassé et s'écroule facilement. La consistance de ce calcaire est assez dure, pår quoi il se distingue aisément de la craie blanche. Il contient une grande quantite de vides, de faibles dimensions, qui doivent leur existence å la dissolution des eléments squeletliques de Spongiaires qui s'y sont trouvés renfermés en træs grand nombre. Dans le Calcaire å Gérithes et surtout dans la région supérieure de ce calcaire on trouve des formations ophiomorphoides dont quelques-unes sont certainement dues å 105 439 des animaux. qui ont fouillé le fond de la mer. Å la surface supérieure du Calcaire å Cérithes il y a eu certainement un réseau de sillons assez larges qui semblent avoir été produits par suite de la dessication du dépåt. Comme cela était aussi le cas pour la craie blanche, toutes les coquilles de sub- stance arragonitique que renfermait autrefois le calcaire å Cérithes, ont été dissoutes; mais åa Pencontre de ce qui avait lieu dans la craie blanche ou ces coquilles ont complétement disparu, celles du calcaire å Cérithes ont laissé des vides assez bien conservés pour qu'on puisse étudier les ornementations du test dans ses moindres détails. Le plus souvent les moules se sont également assez bien conservés. Si Ton considére la distribution verticale des Brachiopodes et des Mollusques, telle qu'elle résulte de la liste de fossiles I (p. 377—381), on peut se sentir tenté å premiére vue de regarder le Calcaire å Cérithes comme une couche de transition entre le Sénonien et le Dånien. Nous y découvrons en effet que sur 38 espéces dont on a constaté la pré- sence dans cette couche, il y en å 10 qui sont communes au Calcaire å Cérithes et å la Craie blanche, et 8 qui sont communes au Calcaire å Cérithes et au Danien; 3 espéces sont communes å tous les trois dépåts, tandis que 17 espéces sont propres au Calcaire å Cérithes. Nous devons cependant nous rappeler que tous les Lamellibranches appartenant au groupe Homomyaria ainsi que tous les Gastropodes ont pour ainsi dire entiérement disparu de la craie blanche, tandis que dans le calcaire å Cérithes ils ont laissé des traces assez distinctes pour qwon ait pu en tirer des conclusions sur l'espéce å laquelle ils ont appartenu. Pour cette raison on devra faire abstraction de ces deux groupes en entrepre- nant une comparaison comme celle dont il vient d'étre question. D'aprés les résultats qwon obtient alors, 16 espéces ont été trouvées dans le Calcaire å Cérithes, dont 3 qui sont propres å cette couche, et 3 qui lui sont communes avec la Craie blanche et le Danien, tandis que toutes les autres (10 espéces) sont communes au Calcaire å Cérithes et a la Graie blanche et ne se trouvent pas dans Vétage danien. Ces derniéres espéces com- prennent méme deux formes de grande importance, å savoir: Baculites vertebralis et Sca- plutes constrictus. Les autres groupes de fossiles n'ont pas encore été Vobjet d'un examen approfondi; cependant, au point on en sont actuellement les recherches, il parait probable que les résultats que nous en obtiendrons -devront étre interprétés dans le méme sens. De ce qui vient d'étre dit, il résulte avec toute l'évidence suffisante que la faune du Calcaire å Gérithes est une faune de Craie blanche toute pure. Les relations fauniques s'accordent donc trés bien avec la disposition des assises. Comme nous Vavons montré plus haut, il résulte entre autres choses de cette disposition que I'Argile å Poissons ne saurait étre regardée comme un dépdt particulier. Le Calcaire å Cérithes de son cåté doit étre considéré tout simplement comme une craie blanche ayant subi de grandes altérations secondaires; j'aurai plus tard P'occasion de revenir sur ce point. Il m'y a donc guére de doute possible que VArgile å Poissons aussi bien que le GCalcaire å Gérithes ne doivent étre attribués au Sénonien supérieur du Danemark et non pas å l'étage danien. Le calcaire å Gérithes ne se rencontre, nous venons de le dire,.que dans les falaises de Stevns Klint, on il apparait dans presque toute la longueur du profil (15% en- D, K. D. Vidensk. Selsk. Skr., 6. Række, naturvidensk. og mathem. Afd. XI. 6. 56 440 106 viron), et prés d'Eerslev, petit village de V'ile de Mors située dans'le Limfiord, En outre je ferai remarquer que j'ai décrit, il y a quelques années, certains blocs isolés trouvés dans VAllemagne du Nord et conservés au Musée d'Eberswalde. Ces bloøcs se relient in- timement au calcaire å Cérithes par leur nature pétrographique et par leur faune. Je sup- pose que les blocs en question sont originaires de cette région de la Baltique qui sépare Iile de Bornholm de la Séeland. d. La limite entre les étages sénonien et danien en Danemark. Comme c'est le cas pour toute 'Europe occidentale, la fin de 'époque sénonienne se trouve marquée en Dånemark par une phase négative. Qu'il y ait eu en effet, å ce moment, un tel changement du niveau, c'est ce que semble bien indiquer, dans les falaises de Stevns Klint, ce fait que les couches supérieures de la Craie blanche renferment des quantités plus considérables de matériaux terrigénes (argile) et de Bryozoaires que les couches inférieures. Quant å la question de savoir si ce retrait de la mer s'est terminé par une émersion, Vétat actuel de nos connaissances ne nous permet pas de la trancher; il y a toutefois des circonstances qui semblent justifier une telle supposition, du moins en ce qui regarde certaines contrées du Danemark. Dans la partie méridionale de la Sée- land, dans Vile de Måen et dans le nord des iles de Falster et de Lolland ainsi qu'aux environs de la partie orientale du Limfiord, om rencontre en effet la Craie blanche im- médiatement au-dessous des dépåts diluviens sans aucun Danien intermeédiaire. Il est vrai que dans ces endroits. les dépåts daniens (et tertiaires) ont pu disparaitre au cours de Vépoque diluvienné par suite de Vaction érosive des glaces et des eaux, comme c'est certainement le cas pour quelques localités situées. dans le nord-ouest du Jutland (le Thy, par exemple). Remarquons toutefois que dans ces derniers endroits l'érosion a probable- ment été due en premiére ligne å Vaction destructrice de la mer postdiluvienne. Mais il y a deux autres localités, savoir les falaises de Stevns Klint et les environs d'Eerslev, ou nous trouvons actuellement le Danien directement superposé au Sénonien et ou la disposition des couches ne contredit en rien I'hypothése d'une émersion. Dans ces deux localités le Calcaire å Cérithes qui termine la série du Sénonien doit étre regardé comme un «banc limite» rappelant de trés prés les «bancs limites» de la France septentrionale, de I'Angle- terre et de la Belgique qui ont été décrits par MM. Heserrt, Barrois et autres. Il est vrai qwon n'est pas tout å fait d'accord sur les conclusions qui peuvent étre tirées de l'existence de ces «bancs limites»; cependant nous pouvons désormais regarder comme un fait acquis å la science que le Calcaire å Cérithes marque un arrét dans la sédimentation, arrét qui aura été provoqué par un changement survenu dans les conditions physiques. Il a då se prolonger pendant un éspace de temps assez long, puisque la faune de la mer danienne différe beaucoup de celle qui caractérise la mer de la craie blanche. Des groupes entiers tels que les Ammonites et les Bélemnites ont complétement disparu; d'autres formes les ont remplacés. Citons encore å V'appui de Vhypothése d'une émersion cette circonstance que les couches supérieures de la Craie blanche renferment des quantités considérables de crevasses qui ne sont pas accompagnées de failles, et qui se trouvent remplies soit de silex, soit d'une argile qui est probablement constituée par un résidu. 107 441 La question de savoir si la lacune dont je viens de parler est accompagnée par une discordance, reste non résolue, puis quw'on »'a pas pu découvrir de stratification dans le Calcaire å Gérithes. En tous cas la discordance ne peut pas étre considérable, les couches åa rognons de silex étant å peu prés paralléles å la limite qui sépare le Galcaire å GCérithes du Calcaire å Bryozoaires. 3. Étage danien. MM. K. Rårnam et Å. Henna ayant déjå donné dans des ouvrages publiés il y a quelques années des études détaillées du Danien baltigue je me hbornerai å relever ici quelques points détachés. M. K.-A. Grénwarr a fait des couches supérieures du Danien un horizon å part caractérisé par Cranta tuberculata Niss. N'ayant eu å ma disposition que peu de matériaux provenant de cet étage, je n'ose me prononcer sur le plus ou moins bien fondé de cette classification. La composition et la répartition, dans le Danien danois, des faunes de Brachio- podes et de Mollusques résultent de lå liste de fossiles IV (p. 414—419). a. Etage danien inférieur. Comme le remarque M. Henna le facies principal du Danien est constitué par un calcaire å Coccolithes quwon désigne sous le nom de «blegekridt« lorsqw'il est crayeux, tandis que la variété produite-par des altéralions ultérieures s'appelle calcaire de Saltholm («saltholmskalk»). Parfois cette variété renferme assez de Bryozoaires pour constituer des faåcies de transition vers le calcaire å Bryozoairés («limsten»). Ce dernier calcaire se compose presque exclusivement de débris plus ou moins grands de Bryozoaires logés dans une masse plus finement granulée. Prés d'Aggersborggaard, propriété située dans la presqu'ile de Jutland, on a trouvé du calcaire å Bryozoaires renfermant des fragments de Moltkta Isis Sreenstr. et d'Isis vertebralis Hua. en telles quantités qwil se rapproche par lå du calcaire å Coralliaires (calcaire de Faxe) dont on wa constaté la présence, en Danemark, que dans la seule localité de Faxe. La faåune contenue dans le calcaire d'Aggersborggaard présente également de grandes affinités avec celle du calcaire å Coralliaires (voir lå liste de fossiles des pages 423—424). Le calcaire å Coccolithes du Danien offre le méme facies a peu prés que la craie blanche; il a donc då étre déposé å des profondeurs assez grandes. Les autres facies du Danien au contraire ont été déposés dans des eaux moins profondes; cependant le Danien inférieur ne présente pas de formation littorale pure. M. HunniG a fait observer que Vassise de calcaire å Coralliaires qui est située prés d'Annetorp (en Scanie) est d'une étendue beaucoup moins considérable que celle de Faxe, et aussi que la taille des espéces coralliophiles ainsi que les dimensions des tiges de corail sont inférieures dans la premiére localité å ce qu'elles sont å Faxe. Pour expliquer ce fait: M. Hennie a recours a une théorie d'aprés laquelle un courant de fond, charriant des éléments nutritifs, une espéce de gulf-stream aurait traversé la mer danienne, et il suppose que ce courant est arrivé moins droit sur Annetorp que sur Faxe. Nous w'allons pas discuter ici- la possibilité de Texistence d'un tel gw/f-stream; nous ferons seulement remarquer que 56 442 108 les arguments cités par M. Henwic å Vappui de son hypothése ne sont pas valables. M. Hennie 'invoque surtout en så faveur cette circonstance que les spécimens plus ågés de Cyathidium Holopus Srtæznstr. sont ordinairement de forme oblique et que dans le cas ou plusieurs individus se trouvent placés dans le voisinage les uns des autres, ils sont tous inclinés dans la méme direction. D'aprés M. Hewnic ils se seraient tous penchés en avant å la rencontre d'un courant constant, le gulf-stream de la mer danienne, de méme que, suivant M. Jager, Vespéce récente Holopus Rangi »'Or8. s'incline au devant du gulf-stream actuel. Or on est å méme de démontrer que le Cyathidium Holopus a vécu attaché au plafond de grottes plus ou moins grandes ou il est peu vraisemblable que le gu/f-stream ait pu déter- miner la croissance oblique des individus. Le premier argument se trouve donc du coup affaibli. M. Hennie en a tiré un autre, de méme nature, de Vobliquité des Parasmiles. Toutefois cet argument reste sans valeur tant qu'il 0'aura pas été prouvé que dans le cas des Parasmiles comme dans celui des Cyathides les individus voisins sont courbés du méme coté. Ce n'est pas seulement sous le rapport de la taille des individus que la faune de Faxe se distingue de celle des couches correspondantes d'Annetorp; il semble en outre que la premiére des deux localités soit beaucoup plus riche en espéces que Vautre. Sur 32 espéces de Lamellibranches qu'on a trouvées dans la carriére de Faxe, aucune des 8 espéces cités aux pages 422—423 n'a été trouvée å Annetorp quoiquil y en ait dans le nombre plusieurs qui sont assez répandues å Faxe. Nous supposons que les différences que pré- sentent les deux faunes doivent étre attribuées å des différences de facies. b. Étage danien supérieur. Au changement de niveau positif qui a eu lieu au début de V'époque danienne a succédé, plus tard, un changement de sens opposé; c'est ainsi que nous devons nous ex- pliquer ce fait que les roches du Danien supérieur ont été déposées dans une mer moins profonde que celle du Danien inférieur. Ce soulévement du terrain qui faisait augmenter toujours T'étendue de la terre ferme, s'est continué pendant la période tertiaire jusqu'å ce que, vers la fin de V''époque miocéne, tout le pays actuel ett sans doute émergé. Les roches appartenant å V'assise danienne supérieure constituée par le calcaire å Crania, ont d'abord éte trouvées, sous la forme de blocs disséminés, par des naturalistes suédois qui les ont décrits. Plus tard cette zone a été découverte sur place dans le port de Copenhague ou elle repose sur le Calcaire de Saltholm. Enfin M. Grånwarr a démontre Pexistence de cette zone caractérisée par Cranza tuberculata Niss. dans trois autres en- droits de la ville de Copenhague et aussi prés d'Aashåj et de Herfålge, villages situés dans la Séeland orientale. Les roches de cette zone varient beaucoup. Dans le port de Copenhague elle est représentée par un calcaire compact qui se compose presque exclusive- ment de fragments de fossiles. Prés de la grande usine å gaz de Copenhague (Vestre Gasværk) on a trouvé un calcaire trés glauconieux, tandis que le calcaire å Crania découvert dans le voisinage de Vodroffgaard (å Copenhague) ressemble au calcaire de Saltholm ordinaire. Aux environs de Herfålge on rencontre un calcaire grenu, le Calcaire å Crania, qui repose en concordance sur le Calcaire å Bryozoaires. La constitution de ces roches nous montre 109 443 que le Galcaire å Crania a été, le plus souvent, déposé dans des eaux peu profondes; probablement il est constitué en partie par des formations littorales. Sur la faune du Calcaire å Crania je n'ai pas de communications å faire en dehors de ce qui a déjaåa été dit par d'autres. Elle ne semble pas présenter de différences notables qui la distinguent de celle du Danien inférieur. En fait de formes caractéristiques je v'ai vu citer que les espéces énumérées au pages 423—426. A VFavenir de décider si cette faune différe assez de celle du Danien inférieur pour qu'il y ait utilité å maintenir le Galcaire å Crania comme subdivision particuliére dans la série danienne. c. I”Etage danien en dehors du Danemark. Suéde. Dans le sud-ouest de la presqw'ile de Scanie se rencontrent, d'aprés LundGeren, Jonnsrrur, MogerG et Hennie, des dépåts qui correspondent absolument au Danien du Danemark. On y a trouvé le calcaire de Saltholm ainsi que les calcaires å Bryozoaires et å Coralliaires. Allemagne du Nord. On ne sait pas au juste si le Danien existe dans ces contrées. Quelques sondages ont mis au jour des dépåts qwon a cru pouvoir attribuer å cet étage. En outre, la Poméranie citérieure abonde tellement en blocs 'détachés, apparte- nant au Danien, qw'il faut, d'aprés M. Dxecke, que des dépåts daniens existent en place dans le sous-sol. Russie. M. A.-P. Pavrow a démontré qw'aux environs du cours moyen de la Volga, depuis Syzran jusqu'å Saratow, la Graie å Bel. mucronata est recouverte par un græs vert glauconieux å Nautilus danicus; viennent ensuite des couches sablo-argileuses et qui renferment quelques-unes des espéces paléocénes trouvées dans le voisinage de VFusine å gaz de Copenhague. C'est pourquoi M. Pavrow rattache ces couches argileuses au Paléocéne de Copenhague tout en attribuant au Danien le grés å Nautilus danicus. D'aprés M. A. DE GrossouvrE le Danien repose ici en discordance sur le Sénonien, tandis que le passage se fait graduellement du Danien au Paléocéne superposé. Hongrie. Une couche å Pyrguliféres trouvée prés d'Ajka a été rapportée par M. Mvnier-Cxarmas å Vétage danien. Angleterre. Ce pays ne posséde pas de dépåts daniens. Ici 'époque sénonienne s'est terminée par une émersion, et les dépåts qui recouvrent le Sénonien appartiennent å PEocéne inférieur. Hollande et Belgique. Les couches supérieures de Maéstricht se rattachent par leur faune (Bel. mucronata, Scaph. constrictus, etc.) å la région supérieure de l'étage sénonien. Cependant on a mnoté dans ces couches Nautilus danicus qui est Tune des formes daniennes les plus caractéristiques. De ce fait il est peut-étre permis de conclure que les couches en question ont été déposées pendant V'espace de temps qui correspond å la lacune des dépåts crétacés danois, car en Danemark N. danicus n'est jamais accom- pagné d'Ammonites ni de Bélemnites. Les relations stratigraphiques de la Belgique ont surtout été étudiées par MM. Ruror et van DeN Brozck. La faune du soi-disant Tuffeau de Saint-Symphorien, calcaire dont on a constaté I'existence aux environs de Ciply (en Hainaut) présente un caractére franche- did 110 ment sénonien. Au-dessus de ce calcaire, dont il se trouve séparé par une discordance, vient le Tuffeau de Ciply qui renferme une faune, å caractéres tertiaires, comprenant un certain nombre des espéces contenues dans le Calcaire de Mons; toutefois on y rencontre aussi quelques espéces crétacées. Il est donc probable que nous nous trouvons ici en préæsence de dépåts correspondant å nos dépåts daniens; quoique les ressemblances assez considérables que présente la faune du Tuffeau de Ciply avec celle du Calcaire de Mons, semblent indiquer qu'elle ne peut pas avoir tout å fait 'åge de notre faune danienne. Le Calcaire de Mons doit étre en effet moins ågé que le Danien du Danemark : les différences de facies ne suffisent pas pour expliquer les trés grandes dissemblances qui séparent les faunes de ces deux dépåts. M. A. ne Grossouvre de son coté a donné comme résultat de ses explorations effectuées dans le midi de la France, que le Danien et le Montien sont deux facies appartenant å la méme zone. Des recherches ultérieures devront trancher cette question. France. Dans le Bassin de Paris le Calcaire pisolithique repose en discordance sur la Craie å B. mucronata. Malheureusement il n'existe que des descriptions assez im- parfaites de la faune du calcaire pisolitbique; il semble cependant qu'un certain nombre des espéces qui le constituent lui soient communes avec le Danien danois; M. Å. D'ORrRBIGNY cite par exemple les espéces de Nautilus danicus et de Cypræa bullaria. Il est possible que le nombre des ressemblances dépasse notre attente å mesure que lå faune sera mieux connue. En tous cas il est trés probable que nous avons ici affaire å des couches qui correspondent au Danien du Danemark. Il' parait que le midi de la France posséde également des dépåts daniens. On trouve ici des formations marines, saumåtres et lacustres qui forment une série compléte allant depuis une époque assez réæcente de la période crétacée jusque dans la période tertiaire. La comparaison directe avec les autres dépoåts daniens présente ici des difficultés; toutefois on rencontre, méme dans ces contrées, des dépåts marins å Nautilus danicus. En dehors de V'Europe on a rencontré en des endroits divers des dépåts qu'on a cru devoir rapporter au Danien, mais la comparaison directe avec le Danien du Danemark étant trés difficile å faire, je n'entrerai pas ici dans ce sujet. Je ferai seulement remarquer qwon a trouvé dans [Hindoustan des dépåts å Nautilus danicus. d. etage danien doit-il étre rattaehé au systæme crétace ou bien au systéme tertiaire? Nous allons discuter cette question d'une maniére trés succincte. Å ma connais- sance, tous ceux qui ont eu jusqwici Poccasion d'explorer eux-mémes le Danien baltique, ont été d'avis qwil fallait Pattribuer au systéme crétacé. D'autres ont cru, d'aprés ce qui avait été publié sur la faune danienne, que cet étage devait étre compris dans le systéme tertiaire. Dans ces derniers temps c'est surtout M. Å. De GrossourrE qui a pris la defense de cette derniére opinion, et il y aurait, je Tavoue, nombre de raisons å alléguer en sa faveur, et tout d'abord cette circonstance qu'on ne trouve pas d'Ammonites, de Bélemnites ni d'Inocérames dans le Danien. La présence d'une lacune entre le Sénonien et le Danien peut étre interprétée dans le méme sens. Mais comme il a été démontré par M. Hennie, il y a tant de points de contact entre la faune du Seénonien baltique supérieur et celle du 111 4.45 Danien baltique, que Vattribution du Danien baltique au systéme tertiaire semble peu justifiée. M. GrånwarL qui a fait du calcaire å Crania et de nos dépåts éocénes Vobjet d'une étude spéciale, se trouve d'accord avec M. Henna sur ce point. Pour ma part je penche du coté de opinion qui regarde le Danien comme le plus jeune des étages crétacés, sa faune présentant des ressemblances beaucoup plus prononcées avec celle de notre Sénonien supérieur qwavec la faune d'aucun autre dépåt tertiaire å moi connu. D'autre part je reconnais volontiers, comme je viens de le dire, que la lacune dont je crois avoir démontré I'existence entre le Sénonien et le Danien pourrait étre alléguée en faveur de Popinion contraire. La faune en question présentant en outre certains caractéres tertiaires, je ne regarde pas comme exclue la possibilité qwil arrive un jour ou on trouve nécessaire de classer le Danien dans le systéme tertiaire. - Cette question demande pour étre tranchée que la faune du Danien devienne Vobjet de recherches plus étendues que celles dont on dispose pour le moment. Tavleforklaring, Explication de la planche. I begge Figurerne: B, Bryozokalk. C, Gerithiumkalk. F, Fiskeler. 5, Skrivekridt. Dans les deux figures, on a désigné par B, le Calcaire å Bryozoaires; par C, le Calcaire å Gérithes; par F, TArgile å Poissons et par $, la Craie blanche. Fig. 1. Parti af Stevns Klint ved Havevigskrog, efter Fotografi (noget paa skraa langs Klinten) af Hr. Museums- inspektør V.Hintze. — Man ser, hvorledes Fiskeleret kiler ud til højre og samtidig gaar op til Grænsen mellem Bryozokalken og Cerithiumkalken. 1 Skrivekridtet ses flere Lag af Flint, udskilt i Sprækker. Partie des falaises de Stevns Klint. — L'Argile å Poissons présente, å droite, un prolongement dirigé obliquement vers le haut et s'amincissant de plus en plus pour aller enfin se perdre å la limite qui sépare le Calcaire å Bryozoaires du Calcaire å Cérithes. Dans la Craie blanche s'observent plusieurs couches de silex déposées dans des crevasses. i Fig. 2. Parti af Stevns Klint ved Havevigskrog, efter Fotografi af Hr. Dr. K. J. V. SreansrtruP. — Man iagt- tager den ujævne Grænse mellem Bryozokalken og Cerithiumkalken samt denne sidst nævnte Kalkstens brokkede Karakter. Fiskeleret kiler ud til venstre og fortsætter sig som en tynd Sprække op til Grænsen mellem Bryozokalk og Cerithiumkalk. I Skrivekridtet ses et Par Flintknolde samt (nederst) et Lag af Flint, udskilt i en Sprække. Partie des falaises de Stevns Klint. — On remarquera la limite irréguliére qui sépare le Calcaire å Bryozoaires du Calcaire å Cérithes, et le caractére crevassé de ce dernier calcaire. L'Argile å Poissons se continue å gauche par une fente trés mince qui va montant jusqw'å la limite des deux dépots calcaires. La Craie blanche renferme quelques rognons de silex et, en bas, une couche de silex déposée dans une crevasse. K. D. Videnskab. Selskabs Skr., 6 R., n.-m. Afd., XI, 6. J. P.J. Ravn. | G j z i | É (| i 'f | "i å 7 ] SERES ig ' (i i Å EAN [4 FX ti i Sw SØN z 7 ra ig i Br? É d f ao sl En (80) [SAR (Forts. fra Omslagets S. 2.) AVS mede havene ODF ODDE 5 FIS REED SE SEE NERE JS SR ad SEEREN RENDE KE SERENE i Lorenz, L. Lysbevægelsen i og uden for en af plane Lysbølger belyst Kugle. 1890.............… Sørensen, William. Om Forbeninger i Svømmeblæren, Pleura og Aortas Væg og Sammensmeltningen deraf med Hvirvelsøjlen særlig hos Siluroiderne, samt de saakaldte Weberske Knoglers Morfologi. Med amllavlersaResumerensfrancals st 390 HRK SKS HEDE REED STEN ESKE SÅ PER SET SØ REE REDEN SERENO SEE SSG ASKE ERE Warming, Eug. Lagoa Santa. Et Bidrag til den biologiske Plantegeografi. Med en Fortegnelse over Lagoa Santas Hvirveldyr. Med 43 Illustrationer i Texten og 1 Tavle. Résumé en frangais. 1892..... Va med staver ses JOE OTTE HSA SE Ear SE NSSS eN SETS RE URNE RET SEN ES ER ERE BTS ae DT ENES Gram, J.P. Studier over nogle numeriske Funktioner. Résumé en frangais. 1890............. Prytz, K. Methoder til korte Tiders, særlig Rotationstiders, Udmaaling. En experimental Undersøgelse. MedRillonkreunerrkkexntensern se D OT SÆR ASE Ed TEE ESTERE JN SEEGER TET EDT ENGE DAD SN ESS E SIGER AE Petersen, Emil. Om nogle Grundstoffers allotrope Tilstandsformer. 1891 .........22000rrrre Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 4de Afhandling. Med c. 185 mest af Forfatteren tegnede Figurer 154 Grupper: "Resume "et explication,; des' figzuresjen: frangaisss18 97 SE SEE SE ES Christensen, Odin T, Rhodanchromammoniakforbindelser. (Bidrag til Chromammoniakforbindelsernes Kemi. ULD) FØDE SÆT er EIDE ER ORE ES SEE EN ER NE ES ERE KOS ere NS AUSRE RAE KENNEL ER Sen RENEE By Lutken, Chr. ,Spolia Atlantica. Scopelini Musei Zoologici Universitatis Hauniensis. Bidrag til Kundskab om det aabne Havs Laxesild eller Scopeliner. Med 3 Tavler. Résumé en frangcais. 1892 ..... Petersen, Emil. Om den elektrolytiske Dissociationsvarme. af nogle Syrer. 1892 .......202002e2e Petersen, 0. 6. Bidrag til Scitamineernes Anatomi. Résumé en frangais. 1893 ..............… Lutken, Chr. Andet Tillæg til «Bidrag til Kundskab om Arterne af Slægten Cyamus Latr. eller. Hval- lnsenerssMedkfRkaylerResume en Mrancaiss 18938 STEENSEN ER Eee SE Er ES re ER Petersen, Emil. Reaktionshastigheden ved Methylætherdannelsen. 1894......20000eeeereeeete AVLE mede avlerntel 95-98 SEE ANES EGE Es FEEL GAA AVE ERE ren Tre AS ele ERE ERR ga Meinert, F. Sideorganerne hos Scarabæ - Larverne. Les organes latéraux des larves des Scarabés. Med 3 Tavler. Résumé et explication des planches en francais. 1895 .....222202 ener Petersen, Emil. Damptryksformindskelsen af Methylalkohol. 1896........20000reeeene RSS Buchwaldt, F. En mathematisk Undersøgelse af, hvorvidt Vædsker og deres Dampe kunne have en fælles Tilstandsligning, baseret paa en kortfattet Fremstiliing af Varmetheoriens Hovedsætninger. Résumé enkmancnis ens se Er SER ET EN SE STE SDS TAN SNEEN JS EGERN FEE SNS ST REE ER SEE re ke DE UGTE Hanns Eur ao by ES LUT SE LS IA 2 SEE EST ESSEN SEE ne er BE ease ner TFS TNSr Ja Johannsen, W. Studier over "Planternes periodiske Livsyttringer. 1. Om antagonistiske Virksomheder i Stolskitertsærligsunder: Modning 02 Hvile 18 97 EL SS SEER SES ENE ae Eee Re Nielsen, N. Undersøgelser over reciproke Potenssummer og deres Anvendelse paa Rækker og Integraler. 1898. fx mede 17 HFayler 89 BE IO SS STEDSE ERE EIGENE FSL SEE END ar re SEERNE NE SERENE ere NE .. Steenstrup, Japetus, og Liutken, Chr. Spolia Atlantica. Bidrag til Kundskab om Klump- eller Maanefiskene (Molidæ). Med 4 Tavler og en Del Xylogråfier og Fotogravurer.. 1898 ......-0% 0000 eee Warming, Eug. Familien Podostemaceae. 5te Afhandling. Med 42 Figurgrupper. Résumé en franeai 1899. Meyer, Kirstine, (Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne. En med Videnskabernes Selskabs Guld- medajllerbelønnet Prisafhandling "Meden Tavlen 18 997 SENE ES Ea Nee REG Jørgensen, S. M. Om Zeise's Platosemiæthylen- og Cossa's Platosemiamminsalte. Med 1 Tavle. 1900 .. Christensen, A. Om Overbromider af Chinaalkaloider.. 1900 ......20000e eee een ke eee ene Steenstrup, Japetus. Heteroteuthis (Gray, med Bemærkninger om Rossia-Sepiola-Familien i Almindelighed. Medhenthavlerrar 9 0 OLE SAN AE IS NR SRI vat NS PSU ERE SØS RIS FØRE Nee SNE EN ES ES ER EEN SENE arr ÅER Gram, Bille, Om Proteinkornene hos oliegivende Frø. Med 4 Tavler. Résumé en frangais. 1901 ..,. Meinert, Fr. Vandkalvelarverne (Larvæ Dytiscidarum). Med 6 Tavler. Résumé en frangais. 1901 se me dean avlere 1809-90 DERES RE ROSES ES he SELEN SE KEE TR LEDES ate TRE at FEE EN Eee Juel; €. Indledning i Læren om de grafiske Kurver. Résumé en francais. 1899 ......-2270404… Biilmann, Binar. Bidrag til de organiske Kvægsølvforbindelsers Kemi. 1901......2220r0reeeee Samsøe Lund og Rostrup, E. Marktidselen (Cwrsium arvense). En Monografi. Med 4 Tavler. Résumé en Framed, ØDE SE ASE TE ros En 0 be HE ES REE ERR EON SSO SLS ERE DET AGE One Tae oo Christensen, 4. Om Bromderivater af Chinaalkaloiderne og om de gennem disse dannede brintfattigere For- bindelse 2 EET EET DE SR EN ES SN rs SE NESS ARE ES GENDE DENE NS r Es Se Ft reT EN ce STEGET CORE ER SERGE FEER Kes medl os Raven dos de Kort 9 OOS Rr SEES He EENESET SR NER ERE DE FEER Warming, Eug. Familien Podostemaceæ. 6te Afhandling. Med 47 Figurgrupper. Résumé en frangais. 1901. Ravn, J. P. J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. I. Lamellibranchiater. Med 1 Kort og 4 Tavler. 1902. Winther, Chr. Rotationsdispersionen hos de spontant aktive Stoffer. 1902.....-2200er nen keee Ravn, J. P.J. Molluskerne i. Danmarks Kridtaflejringer. II. Scaphopoder, Gastropoder og CGephalopoder. MESSER avlere ORESTES TEE SE ENESTE SES RENEE SR SKETE ERNE BEST ESE er ef eN eee el ale Winther, Chr. Polarimetriske Undersøgelser II: Rotationsdispersionen i Opløsninger ,.....-.2142+% Ravn, J. P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. Ul. Stratigrafiskc Undersøgelser, Med i Tavle. Resumeensfrancdlss rn OS ES KEE ENEDES ENES SENSE ere TE EDEN eg SR SEE XII (under Pressen). Forch, Car), Knudsen, Martin, und Sørensen, S. P. 4. Berichte" uber die Konstantenbestimmungen zur Auf- stellung der hydrographischen Tabellen. Gesammelt von Martin Knudsen. 1902 ..........… Bergh, R. Gasferopoda opisthobranciata. With three plates and a map. (The Danish expedition to Siam NODER DODDTE) MODET IEEE TEE STENE SEN AN EK NE LEDE REE REE oe ED REESE TET SEG ORG Petersen, C.G. Joh, Jensen, Søren, Johansen, ÅA.C., og Levinsen, J, Chr. L. De "danske Farvandes Plankton i FAramerre EL SO BETONET O OS ERR ES ERE Fe ESKE TE TE BEDT Er ETS ae SNE Ta RER ERE RT ere ST eltrar delte mee Lay Kat SN En ret ka x Geologiske og mineralogiske Skrifter udgivne af det Kgl. danske Videnskabernes Selskab (udenfor Skrifternes 6te Række, se Omslagets S. 2—3): > Kr. Colding, Å. Om Lovene for Vandets Bevægelse i Jorden, m. 2 Tavler. 1872 ....….......-.- RA St US IS Forchhammer, G&G. Om Midlerne til at bestemme Mængden af de organiske Bestanddele i Vandet etc., m. TE KKOTES ENS 3 O SALSA SES NES GENDE HA ESSENS NES REDE SER EEN SEE Ser ES FS ss een SE SEE ESS SEE KERN, see AE REESE i: Johnstrup, F. Om Fugtighedens Bevægelse i den naturlige Jordbund, m. 3 Tavler. 1866.........-.….- f: Pingel, €. Om den af Porphyrgange gjennembrudte røde Sandsteen i det sydlige Grønland. 1843 ......- o Ring, €. €.. Om Fugtighedens Bevægelse .i Jordbunden, m. 1 Kort. 1868 ..........-.….… 5 RS SSENSEEE 3 - DET KONGELIGE DANSKE "VIDENSKABERNES SELSKABS SKRIFTER. SJETTE RÆKKE. NATURVIDENSKABELIG 0G MATHEMATISK AFDELING. ELLEVTE BIND. MED 10 TAVLER OG 1 KORT. KØBENHAVN. HovEDKOMMIssIoNÆR : ANDR. FRED. HØST & SØN, Kør. Hor-BoGHANDEL. BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI. 1901—1903. ; | | | | Pris: 15 Kr. 05 Øre. INDHOLD. Fortegnelse over Selskabets Medlemmer. September 1903 ves de nem mee ennen eve enn 1. Warming, Eug. Familien Podostemaceae. Afhandling VI. Med 219 mest af Forfatteren tegnede Figurer i 47 Grupper. Avec un résumé et une explication des. figures en francais.......... 2. Ravn, J.P. J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. I. Lamellibranchiater. Med 1 Kort og SAP aNer GORE DETS EET In RER RUGE GE ET ERA E ASEE FSEDEN SET re ER SES EE DEER SE SE EEN z 3. Winther, Chr. Rotationsdispersionen hos de spontant aktive Stoffer......................... 4. Ravn, J.P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. Il. Scaphopoder, Gastropoder og Cephalopoder. Med 5 Tavler. Avec diagnoses en francais des espéces nouvelles............ 5. Winther, Chr, Polarimetriske Undersøgelser. II. Rotationsdispersionen i Opløsninger ........ 6. Ravn, J.P.J. Molluskerne i Danmarks Kridtaflejringer. III. Stratigrafiske Undersøgelser. Med TU HEN KORETRE FSL REGE UDE SEER Brats EEN ASER SEE SE EGE LSE Bee S DENE SENE SERBERE ES ESTERE SYES BEDE ar FO FEER ERE EDER se . N K i < [| AAN ; U h sø) VELY i LS KNGAR aL Ø [ fr . ag å BA i i Å i z P: - å E ad or STRA KA i, ig Bag AN Så DEER Na MR N 4035 NEM 15 MES RENNES SNE ye "KN ENN fa SN PEER 2? re" ” SFSR FE PE GE SEE - z OR - "SLET sæ Fe SESSOR SSD < 3 FEE SES KEE Er: DET EEEN <= ErESs= -