-s^r

KUNSTEN OG MORALEN

Digitized by the Internet Archive

in 2011 with funding from

University of Toronto

http://www.archive.org/details/kunstengomoralenOOcoll

CHR. COLLIN

KUNSTEN OG MORALEN

BIDRAG TIL KRITIK

AF

REALISMENS DIGTERE OG KRITIKERE

^c«j?r'^^

)

/'■'^^ ^

KJØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

GKÆBES BOGTRYKKERI 1894

phl

^

?

FORORD.

IJenne Bog bestaar af to Dele. Først en Række Leilighedsartikler (I — X), udsendte til Nær- kamp i Dagens Strid (de udkom henimod Foraaret i « Verdens Gang->) og er her gjengivne med enkelte Forkortelser og smaa Forandringer). De følgende to Stykker (XI og XII), som udgjør det meste af Bogen, og som ikke tidligere har været trykte, er noget mere langtrækkende Indlæg i den samme Strid. I den første af disse to Essays har jeg søgt at give et Bidrag til Forstaaelse af den nyere Literaturkritiks Udvikling; i den anden har jeg søgt at belyse de store Gjennembrud i Kunsten og navn- lig dvælet ved Realismens «Gjennembrud» i norsk Digtning i Syttiaarene.

I det hele handler Bogen om Sygdomme i Kun- sten, særlig i den realistiske Digtning og i den derom kredsende Kritik. Af Nutidens største Kultur- sygdomme, de, som mest af alle binder vore Kræfter, har sat sig fast i Menneskeskildringens store Kunst som i et Arnested for Smitte, — det er dette Grund- syn, som har bevæget mig til at rykke ud.

De realistiske Digtere, baade de franske og de nordiske, har undertiden vist et betydeligt Sandheds- mod og en storartet Energi ved at afsløre Virkelig-

hedens Sky^^gcsider, ved at tvinge sig selv og os andre til at se alt det syge og stygge i Livet. Men en Konsekvens af den store realistiske Bevægelse er den, at en Kritiker kan anvende den samrne Methode paa Digterne, ogsaa de realistiske Digtere. Det er denne Konsekvens jeg har søgt at drage i denne Bog. Besynderligt vilde det være, om Nu- tidens Liv var blot en Tiendedel saa « dyriske som Zola har skildret det, uden at der var Spor af det samme i Nutidens Kunst.

De realistiske Digtere har afsløret vore Illusioner og «Livsløgne»; men de har glemt sig selv. Jeg har i de to sidste Stykker forsøgt at vise, at flere af de stv^rste franske og norske Realister har byg- get meget af sin Kunstglæde netop paa Illusioner. Satiren og Kynismen har været to, tilsyneladende næsten modsatte og dog ofte forbundne, Sygdomme i den realistiske Digtning; begge beror paa en syg og skuffende Magtfølelse.

Men af Studiet af disse Sygdomme i Kunsten maa vi uddrage nyt Haab. Vi kjender nu, tror jeg, en Del af Aarsagerne til, at Nutidens Kulturliv ikke er større dristigere anlagt. Vi begynder at se, hvorfor den frie, altid fremtrængende Forsk- ning ikke har medført større Livsmod. Vi ved for en stor Del, hvori Sygdommen bestaar.

Ikke blot hos Digterne. Sygdommene i Kun- sten afslører beslægtede Sygdomme i Fantasilivet, ogsaa udenfor Digternes Kreds. Hvem har ikke erfaret den syge Tilfredsstillelse ved at lade en Ærgrelse æde sig udover og ligesom fodre sig selv ved at opsøge nyt Stof til Ærgrelse, eller nyt Stof til Foragt? Hvem af os har ikke undertiden forsøgt at tage en illusorisk Hævn ved at samle og

ophobe netop det, som irriterer os, eller endog overdrive og forstørre det? Det er denne Sygdom, som har faået et stærkt kunstnerisk Udslag i den franske Naturalisme, tildels ogsaa i den nordiske Virkelighedsdigtning. Afsløringen af denne Sygdom i Kunsten maa hjælpe os til at bekjæmpe den hos os selv.

I det hele vil Studiet af Sygdomme i Kunsten kunne hjælpe os til at finde og fjerne Hindringer i Livets Kunst. Jeg har forsøgt at vise, at der er to store Hovedstrømninger i den realistiske Digt- ning, og at de svarer til to Hovedretninger af reali- stisk Livskunst. Mellem dem vil der komme til at staa en Kamp, og det var en saadan Aandskamp, jeg ønskede at fremkalde ved mine Angreb paa « dekadente Digtere og Kritikere ». Det var derfor jeg angreb dem i et Blad, som gav begge Parter fri Adgang til Ordskifte, og ud fra en Ethik, som paa ingen Maade unddrager sig Diskussion, — som tvertimod trænger til Diskussion for at ud- vikle sig videre, nemlig Udviklingslærens Ethik.

I en Bog, hvori jeg angriber saa mange, er det ikke mere end billigt, at jeg har fremlagt mit eget Standpunkt saa aabent som muligt, udsat for An- greb fra flere Kanter. Man vil finde nok af be- kvemme Punkter at angribe.

Retskrivningen hører til de svage Punkter, i mine Øine. De store Forbogstaver har fulgt med de første ti Stykker fra « Verdens Gang», og med store Forbogstaver fulgte i det hele den gamle Bogstavering.

Chr. C.

INDHOLD.

Side

— III. Dekadente Digtere og Kritikere i

IV. Digtekunsten og Moralen 34

V. Dr. Georg Brandes om Kunsten og Moralen ... 45

VI. Til dem, som sørger, naar de kunde være glade 55

VII. Kunsten og de to Moraler 63

VIII. To Moraler 72

IX. «Livsmoral» og «Kunstmoral» 83

X. I har Magten, I har Ansvaret 89

XI. Naturalistiske Digtere og Kritikere 95

XII. Sund og syg Kunst 190

Dekadente Digtere og Kritikere.

I.

(junnar Heibergs nye Skuespil (« Balkonen ») er gjentagne Gange bleven holdt frem for « Verdens Gang»s Læsere i en ganske stærk Belysning. Jeg tror, man maa sige, at Bladets Venner i Danmark og her har gjort sit bedste for at lette os Beundringen af dette Arbeide. Maleren og Moralisten Hr. Christian Krohg har endog for « Verdens Gangs » Skyld revet et Blad ud af sine « Memoirer », baade med Billeder og Tekst. Og Hr. Erik Skram har talt om Stykket i høie Toner. Men endda er kanske Bladets Læsere uvidende om, hvilket Mesterværk det her dreier sig om, hvis de ikke har læst min Ven C. B.s Anmeldelse i « Dagbladet » for lo. Februar. «Den nye Aargang af vor Literatur aabnes med et

2 Dekadente Digtere og Kritikere.

første Rangs Værk.» <' Halkonen betegner visse- lig det fuldkomneste Stade, en norsk Skribent endnu har naaet i Anvendelsen af høi Stib (C. B. gaar ham forresten en høi Gang). '<l^e- handlingens Skjønhcd minder et Sted fjernt om Høisangen.» Alligevel er Kritikeren ikke saa glad, som man skulde vente af den, der brin- ger et godt Budskab. Aldrig før har man sect ham saa barsk. Han bruger Mesterværket forme- lig til at slaa med; og han falder temmelig langt ned fra den høie Stil, naar han tænker paa «de Han- og Hun-Madamer, hvis seige Kunstbegribelse alene irriteres ved Fornemmelsen af noget nyt.» Stykket « virker ved sin iboende Kraft» ; men de, paa hvem Stykket alligevel ikke virker, dem truer han med at udstøde i det yderste Mørke, udenfor alle kunstforstandiges Kreds. «Det virker ved sin iboende Kraft og vinder alle, hvem Sansen for Kunst ikke er nægtet; » alle, som blot er «nogenlunde mod- tagelige for Kunst. » «Dog kan det vel være, at det ikke forundes Moralister af Princip at nyde denne Kunst. » (« Moralister af Princip » synes at være en fattig og glædeløs Race, i Sammen- ligning med de principløse Moralister.) Vi har altsaa Valget mellem enten at nyde Gunnar Heibergs første Rangs Værk, eller ogsaa ét af to: at betragtes som Han- og Hun-Madamer

Dekadente Digtere og Kritikere. ^

med seig Kunstbegribelse eller som Moralister af Princip. Hvem vil saa ikke vælge at nyde et første Rangs Kunstværk ?

Første Rangs Værker er uhyre sjeldnc nu for Tiden i hele Verdensliteraturen. Jeg ser allerede «Balkonen» gjøre sin Runde i de store Kulturlande og bidrage sit til at gjøre vort lille Land bekjendt. Hvem ved, om det ikke gjennem dette Værk vil lykkes for en af vore at fornye det franske Drama og blæse nyt Liv i Ægte- skabsbruddets skrantende Poesi.? Overtræffe Nydelseslivets Arnesteder i Forfaldskunst. Vi kunde komme til at drive en større Forretning med at sende en viss Art literære Pariserartikler til Paris. Det kunde blive os, som forsynede Europas Finsmagere med literær Rakørret, af den rette bedærvede Høismag. Et Par af Henrik Ibsen s Værker har allerede banet Veien; og Garboj'gs «Trætte Mænd» vil vise Europa, at tysk Sofistik og fransk Dekadentstemning gror seigest og frodigst oppe paa Kolbøt- ten. Jeg tænker mig, at Europas Skjønaander vil komme til at valfarte til dette Sted, hvor Digteren ved Siden af at opdrætte Smaafæ dyrker tre Sorter Fortvilelse (Se «Fortvilelser, Prosavers, » i «Samtidens» Januarhefte). Hvis det om nogen Tid skulde komme til at skorte os paa store Genier, kunde det literære Norge

A Dekadente Di^^tere og Kritikere.

vel idctminstc blive luiropas interessante Dverg, som fornøiede eller ialfald forbausede ved sin naturli[^e Vanskabthed og sine kunstige Grimaccr. Enkelte af vore Digteres moralsk abnorme Fantasi- børn minder om disse smaa groteske Porcelæns- figurer, som især Franskmændene yndede at opstille som Nipsgjenstande, og som de kalder for magots. Jeg tror, at endog Ibsens Hedda Gabler og Hilde gjør et lignende Indtryk paa mange af Europas Kunstskjønnere. Men Hei- bergs Julie staar ialfald ikke tilbage. For ikke at tale om Reesmann, den gamle Ægtemand, som Heiberg gjør til en langt mere depraveret Person end de to Forførere. (En bra Ægte- mand vilde vel ikke virke dramatisk). Han forekommer mig at være Stykkets mest vel- lykkede Figur og at vise, at Heiberg virkelig har en frodig Fantasi; Reesmann vilde være en Pryd for en Barnumsk Samling af Fantasiens Vanskabninger.

Hvis vi paa Grund af Forholdenes Smaahed ikke skulde kunne kappes med de store Kultur- centra i det virkelige Livs sædelige Forfald, saa er der til Gjengjæld meget, som taler for, at vi kunde tage vort Mon igjen i en saameget frodigere Fantasi virksomhed. I en mere ideel og æsthetisk Bedærvelse, ■ hvor desuden let flere

Dekadente Digtere og Kritikere. C

kan være med og knyttes sammen ved fælles Nydelser.

Aaret 1894 er begyndt med et første Rangs Værk (hvis C. B. har Ret), hvor Skildringen af Ægteskabsbrud i vSkjønhed minder temmelig fjernt om Højsangen. Ifjor var det ogsaa C. B. i « Dagbladet, » som opdagede Aarets « største literære Begivenhed, » nemlig Sigbjørn Obstfelder ^ lyriske Digte. En kyndig Kritiker, Hr. Hjalmar Christensen, som forstaar sig paa dekadent Digte- kunst, finder, at enkelte af hans Digte eier «en Magt og en Skjønhed, som de bedste, vor Kunst har frembragt . . . En bizar og hektisk Skjønhed. . . . Smertens og Sorgens Skjønhed. » Som et af de mest « betagende » af disse Digte fremhæver han « Navnløs. » hvor Bogens «jeg» sætter sig paa en Bænk i Parkens mørkeste Gang ved Siden af «en Skjøge.» « Varsomt lægger jeg Øret til hendes Hjerte . . . Og brister i Graat, graater i hendes kolde Hansker, graater og graater, og ved ikke, hvorfor jeg graater. » . . . «0g ingen uden Gud hører hans saare Hulken, og ingen uden Gud hører hendes trøstende Hvisken. » Saa slutter Digtet, som jeg tror i særlig Grad egner sig til Eksport. Der er virkelig megen Stemning i Digtet, selv om det ikke netop «eier en Magt og Skjønhed som de bedste, vor Kunst har frembragt. » En

5 Dekadente Digtere og Kritikere.

cicndomniclit,^ bldd og tcndre Krotik, som det ikke er let at karakterisere, — medmindre man kunde kalde Helten i Digtet for en platonisk l^ohem. Kn sart og ulegemlig Bohem, hvis «Hosten lyder som Spøgelseharken, » hvis <? Skridt lyder som Spøgelseskridt.« Og endda mener Hr. Christian Krohg her i « Verdens Gang, >^ at vi norske ikke ere saa kultiverede som de danske. Vi er simple i Sammenligning med Peter Nansen, som med al sin literære Evne hjælper forførte og forladte unge Piger til at skrive en nydelig Dagbog med et sødt og indsmigrende, næsten koblerisk venligt Udstyr; — en Dagbog, hvori der klart bevises, at unge Piger, selv af meget gode Familjer, temmelig trygt kan risikere at lade sig forføre og derpaa at blive en Smule ulykkelige. Man kar dog levet et rigt Liv, og man gjemmer « Mindet om sit Livs uforglemme- ligste Eventyr. » Mig forekommer det forresten tvilsomt, om ikke Hr. Krohgs Smag har for- værret sig siden den Tid, da Hans Jæger var hans Yndlings-Moralist. Jæger var dog vistnok med al sin Monomani en større Aand end For- fatteren af «Julies Dagbog. » Men at Hr. Krohg fremdeles interesserer sig varmt for Ungdommens moralske Frigjørelse, det viser han ogsaa i sit næste store Kulturbrev fra Kjøbenhavn, hvori han er næsten endnu mere begeistret for to

Dekadente Digtere og Kritikere. 7

«nydelige unge Piger, » som var oppe hele Natten for at nyde Generalprøven paa Heibergs nye Skuespil, end for Stykket i sig selv. To unge Piger af en af de fineste Familjer, og som for- stod at sætte Pris paa «Balkonen,» — det er et saa mærkeligt Tegn paa de Danskes Over- legenhed i Kultur, at det maa indberettes til « Verdens Gang »s Læsere. Men har da ikke vi Hilde (hvis Ibsen ikke har gjort sine Lands- mandinder Uret)? Hilde Wangel, — som kom- mer og indlogerer sig som Gjæst hos Fru Sol- ness for at kræve « Kongeriget » af hendes Mand. I Sammenligning med «Solness» forekommer det mig, at « Balkonen » er noget plump i sin Byg- ning, omend meget klarere. Langt enklere og klarere ogsaa i sin Moral. Balkonen ramler ned og dræber den gamle, forstokkede Ægtemand, som ikke frivillig vil give slip paa sin Kone. Den følelige Abel derimod kommer uskadt ind fra « Balkonen » — et virkelig fint Lystspiltræk. Dette viser, at Heiberg dog i det mindste tror paa et Slags Forsyn. Men naar Solness ramler ned fra sit Stillads, idet hån øver sig i at over- vinde moralsk Svimmelhed og i at stige op til den frie Kjærligheds Højder, da synes dette at vise, at Ibsen ikke engang tror paa et umoralsk Forsyn. Hvad dekadent Vildtsmag angaar, tror jeg, at Ibsen i det hele langt overgaar alle de

,S Dekadente Digtere og Kritikere.

andre i Raffinement. Ganske vist er hverken Hilde eller Hedda Gabler i den Grad ^moralske Idioter » soni de to Julier, Peter Nansens og Gunnar Ilejbergs. De er ikke saa bohemi.sk kvindelige, ikke saa ydmyge overfor den Mand, som behandler dem brutalt. Ibsens bedærvede Kvinder er ialfald stolte; de har noget i sig af en ædel Race. Men netop derved er Ibsens Nutidskvinder mere udsøgt dekadente, mere pir- rende for dem, som kun nyder det halvraadne. Ibsen tror jeg ikke vilde interessere sig for rent vulgære Mandinder som disse to Julier. Han er langt mere kræsen. Der maa være god Race i de Kvinder, som det skal kunne lønne sig at tilberede med pikant Tilsætning af tids- mæssig Depravation. Hedda Gabler var i denne Henseende et mærkeligt Fund, som med Rette har gjort Lykke overalt, hvor der er æsthetiske Finsmagere. Men Hedda Gabler var vel mere tysk end norsk. For os Norske er Ibsens Hilde endnu mere interessant, især derved at hun viser, hvilket Indtryk den nye Race af unge Idræts- og Friluftskvinder gjorde paa den store gamle Seer, efterat han havde slaaet sig ned herhjemme. Det forekommer mig, at Ibsen her som tidligere viste sig som en mærkværdig skarp Seer, med Forkjærlighed for at se det syge og skakkjørte. Ligesom Hedda Gabler

Dekadente Digtere og Kritikere. n

var Milde vistnok et lykkeligt Fund. Freidig og kjæk, ungdommelig yndig og let; men sam- tidig hysterisk og med en moralsk Sans saa rudimentær, som om den for ti Aar siden var stanset i Veksten, dengang da hun først hørte « Harper i Luften. » Det har vist ikke været Ibsens Hensigt at sammenblande allé Slags pikante Træk for at faa frem en besynderlig Nutidstype. Snarere tror jeg, han har skuet med saa ublide Øjne paa Kvindernes Idræt og viltre Friluftsliv, at han uvilkaarlig har seet dette i Sammenhæng med hysterisk Tilbøjelighed for det « spændende » og med nyfigen Sans for det moralsk forvovne. Det er interessant at lægge Mærke til de to modsatte Opfatninger af Kvindernes Deltagelse i Idrætten. Og Spørgs- maalet har stor Betydning, da denne Begiven- hed vistnok udgjør noget af det mest eien- dommelige ved Samtidens norske Kultur og vil farve denne for længere Tider. Bjørnson har forlængst fremholdt sin lyse Tro, at Frilufts- liv og fri Deltagelse i Idrætter vil hæve Kvin- derne som Mændene fysisk og moralsk. (Se især «Det flager»). Ibsen derimod synes i « Bygmester Solness» at mene, at Kvinderne snarere vil svækkes baade fysisk og moralsk. Fysisk i Retning af en Hysteri, som hos Hilde

lO Dekadente Digtere og Kritikere.

fraar til Kanden af Vanvid. O^ moralsk i Ret- ning af «Vikingctrods» og Tilbøjelighed for spændende Kventyr, af dem, som kræver en «robust Samvittighed.)) Ligger der ikke en blodig Ironi i dette, at Hilde har svækkede Nerver, men en robust Samvittighed.^ Kanske viser der sig heri en altfor lummer Stueopfat- ning af Sporten. Men ikke desto mindre mener jeg, at Ibsen ved sin Hjemkomst fik Øje paa en Eiendommelighed ved Nutidens norske Kultur : en mærkelig Blanding hos en stor Del af den opvoksende Slægt af Spænstighed og Livsmod og af dekadent Sans for det halvraadne. I intet Land tror jeg der findes en kjækkere og mere livsfrisk Ungdom af begge Kjøn. Men en ikke hden Del af den samme Ungdom nyder begjærlig « Trætte Mænd» og <^c Balkonen » og «Julies Dagbog.)) Rigtignok tror jeg ikke, at Idrætten har nogen større Skyld i dette. Sansen for dekadent eller sygeHg Digtning er vistnok simpelthen en Epidemi i Lighed med Influenza. Men denne besynderlige Dobbelthed er ialfald et Faktum. For Tiden er den kanske det, som for Udlændinge er mest forbausende ved vor Kultur. Endog bortseet fra Sporten — er der ikke en mærkelig Dobbelthed ved den mest opsigtsvækkende Repræsentant for vor Kultur overfor andre Nationer, Henrik Ibsen^ Paa den

Dekadente Digtere og Kritikere. I i

ene Side sterke og skjønne Udbrud af hans gamle moralske Idealisme og sædelige Barskhed — det høie Krav, at vi alle skal være Adels- mennesker, glade og skyldfrie Adelsmennesker — , og saa igjen den grelleste Kynisme og en raffineret Nyden af Ødelæggelsens Vederstygge- lighed. Et andet Eksempel: Arne Garborg. En høitbegavet Mand med mange ædle Instinkter, men — som det forekommer mig — uden Lige- vægt (an wibalanced mind). Paa samme Tid som han tager kraftig Del i den nationale Kamp og gjennem sit nye Blad søger at bidrage til at skabe en moralsk sund og stærk Slægt, — paa samme Tid ønsker han « Samtidens* Læsere godt Nytaar med et Prosadigt «Fortvilelser, » som oser af samme Dekadentstemning som « Trætte Mænd.» Samme Slappelse af Sandhedstrangen og nøisomme Nyden af Paradokser.

Først fortviler vi om denne Verden

og søger den hinsidige.

Thi denne Verden er mørk og tom;

kun Aandens Verden har Lys, Mening, Evighed.

Dernæst fortviler vi om den hinsidige og søger tilbage til denne. Thi den hinsidige er Taage og Drøm; her véd vi da, hvad vi har.

12 Dekadente Digtere og Kritikere.

o^ kan, ^jcnnciii tankcUis Hengivelse i. Nuet eller ved rastløs Stræben for Idealer eller Kimærer, opnaa ialfald Bedøvelse.

l^^rcm og tilbage, frem og tilbage . . . Historiens Pcndelsvingninger, om vi vil bruge det store Ord.

Garborg glemmer at tilføie, at saa fattig og ussel synes Kulturudviklingen blot for viljesyge Dekadenter. De syge Sjæle « søger den hid- sidige Verden, fordi de fortviler om denne Ver- den.* Det gjælder kanske endel af Spiritismens trætte Mænd. Men der har været Millioner, som har higet efter en Fortsættelse af dette Liv, fordi de var glade i dette Liv. Fordi det havde Mersmag, saa at sige.

« Dernæst fortviler vi om den hidsidige og søger tilbage til denne. » Men den sunde Livs- glæde pleier ikke at være en Frugt af For- tvilelse. Den Livsglæde, som har skabt det bedste i Kunst og i alslags Kultur, var ikke af- ledet af Fortvilelse over, at den hidsidige Ver- den kun var «Taage og Drøm.» Menneskeheden har ikke ravet mellem to Fortvilelser ; snarere har den svinget mellem forskellige Arter Livs- glæde og Livshaab, stadig reddende sig fra et

Dekadente Digtere og Kritikere. I ^

synkende Haab over til et nyt. Ligesaa daarlig begrundet er Garborgs tredje Fortvilelse.

Imidlertid ligger den egentlige Verden,

den, der vedkomtner os,

den eneste, hvis Eksistens er os sikker, —

Jegets, --

utilgjængelig som før,

mer utilgjængelig end den sidste Stjerne

inderst inde paa den dybeste Firmamentbund,

mistet og glemt der af en eller anden Gud,

der ikke var saa nøie om en Pølse i Slagtetiden.

Det er den tredje, den rigtige Fortvilelse.

Ja men kun for den sjælesyge Selvbeskuer, som sidder og stirrer ind i sit Jeg og søger at se Bunden. Saameget viser allerede nu Sjæle- Videnskaben, at Bevidstheden slet ikke er ind- rettet til et selvbeskuende Liv, men til udadvendt Handling. Naar Garborg optræder handlende udad, selv om det blot er med en Avisartikel, synes han ikke at mangle hverken Tro paa sit eget Jeg eller Vished om, at der eksisterer andre «Jeger.»

Et tredie Eksempel er Chj'istlan Krohg. Neppe nogen af vore Malere har malet mere

IA Dekadente Digtere og Kritikere.

livsfriskc Billeder end han. Men paa den anden Side gjør han den mest energiske Reklame for den syge Kjærligheds Digtere og skriver om det barbariske i at stænge Natkafeer. I det Hele er der en paafaldende Modsætning mellem det meste af vor Malerkunst og en temmelig stor Del af vor nyeste Skjønliteratur. Den første — Malerkunsten — udstraaler Solglæde og Jubel over stærke Farvespil, over Lysets og Skyggernes uudtømmelige Leg. Den aander af Fjeld og Skog og Sjø og er vor Kunsts rigeste Udtr}'k for den sunde Friluftsliv. Men en ikke liden Del af vor nyeste Digtning minder snarere om indestængt Hybel- og Kneipeluft. Den dufter vissent af hjemført berlinsk og parisisk Nydelses- syge. Christian Krohg forekommer mig at re- præsentere denne Modsætning i én Person. Der- for kan det kanske forsvares, at jeg har frem- draget ham saa stærkt, endskjont han heller ikke selv har ladet sig uden Vidnesbyrd overfor « Verdens Gangs » Læsere.

Det er et pinligt Arbeide at angribe. Det er derfor jeg har angrebet saapas mange paa én Gang. For at gjøre mig Pinen kort; og for om muligt at vise, at jeg ikke vil de enkelte Forfattere tillivs, men en hel Kulturretning, — efter mit og manges Skjøn en Bagevje, en syge-

Dekadente Digtere og Kritikere. I c

lig Kultur, som ikke i Længden kan forenes med Demokratiets Fremskridt^eller med national Kraft- udfoldelse.

IL

« Dekadent » Kunst vil sige Forfaldskunst. Den vokser frem af det sædelige Forfald og nærer sig af dette som visse Dyr lever af det raadne. Den dekadente Digter — hvadenten han kalder sig Naturalist eller Décadent — er den, hvis Fantasi trives bedst i Fremstillingen af moralske Opløsningsprocesser. Digteren kan naturligvis af og til føle Harme eller Afsky. Men i det hele nyder han Ødelæggelsens Veder- styggelighed; han tilbereder den til Fantasi- nydelse i grovere eller finere Doser. Ofte blot som Kryderi eller pikant Tilsætning til Skil- dringer, som ellers vilde synes tamme.

Dekadent Digtning er ikke noget nyt. Den dukker op overalt, hvor en nogenlunde høit ud- viklet Kultur angribes af moralsk F'orfald. Den nyere dekadente Digtning blomstred især frem i Frankrige, af det andet Keiserdømmes Raadden- skab, og den har ikke siden manglet Næring. Baudelawe var en af dens fornemste Smitte- udbredere. Men ogsaa Flmibert, en af den franske « Naturalismes » Banebrydere, var temme- lig udpræget dekadent. Som al Kunst udspringer

1 6 Dekadente Digtere og Kritikere.

denne iJi^^tnin^ naturligvis for en stor iJel a Fantasiens formende Trang, af Trangen til Fantasi- leg.' I Fantasien kan vi leve langt lettere og hurtigere end i det virkelige Liv. Dertil kommer for Dekadenterne den Fordel, at i F'antasien kan vi prøve alt og vælge det værste, uden synderlig Risiko, som det synes. I Fantasilivet behøver vi ikke at være saa adstadige, vel? Der maa vi vel kunne slaa os lidt løs. Den store franske Kritiker Taine skrev i sin Tid ganske naivt i sin berømte Afhandling om Bal- zac, at vi ikke behøver at være bange i Kunstens Land. «Vi er ikke her i det praktiske og det moralske Liv, men i Fantasiens og Tankens Liv . . . Her kan vi uden Lidelse og uden Fare betragte de store Lidenskaber og deres Hær- jinger, — se Menneskenaturen i vildt Oprør, drevet af utøilede Lyster i Kampe uden Skaansel. » Det fremgaar af flere Oplysninger, at Taine senere ikke ansaa denne Fantisileg for ganske ufarlig. Zola læste og tilegnede sig denne Af- handling om Balzac. Og han overtraf endog Balzac i Udmaling af «utøilede Lyster» og deres Hærjinger. Men Taine stemte altid imod Zola som Medlem af det franske Akademi. I Mellem- tiden var nemlig Taine blevet en stor Psykolog, og dertil — især efter Krigen — en nidkjær Fædrelandsven. Men netop under og efter

Dekadente Digtere og Kritikere. ly

Krigen i 1870 udbrød den store og følgesvangre literære Sygdom, som Zola kaldte for (i^Natural- ismey> eller naturvidenskabelig Digtning. Efter mit Skjøn uden Sammenligning den fordærvelig- ste af de Farsotter, som fulgte i Krigens Spor. Naturalismen er naturligvis et meget sammensat Fænomen. Men for en stor Del er den et Ud- slag i Kunsten af den moralske Slappelse, som var en naturlig Følge af Krigen og Kommune- Oprøret. Man maa tænke paa al den syge «Weltschmerz» -Digtning, der skjød op som Sop især under og efter Napoleon-Krigene. En ikke uvigtig Følge af Nutidens storartede Forbindelse mellem Landene er den, at alle Slags smit- somme Sygdomme udbreder sig hurtigere og maaske længere end før. Ogsaa Influenzaen synes at benytte Jernbane og Dampskib til sin Befordring. Men medens den forbedrede Rens- lighed især i Byerne har taget bort meget af Næringen for de legemlige Farsotter, er der intet, som hindrer de nyeste franske og tyske Kultursygdomme fra at reise med rekom- manderet Bogpost og faa den allerhøfligste Mod- tagelse. De kommer jo til os som Kunst, ofte som yderst talentfuld Kunst, og Kritikerne maa jo først og fremmest vise, at de har Kunstsans nok til at beundre fremmed Kunst. Somme Literaturvenner er endog saa lykkelige at tro,

I g Dekadente Dif^terc oj^ Kritikere.

at Kunstens Land ligger udenfor Moralens Om- raadc, i Li^^hcd med Nietzsches Eventyrland, »Hinsides godt og ondt.»

Den dekadente Digtning er af mange Arter. For en Del beror den paa det letvindte og til- syneladende billige ved Udskeielscr i Fantasien. Naar de mere solide Laster trætter og enerverer, gaar det an at fortsætte i Forestillingernes Ver- den. Hos mange trætte Mænd bliver de lettere og mere varierede Fantasiorgier en Erstatning for mere brydsomme Bedrifter. Ikke sjelden har vistnok den dekadente Digter ønsket at være Moralist. Da Alfred de Musset skrev sine «Bekjendelser af et Barn af sin Tid,» troede han dermed at skulle kurere sig selv og andre for en moralsk Sygdom. Men det viste sig nok saa tydelig, at hans Fantasi søgte tilbage til de gamle Udskeielser, fordi han ikke ganske kunde undvære dem. Ogsaa Zola troede, at han var en stor Moralist, da han som adstadig Borgermand og god Republikaner tog paa sig det vidtløftige Arbejde at skildre det andet Keiserdømmes moralske Fordærvelse. Men for en stor Del har han tilberedt denne til Fantasi- nydelse. Ikke blot ved sin kjærlige Dvælen ved Resultaterne af den moralske Svækkelse, isteden- for at en virkelig « Naturalist vilde have dvælet mere ved Aarsagerne til Ondet og de mod-

Dekadente Digtere og Kritikere. iq

virkende Kræfter. Men ogsaa derved at Digteren tilbagetrængte sin moralske Følelse og mere af Instinkt end af Beregning fjernede alle sunde Karakterer, som kunde holde Læserens moralske Sans vaagen. Zola havde visselig ikke til Hen- sigt at svække Læserens Moral. Men det gjaldt for ham af en ubekvem Materie at tilberede en saavidt muligt ublandet Kunstnydelse. Og da maatte et Instinkt tilsige ham at fjerne alt, hvad der kunde holde hans egen eller Læserens moralske Følelse vaagen. Ellers vilde det ikke falde saa let at nyde Lidenskabernes Hærjinger og Karak- terernes Selvopløsning som en i sin Art storartet Naturproces.

De dekadente Kritikere har nemlig Ret i dette, at en streng moralsk Kritik til en viss Grad forstyrrer den ublandede Nydelse af usunde Digterværker. Paa lignende Maade som Kemi- kerne i vore Dage forstyrrer Nydelsen af for- falskede Vine. Men de dekadente Kritikere glemmer, at man kan kjøbe endog ublandet Nydelse for dyrt. Det skulde vel ikke være nødvendigt at lemlæste sig aandelig for at faa Del i Kunstens Mysterier (i Lighed med visse orientalske Religionsskikke). Desuden glemmer de, at disse Skildringer af moralske Sygdomme bereder Læserne en meget blandet Nydelse, som kun for en Del er Kunstnydelse. Jeg tror,

20 Dekadente Digtere og Kritikere.

den Dag vil komme, da netop Kunstnere vil finde, at Kunsten er for god til at bygge billige og let transportable Fantasi-Bordeller. For stolt til at byde paa Surrogater for mere risikable Laster. For glad i Ungdommen til at bruge den kunstneriske Skaberkraft til at indvie uerfarne og nyfigne Gutter og Piger i alle Slags pikante Forvildelser.

Ingen Tvil om, at Forfaldsdigtning kan læses uden Skade, ja endog med moralsk Ud- bytte. Men da maa man selv medbringe den moralske Følelse, som ikke er udtrykt i Værket ; og man maa finde sig i at føle en hel Del Ubehag. Man kan paa én Gang beundre Dig- terens Opfindsomhed eller formende Kunst og pines ikke blot over Indholdet, men over Dig- terens sygelige Kulturretning. Dog ligger den Fristelse bestandig nær, at man for at have en ublandet Nydelse døver og sløver den moralske Drift. Og da bliver Fornøjelsen nok saa kost- bar i Længden, undtagen for de lykkelige, som har svært god Raad i moralsk Henseende. De nyeste franske Kritikere moraliserer vistnok stadig, men efter mit Skjøn altfor slapt (det er jo ikke endnu god Tone at moralisere, naar der er Tale om Kunst). Endog den strenge Brunetiere bliver uhyre overbærende, naar han kommer til Maupassant, som er saa klassisk ren og be-

Dekadente Digtere og Kritikere. 21

hersket i sin Stil og Komposition. Men jeg tror, at Kritikerne mere og mere vil indse, at en blot og bar æsthetisk Kritik er aldeles for- ældet. Det psykologiske Studium af Literaturen viser, at Kunsten og især Digtekunsten ikke bare virker æsthetisk, men ogsaa som Kulturud- bredcr. Den virker ogsaa moralsk; intet er vissere. Og Kritikeren maa forsøge at bestemme Værket i to Henseender: dets Kulturværd eller Gehalten af den Kulturretning, som det ud- straaler; samt dets Kimstværd eller den form- skabende Kraft, hvormed dette Kulturindhold er udtrykt.

En kulturhistorisk Undersøgelse tror jeg med Lethed vil vise, at der er et inderligt Slægtskab mellem de brutale « Naturalister » og det matte Blods Digtere, Dekadenterne i snævrere For- stand. Man behøver blot at læse en Forfatter som Huysmans eller enkelte af Maupassants sidste Smaafortællinger for at faa et Indtryk af, at den « dekadente » Digtning for en stor Del er en Eftersygdom efter Naturalismen. Begge bru- ger med Forkjærlighed Fantasiens Skaberkraft til at opleve de moralske Opløsningsprocesser. Begge tilbereder Kunstnydelse af det raadne. Den Ungdom, som har nydt godt af begge disse Digterkuld, har altsaa tilbragt en større Del af sit Liv med at gjennemgaa alle Slags

22 Dekadente Digtere og Kritikere.

moralske Sygdomme, i Fantasiens PVjrkortning P^n besynderlig selvplagende Kunst, som for- dømmer Digteren og den livshungrige Ungdom til en Sjælevandring gjennem alle Slags urene Menneskeskikkelser. En underlig Fantasileg, hvorved vi skal øve os op i at leve abnormt. Det nytter ikke i Længden, om Kritikerne nok saa meget siger «njam — njam» og nøder os til at at nyde denne Kunst, baade med gode Ord og Trusler. Disse Kritikere, som med megen Op- ofrelse har øvet sig op til at være ufølsomme for det syge og abnorme i denne Digtning, og som kun føler det kunstfærdige — dem kalder jeg dekadente Kritikere.

m.

For at forstaa et Kunstværk maa Kritikeren tæ'nke og føle sig ind i den Personlighed og det Kulturstandpunkt, som er aabent udtrykt i Værket, eller som ialfald røber sig deri. For den nyere Kunst og Literaturkritik gives der ingen blot og bar æsthetisk Kunst, — det skulde da være en Arabesk, som ialfald kommer Idealet af «ren Kunst » saa nær som muligt. (Kant, som udviklede Læren om lart pour Vart, mente, at en Arabesk var skjønnere end en skjøn Kvinde). Al anden Kunst har et Kultur- indhold og røber — dunkelt eller klart — en

Dekadente Digtere og Kritikere. 23

Del af en Moral eller en Livsretning. Men ikke lige klart. Et Digterværk røber i Regelen meget mere af Kunstnerens Aandspræg end et Musik- stykke eller et Maleri. Digteren fremstiller, hvad han <rhar seet» — i Virkeligheden og i Fantasien — , men han aabenbarer netop noget af sit Kulturstandpunkt og sin hele Personlig- hed ved det, som han ser paa. Og han ud- breder sin Kultur og sit Aandspræg til Læserne i samme Grad, som han faar dem til at se det paa den samme Maade. Ikke saa at forstaa, at Digteren kan fremstille hvadsomhelst han har seet og erfaret i Livet. Med kunstnerisk ud- formende Kraft kan han alene fremstille det, som han har en stærk Trang til at fremstille. En Digter oplever i Fantasien det, som han har en bevidst eller ubevidst Trang til at op- leve. P'or en stor Del kan det være noget, der virkelig er oplevet af ham selv eller af andre, som han foler en Drift til at gjenopleve saa intest som muligt i sin Forestilling og fæste og udforme i Ord. Deri aabenbarer han noget af sin Livstrang, noget af den Maade, hvorpaa han ønsker at leve Livet. Forsaavidt er alle Digtere Tendensdigtere, som de alle nedlægger noget af sin Attraa og Livsvilje i Værket. Men Tendensdigter i egentlig Forstand er blot den, som er sig Værkets iboende Stræben be-

24 Dekakcntc Digtere Dg Kritikere,

vidst. IJteraturhistorisk ICrfaring viser, at naar en Digter søger at tilfredsstille lave eller sygelige Drifter gjennem sit Fantasiliv, da vender han gjerne ifølge Selvagtelsens Instinkt sin OpmrX-rk- somhed bort fra denne Side af Sagen. Man søger at indbilde sig selv, at han kun ledes af en videnskabelig og en skjønhedsskabende Drift. Han indbilder sig, at han skildrer Livet, som det er, med alle dets Mangler, og at han for- øvrigt kun bryder sig om den kunstneriske Ud- formning af det Stof, han laaner fra Virkelig- heden. Gustave Flaiibert, som i Løbet af tyve Aar arbeidede paa en Fremstilling af den hellige Antonius' Fristelser og Fantasinydelser i Ørkenen, vilde skrive saa upersonlig som muligt; han vilde dyrke Kunsten for dens egen Skyld. «Hvad der er skjønt, er moralsk, » siger han i et Brev til Maupassant. « Velskrevne Bøger kan ikke være uanstændige, » dermed beroligede han sin kjære Søsterdatter.

Taine talte i sin store Afhandling om Bal- zac om « Kunstens Fædreland, » hvor «vi uden Lidelse og uden Fare kan betragte de stolte Lidenskaber og deres Hærjinger» ; thi «vi ikke her i det moralske og det praktiske Liv.» Hos mange Digtere og Kritikere er denne umulige Theori om Kunsten som et Land, hvor vi flyttes udenfor Moralen — udenfor Lovene for Livets

Dekadente Digtere og Kritikere. 2 5

Sundhed og Vækst — , den er et Udslag af moralsk Selvopholdsesdrift. Skal man i Fanta- sien nyde kunstige Efterligninger af forbudne Frugter, da vil man ikke være sig Tilbøielig- heden for disse bevidst. Andre Tilhængere af Læren om Digtekunstens Uafhængighed af Mo- ralen bør visselig ikke mistænkes for Hunger efter Fantasiorgier. Men de er nu engang vant til at nyde talentfuld Kunst uden at forstyrres af moralsk Ubehag. De er vant til ikke at lægge Mærke til andet end Aabenbarelsen af Opfindsomhed og formende Talent, og de bliver naturligvis ærgerlige, naar nogen kommer og vil have dem til at føle Sorg eller Modbydelighed under Læsningen af talentfulde Kunstværker. Det er jo at blande Malurt i Kunstglæden, og ve den, som kommer og forstyrrer vore tilvante Forlystelser, til og med den allerhøjeste : Nydelsen af Kunst.

Det er haardt, at vi ikke skal kunne nyde Kunsten i Fred. Vi har da ikke saa megen Glæde her i Livet, især ikke her i Landet, i vort « moralredne » Land, i dette « norske Moral- klima, » hvor en af Nutidens fineste Kunstnydere, Dr. G. Brandes, formelig frøs og befandt sig uvel. Rigtignok har Dr. Brandes senere i et Foredrag udviklet, at den danske Literatur har lidt under en Slappelse af Moralen.

26 Dekadente Digtere og Kritikere.

I Virkcli[^hctlcn er det vel kun de mest uerfarne, som ikke vil kunne indse, at alle mere betydelige Digterværker virker som Indl.eg til Gunst for en Kulturretning, deri naturligvis ind- befattet en Moral. Meningskampen om Arbcider som Gunnar Heibergs « Balkonen » og Peter Nansens «Julies Dagbog » er for en væsentlig Del en Kulturkamp^ en Strid mellem to Moraler og Livsretninger. Begge disse to Bøger ere skrevne med et saa betydeligt Talent, og de er saapas fuldtonige Udtryk for Forfatternes Aands- præg, at de fortjener Opmærksomhed. De er begge ret betydelige Indlæg i den store Kultur- kamp om Kjærligheden. Ikke ved nye Argu- menter, men ved den kunstneriske Dygtighed, hvormed de bevidst eller uvilkaarlig søger at udbrede sit Syn paa Kjærligheden.

Nutidens Kulturkamp føres for en stor Del gjennem Digterværker og gjennem Kritiken af disse Værker. Brødrene Brandes har jo ført sin energiske Kulturkamp væsentlig ved Hjælp af nordiske og fremmede Digterværker. Dr. Georg Brandes er Moralist i næsten alt, hvad han skriver, med særlig Interesse for Kjøns- moralen. Lad da Kampen blive ført aabent, og lad ingen krybe i Skjul bag den «rene Kunst. » Angrib ikke dette, at jeg taler om Moralen i Forbindelse med Kunst, men angrib

Dekadente Digtere og Kritikere. 27

heller den Moral, som jeg forsvarer. I Virke- ligheden har allerede « Balkonens » Anbefalere udtalt sig om dens Kulturretning. Forfatteren af «Balkonen» har vist os «en original og over- legen Menneskebetragtning. » Denne Udtalelse laanerjegfra Dr. Edvard Brandes (i « Politiken »), og jeg er villig til at levere den tilbage med det samme. C. B. i « Dagbladet* taler vistnok om Heibergs «rent kunstneriske Idée,» og han søger at berøve « Moralister af Princip » Stemme- ret ved Bedømmelsen af Kunstværker. Men det ser ud, som om han havde givet Logiken en Fridag i Anledning af, at Aaret «aabnes med et første Rangs Værk.» Thi selv moraliserer han med Ild og Kraft. Han siger i samme Kritik, at Forfatteren af « Balkonen >/ har bevist ikke blot sin usædvanlige Digterbegavelse, men ogsaa «sin Aands stolte og frie Udvikling. » « Digtets tre Hovedpersoner er hver for sig en komme complet, et Menneske udviklet til sit Væsens Fuldkommenhed paa Sjæl og Legeme. » Efter min Opfatning ere de alle tre Forfalds- mennesker, udviklede til en høj Grad af Skjæv- hed og Ufuldkommenhed. «Julie er Kvinde, ung elskedygtig Kvinde ...» Efter mit Skjøn er hendes Kvindelighed og Kjærlighed abnorm. «Ret en Kvinde efter de Hanners Sind,» siger C. B., — « derfor begjæret af de dristigste og

28 Dekadente Digtere og Kritikere.

kun vundet af de ypperste. » Saavidt jeg kan se, blev hun først vundet af Umennesket Rees- mann; dernæst af Abel, som i første Akt op- træder temmelig udpræget bohemisk, i de føl- gende Akter som en underlig Mandsling, der søger at efterligne Renans Overmenneske, uden at det lykkes. I tredje Akt vindes Julie af Antonio, som forsøger at efterligne Nitzschcs Overmenneske, i flere Stykker modsat Renans og visselig af en meget lavere Art. C. B. foretrækker, som det synes, Abel (mens Heiberg selv synes at foretrække Antonio) og slutter sig til hans «kun altfor sande Theori om det umulige i at kultivere Kjærligheden. » Ja, her staar vi netop ved Stykkets moralske Tendens; i disse Ord ligger den aaben som «en nøgen Nerve. » Det er efter mit Skjøn den grund- falske Opfatning af Kjærligheden, som oser ud af hele Stykket, og som forekommer mig mere ubehagelig end enkelte uappetitlige Smaatræk. Den Opfatning, at Kjærligheden efter sin Natur er en raa og brutal Drift, som ligger i ufor- sonlig Strid med vor Trang til højere Kultur. Det synkvervende ved dette Stykke er, at den syge Kjærlighed, den, som driver Folk til at gaa Balkonveien, er fremstillet som den normale og naturlige Kjærlighed.

« Kjærligheden stanser Menneskene, » — saa

Dekadente Digtere og Kritikere. 2Q

siger Gunnar Heibergs mærkværdige Eksemplar af en Menneskeven. «Den gaar ikke ind i Kulturen. Den er den eneste Kulturmagt, som ikke lader sig dyrke . . . Den hører til i Mørket, den stjæler af Intelligens, af Karakter, af Vilje. » — Dette er altsaa Abels «kun altfor sande Theori» ! Men jeg tror, det vil falde vanskeligt at benægte den historiske Kjendsgjerning, at Kjærligheden mellem Mand og Kvinde har bi- draget uhyre meget — kanske mere end alt an- det — til at civilisere Menneskene. Det er jo Kjærligheden, som har gjort Manden til Far og Kvinden til Mor; det er den, som har stiftet Familien og dermed Grundlaget og For- billedet for Samfund og Stat. Til alle Tider har det været Kjærlighedcn, som har mod- virket den groveste Egoisme og opøvet Mænd og Kvinder i at glæde sig ved andres Glæde. En Digter burde vel heller ikke glemme, hvad Kunsten, og ikke mindst Digtekunsten, skylder Kjærligheden.

Kulturkampen mellem de to Slags Kjærlig- hed, den, som følger Naturens Orden og stifter Familie, og den, som søger at fuske i et af Livets Grundforhold ved at benytte Slægsdriften uden at tjene Slægten, — det er netop en Kamp mellem en Kjærlighed, som forædler, og en Kjærlighed, som forraaer. Den syge Kjær-

^O Dekadente Digtere og Kritikere.

lighed, som vil omgaa Naturen o^ nedsætte den Kraft i os, der fremfor alle andre tilhører Slægten, til et Middel for den enkeltes Nydelse, - - denne Kjærlighed er ganske vist kulturfiendtlig, som Heiberg har fremstillet den. Enhver syg Udartning af Livsdriften hindrer Kulturen eller Menneskelivets Udfoldelse og Vækst.

Kampen om Kjærligheden er en Kamp om Anvendelsen af en af de stærkeste menneskelige Kræfter, af selve Livets Fornyelsesdrift. Jeg spørger: Kan Tilhængerne af « Balkonens » Kjær- lighed vente, at vi skal lade denne Kulturfiende (Heiberg indrømmer, at den er en Kulturfiende) udbrede sig under Kunstens Maske? Kan de vente, at vi blot skal glæde os ved Heibergs Kimst} (Ogsaa jeg synes, at « Balkonen » er et talentfuldt Arbeide, omend ikke noget Stor- værk). De maatte jo foragte vor Feighed, hvis vi lod os skræmme af Frygten for ikke at be- tragtes som Kunstskjønnere. Eller ogsaa vor Dumhed, hvis ogsaa vi, ligesom enkelte Mod- standere, følte en blufærdig Sky ved at nævne Moralens Navn.

Gunnar Heiberg og Peter Nansen er begge Reahster i sin Skildring af den «frie» eller individuahstiske Kjærlighed (den, som vil slippe fri for at tjene Slægten). De idealiserer den ikke op til en herlig og forædlende Magt,

Dekadente Digtere og Kritikere. -3 1

saaledes som den frie Kjærligheds Idealister i gamle Dage. Den frie Kjærlighed er bleven gammel og erfaren og har mistet de fleste af sine Illusioner. Vistnok har den ikke opgivet sig selv; men den har opgivet det meste af sin Begeistring for Kvinden. Kvinden er for Hei- berg som for Peter Nansen vistnok evig tiltræk- kende; men hun trækker Manden nedad. Hei- bergs Julie staar udenfor Kulturen (uden forsaavidt som hun taler i samme smukke og høistemte « stiliserede » Foredrag som de andre). Hun formaar ikke at interessere sig for Abels Kultur- arbeide. Hendes Liv har intet Indhold i sig selv; det samme gjælder Peter Nansens «Julie». Begge Julier er Mandinder, stakkels bortkomne Ribben, som lider af Hjemve til Manden. Naar Abel er borte, er alt «tomt, mørkt og koldt omkring)) den heibergske Julie. Og Peter Nan- sens Julie lever i den yderste Armod paa Livs- indhold, indtil hun lader sig forføre af Skue- spilleren Alfred Mørch. Denne Mand «med artistisk Frihedstrang)) kan naturligvis ikke give hende mere end en liden Del af sig selv. Men for hende er det Rigdom nok. «Jeg kan intet, ved intet, er intet uden dig)) — siger hun. «Han maatte slaa og mishandle mig, . . . Som en Hund vil jeg krybe for ham.)) «Jeg elsker dig for høit til at fordre dig helt)) (Nøisomhed

52 Dekadente Digtere og Kritikere.

er en I lovcddyd i den bohemiske Kvindelighed). '<Jeg har intet at fordre af dig.» Han er Kunst- ner og kan altsaa ifølge Hr. Peter Nansen ikke være helt Menneske; han maa foretrække flere halve eller ufuldstændige Kjærligheder fremfor én hel Kjærlighed. Hun tilbyder ham, at han kan tage en « Medhustru. » Men han erklærer, at nu faar det være Slut. Han aarker ikke mere. Og Julie beundrer hans « artistiske Fri- hedstrang,» hans «høitfly vende Fordringer til Livet, » hans «høie Flugt. » Senere lever hun paa de «rige Minder. » Tendensen er ikke blot den enkle og lidt grove, at det lønner sig for unge Piger af dannede Familie at have Kjærlig- hedseventyr, før de gifter sig. Men tillige den, at de maa være nøisomme og « flinke Piger » ; ikke besvære Kulturmændene med langvarigt Paa- hæng. De maa huske, at for Kvinderne er Elskoven alt (endog, som her, Elskov uden lige Ret; Elskov uden Børn); men for Kulturmænd er den bare en forbigaaende Stimulans, som kan stive dem op for en kort Stund, men som i Længden enerverer — ligesom Alkohol.

Heibergs Julie er adskillig mere fordringsfuld. Hun er slet ikke smaaborgerlig. Hun er »nem- lig en Art mythisk Figur. Hun er Kvinden som Kulturfiende. Som Mandens Fristerinde og Fordærver. Antonio var ikke Rovdyrmenneske,

Dekadente Digtere og Kritikere. ^^

før han blev syg af Kjærlighed til Julie. Da opofrer han alle Hensyn. Før havde han « al- drig glemt sin gamle Mor og syge Søster. » Nu derimod : «Alt glemmer jeg, alt river jeg ud, for jeg elsker dig.» Det eiendommelige ved Kvinden er ifølge Heiberg, at hun ikke elsker en enkelt Mand, men Manden. «Er jeg ikke Mand ?» — spørger han, da Julie betænker sig. Julie svarer: «Ja, De er en Mand. » Følge- lig er hun hans. Thi hun er en mythologisk Mandinde, en Forvrængning af den naive øster- landske Kvinde. Det er denne sidste, som Zola i « Doktor Pascal » har søgt at gjenoplive, med noget af det oprindelige Barneforhold til en ældre Mand. Heibergs Julie er langt mindre yndefuld end Zolas Clotilde. Hun imponeres meget mere end denne af det brutale hos Man- den; hun lader sig tage af den, som siger, han vil have hende. Af den, som kommer og siger: «Jeg elsker Dem. Er jeg ikke en Mand?» Jeg spørger: Er ikke dette Forfaldsdigtning, som ved forskjellige Kunster, især ved Udeladelse af alle Tegn paa Skamfølelse, faar en Nutidsfigur til at se ud som en østerlandsk eller kanske snarere forhistorisk Kvindetype?

IV.

Digtekunsten og Moralen.

Kunsten bør ikke moralisere, — saa mener vel de fleste. Jeg tror, man kommer Sandheden nærmere ved at sige, at som Regel bør ingen moralisere, uden han er Kunstner (blandt Und- tagelserne er der sagtens en liden Krog, hvor jeg selv kan smutte ind). De store Digtere har næsten altid været Forkyndere af de mo- ralske Livslove. Al Slags Kunst har blomstret frem af en eller anden moralsk Begeistring (vist- nok ofte ensidig eller ufuldstændig), — for Livs- glæde og Menneskeværd, for Maadehold og Selvbeherskelse og ædel Begrænsning (den græske Kunst), for Frihed og Lighed og Bror- skab (Byron, Shelley, Wergeland osv.). Men den realistiske og psykologiske Menneskeskil- dring, som er en af dette Aarhundredes største Erobringer i Kunsten, — efter min Mening vil den være epogjørende netop som moraliserende

Digtekunsten og Moralen. 2 c

Kunstform. Det er dens Natur at forkynde Moral. Thi Moralen er intet andet end Lovene for Livets Sundhed og Vækst, for den harmo- niske Udfoldelse af den menneskelige Naturs Kræfter. De realistiske Digtere, som giver en sand Skildring af Livet, forkynder Moral paa lignende Maade som Livet selv, gjennem kon- krete Eksempler. Livet er den store og strenge Moralprædikant, som har lært os de Leveregler og banket ind i os den Moral, som vi eier. Men Livet har brugt lang Tid. Og vi har det travlt. Dets Prækener er altfor lange for vore korte smaa Levnetsløb. Og det gestikulerer ofte saa voldsomt, at det slaar os ligefrem over- ende. Det benytter levende og anskuelige Bil- leder, det er sandt. Men disse Billeder, det er os selv, og det gjør ofte ondt at tjene som Livslovenes Illustrationer og Billedskrift. Derfor vilde den digteriske Menneskeskildring være en af Menneskehedens største og sindrigste Opfin- delser, — hvis det ikke var det, at den som meget andet er fundet snarere end opfundet. Den Digter, som virkelig er Sandsiger, frem- stiller Livets Moralpræken i en Forkortning og en P^orenkling, som svarer til vor mangelfulde Begribelse. Ogsaa Digteren taler i menneskelig Billedskrift. Han faar Livet selv til at tale, som det heder. Men han eksperimenterer dog

3*

9fj Digtekunsten og Moralen.

ikke iiicd virkelige Mennesker af Kjød og Hlod, men kun med Fantasimennesker. Fremfor alt er Digteren kort, forholdsvis kort. Selve Livet giver sig saa forfærdelig god Tid; det er saa omstændeligt og fortaber sig ofte i uendelige Digressioner for at vise de Afveie, hvor vi ikke bør gaa. Livet er saa fuldt af Parentheser indi Parentheser. Det har jo Aartusener og atter Aar- tusener til sin Raadighed. Men vi har ikke Tid til at vente paa Eftersætningen, — siden vi ofte dør midt inde i en Parenthes. Man siger, at «Kunsten er lang, og Livet er kort». Det er sandt i den Forstand, hvori det er ment. Men man kan ogsaa sige, at Livet er langt, og Kunsten kort.

Man kan sammenligne selve Livet, som vi ser og erfarer det, med en Række Hieroglyfer, hvori Livets Love har været skrevne af Naturen selv, fra de ældste Tider. Før Menneskenes Tid var allerede nogle af Moralens Love skrevne i Dyrebilleder. Senere gjennem talløse Rækker af Menneskeskikkelser. Men det har kostet Menneskene et uhyre Arbeide at finde Nøglen til disse Hieroglyfer. De var altfor mange og indviklede. Enkelte Seere tydede en stor Del af Livets Skrift ved en genial Gjætning, som de fandt bestyrket ved Erfaring. Mange af de vigtigste Love har været kjendt og efterlevet i

Digtekunsten og Moralen. "in

Aartusener. Men ikke videnskabelig bevist eller seet i sin fulde Sammenhæng. Det er især i vore Dage, at man har begyndt at benytte streng videnskabelig Methode og at udlede spe- cielle Moralbud eller Leveregler af de alminde- lige Livslove. Den moderne Ethik bygger paa Biologien eller den nye Livslære; desuden paa den moderne Erfarings- Psykologi og den nye Samfundslære, som begge laaner Hjælp fra Bio- logien. Disse Videnskaber i Forening har paa- taget sig den storartede Opgave at oversætte Livets indviklede og ofte tvetydige Billedsprog i grei og klar menneskelig Tale. Kan man leve med i vor Tid uden at opildes af dette Stor- værk? Uden at ønske at være med.^* «At give af sin egen Ild, netop som Gydningen skal til». Det eiendommelige for Realismen i Digtekunsten er just dette, at den her vil være med. Hvor noget stort er igjære, maa Digteren være med. Det nytter ikke at sætte Skranker for Kunsten og sige, at den maa ikke moralisere. Just dette bliver mere og mere en digterisk Trang. Netop her kan Digteren mætte sin skabende Drift, sin Higen efter at kappes med selve Livet i at frembringe nyt Liv, nye Varieteter, nye og udprægede Typer. De moralske Livslove kan ikke udtrykkes fyldig og livagtig nok i Viden- skabens abstrakte Regler. Det er bare Over-

^8 Digtekunsten og Moralen.

sættclsc. Men Di^^teren kan skrive dem i Grund- sproget, i Livsbilleder, — uendelig meget enklere og klarere end selve Livets Rebusskrift. Det er dette, mener jeg, som er det storartede ved den realistiske og psykologiske Digtning, — at den tolker de moralske Love ved at eksperi- mentere med Livsskjæbner i Fantasien, ved at variere og forenkle de Tilfælder, som foreligger i Virkeligheden. Det er dette, som gjør, at den staar midt i Tidens Kulturbevægelse. De er blinde, disse « søgende » Digtere, som Hr. Hjalmar Christensen taler om i «Unge Nord- mænd«. De, som nervøst « søger efter en ny Kunst » og lig Feberpatienter vælter sig urolig fra Naturalisme over til Symbolisme uden at finde Hvile paa nogen Kant. De er blinde for en stor Del af Nutidens Kulturstrøm, disse Kritikere, som spotter over Digtere, som er Moralister. Jeg tænker især paa Dr. Georg Brandes i hans sigste Bog («Udenlandske Egne og Personhgheder»). «Det er forbavsende, som Menneskeheden endnu den Dag i Dag imponeres af Moralister», siger Dr. Brandes. Det er maaske mere forbavsende, at den, som søger at forsyne Nordens Ungdom med moderne Ideer, staar fremmed eller endog fiendtlig overfor noget af det største i Tiden. Især efterat han svingede fra Stuart Mill bortover imod Nietzsche, ifølge

Digtekunsten og Moralen. ■20

sit subjektivistiske Grunddrag. Ganske vist er Dr. G. Brandes jævnlig Moralist; men det er den gammelromantiske Hævden af Geniets Ret til at være « uregelmæssig », som atter og atter dukker op. « Kunstnerens lovbrydende Uregel- mæssighed kan være en høiere Moral », siger han i sin sidste Bog. Han svinger som en Kom- pasnaal; men hans Grundretning peger mod moralsk Anarkisme. De moralske Regler og den « borgerlige Suppekjødsmoral» kan være nødvendig for Smaafolk og Gjennemsnitsmenne- sker. Men «den, der føler, at han i sit inderste Væsen er usammenlignelig med andre, han vil være sin egen Lovgiver » ; saa siger han i sin Gjengivelse af Nietzsche. «Ti ét er fornødent: at give sin Karakter Stil». Dr. Brandes for- sømmer at oplyse, at det kun er abnorme In- divider lig Nietzsche, som føler sig « usammen- lignelig med andre ». Dr. Brandes er bleven mere og mere fremmed for de store engelske Tænkere og det bedste i den engelske Kultur. Det er især i England og den engelsktalende Verden, at Naturvidenskaben (med den strenge Aarsagslov) og de nye Videnskaber om Men- neskelivet, som støtter sig til den, har affødt en ny moralsk Bevægelse, hvis Ild begynder at fænge i alle Lande.

De Kritikere, som lever udenfor denne Be-

AQ Digtekunsten og Moralen.

væ^^else — den, som nyli^ har stiftet de ^'eihiske Samfunds i Amerika, I^ngland o^ Tyskland og endog Frankrig — , det er naturligt, at disse Kritikere ikke har faaet Øie paa en Hovedfeil ved den franske « Naturalisme« (og ved dens matblodige Afkom) : at dens Digtere for en stor Del tilslører de moralske Livslove og leder 0]> mærksomheden bort fra dem. Forfattere som Flaubert og hans Elev Maupassant kommer vist- nok for en Del til at moralisere, fordi de ikke ganske kan undgaa det. Det ligger i Realismens Væsen, Men det er, som om de gjør sig Umage for ikke at opvække de høiere moralske Drifter. De retter ensidig Interessen paa de sædelige Opløsningsprocesser og nyder disse i Fantasien. De søger en Glæde i at se de ødelæggende Lidenskaber udvikle sig frodig; rendyrker dem i Fantasiens Drivhusvarme til pragtfulde Eksem- plarer i sin Art, — rendyr'ker Menneskelivets Ukrudt ved at fjerne alle ugunstige Betingel- ser. Som en Art Gartner tager Roman- eller Skuespildigteren nogle Karakterer ud af Livet og varierer dem i sin Fantasi, hvor han kan indrette Livsvilkaarene efter Ønske. Romanen og Skuespillet er væsentlig et Fantasi-Eksperi- ment, og Digteren kan være saa « objektiv » han være vil, — han røber altid noget af sin Livs- retning og sine Fantasivaner. Allerede Taine

Digtekunsten og Moralen. 4 1

lagde Mærke til, at Balzac med Forkj ærlighed opdyrkede de livsødelæggende Lidenskaber til en ofte overnaturlig Størrelse i sine Romaner, mens Dyden hos Balzac stadig er vantreven som en Dvergplante. Men Taine vilde dengang selv være med at nyde «de stolte Lidenskaber og deres Hærjinger». «Det er skjønt at se Lidenskaben trænge ind som en Gift i en stærk og sund Krop, tænde Blodet i Brand, sno og fordreie dens Muskler, løfte den op i Krampe- trækninger, kaste den til Jorden og langsomt opløse den træge Masse uden nogensinde at slippe Taget. » Forlystelser i Lighed med de gamle romerske Dyrekampe og Gladiatorspil skal vil altsaa nyde gjennem Fantasiens Surro- gater. Og Taine troede dengang, at vi kunde gjøre det «uden Frygt og Fare». «Thi vi er ikke her i det moralske og det praktiske Liv». Men de store moralske Seere har jo forlængst fremhævet, at Dyder og Laster har sin Rod i Forestilling og Følelse. Det er ikke uden Fare, at de franske (og nordiske) Naturalister vænner sig og sine Læsere til at nyde og delvis be- undre de livsfiendtlige Magter i Mennesket. Balzac og Zola, Flaubert og Maupassant — ét Træk er fælles for dem alle: at de med For- kjærlighed besynger de livsødelæggende Kræfters Seier. Ofte vil de være objektive og staa som

42 Digtekunsten og Moralen.

Tilskuere udenfor Livskampen. Men i sin T'antasi tager de for en ikke liden Del Parti for Livets Fiender. Flaubert og Maupassant uddrager ligesom Henrik Ibsen Ironiens bitre Stimulans af Menneskenes Daarskab og Elendighed. Flau- bert anlagde formelig Samlinger af menneskelige Dumheder. Han hadede dem — og nød dem. Zola har utrættelig samlet paa alt ufysligt og smudsigt, som om hans Hjerne var en Søple- kasse. Og naar han har sammenæltet og for- tættet det, sender han det i Kloakerne? Nei, da sender han det til Kunstnydelse ind i de Millioner Hjem.

Nu som før er det Digterens Kald at opilde os i Livskampen og synge om dens Seire. Men Forfaldsdigterne er væsentlig Nede7'lagenes Sangere. Det er deres Særkjende. De stiller tilskue vore Svagheder, ikke saa meget for at advare os som for at tilberede Nydelse af dem. Det er dette, som gjør meget af Ibsens Digt- ning dekadent. Ganske vist har Ibsen med sin Seerevne ofte givet os Indblik i de moralske Livslove. Det samme har Flaubert eller Mau- passant. Det lader sig ikke undgaa. Og Ibsen har ikke sjelden gjort det med Flid, i den Hen- sigt at hjælpe os. Derfor skal han have Tak. Men hvad kunde han ikke have været for sin Samtid, om han ikke havde havt den sygelige

Digtekunsten og Moralen. a2

Tilbøielighed til at nyde vore Skrøbeligheder og med stor Kunst arrangere dem saaledes, at de kom i spændende Kamp og ødelagde hin- anden gjensidig? Han er fin og fornem i Sam- menligning med de fleste franske Naturalister. Men ogsaa han opdresserer Menneskene i sin F'antasi til gjensidig Ødelæggelse. For en stor Del synes han at skabe Menneskene skrøbelige for at kunne tugte og tilintetgjøre dem. Siden han ikke har villet eller kunnet skabe dem gode, morer han sig ialfald over dem som et Slags ironisk Guddom (det gjælder dog blot en Del af hans Digtning). Deres Sjælemaskineri er sindrig optrukket som en Art Helvedesmaskine, saa at de ødelægger sig selv tilslut. Saa omtrent tænkte enkelte syge og bitre religiøse Prædikanter sig Verdens Guddom, — lig en saadan ironisk Digter. De tænkte sig Skaberen som en Ødelægger.

Denne ensidige Interesse for de ødelæggende Processer er i Slægt med vor Tids anarkistiske Sygdom. Naar man mistviler om at kunne bygge op, søger man Erstatning i at ødelægge, — i Fantasien eller i Virkeligheden. Al Sand- synlighed taler for,, at de franske Naturalister har forberedt den anarkistiske Ødelæggelsestrang gjennem Opøvelse af Fantasivaner. Skal nu ogsaa Norge betale sin store Kulturgjæld til Frankrig og de andre Kulturlande ved netop nu i en

AA Digtekunsten og Moralen.

kritisk Tid at sende ud i Verden en Dij.,^tning, som vænner Folk til at nyde Ødelæggelsespro- cesserne? Ved netop nu at styrke Alliancen mellem fransk Livslede og det klamme Tung- sind, som stiger op af Ruslands sociale Sumpe? Der kunde komme den Dag, da de andre Na- tioners Indtryk af vor Kunst, især af vor Digt- ning og af den Nytte, som den gjør i Verden, vil bidrage til at afgjøre vor Tilværelse som Nation. Et lidet Folk, som bor i et skjønt og sundt Land, og som i Menneskealdre har und- gaaet Krig og andre store Landeplager, men som alligevel udfører usunde og svækkende Fan- tasibilleder, mon et saadant Folk har Ret til at leve sit eget Liv? Lad mig sige det ligefrem: En af Grundene til, at jeg elsker Bjørnsons Digt- ning og det allermeste af Jonas Lies, er den, at de viser Udlandet og ikke mindst os selv, at vi dog endnu for en stor Del er et livsglad Folk, og at vore Digtere ikke blot er Neder- lagenes, men ogsaa Seirenes Sangere.

V.

Dr. Georg Brandes

om

Kunsten og Moralen.

Af Dr. G. Brandes' Artikel i « Verdens Gang» for 15 Marts, om <(.Den korrekte Kjedsommelig- hed i Liter atur en >-> tillader jeg mig at hidsætte de første to Tredjedele. Dr. Brandes skriver:

«Den korrekt kjedsommelige Literatur, der i alle Lande gjør sig bred, er en morsom For- teelse at studere. Den avles af Middelmaadig- hed, nydes af Middelmaadighed , er ovenpaa overalt, hvor Middelmaadighed triumferer. Den udgaar fra samvittighedsfulde Digtere, sædelige Kritikere, rettænkende og anstændige Digter- inder.

Dens Grundsætning er, at hvad det i Lite- ratur og Kunst gjælder om, det er Moral. Og ved Moral forstaar den ikke den Flamme, der

^C Hr. Georg Brandes.

^g'ør Mand o^ Kvinde stolt og sclvhcrlig, men den borgerlige Ærbarhed, Anstændigheden. Hvad der ligger hinsides denne Anstændighed, det er for den korrekt kjedsommelige Literatur Æventyrlandet, hvor den ikke vover sig ind.

Den korrekt kjedsommelige Kritik har den fikse Idée, at Kunst og Poesi lader sig maale med dens lille plumpe Moral -Alen. Allerede det Nøgne skræmmer den. Aldrig har den be- grebet, at Kunsten ikke er underkastet de samme Regler for det Tilbørlige, som med Rette gjør sig gjældende i det borgerlige Liv. Til Nød kan man bringe den til at fatte den Kjendsgjerning , at det at staa splitternøgen i en Have i en Menneskesværm er en Ting, som meget vel passer sig for en Statue, derimod ingenlunde for en Herre eller en Dame. Men den er ikke i Stand til at drage nogensomhelst forstandig Slutning deraf. Den misbilliger det Nøgne i Literaturen, ser i Fremstilligen deraf et Symptom paa Sygelighed eller sædelig Raa- denskab. Og da den allerede misbilliger det Nøgne, saa endnu langt mere Viddet og Kynis- men, ja selve Skjønhedsbegeistringen og Sand- hedskjærligheden i Literaturen, naar disse for den kunstneriske Virknings Skyld sætter sig ud over Anstandsreglen. Der er nemlig i den kor-

Kunsten og Moralen. 47

rekt kjedsommelige Kritiker ikke Gnist af en Kunstnersjæl.

Og da nu selv dristige Brud paa Anstæn- digheden er en saadan Hædersmand imod, saa forstaar det sig, at et Stænk af Frivolitet, en Understrøm af Sensualisme er nok til at for- dærve et helt Kunstværk for ham. Han vil have Kunstværker, der kan gjøre Tjeneste som Skolebøger og Folkebøger. Hvad der ikke egner sig til at læses høit i Skolens øverste Klasser og til Udlaan fra Folkebibliotheker, det sætter han paa sin Liste over farlige Bøger, smittebærende, der, naar det gik strengt ret- færdigt til, burde forbydes Lægfolket af Litera- turpaven.

Det pudsigste ved den korrekt kjedsomme- lige Kritiker er det, at han anser sig for « streng ». Han føler sig som siddende inde med en vis Myndighed og beundrer sig selv for den hen- synsløse Maade, hvorpaa han anvender den. Han er ikke streng, men dum.

Det er ganske umuligt at anlægge en saa- kaldt moralsk Maalestok paa Kunst og Poesi. For det Første, fordi det Moralske ved at ind- træde som Element i Kunsten mister sin Sær- egenhed. Det har jeg for min Del udviklet allerede i min aller ældste Afhandling «Den tragiske Skjæbne» fra 1862 — 63, der udmunder

48 ^^^- ^'Corg Brandes,

i den Sætnin<^: «Uet I^^thiskc kan ikke som saa- dant indtræde i det Æsthetiske, fordi det ved at blive Skjønhedselement taber sin Selvstændig- hed, sit a%jorte Særpræg». F'or det andet kan den «nioralske» Maalestok ikke anlægges, fordi Kunst og Poesi som aandelige Magter ikke er Moralen underordnede, men suveræne. Det har alle store moderne Kunstnere følt og vidst, ingen fuldere og dybere end Goethe. Overfor de Sædeliges, de Helliges, de tidligere Venners og Veninders Forbitrelse over hans « Wilhelm Meister» skrev han til Schiller: «0g saa surrer da igjennem det Hele den gamle, halvsande Filister-Lirekassemelodi, at Kunsten skal aner- kjende Moralloven og underordne sig den. Det første har den altid gjort og maa den gjøre — gjorde den det andet var den fortabt, og det var bedre, man hængte den en Møllesten om Halsen og druknede den, end langsomt at lade den krepere af det Nyttigtplatte».

Saavidt Dr. G. Brandes. Nu har jeg imid lertid slet ikke talt om «det nøgne i Literaturen», end sige om « splitternøgne Statuer». Men Dr. Brandes finder dette Argument altfor knusende til ikke at benytte det. Han siger, at «det at staa spitternøgen i en offentlig Have i en Men-

Kunsten og Moralen. aq

neskesværm er en Ting, som meget vel passer sig for en Statue, derimod ingenlunde for en Herre eller Dame». Men vil ikke Dr. Brandes, som ved, hvad der passer sig for Statuer, med det samme sige os, hvilke andre Friheder en Statue har Ret til at foretage sig i en oftentlig Have? «Kunsten er ikke underkastet de samme Regler for det tilbørlige, som med Rette gjør sig gjældende i det borgerlige Liv», siger Dr. Brandes. Og han anfører triumferende som Eksempel, hvilket frit Liv « splitternøgne Statuer» fører i offentlige Haver. De lever i en paradisik Uskyldighedstilstand, lader det til. Sæt, at Statuerne benyttede Kunstens Frihed til at illu- strere alle Slags Optrin fra Zolas og Maupas- sants Romaner? Vilde ogsaa det være passende for Statuer? Dr. Brandes ved meget vel, at der gives Billedhuggerværker af kunstnerisk Værd, som ikke udstilles offentlig. Og vel end- nu flere Malerier. Vil han, at disse skal ud- stilles ? Eller mener ogsaa Dr. Brandes, at der er Grænser for, hvad endog Statuer kan tillade sig, offentlig eller privat? Jeg mener, at der er slige Grænser, — ogsaa i Literaturen. Og at Kunsten ved at overskride dem skader ikke blot Moralen, men sig selv. Dr. Brandes, som er saa ivrig for at bringe Diskussionen ind paa det nøgne i Billedkunsten, er ganske sikkert

4

CQ Hr. (jcori^ lirandes.

ikke uvidende om, hvad Rolle Udstillinf^en af Fotografier af nøgne Billedværker (for en Del skjønne og rene fra Kunstnerens Side) spiller i Ungdommens Udvikling i Paris og andre større I^yer. Men hvad skal man sige om Digtere, som udstiller i sine offentlige Bøger levende Skildringer, ikke af det rene og skjønne, men med Forkjærlighed af det urene og uskjønner Det var herom, der var Tale. Der var Tale om de digteriske Optrin, som zkke pleier at fremstilles af de bildende Kunstnere. Disse fremstiller jo med stor Forkjærlighed det sunde og det ædle. Men de Digtere, jeg har angrebet, fremstiller helst det moralske Forfald. Og det uden at give os tilstrækkelig Modvægt. Ved at lede Diskussionen over paa det nøgne i Bil- ledkunsten har Dr. Brandes alene opnaaet at henlede Opmærksomheden paa Modsætningen mellem Billedhuggerkunst og dekadent Digtning. Den første har ikke kunnet følge sin « dristige » Søster. Endog Malerkunsten, som dog ikke altid er saa blyg, staar og venter udenfor, naar Digtekunsten gaar ind og udmaler modbydelige Optrin. Vistnok har Hr. Christian Krohg baade som Maler og som Fortæller fremstillet den samme « Albertine ». Men hans fortællende Frem- stilling fulgte hende helt ind i Politilægens Kon- tor — den Krohgske Fortællerkunst gik derind

Kunsten og Moralen. C i

mindre modstræbende end den ulykkelige unge Pige — , mens hans Malerkunst ikke vovede sig længere end til Venteværelset.

Nu ligger det vistnok i den fortællende Kunsts Væsen, at den kan vove sig længere end Billedkunsten i Fremstillingen af det mod- bydelige eller det rædsomme. Af den Grund, at Fortælleren kan berøre en Ting flygtig og derpaa føre Læseren videre, medens Billedkunstneren maa udmale eller udmeisle omstændelig og oven- ikjøbet maa lade Tilskueren blive staaende stille foran Billedet. Men en af de franske Natura- listers Feil er netop den, at de udmaler Op- trin, som kun egner sig til rask Fortælling. Og de stanser altfor længe ved det modbydelige (det gjælder især Zola).

Dr. Brandes mener allerede i en Afhandling fra 1862 — 63 at have bevist, at <i.det er ganske umidigt at anlægge en saakaldt moralsk Maale- stok paa Kunst og Poesh . «For det første, fordi det moralske ved at indtræde som Ele- ment i Kunsten mister sin Særegenhed ». Ja, lad det i saa Fald miste sin Særegenhed. Jeg ved ikke, om det skulde være særegent for Moralen at være «tør.^» Eller « spidsborgerlig .^» Lad den i saa Fald opofre disse Egenskaber. Det er smukt, naar en stor Kunstkjender vil beskytte Moralen mod at forulempes af Kunsten.

c 2 I^r- Georfij Krandes.

Men Moralen befandt sig vel ved at "indtræde som Element i Kunsten » hos de gamle Grækere i den bedste Tid. Ligesaa hos de største Dig- tere til alle Tider. Det har vist sig, at selve Kunsten sygner hen efter en Tid, naar den moralske Kraft slappes. Omtrent som en Blomst visner — før eller senere — , naar den klippes bort fra Roden. Saaledes hos Grækerne, og hos Italienerne efter Renaissancen.

«For det andet — siger Dr. G. Brandes — kan den « moralske » Maalestok ikke anlægges, fordi Kunst og Poesi som aandelige Magter ikke er Moralen underordnede, men suveræne >. Dette om Kunstens Suverænitet overfor Moralen er den rene Skolastik. Kunsten og Moralen, to abstrakte Begreber, gjøres til «Entiteter», til to Væsener. Og Doktoren forsvarer vekselvis den enes Selvstændighed overfor den anden, hvilket er ridderligt. Men Kunsten og Moralen bor jo sammen hos det samme Menneske, hos Kunstneren og hos Kunstelskeren. Kunstneren har jo baade Skjønhedstrang og moralske Drifter. Og selve Livsdriften tilsiger ham ikke at til- fredsstille Kunsttrangen saaledes, at hans moralske Drifter svækkes.

Moralens Love er Lovene for Livets Vækst og Evnernes harmoniske Udfoldelse. Disse Love maa Kunstneren følge ogsaa i sin Fantasivirk-

Kunsten og Moralen. t^

somhed. Sjælevidenskab og almindelig Erfaring viser, at netop Fantasilivet spiller en første Rangs Rolle i vor moralske Udvikling, i Op- byggelsen af vor Karakter. Det er forældet Skolastik, naar Kunsten siger til Moralen: Jeg er suveræn; dine Love kommer mig ikke ved. Kunsten og det praktiske Liv eller Livskunsten, begge maa udlede Lovene for sin Udvikling og Fremgang af de almindelige Livslove. Guyau, den altfor tidlig bortrevne franske Tænker og Digter, har i to Værker forsøgt at bygge en Æsthetik paa Principet om Livets Udvidelse og Vækst. I andre Værker har han søgt at bygge en Ethik paa de samme Principer. Saameget er ialfald sikkert, at Kunstens Fremgangslinje lige- som Moralens peger mod det Maal at gavne Livets mod en harmonisk Udvikling af Livs- kræfterne. Deri ialfald har Guyau utvilsomt Ret. I Nutiden har ingen Stand Privilegier. Endog Kunstnerne, som man har kaldt for et naturligt Aristokrati, fordi de fødes til Kunstnere, selv de har ikke Ret til at skade vort Liv. Kunsten er til for Menneskenes Skyld, ikke Menneskene for Kunstens. Den Kunst, som i det hele og store ikke styrker, men svækker, — det vilde være feigt, om vi lod den brede sig uhindret. Det er en Kritikers Pligt at sige fra, hvis han tror, at en stor Del af selve Digtningen, som

CA I>r. Cieorg Brandes.

skulde opøve og udvikle det højeste menneske- lige i os, tværtimod hæmmer os i Væksten. Ilvis Digterne, som skulde forhøie vor Livs- følelse, virker nedstemmende og fylder os med Fantasiens Mareridt. Og hvis Kunsten, som nærer sig af Arbeidets Overskud, sender os uglade og mismodige tilbage til vort Arbeide. Det vil neppe nytte for Dr. Brandes at paakalde Goethe eller Sainte-Beuve eller nogen af de andre store Romantikere i Kunstkritiken. Selv er Dr. Georg Brandes maaske den sidste store romantiske Kritiker. Gammelromantisk — med Tilsætning af Realisme — i sin yEsthetik saavel- som i sin Ethik. Privilegium for Kunsten paa at have sin egen Moral eller Ikke-Moral. Pri\'i- legium for Genierne og de sjeldne Aander paa at følge en « uregelmæssig » Moral. Men Livets Love er lige for alle. De bøier ikke undaf for Talent.

VI.

Til dem, som sørger, naar de kunde være glade.

JMoget af det mest umoralske ved en stor Del af Nutidens Digtning er dette, at den ikke er glad. Den ser smaat paa Livet og plukker ud det ækle eller det usle til Næring for Blasert- hedens og Bitterhedens Orm. Jeg maa tænke paa, hvad Guyau sagde om de franske Forfalds- digtere, om dem som smitter Læserne med sit Svartsyn paa Livet: «De gjør det Dag for Dag mere folksomt paa det Sted i Dantes Helvede, som er indredet for dem, der i sin Livstid græd, naar de kunde være glade. y^ Det er en Pligt at være glad eller at arbeide sig frem mod Glæde. Thi Glæden øger Livs- kraften, mens Sorgen og Smerten svækker. Det fremhæves netop af de nyere engelske og franske

cC) 1 il 'lem, som swrjijer, naar de kunne være glade.

Moralister, — de for hvem Moralen er Keglerne for Livets Vækst. De gamle Nordmænd havde ogsaa erfaret, at Glæden gjør stæ-rk. 1 et af de gamle Eddadigte, Ilaavamaal, siger en gam- mel norsk Digter: «Glad og munter skal hver Mand være, til han fmder sin Bane.» Mandig og glad var for de gamle Nordmænd nær be- slægtede Begreber. Olav Tryggvason var «af alle Mænd den gladeste, » ifølge Snorre. Og i det Digt, hvor Halfred Vandrædaskald kalder ham «det bedste af alle Mennesker,« fremhæver Digteren, at Olav var «glad i Hu» (Hugreifr Oleifr). Det var Kjendemærket paa den rette Høvding. En anden Digter, Thormod Kolbru- narskald, sang Viser og skjemtede, da han var dødelig saaret. Saa gjorde Wergeland. Det er den norske Digtertype. «Vær glad, naar Faren veier hver Evne, som du eier, » sang Bjørnstjerne Bjørnson i<i en twtg Stund. y> Og da Statholder- striden gik ham imod, skrev han «En glad Gut,» den mest straalende af hans Bondefortællinger. «Løft dit Hoved, du raske Gut! Om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt i dit Øie» . . . Den største Udstraaler af norsk Livsglæde i sin Tid, som Wergeland var den store glade Nordmand før ham. «y^^ i slet Lune, Mor- genblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen for at briste i høi Latter af en Glæde,

Til dem, som sørger, naar de kunne være glade. cy

jeg ikke kan forklare mig?» Hvem kjender ikke disse Ord af Wergeland ? Og fra Wergeland kan vi gaa videre op igjennem Tiden, ligesom fra Fjeldtop til Fjeldtop — stadig møder vi en Glædens og Livsmodets Digter som den, der rager op over de andre; stadig er der Solskin paa Toppene, — den ene bag den anden, helt op til Oldtiden. Bag Wergeland skimter vi Digterhøvdingen Johan Nordahl Brun, for hvem Norge var « muntre Sjæles Fristed, » — hvor «Glæden fødes, og det udaf selve Naturen. » Samt Wessel og hele Rækken af glade Nordmænd i «det norske Selskab, » som lo norsk Livsglæde udover Kjøbenhavn. Bag dem hæver sig Hol- berg, som indledede en ny Tid ved at løsne et bergensk Fjeldskred af Latter. Bag ham Petter Dass, den freidigste Nordmand der nord- paa, endnu før Holberg. Drøit og djærvt Humor i hans xnorske Dalevise. » Og hans « Nordlands Trompet, » hvor han bestraaler hele Nordlændingens Liv med sit lyse Humør, — det er ægte norsk Realisme, — fra den aller- mindst poetiske Tidsalder. Tendensen i Digtet er friskt Mod, udtrykt allerede i det freidige, taktfaste Versemaal, hvor vi seiler med strygende Bør, som naar en Baad hopper paa Bølgerne. Og Digterens muntre Humør blev Medvind for Tusener.

c 3 I il <lcm, som sørger, naar de kunne være glade.

Læs omi[(jcn hans Skildring af Seien !

«Vi tunge nordiske Graaveirssjæle, » siger Garborg i «Trætte Mænd.» Men selv han, som kom fra den «mørke Kyststribe, » ser ikke altid Livet saa mørkt. I Ian har jo glædet os alle med Kolbottenbrevene. Og har ikke Kielland lyst op hele Kysten derborte med sit Lune? Nordmændene havde neppe holdt ud i Kampen med en haard Natur uden Evnen til at skjemte. Det er det haarde Kampliv, som har gjort Munterhed til en Livsfornødenhed her nord og skabt den freidige, mandige Digtning. Tænk paa Folkeeventyrerne med deres brede, saftige Humor. Tænk paa hele den gammelnorsk- islandske Literatur, saa fuld af Skjemt, — hvor «gledimadr», en «Glædens Mand,» er hyppigt som hædrende Betegnelse, og hvor Sørgmodighed betegnes som «Hugsot.» Vore livstrætte Mænd kam maaske lære noget af de gamle Nordmænd. Af Plaavamaal kan de lære, at «det er bedre at være levende end uden Liv; en levende Mand faar sig altid — en Ko!» De husker Sagnhelten Ragnar Lodbrok, hvor han synger sig glad i Ormegaarden: « Leende skal jeg dø.» Eller Sagnet om de fangne Jorns- vikinger (efter Slaget ved Hjørungavaag), som tog freidige eller endog skjemtende imod Døds- hugget. Selv den gamle, bistre Egil Skalla-

Til dem, som sørger, naar de kunne være glade. cg

grimsson synger sig tilslut glad i det storartede Digt, hvori han begyndte med at klage over «Sønnetabet.» Sangens Gave er ham Bod for alle Sorger. Men det skjønneste Blad i norsk Literaturhistorie er vel det, som handler om Henrik VVergeland paa Dødsleiet. Der hvor han fik selve Knokkelmanden til at smile og reddede sin lyse Livsglæde over i sin Digtning, hvor den aldrig kan dø. «Mit Sind er roligt, klart og lyst som Kjern i Maaneskin.» «Nu er min Sjæl en toet Blom, saa nyfødt, barneglad ». Skal dette lyse Sind ophøre at herske i norsk Literatur.^ Just nu, da Folkene kjæmper en tung Kamp med at løse urgamle Opgaver, skal da Nordens blonde Folk sende sortsmusket Digtning ud i Verden, som har mere end nok af den før.?

To Træk er fremtrædende i den moralske Bevægelse, som især i England følger med Naturvidenskaben og dens Anvendelse paa Menne- skelivet : det strænge Alvor og Hævdelsen af Pligten at være glad. Enhver maa udstraale Livsglæde; i den er Lægedom og Styrke. Men under al Glæden ligger Følelsen af Livets Alvor. Enhver Handling har ubønhørlige Følger. Livs- lovene er ubøielig strenge som alle Naturlove. Den enkeltes Forsyndelse straffes ofte i mange Led, og i vide Kredse. Straffen rammer ikke

(JQ Til dem, som sorger, naar de kunne være glade.

altid den skyldij^c, eller ialtfald ikke altid ham mest. Istedetfor en straffende Haand er det ofte som en Elefantfod, der træder ned hundrede, hvor Va\ gjorde Uret. Ikke mindst Strenghed i Kapitlet om Kjærlighed. Den paa Livslæren byggede Moral kræver ikke blot P^ngifte, men langt større Ansvarsfølelse i Ægteskab, langt større Ansvar overfor Børnene. Læs for Eks- empel Herbert Spencer' s sidste store Værk, Principles of Ethics. Den strenge og alvorlige Moral, som forkyndes af mange naturvidenskabe- lige Tænkere, udbreder en Luft, hvori det er let at aande. Som Fjeldluft eller som Luften paa en klar Frostdag, da den sunde og sterke smiler af Livsfølelse. Nyere Tænkeres Skildring af Livskampen som streng, men ogsaa glad, minder om de gamle Nordmænds strenge Kamp- liv og Glæde i Kampen. Grækerne krævede af en Mand, at han skulde være <-<skjøn og god. '^ Og vi kan gjerne tilføie : glad. Det samme maa være vort Ideal. Lad det ialfald siges om os — gjerne med et Smil — , at vi var gode OS' srlade Nordmænd !

o o

Ja, men Livet bringer jo ogsaa Sorg, ofte som Følge af Glæden, — som Skuffelse af et Haab eller som Afbrydelse af en tilvant Glæde. Da maa Sorgen bruges som Spore og Drivkraft til ny. Anstrengelse for at afkræve Livet Er-

Til dem, som sørger, naar de kunne være glade. (3 1

statning. Glæden føder Sorg, som Solen føder Skyer. Men den forbigaaende Sorg, den som ikke faar gro fast og slaa sig til Ro, men som straks maa ud og gjøre Arbeide, — den er frugt- bar som Regnskyen. Ogsaa Harmen kan være sund, som det rensende Tordenveir. Men det golde, evindelige Graaveir, som breder sig i den bitre eller surmulende Digtning, det giver hver- ken Regn eller Solskin. Der kommer lidet eller intet ud af disse «Fortvilelser, » disse kolde og klamme Skildringer af Livets Elendighed, uden varm Graad eller Harme, uden Iver for at forbedre. Uden anden mærkbar Tendens end den slappe og umandige: lad det skure, det er Naturens Gang eller Skjæbnens Vilje. Forskjellen mellem den varme, livsglade Digtning og den kolde og svartsynte er for en stor Del en For- skjel mellem Frisind og Trællesind, mellem Vestens livsmodige Kamplyst og den østerlandske Resignation og Fatalisme. Fatalisme ligger til Grund for den kolde og « objektive » Fremstilling af Livets Skyggesider hos Flaubert, hos Zola og Maupassant. Det er er noget af det mest dramatiske ved vor Tid, denne Invasion af østerlandsk Livslede og Passivitet. Meget vil afhænge af Digterne. Kanske endog af de norske Digtere. Ogsaa de har erhvervet sig et

C)2 ^'' 'It^'ii, som sørger, naar de kunne være glade.

verdenshistorisk Ansvar, — foruden det nationale. Je[^ tror der vil falde en haard Dom over Nuti- dens Nordmænd, om vi udstraaler Tungsind og Træthed istedenfor Glæde og Kampmod fra « Skibakkeløbets skinnende Land.»

VII.

Kunsten og de to Moraler.

Ur. Georg Brandes har i « Verdens Gang» for 24de Marts skrevet en Tillægs-Artikel om « Kunst og Moral.-}) Jeg anfører den første Del af Artiklen i sin Sammenhæng.

«Hr. Redaktør!

Tillad mig til Fuldstændiggjørelse af min Artikel om den korrekte Kjedsommelighed at anføre nogle Linier af en af mine Bøger:

«Poesien har sin egen Sædelighed, den som følger af Skjønhedskjærlighedens og Sandheds- kjærlighedens Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og indirekte det end ytrer sig; men den er ikke bunden ved vort Omgangslivs selskabelige Hensyn. Poesien er i og for sig

^4 Kunsten og de to Moraler.

cn sJL'dcli^^ Ma[,4, ganske som Videnskaben, Fysiologien for r2ksemj)el, er det, skjont heller ikke den binder sig til, hvad den gode Tone anser for omtaleligt. Der gives usædelige Digtere, som der gives usædelige Læger. Men deres Mangel paa Moral har intet at gjøre med den Hensynsløshed, der følger af Kunstens som af Videnskabens Opgave, og som udspringer af deres Natur.

Det forekommer mig, at i disse faa Ord alt er sagt, der lader sig sige om Spørgsmaalet i dets Almindelighed. Det viser sig faktisk, at alle store Digtere og Forfattere i vort Aar- hundrede fra Byron til Swinburne, fra Musset til Maupassant, fra Goethe til Heine, for deres Samtids Spidsborgere og for den til Spidsbor- gernes moralske Bekymrethed svarende polemiske Kritik har staaet som Uhyrer af Immoralitet. Det vækker nødvendigvis Mistanke, saasnart Kritiken paany kommer løbende med den Moral- alen, for hvilken i sin Tid « Wilhelm Meister» og «Don Juan,» «Atta Troll» og «Poems and Ballads » ikke kunde bestaa.

Hvis saa Spørgsmaalet reises: Gives der da ikke usædelige, obskøne Forfattere? saa lyder Svaret: Jo naturligvis. Der gives som ovenfor sagt obskøne Forfattere, som der gives usædelige Læger. Saadanne Forfattere pleier Politiet at

Kunsten og de to Moraler. 5 5

tage sig af, som det tager sig af de usædelige Læger, og de hører da ogsaa snarere under Politiet end under Kritiken, selv om samme Politi undertiden blander sig i, hvad der ikke vedkommer det».

Af Dr. Georg Brandes første Artikel om den korrekt kjedsommelige Literatur kunde man faa det Indtryk, at den overlegne Polemik bestaar i at betragte Modstanderen, som om han var Luft, og at stikke ud i Luften, saa at man rammer ham ligesom af Vanvare. Det gjælder for en stor Forfatter som Dr. Brandes ikke at beære en underlegen Modstander med et Blik. Skal man støde ham ned, maa det være i Forbi- gaaende og med bortvendt Aasyn, næsten i Distraktion.

I sit første Indlæg vendte Dr. Brandes hele Bunken af sine Skrifter og ledte frem en alt andet end oplysende Udredning om Kunsten og Moralen. I sin anden Artikel har han atter fundet frem af sine Skrifter et af de mindst velskrevne Steder : « Poesien har sin egen Sæde- lighed, den, som følger af Skjønhedskjærlighedens og Sandhedskjærlighedens Væsen, der er dens eget Væsen, hvor tilhyllet og indirekte det end ytrer sig» . . . Meningen heraf — hvor tilhyllet

5

Cj(j Kunsten og de U) Moraler.

den end ytrer sig — er vel den, at Kunsten er moralsk, naar den er skjøn og sand. ICndnu enklere vilde det være at sige, at Kunstens Moral bestaar i, at den er skjøn, ligesom Videnskabens Moral bestaar i, at den er sand. Men dette vilde være altfor enkelt. Dr. Brandes fordrer, at Kunstneren ikke blot .skal være skjønheds- kjær, men ogsaa sandhedskjærlig. Kunsten skal altsaa tage et moralsk Hensyn, som nærmest vedkommer Videnskaben. Intet viser bedre Kunstens Sammenhæng med Moralen end dette, at Digtekunsten — ligesom de bildende Kunster — har udviklet og fornyet sig som Kunst netop ved at gaa ud over den rent æsthetiske Trang. Ved at stræbe ikke blot efter det skjønne, men ogsaa efter det sande. Digtekunsten, som for en ikke liden Del har været Kunsten at skrøne, har udviklet sig til at blive Kunsten at vise Menneskene Sandheden. Det moralske Element er Margen i den realistiske Retning i Kunsten. Og Dekadensen i en Del af Literaturen viser sig ikke mindst tydelig i en Svækkelse af Sa?td- hedstrangen. Saaledes allerede hos de franske Naturalister, som uhyre ensidig fremhæver og forstørrer de pinlige Sandheder og trænger de øvrige ud af sin Fantasi. Man bebreidede Zola, at der var faa eller ingen sympathiske Mennesker i hans Fantasiverden. Sympathiske Mennesker,

Kunsten og de to Moraler. 6?

svarede han — de eksisterer ikke. Men Menne- skene bevæges jo af Idealer, ikke blot af Liden- skaber, — blev der fremholdt; de sædelige Idealer er jo faktiske Kræfter i vort Indre. Ingenlunde, svarede Zola; et Ideal er det samme som en Løgn.

Nærmere beseet viser det sig, at den sandheds- kjærlige Menneskeskildring, som er Særkjendet for den realistiske Digtning — saaledes hos Bjørnson og Ibsen og Lie og Kielland i deres bedste Værker — , den staar i Sammenhæng med et andet moralsk Element i Kunsten: Menneskekjærlighed eller Humanitet. George Eliot fremhæver, at Sympathien med Menneskene hjælper os til at se dem mere sandt. Man kan sige, at vort Aarhundredes store Realister har forsøgt at se paa Mennesker af alle Stænder gjennem Sympathien som gjennem en Loupe eller et Forstørrelsesglas. Sympathien drager Folk nærmere. Og jo mere Menneskekjærlig- heden udvikles og hærdes, des mere viser den os ogsaa Skyggesiderne uden at overdrive dem. Vi maa jo lære Menneskenes Feil at kjende for at kunne rette paa dem. Sympathien, som i Be- gyndelsen idealiserede især de lavere Folke- klasser, førte lidt efter lidt til at fremhæve ogsaa deres Feil, for at de kunde afhjælpes. Derimod den bitre og menneskeforagtende Digtning, den

5*

(38 Kunsten o^ de lo Moraler.

har snarere <(jenncmgaaet en modsat Udvikling. I Begyndelsen syntes den at være .sanddru, og den troede det selv. Den veg ikke tilbage for de ubehageligste Sandheder. Den op.søgte dem tvertimod dristig og — nød dem. De franske Naturalister blev mere og mere glubske efter ubehagelige Sandheder til Næring for sin roman- tiske Ringeagt overfor « Spidsborgerne » og sit «Had til Massen. » Og det viste sig, at Anti- pathien eller Ringeagten er et misvi-sende For- størrelsesglas at se Menneskene igjennem. Det forstørrer deres Feil og formindsker deres Fortrin. Det er paafaldende, at Dr. Brandes ogsaa i sin anden Artikel leder Diskussionen bort fra det egentlige Emne. Første Gang han tog Ordet, drog han os med paa en Udflugt til de offentlige Parker. Denne Gang fører han os lige paa Politikammeret. Der hører ifølge Dok- toren den moralske Literaturkritik hjemme. Som om Talen nærmest var om « usædelige* Værker i den Forstand. Er ikke dette at tage Begrebet Moral i en snever og « spidsborgerlig » Betyd- ning? Dr. Brandes skriver virkelig, som om han mente, at den moralske Literaturkritik alene tilkommer Politiet. Jeg tror dog ikke, at dette er hans Mening. Jeg tænker, at han snarere vil slutte sig til det Krav, som Forfatterne utvilsomt vil reise (jeg tror ogsaa paa den

Kunsten og de to Moraler. 6q

norske Forfatterforening, som er ifærd med at stiftes), nemlig at Politiets moralske Literatur- kritik skal indskrænkes til det mindst mulige, og at Spørgsmaal om Beslaglæggelse ialfald først skal forelægges for et Udvalg af Forfattere eller maaske endog afgjøres af en saadan Jury. Det er vistnok ogsaa i Statens Interesse, at Kunst- nerne selv mere og mere overtager det moralske Ansvar for Kunsten. Dr. Brandes skriver, som om man trygt kunde overlade det til Politiet. Det kan neppe være hans Mening. Men hvis det ikke er hans Mening, da maa han vel ind- rømme, at den moralske Literaturkritik først og fremst skal øves af Literaturkritikere. Men da maa Doktoren ogsaa indrømme det misvisende ved en Ytring i sin første Artikel, at «det er ganske umuligt at anlægge en saakaldt moralsk Maalestok paa Kunst og Poesi. »

Det ser, ialfald ved første Øiekast, ud som om Dr. Brandes vakler mellem to Maader at angribe mig paa. Dels hævder han, at den « moralske » Maalestok ikke kan anlægges paa Kunsten; thi Kunsten er « suveræn » og uafhængig af Moralen. Dels paastaar han, at jeg og den Art, hvortil jeg hører (thi han angriber mig kun som Art, ikke som Individ), anlægger en falsk moralsk Maalestok paa Kunsten. Nemlig en « spidsborgerlig » og «plump lille Moral-Alen. »

70 Kunsten og de to Moraler.

I Virkeligheden er vel kun dette sidste Doktorens Mening. Selv der, hvor han taler om Umulig- heden af at anlægge en moralsk Maalestok paa Kunsten, sætter han enten « moral.sk » i Gaase- øine, eller han siger <saakaldt moralsk. /> Jeg anser det derfor som indrømmet — omend ikke aabent indrømmet — af Doktoren, at der ka7t lægges en moralsk Maalestok paa Literaturen. Striden maa dreie sig om, hvilken Moral der skal anvendes. Saa langt er vi da naaet ved denne Diskussion. Vi er naaet til at slaa fast, at Striden dreier sig om to eller flere Moralret- ninger i Kunsten, ikke om Moral contra Kunst, som endnu mange tror, og som Dr. Brandes til- dels har givet det Skin af. Jeg hævdede omtrent fra først af, at det var en Strid mellem to Moralretninger indenfor selve Kunsten og inden- for Literaturkritiken. Og jeg gjorde gjældende, at Dr. Brandes som Kritiker repræsenterede en Art romantisk Moral. Hvorpaa Dr. Brandes svarer, at jeg repræsenterer en spidsborgerlig Moral. Dette tror jeg er de klare Grundlinjer i Striden. Det er en Strid mellem to Kultur- retninger.

Jeg mener at have brudt gjennem Dekaden- ternes første Forsvarslinje, den Linje, hvorpaa Dr. Brandes har opstillet en hel Række impo- nerende Digtere, «fra Byron til Swinburne, fra

Kunsten og de to Moraler, n \

Goethe til Heine, » omtrent som man i gamle Dage opstillede sine Gudebilleder foran Slag- linjen. At Kunsten ikke skulde have noget at gjøre med Moralen, — den Position er uhold- bar. Forsvarerne af den dekadente Digtning maa kjæmpe for selve sin Moralretning. Det er den anden og sidste Forsvarslinje ; det er den jeg skal prøve at angribe i en følgende Artikel.

VIII.

To Moraler.

Ur. Brandes trak paa engang op to For- skansninger foran de Forfattere, som jeg angreb. For det første hævdede han, at det er ganske umuUgt at anlægge en « moralsk » — eller saa- kaldt moralsk — Maalestok paa Kunsten og Poesien. Men ved Ordene « moralsk » og « sæ- delig» satte Doktoren et Par kloge og forsigtige Gaaseøine til at passe paa, at Tilbagetoget fra denne uholdbare Position blev holdt aabent. Allerede i den første Artikel støttede han sig ogsaa paa den anden Forsvarslinje ved at paa- staa, at jeg lagde en falsk moralsk Maalestok paa Kunsten. At jeg maalte den med en spids- borgerlig Moral. Jeg glædede mig — i Slut- ningen af min forrige Artikel — til at slaa et Slag ikke just for den spidsborgerlige Moral, men for Udviklingslærens Ethik, som neppe er mindre stræng. Jeg glædede mig til at angribe

To Moraler.

73

den anden Forskansning og der træffe den ro- mantiske Zigøinermoral, hvis Livsnerve er, at den er anti-spidsborge^'lig . Den er selv et Barn af Spidsborgeriets Glanstid, og den lever af at opponere mod dette. Kun naar Reglerne er snevre og hindrer Livets Vækst, kan det blive en moralsk Tilfredsstillelse at gjøre Brud paa Reglerne og støde an mod det « korrekte ». Især naar det sker med «Stil» og med kunstnerisk Sving. Da kan den «lovbrydende Uregelmæs- sighed» være «en høiere MoraL. «Thi ét er for- nødent: at give sin Karakter Stil», — som Dr. Brandes sagde i sin Gjengivelse af Nietzsche. Dog faar man Indtryk af, at det « kunstneriske Mod» til at bryde Reglerne — saavel som « adels- vældig Eneraadighed og Trods » og hele det øvrige Nietzscheri — er forbeholdt de talent- fulde, de aandelig fornemme. For dem er Summen af al Synd det at være middelmaadig og uden Særpræg. For dem behøves ikke anden Ka- rakter end at være karakteristisk og udpræget i sin Art. Reglerne og Gjærderne kan være bra for Hjorden. Men de originale Enkeltsjæle gaar alene som de store og stilfulde Rovdyr. Deres Væsen er at bryde over Gjærder og vække Forbauselse og Skræk i den regelrette Hjord. De maa strejfe frit omkring og fremfor alt være eiendommelige. Hvert Individ maa danne en

74

To Moraler.

Art; om Gavn- eller Skadedyr, — det er ialfald ikke Hovedsagen.

Det er denne Moral, i grovere eller finere F'orm, som for en stor Del lig^ger til Grund for baade Taines og Georg Brandes's Æsthetik. Det er den, som ofte dukker op i Henrik Ibsens Værker, omend gjerne i Selskab med en strængere Moral. Ikke mindst i Mesterværkerne " Brand » og «Peer Gynt». Ibsens moralske Anklage mod det norske Folk har især været den, at vi er Dusinmennesker uden gjennemført Særpræg. Middelmaadige og stilløse i godt og i ondt. \''i forstaar ikke engang at dø i Skjønhed og stor Stil. Peer Gynt, vor repræsentative Landsmand, var hverken god eller ond nok, havde hverken positivt eller negativt Særpræg. Verdens-Kunst- neren kunde ikke engang benytte ham som en negativ Plade. Den aandfulde Ibsenske Idée om Helvede som et fotografisk Laboratorium, hvor negative Livsindtryk ved temmelig skarpe og ætsende kemiske Processer bliver forvandlede til positive, er et glimrende Eksempel paa den romantiske Ironi. Imidlertid har Ibsen ikke vist os nogen praktisk Proces, hvorved negativ eller omvendt Dyd kan forvandles til positivt Gavn for Menneskeslægten allerede i dette Liv. Vist- nok er det saa, at endog Historiens største Ødelæggere og Skadedyr kan siges at have gjort

To Moraler. y ^

noget indirekte Gavn ved at 'stgg't til Modstand. Men denne indirekte Proces er og bliver uhyre kostbar. En billig og praktisk Methode, hvorved positivt gavnlige Virkninger kan fremstilles af store og udprægede Laster, var maaske den store Opdagelse, som Ibsens Fotograf Ekdal forgjæves syslede med i hele sit Liv. I a Keiser og Galilæere er den overleverede Religions Gud- dom ikke netop opfattet som en saadan genial Verdensfotograf ; men dog som den, der anvender en lignende indirekte Methode. Han bruger store Misdædere som Kain og Judas og endog den i Grunden ædle Keiser Julian til negative Red- skaber for det Godes Seier. Men Digteren finder, at Processen er uhyre kostbar. Han lader Maximos sige, at de Kristnes Gud er en ødsel Gud.

Genialt er dette Ibsens Forsøg paa at vise, at der kunde uddrages en ægte romantisk Moral af selve den orthodokse Theologi, og at Gud- dommen blev en hensynsløs Verdenskunstner, som fremfor alt lagde Vind paa udprægede Eksemplarer med saa stærkt Særpræg, at de ialfald ikke behøvede at smeltes om igjen i Støbeskeen. Ibsen havde øiensynlig sine Tvil om hele Methodens Værd. Men jeg tror, det kunde vises, at han aldrig er kommen ganske bort fra den ensidig romantiske Ethik med dens

^G

l'o Moraler.

Foretrækken af original Hensynsløshed o<^ "W- kingetrods» for den borgerlige Regelrethed. Det viser « Hedda Gabler >. og "Bygmester Sol- ness». I nogle af sine foregaaende Stykker, især i «Fruen fra Havet», var Digteren stærkt inde paa Udviklingslærens Moral, som hverken er spidsborgei'lig eller anti-spidsborgerlig. Men i hans to sidste Skuespil stilles Spørgsmaalet atter saa, som om Valget var mellem det spids- borgerlig Regelrette og det Lovbrydende. Mellem Tesmann eller Tante Julie paa den ene Side og Hedda Gabler paa den anden. Mellem « Vild- fuglen» Hilde og den korrekt kjedsommelige Aline. Pligten er ikke blot stikkende, men kjedelig. Oprør mod Pligten hører med til at bygge Taarn over disse spidsborgerlige Hjem, som Solness ikke længere gider opføre.

Her er ikke Plads til at udvikle, hvorledes den romantiske Ethik har vidt forgrenede eller endog dybe Rødder i den pantheistiske ^Nleta- fysik, som netop blomstrede i Romantikens Tid. Ibsens Theologi baade i «Peer Gynt» og i « Keiser og Galilæer» gik ud fra en pantheistisk Opfat- ning af Guddommen som ansvarlig baade for det gode og det onde. Ibsens Lære om «det tredje Rige» er vel ogsaa nærmest bygget paa den hegelske Trilogi eller Lære om tre Stadier. Hos Taine og Renan, som ogsaa er stærkt ro-

To Moraler.

77

mantiske i sin Ethik og Æsthetik, kan ligeledes paavises Indflydelse fra Hegels Pantheisme. Hvis én guddommelig Magt har Grundansvaret for alt, da bliver jo paa en Maade Dyd og Last lige berettigede. Eller hvis man som Taine oversætter fra theologisk Udtryksmaade til meta- fysisk og opfatter « Naturen » som ansvarlig for alt, som eneste altvirkende Kraft, da bliver jo Dyd og Last begge lige naturlige Produkter, «som Vitriol og Sukker», for at bruge Taines bekjendte Slagord.

Denne Opfatning er dog ikke naturviden- skabelig, som Taine mente, men metafysisk. Den lægevidenskabelige Opfatning er jo ikke den, at Vitriol og Sukker er lige værdifulde for den levende Organisme. Og den virkelig « na- turalistiske» Opfatning af Moralen er ikke, at Dyd og Last er lige « naturlige », men at Dyd er det, som gavner og udvikler Livet, mens Lasten er det, som svækker Livskraften. De franske « Naturalister » troede at være naturviden- skabelige Digtere, tildels forledede af Taine. Men, som Guyau har vist, er Zola aldeles gen- nemsyret af den gamle Metafysik, af Materialisme og Fatalisme. Allerede Flauberts Kunst var stærkt præget af hans Fatalisme, som havde næret sig blandt andet af Spinoza.

Jeg omtaler dette for at antyde, at jeg anser

7«

To Moraler.

Dr. Geor[( lirandcs's antispidsbor^erli^c Monil og dermed sammenhængende Kunstbedømmclsc for et Skud af en vidtforgrenet og seiglivet Kulturretning. Jeg har sammenhgnet med be- slægtede Træk i Henrik Ibsens Digtning og hos den romantiske Tids Tænkere for at vise Dok- toren noget af den Respekt, som skyldes de sidste Udløbere af en stor Kulturbevægelse, der i sin Tid havde ialfald en delvis Berettigelse.

Trods Beundring og Respekt angriber jeg Dr. Brandes, fordi han selv i den senere Tid angriber Repræsentanterne for den engelske Udviklingslære og dens Moral, — den, som er ifærd med at afløse den romantiske Aandsret- ning. I Bourgeoisiets Glanstid havde det ad- skillig Berettigelse at opponere mod det korrekte og det regelrette. Det var berettiget at hævde, at Dyden ikke blot bestaar i at holde sig inden- for bestemte Regler, som man holder sig inden- for et Gjærde. «Du-skal-ikke» -Moralen er ikke den hele eller engang den halve Moral. Udvik- lingslærens Ethik hævder som Dydens Væsen, at man skal udvikle sig og gaa fremad, ikke holde sig i Ro indenfor et Stakit, gjennem hvis Sprinkler det forbudne frister de vaagsomme. Udviklings- læren har forsøgt at pege paa de store moralske «Fremgangslinjer» — the lines of progress — , og det viser sig, — at de gamle negative Mo-

To Moraler. 70

ralbud i det væsentlige er værdifulde Afvisere paa disse Livets Fremgangslinjer. Veimærker for de Fremadskridende, ikke Stængsler for Mod og Vovelyst. Saaledes Forbudet mod «Flergifte». For Udviklingslæren er Engiftet ikke en Baas for tamme Husdyr, hvor to og to er fastbundne med hver sin Klave om Halsen til en og samme Lænke. Engiftet er snarere som en brat Fjeldvei, der fører opad mod høiere og høiere Sætre. (I kan gjerne le!) Slet ikke saa let som at staa i Baas. Men tvertom meget vanskeligere end den «frie Kjærlighed »s Vove- stykker. Engiftet er det, som kræver den største Kunst eller Livskunst. Og Udviklingslærens Digtere i mange Lande har begyndt at skildre Ægteskabets Kampe, Kampene bortover Frem- gangslinjen, mens « Naturalisterne » har fore- trukket at dvæle ved Mangegiftets Marodører og Nederlagene paa Livets Afveie.

Her som altid fremhæver Udviklingslærens Ethik, at Dyden ikke er noget uorganisk Regel- ret, som kan naaes én Gang for alle. Den er noget Levende, som maa vokse. Altid videre er dens Løsen. Opad did, hvor Aas høiner sig bag Aas. Mere og mere sandhedskjærlig, mere og mere glad i Kunsten og det skjønne, som er Udtryk for Kræfternes Samvirke. Mere og mere glad i Menneskene og ivrig for at hjælpe

XO ^ '^ M(>raler.

hclc Tc)(^ct fremad. Det, som var berettiget i den antispidsborf^erlige Moral, er optaget i Ud- viklingslærens Kthik. Livet skal hverken være prosaisk fastboende eller zigøineragtig omstrei- fende, hverken «tamt» eller «vildt». Men som et stort og eventyrligt Tog mod fjerne og vi- gende Udsigter. Den fremadskridende finder altid noget nyt. De store Aaander maa gaa i Spidsen og drage hele Toget efter sig. Ikke gaa ensomme paa Rov, men for at søge nye Livskilder for hele Slægten. Denne Moral er elastisk, ikke saa at den bliver slappere og slappere, men saa at den strammes for de Stærke. De har det største Ansvar. For dem er Pligten noget, som vokser, efter som Evnerne vokser. Pligten vokser indenifra og føles som Drivkraft, som et Bud fra nye og større Op- gaver og som Forbud om Seire.

Paa Fremgangslinjernes Tog kan alle udvikle sit Særpræg, ikke blot de « fornemme ». Xaar man skrider fremad, ordner «Massen» sig uvil- kaarlig til Grupper af Individer, hver med sit Virke. «De faa» bliver Førere for «de mange». Ikke som ensomme, men som Førere udvikler de Begavede sin Ejendommelighed. Kampene for at øge det fælles Gavn, Vanskeligheden ved at finde Vej for de voksende Millioner, det er dette, som anspænder alle Evner. De lever ikke

To Moraler. 8 1

med i Nutidens store Livskamp, disse Digtere, som ikke vil være med at trække Toget opover de farlige Fjeldovergange. De, som er bange for at moralisere, fordi det strider mod Kunstens Etikette. De, som ikke ser, at Menneskeheden i det sidste Hundredaar har vokset uforholds- mæssig hurtig i Antal, og at det gjælder at finde Livsvei for de mange og forebygge, at Toget staar fast i en Snævring og klumper sig sammen til «Masse».

Aldrig tror jeg, der har været mere Brug for Digterne som Forkjæmpere og Opmuntrere i Kampen. Aldrig tror jeg, at flere Digtere har søgt at unddrage sig Værnepligten i den fælles Livskamp og stille sig udenfor paa en Fjeldpynt som Tilskuere, der kunde nyde Nederlagene mindst ligesaa godt som Seirene.

Tænk paa Digtere som Solon, der sang Mod i sine Landsmænd og fandt ialfald en foreløbig Udvei af en social Sump. Eller paa de gamle Skalder, som opmuntrede før Slaget og bagefter skjemtede om sine Saar istedenfor at selvbeføle sin Sjæls Sygdomme for et betalende Publikums Øine, som nogle af de dekadente Lyrikere. Tænk paa Taillefer, som red foran i Slaget ved Hastings, kastende sit Sværd i Luften og gri- bende det igjen, idet han sang Rolandskvadet

6

32 '^o Moraler.

som ct Krigsraab. Den første, som løsnede Hug, og den første, som faldt.

Dr. Brandes har i den senere Tid begyndt at spotte over moraliserende og folkeopdragende og «seminaristiske» Digtere som Bjørnson. Men i denne Forstand har Menneskehedens største Digtere været « Seminarister ». Ogsaa Henrik Wergeland, som skrev om Oldtidens Skalder, Sigvat og Thormod, at «de indelukkede ikke sin Sjæl i Gemakkerne; Verdensmoralen var dem anvist, og de søgte sin Plads i Verden, forhen som Hærbevægere og Kongernes Lærere, nu som Idéeanførere og Folkenes Lærere .... Som fagre Luftsyn foran den susende Snekke glimrede deres Høibilleder foran deres Tid.» Dette mener jeg er den store Digtertype.

En af Tidens Ulykker er den, at de fleste Digtere er for lidet Seminarister eller Folke- lærere, og at de fleste Seminarister er for lidet Kunstnere. Endog de store engelske Moralister er i altfor liden Grad Digtere. De gjor ikke Moralen levnende nok i sine Værker. Men Ud- viklingen gaar mod Samarbeide, ikke mod Ad- skillelse mellem Kunsten og Moralen.

IX.

Livsmoral) og « Kunstmoral ».

1 « Verdens Gang» for lo. April skriver Malerinden, Frøken Kitty L. Kielland bl. a. følgende om Kunst og Moral :

«Kan man mer bedømme Kunstværk efter Livsmoral end Livet efter Kunstmoral .f*

Kunstens Moral qua Kunstner er at gaa løs paa Fuldførelsen af sin Idée med al sin skabende Viljes Intensitet; hvor han heri svigter, der dømmes han, og dermed maales ham. Themaet, Motivet kan aldrig gjøre Værket til Kunst eller ikke Kunst, og Hr. Collin kan absolut ingen Ret have til at bestemme, hvad dets Maal skal være. Om man er enig med Hr. Collms Sæde- lighedsmoral, er her betydningsløst, men det er et meget vigtigt Punkt det, at Hr. Collin aldeles

6*

34 «Livsm(jral» o^ «Kun.stmorali>

forglemmer at vise os, at han liar I^'orstaaelse af Kunst og af, hvad Moralen i Kunsten er, hvorefter Kunstværket maa bedømmes.

Derfor kan et sædelig moralsk Menneske beundre « Madame Bovary>;, fordi den er stor Kunst, og derfor maa Hr. Collin med sine Ud- gangspunkter næsten henvises til «Maries» og andre moralske Bøger. »

Det forekommer mig, at Frøkenen her ikke alene er streng, men grusom. Endog Bjørnson tager hun ifra mig, for ikke at tale om Werge- land og Lie og Kielland osv. Jeg skal straffes med at sættes paa literær Fangekost eller endog med literær Tevand-og-Brød-Straf. Med mine Udgangspunkter faar jeg kun Lov til at nyde «I det stille», «I Tusmørket» og andre opbygge- lige Bøger. Det minder om Bodsfængsel eller lignende Anstalter, hvor de, som har forbrudt sig mest, ikke faar Lov til at læse andet end gudelige Bøger, som om dette var et Tillæg i Straf. Imidlertid kan Frøken Kielland sidde og nyde « Balkonen » og « Julies Dagbog » eller «Trætte Mænd» og «Fortvilelser». Eller «Mat Blod» og «Haabløse Slægter». Man bliver bitter ved at tænke paa, at nogle skal have det saameget bedre end andre.

«Kan man mer bedømme Kunstværk efter

« Kunstmoral » og «Livsmoral», 85

Livsmoral end Livet efter Kunstmoral? Jeg svarer, at man kan bedømme et Kunstværk baade efter Kunstmoral og efter Livsmoral. Ikke enten — eller, men baade — og. Jeg er enig med Frøken Kielland deri, at man kan tale om en særegen Kunstmoral i snævrere Forstand. Man kan sige, at Flaubert viste en overordent- lig kunstnerisk Samvittighedsfuldhed i Udform- ningen af Stoffet. Han var pinlig omhygge- lig i Valg af de rette Ord. I det Stykke var han streng Puritaner o^ Pietist, ofte Asket og Selvplager. I den Henseende opdrog han ogsaa Maupassant med den største Strenghed, og denne Strenghed bar gode Frugter. Der er en Ren- hed og en Ligevægt i Maupassants Stil, som staar i en eiendommelig Modsætning til en stor Del af det Forestillingsliv og Følelsesliv, som kommer til Orde gjennem Stilen. Baade Flaubert og Maupassant udmærkede sig ved en beundringsværdig kunstnerisk Flid og Arbeid- somhed. Ved en energisk Stræben efter Fuld- kommenhed og ved at opofre og forkaste alt, som ikke syntes dem fuldkomment nok. Visselig ogsaa ved en kunstnerisk Ærlighed og Retskaffenhed, som forsmaaede at kaste Publi- kum Blaar i Øjnene, ved billige og grove Effekt- midler. I ingen af disse Henseender — med

^(j «Kunstin<jriiI» og «Liv.smoral>.

Undta^^elsc af Flid — kan Zc^la maale si^ med de to førnævnte P'orfattere.

Men Frøken Kiellands Feiltagelse, mener jeg, bestaar i at tro, at dette er den ke/e Mo- ral i Kunsten. P2fter min Mening er det blot en Del, omend en meget væsentlig Del.

Den psykologiske Literaturkritik har vist, at et Digterværk ikke blot er Udtryk for Arten af Forfatterens Talent og for hans Flid og strenge Fordringer til sig selv med Hensyn til kunstnerisk Udformning. Det afspeiler noget af Forfatterens Karakter og Livsretning. Ingen har været ivrigere for at være « objektiv » end Flaubert, for Eksempel i Madame Bovaiy, som Frøken Kielland nævner. Men for en indgaa- ende Kritik er det ikke vanskeligt af dette Værk at bestemme adskillige Træk i Forfatterens Livs- retning og Fantasivaner. Den literære Kritik kan ikke drage ham til Ansvar eller bekjæmpe ham, fordi han selv privat har eller hylder en syg Livsretning, men fordi han gjennem sit Værk bidrager til at udbrede den til andre.

Digterne er Kulturudbredere, endog mod sin Vilje. Deres Værker har en stor suggestiv eller tanke- og viljeoverførende Magt. Gjennem sine Værker smitter Digterne mange Læsere med noget af sin Personlighed og Livsretning. Ikke netop alle^ men dem, som er særlig mod

« Kunstmoral » og «Livsmoral». 8?

tagelige for Suggestion i vedkommende Retning, og som ikke gjør Modstand. Den Art moralsk Kritik, som jeg har søgt at gjøre gjældende, er en ligefrem Følge af det psykologiske Literatur- studium. Det er denne Kritiks Opgave, ikke at banlyse alle de Værker, hvori den finder noget sygt eller skadeligt for Livet, men at gjøre opmærksom paa Faren og hjælpe Læserne til at gjøre Modstand mod Smitten. Dette er naturligvis blot en Del af Literaturkritiken. Jeg har udtrykkelig gjort opmærksom paa, at et Digterværk maa bedømmes ikke blot æsthetisk eller blot kulturhistorisk, men i begge Hen- seender. Jeg har i min Artikelrække ikke for- søgt at give en udtømmende Kritik af visse Værker, men nærmest blot at udfylde et Hul i den almindelige Bladkritik. Jeg har derfor maattet fæste Opmærksomheden ensidig paa Digterværkernes suggestive Virkning, som Ud- straalere af en Moral eller Livsretning.

Digteren er en Art elektrisk Akkumulator, en Opsamler af Tidens sunde eller syge Kultur- retninger. Han samler og leder videre. Dig- teren trænger med sin Personlighed ind i de tusen Hjem, ind i de mange tusen Sjæle. Han virker ikke blot som Kunstner, men ogsaa som Menneske, netop gjennem sit Kunstværk. Der-

J^3 « KunstmoraU og «Livsmoral»,

for maa han stræbe efter Fuldkommenhed o^- saa som Menneske. Han maa udarbeidc sig selv til et Kunstværk. Hans Sjæl skal røre ved Tusener af Sjæle. Derfor maa en Kunstner bevare sit Sind rent som Lægen sine Hænder.

X.

I har Magten, I har Ansvaret.

htt Kunstværk maa alene dømmes efter Kunstmoral, siger Frøken Kielland med for- undringsværdig Sikkerhed. Men hvis nu Dig- terne gjennem sine Værker udbreder daarlig Livsmoral, skal de ogsaa da dømmes efter Kunstmoral? Skal Kunstnerne have sin egen moralske Bedømmelse, sin egen Jurisdiktion, i Lighed med Geistligheden i Middelalderen ? Sine egne Love for godt og ondt? Jeg taler her blot om Kunstnerens ofifentlige Liv som Kunstner. En Kunstner lever offentlig, om ikke paa andre Maader, saa dog gjennem sit Kunstværk. Det er en offentlig Handling, som indvirker paa andre Menneskers Aandsliv og derigjennem paa deres Livsførelse.

go I li'ir Magten, I har Ansvaret.

Den lid er k(jmnicn, da ogsaa norsk Kun-^t er en Verdensmagt. Den er med at forme den opvoksende Slægt i alle Kulturlande, — den Slægt, som skal arve de store Opgaver og lede Livskampen i en af Menneskehedens store Kriser. Vore Digtere er med at bestemme denne Ung- doms Livssyn og Idealer. Ikke blot vor egen, men den engelske, tyske og franske Ungdoms. Den Ungdom, til hvem en vældig Kamp er betroet. Noget saadant har aldrig før hændt i vor Historie. Nu er Tiden for vore Digtere til at vise sin Magt. Nu er Tiden til at minde om deres Ansvar.

Det vilde være en Skam, om ikke Følelsen af Magt vakte Følelsen af Ansvar. Det er især gjennem vor Kunst, at vi Normænd har Magt i Verden. Endelig ogsaa vi. For første Gang paa lange, lange Tider. Ogsaa vi kan bidrage vort til at hjælpe Menneskeheden fremad. Og det netop nu, da den trænger Hjælp. Vi har Leilighed til at betale noget af vor tusenaarige Statsgjæld , af vort Folks Kulturgjæld til de andre Nationer, som saa længe har arbeidet for os, laant os Ideer og Idealer. Nu beder de som Ulrik Brendel om et Ideal eller to. Og nu skulde ikke Kritiken have Lov til at under- søge, om vore Digtere hjælper Menneskene fremad eller tilbage? Om de virker som Seere

I har Magten, I har Ansvaret. gi

eller Synkververe? Om de — bevidst eller uvil- kaarlig — styrker eller nedstemmer Modet i Livskampen? Om de hjælper eller hindrer os i Frihedskampen mod syge og tyranniske Drifter?

Nu skulde vi lade os hefte af en forældet Æstethik eller kujonere af en smaakunstnerisk Fordom mod ^-Moralister?)) Vi skulde kanske lade os overdøve af dem, som ikke har fulgt med i Udviklingen af den nyere Literaturkritik ; den, som netop gaar i Retning af at gjøre Digteren ansvarlig. Dels ved psykologisk at analysere Digterværkets iboende Livsretning, næsten som en Kemiker analyserer Fødemidler for at vise, om de er sunde eller skadelige for Livet. Dels ogsaa ved sociologisk at be- stemme Kunstværkernes Virkninger og Rolle i Samfundslivet.

Nu, da Henrik Ibsen kanhænde staar paa Høiden af sin Magt, nu er Tiden til at tale aabent om den bitre Tilfredsstillelse ved Synet af Menneskenes Selvødelæggelse og den Tvilesyge, som smitter ud af en Del af hans Værker. Nu om nogensinde gjælder det at beregne Misvis- ningen af hans Feilsyner. Nu, da Garborg har vundet en stor Magt over Ungdommen, tror jeg, det sømmer sig at pege paa, hvad der kan være af sygt i hans Digtning. Det er jo forresten bare en ganske simpel Logik i dette, at jeg

Q2 I li^r Maf^ten, I har Ansvaret.

især holder mv^ til dem, som har mest Maj^t (at jeg ikke angriber Gabriel Finne for Eksempel ). Netop nu gaar det vel ogsaa an for mig at optræde som Bjørnsonianer og fremhæve noget af det sunde, det livsmodige og kampglade i hans Digtning. Øieblikket er mig gunstigt, ikke blot fordi Bjørnson for Tiden har endel Modbor fra begge Partier; men fordi vi netop nu efter mit Skjøn trænger noget af hans freidige Livs- mod; noget af hans Trang til at handle isteden- for at nyde Tvilen og Tvesynet og kjæle for vor Tungsindighed.

Frøken Kielland tror at tale paa Kunstnernes Vegne. Men naar det kommer til Stykket, er Kunstnerne for stolte, — I er a//e for stolte til ikke at turde se den Sandhed i Øjnene, at et Kunstværk indvirker paa Livet og Livsmoralen. For stolte til at krybe i Skjul bag dette, at Kunsten har sin egen Moral, som bare Fag- folk skjønner, — I, som er indenfor Ringen. Nei, Kunstnerne vil føle det som uværdigt for en mægtig Stand at unddrage sig Ansvar og flygte foi^ Kritik. Kunstnerne har Magten og Æren. Hvem skal have Ansvaret.^ Kanske Publikum }

Publikum faar bære Ansvaret, om det tager Skade af syg Kunst — det fremgaar tydelig nok af

1 har Magten, 1 har Ansvaret. q^

Frøken Kiellands sidste Artikel \ Hun finder den Fordring umulig, at Kunstneren maa holde sit Sind rent som Lægen sine Hænder. Nei, « Læserne af Bøgerne skal gaa til dem med rent Sind». Men er det ikke mere praktisk og mere berettiget at stille Kravet først og fremst til Digterne, hvis Værker er offentlige Handlinger, som kan kontrolleres? Frøkenen henter Dr. Just Bing til Hjælp fra « Morgen- bladet*. Ogsaa han mener nemlig, at Publikum faar passe sig selv. «Det staar til enhver at vogte sig og sine, at ikke de umodne faar det Værk ihænde, som kræver Modenhed hos Læseren ». Ja, Publikum har naturligvis sin Del af Ansvaret. Men forhindrer det, at ogsaa Digterne, selv de største, har Ansvar.? Selv Dr. Bings kjære ^Goethe, som ikke maa lastes eller anklages?

I et Nummer af Bladet i Den ly. Maty> (14. April) heder det, at «det nyttar lite aa ta det paa Collins Maate. Han skulde helder gjera sit til, at «det halvciviliserade Publikum » (som en Indsender taler om) kunde koma til at for- staa Kunst betre en det gjer, so det tilmed kunde lesa «sjukey> Bøker utmi Skade >-> (Ud- hævelsen er af mig). Artikelen er undertegnet

»Verdens Gang», 25. April.

(JA I li.'^r Magten, I har Ansvaret.

med et lidet «g», formentlig sidste l^ogstav i Navnet i Garbor^ (han bruger her bare Lillc- finj^eren i sit Navn). Altsaa, Di^^terne faar skrive, som de kan. Publikum faar vænne sig til at taale baade sund og syg Kunst. Kritikerne maa hjælpe Folk i saa Henseende. Men er det ikke netop ved at paapege og bekjæmpe de syge Ele- menter i Kunsten, at Kritikerne kan i nogen Grad hjælpe Publikum til at læse endog syge Bøger uden Skader Kritiken er jo ikke blot henvendt til Digterne, men vel saa meget til Læserne. Der vil stadig paany kunne dukke og syg Digtning, selv om den noksaa meget bekjæmpes. Men just naar den bekjæmpes som syg af Kritikerne, vil ogsaa andre Læsere have lettere for at gjøre Modstand mod det syge. Store G. pleier at være en bedre Logiker. Der er ingen anden Maade at taale syg Kunst paa, end ved at kjæmpe og reagere mod det syge, bevidst eller ubevidst.

XI.

Naturalistiske Digtere

og

Kritikere.

Jeg skal forsøge at vise, at en Hovedretning i den nyere Literaturkritik har udviklet sig sam- men med den « naturalistiske » Digtning, og at begge har lidt under en misvisende Naturanskuelse og -en mangelfuld Psykologi. Jeg tager mit Ud- gangspunkt i en Udtalelse af Flaubert, som fore- kommer i andet Bind af hans Breve (Correspon- dance, II, 337). Flaubert fortæller i dette Brev, at han agter at gjennemlæse den franske Literatur for at skrive «den poetiske Følelses Udviklingshistorie i Frankrig)). «Man maa dyrke Literaturkritiken, som man dyrker Naturhistorien, avec absence d'idée morale, «med P'ravær eller Fjernelse af moralsk Tanke)). Det gjælder ikke — fortsætter han — at deklamere om denne eller hin Lite- raturform, men at fremstille rigtig, hvori den bestaar, hvordan den knytter sig til en anden

n5 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Form, og ved hvilken Kraft den lever. Æ.sthe- tiken venter sin Geofifroy Saint-Hilaire — siger han i Parenthes — , denne store Mand, som har paavist Uhyrernes lovlige Ret til at eksistere, ce grand homme qui a montre la legitimité des monstres. Naar man i nogen Tid har behandlet Menneskeaanden med samme Upartiskhed'^) som den, hvormed man i Naturvidenskaberne studerer Materien, da vil man have gjort et uhyre Skridt fremad; det er det eneste Middel, hvorved Menneskeheden kan hæve sig eyi Smule op over sigselv'"^'). Menneskeheden (eller Menneskeaanden) vil da betragte sig selv frit og rent i Speilet af sine Værker, den vil være som Gud, den vil bedømme sig selv ovenfra"^). >->

Dette Brev er fra 1853. I 1857 udgav Taine et Bind Essais de critique et d'histoire, hvor han i Fortalen netop citerer to Love formulerede af Geoffroy Saint-Hilaire og i det hele forsøger at anvende Naturvidenskabens Methode paa Lite- raturhistorien. Taine udvikler denne Methode nærmere i Indledningen til sin store Englands Literaturhistorie, hvor han fremstiller sig som Elev af Sainte-Beuve. Det gjælder at studere et Digterværk eller et andet Kunstværk som et Naturprodukt, som nødvendig Følge af sine For-

*) Udhævelserne er af mig.

Naturalistiske Digtere og Kritikere. n7

udsætninger. Det gjælder ikke at dømme, men at forklare. Eftervise dets Aarsager og Til- blivelse. — Jeg skal først pege paa det stor- artede Fremskridt i denne Literaturkritik og derefter prøve at vise nogle af dens Mangler. Det storartede Fremskridt allerede hos Sainte- Beuve var, at han studerede et Digterværk som Udtryk for en Personlighed og for den Kultur- atmosfære, som omgav Digterens Person. Bag ethvert Værk søgte han et Menneske og et Kulturstandpunkt. Taine sammenligner et lite- rært Dokument, et gammelt Digt eller en Lov- bog, med et fossilt Aftryk af et af Forverdenens Dyr. Aftrykket viser os bare Skallet; men bag Skallet var der et levende Dyr, og bag et Lite- raturværk er der et Menneske. Det et dette Menneske, Literaturhistorikeren vil lære at kjende, det levende Menneske og det ham om- givende Samfund, hans sociale Milieu. Som Cuvier rekonstruerede uddøde Dyrearter af fos- sile Aftryk, søgte Taine at rekonstruere Digterens Sjæleliv ved Hjælp af dets Aftryk i et Digter- værk. Det store Fremskridt bestod altsaa i dette, at Literaturkritiken blev psykologisk, iste- denfor at være altfor udelukkende æsthetisk. Sainte-Beuve var den første store Mester i den psykologiske Literaturkritik; og Taine gjorde et gigantisk, omend ikke mere end delvis vellykket,

7

n^ Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Forsøg paa at anvende den psykologiske Me- thode paa et helt Folks Literaturskat, — i sin engelske Literaturhistorie. Hele Historien blev for Taine un probleme de psychologie, som han siger i Indledningen til det samm<i Værk. Han søgte at skitsere hele den engelske Nations væ- sentlige Aandsliv ned igjennem Tiderne. I dette Stykke er Georg Brandes Elev af Taine. Ogsaa han anvender den psykologiske Methode og søger Forfatterne bag deres Værker. I Indled- ningen til «Emigrantliteraturen» siger han ud- trykkelig, at Hensigten med det Værk, han her begynder paa — altsaa Hensigten med -< Hoved- strømninger« — er «at give Grundridset til en Psykologi af det 19de Aarhundredes første Halv- del » .

Dette er det, hvorom jeg tror at alle nyere Literaturhistorikere er enige. Et Digterværk, ja ethvert Kunstværk, er et Stykke menneskeligt Aandsliv eller Udtryk for et Stykke Aandsliv. Det kunde synes besynderligt, at baade Flaubert og Taine fremhævede saa stærkt, at de vilde benytte en naturvidenskabelig Methode. Den nye Methode var jo psykologisk. Men Sagen er, at man ialfald dengang sværmede mere for Naturvidenskaberne end for Psykologien. Den største franske Tænker paa den Tid, Auguste Comte, vilde ikke anerkjende Psykologien som

Naturalistiske Digtere og Kritikere. gg

særegen Videnskab i sit System. Og de sam- tidige og lidt senere Psykologer vilde gjøre selve Sjælevidenskaben til en ren Naturviden- skab. « Psykologien som Naturvidenskab* er Titel paa flere Værker fra denne Tid. Mange troede, at Sjælelæren helt kunde komme til at gaa op i Fysiologien. Til enhver Sjæleproces svarer nemlig efter al Sandsynlighed en rent materiel Hjærneproces. Til enhver Tankebevæ- gelse svarer en eller anden Molekularbevægelse af kemisk eller anden Art. Imidlertid er vist- nok nu de fleste Forskere paa dette Omraade af den Mening, at Psykologien er en dobbelt Videnskab, baade fysiologisk og psykisk. Medens de egentlige Naturvidenskaber som Fysik og Kemi henter sine Data fra <i:ydre Erfaring », gjennem Sanserne, maa Psykologien øse baade af «ydre» og « indre » Erfaring. Ikke blot Psy- kologien eller den generelle Aandsvidenskab, men ogsaa alle de konkrete og specielle Aands- videnskaber er dobbelt empiriske. Og dette er vel den store Skillelinje, den store Tvedeling af Videnskaberne. Alle er Naturvidenskaber, forsaavidt de behandler naturlige Fænomener. Og alle er Erfaringsvidenskaber. Men naar vi kommer til visse Klasser af levende Væsener, bliver Naturfænomenerne dobbelte, paa engang materielle og psykiske. Det er som om Na-

7*

100 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

turen paa et vist Trin, naar Fænomenerne bliver me^et sammensatte, anlægger en Art dobbelt Bogholderi. Det er saa langt fra, at den nyere Videnskab har ophævet denne Dua- lisme mellem det sjælelige og det materielle, at den tvertom har fremhævet Modsætningen. Den nyere Psykologi begyndte for en ikke liden Del med materialistiske Forudsætninger. Men det er saa langt fra, at den »fysiologiske Psykologis, har styrket og befæstet den materialistiske Meta- fysik, at den tvertom har gjort det haabløst at reducere alt i Naturen til blot materielle Bevæ- gelser. Dette, at visse Fænomener i Naturen er dobbelte, paa engang sjælelige og materielle, subjektive og objektive, er kanske det mest vid- underlige, som Videnskaben hidtil har udfundet. Og naar jeg omtaler dette her, er det fordi den psykologiske Literaturkritik efter min Mening ikke har havt tilstrækkelig Øie for denne Dobbelthed. Den har repræsenteret en altfor ensidig materia- listisk Metafysik. Netop den samme, som ogsaa røber sig i den saakaldte « naturalistiske« Digt- ning, hos Balzac, hos Flaubert og senere hos Zola og Maupassant. Den franske naturalistiske Digtning — hvormed Zola mente naturviden- skabelig Digtning — maa sees i Sammenhæng med den « naturalistiske » Kritik. Begge opfatter Naturen — det vil sige Menneskenaturen — altfor

Naturalistiske Digtere og Kritikere. loi

materialistisk og ingenlunde strængt naturviden- skabelig. Det tror jeg man nu kan sige med fuld Sikkerhed. Flaubert vilde skrive Literatur- historie avec absence d'idée morale, med Fjer- nelse af moralsk Dom. Man skulde behandle Menneskeaanden med samme « Upartiskhed^-) som den, hvormed Naturforskerne studerer Materien. Med andre Ord: ogsaa de aandelige Fænomener er allesammen lige naturlige. Som Taine siger: «Dyd og Last er Naturprodukter som Vitriol og Sukker». Moralske « Uregelmæssigheder » er som de af Naturen uregelmæssige Facetter i en Krystal. «Hvem gribes af Harme overfor denne Geometri ?», udraaber Taine. Vi kan blot kon- statere Faktum, og hvis Uregelmæssighederne er ligesaa berettigede som Harmoni og Kræf- ternes Ligevægt, da kan let det uregelmæssige blive det mest interessante, det mest tiltræk- kende. Ifølge det anførte Sted af Flaubert havde Geoffroy Saint-Hilaire bevist la légitimité des monstres. Ogsaa Uhyrerne lyder Naturens Love. Endog hos dem kan Naturforskerne vise Loven for den organiske Erstatning eller Ligevægt, la loi du balancement organiqiie^ som Taine hen- fører til Saint-Hilaire (i Indledningen til Essais de Critique et d'Histoire). Hvis et Organ er overdrevent udviklet som hos Kænguruen eller Flaggermusen, er der en tilsvarende Reduktion

I02 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

eller I^^ormindskelse i andre Organer. Paa lig- nende Maade — siger Taine — er det med Menneskeaanden. Taine opfattede dengang lige- som Flaubert Determinismen eller Aarsagsloven fatalistisk. Hele Naturen er som et paa PVjr- haand optrukket Urværk, — omend kolossalt indviklet. Determinismen opfattedes som Pi'æ- determinisme. Og da bliver jo det uregelmæs- sige ligesaa berettiget som det regelmæssige. Uhyrerne bliver legitime. De bliver ikke længer Uhyrer. Allertydeligst kommer kanske Taines fatalistiske Opfatning af Menneskenaturen frem i hans glimrende Afhandling om Balzac (Nou- veaux Essais). Balzac — siger han — er- klærede i Fortalen til la Comedie humaine, at han vilde skrive Menneskets Naturhistorie. Men i Naturalistens, i Naturforskerens Øine — siger Taine — er Mennesket blot en Kraft af samme Art som alle andre; sin Styrkegrad og sin Retning modtager den af Forholdene og Omstændighederne. Naturforskeren elsker den for dens egen Skyld ... i alle dens Grader og Anvendelser. Blot han ser den handle, er han fornøiet. For ham er der intet Smuds. Han bryder sig ikke stort om Renhed eller Ynde; en Padde er i hans Øine lige saa god som en Sommerfugl; Flaggermusen er interessantere end Nattergalen (nemlig fordi Flaggermusen er mere

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 103

uregelmæssig formet). Hvis De er ømfindtlig, gjør De bedst i ikke at aabne hans Bog. Han skildrer Tingene som de er, det vil sige hæs- lige; han skildrer dem brutalt, uden Udsmyk- ning. Han elsker Naturens Kræfter, og naar han stiller tilskue dens Misdannelser, dens Syg- domme og Uhyrligheder, forstørrer han dem endog gjærne». Taine gaar derpaa over til at vise, at Balzac i de Romaner, hvor han troede at fremstille Menneskets Naturhistorie, med stor Forkjærlighed dvæler ved de moralske Uhyrlig- heder, ved ødelæggende Lidenskaber, som han ofte forstørrer til det overnaturlige. // ahne les mofistres grandioees. «Han elsker de store Uhyrer. Han skildrer bedst Lavhed og Kraft. Det hæslige gjør han endnu hæsligere », siger Taine. «Han befinder sig vel i det gemene (il se trouve bien dans rignoble), han bor der uden Modvilje. Ingen er flinkere til at skildre menneskelige Rovdyr, smaa og store. » Derimod forringer han Dyden og borttager det, som gjør den til Dyd. Hvordan bar Balzac sig ad med at gjøre Vanviddet og Lasten skjøn, spørger Taine. Jo, han viser os dem som vældige Na- turmagter, og han viser os deres naturlige Aar- sager. Vi tager Del i deres Magt. Vi føler den som vor. Ogsaa Shakespeare, siger Taine, har jo tegnet Forbrydere af alle Sorter. «Vi maa

104 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

taale hos I^alzac, hvad vi taalcr hos Shakespeare, Vi er ikke her i det praktiske og moralske Liv, men i Fantasiens og Tankens IJv [daiis la vie imaginaire et ideale). Personerne er Skuespil og ikke Forbilleder . . . Ingen beder Eder om at bifalde dem og følge deres Eksempel; man beder Eder blot om at se og beundre . . . Hvad der gjør Balzacs Personer store, hvad der gjør dem til Helte, siger Taine, det er deres Liden- skab. Det er den. Digteren beundrer; thi det er den, som er stor og evig, Naturens og Men- neskehedens Herskerinde og Ødelægger » .... «Det er skjønt — fortsætter Taine — at se Li- denskaben trænge ind som en Gift i en stærk og sund Krop, brænde dens Blod og fordreie dens Muskler, løfte den i Krampetrækninger og slaa den til Jorden, derpaa langsomt opløse den træge Masse uden nogensinde mere at slippe Taget. » — Taine indrømmer, at Balzacs Kunst er trist, og at den er «en syg Blomst [une Jieur maladive). Men Kunstneren har beseiret mig og revet mig med sig og blændet mig. Jeg kan ikke og jeg vil ikke andet end beundre hans Værk.»

Jeg har anført Steder af denne Afhandling af Taine saapas udførlig, fordi den er typisk for den saakaldte naturvidenskabelige Kritik, som trænger tilbage den moralske Følelse. Des-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 105

uden ogsaa. fordi denne Afhandling fik en stor Indflydelse paa Zola og paa en Maade blev det æsthetiske Grundlag for den naturalistiske Skole. Eiendommelig for denne Skole er netop For- kjærligheden for at skildre det monstrøse, det moralsk uhyrlige, fordi dette gav Følelse af Kraft. Digteren ligesom Kritikeren suspenderer saavidt muligt sin moralske Følelse og nyder Lidenskabernes ødelæggende Magtudfoldelse, om- trent som man nyder en stor og rædsom Ilde- brand. Men jeg tror De vil have følt, at dette kan ikke være det naturvidenskabelige Syn paa Menneskelivet, — det som fører Balzac og Zola til med Forkjærlighed at opdyrke det moralsk vanskabte i sin Fantasi. Det kan ikke være naturvidenskabeligt at forstørre just de for Livet skadelige Lidenskaber og særlig at beundre Na- turkraften, naar den er ødelæggende. Vi har her, mener jeg, en Blanding eller en Forening af to Aaandsretninger ^ begge syge eller skade- lige for Livet. For det første den romantiske Beundring for det vilde og utæmmede, i Mod- sætning til det tamme og regelrette. For det andet den fatalistiske Opfatning af Menneske- naturen som et hjælpeløst Bytte for de ned- arvede eller af ydre Forhold paaførte Drifter. Og den fatalistiske Opfatning af Aarsagsloven kan baade hos Flaubert og hos Taine føres til-

I06 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

ba^c til Pantheismen. De var begge nærmest Tilhængere af Spinozas Metafysik, — Taine desuden stærkt paavirket af Hegel. Jeg op- stiller den Sætning, at det er dette Aarhundredes store Gjenoplivelse og Fornyelse af Pantheismen, i forskjellige mere eller mindre konsekvente P'ormer, — det er den pantheistiske Opfatning, som i lang Tid har gjennemsyret baade Digt- ning og Literaturkritik. Det er denne store Aandsmagt, som har hindret den moralske Li- teraturkritik fra at komme til sin naturlige Ret. Især de franske Kritikere har været, hvad man i Frankrig kalder « Dilettanter » , det vil sige Nydere og Tilskuere, som vilde glæde sig ved alt intenst og karakteristisk, i Livet og i Kun- sten. Nydere og Tilskuere, ikke Medkjæmpere i Livskampen. Ligesom Hegel — omend med betydelig Forskjel — vilde de se paa alt «oven- fra», som Flaubert siger, eller fra Guddommens Standpunkt, Naturguddommens nemlig, som ikke gjør Forskjel paa godt og ondt. Til Grund for den moralsk ligegyldige Kunstnydelse ligger især i Frankrig ikke ^dXmvidens kåben, men en pantheistisk Naturfilosofi. Naturen er indifferent overfor godt og ondt; følgelig kan ogsaa vi være indifferente, ialfald i vor Kunstnydelse. Naturen er kold og objektivt rolig i sin Frem- stilling af gode og onde Kræfter; følgelig kan

Naturalistiske Digtere og Kritikere. io7

ogsaa Kunsten være kold og objektivt rolig. Der er ingen Moral i Naturen, mente Flaubert og de andre. Følgelig bliver Kunsten natura- listisk ved at være uden Moral. Det er i denne Forstand, at ogsaa Balzacs og Zolas Digtning er naturalistisk.

Denne Tale om Naturens moralske Indifferens, dens Ufølsomhed og Ligegyldighed, er næsten som et Omkvæd, der stadig vender tilbage i Naturvidenskabens Tidsalder. « Naturen », siger Ernest Renan, «er absolut ufølsom, dens Umo- ralitet overgaar menneskeligt Maal.» Leconte de Lisle, som var barnefødt i Troperne (paa Øen Bourbon) har i et veltalende Digt [^La fontaine aiix Hanes) skildret den tropiske Naturs kolde og ufølsomme Pragt.

«Gid Naturen i det mindste ikke maatte være en Stedmor for Menneskene. Saa tænkte jeg med mig selv. Men Skovene hørte ikke mit Begjær. Under deres duftende Skygge rislede der en Strøm af Velklang, som intet kan udtørre. Og Kronerne vuggede sin ligegyldige Pragt, uvidende om at nogen lider, og at man kan dø deraf. »

« Naturen ler af de menneskelige Lidelser. Aldrig optaget af andet end af sin egen Storhed, uddeler den til alle sine overlegne Kræfter og beholder for sig selv sin straalende Ro.»

Det er noget af denne Naturens « straalende

I08 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Ro» o^ moi'alske NeiiU'alitet, som navnlig franske Digtere og Kritikere har søgt at efterligne, mere eller mindre bevidst. Netop for Kunst- og IJ- teraturkritikere var der noget overmaade bekvemt ved dette at betragte alt menneskeligt som mo- ralsk neutralt, som lige naturligt. Man kunde nyde al udpræget og intens Kunst uden at for- styrres af moralsk Ubehag, uden at føle Trang til at kjæmpe imod. Den høvede godt for '< Di- lettanter* eller Kunstnydere, denne — som man troede — « naturvidenskabelige » Neutralitet over- for godt og ondt. Vi staar her ved et Aamot af to Kilder til den overordentlige Tolermice, som har udmærket især den franske Literatur- og Kunstkritik. Den ene Hovedkilde var den Ludning til Fatalisme, som hang sammen med en Art pantheistisk Naturfilosofi (Opfattelse af Naturen som et almægtigt, ikke-moralsk Væsen). Den anden var le dilettantisme eller Kunstnyde- riet, — den opøvede Vane at nyde Kunst med instinktmæssig Fjærnelse af alle Hensyn, som kunde forstyrre Kunstglæden. — Ofte var Kri- tiken tolerant som en snil Tante over for en begavet Ungdom, som gjør gale Streger. « Herre- gud, han er jo saa begavet, han kan da ikke være som alle de andre !» At Kritiken for en stor Del har forkjælet Kunsten, den talentfulde Kimst, det er let at forklare; men det er ligesaa

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 109

let at se, at Kunsten ikke har havt ubetinget godt af det.

Noget godt har Kunsten ganske vist havt af denne Tolerance, forsaavidt den var født af Sympathi, af en Kunstforelskelse, som ikke gjerne vilde se andet end Geniets og Talentets gode Sider. Denne Tolerance var tildels en Fortsættelse af den ældre romantiske Tids alt omfattende Kunstglæde, Verdenserobringen af alle Tiders og alle Landes Kunst. Allerede i Romantikens Dæmring virkede den mere eller mindre pantheistiske Naturdyrkelse, som dengang laa i Luften, i Retning af Tolerance overfor alle Slags Kunstretninger, — undtagen de kun- stige. Kritikeren og Kunstnyderen udviklede en overordentlig Smidighed, en usædvanlig Evne til at gjøre sig til Landsmand og Samtidig af Digtere fra de forskjelligste Tider og Steder. Literatur- og Kunsthistorikeren blev en Turist, som streifede gjennem Tid og Rum og følte sig hjemme overalt, hvor der var livsfyldig Kunst.

Man maa vel sige, at det var naturligt, at Kritiken — jeg taler blot om den kunstkyndige Kritik — i Begyndelsen væsentlig lagde sig efter at forstaa og at beundre. Og naar Flaubert vilde eliminere væk de moralske Begreber for at kunne studere Digterværker som Naturpro-

I 10 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

cluktcr, da laa der heri ikke blot en fatali- stisk Opfatning af Menneskelivet, men ogsaa en Trang til at fo7'enkle Kritikens Opgave. Det var fristende foreløbig ialfald at se bort fra Mo- ralen, — især for dem, som hældede til Fata- lismen, sam Flaubert og Taine.

Ogsaa i andre Videnskaber har man naaet langt paa Vei ved at forenkle Problemerne. For Eksempel i Statsøkonomien, hvor man i lang Tid væsentlig har opereret med «det øko- nomiske Menneske » — ogsaa her har man fore- løbig elimineret væk det moralske Element i Menneskenaturen. Men i Tidens Løb har man maattet tage med det, som var udeladt af Be- regningen, og hente igjen det forsømte. Det er det samme, mener jeg, som nu maa gjøres i Literaturkritiken. Efterat man har studeret Dig- teren væsentlig som Kunstner (i snævrere For- stand), som æsthetisk Menneske, maa man studere ham ogsaa som ethisk Menneske. Forsaavidt nemlig, som Digterens Livsretning optræder offentlig i hans Værk. Forfatterne vil maaske ikke straks sætte Pris paa denne Udvidelse af Kritiken. De Digtere, som ikke føler Trang til at være Moralister eller Folkelærere, og som ikke har anden bevidst Hensigt end den at levere god Kunst, vil kanske mene, at de ikke er ansvarlige for andet end den rent kunstneriske

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i i i

Virkning af deres Værker. Men det forekommer mig indlysende, at de i Virkeligheden er an- svarlige for alt, hvad der bor og lever i deres Værker, selv om de ikke har lagt det ind med Hensigt. Værket maa bedømmes, ikke saa meget efter hvad Forfatteren har villet, som efter hvad han har gjort. Kritiken kan ikke tage Viljen i Gjerningens Sted. En Digter, som skildrer Menneskelivet — især den, der skildrer Nutidens Liv — er noget af en Folkelærer, med eller mod sin Vilje. Han er Seer eller Synkverver, gjerne noget af hvert. Han kaster sit Syn paa Livet som en Ham over Menneskene omkring os og vænner os til at se dem i samme Lys. Ganske vist kan Læserne reagere mod en sygelig Livsopfatning. Men det er netop heri, at Kri- tiken maa hjælpe Læserne. Kritikens Opgave er ikke udtømt dermed, at den hjælper Folk til at forstaa og beundre Arten af Digterens Ska- berevne, hans figurdannende og formdannende Magt, hans Evne til at lade os se det kjendte i et nyt Lys, gjennem nye Billedsyner og Idéefor- bindelser, gjennem en Stil, som blæser nyt Liv i gamle Ord. Kritikeren maa hjælpe os til at forstaa om muligt alt det Aandsliv, som lever i Værket. Ikke blot til at sympathisere med det værdifulde og livsgavnlige , men ogsaa til at kjæmpe imod det usunde og svækkende.

I I 2 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Literaturkritikeren, som analyserer et Digter- værk, er heldigvis ikke nødt til at gjøre som Kemikeren, der analyserer Kjød eller andre Fødemidler : raade til at tilintetgjøre alt det, som er sygt. Verdensliteraturens Værker vrimler af aandelige Sygdomsspirer, som har vist sig at kunne bevare sin Smitteevne i Aartusinder. Det vilde være et Mirakel, om Digterværkerne, endog de største, var absolut frie for syge Elementer, aldenstund Forfatterne var ufuldkomne Mennesker, før ligesom nu. Men hvem vil tage Ansvaret for at tilintetgjøre Kunstværker, hvori der lever en stærk og sjælden Livsglød, selv om de inde- holder skadelige Elementer? Kjød af et sygt Kreatur kan erstattes af ubedærvet Kjød. Men de Værker, som gjemmer Aandsliv af en usæd- vanlig Klarhed og Kraft, hvormed skal de kunne erstattes.^ Naar der i hvert af dem brænder Livsvarme af et Menneske, hvoraf Naturen ikke kan tage Kopier, siden Støbeformen ikke er gjemt (som Rousseau sagde om sig selv).

Kunde man endda være vis paa, at et eller andet talentfuldt Digterværk vilde gjøre mere Skade end Gavn blandt Menneskene. Men det er dette, som man aldrig kan vide med Vished. Thi Læserne (iberegnet Kritikerne) har det i sin Magt at reagere mod de syge Elementer og at uddrage noget af den Livskraft, som er nedlagt

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i i ■?

i Værket uden at smittes af det syge. Endog selve de syge Elementer kan virke til større Sundhed, idet de egger til Kamp. Hvis en Digter repræsenterer en livsskadelig Kulturretning med en høi Grad af Varme og Kraft — for Eksempel en lav Opfatning af Kjærligheden — kan Modstandere af denne Livsretning laane noget af hans Ild til at bekjæmpe den samme Retning.

Dette tror jeg er en af de solideste Argu- menter for den frie Diskussion; og Princippet om den frie Diskussion kan ogsaa benyttes til at beskytte Digterværker mod Faren for, at de skal udryddes af sine Modstandere. Erfaringen viser, at Modstandere i en Diskussion i høi Grad kan laane Kraft af hinanden; den aande- lige Kraft lader sig, som det synes, endnu lettere overføre og omdanne end den fysiske. De store Reformatorer har stadig laant Kraft af selve Styrken af de Onder, som de havde at bekjæmpe.

Diskussionen eller Aandskampen mellem for- skjellige Livsretninger foregaar i Nutiden for en meget væsentlig Del gjennem Skjønliteraturen. Det ligger just i den realistiske Livsskildrings Natur. Digterne har den Forret at kunne frem- stille sin Livsopfatning (eller en Del af den) konkret, i Form af Billeder, som kan have en

8

114 Naturalistiske Dij^tere og Kritikere.

overordentlig suggestiv Magt. Alle Retninger maa have Lov til at komme til Orde, ogsaa i skjønliterær Form. Digterne maa have samme Ret til at deltage i Kulturkampen som Prædi- kanter, Bladmænd og Essayister. Men Digterne kan ikke kræve nogen Forret, — ikke nogen anden Forret end den naturlige, som ligger i, at de kan udtrykke sig i Form af Livsbilleder. I samme Grad som de — bevidst eller ubevidst — repræsenterer en bestemt Kulturretning, maa de finde sig i Kritik. De kan ikke deltage i Kampen — endog mod sin Vilje — uden at bekjæmpes.

Digterne kan i denne Henseende ikke kræve nogen særegen Frihed for Kunsten. Ikke anden Frihed end Diskussionens Frihed. Men denne forudsætter netop, at man maa staa til Ansvar for sit Standpunkt og finde sig i, at det prøves og bekjæmpes. Herom vilde der neppe raade nogen Meningsforskjel, hvis ikke Digterne ad- skilte sig fra de andre Deltagere i Kulturkampen derved, at de ofte ikke er sig sit Standpunkt klart bevidst. De er ofte Deltagere i Kampen uden at føle Kamplyst, og enkelte af dem vilde helst være neutrale og dyrke sin Kunst i Fred. Men de kan ikke være neutrale ; det tror jeg . er Kjernepunktet i denne Sag. De kan ikke skildre

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i i c

Livskampen med al sin Personligheds Magt og alligevel selv staa udenfor Livskampen.

Naar en Digter vil skildre godt og ondt i Livet, saaledes at han selv forholder sig neutral, da røber han netop derved at særegent Kultur- standpunkt (som Gustave Flaubert i Madame Bovary). At se bort fra Moralen, ogsaa det er en Art Moral. Naar en Digter vil bruge Kunsten til at tage Afstand fra sine Kampfæller og uddrage Kunstnydelser af deres Nederlag, da er han alt andet end neutral. Her om nogen- steds gjælder det, at den, som ikke er med, er imod. Efter mit Skjøn skal man ikke let kunne finde nogen mere fordærvelig Sygdom paa Digtekunsten end denne Tilbøielighed til at nyde Synet af Livskampen som et romersk Cirkusskuespil, i tilbørlig kunstnerisk Afstand, i Lighed med de epikuræiske Guder. Dette er en gammel Kunstsygdom, som i vor Tid især har blomstret hos de franske Naturalister, — selv om ikke nogen af dem viser os Sygdommen rendyrket for sunde og ædle Elementer. De maa vel alle siges i nogen Grad at være Mo- ralister i god Forstand. Der er hos dem alle navnlig én skjøn moralsk Tendens, nemlig Modet til at se Livets pinlige Sandheder lige i Øinene. Ikke sjelden er der ogsaa Medfølelse med de lavere Samfundsklasser og Harme overfor Sam-

Il5 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

fundets Parasiter. Om Zola især [bjælder det i noi^en Grad, at han fremstiller Samfundslivets Onder, for at de kan bekjæmpes. Ikke alt er sygt hos de franske Naturalister — det kunde man vide paa Forhaand. Deres Værker er meget sammensatte Produkter, ingen af dem er litera- turhistoriske Præparater, afpassede til Brug for mig eller andre Kritikere, som kunde ønske at demonstrere en blomstrende Literatursygdom.

Zola er ganske vist Moralist, ofte en mørk og vranten Morahst. Men det forhindrer ikke, at han lider af en sygelig Trang til at nyde Udmalingen af Forfaldsprocesser. Han rendyrker i Fantasien alle Slags Laster, endog de mest abnorme. Han opdyrker dem til uhyre frodige Eksemplarer ved at luge væk alle moralske Modkræfter, som hindrer en syg Lidenskab fra at udfolde sig. Zola har engang sagt: «I det Øieblik vi er Sandheden, er vi ogsaa Moralen. » Men Ulykken er, at «vi», det vil sige de franske Naturalister, er //^/^^ Sandheden. Literaturhistorien har neppe mange Eksempler paa en saa gjen- nemført Forvanskning af Virkeligbeden som hos disse Digtere. «Zola eliminerer væk . . . Kampen mellem Vilje og Lidenskab«, siger Jules Lemaitre i sin berømte Essai om Zola. « Enhver finere Psykologi forsvinder. Zolas største Anstrængelse gaar ikke ud paa andet end paa at skildre,

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 117

hvorledes en fiks Idée, en Mani eller en Last vokser uden at den bekjæmpes.''') Hos Zola «er de mindste Detaljer øiensynlig valgte med Flid under Herredømmet en eneste haardnakket Grund- tanke, som er den at fornedre den menneskelige Skabning og forstygge lave og ubevidste Lasters Styggedom.» I sine ældre Værker « syntes Zola i det mindste at forherlige den fysiske Kjærlighed og dens Værker. Men det ser ud, som om han nu hader og forfærdes over alt det Kjød, som han (det vil sige: hans Fantasi) er besat af. Han søger at fornedre det . . . Han udstiller og han roder i Kjødets hemmelige Hæsligheder og dets Evne til at gjøre ondt . . . Han forhaaner Kjærligheden, han reducerer den til et tyrannisk Behov og en smudsig Funktion '^"•') . . . Der er hos Zola et Sortsyn som hos en Asket, der er stedt i Fristelse [un pessimisme d'ascete tenté), og foran Kjødet og dets Fristelser er der en vranten Beruselse, som fylder ham helt, og som han ikke vilde kunne ryste af sig, selv om han ønskede det». Stærkere gaar det neppe an for en sleben Franskmand at udtrykke, at Zola — trods al borgerlig Adstadighed — led af en munkeagtig Fantasilast. «En vranten Beruselse i Kjødets

*) Udhævet af mig. **) Saa og Maupassant, især i enkelte af hans sidste Værker.

Il8 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Eventyr [une ébriété inorose dans les aventures de la chair). Omtrent som en Munk med manede gode Forsætter, hudflettende Lasten ved at skildre den saa sort som muligt, men paa samme Tid besat af dens Fantasibilleder. Jules Lemaitre er nærgaaende nok til at tænke sig, at Zola i Middelalderen vilde have været «en meget kysk og meget alvorlig Munk, men altfor blomstrende og med en altfor stærk Ind- bildningskraft, som overalt saa Djævelen, og som forbandede sin Tids Fordærvelse i et uan- stændigt og overdrevent Sprog. »

Det har jo været et Særkjende for mange Satirikere, for mange barske og bistre Moralister, at slaa to Fluer med ét Smæk: samtidig at hud- flette og at nyde det moralske Forfald. Som Juvenal for Eksempel og i ikke liden Grad Ari- stofanes. Digteren ligner deri os andre Menne- sker, at hans Sjæl kan rumme de største Mod- sætninger Side om Side. Det meste af Zolas Digtning er et ubevidst Kompromis mellem Trang til at moralisere og Trang til at uddrage kunstnerisk Fantasi nydelse af det umoralske. Dette Kompromis er efter mit Skjøn et fælles Træk hos de franske Naturalister og deres Efterlignere i alle Lande. Ogsaa Flaubert var — tiltrods for Theorien om Vart pour V art — Moralist og Satiriker ; men samtidig Kunstnyder af det raadne

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i jq

Brødrene Goncourt, hans gode Venner, skildrer ham i sin Dagbog som « lækkersulten efter Smuds og en Samler af saadant» [^gourmand de la hw- pitude et la collectionna?it). I sin Samtale vendte han stadig tilbage til de Sade. En af hans bedste Venner, Du Camp, siger om Flaubert i sine « Literære Erindringer », at han trods sit Livs Afholdenhed « glædede sig ved at læse Bøger, hvis obscøne Taabelighed aldrig bød ham imod». I et af sine Breve sammenligner Flaubert sig selv med «en skakkjørt og fordærvet Asket». Og hans Hovedværk skulde være en Skildring af den hellige Antonius's Fristelser i Ørkenen. I en af sine Romaner [Salammbo) svælger han i Skildringen af orientalsk Forfald (de krasseste Afsnit blev forresten ikke trykte). Og den samme Flaubert var vel at mærke ikke blot en af de største og mest samvittighedsfulde Kunstnere blandt de franske Naturalister, men kanske i det hele den nobleste Karakter af dem alle.

Den mest iøinefaldende af alle de Sygdomme, som Digtekunsten har lidt af, er vistnok Til- boieligheden til seksuelle Fantasiorgier. En gammel, gammel Sygdom, som især i den franske Literatur næsten kan siges at være arvelig, fra Slægt til Slægt. Ganske vist formildet ved den kunstneriske Form og især ved det « galliske » Lune. Tilbøieligheden til at nyde Forestillingen

I 20 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

om kjønsligc Optrin, helst tilsat med mere eller mindre fint Salt, er jo en af de mest kurante Kultursygdomme i alle Lande. Og jeg indser ikke, hvorfor den skal være hellig og uanklage- lig, naar den optræder offentlig i betydelige Digterværker. Det er snarere netop her, at den først og fremst maa bekjæmpes, med alle aandelige Vaaben, — her hvor den vover sig helt frem i det fulde Dagslys.

Dette er Forhold, som alle kjender. Men hvad ikke alle ved, og hvad Literaturhistorikere som Dr. G. Brandes har forsømt at gjøre op- mærksom paa, er dette, at den høiere franske Skoleopdragelse i høi Grad har begunstiget denne Sygdom (det at Slægtsdriften slaar sig paa Fantasien). Man kan se det blandt andet af Flauberts Breve. Man forstaar ikke den franske Naturalisme uden at studere de franske « Internater » eller kasernelignende Pensionsskoler. Ved at gjøre Ungdomslivet i de høiere Skoler til et indestængt Klosterliv har Napoleon den fø7'ste efter mit Skjøn øvet en overordentlig stor og skadelig Indflydelse paa den franske Literatur i dette Aarhundrede. Istedenfor Leg og Fri- luftsfornøielser blev forbudne Bøger og den Art Samtaler, som de affødte, ofte en væsentlig Del af Gutternes Morskab i Fristunder. Og den pe- dantisk strenge, klosterlige Disciplin udviklede

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i 2 I

hos mange af de mest begavede (som Flaubert) en Irritation og Oprørskhed, en gutteagtig Trang til at ærte og hudflette «Borgerne», som er fælles for en stor Del baade Romantikere og Naturalister. En Tilbøielighed, som gjør mere Indtryk af frigivne end af frie.

Angaaende Internatskolens Indflydelse paa den franske Ungdom henviser jeg til det sidste Bind af Taines store Værk Les Origines de la France contetnporaine. Denne Skole har i flere Henseender virket som et Fængsel, og Taine taler om, at Eleverne slipper ud af det med « Drifter som hos frigivne Trælle (eller Stavnsbundne) ». «Vi ved, i hvilken Retning Fangernes Hoveder har arbeidet, naar de nær- mede sig Puberteten og Befrielsens Tid . . . Og hvorledes deres Drøm om Kvinderne i en Fart bliver brutal og kynisk. » Taine cittrer Bréal, som mener, at «man ikke maa forundre sig, om vore Børn, naar de engang er slupne ud af Skolen, ligner løsslupne Heste, som støder imod alle Skranker og begaar alle Slags Dumheder. » Paul Bourget fortæller i Physiologie de r a^nour mo- derne mere omstændelig om det fordærvelige ved denne Kaserne-Opdragelse. «Fra dette be- synderlige Ungdomsliv vil den unge Mand uund- gaaelig tage med sig ud i Livet en plettet Begreb om Kvinden, en meget nøiagtig Forestilling om,

122 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

at hun ofte er et Rovdyr eller endnu oftere simpelthen et Dyr.»

Kvindekjønnet som paa én Gan^ uimod- staaeHg tiltrækkende og foragteligt, — vi finder denne orientalske Opfatning igjen hos en stor Del af de Digtere, som den franske Latinskole har fostret. Det er kanske det mest fremtræ- dende Familjetræk i den franske « Naturalisme« og dens Efterligninger, at Kjærligheden mellem Kjønnene skildres med en Blanding af Nydelse og Foragt. Hos Flaubert, hos Zola og Mau- passant er Kjærligheden efter sin Natur brutal eller «dyrisk»; en tyrannisk Drift, som ikke lader sig tæmme. Der er noget umenneskeligt ved den, noget lavt og smudsigt, som Kultur- mennesket undertiden gjør Oprør mod, — men forgjæves. «Vi er og bliver Dyr, og Driften er vor Herskerinde », siger Maupassant i Sur Veau. Men alligevel er det netop den blinde, tyranniske Drift, som Maupassant stadig forherliger. Lige- som Balzac nyder han dens uimodstaaelige Magt, nyder den som Naturtilbeder og foragter den som Kulturmenneske. Snart er Kjærligheden « stærk som Døden », og paa sin Maade værdt alle de Ofre, som den kræver. Snart tilsmudser den samme Digter hele Kjønsforholdet (især i Uinutile Beauté). Omtrent ligedan Zola. Det at han «haaner Kjærligheden og reducerer den

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 123

til en smudsig Funktion », som Lemaitre siger, det er blot den ene Side af Sagen. Det er just den brutale og smudsige Form af Kjærlighed, som Zola forherliger i mange af sine Værker. For Zola som for Balzac er det storartede, det overmenneskelige ved Kjærlighedens Drift netop dens Hensynsløshed, dens kolossale Brutalitet. Det pikante ved den er, at den paa én Gang er Livets Fornyer og Ødelægger, frugtbar og fordærvelig, gavmild og grusom som den øster- landske Astarte. Det er i det hele en mytJio- logisk Opfatning af Drifterne, som dukker op igjen i den franske Naturalisme. Naturdrifterne som Naturguder, ubegrænsede og uimodstaaelige, mens den naturvidenskabelige Opfatning er, at de som alle Naturkræfter er begrænsede og kan opveies af Modkræfter. Til Grund for den my- thologiske Opfatning ligger i det moderne V^est- europa som i det gamle Orienten Erfaringer om de syge, udartede Lidenskabers uimodstaaelige Magt. Nu som før kan den Slags Erfaringer gjøre Folk til Fatahster. « Fatalismen — siger Flaubert i et sine Breve — har hos mig en dyb Ankergrund. Jeg tror paa den fuldt og fast, jeg benægter den individuelle Frihed, fordi jeg ikke føler mig fri.»

Det er ikke vanskeligt at se, at der hos Flaubert er en inderlig Sammenhæng mellem

I 24 Naturalistiske Dijrtcre o^^ Kritikere.

I^'atalismc o{^ Kynisme. Naturen er som en blind og brutal Guddom, imponerende ved sin hensynsløse Kraft. Hos Mennesket ytrer denne Guddom sig i Form af Drifterne, som efter sit Væsen er brutale og tyranniske. Hvad staar da tilbage for Mennesket andet end at væbne sig med Kynisme — siden Naturen selv er ky- nisk.? At ville reformere Verden nytter ikke, siden Naturen er almægtig og al vor Villen er en Del af et paa Forhaand optrukket Maskineri. Tilbage staar at nyde Tilværelsen som et Skue- spil, et i det store og hele raat og brutalt Skuespil: Menneskedyrenes og de andre Dyrs Gladiatorkamp for Tilværelsen og Menneskenes Kampe med Vilddyret i sit eget Indre. Af denne triste Virkelighed kan der ialfald udvindes Kunstnydelse. Flauberts Kunst er tildels et uvilkaarligt Forsøg paa at gjøre det bedst mu- lige ud af en ubekvem Materie. Ingen Tvil om, at han virkelig ofte følte det, som om Menne- skets Frihed væsentlig bestod i at befri sig fra Virkelighedens Indtryk ved at gjøre dem om til Kunst. Kunstens Frihed blev omtrent den eneste Frihed, som han troede paa. Ikke blot /'art pour Vart, Kunsten for Kunsten, men Livet for Kunsten, alt for Kunsten. Dette var ikke for Flaubert en abstrakt Theori. Han følte Kunsten som en Befrielse, som en Redning fra

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 125

Livet, som den eneste Tilflugt. « Livet — siger han i et af sine Breve — er i den Grad afskye- liet, at det eneste Middel til at udholde det er at undgaa det. Og man undgaar det ved at leve i Kunsten, i den stadige Søgen efter det sande, gjengivet af det skjønne.» Det mest interessante ved Flaubert er kanske dette, at han søgte at gjøre Kunsten til et Sted udenfor Livet, til et «Elfenbenstaarn», hvorfra man kunde betragte Livskampene som et Skuespil, en « Ko- medie», en « Farce », som han selv siger, eller endog som «et Blændværk, som kun er til for at beskrives« [ime illusion a écrire\ « Kunsten maa ikke tjene som Middel for Livet». Tvert- imod omvendt: «Kunstneren maa ofre alt for Kunsten. Livet maa han anse for et Middel og intet videre ». Saa skrev han i et Brev til Guy de M au passant.

Der ligger en udpræget orienialsk Livsvisdom til Grund for denne Benyttelse af Kunsten. Til Flugt fra Livet, til Opgivelse af Kampen, — dertil benyttede mange af Østens Vismænd Bøn og Betragtning, foruden Faste og Spægelse. Til det samme vilde Flaubert benytte Kunsten. Ikke mindst den realistiske Digtning. Bag en særegen Art Kunst finder vi her som altid en særegen Art LivsV.\ms>\.. Naar Flaubert (ligesom de andre Naturalister) stadig er partisk i sit Ud-

I 26 Nalurali.sti:^kc Digtere o^ Kritikere.

valg af Træk fra Virkeligheden, naar han stadig med r^orkjærUghed opsøger Livets Skyggesider, da ledes han heri af et ubevidst Instinkt : Trangen til at nære sin P^oragt for Livet. lian er (i nogle af sine Værker) Realist eller Virke- lighedsskildrer for at kunne tage Afstand fra Virkeligheden. For at hærde sig overfor pinlige Indtryk og lære at se paa Livet med ligegyldig Ro. Han siger i et af sine Breve, at han har haard Hud paa Hjertet; men at det ikke derfor er mindre godt. Han er nemlig bleven « op- draget paa numidisk Vis. Numiderne havde ifølge Herodot den sælsomme Skik : Man brændte Hovedhuden paa dem med Trækul, mens de var smaa, for at de bagefter skulde være mindre følsomme for Solens fortærende Magt.» Flaubert havde virkelig, fra han var Skolegut, hærdet sig ved at opsøge det pinlige. «Jeg dissekerer (det menneskehge Sjælehv) uden Ophør; det morer mig, og naar jeg endelig har opdaget Raaddenskaben i noget, som man ansaa for rent, naar jeg har fundet Betændelsen netop paa de skjønne Steder, da løfter jeg Hovedet og ler.» Saa skrev han i et Brev fra i/aarsalderen. Hans Fader var Direktør for Hospitalet i Rouen, og som liden Gut pleiede han og hans Søster — efter hvad han selv fortæller — at klatre op til Dissektionsstuens aabne Vindu og se paa

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 127

Ligene, mens »Solen skinnede paa dem og Fluerne fløi fra dem . . . hen paa os.» Han for- tæller, at han senere havde en ren Mani for at besøge Byens Ligstue [la morgué) — for at se paa Ligene? Nei, for at « bygge blodtørstige Dramaer », altsaa for at faa den rette poetiske Beaandelse. «Jeg forstaar mig paa det usunde, i det Stykke er jeg en Kjender». I den reali- stiske Digtning elsker han « disse skjønne Ud- stillinger af menneskelig Elendighed.* «Vi (For- fattere) er Renovationsmænd og Gartnere. Af Menneskehedens Raaddenskab uddrager vi Ny- delse for den samme Menneshehed; vi udstiller dens Elendighed og faar Blomster i Kurve til at skyde frem af den.» Og han tilføier med samme selvironiserende Overdrivelse (som tager en Del af Brodden bort af hans Kynisme) : «Hvormeget maa man ikke have indsuget af ækle Uddunstninger for at skrive en eneste god Side ? »

Før han var tretten Aar gammel, var han naaet til den foruroligende Høide af Livsvisdom at foragte « denne lavkomiske Spøg, som man kalder Livet. » Knapt seksten Aar gammel skriver han til en Ven: «Jeg er nu naaet frem til at se paa Verden som et Skuespil og til at le af det hele. Hvad rager Verden mig?»

Allerede i Skoledagene var Kunsten, den literære Kunst, hans Trøst og hans Tilflugt.

I 28 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

«Hvis jc^ ikke havde i Hovedet o^ j)aa Spidsen af min Pen en Dronning af Frankrii^ fra det i 5de Aarhundrede, vilde Livet være mig modbydeligt, og allerede for lang Tid siden vilde en Kugle have befriet mig fra denne Ha- jadskomedie, som kaldes for Livet. » Man var da 12 — 13 Aar. Tolv Aar senere skriver han til en Veninde: «Ja, arbeid og elsk Kunsten. Af alle Løgne er det den mindst løgnagtige. Den Kjærlighed vil ikke svigte. » <'Der er ikke mere Kunstnere nu som fordum . . . Mænd, for hvem Verden ikke var til , . . og som saa paa Menneskelivet med et forundret Blik, som vi ser paa en Myretue. » — «En sand Kunstner^, siger han i et andet Brev om en Billedhugger; en Mand, som ikke bryder sig om noget, hver- ken om Politiken eller om Socialismen eller om Fourier eller Jesuiterne eller Universitetet, men som staar der som en god Arbeider, med op- brættede Ærmer, og udfører sit Arbeide fra Morgen til Kveld, med Lyst til at gjøre det vel og med Kjærlighed til sin Kunst. Kjærlig- hed til Kunsten, — deri ligger alt.» . . . Kunsten som en Stjærne, der ser Jorden rulle uden at lade sig bevæge, funklende i det blaa.»

For Flaubert kan man næsten sige, at Kunsten var alt. Religion og Moral, Familieliv og Fædreland. Han ofrede den alt, for at den

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i 2Q

skulde give ham alt. Alt ofrede han den und- tagen det, som han ikke troede, den havde Brug for: det Hjertelag, som han kunde vise overfor en Slægtning eller en Ven (han var en god Ven og en opofrende Broder). Og Kunsten gav ham meget, kun ikke det, som han ikke bad om : større Glæde i selve Livet, større Sympathi med alt levende. Jeg har dvælet saa vidt ud- førlig ved Flaubert for at give et Indtryk af, at der ligger en særegen Livskunst til Grund for en særegen Art Digtning; gjennem hans egne Udtalelser har jeg søgt at give en Fore- stilling om en særegen Art af den dekadente Livskunst. Dekadent, for saa vidt som den viser en Slappelse af Livsdriften og en Gaaen paa Akkord med Livets Fiender, som jeg senere skal forsøge at vise.

Efter mit Skjøn er der to Hovedretningen i den moderne Virkelighedsdigtning, og de er Udslag af to forskjellige Arter Livskunst. Fælles for begge er, at de vil se Virkeligheden i Øinene og leve sig ind i Livet, som det er, — med alle dets Skyggesider og skumle Kroge. Realismen i Kunsten er væsentlig en Følge af Videnskabens Fremtrængen. Det samme Lys, som Videnskaben bruger til at finde nye Livs- veie og Hindringer, som maa overvindes, tvinger os til ogsaa at se meget, som er pinligt. Fysiken

9

I -20 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

har gjort Livet lettere eller ialfald raskere ved at gjøre flere og flere Naturkræfter til vore Bundsforvante og Tjenere. Men der staar under- tiden et koldt Pust fra det blinde og brutale ved denne nye Tjenerstand, — alle disse store, stumme Kræfter, som vi herefter skal arbeide sammen med. En anden storartet Videnskab, Historien, har opgravet mange herlige Mindes- mærker, Skatte af gammel Aandskraft, som an- saas for tabte, — men ogsaa Vidnesbyrd om gamle og glemte Forbrydelser og Rædsler. Og Naturhistorien har forfulgt Livskampens blodige Spor uendelig meget længere tilbage, end noget Sagn havde drømt om.

At Livet er en Krig, hvor saarede og faldne uafladelig bæres bort, en Kamp med tragisk Udgang ivente for enhver, den Forestilling ligger til Grund for begge de Livsretninger og Kunstretninger, som jeg vil pege paa. Overfor en saadan Virkelighed søger man uvilkaarlig en modus vivendi, en Maade at komme til Rette med Livets Vilkaar. Man kan forsøge at pansre sig med haard Hud, som Flaubert gjorde. Man kan sætte alt sit Mod ind paa at akceptere Livets Brutalitet, prøve at tage det hele med stoisk Ro, næsten som den ubevidste Natur. Især, hvis alt det, som sker, er nødvendigt, en naturlig Følge af, hvad der er gaaet forud. —

Naturalistiske pigtere og Kritikere. i ^ I

Dette er den ene Art Livskunst : til en vis Grad at efterligne « Naturens » Indifferens og objektive Ro. Netop Kunsten kan hjælpe os til ialfald nu og da at stille os udenfor det hele og nyde det paa Afstand som et underligt Skuespil, som nu engang er, som det er. Det er ialfald ikke os, som har opfundet Handlingen — vi har ikke sat den i Scene.

Den fatalistiske Tolkning af Aarsagsloven passer fortrinlig ind i denne Livskunst. Selve Troen paa Nødvendigheden kan føles som en Befrielse: Frihed for Omsorg og Ansvar. Man behøver ikke at reagere mod det usunde, det slette. Det bliver Naturens Sag. Mange har følt det som en Befrielse at kunne beundre upartisk alle Former af Kraft, livsgavnlige eller ødelæggende. Dette er Tiltrækningen ved den moderne Fatalisme: Frihed for Krigstjeneste i Livskampen, ialfald i Kunstnydelsens lyse og rolige Stunder.

For den, som er omringet af pinlige Livs- indtryk, kan der være noget dulmende ved Fatalismen. Over det, som er nødvendigt, nytter det ikke at sørge. Fatalismen er et af Menneske- hedens gamle smertestillende Midler, især yndet i Orienten. Lindrende, men ogsaa lammende. Et af de væsentligste Midler til at forsone Folk

med politisk Underkuelse og Trældom under

9*

I ?2 Naturalistiske Digtere o{^ Kritikere.

tyranniske Vaner o^ Skikke. I^n I fovedaarsac^ til Stilstand i Kampen for Retten.

«Der Kampf ums Recht» — med et Ord af Rudolf von Ihering — , det er netop Grund- princippet i den anden Art af reali.sti.sk Livs- kunst og i den tilsvarende Digtning. Virkelig- heden er fuld af Onder og Ulykker. Nuvel, hvert af dem er en Udfordring til Kamp, en ny Fiende at beseire, eller et Nederlag at gjen- oprette. Vi kan ikke gjøre enhver Skade god igjen, men vi kan vinde et nyt Gode til Gjen- gjæld, Opnaar vi ikke det bedste, kanske ikke en Gang det, som vi vilde kalde godt, — \A har altid Haab om at naa frem til noget bedre. Ethvert Onde er en Anledning til at hjælpe og forbedre. Virkelighedens pinlige Indtryk er en Tilførsel af Kraft, som vi sender tilbage i for- vandlet Form. Indtryk af Lidelse bliver til Medlidenhed, til Iver for at hjælpe. Det er den Livskunst, som alle Befriere har anvendt, alle Reformatorer. Af selve Ondets Omfang og Styrke har de uddraget Kraft til at beseire Ondet. De har tvunget det til at bekoste Krigen mod sig selv. Mødre har øvet den samme Kunst længe før der var Mennesker til. Indtrykket af Ungernes Hjælpeløshed blev til moderlig Ømhed. De sultnes Skrig og de kuldskjæres Klynken gjorde Avlerne til For-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. ^33

ældre, drev dem til at samle Føde og bygge Hi eller Rede. Det er den samme Livskunst, som har skabt den tragiske Digtning. Tragedien er væsentlig en Forvandling af Kraft. Af Lidelse udvindes Medlidenhed og Trang til at lindre. Af Ulykke Lærdom [Uå^EL jud'&og, hedder det hos Aischylos), — Lærdom om, hvordan lig- nende Ulykker skal forhindres. Ogsaa Komedien udvinder paa sin Vis Livsmod og Kraft af Livets Skyggesider.

Naturen er kanske ikke saa moralsk indiffe- rent, som den ser ud til. Naar der er noget galt fat, noget som skal rettes paa, giver den os gjerne et Stød, som vi kan omsætte til moralsk Fnergi. Og hvis vi ikke svarer paa Kaldelsen, faar vi gjerne et nyt Stød, en ny Paamindelse. Dette tror jeg, er en naturlig og normal Cirkulation af Kraft. Her ser vi ial- Fald et Glimt af den menneskelige Bevidstheds Rolle i Naturens Husholdning. Vor Bevidsthed er Naturens moralske Organ. Gjennem os søger Naturen at forbedre sig selv, at rette paa sine Feil. Virkeligheden er nok til syvende og sidst Idealist ; den benytter den menneskelige Bevidst- hed til Laboratorium for sine Forsøg paa at forme den Art Idealer, som kan realiseres og blive til ny Virkelighed. Indirekte eller gjennem os arbeider Naturen paa sin egen Udvikling.

I -^A Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Den ubevidste Natur er forsaavidt indifferent, som den ikke direkte hjælper os i Kampen. Desto mere maa vi hjælpe os selv o^ hverandre. — vi, som er den bevid.ste Natur. Om vi havde Vished for, at alle andre Kræfter o^ Magter i Verden var ufølsomme overfor menne.ske- lig Lidelse og Stræben efter Lykke, — vi selv maatte da være saa meget mere medfølende. Slutte os tættere sammen som forældreløse Børn, der vStaar alene i Verden, men som ikke taber Modet. Jo mere Livet bhver lig en eventyr- lig Reise, hvis Vei ingen har kartlagt, desto mere knyttes vi sammen, som Deltagere i samme Farer og Haab. Desto mere kræves der af Samhold og Livsmod.

Der er to Hanker, hvori enhver Ting kan tages, som Epiktet har sagt. Vi kan enten klage over « Naturens » kolde og ligegyldige Ro og forsøge at efterligne den. Det er den ene Hank. Eller vi kan føle en vis Stolthed over, at Naturen ikke hjælper os direkte. Den griber ikke ind i Livskampen som en Guddom paa en Maskine i de græske Skuespil, — for at løse vore Knuder og Vanskeligheder. Den store Rolle er vel altsaa betroet til os. Os har Naturen sat til at føre Livskampen videre; vi er dens Avantgarde; os har den udrustet med de fineste, de mest sammensatte Organer. Skulde

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 1^5

vi da unddrage os Krigtstjeneste og endog bruge Digtekunsten til dette ?

Livet er en Kamp, — hvis nogen Livsop- fatning kan siges at være den naturvidenskabe- lige, er det denne. Kunsten at leve bliver en Krigskunst ; i al Slags Kunst vil der vise sig at bo en Krigskunst, af en eller anden Art. Den Digtning, som uvilkaarlig eller bevidst søger at uddrage Kampiver og Kampglæde af selve Livets Onder, det er den Kunst, som hører hjemme i Realismens og Naturvidenskabens Tids- alder. Den Digtning, som peger paa de uhyre Misbrug, Kulturen endnu slæber paa, — peger paa dem, som paa Opgaver, der udfordrer vor Kamplyst. Alle de moralske Sygdomme, som har hærjet Slægten i Aartusener, omkaps med de legemlige Farsotter, — de har ventet paa os. Vore Forfædre er ikke kommet os i For- kjøbet; der er nok tilbage for os at erobre. Denne Stemning, denne Kamplyst vil fra Viden- skaben brede sig til Digtekunsten og vække ny skabende Trang. Selve Naturvidenskaben er fuld af Kamplyst. En voldsom Epidemi, en ødelæggende Sygdom paa Korn eller Frugt- trær, egger Videnskaben til ny Anstrengelse. Ethvert Tilfælde af Sygdom er for Lægen en Udfordring til Kamp. Vanskeligheden og Faren lokker frem hans Opfindsomhed, vækker Haab

I ?6 Naturalistiske Digtere og Kritikere,

om at finde Udvei. I Kampen mod den enkeltes Sygdom kan han fmde Lægedom for Tusener. I en truende Farsot kan han se en Hjæl[) til at fremtvinge Renselse af Hundreder af Byer og derigjennem Redning af Millioner Liv. Den Frygt, som iler foran Koleraen fra By til By, har været sammenlignet med en Sundhedskommission, udrustet med overmenne- skelig Magt, feiende og rensende overalt, hvor den kommer.

Det er denne stadige Kamp mod Livets Fiender, denne stadige Opøvelse i Kampmod, som gjør, at Lægen kan være livsglad tiltrods for alle de pinlige Optrin, han maa se. Det er den samme Kamplyst, som vil gjøre den realistiske Digtning freidig og glad. Just den realistiske Digtning er efter sin Natur en Kamp- digtning. Den har samme dobbelte moralske Tendens som Videnskaben (den theoretiske og den anvendte) : at udfinde Sandheden og at bruge den til at gavne Livet. Sandhedskjærlig og reformvenlig, som den empiriske og eksperi- mentale Videnskab, saa og den empiriske og eksperimentale Digtning (eksperimental, ikke paa den Maade, Zola mente, men for saa vidt som Digteren benytter Fantasieksperhnent, — noget som forresten alle Tiders fortællende og drama- tiske Digtere har gjort.)

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i^y

For Digteren, som for enhver anden, vilde det være umuligt at være glad og bevare sit Livsmod, hvis han saa paa Livet som passiv Tilskuer. Selv om han ikke ser bort fra Livets Lyssider, er der overalt nok af sørgelige og oprørende Ting at se. En Digtning, som kun forsøger at konstatere Faktum, maa blive pessi- mistisk. Den, som vil nyde Livskampen som et Skuespil uden at spille med, kan ikke undgaa at blive trist, selv om han væbner sig med haard Hud og en vis Grad af Ligegyldighed. Han er og bliver dog et Menneske, og Tanken paa menneskelig Lidelse maa af og til pine ham. Denne Hærdning er en Art defensiv Krigs- kunst, som ikke forslaar, medens den kampglade Digter gjerne gaar angrebsvis til Værks ; opsøger det, som skader Livet, ikke for at slaa det fast som Kjendsgjerninger, men for at fordrive det fra Kjendsgjerningernes Verden. For den reform- venlige Digter, som for alle Handlingens Mænd, er sørgehge Kjendsgjerninger ikke noget, som nu en Gang er, som det er. Hvor fastgroet de end er, — de staar ikke fast, de er forbigaaende ; de leverer selv noget af den Kraft, som skal fjerne dem eller ialfald forandre deres Virk- ning paa os (Tanken paa Døden for Eksempel). Hvis ikke Vilkaarene kan forandres, er det os,

I -?8 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

som maa forandres. Der er altid en eller anden bevægelig Faktor.

Den franske « Naturalisme >/ er efter min Opfatning en Sygdom paa den realistiske Digt- ning. Et noksaa forklarligt Forsøg paa at slippe bort fra den moralske Kamp, som ligger i denne Digtnings Væsen. Jo mere Digtningen skildrer menneskelig Lidelse eller Nedværdigelse, desto naturligere er det, at den bliver moraliserende, direkte eller indirekte. At den gjør netop det at moralisere til en Kunst, som maaske endnu er i sin Barndom. Men det var ogsaa at vente, at der især i Livsnydelsens Arnesteder uvilkaar- lig vilde opstaa en Retning inden den realistiske Digtning, som unddrog sig den moralske Kamp, saa vidt muligt. Det er neppe til at undres over, at denne Retning kom til at blomstre frem af Pariserkulturen.

Den franske Naturalisme var paa mange Maader forberedt af Strømninger inden den franske Romantik. Naturalismen begyndte ogsaa som en egen Afart af Romantiken. Imidlertid vilde man gjøre den franske Naturalisme Uret, om man antog, at dens Digtere simpelthen stiller sig som passive Tilskuere overfor Livets Onder. Det vilde være en altfor uholdbar Stilling. Jeg tror det kan vises, at ogsaa Naturalismen er en Art Kampdigtning, og at den forsaavidt

Naturalistiske Difrtere oe Kritikere.

139

illustrerer den Lov, at man ikke kan holde ud at betragte Livets Skyggesider uden Kamp.

Den franske Naturalisme har endnu efter mit Skjøn saa dybe Rødder i Nutidens Kultur, at det kan lønne sig at se lidt nærmere paa den Livskunst, som den repræsenterer. Ogsaa denne Digtning er paa sin Maade aggressiv og kamplysten, og det er kanske især derved, at den er bleven populær. Allerede Flaubert (og andre før ham) satte en vis Stolthed i at op- søge Livets Skyggesider og sønderrive Illusio- nens Slør. Den Tilfredsstillelse kan vi da ial- fald have: at afsløre Tilværelsens Usseldom, at holde den frem i Lyset. Vi kan opspore Dyret, som gjemmer sig i Mennesket, og jage det op af dets Skjul. Der er en Slags Revanche i dette at rive Masken af Virkeligheden. Thi Livet er en Hykler, det har stadig søgt at pynte sig med «Løgn og forbandet Digt. » Menneske- naturen er en Hykler, og Digtekunsten har været et Hovedmiddel til Selvbedrag. Men nu vil Digtekunsten selv gaa i Spidsen med at af- sløre Livsløgnene. Vi vil i det mindste ikke lade os dupere.

Det at Livets Onder synes at have en Tendens til at gjemme sig bort, det er dette, som lokker Digteren ud paa Jagt. Denne Art Realisme bliver en spændende Sport: Jagt efter pinlige

1 40 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Sandheder. Intet Under, at Zola (y^ alle de franske Naturalister fortrinsvis opsøgte Livets Onder. Deri bestaar Sporten. I at indfange alle raa og dyriske Drifter, sky og lysræde som Rovdyr, der helst vover sig ud i Mørket, — alle ødelæggende Lidenskaber, alt gement i vor Natur; indfange det levende ved Hjælp af Kunsten og holde det frem for dem, som endnu vil leve paa Livsløgne.

Det hænder nok, at det saarer Kunstneren og river ham tilblods, dette Vildt, som han fanger levende. For at fremstille de syge Liden- skaber og deres Hærjinger livagtig maa Digteren saa at sige nære dem ved sin egen Barm, pleje dem i sin Fantasi ; og da hænder det, at han faar Giftsmag i Munden som Flaubert^ da han levede sig ind i Madame Bovarys Selvmord ved Gift. Men saa har han den Tilfredsstillelse at have fanget Utysket og udstillet det offentlig, til For- argelse og Forbløffelse for Spidsborgerne.

Ved at tænke paa Borgernes Forargelse faar Digteren let en vis Sympathi med de ødelæg- dende Lidenskaber. De er da ialfald ikke « kor- rekte og kjedsommelige.» Der er noget drama- tisk ved dem; de giver Livet Fart. Digteren tilfredsstiller en dobbelt Hævntrang ved at af- dække og udstille dem : Hævn over nogle af de tyranniske Magter i Menneskenaturen, hvoraf

Naturalistiske Digtere og Kritikere. lAl

han selv føler sig kuet eller truet, og Hævn over Spidsborgerne, fordi de er Spidsborgere, og fordi Kunsten maa leve af, hvad de samler ved sit Madstræ V.

I selve Livet er Digteren ikke altid overlegen over de syge Lidenskaber. Men i den natura- listiske Digtning kan han haandtere dem, som han vil. Eksperimentere med dem og prøve deres Magt; rigtig more sig ved at slippe Liden- skaberne løs i sin Fantasi og fodre dem med fingerede Mennesker. Gjerne med Spidsborgere.

Men det viser sig her, at netop Naturalisterne, som kjæmper mod Illusioner, opdyrker en z/hi- sorisk Magtfølelse . Naar de i Fantasien eks- perimenterer med syge Lidenskaber og slipper dem løs paa fingerede Offere, kan de ganske vist have en Følelse af at være som Guder, der styrer Menneskeskjæbner og hjemsøger de dødelige med ødelæggende Lidenskaber lig en og anden af de græske Guder hos Euripides. Den naturalistiske Digter kan fornemme den hærjende Lidenskab som en Magt, hvorover han selv raader. Ogsaa Læseren kan faa Del i denne Magtfølelse. »Man faar Øie paa Aar- sagerne til en hærjende Last,» siger Taine om Balzacs Digtning; «man fyldes af deres Magt, man tager Del i deres Kraftudfoldelse ». — Alt- saa Digteren og den Læser, som nyder hans

]A2 Naturalistiske Digtere ojj Kritikere.

Værk, tager paa en Maade Parti for de livs- ødelæggende Kræfter, føler deres Magt som sin egen, fornemmer Magtfølelsen ved at ødelægge. «Det er Lidenskaben, han beundrer,); siger 7'aine om Balzac. «Den er stor og evig, Naturens og Menneskehedens Herskerinde og Ødelægger . . . Det er skjønt at se den trænge ind i et sundt og stærkt Legeme ». — Det skjønne ved Balzacs moralske Uhyrer, hans monstres grandioses, er ifølge Taine netop dette, at de giver os Følelse af Magt. Men Digtningen bliver jo paa den Maade et billigt Surrogat for den Magtfølelse, som udgjør Nydelsen ved at ødelægge. Det kan synes at være en uskyldig Sport. Det er jo blot fingerede Mennesker, Balzac eksperimenterer med, naar han lader Lidenskabens Gift « trænge ind i et sundt og stærkt LegemiC, brænde dets Blod og fordreie dets Muskler». Han gjør jo intet levende Menneske Fortræd, om han prøver Lidenskabernes Magt paa sine egne Fantasibørn. Kan man tænke sig en mere uskyldig Vivisektion r Saa mente ialfald Taine. «Vi er jo ikke her i det praktiske og moralske Liv, men i Tankens og Indbildningens Verden » (hele Digteværket er jo blot et Fantasieksperiment). « Kunstneren — tilføier Taine — er her i sit eget Rige, langt fra OiTentlighedens Omraade, i Kunstens Fædre- land . . . Uden Lidelse og uden Fare kan vi

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i^^

betragte de stolte Lidenskaber og deres gigan- tiske Kampe ...»

Men denne Følelse af Tryghed er i høi Grad illusorisk. Ogsaa Magtfølelsen beror for en stor Del paa et Selvbedrag. Naar Digterne slipper en hærjende Last løs paa nogle opdigtede Personer og nyder dens uimodstaaelige Magt, da er det i Virkeligheden ham selv, som er Offeret. Det er jo blot i Kraft af en poetisk Illusion, at « Baron Hulot>:^ eller en anden Roman- helt lider af vedkommende Last. Digteren selv er det, som oplever en saadan Lidenskab i Fantasien, mere eller mindre grundig. Han ud- laaner noget af sig selv som Bytte. Han eks- perimenterer med sig selv, — og med Læserne. Hvad der foregaar i Værket, foregaar i Digterens -- og senere til en vis Grad i Læserens — Bevidsthed. Mens han tror at forme andres Skjæbne, former han gjennem Fantasivaner sin egen Karakter og derigjennem sin egen Skjæbne. « Kunstens Fædreland » ligger ikke udenfor «det moralske Liv», det er ikke et Rige for sig selv. Fantasien og Forestillingen, som er Digtekunstens Land, spiller en Hovedrolle i det moralske Liv. Den naturalistiske Digter er en vældig Jæger og Fanger af vilde Lidenskaber. Men det er en Jagt, hvor Jægeren bliver sit eget Bytte. Uden Skaansel har Naturalisterne søgt at sønderrive

\ AA Naturalistiske Digtere og Kritikere.

vore Illusioner o[^ vise os «Dyret» i Mennesket. Men de har glemt at afsløre den naturalistiske Digters Illusion. Zola har været utrættelig i at opspore og udmale det tredje Keiserdømmes (og tildels den tredje Republiks) sædelige For- fald. Kun én Side af Forfaldet har han glemt: Forfaldet i Digtekunsten. Og dog er det netop dette, som han allerbedst har dokumenteret i sine Værker. Zola har troet at levere en lang Række « menneskelige Dokumentere. Men kun i én Henseende kan hans Værker benyttes som authentiske Aktstykker, nemlig som Vidnesbyrd om Digterens Fantasiliv og om en Retning i Literaturen. Det synes, som om Zola har søgt efter moralske Forfaldsprocesser overalt, kun ikke i sin egen Kunst. Vistnok har Zola (ligesom Flaubert i »Madame Bovary») undertiden været inde paa den Vei at søge efter Forfaldets Ud- spring i et usundt Drømmeliv, i den overspændte romantiske Poesi. Det vilde jo være besynder- ligt, om Fantasilivet alene af alle Livsfunktioner skulde have været en Edens Have midt i en fordærvet Verden. Men baade Flaubert og Zola har forsømt at vise os, hvorledes det usunde Fantasiliv, som blomstrede i den franske Latin- skoles indestængte Luft, udviklede sig videre i Form af Digtning. Flauberts Breve viser klart hele Udviklingsprocessen; Forbindelsen af gru-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. iac

somme og sanselige Fantasiorgier og Trangen til at nyde Fantasibilleder af Ødelæggelse, en Tilbøielighed, som stod i Sammenhæng med Hadet til Spidsborgerne. Meget af det løsslupne og « dristige » [risqué] i den nyere franske Digt- ning skyldes den unaturlige Tvang, for ikke at sige det Fangenskab, som har forbitret mange begavede franske Gutters Liv i Skoledagene. (Læs f. Ex. Maxime Du Camp: Souvenirs litté- raires). Indestængt og hæmmet i sit ydre Liv slog de sig løs i sit Drømmeliv og i sine literære Forsøg i Fristunderne.

Zola har givet et i høi Grad misvisende Billede af den moralske Forfaldsproces ved ikke stadig at tage med Fantasilivet som en væsentlig Del af det virkelige Liv. Han har altfor ensidig søgt efter Udspringet til Forfald i Beskadigelse af Nervelivet. Men noget af det mærkeligste ved det psykofysiske Livs Dobbelthed er vel dette, at baade gavnlig og skadelig Paavirkning kan angribe det fra to Sider; fra Bevidsthedens Side og fra Nervesiden. Og i begge Tilfælde synes Virkningen at udstrække sig til begge. Derfor maa begge Adgange til den centrale Del af vort Liv værges mod Livets Fiender.

Medmindre man gaar ud fra, at hver af de to siamesisk forbundne Sider kan tage Initiativet, baade til en Sygdom og til Befrielse for Syg-

lO

1^6 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

dommen, bliver det uforklarligt eller ialfald yderst vanskeligt at forklare, hvorledes Karak- teren paa den ene Side kan svækkes ved en Sygdom i de legemlige Organer og paa den anden Side ved Læsning af <forbudne» Bøger eller ved slette Eksempler. Den materialistiske Psykologi, som gaar ud fra, at Bevidsthedslivet kun er et Skin og en Skygge af Nervelivet, har ikke været istand til at forklare, hvad Nytte Bevidstheden gjør i Livets Husholdning. Eller, hvis den er unyttig, hvorfor den da ikke er bleven elimineret væk ved det « naturlige Ud- valg »,*) — hvorfor Bevidstheden tvertimod har udviklet sig videre og videre. Netop Udviklings- læren synes at gjøre det nødvendigt at antage, at Sjælelivet spiller en virksom Rolle i Kampen for Tilværelsen, og at Bevidstheden ikke blot er en passiv Tilskuer.

Det er ikke muligt at forstaa den naturalistiske Kunstretning og den tilsvarende Literaturkritik uden at se dem i Sammenhæng med den materia- listiske Psykologi. Hvis de virkende og alt af- gjørende Kræfter i Menneskelivet er de materielle Processer, som foregaar ubevidst og ufrivillig, og hvis Tanker, Følelser og Viljeanstrængelser blot er Skygger uden eget Initiativ, — den

*] Se William James: Principles of Psychology.

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 147

blotte Formodning om, at saa er Tilfældet, virker naturlig i Retning af at slappe Viljelivet. Hvis Bevidstheden blot er «som Lampen paa et Lokomotiv », der ikke har nogen bevægende Kraft, da kan jo det kunstneriske Fantasiliv som saadant hverken øve nogen gavnlig eller skadelig Virkning paa Menneskenes Skjæbne. Bevidstheden kan fralægge sig alt Ansvar og søge at nyde det hele som en passiv Tilskuer, saaledes som Flaubert forsøgte at gjøre det i sin Kunst. Naar Sjælelivet ikke spiller nogen Rolle i Livsprocessen, bliver jo ogsaa den kunst- neriske Fantasi fri for Krigstjeneste. Den kan interessere sig upartisk for begge Parter, de livsopbyggende og de ødelæggende Kræfter. Det er ganske naturligt, at det endog føles som friest at interessere sig særlig for de sidste. Det smager af Oprør mod de blinde, materielle Livs- processer, hvortil Bevidstheden er lænket. Kun- stens Frihed bliver en uventet Erstatning for Viljens Frihed; og den nye Frihed '^) anvendes næsten uvilkaarlig til at gaa i modsat Retning af Livsdriften. Til at foretrække det abnorme, det, som har mislykkedes for Livskræfterne.

*) Det er forresten let at indse, at ogsaa Fantasiens Fri- hed i Grunden er illusorisk ifølge den materialistiske Psyko- logi.

10*

1^8 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Det cr i)aa denne Maade, at '. Naturalismen* og den dermed beslægtede Digtning viser et Forfald i selve den kunstneriske Skabertrang, — en Tilbøielighed til at skabe det uhyrlige og abnorme, ikke det skjønne, men det hæslige. «Jeg tror, Fantasien maa være uhyrlig som hos Rabelais», siger Flaubert i et af sine Breve. «Har ikke det platte, det fæiske, det usle, det uværdige en uimodstaaelig Tiltrækning, » udbryder han et andet Sted. «Der er en aandelig Tæt- hed [une densité morale, noget vist intenst eller kompakt) ved visse hæslige Ting.» Det er dem, sotn giver Skildringen « Relief ».

Denne Tilbøielighed til at forme moralske Vanskabninger minder mig undertiden om enkelte Folkeslags religiøse Kunst. Intet er pinligere i et ethnografisk Musæum end Synet af alle disse rædsomme Billeder, hvormed den religiøse Fantasi befolkede Verden, og som Kunsten formede i Træ eller Sten. Man lagde øiensynlig an paa at fremstille det fæle og det grusomme, Gud- dommen som ødelæggende Magt. — Men netop denne Beundring for ødelæggende Magt er et Hovedtræk i Naturalismen. Det er den billigste og mest illusoriske Magtfølelse. Jeg tror det kan vises, at Trangen til at ødelægge er en syg Afart af Trangen til at bygge op og sammen- føie, som er den normale Livsdrift. Den, som

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 140

mistviler om at kunne skabe, søger Trøst i at ødelægge. Vor Tids Anarkisme, baade den platoniske og den brutale, er et Udslag af denne Sygdom. At rive ned er et Surrogat for at bygge op. Livsdriften kan ikke være uvirksom, nogen Magtfølelse maa den have. Kan den ikke eller aarker den ikke at strikke videre, begynder den at række op.

Det har vist sig, at Naturalisterne ikke kan stille sig moralsk neutrale; de har maattet tage Parti, for en stor Del for de syge og ødelæggende Kræfter. Der ligger, tror jeg, et psykologisk Feilsyn til Grund for denne Beundring for de «stolte Lidenskaber*, for den ubeherskede Drift, der er « stærk som Døden » (i Maupassants For- tælling). Naar Taine, forledet af Balzac, og Zola, forledet af baade Taine og Balzac, troede, at der var noget overmenneligt stærkt ved utøilede Lidenskaber, da er dette en upsyko- logisk og anti-naturvidenskabelig Opfatning. Det er den gamle mythologiske Opfatning, som Natur- videnskabens Anvendelse paa Menneskelivet er ifærd med at udrydde. Den fysiologiske Psyko- logi har bekræftet, hvad mange har følt af egen Erfaring: at det uimodstaaelige ved en Drift beror paa Svækkelse i Hjernevirksomhed og Viljekraft. Det er en Følge af, at de kontrol- lerende Drifter ere lammede. Hvad Balzac og

I CQ Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Zola skildrer som no^ct overmenneskelig stærkt, som noget, der minder om de gamle Natur- guder, det fremstiller den samtidige Videnskab som Viljesygdotn, som Svækkelse i den centrale Del af Nervesystemet.

Naturvidenskaben vil gjøre en T^nde paa « Naturalismen ». Studiet af Nerve- og Vilje- sygdomme undergraver den Illusion, som ligger til Grund for den digteriske Beundring for uimodstaaelige Lidenskaber. Der er noget lamt og værkbrudent, men ikke noget « dæmonisk », ved disse sygelig ophovnede Drifter, som Taine kaldte '^'Naturens og Menneskehedens Hersker- inder og Ødelæggere ». Kraften maales efter den Modstand, den kan overvinde. At en Drift optræder hensynsløst udadtil, at den er voldsom og ødelæggende i sine Virkninger, er i og for sig intet Bevis paa overvættes Kraft. Det kan bero paa, at de naturlige Modkræfter er lammede, som naar eunukagtige Individer optræder som Voldtagere.

Betegnende for Zola er den veltalende Skil- dring (i La Bete humainé) af Jernbanetoget, der løb afsted som et rasende Dyr, uden at kunne stanse, fordi Maskinisten og Fyrbøderen var faldt af. I Virkeligheden var Maskinen bleven fattigere paa Kraft, efterat den havde mistet de to Menneskers styrende og kontrollerende Evne.

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i t i

Men for Zola vokser Maskinen fra dette Øieblik op til noget overnaturlig stort. Det er blevet til et « Uhyre », «en vidunderlig og uimodstaaelig Magt, som intet kunde stanse ». « Spøgelsetoget » ilede afsted lig et «Vildsvin», «et blindt og døvt Dyr», — ilede til Grænsen med Kanonføde. Dette er noget, som kan begeistre Zola og gjøre ham veltalende. Et uhyre langt Iltog, fuldt af Soldater, som skal slagtes i Krigen, buldrende eller brummende som «et løssluppet Uhyre, » knusende alt paa sin Vei til Krigens Valplads, — det er noget for Zolas Fantasi. For at for- nemme Forestillingen af Kraften som brutal og ødelæggende personificerer han Lokomotivet; han gjør det til en Art mythologisk Væsen, en af Krigens Dæmoner. For at opnaa den samme syge Tilfredsstillelse er det, han stadig personi- ficerer ubevidste Kræfter. Han blæser ind i dem Liv af sit Liv for at føle Ødelæggelsens Instinkt, i overmenneskelig Størrelse.

Anvendt i Fantasilivet som i det ydre Liv er Ødelæggelsesdriften en syg Udartning af Livs- driften. Hos Zola er denne Sygdom ikke langt fra at være en Monomani. Endog hans bedste Værker (som L Assommoir) skjæmmes af denne eiendommelige Grusomhed, af denne Trang til at udtænke og udmale menneskelig Ødelæggelse. Det skal indrømmes, at Digteren har en særlig

I c 2 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Fristelse i denne Ketninj^. iJer er in^en lettere Vei til at opnaa rLffekt. Ødclæggelsesprocesserne er som Regel mere dramatiske (eller melodrana- tiske), mere pludselige og voldsomme end de opbyggende Processer. Der skal langt mere Talent til for at gjøre den langsomme Udvikling eller Vækst interessant. Kndog den mest vulgære Murstenskasse af et Hus samler Folkestimmeler. om sig, naar den staar i Brand, eller naar den er styrtet sammen. Men kun de sjeldne eller kunstfærdige Bygværker samler Tilskuere, naar de bygges op, Sten for Sten. Ligesaa med Mennesker. De fleste vækker ikke nogen ud- præget og almindelig Interesse, medmindre de begaar en Forbrydelse eller rammes af en Ulykke. Ikke mindst i Frankrig spiller den herostratiske Berømmelse en betydelig Rolle i F'orbrydernes Psykologi.

For en Del er det et Tilbagefald til et mere primitivt og barbarisk Trin i Kunstens Udvik- ling, dette at lægge Hovedvægten paa Skildring af Ødelæggelse, af sensationelle Laster og Ulykker. Kulturudviklingen gaar i Retning af at vække vor Sympathi og Interesse for de opbyggende eller sammenføiende Processer. Vi ser denne Udvikling ikke blot i den fortællende og drama- tiske Digtning, men ogsaa i Historieskrivningen og i Journalistiken. De gamle Krøniker optegnede

Naturalistiske Digtere og Kritikere. iC7

især mærkelige Ulykker, og vor Tids offentlige Krøniker, Aviserne, har for en ikke liden Del levet af Mord og Ulykkestilfælder. Og ret som om der ikke var nok af dem i Virkeligheden, har Digterne fundet nye og uhørte Variationer i sin Fantasi. Her har Digterne en Forret, som de flittig har benyttet, — ikke blot de franske Naturalister, men Forfatterne af Sensationsromaner i alle Lande, ikke mindst i England. Udviklingen af Historieskrivningen og Journalistiken gaar tydeligvis i Retning af at flytte Interessen over mod de langsomme og mere skjulte opbyggende Processer. Alene ved Sammenføining af Kræfter tilføies der ny Kraft, alene derved sker der noget egentlig nyt i Verden. Ødelæggelse og Opløsning, hvorved forskjellige Kræfter delvis neutraliserer hinanden, har blot indirekte Interesse, forsaavidt de giver Stødet til ny Kamp for at gjenoprette det tabte ; og forsaavidt de kan hjælpe os til at forebygge eller bekjæmpe lignende Onder i Fremtiden.

Noget af det allervigtigste, som Biologien og den paa Livslæren støttede Psykologi er ifærd med at lære os, er efter mit Skjøn dette: at se paa alle ødelæggende Processer med lig- nende Øine som paa Oprækningen af en Væv eller Sammenstyrtningen af en Bygning. Jeg tror Videnskaben her rækker os et vældigt

I c 4 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Vaaben til I^ckj;L'ni pelsen baade af Laster og Forbrydelser, Den lærer os at betragte dem som noget fattigt, som Udslag af en Svæk- kelse. Videnskaben vil borttage det romantiske, det mystiske eller dæmoniske, ved Laster og Forbrydelser. Den vil fjerne den Overtro, at der er noget særlig stærkt ved dem, eller noget eiendommelig « sammensat >> og sælsomt. Det syge er netop mindre sammensat end det sunde, mindre indviklet. Forbryderne og alle de moralsk syge vil maatte lære at se paa sine uimodstaaelige Drifter som paa noget upoetisk; Sundhed og Ligevægt vil staa for os alle som det vanskelige og vidunderlige. Sundhed og Ligevægt er jo for Videnskaben til og med det sjeldne.

Det er klart, at netop Digtekunsten her spiller en Hovedrolle ved Siden af Videnskaben. Man kan sige, at Lasten og Forbrydelsen for en stor Del nærer sig af Digtning, af poetisk Illusion, ogsaa i de uoplyste Klasser, hvor Poesien siver ned fra de høiere Lag. Digterne maa her kjæmpe med eller imod Videnskaben. Enten vedblive at omgive de sygelig udartede Drifter med et romantisk Skjær, ved som Henrik Ibsen at tale om mægtige og hemmelighedsfulde « Trold^^ i Menneskene eller ved som Zola at forvandle en moralsk Krøbling som Xana til

Naturalistiske Digtere og Kritikere. icc.

en storladen Naturmagt, en Art nifs og uimod- staaelig Naturguddom. Eller ogsaa maa de omgive Sundheden med poetisk Glans. Ifølge den videnskabelige Opfatning er det den, som er hemmelighedsfuld og stærk. Kræfternes Lige- vægt, den fuldkomne eller næsten fuldkomne Samvirken mellem Organismens uhyre indviklede Kræfter, dette er det vidunderlige, det sælsomme. At forskjellige Kræfter modvirker hinanden, det er ikke saa besynderligt. Men at de af sig selv sammenføies og derved frembringer nye Kræfter, det er Livets ærværdige Mysterium. Det er selve Virkelighedens Romantik. At digte er jo at sammenføie Brudstykker til et nyt og levende Hele. Men at forbinde Kræfter ved organisk og sjælelig Synthese, det er selve Na- turens Digtekunst. Det er den, Digterne maa hjælpe os til at forstaa og beundre.

Den yngre Digterslægt har Ret i, at der er noget fladt ved en Kunst uden Spor af Romantik. Men nogle af dem er paa Vildspor, naar de besynger Sygdommens istedenfor Sundhedens Romantik. Her mener jeg er de to Retninger, som vil brydes. Her er en klar Skillelinje mellem den livsglade og dekadente Kunst. Det dekadente ved mange af Ibsens Værker (ved Siden af meget sundt) eller ved Garborgs « Trætte Mænd» er efter mit Skjøn dette, at de poetiserer det

I c6 Naturalistiske Digtere og Kritikece.

syge, de <,rjør den moralske Svækkelse pikant og romantisk. Je^^ indrømmer villig, at Garborg i nogen Grad kjæmper imod de tnette Mænds Sygdom, og at han i flere Henseender snarere forstygger end forskjønner den. I^V:)r en Del virker vel ogsaa Bogen moralsk. Men samtidig idealiserer han dog Sygdommen ved at laane Helten, eller rettere Patienten, al sin egen Aand- righed og Stilkunst. Paa noget lignende Maade, som Peter Nansen i « Julies Dagbog v laaner den unge Pige sin routinerede og kunstnerisk ud- viklede Stil. Den «frie» Kunst bliver paa denne Maade Tjenerinde for noksaa lave og for Livet skadelige Karaktersygdomme.

Digtekunsten kan i det hele ikke undgaa at tage Parti. En af Parterne maa den tjene, enten Livets sammenføiende Drift eller de opløsende Kræfter. Kunsten og Moralen kan ikke stilles op imod hinanden, da al Kunst gaar ind under det moralske Liv. Moralen omspænder alt Liv, ogsaa Fantasiens. Vor Livsførelse beror netop i meget høi Grad paa den Retning, hvori Fanta- sien opøves.

Man kan skjelne mellem Kunsten og Hand- lingens Liv (skjønt ogsaa Kunsten er en Maade at handle paa). Men de har ialfald begge fælles moralske Rødder. Det syge eller dekadente hos mange af Nutidens Digtere viser sig netop i

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 157

den kunstneriske Skabertrang. De har en over- veiende Trang til at skabe det syge og abnorme ; det er dette, som forekommer dem mest inter- essant og poetisk. Vistnok medfører det Ulykke og Ødelæggelse i Livet; men netop disse Pro- cesser er det en Kunstnydelse at skildre og opleve i sit Indre.

Man kan til en vis Grad skjelne mellem to Hovedarter af dekadent Digtning: Naturalismen, som idealiserer det syge ved at skildre det som stærkt, og den Skole, som idealiserer det syge ved at skildre det som svagt, men fint og sam- mensat. Det er denne sidste Retning, som kalder sig selv décadent. Delvis er den en Reaktion mod Naturalismen; eller snarere en Variation. En Forfatter som Huysmans bliver décadent, naar han er træt af at være Naturalist, og naar han tror at have naaet den yderste Grænse paa denne Kant. n

Fælles for begge Retninger er den kunstne- riske Trang til at skabe sjælesyge Skikkelser og nyde Sygdommens Poesi. Fælles for begge Ret- ninger er efter mit Skjøn ogsaa dette, at de beror paa en feilagtig Psykologi. Naturalisterne tror, at syge Lidenskaber er vidunderlige og mystisk stærke, fordi de optræder voldsomt og ødelæggende. De Digtere, som kalder sig selv les décadents, interesserer sig mere for de Sjæle-

I c 8 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Og Nervesygdomme, som ikke oi^tneder voldsomt udad, og de tror, at der er noget fint og hemme- lighedsfuldt indviklet ved dem. Men det syge er som før nævnt mindre sammensat end det friske, da Sygdom jo er Opløsning af en Sammen- hæng. Det syge er ikke finere, men tvertimod grovere end det sunde. Thi ved det fine for- staar vi det forholdsvis sammensatte, det som bestaar af mange smaa og samvirkende Dele.

Det beror efter mit Skjøn paa skuffende Ide- forbindelser, naar det svage som saadant paa enkelte gjør Indtryk af det fine. Det sande Forhold er vel dette, at Finhed er en egen Art af Styrke; i det fine er der lagt forholdsvis mere Kraft paa Delenes Mangfoldighed og Sammensætning, end paa at gjøre dem stærke i sig selv. I en fin Væv, et fintbygget Legeme eller en fin Aand er Kraften mere indadvendt; de enkelte Bestanddele har givet bort noget af sin Styrke til bedste for en rigere Leddeling og større indre Samarbeide. Af den Grund er det fine forholdsvis ømfindtligt overfor fiendtlige Kræfter; det medfører en større Risiko, end det grovt robuste; men det har i andre Retninger en større Magt. — Hvis det fine i Menneske- naturen ofte træder særlig frem under Sygdomme, er det vel især, fordi vi da lægge mere Mærke til det. Organismens uendelig fint sammensatte

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i^q

Maskineri føles i sin Modsætning til den plumpe, grovgjørende Indgriben af fiendtlige Kræfter. Muligt er det vel ogsaa, at der under et Angreb paa Organismen i dens eget indre, kan foregaa en Forfinelse, idet den Del af Livsenergien, som ellers er spredt, nu rettes indad, siden Fienden er rykket ind i Landet.

Men selve Sygdommen som al Opløsning er en Forsimpling og en Forenkling*^). Det fine tilhører de Kræfter, som gjør Modstarid mod det syge.

Det er et Særkjende for alle Arter af deka- dent Digtning, at de ikke interesserer sig for de Kræfter, som gjør Modstand mod det syge. Dekadencen eller Forfaldet ligger ikke deri, at Digteren skildrer Vilje- og Nervesygdomme, men i hans ensidige Interesse for de livsfiendtlige Kræfter, for syge eller udartede Drifter. Den dekadente Digter forvansker Virkeligheden ved ikke at lade os føle de livsopholdende Kræfters Magt. Han er blind for det poetiske og det skjønne ved Befrielseskampene mod Livets Fien- der. Selv om Kampen ender som Tragedie, er det dog de for Livet kjæmpende Magter, som er de overlegne ; de seirer endog gjennem Neder-

by Smlgn. Guyau: L'Art au point de vue sociologique,

S. 376.

l5o Naturalistiske Dif^tere og Kritikere.

la^^ De er mere sammensatte, mere samvir- kende Qf^ derfor i Grunden stærkere end de op- løsende Kræfter. Den sunde tragiske Opfatninj:^ er, at Nederlag i Livskampen blot er foreløbige, blot en Spore til nye Kampe og Seire. Men det er netop den tragiske Opfatning, som mangler i den dekadente Literatur.

Ogsaa Komediens Kunst, ogsaa Humøret sygner hen i den Digtning, som vil nyde Op- løsningsprocesserne. Baade Tragedie og Komedie er Kampdigtning, mere eller mindre udpræget. De tager Parti for Livet og forherliger hver paa sin Vis de opbyggende Kræfters Overlegenhed. De egger os til Kamp mod det syge og det abnorme.

Svækkelsen af den komiske og den tragiske Sans er et af de mange Tegn paa Forfald i Kunsten. Intet viser bedre Modsætningen mellem Digtere som Bjoj'nson og Zola, begge Skildrere af Karaktersygdomme. Hos Bjørnson er der intet mystisk, intet dæmonisk ved det syge. Det er de sunde Kræfter, som for ham er de mest poetiske. Det er de moralske Frihedskampe, han besynger, med de smidigste Modulationer fra det komiske til det tragiske (i sidste Akt af «Over Ævne» forekommer et af de skjønneste Eksempler paa en saadan Overgang). I sit størst anlagte Værk, «Det flager», har han frem-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. j^I

stillet en hel Ættesaga som en Kamp mod en Slægtsskjæbne, uden Spor af Mystik og saa, at den lette, fantasifulde Skjemt flyder op som skinnende Skum af selve Kampens dybe Alvor. Det moralske Forfald i en Del af Nutidens (og mange andre Tiders) Digtning viser sig ogsaa i selve Kunstformen. Dog saa at man maa erindre, at ingen Forfatter er udelukkende « deka- dent«. Han kan være sund i én Henseende og syg i en anden'-'). Guy au og andre franske Kritikere har behandlet Dekadencemærkerne i Kunstformen. Det er Forfald, naar Digteren op- dyrker Formen for dens egen Skyld og i nogen Grad løsriver den fra Indholdet. Formen bliver da uorganisk, — som den forøvrigt smukke Stil i Gunnar Heibergs « Balkonen », hvor alle Personer, endog Julie, taler i samme stiliserede Foredrag. Formen virker her ikke netop som død, forsaa- vidt den udlader en oprigtig lyrisk Stemning hos Forfatteren. Men Formen er dog ikke født ud af en stærk Følelse af de handlende Personers Liv. Talen svækker her ofte Indtrykket af de talende, gjør dem mindre livagtige. — Dekadence i Formen viser sig hos andre Forfattere endnu stærkere som ligefrem Opløsning af Sammenhæng,

*) Maupassant skiller sig i meget ud fra de franske Natu- ralister, ikke blot ved Stil og Komposition, men ved sit Lune og sin Korthed.

II

1^2 Naturalistiske iJigtcre og Kritikere.

som hos flere af de franske « Symbolister >.. Naar Kompositionen ofte med Mid er løs i Væven, naar Sætningsby^^ningen er ledeløs o^ ulænkelig, da viser det, at det indre Forfald i Kunsten har en Tendens til at slaa ud paa Overfladen. De dekadente Vers bliver ofte uartikulerede og formløse. Slappelsen af Sansen for Samvirkning, som er Livets Grunddrift, viser sig ofte i, at det enkelte Ord eller Udtryk tiltrækker sig Op- mærksomhed paa det heles Bekostning. Den enkelte Side eller det enkelte Kapitel er skrevet uden Samfølelse med Værket som Helhed. Somme Digtere indbilder sig, at de heri efterligner selve Livets Uregelmæssighed. Men den videnskabelige Opfatning er den, at Livskræfterne stræber efter Sammenhæng, selv om de ikke altid naar den. Og den livskraftige Kunst søger at overgaa Livet i Stræben efter Sammenhæng.

Jeg har dvælet langt mere ved den naturali- stiske Digtning, end ved den Retning, som kal- der sig selv dekadent, fordi jeg mener, at den første har dybere Rødder, og fordi den har gjort sig stærkere gjældende i norsk Literatur. Man vil desuden ikke kunne forstaa de nyeste Dekadenter uden at studere de naturalistiske Forfattere. For at forstaa «de yngre », baade med deres Fortrin og Feil, maa vi studere de ældre, hos hvem de har gaaet i Skole, og som

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 163

de søger at overfløie. Det vil maaske være vanskeligt at pege paa et eneste Træk hos de yngre, som ikke findes i nogen Grad hos en eller anden af de ældre. Men Totalindtrykket er dog meget forskjelligt. Den mest fremtrædende Forskjel bestaar vel deri, at de ældre Fortællere i det hele taget er langt mere episk rolige, mere objektive og udadvendte, de yngre for en stor Del mere subjektive og selvbeskuende. Hos de yngre er der megen sund og skjøn lyrisk Inderlig- hed, ligesom der hos de ældre var megen sund Interesse for Samfundsspørgsmaal. Men hvad de syge Elementer angaar, er de hos begge Genera- tioner af væsentligbeslægtet Art. De yngres Hoved- feil er vel Subjektivisme og Selvbeføleri, en nervøs Søgen efter nye og sjeldne Fornemmelser [des sensations médites), ikke mindst Angststemninger. Det syge er ikke blot denne stadige Beføling af ens egne Fornemmelser, men især dette, at man be- hager sig i svækkende Stemninger. Af Livets Vaande uddrager man forskjellige Slags enerve- rende Pirremidler, som Angst og Vemod, Fornem- melse af Nattens Gru og det haarde, ubarmhjertige Dagslys. Man nyder disse Stemninger som en Art Absinth. Andre foretrækker en eller anden pikant Blanding af modsatte Stemninger, Tung- sindighed med lidt Tilsætning af Livslyst eller Beruselse i Glæden med Tilsætning af Bitterhed.

II*

iCa Naturalistiske I^igtere og Kritikere,

Men det selvsy^c, det subjektiviske ved disse Nydelser var allerede forberedt af de kolde cy^ « objektive » Naturalister. I den moralsk indiffe- rente Maade, hvorpaa Digtere som Flaubert søgte at skildre menneskelig Ulykke, laa der en Svækkelse af Samfølelsen, som ganske naturlig maatte føre til den selvbefølende Lyrik. De naturalistiske Digtere lagde an paa at isolere sig fra det Samfund, hvis Sæder de skildrede, at stille sig udenfor Livskampen, ialfald som Kunst- nere. Den naturlige Følge var, at de lidt efter lidt tabte Interessen for andre Menneskers Liv og Karakterer, og at de blev indestængte i sig selv, henviste til at betragte og fornemme sine egne subjektive Tilstande. Hos Flaubert var den upersonlige Fremstilling tildels et Forsøg paa at overvinde en stærk Hang til lyrisk Op- brusning. Et Forsøg paa at flygte bort fra overdreven Selvfølelse. Men den kolde, ironiske Realisme drev ham stadig tilbage i sig selv.

Jeg anfører dette for at vise, at endog den subjektive Retning i en Del af den nyeste Literatur finder sin naturlige Forklaring i en Sygdom hos de ældre Forfattere. Allerede Guyau har stærkt fremhævet Svækkelse af «Sociabiliteten» som et Hovedtræk i det literære Forfald.

Forresten holder den objektive Retning sig

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 165

hos de yngre Kuld af Forfattere ved Siden af den subjektive. Enkelte vakle mellem begge. Ogsaa hos de ældre finder man ved nærmere Studium adskillig hypokondrisk Selvskildring midt i de tilsyneladende kolde og rolige Værker.

Man vil især hos de franske Kritikere finde skarpe og omhyggelige Karakteristiker af de nyeste Retninger i Literaturen. Jeg har ved denne Leilighed nærmest kun søgt at finde Rødderne til de mest fremtrædende Retninger. Og jeg har lagt Hovedvægten paa det, som for en stor Del har været forsømt: at vise den inderlige Sammenhæ?tg mellem en Ktinsiretning og en Livsi'etning, mellem Digtning og Livs- kunst. En Kritik, som forsømmer denne Del af sin Opgave, tror jeg maa siges at være lidet dybtgaaende og Hdet berørt af de nyere Viden- skaber om Mennesket, som netop påaviser Sammenhængen mellem alle Livsytringer, — ogsaa mellem Fantasi- og Viljeliv.

Hos de nulevende franske Kritikere finder man ypperlige Bidrag til Forstaaelse ogsaa af de syge Fænomener i Literaturen. De franske Kritikere har ingenlunde — som mange af vore Kunstnydere herhjemme — værer blinde eller ufølsomme for det syge og depraverede hos Naturalister og Dekadenter. Men de allerfleste

lC)C Naturalistiske Dij^tere og Kritikere.

af dem har tolereret det sy^e, fordi de har nydt det, som en hautgoiU eller et Kryderi, der gav- en udpræget Smag. Taine udfandt med sin skarpe Sporsans meget af det syge og abnorme ved Balzacs Kunst og betegnede den jo .som en «syg Blomst ». Men han nyder øiensynlig det abnorme hos Balzac, paa lignende Maade som Balzac nød det abnorme ved sine egne Fantasi- figurer. Taine siger udtrykkelig; « Kunstneren har beseiret mig, revet mig med sig og blændet mig. ]^^ kan ikke, og jeg vil ikke andet end beundre hans Værk. »

Det er dette, jeg kalder for dekadent Kritik, <^g JGg skal anføre endnu et Eksempel for at anskueliggjøre, hvad jeg mener. Jules Lemaitre siger om Huysmans, at Menneskeforagten «er hos ham som en aandelig Sygdom. » . . . Han har en Slags Kjærlighed til det hæslige, det platte og det fæiske, og han holder af det for at nyde Følelsen af, at det er fæisk og plat og hæsligt. » Men naar alt kommer til alt, finder Lemaitre, at denne Nydelse er noksaa men- neskelig, selv om den er noget overdreven hos Huysmans. Den samme Forfatter er ifølge Lemaitre «glad i at foragte, glad i at hade og især glad i at føle Væmmelse. » Vistnok er han uretfærdig bitter mod de klassiske Forfattere, mod den franske Skole og dens Lærere. De

Naturalistiske Digtere og Kritikere. i67

har nu ogsaa sine gode Sider, mener Lemaitre. «Men ikke saa at forstaa, at jeg tænker paa at omvende Hr. Huysmans i dette Stykke. Det vilde gjøre mig ondt, om det skulde lykkes mig; thi det er netop denne Hadets Indbildningskraft, som giver hans Bøger deres eiendommelige Smag» . «Lad os tillade Kunstneren alt undtagen at være middelmaadig og kjedelig, » siger Lemaitre i Af- handlingen om Zola (Udtalelsen er her rettet mod Zola som Kritiker). Han finder Brunetiére altfor stræng. «Alle de Forfattere — siger Lemaitre — , som paa et eller andet Sted i sine Værker giver os et nogenlunde stærkt og varigt æsthetisk Indtryk, — ja, man har ganske vist Lov til at kritisere dem, men ikke til at behandle dem haardt [niais non de les U-aiter durement)^ og man maa fremfor alt være dem taknemlig for den Glæde, de har beredt os. Thi det skjønne er altid skjønt, hvor det end findes, og i hvor daarligt Selskab det end befinder sig, og man kan sige, at det overalt er sig selv ligt» . . . «Den, som en Gang har forskaffet mig en stor Glæde, ham er jeg rede til at tilgive meget». Han taler om Bonvard et Pécuchet, og siger, at han i denne Roman gjenfinder Flaubert med alle hans Feil skarpt understregede. «0g det er netop det, som behager mig. Thi det inter- essante ved et Kunstværk, naar alt kommer til

lf38 Naturalistiske Digtere og Kritikere,

alt, det er den Maade, hv(jrpaa en Aand om- danner eller endog vanskaber Virkeligheden ; det er selve denne Digteraand, forudsat at den er enestaaende i sin Art. » Den aandfulde Kritiker, som finder Bruneticre altfor streng, tilføier, at han vil vel vogte sig for at ønske ham mildere, lidt mere frivol eller depraveret; da vilde han tabe noget af sit Særpræg. Selve den moralske Strenghed kan man altsaa nyde som en haut- gout, naar den begynder at blive en sjælden Kost.

Der er noget dekadent ved denne Kunst- kritik, som nyder det syge, det overdrevne, det abnorme, naar det blot er udpræget i sin Art. Der er her en lignende Slappelse af den moralske Selvopholdelsesdrift som i den moralsk indifferente Digtning. Man maatte paa Forhaand vente at gjenfinde noget af den samme Kultursygdom i Kritiken som i Kunsten, — paa Grund af Sam- menhængen mellem en Tids forskjellige Aands- magter. Naar Taine med fuldt Overlæg lader sig «beseire og rive med» af Balzacs Kunst, naar han ikke kan og ikke vil andet end beundre, — eller naar Jules Lemaitre vil taale og tilgive alt hos en Forfatter, som giver ham « stærke og varige æsthetiske Indtryk », og som derved har « forskaffet ham en Glæde », da viser dette en Svækkelse af det naturlige og normale Kamp-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 169

instinkt, som overalt i den menneskelige Organisme reagerer imod det syge, i vor Bevidsthed som i Blodet. Der vilde være Dekadence eller Forfald i et Legeme, hvis de « hvide Blodlegemer« eller andre af Livets Forsvarere og Vagtposter modtog Mikroberne med Tolerance og fandt dem saa pikante og pirrende, at de tabte Kamplysten overfor det syge. Men ogsaa Organismens Central - organ har sin lyse Livvagt, de moralske Idéer og Idealer, med tilsvarende materielle Kræfter i Hjernen. De er Repræsentanter — ofte meget ufuldkomne, det er sandt — for Driften mod Livskræfternes harmoniske Samvirken, Driften til at vokse og blive et stadig rigere Samspil af Kræfter. Vi kjender denne Livvagt langt bedre end de farveløse Blodlegemer, selv om vi kun kjender dem fra Sjælesiden. Vi ved, at de kan dysses i Dvale, de kan bestikkes ved Lokke- mad. Der er intet overraskende i dette, at netop Kunsten, den kunstneriske Skaberevne, som har den Naadegave at glæde og betage, ofte formaar at afvæbne den moralske Sans. Der er jo en Del af den moralske Sans, som tilsiger, at Glæden i sig selv er gavnlig for Livet. Det, som bringer Glæde, maa følgelig faa Lov til at passere; det har Sundhedspas. Men nu er det netop ved at medbringe en Glæde, som opliver i Øieblikket, men svækker

I 70 Naturalistiske Dijjtere og Kritikere.

i Lænc^den, at alle moralske Sygdomsspirer faar Indpas.

I Kunstnydelsen som i det øvrige Liv kan vi ikke værge vort Liv uden at opofre mangen en Glæde. Der gjælder den samme Lov for Nydelsen af Kunstglæde som for al anden Glæde. Der er forræderiske Nydelser, som undergraver Livsglæden. Der gives en Kunstglæde, .som undergraver selve Skjønhedssansen. Jeg skal søge at vide, at dette gjælder den franske Natura- lisme.

«Det skjønne er altid skjønt», siger Lemaitre, «og man kan sige, at det er sig selv ligt over- alt.» Heri mener jeg, at den fine og skarp- sindige Kritiker tager feil. Fornemmelsen af det skjønne er ikke sig selv lig overalt. De franske Naturalister finder den ødelæggende Kraft skjønnere end den opbyggende. De viser en abnorm Skjønhedsglæde; og de har kjøbt og betalt den dyrt, med Svækkelse af Glæden over de sammen- føiende Kræfters Skjonhed. Jules Lemaitres paa- peger i sin glimrende Afhandling om Zola, at Digteren stadig og i omtrent alle sine Værker personificerer ubevidste Kræfter, — han gjør dem ikke netop til Mennesker, men til en Art overnaturlige Dyr. I L Assommoi?- er det Kneipen, der virker som et ondt og hemmelighedsfuldt Dyr, væbnet med Brændevinets Gift. I Le Bonheur

Naturalistiske Digtere og Kritikere. I ^ I

des Dannes har vi det store Handelshus, som op- sluger de smaa Butiker, fordærver Betjentene og forlokker Kunderne. I Germinal er det Gruben, som æder Menneskekjød (efterat Gruben var styrtet sammen), og som ikke længer pustede med sine svære og lange Aandedrag (gjennem Pumpen nemlig).

Lemaitre finder, at dette er en besynderlig Forandring af Virkeligheden hosen « naturviden- skabelig» Digter (ved « Naturalisme » mente jo Zola naturvidenskabelig Digning). Men, hvorom alting er, siger Lemaitre, han faar disse Kræfter til at leve ; den Evne har han, den første af alle Evner. » Alle hans Figurer lever, selv om de lever billig og grovt. Endog Masserne formaar Zola at sætte Liv i, de optræder «som Koret i den antike Tragedie. » — Ja Zola er ganske vist en betydelig Digter. Men hvad Lemaitre har overseet, er at det, som Zola gjør levende, er stadig abnorme eller ialfald ødelæggende Væsener. Han har Dip;terens Evne til at skabe livagtige Skikkelser. Men de bliver stadig til Vanskabninger. Baade Mennesker og Maskiner, Parker og Bygninger og selve Havet bliver hos ham mere eller mindre til Uhyrer, ikke til Dyr, som Zola selv taler saa meget om, men til Udyr, besjælede af en blind Drift til at ode- lægge. Han faar sine Figurer til at leve i den

172 Naturalistiske Digtere og Kritikere,

Forstand, at han lader os føle deres Kraft. Men det er i Almindelighed ikke Livets Kraft, og næsten aldrig de mest sammensatte Livskræfter, men derimod Selvødelæggelsens Kraft. Og den Magtfølelse, han her giver Læseren, er den billigste, den letteste at fremkalde, og den beror delvis paa en Illusion. Han faar Kulgruben til at «leve» og føles som et mægtigt Væ.sen ved at forestille sig den som et Udyr, der piner Mennesker og tilsidst opsluger og knuser dem. Det er Overtroens, Illusionens Magtfølelse, Zola opdyrker, — just den, som Naturvidenskaben har arbeidet saa længe med at fortrænge. Ogsaa Masserne faar Zola til at leve ved at besætte dem med en ødelæggende Dæmon. Han giver os Indtryk af, at de er stærke som Masser, naar de enkelte Mennesker i Virkeligheden er svækkede, berusede eller bedøvede, — saaat de kun virker med en liden Del af sin menneskelige Kraft. Ogsaa her idealiserer han de ødelæggende Kræfter, giver dem større Samhold og Enhed end de virkelig har, laaner dem Personlighed og Vilje- kraft, hvilket netop er, hvad de mangler. Det var paa en lignende Maade, at den poetiske Illu- sion i Aartusener efter Aartusener forsinkede Men- neskehedens Fremskridt ved at personificere Naturkræfterne og tænke sig dem stærkere end de var. Eller ved at tænke sig ødelæggende

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 1/3

Lidenskaber i Menneskets Indre som noget dæ- monisk, noget djævelsk. Ogsaa om den gamle Overtroens Digtning kan man sige, som Le- maitre siger om Zola, at den dog ialfald fik Skikkelserne til at /eve. De syge Drifter i Men- nesket blev til en Djævel. Naturen myldrede af Trold og Uhyrer. Men det er netop ved at berøve de ikke sammenføiende Kræfter dette illusoriske Liv, det er netop ved at gjøre den uorganiske Natur livløs, at Naturvidenskaben har formaaet at udvide vor Magt over Naturen. Den poetiske Illusion er ikke altid harmløs og uskyldig. Neppe nogen menneskelig Magt er farligere, neppe nogen har øvet mere ondt. Menneskeofringer og Dyreofringer, Menneske- æderi og i det hele de grusomste Skikke skyldes Medvirkning af den poetiske Illusion. Dæmoner og Djævle er Fantasiskabninger, hvormed den har kuet og pint Menneskene. Men i vore Dage, vil man sige, er det vel ikke saa farligt, om en Digter som Zola idealiserer de ødelæggende Kræfter. Jo, netop nu har Digtekunsten Anled- ning til — endog mod sin Vilje — at gjøre uop- rettelig Skade. Ved nemlig at opøve og ud- vikle en syg Ødelæggelsestrang hos de utilfredse. Ved at lede Trangen til Magtfølelse paa Afveie, i Retning af Ødelæggelse, som er et billigt

I 7^ Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Surrogat for den mere møisommclige og lang- somme Magtudfoldelse.

Jeg tør ikke sige, i hvilken Grad de franske Digtere kan have bidraget til den anarkistiske Sygdom. Men jeg vover at opstille den Sæt- ning, at Digterne her enten maa være med eller imod. De vil ikke kunne staa udenfor; selv om de lukker sine Øine, er de med. For en stor Del vil det afhænge af Digterne, i hvilken Retning de nye Samfundslag skal udvikle sig ; ad hvilken Vei de skal søge den Magtfølelse, som svarer til deres Antal. Digterne kan enten lede Fantasien hen paa den mere melodramatiske Magtudfoldelse ved at ødelægge, hvoraf Virk- ningerne ialfald ere hurtige og paatagelige. Eller de kan vise det forholdsvis svage og illusoriske ved denne Anvendelse af Magt. Her har netop den realistiske, den « naturvidenskabelige« Digt- ning en storartet Opgave. Digterne kan an- vende sin levendegjørende Evne til at vise os det stærke og storartede ved de mere langsomt opbyggende Processer, ikke mindst i Organisa- tionen af Arbeidet og Arbeiderne. Overalt vil Digterne kunne kappes med Videnskaben i at forklare og forherlige de sammenfoiende Kræfters Mysterium, det vidunderlige ved Livet, ved det organiske og det organiserende. Allermest ved den moralske Stræben, den mest sammensatte

Naturalistiske Digtere og Kritikere. lyt

af alle Naturkræfter, paa engang sjælelig og legemlig. Dette Dobbeltspil af Kraft, med en Inderside, som vender mod vor Bevidsthed, og en Yderside, som vi blot kan faa indirekte Besked om (gjennem Sanserne), — det er paa engang den største og den os nærmeste Hemme- lighed i Naturens Husholdning. Det er her, tror jeg, at Digternes Skaberevne vil finde de største Opgaver. Her er det, at Digtning og Viden- skab vil mødes og kappes om at hjælpe hin- anden.

Videnskabens største Bedrift har hidtil været Dethroniseringen af Naturguderne. Det har i Grunden været en dobbelt Befrielseskamp, som endnu ikke tilende. Dels en Kamp for at for- vandle de ikke-menneskelige Naturkræfter fra Herskere til Tjenere eller fra Fremmede til Med- hjælpere. Dels ogsaa en Befrielseskamp mod vore egne poetiske Indbildninger om de ikke- menneskelige Naturkræfter.

Men en anden Befrielseskamp, kanske endnu vanskeligere, staar tilbage. Og her vil Viden- skaben langt mere end før trænge til Digtekun- stens Hjælp. Ikke blot de ydre, men ogsaa de indre Naturkræfter maa betvinges. Hvad nytter det voksende Herredømme over de store Kræfter omkring os, hvis vi er Slaver af Naturmagter i vort eget indre? Hvis vore gamle Tyranner,

I jC) Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Natur^^udcrnc, angriber os indcnfra, dukker op — i Form af ødelæggende Drifter — i vor egen Fæstning, Bevidstheden og det underbe- vidste?

Naturvidenskaben har nylig fundet, at vort Livs farligste F'jender er de usynlige Snylte- organismer, som trænger ind og leirer sig i vort eget Legeme og lader dette besørge deres Under- hold og Forpleining, saa længe Kampen varer. Men endnu haardere vil kanske Kampen blive mod de Fiender, som bor i vort allerinderste, i Organismens Centralorgan: de ødelæggende Lidenskaber, som blot er syge Omdannelser af sunde og naturlige Livsdrifter, men vil leve som Parasiter paa de øvriges Bekostning.

Viljekampene mod disse psyko-fysiske Fiender tror jeg vil blive Fremtidens «storeKrig». Det er ikke mindst den, som Digterne vil komme til at besynge. Literaturen vil tildels selv blive Krigens Valplads. Allerede nu begynder Digternes skabende Virksomhed i ikke liden Grad at blive en bevidst Viljekamp, en Strid, om hvem der kan besætte Menneskene med sit Livssyn og sine Idealer. En Kamp med Suggestionen som Vaaben, med Billedsyner som Digterens uendelig langtrækkende Projektiler, der eksploderer eller udfolder sig i Menneskenes inderste indre.

Her vil der blive Anledning for de smaa

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 1 77

Nationer til at udmærke sig, som kanske aldrig forhen. Her er nogle af Verdenshistoriens største Seire at vinde.

Det næste Aarhundredes Storhed vil maaske væsentlig bero paa, i hvilken Grad de psyko- logiske eller rettere psyko-fysiske Videnskaber vil formaa at fortsætte den store Kamp for at underlægge os Naturen, som de fysiske Viden- skaber har begyndt. Kampen for at faa alle Naturens Kræfter, ogsaa de psyko-fysiske, til at arbeide sammen istedenfor at ødelægge hinandens Værk. Frihed for alle Kræfter til at virke, for- saavidt de kan virke med i det store Samspil.

Lad mig tilslut prøve at sammenfatte min Opfatning af den nyere Literaturkritik. Den har været i fremtrædende Grad psykologisk, og det har været dens Styrke. Men den har ikke været psykologisk nok. Ligesom den saakaldte naturalistiske Digtning saavidt muligt har elimi- neret bort Viljekampen i Skildringen af psyko- fysiske Sygdomme, saaledes har Kritiken for en stor Del søgt at eliminere væk den samme Viljekamp ved Bedømmelsen og Nydelsen af syge Digterværker (at der virkelig var noget

12

I 7 s Naturalistiske Digtere og Kritikere.

sy^^t ved inangc Di^terværk'cr, det indsaa o^ udtalte jo baadc Taine o^ Lcmaitrc).

Her mener je^ vi staar ved et Hovedspørgs- niaal : Skal Digteren og Kunstnyderen (altsaa ogsaa Kritikeren) som Digter og som Kunstnyder stille sig neutralt overfor moralske Sygdommer Eller skal han netop som Digter og Kunstn\'der reise Viljekamp imod dem r Jeg mener, at begge maa kjæmpe mod det syge.

Ligeoverfor mit Standpunkt ligger det nær at anføre en Analogi fra Lægevidenskaben. Den optræder vistnok kjæmpende mod de fysiske Sygdomme, men kun i Praksis, ikke i theoretiske Værker. Lægen skildrer jo hyppig en frygtelig Sygdom koldt og objektivt. Hvorfor skulde ikke Digteren og Kritikeren kunne skildre moral- ske Sygdomme paa samme Maade.' Dr . Georg Brandes paaberaaber sig Lægevidenskaben i en Artikel i « Verdens Gang» (21de Marts 1894), Han siger, at « ganske som Fysiologien omtaler og skildrer en Mængde Livsforhold, man i godt Selskab ikke dvæler ved, og ganske som Patho- logien omtaler og skildrer en Mængde Sygdoms- forhold, vi til dagligt Brug vilde stødes ved at høre omtale, saaledes skildrer og forklarer Kun- sten det hele Menneskeliv, det syge som det sunde, og meddeler Sygdom og Sundhed sit Skjønhedspræg. Og det skal den turde gjore

Naturalistiske Digtere og Kritikere. I 7q

— tilføier Dr. Brandes — uden at være udsat for den korrekt kjedsommelige, men i sine Virk- ninger saare ondartede, Kritiks moraliserende Overlast. »

Jeg mener, at dette Standpunkt viser en mangelfuld Psykologi. Dr. Brandes har overset den væsentlige Forskjel mellem de fysiske og de psyko-fysiske Sygdomme. De første kan Lægen skildre saa levende og omstændelig, han vil, uden at reagere mod dem med sin Vilje- kraft. Thi de smitter ikke gjennem Beskrivelse, ad psykisk Vei, og de bekjæmpes ikke nærmest gjennem Viljekamp. Men Vilje sygdommene^ som er psyko-fysiske Sygdomme, har en større eller mindre Evne til at smitte gjennem Beskrivelse, og de bekjæmpes først og fremst gjennem Vilje- kamp.

En Bog om Spedalskhed eller Tæring kan vel ikke siges at være smitsom. Men en Bog om kjønslige Orgier indeholder selve Smitstoffet i nogen Grad. Syge Lidenskaber kan overføres gjennem Forestilling og Fantasi. Sygdommen er her ikke blot fysisk, men ogsaa psykisk. Lægen kjæmper mod det syge der, hvor han møder det i Virkeligheden. Han angriber Syg- dommen paa dens Valplads. Men hvor det gjælder moralske Sygdomme, især de smitsomme, er selve Bevidstheden en Valplads, hvor det

12'

I 3o Naturalistiske Uigtere og Kritikere.

syge maa bekjæmpcs. Navnlig er Fantasien det Sted, hvor Sygdomsspirer let sætter sig fast for derfra at trænge videre. Man kan nok theoretisere over den Slags Sygdomme uden at udsætte sig synderlig for Smitte. Men naar Digteren bruger hele Fantasiens Kraft til at ud- male dem, da skildrer han i Virkeligheden ikke en Sygdom, som er helt og holdent udenfor ham selv, men noget han til en vis Grad har optaget i sit Indre. At skildre syge Lidenskaber livagtig vil sige at opleve og paa en Maade opdyrke dem i Fantasien.

En Digter, som udmaler de mest smitsomme Lidenskaber uden at reagere mod det syge, kan ikke sammenlignes med den Læge, som holder Forelæsning over en smitsom legemlig Sygdom, men snarere med en Læge, som vilde inokulere sig selv og andre med noget af Sygdomsgiften for at prøve dens Virkninger. En Digter kan paa denne Maade uden at tilsigte det indpode Smitstof i Tusener efter Tusener. En Literatur- kritik, som søger at ignorere en saadan poetisk Masseindpodning af moralsk Sygdomsstof, er efter mit Skjøn ikke tilstrækkelig psykologisk. Den psykologiske Kritik kan ikke i Længden lukke Øinene for Digtningens suggestive eller fantasi- og viljesmittende Magt. Noget af det allermærkeligste ved en Digters Stilling i Sam-

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 1 3 I

fundet er netop dette, at han — gjerne uden at ville det — eksperimenterer med Mennesker (som rigtignok kan reagere), og det ikke blot med sig selv, men med store Skarer, som han kanske aldrig vil faa se.

Psykologiens Anvendelse paa Literaturstudiet vil ikke kunde undlade at aabne Øinene for det paa engang storartede og resikable ved Digterens skabende Virksomhed, ved de Fantasibilleder, han fremmaner. Det, som vi oplever ved Hjælp af den poetiske Illusion, er ikke noget, som vi oplever udenfor Virkeligheden. Thi vor Bevidst- hed er en vigtig Del af Virkeligheden. Nemlig den saakaldte «indre Virkelighed». Der er noget vildledende i den gamle Sprogbrug, der betegner det opdigtede som noget uvirkeligt.

De to Arter Virkelighed, den subjektive og den objektive, er uløselig forbundne. De moderne Psykologers Lære om Sjælelivets Dobbelthed indebærer den vigtige Lov, at vor Forestilling om et Faktum er et nyt Faktum, en Tilføielse til Virkeligheden. Vore Forestillinger ere Dobbelt- fakta, paa én Gang Tankebevægelser og materielle Bevægelser i Hjernen. Hvis de moderne Psyko- loger har Ret, er vore Forestillinger (med Til- behør) baade subjektive og objektive. Følgelig griber enhver Forestilling gjennem sin materielle Ledsager ind i den objektive Verden.

I 32 Naturalistiske Digtere og Kritikere.

Naar Taine i Afhandlingen om Halzac sagde, at i Kunstens Verden kan vi uden Fare betragte de hærjende Lidenskaber og nyde deres Magt, siden vi her ikke befinder os i det praktiske og det moralske Liv, men i Tankens og Fantasiens Verden, da var han ikke opmærksom paa en af de mest følgesvangre Opdagelser i den nyere Videnskab. Vi kan ikke betragte Virkeligheden uden at tilføie noget til den objektive Virkelig- hed (foreløbig i vor Hjerne). Hvis vor Erkjendelse, vor Fantasivirksomhed var udelukkende subjektiv eller sjælelig, da kunde vi gjennem vor Bevidst- hed stille os udenfor den objektive Virkelighed, som passive Tilskuere, uden at tage Parti. Men da hver Akt i vor Bevidsthed er knyttet til en Proces i vor Hjerne og derigjennem til hele den materielle Verden, kan hverken vor Fantasi eller nogen anden Del af vor Bevidsthed røre sig, uden at der med det samme foregaar en For- andring i den objektive Verden. Enhver Fantasi - oplevelse sætter Mærke i vor Hjerne og er for- saavidt ogsaa en materiel Oplevelse.

Paa denne Maade har netop den naturviden- skabelige Psykologi taget Fodfæstet bort under den Retning i Kunst og Kritik, som vil stille sig udenfor Livskampen, som moralsk neutral, for at beundre og nyde ogsaa de ødelæggende Kræfter. Det er en Skjæbnens Ironi, at den

Naturalistiske Digtere og Kritikere. 1 83

samme store Spinoza, som har bidraget saa- meget til at udbrede den pantheistiske Fatalisme og Tilbøieligheden til passiv Iagttagelse, — han er ogsaa en af Banebryderne for Parallel-Theorien eller Læren om, at Bevidsthed og Hjerneproces er uopløselig forbundne, som to Sider af samme Sag*)

Spinoza vilde, lalfald naar han var i det fatalistiske Hjørne, ahverken beundre ellei' for- agte, hverken græde eller le, men forstaa og begribey> . Den naturalistiske og i det hele den dekadente Digtning har søgt at gjøre noget lignende i Kunsten: konstatere Faktum, gjerne det pinlige Faktum, og nyde det gjennem kunstne- risk Betragtning. Men det er Dekadence eller Forfald i Livsdrift at betragte det livsfiendtlige uden paa nogen Maade at reagere mod det. Det er at slippe noget sygt ind i vor Bevidst- hed og vor Hjerne. Vor Erkjendelse kan lige- saa lidt være neutral Tilskuer, som en Vagtpost kan være neutral, naar Fienden nærmer sig. Bliver han da staaende som passiv Tilskuer, er han ikke neutral, men Forræder. Vor Bevidst- hed er en saadan Vagtpost i Livskampen.

*) Jeg tror forøvrigt, at man ikke slipper ud med «ldentitet.s- hypothesen», men at man maa antage en virkelig Dualisme.

I ,S4 Naturalistiske iJif/tcre o^ Kritikere,

V'cid den anden Side er jeg imidlertid tilbøie- lig til at tro, at Digterne vil kunne gjøre os Gavn ved en Art Indpodning af moralsk Syg- domsstof. Netop ved en Masseindpodning. Men det maa da være i Lighed med Vaksination til Forebyggelse af senere Smitte. Den virkeligheds- tro Digtning er en Art kunstig Liv.serfaring, og det er let at indse, at netop F'antasien kan be- nyttes til at lade os gjennemgaa mange Feiltrin og Ulykker i en mild Form, og derved i nogen Grad advare og væbne os mod disse Feiltrin og Ulykker i Livet. Det kan være gavnligt at erfare mangt og meget pinligt i den indre Virkelighed, for at vi selv eller vore kjære kan undgaa at erfare dem i den dobbelte Virkelig- hed, baade den indre og den ydre. Vi benytter alle instinktsmæssig Fantasien til at gjøre saa- danne Forsøg. Og jeg er ikke i Tvil om, at det er en naturlig Opgave for den realistiske Digtning i nogen Grad at hærde og væbne os mod Livets Onder.

Men det er klart, at paa denne Maade bliver den realistiske Digtning netop ikke neutral over- for det syge. Den bliver udpræget moraliserende. Den lader os ikke gjennemleve noget af en moralsk Sygdom, forat vi skal nyde det skjønne og storartede ved en ødelæggende Kraft. Naar

Naturalistiske Digtere og Kritikere. igt

den optager noget af en livsfiendtlig Magt i Fantasien, er det for at svække og bekjæmpe den. Og det er klart, at Digteren ikke vil lægge an paa at være saa « dristig » som muligt, eller paa at «forbløffe Borgerne« . Han vil be- tænke sig paa at indpode altfor stærke Doser, og han vil ganske uvilkaarlig, ifølge en digterisk Trang, tilføie en Modvægt mod det syge, og derved gjøre det saavidt muligt uskadeligt.

]&g dadler ikke de dekadente Digtere, fordi de skildrer «hele Menneskelivet, det syge som det sunde. » Men jeg dadler ganske vist, at de « giver ogsaa det syge Kunstens Skjønhedspræg, » som Dr. Brandes siger. Ja, at de endog frem- stiller det syge som fra et artistisk Standpunkt skjonnere, mere virkningsfuldt end det sunde. Jeg finder ikke i og for sig noget dekadent i, at de indpoder noget sygt i vor Fantasi. Men det er Tegn paa Slappelse af den moralske Selvopholdelsesdrift, naar de ikke uvilkaarlig søger at gjøre Smitstoffet sterilt og uskadehgt. Ved nemlig at vise os det syge som noget svagt og usselt, i Modsætning til de sammenføiende Kræfter.

Jeg tror Erfaring vil vise, at der er enkelte moralske Sygdomme, som man maa være sær- lig varsom med at indpode, ikke blot gjennem

I 86 Naturalistiske Digtere og Kritikere,

Di^^nin^, nicn cndo^ ^jennem videnskabeligc Skildrin^er. l^n letlæst Folkeudgave af Kraftt- Ebings Psychopathia sexualis vilde vel kunne gjøre adskillig Skade "^j. Det er ikke for intet, at de gjerne skjuler sig i Livet, disse Samfundsonder, som de naturalistiske Digtere har drevet Jagt paa, og som de har været saa ivrige for at drage frem i Lyset. Det er tildels et Træk af menneskelig Selvopholdelsesdrift, naar de syge Drifter søger at skjule sig, og naar Samfundet til en vis Grad tillader dem at skjule sig. Dette gjælder ikke blot Laster, men til en vis Grad ogsaa Forbrydelser. Den nuværende detaljerede og ofte maleriske Offentliggjørelse af alle Slags Forbrydelser viser, hvor lidet Psykologien endnu er trængt ud i Livet. Medens Lægerne om- hyS&^^^g gjemmer sine rendyrkede Baciller i til- lukkede Glas, er det næsten, som om man strør moralske Sygdomsfrø for alle Vinde. To af de største Kulturredskaber, Skjønliteraturen og Pressen, benyttes ofte tankeløst til at saa dem ud. Denne kolossale Sorgløshed overfor moralsk Smitte tror jeg om ikke lang Tid vil bedømmes paa lignende Maade, som v\ ser paa Øster- lændernes Udbredelse af Farsotter ved de store Pilegrimsfærder til Mecca. Det ser for os næsten

*) Smlgn. Krafft-Ebings P^ortale til detle Værk.

Naturalistiske Digtere og Kritikere. I 8?

ud, som om de lagde systematisk an paa at op- dyrke Sotten.

I det hele vilde man neppe gaa for vidt ved at sige, at den moralske Hygiene hos os endnu staar paa det samme barbariske Trin af Sløv- hed og Sorgløshed som den fysiske Hygiene i Orienten. Netop dette er efter mit Skjøn en Betragtning, som farver det 19de Aarhundredes Aften med et rødere og varmere Skjær : lige- som vort Aarh und rede har begyndt paa at revolutionere Vilkaarene for vor legemlige Sund- hed, saaledes vil det 20de Aarhundrede begynde det store Værk at værge Livet mod Fantasiens og Viljelivets Snyltegjæster. Et af vort Aar- hundredes herkuliske Arbeider, og ikke det mindste, er dette at have ledet en Flod af friskt, rindende Vand gjennem hvert Hus i vore Byer, og det synes ikke at være mere end et Tids- spørgsmaal, naar denne Flod vil skylle væk de allerfleste af Legemets Smitstoffer. Men imidler- tid leder vi en stadig Strøm af smittebærende Fantasibilleder og Forestillinger gjennem næsten hvert eneste Hus i By og paa Land, ved Hjælp af Dagblade og billige Bøger. Denne Strøm kan ikke stanses, den vil stadig svulme og skyde Fart. Det er den, det gjælder at rense, tilnærmelsesvis. Det er neppe mindre vigtigt end at rense det daglige Drikkevand. Ved Hjælp

I 88 Naturalistiske Digtere og Kritikere,

af Videnskabens langsomme, men sikre Indflydelse paa den almindelige Opinion vil den ialfald kunne renses saa vidt, at en almindelig Grad af moralsk Modstandskraft besørger Resten. En enkelt skadelig Suggestion virker ikke stort, ligesaa lidt som en ensom Bakterie. Det er kun, naar de svækkende Suggestioner optræder i Flokkevis som nu, at de er farlige. Der er ingen Grund til at anse det for haabløst at rense Augias' Stald.

Men der er noget, jeg sætter endnu større Tro til end til Bog- og Bladflommens Renselse for de groveste Smittespirer. Det er de posi- tivt livsgavnlige Suggestioner, som denne stadige Tankestrøm vil kunne føre med sig og sprede udover. Naar man lærer at udnytte ethisk Talent, vil Poesi og Presse kappes om at udstraale Viljekraft. En stadig Strøm af Livsmod og ædel Stræben vil de lede gjennem Tusener af Hjem. Vore Efterfølgere, om ikke vi selv, vil lægge den største Vægt paa Valget af en Bladstyrer og alle hans Medhjælpere. Om den klareste Fjeldbæk rislede gjennem vore Hjem , — den kunde ikke tilføre os saa megen Livskraft som en sund Literatur og Presse. De største og ædleste Aanders Klar- syn og Hjertelag vil disse lede hjem til Mil- lioner; deres bedste og mest prøvede Tanker

Naturalistiske Digtere og Kritikere. I 3q

vil strømme gjennem vor Tankegang; deres hoieste Livstrang vil aande ind i vor Livstrang. Jeg retter det Spørgsmaal til unge og gamle: Skal vi fra det 19de Aarhundrede efterlade alt dette til en følgende Slægt at erobre ?

XII.

Sund og syg Kunst,

Svar til Arne (jarborg.

1 en Artikel i « Samtiden », betitlet <'En Tak- til Hr. Collin », har Arne Garborg forsøgt at tage mig afdage paa en human Maade, ved at takke mig ihjel. Af og til har han kanske været for tung paa Haanden i Forhold til den overlegent-gemytlige Tone og i det hele forringet den kunstneriske Virkning ved en altfor mod- stridende Blanding af sødt og surt. Men det skal jeg ikke opholde mig ved.

Der er i det mindste ét Sted i Artiklen, som indbyder til en saglig Diskussion. « Kunsten«, siger Hr. Garborg, «er Menneskesjælens frie Udtryk; gjennem den vil Menneskene udjuble sin Glæde, sin Begeistring, sit Mod ; men gjennem

Sund og syg Kunst. I g I

den vil de ligesaavel klage sin Sorg, sin Nød, sin Længsel, sin Fortvilelse. Kunsten er men- neskelig, og ingen Menneskefølelse kan være den fremmed; selv «syge» Sange synger den med ufortabelig Ret.»

«0g er Tiden syg, saa maa den synge syge Sange. Har den noget af Forfald i sig, noget af de store Reaktionstiders Skuffelse, Mismod, Hang til Livsnydelse, til Drømmeri, til Mystik, abnorme Sensationer, saa træder dette frem i dens Literatur og skal saa gjøre'^). Saasandt Digterne er Tidens Børn, saa lever de dens Liv med og lider dens Lidelser, mere end andre, fordi de er mere følsomme. »

«0m vi kunde tænke os en glad Kunst skabt af en trist Tid, — vi vilde ikke akceptere et saa uhyre Falsum. Der kunde ikke være « Sund- hed» i sligt. »

Altsaa, en sund Kunst vilde netop ikke være sund, i en syg Tid. Det forekommer mig, at dette er Sofistik. Hele Slutningskjæden slæber paa et feilagtigt Udgangspunkt, en altfor enkel Psykologi. Garborg gaar for Anledningen ud fra, at en Digter enten er sund eller syg; ligesaa en hel Tidsalder. Men i Virkeligheden er der hos enhver Digter og enhver Tidsalder

*) Udhævet af mig.

102 SunH og syg Kunst.

en Kamp mellem sunde o^ ^y^c Knefter. Den kan være mere eller mindre stærk, mere eller mindre bevidst; men saa læn<^e der er Liv, er der altid noget sundt, som gjør Modstand mod det syge.

Endog i de forholdsvis sunde Tider — og det samme gjælder de enkelte Kunstnere — er der et og andet sygt, som maa trænges tilbage. Men til Gjengjæld er der selv i det mest haab- løse Forfaldstider — eller hos de mest degenere- rede Individer — noget sundt, som protesterer mod Ødelæggelsen.

Garborgs Ræsonnement minder lidt om Taines altfor enkle Kunstpsykologi. Taine reducerer ofte (omend ikke altid) en Kunstner eller endog en hel Tid og et helt Folk til en enkelt ^< her- skende Evne» og bortser derved fra al Vilje- kamp. Det misvisende ved Taines Æsthetik beror paa, at han udelader en vigtig sjælelig Faktor af Beregningen. Istedenfor at udlede alt af en herskende Evne, er det efter mit Skjøn nødvendigt at gaa ud fra en Kappestrid mellem en Kraft og en Modkraft '^). Det synes at være en sjælelig Lov, at de forskjellige Drifter og

*) Et Par smaa Forsøg i denne Retning har" jeg gjort i Karakteristiker af Bjørnson, Renan og Taine i «Nyt Tids- skrift*.

Sund og syg Kunst. ig^

Evner ordner sig parvis, dels til gjensidig Ud- fyldning og Støtte, dels til Kampe og Kompro- misser. Hvad der her vedkommer os, er alene Kampen mellem sundt og sygt, som findes i alt levende. Følgelig ogsaa i Kunsten.

Det er dette, jeg forstaar ved dekadent Kunst- kritik : at se bort fra og at unddrage sig moralsk Viljekamp, — at tolerere det syge, som Garborg vil vi skal gjøre. « Endog «syge» Sange synger Kunsten med ufortabelig Ret ... Er Tiden syg, saa niaa den synge syge Sange ». Dette er god Stilkunst, men neppe god Psykologi. Hvis Tiden er syg, er det naturligt, at vi kjæmper mod det syge, — alle som kan. Og naar Tidens aandelige Sot slaar ud i Digtning, maa vi bekjæmpe den ogsaa her ; netop her maa vi angribe den af al Magt, da en «syg» Digter kan smitte tusener. Just som Digter er han istand til at sprede Sygdommens Frø, indkapslede i bevingede Ord og baarne afsted af et iboende Pust.

Det ligger i Sygdommens Begreb, at den er noget, som skal bekjæmpes. For den moderne Psykologi er en Forestilling eller et Begreb ikke noget inert eller livløst, men en Spire til Hand- ling. Ikke blot en Afspeiling af den ydre Virkelighed, men Begyndelsen til en Forandi-ing af Virkeligheden. Det normale er, at en Fore-

13

104 Sund o(i syg Kunst.

stilling er væbnet med Handlekraft. Selve Forc- stillin^^en om, at noget er sygt, er en Krigs- erklæring, en Forberedelse til Kamp. Den menneskelige Bevidsthed er ikke nogen uskyldig Strøm, hvori alle Tidens Onder kan ligge og speile sig, — uden at selve Speilbilledet bliver levende og søger at komme Onderne tillivs. Der er noget lamt, noget viljesygt ved de Digtere, som lader alle Slags smudsige og triste Indtryk rykke ind og besætte sin Fantasi uden at fyldes af en tilsvarende Kamplyst, af en uimodstaaelig Trang til at gjøre Udfald mod disse « Fakta » o^ fordrive dem fra Kjendsgjerningernes Verden.

Der er paa samme Maade noget viljeslapt ved en Kunstkritik, som ser en hel Række af Digtere synge Blaserthed og Kynisme ind i et Folk uden at kjæmpe imod denne Masseind- podning af moralsk Sygdomsstof ; uden at harmes over, at netop Kunsten skal tjene som Smitte- udbreder. Skal det være Kunstens Gjentjeneste og Tak til det Samfund, som nærer den med Overskuddet af sit Arbeide?

Det dekadente eller det viljeslappe er at føle og vide, at noget er sygt, og alligevel ikke at reise sig til Kamp. Det er en Svækkelse af Livsdriften, i hvis Natur det ligger, at den ikke kan tolere det syge. Hvor det gjælder rent legemlige Sygdomme eller Sygdomme i de Or-

Sund og syg Kunst. igc

ganer, som lever ubevidst og automatisk, er ogsaa Kampen mod det syge for en væsentlig Del ubevidst og automatisk; og vi kan ofte ikke gjøre andet end at række Legemet den bedst mulige Ammunition: frisk Luft og god Kost og oplivende Indtryk. Men naar en Syg- dom angriber det bevidste Liv, særlig Viljelivet, da kan og maa Kampen føres mere bevidst og mere frivillig.

Garborg siger, at « Kunsten er Menneske- sjælens frie Udtryk . . . Kunsten er menneske- lig* <^g ingen Menneskefølelse kan være den fremmed; selv «syge» Sange synger den med ufortabelig Ret. Og er Tiden syg, saa maa den synge syge Sange ».

Er dette Kunstens Frihed, at den maa være syg, naar Tiden er syg.? Med andre Ord: at den maa opdyrke Sygdommen og brede den udover? Er Kunsten fordømt til at gjøre ondt værre?

Jeg tror, at Kunstens Frihed er af en ganske anden Art. Mangen en Digter har benyttet Sangens Gave til at befri sig for Mismod og Bitterhed. Wergeland sang sig atter og atter glad, naar hans Modstandere havde saaret ham ; Insekternes Stik i Muslingen blev til Perler (Læs «Mig selv» eller «I det grønne»). Hvem skulde føre an i Befrielseskampen mod Tidens syge

13*

[(jfj Sund og syg Kunst.

Mismod, om ikke Diaerne? Fantasien — og allermest den kunstneriske Fantasi — synes at være som skabt til Befrier. Den er Fvnen til at flytte udenfor os selv, udenfor den nærmeste Virkelighed, naar denne trykker os ned og for- mørker Udsigten. Fantasien ser det nærværende høiere ovenfra, i en videre Sammenhæng, .som Overgang til noget bedre. En Vanskelighed er ikke blot en Vanskelighed, men Anledning til at vinde en Seier og opdage ny Kraft hos os selv.

Fantasien er som skabt til at lette Livets Tryk. "Men Erfaring — baade fra Kunsten og fra det almindelige Liv — viser, at den og- saa kan gjøre det tunge tyngre, ved at opsøge mere af samme Sort. Pessimisten og den, som Uder af Hypokondri, benytter Fantasiens associe- rende Evne til at hente hjem beslægtede pinlige Indtryk, alle som er at finde rundt omkring, eller langt borte. Det sunde og naturlige er derimod at forbinde eller « associere » Fore- stillingen om et Onde med Tanken paa For- bedring. Alle pinlige Indtryk er jo Varsko om, at der er noget at rette paa. Fantasien er en Speider og Forpost, og det naturlige er, at den søger op Udveie og Anledning til at vinde Seire. Men den kan ogsaa se og melde om Hindringer

Sund og syg Kunst. IQ7

overalt og overdrive Fiendens Styrke, som en slet Forpost.

* *

Jeg tror, at Kunstbedømmeren Garborg kunde lære noget ved at stifte Bekjendtskab med Politikeren Garborg. I Politiken kjæmper han kraftig imod alt, hvad han anser for sygt og skjævt. Der siger han ikke: «En syg Tid maa frembringe en syg Politik. Har Tiden noget af Forfald i sig, noget af de store Reaktionstiders Skuffelse, saa fremtræder dette i dens Politik, og skal saa gjøre . . . Om vi kunde tænke os en modig national Politik i en mismodig Tid, — vi vilde ikke akceptere et saa uhyre Fal- sum.»

Men Garborg vil kanske sige, at det for- holder sig anderledes med Kunsten og i det hele Fantasiens Verden. Her kan det netop være sundt, at Menneskene udøser sit Mismod eller sin Bitterhed. Derved afledes disse Følelser fra det virkelige Liv. Det er en Lettelse og en Lise at faa « klage sin Nød, sin Sorg, sin For- tvilelse». Goethe troede jo, at han kurerede sig selv for Weltschmerz ved at digte Werther. Og Taine mener, at Shakespeare paa en Maade løb Hornene af sig ved at rase ud i Fantasiens Verden ; derved blev han saa adstadig i det

I ng Sund og syg Kunst,

praktiske Liv. Garborg selv søgte maaskc at kurere sig for «aandelig Forkjølelse>/ ved at skrive «Trætte Mænd>^. («Det letter at skrive, » siger Helten i Bogen).

Hvis denne Opfatning er rigtig, skulde alt- saa Digtekunsten være en Lynafleder, der trækker skadelige Stemninger bort fra det praktiske Liv. Goethe og Shakespeare skulde have drevet onde Aander ud af sig selv ved at lede dem over i fingerede Personer. Hamlet var ligesom en Del af Digteren selv, noget viljesygt, som løste sig ud i Form af en dramatisk Person. Alle de viljesyge og triste Skikkelser i nyere Digterværker skulde være som de gamle jødiske Syndebukker, som dreves ud rigt belæssede med Tidens Synder.

Noget sandt er der vistnok i denne Theori. Det er naturligvis en Lise for en Digter, som plages af Mismod, at digte den syge Følelse bort fra sig selv, at digte den ind i en livagtig fingeret Person, hvorfra han bagefter kan tage Afstand. Men jeg mener, at Nytten af Kuren ialfald beror paa, i hvilken Grad Digteren i selve sit Værk gjør Alvor af at tage Afstand fra det syge. Bjørnson har i en hel Række Værker skildret Karaktersygdomme, hvoraf han selv havde havt i det mindste en Snev. Men man føler næsten altid, at han bekjæmper det syge, han fjærner det fra sig ved at nedsætte det som noget svagt

Sund og syg Kunst. Iqq

Og umandigt. Han lader det syge bekjæmpes, deltager selv og faar Læseren til at tage Del i Befrielseskampen mod det syge. Saaledes i «En Fallit », « Redaktøren » og hele Rækken af Skue- spil ligetil « Geografi og Kjærlighed », hvor han gjennem en hjertelig Latter ryster af sig en Snev af Hypokondri og Tilbøielighed til at være Hus- tyran. Bekjendt er det, hvorledes M oliere i «Den indbildte Syge» søgte at befri sig fra Tilbøieligheden til at tage sin Brystsyge altfor alvorlig. Han spillede selv paa Scenen den ind- bildte Syges Rolle. En stor Del af den komiske Digtning har visselig været mere eller mindre vellykkede Befrielsesforsøg overfor Hypokondri og Mismod. Alle ved af Erfaring, at naar vi holder paa at blive grætne over noget fortræde- ligt, kan det af og til lykkes os at slaa Ærgrelsen bort med en Spøg, eller andre kan hjælpe os til at se Sagen fra den komiske Side. Den komiske Digtning har i Regelen været en Be- frier.

Men allerede dette er et mistænkeligt Træk ved den pessimistiske Digtning, at den er saa fattig paa Komik. Dekadenterne er gjerne al- vorlige, eller om de ler, er det ikke nogen rigtig hjertelig, befriende Latter. Ved nærmere Eftersyn tror jeg, det vil vise sig, at disse Digtere uddriver Sygdommen af sig selv paa

200 Sund og syg Kunst.

en altfor slap Maade. De vil ikke rig^ti^ tage Parti mod det syge. De beundrer det til en vis Grad, skildrer den moralske Svækkelse som noget fornemt (som i «Haabløse Slægter >/) eller dristigt og fandenivoldskt, som maa vække Spids- borgernes Skræk og Misundelse. Mangelen ved « Trætte Mænd» af Garborg tror jeg er den, at han poetiserer og forskjønner Kynismen og Blasertheden, gjør den paa en Maade fornem og distingveret.

Det er dette, som er det dekadente, at poetisere det syge, at fremstille det som noget fint eller pikant. Ibsen har i mange af sine Værker skildret syge Lidenskaber som noget dæmonisk stort (fra Catihna og Hjørdis til Hedda Gabler). Det, som er en Svækkelse, en Vilje- sygdom, har han ikke sjelden ophøiet til Styrke. Saaledes Rebekka West i «Rosmersholm» ; da hun beherskedes af sit « ubetvingelige Begjær», havde hun endnu sin « stærke Vilje » i Behold. Men ifølge nyere psykologiske Fremstillinger beror et saadant ubetvingeligt Begjær paa en Viljesygdom, en delvis Lammelse i den centrale Del af Hjernen.

At digte om Tidens Sygdomme er i og for sig ikke « dekadent ». Men hvis der ikke i Værket er nogen Viljekamp mod det syge, da er der heller ikke nogen virkelig Befrielse for

Sund og syg Kunst. 20I

Digteren, selv om det yder en forbigaaende Lise.

Han leder Sygdommen over, ikke blot i op- digtede Personer, men kanske i en hel Hjord af Læsere, — uden at uddrive Sygdommen af sig selv.

« Kunsten er menneskelig, » siger Garborg, «og ingen Menneskefølelse kan være den frem- med.» Ja, lad Digteren have Frihed til at røre ved alt; lad ham bruge sin Seerevne til ogsaa at vise os Livets Onder. Men saa, at han ikke ved en « objektiv«, upartisk Fremstilling svækker sin egen og mange Læseres Kampdrift overfor det syge. At vænne sig til at betragte sundt og sygt «upartisk», eller med delvis Beundring for det syge, det er ikke menneskeligt; det er et Forsøg paa at stille sig udenfor den menneske- lige Livskamp.

Udviklingslæren og Biologien, — hele den nye Livslære, medfører en ny, eller rettere en delvis fornyet, Kunstopfatning. De almindelige Livslove gjælder for Kunsten som for alt, hvad der hører med til Livet, og fra dem falder der nyt Lys over Kunstens Historie. Som al anden Livsvirksomhed er Kunsten en Stræben efter

202 Sund o^ syg Kunst.

mere Liv. Den maa ta^e Del i Kampen for Livet, hver Kunst paa sin eiendommelige Maade. Det bliver en Hovedopgave for Æsthetiken og Kunsthistorien at vise, hvorledes de forskjellige Kunster har delt Rollerne mellem sig og udfyldt hinanden. Hvorledes de har trængt sig frem eller traadt tilbage, eftersom der var Brug for dem i Livskampen. Snart var det Driften til at fæste og bevare det vundne, den konservative Drift, som søgte Øvelse og Udtryk i Bygnings- og Billedkunst; snart var det Trangen til Be- vægelse og Fremgang, som fandt Afløb i Musik og Dans og Digtning, med Rythmen som uvil- kaarHgt Udslag af en heftig bevæget Sindsstem- ning*). Rythmen, kan man sige, var dobbelt tilfredsstillende, som den, der sparede paa Kraften ved at lade en relativ Hvile følge straks efter en Anspændelse, og desuden som Forstærker af Kraften, ved at give Indtryk af Seier og legende Lethed**). I Perioder med fremherskende Trang til at overvinde Tiden og Forgjængelig- heden blomstrede Bygningskunsten og den fæstende Billedkunst, som i det gamle Ægypten.

*) Herbert Spencer: Essay on the Origin and Function of Music.

**) Dette sidste, som Spencer ikke tog med i Betragtning, viser Bevidsthedens Rolle som forstærkende Sangbund.

Sund og syg Kunst. 203

En paafaldende Modsætning til det sidste Hundred- aar, Fremskridts- og Udviklingstroens Tid, da Musiken har trængt sig frem foran alle Kunster og svalet Tørsten efter at føle Livet som Be- vægelse ; og den lyriske, fortællende og dramatiske Digtning i Følge med Musiken. Det higende og urolige, det hvileløse ved en Del af den nyere Musik afspeihir en søgende og nervøs Tid. Dog saa, at Musiken ikke tilfredsstiller os helt, uden at den giver Indtryk af noget blivende i al Be- vægelse, af en Grundtanke, et Thema, som ud- vikler sig og vokser, ofte ved at kappes med et andet Thema, saaledes at Tonestrømmen til- slut ikke har bortført og berøvet os noget værdifuldt, men renset o^ forøget en Stemning, vi har Brug for i Livskampen; f. Eks. ungdomme- lig Munterhed og paagaaende Djærvhed, eller Livsmodets Uddybelse og Hærdning i Sorgen. Det er en Mangel ved Musiken, naar den ikke renser og udvikler vore Følelser, eller naar den opdyrker svækkende istedenfor styrkende Stem- ninger.

Trang til Forandring og Trang til at føre noget blivende med gjennem alle Omskiftelser, — mellem disse to svinger vor Livstrang. Det sunde er, at de vexler i jævn Rythme, udfylder og opmuntrer hinanden. Naar i vor Tid en Kunst som Arkitekturen har saa vanskeligt ved

204 ^""^' °S "^yg Kunst.

at finde faste r'ormer, som tilfredsstiller os helt, da er dette et Symptom paa en PZnsidi^hed, en Mangel paa Ligevægt i vor Livstrang. Vi for- staar det lettere ved at tænke paa en modsat Ensidighed i den gamle ægyptiske Kunst. For os er der noget forunderlig fremmed og alligevel tiltrækkende ved Ægypten, Historiens ærværdige Kirkegaard, Mumiernes og de store Gravmælers Land, hvor det ser ud, som om Menneskene først for Alvor begyndte den haardnakkede Kamp mod Forgjængeligheden. Denne for en stor Del tragiske, tilsyneladende haabløse Kamp har været en af Grunddrifterne i alt Kulturarbeide ; Kampen for at redde saa meget som muligt over fra Slægt til Slægt og Troen paa noget blivende i al Omskiftning, — lig Pyramiderne af Sten, som stod urokkelig fast, mens Ørkensandet hvirvlede omkring dem, og mens Nilfloden ilede ustanselig mod Havet, rastløs som selve Tiden.

Det er rørende at se de gamle Ægypteres barnlige Forsøg paa at stanse Tidens Strøm og gjøre det forgjængelige uforgjængeligt. Mumierne eller de balsamerede og hermetisk indsvøbte Lig staar for Nutiden som barnagtige Forsøg paa at trodse Stofskiftets Lov. Nei, heller hjælpe og paaskynde Naturens Kredsløb, heller give de brugte Stoffer tilbage med Tak for Laanet, saa villig som muligt, som i Nutidens Ligbrænding;

Sund og syg Kunst. 205

den er Udtryk for en anden og høiere PVomhed, for et større Livsmod. Og dog var der en stor moralsk Kraft, en i sin Art enestaaende Higen efter Liv, i hin gamle ægyptiske From- hed mod de Døde. Det var just denne moralske Kraft, som gav saa mange Kunster et epoke- gjørende Fremstød. Kampen mod Deden var det, som drev Ægypterne til at udhule Klippe- grave med Søiler og til at reise de vældige Pyramider, som ogsaa var Gravkamre. Maler- kunst og Skulptur voksede frem af den samme Kamp, — af Trangen til at fæste de afdødes Træk. Kampen mod Forgjængeligheden var Kunstnernes Opfinder, Bygnings- og Billedkun- stens. Men dette var ikke alt. Det lykkedes virkelig for de gamle Ægyptere at tvinge Ælden og Forgjængeligheden i Knæ, ligesom for Asa- thor hos Utgardaloke. Det lykkedes dem at redde noget af et Menneskes Livskraft ved at opbevare Mindet om hans Bedrifter. Skriften fæstede hans Livs lysende Eksempel i Sten eller Papyrus og gjorde det mere uforgjængeligt end Mumier og Pyramider. Nogle af de gamle Pharaoner vil leve i de fjerneste Slægters Erindring. Skriftens og den historiske Erindrings Kunst er den største Seier, Menneskene har vundet over Døden. Ved Hjælp af den er det, at gamle Sagahelte og hele Nationers Aandskraft for en

2o6 Sund og syg Kunst.

Del lever op i^jen, evig unge. (Jg engang gjenopstandne fødes de paany i hvert nyt Slægt- led, vokser op med Ungdommen og ældes med aldrende. De gaar sin Sjælevandring fra Mand til Mand; hver af os laaner dem lidt af vor Livskraft og faar den igjen med Renter, forøget med lidt af deres.

Vore nordiske Forfædre kjæmpede den samme ægte menneskelige Kamp mod Forgjængeligheden, udtrykt i Thors Brydekamp med Elli. Rune- stene, Eddakvad og Sagaer, al vor gamle episke Kunst, er Mindesmærker om denne Kamp, — ligesom hine Ord i Håvamal :

Fæ dør.

Frænder dør,

Dø gjør jeg selv som de andre.

Et jeg ved, som aldrig dør:

Slægternes Dom om de Døde.

Naar man tænker paa Kunstens Rolle i Kampen for Livet, klinger de besynderlig tomme og lige- som aandsfraværende, disse Ord i Garborgs Ar- tikel: « Stadig paany maa Grænserne mellem Kunst og Moral opgaaes. Alle ved, at Kunsten er en Aandsmagt for sig selv» . . . Det modsatte er sandt: Stadig vadidiSammenhængen mellem Kunsten

Sund og syg Kunst. 207

Og Moralen studeres noiere ; Kunsten er ikke en Aandsmagt for sig selv, sideordnet med Moralen, men en Del af det moralske Liv, som er det samme som Kampen for Livet, vort eget og de andres. Kunsten kan lige saa lidt komme udenfor Moralen, som Kunstneren kan flytte helt udenfor Livs- kampen. Man kan ikke forstaa Kunstens Op rindelse og Udvikling uden at betragte den som en Deltager i denne Kamp. Naar Bygnings- kunsten og Musiken, saa vidt forskjellige, dog har dette tilfælles, at de udlader og opøver Trangen til Symmetri og Ligevægt, til Samspil af Kræfter, da viser det, at den kunstneriske Trang til at leddele og sammenføie er beslægtet med den ubevidste, hemmelighedsfulde Drift, som bygger op vore Legemer. Kunsttrangen er en ligefrem Fortsættelse af selve Livsdriften, den automatiske Drift, som bygger op Planter og Dyr til mere og mere leddelte og samvirkende Organismer, eftersom vi følger Udviklingens Række opover. « Livskraften » er den første, den mest epokegjørende Kunstner, og hvis Darwins og Spencers Udviklingstheori har tegnet et væsentlig rigtigt Grundrids af Livets eller, om man vil, af Naturens Kunsthistorie, da har de med det samme forespeilet Menneskekunstens Historie. Hvad enten Materialet er Stene eller Toner, det faste eller det flygtige, — for Kunsten gjælder

2o8 Sunrl og syg Kunst.

det at føic dem sammen til et samvirkende hele. Jo flere forskjellige Led, der virker sammen uden at sammenblandes, mod et fælles Maal o^ et samlet Indtryk, desto større Tilfredsstillelse for den kunstneriske Trang.

I al Kunst finder vi denne Drift til at organi- sere, til at leddele og sammenbinde. Maler- kunsten søger ikke blot at fæste og bevare en eiendommelig Lysvirkning og en flygtig Natur- stemning, hvori et Landskab synes at røbe sit inderste Væsen, eller at redde et Ansigtsudtryk, som Tiden vil forandre. Den søger ogsaa uvil- kaarlig at forene mange forskjellige Linjer og Farver til et eneste helt Indtryk, ved at samle Lyset og Opmærksomheden paa en enkelt Gjen- stand som Midtpunkt, eller ved at lade to mod- satte Sider opveie og støtte hinanden.

Endog bare det at eftergjøre Naturens Sam- spil af Kræfter i Kunstens lettere Stoffer er en Mættelse af Livstrangen, af Driften til at sammen- føie. For Billedhuggeren kan det være en uud- tømmelig Glæde at faa gjengive efter Naturen det menneskelige Legemes symmetriske Bygværk, — alle de Former, der vidner om Livskraften som en ubevidst Bygmester, der stræber efter Ligevægt og Harmoni. Den ældre Skulptur forelskede sig ensidig i det menneskelige Legeme som et symmetrisk Bygværk (f. Eks. den ægyp-

Sund og syg Kunst. 20Q

tiske Og den ældre græske Skulptur"^'). Senere søgte Grækerne endog gjennem den faste Sten at vise, at dette velafveiede og i sig afsluttede Bygværk alligevel er smidigt og bevægeligt. I en Del af Parthenonfrisen er det lykkedes at give et saa stærkt Indtryk af rythmisk Bevægelse, at man synes at høre Ryttertogets Takt. Det levende menneskelige og dyriske Legeme er paa én Gang Arkitektur og Rythmik.

Især den nyvaagnede Kunsttrang er som et Barn, der begjærlig efterligner alt, hvad Naturen gjør fore (f. Eks. den ældre Renaissance). I det hele er Kunsten en legende Livstrang. Den er Afløb og samtidig Opøvelse for Overskud af formende og sammenføiende Trang; gjerne for Evner og Kræfter, som ikke faar mætte sin Higen i Arbeidets Liv**). Selv da, naar Kunsten synes at være en ren Leg for Legens Skyld, er den nyttig for Livet, saalænge den er sund, ligesom al Leg eller Opøvelse af ledige Evner. Legen og Idrætten og Kunsten er tilsammen en Hjælpeverden, som udfylder det praktiske Arbeides Verden.

Ingen Kunst viser dette klarere end den

*) Se Julius Lange : Billedkunstens Fremstilling af Menneske- skikkelsen.

**) Jfr. Guyau: Problémes de l'Esthétique contemporaine.

14

2IO Sund og syg Kunst.

mcnncskcskildrcndc Digtning (Skuespil og For- tælling). Det er den livshungrigste af alle Kun- ster og forsaavidt den største Kunstart. Digteren tilfred-sstiller mere end nogen anden Kunstner Tran- gen til at leve udover sig selv og medopleve andres Liv i Forkortning, — saa let og saa hurtig, at Livskampen bliver til en Leg. Han er en Sjæle- vandrer, som ikke nøies med at leve ét fremmed Liv ad Gangen, men mange Skjæbner paa en Gang. Fortællerens og Skuespildigterens Kunst bestaar for en stor Del i at bringe flere, og gjerne vidt forskjellige. Livsløb til at flyde sam- men i én fælles «Handling». Især Dramatikeren ledes af en eiendommelig Sporsans til at finde et Aamot, hvor mange Skjæbner støder sammen, — og det saaledes, at Sammenstødet danner et Vendepunkt i Personernes Liv, med Udsigt frem og tilbage ; en Krise, som ikke blot afgjør deres Fremtid, men sætter hele deres foregaaende Liv paa Prøve og røber deres Fortid. Henrik Ibsen er en stor Mester i den Kunst at faa nogle Timers Handling til at aabenbare en lang For- tid. Hans Personer har ofte ingen Fremtid, siden de gjerne tilslut gjør Ende paa sig selv eller paa hverandre. Desto mere samler Inter- essen sig om Afsløringen af deres Fortid, der ligger omhyggelig gjemt, indtil den af Begiven- hedernes Gang tvinges til at komme for Dagen.

Sund og syg Kunst. 211

Ibsen er den store dramatiske Detektiv, en ubøn- hørlig Eftersporer, som gjerne oppebier det gun- stige Øieblik, da flere forskjellige Skavanker kan komme for Lyset paa én Gang, afdækkende hinanden gjensidig. Selv om Handlingen er uhyggelig, følger vi den altid med Spænding, som en fængslende Sport.

Hos Bjørnson er Interessen i Regelen mere rettet mod Personernes Liv i Nuet og Opbyggel- sen af deres Fremtid. Hans Kunst er mere direkte og fremadvendt, og selv om Fortiden ogsaa hos ham ofte er seiglivet, er den dog mere overvindelig, — ikke saa hævngjærrig, saa at sige. Han ser paa Karakterfeilene mere som Læge end som Detektiv, og han tror mere paa Evnen til Fornyelse. Fra Lægens Standpunkt er netop Opdagelsen af Sygdommen en Hjælp til at overvinde den, ikke saa meget et Maal som et Middel («En Fallit, » «Leonarda», «Det ny System », « Geografi og Kjærlighed »). Og Lægen kommer i et langt nærmere og mere sympathetisk Forhold til Menneskene end et detektivt Geni.

Ibsen minder undertiden paa en glimrende Maade om den græske Skjæbnetragedie, med dens Tro paa Nemesis og paa selve Brøden som en hævnende Erinnys. Bjørnson derimod sætter sig mere paa et Medmenneskes end paa

14*

2 I 2 Sund og syg Kunst.

en strafTcndc Skj^ubnes Standpunkt. Do[( nær- mer Ibsen si^ undertiden til Bjørnson ("Sam- fundets Støtter », Kp'ruen fra Havet ») og Bjørn- son til Ibsen (navnlig « Kongen » tror jeg er altfor meget af en Skjæbnetragedie). Hvis jeg ikke tager feil, bliver Ibsen gjerne mild og øm mod Slutten, som en nidkjær Guddom, der har raset ud. Ligesom « Brand »s Gud viser han sig noksaa uventet tilslut som en «deus caritatis». Eller som Terje Viken, der væsentlig nyder Hævnen i Fantasien, og som i Grunden ikke vil gjøre noget Menneske Fortræd. «0g løfted Armen til Slag, jeg tørsted mod et Favnetag*. Der er altid nogle Draaber af Ømhed og Med- ynk, selv i Ibsens bitreste Stykker (som i « Vild- anden» og « Hedda Gabler»).

Især den franske « Naturalisme« viser klart, at Digteren kan benytte sin Skaberevne, sin Magt over Menneskeskjæbner (i Fantasiens Ver- den) til at opøve Grusomhed og tilfredsstille Lysten til at ødelægge. Men dette er en Syg- dom paa Digtekunsten. Ødelæggelsestrangen er en syg Form af den skabende Trang, som er Driften til at bygge op Liv og sammenføie Kræfter. Just den menneskeskildrende Digter er som skabt til at knytte Menneskene mere sammen ved at udvide vore Sympathier. Han hjælper os til at gaa ud af os selv og sætte os

Sund og syg Kunst. 213

paa andres Plads, befrir os for en Stund fra vor Stand og vor Stilling og gjør, at vi vender til- bage til os selv som fra en Reise, med friere og friskere Blik paa vort eget. Denne Kunst er fremfor alle andre egnet til at udvikle vor Samfølelse, — Evnen til at leve andres Liv som et snart dæmpet, snart brusende Akkompagne- ment til vort eget.

Schopenhauei' siger etsteds, at «selv hos det mindste Insekt er Livsviljen hel». Han mener, at det har ligesaa stor Livstrang som et Men- neske, og at den menneskelige Forstand ikke medfører nogen Forøgelse af « Viljen til Livet». Men Schopenhauer glemte, at netop Bevidst- heden gjør, at vi lever en Del af andres Liv som Tillæg til vort eget. Livsviljen strømmer ud over os selv og bliver til et Krav paa, at ogsaa andre skal leve, — de, som er optagne i vor Bevidsthed. Det bliver et Livsbehov at kjæmpe ogsaa for andres Liv, siden andre lever i os. Det er Bevidstheden, som gjør os mere og mere hungrige efter Liv, mere fordrmgsfulde i vor Livstrang. Den er en Draabe, som speiler og vugger en Verden, ikke ligegyldig, men saa at Speilbilledet bliver en levende Trang til at kjæmpe for denne Verden. Der er noget moder- ligt og faderligt ved Bevidstheden. Den er en aaben Favn; eller som Fangarme, hvormed vi

2 14 Sund og syg Kunst.

kiin naa li^c til Stjernerne. Intet i hele Naturen er saa rummelii^t, saa elastisk.

Bevid.stheden er en Verden.sskaber. Den skaber lidt efter lidt en hel Verden i enhver af os, hvælver over os en Himmel, høi eller lav, skaber Lys af dirrende Æther og Lyd af Luftens Bølger. Former Himmel og Jord og befolker dem med levende og livløst, alt ligesom udslynget af os selv, — saaledes som de gamle afbildede Ver- dens Skaber. Det er, som om vi gav alt Liv af vort Liv.

Det er dette, som gjør os til et Samfund, at hver enkelt er mere end en enkelt. De enkelte folder sig ud over hinanden som Rosens Blade. Vi omspænder, vi fanger hinanden i vor Samhu som i usynlige Næt, vi kaster ud snart i snævrere, snart i videre Kredse ; Næt, som krydser og gjennemtrænger hinanden uden at flokes.

Netop Digterne, Sympathiens store Digtere, har omspundet sig med de videste og mest lysende Tankespind, som Shelley, co7' cordium^ et Hjerte, som rummede mange Hjerter. Hos Digterne er nemlig Sympatiens Omfang paa en Maade synlig: de har Evnen til at forme sin indre Verden i Ord, som gjør den synUg for os andre. Digteren omgives af sin egen Lyskreds, befolket og oplyst af alle de Figurer, hvis Liv

Sund og syg Kunst. 2 1 5

han har skabt paany. Det kan føles som at komme ind i et mildere Klima at komme inden- for Straalekredsen af en stor og menneskekjær- lig Digters Sympathi. Saa har Læsningen af George Eliofs Værker virket paa mange. Ver- den er bleven lysere og mere hjemlig bagefter. Hos denne Digterinde er det, som om det moder- lige Instinkt er bleven til digtende Trang.

Ingen Kunst har en større Opgave end den realistiske Digtning: løfte Menneskene, som de gaar og staar, Virkelighedens Mennesker, op i en lys og varm og forstaaende Sympathi og derved gjøre, at vi føler os mere hjemme i selve den haarde og strenge Virkelighed, — paa lig- nende Maade som en Mor kan skabe Hjem om- kring sig endog der, hvor der hersker Nød og Sygdom. Digteren kan vise, at jo koldere Pust der staar af Livets Onder, desto mere vokser Menneskevarmen, ved nærmere Sammenslutning. Hvordan det end er med de Personer, hvorom der handles, hvad enten de er varme eller kolde, — selve Digterens menneskelige Varme vokser naturlig, jo mere han skildrer lidende Mennesker. Hvad enten de slutter sig sammen eller ikke, han ialfald slutter sig nærmere til dem alle. Just dette er Realisme; jo mere Digteren føler, at hans Figurer repræsenterer virkelige Mennesker, som lider virkelige Lidelser, desto mere maa

2i6 Sund og syg Kunst.

han selv være med, som et Menneske blandt Mennesker. Det vidner blandt andet om Svækkelse af Digterens Virkelighedssans, naar han om- stændelig kan udmale medmenneskelig Ulykke og selv som Forfatter stille sig udenfor det hele. Mon Flaubert eller Garborg vilde sæ*tte en Ære i at være ligesaa « upersonlige » overfor virkelige Mennesker.? Der er noget ureelt, noget usandt ved, at Digteren skal lade, som om han selv ikke er med.

Naar vi tænker paa Bevidsthedens Rolle i Livet, som den, der udvider vor Livstrang til at omspænde andre, faar vi let Øie paa det syge og abnorme ved en Del af Nutidens Digt- ning. Den udbreder snarere Kulde end Varme, isolerer istedenfor at sammenknytte. De objek- tive, koldt ironiske Digtere optager Menneskene i sin Bevidsthed uden at føle deres Livstrang som sin egen. De er Medvidere i deres Liv uden at føle sig som Medkjæmpere; ser dem paa nært Hold, gjennem Loupe, for at tage Afstand ifra dem. Saaledes Flaubert og for en stor Del de øvrige « Naturalister ». De er Na- turalister i den Forstand, at de forsøger at se ligesaa fjernt og udeltagende paa Mennesker, som Naturforskere ofte ser paa de (heldigvis ikke meget ømfindtlige) Insekter, som de spidder paa Naalen. Er ikke dette besynderlig vrangt?

Sund og syg Kunst. 217

At ville lære af Naturforskerne at se paa Men- nesker som paa de Skabninger, der staar os fjernesti Istedenfor at se mindre fjernt ogsaa paa Dyrene. I det hele og store virker Natur- videnskaben i Retning af at nærme de lave, mere usammensatte Skabninger til os selv. Netop Udviklingslæren lærer os at se paa dem som paa Slægtninge og Medkjæmpere. Man behøver blot at tænke paa Darwins Studium af Regn- ormene.

Mere ægte Naturalister er de Digtere, som uvilkaarlig ser paa selv de fjerntstaaende Dyr med en Smule broderlig Samfølelse, som Victor Hugo i sit Digt om « Padden » [La Legende des siedes). I et Land som England har vistnok den almindelige Interesse for Naturvidenskaben bidraget sit til at vække Iveren for « Dyrenes Beskyttelse ».

Digtekunsten kan her virke sammen med Videnskaben. Efter sin Natur er den en Livs- udvider, som gjør os mere elastiske Og mindre indelukkende i os selv. Kunsten er menneske- lig, og intet menneskeligt kan være den frem- med; deri har Garborg Ret. Intet i hele Naturen kan være den fremmed. Men en kostbar Erfaring viser, at Kunsten endog af høitbegavede Kunst- nere kan bruges delvis i den modsatte Retning, til at gjøre os mere frem'tnede for alt menneskeligt.

2i<S SiiiKi Dg syg Kunst.

Forfattere som Flaubert (tildels ogsaa Ibsen og Garbor<() har udført det besynderlige Kunststykke at gaa Virkeligheden tæt ind paa Livet og netop derved at fjerne den fra sig, ved at føle sig mere frastødt end før. Just den detaljerede, ofte mikroskopisk nøiagtige Menneskeskildring be- nytter de til at føle sig udenfo7' Samfund med disse Mennesker. Efter at have betragtet deres Skjæbne koldt og ironisk har Digteren følt sig mere alene end før. Naar han ser paa Lidelse og Kamp som «fri Tilskuer » (Maupassants Ud- tryk i Sur r Eau), blot som et kuriøst Skuespil og som noget, hvoraf der kan laves god Kunst, da er det intet Under, om Digteren føler sig ensom, saaledes som Flaubert og Maupassant (i Sur l'Eau), — mere og mere afsondret fra det omgivende Sumfund. For Gustave Flaubert blev Kunsten et «Elfenbenstaarn», hvorfra han saa Hgegyldig ned paa den stakkars menneskelige « Myreture ». «Hvad kommer denne Kraake- sværm og dens Støien mig ved?» — siger han i et af sine Breve. Kunsten bliver paa denne Maade ikke en Livsudvider, men en Indsnævrer. Ibsen har skildret denne sjælelige Proces med tvetydig eller tvedelt Følelse af Beundring og Ironi i Digtet <iPaa Vidderne^-), hvor Helten hæver sig til en saadan Høide af ensom Fjern- hed fra Livet og upartisk Kunstnydelse, at han

Sund og syg Kunst. 210

ser rolig paa, at Fædrenehjemmet — hans Mors Hus — gaar op i Luer, og nyder « Effekten » ved «den dobbelte Natbelysning» ; men samtidig mærker han rigtignok alleslags «Tegn paa For- stening».

Fra disse «Vidder» var det, at Zolas yngre Venner (i Les Soirées de Médan) nød den kunstne- riske Effekt af Krigens forraaende Virkninger, mens det endnu røg af Fædrelandets Brand. Eller at Zola selv nød Effekten af den sædelige Opløsningsproces, som gik forud for og for- beredte Frankrigs Ydmygelse (i sin Skildring af selve Krigen er Zola derimod mere patriotisk).

Den mest glimrende af de unge Forfattere, som slog Ring om Zola i Les Soirées de Médan, var Guy de Maupassant. Ham havde Flaubert givet det faderlige Raad at ofre alt for Kunsten. « Kunstneren maa ofre alt for Kunsten. Livet maa han anse som et Middel og intet videre ». I Sur r Eau af Maupassant er der nogle Blade, som viser den eiendommelige Virkning af, at han for en Del havde fulgt dette Raad. «Jeg har attraaet alt uden at glæde mig ved noget . . . Jeg bærer i mig alle Slags Begjær . . ., og jeg er henvist til at se paa alt uden at kunne gribe noget. Hvoraf kommer denne Lidelse ved Livet . . ., denne ukjendte Pine, som gnaver paa mig? Hvoraf kommer det, at jeg ikke kan

220 Sund og syg Kunst.

faa kjcndc Virkeligheden af Glæder og Haab og Nydelser ?» — Maupassant tror endelig at have fundet Aarsagen. Hans Ulykke er, at han er Forfatter. Tvungen til at betragte alt "indeni sig selv, i Speilet af sin Tanke, uden at kunne nyde det». «Sagen er den, at jeg bærer i mig dette Dobbeltsyn, som paa én Gang udgjør Forfatternes Styrke og Elendighed . . . Lad ingen misunde, men hellere beklage os; thi her skal Ue se, hvordan en Forfatter adskiller sig fra sine Medskabninger. Hos ham eksisterer der ikke mere nogen enkel eller ligefrem Følelse. Alt, hvad han ser, hans Glæder, Fornøielser, Lidelser, Fortvilelser, gjør han øieblikkelig til Gjenstand for Iagttagelse. Han analyser mod sin Vilje, uden Ophør, — Hjerter og Ansigter, Gebærder og Tonefald » . . . Hvis han lider, noterer han sig sin Lidelse og indordner den i sin Hukommelse. » Kommer han tilbage fra Kirkegaarden, mærker han, at han hele Tiden har gjort «artistiske Iagttagelser«. «Han har seet alt, bevaret og mærket sig alt, mod sin Vilje, fordi han fremfor alt er et Literatur- Menneske [iin homme de lettres)\ hans Aand er indrettet saa, at Tilbageslaget hos ham er meget mere levende, mere naturligt — saa at sige — end det første Stød ; Ekkoet er mere klangfuldt end den oprindelige Lyd». — «Han synes at

Sund og syg Kunst. 221

have to Sjæle, én, som noterer og tolker enhver Fornemmelse hos sin Nabo, som er den natur- lige Sjæl, den, som er fælles for alle Mennesker; og han ser sig fordømt til altid og ved enhver Anledning at være et Gjenskin af sig selv og et Gjenskin af de andre, — fordømt til at be- U'agte sig selv føle, handle, elske, tænke og lide uden nogensinde at lide, tænke, elske og føle som almindelige Mennesker, ligefrem og oprigtig, uden at analysere sig selv efter enhver Glæde og hver Graad.»

Maupaussant har alligevel neppe ganske for- staaet det onde, hvoraf han led. Han troede, at det bestod i Tilbøieligheden til at analysere, i den kunstneriske Trang til at give Gjenlyd og Gjenskin af alt. Altsaa i Trangen og Evnen til at fordoble. Han mente, at en særegen Lidelse var Prisen for at være en stor Forfatter. Det skulde altsaa i og for sig være en Sygdom at være Digter. Men Trangen til at fordoble og give Gjenskin («reflektere») er jo en Egen- skab ved alle Menneskers Bevidsthed. Bevidst- heden er jo hos os alle som et Speil, selv om det er usædvanlig fint slebet hos Digterne. Var det ikke Renan, som halvt spøgende slog paa, at selve Bevidstheden var en Sygdom, en Slags Hjernebetændelse, noget abnormt. Men i saa Fald var den vel ikke bleven opelsket gjennem

222 Sund og syg Kunfit.

det »naturlige Uclvalg». VA'tcr alle Mærker at dømme, synes Bevidstheden at gjøre god Nytte i Kampen for Livet. Det er blot, naar den svigter i Kampen, naar den søger at stille sig udenfor, — da først bliver den syg og abnorm. Der er i og for sig intet sygt eller smerteligt i at iagttage og analysere. For Digteren er det en overordentlig Glæde at gjenfremstille. Men Iagttagelsen maa ikke afsondres fra Driften til at handle. Afspeilingen af andres Liv maa ikke løsrives fra den aktive Trang til at tage Del i deres Livskamp. Der er noget lamt ved den kolde Iagttagelse, uden bevægende Drift. Be- vidstheden er efter sin Natur et Speil, hvis Billeder har en bevægende Kraft. Forestillingerne bliver syge, hvis de ikke faar bruge denne Kraft.

Maupassant udvikler, hvorledes Forfatteren er nødt til i sine Bøger at afspeile alle sine Omgivelser, «uden at gjøre nogen Undtagelse med Slægtninger og Venner » ; «han blotter og afslører med grusom Upartiskhed de Menneskers Hjerter, som han elsker eller har elsket, over- driver endog for at forøge Effekten, éne og alene optaget af sit Værk og slet ikke af sine Følelser ». — Ja, hvis han i Almindelighed af- speiler Menneskenes Liv koldt og udeltagende, blot som Medvider og ikke som Medkjæmper, da vil han ofte uvilkaarlig se paa samme Maade

Sund og syg Kunst. 22 3

ogsaa paa sine nærmeste, endog paa sig selv. Han bliver ikke blot «Gjenskin af andre», men «Gjenskin af sig se]v», som Maupassant siger. Han faar en Tilbøielighed til ogsaa at tage Af- stand fra sig selv, se fjernt paa sit eget Liv, uden kjæmpende Trang, analysere sine egne Sygdomme koldt eller rettere grusomt. Han kan næsten ikke gjøre noget som Menneske, uden at Kunstneren i ham iagttager ham koldt og «æsthetisk». Det er Naturens frygtelige Hævn. Intet Under, at han føler det, som om han havde to Sjæle, en almindelig Menneskesjæl og en an- den, som iagttager ham kunstnerisk. Han har jo i sin Afspeiling af andre sondret mellem Kunstneren og Mennesket, — forsømt at være Menneske ogsaa i sin Kunst. Han lider — saa fortsætter Maupassant — af et « besynderligt Onde, en Art Tvedeling af Sjælen. » « Medspiller og Tilskuer overfor sig selv og andre, aldrig blot og bart Medspiller som disse bra Folk, der lever uden Bagtanke », siger Maupassant. Men han indsaa ikke, at den normale og naturlige Digter er Medspiller og Medkjæmper ogsaa som Kunstner. Handlende og gribende ind i Livet netop gjennem sin kunstneriske Afspeiling. Hans Billede af Livet virker altid tilbage paa Livet, enten han tilsigter det eller ikke. Han kan ikke være et koldt og passivt Speil. Forestil-

224 Sund og syg Kunst.

linj^en eller Spejlbilledet vil altid vise sig at have ialfald nogen aktiv Drift, og han kan ikke ganske lade være at bruge den. Hvis hans Kvne til at afspeile ikke gjør ham til Deltager og Med- kjæmper i andres Liv, da gjør den ham grusom og fiendtlig. Det mener jeg er en sjælelig Lov, som forklarer meget i den syge Kunst. Han kan ikke være neutral. Er hans '^^ Digterspeil » (med Henrik Ibsens Udtryk) ikke som en aabcn Favn, der omslutter for at hjælpe, da bliver det et grusomt Griberedskab, som favner for at pine og ødelægge. Som det kunstneriske Næt, hvori Flaubert fangede Spidsborgere og lod dem sprælle. Bevidstheden, denne Evne til at omslynge Millioner (som i Schillers Digt «Ode an die Freude»), bliver til et Pineredskab. Og blandt de Ofre, som Digteren fanger, er og- saa han selv. Hans Seerevne, hans psykologiske Instinkt bliver en ubarmhjertig Sporhund, som opsøger Menneskenes Feil og Lidelser uden Trang til at læge og lindre. Undertiden vender han sig mod sig selv og sonderer grusomt sine egne Saar, søger at nyde sin egen Sygdom og og Selvødelæggelse æsthetisk. Digterfuglen bliver en Grib, som søger did, hvor der er Opløsning; en syg Grib, som hakker i sit eget Brj^st. Det hele beror, saa vidt jeg kan se, paa den enkle sjælelige Lov, at en Forestilling, en Afspeiling,

Sund og syg Kunst. 22 5

er forbunden med en handlende Drift; faar den ikke Lov til at gavne, maa den ødelægge. Tilbøieligheden til at opspore og konstatere Menneskenes Mangler, uden samtidig Opøvelse af Trangen til at reformere og forbedre, vil ganske naturlig slaa ud i anarkistisk Trang til at ødelægge; og det ikke blot i Fantasiens Verden,

Det digteriske Tvesyn, dette kolde og frem- mede Syn paa sig selv, traadte allerede frem i den « romantiske Ironi », hvorved Digteren tog Afstand fra sin egen Følelse. Digteren, for hvem intet menneskeligt skulde være fremmed, bliver fremmed for alle Mennesker, ogsaa for sig selv. Saa æsthetisk fjernt kan han vænne sig til at se paa alt, at han ikke engang føler sine egne Glæder og Sorger som fuldt virkelige. « Hvorfor kan jeg ikke faa kjende Virkeligheden af Glæder og Haab?» — udbrød Maupassant. Fordi han ikke havde været ægte Virkeligheds- digter, ikke forholdt sig som et Menneske til levende Mennesker. Han havde af Flaubert lært i nogen Grad at se paa Virkeligheden som «en Illusion, der er til for at beskrives». Intet Under, om der blev noget uvirkeligt for ham ogsaa ved hans eget Liv. « Ekkoet klinger stærkere end den oprindelige Lyd». Ja, hvis man stadig blot tænker paa den kunstneriske

IS

226 Sund og syg Kunst.

Effekt. Der er bare cnUdvei: ogsaa at tænke paa den praktiske Virkning; føle sig som hand- lende Menneske ogsaa i sin Kunst. Digterspeilet virker tilbage paa det, som afspciles, og Digteren maa selv have en Følelse af dette. Gjenncm sin Kunst maa han søge at hjælpe Livet, som er den største Kunst.

Æsthetiken eller Kunstlæren er en Del af Biologien. Det er umuligt at forstaa Kunstens Udvikling uden at lægge Livslære og Sjælelære til Grund. Disse Videnskaber kaster endelig et klart Lys over Menneskets Rolle i Naturen. Selv om Verden er en underlig Gaade, — vi ved ialfald, hvad vi har at gjøre her i Verden. Hver af os er en Maskinist, som bor i en Ma- skine, vidunderlig sammensat. Og Videnskaben har vist os, hvad den skal bruges til. Legemet, det dyriske Legeme, er en eiendommelig Art Varme-Maskine, som tager imod Brændstof og giver Varmen tilbage til Naturen i Form af Bevægelse, — som andre Varmemaskiner. Men hvad Slags Bevægelse? Der er jo nok af Be- vægelse før i Naturen, — uhyre meget kraftigere end vore smaa Muskelbevægelser. Ja, men Be- vægelserne i den livløse Natur arbeider ikke nok sammen. Det er hertil vi er indrettede: til at organisere og forbinde Naturens Kræfter til et Samfund. Vor Bevidsthed er netop en Samfunds-

Sund og syg Kunst, 227

Stifter, et Apparat til at « associere », som de engelske Psykologer forlængst har udfundet.

« Naturen » kan være saa gaadefuld og taus, som den vil. Den har dog røbet noget af sin Hemmelighed allerede i vort Legemes Organisa- tion. En Del af det Brændstof, som vi optager, benytter vi ubevidst til indre Bevægelser; og disse er nøie forbundne, som et Samspil af fysiske og kemiske Kræfter. Herigjennem har Naturen røbet Meningen cgsaa med vore ydre Bevægelser. Vi er indrettede til at organisere Kræfter, i os selv og omkring os, ordne dem til Samhjælp.

Ogsaa de indre Bevægelser i Bevidstheden, Tankebevægelserne , aabenbarer den samme Hemmelighed. Deres Hovedlov er Associatio- nens Lov. Bevidstheden (og dens materielle Underlag) er en Hjælpeverden, et Forsøgslabo- ratorium. Forestillingerne om Tingene adskiller sig fra Tingene blandt andet derved, at de er langt mere letbevægelige, uendelig meget lettere at opløse og forbinde. Som en Billedhugger først former i Ler og bagefter i Marmor, sammen- knytter øg harmoniserer vi Naturens Kræfter først i Form af Forestillinger, bagefter i den ydre Virkelighed. Vor Bevidsthed er Naturens kunstneriske Prøveværksted.

Man kan sige, at Naturen har aabenbaret

15*

2 2 (S Sund oj^ syg Kunst.

sin Hygj^clyst, sin kunstneriske Tran^^ i den Opbygning af vore Legemer, som foregaar i os ubevidst. Men Bevidstheden (og hele det psyko- fysiske Apparat) har den Rolle at gjengjælde Naturen dette med Renter, ved at lade ^^y^gc- lysten slaa ud, i Form af leddelende og sammen- føiende Bevægelser. Derfor er det Naturen fodrer os med Brændstof. Derfor har den sparet op Solvarme i Planterne, nedlagt Tusener af Aartuseners Solvarme i Jordens dybe Kjældere. Forat vi kan omdanne Solvarmen til samfunds- stiftende Bevægelser. Vi faar Solskin i mange Former og giver Hjertevarme tilbage; udsender Brorsind og Sympathi og kunstnerisk sammen- føiende Trang, i Form af Muskelbevægelser, som ordner levende og livløse Kræfter til et Arbeidersamfund.

Vor bevægende Kraft er ubetydelig i Sammen- ligning med de vældige Kræfter omkring os. Og dog har vi indordnet mange af dem i vort Samfund, lært dem at hjælpe os i vort Arbeide. Dette er Kulturens Erobringstrang : at knytte flere og flere Kræfter til vort Forbund, paa en viss Maade at menneskeliggjøre Naturen, — efterat den har menneskeliggjort os. Hvis Na- turen vil os noget, er det dette, at vi skal idealisere den. Læg Mærke til Naturviden- skaberne, til alle Erfaringsvidenskaber. Stræver

Sund og syg Kunst. 22Q

ikke Fysiken næsten uvilkaarlig med at forme menneskelige Idealer? Enhver Maskine er et Stykke idealiseret Natur, en Art anthropomorfistisk Naturvæsen, som udfører menneskeligt Arbeide, med overmenneskelig Kraft. I Dampmaskinen feirer vi den lykkelige Formæling af to gamle formentlige «Fiender», Ild og Vand, som føder en ung Gigant, Dampens utaalmodige, virke- lystne Spændkraft. Al Forestilling om Tingene har en bevægende Trang, en Drift til at gjøre deres Kræfter mere samvirkende. Kemien pønser stadig paa nye Syntheser; den vil overgaa Planterne ved at lave ideale Næringsstoffer. Botanik og Zoologi leder uvilkaarlig til at ideali- sere Planter og Dyr, frembringe nye og rigere Varieteter. Og Videnskaben om Mennesket.?* Selve Begrebet Menneske har gjort os mere menneskelige. Sundhedslæren gjør os sundere og Samfundslæren mere samfølende.

Vor bevægende Kraft er svag. Men læg Mærke til nogle af vore svageste og letteste Muskelbevægelser, Talen for Eksempel, den, som har knyttet Menneskene sammen til Familie og Stat. Eller Skriften, en næsten endnu lettere Række Muskelbevægelser, endnu mere vidtræk- kende. Har Talen stiftet Samfund, saa hjælper Skriften til at stifte Menneskehed. To smaa Verdensbevægere : Skriften, som fæster det flyg-

230 Sund og syg Kunst.

tige, let hcnveirede Ord, o<^ Talen, hvorigjcnnem vi udaander ikke blot en Luftstrøm, varm fra Blodet, men Tanker og F'ølelser, vort inderste Væsen. Talen, som gjør, at den udgaaende, udtjente Luft, der har gjennemstrømmet vort Legeme, vender tilbage til Luften med en dyr Returfragt, som gjør Verden mere beboelig. Hvad Magt har der ikke været i Ord som «Mor» og «Far», i Børns Mund? Og i de andre gamle Kulturord .^

Al Kunst gaar ind under den almene Livs- lov. Den kunstneriske Fantasi er associerende som al Bevidsthed. Direkte eller indirekte bi- drager Kunsten, naar den er sund, til at give Livet mere Sammenhæng. Sammenhæng er netop det eiendommelige for Kunsten. Hvad den end griber, søger den at forme det til noget helt. Digteren tager op Brudstykker af Menneskeskjæbner, udfylder og rekonstruerer dem, næsten som en Zoolog gjenskaber uddøde Dyreformer, blot meget mere livfuldt. Dette er ogsaa Kunstens naturlige moralske Tendens, snart bevidst, snart uvilkaarlig: at give Livet større Sammenhæng, omforme det til Kunst. Lette Livets Rythme og Kræfternes Samspil og gjøre det menneskelige Samfund ligt et Orkester, hvor hver Stemme bærer de andre og

Sund og syg Kunst. 23 I

bæres af de andre, hvor alle støtter hinanden ved at udfolde hver sin Eiendommelighed.

Det vidunderlige Samspil i et Orkester beror paa, at hver af de spillende, ogsaa Paukeslageren, lever med i alle Stemmer; hver enkelt omfatter det hele, bærer i sig et helt Orkester. Ellers kunde ikke Paukeslageren holde ud. Tænk Dem et Orkester af døve eller næsten døve: saa om- trent skurrer ofte det nuværende Samfunds Kon- cert. Al menneskeskildrende Kunst, men især den realistiske Digtning, kan aabne vore Øren og gjøre, at vi hører de andre Stemmer. Der er langt frem ; men da først bliver vi rigtig levende. Og Livet bliver rigt, selv for dem, som spiller paa de ringere Instrumenter.

Kunsten er syg, naar den ikke arbeider med paa Livets Udvikling. Kunsten maa være hand- lende, ikke blot beskuende; ikke blot nydende, men ogsaa ydende. En stor Del af den nyere realistiske Digtning, især i Frankrig, har snarere været Artisme end Realisme. Kunstinteressen har svækket Interessen for det praktiske Liv. Her er en klar Modsætning mellem sund og syg Digtning. Maupassant klagede over, at en For- fatter ikke kunde føle Virkeligheden af sine egne Følelser og Oplevelser. Han havde tabt noget af Virkelighedssansen. Han saa nemlig paa alt som Kunstner, ogsaa paa sig selv. Det vil sige:

212 Sund Dg syg Kunst.

som udeltagende Kunstner. T^kkoct overdøvede det oprindelige Indtryk. Det kunstneriske Spejl- billede trak sig som en Minde over Virkeligheden og optog dens Plads. « Kunsten maa ikke træde istedenfor Livet, » siger Professor Høffding træf- fende i sin Etik. Men netop dette er en gammel Sygdom i Kunsten. Istedenfor at tage Del i det langvarige Arbeide at gjøre Livet til Kunst, har man tvertom søgt at gjøre Kunsten til et Liv for sig selv. «Undgaa Livet ved at leve i Kunsten, » som Flaubert sagde. En Udvandring til Fantasiens Land som til et Sted udenfor Virkeligheden. Just den realistiske Digtning har for en stor Del været en Slags romantisk Emi- grantliteratur. Netop de skuffende Billeder af Virkeligheden har den brugt til at dække over Virkeligheden. Illusionisme istedenfor Realisme; et Forsøg paa at leve i Fantasibilledernes Verden, hvor alt gaar lettere, og hvor det synes, som om man er fri for den moralske Kamp.

Maupassant blev tilsidst harm over, at Dig- teren — som han troede — var fordømt til at leve i en Skyggeverden, udestængt fra det vir- kelige Liv. Den «frie» Kunst blev ham et Fængsel. I et Par af sine sidste Arbeider frem- stiller han Livskampen med mere deltagende Varme; men alligevel altfor slapt, — selv ligesaa slap overfor det syge, som de Personer, han skildrer.

Sund og syg Kunst. 2^^

Lægemidlet mod den Sygdom, han led af*), bestaar i at føle Digterværket ikke som Sted- fortræder for Virkeligheden, men som et Middel til at forandre Virkeligheden. « Kunsten er ikke blot Gjenbillede af Livet, men ogsaa Forbillede for Livet, » heder det i Høffdings Psykologi. Dette er den ægte Realisme : Fremstillingen af Livet føles af Digteren selv som noget, der virker tilbage paa Livet. Den realistiske Digt- ning maa udvikle sig til moralsk Tendensdigt- ning (med sund eller skadelig Tendens), eftersom Psykologien afslører den Illusion, at det gaar an at konstatere Fakta uden derved at forberede nye Fakta. Digteren kan ikke stanse Livets Strøm ; et Indtryk af Virkeligheden er en Kraft, som vil tilbage til den ydre Virkelighed. Ethvert Billede af Livet er en Bearbeidelse, en Omform- ning. Vore Forestillinger er mere end Speil- billeder. Af Luftbølger skaber de Sprog og Musik; af Æthersvingninger, Lysets og Skyg- gernes Leg og Farvernes Samspil.

Den ægte Realisme staar ikke rolig og ser tilbage paa det faktiske, det som engang er gjort, men fremadvendt, ligesom paa Sprang

*) Den Lidelse, Maupassant klager over i Sur l'Eau, skyldes dog visselig en Forening af flere Aarsager, ikke blot literære Vaner, men ogsaa ligefrem Nervesvækkelse.

234 Sund og syg Kunsi.

mod det vordende. Saadan er Bjørnsons I^i^t- ning. Ikke tilbagetrukket i en Krog, nydende Synet af Striden udenfor Skudvidde, men ka- stende sig midt ud i Kampen. Livsbilleder, som lever med i selve Livet; en historisk Digtning, som søger at skabe ny Historie. Ln saadan Realisme forøger Digterens Virkelighedssans; den gjør ham jo til Medspiller i Virkelighedens Drama. Maupassant klagede over, at en F'or- fatter er aldrig ret og slet Medspiller, men altid paa samme Tid Tilskuer. Om den sunde Realist kan man tvertimod sige, at han er i dobbelt Forstand Medspiller, han er handlende ogsaa som Tilskuer (fordi han har Evnen til at frem- stille sine Syner), medens andre Mennesker er snart handlende og snart passive Tilskuere. Vi er alle Tilskuere, Digteren ganske vist i høiere Grad end andre. Men til Gengæld er han langt mere aktiv Tilskuer, han kaster sit Syn paa Livet midt ud iblandt Mængden, længere end hans Blik kan naa, som suggestiv Magt, som Drivkraft for tusener. Ogsaa overfor sig selv er han ganske vist Tilskuer i høiere Grad end de fleste andre; men hvis han er en deltagende, ikke en kold og kritisk Tilskuer til sine egne Rørelser, kan Afspeilingen virke forstærkende paa Følelsen, som et samlende Hulspeil, — ikke blot forstærkende, men klarende og rensende.

Sund og syg Kunst. 2^5

Ekkoet overdøver ikke det oprindelige Indtryk, men fordobler og fremhæver det. Netop Dig- teren kan stemme Bevidstheden til en Sangbund. Hans Livsindtryk er mere dirrende og fuldtonige end hos andre, fordi der i ham er større Re- sonans. Hele hans Væsen toner mere med i alt, hvad han oplever,

Digteren har i sin Bevidsthed et usædvanligt fintslebet Lys- og Lydspeil. Det er dette, som gjør ham mere seende og mere lydhør. Men hos satiriske og pessimistiske Digtere som Mau- passant vrængte Speilet sig om til et Kuglespeil, som karrikerede, og satte en Pukkel paa alt, hvad det gjengav og fjernede det ifra sig; i Længden kunde han ikke undgaa at se sig selv i det samme Speil. Botemidlet er at bøie det tilbage og hule det til en Favn, som drager til sig og omslutter alt, hvad det speiler.

Alligevel bliver der en Vanskelighed tilbage. Digteren maa interessere sig ikke blot for den kunstneriske Effekt, men ogsaa for den praktiske Virkning af sit Kunstværk. Men det er lettere sagt end gjort. Den kunstneriske Reproduktion af Naturen eller Menneskelivet er saa vanskelig, at den let opsluger næsten al Kunstnerens In-

2 76 Sund og syg Kunst,

teressc. Landskabsmaleren bliver let mere j^lad i sit e^et Billede end i Naturen; thi Hilledet har han skabt selv, med Opbydelse af al sin Evne; han har nedlagt i det noget af sig selv, betalt det med en Del af sin Livskraft. Naar det endelig er lykkedes for ham at gjøre Bil- ledet vellykket som Billede, livfuldt og sam- tonigt, da har han Trang til at glæde sig over den umiddelbare Virkning, uden at plage sig med at tænke paa dets indirekte Indvirkning paa hans eget eller andres Liv. Men paa den Maade bliver Virkeligheden let bare et Middel til at gjøre Kunst af, og Kunstneren tager In- teressen for Virkeligheden som saadan. En Portrætmaler eller en Forfatter kan komme i Vane med at se paa alt og alle som paa Mo- deller, der er til for hans Skyld og ikke for sin egen. En Landskabsmaler glæder sig ikke længere ved alt vakkert i Naturen, men kun ved det, som han kan fremstille med virkningsfuld Kunst. Og Forfatteren bryder sig ikke om andre end dem, hvoraf han kan lave Literatur. Kunsten bliver en Parasit og Forfatteren en Snylter, som lever paa andre Mennesker. Vi andre er bare Penneføde, une fnatiere a écrire (som Flaubert sagde), Raastof for Kunsten. « Roman- forfatteren er farlig », siger Maupassant i «Paa

Sund og syg Kunst. 23?

Vandet. » «Han gnaver paa, han plyndrer og eksploiterer alt, hvad der kommer for hans Øine. Sammen med ham kan man aldrig være tryg, aldrig vis paa, at han ikke en vakker Dag lægger Dem aldeles nøgen imellem Bladene i sin Bog. Hans Øie er en Pumpe, som suger til sig alt; som en Tyvehaand er det altid virk- somt. Intet undgaar dets Blik; det samler og plukker til sig uden Afladelse; samler op Be- vægelser og Gebærder, de skjulte Hensigter, — alt hvad der foregaar i dets Nærhed; samler op de mindste Ord, de mindste Handlinger. Det samme Øie magasinerer fra Morgen til Kvæld Iagttagelser af enhver Sort for at gjøre dem til Salgsvare (des histoires a vendre).y> « Sandelig — tilføier Maupassant — , det er ligesaa farligt for den fine Verdens Mennesker at kjæle for Romanforfattere og være gjæstfri imod dem, som det vilde være for en Melhandler at op- føde Rotter i sin Melbod ».

Dette er en af Arbeidets Farer i Kunsten, netop i den realistiske Kunst. Og det er ikke blot Virkelighedssansen, som svækkes ; ikke blot den umiddelbare Glæde i Naturen og Menneskene. I Længden svækkes ogsaa Trangen til at re- producere disse Mennesker og Landskaber, som ikke har nogen Interesse i sig selv. Kunstneren bliver kjed af dem. Han kan komme til at

238 Sund of^ syg Kunst.

hade dem, siden de ofte volder ham Møie. Jo mindre han glæder sig i selve Kmnet, desto vanskeligere bliver det for ham at gjengive det friskt og livagtig. Flaubert vilde helst slippe for at have noget Emne; han ønskede, at han kunde skrive en Bog om ingen Verdens Ting [un livre sur rien). Det er en sjælelig Lov, at vi er glade i dem, som vi gjør vel imod ; vi bliver let uvillige overfor dem, som vi søger at udnytte. Hvis Digteren ikke søger at gjøre godt mod de levende Mennesker, vil netop Kunsten bidrage til at gjøre ham til Misanthrop. «Gud, hvor Menneskene er stygge », udbryder Maupassant (i det nævnte Værk). «Af alle Racer er Menneskeslægten den mest gruopvæk- kende.» «Det glæder mig at se Menneskeheden og alt, hvad den har Respekt for, nedværdiget og gjønet, haanet og udpebet », siger Flaubert i et af sine Breve (og dog viste Flaubert ofte Nobelhed og godt Hjertelag, naar det kom til Stykket. Hans Menneskehad var ikke hans Natur, men en Sygdom). Fremstillingen af Virkeligheden blev for ham en Hævn over Virke- ligheden, en Afsløring af Menneskenes Usselhed, en Gabestok-Straf. I sin Roman « Madame Bo- vary» havde han med Flid samlet al Slags Idioti (réuni toutes les betises). Men paa den Maade blev Reproduktionen af Livet ogsaa en

Sund og syg Kunst. 2^9

Selvpinsel for Forfatteren. Det var ikke alene Flauberts utrættelige Kamp med Stilen, som gjorde, at han i et af sine Breve kaldte Kunsten for en Tortur [Vart est un supplice). Hans Kunsttrang var en Drift, en ofte tvingende Drift til at reproducere de Mennesker, som han af- skyede. Han, der havde ønsket at være som en Gud i sit Værk, iboende og dog skjult, han saa sig fordømt til at skabe Væsener, som bød ham inderlig imod. Men naar Emnet byder imod, vil den kunstneriske Drift til at efterligne i Længden svækkes. « Hvorfor al denne Møie?» udbryder Maupassant. « Hvorfor al denne unyttige Efterlign ing.f* (Han tænker baade paa Malere og Forfattere). Hvad skal den være god for, denne banale Reproduktion af Ting, som er saa sørge- lige i sig selv? For en Jammer !» . . . «Har da ingen følt Had til det menneskelige Ansigt, som altid er det samme. Had til Dyrene, der ser ud som levende Maskiner med sine uforanderlige Instinkter, overførte med Sæden fra den første til den sidste i Ætten, Had til disse evindelig ensartede Landskaber og Had til Fornøielser, som aldrig fornyes ?» . . . «Et ufrugtbart Arbeide, at efterligne Menneskelivet. Thi da Mennesket aldrig forandrer sig, er Kunsten unyttig og uforanderlig . . . Hvad Gavn har jeg af at be- tragte mig selv i de banale Hændelser i en

240 Sund og syg Kunst.

Roman? — Nci, li vis Diaerne kunde træn^^c frem igjennem Rummet, udforske Stjernerne, op- dage nye Verdener, nye Væsener, uden Ophør variere for mit Blik Tingenes Form og Natur, . . . aabne hemmelighedsfulde Porte til uventede og vidunderlige Horisonter, da vilde jeg læse dem Dag og Nat. Men de stakkars afmægtige, de kan ikke forandre andet end Ordenes Stil- ling og vise mig mit eget Billede, — de lige- som Malerne. A quoi bon?y>

Ja, det er netop Sagen. Kunsten maa søge at /'^r(3:;2</;'^ Virkeligheden, dl fornye Menneskene; Kunsten saavel som den anvendte Videnskab. Hvis ikke, bliver baade Kunst og Videnskab kjede af at studere og konstatere det, som er. Mennesket er ikke uforanderligt; her tog Mau- passant feil. Dyrene har ikke « uforanderlige Instinkter ». Naturen forandrer dem langsomt, og Mennesket kan ved Videnskabens Hjælp lede og paaskynde Udviklingen af nye Former af Planter og Dyr. Istedenfor det « naturlige Ud- valg» sætter Menneskene det kunstige Udvalg. Menneskene er stygge for en stor Del, — deri kan Maupassant have Ret. Men Videnskaben og Kunsten i Forening kan gjøre dem skjønne. Det var Richard Jefiferies' Drøm, og det var Ten- densen i en stor Del af den græske Skulptur. Men Kunsten alene er ikke nok. Altfor letvint

Sund og syg Kunst. 24 1

at omskabe Naturen i Fantasien, at « opdage nye Verdener, nye Væsener og uden Ophør variere Tingenes Form og Natur », som Mau- passant ønskede. Menneskeden kan omskabes og fornyes; men Arbeidet er ikke saa let. Alle Kunster maa arbeide sammen med Livets Kunst. Digteren eller Komponisten, Maleren, Billed- huggeren eller Bygmesteren maa tage Del i Kampen for Livets Omdannelse, og det ikke blot gjennem sin Kunst. Ved Siden af at være Kunstner maa han være Medborger, Reformven, i stort eller smaat. Som Solon og mange af de græske Digtere, eller mange af Renaissancens Kunstnere; som Lamartine og Victor Hugo, som Grundtvig eller Wergeland og Bjørnson. Selv Handlingens Mænd ved Siden af at afspeile Handlingens Liv. Kunstneren kan let blive mere glad i sit Billede end i Emnet, — vi saa, at dette var en Arbeidsfare for den digtende og bildende Kunstner; han har jo ofret saa meget for Billedets Skyld. For at blive ligesaa glad i selve Livet og Menneskene, maa han ofre lige- saa meget for dem. Nedlægge noget af sig selv, og for denne Pris kjøbe en Aktie, i Politik eller sociale Reformer, i Arbeidet for Folkeop- lysning, for Idrætter og Sundhedspleie, for Be- frielsen fra fysiske og moralske Sygdomme. Han maa gjøre noget godt mod Menneskene for at

16

242 Sund og syg Kunst.

blive glad i dem; ellers vil han som Maupassant blot finde dem stygge, dumme, triMicllc. Han maa ikke være en Parasit, som blot lever af at leve opigjen andres Liv, en Beskjæftigelsc, som neppe er en fri Mand værdig; men selv være med at leve Livet. Han, som gjør andre til Stof, maa selv være med at skabe eller nyskabe dette Stof; paa en Maade brødføde sig selv. De gamle Seere og Skalder tog Del i de Kampe, de besang; opmuntrede til Kamp og gik selv med blandt de forreste. Digterne har den For- ret, at de kan leve dobbelt med i Kampen, gjen- nem Digtning og Handling. Som Solon gik i Spidsen for det at gjenreise Athen, eller som Aischylos selv var med i den Frihedskamp, han senere forherligede i sin Tragedie « Perserne ».

Kunstnerne trænger til Vekselbrug , for at de ikke skal blive bergtagne i Ekkoernes Ver- den som i en Hule, fordømte til at give Gjen- lyd af alt uden at svinge med i de oprindelige Bevægelser. Men dertil kommer, at det er en Livsbetingelse for Kunsten, at der foregaar noget betydeligt i de ydre Handlingers Verden. Stor Kunst følger med store Begivenheder, — det er en af Taines mange Fortjenester, at han har fremhævet dette saa stærkt. De store Kunst- blomstringer følger gjerne umiddelbart efter store Befrielseskampe: efter Perserkrigen var det, som

Sund og syg Kunst. 243

om alle de græske Kunster fødtes paany; i Middelalderens frie Stæder forberedtes Renais- sancen, især i Italien, og den store Renaissances Kunst fulgte med den store aandelige Friheds- kamp ; den dramatiske Digtning i England laante Spændkraft og Fart af Sjøfolkenes Forvovenhed og af Seiren over den spanske Armada; i Hol- land oplevede Malerkunsten en enestaaende Blomstring straks efter den lange Frihedskamp mod Spanien; og det store Vaarbrud af lyrisk Digtning i den første Del af vort Aarhundrede fulgte efter den franske Revolutions forløsende Uveir. Taine siger om de gamle vinskibelige og krigerske Flamlændere, at «der er Mænd blandt disse Vævere, og hvor der findes Mænd, kan man ogsaa vente at finde Kunst. » I de nordlige nederlandske Provinser «ser alle de store Malere Lyset i Løbet af de første 30 Aar af det 17de Aarhundrede, paa den Tid, da Seiren endelig er vundet . . . Her som alle Steder i Verden er Kunstneren Heltens Søn. De Kræfter, som har været brugte til at skabe en reel Verden, strækker til udover denne, og nu da dette Værk er fuldført, bruges de til at skabe en ideel Verden . . . Efter at dette Folks dybeste Evner var blevne vakte og styrkede ved Brugen, vedbliver de at virke, og efter at have skabt en Nation, skaber de en Kunst. » Senere

16*

244 ^""'^ ^2 ^^^ Kunst.

kommer Dekadencen, først i det virkelige Liv, snart efter i Kunsten. Taine siger om For- faldet i den nederlandske Kunst: «I nøie Sam- menhæng med den praktiske Energis Synken ser man ogsaa Malerkunstens skabende Iwne svinde ind.» Betegnende nok var det Stillebens- Maleriet, som holdt sig længst. «Et Bevis — siger Taine — for hvor nøie den individuelle Originalitet hænger sammen med det almene Samfunds Liv, og Kunstnerens skabende Evne afhænger af Nationens Handlekraft. » Dette stemmer for en stor Del med Udviklingslærens Æsthetik. Kunsten er en Anvendelse af Over- skuddet af de Kræfter, som bruges i Livs- kampen. De store Kunstblomstringer har paa en Maade opsamlet og tilgodegjort aandelig Elektricitet efter store verdenshistoriske Sammen- stød. Musiken og Lyriken i Slutningen af det 1 8de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede reddede og bevarede Aandskraft fra «de store Følelsers Tid». Men er dette egentlig en høi nok Opgave for Kunsten: at være en Tilgode- gjørelse af Resterne} « Kunstneren er Heltens Søn, » siger Taine, og det passer i mange Til- fælder (Victor Hugo var Søn af en af Napoleons Generaler og «født imellem to Slag»). Altsaa, Kunsten er en Efterhøst, og de store Kunstnere ere Epigoner. Selve deres Energi skyldes Træg-

Sund og syg Kunst. 245

hedens Lov: naar vældige Kræfter ere vakte tillive i det virkelige Livs Kampe, kræver de Anvendelse ogsaa bagefter, at Kampen er endt, og finder da Udladelse i kunstnerisk Leg, i Ekkoernes og Gjenskinnets Verden. Kunsten lever paa Efterdønninger, og det vel at mærke den store Kunst, ifølge Taine. Jeg tvivler paa, at denne Theori kan have virket ubetinget op- muntrende paa de unge Kunstnere, som var Taines Tilhørere. Den store Kunst skulde be- staa i, at man er sin Fars Søn; i at samle og udlade Kraft, som andre har opøvet. Vor egen Wergeland var jo en Søn af en af Handlingens Mænd fra 18 14. Kunsten som et andet Opkog af heroisk Energi.? Altsaa alligevel fordømt til at være Parasit.?

Livets Kunst har første Prioritet, deri har Taine visselig Ret. Livskampen lægger først og fremst Beslag paa vore Kræfter, og Kunsten lever af Overskuddet. Men hvad Taine forsømte at fremhæve var, at Kunsten kan gjøre Gjengjæld og give Kraften tilbage til det praktiske Liv. Der er Vekselvirkning mellem begge. Grækerne benyttede Kunsten som Tilskynder og Kraft- vækker. Fra de ældste Tider var Musik og Dans et Middel til at opflamme Krigerne til Kamp. Ogsaa Digtekunsten har ofte været med i de store Kampe, gjerne sammen med Musiken

2A.G Sund og syg Kunst.

(som Marscillaiscn i den franske Revolutions Kampe). At redde o^ bevare Aandskraft fra Menneskehedens heroiske Kampe, til Arv og Eie for alle Tider, allerede dette er dog i Grun- den en stor Opgave for Kunsten. Thi den gjem- mer jo ikke Kraften for sig selv alene, blot til Nydelse, men giver den atter og atter tilbage til Livet. Den græske Kunst bidrog mægtig til at fornye Livsglæden og Troen paa Men- neskets Kraft, ikke blot under den store aande- lige Renaissance, men ogsaa i Begyndelsen af vort Aarhundrede. Oldtidens og Renaissancens Kunst i Forening, — alle de gamle Malerier og Statuer, deltog paa en Maade i Kampen for det nye Italiens Frihed og Enhed, ligesom de græske Guder og Helte af Marmor vinkede paa alle Vestens Folk og kaldte dem til Hjælp, da Ny- grækerne kjæmpede for sin Uafhængighed. Hvis Kunstneren er Heltens Søn, som Taine sagde, da er Kunsten til Gjengjæld ofte Heltenes Foster- mor. Den Aandskraft, som var gjemt i de gamle Sagaer, hjalp til at give Nordmændene i 1 8 14 Mod og Kraft til at leve sit eget Liv.

Naar opøvet Aandskraft skal overgives som Arv fra det ene Slægtled til det andet, maa den bæres i et Sold, og det meste rinder ud, saaat hver ny Slægt maa begynde forfra — og fylde Danaidernes Kar. Heldigvis holder Kunsten en

Sund og syg Kunst. 24?

liden gylden Skaal nedenunder og opsamler en Del af det dyrebareste. En Skaal, som mange skiftende Slægter drikker af, uden at den tømmes. Kunstnerne er desuden ikke fordømte til at være Epigoner og Efterklang af store Fædre. Mange store Kunstnere har selv været Krigere, som de gamle Skalder og Trouverer, som Dante, som Lope de Vega og Calderon. Men naar Kunsten saa ofte har naaet sin største Blomstring, efterat de store Handlinger var udførte, kom dette ikke just deraf, at de store Frihedskrige optog al Kraft, saalænge de stod paa; men snarere af, at Krig er en primitiv og barbarisk Form af Livskamp, hvor mange af de mest sammensatte Livskræfter ikke finder Anvendelse. De skjønne Kunster kan ikke altid yde nogen stor Hjælp i en Krig og maa derfor vente, til den brutale Kamp er forbi. Da kommer alle de Evner, som Krigen ikke kunde anvende, og kræver sin Ret. Anderledes er det med Nutidens store Aandskampe, den politiske, den sociale og moralske. Her behøver Kunsten ikke at vente, til Krigen er forbi. Netop Kunsten er i høi Grad vaabenfør, alle Leire kappes om at faa den i sin Tjeneste. Ja, men « Kunsten er en Aandsmagt for sig selv», siger Garborg (i den nævnte Artikel i « Samtiden »). «Den maa være fri; den kan ikke bortfæstes som Tjenestepige hos nogen fremmed Magt,

248 Swn^ og "^YK Kunst.

det være sig Politik, Religion, Moral eller Viden- skab)). — Bortfæstes hos nogen fremmed Magt.^ Kunsten, for hvem intet menneskeligt kan være fremmed, ifølge den samme Garborg? Ja, Kunsten maa være fri ; men her er netop den Frihed, Kunsten har maattet kjæmpe saa haardt for at opnaa: Retten til aabent at tage Parti i Tidens aandelige Kampe — istedenfor at sidde og vente, til Striden er over, og digte om For- tidens Kampe.

Ser man nærmere paa Taines Theori, da kan man neppe undgaa at tænke, at det maa være et Krafttab for Kunsten at skulle vente, til de store Handlingers Tid er forbi. Noget af det storslagne og friske vil gaa tabt ved Kraftens Overførelse til det næste Slægtled. Lad være, at Sofokles' Kunst er den mest form- fuldendte; men der er et endnu større Pust hos Aischylos, en større Dristighed og Spændvidde i Anlægget af hans Trilogier. Vistnok var og- saa Sofokles Kriger, endog Strateg ; men Aischy- los havde været med ved selve Marathon; og det var ham, som digtede den bundne Promethevs, et Værk, som minder os, en senere Tids Men- nesker, om Michelangelos Kunst.

Taine gav Frankriges unge Kunstnere det Raad at fylde sig med Samtidens store aande- lige Bevægelser, altsaa samle op al den Elek-

Sund og syg Kunst. 249

tricitet, som laa i Luften; saa havde Fortidens store Kunstnere gjort uvilkaarlig og af Instinkt. Men dette var en altfor passiv Rolle for de unge Kunstnere: at være gode Ledningsrør for den Kraft, som andre havde frembragt. Taines Theori trænger til at udvides. De unge Kunstnere maa selv være med at skabe store Bevægelser, ikke nøie sig med at opsamle andenhaands Kraft. Være med i Tidens største Kampe, baade gjen- ném sin Kunst og gjennem ligefrem Deltagelse i det praktiske Liv. Benytte sig af sin dobbelte Stilling som Kunstner og Borger til at leve dobbelt med i Samtidens Historie. Hvis Taine havde givet det unge Frankrig dette Raad, hvis han havde udmalt og anskueliggjort det med store Billedsyner som de, der stadig udslyngedes fra hans kunstnerisk skabende Fantasi, — da vilde der kanske efter Krigen i 1870 have vokset op en sundere Digterslægt end de franske « Natura- lister«. Her var en stor Bevægelse for de unge Digtere at leve med i: Frankriges materielle og aandelige Gjenfødelse. Guy de Maupassant og de andre unge Forfattere, som voksede op til Manddom under Krigen, kunde være blevet Renaissancens Mænd og Digtere. Ikke blot store Forfattere, men betydelige Mennesker. Havde de kastet sig med Liv og Sjæl ind i Arbeidet for Nationens moralske Fornyelse, vilde

2 CO Sund og syg Kunst.

deres kunstneriske Skabertrang uvilkaarli^ have gaaet ud paa at aabenbare og forherlige Vilje- kampene, de store moralske Befrielseskampe, alle Samfundets opbyggende Processer. Sjelden var der en større Anledning for Kunsten til at kjæmpe mod Nederlagets Bitterhed og Mismod; til at give de laante Kraftoverskud tilbage til Livet med Renter. Her kunde netop Digterne have været med paa at skabe en ny Bevægelse. Istedenfor dette forøgede de Nederlagets Mismod ved at ud- male alle Samfundets Forfaldsprocesser med en Blanding af Bitterhed og kynisk Velbehag. De levede høit som Kunstnere paa Nederlagene i Livs- kampen. De forsømte at være Borgere, og til- trods for alt skabende Talent blev deres Kunst ingen stor, ingen virkelig nyskabende Kunst; den blev for en ikke ringe Del en Kunst, som tilføiede moralsk Forfald til det Forfald, som den skildrede. Nei, da har den franske Viden- skab arbeidet ganske anderledes med paa at gjenopreise Frankrig. Mens den « naturviden- skabelige» Digtning har skildret Menneskene som Slaver af fatale Drifter («Vi er og bliver Dyr, og Instinktet behersker os», siger Mau- passant), har Naturvidenskaben selv kjæmpet mod alle de moralske Sygdomme, — kjæmpet i Barnehjem og Hospitaler, med fysiske og

Sund og syg Kunst. 25 I

psykiske Midler, med Hygiene, Suggestion og Hypnose. Zola har i sin bekjendte Afhandling om «den eksperimentale Roman » citeret Claude Bernard, som netop fremhæver, at Videnskaben ikke er uvirksom Tilskuer, men Anfører i Kampen mod Livets Fiender. Claude Bernard siger (i Introduction a la Médecine expériinentale^ : « De eksperimentale Videnskabers aktive Rolle"^) stanser ikke ved de fysisk-kemiske og fysiologiske Viden- skaber; den strækker sig ogsaa til de historiske og moralske Videnskaber. Man har forstaaet, at det ikke er nok at staa som tivirksom Til- skuer til godt og ondt . . . Den moderne Moral higer mod en større Rolle : den søger Aarsagerne, den vil forklare dem og indvirke paa dem; den vil med ét Ord beherske det gode og det slette, fremkalde og udvikle det første og kjæmpe mod det andet for at udrydde det.» Den moderne Videnskabs Stridbarhed og Seiersmod aander ud af disse Linier. Hvor vidt forskjellige fra Taines Beskrivelse af en Naturforsker (i Afhand- lingen om Balzac"^'-'): « Naturalisten elsker Kraften for dens egen Skyld . . . Blot han ser den handle, er han fornøiet. For ham er der intet Smuds . . . Han elsker Naturens Kræfter, og

*) Udhævelserne er af mig. **) Se ovenfor S. 102.

252 Sunfl og syg Kunst.

naar han stiller tilskue dens Misdannelser, dens Sygdomme og Uhyrligheder, forstørrer han dem endog gjærne». — Her har vi to Slags " Natu- ralisme». Zola paaberaaber sig begge, — baade Claude Bernard og Taine; men i det store og hele har Zola alene fulgt Taines Skildring som en Opskrift. Den ægte Naturalisme, den aktive og kampglade, den, hvis Program Claude Bernard har udfoldet som en Fane, — det var den, som Frankrig trængte til; men det var den, som Digterne ikke havde Sans for. En stor Del af den franske Digtning skilte sig ud fra den franske Videnskab; den første forsøgte at «staa som uvirksom Tilskuer til godt og ondt», mens den anden optog Kampen mod alt det, som skader Livet. Høit begavede Digtere forsømte Leilig- heden til at være med, netop i en af de Be- frielseskampe, som skaber Stemning for stor Kunst. Og en høitbegavet Kritiker, selve Taine, bidrog ikke lidet til at lede Digterne ind paa et galt Spor. Det er det tragiske ved denne fremragende Aands Skjæbne ; den samme Taine, som i de sidste tyve Aar af sit Liv forsøgte planmæssig at arbeide med paa Frankriges Gjen- reisning (gjennem sit ensidige, men stort og patriotisk anlagte Værk: « Oprindelsen til det nuværende Frankrig*).

Sund og syg Kunst. 253

Den franske Literatur efter Krigen giver for en stor Del et trist Indtryk af den nyeste franske Kultur. For at bedømme Frankrig retfærdig maa man erindre, at den franske Videnskab i det store og hele har repræsenteret en modsat Retning. Noget af det mest eiendommelige ved Frankrigs nyeste Historie tror jeg vil vise sig at være dette, at de to store Kulturmagter for en væsentlig Del har modvirket hinanden uden at være sig det klart bevidst. Et overordentligt Krafttab for den franske Nation — og for alle andre.

De franske Digtere har øiensynlig været bange for at moralisere. Ligesaa de franske Kritikere; man mærker ofte, dX Jules Lemattre, den fordums Skolelærer, er bange for at vise sig som Skolemester. Baade Digtere og Kritikere har ovenikjøbet indbildt sig, at det var « natura- listisk» eller naturvidenskabeligt at se bort fra Moralen. «Man maa dyrke Literaturkritiken, som man dyrker Naturhistorien, med Fravær af moralske Begreber », mente Flaubert*). Ikke

*) Se ovenfor Side 95.

2^4 Sund og syg Kunst.

blot Naturvidenskaben, men selve Naturen ud- mærkede sig ved sin storartede Lij^egyldighed for Moralen. « Naturens Umoralitet overgaar menneskeligt Maal», forsikrede Renan med Salvelse. Det var altsaa i dobbelt Grad natu- ralistisk at afholde sig fra at moralisere. Men det mærkelige er for det første, at Naturviden- skaben i Virkeligheden er blevet mere og mere moraliserende. Fysiologien bliver stadig mere nærgaaende med sine Krav paa, at vi skal leve sundt og tage Hensyn til Naturens strenge Love. De indskjærper det, som Herbert Spencer har kaldt for physical morality eller den legemlige Moralitet, — og de viser, at Overtrædelser straffes indtil tredje eller fjerde Led. i^Lev sundty> er det første Bud i den naturahstiske Ethik; og dette Bud indeholder i Grunden alle de gamle, tildels i en strengere Form. Hævdelsen af Aarsagsloven og Fremhævelsen af de ubønhør- lige og langtrækkende Konsekvenser af alle vore Handlinger gjør, at navnlig Spencers naturalisti- ske Ethik ofte faar et Præg af næsten kalvinistisk Strenghed. Det er visselig ikke tilfældigt, at det især er i Puritanismens gamle Hjem, at naturvidenskabelige Tænkere har faaet Øinene op for denne Anvendelse af Aarsagsloven.

Netop fra Naturvidenskaben udgaar der en

Sund og syg Kunst. 255

ny moralsk Vækkelse, som truer med Natur- lovenes ubønhørlige Strenghed, — men ogsaa et nyt Haab om at seire i de moralske Kampe, ved Videnskabens Hjælp. Ingen er strengere end Spencer; men Ingen er heller tryggere i sit Haab. Netop den naturvidenskabelige Aarsags- lov indeholder baade Lov og Evangelium. «Den moderne Moral søger Aarsagerne for at indvirke paa dem», sagde Claude Bernard. Kjender vi først Aarsagerne til vore moralske Sygdomme, da kan vi tjerne dem eller neutralisere dem ved at tilføie andre Aarsager. Just paa den Maade er det. Naturvidenskaben søger at befri os fra de fysiske Sygdomme. « Siden vi kjender Aar- sagen til Fnat, kan vi helbrede denne Sygdom sikkert », siger Claude Bernard triumferende i sin « Indledning til den eksperimentelle Medicin ». Men dette er ikke alt. Den nye moralske Vækkelse udgaar ikke blot fra Naturvidenskaben, men paa en Maade fra selve Natur en\ ogsaa den er Moralist, til trods for Renan. Hvis vi for Anskueligheds Skyld tænker os « Naturen » som et Væsen (en Art Metafysik, som neppe nogensinde vil forsvinde), da maa vi sige, at den vistnok er et meget ufuldkomment Væsen, ligesom vi selv; men at den ialfald stræber mod større Fuldkommenhed. Darwin anskuelig- gjorde for sig selv Arternes Oprindelse gjennem

2^6 Sund og syg Kunst,

Billedet af <'det naturlige Udvalg». Men Na- turens Udvalg af de mest levedygtige Individer, af dem, som udvikler Arten fremover, er netop en stræng og summarisk Maade at morali- sere paa, efter en Art primitiv og barbarisk Moral. Det naturlige Udvalg minder om den gammeltestamentlige Guds Forhold til sit udvalgte Folk; kun at « Naturen » er endda strengere mod de ikke-udvalgte, hvem den gjerne straffer med Døden; i hvert Fald skal deres Æt ikke leve længe i Landet, medens de mest levedygtige skal blive saa talrige som . . . ., som Pladsen paa Jorden og i Havet tillader.

De « naturalistiske » Digtere og Kritikere har nok været i dobbelt Grad U-Naturalister, forsaa- vidt som de har forsøgt at være « indifferente » overfor godt og ondt.

Naturvidenskabens Anvendelse paa det moral- ske Liv tror jeg er den mest epokegjørende Begivenhed i den nyeste Tid. Vistnok er den naturaliske Ethik endnu i sin Begyndelse; hos Herbert Spencer lider den visselig af betydelige Ensidigheder og Mangler, (som staar i Sammen- hæng med hans rudimentære pantheistiske Meta- fysik). Men den aabner dog en Udsigt til en Række Frihedskampe, større og skjønnere end nogen af dem, som har skabt de store Blom- stringer i Fortidens Kunst.

Sund og syg Kunst, 2 15 7

Alle Nutidens Kunster vil belives af nyt Mod og ny Kraft ved at leve med i en verdenshisto- risk Bevægelse, et dristigt Foretagende, som den græske Oldtid begyndte paa og efterlod som sit største, halvt mislykkede Værk, ufuldendt og og henkastet i Ruiner, — et Værk, som Renais- sancen optog med Begeistring, men snart igjen maatte slippe: den praktiske Gjennemførelse af Moralens Uafhængighed af Religionen. Natur- videnskabens Anvendelse paa Menneskelivet fører med sig en ny Fortsættelse af dette Værk, en ny Hævdelse af Moralens Selvstændighed. Jeg maa tænke paa Amerikas Uafhængighedserklæ- ring overfor England, og den nye Verdens frie Vækst og Udfoldelse bagefter. Kun at de, som slutter sig sammen om den uafhængige Moral, maa tænke med Pietet — som et Nybygge overfor et Moderland — paa den Religion, som har fostret og fremmet det moralske Liv i saa mange Aarhundreder. Den naturalistiske eller empiriske Ethik og den Kultur, som den afføder, vil aldrig udslette Sporene af Kristendommens Arbeide, den vil aldrig fornægte sine Forfædre. Kristelig vil den være i meget af det, som er væsentligt, og glæde sig ved at bevare Frugterne af saa mange Liv, saa megen høi og ædel Stræben. Den vil sætte sin Ære ikke i at afskaffe, men i at fortsætte; den V\\ forlænge en Del af Kristen-

17

2C8 Sunrl og syg Kunst.

dommens Liv. Der er no^et, som vil leve i den Fromhed, som vore Fædre har støttet sit Liv til, just den ethiske Kjerne, som er grundet paa dyb menneskelig Erfaring og stadig gjenoplivet ved nye Slægters Erfaring. Fremfor alt Trangen til et Liv i Samfølelse, Trangen til at grunde et Verdensrige paa Kjærlighed og Sympathi ; om ikke et patriarkalsk og monarkisk «Guds Rige», saa dog et Brorskabens Samfund, en Republik af Brødre i Livskampen, bygget op af dem, der føler sig som Naturens Forkjæmpere, tilskyndede og drevne frem af alle foregaa- ende Slægter og af hele Naturens Stræben efter Liv. Denne Drøm er en Kraft, som selv arbeider paa sin Opfyldelse. Samfølelsen er den store Naturkraft i Kristendommen *) ; og naar den fornemmes som en ny aandelig Fødsel, der frembringer et nyt Menneske, da beror dette paa en Naturlov, uforanderlig til alle Tider. Men det er denne menneskelige Naturkraft, som vore Samfund endnu ikke har vidst at udnytte i sin politiske og økonomiske Ordning. Den liberale Politik vil ikke aarke Demokratiets Op- ave, og de sociale Reformer vil ikke forslaa.

*) Om «Sociabilitet» som Grunddrift i alle Religioner, se Guy au: L' Ir religion de l'Avenir.

Sund og syg Kunst. 2 59

hvis vi ikke udvikler denne indre Drivkraft, Samfølelsen og P>omheden imod Slægten. Endnu mere end dette : en verdeiisbor gerlig Patriotisme, en ny menneskelig Stolthed og Jubel over at tilhøre en grænseløs Republik af Kræfter, bevidst eller ubevidst stræbende efter Liv; et Forbund med Nattehimlens Stjernebanner som sit Flag, fælles for alle Kloder. Et Lysflag, som vaager og breder sig ud over alt det, som sover, over alt levende, i alle beboede Verdener, Symbol og Virkelighed paa én Gang, — hvor hver ny Stjerne, som opdages, ikke er Tegn for en ny Stat i vort Forbund, men for en ny Verden, en skinnende Krans af Kloder i et Forbund af Sol- systemer.

Den «ethiske Bevægelse », som paany hævder Moralens Uafhængighed, er repræsenteret af mange Filosoffer i forskjellige Lande, her i Norden af en Tænker som Harald Høffding. Amerikanske Filosoffer, Dr. Felix Adler i New York, Dr. Stanton Coit og flere, har forsøgt at organisere den til «Ethiske Samfund » [Ethical Societies), som har begyndt at udbrede sig videre til Eng- land og Tyskland. Men Videnskabens Mænd alene vil neppe formaa at give Bevægelsen Fart. Digterne og i det hele Kunst^ierne maa være med. Netop Deltagelsen i den frie ethiske Be-

17*

26o Sund o^ syf^ Kunst.

væL;clsc vil give dcni ny Tro paa Menneske- naturens Kræfter, ny Glæde i Livet, — nu som i det gamle Hellas, dengang, da Athenernes Kor sang om Menneskets sælsomme Magt (So- fokles' «Antigone»), eller senere i Renaissancens Dage. Nu som da vil nye Seire og nyt Livs- mod væ'kke Kunstnernes skabende Trang. Atter vil Billedkunsten i alle Lande kappes med Na- turen om, hvem der kan udtrykke mest Liv og Kraft. Atter vil Musikens Tonestrøm bruse af Vaarbruddets nye Livsmod, af en ny fremstor- mende Trang; og den vil føles som en Krigs- musik i Kampen for Livet. En modig og kamp- glad Digtning vil opsøge de sunde og ædle Kræfter i alle Mennesker og tage Del i deres seierrige eller tragiske Kamp mod det syge. Billedhuggerkunsten vil fremstille det menneske- lige Legeme med ny Ærefrygt for Livets Hemme- lighed, med ny Begeistring for Naturens Mester- værk. Og Bygningskunsten vil forene Men- neskene til Samfølelse under høiere og dristigere Hvælv.

Før dette sker, har vi ingen stor og sund ethisk Bevægelse. Vi har virkelig oplevet mange Tilløb til Renaissance i Kunsten, et og andet lykkeligt «Gjennembrud», ikke mindst i Norge; for en stor Del i Kraft af en friere ethisk Strøm-

Sund og syg Kunst, 26 1

ning. Men den franske « Naturalismes » Digtere og Kritikere har bidraget til at stanse eller for- sinke den naturalistiske Ethiks store Gjennem- brud i Kunsten. Desuden ogsaa Kunstnernes Fordom mod Moralen og Moralister. Kunsten har været bange for at tabe noget af sin Fornem- hed og Frihed ved at være «nyttig» og tjene Livet. Men end om Kunsten gjorde som Plan- ten, der stræber efter at frembringe Frugt og føder Blomsten paa Veien, næsten som af Van- vare.? Hvis Kunstnerne bliver sig Kunstglæden altfor bevidste og retter al sin Opmærksomhed paa Følelsen af sin egen Færdighed, da bliver de let bare Virtuoser, og det vil gaa dem som de Mennesker, der søger Glæden for Glædens Skyld: de føler aldrig, at de har naaet den*), «Man maa ikke betragte Lykken, men et For- maal, som ligger udover den, for Livets Op- gave», siger Stuart MUL Noget lignende tror jeg gjælder Kunsten. Den maa stræbe 7id over sig selv, være som Blomsten, der gjcmmer Livs- frø, som er nyttige for Slægten. Den græske Skulptur voksede op til sin høieste Blomstring som en Kunst, der var rettet mod selve Livets Blomstring og Skjønhed. Den udgik fra Bcgei- string for Legemets Fuldkommenhed, for det

') Smlgn. Maupassants Klage i Stir l'Eati.

262 Sund n^ syj^ Kunst.

^rjL'skc l^c^rcb 0111 pJiysical 7)iorality, o^ den oiMiumtrcclc til at Ijec^^c Vind paa denne. Athlet- statuernc var en li^^efrem Løn eller Kamppris for let^cmlifr Dyd. Forskere som Taine, og paa en endnu finere Maade Julius Lange, har vist, at Blomstringen af den græske Billedhuggerkunst stod i nøieste Sammenhæng med l^lomstringen af Idrætsmoralen, som lagde særlig Vægt paa legemlige Dyder. Netop Frem.stillingen af det nøgne Legeme skyldtes en stærkt moraliserende Retning i den ældre Kultur og Kunst'''). Dr. Georg Brandes tager feil, naar han mener, at det nøgne i Billedkunsten er Tegn paa, at Kun- sten har en Moral for sig selv. De græske Athletstatuer var nøgne af samme Grund som de græske Ynglinger, naar de kappedes i Gym- nastik eller Dans, for at glæde Guder og Men- nesker med Synet af sin legemlige Fuldkommen- hed, som Følge af Øvelse og Maadehold og Selvbeherskelse. Det betegner en udartet Kunst- sans, naar Kunstneren gjennem Fremstilling af det nøgne føler, at han tager sig Friheder fra Moralen. Man kan vel sige, at det nøgne i Kunsten er sundt og berettiget overalt, hvor det udstraaler Begeistring for legemlig Fuld- kommenhed.

*) Se Julius Lange: Billedkunstens Fremstilling af Men- neskeskikkelsen .

Sund og syg Kunst. 263

I mine Angreb paa « dekadente Digtere og Kritikere » havde jeg slet ikke talt om det nøgne i Billedkunsten. Jeg blev derfor lidt forundret, da Dr. Georg Brandes søgte at vise « Umulig- heden af at lægge en saakaldt moralsk Maale- stok paa Kunsten » ved at pege paa de nøgne Statuer. Endnu mere forbauset ved at se Arne Garborg i sin Takkeskrivelse henføre mig til den Art Kritikere, «som ved sine Skrig mod den nøgne Kunst hidser, og dertil forraaeVy Publikums Interesse for det nøgne. » Man slaar sig selv, naar man slaar saa haardt uden at ramme.

Jeg mener tvertom, at et Folk, hvis Kunstnere ikke føler Trang til at forherlige det menneske- lige Legemes Skjønhed og Kraft, røber en En- sidighed og en Mangel, ikke blot ved sin Kunst, men opsaa ved sin Moral. Her som overalt maa man skjelne mellem sundt og sygt. Det nøgne i Billedkunsten kan udstraale spartansk Strenghed, som i de græske Athletstatuer, men ogsaa moralsk Slappelse og Nydelsessyge. Men med moralsk Slappelse følger før eller senere ogsaa Ringeagt for det menneskelige Legeme og dermed Svækkelse af Glæden ved at fremstille det. Den græske Skulptur blomstrede, saalænge Kunstnerne interesserede sig for Gymnastik og Opøvelse af legemlige Dyder ; men den svækkedes

264 Sund oj^ syg Kunst.

lidt efter lidt sammen med Hegeistringen for Idrætter. Kunsten fulgte her som overalt Frem- gangen og Forfaldet af en Livskunst. Omtrent paa lignende Maade som den betagende Frisk- hed i norske Landskabsbilleder og Sjøstykker staar i den nøieste Sammenhæng med Malernes Begeistring for Friluftsliv og Glæde ved at leve sammen med Naturen. Saa snart de ophører at være Seilere og Fjeldvandrere og naturglade Mennesker, — saa snart de ikke bryder sig om Naturen uden netop for at male den, da er Fjæren sprunget i deres formende Trang.

Renais saucens store Kunst viser det samme. Den var født af en ny og naiv Glæde over Tilværelsen, en ny Tro paa Naturen og Men- neskene. Det 15de Aarhundredes freidige og sunde Realisme i Billedkunsten var Udslag af en ny Virkelighedsglæde. Og det nye Livsmod hang nøie sammen, ikke blot med den voksende Selvfølelse i de frie, foretagsomme og velhavende Handelsbyer, med Stoltheden over nye Op- findelser og Opdagelser, med den trygge Følelse af Menneskeværd, som aandede ud af antike Bøger og Billedværker; men ogsaa med en Fri- gjørelse af Middelalderens bundne moralske Kræfter. Meget af den Kjærlighed og inderlige Samfølelse, som Middelalderen havde opøvet i Forholdet til Gud, hlev nu for en Del udløst

Sund og syg Kunst. 265

Og ledet over paa Mennesker uden Hensyn til et hinsidigt Liv. Religionen havde holdt en hel Hel moralsk Kraft i en Art latent Tilstand, absorberet den i Arbeidet for et andet Liv. Det latente ved en stor Del af Middelalderens Energi røbede sig i Klosterlivet, i Cølibatet, — i at saa mange Mennesker næsten udelukkende arbeidede for et hinsidigt Liv. Den store moral- ske Energi, som Kirken — til Trods for alle Misbrug og al Slappelse — havde samlet op og holdt tilbage som i et Reservoir, den slap nu ligesom løs og flød som en Vaarflom tilbage til det jordiske Liv. Men ligesom Kirken havde bundet en stor Del af Trangen til Samfølelse og Samglæde, saaledes havde Middelalderens stadige Krigsliv bundet meget af Modet og Handlekraften. Begge disse Sider af Middel- alderens moralske Liv finder vi igjen i Renais- sancens Kunst; vi træffer en Luca della Robbias Ømhed og Elskværdighed (i Fremstillinger af Modre og Børn) ved Siden af en Donatellos Billeder af mandig Djærvhed og Spænstighed ; ligesom senere Rafael ved Siden af Michelangelo. Middelalderen havde forberedt baade Rafaels moder- \\g omme Madonnaer og Michelangelos vældige Moses og Profeterne. Men de moralske Følelser, som udtrykker sig i Renaissancens Kunst er mindre himmelvendte; de føles som mere ledige

266 Sund oj^' sy^ Kunst.

Og anvcndcli^^e i alle jordiske P'orhold; som mere disponible menneskelige Kræfter. Dette tror jeg hører med til h'orklaringen af Renais- sancens virkelighedsglade Kunst; og det bidrager til at vise det umulige i den Antagelse, at man kan forstaa og bedømme Kunsten uden at tage Moralen med i Betragtning.

Men for at forstaa den overordentlige Kraft- følelse og Jubel over Tilværelsen hos mange af Renaissancens Mennesker, maa man ogsaa erindre, at Kunsten i høi Grad virkede tilbage paa de Følelser, som skabte den. Den kunstneriske Gjengivelse virkede ikke blot som Udladelse af stærke Følelser, men ogsaa som forstærkende Ekko. Jeg tror, man kan sige, at Menneskene ikke blev rigtig glade i Virkeligheden, førend de havde lært at reproducere den, at skabe den paany. Renaissancens Virkelighedsglæde naaede sit Høidepunkt, da den kunstneriske Teknik blev Herre over sit Stof, da man følte sig istand til at gjenspeile alt. Ikke saa, at Kunstnerne og og Kunstelskerne ophørte at leve ivrig med i den Virkelighed, som de fremstillede. Nei, Glæden bestod i at leve dobbelt med i Livet, baade direkte og desuden gjennem den realisti- ske Kunst. Havde den græske Oldtid kjendt Oljemaleriet, vilde den have drevet det længere i Menneskeglæde og især i Naturglæde. Det

Sund og syg Kunst. 26?

er ikke for meget at sige, at uden Malerkunsten og Digtekunsten vilde vi ikke have oplevet den nyere Tids Glæde i Naturen og Trang til «den Ensomhed, hvor vi er mindst alene ». Vore Følelser trænger til Udtryksmidler for at vokse til sin fulde Høide.

Her ser vi en væsentlig Side af Kunstens Rolle i Livskampen. Kunsten er netop ikke til for sin egen Skyld, som en Tilfredsstillelse i sig selv, men som Fordobler af vore Livs- indtryk, som en Hjælp til at leve stærke}' e med i Virkeligheden. For ret at forstaa Kunstens Rolle tror jeg man maa gaa ud fra de alminde- lige <^< Følelses-Bevægelser y> eller Følelsesudtryk, som Latter og Graad, Ansigtsmimik og Gebær- der; i det hele — kan man sige — hørlige og synlige Gebærder. Nogle Forskere mener, at Følelsen ligefrem skyldes disse Udbrud, at den ikke kan tænkes uden som disse Bevægelsers Tilbageslag til Hjernen, — mens andre mener, at de ydre Bevægelser først udlader og derpaa forstærker vore Sindsbevægelser. I hvert Fald er vore Udtryksmidler Udladning af en indre Spænding, af et Overskud af aandelig (og ner- vøs) Kraft; og selve Udladningen virker tilbage paa Afsenderen, ikke blot forstærkende, men som Regel klarende og rensende. Det samme gjælder Kunsten, alle Kunster. De udlader et

268 Sund ()[r syg Kunst.

Overskud af aandclig Spændkraft; men de virker ogsaa tilbage paa os selv. For stært bevægede Sjæle som Renaissancens Mennesker var de al- mindelige Følelsesudbrud og Udtryk ikke nok. De benyttede visselig Tale, Mimik og Gebærder i høi Grad, men de tnængte desuden til langt større og videre Udtryksmidler. Deres egne Muskler strak ikke til, de benyttede paa en vis Maade andre Mennesker og hele Naturen som Udtryk for sine Tanker og Følelser. Statuer, Relieffer og Malerier, selve Kirkernes høitspændte Hvælv, var som Gestikulationer og Stemnings- udbrud af disse Vaarglædens Børn; desuden Digtning og Musik — men endda forslog det ikke. Thi den kunstneriske Reproduk- tion var som Ekkoet, der vender tilbage til den talende; eller lig selve den menneskelige Tale og Sang, som, jo længere den udslynges, vender stærkere tilbage til Afsenderen, som en Boomerang. For at faa Luft maatte Renais- sancens Mennesker ty til hine theatralske Optog og Maskerader, paa én Gang Mimik, Skulptur, Malerkunst og Skuespil. Det hele havde Betydning som en rasende sydlandsk Gestikulation, hvor- med man uvilkaarlig opflammede sig selv til Livsglæde, som de Vilde ophidser sig til Kamp gjennem voldsomme Krigsdanse. Paa lignende

Sund og syg Kunst. 26q

Maade har Lyriken virket i alle de store Fø- lelsers Tidsaldre.

For os staar Renaissancens Billed- og Byg- ningskunst tilbage som et størknet Tanke- og Følelsesliv, som stivnede Gebærder. Naar vi tænker paa Peterskirkens Kuppelhvælv i For- bindelse med Michelangelos vide og vældige Aand, føler vi Kunsten som en kolossal Udvi- der af de smaa menneskelige Minespil og Gestus. Eller Loftet i det Sixtinske Kapel, — det er som om Kunstneren havde samlet hele sin Sjæls Higen og Tragten i et eneste udtøm- mende Udtryk. Naar man ser hans harmfulde Moses, eller Frelseren i hans «Dommedag», som med et Haandslag viser tilbage de fordømte, fatter man den bildende Kunstners Privilegium: at benytte andres Legemer til sine Følelses- udtryk.

Her ser vi Kunstens Evne til at gavne eller til at skade Menneskelivet. Den kan fordoble og forstærke gavnlige eller skadelige Følelser. Som de fleste af Renaissancens Kunstnere for- stærkede sin Livsglæde gjennem Kunsten, for- øgede en og anden derved snarere sit mørke Syn paa Livet: en Piero di Casimo, en Ribera eller endog Michelangelo som Olding, da han malede « Dommedagen » som en Vredens og Hævnens Dag.

270 Surul o^ syjj Kunst.

Ikke blot mcnneskclij^'c Skikkelser o^ Holiger, men selve NaUireii benyttede Renaissancens Malere til at udtrykke sin Aand, paa lignende Maade som Byron fandt et forstærkende Ekko for sin Lidenskab i det utæmmede Hav ('<The Ocean ») eller i Tordenveiret i Jurabjergenc. Eller som Zola benyttede Skildringen af Grut)en og Butikken og Parken og Havet som ødelæg- gende Væsener til at udtrykke og nære sygelige Følelser hos sig selv.

Kunsten er et tveægget Sværd ; et mægtigt og farligt Udtryksmiddel. Renaissancens Kunst bidrog i det hele og store til at udvikle og for- stærke Livsglæden. Den omgav Menneskene med lyse og glade Farver, med Billeder af ung- dommelig Skjønhed og Kraft: legende Børn, sunde og lykkelige Mødre, daadskraftige Yng- linger, Mennesker forsamlede til Fest. Kunsten mangfoldiggjorde det skjønne og oplivende; den gjorde, at Renaissancens Mennesker færdedes i en Verden, hvor næsten bare det skjønne og glade kunde speile sig, mens det stygge og triste blev indelukket i sig selv. Hvilken Mod- sætning til en stor Del af Middelalderens Billed- kunst, som yndede Fremstillingen af magre, lidende Kroppe. Middelalderens Billedkunst viser os noget af den samme Selvpinsel som Middel- alderens Livskunst. Ogsaa dengang virkede

Sund og syg Kunst. 271

Kunsten som forstærkende Ekko. Medens en Del af Middelaldrens Kunst kjæmpede for Livs- glæde og forberedte Renaissancen, bidrog en anden Del til at formørke Livet og vende Men- neskenes Blik bort fra den nærværende Virke- lighed, mod hinsidig Lykke; den forsijikede Udviklingen af Livsglæden.

Kunsten har ofte hjulpet Menneskene til at føle sig hjemme paa Jorden. Men den har ogsaa virket i modsat Retning, udviklet Følelsen af Udlændighed, Trangen til at flygte fra Livs- kampen, til et Fredens Paradis eller til Idealernes Verden. Den middelalderlige Kunst udmalede Jordelivets Lidelser og det hinsidige Livs Her- lighed. Men ogsaa Renaissancens Kunst gled i nogen Grad ind paa den samme Afvei. I den udartede Renaissance finder vi paa den ene Side en sygelig Forkjærlighed for noget saadant som Bøddelscener; paa den anden Side for Ud- malingen af blodløse og virkelighedsfjerne Ide- aler. Renaissancens store Mestere havde nemlig lidt efter lidt og umærkelig udviklet det 15 de Aarhundredes sunde og freidige Realisme til en , høi Idealkimst. Netop Virkelighedsglæden førte naturlig til, at man søgte at udvikle og for- skjønne Virkeligheden. Kunsten er ikke blot et forstærkende Ekko af Livet; den søger uvil- kaarlig at udvikle Livet videre. Det samme

2 72 Sund f)g syg Kunst.

v^ir Tilfældet med den ;^amle græske Realisme. Rafael, Michelangelo og Lionardo da Vinci søgte ligesom h'idias at gaa videre end Naturen, at fortsætte Virkeligheden ved at forme Idealer. Michelangelos store Skikkelser er paa en vis Maade Overmennesker ; og Lionardo søgte at ud- trykke endnu mere af Sjæl, end Naturen havde formaaet at udtrykke i et menneskeligt Ansigt. Dette var for en stor Del en sund og naturlig Udvikling af Kunsten; Virkeligheden er selv paa en Maade Idealist. Men Grunden til, at Renaissancens Idealkunst blomstrede saa kort en Tid, og at man for at blæse nyt Liv i Kunsten atter maatte vende tilbage til Realismen, tror jeg simpelthen var den, at Livskunsten ikke fulgte med i den høie Idealisme. Det lykkedes mindre og mindre for Michelangelos Efterlignere at fremstille Overmennesker og Heroer, fordi de virkelige Mennesker, deriblandt Kunstnerne selv, ikke var Heroer. Idealkunsten maa finde sig i det møisommelige Arbejde at trække Virkeligheden med sig; ellers maa den atter vende tilbage til Jorden; thi Kunsten kan ikke leve et Liv for sig selv. Atter og atter har de store Kunstblomstringer forsøgt at skabe en Idealkunst: i det gamle Grækenland, i Italien paa Renaissancens Tid og i vort Aarhundrede. Men atter og atter har Kunsten maattet trække

Sund og syg Kunst. 273

sig tilbage; thi i Længden bliver den ikke levende uden at drage Livet med sig; den kan ikke flyve langt foran Livets Kunst. Vil den ud over Virkeligheden, fremad mod Lysskjæret af dæmrende Idealer, da maa Kunsten hjælpe til at skabe ny og høiere Virkelighed. Det tror jeg er en af de vigtigste Erfaringer fra Kunstens Historie. Endnu i den perikleiske Tidsalder, især i dens Begyndelse, levede Athens Rorgere et daadskraftigt, næsten et eventyrligt Liv, i rastløs Foretagsomhed. « Athenienserne ansaa sine egne Legemer og Liv som noget fremmed, noget dem selv uvedkommende », heder det hos Thukydid. Saa sorgløst ofrede de sig selv for at «øge det fælles Gavn» (to kowov av^siv) som de havde svoret i sin Borgered. Men da Livet blev tomt og smaat, og da det opofrende Borgersind forsvandt, da svækkedes ogsaa Evnen til at fremstille heroiske Skikkelser i Kunsten.

Forøvrigt var det en Mangel ved en Del af den antike og nyere Idealkunst, at den ikke op- muntrede nok til at udvikle Livets Kunst. Fidias udformede Idealer af Gudeskikkelser, som de dødelige Mennesker aldrig kunde naa. Middel- alderens Idealkunst var endnu langt mere himmel- vendt. Og selve Renaissancens store Mestere henlagde altfor ofte s^ne ideale Figurer til For- tiden (Michelangelos herlige Skikkelser i det

i8

274 Hund og syg Kunst.

Sixtinskc Kapel), til en ^aiddommeli^ Verden (Rafaels Sixtinskc Madonna) eller til en mythisk Verden (Correggio og Titian). Ogsaa den franske heroiske Tragedie henlagde Handlingen til For- tiden.

Idealerne har intet Værd i sig selv, ingen selvstændig Tilværelse. Den moderne og viden- skabelige Opfatning af Idealer er den, at de er Tilløb til at forme ny Virkelighed, de er Sjæle- billeder forsynede med en bevægende Kraft '^).

Ogsaa Nutidens Realisme har en Trang til at udvikle sig til Idealkunst, og det er ikke vanskeligt at se Vilkaarene for dens Blomstring. Kunstens Idealer maa være rettede mod selve Virkeligheden; de maa ikke være absolute, uop- naaelige Idealer; og de idealistiske Kunstnere maa selv være med at virkeliggjøre Idealerne. Det svage, tildels mislykkede ved den nyere Idealkunst staar efter mit Skjøn i nøieste Sam- menhæng med en feilagtig idealistisk Filosofi. Den uholdbare Tro paa, at der gives noget absolut (der er en Levning af denne Tro i Spencers Filosofi), noget allerhøieste, superlativt — denne Tro har den nyere Filosofi taget i Arv ikke blot efter Oldtidens Filosofi, men ogsaa efter den theologiske Lære om et uendeligt.

") Smlgn, Alfred Fouillée: L' Evolutionnisme des Idées-Forces .

Sund og syg Kunst. 27 5

fuldkomment Væsen (noget, som ikke netop laa i det praktiske Gudsbegreb). Erfaring viser, at absolute Idealer svækker Lysten til at idealisere den nuværende Virkelighed. En superlativ Maale- stok trykker alt andet til Jorden. Hvad er vore smaa Fremskridt i Sammenligning med en fuldkommen Tilværelse? Ligesom den levende eller konsekvent udviklede Tro paa et almæg- tigt Væsen (kun hos faa bliver denne Forestilling rigtig levende) gjorde, at Menneskene følte sin Af- magt, eller som Forestillingen om guddommelig Renhed gjorde de menneskelige Dyder til « glim- rende Laster », saaledes har den absolute Idea- lisme i den nyere Filosofi lidt efter lidt virket i Retning af Misnøie med Livet og hele Til- værelsen. Kant og Hegel førte til Schopenhauer og von Hartmann. Henrik Ibsens ideale For- dringer førte ham snart til en streng og for- dømmende Satire, snart til en kynisk Tolerance, en halvt foragtende Medlidenhed med de stak- kars Mennesker, som nu engang ikke kan leve uden Livsløgne («Vildanden»). Men kan de ikke leve idealt, saa kan de ialfald «dø i Skjøn- hed» (som Hedvig i « Vildanden » eller som Rosmer og Rebekka West), — det er et idealt Krav, som ialfald kan realiseres. Det var jo hertil Schopenhauer indbød Menneskeden, — til et « kosmisk » Selvmord i Skjønhed.

27^5 Sund og syg Kunst,

Kn \\y virke lig hedsg lad Idealisme er i Advent; den er i færd med at udvikle sig af den nyere Psykologis Lære om vore Forestillinger som bevægende, virkelighedsomdannende Kræfter ^des idées-forces). Det absolute er et negativt I^e- greb. Der gives intet bedste, intet absolut Superlativ. Vi lever i Komparativernes Verden ; selve det mathematiske Begreb om Uendelighed er jo Forestillingen om en Udviklingsrække, hvor man altid kan gaa videre, uden noget sidste Maal. Higen efter absolut Fuldkommenhed er, som om to parallelle Linjer vilde anse det som sit Væsens Lov at løbe ustanselig, aldrig tilfredse, førend de møder hinanden tilslut — istedenfor at kappes saa langt de kan naa, glade ved en- hver Bevægelse, ethvert Fremskridt. Den nye, den mere videnskabelige Idealisme kan man kalde med mange Navne, som et kjært Barn. Udviklingslære og Fremgangstro eller Meliortsme, med et Udtryk af George Eliot. Troen paa det bedste har været Troen paa det bedres Fiende. Den Ethik, som gaar ud fra noget absolut fuld- komment, virker let nedstemmende, den lader os føle vor Vanmagt. Ibsens Grublen over Striden mellem Higen og Evne tror jeg maa sees i Sammenhæng med hans gamle Idealisme. For den melioristiske Ethik er Idealerne ikke saa meget Maal som Midler. Idealerne er

Sund og syg Kunst 277

simpelthen Kræfter i os selv, Billeder eller Fore- stillinger, som higer efter at udvikle Virkelig- heden videre. Endog en Verdensanskuelse, et Verdensbillede er ikke en blot og bar Afspeiling, men et Middel til at forandre Verden; denne Tanke tror jeg maa lægges til Grund for et Forsøg paa at udvikle Filosofien (Ontologien) til en praktisk Videnskab.

Filosofien har lidt af en lignende Feil som en Del af Kunsten. Den har søgt at komme udenfor Livskampen, bagenoui Kulisserne; søgt «det værende » istedenfor at føle sig hjemme i «det vordende». Al «Monisme», ethvert Forsøg paa at føre alt tilbage til en enkelt Grundkraft eller et enkelt Væsen er et forgjæves Forsøg paa at komme udenfor Handlingens Verden. Den Verden, vi lever i. Livskampens Verden, forud- sætter en Dualisme eller en Kamp mellem Kræfter. Naturvidenskaben har formildet, men ikke ophævet, den Dualisme, som er udtrykt i flere af de største og sundeste Religioner. Hvis vi for Anskueligheds Skyld, ifølge Trangen til Sammenfatning, tænker os « Naturen » som et eneste Væsen, da maa vi opfatte dette Væsen dualistisk, i Lighed med et Menneske, hos hvem der er Kræfter, som stræber mod Sundhed og Harmoni, men ogsaa hindrende Modkræfter. Dog saa at Forskjellen mellem de kjæmpende ikke

2 78 Sund og syg Kunst.

er absolut, men relativ. iJct onde er en Kraft, som er feilagti^ anvendt, og som derfor volder Lidelse, ikke nogen grundforskjellig Kraft fra det gode. Ingen absolut Dualisme.

Hegel forsøgte at stige op til en høi Udsigt, hvorfra alt det, som sker, er logisk og fornuftigt; alting Aabenbarelse af én og samme Kraft. Dette Forsøg var « over Evne »; det var beslægtet med nogle af de franske Digteres Forsøg paa at bygge sig et «Elfenbenstaarn», hvorfra alt virke- ligt var lige «naturligt», eller lige skjønt. Der var noget storartet baade ved den romantiske Filosofi og den romantiske Kunst (en « Romantiks som er overordentlig meget ældre end sit Navn). Det var ikke blot en feig Flugt fra Livskampen, men oprindelig og hos de bedste et titanisk Forsøg paa at storme Himlen. Naa ud over Grænsen for godt og ondt, for skjønt og uskjønt ; forsøge at gjøre netop det uskjønne til skjønt og det onde til godt (smlgn. Nietzsches «Um- werthung alier Werthe»). Tildels var der en mægtig Kraft i dette Forsøg paa en Udvandring til en ny Slags Verden, hvor Begreberne fik nye Værdier. Men det var et Forsøg over Evne, en Forødeise af ædle Kræfter. Her i den gamle Verden, i Livskampens Rige, er det, at alle Kræfter vil udfolde sig friest; her vil de kunne virke efter sin Natur.

Sund og syg Kunst. 270

Overgangen fra Middelalder til Renaissance var i sin dybere Grund en Udløsning af bundne Kræfter, en Vaarsmeltning af frostbundne Vande, som higede efter at bruge sin Tyngde og del- tage i Stoffernes Omløb. Ogsaa nu kan vi for- berede en ny Renaissance ved Løsning af bundne Kræfter. En storartet Sum af ædel Energi er delvis bundet i de kirkelige Samfund; en over- ordentlig Sum af moralsk Energi, som ikke helt og holdent kommer Livskampen tilgode. En næsten ligesaa stor Sum af Kraft er frostbundet i den Digtning og Kunst, som søger at holde sig udenfor den moralske Kamp. Naar disse to (og kanske flere) store Vande smelter og flyder sammen, naar de med al sin Tyngde munder ud i Arbeidet for at idealisere Livet, i Befrielses- kampen mod alle de arvede Onder, da har vi en ny Renaissance og et nyt Vaarbrud i Kun- sten.

Henrik Ibsen, den gamle Seer og Udkigs- mand, har følt og anet et Gjennembrud. Billedet af Ulrik Brendel i «Rosmersholm», og af selve Rosmer, viser, at Ibsen har længtes efter at op- give sin tilbagetrukne Stilling som Tilskuer; der er noget dirrende personligt i Rosmers fine Skikkelse, som røber, at Ibsen selv har higet efter at være en Handlingens Mand, efter at bruge sine Idealer til at gjøre alle til Adels-

28o •^^""f^ "k' ^y« Kunst.

mennesker, ^dade og skyldfrie. Hvorfor har da ikke Ibsen steget ned i Striden.^ Hvorfor har lian ikke stillet sig ved Bjørnsons Side og kjæmpet som Digter og Borger for praktiske, opnaaelige Idealer?

Bjørnson og Ibsen var her i Norden de to største af «Gje7tneinbruddets Digtere ", som Georg Brandes, Opfinderen af saa mange forløsende Ord, har kaldt dem. Men Gjennembruddet be- stod deri, at en ny moralsk Bevægelse brød igjennem de gamle Former i Kunsten og skabte en ny eller delvis ny Digteform heroppe: den realistiske Nutidsdigtning. Det var en Vaarflod af moralsk Følelse, som sprængte gamle Skranker og Hensyn i Kunsten og gjorde, at Digterne aabent og ligefrem angreb Samtidens moralske Mangler. Ikke blot Bjørnson og Ibsen, men Kielland og Lie, og Garborg med, var Samfiinds- ntoralister'^), Angribere af Løgne og Illusioner, Stormere af « Samfundets store Løgnbeholdere » (som Bjørnson sagde i «Kongen»). Den (for de nordiske Lande) nye Realisme i Digtekunsten var Opskud af en moralsk Trang, stærk omend tildels ensidig eller ufuldstændig: Trangen til at se Virkeligheden i Ansigtet og «være i Sand-

*) Smlgn. Georg Brandes' Essay om Alexander L. Kiel- land.

Sund og syg Kunst. 28 I

hed» (Bjørnsons bevingede Ord). Det positive Moralkrav i «En Fallit» og «Samfundets Støtter», i Kiellands « No velletter » eller Garborgs «Ein Fritenkjar» o. s. v. var netop dette, at man skal have Mod til at «være i Sandhed », ikke leve i Selvbedrag eller endog i bevidst Hykleri. Det var netop Videnskabens, ikke mindst Natur- videnskabens, Sandhedsmod, som blæste nyt Liv i den digtende Trang og gav Samtidens Men- neskeliv en ny og betagende Interesse i Digternes Øine. Bjørnson var den, der stærkest følte det, som om der var « sprunget nye Livskilder« i ham. Ibsen havde forresten været inde paa det samme eller noget lignende længe før, især i « Brand » og «Peer Gynt/; og «De Unges For- bund» ; Bjørnson i mindre Grad, i «Arne» (som i enkelte Træk er Forløber for «Peer Gynt», som den, der digtede sig bort fra Virkeligheden). Men det var først ved Tilløb fra den stærke moralske Strømning i Videnskaben, at den nye Digtning kom til fuldt Gjennembrud, hos os som i de andre Lande. Digternes psykologiske In.stinkt og medfødte Sporsans fik nu, som det syntes, pludselig Tæft af noget at opjage i deres nær- meste Nærhed: Selvbedrag og Hykleri, som skjulte sig under smukke og værdige Karakter- masker (som Grosserer Tjelde og Konsul Bernick). Som man en Gang i Tiden havde slaaet Hul

2 (S 2 Sund (>(^ syg Kunst.

pcia gamle, ærværdige Gudestøtter og fundet dem hule og raadne indvendig, saalcdes slog Ibsen Hul paa nogle af « Samfundets Støtter » eller lod dem selv støde I lul i sig og vise, at de var fulde af Humbug. I^jørnson, mindre streng, havde i «En Fallit » først og fremst fundet Selvbedrag og dernæst Nødløgn (som Følge af det at digte sig bort fra en pinlig Virkelighed). Men i « Kongen » var I^jørnson noget skarpere, og ved et interessant Sammen- træf taler ogsaa han i dette Skuespil om « Sam- fundets Støtter » (« Kongen » udkom nogle Maane- der før Ibsens Skuespil). Baade Bjørnson og Ibsen lod straks ogsaa den positive Tanke (eller om man vil: Tendens) skinne igjennem: at der maa sættes nyt moralsk Stof i de Støtter, som skal bære Samfundslivet. « Frihedens og Sand- hedens Aand er Samfundets Støtter », heder det i Ibsens Skuespil.

Efter at have afsløret dels Illusioner og dels Løgne i Forretningslivet gik begge Digtere videre og fandt samme indre Skrøbelighed hos Sam- fundets Støtter i det politiske Liv (« Kongen » 1877 i smlgn. Ibsen allerede i «De unges Forbund », senere i «En Folkefiende», 1882, og «Rosmers- holm» 1886), i Familjelivet «Magnhild», 1877, (« Et Dukkehjem » 1879, «Gjengangere», i88i)og i

Sund og syg Kunst. 283

det religiøse Liv («Det ny System » 1879, «Over Ævne», 1883).

Den naturlige Konsekvens af denne glimrende og livfulde Digtning maatte være den, at Dig- terne interesserede sig levende for at sætte nyt moralsk Stof i Samfundets Støtter. I alle eller næsten alle Samfundets Grundforhold fandt de, at det moralske Grundlag var for svagt, tildels ligefrem raaddent. De kunde ikke være Virke- lighedsdigtere, de kunde ikke være oprigtige i sin Digtning, uden at forsøge at lægge nyt Grund- lag i Samfundet. Ellers vilde de jo ikke selv være i Sandhed. Vi saa, at Ibsen strax fore- slog « Frihedens og Sandhedens Aand»; og hos Bjørnson, som altid har været positivt anlagt, brød den moralske Trang til at sætte nyt istedenfor det, han angreb, allerede fra først af igjennem i digterisk Form, i sidste Akt af «En Fallit ». Dernæst i « Kongen » (hvor rigtignok Forsøget paa Fornyelse ender tragisk), i «Det ny System » ("Børnene i begge Familjer), «Leo- narda», «Det flager », «Paa Guds Veie». Hos Bjørnson viste det sig mere og mere klart, at det var en naturalistisk Moral, som brød igjennem i Kunsten, og hos ham var Gjennembruddet fuldstændigt, det vil sige dobbelt : baade positivt og negativt. Ibsen viste i det hele den største tekniske Dygtighed i at afsløre det bestaaendes

284 Sund og syg Kunst.

Man^^Hcr ; men for Hjørnson lykkedes mange Gan<,^c den vanskeligste Del af det moralske Gjennembruds Digtning: at fremstille, i Form af levende Skikkelser, de nye moralske Kræfter, som arbeidede sig frem til Afløsning, Det skjønneste og mest fængslende ved denne Række Værker fra Bjørnsons « anden Ungdom* (Georg Brandes's Ord) er Skildringen af Forholdet mel- lem Fædre og Sønner, mellem Mødre og Døtre. I alle hans Værker, ligefrem i alle, ser vi en ny og rank Ungskog vokse op, — vi ser en modig og livskraftig Ungdom kjæmpe for at befri sig fra Fædrenes og Mødrenes Svagheder; og det næsten altid saa, at den unge Slægt hjælper til at frigjøre den ældre (Valborg i '<En Fallit», «Klara» i «Kongen», Hans Kampe og til en vis Grad Fredrik Riis i «Det ny System»). Hvis Børnene naar længere frem end de gamle, er det for en stor Del, fordi de lærer af Fædres og Mødres Lidelser. Aldrig er den yngre Slægts Gjennembrud gjennem de Hindringer, som stængte for den ældre, fremstillet saa skjønt. Noget af det mest paafaldende er, at de unge Kvinder træder frem i næsten endnu stærkere Relief end de unge Mænd, fra Valborg og Klara til Svava Riis og « Generalstaben)) i «Det flager)). I dette sidste Værk er det en Mor, som begynder Befrielseskampen. Ogsaa Kvinderne tilfalder

Sund og syg Kunst. 285

der Helteroller i den nyere heroiske Digtning. Den besynger ublodige Slag, men Slag, af hvis Udfald Menneskehedens Skjæbne vil afhænge. Langt mindre anskuelige end de gamle Friheds- kampe, men til Gjengjæld Kampe, som trænger desto mere til Digternes anskueliggjørende Evne, og hvor netop de fineste og mest sammen- satte Kræfter faar Anledning til at udfolde sig. Karakterlivets Kampe — naar de anlægges og kjæmpes med fuld Bevidsthed, som yfe/Z^j- Kampe, som hundredaarige eller tusenaarige Befrielses- krige — vil nok vise sig større end alle de gamle episke Kampe; større, fordi de er vanske- ligere og kræver mere Udholdenhed og Organi- sation (i Længden maa alle være med og gjøre Krigstjeneste, alle de Hundreder af Millioner), mere gjennemtrængende Speiderblik (siden Fienden er usynlig), i det hele den største Udrykning af alle vor Naturs Evner. Det er derfor jeg tror, at al anden Krig vil opsluges af denne store Krig. Det er derfor, at Kunstnerne vil føle Trang til at udforme og ligesom udslynge af sit eget Indre de mange Skikkelser i denne Kamp, i store Lysbilleders Forenkling. Den digtende Trang vil drages did, hvor der er den største Brydning af Kræfter.

Gjennembruddets Digtning i Norden var en Udløsning af ny Livstrang, som dels stammede

286 Sund og syg Kunst.

fra moralsk Vækkelse inden Kirken (Grundtvigian- ismen, Søren Kierkegaard og den norske Pietisme), dels fra den nye Videnskab. Ogsaa den gamle religiøse Tro har bidraget sit til den nye Digt- nmg. Ibsen laante noget af den moralske Kraft i « Brand » fra den religiøse Vækkelse under Lammers i hans Hjemstavn. Og Bjørnson be- gyndte i «En Fallit)) og « Redaktøren /> at give Udtryk for en ny Trang til at gjøre fuldt Alvor af sin Kristendom. Det viser klart, at Gjennem- bruddet ikke væsentlig bestod deri, at Digterne blev « Europæere)) og Fritænkere. Men ligesaa sikkert er det, at Bjørnson allerede den Gang havde følt et Pust af den nyere Videnskabs Krav paa Sandhedsmod (tildels gjennem Samvær med Digteren Victor Rydberg i Rom). Og snart sluttede han sig aabent til den uafhængige Ethik, bygget paa Slægternes Erfaring og de naturvidenskabelige Livslove. Foruden Grund- sætningen om at leve i Sandhed glimtede frem Tanken om de manges Ansvarlighed i den enkeltes Feil eller Forbrydelse (« Redaktøren », « Samfundets Støtter») og Tanken om, at vore Feiltrin overlever os selv (« Kongen)) og «Gjen- gangere o. s. v.). Snart efter, især hos Bjørn- son, Begeistringen for «physical morality)), den engelske og amerikanske Renligheds- og Idræts- moral («Det flager)) og «Paa Guds Veie»).

Sund og syg Kunst. 28?

Betegnende for Norge var det, at Digterne ikke saa meget optraadte som « Europæere«, men snarere som amerikaniserende. Baade hos Bjørn- son og Ibsen kom de fornyende Kræfter hjem fra Amerika (Gran i « Kongen » og Lona Hessel i Samfundets Støtter », omtrent samtidig med Rønnaugi « Magnhild » ; senere Hans Kampe i «Det ny System » o. fl.). Tildels ogsaa fra England (Thomasine Rendalen i «Det flager »), hvorfra Georg Brandes indførte Stuart Mills empiriske Ethik og nye Hævdelse af Kvindernes Ret. Dette sidste Moralkrav skabte Skikkelser som Nora i «Et Dukkehjem » og en hel liden Fylking af kampdygtige Kvinder i «Det flager » ; men det inspirerede ogsaa Jonas Lie og Kielland til for- trinlige Værker (som «Familjen paa Gilje»). Georg Brandes har paa mange Maader med- virket i det nye Gjennembrud, men ialfald ikke mindst gjennem sine Oversættelser af Stuart Mill. Dette, at det nye og belivende just især kom fra den engelsktalende Verden, minder om tidligere Gjennembrud i norsk og nordisk Digt- ning (den gamle Skaldedigtning, Ludvig Holberg, TuUin og tildels Wergeland).

Aanden i den nye Digtning medførte af sig selv, at Realismen blev isprængt med Tilløb til Idealkunst; det var en digtende Trang at frem- stille Kampen for at virkeliggjøre nye Idealer.

288 Sund og syg Kunst,

Ikke alene I^jornson, men o^^saa Ibsen, viste os i det mindste lysende Glimt af de nybyji^^ende Kræfter (Lona Hessel, Nora Helmer, PVu Alvin^, Doktor Stockmann og Rosmer eller ungdomme- lige Skikkelser som Dina Dorf, Petra Stock- mann og Hedvig Ekdal). Men en Idealkunst bliver hul og usand, hvis den ikke ledsages af en tilsvarende Livskunst. I Virkeligheden be- stod Gjennembruddet ikke blot deri, at Digterne lod Kunsten med al sin Tyngde virke mod en Omdannelse af Nutidens Liv, men ogsaa i dette, at Digterne følte Trang til at optræde rent praktisk som Samfundsreformatorer; især Bjørn- son og for en Tid Garborg; selv Kielland ned- lod sig til at redigere en Provinsavis; ja, selve Ibsen oplod af og til sin Mund til et held- varslende Orakelsprog (f. Eks. om, at Idealerne kan vokse og udvikle sig). Dybtfølte Skikkelser som Stockmann eller Rosmer røber, at Ibsen stundom længtes efter at optræde som Hand- lingens Mand. Hvorfor gjorde han det ikke.^ Hvorfor gik i det hele Gjennembruddet for en stor Del istaa?

Ibsen havde i «Gjengangere» pegt paa et af Samfundets største Onder; han havde vist den nye Digtnings Sandhedsmod ved at afsløre lidt af « Uhumskhederne i Mølledalen» (for at laane hans egen Symbolik i «En Folkefiende»),

Sund og syg Kunst. 289

— de, som forgiftede selve Livets og Fornyel- sens Kilder. Bjørnson drog den naturlige og og livsmodige positive Konsekvens i «En Hanske » og «Det flager », i Tilslutning til den naturali- stiske Ethik '^). Hvorfor blev Bjørnson staaende alene blandt de store Digtere, alene som Stock- mann i Ibsens Skuespil? Hvorfor gik ikke Ibsen og Lie og Kielland og Garborg med? Og Georg Brandes, som havde interesseret sig saa stærkt for Stuart Mills Moral? Da havde de nordiske Landes Forfattere gaaet i Spidsen for en stor og dristig Bevægelse, et Forsøg paa at befri os for urgamle Onder. Netop Digterne skulde vel have Fantasi nok til at tro paa Muligheden af det, som verdenskloge Folk finder umuligt.

Var det kanske nødvendigt selv at føle sig « skyldfri » for at kunne adle andre, som Ibsen lod Rosmer sige i «Rosmerholm» ? Men Bjørn- son havde jo i «Det flager » vist, at de, som har maattet kjæmpet for at frigjøre sig selv, netop de føler Trang til at frigjøre andre. Her mener jeg, at Ibsen tog storlig feil. Da Bjørnson var ude paa sit Felttog mod Mangegifte, var der en, som spurgte, om han ikke ogsaa vilde

*) Se f. Eks. Værker som Høffdings «Etikj og Spencers Principles of Ethics.

19

2nO Sund og syg Kunst.

bc[(yndc Kri^^^ mod Drukkenskaben ; men Dineren svarede, at han aldrig havde været særlig an- grebet af denne Last.

Ibsen har paa en Maade følt det samme, med sit fine Instinkt. Rosmcr til Rosmerholm, den sidste af en Slægt, som «aldrig lo», netop han følte Trang til at gjøre alle glade. De, som har følt Kræfterne vokse ved at kjæmpe med sig selv, er ikke mindst kaldede til at gaa foran i Kampen mod det syge. Den sidste Rosmer og den yngste Kurt, — deres Sag var det just at tage Revanche for, hvad Mødrene og Fædrene havde lidt. Fra Rosmersholm, som saa længe havde kastet Skygge over Egnen, herfra maatte Tanken udgaa om at optage alle i Glædens Adel ; og netop den gamle Kurteborg maatte indrettes til Hovedkvarter i Kampen mod Kurternes Slægtsfiende. Henrik Ibsen, som længe har boet paa Skyggesiden af Dalen*), netop han har maattet føle Længselen efter Sol; atter og atter har han talt om, at der er Lægedom i Glæden. Hvorfor blev han da ikke tilslut Livs- glædens Digter.? Hvorfor havde han ikke Tro paa sin egen Rosmer?

Hos Ibsen ender den livsglade Osvald som Idiot, ubevidst parodierende Længselen efter

") Smlgn. Dr. Georg Brandes: Gjennembruddets Mænd.

Sund og syg Kunst. 2QI

Solen, og Rosmer feirer Bryllup i Møllefossen ; Gregers Werle føler, at den, som vil lære Men- neskene at være i Sandhed, er «den trettende tilbords » i Livsløgnens Verden; Eilert Løvborg glider fra den Høide, hvor han saa ud over Fremtidens Kultur, ned i Rendestenen, og Byg- mester Solness taber Troen paa, at det nytter at bygge Hjem for Menneskene.

Gjennembruddets Historie er den, at det for en stor Del endte i Forsumpning. Det begyndte som en Renaissance af Sandhedsmod og Livs- glæde, med Bebudelse af en ny Slægt af livs- modig Ungdom. Og det endte med at skildre Ungdommen som « Trætte Mænd» og «Haabløse Slægter ». Skjøn og gribende er Jonas Lies Klage over den voksne Ungdom i «Niobe».

Men der er ingen Grund til at tabe Modet. Sagen er den, at en Renaissance, en Fornyelse af Kunsten er ikke saa let; den lykkes ikke uden en Fornyelse af Livet. Middelalderen gjorde en hel Række Forsøg paa Renaissance, før det store Gjennembrud lykkedes; og det lykkedes endda bare for en Tid, fordi Kunsten ikke drog Livet med sig i Retning af Idealerne.

Kan vi udfinde Aarsagernc til, at Gjennem- bruddet gik istaa, er vi allerede paa Vei til et nyt Tilløb. At det virkelig gik istaa hos mange af disse Digtere, det er et uhyre Tab for Norden ;

19*

2Q2 Sund og syg Kunst.

desto ivrjf^cre niaa det ^^jenoprettes. Især da Gjennenibruddets store Digtere har aabnet Vei for nordisk Digtning lige til Hrændpunkterne for Verdenskulturen, — netop nu er for os Tiden til at gjøre Gavn eller Ugavn i Verden; nu gjælder det, om vi kan fornye den store Be- vægelse fra Syttiaarene.

<i Frihedens og Sandhedens Aand" som Sam- fundets Støtter, det var Gjennembruddets Løsen. Lad os se lidt paa, om der ikke var noget i Opfatningen af disse Magter, som forklarer, at Bevægelsen gik istaa. Jeg mener, at selve Ibsens Værker viser, at « Frihedens Aand» blev til falsk Individualisme og « Sandhedens Aand» for en Del til Kynisme, til bittersød Glæde ved at af- sløre pinlige Sandheder.

Friheden blev opfattet individualistisk. Det viser sig glimtvis hos Ibsen allerede fra først af, gjennem Dina Dorf, Nora Helmer eller Osvald Alving. Retten og Pligten til Selvudvikling og fri Udfoldelse af vor Natur var den centrale Grundsætning i den naturalistiske Ethik, og hos ingen af Gjennembruddets Digtere kommer dette Princip tidligere eller stærkere frem end hos Ibsen (baade hos Ibsen og Bjørnson traadte det

Sund og syg Kunst. 20^

stærkt frem allerede i deres tidligste Værker, længe før de kjendte Udviklingslærens Ethik; allerede i «Catilina» eller i «Aunun» og «En munter Mand». Men Retten og Pligten til Selv- udvikling opfatter Ibsen som Retten og Pligten til at i<være sig selv» og udforme sit Særpræg, nærmest for dettes egen Skyld. Vistnok havde Ibsen i «Peer Gynt» vist, at man taber sig selv og sit Særpræg ved at ville «være sig selv nok», som Individ eller Nation (som de eksklusive Norskhedsmænd). Ibsen havde søgt, og søgte fremdeles, at naa ud over en syg Individualisme ; men det lykkedes ham aldrig ganske; han er stadig faldt tilbage. Det klinger sundt, naar Lona Hessel siger til Dina Dorf, at hun skal være sig selv. Men naar Nora i «Et Dukke- hjem)) forlader Børnene for først at opfylde « Pligterne mod sig selv)>, da begynder vi at ane Uraad. End mere, naar vi ser, at Osvald i « Gjengangere )) for at blive glad nok til at male, eller ialfald til at leve, vil gjøre Regine væsent- lig blot til et Middel for sig selv, og at Osvalds Mor holder med ham i dette, i Kraft af sin frigjorte Moral. I dette Værk (som i saa mange af Ibsens Værker) er Tankegangen tvedelt og derfor tvetydig. Fra « Gjengangere)) udgik der, kan man sige, to Moraler og to Livsveie. Den ene, som pegte paa den enkeltes Ansvar over^

294 ^""^ °S syg Kunst.

for Slæi^tcn, førte til J^^jornsons Kamp for Kn- giftc (allerede i «Kongen» var forresten denne Retning antydet); den anden førte til »Bohemen » og den individualistisk frie Kjærlighed, hvor Individet vilde udfolde en af de stærkeste Evner, Slægtsdriften, uden at tjene Slægten, blot for at give den enkelte Livsfylde. Et klart Udtryk fik denne Spaltning af «Gjennembruddets Mænd» i Bjørnsons Strid med Georg Brandes.

Fru Alving var af Ibsen opstillet som Re- præsentant for den naturalistiske Ethik. Men her viste det sig, at Ibsen ikke havde tilegnet sig helt mere end den ene Side af den nye videnskabelige Ethik. Den mest epokegjørende ved denne er Udredningen af, at Altruismen er en væsentlig Del af den enkeltes Selvudvikling; især Darwin viste, at dette allerede var Tilfæl- det hos Dyrene. Ikke mindst gjælder det Elskovens Drift: fra først af tilbøielig til at gjøre andre blot til Midler^ udvikler den sig naturlig og normalt derhen, at hver enkelt optager en anden som Del af sig selv og føler, at han har to Liv at kjæmpe for. Den enkelte føler sit Livskrav fordoblet.

Men denne naturlige Udviklingsproces har jo netop Henrik Ibsen fint og stemningsfuldt an- tydet i i<^Rosmersholm>'> . Rebekka West, som oprindelig var ledet af et vildt sanseligt Begjær,

Sund og syg Kunst. 2Q5

opdagede med ét, at det havde forvandlet sig til Kjærlighed, offervillig og behersket, istand til at resignere. Rosmer var ikke længer Middel for hendes egen Selvudfoldelse; hans Liv var Formaal i sig selv; for at tjene hans Selvud- vikling vilde hun ofre sit eget Liv. Ibsens Frem- stilling stemmer nøiagtig med Professor Høffdings Udredning (i « Psykologi », Side 290), Og dog, netop her viser det sig, at Ibsen ikke naar ud over Individualismen. Rebekka West havde faaet et storartet Tillæg i sin Livstrang, hendes Livsvilje var fordoblet, hun havde to Mennesker at leve for. Men Ibsen fremstiller det, som om hendes Viljekraft var brudt; hun følte sig som «smittet» ?ii Qn fremmed V\\]Q;. «Det rosmerske Livssyn* havde ikke udvidet og beriget hendes Liv, men knækket hendes Handlekraft. — Netop den samme Opfatning kommer atter frem i « Byg- mester Solness>~> . Som Rebekka West er Solness stærk, naar han er hensynsløs, — naar han gjør andre blot til Midler for sin egen Udvikling; men hvergang han nødes til at tænke paa Aline eller Brovikerne og deres Livskrav, føler han det som en Sygdom paa Viljen, en « skranten Samvittig- hed». Det at optage andres Livskrav i sit eget — det, som er en naturlig og normal Følge af Bevidsthedens Natur — det opfatter Ibsen som en Sygdom, en Art Besættelse af en fremmed

296 ^"n<^l f^g syg Kunst.

Vilje. Den normale Udvikling af Bevidstheden til Medbevidsthed med andres Liv synes han at sammenblande med hypnotisk Suggestion. Det er maaske for en Del den nyere Psykologis Lrure om Suggestion, som har vildledet ham. I 'Byg- mester Solness» synes det, som om ingen af Personerne rigtig er sig selv. Enhver er vilje- smittet af én eller flere andre; Hilde af Solness (og en liden Stund i sidste Akt af Aline), Solness snart af Hilde og snart af Aline, og Aline tilligemed alle de andre af Solness. Allerede i «Rosmersholm» var Rosmer og Rebekka, paa sin Gang til Møllefossen, optagne af det indviklede Spørgsmaal: «Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig? — Det grunder vi aldrig ud tilbunds », siger Rosmer.

Did var Ibsen naaet i sin Grublen over Selvets Gaade : Selve Bevidstheden medfører, at ingen kan være helt og holdent sig selv, ingen er hel i sin Vilje, Havde det endda bare været Viljesmitte mellem Mennesker \ men det er ikke det værste. Det allerværste er, at der er ingen Bund i Selvet; der er « Trold » opunder, ifølge Bygmester Solness, og det er Overbygmesteren, som « giver Troldene Lov til at rumstere ». Under det bevidste Liv ligger for Ibsen det ubevidste Liv som en Kjælder, hvor det be- gynder at spøge. Al denne Frygt for, at fremmede

Sund og syg Kunst. 207

Mennesker, eller endog Trolde, skal rykke ind og besætte ens Vilje, er næsten ligesaa syg som det at frygte for at optage Næring, fordi ens Legeme derved bliver besat af fremmede Organismer. At modtage Indtryk og Impulser fra andre er en Del af den aandelige Ernæring; det er ved at optage Billeder af andre Mennesker og Ting, at Selvet vokser og udvikler sig. Jo mere man faar af andre, des bedre, hvis man kan fordøie og sammenarbeide det ; deri bestaar Frihed og Selvstændighed.

Viljekraft bestaar baade i at indføre og i at udføre Kraft ; baade i at udvide sig selv ved at optage og bearbeide andres Livsindhold og i atter at udstraale Kraft til andre. Der ligger en en- sidig og ufuldstændig Psykologi til Grund for Ibsens Fremstilling af Viljekraft, baade i «Rosmers- holm» og « Bygmester Solness». Viljens Styrke sættes alene eller væsentlig i det at tvinge andre, i at smitte fra sig eller udføre Vilje (Individualismen ligner det « merkantile System »). Den Opfatning finder vi baade hos Rebekka West og hos Rosmer i «Rosmersholm». Rosmer siger, at Rebekka havde været «den stærkeste » paa Rosmersholm, den Gang, da hun besatte baade ham selv og Beate med sin Vilje. Og Rebekka siger, at dengang havde hun endnu sin « modige, fribaarne Vilje » ; hun «kjendte ikke

2q8 Sund og syg Kunst.

Hensyn at ta'». Men senere havde hun "mistet Evnen til at handle» ; Rosmer havde smittet hendes Vilje, ^jort den syg . . ., trælbundet den». Frihed og Handlekraft bestaar altsaa i det ikke at «tage Hensyn » til andre end sig selv. Saa staar det ogsaa for Solness og Hilde. «At En ikke tør gribe efter sin egen Lykke. Efter sit eget Liv ! Rare fordi der .staar nogen iveien, som en kjender!» — udraaber Hilde. Hun føler for et Øieblik sin Vilje til at indtage Alines Plads magtstjaalen, fordi hun har lært Aline at kjende ; dette fine og smukke Træk viser netop, at selve Bevidstheden om andres Liv medfører, at man føler andres Livstrang som en Del af sin egen. Men Ibsen lader Hilde føle denne Udvidelse som « Frost i Kroppen« (Syinpathi som Frost i Kroppen!) og som Svækkelse af Handlekraften. De stærke ere de hensynsløse, og Hilde vilde helst være som de gamle Vikin- ger eller som «Rovfuglen», «ta' det Bytte, jeg har Lyst til».

Henrik Ibsen er her altsaa havnet (visselig ikke uden Tvil og Forbehold) ved den yderste Grænse af Individualismen, i den samme Rov- Menneske- eller Rovdyrmoral som Nietzsche. Der er et temmelig langt Skraaplan fra Dina Dorf eller Nora Helmer til Bygmester Solness, som ønsker sig «Vikingtrods i Livet », og Hilde Wangel, som

Sund og syg Kunst. 200

vil være Rovfugl. Hos Nietzsche ligger vistnok den samme feilagtige Psykologi til Grund for hans falske Frihedsideal. Det er oplysende for Gjennembruddets Historie, at Ibsen ikke var den eneste af Gjennembryderne, som nærmede sig til Nietzsche, sandsynligvis ad sine egne Veie. Ad andre Veie var ogsaa Dr. Georg Brandes og snart efter Arne Garborg komne ind under ligefrem Indflydelse af Nietzsches glimrende Rhetorik. Striden om Nietzsche mel- lem Dr. Brandes og Professor Høffding viste atter Spaltningen i Gjennembruddets Leir, endnu klarere end Striden mellem Bjørnson og Brandes.

Saaledes gik det, i den individualistiske Fløi af Gjennembruddets Mænd, med Frihedens Aand, den første af de to Grundpiller, som Henrik Ibsen vilde sætte istedenfor de gamle Samfundets Støtter. Intet Samfund kan bygges paa en saa- dan Frihed. Den, der vilde bevare sin Vilje- kraft fri og selvstændig som Hilde, maatte jo sky Samfund med andre Mennesker; længes bort fra Samfundet for at kunne være sig selv, - — op i «et forfærdelig høit Taarn», hvor Hilde vil «staa og se paa alle de andre » (det minder om den frie Udsigt i «Paa Vidderne » og om Gustave Flauberts «Elfenbenstaarn»).

Det gik disse Bygmestere af nye Støtter som det gikSolness: « Ingenting bygget i Grun-

200 Sund og syg Kunst.

den». «0^ in^cntin^ ofret for at faa by^gc noget hcllcr». Istedenfor at bygge Kirker havde den uafhængige Ethiks Mænd villet bygge Hjem for Mennesker, hjælpe Menneskene til at gjøre sig det hjemme paa Jorden. Men en Del af Gjennembryderne tabte Modet; '<at bygge Hjem for Mennesker er ikke fem Øre værd», siger Solness. Nei, Individualismen bygger ingen Hjem.

Jonas Lie har følt dette skjønt og dybt i «Niobey). En stor Del af Ungdommen er vokset op med falske Friheds- ogSelvstændighedsidealer. Adskillige af de Slagord, som Lie lægger Ung- dommen og Schulteiss i Munden, ligner i paa- faldende Grad Citater fra Henrik Ibsen, — noget som den elskværdige Digter visselig ikke har tilsigtet. Naar der i «Niobe» spottes over de unges «hellige Pligter mod sig selv», (sammen- lign Nora Helmer), over «et indre Væsen, som maa reddes » (ligesom Konsul Rernick « redder det bedste i sig selv»); eller naar der tales om «den frigjorte Kvinde, som kjæmper for sin Personlighed » (som Fru Alving og Nora), om «Ret til at udvikle sig og følge sin Natur », eller om unge Kvinder, som «maa følge sit Kald», — da klinger det som Parodi og Satire over den individualistiske Ethik, især i Ibsens Værker. Skildringen af Minka virker tildels som en

Sund og syg Kunst. ^01

Kritik over Ibsens Hilde (som dog blot er et Aar ældre). Minka vil « realisere Livet som kvindelig Magtpersonlighed », « lægge ud i Ver- den som kvindelig Pirat »; « Vildfuglen kan ikke finde sig i at sidde ... i Bur» (netop som Hilde). Lies skjønne Fortælling vilde have virket mere realistisk, om han havde ladet Schulteiss gjennemgaa Ibsens Værker med Børnene paa Elvsæt. «Jeg har aldrig bedt om at bli sat ind i Verden, » dette havde et Barn som Minka neppe raabt, hvis hun ikke havde lært det af Osvald Alving i «Gjengangere». Ibsens Osvald bad sin Mor om at tage tilbage det Liv, som hun havde paanødt ham; men at en Mor af sig selv vilde tage vanslægtede Børn med sig ud af Livet, — saa havde neppe Osvald og den individualistiske Ungdom tænkt sig Mødrenes Ansvar.

Den norske Nutidsdigtning, som i Syttiaarene saa freidig havde pegt paa Børnene, paa den opvoksende Slægt som Indledere af en ny Tid og som dem, der kunde hjælpe ogsaa den ældre Slægt opover, — frembragte mindre end tyve Aar senere et Værk, hvori Børnene drager For- ældrene med sig nedover, og hvor en Mor dræber sin vanslægtede Ungdom. Det forekommer mig, at «Niobe» afslutter og afrunder en Ud- viklingsrække i Gjennembruddets Digtning. Nu

^02 Sund og syg Kunst,

cr Turen kommen til Arnt o^ Massi, til den nye Slægt, som Jonas Lie bebuder.

Selvhævdelsen maa søges ad en anden Vel : i at kræve Plads for vore Evner i Arbeidet for noget fælles, for P'amilje og Stat og Menneske- hed. Mærkeligt nok: ogsaa Oldtidens Gjennem- brud stansede for en væsentlig Del paa Individual- ismen, paa den psykologiske Feiltagelse, at man kan udvikle sig hver for sig selv, — som om ikke selve Bevidsthedens Natur gjorde, at vi maa arbeide i Fællesskab. Et Par af de største græske Statsmænd kjæmpede i veltalende Ord mod den individualistiske Livsvei: allerede Perik- les (i en Tale, som Thykudid lægger ham i Munden) og Demosthenes. Ogsaa Renaissancens store Gjennembrud stansede paa den samme Flindring. Y)q.\.^x den, som maa gjennembrydes ; over den gaar Livets og Kunstens Vei.

I Grunden er Individualismen en Mangel paa Mod til at leve Livet; den gjemmer Frygt for, at vi skal tabe os selv ved at udvide vort Liv til at omfatte andre. Den individualistisk frie Kjærlighed er bange for at «binde sig», med Familjelivets Baand*). Enhver Udvidelse af

'^) Som den unge Kunstner i «Julies Dagbogs. Zola har i « Doktor Pascal » med Rette fremhævet, at Individualismen er «en Frygt for Livets. Denne Gang er Zola virkelig « Natura- list. »

Sund og syg Kunst. ^03

Livet medfører nye Forpligtelser, større Krav til vore Kræfter. Solness frygtede for at give Plads for Ungdommens Evner og Livskrav; det vilde medføre en vanskeligere Kappestrid for ham selv. « Derfor saa har jeg laaset og stængt mig inde,» siger han. Det er af Frygt for Livet, at han magtstjæler Menneskener omkring sig og binder deres Kræfter, istedenfor at hjælpe dem frem. Individualismen er som en uhyre Op- dæmning eller Indestængen af Kraft ; for selv at faa vokse, tror vi at maatte kue andre i Væksten ; og Følgen bliver, at vi selv bare udvikler os halvt. Der er noget utrygt og ængsteligt ved det egoistiske Magtbegjær ; har man kuet andre, frygter man stadig for «Gjengjældelsen» ; thi man føler, at der ligger Kræfter bundne, som venter. Hver enkelt bliver en Dæmning, som stænger for de andre og frygter for, at de en Gang vil bryde igjennem.

Vi maa give slip paa det feige, det frygt- somme i vor Selvhævdelse. Ikke være bange for at slutte os til andre og optage Kraft fra alle Kanter. Ikke som Ibsens Rosmer og Stock- mann eller som Ibsen selv være bange for at være Medlem af et Parti ; ikke frygte for at smittes af Massens Vilje. Den samme Frygt for at smittes af andre, især af « Massen », finder vi ogsaa hos Guy de Maupassant, endnu stærkere

■204 Siiri'l o'^ syg Kunst,

end hos Ibsen. «Je^ liar en Rædsel for Menneskc- masser», klagede den store, syge franske Digter i Sur I' Eau. «Jeg kan ikke gaa ind i et Theater eller være tilstede ved en offentlig Fest. Jeg føler straks et sælsomt, utaalcligt Ildebefindende, en frygtelig Mathed, som om jeg kjæmpede af al min Kraft mod en uimodstaaelig og hemmelig- hedsfuld Magt. Og jeg kjæmper i Virkeligheden mod Mængdens Sjæl, som forsøger at trænge ind i mig. Hvor ofte har jeg ikke erfaret, at Forstanden hæver sig og vokser, saa snart man lever alene, og at den aftager og synker, saa snart man paany blander sig med andre Men- nesker. Berøringerne med andre, alle de Tanker, som udveksles, alt, hvad man maa høre paa og opfatte og svare paa, virker paa vor Tanke*) . . . . Den, som vil bevare sin Tanke hel og ubeskaaren, sin Dømmekraft stolt og uafhængig og se paa Livet, Menneskeheden og Verden som fri Iagttager . . ., han maa holde sig absolut borte fra alt, hvad der heder selskabe- lige Forbindelser; thi den universelle Idioti er saa smitsom, at man ikke kan omgaaes sine Medmennesker, ikke se dem og høre paa dem, uden at deres Overbevisninger og Idéer, deres

*) Der ligger fine og værdifulde Iagttagelser til Grund for Maupassant outrerede Fremstilling af Massernes Psykologi.

Sund og syg Kunst. ^05

Traditioner og Fordomme borer sig ind i os fra alle Kanter v . , .

Maupassant flygter til Algier eller ud paa Middelhavet, hvor han skriver disse Tanker i sin Seilbaad. Men naar han kommer i Havn, forfølger Menneskene ham med Aviser og Breve. «Man leverede mig en Pakke Breve og Aviser, som ventede paa mig, og mit Bryst snørede sig sammen, som om der truede en Ulykke. Jeg frygter og hader Breve; de er Baand, som vil binde mig. Disse smaa Firkanter af Papir, som bærer mit Navn — naar jeg bryder dem, synes de at rasle som Lænker, der binder mig til de levende, til dem, jeg har kjendt eller kjender, »

Maupassant vilde flygte endnu længere bort, til «et gult Land, uden dette raa og brutale grønne, » til et Land borte i Østen, hvor han kunde «leve som et Dyr» [vivre comme une bruté) og «neppe mærke, at han var til» ; elske og drømme . . . Hvad andet var det Solness og Hilde vilde faa at bestille i sit «Luftslot», med sanselig « Grundmur » under? Hvor fjernt dette Ibsenske Luftslot synes at ligge fra Stockmanns og Rosmers Verden, — Rosmer, som vilde «være med i Livsstriden», « gribe ind i det levende Liv, — i Dagens levende Liv» ! Hvor langt imellem den freidige Realisme, som kastede sig midt ud

20

•206 Sund o^ .syg Kunst.

i Dagens Strid, og den skrantnc Kunst, som frygter for at miste sig selv som Kunst ved at have noget med Moralen at bestille, ved at gribe ind i det levende Liv !

Individualismen har gjort ogsaa Kunsten bange for at leve helt med i Livet. Den har frostbundet herlige Kræfter, sjeldne og stærke Aander som Henrik Ibsen eller som Guy de Maupassant. Den har ikke kunnet hindre dem fra at skrive fremragende Kunstværker, eller fra at udtrykke meget fint og ædelt. Men den har dog gjort, at deres Kunst i det store og hele har stanset Gjennembruddets Ungdom i Væksten, som et Frostveir om Vaaren. Selve deres Begreb om Frihed har virket kuende og indsnævrende, — gjort, at mange har trukket sig ind i sig selv som i et Skal,, for at hævde sin Selvstændighed. Frihedssansen er bleven til Frygt for at binde sig, for at paatage sig Ansvar og Forpligtelser, Frygt for at gaa ud af sig selv og «gaa op i» andres Liv, Der er stor formende Kunst i denne Digtning; men den har gjort Livet smaat omkring sig.

<i^ Sandhedens Aa7td'>'> var den anden af de to store Støtter, hvorpaa Livet skulde bygges op

Sund og syg Kunst. ' -jq?

paany. Trangen til at kjæmpe mod « Livsløgne« — ikke bare mod Hykleri og Bedrag, men og- saa mod Illusioner — var den moralske Driv- kraft, som bragte Realismen til Gjennembrud, baade i Frankrig og her i Norden. Hvor objektiv og upersonlig Flaubert forsøgte at stille sig, — i dette Stykke var ogsaa han udpræget Moralist. Ligesaa Zola og Maupassant. «I det Øieblik, vi er Sandheden, er vi ogsaa Moralen », .sagde Zola med Salvelse. Naar denne Digtning, til- trods for alt sygt, alligevel har virket for en Tid som en betydelig Aandsmagt, var det fordi den imponerede ved sin moralske Energi, ved den Kraft, hvormed den angreb Hykleri og feigt Selvbedrag. Maupassants første lille mesterlige Fortælling, Boule de Snif, var et velrettet Kaarde- stød gjennem begge disse Former af Livsløgn. En Kvinde ved Navn « Talgklumpen », en af de Kvinder, som Samfundet søger at gjemme bort i en mørk Krog, benytter Maupassant med bidende Ironi til at afsløre Borgernes Usselhed. Han viser os en Vognfuld af dydige Borgere og Borgerinder, som flygter ud af den truede By, og som maa passere gjennem et Bælte al preussiske Tropper. « Talgklumpen » er med i Vognen, som en Plet paa al denne Dyd, og de skikkelige Mennesker føler sig meget uvel i hendes Nærhed, — indtil det viser sig, at hun

20*

^08 SiKicl o(^ sy^ Kun»t.

alene licir Nistc med sig i Vognen, rigtig udsogt Niste. De finder sig i at dele den med hende; tlii endog skikkelige Mennesker maa jo leve, og det er desuden i Krigstid. Men saa vil Skjæbnen, den store Ironiker, at en preussisk Officer i den By, hvor de har maattet stanse, ikke vil give Selskabet Pas, uden at Boule de Suif vil være føielig. Men Talgklumpen er Patriot og siger tappert nei, Følgen er, at ingen faar Lov til at komme videre. Da er det, at den øvrige Del af Selskabet harmes over denne Dyd i Utide og foreholder hende hendes Pligt; og Vognen ruller atter videre. Men nu har de skikkelige Borgere og Borgerinder gjen vundet sine gamle moralske Begreber og føler en saadan Undseelse over at have « Talgklumpen » med sig i Vognen, at de ikke kan bekvemme sig til at se paa hende, endsige tilbyde hende lidt af deres Niste; thi nu er det dem, som har forsynet sig med Reisemad, medens hun har haft andet at tænke paa. — Man maa læse Maupassant selv for at faa Indtryk af den fuldendte Kunst, hvormed dette er fortalt. Det sidste knusende Træk — at den Kvinde, som har opofret sig for de andre, maa sidde og sulte paa Reisen — er forresten for- saavidt et Feilgreb, som Forfatteren her har op- ofret noget af Sandsynligheden for at afrunde

Sund og syg Kunst. 30Q

Fortællingen til en Art Rondo og for at faa Spidsborgerne helt gjennemborede med Brodden af sin Ironi.

Boule de Suif er typisk, ogsaa ved sin Over- drivelse typisk, for den satiriske Realisme. Selve den kunstneriske Virkning af Satiren beror her, som hos Flaubert eller Ibsen, paa Anvendelse af moralske Begreber og Følelser ; her appelleres stadig til Læsernes Uvilje mod Hykleri og Selv- bedrag og deres Glæde over at se den Slags Væsen afsløret og straffet. Det er en « Hævnens Digtning», som Flaubert sagde om et af sine Værker [ce sera un livre de vengeance). Boule de Suif ligner «Samfundets Støtter», eller «En god Samvittighed)) af Kielland, i den træffende Satire over det Misforhold, at Folk bruger Fø- lelsen af andres Udyd til at skaffe sig selv en god Samvittighed ; ikke til at forbedre sig selv og hjælpe til at forbedre andre, men til at føle sin egen Skikkelighed. Det er ikke altid Hyk- leri, men et Selvbedrag, som beror paa Rela- tivitetens Lov : Følelsen af, at andre staar lavt, synes at hæve os selv op. Netop saa er det, at det fromme og dydige Theselskab i « Sam- fundets Støtter)) delikaterer sig med Tanken paa den sædelige Fordærvelse, ikke blot her- hjemme, men ogsaa i Udlandet; Norge hæver sig for Adjunkt Rørlund som et Bjerg, naar han

^10 Sund og syg Kunst.

tænl^'cr [xui de store l^yer i Udlandet. 1 Jioiilc de Snif viser Maupassant, at Kvinder som «Tali^klumpen» blandt andet har den vigtige Rolle i Samfundet at lade skikk'elige, eller for- holdsvis skikkelige, Mennesker føle sin Skikke- lighed. Der er noget parasitisk ved denne Dyd, som vokser ved at sammenligne sig med andres Udyd, — Nuvel, min Anklage mod den sati- riske Retning i Realismen er, at Digterne har gjort sig skyldige i det samme Selvbedrag som de Borgere, den angriber. Til den Svaghed, som de afslørede, har de tilføiet mere af samme Sort. Satiren er en gammel Sygdom paa den moraliserende Virkelighedsskildring, Det syge ved Satiren bestaar i, at man føler det at af- sløre Menneskers Feil som en Tilfredsstillelse i sig selv ; man hæver sig op ved at trykke andre ned"^) — istedenfor at benytte Følelsen af andres Feil til at opsøge og bekjæmpe lignende (eller forskjellige) Feil hos sig selv og optage Kampen mod Feilene som mod en fælles Fiende. Jeg tror, at al Opsøgen og Afsløring af andres Mangler er usund og svækkende, hvis den ikke benyttes af Moralisten til Selvudvikling, eller til Kamp ogsaa mod hans egne Mangler.

*) Smlgn, Hobbes om Følelsen af det komiske (Høffdings Psykologi S. 335).

vSund og syg Kunst. 3 I I

Den realistiske Digtning har i alle Lande angrebet Livets Onder, — den har for en stor Del levet af at afsløre Samfundets Mangler. Men Livets Onder og Mangler har ligesom for- svaret sig paa en snedig Maade, ved at smigre og bestikke Digterne. Det blev for mange Dig- tere en kildrende Sport at afsløre Borgernes Feil, især dem som skjuler sig under Retskaffen- hedens Maske. Der var noget smigrende for Digterens Selvfølelse i det at reducere Menneskene og gjøre dem saa smaa, som f. Eks. Henrik Ibsen gjorde det politiske Livs Størrelser i «De Unges Forbund », eller i «En Folkefiende». Satirisk Digtning er bleven til stor Kunst som Kunsten at gjøre Menneskene smaa. Smigrede og ligesom bestukne paa denne Maade er mange af Digterne lidt efter lidt blevne slappere i sin Kampdrift mod Livets Onder. De er komne til at betragte dem som et interessant og tiltrækkende Vildt, og Satiren er bleven mere og mere til en Kunstnydelse, en Art Skinfægtning; thi Jæ- geren, den sportsmæssige Jæger, vil jo ikke egentlig udrydde sit Vildt ; han vil drive Jagten for Jagtens Skyld, ikke for Nyttens. Men denne poetiske Jagt paa Borgernes Mangler er i Grun- den ikke meget større eller mandigere end gamle Løitnant Ekdals Jagt paa « Vildænder » oppe paa det mørke Loft (i Ibsens « Vildanden«).

^12 Sund og syg Kunst,

Der dør ingen I^'cil eller Laster, fordi om Digterne lader Feiltrin eller syge Lidenskaber ødelægge sine Eiermænd tilslut, som en langsom Gift eller et indre Sprængstof. Thi ogsaa hos Læserne opøver Satiren let en Tilbøielighed til at nyde Afsløringen af andres Feil, istedenfor Trang til at udrydde dem, hos sig selv og hos andre. De Digtere, som nøier sig med denne tamme Sport, kommer ikke med i det virkelige Livs store Kampe. De lever for sig selv paa sit Loft, i Illusionernes Verden. Udenfor kjæmpes Livets Kamp af Millioner ; men de er ikke med. Hver Dag, hver Time gaar levende Mennesker tilgrunde af moralske Sygdomme, som kan ud- ryddes, eller ialfald bekjæmpes. Men Digterne har jo sagt det paa Forhaand, at saa vilde ske; netop saa vilde Laster og Illusioner ødelægge; det er Sygdommens Natur. Har ikke netop Digtere som Zola eller Ibsen (trods al Forskjel forresten) begge ladet os føle moralske Feil som hævnende og ødelæggende Magter.^

Ja, men ikke til at føle Magt i os selv til at befri os og andre fra disse Onder. De Kræfter, som forsøger at idealisere Livet, bukker for det meste under hos Ibsen. Allerede i « Vildanden » opgiver Ibsen Troen paa, at det nytter at «være i Sandhed ». Gregers Werle lader han tabe i Kappestriden med Doktor Reliing.

Sund og syg Kunst. ^ I ^

Gjennem Gregers Werle har Ibsen selv omstyrtet den ene af de nye Samfundets Støtter. « Livs- løgnen* staar fra nu af som en af Livets Grund- piller. I Ibsens næste Stykke, «Rosmersholm,» er der Tilløb til ny Idealisme. Men Rosmer giver tabt ; det nytter ikke at adle det politiske Liv. De stærke eller Handlingens Mænd er dem, som kan «leve Livet uden Idealer ». Det er «Handlingens og Seircns store Hemmelighed», siger Ulrik Brendel. I det følgende Stykke, « Fruen fra Havet » tænder Ibsen atter et Haab om, at Hjemmene kan bygges paa Frihed. Men i « Bygmester Solness» faar vi vide, at det nytter ikke at bygge Hjem. Hensyn til Familjen svækker Handlefriheden og gjør Samvittigheden skranten. I « Hedda Gabler » viser Digteren os en Kvindes (Thea Elvsteds) Magt til at redde en begavet Mands Arbeidskraft og reise ham op ved sin Tro paa ham, — men kun for at lade ham falde ned igjen saa meget dybere. Der falder et ironisk Skjær over Thea Elvsted og Tesman, som sidder tilbage og lapper sammen Stumperne af den geniale Løvborgs Livsværk. Det handlede om << Fremtidens Kultur y>^ men vi faar ingen Tro paa denne Fremtid. Hvor er de Mænd og Kvinder, som skulde skabe den.^ Ibsen har jo vist os deres Vanmagt.

Denne negative Digtning beror tildels paa,

^Id SuikI og syg Kunst.

at Ibsen ikke selv har optraadt handlende; han har haanet det politiske Livs Usselhed uden at tage aktivt Del i Arbeidet for at gjore det bedre. Men tildels beror den ogsaa paa den syge Tilfredsstillelse ved Satiren. Uden at Dig- teren selv mærker det, faar han en Interesse for selve Manglerne, en Interesse af at gjøre dem større end de virkelig er; saaledes som Ibsen, naar han skildrer det politiske Liv; eller som Balzac (ifølge Taine), Flaubert, Zola og Maupassant (i Boule de Snif). Satiren er det store Skraaplan for den realistiske Digtning; det er her den største af Arbeidets Farer. Selve Kunsten forringes, idet dens formende Trang bliver en Trang til at skabe smaa eller abnorme Skikkelser. Det er dette, som gjør, at selv saa store Kunstnere som Ibsen eller flere af de franske Naturalister i Grunden ikke har skabt en stor Kunst; der er for meget hos dem af Satire, og Satiren bliver aldrig en stor Kunst, fordi den afskjærer sig selv fra at vælge store Emner og fremstille store Skikkelser. Ikke blot hos Ibsen, men ogsaa hos Kielland og Garborg løber Realismen ofte ud i gold og bitter Satire. Kielland, som havde skabt saa meget livsmodigt og stærkt, ender med at skrive <<. Jakob y>, som efterlader det Indtryk, at det er Humbugen og Frækheden, som er Handlingens og Seirens

Sund og syg Kunst. ^ I 5

Hemmelighed, — ikke det at være i Sandhed. Det synes, som om Kielland saarede sig selv saa dybt ved denne bitre Satire, at han tabte Lysten til at digte videre. Han havde ikke «haard nok Hud paa Hjertet », for at tale med Flaubert. Thi i Grunden er vel Kielland « Skipper Worses» og « Karens » menneskekjærlige Digter. Han havde ypperlige Anlæg for Satiren ; men den har for ham været som hint Sværd i det gamle Sagn, hvortil der knyttede sig den Skjæbne, at det skulde vende Eggen mod sin egen Eiermand.

Den realistiske Digtning tror jeg er den største og farligste af alle Kunstformer. Om den for en stor Del har løbet sig fast, baade i PVankrig og her i Norden, er der ingen Grund til at tabe Modet. Lad det staa klart for alle, at denne Digtning kræver meget af Kunstnerne ; at der er noget usandt og unaturligt i at digte gribende om Livets Onder og alligevel selv blive siddende rolig i sin Stol. Netop Realismen fører med sig, at Digteren maa føle Livets Kampe som en Virkelighed, hvori han selv er med. Han maa som Ibsens Rosmer ville « gribe ind i det levende Liv, i Dagens levende Liv», — ikke som Rosmer blot ville det, men gjøre det.

7 I C) Sund og syg Kunst.

Han maa selv være med at skabe ny Virkelighed, nyt Stof til Menneskeskildring. Naar han .selv er med at bygge op, da først vil han føle en kunstnerisk Trang til at frem.stille de opbyggende Kræfters Magt.

Gjennembruddets Digtning vilde ikke saa ofte være gledet ud af Sporet, hvis Digterne havde skabt en ny cthisk Bevægelse og organiseret den i varige Institutioner. Det er betegnende, at endog de sundeste, de mest positive af Gjen- nembruddets Digtere, som Bjørnson og Jonas Lie^ i det sidste har tabt noget af den kunst- neriske Trang til at fremstille de opbyggende Kræfters Magt. « Absalons Haar» ligesom "Xi- obe» skildrer mest levende Ødelæggelsen. Begge Digtere bryder af, naar de kommer til det gjen- opbyggende Arbeide. Skarpe og indtrængende Virkelighedsskildrere som Garborg og Kinck skildrer væsentlig mislykkede Eksistenser. Det samme gjælder et stort og eiendommeligt Talent som Hamsun. Det synes ikke ret at lykkes at faa frem i Digtning andet end det, som mis- lykkes for Livet.

Men det store og egentlige Gjennembrud af realistisk Digtning vil bestaa i at skildre de sunde Livskræfter ligesaa levende som de syge; nei, endnu viere levende. Thi det sunde er mere

Sund og syg Kunst. ^ I 7

levende i Virkeligheden end det syge. Det sunde eier større Kraft, og førend Digterne for- maar at lade os føle denne Sundhedens Kraft, er de ikke virkelig Realister. Det er denne Digtning, som Ibsen stadig har gjort Tilløb til at naa op til, men aldrig kommen til at ud- forme. Han bryder af eller stanser, hvor For- nyelsen skulde begynde for Alvor, eller han lader dem, som har arbeidet sig op, gUde ned- over igjen. Men Ibsen har da i det mindste forsøgt] det maa anføres til hans Hæder.

Det er en langt lettere Kunst at opnaa Ef- fekt ved at fremstille Knald og Fald end ved at anskueliggjøre de opbyggende Processer. Det sidste lykkedes ialfald ikke helt for Bjørnson i sidste Akt af «En Fallit« ; denne Akt var til- dels et Nederlag, men et af dem, som for- bereder Seire. Hvis det ikke lykkes for Digterne at gjøre de opbyggende Processer dramatiske og fulde af Liv, da mener jeg, at den realistiske Digtning er dømt. Fordømt til at gaa i mod- sat Retning af selve Livets Kunst ved at levende- gjøre de syge og ødelæggende Kræfter*). En saadan Digtning vil ikke kunne holde Stand mod Menneskenes Selvopholdelsesdrift. Det er

*) Smlgn. ovenfor Side 171.

■3 1 8 Sund og hyt; Kunst.

en Kunstform, som der ikke er l>ru5^ (or i Livs- kampen.

Men der gives ialfald én Vei for Digterne til at finde det opbyggende Livsarbeide inter- teressant ; det er ved selv at deltage i dette Ar- beide, sætte ind i det en stor Del af sin Livs- kapital. For en ledig Tilskuer kan Nedstyrt- ningen af et Hus være interessantere end den langsomme Opbygning, men ikke for dem, som bygger Huset, eller for dem, som skal bo i det.

Ogsaa den franske <-< Natur alismey>, især hos Zola, var et bevidst eller uvilkaarligt Forsøg paa at hævde en naturalistisk Ethik. Men For- søget mislykkedes, fordi de franske Digtere, som de nordiske, tog Sagen altfor let. De forsøgte ikke for Alvor at bygge nyt Samfundsliv paa denne Ethik. Derfor er det saa langt fra, at den virkelig naturalistiske Digtning er et for- ældet og tilbagelagt Stadium '•') , at denne Be- vægelse maa gjøres om igjen, i Forbindelse med en tilsvarende Livskunst.

At den franske Naturalisme gled ud at Sporet, bidrog i høi Grad til, at ogsaa den nordiske Realisme løb ud af det rette Spor. Det kan hævnes alene derved, at nordiske Digtere atter fører denne store Kunstform ind paa den rette

*') Smlgn. Huret: Enquete littéraire.

Sund og syg Kunst. 310

Udviklingsvei og trækker franske Digtere med sig.

Den naturalistiske Digtning strandede paa Vanskeligheden ved at leve efter den naturali- stiske Ethik. I Norge, ligesom for en stor Del i Frankrig og andre Lande, søgte man ganske vist at føre Naturalismen ud i Livet, men i en altfor let og billig Form. Den bohemiske Be- vægelse var en Reaktion mod de nye eller rettere fornyede Moralkrav"^), som især hos Bjørnson blev til levende Skikkelser i Kunsten. Der var ganske vist en ikke liden moralsk Kraft hos «Bohémen», nemlig Modet til at « være i Sandhed » eller — efter Positivisternes skjønne Valgsprog — <ileve aabenty> efter sine Grundsætninger. Men det var, som om dette Mod for en Tid opslugte næsten al deres moralske Kraft, saa der blev saare lidet tilovers for andre Dyder. De som havde havt Mod til at gjøre Skandale, syntes at leve flot paa Renterne af denne mo- ralske Kapital. Alligevel vilde jeg gjerne slaa fast, at det var en moralsk Kraft, som gav «Kristiania-Bohémen» en vis Selvfølelse og kunst- nerisk Kraft ; det er den samme moralske Til- fredsstillelse ved at leve aabent og udsat for Angreb, som har gjort den bohemiske Retning

*") Fornyede netop ved Hjælp af den naturalistiske Ethik.

■2 20 Sund og syg Kunst.

saa sciglivet i Digtekunsten; der er noget 'kjækt* ved Værker som « Balkonen » og «Julies Dag- bog». Man skal ikke berøve den Fattige hans eneste Lam.

Dr. Georg Brandes deltog med al sin Vel- talenhed i Reaktionen mod den naturalistiske Ethiks Fornyelse af Princippet om I^^amilic- livets Renhed. Han er gaaet saavidt som til at tale om « Oldingemoral » i Værker som «Kongen» og «En Hanske» eller '<Det flager... « Oldingemoral » hos Bjørnson i 1877, da han var 45 Aar gammel, eller i 1883 og 1884? Dr. Georg Brandes maa have glemt, at det var netop dengang, at Bjørnson levede sin « anden Ungdom». Var det ogsaa Oldingemoral, den som Tacitus fremhæver som en Styrke hos den germaniske Ungdom?

Tiltrods for alt Mod søgte den frie Kjærlig- heds Mænd at undgaa eller omgaa en af de bratteste Bakker paa Menneskenes Udviklings- vei. Som mange naturvidenskabelige Forskere (ogsaa Krafft-Ebing) har fremhævet, har Mæn- dene her langt større Vanskeligheder at over- vinde end Kvinderne; til Gjengjæld har Mæn- dene her en Leilighed til at vise sig som det « stærkere Kjøn». Man kan stille det samme Krav til alle, selv om man ved, at ikke alle har Hge let for at opfylde Kravet. Saa er det

Sund og syg Kunst. ^21

med alle Moralkrav; der er enkelte, som har langt større Vanskelighed end andre for at af- holde sig fra at stjæle eller sige Usandhed. Uligheden udjævnes i nogen Grad derved, at «jo tyngere Tag, des større Seier». Ikke alle har lige let for at komme op for en Bakke, og nogle trænger længere Tid; men her er en Bakke, som alle maa op ad, før eller senere, hvis Toget skal naa videre.

Ogsaa « Bohemerne » vilde gjennemføre en og samme Moral for begge Kjøn, Mageskiftets Moral. Men mon det ikke vil blive endnu langt vanske- ligere for Kvinderne at overvinde Moderinstink- terne, som fører til Engifte, end for Mændene at overvinde Hannernes gamle Erobringslyst.? Værst stillede i Debatten er vel de, som vil holde oaa to Moraler, især da det i Praksis bliver tre, én for Mænd, en anden for disse Mænds Hustruer og Døtre, og en tredje for deres Medhustruer, som er andre Mænds Hustruer og Døtre. Et noksaa indviklet System, hvor man ikke altid ved, hvilken er hvilkens.

Det geniale ved et Værk som «Det flager i Byen og paa Havnen » af Bjørnson var vel især dette, at Digteren i Form af Livsbilleder brændte ind i os Tanken om Mødrenes Ret; Kampen for Engifte er Mødrenes Kamp for Retten, det var dette, som for Digteren blev til Syner af

21

■2 22 Sund og syg Kunst.

nye Kvindeskikkelser. En Mor eier Naturens største kunstneriske Skaberkraft; paa at udvikle denne skabende Evne vil den naturvidenskabe- lige Ethik maatte rette sin største Interesse. Her maa naturalistiske Digtere være med. Jeg tror ikke, at man vil komme langt, uden at alt, hvad der er i os af Kunstglæde, af Pietet over- for de skabende Kræfter i Naturen, rykker ud og tager Del i Mødrenes Kamp for sin kunst- neriske Ret. Flergiftet maa bort, fordi det for- forstyrrer Kunsten at forme og fostre levende Mennesker.

Vi trænger til en stor ethisk Bevægelse ; uden en saadan vil ingen af de store sociale Problemer kunne løses. Men vi faar ingen stor ethisk Bevægelse, førend Kunstnerne gaar med. Det er Grundtanken og Tendensen i denne Bog. Jeg vender tilbage til, hvad jeg ytrede i Be- gyndelsen af Striden mod « Dekadenterne » "^j, at ingen er skikket til at moralisere, uden at han er noget af en Kunstner. Moralen er jo Læren om Livets Kunst, og alene gjennem Udvikling af alle Menneskers kunstneriske Trang tror jeg at der kan være Haab om at tilbagetrænge Livets Onder, Det er noget, vi kan lære af Grækerne^ af dem som opdagede den natura-

*) Se ovenfor Side 34.

Sund og syg Kunst. 3^3

listiske Ethik. Det forekommer mig, at Georg Brandes opfatter Grækerne ensidig, naar han i « Udenlandske Egne og PersonHgheder» paabe- raaber sig Hellenerne mod Bjørnson og andre Digtere, som samtidig er « Moralister ». Det eien- dommelige ved Grækerne (i Borgeraandens Tid) var det inderlige Forbund mellem Kunsten og Moralen. Det mest epokegjørende i den græske Kultur var maaske Opdagelsen af Skjønheds- sansen som en storartet Forbundsfælle for den moralske Sans — og omvendt. Samarbeidet mellem disse to Drifter -- som et Sammenløb mellem to store Strømme — det var denne dobbelte Drivkraft, som skabte Grækernes Stor- hed. De talte ikke som Romerne om en «god Mand» (vis bonus), men om en «skjønoggod» Mand.

Det skjønne er ligesom det godes Overskud, Naturens «Aufgeld» til de mest levedygtige. Det er Naturens Genistreg : til Driften mod det gode (født af Selvopholdelsesdriften) har den føiet Driften mod det skjønne, «som et sidste Hen- strøg af Geni».

Hos Grækerne følte Kunsten sig ikke af- hængig ved at tjene Moralen; Trangen til det skjønne og Trangen til det gode var som to Søstre, hvis Natur det var at hjælpe hinanden.

Grækerne havde en storartet Erfaring om

21*

^24 Sund (;g syg Kunst.

Nytten, den praktiske Nytte, af det skjonnc. Spartanerne drog i Slag, smykkede som til Fest. Af de levnede Stykker af Tyrtaios's Sange ser vi, hvor stærkt Digteren appellerede til Ung- dommens Skjønhedssans. Man forstaar ikke den storartede Udvikling af den græske Gymnastik uden at erindre, at Skjønhedssansen blev be- nyttet som Spore til at udvikle legemlig Dyd, og at Legemsskjønhed føltes som en Gjennem- straaling af det gode. Det var denne moralske Opfatning af det skjønne, som dels gjennem Gymnastiken og dels umiddelbart skabte den græske Kunsts enestaaende Formskjønhed. Det uskjønne føltes næsten som noget urent.

Grækerne opfattede Moralen æsthetisk ; men det er blot den ene Side af Sagen. Til Gjen- gjæld opfattede de Skjønheden ethisk, og dette gjenoprettede Ligevægten. Det ufuldstændige ved den græske Ethik bestaar efter mit Skjon ikke egentlig deri, at de opfattede Dyden altfor æsthetisk; men det hænger ganske vist sammen med, at Moralen hos Grækerne udviklede sig Haand i Haand med Kunsten. Det var legem- lig Dyd, som var lettest at udtrykke i Form af Skjønhed; det var den anskueligste Form af Dyd, og den, som derfor ogsaa de græske Guder — for hvem Menneskenes Verden var et Theater — satte mest Pris paa. Baade

Sund og syg Kunst. ^2 5

Kunsten og Religionen gav mest Opmuntring til Sansen for legemlig Idræt ; men eftersom Digtekunsten, især den tragiske Digtning, ud- viklede Sansen for ædle Følelsers Skjønhed, ved at forme dem i Ord og ledsage dem med Dans og Musik, voksede ogsaa Sansen for de mindre plastiske Dyder. Dog bevarede ialfald det store Folk altid noget af den gamle Ensidighed ; Dom- merne fordømte Sokrates (hans Hæslighed bidrog vistnok til at gjøre ham mistænkelig); men de frikjendte Phryne, af Ærefrygt for hendes Skjøn- hed. Det viser, hvor vante de var til associere det legemskjønne med det gode og til at opfatte Skjønheden symbolsk.

I vor Tid er det især Lægerne, som gjen- nem Hygienen indskjærper legemlig Dyd. Men jeg tror det er en Mangel, at de apellerer altfor lidet til Skjønhedssansen. Læger og Kunstnere maa slaa sig sammen om at gjøre den op- voksende Ungdom skjøn og god, som den græske Ungdom i den Tid, da de enkelte ud- viklede sig selv ved at «øge det fælles Gavn».

Det er altfor kjedeligt stadig at tænke paa at leve sundt, hvis man ikke begeistres af Sansen for det skjønne. Ingen Forskrifter af Læger vilde drive os ofte nok ud i Skog og Mark, hvis vi ikke drives af Glæden ved Naturskjøn- hed. Den ethiske Verdensmission maa optage

726 Sund og syg Kunst.

det i sit Proj^^ram at j^jore alle Legemer skjonnc (føli^elig ogsaa sunde), om hundrede eller kanske om tusen aar; omvende den hvide Race og de andre, delvis endnu styggere Racer til Skjonhed. Af de nyere, naturvidenskah)elige Digtere er der ialfald en, som har givet et fuldtonende Udtryk for den ethiske Bevægelse, som Natur- videnskaben opmuntrer til, men som trænger en Vaarløsning af kunstnerisk Trang for at komme i Fart. Det er Richard Jefferies, For- fatteren af en Række Naturskitser og af The Story of iny Hea7't'-^) Han gaar ud fra en stærk Følelse af Naturens Ligegyldighed : ingen Natur- magt, ingen overmenneskelig Magt hjælper os direkte. Desto mere maa vi henvende os til os selv om Hjælp. «Et Menneskeliv er ikke mere for Universet end den uænsede Snegl derborte i Græsset . . . Ingen gjør noget for os. Vi fødes nøgne, ikke engang beskyttede af en ragget Beklædning. Ingen andre gjør noget for os. Den første og den stærkeste Befaling, som Na- turen, som Universet og vore egne Legemer giver os, er at vi maa gjøre alt for os selv. Havet gjør ikke Baade for os, ei heller bygger Jorden Hospitaler af egen Drift. De saarede

*') Smlgn. en Essay i «Nyt Tidsskrift» for April 1894.

Sund og syg Kunst. 327

ligger blødende, ingen usynlig Magt løfter dem op . . . Børnene omkom i Sneen, og Ravnene sled deres Lemmer istykker . . . Hvor mange Tusener af Aar skal Jord og Hav og Ild og Luft gjentage disse Ting, før de indrømmes i al sin Rækkevidde ? »

« Disse Ting taler med Tordenrøst. Fra hvert menneskeligt Væsen, som druknede eller brændte eller blev slaaet ihjel ved Uagtsomhed stiger der op et Skrig, altid høiere og høiere, stærkere end Torden. Disse Ulykker er eders Værk, I, som har Aand og Tanke; I kunde have hindret dem. I kan hindre dem i Frem- tiden. I forsøger ikke engang. »

«Det er fuldkomment sikkert, at alle Syg- domme kan forebygges, eller at de ialfald kan svækkes og gjøres uskadelige. Det er fuldkom- men sikkert, at alle Ulykkestilfælder kan fore- bygges . . . Alle Ulykkestilfælder er Forbrydel- ser. Det er sikkert, at alle Mennesker kan op- naa legemlig Lykke. Ubestrideligt er det, at Menneskene kan opnaa ideal Skjønhed, med Udelukkelse af alle Lyder. Der er ingen Nød- vendighed for, at noget Menneske skal dø af andet end Alderdom . . . Det er ubestrideligt, at nu for Tiden dør ingen af Alderdom. Alderdom er os ukjendt. Vi ved ikke engang, hvordan den vilde se ud, fordi ingen lever læn^e nok til

•2 28 Sund og syg Kunst.

at naa den . . . Jc^^ spørger ofte mig selv, om ikke Døden fuldstændig^ kan forebygges.. . . .

« Sagen er, at vi dør af vore Forfædre . . . Ingen har lagt an paa at samle noget til Fordel for os i fordums Tider . . . Hvad der blev samlet for os, var Sygdomme og Svagheder, kryd- sede og opdyrkede, til de blev Ben af vore Ben Lad os nu begynde at rulle Dødens Flodbølge tilbage . . . Det skulde være Hvermands svorne og hellige Pligt i det mindste én Gang i sit Liv at gjøre noget for dette Maal i egen Person. Det vilde være en Fryd at gjøre noget hver Dag, var det aldrig saa lidet » . . .

«Som en Elv fløter Sandkorn fra Fjeldet og lægger dem ned i Havet og bygger op ny Jord; som Luft og Regn og Solens Varme smuler op Bjerge til Sand, — saaledes kan Menneskenes Slægt ved forenede Kræfter, gjen- nem Hundreder af Aar, bygge op den ideale Mand og Kvinde. Hver Mand arbeidende, hver i sin Livsdag, mod en kommende Tid, mod en ny geologisk Periode, — det maa frembringe Virkning. »

Dette er det store opbyggende Arbeide, som Kunstnerne af alle Mennesker er mest kaldede til at være med paa: at arbeide paa Slægten, den, som hver enkelt bærer i sig, ligesom man i Middelalderen byggede paa en Domkirke, altid

Sund og syg Kunst. 320

ufærdig, naar den overgaves til et nyt Kuld, men dog altid færdig i Haabets Luftsyn, med Taarne og Spir.

Arbeide med paa et stort, fælles Foretagende, hver paa sin Kant, hver enkelt med al sin Evne, det er den Selvhævdelse, som vil overvinde Individualismen. Om dette er det Kunstnere, Læger og Lærere maa slutte sig sammen. Dette mener jeg er noget for den Ungdom, som be- budes i «Niobe», en Ungdom, som ikke lever fattig og indestængt i sig selv.

Digtere og Kunstnere maa hjælpe til at stifte ethiske Ungdomslag, med et stort kunstnerisk Formaal : at skabe en ny og skjønnere Menneske- hed. Kaste ud over Landet et Næt af Ungdoms- lag, med tættere og tættere Masker. Fange ikke blot Ungdommen, men gjennem den ogsaa de ældre, i en ny Samfølelse, en stor og fælles kunstnerisk Stræben, som omfatter al Moral og alle skjønne Kunster.

Den Selvhævdelse, som er naturlig for Ung- dommen, er at alle vil være med at arbeide paa noget stort; enhver vil lægge noget af sig selv i et varigt Værk. Det er netop den kunstneriske Trang hos os alle.

Richard Jefferies havde Ret. Naturviden- skaben egger og maner os til en ny Kamp mod Døden, større og skjønnere end den, som frem-

3 -20 Sund og syg Kunst.

bragte clcn store ægyptiske Kunst. De statistiske Aarb(^ger viser os den Hlodskat, som vi aarlig maa udrede til Livets Fiender — saalænge til vi selv gjør os fri. I Norge kræver en ubevidst Moloch som aarligt Offer, ikke hvert tiende, men hvert tredje levendefødte Barn, inden et Aars Frist er omme. Hvert Aar maa mindst 1 50 Mødre betale med sit Liv for at skabe nyt Liv. Mere end en af hvert tusen Mennesker føres aarlig bort af Tæringens Morderengel. Vi maa reise en almindelig Frihedskamp mod denne aarvisse Skat. De ethiske Ungdomslag vil kunne virke som Øvelsesleire i denne Kamp. Kampen mod legemlige Sygdomme og mod syge Liden- skaber, som kræver ligesaa store og endnu skjændigere Menneskeofre, — i den maa alle indvies fra Ungdommen af. Digterne maa være med at forherlige denne Krig, vise os den i store Billedsyner og klare Skikkelser. De bildende Kunstnere maa vække Begeistring for legemlig Fuldkommenhed. Hygiene alene vil ikke for- slaa.

Det er en Pligt at gjøre alle Hjem sunde og skjønne, — skjønne, selv om de er fattige. For os, især i Norge, passer Perikles' Ord om at «elske det skjønne uden stor Omkostning». For os passer den attiske Skjønhedssans. Netop i Norge, i vort barske Land, hvor Kampen for

Sund og syg Kunst. ^^j

Føden har gjort saa manges Liv skjønheds- fattigt, maa Kunstnerne være med i en ethisk Bevægelse, om ikke for andet, saa for at give Bevægelsen en kunstnerisk Retning.

Her har vi noget at stille op mod den snævre Pietisme, i Norge, Danmark og Sverige. Det gjælder ikke saa meget om at bekjæmpe Pietismen, som om at afløse den med en anden og større Vækkelse. Naar Pietismen har Magten, er det, fordi Kunstnerne ikke har vist Folket noget bedre, ialfald ikke indtrængende nok.

Kunsten alene vil ikke formaa at rive Folket med sig i Begeistring for det skjønne. Det store F'olk vil med Rette spørge om Kunstens Nytte \ Kunstnerne maa vise sin kunstneriske Trang ved at arbeide for Livets Kunst. Ikke længere den barnagtige Frygt for en «Sammen- blanding» af Kunsten og Moralen, hvorved begge vil «miste sit Særpræg». Det er denne Frygt, som uden at vide det arbeider paa at dele P'olket i to Leire: Pietister og kunstneriske Bohemer.

Den ethiske Bevægelse og de nye Ungdoms- lag maa vise, at Opøvelse af kunstnerisk Trang og Skjønhedsglæde er nyttig i Livskampen. Malerkunsten er overordentlig nyttig; den ud- straaler Naturglæde og Menneskeglæde ; den ud- vider vor Samfølelse med alt det, som er til.

2 22 Sund og syg Kunst.

Billcdlui<(^^crkunstcn kan nu, som i Oldtiden, ud- straalc lk"<^^cistrinf^ for legemlig Fuldkommenhed, for Maadchold o<^ Selvbeherskelse og Opøvelse af Lemmerne. Musiken vækker Livsmod; og Digte- kunsten kan ligefrem og indirekte opflamme os til den fælles Befrielseskamp.

Just for den naturalistiske Ethik ligger det nær at hæ^vdc, at det skjønne ikke alene er skjønt, men ogsaa nyttigt i Livskampen. Ifølge Udviklingslæren er det jo derfor, eller for en stor Del derfor, at Planterne og tildels Dyrene er skjønne: fordi det er af Nytte for dem i Kappestriden for Livet. Det er ved Farve og Duft, at Planterne drager til sig Blomsterstøvets lette Lastdragere og de vingede Sendebud, som udsaar Frøkorn i ny Jord. Hos Dyrene og Menneskene har Skjønhedsfølelsen bidraget i høi Grad til at mangfoldiggjøre og forædle Slægten, til at knytte Kjønnene sammen til Familje.

Den ethiske Bevægelse vil hjælpe til at ud- brede Forstaaelse af Kunstens Betydning. Naar Kunstnerne gaa foran i Kunsten at leve skjønt, vil det store Folk tabe sin Ringeagt for Kunsten som unyttig og sin Frygt for, at Skjønheds- glæden virker slappende. Der ligger en uhyre, næsten ubrugt, Kapital af moralsk Kraft i de store Kunstværker fra ældre og nyere Tider.

Sund og syg Kunst. 333

Kunstnerne maa som Lærere i Skoler og i Ungdomslag søge at udløse noget af denne moralske Kraft. Istedenfor de døde klassiske Sprog, som lidt efter lidt forsvinder fra vore Skoler og bliver de lærdes Sag, maa Under- visning i levende græsk Kunst trænge videre og videre frem i vore Skoler, helt frem til Folke- skolen ■■^'), Men det vil ikke lykkes, medmindre Kunstnerne kunde vise, gjennem Ord og Eksempel, at man ikke kan nyde det bedste i den græske Kunst uden selv i nogen Grad at leve med i den Livskunst, hvoraf den fremgik: Maadehold og Selvbeherskelse, legemlig Hærdning og Op- øvelse i mandis: Idræt.

Richard Jefferies var ikke ganske retfærdig mod vore Forfædre. De har, omend ikke altid med fuld Bevidsthed, opsamlet Livskraft til Fordel for os. Det staar til os, om vi vil til- godegjøre den. Den naturlige Maade at studere Kunstens Historie er at leve sig ind i det bedste af den Moral, som de store Kunstværker ud- straaler. Vi faar ikke Del i Kunsten for Intet; vi maa give noget af os selv, af vort eget Liv. De store Kunstsamlinger i Musæerne er for en

*) Naturligvis burde Folkeskolen ogsaa undervise i Fædre- landets Kunst. En Del af Musæernes Indhold burde kanske ud paa Vandring Landet rundt.

T.^A. Sund og syg Kunst.

stor Del cUkIc Skatte, saalæn^e Folk tror, at det er nok at vandre rundt nogle Gange med en Katalog i Ilaanden. De store Værker ud- leverer ikke sig selv og sin Kraft saa let. lin virkelig Rundtur i et stort Musæum kræver et overordentlig Udlæg af moralsk Kraft. Det vilde kanske være værdt for Ungdommen at forsøge. Det gjældcr at føre ud i sit eget Liv, i selve Nutidens Liv, noget af det bedste og det mest levedygtige i den ægyptiske, græske, italienske og flamske Livskunst. I kvert Fald bliver Fortidens Værker døde Skatte for dem, som ikke lever med i Nutidens Liv.

En stor Del af Renaissancens energiske og livsglade Kunst, og den græske Skulptur, som voksede frem især af den doriske Ungdoms Idræt- ter, høver godt sammen med den moderne Ung- doms Frilufts- og Idrætsliv ; men ogsaa med det store Arbeide for Slægten, som Richard Jefferies glædede sig til. «Jeg skulde underkaste mig en streng Disciplin, jeg skulde med Glæde und- være mangt og meget for at gjøre Slægten god og lykkelig i Fremtiden. Enhver af os skulde gjøre noget, om noksaa lidet . . . Nu er vore Forgjængeres Arbeide bortødslet. Vi selv lever vor Tid, og vort Værk bliver til intet . . . Nationernes hele Tankegang maa forandres . . . Hvilken Glæde hver Dag at tænke: idag har

Sund og syg Kunst. ^35

jeg gjort noget, som vil gjore kommende Slægter gladere. Den blotte Tanke vilde gjøre den Stund lykkeligere. »

De ethiske Ungdomslag '••) vil for en stor Del naturligvis blive Idrætslag. Men selve Idræt- ten maa sees i en større Sammenhæng, den maa blive mindre individualistisk. Da først vil Nutidens Idrætsliv kunne maale sig med og endog overgaa den græske Ungdoms gymniske og musiske Lege. Grækerne drev legemlige og aandige Idrætter til en forhen uanet Høide derved, at Legene hørte med til deres Borgerpligt og deres Guds- dyrkelse; de unge tidvildede sig selv for at øge sin Bys Ære og Magt og erhverve den Yndest hos de udødelige Guder. Men Nutidens Ungdom vil øve sig i legemlig og aandig Idræt med et endnu større og videre Maal for Øie: arbeide for Menneskeheden og alle de kommende Slægter.

Det var denne Tanke, som opretholdt Ri- chard Jefferies under hans aarelange Sygdom. Fra Planternes svulmende Livskraft, fra Græs- sets og Træernes aarlige Seier over den døde Materie henter han nyt Haab om Livets seierrige

*) Om Indretningen af Ungdomslag i England og Amerika kan man læse i en Bog af Dr. Sta?tton Coit: Neighbourhood Guilds. London 1892.

2 ■2(3 Sund og syg Kunst.

Ma^rt. «Mit Haab bliver saa bredt som Hori- sonten derborte, det gjentages af hvert Hlad, det synges fra hver en Gren, det kastes tilbage i Glimtet fra hver en Hlomst. Der er saa meget for os Mennesker, som endnu er ivente, saa meget nyt at samle og nyde. Ikke for dig og mig nu, men for vor Æt, som tilslut vil forstaa at bruge denne skjulte Magi til vor Lykke . . . Mit Hjerte hviler fast og sikkert i den Tro, at tilslut skal Solskin og Sommer, Blomsterne og den asurblaa Luft — de skal indvæves i Menne- skets Liv. Fra dem alle skal Mennesket laane Skjønhed og Herlighed. Naar jeg ser mig selv i Speilet, taler hver Linje om Pessimisme; men mit Ansigt tiltrods, min Oplevelse tiltrods, — jeg er og bliver Optimist».

Saa talte en Søn af Udviklingslærens Tids- alder, et Barn af Darwins Land og Tid. Ikke uværdig Afslutningen af et stort Aarhundrede og Indledningen til en ny Tid. Netop under sin Sygdom var han størst. «Hvor gjerne jeg vilde strø alles Vei med Blomster, hvilken Glæde at gjøre Verden glad! Sangen skulde aldrig forstumme. Dansen burde gaa uden Ophør, Latteren lyde som altid rindende Vand.»

->»^

PLEASE DO NOT REMOVE CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

™ Collin, Christen Christian

^o Dreyer

-^3C6ii Kunsten og moralen