HENRI
ie ie ia

Иры и
и
i; €

Scheer

ir = Es
FRET 2e
a

Bound 1941

HARVARD UNIVERSITY

LIBRARY

OF THE
MUSEUM OF COMPARATIVE ZOÜLOGY
14,490
GIFT OF

ddelelser om Grønland.

m ssionen for Ledelsen af de geologiske og geographiske i;
Undersøgelser i Grønland,

Et og tyvende Hefte.
~ lste Afdeling.

+

Med et Kort.

Kjøbenhavn. :

I Commission hos C. A. Reitzel.
Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).
1809

4 "Herluf Winge. м a .

"yet te ee SR |

ah

MAY 28 1900

А: Grønlands Fugle var det de hvide Falke, der først bleve
omtalte. „Hvitir valir“ ere de eneste grønlandske Fugle, der nævnes
i Konungs Skuggsja, Kongespejlet, skrevet 1 det 13de Aar-
hundrede af en Nordmand med indgaaende Kjendskab til Grgnlands
Forhold; der siges om dem, at de findes i Grønland i større Mengde
end i noget andet Land, at de i andre Lande vilde regnes for en
stor Kostbarhed, men at man ikke dér forstaar at udnytte dem
(Grønlands historiske Mindesmærker, udg. af det kgl. Nordiske
Oldskrift-Selsk., Bd. 3, 1845; р. 330—331). De hvide Falke ere
ogsaa de eneste grønlandske Fugle, der nævnes af Ivar Baardsøn,
som midt i det 144е Aarhundrede var Forstander paa Gardar
Bispegaard, nær Nutidens Julianehaab (Gronl. hist. Mindesm., Bd. 3,
1845; р. 260). Det er ogsaa de eneste, der nævnes af Arngrim
Jonssøn, en Islender, der ved Begyndelsen af det 17de Aar-
hundrede skrev om Grønland efter gamle Haandskrifter: ,men som
iblandt de vilde Dyr Bjørnen var den fornemste, заа vare iblandt
Fuglene hvide Falke de prægtigste" , Ord, der synes at være tagne
fra en Saga om Grønlands Opdager, Erik Røde, der kom til Landet
Aar 982 (Arngrimi Jonæ: Groenlandia eller Historie om Grønland;
dansk Oversættelse, Udgave fra 1732; p. 10; se ogsaa Grønl. hist.
Mindesm., Bd. 1, 1838; p. 205).

Islenderen Bjørn Jonsson af Skardsaa, der ogsaa efter
gamle Haandskrifter i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede skrev
om Grønland, véd dog at nævne flere grønlandske Fugle. Han
siger, at der i Landet var stor Overflod af Fugle, Svaner, forskjellige
Slags Ænder, hvide og graa Falke, Ravne og hvide Ørne: „volatilium

1*

insuper magna affluentia, cygnorum, anatum varii generis, falconum
alborum & cineraceorum generis optimi, corvorum, aqvilarumqve
etiam coloris albi* (nævnet her efter Thormod Torfæus: Gron-
landia Antiqva, Udgave fra 1715; р. 86). Med Udtrykket ,hvid
Ørn? menes sikkert Sneuglen, der endnu den Dag idag undertiden
i Norge kaldes Hvid-Ørn. Bjorn Jonssøn, hvis Hjem var paa
Islands Nordkyst, tilføjer, at hvide Falke ,nivei coloris“ ogsaa
komme til Island sammen med den gronlandske Is, at der ogsaa
kommer hvidbrogede Ravne og endda nylig var set en Ravn, der
var ganske hvid, og at Hvid-Örnen ogsaa har Вай Rede paa Island
(MCD ceils

Der haves ellers neppe nogen Oplysning om Grønlands Fugle
fra Middelalderen undtagen den, der ligger i Navnet ÆOanes, Eder-
fugle-Næs, der laa paa Vestkystens nordlige Del, hvorhen Nord-
boerne rejste om Sommeren for Jagtens Skyld (Grenl. hist. Mindesm.,
Bd. 3, 1845; р. 882). Men ved Udgravning 1 Kjøkkenmøddinger
ved Ruinerne af Nordboernes Huse i Egnen ved Julianehaab er der
kommet nogle Fugle-Knogler for Dagen. Det synes, at Nordboerne
dér kun for en meget ringe Del have levet af Fugle; de allerfleste
af de udgravede Knogler vare af Rensdyr, Faar og Geder og især
af Sæler og Oxer; af Fugle fandtes kun nogle faa Knogler af Lomvie
(Uria arra) og en enkelt Knogle af Lunde (Fratercula arctica).
(Nermere om Fundforholdene hos D. Bruun: Den arkeol. Exp.
til Julianehaabs Distr. 1894; Geogr. Tidsskr., Bd. 13, 1895; og
Meddelelser om Grønland, 16de Hefte, 1896. De paagjeldende
Knogler har jeg selv bestemt.) !

I Slutningen af 16de Aarhundrede er Gejrfuglen nævnet som
grønlandsk, hvis der da, hvorom der neppe kan tvivles, med det
gamle Navn Gunnbjørn -Skjær menes Øer ved Grønlands Østkyst
overfor Island. Bjørn Jonssøn fortæller, at en Islender Latra-
Clemens sammen med andre landede paa et af Gunnbjørn-
Skjærene, omkring Aar 1590, og dér fyldte en Baad med.Gejr-
fugle fra Skjæret. (Torfæus: Gronlandia Antiqva, 1715; р. 7;
og Grønl. hist. Mindesm., Bd., 1, 1838, p. 124—125 og 133).

Bjorn Jonsson skriver ogsaa, at Søfarende i hans Tid, i

Begyndelsen af 17de Aarhundrede, fortalte, at der i Havet mellem
Gejrfugleskjærene ved Island og Korsøerne eller Gunnbjørn-Skjærene
ved Grønland laa en Række Fuglebjerge optagne af Suler, ,hladin
med sulufugl, er nokkrir kalla hafstilu edr skinnermi* (Skinderme
skal ogsaa vere dansk Navn for Sulen). (Gronl. hist. Mindesm.,

Bd. 1, 1838; р. 140—144). Saadanne Klipper findes ikke mere;
men det er jo ikke umuligt, at de have været der.

Hvad der ellers siges om Fugle i Beretningerne om de første
Rejser til Grønland i den nyere Tid, er saa godt som intet. Den
udførligste Omtale af Fugle, der findes i Beretningerne om John
Davis” Rejser til Grønland i Aarene 1585 — 87, er saaledes
følgende tilfældige og ikke meget oplysende Liste: ,Partrige (vel
Rype), Fesant (sic), Guls, Sea birds“ (Hakluyt’s coll. of the early
voy., trav. and discov. of the Engl. Nation, new ed., vol. Ш, 1810;
р. 156). James Hall melder fra sin Rejse til Vestkysten Aar
1605: ,great store of Fowle, as Ravens, Crowes, Partridges, Phea-
sants, Sea-mewes, Gulles with other sundry sorts" (Purchas, His
Pilgrims, vol. Ш, 1625; р. 819). Fra Н. Hudson’s Rejse, Aar
1607, der rørte den nordlige Del af Østkysten, haves en enkelt
lagttagelse om Fugle, sete 25de og 26de Juni paa omtrent 75° og
76° mellem Gronland og Spitsbergen: ,small flockes of Birds, with
blacke Backes and white Bellies, and long speare Тауез“ (Purchas,
1. с. р. 569); det har vel været Kjover.

David Danell saa paa sin Rejse 1 1652 den 29de Maj udfor
Østkysten, mellem Island og Grønland, paa 64° 19’, en Ugle og to
smaa Landfugle kommende ombord (John Erichsen: Udtog af Chr.
Lunds Indberetning ang. de i Aarene 1652 og 1653 foranstaltede
Setoge til Grønland, 1787; p. 5); iste Juni ner Østkysten Vest for
Island saa han „de første Dykkere og Terner“ (1. c. p. 6); 9de Juni
udenfor Isen ved den sydlige Del af Østkysten blev der set Terner
og Dykkere og ,mange Maager, der vare saa fede, at de neppe
kunde Йууе“ (1. с. р. 8).

Et væsenligt Fremskridt 1 Kundskaben om Grønlands Fugle
skyldes Hans Egede, Gronlændernes Apostel, der i 1721 landede
ved Godthaab og derefter blev 1 Gronland 1 15 Aar. I hans Bog:
Det gamle Grønlands nye Perlustration, 1741, р. 35—36 og 51—
55, nævnes som hjemmehørende i Landet: Rype, Ravn, Havorn
(Ørn med Vingefang mere end en Favn), Jagtfalk (,Falke, saa vel
graa som hvidagtige og spraglede"), Sneugle (,store Ugler spraglede
som Falke“), Graasisken (,lrsker“) og Snespurv (,Sne-Fugle‘),
Ederfugl, Stokand (brednæbet And), Skallesluger (spidsnæbet And),
Knortegaas (,Stokand“), Lomvie („Alk“), Sekonge (lille Alk), Strom-
and (,Tornauviarsuk*), Blisgaas („Vildgaas“), „alle Slags Maager,
store og smaa*, som 1 Nordlandene, Terne, Lom, Lunde, „Нах-
Emmer“ (et Navn, der ellers bruges for Islom, men som Egede

synes at bruge for Gejrfugl), Skarv, Tejste, Havlit (, Angle-Taske‘),
Sortgraa Ryle (?) („Sneppe*) „og andre flere”. De Arter, der ere de
vigtigste for Grønlænderne, omtales lidt mere udførlig; men de fleste
nævnes næsten kun ved Navn. — Enkelte Oplysninger om Rype,
Alk, Ederfugl og Ravn ere ogsaa at finde hos Hans Egede i: От-
stændelig og udførlig Relation angaaende den Grønlandske Missions
Begyndelse og Fortsættelse, 1738.

I sin Bog: Efterretninger om Island, Grønland og Strat Davis,
1748 (dansk Oversættelse af den tyske Udgave, fra 1746), skriver
den hamborgske Borgmester Johann Anderson ogsaa noget om
Grønlands Fugle (р. 164—174). Sin Kundskab havde han dels fra
Egede's Bøger, dels fra Skippere, der havde faret paa Grønland.
Foruden nogle af de Fugle, der nævnes af Egede (hvis Ord han
dog ikke altid har forstaaet), omtaler han en ,Mallemukkef , som
var bragt ham levende af en Skipper, der kom fra Davis-Strædet.

Nogle faa grønlandske Fugle nævnes af М. Th. Briinnich i
hans Ornithologia Borealis, sistens collectionem avium ex omnibus,
imperio Danico subjectis, provinciis insulisqve borealibus Hafniæ
factam, 1764, der indeholder en Fortegnelse over Chr. Fleischer’s
Fuglesamling, tildels ledsaget af Beskrivelser. Blandt andre opfores
Alca torda, Lestris parasitica („Catharacta parasitica*), Colymbus
glacialis (,C. torgvatus“) og Phalaropus fulicarius (, Tringa fuli-
caria“), der ikke tidligere udtrykkelig vare nævnte som grønlandske.

David Cranz, der opholt sig et Aar, 1761—62, i Syd-
Grønland hos de mehriske Brødre, har i sin: Historie von Grön-
land, 2. Aufl., Theil I, 1770 (iste Udg. 1765), р. 101—119, givet
en lille Oversigt over Grønlands Fugle, der ogsaa slutter sig nær
til Egede’s Fremstilling. Dog omtales de fleste Arter noget nærmere,
og foruden Arter, der tidligere vare nævnte, opføres andre, der mere
eller mindre sikkert lade sig tyde som Stenpikker, Konge-Ederfugl,
Odinshane, Graamaage, Svartbag, Ride. I Fortsetzung 4. Hist. v.
Grönl., 1770, р. 214 & 287, meddeles, at Missionær Stach i Syd-
Grønland havde set en Hejre; hvilken Art det har været, kan
ikke siges.

Nogle Rettelser og Tilleg til Cranz ere givne af Н. Chr. Glahn,
der selv havde levet i Gronland, i hans: Anmærkninger over de
tre forste Boger af Hr. David Crantzes Historie om Gronland, 1771,
р. 91—93 og 95—-112. Af de Кафе, der nævnes og kort be-
skrives, vare folgende ikke hidtil omtalte: Islandsk Hvinand
(Kertlutokpiarsuk), Hvidvinget Maage (Naiengvoak, som Blaamaagen,

—]

a: Larus glaucus, men mindre), Ismaage (Naiauarsuk); endnu
adskillig flere „пуе“ gronlandske Fugle nævnes, men kun med deres
eskimoiske Navne. De lyse og mørke Farve-Ændringer af Stormfugl
og Kjove omtales, ligeledes Farve-Ændringer af Alkefugle. Vedfojet
er en Liste over Grønlands Fugle, ordnet alfabetisk efter de gron-
landske Navne, sammenstillet af en Præst i Holstenborg; omordnet,
med Tilfgjelse af latinske Navne, er Listen folgende:

Anas boscas (Kertlutok).

Cygnus musicus (Kuksuk, ,maaske Svane").
Cosmonetta histrionica (Tornauiarsuk).
Pagonetta glacialis (Aglek).

Clangula islandica (Kertlutokpiarsuk, Niakortok, Ulluagolik).
Somateria mollissima (Amaulik, Amauliksak, Arnauiak, Mittek,
Mitterak).

Somateria spectabilis (Kingalik, Arnauiartak).
Mergus serrator (Paik).

Anser albifrons (Nertlernak).

Anser torqvatus (Nertlek).

Lagopus mutus (Akeirsek).

Colymbus septentrionalis (Karksaak).
Colymbus glacialis (Tudlik). .

Puffinus major (Kakutlungnek).

Fulmarus glacialis (Kakutluk).

Ægialitis hiaticula (Tukafbayok).

Tringa maritima (Sarbarsuk, Siksariarsungvoak).
Tringa alpina? (Tojuk).

Phalaropus hyperboreus (Nellomisortok).
Phalaropus fulicarius? (Kajok).

Larus marinus (Naïartluk).

Larus leucopterus (Naiengvoak).

Larus glaucus (Naia, Pukteralik).

Larus tridactylus (Tatterak).

Larus sabini? (Kejukingvoak).

Larus eburneus (Naiauarsuk).

Sterna macrura (Imerkoteilak).

Lestris parasitica (Isungak, Meriarsairsok).
Cepphus grylle (Serbak).
Uria атта (Akpa).

Mergulus alle (Akpaliarsuk).

Alca torda (Akpartluk).

33. Alea impennis (Iserokitsok).

34. Fratercula arctica (Killengak).

35. Phalacrocorax carbo (Okaitsok).

36. Falco gyrfalco (Kiksauiarsuk).

37. Haliaétus albicilla (Nektoralik).

38. Nyctea nivea (Opik).

39. Corvus corax (Tulluak).

40. Saxicola oenanthe (Kytsektak).

41. Cannabina linaria (Nennamangvoak, Orpingmiutak).
49. Emberiza lapponica (Narksarmiutak).

43. Emberiza nivalis (Amauligak, Kopennungarsuk).

Den første samlede, udførlige Fremstilling af Grønlands Fugle-
verden skyldes dog Otto Fabricius, der i omtrent sex Aar, fra
1768, levede i Grønland som Præst i Frederikshaab. I sin Fritid
lagde han sig efter Naturhistorie; Udbyttet er for Fuglenes Ved-
kommende nedlagt i hans Værk: Fauna Groenlandica, 1780, p.
538—194. (Enkelte Oplysninger fra Fabricius vare allerede meddelte
i О. Е. Muller's Zoologie Danicæ Prodromus, 1776.) Saa godt
som alle Grønlands almindeligere Fugle findes omtalte, under
linnéiske Navne, desuden nogle faa af de tilfældige Gjæster; deres
Ydre beskrives; korte, men fyndige og malende Skildringer af
deres Optræden i Landet gives for de allerfleste. Fortegnelsen
omfatter 53 Arter, for største Delen iagttagne af Fabricius selv;
men enkelte af dem maa udgaa; tilbage bliver der følgende 46:

1. Anas boscas (Anas boschas hos Fabricius).

9. Cosmonetta histrionica (Anas histrionica).

3. Pagonetta glacialis (Anas hiemalis).

4. Clangula islandica (Anas clangula d А. glaucion).
5. Somateria mollissima (Anas mollissima).

6. Somateria spectabilis (Anas spectabilis).

7. Mergus serrator.

8. Anser albifrons (Anas anser).

9. Anser torgvatus (Anas bernicla).

10. Lagopus mutus (Tetrao lagopus).

11. Colymbus septentrionalis.

12. Colymbus glacialis.

13. Puffinus major (Procellaria puffinus).

14. Fulmarus glacialis (Procellaria glacialis).

15. Charadrius pluvialis (Charadrius apricarius).
16. "Ægialitis hiaticula (Charadrius hiaticula).

И, ИРИ rr

17. Strepsilas interpres (Tringa interpres).

18. Limosa egocephala (Scolopax jardreka).
19. Tringa maritima (Tringa striata).

20. Tringa alpina.

21. Phalaropus hyperboreus (Tringa lobata).
292. Phalaropus fulicarius (Tringa fulicaria).
93. Gallinago scolopacina (Scolopaa gallinago).
2%. Larus glaucus. (L. leucopterus ikke udskilt.)
25. Larus marinus.

26. Larus tridactylus.

97. Larus eburneus (Larus candidus).

98. Sterna macrura (Sterna hirundo).

99. Lestris parasitica (Catarhacta parasitica).
30. Cepphus grylle (Uria grylle).

31. Ома arra (Alca pica).

32, Mergulus alle (Alea alle).

33. Ава torda.

34. Alca impennis.

35. Fratercula arctica (Alea arctica).

36. Phalacrocorax carbo (Pelecanus carbo).
37. Sula bassana (Pelecanus bassanus).

38. Falco gyrfalco (Falco rusticolus & Е. fuscus & Е. islandus).
39. Haliaétus albicilla (Vultur albicilla).

40. Otus brachyotus (Strix asio).

41.. Nyctea nivea (Strix nyctea).

42. Corvus corax.

43. Saxicola oenanthe (Motacilla oenanthe).
44. Cannabina linaria (Fringilla linaria).

45. Emberiza lapponica (Fringilla lapponica).
46. Emberiza nivalis.

Mest efter Gronlændernes Beskrivelser havde Fabricius desuden
indføjet, dog kun som tvivlsomme: Mergus merganser, Larus cinera-
rius, Pelecanus cristatus og Parus bicolor; men for dem har der
ikke vist sig nogen Hjemmel. Mergus merganser, Gronlendernes
Paikpiarsuk eller Pararsuk, er vist kun M. serrator. Pelecanus
cristatus, Tingmik eller Tingmirksoak, er vist Phalacrocorax carbo.
Navnet Larus cinerarius L. skal vere enstydigt med L. ridibundus,
en Art, der ellers ikke kjendes fra Gronland; men Fabricius’ Be-
skrivelse kunde passe paa Larus sabini i Vinterdragt eller maaske
i Ungedragt; efter Grenlendernes Udsagn skulde den paagjeldende

10

Fugl, Kejukingoak, vere sjelden, og Fabricius selv havde kun én
Gang set den flyvende. (Saunders, Proceed: Zool. Soc. London,
1878, p. 163, og Catal. Birds Brit. Mus. vol. XXV, 1896, p. 306,
henfører Fabricius’ L. cinerarius til L. tridactylus; dette kan 1 hvert
Fald ikke være rigtigt.) Gronlændernes Skildring af den Fugl, som
Fabricius har henfort under Navnet Parus bicolor, deres Auingarsuk,
kan vist kun sigte til Anthus aqvaticus. Efter Cranz var desuden
Ardea cinerea optagen. Om Fuglenes Fordeling 1 Landet kunde
dengang ikke siges meget; men endnu den Dag idag er Fabricius’
Fauna Groenlandica et af Hovedverkerne om Grønlands Fugle,
iser paa Grund af de mange forste-Haands lagttagelser over deres
Levevis.

Paa det Kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn findes et Haand-
skrift, som Fabricius har efterladt, fuldført 1 1808—9 efter Op-
tegnelser fra 1768 og senere. For de fleste gronlandske Fugles
Vedkommende indeholder det Beskrivelser og Livsskildringer, der
ere langt udforligere end, hvad der findes i Fauna Groenlandica,
men dog 1 Hovedsagen kun give det samme.

Efter Fabricius’ grundleggende Fauna Groenlandica er der
fremkommet mange andre Arbejder med Oplysninger om Grønlands
Fugle. Arternes Forhold til nærmere og fjernere Slegtninge i andre
Lande er bedre klaret; deres Udbredelse 1 Landet er efterhaanden
nogenlunde udredet; Fortegnelsen over dem er voxet til henved det
tredobbelte, mest ved Tilvæxt af tilfældige Gjæster; о. s.v. De
vigtigste Arbejder efter Fauna Groenlandica ere folgende:

Peder Olsen Wallge: Udtog af en Dagbog, holden i
Aarene 1751—1753 paa en Rejse i Grønland; udg. af О. Fabri-
cius; Samleren, et Ugeskrift, Bd. 1, 1787. Indeholder kun ganske
enkelte Ord om nogle af de almindeligste grønlandske Fugle, iagt-
tagne paa Rejsen, der gik fra Godthaab langs den sydlige Del af
Vestkysten og omtrent 15 Mile om paa Østkysten.

Mathias Jochimsen: Skrivelse fra Godthaab paa Grønland
1732 til Geheimeraad Løvenørn; udg. af Justitsr. Pontoppidan ;
Minerva, et Maanedsskrift, Juli 1788; р. 18—78. Indeholder, р.
41—42, en lille Meddelelse om Snespurve.

С. Th. Egede: Rejsebeskrivelse til Øster-Grønlands Opdagelse,
foretaget 1 Aarene 1786 og 87; 1789. Rejsen gik begge Aar langs
Østkysten nærmest: Island udenfor Isen. Om Fugle siges ikke andet
end, at der den 20de August 1786 1 Drivisen, paa 65° -omtrent,

11

var ,en Mængde Fugle, Maager, Terner, Tossefugle og andre, som
jeg ikke véd at give Махпе“.

А. Arctander: Udskrift af en Dagbog holden i Grønland paa
еп Recognoscerings-Rejse 1 Julianehaabs Distrikt 1 Aarene 1777—
1779; Samleren, et Ugeskrift, Bd. 6, 1793; р. 1105—1949. Inde-
holder en enkelt Meddelelse om Ryper, р. 1120. |

O.Fabricius: Om den pukkelnæbede Ederfugl (Anas spec-
tabilis) og Granlændernes Ederfuglefangst; Skrifter af Naturhistorie-
Selskabet, Bd. 2, 2det Hefte, 1793; р. 56—88, pl. IX (Afbildning
af Hunnen). Udforlig Skildring af Ydre og Levemaade.

O.Fabricius: Nøjagtig Beskrivelse over Gronlendernes Land-
dyr-, Fugle- og Fiskefangst med dertil hørende Redskaber; Vidensk.
Selsk. Skr., Bd. 6, 2det Hefte, for 1812; 1818; p. 931—979.
Fuglene omhandles р. 289—958.

C. L. Giesecke: Artiklen „Greenland“ i Brewster’s Encyclo-
pædia, Edinb., vol. X, part Il, 1816. Indeholder, р. 500—501, en
Oversigt over Fuglene i Gronland, ner sluttende sig til Fabricius’
Fremstilling, men for en stor Del støttende sig til Selvsyn.

B.O’ Reilly: Greenland, the adjacent seas, and the North-

‚ West Passage, illustrated in a voyage to Davis’s Strait, during the

summer of 1817. Indstreede i Rejse-Dagbogen findes lagttagelser
over nogle af de almindeligste Arter ude over Davis-Strædet, men
oftest uden nermere Stedsangivelse; med Land havde man nesten
ingen Forbindelse. I et særligt Afsnit ,Arctic Zoology“,.p. 135—
147, ere 14 Arter omhandlede nermere, tildels under nye Navne
(Puffinus major, Procellaria puffinus hos Fabricius, kaldes Procel-
laria gravis n.sp.; Larus glaucus: Г. maximus n.sp.; Mergulus
alle: Colymbus glocitans n. sp.); 5 Arter ere afbildede. Hvad der
menes med Larus canus, L. cataractes og L. fuscus, der opføres
р. 143, er ikke sikkert. |

J. Sabine: An account of а new species of Gull lately dis-
covered on the West Coast of Greenland; Transact. Linn. Soc.
London, vol. XII, 1818; р. 520—523, pl. XXIX. Beskrivelse af
Larus sabini som ny Art, hjembragt samme Aar af E. Sabine fra
Melville-Bugt.

Е. Sabine: A memoir on the Birds of Greenland, with descr.
and notes on the species observed in the late voyage of discovery
in Davis Strait and Baffins Bay; Transact. Linn. Soc. London, vol.
XII, 1818 (Afhandlingen selv dog dateret April 1819); р. 527—
559, pl. XXX (med Billede af Luftrer af Somateria og Pagonetta).

12
Indeholder Meddelelser om 28 Arter iagttagne af Sabine selv paa
Rejsen med Ross og Parry, paa „Isabella“ og ,Alexander*, Aar
1818, tilsos i Davis-Strædet, baade langs Ost- og Vestkyst, og
Baffins-Bugt, iland enkelte Steder paa Grønlands Kyst, især paa
Hare-Ø. Tre Arter nævnes, der ikke tidligere vare opførte fra
Grønland, i hvert Fald ikke med linnéiske Navne: Tringa canutus
(nævnet som T. cinereus), Larus leucopterus (under Navnet L.
argentatus; Fabricius havde, og maaske med Rette, ikke skilt den
fra L. glaucus, hvad derimod Glahn havde gjort allerede 1771) og
Falco peregrinus. Sabine selv var i den Tro, at han ogsaa op-
førte Uria arra (under Navnet U. briinnichii Sab.) som ny for Grøn-
land, at Fabricius skulde have overset en af Grønlands alleralminde-
ligste Fugle; men Arten er udførlig omtalt af Fabricius under
Navnet Alca pica. I den Fortegnelse over de dengang kjendte
grønlandske Fugle, hvormed Sabine ender sin Afhandling, opføres
Limosa lapponica (under Navnet Scolopax lapponica) i Stedet for
Scolopax jardreka hos Fabricius; men af Fabricius’ Beskrivelse
fremgaar det, at Arten ikke var Limosa lapponica, men L. ægoce-
phala; Г. lapponica kjendes endnu ikke fra Grønland. — Den
grønlandske Fortegnelse over Fugle var voxet til 50 Arter.

М’. Е. Leach & John Ross: Afsnittet „Aves“ i Appendix Il
til J. Ross: A voyage of discovery in H. M. S. Isabella and Alex-
ander, for the purpose of exploring Baffin’s Bay; 1819; р. XLVIII
—LX, pl. (med Billede af Larus sabini). Indeholder korte Med-
delelser om 20 af de 28 Arter, der omtales af Sabine fra samme
Rejse. Det er vel en Fejltagelse, naar „Falco smitellus (Merlin
Falcon)“ (9: Е. smirillus, F. esalon) opføres med Tilføjelse: „Several
of these birds shot in lat. 65°“ (om paa Øst- eller Vest-Siden af
Davis-Strædet siges ikke); det er vel en Forvexling med РГ. pere-
grinus. Uria arra nævnes som’ U. francsii Leach.

Г. Boie: Ornithol. Beyträge; Oken’s Isis, Jahrg. 1822, Bd. 2.
En lille Meddelelse om et Skind af Alca impennis, nedsendt fra
Grønland i 1821, findes р. 872.

W. Scoresby jun.: Journal of a voyage to the northern
Whale-Fishery, including researches and discoveries on the eastern
coast of West Greenland, made in the summer of 1822, in the ship
Baffin of Liverpool; 1823. Indeholder, р. 421—422, en Fortegnelse
over 17 Arter sete ved eller paa Ostkystens nordlige Del omtrent
mellem 70° og 75° N. В. I selve Rejseberetningen findes. ogsaa
hist og her indstreet Oplysninger om Fugle.

15

Е. Faber: Beyträge zur arctischen Zoologie; Oken’s Isis,
Jahrg. 1824, Bd. 1 og 2. Indeholder enkelte smaa Meddelelser om
grønlandske Fugle, mest efter skriftlige Oplysninger fra J. H. Rein-
hardt, saaledes om Phalaropus hyperboreus og Ph. fulicarius
(Bd. 1, р. 463), om Somateria spectabilis og Emberiza lapponica
(,E. calcarata“) (Bd. 2, р. 793 og 794), om Ома arra (,U.
briinnichii*, Alcea pica hos Fabricius) (Bd. 2, p. 972—975); , Uria
mandtii* (э: Cepphus grylle var.) nævnes som set i Schleep’s
Samling i Slesvig (1. с. р. 981) og (ibd.) „Uria unicolor* Faber
(5: Uria motzfeldi Benicken) i Benicken’s Samling ogsaa 1 Slesvig.
I Isis, Jahrg. 1826, Bd. 1, р. 317—396, har Faber givet en Be-
dommelse af , Platypus faberi*, som Brehm havde opstillet efter
grønlandske Skind af Pagonetta glacialis, og i Jahrg. 1827, р. 633
— 704, siges et og andet om Brehm’s nye Arter af Alkefugle.

Benicken: Beyträge zur nordischen Ornith.; Oken’s Isis,
Jahrg. 1824, Bd. 2; р. 877—891. Nogle Skind af almindelige
grønlandske Fugle omtales; desuden nævnes (р. 886) et Skind af
Alca impennis modtaget fra Grønland i 1821, vist det samme, der
tidligere var nævnet af Boie; og efter et grønlandsk Skind af den
sorte Afændring af Cepphus grylle opstilles (р. 888) „Uria motz-
feldi* som ny Art.

Ch. Г. Brehm: Lehrbuch der Naturgeschichte aller euro-
päischen Vögel, Theil 2, 1824. Efter nogle faa Skind af alminde-
lige, velkjendte grønlandske Fugle opstilles en Del nye Arter:
Tetrao reinhardi (9: Lagopus mutus), Lestris schleepü (Г. para-
sitica), Platypus borealis (Somateria mollissima), P. altensteinii
(S. spectabilis), P. faberi (Pagonetta glacialis), Colymbus hyemalis
(C. glacialis), Uria meisneri og U. arctica (Cepphus grylle, begge),
U. polaris (U. arra). Ogsaa i andre af Brehm’s Arbejder findes
grønlandske Fugle omtalte.

J.H.Reinhardt: Grønlands Fugle efter de nyeste Erfaringer ;
Tidsskr. f. Naturvidenskaberne, Bd. 3, 1894; р. 52—80. Oplysninger
om Skind af grønlandske Fugle, nedsendte til Museet i Kjøbenhavn,
og Oversigt over alle de Arter, der dengang kjendtes fra Grønland.
Flere Rettelser til Fabricius og Sabine med Hensyn Ш Navnegiv-
ningen fremføres. Af ny-tilkomne Arter nævnes følgende fem:
Anas crecca, Anser hyperboreus (,Anas hyperborea*), Puffinus
anglorum (,Procellaria anglorum*, som Reinhardt med Urette
regnede for enstydig med Procellaria puffinus hos Fabricius),
Lestris pomatorhina og Troglodytes palustris („Sylvia sp.“, i Rein-

14

hardt’s næste Afhandling bestemt som Troglodytes palustris). Blandt
de nedsendte Skind nævnes ogsaa et af , Anser segetum“, der mentes
‚ at vere enstydig med Anas anser hos Fabricius; i Reinhardt’s
neeste Afhandling *er „А. segetum* rettet til A. albifrons. — Den
grønlandske Liste var voxet til 55.

Е. Chr. Raben: Udtog af en Dagbog holdet paa en Rejse i
Grønland i Sommeren 1898; Tidsskr. f. Naturvidenskaberne, Bd. 3,
1824, р. 271—289; Bd. 4, 1826, р. 1—35. Rejsen gik til Godt-
haab, Fiskenæs og Frederikshaab. Adskillige Iagttagelser over Fugle
meddeles. Lestris catarrhactes nævnes (Bd. 3, р. 288) for første
Gang som set ved Grønlands Kyst. Derved voxede den grønlandske
Liste til 56.

Е. Sabine: Stykket ,Birds* 1 Supplement to the Appendix of
Capt. Parry’s voyage for the discovery of a North-West Passage in the
years 1819—20; 1824; р. CXCIII—CCX. Indeholder Redegjarelse
for Udbyttet af Parry’s Rejse med ,Hecla* og „Griper“. Rejsen
gjaldt Landene paa Vest-Siden af Davis-Strædet og Baffins-Bugt. Paa
Farten forbi Kap Farvel iagttoges en Falco tinnunculus, men saa
langt fra Land, at den neppe kunde regnes for ,grenlandsk*; den
har dog derefter oftere været optagen i de grønlandske Lister. Af-
handlingen indeholder enkelte andre Meddelelser om grønlandske Fugle.

J.Richardson: Stykket ,Birds" 1 Appendix to Capt. Parry's
Journ. of a second voyage for the discovery of a North-West Pas-
sage, in H. M. Ships Fury and Hecla in the years 1821—22—23;
1895; р. 342—379. Ogsaa Parrys 2den Rejse gik kun forbi
Grønland mod Vest; undervejs gjordes kun ganske enkelte lagtta-
gelser i Grønlands Nærhed. I Redegjørelsen for de Fugle, der
indsamledes, er der flere Gange sammenlignet med grønlandske
Forhold. |

D. Ch. Clavering: Journal of a voyage to Spitzbergen and
the East Coast of Greenland, in H. M. Ship Griper; Edinb. New.
Philos. Journ., April—July 1830; p. 1—30. (Her omtalt efter
Oversættelse i Petermann’s Mittheilungen, Bd. 16, 1870; р. 320—
329.) Rejsen gik i August og September 1823 langs den nordlige
Del af Grønlands Østkyst mellem 73° og 75° omtrent. Af Fugle
iagttoges meget lidt; kun Ryper og ,Svaner“ nævnes.

W. Swainson & J. Richardson: Fauna Boreali- Ameri-
cana, part. Il, Birds, 1831. Indeholder (р. ХХХУШ) en Fortegnelse
over Grønlands Fugle (efter Sabine) til Sammenligning med For-
tegnelser fra forskjellige Steder i det arktiske Nord-Amerika.

4

15

W. A. Graah: Undersogelses-Rejse Ш Østkysten af Grønland
i Aarene 1828—31; 1832. Indeholder (р. 192—194) en Navne-
liste over 22 Arter iagttagne af Graah selv paa hans Rejse paa den
sydlige Del af Østkysten; desuden afbildes (pl. VIII, fig. 4) Næbet af
en Oedemia perspicillata (ikke kjendt af Graah), fra samme Egn,
en Art, der ikke tidligere var funden 1 Grønland. Som gronlandsk
nævnes ogsaa for første Gang siden Middelalderen (se dog Glahn i
1771) Cygnus musicus, set ved Kap Farvel. Indstroede i Rejsebe-
retningen findes ganske enkelte Ord om Fugle. — Den grønlandske
Liste var voxet til 58.

John Ross: Narrative of a second voyage in search of a
North-West Passage, etc.; 1835. Rejsen gik i Sommeren 1829 op
"langs Grønlands Vestkyst og derfra mod Vest. Enkelte af de al-
mindeligste Fugle over Davis-Strædet nævnes. I „Appendix“ findes
et eget Afsnit om Fugle, af James Ross, hvori dog Fugle fra
Grønland næsten ikke ere nævnte. Tilfældigvis opføres Colymbus
‚ arcticus som grønlandsk, med Urette.

J.H. Reinhardt: Stykket ,Fuglef i Indledningen til Ichthyo-
logiske Bidrag til den grønlandske Fauna; Vidensk. Selsk. Skr., УП
Del, 1838; р. 88—195, pl. I—III (med Billeder af Helminthophaga
ruficapilla, Zonotrichia leucophrys, Numenius hudsonicus, Clangula
islandica). Udførlig Oversigt over den Tilvæxt, den grønlandske
Fugle-Fauna havde faaet efter Fabricius’ Fauna Groenlandica.
Nærmere Meddelelser om de grønlandske Fugle-Skind, der i en
Aarrække vare nedsendte til Museet i Kjøbenhavn, især af Holbøll
og Vahl. Af Arter, der ikke hidtil vare kjendte fra Grønland,
nævnes følgende 18:

Anas acuta.

Clangula albeola (Platypus albeola hos Reinhardt).
Podicipes auritus (Podiceps cornutus).

Procellaria leucorrhoa (Thalassidroma leachii).
Porzana carolinensis (Rallus corolinus).

Vanellus cristatus.

Charadrius sqvatarola (Vanellus melanogaster).
Numenius phæopus.

Numenius hudsonicus.

Macrorhamphus griseus (Scolopax grisea).
Calidris arenaria.

Lestris longicauda (Lestris buffonii).

Hirundo rustica var. horreorum (Hirundo americana).

16

Alauda alpestris.

Anthus aqvaticus.

_ Helminthophaga ruficapilla (Sylvia aff. mexicane ; i 1853 bestemt
af Reinhardt jun.).

Loxia leucoptera.

Zonotrichia leucophrys (Fringilla leucophrys).

Den gronlandske Liste voxede til 76.

J. Hancock: Remarks on the Greenland and Iceland Falcons,
showing that they are distinct species; Ann. of Nat. Hist., vol. II,
1839; р. 241 —950, pl. X (Fjer). I Hovedsagen rigtig Fremstilling
af Forholdet mellem „Falco islandicus* og „К. groenlandicus*,
rigtig skjelnet mellem unge og gamle.

J. Th. Reinhardt: Meddelelse af nogle hidindtil i Gronland
ikke trufne Fugle; Naturhist. Tidsskr. ,'Bd. 4, 1842—43; р. 72—
75. Oplysning om nogle grønlandske Fugle-Skind, nedsendte til
Museet i Kjøbenhavn. Foruden et Par Arter, der allerede kjendtes
som grønlandske, omtales Tringa fuscicollis (under Navnet T.
schinzii), Contopus borealis (som Muscicapa villica Lichtenst., senere
af Reinhardt bestemt som Tyrannus cooperi Nutt. eller Contopus
borealis), Dendroeca coronata (Sylvicola coronata) og Xanthoce-
phalus icterocephalus (Icterus frenatus). — Den gronlandske Liste
var voxet til 80.

С. Holbøll: Bemærkninger over nogle Pattedyrs og Fugles
Dykkeevne; Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1842—43; р. 277—278.
Indeholder blandt andet nogle Jagttagelser fra Gronland om, hvor
lenge Somateria, Colymbus, Cepphus og Uria kunne opholde sig
under Vandet, og hvor dybt de dykke |

С. Holbøll: Ornithologiske Bidrag til den grønlandske Fauna;
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1842—43; р. 361—457. (Selve Af-
handlingen dateret 1840.) Nest Fabricius’ Fauna Groenlandica
det indholdsrigeste Arbejde til Oplysning om Fuglenes Levemaade
og Udbredelse langs Grønlands Vestkyst, hvor Holbøll dengang
havde rejst, eller tildels stadig opholdt sig, i 18 Aar, fra 1822. For-
uden mere eller mindre indgaaende Meddelelser om de almindeligere
Arter (tildels ogsaa om deres Ydre) gives en Fortegnelse over alle
de dengang kjendte grønlandske Fugle. Holbøll samlede for Museet
i Kjøbenhavn; hvad han havde samlet var efterhaanden for største
Delen sendt hertil, og de for Grønland nye Arter vare bestemte af
J. H. Reinhardt, der ogsaa havde skrevet om dem; af nyt for Grøn-
land blev derfor nu kun at tilføje: Anser leucopsis, Podicipes

17

griseigena (, Podiceps rubricollis“), Porzana maruetta (,,Gallinula
poreana*) og Uria troile. I Holbolls Fortegnelse er vel opført
-endnu fire Art-Navne, der ikke for havde været at finde i de gron-
landske Lister; men af forskjellige Grunde maa de inddrages: Larus
brachytarsus Но. ег neppe andet end L. eburneus; Uria leucoph-
thalmus er kun en Farve-Ændring af U. troile eller maaske af
U. arra; Agvila ossifraga er enstydig med Haliaétus albicilla;
Linota hornemanni Holb. er en Race af Cannabina linaria. —
Den gronlandske Liste var voxet til 84.

H. Schlegel: Kritische Übersicht der europäischen Vögel,
1844. Indeholder udførlige, væsenlig rigtige Oplysninger om gron-
landske Jagtfalke, ligeledes en Meddelelse om en sort Cepphus grylle
(, Uria umicolor“) fra Grønland.

С. Holbøll: Ornithologischer Beitrag zur Fauna Groenlands;
übersetzt und mit einem Anhang versehen von J. H. Paulsen;
1846; med 1 Plade (Larus sabini juv.). Oversættelse af Holball’s
foran nævnte Afhandling. I en Tilføjelse (р. 6) nævner Paulsen,
at han fra Grønland havde faaet sendt Anthus pratensis og Turdus
iliacus. — Derved voxede den grønlandske Liste til 86. \

В. А. Goodsir: Ап arctic voyage to Baffin's Bay and Lan-
easter Sound; 1850. Skildrer Penny's Rejse 1 1849, tilsøs langs
Grønlands Vestkyst til Mundingen af Smith-Sund og tilbage langs
Vestsiden af Baffins-Bugt. Indeholder kun ganske enkelte Iagttagelser
over Fugle i Davis-Strædet og Melville-Bugt.

Ch. Г. Bonaparte & Н. Schlegel: Monographie des
Loxiens, 1850. Indeholder blandt andet Beskrivelse og Afbild-
ning af „Acanthis canescens* fra Grønland (р. 47, pl. 51).

J. Th. Reinhardt: Bemærkning om den amerikanske Krik-
ands Forekomst i Grønland; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1859; р. 199. Querquedula carolinensis (5: den amerikanske Race
af Anas crecca) opfores, efter to Skind, modtagne 1 Museet i
Kjøbenhavn, som ny for Grønland, ved Siden af Querquedula crecca
(5: den europæiske Anas crecca typica). Men der er Sandsynlighed
for, at de grønlandske Krikænder, der tidligere havde været omtalte
under Navnet Anas crecca, netop have været af , Anas caro-
_ linensis*.

H. Rink: De danske Handelsdistrikter 1 Nordgronland, forste
Del, 1852. Indeholder, р. 147—158, en Del Oplysninger om de
Fugle, der ere de vigtigste for Gronlænderne.

Р. С. Sutherland: Journ. of a voyage in Baffin’s Bay and

ХТ, 2

18

Barrow Straits, in the years 1850—51, performed by Н. М. Ships
„Lady Franklin“ and „Sophia“; 1852. Skildrer Rejsen gjennem
Davis-Strædet langs Gronlands Vestkyst, op gjennem Melville-Bugt
og videre mod Vest og Syd, i Sommeren 1850, med Penny; iland
var man flere Steder i Grønland. En Del Oplysninger om nogle
af de almindeligste Fugle meddeles.

Е. А. Inglefield: A summer search for Sir John Franklin,
with a peep into the Polar Basin; 1853. Rejsen gik 1 Sommeren
1852 med ,Isabelf langs Grønlands Vestkyst, hvor man et Par
Steder landede, op i Mundingen af Smith-Sund, derfra mod Vest
og Syd og igjen tilbage til Grønland. I Beretningen er der kun
givet ganske enkelte Meddelelser om Fugle.

J. Th. Reinhardt: Notitser til Gronlands Ornithologi; Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1853; р. 69—85. Oplysninger om
Fugle-Skind, der fra Grønland vare komne til Museet 1 Kjøbenhavn,
de fleste nedsendte. af Holbøll, og en Fortegnelse over Grønlands
Fugle. Som nye for Grønland omtales følgende 14 Arter:

Anas penelops.

Crex pratensis (Ortygometra crex hos Reinhardt).
Hematopus ostreologus.

Tringa maculata (Tringa pectoralis).

Larus argentatus (& var. affinis Rhdt.).
Sphyropicus varius (Picus varius).

Empidonax flaviventris (Tyrannula pusilla Swains.).
Sturnus vulgaris.

Motacilla alba.

Vireo olivaceus (Vireosylvia olivacea).

Dendroeca virens (Sylvicola virens).

Dendroeca striata (Sylvicola striata).

Geothlypis philadelphia (Trichas philadelphia).
Turdus ustulatus (Turdus minor ©. swainsonii).

Som tvivlsom opføres desuden Dendroeca blackburnie (Sylvi-
cola parus) efter et mangelfuldt, ikke rigtig bestemmeligt Skind.
Den grønlandske (amerikanske) Race af Podicipes griseigena be-
skrives som ny Art: Podiceps holbollii. Anser erythropus ор-
føres med Urette i Stedet for А. albifrons (senere rettet igjen).
Reinhardt's Fortegnelse omfatter 107 Art-Navne; men følgende 7
maa udgaa: Anas carolinensis ег enstydig med A. crecca (se oven-
for); Procellaria minor Kjærb. er Fulmarus glacialis (senere erkjendt
af Reinhardt); Larus affinis Rhdt. er neppe andet end en Race af

19

L. argentatus; Pagophila brachytarsa er vist Larus eburneus
(senere erkjendt); Uria ringvia er en Farve-Ændring af U. troile
eller U. arra (senere erkjendt); Sylvicola parus var ikke tilstrækkelig
bestemt; . Acanthis canescens er en Race af Cannabina linaria. —
Den gronlandske Liste var voxet til 100.

С. Holbøll: Ornithologische & klimatol. Notizen über Grön-
land; Zeitschr. f. d. ges. Naturwissensch., Bd. 3, 1854; р. 495—
498. Indeholder Oplysninger om Sangsvanens Forekomst i Gron-
land og et Forsøg paa at give Skjelnemerker mellem „Falco
islandicus candicans Schlegel“ og „Falco arcticus Holbgll“.

М. Kjærbølling: Om en ny Art, Procellaria minor, fra
Gronland; Forhandl. ved de skandin. Naturf. 6te Mode, 1851; 1855;
р. 254—255. Et Forsøg paa at udskille den nordgrgnlandske
Stormfugl som egen Art.

N. Kjærbølling: Uber die hochnordischen Edelfalken; Nau-
mannia, Jahrg. 1855; р. 489—493. Forsøg paa at give Kjende-
tegn for „Falco groenlandicus Brehm“, „Е. islandicus Brehm‘ og
„Е. gyrfalco Schl.*

lap. Steenstrup: Et Bidrag til Gejrfuglens, Alca impennis
Lin., Naturhistorie og særlig til Kundskaben om dens tidligere Ud-
bredningskreds; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1855;
р. 833—116. Indeholder et eget Afsnit om ,Gejrfuglen ved Gron-
lands Кузег“, p.38—43, hvori findes samlet næsten alt, hvad
dengang vidstes derom. |!

Е. К. Kane: Årctic explorations, the second Grinnell exped.
in search of Sir John Franklin, 1853, 54, 55; vol.-I. & IL; 1856.
Indstrøet i Rejseberetningen findes en Del Iagttagelser over de al-
mindelige Fugle paa Grønlands Kyst ved Smith-Sund og Kennedy-
Kanal indtil Kap Constitution, især fra Egnen om Rensselaer-Bugt,
hvor Skibet, „Advance“, laa indefrosset i to Aar, inden det blev
forladt. |

J. W.v. Müller: Einige Notizen über die Vögel des höchsten
Nordens von Amerika; Journ. f. Ornith., Jahrg. IV, 1856; р. 304—
306. Gijengivelse af nogle mundtlige Meddelelser fra Kane og
Sonntag om Fugle iagttagne paa Rejsen med ,Advance*. Inde-
holder ogsaa et Par Misforstaaelser, om „Larus argentatus“ og
„Flectrophanes. lapponicus“.

Möschler: Notiz zur Ornithologie Grönlands; Journ. f. C?nith.,
Jahrg. IV, 1856; р. 335. Meddelelse om, at Möschler fra Grønland
havde faaet tilsendt i 1846 Fratercula cirrhata („Alca cirrhata‘),

9x

20

i 1854 Totanus flavipes og i 1852 Colaptes auratus (, Picus aura-
tus*). Uheldigvis gives ingen nærmere Oplysninger; der har derfor
været tvivlet om Meddelelsens Rigtighed og tænkt paa Mulighed af
Forvexlmg med Sendelser fra Labrador (hvorfra M. nok ogsaa fik Fugle-
Skind tilsendte) eller andre Steder; de fleste have i hvert Fald ikke
sodkjendt Fratercula cirrhata som gronlandsk. Man har maaske
ikke Ret til at forkaste Meddelelsen som ikke tilstrækkelig sikker;
noget særlig usandsynligt indeholder den jo ikke, og Totanus fla-
vipes er senere funden i Grønland; det er dog foretrukket her ikke
at tage Hensyn til den for ikke at medtage noget, hvorom der
kunde tvivles.

Ch. L. Bonaparte: Comptes rendus hebd. des séances de
l’Acad. des sciences, tom. 43, 1856; р. 1019. Et Par Ord om, at
Prinds Napoleon nylig fra sin Rejse til Gronland havde hjembragt
den amerikanske Race af Hjejlen, ,Pluvialis virginicus“.

7. Н. Blasius: Aphorismen über Falken; Naumannia, Bd. VII,
1857; p. 223—264. Indeholder udførlige Oplysninger om Jagtfalke
fra Grønland og andre Steder; men deres indbyrdes Forhold er
ikke fremstillet rigtig.

Carl Petersen: Erindringer fra Polarlandene, 1850—1855;
1857. Indeholder enkelte Optegnelser om Fugle sete paa Rejserne
med Penny i 1850—51 og med Kane i 1858—55. (Se Suther-
land, Kane og Hayes.)

H. Rink: Gronland geografisk og statistisk beskrevet, Bd. 1
og 2, 1857. (Første Del af Bd. 1 udkom i 1852 som en egen
Bog, se ovenfor.) Indeholder adskilligt om de for Grønlænderne
vigtigste Fugle, især Bd. 2, р. 178—179 og 182—186. I det
„naturhistoriske Tillæg" findes følgende Afhandling:

J. Th. Reinhardt: Stykket „Fugle* i Tillegget til Rink’s
Gronland geografisk og statistisk beskrevet, Bd. 2, 1857; р. 12—
20. Nærmest kun en Navnefortegnelse over hvad der allerede var
kjendt. Som ny for Gronland tilfojes Ardea cinerea, hvorved
Listen voxede til 101.

Е. L. М Clintock: A narrative of the discovery of the fate
of Sir John Franklin and his companions; 1859. Skildring af
Rejsen med „Fox“; Vejen gik i Sommeren 1857 op langs Gron-
lands Vestkyst, hvor man landede et Par Steder, til Melville-Bugt;
derfra drev Skibet med Isen i Lobet af Vinteren 1857—58 mod
Syd gjennem Davis-Stredet, hvorefter man igjen i Foraaret 1858
sejlede mod Nord langs Gronlands Kyst til Melville-Bugt og videre

21
mod Vest. Hist og her i Skildringen omtales nogle af de alminde-
ligste Fugle.

Carl Petersen: Den sidste Franklin-Expedition med „Кох“,
Capt. M’ Clintock; 1860. Skildrer samme Rejse. Indeholder lige-
ledes lidt om Fugle.

1. [. Hayes: An Arctic Boat Journey in the autumn of 1854;
1860. Skildrer særlig en Fart langs Grønlands Kyst ved Mundingen
af Smith-Sund, udført paa Rejsen med Kane. Indeholder «ganske
enkelte Meddelelser om Fugle.

J. Th. Reinhardt: Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1860; р. 335. Meddelelse om, at Zoologisk Museum i Kjøbenhavn
fra Grønland havde modtaget: Fuligula marila, Numenius borealis,
Regulus calendula og Parula americana. — Den gronlandske Liste
voxede til 105. | р

D. Walker: Ornith. notes of the voyage of ,The Кох“ in
the Arctic Seas; The Ibis, vol. I, 1860; р. 165—168, cf. Errata,
р. ХУ. Iagttagelser paa М’ Clintock’s Franklin-Rejse 1 1857—59.
Paa Grønlands Kyst landedes ved Frederikshaab, Godhavn og Kap
York, hvorfra der gives nogle Oplysninger om Fuglene, mest om
almindelige Arter. Der nævnes ogsaa to Arter, der ikke for vare
kjendte fra Grønland, Fuligula marila og Е. cristata (under
Navnene Anas marila og A. fuligula), ligeledes to Arter, der kun
yderst sjelden ere sete dér, Larus argentatus og Motacilla alba,
og desuden den ret sjeldne Charadrius pluvialis. Men der er
Grund til at tvivle om Meddelelserne. Fuligula cristata og Mota-
cilla alba ere da ogsaa stiltiende udeladte 1 Walker’s neste Ar-
bejde; den sidste synes at vere ombyttet med Saxicola oenanthe.

D. Walker: Notes on the zool. of the last Arctic exp.
under Capt. Sir F. L. M’ Clintock; Journ. Roy. Dublin Soc., vol. Ш,
1860; р. 61—67 (om Fugle). Indeholder en mere udførlig For-
tegnelse over de Fugle, der iagttoges paa ovenfor nævnte Rejse
med „Fox“, men oplyser væsenlig kun det samme som foregaaende
Afhandling. Flere af Meddelelserne synes lidet trolige; det er saa
godt som sikkert Fejltagelser, naar Charadrius semipalmatus nævnes
som grønlandsk, naar det siges, at Larus argentatus ,was found at
different places along the coast of Greenland‘, og at Larus leuco-
pterus var „not common along the coast of Greenland“, naar
„Anas erythropus* nævnes som ynglende i Grønland, og naar det
siges om Uria troile, at den fandtes sammen med Uria brünnichü
ved Ynglepladserne i Baffins-Bugt, о. $. у. — Som Tillæg til

Wo
wo

Walker's Afhandling er (р. 75—77) vedføjet en Fortegnelse over
de Fugle-Skind og Æg, som M’ Clintock havde hjembragt fra sine
arktiske Rejser 1 Nord-Amerika. Blandt andet opføres , Alauda
pratensis“, „the meadow pipit*, fra Davis-Strædet 9de Juni 1850
og 5 Æg af „Motacilla alba“ uden opgivet Findested; man fristes
til at gjette, at der skulde have staaet Anthus aqvaticus (ludovicia- -
nus) og Saxicola oenanthe.

J. Th. Reinhardt: List of the Birds hitherto observed in
Greenland; The Ibis, vol. Ш, 1861; p. 1—19. Fortegnelse over
Grønlands Fugle med Oplysninger om de sjeldnere Arter. Som
nye for Grønland tilføjes Fulica americana og Larus roseus
(, Rhodostethia rosea*). Fortegnelsen omfatter 118 Art-Navne;
men af forskjellige Grunde maa rettest følgende 11 udgaa: Mniotilta
parus (usikker), Fringilla canescens (ikke egen Art), Colaptes
auratus og Totanus flavipes (begge usikre), Anas carolinensis (ens-
tydig med Anas crecca), Fuligula cristata (opført. efter Walker,
vist en Fejltagelse, senere af Reinhardt udeladt), Fratercula glaci-
alis (ikke egen Art, senere udeladt), Fratercula cirrhata (usikker,
senere udeladt), Larus chalcopterus (enstydig med L. leucopterus),
Larus affinis (neppe egen Art), Pagophila brachytarsa (ligeledes,
senere udeladt). — Den grønlandske Liste var voxet til 107.

J. H. Blasius: Uber die nordischen Jagdfalken; Journ. f.
Ornith., Jahrg. X, 1862; р. 43—59.- Omhandler især de gron-
landske Jagtfalke; Forskjellen mellem unge og gamle, mørk og lys
Race fremstilles rigtig. |

A. Newton: Review of Drs. Blasius’s and Baldamus’s Con-
tinuation of Naumann’s „Vögel Deutschlands"; The Ibis, vol. IV,
1862; p.40—58. Indeholder blandt andet en rigtig Fremstilling
af Forholdet mellem Jagtfalkens Former med særligt Hensyn til de
granlandske.

W. Preyer: Der Brillenalk (Plautus impennis) in europäischen
Sammlungen ; Journ. f. Ornith., Jahrg. X, 1862; р. 77—79. Neevner,
at der i München findes et Skind af Gejrfuglen „fra Gronland*;
efter Grieve, The Great Auk, 1885, Append., p. 16, er det oplyst
at veere fra Island.

H. Schlegel: Muséum d’Hist. Nat. des Pays-Bas, tom. Il,
1862 (Striges, Falcones, Aqvile); IV, 1865 (Cursores); У, 1864
(Scolopaces); VI, 1868 —67 (Anseres. Procellariæ, Lari, Urinatores).
Indeholder Fortegnelse over og Beskrivelser af Fuglene i Museet i
Leiden. | Gronlandske Skind af Fugle af de nævnte Grupper ор-

23

fores undertiden. Jagtfalkens Racer omtales mere udforlig med rigtig
Adskillelse mellem voxne og unge. Som grønlandske nævnes for
første Gang Procellaria pelagica, P. bulweri (5: Oestrelata columbina)
og P. cinerea (Puffinus kuhlii), men med tvivisom Ret; de have
dog derefter som oftest været optagne i de grønlandske Lister.

J. Th. Reinhardt: Notits om Canada-Gaasens (Bernicla
canadensis) Forekomst i Grønland; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren.
Kbhvn., 1864; р. 246—247. Et Skind modtaget fra Grønland,
hvor Arten vist havde ynglet. — Den grønlandske Liste voxede
til 108.

J. Th. Reinhardt: Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1865; р. 241. Oplysning om Larus roseus, Chetura pelasgia og
Turdus migratorius modtagne i Museet fra Gronland, de to sidste
nye for Landet. — Den gronlandske Liste voxede til 110.

S. Е. Baird: The distribution and migrations of North-
American Birds; The Ibis, new ser., vol. Il, 1867; р. 957—998.
(Efter Amer. Journ. Sc. Arts, vol. XLI, 1866.) Indeholder blandt
andet (paa Grundlag af Reinhardls Liste 1 Ibis 1861) Sammen-
ligning mellem Grenland og Amerika og Europa i Henseende til
Fugleverden.

I. I. Hayes: The Open Polar Sea, a narrative of a voyage
of discovery towards the North Pole in the schooner „United
States“; 1867. Rejsen gik, 1860—61, til Smith-Sund og Kennedy-
‘Kanal; der overvintredes ved Port Foulke paa Grønlands Kyst.
Indstrget 1 Rejseberetningen findes adskillige Oplysninger om de
almindeligste Fugle i det nordligste Grønland.

A. Newton: On certain species of Falconiäæ, Tetraonidæ,
and Anatide; Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1871; р. 94—
100. Indeholder en rigtig Fremstilling af Forholdet mellem Jagt-
falkens Former og en Oversigt over de europæiske og grønlandske
Ryper. :

J.E.Harting: Catal. of an arctic coll. of Birds presented by
Mr. John Barrow to the Univ. Museum at Oxford; with notes on
the species; Proceed. Zool. Soc. London, 1871; р. 110—123.
Fortegnelse over Fugle hjembragte fra forskjellige arktiske Rejser,
med „Enterprise“, „Plover“, „Phoenix“, „North Star“, „Lady
Franklin“, ,Assistance* og „Felix“. Foruden enkelte almindelige
Fugle паупез fra Gronland en Sjeldenhed, Fulica americana, som
dog tidligere var omtalt af Reinhardt.

J. Th. Reinhardt: Et Tillæg. til Grønlands Fuglefauna;

24

Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1879; р. 132 — 134.
Pandion haliaétus og Botaurus lentiginosus („B. minor“) modtagne
fra Grønland. — Den grønlandske Liste voxede til 112.

В. В. Sharpe: On the Falco arcticus of Holbgll, with
remarks on the changes of plumage in some other Accipitrine
Birds; Proceed. Zool. Soc. London, 1873; р. 414—419, pl. XXXIX
(Fjer). Indeholder et Forsøg paa at udskille en „Falco holbelli*
blandt de grønlandske Jagtfalke.

Baird, Brewer, and Ridgway: А History of North-Ameri-
can Birds, Land Birds, vol. I—III, 1874. Indeholder Beskrivelser,
Livsskildringer og tildels Billeder af alle grønlandske Landfugle.
Om deres Optræden i Grønland meddeles Iagttagelser paa anden
Haand. Skind af de almindelige Arter fra Grønland nævnes
undertiden.

O.Finsch: Afsnittet „Vögel“, mit Noten von Adolf Pansch,
i Die zweite deutsche Nordpolarfahrt in den Jahren 1869 und 1870,
unter Führung des Kapitän Koldewey, Bd. 2, 1874, р. 178—239.
Oplysninger om 31 grønlandske Arter, deraf de 30 fra Østkysten,
fundne paa Rejsen med „Germania* og „Hansa“. Rejsen gik Ш
Østkystens nordlige Del omtrent mellem 73° og 77°; „Germania“
overvintrede ved Sabme-Ø; „Напза“ gik under udfor Liverpool-
Kysten 1 Oktober 69, og Mandskabet drev om Vinteren og For-
aaret paa Isen mod Syd langs Kysten. For flere af Arternes Ved-
kommende, især for Saxicola oenanthe, Corvus сотах, Cannabina
linaria („Egiothus canescens‘), Lagopus mutus (,L. alpinus“),
Somateria mollissima, Uria arra (,U. briinnichii*), Cepphus
grylle, har Finsch udført omhyggelige Sammenligninger med Skind
fra andre Steder. Vedfojet er en Fortegnelse over de ,hidtil i
Ost-Gronland iagttagne Fugle", omfattende kun 34 Arter; tre Arter,
som man allerede dengang kjendte derfra, ere undgaaede Opmærk-
somheden: Anas crecca, Oedemia perspicillata og’ Loxia leuco-
ptera. — Ogsaa 1 selve Rejseberetningen, samme Verk, B. 1,
erzählender Theil, bearbeitet von den Mitgliedern der Expedition,
1873—74, findes hist og her lagttagelser indstrgede.

A. Newton: Afsnittet ,Eier“ i Die zweite deutsche Nord-
polarfahrt, Bd.2, 1874; p. 240—243. Ombhandler de Fugle-Æg,
der vare hjembragte fra samme Rejse til Ost-Gronland, af 7 Arter.

О. Finsch: Ueber eine Vögelsammlung aus Südwest-Grön-
land; Abhandl. herausg. у. naturw. Vereine zu Bremen, В.1У, 1874;
р. 99—117. Redegjorelse for en Samling Skind af 27 mest al-

ПОР У SEE

ee | ee oe. ЕВ:

25
mindelige grønlandske Arter, nedsendte af Missionær Starick i
Lichtenfels ved Fiskenæs. For flere af Arternes Vedkommende,
især for Falco gyrfalco, Cannabina linaria og Lagopus mutus,
gives indgaaende Beskrivelser og Sammenligninger med nerstaaende
Former.

J. Th. Reinhardt: Notitser til Grønlands Ornithologi; Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1874; p. 179—189. Oplysninger
om Skind af følgende Arter, modtagne i Museet: Tringa minutilla,
Fuligula marila var. affinis („Fulix affinis*), Otus brachyotus,
Charadrius pluvialis typicus (,Ch. apricarius*), Ch. sqvatarola
(,Sqvatarola helvetica‘) , Larus roseus (,Rhodostethia rossi*) og
Oversigt over de senere Aars Bidrag til Kundskab om Gronlands
Fugle. Ny for Grønland var kun Tringa minutilla. — Listen

-yoxede til 113.

Catalogue of the Birds in the British Museum; vol. I, by
Sharpe, 1874 (Falconidæ); Il, by Sharpe, 1875 (Strigide);
Ш, by Sharpe, 1877 (Corvus); У, by Seebohm, 1881 (Tur-
dide); УТ, by Sharpe, 1881 (Troglodytes); NII, by Gadow,
1883 (Regulus, Vireo); X, by Sharpe, 1885 (Hirundinide,
Mniotiltidæ, Motacillidæ) ; ХТ, by Sclater, 1886 (Icteride) ; XII,
by Sharpe, 1888 (Fringillide, Emberizide); XIII, by Sharpe,
1890 (Sturnus, Alauda); XIV, by Sclater, 1888 (Tyrannide) ;
XVI. by Hartert, 1892 (Chetura); XVII, by Hargitt, 1890
(Sphyropicus); XIX, by Shelley, 1891 (Coceyzon); XXII, by Ogil-
vie-Grant, 1893 (Lagopus); XXIII, by Sharpe, 1894 (Rallide) ;
XXV, by Saunders & Salvin, 1896 (Laridæ & Procellariide);
XXVIII, by Salvadori, 1895 (Anatide). Foruden at Værket inde-
holder Beskrivelser af Ydre af alle kjendte Arter af de omhandlede
Grupper, altsaa ogsaa af alle de Arter, der ere fundne i Grønland,
nævnes ofte Skind af de almindeligere grønlandske Fugle. (Som
grønlandsk nævnes, i vol. XXII, for første Gang, men med Urette,
Lagopus albus, foruden Г. mutus; og i vol. ХХУП nævnes Mergus
merganser fra Grønland, vist ved Fejltagelse.)

P. Kragh: Udtog af Dagbog (holdt i Grønland fra 1818—
28); 1875. I 2den Del, р. 35—36, gjengives nogle Meddelelser
fra indfødte Grønlændere fra Egnen ved Egedesminde om sjeldne
Fugle, som hvid Ravn, Gejrfugl о. s. у.

А. Newton: Notes оп Birds which have been found in
Greenland; Rupert Jones: Manual of Nat. Hist., Geol., and Phys.
of Greenland, 1875; р. 94—115. Kort Oversigt over Grønlands

26

Fugle, veesenligst støttet paa Afhandlinger af Remhardt og Holbøll,
skreven nærmest til Brug for Deltagerne i Nares’ Rejse til Smith-
Sund. Særlig Opmærksomhed vises overfor Spørgsmaal om Arternes
nærmere Bestemmelse, deres Henførelse til Racer og deres Forhold
til nærstaaende Arter. Tre af de Arter, som Reinhardt, efter andre,
havde optaget i den grønlandske Liste, udelades med Grund: Fuli-
gula cristata, Procellaria pelagica og Fratercula cirrhata. Til
Listen fojes derimod Falco tinnunculus, omtalt af Sabine 1 1824,
og Falco cesalon, som Whymper havde fanget paa Havet ner Gron-
land; men begge vare iagttagne saa langt tilsos, at de neppe kunde
regnes for ,granlandske“ ; Dvergfalken har senere vist sig i Grønland.

А. В. Wallace: The Geogr. Distrib. of Animals, vol. I,
1876; р. 138. Et kort Overblik over de grønlandske Pattedyr og
Fugle i geografisk Henseende, hvorefter sluttes, at Grønland nærmest
maa henføres til ,Nearctic Region“.

G.H. Davis: Narrative of the North Polar Exped., U. S. Ship
Polaris, С. Е. Hall commanding; 1876. Beretningen, som Davis
har sammenstillet efter Optegnelser fra Deltagerne i Rejsen, inde-
holder hist og her Oplysninger om Fuglene langs Grønlands Nord-
kyst, især fra Egnen om Thank-God-Harbour, ved Polaris- Bay,
hvor ,Polaris* overvintrede 1871—72, og fra Life-Boat-Cove, nær
Port Foulke, hvor nogle af Deltagerne overvintrede 1872—73;
enkelte Iagttagelser over Fugle gjordes ogsaa af dem af de Rejsende,
der 1 Vinteren 1872—73 paa en Isflage drev mod Syd gjennem
Baffins-Bugt og Davis-Stræde.

Н. Е. Dresser: А History of the Birds of Europe, vol. I—
УШ, 1871—81. Indeholder Beskrivelser, Billeder og Livsskildringer
af alle de grønlandske Arter, der ogsaa ere at finde 1 Europa;
deres Optræden i Grønland fremstilles kort, efter andres Arbejder ;
ret ofte omtales og undertiden afbildes Skind fra Grønland. 1
Bind V, i et Hefte, der udkom i 1876, nævnes for første Gang
Coccyzon americanus som grønlandsk, efter Meddelelse fra А.
Benzon i Kjøbenhavn. — Den grønlandske Liste voxede derved
til 114.

О. Finsch: Mein dritter Beitrag zur Vögelkunde Grönlands;
Abhandl. herausg. v. naturw. Vereine zu Bremen, Bd. V, 1877;
р. 343—366. Ombhandler 31 almindelige grønlandske Arter, ind-
samlede af Starick ved Lichtenfels, ved Fiskenæs. For flere af
Arterne, særlig for Jagtfalkene, gives indgaaende Oplysninger om
Dragter о. $. у.

о о

(50)
—1

H. W. Feilden: On the Birds of the North Polar Basin:
Proceed. Zool. Soc. London, 1877; p.28—39. Iagttagelser fra
Nares’ Rejse (se neste Afhandl.).

H. W. Feilden: List of Birds observed in Smith Sound and
in the Polar Basin during the arctic exped. of 1875—76; The
Ibis, 4 ser., vol. I, 1877; р. 401—412. Faunistiske Oplysninger
om 24 Arter, iagttagne paa Nares’ Rejse med ,Alert* og ,Disco-
уегу“, mellem 70° og 83°, mest fra Grinnell-Land, hvor begge
Skibe overvintrede; paa Gronlands Nordkyst iagttoges ogsaa noget.

H. Rink: Danish Greenland ist People and ist Products,
1877. Indeholder lignende Oplysninger som den danske Udgave af
Rink’s ,Gronland“, fra 1857. Side 431—433 findes en Navne-
fortegnelse over Grønlands Fugle, forfattet af J. Th. Reinhardt.

J. Th. Reinhardt: Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1877—78; р. Il. Meddelelse om, at Zoologisk Museum fra Gron-
land havde faaet et Skind af Fulica ата. — Derved voxede For-
tegnelsen til 115. :

Н. W. Feilden: Appendix Ш, Ornithology, til Nares:
Narrative of a voyage to the Polar Sea during 1875—76 in H.
М. Ships „Alert“ and „Discovery“, vol. II, 1878; р. 206—917, pl.
(med Afb. af Æg af Calidris arenaria). Som i The Ibis, 1877.
Ogsaa indstreet i Nares’ Rejseberetning, vol. I & II, findes et og
andet om grønlandske Fugle, dels fra de samme Steder, som Feilden
omtaler, dels fra sydligere Egne.

C.Giesecke: Mineralogiske Rejse 1 Grønland; ved F. John-
strup; 1878. Indeholder spredte lagttagelser over nogle af de
almindelige gronlandske Fugle langs den danske Del af Gronlands
Vestkyst, hvor Giesecke rejste 1 Aarene 1806—13.

H. Saunders: On the Larine or Gulls; Proceed. Zool. Soc.
London, 1878; р. 155—212. Oversigt over Maage-Arterne; шае-
holder ogsaa Oplysninger om grønlandske Skind.

Е. Bessels: Die amerikanische Nordpol-Expedition; 1879.
Skildrer Rejsen med ,Polaris* 1 1871—73, samme Rejse, der i
1876 er beskreven af Davis. Hist og her i Rejseberetningen findes
en Del lagttagelser over Fugle, og р. 311—312 findes en samlet
Oversigt over de 24 Arter, der iagttoges Nord for 81°.

Dh. М. Brewer: The Ibis, 4 ser., vol. Ш, 1879; р. 375—
376. Meddelelse om, at Kumlien paa sit Besøg i Grønland 1 1878
havde fundet Tringa subargvata ynglende ved Christianshaab og fra

nw
(0,0)

Е. Fencker havde faaet adskillige af dens Æg. Sagen maa bero paa
en Misforstaaelse; 7. subargvata er endnu aldrig funden i Grønland. "

Н. W. Feilden: The Ibis, 4 ser., vol. Ш, 1879; р. 486 —
487. Velgrundet Tvivl om Brewer’s Meddelelse om Tringa subar-
qvata 1 Grønland. |

Е. К. у. Homeyer: Meine ornithologische Sammlung; Journ.
f. Ornith., Jahrg. ХХУП, 1879. Indeholder, р. 180—184, ogsaa
nogle Meddelelser om de gronlandske Graasiskener (Cannabina
linaria etc.).

L. Kumlien: Contrib. to the nat. hist. of Arctic America
made in connection with the Howgate Polar Exped., 1877—78;
Bull. U. 5. National Museum, Nr. 15, 1879; Afsnittet „Birds“,
р. 69—105. Oversigt over de Fugle, der iagttoges paa Rejsen, der
gik, med „Florence“, til Vestsiden af Davis-Strædet, til Cumber-
land-Sund. Undervejs, fra 3ite Juli til 22de August 1878, anlobes
Godhavn paa Disko, hvor Kumlien ogsaa samlede nogle Oplysninger
om grønlandske Fugle, især hos Е. Fencker. (Et Par Misforstaaelser
ere indlebne: Zgialitis semipalmata, Tringa subargvata, ,Grus
fraterculus* opføres som grønlandske; „Bucephala islandica* (Clan-
gula islandica) nævnes som „quite common in the Godhavn
district“ ; etc.).

Meddelelser om Gronland, udgivne af Commissionen for Ledelsen
af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, 1ste til
19de Hefte, 1879—96. Foruden enkelte særlige Afhandlinger om
Fugle (nævnte nedenfor) findes. nogle Oplysninger indstrøede 1 de
mange Beretninger om Rejser langs den danske Del af baade Vest-
og Østkyst, af J. A.D. Jensen, А. Kornerup, К. J. У. Steen-
strup, C.F. Wandel, С.Н. Ryder, Сб. Holm, V. Garde. Op-
lysninger om grønlandske Fugle-Navne findes i Afhandlinger af
H.Rink, i 10de og Ilte Hefte.

J. Th. Reinhardt: Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1879—80; р. I. Oplysning om, at den Stær, der havde vist sig i
Grønland, ikke var af den fergiske Race.

J. Th. Reinhardt: En for Grønland ny Fugl; Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1879—80; р. 7--8. Et Skind af
Oedemia fusca modtaget fra Grønland. — Fortegnelsen voxede
til 116.

Р. Е. Freke: А compar. catal. of Birds found in Europe
and North America; Scientific Proceedings of the Royal Dublin Soc.,

Élu ee AS

29

new ser., vol. II, 1880; р. 373—416 & 634. Grønlands Fugle
omtales, mest paa Grundlag af Newton’s Fortegnelse.

J. Th. Reinhardt: Notitser til Grønlands Ornithologi, (2);
Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1881; p. 183—189.
Meddelelser om Turdus migratorius, Charadrius pluvialis (, Ch.
apricarius*), Numenius borealis, Gallinago scolopacina var. (,G.
wilsoni*), Lestris catarrhactes („Stercorarius catarrh.*), Procel-
laria leucorrhoa, Podicipes griseigena |, Podiceps holbolli*), Oedemia
perspicillata, Somateria dispar (,Stelleria dispar“); de fleste vare
modtagne i Museet; Somateria dispar, den eneste for Gronland
nye Art, var iagttagen af Fencker og derefter omtalt af Kumlien,
men med tildels urigtig Opgivelse. — Den grønlandske Fortegnelse
voxede til 117. |

L. М. Turner: On Lagopus mutus, Leach, and its allies ;
Proceed. U. 3. Nat. Mus., vol. У, 1882; р. 295—933. Indeholder
blandt andet Forsøg paa at udmærke den grønlandske og cumber-
landske „Lagopus mutus reinhardti .(Brehm) Turner“ fra den
amerikanske „Lagopus mutus rupestris (Gm.) Ridgw.*, etc.

Baird, Brewer, and Ridgway: The Water Birds of North
America, vol. I & Il; Mem. Mus. Comp. Zool. at Harvard Coll,
vol. XII & XII; 1884. Er udført paa lignende Maade som de
samme Forfatteres ,Land Birds‘, 1874. (Som grenlandske nævnes
vist for første Gang, men med Urette, Mergus cucullatus og Podi-

__ cipes nigricollis).

Г.. Stejneger: Notes on the Genus Acanthis; The Auk,
vol. I, 1884; р. 145—156. Omhandler ogsaa de grønlandske Graa-
siskener, der henføres til , Acanthis hornemanni (Holb.) Stgr.“ og
„А. linaria rostrata (Coues) Stgr.*

L. Stejneger: A brief review of the Lagopodes belonging
to the group Attagen Kaup; Zeitschr. f. d. ges. Ornith., Jahrg. I,
1884; р. 86—99, pl. У. Indeholder blandt andet Tilslutning til
Turner’s og andres Forsøg paa at udmærke den grønlandske Rype:
„Lagopus rupestris reinhardti (Brehm) Blasius".

Symington Grieve: The Great Auk, or Garefowl (Alca
impennis, Linn.), its History, Archeology, and Remains, 1885.
Indeholder udforlige Oplysninger om, hvad der vides om Gejrfuglens
Forekomst i Grønland, tildels efter Meddelelser fra Jap. Steenstrup.

G. Kolthoff i А. Е. Nordenskiöld: Den andra Dicksonska
expeditionen till Grönland, utförd Ar 1883; 1885; р. 196. En Liste
over 16 Arter Fugle iagttagne ved ,Sofias Нато“ i Bunden af

30

Aulatsivik-Fjord tet S. for Christianshaab, i Juli. Blandt andre
opføres „Falco æsalon Cuv.*, der ikke hidtil var set i Grønland;
men da ingen nærmere Oplysning gives, og da man ikke synes at
have været opmerksom paa det useedvanlige 1 Tilfældet, tor man
vist ikke stole paa Opgivelsen. — I Nordenskiöld’s Rejseberetning
findes desuden ganske enkelte Meddelelser om Fugle.

Г. Stejneger: On Gyrfalcons; The Auk, vol. Il, 1885;
p. 184—188. Handler om Navnene for Jagtfalkene; de amerikanske
Former kaldes: Falco islandus Brünn., F. rusticolus L., Е. rust.
gyr falco (L.) og Е. rust. obsoletus (Gm.).

Г. Stejneger: Colymbus nigricollis, not a North American
Bird; The Auk, vol. II, 1885; р. 840—341. Oplysning om, at
det kun er ved Forvexling af Synonymer, at Podicipes nigricollis
har været opført som grønlandsk.

J. J. Dalgleish: Discovery of the nest of Larus rossi in
Greenland; The Auk, vol. Ш, 1886; р. 273. En anden-Haands
Meddelelse om samme tvivlsomme Tilfælde, som er omtalt af See-
bohm i P. Z. S. 1886.

К. Fischer und A. Pelzeln: Vögel und Säugethiere von Jan
Mayen, i Die Osterreichische Polarstation Jan Mayen; Beobachtungs-
Ergebnisse, Bd. Ш, 1886; om Fuglene р. 109—197, pl. IX. Inde-
holder en Fortegnelse over Grønlands Fugle (efter andres Arbejder)
til Sammenligning med Fuglene fra Jan Mayen, Island, Spitsbergen
og Novaja-Semlja.

A. W. Greely: Three years of arctic service, an account of
the Lady Franklin Bay Exped. of 1881—84, vol. I & Il, 1886.
Indeholder nogle Iagttagelser over Fuglene ved Smith-Sund og
nordligere, mest fra Grinnell-Land, kun lidt fra Grønlands Kyst.
lagttagelserne findes dels spredte i Rejseberetningen, dels samlede 1
et eget Afsnit (Append. VIII, Ornithology; vol. Il; р. 379—885),
hvor de ere sammenstillede med tidligere Meddelelser fra samme
Egne. Ialt omtales 34 Arter.

H. Seebohm: Proceed. Zool. Soc. London, 1886; p. 82.
Meddelelse om en Larus roseus fra Christianshaab, hvor den skulde
have ynglet.

G. Holm og V. Garde: Den danske Konebaads-Expedition
til Grønlands Østkyst; 1887. Skildring af Rejserne i 1883—85
paa Strækningen mellem Nanortalik og Angmagsalik. Indeholder
enkelte Meddelelser om Fugle. Nærmere Redegjørelse for samme

AR

31

Rejser findes i Meddelelser om Grønland, 9de og 104е Hefte,
1889 og 88.

L. Kumlien: The Merlin (Falco esalon) in Greenland; The
Auk, vol. IV, 1887; p.345. Meddelelse om, at Museet i Milwaukee
fra Dr. Wiepken, Oldenburg, havde modtaget en Dvergfalk skudt
ved Kap Farvel. — Den gronlandske Liste voxede derved til 118.

7. А. Palmén: Bidr. till känned. om Sibiriska Ishafskustens
Fogelfauna enl. Vega-Expeditionens iakttagelser och samlingar; Vega-
Exp. Vetensk. lakttagelser, Bd. У, 1887; p. 241—511. Indeholder
en Oversigt over en Del af Gronlands Fugle-Fauna, kun sammen-

‘stillet efter andre; men Arbejdet ег dog af Vigtighed for enhver,

der har nærmere at gjøre med de grønlandske Fugle, paa Grund
af dets Rigdom paa Oplysninger om den arktiske Fugleverden 1
dens Helhed.

Е. Fencker: Fuglene i Uperniviks Distrikt; Meddelelser om
Grønland, 8de Hefte, 1889: р. 250 —951. En kort Oversigt over
47 Arter, forfattet i 1887, meddelt i en Afhandling af C. Ryder.

A. T. Hagerup: Some account of the Birds of Southern
Greenland, from the MSS. of A. Hagerup, edited by Montague
Chamberlain; The Auk, vol. VI, 1889; р. 911—918, 291—9297.
lagttagelser fra Hagerup’s første Ophold i Ivigtut, ogsaa optagne i
hans Birds of Greenland, 1891.

F. Nansen: Paa Ski over Grønland, en Skildring af den
norske Grønlands- Ekspedition 1888—89; 1890. Rejsen gik, i
Sommeren 1888, langs den sydlige Del af Grønlands Østkyst og
tværs over Indlandsisen fra Umivik til Godthaab, hvor man over-
vintrede 1888—89. Enkelte Iagttagelser over Fugle findes ind-
strøede i Skildringen. |

А. Т. Hagerup: The Birds of Greenland, transl. f. the Danish
by Е. В. Arngrimson, ed. by Montague Chamberlain, 1891. Fau-
nistiske Oplysninger om 38 Arter, de allerfleste iagttagne ved
Ivigtut, hvor Hagerup opholdt sig fra April 1886 til Oktober 88,
og en Fortegnelse over Grønlands Fugle, med enkelte Vedfojelser,
især om Yngletider (tildels efter Benzon’s Katalog). Ved Hjelp af
afdøde Apotheker A.Benzon’s haandskrevne Katalog over hans
Samling tilføjedes til den grønlandske Liste to Arter, Totanus soli-
tarius og Myiodioctes canadensis (,Sylvania canad.*) (de paa-
gjeldende Skind vare dengang overgaaede til Zoologisk Museum 1
Kjebenhavn). Hagerup’s Fortegnelse omfatter 139 Art-Navne og
vilde have omfattet 142, hvis ikke Puffinus griseus, Gallinago

32

wilsonii og Coccyzon americanus vare glemte; men af de 139 maa
rettest folgende 20 udgaa: Larus affinis, Fulmarus glacialis minor,
Aythya affinis, Somateria v-nigra, Charadrius dominicus, Falco
rusticolus og Acanthis hornemanni ere kun Racer, mere eller
mindre udprægede, af andre grønlandske Fugle. Anas carolinensis

ег en Race af den ogsaa opførte A. crecca, hvis typiske Form dog . —

ikke kjendes sikkert fra Gronland. Lunda cirrhata, Puffinus kuhlii,
Bulweria bulweri, Procellaria pelagica, Totanus flavipes, Colaptes
auratus og Dendroica blackburniæ ere ikke, eller vare dengang
ikke, tilstrækkelig sikkert efterviste i Grønland. Falco tinnunculus
var kun set langt fra Kysten. Alauda arvensis er ogsaa af:
flere andre nævnet som grønlandsk, men vist kun ved Fejl-
tagelse. Det samme gjelder Tringa ferruginea (9: T. subar-
gvata). Sterna paradisea og Empidonax pusillus ere Synonymer
til de ogsaa opførte 5. hirundo (5: 5. macrura) og Е. flaviventris
og kun ved Misforstaaelse indkomne som egne Arter. Den gron-
landske Snegaas opføres, vel gjetningsvis, som Chen hyperboreus
nivalis; men de hjembragte Skind ere netop af anden Race. Lige-
ledes opføres den grønlandske Kanada-Gaas som Branta canadensis
hutchinsii; men den er af anden Race. — Den grønlandske Liste
var voxet til 120.

А. T. Hagerup: The Auk, vol. УШ, 1891; р. 319—390.
Et Par Rettelser og Tilføjelser til ,Birds of Greenland‘.

Ch. Bendire: Life Histories of N. Amer. Birds, with special
ref. to their breeding habits and eggs; Smithson. Instit., U.S. Nat.
Mus., Special Bulletin Nr. 1, 1892 (12 Plader). I det paagjeldende
Bind, der handler om Hønsefugle, Duer og Rovfugle, omtales ogsaa
grønlandske Arter, og Æg fra Grønland beskrives.

О. Helms: Ornithologiske Iagttagelser fra Arsukfjorden, Syd-
grønland; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1892; p. 221—
252. Iagttagelser fra Egnen om Ivigtut, hvor Helms opholdt sig
fra 22de April 1890 til бе Juni 91. Medtagne ere Iagttagelser
gjorte af Th. N. Krabbe ved Arsuk i Tiden fra 24de August
1889 til 13de Oktober 90. Ialt omtales 44 Arter.

Witmer Stone: Birds collected by the West Greenland
Exped.; Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1892; р. 145—152.
Fortegnelse over 21 (rettere 20) Arter almindelige nordgrenlandske
Fugle, samlede mellem 26de Juni og 11te August 1891, paa Peary’s
og Heilprin’s Rejse med ,Kite“, især paa Disko, Duck Island, 1
Melville-Bugt, ved Kap York og Mc Cormick-Bugt.

33 :

J. A. Allen: The geographical origin and distrib. of N.
Amer. Birds, considered in relation to faunal areas of N. Amer.;
The Auk, vol. X, 1893; р. 97—-150. = Handler ogsaa om Istidens
Virkning paa Fugleverdenen. (Flere Udtryk 1 nærværende Afhand-
ling kunne minde om Allen’s Fremstilling. Ligheden er dog til-
— fældig; min Afhandling var færdig skreven, inden jeg lærte Allen’s
at kjende. Hvad vi have felles, maa ogsaa nærmest regnes for
fælles Ejendom med mange andre; det er Slutninger, der зупез
nærliggende for de fleste, der tænke over de Kjendsgjerninger, der
staa 1 Forbindelse med Istiden.)

Е. Vanhöffen: Bericht über botanische und zoologische
‚Beobachtungen im Gebiet des Umanak-Fjords; Verhandl. 4. Ges. f.
Erdkunde zu Berlin, Bd. XX, 1893; р. 338—353. Ved Lejlighed
nævnes enkelte af de almindelige grønlandske Fugle iagttagne paa
Rejsen med Drygalski i 1892 —93.

Е. Vanhöffen: Frühlingsleben in Nord-Grönland; Verhandl.
d. Ges. f. Erdkunde zu Berlin, Bd. XX, 1893; р. 454—469. Inde-
holder spredte lagttagelser over nogle faa af de almindeligste Arter i
Nord-Granland, især 1 Umanak-Egnen, fra Foraaret 1893. Desuden
nævnes Tadorna casarca for første Gang som grønlandsk, efter et
Skind (tilhgrende Inspektor Fencker), som Vanhöffen ВК Lejlighed
til at se i Augpalartok ved Upernivik. — Den grønlandske Liste
voxede til 121.

A. T. Hagerup: Notes from Greenland; The Zoologist, 3
ser., vol. XVIII, 1894; p.56—57. Meddelelse om nogle sjeldnere
grønlandske Fugle-Skind, de fleste sete paa et Besøg i Museet 1
Kjøbenhavn.

О. Helms: Fortsatte ornithologiske Iagttagelser (1893) fra
Arsukfjorden, Sydgrønland; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1894; р. 213—236. Iagttagelser fra Arsuk og Omegn fra Tiden
mellem 24de April og 17de Oktober 1893. 43 Arter omtales; af
dem vare de 6 ikke for nævnte fra Egnen. — En Del af lagt-
tagelserne fra samme Rejse har Helms meddelt i en Afhandling:
En ornithologisk Udflugt i Grønland, 1 „Naturen og Mennesket”,
Juli 1895; р. 37—58.

Е. Bay: Afsnittet „Pattedyr og Fugle" i Den estgrenlandske
Expedition udfert 1 Aarene 1891—92 under Ledelse af С. Ryder,
3dje Del; Meddelelser om Grønland, 19de Hefte, 1894 (96); р. 1—
51. Faunistiske lagttagelser. Rejsen gik 1 Eftersommeren 1891
med „Hekla“ langs Østkysten fra Hold-with-Hope, hvor man var

XXI. 3

34

Папа, til Scoresby-Sund, hvor man overvintrede, paa Danmarks-®,
som man forlod i Eftersommeren 1892, hvorefter man i September
anløb Angmagsalik. 32 Fugle-Arter omtales, af hvilke 6 ikke
tidligere kjendtes fra Østkysten, blandt dem Anser segetum, der ikke
tidligere var set i Grønland. I et eget Afsnit omtales desuden de
Arter, der iagttoges i de forskjellige Belter af Drivisen udfor Øst-
kysten. — Nogle lagttagelser fra samme Rejse har Bay meddelt i
Dansk Jagttidende, 1895. — Den grønlandske Liste voxede til 199.

Е. Astrup: Blandt Nordpolens Naboer; 1895. Astrup, der
deltog 1 Peary’s to Rejser 1891—92 og 1898—94, var med paa
Vandringen over Indlandsisen Syd for Granlands Nordkyst, fra Me
Cormick-Bugt, hvor man havde overvintret, til Navy-Cliff paa Gron-
lads Nordest-Hjerne og tilbage igjen, fra Maj til August 1899.
Alene udforte Astrup i April 1894 en Rejse langs Kysten af Mel-
ville-Bugt. Lejligheden til at iagttage Fugle var ikke stor; kun
ganske faa Oplysninger om Fugle findes indstrgede 1 Rejseberet-
ningen.

A. Ohlin: Zool. observ. during Peary Auxiliary Exp. 1894,
Afsnittet ,Birds“; Biol. Centralbl., Bd. XV, 1895; р. 168—170.
Meddelelser om 16 af de almindeligste gronlandske Arter, de fleste
sete i Baffins-Bugt og i Mundingen af Smith-Sund.

Witmer Stone: List of Birds coll. in North Greenland by
the Peary Exp. of 1891—92 and the Relief Exp. of 1892; Proceed.
Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1895 (96); р. 502—505. Oversigt
over 19 Arter iagttagne 1 Egnen om Mc Cormick-Bugt fra Juli
1891 til August 92 og over 19 Arter indsamlede i Eftersommeren
1892 раа den nordlige Del af Gronlands Vestkyst omtrent paa de
samme Steder, som besøgtes paa Heilprin’s Rejse i 1891.

M. Traustedt: Rejseerindringer fra Grønland 1392; 1895.
Rejsen gik 1 Sommertiden til Egnen om Disko-Bugt. Enkelte
Iagttagelser meddeles om nogle af de almindeligste grønlandske
Fugle.

Н. Winge: Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1895;
р. 68—65. Meddelelse om nogle Skind af grønlandske Fugle mod-
tagne i Zoologisk Museum: Anser segetum, Tadorna casarca,
Somateria mollissima var. v-nigrum, Totanus solitarius, Coccyzon
americanus, Hirundo rustica typica, Myiodioctes canadensis og
som nye for Grønland Dendroeca maculosa, D. pennsylvanica,
Siurus noveboracensis, Scolecophagus ferrugineus. — Den gron-
landske Liste var voxet til 126.

35

D. Bruun: Ornithologiske . Iagttagelser fra Sydgrønland i
Sommeren 1894; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1895;
р. 175—187. Iagttagelser fra Strækningen mellem Arsuk og Juliane-
haab og især fra Fjordene i Egnen om Julianehaab. 30 Arter
omtales.

H. Schalow: Ueber eine Vogelsammlung aus Westgrånland ;
Journ. f. Ornith., Jahrg. XLIII, 1895; р. 457—481. Meddelelser
om Skind af 16 almindelige Arter og om nogle Æg og Reder,
indsamlede af Vanhôffen paa Drygalski’s Rejse til Umanak-Egnen i
1892—93. (Ved en Fejltagelse er ,Lagopus lagopus“ opført som
grønlandsk foruden ,Lagopus rupestris reinhardti*. Ligeledes er
det en Fejltagelse, naar det siges, at Museet i Kjøbenhavn har faaet
„ein Ф“ af Somateria v-nigrum fra Grønland; det var „ет Hanner"
(5 4); Hunnen vilde neppe vere til at kjende.) — Tilføjet er en
Del Udmaalinger af grønlandske Fugle- Æg i Krüger - Velthusen’s
Samling. (De opgivne Findesteder ere øjensynlig ikke altid til at
stole paa.) .

О. Helms: Ornithologiske Iagttagelser fra det nordlige Atlanter-
Вау; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., 1897; р. 216—936.
Indeholder ogsaa adskilligt om Fugle nær Grønlands Kyster over
Atlanterhavet og Davis-Strædet.

0. Kleinschmidt: Journ. f. Ornith., Jahrg. XLV, 1897;
р. 514—516. Lidt om Jagtfalke, ogsaa grønlandske. Rigtig Frem-
stilling af Forholdet mellem unge og gamle, mørke og lyse Racer.
; E. Vanhôffen: Grönland-Expedition der Ges. f. Erdkunde zu

Berlin 1891—1893; Bd. 2, Teil I, 1897; р. 46—83. Af egne
lagttagelser meddeles 1 Hovedsagen det samme, der allerede ег
meddelt i de ovenfor nævnte Afhandlinger af Vanhôffen og Schalow.
Tilføjet er blandt andet en kort historisk Oversigt over Grønlands
Fugle, hvis Art-Tal opgives til 146. Vanhôffen er i dette Arbejde
ofte kommen til at fejle.

О. Helms: Ornithologiske Iagttagelser fra Angmagsalik, Øst-
Grønland, af J. Petersen; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn.,
1898 (trykt 1 97); p.169—175. Korte Meddelelser om 27 Arter,
efter tre Aars Erfaring, fra 1894. Ny for Grønland var Corvus
cormix, nye for Ost-Grenland Sturnus vulgaris og vist Anser albi-
frons. — Den gronlandske Liste voxede til 127.

(Ved nærværende Afhandling, ved Tilfajelse af Totanus flavipes
og Machetes pugnax, voxer den grønlandske Fortegnelse til 129 Arter.)

Der kunde endnu opregnes Arbejder, der indeholde mere eller

3*

36

mindre forste-Haands Meddelelser om Grønlands Fugle, og endelig
er der af Geologer, Geografer, Botanikere, Zoologer og andre skrevet
en Mengde om Istiden og dens Virkninger paa Planter og Dyr,
Arbejder, der for en stor Del finde Anvendelse paa Gronlands
Fugleverden.

Naar saa mange Arbejder til Oplysning om Grønlands Fugle
ere fremkomne, kan der ikke siges at vere stor Trang til et nyt,
især ikke fra den, der ikke efter Selvsyn kan give mindste Bidrag
til Kundskaben om Fuglenes Ferden i Grønland. Undskyldningen
for nærværende Arbejde er, at det sammenfatter, hvad der for var
spredt, og at det for Artbestemmelsernes Vedkommende, for Oplys-
ninger om Findesteder о. s. v., hviler paa et nyt Gjennemsyn af
den Samling af gronlandske Fugle og tilhorende Breve og andre
Haandskrifter, der findes 1 Kjøbenhavns Zoologiske Museum. Museets
grønlandske Fuglesamling er den righoldigste, der findes; den vilde
vere mere righoldig, end den er, hvis ikke efterhaanden meget var
bortbyttet til andre Museer, og hvis ikke adskilligt 1 tidligere Tid
var bortkastet som ødelagt, hvorved ikke altid er gaaet frem med
største Skjonsomhed (til Forklaring maa det siges, at mange af de
grønlandske Fugle-Skind ere komne hertil uden at vere forgiftede,
saa at de trods Paapasselighed ere blevne angrebne af Insekter).
Tilvejebragt er Samlingen ved stadig Indsamling i det meste af et
Aarhundrede; voxet er den dels ved Kjøb ved tilfældige Lejligheder,
dels ved Udbyttet af de Forsknings-Rejser, som Regjeringen har
ladet foretage, dels, og ikke mindst, ved Gaver, især fra grønlandske
Embedsmænd. Blandt dem, der paa den ene eller den anden
Maade have gjort sig fortjente af Museets grønlandske Fuglesamling,
maa især nævnes: Assistent Н. Ager, Kolonibestyrer Arntz,
Assistent Агое, Капа. Е. Bay (der forestod Indsamlingerne for
Museet paa Lieut. Ryder’s Rejse til Øst-Grønland i 1891—99),
Apotheker А. Benzon, Kolonibestyrer Bistrup, Læge Block,
Kolonibestyrer Bolbroe, Kolonibestyrer C. Brummerstedt (der
bl. a. i 1891 har tilstillet Museet en Del Optegnelser om Fuglene
ved Holstenborg, efter 14 Aars Erfaring), Premierlieut. D. Bruun
(der har givet Museet de Fugle-Knogler, han havde fundet i Kjøkken-
møddingerne ved Nordbo-Ruinerne ved Julianehaab), Assistent Bü-
low, H.M. Kong Christian VIII, Kapt. Drechsel, Fabrikant
Chr.Drewsen, Капа. P.Eberlin, Kjebm. Engholm, Inspektør
Major Fasting, Inspektør Е. Fencker (der dels har givet Museet
enkelte sjeldne grønlandske Fugle, dels til Museet har afhændet sin

37

store og smukke Fuglesamling, som han selv i Løbet af mange
Aar havde tilvejebragt i Grønland, og endelig har skjænket Museet
sin ornithologiske Dagbog ført i Grønland fra 1879 til 93, især
ved Godhavn, Christianshaab, Upernivik, Ritenbenk og Godthaab),
Minister Fischer, Kolonibestyrer К. У. Fleischer, Pr.-Lieut. У.
Garde, Etatsraad Giede, Kapt.-Lieut.W.A.Graah, Kapt. Gram, den
Kel. Grønlandske Handel, Gommissionen for Ledelsen af
de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland,
Architekt А. Т. Hagerup, Lege S. Hansen, Inspektør Heilman,
Læge О. Helms (der har skjænket Museet en meget anselig og
smuk Samling sydgrønlandske Fugle-Skind, tilvejebragt af ham
selv), Direktør Hofman Bang, Inspektør Kapt.-Lieut. C. Holbøll
(der 1 mange Ааг samlede for Museet og tilvejebragte righoldige
Samlinger), Kand. Th. Holm, Kolonibestyrer Jensen, Kapt. J. A.

D. Jensen, Pastor Jørgensen (der ogsaa har skjænket Museet
sine Dagbogs-Optegnelser fra Syd-Grønland fra Аагепе 1840 og 41),
Assistent Kauffeldt, Kolonibestyrer О. У. Kielsen og Assistent
О. Kielsen (der begge i Syd-Grønland have tilvejebragt store Sam-
linger), Dr. N.Kjærbølling, Kand. H. Knutsen, Dr. phil. Kolde-
гар Rosenvinge, Капа. A.Kornerup, Lege Th. N. Krabbe,
Kammerraad Lassen, Kjebm. Lund, Kolonibestyrer Lytzen,
Kolonibestyrer Monrad, Direktor Justitsraad Motzfeldt, Syssel-
mand H. С. Müller, Kolonibestyrer P. Müller, Kolonibestyrer
Møldrup, Kand. H.P.Moller, Kapt. Normann, Direkter Etats.
raad Olrik (hvem Museet skylder store Indsamlinger fra Nord-
Grønland), Kolonibestyrer Petersen, Distriktslege Pfaff, Dr. phil.
Pingel, Pastor Praem, Direktor Dr. phil. Rink, Kolonibestyrer
Distriktslege Ch. N. Rudolph, Inspektør Ryberg, Lieut. Sahlertz,
Konserv. Scheel sen. & jun., Apotheker Steenberg, Prof. lap.
Steenstrnp, Dr. phil. K. J. V. Steenstrup (der blandt andet
har indsamlet en Mengde Fugle-Knogler 1 en gammel eskimoisk
Kjokkenmedding ved Nusak paa Nugsuak-Halve), Kand. Søltoft,
Pastor Р. М. Sorensen, Fru Thaarup, Adjunkt М. Traustedt,
Botanikeren Dr. J. Vahl (der samlede for Museet baade paa Vest-
kysten og Østkysten, hvor han rejste sammen med Graah; Breve
og Dagbøger fra hans Rejser findes i Zoologisk Museum og 1
Botanisk Bibliothek), Grosserer Weber, Mr.E. Whymper, Kjebm.
Wolff, Kolonibestyrer Zimmer. Frem for alle andre maa
Holbøll nævnes som den, der har givet det vegtigste Bidrag til
Kundskaben om Grønlands Fugle.

38

En smal bjergfuld Kyst uden Skov, kun med lidt Krat,
mest af Pil, El og Ene, sydligst ogsaa Birk, ellers med vex-
lende Græsmark, Eng, Hede og nøgne Klipper, er jo alt, hvad
Grønland byder Fugle til Bolig. Landets Indre er jo dækket af
15. Kysten er jo til næsten alle Sider omsluttet af bredt Нах,
der en lang Tid af Aaret enten er tilfrosset eller dog fyldt af
Is. At Grønlands faste Fugleverden ег fattig paa Arter, ег
derfor en Selvfolge. Skovfugle, der i mange andre lige saa
nordlige Lande udgjere en væsenlig Del af Fugleverdenen,
mangle helt; af Landfugle findes kun enkelte Arter, der ere
vante til at leve paa aabent Land. Den allerstørste Del af
Fuglelivet er bunden til Stranden; trods sin Størrelse har
Gronland i Henseende til sin Fugleverden en ikke ringe Lighed
med en lille afsides ©. Havet udnyttes af en Vrimmel af Fugle
af forholdsvis mange Arter; fra Havets Overflade samle Maager
og Stormfugle alt muligt op; under Vandet fange Alkefugle,
Lommer og Skarv de frit svømmende Krebsdyr og Fiske; fra
Havets Bund hentes Skaldyr af Dykender; Sofuglene igjen tjene
tildels til Fode for Havorn, Falk og Ravn.

For at en Fugl til Stadighed skal kunne finde sig tilrette
i et saa ublidt Land som Gronland, kræves, at den har særlige
Egenskaber. Grønlands faste Fugleverden er et Udvalg af de
ypperst udviklede af de nordlige Egnes Fugle.

Størst ere de Fordringer, der stilles til de Arter, der ikke
om Vinteren forlade Landet; størst igjen ere de Krav, der
stilles til dem, der overvintre selv i Nord-Gronland.

Der er blandt de gronlandske Fugle vist ingen, der ikke
ved Lejlighed maa vandre bort fra sin Fode-Egn; men nogle

39

Arter vandre kun saa lidt, at de dog tildels blive i Nord-Gron-
land Aaret rundt. Som Arter, der kunne sees i Nord-Gronland
ogsaa 1 den Tid, da Solen er under Synskredsen, nævner
Holbøll af Landfugle først og fremmest Вуре og Ravn, dernæst
Jagtfalk og Sneugle, af Sefugle Ederfugl, Konge-Ederfugl, Tejste,
Lomvie og Sokonge; kun sjelden sees en Graamaage. Naar
Dagene lenges, men endnu i Vinterens koldeste Tid, i Februar
og Marts, ser man раа Fjeldene inde i Land Flokke af Graa-
siskener og Snespurve. Landfuglene ere maaske de, der ere
mest uafhendige af Vejret; Sofuglene maa i hvert Fald vige
for Isen.

Som Honsefugl hører Rypen, Fjeldrypen (Lagopus mutus),
vel til de mere oprindelige Fugle, til dem, der i Bygning have
forholdsvis meget tilbage af Lighed med deres Forfædre blandt
Krybdyr; men indenfor Honsefuglene hører den til de højeste;
i Form af Underkjæbe, Brystben, Mellemhaand og meget andet
er den blandt dem, der ere naaede videst i de serlige Omdan-
nelser, der ere ejendommelige for Honsefuglene; den hører til
dem, der have vundet storst Evne til at leve af saa vanskelig
fordejelig Føde som Knopper og Kviste, og den er blandt dem,
der have tilegnet sig den sterste Dygtighed i at grave. Den
kan nøjes med den Plantefode, som Grønland kan byde den
Vinteren igjennem; med sine stærke Kloer kan den grave sig
Vej ned til de Planter, der ere dækkede af Sne; sin Grave-
Evne kan den ogsaa bruge til at danne sig Skjulesteder under
Sneen. Til Forskjel fra dem af dens Slegtninge, der leve
under mere blide Kaar, har den faaet et Par Egenskaber, der
gjenfindes hos mange andre Fugle fra kolde Lande: den tykke
Fjerkledning, der ogsaa helt indhyller Foden, og den hvide
Farve, der i Vinterdragten nesten er eneraadende, og som til-
dels holder sig i Sommerdragten. Baade hos Fugle og Pattedyr
maa Kulden paavirke Huden paa en ejendommelig Maade, der
fremkalder stærk Væxt af Fjer og Haar; men hvori Paavirk-
ningen nermere ligger, er endnu ikke klaret. Heller ikke er

40

det klaret, hvad det er i Lys- og Varmeforhold i Forbindelse
med Dyrenes indre kemiske og fysiske Egenskaber, der frem-
kalder den hvide Farve baade hos Fugle og Pattedyr i Polar-
landene, om det er en Slags Farve-Fotografering af Omgivel-
serne paa Dyrenes Hud (ligesom de blege Farver hos Sofugle, —
Orken-Dyrenes gule Farve, Lov-Dyrenes grønne, o.s. у.) eller
hvad andet. — Som mindre end nogen anden af Gronlands
Fugle istand til at flygte er Rypen maaske den af dem, der
legemlig er bleven bedst udrustet til at trodse Kulde og Sne.
Netop Honsefuglene egnede sig til at frembringe en saa ud-
preget kuldetaalende Fugl; i deres Grave-Evne have de et For-
trin, der kunde udnyttes. Paa Grund af Fjerkledningens Vext ud
over hele Foden har Rypen vel mistet en Ejendommelighed,
der er sterkt udpreget hos dens nermeste Slegtninge, de
andre Urfugle: de fremstaaende stive Skel langs Tæernes
Rande, frembragte ved Gravningen, tilskyndede til Væxt ved
Jordens eller Sneens Modstand; men til Gjengjeld har den
sterkere Kloer end de fleste andre, og Fodens stive Fjerkled-
ning kan virke som en Slags Fejekost. |

Ravnen (Corvus corax) har ingen serlig Tillempning til
Kulden; dens Art lever i samme Skikkelse ogsaa i langt syd-
ligere Lande; til at mode de haarde Krav i Gronland har den
kun sin alsidige høje Udvikling; især maa den stole paa sin
Forstand. Som Spurvefugl hører den til de finest udformede
Fugle; men skjønt den ogsaa indenfor Spurvefuglene hører til
de højeste, er den dog ikke blandt de allerhøjeste; den har
flere forholdsvis lave legemlige Egenskaber: den har, som sine
nærmeste Slægtninge, beholdt et veludviklet Taareben som Årv
fra oprindeligere Fugle, medens det hos de allerhøjeste Spurve-
fugle er fortrængt af Sibenet; den Gren af Carotis, der ud-
munder under Ledbenets inderste Ledskaal paa Tindingen,
kommer op bag om Fenestra ovalis, som sædvanlig hos mere
oprindelige Fugle, medens den hos de allerhojeste Spurvefugle
ombyttes med en Gren, der kommer op foran Fenestra ovalis;

41

forste Haandsvingfjer er endnu veludviklet, medens den hos de
allerhajeste Spurvefugle er vantreven eller forsvunden; Triceps-
Musklen har ikke som hos de allerhøjeste Spurvefugle med sit
Udspring frembragt en dyb Grube under Overarmsbenets Led-
hoved; o.s.v., 0.s.v. Men i Størrelse og Kraft og i Flyve-
Evne er Ravnen blandt de ypperste, og i Hjernens Udvikling,
i Forstand, hører den til de allerhøjeste; den véd at lempe sig
efter Forholdene; den har Evne til at leve af alt spiseligt, og
ved Mod og List véd den at skaffe sig, hvad den trænger til;
Odins Fugl er Mennesket blandt Fuglene. ;

Jagtfalken (Falco gyrfalco) er som ægte Falk en af de
ypperste Flyvere blandt Rovfugle; blandt Falke er den en af de
største og stærkeste. Den har Evne til hurtig at afsøge Land
og Strand i vid Omkreds; hvor Ryper og Søfugle ere at finde,
selv om det kun er i ringe Tal, dér kan ogsaa Jagtfalken leve.
Polarlandet har sat sit Stempel paa den og givet den dens
hvide Farve.

Blandt Ugler er Sneuglen (Nyctea nivea), hvad Jagtfalken
er blandt Falke, en af de storste og stærkeste, med Polar-
dyrenes hvide Farve og tykke Fjerkledning. Dens kjæreste
Føde er Lemmingen; men Lemmingen kan den i Grønland kun
finde i de nordligste og de østlige Egne. I Grønland maa
den sædvanlig nøjes med anden Føde; hvor Rype og Hare
findes, dér kan ogsaa Sneuglen leve.

Som Finke hører Graasiskenen (Cannabina linaria) til de
alleroverste Spurvefugle, til dem, der have lert sig at bide og
tygge trods Mangelen af Tender, til at leve tildels af haard-
skallede Fro, som de senderbide. Den er tilstrækkelig alsidig
udviklet til at kunne udnytte mange Slags Fede, ikke en Ser-
ling som Kjernebider eller Korsneb. Den hører til de lang-
vingede bevægelige Finker, der hurtig kunne overflyve vide
Strekninger; naar Sne og Is dække Jorden vidt og bredt, vil
den let kunne opsøge de snebare Pletter, hvor Føde er til-
gengelig; lige saa let vil den kunne finde de froberende Kviste,

42

der hist og her rage op over Sneen. I sydligere Egne har
den nere Slegtninge, der tildels ere Orken-Fugle. Som Fro-
æder og Hurtigflyver er den allerede skikket til at leve ogsaa
i et Land som Gronland; overfor sine sydlige Slegtninge har
den kun faa Egenskaber, der udmærke den som Sne-Fugl.
Den hvide Farve er bleven forholdsvis stærkt fremherskende i |
dens Fjer, især hos den Race, der lever nordligst i Grønland,
og som overvintrer i Landet; den samme Васе har ogsaa faaet
en usædvanlig tyk Fjerklædning.

Som Verling staar Snespurven (Hmberiza nivalis) paa et
endnu højere Trin end Graasiskenen, der er en ægte Finke;
i Nebets ejendommelige puklede Form, i den ejendommelige
Forlængelse af Overkjebebenet tilbage langs Ganebenet, о. $. v.,
er den endnu mindre oprindelig end de ægte Finker. Blandt
Verlinger horer den igjen til de hajeste. Den er blandt dem,
der ere afvante med at ferdes i Treer og Buske og have fundet
sig tilrette med at leve i aabne, trelose Egne. Dens Fod er
formet noget derefter; som hos saa mange andre Jordfugle er
Tommeltaaens Klo bleven lige og lang, vist rettet ud ved at
lægges hen over Underlag af Jord og Straa. Som ægte Aaben-
Lands-Fugl har den ogsaa faaet usedvanlig Flyve-Evne; i den
Henseende ligner den Graasiskenen; men ved helt at have givet
Afkald paa Buske og Krat, som dog Graasiskenen har Forkjer-
lighed for og velger til Redested, er den endnu bedre end
Graasiskenen istand til at leve i de odeste Egne; Snespurv
og Rype ere de Fugle, der kunne trives paa Landjorden lengst
mod Nord. Ogsaa hos Snespurven er Polardyrenes hvide Farve
den fremherskende. |

Som Dykand horer Ederfuglen (Somateria mollissima) til
en af Andefamiliens hojeste Afdelinger. Dykendernes nærmeste
oprindeligere Slegtninge, de ægte Ænder, nojes med den Fode,
de kunne finde paa Sobredden eller paa Vandets Overflade,
eller som de kunne naa under Vandet ved at neddukke Hoved
og Hals eller ved at ,staa paa Hovedei“. De ægte Dykænder

43

have lært at flyve og ro sig ned under Vandet ved Hjelp af
Vinger og Fodder for at tage, hvad de kunne finde paa Bunden,
og de ere blevne lidt omformede derefter; deres Legeme er
endnu lidt mere fladtrykt, med bredere Brystben, o.s.v., end
hos de ægte Ander, endnu mere trykket af Vandet; Knoglerne
i deres Vinger, iser Overarm og Underarm, vise ogsaa en lille
Tilbojelighed til Fladhed, ligeledes trykkede af Vandets Mod-
stand, naar Vingen slaaes op og ned under Vand; 0.s.v. Det
er mest Muslinger, Ederfuglen, som de fleste andre Dykender,
henter fra Havets Bund; som en af de største og stærkeste
Dykender har den Evne til at dykke serlig dybt; den er istand
til at finde Foden i Havet om Grønland Aaret rundt, hvor kun
Isen ikke lægger sig altfor udstrakt. Arten lever i samme
Skikkelse langt lengere mod Syd; nogen serlig Tillempning til
grønlandske Forhold har den ikke.

Næsten samme Egenskaber som Ederfuglen har Konge-Eder-
fuglen (Somateria spectabilis); den skal kunne dykke endnu
dybere. | |

Graamaagen (Larus glaucus) har som sine Slegtninge en
overordenlig Flyve-Evne; ligesom Jagtfalk og Snespurv ere
istand til at afsoge Landet, kan den afsoge Havfladen i vid Ud-
strækning. Den søger efter mange Slags levende og døde Буг,
der kunne drive paa Havets Overflade; den er ikke ensidig i
Valget af Foden; endogsaa Tang og andre Planter kan den ved
Lejlighed nøjes med. Den har faaet de hojnordiske Fugles
Preg i sin usedvanlig lyse Farve; selv Vingespidserne, der
ellers, endogsaa hos de lyseste Maage-Arter, pleje at vere
delvis sorte, ere afblegede. En af de storste og kraftigste
Maager er det.

Som Alkefugl horer Tejsten (Cepphus grylle) til den hojeste
Afdeling af den store Gruppe Fugle, der desuden omfatter
Hjejle-, Sneppe- og Maagefugle. Det, der har givet Alkefuglene
deres Særpræg overfor deres nærmeste lavere Slegtninge,
Maagefuglene, er deres Øvelse i at dykke; de nøjes ikke som

44

de fleste Dykænder med at tage, hvad der ligger stille paa
Havbunden; men de have serlig lagt sig efter at forfolge de
fritsvommende Krebsdyr og Fiske; de maa derfor arbejde under
Vandet: med større Kraft og Hurtighed end Dykænderne, og de
ere derfor mere afvigende fra deres ikke-dykkende Slegtninge,
end Dykenderne ere det. De have som Dykenderne faaet et
fladtrykt Legeme; men Kroppen er ikke bleven bred som hos
Dykenderne, der mest bevege sig op og ned i Vandet, men
langstrakt, formet efter Vandets Tryk, der sammenklemmer
Kroppen og trenger Bryst- og Bughulens Indvolde bagud, naar
Fuglen „Нууег“ frem gjennem Vandet; ved Kroppens Fladtryk-
ning og Udstrækning efter Længden ere Ribbenene dels lige-
som sammenknekkede i Leddet mellem det egentlige Ribben
og den forbenede Ribbensbrusk, dels skudte langt bagud; Bryst-
benet er blevet langt og smalt, o.s. v. Baglemmerne have de
lagt usædvanlig stærkt tilbage langs Bekkenets Sider, hvortil
Underbenet til Stadighed bindes ved Muskler og Hud paa lig-
nende Maade som hos Seler; Bekkenet sammentrykkes mellem
Baglemmerne. De Muskler, der bevæge Foden, øves stærkt og
fremkalde med deres Udspring stærke Kamme paa øvre Ende
af Skinnebenet; 0.s.v. Ved at bruges under Vand ændres
Vingerne; Knoglerne, især Оуегатт og Underarm, blive ganske
tladtrykte; Svingfjerene blive stive, men korte; o.s.v.; hvad
Vingen vinder som Redskab til at færdes i Vandet, mister den
som Redskab til Flugt i Luften. — Medens Tejsten som Alke-
fugl staar раа et meget højt Trin, er den blandt Alkefugle en
af de oprindeligste, en af dem, der have beholdt mest af Lig-
heder med Maagefugle; den har forholdsvis kun lidt flad-
trykte Arm-Knogler, Vingerne ere endnu vel skikkede til Flugt;
Nehet er ikke saa meget omformet til ganske særegen” Brug
som hos de fleste andre Alkefugle; o.s.v. Det er vist netop
dens mere alsidige Udvikling, der gjør: det muligt for den at
trodse Vinteren i Nord-Grønland; den er tilstrækkelig uddannet
som Dykker til at kunne skaffe sig Føden ogsaa om Vinteren;

45

i Valget af Foden er den ikke Гог ensidig; foruden Fiske og
Krebsdyr kan den tage Havbundens Skaldyr; og den har endnu
saa stor Flyve-Evne, at den hurtig kan undvige, naar Isen kommer.

Skjent Lomvie og Sekonge (Uria arra, Mergulus alle)
begge, hver i sin Retning, ere noget mere serlig tillempede
som Dykkere, ere de dog ikke saa ensidig udviklede, at de
ikke i Hovedsagen ere stillede under samme Vilkaar som
Tejsten.

Men selv om nogle Landfugle og Sofugle midt om Vin-
teren kunne sees i Nord-Gronland, er dog Hovedmengden af
de samme Arter, i hvert Fald af de fleste af dem, vandret mod
Syd, til Syd-Gronland eller lengere bort, og dér ere de trufne
sammen med adskillige andre af Gronlands haardfore Fugle,
med Stokand, Stromand, Havlit, Hvinand, Toppet Skallesluger,
Stormfugl, Sortgraa Ryle, Svartbag, Hvidvinget Maage, Ride,
Ismaage, Kjove, Skarv og Havern, der overvintre enten i Syd-
Gronland (eller i den sydligere Del af Nord-Gronland) eller paa
Havet i Nærheden eller i de nærmeste sydligere Lande, for
ved første Foraarstegn at vende tilbage til deres Hjem.

At Stokanden (Anas boscas) er istand til at udholde Vin-
teren i Gronland, er underligt nok. Som ikke-dykkende, eller
dog ganske uvant med at dykke, er den jo nedt til at holde
til paa Steder, hvor Vandet er grundt og derfor let dækkes af
Is, medmindre den paa det dybe Vand kan finde drivende Tang
med Snegle og Muslinger eller Krebsdyr svømmende i Over-
fladen i saa stor Mengde, at den omtrent kan skovle dem op.
Hvad der hjelper den over Vanskelighederne, er vist dens Evne
til at leve af mange Slags Fede, baade af Plante- eg Dyre-
verdenen, og dens gode Flyve-Evne, der setter den istand til
snart at finde de Steder, der egne sig for den. Et Fortrin
fremfor de fleste andre Arter af Slægten har den i sin Ster-
relse og Styrke.

Tillempede som Dykkere paa ganske lignende Maade som
Ederfuglene ere Stromand, Havlit og Islandsk Hvinand (Cosmonetta

46

histrionica, Pagonetta glacialis, Clangula islandica); kun ere
de noget зуасеге Skabninger, af ringere Storrelse, mindre dybt
dykkende. Alle ere de hojt udviklede Dykender; hver af dem
har sine Ejendommeligheder. Stremanden, der tilsyneladende
er den svageste af dem, er serlig vant til at trodse sterk
Strom og Segang.

Den Toppede Skallesluger (Mergus serrator) horer til en
lille Gruppe Dykender, der i Hovedsagen staar paa det højeste
Trin, hvortil Dykænder have naaet. Skalleslugerne ere Dyk-
ender uddannede paa lignende Maade som Alkefuglene til at
fange Krebsdyr og Fiske; men de synes mest at fange Bund-
Dyr, der ikke ere særlig gode Svemmere, og de ere derfor ikke
saa meget bedre end de ægte Dykender indrettede til at be-
vege sig under Vand. Forholdsvis sterkt er deres Fange-
Redskab, Næbet, omdannet; det bruges mindre til Snadren og
har derfor mistet den Brede, det har hos andre Ænder, og er
. blevet langt og smalt. Nogen serlig Tillempning til hajnordiske
Forhold har den Toppede Skallesluger ikke.

Stormfuglen (Fulmarus glacialis) har som sine Slegtninge
en lignende Flyve-Evne som Graamaagen, maaske en endnu
større Udholdenhed til at afsoge Havfladen milevidt. Den søger
efter mange Slags dyrisk Fode, der kan drive paa Havet, men
ganske særlig søger den efter Aadsler af Sæler og Hvaler, hvis
Fedt den helst æder; og den finder sin Fede ikke alene ved
Hjelp af Synet, men ogsaa ved Hjelp af Lugten. Som sine
Slegtninge har den en Lugtesands, der er ganske usædvanlig
blandt Fugle; 106% olfactorii ere voxede stærkt og have ud-
videt deres Leje mellem Öjehulerne, 0.s.v. Overfor sine ner-
meste Slegtninge udmærker Stormfuglen sig ved sin Størrelse.
Sin lyse Farve skylder den maaske sit nordlige Hjem.

At en lille spinkel Skabning som den Sortgraa Ryle (Tringa
maritima) kan overvintre i Grønland, er forunderligt; tilsyne-
ladende er den slet ikke udrustet til at kunne modstaa Kulde ;
den har ikke nogen serlig tyk Fjerkledning; dens Farve er

47

heller ikke paavirket af de særlige Forhold i et saa snerigt
Land; den er nedt til at sege Foden paa Stranden, den kan
ikke soge Tilflugt paa Havet; og dog kan den bjerge sig.
Sagen er, at den til Fode serlig har valgt sig smaa Snegle, som
den næsten altid kan finde paa Stene i Strandkanten og paa op-
skyllet Tang; den har som sine Slegtninge en udmerket Flyve-
Evne, saa at den snart kan komme vidt omkring; Ly maa den
vide at skaffe sig.

Svartbagen (Larus marinus), en ner Slegtning af Graa-
maagen, er den af de gronlandske Vinter-Maager, der mindst
har Preg af at vere en hojnordisk Art; dens sorte Vinger ere
ikke blegede. Det er ogsaa den af Gronlands faste Maager,
hvis Udbredelse, som ynglende, naar lengst mod Syd, til langt
sydligere Egne. Det, der giver den, fremfor saa mange andre
Maager, Evne til at leve i Gronland, selv om Vinteren, er vel
dens Størrelse og Styrke.

Den Hvidvingede Maage (Larus leucopterus) er en yderst
ner Slegtning af Graamaagen; men lidt spinklere er den.

Ride og Ismaage (Larus tridactylus, L. eburneus) ere vel
af de mindre Maager; men begge hore til de bedste Flyvere,
og begge ere af de mindst oprindelige Maager; hver af dem
er uddannet i sin særlige Retning. Riden er mere end de
fleste andre Maager en Hav-Fugl, vant til at færdes langt tilses;
et lille Tegn paa sin haje Udvikling har den i Vantrivningen af
Tommeltaaen ; efter særlige hojnordiske Forhold synes den
ikke at vere tillempet; den er heller ikke blandt de Maager,
der gaa lengst mod Nord. Ismaagen derimod er den af alle
Maager, der mest bærer Preg af sit hojnordiske Hjem i sin
snehvide Farve. Ogsaa i Nord-Gronland kan den sees om Vinteren.

Нуог Maagerne ere, kunne ogsaa Kjoverne leve; 1 hvert Fald
en af Gronlands Kjover, Lestris parasitica, kan sees om Vinteren
i grønlandske Farvande, vel som ofte ellers jagende Byttet fra
Maagerne, men ogsaa istand til selv at fange sig Foden; den
er lige saa lidt ensidig som Maagerne.

48

Alk og Lunde (Alca torda, Fratercula arctica) ere lidt
højere udviklede end de andre grønlandske Alkefugle, mere ud-
dannede som Specialister, der have vennet sig til at fange Fiske
og Krebsdyr af bestemte Slags; mest soge de om Vinteren til
Fiskepladser Syd for Grønland.

Skarven (Phalacrocorax carbo) hører til en lille Gruppe
Fugle, der i mange Retninger ere vidunderlig omformede,
ganske. særlig indrettede til Fiskefangst, men paa anden
Maade end Skalleslugere og Alkefugle og fremstaaede af andet
Grundlag. Skarven selv har serlig lagt sig efter at fange for-
holdsvis store Bund-Fiske som Aalekvabber, Aal, Ulke o.s. v.
Under Vandet kan den utvivlsomt ikke bevæge sig frem saa
hurtig som Alkefuglene; men til Gjengjeld kan den let fore
Hovedet omkring ved Hjelp af den lange bøjelige Hals. Nebet
er omformet til et Gribe-Redskab af forste Rang; de Muskler,
der tjene til at presse Underkjeben mod Overkjæben og fast-
holde Byttet, ere blevne overordenlig stærke og afsætte iojne-
faldende Mærker paa Hovedskallen; de Knogler, Ganeben, Vinge-
ben og Ledben, der særlig tjene som Stotter for Overnæbet,
ere blevne usædvanlig stærke, Ganebenene indbyrdes sammen-
voxede, 0.5.v. Næbet ег saa helt gaaet op i sin Tjeneste som
Fange-Redskab , at det har opgivet Tjenesten som Sede for
Lugtesandsen; af Mangel paa Brug er Nesehulen svunden ind,
og det ydre Nesebor er lukket. Ogsaa Tungen er sat ud af
Brug og vantrives. I Bygning af Vinger, Krop og Baglemmer
er der lige saa sere Ændringer som i Hovedets Bygning.
Som udmerket Fiskefanger og som en af de storste og ster-
keste Arter af sin Slegt er det, at Skarven har Evne til at
modstaa Gronlands Vinter; den har ingen serlig Tillempning
til hejnordiske Forhold; den lever i samme Skikkelse langt
lengere mod Syd.

Som en af de største og stærkeste Orne, som vant til at
ferdes ved Havet, som evnende at fange baade Pattedyr, Fugle
og Fiske og at æde baade frisk dræbte Dyr og Aadsler, er

49.

Havornen (Haliaétus albicilla) skikket til at leve i Gronland
Aaret rundt. Heller ikke den er tillempet særlig til hojnordiske
Egne.

_ Det ег kun en mindre Kreds af Grønlands faste Fugle,
der om Vinteren er vandret langt mod Syd for kun at besoge
Landet igjen i den bedste Aarstid. Det er dels Fugle, der ere
afhengige af Plante- eller Insektverdenen, dels dem, der mest
holde til ved Indsger, dels nogle, der vel maatte kunne finde
Foden om Vinteren i Gronland, men som ikke ere vante til
den haardeste Kulde. Men selv de Fugle, der kun besøge
Grønland om Sommeren, ere udsatte for mangen en Gang at
maatte vere omgivne af Is og Sne; serlig udrustede maa de
vere.

Sædgaas, Blisgaas, Knortegaas og Bramgaas (Anser sege-
tum, А albifrons, А. torgvatus, А. leucopsis) kunne vel til
Fede tildels nojes med Tang og med Havdyr, der indeholdes
i Tangen, eller som de kunne naa paa Bunden af grundt Vand;
men deres kjæreste Fode er de friske Blade af forskjellige
Landplanter. Til Gronland komme de forst, naar Sneen smelter
bort fra Jorden, og Planterne begynde at spire. Som store,
sterke Fugle med god Flyve-Evne ere de istand til at trodse
Uvejr, og de ere blandt de Fugle, der vove sig lengst mod
Nord; nogle af dem synes endogsaa at have en serlig For-
kjerlighed for de allernordligste Lande.

Som store, sterke Fugle, som udmerkede Dykkere, ind-
rettede til Fiskefangst paa lignende Maade som Alkefuglene,
-men af anden Oprindelse, maatte Lommerne, den Redstrubede
Lom og Islommen (Colymbus septentrionalis, С. glacialis) vel
vere istand til at leve i Grønland om Vinteren. Men de have
Forkjerlighed for de ferske Vande, hvor de gjerne fange Lax,
og hvor de have deres Reder, og de komme derfor forst om
Foraaret ved den Tid, da Indsoerne blive dem tilgængelige.
Om Efteraaret holde de sig dog lenge ved Kysterne.

Som nere Slegtninge af Stormfuglen have den Store Storm-
XXL 4

_ 50

svale og den Store Skraape (Procellaria leucorrhoa, Puffinus
major) lignende Egenskaber som den; men begge ere spinklere.
Om Vinteren færdes de over Havet længere mod Syd. Ingen
af dem har Stormfuglens lyse Farve.

Præstekrave, Stenvender, Islandsk Ryle og Selning (gia-
litis hiaticula, Strepsilas interpres, Tringa canutus, Calidris
arenaria) ere udrustede paa lignende Maade som den Sortgraa
Ryle, hvis nere Slegtninge de ere; men dens Evne til at finde
sig i Gronlands Vinter have de ikke. Deres hurtige, udholdende
Flugt setter dem istand til at udnytte den korte gronlandske
Sommer, til i rette Tid at naa deres Ynglepladser, selv i den
nordligste Del af Landet, og til at forsvinde igjen, Гогепа
Vinteren kommer. Af Fode er der tilstrekkeligt for dem,
_ Orme, Krebsdyr, Insektlarver о. s. v., ved Bredderne baade af
det salte og det ferske Vand.

Odinshane og Thorshane (Phalaropus hyperboreus, Ph.
fulicarius) ere endnu spinklere Skabninger end de andre gron-
landske Ryler; men et Fortrin have de i deres Svomme-Evne ;
de kunne finde Foden ogsaa ude paa Havet, hvor de paa Over-
fladen kunne opsamle smaa Krebsdyr о. s. у. Nogen særlig
Frygt for Is have de ikke, lige saa lidt som de andre gren-
landske Fugle; men en Grund til at indfinde sig sent om
Foraaret have de i deres Forkjerlighed for Indsger, ved hvis
Bredder de helst have deres Rede.

Den Klofthalede Maage (Larus sabini) er den mindste af
de Maager, der stadig yngle i Gronland, og nogen serlig Til-
lempning til hejnordiske Forhold har den tilsyneladende ikke;
men i Hovedsagen er den stillet under lignende Vilkaar som
de andre Maager; maaske er den nok saa god en Flyver som
de fleste andre.

Havternen (Sterna macrura) er vel blandt Maagefamiliens
ypperste Medlemmer, uddannet som Flyver som kun faa andre,
med usedvanlig lange spidse Vinger og lang kloftet Hale, saa
hjemme i Luften, at den kun sjelden faar Brug for Fodderne,

51

som derfor. ere blevne usædvanlig smaa, dygtig til at fange
° Krebsdyr og Smaafiske; men lille og spinkel er den, tilsyne-
ladende slet ikke indrettet. paa at kunne taale strengt Vejr; i
Danmark hører den til de Trækfugle, der komme senest og
tidligst vandre bort mod Syd; og dog kommer den aarlig i
Mængde til Grønland, hvor den gaar højt mod Nord; ofte maa
den søge sin Føde i aabne Spalter i Isen. Det er vel de grøn-
landske Haves Rigdom раа smaa Krebsdyr, der lokker den
dertil; dens Flyve-Evne hjelper den.

Vandrefalken (Falco peregrinus) staar i Flyve-Evne ikke
tilbage for Jagtfalken; men mindre er den, og sit Bytte søger
"den mest blandt de mindre Fugle, hvoraf der ikke om Vinteren
findes mange i Grønland. Som ikke bunden til højnordiske
Lande har den ikke som Jagtfalken faaet den lyse Farve.

Om ikke den mindste, saa dog den spinkleste af Grøn-
lands aarlige Gjæster er Skjærpiberen (Anthus aqvaticus), en
lille insektedende Sangfugl. Hvad der giver den Evne til at
leve ogsaa i Grønland, er dens Vane at søge sin Føde ved
Vandet, baade det ferske og det salte, dens Forkjerlighed for
aabent trelost Land og dens Flyve-Ferdighed. Som Snespurven
og mange andre Jordfugle har den faaet den lige Bagklo.
Ligesom sine nermeste Slegtninge udmerker den sig fra de
sædvanlige smaa Sangere, fra hvem de stamme, ved at have
forholdsvis lange Vinger, hvis første Haandsvingfjer er for-
svunden, medens de andre Svingfjer ere voxede. Ved sin
Flyve-Evne har dens Slegt naaet at udbrede sig merkverdig
vidt; Pibere findes omkring paa mange af de mest afsides
Steder af Jorden.

Stenpikkeren (Saxicola oenanthe) er ogsaa en lille spinkel
Sangfugl, men ligeledes i sin Retning en af de hgjest udviklede.
Den hører til Droslernes hojtstaaende Gruppe, blandt andet
udmerket ved, at Fodens Skelkledning saa lidt som muligt
minder om Fuglenes Forfedre blandt Krybdyr; Skellene ere
ikke alene paa Mellemfodens Bagside, men ogsaa paa Forsiden

4

52

smeltede sammen til lange Skinner. Det er dens store Flyve-
Evne, der setter den istand til at besoge Gronland i den korte
Sommer, og det er dens Tilbejelighed for aabent Land, der
lader den fole sig tilfreds ogsaa i Gronland; mange af dens
nærmeste Slægtninge ere Orkenfugle. Gronlands Insektverden
maa vere rig nok til at fode den, skjont den ikke holder særlig
til ved Vandet, men helst soger sit Bytte paa ter Grund.

Laplandsverlingen (Æmberiza lapponica) ег en saa ner
Slegtning af Snespurven, at dens Vilkaar ere lignende. Dens
Vinger ere noget kortere, dens Flyve-Evne lidt mindre. Som
mindre vant til at færdes i Sne og Is har den heller ikke faaet
noget af Polardyrenes hvide Farve.

Foruden de haardfore Fugle, der hvert Aar ere at finde
som ynglende i Grønland og ret kunne siges at hore hjemme
ogsaa dér, er der nogle faa andre, der maaske mere eller
mindre aarlig indfinde sig, men kun i ringe Tal.

Desuden kommer der mellem Aar og Dag en stor Mengde
mere eller mindre tilfældige Gjæster. Nogle af dem yngle maaske
undertiden i Landet. Andre, og det de fleste, komme kun
som rent vildfarende, mere eller mindre langvejsfra; og blandt
dem er der baade store og smaa, haardfore og svage, mange
af dem aldeles uskikkede til at leve blot en kort Tid i Gronland.

Der kjendes hidtil 129 Fugle-Arter fra Gronland. Af dem
høre de 52 til Grønlands faste Fugleverden, de allerfleste som
almindelig ynglende i Landet; 1 Art, Gejrfuglen (Alca impennis)
har ogsaa hort til den faste Fauna, men er uddod. 8 Arter
yngle maaske jevnlig i Landet, men kun i ringe Mengde.
68 Arter ere tilfældige.

Af de 52 faste Arter ere kun de 11 Landfugle, endda ere
de tildels bundne til Stranden; de 41 ere Vandfugle.

Af de 52 faste Arter ere 28 enten Standfugle eller for-
holdsvis kort vandrende; 24 ere mere eller mindre udpregede
Trekfugle.

RO RO NO NO NO NO = mern nn
Te NE SSDNA He ES

no
=

A,

в р
и

53

Grenlands faste Fugleverden.

Anas boscas.
Cosmonetta histrionica.
Pagonetta glacialis.
Clangula islandica.
Somateria mollissima.
Somateria spectabilis.
Мегдиз serrator.
Anser segetum.
Anser albifrons.
Anser torgvatus.
Anser leucopsis.
Lagopus mutus.

Colymbus septentrionalis.

Colymbus glacialis.
Procellaria leucorrhoa.
Puffinus major.
Fulmarus glacialis.
Ægialitis hiaticula.
Strepsilas interpres.
Tringa maritima.
Tringa canutus.
Tringa alpina.
Calidris arenaria.
Phalaropus hyperboreus.
Phalaropus fulicarius.
Larus marinus.
Larus leucopterus.

28.
29:
30.

40.

Larus glaucus.
Larus tridactylus.
Larus sabini.
Larus eburneus.
Sterna macrura.
Lestris parasitica.
Lestris longicauda.
Lestris pomatorhina.
Cepphus grylle.
Uria troile.

Uria arra.
Mergulus alle.

Alca torda.

(Alca impennis.)
Fratercula arctica.
Phalacrocorax carbo.
Falco peregrinus.
Falco gyrfalco.
Haliaëtus albicilla.
Nyctea nivea.
Corvus corax.
Anthus agvaticus.
Saxicola oenanthe.
Cannabina linaria.
Emberiza lapponica.
Emberiza nivalis.

Arter, der maaske jevnlig yngle i Landet, men i ringe Mengde.

1.

24
3.
4

Cygnus musicus.
Anser hyperboreus.
Charadrius pluvialis.
Numenius pheopus:

em me

Tringa fuscicollis.
Gallinago scolopacina.
Otus brachyotus.
Zonotrichia leucophrys.

Co фз DW CW à 8 D wo ODA =| SF KF FS eB em etl Sl ni
SOE ES en aia SF OPEN SIGE eee SEES

ee

Tilfeldige Gjæster.

54

Ganske enkelte af dem en sjelden

Gang ynglende i Landet.

Anas crecca.
Anas penelops.
Anas acuta.
Tadorna casarca.
Fuligula maria.
Clangula albeola.
Oedemia fusca.

Oedemia perspicillata.

Somateria dispar.
Anser canadensis.
Podicipes auritus.
Podicipes griseigena.
Puffinus anglorum.
Crex pratensis.
Porzana maruetta.
Porzana carolina.
Fulica atra.
Fulica americana.
Vanellus cristatus.

Charadrius sqvatarola.
Hematopus ostreologus.

Numenius hudsonicus.
Numenius borealis.
Limosa cegocephala.

Macrorhamphus griseus.

Totanus solitarius.
Totanus flavipes.
Machetes pugnax.
Tringa minutilla.
Tringa maculata.
Larus argentatus.
Larus roseus.

33.
34.
35.
36.
37.
38.
39.
40.
41.
42.
43.
44.
45.
46.
47.
48.

Lestris catarrhactes.
Ardea cinerea.
Botaurus lentiginosus.
Sula bassana.

Falco esalon.

Pandion haliaëtus.
Chetura pelasgia.
Coccyzon americanus.
Sphyropicus varius.
Empidonax flaviventris.
Contopus borealis.
Corvus cornix.
Hirundo rustica.
Alauda alpestris.
Sturnus vulgaris.
Troglodytes palustris.
Regulus calendula.
Anthus pratensis.
Motacilla alba.

Vireo olivaceus.
Dendroeca virens.
Dendroeca maculosa.
Dendroeca pennsylvanica.
Dendroeca striata.
Dendroeca coronata.
Helminthophaga rufica-
pula. i
Geothlypis philadelphia.
Siurus noveboracensis.
Parula americana.
Myiodioctes canadensis.
Turdus iliacus.

or
or

64. Turdus ustulatus. 67. Xanthocephalus veteroce-
65. Turdus migratorius. phalus.
66. Loxia leucoptera. 68. Scolecophagusferrugineus.

De fleste af de Arter Fugle, der overvintre i eller ved
Grønland, ere om Sommeren, i Yngletiden, vidt udbredte i
Landet og tage ogsaa tiltakke med de mest ublide Egne; men
flere af dem vise sig i Sommertiden ikke særlig haardfore; og
nogle af de sene Sommergjæster hore netop til dem, der vove
Sig længst mod Nord; Arternes Fordeling i Landet i Yngle-
tiden staar ikke alene i Forbindelse med deres større eller
mindre Evne til at taale haardt Klima. Først og fremmest af-
hænger den af de Krav, Fuglene stille til deres Opholdssted.

For Landfugle og for de Fugle, der yngle ved Indsøer,
maatte det vel i al Almindelighed kunne siges, at Vestkysten
i det hele med det forholdsvis milde Klima maa være den mest
tiltalende Del af Landet, og at Sydvest-Grønland med sine
forholdsvis frodige og lune Dale maa være den bedste Egn,
selv om Vejret dér kan være mere ustadigt end i Nord-Grøn-
land. De fleste af Grønlands faste Landfugle ere dog saa haard-
føre og vante til Forholdene i Landet, at de ikke vise stor
Forkjærlighed for de frodigste Egne. Rype, Jagtfalk, Sneugle,
Ravn og Snespurv findes udbredte langs alle Grønlands Kyster,
mere eller mindre talrig; Havern, Stenpikker, Graasisken og
Laplandsverling kjendes fra en Del af Østkysten og fra næsten
hele Vestkysten, Vandrefalken fra næsten hele Vestkysten ;
Skjærpiberen lever ogsaa paa Vestkysten, men synes netop at
undgaa den sydlige Del som Ynglested. De fleste af de grønlandske
faste Fugle, der i Yngletiden helst holde til ved Ferskvand,
have ligeledes vid Udbredelse i Landet. Havlitten kjendes fra alle
Kysterne, Stokand, Strømand, Toppet Skallesluger, Rødstrubet

56

Lom, Islom, Ryle og Odinshane baade fra Ost- og Vestkyst;
Blisgaasen har Yngleplads langs Vestkystens Midte. Det er egen-
lig ikke andre end nogle faa Arter, der kun iringe Tal eller kun af
og til yngle i Gronland, der tydelig vise Forkjærlighed for Sydvest-
siden af Landet, af Landfugle Mose-Hornugle (Otus brachyotus)
og Zonotrichia leucophrys, af Vandfugle Sangsvane (Cygnus
musicus), Islandsk Hvinand, maaske Tringa fuscicollis og
Horsegjog (Gallinago scolopacina).

For Sofuglene maa det vel kunne siges, at de mest isfrie
Strekninger af Kysten ere de mest tiltrekkende. Nord- og
Ostkysten ere jo mere fast omsluttede af Is, end Vestkysten
er det; men af Vestkysten er jo den sydlige Del netop i
Sommeren, i Fuglenes Yngletid, belejret af Drivis fra Østkysten ;
Vestkystens nordlige Del er i den Tid den mest tilgengelige
Strekning, og dér ег det, at Sefuglene samles i storre Mengde
end andre Steder, om end de fleste af Arterne ellers ere vidt
udbredte. Langs alle Kysterne, baade Vest, Øst og Nord,
hvor der kun er saa meget isfrit Vand, at der er Mulighed
for at faa Foden, leve Ederfugl, Stenvender, Sortgraa Ryle,
Graamaage, Havterne og Tejste; langs Vest- og Østkyst lever
Prestekrave og ligeledes Stormfugl, Kortnæbet Lomvie og
Sekonge, dog de tre sidste med tydelig Forkjerlighed for Vest-
kystens nordlige Del; langs det meste af Vestkysten yngle
Svartbag, Hvidvinget Maage, Ride, Kjove (Lestris parasitica) og
Alk; mere eller mindre indskrenkede til Vestkystens nordlige
Del ere i Yngletiden Klefthalet Maage, Mellemkjove (Lestris
pomatorhina), Lunde og Skarv.

En ganske egen Tilbojelighed vises af en lille Kreds af
Fugle, der vel ogsaa ere at finde paa den for de fleste Sofugle
tiltalende nordlige Vestkyst, men som desuden have bredt sig til
Nordkysten, og tildels Ostkysten, og synes at have Forkjerlig-
hed for de mest utilgengelige, mest ode og afsides Egne.
Det er dels to af de haardforeste Standfugle, Konge-Ederfugl

57

og Ismaage, der synes at have vennet sig Ш de mest ublide
Kaar baade Sommer og Vinter; dels ег det nogle af Sommer-
gjesterne, Knortegaas, Islandsk Ryle, Selning, Thorshane og
Lille Kjove. (Lestris longicauda), altsaa ikke alene store og
sterke, men ogsaa smaa og spinkle Fugle, dog alle med god
Flyve-Evne. Det ser ud nesten, som om de havde Overskud
af Kraft i Vingerne; naar forst Foraarets Vandrelyst er kommen
over dem, undlade de gjerne at standse Flugten, synes det,
indtil Is og Ørken mode dem. Maaske ogsaa den stadige
Dag har en Tillokkelse for dem som for andre højnordiske
Fugle, og Lyset drager dem mod Nord saa langt som muligt;
der er jo Lejlighed til at finde Foden Dognet igjennem, og
Havet byder den jo rigelig, Landet tildels ogsaa; Ungernes
Fodring, der i sydligere Lande krever strengt Arbejde hele
Dagen for at standses om Natten, maa dér kunne ske forholdsvis
let, og Ungerne maa vist dér kunne voxe hurtigere end andre
Steder.

Som Fugle, der ret here hjemme paa det aabne Atlanter-
hav, komme den Store Stormsvale og den Store Skraape kun
lidt i Bergring med Gronlands faste Kyst, men holde sig mest
til de yderste Skjær. Begge færdes mest udfor Sydvestkysten.

Kun i meget ringe Grad kan der i Fordelingen af Grøn-
lands faste Fugleverden indenfor Landets Grændser tydelig
spores еп Følge af Grønlands Beliggenhed mellem Europa og
‘Amerika. Paa Østkysten yngle to Arter, Sedgaas og Bramgaas,
der endnu ikke ere fundne ynglende paa Vestkysten; det er
Arter, der stamme fra Europa og have holdt sig tilbage paa
Gronlands Europa-Side.

At de mange tilfeldige Gjæster, baade fra Europa og
Amerika, der vise sig i Gronland, mest komme til Syd-Gron-
land, og at de fleste komme fra Amerika, er næsten selvfølgeligt.

Af de 129 Arter Fugle, der kjendes frå Grønland, er der
kun to, Anser segetum og Corvus cornix, der ikke ere sete
paa Vestkysten, regnet fra Kap Farvel til Kap York.

ыыы

— 0
seen are

58

Fra Nordkysten, regnet fra Kap York Ш Navy-Cliff,
kjendes folgende 33 Arter:

Pagonetta glacialis.
Somateria mollissima.
Somateria spectabilis.
Anser hyperboreus.
Anser torqvatus.
Lagopus mutus.

Colymbus septentrionalis.

Fulmarus glacialis.
Charadrius pluvialis.
Aigialitis hiaticula.
Strepsilas interpres.
Tringa maritima.
Tringa canutus.
Calidris arenaria.
Phalaropus fulicarius.
Larus leucopterus.
Larus glaucus.

18.
19.
20.
21.
22
23.
24.
25.
26.
Ale
28.
29.
30.
31.
32.
39.

Larus tridactylus.
Larus sabini.
Larus eburneus.
Sterna macrura.
Lestris parasitica.
Lestris longicauda.
Cepphus grylle.
Uria arra.
Mergulus alle.
Fratercula arctica.
Faleo gyrfalco.
Haliaétus albicilla.
Nyctea nivea.
Corvus corax.
Saxicola oenanthe.
Emberiza nivalis.

De allerfleste af dem kjendes som ynglende ved Nord-

kysten, enten sikkert eller saa godt som sikkert, mere eller
mindre udbredt; Fulmarus glacialis, Larus leucopterus, L.
tridactylus og Г. sabini synes kun at komme som Gjæster
paa Strejftog; Charadrius pluvialis, Fratercula arctica, Halia-
tus albicilla og Saxicola oenanthe synes at vise sig kun
tilfældig.

folgende 47 Arter:

Anas crecca.

Anas boscas.

Cygnus musicus.
Cosmonetta histrionica.
Pagonetta glacialis.
Oedemia perspicillata.

11.
12.

Fra Ostkysten, regnet fra Kap Farvel til Navy-Cliff, kjendes

Somateria mollissima.
Somateria spectabilis.
Mergus serrator.
Anser segetum.

Anser albifrons.
Anser leucopsis.

59

13. Lagopus mutus. 31. Cepphus grylle.

14. Colymbus septentrionalis. 32. Uria arra.

15. Colymbus glacialis. 33. Mergulus alle.

16. Fulmarus glacialis. 34. (Alea impennis.)

17. Charadrius pluvialis. 35. Phalacrocorax carbo.
18. Ægialitis hiaticula. 36. Falco gyrfalco.

19. Strepsilas interpres. 37. Haliaétus albicilla.
20. Tringa maritima. 38. Nyctea nivea.

21. Tringa canutus. 39. Corvus cornix.

22. Tringa alpina. 40. Corvus corax.

23. Calidris arenaria. 41. Sturnus vulgaris.
24. Fhalaropus hyperboreus. 42. Motacilla alba.

25. Larus leucopterus. 43. Saxicola oenanthe.
26. Larus glaucus. 44. Cannabina linaria.
27. Larus tridactylus. 45. Loxia leucoptera.
28. Larus eburneus. 46. Emberiza lapponica.
29. Sterna macrura. 47. Emberiza nivalis.

30. Lestris longicauda.

De allerfleste af dem kjendes som sikkert eller næsten
sikkert ynglende ved Østkysten, mere eller mindre udbredt;
Anas erecca, Cygnus musicus, Oedemia perspicillata, Charadrius
pluvialis, Corvus cornix, Sturnus vulgaris, Motacilla alba og
Loxia leucoptera ere kun tilfeldige.

Kjernen af Grønlands faste Fugleverden udgjores af circumpo-
lare Arter; 37 af de 53 faste Arter ere circumpolare. Af de
nordlig-circumpolare, europæisk-asiatiske og amerikanske Fugle,
der andre Steder nøjes med lige saa ublidt Land som Gren- .
land, er der neppe nogen, der ikke ogsaa lever i Gronland.
— 19 af de 37 Arter ere mere eller mindre istand til at over-

60

vintre i eller ved Gronland, men tildels vandre de dog bort
om Vinteren; 18 ere mere udpregede Trekfugle. Der kan
ikke godt tvivles om, at nogle af Grønlands vandrende circum-
polare Fugle, og da særlig de, der hore hjemme paa Ostkystens
nordlige Del, om Vinteren gaa til Europa; foruden Sefugle
har man jo set Snespurve ferdes i Farvandet mellem Island,
Grenland og Spitsbergen. Men Hovedmengden af Grenlands
circumpolare Trækfugle søger om Vinteren utvivlsomt til Amerika
og til Atlanterhavets Vestside, og for saa vidt slutter den sig
til den amerikanske Fauna. For de allerfleste af de circum-
polare Fugles Vedkommende er det derimod umuligt at sige,
om de ellers, i Slegtskabsforhold o.s.v., have deres nærmeste
Tilknytning til europæisk-asiatisk eller til amerikansk, til
atlantisk eller pacifisk Fauna; de allerfleste have nerstaaende
og mange Slægtninge baade det ene og det andet Sted. Kun
om Skjærpiber og Graasisken kan det næsten sikkert siges, at
de have deres Oprindelse fra den Gamle Verden; Laplands-
verling og Snespurv stamme maaske snarest fra Amerika. Skjer-
piberens Slegt, Anthus, har talrige Arter over hele den Gamle
Verden; nogle faa indbyrdes nærstaaende Arter findes i Syd-
Amerika; men i Nord-Amerika findes foruden den circumpolare
Anthus aqvaticus kun en enkelt noget enestaaende Art, under-
tiden stillet i en egen Slegt, Neocorys; i den Gamle Verden
findes ogsaa talrige mere oprindelige nærstaaende Slegter,
Sylviiderne, og en meget nerstaaende mindre oprindelig Slegt,
Motacilla; blandt Amerikas Fugle er der derimod vist kun faa
mere oprindelige Slegtninge og ingen mindre oprindelig. Graa-
siskenens Slegt, Cannabina, har andre vesenlig mere oprinde-
lige Arter i den Gamle Verden, C. flavirostris og C. linota;
men ingen Art findes i Amerika undtagen den circumpolare C.
linaria; og Slægten hører til en Afdeling af de ægteste Finker,
_ der i den Gamle Verden har talrige Slægter, men kun faa i
Amerika. Laplandsverlingens og Snespurvens Slægt, Emberiza,
hører til en Familie, Emberiziderne, der har sin væsenligste

61

Udbredelse i Amerika; de fleste nordamerikanske «Finker» hore
til Familien , og nerstaaende store Familier, Tanagrider og
Icterider, ere ejendommelige for Amerika; men selve Slægten
Emberiza hører vesenlig hjemme i den Gamle Verden, hvor
den har mange mere oprindelige Arter; i Amerika findes dog
vist de Arter (som E. picta og E. ornata), der snarest kunde
se ud som nermeste Stamformer for Laplandsverling og Sne-
_ spurv.

Tre af Gronlands faste Sofugle ere ikke egenlig circum-
polare, men dog samtidig nordatlantiske og nordpacifiske. Det
er Svartbagen, en Standfugl, der gjerne holder til ved Kysterne
af det aabne Hav, og den Store Stormsvale og Stormfuglen,
begge Trækfugle, der helst færdes ude paa Havet.

Fem af de faste Sefugle ere, eller have veret, bundne til
Atlanterhavet. Det er den udpregede Havfugl, den Store Skraape,
der flyver over det meste af Atlanterhavet, og de fire hojt ud-
viklede Alkefugle, Sokonge, Alk, Lunde og den uddøde Gejrfugl,
der alle ere nordatlantiske.

Sex af de faste Arter ere europæisk-asiatiske; en af dem,
Skarven, har dog udbredt sig langs Nord-Amerikas Vestkyst.
To af dem, Skarv og Havern, ere Standfugle i Grønland; de
fire andre, Sedgaas, Bramgaas, Prestekrave og Stenpikker, ere
Trekfugle, der aarlig maa vandre fra Europa til Gronland (til-
dels komme de ogsaa til Labrador о. $. у.) og omvendt.

Kun to af de faste Arter, Stromand og Islandsk Hvinand, ~
maa nermest regnes for amerikanske; begge findes dog tillige
paa Island, Stromanden ogsaa i Ost-Asien. Begge ere nermest
_ Standfugle. :

Af de otte Arter, der maaske jevnlig yngle i Grønland i
ringe Mængde, ere fire circumpolare, to europæisk-asiatiske,
to amerikanske. Alle ere de Trækfugle. i

I Kredsen af Grønlands ynglende Fugle viser der sig altsaa
ingen særlig Tilslutning til Amerikas Fauna, hvad man dog
efter Landets Beliggenhed kunde vente, tværtimod: af de

62

ynglende Arter der ikke ere circumpolare eller atlantiske, ere
8 af europæisk-asiatisk Oprindelse og kun 4 amerikanske; og
af de fire circumpolare Arter, hvis oprindelige Hjemsted nogen-
lunde sikkert kan udfindes, synes de 2 at stamme fra den
Gamle Verden. Ganske anderledes er Forholdet blandt de
mange tilfældige Gjæster; de komme fra Syd, Øst og Vest;
men kun forholdsvis faa komme fra Øst, vist især fra Island;
ganske enkelte komme fra Vest; de allerfleste komme fra Syd,
fra det nærliggende fuglerige nordamerikanske Fastland. 14 af
de tilfældige Gjæster ere circumpolare Arter, og de fleste af
dem komme vist til Grønland fra Amerika; 3 ere atlantiske,
1 nærmest pacifisk, 15 europæisk-asiatiske, men 35 amerikanske.

Grønlands faste Fugleverden. |

Circumpolare eller nordatlantiske og nordpacifiske Arter.

1. Anas boscas. 21. Larus leucopterus.
2. Pagonetta glacialis. 22. Larus glaucus.

3. Somateria mollissima. 23. Larus tridactylus.
4. Somateria spectabilis. 24. Larus sabint.

5. Mergus serrator. 25. Larus eburneus.

6. <Anser albifrons. 26. Sterna macrura.

7. Anser torqvatus. 27. Lestris parasitica.
8. Lagopus mutus. 28. Lestris longicauda.
9. Colymbus septentrionalis. 29. Lestris pomatorhina.
10. Colymbus glacialis. 30. Cepphus grylle.

11. Procellaria leucorrhoa. 31. Uria troile.

12. Fulmarus glacialis. 32. Uria arra.

13. Strepsilas interpres. 33. Falco peregrinus.
14. Tringa maritima. 34. Falco gyrfalco.

15. Tringa canutus. 35. Nyctea nivea.

16. Tringa alpina. 36. Corvus сотах.

17. Calidris arenaria. 37. Anthus aqvaticus.
18. Phalaropus hyperboreus. 38. Cannabina linaria.
19. Phalaropus fulicarius. 39. Emberiza lapponica.
20. Larus marinus. 40. Emberiza nivalis.

won

—
.

63

Atlantiske.
Puffinus major. 4. (Alca impennis.)
Mergulus alle. 5. Fratercula arctica.

Alca torda.
Europæisk-asiatiske.
4. Phalacrocorax

Anser segetum. carbo (&

Anser leucopsis. sstamerikansk).
Ægialitis hiaticula. 5.

6. Saxicola oenanthe.

Haliaétus albicilla.

Amerikanske.
Cosmonetta histrionica (& 2. Clangula islandica (& is-

islandsk & gstasiatisk). landsk).

Arter, der maaske jevnlig yngle i Groenland, men i

ringe Mengde.
; Circumpolare.
Anser hyperboreus. 3. Gallinago scolopacina.
Charadrius pluvialis. 4. Otus brachyotus.
Europeisk-asiatiske.

Cygnus musicus. 2. Numenius pheopus.
Amerikanske.
Tringa fuscicollis. 2. Zonotrichia leucophrys.

Tilfældige Gjester i Gronland.

Circumpolare.
Anas стесса. Racen ameri- 8. Charadrius sqvatarola.
kansk. 9. Larus argentatus.
Anas acuta. 10. Falco œsalon. Racen
Fuligula marila. europæisk.
Oedemia fusca. Racen 11. Pandion haliaëtus.
europæisk. 12. Hirundo rustica.
Somateria dispar. 13. Alauda alpestris.
Podicipes auritus. 14. Loxia leucoptera.

Podicipes griseigena.

Racen amerikansk.

64

Atlantiske.
Puffinus anglorum. 3. Sula bassana.
Lestris catarrhactes.
Pacifisk, snarest.
Larus roseus.. |
Europæisk-asiatiske.

Anas penelops. 9. Machetes ридпах.
Tadorna casarca. 10. Ardea cinerea.
Crex pratensis. — 11. Corvus cornix.
Porzana maruetta. 12. Sturnus vulgaris.
Fulica atra. 13. Motacilla alba.
Vanellus cristatus. 14. Anthus pratensis.
Hæmatopus ostreologus. 15. Turdus iliacus.
Limosa egocephala.

| Amerikanske.
Clangula albeola. 20. Regulus calendula.
Oedemia perspicillata. 21. Vireo olivaceus.
Anser canadensis. 22. Dendroeca virens.
Porzana carolina. 23. Dendroeca maculosa.
Fulica americana. 24. Dendroeca pennsylvanica.
Numenius hudsonicus. 25. Dendroeca striata.
Numenius borealis. 26. Dendroeca coronata.

Macrorhamphus griseus. 27. Helminthophaga rufica-

Totanus solitarius. pilla.

Totanus flavipes. 28. Geothlypis philadelphia.
Tringa minutilla. 29. Siurus noveboracensis.
Tringa maculata. 30. Parula americana.
Botaurus lentiginosus. 31. Myiodioctes canadensis.
Chetura pelasgia. 32. Turdus ustulatus.
Coccyzon americanus. 33. Turdus migratorius.
Sphyropicus varius. 34. Xanthocephalus icteroce-
Empidonax flaviventris. phalus.

Contopus borealis. 35. Scolecophagus ferrugi-

Troglodytes palustris. neus.

65

At Grønland i Tertiærtiden har haft frodige Skove, er jo
kjendt nok. At der har veret en tilsvarende rig Fugleverden,
kan man tenke sig. Der er ikke endnu fundet en eneste
Levning af Fugle fra Tertiærtiden i Gronland; men det ег dog
saa godt som vist, at Fugle have veret der i Mengde. Der
var i hvert Fald i Tertiertiden en stadig Udvexling af Pattedyr
mellem Europa-Asien og Nord-Amerika, saa at Pattedyr-Faunaen
i den Gamle og den Nye Verden tildels var nesten den samme;
at noget lignende har veret gjeldende for Fuglenes Vedkommende,
er godtgjort af Fund, der dog hidtil kun ere faa; men man tør
slutte, at Fuglene med deres store Evner til at komme afsted
have haft langt lettere ved at brede sig end Pattedyrene, og at
der i Tertiærtiden har været en rig og ret ensartet circumpolar
Fugle-Fauna sammensat af Typer stammende baade fra den
Gamle Verden og fra Amerika, men vistnok sterkest preget af
den Gamle Verden, der allerede paa Grund af sin Storrelse og
sine mere vexlende Naturforhold har haft storre Mulighed for
at frembringe forskjelligartede Former, end Amerika har haft
det. At Grønland har haft sin rigelige Del af den tertiære
circumpolare Fugleverden, er der ikke Grund til at tvivle om.

Efter at det ег oplyst, at Istidens Is endogsaa har dækket
mange af de yderste Øer ved Grønlands Vestkyst, er der den
sterste Grund til at tro, at Istiden helt, eller saa godt som
helt, har gjort Grønland ubeboeligt for Fugle. Den Fugleverden,
der nu findes i Gronland, er i hvert Fald for Storstedelen ind-
vandret efter Istiden. Hvilken Skjebne fik den tertiære Fauna?
Hvorledes er den nuværende Fauna opstaaet? Hvorfra er den
kommen? Til at svare paa de Spørgsmaal gives næsten ingen
Hjelp af Fund af uddøde Fugle fra de paagjeldende Egne; men
noget kan udledes af den nuværende Fugleverdens Egenskaber,
dens Slægtskabsforhold, dens Fordeling о. s. У.

Istiden kom som en mangeaarig Vinter over Grønland som
over andre nordlige Egne; ved dens Frembrud skete utvivl-
somt i det store, hvad der aarlig i nordlige Egne sker i det

XXI. 5

66

зтаа ved Vinterens Komme. Nogle Fugle have vel segt hen
til andre Steder for aldrig at vende tilbage; nogle ere som
Trækfugle vandrede bort for hver Sommer at søge tilbage saa
ner som muligt til deres tidligere Hjem; nogle have som Stand-
fugle strebt at finde sig tilrette i de nye Forhold og ere ikke
undvegne for Isen mere end højst nødvendigt; ‘for nogle af
dem er det vel ikke lykkedes, og de ere uddøde; andre have
naaet det ved at omforme sig mere eller mindre; igjen andre
have ingen Omformning haft nedig, men allerede forud veret
tilstrekkelig rustede.

Det ligger ner at tro, at Gronlands nuverende Fugleverden
i Hovedsagen er en mere eller mindre omformet Levning af
den tertiære Fauna, der vel for en Tid helt har veret fordreven
fra Landet og trengt mod Syd, men dog har holdt sig i Ner-
heden og ег vendt tilbage, saa snart det lod sig gjøre. (Har
der i Tertiærtiden et eller andet Sted i Polar-Egnene af en
eller anden Grund veret serlig koldt Klima, er der jo Sandsyn-
lighed for, at Dyreverdenen dér allerede har tillempet sig til
Kulden og maaske tildels derfra har bredt sig til de Egne, der
senere hjemsegtes af Istiden. Skulde dette vere Tilfældet, falder
Oprindelsen af ogsaa Gronlands Fauna tildels lengere tilbage i
Tiden; men Vilkaarene for dens Fremkomst blive dog vesenlig
de samme).

De mindst haardfere Trekfugle af Gronlands circumpolare
faste Arter (som nogle af Gjæssene, de fleste af Vadefuglene,
Anthus agvaticus, Emberiza lapponica) ere vist saa godt som
uforandrede Efterkommere af tertiære Arter. Under Istiden
have deres Forfædre utvivlsomt kun om Sommeren nærmet sig
deres oprindelige Hjem, hvorhen Isen hindrede dem i at komme,
og om Vinteren have de været langt borte derfra. Det er
neppe selve Istiden, der har indgivet dem den Skik at vandre;
det have de sikkert lært sig længe før den egenlige Istid, saa
sandt Istiden ikke er kommen pludselig, men er indledet med
mere og mere strenge Vintre; de vilde vel allerede have, lært

67

at vandre, naar der blot af en eller anden Grund havde veret
indgribende Forskjel paa Aarstiderne. Som langt vandrende
Trekfugle have de kun veret lidt udsatte for Istidens Paavirk-
ning; der er heller neppe nogen iblandt dem, der i Form eller
Farve er bleven vesenlig afvigende fra sydligere Slegtninge.
Forfedrene til Grønlands circumpolare eller nordatlantiske
Standfugle og haardforeste Trekfugle have vist under Istiden
levet baade Sommer og Vinter saa ner Syd for Gronland, som
de kunde. Nogle af dem (som Svartbag, Skarv, Ravn o. a.)
ere tilsyneladende ikke paavirkede af Istiden; deres Efterkom-
mere i Nutiden se ud som deres sydligere Slegtninge. Men
forholdsvis mange af dem have vist ved Istiden faaet en Til-
lempning til arktiske Forhold, i Form eller Farve, som deres
Efterkommere endnu vise. Ofte er det kun Farven, der er
endret; den hvide Farve er bleven den fremherskende (som
hos nogle af Maagerne, Falco gyrfalco candicans, Cannabina
linaria canescens, Emberiza nivalis). Forandringer i Fuglenes
Bygning har Istiden vist kun i faa Tilfælde magtet at frem-
bringe; Fuglene have oftest haft let ved at unddrage sig Is-
tidens haardeste Virkninger. Sneuglen er neppe nok bleven
forskjellig fra Bubo som egen Slægt, Nyctea. Neppe stort mere af-
vigende fra sine mindre hojnordiske Slegtninge, de andre Tetrao-
nider, er Rypens Slegt, Lagopus, bleven. Dykænderne ere
ikke fremkaldte af Istiden, men have vist ved Istiden faaet en
sterk Tilskyldelse til Mangfoldiggjorelse. Dykkende Fugle af
andre Grupper fandtes lenge for Istiden, vist allerede i Kridt-
tiden, 1 hvert Fald i Tertiærtiden, som Fulica, Phalacrocorax
0.s. v.; det vilde jo ogsaa have været underligt, om ikke Kridt-
og Tertiærtidens musling- og fiskerige Vande skulde have lokket
Fugle til at øve sig i at tage Foden under Vandet; men af
Dykender kjendes næsten ingen førend omkring Istiden; den-
gang synes deres Udvikling at have taget Fart; det kunde se
ud, som om Isen havde drevet dem fra de ferske Vande og de
flade Kyster, hvor Dykendernes Stamformer, de ikke-dykkende
5*

68

Ænder, særlig here hjemme, og tvunget dem til at nære sig
mest af den dyriske Føde, som det dybere Hav tilbød dem
paa sin Bund. Dykændernes fremherskende nordlige Udbre-
delse kunde ogsaa tyde paa, eller vidner dog ikke imod, en
Sammenheng med Istiden. Alkefuglene synes endnu mere af-
gjort at vere af nordlig Oprindelse og at skylde Istiden ikke
deres Fremkomst, men deres Talrighed. Det er Maage-lignende
Fugle, som have lert sig at dykke svommende, dels maaske
lokkede dertil af den Rigdom paa Føde, som Havet gjemte
under sin Overflade, dels maaske nødte dertil, fordi der var
altfor mange Medbejlere til den Føde, som Havets Overflade
bød. Deres Hjem er endnu i Nutiden kun de nordlige Have;
deres Fremtræden i Tiden kan vel føres tilbage til Tertiær-
tidens Midte; men deres Blomstring synes at falde ved Istiden.

Selvfølgelig er der en Mulighed for, åt nogle af de Arter,
der nu ere circumpolare eller nordatlantiske, først ere blevne
det efter istiden ved at brede sig enten fra Øst eller Vest;
deres Forfædre have maaske ikke hørt til Grønlands tertiære
Fauna; maaske ere de først i senere Tid komne til Grønland.
Utvivlsomt efter Istiden ere derimod de grønlandske Arter ind-
vandrede, der ellers kun ere europæisk-asiatiske; dersom deres
Forfædre havde hørt til Grønlands tertiære Fauna, vilde Istiden
vel have trængt dem mod Syd og gjort dem til amerikanske
Arter; de ere vist efter "Istiden komne som Nybyggere fra
Europa, især fra Island.

Ved at drive den tertiære circumpolare Fugleverden mod
Syd baade i den Gamle Verden og i Amerika har Istiden vist
frembragt større Lighed i de to Verdensdeles Fauna i sydligere
Egne end før. Til Gjengjeld har Istiden givet Mulighed for ny
Forskjel ved at hindre eller indskrænke Færdselen over Land
mellem de to Verdensdele, og ligeledes har den skabt større
Mulighed for Forskjel mellem nordatlantisk og nordpacifisk Sø-
fugleverden ved at lukke det tidligere aabne Polarhav, hvorover
Færdselen var fri. — Den Fauna, som Istiden drev fra Grøn-

69

land, var vist ret ensartet circumpolar, vist med storst Indhold af
den Gamle Verdens Typer, deriblandt Stamformerne til Nutidens
Skjerpiber og Graasisken. Den Fauna, der vendte tilbage, var
ogsaa vesenlig circumpolar, om end maaske i mindre Grad,
skjønt stammende fra den tidligere circumpolare Fauna, og for-
holdsvis var den sterkt iblandet med Arter fra den store Gamle
Verden, som Sædgaas, Bramgaas, Prestekrave, Skarv, Havorn
og Stenpikker. Men bliver Grønland engang mere tilgængeligt
for Fugle, end det nu er, saa at Fugle fra mildere Egne dér
kunde finde et Hjem, er det utvivlsomt Nord-Amerikas Fauna,
der forst og fremmest vil give Mode; derpaa tyder det store
Tal af tilfældige amerikanske Gjæster, maaske Forløbere for en
ny indvandrende. Skare.

Den samlede Fortegnelse over Gronlands Fugle er saa-
ledes:

1. Anas erecca var. carolinensis. Tilfældig; sydlig circum-
polar; Racen amerikansk.

2. Anas penelops. Tilfældig; europæisk-asiatisk.

5. Anas acuta. Tilfældig; sydlig circumpolar.

4. Anas boscas. Standfugl (med Ordet Standfugl menes i
denne Fortegnelse baade de ægte Standfugle og de Arter,
der ikke vandre længere, end at de kunne overvintre i
eller ved Grønland); circumpolar.

5. Tadorna casarca. Tilfældig ; europæisk-asiatisk.

6. Cygnus musicus. "Undertiden ynglende; Trækfugl; euro-
pæisk-asiatisk. :

7. Fuligula marila typica & var. affinis. Tilfældig; circum-
polar; Racen affinis amerikansk.

8. Cosmonetta histrionica. Standfugl; islandsk, amerikansk,
østasiatisk.

70

. Pagonetta glacialis. Standfugl; circumpolar.
. Clangula islandica. Standfugl; islandsk, amerikansk.

Clangula albeola. .Tilfeldig; amerikansk.

Oedemia fusca typica. Tilfældig; circumpolar; Racen
europæisk. i
Oedemia perspicillata. Tilfældig, dog en enkelt Gang yng-
lende; amerikansk. |

Somateria dispar. Tilfældig; circumpolar.

Somateria mollissima typica & var. v-nigrum. Den typiske
Race Standfugl; nordatlantisk. Racen v-nigrum sjelden;
nermest nordpacifisk.

Somateria spectabilis. Standfugl; circumpolar.

. Mergus serrator. Standfugl; circumpolar.
. Anser segetum var. brachyrhynchus. Trekfugl; europæisk-

asiatisk.

. Anser albifrons. Trekfugl; circumpolar.

Anser hyperboreus typicus. Undertiden ynglende; næsten
circumpolar.

. Anser torgvatus. Trekfugl; circumpolar.

Anser canadensis typicus. Tilfældig; dog en enkelt Gang
ynglende; amerikansk.

. Anser leucopsis.. Trækfugl ; europæisk-asiatisk.

. Lagopus mutus var. rupestris. Standfugl; circumpolar.

. Podicipes auritus. Tilfeldig; circumpolar. ee

. Podicipes griseigena var. major. Tilfeldig; .circumpolar ;

Racen amerikansk. ;
Colymbus septentrionalis. Trekfugl; circumpolar.:

. Colymbus glacialis typicus. Trekfugl; circumpolar.
29. Procellaria leucorrhoa. Trekfugl; nordatlantisk og nord-

pacifisk.
Puffinus anglorum. Tilfældig; nordatlantisk.

. Puffinus major. Trekfugl; atlantisk.
. Fulmarus glacialis. Tildels Standfugl; nordatlantisk .og

nordpacifisk.

71

. Crex pratensis. Tilfældig; europeisk-asiatisk. :

. Porzana maruetia., Tilfældig ;; europæisk-asiatisk.
. Porzana carolina. Tilfældig; amerikansk.

i Fulica ата. Tilfældig; europæisk-asiatisk.

. Fulica americana, 'Tilfældig; amerikansk.

Vanellus cristatus, Tilfeldig ;. europæisk-asiatisk.

. Charadrius sqvatarola. Tilfældig ; circumpolar.

Charadrius pluvialis typicus & var. fulvus virginicus.
Maaske jevnlig ynglende; circumpolar; den typiske Race
europæisk; Racen virginicus amerikansk.

. Aigialitis hiaticula. Trækfugl; europæisk-asiatisk.

. Strepsilas interpres. Trekfugl; circumpolar. .

. Hematopus ostreologus. - Tilfeldig; europæisk-asiatisk. .

. Numenius pheopus. Maaske undertiden ynglende; euro-

pæisk-asiatisk.

. Numenius hudsonicus.: Tilfældig ; amerikansk.

. Numenius borealis... Tilfældig ; amerikansk.

. Limosa egocephala. Tilfældig ; europæisk-asiatisk.
. Macrorhamphus griseus. Tilfældig ; amerikansk.
49.

Totanus solitarius. Tilfældig ; amerikansk.
Totanus flavipes. Tilfældig ; amerikansk.

. Machetes pugnax. -Tilfeldig; europeisk-asiatisk.

Tringa minutilla. Tilfældig; amerikansk.
Tringa maculata. Tilfeldig; amerikansk.
Tringa fuscicollis.. Maaske undertiden unzlande,o: ameri-

| kansk.

Dring maritima typica. Standfuel : circa pala Racen
nordatlantisk. N м

ur Tringa canutus. Trakfugl; circumpolar.

Tringa alpina. Trekfugl; circumpolar. :-
Calidris arenaria: Trekfugl; circumpolar.

. Phalaropus hyperboreus. Trekfugl; circumpolar.
. Phalaropus fulicarius.. Trekfugl; circumpolar.
. Gallinago scolopacina typica & var. wilsonü.. Maaske

87.

88.

12

undertiden ynglende; circumpolar; den typiske Race eu-
ropæisk-asiatisk ; Racen wi/sonii amerikansk.

. Larus argentatus typicus & var. affinis. Tilfældig; circum-

polar; den typiske Race nordatlantisk; Racen affinis asiatisk.
Larus marinus. Standfugl; nordatlantisk og nordpacifisk.

. Larus leucopterus. Tildels Standfugl; circumpolar.
. Larus glaucus. Standfugl; circumpolar.

. Larus tridactylus. Tildels Standfugl; circumpolar.
. Larus sabini. Trekfugl; circumpolar.

. Larus roseus. Tilfældig ; nærmest nordpacifisk.

. Larus eburneus. Standfugl; circumpolar.

Sterna macrura. Trækfugl; circumpolar.
Lestris parasitica. Tildels Standfugl; circumpolar.

. Lestris longicauda. Trekfugl; circumpolar.
. Lestris pomatorhina. Trekfugl; circumpolar.
. Lestris catarrhactes. Tilfældig; atlantisk.

Cepphus grylle. Standfugl; circumpolar.
Uria troile. Standfugl; circumpolar.
Uria arra. Standfugl; circumpolar.

. Mergulus alle. Standfugl; nordatlantisk.

Alca torda. Tildels Standfugl; nordatlantisk.
Alca impennis. Udded; Trekfugl; nordatlantisk.

. Fratercula arctica. Tildels Standfugl; nordatlantisk.
. Ardea cinerea. Tilfeldig; europæisk-asiatisk.
. Botaurus lentiginosus. Tilfældig; amerikansk.
. Phalacrocorax carbo. Standfugl; nordatlantisk, europeisk- :

asiatisk.
Sula bassana. Tilfældig; nordatlantisk.

. Falco œsalon typicus. Tilfældig; circumpolar; Racen euro-

pæisk-asiatisk.

Falco peregrinus var. anatum. Trekfugl; circumpolar;
Racen amerikansk. |
Falco gyrfalco. typicus & var. islandicus & var. candi-
cans. Standfugl; circumpolar.

89.
90.
91.
Je!
93.
94.
95.
96.
Im,
98.
99.
100.

101.
102.
103.
104.
105.
106.

107.
108.
109.
110.
111.
112.
113.
114.
115.
116.
AT,
118.
119.

73

Haliaëtus albicilla. Standfugl; europæisk-asiatisk.
Pandion haliaetus. " Tilfældig; sydlig circumpolar.

Otus brachyotus. Vist ynglende, sjelden; circumpolar.
Nyctea nivea. Standfugl; circumpolar.

Chetura pelasgia. Tilfældig; amerikansk.

Coccyzon americanus. Tilfeldig; amerikansk.
Sphyropicus varius. Tilfældig; amerikansk.

Empidonax flaviventris. Tilfældig; amerikansk.
Contopus borealis. Tilfældig; amerikansk.

Corvus cornix. Tilfeldig; europæisk-asiatisk.

Corvus corax. Standfugl; circumpolar.

Hirundo rustica typica & var. horreorum. Tilfeldig;
sydlig circumpolar; den typiske Race europæisk-asiatisk;
Racen horreorum amerikansk.

Alauda alpestris. Tilfældig ; circumpolar.

Sturnus vulgaris. Tilfældig; europæisk-asiatisk.
Troglodytes palustris. Tilfeldig; amerikansk.

Regulus calendula. Tilfældig; amerikansk.

Anthus pratensis. Tilfældig ; europæisk-asiatisk.
Anthus agvaticus var. ludovicianus. Trekfugl;, circum-
polar; Racen amerikansk.
Motacilla alba typica. Tilfeldig; europæisk-asiatisk.
Vireo olivaceus. Tilfældig; amerikansk.

Dendroeca virens. Tilfældig ; amerikansk.
Dendroeca maculosa. Tilfældig ; amerikansk. |
Dendroeca pennsylvanica. Tilfeldig; amerikansk.
Dendroeca striata, Tilfældig; amerikansk. :
Dendroeca coronata. Tilfældig; amerikansk.
Helminthophaga ruficapilla. Tilfældig; amerikansk.
Geothlypis philadelphia. Tilfældig ; amerikansk.
Myiodioctes canadensis. Tilfældig; amerikansk.
Siurus noveboracensis. Tilfældig; amerikansk.
Parula americana. Tilfeldig; amerikansk.

Turdus iliacus. "Tilfældig; europæisk-asiatisk.

74

120. Turdus ustulatus var. alicie. Tilfældig; amerikansk;

121. Turdus migratorius. - Tilfældig; amerikansk.

122. Saxicola oenanthe. Trekfugl; europæisk-asiatisk.

123. Cannabina linaria var. rostrata & var. canescens. Trek-
fugl og Standfugl; circumpolar.

124. Голда leucoptera. : Tilfældig; circumpolar.

125. Xanthocephalus icterocephalus. . Tilfældig; и.

126. Scolecophagus ferrugineus. Tilfældig; amerikansk.

127. Zonotrichia leucophrys. Vist undertiden ynglende; ameri-
kansk.

128. Emberiza lapponica. Trekfugl; circumpolar.

129. Emberiza nivalis. Tildels Standfugl; circumpolar.

Т det folgende er der givet en nærmere Oversigt over de
enkelte Arters Forhold i Grønland. For de tilfældige: Gjæsters Ved-
kommende er saa vidt muligt medtaget alt, hvad der vides om
deres Forekomst i Landet. For de mere almindelige Fugles Ved-
kommende er i den Henseende oftest kun medtaget, hvad der kan
oplyses dels ved Hjelp af Arbejder af:Forskere, der enten selv have
været i Grønland, eller som dog særlig have haft at gjøre med Ind-
samlinger fra Grønland, dels ved Hjelp af Samlingerne i Kjøben-
havns Museum; det vilde. ofte. vere muligt at tilvejebringe flere
Enkeltheder dels fra spredte, tilfældige Ytringer 1 Arbejder, der ikke
handle særlig om Grønland, dels fra andre Samlinger af Skind og
Æg, offenlige og private; men saadanne Kilder have her kun meget
lidt været benyttede, dels for åt undgaa Usikkerhed, dels fordi der
ingen Vægt har ligget paa deres Oplysninger. "Hvor ubetydelige og
spredte mange af de meddelte: Enkeltheder end ere, give de dog
tilsammen et ret godt Billede.

Om Fuglenes Færden 1 Grønland, deres Levevis 0. 8. v., ег kun
gjengivet, hvad der er sagt af Forskere, der selv have været i
Landet. Og oftest er kun det medtaget, der vedrører deres For-
hold netop til Grønland, ikke det, der er fælles for deres Optræden
allevegne.

For de tilfældige Gjæsters Vedkommende henvises til alle de

15

Arbejder, hvor der findes mere eller mindre væsenlige forste-Haands
Meddelelser om dem som gronlandske. For de sædvanlige gron-
landske Fugles Vedkommende henvises oftest kun til Fabricius og
Holbøll; hvis Arbejder ere Hovedværkerne om deres Optreden: i
Grønland. For alle Arter henvises desuden til nogle mere omfat-
tende Værker.

Hvad der siges om Fuglenes Udbredelse udenfor Grønland,
støtter sig for Labradors Vedkommende især til: Turner, List of the
Birds. of Labrador (Proceed. U. 5. Nat. Mus. vol. VIII,-1885); for
Vestsiden af Davis-Strædet især: Kumlien, Stykket „Birds“ i Contrib.
Nat. Hist. Arct. Amer. made in conn. w. the Howgate Polar Exp.
1877—78 (Bull. U.S. Nat. Mus. Nr. 15, 1879); for Grinnell-Land:
Feilden, List of Birds observed in Smith Sound and in the Polar
Basin during the Arct. Exp. of 1875—76 (The Ibis, 4 ser., vol. I,
1877), og Greely, Three Years of Arctic Service, vol. II, 1886;
for det øvrige arktiske Amerika især: Mac Farlane, Notes on and
list of Birds and eggs coll. in Arct. Amer., 1861—66 (Proceed.
U.S. Nat. Mus., vol. XIV, 1891); for Nord-Amerika i det hele: Baird,
Brewer, and Ridgway, A Hist. of N. Amer. Birds, Land Birds, vol. I
— Ш; 1874, Water Birds, vol. I—II, 1884; for Jan Mayen: Fischer &
Pelzeln, Vögel etc. von Jan Mayen (Die Österr. Polarstat. Jan Mayen,
Beob.-Ergebn., Bd. Ш, 1886); for Spitsbergen: Malmgren, Spets-
bergens Fogel-Fauna (Ofvers. К. Vet. Akad. Förhandl. 1863), og
Sundevall, Spetsbergens Foglar (Öfvers. К. Vet. Akad. Förhandl.
1874); for Island, Færøerne og det øvrige Europa og Ba en stor
Mængde forskjellige Arbejder.

_ De her opførte vestgrønlandske Fugle-Navne ere for allerstørste
Delen gjengivne efter Fabricius, især' efter hans Haandskrift, hvor
han saa vidt muligt har givet Oplysninger om Navnenes Betydning.
Nogle skyldes ogsaa Holbøll, andre Rink og Helms, der har meddelt
en haandskreven Fortegnelse over de Navne, han havde hørt brugte
i Syd-Grønland; baade Rink og Helms slutte sig dog nærmest til
Kleinschmidt's Grønlandske Ordbog, 1871. De østgrønlandske Navne
ere mest gjengivne. efter Rink, der havde faaet dem opgivne af
Johannes Hansen. - Kun ‘ganske enkelte grønlandske Navne stamme
_ fra andre Kilder. Der er ikke gjort Forsøg paa at opnaa en ens-

artet Retskrivning. .

76

1. Anas erecca L. var. carolinensis Gmel. Krikand.

Anas crecca: Reinhardt sen., Tidsskr. for Naturv., Bd. 3, 1824, p. 74.
— [d., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, p. 95. — Querquedula crecca L. &
Q. carolinensis L., Gmel.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1852, р. 122. —
Anas crecca L. & A. carolinensis Gmel.: Id., Ibis 1861, p. 13. — Anas
crecca L.: Helms, Vidensk. Medd. 1894, p. 222.

Querquedula crecca L. (& Q. carolinensis): Dresser, Birds of Europe,
VI, 1871. — Nettion стесса L. & N. carolinensis (Gmel.): Baird, Brewer,
Rigdway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Querquedula crecca & ©.
carolinensis: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Anas crecca L. & A.
carolinensis Gmel.: Rigdway, Manual N. Amer., Birds, 1887. — Nettion
erecca (L.) & М. carolinense (Gmel.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus.
XXVII, 1895.

Vestgronlandsk. Kertlutorpiarsuk: lignende en Kertlutok, en Stokand,
et Navn, som Grønlænderne give forskjellige mere ualmindelige Ande-Arter.
(Holbell.) — Kerdlutornak. (Helms.)

Kun Artens amerikanske Васе ег med Sikkerhed set i
Grønland. I den udfarvede Foraarsdragt afviger Hannen af
Krikandens amerikanske Race, var. carolinensis (oftest regnet
for en egen Art), lidt i Farve fra Hannen af den typiske euro-
pæiske og asiatiske; de hvide Linier paa Hovedets Sider ere
utydelige eller mangle; paa Siden af Brystet foran Vingen findes
en kort hvid Tverstribe frembragt ved, at Fjerene paa det paa-
gjeldende Sted ere delvis hvide, medens de hos den europæiske
ere vatrede i deres hele Udstrekning; af de lange yderste
Skulderfjer ere nogle helt vatrede, andre vatrede med en Del
af Yderfanen sort, medens de tilsvarende hos den europæiske
ere hvide med en Del af Yderfanen sort eller desuden med en
Del af Inderfanen vatret. Hanner i graa Dragt og Hunner af
de to Racer kunne ikke skjelnes. Reinhardt jun., og andre
efter ham, henviser til Reinhardt sen. og Holboll som Borgen
for, at den europæiske Krikand har vist sig i Grønland, men
med Urette. Reinhardt sen. skjelnede ikke de to Васег, men
opførte „A.crecca“ blandt de Arter, der ere ,fælles for Europa
og Nord-Amerika", Holbøll ligeledes. Intet af de grønlandske
Skind, der ere omtalte af Reinhardt sen. under Navnet A. crecca,
findes mere; de ere forlængst forsvundne; om de have været
af den ene eller den anden Race, lader sig ikke sige. Af de

77

otte foreliggende gronlandske Krikande-Skind er der kun to
gamle Hanner 1 Foraarsdragt, begge af den amerikanske Васе;
om de sex andre ere af Krikænder, der ere komne fra Europa
eller fra Amerika, kan ikke afgjores.

Krikanden er oftere set paa Vestkysten og en enkelt Gang
paa den sydlige Del af Østkysten.

I 1824 skrev Reinhardt sen., at der Aaret forud for første
Gang var sendt Krikande-Skind, af to Hanner, fra Grønland til
Museet i Kjøbenhavn. I Maj 1829 saa Vahl en enkelt ved Nanusek
(Nenese) paa Østkysten, paa 60° 28’, som han meddeler i Brev af
1830. Samme Tilfælde omtaler Reinhardt sen. i 1838, og han
tilføjer, at Arten, efter indsendte Skind at slutte, maatte vise sig
hist og her paa Vestkysten indtil Jakobshavn, det nordligste Sted,
hvorfra den var sendt. Siden den Tid er ikke meget andet frem-
kommet til Oplysning om dens Forekomst i Grønland, end at føl-
gende Skind ere sendte til Museet: En Han skudt mellem Øerne to
Mil fra Julianehaab, indsendt af Kauffeldt 1 1838 (findes her ikke
mere). En Hun, eller maaske ung Han, fra Ikerasarsuk, SØ. for
Fiskenæs, 22de September 1840, fra Kielsen. En Han fra Juliane-
haab, fra Holbøll, modtagen 1 1843 (findes ikke mere). En Hun
fra Sardlok Syd for Julianehaab 22de April 1847, fra Kielsen. En
Han, af amerikansk Race, fra Julianehaab, fra Kielsen, modtagen i
1849. En Han, amerikansk, fra Godthaab, fra Holbøll, modtagen
i 1852. En Hun fra Nanortalik, fra Kielsen, modtagen i 1856.
‘En Hun fra Umanak, fra Møldrup, modtagen i 1885. En Hun skudt
ved Isa Havn, Nord for Arsuk, 10de Oktober 1893, modtagen fra
Helms, der meddeler, at nogle af Grønlænderne paa Stedet kjendte
den. En Han, i graa Dragt, vist fra Frederikshaab, 1896, indsendt
af Helms. |

Arten er circumpolar. Den europæisk-asiatiske Race har nær-
meste Hjemsted paa Island, men har ogsaa vist sig 1 Labrador og
desuden flere Gange paa Nord-Amerikas Østkyst. Den amerikanske
Race har nærmeste Ynglested i Labrador.

2. Anas penelops Г. Pibeand.
Anas penelope L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 71. — Id.,
Ibis 1861, p. 13.
Mareca penelope (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1876. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.

78
(Anas penelops.)

Birds, 1884. — Anas penelope L.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Mareca penelope (L.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.
Pibeanden har nogle faa Gange vist sig paa Vestkysten.

Et Skind af en ung Han indsendtes til Museet fra Grønland. i
1851 af Holbøll. To andre Skind fra Syd-Gronland havde Rein-
hardt jun. set. To Skind, i graa Dragt, findes i Fencker’s til
Museet overgaaede grønlandske Samling. |

Årten er europæisk-asiatisk, med vid Udbredelse. Dens nær-
meste Hjemsteder ere Færøerne og Island. I Nord-Amerika: har
den oftere vist sig som Gjæst.

3. Anas acuta L. Spidsand.

Anas acuta: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 95. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 435. — Reinhardt jun., Ibis 1861,
p.13. — Fencker, Medd. Grenl., Sde Hefte, 1889, р. 251.

Даша acuta (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1873. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Salvadori, Catal.
Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

De foreliggende fire gronlandske Skind ere ikke til at skjelne

т

fra danske.

Spidsanden har flere Gange vist sig paa Vestkysten.

Museet i Kjøbenhavn har modtaget efternevnte Skind: En
Han skudt ved Fiskenæs i Oktober 1823, fra Holbøll (findes her
ikke mere). En Han indsendt fra Umanak i 1832 af Fleischer
(findes ikke mere). Han og Hun fra Julianehaab, indsendte i 1849 —
af Kielsen. En Han fra ,Gronland“ i 1851, fra Holbøll. En
Han fra Frederikshaab indsendt i 1860 af) Weber (findes ikke
mere). Ved Preven Syd for Upernivik blev der, som Fencker med-
deler i sin Dagbog, set fem den 22de Maj 1886; to af dem bleve
skudte; et Skind har Museet faaet. Efter Gronlændernes Udsagn
skulle to andre vere skudte samme Foraar ved Arpik, Nord for
Upernivik.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse. Den yngler ogsaa
paa Færgerne og Island. Fra Labrador nævnes den.

4. Anas boscas Г. Stokand.

Anas boschas L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 75. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Ва. 4, 1843, р. 434.

79

Anas boschas L.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1873. — Baird, Brewer,
Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Anas boscas: Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Anas boschas L.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Anas boscas L.: Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. ХХУП, 1895.

Vestgronlandsk. Kertlutok, efter Stemmen, ogsaa Kongmuktajok, af
Kongmut, opad, fordi den gjerne stiger skraat tilvejrs, naar den flyver op, i
Modsætning til de fleste Dykænder, der pleje at flyve lavt over Vandfladen;
det sidste Navn bruges ogsaa for Mergus serrator. (Fabricius.) — Kerd-
lutok. (Rink, Helms.) — Ostgronlandsk. Pigsikatartik, Pikingarnakajik. (Rink.)

De foreliggende 11 gronlandske Skind af voxne Stokænder
ere ikke til at skjelne fra danske.

Stokanden er almindelig Standfugl langs Gronlands Vest-
kyst; paa Østkysten er den set enkelte Gange, tildels som yng-
lende. I Yngletiden lever den parvis, oftest ved Ferskvandssoer
og Elve; til andre Tider opholder den sig i Flokke paa det
salte Vand, om Vinteren iser i den ydre Del af Fjordene. Den
lever mest af alle Slags Smaadyr, som den kan finde ved Bred-
derne af baade fersk og salt Vand; om Vinteren skal den efter
Holboll almindeligst tage Snegle og Muslinger som Margarita
helicina, Modiolaria og Tellina, foraden Krebsdyr. I Maj bygger
den Rede, næsten altid i Nærheden af Ferskvand, i Gresset;
ofte findes Reden ved forladte Gronlender-Huse, hvor Gresset
уохег hojt. Æg ere fundne fra 26de Maj til 29de Juni. Un-
gerne fores ikke sjelden strax til Stranden.

Fra Julianehaab har Museet modtaget dens Æg i 1849. —
I Sommeren 1894 saa Bruun den i Egnen om Julianehaab flere
Gange, i Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord og ved større og mindre
Fjeldsser. Hun med Ællinger blev set 31te Juli i Bunden af Tu-
nugdliarfik-Fjord, 7de August i Igaliko-Fjord og 15de August paa
en af Søerne ved Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjord. (Grønlænderne
sagde, at den ynglede almindelig baade inde 1 Fjordene og ved
Kysten, og at den Efteraar og Vinter fandtes flokkevis begge Steder.

Ved iIvigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig Aaret
rundt, talrigst om Vinteren, da den holdt sig i Smaaflokke langs
Kysten. Et eller to Par ynglede i Dalen ner Ivigtut. Reder med
Aig fandtes 27de Juni 1886 og 31te Maj 1888. To Allinger nogle
faa Dage gamle bleve fangede 26de Juni 1887, øjensynlig paa Vejen
til Stranden. — Helms fandt den ret almindelig ved Ivigtut fra

80
(Anas boscas.)
forst i Maj til sidst i December 1890. Den ynglede i ret stort Tal
1 den шаге Del af Fjorden, hvorfra Grønlænderne i Sommerens
Løb bragte en betydelig Mængde ikke helt flyvefærdige Unger. 1ste
August saaes ved Stranden fem dunklædte Unger.

Ved Arsuk saa Krabbe i 1889—90 kun faa Stokænder; men
Grønlænderne skød flere i Vinterens Lob. 154е Maj 1891 saa
Helms dér Han og Hun sammen. — I 1893 fandt Helms den ret
almindelig hele Foraaret og Sommeren ved Arsuk og langs Kysten,
ynglende mange Steder. I Begyndelsen af August bragte Gronlæn-
derne næsten voxne Unger. I September laa undertiden Smaaflokke
i en lille Sø paa en © ved Arsuk.

Ved Frederikshaab maa Fabricius have haft rig Lejlighed til
at lære den at kjende; især 1 sit Haandskrift gjor han udforlig Rede
for Artens Vaner.

Godthaab-Egnen og Disko ere sikkert de Egne, som Holbgl]
serlig tenker paa, naar han skriver, at Stokanden ikke er sjelden
hverken i Syd- eller i Nord-Gronland; fra Godthaab nævner han
den i Brev fra 1822. — Ogsaa Fencker nævner den fra Godthaab,
i Februar 1893; og i Egnen om Godhavn paa Disko nævner han
den i 1879 som almindelig i Maj og Juni.

I Egnen om Egedesminde nevner Fencker den i 1880 som
ynglende ved Kangatsiak og Ikamiut.

Fra Jakobshavn haves Skind i Kjøbenhavns Museum modtagne
i 1843 og 46, deriblandt ogsaa af en Dununge.

Fra Ritenbenk haves ligeledes Skind i Museet. Fencker nævner
den som skudt dér 20de December 1890. |

Ved Upernivik skal den findes, men meget sjelden, som Fen-
cker meddeler i 1887.

Ved Nanusek (Nenese) paa den sydlige Del af Østkysten, paa
60° 28‘, saa Vahl et Par Stokender i Maj 1829, som meddelt i
Brev af 1830.

Ved Angmagsalik yngler den, meddeler J. Petersen 1 1897.
I 1896 blev den set forste Gang 12te Maj.

Ved Sydkysten af Jameson-Land mente nogle af Deltagerne i
Rejsen med „Нека“ sikkert at have set Stokanden 3dje August
1891, efter hvad Bay meddeler.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse. Den yngler ogsaa
paa Færøerne, Island og i Labrador.

Sl

5. Tadorna casarea (L.). Rustand.

Tadorna casarca: Vanhöffen, Verhandl. Ges. f. Erdkunde, Berlin, XX,
1893, p. 460. — Winge, Vidensk. Medd. 1894, p. 68. og 1895, p. 63.

Tadorna casarca (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1875. — Casarca
rutila (Pall.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. ХХУИ, 1895.

Rustanden viste sig flere Steder paa Gronlands Vestkyst i
1892.

En blev skudt ved Augpalartok , NØ. for Upernivik, i Som-
meren 1892, og Skindet, bestemt for Fencker, blev dér set af Van-
héffen; senere er det af Fencker skjænket Museet 1 Kjøbenhavn.
Det er af en gammel Hun i slidt og afbleget Dragt, men ellers
uden Fejl En anden blev samme Aar skudt 1 samme Egn, en
tredje ved Ritenbenk og en fjerde i Syd-Grenland; ogsaa disse tre
ere med Fencker's Samling komne til Museet; de synes aile at vere
Hunner og ligne alle den første.

Arten, ogsaa Slægten, er europæisk-asiatisk. Dens nærmeste
Hjemsteder ere i Syd-Europa, især mod Sydøst. Men i 1892—93
synes den at have givet sig paa Vandring mod Nordvest. Talrig
viste den sig ved de Britiske Øer (mange Oplysninger om dens
Forekomst dér findes i The Zoologist for 1892—94, især samlede
i en Afhandling af Ogilvie: On the recent occurrence in the British
Islands of the Ruddy Sheldrake, 1 Zoologist, 3 ser., vol. XVI, 1892,
р. 392—398), nogle kom til Norge (Collett, Nyt Mag. f. Naturv.,
Bd. XXV, 1894, р. 269), to Flokke naaede Island (Winge, Vidensk.
Medd. 1893, р. 77, og 1894, р. 68); en Flok iagttoges ogsaa 1
Danmark (Winge, Vidensk. Medd. 1894, р. 68). Arten holdes ofte
temmet i Vest-Europa, vist især i England, og det ligger derfor
ner at tænke paa Undslipning fra Fangenskab; men derom kan
der i dette Tilfælde neppe vere Tale, at dømme efter den Mengde,
hvori Rustænder viste sig i det frie de paagjeldende Aar. Snarest
har der virkelig fundet en Udvandring Sted fra Sydest-Europa eller
fra Asien, og Upernivik er da det nordligste og vestligste Sted,
hvortil Rustanden af egen Drift er kommen.

6. Cygnus musicus Bechst. Sangsvane.

Cygnus musicus Bechst.: Graah, Rejse til Ostkysten af Groenland, 1832,

р. 194. — Cygnus melanorhynchus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr.

УП, 1838, р. 94. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 432. — Id.

Zeitschr. f. d. ges. Naturw., Bd. 3, 1854, p.425. — Cygnus ferus Ray: Rein-

hardt jun., Ibis 1861, р. 13. — (Holm, Medd. om Grgnl., 10de Hefte, 1888,
XXI. i 6

92
(Cygnus musicus.)
p. 54 og 83.) — Cygnus musicus Bechst.: Helms, Vidensk. Medd. 1892,
р: 236.

Cygnus musicus Bechst.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1880. — Olor
cygnus (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. —
Cygnus musicus: Goues, Key М. Amer. Birds, 1884. — Olor cygnus (L.): Ridg-
way, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Cygnus musicus Bechst.: Salvadori,
Catal. Birds Brit. Mus. ХХУП, 1895.

Vestgronlandsk. Kuksuk. (Holbell.) — Kugssuk. (Rink, Helms.) —
(Sammenl. Sula bassana.)

Det eneste grønlandske Svane-Skind, der for Øjeblikket
findes i Museet i Kjobenhavn, er af en aldeles typisk voxen
Sangsvane.

Sangsvanen synes tidligere at have levet i Syd-Gronland,
men at vere udryddet af Eskimoerne. Nutildags viser den sig
kun sjelden der, men findes dog endnu undertiden som
ynglende.

Efter gamle Haandskrifter har Bjørn Jonssøn nævnet Svaner
som hjemmehørende i Grønland i Middelalderen. Og fra Eskimoerne
har Holbøll faaet Efterretning om, at Svaner tidligere ynglede i
Landet: I Godthaab-Fjord er en Landstrækning, som hedder Kuk-
suk, hvilket er Svanens grønlandske Navn; denne Landstrækning er
fuld af smaa Ler-Søer og Elve, og den har en for Grønland ret
yppig Plantevæxt, saavel paa Landet som i Søerne. Grønlænderne
fortælle, at Svanen byggede Rede dér, men at den er bleven ud-
ryddet ved, at man med Kajak jagede den i Fældetiden, da den
ikke kunde flyve. |

Fra Nutiden haves følgende Oplysninger om Sangsvanens
Forekomst i Grønland: To, vist Han og Hun, bleve i Foraaret 1830
sete af Graah i Nærheden af Kap Farvel; den ene af dem blev
skudt og Skindet hjembragt til Museet 1 Kjøbenhavn (hvor det blev
omhyggelig bestemt af Reinhardt sen.; det findes her ikke mere);
Grønlænderne paa Stedet kjendte den ikke. I 1849 og 1850 viste
Svaner sig ved Julianehaab, skriver Holbøll. I Foraaret 1852 kom
de i Flokke til hele Vestkysten Syd for 65”, og om Efteraaret bleve
flere unge Fugle skudte пах Godthaab, hvor Svanerne utvivlsomt
havde ynglet, som Holbøll meddeler. Samme Aar saa Reinhardt
jun. i Kjøbenhavn to Sangsvaner nedsendte fra Syd-Grønland. I
Juni 1859 blev en voxen Sangsvane skudt ved Atangmik (,Ata-
mik*), 10 Mile Nord for Godthaab, og af Rink sendt til Museet
i Kjøbenhavn. 6te Oktober 1890 blev en ikke helt udfarvet Fugl

83

skudt ved Arsuk og af Krabbe sendt til Helms; Gronlænderne dér
synes ikke for at have set en Svane. Paa Østkysten ved Angmag-
salik skulle, efter Holm, Svaner undertiden vise sig.

(Ved en Fjord paa Sydsiden af Gael-Hamkes-Bugt bleve nogle
„Svaner* skudte og spiste 21de August 1823, melder Clavering.
Man fristes til at tro, at der er en eller anden Fejltagelse i Med-
delelsen.)

Over Havet Sydvest for Island havde Hølbøll to Gange set en
Svane paa Vej mod Grønland.

Arten er europæisk-asiatisk. Dens nærmeste Hjemsted er Is-
land. Neerstaaende Arter findes i Nord-Amerika.

7. Fuligula marila (L.) typica & var. affinis (Eyt.).
Bjergand.

Fuligula marila (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1860. р. 335. —
Id., Ibis 1861, р. 13. — Fulix affinis (Eyt.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd.
1874, p. 180.

Fuligula marila (L.) (& Е. affinis): Dresser, Birds of Europe, VI,
1878. — Fulix marila (L.) & Е. affinis (Eyt.): Baird, Brewer, Ridgway,
Water Birds of N. Amer., H, 1884. — Fuligula marila & Е. affinis: Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Aythya maria (L.) & A. maria nearctica
Stejn. & A. affinis (Eyt.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Fuli-
gua maria (L.) & F. affinis Eyt.: Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus.
XXVIT, 1895.

Af de fire foreliggende gronlandske Skind er et af den
typiske Race, to andre af Racen affinis, alle tre vel ud-
pregede; det fjerde slutter sig nermest til var. affinis, men
er lidt større end de andre af samme Race. Den udprægede,
amerikanske var. affinis er lidt mindre end den circumpolare,
typiske Bjergand; hos den udfarvede Han er Glandsen paa
Hovedets Fjer redlig, set baade med og mod Lyset, medens
den hos den typiske er gron set med Lyset og kun rod set
mod Lyset; Ryggens Vatring er hos affinis lidt mindre fin
end hos den typiske. Efter Baird, Brewer & Ridgway skal
kun Forskjellen i Storrelse vere fast; men efter de opgivne
Maal er heller ikke den at lide paa.

Bjerganden, baade dens typiske Form og Racen affinis,
har enkelte Gange vist sig paa Vestkysten.

g=

84
(Fuligula marila.)

То gamle Hanner og en Hun af Artens typiske Form ned-
sendtes i 1860 fra Nanortalik, fra Lytzen, ti] Museet i Kjøbenhavn
(hvor nu kun en af Hannerne findes).

En Han og en Hun af Racen affinis bleve skudte samtidig 1.
Juni 1872 paa Øen Innusulik, 10 Mile SSV. for Egedesminde, og
af Pfaff sendte til Museet. En Hun, snarest af samme Race, har
Konserv. Scheel 1 1891 modtaget fra Julianehaab.

(En , Anas marila* nævnes af Walker fra Godhavn 1857; men
Meddelelsen er maaske ikke sikker.)

Artens typiske Form er circumpolar; dens nærmeste Hjemsteder
ere Island og Landet ved Hudson-Bugt. Racen affinis er ameri-
kansk; ogsaa den kjendes fra Hudson-Bugt.

8. Cosmonetta histrionica (L.). Stremand.

Anas histrionica L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 73. — Clangula
histrionica: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 436.

Cosmonetta histrionica (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. —
Histrionicus minutus (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
II, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Histrionicus histrionicus
(L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Cosmonetta histrionica (L.):
Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgronlandsk. Tornaviarsuk, vist af Tornok, en Aand, eller Tornavek,
den rette Aand, Ord, der især bruges om de Aander, der aabenbare sig for
Hexemestrene; Stromandens mørke Farve og mærkelige Tegning, maaske
ogsaa dens Vane at opholde sig paa morke skyggefulde Steder ved Elvene,
kunde have givet Grund for Navnet. (Fabricius.)

Mellem Museets 24 gronlandske Skind er der kun meget
smaa Forskjelligheder; den hvide Halsring hos den udfarvede
Han kan vere mere eller mindre fuldstændig lukket fortil og
bagtil, o. s. v. Afvigelser fra islandske Skind findes ikke.

Stremanden findes som ynglende, forholdsvis faatallig, langs
Grønlands Vestkyst fra den sydligste Del i det mindste indtil
Upernivik, talrigst mod Syd; ogsaa paa Østkysten er den funden,
men i meget ringe Mængde. Den er nærmest Standfugl; maaske
en Del vandrer bort for Vinteren; men i hvert Fald i Syd-
Grønland Кап den sees Aaret rundt. Om Vinteren opholder
den sig mest ved det aabne Hav ved de yderste Øer, hvor den
dykker i Brændingerne. I April og Maj gaar den ind gjennem
Fjordene til Aamundinger og stride Elve, hvor den har sine

85

Ynglesteder; ,den elsker allermest at vere paa morke og en-
somme Steder“, siger Fabricius i sit Haandskrift, som ,store
Elymundinger i en dyb Bjergkloft imellem to høje Fjelde, hvor
den i Flokketal sidder at pille sig.“ Dens Føde er smaa Snegle
og Muslinger og især Krebsdyr og Myggelarver; den skal ikke
dykke dybere end paa 6 Favne Vand. Reden bygges paa Elv-
bredder saa godt skjult under Skjærmplanter og Pile, at den
kun sjelden findes. Ungerne fores snart til Havet.

Skind fra Julianehaab har Museet modtaget 1 1847. — Ved
Julianehaab saa Bruun den flere Gange 1 Sommeren 1894 inde 1
Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord, hvor Grønlænderne sagde, at den
ynglede flere Steder ved Elvene, og hvor de jevnlig havde fundet
Reder og Unger. Om Vinteren skulde den ikke findes 1 Fjordene,
selv om de ikke ere tillagte; 1 Maj skulde den først komme.

Ved Ivigtut skal den, efter Hagerup’s lagttagelser 1 1886—88,
yngle adskillige Steder. Den skal indfinde sig i April og blive til
Begyndelsen af November; den var saaledes set 5te November 1887.
28de August blev der set halvvoxne Unger paa Fjorden, hvor ogsaa |
Hannerne vare samlede i Smaaflokke Sommeren igjennem. — I Maj
og Juni 1890 og 91 saa Helms adskillige i den indre Del af Arsuk-
Fjord ner Ivigtut. I Juli 1890 blev der i Bunden af Fjorden skudt
nogle, vist unge Fugle.

Ved Arsuk, ved Kysten, saa Helms ligeledes i Maj og Juni
1890 og 91 adskillige 1 Smaaflokke. I Januar, Februar og Marts
1890 havde Krabbe dér faaet 3 gamle Hanner, og i de samme
Maaneder 1891 fik Helms 4 gamle Hanner bragte af Gronlændere.

Midt i Juli 1890 bragte Grønlænderne til Helms 30 Stromænder
tagne med Fuglepil i Arpagfik-Fjord tet Nord for Arsuk, alle gamle
Hanner i Felding, uden Svingfjer.

6te, 7de og Sde Oktober 1889 og 7de og 24de September
1890 saa Krabbe flere smaa Flokke ved Kysten et Par Mil Nord
for Arsuk, mest unge Fugle. — I 1893 fandt Helms, at Arten
havde et Yndlings-Opholdssted Nord for Arsuk i Egnen ved Isa Havn;
her blev den set gjentagne Gange i stor Mængde, i Maj Hanner og
- Hunner sammen i Flokke paa indtil 20, i Juli og August Flokke
af Hanner, der.samledes dér, medens Hunnerne rimeligvis rugede 1
de indenfor liggende Fjorde, hvorfra Helms i Begyndelsen af Sep-
tember fik en Hun og en ung Fugl. Paa en Rejse 1 forste Halvdel

86

(Cosmonetta histrionica.)

af Maj, der strakte sig omtrent 15 Mile Nord for Arsuk, bleve ingen
Stromænder sete undtagen paa Strekningen mellem Isa Havn og
Arsuk, hvor de vare meget almindelige; det samme var Tilfældet
paa en Rejse i August. En Han, der blev skudt ved Arsuk 13ае
August, havde mistet Svingfjerene ved Fælding ; to, der bleve skudte
ud af en Flok ved Isa Havn iste September, havde faaet nye
Svingfjer, men vare ellers 1 den uanselige Sommerdragt.

Ved Frederikshaab maa Fabricius have haft Lejlighed til at
lære Arten godt. at kjende, at slutte efter den indgaaende Frem-
stillmg af dens Livsforhold, han giver 1 sit Haandskrift.

Fra Fiskenees haves 1 Museet 3 Hanner og 1 Hun modtagne 1
1846, og flere andre ere indsendte 1 1836 og 39. Fra samme Egn
nævnes den af Finsch i 1874, 2 Hanner og 1 Hun dræbte 1 April,
og i 1877, en Han dræbt 31te Marts og en Hun fra 9de Maj.

Fra Godthaab nævnes den af Raben i Sommeren 1823. Fra
samme Sted haves i Museet 4 Hanner og 1 Hun modtagne i 1832,
48 og 61. Fencker nævner den derfra 1 Februar og April 1893.

I Amerdlok-Fjord, Syd for Holstenborg, saa J. А. D. Jensen i
Juni 1884 Stromænder 1 storre Mengde, end han havde set noget
andet Sted 1 Grønland.

Ved Holstenborg skal den efter Brummerstedt komme i Maj og
trække bort 1 September. „I hvilken Maaned og paa hvilket Sted
den lægger Æg, er vanskeligt at sige, da Æggene endnu ikke i min
Tid ere fundne; men man plejer i Slutningen af Juli at se dens
Unger og da,altid i Elvene.*

Fra Egedesminde har Museet modtaget dens Æg i 1862.

Fencker nævner den som skudt ved Klaushavn i Sommeren
1879.

Fra Godhavn har Museet 1 1862 og 63 fra Olrik modtaget
Han, Hun og Dununge. Unger fra samme Sted, fra August 1879,
har Museet faaet fra Fencker.

Ved Upernivik nævner Fencker den i 1887 som ikke meget
sjelden og vistnok ynglende i den sydlige Del af Egnen; han op-
fører den som skudt ved Sendre-Upernivik 1 Juni 1885, i Lax-Elven
ved Prøven i Juli 1886 og ved Uperniviarsuk i Jum 1888.

Som hjemmehørende paa den sydlige Del af Østkysten nævnes
den i 1832 af Graah.

I Vestfjord, 1 Scoresby-Sund, mente Ryder sikkert at have set
Han og Hun med Unger 16de August 1891.

87

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk; dog yngler den desuden
paa Island. Ogsaa i Labrador har den hjemme.

9. Pagonetta glacialis (L.). Havlit.

Anas hiemalis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 71. — Clangula
glacialis: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 435. — Harelda gla-
cialis (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 84 (kun Navnet):

Harelda glacialis (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1875. — Harelda
hyemalis (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., Il, 1884. —
Harelda glacialis: Coues, Key N. Amer, Birds, 1884. — Clangula hyemalis
_ (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Harelda glacialis (L.):
Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestsronlandsk. Aglek, efter Stemmen. (Fabricius.) — Agdlek. (Rink,
Helms.) — Ostgronlandsk. Agterajik. (Rink.)

Mellem de foreliggende 15 gronlandske Havlit-Skind og
"Skind fra Danmark er der ingen Forskjel at opdage.

Havlitten yngler almindelig langs Grønlands Vest- og Ost-
kyst; ogsaa ved Nordkysten findes den, men faatallig. Den er
tildels Standfugl; Nord-Gronland forlader den for Vinteren;
men i Syd-Gronland findes den paa den Tid i Mengde. Den
færdes baade ude mellem Øerne, langs selve Kysten og inde i
Fjordene; Yngletiden tilbringer den mest ved Ferskvandssøer,
раа hvis Bredder den bygger sin Rede; men Ungerne føres
ofte strax til Stranden. Som dens Føde nævner Holbøll Margarita
helieina, Modiolaria faba, Tellina, Mya arenaria og smaa
Krebsdyr, Fabricius nævner særlig Modiolaria levigata; den
skal ikke dykke dybere end paa 8 Favne, oftest paa Sandbund.
Reden bygges i Græsset og udfores med Fuglens egne Dun.
Æg ere fundne fra 1ste Juni til 14de Juli. I Yngletiden lever den
parvis ; om Vinteren samles den i Flokke; men ogsaa Sommeren
igjennem skal der kunne sees Flokke af unge ikke ynglende
Fugle. Morgen og Aften trekker den ofte ud eller ind gjennem
Fjordene, men ikke saa lovbundet som Ederfuglene.

Ved Nanortalik nævner Vahl den, 1 Haandskrift, som overvintrende
1828—29.

I Egnen ved Julianehaab saa Bruun den i Juni og Juli 1894
parvis eller enkeltvis i de smaa Søer paa Landtungen mellem
Tunugdharfik- og Sermilik-Fjord, i hver So kun ét Par. I Fjordene

98
(Pagonetta glacialis.)
selv blev den kun set enkelte Gange 1 Sommerens Lob, saaledes
2den Juli en Flok paa henved 20, Hanner og Hunner, i Bunden af
Tunugdliarfik-Fjord.

Paa Strekningen mellem Julianehaab og Overberestedet, NV.
for Julianehaab, saa Bruun ingen; derimod fandt han den almindelig
i Flokke mellem Overberestedet og Arsuk, i største Tal paa Øerne
Syd for Sanerut. |

Paa Fjorden ved Ivigtut viste den sig, efter Hagerup, i 1886
—88 kun sjeldnere. Samme lagttagelse gjorde Helms i 1890—91.

Ved Arsuk var den, baade efter Hagerup, Krabbe og Helms,
meget almindelig i Vintertiden, fra Oktober til Maj eller Juni, men
syntes ikke at yngle 1 Egnen. I Slutningen af April og i Maj 1891
fandtes den der i meget stort Tal, efter Helms. Ligeledes var den
almindelig ved Arsuk og langs Kysten Nord derfor i April og Maj
1893; den fandtes da i Flokke paa indtil 50, Hanner og Hunner i
samme Mængde, inde mellem Øerne, ikke paa det aabne Нах. I
Slutningen af Maj aftog Tallet hurtig, og fra de første Dage af
Juni зааез ingen flere; dog blev en Hun skudt ved Isa Havn
10de Juli. Ved Midten af Oktober vare endnu ingen komne paa
Efteraarstrækket. 1

Ved Frederikshaab maa Fabricius have fundet den almindelig
baade Sommer og Vinter, at dømme efter hans righoldige Optegnelser
om den, 1 Haandskriftet.

Fra Egnen om Fiskenæs neevner Finsch den som skudt Sommer
og Vinter.

Som almindelig ved Godthaab, ynglende i Indsger, nævnes den
af Raben 1 1893. Holbøll nævner den, i Brev af 1823, som
levende i Egnen hele Aaret. i

Ved Holstenborg skal den efter Brummerstedt være Aaret
rundt.

Ved Bunden af Aulatsivik-Fjord Syd for Christianshaab blev
den set af Kolthoff 1 Juli 1883.

Kangatsiak Syd for Egedesminde nævner Fencker i 1880 som
Ynglested. Æg fra Egedesminde har Museet modtaget 1 1861.

Som ynglende раа Grønne-Ejlænder i Disko-Bugt nævnes den
af Fencker 194е Juni 1880.

Ved Christianshaab fik Fencker 1 1880 første Gang Æg af
Havlitten Ste Juni.

En stor Flok saa Fencker nær Klaushavn 94е Maj 1880.

Nær Jakobshavn saa Fencker den i Mængde 104е Maj 1881.

99

I Søer paa Sydsiden af Disko saa Giesecke flere 30te Juli
1812. Skind fra Godhavn haves i Museet.

Ved Karajak-Fjord inderst 1 Umanak-Fjord kom den, efter
Vanhöffen, 1 1893 først i Juni til de ferske Søer inde i Land, hvor
den ynglede.

I Aabninger i Isen udfor Svartenhuk blev den set af Suther-
land 23de Maj 1850; ligeledes ved Kysten Nord for Svartenhuk,
paa 72° 12°, 29de Maj.

Ved Upernivik yngler den almindelig, efter hvad Fencker med-
deler. I 1886 ВК han dér de første Æg i Aaret 144е Juni. Nylig
udklækkede Unger nævnes 2den August samme Aar. Flyvefærdige
Unger omtales 1 de forste Dage af September 1889. I 1890 viste
den sig allerede i Marts i de aabne Vaager. — Skind derfra haves
1 Museet.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, fandt Sutherland den talrig
12te Juni 1850.

En Flok Hanner set ved Kap Parry 12te Juni 1873 nævnes af
Bessels. : |

Hanner og Hunner skudte mellem 164е og 914е Juni 1892 i
Tukto- og Glacier-Valley ved Inglefield-Bugt nevnes af Stone.

Ved Port Foulke indfandt den sig, efter Hayes, 1 1861 i Be-
gyndelsen af Juni.

Ved Littleton-O fandt Kane den i Mengde i Juli 1854.

Ved Rensselaer-Bugt nevner Kane to Havlitter som komne
164е Jum 1854.

Ved Thank-God-Harbour nævner Bessels den som ikke almindelig,
men dog ynglende, i Sommeren 1872. En Rede med 11 rugede
Aig fandtes 14de Juli tæt ved Stranden.

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah i 1839.

Ved Angmagsalik blev den, efter Bay, set 24de September
1892. — I Egnen yngler den, efter hvad J. Petersen meddeler
в 1897.

Inde i Scoresby-Sund, ved Danmarks-Ø, var der, som Вау
meddeler, flere større Flokke 12te September 1891 og i den følgende
Tid indtil 27de September. Бе Juni 1892 viste sig igjen to Hav-
litter, der kastede sig i en Pyt af Smeltevand paa Isen, og i den
følgende Tid var Arten næsten daglig at se, endnu i Slutningen af
Juli, enkeltvis, parvis eller i smaa Flokke paa 4—5 Stykker. I
Maven havde de oftest Skaller af Saxicava.

Paa ,Germania“- og ,Hansa“- Rejsen 1 1869—70 blev den,

90

(Pagonetta glacialis.)
efter Pansch, kun set paa Strækningen mellem Clavering-O og Kap
Borlase Warren, i ganske smaa Flokke; en hjembragt Han blev
skudt i en lille Dam paa den flade Strand paa Sydsiden af Kap
Borlase Warren.

I Drivisen udfor Østkysten, paa 74° 2’ N.B., 2° 15° V.L., blev,
efter Bay, en Han skudt 7de Juli 1891.

Arten er nordlig circumpolar. Den yngler ogsaa paa Island,
Spitsbergen, 1 Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet og раа
Grinnell-Land.

10. Clangula islandica (Gmel.). Islandsk Hvinand.

Anas clangula L. & A. glaucion L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780,
р. 69 & 70. — Platypus barrowii: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП,
1838, р. 103, pl. Ш. — Clangula barrowii: Holbøll, Naturhist. Tidsskr.,
Ва. 4, 1848, р. 437. — Clangula islandica (Gmel.): Reinhardt jun., Ibis
1861, p. 14.

Clangula islandica (Gmel.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1878. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Salvadori,
Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgronlandsk. Kærtlutorpiarsuk (se under Anas crecca) eller Ulluago-
lik, af Ulluak, Kind, fordi den er usædvanlig rundkindet (sammenl.
Anser canadensis). (Fabricius.) — Aualortalik. (Graah. Se Reinhardt
sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 103.) — Avolortulik. (Gram, i Brev.)
— Niakortok, den storhovedede. (Holbøll, Helms.)

De foreliggende 7 gronlandske Skind vise nesten ingen
nævneværdige Forskjelligheder indbyrdes eller fra islandske
Skind. Hos en af Hannerne er den hvide Plet paa Kinden
usedvanlig lille.

Den Islandske Hvinand lever som Standfugl paa Gronlands
Sydvestkyst mellem Nanortalik og Godthaab, i det mindste.
Som Ynglesteder kjendes kun Fjordene nermest Nord for
Nanortalik og Godthaab-Fjord. Den opholder sig mest inde i
Fjordene og forlader dem ikke om Vinteren, forend alle de
mindre Bugter ere tillagte med Is. Dens Fode er især Modiolaria
faba, Margarita helicina og smaa Krebsdyr; dens Dykke-Evne
ег snarest mindre end Stromandens, saa at den neppe dykker
paa 6 Favne Vand. I Yngletiden lever den parvis; efter Yngle-
tiden sees den familievis.

At den yngler i Fjordene mellem Nanortalik og Sydproven, er

91

oplyst af Pastor Jorgensen, efter hvad Holbøll meddeler. Optegnelser
derom findes ogsaa 1 Jorgensen’s Dagbog for 1841.

Fra Julianehaab har Museet 1 1836 modtaget et Skind hjem-
sendt af Gram, ligeledes i 47 et Skind fra Kielsen (de findes ikke
mere). — Efter hvad Bruun horte i 1894, skal den en sjelden Gang
sees i Fjordene ved Julianehaab om Sommeren.

Ved Ivigtut blev, efter Hagerup, en Han skudt 23de Marts
1887, og 12te April samme Aar bleve to Hanner og en Hun sete.
Indbyggerne kjendte den ikke. — I Midten af December 1890, med-
deler Helms, blev en Han bragt til Ivigtut af en Gronlænder. I
Januar eller Februar 1890 skulde en Gronlender have set og jaget
efter to.

Tet Øst for Arsuk blev en Han skudt 7de Marts 1890, som
Krabbe meddeler. Som skudt 1 Arsuk-Fjord 1 Februar 1894 nævnes
den af Helms.

Ved Frederikshaab паупез den af Fabricius, 1 Haandskriftet,
som sjelden, opholdende sig baade paa Havet, i Fjordene og ved
Elvene som Stramanden. Oftest sees den om Efteraaret.

Fra Fiskenæs haves i Museet to Hanner og en Hun indsendte
i 1839, 44 og 46, og flere andre have været her. O- V. Kielsen
meddeler i 1844, i Brev, at den aarlig viser sig i Egnen; han
havde faaet den skudt 7de Maj i еп Lerbugt. — Fra samme Egn
nævner Finsch i 1877 et Skind af en Hun dræbt 6te November.

Som dens eneste kjendte Yngleplads i Godthaab-Fjord nævner
Holbøll en Klippe-Ø i en af Fjordens dybeste Arme midt i et ikke
ubetydeligt Vandfald, der gjør Øen utilgængelig; 1 Nærheden var
der i første Halvdel af August taget en temmelig stor Unge. —
Flere Skind fra Godthaab, især fra Karusuk inde i Fjorden, har
Museet faaet fra Holbøll og Block, saaledes fra 12te og 22de December
1839, 144е April 40, December 44 og Marts 45. — Fra Ameralik-
Fjord, nær Godthaab, har Museet i 1861 modtaget Han og Hun.

En Han fra Holstenborg, 1ste Juni 1896, er med Fencker's
Samling kommen til Museet.

Årten er amerikansk; dog yngler den ogsaa paa Island. Som
en Sjeldenhed har den vist sig i Norge og andre Steder i Vest-
Europa.

11. Clangula albeola (L.).
Platypus albeola: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
р. 104. — Clangula albeola: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843,
p. 367 og 371. — Clangula albeola (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 14.

92
(Clangula albeola.)

Clangula albeola (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Charitonetta albeola (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Clangula albeola (L.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Har et Par Gange vist sig paa Vestkysten.

En Hun fra Godhavn (ikke Godthaab som det har været sagt),
Oktober 1827, blev af Holbøll indsendt til Museet i Kjøbenhavn.
En gammel udfarvet Han fra Frederikshaab, 1891, er fra Koloni-
bestyrer Petersen kommen til Museet.

Arten er amerikansk. Dens nermeste Hjemsteder synes at
vere i Pelslandene, hvor den lever ved Floder og Sger. Ved
Hudson-Bugt er den set. Enkelte Gange har den vist sig paa de
Britiske Wer. ;

12. Oedemia fusca (L.) typica. Klojlsand.

Oidemia fusca (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1879—80, р. 7.

Oedemia fusca (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. — Mela-
пена velvetina (Cass.) & М. fusca (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water
Birds of N. Amer., II, 1884. — Oedemia fusca: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Oidemia fusca (L.) & O.deglandi Bonap. & O.stejnegeri Ridgw.:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Oedemia fusca (L.) & О. de-
glandi Bonap. & О. carbo (Pall.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII,
1895.

Det foreliggende grenlandske Skind er af den typiske
europeiske Form. Artens amerikanske Race, var. velvetina
(deglandii), afviger ved, at Ansigtets Fjerkledning baade hos
Han og Hun strækker sig lidt nærmere frem mod Neseboret,
og ved at Nebets Pukkel over Neseboret hos Hannen er højere.
(Hvad der har været sagt от- Forskjel i Næbets og Foddernes
Farvetegning, gjelder slet ikke.)

Flojlsanden er en Gang set i Syd-Gronland.

En gammel Han blev i Begyndelsen af Maj 1878 skudt ved
Kingigtok (,Kissigtok“) et Par Mil Syd for Godthaab og af J. A. D.
Jensen og Kornerup tilstillet Museet.

Arten er circumpolar. Den europæiske Race har nærmeste
Hjemsted i Norge; kun som tilfældig -er den set paa Færøerne.
Den amerikanske Race har nermeste Hjem i Labrador.

13. Oedemia perspicillata (L.). Brilleand.

Graah, Rejse til Østkysten af Grønland, 1832, р. 143 og 194, pl. VII.
(Afbildning af Næbet. Uden Navn.) — Anas perspicillata: Reinhardt sen.,

93

Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 95. — Somateria perspicillata: Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 450. — Oidemia perspicillata (L.):
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1881, p. 188. — Hagerup, Birds of Greenl.,
1891, p.52.

Oedemia perspicillata (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. —
Pelionetta perspicillata (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., II, 1884. — Oedemia perspicillata: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884.
— Oidemia perspicillata (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Oedemia perspicillata (L.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Brilleanden har nogle faa Gange vist sig i Gronland baade
paa Vest- og Østkyst, og en Gang er den funden ynglende.

En Han blev, efter Graah, 1 sidste Halvdel af Juli 1830 fanget
under Isblinken ved Kangerajuk (Colberger Heide) paa Østkysten,
раа 6479". En gammel Han fra Godthaab-Fjord blev i 1836 af
Holbøll indsendt til Museet. I 1856 modtog Museet igjen en
gammel Han fra Grønlands Vestkyst. I Benzon's Samling fandtes,
som Hagerup meddeler, et Skind fra Julianehaab, fra 1878, og et
fra Iginiarfik, paa 68°, ligeledes fra 1878. I Juni 1879 modtog
Fencker, som meddelt i hans Dagbog, en gammel Han, der var
skudt paa Disko paa en lille Indsø i Nærheden af Disko-Fjord;
Skindet er med Fencker’s Samling kommet til Museet. Grønlænderne,
der bragte Fuglen, havde paa Stedet desuden set Hunnen og to
dunede Unger. _

Årten er amerikansk, men viser sig undertiden 1 Europa. Dens
"nærmeste Hjemsted er Labrador.

14. Somateria dispar (Sparrm.). Stellers-And.

Stelleria dispar (Sparrm.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1381, р. 188.

Somateria stelleri (Pall.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1871. —
Eniconetta stelleri (Pall.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
II, 1884. — Somateria (Heniconetta) stelleri: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Hmiconetta stelleri (Pall.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.
— Heniconetta stelleri (Pall.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII,
1895.

Stellers-Anden har en enkelt Gang vist sig i Nord-Gronland.

En gammel Han blev skudt i Disko-Fjord (ikke Disko - Bugt)
15de Juni 1878, som meddelt af Fencker til Reinhardt jun.;
Skindet er med Fencker’s Samling kommet til Museet.

Arten er circumpolar. Dens nærmeste Hjemsted 1 Europa er
i det nordligste Norge. Den er set paa Vestkysten af Davis-Streedet,
men nævnes ikke fra Labrador.

94

15. Somateria mollissima (L.) typica & var. v-nigrum Gray.
Ederfugl.

Anas mollissima L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p.68. — Soma-
teria mollissima: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 445.

Somateria mollissima (L.) etc.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1871.
Somateria mollissima (L.) & S. dresseri Sharpe & S. v-nigrum Gray:
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Somateria
mollissima & S. mollissima dresseri & S. v-nigrum: Coues, Key N. Amer.

Birds, 1884. — Somateria mollissima (L.) & S. mollissima borealis Brehm
& S. dresseri Sharpe & S. v-nigra Gray: Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Somateria mollissima (L.) & S. dresseri Sharpe & S. v-nigrum

Gray: Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895. |

Vestgronlandsk. For begge Kjon haves Navnet Mitek, der vel maa af-
ledes af Mipok, setter sig, et Ord, der bruges om Fugle, der dale ned i
Flugten og sætte sig paa Land eller Vand; maaske Ederfuglens Vane saa
jevnlig at flyve flokkevis fra Sted til andet og sætte sig for at soge Fode
har været Grund for Navnet. Den voxne Han i Foraarsdragt kaldes Amaulik,
af Amaut, en Barnepels (hvori Grenlenderinderne bere deres Born), fordi
dens Farvetegning paa Ryggen minder om en langhettet Amaut (sammenl.
Emberiza mivalis). Den unge Han hedder Amauliksak. Hunnen kaldes
Arnauiak, еп Hunfugl, eller Siorartok, den langnæbede eller langpandede,

i Modsætning til S. spectabilis. (Fabricius.) — Avok, efter Stemmen.
(Graah, Rink, Helms.) — Ostgronlandsk. Malersertak, Ugpatekortok.
(Rink.)

De gronlandske Ederfugle ere aldeles overvejende af en
Race, der saa godt som ikke er til at skjelne fra den typiske
europeiske. Noget der ganske stemmer med Racen var.
dressert, er ikke fundet. Derimod er der set flere af Racen
var. v-nigrum.

Den sædvanlige grønlandske Ederfugl henføres undertiden
til en egen Race, ,Somateria mollissima borealis Brehm‘, der
foruden i Grønland skulde findes i det øvrige af det østlige
arktiske Nord-Amerika, mod Syd, om Sommeren, til det nord-
lige Labrador. Den skulde afvige fra den sædvanlige europæiske
Ederfugl ved at have svagere Næb; Hannen skulde ogsaa have
stærkere krummede inderste Armsvingfjer, renere gul Farve
paa Næbets og Pandens ,Voxhud* og svagere gullig Farve paa
Brystet. Det kan maaske siges, at de foreliggende grønlandske
Ederfugle, der næsten alle ere fra Vest-Grønland, som oftest
have noget mindre Næb end de foreliggende europæiske; men

95

de europæiske kunne vere lige saa kortnæbede som de gron-
landske. (Om Farven af Voxhuden kan der ikke rigtig dømmes
efter de tørrede Skind; dog synes det, at Voxhuden hos de
udfarvede gronlandske Hanner ofte er lysere end hos de euro-
pæiske.) I Armsvingfjer og i Brystets Farve hos Hannerne har
det derimod ikke veret muligt at opdage nogen Slags fast
Forskjel mellem gronlandske og europæiske. Alt i alt synes
den gronlandske Ederfugls Afvigelser fra den europæiske at
vere saa ubetydelige og saa lidt faste, at der ingen Grund er
til at skjelne en var. borealis fra den typiske S. mollissima.
(Til Sammenligning har foreligget af den sedvanlige Race 19
" Skind fra Grønland, 14 Hanner og 5 Hunner, deraf kun 1 Hun
fra Ost-Gronland, og 10 fra Europa, 8 Hanner og 2 Hunner.)
— Spitsbergens Ederfugl, der har veret opstillet som egen
Art eller Race, S. thulensis Malmgren, synes at vere nøjagtig
den samme som den sedvanlige vestgronlandske. At den ikke
er forskjellig fra den ostgronlandske Ederfugl og heller ikke
kan holdes ude fra den typiske europæiske, er godtgjort af
Finsch (Zweite deutsche Nordpolarfahrt, Bd. II, 1874, р. 209
— 213). |

Som egen Art er opstillet „о. dresseri“ Sharpe, der skal
leve paa Atlanterhavets Amerika-Kyst fra Labrador sydpaa, og
som skal afvige fra den europæiske Ederfugl især ved at have
Voxhuden paa Pandens Side, baade hos Han og Hun, større,
bagtil bredere, og ved at Kindens grønne Farve hos Hannen i
Foraarsdragt strækker sig længere frem, under og foran Øjet.
Der ег blandt Museets grønlandske og europæiske ellers sæd-
vanlige Ederfugle-Skind ikke noget, hos hvilket Voxhuden er
saa stor, som den er afbildet hos „©. dresseri* (Dresser, Birds
of Europe, VI, p. 14; Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer. , Il, р. 77—79), og der er heller ikke noget, hvor
ikke den grønne Farve standser et Stykke bag Øjet; men der
er dog i Voxhudens Udstrekning saa store Tilnermelser til
„О. dresseri*, og den grønne Farve er i Udstrækning saa

96
(Somateria mollissima.)
vexlende, at der ikke kan lægges stor Vegt paa de Merker;
„S. dresseri* kan i det højeste udskilles som en neppe altid
kjendelig Race af S. mollissima.

Noget mere afvigende er ,S. v-nigrum* Gray, der skal
here hjemme i Nordvest-Amerika og Nordost-Asien, og som
skal skjelnes fra den europæiske Ederfugl ved at have Vox-
huden paa Pandens Side, baade hos Han og Hun, mindre,
bagtil smallere, ved at Hannen i Foraarsdragt paa Struben har
samme V-formede sorte Tegning som hos S. spectabilis, og
ved at Kindens gronne Farve strækker sig længere frem, som
hos „S. dresseri“. Den regnes for en egen Art; men den er
i det hojeste en geografisk Race af S. mollissima, fra hvis
typiske Form den ikke er fast udskilt. Stærke Tilnermelser
til den korte og smalle Voxhud paa Pandens Side kunne findes
hos europæiske Ederfugle, dog især hos Hunner og yngre
Hanner, og omvendt synes Voxhuden hos ,S.v-nigrum* at kunne
vere fuldt saa stor som sædvanlig hos de europæiske Eder-
fugle; i hvert Fald findes i Museet et Skind af en Ederfugl-
Hun, fra Fort Anderson, sendt hertil fra Smithsonian Institution
med Navnet ,S. v-nigrum*; paa Kysten nærmest Fort Anderson
skal „S. v-nigrum“ yngle i stor Mengde (Mac Farlane, Proceed.
U. 5. Nat. Mus., vol. XIV, 1891, р. 422) og В. mollissima
typica skal slet ikke findes der; men i ingen Henseende, heller
ikke i Voxhudens Form, kan Skindet fra Fort Anderson skjelnes
fra ganske sædvanlige europæiske Skind. Og at der baade i
Voxhud og i Strubens og Kindens Farve findes -jevn Overgang
mellem ,S. v-nigrum* og den typiske S. mollissima, godtgjores
af fem Skind i Museet, nedsendte fra Godthaab af Krabbe i
1892. — Et af de paagjeldende fem Skind er af en fuldstendig
typisk ,S. v-nigrum*, en gammel fuldt udfarvet Han, fra Godt-
haab 19de April 1892. Den afviger fra den sædvanlige gron-
landske Ederfugl ved at have en stor kulsort V-formet Tegning
paa Struben, dannet af sorte Fjer med hvid Grund, ved at den
gronne Farve fra Nakke og Kind strekker sig frem under og

97

foran Øjet, og ved at de nøgne Strækninger paa Panden ere
smallere og kortere og bagtil ende mere spidst (dog ere de
ikke saa korte og smalle som paa Billedet hos Baird, Brewer,
‚ Ridgway, Water Birds, II, р. 81). — Et andet Skind, ogsaa af
en gammel fuldt udfarvet Han, fra Narsak 144е April, afviger
fra foregaaende, ved at det sorte V er smallere og indeholder
nogle hvide Fjer, især forrest, ved at den grønne Farve kun
strækker sig hen under Øjet, og ved at de nøgne Strækninger
paa Panden ere ganske som sedvanlig. — Et tredje Skind, af
en noget yngre Han, vist omtrent to Aar gammel, fra Godt-
haab 5te April, har det sorte V lidt svagere end hos fore-
gaaende, mindre rent sort, dog forrest skarpere tegnet; den
grønne Farve standser langt bag Øjet; de nøgne Strækninger
paa Panden ere korte og smalle. Fra den fuldt udfarvede Han
afviger den desuden i sin Dragt ved 'endnu at have ikke faa
sorte Spidser paa de hvide Fjer paa Kinden og paa Halsens
Overside, ved at Ryggen er næsten helt sort, Skulderfjerene
dog tildels hvide, og ved at hele Vingen er sort, ogsaa de
krummede Armsvingfjer. — Et fjerde Skind, af en fuldt ud-
farvet gammel Han, fra Godthaab 6te April, har et tydeligt
sort V, der dog er meget tyndere end hos de foregaaende og
tildels opløst i Pletter; den grønne Farve strækker sig frem
foran Øjet; de nøgne Strækninger paa Panden ere fuldt saa
lange og brede som hos de sædvanlige grønlandske Ederfugle.
— Det femte Skind, af en næsten fuldt udfarvet Han, der kun
endnu har sorte Spidser paa de krummede Armsvingfjer og
paa nogle af Vingens smaa Dekfjer, fra Godthaab 11te April,
har kun en ganske svag Antydning af den forreste Del af det
sorte V, frembragt af graa Fjer; den grønne Farve standser
lagt bag Øjet; de nøgne Strækninger paa Рапдеп ere ganske
som sædvanlig hos grønlandske Ederfugle. — Et Hoved af en
Ederfugl, der har været næsten ganske som foregaaende, fra
Egedesminde 154е Juni 1895, er nedsendt af Pastor Sørensen.

— Ogsaa Holbøll har flere Gange faaet , Hanner af 8. mollissima*
XXI. 7

98

(Somateria mollissima.)

med den sorte V-formede Tegning paa Struben. Han tog dem
for Bastarder af S. mollissima og S. spectabilis; man kjendte
dengang ikke rigtig ,S. v-nigrum* i dens egenlige Hjem. Men
de paagjeldende Fugle have ellers, bortset fra det sorte V, i
ingen Henseende noget serligt felles med S. spectabilis; der
kan derfor ikke vere Grund til at tro paa Bastard-Dannelse.
— „о. v-nigrum* er funden ynglende i Mengde ved den vest-
lige Del af Nord-Amerikas Nordkyst, mod Ost indtil Copper-
mine-River; .den synes dog ogsaa at vere set i Flokke ved
Labrador om Foraaret (Stejneger, The Auk, vol. If, 1885, р.
386). Maaske kommer den en Gang imellem som Gjest til
Gronland, og maaske de gronlandske Ederfugle, der se ud som
Mellemformer mellem ,S. v-nigrum* og den typiske S. mollis-
sima, ere Blandinger af de to Racer. Muligt er det ogsaa, at
det sorte V, den smalle Voxhud paa Panden, о. s. v., ere
Egenskaber, der undertiden dukke op hos de grønlandske
Ederfugle ganske uafhængig af den vestamerikanske „S. v-ni-
grum*; det sorte У kunde maaske sammenlignes med den hvide
Ojestribe hos ,Uria ringvia*. At det kunde forholde sig saa-
ledes, bestyrkes af, at Spor af sort V ogsaa kan findes hos
europæiske Ederfugle; hos en gammel $. mollissima skudt ved
Kjobenhavn i Januar 1894 findes en svag Antydning af sort У
næsten ganske som hos ,det femte. Skind" fra Godthaab. —
Hvordan Sammenhængen end er, ere „9. v-nigrum* og 6.
mollissima typica for lidt forskjellige til at kunne regnes for
andet end Racer.

Af tilfældige Farveendringer af S. mollissima findes i
Museet:

En usædvanlig lys Hun fra Egedesminde, nedsendt ! 1862;
Svingfjer og Hale ere bleggule, og samme Farve findes ellers
paa de Steder, der pleje at vere brune, medens de Steder, der
pleje at vere sorte, ere graa.

En Hun. fra Godhavn, Foraar 1881, med позе hvide
Pletter paa Oversiden.

99

Ederfuglen yngler almindelig langs baade Vest-, Øst-
og Nordkyst. Langs den danske Del af Vestkysten, siger Hol-
bøll, findes den vel som ynglende lige fra Sydspidsen, men
først mellem 63° og 64° er den at se i nogen Mængde i Yngle-
tiden; mellem 65'/2° og 69° tiltager de ynglende Fugles Tal
endnu mere; mellem 69° og 71° er der næsten ingen Øer, og
Ederfuglen er der atter sjelden; men i Upernivik-Egnen, mellem
72° og 73°, bliver den igjen almindelig. Kun enkelte Eder-
fugle blive om Vinteren i Nord-Grønland; de fleste vandre i
September og Oktober mod Syd for at overvintre i Syd-Grøn-
land, og i April begynder Tilbagetrækket, der varer til henimod
Slutningen af Maj, efter Holbøll; i de nordligste Egne kan
Gjenkomsten være endnu senere. ,Ved det aarlige Trek syd-
efter“, skriver Holboll, ,flyve Fuglene ikke i meget store Flokke,
men de samle sig paa visse Steder i umaadelig Mengde; paa disse
Steder haves stor Overflodighed af Fode for dem, og de bedække
der ofte Havet, i Ordets bogstavelige Forstand. Jeg overdriver
sikkert ikke, naar jeg siger, at disse Flokke ofte bestaa af flere
hundrede tusinde.” „Ved Trækket nordefter om Foraaret flyve de
ofte i uhyre store Flokke, og det hændes da undertiden, at man kan
lade og affyre sin Flint flere Gange, for Flokken er passeret.”
Baade inde i Fjordene og ved den aabne Kyst ferdes Eder-
fuglen; ikke sjelden kan den ogsaa sees temmelig langt (150$,
- utvivlsomt især hvor der er grunde Steder i Havet. Udenfor
Yngletiden er der mange, der daglig trække ind i og ud af
Fjordene, ind om Aftenen, ud om Morgenen. Foden henter
den fra Havbunden; væsenligst lever den af Muslinger og andre
Bløddyr, som T'ellina, Modiolaria, Saxicava, Margarita, Bucci-
num og Bela, ogsaa af Krabber og Søpindsvin; under-
tiden tager den smaa Ascidier og Fiske-Rogn, men saa godt
som aldrig Fiske. Den skal, efter Holbøll, neppe kunne dykke
dybere end 25 Favne og i det højeste være 6 Minutter under

Vandet, oftest 2 til 3 Minutter. ТИ Ynglepladser vælger den
as

100

(Somateria mollissima.)

helst smaa lave Оег, inde i Fjordene eller ude i Havet, og den
ruger der flokkevis. Reden bygger den gjerne af Gres og
Mos og udforer den tykt med sine egne ,Ederdun*. Æg ere
fundne fra 8de Maj (Holball) til 28de Juli (Hagerup) og senere
(Brummerstedt, Fencker). De unge Fugle skulle ikke yngle i
det forste Par Aar; men ogsaa gamle Fugle kunne i Yngletiden
sees flokkevis borte fra Redestederne, Hanner og Hunner for
sig; Holbøll mente, at det mest var Fugle, der vare blevne
forstyrrede i deres Ynglen: ,Mine Grunde herfor ere, at disse
Flokke af gamle Fugle, i hvilke hvert Kjon opholder sig for sig
selv, og som Gronlenderne paa deres i Almindelighed meget
betegnende Maade kalde Flokke af ,Enkemænd“ og ,Enker“,
at disse Flokke bestandigen blive sterre. Man ser saaledes
tidlig i Redetiden kun enkelte af disse uparrede Fugle, men
de tiltage, alt som Tiden gaar lengere hen, saavel i Henseende
til Individernes som til Flokkenes Antal; dog vil man finde, at
det iser er Hannernes Flokke, som tiltage i Maanederne Juni
og Juli, aldrig senere; ogsaa er der altid flere saadanne uparrede
Hanner end Hunner. Langsommere tiltage Flokkene af Hunner,
og deres Antal vedbliver at tiltage meget lengere end Hannernes,
rimeligvis med Fugle, som miste deres Unger og efter dette
Tab begive sig i de Uparredes Selskab.“ — En sterk Ind-
skrenkning i Ederfuglenes Tal oplevede Holboll: efter flere
yderst fugtige Somre, i hvilke den største Del af Yngelen
omkom, indtraf i 1836 en tidlig Vinter med usædvanlig tidligt
Isleg, hvorved Ederfuglene omkom i millionvis paa Isen i
Nord-Grønland.

Ved Nanortalik saa Vahl Ederfuglen overvintrende flokkevis
1828—29. Samme Sted nævnes den af Garde som yderst alminde-
lig i Vinteren 1883—84; sit vigtigste Tilhold skulde den have i
Tasermiut-Fjord. I de nærmest foregaaende Aar skulde der hver
Vinter være skudt mellem 10000 og 20000 (vel Konge-Ederfugle
medregnede).

I Fjordene ved Julianehaab saa Bruun ingen Ederfugle i Sommeren
1894; men efter Grønlændernes Udsagn skulde den være der i ret
stort Tal fra November til Juni.

101

Mellem Julianehaab og Kagsimiut skal der, efter Bruun, i hvert
Fald ikke findes storre Ynglepladser. Mellem Kagsimiut og Asan-
guit-Oerne, Syd for Sanerut, yngler den derimod i stort. Tal; ved
Asanguit-Qerne fandt Bruun den selv almindelig i Begyndelsen af
Juni 1894; Flokke paa indtil 100 laa i det aabne Vand i Storisen,
der strakte sig overalt langs Kysten. — Paa Nunarsuit fandt Vahl
dens Rede med 8 Æg sidst i Maj 1828. — Paa Kitsigsut-Øerne,
omtrent paa 60° 45”, fandt Giesecke den ynglende i betydelig Mængde
204е Juni 1806. Samme Sted nævner Garde den som talrig,
i 1893.

(Fra Julianehaab imdhandledes gjennem den Kgl. Grønlandske
Handel i 1890 7 Pund Ederdun, i 1896 17 Pund.)
| Ved Ivigtut saa Hagerup i 1886—88 om Vinteren store Flokke
paa Fjorden. Om Sommeren var der kun nogle faa Gange smaa
Selskaber af Hunner at se paa Fjorden og af og til en enkelt Han.
I 1886 var der endnu mange saa sent som i Juni; i Løbet af en
Time kunde man se mellem 500 og 1000 Ederfugle i. Flokke paa
omtrent 50, mest Hunner; om Aftenen fløj de længere ind i Fjorden
ligesom i Vintertiden; deres Ynglen var vist det Aar forsinket af
Storisen, der usædvanlig længe indesluttede deres vigtigste Yngle-
steder ved Kysten. I Oktober 1886 begyndte Hunnerne igjen at
komme ind i Fjorden enkeltvis; 1 November kom de i smaa
Flokke, og efterhaanden som det blev koldere, tiltog deres Tal,
især efter Jul; talrigst vare de i Marts og April. Hannerne kom i
den Vinter ikke i saa stor Mængde; ingen blev set før Marts,
medens de den næste Vinter vare ganske almindelige ved Juletid.
Om Aftenen plejede de at flyve ind i Fjorden, saa langt der var
aabent Vand, og de syntes at være stadig paafærde om Natten; man
kunde tydelig høre deres Stemmer og deres Pladsken i Vandet nær
Strandbredden; strøg man en Tændstik, fløj de ivejret med stor
Larm. — Ogsaa "Helms fandt den, i 1890—91, almindelig paa
Fjorden om Vinteren, men ikke om Sommeren. Sidst i April
1890 var den talrig paa Fjorden, som paa den Tid var tæt fyldt
af Drivis; hver Aften Kl. 6—8 var der livligt Træk ind ad Fjorden;
enkelte Aftener først i Ма] trak et umaadeligt Tal; 2den Maj laa
om Aftenen omtrent 600 lige ud for Ivigtut, medens langt flere
trak længere ind i Fjorden; Hunnerne vare langt talrigere end
Hannerne. Mod Slutningen af Maj ophørte Trækket; men endnu
6te Juni laa 5 Hunner og 1 ung Han inde i Fjorden paa et Sted,
hvor der ofte om Vinteren laa Ederfugle, vist ved en Banke med

102

(Somateria mollissima.)

Føde. Om Efteraaret var ingen at зе inde i Fjorden for 19de
Oktober, da en Flok blev set helt inde ved Fjordens Bund. Nogle
Flokke viste sig sidst 1 November og enkelte i December, mest
Hunner. En Han blev set 12te December og nogle i Januar 1891.
Fra Begyndelsen af Februar til sidst 1 April var Fjorden ved Ivigtut
tillagt, og Ederfuglene opholdt sig da lengere ude; 5te Marts laa
de saaledes ved Isranden 1 hundredevis. Sidst 1 April og i Maj laa
de paa Fjorden i Mengde, saa langt ind som der var aabent Vand;
inde i Fjorden var det mest Hunner og unge Fugle; ved Fjordens
Munding laa 18de Maj Flokke paa flere hundrede, hvoraf der
omtrent var lige mange Hanner og Hunner; hver Eftermiddag fra
KI. 3 til 6 trak de i den Tid ind ad Fjorden, Hanner og Hunner
som oftest sammen, men enkelte Gange Flokke af Hanner for sig.
30te April trak Flokke ud af Fjorden, medens de ellers under
ganske samme Forhold trak indefter. 29de Maj laa paa den om-
talte Banke 1 Fjorden over 400 Hunner og unge Hanner.

Ved Arsuk fandt Krabbe den 1 1889—-90 i Mengde fra forst
i Oktober til sidst 1 Maj, flest 1 April, hvorefter Tallet hurtig aftog.
Ner Arsuk ynglede den kun 1 ringe Mengde. — I 1893 fandt
Helms den ynglende paa Øerne ved Arsuk og langs Kysten, men
ikke i større Mængde. I Maj var den talrig ved Kysten, dog kun
1 mindre Flokke, mest Hunner og unge Hanner. Lidt hen i
Juni forsvandt den fra Nærheden af Arsuk; men Æg og Dun af
den bragte Grønlænderne jevnlig 1 Juni og Juli. Paa et lille Skjær
udfor Isa Havn fandtes 10de Juli 7 Reder med Æg; Skjæret var
fuldstændig nøgent undtagen paa den lille Plet, hvor Rederne stod,
hvor der var en sparsom Plantevæxt. Paa Efteraarstrækket havde
den endnu ikke ved Midten af Oktober begyndt at vise sig ved
Arsuk i større Tal.

Lidt Nord for Kingigtok (Tindingen), Syd for Frederikshaab,
saa Jørgensen Dununger 30te Juli 1841, som han skriver i sin
Dagbog. Arten skulde yngle i Egnen, men ikke talrig.

Ved Frederikshaab saa Fabricius den i Mængde, mest om
Vinteren. — Samme Sted skriver Vahl under 29de Maj 1828, at
han i denne Tid saa Ederfuglene trække mod Nord. Kun faa
skulde ruge i Egnen.

(Fra Frederikshaab mdhandledes 1 1890 24 Pund Ederdun, i
1896 6 Pund.)

Fiskenæs nævnes af Holbøll som et af de Steder, hvor Eder-
fugle i Vandretiden kunne vise sig i uhyre Flokke; Kjøbmand

103

Heilman skulde dér 1 ét Skud have dræbt 21 Ederfugle ud af
_ еп Flok.

Ved Godthaab opholdt den sig trods streng Kulde i Februar
1809, meddeler Giesecke. — Paa Kitsigsut-Oerne (Kok-@erne) ud-
for Godthaab nævner Giesecke den som ynglende i Mengde, 7de
Juli 1809. Samme Sted nævnes den af Raben i Sommeren 1823
og af J. А. D. Jensen 1 1885. — Som almindelig ynglende 1 Godt-
haab-Egnen nævner Holbøll den, i Brev fra 1893, og som dens
Yndlingssteder i Vandretiden nævner han Steder med Ler- eller
Sandbund med kun faa Favne Vand. — Nansen omtaler den som
almindelig i Egnen i Vinteren 1888—89.

(Fra Godthaab indhandledes 1 1890 60 Рипа Ederdun, 1 1896
95 Pund.)

I Kangerdlugsuak-Fjord (Sendre-Stromfjord), mellem Sukker-
toppen og Holstenborg, skal der, som meddelt af Holbgll 1 Brev af
1830, findes flere Ger, hvor Ederfugle ruge i stor Mengde; især
tre af Øerne ere af betydelig Størrelse og Højde, og Rederne findes
dér ikke alene ved Stranden, men ogsaa ved Toppen af Fjeldene,
langt fra Strandbredden. Efter Gronlendernes Sigende skulde
Fuglenes Tal vere aftaget ikke lidt; men endnu ynglede der saa
mange, at 6 Gronlændere i Løbet af 4 Timer samlede 60 Pund
Dun.

(Fra Sukkertoppen indhandledes i 1890 90 Pund Ederdun, i
1896 64 Pund.)

Ved Holstenborg saa Giesecke 20de Juni 1808 en Baad, der
havde været ude at samle Dun og Æg i den sydlige Omegn, komme
hjem med 5400 Æg. 914е Juni kom en anden Baad, ogsaa syd-
fra, med 4400 Æg. 5 til 6 saadanne Ladninger skulde aarlig ind
gaa alene til dette Sted. — I sin Dagbog for 1841 skriver Jorgen-
sen, at Ederfugle i en streng Vinter et Par Aar tilbage omkom i
stor Mengde paa Isen ved Holstenborg; med Hundeslæder kunde
man daglig 1 lengere Tid samle flere hundrede, der enten vare saa
afmegtige, at de ikke kunde flyve, eller som vare frosne ihjel.
Det samme skulde næsten aarlig ske i Nord-Granland. — Efter
Brummerstedt's Meddelelse i 1891 findes Ederfuglen ved Holsten-
borg hele Aaret. 6te Juni skal man som oftest kunne tage de
første Æg; men Æg skulle kunne findes indtil omtrent Midten af
August. Fra Midten af Maj til Slutningen af Juni skal der hvert
Aar vere store Flokke af unge ikke-ynglende Ederfugle af begge
Kjøn.

104
(Somateria mollissima.)

Kagsit-Oerne, NV. for Holstenborg, nævnes af Giesecke som
Ynglested for Ederfuglen, under 15de Juni 1808.

Ved Nagsugtok-Fjord (Nordre-Stromfjord) saa Giesecke 13de
Juni 1808 Ederfugle i stor Mengde. Paa Simiutat, nogle stejle
Øer midt 1 Fjorden, ynglede de.

(Fra Holstenborg indhandledes i 1890 126 Pund Ederdun, i
1896 72% Pund.)

Kitsigsut, nogle smaa Øer, paa 67° 477, nævner Giesecke som
Yngleplads, under 13de Juni 1808.

Øen Nunarsuak, omtrent paa 68°, nævner Giesecke som Ae
sted for Ederfuglen, under 11te Juni 1808. :

Fra Bunden af Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab,. nævnes
den af Kolthoff Iste Juli 1883.

Fencker nævner den 1 1880 som ynglende ved Kangatsiak Syd
for Egedesminde.

_ Paa Gronne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende
i Juni 1880.

(Fra Egedesminde indhandledes 1 1890 590 Pund Ederdun, 1
1896 245 Pund.)

Ved Christianshaab neevnes den af Fencker som almindelig paa
Trekket mod Syd 1 Slutningen af Oktober 1882. Fra samme Sted
haves en Dununge 1 Museet.

Ved Klaushavn skulde den vere talrig 1 Aabninger i Isen i
Februar 1880, meddeler Fencker. Samme Sted saa han store
Flokke 9de Maj 1880.

(Fra Christianshaab indhandledes 1 1890 1 Pund Ederdun, 1
1896 71 Pund.)

Paa Brændevinsskjærene ved Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt
fandt Fencker den ynglende i Slutningen af Juli 1879.

Г Davis-Strædet udfor Disko saa Sutherland 2den Maj 1850
talrige Ederfugle, der syntes at vere paa Vandring mod Nord.
Ved Sydvest-Siden af Disko ‘saa Nares store Flokke 25de Sep-
tember’ 1876. — I de første Dage af August 1878 saa Kumlien
uhyre Flokke Hanner ved Vestkysten af Disko, flyvende mod Syd.
— Ved Godhavn indfandt den sig, meddeler Fencker, i 1879 1 de
forste Dage af Maj 1 store Flokke, hvor Isen var brudt. I November
samme Aar var den endnu almindelig.

(Fra Godhavn indhandledes i 1890 12 Pund Ederdun, i 1896
5 Pund.)

105

Ved Ritenbenk nævner Fencker den som endnu tilstedeværende
i de aabne Vaager 14de December 1891.

Som forholdsvis sjelden ved Halvøen Nugsuak, mellem 70° og
71°, nævnes den af Giesecke, under iste Juli 1811.

I Umanak-Fjord, i aabne Render 1 Isen: mellem Umanak og
Satut, saa Giesecke den i Mengde 7de Juni 1811. — I Brev af
1834 nævner Vahl den som ynglende 1 Umanak-Egnen. — Paa de
smaa Øer Kekertat Syd for Svartenhuk -Halve ruger den i stor
Mengde, meddeler Steenstrup i 1878. — Vanhöffen fandt den ret
almindelig i Umanak-Fjord 1 1892 —93.

I Aabninger i Isen udfor Svartenhuk blev den set af Suther-
land 23de Maj 1850, og 1 stor Mengde saa han den ved Kysten
Nord for Svartenhuk 29de Maj.

Ved Upernivik , ved Itivdlinguak, saa Giesecke 16de Juli. 1807
flere Reder af Ederfugle paa høje Bjergknolde. — Paa Arfitsiak
fandt Giesecke den ynglende i Mengde 19de Juli 1807. — I Brev
af 1834 nævner Vahl den som ynglende i stor Mengde paa Øerne
Nord for Upernivik. — Fencker nævner den i 1887 som alminde-
lig ynglende i Upernivik-Egnen. 24de April 1886 viste den sig al-
mindelig i de aabne Stromhuller; 14de Juni samme Aar indbragtes
de første Æg; 2den August nævnes, at nogle Ederfugle allerede
havde store Unger, andre endnu Æg. 24de April 1887 viste den
sig, skjont det var streng Kulde, og nesten intet aabent Vand var
at зе. 15de April 1888 blev en stor Flok set flyvende; aabent
Vand fandtes da i Nerheden;, 3dje Maj var den almindelig i de
aabne Vaager; 22de August fandtes endnu smaa dunede Unger.
12te Februar 1890 i streng Kulde var der flere at se i aabent
Vand udfor Upernivik; 5te Maj trak umaadelige Flokke mod Nord,
da Isen var brudt af Vinden. — Paa Berry-Island, paa 73° 90",
nævner Sutherland den som talrig under 12te Juni 1850, og paa
smaa Øer i Egnen bleve dens Æg indsamlede i tusindvis sidst
1 Juni.

Skind fra Duck-Island, paa 73° 57°, fra Juli 1891 og fra
Sommeren 1892, nævnes af Stone. |

(Fra Upernivik indhandledes 1 1890 74 Рипа Ederdun, 1 1896
78 Pund.)

Paa en lille Ø Nord for Kap Shackleton, meddeler Sutherland,
blev der i Løbet af to Timer indsamlet 5000 Æg af Ederfuglen
2den Juli 1850, og mange Gange flere lod man ligge. — Ved

106
(Somateria mollissima.)
Halvoen Nugsuak paa 74° 10’, omtrent, fandt Ryder den i Mengde
i Juli 1887.

Paa Dalrymple-O , ved Mundingen af Wolstenholme-Sund, om-
tales den af Bessels som ynglende i Mengde 1 Juni 1873. Samme
Sted fandtes den talrig 1 Sommeren 1894, som Ohlin melder; i
Lobet af en Time blev der dræbt over 50 Hunner.

Ved Carey-Gerne saa Nares i Juli 1875 Ederfugle svømmende
med Unger faa Dage gamle. Samme Sted fandt Ohlin den talrig
ynglende 1 Sommeren 1894.

Ved Kap Parry saa Bessels store Flokke 12te Juni 1873.

Ved Northumberland-@ var der, efter Bessels, flere Flokke Sde
Juni 1873. |

Ved Inglefield-Bugt fandt Ohlin den ynglende mange Steder
i 1894.

Ved Port Foulke fandtes dens Æg 1 1861 forste Gang 984е
Juni, meddeler Hayes.

Paa Littleton-Öerne fandt Kane den ynglende i stor Mengde
midt i Juli 1854, især paa nogle smaa Skjær, hvor Rederne stod
tet. Ungerne. vare tildels ifærd med at komme ud af Æggene og
at forlade Rederne. Samme Yngleplads iagttoges af Hayes 7de
Juli 1861. у

Ved Rensselaer-Bugt nævner Kane 1 1854 nogle faa Ederfugle
som komne 23de Juni.

I Kanes-Hav nævnes den af Deltagere i „Polaris“-Rejsen 10de
September 1892 og, sidste Gang, 3dje Oktober.

Ved Kennedy-Kanal blev den set i stor Mengde af Morton,
paa Kane’s Rejse, 21de og 22de Juni 1854.

Ved Thank-God-Harbour nævnes en stor Flok som set 4de
Juni 1872 af Deltagere i „Polaris“-Rejsen, og 9de Juni nævnes 9
som skudte. Bessels omtaler den som ret almindelig og ynglende
i Egnen. — Samme Sted blev den skudt af Dr. Coppinger i Juli
1876, som Feilden meddeler.

Fra Østkystens sydlige Del nævnes den af Graah i 1831.

Ved Kap Moltke, paa 63° 30’, saa Nansen et Par Flokke
7de August 1888. Andre havde han ikke set paa Rejsen langs
Kysten.

Ved Angmagsalik blev den, efter Bay, set flere Gange i Sep-
tember 1892. — Den yngler i Egnen, meddeler J. Petersen i 1897.

| Scoresby-Sund fandtes den, som Bay meddeler, i 1891 —99,
overalt, baade dybt inde i Fjordene og ved Yderkysten. „Den

107

sidste Flok i 1891 blev set den 2den Oktober; Fjorden var da paa
store Strækninger dækket med Ny-Is, som Fuglene havde meget
vanskeligt ved at bryde igjennem, naar de kom op efter at have
‘dykket; Flokken bestod af en gammel Hun og et Kuld ikke ganske
flyvefærdige Unger. I 1892 blev den første set og skudt den 1ste
Juni i Gaasefjord; i den derpaa følgende Tid saaes der jevnlig
Ederfugle ved Revnerne i Fjord-Isen; men kun en enkelt Gang
bleve de sete i Ferskvandssgerne oppe i Landet". Føden var næsten
udelukkende Muslinger, især Saxicava. Denne Art er vistnok den,
der sidst bliver færdig med at yngle, hvortil Grunden sikkert maa
soges i, at Reden anbringes paa Skjer og Ger, hvor Æggene ikke
ere i Sikkerhed for Ræven, for der bliver aabent Vand. 104е Juli
1892 fandtes der i en Hun store, men dog ikke fuldt udviklede Æg;
95de Juli samme Aar blev der dræbt nogle ganske smaa Dununger
paa Gaaseland; 3dje August 1891 dræbtes ligeledes nogle Dununger
ved Kap Stewart; de vare kun ubetydelig storre end de fra Gaase-
land; den 28de August 1891 saaes der smaa Ællinger ved Dan-
marks-@; 10de September og 2den Oktober samme Aar blev der
endnu truffet ikke fuldt flyvefærdige Kuld.”

Ved Liverpool-Kyst saa Scoresby kun nogle faa 24de Juli 1899.

Ved Østkystens nordlige Del blev den, efter Pansch, i 1869—
70 set i ret stort Tal, ved Kap Broer Ruys, Jackson-Ø, 1 Gael-
Hamkes-Bugt, ved Clavering-O, Kap Borlase Warren, Hvalros-®,
Sabine-@ , Falske-Bugt , Pendulum-@ og Shannon-@; oftest var den
at se 1 enkelte Par eller 1 mindre Flokke; ved Kap Borlase Warren
var der dog 15de Juli 1870 en Flok paa henved 100 Hanner, og
ved Sabine-@ blev ogsaa en større Flok Hanner set Yde Juni. I
Efteraaret 1869 færdedes den ved Sabine-@, saa lenge der
endnu var en Plet aabent Vand; sidste Gang blev den set
29de September. I 1870 skulde den vere set første Gang ved
Hvalros-@ den 184е April; men først i Slutningen af Maj viste
den sig paa Isen ved Sabine-@ tæt ved Skibet „Germania“, mest i
Flokke paa 5 til 15, kun Hanner. I Begyndelsen af Juni saa man
Hannerne jage Hunnerne. En Yngleplads med henved 40 Reder
fandtes paa Nordgst-Siden af Hvalros-G, paa den skraanende Strand-
bred, skjærmet af 300—500 Fod hgje stejle Klipper; 144е Juni
indeholdt Rederne fra et til fire Æg; 914е Juni var der i hver
Rede indtil 5 Æg, 1 en Rede endogsaa 7, for storste Delen kun lidt
rugede; der havde dengang veret stærkt Snefald, og Rederne laa

108
(Somateria mollissima.)
derfor dybt i Sne. I de første Dage af Juli viste Dununger sig;
endnu 20de September blev der set en ung ikke flyvefærdig Fugl.
I den yderste Kant af Drivisen udfor Østkysten, paa 68° 19“.
N. B., 13° 5‘ V. L., blev, efter Bay, en enkelt set 20de Juni 1891!
Arten er nordlig circumpolar, med vid Udbredelse, med nogen
Tilbøjelighed til at danne stedlige Racer. Den Race, der er. den
sædvanlige 1 Grønland, yngler ogsaa paa Færøerne, Island, Spits-
bergen, i Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet og paa Grinnell-
Land.

16. Somateria spectabilis (L.). Konge-Ederfugl.

Anas spectabilis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 63. — Soma-
teria spectabilis: Holbøll, Naturh. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 447.

Somateria spectabilis (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Somateria
(Erionetta) spectabilis: Coues, Key №. Amer. Birds, 1884. — Somateria
spectabilis (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Salvadori, Catal.
Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgrenlandsk. Siorakitsok, den kortpandede. Hannen desuden Kin-
galik, den næsede, Hunnen Kaiortok, den brune, eller Arnauiartak, den nye
Arnauiak (se S. mollissima). (Fabricius.) :

Blandt Museets 28 gronlandske Skind af Konge-Ederfugle,
18 Hanner og 10 Hunner, findes meget betydelige Forskjellig-
heder, tilsyneladende uafhengige af Kjon og Alder. Hos fuldt
udfarvede gamle Hanner vexler Nebets Pukkel meget i Størrelse;
hos de fleste ere Fjerene paa Oversiden af Nebets Pukkel sorte,
hos en enkelt ere de for Storstedelen graa; hos nogle er
Nakkens blaagraa Farve bagtil afgrændset af en bredere eller
smallere sort Stribe mod Halsens hvide Farve, hos andre
mangler den sorte Stribe helt; hos nogle er den sorte V-formede
Plet paa Struben meget bred, hos andre ganske smal; 0. $. У.

Af tilfeldige Farveændringer haves i Museet:

En yngre Han, fra Nanortalik, modtagen i 1856, næsten
helt bleggraa med hvidt Bryst.

En ung Han, fra Arsuk 1896, helt hvid.

En Hun med hvide Haandsvingfjer.

Konge-Ederfuglen yngler langs den nordlige Del af Gron-
lands Vestkyst, fra lidt Syd for Disko-Bugt; men forst Nord
for Upernivik bliver den talrig; ogsaa langs Nordkysten yngler

109

den; ved Ostkysten ere kun faa sete. Kun faa overvintre i

Nord-Grenland; de fleste vandre til Syd-Gronland, hvor den
om Vinteren findes i Mengde. I Levemaade minder den meget
om Ederfuglen. Om Efteraaret skal den, efter Holboll, senere
end Ederfuglen begynde sin Vandring mod Syd, og ligeledes
skal den om Foraaret vende senere tilbage. De unge Fugle
skulle ikke sjelden blive Ofre for deres Ulyst til at trække syd-
efter, idet de omkomme derved, at Havet tillægger overalt.
»Den sees aldrig at flyve i saa store Flokke som Somateria
mollissima*, skriver Holbøll, ,men ligger ikke sjelden i
lige saa stor Mængde раа Vandet, men ej paa samme Dykke-
pladser, da den søger dybere Vande. Den trækker længere
tilsøs, af hvilken Grund og fordi den flyver i mindre Flokke,
der bliver færre skudte af den. Derimod bliver den fanget i
langt større Mængde af Grønlænderne i Kajak, fordi den længere
Tid, den er under Vandet, tillader Grønlænderne at nærme sig
Stedet, hvor den vil komme op; det er forbavsende, hvilken
Mængde der aarlig fanges af denne Fugl i Syd-Grenland.*
„Det er et beundringsverdigt Instinkt, som setter denne Fugl
istand til at finde de Pladser, hvor den skal soge sin Fode.
Paa disse er der altid dybt Vande, og de gamle Fugle sees
sjelden at soge Foden paa mindre end 30 Favne Vand; det er
derfor ogsaa kun undtagelsesvis, at Bankerne ligge ner ved
Landet; de ere ofte temmelig smalle; Fuglen maa da, hvor
Strommen leber sterkt, som paa Godthaab-Fjord, dykke ned
paa et ganske andet Sted, naar Vandet falder med Ebben, end
naar det stiger, hvilket jeg fra mine Vinduer kan se at vere
Tilfeldet, nu jeg noje kjender Bankernes Beliggenhed og Ud-
strekning. | at gaa tilbunds overgaar S. spectabilis langt alle
andre Fugle i Grønland, ligesom den forbliver længst Tid under
Vandet. Den dykker paa saa dybt Vande, som jeg har fundet
Conchylier her i Nerheden, nemlig til ca. 65 Favnes eller 200
Alens Dybde. Til at dykke saa dybt, soge sin Fode paa Bunden
og atter komme til Vandets Overflade bruger Fuglen højst

110

(Somateria spectabilis.)

9 Min., thi lengere har jeg aldrig iagttaget nogen at vere
under Vandet, men almindeligst er den nede 4, 5 til 6 Min.
paa denne Dybde, og maa jeg endnu bemerke, at det er den
gamle Fugl, som søger en saadan Dybde; den unge dykker
neppe раа mere end 90 Alen.“ ,Paa omtalte store Dybde
findes ikke stort andre Conchylier, end man ogsaa træffer paa
lavere Vand, nemlig især Trophon craticulatus, Turritella polaris,
Pecten islandicus, Mitra groenlandica og nogle smaa ubestemte
Arter. Derimod findes der paa saadan Dybde en Mængde
Ascidier, hvoraf jeg ingen har fundet i Spiserøret paa 5. зрес-
tabilis. Det er mig derfor uforstaaeligt, hvorfor Fuglen søger
dette dybe Vand, saa meget mere, som det er øjensynligt, at
dette anstrenger den meget. I dens Spiserer findes forøvrigt
ogsaa Krabber, Actinier, Ophiurer og hos de unge Fugle
Echiner og Amphipoder, aldrig Fiskeleyninger; derimod findes
ofte Вост.“ Fabricius nævner som dens Føde især: Mytilus
edulis, Modiolaria lævigata, М. faba, Saxicava, ogsaa under-
tiden Leda minuta, Unger af Echinus, Snegle og Koraller.

Ved Nanortalik saa Vahl den i Flokke i Vinteren 1828—29,
som meddelt i hans Haandskrift.

I Fjordene ved Julianehaab, især 1 Tunugdliarfik-Fjord, skal den
om Vinteren findes flokkevis, efter hvad Bruun i 1894 hørte af
Grønlænderne.

(Paa Kitsigsut-Øerne Syd for Arsuk opgiver Giesecke at have fundet
den ynglende 20de Juni 1806 i Selskab med Ederfuglen. Opgivelsen
er vist ikke til at stole paa; den skriver sig fra den allerførste
Tid af Giesecke's Ophold i Grønland, da han neppe rigtig kjendte
Landets Fugle; den staar sammen med nogle endnu mindre trolige
Ord, om Havlittens Ynglen 1 Klippespalter, og den synes at stride
imod, hvad man senere har udfundet. — I Benzon's Fortegnelse
over hans Samling findes opført to Reder med Æg fra Julianehaab, |
som Hagerup meddeler. Ogsaa om denne Meddelelse er der Grund
til at tvivle, som Hagerup gjør det; der er i Benzon's Fortegnelse
adskillige afgjort urigtige Opgivelser om grønlandske Fugleæg.)

Ved Øerne Syd for Sanerut saa Bruun den flokkevis sammen
med Ederfuglen, men 1 mindre Tal end den, sidst 1 Maj 1894.

Ved Ivigtut saa Hagerup den for forste Gang 1ste Februar 1887,

111

en enkelt; 12te Februar var den kommen 1 stor Mængde, og fra
midt i Februar til midt i Marts var den endogsaa talrigere end
Ederfuglen; men derefter aftog den, medens Ederfuglen tiltog i
Mængde; midt i April var der kun faa tilbage, og den sidste blev
skudt den 29de. — Ogsaa Helms saa den kun om Vinteren ved
Ivigtut. 2den December 1890 blev den for forste Gang den Vinter
set med Sikkerhed paa Fjorden: under en heftig Sydest-Storm laa
3 gamle Hanner udfor Ivigtut. Senere i December og i Januar
1891 laa der ofte nogle udfor Ivigtut, men kun under Sydost- og
Sydvest-Storme; saa snart Vejret blev roligt, forsvandt de igjen; 1
December var der kun faa sammen, hen i Januar tiltog Mængden,
saa at indtil 100 kunde sees ad Gangen; de fleste vare gamle
"Hanner; kun en eneste Gang laa en Ederfugl, en Han, iblandt
dem. 5te Marts laa de 1 hundredevis ved Iskanten omtrent 1 МИ
fra Ivigtut. Sidst i April og i Maj saaes en Del baade inde i
Fjorden og ved Mundingen. De trak Morgen og Aften paa samme.
Maade som Ederfuglen. 22de Maj blev en ung Han skudt; senere
blev ingen set.

Ved Arsuk saa Krabbe den i 1889—90 i Mengde fra forst
i Oktober Ш sidst 1 Maj, tildels sammen med Ederfuglen. Mængden
var størst i April, derefter hurtig aftagende. 154е Juni blev en
skudt fra en Flok et Par Mil Nord for Arsuk. — I Vinteren 1892 —93
skulde den, efter Helms, kun være set i ringe Tal ved Arsuk og
Ivigtut, og sidst 1 April og 1 forste Halvdel af Maj vare ingen at
se langs Kysten; Vinteren havde været usædvanlig mild hele Landet
over. Sidst i Maj og i Juni saaes enkelte Gange nogle ved Arsuk,
saaledes 13de Juni en Flok paa 33 unge Hanner. I Begyndelsen
af Oktober viste sig Flokke af unge Fugle udfor Arsuk. Efter
Gronlændernes Udsagn skulde den indfinde sig om Efteraaret tid-
ligere end Ederfuglen.

Fra Frederikshaab-Egnen var den velkjendt for Fabricius.

Som kommende om Vinteren paa Godthaab-Fjord nevnes den
af Holbøll. I Breve af 1823 og 30 skriver han, at den visse Aar
indfinder sig i uhyre Mengde, og da især i Februar, Marts og April;
men andre Aar skal den knap sees.

Ved Holstenborg skal den, efter Brummerstedt, pleje at komme
sidst 1 November for at overvintre og vandre bort igjen sidst i
Marts. — I Davis-Strædet udfor Holstenborg, omtrent, saa Goodsir
store Flokke sidst 1 April 1849.

112
(Somateria spectabilis.)

Ved Mundingen af Nagsugtok-Fjord saa Giesecke den i Mengde
sammen med Ederfuglen 13de Juni 1808.

_ Fra Egedesminde haves Dununger i Museet i Kjøbenhavn, ind-
sendte 1 1895.

Ved Christianshaab nevner Fencker den i Slutningen af Oktober
1882 som almindelig paa Vandring mod Syd.

Ved Jakobshavn saa Fencker den i Begyndelsen af Maj 1881.

Ved Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt saa Fencker ikke-ynglende
Fugle i Slutningen af Juli 1879.

Ved Godhavn omtaler Holbøll, at man sidst 1 Juli ser uparrede
Fugle. — Kumlien saa mange omkring Disko 1 August 1878, blandt
andet mange Flokke Hanner flyvende mod Syd langs Vestkysten. —
Ved Godhavn, skriver Fencker, indfandt den sig i Flokke i de første
Dage af Maj 1879, da Isen brød op. Samme Sted var den almindelig
i Begyndelsen af Juni 1882. — Fra Disko nævnes den af Stone
fra 26de og 28de Juni og 7de August 1891.

Ved Ritenbenk nævner Fencker den 1 1890 som serlig almindelig
paa Efteraars-Treekket i September, Oktober og Begyndelsen af No-
vember. i

Ved Kysten Nord for Svartenhuk iagttoges den af Sutherland
294е Maj 1850.

Ved Upernivik nævnes den af Fencker som ynglende, men
mindre almindelig. Flere smaa Flokke, mest af Hanner, saa han
20de Juni 1885. Større Flokke omtales under 28de Juni 1886.
Som talrig nævnes den under 28de Juni 1888, og to Æg toges
28de Juli samme Aar.

Ved Northumberland-Ø saa Bessels et Par 8de Juni 1873.

Ved Inglefield-Bugt, ved Tukto-Valley, nævner Stone den som
ynglende, 1892. |

Ved Rensselaer-Bugt nævnes den af Kane som skudt 25de Juni
1854.

Som set af Morton ved Kennedy-Kanal i Juni 1854 nævnes
den af Kane.

Som skudt ved Thank-God-Harbour 18de Juni og 16de Juli‘
1872 nævnes den af Deltagere i ,Polaris“-Rejsen. Bessels omtaler
den som set i Egnen i Flok med S. mollissima; om den ynglede
der, blev ikke oplyst. — Samme Sted fik Dr. Coppinger den i Juli
1876, som Feilden meddeler.

Ved Kap Lupton nevnes 3 som skudte 12te Juni 1872, af
Deltagere i ,Polaris*-Rejsen.

113

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah. Vahl
skriver, 1 Brev af 1830, at der i Forsommeren 1829 langs Kysten
viste sig Flokke, som efter Granlændernes Sigende vare paa Vej
mod Nord til et Ynglested Nord for Isblinken Puisortok, paa 62°.

Ved Sabine-Q blev, som Finsch meddeler, en gammel Han
skudt 25de Juni 1870. Ikke andre bleve sete med Sikkerhed.

Knogler fra en gammel eskimoisk Kjekkenmodding ved Nusak,
paa Nugsuak-Halvs haves i Museet 1 Kjøbenhavn.

Arten er circumpolar, ynglende højt mod Nord. Den findes
ogsaa paa Spitsbergen (dog maaske ikke som ynglende), paa Vest-
kysten af Davis-Streedet og paa Grinnell-Land; den skal ogsaa yngle
i Labrador.

17. Mergus serrator Г. Toppet Skallesluger.

Mergus serrator L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 75. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 450.

Mergus serrator L.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1874. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., If, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Merganser serrator (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgrenlandsk. Paik, Nyaliksak eller Kongmuktajok (se under Anas
boscas). (Fabricius.) — Pak. (Rink.) — Nujalik. (Helms.) — Ostgronlandsk.
Arpajek, Asalek. (Rink.)

De foreliggende 8 gronlandske Skind af уохпе Fugle vise
ingen Forskjel fra danske.

Den Toppede Skallesluger findes som ynglende, forholdsvis
faatallig, langs Vestkysten; den er ogsaa funden et Par Steder
paa Østkysten. Den er nærmest Standfugl, i hvert Fald i Syd-
Grønland. I Yngletiden lever den mest ved Ferskvandssger,
paa hvis Bredder den bygger sin Rede; udenfor Yngletiden
ferdes den paa Fjordene og paa Havet. Foden er iser Fiske,
mest Blennius, og smaa Krebsdyr.

Ved Nanortalik saa Vahl flere om Vinteren 1828—29, som
meddelt i Haandskrift.

Fra Julianehaab har Museet modtaget dens Æg i 1849. — I
Fjordene ved Julianehaab saa Bruun den ret almindelig i Sommeren
1894, oftest kun faa sammen, men en enkelt Gang, 2den Juli, en
stor Flok højt i Luften over Tunugdliarfik-Fjord. Den yngler rime-
ligvis paa Fjeldsserne ved Isamiut ved Tunugdliarfik-Fjord, hvor
den laa enkeltvis eller parvis 24de Juni. 8 Æg tagne ved en lille

XXI. 8

114
(Mergus serrator.)
Sø paa Igaliko-Tangen bragtes af en Gronlænder 21de Juni. Gron-
lænderne sagde, at den ynglede flere Steder inde i Fjordene ved
Fjeldsser og Elve ner Stranden og om Vinteren fandtes flokkevis i
Fjordene.

Ogsaa paa Vejen mellem Julianehaab og Arsuk fandt Bruun
den ret almindelig tidlig paa Sommeren 1894.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig paa
Vandring om Foraaret; adskillige Gange blev den set om Sommeren,
saa at der var Grund til at tro, at den ynglede i Nærheden. I
November, December og Februar bleve nogle skudte. Den viste
sig oftest enkeltvis, undertiden nogle faa sammen. — I 1890—91
fandt Helms den ret almindelig ved Ivigtut undtagen om Sommeren.
Den viste sig første Gang paa Fjorden om Efteraaret 26de September
1890, da en ung Fugl blev skudt. I Oktober, November og De-
cember var den almindelig, talrigst 1 Oktober, da Flokke saaes
neesten daglig; Flokkene vare oftest smaa, undertiden paa henimod
. 50. I de første tre Maaneder af 1891, da Fjorden var tillagt, saaes
kun enkelte; nogle bragtes skudte af Gronlendere. I Slutningen af
April og 1 Maj 1891 var der en Del baade inde 1 Fjorden og ved
dens Munding, oftest 1 Smaaflokke, 2 til 8 sammen, meget flyvende
omkring, altid højt i Luften. Om Eftermiddagen 30te April og
2den Maj 1890 saa Helms i det snevre Sund Ikerasarsuk mellem
Arsuk og Ivigtut en Del flyvende forbi, alle, 1 Modsætning til Eder-
fuglene, trækkende ud af Fjorden.

Ved Arsuk saa Krabbe den ikke i 1889—90; men tre bleve
skudte og bragte til ham. — I Sommeren 1893 saa Helms dér kun
enkelte; men hen i Oktober begyndte den at vise sig flokkevis inde
paa Fjorden nærmest Ivigtut.

Paa en Rejse langs Kysten i forste Halvdel af Maj 1893 saa
Helms den almindelig 1 mindre Flokke mellem Arsuk og Frederiks-
haab, derimod ikke ved eller Nord for Frederikshaab. — Fra
Frederikshaab-Egnen nævnes den af Fabricius som levende paa lignende
Steder som Stokanden, men ikke i samme Mengde. — Skind derfra
har Museet faaet 1 1829.

Fra Fiskenees har Museet faaet Skind 1 1836. Fra samme
Sted nævnes den af Finsch i 1877 som skudt 31te Juli.

Fra Godthaab er der til Museet indsendt Skind i 1832, 44
og 87.

Ved Holstenborg skal den efter Brummerstedt findes baade
Sommer og Vinter. Æggene skulle lægges 1 Juni.

115

Fencker opfører den 11880 som ynglende ved Kangatsiak Syd
for Egedesminde. Samme Sted nævner han to som skudte 1 De-
cember 1883.

Mellem Christianshaab og Klaushavn skød Fencker to Unger
6te Oktober 1880.

I Slutningen af Juni 1879 fandt Fencker den ynglende paa
Brændevinsskjærene i Disko-Bugt.

Ved Godhavn nævner Fencker den som temmelig almindelig 1
Sommeren 1879.

Skind fra Umanak har Museet modtaget 1 1887. — Inderst 1
Umanak-Fjord saa Vanhöffen den først i Juli 1893.

Ved Upernivik skal den yngle, som Fencker meddeler i 1887,
men vere sjelden. Ved Augpalartok Nord for Upernivik nævner
han den som skudt 9de og 914е Juni 1888. I 1889 omtaler han
den som ikke almindelig ynglende i Uperniviks Isfjord neer Isblinken.

Ved Angmagsalik paa Østkysten blev, efter Bay, en enkelt
skudt 24de September 1892. — Som ynglende i Egnen nævnes den
af J. Petersen i 1897.

Ved Scoresby-Sund saa Deltagerne i Rejsen med „Неа“,
efter Bay, en lille Flok ved Østkysten af Milnes-Land 11te September
1891. To viste sig paa Danmarks-@ 17de Juni 1892.

Arten er circumpolar. Den yngler ogsaa paa Fergerne, Island,
i Labrador og paa Vestkysten af Davis-Strædet.

18. Anser segetum (Gmel.) var. brachyrhynchus Baill. Sædgaas.

Anser segetum (Gmel.) var. brachyrhynchus: Bay, Medd. om Grenl.,
19de Hefte, 1894, p. 32.

Anser segetum (Gmel.) & A. brachyrhynchus ВаШ.: Dresser, Birds of
Europe, VI, 1879 & 78. — Anser fabalis (Lath.) & А. serrirostris Gould &
A. brachyrhynchus Baill.: Salvadori, Catal. Birds. Brit. Mus. XXVII, 1895.

De to foreliggende grønlandske Skind ere af var. brachy-
rhynchus (Nebryggens Længde 43 ™ og 46, Vingens Længde,
fra Haandleddet, 380 og 410).

Sedgaasen er funden ynglende paa Østkysten, men ikke
set andre Steder i Gronland.

I den шаге Del af Scoresby-Sund blev der, som Bay meddeler,
i Efteraaret 1891 flere Gange set Flokke af Gjæs, der vist vare
Sædgjæs, saaledes 18de og 27de August. De viste sig igjen i 1892,
og den første Sædgaas blev da skudt 5te Juni. Derefter blev Arten

8*

116
(Anser segetum.)
set jevnlig, parvis eller flokkevis, paa Danmarks-@. 25de Juli bleve
to Gjæslinger skudte. 16de og 25de Juli blev der skudt voxne
Sædgjæs, der ikke kunde flyve, fordi de havde mistet Svingfjerene
ved Felding. (To Skind hjembragtes.)

(To Svingfjer, som hjembragtes fra Ostkystens nordlige Del fra
„Germania“- og „Напза“-Ве]зеп 1 1869—70, bleve af Finsch be-
stemte som tilherende Anser albifrons; maaske have de været af
А. segetum.)

Arten er europæisk-asiatisk, ynglende 1 de nordligste Egne,
vandrende, undertiden til Middelhavet o.s.v. De nærmeste Hjem-
steder ere Island og Spitsbergen, hvor netop Racen brachyrhynchus
findes.

19. Anser albifrons (Scop.). Blisgaas.

Anas anser L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 66. — Anser segetum
(errore): Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv., Bd. 3, 1824, p.58. — Anser albi-
frons: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УЦ, 1838, р. 95. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 433. — Anser erythropus (L.) (errore):
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 83 (kun Navnet). — Anser albifrons
(Gmel.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 12 (kun Navnet).

Anser albifrons (Scop.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1878. — Anser
albifrons Gmel. & var. gambeli Hartl.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of М. Amer., 1, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Rigdway,
Manual N. Amer. Birds, 1887. — Anser albifrons \Scop.) & A. gambeli
Hartl.: Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgronlandsk. Nerdlernak. (Fabricius.)

Man plejer at regne den amerikanske Blisgaas for en egen
Race, A. albifrons gambeli, der skal afvige fra den typiske
europæiske ved at vere storre; men de Maal, der opgives (se
iser Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds, I, p. 449), tyde ikke
paa, at man har Ret til at skjelne Racer; sterre og mindre
Blisgjæs findes baade i Amerika og i Europa. De foreliggende
fem grønlandske Skind ere af de større; men ganske lignende
Blisgjes findes i Danmark, som det fremgaar af folgende Maal
af Skind fra Gronland og Danmark :

Grønland. Danmark.
a nn
Nebryggens Lengde... 50 51 52 54 55 523/2 mm
Vingens Lengde ..... 380 420 410 420 450 420

Blisgaasen er almindelig som ynglende paa den midterste
Del af Grønlands Vestkyst, især, efter Holbøll, mellem 66° og

117

68/27; sydligere viser den sig mest kun paa Gjennemrejse. Paa
Østkysten er den kun en enkelt Gang set sikkert. Som Træk-
fugl kommer den i Maj og skal da mest parvis vandre mod
Nord. Om Sommeren lever den inde i Land ved ferske Søer
og ved Ааег, hvor den har sm Rede. Æg ere fundne 7de og
244е Juni. Om Efteraaret viser den sig i Flokke, især раа
Øerne; skjønt den раа denne Aarstid er meget sky, indfinder
den sig dog ved Husene for at afede Græsset omkring dem. —
„Saavel de gamle som Ungerne tæmmes let“, skriver Holbøll,
„og blive Menneskene meget hengivne. For nogle Aar siden
fik jeg en Unge, der ej alene blev såa tam, at den fulgte mig
og min Familie overalt som en Hund, baade ude og inde, men
naar den, som ofte var Tilfældet, fløj højt i Luften, kom den
øjeblikkeligen, saa snart man kaldte paa den, og tilkjendegav
med et klart ,Gekgekgek* sin Glæde. Den havde forøvrigt
særdeles attacheret sig til en rød Ko, som den fulgte, naar den
ikke havde nogen af sine Bekjendte blandt Menneskene at følge.
Коеп syntes ogsaa at have Godhed for Gaasen og lod denne
almindeligen sove paa sin Ryg, naar den var i Stalden, ligesom
Gaasen saaes om Sommeren at staa paa Ryggen af sin store Ven-
inde, naar denne laa. Gaasen døde i sit 3dje Aar af Lungesyg-

dom‘.

Fra Julianehaab har Museet 1 1830 modtaget et Skind.

Ved Ivigtut blev der, efter Helms, oftere set en eller flere
Flokke paa henved 20 Stykker i Begyndelsen af Maj 1893. (En
blev skudt og skjænket Museet.)

Ogsaa ved Arsuk blev der, som Helms meddeler, set Blisgjas:
1 Begyndelsen af Maj 1893. (En Han blev da skudt og tilstillet
Museet.) 25de Maj saaes 4 ner ved Arsuk paa en Landtunge, hvor
der stod forladte grønlandske Huse, omgivne af rig Græsvæxt;
Jorden var her overalt, selv oppe paa Husruinerne, dækket af
Gjæssenes Gjedning, og Gronsværet var opplukket; det syntes at
have været et Tilholdssted for Gjæssene. Senere blev ingen set.

Inderst 1 Godthaab-Fjord, skriver Fabricius, havde en gronlandsk
Kjøbmand set flere Vildgjæs, og en af dem, der blev dræbt, havde
indeholdt Æg, hvorfor man mente, at Arten maatte yngle i Nærheden.

118
(Anser albifrons.)

Til Holstenborg komme ,Vildgjæssene“, efter Brummerstedt, i
Maj. De ruge ved Bredderne af Ferskvandssgerne langt inde i
Landet. I September trække de bort sammen med deres Unger.

Inderst i Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, saa Kolthoff
Arten {ste Juli 1883.

Fra Iginiarfik, paa 68°, haves et Skind i Museet.

Ved Kangatsiak Syd for Egedesminde nævner Fencker den i
1880 som ynglende. Æg fra Egedesminde har Museet modtaget i
1862.

Ved Christianshaab blev den, efter Fencker, ofte skudt mellem
27de og 30te Maj 1880. Flere fik Fencker fra Omegnen i Be-
gyndelsen af Juli 1883, ogsaa en Dununge, der er kommen til
Museet. I Jum 1884 modtog Fencker tre Æg fra Christianshaab
Laxebugt.

Ved Klaushavn saa Fencker еп Flok paa omtrent 30 og en
anden paa 7—8 den 9de Maj 1880.

Jakobshavn nævnes af Holbøll særlig som et Sted, hvor Blisgjæs
om Efteraaret komme til Husene for at æde Græsset. 10de Maj
1881 saa Fencker dér tre, og 154е Maj 1882 nævner han to
flyvende over.

Fra Gronne-Ejland i Disko-Bugt haves et Skind i Museet, mod-
taget 1 1889. |

Inderst 1 Umanak-Fjord saa Vanhöffen den skudt т 1893.

Fra Upernivik-Egnen nævnes Arten af Fencker, i 1887.

Раа Northumberland-@ saa Bessels en enkelt 8de Juni 1873.

Ved Tasiusak ved Angmagsalik, paa Østkysten, blev en skudt
19de September 1896, og af J. Petersen sendtes den til Helms.

Arten er nordlig circumpolar, vandrende, undertiden til Afrika,
Indien о. $. у. Den yngler ogsaa paa Island, paa Vestkysten af
Davis-Strædet og i det ovrige arktiske Amerika, men nevnes ikke
fra Labrador.

20. Anser hyperboreus Pall. typicus. Snegaas.

Anas hyperborea: Reinhardt sen., Tidsskr. f. Natury., Ва. 3, 1824, р. 74.
— Anser hyperboreus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 95. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 432. — Reinhardt jun., Ibis 1861,
р. 12. — Fencker, Medd. om Grenl., 8de Hefte, 1889, р. 251. — Chen hyper-
borea nivalis: Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 52. — Stone, Proceed.
Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1895, р. 503.

Chen albatus (Cass.) & Ch. hyperboreus (Pall.): Dresser, Birds of
Europe, VI, 1873. — Chen hyperboreus (Pall.): Baird, Brewer, Ridgway,

119

Water Birds of М. Amer., J, 1884. — Chen hyperboreus & Chen hyperboreus
albatus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Chen hyperborea (Pall.) & Ch.
hyperborea nivalis (Forst.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Chen
hyperboreus (Pall.) & Chen nivalis (Forst.): Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus.
XXVI, 1895.

De fire foreliggende gronlandske Skind, af to gamle og to
yngre Fugle, ere alle af den mindre Race, Anser hyperboreus
typicus (= A.albatus, efter Baird, Brewer & Ridgway), i Mod-
setning til var. nivalis; Nebryggen er hos de to gamle 52™™
og 56, hos de yngre 5312 og 54 lang, og Vingelængderne ere
370 og 390 hos de gamle, 400 og 410 hos de yngre.

Snegaasen er sjelden i Gronland; oftest sees den i Trek-
tiden langs Vestkysten; i Landets nordvestlige Del er den
enkelte Gange funden ynglende.

En ung Fugl indsendtes 1 1822 fra Ny-Sukkertop af Wolff til
Museet i Kjøbenhavn (den findes her ikke mere). Igjen en ung
Fugl indsendtes fra Fiskenæs 1 1830 af Lund (den findes ikke
mere). Holbøll siger 1 1840, at unge Fugle sees enkeltvis om
Efteraaret, især efter Storm, og oftere i Nord- end i Syd-Gronland;
han havde faaet den ogsaa fra Julianehaab; om dens Ynglen i
Landet vidste han ikke noget. I 1859 modtog Museet en ung Fugl
fra Godthaab. Mod Slutningen af Juni 1885, meddeler Fencker i
sin Dagbog, bleve Han og Hun skudte ved Sondre-Upernivik (begge
nu indgaaede 1 Museet); Hunnen indeholdt Æg paa en Erts Storrelse;
de vare sete samme Sted Aaret for, og det mentes, at de havde
ynglet der. 11886 fik Museet en ung Fugl fra Nanortalik, indsendt
af Holm. 29de Juni 1887, skriver Fencker, bleve sex Snegjæs sete
flyvende lavt over Kagsersuak, Nord for Upernivik. Samme Sted
bleve to sete flyvende forst i Juli 1887, og en blev ved samme Tid
set ved Tasiusak, noget nordligere. Ved Proven blev en set flere
Gange i Sommeren 1890, meddeler Fencker. 10de Juli 1899,
melder Stone, bleve en gammel Hun og en Dununge tagne 1 Glacier-
Valley ved Inglefield-Bugt.

Arten er nermest circumpolar, men findes ikke i Nordvest-
Europa undtagen som tilfeldig. Dens nærmeste Hjemsteder ere i
" det arktiske Nord-Amerika. Paa Gjennemvandring skal den vere
almindelig langs Østkysten af Hudson-Bugt. — Om Anser соеги-
lescens er en egen Art eller kun en forholdsvis sydlig, mørk,
amerikansk Race af A. hyperboreus, er tvivlsomt.

120

21. Anser torqvatus Frisch typicus. Knortegaas.

Anas bernicla L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 67. — Anser
bernicla: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 434. — Anser brenta
(Pall.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 83 (kun Navnet). — Bernicla
brenta (Pall.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 12.

Bernicla brenta (Pall.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1877. — Bernicla
brenta (Pall.) & В. nigricans (Lawr.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of N. Amer., I, 1884. — Bernicla brenta & B. brenta nigricans: Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Bernicla bernicla (L.) & В. nigricans (Lawr.):
Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895. i

Vestgronlandsk. Nerdlek, maaske af Neriok, æder, fordi den er saa
sraadig til at ede alle Slags, eller af Nerdlerpok, bespiser, fordi den er saa
kjedrig og giver god Spise. (Fabricius.)

Museets tre gronlandske Skind, fra Egedesminde, Godhavn
og Ritenbenk, ere ganske som europæiske; der er ingen Til-
nermelse til den vestamerikanske Race A. torqvatus var. nigri-
cams.

Knortegaasen yngler i Gronland paa den nordlige Del af
Vestkysten, fra Upernivik nordefter, og paa Nordkysten; paa
Vestkystens sydlige Del viser den sig kun раа Gjennemrejse;
fra Ostkysten kjendes den ikke sikkert (se under Anser leucopsis).
Den er en sent kommende Trekfugl; i Maj og Juni vandrer
den i store Flokke langs Vestkysten mod Nord, i September
ligeledes mod Syd; mest holder den sig da til Оегпе. Den
færdes baade ved Stranden og Ferskvandssger og Aaer. Som
dens Fede nevner Fabricius Orme af forskjellig Slags, som den
søger ved Bredderne af baade det salte og det ferske Vand,
Rødder af Polygonum viviparum, Gres og Bær af Empetrum;
paa Grinnell-Land skal den efter Feilden for en stor Del leve
af Saxifraga oppositifolia.

Ved Frederikshaab nævner Fabricius den, 1 sit Haandskrift, som
kommende i Flokke Foraar og Efteraar; især skulde den indfinde
sig paa Isblink-Sandene.

Fra Egedesminde skriver Giesecke under 12te September 1812,
at der i et Par Dage havde vist sig flere vandrende Flokke Knortegjæs.

Paa Disko saa Giesecke store Flokke vandre forbi Godhavn

29de Maj 1812, ligeledes 29de og 30te Maj 1813. Efter hvad
Holbøll meddeler i 1840, skulde de pleje at komme til Godhavn

121

mellem 6te og 12te Juni og derefter trække forbi i store Flokke i
omtrent 12 Dage. Efter Fencker var den almindelig ved Godhavn
mellem 8de og .1lte Juni 1882.

I September, skriver Holbøll, sees de ikke sjelden i uhyre
Flokke paa de yderste Ger og iser paa Nugsuak-Halvo ved Nord-
Enden af Vaigat.

Ved Kysten Nord for Svartenhuk blev den set af Sutherland
29de Maj 1850.

Ved Upernivik skal Arten yngle, som Vahl skriver i Brev af
1834, og som Fencker meddeler i 1887, og den skal vere ikke
ualmindelig. Fencker nævner, at Æg ere tagne paa Fladgerne udfor
Upernivik 1 Slutningen af Juni 1884. 29de Maj 1889 saa han tre
flyvende forbi, og 1 Begyndelsen af Juni nævner han den som særlig
almindelig. | de første Dage af September 1889 saa Fencker
mellem Upernivik og Sendre-Upernivik store Flokke vandrende mod
Syd, og ved samme Tid skulde der ved Augpalartok vere set saa
uhyre Mængder paa Vandring, at man ikke mindedes noget

lignende.
| Ved Kap Parry saa Bessels flere større Flokke 12te Juni 1873.

Paa Northumberland-Ø var der, efter Bessels, flere at se
öde Juni 1873.

Ved Port Foulke saa Hayes 1 Begyndelsen af Juni 1861 Gjæs
1 lange Rækker højt tilvejrs drage mod Nord.

Paa et Besøg ved Littleton-Gerne 7de Juli 1861 saa Hayes en
Flok Knortegjæs. Reder kunde han ikke opdage.

Over en vid Slette med bølgende Høje, indesluttet som en Dal
mellem store Forbjerge paa Sydostkysten af Kennedy-Kanal, saa
Morton, som Deltager 1 Kane’s Rejse, en Flok Knortegjæs 21de Juni
1854; Flokken kom fra Øst, fløj ud gjennem Dalen tilses, men
vendte om og fløj tilbage mod NØ. ind over Land langt bort, indtil
den tabtes af Syne. 22de Juni fløj store Flokke Gjæs mod Nord
og Øst over Kennedy-Kanal.

Ved Thank-God-Harbour fandt Deltagerne 1 „Polaris“-Rejsen
Knortegaasen almindelig i 1871—72, ogsaa som ynglende. 5te Sep-
tember 1871 laa store Flokke i Stranden; 6te September nævnes
4 som skudte. 17de Juni iagttoges en flyvende Flok; Yde Juli
nævnes én som skudt paa Sletten nær Havnen; samme Sted blev
2lde Juli skudt 7 voxne og 3 Gjæslinger; og samme Sted viste sig
28de Juli en Flok paa 40; 2den August fløj en stor Flok forbi
Skibet, og én blev skudt; Ste August nævnes 3 som skudte; 6te

122
(Anser torqvatus.)
August var der mange i Stranden, og 25 bleve skudte, deraf ad-
skillige Gjæslinger.

Arten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, vandrende mod
Syd, undertiden til Middelhavet о. s. v. Den yngler ogsaa paa Spits-
bergen og Grinnell-Land. Paa Færøerne, Island, Jan Mayen og i
Labrador viser den sig kun paa Gjennemrejse.

22. Anser canadensis (L.) typicus. Kanada-Gaas.

Bernicla canadensis (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1864, p. 246;
1874, p. 188. |

Bernicla canadensis (L.) & var. occidentalis Baird & hutchinsi (Sw. &
Rich.) & leucopareia (Brandt): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer.,
I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Branta canadensis (L.) &
В. canadensis hutchinsii (Sw. & Rich.) & occidentalis Baird & minima
Ridgw.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Branta canadensis
(L.) & В. hutchinsi Rich. & ВБ. occidentalis Baird & В. minima Ridgw.:
Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Vestgrenlandsk. Ulluangulik, efter Tegningen paa Kinden, et Navn,
Gronlenderne paa Disko gav den i 1863, som meddelt af Olrik. (Sammenl.
Clangula islandica.)

Det foreliggende gronlandske Skind synes at vere af Artens
typiske Race; det er ikke af den lille nordlige var. hutchinsü ;
Nebryggen er 514/2™™, Vingen, fra Haandleddet, 440. Bugen
er lys. Paa den ellers hvide Strube findes en mork Lengde-
stribe.

Kanada-Gaasen har en enkelt Gang ynglet i Nord-Gronland.

Et Skind af en Han skudt paa Disko 1 Sommeren 1864 ind-
sendtes til Museet af Olrik, der meddelte, at der allerede 1 1863
Sommeren igjennem havde opholdt sig et Par af samme Art paa
Disko i Nærheden af Godhavn, hvor de vist havde haft Rede i
Blæsedalen, en Dal med smaa Ferskvandssoer, der strækker sig i
nordlig Retning fra Godhavn. I 1864 viste der sig igjen et Par
samme Sted; Hannen blev da skudt; Hunnen opholdt sig paa Stedet
endnu i nogen Tid.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted er Labrador.

23. Anser leucopsis Bechst. Bramgaas.

Anser leucopsis: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 433. —
Bernicla leucopsis (Bechst.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 12. — Bay, Medd.
om Gronl., 19de Hefte, 1894, р. 34.

Bernicla leucopsis Bechst.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1878. —

123

Branta (errore pro Bernicla) leucopsis (Bechst.): Baird, Brewer, Ridgway,
Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Bernicla leucopsis: Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Branta leucopsis (Bechst.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Salvadori, Catal. Birds Brit. Mus. XXVII, 1895.

Bramgaasen ег funden ynglende paa Østkysten; kun paa
Vandring er den set paa den sydlige Del af Vestkysten. Den
ег en sent kommende Trækfugl.

Ved Julianehaab skal den efter Holbøll vise sig aarlig paa
Efteraarstrækket; han havde flere Gange faaet den derfra.

En Han, skudt 8de Maj 1874 ved Gredefjord Nord for Fiske-
næs, omtales af Finsch.

Fra den sydlige Del af Østkysten opfører Graah 11831 , Anser
bernicla*, om med Rette eller ej, er ikke mere til at afgjore; efter
hvad der nu vides, er der maaske storst Sandsynlighed for, at det
har veret Anser leucopsis.

Ved Scoresby-Sund var den, efter Bay, meget almindelig i
1891—92, ved de indre Grene af Fjorden. I Efteraaret 1891 blev
den set sidste Gang 3dje September; den forste Flok i 1892 kom
27de Maj, trækkende ind gjennem Fjorden fra Øst. Oftest viste
den sig 1 større eller mindre Flokke. Tildels udgjordes Flokkene
af ikke-ynglende Fugle; saaledes blev der 25de Juli 1892 dræbt en
hel Flok раа 46 Stykker, Hanner og Hunner, alle gamle med Und-
tagelse af én, en næsten udvoxen Unge. Men ogsaa de, der
ynglede, holdt tildels sammen i Selskab; flere Par tog saaledes
_ Bolig paa et Maagefjeld, hvorfra Maagerne vare fordrevne ved Skyd-
ning. Reden indrettedes paa utilgængelige Klippeafsatser; vel blev
selve Reden ikke set; men i Yngletiden var der stadig Bramgjæs
paa Klipperne, og naar de bleve jagne bort derfra, vendte de altid
tilbage. 30te Maj 1892 blev der skudt en Hun med store Æg, dog
uden Skal; 11te Juli blev der set Dununger, og 174е Juli blev et Kuld
раа 3 Dununger fanget ude paa Isen paa Fjorden; 954е Juli blev, som
sagt, skudt en næsten fuldvoxen Unge, ligeledes flere den Ste August.
Fældingen var igang i den første Del af Juli: de fleste Gjæs i en
Flok, der forfulgtes 44е Juli, tabte Svingfjerene, da de skulde til at
flyve op; de to gamle, der fulgte med de tre nævnte Dununger
17de Juli, vare derimod fuldt flyvedygtige, deres Svingfjer vare ikke
nylig skiftede og viste ikke Tegn til snart at skulle fældes; ved
Midten af August var Fældingen forbi. (Et Skind af en voxen og
to Dununger hjembragtes.)

En enkelt Gaas, som blev set et Sted paa Østkysten mellem

124
(Anser leucopsis.)
70° og 75° i Sommeren 1822, henforte Scoresby med Tvivl til
„Апаз беги а“; snarest har det maaske været Anser leucopsis.

Deltagerne i Rejsen med „Germania“ og „Hansa“ paa Ostkystens
nordlige Del hjembragte kun en Svingfjer af Bramgaasen, efter
Finsch; men Arten mentes at vere set oftere ved Kysten, iser
sidst 1 Maj og først i Juni 1870, da en Flok opholdt sig paa
Sabine-G, hvor den mest havde Tilhold i en fugtig Lavning.

Arten er europæisk, ynglende højt mod Nord, vandrende til
Mellem-Europa, sjelden til Middelhavet. Den er ogsaa funden
ynglende paa Spitsbergen. Til Færøerne og Island kommer den
kun paa Vandring. I Nord-Amerika er den set nogle faa Gange
paa Østkysten.

24. Lagopus mutus (Mont.) var. rupestris (Gmel.). Fjeldrype.

Tetrao lagopus L.: Fabricius, Fåuna Groenl., 1780, p. 114. — Tetrao
lagopus autorum (reinhardtii Brehm): Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4,
1843, р. 401. — Lagopus reinhardii Brehm: Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 9.

Lagopus mutus (Mont.) & Г. rupestris (Gmel.) & Г. hemileucurus
Gould: Dresser, Birds of Europe, VII, 1871—74. — Lagopus mutus & var.
rupestris Leach: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds,
Ш, 1874. — Lagopus rupestris (& L. mutus): Goues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Lagopus rupestris (Gmel.) & Г. rupestris reinhardti (Brehm) etc. :
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Lagopus mutus (Mont.) & L.
rupestris (Gmel.) & L. hyperboreus Sundev.: Ogilvie-Grant, Catal. Birds
Brit. Mus., XXII, 1893.

Vestgronlandsk. Akeiksek eller Kauio, begge Navne maaske efter
Stemmen. (Fabricius.) — Akigssek. (Rink, Helms.) — Ostgronlandsk. Erker-
niagak, Mileriagak, Nakatagak. (Rink.)

Der har været gjort mange Forsøg paa at udskille den
grønlandske Rype fra den sædvanlige europæiske Fjeldrype,
Lagopus mutus typicus, enten som egen Art eller som Race;
men Forsogene have veret meget ner ved at mislykkes. Den
Forskjel, der findes, er saa ringe og saa lidt fast, at det er
vanskeligt nok at holde dem ude fra hinanden. I Vinterdragten
kunne de gronlandske Fjeldryper ikke skjelnes fra de europæiske.
Grønlandske Skind af Hunner i Sommerdragt kunne ogsaa vere
aldeles som Skind fra Skotland og Schweiz (i Museet i Kjoben-
havn). Kun, Hannerne af de grønlandske Fjeldryper skulle
kunne kjendes fra de europæiske i Sommerdragten ved ikke at
have helt sorte Fjer paa Brystet, og i Efteraarsdragten skulle

125

baade Hanner og Hunner kjendes ved ikke at have en askegraa
men en brunlig Tone paa de fint vatrede Fjer. Blandt Museets
sronlandske Ryper (af Ryper, der ikke ere i Vinterdragt, haves
kun 10) findes heller ingen med rent sorte Fjer paa Brystet;
men et af Skindene af Hanner i Efteraarsdragt, fra Arsuk 1893,
er yderst ner ved at have de europæiske Rypers askegraa
Farvetone. — Indgaaende Beskrivelser af gronlandske Вурег
ere iser givne af Finsch, der heller ikke har kunnet finde
nogen egenlig Forskjel fra de europæiske.

Fjeldrypen er almindelig Standfugl langs alle Gronlands
Kyster, baade Vest-, Ost- og Nordkyst. Den overvintrer selv i
de nordligste Egne, men strejfer om Vinteren omkring for at
finde Steder, der ere snebare eller dog ikke dækkede af altfor
dyb eller skorpet Sne, og nogen Tilbgjelighed til at vandre
mod Syd kan spores: i Syd-Gronland skal den vere almindeligere
om Vinteren end om Sommeren. I Yngletiden, Foraar og
Sommer, holder den mest til inde i Landet, skjont ikke faa
yngle paa Øer ved det aabne Hav. Paa flade Strækninger, i
Fjelddale, paa Bjergskraaninger eller paa Toppen af middelhoje
Fjelde har (den Rede; efter at Ungerne ere udklekkede, søger
den gjerne til de høje Fjelde, hvor den tilbringer den varmeste
Del af Sommeren; men ogsaa om Vinteren færdes den mest
раа Fjeldene, hvor Sneen oftest ligger mindre dybt end i
Dalene; kun naar Vinteren er snefri, findes den i Dalene, over-
alt; ere Fjelde og Dale lige utilgængelige, dækkede af Isslag
eller dyb Sne, strejfer den om allevegne. Føden er Blade og
Knopper af Birk, Pil, Lyng, Saaifraga о. s. у. og Efteraar og
Vinter for en stor Del Bær af Empetrum og Vaccinium; Ungerne
æde ogsaa Fiuer, Biller, Insektlarver 0.s.v. Reden bygges paa
Jorden, oftest mellem Pile og Lyng. Æg findes mest i Juni. I
Yngletiden, fra Slutningen af April, lever den parvis, senere,
Efteraar og Vinter, familievis, i Flokke paa oftest mellem 10
og 20; om Vinteren kunne flere Familier slutte sig sammen ;
man har set Flokke paa omtrent 100 Fugle.

126
(Lagopus mutus.)

Paa Grønlands Sydspids, paa Eggers-@, fandt Giesecke mange
i August 1806.

Fra Nunarsuak, omtrent midt imellem Kap Farvel og Nanortalik,
nævnes den af Wallge i Jum 1753.

Ved Nanortalik fandt Graah den ret talrig 1 Marts 1829.

Ved Julianehaab fandt Wallse den almindelig i September
1751; allevegne fløj Ryper op fra Krattet ved Bredden af Tunugd-
liarfik- Fjord. — Paa Øen Tuktuktok udenfor Fjordens Munding
nævner Årctander den som talrig 1 August 1777. — Som levende
paa Bjerget Redekammen mellem Tunugdliarfik- og Igaliko-Fjord
паупез den af Giesecke i August 1806. — I Sommeren 1894 fandt
Bruun den almindelig overalt ved Igaliko-, Tunugdliarfik- og Sermi-
lik-Fjord og ligeledes paa Strækningen mellem Julianehaab og Ivigtut,
baade paa Fastlandet og paa de lave smaa Wer Syd for Sanerut,
baade i Pilekrat ved Stranden og højt tilfjelds. Æg fandtes ved
104е Juni; en Rede med friske Æg blev funden ülfjelds endnu
3dje Juli. — Helt ude paa de alleryderste Øer 1 Skjærgaarden
mellem Julianehaab og Nunarsuit fandtes den i Sommeren 1893,
meddeler Garde; naar Øerne vare smaa, fandtes sjelden mere end
et enkelt Par paa hver af dem.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den almindelig ynglende i 1886—
88. Om Vinteren forøgedes Tallet betydelig; men Mængden
vexlede meget; den første Vinter, der var streng, blev der kun
set faa, dog skød man omtrent 400; den næste Vinter, da det
var mildere Vejr, vare Ryperne talrige, og omtrent dobbelt saa
mange bleve skudte. De skifte ofte Sted; i Løbet af en Nat kunne
de komme i saa stort Tal, at de selv eller deres Spor kunne sees
allevegne, medens man til andre Tider kan rejse 1 Dage uden at
se noget til dem. En Hun med ganske smaa Unger blev set 20de
Juli i en Højde af 1300 Fod; 26de og 29de Juli blev der set to
Hunner med noget ældre Unger, henholdsvis i 100 og 1000 Fods.
Højde. — I 1890—91 fandt Helms den ligeledes almindelig ynglende
ved Ivigtut, og om Vinteren kom den i stor Mængde, vist tilvandrende
fra Nord; i Løbet af Jagttiden blev der ialt dræbt 2836: i September
og Oktober 695, November 182, December 124, Januar 409,
Februar 637, Marts 796. Oftest bleve de sete i Smaaflokke paa
indtil 10; det største Tal set i en Flok var henved 20. 13de Juli
1890 blev der i Ivigtut-Dalen set en Hun med 6—7 Unger af
Stere-Storrelse; endnu saa sent som 18de September blev der set
et Kuld ikke helt udvoxne Unger. I Vinteren 1891—-92 blev der

127

ved Ivigtut skudt omtrent 3000, 1892—9353 900, 1893—94 2800
Ryper.

Ved Arsuk blev den 1 1889—91 og 1 1898 af Krabbe og
Helms funden almindelig ynglende, og om Vinteren viste den sig i
Mengde. 21de December 1889 blev der paa Fjeldene tæt Øst for
Arsuk set en usedvanlig stor Flok, paa henimod 100. I Jagttiden
1890—91 dræbtes ved Arsuk omtrent lige saa mange Ryper som
ved Ivigtut. I 1893 blev der 13de Juni fundet kun lidt. rugede
Æg; Unger af en Lerkes Størrelse bleve sete 16de Juli, omtrent
halvvoxne Unger 3dje August, udvoxne Unger 23de August; men
endnu 8de Oktober blev der set et ikke helt udvoxet Kuld.

Nærmest for Egnen om Frederikshaab gjelder vel Fabricius’
Ord, at Rypen findes ret talrig allevegne mellem Bjergene og om
Vinteren i Flokke viser sig nærmere ved Havet. — Vahl nævner
den dér som almindelig i 1828.

Paa еп stor Nunatak 1 Frederikshaabs Isblink 1690 Fod over
Havet saa J. А. D. Jensen et Par Вурег 164е Juli 1878.

Som ynglende ved Fiskenæs 1 1823 er den nævnet af Raben;
19de Juli fandt han ganske smaa Unger. — Fra samme Egn nævner
Finsch en Række Skind tagne baade Sommer og Vinter. — Skind
derfra haves ogsaa i Мизее i Kjøbenhavn.

Ved Ameralik-Fjord var den, efter Nansen, almindelig Efteraar
og Vinter 1888—89.

Som ofte skudt ved Godthaab nævnes den allerede af Hans
Egede. Som talrig levende ved Bunden af Godthaab-Fjord omtales
den af Giesecke, August 1808. I Godthaab-Egnen har Holbøll
gjort de fleste af sine Iagttagelser over Rypernes Liv i Grønland.

Ved Agpamiut Nord for Sukkertoppen fandt Giesecke den talrig
i Sommeren 1808.

Paa Øen Simiutak omtrent midt imellem Sukkertoppen og
Holstenborg blev den ligeledes funden almindelig af Giesecke i 1808.

Ved Holstenborg er den efter Brummerstedt meget almindelig.
Om Sommeren lever den mest længere inde i Landet og sees derfor
sjeldnere; om Efteraaret trækker den i store Flokke ned til Yder-
kysterne; nogle Vintre kan den findes i Mængde, andre Vintre er
der kun faa. Æggene lægges i Begyndelsen af Juni. — Paa en
Nunatak, Isugdlersuak, i Indlandsisen Øst for Holstenborg, paa
67°, blev den set af J. А. D. Jensen 94е August 1884.

Ved Isortok-Fjord Nord for Holstenborg fandtes den af Giesecke
almindelig i 1808.

128
(Logopus mutus.)

Unger fra Egedesminde haves i Museet.

Ved Christianshaab nævner Fencker den som talrig i Januar,
Februar og Marts 1880; i Januar 1881 var den ikke videre al-
mindelig, og i December 1882 var den faatallig.

Som hjemmehgrende paa Disko er den nevnet af Giesecke i
1807. 4de December samme Aar omtaler han et Par Ryper, der
1 Storm trykkede sig i Sneen ved Godhavn. 1Ше Januar 1813
viste Ryper sig flokkevis ved Godhavn, et Tilfælde, som end ikke
de ældste Gronlendere tidligere havde oplevet. — Fra Disko ere
Ryperne senere omtalte af Holbøll, Traustedt og andre. Unger
derfra haves 1 Museet.

I Egnen om Torsukatak-Fjord, der ligger mellem Arveprindsens-
Ejland og Nugsuak-Halvo, fandt Giesecke den almindelig i 1807.
Fra det шаге af Nugsuak-Halvo nævnes den af Vanhöffen i 1893.

Fra Наге-@ Nord for Disko er den nævnet af Sabine i 1818.

Ved Karajak-Fjord, den sydligste Arm af Umanak-Fjord, har
Vanhôffen 1 1892—93 fundet den ynglende; en rugende Hun blev
set 17de Juni 92; Unger, der ikke vare flyvefærdige, fandtes 16de
Juli. Om Vinteren var den almindeligere end om Sommeren.

Paa Kysten Nord for Svartenhuk blev den set af Sutherland
29de Maj 1850.

I Egnen om Upernivik er den, efter Fencker, almindelig. 2den
August 1886 nævnes flyvefærdige Unger. 9de Oktober samme
Aar nævnes den som usædvanlig talrig, vist vandrende Syd. I
Januar 1887 var den almindelig, 1 Begyndelsen af Februar ligeledes,
men derefter aftagende. I Vinteren 1887—88 var den mere faa-
tallig end i den foregaaende Vinter, og i Vinteren 1888—89 meget
sjelden. Under 8de Februar 1890 siges, at Ryperne begynde at
komme.

Som meget almindelig ved Inglefield-Bugt nævnes den af Ohlin
efter Meddelelse fra Peary.

Overvintrende ved Port Foulke blev den i 1860—61 funden af
Hayes. Samme Sted iagttoges den i Februar 1873 af Deltagere 1
, Polaris “-Rejsen.

Ved Rensselaer-Bugt iagttoges den af Kane baade Vinter og
Sommer 1858—55, dog synes den ikke at være set 1 Vinterens
Midte; 19de Marts 1855, da 5 bleve skudte, synes at vere den
tidligste Dag, den er set i de paagjeldende Aar.

Ved Thank-God-Harbour viste den sig i 1872 for Deltagerne i

129

„Polaris“-Rejsen første Gang 25de Marts; derefter blev den jevn-
lig set.

Ved Newman-Bugt bleve, efter Bessels, flere skudte sidst i April
1872. I samme Hen bleve 4 sete 9de Marts 1882, efter Greely.

Ved Kap Frederick, paa 83° 3’, fandtes den, efter Greely, af
Lockwood 5te Maj 1882.

Paa Lockwood-Q, paa 83° 24’, fandtes Spor af den i Maj
1882, som Greely meddeler.

Som hjemmehørende paa Østkystens sydlige Del nævnes den
af Wallee i 1752, af Vahl og Graah 1 1829—31, af Garde i
1883—85. Ved Kekertatsiak, paa 60° 10’, bleve, efter Garde, ad-
skillige skudte 1 Maj og Juni 1884. Paa Vestsiden af Kap Torden-
skjold, paa 61° 24’, siger Garde, findes frodig Plantevæxt, helt op
til Toppen, og Masser af Ryper have deres Tilhold paa denne lille
Oase ude i Isen. Ved Anoritok, paa 61° 32’, fandt Vahl dens
Rede med 10 Æg sidst i Juni 1829.

Ved Angmagsalik nævnes den af Holm i 1883 —85 som levende
i Mængde. — En Flok set i samme Egn 24de September 1892
omtales af Bay. — Overalt 1 Egnen yngler den, skriver J. Petersen
1 1897. I Vinteren 1894—95 blev den næsten ikke set; men i
den milde, forholdsvis snefrie Vinter 1896—97 var der mange.

Fra Jameson-Land nevnes den af Scoresby 1 1822. — Ved
Scoresby-Sund fandtes den 1 1891—92, efter Bay, vistnok overalt,
hvor Forholdene ere nogenlunde heldige for den. Paa Neills-Klipper
(paa Jameson-Land), ved Sydbræ, paa Danmarks-Ø, ved Bunden
af Fohnfjord og ved Nordvestfjord er den iagttagen, og flere Steder
er der set Spor af den; men kun faa Steder syntes den at vere i
større Mængde. I November, December og Januar blev der kun
set meget faa, maaske kun fordi man ikke kjendte deres Opholds-
steder; senere syntes deres Tal at tiltage. 19de Juni 1892 fandtes
en Rede med 9 Æg med ret udviklede Fostre; Sde Juli blev der
første Gang set Kyllinger. 11te August 1891 var der fanget to
Kyllinger saa store som Vagtler.

Fra Traills-@ nævnes den af Scoresby i 1822.

Paa den lille © Jordanhill, SV. for Clavering-O i Gael-Hamkes-
Bugt, blev den set af Clavering 20de August 1893.

Fra Clavering-O, Sabine-Ø og Shannon-@ nævnes den af Del-
tagerne 1 Rejsen med „Germania“ og „Hansa“ i 1869—70. Efter
Pansch fandtes Ryper talrig paa Shannon-@ hele Vinteren igjennem,
især i Lavningerne ved Kysten, oftest i Flokke paa 6 til 20; da

XXL 9

ES EE

130

(Lagopus mutus.)
Solen igjen viste sig over Synskredsen, bleve Ryperne sjeldne; kun
iste Maj blev et Par set flyvende, og sidst i Maj iagttoges de af
og til; maaske de om Sommeren mest opholdt sig inde paa Wen.
I dræbte Ryper fandt man mest unge Skud af Pil, men ogsaa
Blade og Knopper af Saxifraga, Cerastium og Ranunculus.

Enkelte Knogler fra en gammel eskimoisk Kjekkenmodding ved
Nusak, paa Nugsuak-Halvo, haves i Museet.

Arten er nordlig circumpolar, ogsaa ynglende paa Island,
Spitsbergen, 1 Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet og paa
Grinnell-Land.

25. Podicipes auritus (L.). Hornet Lappedykker.

Podiceps cornutus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
p. 93. — Podiceps cornutus Gmel.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853,
p. 84. — Finsch, Zweite deutsche Nordpolarf., Zool., 1874, p. 218. — Colym-
bus auritus : Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 42. — Podicipes auritus
L.: Helms, Vidensk. Medd. 1892, p. 223.

Podiceps auritus (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. — Dytes
auritus (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., II, 1884. —
Podicipes auritus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Colymbus auritus
L.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Den Hornede Lappedykker har nogle faa Gange vist sig i
Syd-Gronland.

En ung Fugl skudt ved Nanortalik 12te November 1828 blev
af Vahl indsendt. til Museet 1 Kjøbenhavn (hvor den ikke mere
findes); Grønlænderne paa Stedet havde aldrig set den for. En
ung Fugl indsendtes i 1842 af Jørgensen fra Julianehaab. Igjen en
ung Fugl fra Grønland modtoges i Museet i 1844 (den findes her
ikke mere). Finsch omtaler en ung Fugl fra Frederiksdal hjem-
bragt i 1870. Benzon skal have haft et Skind fra Godthaab, 1877,
som nævnet af Hagerup efter Benzon's Fortegnelse over hans Sam-
ling. Helms omtaler en ung Fugl skudt ved Arsuk 25de November
1889. (Nogle af de Fugle, der ere omtalte som unge, ere maaske
gamle i Vinterdragt.)

Arten er circumpolar. Dens nærmeste Hjemsteder ere Island
og Landene ved Hudson-Bugt. Paa Jan Mayen er den set.

26. Podicipes griseigena (Bodd.) var. major Temm. & Schl.
Graastrubet Lappedykker.

Podiceps rubricollis: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 366
og 371. — Podiceps holbollü Rhdt.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853,
p. 76. — Id., Ibis 1861, р. 14. — Id., Vidensk. Medd. 1881, p. 187.

131

_ Podiceps griseigena (Bodd.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. —
Colymbus grisegena Bodd. & С. holboellii Rhdt.: Baird, Brewer, Ridgway,
Water Birds of М. Amer., II, 1884. — Podicipes griseigena holboelli: Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Colymbus grisegena Bodd. & C. holboelli
(Rhdt.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

De faa Skind, der ere hjembragte fra Gronland, have alle
været af den storre Race, var. major Temm. & Schl. (Р. hol-
boll Rhdt.), der hører hjemme i Amerika og Ost-Asien. Til
Sammenligning opføres nogle Maal af de 3 foreliggende gron-
landske og af nogle danske Skind:

Gronlandske.
Næbryg. .... 52 49 49mm.
ME совое ? ? 198
Mellemfod . . . 62 65 63
Stern Baal: 178 83 78
Danske.
о G' © о о о ‚Juv.
Ny 45 42 39 36 35 35 44
№05} 3:25. 170 170 165 ? 165 163 155
Mellemfod ... 57 57 57 52 50 53 49
ета с .. 80 73 74 71 73 67 68

(Vingernes Maal ere kun omtrentlige; hos de fleste ere Vingerne i Fælding.)
Den Graastrubede Lappedykker er fire Gange set i Syd-
Gronland.

En blev 1 November 1839 skudt паг Julianehaab og sendt
Museet af Gram. I 1851 hjemsendtes et Skind fra Nanortalik af
Kielsen. 1 1856 (ikke 55) modtog Museet et Skind fra Julianehaab
(senere gaaet tabt). Et Skind af en Fugl skudt ved Nanortalik
194е December 1880 blev hjemsendt af Müller.

Arten er circumpolar. Den amerikanske Race synes at have
nermeste Hjemsted i Pelslandene; den skal undertiden yngle 1
Labrador. Den europæiske Race har nærmeste Hjemsted 1 Skot-
land; 1 Norge har den ofte vist sig, men maaske ikke som ynglende;
paa Island er den kun set en enkelt Gang.

27. Colymbus septentrionalis L. Rodstrubet Lom.

Colymbus septentrionalis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 94.
— Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 451.

Colymbus septentrionalis L.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1876. —
Urinator lumme (Gunn.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
II, 1884. — Colymbus septentrionalis: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. —
Urinator lumme (Gunn.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Or

— SNEDE

132

(Colymbus septentrionalis.)
Vestgronlandsk. Karksauk, efter Stemmen. (Fabricius.) — Karssak.
(Rink, Helms.) — Ostgronlandsk. Karkarkaok. (Rink.)

Mellem de foreliggende 15 gronlandske Skind af voxne
Fugle og Skind fra Danmark er ingen Forskjel at. opdage.

Den Rodstrubede Lom er almindelig som ynglende langs
Vest- og Østkyst; ved Nordkysten er den ogsaa iagttagen. Som
Trekfugl kommer den i April og Maj og rejser bort i Septem-
ber, Oktober og November, naar Isen kommer. Yngletiden
tilbringer den mest ved Ferskvandssoer baade paa Bjergene, i
Dalene og paa større og mindre Øer langs Kysten; men ofte
søger den til det salte Vand, hvor den især færdes udenfor
Yngletiden. Den lever mest af Lax, Hundestejler og Krebsdyr.
Reden, der nærmest er en Fordybning i Mos og Græs, bygges
ved Bredderne af Ferskvandssøer, helst påa smaa Holme, tæt ved
Vandet. Æg ere fundne fra 10de Juni til 25de Juli.

Paa en af Øerne i Indsøen ved Julianehaab plejede et Par at
yngle, skriver Jørgensen i sin Dagbog i 1840. — Æg fra Egnen
har Museet modtaget i 1849. — I Egnen om Julianehaab fandt
Bruun den meget almindelig i Sommeren 1894. I Slutningen af
Juni og i Juli blev den set parvis 1 Ferskvandssgerne paa. Land-
tungen mellem Tunugdliarfik- og Sermilik-Fjord, og Æg bragtes
derfra sidst i Juni. Ligeledes var den talrig i Fjeldsøer ved Kagsi-
arsuk ved Igaliko-Fjord. Paa selve Igaliko-Fjord blev der set store
Flokke 6te og 17de August. Grønlænderne sagde, at den kom
sidst 1 April eller først 1 Maj og blev til ind i September.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig inderst
i Fjorden om Sommeren. Paa en lille Fjeldsø 700 Fod over
Havet saa han et Par med Unger 21de Juli 1888. — Ogsaa Helms
fandt den ret almindelig omkring Ivigtut i Sommeren 1890. Første
Gang 11890 blev den set 17de Maj, og derefter indtil midt i Juni var
der tre, der opholdt sig stadig nær Byen; Ilte Juli laa to sammen
i en lille Fjeldsø omtrent 900 Fod tilvejrs; iste August laa 5
sammen i Fjorden. I 1891 hørtes den første Gang 20de Maj.

Ved selve Arsuk, hvor ingen Søer findes, blev den ikke set af
Krabbe i 1889—90. — Helms derimod saa den i Sommeren
1893 jevnlig nær Arsuk og langs Kysten Nord derfor. 30te Juni
fandtes et Par med en lille Unge ner Arsuk. 104е Juli fandtes
paa en © ved Isa Havn en rugende Fugl ved Bredden af en lille

133

So, der neppe var 120 Fod lang og halvt saa bred; Reden, der laa
lige ved Sobredden, var kun en Fordybning i den fugtige Jord,
hvorover var lagt en Kvist af Empetrum. 28de Juli indbragtes to
dunklædte Unger tagne paa en Ø Nord for Arsuk. I September
blev ingen set; den overvejende Del var da vistnok vandret bort;
men 9de Oktober bragtes endnu en ung Fugl af en Grenlander.

Paa en Rejse fra Frederikshaab til Arsuk 19te Ш 14de Maj
1893 saa Helms den flokkevis 1 Mengde trekkende langs Kysten
mod Nord; en Flok var paa 13, en anden paa 7, adskillige vare
mindre; de fleste vare øjensynlig раа Vandring. Enkelte syntes at
være komne til deres Hjem.

Ved Frederikshaab nævnes den af Vahl 1 1898, 1 hans Haandskrift.

30te April hørte Helms den første Gang i 1893 ved Avigait
Nord for Frederikshaab. |

Ved Fiskenæs fandt Raben den almindelig 1 Sommeren 1893.
— Museet har dens Skind derfra, fra 1836. — Fra samme Egn
nævner Finsch den i 1877 som skudt i Juni og Juli.

Ved Godthaab saa Raben den ikke sjelden i Sommeren 1823.
Museet har faaet flere Unger og gamle Fugle derfra, skudte om
Sommeren i 1843, 44 og 85.

Ved Holstenborg kommer den, siger Brummerstedt, i Maj og
trækker bort i. September. Den yngler dels paa Øerne ved Kysten,
dels paa Smaaholme i Ferskvandssøerne.

Ved Bunden af Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, saa
Kolthoff den i Juli 1883.

Fencker nævner den flere Gange som skudt ved Christianshaab
sidst 1 Maj og i Juni, i 1880, 81 og 84. Ligeledes opfører han
den som skudt ved Klaushavn i Juni 1884. 104е Maj 1881 saa
han den ved Jakobshavn.

En Dununge, tagen paa Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt
93de Juni 1860, findes i Museet i Kjøbenhavn. Samme Sted fandt
Fencker den ynglende sidst i Juli 1879.

Paa Arveprindsens-@ yngler den almindelig, meddeler Fencker
i 1891.

Ved Bunden af Umanak-Fjord saa Vanhåffen den i 1893
komme først i Juni til Søerne inde i Land.
| Sabine nævner den som dræbt paa Kysten раа 71° 30te Juni

1818.

Ved Kysten Nord for Svartenhuk nævnes den af Sutherland

under 29de Maj 1850.

OP ee ee ee ee

134
(Colymbus septentrionalis.)

Ved Upernivik nævner Fencker den i 1887 som ynglende,
almindeligere end Islommen. Fra Augpalartok har han ogsaa flere
Gange faaet den.

Et Kuld Æg taget ved Whale-Sund, paa Peary’s Rejse 1891—99,
neevnes af Stone.

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah. Vahl
skriver, 1 Brev af 1830, at den 1 1829 forste Gang blev set 15de
Maj ved Nanusek (Nenese), раа 60° 28.

Som ynglende ved Angmagsalik nævnes den af Holm 1 1885.
— Samme Sted blev, efter Bay, en skudt 12te September 1892. —
Som meget almindelig ynglende overalt ved Indsgerne nævnes den
- af J. Petersen 1 1897. I 1896 blev den set første Gang 14de Maj.

Ved Scoresby-Sund var den, efter Bay, 1 1891—92 en af de
almindeligste Fugle, baade ved Bunden af Fjordene og ved Yder-
kysten; den var at se baade paa det salte Vand og i Ferskvands-
søerne. I Efteraaret 1891 blev den set forskjellige Steder i den
indre Del af Scoresby-Sund indtil Midten af September; en ung
Fugl med-ikke fuldt udviklede Fjer blev skudt 30te August. I
1892 blev den første Gang set 12te Juni, paa Danmarks-Ø, 2
sammen. En Lom blev skudt med en Gadus saida 1 Næbet; en
anden havde Plantelevninger 1 Maven.

Paa Sabine-Ø viste den sig, efter Pansch, i 1870 i de første
Dage af Juni; den fløj ofte 1 Smaaflokke eller enkeltvis højt 1 Luften
i forskjellige Retninger. Ved Midten af Juli kom den til Havnen,
enkeltvis eller to eller tre sammen. En Нап skudt i Havnen 17de
Juli nævnes af Finsch.

Arten er nordlig circumpolar, vandrende, til Middelhavet о. s. у.
Den yngler ogsaa раа Færøerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen, i
Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet, maaske раа Grinnell-
Land.

28. Colymbus glacialis (L.) typieus. Islom.

Colymbus glacialis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 97. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 451. — Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 14.
Colymbus glacialis L.: Dresser, Birds of Europe, УШ, 1880. — Urinator
immer (Brünn.) & U. adamsi (Gray): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of N. Amer., II, 1884. — Colymbus torgvatus & С. torqvatus adamsi:

Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Urinator imber (Gunn.) & U. adamsü

(Gray): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.
Vestgronlandsk. Tudlik. (Fabricius.) — Tugdlik. (Rink, Helms.) — ®st-
grønlandsk. Kardlimiortok. (Rink.)

135

De fleste af Museets 14 gronlandske Islom-Skind af voxne
sædvanlig farvede Fugle stemme særdeles godt med Artens
typiske nordvesteuropæiske og østamerikanske Form i Modsætning
til den asiatiske og vestamerikanske Race, var. adamsii. Hos de
grønlandske Fugle ег Næbet sort, eller næsten sort, ikke helt hvidt,
og forholdsvis lille; den hvidstribede nedre Halsring strækker sig
næsten helt rundt om Halsen; Glandsen paa de sorte Halsbaand
og paa Hovedet er nærmest grøn, ikke violet, set i paafaldende
Lys, dog violet set mod Lyset; ogsaa Ryggens bageste Del er
hvidplettet; Svingfjerskafterne ere mørkebrune, ikke lyse; о. $. у.
Det er sagt, at der ogsaa i Næbets Form skulde vere Forskjel
mellem den typiske С. glacialis og var. adamsii; men en nogen-
lunde fast Forskjel i den Henseende findes ikke; de fleste af de
foreliggende sortnæbede Islommer have Nebet fuldt saa lige,
som det beskrives og afbildes hos var. adamsii. — En Til-
nærmelse til var. adamsii viser kun et af de grønlandske Skind;
det er noget mere langnæbet end de andre (Næbryggens Længde
ег 91™™, mod 76, 77 hos to, 78 hos fem, 81, 84, 85 hos to og 86;
efter Collett vexler Nebets Længde hos var. adamsi fra 85 til
97; hos en udpræget var. adamsii fra Danmark er den 92);
Nebets ydre Tredjedel er hvid; Svingfjerskafterne ere noget
lysere end ellers. — Om Forskjellen mellem С. glacialis typicus
og var. adamsii, der oftest regnes for en egen Art, findes gode
Oplysninger hos: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer., И, р. 445—452, og hos Collett, On the occurrence
af Colymbus adamsii in Norway, The Ibis, 1894, р. 269—283,
pl. VIII; Oplysninger om Racens Historie findes hos Palmen,
Vega Exp. laktt., V, 1887, р. 403—406.

I Museet haves desuden et Islom-Skind fra Nanortalik,
nedsendt i 1860, hvis Fjerklædning er nesten helt hvid; ogsaa
Nebet er hvidt, men med graa Ryg; Fodderne ere hvidlige.

Islommen yngler ret almindelig langs Vest- og Østkyst,
talrigst mod Syd. Som Trækfugl kommer den til Syd-Gronland
i Maj; i Oktober og November forlader den Landet. 1 Yngle-

136

(Colymbus glacialis.)

tiden lever den mest paa storre Bjergsoer inde i Land; til
andre Tider færdes ‘den paa Fjordene og paa Havet; Grunden
til dens Faatallighed mod Nord er maaske, som Holbøll mener,
at Bjergsoerne dér altfor sent blive isfrie. Dens Føde skal
især være Ørreder, Lodder og Tobiser; Plante-Dele ere ogsaa
fundne i dens Mave. Æg skulle være fundne fra 30te Maj til
104е August.

Et Skind af en ung Fugl fra Frederiksdal, hjembragt i 1870,
omtaler Finsch.

Ved Nanortalik blev den skudt i Efteraaret 1828 meddeler Vahl
i sit Haandskrift. Fra samme Sted haves Skind i Museet i Kjøben-
havn. ,

I 1894 saa Bruun den i ret stort Tal i Egnen om Julianehaab. I
` Juni og Juli laa den parvis paa Fjeldsøerne mellem Tasiusak i Sermilik-
og Kagsiarsuk 1 Tunugdliarfik-Fjord; i August og September blev
den set paa Søerne Syd for Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjord; paa en
Sø laa 8 parvis; Flokke saaes 21de August paa Fjorden ved Kag-
siarsuk. Efter Grønlændernes Udsagn skulde den yngle ved de
nævnte Søer og ligeledes ved Kangerdluarsuk paa Nordsiden af
Sermilik-Fjord; den skulde komme til Fjordene i Slutningen af Maj
og forlade dem midt i Oktober. — Et Skind af en gammel Fugl
fra Julianehaab 1ste Juli 1877 haves i Museet.

Ved Ivigtut var den, efter Hagerup, 1 1886 —88 ret almindelig.
154е Maj var den tidligste Dag, den blev set; paa Fjorden var den
at зе indtil Begyndelsen af Juli, indtil Bjergsøerne bleve den til-
gængelige. Den opholdt sig 1 Egnen til langt ud paa Efteraaret;
saaledes blev en set 18de November 1887, Dagen før Fjorden
dækkedes af Is. Grønlænderne bragte adskillige Kuld Æg i Juli og
to Kuld i August. — I 1889—90 saa Helms den ikke ved Ivigtut.

Ved Øen Manetsok 1 Mundingen af Arsuk-Fjord iagttoges den
af Helms og Krabbe 2den Juli 1890. — I 1893 fandt Helms den
faatallig ved Arsuk, 1 hvis Nærhed den dog sikkert ynglede.

Ved Frederikshaab nævnes den af Vahl i 1828.

I Fiskenæs-Fjord iagttoges den af Raben i Juli 1823. Museet
har modtaget den fra Fiskenes 1 1836 og 39. Fra samme Egn
neevnes den af Finsch i 1874.

Ved Godthaab nævner Holboll den som kommende midt i Maj.

Ved Holstenborg skal den, efter Brummerstedt, ofte yngle, langt
inde i Landet. I Oktober skal den trække bort.

Ban.

137

Som talrig 1 Søerne indenfor Isortok-Fjord, Nord for Holsten-
borg, nævnes den af J. А. D. Jensen 1 1879.

Ved Kangatsiak Syd for Egedesminde nevner Fencker den som
ynglende i 1880, 81 og 87.

Skind af Han og Hun, skudte i en Indso ved Ikamiut Øst for
Egedesminde 29de Juni 1880, ere med Fencker’s Samling komne
til Museet.

Ved Christianshaab saa Fencker den i 1880 første Gang
26de Maj.

Ved Klaushavn er den, efter Fencker, skudt 1 Juli 1879.
Samme Sted bleve tre skudte ved en Indss i Juli 1881, og et Æg
toges. Igjen i Juni 1883 og Juli 1884 opføres den som skudt dér.

Ved Rode-Bay Nord for Jakobshavn blev den, efter Fencker,
skudt i Juli 1879.

I Søer paa Sydsiden af Disko saa Giesecke flere 30te Juli 1812.
Fra Godhavn haves et Skind i Museet, modtaget 1 1870. Fra Disko-
Fjord fik Fencker den 1 August 1879.

Paa Arveprindsens-@ yngler den almindelig, skriver Fencker i
1891. Ved Ritenbenk bleve to skudte 28de August 1891.

Som skudt ved Nugsuak i Juli 1891 nævnes den af Fencker.

En gammel Fugl, dræbt ved Ikerasak inderst i Umanak-Fjord
sidst 1 Juli 1893, nævnes af Vanhåffen.

Ved Upernivik nævner Fencker den i 1887 som ynglende og
ikke sjelden. Han omtaler den i sm Dagbog flere Gange, fra
Søndre-Upernivik, Prøven, Upernivik og Augpalartok, som iagttagen
i Sommer-Maanederne; ved sidstnævnte Sted bleve saaledes 1 1888
tre skudte ved Indsger ner Indlandsisen; fra Lax-Elven ved Proven
"nævnes Æg, tagne 1 Sommeren 1886 og en Dununge fra 1889.

(Ved Rensselaer-Bugt nævner Kane 18de Juni 1854 to hgjt-
flyvende Lommer, der mentes at vere af denne Art.)

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah. I 1829
blev den set forste Gang 15de Maj ved Nanusek (Nenese) paa
60° 28’, skriver Vahl i Brev af 1830. |

Ved Angmagsalik nævnes den af Holm i 1885. — i samme
Egn iagttoges den, efter Bay, jevnlig i Efteraaret 1892, sidste Gang
244е September. 13de September saaes en lige flyvefærdig Unge
sammen med to gamle i en Ferskvandssø oppe i Land. — Som
almindelig ynglende ved Indsøerne nævnes den af J. Petersen i
1897. I 1896 var den midt i Maj at se overalt, hvor der var
aabent Vand. |

(Colymbus glacialis.)

Inde i Scoresby-Sund var den, efter Bay, meget almindelig i
1891—92. Sidste Gang blev den i 1891 set 18de September, en
enkelt flyvende højt i vestlig Retning, ligesom flere andre, der vare
sete 1 den Tid. Første Gang i 1892 iagttoges den 174е Juni, der-
efter blev den jevnlig set parvis 1 Ferskvandssøerne paa Danmarks-Ø.
Af 5 Islommer, der bleve skudte, havde de to intet i Maven;
de tre andre havde i Maven, foruden Smaasten, Plante-Dele i saa
stor Mængde, at der ikke kunde være Tale om, at de vare komne
der ved Fejltagelse; en af dem havde slugt grønne Pile-Kviste.

En Underkjæbe fra en gammel eskimoisk Kjøkkenmødding ved
Nusak, påa Nugsuak-Halvø, haves i Museet.

Arten er nordlig circumpolar, vandrende mod Syd, undertiden
til Middelhavet o.s.v. Den typiske Race yngler ogsaa paa Island,
Jan Mayen, 1 Landene ved Hudson-Bugt og paa Vestkysten af
Davis-Strædet. Racen var. adamsii skal være asiatisk-vestamerikansk,
men viser sig ofte 1 Vest-Europa, i hvert Fald paa Vandring.

29. Procellaria leucorrhoa Vieill. Stor Stormsvale.

Thalassidroma leachü: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
р. 94. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 430. — Cymochorea
leucorrhoa Coues: Kumlien, Bull, U. S. Nat. Mus., Nr. 15, 1879, р. 102. —
Procellaria leucorrhoa Vieill., Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1381, р. 187. —
Helms, Vidensk. Medd. 1894, p. 221. 1:

Thalassidroma leucorrhoa (Vieill.): Dresser, Birds of Europe, VIII,

1874. — Cymochorea leucorhoa (Vieill.): Baird, Brewer, Ridgway, Water
Birds of N. Amer., II, 1884. — Cymochorea leucorrhoa: Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Oceanodroma leucorhoa (Vieill.): Ridgway, Manual
№. Amer. Birds, 1887. — Oceanodroma leucorrhoa (Vieill.): Salvin, Catal.

Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

I Museet findes for Øjeblikket 4 grønlandske Skind; de ere
ikke til at skjelne fra europæiske. Ligesom de fleste Skind frå
Danmark vise de forskjellige Tilnærmelser til Formen, eller den
yderst nærstaaende Art, „Р. cryptoleucura* (se Vidensk. Medd.
1897, p. 246).

Den Store Stormsvale viser sig almindelig i Davis-Strædet
som Trækfugl. Den yngler maaske ved Grønlands Vestkyst.

Efter Holbøll ser man den altid i Sommermaanederne i Davis-
Strædet langs Grønlands Kyst fra Kap Farvel indtil mellem 644е
og 654е Bredegrad, hvor den forsvinder. En enkelt har. dog Olrik
indsendt til Museet fra Godhavn, paa 69° 10”, fra 1865 (se neden-
for); en enkelt har Fencker faaet fra Hunde-Ejland paa 69°, hvad

139

han har meddelt Reinhardt (et Skind fra Hunde-Ejland, August
1878, er med hans Samling kommet til Museet); og Kumlien med-
deler, at to bleve sete i Disko-Fjord 1 August 1878. „Er man ikke
altfor langt fra Kysten”, skriver Holbøll, ,altsaa paa de rige Fiske-
banker, omsværmer denne Fugl almindeligen Skibet i de lyse Som-
mernætter, især med stille og godt Vejr; den kommer ganske nær
og flyver endog lige over Skibet, idet den bestandig lader sin
pibende Stemme høre, der ikke er ulig en Mus's. Ved Kok-Øerne,
udenfor Godthaabsfjorden, sees den hyppigst, og det skulde ikke
forundre mig, om man paa en eller anden af disse mange hundrede
Øer fandt dens Redeplads“. Det ег fra Begyndelsen af Maj til
Slutningen af August, at den især sees i Davis-Strædet; da Holbøll
i Oktober rejste fra Grønland, saa han ingen mere der, men usæd-
vanlig mange i Atlanterhavet; han mener derfor, at den forlader Grøn-
land for Vinteren. 16de Oktober 1840 fandtes en død ved Fiskenæs;
den indsendtes til Museet af Kielsen. 31te Oktober 1865 efter et
Par Dages haard sydlig Storm blev en dræbt paa Stranden ved
Godhavn; den indsendtes til Museet af Olrik. 12te Oktober 1893
fandtes, efter Helms, en drivende død i Stranden ved Arsuk; ogsaa :
den er skjænket Museet.

Arten er nordatlantisk og nordpacifisk. Den er funden ynglende
påa en af Blasquet-Øerne ved Irlands Vestkyst, paa flere af Hebri-
derne, St. Kilda og flere Steder langs den nordlige Del af Amerikas
Østkyst. Den strejfer vidt omkring over Atlanterhavet, viser sig
aarlig ved Færøerne, hvor den dog ikke synes at yngle, og er set
ved Island о. s. v.

30. Puffinus anglorum (Temm.). Skraape.

Procellaria anglorum Temm.: Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv.,
Bd. 3, 1824, р. 60. — Id., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p.94. — Puffinus
anglorum: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1848, р. 367 og 371.

Puffinus anglorum (Temm.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1876. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Puffinus puffinus (Brünn.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Puffinus anglorum (Temm.): Salvin, Catal. Birds Brit. Mus.
XXV, 1896.

Skraapen har en enkelt Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind af en Fugl skudt „under Grønlands Kyster", modtaget
i Museet i Kjøbenhavn (hvor det ikke mere findes), omtales af
Reinhardt sen. Det er vel det samme, der nævnes af Holbøll som
stammende fra Julianehaab.

140
(Puffinus anglorum.)

(Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 48, omtaler, efter Benzon’s
Fortegnelse over hans Samling, en Albino fra Umanak, 1872. Det
paagjeldende Skind er overgaaet til Museet og viste sig at vere af
Fulmarus glacialis.)

Arten er nordatlantisk, ogsaa ynglende paa Fergerne og Island,
men neppe ved Amerikas Kyst, hvor den dog viser sig.

31. Puffinus major Faber. Stor Skraape.

Procellaria puffinus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 87. —
Puffinus cinereus: Reinhardt зеп., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 94.
— Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 431. — Puffinus major Faber:
Reiphardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 84 (kun Navnet).

Puffinus major Faber: Dresser, Birds of Europe, УШ, 1877. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., II, 1884. — Coues, Key М. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Puffinus gravis
O'Reilly: Salvin, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgrenlandsk. Kakordlungnak: en ualmindelig Kakordluk, Fulmarus
glacialis. (Fabricius.)

Den Store Skraape er en almindelig Sommergjest langs
Grønlands Vestkyst fra Sydspidsen indtil 65'/2°; men den synes
ikke at yngle i Landet. Den viser sig fra forst i Maj til Slut-
ningen af September; i Oktober 1834 fandt Holbøll, at den
havde forladt Davis-Stredet, og i Atlanterhavet saa han den
heller ikke, medens Puffinus anglorum dér var at se i Mengde.
Paa Strækningen mellem 63° og 651/2°, hvor Gronlands
fiskerigeste Banker findes, skriver Holboll, er den allertalrigst.
Den ferdes mest ude paa Havet; men i Taage kan den komme
i saa stor Mengde ind paa Fjordene, at den næsten dekker
Vandet; saa snart Taagen letter, forsvinder den pludselig som
ved Hexeri. Især ved Sukkertoppen kommer den jevnlig ind
ved Kysten; endogsaa uden Taage kommer den dér om Aftenen
ind mellem Øerne. De store Ismasser undgaar den. Den ег
paaferde baade om Dagen og om Aftenen. Naar Søen gaar
højt, i eller efter Storm, flyver den mellem Bølgerne, som den
véd at følge; men ser den et Bytte i selve Bolgen, griber den
det, medens den med stillestaaende Vinger flyver gjennem
Bølgen, altid imod den. — Allerede Fabricius nævner den, i
sit Haandskrift, som visse Aar i August med Taage kommende

141

ind ner Land ved Frederikshaab i saadan Mengde, at man kunde
se hele Strækninger af Søen ganske dækkede af den i store Flokke.

Arten er atlantisk; den færdes over det meste af Atlanterhavet,
iser langt ude over det aabne Hav. Den viser sig jevnlig ved
Færøerne, de Britiske Øer og ved Amerikas Kyst, og den er set
ved Island. Men dens Ynglesteder ere endnu ukjendte. Kapt.
Johannes Hansen, af Thorshavn, skal i 1887 have fundet den
ynglende paa den lille @ Rockall langt ude i Atlanterhavet SV. for
Færøerne (meddelt af Harvie-Brown, Proceed. Roy. Phys. Soc. Edin-
burgh, vol. XIII, 1895, p. 69); men maaske er det en Fejltagelse.
Efter hvad Saunders (Manual of British Birds, 1889, p. 716, og
The Ibis, 7 ser., vol. I, 1895, р. 495; se ogsaa Harvie-Brown & Bar-
rington, Transact. Roy. Irish Acad., vol. XXXI, part Ш, 1897,
р. 71—75) har faaet oplyst, er der Sandsynlighed for, at den slet
ikke yngler 1 den nordlige Del af Atlanterhavet, men kun kommer
der som Gjæst paa Vandring udenfor sin Yngletid; Kapt. Collins, der
i 30 Aar havde set den færdes ved Fiske-Bankerne udfor Ny-England
og Britisk Nord-Amerika i Maanederne Maj til Oktober eller No-
vember, og som havde dræbt og aabnet Tusinder for at bruge dem
til Agn, havde aldrig set nogen, der viste Tegn til at skulle yngle.
Maaske Arten har sine Ynglesteder 1 Atlanterhavets sydlige Del; den
kjendes baade fra Ildlandet og fra Kap.

32. Fulmarus glacialis (L.). Stormfugl. (Mallemuk.)

Procellaria glacialis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 86. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 429.

Fulmarus glacialis (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. — Fulmarus
glacialis (L.) & var. glupischa Stejn. & var. rodgersi Cass.: Baird, Brewer,
Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Fulmarus glacialis & F. gla-
cialis pacificus & rodgersi: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Fulmarus
glacialis (L.) & Е. glacialis minor (Kjærb.) & glupischa Stejn. & rodgersi
Cass.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Fulmarus glacialis (L.)
& Е. glupischa Stejn. & Е. rodgersi Cass.: Salvin, Catal. Birds Brit. Mus.
ХХУ, 1896.

Vestgronlandsk. Kakordluk, efter Farven, af Kakorpok, er hvid; eller
Kakordluvek, den egenlige Kakordluk, til Forskjel fra Kakordlungnak, Puf-
finus major. (Fabricius.) — Kakugdluk. (Rink.)

Som særskilte Arter eller som Racer af Fulmarus glacialis
har man opstillet №. minor, der skulde udmærke sig ved ringe
Størrelse, og Р. glupischa, der især skulde kjendes paa, at

Næseroret ег gult, ikke mørkt; РЁ. minor skal ligesom К. gla-

143
(Fulmarus glacialis.)
cialis here hjemme i det nordlige Atlanterhav, РЕ. glupischa i

det nordlige Stille Hav. Men efter Størrelsen er det ganske
umuligt at udskille en F. minor; der ег blandt de grønlandske
Stormfugle de jevneste Overgange mellem store og зтаа. Og
efter Næbfarven er det lige saa umuligt at udskille en F. glupischa ;
Nebets Farve vexler meget selv blandt de grønlandske Storm-
fugle; Næseroret ег hos nogle mørkt, hos andre plettet mørkt
og gult, hos andre nesten helt gult. — Til Sammenligning har
der foreligget 11 grønlandske, 8 islandske, færoiske og danske
Skind.

Af Museets grønlandske Skind af udvoxne Stormfugle ere
de fleste af den sædvanlige lyse Race; 4 ere morke i forskjel-
lige Afskygninger.

Desuden haves i Museet to helt hvide Skind, begge fra
Umanak, det ene fra 1872, kommet til Museet fra Benzon, der
havde faaet det fra Fencker, det andet fra Juni 1885, fra
Fencker.

Til nermere Oplysning folgende Maal о. $. v.:

Gronland. Atlanterhav.
a | rene
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12

Mork Mork Lys Hvid Mork Lys Lys Lys Lys Lys Lys Lys
Neb. 290 TS в ос вы 9 9 9 ORNE
Vinge. . 295 310 290 310 310 310 330 310 320 % 325 340

Neseroret er hos 1 (fra Jakobshavn) mørkt, 2 (Jakobshavn) morkt, 3
(Fiskenæs) mørkt, 4 (Umanak) mørkt, 5 mørkt, 6 (Godhavn) gult med mørke
Pletter, 7 (9st-Gronland) mørkt, 8 (Godhavn) mørkt med lyse Pletter, 9 (God-
havn) gult med mork Marmorering ved Randen, 10 gult næsten uden mork
Tegning, 11 morkt med gule Pletter, 12 gult med morke Rande.

Stormfuglen yngler almindelig paa den nordlige Del af
Gronlands Vestkyst, fra Disko nordefter; ved Nordkysten viser
den sig kun af og til paa Strejftog; langs Ostkysten er den set
ret talrig, men om dens Ynglen dér vides ikke noget sikkert. Fra
Nord-Gronland vandrer den bort for Vinteren, selv om Havet
er isfrit, og den vender tilbage til Ynglepladserne først i Maj;
men i Davis-Strædet og sydligere synes den at færdes ogsaa
om Vinteren. Udenfor Yngletiden kommer den sjelden til Land,
men lever stadig paa det aabne Hav; kun i Taage kommer den

143

undertiden til Kysten; i Syd-Gronland sees den derfor sjelden,
sely paa Tider, hvor den i Mengde ferdes over Davis-Stredet.
Dens Føde er mange Slags Dyr, der kunne flyde i Havets
Overflade; men ganske særlig søger den Aadsler af Sæler og
Hvaler. Dens Ynglepladser ere stejle Bjergvægge ved Havet;
den bygger dér flokkevis paa Hylderne, ofte i Selskab med
andre Arter.

Ved Ivigtut skal den, efter Hagerup, til sine Tider vise sig i
stor Mængde nogle faa Mile tilsos, og undertiden skal den komme
ind i Fjorden. |

Ved Arsuk blev den aldrig set, efter hvad Helms meddeler, i
1891 og 93, medens den var almindelig ude i Davis-Strædet.

Ved Sermiligarsuk-Fjords Munding Nord for Arsuk skød Krabbe
en enkelt 23de September 1890.

Ved Fiskenæs omtaler Giesecke under 3dje September 1809,
at der i Efteraaret indfandt sig Stormfugle 1 tusindvis, mod Sæd-
vane.

I 1807 nævner Giesecke Stormfuglen som hjemmehørende paa
Disko. I Disko-Bugt skulde. den vise sig i hundredtusindvis; især
skulde den samles flokkevis ved omkringdrivende Hval-Aadsler.
Under 12te Oktober nevner han Komavik ved Kronprindsens-Ejland
i Disko-Bugt som Opholdssted for Stormfugle i Mængde. Under
26de Juli 1812 nævnes Bjerget Naujarsuit paa Sydvest-Siden af
Disko som Yngleplads for Stormfugle; paa de uhyre, stejle, tildels
fremludende Klippevegge byggede mange tusinde Fugle, iseer Storm-
fugle, desuden Maager og Skarver. 2den Maj 1813 omtales en
Herskare af Stormfugle og Maager som tilstedeveerende ved en
Hvalfangst ved Godhavn, og Бе Maj var Luften fyldt af mange
tusinde Trækfugle, Stormfugle, Maager og andre. Under 7de Juli
1813 omtales Mallemukke-Fjeldet Kakugdluit, paa Vest-Siden af
Disko, et mægtigt Basaltbjerg, som Yngleplads for en Legion af
Stormfugle og Maager, der som levende Skyer sværmede om Klip-
perne. — Den sydligste Yngleplads, Holbøll kjendte i Grønland, var
i Omegnen af Godhavn; dér og andre Steder i Nord-Gronland,
færdedes Stormfuglen idelig ved Kysten og inde i alle Bugter, medens
den lengere mod Syd kun sjelden viste sig andre Steder end paa
det aabne Hav. — Paa en Udflugt til Gronne-Ejland 1 Disko-Bugt
19de Juni 1880 saa Fencker mange. — Som ynglende paa Blaafjeld,

144
(Fulmarus glacialis.)
paa Sydvest-Spidsen af Disko, nævnes den af Traustedt 1 1899; ved
Disko-Bugt var den at se 1 Mengde.

Ved Umanak-Fjord kjendes flere Ynglesteder. Under 3dje Maj
1811 nævner Giesecke en stejl Fjeldvæg paa Nordsiden af Øen
Sagdlersuak, hvor der om Sommeren skulde findes en utrolig
Mængde Stormfugle, Alke, Tejster og Maager. Under 4de Maj
nævner han Mallemukke-Fjeldet ved Ingnerit-Fjord, en af de nordlige
Arme af Umanak-Fjord, hvor Stormfugle 1 hundredtusindvis flagrede
omkring ved Fjeldveggen. — Ved Umanak-Fjord iagttog Sabine i
Dagene fra 24de Juni Ш 34} Juli 1818, medens Skibene vare
standsede af Isen, en stadig Strøm af Stormfugle flyvende mod
Nord, i en Mengde, der maatte minde om Vandreduernes Flokke i
Nord-Amerika. — I Brev af 1834 nævner Vahl Arten som ynglende
i Umanak-Egnen. — Ogsaa Holbøll kjendte en Yngleplads i Umanak-
Fjord med еп stor Mængde ynglende Fugle. — Æg fra Storø har
Museet modtaget i 1861. — Ved Midten af Maj 1893 saa Vanhåffen
Stormfuglene komme til Fjorden, og først i Juni saa han deres
Ynglested paa den stejle Klippe Kakordlursuit, hvor de stod i Grupper
og Rækker paa alle Fremspring раа Bjergvæggen fra 15 Meters Højde
til Bjergets Spids; {ste Juni bleve de første Æg bragte derfra.

Ved Upernivik yngler den almindelig, efter hvad Vahl skriver
i Brev af 1834, og efter hvad Fencker meddeler 1 1887. 19te
Maj 1885 var den kommen i Mængde. 244е April 1887 sværmede
den i Flokke over Isen; næsten intet aabent Vand var at se.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, iagttoges den af Sutherland
12ie Juni 1850.

I Baffins-Bugt var den, efter Nares og Feilden, almindelig i
Juli 1875; enkelte fulgte efter Skibene mod Nord indtil Pakisen
udfor Kap Sabine 1 Smith-Sund. I September 1876 blev den igjen
set i Baffins-Bugt. — Stone omtaler 8 som skudte i Melville-Bugt
mellen 7de og 13de Juli 1891, de 5 hvide, de 3 graa.

Ved Kap Parry saa Bessels 1 1873 de forste Stormfugle 12te
Juni.

Ved Kennedy-Kanal nævnes den som set af Morton paa Kane's
Rejse, 21de Juli 1854.

I Egnen om Thank-God-Harbour blev den, efter Bessels, kun
set en enkelt Gang paa „Polaris“-Rejsen.

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah i
1832.

Ved Angmagsalik iagttoges den, efter Bay, flere Gange i 1892.

145

I Mundingen af Scoresby-Sund blev den ligeledes, efter Вау,
flere Gange set 1 1891—92.

Ved Østkystens nordlige Del blev den set af Deltagerne i
„Germania“- og „Hansa“-Rejsen 11869—70, men kun meget sjelden
og aldrig mere end to eller tre sammen.

I Drivisen udfor Østkysten var den, efter Bay, meget almindelig
i 1891—92. |

En stor Mengde Knogler fra en gammel eskimoisk Kjekken-
modding ved Nusak, paa Nugsuak-Halvs, haves i Museet.

Arten er nordatlantisk og nordpacifisk, ogsaa ynglende paa
Fergerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen og paa Vestkysten af
Davis-Strædet. ;

33. (тех pratentis Bechst. Engsnarre.

Ortygometra crex (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 71.
— Id., Ibis 1861, р. 11. — Crex pratensis: Hagerup, Zoologist, 3 ser., vol.
XVII, 1894, р. 57. — (Bay, Medd. om Gronl., 19de Hefte, 1894, p. 43.)

Crex pratensis Bechst.: Dresser, Birds of Europe, VII, 1878. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Crex crex (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIII, 1894.

Engsnarren har nogle faa Gange vist sig paa Vestkysten
af Gronland.

Et Skind af en gammel Hun fra Godthaab hjemsendtes 1 1851
af Holbøll. Et Skind af еп Fugl funden dod ner Egedesminde,
Juli 1887, ег med Fencker’s Samling kommet til Museet. Et Skind
fra Sukkertoppen Lite Maj 1892 nævnes af Hagerup. (En Fugl,
der mentes at vere af denne Art, blev, som Bay meddeler, set paa
Eggers-Ø i Efteraaret 1893.) Et Skind fra Julianehaab, Foraar
1894, har Museet faaet fra Fencker.

Arten, ogsaa Slægten, er europæisk-asiatisk. Dens nermeste
Hjemsteder ere Norge og Færøerne. Paa Nord-Amerikas Østkyst
har den ogsaa vist sig.

34. Porzana maruetta (Leach). Rervagtel.

Gallinula porzana: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 368 og
371. — Ortygometra porzana (L.): Reinhardt jun., Ibis, 1861, p. 12. —
Porzana porzana: Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 53.

Porzana maruetta (Leach): Dresser, Birds of Europe, VII, 1878. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Porzana porzana (L.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIII, 1894.

XXI. 10

146

(Porzana maruetta.)

Rervagtlen er tre Gange set i Syd-Gronland.

Holbøll fik en ved Godthaab 28de September 1841 og sendte
den til Museet i Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes). En blev
fanget ved Nanortalik og af Kielsen sendt til Museet i 1856. Efter
Benzon’s Fortegnelse over hans Samling nævner Hagerup et Skind
fra Julianehaab, 1878.

Arten er europæisk-asiatisk. Dens nærmeste Ynglesteder ere 1
Skotland og Norge. Et Par Gange har den vist sig paa Orkngerne
og Shetlandsøerne. Fra Færøerne og Island kjendes den ikke.

35. Porzana carolina (L.).
Rallus carolinus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p.
102. — Ortygometra carolina (L.): Reinhardt jun., Ibis, 1861, p. 12.
Porzana carolina (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual
N. Amer. Birds, 1887. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus., XXIII, 1894.
Er flere Gange set i Vest-Gronland.

Ste (ikke 3dje) Oktober 1823 blev en skudt ved Sukkertoppen
og af Holbøll indsendt til Museet 1 Kjøbenhavn (hvor den ikke mere
findes). Et Skind fra Ubekjendte-Ejland 1 Umanak-Fjord, Foraar
1881, er med Fencker’s Samling kommet til Museet. Et Skind af
en Fugl fanget levende ved Niakornak paa Nugsuak-Halvo, NV.
for Umanak, 30te September 1882, har Museet ligeledes faaet fra
Fencker, hvem Museet desuden skylder et gronlandsk Skind uden
nermere Oplysning om Sted. Et Skind fra Frederikshaab, Sommer
1895, er givet Museet af Helms. — Alle de foreliggende Skind fra
Grønland synes at vere af yngre Fugle.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted er Labrador.
I England har den vist sig en enkelt Gang. |

36. Fulica ата Г. Blishone.

Fulica atra: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1877—78, р. Il.

Fulica atra L.: Dresser, Birds of Europe, VII, 1879. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sharpe, Catal.
Birds Brit. Mus. XXIII, 1894.

Blishonen har tre Gange vist sig i Vest-Gronland.

Et Skind fra Kangek (hvor 1 Gronland, er ikke oplyst), Efter-
aar 1877, blev givet Museet af Sahlertz. Et Skind fra Nanortalik,
264е Oktober 1881, er tilsendt Museet af Ryberg. Et Skind af en

147

Fugl skudt ved Julianehaab, Foraar 1894, har Museet faaet fra
Fencker.

Arten er europæisk-asiatisk. Den yngler i det sydligste Norge,
men kun sjelden paa Island; til Færøerne kommer den ofte paa
Vandring.

37. Fulica americana Gmel.

Fulica americana Gmel.: Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 12. — Harting,
Proceed. Zool. Soc. London 1871, p. 117.

Fulica americana Gmel.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., [, 1884. — Coues, Key М. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual
N. Amer. Birds, 1887. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIII, 1894.

Har vist sig to Gange paa Vestkysten af Gronland.

En blev i 1854 skudt i Havnen ved Christianshaab og af
Olrik skjenket til Kapt. Elliot, fra hvem den kom til John Barrow.
En anden blev ogsaa 1 1854 skudt ved Godthaab af Holbøll, men
blev ødelagt og ikke gjemt.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsteder synes at
være 1 Pelslandene, indtil 55°; 1 Labrador ег den ikke set.

38. Vanellus cristatus Meyer. Vibe.

Vanellus cristatus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
p. 96. — Vanellus cristatus Meyer: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853,
p. 83. — Id., Ibis 1861, p. 9.

Vanellus vulgaris Bechst.: Dresser, Birds of Europe, VII, 1875. —
Vanellus capella Schaeff: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
I, 1884. — Vanellus cristatus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Vanellus
vanellus (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Vanellus cristatus
Wolf & Meyer: Seebohm, Charadriide, 1888. — Vanellus vanellus (L.):
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Viben har позе faa Gange vist sig paa Gronlands Vestkyst.

de Januar 1820 blev en skudt ved Fiskenæs og af Heilman
sendt til Museet (hvor den ikke mere findes). Et Skind fra Sard-
lok ved Julianehaab, midt i April 1847, indsendtes af Kielsen. I
1869 fik Museet igjen et Skind fra Grønland. 4de December 1876
blev en skudt ved Frederikshaab og af Ryberg sendt til Museet
(hvor den ikke mere findes); der havde været to sammen, og begge
bleve skudte, men den ene blev odelagt. Et Skind fra Godthaab,
Foraar 1891, har Museet faaet fra Fencker.

Arten er europeisk-asiatisk. Den yngler almindelig 1 Norge;
paa Færøerne viser den sig jevnlig, sjeldnere paa Island; ogsaa paa
Jan Mayen er den set.

10°

148

39. Charadrius sqvatarola Г. Strandhjejle.

Vanellus melanogaster: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII,
1838, р. 92. — Holball, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 406. — Chara-
drius sqvatarola L.: Dresser, Birds of Europe, УП, 1871 (Meddelelse fra
Benzon). — Squatarola helvetica (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd.
1874, p. 183.

Squatarola helvetica (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., I, 1884 (р. 134 nævnes Æg fra Grønland, hvad vist maa bero paa
en Fejltagelse). — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Charadrius squata-
rola L.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Charadrius helveticus
(L.): Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Squatarola helvetica (L.): Sharpe,
Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Strandhjejlen er oftere set langs Grenlands Vestkyst, men
vist kun som tilfældig Gjæst.

Reinhardt sen. nævner et Skind, der 1 1832 blev sendt af
Holbøll fra Godthaab til Museet i Kjøbenhavn (hvor det ikke mere
findes). Holbøll regner Arten til de sjeldnere af Grønlands Fugle;
han havde set den baade i Syd- og Nord-Grenland; tre vare skudte
ved Nanortalik 1 September 1840; han nævner den ogsaa som
skudt i August ved Ameralik. Et Skind, fra Grønland 1851, fandtes
i Benzon’s Samling. I Foraaret 1868 blev en skudt ved Kaersat
(Karsok) paa Nordsiden af Nugsuak-Halve og sendt til Museet af
Pfaff. Et Skind fra Egedesminde, Foraar 1869, indsendtes af Olrik.
Et Skind fra Ikamiut ved Egedesminde, Juli 1883, har Museet faaet
fra Fencker. En Hun fra Gronne-Ejland 1 Disko-Bugt, skudt 25de
Juni 1889, er tilsendt Museet af Müller. En skudt ved Holstenborg
i Juni 1893 er med Fencker’s Samling kommen til Museet.

Arten er circumpolar, ynglende i hajnordiske Lande, vandrende
saa vidt, at den er set over det meste af Jorden. Den er funden
ynglende i det nordligste Europa og Asien og i det arktiske Amerika,
men er kun set som Gjest paa Færøerne og Island. Fra Jan
Mayen og Spitsbergen kjendes den ikke, heller ikke fra Vestkysten
af Davis-Strædet eller Grinnell-Land.

40. Charadrius pluvialis L. typicus & var. fulvus virginicus Bork.
Hjejle.

Charadrius apricarius L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 114. —
Charadrius pluvialis: Reinhardt sen.: Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p-
93. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 106. — Pluvialis virgi-
nicus: Bonaparte, Comptes rend. de l'Acad. des sc., tom. 43, 1856, р. 1019-
— Charadrius virginicus Bork: Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 9. — Chara-
drius apricarius 1. & Ch. virginieus: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1874,

149

р. 181; 1881, р. 184. — Charadrius virginianus L.: Finsch, Abhandl.
naturw. Ver. Bremen, Bd. IV, 1874, р. 111. — (Davis, North-Polar Exp.,
1876, р. 391.) — Charadrius dominicus: Hagerup, Birds of Greenl., 1891.

р. 20. — Charadrius virginianus L.: Helms, Vidensk. Medd. 1892, р. 238.

Charadrius pluvialis L. & Ch. fulvus Gmel.: Dresser, Birds of Europe,
УП, 1871. — Charadrius apricarius L. & Ch. dominicus Müll. & var.
fulvus Gmel.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. —
Charadrius pluvialis & Ch. dominicus & Ch. dominicus fulvus: Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Charadrius apricarius L. & Ch. dominicus
Müll. & Ch. dominicus fulvus Gmel.: Ridgway , Manual N. Amer. Birds,
1887. — Charadrius pluvialis L. & Ch. fulvus Gmel. & Ch. fulvus
americanus: Seebohm, Charadriide, 1888. — Charadrius pluvialis L. &
Ch. dominicus Müll.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestgronlandsk: Kajordlek eller Kajorrovek, efter Farven, som den
synes i Afstand, af Kajorpok, er brun. (Fabricius.) (Sammenl. Tringa
canutus.)

De grønlandske Hjejler ere dels af den europæiske, dels
af den amerikanske Race.

Fra den typiske europæiske Charadrius pluvialis afviger den
amerikanske og asiatiske var. fulvus (af de fleste regnet for en egen
Art) som oftest ved at være noget mere hojbenet, med længere
Mellemfod og længere Skinneben, der forneden er mindre
sterkt fjerklædt, og ved at have Fjerene i Armhulen graa, ikke
hvide. Men Forskjellen er ikke rigtig fast. Der findes baade
blandt de europæiske og de amerikanske og asiatiske Hjejler
nogle, der ere mere, andre der ere mindre hejbenede. Og
blandt de europæiske Hjejler findes en ikke ringe Tilbojelighed
til at faa Armhulens Fjer graa; hos adskillige danske Hjejier
ere Armhulens Fjer ikke rent hvide, men tildels graalige. —
Som egen Race, eller endogsaa Art, har man søgt at skille
den amerikanske som var. virginicus (eller dominicus) fra den
asiatiske Hjejle, var. fulvus s. str.; men Forskjellen er saa
godt som ingen og slet ikke fast. — (Til Sammenligning har
foreligget, foruden adskillige Skind og Dele af Skind af europæiske
Hjejler, 13 Skind af var. virginicus & fulvus, fra Amerika,
Asien og Australien. Indgaaende Oplysninger. om Forholdet
mellem Hjejle-Formerne findes hos Finsch & Hartlaub, Beitr.
z. Fauna Central-Polynesiens, 1867, р. 188—197; Dresser,

150

(Charadrius pluvialis.)

Birds of Europe, VII, 1871; Palmén, Vega Exp. Vetensk. laktt.,
У, 1887, р. 342 — 348; Seebohm, The Charadriide, 1888.) —
Nogen Vanskelighed med Hensyn til at kjende den europeiske
Васе har der ikke veret Гог de gronlandske Skinds Vedkommende ;
nermest ere de dog kun bestemte efter Farven af Armhulens
Fjer. Et andet Spørgsmaal er det, om de grønlandske Skind,
der ere henforte til var. fulvus, ere af den typiske fulvus eller,
hvad der vel er storst Sandsynlighed for, af Under-Racen
virginicus. I Vingens Længde stemme de bedst med virgi-
nicus, der gjennemgaaende har lidt længere Vinger end fulous
s. str. — Folgende Maal af gronlandske Skind til nermere Op-
lysning:

Charadrius pluvialis typicus:

Vinge ...179 181 182 183 185 186 187 190mm.
Mellemfod. 43 38 41 38 41 41 43 43
Charadrius pluvialis var. fulvus virginicus:
Я oso 172 103 И 1 1 И 19 1910 ile IE (Sie)
Mellemfod. 41 421/2 44 41 411 43 3912 41 43 42 43

Hjejlen, og da især dens amerikanske Form, har saa ofte
vist sig paa Gronlands Vestkyst, at der neppe kan tvivles om,
at den i det mindste af og til maa yngle der, om end kun i
ringe Mengde; en enkelt Gang er den maaske set ved Nord-
kysten; fra Ostkysten er den ligeledes nævnet.

Fabricius siger om Hjejlen, at den lever ved Indsoerne 1 Syd-
Grønland, men mindre talrig end Prestekraven. Efter mundtlige
Meddelelser taler Reinhardt sen. om Flokke af Hjejler 1 Grønland.
(Det ene af de grønlandske Navne, som Fabricius opgiver for
Hjejlen, er det samme som det, Helms opgiver for den Islandske
Ryle, en Art, Fabricius ikke nævner. Forvexling med den Islandske

Ryle kunde maaske vere Grunden til de ældre Opgivelser om ‚о

Hjejlens Talrighed i Gronland.) Holboll derimod regner den til de
meget sjeldne Arter; han havde i Lobet af 18 Aar, skriver han 1
1840, kun faaet tre Skind (to af dem vare indsendte til Museet 1
Kjøbenhavn, hvor de ikke mere findes). Vahl nævner den, 1 Brev
af 1830, som iagttagen paa Østkysten ved Auarket, paa 61° 15’, i
Juni 1899. — Fabricius, Reinhardt sen., Holbgll og Vahl skjelnede

Ben

151

ikke mellem Hjejlens amerikanske og europæiske Form. Hvad der
nu kan oplyses om de to Racers Optreden i Grønland, er følgende:

Af den amerikanske Race indsendte Holbøll i 1841 et Skind
fra Grønland. I 1846 blev et Skind fra Fiskenæs indsendt af Bii-
low. Et Skind fra Kangarsuk, mellem Arsuk og Frederikshaab,
August 1846, indsendtes af Kielsen. Fra sin Rejse til Gronland
hjembragte Prinds Napoleon 1 1856 nogle Skind. Et Skind fra
Grønland, 1861, er fra Fischer’s Samling kommet til Museet. I
1863 hjemsendte Olrik et Skind fra Nord-Gronland. (I 1872
nævnes en „Golden Plover* som skudt ved Thank-God-Harbour
12te Juli af Deltagere i ,Polaris*-Rejsen.) I 1872 modtog Museet
igjen et Skind fra Grønland, fra Prof. Steenstrup. I 1874 med-
delte Reinhardt jun., at han 1 private Samlinger havde set nogle.
Finsch omtaler 1 1874 et Skind fra Fiskenæs, hvor Arten skulde
vise sig meget sjelden. Et Skind fra Julianehaab 1880 er kommet
til Museet. Et Skind fra Hunde-Ejland i. Disko-Bugt, Juni 1880,
har Museet faaet fra Fencker. Ligeledes et Skind fra Jakobshavn,
96de September 1880. Et Skind af еп Fugl skudt ved Frederiks-
haab, 7de September 1886, er af Hagerup skjænket Museet. Et
Skind fra Frederikshaab, 22de September 1889, er af Krabbe og
Helms givet Museet. Krabbe omtaler desuden еп Fugl skudt ved
Narsalik, Syd for Frederikshaab, 10de September 1890. (En Hjejle,
der mentes at vere af denne Race, nævner Vanhöffen som skudt
28de Juni 1892 ved Ikerasak inderst i Umanak-Fjord.)

Af den europæiske Race modtog Museet 1 1869 et Skind fra
Grønland. En blev i Foraaret 1871 skudt ved Sarkak, paa Syd-
siden af Nugsuak-Halve, og af Pfaff sendt til Museet. En i Vinter-
dragt blev 1 1880 skudt ved Nanortalik og hjemsendt af Müller.
Han og Hun, begge skudte ved Christianshaab 15de Juni 1880,
ere med Fencker’s Samling komne til Museet. To grønlandske
Skind i Sommerdragt, men uden nermere Oplysning, har Museet
desuden faaet fra Fencker. Af Helms har Museet faaet en Fugl i
Sommerdragt fra Kagsimiut mellem Julianehaab og Arsuk, Sommer
1895; der havde været en lille Flok, hvoraf to bleve skudte; de
vare ukjendte af de ældste Fangere раа Stedet.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse som ynglende, paa
Vandring set over det meste af Jorden. Den europæiske Race har
nærmeste Hjemsteder paa Færøerne og Island og er set paa Jan
Mayen og Spitsbergen. Den amerikanske Race skal yngle i det

(Caradrius pluvialis.)
arktiske Amerika, men ikke 1 Labrador, hvor den dog er almindelig
paa Vandring.

41. Megialitis hiaticula (L.). Præstekrave.

Charadrius hiaticula L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 112. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 406.

Æjgialitis hiaticula (L.): Dresser, Birds of Europe, УП, 1876. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Charadrius
hiaticula L.: Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Ægialitis hiaticola (L.):
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestgrenlandsk. Tukagvajok. (Fabricius.)

Der er blandt Museets 26 gronlandske Skind, der stamme
baade fra Vestkystens sydlige og nordlige Del og fra Ostkysten,
ikke et eneste, der ikke stemmer saa noje med typiske europeiske
Skind, at der kunde vere mindste Tvivl om Bestemmelsen; der
er intet af dem, der kunde bestemmes som tilhørende »Ægia-
litis semipalmata*, en amerikansk Form, Art eller Race, der
skal afvige fra den europæiske hraticula ved at være mindre,
ved at have lidt mere Svømmehud mellem Tæerne, især mellem
Indertaa og Mellemtaa, og ved at have smallere sort Baand
over Brystet. I Størrelse ere de grønlandske Skind ganske som
europæiske; Vingelængden er mellem 1257" og 132, oftest
omkring 130 (hos de to foreliggende amerikanske Skind af Æ.
semipalmata 116 og 120). Det sorte Bryst-Baand er hos de
gronlandske fuldt saa bredt som hos de europæiske, men i
Form ikke lidt vexlende. Svommehuden mellem Tæerne er
oftest hos de gronlandske lige saa indskrenket som sædvanlig
hos de europæiske; men baade de gronlandske og de europæiske
vexle noget i den Henseende, og et af de gronlandske Skind,
af en Нип skudt ved Arsuk 29de Juli 1893, fra Helms, har
Svommehud, der er meget ner ved at vere lige saa stor som
hos den typiske Æ. semipalmata; men det samme Skind er
ellers som aldeles typisk Æ. hiaticula, med Vingelængde 129
og med meget bredt sort Bryst-Baand, og det er af en Hun,
der er skudt samtidig med en Han med sedvanlig indskrenket

155

Svommehud. — Et Spørgsmaal er det, om 4. semipalmata
kan regnes for andet end en Race af . hiaticula.

Den hvide Stribe bag Ojet vexler meget sterkt; oftest er
den hos de gronlandske Skind stor; men den kan ogsaa vere
indskrænket til næsten at mangle; ligeledes hos de europæiske.

Præstekraven findes som ynglende langs Vest- og Ostkyst,
vist ogsaa ved Nordkysten, men allevegne forholdsvis faatallig.
Som Trekfugl kommer den til Syd-Gronland forst i Maj. Den
lever baade ved Bække og Søer inde i Land og ved Kysten,
især hvor Stranden ег flad, og hvor store lerede Strækninger
ligge tørre ved Ebbe. Som dens Føde nævner Fabricius især
Orme og smaa Krebsdyr; Planteføde skal den ogsaa kunne æde.

Ved Ivigtut saa Hagerup den ved en Sø i en Højde af 1100
Fod over Havet, 15de August 1886.

Ved Arsuk, 1 1890, blev, efter Krabbe, en skudt 21de Maj;
en blev skudt ved Kornok, et Par Mile Syd for Arsuk, 25de Juni;
tre bleve skudte ved Narsalik, Nord for Arsuk, 12te September. —
I 1893 fandt Helms den vel ikke ynglende tæt ved Arsuk, men
derimod paa Øerne langs Kysten, hvorfra Grønlænderne bragte
adskillige. 10de Juli bleve Han og Hun skudte paa en af Øerne ved
Isa Havn, Nord for Arsuk. Ved Smallesund Nord for Arsuk ved
en lang smal Bugt med leret Bund, hvoraf en Del laa tor ved
Lavvande , færdedes sidst i August Smaaflokke paa indtil 5, baade
unge og gamle. Ved en lignende Fjord Syd for Arsuk var den
ligeledes almindelig.

Ved Frederikshaab maa Fabricius ofte have set den, at dømme
efter den indgaaende Skildring af dens Færden, som han giver i
sit Haandskrift. — Et Skind fra Egnen, fra Sommeren 1895, haves
i Museet i Kjøbenhavn.

Fra Fiskenæs haves flere Skind i Museet, indsendte i 1836,
41 og 46. Finsch nævner i 1877 et Skind derfra.

Ved Godthaab nævner Holbøll den som kommende først
i Maj.

Fra Sukkertoppen haves i Museet et Skind af en ung Fugl
fra 1863.

Fra Kangatsiak, Syd for Egedesminde, haves Skind i Museet.
fra Juni 1880. Æg derfra nævner Fencker i 1880.

Fra Jakobshavn haves et Skind, modtaget i 1846.

154

(Ægialitis hiaticula.)
| Fra Godhavn haves i Museet flere Skind, et af dem fra Maj
1860, et, af en ung Fugl, fra September 1879. I 1878 fandt
Kumlien den meget almindelig paa Disko. Stone nævner den fra
Disko i 1891.

Ved Ritenbenk nevner Fencker den i 1891 som ikke ualminde-
lig 1 Begyndelsen af Juni.

Fra Hare-@ Nord for Disko nævner Sabine den som skudt i
Juni 1818.

Ved Upernivik nævner Fencker den som ikke meget sjelden og
vist ynglende. Han opfører den i sin Dagbog som kommende 31te
Maj og 5te Juni 1886 ved Augpalartok og Upernivik, ligeledes ved
Upernivik 8de Juni 1887, 27de Maj 88, 28de Maj 89. Flere Skind
fra Egnen haves i Museet.

Fra Ме Cormick-Bugt ved Inglefield-Bugt nævner Stone den
som skudt 4de August 1892.

Ved Nanusek (Nenese) paa Østkysten, paa 60° 28’, indfandt
den sig 1 1829 1 Maj 1 temmelig stor Mengde, skriver Vahl 1
Brev af 1830, og siden var den at se de fleste Steder langs Kysten
lengere mod Nord. р

Ved Angmagsalik blev, den, efter Bay, set 16de September
1892. — Som ynglende i Egnen nævnes den af J. Petersen i
1897.

Ved Kap Hope, sydlig paa Liverpool-Kyst ved Mundingen af
Scoresby-Sund, og раа Jameson-Land nævnes den af Scoresby som
skudt 1 Sommeren 1822. — I 1891—92 fandt Bay den meget al-
mindelig overalt ved Scoresby-Sund, baade ved Mundingen, ved
Hurry-Inlet, og inde i Fjorden, som ved Gaasefjord, inderst i
Fohnfjord, ved Mudderbugt paa Milnes-Land og paa Danmarks-Q.
I 1891 blev den set sidste Gang 25de August. 6te Juni 1892
viste sig igjen en lille Flok paa Danmarks-O; men allerede 25de
Maj var den vist hørt. Rede syntes den mest at have inde i Land
ved Bække og Søer. Sde og 11te Juli skulde der vere fundet
smaa Unger. I Maverne paa flere, der bleve skudte, fandtes baade
Dyre- og Plantelevninger, mest Dele af Planter. (To Skind hjem-
bragtes.)

Paa Hold-with-Hope blev den, efter Bay, skudt 20de Juli 1891.
(Skindet hjembragtes.)

_ Paa Clavering-@ blev, efter Finsch, en Hun skudt ved en Rede
med fire Æg 16de Juli 1870.

Skind af gamle og unge Fugle fra Sabine-O, September 1869,
omtales af Finsch.

Paa Vandring over Davis-Strædet har Holbøll set den 1 smaa
Flokke.

Arten er europæisk-asiatisk, med vid Udbredelse. Den yngler
ogsaa раа Færøerne, Island, Jan Mayen og Grinnell-Land; . paa
Spitsbergen er den set. Ogsaa paa Vestkysten af Davis-Streedet er
den funden ynglende; men kun en sjelden Gang har den vist sig
sydligere i Nord-Amerika. I Amerika lever den meget nærstaaende
Art (eller Race) Ægialitis semipalmata (der undertiden stilles i en
egen Slægt, Ægialeus).

42. Strepsilas interpres (L.). Stenvender.

Tringa interpres L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 109. — Strep-
silas collaris: Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv., Bd. 3, 1824, p. 68. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 407. — Cinclus interpres (L.):
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 83 (kun Маупей.

Strepsilas interpres (L.): Dresser, Birds of Europe, VII, 1875. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Arenaria interpres (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Strepsilas interpres (L.): Seebohm, Charadriide, 1888. — Arenaria
interpres (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.
| Vestgronlandsk. Telligvak. (Fabricius.) — Talivfak. (Helms.)

De foreliggende 31 gronlandske Skind synes ikke i noget-
somhelst forskjellige fra danske.

Stenvenderen er, efter Holboll, ikke sjelden som ynglende
раа Øerne langs Vestkysten, baade i Syd- og Nord-Gronland;
fra Nord- og Østkysten kjendes den ogsaa. Den er en sent
kommende Trækfugl, der paa Vestkysten forst viser sig mod
Slutningen af Maj; i September trækker den bort. Den skal
især leve af smaa Muslinger, Snegle og Krebsdvr.

Et Skind fra Julianehaab, modtaget i 1841, haves i Kjøbenhavns
Museum. — Flere Skind fra samme Sted indsendtes 1 1847. —
10de September 1894 saa Bruun den skudt ved Igaliko.

Ved Arsuk fandt Helms den ikke ynglende, men kun paa
Vandring om Efteraaret; mellem 11te August og 3dje September
1893 saa han to, og tre bragtes skudte af Gronlændere; de to af
de skudte havde været i Flok med to andre.

Ved Frederikshaab havde Fabricius ikke selv set den, men kun
lert den at kjende gjennem Gronlændernes Omtale; men i 1793

156
(Strepsilas interpres.)
fik han den tilsendt derfra, som han meddeler i sit Haandskrift.
— Et Skind derfra modtog Museet 1 1829. — Skind af to unge
Fugle fra Frederikshaab, Sommer 1895, har Museet modtaget fra
Helms.

Fra Fiskenes indsendtes i 1841 to Skind til Museet. Et mod-
toges igjen i 1846. — Fra samme Sted nevner Finsch i 1874
Skind fra 29de August og 28de September og i 1877 Skind fra
20de August og 30te September.

Ved Holstenborg viser den sig om Sommeren, men kun sjelden,
efter Brummerstedt.

Paa Øerne ved Disko-Bugt, paa Hunde-Ejland og Grenne-Ej-
land, nævner Kumlien den som ynglende, 1878. Paa Granne-Ej-

land fandt Fencker den ynglende i Juni 1880; paa Kronprindsens-

Ejland ligeledes 1 Juli 1879.

Ved Christianshaab nævner Fencker den 1 September 1882
som ret almindelig.

Fra Jakobshavn haves flere Skind 1 Museet, saaledes to fra
10de Juni 1836 og andre fra 1846 og 51.

Fra Fortunebay paa Sydkysten af Disko modtog Fencker flere
i August 1879. |

Ved Ritenbenk nævner Fencker den 1 1891 som ikke ualminde-
lig i Begyndelsen af Juni.

Ved Коте paa Nordkysten af Nugsuak-Halve saa Vanhöffen
nogle Smaaflokke 10de August 1893.

Ved Upernivik yngler den, efter Fencker; om Foraaret skal
den vise sig almindelig. Han nævner den fra baade Sondre-Uper-
nivik, Upernivik, Augpalartok og Kagsersuak. Som kommende til
Egnen opføres den: Зе Maj 1886, 28de Maj 87, 2den Juni 88
30te Maj 89. 174е August 1888 паупез den som almindelig paa
Vandring mod Syd, ligeledes i de sidste Dage af August 1889.

Fra Melville-Bugt, paa 74°, nævnes den af Walker, August
1857.

To Skind fra Tukto-Valley ved Inglefield-Bugt fra 21de og
26de Juli 1892 nævnes af Stone.

Paa Northumberland-@ blev den set af Bessels 8de Juni 1873.

Ved Sorfalik, Syd for Port Foulke, vare, efter Bessels, enkelte
at se 3dje Juni 1873.

I Kanes Hav saa Deltagerne i „Polaris“-Rejsen en Stenvender
3dje September 1872.

157

Ved Thank-God-Harbour viste den sig, efter Bessels, sidst i Juli
og forst 1 August 1872 1 store Flokke, gamle og unge sammen.

Inde i Scoresby-Sund ved Danmarks-@ blev en ung Fugl skudt
13de August 1891 og en anden Зе August, efter Bay. (Begge
hjembragtes. )

En blev skudt ved Kap Broer Ruys forst 1 August 1870 og
omtales af Finsch.

En blev, som ogsaa Finsch meddeler, skudt paa Sabine-@ 1
Oktober 1869.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse som ynglende, og
vandrende saa vidt, at den er funden næsten over hele Jorden.
Den findes ogsaa som ynglende paa Fergerne, Island, Labrador og
Grinnell-Land; paa Jan Mayen viser den sig paa Gjennemrejse; paa
Spitsbergen er den set.

43. Hematopus ostreologus L. Strandskade.

Hematopus ostralegus L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p.
71. — Id., Ibis 1861, p. 9. — (Bay, Medd. om Gronl., 19de Hefte, 1894,
p. 43.)

Hematopus ostralegus L.: Dresser, Birds of Europe, VII, 1877. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Hematopus
ostrilegus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Hematopus ostralegus L.:
Ridgway, Manual №. Amer. Birds, 1887. — Seebohm, Charadriidæ, 1888.
— Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Strandskaden er flere Gange set paa Grønlands Vestkyst.

I 1844 indsendte Holbøll til Museet et Skind fra Ystproven
SØ. for Nanortalik (det findes her ikke mere). I 1847 indsendte
Kielsen et Skind fra Julianehaab. I 1851 kom et Skind fra Godt-
haab til Museet indsendt af Holbøll. Et Skind fra Nanortalik, 1859,
i en privat Samling, omtales af Reinhardt jun. Et Skind af en
Fugl skudt 19de April 1885 lidt Øst for Nanortalik blev hjemsendt
af Eberlin. En Hun fra Pakitsok, Nord for Jakobshavn, 16de Juni
1888, har Museet faaet fra Fencker. (I Efteraaret 1893 skal en
Strandskade, uvist af hvilken Art, være iagttagen af J. Petersen ved
Itivdhk, paa Eggers-Ø, som meddelt af Вау.)

Arten er europæisk-asiatisk med vid Udbredelse. Dens nærmeste
Hjemsteder ere Færøerne og Island. I Amerika findes en yderst
nærstaaende Form, neppe nok andet end en Race af samme Årt,
Hæmatopus palliatus, der yngler ogsaa i Labrador.

158

44. Numenius phæopus (L.). Lille Spove.

Numenius pheopus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
р. 97. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 407. — Numenius
pheopus (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 10. — Hagerup, Birds of Greenl.,
1891, p. 20. — Helms, Vidensk. Medd. 1892, p. 238.

Numenius pheopus (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1873. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Seebohm,
Charadriidæ, 1888. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

De 15 foreliggende gronlandske Skind ere ikke i nogen
Maade til at skjelne fra europæiske.

Den Lille Spove er set saa ofte paa Vestkysten af Gron-
land, at der er Grund til at tro, at den i det mindste af og til
yngler dér.

Mellem 1831 og 1838 havde Museet i Kjøbenhavn modtaget
fem Skind, fra Julianehaab, Frederikshaab, Godhavn og Umanak,
indsendte af Gram, Fasting, Jørgensen og andre (kun et af dem,
fra Julianehaab, findes her endnu); og Reinhardt sen. siger i 1838,
at han desuden havde Efterretning om enkelte fra et Par andre
Steder. I 1840 skrev Holbøll, at han ialt havde faaet fem i Grøn-
land, baade fra Nord- og Syd-Grønland, skudte mellem Maj og
September (maaske nogle af dem kunde være de samme som de
af Reinhardt sen. omtalte). 1 1841 modtog Museet et Skind fra
Godthaab, indsendt af Holbøll. Et Skind fra Sydprøven, Maj 1847,
indsendtes fra Kielsen. 1 1851 kom et Skind fra Jakobshavn, fra
Rudolph. I 1856 kom et Skind fra Шиа ved Julianehaab, fra
Kielsen. I 1860 indsendtes et Skind fra Nanortalik af Lytzen. I
1879 eller et af de nærmeste Aar blev en skudt ved Ivigtut; Skindet
fik Hagerup, der har givet det til Museet. 25de Maj 1887 blev,
efter Hagerup, en skudt ved Arsuk. Et Skind fra Nanortalik,
Sommer 1889, er af Lytzen sendt til Museet. 25de Maj 1891 om
Morgenen blev der ved Ivigtut set 6 i Flok; 2 af dem bleve
skudte og bragte til Helms; om Aftenen samme Dag blev der set
8 i Flok, og en af dem blev skudt og bragt Helms (der har givet
Museet to Skind fra denne Dag); næste Morgen заа man 3, senere
ingen; Flokkene sad dels ved Stranden, dels oppe paa Land flere
hundrede Alen fra Kysten; Blaabær havde de spist. Et Skind fra
Holstenborg, Foraar 1893, har Museet faaet fra Fencker. Ligeledes
to Skind fra Fiskenæs, Juni og Juli 1894 og et grønlandsk Skind

uden nermere Oplysning. Et Skind fra Arsuk, Sommer 1895, har
Helms givet Museet.

En Spove, der vel har været af denne Art, havde Holbøll to
Gange set flyvende over Havet SV. for Island раа Vej mod Gron-
land. — 22de Juni 1891 saa Bay en Spove flyvende i østlig Ret-
ning over Isen Nord for Island paa 68° 25’ N.B., 14° 4’ V.L.

Arten er europæisk-asiatisk, ynglende 1 nordlige Lande, vidt
vandrende, mod Syd til Kap о. s. у. Dens nærmeste Hjemsteder
ere Færgerne, Island og Jan Mayen.

45. Numenius hudsonieus Lath.

Numenius hudsonicus: Reinhardt зеп., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
р. 101, pl. I. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 366 og 407. —
Numenius hudsonicus Lath.: Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 10.

Numenius hudsonicus Lath.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual
N. Amer. Birds, 1887. — Seebohm, Charadriide, 1888. — Sharpe, Catal.
Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Har vist sig nogle faa Gange baade i Syd- og Nord-
Grønland.

Reinhardt sen. omtaler to Skind fra Grønland indsendte til
Museet 1 Kjøbenhavn, det ene fra Jakobshavn (findes her ikke
mere), det andet fra Godthaab, sendt af Holbøll. Holbøll omtaler
desuden to Skind, fra Fiskenæs og Julianehaab. Et Skind fra
Igmiarfik, Syd for Egedesminde, Juni 1879, er med Fencker’s Sam-
ling kommet til Museet.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted synes at være
Landene ved Hudson-Bugt. En enkelt Gang skal den have vist sig
1 Europa.

46. Numenius borealis (Forst.).

Numenius borealis Lath.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1860, р. 335.
— Id:, Ibis 1861, p. 10. — 1d., Vidensk. Medd. 1881, p. 185.

Numenius borealis (Forst.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1873. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.Amer., I, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Seebohm
Charadriide, 1888. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Er set nogle faa Gange baade i Syd- og Nord-Gronland.

I Museet i Kjøbenhavn haves fem Skind fra Grønland: Et af
en Fugl skudt ved Julianehaab i 1858. Et, ligeledes fra Syd-
Grønland, kjobt i 1858. Et af en Fugl skudt ved Nanortalik 3dje

160

(Numenius borealis.)
August 1880 og indsendt af Miiller. ЕНег Fencker vare to skudte
ved Ikamiut ved Egedesminde 1 September 1880; begge Skind ere
nu overgaaede Ш Museet. I sin Dagbog nævner Fencker den des-
uden som modtagen fra Ikamiut 1 September 1882.

Arten er amerikansk, ynglende højt mod Nord, vandrende
langt mod Syd, til Patagonien o.s.v. I Labrador er den almindelig
som gjennemvandrende. Flere Gange er den set paa de Britiske

Øer.

47. Limosa ægocephala (L.). Stor Kobbersneppe.

Scolopax jardreka Mull.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 107. —
Limosa melanura, Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv., Bd. 3, 1824, p. 67. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 409. — Limosa ægocephala (L.):
Reinhardt jun., Ibis 1861, p.11.

Limosa ægocephala (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1872. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Limosa limosa (L.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Limosa melanura Leisler.: Seebohm, Charadriidæ, 1888. —
Limosa limosa (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestgronlandsk. Sargvarsurksoak. (Fabricius.)

Den Store Kobbersneppe er et Par Gange set i Syd-
Gronland.

Fabricius opgiver at have set en enkelt. Reinhardt sen. med-
deler 1 1894, at et Skind var sendt fra Gronland til Museet 1
Kjobenhavn; det blev ikke fundet her af Reinhardt jun., som dog
oplyser, at det skulde være fra Godthaab; det er vel det samme,
der omtales af Holbøll som stammende fra Kok-Oerne udfor Godt-
haab. — Maaske er det tvivlsomt, om man har tænkt paa at und-
gaa Forvexling med den amerikanske Limosa hemastica.

Arten er europæisk-asiatisk. Dens nærmeste Hjemsted er Is-
land. I Nord-Amerika lever en meget nærstaaende Slegtning, L.
hemastica (hudsonica).

48. Macrorhamphus griseus (Gmel.).

Scolopax grisea: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p.
102. — Macrorhamphus griseus (Gmel.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 11.

Macrorhamphus griseus (Gmel.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878.
— Macrorhamphus griseus (Gmel.) & var. scolopaceus (Say): Baird, Brewer,
Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Macrorhamphus griseus (Gmel.) & М. scolopaceus (Say): Ridg-
way, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Ereunetes griseus (Gmel.) & E. griseus
scolopaceus (Say): Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Macrorhamphus griseus
(Gmel.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

161

Har еп enkelt Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind blev i 1824° af Heilman sendt fra Fiskenæs til
Museet i Kjøbenhavn (hvor det ikke mere findes).

Arten, og Slægten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted
er Labrador. Flere Gange har den vist sig i Europa, især paa de
Britiske Øer, en Gang i Danmark.

49. Totanus solitarius (Wils.).

Totanus solitarius: Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 55. — Totanus
solitarius (Wils.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, р. 64.

Ehyacophilus solitarius (Wils.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Totanus soli-
tarius (Wils.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Seebohm, Chara-
driidæ, 1888. — Helodromas solitarius (Wils.): Sharpe, Catal. Birds Brit.
Mus. XXIV, 1896.

Har en enkelt Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind af en Hun fra Kangek ved Godthaab, 1ste August
1878, er fra Benzon’s Samling kommet til Museet i Kjobenhavn.

Arten er amerikansk. Dens nermeste Ynglested er Labrador.
Paa de Britiske Øer har den vist sig som vildfarende nogle
faa Gange.

50. Totanus flavipes (Gmel.).

(Totanus flavipes: Möschler, Journ. f. Ornith. 1856, р. 335.)

Totanus flavipes (Gmel.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual
N.Amer. Birds, 1887. — Seebohm, Charadriide , 1888. — Sharpe, Catal.
Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Har i det mindste en enkelt Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind af en Fugl skudt ved Nanortalik er med Fencker’s
Samling kommet til Museet i Kjøbenhavn.

(Måschler skal have faaet et Skind fra Grønland i 1854, og
Arten har derefter været opført blandt Grønlands Fugle; men
nogen Grund har der været til at tvivle om Meddelelsen. (Se
p. 20)). i

Arten er amerikansk. Dens nermeste Hjemsted er Labrador.
Enkelte Gange har den vist sig i Europa.

51. Machetes pugnax (L.). Brushane.

Machetes pugnax (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
XXL. 11

162
(Machetes pugnax.)
Birds, 1884. — Pavoncella pugnax (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Totanus pugnax (L.): Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Pavoncella
pugnax (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.
Brushanen har en enkelt Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skmd af en Hun skudt ved Nanortalik er med Fencker’s
Samling kommet til Museet.

Arten er europeisk-asiatisk. Dens nærmeste Hjemsteder ere 1
Skotland og Norge. Paa Island skal den kun en enkelt Gang have
vist sig. Derimod er den oftere set paa Nord-Amerikas Østkyst.

52. Tringa minutilla Vieill.

Tringa minutilla Vieill.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1874, p. 179.
— Kumlien, Bull. U.S. Nat. Mus., Nr. 15, 1879, р. 86.

Tringa minutilla Vieill.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1872. —
Actodromas minutilla (Vieill.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Tringa minutilla
Vieill. & Т. damacensis (Horsf.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Tringa subminuta Middend. & T. minutilla Vieill.: Seebohm, Charadriidæ,
1888. — Limonites minutilla (Vieill.) (& Г. damacensis (Horsf.): Sharpe,
Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Har to Gange vist sig i Nord-Grenland.

I Foraaret 1867 blev en skudt ved Niakornak paa Nordsiden
af Nugsuak-Halve ved Umanak-Fjord, og af Pfaff blev den sendt til
Museet i Kjøbenhavn. Efter Kumlien skal den vere iagttagen ved
Disko-Fjord 1 August 1878.

Arten er amerikansk (og gstasiatisk). Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador. Den har et Par Gange vist sig paa de Britiske
Øer.

53. Tringa maculata Vieill.

Tringa pectoralis Bonap.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 76.
— Id., Ibis. 1861, р. 11. — Tringa maculata: Hagerup, Birds of Greenl.,
1891, p. 20. — Helms, Vidensk. Medd. 1892, p. 237.

Tringa maculata Vieill.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. —
Actodromas maculata (Vieill.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N.
Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Tringa maculata
Vieill.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Tringa acuminata (Horsf.)
& Т. acuminata pectoralis (Say): Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Hetero-
pygia maculata (Vieill.) & H. acwminata (Horsf.): Sharpe, Catal. Birds
Brit. Mus. XXIV, 1896.

Har flere Gange vist sig paa Vestkysten af Gronland, især
mod Syd.

ке

163

Et Skind fra Godthaab indsendtes til Museet 1 1851 af Holbøll.
To Skind fra Nanortalik modtog Museet i 1860 fra Lytzen. Fra
Frederikshaab fik Hagerup i 1886 et Skind, som han har skjænket
Museet. Et Skind fra Upernivik, 184е Juni 1888, har Museet faaet
fra Fencker. Et Skind af en Fugl skudt 21de September 1889
ved Narsalik, omtrent 7 Mil Nord for Arsuk, er af Krabbe og Helms
tilsendt Museet. To Skind fra Nanortalik ere med Fencker’s Sam-
låg komne til Museet. ;

Årten er nærmest amerikansk, ogsaa østasiatisk, vist kun yng-
lende højt mod Nord, men vandrende vidt, langt ned i Syd-Amerika.
I Labrador er den almindelig, men vist kun раа Gjennemvandring.
Som vildfarende er den flere Gange kommen til de Britiske Øer.

54. Tringa fuscicollis Vieill.

Tringa schinzw: Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р.
75. — Tringa schinzii Bonap.: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р.
409. — Paulsen, i den tyske Overs. af Holbøll's Afhandl., 1846, p. 6 og 39.
— Tringa bonapartii Schl.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 83
(kun Navnet).

Tringa fuscicollis Vieill.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1873. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Actodromas
bonaparti: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Tringa fuscicollis Vieill.:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Tringa bonaparti Schl.: See-
bohm, Charadriidæ, 1888. — Heteropygia fuscicollis (Vieill.): Sharpe, Catal.
Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Er set flere Steder langs Vestkysten; den yngler maaske i
ringe Mengde i Syd-Gronland.

Efter Holboll skal Е. Hage 1 1835 have faaet et Skind sendt
fra Nanortalik, ligeledes i 1840. To Skind fra Nanortalik, 7de og
8de September 1840, indsendtes af Kielsen til Museet (det ene af
dem findes her ikke mere). Paulsen har flere Gange faaet Arten
fra Grønland, og efter skriftlig Meddelelse til ham fra Holbøll yngler
den maaske ner Julianehaab, hvor der i nogle Aar i August Maaned
var at se smaa Flokke gamle og unge Fugle. Et Skind fra Aug-
palartok, Nord for Upernivik, Juni 1885, er med Fencker’s Samling
kommet til Museet. Ligeledes et Skind fra Tasiusak, Nord for
Upernivik, 18de September 1886.

Arten er amerikansk, ynglende i arktiske Egne, ikke i Labrador,
hvor den dog paa Vandring viser sig i Mengde. Nogle faa Gange
ег den kommen til de Britiske Øer.

11=

164

55. Tringa maritima Brünn. typica. Sortgraa Ryle.

Tringa striata L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 107. — Tringa
maritima: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 408.

Tringa striata L.: Dresser, Birds of Europe, УШ, 1877. — Arquatella
maritima (Brünn.) & A. couesi Ridgw.: Baird, Brewer, Ridgway, Water
Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridg-
way, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Tringa maritima Brünn. & T.
maritima couesi, etc.; Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Arquatella mari-
tima (Gmel.) & subsp. couesi Ridgw.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV,
1896.

Vestgronlandsk. I Nord-Gronland Sarbarsuk, i Syd-Gronland Sargvarsuk,
maaske efter den Lighed, den i flere Henseender har med Tejsten, Serbak
eller Sergvak; ogsaa Siksaviarsungoak: den lille Strandseger eller Strand-
løber, af Siksak, Strand. (Fabricius.) — Sarfarssuk. (Rink, Helms.) — ®st-
gronlandsk. Sigssarmiutak. (Rink.)

21 gronlandske Skind foreligge, af voxne og Unger, ikke
forskjellige fra europæiske.

Den Sortgraa Ryle yngler almindelig langs Vestkysten;
den er ogsaa funden paa Nord- og Østkysten. Aaret rundt
bliver den i Landet. Om Vinteren findes den, siger Holboll,
saa langt nordefter, som Havet er isfrit; den lever da i Syd-
Grønland i Flokke, der blive talrigere, alt som Vinteren tiltager
og tvinger flere Fugle til at drage mod Syd. Udenfor Yngle-
tiden holder den sig mest til selve Kysten ved Havet, ogsaa
paa de yderste Øer og Skjær; om Sommeren færdes den mere
inde i Fjordene; ved Begyndelsen af Yngletiden skal den, efter
Holbøll, forsvinde fra Strandbredden og trække ор paa Bjerg-
sletterne, hvor den kort Tid opholder sig i smaa Flokke; men
snart efter fordeles den parvis til Ynglestederne, der ere paa
Sletter enten ved ferske Søer eller nær Havet. Dens Føde er
mest smaa Muslinger, Snegle og Krebsdyr, særlig nævner
Fabricius Littorina rudis og Gammarus locusta; undertiden skal
den ogsaa ede Tang og andre Planter; mest søger den Føden
paa Strandbredden ved Ebbe. Reden er kun nogle sammen-
slæbte fine Rødder eller Straa. Æggene lægges mest sidst i
Maj eller først i Juni; de ere fundne fra 144е Maj til 24de
Juli.

165

Ved Nanortalik fandt Vahl den overvintrende 1828—29, som
meddelt 1 Haandskrift.

Fra Julianehaab har Museet modtaget dens Æg i 1849. —
Ved Julianehaab saa Bruun den 1 Sommeren 1894 jevnlig inde i
Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord. Grønlænderne sagde, at den fandtes
ved Fjordene hele Aaret, i Yngletiden parvis ved smaa Søer, senere
i Flokke ved Stranden.

Ved Kysten mellem Julianehaab og Tigsaluk fandt Bruun den
almindelig. Paa Øerne Syd for Sanerut fandtes Æg 30te Maj og
2den Juni 1894.

Ved Ivigtut saa Hagerup 1 1886—88 om Sommeren kun nogle
faa; men fra Begyndelsen af Oktober, Vinteren igjennem var den
almindelig. —- I 1890—91 fandt Helms den ligeledes enkeltvis om
_ Sommeren ved Ivigtut; men fra 8de Oktober 1890 var den alminde-
lig overalt ved Stranden, indtil Fjorden frøs til midt i Januar. I
Sommeren 1890 havde Grønlændere fundet et Par ynglende en Mil
fra Ivigtut; 6te Juni saa Krabbe en enkelt ved Ivigtut; 29de Juni
fandtes den ynglende et Par Mil Syd for ме. Om Vinteren var
den oftest i Flokke paa indtil 10; kun én Gang saa Helms en Flok
paa henved 50. 5te Februar 1891, efter at Fjorden havde været
tillagt 1 tre Uger, kom en enkelt yderst udmattet flyvende til Land
ved Ivigtut. Flokkene færdedes overalt ved Kysten, baade paa
Sandbund ved Elvenes Udløb og ved Foden af de stejle Klipper.

Ved Arsuk saa Krabbe den ikke om Sommeren i 1889—90:
fra først 1 Oktober til sidst i April var den derimod almindelig, dog
ikke i store Flokke. — I 1893 fandt Helms den ynglende paa
Øerne ved Arsuk, men ikke i stort Tal. Flyvefærdige Unger bleve
sete 144е Juli nær Arsuk. Fra Midten af September begyndte den
at blive almindeligere.

Ved Frederikshaab maa Fabricius have haft rig Lejlighed til
"at lære den at kjende til alle Aarstider, at dømme efter den ind-
gaaende Fremstilling af dens Livsforhold, der findes i hans Haand-
skrift. Han omtaler at have set Flokke paa vist 100 om Vinteren.
— Jørgensen nævner den i sin Dagbog fra 1841 som ynglende ved
Frederikshaab.

Fra Fiskenæs har Museet faaet den tilsendt 1 1836. Fra
samme Sted nævner Finsch Skind fra baade Sommer og Vinter.

Ved Godthaab er det, at Holbøll har gjort еп væsenlig Del af
sme Iagttagelser over dens Færden til forskjellige Aarstider; i Brev

166
(Tringa maritima.)
af 1822 skriver han, at den findes der 1 Mengde, om Efteraaret 1
store Flokke.

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, hele Aaret.
Sidst 1 Ма] lægger den Æg.

Som ynglende ved Kangatsiak Syd for Egedesminde nævnes
den af Fencker i 1880.

Fra Egedesminde. har Museet i Kjøbenhavn faaet dens Dun-
unge.

Paa Grønne-Ejland 1 Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende 1
Juni 1880.

Ved Christianshaab kom den i 1880, efter Fencker, 23de April,
og 16de Maj indbragtes de første Æg. I 1881 viste den sig 26de
April.

Ved Klaushavn saa Fencker flere Yde Maj 1880.

Fra Jakobshavn haves i Museet Skind af baade voxne og Unger,
modtagne 1 1836 og 51. I samme Een blev den set af Fencker
104е Maj 1881.

Paa Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt saa Fencker den sidst
i Juli 1879.

Ogsaa paa Disko har Holbgll særlig iagttaget den. Fra God-
havn har Museet modtaget Æg 1 1859 og Skind i 1861 og 62,
deriblandt en Dununge fra 17de Juli 62. Fra samme Sted nævnes
den af Fencker 1 1879. Skind derfra, tagne 1 August 1891 og i
Juli 1892, neevnes af Stone. |

Ved Ritenbenk er den ikke ualmindelig i Begyndelsen af Juni,
skriver Fencker i 1891.

Som skudt paa Hare-@, Nord for Disko, i Juni 1818 nævnes
den af Sabine.

Paa Kysten Nord for Svartenhuk blev den set af Sutherland
29de Maj 1850.

Ved Upernivik yngler den ikke sjelden, siger Fencker. Han
nævner den fra Sondre-Upernivik, Upernivik og Kagsersuak. I
November 1885 blev den skudt ved Kagsersuak. Omkring 25de
September 86 var den særlig talrig ved Upernivik. 28de Maj 87
blev den set løbende paa Gronlændernes Moddinger, hvor Jorden
var bar for Sne. Ved 17de August 88 var den almindelig vandrende
Syd, ligeledes i de sidste Dage af August 89.

Et Skind fra Duck-Island, paa 73°57’, fra Qden Juli 1891,
nævnes af Stone.

167

Fra Thank-God-Harbour nævnes den af Bessels som set 11te
September 1871.

Ved Ivimiut, paa Østkysten, paa 60° 50’, bleve enkelte sete
sidst 1 Ма] 1829, skriver Vahl 1 Brev af 1830.

Som ynglende 1 Egnen ved Angmagsalik nævnes den af J.
Petersen 1 1897. I 1896 blev den set 28de April.

I Scoresby-Sund, paa Danmarks-@, blev, efter Bay, en skudt
134е Juni 1892. 1 Maven havde den ubetydelige Levninger af
Landplanter.

Paa ,Germania“- og ,Hansa“-Rejsen i 1869—70 blev den
efter Pansch set ved Kejser-Franz-Josephs-Fjord og ved Kap Broer
Ruys. Paa Sabine-@ bleve nogle skudte i August og September
1869 (omtalte af Finsch), og sidst i Maj 1870 viste den sig igjen
der раа fugtige Lavninger i Flokke paa 20 til 30; forst i Juni viste
den sig parvis. Paa Pendulum-@ og Shannon-@ blev den ogsaa set.

Arten er circumpolar; dog er det en egen Race, var. couesi,
der findes ved de nordligste Kyster af det Stille Hav. Den yngler
ogsaa paa Fergerne, Island og Spitsbergen og paa Vestkysten af
Davis-Stredet. Paa Jan Mayen viser den sig paa Gjennemrejse,
ligeledes 1 Labrador.

56. Tringa canutus L. Islandsk Ryle.

Tringa islandica: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p.
93. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 407. — Т. canutus L.:
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 83 (kun Navnet).

Tringa canutus L.: Dresser, Birds of Europe, УШ, 1877. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Seebohm, Chara-
driidæ, 1888. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestgronlandsk. Kajordlak (se under Charadrius pluvialis). (Helms.)

13 granlandske Skind foreligge, ganske som europæiske.

Den Islandske Ryle skal yngle ret almindelig paa den nord-
lige Del af Vestkysten, efter Holbøll, der selv mente at have
set dens Dununger (hverken Æg eller Unger ere dog nogen-
sinde komne til Museet i Kjobenhavn); paa Nordkysten yngler
den, vist ogsaa paa den nordlige Del af Ostkysten. Kun paa
Vandring og temmelig sjelden, viser den sig sydligere langs
Kysterne. Til Syd-Gronland skal den, efter Holbøll, komme
sidst i Maj, til Nord-Gronland forst i Juni; i September trekker

168
(Tringa canutus.)
den bort. Udenfor Yngletiden skal den mest holde sig til de
yderste Øer. Redeplads skal den have ved Bunden af Fjordene.

Fra Julianehaab har Museet 1 1847 modtaget to Skind.

Paa en af Øerne udfor Arsuk bleve to unge Fugle skudte 17de
August 1893, som Helms meddeler. Arten var ukjendt for en Del
af Grønlænderne paa Stedet; den kommer vist sjelden dér.

I Smallesund, mellem Arsuk og Frederikshaab, blev der, efter
Helms, skudt to unge Fugle 29de August 1893. Baade ved Arsuk
og ved Smallesund vare de kun sete enkeltvis, ikke i Flok.

Fra Fiskenæs haves i Museet 1 Kjøbenhavn et Skind af en
ung Fugl, modtaget i 1841.

Paa de yderste Øer ved Godthaab synes den, efter Holbøll, at
komme hvert Foraar раа Vandring. \

Fencker nævner i 1881 tre som skudte ved Ikamiut ved Egedes-
minde.

Skind fra Christianshaab haves 1 Museet.

Mellem Jakobshavn og Umanak skal den, efter Vahl, som med-
delt af Reinhardt sen., være særlig almindelig. — Fra Jakobshavn
haves i Museet et Skind 1 Sommerdragt fra 12te Juni 1851.

Til Godhavn skal den efter Holbøll komme først i Juni, i
Sommerdragt. Et Skind derfra modtaget 1 1838, haves i Museet,
og andre ere indsendte fra September 1859 og 60 og fra 68.
Fencker nævner den fra samme Sted 1 1879. (Et Æg, der mentes
at vere af denne Art, fra Disko, er nævnet af Seebohm, Chara-
driide, р. 424, og The Ibis, 6 ser., vol. У, 1893, р. 263.)

Paa Hare-@ Nord for Disko nævner Sabine den som skudt i
Juni 1818.

Ved Upernivik er den, efter Fencker, ikke ualmindelig Foraar
og Efteraar. Han nævner den fra Sondre-Upernivik, Upernivik,
Augpalartok og Kagsersuak, jevnlig i Aarene 1885—89, tidligst i
Begyndelsen af Juni. 1 de sidste Dage af August 1889 var den
talrig paa Vandring mod Syd.

Fra Tukto-Valley ved Inglefield-Bugt nævner Stone flere som
skudte 23de August 1891 og mellem 22de Juni og 22de Juli 1892,
de fleste 1 Yngledragt, en halvvoxen Unge.

Ved Sorfalik, Syd for Port Foulke, saa Bessels en enkelt
gammel Киз] ved en Bek 3dje Juni 1873.

Ved Port Foulke, inde i Landet, saa Coppinger, efter hvad
Feilden meddeler, 28de Juli 1875 sex Islandske Ryler, der søgte
Fede ved en Bek; en Han i Yngledragt blev skudt.

169

Ved Thank-God-Harbour blev, efter Bessels, еп gammel Han
skudt sidst i Juni 1872. — Coppinger fandt den ikke ualmindelig
i Egnen i Juli 1876.

I Scoresby-Sund ved Mudderbugt paa Milnes-Land viste sig
fem i Flok 25de og 26de August 1891, som Bay meddeler; tre af
dem bleve skudte, alle tre unge Fugle; i Maven havde de kun
Plantelevninger.

Arten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, vidt vandrende,
saa at den har vist sig over det meste af Jorden. Den skal yngle
paa Island; men af de mange, der komme til Island, ere dog de
fleste kun paa Gjennemrejse. Paa Grinnell-Land yngler den.

2

57. Tringa alpina L. Ryle.

Tringa alpina L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 111. — Sabine,
Transact. Linn. Soc., XII, 1818, р. 534. — Tringa variabilis: Holbøll, Natur-
hist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 409. — Paulsen, i den tyske Oversettelse af
Holbell’s Afhandling, 1846, р. 39. — Tringa cinclus L.: Reinhardt jun.
Ibis 1861, p. 11. — Tringa alpina L.: Helms, Vidensk. Medd. 1892, p. 238. —
Bay, Medd. om Grenl., 19de Hefte, 1894, р. 29.

Tringa alpina L.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1876. — Pelidna
alpina (L.) & var. americana Ridgw.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of М. Amer., J, 1884 (Æg fra Grønland nævnes р. 246, hvad dog vist maa
bero paa en Fejltagelse). — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Tringa
alpina L. & T. alpina pacifica Coues: Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887. — Seebohm, Charadriide, 1888. — Pelidna alpina {L.) & P. americana
(Cass.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestsronlandsk. Tojuk. (Fabricius.)

Det eneste foreliggende grønlandske Skind, fra Ost-Gren-
land, er ganske som europæiske; men at dømme efter de Be-
skrivelser, der gives af „var. americana‘, vil heller ikke den
kunne holdes ude fra den europæiske Васе; danske Вуег af
"samme Flok kunne vere overordenlig indbyrdes forskjellige, i
Størrelse, Næblængde 0. s. У.

Rylen er funden i ringe Mengde, dog maaske ynglende,
paa Vestkysten, derimod i Mængde ynglende раа den østligste
Del af Østkysten.

Fabricius havde ikke selv set Rylen i Grønland, men mente
at gjenkjende den i Grønlændernes Beskrivelse. Sabine nævner kun
en enkelt som hjembragt fra Grønland i 1818. Holbøll havde ikke

set den. 2 Skind fra Jakobshavn, indsendte af Rudolph i 1843,
nævnes i Kjøbenhavns Museums Dagbog (de findes her ikke mere).

170

(Tringa alpina).
Paulsen skal flere Gange have faaet den fra Grønland i Efteraars-
dragt og i Ungedragt. 30te Maj 1890 blev en i fuld Sommerdragt
skudt ved Ivigtut og bragt til Helms. — Paa Østkysten fandt Bay
den meget almindelig ved Scoresby-Sund. I 1891 i Begyndelsen
af August var den 1 smaa Flokke paa Jameson-Land og Danmarks-
0; fra 25de til 28de August var den 1 Masse paa Strand-Engene
ved Mudderbugt; men derefter blev kun en enkelt set, 2den Ok-
tober, da Landet var snedækt, flyvende lavt mod Vest. I 1892 bleve
de første sete paa Danmarks-@ 5te Juni nede ved Stranden; der
var da mange af dem, og maaske vare de komne noget for til
Engene og Ferskvandssgerne oppe i Landet, hvor de om Foraaret
særlig holdt til, og hvor de vist ynglede. Hos en Hun skudt 9de
Juni vare Æggene 1 Æggestokken ikke videre udviklede; i dens
Mave fandtes kun Planterester.

Arten er circumpolar. Den yngler ogsaa paa Færøerne, Is-
land og Jan Mayen og er almindelig 1 det nordlige Nord-Amerika;
men Labrador nævnes dog ikke blandt dens Hjemsteder.

58. Calidris arenaria (L.). Selning.

Calidris arenaria: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, p. 92.
— Holbøll, Naturhist. Tidsskr. Bd. 4, 1843, р. 406.

Calidris arenaria (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Tringa arenaria
L.: Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Calidris arenaria (L.): Sharpe, Catal.
Birds Brit. Mus. XXIV, 1896.

Selningen er en faatallig Trekfugl i Gronland. Den yngler
paa den nordlige Del af Vest- og Østkyst, neppe sydligere end
68°, og paa Nordkysten; sydligere viser den sig kun paa
Gjennemrejse. Den kommer sent og drager bort tidlig, i
September.

Fra Nanortalik omtales den af Holbgll som iagttagen i Sep-
tember. To Skind derfra haves i Museet, fra Fencker’s Samling.

Et Skind fra Julianehaab haves i Museet, indsendt 1 1847 fra
Kielsen.

Fra Ikamiut ved Egedesminde indsendtes den af Pfaff, fra
1870, ligeledes fra Sakak fra Foraaret 71.

Et Skind fra Christianshaab, September 1881, har Museet
faaet fra Fencker.

Paa Disko har Holbøll fundet den ynglende; ved Godhavn

171

fandt han i Juli 4 dunede Unger paa en lille Engmose. Fra God-
havn har Museet modtaget den 1 1861.

Paa Kysten Nord for Svartenhuk saa Sutherland en eller to
29de Maj 1850.

Som maaske ynglende ved Upernivik opføres den af Fencker.
Han nævner den fra Sondre-Upernivik, Upernivik, Augpalartok og
Tasiusak flere Gange i Aarene 1885—88, i Juni, Juli, August og
September, tidligst 8de Juni, 1887.

Et Skind fra Glacier-Valley ved Inglefield-Bugt, fra 14de Juni
1892, nævnes af Stone.

Paa Northumberland © saa Bessels den paa Stranden Sde
Juni 1873; den syntes at vere paa Vandring mod Nord.

Ved Rensselaer-Bugt viste den første Selning sig i 1854 den
5te Juni, efter Kane.

I Egnen om Thank-God-Harbour fandt Bessels den almindelig
i Sommeren 1879. Et Par Reder med Æg fandtes midt i Juli.
De gamle med Dununger løb i Juli omkring ved Ferskvandssgerne,
hvor de fandt rigelig Føde af Krebsdyr og Myggelarver.

Fra Auarket paa den sydlige Del af Østkysten, paa 61° 15”,
har Museet modtaget et Skind fra 17de Juni 1829, fra Vahl.

En ung Fugl blev, efter Bay, skudt ud af en Ше Flok paa
Sydkysten af Jameson-Land 3dje August 1891. En Han 1 Som-
merdragt blev skudt paa Danmarks-@ 144е Juni 1892; i Maven
havde den Planterester. (Begge hjembragtes til Museet i Kjeben-
havn.)

Skind af en gammel Fugl og af en halvvoxen Unge fra
Sabine-G paa Østkysten, August 1869, omtales af Finsch.

Et Skind fra Kap Philip Broke раа Shannon-@, August 1869,
nævnes ligeledes af Finsch.

Arten er circumpolar, ynglende i de allernordligste Lande, men
vandrende vidt, set over det meste af Jorden. Som ynglende er
den ogsaa funden paa Grinnell-Land og vist paa Island. Paa
Vandring er den set paa Jan Mayen о. $. у.

59. Phalaropus hyperboreus (Г.). Odinshane.

Tringa lobata L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 109. — Phalaro-
pus hyperboreus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 410.

Phalaropus hyperboreus (L.): Dresser, Birds of Europe, VII, 1874. —
Lobipes lobatus (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I,
1884. — Lobipes hyperboreus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Phalaro-

172

(Phalaropus hyperboreus.)

pus lobatus (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Phalaropus
hyperboreus (L ): Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Sharpe, Catal. Birds
Brit. Mus. XXIV, 1896.

Vestgronlandsk. Nelloumirsortok, egenlig: den som har givet sig til at
svømme, af Nelloumavok, svømmer, et Ord, der oftest bruges om Landdyr,
som forlade Landet for at svømme; Navnet har den vel faaet, fordi den,
skjønt Svommer, ikke meget mere end et Landdyr synes skikket til Svem-
ning. Oftest bruges Navnet som formindsket: Nelloumirsortungoak. (Fabri-
cius.) — Nalumasortok. (Helms.)

28 grønlandske Skind foreligge, af voxne og Unger, ikke
afvigende fra europæiske. +

Odinshanen findes som almindelig ynglende langs det
meste af Vestkysten; den kjendes ogsaa fra Østkysten. Den er
en sent kommende Trekfugl. Ved Vestkysten skal den komme
i de sidste Dage af Maj; bort vandrer den sidst i September.
Strax ved Hidkomsten sees den mest svommende paa Havet
mellem Øerne; men snart vandrer den ind i Fjordene til Rede-
pladserne ved ferske Зоег, iser i Dalene. Fra det ferske Vand
flyve de voxne ofte ud paa Fjordene, selv i Yngletiden, og i
August vandre gamle og Unger ud til Øerne, hvor de under-
tiden svømme i uhyre Flokke. I Indsoerne lever den især af
Insektlarver, som den samler paa Vandets Overflade eller piller
fra Planterne ved Sobredden; ogsaa paa Havfladen tager den
Smaadyr.

Fra Julianehaab har Museet modtaget den 1 1847. — Ved
Julianehaab var den, efter Bruun, 1 Juni og Juli 1894 meget almin-
lig paa de mindre og sterre Seer ved Igaliko-, Tunugdliarfik- og
Sermilik-Fjord, oftest liggende parvis paa Sgerne; nogle Gange saaes
Flokke paa indtil 20. En Rede med 4 Ag blev i Juni funden ved
Narsarsuak i Sermilik-Fjord liggende paa en lille Forhgjning i en
Sump. I Fjordene skulde den efter Gronlændernes Sigende findes
fra Maj til Slutningen af September, da den flokkes og gaar bort.

I Storisen Syd for Sanerut saa Bruun to forst i Juni 1894.

Ved Kornok-Fjord et Par Mile Syd for Ivigtut, paa et Flad-
land med talrige Smaasger, blev der, efter Helms, 29de Juni 1890
paa en lille Sø set en Odinshane svømmende, paa en anden Sø to
sammen. — I September 1889 blev en skudt tet ved Ivigtut, lige-
ledes 19de August 1890.

Ved Kysten nogle Mile Nord for Arsuk saa Krabbe 7de, 8de

a

173

og Ilte September 1890 paa forskjellige Steder henholdsvis 2, 3
og 3 svømmende sammen. — Ved Arsuk blev den i 1893, efter
Helms, kun set paa Vandring om Foraaret; den ynglede neppe i
Nerheden. To Hunner bleve skudte 28de Maj og 74е Juni; to
Hanner 13de og 24de Juni.

Ved Frederikshaab maa Fabricius have haft god Lejlighed til
at lere den at kjende.

Fra Fiskenes er den i 1836 og 41 tilsendt Museet. Fra
samme Sted omtaler Finsch 1 1877 Skind af voxen og Unge.

Ved Godthaab nævnes den af Holbøll, i Brev af 1823, som
ganske almindelig paa sine Steder.

Ved Holstenborg nævner Brummerstedt den som ynglende.

Fra Ikamiut ved Egedesminde haves 1 Museet et Skind fra
Juni 1890. Æg fra Egedesminde har Museet modtaget i 1861.

Ved Christianshaab fik Fencker to skudte dte Juni 1880. Lige-
ledes fik han den fra Klaushavn i Foraaret 1885.

Fra Jakobshavn haves 1 Museet Skind of voxne og af Dun-
unger, indsendte 1 1836, 43, 46 og 51.

Fra Godhavn haves ligeledes 1 Museet Skind af voxne og
Unger fra 1860 og 64. Samme Sted fik Fencker flere 1 Juni
1879. Stone nevner den ogsaa som skudt paa Disko 1 Sommeren
1891.

Ved Ritenbenk fandt Fencker den i 1891 meget almindelig,
ynglende paa selve Ritenbenk-9.

Fra Ikerasak ved Bunden af Umanak-Fjord nævner Schalow
Skind af voxen og af ung Fugl indsamlede af Vanhåffen, der havde
fundet den ynglende dér ved Smaasøer i 1892—93.

Ved Kysten paa 71° saa Sabine en lille Flok i Juni 1818.

Ved Upernivik findes den, som Fencker meddeler. Han nævner
den fra Søndre-Upernivik, Prøven, Upernivik og Kagsersuak. Paa
Flad-Øerne udfor Prøven skal den yngle, meddeles i 1885. Sidst
1 Åugust 1889 fandt han den meget almindelig mellem Prøven og
Søndre-Upernivik, unge og gamle.

I Scoresby-Sund paa Danmarks-Ø bleve, efter Bay, Han og Hun

skudte ved en lille Ferskvandssø 27de Juni 1892 (begge hjem-
bragtes); i Hunnens Æggestok var der et stort Æg.
— Arten er circumpolar, ynglende nordlig, undertiden langt van-
drende, til Mellem-Amerika, de indiske Øer o.s.v. Den yngler
ogsaa paa Færøerne, Island, i Labrador og paa Vestkysten af
Davis-Strædet.

174

60. Phalaropus fulicarius (L.). Thorshane,

Tringa fulicaria L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, в. t11. — Phalaro-
pus platyrhynchus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 411. —
Phalaropus fulicarius (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 83
(kun Navnet).

Phalaropus fulicarius (L.): Dresser, Birds of Europe, VII, 1874. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Crymophilus fulicarius (L.): Ridgway, Manual
N. Amer. Birds, 1887. — Phalaropus fulicarius (L.): Seebohm, Chara-
driidæ, 1888. — Crymophilus fulicarius (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit.
Mus. XXIV, 1896.

Vestgrenlandsk. Kajok (?) (Fabrieius.)

22 gronlandske Skind foreligge, af voxne og Unger, ikke
afvigende fra europæiske.

Thorshanen findes som almindelig ynglende langs den
nordlige Del af Vestkysten Nord for 68°, sikkert ogsaa ved
Nordkysten; paa Vestkystens sydlige Del sees den kun paa
Vandring. Efter Holbøll er den af alle Grønlands Trekfugle
den, der kommer senest, ikke for Juni; sidst i September
forlader den Landet. Den ferdes mest paa Havet og svom-
mer gjerne i Brændinger ved Skjærene; раа Vandring langs
Kysten viser den sig sjelden undtagen ved de yderste Øer,
oftest efter Storm; i Juni 1835, da Holbøll i 18 Dage var
indesluttet af Isen i Davis-Stredet, saa han den daglig svomme
mellem Isstykkerne. Reden har den ved Bredden af ferske
Søer раа Øerne udenfor Kysten, ikke inde i Fjordene. Æg ere
fundne fra 3dje Juni til indi Juli. I August ere Ungerne flyve-
færdige, og i September svømme de ved de yderste Øer i
Flokke med de gamle. I Levemaade skal den iøvrigt have stor
Lighed med Odinshanen.

Fra Julianehaab haves i Kjøbenhavns Museum et Skind mod-
taget 1 1847.

Ved Ivigtut saa Helms 17de Juni 1890 tre svømmende sam-
men temmelig langt inde i Fjorden; en af dem blev skudt.

Fra Frederikshaab fik Fabricius den tilsendt i 1793, som han
meddeler i sit Haandskrift; selv havde han ikke set den i Grønland.

Ved Godthaab sees den kun sjelden, meddeler Holbøll i Brev
fra 1893.

175

Fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker Æg 1

1880. — Fra Egedesminde modtog Museet 1 1862 Skind af voxen
og Dununge.
_ Fra Granne-Ejland i Disko-Bugt haves i Museet flere Skind,
deriblandt ogsaa af Fugle skudte ved Reder 20de Juni 1864.
Fencker. modtog baade Fuglen og dens Æg derfra 5te Juni 1880.
Selv fandt han den dér ynglende i betydelig Mengde зепеге i
Juni 1880.

Fra Jakobshavn haves et Skind i Museet, modtaget 1 1851.
Et andet er indsendt fra 14de Juni 1836.

Fra Hunde-Ejland har Museet modtaget Æg tagne i Juli 1861.

Fra Kronprindsens-Ejland er ligeledes modtaget Æg fra 1860.

Fra Godhavn haves et Skind modtaget i 1838. Fra Disko
nævner Fencker den 1 1879. |

Ved Upernivik yngler den ikke ualmindelig, efter Fencker. 6
Skind derfra har Museet faaet fra Fencker, baade gamle og Dun-
unger, fra Sommer 1887 og 88. Særlig nævner han den som
ynglende paa de smaa Øer udfor Upernivik. — Fra en Ø Vest
for Preven har Olrik i 1866 indsendt dens Æg til Museet.

I Davis-Strædet paa 68° paa Havet mellem Isbjerge saa
Sabine fire sammen 10de Juni 1818; en af dem blev skudt. —
I Davis-Strædet er den, som sagt, ogsaa set af Holbøll i Juni
1835.

Arten er circumpolar, ynglende hgjt mod Nord, undertiden
vandrende temmelig langt mod Syd, til Nord-Afrika, Indien о. $. у.
Den yngler ogsaa paa Island og Spitsbergen, 1 Labrador, paa Vest-
kysten af Davis-Strædet og, ikke ualmindelig, paa Grinnell-Land.

61. Gallinago scolopacina Bonap., typica & var. wilsonii (Temm.).
Horsegjog.

Scolopax gallinago L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 106. —
Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 75. — (Scolopax grisea ?:
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 409.) — Paulsen, i den tyske
Oversættelse af Holboll's Afhandl., 1846, р. 40. — Gallinago media Steph. :
Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 11. — Gallinago wilsoni (Temm.): Reinhardt
jun., Vidensk. Medd. 1881, p. 186.

Gallinago coelestis (Frenzel): Dresser, Birds of Europe, VII, 1880. —
Gallinago coelestis (Frenzel) & G. wilsont (Temm.): Baird, Brewer, Ridgway,
Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Gallinago media & G. wilsoni:
Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Gallinago gallinago (L.) & G. delicata
(Ord): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Scolopax gallinago L. &
5. gallinago wilsont Temm.: Seebohm, Charadriidæ, 1888. — Gallinago

176
(Gallinago scolopacina.)
gallinago (L.) & G. delicata (Ord): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XXIV,
1896.
Vestgronlandsk. Siguktok. (Fabricius.)

Af de foreliggende 4 gronlandske Skind ere to af den
typiske europæiske Race, to af den amerikanske var. wilsoni
(der oftest regnes for en egen Art). Nogen fast Forskjel. mellem
de to Racer findes ikke (se bl. a. Seebohm og Sharpe, |. c.).
Af de gronlandske Skind ere de med 14 Halefjer henforte til
den europæiske, de med 16 til den amerikanske Race.

Horsegjegen, baade den europæiske og den amerikanske
Race, ег med Sikkerhed kun позе faa Gange set paa Gron-
lands Vestkyst; dog er. der, efter Udsagn af Holbøll at slutte,
Sandsynlighed for, at den i ringe Tal kan yngle i Syd-
Grønland.

Fabricius havde i Grønland kun set en enkelt ,Scolopax
gallinago“. Paulsen modtog i 1845 et Skind af ,Scolopax galli-
nago* fra Syd-Grønland. |

Af Artens europæiske Race haves i Museet 1 Kjøbenhavn to
Skind fra Grønland, det ene fra Nanortalik, 6te September 1840,
indsendt af Kielsen, det andet fra Fiskenæs, Oktober 1845, ind-
sendt af Holbgll.

Af Artens amerikanske Race har Fencker faaet et Skind fra
Niakornak paa Nordsiden af Nugsuak-Halva ved Umanak-Fjord,
Foraar 1877; det er nu kommet til Museet. Et Skind fra samme
Sted, fra Juli 1891, har Museet ligeledes faaet fra Fencker.

Maaske er det denne Art, Holbøll sigter til, naar han, 1 1840,
skriver, at han ofte 1 Syd-Gronland 1 nesten alle Sommermaaneder
har set en Scolopax flyve, men aldrig faaet den skudt.

Arten er circumpolar. Den europæiske (og asiatiske) Race
har nærmeste Hjemsteder paa Færøerne og Island, den amerikanske
i Labrador.

62. Larus argentatus Brünn. typicus & var. affinis Rhdt.

Havmaage.

Larus affinis Rhdt. п. sp.? og Larus argentatus Brünn.: Reinhardt
jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 78 og 30. — Id., Ibis 1861, p. 17.

Larus argentatus Brünn. & L.affinis Rhdt. & L.leucopheus (Licht.):
Dresser, Birds of Europe, VIII, 1873 & 80. — Larus argentatus Brünn. &
var. smithsonianus Coues & L. occidentalis Aud. & L. affinis Rhdt. &

177

L. cachinnans Pall.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II,
1884. — Larus argentatus & L. argentatus smithsonianus & L. occiden-
talis & Г. cachinnans & L. affinis: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. —
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Larus argentatus Brinn. &
Г. affinis Rhdt. & L. occidentalis Aud. & L. cachinnans Pall.: Saunders,
Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Af de foreliggende tre gronlandske Havmaage-Skind ere
kun de to af gamle Fugle; det ene af dem er af Artens typiske
atlantiske Race, vist af den langtfra altid kjendelige amerikanske
Underrace var. smithsonianus; det andet er af den asiatiske,
sibiriske, var. affinis, der oftest regnes for en egen Art.

Det nevnte Skind af den typiske Race har Vingens Lengde
455mm, Derefter er der maaske størst Sandsynlighed for, at
Fuglen er kommen fra Atlanterhavets Amerika-Side, hvor Hav-
maagen oftest skal vere større end ved Europa-Siden; de fore-
liggende 7 danske og færoiske Skind ere i hvert Fald mindre,
med Vingelængde fra 370 til 440; men et Skind fra Middel-
havet har Vingen 450, og fra Norge nævner Collett (Nyt Mag.
Г. Naturv. Bd. ХХХУ, 1894, р. 308) en Havmaage med Vingen
459; og omvendt kunne de amerikanske Havmaager vere lige
saa smaa som de europæiske. Over den hvide Spids paa 2den
Svingfjer findes et ret bredt sort Tværbaand, hvad ogsaa skal
vere det almindelige hos den amerikanske „var. smithsonianus“,
men heller ikke er helt ejendommeligt for den. — Med Sikker-
hed kan det ikke siges, hvorfra den nævnte gronlandske Hav-
maage stammer.

Det foreliggende Skind af var. affinis er Typen for , Larus
affinis Rhdt.“. Den er tilstrækkelig afvigende fra den typiske
Larus argentatus til at kunne regnes for en egen Race af
Arten, men neppe forskjellig nok til at regnes for en egen
Art. Den afviger fra den typiske L. argentatus ved at have
en noget morkere graa Farve paa Ryg og Vinger; desuden skal
den have red, ikke gul, Ojering og Fødderne „orangeokker*
(efter Opgivelse af Finsch), ikke kjodfarvede. Hvad Værd der
maa tillægges Forskjellen i Farve af Ojering og Fod, er ikke
til at sige endnu; Forholdet er vist ikke efterset paa ret

XXI. 12

178

(Larus argentatus.)
mange; paa Skind kan det jo ikke sees; og det er i hvert

Fald af de Egenskaber, der vexle sterkt med Alder. Forskjellen
i Oversidens graa Farve er ubetinget meget lidt sigende; hos
den typiske L. argentatus vexler Farven ikke lidt; af Museets
europæiske Skind ere de færoiske de lyseste; de danske og et
fra Middelhavet ere i Tonen af den graa Farve meget ner ved
at staa midt imellem de lyse fergiske og den mørke var.
affinis. I Farvetegning og i Størrelse (Vingelengde 410%" hos
den gronlandske var. affinis, 455 hos et Skind fra Sibirien,
fra Finsch) er der ingen Forskjel fra L. argentatus typicus.
(At var. affinis ligesom L. fuscus skulde have forholdsvis lang
Mellemfod, kan ikke med Rette siges; hos №. fuscus er Mellem-
foden betydelig længere end Mellemtaaen; hos den grønlandske
var. affinis ere Mellemfod og Mellemtaa omtrent lige lange;
henholdsvis 59 og 57™™, og ganske lignende er Forholdet hos
L. argentatus typicus.) Saunders, der dog selv regner „L.
affinis“ for en egen Art, har vist Ret, naar han siger om den,
at den „is in fact a Herring-Gull (9: Л. argentatus) which
passes the whole of the year in a brilliant atmosphere; and I
cannot help thinking that to this, and to other conditions of
existence with which we are as yet unacquainted, its intensity
of coloration is mainly attributable.“ (Proceed. Zool. Soc.
London 1878, р. 172). — (,Larus cachinnans* fra Middel-
havet, Asien o.s.v. og ,L. occidentalis‘ fra det Stille Нах,
der begge, at dømme efter Beskrivelser, neppe kunne skjelnes
fra „L. affinis“, ere vel ogsaa kun Racer af L. argentatus.)

Havmaagen er kun nogle ganske faa Gange set ved Gren-
lands Vestkyst.

Af den typiske Race haves i Museet det omtalte Skind af en
gammel Fugl, i Vinterdragt, indsendt af Holbøll 1 1851. To eller
tre Gange desuden skulde den være iagttagen i Grønland, efter
hvad Reinhardt jun. havde hørt. Tillige har Museet faaet et Skind
af en ung Fugl, vist af samme Race, fra Godthaab, 28de Juni
1886, indsendt af Holm.

Af var. affinis haves kun det omtalte Skind, i Vinterdragt,
fra Nanortalik, indsendt 1 1851 af Kielsen.

179

Arten er circumpolar, snarest sydlig, med vid Udbredelse, ikke
meget vandrende. Den typiske Race har sine nermeste Hjemsteder
paa Færøerne, i Labrador og paa Vestkysten af Davis-Strædet og
er set paa Jan Mayen. Racen „affinis“ er nærmest sibirisk, men
har flere Gange vist sig 1 Vest-Europa.

63. Larus marinus L. Svartbag.

Larus marinus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 102. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 414.
Larus marinus L.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1872. — Larus

marinus L. & L. schistisagus Stejn.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds
of N. Amer., II, 1884. — Larus marinus: Goues, Key N. Amer. Birds, 1884.
— Larus marinus L. & Г. schistisagus Stejn.: Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Saunders, Catal. Birds. Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgronlandsk. Naiardluk eller Naiardluksoak, hvad der kan betyde en
stor eller slem Maage, vel fordi den kan skade andre Fugle, især Eder-
fuglene. (Fabricius.) — Naujardluk. (Helms.)

De 11 foreliggende gronlandske Svartbag-Skind af fuldt
udfarvede Fugle (af yngre Fugle og Unger haves desuden 5) ere
indbyrdes meget forskjellige i Tegningen af nogle af de yderste
Svingfjers Spidser. iste Svingfjers hvide Spids kan bagtil ende
i en skarp Grændselinie mod Fjerens sorte Farve, eller den kan
vere skilt fra den sorte Farve ved et mellemliggende graaligt
Stykke i Inderfanen. 2den Svingfjer har altid en stor hvid Spids;
men undertiden er der et bredt sort Tverbaand over den hvide
Spids, undertiden er der af Tverbaandet kun det svageste Spor
tilbage i Skikkelse af en lille sort Plet ved Fjerens Rand; bagtil
kan den hvide Spids grendse skarpt til den sorte Farve eller
i Inderfanen gaa over i et graaligt Felt. 3dje Svingfjer har
altid en kortere hvid Spids, og bag Spidsen er Fjeren sort;
men i den sorte Farve nermest bag Spidsen kan der i Inder-
fanen ligge en mindre eller større hvid Plet, mere eller mindre
skarpt afgrændset eller bagtil gaaende over i et stort lyst, hvid-
ligt Felt i Inderfanen. (Lignende Ændringer findes ogsaa hos
danske Svartbager; et stort hvidt Felt i Inderfanen af 3dje
Svingfjer er saaledes ogsaa at se paa et Skind fra Øresund.)
— Et lyst Felt i Inderfanen af 3dje Svingfjer skal vere et af de
vigtigste Kjendemerker for , Larus schistisagus“ (se især: Stejn-

12%

180
(Larus marinus.)

eger, Proceed. U. S. Nat. Mus., vol. 10, 1887, р. 119—193, pl. VII)
overfor L. marinus. „L. schistisagus* skal vere Svartbagens
Stedfortreder i det nordlige Stille Hav (undertiden holdes den
for en nermere Slegtning af ,L. affinis*) og regnes oftest for
en egen Art; men at dømme efter Beskrivelser kan den ikke
engang skjelnes som Race fra den atlantiske Svartbag. Efter
Svingfjerenes Tegning kan den ikke skjelnes. Den skulde
ogsaa afvige ved, at Ryggens sorte Farve har en blaalig, ikke
en brunlig Tone; men heller ikke deri er den forskjellig fra
den atlantiske Svartbag; Tonen af den sorte Farve er oftest
blaalig baade hos gronlandske og danske Skind.

Et Skind af en udvoxen Maage, der sikkert er en Bastard
mellem Larus marinus og L. glaucus, haves i Museet, fra
Upernivik 8de September 1886, fra Fencker. Den afviger fra
Svartbagen ved, at Oversidens mørke Farve næsten er som hos
Graamaagen, lige saa lys. Haandsvingfjerene ere som hos
Svartbagen. Den stemmer ganske med Bastarder avlede mellem
de to Arter i Zoologisk Have ved Kjobenhavn (et Billede af en
saadan Bastard findes i: Den Zoologiske Have ved Kjøbenhavn
1859—1884, et Jubileums-Skrift, ved P. Tauber, 1884). Den
synes ogsaa at stemme med Beskrivelsen af ,Larus nelsoni‘,
der synes kun at vere kjendt : et Par Stykker, og som vist
ogsaa kun er en Bastard.

Svartbagen findes som ret almindelig ynglende langs Gron-
lands Vestkyst, mod Nord neppe nok saa langt som til Upernivik,
talrigst i Syd-Gronland, efter Holbøll maaske almindeligst mellem
63° og 66°. Den er Standfugl; 1 hvert Fald en Del bliver Aaret
rundt ved Ynglestederne. Mest ferdes den udenfor Kysten,
men fjerner sig kun faa Mile fra Land. Ynglepladser har den
især paa de ydre Øer, men ogsaa paa Fjelde ner Fjordenes
Mundinger, ikke langt inde i Fjordene. Den lever mest af
Fiske og af Aadsler; men den tager ogsåa Æg og Unger fra
andre Fugle. Dens Æg ere fundne fra 3dje Maj til 15de Juni;

181

oftest legges de i Maj; i 1824 fandt Holboll dens Ag allerede
3dje Maj, trods Kulde: 6te Maj frøs det 12°.

I Fjordene ved Julianehaab saa Bruun i Sommeren 1894 kun
en enkelt. Efter Gronlændernes Udsagn skulde den om Efteraaret
komme derind, og Ungerne skulde blive derinde lengere end de
gamle.

Paa Nunarsuit, mellem Julianehaab og Ivigtut, saa Vahl dens
Rede med Æg sidst i Maj 1828, som meddelt i hans Haandskrift.
— Paa Strækningen mellem Julianehaab og Ivigtut saa Bruun i
1894 adskillige, flest Nord for Kagsimiut. Reder med Ag fandtes
sidst i Maj paa Øerne Syd og Nord for Sanerut.

Ved Ivigtut saa Hagerup den 1 1886—88 til alle Aarstider,
men kun i ringe Tal, talrigst om Efteraaret. — I 1890—91 saa
Helms den jevnlig paa Fjorden Aaret rundt, baade unge og gamle,
maaske oftest 1 Oktober og November.

Ved Arsuk saa Krabbe den i 1889—90 hele Aaret, dog kun
faa Gange om Vinteren. Den ynglede 1 Nærheden, og Gronlænderne
kom ofte med dens Æg 1 Foraaret 1890. To halvvoxne Unger
derfra bleve bragte til Helms. — [1893 fandt Helms den almindelig
omkring Arsuk hele Sommeren, langt almindeligere end inde i
Fjorden ved Ivigtut. Den ynglede almindelig paa Øerne udfor
Kysten.

Mellem Arsuk og Frederikshaab saa Helms den i ret stort Tal
mellem 12te og 14de Maj 1893, oftest parvis; den havde da neppe
begyndt at legge Æg, skjønt Grønlænderne sige, at Æglægningen
begynder 2den Maj.

Fra Frederikshaab kjendte Fabricius den godt. En ung Fugl
derfra modtagen i 1895 haves i Museet i Kjøbenhavn.

Fra Fiskenæs haves Skind i Museet. Fra samme Egn nævnes
den ogsaa af Finsch.

Skind fra Godthaab ere sendte til Museet 1 1832 og 48. Fencker
nævner den derfra 8de Februar 1893.

Fencker modtog i 1880 Æg tagne mellem ие og
Ikamiut.

Paa Grønne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende i
Foraaret 1881.

Ved Klaushavn saa Fencker enkelte først i Maj 1880. Fra
samme Sted modtog han den i Juli 1886.

Paa Kronprindsens -Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den
ynglende sidst i Juli 1879.

182

(Larus marinus.)

Fra Fortunebays-Oer ved Sydkysten af Disko haves Skind i
Museet fra August 1879, modtagne fra Fencker. |

Ved Ritenbenk vare unge Fugle ikke ualmindelige i Efteraaret
1890, skriver Fencker. Samme Sted bleve gamle Fugle sete oftere
midt i April 1891.

Ved Upernivik blev den, efter Fencker, set enkeltvis 2den
September 1888 og 9de Juni 1889.

I Baffins-Bugt, højt oppe, blev den, efter Sabine, set en enkelt
Gang i Sommeren 1818.

Arten er nordatlantisk og nordpacifisk, ikke særlig nordlig, kun
lidt vandrende. Den yngler ogsaa paa Færøerne, Island og i La-
brador; paa Vestkysten af Davis-Strædet er den set.

64. Larus leucopterus Faber. Hvidvinget Maage.

Larus leucopterus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 418. —
Larus leucopterus Faber & L. chalcopterus Licht.?: Reinhardt jun., Ibis
1861, p. 17.

Larus leucopterus Faber: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1876. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Ridgway, Ma-
nual N. Amer. Birds, 1887. — Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.
Vestgronlandsk. Naiangoak. (Holbell.) — Nauja og Naujanguak. Oftest

skjelnes Larus lewcopterus ikke fra Г. glaucus; begge kaldes Nauja.
(Helms.)

Trods omhyggelig Sammenligning mellem 18 Skind af
Larus leucopterus, deraf 10 gronlandske, og 26 Skind af L. glau-
cus, deraf 15 grønlandske, er det ikke lykkedes at finde andet
end Storrelseforskjel mellem de to Slags Maager. Neblengden
(regnet fra Fjergrendsen bag Neseboret), som Udtryk for Stor-
relseforskjellen, vexler fra 29™™ til 33'/2 hos de grønlandske
Skind af L. leucopterus, til 36 hos Skind fra andre Steder;
hos L. glaucus vexler den fra 42 til 51?/s. Forskjellen i Stør-
relse synes at være nogenlunde fast for de foreliggende Skinds
Vedkommende; men stor er den ikke (maaske havde den vist
sig større, hvis det havde været muligt at indskrænke Sammen-
ligningen til Fugle af samme Kjøn); den nordpacifiske ,L. bar-
rovianus*, der beskrives som en lille L. glaucus, synes derimod
at maatte være en Mellemform; og Holbøll siger, at der ikke
altid efter Størrelse kan skjelnes mellem de grønlandske Hvid-

183

vingede Maager og Graamaager. Man kunde derfor fristes til at
regne Hvidvinget Maage og Graamaage for vesenlig kun Dvergform
og Kjempeform af samme Art. — Maaske er det sandt, hvad
Holbøll og andre sige, at L. leucopterus har forholdsvis længere
Vinger end Г. glaucus, skjønt dette ikke kan sees paa
Skindene, og.at L. leucopterus kan kjendes fra Г. glaucus paa
sin lettere Flugt. At Fabricius ikke har skjelnet mellem Hvid-
vinget Maage og Graamaage, skjont han vidste, hvad Glahn
havde sagt i den Retning, taler ikke til Fordel for Adskillelsen;
heller ikke Helms havde kunnet finde nogen egenlig Forskjel
undtagen i Storrelse; og det ligger ner at regne Forskjellen i
Flugten for kun en Folge af Forskjellen i Storrelse; den mindre
Fugl vil bevæge Vingerne hurtigere end den større, о. $. у. —
Men selv om det kunde godtgjores, at der findes Mellemformer
mellem Hvidvinget Maage og Graamaage, synes de to Slags i
Naturen dog at optrede tilstrekkelig indbyrdes skilte til at
maatte regnes i hvert Fald for begyndende Arter. — (Utenkeligt
var det maaske ikke, at de slet ikke stod i nermere Slegtskabs-
forhold til hinanden, men at de vare fremkomne ved Afbleg-
ning af oprindelig forskjellige Arter og forst ved Afblegningen
vare komne til at ligne hinanden paafaldende.)

Den Hvidvingede Maage er overordenlig almindelig som
ynglende langs Grønlands Vestkyst, mindst almindelig ved den
nordlige Del; næst efter Riden skal den være den talrigste
Maage ved Vestkysten. Enkelte Gange hår den vist sig i Smith-
Sund. Fra Østkysten haves ingen sikker Efterretning om den
undtagen fra den sydligste og den nordlige Del. Den er nær-
mest Standfugl; i Nord-Grønland havde dog Holbøll ikke set
den om Vinteren; men ude over Davis-Strædet og ved Syd-
Grønlands Kyst er den almindelig paa den Aarstid. Efter Hol-
bøll er dens kjæreste Føde Mallotus arcticus; den æder ogsaa
ofte Gadus agilis og tager ellers tiltakke med samme Foder
som Graamaagen; Bær af Empetrum æder den gjerne, blandt
andet. Oftest ruger den flokkevis paa stejle Klippevegge ved

184
(Larus leucopterus.)
Stranden, baade inde i Fjordene og ved selve Kysten, i Selskab
med andre Arter; undertiden yngler den enkeltvis eller i ganske
smaa Flokke paa Overfladen af smaa Øer. Æg skulle vere
fundne fra 14de Maj til 16de Juni.

Ved Nanortalik saa Vahl kun enkelte i Vinteren 1828—29,
meddeler han i Haandskrift. :

I Egnen ved Julianehaab saa Bruun den 1 Sommeren 1894
kun enkeltvis inde i Fjordene før den 26de August, da unge Fugle
fandtes i Flokke ved Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjord sammen med
Unger af Graamaager; de gik ofte раа Land for at æde Bær. Den
skulde efter Grønlændernes Udsagn træffes hele Aaret inde i Fjordene,
men ikke almindelig, og den skulde ikke yngle der.

Ved Kysten mellem Julianehaab og Arsuk saa Bruun den i
Mængde i 1894. |

Ved Ivigtut var der, efter Hagerup’s lagttagelser i 1886—88,
om Vinteren mange unge Fugle og nogle faa gamle; men de fleste
forlod Egnen i Oktober og kom tilbage i Marts. Omtrent 1000
Par ynglede paa Fuglefjeldet inde 1 Fjorden, ovenfor Larus tridac-
tylus; de laveste Reder stod i en Højde af omtrent 200 Fod, de
øverste omtrent 500 Fod over Havet. To Par ynglede paa en
Fjeldvæg, hvor tidligere en Mængde Rider byggede, det ene Par i
en Højde af 15 Fod, det andet 100 Fod over Havet. Æglægningen
begyndte ofte, medens Fjorden endnu var tillagt med Is. Udfløjne
Unger bleve tidligst sete 25de Juli; de fleste viste sig i den første
Del af August. I den første Tid ledsages Ungerne af de voxne;
senere blande desig mellem de unge Graamaager, men ikke med Riderne.
De unge Maager vare ofte paa Land for at æde Bær af Empetrum.
— I 1890-—91 fandt Helms den overordenlig talrig paa Fjorden
og nogle nærliggende Fjorde baade Sommer og Vinter, dog i noget
mindre Tal om Vinteren. I Maj 1890 og 91 holdt den sig i store
Flokke inde i Fjorden, hvor der stod Masser af Mallotus arcticus.
I Juni og Juli зааез den kun enkeltvis ved Ivigtut; den var da inde
ved Fuglefjeldet. 29de Juli og 3dje August var dér henholdsvis
omtrent 500 og 2000 Fugle, mest gamle. 23de Juli blev en ud-
fløjen Unge set dér i Nærheden. 15de August var der i en Bugt
af Fjorden en Mil fra Fuglefjeldet unge Fugle i uhyre Tal sammen
med en Del gamle. I Oktober, November og December var den
almindelig paa Fjorden, ligeledes i Januar 1891, indtil Islægget be-
gyndte. 24de April 1891 trak om Morgenen en Flok ind ad Fjorden

185

Kl. 7 og ud igjen К]. 9, Ной 1 Luften; de havde vist veret inde
at se til deres Ynglepladser 1 Bunden af Fjorden. Fra 4de til 9de
Maj saaes og hertes den undertiden baade ved Dag og ved Nat
inde over den isdækkede Fjord. Ude paa den aabne Fjord ved
Ivigtut og Arsuk var den i sidste Halvdel af April og forste Halvdel
af Maj meget almindelig; men ved Arsuk saaes oftest unge Fugle,
medens de gamle vare langt overvejende længere inde.

Ved Arsuk fandt Krabbe den 1 1889—90 almindelig Aaret
rundt, dog i langt mindre Tal om Vinteren end om Sommeren.

Ved Frederikshaab пзеупез den af Vahl 1 Haandskrift, som ret
almindelig i Maj 1828.

Fra Fiskenæs nævnes den af Finsch.

Som ynglende i Fjelde ved Sardlok ved Godthaab-Fjord, Nord for
Godthaab, nævnes den af Raben i Sommeren 1823. — Paa Fjeldet
Ivnajuagtok inderst 1 Godthaab-Fjord yngler den, efter Holbøll, i
Selskab med Graamaage og Ride. Som yderst almindelig i Egnen
nævner han den i Breve af 1822 og 23.

Ag fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker 1
1880.

Paa Fjeldene ved Tasiusak ved Christianshaab havde den be-
eyndt at indfinde sig, sammen med Graamaagen, 28de April 1882,
skriver Fencker.

Ved Klaushavn blev den set af Fencker forst i Maj 1880, ved
Jakobshavn ligeledes 1 Maj 1881.

Fra Godhavn haves Skind 1 Museet i Kjøbenhavn. — De
mange Skind fra Vestkysten, der ere eller have veret 1 Muscet,
have tilfældigvis som oftest ikke nøjagtig Stedbetegnelse, vel fordi
man har regnet Arten for almindelig udbredt overalt.

I Umanak-Egnen yngler den, efter Meddelelse af Vahl i Brev
af 1834. — Fra samme Egn nævnes den af Vanhôffen 1 1893.

Som temmelig almindelig ynglende ved Upernivik nævnes den
af Vahl, i 1834, og af Fencker, i 1886—89. Som trekkende
flokkevis forbi nævnes den under 23de April 1887. Den omtales
ogsaa fra Prøven og Augpalartok.

Som almindelig i Baffins-Bugt nævnes den af Sabine 1 Sommeren
1818.

Paa Isen ved Beverley-Cliffs, NV. for Kap York, saa Nares
nogle faa i Juli 1875, det nordligste Sted, Arten blev set under
Rejsen med „Alert“ og „Discovery“.

186
(Larus leucopterus.) i

Paa Northumberland-Ø saa Bessels et enkelt Par Sde Juni
1873. Det var det eneste Sted, han havde set den Nord for
Upernivik. :

Paa den sydlige Del af Østkysten nævner Vahl den som al-
mindelig, 1 Brev af 1830; næsten flyvefærdige Unger vare at se
sidst i Juli 1829.

Paa Sabine-Ø nævner Finsch den som skudt i September
1869 og sidst i April 1870.

(Andre Steder paa Østkysten er den maaske forvexlet med
Graamaagen.)

Flere Knogler, utvivlsomt af denne Art, fra en gammel eski-
moisk Kjøkkenmødding ved Nusak, paa Nugsuak-Halvø, haves i
Museet.

Arten er nordlig circumpolar, kun lidt vandrende. Om Vin-
teren er den almindelig ved Færøerne og Island; men den skal
ikke yngle dér. Den yngler derimod paa Jan Mayen og paa. Vest-
kysten af Davis-Strædet.

65. Larus glaucus Brunn. Graamaage.

Larus glaucus Brunn.: Fabricius, Fauna. Groenl., 1780, p. 100. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 415. — Reinhardt jun., Ibis
1861, p. 16.

Larus glaucus Brunn.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key №.
Amer. Birds, 1884. — Larus glaucus Brünn. & Г. barrovianus Ridgw.:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Larus glaucus Brunn.: Saun-
ders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgrønlandsk. Naia, det almindelige Navn for en Maage, vist af Naiok,
lugter, fordi Maagerne ligesom kunne «lugte», hvor Sæler og andre Sodyr
ville vise sig og drive Fiske ор til dem, og derfor holde sig svævende over
saadanne Steder. Graamaagen særlig kaldes ogsaa Naiainak eller Naiavek,
begge Ord betydende den egenlige Maage. Endnu et Navn for den er
Puktaralik, af Puktavok, flyder ovenpaa Vandet, fordi den ligger saa højt
paa Vandet, naar den svømmer, som en Blære, der ikke kan gaa under.
(Fabricius.) — Nauja. (Rink, Helms.) — Østgrønlandsk. Kusek, Tingmiak,
Tingmiardluk. (Rink.)

Om Artens Forhold til L. leucopterus, se foran.

Graamaagen findes som almindelig ynglende langs Vest-
og Ostkyst og ved den sydvestlige Del af Nordkysten; ved
Nordkysten ellers er den set jevnlig, men Ynglesteder nævnes
ikke. Ved Vestkysten skal den efter Holbell om Sommeren
vere almindeligst ved den nordlige Del. Den er nærmest Stand-

ee DRE ee a

187

fugl; fra Nord-Gronland udvandrer den dog for storste Delen
for Vinteren; men enkelte kunne sees dér ogsaa i den Tid,
da Solen er under Svnskredsen. Om Vinteren ferdes den mest
ved de yderste Øer, i Yngletiden ogsaa inde i Fjordene; ikke
sjelden sees den meget langt fra Land. Den skal vere yderst
graadig efter Aadsel og indfinder sig ved Hvalers Flensning;
Æg og Unger af andre Sofugle kan den tage; hvad Kjoverne
have ranet fra andre mindre Maager, skal den igjen kunne jage
fra dem; selv skal den ogsaa kunne tage Fiske; paa Land eder
den Ber af Empetrum; i Nodsfald skal den æde Tang. Den
yngler flokkevis paa stejle Fjeldvegge ved Stranden, oftest i
Selskab med andre Fugle, især Larus leucopterus og L. tridac-
tylus; Rederne ere mest stillede højt tilvejrs. Aig ere fundne
fra 10de Maj til 14de Juni.

Inde i Fjordene ved Julianehaab saa Bruun den ikke i Som-
- meren 1894 førend i Slutningen af August, da unge Fugle fandtes
i Mengde 1 Bugten ved Kagsiarsuk i Igaliko-Fjord sammen med
unge Hvidvingede Maager; 1 Lobet af September kom der flere og
flere til; de holdt sig da samlede i to eller tre Flokke, hver paa
flere hundrede. Grønlænderne sagde, at den ynglede enkelte Steder
inde i Igaliko-Fjord i ringe Tal, saaledes ved Alanguarsuak, Kag-
siarsuk og Ekaluit.

Ved Kysten mellem Julianehaab og Arsuk. fandt Bruun den
almindelig 1 Sommeren 1894. En Yngleplads nævnes paa et Fjeld
udfor Sermitsialik-Fjord, NV. for, Julianehaab. Den ynglede ogsaa
раа Øerne i Bugten Syd for Sanerut, ligeledes paa et lille Fjeld
раа Sydsiden af Sanerut sammen med Hvidvingede Maager.

I Egnen ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 ynglende
i betydelig Mængde langs det aabne. Hav; nogle ynglede vist ogsaa
paa Fuglebjerget inderst i Fjorden. Efter Yngletiden samledes de
i store Flokke paa de flade Strækninger langs Strandbredden for
at æde Bær af Empetrum. Nogle, især unge Fugle, bleve paa
Stedet Vinteren igjennem. — I 1890—91 fandt Helms den i
samme Egn langt mindre almindelig end den Hvidvingede Maage.
En lige udvoxen Unge blev skudt 15de August 1890 nær Fugle-
fjeldet.

Ved Arsuk saa Krabbe den ofte 1 1889—90 1 Sommerens

188
(Larus glaucus.)
sidste Del, derimod neppe om Vinteren. Ved Kysten Nord for
Arsuk var den at se i Mængde i September 1890.

Som ynglende i Mengde paa Fjelde ved Kuanersok-Fjord ved
Frederikshaab nævnes den af Raben 1 1893.

I Ameralik-Fjord, Syd for Godthaab, nævnes den af Nansen
sidst 1 September 1888.

Ved Godthaab-Fjord nævnes den af Raben 1 Sommeren 1823
som ynglende i Fjelde. nær Sardlok, ligesom Hvidvinget Maage og
Ride. — Najartut lidt Syd for Godthaab nævnes af Holbøll som et
Sted, hvor Graamaagen yngler i Flok alene uden Selskab af andre
Arter. — Paa Fjeldet Ivnajuagtok inderst i Godthaab-Fjord yngler
den, efter Holbøll, i Selskab med Hvidvinget Maage og Ride.

Æg fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker 1
1880.

Раа et lille Fuglefjeld paa Gronne-Ejland 1 Disko-Bugt fandt
Fencker den ynglende i Juni 1880.

Ved Tasiusak ved Christianshaab saa Fencker den ifærd med
at tage Bo paa Fjeldene 28de April 1882.

Fra Klaushavn modtog Fencker den i Februar 1880. 1ste April
samme Aar saa han den dér i store Flokke.

Fra Jakobshavn har Museet i Kjøbenhavn faaet Skind fra Mid-
vinter, et fra 24de December 1846 og et fra 13de Januar 1847.
Fencker nævner den derfra i Maj 1881.

Som almindelig ynglende раа Disko nævnes Larus glaucus
_ af Giesecke 1 1807 og 1812; men maaske har Giesecke ogsaa
haft L.. leucopterus for Øje; ligesom Fabricius skjelnede han ikke
de to Former. — Utvivlsomt er det især Disko-Egnen, hvortil Hol-
bøll sigter, naar han taler om Graamaagens Talrighed i Nord-Grøn-
land. — Ved Godhavn saa Fencker den jevnlig i November 1879.

Skind fra Ritenbenk haves i Museet.

Udfor Svartenhuk blev den set af Sutherland 23de Maj 1850,
ligeledes ved Kysten Nord for Svartenhuk 29de Maj.

Som almindelig ynglende ved Upernivik nævnes den af Fencker. |

Under 13de April 1885 siges, at den allerede havde været der i
flere Dage. 24de April 86 opføres den som almindelig ved Vaagerne.
23de April 87 trak еп Flok forbi. 28de Marts 88 saa han den
ved Augpalartok.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, nævnes den af Sutherland
under 12te Juni 1850.

189

I Baffins-Bugt fandt Sabine den almindelig 1 1818, lgeledes
Ohlin 1 1894.

Fra Duck-Island, paa 73° 57’, nevnes den af Stone i 1892.

Fra Kap York ligeledes.

Paa Crimson-Cliffs, paa 76°, fandtes den ynglende i 1858,
efter Walker og Car] Petersen. |

Paa Carey-Derne nævner Nares den som ynglende i Mengde,
i Juli 1875. Paa den sydligste af Carey-Gerne saa Ohlin nogle
faa Par ynglende 1 1894.

_ Paa Northumberland-@ saa Bessels en Del 8de Juni 1873.

Ved Port Foulke nævner Hayes den som kommende i Begyn-
delsen af Juni 1861. I samme Egn blev den set af Deltagere i
,Polaris*-Rejsen Øde Maj 1873.

Paa en lille Klippe-@ ved Littleton-Q fandt Kane den ynglende
i Flok midt i Juli 1854; Ungerne, der allerede vare store, bleve
af de voxne fodrede med Ederfugle-Ællinger. — Paa samme Sted
blev den set 1 Mængde af Hayes 7de Juli 1861. — Ogsaa Stone
nævner den fra Littleton-O i 1892.

Ved Rensselaer-Harbour saa Kane den 1 1854 forste Gang
19te Maj. | 5;

Ved Kennedy-Kanal blev den set af Morton, paa Kane’s Rejse,
Qide Juni 1854. — Samme Sted iagttog Hayes en enkelt flyvende
Nord midt i Maj 1861.

Ved Kap Lupton nævnes den som set af Deltagerne 1 „Polaris“-
Rejsen 12te Juni 1872.

Fra Wstkystens sydlige Del nævnes den af Graah og Vahl. I
sit Haandskrift omtaler Vahl en Klippehule, ikke ret dyb, ved
" Taterait ved Mundingen af Auarket-Fjord, paa 61° 15‘, hvor Graa-
maager i Mængde havde Rede 174е Juni 1829.

Paa Kysten mellem 63° og 64° saa Nansen flere Fuglefjelde
med Graamaager i Juli og August 1888, saaledes ved Kap Moltke
og Kap Møsting.

Ved Angmagsalik saa Bay den jevnlig 1 September 1892; den
ynglede flere Steder i Nærheden. — Som ynglende i samme Egn
паупез den 1 1897 af J. Petersen. I 1896 viste den sig forste
Gang 12te April.

I Scoresby-Sund fandtes den, efter Bay, i 1891—92 almin-
delig overalt, I 1891 blev den set sidste Gang 12te Oktober, ved
Danmarks-Q. I 1892 blev den’ første set 4de Maj, ved Rode-@,
dybt inde i Fjorden, skjønt hverken Fjorden eller Ferskvandssoerne

190

(Larus glaucus.)

dengang viste mindste Tegn til at to op. Mindre Flokke paa højst
20 Par ynglede flere Steder paa bratte Klippevægge ved Sundet,
saaledes paa Danmarks-Ø og paa Røde-Ø. 104е August 1891 var
der paa Danmarks-Ø Unger, der endnu ikke vare flyvefærdige ;
154е August var der paa Røde-Ø flyvedygtige Unger. En Gang
blev en Graamaage set slaa ned paa en Søkonge og flyve bort
med den i Næbet; en anden Gang blev den set sluge en hel Sø-
konge (en lignende Iagttagelse er gjort af Sabine); den levede ellers
gjerne af Aadsler; Plantefode, som Blade af ,Blaabær“, blev mindst
en Gang funden i dens Mave, i Foraaret 1892. (Det er ikke af-
gjort, at Bay i alle Tilfælde har skjelnet Arten fra Z. leucopterus.
Et hjembragt Skind fra Jameson-Land er af L. glaucus.)

Ved Østkysten mellem 70° og 75° omtrent blev den ofte set
af Scoresby 1 Sommeren 1899.

I 1870 fandtes den, efter Pansch, ynglende i ringe Mængde
flere Steder paa den nordlige Del af Østkysten: ved Kap Broer
Ruys fandtes vist 4 Reder, paa Jackson-Ø 8—16 Reder; ved Кар
Mary paa Clavering-Ø var der 2 Par, ved Kap Borlase Warren
5—8 Par. Ved Hvalros-Ø indfandt den sig i Slutningen af April
1870, og først i Juni fandtes dér en Yngleplads med 50—60 Reder,
staaende baade paa selve Klipperne og ved deres Fod, tildels
blandt Ederfugle-Reder; 10de Juni var der Æg i de fleste Reder;
Iste Juli fandtes udklækkede Unger. Paa Shannon-@ fandtes ogsaa
nogle faa Reder. — Ved Kap Broer Ruys blev den set ogsaa af
Bay i 1891; der syntes at være Reder paa Toppen af et højt Fjeld.

I Drivisen udfor Angmagsalik blev der, efter Bay, daglig set
en Del i September 1892.

Mange Knogler, utvivlsomt af denne Art, fra en gammel eski-
moisk Kjøkkenmødding ved Nusak, paa Nugsuak-Halvø, haves i
Museet.

Årten er nordlig circumpolar, kun lidt vandrende, dog kom-
mende til Middelhavet o.s.v. Den yngler ogsaa paa Island, Jan
Mayen, Spitsbergen, i Labrador og paa Vestkysten af Davis-Strædet;
ved Grinnell-Land sees den ofte, men synes ikke at yngle dér.

66. Larus tridactylus L. Ride. (Taterak, Tretaaet Maage.)

Larus tridactylus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 98. — Hol-
bøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 420. — Rissa tridactyla (L.):
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 85 (kun Navnet).

Rissa tridactyla (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1878. — Baird,

а.

191

Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key N.
Amer. Birds, 1884. — Rissa tridactyla (L.) & R. tridactyla pollicaris
Stejn.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Rissa tridactyla (L.):
Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgronlandsk. Tatarak, efter Stemmen. (Fabrieius.) — Taterak. (Helms.)

Af Museets 18 gronlandske Skind er der to, der have en
ganske anselig Negl paa Tommeltaaen. Tommeltaaen vexler
ikke lidt i Størrelse, men aldrig mangler den helt; oftest har
den Form af en fremspringende Vorte.

Riden yngler i uhyre Mengde langs hele Gronlands Vest-
kyst; den er ogsaa set ved Nord- og Østkyst; men om dens
Ynglen paa Nordkysten vides ikke noget sikkert. Den er til-
dels Standfugl; i hvert Fald kan den om Vinteren sees i gron-
landske Farvande; men mest opholder den sig paa den Tid
ude over det aabne Hav. Tidlig om Foraaret, allerede i Marts,
kan den komme i store Flokke til Vestkysten for at se til
Redestederne. Den er, skriver Holbøll, ,vort første Foraars-
tegn. Mellem 8de og 20de Marts kommer den i Flokke, ofte
med streng Kulde og østlig Vind; den trækker lige til Fugle-
fjeldene, hvor den strax begynder sit bedøvende Skrig, og
viser sig især urolig og stærkt skrigende, пааг Redestederne
ere meget belagte med Sne. I November forlader den Fjor-
dene, men opholder sig for en Del i Davis-Strædet, da man
ved Storm, især af Syd, ofte ser den ved Kysten og under-
tiden i temmelig stor Mængde. Det er en Oceanfugl, som sees
over hele Atlanterhavet.” Ynglepladserne ere oftest stejle Fjeld-
vægge inde i Fjordene, hvor den ruger i store Skarer. Selv i
Yngletiden, men især om Efteraaret ser man om Aftenen Flokke

k flyve ud fra Fjordene, for at overnatte paa Havet, og om Mor-

genen vende lilbage. Den lever iser af Lodden (Mallotus arc-

у
йсиз), hvis Vandringer den synes at følge; ogsaa tager den

— Tobiser (Ammodytes), Torsk (Gadus agilis) og andre Smaa-

fiske, Vingesnegle (Clione limacina) og Krebsdyr, især Euthemisto
libellula; ofte følger den Sæler og Hvaler for at tage de Smaa-
дуг, som de jage op mod Havfladen. Reden bygges af Gres

192
(Larus tridactylus.)
og Mos paa Hylderne paa Fjeldveggene, baade ner nede ved
Havet og hojt oppe. Aggene legges i Juni.

Ved Nanortalik saa Vahl, som meddelt i Haandskrift, kun en
enkelt 1 Vinteren 1828—2 99.

Ved Julianehaab nævner Giesecke, under iste August 1809,
en stejl Fjeldveeg, Naujarsuit, dybt inde i Tunugdliarfik-Fjord, som
Yngleplads for utallige Rider og andre Maager. — I 1894 fandt
Bruun den ret almindelig 1 den ydre Del af Tunugdliarfik- og Ser-
milik-Fjord i sidste Halvdel af Juni; derimod blev den inde 1
Bunden af Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord kun truffen enkelte Gange
i Juni, Juli og August, oftest 1 mindre Flokke, kun 21de August
en større Flok i Igaliko-Fjord. Indtil for fire Aar siden skulde
den efter Granlændernes Udsagn have ynglet inde i Tunugdliarfik-
Fjord, og 1 Sermilik-Fjord skulde den yngle ved Tugdlarunat.

Mellem Julianehaab og Ivigtut saa Bruun den almindelig i
Juni 1894 enkeltvis og i mindre og større Flokke, og en meget
stor Flok fløj højt tilvejrs over Nunarsuit Natten mellem Бе og
6te Juni. Ligeledes var der mange sidst i September. I stort Tal
ynglede den paa et Fjeld udfor Sermitsialik-Fjord, NV. for Juliane-
haab, sammen med Tejster og Graamaager.

En Yngleplads ved Bunden af Arsuk-Fjord nævner Jorgensen
i sin Dagbog fra 1842. — Ved Ivigtut fandt Hagerup Arten almin-
delig 1 1886—-88; omtrent 2000 rugede paa en lodret Bjergveg
ved Bunden af Arsuk-Fjord, sammen med Hvidvingede Maager. |
1886 blev den set sidste Gang 23de Oktober, nogle faa. I 1887
kom en stor Flok 26de Marts; nogle faa bleve sete 25de Oktober,
for sidste Gang. I 1888 viste den sig for forste Gang 9de April,
en stor Flok. Ved deres Hidkomst var Fjorden endnu tildels
dækket af Is, saa at deres Yngleplads inde i Fjorden laa henved 3
Mile borte fra det aabne Vand; de holdt sig da i store Flokke
nærmere Fjordens Munding og vare meget sky og støjende; men
paa klare Dage i April kunde man se en Flok paa et Par tusinde
Stykker stige højt tilvejrs og derefter flyve over Isen ind til Yngle-
pladsen for snart efter at komme tilbage; undertiden steg de saa
højt, kredsende mellem hverandre, at de næsten bleve usynlige,
medens man endnu kunde høre Skrigene. I Maj samledes de kun
i mindre Flokke. Paa Fjeldvæggen, hvor de ynglede, stod nogle af
Rederne saa lavt, at man kunde naa dem fra en Baad; de øverste
Reder vare omtrent 150 Fod over Havet. Æggene lægges mest i

195

a de forste 10 Dage af Juni; Ungerne flyve fra Reden ved Midten af
— August; tidligst blev en flyvefeerdig Unge set 7de August. Efter

Yngletiden færdes de mest i Smaaflokke eller enkeltvis og ere for-
holdsvis tavse; nogle faa Gange i August kunde man mod Aften
se store Flokke paa 500 til 1000 Stykker stige højt op i Luften og
flyve mod Havet. I Efteraaret fløj de daglig ud fra Fjorden om
Aftenen og ind om Morgenen. Kun to Gange havde Hagerup set
den sidde paa Land undtagen ved Rederne; en Gang, en 3dje Juni,
saa han adskillige plukke Mos fra Bjergskraaningerne ved Fjorden
et Par Mile borte fra Ynglestedet og derefter flyve omkring med

— Mosset i Næbet, tilsyneladende uden Hensigt; ved Rederne paa

Ynglepladsen voxede Mosset rigelig. I Juni levede de mest af
Lodder, der viste sig i Fjorden 1 uhyre Mengde. — I 1890—91
iagttoges den af Helms ved samme Yngleplads. I sidste Halvdel
af Oktober 1890 begyndte den at forsvinde fra Fjorden; iste No-

_ vember saaes endnu en; ilte November var der et, Par mindre

— Flokke, vel ialt 20 Stykker, unge og gamle; derefter blev ingen
set førend 18de Januar 1891, da en ung Fugl blev skudt, efter en
stærk Storm. 20de April hørtes fra den tidlige Morgenstund en
Skrigen og Larmen 1 Luften, af Maager, som over den isdækkede
- Fjord sandsynligvis trak ind til deres Yngleplads; paa Grund af
… tyk Regnluft kunde de ikke sees; 24de April kredsede Flokke paa
flere hundrede skrigende ved Iskanten; derefter og indtil Juni trak
de ofte flokkevis ud og ind ad Fjorden; en enkelt Gang sidst i
April laa en Flok paa et Par tusinde ved Iskanten. I Juni, Juli
og iser i August, 1890, trak Maagerne hver Eftermiddag ud af
Fjorden og hver Morgen ind; i Slutningen af August begyndte
Eftermiddags-Trækket omtrent Kl. 3 og varede til Kl. 7—8; Morgen-
… Trækket begyndte ved Daggry; de trak i mindre Flokke, sjelden
over 30—40 sammen, temmelig lavt over Fjorden; efter 20de
August deltog ogsaa de unge 1 Trekket, oftest 1 Smaaflokke for
sig selv. I de forste tre Uger af September saa man kun sjelden
Rider paa Fjorden; men sidst 1 September og først 1 Oktober viste
de sig igjen, folgende Seler og Hvaler. — I 1893 saa Helms
26de Juli henved 5000 voxne Fugle ved Ynglestedet, og 1 Rederne

laa halvvoxne Unger.

Ved Arsuk fandtes den, efter Krabbe, 1 1889—90 i Mængde
om Sommeren; fra forst i November til sidst i Marts blev den
kun set undtagelsesvis. — I 1893 fandt Helms den ynglende i
Mengde i Fjordene langs Kysten Nord for Arsuk; den blev set

SOM 13

194

(Larus tridactylus.)

hele Sommeren yderst almindelig indtil 1Це Oktober, da den ret
pludselig forsvandt, saa at kun enkelte saaes 1 de folgende Dage.
„Saavel langs Kysten som ved Arsuk saa man den jevnlig trække
i hundrede- og tusindevis til og fra Ynglepladserne Morgen og
Aften, medens der i Yngletiden fandtes faa eller ingen midt paa
Dagen ved Kysten. Aftentreekket varede ofte til Kl. 10. Fuglene
tilbragte saa Natten tilsøs, enten hvilende paa Vandet eller siddende
tæt sammenpakkede paa Isstykker, ofte -sikkert indtil 10 Mil fra
deres Ynglepladser. Af og til fiskede de undervejs. Vejen for
Trækket syntes ikke hver Aften at være ganske den samme. Hvad
man saaledes fandt trækkende, var saa godt som udelukkende gamle
Fugle. Da de.unge Fugle vare udfløjne 1 Slutningen af August,
saaes de sammen med de gamle langs Kysten paa bestemte Steder,
mest udfor Fjordmundingerne. Ofte fandtes Fuglene 1 September
og Oktober i uhyre Flokke og fulgte nu mest Sæler og Hvaler,
men havde intet regelmæssigt Træk; undertiden зааез neppe en
inde paa Fjorden, og i Løbet af et Par Timer trak saa Tusinder
ind for ofte at forsvinde lige saa hurtig.”

I Frederikshaab-Egnen kjendte Fabricius, som meddelt i hans
Haandskrift, kun to Ynglepladser, i Narsalik Fjord, mod Syd, og i
Kagsit (Kakse) Fjord, mod Nord. — Raben nævner den i Som-
meren 1823 som ynglende i Tusindtal, sammen med Graamaager,
paa Fjelde 1 Kuanersok-Fjord ved Frederikshaab. — Et Ynglested
i Kuanersok-Fjord nævnes ogsaa af Jørgensen, i hans Dagbog for
1849. Andre Taterat-Fjelde kjendte han i Kangerdluarsuk-Fjord,
Nord for Frederikshaab, og lidt Nord for Iluilarsuk, Syd for
Frederikshaab.

Ved Agdlumersat-Fjord (Bjornesund) og ved Fiskenæs-Fjord
findes Taterat-Fjelde, meddeler O. У. Kielsen i Brev fra 1837, 1
Agdlumersat-Fjord endogsaa et meget stort. I 1836 havde Riderne
hverken Æg eller Unger paa disse Fjelde, skjønt de vare der i
største Mængde; Grønlænderne havde aldrig oplevet det for; „om
Sommerens Slethed eller andre ubekjendte Ting ere Aarsag heri,
véd jeg ikke.” I 1837 indfandt Riderne sig igjen i uhyre Mængde
og begyndte at lægge Æg som sædvanlig. — Finsch nævner Skind
fra Fiskenæs tagne i Juli, August og Oktober.

Ved Godthaab-Fjord yngler den i stor Mængde paa adskillige
Steder. — Giesecke nævner under 3dje August 1808 en stejl
Granit-Fjeldvæg, dybt inde i Fjorden, paa Nordsiden, som Yngle-
plads for Skarv og Ride, hvorefter den havde Navnet Taterat.

ВЕ.

195

Under 4de August nævner han inderst i Fjorden, paa Nordsiden,
det høje og stejle Granit-Fjeld Ivnajuagtok som Bolig for Millioner
af Rider og andre Maager. Under 17de August 1808 og 22de
Juni 1810 nævnes Taterait dybt mde 1 Fjorden, paa Sydsiden, som
Yngleplads for Rider i hundredetusindvis. Under 26de Marts 1809
nævnes Riderne som skarevis trækkende ind i Fjorden til Yngle-

. stederne, ligeledes under 24de Marts 1810. — I 1823 nævnes den

af Raben som ynglende i Fjelde ved Sardlok ved Fjorden Nord for
Godthaab. — Bjerget Ivnajuagtok omtales ogsaa af Holbøll i 1840:
„Man kunde muligen sammenligne et Maagefjeld med et gigantisk
Dueslag besat med Millioner ensfarvede Duer. Bjerget Ivnajuagtok
(Inujuatuk) er over 1/4 Mil langt og paa hele Længden mere eller
mindre stærkt besat med forskjellige Maager til en Højde, at man

kun kan se de øverste Fugle som smaa hvide Prikker. De Gange,

re ele

jeg har besøgt Fjeldet, har der altid været flere Orne og Falke,
som fouragerede af Maageungerne, og disse Rovfugle have deres
Reder ganske i Nærheden af dette Fjeld. Paa den Tid, L. tridac-
tylus har Æg og smaa Unger, er Fjorden her 1 Godthaabs Distrikt,
i Nerheden af Fuglefjeldene, saa at sige opfyldt med Angmarsetter
(Mallotus arcticus), og Sælhundene, som forfølge denne Fisk fra
neden, hjelpe til at gjore Fangsten lettere for Fuglene; alt som
Ungerne voxe og altsaa lengere kunne undvere Fede og Moderens
Varme, maa Føden søges længere borte, og mod Slutningen af
Juli ser man, ved Godthaab, Flokke af disse Fugle, som, efter
Direktionen at dømme, komme fra Ivnajuagtok, der ligger 10 Mile
indenfor Godthaab, at trække ind og ud især Morgen og Aften."

Ved Agpamiut Nord for Sukkertoppen nævner Giesecke den
som almindelig, under Ilte Juli 1808.

I Amerdlok-Fjord tæt Syd for Holstenborg saa J. A. D. Jensen
den fiskende i utallig Mænéde i Juni 1884.

I Aulatsivik-Fjord Syd for Christianshaab blev den set af Kolt-
hoff i Juli 1883.

Fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker dens
Æg i 1880.

Paa Grønne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker adskillige yng-

- lende i Juni 1880.

Ved Klaushavn saa Fencker den i Begyndelsen af Maj 1880,
ved Jakobshavn i Maj 1881.

Paa Brændevinsskjærene Syd for Disko ynglede den i Juli 1879,
meddeler Feneker.

13”

196
(Larus tridactylus.)

Som almindelig paa Disko nævnes den af Giesecke 1 1807 og
1813. Særlig omtales Mallemukke-Fjeldet Kakugdluit paa Øens
Vestside som Bolig for en stor Mængde Rider sammen med andre
Maager og Stormfugle.

Som ynglende paa Ritenbenk Fuglefjeld paa Arveprindsens-@
nævnes den af Traustedt 1 1892. Som kommende dertil i større
Mængde opføres den af Fencker 19de April 1891.

Ved de aabne Vaager 1 Vaigat var den at se 21de April 1899,
efter Fencker.

Som ynglende i Umanak-Egnen nævnes den af Vahl, i Brev
af 1834. — I Karajak-Fjord saa Vanhöffen den ynglende i
1892 — 93.

Ved Upernivik yngler den, som а. af Vahl i 1834 og af
Fencker 1 1885—89, men ikke i nogen stor Mengde. I 1885
saa Fencker den forste Gang 154е Maj. I 1886 bleve flere sete
6te Maj, 1 87 ligeledes 18de Maj. Ые September 89 trak store
Flokke mod Syd, unge og gamle.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, "blev deni set af Sutherland
12te Juni 1850.

Paa Øen Uiordlersuak, Nord for Upernivik paa 73° 25', paa
stejle Klippevægge, nævner Giesecke den, under 23de Juli 1807,
som ynglende i tusindvis sammen med andre Maager.

Fra Baffins-Bugt nævnes den af Feilden 1 Sommeren 1876 og
af Ohlin i Sommeren 1894. Stone nævner den fra Melville-Bugt
fra Juli 1891, paa 75° omtrent, og fra Kap York fra Juli 1899.

Ved Providence-Cliffs Nord for Kap York fandt Kane den yng-
lende i Mængde i Juli 1855. |

Ved Port Foulke saa Feilden enkelte flyvende over aabent
Vand 28de Juli 1875; ingen viste sig nordligere i Smith-Sund.

I Kennedy-Kanal blev den set af Morton, paa Kane’s Rejse,
sidst 1 Juni 1854.

Ved Thank-God-Harbour blev den, efter Bessels, skudt 12te
September 1871. Samme Sted var den kun sjelden at se i Som-
meren 1872.

Flokke skulle vere sete 1 Newman-Bugt 1 Juni 1872, efter
Bessels.

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah i
1832.

Udfor Angmagsalik blev den, efter Bay, set 1 September 1892.
— Som ynglende i Egnen nævnes den af J. Petersen 1 1897.

197

I Scoresby-Sund blev den i 1891—92 kun set et Par Gange,
som Bay melder. Almindeligere var den ved Yderkysten.

I Drivisen udfor Østkysten saa Bay den ikke sjelden i 1891 —
92, 1 mindre Flokke.

Knogler i Mengde fra en gammel eskimoisk. Kjokkenmodding
ved Nusak, paa Nugsuak Halvø, haves i Museet.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse ogsaa mod Syd.
Den yngler ogsaa paa Fergerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen, 1
Labrador og paa Vestkysten af Davis-Streedet.

67. Larus sabini Sab. Klofthalet Maage.

Larus sabini Sab.: J. Sabine, Transact. Linn. Soc. London, ХИ, 1818,
p. 520. — Е. Sabine, ibd., р. 551. — Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr.,
УП, 1838, р. 93. — Zema sabini: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843,
p. 423. — Paulsen i den tyske Oversættelse af Holboll’s Afhandl., 1846, р.
53, pl. — Хета sabini (Sab.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 19. — Dresser,
Birds of Europe, VIII, 1874. — Bessels, Amer. Nordp. Exp:, 1879, р. 312
— Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p. 47.

Xema sabini (Sab.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer.,
If, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1854. — Ridgway, Manual №. Amer.
Birds, 1887. — Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgronlandsk. Kejukingoak. (Fabricius, for „Larus cinerarius“.
Sammenl. Giesecke.)

Museets 13 foreliggende grønlandske Skind have alle en
velformet Bagtaa, om den end Кип ег en meget lille Vantrivning ;
раа et Skind fra Nord-Amerikas Kyst Øst for Fort Anderson er
Bagtaaen paa begge Fødder kun en lille vorteformet Stump,
næsten ganske som sædvanlig hos Larus tridactylus, med en
yderst lille Levning af Klo.

Den Kløfthalede Maage yngler i ringe Mængde ved den
nordlige Del af Grønlands Vestkyst; раа Vandring viser den
sig jevnlig andre Steder ved Kysterne; ogsaa ved Nordkysten
ег den set. Om dens Færden vides kun lidt.

Den forste Efterretning, der haves om Arten, er saa godt som
sikkert hvad Fabricius skriver under Navnet Larus cinerarius, et
Navn, som Linné havde givet Hettemaagen i Vinterdragt. Fabricius
beskriver den som hvid med graa Ryg og med en mørk Plet bag
Øjet. Selv havde han kun én Gang set den flyvende, og det var

med Tvivl, ar han henforte den til Г. cinerarius. Grønlænderne

sagde, at den var sielden; de kaldte den Kejukingoak. — Hvad

198
(Larus заб.)
Fabricius har set har utvivlsomt været Larus sabini i Vinterdragt
eller maaske 1 Ungedragt.

En Han og en Hun skudte paa Hunde-Ejland 1 Disko-Bugt i
Oktober 1806 af Kjobmand Morck sendtes af Giesecke til Museet 1
Wien, efter hvad Reinhardt sen. meddeler (se ogsaa Saunders,
Proceed. Zool. Soc. London 1878, р. 210). Det var første Gang,
Arten bragtes til Europa.

Under 2den Maj 1813 skriver Giesecke i Godhavn, at en lille
Maage-Art, som Grønlænderne kaldte Kejukik eller Kejukingoak (det
samme Navn, som Grønlænderne havde for Fabricius’ Larus cine-
rarius), i dette Foraar havde indfundet sig 1 Mengde; ellers var
den sjelden, og den ynglede ikke i Landet. Der kan vel neppe
have veret Tale om nogen anden Art end Larus sabini.

Arten fandtes af Е. Sabine den 25de Juli 1818 ynglende paa
tre smaa Klippe-Ger, Sabine-Gerne, i Melville-Bugt, omtrent paa 75°.
Den var der i anselig Mængde sammen med Sterna macrura.
Æggene, 2 1 hvert Kuld, laa paa den blotte Grund, blandede mellem
Ternernes Æg, og Ungerne vare ifærd med at komme frem. Som
andre Maager søgte de voxne at forsvare deres Yngel. Paa Strand-
bredden gik de og opsamlede smaa Krebsdyr, der vare skyllede
iland. — I 1838 modtog Museet 1 Kjøbenhavn et Skind af en ung
Fugl fra Godhavn, indsendt af Fasting. I 1840 skrev Holbøll, at
han fra Kangek Vest udfor Godthaab havde faaet en ung Fugl
bragt af Grønlændere, der sagde, at de om Efteraaret undertiden
saa Fuglen, naar de vare paa Fangst langt tilsøs. I 1846 afbildede
Paulsen en ung Fugl fra Grønland. En ung Fugl skudt ved Jakobs-
havn 17de September 1849 modtog Museet fra Rudolph. En
gammel Hun, ogsaa fra Jakobshavn, modtoges fra Rudolph i 1851.
En ung Fugl fra Godhavn, 6te September 1856, indsendtes af
Olrik. En gammel og en ung Fugl fra Disko-Bugt, 1867, hjem-
bragte af Whymper, findes i British Museum, efter Dresser og
Saunders. En ung Fugl, skudt under en Storm ved Egedesminde
1 November 1867, indsendtes af Olrik til Museet 1 Kjøbenhavn (den
findes her ikke mere). Бе og 17de Juli 1872 nævnes den som
skudt ved Thank-God-Harbour af Deltagerne 1 „Polaris“-Rejsen;
nogle faa Gange ellers skulde den være set i Egnen. En gammel
og еп ung skudte ved Christianshaab i Foraaret 1879 nævnes i
Fencker's Dagbog. En ung Fugl fra Nugsuak, Efteraar 1879, har
Museet faaet fra Fencker; en anden nævner han som skudt samme
Sted i Juni 79. Ligeledes er fra Fencker modtaget en ung Fugl

199

‚ fra Ikamiut ved Egedesminde, September 1881; en anden nævner
han fra Jakobshavn samme Efteraar. En gammel Han blev i For-
aaret 1884 skudt ved Jakobshavn, skriver Fencker. Efter Meddelelse
fra P. Miiller til Fencker blev i Foraaret 1885 en Hun skudt paa
Tørve-Øen ved Christianshaab mellem Terner; Fencker tilføjer, at
han selv tidligere havde hørt om Arten dér og selv en Gang dér
havde set den, og han mener, at den af og til yngler enkeltvis ved
Christianshaab. Ved Klaushavn blev, ogsaa efter Fencker, en skudt
i Foraaret 1885. En gammel Fugl fra Søndre-Upernivik modtog
Fencker 1 Juli 1885. En ung Fugl fra Godthaab, 11te September
1885, indsendtes af Bistrup. I 1887 meddelte Fencker, at han ved
Upernivik to Gange havde set en gammel Fugl om Foraaret. En
ung Fugl fra Godthaab modtoges i Museet fra Drechsel i 1887.
En ung Fugl fra Syd-Prøven, September 1889, indsendtes af Lyt-
zen. En gammel Fugl blev i Efteraaret 1890 skudt ved Godhavn,
efter Fencker. I 1891 skriver Fencker, at P. Müller oftere har
jagttaget Arten i Sydøst-Bugten Syd for Christianshaab, hvad der
styrker hans Tro paa, at den yngler der. I Benzon's Samling skal
der have været 9 Skind fra forskjellige Steder paa Grønlands Vest-
kyst, meddeler Hagerup 1 1891. (I Fencker's til Museet overgaaede
Samling findes 4 grønlandske Skind uden nærmere Oplysning, alle
af gamle Fugle i Sommerdragt; maaske ere de tildels ovenfor
nævnte.)

Årten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, vandrende,
undertiden langt mod Syd, som til Syd-Amerikas Kyst. Den har
vist sig, mere eller mindre tilfældig, ogsaa ved Færøerne, Jan Mayen,
Spitsbergen, Labrador, Vestkysten af Davis-Strædet og Grinnell-Land.

68. Larus roseus Macgill. Kilehalet Maage.

Rhodostethia rosea (Macgill.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p.18. — Id.
Vidensk. Medd. 1865, р. 241; 1874, р. 183. — Saunders, Proceed. Zool. Soc.
London 1878, p.208. (Larus collaris Schreibers er et Haandskrift-Navn
givet til Giesecke’s Expl. i Museet i Wien, teste Saunders.) — Bessels,
Amer. Nordp. Exp., 1879, p.478. — Larus rossi: Seebohm, Proceed. Zool.
Soe. London 1886, p. 82.

Rhodostethia rosea (Macgill.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., И, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Saunders,
Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Den nyeste samlede Oversigt over, hvad der vides om Artens Fore-
komst, findes hos Palmén, Vega-Exp. Vetensk. Iaktt., У, 1887, р. 352—355.
Se desuden Nansen, Fram over Polhavet, 1ste Del, 1897, р. 379.

200
(Larus roseus.)
Den Kilehalede Maage har nogle faa Gange vist sig paa
Gronlands Vestkyst, oftest paa den nordlige Del.

I 1818 modtog Museet i Wien et Skind fra Gronlands Vest-
kyst, indsamlet af Giesecke, der rejste i Grønland fra 1806 til 1813;
Arten var ikke for bragt til Europa. Holbøll skal mod Slutningen
af sin Levetid have haft et Skind fra Grønland. I 1863 modtog
Museet i Kjøbenhavn et Skind af en gammel Fugl skudt ved Jakobs-
havn. I 1863 blev en gammel Fugl skudt ved Sukkertoppen og
indsendt til Museet af Rink. I 1869 bleve to gamle Fugle skudte,
den ene paa Grønne-Ejland 1 Disko-Bugt, den anden i den nordre
Arm af Fjorden Tasiusak ved Klaushavn; begge indsendtes Ш
Museet af Pfaff (det ene er senere bortbyttet til Cambridge). I
1873, 19de Juni, iagttog Bessels en enkelt gammel Fugl i Melville-
Bugt. 1 1885, den 154е Juni, bleve Han og Hun, gamle Fugle,
skudte paa Øerne udfor Ikamiut, Øst for Egedesminde (Syd for
Christianshaab) af P. Muller; den ene af dem kom til Seebohm.
(Det sagdes, efter Seebohm, at der paa Stedet var fundet Rede og
Æg af samme Art; men det paagjeldende Æg har maaske snarere
været af Larus sabini. Cf. Saunders, Manual of British Birds, 1889,
р. 644. Fencker gjengiver P. Miller's Meddelelse i Brev til ham
om denne Tildragelse med de Ord, at de to Fugle vare skudte
nævnte Sted ,under Omstændigheder, der lode formode, at de havde
ynglet der.”) Et Skind af en gammel Han, skudt 1 Sydøst-Bugten
Syd for Christianshaab 1 Juli 1890, er med Fencker's Samling
kommet til Museet. Efter Meddelelse fra Р. Müller til Vanhôffen
skulde der 1 1392—93 være skudt tre ved Jakobshavn.

Årten synes nærmest at være nordpacifisk, ynglende meget højt
mod Nord, maaske ved Wrangel-Land; dens Ynglesteder ere endnu
ukjendte. Nord for Bering-Strædet er den set i store Flokke;
enkeltvis eller i Smaaflokke har den vist sig adskillige Steder ved
Ishavets Kyster; kun sjelden er den set længere mod Syd, en
Gang ved Færøerne og en Gang ved Helgoland.

69. Larus eburneus Phipps. Ismaage.

Larus candidus Müll.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 103. —
Larus eburneus & L. brachytarsus n.sp.: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd.
4, 1843, p. 421 & 422. — Pagophila eburnea (Gmel.) & P. brachytarsa
(Holb.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 18.

Pagophila eburnea (Phipps): Dresser, Birds of Europe, УП, 1877. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., Il, 1884. — Coues, Key

ares

201

N. Amer. Birds, 1884. — Gavia alba (Gunn.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Pagophila eburnea (Phipps): Saunders, Catal. Birds Brit.
Mus. XXV, 1896.

Vestgrenlandsk. Naiauarsuk: en sjelden Maage. (Fabricius.) — Naujav-
arssuk. (Rink.)

Blandt Museets 24 gronlandske Ismaage-Skind vexler Vinge-
længden fra 310 til 360%", Mellemfoden fra 34 til 41. Der er

_ blandt dem enkelte, der have næsten lige saa lange Vinger som

Holboll’s , Larus brachytarsus*, hvis Vingelengde skal vere
1 2” (ca. 3657") (medens L. eburneus efter Holbøll kun har
1’ 1%, 9: 340™™); men de, der have de lange Vinger, have til-
svarende lang Mellemfod, medens Mellemfoden hos den lang-
vingede ,L. brachytarsus* skal vere særlig kort (1% til 1° 1‘,
efter Holbøll, са. 26 til 28™"). Noget, der ganske kunde svare
til ,L. brachytarsus*, haves altsaa ikke.

Ismaagen er funden ynglende ved Grønlands Nordkyst;
maaske yngler den ogsaa nordligst paa Vest- og Ostkyst; syd-
ligere viser den sig kun mere tilfældig ved Kysterne. Efter
Holboll kan den vise sig ved Vestkysten til næsten alle Aars-
tider; men oftest kommer den Efteraar og Vinter under og
efter svere Storme og da undertiden i Mengde. Mest synes
den at holde sig ude over Havet; ofte er den set i Drivis. I
dens Mave har Holboll fundet Levninger af Fiske; Kane har
set den fange og flyve bort med saarede Sokonger. Dens Rede-

plads er paa Klipper ved Havet, hvor den ruger flokkevis.

Ved Nanortalik saa Vahl en enkelt i Vinteren 1828—29, som
meddelt ı Haandskrift. Fra samme Sted, fra Vinteren 1885, har
Museet modtaget den.

Skind fra Julianehaab haves i Museet i Kjøbenhavn, modtagne
i 1847 og 80.

Ved Ivigtut saa Hagerup en enkelt flyvende blandt Rider under

en Sydøst-Storm med Regn en {ste Juni. Tidligere skulde adskil-

lige være skudte omkring Ivigtut; 3 Skind tagne for nogle faa Ааг
siden kom i Hagerup's Eje. — Sidst i December 1890 blev en
ung Fugl bragt til Helms af en Grønlænder, der ikke kjendte den;
den havde siddet paa et Isstykke sammen med 5 andre lignende
og en helt hvid, altsaa gammel.

202
(Larus eburneus.)

Ved Narsalik Syd for Frederikshaab blev, efter Helms, еп gammel
Fugl skudt i Vinteren 1892—93.

Ved Frederikshaab nævner Fabricius den i sit Haandskrift som
en sjelden Gjæst. Fra Egnen har Museet modtaget tre Skind i
1899, et i 33 og et i 95.

Fra Fiskenæs har Museet modtaget Skind i 1841 og 46.
Finsch nævner Skind fra samme Egn fra 104е Oktober og Ilte
November 1873 og iste Januar 74.

Ved Godthaab saa Giesecke flere 9de November 1808. — 1
Brev fra 1823 meddeler Holbøll, at han dér kun havde faaet nogle
unge Fugle. — Efter Fencker var den meget almindelig ved Godt-
haab midt 1 November 1892; mest saaes unge Fugle. Ligeledes
i Januar 93 nævnes den som almindelig ved Kysten efter Storm af
SV. med Snefog.

Fra Kangatsiak ved Egedesminde modtog Fencker Skind fra
Foraaret 1880 og fra December 83.

Fra Christianshaab nævnes den af Fencker i December 1883.

Ved Klaushavn nævner Fencker den som skudt 1 November
1879. Ligeledes i Februar 1880; den skulde da være talrig ved
Vaagerne. Ogsaa opføres den fra Juni samme Aar, fra November
81 og fra 1885. )

Fra Jakobshavn haves i Museet Skind fra 5te og 6te December
1846. Fencker nævner den som set dér først i Maj 1881 og som
skudt i Februar 33 og i Efteraaret 90.

Ета Godhavn haves Skind fra 12te og 20de Oktober 1878,
modtagne fra Fencker. 7de December 1879 saa Fencker dér tre
unge Fugle.

Fra Sarkak Nord for Ritenbenk fik Fencker den i Novemher
1891.

I Egnen ved Upernivik er den efter Fencker temmelig alminde-
lig Foraar og Efteraar; den yngler der neppe. Нап nævner den fra
Søndre-Upernivik, Prøven, Upernivik, Arpik og Tasiusak jevnlig 1
Aarene 1884—87, ofte fra November og December, men ogsaa et
Par Gange fra Maj; og i Slutningen af September 87 var den ret
almindelig ved Upernivik. I 1878 skulde den have været meget
talrig om Foraaret ved Tasiusak 1 Flokke.

I Baffins-Bugt fandt Sabine den almindelig 1 Sommeren 1818.
Paa Isen i Melville-Bugt saa Sutherland nogle faa 10de Juli 1850.
I samme Egn nævnes den af Walker 1 1858. Fra Melville-Bugt

> 203

nævnes den ogsaa af Bessels i Juni 1873. I „Middle Ice" Syd for
Kap York saa Nares nogle faa i Juli 1875. Fra samme Egn
nevnes den af Feilden i Efteraaret 1876. 8 Hanner nevnes af
Stone som skudte i Melville-Bugt fra 6te til 17de Juli 1891. Ohlin
saa den i Pakisen i Melville-Bugt 21de Тай 1894, for forste Gang
paa Rejsen.

Paa Northumberland-@ saa Bessels enkelte 8de Juni 1873.

I Murchison-Sund ved Inglefield-Bugt nævner Ohlin en enkelt
som skudt 964е Juli 1894; andre bleve ikke sete. — Fra Ме
Cormick-Bugt nævner Stone den som skudt 17de Juli 1899.

I Smith-Sund indtil omtrent 82° fandt Feilden den almindelig
1 1875—76.

Ved Rensselaer-Bugt nævnes den af Kane som set 18de Juni
1854.

Ved Kennedy-Kanal blev den set af Morton, paa Kane’s Rejse,
sidst 1 Juni 1854; 24de Juni saa han omtrent 6 flyvende skrigende
omkring deres Tilholdssted i de høje Klipper 1 Kap Constitution.

I Halls-Hav blev, efter Greely, en skudt 7de August 1881.

Ved Thank-God-Harbour var den, efter Bessels, 1 1872 ret
almindelig.

Ved Newman-Bugt blev, efter Bessels, en enkelt set 11te Juni
1872, ligeledes 144е Juni.

Ved Scoresby-Sund blev den, efter Bay, set ret ofte 1 1891—
92, endogsaa helt inde i Nærheden af Danmarks-Ø; oftest viste den
sig parvis; maaske ynglede den ved Fjorden. I 1891 blev den set
sidste Gang 25de September. SEM

Langs den nordlige Del af Østkysten iagttoges den i betydelig
Mængde af. Scoresby i Sommeren 1822.

I Drivisen udfor Østkysten blev den set flere Gange af Del-
tagerne i „Germania“- og „Напза“-Ве]зеп 1 1869—70; Buchholz
nævner den saaledes som skudt 22de Juli, 28de August og 2den
September 1869 i Drivisen Nord for 74°. — Efter Вау viste den
sig 1 1891—92 i den tætte Del af Drivisen i smaa Flokke, der
særlig søgte til Aadsler af Bjørne og Sæler.

Årten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, kun lidt
vandrende; den viser sig kun sjelden ved Island, Færøerne, de

_ Britiske Øer, Labrador о. $. у. Den yngler ogsaa paa Spitsbergen

og paa Grinnell-Land.

204

70. Sterna macrura Naum. Havterne.

Sterna hirundo L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 105. — Sterna
arctica: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 411. — Sterna macroura
Naum.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р.85 (kun Navnet).

Sterna hirundo L.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1872. — Sterna
paradisæa Brünn.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II,
1884. — Sterna macrura: Coues, Key М. Amer. Birds, 1884. — Sterna
paradisea Briinn.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sterna
macrura Naum.: Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

Vestgronlandsk. Imerkoteilak, et Navn, der maaske staar i Forbindelse

med Ordet Imek, Vand. (Fabricius.) — Kleinschmidt skriver Navnet Imer-,

kutailak og oversætter det ved ,lyskelos*, hvad der maaske kunde have
Hensyn til Artens smaa Baglemmer. |

Havternen findes som almindelig ynglende Trækfugl langs
baade Vest-, Nord- og Østkyst, talrigst synes den at vere i
Nord-Gronland; efter Holbøll er der dog en Strekning paa
Vestkysten, omtrent mellem 651/2° og 67'/2°, hvor den ikke
yngler, skjont Stederne maatte synes indbydende for den. Den
skal, efter Holbøll, vise sig i Davis-Strædet allerede i April,
men ikke komme til Ynglepladserne paa Vestkysten forend i
Maj; ved Nord- og Ostkysten indfinder den sig endnu senere.
I Oktober skal den endnu kunne sees i Davis-Stredet. I
Vandretiden holder den sig mest ude over det aabne Hav; i
Yngletiden færdes den maaske mest ved de ydre Øer, men
kommer ogsaa ind i Fjordene og til ferske Soer inde i Land;
den er endogsaa om Sommeren set flyvende langt inde over
Indlandsisen. Dens Fode er Smaafiske og iser Krebsdyr, serlig
nævner Holbøll Zuthemisto libellula; Clione skal den ogsaa tage.
Til Redeplads velger den mest flade smaa Øer, baade i Havet
og i det ferske Vand; den ruger dér flokkevis. Æggene lægges
i Juni. At Ternerne vide at forsvare deres Redepladser mod
Fjender, er jo kjendt nok; naar Ravnen flyver til Ægholmene
for at stjæle Æg og viser sig paa Ternernes Omraade, skal
det, som Fabricius meddeler i sit Haandskrift, kunne hende,
at de i Flok forfalge den og stode den ihjel.

Paa Øerne udfor Sermersok, Nord for Nanortalik, saa Vahl
den i stor Mengde i August 1828, som meddelt i Haandskrift.
Paa Øerne Vest for Julianehaab fandt Giesecke den ynglende

205

i Mengde rundt omkring, August 1809. — I samme Egn, ved
Kagsimiut, blev den set af Bruun 7de og 8de Juni 1894. En
enkelt Gang saa Bruun den ogsaa i Tunugdliarfik-Fjord.

I Sundet Torsukatak omtrent 4 Mile SØ. for Arsuk yngler den
i Mængde, efter hvad Grønlænderne meddelte Helms, der baade 1
1890 og 93 saa flere Terner, som vare skudte dér om Sommeren.
— Ved selve Arsuk eller ved Ivigtut blev den ikke set hverken af
Hagerup, Krabbe eller Helms. Fra Egnen Nord for Arsuk fik
Helms derimod en 1 September 1898.

Flere Mile inde over Indlandsisen mellem Arsuk og Frederiks-
haab 1 Dagene mellem 164е og 22de Juni 1893 hendte det to
Morgener, at Terner fløj skrigende fra NØ. mod SV., som Garde
meddeler:

Sikkert ved Frederikshaab er det, at Fabricius har lært Arten
godt at kjende.

Fra Fiskenes nævnes den af Finsch i 1877 som skudt 20de
August.

Paa Kitsigsut-Oerne (Kok-Qerne) udfor Mundingen af Godthaab-
Fjord nævnes den af Giesecke 1 Juli 1810 som ynglende 1 Mengde.
Samme Sted nævnes den ligeledes af J. A. D. Jensen i 1885. — Raben
fandt den 1 Sommeren 1823 ynglende i store Flokke paa Øer i
Godthaab-Fjord. — Som almindelig i Egnen nævnes den af Holbøll
i Brev fra 1829,

Som almindelig paa Øerne Nord for Асю, Syd for Egedes-
minde, omtales den af J. A. D. Jensen 1 1879.

Paa Øen Krajok ved Egedesminde fandt Traustedt den ynglende
1 1892, i Juni.

Paa Øen Savik udfor Christianshaab yngler den i stor Mængde,
skriver Fencker i 1880. Ved Christianshaab indbragtes de første
Æg 1 1880 den 4de Juni, i 1883 den 6te Juli.

Som talrig ynglende paa Øerne ude i Disko-Bugt opføres den
allerede af Fabricius. — Ogsaa Giesecke fandt den dér i Mængde.
Under 13de Juni 1812 omtaler han den som ynglende paa Øen
Komavik ved Kronprindsens-Ejland. Samme Sted saa han den i
uhyre Mængde 194е Juni 1813; men Æg fandtes endnu ikke;
først faa Dage forud var Ynglepladsen bleven snefri. Paa Brænde-
vinsskjærene, NV. for Kronprindsens-Ejland, saa han den ligeledes
194е Juni 1813 i tusindvis; men kun nogle faa Æg vare at finde.
Under 12te Septemher 1812 skriver han, ved Egedesminde, at
Ternerne for et Par Dage siden havde forladt Egnen. — Meget al-

206
(Sterna macrura.)
mindelig ynglende paa Kronprindsens-Ejland og omliggende Øer
fandt Fencker den i Juli 1897.

Som ynglende paa smaa Øer i Mundingen af Disko-Fjord, paa
Sydvestkysten af Disko, nævnes den af Giesecke, under 26de Juli
1812, og af Traustedt sidst 1 Juni 1899. i

Paa Øerne ved Nugsuak saa Giesecke Terner i tusindvis i de
første Dage af Juli 1811; deres Yngletid skulde lige være begyndt.

I Umanak-Fjord, i aabne Render i Isen, fiskede Terner 1
Mængde 7de Juni 1811, meddeler Giesecke. — Paa de smaa flade
Øer Kekertat, Syd for Svartenhuk-Halvø, nævner Steenstrup den i
1878 som rugende i stor Mængde.

Ved Upernivik yngler den, efter Fencker. De første Æg 1
1886 indbragtes 14de Juni. Mod Slutningen af August 88 nævnes
den som endnu talrig.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, blev den set af Sutherland 12te
Juni 1850.

Paa Sabine-Øerne i Melville-Bugt fandt Sabine den ynglende
95ае Juli 1818, sammen med Larus sabini.

Paa Dalrymple-@ fandt Bessels den 1 Flokke midt iJum 1873.

I Murchison-Sund og andre Steder ved Inglefield-Bugt saa
Ohlin nogle faa i Sommeren 1894.

Fra Me Cormick-Bugt nævner Stone adskillige som skudte
mellem iste og 4de August 1892.

Som kommende til Port Foulke i Begyndelsen af Juni 1861
omtales den af Hayes; de forste Æg fandtes 28de Juni.

Ved Rensselaer-Bugt nevner Kane nogle Terner som komne
25de Juni 1854.

Ved Kennedy-Kanal Syd for Кар Jefferson fandt Morton den 1
stor Mengde 21de Juni 1854, paa Капе’з Rejse; Hundreder fløj 1
Flokke, skrigende.

Ved Thank-God-Harbour nævner Bessels den som almindelig
ynglende 1 1872.

Midt ude i Davis-Strædet blev den, efter Carl Petersen i 1858
set forste Gang 14de April.

Fra Østkystens sydlige Del nævnes den af Graah i 1832.

Ved Angmagsalik yngler den, meddeler J. Petersen i 1897.

I den indre Del af Scoresby-Sund var den, efter Bay, meget
almindelig 1 1891—92. I 1891 blev den set sidste Gang 4de Sep-
tember. 16de Juni 1892 viste den sig igjen, i Flokke раа 15—20;
Isen var dengang endnu langtfra begyndt at bryde op, og Ternerne

207

levede af de Krebsdyr, der kom op gjennem Revner i Fjord-Isen.
10de Augst 1891 fandtes en ikke flyvefærdig Unge paa Gaaseland.

Som set paa Jameson-Land i Juli 1822 og ved Bontekoe-@ i
Juni nævnes den af Scoresby. |

Efter Pansch fandtes den, 1 1869— 70, ret talrig paa Jackson-
0. 104е Juni 1870 iagttoges omtrent 200 раа Sydvest-Siden af
Hvalros-Ø, ved Sabine-Ø, hvor den ynglede; et Æg blev fundet paa
Stranden. . Ved Shannon-Ø var den i ringe Mængde.

I den tætte Del af Drivisen udfor Østkysten saa Bay et Par:
Stykker i 1891—92.

Årten er circumpolar, med vid Udbredelse, ynglende yderst
mod Nord og i middelvarme Egne, langt vandrende, undertiden til
Syd-Afrikas Kyst, o.s.v. Den yngler ogsaa paa Færøerne, Island,

Jan Mayen, Spitsbergen, Labrador, Vestkysten af Davis-Strædet og

ASA

Be ran

… Grinnell-Land.

71. Lestris parasitica auctorum. Kjove.

Catharacta parasitica {L.): Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 103. —
Lestris parasitica: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 435. — Ster-
corarius parasiticus (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 85 (kun
Navnet).

Stercorarius crepidatus (Banks): Dresser, Birds of Europe, УШ, 1876.
— Stercorarius parasiticus (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer., II, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual

N. Amer. Birds, 1887. — Stercorarius crepidatus (Banks): Saunders, Catal.
Birds Brit. Mus. XXV, 1896.
Vestgronlandsk. Isingak, Meriarsairsok. (Fabricius.) — Isungak.

(Rink, Helms.)

Af Museets 17 udfarvede gronlandske Skind (Skind af 2
yngre og 3 Unger haves desuden) ere tre næsten ensfarvet
sodbrune; fire ere ligeledes sodbrune, men med et gulligt Baand
om Halsen og med morkere Isse; fem ere sodbrune med et
bredt hvidgult Halsbaand, mørkere Isse, det meste af Under-
siden hvid, men med et morkt Baand over Brystet; fem ere
som foregaaende, men uden merkt Baand over Brystet. —
Foden hos de udvoxne er sort eller sort med større eller
mindre blaalige Pletter, baade paa Mellemfod og paa Teer og
Svemmehud.

Kjoven yngler langs Gronlands Vestkyst, talrigst mod Syd;
ved Nordkysten er den iagttagen; ved Ostkysten ег den ikke

208
(Lestris parasitica.)
eftervist med Sikkerhed. Den er mest Trekfugl; efter Holbøll

kommer den til Kysten i de forste Dage af Maj og drager

bort 1 August og September; men ikke helt forlader den Davis-
Strædet; i stærke Storme kan den vise sig enkeltvis ved Kysten
midt om Vinteren. Den ferdes allevegne, baade ude over Havet
og i Fjordene. Føden faar den mest ved at rane den fra andre
Fugle; iser skal den, i Flugten, jage Riden, den Hvidvingede
‘Maage og den Redstrubede Lom og tvinge dem til at afgive de
Fiske, som de have fanget; selv skal den dog ogsaa ganske
godt kunne fange Smaafiske i Havets Overflade. Reden bygges
af Græs og Mos paa Tuer i Moser eller paa Sletter. Hvert
Par lever for sig. Æggene lægges i Juni.

Ved Julianehaab saa Bruun den i Juni 1894 af og til i Tu-
nugdliarfik-Fjord ved Igaliko-Tangen; en blev skudt.

Ved Ivigtut saa Hagerup 1 Sommeren 1888 ofte en mørk og
en lys Kjove over Fjorden jage Riderne; de ynglede vist i Ner-
heden. — бе Juni 1890 saa Krabbe en hvidbrystet Kjove blive
skudt ved Ivigtut, medens den forfulgte en Ride.

En mørk Hun skudt udfor Arsuk Бе August 1893 nævnes af
Helms (der har givet Skindet til Мизее). Arten ynglede neppe ved
Arsuk-Fjord.

Ved Frederikshaab havde Fabricius ofte set den ynglende;
Unger havde han holdt 1 Fangenskab, og han havde set deres
Dragtskifte. — Et Skind derfra, modtaget i 1883, haves i Museet.

Paa Kitsigsut-Oerne udfor Mundingen af Godthaab-Fjord fandt
Raben flere ynglende 1 Sommeren 1823. — Paa en Ø i Nærheden
af Godthaab saa Holbøll tre Ааг 1 Rad et ynglende Par, Hannen
mørk, Hunnen lys; i det 3dje Aar blev Hunnen bortskudt; i det
Ade Aar medbragte Hannen igjen en lys Hun. — Flere Skind fra
Godthaab haves i Museet, modtagne i 1832 og 48.

Æg fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker i 1880.

I Sydøst-Bugten Øst for Egedesminde saa Fencker den talrig
midt 1 August 1883.

Paa Grønne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende
spredt midt i Juni 1880. I 1883 fik han Æg derfra 7de Juni.

Ved Christianshaab modtog Fencker i 1880 de første Æg 2den
Juni. Paa Øen Savik udfor Christianshaab fandt han 12te Juni
samme Ааг 150 Par, eller maaske flere, ynglende paa en Mose-

209

Strekning øverst paa Gen, overgroet med Gres og Lav, afbrudt af
lave Klipper; hvert Par havde et Omraade for sig, omtrent 100
Alen i Udstrekning; ingen andre Fugle ynglede paa Stedet; en
Blisgaas, der kom flyvende, blev strax bortjagen af Kjoverne. Al-
mindelig ynglende paa Jakobs-Holm lidt Nord for Christianshaab
fandt han den i Begyndelsen af August 1883. Skind derfra, fra
9de August 83, haves 1 Museet.

Et Skind fra Jakobshavn, 19te Juni 1847, findes ligeledes i
Museet.

Paa Kronprindsens-Ejland 1 Disko-Bugt fandt Fencker den
ynglende sidst i Juli 1879. Skind derfra haves i Museet.

Flere Skind fra Godhavn fra 1861 haves ligeledes i Museet.
Fra Skandsen раа Sydkysten af Disko modtog Fencker den 1 Juni
1879.

Et Skind fra Niakornak paa Nordsiden af Nugsuak-Halvo mod-
tog Fencker 1 1882.

(Ved Upernivik skal den ikke vere set, efter Meddelelse af
Fencker i 1887.)

Som set 1 Baffins-Bugt 1 Sommeren 1894 nævner Ohlin Lestris
parasitica. (Om denne Art menes, er maaske ikke sikkert.)

Flere Skind fra Inglefield-Bugt og Omegn, 1891—92, nævnes
af Stone: nogle fra Redcliff-House og Tukto-Valley, baade mørke
og lyse, et fra Port Robinson, Iste August, og et fra Mc Cormick-
Bugt, 4de August 1892.

Ved Thank-God-Harbour nævnes den af Bessels som ofte set
og skudt i Sommeren 1872. (Sammenl. L. longicauda.) |

Fra den sydlige Del af Østkysten nævner Graah i 1832 Lestris
parasitica. Artbestemmelsen er maaske ikke sikker. i

Ved Kap Swainson paa Liverpool-Kyst saa Scoresby i Sommeren
1822 ,Larus crepidatus, Black-toed Gull or Boatswain“, men ikke
talrig. Artbestemmelsen er maaske tvivlsom.

_ Амер er circumpolar, med vid Udbredelse, undertiden langt
vandrende, indtil Kap o. s.v. Den yngler ogsaa paa Fergerne, Is-
land, Jan Mayen, Spitsbergen og i det arktiske Amerika.

72. Lestris longicauda (Vieill.). Lille Kjove.
Lestris buffonii: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р 94.
— Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p.427. — Stercorarius cephus
(Brünn.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 85 (kun Navnet). — Ster-
corarius buffonii (Boie): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 16 (kun Navnet).
XKT: 14

210

(Lestris longicauda.)

Stercorarius parasiticus (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1876. —
Stercorarius longicaudus Vieill.: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer., II, 1884. — Stercorarius buffoni: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884.
— Stercorarius longicaudus Vieill.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.
— Stercorarius parasiticus (L.): Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

15 gronlandske Skind foreligge, deraf de 13 af udfarvede
eller nesten udfarvede Fugle. De vise ganske lignende Forskjel-
ligheder som Skindene af L. parasitica. Af de udvoxne Fugle
er en næsten helt sodbrun, kan med svag Antydning af gult
Baand om Halsen; en er sodbrun, med tydelig mørkere Hætte,
med svagt gulligt Baand om Halsen og med hvidlig Bug; fem ere
sodbrune med mørkere Hætte, bredt hvidgult Baand om Halsen
og det meste af Undersiden hvidt; sex have den Farvetegning,
der regnes for den typiske. Af de to unge Fugle i baandet
Dragt ег en mørk og en lys. — Mellemfoden hos de voxne
Fugle er blaalig, dog ofte med større eller mindre sorte Pletter:
selve Foden er sort.

(Trods Artens store Foranderlighed og dens store Lighed med
L. parasitica har der, for de grønlandske Fugles Vedkommende,
ikke været nogen Vanskelighed ved at kjende den. Dens Ejendom-
meligheder, at have et mindre Næb med kortere Voxhud, og at have
hvidt Skaft kun paa de to yderste Svingfjer, have altid været vel
udprægede. De gamle Fugle kunne desuden kjendes paa de endnu
længere spidse Halefjer og раа den, væsenligst, blaalige Mellemfod.
I den typiske Dragt kan den ogsaa kjendes paa den lysere graa
Farve og paa, at Bugen bagtil er graa, ikke næsten helt hvid.)

Den Lille Kjove yngler paa den nordlige Del af Vest- og
Østkyst og paa Nordkysten; Syd for 68° skal den kun sjelden
sees ved Kysten. Den synes at vere fuldstendig Trekfugl.
Holboll havde ikke set den jage andre Fugle; derimod saa han
den fiske paa lignende Maade som Ternerne, og i dens Spiserer
fandt han Levninger af Fiske og Krebsdyr; hvor Lemminger
findes, skal den for en stor Del leve af dem, som det iagttoges
af Feilden og Greely paa Grinnell-Land ; ogsaa Plantefode skal
den ede. Den yngler i Selskab og skal, efter Holboll, nesten
altid sees flokkevis.

211

Ved Fiskenæs nævnes den af Finsch i 1874 som skudt 18de
August.

Mellem Holstenborg og Egedesminde nævner Holbgll den som
skudt.

Paa Vester-Ejland ved Egedesminde skulde den, efter Meddelelse
fra Kjøbmand Mørck til Holbøll, oftere vise sig flokkevis om Efter-
aaret. SR:

То Æg tagne ved Sydøst-Bugten Øst for Egedesminde modtog
Fencker 1 1880. Et Skind fra Akugdlek раа en Ø i samme Bugt

fik han i Juli 82 og to Skind ligeledes i Begyndelsen af Juli 84.

Paa Gronne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende
faatallig midt i Juni 1880. Skind derfra, fra 194е Juni 80, haves
i Museet.

Paa Jakobs-Holm, lidt Nord for Christianshaab, fandt Fencker
to Par ynglende i Begyndelsen af August 1883. То Skind derfra,
9de August 83, haves i Museet.

Et Skind fra Jakobshavn, 21de Juni 1846, haves ligeledes i
Museet.

En Flok, der havde sat sig i Nærheden af Godhavn, nævnes
af Holbøll, der havde faaet én skudt ud af Flokken. — Efter Benzon,
som meddelt hos Dresser i 1876, skulde den være funden ynglende
paa Disko. — Ved Skandsen paa Sydkysten af Disko yngler den,
skriver Fencker i 1879; fire modtog han derfra sidst i Juni. Fra
samme Sted fik han 1 1880 otte Fugle og to Æg, ligeledes i Som-
meren 82 et Skind og fire Æg. Skind derfra haves i Museet.

Et Par Mile Syd for Upernivik var den eneste Redeplads, som
Holbøll kjendte. — Ogsaa Fencker nævner den som ynglende ved
Upernivik, men forholdsvis sjelden. Ved Tasiusak blev den skudt
i Foraaret 1884, 17de Juni 87 ligeledes ved Upernivik og mod
Slutningen af Juni ved Augpalartok. — Skind derfra haves i
Museet. ;

Fra Melville-Bugt nævner Stone 7 som skudte 16de Juli 1891,
af forskjellig Farve.

Som skudt i Tukto-Valley ved Inglefield-Bugt 1891—92 nævnes
den af Stone.

Ved Thank-God-Harbour var den, efter Bessels, i Sommeren
1872 sjeldnere end Г. parasitica. (Efter Feilden var derimod
L. longicauda den eneste Art Kjove, der var at se i Smith-Sund :
1 1875 —76.)

Inde i Scoresby-Sund var den, efter Bay, i 1891 —99, meget

14*

212

(Listris longicauda.)

almindelig, vistnok ynglende. 9de August 1891 blev der set en
meget stor Flok, der vist var rede til at vandre bort. 3dje Juni
blev den set første Gang 1 1892; derefter viste den sig jevnlig paa
Danmarks-@, enkeltvis eller parvis. Flere bleve skudte, og i deres
Maver fandtes Plantelevninger, Næb af Blæksprutter, Fiskeben, og,
en enkelt Gang, en hel voxen Lemming.

Ved den nordlige Del af Østkysten mente Scoresby at se den
i Sommeren 1822, men ikke talrig; den omtales som Larus para-
siticus, Arctic Gull; Artbestemmelsen er maaske tvivlsom.

Paa Hold-with-Hope bleve, efter Bay, flere sete og skudte i
Juli 1891; de ynglede vist paa Stedet. (Et Skind hjembragtes.)

I Drivisen udfor den nordlige Del af Østkysten bleve enkelte
sete i Juli 1870, meddeler Pansch (der ogsaa hjembragte et Skind,
der omtales af Finsch), ligeledes om Sommeren 1891—92, efter
hvad Bay meddeler.

Årten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, undertiden
vandrende mod Syd saa langt som til Middelhavet о. s.v. Den
yngler ogsaa i Norge, paa Spitsbergen og Grinnell-Land.

73. Lestris pomatorhina (Temm.). Mellemkjove.

Lestris pomarina: Reinhardt sen.: Tidsskr. f. Naturv.. Bd. 3, 1824,
р. 73. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p.424. — Stercorarius
pomarinus (Temm.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p.85 (kun Navnet).

Stercorarius pomatorhinus (Temm.): Dresser, Birds of Europe, VIII,
1877. — Stercorarius pomarinus (Temm.): Baird, Brewer, Ridgway, Water
Birds of N. Amer., Il, 1884. — Stercorarius pomatorhinus: Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Stercorarius pomarinus (Temm.): Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Stercorarius pomatorhinus (Temm.): Saunders, Catal. Birds
Brit. Mus. XXV, 1896.

7 gronlandske Skind af voxne Fugle foreligge, de tre helt
morke, de andre med den sedvanlige Tegning.

Mellemkjoven yngler ret almindelig paa den nordlige Del
af Vestkysten, i det mindste paa Strekningen mellem Holsten-
borg og Upernivik; sydligere ved Vestkysten er den sjelden og
sees kun paa Vandring. Ved Ostkysten er den kun set langt
tilsos. Den kommer som Trekfugl til Nord-Gronland midt i
Maj eller: senere og drager bort i September. Allermest lever
den af Fiske, som den jager fra andre Fugle; ofte skal den
jage i Selskab; selv kan den ogsaa fange. Paa Ynglestederne
lever den flokkevis.

213

Et Skind fra Ivigtut, September 1897, har Museet faaet fra Helms.

Ved Holstenborg er den, efter Meddelelse fra Holbøll til
Paulsen, funden ynglende 1 1844.

En Yngleplads ved Bjornenes, Syd for Egedesminde, nævner
Holbøll 1 1840. '

I Sydøst-Bugten, Øst for Egedesminde, saa Fencker den talrig
midt. i August 1883.

Paa Jakobs-Holm, lidt Nord for Christianshaab, saa Fencker
nogle faa Par ynglende i Begyndelsen af August 1883.

Skind fra Klaushavn, Juni 1884, haves 1 Kjøbenhavns Museum.

Fra Jakobshavn haves ligeledes Skind i Museet, fra 1851. Paa
Isfjorden ved Jakobshavn blev den skudt af Fencker sidst 1 August
1883.

En Yngleplads paa Disko, раа en Slette ved Godhavns Laxe-
Elv, nævnes i 1840 af Holbøll, der desuden kjendte Arten som
ynglende flere andre Steder. — Kumlien fandt den almindelig
ynglende paa Sydkysten af Disko i August 1878. — Fra Skandsen
раа Sydkysten af Disko modtog Fencker to i Juni 1879. — Som
skudt ved Disko 7de August 1891 nævnes den af Stone.

Som ynglende ved Upernivik, men forholdsvis sjelden, opføres
den af Fencker. En blev skudt mellem Prøven og Upernivik i
August 1884. Fra Prøven nævnes den i Juli 85 og Juli 89. Ved
Søndre-Upernivik saa han mange sidst 1 August og først 1 Septem-
ber 89; 11 bleve skudte. Skind fra Egnen haves i Museet, deri-
blandt et fra Kagsersuak, Juli 88.

Ved Randen af Drivisen udfor Østkysten saa Bay i 1892 flere
Gange en større Lestris, der sikkert har været af denne Art.

Arten er eircumpolar, ynglende højt mod Nord, undertiden vidt
vandrende, saa at den har vist sig ogsaa ved Syd-Afrika o.s.v. I
Europa synes den dog ikke at yngle; men den kommer der stadig
paa Vandring og er set ogsaa ved Færøerne, Island og Jan Mayen.
I Nord-Sibirien og i det arktiske Amerika, ogsaa paa Vestkysten af
Davis-Strædet, derimod yngler den.

74. Lestris catarrhactes (L.). Storkjove.

Lestris catarractes: Raben, Tidsskr. f. Naturv., Bd. 3, 1824, p. 288. —
Holbøll, Naturhist. Tidsskr , Bd. 4, 1843, р. 424. — Stercorarius catarrhactes
(L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1881, р. 186.

| Stercorarius catarrhactes (L.): Dresser, Birds of Europe, VII, 1875. —
Megalestris skua (Brünn.):.Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
II, 1884. — Stercorarius skua: Coues, Key, N. Amer. Birds, 1884. — Mega-
lestris catarrhactes (L.): Saunders, Catal. Birds Brit. Mus. XXV, 1896.

214
(Lestris catarrhactes.)

Storkjoven ег kun nogle faa Gange set ved Grønlands
Kyst.

Den er først nævnet som grønlandsk af Raben, der i 1893
havde set en enkelt over Havet nær Grønland. Holbøll havde to Gange
set den ved Grønlands Sydkyst, skriver han i 1840. I 1881 blev
en skudt ved Umanak og af Møldrup sendt til Museet.

Årten er nordatlantisk, kun lidt vandrende, ynglende paa Shet-
landsøerne, Færøerne, Island og maaske ved Hudson-Strædet.

75. Cepphus grylle (L.). Tejste.

Uria grylle (L.): Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 92. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 453.

Uria grylle (L.) & Г. mandti Licht.: Dresser, Birds of Europe, VIII,
1877. — Cepphus mandti (Licht.) & С. grylle (L.) & С. motzfeldi (Benicken):
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., И, 1884. — Uria grylle:
Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Cepphus mandtü (Licht.) & С. grylle (L.)
& C. motzfeldi (Benicken): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Dens Navn Serbak, som Nord-Grenlenderne sige, eller
Sergvak, som Syd-Gronlænderne udtale det, skal vist betyde en Stremfugl,
af Sargbak eller Sargvak, en Strem; Navnet har den vel faaet, enten fordi
den mest opholder sig ved stride Stromme, eller fordi den selv er saa strid
som en Strem, da den hurtig véd at sno sig fra sin Fjende og er vanskeligere
end de fleste andre Fugle at faa fanget med Sofuglepilen. Om Sommeren
kaldes den ogsaa Kernektungojuk eller Kernektarsuk, den lille sortblevne,
fordi den da er sortest, og om Vinteren Kakortungojuk, den lille hvidblevne,
fordi den da er mest hvidblakket. (Fabricius.) — Serfak. (Rink, Helms.) —
östgronlandsk. Kuparmiok: Revnebeboer. (Rink.) :

De fleste grønlandske Tejster synes at være en Slags
Mellemformer mellem den typiske Race og „var. mandti*.

Blandt Tejsterne fra Atlanterhavets Kyster søger man oftest
at skjelne to Former: Cepphus grylle typicus, en mere sydlig
Form, med forholdsvis svært Næb og med en anselig sort Teg-
ning ved Grunden af de største af Fjerene i Vingens hvide
Skulderplet, og var. mandtii, en mere nordlig Form, ofte regnet
for egen Art, med tyndt Næb og med de nævnte Fjer helt, eller
næsten helt, hvide (se især Stejneger: Remarks on the species
of the genus Cepphus; Proceed. U. S. Nat. Mus., vol. VII, 1884,
р. 210—229). Om begge „Амег“ siges, at de findes i Gron-
land. Men Holbøll har Ret, naar han skriver: „U. grylle varierer
serdeles meget, saavel i Nebets Storrelse som i dets Bygning ;

215

men disse Forskjelligheder lobe saaledes i hinanden, at jeg for
min Person er overbevist om, at der ikkun findes én Art i
Grønland". — Af Museets 21 foreliggende Skind af udvoxne
Tejster fra Gronland (af yngre og Unger haves desuden flere)
er der, paa ét ner, intet, der er fuldt typisk hverken af den
ene eller den anden Form. Der er intet af dem, der har saa
svært et Neb, som det kan findes hos færaiske og danske
Tejster, skjont der dog er nogle, der vise sterk Tilnermelse
dertil; og der er, bortset fra Hvidfodninger, kun ét (fra Frede-
rikshaab, 1896, i Vinterdragt), hvis store Vingedekfjer ere helt
hvide. Enkelte af de gronlandske Skind have de paagjeldende
Fjer hvide med lys graalig Farve ved Grunden i omtrent en
Fjerdedel af Fjerenes Længde; de fleste have dem hvide med
mindre eller sterre graa eller sort Tegning, strækkende sig
omtrent over en Tredjedel, Halvdelen eller tre Fjerdedele af
Fjerenes Lengde. — Ogsaa blandt danske Tejster kan der findes
tyndnebede Former. Og hos et af Museets danske Tejste-
Skind, af en yngre Fugl (fra Øresund, 9de September 1864)
ere de store Vingedekfjer hvide med svag graalig Grund (og
med sort Spids, som sedvanlig hos Unger). — Stor Vegt kan
der ikke lægges paa Egenskaber, der optrede saa lunefuldt;
,Cepphus mandtii* kan ikke engang regnes for en nogenlunde
fast udpreget geografisk Race af С. grylle. — Udforlige Oplys-
ninger om gronlandske Tejster findes hos Finsch, der heller
ikke har kunnet finde noget Skjel mellem de to paagjeldende
»AÅrter".

Af tilfældige Farveændringer haves for Øjeblikket i Museet
fra Grønland:

_ Fire Skind, der ere helt sorte; den ellers hvide Skulderplet
kan dog i visse Belysninger skimtes som lidt lysere end Om-
givelserne. Et af Skindene er fra Holstenborg, modtaget i 1833
fra Vahl; et fra Fiskenæs, modtaget i 1844 fra Kielsen; et fra
Kintenbenk, September 1890, fra Fencker; et fra Holstenborg,
en ålte August, fra Fencker. Nogle faa lignende Farve-

216

(Cepphus grylle.)
ændringer fra Grønland ere sete af Holbøll og andre. — Det

er denne sorte Tejste, der undertiden regnes for en egen Art
med Navn ,Uria motefeldi* eller „О. unicolor*. Collett (On a
melanistic phase of Uria grylle; Christiania Vidensk. Selsk. For-
handl., 1895, р. 1—14) har afgjort Ret i at regne den for en
Farveendring af Cepphus grylle. I Museet i Kjøbenhavn findes
en tilsvarende sort Farveendring af Uria arra fra Grønland og
en sortagtig Fratercula arctica fra Færøerne.

Et Skind, ogsaa med sort Skulderplet, men ellers: med den
sædvanlige lyse Vinterdragt, fra Ritenbenk, Oktober 1891, fra
Fencker.

Et Skind, hvidbrunt, med næsten hvide Vinger og Hale,
fra Godthaab, modtaget i 1829 fra Holbøll.

Tre Skind, helt renhvide: et fra Tasiusak, 18de August
1886, fra Fencker (Neb og Fod mørke); et fra Augpalartok ved
Upernivik, 3dje September 1889, fra Fencker (Neb og Fod lyse);
et fra Tigsaluk, Nord for Arsuk, 31te August 1893, fra Helms
(Neb og Fod lyse).

Følgende Maal o.s.v. til nærmere Oplysning:

Gronland.
De EE,
1 2 3 4 5 6 7 8
Næbryg ... (28 283/5 29. 30 30. 30 30/3 301
Vinge .... 162 163 166 158 166 166 163 161
Gronland. Europa.

LE LEAL LALA TS, ar
9 10 11 12 13 14 15 16

BSG бро И 9 TE 2 RS BS} 34 34
Vinge .... 156 161 168 167 164 166 7? 191

Alle de maalte Fugle ere udvoxne. De sterste af Vingens Dækfjer ere
hos 1 (fra Ritenbenk) hvide med graalig Grund, 2 (Upernivik) ligeledes, 3
(Frederikshaab) hvide til Grunden, 4 (Godthaab) hvide med omtrent en
Tredjedel graalig ved Grunden og med mørk Spids, 5 (Ritenbenk) hvide med
graalig Grund, 6 hvide med anselig sortgraa Tegning ved Grunden strekkende
sig i en Spids. langt frem over Fjerens Midte, 7 (Jameson-Land) hvide med
sort Tegning over omtrent en Tredjedel af Fjerens Lengde, 8 (Arsuk) hvide
med graa Farve ved Grunden i omtrent en Fjerdedel af Fjerens Længde,
9 (Godthaab, hvidbrun Faryeendring) hvide med svagt graalig Grund, 10
(Arsuk) hvide med sort Tegning til Midten, 11 (Fiskenes, helt sort) helt
sorte, 12 (Ivigtut) hvide med sortgraa Tegning strekkende sig i en Spids

217

langt frem over Fjerens Ме, 13 (Ivigtut) hvide med omtrent Halvdelen
sort, 14 (Holstenborg, helt sort) helt sorte, 15 (Møen) hvide med nedre Halvdel
sort, 16 (Færøerne) ligeledes.

Tejsten findes som almindelig ynglende langs baade Vest-,
Nord- og Østkyst. Den er Standfugl, for saa vidt Isen ikke
driver den bort; selv ved Nordkysten kan den sees om Vinteren,
naar der er aabent Vand, og paa Fjordene i Syd-Gronland bliver
den, saa lenge der kun er aabne Vaager. Den opholder sig
mest paa Havet ner Land, ikke ude paa det aabne Hav. Foden
er mest Smaafiske, iser Unger af Ulke, Lodder og Torsk,
Krebsdyr og tildels Skaldyr. I Klippespalter i stejle Fjeldvegge
eller i Huller mellem lose Stene lægger den sine Æg, i Selskab
med andre af samme Art og oftest ogsaa i Selskab med andre
Arter; Rederne pleje at findes forholdvis lavt paa Fjeldveggene
eller ved deres Fod. Æg ere fundne fra 10de Juni til 25de Juli.

Ved Nanortalik saa Vahl den overvintrende 1828—29, som
meddelt i Haandskrift.

Ved Julianehaab fandt Bruun den i Sommeren 1894 meget
almindelig baade i Fjordene og ved Kysten, undertiden liggende
enkeltvis eller parvis ved Land, ofte samlet i større Tal udfor Yngle-
stederne. Tre Ynglepladser fandtes ved Kangerdluarsuk, Nord for
Julianehaab, og en i Tunugdliarfik-Fjord, hvor Tejster ynglede alene
; stor Mængde; ved Sermitsialik, МУ. for Julianehaab, rugede de i
Selskab med Maager; Grønlænderne opgav henimod 30 Ynglepladser
i Igaliko-, Tunugdliarfik- og Sermilik-Fjord. Ynglestederne vare
stejle Klipper ved Vandet, gjennemfurede af dybe Revner. Udflejne
Unger saaes første Gang 2den August. Om Vinteren skulde Tejsterne
findes flokkevis 1 Fjordene og holde sig til Iskanten.

Mellem Julianehaab og Ivigtut saa Bruun 1 1894 mange flokkevis,
flest paa Øerne Syd for Sanerut. Grønlænderne sagde, at der var
Ynglepladser langs hele Strækningen. — Paa en af Kitsigsut-Øerne
nævnes Årten af Giesecke, under 20de Juni 1806, som ynglende i
stor Mængde i Klippespalter.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig Aaret
rundt. Selskaber paa fra 2 til 30 Par ynglede i de stejle Klipper
langs Fjorden. — I 1890—1891 fandt ogsaa Helms den almindelig
Sommer og Vinter og ynglende flere Steder ved Fjorden; dog blev
den ikke set fra Midten af September til 29de Oktober 1890; siden

218
(Cepphus grylle.)
viste den sig paa Fjorden i Smaaflokke. 29de Juli saaes første
Gang en udflsjen Unge. I Foraaret 189! blev den flere Gange set
ved Iskanten i storre Flokke, én Gang blandet med Uria arra. 1
April og Maj laa den ofte i større eller mindre Tal ved Foden af
Isfjelde og Drivis-Stykker.

Ved Arsuk var den, efter Krabbe, 1 1889—90 almindelig Aaret
rundt. — I 1893 fandt Helms den almindelig ynglende baade paa
Fastlandet og paa Øerne. 23de Juni bragtes første Gang Æg; 14de
August saaes første Gang udfløjne Unger, i større Tal viste de sig
først i Slutningen af August. Uparrede unge Fugle uden Rugeplet
opholdt sig 1 Yngletiden sammen med de parrede ved Ynglepladserne.
I September vare næsten ingen Tejster at зе ved Arsuk; maaske
vare de paa den Tid ude ved de ydre Øer.

Ved Frederikshaab maa Fabricius have haft god Lejlighed til
at lære den at kjende, at slutte efter de indgaaende Oplysninger om
dens Levemaade, som han meddeler i sit Haandskrift. — Vahl om-
taler den som almindelig dér i Foraaret 1898.

Fiskenæs-Fjord nævnes af Holbøll som et af dens Yndlings-
Opholdssteder, hvor den om Vinteren, naar Isen dannes, samles i
saa store Flokke i Strømhullerne, at man om Aftenen ved Maanelys
undertiden kan skyde over 40 Stykker i et Skud. — Finsch om-
taler 1 1874 og 77 Skind fra samme Egn fra baade Sommer og
Vinter.

Øen Serfat ved Kangarsuk Nord for Fiskenæs nævnes af
Giesecke 1 1809 som Yngleplads for en Mengde Tejster. |

Stedet Serfak dybt inde 1 Godthaab-Fjord nævner Giesecke under
odje August 1808 som Opholdssted for Tejster i Mængde. — Under
7de Juli 1810 nævner Giesecke Kitsigsut-(Kok-) Øerne udfor Mundingen
af Godthaab-Fjord som Hjem for Tejster i stor Mengde. — I Som-
meren 1823 fandt Raben Tejsten almindelig ynglende ved Godthaab.

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, hele Aaret.

I Nagsugtok-Fjord (Nordre-Stremfjord), mellem Holstenborg og
Egedesminde, saa Giesecke den i stor Mængde 13de Juni 1808.

Fra Bunden af Aulatsivik-Fjord Syd: for Christianshaab nævnes
den af Kolthoff i Juli 1883.

Ved Christianshaab var den, efter Fencker, ae 1 Januar
1883.

Ved Klaushavn saa Fencker den i Maj 1880, ved Jakobshavn
ligeledes 1 Maj 81.

АЗЫ

219

Раа Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den
ynglende i Juli 1879.

Serfarsuit, en stejl Basalt-Klippevæg paa Nordsiden af Disko,
nævner Giesecke som Boplads for Tejster, under 104е Juli 1811.
— Store Flokke Tejster saa Nares udfor Sydvestkysten af Disko
954е September 1876. — Ved Godhavn nævner Fencker den som
almindelig 1 November 1879.

Som mindre almindelig paa Øerne ved Nugsuak nævnes den
af Giesecke i Juli 1811.

Paa Øen Sagdlersuak, Nord for Umanak, saa Giesecke i en
stejl Fjeldvæg en stor Mængde Tejster sammen med andre Årter,
3dje Maj 1811; og 1 aabne Render i Isen раа Umanak-Fjord saa
han mange 7de Juni 1811. — Ved Bunden af Umanak-Fjord nævner
Vanhöffen den som ynglende almindelig, 1892—953.

I Havet udfor Svartenhuk saa Sutherland mange 164е Maj
1850, og ved Kysten Nord for Svartenhuk nævner han den under
29de Maj.

Ved Upernivik nævnes den af Fencker som meget almindelig
ynglende. I 1886 blev den ved Augpalartok set første Gang 8de
April, og 24de April var den almindelig 1 Vaagerne ved Upernivik;

’ Qden August nævnes dunede Unger. iste Maj 87 var den talrig i

Aabninger i Isen ved Upernivik, ligeledes 3dje Maj 88; 1 Vaagerne
var den ogsaa at se i Marts 1890.

Ved Berry-Island, paa 73° 20’, nævner Sutherland den under
12te Juni 1850.

Ved Wen Nulok Nord for Upernivik, omtrent paa 73° 35/, saa
Giesecke den 1 Mengde paa Havet 22de Juli 1807.

I Baffins-Bugt blev den flere Gange skudt af Deltagere i „Po-
laris*-Rejsen i Februar 1873. Nares saa kun en enkelt i „Middle
Ice“ Syd for Kap York i Juli 1875. ОШш nævner den som al-
mindelig 1 Pakisen i Sommeren 1894.

Ved Kap Parry nævner Bessels den som almindelig 12te Juni
1873.

Paa Northumberland-Ø fandt Kane den ynglende i Mængde
sidst i Juli 1854. Samme Sted iagttoges den af Bessels Sde Juni
1873 1 Mengde.

_ Fra Me Cormick-Bugt nævnes den af Stone fra 1892. Alle
de indsamlede Skind skulle vere af „С. mandtü*.

Ved Port-Foulke iagttog Hayes en Flok Tejster i Februar 1861,

220
(Cepphus grylle.)
da Isen af Storm blev brudt op, endnu i den mørke Tid, forend
Solen kom over Synskredsen.

I Kanes-Hav nævnes den af Deltagere i „Polaris“-Rejsen i
_ September 1872.

Ved Kennedy-Kanal saa Morton, paa Kane’s Rejse, en Mengde
Tejster i Juni 1854; paa sine Steder var Vandet dekket af dem,
og Klipperne paa Kysten vare tet fyldte med dem. _

Ved Thank-God-Harbour iagttoges den, efter Bessels, 1 1872
første Gang 28de Februar, 3 sammen; flere kom i Løbet af Marts.
Det var den almindeligste Fugl 1 Egnen.

I Davis-Streedet, paa omtrent 71°, bleve, efter Walker, adskil-
lige skudte i Løbet af Vinteren 1857—58; de viste sig af og til i
aabne Render 1 Isen.

Fra Ostkystens sydlige Del nævnes den af Graah. Den fandtes
der overalt, skriver Vahl 1 Brev af 1830; 1 Midten af Juni 1829
havde den Æg. I sit Haandskrift omtaler Vahl en dyb Klippehule
ved Taterait, paa 61° 15’ (en anden Hule end den, der er nevnet
under Larus glaucus), hvor en Mengde Tejster havde Reder i
Sprekkerne i Klippen, 17de Juni 1829; 1 nogle af Rederne var der
allerede Unger.

Paa Kysten mellem 63° og 64° saa Nansen flere Fuglefjelde
med mange Tejster forst i August 1888.

Ved Angmagsalik blev den, efter Bay, set flere Gange sidst i
Septeber 1892. — Som ynglende 1 samme Egn nevnes den af
J. Petersen 1 1897.

I Scoresby-Sund fandt Bay den almindelig i 1891—92. I
Efteraaret 1891 vare flere at se inde i Fjorden ved Danmarks-@;
endnu 2den Oktober, kun et Par Dage forend Fjorden blev helt
tillagt, iagttoges dér en ung Tejste. I 1892 blev Arten ikke set
for 8de August, længere ude i Fjorden, ved Kap Stevenson, og den
første unge Fugl blev set 12te August ved Kap Stewart paa Jameson-
Land.

Som meget almindelig langs Østkysten omtrent mellem 70° og
75° nevnes den af Scoresby i Sommeren 1822.

Ved Sabine-® viste den sig, efter Pansch, 11870 i Begyndelsen
af Juni. 12te Juni iagttoges fra Hvalros-O en Flok paa 50—60,
der svømmede i Havet, og siden blev der daglig set Flokke paa
20—30. I Klipperne paa Hvalros-Q fandtes Ynglepladser.

I Isen udfor Ostkysten blev den, efter Pansch, set i Slutningen

221

af Juli 1869. — Bay saa den kun enkeltvis i Drivisens yderste
Del 1 Nærheden af Jan Mayen i Juni 1891.

Adskillige Knogler fra en gammel eskimoisk Kjokkenmedding
ved Nusak, paa Nugsuak-Halve, haves i Museet.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse, kun lidt vandrende.
Den yngler ogsaa paa Fergerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen, i
Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet og paa Grinnell-Land.

76. Шла troile (L.). Langnæbet Lomvie.

Uria troile & U. leucophthalmus Faber (lacrymans aut.): Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 454. — Uria troie L. & var. U. ringvia
Brünn.: Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 16. — Uria troile Brünn.: Finsch,
Abhandl. naturw. Ver. Bremen, Bd. IV, 1874, p. 115.

Alca troile (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Uria troile (L.)
& var. californica (Bryant): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer.,
II, 1884. — Lomvia troile & L. troile californica: Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Uria troile (L.) & U. troile californica (Bryant): Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

Den Langnebede Lomvie synes i ringe Mengde at leve
paa den sydlige Del af Vestkysten. Om dens Optreden i Gren-
land vides meget lidt.

Ved Godthaab havde Holbsll faaet den enkelte Gange. En
havde han faaet 1 Sommerdragt med Rugeplet, og han mente derfor,
at Arten maatte findes ynglende 1 Egnen blandet mellem Uria arra.
(То Skind havde han sendt til Museet i Kjøbenhavn, begge fra
Godthaab, December 1839; de findes her ikke mere.) — Fra Fiske-
næs nævner Finsch 11874 et Skind fra 17de November. — Fencker
fik den ved Godthaab 15de Januar 1893 fra Kangek og 1ste Februar
samme Aar fra Narsak. Et af disse Skind, i Vinterdragt, har
Museet faaet.

(Holbøll havde ogsaa i Grønland to Gange faaet , Uria leucoph-
thalmus Faber (U. lacrymans aut.)*, et Navn, hvormed der menes
den Farveændring af Uria troile, der nu sædvanlig kaldes „U.
rhingvia*. Det er maaske ikke ganske vist, at de paagjeldende
Fugle have været Ændringer af U. troile; de kunne maaske have
været tilsvarende Farveændringer af U. arra. Den hvide Stribe bag
Øjet, 1 Sommerdragten, Kjendetegnet paa „U. rhingvia*, maatte
vist lige saa let kunne fremkomme hos U. arra som hos U. troile;
det synes at være en Slags Levning af Vinterdragten. En U. arra
med hvid Øjestribe synes virkelig at være set af Oxley Grabham
(Zoologist, 3 зег., vol. XX, 1896, р. 230).)

222
(Uria troile.)
Arten er circumpolar eller snarest nordatlantisk og nordpacifisk,
ikke særlig nordlig og ikke langt vandrende. Den yngler ogsaa paa
Færøerne, Island og i Labrador.

77. Uria arra (Ра|.). Kortnæbet Lomvie.

Alca pica L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 79. — Uria brünnichü:
Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 454.

Alca bruennichi (Sab.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Uria
lomvia (L.) & var. arra (Pall.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of
N. Amer., II, 1884. — Lomvia arra: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. —
Uria lomvia (L.) & U. lomvia arra (Pall.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887.

Vestgronlandsk. Akpa, efter Stemmen; Ungen Agpak. (Fabricius.) —
Agpa. (Rink.) — Ostgrenlandsk. Sarigsit. (Rink.)

Der har jo undertiden været tvivlet om, at Uria arra
skulde vere andet end en Race af U. trode. Nylig er Tvivlen
igjen fremfort af Oxley Grabham (On the specific validity of
Briinnich’s Guillemot; Zoologist, 3 ser., vol. XX, 1896, р. 229
—231) og af В. Warren (Ibd., р. 255). Men selv om der kan
paavises Lomvier, der i en eller anden Henseende ere Over-
gangsformer, er Forskjellen dog i de langt overvejende Tilfælde
saa stor og saa fast, at den sikkert maa vere Art-Forskjel.
Mellem Museets 25 foreliggende Skind af voxne U. arra, deraf
de 23 fra forskjellige Egne af Gronland, er der intet, i hvert
Fald intet af fuldt udvoxne Fugle, der paa nogen Maade kunde
forvexles med Skind af U. trode (hvoraf 11 i Øjeblikket fore-
ligge); U. arra er altid, som fuldvoxen, kjendelig paa Nebets
Korthed og Sverhed (hos unge Fugle, selv hos dem, der have
naaet fuld Størrelse, er Næbet vel kort, men meget spinklere
end hos de gamle), ved at have en udpreget lys Rand paa
Overnebet ner Mundvigen og ved i Sommerdragten at have
Oversiden af Hoved og Hals rent sorte, ikke brunlige. Heller
ikke Finsch, Newton eller Sundevall have fundet Mellemformer ;
nylig har ogsaa Feilden (Zoologist, 1896, p. 255) oplyst, at han
aldrig har veret i Tvivl om Adskillelsen, skjont han har set
baade U. troile og U. arra i tusindvis.

Af Farveendringer haves i Museet fra Grønland:

223

Et Skind, helt sort, modtaget fra Holbøll i 1837. Holbøll
omtaler at have haft 3 helt sorte Lomvier.

Et Skind med hvide Haandsvingfjer og enkelte andre hvide
Fjer i Vingerne, men ellers farvet som sedvanlig.

To Skind, nesten ens, med svag hvidbrun Farve, hvor
Farven ellers er sort; det ene fra Nanortalik, Vinter 1885, fra
Garde.

Et Skind med hvidgraa Ryg og Vinger, ellers omtrent som sed-
vanlig, i Sommerdragt, fra Augpalartok ved Upernivik, fra Fencker.

Et Skind med lys graalig Farve, hvor Farven ellers er sort,
fra Godthaab, Februar 1893, fra Fencker.

Et Skind, helt hvidt, dog med Svingfjerene mest sorte, fra
Granne-Ejland, 14de Marts 1881, fra Fencker.

Et Skind, helt renhvidt, fra Nanortalik, modtaget i 1851
fra Kielsen.

Den Kortnebede Lomvie er maaske Gronlands almindeligste
Fugl. Som ynglende findes den langs Vestkysten i det mindste
fra Godthaab til Mundingen af Smith-Sund; ogsaa paa Østkysten"
yngler den. Den er nærmest Standfugl; fra Nord-Gronland vandre
dog de allerfleste bort mod Syd for Vinteren; allerede i September
begynder da Mængden at tiltage i Syd-Gronland; i Maj vende
de fleste tilbage mod Nord. Skjent den ikke yngler i det
sydligste Grønland, skulle dog Flokke af ikke-ynglende Fugle
kunne sees der om Sommeren; og nesten overalt i Davis-
Strædet og til enhver Aarstid skal den, efter Holbøll, træffes i
stor Mengde, ogsaa langt fra Redestederne. Den holder sig mest
ude paa Havet og gaar kun sjelden dybt ind i Fjordene; Yngle-
- stederne ere at finde ved den aabne Kyst. Som dens Føde
nævnes Fiske som Mallotus arcticus og Gadus agilis og især
Krebsdyr som Mysis. Den ruger flokkevis, undertiden i uhyre
Sverme, paa Hylderne paa stejle Fjeldvegge, i Selskab med
andre Arter eller alene for sig.

Ved Nanortalik saa Vahl den om Vinteren 1828—29, som
meddelt 1 hans Haandskrift.

224
(Uria arra.)

I Fjordene ved Julianehaab skal den, efter hvad Bruun herte
af Gronlændere, findes flokkevis fra November til Maj og holde til
ved Iskanten.

Mellem Julianehaab og Kagsimiut saa Bruun i Foraaret 1894
kun to Lomvier; mellem Kagsimiut og Arsuk vare de at se hele
Vejen sidst 1 Maj og forst i Juni.

Ved Ivigtut kom den, i 1886—88, efter Hagerup, nærmest kun
som Gjæst om Vinteren. 30te Maj blev den i 1886 set sidste
Gang for Sommeren; den viste sig igjen 9de November, og Dagen
efter var den almindelig. 1 Vinteren 1886—87, der var meget
kold, samledes den 1 tusindvis paa Fjorden; 16de April var den
endnu almindelig; men 25de April vare de fleste borte; 4de Juni
vare nogle Smaaflokke at se, ligeledes 20de Juni to enkelte Fugle.
I Vinteren 1887—88, der var forholdsvis mild, skjønt Fjorden
næsten stadig var dækket af Is, vare ingen at se for 27de Decem-
ber og da kun nogle enkelte, og i hele Vinteren kom kun nogle
smaa Flokke til Ivigtut, medens store Mengder skulde overvintre
ved Arsuk; de sidste bleve sete 22de Maj, to Flokke, hver paa
omtrent 12. — Ogsaa Helms saa den 1 1890—91 nesten kun om
Vinteren ved Ivigtut. 11te December 1890 indfandt den sig paa
Fjorden enkeltvis; Tallet tiltog hurtig 1 Maanedens Lob, og sidst 1
December og først i Januar fandtes den i store Flokke. 18de
Januar 1891 dannedes der Is paa Fjorden, og Dagen efter saaes
nogle Lomvier flyvende inde over Land, vist forvildede, fordi de
ikke mere kunde øjne aabent Vand. „I Løbet af Januar fandtes
spredt paa den islagte Fjord en Del, der gjensynlig vare faldne
ned paa Isen, ikke frosne inde 1 den. De vare sandsynligvis blevne
overraskede af det hurtige Isleg, havde holdt sig i enkelte Vaager
saa lenge som muligt, derpaa fløjet omkring uden at kunne finde
ud til aabent Vand og sluttelig af Træthed og Sult faldne ned paa
Isen. Paa alle dem, man fandt, var Kjødet fortæret af Ravne.f
Бе ос 3lte Marts og 13de April laa temmelig store Flokke ved
Iskanten; senere blev ingen set.

Ved Arsuk saa Krabbe den i Mængde fra Slutningen af
November 1889 til Midten af April 1890, enkeltvis, parvis eller i
Smaaflokke. Ellers blev den kun set undtagelsesvis, saaledes en
enkelt 6te Juni 1890 og fire Smaaflokke paa tilsammen 13 Stykker
5te Juli. — I 1893 saa Helms den hverken ved Arsuk eller langs
Kysten, paa en Rejse i første Halvdel af Maj; efter Grønlændernes
Udsagn fandtes den derimod i de sidste Dage af Maj i Storisen,

225

"der da nærmede sig Kysten, og flere indbragtes derfra. 17de Ok-
tober viste den sig igjen; adskillige svommede da i Fjordens Mun-
ding, enkeltvis og parvis.

Efter hvad Helms herte sige af Gronlændere, ynglede den paa
Sydsiden af Øen Sermersok, Nord for Arsuk, omtrent paa 61° 15’.

Paa Forbjerget Kangek ved Havet Nord for Tigsaluk, omtrent
раа 61° 25’, blev den set af Dr. Østerbye 15de Juli 1888, som
meddelt af Hagerup og Helms; maaske ynglede den paa Stedet.

Ved Frederikshaab saa Fabricius den kun om Vinteren, som
han meddeler i sit Haandskrift; den plejede at komme iser ved
Juletid, mest efter Storm og Snefog, og ved Sommerens Begyn-
delse forsvandt den. Den sogte gjerne til Fjorde, hvor der gaar
stærk Storm, og hvor „Cancer oculatus“ og „С. pedatus* (Mysis sp.)
findes; et saadant Sted skulde vere ved Ikarsuk (? Ikerarsarsuk), hvor
en næsten indelukket Vig kaldes Akparsiorfik, 9: Lomvie-Fangested,
fordi Lomvier dér indfinde sig og fanges i utrolig Mengde. — I
sin Daghog for 1841 skriver Jorgensen, at Lomvierne midt i No-
vember begyndte at nærme sig Landet.

Ved Godthaab nævner Giesecke, at mange tusinde Lomvier
indfandt sig 31te Januar 1809, efter at ingen havde været at se i
nogen Tid. — Den sydligste Redeplads, Holbøll kjendte, laa 21/2
Mil SV. for Godthaab; maaske et hundrede Par havde Rede dér.

I Egnen om Sukkertoppen kjendte Holbøll Fjelde optagne af
ynglende Lomvier. |

Ved Agpamiut skal der, efter hvad Giesecke meddeler i Juli
1808, om Vinteren findes mange Lomvier.

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, hele Aaret,
legger Æg i Juni og har Unger sidst i Juli.

Ved Egedesminde fandt Fencker den i Februar 1881 ofte inde-
frossen i Isen.

I Januar 1880 indefrøs ligeledes mange ved Gronne-Ejland 1
Disko-Bugt, skriver Fencker.

Ved Christianshaab indbragtes 1 1880 de forste Æg 5te Juni,
efter Fencker, og i December nævnes den som ikke ualmindelig i
det aabne Vand. Under 144е Marts 81 opføres den som talrig i
Vaagerne, og i Januar 83 var den ligeledes almindelig.

Fra Jakobshavn nævner Fencker den i Maj 1881.

Paa Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den yng-
lende i Juli 1879.

I Disko-Egnen havde Fabricius hørt Grønlænderne omtale et

XXI. 15

226
(Uria arra.)
stort Hjemsted for Arten, Øen ,Orpiksauk*. — Ved Godhavn om-
taler Giesecke under 5te Maj 1813 Lomvier 1 Mengde. — 2den
Maj 1850 saa Sutherland den talrig 1 Davis-Strædet udfor Disko,
vist vandrende mod Nord.

Paa Nordvestkysten af Arveprindsens-Ö nævnes den af Nares
som ynglende 1 Juli 1875. — Samme Sted, paa Ritenbenk Fugle-
field ved Kangerdluk-Fjord, nævnes den af Traustedt 1 1892. —
Ved Ritenbenk fik Fencker den i Januar 1891, skjont der næsten
overalt var tillagt; 19de April var den der i storre Mengde. 914е
April 92 var den tilstede i de aabne Vaager i Vaigat.

Paa Nordsiden af Øen Sagdlersuak i Umanak-Fjord paa en
stejl Fjeldveg yngler den i Mengde, meddeler Giesecke i Maj
1811. — I Brev af 1834 nævner Vahl den som ynglende i
Umanak-Egnen. — Vanhôffen fandt den 1 1892—93 almindelig i
den ydre Del af Umanak-Fjord. Længere inde i Fjorden blev den
derimod ikke set.

I Havet udfor, Svartenhuk fandt Sutherland den talrig i sde
Halvdel af Maj 1850, ligeledes ved Kysten Nord for Svartenhuk
sidst 1 Ма].

Ved Upernivik yngler den i stor Mengde, meddeler Vahl 1
Brev af 1834. — Bjerget Kaersorsuak (Kassarsoak), en Mil Syd
for Upernivik, var den største Yngleplads, Holbøll havde set. Dette
Fjeld", skriver Holbøll, „ег vistnok 3/4 Mil langt og et af Gron-
lands højeste; det er besat med Reder, saa langt man kan øjne,
saa at de øverste Fugle se ud som Fluer, naar de flyve ud og ind.
Jeg formaar kun at give et svagt Billede af disse Fugles Mengde.
Den bedste Forestilling herom faar man maaske derved, at man
tenker sig Fjeldet, saa lenge Fuglene ikke foruroliges, som en
Bikube, naar Bierne sværme; løsnes nu et Skud, hvorved dog kun
en saare ringe Del af Fuglene skrekkes, bliver Solen 1 Ordets
egenligste Forstand fordunklet af dem, og man bliver formeligen
bedækket af deres Exkrementer. I mindre end en Time har jeg,
selv fjerde, af disse Fugle skudt en hel Ladning for en almindelig
Skibsslup, og i et Skud bleve 22 nedlagte. Ligeledes saa jeg 12
_ blive dræbte med en Riffelkugle. De ankomme til dette Fjeld, for
Isen under samme er opbrudt, og tilbringe den korte Nat sovende
der. Dette giver Gronlænderne Lejlighed til paa en egen Maade at
fange Fuglen. De begive sig nemlig saa stille som muligt under
Fjeldet, almindeligen flere i Selskab; ankomne der opskrække de
Fuglene, ved pludseligen at skyde og skrige. De stakkels Fugle

ШВ Г

227

erindre i Øjeblikket ikke, at Havet under dem er bedækket med Is,
men styrte sig hovedkulds ned og knække derved almindeligen
Halsen mod Isen, eller blive dog et let Bytte for Grønlænderne,
der sædvanligen kunne lade deres Slæder med de saaledes fangede
Fugle.“ — Den samme Yngleplads, ved ,Sanderson’s Hope", om-
tales af Sutherland i Juni 1850 og af Nares, der fandt Æggene
nær ved Udklækning 914е Juli 1875. — Den nævnes ogsaa af
Ryder i 1886. — Fencker nævner Arten som overordenlig almin-
delig ynglende i Upernivik-Egnen. 144е August 1884 bleve de
første Unger sete under Alkefjeldene; 29de August havde den endnu
ikke helt forladt Fjeldet. 12te Maj 85 var den at se udfor Uper-
nivik; 194е Juni indbragtes de første Æg. I 1886 indfandt den
sig sidst 1 April; 144е Juni havde den Æg; Iste September vare
endnu enkelte at se ved Kaersorsuak. 28de April 87 trak en Flok
forbi; under 8de Juni siges, at mange i de Dage bleve tagne paa
Isen ved Kaersorsuak; 26de Juni indbragtes de første Æg. 3dje
Maj 88 var den almindelig 1 Vaagerne; 17de August havde den
endnu ikke helt forladt Fjeldene. Sde Maj blev den set første
Gang i 89; Isen laa da endnu omkring Upernivik; 5te September
vare endnu enkelte at se paa Fuglefjeldene. Бе Maj 90, da Isen
var brudt af Vinden, trak umaadelige Flokke mod Nord.

Ved Berry-Island, paa 73°.20', nævnes den af Sutherland midt
i Juni 1850.

Paa Fjeldet Agparsuit („Kap Shackleton‘) Nord for Upernivik,
раа 73° 45', saa Ryder en uhyre Mængde rugende Lomvier 15de
Juli 1887. Det skal være det største ,Alkefjeld", der findes, og
langt overgaa Kaersorsuak. — Samme Sted var den nævnet af
Sutherland først i Juli 1850.

I Baffins-Bugt fandt Sabine den af og til i Sommeren 1818.
— I Melville-Bugt saa Sutherland mindre Flokke først i Juli 1850.
— I ,Middle Ice" Syd for Kap York saa Nares nogle i Juli 1875.
— Stone nævner den fra Melville-Bugt i Sommeren 1891. —
Ohlin saa mange i Pakisen i Melville-Bugt i Sommeren 1894.

Ved Kap Parker Snow, NV. for Kap York, saa Nares en Yngle-
plads i Juli 1875.

Ved Kap Parry nævner Bessels den som talrig 12te Juni 1873.

Paa Northumberland-Ø fandt Bessels den talrig 8de Juni 1873.

Paa Hakluyt-Ø fandt Deltagere 1 ,Polaris“-Rejsen en Yngle-
plads 5te Juni 1873.

157

228
(Uria arra.) 2

I Inglefield-Bugt nævner Ohlin den som almindelig i Som-
meren 1894.

Fra McCormick-Bugt opføres den af Stone, fra 1892.

Littleton-@ nævner Greely som det nordligste Sted ved Grøn-
lands Kyst, hvorfra han ВК den, 1 1881.

I Egnen om Thank-God-Harbour var den, efter Bessels, i 1872
ret almindelig, ynglende. (Feilden saa den 1 1875—76 ikke Nord
for Buchanan-Stredet.)

Fra Østkystens sydlige Del nævnes den af Graah i 1839.

I den ydre Del af Scoresby-Sund var den, efter Bay, 1 1891—
92 meget almindelig om Sommeren; derimod blev den ikke set
dybere inde i Fjorden. Den ynglede paa Kap Brewster paa Fjeld-
væggens Hylder. 15de August 1392 og de følgende Dage blev
der omtrent udfor Kap Brewster set mange voxne Fugle, der sam-
men med deres Unger, paa Størrelse med Søkonger, svømmede i
sydøstlig Retning, til Havs; de bleve sete indtil 17 Mile fra Land;
de vare vist paa Vandring for at slippe ud af Drivis-Beltet, inden :
Tyndisen begyndte at lægge sig for Alvor.

Ved Østkysten omtrent mellem 70° og 75° fandt Scoresby den’
i betydelig Mængde 1 Sommeren 1822.

Ved @stkystens nordlige Del blev der, efter Pansch, 1 1869—
70 kun set nogle ganske faa i og ved Isen, ingen ved selve Kysten.

I Drivisen langt tilsos udfor Østkysten saa Bay den jevnlig i
1891—92, men ikke 1 stort Tal undtagen 1 Nerheden af Jan
Mayen sidst 1 Juni 1891.

Nogle Knogler fra Kjokkenmeddinger fra Middelalderen, fra
Nordboernes Tid, ved Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjord, ved Tunuarmiut
og Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjord og ved Tingimiut ved Sermi-
lik-Fjord, haves i Museet i Kjøbenhavn.

Arten er circumpolar, ynglende højt mod Nord, ikke ae
vandrende. Den yngler ogsaa paa Island, Jan Mayen, Spitsbergen
og paa Vestkysten af Davis-Strædet.

78. Mergulus alle (L.). Sekonge.

Alca alle L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 84. — ae alle:
Holbøll, Naturhist. Tidsskr. Ва. 4, 1843, р. 456. — Arctica alle (L.): Rein-
hardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 84 (kun Navnet).

Mergulus alle (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Alle
migricans Link: Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II,
1884. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Alle alle (L.): Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

229

Vestgronlandsk. Akpalliarsuk, afledet af Ordet Akpa, Uria arra, med
hvem den har Lighed; Akpalliarsungoak, en lille Akpalliarsuk, efter dens
Lidenhed, hvorfor den ogsaa kaldes Akparak, en Akpa-Unge; Kerrak eller
Kerrartungoak, vist efter Stemmen; uegenlig kaldes den Isarsoakale: se
hvilken lille bitte! (Fabricius.)

Blandt Museets foreliggende 24 grønlandske Skind af ud-
voxne Søkonger vexler Næbets Størrelse ikke lidt; et af de
mest stornæbede Skind har Næbryggen 15!/mm, og Nebets
Brede under Næseborene er 9; et af de mest smaanebede
Skind har Nebryggen 13'/2 lang, og Nebets Brede ег 7/2.
Noget Skjel mellem stornæbede og smaanæbede findes ikke.

Af tilfeldige Farveendringer haves i Museet:

Et Skind, lyst kaffebrunt, hvor Farven ellers er sort, Vinger
og Hale dog nesten hvide, fra Fiskenes.

Et Skind, med den sorte Farve ombyttet med en solvgraa;
fra Frederikshaab, 1896, fra Helms.

Et Skind, nesten helt hvidt, med lidt graalig Tone paa
Hoved og Hals, fra Godthaab.

Sokongen findes som ynglende i Mengde langs den nord-
lige Del af Vestkysten og det nærmeste af Nordkysten, i det
mindste fra Disko-Bugt til Port Foulke; en sjelden Gang kan
den maaske yngle sydligere ved Vestkysten; paa Ostkysten
kjendes den ogsaa som ynglende. Fra Nord-Gronland vandrer
den bort for Vinteren til Syd-Gronland eller maaske tildels len-
gere mod Syd; til Syd-Gronland plejer den at komme i No-
vember eller December, og hen i April vender den tilbage mod
Nord. Flokke af ikke-ynglende Fugle kunne sees om Som-
meren i Isen udfor baade Vest- og Ostkyst, ogsaa udfor Syd-
Grønland. Den færdes mest ude paa Havet, men kan ogsaa
komme ind i Fjordene og undertiden soge Foden tet inde ved
Land; Ynglestederne ligge ved eller ner det aabne Hav. Dens
Fode er iser Krebsdyr; ogsaa Smaafiske kan den tage. Den
yngler flokkevis, ofte samlet i uhyre Mengde og ofte i Selskab
med andre Arter, paa Fjelde ved Stranden, hvor den lægger
sine Æg i Klippe-Spalter eller i Huller mellem nedfaldne Stene;
mest bygger den ved Klippernes Fod.

230
(Mergulus alle.)

Ved Nanortalik, meddeler Vahl i Haandskrift, fandtes den om
Vinteren 1828— 99.

Ved Julianehaab horte Bruun 1 1894, at den skal indfinde sig
1 Fjordene i Mængde fra November til Februar.

Ved lvigtut fandt Hagerup den i 1886—88 kun som en tem-
melig sjelden Vintergjest. 1 1886 indfandt den sig i den forste Del af
November. — 4de December 1890 saa Helms den forste Gang paa
Fjorden udfor [vigtut i temmelig stort Tal; derefter blev der daglig
set en stor Mængde, ofte flere hundrede, 2—3 sammen eller i
Smaaflokke paa indtil 12; men 18de Januar 1891, da der hurtig
lagde sig Is, trak de i Smaaflokke ud af Fjorden; om Eftermid-
dagen, da Isdækket var dannet, fløj adskillige oppe over Land;
19de Januar fløj ligeledes en Del inde over Land, øjensynlig helt
forvildede, og to fandtes paa Land 1 yderst forkommen Tilstand,
den ene siddende psa Taget af et Hus; 20de Januar blev den
sidste levende set, flyvende over Land; to fandtes 1 Kryolith-Bruddet
et Par Dage efter, og 22de og 23de Januar fandtes en Del døde
paa Isen paa Fjorden. Oftest laa de om Dagen rolig paa Vandet;
men 12te Becember trak en Mængde flokkevis ud af Fjorden om
Formiddagen; senere раа Dagen var der dog igjen det sædvanlige
Tal. 21de December trak de livlig dels ind, dels ud af Fjorden
om Formiddagen, flere hundrede i Tal, tilsyneladende uden Grund.
Undertiden tog de Føden paa saa lavt Vand, at de ikke kunde
dykke, men stod paa Hovedet som Ænder.

Ved Arsuk kom den, efter Hagerup, til sine Tider i Mængde
om Vinteren. I 1888 var der ingen at se efter Slutningen af
Marts. — I November og December 1889 og i Januar 1890 saa
Krabbe den ved Arsuk i ret betydelig Mengde. — Efter Helms
blev en Sokonge i fuld Sommerdragt skudt af en Gronlænder 17de
Juni 1893 udfor Arsuk 1 Nærheden af Storisen; der skulde kun
have veeret set den ene.

I Narsalik Isfjord, omtrent 7 Mil Nord for Arsuk, blev,. efter
Krabbe, en skudt 11te September 1889.

Ved Frederikshaab indfandt den sig, efter hvad Fabricius med-
deler i sit Haandskrift, 1 December, især ved Juletid. Om Som-
meren saa Gronlænderne den undertiden i Storisen nogle Mile fra
Land. En enkelt Gang havde Fabricius faaet dens to Æg bragte
fra en af de yderste Øer Syd for Frederikshaab.

Fra Fiskenæs nævner Finsch 1 1874 og 77 Skind fra Oktober,

231

November og December. Skind fra samme Sted haves i Museet i
Kjøbenhavn.

Fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker Æg i
1880.

Paa Grønne-Ejland 1 Disko-Bugt yngler den almindelig, skriver
Fencker; mange Æg fik han derfra i Juni 1880.

Ved Christianshaab nævner Fencker den som almindelig i
Stramhullerne under 27de Januar 1881.

Fra Jakobshavn haves Skind i Museet.

Г Disko-Bugt paa Brændevinsskjærene, МУ. for Kronprindsens-
Ejland, fandt Giesecke den ynglende 1 store Sten-Urer 194е Juni
1813. — Paa Kronprindsens-Ejland fandt Fencker den ynglende i
Juni 1879. Fra samme Sted haves i Museet mange Skind fra
1860, af voxne og Unger, og fra 1879.

Fra Godhavn haves Skind i Museet.

Ved Ritenbenk nævner Fencker den som -almindelig midt i
December 1890.

Ved Upernivik nævner Fencker den som almindelig ynglende.

Fra de smaa Øer udfor Upernivik omtales den saaledes i Juni
1885. 104е Oktober 86 opføres den som tilstedeværende.

I Baffins-Bugt fandt Sabine den almindelig i Sommnren 1818;
paa 76° var den saa talrig 1 Aabningerne i Isen, at daglig mange
hundrede kunde drebes. — I Melville-Bugt saa Goodsir den i stor
Mengde i Juni 1849, ligeledes Sutherland i Juli og August 1850,
og samme Sted blev den skudt i Mengde i Juni 1858, efter
Walker og Carl Petersen. -— Feilden taler om utallige Mængder i
den nordlige Del af Baffins-Bugt i Somrene 1875 og 76, ligeledes
Ohlin i Sommeren 1894.

Ved Kap York omtaler Nares store Mængder, under 25de Juli
1875. Fra samme Sted nevnes den af Stone i Juli 1891 og 1
Sommeren 1892.

Paa Crimson-Cliffs, NV. for Kap York, fandt Kane en stor
Mengde ynglende 18de Juli 1855. Samme Sted iagttoges den af
Walker og Petersen i 1858. Og Nares fandt den dér (ved
„Beverley-Chiffs“) i tusindvis 1 Juli 1875; de voxne vare da Нега
med at bringe Fede til Ungerne.

Ved Kap Parry nævner Bessels den som almindelig 12te Juni
1873.

Ved Itiplik, paa Sydsiden af Inglefield-Bugt, fandt Hayes et
stort Ynglested i Sommeren 1861. — Fra Inglefield-Bugt nævnes

232
(Mergulus alle.)
den ogsaa af Stone 1 1891—92 og i 1894 af Ohlin, der fandt
den i talløse Mængder.

Northumberland-@ omtales af Kane, sidst i Juli 1854, som et
uhyre Hjemsted for Sokonger, Tejster og Maager. Samme Sted
blev Arten set i Mengde af Deltagere i „Polaris“-Rejsen 8de Juni
1873.

_ Paa Hakluyt-Q saa Deltagere i „Polaris“-Rejsen en Yngleplads
öte Juni 1873.

Ved Sorfalik, Syd for Port Foulke, sværmede Flokke ved
Stranden 3dje Juni 1873, meddeler Bessels.

Ved Port Foulke fandt Kane den i stor Mengde i Sommeren
1855. — Til samme Egn kom den, efter Hayes, 1 1861 i Begyn-
delsen af Juni, og den ynglede i uhyre Mengde paa Stedet. — Del-
tagere 1 „Polaris*-Rejsen saa den i store Flokke flyvende ша i
Foulke-Fjord 26de Maj 1873.

I Newman-Bugt bleve, efter Bessels, to sete 1 1872.

Ude i Davis-Strædet saa Nares 1 Oktober 1876 uhyre Mængder
vandrende mod Syd, i Flokke paa 20—50.

Fra Ostkystens sydlige Del nævnes den af Graah. Vahl om-
taler, 1 Brev af 1830, nogle sete svammende mellem Isen Nord
for Anoritok.

Ved Sermilik ved Angmagsalik yngler den, meddeler J. Peter-
sen i 1897. Ogsaa i November og December sees sædvanlig
en Del.

I den ydre og mellemste Del af Scoresby-Sund fandtes den,
efter Bay, i Mengde om Sommeren i 1891—92, ynglende flere
Steder paa Strækningen fra Kap Brewster til Gaasefjord, saaledes
paa Kap Stevenson. .I Efteraaret 1891 viste den sig ogsaa dybt
шае i Fjorden, saaledes 174е August midt inde 1 Føhnfjord. Ved
Danmarks-Ø fandtes den i store Flokke 8de August 1891; i Maane-
dens Slutning viste den sig kun enkeltvis, og 3dje September blev
den set sidste Gang. I 1892 blev derimod ikke en eneste set saa
langt inde i Fjorden som ved Danmarks Ø; først den 8de August,
da de Rejsende ombord paa „НеКа“ sejlede ud af Fjorden, mødte
de Sekongen omtrent udfor Kap Stevenson, pludselig, i store Flokke,
og i hele den ydre Del af Fjorden var den almindelig.

Over Havet udfor Liverpool-Kyst, paa omtrent 71° N., 181/2° V.,
saa Scoresby 4de Juli 1899 en uhyre Mængde Søkonger flyvende
forbi Skibet mod Vest, i Storm med Taage eller Sne; i Løbet af
mange Timer fløj maaske hvert Minut en til tre Flokke forbi, hver

233

Flok som oftest paa 200 til 300 Fugle, alle i samme Retning;
henved en halv Million Sokonger mentes at vere sete fra Skibet i
Løbet af 12 Timer. — Tilsyneladelsen er gaadefuld, paa den
Aarstid; maaske det snarest har veret Flokke af ikke-ynglende
Fugle.

I Drivisen udfor Østkysten har ogsaa Bay set den i Sommer-
tiden i næsten uforklarlig Mengde. „Allerede den første Dag,
„Неа“ stod ind i Isen, den 21de Juni 1891 раа с. 68° 10’ N.Br.,
13° V.L., blev den set i temmelig stor Mengde, og den var en af
de talrigste Fuglearter (i Randen af Drivisen) indtil et Stykke Nord
for Jan Mayen, da den pludselig forsvandt. Den blev, naar und-
tages en enkelt, først set igjen den 27de Juli, da den optraadte i
Masse lige saa pludselig, som den var forsvunden; det var paa
72° 37° N.Br., 19° 56’ V.L., altsaa inde under Land.“ ... ,Mærkeligt
ег det, at Arctica alle paa en Aarstid, da man skulde antage, at
den opholdt sig 1 Nærheden af Kysterne for at yngle, kan træffes
saa langt fra Land, som den blev truffen den 2ide Juni 1891,
nemlig 1 en Afstand af са. 35 Mil fra nærmeste Land, Island.“ ...
„Saafremt man antager, at det er Fugle, der ikke yngle det Aar,
maa man rigtignok forbavses over den Masse, hvori de optræde.”

I Drivisen udfor den nordlige Del af Østkysten, men ikke ved
selve Kysten, blev den oftere set af Deltagerne 1 ,Germania‘- og
„Напза“-Ве]зеп, 1869—70, første Gang ved Isgrændsen paa 74°,
7de August 1869.

Nogle faa Knogler fra en gammel eskimoisk Kjokkenmsdding
ved Nusak, paa Nugsuak-Halve, haves i Museet.

Arten er nordatlantisk, ynglende højt mod Nord, kun lidt
vandrende. Den yngler ogsaa paa Grimsey Nord for Island, paa
Jan Mayen og Spitsbergen.

79. Alea torda L. Alk.

Alca torda L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 78. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 457.

Alca torda L.: Dresser, Birds of Europe, УШ, 1877. — Baird, Brewer,
Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Utamania torda: Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Alca torda L.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds,
1887.

Vestgronlandsk. Akparnak, en sjeldnere Akpa (Ura arra), kaldes
den i Syd-Grenland, Akpartluk, en hæslig Akpa, i Nord-Grenland. (Fabricius.)

Mellem grønlandske, fergiske og danske Alke er ingen For-
skjel at finde.

234
(Alca torda.) |

Alken yngler almindelig langs Gronlands Vestkyst, mod
Nord i det mindste indtil Upernivik, talrigst i Disko-Egnen.
Efter Holbøll kommer den som Trekfugl til Syd-Gronlands
Kyst sidst i April, og allerede i August, tidligere end nogen
anden, drager den bort fra Kysten, unge og gamle sammen,
ud i Davis-Stredet, til Grønlands store og rige Fiskebanker;
men ogsaa om Vinteren kan den sees i gronlandske Vande.
Dens Fode er Fiske, iser Lodder, og Krebsdyr. Paa Hylderne
paa stejle Klippevegge ved Havet ruger den flokkevis, i Selskab
med andre Arter som Ride og Tejste, forholdsvis lavt nede.
Æg ere fundne fra 2den til 30te Juni.

Ved Julianehaab horte Bruun i 1894, at den sees baade ved
Kysten og i Fjordene om Vinteren, men sjelden.

Ved Ivigtut og Arsuk ynglede den ikke, efter Hagerup og
Helms; derimod var den, efter Helms, neppe synderlig sjelden om
Vinteren. 3 unge Fugle bleve skudte i Arsuk-Fjord i Vinteren
1893 —94.

Paa Sydsiden af Øen Sermersok og paa Forbjerget Kangek
Nord for Tigsaluk ud mod det aabne Hav mellem Arsuk og Frede-
rikshaab, skal den yngle, efter Granlændernes Udsagn. Sidstnævnte
Sted havde ogsaa Dr. Østerbye, efter Meddelelse til Hagerup, fundet
omtrent 500 Par ynglende i 1888, og 13de Maj 1893 saa Helms
adskillige dér i Nærheden, men sidst i August vare alle Fuglene
borte derfra.

Ved Frederikshaab viste den sig kun sjelden, efter hvad Fabricius
siger 1 sit Haandskrift.

Fra Fiskenæs haves Skind i Museet i Kjøbenhavn. Fra samme
Egn nevnes den af Finsch i 1874.

Som ynglende i Fjelde ved Sardlok ved Godthaab-Fjord nævnes
den af Raben i Sommeren 1823. Skind fra Godthaab haves i
Museet.

Ved Holstenborg findes den som ynglende, efter Brummerstedt ;

den skal komme til Kysten i Maj og trække bort i September. =
Paa Gronne-Ejland i Disko-Bugt fandt Fencker den ynglende i
Juni 1880.
Ved Klaushavn saa Fencker den i Maj 1880.
Paa Kronprindsens-Ejland fandt Fencker den i Juli 1879.
Disko-Egnen nævnes allerede af Fabricius, i hans Haandskrift,

oor te

235

som et af dens vigtigste Tilholdssteder. — Skind fra Godhavn, fra
Juni, haves 1 Museet.

Som ynglende paa Arveprindsens-@ nævnes den i Juli 1875 af
Nares, der iøvrigt ikke saa den Nord for Vaigat. — Skind fra
Ritenbenk haves 1 Museet.

Som skudt ved Ikerasak ved Bunden af Umanak-Fjord sidst i
Juli 1893 nævnes den af Vanhöffen.

Som ynglende ved Upernivik, men mindre almindelig, omtales
den af Fencker 1 1887. Som Ynglested nævnes Kaersorsuak og et
andet Fuglefjeld. Skind derfra haves i Museet.

Arten er nordatlantisk, ikke særlig nordlig, kun kort vandrende,
dog set saa langt mod Syd som ved Kanarerne. Den yngler ogsaa
раа Fergerne, Island, Jan Mayen og 1 Labrador.

80. Alea impennis Г. Gejrfugl.

Alca impennis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 82. — Id,
Vidensk. Selsk. Skr. for 1809—12, Bd.6, 1818, 2det Hefte, р. 249. — Boie,
Oken’s Isis, Jahrg. 1822, Bd. 2, р. 872. — Benicken, Isis, Jahrg. 1824, Bd. 2,
р. 886. — Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd.4, 1843, p.457. — Steenstrup,
Vidensk. Medd. 1855, p. 38. — Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 15. — Symington
Grieve, The Great Auk, 1885, р.4, 36, 69, 72, 79, Append. p.1, 14, 37, 54,
55, 56 (tildels Meddelelser fra Steenstrup).

(Isarokitsok: Udtog af Р. Kraghs Dagbog (1818—28), 2den Del, 1855,
р. 36. — Isarukitek: Holm, Medd. om Gronl., 10de Нейе 1888, p.54; 9de
Hefte, 1889, p. 223.)

Alca impennis L.: Dresser, Birds of Europe, VIII, 1880. — Plautus
impenmis (L.): Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II. 1884. —
Alca impennis Coues, Key М. Amer. Birds, 1884. — Plautus impennis (L.):
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Isarokitsok, stumpvinget, af Isarok, Vinge. (Fabricius.)
— @Ostgrenlandsk. Isarukitek. (Holm.)

Museet i Kjøbenhavn ejer kun ét grønlandsk Gejrfugle-
Skind, i Vinterdragt, vist stammende fra Fiskenes 1815, op-
rindelig tilhørende Heilman.

I det Haandskrift, som Fabricius har efterladt, findes en meget
udførlig Beskrivelse af Gejrfuglens Ydre, som jo nu i de fleste
Henseender er vel kjendt. Om Øjnene siges, at de ere sorte (Iris
har vel snarest været morkebrun). Munden indvendig er ganske
gul. Tungen er lille, ikke saa lang som Undernæbet, spids, flad,
smal, dannet som en Kaardeklinge, i Spidsen skællet, ellers tyk og
kjedagtig, oventil rendeformet og glat, men ved Roden i to Flaje

256

(Alca impennis.)

klædt med indadvendte smaa Kirteltænder, omtrent 29.1 Tal; langt
bag dem folger efter en glat Fordybning en egformet stor Forhgj-
ning, der er delt i to ved en dyb Længde-Skramme (5: Luftrerets
Munding), hvis bageste Fleje ere overvoxede med en Del tiltrykte
smaa indadvendte Kirteltænder. (Tungen har altsaa været næsten
ganske som hos Alca torda, saaledes som det ogsaa sees paa de
anatomiske Præparater af to islandske Gejrfugle, der findes i Museet
1 Kjøbenhavn.)

Gejrfuglen kom, før sin Udryddelse, som aarlig Gjæst til

Grønland Eftersommer og Forvinter, vistnok paa Strejftog, efter
Yngletiden, fra sine nærmeste større Ynglesteder, ved New-
foundland o. s. v. Ved Grønlands Kyst har den dog maaske
ogsaa ynglet i ringe Tal, stadig eller af og til.

Den ældste Efterretning om Gejrfuglen som grønlandsk inde-
holdes 1 Bjørn Jonssøn's Fortælling om Islænderen Latra-Clemens,
der ved Aar 1590 saa en Baad blive fyldt med Gejrfugle, som
toges paa Gunnbjørn-Skjærene ved Grønlands Østkyst. Vel sagtens
har Gejrfuglen dér haft en Yngleplads.

Fra Egede, Cranz og Glahn haves kun tarvelig Underretning.
— Men Fabricius giver, især i sit Haandskrift, udførlig Oplysning
om Gejrfuglens Færden i Egnen ved Frederikshaab, efter de Er-
farmger, han havde samlet i Аагепе 1768—74. Han siger om
den, at den næsten kun viste sig i Tiden fra September til Januar,
undertiden i temmelig stor Mængde, men de fleste Vintre kun faa-
tallig, næsten altid langt tilsøs, meget sjelden imellem Landene og
aldrig paa Land; oftest saa man unge Fugle. Hvor den ynglede,
vidste man ikke; Grønlænderne havde aldrig set dens Rede, skjønt
de fartede rundt til næsten alle omliggende Øer; kun var der nogle
meget afsides Steder, hvortil man ikke kom, og dér mente man, at
den maatte yngle paa bratte Klipper mod Havet; ,at dens Yngle-
steder ej maa være saa ganske langt borte, men at nogle maa
yngle paa en eller anden folkeløs Udhavs-Ø langt vester ude, sluttes
deraf, at man i August Maaned træffer undertiden imellem Landene
Unger, der endnu have Dun, altsaa ej kunne være komne langt fra
over det vilde Hav"; i Fauna Groenlandica nævner Fabricius end-
ogsaa en Unge, kun klædt med graa Dun, der mentes at være
nogle faa Dage gammel, set i August. (Det er maaske ikke umu-
ligt, at Haandskriftets Udtryk: ,Unger, der endnu have Dun“
støttes paa denne ene lille Dununge.) Til Føde havde den Cottus

237

_ groenlandicus og Cyclopterus lumpus, ,hvilke den henter fra Dybet,
sonderriver med sit skarpe Neb og æder; ventelig og andre Fiske
‚ af denne Størrelse" (ogsaa om Cepphus grylle siges, at den sonder-
slider de Fiske, som den har fanget, men finder for store til at
sluge hele); 1 Maven paa den omtalte Dununge havde Fabricius
derimod fundet Dele af Planter, der voxe paa Klipper ved Havet:
»inqve illo inveni rhodiolam roseam et alia уезеаЪШа, qvæ littori-
bus præruptis crescere solent, non autem pisces.“ ,Dens Skrig er
undertiden grovt skjeldende og hest, undertiden pibende. Den bider
sterkt om sig, naar den ser sig fangen. Naar disse Fugle ere
nylig komne under Landet, ere nogle af dem, maaske de unge,
meget dumme og tamme, men andre, maaske de ældre, ej gode at
indhente". Grønlænderne slutte sig sammen i Flok for at jage
Gejrfuglen, ,og da den alene kan dykke under og ej flyve, passe
de paa at skrige, saa snart den kommer op at trække Luft, paa
det den skal blive forskrækket, holde sig længere under Vandet og
blive saaledes snarere udmattet, da de endelig komme den saa nær,
at de kunne slaa Pilen i den; dog kan den holde temmelig længe
ud.“ Den havde for Grønlænderne ikke ringe Værd (som Fabricius
foruden i sit Haandskrift siger i Vidensk. Selsk. Skrifter, 6te Bind):
Skindet brugtes til Fuglehams-Pelse, der især om Vinteren bæres
nærmest Kroppen; Kjød og Indvolde spistes; Fedtet, ,som ej er
lidet“ , spistes og brugtes i Lamper; Føddernes sorte Hud brugtes
Ш Pynt at sy paa de hvide Sælskinds-Poser, som Grønlænderne
have i Teltene at gjemme et og andet i. Ogsaa Kolonisterne brugte
Skindet baade til Foder under Klæder og til Sengetæpper. Det
grønlandske Navn Isarokitsok, stumpvinget, ,passer sig helt vel til
denne Fugl“. „Kolonisterne kalde den Hesteprangeren*. — Der
kan selvfølgelig, efter hvad der foreligger, tvivles om, at Gejrfuglen
har ynglet ved Gronlands Kyst paa Fabricius’ Tid. Det vilde jo
vere forunderligt, at man ikke skulde have set mere til den, hvis
der virkelig havde veret Ynglesteder, og det vilde vere usandsyn-
ligt, at Gronlænderne ikke skulde have fundet Stederne. Og hvad
Eabricius siger om Dunungen, tagen i August, med Plante-Dele i
Maven, er jo ogsaa 1 flere Henseender paafaldende, saa paafaldende,
at det er med god Grund, at Steenstrup, der 1 det hele ikke tror
paa Gejrfuglens Ynglen ved Grønland, har udtalt som sin Tanke, at
det ,aldeles ikke har veret nogen Unge af Alca impennis, men af
en eller anden større Fugl, hvis Unge har været Fabricius ube-
kjendt* (Vidensk. Medd. 1855, р. 41); Gejrfuglen ynglede ellers

238

(Alea impennis.)

saa tidlig, siger Steenstrup, at den allerede i Junis Midte gik tilses
med den svommedystige Unge, og den skulde ikke legge Æg anden
Gang, naar det forste Æg blev den frataget; det vilde derfor vere
meget lidt troligt, at en Dununge skulde kunne træffes saa sent
som 1 August; og endelig ,maa vel ogsaa den i Ungen fundne
udelukkende Plantefade vække nogen Mistanke imod dens Alke
natur“. Men overfor Fabricius har man ikke Ret til uden videre
at tro paa en Fejltagelse. Han kjendte den voxne Gejrfugl saa
godt, at det er usandsynligt, at han skulde miskjende dens Unge;
og han var saa fortrolig med Grønlands andre Fugle, at en For-
vexling ogsaa af den Grund næsten maatte være umulig; den eneste
nordiske Fugl, hvis Unge maaske ved et meget flygtigt Øjekast
kunde minde om Gejrfuglens, er Islommen; men den og dens Yngle-
forhold kjendte Fabricius. Hvis Gejrfuglen har ynglet i Grønland,
har den vel der haft senere Yngletid .end i sydligere Egne, saa at
det ikke kunde vere helt utænkeligt at зе en Unge i August. Og
at træffe Planteføde i en Dununges Mave vilde jo være lige saa
uventet hos alle andre Arter, om hvilke der kunde være Tale (man
huske dog paa, at mange Fugle, der ellers ikke leve af Planteføde,
Ryler, Maager, Lommer о. s. у., undertiden tage tiltakke dermed).
Alt i alt maa Fabricius’ Ord snarest staa til Troende — og man
maatte altsaa tenke sig Gejrfuglen som, i hans Tid, ynglende i
ringe Mengde, stadig eller undertiden, paa de yderste Skjær ved
Grønlands Sydvestkyst — hvis da ikke hans lagttagelse om Dun-
ungen er gjort i den første Tid af hans Ophold i Grønland, inden
han rigtig havde lert Landets Dyr at kjende, og hans forste Ind-
tryk har været urigtigt og tilfældigvis ikke senere er blevet rettet.

Allerede i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede har Gejrfuglen
været saa godt som forsvunden fra Grønlands Kyster. Hvad der
vides om den i dette Aarhundrede, er kun følgende:

I 1815 fik Heilman i Fiskenæs en Gejrfugl, hvad der omtales
af Holbøll 1 1840 som det eneste af ham kjendte sikre Tilfælde
paa dens Forekomst i Grønland i 194е Aarhundrede. Det er saa
godt som sikkert Skindet af denne Fugl, i Vinterdragt, der kom til
E. Hage's Samling og derfra er overgaaet til Zoologisk Museum i
Kjøbenhavn.

I 1821 modtog Benicken (i Slesvig) gjennem Direktør Motz-
feldt et Skind af en Gejrfugl i Vinterdragt fra Disko. Til sin Med-
delelse om Fuglens Ydre о. s. у. (Isis 1894) føjer han følgende
Ord: ,Ohngeachtet der seit mehreren Jahren für mich mit aus-

239

gezeichneter Thätigkeit wirkenden Freundschaft eines der Herren
Direktoren des grönländischen Handels, habe ich nur ein einziges
Exemplar bekommen können, weil der Vogel auch dort nur selten
vorkommt...“ Utvivlsomt er det Skindet fra Disko, som F. Boie
(i Kiel) hentyder til, naar han, i Isis for 1822, siger: „Eine Haut
dieser Art erhielt einer meiner ornithologischen Freunde im ver-
flossenen Jahre, als eine Seltenheit, aus Grönland.“ Hvor Skindet
senere er kommet hen, vides ikke. (Der har, men tilsyneladende
uden gyldig Grund, veret fremsat den Tanke, at det Skind, som
Benicken omtaler som modtaget fra Disko i 1821, skulde vere det
samme som det, Heilman fik ved Fiskenes 1 1815.)

I 1825 hørte Pastor Kragh af en gammel Gronlænderinde i
Manetsok ved Egedesminde, at hun engang havde set en Isarokitsok
en 16 Ш 18 Mil sydligere; „den var saa stor som en Ommert
(5: Colymbus glacialis), havde meget Fedt ner Skindet, nesten saa
tyk som en Fjordsæl, hvid eller plettet (?), med smaa Vinger som
Alkenes*. — Holbøll havde, som han meddeler i 1840, hørt sige,
at den skulde vere set Nord for Sukkertoppen; men forgjæves
havde han søgt at skaffe den tilveje fra Grønland. — Ved Ang-
magsalik, paa Østkysten, traf Holm i 1883—85 en Granlænder,
hvis Bedstefader i Kangerdlugsuatsiak-Fjord, Nord for Angmagsalik,
havde fanget en Isarukitek, „еп meget stor Fugl, der havde ganske
smaa Vinger med korte Fjer“, og som ,kunde opholde sig under
Vandet lige saa længe som en Svartside.*

Arten var nordatlantisk, ikke særlig nordlig, forholdsvis kun
lidt vandrende. Dens sidste Ynglepladser, for den blev udryddet,
vare ved Skotland, Færøerne, Islands Sydkyst og Newfoundland.

81. Fratercula arctica (L.). Lunde.

Alca arctica L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 83. — Mormon
fratercula: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 456. — Fratercula
arctica (L.) & F. glacialis Leach: Reinhardt jun., Ibis 1861. p. 15.

Fratercula arctica (L.): Dresser, Birds of Europe, VIII, 1877. — Frater-
cula arctica (L.) & var. glacialis Leach: Baird, Brewer, Ridgway, Water
Birds of N. Amer., IJ, 1884. — Fratercula arctica & F. arctica glacialis:
Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgrenlandsk. Killangak, snevlende, efter Stemmen. (Fabricius.) —
Ostgrenlandsk. Nuerniagarnak. (Rink.)

At Lunden i den sydlige Del af sin Udbredningskreds ikke
bliver saa stor og iser ikke saa stornebet, som den bliver det

240
(Fratercula arctica.)
langt mod Nord, er sikkert nok; men nogen fast Forskjel

mellem de meget stornæbede, der have veret udskilte som
egen Art, som Fratercula glacialis, og de sædvanlige findes
ikke, som ogsaa sagt af andre. De gronlandske Lunder, i hvert
Fald de nordgrenlandske, ere af de mest stornebede; hvorledes
Nebet er i Yngledragten hos de Lunder, der yngle i Syd-
Grenland, har Museet ikke tilstrekkeligt Stof til fuldt at afgjore ;
de foreliggende Skind fra Syd-Gronland ere mest af yngre
Fugle; et Skind fra Julianehaab, fra Sommeren 1895, er ikke
af de allermest stornebede.

Folgende Maal af gronlandske og andre Skind til nærmere

Oplysning :
Gronland

Næbets Højde . . . . .. 37 38 381» 40 Alf, 42 42 42mm

Vingens Længde .... 166 1587 171. GTI 170 172 174
Det første af Skindene er fra Julianehaab, de andre fra Disko-Egnen.
Island Færøerne . Shetlands

mm ———— m Herne.

Næbets Hajde . . . . . 35!/2 38 3812 3215 331]2 3312 3412 35 32

Vingens Længde . . . 160 170 165 151 150 158 170 161 153

Alle de maalte Skind ere af udvoxne Fugle i, tilsyneladende, Yngle-
dragt, men ikke alle synes lige gamle; de fleste have tre, nogle kun to
Rynker paa Overnebet.

Lunden yngler langs Gronlands Vestkyst, forholdsvis ikke
i stor Mengde, talrigst i Disko-Egnen. (Fra Ostkysten kjendes
den ikke sikkert; Ostgronlænderne synes at have Navn for
den.) Den synes tildels at vere Trekfugl; men om dens
Vandringer vides ikke meget; ogsaa om Vinteren kan den sees
1 gronlandske Farvande. Den lever mest paa det aabne Нах;
Ynglepladserne ere paa Øer ved Havet. Foden er Fiske, især
Tobiser, og Krebsdyr, især en Art, som Fabricius ikke selv
havde set, men hvis gronlandske Navn han gjengiver som Pulex
maris alti rostro serrato. Den ruger flokkevis, oftest i Selskab
med andre Arter, paa Fuglebjerge, forholdsvis lavt nede. Reden
indrettes 1 Huller. Æg ere fundne 1 Juni.

Fra Nanortalik har Vahl sendt et Skind til Museet, fra 7de
November 1898.

241

Ved Julianehaab hørte Bruun i 1894, at den om Vinteren,
men kun meget sjelden, viser sig inde 1 Fjordene. — Et Skind
fra Julianehaab, fra Sommeren 1895, har Museet i Kjøbenhavn
modtaget fra Helms.

Ved Ivigtut blev, efter Krabbe, en ung Fugl skudt i Vinteren
1891— 92.

Ved Arsuk blev, efter Krabbe, en dræbt mod Slutningen af
Januar 1890, og 11/2 Mil udenfor Arsuk-Fjord blev en ung Fugl
skudt 7de Marts 1890.

Ved Frederikshaab var den, som Fabricius meddeler i sit
Haandskrift, sjelden om Sommeren, men viste sig jevnlig om Efter-
aaret. Et Skind dertra er tilsendt Museet 1 1833.

Fra Fiskenæs har Museet faaet et Skind fra 21de Oktober
1840. Samme Sted nævner Finsch den, i 1877, som skudt Ilte
August. '

Mellem Fiskenæs og Godthaab, paa 63° 30’, var den sydligste
Redeplads, som Holbøll kjendte.

Skind fra Godthaab har Museet faaet i 1832 og fra 20de
Juni 43. ;

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, som ynglende;
den. skal forlade Egnen i September eller senere.

Paa Øen Komavik ved Kronprindsens-Ejland i Disko-Bugt nævner
Giesecke den som talrig, under 19е Oktober 1808. — Kumlien
omtaler den i 1878 som talrig ynglende paa Hunde-Ejland og
Grønne-Ejland. — Fencker fandt den i Juli 1879 talrig ynglende
_paa Brændevinsskjærene og Komavik og i Juni 80 paa Gronne-Ej-
land. — Traustedt nævner den i 1892 som ynglende paa Øerne
Rotten, Kronprindsens-Ejland og Granne-Ejland. — Fra Kronprindsens-
Ejland og Grenne-Ejland haves Skind i Museet.

Skind fra Godhavn haves 1 Museet. Stone nævner ogsaa
Skind derfra.

Som ynglende paa Arveprindsens-O, paa Ritenbenk Fuglefjeld
ved Kangerdluk-Fjord, omtales den af Traustedt i 1892.

Fra Umanak, hvor den skulde vere sjelden, modtog Fencker
den 1 Maj 1882.

Ved Upernivik findes den, efter Fencker, som ikke ualminde-
lig ynglende. Som Ynglested nævnes særlig, i 1884, en Ø udfor
Upernivik og, i 1885, en Ø tilsøs udfor Tasiusak. Bessels melder
om to sete ved Tasiusak sidst i August 1871.

XXI. 16

243

(Fratercula arctica.)

Ved Øen Nulok, Nord for Tasiusak, omtrent paa 73° 35’, saa
Giesecke den 1 stor Mengde раа Havet 22de Juli 1807.

Ved Kap Parry saa Bessels tre Lunder 12te Juni 1873.

Ved Littleton-O blev, efter Greely, en enkelt skudt 31te Juli
1881. Ellers er den ikke kjendt fra Smith-Sund.

Et Albueben fra en Kjekkenmedding fra Middelalderen, fra
Nordboernes Tid, ved Kagsiarsuk ved Igaliko-Fjord, haves i Museet.

Arten er nordatlantisk med vid Udbredelse, ikke langt vandrende.
Den yngler ogsaa paa Fergerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen og
1 Labrador.

82. Ardea cinerea L. Hejre.

(Cranz, Fortsetz. 4. Hist. у. Grônl., 1770, p.214 & 287.) — Ardea
cinera L.: Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Grenl. geogr. stat. beskr., 1857,
р. 15. — Id., This 1861, p. 9. —. Hagerup, Birds of Greenl., 1891, p.53. —
Bay, Medd. om Gronl., 19de Hefte, 1894, p. 43. — (Helms, Vidensk. Medd.
1894, p. 226.)

Ardea cinerea L.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1875. — Baird, Brewer,
Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Hejren har nogle faa Gange vist sig i Syd-Gronland.

I 1856 blev en ung Hejre funden ded ved Nanortalik og ind-
sendt til Museet 1 Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes). I
1862 blev en ung Fugl indsendt fra Godthaab af Rink (den findes
her ikke mere). En ung Fugl fra Godthaab, 144е Januar 1877,
er fra Benzon's Samling kommen til Museet (ogsaa omtalt af Hage-
тир). Dele af en ung Fugl fra Nunarsuit, Vest for Julianehaab,
Efteraar 1888, ere hjemsendte af Lytzen. En ung Fugl skudt paa
Eggers-Ø i Efteraaret 1893 blev sendt til Bay.

(27de August 1765 saa Missionær Matthæus Stach en Hejre
ved Ekaluglik i Syd-Grønland, som Cranz meddeler; men om det
var Ardea cinerea eller А. herodias eller andet, er ikke afgjort.
— En Hejre, der vist var skudt ved Arsuk i 1878, og som af

Grenlendere blev bragt til Lege Frisch, som Helms meddeler,

er heller ikke bestemt til Art.)

Arten er europeisk-asiatisk, med vid Udbredelse ogsaa mod
Syd. I Norge yngler den; paa Færøerne og Island viser den sig
jevnlig, men dog kun mere tilfældig. I Nord-Amerika lever en
nerstaaende Slegtning, Ardea herodias.

243

83. Botaurus lentiginosus (Montag.).

Botaurus minor (Gmel.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1872, p. 133.

Botaurus lentiginosus (Montag.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1878.
— Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., I, 1884. — Botaurus
mugitans: Coues, Key М. Amer. Birds, 1884. — Botaurus lentiginosus
(Montag.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Har en enkelt Gang vist sig i Nord-Grenland.

I 1869 under en Storm blev en fanget og sonderreven af
Hunde paa Stranden ved Egedesminde. Kun en af dens Fødder
blev reddet fra Hundene og af Olrik indsendt til Museet.

Arten er amerikansk. Dens nermeste Hjemsted er Labrador.
Som vildfarende er den over 20 Gange kommen til de Britiske Ger.

84. Phalacrocorax carbo (L.). Skarv.

Pelecanus carbo L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 38. — Carbo
cormoranus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 450. — Graculus
carbo (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 85 (kun Navnet).

Phalacrocorax carbo (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1879. —
Baird, Brewer, Ridgway, Water Birds of N. Amer., II, 1884. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgrenlandsk. Okaitsok, tungeles, fordi Tungen er overmaade lille;
Ungen kaldes Okaitsoak, undertiden ogsaa Kidlingejouk. (Fabricius.)

De foreliggende 4 gronlandske Skarve-Skind ere ganske
som Skind fra Danmark.

En hvid Skarv indsendtes til Museet i 1843 fra Juliane-
haab (den findes her ikke mere).

Skarven er almindelig langs Grønlands Vestkyst; som
ynglende findes den mest раа Strækningen Nord for Godthaab ;
som Vintergjæst er den derimod almindelig ogsaa sydligere.
Paa Østkystens sydlige Del ег den set. Paa stejle Fjeldvægge
ved Havet har den oftest sit Tilhold; dér hviler den flokkevis,
og dér bygger den Rede, øverst oppe; mange Bjerge langs
Grønlands Kyst have Navn efter Skarven. Som dens Føde
nævner Fabricius særlig Ulken, Cottus groenlandicus. Æg ere
fundne fra 28de April til 29de Juni.

Ved Nanortalik fandtes den, som Vahl meddeler, om Vinteren
1828—99,

Г Egnen om Julianehaab skal der om Vinteren af og til sees
Flokke paa indtil 10 Stykker, efter hvad Bruun har hørt af Gron-
lænderne.

16*

244
(Phalacrocorax carbo.) :

Ved Sanerut, Syd for Arsuk, saa Bruun to Skarver 30te Maj
1894.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den 1 1386—88 ikke ualmindelig
om Vinteren indtil Slutnmgen af April; kun sjelden gik den langt
ind i Fjorden. — I 1890—91 blev den derimod ikke set af Helms.

Ved Arsuk blev en Skarv bragt skudt til Krabbe 20de De-
cember 1889. — Efter hvad Helms horte paa Stedet 1 1893, skal
den om Vinteren, iser i Februar og Marts, vere almindelig 1 Om-
egnen, undertiden i større Flokke; visse stejle Klipper, der gaa lige
ud til Vandet, tjene den da til Opholdssted om Natten.

I Egnen om Frederikshaab ynglede den neppe, efter hvad
Fabricius meddeler i sit Haandskrift, undtagen i Narsalik-Fjord. |

Fra Fiskenæs har Museet modtaget Skind i 1836. Samme
Sted nævnes den af Finsch, i 1874, som skudt 25de November.

Inde i Godthaab-Fjord nævner Giesecke i 1808 en stejl Fjeld-
væg, Taterat, hvor Skarver skulle bygge i Selskab med Rider. —
Et andet Sted i Godthaab-Fjord, Sardlok, nævner Raben i 1823
som Yngleplads for Skarver sammen med Alke og Maager. I Syd-
Gronland, havde han hert sige, vare Skarverne sjeldne om Sommeren,
men fandtes i Mengde om Vinteren, og de sad da flokkevis paa
Skjerene i Havet. — Efter hvad Holbøll skriver i 1840, skulde
der 1 Godthaab-Fjord kun yngle enkelte Par.

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, hele Aaret;
men mange trække om Foraaret mod Nord.

I Nagsugtok-Fjord (Nordre-Strømfjord) nævnes den af J. A. О.
Jensen 1 1879 som talrig.

Fra Kangatsiak Syd for Egedesminde modtog Fencker dens
Æg i 1880.

Paa Kronprindsens-Ejland fandt Fencker den ynglende adskillige
Steder 1 Juli 1879.

Ynglesteder paa og ved Disko nævnes allerede af Fabricius, 1
hans Haandskrift. — I 1807 omtaler Giesecke det stejle ,Skarve-
fjeld", et Trap-Fjeld ved Godhavn paa Sydøstkysten af Disko; раа
Øens Nordkyst nævner han i 1811 Basalt-Fjeldet Okaitsut, en stejl
Bjergvæg, som Boplads for Skarver, som Navnet udsiger; og paa
Sydvestkysten nævner han i 1812 det udsædvanlig stejle Trap-Fjeld
Naujarsuit, hvor Skarver bygge sammen med Stormfugle og Maager.
— Ved Godhavn Skarvefjeld iagttog Fencker den sidst i April
1879.

Ved Ritenbenk fik Fencker den i Maj 1891.

245

I Umanak-Egnen yngler den, efter hvad Vahl skriver i Brev
af 1834.

Ved Upernivik er Skarven almindelig som ynglende, efter
hvad Vahl og Fencker meddele i 1834 og 1885—89. Efter Feneker
indfandt den sig i 1885 ved Upernivik 1 Begyndelsen af April. I
86 kom den ved Augpalartok 84е April; ved Upernivik var den at
se i Vaagerne 24de April. Som Ynglesteder nævnes samme Aar
Inigsungarsuk Øst for Upernivik og Fuglefjeldet ved Kaersok Syd
for Upernivik; ogsaa noget Nord for Tasiusak skulde den yngle.
14de April 87 blev den skudt ved Inigsungarsuk; 27de April var
den kommen ved Fuglefjeldet ved Kingigtok, Nord for Upernivik;
1ste Maj nævnes den som tilstede 1 Vaagerne ved Upernivik. 29de
Marts 88 vare mange Skarver paa Fjeldet ved Augpalartok. 10de
April 89 var den kommen samme Sted.

Fra den sydlige Del af Østkysten nævnes den af Graah i 1839.

Ved Sermilik ved Angmagsalik skal den yngle, meddeler J.
Petersen 1 1897. Om Vinteren skal den vere bortrejst.

Arten er nermest europeisk-asiatisk, med vid Udbredelse; men
den yngler ogsaa paa Vestkysten af Davis-Strædet, 1 Labrador og
paa den nærmeste sydligere Del af Nord-Amerikas Østkyst, hvorfra
den om Vinteren vandrer endnu længere mod Syd langs Kysten.
Dens nærmeste Hjemsteder i Europa ere Færøerne og Island.

85. Sula bassana (L.). Sule.

Pelecanus bassanus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p.91. — Sula
alba: Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv., Bd.3, 1824, p.64. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, p.451. — Sula bassana (L.): Reinhardt
jun., Ibis 1861, p. 19.

Sula bassana (L.): Dresser, Birds of Europe, VI, 1880. — Baird,
Brewer, Ridgway, Water Birds of М. Amer., II, 1884. — Coues, Key М. Amer.
Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgrenlandsk. Kuksuk. (Fabricius.) (Sammenl. Cygnus musicus.)

Sulen ег kun som en sjelden Gjæst set i Davis-Strædet
ved Grønlands Sydvestkyst.

Fabricius havde, som han meddeler i sit Haandskrift, kun én
Gang set en Sule i Grønland; den var tagen levende ved Frederiks-
haab i November. En Sule fra Egedesminde nevnes i 1824 af
Reinhardt sen. som indsendt til Museet i Kjøbenhavn (den findes
her ikke mere). Holbøll havde enkelte Gange set den i Davis-
Strædet; en Gang havde han fundet den død ilanddreven ved

246
(Sula bassana.)
Godthaab; fra Julianehaab modtog han i 1842 en ikke fuldt udfarvet
Fugl, som han indsendte til Museet.
Arten er nordatlantisk, ynglende baade ved Europas og ved
Amerikas Kyst.. Dens nærmeste Hjemsteder ere Færøerne, Island
og Sydestkysten af Labrador.

86. Falco æsalon Tunst. typicus. Dvergfalk.

Falco æsalon: Kumlien, The Auk, vol. IV, 1887, p. 345. — A. Newton,
Arctic Manual, 1875, p. 96. — (Kolthoff, i Nordenskiold, Den andra Dick-
sonska Exp: till Grönl., 1885, р. 196.)

Falco regulus Pall. & F. columbarius L.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. I,

1874. — Falco lithofalco Gmel. & var. columbarius L.: Baird, Brewer,
Ridgway, Hist. М. Amer. Birds, Land Birds, Ш, 1874. — Falco æsalon
Tunst.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1875. — Falco columbarius: Coues,

Key N. Amer. Birds,. 1884. — Falco regulus Pall. & Е. columbarius L. ete.:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Dvergfalken er kun en enkelt Gang sikkert set i Gronland.

En ung Han af den europæiske Race blev skudt ved Kap
Farvel 3dje Maj 1875 og sendtes af Wiepken til Kumlien. (Med
„Кар Farvel" kan i dette Tilfælde vist kun menes et eller andet
Sted i Syd-Gronland, maaske Frederiksdal eller Nanortalik; selve
Kap Farvel ligger langt fra nogen Boplads. Eller maaske Falken
er skudt tilsos ?)

(Kolthoff opfører Artens Navn i sin Fortegnelse over Fugle sete
ved Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, 1ste Juli 1883; men
lagttagelsen synes ikke sikker.)

Paa Havet langt Syd for "Grønland, paa 57° 41’ М. Br., 35°
93’ V.L., blev en Dvergfalk, ogsaa af den europæiske Race, i Maj
1867 fanget af Whymper, som meddelt af Newton.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse mod Syd. Den
europæisk-asiatiske Race har nærmeste Hjemsted. paa Færøerne og
Island, den amerikanske 1 Labrador.

87. Falco peregrinus Tunst. var. anatum Вопар,
Vandrefalk.

Falco peregrinus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р.388. —
Reinhardt jun., Ibis 1861, p.5.

Falco communis Gmel., etc.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. I, 1874.
— Falco communis Gmel. & var. anatum Bonap., etc.: Baird, Brewer,
Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, Ш, 1874. — Falco peregrinus
Tunst.: Dresser, Birds of Europe, VI, 1876. — Coues, Key N. Amer. Birds,

ite

247
1884. — Falco peregrinus Tunst. & Е. peregrinus ИН (Bonap.), ete.:
Ridgway, Manual №. Amer. Birds, 1887.

De gronlandske Vandrefalke ere sikkert af den amerikanske
Race var. anatum, der dog ikke er fast skilt fra den typiske
europæiske. — Af de 15 foreliggende gronlandske Skind ere 9
af voxne og 6 af unge Fugle. Af de ni Skind af voxne er der
vel kun fire, hvis Bryst er ganske eller nesten ganske uden
Lengdepletter som hos den egteste var. anatum; men hos de
andre findes kun nogle faa ganske smalle Lengdepletter nederst
paa Brystet, som det ogsaa ofte findes hos var. anatum,
medens den typiske europæiske F. peregrinus oftest har Brystet
mere lengdeplettet; der er dog blandt Museets europæiske
Vandrefalke nogle, der ogsaa kun have ganske faa Pletter
nederst paa Brystet, og som i det hele neppe ere til at skjelne
fra de grønlandske. De unge grønlandske Vandrefalke ere der-
imod oftest mere forskjellige fra de unge europæiske; de kunne
vere omtrent lige saa lyse som de europæiske; men de pleje
at udmærke sig ved deres paafaldende mørkere, dybt sorte Farve
paa Oversiden af Hovedet og paa Ryg og Vinger og ved noget
morkere Farve paa Undersidens Lengdepletter. Ganske lignende
mørke unge Fugle. haves i Museet fra de Vestindiske Qer og
fra Chile.

Der findes desuden baade hos de gamle og hos de unge gren-
landske Vandrefalke ret betydelige Forskjelligheder enkeltvis.
Hovedets Overside kan vere mere eller mindre merk hos de voxne,
blaalig eller oftest nesten sort. Hos de unge kunne de sorte Fjer
paa Hovedets Overside vere mere eller mindre kantede med gullige
Rande; en lys Stribe over Øjet kan findes eller mangle, о. s. у.

Vandrefalken er ikke sjelden som ynglende langs Gron-
lands Vestkyst, baade i Syd og Nord. Som Trækfugl skal den,
i hvert Fald oftest, komme forholdsvis. sent til Landet, og den
vandrer igjen bort i Oktober. Særlig jager den Snespurve.
Æg skulle vere fundne. fra 13de April til 15de Juni.

Fra Julianehaab har Museet modtaget Skind 1 1838 og Ag i
1849, 56 og 61. — I Egnen om Julianehaab saa Bruun den ofte

248
(Falco peregrinus.)
1 Sommeren 1894, mest parvis, baade 1 Igaliko-, Tunugdliarfik- og
Sermilik-Fjord.

Ved Ivigtut saa Hagerup den ikke 1 Аагепе 1886—88, men
fik kun et Skind af en, der var skudt for nogle faa Aar siden. —
I 1890 4de September saa Helms to flyvende sammen ved Ivigtut,
ligeledes én den 5te Oktober.

Fra Frederikshaab fik Hagerup Skind af to unge Fugle, der
vare skudte i Efteraaret 1886, og et Skind af en Hun, der var
skudt fra en Rede med to Æg 914е April 1888. En Rede med
et Æg fandtes 1ste Maj 1888.

Som ynglende ved Fiskenæs nævnes den af Holbøll. Skind
derfra har Museet modtaget fra Juli og August 1840. Skind fra
samme Egn omtales af Finsch.

Som skudt ved Godthaab nævnes den af Holbøll i Brev af
1823. Som ikke ualmindelig dér 1 September 1892 nævnes den
af Fencker.

Ved Aulatsivik-Fjord Syd for Christianshaab blev den set af
Kolthoff i Juli 1883.

Fra Kangatsiak Syd for Egedesminde fik Fencker 1 August
1884 Han og Hun skudte ved Reden. Æg derfra modtog han, fra
Foraaret 87.

En neppe flyvefærdig Unge modtog Fencker i 1883 fra Ikamiut
Ost for Egedesminde.

Fra Grenne-Ejland i Disko-Bugt fik Fencker den i Juni 1883.

Fra Christianshaab nævner Fencker den oftere. En ung Fugl
derfra fik han i Oktober 1879. 16de Maj 81 blev en skudt ved
Reden. 21de Oktober 82 saa han den jagende en Hvidvinget
Maage, uden Held. I August og September 83 bleve tre skudte 1
Egnen.

Ved Jakobshavn blev den, efter Fencker, skudt 1 September 1890.

Over Kronprindsens-Ejland saa Fencker den flyvende 1 Juli 1879.

Fra Godhavn er den sendt til Museet 1 1859. Fra Disko-Fjord
fik Fencker den i August 1879.

Paa Svartenhuk-Halvo bleve, efter Fencker, Han og Hun
skudte ved Reden 1 August 1882. :

I Egnen om Upernivik yngler den almindelig, efter Fencker.
Han nævner den 1 Aarene 1884—88 oftere fra Upernivik, Aug-
palartok og Tasiusak i Sommer-Maanederne.

Paa Vandring over Havene omkring Grønland er den set flere
Gange. — Over Davis-Strædet nærmest Vestkysten blev den set af

Gurte

249

Sabine i 3dje Uge i September 1818. — 184е Juni 1821 over Havet
nær Kap Farvel forfulgte den Flokke af Snespurve, meddeles af Parry og
Richardson. — Over Atlanterhavet SV. for Island har Holbgll to
Gange set den.

Arten er circumpolar, med vid Udbredelse mod Syd, som yng-
"lende, til Afrika, Ny-Holland, Syd-Amerika о. s.v. Den yngler ogsaa
i Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet og 1 Norge; paa Fær-
gerne har den kun vist sig som mere tilfældig, og fra Island kjendes
den ikke; derimod skal den vere set paa Jan Mayen.

88. Falco gyrfaleo L. typicus & var. islandicus Gmel. ex Briss.
& var. candicans Gmel. Jagtfalk.

Falco rusticolus L. (9: candicans, mørke Race) & Е. fuscus Fabr.
(9: candicans juv.; at det var den yngre Fugl af foregaaende, mente Fabri-
eius selv; han havde iagttaget Dragtskiftet) & Е. islandus Müll. (9: candi-
cams, lyse Race): Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p.55—58. — Falco islan-
dicus (9: islandicus & candicans): Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843,
p. 385. — Falco gyrfalco L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 81
(kun Naynet). — Falco islandicus candicans Schl. (9: de unge af baade
islandicus og candicans) & Е. arcticus Holb. (9: de gamle af baade islan-
dicus og candicans): Holball, Zeitschr. f. 4. ges. Naturw., Bd. 3, 1854, р. 426.
— Falco candicans Gmel. (9: islandicus & candicans): Reinhardt jun,
Ibis 1861, p. 4. | |

Hierofalco candicans -Gmel. (9: candicans partim) & H. islandus
Gmel. ex Brünn. (9: islandicus, nec islandus Brünn.) & Н. holboelli Sharpe
(9: candicans partim ad. & islandicus juv.) & H. gyrfalco L. (9: typicus):
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus., I, 1874. — Hierofalco gyrfalco L. var. can-
dicans & var. islandicus & var. gyrfalco & var. sacer (9: nærmest islan-
dicus) & var. labradora (9: nermest typicus): Baird, Brewer, Ridgway,
Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, Ш, 1874. — Falco gyrfalco L. & Е. сап-
dicans Gmel. & F. islandus Gmel. (9: islandicus, nec islandus Brünn.):

Dresser, Birds of Europe, УТ, 1875—76. — Falco sacer (9: nærmest islan-
. dicus) & Е. sacer obsoletus (9: labradorus) & F. islandicus & Г. candi-
cans: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Falco islandus Brinn. (9: can-

dicans) & Е. rusticolus (L.) (9: islandicus) & Е. rusticolus gyrfalco (L.)
(9: typicus) & F. rusticolus obsoletus (Gmel.) (9: labradorus): Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Artens almindelige Navn er Kirksoviarsuk, enten efter
Stemmen eller maaske af Kirkserpok, springer ned, efter dens Maade at slaa
ned paa sit Byttte; ved Godthaab kaldes den ogsaa Kekingoak, efter Skriget.
Den mørkeste Race kaldes Kirksoviarsuk Kernektok, den sorte eller mørke
Falk; den mest spraglede Race kaldes Millakulartok, den plettede, af Millak,
Plet; den lyseste Race hedder Kakortok, den hvide, eller Kakortuinak, den
ganske hvide. (Fabricius.) — Kigssaviarsuk. (Rink, Helms.) — Ostgronlandsk.
Napalekitsek. (Rink.)

250
(Falco gyrfalco.) i

De grønlandske Jagtfalke kunne henføres til de tre Racer,
Falco gyrfalco typicus, var. islandicus og var. candicans, der
dog paa ingen Maade ere skarpt skilte.

Efterhaanden er det klaret, at der blandt de nordiske Jagt-
falke fra Skandinavien, Island og Grenland tilnød kan skjelnes
tre Hoved-Racer: 1) en morkfarvet, Falco gyrfalco typicus, der
i Farvetegning, baade som ung og gammel, minder meget om
` forskjellige andre væsenlig mere sydlige Falke, som À pere-
grinus, 2) еп noget lysere, F. gyrfalco var. islandicus, og
3) en endnu lysere, F. gyrfalco var. candicans. Den morkeste
Race hører mest hjemme i forholdvis, milde Egne, som
Skandinavien, den lyseste lever i de koldeste Lande. Ofte
regnes de tre Racer for egne Arter, eller de udstykkes endog-
saa i flere Arter; men med langt storre Ret regnes de for vesenlig
klimatiske Racer af samme Art. Forskjellen imellem dem er ringe
og ikke fast; det er kun en Forskjel i Farve; de Dele af
Dragten, der hos den merkeste Race ere lyse, blive lysere hos
de andre Racer, og den lyse Farve fortrenger den morke
mere og mere, baade hos unge og gamle Fugle, jo mere koldt
Arten lever. — Det har varet lenge, inden man har faaet fuldt
Rede paa de mange Forkledninger, hvori Jagtfalkene kunne
vise sig. Den sterste Kilde til Fejltagelse var den, at man ikke
rigtig forstod at skjelne mellem unge og gamle Fugle. De
fleste af de mange Spergsmaal, der frembod sig, lostes af sig
selv, da det viste sig, at de voxne Fugle altid kunne kjendes
paa den fremherskende tverstribede Tegning, paa Ryg og Bug,
og paa de merke Deles rene blaasorte Farve, medens de unge
Fugle ere kjendelige paa deres fremherskende Langdepletter,
paa Ryg eller Bug eller begge Steder, og paa de mørke Deles
mere brunlige Farvetone. Blasius, Dresser, Hancock, Newton
og Schlegel ere maaske de Mend, der mest have bidraget til
at klare Spergsmaalene.

| Gronland findes som sagt de tre Hoved-Racer. F. gyr-
falco typicus ег sjelden, men kjendes baade fra Syd- og Nord-

ER GE

RCE ЕЖЕ

ove Hien ae.

#

à
a
i
}
ra
й
i
i

|

251

Grønland. Var. islandicus er ret almindelig i Syd-Gronland,
men kjendes ogsaa i Nord-Gronland. Var. candicans sees al-
mindelig over hele Landet, ynglende 1 Nord-Gronland og i
hvert Fald undertiden i Syd-Grenland; om den i Syd-Gronland
oftest kun viser sig som Gjest, eller om den ogsaa dér stadig
yngler, vides ikke. Om Racernes indbyrdes: Mengdeforhold i Gron-
land giver Museets Samling vist en nogenlunde rigtig Forestilling.
Af de 57 grønlandske Skind, der for Øjeblikket findes i Museet,
og som ere sammenbragte fra alle Dele af Landet, ere 3 af
Falco gyrfalco typicus, 2 gamle og 1 ung; 17 ere af var. is-
landicus, 4 gamle og 13 unge; og 37 ere af var. candicans,
12 gamle og 25 unge. Adskillelsen mellem Racerne lader sig
nogenlunde let gjennemfore for de gamle gronlandske Fugles
Vedkommende; blandt de unge Fugle er Skjellet mere vilkaar-
ligt; Adskillelsen vilde sikkert blandt de gamle Fugle vise sig
lige saa vilkaarlig som blandt de unge, hvis der af de gamle
havdes lige saa mange Skind som af de unge.

Hvad der i Museet haves af gamle. grønlandske Jagtfalke,
er folgende:

Е. gyrfalco typicus ad. vist 9. Syd-Gronland. Ikke til at
skjelne fra typisk skandinavisk F. gyrfalco. "Stemmer ganske
med Billedet hos Dresser undtagen i, at Rygfjerenes lyse Tver-
baand ere endnu smallere. — Sterk sort Skjægstribe: findes.
Hovedets Overside helt merkt skiferfarvet. Bryst og hele Bug
med mange og store mørke, skiferfarvede, rudeformede Pletter
og, paa Siderne og bagtil, med mørke Tværbaand, alt paa hvid-
blaa Grund. Ryg-, Skulderfjer (9: Vingens Dekfjer) og Armsving-
fjer markt blaalig skifersorte med redlighvide eller, oftest, morkt
blaalighvide Tværpletter og Tværbaand og Randpletter ; Haand-
svingfjerene! af samme Skifer-Farve med redlighvide Tværbaand
og Marmoreringer paa Inderfanen, tildels er ogsaa Yderfanen
marmoreret. Halen skiferfarvet med blaalighvide noget mar-
morerede Tverbaand. Nebet merkt. Foden blyfarvet med ind-
blandede "gule Skæl. Vingens Længde er 420 mm, lidt længere

252
(Falco gyrfalco.)
end det største Maal, 410, der opgives af Collet for ГР. gyrfalco
typicus Ф (Nyt Mag. f. Naturv., Bd. ХХХУ, 1894, р. 172).

Et Skind af en gammel Han fra Klaushavn, Oktober 1880,
er nærmest som F. gyrfalco typicus; men den mørke Skjæg-
stribe er forholdsvis svag. Vingens Længde er 370.

Var. islandicus ad. Syd-Grenland. Nojagtig stemmende
med Skind fra Island og stemmende godt med Dresser’s Billede
undtagen i at have de lyse Baand paa Rygfjerene smallere.
Forskjellen fra var. typica er ikke stor: Skjægstriben er næsten
forsvunden, ved Indblanding af hvide Striber. Hovedets Over-
side er noget spettet med Hvidt, ved hvide Rande paa Fjerene.
De morke Pletter og Tverbaand paa Bryst og Bug ere ferre
og mindre. Oversidens og Halens lyse Tverbaand ere noget
lysere. (Neb og Fod som hos var. typica. Vingens Lengde
310.)

Tre andre Skind ere næsten af samme Udseende.

Var. candicans, тогКез(е Васе, ad. Arsuk. Stemmende
godt med Dresser’s Billede. Hovedet og hele Undersiden ren-
hvide, Hovedets Overside dog med smalle sorte Lengdestriber
og Bugens Sider og Laarene med smaa morke draabeformede eller
rudeformede Pletter. De lyse Tværbaand paa Oversidens Fjer
meget bredere end hos var. islandicus og rent hvide, kun paa
Overgumpen blaalige, den morke Farve раа Ryggens og Skul-
derens Fjer dog tilstede i Form af store Halvmaaner, og Halen
hvid med brede mørke Tverbaand paa de fleste af Fjerene og
med lidt mørke Marmoreringer i Randen. Svingfjerene meget
regelmessig tværbaandede med Hvidt og Morkt. Næbet blaa-
ligt, med lysere Grund. Foden lyst graa. (Vingens Lengde 400.)

Var. candicans, lyseste Васе, ad. Godhavn. Stemmende
godt med Dresser’s Billede, dog endnu lysere. Hoved, hele
Underside og Hale hvide, i Nakken og paa Siderne af Bugen
enkelte ganske smaa sorte Prikker, ligeledes et Par sorte Prik-
ker paa Halen. Ryggens Fjer med smaa halvmaaneformede
eller hjerteformede morke Pletter, ligeledes Skulderfjer og Arm-

253

svingfjer. Haandsvingfjerene hvide med mørke Tegninger i
Spidsen og med enkelte mørke Tverpletter. (Paa Ryggen
findes enkelte afblegede Fjer af den yngre Dragt, hvide med
ganske smalle brunlige Længdepletter.) Nebet gult. Foden
gul. (Vingens Længde 360.) (En endnu lysere, med endnu
mere indskrænkede mørke Tegninger, haves i Museet fra Is-
land.)

Ti andre Skind af var. candicans ad. danne Mellemtrin
mellem mørkeste og lyseste Race; neppe to Skind ere ens.
Ofte findes Afvigelser fra den jevne Overgangs-Række. Saaledes
er der flere Skind, der vel paa Rygfjerene have meget smallere
mørke Halvmaaner end den ovenfor omtalte mørke candicans,
men som dog раа Bugens Sider og раа Laarene have langt
flere og større mørke Pletter og Tværbaand; enkelte Pletter
раа Halens nedre Dækfjer kunne ogsaa findes; Hale og Sving-
fjer kunne være mere mørkt marmorerede, о. s. у.

Blandt Museets unge grønlandske Jagtfalke er der nogle,
der ere fuldt saa mørke som Ungerne af den skandinaviske
Е. gyrfalco typicus, andre, der ere lige saa hvide som de
hvideste af de voxne af var. candicans, og mellem de mørkeste
og de lyseste findes saa jevne Overgange, at det kun er med
nogen Vilkaarlighed, at Skindene af de unge Fugle kunne for-
deles til de samme Racer som Skindene af de gamle. Hvad
der haves i Museet er følgende:

F. gyrfalco typicus juv. Fiskenæs. Ikke til at skjelne fra
typisk skandinavisk F. gyrfalco juv. Noget mørkere end paa
Dresser's Billede. Ren mørk Skjægstribe findes. Hovedets
Overside næsten ublandet mørk. Hele Undersiden, fra Strube
til Hale, tæt stribet med brede mørke Længdestriber раа hvidlig
Grund, раа Laarene og under Halen dog tildels med uregel-
mæssige Tværpletter. Ryggen ublandet mørk, Fjerene næsten
uden lysere Rande. Skulderfjer og Armsvingfjer ligeledes mørke,
kun hist og her med enkelte lyse Prikker som Antydning af
Tyærbaand. Haandsvingfjerene mørke; deres Tværbaand findes

254

(Falco gyrfalco.)
kun paa Inderfanen og ere skjulte, naar Vingen er sammen-

foldet. Halens øvre Dekfjer mørke med korte lyse Tverpletter.
Halefjerene mørke med smalle lyse Tværpletter, som paa de
mellemste Halefjer kun svagt skimtes. Nebet mørkt. Foden
graa. Vingens Længde 370.

Var. islandicus, mørkeste Race, juv. Nanortalik. Stem-

mende godt med Dresser’s Billede. Næsten ikke afvigende fra
foregaaende i andet end, at Skjegstriben er bleven noget
utydelig ved Indblanding af hvide Fjer-Rande, og at Hovedets
Overside ligeledes er hvidstribet. (Næbet morkt. Foden graa.
Vingens Lengde 370.)

Var. islandicus, lyseste Васе, juv. Nanortalik. Afviger
fra den mørkeste Race i følgende: Skjægstriben er endnu mere

utydelig. Hovedets Overside hvid, dog med temmelig brede

mørke Striber. Undersidens mørke Pletter smallere, paa Struben
næsten forsvundne; ligeledes de mørke Striber paa Halens
nedre Dækfjer, dels forsvundne, dels kun tilstede som yderst
smalle linieformede Skaftstriber. Rygfjerene med tydelige
hvide Rande og tildels med ret anselige lyse Pletter. Skulder-

fjer og Armsvingfjer ligeledes, de lyse Pletter tildels tilstede

som Tværbaand. Haandsvingfjerene tildels med lyse Spidser og
med lyse Pletter eller Marmoreringer paa Yderfanen. Anselige
lyse Tværpletter paa Halens øvre Dækfjer. Halens lyse Tvær-
pletter store, næsten som sammenhængende Tværbaand, ogsaa
skarpt udprægede раа de mellemste: Halefjer. (Næbet mørkt,
Foden blyfarvet. Vingens Længde 370.) — Trods sin forholdsvis
store Lyshed maa den dog henføres til de mørke Hoved-Racer ;
enkelte frembrydende nye Fjer раа Ryggen, tilhørende den voxne
Fugls Dragt, vise klart, at den er af var. islandicus.

Elleve andre Skind af var. ?tslandicus juv. danne jevn Over-
gang mellem de mørkeste og de lyseste.

Var. candicans, mørkeste Васе, juv. Godthaab. ITegning
næsten fuldstændig som lyseste Race af var. islandicus, kun med
de lyse Tegninger раа Ryg, Vinge og Hale lidt større og

о ee SÅ ETS

255

Undersidens mørke Pletter lidt mindre, de mørke Striber paa
Halens nedre Dekfjer manglende. Nebet hvidligt med mørk
Spids. (Foden blyfarvet. Vingens Længde 410.) — Trods sin
store Overensstemmelse med foregaaende har den dog i det
hele et tydelig lysere Præg.

_ Var. candicans, lyseste Васе, juv. … Godthaab. Stem-
mende godt med Dresser's Billede, dog lysere. Hoved, hele
Underside og Hale hvide; i Nakken og paa Siderne af Bugen
enkelte ganske smaa mørke Længdestriber. Ryggens Fjer og
de mindre Skulderfjer hvide med еп эта! mørk Længdestribe
langs Midten. De større Skulderfjer og Armsvingfjerene hvide
med smalle uregelmæssige mørke Tverbaand. Haandsvinfjerene
hvide med mørke Tegninger i Spidsen. Nebet hvidligt. Foden
ganske lys. (Vingens Længde 370.)

Tre og tyve andre "grønlandske Skind af var. candicans
Juv. danne den jevneste Overgang mellem mørkeste og lyseste
Race.

(De unge længdestribede Jagtfalke af meget lys Race regnes
ofte for gamle Fugle. Et Skind som det ovenfor nævnte af en
meget lys candicans med mørke Tværpletter men med enkelte af-
slidte og afblegede Rygfjer med de ganske smalle mørke Længde-
pletter er tilstrækkeligt til at vise den rette Sammenhæng, at den
længdestribede Fugl er den unge i Forhold til den tværstribede.
Jeg har ogsaa udtaget Lemmeknogler af et af de hvideste længde-
stribede Skind og fundet, at Knoglerne ikke vare fuldt saa glatte

og muskelmærkede som hos de gamle. Og Fabricius siger udtryk-
| kelig, i sit Haandskrift, at „man ser baade hvide og graa Unger
imellem hverandre" ; og en lignende lagttagelse er gjort af Holbøll.
— Hvor længe den længdestribede Dragt bæres, om den ombyttes
med den tværstribede ved første Fælding, naar Fuglen er omtrent
et Ааг gammel, eller om den kan bæres længere, er derimod et
Spørgsmaal, der vist ikke er klaret: — Et andet Spørgsmaal, der
heller ikke er fuldt klaret, er det, om den enkelte. Fugls Dragtskifte
foregaar udelukkende ved Fælding, eller om. der ogsaa kan finde
Omfarvning Sted (som Sharpe har sagt, Proceed. Zool. Soc. London,
1873). Det kan dog siges temmeligt sikkert, at hvis Omfarvning
finder Sted, kan det kun vere i ringe Udstrækning; ellers vilde

256

(Falco gyrfalco.)

man vel ikke hos unge Fugle se gamle slidte Fjer med ganske
samme Tegning som friske Fjer hos andre, yngre Fugle. — Et
tredje Spørgsmaal er, om de voxne Fugle med Alderen afvige fra
den Dragt, som de have faaet efter Ungedragten. Efter de lagt-
tagelser, der ere gjorte paa Falke 1 Fangenskab, ser det ud til, at
den Dragt, der er fremkommen efter Ungedragten, altid væsenlig
bevares gjennem de senere Feldinger, og det samme synes at
fremgaa af Undersøgelse af Skind af gamle Fugle 1 Felding, hvor
de nye Fjer ere tegnede som de gamle.)

De morke og de lyse Jagtfalke holde sig heller ikke i
Naturen skilte fra hverandre. Holbell har flere Gange set en
mark og еп lys i samme ynglende Par. Og i samme Rede
findes undertiden mørke og lyse Unger; Holbøll har i Nord-
Gronland engang faaet fire Unger af et Kuld, og af dem vare
de tre meget lyse med lysebrune Striber, medens en var mørk
blaagraa nesten uden Aftegning.

Jagtfalken er almindelig udbredt som ynglende langs Grøn-
lands Vest- og Østkyst; i ringe Mængde findes den ogsaa ved
Nordkysten. Den kan sees i Landet hele Aaret; men fra de
nordlige Egne strejfer den tildels mod Syd Efteraar og Vinter,
maaske især følgende Вурегпе. Den færdes allevegne, baade
ved Kysten og inde i Land; undertiden ser mån den ogsåa раа
større Is-Stykker i Havet langt fra Stranden. I Yngletiden holder
den sig mest inde i Fjordene. Den lever af Вурег og mindre
Søfugle som Tejste, Søkonge o.s.v.; fra Fuglefjeldene henter
den Unger fra Rederne; Holbøll har set den tage to Unger af
Larus tridactylus paa én Gang i sine Kløer; ligeledes har han
.Set den tage to Sortgraa ВУег, en i hver Klo; hvor Lemminger
findes, kan den ogsaa fange dem. Dreven af Sult skal den for-
søge at fange Ravnen; men Ravnen forsvarer sig og kalder ved
sit Skrig sine Fæller til Hjelp. Flyvende tamme Duer jager
den; men den skal ikke være istand til at fange dem. Reden
bygger den paa utilgængelige Fjelde, helst i Nærheden af
Fuglefjelde. Æg findes fra Midten af April til Juni.

Ved Nanortalik saa Vahl den i Vinteren 1828—29, som med-
delt i hans Haandskrift.

ave Ti

ЕЕ Е, ET nn EIER EEE

che dt ЗАГАР

i

(Xo)
or
—]

Ved Julianehaab saa Bruun den nogle Gange 1 Juli og August
1894 ved Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord. Ynglepladser kjendtes
ikke der.

Ved Ivigtut i 1886—88 saa Hagerup om Sommeren kun faa.
Den ynglede ved et Fuglefjeld, hvor en „этаа“ Hun blev skudt 3dje
Juni 1886. Om Vinteren var den ret almindelig; talrigst syntes
den at vere ved Midvinter; baade graa og hvide bleve da sete,
flest hvide. — Om den i 1890—1891 ynglede ved Ivigtut eller ej,
kunde Helms ikke udfinde; 24de Juli 1890 blev en mork Falk set;
men ellers viste ingen sig som om Sommeren; forst 29de Septem-
ber blev igjen en Falk set, meget mørk, forgjæves jagende Duer.
— I Oktober og November kom adskillige, endnu flere fra Midten af
_ December 1890 til Midten af Januar 91. I det hele syntes der at
vere flere graa end hvide; i de strenge Vintermaaneder vare vel
nok de hvide i langt overvejende Tal, men ogsaa i September blev
der skudt flere hvide end graa. Enkelte Gange saaes en hvid og
en graa sammen.

Ved Arsuk fandtes den, efter Krabbe, neppe ynglende i 1889
—90; men om Vinteren blev den ofte set. I den strenge Del af
Vinteren, fra November til Marts, var der flest hvide. — Heller
ikke Helms fandt den, 1 1893, ynglende ved selve Arsuk; derimod
blev der i Sommermaanederne set enkelte langs Kysten, udelukkende
graa. I Begyndelsen af Oktober viste der sig en Del ved Arsuk,
flest hvide.

Ved Frederikshaab nævnes den af Raben som skudt fra Reden
paa en stejl Klippe paa Øen Kekertak i Kvanefjord 11te August
1823. — Jorgensen omtaler den i sin Dagbog fra 1841 som al-
mindelig 1 Egnen. — Hagerup nævner to hvide Falke som skudte
i Yngletiden, April og Maj, ved Frederikshaab; og fra samme Sted.
havde han faaet et Kuld Æg, der skulde vere taget 16de April,
medens Jorden endnu var dækket af Sne.

En hvid Falk med en ung Maage i Kloerne saa Giesecke 4de
August 1808 ved Fuglefjeldet Ivnajuagtok ved Bunden af Godthaab-

Fjord. — Som ikke sjelden ynglende i Egnen nævnes den af Hol-
bell i Brev fra 1823; han havde der set hvide og graa 1 Par
sammen. — Fencker nævner den i 1892—93 oftere fra Godthaab,

baade fra Sommer og Vinter; 1 September 92 opfores den som
meget almindelig.
Kt Ynglested 1 Nagsugtok-Fjord (Nordre-Stromfjord) nævner
PON U

a)

25€
(Falco gyrfalco.)

Fencker, der ogsaa opfører den som ynglende et Sted Øst for Асю

og ved Iginiarfik Syd for Egedesminde.

Ved Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, iagttoges den
hvide Falk af Kolthoff 1 Juli 1883.

Paa Gronne-Ejland i Disko-Bugt saa Fencker i Foraaret 1881
en hvid Falk jaget af Ternerne.

I Egnen om Christianshaab yngler den, efter Fencker, ved
Laxe-Bugt og to Steder 1 Tasiusak. 25de Oktober 1883 saa Fencker
dér en Jagtfalk tage en Ederfugl 1 Flugten og bere den bort.

Som hjemmehgrende paa Disko nævner Giesecke 1 1807 baade
graa og hvide Falke. — Kumlien fandt Arten almindelig paa Disko
1 Sommeren 1878. — Fra Disko-Fiord ВК Fencker en ung Fugl i
August 79.

Paa Arveprindsens-@ lige overfor Ritenbenk yngler den, siger
Fencker, ligeledes fire andre Steder 1 Omegnen.

Paa Ubekjendt-Ejland 1 Umanak-Fjord toges dens Æg i Maj
1880, skriver Fencker.

Ved Upernivik yngler den hvide Falk almindelig, efter Fencker.
| Sommeren 1884 saa han den ved Kaersorsuak. Ofte 1 Sommer
og Efteraar neevnes den fra Upernivik, hvor den især synes at have
veret talrig i September 85. Ogsaa fra Tasiusak Nord for Upernivik
neevnes den.

Sabine saa Arten ved ,Baffin’s Three Islands“ paa 74°, i
1818.

Paa Northumberland-@ blev den set af Hayes 10de September
1854.

En hvid Falk nævnes af Stone som hjembragt fra Ме Cormick-
Bugt fra Peary’s Rejse i 1891— 92.

Ved Port Foulke viste den sig, efter Hayes, i 1861 om For-
aaret 1 Begyndelsen af Juni. |

Ved Thank-God-Harbour blev den af Deltagerne 1 ,Polaris“-
Rejsen set 22de Maj 1872.

Ved Newman-Bugt blev den set af Hall 1 Oktober 1871.

ER

En flyvende Falk iagttog Peary og Astrup midt i Juni 1892 |

inde over Indlandsisen Syd for Sherard-Osborn-Fjord; den kom fra
Vest og forsvandt mod Øst.

Som hjemmehgrende paa den sydlige Del af Ostkysten neevnes
Arten af Graah. Vahl iagttog den i Sommeren 1829 ved Keker-
tak, paa 60° 4’, og ved Auarket, paa 61° 15’; efter Gronlændernes

259

Udsagn skulde den yngle paa nogle Fjelde 1 Kangerdluluk-Fjord,
paa 61° 4".

Som ikke sjeldne ved Angmagsalik nævnes Falke af Holm 1
1885. — Samme Sted blev en Falk set af Bay 20de September
1892. — Som ynglende i Egnen, ved Tasiusak og Sermilik, nævnes
den af J. Petersen 1 1897.

Ved Scoresby-Sund var den ret almindelig 1 1891—92. Den
iagttoges, efter Bay, paa Sydkysten af Jameson-Land, hvor dens
Rede fandtes paa Kap Stewart ved Klippens øverste Rand; 22de
August 1891 blev dér set en hvid og en graa Falk sammen, 19te
August 1892 ligeledes to hvide og en graa. Den blev ogsaa
set paa Danmarks-0, ved Gaasepynt og Falkepynt, paa Renodden,
ved Bunden af Vestfjord og paa Øst- og Vestkysten af Milnes-Land.
1 Vinteren, fra 29de September 1891 til iste April 1892, blev
ingen set. Oftest viste den sig enkeltvis eller familievis; men 8de
April saaes 6 sammen paa Danmarks-®. Efter Gylpen at domme
er Føden dels Fugle dels Lemminger.

Paa Ostkystens nordlige Del iagttoges flere Gange hvide Falke
af Deltagerne i Rejsen med „Germania“ og „Hansa* 1 1869—70.

Arten er nordlig circumpolar. Den yngler ogsaa paa Island
og i Labrador. Den er set paa Jan Mayen og Grinnell-Land.
Hvorledes Racerne, der jo glide fuldstændig over i hverandre, ere
fordelte, er endnu ikke rigtig udredet.

89. Haliaëtus albicilla (L.). Havern.

Vultur albicilla L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 53. — Aqvila
albicilla & А. ossifraga: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 384—
385. — Haliaëtus albicilla (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 4.

Haliaetus albiciila (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. I, 1874. —
Dresser, Birds of Europe, У, 1875. — Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, Ш, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridg-
way, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestsronlandsk. Dens almindelige Navn er Nektoralik, som den efter
nogles Mening skulde have efter sin Stemme, men som rettere er afledet af
Nektorak, et krogformet Redskab, som Gronlænderne bruge til Bugsering,
og derfor betyder: den med Nektorak forsynede; dens Neb er i Form og
Storrelse som Nektorak. Ved Godthaab kaldes den ogsaa Tertersoak, efter
Stemmen. Andre Navne er Tingmiardlurksoak, den store, slemme Fugl, og
Isaruktorsoak, den storvingede. (Fabricius.) — Nagtoralik. (Rink. Helms.)

De 13 foreliggende gronlandske Havorne-Skind fra Nanor-
talik, Godthaab о. $. v., ere ikke til at skjelne fra europæiske. —
ly

260
(Haliaétus albicilla.)
Et af dem har en ret betydelig Indblanding af Hvidt paa Rye,

Vinge og Bug.

Havornen er almindelig udbredt som ynglende langs det
meste af Vestkysten; den er ogsaa hjemmehørende ved den syd-
lige Del af Ostkysten; ved Nordkysten er den kun enkelte Gange
set omstrejfende. I Syd-Gronland er den Standfugl; fra Nord-
Grønland vandrer den for Vinteren mod Syd for til ubestemt
Tid om Foraaret at vende tilbage. Den færdes langs Kysten,
baade ude ved Havet og inde i Fjordene, hvor den iser har
sin Rede. Den lever tildels af Aadsler, men fanger ogsaa So-
fugle, især Alkefugle og Ederfugle, og Fiske, iser Lax, under-
tiden ogsaa Ryper og smaa unge Sealer; paa Fuglefjeldene, som
den gjerne søger, tager den Unger af Rederne. Ofte sidder
den, som Fabricius siger, раа Toppen af en Klippe-Ø eller paa

en Fjeldspids ved Havet eller paa et Is-Stykke og ser sig om.

efter Bytte; efter de opstigende Luftbobler, der mærke de dyk-
kende Fugles Vej under Vandet, forstaar den at slutte, hvor
Fuglene ville dukke op, og dér flyver den hen og griber dem,
naar de komme til Vandets Overflade; af Ederfuglene tager den
især Hannerne, hvis lyse Farve gjør dem let kjendelige under

Vandet. Et Bytte, der er for tungt til at løfte op af Vandet,

slæber den gjennem Vandskorpen til Stranden halvt flyvende,
baglænds. Undertiden, naar den har slaaet Kloerne i en stor
Sel, bliver den, skrigende, dragen under Vandet og drukner.
Reden bygger den, mere eller mindre utilgengelig, paa stejle
Fjelde, af Kviste, Gres, Mos og Е ег. Fra Begyndelsen af
April til midt i Maj lægger den Æg.

Ved Nanortalik saa Vahl den i Vinteren 1828—29, som med-
delt i hans Haandskrift.

Ved Julianehaab nævnes Tunugdliarfik-Fjord af Giesecke i 1806
som særligt Tilholdssted for Havornen. — Samme Sted nævner
Jorgensen den som ynglende, 1 Dagbog for 1841; en Rede paa en
lille Klippe fandt han 20de Juni; Reden var bygget af Ris og Ho
о indeholdt en dunklædt Unge, et raaddent Æg og tre store Lax.
— Over Bjerget Redekammen saa Kornerup den i August 1876.
— I Sommeren 1894 fandt Bruun den baade ved Igaliko-, Tunugd-

(8)

DE Ber

DER ES

ча;

EEE

261

liarfik- og Sermilik-Fjord. En Rede saa han ved Sermilik-Fjord
højt tilfjelds paa et utilgængeligt Sted ved Stranden, en anden ved
Tunugdliarfik-Fjord 1 en Dal temmelig lavt nede paa en tilgængelig
Klippeafsats. Grønlænderne kjendte endnu 6 andre Ynglesteder
inde i Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord. @rnene fløj jevnlig langs
Elvene og slog ned i Vandskorpen efter Fiske.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig, yng-
lende paa alle Steder, der tiltalte den. Talrigst var den om Vin-
teren, især med Nordenvind. En Gang viste 12 Огре sig ved
Fjorden, en anden Gang 14. Ofte forfulgte den tamme Duer, der
dog ikke lod til at vere bange for den, men tantaliserede den ved
at kredse om den. 20de Juli blev en næsten flyvefærdig Unge
tagen fra Reden. — I 1890—91 fandt ogsaa Helms den almindelig
ved Ivigtut Aaret rundt, sjeldnest i Juli, August og September; 1
Februar og Marts 1871, da Fjorden var tillagt, og det aabne Vand
var over en Mil borte, saaes den dog flere Gange. Oftest viste den

— sig med Nordenvind, der er Paalandsvind ved Ivigtut; den trak da

. i smaa Selskaber, 2 til 5 sammen, langs Kysten, især Morgen og
Formiddag, og oftest fra Øst til Vest, afsøgende Kysten efter Aads-
… ler og andet, som Søen skyllede op. Reden fandt Helms ikke;
men det blev sagt, at man tidligere Aar havde set Reder flere
Steder 1 Nærheden.

Ved Arsuk saa Krabbe den ret ofte i Løbet af Vinteren
1889—90, enkeltvis; men om Sommeren blev den ikke set. — I
Sommeren 1893 fandt Helms den kun i ringe Tal langs Kysten
ner Arsuk, og ved selve Arsuk blev den kun set nogle faa Gange.

Fra Fiskenæs har Museet modtaget dens Æg fra 29de Maj 1888.

Ved Ameralik-Fjord saa Giesecke flere Reder i Maj 1810.

Som altid ynglende inde i Godthaab-Fjord i Nærheden af det
store Maagefjeld Ivnajuagtok nævnes den af Holbøll. Fencker nævner
den flere Gange ved Godthaab 1 1892 og 93 baade fra Sommer
og Vinter.

Som ynglende ved Sukkertoppen nævnes den i 1823 af Ager,
1 Brev.

: Som almindelig ved Agpamiut, Nord for Sukkertoppen, nævnes
den af Giesecke under 11te Juli 1808.

Ved Holstenborg nævnes den af Brummerstedt som levende
baade Vinter og Sommer. Æg lægger den i Begyndelsen af Maj.

Ved Nagsugtok-Fjord (Nordre-Stremfjord) fandt Giesecke en

(Haliaétus albicilia.)
Rede med Unger 154е Juni 1808. Fencker opfører den som yng-
lende paa Simiutat ved Fjordens Munding.

Paa Umanak udfor Agto, omtrent paa 68°, og tre andre Steder
paa Øer i Nærheden yngler den ligeledes, efter Fencker.

Paa Øen Simiutalik, mellem Agto og Kangatsiak, har den
ogsaa et Ynglested, skriver Fencker. |

Ved Christianshaab og Klaushavn saa Fencker den flere Gange
flyvende i Aarene 1880—83, mest om Efteraaret, ogsaa 1 Foraaret.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i 1807.

Ved Akunak. Nord for Ritenbenk blev, efter Fencker, en skudt
siddende paa et Isfjeld 14de Februar 1892.

I 1857 fik Walker i Upernivik at høre, at der i de sidste 20
Aar 1 den Egn kun to Gange var skudt en Havnørn. — I 1887
meddeler Fencker, at den dér skal findes, men sjelden.

18de April 1882 blev den set af Lockwood ved Mundingen af
Lost-River nær Repulse-Harbour paa 89°, meddeler Greely, og
samme Aar og Maaned viste den sig nogle Gange ved Kysten af
Grinnell-Land. Den skulde tidligere ikke vere set Nord for
Littleton-®.

Som hjemmehørende paa den sydlige Del af Østkysten nævnes
den af Graah. Vahl skriver, i Brev af 1830, at han paa Østkysten
kun havde set en Vinge af en Havørn, der skulde være fanget to
Dagsrejser fra Aluk, paa 60° 8'. ;

Ved Angmagsalik nævnes den af Holm i 1885 som sjelden.
Ligeledes nævner J. Petersen den 1 1897 som kjendt af Grøn-
lænderne.

Arten er europæisk-asiatisk, med vid Udbredelse ogsaa mod
Syd, ynglende ogsaa paa Island, tidligere paa Færøerne. I Nord-
Amerika findes en nærstaaende Art, H. leucocephalus.

90. Pandion haliaétus (L.). Fiskeorn.

Pandion haliaétus (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1872, р. 132.

Pandion haliaetus (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. J, 1874. —
Dresser, Birds of Europe, VI, 1876. — Pandion halietus (sic) & var. сато-
linensis (Gmel.) etc.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land
Birds, Ш, 1874. — Pandion haliaétus: Coues, Key N. Amer. Birds, 1884.
— Pandion haliaëtus carolinensis (Gmel.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Fiskeornen er en Gang set i Nord-Grenland.

En blev skudt ved Godhavn 25de September 1872 og af
Whymper skjænket til Museet i Kjøbenhavn.

Arten ег circumpolar med vid Udbredelse mod Syd, til Afrika,
Ny-Holland, Syd-Amerika. Dens nærmeste Hjemsted er Labrador.
Paa Færøerne har den kun vist sig tilfældig; fra Island kjendes
den ikke; men 1 Norge yngler den.

91. Otus brachyotus (Forst.). ‘ Mose-Hornugle.

Strix asio L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 61 (nee L.). —
Strix brachyotos: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr. УП, 1838, р. 88 og
90. — Strix brachyotus: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 389.
— Otus brachyotus L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1874, р. 181.

Otus brachyotus Steph.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, Ш, 1874. — <Aszo accipitrinus (Pall.): Sharpe, Catal. Birds
Brit. Mus. II, 1875. — Dresser, Birds of Europe, У, 1876. — Coues, Key
N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Siutitok, den stororede, af Siut, Ore. (Fabricius.)

Mose-Hornuglen yngler vist jevnlig i Syd-Gronland. 1
Nord-Gronland er den ogsaa set.

Den Ugle, som Fabricius omtalte efter Gronlendernes Skil- |

dringer, og som skulde findes i Syd-Gronland, især ved Tunugd-
liarfik-Fjord, har senere vist sig at vere Otus brachyotus. Rein-
hardt sen. omtaler som indsendt til Museet i Kjøbenhavn et Skind
netop fra Tunugdliarfik, sendt af Monrad (det findes her ikke mere).
Holbøll havde i 1826 faaet den fra Julianehaab og Sukkertoppen
og i 1842 fra Fiskenæs og Julianehaab, og samme Aar skulde en
vere fanget ombord i et Skib ner Kap Farvel. I 1851 indsendte
Holbøll et Skind fra Grønland til Museet (det findes her ikke mere).
I 1869 blev en skudt paa Gronne-Ejland i Disko-Bugt og af Pfaff
indsendt til Museet. I 1884 modtog Museet et Skind fra Umanak,
indsendt af Møldrup (det findes her ikke mere). Sidst i Juni 1889
blev, efter Fencker, en skudt ved Sondre-Upernivik. Paa Gronne-
Ejland blev en skudt i Juni 1891, meddeler Fencker. (Et Skind
fra Grønland er med Fencker’s Samling kommet til Museet.)
_ Arten er circumpolar, med vid Udbredelse mod Syd, som yng-
lende, til Afrika, Syd-Amerika о. s. у. I Labrador, paa Vestkysten
af Davis-Strædet og i Norge ere dens nærmeste Hjemsteder; раа
Færøerne og Island synes den kun at vise sig mere tilfældig.

92. Nyctea nivea (Thunb.). Sneugle.
Strix nyctea L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 60. — Holbøll,
Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 388. — Nyctea nivea (Thunb.): Rein-
hardt jun., Ibis 1861, p. 5.

(Nyctea nivea.)

Nyctea scandiaca (L.): Dresser, Birds of Europe, V, 1873. — Nyctea
scandiaca & var. arctica Gray: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, Ш, 1874. — Nyctea scandiaca (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit.
Mus. Il, 1875. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Nyctea nyetea (L.):
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Opik, vist efter Skriget, af Opipok, hyler; Opiksoak, den
store Орк. (Fabricius.) — Ugpik. (Rink.) — Ostgronlandsk. Kialik: med
Ansigt; Tingmiakasip Nanua:? Raynens Fjende. (Rink.)

Man har ment at kunne kjende de amerikanske, og gron-
landske, Sneugler fra de europæiske og asiatiske paa deres
morkere, bredere Baandtegning (Ridgway) og paa deres svagere
Fjerkledning paa Fodderne (Sharpe). Der er i Virkeligheden
ikke mindste Mulighed for nogen Adskillelse. Baade mellem
de grønlandske og de europæiske Sneugler er der nogle med
brede morke Tverbaand, andre med smalle og andre, der ere
næsten helt hvide, og nogle have svagere, andre stærkere Fjer-
_ kledning paa Fodderne.

Af Museets 19 gronlandske Sneugle-Skind, fra Nanortalik,
Frederikshaab, Godthaab, Jakobshavn, Godhavn о. s. v., ег det
morkeste ikke til at skjelne fra det morkeste af de europæiske,
af en Fugl skudt om Vinteren i Danmark; kun Ansigt og
Fodder ere ublandet hvide, ellers er Skindet helt over tegnet
med tætstillede brunlige Pletter og Tværbaand paa hvid Grund.
Det lyseste gronlandske Skind er snehvidt med nogle faa morke
smaa Prikker paa Issen og enkelte mørke Stænk ner Spidsen
af nogle af Svingfjerene; det lyseste af Museets europæiske
Skind, fra Danmark, har noget flere Pletter. Mellem de mørkeste
og de lyseste er der de jevneste Overgange.

Sneuglen yngler baade langs Vest-, Ost- og Nordkysten,
faatalligst mod Syd. Den er i Landet Aaret rundt; for en stor
Del strejfer den mod Syd om Vinteren; tildels vandrer den
maaske helt bort. Om Sommeren lever den mest mellem
Bjergene inde i Land; i den kolde Tid kommer den ogsaa til
Kysten; undertiden ser man den sidde paa Is-Stykker paa
Havet. Oftest i Grønland lever den af Ryper og Harer; men
hvor Lemminger findes, ere de dens kjereste Føde. Nylig ud-

en -:

265

flojne Unger har Holbøll set i de første Dage af Juni. Dens
Yngleforhold kjendes ellers kun lidt, fordi den i Yngletiden
lever saa afsides.

Som levende paa Bjerget Redekammen ved Julianehaab, mellem
Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord, nævnes den af Giesecke under
164е August 1806. — Ved Julianehaab bleve flere skudte i Vinteren
1893—94, meddeler Bruun.

Ved Ivigtut skal den, efter Hagerup’s es 1 1886-—88,
være en sjelden Vintergjæst. —- I Løbet af Vinteren 1890—91 blev
den, efter. Helms, ogsaa kun set nogle faa Gange paa Fjeldene
omkring Ivigtut. I senere Aar skal den derimod være bleven mere
almindelig om Vinteren ved Ivigtut, og adskillige ere skudte, siger
Helms i 1894. Grunden til, at den viser sig oftere end før, synes
at være, at den hidlokkes af Rotter (Mus decumanus), som nu
findes i Mængde paa Stedet; de første Rotter bragtes dertil med et
Skib i 1890, og de have siden ynglet stærkt og modstaaet langvarige
og strenge Vintre. I Maven paa en skudt Sneugle skal man have
funget Levninger af Rotter.

Ved Narsalik Syd for Frederikshaab blev en hvid Sneugle
skudt 1 Sommeren 1893, efter Helms.

Ved Frederikshaab var det, utvivlsomt, at Fabricius havde set
Sneuglen baade Sommer og Vinter.

Fra Egnen ved Fiskenæs nævner Finsch i 1877 en hvid Han
skudt 144е Juli. Flere Skind fra samme Sted ere sendte til Museet
i 1839, 40 og 44.

Ved Godthaab nævner Holbøll den, i Brev af 1823, som sjelden;
to Unger vare bragte ham i Juni samme Åar.

Ved Holstenborg skal den, efter Brummerstedt, leve Aaret
rundt; men Æggene findes kun sjelden.

Fra Gronne-Ejland 1 Disko-Bugt ВК Fencker den i Juli 1880
og i Maj 81. Den skulde vise sig der aarlig ligesom paa Hunde-

: Ejland og vistnok yngle dér.

Fra Klaushavn nævner Fencker den i November 1882, fra

— Jakobshavn i December 82 og Januar 84. Fra Jakobshavn er

der til Museet sendt Skind fra 944е November 48 og 13de No-

— vember 50.

PROS ae

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i
1807. Fra Godhavn har Museet faaet et Skind fra 13de Januar 35.
Paa Ritenbenk-@ blev den, efter Fencker, skudt 1 December 1890.

266
(Nyctea nivea.)

Paa Ubekjendt-Ejland 1 Umanak-Fjord yngler den, skriver Fen-
cker 1 1882; dunede Unger уаге skudte ved Reden paa et util-
gengeligt Fjeld.

Som temmelig sjelden 1 Egnen om Upernivik nævnes den af
Fencker. Fra Flad-@erne udfor Sondre-Upernivik ВК han den i
Sommeren 1885. I Oktober samme Aar blev den skudt ved Uper-
nivik, 1 November ved Augpalartok. I Juli 90 blev den skudt раа
en af de smaa Øer udenfor Sande ved Proven, ifærd med at æde
en Stormfugl.

Ved Port Foulke iagttoges den af Kane 1 Foraaret 1855.

I Kanes-Hav blev den, efter Bessels, set 3dje Oktober 1872.

Ved Thank-God-Harbour opholdt den sig, efter Bessels, 1
Sommeren 1872. Dens Gylp indeholdt Knogler og Haar af Lem-
minger. 7

Ved Newman-Bugt blev den set af Hall i Oktober 1871. — I
samme Egn viste den sig 1 Slutningen af April 1872 for Deltagere
i ,Polaris*-Rejsen.

Fra den sydlige De! af Østkysten nævnes den af Graah i
1831.

Ved Angmagsalik nævner Holm den 1 1885 som sjelden. —
Som skudt i Egnen i Oktober 1894 og i Vinteren 95 nævnes den
af J. Petersen.

Ved Scoresby-Sund var den, efter Bay, ikke almindelig i 1891
—92. 5te August 1891 blev den set paa Forlandet under Neills-
Klipper paa Jameson-Land. 10de August viste den sig paa Gaase-
lands østligste Pynt. 25de November blev den set paa Dan-
marks-@. |

Paa Hold-with-Hope fandtes 1 1891 Levninger af en Sneugle,
meddeler Bay.

Paa Shannon-@ fandtes ligeledes Levninger af en Sneugle, 1
1869, som meddelt af Finsch.

Arten er nordlig circumpolar, ynglende i de fleste hojnordiske
Lande, ogsaa i Grønlands Nabolande: paa Island, dog kun sjelden,
paa Spitsbergen, i Labrador, paa Vestkysten af Davis-Strædet, paa
Grinnell-Land.

93. Chætura pelasgia (L.).
Chetura pelasgia (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1865, p. 241.
Chetura pelagica Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, Il, 1874. — Chetura pelasgica (sic): Coues, Key N. Amer. Birds,

“Les

267
1884. — Chetura pelagica (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Hartert, Catal. Birds Brit. Mus. XVI, 1892.
Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.
_ En Fugl skudt ved Sukkertoppen i 1863 indsendtes til Museet
af Rink.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted synes at vere
Kanada.

94. Coccyzon americanus (L.).
Coccyzus americanus (L.): Dresser, Birds of Europe, У, 1876 (Med-

-delelse fra Benzon). — Coccyzon americanus (L.): Winge, Vidensk. Medd.

1895, р. 64.

Coccygus americanus Bonap.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, II, 1874. — Coues, Key №. Amer. Birds, 1884. — Coccy-
zus americanus (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Shelley,
Catal. Birds Brit. Mus. XIX, 1891.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En blev skudt ved Julianehaab 1 1874 og af Lytzen sendt
til Benzon, fra hvis Samling den er overgaaet til Museet 1 Kjoben-
havn.

i Arten, ogsaa Slægten, er amerikansk; den skal høre hjemme
ogsaa 1 Labrador. Som vildfarende har den vist sig flere Gange i
Europa, især раа de Britiske Øer.

: . 95. Sphyropicus varius (L.).

Picus varius L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p.75. — Id,
Ibis 1861, p. 8.

Sphyropicus varius Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, II, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Sphyrapicus
(sic) varıus (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sphyropicus
varius (L.): Hargitt, Catal. Birds Brit. Mus. XVIII, 1890.

Har to Gange vist sig i Syd-Gronland.

En Hun blev i Juli 1845 funden ded раа Stranden ved Juli-
anehaab og af Holbøll sendt til Museet i Kjøbenhavn. I 1857 eller
58 blev en Hun sendt fra Syd-Gronland til Museet.

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nermeste Hjem-
sted er Pelslandene.

96. Empidonax flaviventris Baird.

Tyrannula pusilla (Swains.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p.
75 (udførlig Beskrivelse, hvorefter Arten kan skjonnes at vere Hmpidonax

268
(Empidonax flaviventris.)
flaviventris Baird, hvortil Reinhardt selv senere har henfort den, i Museets
Fortegnelser, ligesom Baird, Brewer & Ridgway have gjort det). — Id., Ibis
1861, р. 7. — Empidonax flaviventris Baird; Kumlien, Bull. U. S. Nat.
Mus., Nr. 15, 1879, р. 81.

Empidonax flaviventris Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, Il, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sclater, Catal. Birds Brit. Mus. XIV, 1888.

Har et Par Gange vist sig i Syd-Gronland.

I Sommeren 1853 bleve to skudte ved Godthaab og sendte til
Steenberg; begge bleve bestemte af Reinhardt jun., og en af dem
blev given til Museet.

I September 1878 blev en fanget tilsos udfor Kap Farvel, med-
deler Kumlien.

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nermeste Hjem-
sted er det sydlige Labrador.

97. Contopus borealis (Swains.).

Muscicapa villica Licht.: Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr. Bd. 4,
1842—43, р. 73. — Tyrannus cooperi Nutt.: Reinhardt jun., Vidensk.
Medd. 1853, p. 82. — Id., Ibis 1861, p. 7.

Contopus borealis Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, П, 1874. — Coues, Key N.Amer. Birds, 1884. — Contopus
borealis (Swains.): Ridgway, Manual N.Amer. Birds, 1887. — Sclater, Catal.
Birds Brit. Mus. XIV, 1888.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En blev skudt ved Nanortalik 29de August 1840 og af Kielsen
indsendt til Museet i Kjøbenhavn.

Årten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Den yngler i de nord-
ligste Skove i Nord-Amerika; den findes ogsaa 1 Labrador.

98. Corvus cornix L. typicus. Krage.
Corvus cornix L.: Helms & Petersen, Vidensk. Medd. 1898, р. 173.
Corvus cornix L.: Dresser, Birds of Europe, IV, 1874. — Corone cornix
(L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus., III, 1877.
Kragen, den ,graa“ Krage, er en enkelt Gang set paa
Gronlands Ostkyst.

En blev skudt ved Kap Dan, et Par Mil Ost for Angmagsalik,
19de Marts 1897, og af J. Petersen hjemsendtes den til Helms.

Arten er europæisk-asiatisk. Dens nærmeste Hjemsteder ere
Færøerne, de Britiske Øer og Norge; til Island kommer den kun
som tilfældig Gjæst.

RENTE

Е

269

99. Corvus corax L. Ravn.

Corvus сотах L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 62. — Corvus
corax var. littoralis Holb.: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd 4, 1843, р. 390.
— Corvus сотах L.: Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 7.

Corvus corax var. carnivorus Bartram, etc.: Baird, Brewer, Ridgway,
Hist. М. Amer. Birds, Land Birds, Il, 1874. — Corvus сотах L.: Dresser,
Birds of Europe, IV, 1875. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. Ш, 1877. —
Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Corvus сотах L. & ©. сотах sinuatus
(Wagl.) & C. corax principalis Ridgw. & C. corax behringianus Dybowski:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vesteronlandsk. Tullugak, af Tullorpok, støder sammen, fordi Ravnene
saa ofte i Flugten stode sammen, legende. Sjelden kaldes den Kernektok,
den sorte. (Fabricius) — Tulluvak. (Rink, Helms.) — Ostgronlandsk.
Tingmiakasik, Kernertikasik. (Rink.) É

Tilfældigvis haves for. Øjeblikket i Museet kun 3 gron-
landske Ravne-Skind, fra Vest- og Østkyst. Nogen Forskjel
fra europæiske Ravne er det umuligt at opdage. — Indgaaende
Sammenligning mellem Ravne fra Grønland og andre Steder
findes hos Finsch (Zweite deutsche Nordpolarf., If, 1874), der
heller ikke har kunnet finde noget ejendommeligt ved den grøn-
landske Ravn.

Hvidbrogede Ravne og en enkelt helt hvid Ravn omtaler
Bjørn Jonssøn i Begyndelsen af 17de Aarhundrede som sete
раа Island, men vist hidkomne fra Grønland. En sort Ravn
med hvidt Hoved omtaler Glahn i 1771. 1 1825 hørte Kragh
en Grønlænder fortælle, at han for en halv Snes Aar siden
ved Egedesminde havde set en hvid Ravn.

Ravnen er en almindelig Standfugl langs Vest- og Østkyst,
talrigere mod Syd end mod Nord; faatallig lever den ogsaa ved
Nordkysten. Den synes slet ikke at vandre, men overvintrer
endogsaa langt mod Nord; noget omstrejfende lever den derimod
tildels udenfor Yngletiden. Paa Stranden færdes den mest;
men den viser sig ogsaa allevegne inde i Landet; den er end-
ogsaa set mange Mile inde over Indlandsisen. Dens Fode er
iser dode Dyr og Affald af alle Slags, baade hvad Havet kaster
ор paa Stranden, og hvad der kan findes ved Gronlændernes
og de Danskes Huse, о. $. v.: døde Fiske, Muslinger og Sa-
pindsvin, som den finder paa Stranden ved Ebbe, eder den

270

(Corvus сотах.)

gjerne; Muslingerne og andre Skaldyr knuser den ofte ved at
" flyve tilvejrs med dem og lade dem falde mod Klipperne; under-
tiden kan den fiske paa samme Maade som Maagerne; ved
Aadsler af større Dyr samles den med Orne, Reve og Bjørne;
Æg og Unger af andre Fugle tager den, især paa Fuglefjeldene ;
ogsaa voxne Fugle, iser Ryper, skal den kunne drebe ved at
flyve ned paa dem og hugge dem i Hjernekassen; Kumlien har set
den paa samme Maade drebe smaa Unger af Ringselen, der laa
paa Isen; selv Rensdyr-Kalve skal den kunne overmande (?);
tamme Duer, der slippes los, forfolger den, men opgiver snart
Forsoget paa at fange dem; ogsaa Plantefode æder den, naar
den kan faa det, især Krekkeber. Iser om Vinteren holder
den sig til Menneskenes Huse og kan sees flokkevis ved Af-
faldsdyngerne, særlig i Syd-Gronland, hvor Hundene ikke ere
saa mange, at de strax ede alt spiseligt. Reden bygger den
paa stejle Klipper, og den søger gjerne at stille den såaledes,
at den er dækket fraoven; som Underlag bruger den Kviste,
Rødder og Knogler, endogsåa temmelig store Pattedyr-Knogler;
inderst er Reden udforet med Græs, Mos og Haar. Æg ere
fundne fra Ilte April, og maaske tidligere, til 9de Maj. I
Yngletiden lever den parvis og taaler ikke altfor nært Naboskab;
udenfor Yngletiden færdes den ofte i mindre eller større Flokke.

Ved Nanortalik fandt Vahl den talrig i 1828—29, som han
meddeler i sit Haandskrift.

I Egnen om Julianehaab saa Bruun den overalt i Sommeren
1894, oftest enkeltvis eller parvis, men 1ste Juli ved Tunugdliarfik-
Fjord en Flok paa over 100, vist baade unge og gamle, flyvende
langs Kysten og derefter op over Fjeldene.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 almindelig Aaret
rundt. Naar stærk Nordenvind blæste, strejfede Ravnen ofte i stor
Mængde mod Syd; den største Vandring fandt Sted 30te August
1887, da mellem 100 og 200 fløj tværs over Dalen; hele Dagen
igjennem kom de fra Nordsiden af Fjorden, fløj lavt over den,
standsede lidt ved Sydkysten (vel for at afsøge, hvad der var op-
skyllet), fløj over Dalen, indtil de naaede Foden af Bjergene,
kredsede ivejret og sejlede over Bjergene bort mod Syd. Reder

271

fandtes paa utilgængelige Bjergsider ved Ivigtut-Fjord i forskjellig
Højde, fra 20 Fod til 1000 Fod over Havfladen. — I 1890—91
fandt ogsaa Helms den almindelig ved Ivigtut. Talrigst var den
om Efteraaret, og den viste sig da ofte ved Stranden i Smaaflokke.
Ligesom Ørnen kom den mest med nordlig Vind. Medens Fjorden
var tillagt, var den noget sjeldnere end ellers, men dog ret al-
mindelig.

Ved Arsuk fandt Krabbe den almindelig hele Aaret, 1889—
90. Den ynglede paa en brat Fjeldskrænt tet ved. — Helms fandt
den i Sommeren 1893 langt mindre almindelig ved Arsuk end inde
i Fjorden ved Ivigtut; kun enkelte Par ynglede 1 Nærheden. I Sep-
tember tiltog Tallet; 10de September saaes i en Bugt ved Fjorden
en Flok paa 20.

Ved Bopladserne Tigsaluk og Kangarsuk mellen Arsuk og
Frederikshaab saa Helms den i Mængde omkring Husene i 1898.

Ved Frederikshaab, hvor Fabricius havde lert den at kjende
som almindelig, fandt ogsaa Vahl den almindelig 1 1828, som med-
delt i Haandskrift. Samme Sted ВК Hagerup fire Kuld Æg tagne
mellem Ilte og 28de April.

Ved Godthaab nævnes den af Holboll, 1 Brev af 1823, som
almindelig; om Vinteren skulde den kunne sees i tusindvis. —
Vahl omtaler, 1 Brev af 1832, hvorledes Ravnen indfinder sig langt
inde i Land for at folge Gronlænderne paa Rensdyr-Jagt.

_ Ved Holstenborg er den, efter Brummerstedt, meget alminde-
lig hele Aaret. Æg skulle findes allerede 1 Slutningen af Marts.

I Bunden af Aulatsivik-Fjord Syd for Christianshaab blev den
set af Kolthoff i Juli 1883. — Inde over Indlandsisen omtrent 20
Mile Øst for Christianshaab kom to Ravne flyvende 24de Juli 1883
for at se paa Nordenskiöld’s skilobende Laplendere; de kom fra
Nord og vendte samme Vej tilbage.

Som ynglende ved Kangatsiak Syd for Egedesminde nævnes
den af Fencker i 1880 og 81.

Øst for Egedesminde nævner Giesecke i 1807 Øen Tuluvarta-
lik, Ravne-@, hvor Ravne gjerne skulle indfinde sig for at æde af
de mange Sopindsvin, der leve paa Klipperne i Stranden.

Fra Gronne-Ejland i Disko-Bugt fik Fencker i 1884 dens Æg
tagne 1 Begyndelsen af Maj.

Som ynglende og overvintrende ved Christianshaab og Klaus-
havn nævnes den af Fencker 1 1880—83. Æg fra Egnen nævnes

212
(Corvus сотах.)
flere Gange, saaledes 28de April 82 ved Tasiusak ved Christians-
haab. I December 83 blev den set fiskende Lodder i høj Sogang.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i
1807.

Fra Hare-@ Nord for Disko nævnes den af Sabine i 1818.

Ved Karajak inderst i Umanak-Fjord saa Vanhöffen den i
1892—93 Aaret rundt, talrigst om Vinteren.

Som ikke talrig, men dog langtfra sjelden 1 Egnen om Uper-
nivik nævnes den af Fencker 1 1887. Den er der ogsaa om
Vinteren. |

Ved 751/2° blev den set af Sabine i 1818.

Ved Dalrymple-@ i Mundingen af Wolstenholme-Sund blev en
skudt 24de Juli 1894, som Ohlin melder.

Paa Northumberland-@ udfor Inglefield-Bugt blev den set af
Deltagere i „Polaris“-Rejsen 9de Juni 1873.

Ved Mundingen af Bowdoin-Bugt 1 Inglefield-Bugt iagttog Ohlin
flere 1 Slutningen af August 1894.

Som skudt ved Mc Cormick-Bugt 4de August 1892 nævnes
den af Stone.

Ved Sorfalik, Syd for Port Foulke, saa Bessels et Par Ravne
ved Reden paa en stejl Klippe 3dje Juni 1873.

At en Ravn overvintrede ved Port Foulke 1 1860—61, om-
tales af Hayes. I samme Egn, ved Polaris-House, saa Deltagere 1
»Polaris*-Rejsen en Ravn i Oktober og endnu sent i November
1872, ligeledes 20de Januar 1873; 5te Februar var der to Ravne.

Ved Rensselaer-Bugt saa Kane en Ravn 15de August 1854.

Ved Thank-God-Harbour blev en set af Deltagere i „Polaris“-
Rejsen 20de Juni 1872.

I en Klippeveg paa Kap Lupton, paa 81° 44’, fandt Coppinger

et Par ynglende i Juli 1876, som meddelt af Feilden.

Ved Navy-Cliff, paa Grønlands Nordost-Hjorne, paa 811/2°, saa
Peary og Astrup to Ravne 5te Juli 1892.

Fra Ostkystens sydlige Del nævnes den af Graah. Den fandtes
dér overalt, skriver Vahl 1 Brev af 1830.

Ved Umivik, paa 64° 20’, iagttoges den af Nansen 104е Au-
gust 1888. Over Drivisen udfor Kysten mellem 62° og 64° havde
han set den et Par Gange sidst i Juli.

Som levende i Mengde ved Angmagsalik omtales den af Holm
1 1885. — Samme Sted fandt Bay den meget almindelig 1 Septem-

273

ber 1899. — Som ynglende i Egnen nævnes den af J. Petersen i
1897.
Ved Scoresby-Sund fandtes den, efter Bay, overalt, 1891—92.

"Vinteren igjennem blev den af og til set paa Danmarks-®. Oftest

viste den sig enkeltvis; undertiden vare 4 eller 5 sammen i Flok.

Paa Ostkystens nordlige Del fandtes den i 1869—70 af Del-
tagerne i „Germania“- og „Hansa“-Rejsen næsten allevegne og til
alle Aarstider. Den nævnes fra Kap Wynn, Забше-0, Shannon-®.

‘Bde April 1870 bleve flere sete trækkende mod Nordvest.

Et Par Knogler fra en gammel eskimoisk Kjskkenmodding ved
Nusak, paa Nugsuak-Halve, haves i Museet.

Arten er circumpolar med vid Udbredelse baade i Nord og
Syd. Den yngler ogsaa almindelig paa Feergerne, Island, i Labrador
og paa Vestkysten af Davis-Strædet.

100. Hirundo rustica L. typica & var. horreorum Barton.
Forstuesvale.

Hirundo americana Wils.: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII,
1838, р. 100. — Hirundo rufa Bonap.: Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 5. —
(Hirundo rustica L.: Bay, Medd. om Gronl., 19de Hefte, 1894, р. 43.) —
Hirundo rustica L. typica: Winge, Vidensk. Medd. 1895, p. 64.

Hirundo horreorum Barton (& H. rustica L.): Baird, Brewer, Ridg-
way, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Hirundo rustica L.,
etc.: Dresser, Birds of Europe, Ш, 1875. — Hirundo erythrogastra horre-
orum: Coues, Key №. Amer. Birds, 1884. — Hirundo rustica L. & subsp.
erythrogastra Bodd., etc.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. — Che-
lidon erythrogaster (Bodd.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Forstuesvalens amerikanske Race, var. horreorum, har
mindst fem Gange vist sig paa Grønlands Vestkyst baade i Syd
og Nord; den typiske europæiske Race har vist sig to Gange.

Af den amerikanske Race blev en fanget ved Frederikshaab
(ikke Fiskenæs) efter en Storm af SØ. og i 1828 indsendt af Vahl
til Museet i Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes). En gammel
Fugl blev skudt ved Nanortalik og i 1856 sendt Museet af Kielsen.
I 1866 indsendtes et Skind af en gammel Fugl fra Godhavn af
Olrik. I 1887 modtog Museet en ung Кис] fra Umanak, indsendt
af Møldrup. En ung Fugl blev skudt ved Jakobshavn 25de Sep-
tember 1893 og hjemsendt af Müller.

Af den europæiske Race er et Skind af en gammel Fugl fra
„Gronland“ fra Minister Fischer’s Samling kommet til Museet. Fra

XXI. 18

274
(Hirundo rustica.)
Benzon’s Samling har Museet faaet et Skind af en gammel Fugl
skudt ved Sydpreven, Syd for Julianehaab, 12te Juni 1882.

(En Svale, der mentes at vere af denne Art, skulde vere set
af J. Petersen paa Ессегз-@ i Efteraaret 1893, som meddelt af
Bay.)

(En Svale, uvist af hvilken Art, skulde, som meddelt af Bessels,
vere set af Deltagere i ,Polaris“-Rejsen paa Northumberland-@ 8de
Juni 1873.) |

Arten ег sydlig circumpolar. Den amerikanske Race ег som
ynglende vidt udbredt over Nord-Amerika og findes ogsaa 1 Labrador.
Den typiske Race yngler i Europa, Asien og Nord-Afrika; den er
almindelig i Norge, men viser sig kun tilfældig paa Færøerne og
Island.

101. Alauda alpestris L. Bjerglerke.

Alauda alpestris: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838,
р. 91. — Alauda cornuta: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 366
og 371. — Otocorys alpestris (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 8.

Otocorys alpestris (L.): Dresser, Birds of Europe, IV, 1874. — Hre-
mophila alpestris Boie: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land
Birds, II, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Otocoris (sic) alpestris
(L): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Otocorys alpestris (L.):
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. ХШ, 1890. 5

Bjerglerken har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En gammel Fugl skudt ved Godthaab i Oktober 1835 blev af
Holbøll indsendt til Museet 1 Kjøbenhavn.

Arten er circumpolar. Den yngler almindelig i Labrador, dens
nærmeste Hjemsted. Fra Færøerne og Island kjendes den ikke; i
Norge yngler den.

102. Sturnus vulgaris Г. Мат.

Sturnus vulgaris L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 70;
1879—80, р.1. — ld., Ibis 1861, p. 7. — Helms & Petersen, Vidensk. Medd.
1898, р. 173.

Sturnus vulgaris L.: Dresser, Birds of Europe, IV, 1874. — Baird,
Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, II, 1874. — Coues, Key
М. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sharpe,
Catal. Birds Brit. Mus. ХШ, 1890.

Stæren er en Gang set i Syd-Gronland paa Vestkysten og
en Gang paa Østkysten.

En ung Fugl i Efteraarsdragt, af den sædvanlige vesteuropæiske

Ben. |

275

Race, hjemsendtes i 1851 af Holbøll fra Godthaab. En i samme
Dragt og af samme Race, skudt ved Angmagsalik 27de Oktober
1896, sendtes af J. Petersen til Helms.

Arten, ogsaa Slegten, er europæisk-asiatisk. Paa Island findes
den kun som tilfældig. Paa Færøerne yngler den; men den fer-
giske Stær ег en lidt afvigende Race. Fra Norge er vel snarest
den grønlandske Ster kommen.

103. Troglodytes palustris (Bartr.).

Sylvia sp.: Reinhardt sen., Tidsskr. f. Naturv., Bd. 3, 1824, p. 74. —
Troglodytes palustris: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr. VII, 1838, p.
98. — Holboll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 366 og 371. — Reinhardt
jun., Ibis 1861, p. 5.

2 Cistothorus palustris Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
_ Birds, Land Birds, I, 1874. — Cistothorus palustris (Bartr.): Sharpe, Catal.
— Birds Brit. Mus. VI, 1881. — Telmatodytes palustris: Coues, Key N. Amer.
Birds, 1884. — Cistothorus palustris (Wils.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

3 En blev skudt ved Fiskenæs i Oktober 1820 og af Holbøll ind-
— sendt til Museet i Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes). (For-
skjellige andre meddelte Opgivelser om Tid og Sted ere ikke rigtige.)
SÅ Årten er amerikansk. Dens nærmeste Ynglesteder findes i den
4 sydlige Del af Britisk Nord-Amerika.

104. Regulus calendula (L.).
; Regulus calendula (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1860, р. 335.
№ Id., Ibis 1861, p. 5.
a Regulus calendula Licht.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Regulus calendula (L.): Gadow, Catal. Birds Brit.
— Mus. VIII, 1883. — Coues Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual
— N. Amer. Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En indtørret Fug] blev i 1860 af Lytzen sendt fra Nanortalik
til Museet i Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes.)

4 Arten er amerikansk; den skal yngle i de nordligste Skove,
_ ogsaa i Labrador. |

105. Anthus pratensis (L.). Engpiber.
=. Anthus pratensis: Paulsen, i den tyske Oversættelse af Holboll's Af-
° handl., 1846, p.6 og 24.
4 Anthus pratensis (L): Dresser, Birds of Europe, Ш, 1874. — Anthus
13 _ pratensis Bechst.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds,
18*

276
(Anthus pratensis.)
I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Anthus pratensis (L):
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. — Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Engpiberen skal en enkelt Gang vere set paa Gronlands
Vestkyst.

Paulsen meddeler, at han i 1844 har faaet en Engpiber til-
sendt fra Grønland.

Arten er europæisk-asiatisk. Den yngler раа Færøerne og
Island.

106. Anthus aqvaticus Bechst. var. ludovicianus (Gmel.).
Skjærpiber.

(?Parus bicolor L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 123.) — Anthus
aqvaticus: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., УП, 1838, р. 91. — An-
thus ludovicianus (& A. reinhardti): Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4,
1843, p. 392.

Anthus ludovicianus (Gmel.) & A. spinoletta (L.) & А. obscurus (Lath.):
Dresser, Birds of Europe, Ш, 1874—78. — Anthus ludovicianus Licht.:
Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Coues,
Key N. Amer. Birds 1884. — Anthus spipoletta (L.) & subsp. pennsylvani-
cus (Lath.) & А. obscurus (Lath.): Sharpe. Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885.
— Anthus pensilvanicus (Lath.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vestgronlandsk. Kussektarnak. (Holbell.) — Mugsornak, den, der piber,
eller sjeldnere Kugsarnak, en Slags Digesmutte, af Kugsak (Saxicola oenan-
the). (Helms.)

Den gronlandske Skjerpiber er af Artens amerikanske Race,
var. ludovicianus (pennsylvanicus), der dog egenlig slet ikke
er til at skjelne fra den typiske mellemeuropæiske; den nord-
vesteuropæiske var. obscurus afviger lidt mere fra den typiske
og er i Henseende til Halens Farvetegning vist lidt mindre op-
rindelig. — Ved Sammenligningen af 6 Skind af Anthus agvaticus
typicus (spipoletta) fra Tyskland, 11 Skind af var. ludovicianus,
de 10 fra Gronland, 1 fra Washington, og 11 Skind af var.
obscurus, deraf de 6 fra Danmark, er det ikke lykkedes at
finde nogen væsenlig Forskjel mellem dem. <A. agvaticus ty-
picus og var. ludovicianus ere saa godt som ens; kun ere de
foreliggende Skind af agvaticus typicus mindre gullige, mere
hvidlige, end de foreliggende af var. ludovicianus , hvad dog
vistnok nermest er Folge af Afblegning (de ere alle fra ældre

277

Tid). Mellem var. ludovicianus og var. obscurus er næsten
ingen anden Forskjel at opdage, end at den yderste og den
næstyderste Halefjers lyse Plet hos ludovicianus ег vel udpræget,
hvid, og hos obscurus er ifærd med at forsvinde, idet den for-
mørkes. Men hos en ,obscurus“ fra Frankrig ere Halens lyse
Pletter næsten lige såa hvide som hos agvaticus typicus eller
ludovicianus, og hos alle Racerne er der betydelig Vexlen i
Halens Farve: Hos 5 af de 10 foreliggende grønlandske Skind
er Yderfanen af yderste Halefjer mod Spidsen mere eller min-
dre graa, hos de 5 andre er den helt hvid. Hos 8 er Yder-
fanen af næstyderste Halefjer mod Spidsen graa, i større eller
mindre Udstrækning, hos 2 er den helt hvid. Den hvide Plet

| | paa næstyderste Halefjer vexler meget sterkt i Udstrekning;

hos nogle er det kun en lille hvid Plet i Fjerens Spids, hos
andre strekker den sig over Halvdelen af Fjerens Lengde.
| (Forskjel i Svingfjerenes Lengdeforhold eller i Bagkloens Form
mellem agvaticus typicus og ludovicianus paa den ene Side,
obscurus paa den anden, som af Sharpe nævnet, har ikke veret
at finde.)

Skjærpiberen er en ret almindelig ynglende Trækfugl langs
Grønlands Vestkyst, især hjemmehørende i Nord-Grenland. |
Efter Holbøll kommer den til Syd-Grønland midt i Maj, til Nord-
Grønland i Juni, og den forlader Landet ved første Sne, tid-
ligere eller senere i September. Den skal ikke findes yng-
lende Syd for Holstenborg, men i Syd-Grønland kun vise sig
раа Vandring, især talrig om Efteråaret. Almindeligst skal den
om Sommeren opholde sig inde i Fjordene, paa Græs-Sletterne ;
paa Vandring kommer den ogsaa til selve Kysten. Ved Stran-
den eller paa Klipper havde Holbøll ikke set den; paa Vest-
kysten af Davis-Stredet, paa Cumberland-Kysten , hvor den i
1878 viste sig ferste Gang den 30te Maj, medens der endnu
laa Sne, saa Kumlien den derimod lebe mellem Stenene paa
Strandbredden, og Reden blev dér altid bygget i Klippespalter.
Holbøll har i dens Mave fundet Sommerfugle-Larver; Flue-

278
(Anthus aqvaticus.)
Larver skal den, iser paa Vandring , søge ved Gronlændernes
Huse; Kumlien saa den paa Stranden æde smaa Krebsdyr og
Snegle og ved Bredderne af Ferskvandsseer samle Mygge-
Larver og om Efteraaret ogsaa ede Ber af Empetrum og Vac-
отит.

Ved Arsuk bleve to skudte af Krabbe 20de og 21de September
1890. — I samme Egn fandt Helms den ikke sjelden mellem 10de
og 25de September 1893; den opholdt sig da i eller ved Byen,
oftest parvis. Grønlænderne kjendte den godt; den var vist en
aarlig Gjæst.

Fra Frederikshaab, Fiskenes, Godthaab og Godhavn haves
Skind 1 Museet (foruden fra Arsuk).

Paa Disko, ved Godhavn, fandt Holbøll dens Rede med 4 Æg
først 1 Juli.

Paa Vandring over Davis-Strædet har Holbøll set den.

(Der kan ikke godt tvivles om, at Fabricius’ , Parus bicolor“,
Gronlændernes Auingarsuk, som han kun kjendte efter Gronlender- .
nes Skildring, har været Skjærpiberen. Den skulde vere sjelden 1
Syd-Gronland; især skulde den findes ved Tunugdliarfik-Fjord. I
det, der siges om den, findes kun et enkelt Ord, om Oversidens
Farve, der ikke passer særdeles godt paa Skjerpiberen; den skal
vere ,minuta, rostro acutissimo, cauda longiore, remigibus omnibus
æqvalibus, supra coerulescens, pectore et jugulo rufescens*; den
skal ,raptim volare, magnis intervallis alas complicans, et sub volatu
sonum gracilissimum edere“.) i

Arten er circumpolar, forholdsvis kun lidt vandrende, saa at
den tildels kan overvintre 1 Nord-Europa o.s.v. Den amerikanske
Race, der neppe er til at kjende fra den typiske mellemeuropæiske,
findes over det meste af Nord-Amerika, ogsaa ynglende 1 Labrador
og paa Vestkysten af Davis-Strædet; den skal ogsaa have vist sig i
Europa, paa Helgoland, men har neppe veret til at skjelne sikkert
fra den mellemeuropæiske. Den nordvesteuropæiske var. obscurus
yngler i Danmark, Sverig, Norge, Storbritannien og paa Færøerne.
Arten har ogsaa vist sig paa Jan Mayen.

107. Motacilla alba L. typica. Hvid Vipstjert.
Motacilla alba L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd., 1853, p. 70. — Id.,
Ibis 1861, p. 6. — Helms & Petersen, Vidensk. Medd. 1898, p. 174.
Motacilla alba L.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land

„зам

>
—1
Ne)

Birds, I, 1874. — Dresser, Birds of Europe, Ш, 1875. — Coues, Key N.
Amer. Birds, 1884. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. Х, 1885. — Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

Den Hvide Vipstjert er tre Gange set i Grønland, paa Syd-
vest-Kysten og paa Ostkysten.

En Hun i Somerdragt fra Godthaab blev i 1849 af Holbgll
indsendt til Museet. En gammel Fugl i Sommerdragt blev i 1885
af Knutsen hjembragt hel, i Spiritus, fra Angmagsalik paa Øst-
kysten. Samme Sted blev den set af J. Petersen 1 Foraaret 1895.

(Г Ibis for 1860 meddelte Walker, at han havde fundet Mota-
cilla alba ved Godhavn i August 1857, og Meddelelsen er derfra
gaaet over i flere andre Arbejder. Men i sin neste Fortegnelse
over Fuglene fra paagjeldende Sted (Journ. Roy. Dublin Soc., Ш,
1860) har Walker selv udeladt Navnet; det synes at være ombyttet
med Saxicola oenanthe.)
| Arten er europeisk-asiatisk, Slægten ikke amerikansk. Den
yngler paa Færøerne og Island; paa Jan Mayen er den set.

108. Vireo olivaceus (L.).

Vireosylvia olivacea (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 75.
— Id., Ibis 1861, p.7.

Vireosylvia olivaceus (sic) Bonap.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Vireo olivaceus (L.): Gadow, Catal. Birds
Brit. Mus. VIII, 1883. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

Er en Gang set i Grønland.
I 1844 modtog Museet fra den kgl. Grønlandske Handel et

_ Skind fra Grønland, vist fra Syd-Grenland.

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er det sydlige Labrador.

109. Dendroeca virens (Gmel.).
Sylvicola virens (Gmel.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 72.
Mniotilta virens (Gmel.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 5.
_ Dendroica virens Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Dendroeca virens: Coues, Key N. Amer Birds, 1884.
— Dendroeca virens (Gmel.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. —
Dendroica virens (Gmel.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En blev 1 1853 skudt ved Julianehaab og sendt til Steenberg,
der gav den til Museet i Kjøbenhavn (hvor den ikke mere findes.)

280
(Dendroeca virens.)
Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Den er set i Labrador,
men hører sædvanlig hjemme sydligere. Den har ogsaa еп Gang
vist sig 1 Europa, paa Helgoland.

110. Dendroeca maculosa (Gmel.). hye

Dendroeca maculosa (Gmel.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, p. 64.
Dendroica maculosa Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Dendroeca maculosa: Coues, Key, N. Amer.

Birds, 1884. — Dendroeca maculosa (Gmel.): Sharpe, Catal. Birds Brit,
Mus. X, 1885. — Dendroica maculosa (Gmel.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Grenland.

Et Skind af en ung Han skudt ved ,Kangek“ (vist ved Godt-
haab) 1 Efteraaret 1875 og sendt til Benzon er senere kommet til
Museet 1 Kjøbenhavn.

Årten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador.

111. Dendroeca pennsylvanica (L.).

Dendroeca pennsylvanica (L.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, р. 64.

Dendroica pennsylvanica Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Dendroeca pennsylvanica: Coues, Key N.
Amer. Birds, 1884. — Dendroeca pennsylvanica (L.): Sharpe, Catal. Birds
Brit. Mus. X, 1885. — Dendroica pennsylvanica (L.): Ridgway, Manual N.
Amer. Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Grenland.

Et Skind af en ung Hun fra Nanortalik, 1887, Vinter, er ind-
sendt til Museet af Lytzen.

Arten, ogsaa Slegten, ег amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted synes at være Kanada.

112. Dendroeca striata (Forst.). -

Sylvicola striata (Gmel.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 73.
— Mniotilta striata (Gmel.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 6.

Dendroica striata Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Dendroeca striata: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Dendroeca striata (Forst.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X,
1885. — Dendroica striata (Forst.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

En blev i Sommeren 1853 skudt ved Godthaab og sendt til
Steenberg, der sendte den til Reinhardt jun. til Eftersyn.

Py Ph en SET

281

Arten, ogsaa Slegten, ег amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador, hvor den almindelig yngler.

113. Dendroeca coronata (L.).

Sylvicola coronata (L.): Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr., Bd. 4,
1842—43, р. 73. — Holbøll, ibd., р. 368 og 371. — Reinhardt jun., Vidensk.
Medd. 1853, p. 81. — Mniotilta coronata (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861,
р. 5. — Dendroeca coronata (L.): Kumlien, Bull. U. $. Nat. Mus., Nr. 15,
1879, p. 74.

Dendroica coronata Gray: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Dendroeca coronata: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Dendroeca coronata (L.): Sharpe, Catal. Birds. Brit. Mus. X, 1885.
Dendroica coronata (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. |

Har tre Gange vist sig i Syd- og en Gang i Nord-Grenland.

En Han skudt ved Fiskenæs 21de Maj 1841 indsendtes af
Holbøll til Museet i Kjøbenhavn. En Han fra Julianehaab ind-
sendtes i 1847 af Kielsen (af Reinhardt jun. ved Fejltagelse kaldet
det 3dje gronlandske Skind). Kumlien nævner en Han fra God-
havn, 3ite Juli 1878. En Han fra Kap Egede ved Nanortalik,
93de Maj 1880, indsendtes til Museet af Müller.

Arten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador.

114. Helminthophaga гийсарШа (Wils.).

Sylvia mexicane aff.: Reinhardt sen.: Vidensk. Selsk. Skr. УП, 1838, р. 97,
pl. I. — Reinhardt jun.: Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1842—43, р. 75. — Vermi-
vora rubricapilla (Wils.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 82. —
Mniotilta rubricapilla (Wils.): Reinhardt jun., Ibis 1861, p. 6.
Helminthophaga ruficapilla Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N.
Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Helminthophila ruficapilla: Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Helminthophila ruficapilla (Wils.): Sharpe,
Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. — Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Er to Gange set i Syd-Grenland.

Et Skind af en ung Fugl skudt ved Fiskenes (ikke Godthaab,
som det har veret sagt) 10de Oktober 1823 indsendtes af Heil-
man til Museet i Kjøbenhavn. Et andet Skind, ogsaa af en ung
- Fugl, der kom ene flyvende og satte sig paa et Havegjerde hos en
Flok Graasiskener ved Fiskenes Зе August 1840, indsendtes af
Kielsen.

Arten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Den hører mest hjemme
1 de middelvarme Egne, men skal dog kunne findes indtil Labrador.

282
115. Geothlypis philadelphia (Wils.).

Trichas philadelphia (Wils.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р.
73. — Id., Ibis 1861, p. 6. 1

Geothlypis philadelphia Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884 — Geo-
thlypis philadelphia (Wils.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X. 1885. —
Ridgway, Manual N: Amer. Birds, 1887.

Har to Gange vist sig i Syd-Gronland.

En blev i 1846 af Kielsen indsendt til Museet fra Fisken«s.
En blev i 1853 skudt ved Julianehaab og sendt til Steenberg, der
gav den til Museet. (Ingen af dem findes her mere.)

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nermeste Hjem-
sted synes at vere den sydlige Del af Britisk Nord-Amerika.

116. Myiodioctes canadensis (L.).

Sylvania canadensis: Hagerup, Birds of 'Greenl., 1891, р. 61. — My-
iodioctes canadensis (L.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, р. 64.

Myiodioctes canadensis Aud.: Baird. Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Myio-
dioctes canadensis (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. — Syl-
vania canadensis (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Grønland.

En ung Fugl fra ,Gronland, 1875, Fischer“, er fra Benzon’s
Samling overgaaet til Museet 1 Kjøbenhavn.

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Labrador er dens nær-
meste Hjemsted.

117. Siurus noveboracensis (Gmel.).

Siurus noveboracensis (Gmel.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, p. 65.

Seiurus noveboracensis Nutt.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Siurus nevius: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Siurus nevius (Bodd.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885.
— Seiurus noveboracensis (Gmel.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Har en Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind fra Nanortalik, 1882, ег af Miiller sendt til Museet 1
Kjøbenhavn.

Årten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador.

118. РагШа americana (L.).

Parula americana (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1860, p. 335.
— Mniotilta americana (L.): Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 6.

ee rae

EEE NEE

EEE

are Se

RAS TE ИС ot et AN ES gee

283

Parula americana Bonap.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Parula
americana (L.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. X, 1885. — Compsothlypis
americana (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Е Har еп Gang vist sig i Syd-Gronland.

Et Skind af en Han fra Syd-Grenland blev indsendt til Museet
i Kjøbenhavn i 1857.

Arten, ogsaa Slægten, er amerikansk. Dens nærmeste sed-
vanlige Hjemsted er Kanada; den er ogsaa set i Labrador.

119. Turdus iliacus L. Vindrossel.

Turdus iliacus: Paulsen, i den tyske Oversættelse af Holboll’s Afhandl.,
1846, р. 6. — Turdus iliacus L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р.
82. — Id., Ibis 1861, p. 6.

Turdus iliacus L.: Dresser, Birds of Europe, П, 1872. — Baird, Brewer,
Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Seebohm, Catal.
Birds Brit. Mus. V, 1881. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway,
Manual N. Amer. Birds, 1887.

Vindroslen er et Par Gange set paa Gronlands Vestkyst.

En modtog Paulsen 1 1845 fra Grønland. En blev skudt ved
Frederikshaab 28de (ikke 20de) Oktober 1845 og af Holbøll sendt
til Museet i Kjøbenhavn.

Arten er europæisk-asiatisk. Til Færøerne kommer den aarlig

paa Vandring til og fra Island, hvor den yngler.

120. Turdus ustulatus Nutt. var. aliciæ Baird.

Turdus minor Gmel. (Т. swainsonii Cab.): Reinhardt jun., Vidensk.
Medd. 1853, p. 73. — Id., Ibis 1861, p. 6.

Turdus aliciæ Baird (1858) & Т. swainsoni Cab. (1846) & var. ustu-
latus Nuttall (1840): Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land
Birds, I, 1874. — Turdus swainsoni Cab. & Г. alicie Ваша & T. ustulatus
Nutt. ,,three forms, which appear to me to be deserving only of subspecific
rank, some examples being intermediate‘: Seebohm, Catal. Birds Brit. Mus.
У, 1881. — Turdus ustulatus & var. alicie & var. swainsoni: Coues, Key
№ Amer. Birds, 1884. — Turdus alicia Baird & Т. ustulatus Nutt, & var.
swaimsonw Cab.: Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.

Har to Gange vist sig i Syd-Gronland.

En blev i Juni 1845 skudt ved Ameralik ved Godthaab og af
Holbøll sendt til Museet. Et Skind fra Grønland, 1854, er fra Ben-
zon’s Samling overgaaet til Museet.

Arten er amerikansk. Dens nærmeste Hjemsted er Labrador.
Nogle faa Gange har den vist sig i Europa.

284

121. Turdus migratorius Г. 5

Turdus migratorius L.: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1865, p. 241;
1881, p. 184.

Turdus migratorius L.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Seebohm, Catal. Birds Brit. Mus. У, 1881. — Coues,
Key N. Amer. Birds, 1884. — Merula migratoria (L.): Ridgway, Manual N.
Amer. Birds, 1887.

Er to Gange set paa Gronlands Vestkyst.

Et Skind af en Han skudt ved Kornok ved Godthaab indsend-
tes 1 1865 af Rink til Museet. Et Skind, vist af en Hun, skudt
ved Sukkertoppen, indsendtes af Müller i 1881.

Arten er amerikansk. Den yngler almindelig ı Labrador, det
neermeste Hjemsted.

122. Saxicola oenanthe (L.). Stenpikker.

Motacilla oenanthe L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 122. —
Saxicola oenanthe: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 392.

Saxicola oenanthe (L.): Dresser, Birds of Europe, II, 1874. — Saxi-
cola oenanthe Bechst.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land
Birds, I, 1874. — Saxicola oenanthe (L.\: Seebohm, Catal. Birds Brit. Mus.
У, 1881. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Vestgrenlandsk. Kyssektak eller Kussektak, at Kussek, Dryp, fordi dens
Bevegelser med Halen skulle minde om Tagdryp. (Fabricius). — Kugsastak
eller Kugsak. (Helms.)

De gronlandske Stenpikkere ere formede og farvede fuld-
stændig som danske eller andre sædvanlig europæiske, men
oftest lidt sterre. Vingen, der forholdsvis ikke er lengere end
hos de danske, vexler i Lengdemaal hos 18 foreliggende gran-
landske Skind af voxne Fugle fra 100™™ til 106, oftest er den
fra 102 til.104; hos over 60 danske vexler Vingelengden fra
91 til 99. De Maal, som Finsch opgiver for gronlandske Sten-
pikkere, vise som oftest samme Forskjel fra de sedvanlige
europæiske, men, som Finsch gjor opmerksom paa, der findes
Undtagelser; nogle af hans gronlandske Skind synes at vere
lige saa smaa som de sædvanlige europæiske. (Det har været
sagt om den grønlandske Race, at den mere end den sædvan-
lige europæiske skulde have Tilbejelighed til at sætte sig i
Treer. Hvorledes Stenpikkeren 1 Granland skulde faa Lejlighed

285

til at vise Forkjærlighed for Trer, ег mindre klart. I Danmark
er det iøvrigt ingenlunde sjeldent at se en Stenpikker i et Tre;
iser syngende Hanner sætte sig ofte i Toppen af fritstaaende
Treer.)

Et helt hvidt Skind, med lyst Neb og lyse Fedder, har
Museet i 1848 modtaget fra Holbøll.

Stenpikkeren er en almindelig ynglende Trækfugl langs
Grønlands. Vestkyst til Nord for 73° og langs Østkysten, endnu
ved 75°; en enkelt Gang er den set ved Nordkysten. ТИ Syd-
Grønland kommer den først i Maj, Ш Nord-Gronland mest i

Juni; den kommer i Smaaflokke, Hannerne først. I September

plejer den at forlade Landet; men den kan dog undertiden sees
endnu i Oktober eller senere. Den ferdes mest ved Fjordenes
Bund og inde i Land, mindre ved Stranden, baade i Dale og
højt oppe paa Fjeldene. Foden er Insekter og Insekt-Larver ;
naar der ligger Sne, soger den ofte Flue-Larver ved Gron-
lendernes Huse. Reden bygges i Huller mellem Stene, af Gres,
Mos, Fjer, Hare-Haar 0.s.v.; ikke sjelden findes Reden i de
Stendynger, som Grønlænderne legge over deres Døde. Æg
ere fundne fra 22de Maj til 28de Juni.

Ved Julianehaab viste den sig i 1840 forste Gang 3dje Maj,
skriver Jorgensen i sin Dagbog. Næsten fuldt udvoxede Unger saa
han ved Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjord 18de Juni. — I Som-
meren 1894 saa Bruun den overalt i Egnen ved Julianehaab. Æg
fandtes 18de Juni.

Ved Ivigtut fandt Hagerup den almindelig ynglende i 1886— 88.
Т 1886 blev den første set 5te Maj; de sidste viste sig 5te Oktober,
efter at ingen havde været at se i flere Uger. I 1887 bleve de
første sete 12te Maj, de sidste 25de September. I 1888 blev den
set første Gang 16de Maj, sidste Gang 23de September. I Yngle-
tiden blev den set paa Fjeldene indtil en Højde af 1200 Fod over
Havet; Reder fandtes baade ganske lavt nede og endnu i 700 Fods
Højde. Tidligst fandtes Æg 3dje Juni, senest 28de Juni. — I
1890—91 fandt Helms den ligeledes ynglende overalt ved Ivigtut,
i selve Byen, i Dalene og oppe paa Fjeldene. I 1890 kom de to
forste, to Hanner, den 2den Maj; siden blev hver Dag set adskillige,

286

(Saxicola oenanthe.)
fra 9de Maj ogsaa Hunner. 18de Juni fandtes en Rede med nylig
udrugede Unger. I Træktiden om Efteraaret, fra Midten af August
til Midten af September, var den overordenlig almindelig overalt
paa Fjeldene i spredte Flokke; i Slutningen af September var den
begyndt at blive sjelden; 6te og 19de Oktober blev endnu en en-
Кей set, ligeledes 1ste November, da Landet var snedækt. I 1891
kom de forste, 3—4 Hanner, 9de Maj; 12te Maj var der adskil-
lige; indtil 21de Maj зааез kun Hanner. i

Ved Arsuk fandt Krabbe den almindelig ynglende. 1 1890
blev den set første Gang 3dje Maj, derefter daglig. I 1891 var
den almindelig 144е Ма).

Ved Arsuk og langs Kysten mellem Arsuk og Frederikshaab —

fandt Helms den 1 1893 almindelig ynglende baade paa Fjeldene
og i Dalene, dog ikke paa de mindre Ger, oftest inde i Fjordene.
3dje Maj blev den set forste Gang, omtrent 10 Hanner paa Frede-
rikshaabs nordre Stors, og de falgende Dage, 1 koldt Vejr med ind-
til 6°C. Kulde og Storm fra Nord, saaes atter nogle omkring de
grønlandske Huse; kun Hanner bleve sete indtil Midten af Maj.
Indtil Slutningen af Maj holdt de sig mest omkring de grønlandske
Bopladser; de ualmindelig store Snemasser hindrede dem i at søge
Fede andre Steder. Redebygningen begyndte 1 Slutningen af Maj.
Udfløjne Unger bleve første Gang sete 2den Juli. Fra Begyndelsen
af August til hen i September traf man den i Smaaflokke overalt,
ogsaa paa Fjeldene indtil en Højde af 1500 Fod. Fra Begyndelsen
af September aftog Tallet; de sidste saaes 25de September.

Ved Frederikshaab er det sikkert især, at Fabricius har fundet
den almindelig. Museet har faaet den derfra i 1886.

En lille forpjusket Fugl, der mentes at være en Stenpikker,
blev set paa en af de fjerneste Nunatakker 1 Indlandsisen indenfor.
Frederikshaabs Isblink, omtrent 5000 Fod over Havet, sidst 1 Juli
1878, som Kornerup meddeler; den var, mente man, forslaaet
derud af en voldsom Snestorm.

Fra Egnen ved Fiskenæs haves Skind i Kjøbenhavns Museum.
Fra samme Egn omtaler Finsch en Række Skmd af gamle og unge
Fugle, indsamlede Sommeren igjennem.

Som ynglende ved Godthaab nævnes den af Holbøll, i Brev
af 1893.

Ved Holstenborg skal den efter ,Brummerstedt komme i Ве-
gyndelsen af Maj og lægge Æg sidst i samme Maaned.

ОЕ CRD ST OEM HR

SV por

EN AS

Pp Re WETTEN Е. OR RQ

287

Ved Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, iagttoges den af
Kolthoff i Juli 1883. |

Ved Christianshaab nævnes den i 1880, af Fencker, første
Gang 18de Maj; 22de Maj bragtes de første Æg. I 1881 viste
den sig 8de Maj, 1 82 ligeledes 8de Maj, og 194е Maj samme Aar
nævnes den som talrig. 12te Juni 83 indbragtes en Rede med 8 Ag.

Fra Klaushavn haves i Museet et Skind fra Maj 1880.

Fra Jakobshavn haves ogsaa Skind i Museet.

Som hjemmehgrende paa Disko nevnes den af Giesecke 1 1812.
— Til Godhavn ‘skal den, efter Holbøll, komme i de første Dage af
Juni, undertiden endda for tidlig, medens Sneen endnu dekker alt.
— Mg derfra har Museet faaet i 1859. — Kumlien. nevner den 1
1878 som almindelig paa Disko og paa Øerne i Disko-Bugt. — Ved
Godhavn blev den i 1879, efter Fencker, slet ikke set.

Ved Ritenbenk indfandt den sig, efter Fencker, i 1891 1 de
ferste Dage af Maj.

Inderst i Umanak-Fjord fandtes den, efter Vanhöffen, ret al-
mindelig, ynglende, 1 1892—93.

Ved Preven iagttog Nares adskillige udflejne Unger 20de Juli
1875. — Fra Egnen om Upernivik nevnes den af Fencker som ikke
meget almindelig. Fra Tasiusak fik han den, skudt mod Slutningen
af September 86.

Ved Port Foulke paa Nordkysten saa Dr. Horner, раа „Рап-
dora“, еп enkelt i Juli 1876, som meddelt af Feilden.

Paa den sydlige Del af Østkysten nævner Vahl den som al-
mindelig, 1 Brev af 1830. Ved Nanusek (Nenese), paa 60° 38,
saa han den 1 1829 forste Gang 154е Maj; samme Sted fandt han
i Begyndelsen af Juli en Rede med fem Unger 1 en gammel grgn-
landsk Grav.

Som almindelig ved Angmagsalik i September 1892 nævnes
den af Bay. — Som ynglende 1 Egnen nævnes den af J. Petersen
1 1897. I 1895 kom den i de sidste Dage af April.

Ved den indre Del af Scoresby-Sund var den, efter Bay, al-
mindelig 1 1891—92, paa Danmarks-@, paa Gaaseland, ved Gaase-
fjord, paa Østkysten af Milnes-Land, paa Røde-Ø og ved Nordvest-
fjord; ved den ydre Del af Scoresby-Sund blev den derimod ikke

‚ set. I 1891 blev den set sidste Gang 6te September. Den første

i 1892 blev, af Cand. Deichman, set 25de Maj. En enkelt, der
blev skudt, havde i Maven Rester af Blade.

288

(Saxicola oenanthe.)

Den lille Fugl ,resembling a wag-tail“, som Scoresby saa paa
Liverpool-Kyst 24de Juli 1822, har vel snarest været en Stenpikker.

Paa Hvalros-Ø, Syd for Sabine-@, iagttog Pansch en enkelt
13de Maj 1870.

Paa Shannon-@ skød Pansch to unge Fugle 26de Juli 1870.

Paa Vandring over Havene omkring Grønland er den oftere
set. — I Oktober 1818 iagtog Sabine nogle faa udfor Kap Farvel,
utvivlsomt paa Vandring bort fra Landet. — Ligeledes udfor Kap
Farvel, meddeler Kolderup Rosenvinge, fløj adskillige ombord paa
»Hvidbjornen* 184е og 19de Maj 1888; de vare meget udmattede
og døde som oftest inden et Døgns Forløb. (En Han og en Hun
bjembragtes til Museet.) — En enkelt saa Arctander i Davis-Strædet
omtrent. 15 Mil fra Land 14de April 1875, som meddelt af Helms.
— Paa alle sine sex Grønlands-Rejser, før 1840, saa og fangede
Holbøll ofte Stenpikkere paa Atlanterhavet SV. for Island. — Over
det aabne Atlanterhav er den ogsaa flere Gange set af Bruun og
Traustedt, i Maj 1894 og Oktober 1892, som meddelt af Helms.

Årten er nærmest europæisk-asiatisk; den findes som ynglende
over hele Europa, i Nord-Afrika og i Asiens nordlige Del; den er
almindelig paa Færøerne og Island og findes ogsaa paa Jan Mayen.
I Amerika er den, foruden i Grønland, funden ynglende i Labrador,
1 ringe Mængde, paa Vestkysten af Davis-Strædet og i Alaska; nogle
ganske enkelte ere iagttagne paa Amerikas Østside sydligere end
Labrador, vist kun som vildfarende. Heller ikke nogen anden Art

af Slægten findes i Amerika, medens talrige Arter leve i den Gamle |

Verden. — De. grønlandske Stenpikkere findes altsaa om Vinteren
ikke i Amerika; de vandre til Atlanterhavets Østside; ofte nok har
man jo set dem krydse Atlanterhavet. — Den store Race, der findes
i Grønland, kjendes ogsaa fra Island (i Museet haves et Skind der-
fra med Vingelengde 104™™; et Skind fra Havet Syd for Island har
Vingen 1031/2, et andet 98), Færøerne (Maal af fire Skind med Vinge-
længde 101, 102, 1021/2 og 105 opgives af Knud Andersen, Vidensk.
Medd. 1898, p. 392) og de Britiske Øer. I England skal den kun vise sig
paa Gjennemrejse (Saunders, Manual of British Birds, 1889, p. 20); de
ynglende engelske Stenpikkere ere af den lille Race. Men om den store
Race paa Færøerne og Island ligeledes kun er Gjæst, eller om den
ogsaa yngler dér, er ikke oplyst; paa Færøerne i hvert Fald findes
ogsaa den sædvanlige europæiske lille Race (et Skind med Vingelængde
98 haves i Museet; fire Skind med Vingelængde 94, 96, 97 og 98 ere
maalte af K. Andersen). Den lille Race synes at være den eneste, der

ыы

Е ОЕ а

289

kjendes fra Norge (se Maal hos Collett, Nyt Mag. f. Naturv., XXIII,
1877, p.103, og ХХХУ, 1893—94, р. 14; af 15 Skind var der
kun ét, der havde Vingen 100™™ lang, de andre vexle fra 92 til
97) og Danmark. — Langs Europas yderste Vestrand synes de
gronlandske Stenpikkere at vandre; selve Vinteren tilbringe de vel
1 Afrika.

123. Cannabina linaria (L.) var. rostrata Coues & var. canescens

auctorum. Graasisken.

Fringilla linaria L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 121. — Li-
nota linaria & L. hornemanni Но. (canescens aut.): Holbøll, Naturhist.
Tidsskr., Bd. 4, 1843, p. 397 & 398. — Acanthis linaria L. & À. cane-
scens Gould: Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 82 (kun Navnene). —
Fringilla linaria L. & F. canescens (Gould): Reinhardt jun., Ibis 1861,
p. 7.

Aigiothus linarius Cab. & var. holbolli & Æ. canescens Cab.: Baird,
Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Linota li-
naria (L.) & Г. rufescens (Vieill.) & Г. exilipes (Coues) & L. hornemanni
Holb.: Dresser, Birds of Europe, IV, 1876—77. — Ægiothus linaria & var.
holboelli & Æ. hornemanni & AL. exilipes: Coues, Key N. Amer. Birds,
1884. — Acanthis hornemanni (Holb.} & А. hornemanni exilipes (Coues) &
A. linaria (L.) & A. linaria holboelli Brehm & А. linaria rostrata (Coues):
Ridgway, Manual №. Amer. Birds, 1887. — Acanthis linaria (L.) & sub-
species holboelli (Brehm), rostrata (Coues), rufescens (Vieill.) & A. exilipes
(Coues) & subsp. hornemanni (Holb.): Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XII,
1888.

Vestgrenlandsk. Orpingmiutak, Træbeboer, af Orpik, et Tre, et pas-
sende Navn for den eneste grønlandske Fugl, der bygger. i Buske. Et andet
Navn for den er Anarak, eller formindsket Anarangoak, af Anak, Skarn, fordi
den er såa uanselig. Et tredje Navn er Nennamak, hvis Betydning ikke
kjendes. (Fabricius.)

Blandt gronlandske Graasiskener (til Sammenligning fore-
ligge 33 grønlandske Skind, foruden 7 Hoveder, og 30 Skind
fra andre Lande) kan der tilnod skjelnes to Former. — I Forhold
til forskjellige andre Racer af Arten ere begge temmelig store,
med svert Neb. — Den ene af de gronlandske Former, Can-
nabina linaria var. rostrata Coues (holboellii Brehm) ег den
samme. store Race, der kan findes i Nord-Europa og Nord-
Asien (til Sammenligning haves blandt andet to Skind af Brehm’s
»Fringilla holbölli“ fra Europa, modtagne fra Brehm selv), og
som staar saa ner ved den typiske europæiske Form af Arten,

XXL 19

290

(Cannabina linaria.)
at Adskillelsen mangen Gang er saa godt som umulig; dog

kunde det maaske siges, at de gronlandske Fugle i Sammen-
ligning med de europæiske af lignende stor Race gjennem-
gaaende have lidt morkere Neb, og at deres Neb har noget
storre Tilbojelighed til at have buet Ryg. — Den anden af de
grønlandske Former, Cannabina linaria var. canescens aucto-
rum (?nec Gould) (hornemanni Holbøll), er den mest ejen-
dommelige af alle Artens Racer (oftest regnet for en egen Art,
ligesom flere af de andre Racer); i sin mest udpregede Skik-
kelse udmerker den sig fra Artens typiske Form foruden ved
sin Størrelse og sit sværere, især bredere, Næb, ogsaa ved, at
Fjerklædningen er rigere, de enkelte Dækfjer større (såa længe
de ikke ere slidte), og at Farven er lysere, Fjerenes lyse Rande
forholdsvis større og renere hvide og mange af Fjerenes mørke
Længdepletter stærkt indskrænkede eller manglende, saa at
blandt andet Overgumpens Fjer og Halens nedre Dækfjer ere
helt hvide, og den røde Farve paa Pande og især paa Bryst
er lysere. Men intet af de opgivne Skjelnemærker er rigtig
fast; det bedste Kjendemærke for var. canescens overfor linaria
typica er Mangelen af morke Længdepletter paa Overgumpen
og paa Halens nedre Dekfjer, en Egenskab, der ogsaa findes
hos var. exilipes, der regnes for en mindre Race af canescens,
fra sydligere Egne i Nord-Amerika og Nord-Asien; men ikke
faa morke Lengdepletter findes de paagjeldende Steder hos
eronlandske Fugle (fuldt udfarvede), der ellers nærmest maa
siges at vere af var. canescens, blandt andet ogsaa paa nogle
af Holboll’s egne Skind af „Linota hornemanni“. — Heller ikke
Finsch har kunnet finde faste Skjelnemerker mellem Racerne.
(Efter Holbøll skal var. canescens have en noget anden Lokke-
stemme end var. rostrata; men for var. canescens exilipes op-
giver Nelson (Report Nat. Hist. Coll. Alaska, 1887, p. 178),
der har haft rig Lejlighed til at iagttage baade den og linaria
typica, at de to Former ikke kunne skjelnes efter Stemmen.)

(I Opfattelsen af Graasiskenens Racer er man ofte bleven vild-

Ein

Dt RE a РА

Ft

291

ledet af de store Forandringer i Ydre, som hver enkelt Fugl gjen-
nemgaar i Aarets Løb. De friske Fjer, der fremkomme ved Efter-
aars-Feldingen, have næsten alle brede, lyse Rande; inden neste
Felding afslides de lyse Rande for en stor Del; en Fugl, der om
Efteraaret er helt hvidlig, kan om Sommeren derfor vere ganske
mørk. Desuden foregaar en delvis Omfarvning. De nye Fjer paa
Pande og Isse hos baade Han og Hun ere bronzefarvede, med sort-
agtig Grund og lys Spids; den bronzelignende Farve, der er bunden
til Fjerenes Straaler, ændres til dyb rød, en Farve, der om For-
aaret bliver stærkt fremtrædende, dels ved, at Fjerenes lyse Spidser
affalde, dels ved, at Bistraalerne, der ogsaa ere hvidlige, ligeledes
affalde, saa at kun de røde Straaler blive tilbage. Den røde Farve

paa Hannens Hals og Bryst fremkommer ogsaa tildels ved Om-

farvning. Nogle af de nye Fjer paa de paagjeldende Steder ere
graalige, andre gullige, andre hvidlige, nogle væsenlig ensfarvede,
andre med sortagtig Længdeplet, alle med mørk Grund og med lys
Bræmme; i et bredt Belte nærmest omkring den mørke Grund
farves Straalerne, baade af de graalige og de lyse Fjer, røde, først
ganske svagt, senere stærkt; hen paa Foraaret bliver den røde
Farve stærkt iøjnefaldende ved, at Fjerenes lyse Spidser affalde, og
ved, at de lyse Bistraaler paa de røde Straaler ligeledes falde.
Brystfjerene kunne dog ogsaa allerede ved deres Frembrud have
røde Straaler.)

Graasiskenens mørke grønlandske Race, var. rostrata,
findes almindelig ynglende langs Vestkysten; hvor højt den
gaar mod Nord, vides ikke; i det mindste ved Jakobshavn findes
den endnu; men i Nord-Grønland bliver den sjelden; fra Øst-
kysten kjendes den ikke sikkert. Den lyse Race, var. canescens,
yngler раа den nordlige Del af Vestkysten, ikke sydligere end
69°; heller ikke for dens Vedkommende kjendes Nordgrændsen ;
endnu ved Upernivik findes den talrig; paa Østkysten, i hvert
Fald paa den nordlige Del, yngler den ogsaa. Den mørke
Race er oftest fuldstændig Trækfugl, der kan komme til Syd-
Grønland i de første Dage af April; men Indvandringen i Landet
kan vedblive til Begyndelsen af Juni; i September og Oktober
forsvinder den; enkelte ere dog sete ogsaa om Vinteren. Den lyse
Kace skal derimod væsenlig være Standfugl, der overvintrer i

195

292

(Cannabina linaria.)

Nord-Gronland, især paa Fjeldene inde i Landet; kun i milde
Vintre skal den vise sig ved Kysten og da undertiden i temmelig
stort Tal, som i 1828—29 og 1837—38; til Syd-Gronland
kommer den kun om Vinteren og kun sjelden. Graasiskenen,
begge Racer, holder iser til inde i Fjordene paa Bjergskraa-
ninger med Krat; udenfor Yngletiden strejfer den vidt omkring
ogsaa andre Steder. Dens Fode er mest Fre, men ogsaa
Insekter; især skal den tage Его af Cochlearia, Montia og
Alsine. Reden bygger den i Buske, af Kviste, Rødder, Gres,
Plante-Uld og Fjer. Æg ere fundne fra Slutningen af Maj til
langt ind i Juli. Efter Yngletiden samles den gjerne i Flokke.

Ved Nanortalik fandt Vahl den overvintrende 1828 —29,

Som ynglende ved Julianehaab nævnes den af Jorgensen 1
Dagbog fra 1840. — Rede derfra har Museet faaet fra 7de Juni
1849. — Bruun fandt den mørke Race overalt ved Julianehaab i
Sommeren 1894. I sidste Halvdel af Juni bragte Gronlænderne
adskillige Reder, med Æg, oftest tagne 1 Pilekrat forskjellige Steder
ved Tunugdliarfik- og Sermilik-Fjord.

Ved Ivigtut var den mørke Race, efter Hagerup’s lagttagelser i
1886—88, den talrigste af Egnens Smaafugle. I 1886 blev den set
forste Gang 6te Maj; almindelig var den 17de Maj; 1 Slutningen af
September vare de fleste vandrede mod Syd; nogle faa viste sig
af og til Oktober igjennem; 26de Oktober, da Landet var dækket
med foddyb Sne, blev der set 3 eller 4; i November var ingen at
se; men 5te December blev der set en og Sde 5 eller 6 og Yde
2, sogende Fede i nogle faa Buske, der ragede op over Sneen ved
Bredden af Fjorden, der var tillagt med Is. I 1887 bleve de første
sete 24de April, nogle faa 20te April; бе Maj vare adskillige
komne i Dalen, og 10de Maj var den almindelig; 28de September
vare de fleste borte, nogle faa bleve sete 1 Oktober, og en viste
sig 21de November. I 1888 blev en set 27de Januar og en 4de
Februar; 10de Maj var den almindelig. Den plejer at bygge alle-
vegne, hvor der ег Buske, paa Bjergskraaningerne ikke højere end
500 til 600 Fod over Havet; Reden stilles oftest paa de nederste
Grene 1 Pilebuske tet ved Jorden, ikke højere end 31/2 Fod; som
Undtagelse byggedes en Rede i en gammel Baad, der laa i Ivigtut
By. Nylagte Же fandtes tidligst 20de Maj, senest 26de Juni. Sidst
i Juni begyndte Ungerne at forlade Rederne. I Juli, August og

WS ae ere = eile i SS EEE

en

Be EL

gr

FORE Е

293

forste Halvdel af September kom baade unge og gamle ofte om-
kring Husene og samledes i Flokke paa Affaldsdyngerne fra Brygge-
riet. Om Sommeren lever den for en stor Del af Insekter; en, der
blev skudt 2den Juli, havde edt smaa Fiuer. — I 1890—91 ynglede
den ligeledes almindelig ved Ivigtut, som Helms meddeler. I 1890
blev den set første Gang 29de Maj og var derefter almindelig; 6te
Oktober var den endnu talrig ; 8de Oktober blev den sidste set. I
1891 viste den sig første Gang 18de April, 2 sammen; 21de April
efter et stærkt Snefald var der omtrent 20 i Byen; i første Uge af
Maj var den bleven almindelig. Til Rede-Steder valgte den spredt
Krat lidt op ad Fjeldskraaningerne; derimod syntes den ikke at
bygge i Pilekrattet i Bunden af Dalene. 8de Juni 1890 fandtes
første Rede med Æg. — 25de Juli 1893 fandt Helms i Pilekrattet
ved Ivigtut i en Højde af 4 Fod over Jorden en Rede med 5 Æg,
hvad der kunde tyde paa, at nogle yngle to Gange aarlig (som det
i hvert Fald kan ske i Fangenskab).

Af den lyse Васе saa Helms 4 i et Pilekrat ved Ivigtut 6te
Oktober 1890; 2 af dem bleve skudte (og den ene skjænket Museet).
De holdt sig for sig selv, skilte fra de talrige morke Graasiskener,
der fandtes 1 Nerheden.

Ved Arsuk var den mørke Race almindelig som ynglende i
1889—90, efter Krabbe. I 1889 blev den set sidste Gang 13de
Oktober, en lille Flok. I 1890 viste den sig første Gang 4de Juni.
— I 1893 var den, efter Helms, almindelig i Smaaflokke langs
Kysten Nord for Arsuk i Midten af Maj. Ved Arsuk ynglede den
almindelig, lige saa talrig som inde 1 Fjorden ved Ivigtut. I Slut-
ningen af Maj holdt den sig tildels omkring Bygningerne i Arsuk ;
i Juni og Juli levede den spredt omkring ved Redepladserne; 1
August og September viste den sig igjen flokkevis i og omkring
Byen, og Tallet tiltog til henimod Slutningen af September, da det
aftog stærkt ved indtrædende Frost; 1 Begyndelsen af Oktober var
der kun faa; 8de Oktober bleve de sidste sete. 174е Juni fandtes
en Rede med 5 Æg; 15de Juli vare Ungerne udflejne. 20de Juni
fandtes en anden Rede med 2 Æg; 15de Juli indeholdt den næsten
flyvefeerdige Unger.

Ved Narsalik Syd for Frederikshaab skod Krabbe en Graasi-
sken af den lyse Race 21de September 1889 (skjænket til Museet) ;
andre bleve ikke sete.

Ved Frederikshaab viste den mørke Race sig første Gang 1
1895 10de Maj, efter Helms.

294
(Cannabina linaria.)

Fra Fiskenæs haves i Museet Skind 1 Sommerdragt af den
merke Race. Fra samme Egn nevnes den af Finsch fra Sommer-
tiden.

Fra Fiskenæs haves 1 Museet ogsaa Skind af den lyse Race, 1
Vinterdragt. Ogsaa Finsch nævner den, 1 1877, fra samme Sted
som skudt 28de Oktober.

I Brev af 1823 omtaler Holbøll den lyse Race som iagttagen
ved Godthaab i November og December. Tre Skind af Hunner af

den lyse Race fra Ameralik ved Godthaab, Februar 1824, indsendte af

Holbøll, haves i Museet; ligeledes et Skind fra Godthaab 1841, i
Vinterdragt. — Fencker nævner Arten som almindelig ved Godt-
haab i September 1892 og som set 1 Begyndelsen af April 93.

Ved Holstenborg er efter Brummerstedt den morke Race Træk-
fugl, kommende om Foraaret. Den lyse Race sees undertiden om
Vinteren. — Inde i Landet Øst for Holstenborg saa Kielsen i 1830
midt om Vinteren store Flokke af den lyse Race. — Paa en Nunatak
Isugdlersuak i Indlandsisen indenfor Kangerdlugsuak-Fjord, Øst for
Holstenborg, paa 67°, blev Arten set af J. A. D. Jensen 9de Au-
gust 1884.

Paa Øen Krajok ved Egedesminde saa Traustedt Arten i Smaa-
flokke i første Halvdel af Juni 1899. Skind af den mørke Race
haves i Museet fra samme Egn.

Ved Christianshaab nævnes Arten af Fencker 4de Maj 1880;
Rede med friske Æg indbragtes 18de Juni. I September 81 viste
den sig usædvanlig talrig. 19de Ма] 82 nævnes den ogsaa som
almindelig. Æg toges 27de Juni 83 og 18de Juni 84. — Fra
Christianshaab haves i Museet Skind af baade den mørke og den
lyse Race fra Maj 1882.

Fra Jakobshavn haves i Museet Skind af den mørke Васе i
Sommerdragt og af den lyse Race 1 Vinterdragt.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes Arten af Giesecke i
1807. — Skind af den mørke Race i Sommerdragt haves i Museet
fra Godhavn. — Kumlien fandt den i Sommeren 1878 almindelig
ynglende paa Disko.

Paa Fjeldene mellem Ritenbenk og Umanak, paa Nugsuak
Halvø, saa Holbøll i Februar 1826 flere Flokke af. den lyse Race.
— Ved Ritenbenk saa Fencker den lyse Васе 8de April 1891. —
Inderst i Umanak-Fjord saa Vanhåffen den i 1892—93 baade
Sommer og Vinter.

CRE ES a EE ME REISE

eee

ЗЕ

Е a КЕНО

wi

:
у

RATEN Eee

> RS aS Sees

АА So ea ASS LEA TR CLONE 1 Se + re

NET dar EN

POMS PRESS REINE ES

295

Ved Upernivik skal, efter Fencker, den lyse Race vere al-
mindelig; den mørke findes derimod ikke. I September 1884 var
den at se i Smaaflokke, ret talrig. 1ste Maj 87 nævnes den som
almindelig. Flere Flokke bleve sete 18de April 89. To saaes 18de
April 90.

Som ynglende ved Angmagsalik nævnes Arten af J. Petersen
1 1897. I 1895 kom den i de sidste Dage af April. 3

Omkring de indre Grene af Scoresby-Sund fandtes, efter Bay,
den lyse Race ret almindelig i 1891—92. I Yngletiden blev den
set ved Bunden af Gaasefjord, paa Gaaseland, paa Milnes-Land
overfor Røde-Ø og ved Nordbugten ved Nordvestfjord. Paa Gaase-
land viste den sig forst i en Hojde af omtrent 1200 Fod og var
da meget almindelig; ved Bunden af Gaasefjord fandtes den ynglende
i en Højde af 800 Fod. Paa den lave og ikke store Danmarks-@
var den ikke at se undtagen i Trektiden, og ved den ydre Del af
Scoresby-Sund blev den om Sommeren ikke set. I September 1891
var den tilstede paa Danmarks-@ 1 Smaaflokke; Mængden aftog
efterhaanden, og 7de Oktober bleve de sidste sete. 1ste Februar
1892 blev samme Sted en enkelt set; 104е Marts kom to, og 164е
og 23de Marts og 9de April viste sig smaa Flokke; Flokke eller
enkelte vare derefter at se næsten daglig indtil Maj; men allerede
4de Maj syntes de at vere helt forsvundne fra Wen og at vere
rejste til Ynglestederne. En Rede med to Æg fandtes iste Juni
ved Bunden af Gaasefjord, paa en Skraaning mellem Pile, bygget
af Gres, Rodder og Dun. En Graasisken, der blev skudt 10de
Juli, havde Maven fyldt med smaa haardskallede Fro. (En Hun i
Sommerdragt og en Han i Vinterdragt hjembragtes.)

Adskillige Smaafugle, der mentes at vere „Fringilla linaria“,
saa Scoresby mellem Klipperne ved Kap Hope og forskjellige Steder
раа Jameson-Land i Sommeren 1822.

Af den lyse. Race iagttog Pansch to sammen mellem store
Stene og Klippeblokke paa en ellers frodig planteklædt Bjergskraa-
ning ner ved Waltershausen-Gletscher 1 Kejser-Franz-Josephs-Fjord
i Begyndelsen af August 1870. Den ene blev skudt og omtales af
Finsch.

Paa Vandring over Davis-Stredet har Holbøll set den mørke
Race, derimod ikke den lyse.

Arten er circumpolar. Fra Fergerne, Island og Jan Mayen
kjendes den kun som mere tilfældig; derimod yngler den 1 Norge,

296
(Cannabina linaria.)
Labrador og paa Vestkysten af Davis-Strædet. Den er tilbgjelig til
at frembringe Racer, der kunne se ret forskjellige ud, men dog ere
alt andet end fast skilte; men ogsaa Racerne synes nærmest at
vere circumpolare; mindst udbredt er maaske var. canescens.

124. Loxia leucoptera Gmel. Hvidvinget Korsnæb.
Loxia leucoptera: Reinhardt sen., Vidensk. Selsk. Skr., VII, 1838, р. :
92. — Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 8.
Loxia leucoptera Gmel. (& Г.. bifasciata): Baird, Brewer, Ridgway,
Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Loxia leucoptera Gmel. &
Г. bifasciata (Brehm): Dresser, Birds of Europe, IV, 1877. — ‘Loxia leu-
coptera: Coues, Key №. Amer. Birds, 1884. — Гожа leucoptera Gmel.:
Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Loxia bifasciata Brehm & subsp.
leucoptera Gmel.: Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XII, 1888.

Det Hvidvingede Korsneb har nogle faa Gange vist sig i
Grønland, paa Ost- og Vestkyst.

En hel indtørret Fugl, i rød Dragt, medbragtes af en Gren-
lender fra Østkysten til en Handelsplads paa Sydkysten som en
stor Sjeldenhed; den blev kjebt af Monrad, der gav den til Museet
i Kjobenhavn (hvor den ikke mere findes), og den er omtalt af
Reinhardt sen. 1 1838. Tre indtorrede Fugle, i graa Dragt, fra
Ydergerne ved Julianehaab, vist fundne døde, modtog Museet i 1856
fra Kielsen. Et Skind, i rod Dragt, fra Gronland, kom til Museet 1
1857 fra Kjærbølling.

Arten er circumpolar. Dens nærmeste Hjemsted er Labrador.
I Vest-Europa viser den sig kun mindre almindelig, vist oftest paa
Vandring fra Nord-Rusland eller Sibirien.

125. Xanthocephalus icterocephalus (Bonap.).

Icterus frenatus Licht.?: Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr., Bd. 4,
1842—43, р.74. — Ageleus perspicillatus (Licht.): Reinhardt jun., Ibis
1861, p. 7.

Xunthocephalus icterocephalus Baird: Baird, Brewer, Ridgway, Hist.
N. Amer. Birds, Land Birds, II, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884.
— Xanthocephalus longipes Swains.: Sclater, Catal. Birds Brit. Mus. XI,
1886. — Xanthocepalus xanthocephalus (Bonap.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887.

Er en Gang set i Syd-Gronland.

En Hun skudt ved Nanortalik 2den September 1840 (ikke
1820) blev af Kielsen indsendt til Museet 1 Kjobenhavn.

Arten, ogsaa Slegten, ег amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Pelslandene, hvor den skal findes indtil 58° N.B., men ikke
i den gstlige Del; dog skal den strejfe vidt omkring.

—— M

297

126. Scolecophagus ferrugineus (Gmel.).
Scolecophagus ferrugineus (Gmel.): Winge, Vidensk. Medd. 1895, p. 65.
Scolecophagus ferrugineus Swains.: Baird, Brewer, Ridgway: Hist.

N. Amer. Birds, Land Birds, II, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. —
Scolecophagus ferrugineus (Gmel.): Sclater, Catal. Birds Brit. Mus. XI, 1886.
— Scolecophagus carolinus (Müll.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887.
Er en Gang set i Syd-Gronland.
Et Skind af en Han skudt paa en af Ydergerne ved Frederiks-
haab 13de Juli 1889 er sendt Museet af Kolonibestyrer Petersen.
Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nermeste Hjem-
sted er Labrador, hvor den er almindelig.

127. Zonotrichia leucophrys (Forster).

Fringilla leucophrys: Reinhardt sen., Vidensk. ‘Selsk. Skr., УП, 1838,
р. 99, pl. I. — Reinhardt jun., Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1842—43, р. 75.
— Holbøll, ibd., р. 396. — Zonotrichia leucophrys (Gmel.): Reinhardt jun.,
Ibis 1861, p.7. — Helms, Vidensk. Medd. 1897, p. 222.

Zonotrichia leucophrys Swains.: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N.
Amer. Birds, Land Birds, I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. —
Zonotrichia leucophrys (Forst.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. —
Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XII, 1888.

Er kun et Par Gange set i Syd-Grenland, men yngler der
dog maaske undertiden.

En Han skød Holbøll 16de August 1824 ved Ujaraksoak, inde
i Godthaab-Fjord; han herte dens klare Lokkestemme og maatte
tro, ar den havde Hun eller Unger i Nærheden. Skindet indsendtes
til Museet i Kjøbenhavn. — En lille Flok skal efter Holbøll vere
set ved Godthaab i Efteraaret 1824. — En Han fra Vestergen ved
Fiskenæs fra 4de Oktober 1840 er af Kielsen sendt til Museet.
(De her opgivne Tider og Steder ere de oprindelig til Museet med-
delte; hos Holbøll synes der at vere indløbet nogle Fejl.) — I
Juni 1894 blev en fanget tilsos i Nærheden af Kap Farvel, som
meddelt af Fencker og Krabbe hos Helms.

Arten, ogsaa Slegten, er amerikansk. Dens nærmeste Hjem-
sted er Labrador.

128. Emberiza lapponica (L.). Laplandsverling.
Fringilla lapponica L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p.119. —
Emberiza calcarata: Holbøll, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 395. —
Plectrophanes lapponicus (L.): Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p. 82

kun Navnet).

298

(Emberiza lapponica.)
Plectrophanes lapponicus (L.): Dresser, Birds of Europe, IV, 1872.
— Plectrophanes lapponicus Selby: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. М. Amer.
Birds, Land Birds, I, 1874. — Centrophanes lapponicus: Coues, Key N.
Amer. Birds, 1884. — Calcarius lapponicus (L.): Ridgway, Manual N. Amer.
Birds, 1887. — Sharpe, Catal. Birds Brit. Mus. XII, 1888.
Vestgronlandsk. Narksarmiutak, Markbeboer, fordi den holder til paa
Sletterne. (Fabrieius.) — Narssarmiutak. (Rink, Helms.) — Ostgronlandsk.
Ivssormijitak. (Rink.)
34 gronlandske Skind foreligge, af unge og gamle, ikke
afvigende fra Skind fra Europa.
Laplandsverlingen er almindelig som ynglende langs det
meste af Grønlands Vestkyst; hvor langt den gaar mod Nord,
er ikke oplyst; endnu ved Upernivik findes den. Paa Østkysten
er den ogsaa funden ynglende. Som Trækfugl kommer den til
Syd-Grønland oftest i Begyndelsen af Maj eller senere, til Nord-
Grønland mest i Juni; i September eller senere, naar Sneen
kommer, vandrer den bort. Den opholder sig mest påa Enge
og Sletter inde i Fjordene. Foden er mest Frø, især af РИ.
Reden bygger den paa Jorden skjult i Græsset, af Græs, Mos,
Rødder og inderst Fjer, især af Вурег. Æg ere fundne fra
28de Maj til 6te Juli. i

Ved Julianehaab viste den sig i 1840 forste Gang 2den Maj,
skriver Jorgensen i sin Dagbog. — Rede med Æg fra 28de Maj
1849 har Museet modtaget. —- I Sommeren 1894 saa Bruun den
overalt paa Strækningen mellem Julianehaab og Ivigtut, langs Kysten
og inde i Fjordene. Ved Kagsiarsuk i Igaliko-Fjord var der mange.
Rede med Æg fandtes ved Narsak 18de Juni. Efter Gronlændernes
Opgivelse skulde den komme i Maj, aftage i August og forsvinde i
September-Oktober.

Ret almindelig ved Ivigtut fandt Hagerup den 1 1886—88; 1
selve Ivigtut-Dalen rugede 1 1886 omtrent 10 Par og i 1887 og
88 omtrent dobbelt saa mange. I 1886 blev den forste Gang set
244е Maj. I 1887 kom den første 22de Maj; den sidste blev set
30te August. I 1888 blev den forste set 20de Maj, og 23de Maj
var den almindelig; den sidste viste sig 30te August. Den fandtes
kun paa fugtige Steder dækkede med Gres og spredte Buske, og
den blev ikke set højere end 200 Fod over Havet. 16de Juni
1387 fandtes en Rede, med 7 nylig lagte Æg, stillet dybt i Mos

299

ved Roden af en Pilebusk. 3dje Juli blev der set en nylig ud-
fløjen Unge. — I 1890—91 fandt Helms den ligeledes ret alminde-
lig ynglende i alle Dalene omkring Ivigtut. I 1890 blev den set
første Gang 12te Maj, en Han; 2den Juni vare baade Hanner og
Hunner almindelige i Pilekrattet 1 Dalen ved Ivigtut; 1 August aftog
Tallet; i September bleve kun enkelte sete, den sidste 14de Sep-
tember. I 1891 viste der sig 10 Hanner 12te Maj efter en stærk
Snestorm. Den opholdt sig mest i de flade Dale ved Fjordene og
foretrak sumpet Mosebund med Tuer og lidt Buske; aabne Pletter
i de store Pilekrat tiltalte den øjensynlig meget. „I størst Mengde
fandtes den paa et Fladland ved Kornok-Fjord, et Par Mil Syd for
Arsuk-Fjord. Her vare golde smuldrede Klipper, hist og her be-
voxede med lidt Pilekrat, ellers med Blaabær og Revlinger; talrige
Smaasger laa spredte omkring. Den saaes her overalt, navnlig
siddende paa store Klippeblokke. Paa et lille Stykke saaes 10—19
Hannner 29de Juni 1890; 26de Juli fandtes ingen mere paa dette
Sted“. 20de Juni 1890 fandtes en Rede med 6 Æg, 13de Juli
igjen en Rede med 6 kun lidt rugede Mg. 27de Juni bleve Han
og Hun sete berende Sommerfugle-Larver til Ungerne; en udfigjen
Unge blev første Gang set 12te Juli.

Ved Arsuk i 1890 saa Krabbe 4de Maj 2 sammen, 9de Maj
igjen 2 og 13de Maj 3, ellers ingen. I 1891 144е og 15de Maj 1
Storm og Regn var der mange; et Sted sad 13 sammen; alle de
sete vare Hanner paa en ner; da det et Par Dage efter blev smukt
Vejr, forsvandt de fuldstændig. — I 1893 fandt Helms den ynglende
faatallig ved Arsuk og langs Kysten; flere Par ynglede ved Kysten
Nord for Arsuk og nogle neppe en halv Mil Øst for Arsuk; men
i det hele var den langt sparsommere ved Kysten end inde i
Fjorden, og раа Øerne udfor Kysten saaes den aldeles ikke. I
Slutningen af August og i September viste den sig enkeltvis, eller
nogle faa sammen, ved Kysten; det første Frostvejr i Slutningen af
September bragte den til at forsvinde.

Ved Frederikshaab saa Helms de første i 1893 12te Maj, 2
Hanner og 1 Hun; de følgende Dage saaes nogle ved Kysten.

Fra Fiskenæs haves Skind i Kjøbenhavns Museum. [Fra
samme Egn nævner Finsch Skind samlede i Maj, Juni og Juli.

Til Godthaab kommer den, efter Holbøll, i de første Dage af
Maj; men Trækket kan vare hele Maaneden igjennem. I Brev af
1822 omtaler han den som sjelden ved Kysten, men almindelig
inde i Land.

500
(Emberiza lapponica.)

Ved Holstenborg findes den, efter Brummerstedt, som ynglende.
Æggene lægges i Juni. I September trækker den bort.

Ved Aulatsivik-Fjord, Syd for Christianshaab, iagttoges den af
Kolthoff i Juli 1883.

Æg fra Egedesminde har Museet modtaget т 1861.

Ved Christianshaab nævnes den af Fencker 18de Maj 1880;
lite Juni indbragtes de første Æg. I 82 iagttoges den første Gang
18de Maj; 19de Maj var den talrig. 12te Juni 83 fandtes Æg.

Under 20de Maj 1881 skriver Fencker, at den allerede for
nogle Dage siden var set ved Klaushavn.

Skind fra Jakobshavn findes 1 Museet.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i 1807
og 1819. — Til Godhavn skal den efter Holbøll komme først i
Juni. — Ogsaa Kumlien fandt den almindelig ynglende paa Disko i
Sommeren 1878.

Ved Ritenbenk kom den, efter Fencker, i 1891 i de forste
Dage af Maj. I Juni nevnes den som ynglende paa Ritenbenk-®.

Inderst i Umanak-Fjord, fandtes den i 1892—93 af Vanhöffen
ret almindelig, ogsaa ynglende.

Ved Upernivik nævnes den af Fencker som temmelig alminde-
lig enkelte Aar. I 1884 opføres den som ikke sjelden ved Aug-
palartok. I 86 vare flere at зе ved Upernivik 20de Maj; særlig
talrig viste den sig ogsaa 1 Begyndelsen af September. I 87 viste
den sig 17de Maj, og sidst i Maj var den almindelig. I 88 var den
ret talrig 18de Maj. I 89 nævnes den under 19de Maj som kommen
i disse Dage, og 15de Juni fandtes dens Hg. 23de Maj 90 var
den der i større Mengde.

Som ynglende ved Angmagsalik nævnes den af J. Petersen 1
1897. 11895 skal den vere kommen i de første Dage af April.

Paa Ostkystens nordlige Del nævnes den af Pansch som ingen-
lunde almindelig. Den første i 1870 blev set ved Sabine-9 Øde
Maj; igjen den 16de Maj viste en enkelt sig.

Paa Shannon-@ bleve to Hanner skudte 26de Juli 1870, med-
deler Finsch.

Paa Vandring over Davis-Strædet har Holbøll set den.

Arten er circumpolar. Den yngler i Norge, Labrador og paa
Vestkysten af Davis-Strædet; paa Island og Jan Mayen synes den
at komme mere tilfeldig.

DEN PER a ee РУ"

ee! eee eS EC do,

И a ee Pe BERNER

501

129. Emberiza nivalis Г. Snespury.

Emberiza nivalis L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 117. — Hol-
bell, Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1843, р. 394. — Plectrophanes nivalis (L.):
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. 1853, p.82 (kun Navnet).

Plectrophanes nivalis (L.): Dresser, Birds of Europe, IV, 1873. —
Plectrophanes nivalis Meyer: Baird, Brewer, Ridgway, Hist. N. Amer. Birds,
Land Birds, I, 1874. — Coues, Key N. Amer. Birds, 1884. — Plectrophenax
nivalis (L.): Ridgway, Manual N. Amer. Birds, 1887. — Sharpe, Catal. Birds
Brit. Mus. XII, 1888.

Vestgronlandsk. Kopanauarsuk eller Kopanungarsuk, af Kopak, en
Веупе, fordi den bygger 1 Веупег mellem Stene; Hannen kaldes ogsaa
Amauligak, af Amaut, en Barnepels, efter dens sorte Ryg-Tegning (sammenl.
Somateria mollissima). (Fabrieius.) — Kupanavarsuk. (Rink.) — Kupalu-
arsuk. (Helms.) — Ostgronlandsk. Pisirajik, Pisek. (Rink.)

31 gronlandske Snespurve-Skind foreligge, af unge og
gamle, ikke afvigende fra europæiske.
_ Snespurven er almindelig som ynglende langs alle Gron-
lands Kyster. De fleste vandre bort for den koldeste Aarstid;
men en lille Del, baade Hanner og Hunner, bliver tilbage i
Landet om Vinteren, efter Holbøll flere i Nord- end i Syd-
"Grønland, vel fordi Snefaldet dér oftest er mindre end her; i
den Tid, Solen ikke kommer over Synskredsen, er Snespurven
dog kun sjelden set i Nord-Gronland, derimod oftere i Vinterens
koldeste Del, iFebruar. De, der vandre, komme tilbage til Syd-
Grønland oftest i Begyndelsen af April, til Nord-Gronland midt i
April eller senere; endnu i Juni kunne de sees vandrende over
Davis-Stredet. Den ferdes mest mellem Bjergene, ogsaa om
Vinteren mere inde i Landet end ved Kysten; langt inde paa
Indlandsisen er den set. Dens Fode er Fro og Ber, iser af
Polygonum viviparum, Empetrum og Vaccinium, ogsaa Insekter
og deres-Larver, hvormed Ungerne særlig fodres; Insektlarver
tager den undertiden ved Grønlændernes Huse. I Huller mellem
Stene paa Bjergskraaninger bygger den oftest Reden, af Græs,
Mos, Fjer, især af Ryper, og Uld, især af Ræve. Æg ere
fundne fra 254е Maj til 254е Juni. Efter Yngletiden samles
den i Flokke.

Ved Nanortalik saa Vahl flere 1 Vinteren 1828—29.

302
(Emberiza nivalis.)

Ved Julianehaab nævnes den af Jorgensen, i hans Dagbog,
som i 1840 set første Gang Ilte April. Fuldvoxne Unger vare at
se Ilte Juni. — Bruun fandt den i Sommeren 1894 almindelig =
overalt langs Kysten og i Fjordene. Efter Gronlændernes Udsagn —
skulle enkelte overvintre. À

Ved Ivigtut fandt Hagerup den i 1886—88 talrig om Sommeren; _
men om Vinteren saa han ingen. I 1886 vare de fleste borte 15de
Oktober; de sidste bleve sete 25de Oktober. I 1887 blev en enkelt 4
set 30te Marts, igjen en 3dje April og 5 eller 6 den 4de April, en |
Flok раа 20—30 den Sde April og enkelte en Uge senere; al-
mindelig var den ikke for 23de April; de sidste bleve sete 17de
Oktober. I 1888 blev den første set 5te April; den 7de og de
folgende Dage bleve adskillige sete, og fra 13de var den almindelig;
ote Maj blev en Flok paa 40 set blandt Buskene 1 Dalen, hvor
Arten ellers ikke havde vist sig; 15de Oktober var den endnu al-
mindelig. De forste Æg bleve fundne 26de Maj, de sidste 14de
Juni. De fleste Reder fandtes paa Bjergskraaningerne i en Hajde
af fra 50 til 300 Fod over Havet; men Fuglene bleve ogsaa, skjønt
sjelden, i Yngletiden sete 1 en Hojde af 2000 Fod. — Ogsaa Helms
fandt den, i 1890—91, ynglende overalt omkring Ivigtut. Fra M
Midten af August 1890 til lidt hen i Oktober viste den sig flokkevis, =
indtil 50 sammen, unge og gamle; fra Midten af Oktober vare kun —

enkelte at se; iste November fandtes endnu 2 omtrent 1000 Fod 4

tilvejrs, 18de og 19de November ligeledes 2. I 1891 viste den
første sig 1ste April; 6te og 7de var der igjen nogle faa, Sde
Smaaflokke paa indtil 10. 10de April var der om Natten faldet
over to Fod Sne, og om Morgenen kom en Del Flokke Snespurve
fra Ost Ш Ivigtut; omkring Husene og paa en Modding sad ofte M
over 100 sammen. Senere 1 April saaes den ofte i Mengde i og —
omkring Ivigtut; især naar der var faldet dyb Sne, kom den i store
Flokke ned til Byen og søgte Føde omkring Husene; det samme
gjentog sig ved nogle store Snefald i Maj. Indtil 17de April saaes
udelukkende Hanner, den Dag en enkelt Hun; 21de April saaes
mange Hunner; men Hannerne vere dog stadig i Overtal. 1 forste
Halvdel af Juni traf man den oftest parvis; dog saaes endnu бе
Juni en Flok paa 20, Hanner og Hunner. Æg fandtes i Juni.
De første udflejne Unger bleve sete Iste Juli, og i Midten af Juli M
vare Ungerne allevegne talrige. a

Ved Arsuk var den, efter Krabbe, i 1889—90 almindelig som

303

ynglende. I 1889 blev den sidste set 7de November. I 1890 blev
den set forste Gang 5te April, en enkelt; 12te April var der en
Flok paa omtrent 12; derefter var den at se daglig. — Ogsaa
Helms fandt den i 1893 ynglende overalt ved Arsuk og langs
Kysten, lige saa almindelig som inde 1 Fjordene. Hunnerne, der
kom senere end Hannerne, havde forst midt i Maj naaet deres
fulde Tal. I April og den største Del af Maj var den at se flokkevis,
senere parvis. Udflojne Unger bleve første Gang sete Øde Juli og
ofte i de folgende Dage; men endnu 5te og 7de August var der
lige udflojne Unger. Sidst i August begyndte den igjen at flokkes;
ved Midten af September bleve Flokkene større; 19de September
kom flere Flokke paa henved 50 flyvende ind ad Fjorden; ved
Midten af Oktober aftog Tallet.

Ved Frederikshaab har Fabricius fundet den almindelig. —
Samme Sted saa Vahl den i stor Mengde i Maj 1828. — 3fte
Marts nævner Jorgensen, i sin Dagbog, som den Dag, de første
viste sig 1 Foraaret 1849.

Fra Fiskenæs nævner Finsch Skind af baade gamle og Unger.

Ved Godthaab, dybt inde 1 Fjorden, nævnes den af Giesecke
under 2den August 1808. Ved Husene 1 Godthaab viste den sig i
{809 forste Gang 2den April; 25de November samme Aar var den
endnu at зе paa Stedet, hvad der skulde vere usædvanligt; den
skulde pleje at forlade Landet i Oktober. 6te April bleve de første
sete 1 1810. — Holbøll opgiver de første Dage i April som den
Tid, da den plejer at komme til Godthaab. Som en af de faa
Fugle, man ser inde i Land, nævnes den af Holbøll 1 1823, i
Brev, ligeledes af Vahl i 1831. Ogsaa om Vinteren havde Holbøll
set den ved Godthaab. — Fencker saa den der i store Flokke 1
September 1899. I 93 viste den sig i de første Dage af April.

Omtrent 16 Mile inde over Indlandsisen Øst for Godthaab saa
Nansen en enkelt 17de September 1888.

Ved Holstenborg skal den efter Brummerstedt komme sidst i
Marts; sidst 1 Maj lægger den Æg, og sidst 1 Juni har den Unger;
i Oktober sees den ikke mere.

Ved Bunden af Aulatsivik-Fjord ae for Christianshaab neevnes
den af Kolthoff i Juli 1883.

Paa Øen Krajok ved Egedesminde nævner Traustedt den som
ynglende i første Halvdel af Juni 1892.

Ved Christianshaab saa Fencker den i 1881 forste Gang i

504
(Emberiza nivalis.) -
storre Mengde 17de April. I 82 bleve de forste sete 23de April.
7de Januar 83 blev en skudt.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i
1807. Ved Godhavn saa han den forste Gang i 1808 914е April,
1 1812 6te Maj. Paa Sydkysten af Disko saa han nogle 914е
Januar 1813. — Holbøll nævner første Halvdel af Maj som den
sædvanlige Tid for dens Hidkomst til Godhavn. — Æg derfra har
Museet modtaget i 1859. — I nyere Tid er den nevnet fra Disko
af Nares, Kumlien, Stone og Ohlin.

Ved Ritenbenk saa Fencker den 1 1891 forste Gang 9de April.
Paa Ritenbenk-@ yngler den. 14de December 91 blev en skudt
paa Arveprindsens-0; den var vel ved Magt trods Kulden. Midt i
April 92 indfandt den sig ved Ritenbenk.

Paa Hare-@ fandt Sabine den ynglende i 1818.

Paa Nugsuak-Halve paa de højeste Fjelde mellem Ritenbenk
og Umanak saa Holbøll en lille Flok i Februar 1826.

Ved Bunden af Umanak-Fjord fandtes den af Vanhôffen yng-
lende 1 1893; den indfandt sig midt i April.

Paa Kysten Nord for Svartenhuk blev den set af Sutherland
29de Maj 1850.

Ved Upernivik findes den almindelig som ynglende, efter Fen-
cker. Øde April 1885 blev den set ved Augpalartok. 13de April
86 kom den ved Prøven; 22de April viste den sig paa Upernivik-
Øen; 8de Juni fandtes de første Æg. 3dje April 87 kom den ved
Upernivik. 28de Marts 88 blev den set ved Augpalartok, omkring
204е April almindelig ved Upernivik. I 89 blev den set første
Gang samme Sted 104е April. I 90 var den almindelig først 1
Maj; enkelte skulde have vist sig 24de og 25de April.

Ved Tasiusak, Nord for Upernivik, saa Bessels den i Mængde
i Flokke paa Stranden 1 August 1871.

Paa Isen i Melville-Bugt blev den set af Sutherland forst i
August 1850. — Paa Thom-®en i Melville-Bugt, paa 75° 41’, saa
Astrup den 1 1894 den 18de April, forste Gang det Aar.

Paa Northumberland-@ blev den set af Deltagere i „Polaris*-
Rejsen 9de Juni 1873.

Fra Mc Cormick-Bugt nævnes den af Stone fra Juli 1891, og
fra Tukto-Valley nævnes Reder tagne 19de og 21de Juni 1899. —
Ved Bowdoin-Bugt saa Ohlin smaa Flokke 19de August 1894.

Ved Port Foulke nævner Hayes den 1 1861 som kommende 1

Rise

305

Begyndelsen af Juni. — Ved Polaris-House blev den set af Del-
tagere i ,Polaris“-Rejsen 14de Maj 1873.

Ved Rensselaer-Bugt fandt Kane den almindelig. De sidste i
1853 bleve sete 4de November, de første i 1854 Iste Maj. Under
154е August 1854 siges, at Snespurvene begynde at flyve mod Syd
_1 Smaaflokke.

Ved Thank-God-Harbour saa Bessels den 1 Flokke paa Stranden
4de September 1871. I 1872 saa han den første 14de Marts;
18de Maj bleve tre sete, og 22de nævnes igjen en enkelt. Efter
Bessels ynglede den i Egnen.

Paa Lockwood-@, paa 83° 14, saa Lockwood, paa Greely’s
Rejse , adskillige fra 13de til 15de Maj 1882, og talrig fandt han
den lidt sydligere langs Kysten.

Ved Navy-Cliff paa Grønlands Nordest-Hjerne, paa 811/2°, saa
Astrup et Par Snespurve 2den Juli 1892.

Fra @stkystens sydlige Del nævnes den af Graah. — Vahl
skriver i Brev af 1830, at den i Sommeren 1829 var at se dér
allevegne i temmelig stor Mengde; første Gang blev den set 15de
Maj, ved Nanusek (Nenese) paa 60° 28’. — Ved Anoritok, paa
61° 30’, blev den set af Nansen 29de Juli 1888.

Omtrent 10 Mile inde paa Indlandsisen Vest for Umivik, paa
64° 20’, saa Nansen en enkelt 31te August 1888; den kom flyvende
og satte sig paa Sneen og fløj bort igjen mod Nord.

Ved Angmagsalik fandt Bay den yderst almindelig 1 September
1899. — Som ynglende i Egnen nævnes den af J. Petersen 1 1897.
I 1895 kom den enkeltvis 13de Marts; større Flokke kom i de
første Dage af April. I 1896 blev den set i Egnen sidst i Marts,
men ved selve Angmagsalik ikke for 15de April.

Ved Scoresby-Sund saa Bay den 1 1891—92 overalt, baade
inde i Fjorden og ude ved Kysten. Især syntes den at holde sig
til klippefulde Egne; den var saaledes meget almindelig paa Neill's-
Klipper, men blev ikke set paa den lave Sydkyst af Jameson-Land.
Paa Danmarks-Ø blev den sidste 1 1891 set 12te Oktober, den
første 1 1892 21de April. 30te Juni fandtes en Rede med 4 nylig
udklækkede Unger og 2 Æg, 3dje Juli en Rede med 4 nylagte
Же. Rederne fandtes i Huller i Klipperne, i Stenrøs og gamle
Eskimo-Grave; de vare fast byggede af tørt Græs og udforede med
Fjer. 14de Juli saaes første Gang flyvefærdige Unger. Sidst i
August samledes den i store Flokke.

XXI. , 20

306
(Emberiza nivalis.)

Paa Kysten mellem 70° og 75° blev den i Sommeren 1822
set af Scoresby, men kun 1 ringe Mengde. — Ved Kap Broer
Ruys saa Bay flere Snespurve 1 Juli 1891.

Paa Ostkystens nordlige Del fandtes den 1 1869—70, efter
Pansch og Finsch, overalt, baade ved selve Kysten og inde i Land.
Den nævnes særlig fra Jackson-0, Нуагоз-@, Pendulum-@ og Shan-
non-®. I 1869 bleve de sidste sete 29de September. Til Sabine-®
kom en enkelt 9de April 1870; fra 15de April var den at se
overalt. Fra 15de til 26de April viste den sig 1 Smaaflokke paa
indtil 5; men i de sidste Dage af April og i de tre forste Uger af
Maj blev der set Flokke paa 10 til 40 eller 60. Sidst i Maj for-
delte de sig parvis. Midt i Juni blev den set ifærd med at bygge
Rede. Ihjelfrosne fandtes flere i Foraaret 1870.

Paa Vandring over Davis-Strædet er den ofte set. — Udfor
Kap Farvel blev der paa Parry’s Rejse, som Richardson meddeler,
18de Juni 1821 set Flokke af Snespurve forfulgte af Vandrefalken.
— Holbøll nævner den som en af de Arter, der oftest flyve om-
bord i Skibene 1 Strædet. — 29de April 1850 melder Sutherland
om adskillige Snespurve, der 1 en Snebyge kom til Skibet ude 1
Davis-Strædet, paa 64° 48° N.B., 54° V.L. — Normann har faaet
den ombord paa Skibet 4de Juni 1867 paa 61° 1’ N.B., 35° 40°
V.L., med nordlig laber Kuling, klart Vejr. — 20de Maj 1888,
meddeler Kolderup Rosenvinge, saaes 1 Lobet af Dagen adskillige
Snespurve, enkeltvis, parvis eller 1 ganske smaa Flokke, trækkende
tværs over Davis-Streedet til Grønland mellem 63° og 64° М.В. —
Ogsaa af Arctander, Traustedt og Helms er den set over Davis-
Streedet.

Over Havet Syd for Gronland har Normann set den kommende
ombord paa Skibet 10de Juni 1867 paa 58° 39° М.В., 48° 36’ V.L.,
med nordlig laber Kuling, diset Luft, og 11te Juni paa 58° 22’ N.B.,
46° 26’ V.L., med nordlig laber Kuling, klart Vejr. (Skindene ere
givne til Museet i Kjøbenhavn.)

Arten er circumpolar, almindelig udbredt over alle højnordiske
Lande; den yngler ogsaa i alle Grønlands Nabolande: paa Fær-
øerne, Island, Jan Mayen, Spitsbergen, i Labrador, paa Vestkysten
af Davis-Strædet og paa Grinnell-Land.

307

Trods deres Tilvanthed til Grønlands Forhold maa Gron-
lands Fugle mangen en Gang give tabt overfor Vejrets Haard-
hed. Kuiden alene synes ikke at vere det værste for Fuglene ;
der meldes nok af og til om ,ihjelfrosne* Sneugler, Snespurve
o.s.v.; men oftest har det vist været andre Forhold, der have
medført Døden, og da især Sult som Folge af uheldigt Vejr,
der har hindret Adgang til Føde. Fugtige Somre, med stadig
Regn eller stærkt Snefald, og om Vinteren pludseligt Isleg
over store Strækninger af Fjorde eller Hav synes derimod at
være de største Kilder til Vanskjebne for Fuglene." Regn og
Sne kunne især ødelægge Fuglenes Æg og Unger; mest ud-
satte i den Henseende ere vel de Fugle, der have Rede paa
flad Grund; hvoriedes fugtige Somre kunne ødelægge den
største Del af Ederfuglenes Yngel, er jo omtalt af Holbøll; men
uheldigt, og Ча vel især fugtigt Vejr synes endogsaa at kunne
hindre et Fuglebjergs Beboere helt i at yngle, saaledes som Kielsen
har iagttaget det for Ridens Vedkommende. Pludseligt Isleg
kan være skjebnesvangert for de voxne Ænder og Alkefugle; i
de se sig paa én Gang omsluttede af Is til alle Sider, flyve
forvildede omkring hid og did over Isen for tilsidst at dø af
Sult og Kulde; hvorledes Ederfuglene derved kunne omkomme
i millionvis, er omtalt af Holbøll og Jørgensen; hvorledes
Lomvier og Søkonger kunne gaa tilgrunde, er nævnet af Fencker
og Helms. Men hvad Vejret det ene Aar nedbryder, kan det
oprette igjen et andet Aar.

Det Tab, som Falk, Ørn og Ugle, Ravn, de største Maager
og Ræv kunne tilføje deres Medskabninger blandt Fuglene,
maa i det store hele være forsvindende. De talrigste af ,Rov-
fuglene“, Ravne og de største Maager, ere saa altædende, saa
lidt bundne til at leve af andre Fugle, og de Rovfugle, som
Falk og Ugle, der mest tage levende Bytte, ere saa faatallige, at
deres Indflydelse paa den store Sverm af andre Fugle nesten
ikke kan vere til at mærke. Ogsaa Ræven er saa altædende
og oftest saa afskaaren fra at naa Fuglenes Ynglepladser, at

20”

508

heller ikke den kan have Indflydelse, hvorom det er verd at
tale. Det er jo sikkert nok, at ,Rovfugle* og „Rovdyr“, under
sedvanlige Forhold, ikke tage mere end en Del af det aarlige
Overskud af de Dyr, der tjene dem til Føde; de udrydde dem
ikke; i værste Tilfælde holde de deres Fode-Dyrs Tal noget
lavere nede, end det ellers kunde være. (Herom og om lignende
Spørgsmaal: Oluf Winge, Jægernes skadelige Dyr, 1886.)

En større Fåre truer Grønlands Fugle fra Grønlændernes
og Europæernes planmæssige og stadige Forfølgelse. Der ег
neppe nogen af de grønlandske Fugle, der er sikker for Efter-
stræbelse af Grønlænderne. Selv de mindste Fugle, som Sten-
pikker og Graasisken, fanges og dræbes, om ikke af andre, saa
af Børn, i Leg eller for Øvelse. Og de voxne Grønlændere
kjende ikke til Fredning, men dræbe Fugle af alle Slågs til alle
Aarstider, dels for at bruge dem, men dels ogsaa for Sport. I
den Henseende ere Grønlænderne ikke bedre end saa mange
Mennesker i Europa. Hvor ondt det end kan gjøre at se
Fuglene saaledes mishandlede, kan det ikke nægtes, at der er
mere Mening baade i Grønlænder-Børnenes ,Leg* med Fuglene
og i de voxnes Maalskydning efter dem end i den hæslige
ørkesløse Morskab med at slaa Dyr ihjel, der i ,civiliserede*
Lande gaar under Navnet Jagtsport; for Gronlænderne er det
jo en Livsbetingelse at kunne faa Fuglene fat. Hvorledes
Grønlænderne forstaa at skaffe sig Fuglene og at udnytte dem,
deres Kjod, Skind, Æg о. s. v., er udførlig oplyst af Fabricius.
— (Ganske særlig er det Maager, Alkefugle, Ederfugle og i
Nord-Gronland desuden Stormfuglen, der efterstræbes ; ogsaa af
Вурег dræbes mange. Rink mente, i 1877, at der paa den
danske Del af Vestkysten aarlig i Gjennemsnit blev dræbt om-
trent 20000 Ederfugle og andre sterre Sofugle, 50000 Alke og
mindre Sofugle og 12000 Ryper, og at der af Æg blev taget
over 300000, for Storstedelen af Ederfugle. Maager, Alkefugle
og Stormfuglen ere de, der lide mindst; deres Ynglepladser
paa Klippeveggene ere oftest saa utilgængelige, at de dér i

309

det vesenlige have Fred. Verre er det for Ederfuglene, hvis
Reder oftest ere lette at naa at plyndre; og for Ederfuglene
ser det dobbelt galt ud, fordi Gronlenderne ikke ere næsten
alene om at udnytte dem, men deres Dun, der jo mest tages
fra Rederneé, ere en vigtig Gjenstand for Handel med Europæerne.
Г 1840 skrev Holbøll, at den største Mengde Dun, der i et
Aar var hjemsendt til Danmark fra Syd-Gronland, var 5807
Pund; fra Nord-Gronland sendtes vel halvt saa meget, altsaa
omtrent 2950 Pund; man regner 12 Reders Dun til et Рипа;
altsaa maa omtrent 105000 Par Fugle dette Aar vere plyndrede
for deres Rede-Dun og da tillige for Storstedelen ogsaa for
deres Aig; ,thi saare sjelden lader en Gronlender disse ligge,
om de end ere halvt udklækkede.* I 1877 skrev Rink, at Ud-
forselen af Dun i Lobet af de sidste tyve Aar var gaaet ned
fra 5600 Pund aarlig til 2000 Pund. Siden er den igjen jevnt
aftagen, som det kan sees i de aarlige ,Meddelelser fra Direk-
toratet for den kongelige gronlandske Handel‘; i Aaret 1894—
95 var den indhandlede Mengde ialt 603 Pund, deraf fra Syd-
Grenland 209, fra Nord-Gronland 394. En saadan Nedgang er
tilstrekkeligt Vidnesbyrd om Ederfuglenes Aftagen; men Ned-
gangen maatte kunne standses ved Fredningsbestemmelser i
Lighed med dem, der haves i andre Lande, hvor Ederfuglene
ere en vigtig Kilde til Erhverv. Endnu gjelder vist, hvad Hol-
bell skrev i 1840: ,Her i Gronland behandles Ederfuglene paa
det allerskammeligste; man ej alene borttager Æggene uden
Skaansel, men baade fanger og skyder de gamle Fugle ved
Rederne, forfølger og fanger de smaa Allinger, saa snart de
komme i Vandet, o.s.v. Desuden bliver der ej alene skudt en
stor Del Ederfugle paa Trekket, men Gronlenderne fange en
Mengde, iser i Maanederne Januar, Februar, Marts og April,
paa hvilken Aarstid de ikke sjelden udgjore Vilkaaret for Gron-
lendernes Tilverelse paa flere Steder i Syd-Gronland, da deres
Kjod, og nogle Ulke og Torsk, er det eneste, de have at spise.” —
At Gronlænderne, som de selv mene, have udryddet Sangsvanen

310

som ynglende i Syd-Gronland, er troligt nok; de forfulgte den
i Feldetiden med Kajak paa Indsoerne. — Fra Gronlands Fauna
er jo ogsaa Gejrfuglen forsvunden; men i Gejrfuglens Ded have
Grønlænderne. vist kun en meget ringe Del af Skylden, som
sagt af Steenstrup. — Alt i alt er den Fare, der truer Gron-
lands Fugle fra Mennesker, ikke meget stor; dertil er Landet
altfor tyndt befolket; store Strækninger ere jo mennesketomme;
kun 10639 Gronlendere levede i 1895 paa den danske Del af
Vestkysten, der spender over 13 Bredegrader, altsaa omtrent
200 Mile, opbrudt i utallige Øer og Tunger. At Gronlendernes
Forfelgelse af Fuglene gaar langt tilbage i Tiden, lige saa langt
tilbage som Eskimoernes Ophold i Landet, er selvfølgeligt, og
det sees ogsaa af den Mengde Fugleknogler, der ere at finde
i gamle eskimoiske Kjokkenmoddinger; men endnu sværme
Fuglene ved Gronlands Kyster. Skulde Gronland engang igjen,
som fer Istiden, blive mere tilgengeligt for baade Dyr og
Mennesker, gid det da maatte ske paa en Tid, hvor man bedre
end nu havde lært at skjønne paa uforstyrret Natur, saa at
Gronland kunde vedblive at vere, hvad det i sin Utilgengelighed
vesenlig er nu, et Fristed for Fugle.

|
|
|
J
ng
2
‘à
A
#
‘
k
4

311

Foruden de Arter, der ere optagne 1 nærværende Oversigt,
have følgende andre været opførte som grønlandske, men med
Urette eller uden tilstrækkelig Sikkerhed :

Fuligula cristata. I Ibis, vol. Il, 1860, р. 166, opgiver Wal-
ker at have faaet , Anas fuligula“ ved Godhavn i 1857, paa Rejsen
med „Кох“, og derefter har Arten untertiden været optagen 1 den
grønlandske Liste. Men i sin neste Fortegnelse over de Fugle, der
iagttoges paa den paagjeldende Rejse (Journ. Roy. Dublin Soc.
1860) har Walker stiltiende udeladt den. Utvivlsomt havde det
vist sig, at Bestemmelsen var urigtig.

Mergus cucullatus. Baird, Brewer & Ridgway nævne 1 Water
Birds of М. Amer., vol. II, 1884, р. 121, ,Lophodytes cucullatus*
som tilfældig i Gronland; men Hjemmel opgives ikke. Snarest er
det vel en Fejlskrift.

Mergus merganser opførte Fabricius med Tvivl i Fauna Groenl.,
1780, p. 77; han havde ikke selv set den. Den har senere med
Rette været udeladt af den gronlandske Liste som aldrig funden i
Landet. Men i Catal. Birds Brit. Mus., vol. XXVII, 1895, р. 475,
nævner Salvadori et Skind af , Merganser castor“ & ad. fra Gron-
land, fra Hume Collection. Dette maa dog vist vere en Fejl-
tagelse.

Anser erythropus blev i Vidensk. Medd. for 1853 opfort af
Reinhardt jun. som grønlandsk i Stedet for Anser albifrons, der
hidtil havde staaet i Fortegnelserne; men Navnet blev dog senere
igjen ombyttet med A. albifrons. — 1 Journ. Roy. Dublin Soc.
1860, р. 65, blev , Anas erythropus* nævnet af Walker som yng-
lende paa Gronlands Vestkyst. Meddelelsen gjaldt Anser albifrons.

Lagopus albus. At der i Gronland kun findes én Art Rype,
og at det ikke er Dalrypen (Lagopus albus), men Fjeldrypen (La-
gopus mutus), har man lenge vidst. Naar Ogilvie-Grant 1 Catal.
Birds Brit. Mus., vol. XXII, 1893, р. 42, opforer ,Lagopus lago-
pus" (9: L. albus) som hjemmehørende i Grønland, foruden L.
mutus, ег det en Fejltagelse. (Fejlen skal være rettet 1 et senere
Arbejde af Olgivie-Grant.) — Ligeledes maa det være en Fejl, naar
Shalow i Journal fir Ornith., XLII Jahrg., 1895, р. 470, opfører

512

en ,Lagopus lagopus“ som hjembragt af Vanhôffen fra Grønland
ülligemed ,Lagopus rupestris reinhardti*.

Podicipes nigricollis. „Dytes nigricollis* nævnes af Baird,
Brewer & Ridgway, Water Birds of N. Amer., vol. II, 1884, р.
435, som funden i Grønland, foruden „D. auritus*. At det kun
ег ved Navne-Forvexling, at den ег opført som grønlandsk, er alle-
rede sagt af Stejneger, 1 The Auk, vol. П, 1885, р. 340—341.

Colymbus arcticus. Т Appendix to the Narrative of a second
voyage in search of a North-West Passage, by John Ross, 1835, p.
XLIII, skriver James Ross om denne Art: „It is found abundantly
in Greenland, which seems to be its chief breeding place“, og det
omtales, hvorledes Grønlænderne bruge dens Skind. At Meddelelsen
beror paa en Fejltagelse, er sikkert; Arten er endnu ikke set i
Grønland.

Procellaria pelagica. To Skind fra ,Groénland, voyage de
Mr. Holbøllf findes 1 Museet i Leiden, efter Schlegel, Muséum des
Pays Bas, tom. VI, Procellarie, 1863, р. 7. Arten har derefter
været optagen i den grønlandske Liste. Som Newton har sagt, i
Arctic Manual, 1875, p. 108, er Arten vel hjembragt af Holbøll,
men neppe fra Grønland, snarest fra det aabne Atlanterhav. Det
kan tilføjes, at hvis de paagjeldende Skind havde været fra Grøn-
land, hvorfra Arten ellers ikke var kjendt, havde Holbøll afgjort
sendt dem til Museet i Kjøbenhavn.

Oestrelata columbina (Bulweria bulweri). I Leiden-Museet skal
findes et Skind fra ,Groénland, par les frères Herrnhutiens‘*, efter
Schlegel, Mus. Pays Bas, VI, Procellariæ, 1863, р. 9, og Arten
har derefter været optagen i den gronlandske Liste. Men Opgivelsen
er for ubestemt, Sandsynligheden for Forvexling er for stor.

Puffinus kuhlii (P. cinereus). 1 Museet i Leiden findes et
Skind fra ,Groënland, obtenu en 1863 de Mr. Möschler“, efter
Schlegel, Mus. Pays Bas, VI, Procellariæ, 1863, р. 24, og derefter
har Arten stadig været nævnet som grønlandsk. 1 Leiden-Museet
findes ogsaa et Skind af en Fugl ,,tué ргёз de Smyrne, obtenu en
1862 de Mr. Môschler“. Opgivelsen om P. kuhlii som grønlandsk
er altfor usikker, Sandsynligheden for Forvexling altfor stor.

(Puffinus fuliginosus (P. griseus). Om denne Art skriver
Dresser i Birds of Europe, vol. VIII, 1877: „Captain Feilden informs
me that he observed it in company with Puffinus major sixty
miles south of Cape Farewell on the 22nde June 1875.“ En sam-

я я п ле

АЕ END oP Re +

313

stemmende Meddelelse giver Nares i Narrat. of a Voy. to the Po-
lar Sea during 1875— 76, vol. I, 1878, p.7. Arten har ikke været
opført i den grønlandske Liste; men den kunde have været optagen
af dem, der medtage Falco tinnunculus o. s. v.)

Grus canadensis. Om ,Grus —? (probably fraterculus)*
skriver Kumlien 1 Bull. U. 5. Nat. Mus., Nr. 15, 1879, р. 88:
„Common, especially during spring, at Godhavn“. Dette er afgjort
en Fejltagelse fremkommen ved Misforstaaelse af en eller anden
Meddelelse. Kumlien selv har vel veret 1 Godhavn, men ikke om
Foraaret. Arten kjendes ikke fra Gronland.

Ægialitis semipalmata. Charadrius semipalmatus* nævnes
af Walker som grønlandsk, i Journ. Roy. Dublin Soc. 1860, р. 63,
som funden baade paa Ost- og Vestkyst; men det siges dog ikke,
at han har set nogen derfra. Meddelelsen er fra Walker gaaet
over til Baird, Brewer & Ridgway, Water Birds of N. Amer., vol.
I, 1884, р. 155, til Seebohm, Geogr. Distrib. Charadriide, 1888, р.
124, o.s.v. I Catal. Birds Brit. Mus, vol. XXIV, 1896, р. 253,
opfører Sharpe endogsaa et Skind af en ikke fuldvoxen , Ægialeus
semipalmatus* fra Gronland, fra Seebohm Collection. Men utvivl-
somt beror det paa en Fejltagelse. (Se p. 152.)

Tringa subargvata (T. ferruginea). 1 Bull. U. 5. Nat. Mus.,
Nr. 15, 1879, p. 87, skriver Kumlien om denne Art: „Not un-
common in North Greenland. Eggs were procured at Christians-
haab, Greenland, through the kindness of Governor Edgar Fencker*.
Kumlien har øjensynlig ikke selv set Fuglen; hans Rejse havde
heller ikke fort ham til Christianshaab; og intet har han hjembragt
andet end de Æg, der vare blevne ham givne. Men den Oplysning
han har faaet om de paagjeldende Æg, maa han have misforstaaet ;
intet er hverken for eller siden oplyst om Tringa subarqvata i
Grønland. — Uheldigvis har Kumlien’s Meddelelse faaet endnu
fastere Form ved at gjengives af Brewer, der i Ibis, 4 ser., vol. 3,
1879, р. 375, 1 et særligt Stykke om denne Sag blandt andet skri-
ver, at Kumlien ,was so fortunate as to find the Curlew Sandpiper
breeding in North Greenland, near Christianshaft (sic), in the sum-
mer of 1878. He mentions the species as not uncommon. Seve-
ral eggs were procured through the attention of Governor Fencken
(sic). Two examples of the eggs were brought home . . .“ Der-
efter har Arten stadig været opfert som gronlandsk af amerikanske
Forfattere, ligeledes af Hagerup, skjont baade Feilden, 1 Ibis for

314

1879, р. 486—487, og Reinhardt, 1 Vidensk. Medd. for 1881, р.
183, have gjort Indsigelse derimod. =

Limosa lapponica. Е. Sabine opforte 1 sin Fortegnelse over
Grenlands Fugle (Transact. Linn. Soc. London, vol. XII, 1818)
„Scolopax lapponica* som enstydig med Fabricius’ ,Scolopax jard-
reka“, der dog efter Beskrivelsen klart nok har været Limosa
ægocephala (eller en af dens allernærmeste Slægtninge).

Larus ridibundus. Navnet Larus cinerarius, som Fabricius
med Tvivl opførte i Fauna Groenl., 1780, р. 101, regnes for at
vere enstydigt med L. ridibundus. Hvad Fabricius havde haft for
Øje, var utvivlsomt Г. sabini. — I Manuel d’Ornithologie, 2 éd.,
part. 2, 1820, р. 784, skriver Temminck under Larus ridibundus :
„Га mouette rieuse du Groenland et de tout le cercle arctique dif-
fere un peu de celle de nos climats“ etc. At dette maa bero paa
en Fejltagelse, er allerede oplyst af Reinhardt sen. 1 Tidsskr. Г.
Naturv., Bd. 3, 1824, p.77. Arten er endnu ikke set i Grønland.

Larus canus opføres af O'Reilly i Greenland, etc., 1818, р.
143, som ,not frequently seen“ 1 Davis-Strædet. Der sigtes maaske
snarest til Z. leucopterus, der ikke ellers nævnes.

Larus fuscus nævnes ligeledes af O'Reilly. Det er vel snarest
L. marinus, Ordene skulde gjelde.

Sterna hirundo auct. (fluviatilis Naum.). I Hagerup’s Birds
of Greenl., 1891, р. 47, er der opført to Arter Sterna som hjemme-
hørende i Grønland, skjønt der i Virkeligheden kun er fundet én
Art, Sterna macrura. Sagen er, at Hagerup havde opført den al-
mindelige grønlandske Terne under Navnet S. hirundo, et Navn,
der undertiden, og ikke med Urette, bruges for den Art, der oftest
kaldes ©. macrura. Men Udgiveren, Chamberlain, har taget Navnet
S. hirundo i den Betydning, hvori det sædvanlig bruges, som ens-
tydigt med S. fluviatilis Naum., og har derfor tilføjet, som en anden
Art, S. paradisea, et Navn, der er enstydigt med S. macrura.

Fratercula cirrhata. Т en Afhandling: Tordmulens, (Alcæ
Torde Linn.) Hushallning, jämte några Anmärkningar бег Alk-
slägtet 1 allmänhet (Vetensk. Akad. Nya Handlingar, tom. IX,
1788, p. 205) er Odmann paa uforklarlig Maade kommen til at
skrive, at Fabricius havde opdaget „Ака cirrhata Pall.“ ved
Gronland. Fabricius selv har nedlagt Indsigelse derimod (Vidensk.
Selsk. Skr., Bd. 6, 2det Hefte, for 1812, р. 246). — Möschler
opgiver at have modtaget den fra Gronland 1 1846 (Journ. f. Ornith.

315

1856, p. 335); men der synes at vere Grund til at tvivle om
Meddelelsen (se р. 19). Newton (Arctic Manual, 1875, р. 108)
og senere Reinhardt (Vidensk. Medd. 1881, р. 189) have begge
udeladt Arten af deres Fortegnelser. Arten er nordpacifisk; men
andre pacifiske Alkefugle skulle have vist sig ved Amerikas Atlanter-
hav-Side (se bl. a. Kumlien, Bull. U. S. Nat. Mus., Nr. 15, 1879,
р. 103, og Allen, The Auk, vol. II, 1885, р. 388), saa at der for
den Sags Skyld ikke er noget umuligt 1, at Meddelelsen kunde
vere rigtig.

Phalacrocorax graculus. „Pelecanus eristatus“ opførte Fabri-
cius med Tvivl, efter Gronlændernes Beskrivelse, 1 Fauna Groenl.,
1780, р. 90; men senere er intet oplyst om den i Grønland, og
den er udgaaet af Fortegnelserne. I et Brev fra 1823 meddeler
Holbøll, at det grønlandske Navn, som Fabricius opgiver for den,
. bruges om Ungen af Colymbus glacialis.

Falco tinnunculus. Efter Е. Sabine (Supplem. Append. Parry’s
Voy. in 1818—90, р. CCX) fløj еп Taarnfalk ombord i et af
Parry's Skibe udfor Kap Farvel sidst 1 September eller først 1 Ok-
tober 1820. Men den viste sig i saa lang Afstand fra Land, at
den neppe med Rette derefter kan kaldes for „gronlandsk*. New-
ton har dog, i Arctic Manual, 1875, р. 96, optaget Arten 1:den
grønlandske Liste, og enkelte have fulgte ham deri.

_ Syrnium lapponicum. I Manuel d’Ornithologie, 2 éd., part. 3,
1885, р. 44, skriver Temminck under Strix lapponica: „реп ai
reçu deux autres tués au Groenland*. At der ег god Grund til at
tvivle om denne Opgivelse, er sagt af Reinhardt sen. i Vidensk.
Selsk. Skr., VII, 1838, р. 91, og Arten har heller ikke senere været
opført som grønlandsk.

Colaptes auratus. En ,Picus auratus“ skulde Möschler have
faaet fra Grønland i 1852 (Journ. f. Ornith., 1856, p. 335), og den
har derfor hidtil været opført blandt grønlandske Fugle. Men
muligvis kunde der være sket Forvexling med et Skind fra Labrador,
hvor Måschler vist ogsaa havde Forbindelser. (Se p. 19.)

Empidonax pusillus. At de to grønlandske Fugleskind, som
Reinhardt jun. havde henført til Tyrannula (eller Empidonax) pu-
silla, rettere vare at henføre Ш Empidonax flaviventris, var
efter Beskrivelsen indlysende; Reinhardt har selv senere, i Forteg-
nelserne i Museet i Kjøbenhavn, bestemt dem som E. flaviventris,
og til samme Art ere de henførte af Baird, Brewer & Ridgway,

0

316

Hist. N. Amer. Birds, Land Birds, vol. II, 1874, р. 378. Rettel-
sen er undgaaet Kumlien’s Opmærksomhed; den E. flaviventris,
som han fik ombord paa Skibet udfor Kap Farvel, opforte han som
ny for Grønland, i Bull. 0. $. Nat. Mus., Nr. 15, 1879, р. 81.
Fejlen er gjentagen 1 Hagerup’s Birds of Greenl., 1891, hvor baade
Е. flaviventris og Е. pusillus staa opførte som grønlandske.

Alauda arvensis. Hvorledes Lærken er kommen ind i den
gronlandske Liste, er ikke klart. I Journ. f. Ornith., 1869, р. 117,
skriver у. Droste i en tilfældig Anmærkning: „In Amerika und
Grönland wurden nur 2 versprengte Exemplare erlegt“; nogen
Hjemmel anføres ikke. Paa lignende Maade, som sjelden Gjæst i
Grønland, omtales den af Dresser i Birds of Europe, vol. IV, 1871,
og det samme gjentages af Baird, Brewer & Ridgway i Hist. N.
Amer. Birds, Land Birds, vol. II, 1874, р. 137, af Hagerup i Birds
of Greenl., 1891, р. 58, i Check-List of N. Amer. Birds. 2 ed.,
1895, p. 191, og flere andre Steder, men allevegne uden Hjemmel.

Dendroeca blackburnie. (Sylvicola parus (Wils.): Reinhardt
jun., Vidensk. Medd. 1853, р. 72. — Mniotilta parus (Wils.)?:
Reinhardt jun., Ibis 1861, р. 6.) En Fugl, der maaske har været
denne Art, biev skudt ved Frederikshaab 164е Oktober 1845 og af
Holbøll indsendt til Museet i Kjøbenhavn; Skindet var i saa slet
Tilstand, at Arten ikke lod sig bestemme, og det findes ikke mere
i Museet. |

(Turdus pallasii. Som grønlandsk kunde Т. pallasii være op-
tagen af dem, der have opført Falco tinnunculus о. а. paa den grøn-
landske Liste. Den er fanget paa et Skib paa Havet Syd for Grøn-
land, paa 58° 48° N.B., 49° 16' V. L., 9de Juni 1867, med nord-
lig laber Kuling og diset Luft, og Skindet har Normann givet til
Museet i Kjøbenhavn.)

Parus bicolor opførte Fabricius med Tvivl i Fauna Groenl.,
1780, р. 123, efter Gronlendernes Beskrivelse; senere er Arten
udeladt af Listen. Hvad Grønlænderne have sigtet til, er vist An-
thus aqvaticus. (Se р. 278.)

Junco hiemalis nevnes af Gould, i Birds of Europe, vol. Ш,
1837, pl. 190, som „common in Greenland“. At dette er en Fejl-
tagelse, er sikkert.

Rettelser.

Side 15 Linie 9 f.n.: carolinensis, les carolina. corolinus, les carolinus.
Side 27 име 8 fos; 702, les 798

=
+2 u
Br
= :
7 a, к
у u
= sr
у u

Meddelelser от Gronlard.

с

уе
\

udgivne af

$ Commissionen for Ledelsen af de geologiske og geographiske
| Undersøgelser i Grønland,

Et og tyvende Hefte.
2den Afdeling.

Med et Kort.

Kjøbenhavn.

I Commission hos С. А. Reitzel.
Bianco Lunos Bogtrykkeri.

1902.

aie ae

wi

1307

FE

Gronlands Pattedyr.

Af

Herluf Winge.

1902.

RG,
Lanter

Den ældste Efterretning, der haves om Grgnlands Pattedyr,
er vist den, der findes 1 en af de islandske Fortellinger fra Middel-
alderen om Erik Rade’s Opdagelse af Gronland, Aar 982, og om
hans Bosættelse paa Sydvestkysten; der siges, at Landet havde mange
Rigdomme, ,baade af Seler, Hvaler og Hvalrosser, Bjørne og mange
andre Slags Dyr“ (Erik Rede’s Saga, Grønlands historiske Mindes-
mærker, udg. af det kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab, Bd. 1, 1838,
p. 205).

At hvide Bjørne i Middelalderen ere bragte fra Grønland til
Fyrster 1 Europa som sjeldne Kostbarheder,. saaledes Aar 1054,
1064 og 1123, omtales i historiske Efterretninger. Fra Island,
hvorhen Isbjgrnen af og til kommer med Drivis, tildels vel fra
Grønland, kjendtes den hvide Bjørn endnu langt tidligere; den
nævnes allerede Aar 880. (Grønl. hist. Mindesm., Bd. 3, 1845, р.
388—385.)

En for sin Tid ganske merkverdig fuldstændig Oversigt over
Grønlands Pattedyr findes i „Kongespejlet“, skrevet af en Nord-
mand i det 13de Hundredaar. Som Grund til at tro, at Grønland
er et Fastland, der støder til andre Lande, ikke en Ø, nævnes, ,at
der er en Mængde af de Dyr, som. næres paa Fastland, men neppe
paa lande. Der er mange Harer og Ulve og en stor Mængde
Rensdyr; Folk tro at vide, at disse Dyr ikke fødes paa Ølande, med-
mindre man fører dem dertil, og det tror man og at vide med
Vished, at intet Menneske har ført dem til Grønland, men at de
selv ere løbne dertil fra andre Fastlande*. (Grenl. hist. Mindesm.,
Bd. 3, р. 326—399.) Et Spørgsmaal er det vel, om ikke Ulv her

Zi lg

`

320

ved Fejltagelse er neevnet i Stedet for Rev; men umuligt er det
jo ikke, at Nordboerne kunne have set Ulve 1 Gronland, især paa
deres Strejftog til Landets nordlige Egne. Kongespejlet fortsætter:
„Der gives og Bjørne i det Land; de ere hvide, og man mener, at
de fødes der, thi de have en ganske anden Natur end sorte Bjørne,
som gaa i Skovene; de fange sig til Forraad Heste og Охег og
andre Husdyr og fødes ved sligt; men den hvide Bjørn, som er
paa Grønland, færdes mest ude paa Havet, paa Isen, og fanger der
baade Sæler og Hvaler, hvorved den lever. Den er og lige saa
færdig i at svømme som Seler eller Hvaler". (L. c., р. 398—399.)
Om Sæler siges (1. с., р. 818—393), at de findes 1 Mængde af alle
Årter i Grønlands Hav, og at de gjerne følge med Isen, som om
der aldrig var Mangel paa Føde. Hvalrossen, Rostung, omtales
ganske rigtig; dens øvre Hjørnetænder og Remme af dens Hud
nævnes som vigtige Udførselsvarer fra Grønland. Af andre Sæler
opføres sex Arter: Nordsæl, Orknsæl, Flettesæl, Gransæl, Opnesæl
og Skemming; enkelte Træk af deres Liv meddeles, saaledes nogle
af Arternes Vane at holde sig aabne Huller i Isen; men om deres
Ydre siges næsten ikke andet end, hvor store de ere. I Nutiden
kjender man fem ægte Sel-Arter fra Grønland, eller sex, hvis Graa-
sælen medregnes; men hvilke Arter der sigtes til med Kongespejlets
sex Navne, er det ikke muligt at afgjore sikkert. Hvis Orknsælen
er den Art, hvoraf Orkngerne have Navn, er det vist Graasælen
(Halichoerus grypus). Hvis Gransæl betyder den skjæggede Sel,
ег det vel Remmesælen (Hrignathus barbatus). Skemming, den
lille, to Alen lang, er sikkert Ringsælen (Phoca foetida). Opne-
sælen skal have Navn af dens Vane mere at svømme paa Ryggen
eller Siden end med Bugen nedad, og den menes derfor at vere
Svartsiden (Phoca groenlandica), der mere end andre Seler skal
svømme saaledes. Flettesælen (eller maaske Flekkesælen) kunde
efter Navnet maaske vere den Spettede Sel (Phoca vitulina). Til-
bage staar da Navnet Nordsæl (eller maaske Nasæl, Ligsæl, svarende
til Nahval eller Narhval) som maaske gjeldende for Blæresælen
(Cystophora cristata). En Mulighed er det jo, at Kongespejlets
Sel-Navne ikke alle betegne Arter; et eller andet mere udpreget
Alderstrin af en eller anden Art kunde maaske have faaet særskilt
Navn. (Forsøg pad at tyde Kongespejlets Sæler findes foruden i
Fabricius’ Afhandling om de grønlandske Sæler, i Skrifter af Natur-
historie-Selskabet, iste Bind, 1790—91, i Gronl. hist. Mindesm.,
Bd. 3, р. 379—381, tildels efter John Erichsen. Nordsælen menes

321

der at vere maaske Islendernes Utselr, Graasælen; Orknsælen
tænkes maaske at vere Blæresælen; de andre tydes som her.) Om
Hvalerne i ,Gronlands Hav“ siges kun, at der er ,mange Arter‘,
„om hvilke vi for have talt" (1. c., р. 319); dermed sigtes til de
20 Slags Hvaler, der nævnes som hjemmehørende i ,lslands Hav-
strækninger” (1. c., р. 290—303); Meningen er sikkert, at de Hvaler,
der nævnes som levende ved Island, ogsaa findes ved Gronland,
saaledes som det jo i Virkeligheden 1 alt væsenligt er Tilfældet.
Flere af de opforte Hval-Navne ere endnu i Brug paa Island eller 1
vore andre skandinaviske Lande; dels derved, dels ved Hjelp af
de ofte næsten overraskende gode Skildringer, der gives af Ydre
eller Levevis, er det muligt mere eller mindre sikkert at jevnfgre
de fleste af Kongespejlets Hvaler med dem, der erkjendes 1 Nutiden.
Hniding er Globiceps melas; Nise: Phocena communis; Leiftur:
Lagenorhynchus sp.; Vognhval: Orca gladiator; Andhval og Svin-
hval: Hyperoodon rostratus; Ravnhval: Balenoptera rostrata;
Hviding: Delphinapterus leucas; Bardhval: Physeter macrocephalus ;
Fiskdriver (,Fiskreki‘): Balænoptera borealis eller В. musculus;
Sletbag: Balena australis; Narhval (Nähvalr): Monodon monoceros
(Stodtanden beskrives ganske rigtig med Hensyn til baade Form og
Stilling); Skeljung: Megaptera boops; Nordhval: Balena mysticetus ;
Reidur: Balenoptera gigas. Hvad der menes med Skjoldhval,
Gejrhval, Hafurkitte, Horshval og Rodkæmming, vides ikke. (Op-
lysninger til Hjelp ved Tydningen og Tydnings-Forsog findes i
Grenl. hist. Mindesm., Bd. 3, р. 356—372, hos Eschricht og Rein-
hardt: Om Nordhvalen, Vidensk. Selsk. Skr., 5te R., naturv. mathem.
Afd., Bd. 5, 1861, р. 466—472, og i andre af Eschricht’s Afhand-
linger.)

Ivar Baardson, der havde levet i Syd-Gronland midt 1 det
144е Hundredaar, nævner i sin Beretning om Landet (Gronl. hist.
Mindesm., Bd. 3, р. 248--264) de „utallige Hvaler", der til sine
Tider lobe ind i Berufjord, ner Kap Farvel, og han taler om Jagt
раа hvide Bjørne paa Korso og Jagt paa Rener, der om Høsten
kom i stort Tal til Rens, nu Akia, udfor Einarsfjord, nu Igaliko-
Fjord. Blandt Grønlands Frembringelser nævnes, foruden hvide
Bjørne og Rensdyr, ogsaa Hvaltænder (af Narhval), Hvalros-Hud og
-Tænder og ,allehaande Fiskekjøn (0: Havdyr) mere end i noget
andet Land".

En Oplysning indeholdes endnu i Stednavnet Melrakkanes,
Fjeldræve-Næs, et Navn, der findes i de gamle islandske Skildringer

322

af Grønland; det menes at vere Spidsen af den Halvø, hvorpaa
nu Frederiksdal ligger (se Finnur Jonsson, Grønlands gamle Topo-
отай, Medd. om Grenl., 20de Hefte, 1898, р. 282).

Oftere omtales i Sagaerne, at Nordboerne fra deres Bygder 1
Syd-Grenland drog ud paa Fangst-Tog til Nord-Grenland, hvor de
fandt Sæler, Hvaler og Hvidbjorne 1 Mengde. (Gronl. hist. Mindesm.,
Bd. 3, р. 241 —245, og andre Steder.)

At Nordboerne i Middelalderen havde lært adskillige af Gron-
lands Dyr at kjende, fremgaar klart nok af Indholdet af Kjøkken-
møddingerne ved Ruinerne af deres Huse 1 Egnen om Nutidens
Julianehaab. Der er dér bragt for Dagen Knogler af følgende vilde
Dyr: Canis lagopus, Ursus maritimus, Trichechus rosmarus, Eri-
gnathus barbatus, Phoca vitulina, Ph. foetida, Ph. groenlandica,
Cystophora cristata, Rangifer tarandus, foruden en Del ubestem-
melige Knoglestykker af Hvaler; Sæl-Knogler ere især talrige; flest
findes af Svartsiden, næstflest af Blæresæl. Af tamme Dyr findes
ogsaa Levninger 1 de samme Dynger, af Hund, Hest, Ged, Faar og
Oxe, flest af Ged og Охе. (H. Winge, 1 D. Bruun: Arkeol.
Unders. i Julianehaabs Distrikt; Medd. om Grgnl., 16de Hefte, 1895,
р. 434—437.) |

| de Optegnelser, som Erkebiskop Erik Walkendorff i
Trondhjem omkring Aar 1516 har samlet til Oplysning om For-
holdene i Grønland, hvormed man allerede for en Tid siden havde
mistet alt Samkvem, findes folgende: ,Disse Ware fall udi Gron-
land: Sabel-Maar, Hermelin, hvide Falche, Sielspech, noch Hval-
spech, Rosmertand..., Fisch, noch Lax, noch Elshuder och allehaande
Felwerch, Los, Refve, Ulffve oc Felfrasser.“ I andre Afskrifter af
Fortegnelsen findes ogsaa opført: Bæver, Selskind, Rosmerhuder ос
Reeb deraf, Eenhjerningshorn, Rintzhuder, hvide og sorte Bjørne,
Oddere. (Grenl. hist. Mindesm., Bd. 3, р. 499 —493.) Der er jo en
Del af de paagjeldende Dyr, der ikke have kunnet skaffes i Gron-
land: Zobel, Elsdyr, Los, Fjelfras, Beever, sort Bjorn, Odder, vel
ogsaa Hermelin og Ulv; men over Gronland kunde alt .det, der
ikke er grønlandsk, vere kommet til Europa fra Vinland. I For-
tællingen om Thorfinn Karlsefne’s Rejse fra Grønland til Vinland,
Aar 1007 til 1011, nævnes i hvert Fald ,Graaværk, Zobelskind og
alskens Skindvarer*, som de Indfodte, Skrælingerne, i Vinland solgte
til Nordboerne, og som bragtes hjem til Grenland og senere, Aar
1013, til Norge, sammen med mange andre nordamerikanske Frem-

323

bringelser. (Erik Rode's Saga; Gronl. hist. Mindesm., Bd. 1, р. 240—
YET Ва: 3; 0p. 901.)

— Det varede til langt hen i det 18de Hundredaar, inden nogen
talte om Grønlands Pattedyr med samme Kyndighed som Konge-
spejlets Forfatter. Fra de forste Rejser til Gronland i den nyere
Tid, Jacob Alday’s Rejse i 1579 (Grenl. hist. Mindesm., Bd. 3,
р. 641—647) og Magnus Heinesen’s Rejse 1 1581 (1. c., р.
653—657) nevnes ingen Pattedyr. Fra John Davis’ tre Rejser
til Grenlands Vestkyst i Aarene 1585—87 (Hakluyt: Coll. of the
early voyages, travels, and discoveries of the English Nation, new
ed., vol. Ш, 1810, р. 139—157) meldes kun enkelte Gange om
,Seals“ og „Whales“ ; blandt Grønlands Frembringelser, som man
tilbyttede sig fra de Indfodte, nævnes: ,seale skinnes, stagge skinnes
(9: Hjorte-Skind), white hares“ og ,harts hornes* (9: Hjorte-Horn),
og der tales om ,a piece of Vnicorns horne, as I did judge*. Fra
John Cunningham’s, James Hall’s og Godske Linde-
nov’s Rejse til Vestkysten 1 1605 (Gronl. hist. Mindesm., Bd. 3,
р. 670—690; Purchas, His Pilgrims, part Ш, 1625, р. 814—891)
meldes om indhandlede Skind af Seler, Reve og Hvidbjorne, Hval-
barder, Hvalrostænder og Enhjerninghorn; Hall (Purchas, 1. c., р. 819)
nævner ogsaa „Harts Ногпез“ og siger, at man oppe i Land fandt
„the footing and dunging of diuers beasts, which we did suppose to be
deer“. Intet nyt nævnes fra de samme Mænds Rejse til Vestkysten i
1606 eller fra Hall’s og Garsten Richardsen’s Rejse udenfor
' Østkysten i 1607. I W. Baffin’s Beretning om hans og Hall's
Rejse Ш Vestkysten Aar 1612 (Purchas, |. c., р. 831—836) nævnes
Hvalbarder, „Seales, Morses, and other kinds of fishes“. Og, siges
der: ,There are great store of Foxes in the Islands, and in the Mayne,
of sundry colours. And there are a kind of Hares as white as Snow, with
their furre or haire very long. Also there be Deere, but they are
most commonly up within the Mayne very farre; because the
people doe so much hunt them, that come neere the Sea. I saw
at one time seuen of them together, which were all that wee did
see in the Country“. Desuden siges, at man havde set Fodspor af
„some great Beast, which wee supposed to be of some great Elke‘ ;
utvivlsomt har det været Aftryk af Rensdyrets brede Hove. Fra
W. Baffin’s Rejse 1 1616 langs Grenlands Vestkyst helt op 1
Mundingen af Smith-Sund (Purchas, 1. с., р. 848—848) berettes, at
man paa 731/>° omtrent fik Stykker af Enhjerning- og Hvalros-
Tender, og at Gronlænderne sagde, at der længere nordpaa var

324

mange af dem at faa. I Baffins-Bugt, paa 74°—75° omtrent, saa
man sidst i Juni i Drivis ,the fishes with long hornes, many and
often, which wee call the Sea Vnicorne*. I Wolstenholme-Sund, i
Whale-Sund og i Mundingen af Smith-Sund fandtes mange Grand
Baye Whales (5: Balena mysticetus) først i Juli. Fra David Da-
nell’s Rejser i 1652 og 53, tilses langs Østkysten, iland paa Vest-
kysten (John Erichsen: Udtog af Chr. Lunds Indber. ang. de i Aarene
1652 og 1653 foranstaltede Setoge til Grønland, 1787; ogsaa Grenl.
hist. Mindesm., Bd. 3, p. 712—722; og Olearius: Vermehrte newe
Beschreibung der Muscowitischen und Persischen Reyse, 1656,
p. 173 og 175) meldes kun fra Vestkysten om Reeve, Rensdyr,
Seler, Rosmer, Enhorn, Finfiske, Hvalfiske.

Om Narhvalens Tand skrev Ole Worm i 1638 en lille Af-
handling: An os illud, qvod vulgo pro cornu Monocerotis venditatur,
verum sit Unicornu. Man havde glemt Kongespejlets rigtige Op-
lysninger om Enhjerningens Tand; de Søfarende hjembragte nu
ofte ,Hornet*, men gav ingen forstaaelig паттеге Underretning
om det, og det var blevet et Stridssporgsmaal, om det var et Horn
eller en Tand. En Hovedskal med isiddende Tand, hjembragt fra
de grønlandske Have, havde Worm faaet Lejlighed til at undersøge,
og han giver nu en rigtig Fremstilling af Forholdene. I Thomas
Bartholin’s De Unicornu observationes nove, 1645, er Worm’s
Afhandling optrykt, p. 98—102, sammenstillet med Efterretninger
om mange andre „hornede* Dyr eller Vesener, virkelige eller tænkte,
og ledsaget af et Par smaa Billeder forestillende Narhvalens Hoved-
skal med isiddende Tand og løse Tender. Udforligere Oplysninger
gav Worm selv i Museum Wormianum seu historia rerum rariorum,
tam naturalium, qvam artificialium, etc., 1655, hvor han ogsaa gav
Billeder af Hovedskallen set ovenfra, bagfra og nedenfra. Han
gjengav desuden en Tegning, sendt ham af Thorlak Skulason, fore-
stillende en Narhval, der med den gronlandske Is var kommen til
Island; men dette Billede er i flere Henseender mislykket. Samme
Sted har Worm givet en Oversigt over Kongespejlets Hvaler. Sine
Billeder af Narhvalen havde Worm forud meddelt La Peyrère,
der har gjengivet dem 1 sin Relation du Groenland, 1647, tillige-
med Worm’s Forklaring. i

_ I sin Spitzbergische oder Groenlandische Reise Beschreibung
gethan im Jahr 1671, 1675, gav F. Martens Oplysninger om Dyr,
som han paa sin Rejse til Spitsbergen som Skibsbarber ombord
paa et Hvalfanger-Skib enten selv havde set eller havde hørt omtale.

АНК

ERSTER AIR:

ef

a Te

en
4
+

325

Af Hav-Pattedyr omtales: ,Seehund, den man auch Rubbe oder
Salhund nennt“, „Wall-Ross“, ,Meerschwein oder Tunin‘, „Buts-
kopf“ og en anden noget lignende Art, der efter Skildringen er
Orca gladiator, „Weissfisch“, „Einhorn“, ,Sägenfisch ins gemein
genannt Schwerdtfisch* (9: Pristis, 1 Skildringen af Levemaade for-
vexlet med Orca), ,Wallfisch*, ,Finfisch*; ogsaa „Nord-Kaper Wall-
fisch“ nævnes. Nordhvalen, Wallfisch, skildres udforligst og bedst,
med Hensyn til Ydre og Levemaade; men ogsaa om flere af de
andre gives gode Oplysninger; nogle af Hval-Arterne lade sig dog
ikke sikkert gjenkjende. Sæl-Arter ere ikke skjelnede. Afbildede
ere Hvalros, en Sel, Nordhval, Finhval (vist Balenoptera musculus).
Det er ikke med fuld Ret, at dette Arbejde opfores blandt dem,
der handle om Grønland; men Martens’ Iagttagelser have været et
ikke uveesenligt Grundlag for Arbejder, der senere ere skrevne om
Grønlands Dyr.

Narhvalens Tænder gav T. L. Tychonius Lejlighed til hans
Afhandling: Monoceros piscis haud monoceros, ad veram formam
nuperi е mari Gronlandico hospitis depictus et descriptus, 1706.
(En mindre væsenlig Fortsættelse fulgte 1707.) Et helt afskaaret
Hoved af en Narhval-Han var, sammen med nogle andre Dele af
Dyret, bragt til Kjøbenhavn fra Havene om Grønland; i Overkjæben
fandt Tychonius den lille vantrevne Stodtand, foruden den store;
han beskriver og afbilder sit Fund og sammenstiller sin „tvetandede*
Narhval, med de højst ulige Tænder, med en tvetandet Narhval,
med to lange Tænder, der i 1684 af Dirk Petersen var bragt fra
„Grenland“ til Hamborg og dér skal være beskreven og afbildet af
Phil. Zesen. Tychonius giver ogsaa Billeder af Narhvalens Hale-
finne, Luffe og Penis. — Den, der først har omtalt Narhval-Hannens
vantrevne Stødtand, ег dog ikke Tychonius, men В. Riesel, i en
Afhandling De Unicornu Marino duplici, trykt 1 Ephemeridum
Medico-physicarum Germanicarum Academiæ Cæsareo-Leopoldinæ
Nature Curiosorum Decuriæ Ш, Annus УП & УШ, for 1699 &
1700, 1709, р. 350—359, pl. (med Billeder af opskaaren Hovedskal
og lose Tænder). Riesel siger ikke, hvorfra hans Narhval-Hoved
stammede; men sikkert nok har ogsaa det veret fra Havene om
Grønland. — Allerede tidligere havde S. Blankaart set to Stod-
tender hos Narhvalens Unge; hans Melding derom skal findes 1
Collectanea medico-physica of Hollands Jaar-Register, door S.
Blankaart, laatste Deel, 1688, som det opgives af G. Vrolik 1 1848—54.
— IJ. Lauerentzen’s Udgave af Oligerus Jacobæus Museum

326

Regium seu catalogus rerum tam naturalium qvam artificialium,
qve in basilica bibliothecæ augustissimi Danie Norvegieqve Mo-
narchæ etc. Hafniæ asservantur, 1710, findes et nyt Billede af det
samme afskaarne Narhval-Hoved, som Tychonius havde haft for sig,
og som var havnet 1 den Kongelige Samling. Lauerentzen gjengiver
ogsaa det hamborgske Billede af en tvetandet Narhval.

Et ret godt Overblik over, hvad man i Begyndelsen af det
184е Hundredaar vidste om Grønlands Pattedyr, og da især om
Havdyrene, gives i C. G. Zorgdrager’s Bloeyende opkomst der
aloude en hedendaagsche Groenlandsche visschery, door A. Mou-
bach, 1720 (ogsaa oversat paa Tysk: Alte und neue Grönlandische
Fischerei und Wallfischfang, 1723). Skjent Hvalfangere, Selfangere
og Handelsmænd dengang allerede 1 lang Tid havde gjort Farter
til Havene om Grønland og handlet med de Indfodte paa Vestkysten,
var det kun tarvelige Oplysninger, man havde samlet. Bedst kjendte
man Nordhvalen og iser dens Ferden i Havet om Spitsbergen;
dens Ydre og Levemaade skildrer Zorgdrager ret indgaaende; ogsaa
Hvalrossen ег ret godt skildret; for Narhvalens Vedkommende gjen-
gives næsten kun, hvad der var sagt af Worm (et Hoved af en
tvetandet Narhval, hjembragt til Amsterdam, omtales); og hvad der
oplyses om andre Hvaler og Sæler er kun lidt; blandt de ægte Seler
skjelnes ingen Arter. Udtrykkelig som grønlandske nævnes foruden
Hvalros og Isbjørn: Hvalfisk (0: Balena mysticetus), Potfisk (9: Phy-
seter macrocephalus) og Enhorn eller Hornfisk (9: Monodon mono-
ceros); ikke som særlig gronlandske, men dog som hjemmehgrende
i Havet omkring Island, Spitsbergen og Grønland, nævnes Finfisk
(0: Balenoptera sp.), Sverd-, Sav- eller Tandfisk (efter Beskrivelsen,
som hos Martens, en Sammenblanding af Pristis og Orca), Nord-
kaper (sikkert Balena australis, biscayensis) og Hvidfisk (9: Del-
phinapterus leucas). Afbildet er Narhvalens Hovedskal, Ydre af
Nordhval, Finfisk, Potfisk, Hvalros og en Sel. Som et Kildeskrift
for Hvalfangstens Historie har Zorgdrager’s Arbejde stort Veerd.

Hans Egede, der fra 1721 i 15 Aar levede paa Grønlands
Vestkyst, ınest 1 Godthaab, lærte Vestkystens Land-Pattedyr godt at
kjende. I Det gamle Grønlands nye Perlustration, 1741, p. 32—34,
omtales Isbjørn, Rensdyr, Hare og Ræv ret udførlig, og de ere af-
bildede, om end kun tarvelig. Af Sælerne omtales Hvalrossen
(p. 45), og ellers siges der (p. 46) at være ,adskillige Sorter, store
og smaa... foruden Klap-Myssen" ; afbildede ere Hvalros, ,Spraglet
Sel‘, „Svartside* og „Карии“. Af Hvaler nævnes og omtales

327

(р. 36—45) mere eller mindre udførlig og mere eller mindre rigtig,
tildels efter Zorgdrager, Finnefisk (9: Balenoptera), Fisk med
Barder (9: Balena mysticetus), Nordkaper (vist Balena australis),
Sverdfisk (1 Beskrivelsen, som hos Martens og Zorgdrager, en Blan-
ding af Pristis og Orca, men Billedet forestillende Orca), Kaskelot
eller Potfisk (9: Physeter macrocephalus), Hvidfisk (9: Delphinapterus
leucas), Butskop (vist Globiceps melas), Enhjerning (9: Monodon
monoceros), Nise eller Marsvin (0: Phocena communis); afbildede
ere Enhjgrning, Hvidfisk, Hvalfisk (9: Nordhval), Finnefisk, Sværdfisk.
Om Gronlændernes Udnyttelse af Dyrene meddeles adskilligt. Af
de grønlandske Sagn-Dyr nævnes blandt andre Amarok, Ulven. —
En Del Oplysninger, især om de almindeligste Arter, havde Hans
Egede allerede meddelt i Omstændelig og udførlig Relation angaaende
den gronlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse, 1738, en Slags
Dagbog over Oplevelser i Aarene 1721 Ш 36. — Lignende spredte
Meddelelser om Pattedyr paa Vestkysten, mest fra Egnen om Godt-
haab og om Disko-Bugt, gives af Paul Egede i Efterretninger
om Grønland uddragne af en Journal holden fra 1721 til 1788, 1788.

Johann Anderson’s Efterretninger om Island, Grønland og
Strat Davis, 1748 (Oversættelse af den tyske Udgave fra 1746),
indeholder intet Fremskridt i Kundskaben om netop Grønlands Буг,
men bringer dog en Del nye Oplysninger om nogle af de mere
fremtrædende, alt tidligere kjendte, nordiske Hvaler. Paa to Tavler
findes Billeder af Narhval og Kaskelot strandede ved Elbens Munding
og desuden Gjengivelser af de hamborgske Billeder af Hovedskallen
af en tvetandet Narhval og af Tychonius’ Billeder af Narhval-Dele.

Enkelte Meddelelser om Reve og Rensdyr, efter Iagttagelser
раа et tiaarigt Ophold ved Frederikshaab, gav L. Dalager i sine
Grønlandske Relationer, 1752.

David Cranz giver i Historie von Grånland, 2. Aufl., Theil I,
1770 (iste Udg. 1765), en Fremstilling af Grønlands Pattedyr;
men heller ikke heri indeholdes noget egenligt Fremskridt. I Skil-
dringen af Hvalerne er Anderson nærmest fulgt, og de fleste af dem
nævnes ikke særlig som grønlandske. Bedst er Oversigten over

] _ Sælerne; foruden Hvalrossen omtales Kassigiak (9: Phoca vitulina),

Attarsoak (Ph. groenlandica), Neitsek (Ph. foetida), Neitsersoak
(Cystophora cristata) og Uksuk (Erignathus barbatus). En ganske
enkelt Oplysning findes ogsaa i Theil Ш.

Noget mere indgaaende Kjendskab til Gronlands Pattedyr, og
da især til Sæler og Hvaler, viser H. Chr. Glahn i Anmerkninger

328

over de tre første Bøger af Hr. David Crantzes Historie om Grønland,

1771. For Sælernes Vedkommende meddeles blandt andet en Del

af de gronlandske Navne for Arternes forskjellige Alderstrin. For

Hvalernes Vedkommende gives blandt andet en Fortegnelse over

Arterne, efter deres grønlandske Navne; Fortegnelsen indeholder en

Del Navne, som det ikke er lykkedes at tyde; de Arter, der kunne

gjenkjendes, ere folgende:

1. Balena mysticetus (Arbek).

Balenoptera musculus? (Tunnolik).

Balenoptera gigas? (Tunnolirksoak).

Megaptera boops (Kipporkak og ?Kipporkarnak).

Phocena communis (Nesa og ? Nesangvoak).

Orca gladiator (Artlok og Artlorsoak og maaske Pernak).

Globiceps melas (Nesarnak, maaske ogsaa Nesarnarsoak og
Nesarpek).

Delphinapterus leucas (Kellelluak kakortok).

Monodon monoceros (Kellelluak kernertok).

Hyperoodon rostratus (Arnarnak).

Physeter macrocephalus (Kigutilik).

Den første klare, udførlige Fremstilling af Grønlands Pattedyr

skyldes Otto Fabricius, der i sin Fauna Groenlandica, 1780,

p. 1—52, samlede de Erfaringer, han havde gjort paa Grønlands

Vestkyst, mest ved Frederikshaab, under sit sexaarige Ophold dér,

fra 1768. (Enkelte Oplysninger fra Fabricius vare allerede meddelte

i О. Е. Miller's Zoologie Danicæ Prodromus, 1776.) Særlig stort

er Fremskridtet 1 den rigtige, tildels banebrydende, Erkjendelse af

Sælernes Arter, Alderstrin o. $. v.; mindst vellykkede ere Oplys-

ningerne om de sjeldnere blandt Hvalerne. Følgende ere de Arter,

der omhandles, under linneiske Navne:

Lepus variabilis (Lepus timidus hos Fabricius).

2. Canis lagopus.

= 09.18

HQ © ©

KH © © w

m —

—
.

3. Ursus maritimus.

4. Trichechus rosmarus.

5. ÆErignathus barbatus (Phoca barbata).

6. Phoca vitulina.

7. Phoca рейда.

$. Phoca groenlandica.

9. Cystophora cristata (Phoca leonina).

10. Rangifer tarandus (Cervus tarandus).

11. Ovibos moschatus (Bos grunniens, efter et Stykke af en Hoved-

SA FER —_

329

skal og nogle andre Dele fundne paa Drivis, rigtig bestemte
i en senere Afhandling af Fabricius).

12. Balena mysticetus.

13. Balenoptera rostrata (Balena rostrata).

14. Balenoptera musculus (Balena physalus).

15. Megaptera boops (Balena boops & ? B. musculus).

16. Phocena communis (Delphinus phocena).

17. Orca gladiator (Physeter microps & Delphinus orca & ?Phy-
seter catodon).

18. Globiceps melas (Delphinus tursio).

19. Delphinapterus leucas (Delphinus albicans).

20. Monodon monoceros.
91. Hyperoodon rostratus (Monodon spurius).
29. Physeter macrocephalus.
Desuden opføres som mere tvivlsomme, tildels kun efter Gron-
lændernes Beretninger: Trichechus manatus (efter et Stykke af en
Hovedskal, der maaske, som sagt af lap. Steenstrup i Tillegget til
Rink’s „Grenland“, 1857, р. 8, har været af en Anarrhichas, et
Dyr, som Fabricius iøvrigt kjendte meget vel, maaske af en ung
Hvalros, hvorpaa det opgivne gronlandske Navn Auvekejak kunde
tyde, sammenl. Fabricius, Skrifter af Naturhist. Selsk, Bd. 1, Hefte 2,
1791, p. 161, og Brown, Proceed. Zool. Soc. London, 1868, p. 358),
Phoca ursina (efter Gronlendernes Beskrivelse, maaske Ungen af
Hvalros, som man maa slutte efter det gronlandske Navn, der ogsaa
for denne er Auvekæjak), Mustela gulo (nærmest efter Granlændernes
Fortællinger om Kappik, nedarvede Sagn om Jerven), Ursus luscus
(ligeledes efter Gronlændernes Sagn om Amarok, Ulven) og nogle
andre, tildels fabelagtige Dyr, der kun nævnes med deres gron-
landske Navne: Siguktok (en Sel „med lang Snude*, maaske Най-
choerus grypus), Imab-Ukallia („Se-Hare“, en hvid Afændring af
en eller anden Sæl), Atarpiak eller Atarpek (en Slags Sæl, fabelagtig
beskreven), Kongeseteriak eller Kongevsetoke (en Slags ,Havmand*),
Sigukitsok (maaske et Navn for Megaptera boops), Nesarpek (en
stor Delfin, maaske Orca eller Globiceps). For hver Art gives
saavidt muligt Synonym-Liste, Beskrivelse af Ydre og Levemaade og
af Gronlændernes Udnyttelse af den.

I flere senere Afhandlinger har Fabricius givet yderligere Ор-
lysninger om Grønlands Pattedyr:

О. Fabricius: Om Hvalaaset; Vidensk. Selsk. Skr., nye
Saml., iste Del, 1781; р. 557—578, pl. Handler om de Dyr,

330

der tjene Nordhvalen til Føde, især „Cancer pedatus“ og „С. oculatus*
(begge Mysis sp.), ogsaa „Argonauta arctica* og „Clio retusa“
(Limacina helicina og Clione limacina).

О. Fabricius: Om Drivisen 1 de nordlige Vande og for-
nemmelig 1 Davis-Strædet; Vidensk. Selsk. Skr., nye Saml., 3dje Del,
1788; р. 65—84. Indeholder, р. 82, nærmere Redegjorelse for de
Dele af en Moskusoxe, der vare fundne paa Drivisen, og en Af-
bildning af Hovedskallen gives, hvorefter Arten er let at kjende;
Fabricius kalder den endnu her Bos grunniens.

О. Fabricius: Fjeldræven (Canis lagopus); Vidensk. Selsk.
Skr., nye Saml., 3dje Del, 1788; p.423—448, pl. (med Billede af
Ydre). Meget udførlig Fremstillmg af Fjeldrevens Ydre og Leve-
maade. |

О. Fabricius: Udforlig Beskrivelse over de grønlandske
Sele; første Stykke; Skrifter af Naturhistorie-Selskabet, iste Bd.,
iste Hefte, 1790; р. 79—157; andet Stykke; ibd., 2det Hefte,
1791; р. 73—170, pl. XII & XIII (med Billeder af Hovedskaller
af Svartside, Blæresæl, Remmesæl og Graasæl, den sidste fra Dan-
mark). Et grundleggende Arbejde, der for lang Tid var og tildels
endnu er et af de vigtigste Kildeskrifter om de nordiske Sæler.
Foruden de grønlandske Phocider, som han selv kjendte saa godt,
Phoca groenlandica, Ph. foetida (hispida), Ph. vitulina, Ph. cristata,
Ph. barbata, opregner han nogle andre, som han kun kjendte efter
Gronlændernes Skildringer, og som allerede ere nævnte 1 Fauna
Groenlandica, skjont dér mest uden systematisk Navn: Phoca ursina
(Gronlendernes Auvekæjak, maaske Ungen af Hvalros, i Beskri-
velsen dog meget fabelagtigt indblandet), Phoca porcina (Siguktok),
Phoca leporina (Imab-Ukalia, hvid med годе Øjne, forskjellig fra
den hvide Afændring af Phoca foetida, der kaldes Ukalerajek, altsaa
vel en Afændring af en af de andre Arter), Atarpiak eller Atarpek.

О. Fabricius: Nøjagtig Beskrivelse over alle Gronlændernes
Fange-Redskaber ved Sælhunde-Fangsten; Vidensk. Selsk. Skr.,
5te Bd., 2det Hefte, for 1808, 1810; р. 125—178, pl.

O. Fabricius: Zoologiske Bidrag; iste Bidr., om Moskus-
oxen, Bos moschatus; 2det Bidr., om Stubhvalen, Balena boops;
Vidensk. Selsk. Skr., 6te Bd., Iste Hefte, for 1809, 1818; р. 61—

3, pl. (med Billede af Ydre af Megaptera boops). Indeholder en
kort Meddelelse om den rette Bestemmelse af de paa Drivisen fundne
Levninger af en Moskusoxe og en udforlig Fremstilling af Megaptera
boops med Hensyn til Ydre og Levemaade.

331

О. Fabricius: Nøjagtig Beskrivelse over Grønlændernes Land-
dyr-, Fugle- og Fiskefangst med dertil hørende Redskaber; Vidensk.
Selsk. Skr., бе Bd., 2det Hefte, for 1812, 1818; р. 231—272, pl.
_ Under Fiskefangst omhandles ogsaa Fangsten af de forskjellige
grønlandske Hvaler.

Г Fabricius’ efterladte Haandskrift findes vel for flere Arters
Vedkommende udførligere Beskrivelser end i de trykte Afhandlinger ;
men Indholdet er dog i Hovedsagen det samme.

Fabricius' Fauna Groenlandica og hans andre Arbejder vare et
godt Grundlag. Det væsenligste af det, der er vundet ved den
lange Række af senere Værker, der paa en eller anden Maade give
Oplysninger om Grønlands Pattedyr, er en mere indgaaende Kund-
skab om Hvalerne, der især skyldes Undersøgelser af Holbøll og
Eschricht, og en mere klar Forestilling om Dyrenes Udbredelse
langs Grønlands Kyster. ТИ de Arter, som Fabricius kjendte, har
der kun været at føje tre Landdyr, levende раа de dengang ukjendte
Dele af Nord- og Østkyst, og fem Hvaler, mest tilfældige Gjæster.

Hvad der er fremkommet til Oplysning om Grønlands Pattedyr
efter Fabricius er i Hovedsagen følgende:

H. Chr. Glahn: Forsøg til en Afhandl. om Grønlændernes
Skikke ved Hvalfiskeriet; Nye Saml. af kgl. Norske Vidensk. Selsk.
Skr., Bd. I, 1784; p. 273—296. Indeholder énkelte Oplysninger
til Nordhvalens Naturhistorie.

Peder Olsen Walløe: Udtog af en Dagbog holden i
Аагепе 1751—1753 paa en Rejse i Grønland; udg. af О. Fabricius;
Samleren, et Ugeskrift, Bd. 1, 1787. Indeholder ganske enkelte Ор-
lysninger om Pattedyr paa den sydligste Del af baade Vest- og Østkyst.

D. de Jong, H. Kobel & M. Salieth: Nieuwe beschryving
der Walvisvangst en Haringsvisschery, met veele byzonderheden daar
toe betrekelyk, 1792. Giver mange Oplysninger til Hvalfangstens
og Sælfangstens Historie 1 Havene om Granland, iser i Spitsbergen-
Egnen. Hvad der meddeles i særlig naturhistorisk Retning er
tarveligt; der findes egne Afsnit handlende om Grønlands Pattedyr;
men heri indeholdes neppe noget udover det, der allerede kjendtes
fra ældre Skrifter, af Martens, Zorgdrager, Egede, Anderson, Cranz
0. s. v.; Fabricius’ Arbejder synes Forfatterne ikke at have kjendt.
Paa to Tavler gjengives de Billeder af Narhval og Kaskelot, der
findes hos Anderson.

А. Arctander: Udskrift af en Dagbog holden i Grønland
paa en Recognoscerings-Rejse 1 Julianehaabs Distrikt 1 Aarene

332

1777—1779; Samleren, et Ugeskrift, Bd. 6, 1793; р. 1105—1949.
Indeholder et Par Ord om Hare og Rensdyr. À

J. Collin: Efterretninger om Grønland, uddragne af Kollegial-
Akter af Aarene fra 1798 til 1807; Det Skandinaviske Litteratur- |
selskabs Skrifter, Ste Aarg., 1809; р. 173—989. Oplyser bl. a.
om Vilkaarene for Fangst og Handel ved de forskjellige Bosteder
paa den danske Del af Vestkysten, dog kun i større Træk.

W. Scoresby junior: Account of the Balæna Mysticetus,
or Great Northern or Greenland Whale; Memoirs of the Wernerian
Natural History Society, vol. I, for 1808—10, 1811; p. 578—586,
pl. ХИ (med Billede af Ydre). En kort Skildring af Nordhvalens Ydre
og Levemaade, støttet paa Iagttagelser ved Hvalfangst ved Grønland. |

Е. Home: On the Tusks of the Narwhale; Philos. Transact.
Roy. Soc. London, 1813; р. 126 —130, pl. УП. Oplyser om For-
skjellen 1 Stødtændernes Forhold hos Hanner. og Hunner, tildels efter
Stof hjembragt af Scoresby fra de grgnlandske Have. Tydningen er
dog ikke den rette; de vantrevne Tænder tydes som endnu ikke
frembrudte Mælketænder bestemte til senere at fortreenges. Paa Tavlen
er afbildet Hovedskaller af Han og Hun med aabnede Tandgruber.

С. L. Giesecke: Artiklen ,Greenland* i Brewster's Eney-
clopedia, Edinb., vol. X, part Il, 1816. Giver, р. 496—500, en
ret udførlig Oversigt over Grønlands Pattedyr, sluttende sig ner til
Fabricius’ Fauna Groenlandica. Selv havde Giesecke set en Del
under sit Ophold paa Gronlands Vestkyst fra 1806 til 1813.

В. O'Reilly: Greenland, the adjacent seas, and the North-
West Passage, illustrated in a voyage to Davis’ Strait, during the
summer of 1817, 1818. I Skildringen af Rejsen, der foretoges
ombord paa en Hvalfanger, er hist og her nævnet Nordhval, Fin-
hval, Hyidfisk, Narhval og Sæler som sete 1 Davis-Stræde og Baffins-
Bugt; Reev og Bjorn ere ogsaa en enkelt Gang neevnet. I et eget
Afsnit, „Arctic Zoology‘, р. 97—135, findes nærmere "Omtale af
„ Lrichechus rosmarus, Phoca vitulina, Ph. groenlandica, Ph. hispida,
Ph. cristata, Ph. barbata, Canis lagopus, Ursus maritimus, Monodon
monoceros, Balena mysticetus, B. physalus, Physeter macrocephalus,
Ph. microps, Delphinus phocena, D. orca, D. leucas*. Udforligst og
bedst er Nordhvalen skildret, de andre ret tarvelig; Sæl-Arterne
nævnes vel ved Navn, men ere ellers helt forblandede; hvad der
menes med Balæna physalus og Physeter microps, er ikke sikkert.
Afbildede ere Rev, Bjorn, Nordhval og Spækhugger.

W.E. Leach & J. Ross: Afsnittet „Mammalia* i Appendix

EP

339

II til J. Ross: A voyage of discovery in Н. М. 5. Isabella and Alex-
ander, for the purpose of exploring Baffin’s Bay, 1819; р. XL—XLVI.
Indeholder kun Meddelelser om et Par Arter fra Grønlands nordlige
Vestkyst, iagttagne 1 Sommeren 1818. I selve Skildringen af Rejsen
findes enkelte flygtige Ord om Pattedyr. (I en anden Udgave af
samme Værk skal Haren fra Landene Ost og Vest for Davis-Stredet
vere søgt udmærket som egen Art og ved et Uheld have faaet to
Navne, Lepus arcticus Ross og L. glacialis Leach; 1 nærværende
Udgave kaldes den Lepus —?) па

W. Scoresby junior: An account of the Arctic Regions
with a history and description of the Northern Whale-Fishery, vol.
I & II, 1820. I I1ste Bind findes A sketch of the zoology of the
Arctic Regions, hvori der, р. 449—501., gives A description of
animals of the Cetaceous kind, frequenting the ‚Greenland Sea,
Havet Øst for Grønland, og, р. 502—596, Some account of the
Quadrupeds inhabiting Spitzbergen, and the Icy Seas adjacent. De
Hav-Pattedyr, der omtales, ere: Balena mysticetus, Balænoptera
gibbar or physalis (5: В. gigas, i hvert Fald væsenligst), В. rorqual
(maaske В. musculus, men neppe sikkert skjelnet fra foregaaende),
В. jubartes (vist ubestemmelig), В. acuto-rostrata (В. rostrata),
Monodon: monoceros, Delphinus deductor (Globiceps melas), Del-
phinapterus beluga (D. leucas), Trichechus rosmarus, Phocæ. For
Nordhvalens Vedkommende gives mange og gode Oplysninger om
Ydre og Levemaade og, i vol. Il, om Fangsten og Fangstens Historie;
Narhval og Hvalros behandles ogsaa ret udforlig. Hvad der siges
om de andre, er ikke meget verdifuldt. Hvorfor Balænoptera
jubartes og Delphinus deductor optages blandt Dyrene fra ,Green-
land Sea“, sees ikke. Sæl-Arter ere ikke skjelnede. Gode Billeder
gives af Nordhval og Narhval, ogsaa af Vaagehval, Grindehval og
Hvidfisk, men kun i Gjengivelser af Tegninger af Dyr strandede ved
Skotland. Balænoptera gigas omtales for forste Gang kjendelig fra
grønlandske Farvande, fra Davis-Strædet. Den grønlandske Pattedyr-
Liste voxede til 23.

W. Е. Parry: Journal of a voyage for the discovery of a
North-West Passage, in the years 1819—20, 1822. Indeholder et
Par lagttagelser om Hvalros og Isbjørn sete ude i Davis-Strædet 1
Sommeren 1819.

G. W. Manby: Journal of a voyage to Greenland, in the
year 1821, 2 ed., 1823. Giver Meddelelser om Isbjørn, Hvalros
og andre Sæler uden nermere Hensyn til Art, om Narhval, Fin-

XXI. 22

334

hval og især om Nordhval, sete paa en Sommer-Rejse i Havet Øst
for Grønland, mest i Randen af Drivisen mellem Island og Spits-
bergen, med et Hvalfanger-Skib fort af Scoresby. De fleste af de
neevnte Dyr ere afbillede.

W. Scoresby junior: Journal of voyage to the northern
Whale-Fishery, including researches and discoveries on the eastern
coast of West Greenland, made in the summer of 1822, in the
ship Baffin of Liverpool, 1823. Giver hist og her i Skildringen af
Rejsen позе Oplysninger om Pattedyr sete i Havet Ost for Gron-
land og ved eller paa Kysten paa Strækningen mellem 70° og 75°
omtrent. Nordhval og Narhval omtales ret udførlig med Hensyn til
Ydre og Liv; lidt om deres indre Bygning meddeles ogsaa. Side
416—421 findes en Oversigt over 9 Arter fra den nævnte Kyst,
blandt dem, som ny for Grønland, „Mus groenlandicus“ (9: Myodes
torqvatus), udførlig beskreven af Dr. Traill. Hvad der menes
med Phoca vitulina, Ph. hispida? (de eneste Sæler, der nævnes
foruden Hvalrossen) og Balena gibbar, er ikke sikkert. — Den
grønlandske Pattedyr-Liste voxede til 24. -

К. Chr. Raben: Udtog af en Dagbog holdet paa en Rejse
i Grønland i Sommeren 1823; Tidsskr. for Naturvidenskaberne,
Bd. 3, 1824; р. 271—289; Bd. 4, 1826; р. 1—35. Indeholder
nogle faa Meddelelser om Pattedyr iagttagne ved Lejlighed paa
Rejsen, der gik til Godthaab, Fiskenæs og Frederikshaab.

D. Ch. Clavering: Journal of a voyage to Spitzbergen and
the East Coast of Greenland, ш Н. М. Ship Griper; Edinb. New
Philos. Journ., April—July 1830; р. 1—30. (Her omtalt efter
Oversættelse 1 Petermann’s Mittheilungen, Bd. 16, 1870; р. 320—399.)
Giver enkelte Oplysninger om Pattedyr sete paa den nordlige Del
af Grønlands Østkyst 1 Eftersommeren 1823.

W. А. Graah: Undersogelses-Rejse til Østkysten af Grønland
i Aarene 1828—31, 1832. Giver, p. 193, en Fortegnelse over
9 Arter Pattedyr iagttagne paa den sydlige Del af Østkysten. I
Skildringen af Rejsen findes hist og her enkelte Meddelelser om Pattedyr.

С. Mulder: Over de tanden van den Narwal of Eenhoorn,
Monodon monoceros L.; Tijdschrift voor Natuurlijke Geschiedenis
en Physiologie, Deel II, 1835; р. 65—109, pl. 2 (med Billeder af
Narhval-Tænder, unge og gamle, siddende i Kjæben og udtagne).
Giver en omhyggelig, naturhistorisk og historisk, Fremstilling af,
hvad man dengang vidste om Narhvalens Tandsæt; for de hidtil
kjendte tvetandede Narhvaler er der gjort Rede. Det allermeste af

335

Kundskaben om Narhvalen viser sig at vere samlet i de gron-
landske Have.

J. H. Reinhardt: Stykket ,Pattedyr“ 1 Indledningen. til
Ichthyologiske Bidrag til den grønlandske Fauna; Vidensk. Selsk.
Skr., УП Del, 1838; р. 86—88. Giver et Par Ændringer og Til-
fojelser til Fabricius’ Fauna Groenlandica, hvoraf det væsenligste
er Oplysning om, at den gronlandske Hare er Lepus variabilis
(eller L. glacialis), og at „Mus (Hypudœus) groenlandicus* skal
tilfgjes. Som ny for Grønland nævnes ogsaa Grindehvalen, efter
Hovedskaller nedsendte til Museet 1 Kjøbenhavn, men med Urette;
den var allerede opført af Fabricius under Navnet Delphinus tursio.

J. Chr. W. Funch: Syv Aar i Nordgrønland, 1840. Skildrer
Oplevelser ved Jakobshavn, Ritenbenk og Umanak, hvor Funch
virkede som Præst 1 1830—37. Enkelte Meddelelser gives om
Pattedyr, især om Bjørn og Hvidfisk.

С. Holbøll: Bemærkninger over nogle Pattedyrs og Fugles
Dykkeevne; Naturhist. Tidsskr., Bd. 4, 1842—43; р. 977—978.
Giver Oplysning om den Tid, som Balena mysticetus, Delphina-
pterus leucas, Phocena communis og Phoca groenlandica pleje at
tilbringe under Vandet uden at aande, efter Iagttagelser gjorte i
Grønland.

D. F. Eschricht: Undersøgelser over Hvaldyrene. Første
Afhandl., Bemærkninger over Cetologiens tidligere og nærværende
Skjebne; Vidensk. Selsk. naturv. mathem. Afhandl., 11te Del, 1845;
p. 129—202. Anden Afhandl., Anatomisk Beskrivelse af de ydre
Fosterformer hos to nordiske Finhval-Arter, med Anvendelse paa
Physiologien og Zoologien; ibd.; p. 203—279. Tredje Afhandl.,
Om Fosterformer i Bardehvalernes Ernærings- og Forplantelsesred-
skaber; ibd.; р. 281—320, pl. I—IV (med Billeder af, bl. a., Me-
gaptera boops fra Grønland, Ydre af Foster о. а.). Fjerde Afhandl.,
Om Næbhvalen; ibd.; р. 321—378, pl. V—VIII. Femte Afhandl.,
Finhvalernes Osteologie ох Artadskillelse; ibd., 12te Del, 1846;
р. 225—396, pl. IX—XV (med Billeder af, bl. a., Rygfinne af
Megaptera boops og Rygfinne og Forlem af Balenoptera rostrata
fra Grønland). Sjette Afhandl., Udbytte paa en Rejse gjennem det
nordvestlige Europa i Sommeren 1846, som Tillæg til de foregaaende
Afhandlinger; ibd., Ste R., I, 1849; р. 85—138. Tilsammen ere
disse Afhandlinger et af de vigtigste, banebrydende Arbejder til
Kundskab om Hvalerne, indeholdende Opklaringer i mange Retninger,
for en stor Del bygget paa Stof og Meddelelser modtagne fra

22"

356

Grønland, især fra Holbøll. Særlig udførlig omhandles Ydre, Skelet
og Indvolde af Balenoptera rostrata og Megapiera boops; men
ogsaa om andre grønlandske Arter gives værdifulde Oplysninger,
om Balenoptera gigas og Hyperoodon rostratus. i

J. Leslie, А. Jameson, H. Murray: Narrative of Dis-
covery and Adventure in the Polar Seas and Regions, ed. 1845.
Det vigtigste af Indholdet 1 Retning af Pattedyr-Kundskab er en
Oversigt over Hvalfangstens Historie op til 1844.

J. Е. Gray: The Zoology of the Voyage of H. М. S. Erebus
& Terror, vol. J, 1844—75, Afsnittet Mammalia; udkommet 1846,
efter hvad der sædvanlig opgives. Giver, pl. 12, et Billede af en
Hovedskal af „Lagenorhynchus leucopleurus* (L. acutus), der stam-
mede fra Gronland, som Gray senere, 1 1866, har oplyst.

С. Holbøll: Notice over Gronlændernes Kiperkarnak; Na-
turhist. Tidsskr., 2. R., Bd. 2, 1847; р. 308—310. Giver en
Skildring af det Ydre af en Pukkelhval, som han havde set 1 Havet
S. for Sukkertoppen, og som han mente maatte være forskjellig fra
Megaptera boops.

S. Nilsson: Skandinavisk Fauna, Dägedjuren, 2. Uppl, 1847.
Indeholder, р. 595—596, en lille Oplysning om „Delphinus euphro-
syne Gray?" (D. holbollii Eschr.) fra Grønland. Den grønlandske
Liste voxede til 25.

а. В. Waterhouse: A Nat. Hist. of the Mammalia, vol. II,
Rodentia, 1848. Omtaler den grønlandske Hare, der henføres til
Lepus glacialis Leach, som forskjellig fra L. variabilis.

D. К. Eschricht: Om de nordiske Hvaldyrs geografiske
Udbredelse i nærværende og tidligere Tid; Forhandl. ved de skandin.
Naturf. femte Mode, i Kjøbenhavn 1847, 1849; р. 108—118, pl. I.
Giver en kort, klar Oversigt over de vigtigste af de grønlandske
Hvalers Udbredelse og Vandringer, for en Del paa Grundlag af
Holbell’s Iagttagelser. En Tavle oplyser om deres Fordeling i Havet
Vest for Grønland efter Aarstiderne.

D. F. Eschricht: Zoologisch-anatomisch-physiologische Unter-
suchungen tiber die nordischen Wallthiere, Ва. 1, mit funfzehn
Tafeln, etc., 1849. Er i Hovedsagen en Gjengivelse af en Del af
Eschricht's tidligere paa Dansk skrevne Afhandlinger om samme
Emne. Sin væsenligste Betydning i denne Sammenhæng har dette
Arbejde ved at indeholde et Tilleg, р. 198—198, med nogle ikke
tidligere trykte faunistiske Meddelelser fra Holbøll, skrevne i
1840, og fra Motzfeldt om granlandske Hvaler.

выл

851

В. А. Goodsir: Ап arctic voyage to Baffin’s Bay and Lan-
easter Sound, 1850. Til Oplysning om Grønlands Pattedyr inde-
holdes ikke andet end et Par Ord om Hvidfisk og Narhval sete 1
Disko-Bugt paa Rejse med Penny 1 1849.

H. Rink: De danske Handelsdistrikter i Nordgrønland, deres
geografiske Beskaffenhed og produktive Erhvervskilder, iste Del,
1852; 2den Del, 1855. (Se Rink: Grønland, 1857.)

Р. С. Sutherland: Journal of a voyage in Baffin’s Bay and
Barrow Straits, in the years 1850—51, 1852. Giver nogle faa
Oplysninger om Pattedyr sete paa den nordlige Del af Grønlands
Vestkyst 1 Sommeren 1850 paa Rejse med Penny.

Е. A. Inglefield: A summer search for Sir John Franklin,
with a peep into the Polar Basin, 1853. Indeholder et Par Med-
delelser om Bjørn og Hvalros sete i Melville-Bugt og i Mundingen
af Smith-Sund 1 Sommeren 1852.

G. Vrolik: Nieuw voorbeeld van twee uitgegroeide stoottanden
aan denzelfden Narwal-schedel; Bijdragen tot de Dierkunde, Deel I,
1848—54; 8 p., 1 pl. Beskriver en Hovedskal af en tvetandet
Narhval og omtaler de tidligere kjendte lignende Hovedskaller. Paa
Tavlen er den paagjeldende Hovedskal afbildet, set ovenfra, stillet
overfor en sædvanlig entandet Hovedskal. Det siges ikke, hvorfra
Vrolik har faaet sit Stykke; men efter hvad der er oplyst af J.
Reinhardt jun., stammer det sikkert fra Museet i Kjøbenhavn og er
da utvivlsomt fra Grønlands Vestkyst.

E. K. Kane: Arctic explorations, the second Grinnell exped.
in search of Sir John Franklin, 1853, 54, 55, vol. I & Il, 1856.
Giver ved Lejlighed nogle Oplysninger om Pattedyr paa Gronlands
Nordkyst ved Smith-Sund og Kennedy-Kanal, iser i Egnen om
Rensselaer-Bugt. For første Gang siden Fabricius nævnes Moskus-
oxen som grønlandsk, efter fundne Skeletter. Et Billede forestiller
Hvalros-Jagt, og enkelte andre smaa Dyre-Billeder gives.

Carl Petersen: Erindringer fra Polarlandene, 1850—1855,
1857. Meddeler enkelte Oplysninger om Pattedyr sete paa Rejse
med Penny 1 1850—51 og med Kane i 1853—55, vesenlig det
samme, der meddeles af Sutherland, Kane og Hayes.

H. Rink: Grønland geografisk og statistisk beskrevet, Bd. 1
og 2, 1857. (De to Dele, der tilsammen udgjgre iste Bind, ere
udkomne ogsaa særskilt i 1852 og 55.) Indeholder en Mengde
Oplysninger af mange Slags om de almindelige Pattedyr paa Gron-
lands Vestkyst, især om dem, der ere de vigtigste for Grønlænderne

338

og for den grønlandske Handel. Et af de verdifuldeste Arbejder
til Kundskaben om Grønlands Pattedyr, bygget dels paa egne lagt-
tagelser under et fleraarigt Ophold i Grønland, fra 1848, med
Rejser langs den danske Del af Vestkysten, dels paa et Gjennemsyn
af den Kongelige Grønlandske Handels Optegnelser.

7. Th. Reinhardt: Stykket „Райедуг“ i Tillæg Ш Rink's
Grønland geografisk og statistisk beskrevet, Bd. 2, 1857; p. 3—12.
En Navnefortegnelse over Grønlands Pattedyr med korte Oplysninger
om deres Forekomst i Landet. Det er den første samlede For-
tegnelse, der er fremkommen siden Fabricius' Tid, grundet paa
selvstændigt Kjendskab til Dyrene, opnaaet gjennem Samlingerne
i Kjøbenhavns Museum; Fremskridtet er iøjnefaldende i Oversigten
over Hvalerne. For første Gang nævnes Lagenorhynchus albirostris
(„Delphinus albirostris*) som grønlandsk. Den grønlandske Liste
voxede til 26.

Е. L. M’Clintock: A narrative of the discovery of the fate
of Sir John Franklin and his companions, 1859. Indeholder nogle
faa spredte lagttagelser gjorte paa Rejsen med „Кох“, dels i Efter-
sommeren 1857 langs den nordlige Del af Grønlands Vestkyst, dels
i Vinteren 1857—58 1 Baffins-Bugt og Davis-Strædet, dels i Som-
meren 1858 igjen langs Vestkystens nordlige Del.

Carl Petersen: Den sidste Franklin-Expedition med „Кох“,
Capt. M’Clintock, 1860. Indeholder væsenlig de samme lagttagelser,
som ere meddelte af M’Clintock fra samme Rejse.

I. 1. Hayes: An Arctic Boat Journey in the autumn of 1854,
1860. Giver nogle faa Meddelelser om Pattedyr sete ved Mun-
dingen af Smith-Sund, paa Kane’s Rejse.

lap. Steenstrup: Melketandsettet hos Remmesælen, Svart-
siden og Fjordsælen (Phoca barbata, Ph. groenlandica og Ph.
hispida), og i Anledning deraf nogle Bemærkninger om Tandsy-
stemet hos to fossile Slægter (Hyænodon og Pterodon); Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn., for 1860; р. 251—964, pl. V.
Skildrer Mælketænderne hos de nævnte Arter efter Stof hjembragt
fra Gronland.

D. F. Eschricht og J. Reinhardt: Om Nordhvalen (Ba-
lena mysticetus Г.) navnlig med Hensyn til dens Udbredning i
Fortiden og Nutiden og til dens ydre og indre Særkjender; Vidensk.
Selsk. Skr., Ste R., naturv. mathem. Afd., 5te Bd., 1861; р. 433 —
592, pl. I—VI. Den historiske Del skyldes nærmest Reinhardt,
det øvrige Eschricht. Et af de vigtigste Arbejder til Kundskab om

——

339

Nordhvalen, baade om dens Historie og om dens Bygning, Ydre og
Skelet. Især omhandles dens Historie ved Grønlands Vestkyst, hvorfra
ogsaa alle de beskrevne og afbildede Stykker stamme. Hvorledes
den ofte har været forvexlet med Nordkaperen oplyses. Paa Tav-
lerne findes, foruden Billeder af Nordhvalens Ydre, Skelet, Skelet-
Dele og Strubehoved, ogsaa Billeder af Hovedskaller af Balænoptera
musculus og Megaptera boops fra Grønland. For første Gang gives
paa Tryk en utvivlsom Meddelelse, efter et gammelt Haandskrift,
om Forekomsten af Nordkaperen (Balena australis) ved Grønland.
Den grønlandske Pattedyr-Liste voxede til 27.

D. Е. Eschricht: Om Spækhuggeren (Delphinus orca L.); Overs.
Vidensk. Selsk. Forhandl. for Aaret 1862; р. 65—91 og 234—264.
Indeholder blandt andet Tydning af Fabricius’ Delphinus orca og Physeter
microps, giver en Del Oplysninger om Ydre og Skelet af en Spæk-
hugger fra Grønland (med Afbildning af Bækkenben) og meddeler
nogle Iagttagelser af Holbøll og Motzfeldt om Spækhuggerens For-
folgelse af Hvaler og Sæler i de grønlandske Farvande. Paa Art-
Spørgsmaalet havde Eschricht ikke fuldt Rede.

J. Reinhardt: Nogle Bemærkninger om Narhvalens Stødtand ;
Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn. for 1862; p. 326—335.
Søger at godtgjøre, at det i det højeste kan være en sjelden Und-
tagelse, at den lange Stødtand findes i højre Kjæbe og mangler i
venstre, og at begge Stødtænder ere snoede tilvenstre i de ikke helt
sjeldne Tilfælde, hvor to veludviklede Stødtænder findes i samme
Hovedskal. lagttagelserne vare mest gjorte paa en Række Hovedskaller
af Narhvaler sendte fra Grønland til Kjøbenhavn, blandt dem 5 tvetandede.

J. Reinhardt: Om Klapmydsens ufødte Unge og dens
Mælketandsæt; Vidensk. Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn. for 1864;
р. 248—264. Skildrer Ungens Ydre og Tænder, der afbildes, efter
et Skind med Hovedskal nedsendt fra Grønlands Vestkyst.

E. D. Cope: Second contrib. to a hist. of the Delphinidæ;
Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia for 1865, Afsnit p. 278. Nogle
faa Skeletter og Hovedskaller af Hvidfiske hjembragte af Kane og Hayes
fra Grønland, i hvert Fald tildels, henføres til fire Arter, Beluga catodon
auctorum (5: Delphinapterus leucas) og В. rhinodon, В. declivis og
В. concreta, alle tre nye. De nye Arter have ikke vist sig holdbare.

С. Normann: Hval-, Hvalros- og Selhundefangstens Historie;
Tidsskr. for Sovesen, ny Række, iste Bd., 1865; р. 511—524;
ibd., Bd. 2, 1867; р. 26—55, 240—953, 341—353, 449—458,
529—553. Handler mest om Fangsten i Spitsbergen-Egnen og ude

340

i Davis-Stredet; Forholdene nærmest Grønlands Kyst omtales kun
lidt. Fremstillingen stetter sig væsenlig til Arbejder af Zorgdrager,
Scoresby og andre; om Skandinavernes Deltagelse i Fangsten gives
mere selvstændige Oplysninger.

J. E. Gray: Catal. of Seals and Whales in the British Mu-
seum, 2ed., 1866. Nevner nogle faa Skeletter, Hovedskaller o. s. v.
af gronlandske Seler og Hvaler gjemte i British Museum. For
første Gang nævnes Lagenorhynchus acutus („L. leucopleurus“) som
grønlandsk. Den grønlandske Liste voxede til 28.

I. I. Hayes: The Open Polar Sea, a narrative of a voyage
of discovery towards the North Pole in the schooner „United States“,
1867. Giver ved Lejlighed Oplysninger om Pattedyr iagttagne paa
Grønlands Nordkyst i Egnen om Port Foulke i 1860—61. Et Par
Billeder forestille Jagt раа Isbjorn og Hvalros.

J. Reinhardt: Nogle Bemærkninger om Islendernes „Stey-
pireyor“, en Efterskrift til Hr. Hallas’s Optegnelser om nogle paa
et Hvalfangsttog 1 Havet omkring Island iagttagne Hvaler; Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn. for 1867, р. 178—901. Giver ved
Lejlighed, p. 195—200, Meddelelse om et Forlem af en Hval, der
af H. P. С. Møller var hjemsendt fra Grønland og af Eschricht var
omtalt og afbildet og bestemt som verende af samme Art som
»Ostendehvalen“; Reinhardt bestemmer det som tilhørende Balenoptera
sibbaldii (B. gigas), Islendernes Steypireyör, som han mener snarest
er forskjellig fra Ostendehvalen, hvad den dog ikke er, som det
senere har vist sig. Enkelte Rettelser til Eschricht’s Oplysninger
om Stykket fremføres.

А. Quennerstedt: Anteckningar om Djurlifvet 1 Ishafvet
mellan Spetsbergen och Grönland, Afsnittet Däggdjur; Kongl. Svenska
Vetensk. Akad. Handlingar, Bd. 7, Nr. 3, 1868; p. 9—29, pl. I
& II (med Billeder af Ydre af Phoca groenlandica, Erignathus bar-
batus og Cystophora cristata). Handler især om Sælerne i Drivisen
i Jan-Mayen- og Spitsbergen-Egnen, iagttagne paa en Rejse 1 Foraar
og Sommer 1863, søger at oplyse om deres Ydre og Levnet, deres
Udbredelse i nærliggende Egne, deres Vandringer o. $. У. og giver
Meddelelser til Selfangstens Historie.

R. Brown: On the Mammalian Fauna of Greenland; Proceed.
Zool. Soc. London for 1868; р. 330—362. Notes on the history
and geographical relations of the Pinnipedia frequenting the Spitz-
bergen and Greenland Seas; ibd.; р. 405—440. Notes on the hist.
and geogr. rel. of the Cetacea frequenting Davis Strait and Baffin’s

341

Bay; ibd; p. 533—556. Tilsammen give disse tre Afhandlinger
den mest omfattende faunistiske Fremstilling af Grønlands Pattedyr
efter Fabricius’ Fauna Groenlandica. Noget havde Brown selv haft
Lejlighed til at iagttage paa to Rejser til Grønlands Vestkyst, i 1861
og 67, og paa Rejser til Spitsbergen-Egnen; noget havde han faaet
at vide af danske Embedsmænd i Grønland og af andre, der kjendte
Landet; noget havde han ogsaa lert i Kjobenhavns Museum og
i andre Samlinger; for en meget væsenlig Del er hans Arbejde dog
en Sammenstilling af hans Forgjengeres; især staar han i Gjeld til
Fabricius, Holbøll, Eschricht, Rink og Reinhardt.

D. F. Eschricht: Ni Tavler til Oplysning af Hvaldyrenes
Bygning, med Forklaring af J. Reinhardt; Vidensk. Selsk. Skr.,
5te R., naturv. mathem. Afd., Bd. 9, I, 1869. Раа Tavle Ш, IV
og V findes Billeder af Hjernen af Megaptera boops og Hjertet af
Balena mysticetus, udførte efter Gjenstande modtagne fra Gren-
land; paa Tavle VIII findes Billeder af Hovedskal og Tandset af
Delphinapterus leucas.

М. Lindeman: Die Arktische Fischerei der Deutschen See-
städte 1620— 1868; Ergänzungsheft Nr. 26 zu Petermann’s ,Geogra-
phischen Mittheilungen“, 1869. Giver mange Oplysninger til Sæl-
og Hvalfangstens Historie; udforligst omtales Tysklands Deltagelse i
Fangsten; men ogsaa andre Folkeslags Foretagender nevnes. Til
Sel- og Hval-Arternes Naturhistorie gives nesten ingen Vejled-
ning, bortset fra Nordhvalen. Paa to Kort findes de vigtigste Fangst-
pladser afsatte.

А. Е. Nordenskiöld: Redogörelse for en Expedition till
Grönland Ar 1870; Sertryk af Ofversigt af К. Vet. Akad. Förhandl.
1870, Nr. 10, 1871. Giver, Side 54, en Liste over 9 almindelige
grønlandske Pattedyr-Arter, hvis Knogler fandtes i en gammel eski-
moisk Kjekkenmodding ved Sydkysten af Jakobshavns Isfjord.

J.W. Clark: On the skeleton af a Narwhal (Monodon mono-
ceros) with two fully developed tusks; Proceed. Zool. Soc. London for
1871; р. 42—53, 2 fig. (Hovedskal set fraoven og franeden). Handler
om et Skelet af en tvetandet Narhval stammende fra Grønlands Vest-
kyst, modtaget af Museet i Cambridge fra Museet i Kjøbenhavn,
giver en historisk Oversigt over Kundskaben om Narhvalens Stød-
tand og opregner de tvetandede Narhvaler, om hvilke der kunde
skaffes Oplysning, ialt 11, de fleste fra Grønlands. Vestkyst.

W. Peters: Afsnittet ,Säugethiere“ i Die zweite deutsche
Nordpolarfahrt in den Jahren 1869 und 1870 unter Fiihrung des

342

Kapitän Karl Koldewey, Bd. 2, 1874; р. 157--169, pl. 1 & 2 (med
Billeder af Tandsættet hos en ung Hvalros og af Hovedskallen af
Lepus variabilis). Giver Meddelelser om Pattedyr fra Gronlands
Østkyst iagttagne paa Rejsen med ,Germania‘ og „Hansa“; de
fleste [agttagelser ere fra Strækningen mellem 73° og 77°, baade
fra Drivisen og fra Land, nogle faa ere fra Drivisen udfor den syd-
ligere Del af Kysten. Dels gjengiver Peters, hvad der af Deltagerne
i Rejsen, især af A. Pansch og В. Buchholz var berettet ham
om Arternes Optræden, dels giver han for nogle Arters Vedkom-
mende korte Oplysninger om Ydre eller Hovedskaller. Ialt nævnes
15 Arter; men af dem ere to Hvaler meget usikre: Balænoptera
boops? og Delphinus globiceps?; derimod er der under en af Arterne,
Phoca groenlandica, optaget lagttagelser, der sikkert delvis gjelde
en anden: Phoca foetida, der ellers ikke nævnes. For første Gang
nævnes Mustela erminea som grønlandsk; den grønlandske Liste
voxede derved til 29. — I Skildringen af Rejsen, samme Værk, Bd. 1,
erzåhlender Theil, bearbeitet von den Mitgliedern der Expedition,
1873 —74, findes dels de samme, dels andre Meddelelser om År-
ternes Optræden; i denne Del findes ogsaa Billeder af Hvalros,
Moskusoxe о. а. I et eget Afsnit, р. 536—544, har G. Hartlaub
givet en Fremstilling af, hvad man hidtil vidste om Moskusoxens
Udbredelse.

А. Н. Markham: A Whaling Cruise to Baffin's Вау and the
Gulf of Boothia, 1874. Rejsen gik især til Vestkysten af Davis-
Stræde og Baffins-Bugt, i Sommeren 1873. Langs Grønlands Vest-
kyst omtrent fra Holstenborg til Kap York sejlede man i Begyndelsen
af Juni. Næsten ingen Iagttagelser over Pattedyr meddeles fra denne
Del af Rejsen. En Del Oplysninger gives om den Maade, hvorpaa
Fangsten af Nordhvalen drives i Davis-Stræde og Baffins-Bugt.

S. Muller: Geschiedenis der Noordsche Compagnie, 1874. En
udførlig historisk Fremstilling af Hollændernes Hvalfangst, især ved
Spitsbergen; indeholder kun lidt af naturhistorisk Betydning.

R. Brown: On the Mammalian Fauna of Greenland. etc., i
R. Jones: Manual of the Nat. Hist., Geol., and Physics of Green-
land, 1875; р. 1—93. Optryk af de tre Afhandlinger i Proceed.
Zool. Soc. London, 1868, med enkelte Ændringer og Tilføjelser.

J. Reinhardt: Note on additional Mammals of Greenland, i
R. Jones: Manual of the Nat. Hist. of Greenland, 1875; p. 34.
Det vesenligste af Indholdet er den Oplysning, at Canis lupus

545

havde vist sig ved Umanak i Vinteren 1868 —69. Fortegnelsen over
Grønlands Pattedyr voxede til 30.

С. H. Davis: Narrative of the North Polar Exped., U. S.
Ship Polaris, С. К. Hall commanding, 1876. Indeholder spredte
Optegnelser om Pattedyr iagttagne раа Gronlands Nordkyst, især 1
Egnen ved Thank-God-Harbour, hvor man overvintrede i 1871 — 72,
og ved Port Foulke, hvor en Del af de Rejsende overvintrede 1
1872—73; nogle faa lagttagelser gjordes ogsaa af dem af de Rej-
sende, der i Vinteren 1872—73 paa en Isflage drev mod Syd
gjennem Baffins-Bugt og Davis-Stræde. ЕНег Meddelelser fra Del-
tagere i Rejsen har Davis sammenstillet sin Beretning. Et Billede
forestiller Jagt paa en Moskusoxe.

H. W. Feilden: On the Mammalia of North-Greenland and
Grinnell Land; The Zoologist, 3 ser., vol. I, 1877; p. 313—321,
353—361. Faunistiske lagttagelser over 13 Arter sete paa Nord-
kysten af Gronland, i Grinnell-Land, i Smith-Sund og nordligere 1
1875—76 paa Nares’ Rejse; de færreste af Oplysningerne gjelde
Grønland.

H. Rink: Danish Greenland, its people and its products, edited
by R. Brown, 1877. Giver i mere sammentrængt Form lignende
Oplysninger som Rink’s danske ,Grønland" fra 1857. Side 430
findes en Navnefortegnelse over Grønlands Pattedyr.

I. Sahlertz: Om nogle Anomalier i Sælernes Tandsæt; Vidensk.
Medd. Naturhist. Foren. Kbhvn. for 1877—78; р. 275—304. Handler
især om overtallige Tænder hos de nordiske Sæler, med Undtagelse
af Hvalrossen; et anseligt Stof er gjennemgaaet, for største Delen
stammende fra Grønland og gjemt i Zoologisk Museum i Kjøben-
havn (delvis det samme, der er omtalt i nærværende Afhandling).

С. L. Giesecke: Mineralogiske Rejse i Grønland, ved Е. John-
strup, 1878. Indeholder en Del spredte Iagttagelser over Pattedyr
langs Grønlands Vestkyst, fra Aarene 1806—13.

G. S. Nares: Narrative of a voyage to the Polar Sea during
1875—76 in H. M. Ships „Alert* and ,Discovery“, vol. I & II,
1878. Spredt i Fortællingen findes en Del Iagttagelser over Patte-
dyr fra Baffins-Bugt, Smith-Sund og nordligere og fra de tilstødende
Kyster af Grønland og Grinnell-Land. I udvidet og samlet Form
findes Iagttagelserne fra de nordligste Egne i et eget Afsnit, Appendix.
II, Mammalia, vol. П, р. 192—205, skrevet af Feilden; det er
saa godt som et Optryk af hans Afhandling om samme Emne i

344

Zoologist for 1877. Hovedet af en Moskusoxe fra Grinnell-Land er
afbildet, vol. I, p. 113.

Е. Bessels: Die amerikanische Nordpol-Expedition, 1879.
Giver vesenlig de samme Oplysninger om Pattedyr iagttagne paa
»Polaris“-Rejsen, som allerede ere meddelte af Davis, dog for en
Del mere udførlig. Side 311 findes en Fortegnelse over 11 Arter
sete, mere eller mindre sikkert, ved Nordkysten N. for 81°.

L. Kumlien: Contrib. to the nat. hist. of Arctic America
made in connection with the Howgate Polar Exped., 1877—78;
Bull. U. 5. National Museum, Nr. 15, 1879; Afsnittet ,Mammals‘,
р. 47—67. Handler om Pattedyr fundne paa Vestkysten af Davis-
Strædet, men giver dog ved Lejlighed enkelte Oplysninger om gron-
landske Pattedyr.

Meddelelser om Grønland, udgivne af Commissionen for Tiedelein
af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, iste til
27de Hefte, 1879—1902. I de fleste af Hefterne findes Skildringer
af de mange Rejser, der ere foretagne langs baade Vest- og Øst-
kyst, og indstrgede i dem findes en Del Oplysninger om Pattedyr,
meddelte af J. A. D. Jensen, В. В. I. Hammer, К. J. V. Steen-
strup, G. F. Holm, E. Warming, C. H. Ryder, V. Garde,
Frode Petersen, С. Moltke, G. Amdrup, N. Hartz, М. P.
Porsild. En egen Afhandling, af Е. Bay, om @stkystens Pattedyr
nævnes nedenfor. Om grønlandske Dyre-Navne giver Н. Rink Op-
lysninger 1 10de og 11te Hefte.

7. A. Allen: History of North American Pinnipeds, а monogr.
of the Walruses, Sea-Lions, Sea-Bears and Seals of North America;
U. S. Geol. Geogr. Surv. Territ., Miscellaneous Publ. Nr. 12, 1880.
Den righoldigste Oversigt over de nordiske Sælers Naturhistorie, der
endnu findes, handlende om deres Ydre, Benbygning, Levemaade,
Udbredelse о. s. v. Ogsaa Grønlands Sæler omtales, mest paa anden
Haand, dog ogsaa efter Hovedskaller og Skind derfra. Utvivlsomt
er det en Fejltagelse, naar en Hovedskal af В gry pus
nævnes som stammende fra Grønland.

Van Beneden & P. Gervais: Ostéographie des Cétacés vivants
et fossiles, Text, 1880, & Atlas, 1868—79. Et af de vigtigste Arbejder
til Kundskab om Hvalerne, handlende ikke alene om deres Ben-
bygning, men ogsaa om deres Udbredelse og Levemaade. For Grøn-
lands Naturhistorie har Verket særlig Betydning, fordi flere af de
Skeletter og Skelet-Dele, der ere gjorte til Gjenstand for Beskrivelse
og Afbildning, netop stamme fra Grenland, saa at gronlandske Dyr

345

derved ere blevne til en Slags Typer for Arterne; det gjelder særlig
Balena mysticetus, Balænoptera rostrata, Megaptera boops, Monodon
monoceros; mange af de omtalte og afbildede Dele af disse Arter
ere fra Grønlands Vestkyst, tilvejebragte af Eschricht og Reinhardt.

M. Lindeman: Die Seefischereien, ihre Gebiete, Betrieb und
Erträge in den Jahren 1869—1878, mit zwei Karten; Ergänzungs-
heft Nr. 60 zu ,Petermann’s Mittheilungen*, 1880. I et Afsnit
» Walfang und Polarfischerei* findes en lille Oversigt over Udbyttet
af de skotske Hvalfangeres Fangst af Seler og Hvaler 1 Havene
om Grønland, meddelt af Kapt. D. Gray, og nogle af Rink’s Op-
lysninger fra Grønlands Vestkyst gjengives.

A. Mourier: Orlogsskonnerten „Ingolfs* Expedition i Dan-
marksstrædet 1879; Geografisk Tidsskrift, Bd. 4, 1880; p. 47—60,
pl. Ш & IV. Skildrer en Fart langs Randen af Drivisen udfor Grøn-
lands Østkyst i Begyndelsen af Juli. Indeholder en enkelt Meddelelse
om Kaskelotter.

Meddelelser fra Direktoratet for den kongelige grønlandske Handel,
for Aarene 1881—1901. Aarlig udkommende statistiske Oversigter,
hvori der ogsaa findes Oplysninger ora de for Grønlænderne vigtigste
Pattedyr (der dog kun tildels nævnes ved Art-Navn), om Størrelsen
af Fangsten о. s. у.

D. Gray: Notes on the. characters and habits of the Bottle-
nose Whale (Hyperoodon rostratus); Proceed. Zool. Soc. London for
1882; р. 726—731, med Billeder af Ydre og Hovedskaller, ор-
lysende Hannens Forandringer efter Alder. Giver en Oversigt over
Artens Optræden i Havene om Grønland, hvor D. Gray som Hval-
fanger havde lært den at kjende.

Th. Southwell: Notes on the Seal and Whale Fishery of
1882; etc. — 1901; The Zoologist for 1884—1909. En Række
Aarsberetninger (de to første i samme Aargang af Tidsskriftet) om
Vilkaarene for og Udbyttet af den skotske og britisk-amerikanske Sæl-
og jHvalfangst omkring Grønland og andre Steder i det nordligste
Atlanterhav, efter Opgivelser af David Gray og andre. Undertiden
gives ogsaa Meddelelser om de Norskes og andres Fangst. I Оуег-
sigterne 1898, 99, 1900 og 1901 findes Oplysninger om skotske
og norske Sæl- og Hvalfangeres Jagt paa Moskusoxer i det nord-
ligste Øst-Grønland. (En Aarsberetning for 1881 skal findes i Pro-
ceed. Glasgow Nat. Hist. Soc.)

Th. Southwell: Bidental skulls of Narwhal; The Zoologist,
3 ser., vol. VIII, 1884; p. 141. Oplyser om to tvetandede Narhval-

346

Hovedskaller, den ene fra Davis-Strædet, den anden fra Prince-Re-
gent’s-Inlet, at føje til de 11 nævnte af Clark 1 1871.

А. Е. Nordenskiôld: Den andra Dicksonska Expeditionen
till Grönland, utférd Ar 1883, 1885. Indeholder en enkelt Medde-
lelse af А. G. Nathorst om Isbjerne i Melville-Bugt.

В. Gray: Voyage of the ,Eclipse“ to the Greenland Seas,
Capt. David Gray, Commander; The Zoologist, 3 ser., vol. X, 1886;
р. 50—54; udg. af Th. Southwell. Indeholder nogle lagttagelser
over Pattedyr sete i Drivisen udfor den nordlige Del af Gronlands
Østkyst i Sommeren 1885.

А. W. Greely: Three Years of Arctic Service, an account
of the Lady Franklin Bay Exped. of 1881—84, vol. I & II, 1886.
Spredt i Beretningen om Rejsen findes en Del lagttagelser over Pattedyr i
Smith-Sund og nordligere og paa de omgivende Kyster, især fra
Grinnell-Land. I et eget Afsnit, Appendix УП, vol. II, р. 359—371,
ere de vigtigste Iagttagelser samlede og sammenstillede med noget
af, hvad man allerede kjendte fra disse Egne. lalt omtales 17 -
Arter. Billeder af Ulv og Moskusoxe, voxen og Kalv, fra Grinnell-
Land gives.

R. Gray: Notes on a voyage to the Greenland Seas in 1886;
The Zoologist, 3 ser., vol. XI, 1887; р. 48—57, 94—100, 121—
136, pl. 2 (Billede af Balæna mysticetus, Ydre). Meddeler lagt-
tagelser over Pattedyr fra Havet og Drivisen mellem Spitsbergen og
den nordlige Del af Grønlands Østkyst, især oplysende om Nord-
hval og Blaahval.

G. Holm og У. Garde: Den danske Konebaads-Expedition til.
Grønlands Østkyst, 1887. Skildrer Rejserne 1 1883--85 paa Stræk-
ningen mellem Nanortalik og Angmagsalik, omkring Kap Farvel og
langs den sydligere Del af Østkysten. Enkelte indstroede Meddelelser
om Pattedyr findes, og Side 271—272 giver Garde en lille Over-
sigt over de vigtigste Pattedyr 1 Egnen. Udforligere Oplysninger
findes i Meddelelser om Grønland, 9de og 10de Hefte, 1889 og 88.

Chr. Fr. Lütken: Kritiske Studier over nogle Tandhvaler af
Slegterne Tursiops, Orca og Lagenorhynchus; Vidensk. Selsk. Skr.,
6te R., naturv. тает. Afd., IV, 6, 1887; р. 335—390, pl. I & IL
Giver ved Lejlighed Oplysninger om et grønlandsk Skelet af Orca
gladiator, der af Reinhardt jun. var gjort til Grundlag for en пу
Art, Orca minor, og om Skeletter af Lagenorhynchus acutus og
L. albirostris fra Grønland. Halshvirvler og Hovedskal af den gron-
landske Orca ere afbildede i Texten.

347

P. J. Van Beneden: Hist. nat. des Balénoptères; Mémoires
Couronnés et autres mémoires publiés par l’Acad. Roy. de Belgique,
8°, tom. XLI, 1888, 145 р. Giver Oplysninger af mange Slags
ogsaa om de grønlandske Arter Balenoptera, især af Vigtighed med
Hensyn til deres geografiske Udbredelse. Om Arternes Optræden
ved Gronland gjengives vel kun noget af, hvad allerede er sagt af
Eschricht og Holbøll; men om deres Forhold til Hvaler fra andre
Have tales tildels efter Selvsyn. — I en anden Afhandling: Les

_ Ziphioides des Mers d'Europe, ibd., 119 p., gives Oplysninger af

lignende Slags om Physeter macrocephalus og Hyperoodon rostratus
blandt andre.

A. Brauer: Die arktische Subregion, ein Beitr. zur geogr.
Verbr. d. Thiere; Zoologische Jahrbticher, Abth. f. Systematik, Geogr.
etc., Bd. 3, 1888; р. 189—308, pl. VII (Kort). Handler om de
hejnordiske Land-Pattedyr, hvis Livsforelse og Udbredelse søges ud-
redede ved Hjelp af Forgjængeres Arbejder, der i Mengde ere ud-
nyttede; ved Lejlighed nævnes ogsaa Gronlands Dyr. Hensigten er
at udmærke en ,arktisk Subregion‘. Med Hensyn til Land-Patte-
dyrenes Indvandring i Grønland slutter Brauer sig til den Mening,
der mere eller mindre klart er fremstillet tidligere af andre, lige
fra ,Kongespejlet*s Tid, at Indvandringen er sket over Land fra
Nord.

Chr. Fr. Lütken: Was die Grönländer von der Geburt der
Wale wissen wollen; Zoologische Jahrbticher, Abth. f. Systematik
etc., Bd. 3, 1888; р. 802—804. Meddeler en Optegnelse af Olrik
om Gronlændernes Iagttagelser over Hvalernes, særlig Hvidfiskens,
Fødsel; det siges, at Ungen fødes saaledes, at først Halen kommer
frem, og at det varer flere Uger, inden hele Ungen kommer fri.

R. Gray: Notes on a voyage to the Greenland Sea in 1888;
The Zoologist, 3 ser., vol. XIII, 1889; p. 1—9, 41—51, 95—104.
Oplyser om Pattedyr iagttagne 1 og ved Drivisen udfor den nordlige
Del af Grønlands Østkyst, handler især om Nordhval, Blaahval og
Narhval.

Chr. Fr. Liitken: Bidrag til Kundskab om de tre pelagiske
Tandhval-Slegter Steno, Delphinus og Prodelphinus; Vidensk. Selsk.
Skr., 6te R., naturv. mathem. Afd., V, 1, 1889; p. 1—53, pl. Inde-
holder blandt andet, р. 48—49, en Omtale af et grønlandsk Skelet
af Prodelphinus euphrosyne („Р. holbolli*) med Billede af Hoved-
skallen.

В. Knudsen: Fangstrejse til Østkysten af Grønland 1889

348

med det norske Sælfangerdampskib ,Hekla‘; Geografisk Tidsskr.,
Bd. 10, 1890; р. 143—148. Handler især om Fangst af Hvalros
i Egnen om Clavering-@ og giver enkelte Oplysninger om andre
Pattedyr.

Е. Nansen: Paa Ski over Grønland, en Skildring af den
norske Grgnlands-Expedition 1888—89, 1890. Indeholder enkelte
Meddelelser om Pattedyr sete i Drivisen udfor den sydlige Del af
Grønlands Østkyst i Juli 1888 og i Godthaab-Egnen i 1888—89.
I et eget Afsnit ,Klapmytsen (Cystophora cristata) og Fangsten paa
den“, р. 174—191, er der talt om Blæresælens Færden udfor baade
Vest- og Østkyst.

С. Ryberg: Om Erhvervs- og Befolknings-Forholdene 1 Gron-
land (ste Afsnit); Geografisk Tidsskrift, Bd. 12, 1893—94; р. 87 —
110. Indeholder statistiske Oplysninger for lengere Aarrækker over
Fangsten af de Dyr, der ere de vigtigste for Vestkystens Gronlæn-
dere selv og for deres Handel med Europæerne. Mest brugbare i
faunistisk Retning ere de Oplysninger, der gives om Ræv, Rensdyr
og Hvidfisk; Sæl-Arterne ere ikke skjelnede i Oversigterne.

Е. Bay: Afsnittet „Pattedyr* 1 Den gstgronlandske Expedition
udført i Aarene 1891—92 under Ledelse af С. Ryder, 3die Del;
Meddelelser om Grønland, 19de Hefte, 1894 (96); p.6—21. Fau-
nistiske Meddelelser om 15 Arter sete dels paa Hold-with-Hope,
dels, og især, ved Scoresby-Sund, dels ved Angmagsalik. Om Is-
bjorn, Sæler og Hvaler i de forskjellige Belter af Drivisen tales
desuden 1 et andet Afsnit ,Pattedyr- og Fugle-Livet 1 Drivisen langs
Grønlands Østkyst", ibd., р. 41—51. — Nogle af sine Oplevelser paa
Rejsen har Bay meddelt i Dansk Jagttidende, 1895. — 1 Dansk Jagt-
tidende for April 1899 findes Fotografier af Moskusoxe-Tyr og
-Kalv, begge hjembragte af Bay fra Ost-Gronland, Billederne tagne
af Konserv. Scheel i Zoologisk Museum i Kjøbenhavn, ligeledes Bil-
leder af Hovedskal af Tyr og Ko fra samme Sted. (I den led-
sagende Text, mest Oversættelse efter Peary, siges intet om Bille-
derne.)

E. Astrup: Blandt Nordpolens Naboer, 1895. Meddeler Op-
levelser fra Rejser med Peary i 1891—99 og 1893—94 til Egnen
om Inglefield-Bugt og over Indlandsisen til Grønlands Nordgst-Hjerne
og fra sin egen Udflugt til Melville-Bugt i Foraaret 94. Om Patte-
dyr meddeles ikke meget; ret udførlig omtales dog Jagt paa Bjorn,
Hvalros, Ringsæl, Narhval, Rensdyr og Moskusoxe.

А. Ohlin: Zool. observ. during Peary Auxiliary Expedition

349

1894, Afsnittet ,Mammals*; Biologisches Centralblatt, Bd. XV, 1895;
р. 163—168. Giver Oplysninger om 14 Arter, mest fra Egnene
ved Mundingen af Smith-Sund.

М. Traustedt: Rejseerindringer fra Gronland 1892, 1895.
Indeholder enkelte lagttagelser over Pattedyr fra en Rejse til Gron-
lands Vestkyst, særlig til Disko-Egnen, 1 Sommeren 1899.

S. N. Rhoads: The Polar Hares of Eastern North America,
with descriptions of new forms; American Naturalist, vol. XXX,
1896; р. 234—239. Indeholder et Forsøg paa at udmærke den
grønlandske Hare som egen Art, ,Lepus groenlandicus п. sp.‘
(9: med nyt Navn, i Stedet for det hidtil af mange brugte Г. gla-
cialis Leach), ikke alene overfor den typiske europæiske Snehare,
Lepus variabilis typicus („L. timidus*), men ogsaa overfor Sneharen
fra Landene Vest for Davis-Strædet og fra det øvrige arktiske Nord-
Amerika (, Lepus arcticus* v. „L. glacialis“). Som Grundlag for Arten
forelaa nogle Skind og Hovedskaller fra Egnen om Inglefield-Bugt.

S. N. Rhoads: Synopsis of the Polar Hares of North America;
Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia for 1896, 1897; p. 351—376,
pl. VI—X (Hovedskaller). Omhandler mere udførlig det samme Emne
som forannevnte Afhandling.

Е. Vanhöffen: Afsnittet Die Säugethiere i Drygalski: Grön-
land Expedition der Ges. f. Erdkunde zu Berlin 1891—93, Bd. 2,
1897; р. 11—45. Indeholder Oplysninger om nogle faa Arter sete
paa Rejsen til Umanak og Upernivik. Tilføjet er en ret udførlig
anden-Haands Oversigt over Gronlands Pattedyr.

(+. Е. Н. Barrett-Hamilton & J. L. Bonhote: On two
subspecies of the Arctic Fox (Canis lagopus); Annals and Mag. of
Nat. Hist., 7 ser., vol. I, 1898; р. 287—289. Søge at godtgjare,
at Fjeldræven paa Spitsbergen, Novaja Semlja og Island, deres Sub-
species Canis lagopus spitzbergenensis, er mindre end den typiske
Fjeldrev fra det europæisk-asiatiske Fastland, og at begge Former
findes i Grønland; det sidste siges dog med nogen Usikkerhed.

Е. Lønnberg: Om Ishafsfararnes ,Trold-Sæl“; Ofvers. Kel.
Vetensk. Akad. Förhandl., 1898; р. 659—664. Handler om en
lille ung Phoca foetida, hjembragt af Nathorst fra Drivisen mellem
Spitsbergen og Grønland.

В. Е. Peary: Northward over the „Great Ice“, vol. I & I,
1898. Indeholder Redegjerelse for Peary’s Rejse i 1886 til Disko-
Egnen og Indlandsisen ved Jakobshavn og for hans fire Rejser 1
1891 —97 til Egnen om Kap York og Inglefield-Bugt og derunder

EXT. 23

350

hans to Vandringer over Indlandsisen Syd for Grønlands Nordkyst
til Landets Nordest-Hjerne ved Navy Cliff, 1 1892 og 95. Nogle
Oplysninger gives hist og her om de vigtigste Jagtdyr 1 det nord-
ligste Grønland, især om Hvalros og Moskusoxe. Nogle Billeder af
Bjorn, Hvalros, Moskusoxe, voxne og Kalve, Narhval o. a. gives.

Th. Southwell: The migration of the Right Whale (Balena
mysticetus); Natural Science, vol. XII, 1898; р. 397—414, pl. XII
(Kort). Indeholder det nyeste og fuldstændigste Forsøg paa at ud-
rede Nordhvalens Vandringer i Havene Øst og Vest for Grønland.
I sme Undersøgelser har Southwell faaet væsenlig Hjelp fra Capt.
David Gray og andre Hvalfangere. To Kort tjene til Oplysning
om Forholdene.

H. Trautzsch: Die geogr. Verbreitung der Wirbeltiere in
der Grénland- und Spitzbergensee, mit Berücksichtigung der Beob-
achtungen Nansen’s; Biologisches Centralblatt, Bd. XVIII, 1898,
Afsnittet Säugetiere, р. 315—335, 370—376. Handler om Patte-
dyrene paa Øerne og i Havet Øst for Grønland; selve Grønland
nævnes kun flygtig. En Sammenstillmg paa anden Haand, ikke
meget kyndig. (I Oversigten over Sælerne er der stor Forvirring.)

M. Lindeman: Die gegenwårtige Eismeer-Fischerei und der
Walfang; Abhandl. des deutschen Seefischerei-Vereins, Bd. IV, 1899.
En omfattende Oversigt over de forskjellige Landes Udbytte af Sæl-
og Hvalfangst. For Grønlands Vedkommende gives ikke andet end,
hvad allerede var kjendt fra andre Kilder.

А. G. Nathorst: Den hvita polarvargens invandring till östra
Grönland; Svenska Jägareförb. Nya Tidskr., XXXVII ärg., 1899;
р. 235—242. En Meddelelse om iagttagne Ulve paa den nordlige
Del af Grønlands Østkyst i Sommeren 1899 og Udsigt over Artens
Forekomst i Grønland.

Р. L. Sclater: Exhibition of photographs of, and remarks
on, two young Musk-oxen living in the Duke of Bedford’s park at
Woburn; Proceed. Zool. Soc. London for 1899; р. 985—986, fig.
Meddeler et Billede af en ung Moskusoxe fanget af Nordmænd paa
Clavering-@. (En Meddelelse om samme skal vere given af Lydekker
i „Knowledge“, vol. XXIII, 1900; р. 137—139, fig.)

Н. Deichmann: Fra Østgrønland; Dansk Jagttidende, 17de
Aarg., 1900—1901; p. 142—144, 185—187; 18de Aarg., 1901;
р. 4--6, 21—22. Skildrer Oplevelser paa Jagt efter Moskusoxer
ved Scoresby-Sund i Sommeren 1900, paa Amdrup’s Rejse.

W. Kobelt: Der Moschusochse; Bericht der Senckenbergischen

551

Naturforschenden Gesellschaft in Frankfurt am Маш, 1900; р. 61 —
66, pl. УП. Indeholder nogle Ord om to Skind fra Ost-Gronland,
hjembragte af norske Fangstmænd, og nogle dertil knyttede Ord
om Artens Udbredelse og Historie.

W. Kükenthal: Die Wale der Arktis, i Romer & Schaudinn:
Fauna Arctica, Bd. 1, Liefer. 2, 1900; р. 179—934. Giver i meget
almindelige Trek en Udsigt over de nordiske Hvaler; deres Op-
treden ved selve Gronland nevnes kort, efter Forgjængeres Arbejder.

В. Lydekker: A new race of Musk-Ox; „Nature“, vol. 63,
1900; р. 157 (7 Linier). Oplyser, at to Skind af Moskusoxer fra
@Ost-Grenland, udstillede hos en Handlende i London, have en hvid-
lig Plet paa Panden, hvorfor de menes at maatte vere af en ny
Race: „Ovibos moschatus wardi*.

R. Lydekker: Exhibition of, and remarks upon, a mounted
specimen of the Musk-Ox from East Greenland; Proceed. Zool. Soc.
London for 1900; р. 832. Samme Indhold som i forannævnte Linier.

Е. Lönnberg: On the soft anatomy of the Musk-Ox (Ovibos
moschatus); Proceed. Zool. Soc. London for 1900; p. 142—167;
og On the structure and anatomy of the Musk-Ox; ibd.; р. 686—
718; i begge Afhandlinger mange Billeder. Giver Skildring af Moskus-
oxens Ydre, dens Indvolde og Hovedskal, efter Stof hjembragt fra
Ost-Gronland, og søger at gjøre Rede for dens Slegtskabsforhold.

J. Madsen: Polarjagt, Moskusoxer og Bjørne; , Illustreret
Tidende" for 21de Oktober 1900; р. 39—42, med flere Billeder.
Skildrer Jagt-Oplevelser paa Amdrup’s Rejse til Ost-Grenland i Som-
meren 1900.

В. Müller: Sælhunde-Jagt 1 Gronland (9: efter Ringsæler);
Dansk Jagttidende, 17de Aarg., 1900; р. 21—27. Jagt paa Hval-

_ rosser; ibd.; р. 40—44. Trek fra Jagten paa Klapmydser; ibd.;

р. 67—69. Trek af Isbjornens Liv i Grønland; ibd.; р. 86—88.
Især Jagt-Oplevelser fra et mangeaarigt Ophold paa Grønlands Vest-
kyst; giver gode Oplysninger om Dyrenes Vaner, især for Hvalrossens
og Bjernens Vedkommende.

A. G. Nathorst: Om myskoxen och myskoxjagter pa Ost-
Grönland 1899; Svenska Jägareförb. Nya Tidskr., ХХХУШ ärg.,
1900; р. 2—28, 3 pl., 1 Kort. Indeholder Skildring af Jagt-Op-
levelser fra den nordlige Del af Grønlands Østkyst og Udsigt over
Moskusoxens Udbredningsforhold. ;

А. С. Nathorst: Två Somrar i Norra Ishafvet, Bd. 1 og 2,
1900 (med Billeder). Skildrer, bl. a., et kort Besøg ved Drivisens Rand

23*

852

mellem Spitsbergen og Grønland i Sommeren 1898 og en Rejse
langs Grønlands Østkyst fra Shannon-@ til Scoresby-Sund i Som-
meren 1899 og nævner ved Lejlighed de Pattedyr, der iagttoges.
Det vigtigste 1 denne Henseende er allerede meddelt 1 forudgaaende
Arbejder af Nathorst (og er gjentaget i adskillige inden- og uden-
landske Tidsskrifter). Nogle Oplysninger gives om Kolthoff’s lagt-
tagelse af Ulv og Moskuxoxe 1 de samme Egne 1 1900.

J. A. Allen: The Musk-Oxen of Arctic America and Green-
land; Bull. Amer. Mus. Nat. Hist., vol. XIV, 1901; p. 69—86, pl.
XJI—XVII (med Billeder af hele Dyr, tildels efter Peary); 1 Texten
Billeder af Hovedskaller og Hove. Indeholder et Forsøg paa at
udmærke Moskusoxen fra Grinnell-Land og Grønland overfor Ovibos
moschatus som egen Art under Navnet Ovibos wardi (Lydekker);
for det Tilfælde, at det skulde vise sig muligt at skjelne mellem
Moskusoxer fra Grinnell-Land og fra Grenland, gives Navnet Ovibos
pearyt Allen til den fra Grinnell-Land.

L. Gamerano: Ricerche intorno alle Renne delle Isole Spitz-
berghe; Memorie della В. Accad. d. Sc. di Torino, Classe di Se. Fis.
Mat. e Nat., tom. LI, 1901; р. 157—940, pl. I—III (med Billeder
af Hovedskaller og Takker). Indeholder et Forsøg paa at udmærke
Rensdyrene fra Spitsbergen som egen Art: Rangifer spitzbergensis
Andersén. Til Sammenligning er ogsaa omtalt og afbildet en Hoved-
skal af et Rensdyr fra Gronlands Vestkyst, fra Holstenborg.

H. L. Ette: Isbjornen og Jagten paa den; Dansk Jagttidende,
174е Aarg., 1901; р. 157—158. Meddeler nogle lagttagelser fra
Drivisen Øst for Grønland gjorte fra Sælfanger-Skibe.

Н. Г. Ette: Klapmytsen og dens Fangst; „Naturen“, 25de
Aarg., 1901; р. 119—199 (med 3 Billeder). Giver nogle Oplys-
ninger om Fangsten af Blæresælen i Havet Ost for Grønland, til-
dels efter Oplevelser paa et Fangsttogt 1 Sommeren 1900.

G. Kolthoff: Till Spetsbergen och Nordöstra Grönland Ar
1900, Natur- och Djurlifsskildringar, 1901 (med Billeder). Skildrer
især Jagt-Oplevelser i Drivisen udfor den nordlige Del af Grønlands
Ostkyst og iland paa Nordsiden af Kejser-Frantz-Josephs-Fjord og
nordligere 1 Sommertiden.

В. Lydekker: Musk-ox and Bison at Woburn Abbey; „Nature“,
vol. 64, 1901; р. 63 (med Billede). Indeholder et Par Ord om
den tidligere omtalte unge Moskusoxe 1 Fangenskab 1 England,
stammende fra Ost-Gronland.

J. Madsen: Moskusoxen og det danske Klima; ,Frem“ for

393

17de Februar 1901 (med flere Billeder). Handler om en Moskus-
oxe-Kalv, der holdes i Fangenskab i Zoologisk Have i Kjøbenhavn;
om dens Fangst paa Grønlands Østkyst meldes tildels det samme
som i ovennævnte Afhandling af J. Madsen. (Indholdet af begge
Afhandlinger findes gjengivet i Der Zoologische Garten, XLII Jahrg.,
1901, p. 129—139, 161—169, pl., under Overskrift: Polarjagd auf
Moschusochsen und Eisbåren.) ;

Е. Sordelli: I Buoi Muschiati del Museo di Milano; Atti della
Societa Italiana di scienze naturali, vol. XXXIX, 1901; р. 357—364,
pl. 8. Indeholder en Omtale af to Skind af Moskusoxer, hjembragte
af norske Fangstmænd fra Egnen N. for Scoresby-Sund, og nogle
Ord om Artens Udbredelse og Historie.

Knud Poulsen's Optegnelser om Pattedyr iagttagne раа Gron-
lands Østkyst paa Rejsen med Amdrup i 1898—99, ved Angmag-
salik og nordligere, have foreligget i Haandskrift, ligeledes Soren
Jensen's zoologiske Dagbog fra Rejsen Ш Østkysten med Amdrup
og Hartz i Sommeren 1900 og hans paa Grund af hans Død ufuld-
forte Afhandlmg om Pattedyr sete paa samme Rejse, især paa
Sabine-Ø og ved Scoresby-Sund. I S. Jensen's Optegnelser findes
desuden Meddelelser fra hans Rejsefælle Н. Deichmann og Oplys-
ninger om Pattedyrene ved Angmagsalik meddelte af Handelsbestyrer
Johan Petersen. De samlede lagttagelser fra de to Rejser ventes
at ville udkomme i ,Meddelelser om Grønland". (At S. Jensen har
kunnet anfore Ord af nerverende Afhandling, har sin Grund 1, at
jeg havde laant ham Afsnit af mit saa godt som fuldforte Haand-
skrift.)

Hvad der 1 nerverende Afhandling siges om Pattedyrenes Ud-
bredelse og øvrige Optreden i Grønland, ег en Sammenstilling dels
af, hvad andre allerede have oplyst paa Prent, dels af, hvad der
fremgaar af Samlingerne i, Kjøbenhavns Zoologiske Museum med
tilhorende Breve og andre Optegnelser. Hvad her er sagt om Ar-
ternes Udseende, stotter sig paa et Gjennemsyn af de rige Sam-
linger af gronlandske Pattedyr i vort Museum, Samlinger, der for
en stor Del skyldes den Iver og det Held, hvormed Reinhardt senior
og Eschricht have søgt at faa grønlandske Embedsmænd til at virke
for os. Blandt de mange, der fortjene Tak for den Hjelp, som de
paa den ene eller den anden Maade have givet, maa især nævnes:
Kolonibestyrer Ahrensen, Premierl. G. G. Amdrup, Kolonibestyrer
Andersen, Kolonibestyrer Arntz, Kolonibestyrer Baumann, Kand.
Е. Bay (der forestod Indsamlingerne for Museet paa Ryder’s Rejse

354

til Ost-Gronland 1 1891 —99), Kolonibestyrer Bistrup, Lege Bloch,
Kolonibestyrer Bolbroe, Kolonibestyrer С. Brummerstedt (der
bl. а. 1 1891 har givet Museet en Del Optegnelser om Seler ved
Holstenborg, efter 14 Aars lagttagelser), Kapt. D. Bruun (der har
givet Museet de Knogler, som han havde udgravet i Affaldsdynger
ved Ruinerne af Nordboernes Huse fra Middelalderen ved Juliane-
haab), Kolonibestyrer Ellberg, Kjøbmand Engholm, Inspektør
Major Fasting, Inspektør Е. Fencker, Kolonibestyrer К. У.
Fleischer, den Kgl. Gronlandske Handel, Gommissionen
for Ledelsen af de geologiske og geografiske Under-
sogelser i Grønland, Kolonibestyrer Hansen, Lege S. Hansen,
Inspektor Heilman, Lege O. Helms (der har givet Museet sine
Optegnelser om Pattedyr ved Ivigtut og Arsuk, mest efter lagttagelser
i 1890— 93), Inspektør Kapt.-Lieut. С. Holbøll (der har tilveje-
bragt store Samlinger for Museerne 1 Kjøbenhavn, især af Vigtighed
for Hvalernes Vedkommende, og som desuden i Breve til Reinhardt
sen. og Eschricht har givet mange Oplysninger), Kand. Th. Holm,
Kolonibestyrer Hoyer, Кари. J. A. D. Jensen, Mag. sc. S. Jensen
(der forestod Indsamlingerne paa Amdrup’s Rejse til Østkysten i
1900), Pastor Jørgensen (der bl. a. har givet Museet sine om-
hyggelig førte Dagbøger fra sit Ophold i Syd-Grønland i 1840 og
41), Kolonibestyrer O. V. Kielsen, Assistent O. Kielsen, Inspektør
Krarup Smith, Assistent Kreutzmann, Mag. sc. Chr. Kruuse,
Kolonibestyrer Lytzen, Pastor Mielcke, Kolonibestyrer Monrad,
Pastor Mossin, Direktør Justitsraad Motzfeldt, Kolonibestyrer
В. Müller, Kolonibestyrer Møldrup, Læge Е. Monster, Koloni-
bestyrer Morch, Direktor Etatsraad Olrik, Kolonibestyrer Olsen,
Distriktslege Pfaff (fra hvem der bl. a. i Museet haves nogle
haandskrevne Optegnelser), Mag. sc. M. P. Porsild, Lege Knud
Poulsen (der forestod Indsamlingerne paa Amdrup’s Rejse til Øst-
kysten i 1899), Greve Raben, Direktor Dr. phil. H. Rink, Pastor
Rossing, Kolonibestyrer Distrikslege Ch. N. Rudolph, Inspektør
Ryberg, Кар. ‘С. Hi Rydery Dr. phil. K. J. V. Steenstrup,
Kand. Søltoft, Pastor P. М. Sorensen, Adjunkt М. Traustedt,
Botanikeren Dr. J. Vahl (der har samlet for Museet baade paa
Vest- og Østkyst, hvor han rejste sammen med Graah; Breve og
Dagbøger fra hans Rejser findes 1 Zoologisk Museum og i Botanisk
Bibliothek), Admiral С. К. Wandel, Kjøbmand Winding, Koloni-
bestyrer Wolff, Kolonibestyrer Zimmer.

Gronlands ægte Land-Pattedyr ere kun faa, endnu ferre
end de egte Land-Fugle; kun 7 af de 30 Arter Pattedyr, der
kjendes fra Grønland; ere bundne til det faste Land. Land-
Pattedyrene ere tvungne til at blive i Landet Aaret rundt; de
maa kunne finde sig tilrette med Landets tarvelige Vilkaar
ogsaa under de verste Forhold; for at kunne leve i Landet
maa de have lignende Еупег som den lille Kreds af overvintrende
Land-Fugle. Men Land-Pattedyrenes Faatallighed har ikke alene
sin Grund i Landets slette Vilkaar for deres Tilverelse; Landets
Beliggenhed og Historie have for deres Vedkommende haft langt
storre Indflydelse end for Fuglenes. At Gronland i Tertiærtiden
har haft en anselig Fauna af Land-Pattedyr saa vel som af
Fugle, maa regnes for saa godt som sikkert; at Istiden har

udryddet baade Land-Pattedyr og Fugle, er ligeledes saa godt

som vist. Efter Istiden have Fuglene kunnet indvandre i Landet
fra alle Sider; men for de ægte Land-Pattedyr har der kun
været en enkelt nogenlunde tilgængelig Vej, kun førende. til
Grønlands Nordkyst; paa alle andre Sider har det brede Hav
skilt Grønland fra de omgivende Lande. De Land-Pattedyr, der
nu findes i Grønland, ere en lille Række af de mest udholdende
circumpolare Arter, sikkert mere eller mindre omformede Efter-
kommere af en tertiær circumpolar Fauna, der under Istiden
håve fundet Tilhold i sydligere Lande, efter Istiden igjen ere
vandrede mod Nord og have nadet Grønland fra Nord gjennem
det arktiske Nord-Amerika. Af Grønlands syv ægte Land-Patte-
dyr ere de fire, еп Gnaver, to Rovdyr og en Drøvtygger: Hals-
baand-Lemming, Ulv, Lekat og Moskusoxe, bundne til Låndets

856

nordligste Egne, til Nordkysten og den nordlige Del af Øst-
kysten, og kun de tre, en Gnaver, et Rovdyr og en Drotygger:
Snehare, Fjeldrev og Rensdyr, have bredt sig langs alle
Kysterne. Der er ingen Tvivl om, at det forholdsvis frodige
Syd-Gronland maatte kunne Визе flere Arter ægte Land-Pattedyr,
end det gjor; men Vejen dertil gaar over Nord-Gronland. For
alle de gronlandske Land-Pattedyrs Vedkommende er det vel en
Mulighed, at de af og til kunne fores afsted paa Drivis; oftest
sker det vel for Fjeldreven; men for Land-Pattedyrs Indvandring
1 Gronland har Drivisen neppe haft noget at sige; dertil ere
Afstandene mellem Groenland og Landene mod Syd, Ost og Vest
for store, og dertil have Strommene i Havet, i hvert Fald i
Nutiden, en altfor uheldig Retning.

Et enkelt af Grønlands Pattedyr, Isbjornen, er vel væsenlig

bygget som Land-Pattedyr, men er dog a knyttet til
Havet. For den har der været fri Adgang til Landet fra alle
Sider; hvor blot Havet har været tilstrækkelig isfyldt, har den
kunnet vandre frit, saa hjemme foler den sig paa Hav-Isen;
maaske den endogsaa Istiden igjennem har opholdt sig ved
Grønland eller i dets nærmeste Omgivelser.

Ligesom Søfuglene udgjøre den langt overvejende Del af
Grønlands faste Fugleverden, ere Hav-Pattedyrene de fleste blandt
Grønlands Pattedyr; 22 af Grønlands 30 Pattedyr-Arter høre
hjemme i Havet. For Atlanterhavets Pattedyr har Vejen ор
langs Grønlands Kyster efter Istiden, maaske ogsaa under Is-
tiden, staaet frit aaben, undtagen hvor altfor udstrakte Ismarker
have spærret den, og Adgang fra andre Sider har heller ikke
helt været lukket; af Kulden have de ikke haft meget at frygte,
skjærmede som de ere imod Luften, beskyttede af det forholds-
vis lune Hav; og раа Føde har der ikke været Mangel. De
fleste af de nordatlantiske Sæler og Hvaler, der næsten alle
tillige ere nordpacifiske, ere da ogsaa fundne i Farvandene om
Grønland, nogle af dem kun som mere tilfældige Gjæster, men
ikke faa som hjemmehørende ogsaa dér. I hvilket Forhold de

staa til Istiden, er ikke let at зе; maaske de Arter af Hav-Patte-
dyr, der vise Forkjerlighed for de hojnordiske Have, skylde Is-
tiden deres Fremkomst.

For Gronlands Land-Pattedyr gjelder det samme som for de
overvintrende Land-Fugle: de hore til de allerhojest udviklede
blandt deres Slegtninge, og de fleste af dem bere tydeligt
Preg af at leve i kolde Lande.

Sneharen (Lepus variabilis var. glacialis) herer vel i Egen-
skab af Hare til Gnavernes oprindeligste Familie, hvis Med-
lemmer ikke ner have naaet den Ferdighed i at gnave, som
alle andre Gnavere have naaet, hvis Fortender og Tyggemuskler
derfor have langt oprindeligere Preg end hos andre, og hvis
Tandset og Hovedskal folgelig heller ikke ere saa sterkt om-
formede som hos andre; men dens Slegt er en af de hojeste,
som Familien har frembragt; af de mange Slegter, der sikkert
maa have hørt til Familien, ег den, foruden Pibeharens Slægt,
den eneste, der har holdt sig til Nutiden, og det tilmed i
blomstrende Stand, med mange Arter spredte over det meste af
Jorden. Hvad der har givet Harens Slegt Kraft til at blomstre
endnu, skjont den i visse Retninger staar saa langt tilbage for
andre Gnavere, er dens hoje Tillempning til at kunne leve af
Fode, som de fleste andre forsmaa, dens usedvanlige Evne til
at lobe og dens særlig højt udviklede Syn og Hørelse, alt Egen-
skaber, som den vist har faaet ved at leve i Stepper eller
Orkener, hvor Slægtens fleste Arter hore hjemme. Den er
istand til at leve af de vanskeligst fordejelige Plante-Dele som
Gres og Bark; dens Kindtænder have ved den stærke Øvelse i
Tygning faaet hoje Kroner, der stadig voxe; dens Tyggemuskler
ere blevne usedvanlig sterke og frembringe ejendommelige
Merker paa Hovedskallen; Mave og Tarm ere serlig omformede.

358

Ved Øvelse i Løb ere baade Lemmer og Krop blevne højst
ejendommelige i Bygning. Store Øjne, der trykke og forme
deres Omgivelser, og store, bevægelige ydre Øren med lang
benet Øregang, o.s.v., ere Følger af Øvelse af Syn og Hørelse.
Blandt de Arter, der have drevet Slægtens Ejendommeligheder
til højeste Fuldkommenhed, ere netop Sneharen og dens nær-
meste Slægtninge. Til Forskjel fra den Art, der maaske staar
den allernærmest, Lepus europæus, har Sneharen faaet et Par
Egenskaber, der vist ere Følger af dens Liv i de koldeste og
ødeste Egne: Dens ydre Øre er lidt kortere, vel neppe fordi
den har mindre Brug for god Hørelse, men fordi Kulden
hindrer den frie Brug af det ydre Øre; det rejses og udfoldes
vel mindre ofte, holdes vel mere i Ko tiltrykt til Hovedet for
ikke at fryse, som hos andre højnordiske Pattedyr, der gjen-
nemgaaende have mindre Oren end deres nærmeste sydligere
Slegtninge. Dens Øje synes til Gjengjeld at være endnu
større, saa at det løfter Pandebenets Processus supraorbitalis
endnu mere ivejret. Fortenderne har den kun sjelden Lejlig-
hed til at bruge til egenlig Gnavning af Bark o.s.v.; nærmest
bruges de kun som Niptenger til at afnippe Smaakviste og
Blade; de ere derfor blevne spinklere, men ejendommelig ret-
tede fremad, mere udstaaende af Munden og lengere, med
Grunden skydende sig lengere tilbage i Kjæberne, for de дуге
Fortænders Vedkommende helt ind i Overkjebebenet. Dens
Kindtender ere endnu lidt højere, i Overkjæben skydende deres
Grund endnu højere op mod Øjehulens Bund. Dens Haar-
klædning er endnu tæltere, som hos andre Polardyr, og Farven
er kun hos Ungen omtrent den sædvanlige gråa; den voxne
har, i Grønland, Polardyrenes almindelige hvide Farve. I Livs-
Vilkaar ere Sneharen og Fjeldrypen mærkelig overensstem-
mende.

Halsbaand-Lemmingen (Myodes torgvatus) hører allerede som
Medlem af Musenes Familie til de højeste Gnavere, til dem, der
have naaet den største Færdighed i at gnave, og hvis Tandsæt,

859

Туссети ег og Hovedskal ere stærkt omformede derefter.
Indenfor Musenes Familie horer den vel til Cricetinerne, der i
Formen og Stillingen af Kindtendernes Knolde ikke ere saa af-
vigende fra de oprindelige Forhold, som andre Mus ere det;
men blandt Cricetiner hører den til Markmusenes meget hojt-
staaende Gruppe, og blandt Markmus horer den til den aller-
hojeste Slægt. Overfor deres mere oprindelige Slegtninge
blandt Cricetiner udmærke Markmusene sig ved, ligesom
Harerne, at have vennet sig til vanskelig fordojelig Fode, som
Blade og Bark, og ved, i Modsetning til Harerne, at opgive
Evnen til Springen og hurtig Leben og venne sig til et mere
jordbundet, halvt underjordisk Liv. Deres Fortænder ere blevne
mere skikkede til at skrelle Bark eller afklippe Blade end til
at gnave i haardskallede Frugter; de ere blevne bredere, med
bredere Skjære-Eg. Kindtændernes Kroner voxe højt ivejret,
afslutte ikke Vexten og udvide sig ogsaa i andre Retninger.
De Dele af Tyggemusklerne, der serlig tjene til at fore Under-
kjæben saaledes, at de nedre Kindtænder skures mod de avre,
tiltage i Styrke. Kindtændernes Storrelse og Tyggemusklernes
Styrke frembringe en ejendommelig Fasthed i Hovedskallens
Bygning. De nedre Kindtenders Gruber optage og udvide
Underkjæbens Krop. De ovre Kindtænders Gruber hvelve sig
op i Bunden af Ojehulen og inde i Hjernekassen i Bunden af
Fissura orbitalis udenfor Stammen af den Gren af Nervus tri-
geminus, som presses ind mod Siden af Kilebenskroppene, der
give efter for Trykket, delvis oploses og blive ganske smalle.
En stærk Sene i Tindingmusklens forreste Del bag Ojehulen
afsetter en sterk Ben-Kam paa Tindinggrubens Veg, og
Musklen skyder hele Øjet fremad og presser det mod Ojehulens
Forveg, der giver noget efter for Trykket og helder fremefter.
Kindmusklen under Ojehulens Bund løfter Øjet ivejret, saa at
det skydes op over Pandens oprindelige Ojehule-Rand. Tygge-
musklernes Tryk tilsammen hemmer Øjets Udvikling. О. &. v.
En gjennemgribende Forskjel, ganske serlig i Hovedskallen, saa

360

godt som i hver eneste. Knogle, er der mellem de højeste
Markmus og de oprindeligere Cricetiner; men mange Led af en
jevn Overgangs-Rekke kjender man. Allermest udpregede i de
fleste Retninger ere Markmusenes Ejendommeligheder hos Lem-
ming-Slegten, Myodes, og indenfor Slægten er Myodes torgvatus
den Art, der er naaet hojest, ligesom det er den, der er vandret
længst mod Nord. I visse Henseender er den uddannet i lig-
nende Retning som dens nære Slegtning den ligeledes hoj-
nordiske Myodes lemmus, men paa noget anden Maade; saa-
ledes ere dens Kindtender sterkt udvidede, men i Lengden,
ikke i Breden som hos Myodes lemmus. I de fleste andre
Henseender er den uddannet paa samme Maade som M. lemmus,
men tildels naaet videre, og da serlig i Egenskaber, som den
har faaet som hojnordisk Art: den har faaet en lignende tyk
Haarklædning, der ogsaa indhyller Haand og Fod; men Farven
er lysere; den har ved ofte at maatte grave i frossen Jord og
Is faaet uhyre Negle, endnu storre end hos M. lemmus, og
selve Fingerspidserne blive klædte med haard Hud; Kulden
hindrer den frie Brug af det ydre Ore, og det er vantrevet,
endnu mere end hos M. lemmus, ner ved at forsvinde. Mod
Kulden er den beskyttet af sin Kledning; den Fode, som den
kan nøjes med, kan den let finde ogsaa i Grønland; om Vin-
teren kan den under Sneen grave sig Adgang til den.
Fjeldreven (Canis lagopus) hører som Medlem af Hundenes
Gruppe til de overste Rovdyr, til de Rovdyr, der fremfor alle
andre ere serlig uddannede som Lobere og dog tilstrekkelig
alsidig udviklede til at kunne finde sig tilrette i mange Forhold.
Evnen til hurtig at komme vidt omkring og til at leve af yderst
forskjelligartet Fode, baade af Planter og af Dyr, baade af
Aadsler og af levende Bytte, en fortrinlig Lugtesands, der
hjelper til at finde Foden, og en god Forstand ere iser de
Egenskaber, der gjore Hunde-Typen skikket til at leve omtrent
allevegne paa Jorden. Overfor sine nerstaaende sydligere
Slegtninge har Fjeldreven kun faaet meget lidt af særlig

361

Udrustning for hojnordiske Forhold, ikke stort mere end en
tettere Haarkledning, der ogsaa dekker Haandens og Fodens
Underside, og oftest hvid Farve; Oret er, som hos flere andre
Polardyr, blevet forholdsvis lille.

Ulven (Canis lupus) har i Hovedsagen de samme Egen-
skaber som Reven; men som et stort Dyr har den vanskeligere
ved at finde Føde i et saa fattigt Land som Grønland; den
findes der ogsaa kun meget faatallig eller kommer der kun
som Gjæst, vel især paa Jagt efter Rensdyr. Nogen serlig
Udrustning til hejnordiske Forhold har den ikke; længst mod
Nord i dens store Udbredningskreds har den dog Tilbojelighed
til at faa Polardyrenes hvide Farve.

Lekatten (Mustela erminea) er et af Maar-Familiens aller-
øverste Medlemmer. Dens Slægt er ganske særlig udformet til
at forfølge smaa Gnavere i deres underjordiske Gange, og
indenfor sin Slægt er den blandt de Arter, der have en usæd-
vanlig Forstand, en ualmindelig stor Hjerne, der paa flere
Maader indvirker paa Hovedskallens Form. Slægten har spredt
sig vidt over Jorden, istand som den er til at leve næsten alle-
vegne ligesom Smaagnaverne. Lekatten selv lever i samme
Skikkelse som i Grønland ogsaa i meget sydligere Egne. Til
Grønland er den lokket af Halsbaand-Lemmingen.

Rensdyret (Rangifer tarandus) er et af de øverste Led af
de amerikanske Hjortes Gruppe, en højnordisk Art. Fødderne
ere bedre end andre Hjortes Fødder blevne skikkede til at
træde раа Sne uden at synke igjennem: Klovene ere usædvanlig
brede, og Tæerne kunne spredes vidt; Tæernes Ledforbindelser
med Mellemfoden ere ganske ejendommelige, helt afvigende fra
Forholdene hos andre Hjorte, og Mellemhaand og Mellemfod
ere ogsaa i andre Retninger højst usædvanlige. Den tætte
Haarklædning, der ogsaa strækker sig helt ud over Mulen, og
den lyse Farve, ere Egenheder, som Rensdyret har fælles med
flere andre hojnordiske Dyr. Grønlands Plantevext er rig nok
til at give Rensdyret Foden; finder det ikke tilstrekkeligt paa

362

ét Sted, kan det vandre; dækker Sneen Planterne, kan det som
oftest med Klovene skrabe sig Adgang til dem.

Moskusoxen (Ovibos moschatus) er et af de overste Med-
lemmer af Oxernes Familie, en af Spidserne af Bovidernes
mangegrenede Stamtræ, en hejnordisk Art. Et af Tegnene paa
dens høje Stilling er den ganske ejendommelige Maade, hvor-
paa Pandebenet under Paavirkning af Hornene har udvidet sig
nedefter paa Hjernekassens Side og trængt Issebenet tilbage.
Kort ydre Øre og en uhyre Haarklædning ere Egenskaber, som
den har faaet under Kuldens Paavirkning; maaske det ogsaa ег
Kulden, der er Skyld i, at Halen er svunden bort. Den er,
som Bovide, bedre end Rensdyret udrustet til at æde Plante-
dele, der ere vanskelige at tygge; i Livsvilkaar er den ellers i
Grønland stillet ikke meget anderledes end Rensdyret.

Isbjernen (Ursus maritimus) er som Bjorn et af de øverste
Skud paa en af de mange Grene, hvori Rovdyrenes Orden har
delt sig, udmærket ved Styrke og Smidighed, tilstrækkelig
alsidig til at kunne klare sig i mange forskjellige Forhold, ikke
kresen i Valget af Foden. I Bygning er der kun meget lidt,
der udmærker [sbjornen som hejnordisk Art fremfor dens syd-
ligere Slegtninge: den har Polardyrenes korte ydre Øre, deres
tætte Haarklædning og hvide Farve. Hvad der mest giver den
Evne til at leve i Grønland Aaret rundt, er dens Dygtighed til
at fange Sæler paa Isen. At den mindre end de fleste andre
Bjørne er vant til at leve af Plantefode, viser sig i dens for-
holdsvis svage Kindtænder.

Grønlands Hav-Pattedyr ere tilsyneladende neppe nok særlig
udrustede for højnordiske Forhold. Af de sex Arter Sæler, der
leve ved Grønland, er der fire, Hvalros, Remmesel, Svartside
og Bleresel, der næsten udelukkende ere hojnordiske Arter,
mere eller mindre knyttede til Isen, og blandt de 16 Arter
Hvaler, der kjendes fra Havene om Gronland, er der tre, Nord-
hval, Hvidfisk og Narhval, der særlig føle sig hjemme i hoj-
nordiske Egne og helst holde sig ner Isen; end ikke disse

363

Arter synes at have faaet noget fremtrædende hojnordisk Preg.
Men alle Grønlands Hav-Pattedyr ere dog blandt de ypperste i
deres Kredse.

Hvalrossen (Zvrichechus rosmarus) er vel af alle Nutidens
Seler den, der i vesenlige Trek af sin Bygning har beholdt
mest af Ligheden med Selernes Forfedre blandt, Land-Rovdyr;
dens Lemmer ere noget mindre omformede til Brug i Vandet,
end de ere det hos de andre; o.s.v.; den er den eneste efter-
levende af en Gruppe Sæler, der ellers er fortrengt, erstattet
af Efterkommere, der ere dygtigere udrustede til Svømning og
til i det hele at færdes i Vandet, hvis Øjne ere blevne store
som hos Natdyr, vel fordi de stræbe at se klart i Halvmerket
under Vand, о. $. у. Grunden til, at Hvalrossen har kunnet
hævde Pladsen, er sikkert, at den har ovet sig i at finde en
Fode, der er ret utilgengelig, og som den derfor har nesten
for sig selv alene: Muslinger, der leve nedgravede i Hav-
bunden; derefter er den omformet; de ovre Hjornetender, der
ere det Redskab, hvormed den oproder Havbunden, ere voxede
uhyre, og deres Vext har medfort en lang Rekke Omdannelser
i dens Hovedskal. Нуог Isen ligger, holder den sig iser til
Is-Randen; men den er ikke nodt til at vige helt for Isen;
naar Isen dekker dens Foderplads, kan den bryde den itu ved
at stode imod den nedenfra.

Til Sælernes overste Gruppe, Phociderne, horer Remme-
selen (Hrignathus barbatus); men den er blandt de oprinde-
ligste Phocider, med Haand og Fod mindre omformede til
Svomme-Redskaber end hos de andre. Ligesom Hvalrossen
har den, skjont mindre udelukkende, vænnet sig til en egen
Slags Fode, en Fode, der ringeagtes af de andre Sæler: Skal-
dyr paa Havbunden, som den synes at opkradse med sine ual-
mindelig stærke Kloer. Ligesom Hvalrossen kan den skaffe sig
Aabninger i Isen, hvad ogsaa andre Sæler kunne, naar de ikke
foretrække at folge Is-Randen.

En af de allerbedste Svommere blandt Phocider er Svart-

564

siden (Phoca groenlandica), ogsaa en af de mest vandrende
Arter, følgende med Drivis, ofte langt fra Land, øvet i at
fange fritsvommende Krebsdyr og Fiske.

Fuldt saa god en Svommer som Svartsiden, ogsaa meget
vandrende og folgende Drivis, er Blæresælen (Cystophora cri-
stata), en af de Seler, der i Bygning ere allermest tillempede
som Havdyr.

De to andre gronlandske Sæler, Spettet Sel og Ringsel
(Phoca vitulina, Ph. foetida) hore ogsaa begge til de overste
Phocider. Begge ere forholdsvis jevnt alsidig udviklede. De
holde sig mest til Kysterne. Ringselen, der har en ualmindelig
Ferdighed i at kradse sig Huller igjennem Isen, er den, der
gaar lengst mod Nord.

Nordhvalen (Balæna mysticetus) horer vel til den oprinde-
ligste af Hvalernes to Hovedafdelinger; den horer til de Hvaler,
der endnu i Næsens Form have beholdt meget af Ligheden med
Hvalernes Forfedre blandt Landdyr i Modsetning til dem, der
have faaet Ansigtet helt omformet efter det sterke Tryk, som
Vandet over mod Snude og Pande, naar Hvalen hurtig svommer
frem. Den har ogsaa i Forhold til nere Slegtninge i visse
andre Retninger beholdt mere af Ligheden med Stamfedrene,
saaledes i Form af Haand og af Bekken. Men blandt de
Hvaler, der have vennet sig til at leve af forholdsvis smaa Dyr,
som de lade stromme ind i Gabet sammen med Vandet, er
Nordhvalen den, der er naaet til sterste Fuldkommenhed i de
Omdannelser, som denne Vane forer med sig. Det indstrom-
mende Vand har udspilet Gabet i en Grad som hos ingen
anden; Overkjæbe- og Underkjæbeben ere indskrænkede til at
vere еп Slags tynde Spanter, Stivere i Veggene af det sæk-
formede Gab; Ganens Hornpapiller, som ere bragte til serlig
Vext ved Vandets Paavirkning, ere voxede til Barder lengere
end hos nogen anden. Det er Nordhvalens Vane at leve af
smaa Krebsdyr, der jo maa tages i stor Mengde for at kunne
give tilstrækkelig Nering; det er denne Vane, der har gjort det

365

nodvendigt for den at lade de store Vandmasser stromme ind
i Gabet. Maaske den kun i de kolde Have har kunnet finde de
Sverme af Krebsdyr, som den trenger til, og for saa vidt
berer den jo Preg af sit hojnordiske Hjem.

Hvidfisken (Delphinapterus leucas) er en jevnt alsidig ud-
viklet Delfin; den hører altsaa til en af Hvalernes øverste
Grupper. Den er blandt de hurtige Svommere, der have Nese
og Pande omformede af Vandets Tryk: Bindevevet foran Nese-
aabningen er under Paavirkning af Vandets Modstand voxet op
til еп stor fedtholdig Pude, en Slags Stedpude, der trenger
Nesegangen bagtil og selv legger sig hen over Hovedskallens
Ansigt, som den, i Forening med de store Nesemuskler, trykker
fladt og paa andre Maader former. Den er blandt de Delfiner,
hos hvem Stodpuden er størst og Hovedskallen mest omformet.
Dens helt hvide Farve er maaske en Folge af dens Liv i de
nordligste Egne. Fiske især ere dens Føde; ved Grønland skal
det særlig vere Stimer af Torskefiske, den forfolger.

Narhvalen (Monodon monoceros) er en ner Slegtning af
Hvidfisken, i en enkelt Henseende dog naaet til et hojere Trin:
Tenderne, der hos Hvidfisken som hos de fleste Delfiner ere
smaa og svage, fordi der ikke gjores stor Brug af dem, ere
helt vantrevne med Undtagelse af den forreste Tand i Hannens
ene Overkjæbe, der er voxet ud til en megtig Stodtand. Hvor-
for denne Tand har faaet denne Udvikling, har man endnu ikke
udfundet; siden den mangler hos Hunnen, kan den neppe have
stor Betydning for Dyrets Liv; maaske er den kun at regne for
en Slags Tegn paa overflødig Kraft ligesom forskjellige Pry-
delser hos Hannerne af saa mange andre Pattedyr. Flyndere,
som den jo ved Grønland kan faa i Overflod, skulle være noget
af dens bedste Føde; umuligt er det vel ikke, at det er sandt,
hvad man har sagt, at Stødtanden bruges til at jage Flynderne
op fra Havbunden; Narhvalerne pleje jo at gaa i Flok; Han-
nernes Gjerning vil da ogsaa være til Gavn for Hunnerne.

A

XXI. 94

566

Narhvalen har ikke den hvide Farve; men med Aarene bliver
den dog hvidbroget.

De andre grønlandske Hvaler ere kun Gjester ved Gron-
land, kommende aarlig om Sommeren eller kun mere tilfældig.

Nordkaperen (Balena australis) staar ner ved Nordhvalen,
men paa et noget lavere Trin. Ved Gronland er den kun set
en sjelden Gang.

Vaagehval, Rerhval og Blaahval (Balenoptera rostrata,
В. musculus, В. gigas), tre indbyrdes nerstaaende Arter, fjer-
nere Slegtninge af Nordhvalen, ere 1 Gabets Omdannelse til
Öse indrettede paa noget anden Maade end Nordhvalen; Over-
kjæbebenet er ikke buet ivejret af det indstrømmende Vand og
beholder Breden i Forhold til Gabet, Barderne ere korte;
Mundhulens Bund derimod er forholdsvis stærkt udvidet, Stru-
bens Hud lagt i Længdefolder. Alt i alt ere de vel ikke i
Mundens Omdannelse naaede saa vidt som Nordhvalen; til
Gjengjeld ere de bedre indrettede til Svømning, med meget
længere og stærkere Hale, med mere omformede Hænder, vist-
nok de bedste Svømmere blandt Bardehvaler. Stimer af Smaa-
fiske, som Sild og småa Torsk, er det især, de lade strømme
ind i Gabet; Blaahvalen skal dog foretrække smaa Krebsdyr.

Pukkelhvalen (Megaptera boops) er Spidsen af igjen en
anden Gren af Bardehvalernes Gruppe, nærmest sluttende sig
til Vaagehval o.s.v., men særlig udmærket ved sine stærkt om-
formede, ualmindelig lange Hænder, fremkomne ved en eller
anden ejendommelig, men endnu ikke ret opklaret Brug. Ogsaa
den finder Føden i de grønlandske Stimer af Smaafiske.

Prodelphinus euphrosyne, Hvidskjæving, Hvidnæse og Mar-
svin (Lagenorhynchus acutus, L. albirostris, Phocæna communis)
ere Delfiner, der i Bygning slutte sig nær til Hvidfisken; men
især i Ansigtets Bygning ere de noget oprindeligere. Marsvinet
er vistnok den eneste Art af dem, der kan siges at høre
hjemme ogsaa ved Grønland, om end dets vigtigste Tilholds-
steder ligge længere mod Syd, ligesom for de andres Vedkom-

367

mende. Ved Grenland ere de og Hvidfisken stillede under nogen-
lunde samme Vilkaar.

Spekhuggeren (Orca gladiator) er blandt Delfiner en af de
faa, der have gjenoptaget Brugen af Tandsettet og uddannet
det til et kraftigt Bide-Redskab; af alle Delfiner er det den,
der har faaet Tandsettet sterkest omformet til et Vaaben; det
tjener den ikke alene til at fange og dræbe de Seler og
mindre Delfiner, hvoraf den maaske oftest lever, men ogsaa til
at sonderflænge Hud og Spek af de store Bardehvaler. Blandt
alle Hvaler er det den, der har den højeste Rygfinne, med
Alderen voxende ud til et «Sverd»; der siges om den, at den
skal bruge Rygfinnen til at feje Seler ned fra Randene af Is-
flager. Sin Fede finder den fuldt saa vel i Havene om Gron-
land som i nogen anden Egn.

Grindehvalen (Globiceps melas) er ogsaa en af de hojeste
Delfiner, i mange Henseender mindende om Hvidfisken. Et af
Tegnene paa dens særlig høje Udvikling er dens lange smalle
Hender, der minde lidt om Pukkelhvalens. Blæksprutter og
Fiske, hvad der skal vere dens Føde, finder den ogsaa ved
Grønland. i

Døglingen (Hyperoodon rostratus) hører til en egen Af-
deling af Tandhvalerne, udmærket blandt andet ved, at Ansigtet
endnu mere end hos de andre er omformet af Vandets Tryk ;
Stødpuden og Næsemusklerne brede sig endnu mere ud over
Hjernekassen og forme hele dens Overside som deres Leje;
Bagranden af den Grube, som de danne sig, optaarnes til høje
Kamme. Den snevrere Gruppe, hvortil Døglingen hører, er
tillige. udmærket ved, at selve Snuden paa forskjellig Maade er
yderligere paavirket af Vandets Modstand: de forreste, af
Ansigtets Knogler faa en ualmindelig Haardhed og smelte
mere sammen end sædvanlig, eller de faa pukkelformet ор-
staaende Udvæxter, о. 3. у. Ualmindelig gode Svømmere ere
Døglingen og dens nærmeste Slægtninge; de usædvanlig kraft-
fulde Ryg- og Halemuskler have i Skelettet givet sig Udtryk

247

568

blandt andet i Hvirvelradens hoje Torntappe. Øverst i sin
Gruppe staar Deglingen selv i flere Henseender, især i Uddan-
nelsen af forholdsvis megtige pukkelformede Udvexter paa
Overkjebebenenes Overside. Foden, der overvejende skal vere
Blæksprutter, finder den ogsaa ved Gronland.

Kaskelotten (Physeter macrocephalus), en af Doglingens
fjernere Slegtninge, er vel i en og anden Henseende forholds-
vis oprindelig; den har veludviklede, sædvanlig formede Tender
i Underkjæben, medens Tandsættet hos dens Paargrende er
endnu mere vanslegtet; o.s.v. Men ligesom den i Størrelse
overgaar alle andre Tandhvaler og vel med storre Magt end
nogen anden maa skyde gjennem Vandet, er det den, hvis
Hovedskal i højeste Maal bærer Præg af at være omformet af
Vandets Tryk. Stødpuden er voxet op til en uhyre Størrelse,
og Hovedskallen, især Ansigtet, er voxet i tilsvarende Grad for
at kunne bære den; Bagranden af sit Leje har den taarnet ор
over Hjernekassen til en enestaaende Højde, og selve Hjernen.
har den trykket dybt ned, under dens oprindelige Plads i For-
hold til Rygmarven. Hajer og store Blæksprutter skal Kaske-
lotten ede; den finder Foden ogsaa ved Grønland. — Nordhval
og Kaskelot, i visse Retninger de hojeste Former, som Barde-
hvaler og Tandhvaler have frembragt, synes begge at vere
komne saa hojt, at der er Fare for deres Liv; Nordhvalen vil
have. ondt ved at hindre Vandet i at udspile dens Gab mere
og mere; Kaskelotten vil neppe kunne hindre Vandet i at bringe
større og større Vext i dens Stedpude; begge er stærkt ud-
satte for, at Vandet skal tvinge deres Ansigt til at voxe uden
Forhold til Hjerne og Krop. Af de Hvaler, der ere fundne ved
Grenland, er det dem, der synes snarest at skulle uddo, selv
om der ikke blev arbejdet paa at udrydde dem.

569

Раа Spergsmaalet, om Gronland i dyregeografisk Henseende
slutter sig nermest til den gamle Verden eller til Amerika, give
Pattedyrene saa godt som ikke Svar.

Alle Grønlands Arter af Land-Pattedyr ere jo, eller have
veret, circumpolare, og de fleste af dem have nere Slegtninge
blandt Tertiertidens Dyr i begge Verdensdele; om de ere op-
Staaede i den ene eller den anden Verdensdel eller i et felles
Omraade for begge, er derfor umuligt at sige. Om Slegterne
Myodes, Canis, Ursus og Mustela tor det derimod nok siges,
at der er størst Sandsynlighed for, at de have deres Oprindelse
i den Gamle Verden; dels synes deres Stamtre her at kunne
føres længst tilbage i Tiden, dels have de endnu her deres fleste
lavere Slægtninge. Om Ovibos tør det siges som næsten afgjort,
at den stammer fra den Gamle Verden, hvor dens Slægtninge
altid have haft deres Hovedhjem, medens kun ganske enkelte
Bovider af og til ere naaede til Amerika; vel lever Ovibos i
Nutiden kun i Nord-Amerika, foruden i Grønland; men den har
omkring Istiden levet i den nordlige Del af den Gamle Verden
i hele dens Udstrækning fra Vest til Ost. Rangifer er til
Gjengjeld allersnarest: af amerikansk Rod; den synes at vere
et af de øverste Medlemmer af de amerikanske Hjortes Gruppe,
der rigtignok stammer fra den Gamle Verdens Hjorte. I Land-
Pattedyrenes Slægtskabsforhold kan der altsaa maaske spores
større Tilslutning til den Gamle Verden end til Amerika. Men
forsaavidt Grønlands Land-Pattedyr, eller de fleste af dem, ere
indvandrede til Grønland fra Nord-Amerika, slutte de sig jo
afgjort til Amerikas Dyreverden.

De allerfleste af Grønlands Hav-Pattedyr ere circumpolare
eller findes baade i Atlanterhavet og i det Stille Hav; kun
Cystophora cristata, maaske Hyperoodon rostratus og vist
Lagenorhynchus acutus og L. albirostris ere udelukkende atlan-
tiske. Endnu mindre end for Land-Pattedyrene er det muligt
for Hav-Pattedyrenes Vedkommende at sige, hvor de have deres
Oprindelse; deres tidligere Historie er endnu mere ukjendt.

370

Men man tager vist ikke fejl, naar man tror, at de til Gron-
lands Kyster efter Istiden ere komne fra Atlanterhavet; vist
intet stammer fra det Stille Hav. Vel ег Trichechus rosmarus
den eneste Otariide, der findes i det nordlige Atlanterhav;
Familiens Medlemmer here ellers hjemme i den sydligste Del af
Atlanterhavet og i det Stille Hav baade mod Syd og Nord. Man
kunde derfor falde paa den Tanke, at Hvalrossen var opstaaet
af Otariider i det nordlige Stille Hav og derfra var vandret
Nord om Asien eller Amerika til Atlanterhavet. Men Hval-
rossen er i de vesenligste Trek af sin Bygning den aller-
oprindeligste Otariide, og for Istiden fandtes den allerede i
europæiske Have: den er snarest Vidne om, at Otariiderne
have deres Oprindelse i Atlanterhavet, eller i et circumpolart
Hav, og derfra ere vandrede til Stille-Havet, hvor de nu have
deres Blomstring, skjont dog andre Forklaringer ere mulige.
De andre grønlandske Sæler høre til Phociderne, der synes at
vere opstaaede i Atlanterhavet, hvor de have, og i Tertiærtiden
synes at have haft, deres vigtigste Hjemsted, hvorfra nogle have
bredt sig til det nordligste og det sydligste af Stille-Havet.
Trods deres store Evner til at komme afsted have Phociderne
ikke ifleng bredt sig over Atlanterhavet; Familiens oprindeligste
Afdeling, Phocinerne, er udelukkende nordisk; den har affødt
‚ Monachinernes Afdeling, hvis oprindeligste nulevende Slægt,
Monachus, hører hjemme i Middelhavet og i de vestindiske
Have, men hvis andre Slægter ere at finde i det sydligste
Atlanterhav og Stille Hav; fra Phocinerne er ogsaa udgaaet
Cystophorinernes Afdeling, hvis ene nulevende Slegt, Cystophora,
er nordatlantisk, medens den anden, Macrorhinus, er syd-
atlantisk og sydpacifisk. Anderledes have Hvalerne bredt sig;
adskillige af Arterne ere jo at finde i næsten alle Have; at
slutte sig til Hvalernes geografiske Historie efter deres Slegt-
skabsforhold og deres Udbredelse i Nutiden, det vesenligste,
man i denne Henseende endnu har at holde sig til, ег ugjerligt;
de fleste af dem kunde, efter hvad der hidtil vides, lige saa

371

godt have deres oprindelige Hjemsted i Stille-Havet som i
Atlanterhavet eller andensteds; men at de gronlandske Hvaler
sidst, efter Istiden, ere komne til Gronland fra Atlanterhavet,
ter man vel slutte, ogsaa for de Arters Vedkommende, der nu
ere circumpolare eller baade nordatlantiske og nordpacifiske;
for Istiden have disse Arter, eller deres nærmeste Stamformer,
vist været circumpolare, under Istiden have de vist veret skilte
i en nordatlantisk og en nordpacifisk Stamme, og efter Istiden
har Vejen til Grønland fra Atlanterhavet været den aller-
nermeste; men en Mulighed har der igjen veret for Ind-
vandring fra det Stille Hav.

Den samlede Fortegnelse over de Pattedyr, der kjendes fra
Grønland, er saaledes:
1. Lepus variabilis var. glacialis. Langs alle Grønlands Kyster;
circumpolar.
Myodes torgvatus. Nord- og Østkyst; circumpolar.
Canis lagopus. Langs alle Kyster; circumpolar.
Canis lupus. Nord- og Østkyst; circumpolar.

SE LS

Ursus maritimus. Hjemmehorende langs nordlige Del af
Vest- og Østkyst og ved Nordkysten, vandrende langs alle
Kyster; circumpolar.

6. Mustela erminea. Nord- og Ostkyst; circumpolar.

1. Trichechus rosmarus. Hjemmehorende ved den nordlige
Del af Vest- og Ostkyst og den vestlige Del af Nordkysten,
tilfældig langs Kysterne ellers; circumpolar.

Erignathus barbatus. Ved alle Kyster; circumpolar.

9. Phoca vitulina. Ved det meste af Vestkysten, manglende
nordligst, og ved den sydlige Del af Østkysten; circum-
polar.

10. Phoca foetida. Ved alle Kyster; circumpolar.

I.

18.

wo
=

> #9 © ©

> 8 © —

372

. Phoca groenlandica. Ved Vest- og Østkyst, sjelden ved

Nordkyst, meget vandrende; circumpolar.

Cystophora cristata. Ved Vest- og Ostkyst, sjelden ved
Nordkyst, vandrende ; nordatlantisk.

Rangifer tarandus. Langs alle Kyster, dog udryddet syd-
ligst; circumpolar.

Ovibos moschatus. Nord- og Østkyst; tidligere circum-
polar, nu nordamerikansk.
Balena australis. Tilfældig; nærmest Kosmopolit.
Balæna mysticetus. Ved den nordlige Del af Vest- og Øst-
kyst og den vestlige Del af Nordkysten, om Vinteren van-
drende noget sydligere; nu nær ved at være udryddet her;
circumpolar.

Balenoptera rostrata. Sommergjest langs Vest- og Ost-
kyst; Kosmopolit.

Balenoptera musculus. Sommergjest langs Vest- og Ost-
kyst; Kosmopolit.

Balenoptera gigas. Sommergjest langs Vest- og Østkyst;
Kosmopolit.

Megaptera boops. Sommergjest ved Vestkysten, vist ogsaa
ved Ostkysten; Kosmopolit.

Prodelphinus euphrosyne. Tilfældig; atlantisk og pacifisk.
Lagenorhynchus acutus. Tilfældig; atlantisk.
Lagenorhynchus albirostris. Tilfældig; atlantisk.

Phocena communis. Sommergjest ved Vestkysten, vist
ogsaa ved Østkysten; atlantisk og pacifisk.

Orca gladiator. Mest Sommergjæst langs Vest- og Qst-
kyst; Kosmopolit. j
Globiceps melas. Tilfældig; atlantisk og pacifisk.
Delphinapterus leucas. Ved den nordlige Del af Vest- og
Ostkyst og ved Nordkysten, om Vinteren vandrende noget
sydligere; circumpolar.
Monodon monoceros. Ved den nordlige Del af Vest- og

373

Østkyst og ved Nordkysten, om Vinteren vandrende noget
sydligere; circumpolar.

29. Hyperoodon rostratus. Sommergjæst langs Vest- og Qst-
kyst; atlantisk.

30. Physeter macrocephalus. Tilfældig; Kosmopolit.

Til Grønlands Dyreverden hører maaske desuden, som tilfældig
Gjæst, Halichoerus grypus (Fabr.), Graasælen. Fabricius havde ikke
selv set Årten i Grønland; men i sin Fauna Groenlandica, 1780,
p. 17, nævner han en Sæl, som Grønlænderne kalde Siguktok,
„den langsnudede*; den skulde efter Grønlændernes Sigende ligne
en Svartside, men udmærke sig ved at have en usædvanlig lang
Snude, Egenskaber, der kunne tyde paa Graasælen. I sin Afhand-
Img om de grønlandske Sæler, i Skrifter af Naturhistorie-Selskabet,
iste Bd., 2det Hefte, 1791, р. 163, omtaler han igjen Grønlændernes
Siguktok og giver den Navnet Phoca porcina, men synes dog at
være tilbøjelig til at regne den for at være af samme Årt som hans
»krumsnudede S&l*, Phoca grypus Fabr., som han kjendte fra
Danmark, og hvis Hovedskal han afbilder, pl. XII, f. 4. Brown
паупег i Proceed. Zool. Soc. London, 1868, р. 426, Halichoerus
grypus som gronlandsk Art, men dog ikke med Sikkerhed; han
siger, at danske Handelsbestyrere, som han traf i Grønland, mente,
at Graasælen, som de kjendte fra Danmark, ogsaa ved Lejlighed
viste sig ved Grønlands Vestkyst; selv havde han ved Egedesminde
og flere Steder ved Disko-Bugt set Skind, som han syntes maatte
være af Graasælen; og i 1861 havde man lidt Syd for Disko dræbt
en Sæl, hvis Hovedskal han havde faaet, men senere mistet, og som
han mente at gjenkjende som Hovedskallen af Graasælen; han var
dog ikke mere sikker i sin Sag, end at han kun tør sige, at Artens
Tilstedeværelse ved Grønland er „а very strong probability‘. Til
Museet 1 Kjøbenhavn er Graasælen aldrig kommen fra Grønland,
skjønt man særlig har stræbt efter at faa Grønlændernes Siguktok.
(Allen nævner i History of N. Amer. Pinnipeds, 1880, p. 694 og
764, en Hovedskal af Halichoerus grypus fra Grønland, modtagen
af United States National Museum fra Museet i Kjøbenhavn; men
heri maa der vere en Fejltagelse; Opgivelsen stemmer heller
ikke med, hvad Allen skriver samme Sted, p. 695, hvor han
siger, at der om Årtens Forekomst ved Grønland kun foreligger
Brown's Oplysninger.) — Arten er forholdsvis sydlig; men den er

374

almindelig ved Island; at den kan strejfe til Grenland, er derfor
sandsynligt.

Ogsaa Balenoptera borealis (Less.), Sejhvalen, vil vistnok vise
sig at være Gjæst, mere eller mindre tilfældig, ved Grønland. Midt
i Juni 1888 saa Nansen (Paa Ski over Grønland, 1890, р. 170)
af og til en mindre Bardehval, som han mente snarest var af denne
Art, udenfor Iskanten ved den sydlige Del af Grønlands Østkyst. —
Arten er at finde stadig i det nordlige Atlanterhav, ogsaa ved Is-
land; den har altsaa let ved at komme til Gronland.

Der er i det følgende gjort nærmere Rede for de enkelte
Arters Forhold i Grønland.

Med Hensyn til Forekomst i Landet ег for nogle Arters Ved-
kommende medtaget saavidt muligt alt, hvad man i den Retning
véd; dette gjelder Myodes torgvatus, Canis lupus, Mustela erminea,
Ovibos moschatus, Balena australis, Balenoptera musculus, B.
gigas, Prodelphinus euphrosyne, Lagenorhynchus acutus, L. albi-
rostris, Globiceps melas, Physeter macrocephalus. For de andre
Arters Vedkommende er egenlig det samme gjort; men da de fleste
af dem ere almindelige Dyr, 1 hvert Fald 1 nogle Egne, ere de Op-
lysninger, der foreligge om dem, som oftest mindre gaaende 1 det
enkelte og ofte ret tilfældige.

Med Hensyn til Arternes Levevis er næsten udelukkende gjen-
givet, hvad der er oplyst af Forskere, der have været i Grønland,
og oftest er kun det medtaget, der vedrører Arternes Forhold. til
Landet.

For de sjeldnere Arters Vedkommende er der henvist til alle
de Værker, hvor der findes første-Haands Oplysninger om dem
som grønlandske. For de andres Vedkommende er der kun henvist
til de vigtigste af de Arbejder, hvor de omtales som grønlandske.
For alle Arter er desuden opgivet det eller de Navne, hvorunder de
findes opførte i Trouessart’s Catalogus Mammalium, 1897—99.

De vestgrønlandske Pattedyr-Navne ere ganske overvejende gjen-
givne efter Fabricius; efter hans Haandskrift ere ogsaa hans Tyd-
ninger af Navnene meddelte. Den Form, hvorunder Navnene findes
i Kleinschmidt's Grønlandske Ordbog, 1871, er som oftest vedføjet,
naar den afviger fra den Form, der opføres af Fabricius. De øst-

375

grønlandske Navne ere gjengivne efter Rink, der har faaet dem
opgivne af Johannes Hansen.

(Der findes i Museet i Kjøbenhavn en Mengde Knogler ud-
gravede til forskjellig Tid 1 gamle eskimoiske Kjokkenmeddinger paa
flere Steder i Egnen omkring Disko-Bugt. Der er i det følgende
ikke taget Hensyn til dem, fordi der ikke mere kan gives nøjagtig
Oplysning om Findestederne. Knoglerne ere ganske overvejende af
Phoca groenlandica og Ph. рейда; men Knogler af alle de andre
grønlandske Sæler og af alle de almindelige vestgronlandske Land-
Pattedyr findes ogsaa.)

1. Lepus variabilis Pall. var. glacialis Leach. Snehare.

Lepus timidus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 25. — Lepus
glacialis Leach: Waterhouse, Nat. Hist. Mammalia, vol. II, Rodentia, 1848,
р. 102. — Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Стоп]. geogr. stat. beskr., 1857,
р. 8. — Brown, Proceed. Zool. Soc. London. 1868, р. 351. — Peters, Zweite
deutsche Nordpolarfahrt, Bd. 2, 1874, р. 164, pl. 2 (Hovedskal). — Lepus
groenlandicus п. sp.: Rhoads, American Naturalist, vol. XXX, 1896, р. 237.
— Id., Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia, 1896, р. 367, pl. VI, VII, VIII, X
(Hovedskal).

Lepus timidus L. (a: L. variabilis Pall. auctorum) & Г. arcticus
Leach & L. groenlandicus Rhoads (9: L. glacialis Leach auctorum) etc.:
Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Navnet Lepus timidus L. har iser i nyeste Tid ofte veret brugt for
den Art, der her kaldes ZL. variabilis Pall.; men endnu oftere og i lang
Tid har det været brugt for den Art, der ogsaa kaldes L. ewropeus Pall.
Baade den ene og den anden Brug af Navnet er tilladelig, eftersom Linné
under sin Г. timidus sammenfattede begge de nævnte Arter, om han end
nærmest tænkte paa L. variabilis. Det havde været heldigt, om den Skik,
der var ifærd med at blive eneraadende, at bruge «Г. timidus» for «Г.
europæus», havde faaet Lov at fæstne sig helt; men det er ikke sket; Brugen
er nu bleven saa forvirret, at ingen mere uden nærmere Forklaring kan
vide, hvad der menes, naar «С. timidus» nævnes. Det er derfor her fore-
trukket at opgive dette Navn. — For den grønlandske Hare har man længe
brugt Navnet «glacialis», enten som Art- eller Race-Navn, og med fuld Ret,
eftersom den ene af de to Harer, hvorefter Leach (og Ross) opstillede «Lepus
glacialis» (eller «L. arcticus», som den ved et Uheld tilfældig først blev
nævnet af Ross), netop var fra Grønland, fra Hare-Ø; den anden var fra
Vestkysten af Davis-Strædet, fra Baffin-Land. Rhoads mener, at Haren fra
Vestkysten af Davis-Strædet er en anden Art end den grønlandske; den
første kalder han L. arcticus «Leach» Ross, med Synonym Г. glacialis;
den sidste giver han et nyt Navn, L. groenlandicus. Det er her fore-

376

(Lepus variabilis.)
trukket at beholde det velkjendte Navn glacialis for den grønlandske Hare.
Efter hvad der endnu foreligger af Oplysninger om Haren fra Vestkysten af
Davis-Stredet, er det ikke meget sandsynligt, at den er egenlig forskjellig fra
den gronlandske som Race, endnu mindre som Art; Rhoads har kun set en
enkelt Hovedskal af den, tilmed af et ungt Dyr, og efter hans Beskrivelse
synes den at stemme ret godt med de mindst udpregede Hovedskaller fra
Grønland (den grønlandske Hare kjender han kun i dens mest udprægede
Form). Skulde det vise sig, at Haren fra Vestkysten af Davis-Strædet er af
en anden Race end den gronlandske (om Art-Forskjel kan der fornuftigvis
ikke vere Tale), vil den snarest gaa helt ind under L. variabilis typicus
(sammenl. Lilljeborg, Sveriges och Norges Ryggradsdjur, Daggdjuren, 1874,
р. 422, og Allen, Monogr. N. Amer. Rodentia, 1877, р. 288 ff.).
Vestgronlandsk. Ukalek, maaske af Okillavok, er let. Ungen hedder
Ukaliak. (Fabricius.)

Den gronlandske Snehare synes at kunne holdes ude fra
den typiske skandinaviske Lepus variabilis som en nogenlunde
vel adskilt Race, var. glacialis. Foruden ved sin lysere Farve
og Tilbojelighed til at blive helt hvid afviger den typiske L.
variabilis fra sin meget nære Slægtning L. europeus i folgende:
det ydre Øre er lidt kortere; Bagfoden er oftest længere; den
øvre Fortand er mindre stærkt krummet, mindre dybt furet
раа Forsiden, mere fyldt i Furen med Tandkit, lidt smallere,
oftest med Forside og Yderside mere jevnt skraanende over i
hinanden, og med Grunden skydende sig ikke lidt længere
tilbage, helt til Grendsen mellem Mellemkjæbeben og Over-
kjebeben eller lidt ind i Overkjæbebenet; nedre Fortand er
smallere, lidt mindre krummet og lidt lengere naaende tilbage ;
de øvre Kindtænder skyde deres Gruber lidt højere op i Oje-
hulens Bund; Nesen er kortere; især er Næsebenet kortere,
naaende mindre langt frem og mindre langt tilbage, og mindre
hvelvet; Processus supraorbitalis er bredere og loftet hojere
ivejret; Foramen incisivum er lidt mere indsnevret af Mellem-
kjæbebenet, der sender en pladeformet Udvidelse ind imod det;
Hjernekassen er forrest lidt mere hvelvet ivejret; Underkjæbens
Ledhoved er storre. Nesten alle de samme Afvigelser fra Lepus
europeus ere at finde hos den grønlandske Hare, men oftest i
mere udpreget Skikkelse; serlig ere Fortendernes Ejendomme-

377

ligheder mere iøjnefaldende: baade øvre og nedre Fortænder
ere endnu smallere og endnu mindre krummede og naa oftest
længere tilbage med deres Grund, den øvre oftest et Stykke
ind i Overkjebebenet. Kun i Fodens forholdsvis korte Form
er den grønlandske Hare mere stemmende med L. ewropeus,
end den skandinaviske L. variabilis er det, eller maaske rettere:
oftest er det. — Det har været forsøgt at holde den grønlandske
Hare ude fra den typiske Lepus variabilis som egen Art (se
iser Waterhouse og Peters, |. c.); men dertil er Gradforskjellen
i Tender og Hovedskal for ringe og for lidt fast, ligeledes For-
skjellen i Foddernes Lengde. Der er saaledes blandt de skan-
dinaviske Harer en ikke ringe Vexlen i Fortendernes Form,
med tydelig Tilnærmelse til den grønlandske Hare, og næsten
ganske de samme Forhold, som hos den gronlandske Hare
ere de sædvanlige, kunne findes hos Lepus variabilis fra Alperne
og andre Steder i det sydligere Europa, baade nulevende og
jordfunden, som det omtales og afbildes af Woldrich (Sitz-
ungsber. К. Akad. Wissensch. Wien, mathem. naturw. Cl.,
Bd. LXXXI, 2. Abth., 1880, р. 14—15, pl. I; ibd. Bd. LXXXIV,
1. Abth., 1881, р. 221—222, pl. Ш). Om Foranderligheden i
Lemmeknoglernes Forhold oplyses noget af folgende Maal:
Lepus variabilis glacialis.

Gronlands Ryders- Jameson-
Fiskenæs Vestkyst Sund Land Sabine-@

Lengde af: Ad. Ad. jun. Q ad. Qad. Ad
Hovedskaler........... 83 86 87 90 851/2
Overarme. M2.) 1001/2 101 1041/2 1051/> 1033/2
РОВ... ... 110 109 1067/2 112 108
MPTAPANDI ASE. -... JUL 301/2 31?/3 31 311 311/2
[LAR OCT Ae en eee 119 119 119 123 118
Skinneben ........... 141 139 13715 144 135
аа... 53 54 53 551/a 5383/2

Hovedskallens Lengde: fra Bagranden af Nakkeledknuden til Forranden
af Mellemkjeben, foran Fortenderne. Overarm: fra dens Hoved til Under-
randen af indre nedre Ledrulle. Spoleben: langs Inderranden. Skinneben:
langs Inderrand. Mellemhaand og Mellemfod: langs Forsiden.

378

(Lepus variabilis.)

Lepus variabilis typieus. Lepus europæus.
Norge Norge Sverig Danmark

Lengde af: Ad. Тау. Qad. Ad.
Hovedskal............ 2 80 85 87
Overarm ............. 100 103 1051/2 1001/>
Spoleben............. 105 105 110 1081/2
Metacarp. 3 .......... 33 341/2 341/2 33
аа eee 121 122 1222/2 121
Skinneben ..... с 141 1461/2 146 140
MeTALARS а 59 60 571] 55

Г Farve synes de gronlandske Harer kun at vexle meget
lidt. De voxne synes altid at vere helt hvide eller saa godt
som helt hvide, kun med den sorte Spids paa Øret. Kun
Ungerne ere graa.

Den оуге Fortand har oftest en tydelig Lengdefure i For-
sidens Emaille; men Furen vexler meget baade i Brede og
Dybde; hos en af de 20 foreliggende gronlandske Hovedskaller,
de fleste fra Vestkysten, 6 fra Ostkysten, er den saa flad, at
den kun er ganske svagt antydet. Oftest er Furen mere eller
mindre fyldt med Tandkit, der endogsaa helt kan fylde den
eller vere saa rigelig aflejret, at det staar kamformet frem; hos
den omtalte Hovedskal med den yderst svagt furede Fortand
mangler derimod Tandkit helt. Oftest naar den ovre Fortand
tilbage i Overkjebebenet; men den kan ogsaa, selv hos
aldrende Dyr, ende i Sommen mellem Mellem- og Overkjæbe-
benet, ganske som sedvanlig hos den skandinaviske Hare.

Den bageste Spids af Рис. supraorbitalis kan undertiden
ved en mere eller mindre bred Benbro vere forenet med en
fremspringende Udvext af Sqvama. Ligeledes, men sjeldnere,
kan den forreste Spids af Рис. supraorbitalis ved en Benbro
vere forenet med den opstaaende Spids fra Taarebenet.

Sneharen lever langs alle Gronlands Kyster, hvor der er
Lejlighed for den; dog mangler den for Tiden paa en Strek-
ning af den sydlige Del af Østkysten. I de fleste Egne er den
ret faatallig, spredt levende. Især er den at finde inde i Land,
ofte ner Indlandsisen, i Dale og paa Bjergskraaninger og Hoj-

379

sletter; men den findes dog ogsaa paa Øer, hvorhen den let kan
komme over Isen. Større Vandringer synes den ikke at foretage ;
men vistnok strejfer den om Vinteren rundt til de mindst snedækkede
Steder. Foden er Gres og Urter, som Saxifraga oppositifolia,
Bark og Knopper af Pil о. $. v.; Sne, der dækker Planterne,
forstaar den at skrabe bort. Ly finder den bag Klippeblokke,
eller den graver sig en Hule i en Snedrive. Нуог ofte den
plejer at yngle aarlig, vides ikke. (Ungernes Tal i et Kuld maa
vexle sterkt. Fabricius har set 8 Unger i en Hun. Feilden
opgiver fra Grinnell-Land Tallet til 7 eller 8. Bessels har paa
Grønlands Nordkyst set en Hare med 7 Fostre. Jorgensen
skriver fra Frederikshaab i 1841, at der Aaret for var skudt en
Hun, der kun indeholdt én Unge, at Hunner med to Fostre
oftere ere sete, at det højeste Tal skulde vere 4, og at 8, som
Fabricius opgiver, maa regnes for en Undtagelse.) Fjeldræv og
Sneugle synes især at jage den. Grønlænderne agte den ikke
hejt og drebe kun faa; vist de fleste, der skydes, sælges til
Europæerne; i 1857 skriver Rink, at vist ikke mere end позе
faa hundrede Нагег aarlig skydes раа den beboede Del af
Vestkysten.

I Egnen om Julianehaab nævnes den af Walloe. Ved Bredderne
af Tunugdliarfik-Fjord, hvor der voxede tet Krat og Gres, saa han
den allevegne i September 1751. Ved Unartok-Fjord nevner han
den i 1752, ved Nunarsuak 1 1753. — Arctander saa 1 Agust 1777
mange Spor af Haren paa Wen Tugtutok udfor Sermilik-Fjord. —
Paa Bjerget Redekammen mellem Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord
nævnes den af Giesecke i August 1806 og ved Tunugdliarfik-Fjord
i September. — Vahl skriver i Vinteren 1828—29, at den ikke
findes paa Nanortalik-O, men derimod paa det nærmeste Fastland.
— Ved Nukalik S. for Nanortalik fandtes mange Harer i 1829, skriver
Graah; i Løbet af kort Tid bleve 10 skudte 25de Marts.

I Ivigtut-Egnen findes den, efter Helms, allevegne, særlig al-
mindelig paa Øen Sanerut og omkring Smallesund; nærmest ved
Ivigtut er den sjelden, vist som Følge af Jagten. Ved Ivigtut blev
der i Vinteren 1893—94 skudt 30, 1 1894—95: 22 og i 1895—
96: 65. Den fandtes baade helt inde ved Indlandsisen og ude ved

380
(Lepus variabilis.)
det aabne Hav, oftest paa Hojsletterne, men ogsaa ofte lavt nede
ved Stranden; derimod saa Helms den ikke i de kratbevoxede Dale.

Ved Frederikshaab har Fabricius fundet god Lejlighed til at
lære den at kjende. — I samme Egn nævnes den af Vahl i 1828.

Fra Fiskenæs har Museet 1 Kjøbenhavn faaet flere 1 1841,
ogsaa Unger. »

Fra Godthaab- og Ameralik-Fjord nævnes den ofte af Hans
Egede i 1721 og senere. — Ved det inderste af Godthaab-Fjord
nævner Giesecke den som talrig i August 1808. — Holbøll skriver
1 1823, at man ved Godthaab kun ser faa. — Inderst inde i
Ameralik-Fjord blev den set af Nansen 1 September 1888.

Ved Agpamiut og Simiutak N. for Sukkertoppen er den al-
mindelig, skriver Giesecke i 1808. — Fra Sukkertoppen har Museet
faaet den 1 1886.

Ved Nordre-Isortok-Fjord, N. for Holstenborg, findes den i
Mengde, meddeler Giesecke 1 1808. — Fra Holstenborg nævnes
den af M’Clintock og Carl Petersen i April 1858. — Paa en Nunatak,
Isugdlersuak, i Indlandsisen Ø. for Holstenborg blev den set af J. A.
D. Jensen 1 August 1884.

Fra Egedesminde har Museet modtaget dens Unger i 1895.

Ved Christianshaab skal der vere ret god Jagt paa Harer,
skriver Rink 1 1857.

I Egnen om Jakobshavns Isfjord færdes en usædvanlig Mengde
Harer, meddele Rink 1 1857 og Warming i 1884. — Fra Jakobs-
havn har Museet modtaget den i 1847.

Som hjemmehørende paa Disko nævnes den af Giesecke i 1807,
af Sutherland i 1850, af Rink i 1857, af M'Clintock og Carl
Petersen 1 1858 og af Porsild i 1898. Unger har Museet modtaget
fra Godhavn i 1884.

Fra Hare-Ø N. for Disko opføres den af Leach og Rossi 1818.

Ved Torsukatak-Isfjord N. for Arveprindsens-Ø findes den i be-
tydeligt Tal, skriver Giesecke i 1807.

Fra Umanak har Museet faaet den i 1884. — Ved Umanak-
Fjord nævner Vanhöffen den som ikke sjelden i 1891 —93.

I Upernivik-Egnen lever den, skriver Rink i 1857. Museet har
modtaget den derfra i 1847.

Paa Herbert-Ø i Mundingen af Inglefield-Bugt saa Hayes dens
Spor i September 1854, og ved Kap Parry blev den set i Oktober.
— Fra Egnen om Inglefield-Bugt nævnes den oftere af Peary i
1891 og 94. — Af Ohlin omtales den i 1894 fra samme Sted og

381

fra Northumberland-@. — Astrup nævner, at Eskimoerne i Egnen
drive Hare-Fangst i stor Udstrækning.

Ved Port Foulke blev den oftere skudt 1 1860—61, meddeler
Hayes. — I samme Egn var der mange i 1873, efter Davis og Bessels.

Paa Littleton-Q saa Peary en enkelt i August 1893.

Ved Rensselaer-Bugt bleve ikke faa skudte 1 Maj 1853—55,
meddeler Kane.

Fra Thank-God-Harbour og Newman-Bugt nævnes den i 1871 —
72 flere Gange af Davis og Bessels. -

Ved Kap Benet, omtrent paa 83°3', blev en skudt i Maj 1882,
skriver Greely, og Spor bleve sete ved Mary-Murray-®, paa 83°19’,
og ved Lockwood-®, paa 83°24’.

Spor af Haren saa Astrup ved Navy-Cliff paa Grønlands Nordøst-
Hjørne i Juli 1892. — Samme Sted skød Peary to Harer i Maj 1895.

Paa @stkystens sydlige Del blev Haren ikke funden af Graah
og Vahl i 1829—30. — Ved Tiningnertok inde 1 Kangerdlugsuatsiak-
Fjord, der strækker sig ner over mod Vestkysten, paa. 60° 30’, blev
en skudt, meddele Holm og Garde; men ingen anden Hare blev
set paa deres Rejse langs Østkysten 1 1883—85. Ved Angmagsalik
skulde Haren dog tidligere have levet, efter hvad Gronlænderne раа
Stedet sagde. — Heller ikke senere Rejsende have set den paa den
sydlige Østkyst.

Ved Kap Dalton blev der sidst i Juli 1900 set en, siger
S. Jensen, ved Turner-Sund ligeledes to.

Ved Kap Brewster bleve flere sete i Sommeren 1822, og ved
Kap Hope paa Jameson-Land ligeledes tre, af hvilke en blev skudt,
meddeler Scoresby. — Ved Scoresby-Sund fandtes den i 1891—99,
efter Bay, skjønt ikke meget talrig; almindeligst syntes den at være
ved Nordvestfjord, hvor der paa én Dag, 44е September 91, blev
set 6; enkelte bleve sete ved Rodefjord, og en blev skudt paa Dan-
marks-Ø, 194е Juni 92; Spor og Gjødning blev der derimod set
flere Steder, saaledes paa Jameson-Land og Gaaseland. Dens Knogler
fandt Ryder ved forladte Eskimo-Hytter. — Paa Jameson-Land og
de nærmeste Omgivelser blev der set og dræbt flere i August 1900,
melder S. Jensen. Harer nævnes fra: Bunden af Hurry-Inlet, Point
Constable, det indre af Jameson-Land, Liverpool-Kyst, Carlsberg-
Fjord, Canning-Land, Fleming-Inlet. De fleste gik enkeltvis. Undertiden
saaes Killinger, alene eller sammen med voxne. En Hun, der dræbtes
11te August ved Hurry-Inlet, havde to næsten fuldbaarne Fostre.

Paa den største af Scott-Kelties-Ger i Vegas-Sund N. for Traill-@

XXI. 95

382
(Lepus variabilis.)
iagttoges Harer 17de August 1899, meddeler Nathorst. Paa Ruths-&
i Kong-Oskars-Fjord blev en skudt 16de August. i

Ved Kejser-Franz-Josephs-Fjord blev den set i August 1870 af
Deltagere 1 ,Germania*-Rejsen. — Ved gamle Eskimo-Hytter inderst
i Fjorden fandt Nathorst dens Knogler i August 1899. Ved Geolog-
fjord bleve flere sete 26de August; og paa Sydsiden af Franz-
Josephs-Fjord, paa Ymers-@, blev en skudt 29de August. — Ved
Moskusoxe-Fjord, en Gren af Franz-Josephs-Fjord, bleve to skudte
19de August 1900, melder Kolthoff.

Ved Kap Broer Ruys bleve to skudte 18de Juli 1899, meddeler
Nathorst. — I samme Egn bleve to skudte i August 1900, efter Kolthoff.

Paa den lille @ Jordanhill i Gael-Hamkes-Bugt bleve flere sete
af Clavermg 20de August 1893, og to bleve skudte. — I de samme
Egne iagttoges den ret almindelig 1 1869—70 af Deltagerne i „Ger-
mania“-Rejsen; den nævnes saaledes fra Clavering-@, Sabine-@,
Pendulum-@ og Shannon-@. — Fra Egnen ved Clavering-O nævnes
den af Knudsen som skudt i Juli 1889, — Fra Clavering-® er den
igjen nævnet af Nathorst; 4 sammen bleve sete der 17de Juli 1899. :
Paa Pendulum-@ bleve flere sete 6te Juli. — Ved Kap Borlase Warren
blev der, efter S. Jensen, set en 14de Juli 1900, paa Sabine-Q lige-
ledes tre Ilte Juli.

Arten er circumpolar. Dens nermeste Hjemsteder ere Norge,
Skotland, Irland og det arktiske Nord-Amerika helt op til Grinnell-
Land. I de gdeste nordlige Egne er den lidt anderledes formet og
farvet end 1 mere frodige, sydligere Lande.

+

2. Myodes torqvatus (Ра|.). Halsbaand-Lemming.

Mus groenlandicus n. sp.: Traill, Scoresby, Journal of a voyage to
the Northern Whale-Fishery, 1823, р. 416. — Hypudeus groenlandicus Tr.:
Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Grenl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 8. —
Myodes torqvatus Pall.: Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 349.
— Peters og andre, Zweite deutsche Nordpolarfahrt, Bd. 2, 1874, р. 163, og
Bd. 1, 1873—74, passim. — Davis, Narrative of the North Polar Exp., U.S.
Ship Polaris, 1876, passim. — Feilden, Nares, Narrative of a voyage to the
Polar Sea, vol. II, 1878, р. 202. — Bessels, Die Amerikanische Nordpol-
Expedition, 1879, passim. — Cuniculus torgvatus (Pall.): Greely, Three years
of Arctic Service, vol. II, 1886, р. 363. — Myodes torgvatus (Pall.): Bay,
Medd. om Gronl., 19de Hefte, 1894, р. 15. — Nathorst, Tvä Somrar i Norra
Ishafvet, Bd. 2, 1900, passin. — Kolthoff, Till Spetsbergen och Nordöstra
Grönland Är 1900, 1901, passim. — Hartz, Medd. om Grenl., 27de Hefte,
1902, passim.

Dierostony& torqvatus Pall.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897-99.

383

_ Vesigronlandsk. Teriak, det Navn, Grønlænderne bruge for de euro-
peiske Mus, der undertiden hidfores med Skibe, er maaske egenlig Lem-
mingens Navn, som Vestgronlænderne have bevaret i Hukommelsen, skjønt
Lemmingen ikke findes i deres Land. Sammenlign deres Мауп for Canis
lagopus. (Fabricius.) Det samme eller et lignende Navn bruges i andre
eskimoiske Sprog for Lekat eller Mus. — Avingak, maaske et Navn for
Lemming; et ganske lignende Ord bruges i hvert Fald i det vestligste Nord-
Amerika for Lemmingen. (Kleinschmidt, Rink.)

Fra Ost-Gronland foreligge fire Skind af Halsbaand-Lem-
mingen, 13 hele Dyr i Spiritus, Unger og gamle, og Hoved-
skaller eller andre Skelet-Dele af mindst 17, Unger og yngre
og eldre Dyr; nogle ere i Sommerdragt, andre i Vinterdragt.
Hverken i Ydre eller i Hovedskal har det været muligt at op-
dage nogen fast Forskjel fra Dyr fra det nordligste af Amerikas
Fastland. Fuldkommen Overensstemmelse vise Underkjeberne
ogsaa med jordfundne Underkjeber fra Europa, fra Nord-Tysk-
land og Mahren. Peters har fundet fuld Lighed mellem den
ostgrenlandske Lemming og Myodes torqvatus fra Sibirien.

Stor Forskjel er der mellem Unger og gamle, baade i Ydre
og Indre. Skjent de voxne have fjernet sig langt fra den al-
mindelige Markmus-Type, minde Ungerne paafaldende om sæd-
vanlige Markmus.

Halsbaand-Lemmingen findes i Grønland kun paa den øst-
lige Del af Nordkysten og paa den nordlige Del af Østkysten,
baade paa Fastlandet og paa Øer. Den holder til, flokkevis,
paa Steder, hvor der er forholdsvis frodig Væxt af Urter, som
Gres og Saxifraga oppositifolia, af Pil og andre Buske, hvis
Blade og Knopper den æder; ogsaa Rodder af Polygonum vivi-
parum søger den gjerne. Hele Aaret er den paaferde; om
Vinteren graver den Gange under Sneen og finder derved Vej
til sin Fode, men viser sig ogsaa frit fremme, lobende paa
Sneen. I Jorden graver den Lobegange tet under Overfladen,
og i et Hul nede i Jorden bygger den sin Rede af Straa og
Uld, iser af Moskusoxer. Dens Reder findes ogsaa staaende
ovenpaa Jorden, men under Sne, om. Vinteren. Nogen Til-

bajelighed til Vandring viser den; Feilden meddeler, at den i
25 *

384
(Myodes torqvatus.)
Robeson-Kanal, i 1875—76, oftere blev funden ude paa Isen
langt fra Land, oftest ded, men undertiden levende, i udmattet
Stand. Den efterstræbes iser af Lekat, Sneugle, Fjeldrev og

den Lille Kjove, ogsaa af Jagtfalk og Ulv.

I Egnen om Thank-God-Harbour fandtes den i 1871 og 72 af
Deltagerne i „Polaris“-Rejsen som almindelig; ialt fangede man om-
trent 20 Stykker. Den nævnes af Davis og Bessels som iagttagen
i September, Oktober og Marts foruden 1 Sommertiden. I Slutningen
af Maj var den endnu i Vinterdragt. 1ite August fandtes en Rede
med 4 spede Unger. Paa sine Steder var Jorden gjennemkrydset
af dens Gange; Rederne plejede at ligge under lose Klippeblokke,
og derfra udstraalede Gangene i Jorden i alle Retninger; Gangenes
Mundinger laa oftest temmelig langt fra Rederne. Fra Mundingerne
af Gangene 1 Jorden var der om Vinteren igjen gravet vidtloftige
Gange ud under Sneen, hvad man saa, da Sneen smeltede; lenge
efter at Sneen var svunden, kunde man endnu spore de Gange, der
havde været under den; Gjedningen var dér ophobet, og senere
spirede Græsset dér særlig frodigt. — Ved Thank-God-Harbour blev
den ogsaa funden i Maj 1876, meddele Nares og Feilden.

Ved Mary-Murray-Ø, paa 83°19’, fandtes. den, meddeler Greely,
i Maj 1889 af Lockwood, der ogsaa iagttog dens Spor andre Steder
langs Nordkysten længere mod N.Ø., saa langt som han naaede,
indtil 83°24'.

Ved Kap Dalton, S. for Scoresby-Sund paa Østkysten, blev der,
i Juli 1900 fanget to, 1 henholdsvis 600 og 1000 Fods Højde,
meddeler S. Jensen. Ved Turner-Sund blev der i et Lækatte-Bo 1
en Stenrøs fundet en ihjelbidt. Paa Sydsiden af Manby-Halvø blev
der fanget fire; her fandt Deichmann deres Reder 1 ganske smaa
udtørrede Vandløb under løse Stene.

Paa Jameson-Land toges to eller tre i Juli 1822 af Scoresby
senior, som meddelt af Scoresby junior og Traill. — Ved Scoresby-
Sund fandtes den 1 1891—99, efter Bay, almindelig. Ved Кар
Stewart paa Jameson-Land var der Tegn til, at den var talrig;
ellers syntes den at være almindeligere omkring Bunden af Fjordens
Grene end ude ved dens Munding; den nævnes særlig fra Gaase-
fjord, Føhnfjord og Danmarks-Ø. Dens Spor saaes hele Vinteren ;
om Morgenen stod Sporene jevnlig i Sneen paa Land nær Husene
paa Danmarks-Ø eller paa Isen nær Skibet i Havnen; en Nat var
en Lemming endogsaa gaaet ombord i Skibet; ofte var den paa

385

Land gaaet lange Strekninger fra et Hul i Sneen til et andet;
gravede man ved saadanne Huller, fandtes der ikke Reder under
Sneen, men Hullet forte ned i Jorden. Foden syntes mest at være
forskjellige Slags Gres. En fandtes slugt af en lille Kjove. 154е
Maj 1892 fandtes en 1 Vinterdragt; 1 Begyndelsen af Juni fangedes
en 1 Sommerdragt. — Paa Jameson-Land, baade paa Sydkysten,
inde ved Hurry-Inlet, ved Carlsberg-Fjord og ved Fleming-Inlet ner
Kap Seaforth, iagttoges den i August 1900, meddeler 5. Jensen, og
adskillige bleve fangede. I Ørsteds-Dal paa Vestsiden af Fleming-
Inlet syntes den at være særlig talrig; der fandtes mange Huller
med frisk opkastet Sand, og sex Lemminger smuttede fra Hul til
Hul i det klare Solskm, skjønt Lemmingen ellers kun meget lidt
færdes fremme om Dagen. I en Udvidelse ved Bunden af deres
Gange havde den kugleformede Rede Plads, dannet af tørt Græs og
udforet med Moskusoxens Uld; lidt udenfor Reden fandtes en Dynge
Gjødning. Ogsaa Vinter-Reder fandtes, nu liggende frit ovenpaa
Jorden. Deichmann fandt ofte Reden under Stene. I Fangenskab
aad Lemmingerne meget gjerne Bark, Knopper og Blade af Pil,
Græs, Blomster af Ranunculus, Dryas о. а., Blade af Taraxacum og
Oxyria; men især elskede de de smaa knoldformede Rødder af
Polygonum viviparum, som de med Færdighed forstod at grave frem.

Paa Geographical-Society’s-0, N. for Traill-@, fandt Nathorst i
Sommeren 1899 dens Huller, og en enkelt Lemming blev dér
fanget. Paa Sydsiden af Kejser-Franz-Josephs-Fjord, paa Ymers-9,
fandt man dens Huller. — Ved Forsblads-Fjord, en Gren af Kong-
Oskars-Fjord, blev der ved Mundingen og længere inde fanget ialt
9 sidst 1 August 1900, siger S. Jensen.

Paa Hold-with-Hope var der i Juli 1891 mange Tegn paa
Lemmingens Tilstedeværelse, meddeler Bay; Jorden var over store
Strækninger undergravet af dens Gange; Græstuerne vare afgnavede
af den, og dens Gjødning laa i forholdsvis mægtige Dynger; „Hoved-
skaller og andre Skelet-Dele kunde man finde overalt; men dog
saaes ikke et eneste levende Dyr, skjønt flere Huller bleve udgravede.
I Bunden af Hullerne fandtes der i Almindelighed en Udvidelse,
hvori der laa en Slags Rede af Græs og blød Uld, Moskusoxens
Vinteruld; Reder af samme Beskaffenhed saa man ogsaa jevnlig
ovenpaa Jorden‘. — Samme Sted saa ogsaa Nathorst i Juli 1899
Knogler af Lemming, især i Uglegylp, men heller ingen levende. —
Ved Mackenzie-Bugt, paa Sydsiden af Hold-with-Hope, og ved Moskus-
oxe-Fjord, У. for samme Egn, fandt Kolthoff Lemminger 1 Mengde

386

(Myodes torgvatus.)

i Sommeren 1900; mange fangedes. Paa en lille 9, Terneholmen,
fandtes deres Bo og Gange, men forladte. I Reder, der udgravedes
i August, fandtes baade halvvoxne Unger og nyfodte. Ungernes Tal
i Kuldet var oftest tre, et Par Gange to, nogle Gange fire og en
Gang fem. Deres Bo bestod af en Hovedgang med to Udgange,
vexlende 1 Længde fra en til tre Meter eller mere; omtrent midt
1 Gangen var en Udvidelse for Reden, der var bygget af fint sonder-
gnavet Gres; fra Reden udgik til den ene Side еп Gang af en halv
til to Meters Længde, endende blindt i en lille Grube bestemt for
Dyrenes Gjgdning. Ældre Hanner syntes at bo alene for sig i en
simpel Gang af ringe Længde og uden Rede. Ogsaa Reder byggede
ovenpaa Jorden, under Sne om Vinteren, fandtes.

Paa den endnu nordligere Del af Østkysten syntes den, efter
Pansch og andre, i 1869 —70 at vere ret almindelig. Dens Spor
blev set paa Spidsen af Saddelbjerget, paa Halvøen М. for Clave-
ring-G, 11te September 69. Paa Sabine-@, hvor den havde gravet
sig Gange 1 Væggene af forladte Eskimo-Hytter, blev den set i
August 69, og endnu 1 November vare dens Spor at se baade her
og paa Hvalros-O. Paa Kuhn-® saa man den 1 Maj 70. Paa
Shannon-@ fandtes en ded i 1869. Andre Steder fandtes 1 1870
dens Huller, men ikke den selv. — I Egnen om Clavering-@ iagt-
toges den i Juli 1889, meddeler Knudsen. — Levninger af Lem-
minger, især Knogler 1 Uglegylp, fandtes 1 1899 paa Kap Borlase
Warren og раа Hvalros-Ø, skriver Nathorst. — Ved Kap Borlase
Warren blev der ogsaa 1 Sommeren 1900 set Tegn paa Lemmin-
gens Nerverelse, skriver S. Jensen, og paa Sabine-@ blev en fanget
1 en forladt Eskimo-Hytte.

Arten er nordisk circumpolar, men findes dog ikke mere i
Vest-Europa, hvor den tidligere har levet. Omkring Istiden var den
udbredt meget længere mod Syd end nu. Dens nærmeste Hjem-
steder ere Grinnell-Land og det øvrige arktiske Nord-Amerika. Dens
Spor saa Markham paa Isen N. for Grinnell-Land 12te April 1876,
henved en Mil fra nærmeste Land, meddeler Nares.

3. Canis lagopus L. Hjeldrv.

Canis lagopus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 19. — Id., Vidensk.
Selsk. Skr., nye Saml., 3 D., 1788, р. 423, pl. — Reinhardt jun., Tilleg til
Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 4. — Vulpes lagopus (L.): Brown,
Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 346. — Canis lagopus typicus & spitz-

387

bergenensis: Barrett-Hamilton & Bonhote, Ann. Mag. Nat. Hist., 7 ser., vol.
1. 1898, р. 287.

Vulpes lagopus L.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Terienniak, vist Mus-Efterstræber, af Teriak, Mus eller
Lemming. Ogsaa Kakaka, efter Stemmen. Den mørke Farveendring kaldes
Terienniak Kernektak, den hvide T. Kakortak. (Fabricius.) — Teriangn
(Kleinschmidt.) — Ostgrenlandsk. Okitsernak. (Rink.)

Den gronlandske Fjeldrev er mindre end den skandinaviske,

i hvert Fald som oftest. Af 17 Hovedskaller af fuldvoxne Dyr
fra Vest-Gronland i Kjøbenhavns Museum er den største 1161/2
Millim. lang; de fleste ere fra 110 til 114; tre Hovedskaller fra
Ost-Gronland ere 1152, 1172 og 11712, og en Ade, af en
meget aldrende Rev, er 118. Hovedskallen af en sikkert skan-
dinavisk Fjeldrev er 125 Millim. lang, og en lignende Størrelse
har en svensk Fjeldræv. En foreliggende Hovedskal fra Labrador
er ogsaa forholdsvis stor, 121 Millim. lang. Der haves i Museet
endnu 16 Hovedskaller af Fjeldræve, hvis Hjemsteder ikke kjendes
sikkert, men som menes at vere fra Gronland; de 14 af dem
ere ganske som egte gronlandske, og af dem er den storste
1174/2 Millim. Jang; men en er 123 og en 124; maaske altsaa
de grønlandske Reve kunne naa samme Størrelse som de skan-
dinaviske, som det er sagt af Barrett-Hamilton og Bonhote.
Paa den sydlige Del af Grønlands Vestkyst ere de mørke,
de «blaa», Fjeldreve de almindeligste, paa Vestkystens nord-
lige Del og paa Nord- og Qstkyst vistnok de hvide. Efter Ry-
berg ег Forholdet mellem blaa og hvide Reve i Syd-Gronland
sædvanlig omtrent som 3 til 2, ved Holstenborg derimod snarest
som 1 til 2, hvad ogsaa skal vere det almindelige lengere mod
Nord. Tidligere maa dog Forholdet ved Holstenborg have veret
et andet, de blaa Reaves Mengde storre; og efter de foreliggende
Oplysninger om indhandlede Skind ere de blaa og de hvide
Reve paa den nordligere Vestkyst mere ens i Tal. — Kun
sjelden sees voxne Dyr, der i Farven ere Mellemtrin mellem
de morke og de hvide; enkelte haves i Museet. Ofte findes
dog hvide eller delvis hvide Haar indblandede i den mørke
Dragt. — At Ungerne ere graa, morkere eller lysere, at de

388
(Canis lagopus.)
lysere ved forste Haarfælding blive hvide, at morke og lyse

kunne findes i samme Kuld, at de blaa og de hvide Reve i
Naturen ikke gjore mindste Forskjel paa hverandre, men regne
sig for fuldstændig lige, er forlengst oplyst, af Fabricius, Hol-
bell, Vahl og andre.

Uafhengig af Farve, Kjon og Alder findes der store For-
skjelligheder blandt de grønlandske Fjeldr&ve.

Enkelte ere mærkelig smaa. Et Skelet af et fuldvoxent
Dyr, med alle Knoglernes Endestykker fast tilvoxede, har saa-
ledes en Hovedskal paa kun 99 Millim. og en Overarm paa 78.
Det næstmindste fuldvoxne Skelet i Museet har Hovedskallen
106 Millim. lang, Overarmen 86; et mellemstort Skelet har de
paagjeldende Maal 114 og 95, et af de største 1162 og 101.
— Baade af Hanner og af Hunner findes store og smaa. Kun
faa af de foreliggende Hovedskaller ere kjonsbestemte; men
blandt dem er der Skaller af Hanner 110, 1111/2 og 1161/2
Millim. lange og Hunner 11015 og 115.

Ikke sjelden mangler den lille bageste Kindtand, m 3, enten
i den ene eller i begge Underkjæber. — 1 Kindtændernes Stor-
relseforhold er der en ikke ringe Vexlen. Af to Hovedskaller,
der næsten ere ens i Alder, Form og Storrelse, begge fuld-
voxne, men med næsten uslidte Tender, den ene 114 Millim.
lang, den anden 1161/2, har saaledes den ene, den mindre,
betydelig større Tender end den anden; Længden af øvre Воу-
tand er 141/> Millim. hos den mindre mod 12?/s hos den større;
Breden af forreste øvre Knudetand 12!/ mod 10/3; Længden
af nedre Rovtand 14/1 mod 12; ogsaa de smalle Forkindtænder
ere større hos den mindre end hos den større og derfor hos
den mindre tet sammenstedende, medens de hos den sterre
ere indbyrdes skilte ved tydelige Mellemrum. De fleste af de
grønlandske Reve ere i Tendernes Størrelse Mellemtrin mellem
de to nevnte; oftest nerme de sig mest til den stortandede.
Den omtalte usædvanlig lille Rev er blandt de stortandede;
Længden af dens nedre Rovtand er 131/5.

589

Oftest hos ældre Буг lobe Tindingkammene paa Issen tæt
ved Siden af hinanden og danne tilsammen bagest en ret an-
selig Crista sagittalis. Hos den nævnte store gamle Rev fra
Ostkysten er Crista sagittalis derimod yderst kort, og Tin-
dingkammene ere fremme paa Issebenene indbyrdes skilte ved
et bredt lyreformet Mellemrum. Hos den lille Rev med den 99
Millim. lange Hovedskal naa Tindingkammene slet ikke sammen
bagtil; bagest, hvor de ere hinanden nermest, ere de omtrent
4 Millim. indbyrdes skilte, og længere fremme er der et bredt
lyreformet Rum imellem dem.

Fjeldræven lever langs alle Gronlands Kyster, almindelig,
skjont spredt familievis; talrigst synes den at vere mod Syd.
Mest holder den til paa Fastlandet og de større nærmere Øer,
sjeldnere paa Ydergerne, hvortil den dog ofte kommer paa sine
Strejftog. Den kan findes inde i Land, hvor den mest skal leve
af Ryper og Harer og af Lemminger, hvor de ere at faa; Ber
af Empetrum og andre Planter æder den ogsaa. Men især lever
den i Nerheden af Stranden, hvor den finder den rigeligste
Føde: voxne Sofugle, deres Æg og Unger, paa de ikke altfor util-
gengelige Fuglefjelde, døde Fugle, tabte Fiske og andet Affald
fra Fuglefjeldene, opskyllede døde Dyr paa Strandbredden, fra
de mindste til de største, Krebsdyr, Muslinger, Søpindsvin,
Fiske, Sæler og Hvaler о. $.у.; ud til Ægholme, til Ederfuglenes
Rugepladser og andre, skal den svømme; den skal endogsaa
kunne fiske: ved at pjaske med Poten i Vandet lokke Lodder
og Smaatorsk til sig og gribe dem; om Vinteren skal den mere
end ellers ferdes ved Havet for at afsoge de Revner i Isen,
der fremkaldes ved Ebbe og Flod, eller af andre Grunde, langs
Strandbredden eller omkring Isfjelde о. $. у. Aaret rundt lever

‚ den i samme Egn; men den strejfer vidt; om Vinteren, naar

den vandrer langt ud paa Hav-Isen, kan det hende, at den
fores bort med Isen, der bryder op, og derved bringes endnu
videre omkring. Sin Hule graver den oftest i Stenurer paa
Bjergskraaninger; gjerne skal den ogsaa indrette sit Bo i for-

390

(Canis lagopus.)
ladte Eskimo-Huse eller i Klippereyner. Den fanges i Mengde
for Skindets Skyld; Gronlænderne selv have ikke stor Brug for
den; men de sælge Skindene til Europæerne. Glahn opgiver i
1771, at der aarlig fra Vestkysten til Danmark udfores 3000
Reveskind (hvoraf de 2000 blaa). Efter hvad Rink skriver i
1857, var den aarlige Udfersel da mellem 2000 og 3000 Skind;
i 1877 opgiver han, at der i Aarene fra 1853 til 72 i Gjennem-
snit er udført 1500 Skind om Aaret; det største Tal, man nogen-
sinde havde faaet i ét Aar, var 5000, hvad der indkom i 1874.
Efter Ryberg fangedes der i Handelsaaret 1875 paa den sydlige
Del af Vestkysten 2678, paa den nordlige Del 420; i 1877 vare
Tallene 2269 og 312; i 79: 2798 og 348; i 83: 2226 og 480;
i 87: 772 og 325. Forholdene ere lignende endnu ved Begyn-
delsen af det 20de Hundredaar; Op- og Nedgang i Tallene fra
Aar til Aar kan vere stor.

| Julianehaab-Egnen ere Knogler af Fjeldreven fundne i
enkelte af Affaldsdyngerne ved Ruinerne af Nordboernes Huse fra
Middelalderen: en Underkjebe ved Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik-
Fjord og nedre Ende af et Skinneben ved Tunuarmiut ved
samme Fjord. — Ved Tunugdliarfik-Fjord fandt Walloe den talrig
i September 1751; der var baade morke og hvide. Ved Unartok-
Fjord nævner han den 1 1752. — Paa Bjerget Redekammen mellem
Igaliko- og Tunugdliarfik-Fjord saa Giesecke den blaa Ræv i August
1806; flere Steder ved Tunugdliarfik-Fjord skulde blaa Reeve findes.
— Paa Nanortalik-@ fandtes flere Reeve i Vinteren 1828—29, skriver
Vahl. — Ved Tunugdliarfik-Fjord saa Jørgensen et Par halvvoxne
Ræve-Unger 18de Juni 1840. — Rink skriver 1 1857, at de fleste.
Reve i Julianehaab-Egnen fanges omkring Agdluitsok-, Igaliko- og
Tunugdliarfik-Fjord; som Steder, hvorfra Skindene komme, nævnes
desuden Pamiagdluk og Kagsimiut. De bedste Ræve-Aar vare Vin-
teren 1831—32, da der ved Julianehaab fangedes omtrent 2300
Reeve, og 1853—54, da der fangedes omtrent 1500. I Aarrækken
1834—40 indhandledes af den Granlandske Handel derimod kun
mellem 200 og 400 Skind aarlig. I Aarene 1845—49 indhandledes
gjennemsnitlig aarlig 478 blaa og 187 hvide Ræveskind. — Efter
Ryberg indkom fra Julianehaab i Handelsaaret 1875 951 Skind; 1
76; 3913) 72:277552. 782,451 3 19% 102355580: 1037: ва

391

82: 659; 83: 695; 84: 709; 85: 755. — Efter de aarlige Med-
delelser fra den Kongelige Gronlandske Handel indhandledes 1 1886
298 blaa og 225 hvide Reeveskind; i 1887 vare Tallene 133 og
102; 88: 293 og 262; 89: 241 og 220; 90: 370 og 338; 91:
238 og 208; 92: 445 og 495; 93: 327 og 420; 94: 476 og 499;
95: 392 og 363; 96: 473 og 363; 97: 343 og 246; 98: 447 og
380; 99: 501 og 447; 1900: 500 og 514.

Ved Ivigtut og Arsuk findes den i stort Tal, meddeler Helms
i 1897, og den synes neppe at aftage i Tal, skjont mange aarlig
fanges. De blaa ere talrigere end de hvide. Den synes at vere
ret ligelig udbredt overalt langs Fjorden og Kysten, hvor der er let
Adgang for den til Vandet. Ved Stranden søger den væsenlig Føden;
derhen vandrer den hver Aften; om Vinteren ser man dens Spor
overalt langs Strandkanten og ofte langt ud paa Isen; undertiden
kunne de folges fra den ene Fjordbred til den anden; ogsaa ud
paa smaa Wer kommer den; saaledes boede i Juli 1893 en blaa
Ræv paa en lille @ Nord for Arsuk, der var skilt fra Land ved et
flere hundrede Alen bredt Sund. Sit Bo har den oftest i Stenurer;
et Sted ved Bunden af Arsuk-Fjord paa et Hojdedrag omtrent 300
Fod tilvejrs fandt Helms dog i Juni 1890 Revegrave, gravede i Grus
af hensmuldret Fjeld: henimod en Snes Huller vare at se tet ved
hverandre, op fra Hullerne lod Gjoen og Knurren, og foran dem
laa Lodder, Dele af Ulke, Fjer og Muslinger. I Juli og August ser
man ofte Ungerne lege udenfor Hulerne. Ved Ivigtut blev der 1
Vinteren 1892—93 fanget 40 Reve, i 94: 67, 1 95: 46 (deraf de
30 blaa), 1 96: 45.

Ved Frederikshaab, skriver Dalager 1 1752, var Reeveskinds-
Handelen aftagen stærkt i Løbet af nogle faa Aar; for omtrent 10
Aar tilbage kunde han dér indhandle aarlig 1000 Skind, men i de
sidste Aar neppe 200 eller 300. — I samme Egn er det, at Fabri-
cius har gjort sine mange Iagttagelser over Fjeldræven. — Ogsaa
af Vahl nævnes den dér i 1828; han gjør rigtig Rede for Forholdet
mellem de blaa og de hvide. — At flere Ræve-Huler findes ved
Frederikshaab, nævnes af Jørgensen i 1841. — Efter Rink ind-
handledes der 1 1845—49 gjennemsnitlig aarlig 61 blaa og 45 hvide
Skind. — Efter Ryberg indkom i 1875 128 Skind; i 76: 219;
11: 239; 78:190; 79:351; 80:196; 81:112; 82:164; 83:194;
84: 184; 85: 149. — Efter Opgivelser fra den Grønlandske Handel
indhandledes i 1886 95 blaa og 52 hvide Skind; i 87: 76 og 41;
88; 73 og 40; 89: 41 og 31; 90: 143 og 55; 91: 127 og 41;

592
(Canis lagopus.)
92: 149 og 72; 93: 136 og 59; 94: 157 og 79; 95: 199 og 105;
96: 140 og 70; 97: 76 og 33; 98: 160 og 107; 99: 205 og 110;
1900: 185 og 109.

Ved Fiskenæs kjøbte Danell Ræveskind af Grønlænderne 1 Juni
1652. — Fra Fiskenæs indhandledes i 1845—49 aarlig 1 Gjennemsnit
48 blaa og 47 hvide Skind, skriver Rink. (I senere Aar er Udbyttet
fra Fiskenæs medregnet under Udbyttet fra andre Steder.)

Fra Godthaab nævnes den af Hans Egede i 1722 og senere. —
Inderst i Godthaab-Fjord saa Giesecke flere i August 1808. — I 1823
skriver Holbøll fra Godthaab om sine Iagttagelser over Forholdet
mellem blaa og hvide Ræve. — Efter Jørgensen blev der i 1831
ved Godthaab fanget 338 blaa, 77 hvide, i 1833 257 blaa, 107 hvide.
— Efter Rink blev der i 1845—49 aarlig indhandlet 1 Gjennemsnit
155 blaa og 126 hvide. — Efter Ryberg indkom i 1875 390 Reve-
skind; 1 76:497; 77:639; 78: 327; 79: 783; 80: 471; 81:419;
82: 435; 83: 554; 84: 419; 85: 417. — Efter Opgivelser fra den
Grønlandske Handel indkom i 1886 208 blaa og 71 hvide Skind;
i 87: 161 og 44; 88: 1440295; 89: 163 og 51; 90: 449 og 131;
91: 313 og 124; 92: 292 08 93; 93: 244 og 103; 94: 313 og 151;
95: 541 og 241; 96: 306 og 147; 97: 250 og 110; 98: 292 og
193; 99: 339 og 195; 1900: 464 og 207.

Ved Agpamiut N. for Sukkertoppen skal der findes mange Ræve,
skriver Giesecke 1 1808. Paa Øen Simiutak saa han mange Spor
af Ræve i Juli 1808. — Efter Rink blev der fra Sukkertoppen i
1845—49 aarlig indhandlet i Gjennemsnit 84 blaa og 58 hvide
Ræveskind. — Efter Ryberg indhandledes i 1875 378 Skind; i 76:
394; 77: 360; 78: 2920; 79: 298; 80: 261; 81: 207; 82: 207;
83: 311; 84: 167; 85: 137. — Efter Meddelelser fra den Grøn-
landske Handel indkom i 1886 91 blaa og 36 hvide Skind; i 87:
86. og 43; 88: 52 og 58; 89: 50 og 27; 90: 128 og 53; 91: 129
og 66; 99: 121 og 80; 93: 175 og 100; 94: 149 og 138; 95:
149 og 119; 96: 56 og 39; 97: 78 og 45; 98: 112 og 112; 99:

30 og 74; 1900: 107 og 63. |

Syd for Holstenborg, paa 66° 25', saa James Hall Ræveskind
hos Grønlænderne Aar 1605. — Fra samme Egn, paa 67°, nævnes
Ræveskind af Danell i 1652. — Til Øen Inugsugtusok ved Mundingen
af Itivdlek-Fjord, S. for Holstenborg, skulle mange Ræve komme om
Vinteren over Isen fra Fastlandet, skriver Giesecke i 1808. Ved
Isortok-Fjord, N. for Holstenborg, skulle ogsaa mange Ræve findes.
— Ved Holstenborg indhandledes, efter Jørgensen, i 1834 126 blaa

393

og 49 hvide Ræveskind; 1 35; 129 og 42; 1 36: 178 og 85; 1 37:
31 og 30. — Efter Rink blev der 1 1845—49 1 Gjennemsnit aarlig
indhandlet 169 blaa og 133 hvide Skind. — Efter Ryberg indkom
moma Skinds 1176 22185 1%: MAT 78: 145: 79:.963; 80:
980; 81: 283; 82: 313; 83: 983; 84: 184; 85: 110. — Efter
Meddelelser fra den Gronlandske Handel indkom 1 1886 33 blaa og
72 hvide Skind; i 87: 38 og 48; 88: 31 og 76; 89: 21 og 58;
90: 94 og 152; 91: 85 og 137; 92: 134 og 195; 93: 136 og
128-2972 tis og 921: 95: 197 og 2235-962 13.0589; 197: 75
og 106; 98: 134 og 158; 99: 119 og 190; 1900: 78 og 118.

I Egedesminde-Egnen nævner Rink 1 1857 Iginiarfik og Agto
som Steder, hvorfra Ræveskind indhandles. — Efter Meddelelser fra
den Grønlandske Handel indkom i 1886 91 blaa og 49 hvide Skind;
i 87: 76 og 33; 88: 45 og 46; 89: 41 og 36; 90: 128 og 58;
91: 105 og 60; 92: 106 og 127; 93: 114 og 89; 94: 135 og 74;
ВАО mos 19° 96: 96 or 32: 97: 98-05 47; 98:90 og 88;
99: 166 og 86; 1900: 167 og 94.

At Reve-Fangst finder Sted ved Christianshaab og Klaushavn,
nevner Rink 1 1857. — I 1886 indhandledes 48 blaa og 36 hvide
Skind; 1 87: 19 og 22; 88: 60g 45; 89: 18 og 26; 90: 29 og 46;
ВО 05 42; 92: 58 05 77; 93: 43-00 62; 94: 52 og 70;
DSE ROR OSSE 96: 39 05 32; 97: 28 og 31: 98: 58 og 69;
9922250527; 1900:-31 og 33.

Fra Jakobshavn indhandledes 1 1886 11 Маа og 7 hvide Skind;
Balz ano: 88: 4 o¢ 8: 89: 4 of 5b: 90: 23.08 18; 91: 24
Do 92-609; 932 1102 10; 94: 17-0g 13; 95: G og 19;
DM 02597 973 9 0е 10; 98: 16 ое 1454992 10102 7; 1900:
10 og 15.

Som hjemmehgrende раа Disko nævnes den af Giesecke i 1807.
— Fra Godhavn indhandledes i 1886 5 blaa og 19 hvide Skind;
Mone 10 05 13; 188 А ое 19; 89: 8 ое 11; 90: 90.05 30;
91: 13 og 25; 92: 29 og 29; 93: 14 og 7; 94: 10 og 99; 95:
Post 196: 8 Of) 235,972 10 og! 14- 98: 13.02.12; 99: 16
og 18; 1900: 36 og 22.

Fra Ritenbenk indhandledes i 1886 11 blaa og 19 hvide Skind;
И: ое 13; 38: 1 05 9: 89: 3 08 6; 90: 20 og 17: 91: 10
2 Oe 92525; og 31; 93:5 og 22; 94: 18 og 32; 95:9 og
РО of 12; 97: 12) og 11; 98: 15:05 20; 99: 23 og 90:
1900: 21 og 16.

Inde i Umanak-Fjord saa Vanhôffen i 1891 —93 dens Huler paa

394

(Canis lagopus.)

Akuliarusersuak og paa Karajak Nunatak, begge Steder 1 Nærheden
af Fuglefjelde, gravede i tykt Jordlag 1 flade, torre Dalsænkninger.
— I 1886 indhandledes ved Umanak 37 blaa og 20 hvide Skind; 1
87: 27 og 9; 88: 11 og 17; 89: 15 og 12; 90: 17 og 24; 91:
20 og 11592: 18 107 18:93:05 0g 8; 94: 39 og 16; 957717
og 11; 96: 10 og 5; 97: 17 og 14; 98: 11 og 14; 99: 11 og
10; 1900: 13 og 5.

Friske Spor af Ræven saa Sutherland paa et Isfjeld udfor
Svartenhuk 21de Maj 1850.

Fra Upernivik indhandledes i 1886 24 blaa og 15 hvide Skind;
i 87: 39 og 43; 88: 26 og 56; 89: 10 og 3; 90: 12 og 5; 91:
5 og 5; 99: 7 og 4; 93: 6 blaa, ingen hvide; 94: 3 og 3; 95:
& og 7; 96: 16 og 3; 97: 5 og 7; 98: 2 og 8; 99:12 og 7;
1900: 3 og 6. :

Paa Isen næsten midt ude i Baffins-Bugt udfor Upernivik blev
en blaa Rev, i god Stand, skudt iste Februar 1858, meddele
M’Clintock og Carl Petersen.

Ved Crimson-Cliffs ved Kap York bleve adskillige Reeve, baade
blaa og hvide, sete i Sommeren 1818, meddeler Ross.

Paa en af Carey-Gerne saa Nares Spor af Reve i Juli 1875.

Paa Northumberland-@ saa Kane mange Reeve, alle blaa, ogsaa
Unger, sidst i Juli 1854. — Paa Northumberland-® og paa Herbert-@
iagttoges flere af Hayes i September samme Aar. Ved Kap Parry
blev den set i Oktober og November. — Paa Northumberland-@
bleve Reeve sete i Juli 1873, meddeler Davis. — Tre Reve saa
Peary her i August 1891; de snappede efter Graamaager, men fik
dem ikke. Paa Hakluyt-@ bleve to unge graa Reve sete i August
samme Aar. Ved Inglefield Bugt blev den oftere iagttagen af Peary,
der nævner den derfra i 1891 og 94; baade blaa og hvide
fandtes der.

Ved Port Foulke fandtes mange Reve, baade blaa og hvide,
i 1860—61, efter Hayes. Om Sommeren holdt de sig iser til
Fuglefjeldene og levede af Æg og andet; om Vinteren fulgte de
ofte Bjornens Spor for at finde Levninger fra dens Maaltider. —
I samme Egn bleve mange sete 1 1872—73, meddele Davis og
Bessels.

Fra Rensselaer-Bugt neevnes den afKane i 1853, ligeledes af Hayes.

Ved Thank-God-Harbour fandtes den i 1871—72 af Deltagerne
1 ,Polaris“-Rejsen, meddele Davis og Bessels; for en stor Del levede
den af Lemminger. |

Le

395

Talrige Spor af Rev bleve sete af Lockwood paa Kysten paa
83°24’ i Maj 1882, meddeler Greely.

Ved Navy-Cliff paa Grønlands Nordest-Hjerne saa Astrup dens
Spor Ste Juli 1892. | |

Fra den sydlige Del af Ostkysten pleje Gronlænderne at rejse
Ш Vestkysten med Ræveskind, blandt andet, som Handelsvarer,
skriver Hans Egede 1 1732. — Fra samme Egn ортез Fjeldræven
af Graah i 1831.

Ved Angmagsalik lever den 1 Mengde, efter Holm’s lagttagelse
paa Rejsen 1 1888—85; baade blaa og hvide findes. — Fra samme
Egn nævnes den af Bay 1 1892. — Den skal de fleste Aar vere
ret almindelig i Egnen, siger К. Poulsen; 1 Vinteren 1898—99 blev
der dog kun fanget ganske enkelte. — Inderst 1 Angmagsalik-Fjord
fandt Amdrup i Sommeren 1900 en Reve-Familie, hvis Bo var
under en stor Sten og havde flere Udgange, melder S. Jensen.

Ved Kap Dalton blev den hørt i Juli 1900, melder S. Jensen,
og Deichmann fandt her en meget stor Revegrav med mange Вог
i en Højde af 300—400 Meter.

Ved Scoresby-Sund var den, efter Bay, almindelig overalt 1
1891—92, baade ude ved Kysten og inde i Fjorden. Der blev set
baade hvide og hlaa. Om Sommeren maatte den for en stor Del
leve af Ber, at domme efter Gjodningen; ogsaa om Vinteren inde-
holdt Gjedningen jevnlig udelukkende Levninger af Blaaberris.
Hulerne fandtes dels 1 Stenrgs, dels gravede i Jord; de Grave, som
Bay saa, havde kun en enkelt Aabning. Knogler af den fandt
Ryder ved forladte Eskimo-Hytter. — Ved Hurry-Inlet blev en Ræv
set 1 August 1899, skriver Nathorst. — Paa Liverpool-Kyst ved
Hurry-Inlet blev der set to i August 1900, siger S. Jensen, paa
Jameson-Land ved Hurry-Inlet ligeledes en og ved Carlsberg-
Fjord en.

Paa Marias-@ i Kong-Oskars-Fjord fandtes dens Hule i August
1899, efter Nathorst. Nær Mundingen af Kejser-Franz-Josephs-Fjord
saa man den et Par Gange i August samme Aar. Ved gamle
Eskimo-Hytter inderst i Fjorden fandtes dens Knogler.

Paa Hold-with-Hope saa Deltagerne i „Germania*-Rejsen flere
Reve, hvide og blaa, i August 1870. — Samme Sted var den at
se i Juli 1891, meddeler Вау.

Paa Jordanhill i Gael-Hamkes-Bugt saa Clavering nogle Reve
i August 1823. — Deltagerne i ,Germania‘-Rejsen fandt den al-
mindelig i samme Egn i 1869—70; den nævnes fra Tiroler-Fjord,

396
(Canis lagopus.)
Sabine-@, Fligely-Fjord, Shannon-® og Landet indenfor Koldewey-
Øerne. Baade hvide og blaa fandtes. — Fra Egnen om Clavering-@
nævnes den af Knudsen, Juli 1889. — Paa Sabine-@ blev, efter S.
Jensen, en set 11te Juli 1900.

Paa Isen langt udenfor Østkysten, omtrent udfor Hold-with-Hope,
saa Deltagerne i ,Hansa“-Rejsen i September 1869 to hvide Reeve,
løbende ud mod Skibet. Ogsaa længere mod Syd viste Ræve sig
langt ude paa Drivisen, saaledes en hvid Ræv 16de December 1869,
omtrent paa 671/2°, og igjen en i de første Dage af Februar 1870.
omtrent paa 651/2°.

Arten er nordlig circumpolar. Omkring Istiden har den levet
meget længere mod Syd end nu. Dens nærmeste Findesteder ere
Spitsbergen, Jan Mayen, Island, Labrador og det øvrige arktiske
Nord-Amerika op til det nordligste Grinnell-Land.

4. Canis lupus L. Ulv.

Canis lupus: Reinhardt jun., В. Jones, Manual of Greenland, 1875,

р. 34. — (Davis, Narrat. North Polar Exp., U. 5. $. Polaris, 1876, р. 300,
338.) — (Bessels, Die amer. Nordpol-Exp., 1879, р. 87, 252, 311.) — (Astrup,
Blandt Nordpolens Naboer, 1895, p. 212.) — (Peary, Northward over the Great

Ice, vol. II, 1898, р. 465.) — Nathorst, Svenska Jägareforb. Nya Tidskr.,
XXX VII årg., 1899, р. 235. — Id., Tvâ Somrar i Norra Ishafvet, Bd. II, 1900,
passim. — Winge, Affaldsdynger fra Stenalderen i Danmark, af А. P. Madsen,
Sophus Müller, etc, 1900, р. 86 og 131 (Maal af Skelet fra Grønland). —
Kolthoff, Till Spetsbergen och Nordöstra Grönland Аг 1900, 1901, passim.
— Hartz, Medd. om Gronl., 27de Hefte, 1902, p. 170.

Canis lupus L. & С. occidentalis Richards., ete.: Trouessart, Catalogus
Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Amarok, et Ord, der bruges i andre eskimoiske Egne,
hvor Ulven findes, og som Grønlænderne have bevaret, skjønt de næsten
ikke kjende Ulven undtagen gjennem Sagn. Paa lignende Maade have Grøn-
lænderne fastholdt Ordet Kappik, et Navn for Jerven (Gulo luscus), skjønt
den slet ikke findes i Grønland. (Fabricius, Kleinschmidt, Rink.)

Den eneste grønlandske Ulv, der findes i Museet i Kjøben-
havn, skudt ved Umanak, er et stort Dyr med tyk snehvid
Haarklædning. Bortset fra Farven stemmer den, i Ydre og
Skelet, ganske med europæiske Ulve. Hovedskallens Længde,
fra Bagranden af Nakkeledknuden til Forranden af Mellemkjæben,
er 237 Millim., Længden af nedre Kindtænders Række 102, Læng-
den af øvre Rovtand 26'/з, Længden af forreste øvre Knude-

397

tand 17'/2, Breden af forreste øvre Knudetand 221%, Længden
af nedre Rovtand 30. Ogsaa de andre Ulve, der ere sete i
Gronland, vare hvide.

Ulven er kun nogle faa Gange iagttagen i Gronland, paa
den nordlige Del af Vestkysten og paa den nordlige Del af Qst-
kysten, vist ogsaa paa Nordkysten. Paa Vestkysten har den
ikke taget fast Bo; den er kun kommen der paa Strejftog, vel
fra Grinnell-Land og det øvrige arktiske Nord-Amerika, hvor
den har hjemme. Paa Østkysten har den vistnok sat sig fast.
Rensdyr og Moskusoxer er det vel iser, den soger i Gronland.

I Vinteren 1868—69 blev der ved Umanak paa den nordlige
Vestkyst set to hvide Ulve sammen i Folge. Den ene blev skudt,
og dens Skind og Skelet bleve af Kolonibestyrer Hansen skjenkede
til Museet 1 Kjobenhavn; den anden undslap. (Det er vist denne
Tildragelse, der sigtes til af Bessels, der meddeler, at han 1 1871
т Upernivik af Kolonibestyrer Ellberg havde hørt, at der for faa Aar
siden var sket et Indfald af Ulve i Grønland, hvorefter Rensdyrene
paa sine Steder vare forsvundne.)

1 Sommeren 1818 hørte John Ross, at Eskimoerne ved Kap
York kjendte et Dyr, som de kaldte Amarok (ved Trykfejl blevet
til Ancarok), det eskimoiske Navn for Ulven. Den Vestgronlænder,
der som Tolk fulgte med Ross, kjendte ogsaa Navnet, men gav en
fabelagtig Beskrivelse af Dyret, som han kun har kjendt gjennem
Sagn. At Eskimoerne ved Kap York have haft Lejlighed til selv
at se Ulven, er vel ikke tvivlsomt.

Ved Thank-God-Harbour skulde Deltagere i „Polaris“-Rejsen i
Februar 1872 have set Spor af Ulv og hørt dens Tuden, og Iste
April skulde Dyret selv vere set; men efter Bessels er lagttagelsen
ikke sikker; nogle mente, at det paagjeldende Dyr havde været еп
Hund.

Ved Navy-Cliff paa Gronlands Nordost-Hjorne fandt Astrup, paa
Rejsen med Peary, 5te Juli 1892 Tegn paa Ulvens Tilstedeverelse.
Der fandtes et Skelet af en Moskusoxe, der syntes at være gnavet
af Ulve, og i Nærheden laa Gjodning, der vist var af Ulve. —
Samme Sted saa Peary 1 Maj 1895 Spor, som han tydede som
Ulve-Spor.

Ved Kap Dalton og ved Turner-Sund, S. for Scoresby-Sund paa
Østkysten, saa S. Jensen Fodspor af Ulven flere Steder i Juli 1900.

XXI. 26

398
(Canis lupus.)

Ved Mundingen af Scoresby-Sund, paa Bredderne af Hurry-
Inlet, saa Nathorst Ulve-Spor i de første Dage af August 1899;
en gammel Ulv og en ung syntes at have været i Følge; og 5te
og 6te August saa han dér, paa nert Hold, to hvide Ulve, en
gammel Hun, helt hvid, og et ungt Dyr, hvidt med brunligt Bryst,
sikkert netop de samme to Ulve, hvis Spor han allerede havde set.
— Ved Hurry-Inlet og Fleming-Inlet saa man mange Steder Ulve-
Spor 1 August 1900, melder S. Jensen; oftest havde to Ulve veret
i Folge; de havde strejfet om overalt, langs Strandbredderne, ор
langs Elvene, ind gjennem Dalene o.s.v. Ulve-Gjadning fandtes
ogsaa, indeholdende Rensdyr-Haar og Benstumper. Men kun én
Gang bleve Ulvene selv sete: to hvide Ulve viste sig inderst i Hurry-
Inlet ved Ryders-Elv 8de August.

Ved det indre af Kejser-Franz-Josephs-Fjord saa Nathorst senere
1 August 1899 Spor af Ulve og Levninger af Rensdyr, der syntes
dræbte af Ulve. — Ved Moskusoxe-Fjord, en Gren af Kejser-Franz-
Josephs-Fjord, skød Kolthoff en hvid Ulv, Han, der gik paa Strand-
bredden, 15de August 1900. I Maven havde den tre Lemminger.

Paa Hold-with-Hope saa Kolthoff Ulve-Spor sidst 1 Juli og 1
August 1900, og af Skipper Næso kjobte han her et Skind af en
hvid Ulv, der denne Sommer var skudt i Egnen.

Ved Kap Berghaus, ved Kap Borlase Warren, paa Kysten N.
for Clavering-Q, blev en hvid Ulv skudt ved Midten af Juli 1899
af Skipper Næss, og Skind og Hovedskal kjebtes der paa Stedet af
Nathorst. En anden hvid Ulv havde været at se paa Clavering-®.
— At Ulven ikke tidligere er iagttagen paa Østkysten, skjønt flere
Rejsende have været der, har maaske, som Nathorst mener, sin
Grund i, at den forst i de seneste Aar er indvandret, fra Nord;
ingen kan sige det for vist.

(Nehring (Sitzungsber. d. Ges. naturf. Freunde in Berlin, 1884,
р. 160) omtaler en Hovedskal af en ,Ulv fra Grønland" ; men efter
de opgivne Maal kan der neppe tvivles om, at det gjelder en gron-
landsk tam Hund. Nehring’s Meddelelse er gjentagen af Langkavel
(Zool. Garten XXIX Jahrg., 1888, p. 369).)

Arten er circumpolar med vid Udbredelse. Dens nærmeste
Hjemsteder ere Norge, Skotland, hvor den dog nu er udryddet,
Labrador og Landene paa Vestsiden af Davis-Stræde og Smith-Sund,
helt op i det nordligste af Grinnell-Land.

599

5. Ursus maritimus Г. Isbjørn.

Ursus maritimus: Fabricius, Fauna Groenl., 1730, р. 22. — Reinhardt
jun., Tilleg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 3. — Brown, Proceed.
Zool. Soc. London 1868, p. 344.

Ursus (Thalassarctos) maritimus: Trouessart, Catalogus Mammalium,
1897—99.

Vestgrenlandsk. Nennok. (Fabricius.) — Nano eller Nanok. (Kleinschmidt.)

Af Isbjornen foreligger i Museet i Kjøbenhavn i Øjeblikket
blandt andet 50 Hovedskaller fra Gronland, deraf de 23 fra
Vestkysten, de 27 fra Ostkysten. Nogle faa ere af Unger med
Melketender; de fleste ere af midaldrende Dyr; en Del er af
meget aldrende Bjørne, at domme efter Størrelsen, Knoglernes
Sammenvoxning og Kammenes uhyre Udvikling; men dog er
der ingen, hvis Tender vise stærkt Slid; selv hos de allerældste
er der kun svage Spor af Slid undtagen paa Fortenderne. Kun
for enkeltes Vedkommende er Kjonnet oplyst, og det har veret
umuligt senere at bestemme det med Sikkerhed; Hanner og
Hunner ere for lidt forskjellige i Hovedskal.

Bortset fra de meget store Forskjelligheder, der ere Folger
af Forskjel i Alder (som Forskjel i Ansigtets Forhold til Hjerne-
kassen, i Kamme og Udvexter, i Pandehulers Udvikling og
ganske serlig i Formen af Trommebenet, der med Alderen lige-
som begraves mellem Omgivelserne), er der blandt de fore-
liggende Hovedskaller mange Uligheder, mindende om dem, som
senest Schaff (Uber den Schädel von Ursus arctos L., Archiv
für Naturgeschichte, 1889, Bd. I, рр. 25, pl. XIII—XIV) har
omtalt udførlig for den europæiske Landbjorns Vedkommende,
og om dem, som Merriam (Preliminary Synopsis of the American
Bears, Proceed. Biol. Soc. Washington, vol. X, 1896, p. 65—
83, pl. IV—VI) har fundet blandt nordamerikanske Bjørne af
Ursus-arctus-Gruppen, og som han tildels har brugt til at ud-
mærke sex Arter, hvor man plejer at regne en eller maaske to.

iste Kindtand, p 1, baade i Over- og Underkjæbe, er meget

vexlende i Størrelse og ofte uens i højre og venstre Kjæbe,
26*

400
(Ursus maritimus.)
men mangler ikke hos nogen. Hos 6п er den i venstre Under-

kjæbe dobbelt.

— 9den Kindtand, p 2, mangler næsten altid baade i Over-
og Underkjebe, skjont dp 2, den tilsvarende Melketand, er til-
stede og forholdsvis ret veludviklet. I Underkjæben findes p 2
kun hos et enkelt, yngre Dyr раа venstre Side. I Overkjæben
findes den paa begge Sider hos et midaldrende og hos et
aldrende Dyr og paa hojre Side hos et yngre Dyr, der dog
synes at have haft den ogsaa paa venstre Side.

3dje Kindtand, p3, mangler næsten altid i Underkjæben,
skjønt dp 3 findes; kun hos en midaldrende Bjorn og hos en
aldrende findes den i venstre Underkjæbe, og hos en aldrende
i højre. I Overkjæben findes den næsten altid, skjønt vexlende
i Størrelse, Form og Stilling; kun hos en gammel Bjørn mangler
den i højre Kjæbe, men synes dog engang at have været til-
stede, og hos en anden ældre Bjørn mangler den helt i venstre
Kjæbe; oftest er Kronen i Omrids aflang, undertiden er den
kredsformet; oftest er Tanden stillet med Kronens længste
Gjennemsnit paalangs, undertiden paatvers.

Ade Kindtand, p 4, i Overkjæben har ofte en anselig „На“
paa Indersiden; ofte er Helen lille, og ofte mangler den fuld-
stendig; undertiden findes den veludviklet 1 den ene Kjæbe,
men mangler i den anden.

6te Kindtand, m2, i Overkjeben har altid en forholdsvis
lille og indkneben bagud gaaende „На“, i Modsetning til For-
holdet hos Ursus arctus, men iovrigt vexler Helen meget; den
er lang eller kort, smal eller bred, lige eller buet.

7de Kindtand, m3, mangler fuldstændig i venstre Under-
kjebe hos en yngre Bjorn; ellers er den altid .tilstede, men
vexler meget i Storrelse og Form; oftest er Kronen i Omrids
aflang, ægformet eller undertiden indbugtet paa Inder- eller
Ydersiden; undertiden er den nesten kredsformet.

Den storste foreliggende Hovedskal er 408 Millim. lang;
den har sterke Kamme, men mange af Sommene ere endnu

401

synlige. Nogle endnu eldre Hovedskaller ere 380, 377, 368,
355, 343; de ere ret ens i Kammenes Udvikling og Pande-
hulernes Opsvulmning. Breden over Kindbuerne er hos den
storste Hovedskal 247, men 258 hos den næststorste, 209 hos
den mindste af de nævnte meget gamle. Lengden af ovre p 4,
mi og m2 tilsammen er hos den største 671/2 Millim., hos
den mindste 57.

Panden mellem Ojehulerne er hos de fuldvoxne undertiden
næsten flad; undertiden ere dens Rande over Qjehulerne saa
sterkt opsvulmede af Pandehuler, at Pandens Midte viser sig
som en Fordybning; sjeldnere er hele Panden nesten jevnt
hvelvet ivejret, mere eller mindre hajt, dog neppe nogensinde
saa hojt, som den kan vere det hos Ursus arctus.

Isbjornen kan findes langs alle Grønlands Kyster, mest
spredt, enkeltvis eller familievis; men paa den sydlige Del af
Ostkysten og paa det meste af Vestkysten plejer den kun at
komme som Gjest, mere eller mindre stadig; sjeldnest viser
den sig paa en Strekning af Vestkysten, Syd for Disko-Bugt,
. Nord for Julianehaab. Dens vigtigste Tilholdssteder ere den
nordlige Del af Vestkysten mod Baffins-Bugt og den nordlige
Del af Østkysten; den færdes der baade Sommer og Vinter,
baade paa Landjorden og paa Hav-Isen, strejfende vidt og bredt
omkring; ofte træffes den svømmende langt fra Land eller Is.
Vandrende paa Isen eller folgende med Drivisen er det iser, at
den naar til de mere sydlige Egne; med Isen fra Baffins-Bugt
kommer den om Vinteren ned langs den nordlige Del af Vest-
kysten til Disko-Bugt 0.s.v.; med Storisen kommer den Vinter
og Foraar ned langs den sydlige Ostkyst, omkring Kap Farvel
og op langs den sydlige Vestkyst til Julianehaab o.s.v. Af og
til hænder det da, at den fester Bo paa Steder, hvor den ikke
plejer at have Ophold; men oftest vandrer den for Sommeren
tilbage igjen til sine egenlige Hjemsteder. Paa Land søger
den vistnok mest Ber, af Empetrum og Vaccinium; men
ogsaa andre Plantedele, Blade af Oxyria o.a.; den skal ogsaa

402
(Ursus maritimus.)
ved Lejlighed kunne dræbe Rensdyr og andre Landdyr og tage

Fugleeg. Sin væsenligste Føde søger den paa Hav-Isen, først
og fremmest Seler af alle Slags, fra den store Hvalros, med
hvem den undertiden maa kempe, til den lille Ringsel; den
plejer at overraske sit Bytte; den lister sig til Seler, der ligge
sovende paa Isen, eller den holder Vagt ved de Huller i Isen,
hvor Seler dukke op for at aande, og griber dem, naar de vise
sig; ofte arbejder den lenge forgjæves. Aadsler af store Hav-
Dyr, da iser af de store Hvaler, opsporer den gjerne; den
skal kunne lugte dem paa umaadelige Afstande; og ved dem
indfinder den sig undertiden flokkevis. For at faa Del i Af-
faldet indfinder den sig paa Sæl- og Hval-Fangstpladser. Til
Ly har den ingen serlig Trang; den ferdes da ogsaa frit fremme
Aaret rundt. Hunnen indretter sig dog en Hule i Sneen, enten
paa Land eller paa Isen, for dér at fode sine Unger, og i
Hulen skal den kunne holde sig indesperret lenge. Af sine
Medskabninger blandt Dyrene har den ikke meget at frygte;
det skal kunne hende, at den kommer til at bukke under i
Kamp med Hvalrossen; men hvor Mennesker leve, bliver den
jaget. Paa Strekningen fra Upernivik til Disko-Egnen dræbes
aarlig omtrent 30 Isbjorne, skriver Rink i 1857; i Julianehaab-
Egnen skulde dengang aarlig i de sidste Aar vere indhandlet
16 Skind, gjennemsnitlig, hvoraf dog nogle vare bragte fra Ost-
kysten; i Slutningen af det 19de Hundredaar kunne Tallene
vere lignende, men ogsaa baade mindre og større; saaledes
indhandledes i 1897 fra Julianehaab 58 Skind. Udenfor de
egenlige grønlandske Egne jages den stærkt, især i de senere Aar.

I Julianehaab-Egnen lærte Nordboerne i Middelalderen Isbjørnen
at kjende; kun enkelte Knogler af den ere dog fundne i Affalds-
dyngerne ved Ruinerne af deres Huse: et Kloled og to andre Taa-
led ved Tunuarmiut 1 Tunugdliarfik-Fjord. — I 1840 skriver Jor-
gensen, at der aarlig i Egnen dræbes 5 eller 6. — Rink skriver i
1857, at den aarlig kommer med Drivisen fra Østkysten omkring

Kap Farvel op til Julianehaab-Egnen, at den da ofte gaar iland og
kan blive i Egnen et enkelt Aar over, Den synes især at lokkes

403

ved Lugten til beboede Steder og har ikke sjelden vist sig ved
Husene i Frederiksdal og Nanortalik; enkelte Gange har den ogsaa
søgt at bryde ind i Gronlændernes Huse. Tallet paa de aarlig ind-
handlede Skind var dengang omkring 16. — Inderst inde i Taser-
miut-Fjord ved Nanortalik træffes næsten hver Vinter flere Bjørne
paa den faste Fjord-Is og paa Land, skriver Holm; i Foraaret 1884
blev der saaledes dræbt tre. Maaske komme de over Land fra den
nærliggende Østkyst. — Paa Øen Unartok 1 Unartok-Fjord, S. for
Julianehaab, dræbes aarlig flere Bjørne, skriver Moltke i 1894. —
Fra Julianehaab indhandledes i 1886 16 Bjørneskind; i 87: 26;
Fe 027592510 72307713591: 96. 92:5: 93:39. M 253; 95:
9695-97: 585 98: 95; 99:31; 19007 20.

Ved Frederikshaab viser den sig undertiden, skriver Vahl i
1828, vel kommende med Storisen. — I Slutningen af November
1841 blev der set en Bjorn lidt N. for Frederikshaab, meddeler
Jørgensen, hvad der var saa meget mere mærkeligt, som ingen
Storis laa ved Kysten eller var at se tilsos. — Fra Frederikshaab
widhandledes 1.1886 1 Skmd; 1.92: 1; 95: 1; 96: 1; 97: 3;
98: 2; 99: 1; 1900: 1; ingen i de andre Aar mellem 1886 og
1900.

Fra Godthaab indhandledes 1 1893 1 Skind; 1 97: 3; 98: 1;
OO tea L900.) 4,

Fra Sukkertoppen indhandledes i 1898 1 Skind.

Ved Amerdlok-Fjord ved Holstenborg viste sig 1 1762 to
Bjørne, der trængte ind i et Gronlender-Hus, meddeler Glahn. —
Ved Kangarsuk, N. for Holstenborg, havde en Bjørn i Vinteren
1894—95 nedrevet alle Reve-Felder og edt alle de Reve, den
havde fundet, meddeler R. Miiller.

Fra Egedesminde indhandledes i 1887 1 Skind; 1 90: 1; 92:
9:94: 1:95: 1.

I Anledning af en Slæderejse paa Isen i Disko-Bugt fra Chri-
stianshaab til Gronne-Ejland i 1737 siger Paul Egede, at Bjørne
der kunne vise sig. Fra Christianshaab skriver han i 1738, at de
hvide Bjørne havde ladet sig se i Januar, og en var dræbt ved
Hunde-Ejland.

For nogle Aar siden, skriver Rink 1 1857, kom en Bjorn
svømmende ud af Jakobshavns Isfjord og blev dræbt ved Klaushavn.
Bjorne-Spor skal man have set oppe i Fjorden, og det var ikke
urimeligt, at Bjornen kunde opholde sig dér visse Aar.

Til Disko, skriver Giesecke i 1807, kommer Bjørnen kun, naar

404

(Ursus maritimus.)

der er megen Is i Disko-Bugt; den kan da ofte vandre om ved
Godhavn, hvor Hval-Aadsler ligge. Paa Hav-Isen ved Blaafjeld blev
den første Bjorn i Vinteren skudt 18de Januar 1811. Ved Blaafjeld
blev der samme Aar den 2den Februar skudt tre Bjørne, en gammel
med to et-aarige Unger, der havde deres Leje i Sneen paa Land.
{4de og 15de Marts 1813 vare flere Bjørne at se ved Godhavn. —
164е Maj 1817 saa О’ВеШу en Bjorn paa Sydkysten af Disko. —
Fra Godhavn indhandledes 1 1891 1 Skind; 1 94: 2; 97: 1.

Fra Ritenbenk indhandledes 1 1895 1 Skind.

Inde ved Umanak er Bjornen ikke almindelig, skriver Funch
efter sine lagttagelser 1 1830—37; ved Nugsuak treffes den der-
imod oftere. — Ved det Hvidfiske-Stænge, der indtraf ved Nusak
paa Nugsuak Halve 1 1850, viste sig strax en Bjorn, skriver Rink.
Ved Niakornak paa Sydkysten af Umanak-Fjord blev der 1 Juni 1851
skudt en Bjgrn, en Sjeldenhed paa den Aarstid; den kom svommende
i det aabne Vand og var vist hidlokket af et stort Hval-Aadsel, som
man et Par Dage efter fandt drivende fire Mile lengere oppe i
Fjorden. De Gronlændere, der om Vinteren bringe Post paa Slæde
over Isen fra Umanak til Upernivik, se næsten altid Bjørne paa
Vejen og pleje at skyde enkelte af dem. — Ved Umanak bleve 6

Bjørne dræbte i Vinteren 1866—67, meddeler Brown. — Bjernenes
Færden paa Sydsiden af Svartenhuk Halvø nævnes i 1879 af Steen-
strup. — At Bjørnen næsten hvert Foraar skal vise sig udenfor

Umanak-Fjord, skriver Vanhåffen i 1897, og han melder om en
dræbt ved Kinivik paa Spidsen af Svartenhuk Halvø 27de April
1893. — Fra Umanak indhandledes i 1886 3 Skind; 1 87: 1; SS:
FR 89:11:90: 251 9105199 шве; 095: Ve) IE ОБЕ eR ot
Лад, 99: Ore Wi 5.1900: №

Ved Upernivik, skriver Rink 1 1857, kommer Bjørnen ret talrig
hver Vinter; der gjeres Jagt paa den, og aarlig dræbes mindst
omtrent 30. (Ogsaa om Sommeren træffes den af og til, vistnok
forblivende i Egnen fra den foregaaende Vinter; i Sommeren 1849
blev der saaledes skudt en Bjørn helt oppe i Laxefjorden. — Itivd-
harsuk N. for Upernivik, paa 73730' omtrent, nævner Ryder i 1887
som et Sted, hvor mange Bjørne dræbes. I en lille Fjord paa
Nordsiden af Nugsuak Halvø, paa 74°10', dræbtes en Bjorn 25de
Juli 1887. — Fra Upernivik indhandledes i 1886 15 Skind, i 87:
19; 88 195 89; 35007 16; 96: 210; 99: 2937239472335
95: 27; 96: 18: ЭТ: 14}; 98: 27; 99: 9419095450.

Paa Isen 1 Melville-Bugt saa John Ross en Bjorn 18de Juli

405

1818. — Samme Sted blev en Bjorn skudt 8de Juli 1850, meddeler
Sutherland. — Inglefield nævner den fra Melville-Bugt og fra Kap
York 1 Sommeren 1852. — 174е August 1857 blev en set paa
Isen i Melville-Bugt, skriver Carl Petersen; det var den forste, man
saa paa dette Aars Rejse. To vare at se 23de September, to i
Oktober, og en blev skudt 2den November. 16de Juni 1858 var
en enlig stor Bjorn at se samme Sted, og 17de Juni en Bjorn med
to Unger, meddele Petersen og M’Clintock. — Markham saa 1 Mel-
ville-Bugt to Bjørne 84е Juni 1873. — En Bjorn saa Nares i
„Middle-Ice* S. for Kap York 24de Juli 1875. — 30te og 31te
Juli 1883, meddeler Nathorst, bleve 1 samme Egn tre Bjorne skudte
og en fjerde set. — I Juli 1891 blev, efter Peary, en Bjorn skudt
i Melville-Bugt, og en voxen Bjorn med to Unger blev set. — En
blev skudt i samme Egn 914е April 1894, meddeler Astrup. — I
den sydligste Del af Melville-Bugt bleve tre Bjørne skudte paa Isen
19de Juli 1894, skriver Ohlin, og neste Dag blev en set. 27de
August dræbtes en Hun med to Unger ner Kap York.

Kt frisk Bjorne-Spor var at se paa Isen М. for Kap York 15de
Juni 1873, meddeler Bessels. — Paa Strækningen mellem Kap York
og Kap Parry blev der i det sene Efteraar 1854 oftere skudt Bjorne,
meddeler Hayes. — Udfor Wolstenholme-Sund saa Peary Bjorne-Spor
paa Isen i December 1894. — At Eskimoerne ved Kap York give
sig meget af med Bjorne-Jagt, meddeler Astrup i 1895.

Spor paa Isen i Inglefield-Bugt saa Peary 14de November 1894.
Ved Peteravik blev en Bjorn dræbt i Januar 95.

Ved Port Foulke bleve en voxen Bjorn og dens Unge skudte 1
November 1860 meddeler Hayes. — I samme Egn blev en Bjorn
skudt 3dje Marts 1873, skriver Davis.

N. for Rensselaer-Bugt var der i Juni 1854 allevegne Bjorne-
Spor at se, baade paa Kysten og paa Isen, skriver Kane, og en
Bjørn blev skudt. 7de Oktober blev en Bjorn skudt ved Rensselaer-
Bugt, sammen med en Unge, og 20de November blev en Bjørn set.
Igjen flere bleve skudte 1 Egnen 1 April 55.

Paa Isen i Kanes-Hav blev en set 7de Oktober 1872, ligeledes
9de, efter Bessels og Davis; og en Hun med to Unger viste sig
den 134е. — Om 5 Bjørne skudte i Kanes-Hav eller i Omegnen i
Marts 1895 melder Peary.

Ved Kap Constitution ve: Kennedy-Kanal bleve en Hun og
dens Unge skudte 24de Juni 1854, skriver Kane.

406
(Ursus maritimus.)

Ved Kap Bryan ner Mundingen af Petermann-Fiord blev en
Bjorn skudt 4de April 1872, meddele Davis og Bessels.

Ved Newman-Bugt bleve Spor sete 1 Maj 1876, sige Nares og
Feilden. — Samme Sted viste sig to Bjørne i Maj 1882, skriver
Greely.

Ved Kap Benet, раа 8373’, saa Lockwood i Maj 1882 Bjorne-
Spor førende mod N.@., siger Greely.

I Drivisen paa Havet langt udenfor Grenlands Vestkyst er Is-
bjørnen ogsaa at se. — Paa Is langt У. for Disko blev en Bjorn
skudt 11te Juli 1819, meddeler Parry. — Fra „Кох“, der drev med
Isen midt ude i Davis-Strædet udfor Disko, blev en Bjorn set 9de
Marts 1858, meddele M’Clintock og Petersen; og Spor vare ofte at
se omkring Skibet Maaneden igjennem. 15de April bleve to Bjørne
sete paa Isen udfor Holstenborg-Egnen, og 20de April blev en Bjørn
skudt udfor Godthaab-Egnen. — Af de Deltagere i „Polaris“-Rejsen,
der 1 1872—73 drev med Isen gjennem Baffins-Bugt og Davis-
Stræde, blev, som meddelt af Davis og Bessels, Bjornen flere Gange
iagttagen, dog nærmest ved den amerikanske Kyst, saaledes højt
oppe 1 Baffins-Bugt 1ste December 72, i den sydligste Del af Davis-
Strædet 17de og 27de Marts 73.

At Isbjørnen findes paa Østkystens sydlige Del, hørte Walløe i
1752 af Grønlændere fra denne Egn; ved Aluk skulde man ofte
dræbe den. — Inde i Prinds-Christians-Sund ved Ujararsoit saa man
Bjørne-Spor 31te Marts 1829, skriver Graah, og ved Sundets østlige
Munding blev en Bjørn skudt i April. Ved Aluk saa Vahl en Bjørn
27de April 1899. — Udenfor den østlige Munding af Prinds-Christians-
Sund blev en Bjørn skudt i Juli 1881, skriver Holm.

Egnen om Igdloluarsuk, paa 63730', skal være kjendt som god
for Bjørnejagt, meddeler Holm i 1885. — I Drivisen omtrent udfor
dette Sted saa Nansen en Bjørn 954е Juli 1888.

Ved Angmagsalik er Bjørnen, efter hvad Holm meddeler 1 1885,
ofte almindelig om Vinteren, kommende med Storisen; naar der om
Vinteren ikke findes megen Is, kommer der heller ikke mange
Bjørne. I dyb Sne oppe i Land skal den indrette sig en stor Hule,
hvori den kan holde sig indelukket en Maaneds Tid; kun et Par
Gange i den Tid skal den være nødt til at forlade Hulen for at
fange Sæler. Hannens Hule skal ligge nær Stranden, Hunnens
længere oppe i Landet. — S. Jensen hørte 1 1900 af J. Petersen,
at der aarlig ved Angmagsalik holdes en betydelig Jagt paa Bjørne.
De komme drivende ned med Storisen om Vinteren og vende senere

407

tilbage vandrende mod N. langs Kysten, undervejs afsøgende Fjordene.
Et Aar var der vandret henimod 200 Bjørne forbi, omtrent 50 vare
dræbte. Den bedste Jagt finder Sted i Februar.

Ved Kysten N. for Angmagsalik, omkring Kialinek paa omtrent
67%, sige Grønlænderne, som meddelt af Holm, at Bjørnen findes
Aaret rundt. — Paa Rejse langs Kysten mellem Angmagsalik og
Kap Dalton i Juli og August 1900 saa Amdrup adskillige Bjørne;
de nævnes fra Nordre Aputitek, Keglen, Skjærgaards-Halvøen, Kap
Jensen, Kap Garde, Vedels-Fjord, Kap Vedel, Kap Tupinier, Kap
Ryder. Oftest vare de at se enkeltvis, flere Gange ogsaa Hunner
med Unger. De gik baade paa Land og paa Isen. Egnen var rig
paa Sæler, især paa de mange Steder, hvor Indlandsisen skød ud
i Havet.

I Turner-Sund, paa Turner-Ø og paa Dunholm ved Stewart-Ø,
S. for Mundingen af Scoresby-Sund, blev Bjørnen set enkeltvis i
Juli 1900, melder S. Jensen. Den der gik paa Dunholm havde
ædt Ederfugle og Ederfugle-Æg.

Ved forladte Eskimo-Hytter paa Jameson-Land og paa Traill-@
fandt Scoresby mange Bjørne-Knogler i Sommeren 1822; men ingen
Bjørn blev set levende. — Ved Scoresby-Sund var Bjørnen alminde-
lig i 1891—92, meddeler Bay; den, eller dens Spor, var at se
overalt, baade ude ved Fjordens Munding ved Kap Stewart og inde
i Fjordens Bund ved Røde-Ø; der blev ialt skudt 27 i Fjorden.
Den syntes at vandre ind i Fjorden om Foraaret og ud igjen om
Efteraaret og om Sommeren mest at opholde sig dybest inde. I
August 1891, da man kom til Fjorden, bleve Bjørne flere Gange
iagttagne 1 Fjordens ydre Del, i Hurry-Inlet, ved Mundingen af Nord-
vestfjord og ved Danmarks-Ø, der ligger ved Midten af Scoresby-
Sund; endnu 7de Oktober blev en Bjørn skudt, den næstsidste i
dette Aar; den sidste, et ganske ungt Dyr, dræbtes 6te November.
Derefter blev ingen Bjørn set førend 20de Februar 1892, da en
viste sig ved Danmarks-Ø; 11te Marts var der igjen en samme
Sted, og derefter blev den mere almindelig, saa at der endogsaa i
nogen Tid, i Slutningen af Marts, neppe gik en Dag, uden at der
blev set og skudt Bjørne; de kom enten enkeltvis eller højest tre
sammen, en Hun med to fjorgamle Unger. I Begyndelsen af April
blev der kun set enkelte ved Danmarks-Ø; endnu en blev set og
skudt 24de April; men senere viste sig ingen her for 27de Juni og
16de Juli; denne Dag blev der forskjellige Steder set 4 раа Fjord-
Isen. Inde ved Rede-O var der derimod i Begyndelsen af April

408

(Ursus maritimus.)

Spor i Mengde; det syntes, at Bjornene havde fast Ophold derinde;
og her blev der 1 de forste Dage af Maj skudt en gammel Hun
med en ganske lille Unge, der sikkert kun. var et Par Maaneder
gammel. Inde i Gaasefjord blev en Bjørn set omkring iste Juni.
Г de dræbte Bjornes Maver fandtes 1 Marts og April jevnlig Lev-
ninger af Seler, som det 1 den Tid var let at fange paa Isen;
ellers fandtes 1 Maverne mest Plante-Levninger, baade af Land-
planter, som Blaabær og Blaabærris, og af Havalger, som Desma-
restia og Laminaria; de Bjørne, der om Sommeren opholdt sig inde
i Fjordene, levede sikkert overvejende af Plantefode. Bjerne-Knogler

fandt Ryder ved forladte Eskimo-Hytter. — Paa Sydkysten af Jame-

son-Land blev en enlig Bjørn set i August 1900, siger S. Jensen,
i Fleming-Inlet ligeledes to voxne Bjørne, den ene fulgt af en Unge,
og 1 Mundingen af Kong-Oskars-Fjord fem. Fire af de Bjørne, der
bleve dræbte, havde Plantedele i Maven i betydelig Mængde, mest

Oxyria. j
Paa Clavering-Ø saa Clavering en Bjorn 27de August 1823;
det var den forste, der blev set paa Rejsen. — I samme Egn og

nordligere blev Bjørnen ofte set af Deltagere i „Germania*-Rejsen i
1869—70, baade Sommer og Vinter, enkeltvis eller højest tre sammen,
da en voxen med Unger. Den nævnes fra Clavering-Ø, hvor dog
kun Knogler fandtes, ved forladte Eskimo-Hytter, fra Kap Borlase
Warren, Sabine-Ø, Fligely-Fjord, Kuhn-@, Shannon-Ø og Teufel-Kap
indenfor Koldewey-@. — Paa Hold-with-Hope saa Knudsen en Bjorn
inde paa Land 164е Juli 1889. I Egnen om Clavering-@ bleve
enkelte sete i Juli. — Paa Kysten mellem Scoresby-Sund og Sabine-@
blev den, efter Nathorst, jevnlig set og skudt i Juli og August 1899,
dels paa Land, dels paa Isen. Den nevnes fra Hurry-Inlet, Kap
Stewart, Murray-@, Traill-O, Geologfjord i Kejser-Franz-Josephs-Fjord,
Bontekoe-@, Hold-with-Hope, Clavering-O og Sabine-9. Undertiden
saa man den enkeltvis; undertiden viste sig Hunner med en eller
to Unger, en enkelt Gang en Hun med tre smaa Unger.

I Drivisen langs hele Grønlands Østkyst, ofte langt fra Land,
paa Strækningen mellem Grønland paa den ene Side, Spitsbergen,
Jan Mayen og Island paa den anden, er Isbjernen ogsaa stadig at
finde. At den med den gronlandske Is kan komme til Island, er
kjendt allerede fra den tidlige Middelalder. At Hval- og Selfangere
ofte træffe den 1 disse Egne, vides allerede fra de ældste Efter-
retninger om deres Rejser; det nævnes saaledes af Martens 1 1671.
— Scoresby junior melder om en Bjorn skudt i Isen paa 73°43’ N.,

409

17°39' V., 14de Juni 1822; tre havde han set i Isen paa denne
Rejse; han havde ventet at se mange flere, eftersom han paa en
tidligere Rejse i Nærheden havde set omtrent 100, af hvilke flere
end 20 vare dræbte og 4 fangede. — Quennerstedt skriver i 1868,
at Bjørnen sjelden mangler paa de store Fangstpladser, og at Sæl-
fangerne aarlig skyde flere. — Af Deltagerne 1 „Germania*- og
„Напза“-Ве]зеп iagttoges Bjørnen flere Gange langt ude i Drivisen
mellem 74° og 75° i Juli og August 1869. 9de September blev
set en voxen og en Unge mellem 73° og 74°; 1 samme Egn viste
sig to Bjørne 12te September. I Danmark-Strædet viste Bjørnen
sig et Par Gange 1 November. Omtrent paa 63° var en Bjorn paa
Jagt efter en Hvalros 25de April 1870. — В. Gray nævner Bjorne
som sete 1 Drivisen udfor Kystens nordlige Del om Sommeren 1885
og 86. — Efter sine Erfaringer 1 1891 —99, paa Strækningen mellem
65° og 75° omtrent, skriver Bay: ,Saa snart man kommer ind i
tet Is, kan man vente at se Bjorne-Spor eller ogsaa Dyret selv;
derimod kommer Bjørnen kun yderst sjelden og vistnok imod sin
Vilje ud i spredt Is.“ — I April 1899, meddeler Ette, blev der af
norske Sælfangere set Bjorne раа Isen N. for Jan Mayen 1 storre
Mengde, end man for havde set 1 de sidste 30 Aar; den Is, som
Svartsiden havde valgt til Yngleplads dette Aar, var fast med Isen
ved Grønlands Nord- og Østkyst, hvorfra Bjernene kom, lokkede af
Sælerne. Kapt. Samuelsen paa ,Viking* havde en Morgen fra Skibet
talt 50 Bjørne; fra sex Skibe blev der i Løbet af 14 Dage skudt
111. I 1960 havde to Nordmænd paa Strækningen fra Shannon-@
sydefter dræbt 62 Bjørne. — I Drivisen N. for Jan Mayen blev en
Bjorn skudt 27de Juni 1899, melder Nathorst, og 4 dræbte man i
Drivisen udfor Kejser-Franz-Josephs-Fjord 31te August. — I Drivisen
раа omtrent 74°, omtrent 200 Kvartmil fra nærmeste Land, viste
sig en Bjørn med to Unger 6te Juli 1900, meddeler S. Jensen. —
I Drivisen N.V. for Jan Mayen bleve to Bjørne skudte sidst i Juli
1900, meddeler Kolthoff.

Arten er hojnordisk circumpolar, ogsaa at finde paa Spits-
bergen, Jan Mayen, tilfeeldig paa Island, i hele det arktiske Nord-
Amerika.

6. Mustela erminea Г. Lækat.

Mustela (Putorius) erminea L.: Peters og andre, Zweite deutsche
Nordpolarfahrt, Bd. 2, 1874, р. 157, og Bd. 1, 1873—74, passim. -- Feilden,
Nares, Narrative of a voyage to the Polar Sea, vol. II, 1878, р. 194. — Bessels,

410

(Mustela erminea.)

Die Amerikanische Nordpol-Expedition, 1879, р. 252, 311. — Bay, Medd. om
Grenl., 19de Hefte, 1894, р. 11. — Hartz, Medd. om Gronl., 27de Hefte, 1902,
p. 161, 172.

Putorius ermineus L. & P. arcticus Merriam & Р. noveboracensis
Dekay, etc.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Teriak er det Navn, hvormed Lekatten kaldes i andre
eskimoiske Lande, hvor den findes; men det bruges ogsaa for Smaa-Gnavere.
I Vest-Gronland, hvor Lekatten ikke findes, kjender man vel Ordet Teriak;
men det bruges for de indførte europæiske Mus og Rotter.

Af Lækatten foreligger i Kjøbenhavns Museum fra Ost-
.Gronland fire Skind med tilhørende Skeletter; de ere af en voxen
Hun, to unge Hanner og en ung Hun, alle sikkert af samme
Familie, drebte ved Turner-Sund 26de Juli 1900; de unge Dyr
have nylig kastet Melketenderne, saa at de bageste Forkind-
tender ikke ere helt frembrudte; alle ere de i den brune Dragt.
Merriam (Synopsis of the Weasels of North America, North
American Fauna, Nr. 11, 1896, p. 15—16, pl. Il, f. 1, pl. V,
f. 6 (Hovedskal)) regner Lekatten fra det arktiske Nord-Amerika
for en egen Art, Putorius arcticus п. sp., men mener dog, at
det er den blandt alle de nordamerikanske Lekatte-Former, der
slutter sig nærmest til den Gamle Verdens Mustela erminea;
han nævner ingen anden Forskjel end Forskjel i Farve; M. er-
minea skal i Sommerdragten paa sin Overside ikke have den
«golden brown» Tone, som M. arctica har, og paa Undersiden
skal den vere blegere gul; desuden skal M. arctica i Modsæt-
ning til M. erminea ikke have hvid Rand paa Øret. De fore-
liggende gronlandske Lekatte maatte vel efter Findestedet nær-
mest hore til «M. arctica»; men dog er det ikke muligt at
paavise nogen fast Forskjel fra danske Lekatte; Oversiden har
den samme brune Farvetone; Undersiden er ikke mere gullig
end ofte hos danske; hvid Rand paa Øret findes hos alle fire
(hos danske kan den iovrigt saa godt som mangle); kort sagt,
de stemme i et og alt, i Storrelse, Haarkledning, Farve, Hoved-
skal, Tender о. s. v., nøje med danske Lekatte; de ere for-
holdsvis korthalede; men Lekatte med ganske lignende korte
Haler kunne findes i Danmark. — I Grønland synes der ellers

i
‘

pce À NE ee a

411

ikke at vere indsamlet mere end tre Lekatte, еп paa Nord-
kysten og to paa Østkysten. De to fra Østkysten ere nærmere
omtalte af Peters; begge vare i Sommerdragt, farvede som den
sædvanlige europæiske Race, som de ogsaa ellers ganske lignede ;
de stemmede ligeledes fuldt ud med Lækatte fra Labrador. —
Ogsaa Coues (Fur-bearing Animals, a Monogr. of N. Amer. Mu-
stelidæ, U. S. Geol. Surv. Territ., Miscell. Publ. Nr. 8, 1877, p.
109 ff.) henfører de nordligste amerikanske Lækatte til samme
Art og Race som den europæiske; til Arten regner han desuden,
med god Grund, flere andre amerikanske Lækatte-Former, der

ofte have været nævnte som egne Arter. — Følgende Maal ere
tagne paa to af de ovennævnte Lækatte fra Turner-Sund:
Qad. GC juv.

Længden af øvre Kindtenders Række .............. 91/3 101/a Millim.
Længden af оуге Rovtand............... M FRED: 42/3 51/3
Længden af nedre Kindtænders Række ............. 11 127/3
BKansdensatnedre Rovtan 55040 еее Ба 6
Hovedskallens Lengde, fra Bagranden af Ledknuden

til Mellemkjæbens Forrand .................... 40 432];
Afstanden mellem ®jehulerne...................... 10!/a 11!lı
Afstanden mellem Tindinggruberne...... AN RE 91/2 111/2
Bredenzover Kindbuerne.................- 2.202000: De 25
Hjernekassens Brede.............................. 19 22/3
Underkjæbens Længde, fra Bagranden af Ledknuden

Dieklasense LOERESLE Rand. {ао 21/2 24/4

Lekatten kjendes i Grønland kun fra den østlige Del af
Nordkysten og fra den nordlige Del af Ostkysten; den synes at
have ganske samme Udbredelse som Lemmingen, der er dens
vigtigste Bytte. Ligesom Lemmingen ferdes den frit fremme
Aaret rundt.

Ved Thank-God-Harbour blev der, efter Bessels, i Marts 1872
oftere set Spor, der neppe kunde vere af noget andet Dyr end
Lekatten; men Dyret selv blev ikke set. Sporene stod paa Steder,
hvor ogsaa Lemminger feerdedes.

Endnu nordligere paa Kysten, paa 82°15’, blev en Lekat skudt
af Beaumont i Foraaret 1876, meddeler Feilden.

Paa Vestsiden af Turner-Sund paa Grønlands Østkyst, S. for
Scoresby-Sund, meddeler S. Jensen, opdagede man sidst i Juli 1900

412
(Mustela erminea.)
en Familie Lækatte, der havde Bolig i Huller mellem Stene раа еп
Skraaning et lille Stykke ovenfor Stranden; der var ialt 8; fire af
dem, en gammel Hun og tre næsten voxne Unger, dræbtes og
hjembragtes til Kjøbenhavn... I deres Bo fandtes en ihjelbidt Lemming.

Ved Scoresby-Sund bleve dens Spor 1 Sneen sete flere Gange i
1891—92, meddeler Bay. Den 954е November 91 stod saaledes
friske Spor 1 Sneen paa Fjorden ved Danmarks-@; Dyret var gaaet
lange Strækninger. — Раа Jameson-Land ved Point Constable ved
Hurry-Inlet saa Hartz en Lækat 9de August 1900.

Inde i Kejser-Franz-Josephs-Fjord blev еп dræbt i August 1870,
som meddelt af Pansch og Peters. — Ved Segelsällskapets-Fjord,
en Gren af Kong-Oskars-Fjord, saa Ditlevsen en Lækat 30te August
1900, meddeler S. Jensen.

I Sne paa Saddelbjerget, paa Kap Borlase Warren, saa Cope-
land, efter Peters, i Efteraaret 1869 Spor, der vistnok vare af Le-
"katten.

Paa Kuhn-Ø blev, efter Pansch og Peters, en dræbt 12te
Juni 1870.

Arten er circumpolar med vid Udbredelse. Dens nærmeste
Hjemsteder ere Norge, Skotland, Labrador, Cumberland, Grinnell-
Land og det ørrige arktiske Nord-Amerika.

7. Trichechus rosmarus L. Hvalros.

Trichechus rosmarus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 4. — Rein-
hardt jun., Tillæg til Rink, Стоп]. geogr. stat. beskr., 1857, р. 5. — Brown,
Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 427.

Trichechus rosmarus L. & T. obesus Illiger: Trouessart, Catalogus
Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Auvek; de voxne kaldes ogsaa Enet eller Inet, de
fuldkomne. (Fabricius.) — Avek eller Auvek. (Kleinschmidt.) — Navnet er
en Gjengivelse af Stemmen, der lyder som Avuk eller A-uk.

Man har sogt at udmærke den pacifiske Hvalros fra den
typiske atlantiske som en egen Art, «Z'richechus obesus»; men
de Skjelnemerker, man har ment at kunne paavise i Form og
Stilling af de øvre Hjornetænder og i Hovedskallens Form, ere
for allerstørste Delen intet værd; de Egenskaber, der skulle
udmærke den pacifiske, kunne ogsaa næsten alle findes hos
den atlantiske. Det Skjelnemærke, som Allen (North American
Pinnipeds, 1880, p. 156—170) særlig fremhæver, Ansigtets større

413

Brede hos den pacifiske, synes dog at vere nogenlunde fast;
blandt de gronlandske Hvalros-Hovedskaller i Museet i Kjoben-
havn er der i hvert Fald ikke nogen, der har saa bredt et
Ansigt, som Allen afbilder det hos den pacifiske; men For-
skjellen er kun ringe. Maaske det ogsaa Кап. siges, at Nakke-
benets Grund-Del er lidt mere smal hos den pacifiske end hos
den atlantiske. Maaske altsaa den pacifiske Hvalros kan kjendes
fra den atlantiske som en egen, om end kun meget lidt ud-
preget Race.

Blandt de 25 foreliggende gronlandske Hvalros-Hovedskaller,
af unge og gamle, er der meget store Forskjelligheder i Tand-

settet. Det fuldstendigste Tandset, der kan findes hos en
123.1 .23456

Hvalros, er: 28.1.2845 > 3 Fortender og 1 Hjornetand i Over- og

Underkjæbe, 5 ovre og 4 nedre Kindtænder i hver Side, men
de to forreste øvre og alle nedre Fortender vantrevne, ligeledes
de to bageste øvre Kindtænder og den bageste nedre. Melke-
tender ere sete som Forgjengere for 3dje øvre Fortand, Hjorne-
tænderne og de tre forreste Kindtender i hver Kjebe. Kun hos
Unger eller ganske unge Dyr findes det fuldstendige Tandset
eller dog Spor deraf i Skikkelse af tomme Tandgruber; de smaa

vantrevne Tender pleje at falde bort med Alderen, saa at Tand-
3.1.234.
1.234 ?

Vantrivningerne kunne dog endnu være tilstede selv hos meget

sættet hos fuldvoxne Dyr plejer at vere: men nogle af

aldrende Dyr; saaledes er der en Hovedskal af en meget gammel

23.4.2345

Han, der har følgende Tender: — 557

53.41.2345
3.1.2345 ?

kun i hojre. Sidstnevnte Hovedskal har i venstre Underkjebe

og en anden, der har:

dog findes i dette Tilfelde 12 kun i venstre Kjæbe, 13

en mindre, overtallig Kindtand indskudt mellem Hjørnetanden
og p2, maaske at regne for pi. — Nogle af de Tænder, der
pleje at være veludviklede, kunne være vantrevne eller mangle;
13 kan saaledes være ganske lille eller mangle, ligeledes р 4.

Den af de foreliggende Hovedskaller, der har de færreste Tænder,
XXI. 97

414
(Trichechus rosmarus.)
er af et yngre Dyr, der ikke har Spor af andre Tender end:

2:8 53 Ujernetand og to Kindtænder i hver Kjebe.

Hos fuldvoxne Буг kunne de øvre Hjornetænder vexle meget
i Form og Stilling. Hos den gamle Han kunne de vere næsten
lige (som de oftest skulle vere det hos den pacifiske Hvalros)
eller sterkt buede fremad eller forneden vere drejede med
Spidserne ud til Siderne; de kunne staa nesten lodret (som
hos den pacifiske) eller vere rettede noget fremad eller tilbage ;
de kunne vige ud fra hinanden forneden eller løbe jevnsides
(som hos den pacifiske). Lignende Forskjelligheder sees hos
Hunner, hos hvem de øvre Hjørnetænder desuden kunne lobe
sammen mod Spidserne, såa at de kunne røre hinanden.

Som man kunde vente hos Dyr med i mange Retninger
saa overdrevne Egenheder, findes der i Hovedskallerne store
Forskjelligheder. I Formen af Processus тазющеиз, af Nakke-
hullet (der oftest er lodret ovalt, undertiden tværgaaende), af
Trommebenet, i Underkjæbens Højde fortil, o. $. v., vexler den
grønlandske Hvalros stærkt, saa at ingen fast Forskjel fra den
pacifiske heri Кап paapeges; ligeledes i Formen af Næsebenet,
der undertiden er kort, undertiden langt, fuldt заа langt som,
efter Allen, hos den pacifiske; Mellemkjæbebenet naar hos alle
de foreliggende grønlandske langt op paa Siden af Næsebenet,
men undertiden er det paa et Stykke dækket af Næsebenets
forreste yderste Hjørne (efter Allen skal Mellemkjæbebenet hos
den atlantiske Hvalros ikke паа højere ор end Ш Næsebenets
forreste Rand); Sømmen mellem Pandeben og Isseben er i høj
Grad vexlende, hos Dyr af samme Alder, undertiden ret jevnt
buet tilbage, undertiden paa forskjellig Maade udtunget, under-
tiden saaledes, at Pandebenene tilsammen sende en lang tynd
Spids ind mellem de to Isseben, Baniske som Allen afbilder det
hos den pacifiske; о. $. У.

Hvalrossen kan vise sig saa godt som allevegne ved Grøn-
lands Kyster; mere fast Tilhold synes den dog kun at have i
forholdsvis faa Egne: ved Vestkysten mellem Sukkertoppen og

415

Egedesminde, i Melville-Bugt og Mundingen af Smith-Sund og
ved Ostkystens nordlige Del; andre Steder kommer den kun
mere tilfældig. Vel maa den kunne vandre eller strejfe ikke
lidt, siden den kan vise sig paa Steder, der ligge langt fra
dens sedvanlige Opholdssteder; men meget lovbundne eller
nødvendige synes dens Rejser ikke at vere; selv i de nord-
ligste Egne, i Smith-Sund og ved den nordlige Østkyst, kan
den opholde sig til alle Aarstider, kun skiftende fra en Foder-
plads til en anden. Den sees sjelden langt fra Land og da
mest paa Steder, hvor der er Grunde i Havet; mest færdes den,
flokkevis, ner udenfor Kysterne, helst hvor Is ligger. Dens
vigtigste Føde er Muslinger, som den med Hjernetenderne op-
roder fra Havbunden, iser Mya truncata, Saxicava arctica og
Cardium groenlandicum; Skallerne synes den at fjerne, inden den
sluger Føden; sammen med Muslingerne sluger den derimod
Smaastene, af Blomme-Størrelse, som næsten altid ere at finde
i dens Mave, og som den giver fra sig paa Hvilestederne, der
kunne blive som overstreede med стой Grus; sjeldnere tager
den Fiske; naar Lejlighed gives, skal den ogsaa kunne ede af
Aadsler af Hvaler, Seler og andre Dyr. Den lader sig ikke let
fordrive af Isen fra sine Foderpladser; legger Isen sig, skaffer
den sig Vej til Luften ved nedenfra at stede mod Isen og der-
ved bryde den itu; og bliver Isen tyk, kan den vedligeholde
sine Huller ved stadig at bryde dem op og ved med Poterne,
vel ogsaa med Hjernetænderne, at afkradse Isen om Hullernes
Rande. For at hvile kryber den op paa Isen, helst paa Isflager,
eller paa Land, helst paa smaa Øer; store Flokke kunne vere
forsamlede paa Hvilesteder. Om dens Yngleforhold vides ikke
meget; paa sine Steder til visse Tider skal den flokkes for Par-
ringens Skyld, saaledes paa nogle Øer i Nordre-Stromfjord i
Holstenborg-Egnen; undertiden skal man kunne træffe Flokke
af udelukkende gamle Hanner, skilte fra Flokkene af Hunner
og yngre Dyr; til andre Tider skal man finde Hanner og Hunner,
gamle og Unger i Flok sammen. Isbjernen skal kunne dræbe
27*

416

(Trichechus rosmarus.)

den, dog vist kun som Undtagelse, og Gronlenderne gjore paa
sine Steder serlig Jagt paa den, saaledes i Smith-Sund og i
Egnen mellem Holstenborg og Egedesminde, hvor der, efter
Rink’s Opgivelse 1 1877, aarlig skal dræbes omtrent 200. Ved
Aarvaagenhed søger den at undgaa sine Fjender; hvor Flokkene
hvile, skal stadig en eller anden holde Vagt; i Nodsfald værger
den tappert sig з@у og sin Unge. Udenfor de egenlig gron-
landske Egne er den sterkt forfulgt.

I Affaldsdyngerne ved Ruinerne af Nordboernes Huse i Juliane-
haab-Egnen er der fundet et Par Knogler af Hvalros, stammende
fra Middelalderen: et Stykke af et Tindingben ved Igaliko og en
Underkjæbegren ved Kagsiarsuk, begge Steder ved Igaliko-Fjord.
Nordboerne jagede Hvalrossen i Grønland, og dens Tænder og Hud
vare blandt de vigtigste Udforsels-Gjenstande; men om Hvalrossen
dengang var at finde ved Syd-Grenland, hvor Nordboerne havde
deres Hjem, eller om den ikke snarere dengang som nu maatte
søges længere mod Nord, véd man ikke. Utvivlsomt have Nord-
boerne i hvert Fald ogsaa jaget den paa deres Rejser nordpaa langs
Grønlands Vestkyst. — I Vinteren 1828—29 blev der ved Nanortalik
set en Hvalros, meddeler Vahl; det skulde ellers meget sjelden ske,
at Hvalrossen viser sig dér. — Ved Frederiksdal blev 1 1880 en
Gronlænder dræbt af en ung Hvalros, som han havde saaret, skriver
В. Müller.

Isortok-Fjord, N. for Holstenborg, med leret Bund rig paa Mus-
linger, nævner Fabricius 1 1780 som Hvalrossens vigtigste Opholds-
sted paa Vestkysten. — En Flok Hvalrosser saa Parry paa Drivis
midt ude i Davis-Strædet udfor Holstenborg-Egnen 6te Juli 1819. —
Rink nævner i 1857 og 77 Strekningen fra Sukkertoppen over
Holstenborg til Egedesminde som den Del af Vestkysten, hvor Hval-
rossen mest er at finde, undertiden i Mengde; paa visse Steder skal
den kunne krybe paa Land 1 saa stort Tal, at Gronlænderne раа
deres Rejser gjøre Omveje af Frygt for at mode dens Flokke. Kan-
gamiut tet N. for Sukkertoppen nævnes som et Sted, hvor Gron-
lenderne særlig gjøre Jagt paa den, ligeledes en © nogle Mile S.
for Agto, N. for Holstenborg. Rink gjør opmærksom paa, at Isen,
der aarlig driver ned fra Baffins-Bugt, kommer forholdsvis ner til
denne Del af Vestkysten, at Hvalrossen maaske netop med Drivisen
fra Baffins-Bugt kommer til Holstenborg-Egnen. — Efter hvad Brown

417

skriver 1 1868, skal man ofte se Hvalrossen i Smaaflokke paa Drivis
i Davis-Strede og Baffins-Bugt. — J. A. D. Jensen skriver fra sin
Rejse 1 1879: ,Endnu forekomme 1 Egnen mellem Isortok og Agto
serdeles mange Hvalrosser. De ere iser hyppige i Nerheden af
Gamle Egedesminde og ved Stremfjordens (Nagsugtok-Fjords) Mun-
ding. Her saa vi nogle af Smaagerne ved Perutusut (ved Sydkysten
af Fjordens Munding), hvor Hvalrossen om Efteraaret gaar paa Land,
næsten helt bedækkede med et tykt Lag af disse Dyrs Excrementer.
Overalt i Egnen treffer man Skind, Hjerneskaller og andre Ben-
levninger af fangede Hvalrosser spredte i Mengde omkring paa
Øerne. Om Sommeren sees Dyrene meget sjelden, men vise sig først
1 Flokke i Slutningen af August. I September og Oktober ere de
i saadan Mængde tilstede, at endog Kajakposterne ere vendte om,
da de af Frygt for dem ikke have turdet passere gjennem Strøm-
fjordens Munding. Fra Disko-Bugten og fra Egnen imellem Agto og
Egedesminde indfinde sig hvert Efteraar en Del Folk for at drive
Fangst paa dem.“ — Fra Holstenborg skriver Brummerstedt i 1890,
at Hvalrosser pleje at indfinde sig sidst i September ved nogle Øer
1 Mundingen af Nagsugtok-Fjord; de kravle op раа Øerne og kunne
ofte ligge højt oppe; ,disse Øer ere aldeles skaldede og nøgne paa
Grund af de svære Masser af-disse Dyr, som hvert Aar opholde sig
der for at parre sig.“ „I Februar og Marts faa de Unger, enkelte
undertiden noget senere.” I Februar trække de Nord efter. Mest
opholde de sig paa lave, grundede Steder i Havet. — Paa Drivis
udfor Sukkertoppen saa Traustedt fire sammen sidst i April 1899. —
R. Miller skriver, i Breve af 1896 og 98, at der ved selve Holsten-
borg næsten hvert Foraar fanges Hvalrosser, oftest yngre Dyr eller
Hunner, undertiden ogsaa gamle Hanner. For at skaffe nogle Hval-
rosser for Museet i Kjøbenhavn gjorde han i Slutningen af September
1897 еп Rejse til Øerne i Mundingen af Nagsugtok-Fjord. ved
Tasseralik, hvor Hvalrosserne sidst i September og først 1 Oktober
gaa paa Land i stor Mængde, og hvorhen Grønlænderne fra Agto
pleje at komme for at holde Jagt paa dem. Der. var mange Dyr
tilstede, vist ikke under 200, baade gamle og yngre Hanner og
Hunner og smaa Unger. Den Plads, hvor Hvalrosserne pleje at
krybe paa Land, var fuldstændig oversaaet med smaa Stene, som
man altid finder i deres Mave og Tarm (Prøver af dem hjemsendtes). I
Maven havde de ikke anden Føde end Cardium groenlandicum (hvoraf
ogsaa Prøver hjemsendtes) uden Skaller. Ogsaa til et nordligere
Sted komme Hvalrosserne paa samme Maade og blive ligeledes dér

418
(Trichechus rosmarus.)
jagede af Grønlænderne fra Agto. — Ved Kangamiut, М. for Sukker-
toppen, meddeler В. Müller 1 1900, blev for nogle Aar siden en
Gronlænder saaret af en Hvalros, der kentrede hans Kajak.

Ved Egedesminde skal Hvalrossen kun sjelden sees, skriver
Rudolph i Brev af August 1840; i dette Aar skulde der kun være
fanget en enkelt.

I Disko-Bugt kommer Hvalrossen kun sjelden, skriver Giesecke
1 1807. En Hun og dens Unge bleve drebte ved Godhavn 26de
Oktober 1811, og et ungt Dyr blev fanget i Garn 20de November.
Flere viste sig 13de November 1812. Paa en lille ©, Satok, i Mun-
dingen af Disko-Fjord fandt Giesecke i Juli 1812 en uhyre Mængde
Hvalros-Knogler liggende 1 Sandet; undertiden var det Knogler af
hele Skeletter, der kun vare lidt forandrede, dog vare Tænderne hist
og her forvitrede i Overfladen; Grønlænderne sagde, at Hvalrosserne,
naar de mærke Dødens Komme, vandre hertil for at dø. — Fra
Godhavn har Museet i Kjøbenhavn modtaget Hovedskaller og andet
i 1864, 81 og 86.

Раа Isflager udfor Hare-Ø saa Ryder store Flokke Hvalrosser
244е Juni 1886.

Om en stor Hvalros, dræbt ved Mundingen af Umanak-Fjord
3lte Maj 1811, melder Giesecke. — Fra Umanak er der sendt
Hovedskaller og andet i 1843 og 47.

Om en særlig farefuld Jagt paa Hvalros ved Upernivik i 1830
har Fleischer talt til Kane. — En lille Unge fanget ved Duck-Islands,
N. for Upernivik, i 1861, omtales af Brown.

Paa Isen nær Kap York blev en stor Hvalros set en af de sidste
Dage i Juni 1858, meddele M’Clintock og Carl Petersen. I ,North-
Water“ nordligst i Baffins-Bugt ved Mundingen af Smith-Sund saa
Hayes Hvalrosser 1 Juli 1861. — I ,Middle-Icef i Baffins-Bugt S.
for Kap York saa Nares en Hvalros i Juli 1875. — Hvalrosser bleve
sete flere Steder i Melville-Bugt paa 75° 50’ 2ide Juli 1894, skriver
Ohlin, ligeledes i ,North-Water“ i Baffins-Bugt 24de Juli.

Paa Isen ved Wolstenholme-Sund saa Inglefield mange 1 Som-
meren 1852. — Paa Isen mellem Wolstenholme-@ og Saunders-®
saa Deltagerne i ,Polaris‘-Rejsen 30 i Flok 26de August 1871,
meddele Davis og Bessels. — I Nerheden af Conical Rock, N. V.
for Kap York, saa Bessels i Juni 1873 i Vaager i Isen jevnlig smaa
Hvalros-Flokke paa 8 til 10.

I Nærheden af Northumberland-@ saa Hayes en Flok i September
1854; adskillige viste sig ved Herbert-Q ligeledes i September. I

419

Revner i Isen tet S. for Kap Parry blev der sidst i September oftere
set Hvalrosser, og i samme Egn bleve Hvalrosser dræbte af Gron-
lenderne i November og December.

Paa Isen udfor Hartstene-Bugt, tet S. for Port Foulke, blev der
i September 1853, som meddelt af Kane, holdt Jagt paa Hvalrosser,
der opholdt sig i Vaager, delvis dækkede af tynd Is, 2 til 3 Mil fra
Land ude mod S.V.; en Flok paa 5 blev set brydende Isen itu ved
samtidig at støde imod den nedenfra. Aaret rundt leve Hvalrosserne
i Egnen, skriver Kane i 1855, kun vigende lidt mod Syd om Vin-
teren, efterhaanden som Isen lægger sig fast; de folge med Isens
Rand. Tidlig i Foraaret, især i Marts, gjores der særlig Jagt paa
dem; Grønlænderne fra Port Foulke og det sydligere liggende
Peteravik kjere i deres Hunde-Slæder ud til Isranden og harpunere
Hvalrosserne, naar de dukke op gjennem Isen; ogsaa om Efteraaret
jages de paa lignende Maade. Yngletiden skal falde i det tidlige
Foraar; раа den Tid ledsages Hun og Unge af den gamle Han. —
Ved Port Foulke saa Hayes Hvalrosser i Begyndelsen af Juni 1861,
da Isen brød op. I de første Dage af Juli var der en stor Mængde
paa Drivisen, mange hundrede eller maaske Tusinder, baade gamle
Hanner, Hunner og Unger i forskjellig Alder, nogle af dem nylig
fødte; der blev gjort Jagt paa dem, og de satte sig til Modværge,
_forfolgende Jægernes Baad, brølende eller gjøende, som ellers, naar
de blive angrebne. Paa Littleton-Ø var der mange midt i Juli, til-
dels liggende paa Strandbredden; blandt andet nævnes en Hun, der,
skjønt selv haardt saaret, kom iland, ynkelig skrigende, for at hente
sin dræbte Unge, som det ogsaa lykkedes den at faa skubbet ud i
Vandet, trods Forsøg paa at hindre det. — Mange Hovedskaller og
andre Levninger af Hvalrosser fandt Feilden i 1875 i Egnen ved
Port Foulke; men ingen levende Hvalros saa man.

Peary skriver i 1895, efter 5 Aars Erfaring, at der paa Stræk-
ningen mellem Kap York og Kap Ohlsen, ved Port Foulke, er tre
Steder, hvor Hvalrosser om Sommeren særlig ere at finde: 1) udfor
Mundingen af Wolstenholme-Sund, 2) ved Mundingen af Inglefield-
Bugt, fra den østlige Ende af Herbert-Ø ud forbi Kap Robertson,
3) omkring Littleton-Ø og Life-Boat-Cove ud mod Midten af Smith-
Sund. Det første af disse Steder findes da kun Hanner, mest gamle;
de andre Steder ег der kun Hunner, Unger og unge Hanner. Paa
alle Stederne kunne de sees enten i Vandet eller paa Isen; kun paa
Littleton-Ø og paa Fastlandet overfor gaa de ogsaa paa Land. De
færdes enkeltvis eller i. mindre eller større Flokke, undertiden i store

420

(Trichechus rosmarus.)

Skarer; paa en Isflage havde Peary set mellem 100 og 150, medens
omtrent lige saa mange vare 1 Vandet tet ved. Om Vinteren synes
Egnens Hvalrosser at samles ved Randen af det aabne ,North-Water“,
У. og S.V. for Kap Alexander, 5. for Port Foulke; de holde til ved
Isranden og søge efter Føden under den forholdsvis tynde Is, der
kan legge sig, og som de gjennembryde. I Februar, saa snart der
midt paa Dagen er et Par Timers Demring, begynde Grønlænderne
fra de omliggende Egne at samles ved Peteravik, hvorfra de paa
Slæder kjere over Isen ud mod У. eller S.V., 2 til 6 Mile bort, til
Isranden, for at dræbe Hvalrosser; Jagten fortsættes til md i For-
aaret, naar Isen smelter. — Ogsaa Astrup skildrer Hvalrossens Ferd
i Egnen.

Ved Rensselaer-Bugt vare Hvalrosser at se 1 Efteraaret 1853,
skriver Kane, stadig indtil midt 1 September, da Isen lagde sig tyk;
indtil da havde de fundet tilstrækkeligt aabent Vand i de Revner i
Isen, der fremkom ved Ebbe og Flod; selv havde de dog ogsaa
brudt sig Huller; omkring deres Huller i Isen blev der fundet mange
itubrudte Skaller af Mya, ogsaa undertiden noget af det grove Grus,
som de sluge.

I Kanes-Hav blev der af Deltagere i „Polaris*-Rejsen set nogle
Hvalrosser 18de September 1872, meddeler Davis.

Fra Ostkystens sydlige Del nævnes Hvalrossen af Graah i 1831.

I Drivisen udfor Kysten paa 63° saa Deltagerne i ,Hansa“-
Rejsen en Hvalros, efterstræbt af en Isbjørn, 25de April 1870.

Ved Angmagsalik ere Hvalrosser sjeldne, skriver Holm fra sin
Rejse i 1883—85. — At de komme til Egnen, men sjelden, ofte med
Aars Mellemrum, hørte К. Poulsen af Grønlænderne i 1898 —99.

Ude i Drivisen i Danmark-Stredet blev en stor Hvalros skudt
af Deltagere i ,Hansa“-Rejsen 1 November 1869.

Inde i Turner-Sund bleve to sete sidst 1 Juli 1900, meddeler
S. Jensen.

Paa Jameson-Land, ved forladte Eskimo-Hytter, fandt Scoresby
Knogler af Hvalros i Juli 1822. — En forvitret Hovedskal fandtes
samme Sted i 1891, meddeler Bay, og Бе August 1891 blev der
i Hurry-Inlet set en enkelt Hvalros. — I samme Fjord blev der set
et Par Hvalrosser 31te Juli 1899, siger Nathorst, og tre 8de August.

Paa Clavering-@ saa Clavering Eskimoerne drive Hvalros-Jagt
i August 1823. — Knogler af Hvalros bleve fundne der af Deltagere
i ,Germania‘-Rejsen ved forladte Eskimo-Hytter i Juli 1870; men
ingen levende Hvalros var at se, Havet var milevidt dekket af Is.

421

Ved Hvalros-@ og Забше-@ fandtes derimod mange, i 1869—70;
og ved Shannon-@, ved Kap Philip Broke, blev en stor Hvalros
skudt ved et Hul i Isen 25de August 1870. Omkring Sabine-@ eller
i Nærheden syntes Hvalrosserne at opholde sig Aaret rundt; i No-
vember 69 iagttoges en Flok, der brød igjennem Is af 6 Tommers
Tykkelse; 1 December hørtes deres Stemme ved Kap Wynn; 4de
April 70 nævnes en som skudt paa Isen, hvad der synes at vere
den første lagttagelse dette Aar. I Juni havde de ret store Unger.
I Juli vare de usædvanlig meget samlede: henved 60 laa i tette
Flokke fordelte paa tre Isflager. De holdt sig mest til Randen af
Land-Isen eller til nerliggende Isflager; dog saa man dem ogsaa
dukke op af Huller langt inde i isdækkede Bugter. I Maven fandtes
kun Mya truncata, saa godt som altid uden Skaller. — Udfor Kysten,
paa 72° 50'N., 16° 15’ V., blev en Hvalros skudt 3dje August 1885,
skriver В. Gray; den havde edt Sel-Kjod. — Paa Land ner Kap
Borlase Warren N. for Clavering-@ laa en Flok Hvalrosser 164е Juli
1889, meddeler Knudsen; omtrent 100 bleve dræbte paa Stranden,
mange andre i Vandet, hvor de flygtede hen. Samme Sted bleve
flere dræbte 29de Juli. Andre dræbtes andre Steder 1 Egnen. Тай
dræbtes her paa denne Rejse 267. — Ved Clavering-Q gjorde et
norsk Skib 1 1898 Fangst af Hvalrosser, meddeler Nathorst. — Ved
Sabine-@ saa Nathorst en Hvalros 7de Juli 1899. — Samme Sted
blev der set to legende sammen 11te Juli 1900, meddeler S. Jensen,

Arten er saa godt som circumpolar, hgjnordisk. Omkring Is-
tiden har den levet meget længere mod Syd, ogsaa ved Danmark.
Den lever ved Spitsbergen; til Island, Færøerne og Skotland kom-
mer den kun rent tilfeldig; ved Labrador har den tidligere levet,
men synes nu kun at komme der mere tilfeldig; langs Vestsiden
af Davis-Stræde og Baffins-Bugt lever den endnu, mere eller mindre
almindelig, op til den sydlige Del af Grinnell-Land.

3. Erignathus barbatus (О. Fabr.). Remmesæl.

Phoca barbata Mill. : Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 15. — Id., Skrifter
af Naturhist. Selsk., Bd. 1, 2det Hefte, 1791, p. 139, pl. XIII, f. 3 (Hovedskal). —
Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Grenl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 5. — Brown,

Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 424.

Phoca (Erignathus) barbata Fabr.: Trouessart, Catalogus Mammalium
1897—99.

Vestgronlandsk. Urksuk eller Uksuk; ogsaa Takkamugak, af Takkamor-
pok, plumper i Vandet; Ungen kaldes Terkigluk, af Terkigau, holder sig fra,

422
(Erignathus barbatus.)
fordi, sagdes det paa Fabricius’ Tid, de grønlandske Hedninge afholdt sig fra
at spise dens Kjed. (Fabricius.) — Ugssuk. (Kleinschmidt.) — Östgrenlandsk.
Angnek eller Puissersissak. (Rink.)

Blandt de 16 foreliggende Hovedskaller af gronlandske
Remmesæler er. der en. af et yngre Dyr, der i begge Sider af
Underkjæben mangler den forreste af de sædvanlige to For-
tender, og den synes aldrig at have veret tilstede. Et andet
yngre Dyr har i hojre Underkjebe en overtallig veludviklet Tand
indskudt tet bag p2.

Tændernes Form kan kun sees hos forholdsvis faa, fordi
Tenderne slides hurtigere end hos andre Sæler, baade For-
tender, Hjornetender og Kindtender, saa at Kronerne allerede
hos midaldrende Dyr kunne vere ganske fladslidte; hos ældre
Dyr er der ikke meget andet end Tand-Redderne tilbage; meget
gamle kunne vere saa godt som tandlose. pl vexler meget i
Storrelse; oftest er den tospidset, med en Hovedspids og en
lille bageste Spids; men den bageste Spids kan vere saa lille,
at Kronen næsten er enspidset; den kan ogsaa vere trespidset,
idet der er to veludviklede bageste Spidser. pi er oftest tre-
spidset, med en Hovedspids og en forreste og en bageste lille
Spids; men ikke sjelden mangler den forreste Spids. p2, p3
og p4 ere oftest nesten ens, oftest trespidsede, med en Hoved-
spids og to bageste mindre Spidser; men Kronen kan vere to-
spidset, idet den bageste af de mindre Spidser mangler; eller
den kan vere ret tydelig firspidset, idet en lille forreste Spids
er tilkommen. mi plejer at have to Spidser. p2, p3, p4 og
mi ere oftest næsten ens, oftest trespidsede, med en Hoved-
spids og en forreste og en bageste Spids; ofte ere de dog fir-
spidsede, idet der er to bageste Spidser; р2 kan være tospidset,
idet den forreste Spids mangler.

Oftest strækker Mellemkjæbebenet sig et godt Stykke op
langs Nesebenet; hos enkelte rører det kun ved Nesebenet. I
Nesebenets Form, især i dets Brede, er der ret betydelig Vexlen.
I mange andre Henseender, i Sommenes Løb о. $. v., kan der
vere Forskjel mellem Hovedskallerne.

425

Den største af de foreliggende Hovedskaller er 245 Milli-
meter lang.

Remmesælen er at se ved næsten alle Grønlands Kyster,
men faatallig i Forhold til de andre grondlandske Sæler, mest
optredende spredt, enkeltvis eller i mindre Forsamlinger, ikke
i store Flokke. Talrigst synes den at vere ved Sydvestkysten,
hvor den indfinder sig i Foraaret med Storisen fra Østkysten.
Vandre maa den altsaa; men den gjer det vist kun tildels; paa
sine Steder er den at se Aaret rundt, saaledes ved Nordkysten.
Den holder sig helst til Isen, baade til Drivis og til den faste
Is, hvori den skal kunne bryde sig Aabninger. Den kan findes
langt fra Land ude i Drivisen, men ogsaa ner Land og inde i
Bugter. Kysternes Nerhed eller Steder med Grunde i Havet
skal den foretrekke. Foden er Fiske, Krebsdyr, Bleksprutter
og vist for en vesenlig Del Muslinger. Ungerne skulle fodes
paa [5еп i April og Maj. Isbjornen efterstreber den, og Gron-
lenderne jage den; efter Rink’s Opgivelse i 1857 drebes aarlig
ved Vestkysten mellem 400 og 600; i 1877 opgiver han Tallet
til omtrent 1000.

I Julianehaab-Egnen ere Remmesælens Knogler fundne 1 flere
af Affaldsdyngerne ved Nordboernes Huse fra Middelalderen: ved
Igaliko et Tindingben, ved Kagsiarsuk i Igaliko-Fjord en Underkjæbe,
ved Kagsiarsuk i Tunugdliarfik-Fjord nedre Ende af en Overarm og
et Laarben, ved Tunuarmiut 1 samme Fjord nogle Knogler af mindst
to og ved Tasiusak 1 Sermilik-Fjord ligeledes nogle Knogler af mindst
to. — Remmeselens stadige Tilsynekomst ved Sydvestkysten i For-
aaret med Drivisen nævnes af Fabricius 1 1791. — Fra Nanortalik
nævnes den af Vahl i Vinteren 1828—29. — Fra Julianehaab skriver
Jorgensen 1 1841, at Remmesælen dér i Egnen fanges hele Aaret,
men oftest i Januar, Februar og Marts. — Ogsaa Rink neevner, 1
1857, dens Talrighed i Julianehaab-Egnen om Foraaret; paa den
midterste Del af Vestkysten, derimod, findes den meget sparsomt.

Ved Kepisako ner Ivigtut saa Stach to store Remmeseler fan-
gede 20de Juli 1765, meddeler Cranz. — Paa Arsuk-Fjord sees den
kun af og til, meddeler Helms 1 1897.

Som undertiden visende sig ved Frederikshaab nævnes den af

424
(Erignathus barbatus.)
Vahl 1 1898. — Som sjelden i Egnen nævnes den af Jorgensen i
1841; en blev fanget i Oktober samme Aar, igjen en midt i No-
vember, og en var fanget Aaret for. Grønlænderne paastaa, at
Ungen fødes i Maj.

Ved Fiskenæs er den ‘sjelden, skriver Raben 1 1823; aarlig
fanges kun 4 eller 5, mest Unger. — Til Museet i Kjøbenhavn er
den sendt fra Fiskenæs 1 1821 og 41.

Ved Godthaab er Remmeszlen den sjeldneste af de dér fore-
kommende Arter, siger Holbøll 1 Brev af 1823; trods al sin Om-
rejsen havde han kun to Gange set den levende; som fanget havde
han slet ikke set den; men nogle Hovedskaller havde han kunnet
skaffe.

Fra Kangamiut ved Sukkertoppen og fra Sukkertoppen er den
1 1846 og 49 sendt til Museet.

Ved Isortok-Fjord, N. for Holstenborg, skal den vere forholds-
vis talrig, skriver Fabricius i 1780. — Fra Holstenborg har Museet
modtaget den 1 1832. — Ved Holstenborg er den temmelig sjelden,
melder Brummerstedt 1 1891. Den opholder sig mest paa grundede
Steder. Ungerne fodes sidst 1 April og forst 1 Maj.

Ved Egedesminde viser den sig om Foraaret, skriver Giesecke
i 1807. — Langt tilses udfor Egedesminde, paa 68°23'N., 55°14’ V.,
blev еп dræbt 111е Juni 1818, melde Leach & Ross. — Fra Egedes-
minde er den sendt til Museet 1 Kjøbenhavn i 1862.

Ved Disko bliver Remmesælen undertiden fanget i de Garn,
der sættes op for Hvidfisken, skriver Giesecke 1 1807. — I Disko-
Bugt saa Sutherland den af og til først 1 Maj 1850.

Fra Umanak er den sendt til Museet i Kjøbenhavn i 1862 og
66. — Under sit Ophold ved Umanak-Fjord 1 1891—93 saa Van-
höffen ingen Remmesæl; sjelden maatte den vere i Egnen.

At Remmesælen er forholdsvis talrig ved den nordligste Del af
den beboede Vestkyst, 1 Upernivik-Egnen, er sagt af Rink 1 1857.
— Mellem Preven og Upernivik, hvor Isen laa fast, blev en Remme-
sæl dræbt 9de Maj 1893, melder Vanhôffen.

I Pakisen udfor Kap York og i Inglefield-Bugt saa Ohlin 1 Som-
meren 1894 adskillige Sæler, der sikkert vare Remmesæler, og af
Peary fik han at vide, at Arten var almindelig ved Østkysten af den
nordlige Del af Baffins-Bugt og i Smith-Sund; mange vare dræbte
1 den foregaaende Vinter. — Peary selv nævner den som talrig ved
Inglefield-Bugt i September 1892; ogsaa nævnes den i September
1894. |

425

Ved Rensselaer-Bugt blev den ofte set i Foraaret 1854, skriver
Kane. Den viste sig lidt senere end Ringsælen. Tilfældige Aab-
ninger i Isen brugte den som „Aandehuller“. Flere Gange blev den
set efterstræbt af Isbjornen.

I Kanes-Hav blev en fanget 3dje Oktober 1872, melder Davis.
— Efter Feilden blev en skudt i Dobbin-Bay paa Vestkysten af
Kanes-Hav 31te August 1876; den havde 1 Ryggen siddende en
grønlandsk Harpun; den danske Gronlænder Hans, der dræbte den,
mente, at den i sin Tid maatte vere saaret ved den danske Del af

Grønlands Vestkyst.
Я Paa Is ved Østkysten af Kennedy-Kanal S. for Kap Constitution
saa Morton, раа Kane’s Rejse, mange Remmesæler 21de Juli 1854.

Ved Thank-God-Harbour blev en skudt 18de Marts 1872, melder
Davis, ligeledes en 20de Juni. Ved Offley-Island ved Nordkysten af
Mundingen af Petermann-Fjord, blev en set ved en Revne i Isen
28de Marts samme Aar, meddele Davis og Bessels. — Feilden nævner
. den som dræbt ved Thank-God-Harbour i 1875 —76.

Flere bleve dræbte i Discovery-Bay, раа Vestkysten af Robeson-
Kanal, paa 81°44’, i 1875—76, skriver Feilden. Oftere var den
desuden set paa Rejsen op gjennem Smith-Sund. — Greely skriver,
at Remmesælen utvivlsomt overvintrer 1 Robeson-Kanal. Fem bleve
drebte ner Kap Distant, paa Kanalens Vestside, 1 Maj 1882; den
154е saa man forste Gang deres Huller i Isen. Samme Sted saa
man i April 1883 et Hul, der sikkert havde veret holdt aabent 1
nogen Tid.

I Prinds-Christians-Sund, ved Østkysten sydligst, blev der set
flere Remmesæler, skriver Vahl i sin Dagbog 1ste April 1829, og
blandt Dyr sete ved Aluk nævnes Arten under 26de April.

Paa Isflager ved Bugten Kangerdluluarak, lidt S. for 61°, saa
Graah flere 28de Maj 1829.

I Ingiteit-Fjord, paa 61°20’ omtrent, bleve to store Remmeseler
fangede 23de August 1884, meddeler Garde.

Ved Angmagsalik findes den ret almindelig hele Aaret, skriver
Holm 1 1885. — Samme Sted saa Bay den ner Land i September
1892, og flere laa dræbte paa Stranden ved Gronlændernes Huse.
— N. for Angmagsalik saa К. Poulsen i September 1898 og i Som-
meren 99 af og til Remmesælen enkeltvis. Den skal fanges ret
almindelig i Egnen Aaret rundt, dog ikke ner saa ofte som Ring-
sel og Spettet Sæl. Grønlænderne sige, at Grunden til, at den
slider sine Tænder saa stærkt, er den, at den sluger en Mengde

426
(Erignathus barhatus.)
Smaastene sammen med Føden, der mest ег Muslinger, som den
henter paa Havbunden.

I Turner-Sund blev der, efter S. Jensen, sidst i Juli 1900 set flere,
mest liggende enkeltvis paa Isflager, der af Strømmen fortes frem og
tilbage. I Maven af to dreebte fandt Deichmann Levninger af Fiske.

I Seoresby-Sund var den, meddeler Bay, i 1891—92 ikke
sjelden, baade 1 Fjordens ydre Del og inde i Bunden af dens Grene.
Den viste sig altid enkeltvis. Ofte laa den paa meget smaa Isflager,
der drev om i Fjorden; om Efteraaret var den jevnlig at se paa
den faste Is. — I Hurry-Inlet blev en set 20de August 1900, siger
S. Jensen. | ae

I Geologfjord, 1 Kejser-Franz-Josephs-Fjord, blev en Remmesæl
skudt paa en Isflage 26de August 1899, skriver Nathorst.

I Nærheden af Bontekoe-@ blev, efter Nathorst, en skudt 22de
Juli 1899.

Г Mackenzie-Bugt ved Hold-with-Hope sked Kolthoff en Remme-
sel 3dje August 1900. I Drivis udfor Kap Broer Ruys saa han
flere 31te Juli, ligeledes flere udfor Gael-Hamkes-Bugt 7de August.
I Maven af dræbte Remmeseler fandt han mest Krebsdyr, der here
hjemme paa Havbunden.

Ved Sabine-O blev, efter S. Jensen, en stor Remmesæl set
Ilte Juli 1900.

I Drivisen langt udenfor Østkysten, paa omtrent 73°, blev en
Remmesæl skudt af Deltagere 1 „Hansa“-Rejsen 29de Juli 1869. —
I Havet udfor Shannon-Ø saa В. Gray nogle faa iste August 1885.
— I den yderste Del af Drivisen udfor Østkysten saa Bay den, paa
Rejsen i 1891—-92, temmelig sjelden, kun enkeltvis; paa Grændsen
mellem den yderste og den mellemste Del af Isbeltet blev set en
enkelt. En, der blev dræbt i Storisen 964е Juni 1891, havde i
Maven en Mængde Levninger af Fiske, Blæksprutter og Krebsdyr.

Årten er circumpolar, eller dog næsten, højnordisk. Den lever
ved Spitsbergen, viser sig ved Island og ved Labrador, og den
findes ved Vestkysten af Davis-Stræde, Baffins-Bugt og Smith-Sund.

9. Phoca vitulina Г. Spettet Sal.

Phoca vitulina L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 9. — Id.. Skrifter
af Naturhist. Selsk., Bd. 1, 2det Hefte, 1791, p. 98. — Reinhardt jun., Tilleg
til Rink, Стоп]. geogr. stat. beskr., 1857, р. 5. — Callocephalus vitulinus (L.):
Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, p 411.

427

Phoca vitulina L.: Trouessart; Catalogus Mammalium, 1897 —99.

Vestgrenlandsk. Kassigiak, hvad der skal kunne betyde: den, der idelig
vil vere ovenpaa, og det kan skyldes dens Vane saa ofte at ligge paa Stene
og Is og at svømme 1 Vandets Overflade; i sin første Levetid kaldes den
Kassigiarak, en Kassigiak-Unge, senere paa Aaret Kassigieitsiak, en middel-
maadig Kassigiak; i 2det Aar hedder den Kassiginak, i 3dje Aar og senere
‚ Kassigiarsoak, den store Kassigiak. Nogle Steder skal den ogsaa kaldes Ermik,
Ermitsiak, Akutleenak og Akunnektok. (Fabricius.) — Kasigiak. (Kleinschmidt.)
— £stgrenlandsk. Nunak. (Rink.)

Otte gronlandske Hovedskaller af den Spettede Sel fore-
ligge, de fleste fra Vestkysten, en fra Ostkysten; ingen Forskjel
er at opdage fra danske.

Paa to af Hovedskallerne findes i hver Underkjebe en vel-
udviklet overtallig Kindtand indskudt mellem p3 og p4; ganske
det samme findes ret ofte hos danske Hovedskaller.

En Del Vexlen findes i Tallet af de mindre Takker paa
Kindtendernes Kroner og især i Takkernes Størrelse; saaledes
kan mi i Underkjeben vere serdeles tydelig femspidset eller
nesten trespidset, idet forreste og bageste Spids saa godt som
mangle. Stor Forskjel findes i Kindtendernes Sverhed, lige-
ledes i deres Stilling; oftest ere Kindtenderne svere og stillede
skjævt for hverandre, hvad der er mest iøjnefaldende hos yngre
Dyr, hvor de staa tættest; undertiden ere de forholdsvis smaa
og selv hos yngre Dyr stillede mere i Linie; ganske lignende
Ændringer findes hos danske og, som omtalt af Allen (North.
Amer. Pinnip., 1880, p. 572), hos amerikanske.

Den største af de foreliggende Hovedskaller, af et meget
gammelt Dyr, er 228 Millim. lang.

Den Spettede Sæl er almindelig udbredt langs Grønlands
Vestkyst, mod Nord i det mindste til Upernivik, og den findes
langs Østkysten, mod Nord mindst til Angmagsalik. Den lever
forholdsvis spredt, er ofte at se enkeltvis, undertiden i mindre
Forsamlinger, især paa Hvilesteder, men ikke i store Flokke.
Aaret rundt lever den i de samme Egne, men synes dog at.
strejfe noget, rettende sig efter Isen, som den helst undgaar.
Den færdes baade dybt inde i Fjordene og ved de yderste af

428

(Phoca vitulina.)

Kystens Skjær og skal i det hele soge afsides Steder Боге fra
Gronlendernes Boliger. ТИ Hvilesteder bruger den baade Isen
og Landjorden; iser ligger den ofte paa Stene og Skjer i
Stranden. I fast Is skal den danne sig Huller; men hvor
Isen ligger, er den sjelden at se. Fiske og Krebsdyr ere dens
Føde; Fabricius nævner særlig Salmo alpinus, som den forfølger
lige til Elv-Mundingerne, Sebastes marinus og Hippolyte; Jør-
gensen nevner Gadus saida og G. ovak. Ungerne fodes sidst
i Maj og i Juni paa Strandbredden. Om dens Fjender siger
Fabricius, at Bjornen er den verste; for Spekhugger og Haakal
flygter den paa Land; Havornen magter kun de mindste. Gren-
lenderne efterstrebe den gjerne, iser fordi dens Skind er finere
end de andre Sel-Arters; men paa Grund af dens spredte Leve-
vis er det forholdsvis faa, der dræbes; Rink skriver i 1877, at
der aarlig paa Vestkysten drebes maaske omkring 1000, neppe
2000. (Serskilt Regnskab over de Skind, der indhandles af
den Gronlandske Handel, er ikke fort; de sammenregnes med
Skindene af Ringsælen.)

I en Affaldsdynge ved Ruinerne af Nordboernes Huse fra Mid-
delalderen ved Kagsiarsuk 1 Igaliko-Fjord er der fundet Tindingben
af to Spettede Sæler. — Fra Nanortalik nævnes den af Vahl i Vin-
teren 1828—29. — I April pleje Gronlenderne at rejse ind i de
inderste Grene af Sermilik-Fjord foran Isbræerne for at fange Ring-
sæler og Spettede Sæler, meddele Moltke og Jessen i 1894; den
Spettede Sæl forekommer kun sjeldnere.

Г Arsuk-Fjord træffes den af og til, skriver Helms 1 1897. Et
Yndlingssted for den skal vere Fjorden Kasigialik Syd for Narsalik.

Ved Frederikshaab havde Fabricius samlet sine indgaaende Op-
lysninger om den. — Som ret almindelig dér nævnes den af Vahl
i 1828. — Ved det sydlige Garnsted, Sermersok, ved Frederikshaab
fangedes fra Slutningen af September til Slutningen af November
1840 87 Sæler, blandt dem 2 Spettede, oplyser Jorgensen; ved det
nordlige Garnsted, Nutarmiut, fangedes 1 samme Tid 231, blandt
dem 10 Spettede. Ved Sermersok fangedes 1 1841 fra 19de Sep-
tember til 4de December 83 Seler, af dem 2 Spettede, ved Nutar-
miut i samme Tid 165 Sæler, deraf 10 Spettede. I August skal

429

Haarfældingen gaa for sig; enkelte fælde dog endnu i September.
En Hun, der fangedes ved Frederikshaab 20de December 41, havde
i Maven 4 Gadus saida og 12 G. ovak.

Inderst 1 Agdlumersat-Fjord, S. for Fiskenæs, skal der om
Foraaret ofte vere god Selfangst, iser af den Spettede Sel, skriver
Giesecke i 1809.

Paa Isen 1 Karajat-Bugt S. for Godthaab saa Giesecke 24de
Maj 1810 mange Sæler, især Spettede. I den flade Bugt Ekalunguit
ved Mundingen af Godthaab-Fjord skal samme Art ofte indfinde
sig. — Som almindelig ved Godthaab nævnes den af Holbøll i 1823.
I de sidste Dage af Maj og de forste af Juni vare Ungerne endnu
ufødte, dog uden Uld-Dragten, mørkt tegnede.

Fra Sukkertoppen er den 11829 indsendt til Museet i Kjøbenhavn.

Fra Holstenborg er den indsendt til Museet i 1833. — I Egnen
er den temmelig sjelden, skriver Brummerstedt 1 1891. Den ор- ©
holder sig altid paa Steder, hvor der er mange Skjær og lavt Vand;
-om Vinteren er den næsten aldrig at se. Ungerne fødes 1 Slutnin-
gen af Maj og Begyndelsen af Juni.

Som almindelig ved Disko nævnes den af Giesecke i 1807.
Tilfældig nævnes den som fanget ved Godhavn 18de Oktober 1810.
— Fra Disko-Bugt er den sendt til Museet i Kjøbenhavn i 1835. —
Steenstrup "omtaler i 1880, at Grønlændere næsten aarlig rejse fra
Nugsuak til Fjorde paa Vestsiden af Disko for dér paa Klipperne
at dræbe Spettede Sæler.

Paa den nordligste af de Øer, der nu ere indesluttede i Tor-
sukatak-Isstrøm, Ø. for Arveprindsens-Ø, have Grønlænderne i tid-
ligere Tid kunnet gaa iland og dræbe Unger af den Spettede Sæl,
der laa paa Klipperne, meddeler Steenstrup i 1879; Øens Navn er
derfor endnu Kassigiap Ernivia, „den Spettede-Sæl-Unge“.

Flere vare at se i Prinds-Christians-Sund, sydligst ved Østkysten,
skriver Vahl under iste April 1829, og ved Aluk nævnes Årten
under 26de April.

I Nærheden af Isblinken ved Kangerajuk (Colberger Heide) blev
en fanget 2den August 1829, meddeler Graah.

Ved Angmagsalik er Arten forholdsvis almindelig, skriver Holm
i 1885, og den findes der hele Aaret. — Det samme lerte K. Poulsen
i 1898—99. Almindeligst syntes den at vere i Angmagsalik-Fjord;
dog er den mindre talrig end Ringselen. Langs Kysten N. for
Angmagsalik saa han enkelte i September 98 og 1 Sommeren 99.
I Juni føder den sine Unger, og i den Tid sees den liggende paa

XXI. 28

430

(Phoca vitulina.)
Stene. Gronlænderne sige, at den lever af Muslinger og smaa
Krebsdyr. |

Efter Bay blev den i 1891 —92 vistnok flere Gange set inderst
i Grenene af Scoresby-Sund.

Arten er circumpolar, ikke særlig nordlig og med vid Udbre-
delse ogsaa mod Syd, til Syd-Europa. Den kjendes ogsaa fra Is-
land, Skotland, Labrador og Vestsiden af Davis-Streedet.

10. Phoca foetida О. Fabr. Ringsæl.

Phoca foetida Müll.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 13. — Id.
Skrifter af Naturhist. Selsk., Bd. 1, 2det Hefte, 1791, р. 74. — Phoca hispida
Erxl.: Reinhardt jun., Tilleg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 6.
— Pagomys foetidus (Müll.): Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 414.

Phoca (Риза) foetida Fabr.: Trouessart, Catalogus Mammalium 1897—99.

Vestgronlandsk. Neitsek. Ungen kaldes Keviulik, den dunede, saa lenge
den berer Uld-Dragten; senere hedder den Neitsiak, en Neitsek-Unge, eller
Neitsingoak, en lille Neitsek; som halvvoxen: Neitsitsiak, en middelmaadig
Neitsek; som уохеп, men yngre: Millaktok, den plettede, eller Millaktorsoak,
den storplettede, efter Pletternes Storrelse; som fuldvoxen: Neitsidlek. (Fa-
bricius.) — Natsek eller, den gamle Han, Tiggak, eller, som fuldvoxen Nat-
sigdlak. (Kleinschmidt, Rink.) — Ostgronlandsk. Saggak, den gamle Han
Takanalik. (Rink.)

Nogen Forskjel mellem grondlandske og danske Ringseler
er ikke til at opdage, hverken i Ydre eller Indre.

Blandt de grandlandske Skind i Kjobenhavns Museum er
der tre helt hvide, fra Frederikshaab, Holstenborg og Umanak,
og et, der er saa morkt, at det nesten er helt sort, dog med
svag Antydning af den sedvanlige Tegning.

De foreliggende over 50 gronlandske Hovedskaller (af hvilke
dog adskillige mangle Underkjæben) vise kun faa Afvigelser fra
det sedvanlige i Tendernes Tal. Hos én findes en lille over-
tallig 6te Kindtand bagest i hver Overkjebe; det samme findes.
hos en anden i venstre Overkjebe.

Derimod er der i Kindtændernes Form og Størrelse en
meget stor Vexlen, endnu noget storre, end det beskrives af
Allen (North. Amer. Pinnip., 1880, p. 604—605), helt uafhengig
af Kjon. pi har oftest to Spidser, en stor Hovedspids og en
mindre bageste Spids; undertiden har den ogsaa en mindre

4
À

431

forreste; sjeldnere ег kun Hovedspidsen ganske alene tilstede.
pl er oftest trespidset; men undertiden mangler den forreste
Spids, undertiden, men sjeldnere, baade forreste og bageste.
р2, p3 og p4 ere oftest næsten ens i Form, oftest trespidsede
med en stor Midtspids og en mindre forreste og en mindre
bageste Spids; men den forreste Spids kan mangle, saa at
Kronen kan være tospidset, og bag den sædvanlige bageste
Spids kan der findes en mere eller mindre veludviklet fjerde
Spids, og paa Bagranden af Hovedspidsen kan der fremkomme
endnu en lille Spids, saa at Kronen bliver femspidset. m1 ег
undertiden næsten lige saa stor som de andre øvre Kindtænder,
undertiden meget mindre; i Form vexler den раа lignende Maade
som de andre, men har dog sjelden mere end tre Spidser;
derimod kan den forreste Spids mangle helt, eller baade forreste
og bageste kunne være forsvundne. p2, p3, р4 og mi ere
oftest nogenlunde ens iForm; de kunne være simpelt trespidsede,
med en større Hovedspids og en mindre forreste og en mindre
bageste Spids; oftest ere de firspidsede, idet der bag den bageste
af de tre er fremkommet en fjerde Spids; ikke sjelden ere de
femspidsede, idet der ogsaa foran den forreste af de tre er
fremkommet en ny Spids. Spidsernes indbyrdes Storrelsefor-
hold er meget forskjelligt; Ændringerne i denne Henseende ere
nok заа iøjnefaldende som Forskjellighederne i deres Tal. Kind-
tændernes Størrelse vexler paafaldende; nogle Ringseler ere
stortandede, andre smaatandede.

En sjelden Gang naar Mellemkjebebenet ikke op til Næse-
benet, men er af Overkjæbebenet fortrængt fra Nesebenets Rand;
oftest stoder det i en kort Som til Næsebenet; undertiden
strækker det sig op langs Næsebenet i henved en Tredjedel af
Næsebenets Længde. Næsebenets Forrand er undertiden dybt
indskaaren, i meget forskjellig Form, undertiden næsten lige,
uden Indskjæring. Ganens bageste Rand er oftest stærkt buet
fremefter, mere eller mindre skarpt indskaaren; undertiden er

den kun svagt buet, meget nær ved at være tværgaaende.
285

432
(Phoca foetida.)
Trommebenet, der altid er stort, er hos nogle meget storre
forholdsvis end hos andre.

Den største af de foreliggende Hovedskaller, af en gammel
Han, med nesten alle Hjernekassens Somme tilvoxede, er 194
Millim. lang; en af de mindste yngre Hanner, der vel har de
fleste af Hjernekassens Somme aabne, men dog i Knoglernes
Fasthed ser ud som de gamle, har Hovedskallen 145 Millim.
lang, en jevnaldrende Hun 142.

Ringsælen findes almindelig udbredt langs Gao Vest-
og Nordkyst, ligeledes langs Ostkysten, mod Nord i det mindste
indtil Sabine-@. Den lever mest enkeltvis eller i mindre Sel-
skaber, ikke i store Flokke. Aaret rundt kan den leve paa
omtrent de samme Steder. Især opholder den sig inderst inde
i de dybe isfyldte Fjorde, der grændse til Indlandsisen; de
ældste skulle nesten aldrig vere at se andre Steder; de unge
og midaldrende derimod vise sig om Vinteren i Fjord-Mundin-
gerne og ved Kysterne, siger Fabricius, hvem de mest ind-
gaaende Oplysninger om Artens Levevis skyldes; men om For-
aaret vende de i hvert Fald tildels tilbage ind i Fjordene, hvor
de komme i April og Maj; af de mange hundrede,. som Fabri-
cius saa fangede ved Kysten, var der ikke en eneste Hun med
Foster. Midt ude i Davis-Stredet, i Drivis-Markerne, er den
set om Vinteren, og i den mere faste Hav-Is udenfor Ostkysten
kan den sees om Sommeren, de unge ogsaa i den losere Is.
Den vil heist vere, hvor Is ligger; den foretrekker den faste
flade Is og lever derfor fortrinsvis i Fjorde, der ere tillagte
hele Aaret; den stoder og kradser da selv Huller i Isen, ofte
under overliggende Sne, for derigjennem at kunne aande eller
tillige krybe op for at hvile sig, eller den hjelper sig med
Huller og Revner, der fremkomme ved Ebbe og Flod eller ved
Isbjerges Kalvning; paa mindre Drivis sees den sjelden, und-
tagen paa Isflager, der drive ud af Fjordene; paa Land kommer
den neppe; iser er den at se liggende paa Isen om Foraaret,
naar Solen begynder at varme. Dens Fode er smaa Fiske, men

433

iser Rejer og andre Krebsdyr. Ungen fodes paa Isen, i Februar,
Marts eller April, enten frit fremme eller i en Hule gravet
under Sne ved det Hul i Isen, som Moderen har indrettet sig;
i haardt Vejr med Snefog og Storm kan det hende, at Ungerne
baade fryse og sulte og omkomme eller vantrives; mange Unger
skulle endnu om Efteraaret kunne vere saa smaa, som om de
nylig vare fødte, siger Fabricius. Isbjornen skal ofte fange den
trods al dens Agtpaagivenhed, Havørnen ligeledes; Ravnen skal
kunne dræbe Ungerne. Grønlænderne efterstræbe den meget;
i Nord-Grønland er den deres vigtigste Jagt-Dyr; langs Vest-
kysten dræbes aarlig, siger Rink, mellem 50000 og 70000.

I Affaldsdynger ved Ruinerne af Nordboernes Huse fra Middel-
alderen i Julianehaab-Egnen er der fundet nogle faa Knogler af
Ringsælen: ved Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjord to uens Tinding-
ben og en Overarm og ved Tunuarmiut ved samme Fjord tre uens
Tindingben. — Fra Nanortalik nævnes den af Vahl i Vinteren 1828 —
29. — Fra Julianehaab skriver Jørgensen i 1840, at Grønlænderne
paastaa, at de smaa Ringsæler ere at se tilsøs, de store derimod kun
inde i Fjordene. — Inderst i Sermilik-Fjord pleje Grønlænderne at
fange Ringsæler i April, meddele Moltke og Jessen i 1894. —
R. Muller omtaler i 1900 Jagt paa Ringsæler i Tasermiut- og den
sydlige Sermilik-Fjord ved Nanortalik.

At Ringsælen ikke er sjelden ved Arsuk og Ivigtut, meddeler
Helms i 1897.

Ved Frederikshaab havde Fabricius Lejlighed til at samle sine
mange Oplysninger ош den. — Vahl nævner den i 1828 som
almindelig dér. — Fra Slutningen af September til Slutningen af
November 1840 fangedes i Garn ved Sermersok 87 Sæler, hvoraf
5 Ringsæler, meddeler Jørgensen; ved Nutarmiut fangedes i samme
Tid 231 Sæler, hvoraf 3 Ringsæler. I 1841 fangedes ved Sermer-
sok fra 194е September til 4de December 83 Sæler, hvoraf 5 Ring-
sæler, ved Nutarmiut 165 Sæler, hvoraf 4 Ringseler. Sidst i Maj
1841 viste der sig en lille Ringsæl-Unge i Havnen ved Frederiks-
haab; den mentes at være kommen fra en af Fjordene ført paa et
Stykke Drivis. Om Artens Ynglen о. s. у. fortalte Grønlænderne
ganske i Overensstemmelse med Fabricius. — R. Muller nævner i
1900 en stor Bugt to Mil fra Frederikshaab, hvor man næsten altid
kunde træffe Ringsæler.

434

(Phoca foetida.)
; Fra Godthaab nævnes den af Holbøll i 1823. — Som talrig
paa Isen inderst i Godthaab-Fjord 1 Begyndelsen af April 1889
nævnes den af Nansen.

Ved Holstenborg findes den hele Aaret, skriver Brummerstedt
i 1891, i større Mængde inde i Fjordene end ude ved Yderkysten,
helst hvor der er Is. Især om Foraaret, naar Solen begynder at
varme, ligger den meget ovenpaa Isen. Ungerne fødes i April og Maj.

Som den almindeligste Sel ved Disko nævnes den af Giesecke
i 1807. — Midt ude 1 Davis-Strædet omtrent udfor Disko i Drivis-
Marker blev der sidst i Februar og 1 Begyndelsen af Marts 1858
skudt mindst 4 Ringseler, meddele M’Clintock og Carl Petersen.

At Ringsælen er almindelig langs Grønlands Vestkyst, men
særlig er at finde i Grønlands Isfjorde, skriver Rink i 1857. ,Den
forlader ikke de indre Farvande, naar Isen legger sig over dem
om Vinteren, men forbliver i det шаге af Fjordene, sogende eller
selv dannende og vedligeholdende smaa Aabninger i Isen for at
kunne drage Aande.‘ „I de inderste og mest utilgængelige af disse
Farvande (de store Isfjorde), hvor Landisen fra Indlandet udkaster
sine uhyre Brudstykker 1 Havet under de voldsomste Bevegelser,
netop foran Randen af denne faste Landis flokkes Selhundene i
storste Mengde, og her synes deres Forplantelse især at gaa for
sig. Dette erindrer os uvilkaarlig om et lignende Forhold ved Havet
i det store, eftersom dette nemlig er rigest paa Dyr i Nerheden af
de Egne, i hvilke det er bedækket med stadig Is.“ Som et ejen-
dommeligt Tilfælde omtaler Rink Artens Forekomst i en tilsyne-
ladende afspærret Vig af Jakobshavns Isfjord. Ved Landisens Ud-
skyden gjennem Fjorden ег en lille Vig раа Fjordens Sydside, Tiv-
sariksok, helt aflukket og spærret, idet Landisen strækker sig over
en Fjerdedel Mil ud forbi Vigens Munding; maaske staar Landisen
раа Grund foran Vigen, eller den maa dog stikke omtrent 800 Fod
dybt; vist gjennem Revner i Isen maa der være nogen Forbindelse
mellem Vandet i Vigen og den ydre aabne Del af Fjorden, da
Vandet stiger og falder 1 Vigen som i Fjorden. I denne afsluttede
neppe en Kvart Mil lange og ganske smalle Vig eller Fjord findes
Ringsælen i stor Mængde. Rink besøgte Stedet i Maj 1851. , Vinter-
isen laa dengang endnu ganske fast paa den lille Fjord og saaes
allerede i Afstand langs Kysten bestreet med sorte Pletter, som
snart opdagedes at være Sælhunde. De vare alle meget fede og
store samt viste en usædvanlig Dorskhed og Mangel paa Frygt, saa
at det endog hændtes, at man kunde komme dem 10 Skridt nær,

435

inden de gik under Isen, hvorpaa de strax efter kom op igjen for
atter at ligge og sole sig. Det ene Dyr, som drebtes, havde slet
intet i Maven, men var meget stort og fedt og havde graalige, usæd-
vanlig grove Haar. Det turde vel synes rimeligt, at disse Eneboere
have dannet et afsluttet Samfund, der muligen har ynglet her og
været afskaaret fra Havet 1 en overordenlig lang Række af Ааг.“
Om Grunden til, at Ringsælen særlig holder til i Isfjordene, skriver
Rink: ,Aarsagen hertil kan neppe søges i en fortrinlig Rigdom
paa Fede i disse Farvande; af Fiske-Arter vides i alt Fald kun
Graafisken (Gadus æglefinus (9: G. saida)) at forekomme i fortrin-
lig Mængde i Jakobshavns Isfjord, men ikke i de andre Isfjorde, og
Kaleragliken eller Hellefisken (Plewronectes cynoglossus (5: Hippo-
glossus pingvis)) ег vel karakteristisk for Isfjordene, men fortæres
ikke af hin Selhund. Derimod er det bekjendt, at den, foruden af
mindre Fiske, fortrinsvis ernærer sig af Krebsdyr, og dette kan vel
forklare dens sterre Udbredelse og ringere Afhængighed af Aars-
tiden, fremfor de andre Selhunde, som især nere sig af og trække
efter Fisk; men det vides ikke, at slige Krebsdyr skulde forekomme
i storre Mengde 1 Vandet af Isfjordene end andetsteds. Det turde
derfor snarere vere de aabne Render i Fjordisen, der dannes ved
Kalvningerne hele Vinteren igjennem, som gjgre disse utilgængelige
Afkroge af Havet til yndede Tilflugtsteder og Ynglepladser for Sæl-
hundene. Det er tillige ejendommeligt, at især de gamle og større
Selhunde slaa sig til Ro og tage stadigt Ophold her; i de talrige
Snedynger, som samle sig imellem de indefrosne Isfjelde og Voldene
af Skrueis, danne de Huler med en Tilgang fra neden gjennem et
Hul i Isen, og her kunne de i storre Sikkerhed opklekke deres
Unger 1 Marts, April og Maj. Det er nemlig en gammel, og Gron-
lenderne vel bekjendt Erfaring, at ikke alene Fangsten paa disse
Steder næsten aldrig slaar fejl, men at Selhundene tiltage i Stor-
relse, alt som man nermer sig de indre Isfjorde, saa at de, der
fanges her, 1 Gjennemsnittet give 3 & 4 Gange saa meget Spek og
Kjed som de, der fanges ved Yderkysterne. “

Under 4de April 1811 omtaler Giesecke Gronlendernes Fangst
af Ringsæler раа Isen i Umanak-Fjord; talrigst skulde Sælerne vere
nærmest Indlandsisen. Selv saa han mange Sæler paa Isen i Karajak-
Fjord 17de April; ogsaa deres Huler under Sneen, indrettede for
Ungerne, saa han. — Fra Umanak nævnes den ogsaa af Sutherland
i Maj 1850 (under Navnet Phoca vitulina). — Ogsaa Vanhöffen
fandt den. almindelig ved Umanak, 1 1891 —93; det var den eneste

436
(Phoca foetida.)
Sel-Art, der viste sig inderst i Lille-Karajak-Fjord. Mest var den
at se enkeltvis; men undertiden viste sig flere samlede ved aabne
Vaager, en Gang saaledes 18 i Flok, solende sig paa Isen.

Ved Berry-Island, N. for Upernivik, paa 73°20', blev en Ring-
sel skudt 1 Juni 1850, meddeler Sutherland; i Maven havde den
Krebsdyr, Ulke og Torskefiske.

Г ,Middle-Ice* S. for Kap York blev den iagttagen i Juli 1875,
meddeler Nares.

I Murdingen af Smith-Sund blev den set af Ohlin i Sommeren
1894. Efter Meddelelser, som han ВК fra Deltagere i Peary’s Rejse,
sluttede han, at dette var den almindeligste Sæl-Art i Egnen om
Inglefield-Bugt. Peary selv nævner den som talrig dér i September
1891. Og Peary’s Ledsager Astrup omtaler Gronlændernes Jagt paa
Ringsælerne i Egnen Aaret rundt. Gjennem deres Huller i den
omtrent 5 Fod tykke Is begynde Sælerne i April at krybe op раа
Isen for at sole sig.

Ved Rensselaer-Bugt, skriver Kane, viste Ringsælerne sig talrig
paa Isen sidst i Maj og i Juni 1854. De nævnes fra Egnen ogsaa
i Efteraaret; 11te September saa man omtrent 50.

Paa Isen i Kennedy-Kanal saa Morton, paa Kane's Rejse, mange
sølende sig 21de Juni 1854.

Ved Thank-God-Harbour blev en skudt 23de Marts 1872, skriver
Davis. Bessels opfører den ligeledes blandt de Arter, der iagttoges
af Deltagerne i „Polaris*-Rejsen N. for 81°.

Feilden skriver, at den blev set i de fleste af de Bugter paa
@st- og Vestsiden af Smith-Sund, som man besøgte paa Nares”
Rejse i 1875—76; det var den Sel-Art, der viste sig nordligst,
endogsaa N. for den nordlige Munding af Smith-Sund. Den over-
vintrede sikkert 1 Egnen. En havde 1 Maven Krebsdyr og Borste-
orme. — Ved Kysten af Grinnell-Land iagttoges den ogsaa af Greely,
i 1882 og 83, overvintrende i Robeson-Kanal, hvor saaledes en blev
dræbt 1 December 1882; i April 83 saa man et rorformet Hul af
omtrent en Fods Vidde gjennem nesten 7 Fod tyk Is ved Fort
Conger, Grinnell-Land, ner en Revne i Isen frembragt af Tide-
vande; en Eskimo erklærede, at det var Ringsælens Aandehul. Nord
for den nordlige Munding af Smith-Sund, ved Kap Stanton paa Gren-
lands Kyst, blev den set af Lockwood i April 1883.

Fra Aluk sydligst paa Østkysten nævnes den af Vahl i April 1829.
Ogsaa af Graah opregnes den blandt Arterne paa Ostkystens sydlige Del.

Ved Angmagsalik findes den hele Aaret, skriver Holm i 1885. —

ae eS rs. ne

437

I samme Egn fandt Bay den almindelig 1 September 1892. — Ogsaa
K. Poulsen fandt den almindelig her 1 1898—99, ligeledes langs
Kysten N. for Angmagsaglik. Den fanges hele Aaret, oftest i Fjor-
dene, om Sommeren ogsaa udenfor dem. Fra Begyndelsen af April
skal den pleje at krybe op paa Isen; i Foraaret 99 var den at se
paa Isen i Angmagsalik-Fjord fra 1ste April, 1 Tasiusak derimod
først fra 6te Maj. Ungerne fødes i April. Poulsen undersøgte Ind-
holdet af 22 Maver; oftest fandtes mindre Krebsdyr, især Mysis
oculata, ogsaa Euthemisto libellula, der saa ud til at vere slugte
næsten hele, en enkelt Gang desuden nogle Bleksprutter, en Gang
en næsten fordøjet Fisk, vist en Slags Torsk.

Paa sin Rejse langs Kysten paa Strækningen mellem Angmag-
salik og Kap Dalton i Sommeren 1900 saa Amdrup mange Seeler,
iser udfor de isfyldte Fjorde; det har sikkert mest veret Ringseler,
men Arten er kun en enkelt Gang nævnet udtrykkelig: udfor Vedels-
Fjord blev der 2den August skudt en Bjørn, der var iferd med at
æde en Ringsæl.

I Turner-Sund bleve Ringsæler sete sidst i Juli 1900, efter
S. Jensen.

I Scoresby-Sund var den, meddeler Bay, almindelig i 1891 —
92, iser ved Mundingerne af Fjordens Grene og inde i Fjord-
Grenene; i den ydre Del af Scoresby-Sund blev den ikke set.
Vandring var ikke til at opdage. Da Fjorden i Efteraaret 1891
blev tillagt, indrettede Sælerne sig Aandehuller i Isen og vedlige-
holdt dem, saa lenge Isen var nogenlunde tynd; af og til saa man
ogsaa en Sel ligge раа Isen, dog ikke ner saa ofte som 1 Foraaret;
efterhaanden som Isen blev tykkere, lukkedes Aandehullerne, og
Sælerne fik fra nu af kun Luft gjennem de Sprækker, som Tide-
vandet frembragte. 19de April 1892 saa man for første Gang i
det Aar Seler paa Isen, i Fehnfjord; men først henimod Maj viste
de sig almindelig paa Isen ved Danmarks-Ø, enkeltvis eller i smaa
Flokke paa 5 til 6, mest i stille Vejr; med kold østlig Vind var
der meget faa eller slet ingen; da Isen begyndte at bryde op, holdt
Sælerne sig til Vaagerne; man saa dem sjelden eller aldrig paa
drivende Isflager, og aldrig blev nogen set paa Land. Næsten alle
de Ringsæler, der bleve aabnede, havde intet i Maven; de faa Gange,
der fandtes noget, var det Levninger af Fiske. Ungerne bleve fødte
i Huler, gravede under Sneen, oftest vist ved Siden af Isfjelde, hvor
Sneen var blæst sammen, og Isen var tyndere. Isbjernen gravede
sig ind til Ungerne og gjorde dem til Bytte. 23de Marts 1392 blev

438
(Phoca foetida.)
der for første Gang fundet Unger af Ringselen, 1 Maven af en
Bjørn; endnu 24de April fandtes en nyfødt Sel i en Bjorne-Mave.
Knogler af Ringsælen fundne 1 forladte Eskimo-Hytter har Ryder
hjembragt. — I Fleming-Inlet blev en Ringsel set 24de August
1900, melder S. Jensen.

Langs Kysten N. for Scoresby-Sund blev den jevnlig set i Juli
1891, siger Bay, nogle ved Kap Broer Ruys paa Hold-with-Hope.

Udfor Gael-Hamkes-Bugt i Drivisen blev en skudt 7de August
1900, meddeler Kolthoff.

(Ved den endnu nordligere Del af Ostkysten synes den at vere
set af Deltagerne i ,Germania‘- og „Hansa“-Rejsen, at domme
efter den Beskrivelse, som Peters, efter Buchholz, giver af nogle
dér indsamlede Sæl-Skind, der dog henfores til Phoca groenlandica.
I den Skildring af Svartsidens Levevis, som Buchholz giver, synes
der ogsaa at vere Trek, der kun passe paa Ringselen. — Ogsaa
Nathorst synes at have set Ringsæler ved Sabine-@, liggende paa
Isen ved Huller, 9de Juli 1899.) — I Nerheden af Sabine-@ i Drivis
blev en lille Ringsæl skudt 10de Juli 1900, siger S. Jensen.

Ude i Drivisen udfor Østkystens nordlige Del har В. Gray
fundet den om Sommeren 1885 og 86. Han nævner den saaledes
som talrig, liggende sovende paa smaa Isstykker, 4de Juli 1886 paa
73°26'N., 15°16’V., og som meget talrig i Drivisen paa 75°7'N.,
5°15'V. 26de Juli samme Aar. — Om dens Optreden i Drivisen
udfor Østkysten skriver Bay, efter sin Erfaring i 1891-—92, at den
,forekommer i ethvert Tilfælde meget sjelden i den ydre Del af
Isen; forst naar man kommer lengere ind, og Flagerne blive sterre
og tættere, bliver den almindelig. Ere Flagerne mindre, ser man
den jevnlig 1 de talrige aabne Kanaler; men naar Flagerne ere
store, har den, i Modsætning til de andre Seler, aabne Huller
igjennem dem, ligesom om Foraaret paa Fjordisen; naar den ligger
paa Isen, ligger den altid ved disse Huller og aldrig ved de aabne
Капа]ег“. Alle, der bleve sete 1 Drivisen, syntes at vere smaa. —
En lille Ringsæl sked Nathorst 1 Drivis-Kanten mellem Spitsbergen
og Granland 29de Juli 1898. — Kolthoff nævner den som set ude
i Drivisen paa omtrent 74° NØ. for Jan Mayen, ved Midten af Juli
1900, og som talrig 1 Drivisen NV. for Jan Mayen senere i Juli.
Ungerne holdt sig til den losere Drivis ved det aabne Нах, de
ældre laa ved deres Huller inde paa de udstrakte Drivis-Marker
neermere Land. Deres Fede fandtes mest at vere smaa Krebsdyr
af Arter, der holde til ved Vandets Overflade.

489

Arten er circumpolar, nordlig, dog sine Steder levende saa
sydlig som i Østersøen o.s.v. Den lever ogsaa ved Spitsbergen og
Island, viser sig sjelden ved Skotland, ogsaa vist sjelden ved Labrador,
men er almindelig langs Vestkysten af Davis-Streedet og videre Nord,
op langs Grinnell-Land.

.11. Phoca groenlandica О. Fabr. Svartside.

Phoca groenlandica Müll.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 11. —
Id., Skrifter af Naturhist. Selsk., Bd. 1, iste Hefte, 1790, p. 87, 2det Hefte,
1791, pl. XII, f. 1 (Hovedskal). — Reinhardt jun, Tillæg til Rink, Grenl.
geogr. stat. beskr., 1857, р. 6. — Pagophilus groenlandicus (Müll.): Brown,
Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 416.

_ Phoca (Pagophilus) groenlandica Fabr.: Trouessart, Catalogus Mam-
malium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Atak. Den nyfødte eller ufødte, hvide Unge kaldes
Iblau, vist af Iblerpok, holder sig ren; i det første Leveaar hedder den
Atarak, en Atak-Unge; senere i Aaret Ataitsiak, en middelmaadig Atak; i
2det Aar kaldes den med samme Navn, dog ogsaa til Forskjel fra den yngre:
Utokaitsiak, den noget ældre; i 3dje Aar Aglektok, den malede, eller Aglek-
tungoak, den lille malede, efter sin brogede Farvetegning, og ud paa Vin-
teren Aglektytsiak, den middelmaadige Aglektok; i 4de Aar kaldes den lige-
ledes Aglektok, men til Forskjel fra de yngre: Aglektorsoak, den store Ag-
lektok, og senere i Aaret undertiden, ligesom Ringsælen, Millaktok eller
Millaktorsoak; som næsten voxne, naar de have faaet sort Ansigt, men
ellers endnu ere plettede, kaldes de Kenaglit, de ansigtede; i Ste Aar og
senere kaldes Arten Atarsoak, den store Atak; en usædvanlig morkfarvet
gammel Svartside kaldes Kernektak, den sortblevne. (Fabricius.) — Ostgron-
landsk. Nalaginak. (Rink.)

Blandt de for Ojeblikket foreliggende 32 Hovedskaller af
Svartsiden i Museet i Kjobenhavn er der én, der i venstre
Underkjebe har en overtallig forreste lille Fortand. En har i
hojre Underkjebe to tetstillede, ved Roden sammenvoxede, to-
spidsede (eller, om man vil, trespidsede) Tender i Stedet for
den sædvanlige tospidsede pi, hver af dem omtrent saa stor
som pi sædvanlig; i venstre Underkjæbe findes derimod en
enkelt, men usædvanlig stor pi med 5 (eller 6) Spidser. Paa
5 Hovedskaller findes bagest i hver Overkjæbe en overtallig
veludviklet lille 6te Kindtand, m2. En har i venstre Under-
kjæbe en overtallig veludviklet 6te Kindtand.

Kindtænderne vexle meget i Form. pi er oftest tospidset,
med en storre forreste og en mindre bageste Spids; under-

440
(Phoca groenlandica.)
tiden er den næsten enspidset, idet den bageste Spids saa godt

som mangler; jevnlig er den trespidset, idet der forrest er
fremkommet en ny lille Spids; undertiden er den firspidset,
idet endnu en lille Spids er fremkommen bagest. pi vexler
paa ganske lignende Maade fra tospidset eller næsten enspidset
til firspidset. De andre ovre Kindtender ere oftest tospidsede,
med en stor forreste og en lille bageste Spids, men ligesom
paa pi kan der vere tre eller fire Spidser; m1 er oftest nesten
lige saa stor som de andre ovre Kindtender, men kan vere
betydelig mindre. De andre nedre Kindtender ere oftest fir-
spidsede, med en stor Hovedspids og en lille forreste og to
smaa bageste Spidser; men de kunne vere trespidsede, idet
den allerbageste Spids mangler eller saa godt som mangler; og
de kunne vere femspidsede, idet der er fremkommet en lille
allerforreste Spids.

Oftest er Næsebenets Som mod Over- og Mellemkjæbe en
lige Linie; men undertiden breder Nesebenet sig fortil ud til
Siden foran Mellemkjæben. Oftest stoder Næsebenets Siderand
paa en lang Strækning til Overkjæbebenet; men undertiden sender
Pandebenet en saa lang Udvæxt frem langs Næsebenets Yder-
side, og Mellemkjæben naar saa langt tilbage, at Overkjæben
næsten fortrænges fra Næsebenet. En Hovedskal, der ikke ellers
frembyder noget usædvanligt, mangler den sædvanlige Forbin-
delse mellem Vomer og Ganeben; Vomer sender vel en Kam
nedad mod Ganen; men Ganebenene sende ingen Kam opefter.

Den største af de foreliggende Hovedskaller er 220 Milli-
meter lang.

Svartsiden findes langs Grønlands Vest- og Østkyst, i
Mengde, oftest flokkevis, talrigst ved den sydlige Del af Vest-
kysten; ved Nordkysten ere kun enkelte sete. Dog er den kun
til visse Tider af Aaret at se ved selve Kysterne; til. andre
Tider opholder den sig langt fra Land ude i Drivisen. — Ved
Grønlands Vestkyst lever den, som især udførlig oplyst af Fa-
bricius og Rink, fra Efteraaret til det tidligste Foraar og lige-

ye SER

441

ledes en Del af Sommeren. I September indfinder den sig, i
velneret Stand, ved den sydlige Del af Vestkysten, trækkende i
Flokke fra Syd til Nord imellem Øerne, efterhaanden bredende
sig langs hele Kysten og ind i Fjordene; i Oktober og Novem-
ber er dens Tal sterst; i December aftager det; i Januar er
der kun faa; og i Februar og Marts forsvinder den ganske;
Hunnerne, siger Fabricius, vandre først bort fra Kysten; men
snart forsvinde alle ud mod Vest. Maalet for Rejsen er Driv-
isen, der driver mod Syd mere eller mindre langt ude i Davis-
Strædet ned mod Labrador og Newfoundland; paa Isen. fødes
Ungerne; i denne Tid finder sikkert ogsaa. Parringen Sted; der-
efter. kommer Haarfældingen. At Føde-Stedet kan være for-
holdsvis nær Kysten, slutter Fabricius af, at nogle Hunner
igjen efter faa Dages Forløb lade sig se nær Land uden Unger,
men med Mælk i Patterne; det er Hunner, der have mistet
deres Unger. I Maj, eller ved den nordlige Del af Vestkysten
i Juni, vende Flokkene tilbage, de gamle, i mager Stand men
med frisk Haarklædning, fulgte af deres Unger; de komme fra
Vest eller Syd; man ser dem først langt tilsøs. Ved Kysten
opholde de sig derefter indtil sidst i Juli, da de forsvinde sam-
tidig med Lodderne, dragende bort mod Vest eller Syd, for at
komme igjen. i September. To Gange om Aaret foretager Svart-
siden altsaa en Rejse bort fra Vestkysten ud i Davis-Strædet
mod Vest og Syd, første Gang i det tidlige Foraar for раа
Drivisen at føde Ungerne o.s.v., anden Gang i Eftersommeren,
følgende Fiskestimerne. Naar Drivisen, vist enten Vestisen, der
kommer fra Nord fra Baffins-Bugt, eller Storisen, der kommer
fra Syd fra Havet Øst for Grønland, ligger ikke for langt borte,
ser man den dog af og til hele Sommeren igjennem. — Om
dens Vandringer udfor Østkysten vides ikke meget; at den
ogsaa her efter de skiftende Aarstider vandrer til.og fra Kysten,
er kjendt; men en Ændring i Sammenligning med Forholdene
ved Vestkysten gjør det vel, at Is omslutter Østkysten saa
meget mere vedholdende end Vestkysten; Sælerne maa vistnok

442

(Phoca groenlandica.)

her opholde sig ude i Drivisen forholdsvis stadig. Oplysning om
deres Optreden i Drivisen skyldes iser Quennerstedt. Paa Driv-
isens Yderrand mellem Jan Mayen og Spitsbergen, omtrent paa
72° til 73°, pleje Svartsiderne at vere samlede i uhyre Flokke
fra sidst i Marts til forst i Maj, vistnok hidkomne fra en vid
Omkreds; Ungerne fødes her, Parringen og senere Haarfeldingen
finde Sted; undertiden er Samlingspladsen sydligere, ned mod
Island. Efter denne Tid spredes Flokkene, vist for en Del til
Kysterne; men mange kunne dog sees i Drivisens Rand Som-
meren igjennem. Hvorledes de forholde sig om Vinteren i disse
Egne, er ikke oplyst. — Om dens Optreden i den Tid, da den
er at iagttage under Land, har iser Fabricius givet Meddelelse.
Den færdes baade inde i Fjordene, ved Yderkysten og 11308,
helst paa dybt Vand. Til Hvilested velger den Isen, helst store
sammenhengende Drivis-Marker, ikke enlige Smaaflager; er
Drivisen ner Land, holde Selerne sig paa dens Yderside, og
omvendt; er Drivisen meget langt ude, ere Sælerne slet ikke
at se ner Land. Kun sjelden kommer Svartsiden paa Land;
det kan ske ved Isblink-Sandene, der rekke langt ud i Havet.
Naar den flygter for Spækhuggeren, holder den sig ganske tet
under Land. Aandehuller i Isen danner den sig ikke; naar
Isen ligger udstrakt, soger den flokkevis til Vaager, som Strom-
men kan holde aabne; dekkes Vandet helt af fast Is, holder
den sig borte. Dens Føde er mange Slags Fiske: Torsk (Gadus
morrhua og G. ovak), Redfisk (Sebastes marinus), Helleflynder
(Hippoglossus maximus, H. pingvis), Ulk (Cottus scorpius), Sild
(Clupea harengus), Paralepis borealis, men allermest Lodder
(Mallotus villosus), hvis Stimer den ivrig jager; Krabber (уаз
araneus, Chionoecetes phalangium), Rejer (Hippolyte) og andre
Krebsdyr findes ogsaa ofte i dens Mave. Selv efterstræbes den
af Spækhuggeren, for hvem den flygter enten ind i Isskodsernes
Klofter eller tæt under Land; hvor Spækhuggeren 1 længere Tid
opholder sig, forlade Sælerne Egnen, svommende bort gjennem
snevre Sunde. Af Isbjornen overraskes den især, naar den

443

sover раа Isen. Af Grønlænderne dræbes den i stor Mengde
under Land langs Kysterne, i storste Mengde ved den sydligere
Del af Vestkysten, hvor den er det vigtigste Jagt-Dyr; efter
Rink’s Regning i 1857 drebes aarlig langs Vestkysten mellem
30000 og 36000, deraf ved den nordlige Vestkyst henved 3000.
Langt sterre Mengder, flere hundrede tusinde, drebtes aarlig
endnu henimod Slutningen af 19de Hundredaar af Amerikanere
og Europæere paa Drivisen i Davis-Stredet og ved Newfound-
land og mellem Spitsbergen, Jan Mayen og Island; ved Slut-
ningen af samme Hundredaar er Fangsten her stærkt ind-
skrenket.

I Julianehaab-Egnen har Svartsiden i Middelalderen, ligesom 1
Nutiden, været den almindeligste Sæl-Art; det er den, hvis Knogler
findes i største Mængde i Affaldsdyngerne ved Ruinerne af Nord-
boernes Huse; fra Kagsiarsuk 1 Igaliko-Fjord er hjembragt Knogler
af mindst 6, fra Igaliko mindst 5, fra Kagsiarsuk i Tunugdliarfik-
Fjord mindst 10, fra Tunuarmiut 1 samme Fjord mindst 36, fra
Tasiusak i Sermilik-Fjord mindst 10. — I 1841 meddeler Jorgensen,
at Svartsiden ved Julianehaab især fanges i Oktober og November
og da er meget fed; i Juni er den ganske mager.

Ved Ivigtut, inde i Fjorden, saa Helms i Oktober og November
1890 næsten daglig Flokke paa henimod 50.

Ved Frederikshaab, siger Fabricius, finder den første af de
aarlige Bortrejser Sted midt i Marts; Flokkene svømme bort mod
Vest; sidst i Maj komme de tilbage. Hen i Juli rejse de bort for
anden Gang, ligeledes mod Vest; fra Kysten længere mod Syd
skulle de samtidig drage bort 1 sydlig Retning; 1 September komme
de igjen. I Frederikshaab-Egnen er det, at Fabricius har gjort sine
mange Iagttagelser over Artens Levevis. — Samme Sted, skriver
Jørgensen, viste Svartsiden sig 1 1841 første Gang 13de September,
efter sin Sommer-Fraværelse, og under 18de September siges, at
den nu er talrig ved Kysten; i Begyndelsen af Oktober omtales den
som vandrende nordefter. Om Tiden for dens Vandringer skriver
Jørgensen ellers det samme som Fabricius. Sidst 1 Marts eller
først i April skulle Ungerne fødes paa Isen tilsøs. Naar Svart-
siderne i September og Oktober trække mod Nord, skulle de i godt
klart Vejr holde sig længere borte fra Land og kun i ringe Mængde
komme ind mellem Øerne, omvendt 1 mørkt og daarligt Vejr; den

444

(Phoca groenlandica.)

bedste Fangst skal gjores i mørkt Vejr med Vind fra Sydvest og
Regn eller Sne; Grønlænderne ere glade, naar der er faldet megen
Sne paa Landet; de mene, at Svartsiden da kommer nermere til
Land, fordi den tager Landet for en Ismark paa Havet. Til Op-
lysning om den Mengde, hvori den findes 1 Forhold til de andre
Sæler, meddeles, at af 87 Sæler, der i 1840 fangedes ved det syd-
lige Garnsted fra Slutningen af September til Slutningen af November,
vare de 80 Svartsider; ved det nordlige Garnsted fangedes 1 samme
Tid 231 Seler, af dem 218 Svartsider. I 1841 fangedes ved det
sydlige Garnsted fra 19de September til 4de December 83 Sæler,
hvoraf 75 Svartsider; ved det nordlige Garnsted fangedes 1 omtrent
samme Tid 165 Seler, deraf 150 Svartsider. I sin Dagbog for
Efteraaret 1841 har Jørgensen optegnet, hvad han havde fundet i
Maven af henved 20 dræbte Svartsider; oftest nævnes Lodder og
Krebsdyr, enkelte Gange Gadus ovak og Gonatus.

Inde i Ameralik-Fjord S. for Godthaab kom Svartsiderne i store
Flokke samtidig med Lodderne sidst i Maj 1810, skriver Giesecke.
— Ved Godthaab, siger Raben i 1823, sker Svartsidens første Bort-
vandring i Aaret i Midten af Februar; enkelte komme tilbage omtrent
10de Maj; den største Mængde plejer at komme i Maanedens Midte;
men undertiden indfinder den sig ikke førend i Slutningen af Maj,
og der plejer da ikke at komme ret mange. I Begyndelsen af Juli
sker den anden Bortvandring, og Fraværelsen varer til Begyndelsen
af September. Naar den i. Maj indfinder sig, kommer den fra Syd;
ved Fiskenæs sees den altid nogle Dage tidligere end ved Godthaab ;
naar den i Juli forsvinder, trækker den mod Vest; den kommer og
gaar samtidig med Lodderne. Af de unge Sæler blive enkelte til-
bage i Fjordene.

Efter hvad Rink skriver i 1857, er det ejendommeligt for Egnen
om Kangamiut ved Sukkertoppen, at Svartsiden opholder. sig her
længst ud раа Vinteren, at endogsaa den bedste Fangst her falder
i Januar og Februar, naar den taber sig 1 de sydligere Egne. ,Man
kunde være tilbøjelig til at antage, at Strømfjorden var et Slags
Vendepunkt for disse Dyr, ved hvilket en stor Masse af dem paa
deres Træk fra Syd til Nord søgte vester over om Foraaret i Yngle-
tiden, at de følgelig tilsidst opholde sig i denne Egn. Vist er det
nemlig, at Sortsidefangsten i den Del af Grønland, som ligger norden
for dette Punkt, er paa engang langt ringere end i den sydligere
liggende Del.“

Ved Holstenborg, skriver Brummerstedt i 1891, komme Svart-

445

siderne om Efteraaret 1 Slutningen af September, trækkende i Stimer
mod Nord; i Oktober blive de flere og flere, men trekke stadig mod
Nord; først i Slutningen af Oktober begynde de at holde sig mere
paa ét Sted. De blive da i Egnen som oftest til forst i Marts, da
de begynde at trække bort til deres Ynglepladser; sidst i Marts sees
de sjelden mere. I Maj komme de tilbage efter at have ynglet, og
de ere da meget magre, vistnok fordi de i lengere Tid have op-
holdt sig paa Isen og ikke have søgt Føde saa ivrig som ellers; 1
Begyndelsen af Juli pleje de igjen at forsvinde; men indfinder Spæk-
huggeren sig tidligere, drage Selerne strax bort. I August ser man
dog undertiden ganske unge Svartsider.

Som ret almindelig 1 Disko-Bugt nævnes den af Giesecke 1
1807. — I Disko-Fjord indfinde Lodderne sig i uhyre Mengde midt
i Juni, siger Rink i 1857, og med dem følge Stimer af Svartsider.

Ved Jakobshavn finder den anden af de to aarlige Bortrejser
Sted midt i Juli eller i Begyndelsen af August, meddeler Brown i
1868; Gjenkomsten sker i Oktober, og Sælerne ere da meget fede.

Ved Redebaj N. for Jakobshavn saa Traustedt en ung Svart-
side blive fanget 8de August 1892.

I Melville-Bugt, paa 75° omtrent, saa Sutherland mange Svart-
sider paa Drivisen i Begyndelsen af August 1850. — I „Middle-Ice*
S. for Kap York blev Arten set af Nares i Juli 1875. — I Melville-
Bugt og 1 Mundingen af Smith-Sund saa Ohlin 1 Sommeren 1894
store Flokke Sæler paa Drivisen; utvivlsomt var det Svartsider.

Blandt de Arter, der i 1871—72 iagttoges N. for 81°, nævner
Bessels ogsaa Svartsiden. — Greely skriver, at Svartsiden kun 1
ringe Mengde gaar op i Smith-Sund; en enkelt blev set ved Hans-®,
midt i Kennedy-Kanal, paa omtrent 81°30’, den 10de August 1881;
nordligere saaes ingen. — Feilden siger, at paa Rejsen i 1875—76
blev ingen Svartside set i Smith-Sund eller nordligere.

Fra Nanusek paa den sydlige Del af Østkysten nævnes den af
Vahl sidst 1 April 1829.

Langs Kysten 9. for Umivik, omtrent paa 64°, vare mange
Svartsider at se i Drivisen 14de Juli 1829, skriver Graah.

Ved Angmagsalik kommer Svartsiden kun til visse Tider af
Aaret, skriver Holm efter sine Erfaringer i 1883—85. Tidligere
skal den have været tilstede i større Mængde end nu. Undertiden
skal man om Foraaret finde flaaede Sæl-Kroppe раа Isen. Ved
Kysten N. for Angmagsalik skal Svartsiden efter Gronlændernes
Sigende findes i Mengde. — I Angmagsalik-Egnen lod den til at

XXI. 29

446

(Phoca groenlandica.)

vere almindelig i Eftersommeren 1892, efter hvad Bay meddeler;
flere fuldvoxne Svartsider laa dræbte paa Stranden ved alle Bo-
pladser. — Langs Kysten N. for Angmagsalik saa K. Poulsen Svart-
siden enkeltvis 1 Sommeren 1899. Til Angmagsalik, siger han, skal
den komme vandrende nordfra i Juni og Juli i Mængde, dog ikke i
Stimer, og den skal blive der til langt ud paa Efteraaret. — Efter
hvad S. Jensen ‘1 1900 hørte af Johan Petersen, kommer den to
Gange aarlig trækkende til Angmagsalik, i Juli og i September; 1
Juli komme baade unge og gamle udefra, og de findes derefter
enkeltvis, indtil Isen begynder at legge sig fast; i September komme
de i Stimer og skulle da, efter Gronlendernes Udsagn vandre mod Syd.

(I Scoresby-Sund og langs Kysten fra Kap Brewster til Hold-
with-Hope blev den, skriver Bay, slet ikke set paa Rejsen i 1891 —
92.) — I Fleming-Inlet saa Deichmann Flokke 1 August 1900.

(Fra den nordligere Del af Østkysten nævnes den af Deltagerne
1 „Germania“- og ,Hansa“-Rejsen 1 1869—70; den er utvivlsomt
virkelig set; men den har ikke været tilberlig skjelnet fra Ring-
sælen.)

Om Selernes Optræden i Drivisen langt udenfor Grønlands
Østkyst og i Mundingen af Davis-Strædet NØ. for Newfoundland har
der længe foreligget Efterretninger; begge Steder har man drevet
Sælfangst 1 et Par hundrede Aar. At Svartsiden udgjør den langt
overvejende Del af de paagjeldende Sæler, véd man vel; men andre
Arter komme ogsaa 1 Betragtning, og Oplysninger fra Iagttagere,
der rigtig have skjelnet mellem de forskjellige Arter, ere sjeldne.

Paa Randen af den uhyre Drivis-Odde, der. plejer i Foraaret
at skyde sig ud mod Øst fra Isbeltet langs Grønlands Østkyst М.
og NØ. for Jan Mayen, pleje Svartsiderne ved Foraars-Jevndøgn at
samles 1 utallige Skarer, skriver Quennerstedt, der rejste i disse
Egne fra Marts til Juni 1863. Samlingspladsen er oftest mellem
72° og 73°, vist aldrig Nord for 74°; men undertiden ligger der
svær Pakis paa Sælernes sædvanlige Mødested, og de søge da langs
Isranden mod, Syd for at finde jevn, flad Drivis-Mark, der er det,
der tiltaler dem mest; de kunne saaledes blive nødte til at gaa ned
S. og SV. for Jan Mayen til 69° eller 68°. Selerne blive ikke
ved Drivisens yderste Rand, men søge længere ind til snedækket Is;
kun i stærk Kulde, naar Flagerne begynde at fryse sammen, holde
de sig nærmest Randen og kunne endogsaa lægge sig paa forholds-
vis tynd nydannet Is. De sprede sig ikke jevnt over Isen, men
holde sig samlede paa nogle faa Steder i Skarer paa mange Tusinder.

a ee a

447

[ Flokkene træffes ikke alene de drægtige Hunner, men ogsaa
Hanner og unge Hunner. I de sidste Dage af Marts og i Begyn-
delsen af April fades Ungerne paa Isen; i 1863 saa Quennerstedt
den første Unge, et Par Dage gammel, den 10de April; men sæd-
vanlig ere Ungerne paa denne Tid omtrent 14 Dage gamle. I Slut-
ningen af April have Ungerne tilendebragt deres første Haarfelding;
de komme da i store Flokke ud mod Isbeltets Rand og lægge sig
påa løse Flager; de voxne findes derefter, i Maj, ikke mere sammen
med Ungerne, men danne særskilte Flokke. Sidst i Maj eller først
i Juni synes Flokkene at spredes over Ishavet og især at søge til
Kysterne. Næring tage de voxne Sæler neppe til sig i den Tid, da
de opholde sig samlede paa Isen. — En kortere, men samstem-
mende Oversigt giver R. Gray i 1886. — I den yderste Del af
Drivisen udfor den nordlige Del af Østkysten i Juni og Juli 1891
og i August 92 fandt Bay Svartsiden meget almindelig. En dræbt
Svartside havde i Maven en Fisk, vist en Paralepis. — I Drivis-
Randen N. for Jan Mayen saa Nathorst en Flok Svartsider 24de
Juni 1899. — I samme Egne saa S. Jensen mange i de første Dage
af Juli i900, baade liggende paa Isen og svømmende i aabent
Vand. — I Drivisen NØ. for Jan Mayen saa Kolthoff Svartsider ved
Midten af Juli 1900; deres Føde var mest, fandt han, smaa Krebs-
dyr, især Amphipoder, der opholde sig nær Havets Overflade.

Paa Drivisen i Mundingen af Davis-Strædet NØ. for Newfound-
land have Svartsiderne en Yngleplads, hvor de ere at finde i Marts
og April. Af Vind og Vejr afhænger det i høj Grad, hvor Sælernes
Flokke ere at finde, siger Southwell; Isen driver med Strømmen
mod Syd, Østenvind fører den ind mod Amerikas Kyst, Vestenvind
ud fra Kysten; Storm kan sprede Isen. Det skal kunne hænde, at
mange af Sælernes Unger omkomme derved, at den Is, hvorpaa de
ligge, inden de ere istand til at svømme, knuses af Storm.

Om Mængden af de Sæler, der af Europæere og Amerikanere
aarlig dræbes paa Drivisen langt udenfor Grønlands Kyster, ere Op-
lysninger fra ældre og nyere Tid især sammenstillede af Quenner-
stedt, Brown, Lindeman, Allen og Southwell. Indtil op mod den
nyeste Tid er Nedslagtningen gaaet for sig i større og større Maal,
bortset fra mere tilfældig Ор- og Nedgang; Sælernes Tal ег dog
tilsidst aftaget. Omkring 1870 dræbtes i Gjennemsnit aarlig 1 Driv-
isen om Jan Mayen og Spitsbergen omtrent 200000 Sæler, aldeles
overvejende, maaske næsten udelukkende, Svartsider, og ved New-
foundland omtrent 500000. Hvorledes Forholdene stille sig i de

2

448
(Phoca groenlandica.)
sidste Aar, oplyses af Southwell: i 1896 dræbtes saaledes udfor Øst-
kysten af Grønland omtrent 100000 Sæler (hvoraf dog mange Blære-
sæler), ved Newfoundland noget over 200000.

Årten er circumpolar, højnordisk. Den er at finde ogsaa ved
Spitsbergen, Jan Mayen, Island, Labrador og Vestsiden af Davis-
Stræde og Baffins-Bugt. Kun sjelden strejfer den i Atlanterhavets
Østside saa langt mod Syd som til de Britiske Øer; i Atlanterhavets
mere kolde Vestside kommer den derimod aarlig meget sydligere.
Omkring Istiden var den ved Europas Kyster at finde sydligere end
nu, saaledes ved Frankrig; endnu i den forholdsvis milde Stenalder
viste den sig ved Danmark.

12. Cystophora cristata (Erxl.). Blæresæl.

Phoca leonina L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 7. — Phoca
cristata Erxl.: Fabricius, Skrifter af Naturhist. Selsk., Bd. 1, 24е Hefte, 1791,
р. 120, pl. XII, f. 2 (Hovedskal). — Cystophora cristata Fabr.: Reinhardt
jun., Tillæg til Rink, Grønl. geogr. stat. beskr., 1857, p. 5. — Cystophora
cristata (Erxl.): Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 435. — Nansen,
Paa Ski over Gronl., 1890, р. 174.

Cystophora cristata Erxl.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Neitsersoak, den store Neitsek, fordi den har nogen
Lighed med Ringsælen. I forste Aar hedder den Neitsersoarak, en Neitser-
soak-Unge; i 2det Aar: Kakortak, den hvidblevne; en gammel Han kaldes
Nesaursalik, den med Kvindehette, fordi Pandebleren minder om Hetten
paa Kvindernes Pels. (Fabricius.) — Natserssuak. (Kleinschmidt.) — Ost-
grønlandsk. Neriniartek. (Rink.)

Blandt de 19 foreliggende grønlandske Hovedskaller af Blære-
sælen i Museet i Kjøbenhavn er der en, der i højre Overkjæbe
har en veludviklet overtallig Tand indskudt mellem Hjørnetanden
og pl. Hos en findes i højre Overkjebe en ret veludviklet
overtallig Tand mellem p4 og mi. Hos et yngre Dyr findes i
hver Overkjæbe kun 4 Kindtænder i Stedet for de sædvanlige
5; det synes at være pl, der mangler, og p2 er da rykket
tæt hen til Hjørnetanden. Hos et ældre Dyr mangler ml i
begge Underkjæber og synes aldrig at have været tilstede.

I Kindtændernes Størrelse er der meget stor Vexlen, til-
syneladende uafhængig af Kjøn. Med Alderen skydes alle Tand-
kronerne frem fra Kjæberne, og Tændernes Rødder vise sig i
Kjæberandene i opsvulmet Tilstand; men i Graden af Roddernes

оО, WERDEN

449

Opsvulmning er der meget stor Vexlen, ogsaa tilsyneladende
ganske uafhengig af Kjon; hos en meget gammel Han ere saa-
ledes alle Kronerne, som dog ikke ere sterkt slidte, skudte
hojt ivejret, og Redderne ere uhyre opsvulmede, indbyrdes tet
sammenstedende og trykkende hverandre, dannende en sammen-
hengende Brolegning langs Kjeberandene; hos et Dyr med
endnu storre Hovedskal og efter Kammene at domme lige saa
gammelt, ere Tænderne vel ogsaa-skudte noget ivejret, men
Redderne ere kun lidt opsvulmede, ikke meget bredere end
Kronerne, indbyrdes vidt skilte.

Der kunde nevnes mange Forskjelligheder i Hovedskallerne,
uafhengige af Alder, i Næsebenenes Form, i Sommenes Leb
0. $. У., 0.S.v.; men de ere kun lidt fremtrædende i Sammen-
ligning med de store Forandringer, der folge med Alderen.

Den storste af de foreliggende Hovedskaller er 283 Millim.
lang, med en Brede over Kindbuerne af 226.

Blæresælen viser sig i Mængde, flokkevis, ved Gronlands
Vest- og Østkyst; ved Nordkysten kommer den kun sjelden;
talrigst findes den ved den sydligste Del af Vestkysten og ved
Ostkysten; men selv hvor den er almindeligst, plejer den kun
en kort Tid af Aaret at opholde sig i Landets Nerhed. Mere
end de andre Sæler ег den et Havdyr, mest levende langt tilses
ved store Flager af Drivis, og kun to Gange om Aaret synes
den at have Lyst til at nerme sig Land. Langt ude paa Driv-
isen udfor Newfoundland og Labrador i Mundingen af Davis-
Stredet og udfor Gronlands Ostkyst, tildels i Jan-Mayen-Egnen,
men vist iser i Danmark-Stredet, foder den sin Unge i Marts
og senere, og vistnok gaar ogsaa her Parringen for sig. Der-
efter viser den sig, fulgt af Ungerne, ved Kysterne af Gron-
land, i April eller tidligere og, ved den sydlige Vestkyst, især
i Maj og Juni. I Begyndelsen af Juli eller tidligere forsvinder
den igjen fra Land; den søger da bort til den fjerneste Drivis,
hvor den tilbringer Tiden for Haarskiftet. I August eller tid-
ligere kommer den tilbage ner Land i mager Tilstand, men

450

(Cystophora cristata.)

bliver der kun i tre eller fire Uger eller noget lengere. Sikker
Kundskab om Vandringernes Retning har man ikke. Nogle faa
kunne sees ved Kysterne til ganske ubestemte Tider. Selv i
den Tid, da den opholder sig nermest Land, er den mest at
finde i Drivisen udenfor de yderste Yer; men undertiden gaar
den ind i Fjordene. Aandehuller i Isen plejer den ikke at have;
men den synes at kunne danne sig dem ved Lejlighed. Foden
ег især storre Bundfiske, som Redfisk, Torsk og Helleflynder,
siger Fabricius; den kan ogsaa tage Bleksprutter. Af Isbjorn
og Spækhugger efterstrebes den; værst forfølges den dog af
Mennesket. Grønlænderne раа Vestkysten skulle aarlig dræbe
omtrent mellem 2000 og 3000, efter hvad Rink regner i 1857;
af Europæere og Amerikanere dræbes den i langt større Tal paa
Drivisen udfor Østkysten og ved Davis-Strædets Munding.

I Julianehaab-Egnen er der fundet adskillige Knogler af Blære-
sælen 1 Affaldsdyngerne ved Ruinerne af Nordboernes Huse fra
Middelalderen: ved Kagsiarsuk og Igaliko, begge Steder ved Igaliko-
Fjord, første Sted Hovedskaller og andet af mindst 4, andet Sted
nogle faa Knogler; ved Kagsiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjord blandt
andet 8 højre Underkjæbegrene; ved Tunuarmiut ved samme Fjord
Dele af mindst 15, mest Stykker af Hovedskaller; ved Tasiusak ved
Sermilik-Fjord Knogler af mindst 4. — Ved Itiblik, nær Julianehaab,
nævner Walløe i Sommeren 1751, at der findes Blæresæler i Over-
flod. — 3dje August 1806 omtaler Giesecke, at Grønlænderne ved
Kap Farvel vare ifærd med Fangst af Blæresæler. — Med Stor-
isen kommer den om Foraaret til Landet, siger Raben i 1823; den
kommer først til Julianehaab, hvor den findes i største Mængde, der-
efter til Frederikshaab, Fiskenæs og videre mod Nord; ved Godthaab
sees sjelden mange. — Udfor Julianehaab-Egnen saa Graah og Vahl
utallige Blæresæler hvilende paa Drivis-Flagerne 24de Maj 1828. —
Ved Julianehaab kommer Blæresælen om Foraaret fra Nord og gaar
mod Syd, skriver Jørgensen, 1 1841, 1 Modsetning til Raben. Fangsten
i August er ganske afhængig af Storisens Liggen ved Kysten. Efter
Meddelelser fra Assistent Dorph giver Jørgensen følgende Oplysninger
om Blæresælens Forekomst ved de smaa Øer Sagdlet V. for Sermer-
sok, N. for Nanortalik: I Februar, Marts og April fanges aarlig en-
kelte; men den egenlige Fangst begynder sidst i Maj og varer til

451

204е Juni eller nogle Dage зепеге. Sidst i Juni forsvinde de; midt
i August komme de tilbage i mager Stand; de fleste gaa igjen bort
sidst 1 August, og kun enkelte fanges 1 September. Ungerne fodes
vist 1 April eller Marts; deres Skind holdes i temmelig hgj Pris.
De smukkeste Skind af de voxne faar man i August. — I 1857
skriver Rink, at den egenlige Blæresæl-Fangst af Gronlenderne kun :
drives i Storisen 1 Julianehaah-Egnen og dér atter kun i den syd-
ligste Del fra tre af de yderste Ogrupper, fra 20de Maj til sidste
Juni; det er en vigtig Erhvervskilde; Вепуе en Tredjedel af Juliane-
haabs aarlige Host af Seler tilvejebringes 1 denne korte Tid. 1
Begyndelsen af Juli synes Blæresælerne at forsvinde; men de komme
tilbage 1 August, meget forandrede og magre; Fangsten begynder
da igjen og varer omtrent en Maaned. Paa deres sædvanlige Trek
naa Blæresælerne ogsaa nogle smaa Wer, Kitsigsut, NV. for Juliane-
haab; længere mod Nord tabe de sig efterhaanden, og i Nord-Gron-
land fanges de kun enkeltvis. Sjeldnere findes de i Julianehaab-
Egnen spredte paa andre Steder og til andre Tider. Gronlænderne
have et eget Navn for dem, der enkeltvis søge op i Fjordene:
Neriniartout, 9: de som gaa efter Fade. — Nansen skriver 1 1890,
at efter Meddelelser, som han havde faaet fra Assistent Lund 1
Sydpreven, kommer Blæresælen til den sydlige Del af Vestkysten i
Vaaren 1 Maj eller tildels sidst i April; den synes da at komme
trækkende fra Nord, og den skal vise sig tidligere ved Sukkertoppen,
Godthaab og Frederikshaab end ved Julianehaab. I største Tal findes
den fra sidst i Maj til midt i Juni. Fra 20de til 25de Juni er Treekket
forbi. Ма i Juli viser den sig igjen, vistnok kommende fra Syd
med Storisen, og den bliver til Slutningen af August. — I 1893
nævner Garde Gronlændernes Bleresel-Fangst ved Øerne i Skjær-
gaarden МУ. for Julianehaab i Foraaret. — I 1894 nævner Moltke
Fangsten ved Kitsigsut-Oerne SØ. for Julianehaab, S. for Nanortalik,
1 Maj. — I Storisen udfor Julianehaab, ikke meget langt fra Land,
saa Ohlin midt 1 Juli 1894 allevegne Blæresæler liggende paa Flagerne,
sovende i Solen. — R. Miiller skildrer i 1900 Gronlendernes Jagt
paa Blæresæler i Egnen, ved Øerne Sagdlet og Kitsigsut.

Paa Fjorden ved Ivigtut kommer den vist kun sjelden, meddeler
Helms; i Maj 1891 havde han set en enkelt dræbt dér.

Nermest for Frederikshaab-Egnen gjelder vistnok, hvad Fabricius
skriver 1 1780, at Blæresælen viser sig ner Land i April, Maj og
Juni; jo mere Drivis der er paa denne Tid, desto flere Blæresæler.
Hvis Drivisen indfinder sig før April og driver forbi mod Nord inden

452

(Cystophora cristata.)

April Maaneds Udgang, kommer der kun faa Blereseler ner Land
det Aar. — I 1828 skriver Vahl, at Blæresælen undertiden kommer
til Frederikshaab. — 17de November 1841 fangedes ved Frederiks-
haab en Blæresæl, meddeler Jorgensen; 1 Maven havde den kun
Levninger af Rodfisken. — Sidst i April og først i Maj 1893 saa
Helms her en betydelig Blæresæl-Fangst; ofte fangedes omtrent 10
daglig. Der laa Storis udenfor, og Sælerne vare vist fulgte med
den. — Ryberg skriver 1 1894, at Blæresælen undertiden fanges
ved Frederikshaab 1 ret betydelig Mængde.

Ved Godthaab er den sjelden, skriver Holbgll 1 1823, derimod
almindelig baade Syd og Nord derfor.

Fra Sukkertoppen ег den i 1846 sendt til Museet 1 Kjøbenhavn.

I Davis-Strædet 5. for Holstenborg saa Traustedt den flere Gange
sidst 1 April 1892.

Ved Holstenborg, siger Brummerstedt 1 1891, kan den under-
tiden sees allerede i Slutningen af Marts; flere pleje at komme 1 April,
og de blive 1 Egnen til Midten af Maj; Tallet vexler stærkt de for-
skjellige Aar; de komme forst efter at have ynglet. Af og til kan
der sees enkelte 1 Juli og August.

I Disko-Bugt er Blæresælen den sjeldneste Sæl-Art, skriver
Giesecke 1807. 23de August 1810 saa han i Disko-Bugt en Blere-
sæl ifærd med at ede en stor Helleflynder. — Fra Godhavn er den
flere Gange, 1 1862, 63, 64, sendt til Museet. — Brown nævner i
1868, at han har set den ikke ualmindelig 1 Disko-Bugt. — Ved
Jakobshavn, var det meddelt Brown, skulde der aarlig ved Midten
af Juli blive dræbt позе faa. — N. for Jakobshavn blev en set af
Traustedt 8de August 1892.

Fra Umanak er den i 1846 sendt til Museet. — I Umanak-Fjord
fanges den ikke ofte, melder Vanhöffen fra sin Rejse i 1891 —93.

I Melville-Bugt har Brown været med at dræbe Blereszler,
skriver han i 1868.

Midt i Kanes-Hav blev en Blæresæl dræbt 20de September 1883,

meddeler Greely. En eller to andre bleve sete samme Sted.

| Paa Drivisen langt ude i Davis-Strædet nær dets Munding, nær-
mest Vestkysten, iagttoges Blæresæler af de Deltagere i ,Polaris“-
Rejsen, der paa en Isflage drev ned gjennem Davis-Strædet i For-
aaret 1873; som meddelt af Davis og Bessels bleve de sete første
Gang 26de Marts, da 9 voxne Blæresæler bleve dræbte; 30te Marts
saa man tre sammen paa Isen, Han, Hun og en lille Unge; og i
den følgende Tid nævnes Arten oftere.

455

Ved Aluk paa den sydligste Del af Østkysten dræbes mange
Blæresæler, skriver Wallge 1 1752. — At Gronlænderne om Som-
meren samles ved Aluk for at fange Blæresæler, meddeler Graah i
1829. 27de April saa han en Del „Neitsersoakker (Ph. cristata) *
liggende paa Isen i еп Bugt S. for Aluk spredte ,ved deres Ishuller“ ;
Isen var dér 11/2 Fod tyk. (Mon ikke Forvexling med Ringsælen ?)
Ogsaa Vahl nævner Blæresæler ved Aluk 1 April 1829. — At der i
August fanges Blæresæler ved Aluk, skriver Jorgensen 1 1841 efter
Meddelelser, som han havde modtaget fra Kielsen.

Mange voxne Blæresæler saa Nansen i Drivisen ner Land ud-
for Umivik, omtrent paa 64°, 22de og 23de Juli 1888, baade lig-
gende paa Flagerne og svømmende.

Ved Angmagsalik komme Blæresælerne kun til visse Aarstider,
meddeler Holm i 1885. — Samme Sted saa Bay i September 1892
flere dræbte liggende ved Grønlændernes Telte. — Langs Kysten
N. for Angmagsalik saa K. Poulsen den enkeltvis i September 1898
og i Sommeren 99. Efter Grønlændernes Sigende skal den pleje at
komme til Angmagsalik i April fra Nord i ringe Tal og igjen for-
svinde sidst i Maj; i Juli kommer den tilbage i større Mængde, dog
ikke i Stimer, ogsaa fra Nord, og den er derefter at se til hen paa
Efteraaret. I April følges den af Ungerne. — Ogsaa efter hvad
Johan Petersen i 1900 meddelte S. Jensen kommer den til Angmag-
salik talrigst i Juli. En stor Brosme (Brosmius brosme), som var
tagen ud af en Blæresæls Gab, skjænkedes af J. Petersen til Museet
i Kjøbenhavn.

I Scoresby-Sund blev der, skriver Bay, paa Rejsen i 1891—92
kun set to Blæresæler, begge i Mundingen af Gaasefjord, 23de og
25de September 1891.

Udfor Liverpool-Kyst blev den, efter S. Jensen, set ved Midten
af Juli 1900. :

I Nærheden af Traill-Ø blev en skudt 25de Juli 1899, siger
Nathorst.

Udfor Gael-Hamkes-Bugt, paa Isen, saa S. Jensen en gammel
og en ung 15de Juli 1900.

Ved Sabine-Ø blev en set i April 1870, meddeler Peters. —
I Nærheden af Sabine-Ø blev den set 10de Juli 1900, meddeler S.
Jensen.

Paa Drivisen langt udenfor Grønlands Østkyst i Egnen om Jan
Mayen er Blæresælen at finde flokkevis i Foraaret, skjønt i langt
mindre Tal end Svartsiden, siger Quennerstedt. Selv saa han dér

454

(Cystophora cristata.)

i Marts til Juni 1863 kun nogle faa voxne Blereseler; af Unger
blev der fra det Skib, hvorpaa han var ombord, dræbt henved 50;
et Par hundrede voxne skulle dog kunne hjembringes af et enkelt
Skib. En næsten nyfodt Unge nævner han som dræbt 20de Marts.
— 1 Drivisen NV. for Jan Mayen iagttoges Blæresælen af Deltagere
i „Germania“- og „Hansa“-Rejsen i Sommeren 1869, men kun faa
Gange; den nævnes midt i Juli og midt i August som set paa om-
trent 75° og iste August paa 73°. — Efter sine Oplevelser i 1882
skriver Nansen om Blæresælen i Drivisen ude i Danmark-Strædet:
Man finder den dér allerede i Maj og Begyndelsen af Juni; for
24de Juni havde man fra det Skib, hvormed han fulgte, fanget
mellem 2000 og 3000 Sæler. Mod Slutningen af Juni begynder
dog først Hovedmængden at indfinde sig eller i hvert Fald at samle
sig 1 de umaadelige Skarer, som da og i Begyndelsen af Juli, i
Tiden for Haarskiftet, kunne sees dér. Senere, mod Midten af Juli,
synes de atter at spredes eller forsvinde. Intet andet Sted vides
Blæresæler at findes 1 saa store Mængder som 1 Danmark-Strædet
under Haarskiftet; og her er det, at de norske Selfangere for en
vesenlig Del drive Fangst paa den. ,Det er ikke saa lenge, at
denne Fangst paa Klapmytsen har foregaaet i Danmark-Strædet*,
skriver Nansen 1 1890; ,den blev paabegyndt 1876 og blev af
mange norske Fartejer (et Par engelske og amerikanske Fartojer
forsogte sig ogsaa paa denne Fangst, efter at Nordmændene havde
fundet den) dreven med storartet Held de forste 8 Aar; der fandtes
Sel overalt, og man skød den ned i tusindvis; der blev i den Tid
skudt henved 500000, og næsten lige mange ere muligens ødelagte
af Kugler, uden at man har faaet dem. Saa kom der imidlertid et
Omslag i Fangsten, og efter den Tid har der veret saa godt som
intet at faa af Klapmyts, uagtet man hvert Aar har anstrengt sig
til det yderste". At den stærke Forfølgelse har indskrænket Sælernes
Tal, mener Nansen vel; dog tror han, at deres Aftagen synes storre,
end den er; Grunden til, at man ikke mere finder Blæresælen paa
de vante Steder, er maaske tildels, at den har skiftet Sædvane; den
har tidligere plejet at holde sig til den aabne Is nær den yderste
Rand af Drivis-Beltet; her var det, at den blev forfulgt, og her er
det, at den ikke mere sees; men nu synes den at holde til lengere
inde i Isen; langt inde i tet pakket Is saa Nansen 3dje Juli 1888
saa mange Blereseler, som han neppe for havde set paa én Gang,
medens der da ved Iskanten næsten ingen havde været at gjne.
I deres Mave havde han fundet Redfisk (Sebastes marinus). Deres

455

Evne til at springe ор paa høj Is fremhæver han; de kunne fra
Vandet hoppe op paa Randen af Isflager 6 til 8 Fod over Vand-
fladen. — I Drivisen udfor @stkystens nordlige Del har В. Gray
iagttaget den i 1885, 86 og 88; den omtales som talrig i Slutningen
af Juni og i Juli 1885; enkelte vare at se 26de Juli 86 paa 75°7'N.,
5° 15’ V.; paa lose Isflager laa mange Yde Juli 88 paa 74° 49° N.,
11° 40' V.; nogle faa bleve sete paa Isen 22de August paa 71° 10!
N., 15°48’ У. — I den yderste Del af Drivisen N. for Danmark-
Strædet, mellem Island og Spitsbergen, fandt Bay den overmaade
almindelig sidst i Juni og forst i Juli 1891 og i August 92, dog
kun i mindre Flokke, undertiden i Selskab med Svartsiden. I den
teette Del af Storisen blev der kun set en enkelt — Nordmændenes
Fangst af Blæresæler i Drivisen langs Ost-Gronland er stadig fortsat.
Efter Lindeman’s Sammenstilling af norske Opgivelser var Udbyttet
i 1891: 17680 Blereseler: 1 92: 33501; 93: 55741; 94: 40589;
95: 20525; 96: 40537; 97: 34932. — I Drivis-Randen mellem
Spitsbergen og Grønland saa Nathorst enkelte 30te Juli 1898; en
af dem havde i Maven smaa Blæksprutter, Gonatus fabricii. — Ude
i Drivisen N. for Jan Mayen vare mange at зе sidst i Juni og først
i Juli 1900, meddeler 3. Jensen, især liggende paa høje Isskodser;
mange af dem vare Unger. — Baade NØ. og NV. for Jan Mayen
i Drivisen saa Kolthoff mange i Juli 1900, ligeledes mest liggende
paa høje Isskodser. De syntes at leve mest af Blæksprutter.

Om dens Ferden i Drivisen i Labrador- og Newfoundland-Egnen
ere Oplysninger samlede af Allen, i 1880. Den skal vere at finde
dér paa lignende Maade som Svartsiden, i det tidlige Foraar.

Arten er nordatlantisk, med ualmindelig lille Udbredningskreds,
egenlig kun hjemmehørende i Havene omkring Grønland, neppe at
finde Øst for Spitsbergen og Island. Kun meget sjelden strejfer den
saa langt mod Syd som til de Britiske Øer.

13. Rangifer tarandus (L.). Rensdyr.

Cervus tarandus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 26. — Rein-
hardt jun., Tillæg til Rink, Grenl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 9. — Rangifer
tarandus (L.): Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 352.

Rangifer tarandus L. & R. caribou Kerr. & R. terrænovæ Bangs:
Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgrønlandsk. Tukto, hvad der maaske betyder den stærkt trædende,
et ret betegnende Navn for det eneste vestgrønlandske Hovdyr. Hannen kaldes
særlig Pangnek, Hunnen Kollauak, Ungen Norak. (Fabricius.) — Tugto,
Pangnek, Kulavak, Norrak. (Kleinschmidt.)

456
(Rangifer tarandus.)

Foruden flere Skind, Skeletter, Hovedskaller og andet fore-
ligger i Museet i Kjobenhavn en stor Mengde Takker af Rens-
дуг fra Gronland, iser af Hanner, blandt andet en storre Sam-
ling afkastede Horn, omtrent 60, fra Ost-Gronland.

Nogen Forskjel mellem Takker af Rener fra Vest- og Ost-
Gronland er ikke til at paapege. Heller ikke synes der i Tak-
kernes Form at vere Forskjel mellem de gronlandske og de
mange foreliggende skandinaviske og danske Rener fra Nutiden
og fra Istiden. At domme efter Beskrivelser og Billeder er
Horn-Formen ogsaa ens hos Rener fra Gronland og fra det
nordligste af det arktiske Amerika. Derimod synes de gron-
landske Rener aldrig at have Takkernes Hovedstamme fuldt saa
sterkt sammentrykt, som den er, eller maaske rettere: kan vere,
hos Rener fra Sibirien og fra det sydligere arktiske Amerika og
hos jordfundne Rener fra forskjellige Steder i Europa. Kort
sagt, de grønlandske Rener slutte sig til «Barren-ground»-Racen
i Modsetning til «Woodland»-Racen, som man lenge har vidst
det, og de synes at holde Racepreget nogenlunde rent; men
Forskjellen mellem de to Racer er kun ringe.

Der er iblandt de foreliggende gronlandske Rensdyr-Takker
en uhyre Vexlen i Form. Nogle have en trind Hovedstamme,
andre ere ret sterkt sammentrykte; nogle have brede Skovle,
andre kun smalle Grene; nogle ere meget stærkt udtakkede
andre, lige saa store, have kun ganske enkelte Grene; de fleste
ere stærkt buede, enkelte ere næsten lige; 0. 5. У.

En Hovedskal af et ungt Rensdyr fra Jakobshavn har i hver
Overkjæbeside en veludviklet lille Tand med kegleformet Krone
foran p 2.

Г Formen af Nesebenet findes ret store Forskjelligheder.
13 Hovedskaller af voxne eller næsten voxne Rener fra Gron-
land foreligge i Øjeblikket, de fleste fra Vestkysten, to fra Ost-
kysten. Hos de fleste har hvert Neseben forrest omtrent jevn-
sides lobende Yder- og Inderrand, og de to Spidser, hvori det
fortil ender, naa omtrent lige langt frem. Hos to, begge fra

457

Vestkysten, bøjer Yderranden forrest ret stærkt ud til Siden;
hos enkelle andre, ogsaa fra Vestkysten, ег der en Begyndelse
til samme Egenhed. Den шаге af Næsebenets to forreste Spidser
er hos to meget kortere end den ydre, saaledes hos den ene
af dem, der have Nesebenets Yderrand vigende udad; hos en
er den derimod meget lengere end den ydre. Den ydre af de
to forreste Spidser er oftest smal og jevnt tilspidset, men ikke
sjelden bred og da undertiden tvespidset. (Om Renen fra Spits-
bergen er det sagt, at den skulde udmerke sig fra Rener fra
andre Lande iser ved en afvigende Form af den forreste Del
af Næsebenet: Yderranden bøjer forrest ud til Siden, og af de
to Spidser, hvori Næsebenet ellers fortil ender, ег den inderste
ganske kort eller mangler. Dette Kjendetegn er altsaa ikke
ubetinget at stole paa. Foruden de to nævnte gronlandske
Rensdyr-Hovedskaller, der have en lignende Form, findes i
Museet i Kjøbenhavn en Hovedskal af en Ren fra Lapland, hvor
Nesebenets Yderrand fortil bojer sterkt udad, og hvor den
indre af de to Spidser er meget kort og lille; og blandt 8 Ho-
veder i Museet, hvis Hjemsteder ikke kjendes, men som ret
sikkert ere fra Gronland, saa godt som afgjort ikke fra Spits-
bergen, er der et, der ligeledes er som hos Rener fra Spits-
bergen. Camerano (Mem. Accad. Sc. di Torino, tom. LI, 1901),
der har strebt meget for at finde Kjendetegn for «Rangifer
spitzbergensis», nævner en Hovedskal, som Museet i Turin har
faaet fra Museet i Kjobenhavn i Begyndelsen af det 19de Hundred-
aar, og som han efter dens Egenskaber henforer til Spitsbergen-
Renen. Men det er saa godt som vist, at dette Hoved ikke
stammer fra Spitsbergen, men fra Gronlands Vestkyst; det er
utvivisomt det samme, hvorom Reinhardt senior i vort Museums
Dagbog i 1824 har skrevet: «162. Cervus tarandus. Meget smaa
Horn, synes toaarig eller 2 Gange at have kastet sine Horn.
Holboll. Gronland» og senere tilfojet: «til Turin». Et Hoved
af Rensdyr fra Spitsbergen synes vort Museum aldrig at have
ejet.)

458

(Rangifer tarandus.)
Rensdyret lever i Gronland baade paa Vestkyst, Nordkyst

og Ostkyst. Det har utvivlsomt levet allevegne langs Kysterne,
hvor der var Lejlighed for det, eller har dog vandret der; men
paa den nordligste Del af Østkysten er det endnu ikke set, og
fra den sydligste Del af Vestkysten, hvor det har levet talrigt
endnu henimod Slutningen af 18de Hundredaar, var det for-
svundet i den forste Del af 194е Hundredaar; paa den sydlige
Ostkyst findes det heller ikke mere. Det foretrækker de Strek-
ninger af Kysten, hvor Yderlandet, Landet udenfor Indlandsisen,
er forholdsvis bredt; det holder sig dér mest til de frodige og
lune Egne omkring det inderste af Fjordene, ner Indlandsisen;
det strejfer ogsaa ind til Nunatakker, Fjelde der heve sig op
over Indlandsisen; til selve Kysten af Fastlandet og over Isen
ud paa Øerne kommer det ogsaa, især Efteraar og Vinter, naar
det strejfer om allevegne. Vandringer i stor Udstrekning synes
det ikke at foretage, i hvert Fald ikke aarlig; Vinter og Sommer
er det at finde i samme Egn, selv paa Nordkysten. Gres og
Urter og Lav er dets Føde; dækkende Sne skraber det bort med
Klovene; ved Stranden æder det ogsaa opskyllet Tang. Mest
færdes det flokkevis. Ungerne fødes i Maj og Juni, enkelte i
Slutningen af April. Dets værste Forfølger er Mennesket; i de
nordligste Egne og påa Østkysten har. det ogsaa Ulven at frygte.
En betydelig og ikke fuldt forklaret Op- og Nedgang i dets Tal
synes der at være; hvor det lever nær Egne, der ere beboede
af Mennesker, er det i høj Grad Gjenstand for Jagt, og Jagt-
udbyttet har vexlet stærkt. Allerede mod Slutningen af 18de
Hundredaar klagede man over, at Rensdyret baade paa det ene
og det andet Sted af Vestkysten aftog i Tal; nogle mente, at
det var en Folge af, at Grønlænderne ikke holdt Maade med
Jagten og dertil vare begyndte at bruge Ildvaaben, medens de
før havde brugt Bue og Pil; andre, som Glahn, mente, at Grøn-
lænderne netop ikke med Bøssen naaede at dræbe заа mange
Rensdyr som med Bue og Pil; Rensdyrene bleve skræmte af
Skuddene og vandrede ud til andre hidtil ikke af Mennesker

459

hjemsogte Egne. Udbyttet af Jagten er dog senere steget igjen.
Efter hvad Rink skriver i 1877, naaede det sit højeste i Aarene
1845—49; paa Vestkysten blev der i denne Tid aarlig drebt
omtrent 25000 Rensdyr, og omtrent 16000 Skind udførtes aarlig
til Danmark. Efter 1850 var Nedgangen i Udbyttet stor, og i
Aarene 1858—72 blev der, efter Rink, gjennemsnitlig ikke dræbt
mere end 1000 Rensdyr aarlig, og kun enkelte Skind udfortes.
Efter Ryberg blev der i 1838 fra Grønlands Vestkyst udført
5128 Rensdyr-Skind; i 1839: 24197; 40: 13638; 41: 14608;
42: 11439; 43: 14713; 44: 14862; 45: 12446; 46: 26374;
41: 8137; 48: 16412; 49: 9929; 50: 10183; 51: 13749; 52:
7260; 53: 11287; 54: 7866; 55: 6346; 56: 3357; 57: 3486;
58: 1366; 59: 1245; 60: 707; 61: 425; 62: 154; fra 1863 til
1891 har Hjemsendingen vexlet mellem 0 og 40, i 1891. Senere
igjen ere Rensdyrene tiltagne i Tal, maaske en Folge af, at Jagten
midlertidig havde været næsten ophørt, og i de sidste Aar af
194е Hundredaar melde de aarlige Oversigter, der udgives af
den Kongelige Grønlandske Handel, stadig om Fremgang.

Paa den sydligste Del af Vestkysten, i Julianehaab-Egnen, var
Rensdyret almindeligt, da Nordboerne bosatte sig dér, i Slutningen
af 10de Hundredaar og senere, som meddelt i Sagaer og i Konge-
spejlet. Endnu ved Midten af 14de Hundredaar, henimod Slutningen
af Nordboernes Ophold i Landet, taler Ivar Baardsøn om de utallige
Rensdyr, der om Høsten komme til Hreinsey, Renø, udfor Einars-
fjord, nu Øen Akia i Mundingen af Igaliko-Fjord (de nyeste Oplys-
ninger om Nordboernes Stednavne ere givne af Finnur Jonsson i
Medd. om Grønl., 20de Hefte, 1898); for at kunne holde Jagt paa
dem skulde man have Tilladelse af Biskoppen ved Gardar Domkirke,
der ejede Øen. Ved Ruiner af Nordboernes Huse er der flere Steder
i Affaldsdynger ved Udgravninger i 1894, ledede af Bruun, fundet
Rensdyr-Knogler i anselig Mængde: ved Kagsiarsuk i Igaliko-Fjord,
vist Nordboernes Hôfdi, er fundet flere Knogler af mindst 3 Rens-
dyr; ved Igaliko, Gardar, et Par Knogler; ved Kagsiarsuk i Tunugd-
liarfik-Fjord, Brattahliö i Eriksfjord, adskillige Knogler af mindst 4;
ved Tunuarmiut i samme Fjord, paa en Halvø, som vist er Nord-
boernes Dyrnes, flere Knogler af mindst 3; ved Tasiusak, en Gren

460

(Rangifer tarandus.) Е
af Nordre-Sermilik-Fjord, Nordboernes Isefjord, adskillige Knogler af
mindst 4. — I 1723 nævner Hans Egede Gronlændernes Jagt paa
Rensdyr i Fjordene ved Julianehaab. — I 1751, skriver Wallee,
klagede de gronlandske Rensdyr-Jægere ved Sermilik-Fjord over
Rensdyrenes Aftagen, der skulde vere gaaet for sig i Løbet af kort
Tid; Wallee lægger Skylden paa „Flintehandelen og Gronlendernes
altfor hidsige Omgang ved Jagten*. Blandt det Vildt, der var at
finde ved Tunugdliarfik-Fjord, nevner han Rensdyr. Paa Landisen
ved Sioralik-Fjord saa han 1 Juni 1752 Veje traadte af Rensdyr, og
ved Unartok-Fjord, ved Sydpraven, nævner han Rensdyret som Gjen-
stand for Jagt. — I 1806 nævner Giesecke Rensdyret som forsvundet
fra Julianehaab-Egnen, ligeledes Vahl i 1828. — Graah siger 1 1839,
at Renerne lenge havde været forsvundne fra Egnen; men for to
eller tre Aar siden havde man igjen set et Dyr og fundet Spor af
flere ved Narsak ved Tunugdliarfik-Fjord. — Det er maaske samme
Tildragelse, som Rink 1 1857 hentyder til, naar han siger, at et
enkelt Rensdyr skulde vere skudt i Egnen for over 40 Aar siden,
og at senere kun Spor vare sete. — I 1840 skriver Jorgensen, at
Rensdyr tidligere havde levet der i stor Mængde, men at kun et
enkelt var set der i de sidste Aar; og i 1841 skriver Holbøll, at
der nu i de sidste Aar, efter mange Aars Forløb, igjen havde vist
sig enkelte. — Dette synes at være den seneste Oplysning om Rens-
dyret som levende i Julianehaab-Egnen. Minder om det haves i
grønlandske Stednavne som Tugtutuarsuk, en Ø ved Sydprøven, og
Tugtutok, en Ø ved Sermilik-Fjord, netop udfor den Halvø, der
menes at være Nordboernes Dyrnæs. Ogsaa andre Minder findes,
Knogler liggende paa Jorden. Paa den nøgne Top af en Nunatak,
3290 Fod høj, i en Bre indenfor Bunden af Ilua-Fjord, fandt Holm
i August 1881 et Horn af et Rensdyr. Ved Korok, inderst i Tu-
nugdliarfik-Fjord, ner Indlandsisen fandtes i 1899 i en Klippespalte
nogle Knogler af flere Rensdyr med Mærker af Snit og af Gnav,
nogle af dem tilsyneladende ganske friske; af Steenstrup ere de til-
stillede Museet.

Ved Ivigtut, skriver Helms i 1897, findes Rensdyret ikke mere;
men paa Fjeldene ser man endnu Stengjerder, hvor Grønlænderne i
tidligere Tid lurede раа Rensdyr, og Kapt. Simpson, der siden 60erne
har sejlet paa Ivigtut, har for mange Aar siden set Folk komme
med Rensdyr, der vare skudte i Fjordens indre Del.

Ved Frederikshaab har Rensdyret sikkert været almindeligt 1
Slutningen af 18de Hundredaar, at domme efter den Skildring, som

461

Fabricius giver i sit Haandskrift. — Tiningnertok-Fjord, М. for Frede-
rikshaab, nevner Giesecke i 1809 som et Sted, hvor Gronlænderne
gjorde Jagt paa Rensdyr. — I 1828 skriver Vahl, at der i Frederikshaab-
Egnen kun fandtes enkelte Rener, og det samme siger Rink i 1857;
1 1840 derimod melder Jorgensen, at der var ikke faa. — I 1897
meddeler Helms, at Egnen Ø. for Narsalik, S. for Frederikshaab, er
det sydligste Sted i Grønland, hvor Rener for Tiden ere at finde;
aarlig skydes dér talrige Dyr, og der skal kunne sees Flokke paa
70 Stykker.

Paa Fjeldtoppe, Dalagers Nunatakker, langt inde i Indlandsisen
N. for Frederikshaab, ©. for Frederikshaab Isblink, skød Dalager et
Rensdyr 4de September 1751 og igjen et 6te September. — Мат
Fjeldtoppen Nasausak samme Sted fandt J. A. D. Jensen i Juli 1878
et Rensdyr-Horn paa Indlandsisen.

I Fiskenæs-Egnen nævner Giesecke 1 1809 Strækningerne om
Grædefjord som ofte rige paa Rensdyr. — Efter Jorgensen fandtes
1 1840 en stor Del Rener i Egnen. — Rink skriver 1 1857, at i
den Tid, da Jagten var bedst, var der ogsaa ved Fiskenæs Rener 1
rigelig Mengde. I Aarene 1845—49 indhandledes aarlig omtrent
18 Rensdyrskind; men Tallet gik senere ned. — Paa en Udflugt til
Egnen N. for Agdlumersat-Fjord i Juni 1878 iagttoges 3 Rener,
skriver J. A. D. Jensen.

Det forholdsvis brede Kystland omkring Godthaab, Sukkertoppen,
Holstenborg og Egedesminde synes altid trods Op- og Nedgang at
have været blandt de Rensdyr-rigeste Egne 1 Grønland. — Jagt paa
Rener i Godthaab-Egnen, ved Godthaab- og Ameralik-Fjord, omtales
ofte af Hans Egede i 1721 og senere. Mest vare Renerne at se
inde i Fjordene; som en Undtagelse nævnes, at en Ren blev skudt
ganske nær ved selve Godthaab 194е December 1731. — Dalager
mente 1 1752, at Renerne ved Godthaab-Fjordene maatte være lige
saa talrige som i hele det øvrige Vest-Grønland tilsammen; Folk fra
alle Kanter indfandt sig her om Sommeren for Jagtens Skyld. —
Giesecke nævner i 1808 og 10 flere Gange Egnens Rener. Under
2den Juni 1810 taler han saaledes om et Sted inderst inde i Godt-
haab-Fjord, hvor Renerne vel vare mange, men meget sky, fordi
der i Løbet af en Uge var skudt 30. Under 23de Marts 1810 siges,
at Rener lod sig se ude ved Kysten overfor selve Byen Godthaab,
hvad der skulde være sjeldent. En Ø tæt udenfor Godthaab har
iøvrigt Navnet Rensø. — I 1823 nævner Holbøll Renen som meget
almindelig; paa en 4 Dages Udflugt i Egnen havde han set over

XXI. 30

462

(Rangifer tarandus.)

500, og af 6 Skytter vare 32 Dyr dræbte. — Vahl derimod skriver,
at han i Sommeren 1831 havde deltaget i en Jagt omtrent to Dags-
rejser inde i Landet; men af Rener havde der ikke været mange. —
Graah skriver i 1832, at Rener findes i største Mængde ved Godthaab,
Sukkertoppen og Holstenborg; aarlig dræbes her mange tusinde. —
Ved Godthaab, meddeler Jorgensen, blev der i 1831 indhandlet 3518
Rensdyr-Skind, 1 1833 3007. — Efter Rink’s Opgjerelse var der i
Aarene 1845—49 gjennemsnitlig aarlig fra Godthaab indhandlet 1079
Rensdyr-Skind. — Endnu drives Rensdyr-Jagten stadig ved Godthaab.
En af de sidste nærmere stedfæstede Efterretninger er Nansen’s Med-
delelse om at have truffet flere Rener og set Spor af mange ved
Ameralik-Fjord i Efteraaret 1888; Ivisertok og Nunatarsuak, Egne
indenfor Bunden af Godthaab-Fjord, nævner han ogsaa som kjendte
for deres gode Ren-Jagt.

Fra Egnen om Sukkertoppen er Rensdyret nævnet 1 Juli 1653
af Danell, der melder, at Gronlænderne paa Kysten paa 66° havde
Rensdyr-Kjed at falbyde. — Sondre-Stromfjord, Kangerdlugsuak-Fjord,
N. for Sukkertoppen, nevner Giesecke i 1808 som en Egn, hvor
Grønlænderne holde Rensdyr-Jagt; ved Fjordens Bund findes smukke
sræsklædte Sletter. — Rink skriver, at der 1 Аатепе 1845—49 i
Gjennemsnit aarlig fra Sukkertoppen udførtes 3649 Rensdyr-Skind. —
J. A. D. Jensen omtaler i 1884, at der ved Indsøen Angmalertok
indenfor Bunden af Søndre-Strømfjord er en stor Teltplads, hvorfra
Rensdyr-Jægerne foretage deres Udflugter i "Omegnen; en Nunatak,
Isugdlersuak, omtrent en Mil inde i Indlandsisen Ø. for Teltpladsen,
skal ofte besøges af Jægerne, der jevnlig faa godt Bytte dér. Egnen
om Bunden af Søndre-Isortok-Fjord, Ø. for Sukkertoppen, fandt han
i Juni 1885 rig paa Rener, hvis Spor vare at se overalt. Ved
Atanek, paa 65? 3', SØ. for Sukkertoppen, inde i Land nær. Ind-
landsisen, er ogsaa et Mødested for Rensdyr-Jægere.

Ved Nordre-Isortok-Fjord, N. for Holstenborg, havde man tid-
ligere skudt mange Rener, skriver Giesecke i 1808. — Ved Holsten-
borg, meddeler Jørgensen, blev der i 1834 indhandlet 5317 Rensdyr-
Skind; 1 1835: 6250; 36: 2080; 37: 3910. — Efter Rink blev
der 1 1845—49 gjennemsnitlig indhandlet 5455 Rensdyr-Skind fra
Holstenborg-Egnen; men i Aarene 1851 —55 var Tallet sunket til det
halve. Jagten drives ikke alene om Sommeren, men ogsaa jevnlig
hele Vinteren over, endogsaa tæt ved selve Stedet Holstenborg; især
jages der indenfor Bunden af de store Fjorde. — I 1858 skriver
Carl Petersen, at der tidligere ved Holstenborg var skudt Rener i

} 463
tusindvis, men i dette Aar var der kun skudt omtrent 500. —
I 1871 kunde Deltagerne i „Polaris“-Rejsen ingen Rensdyr-Skind
faa at kjebe 1 Holstenborg, melde Davis og Bessels; i de sidste Aar
var der kun skudt ganske faa Rener, og Skindene vilde Gronlenderne
ikke sælge. — I 1879 skriver J. A. D. Jensen, at der i Landet mellem
Holstenborg og Agto endnu, paa Eftersommeren, holdes Rensdyr-
Jagt, der giver ,ret godt Udbytte, medens dette dog nu maa vere
aldeles forsvindende imod, hvad det tidligere har veret. Vi saa
daglig Beviser herpaa. Hvor vi end satte Foden paa Land, med
Undtagelse af Øerne og den yderste Kyststrækning, tilkjendegav Lev-
ninger af Rener, at et eller flere Dyr her vare nedlagte eller for-
tærede. Gaar man fra Fjordene ind i Landet, har man idelig det
samme for Øje, enten man saa er paa de højeste Fjelde, i Dalene
eller paa de udstrakte Sletter, som i denne Egn ere saa hyppige 1
Modsætning til det øvrige Grønland. I Egnen indenfor Isortok fandtes
disse Dyrelevninger 1 saadan Mengde, at man neppe noget Sted
kunde gaa hundrede Skridt uden at støde paa dem. Mange Sove-
pladser og Baghold (Sten rejste paa Højkant, bag hvilke Jægeren
venter sit Bytte) vare spredte over hele Sletten. Ved en stor Telt-
plads, Kakaliak, en Dagsrejse fra Umivik, laa Renhorn i hundredevis
dyngede ovenpaa hinanden. Omtrent det samme iagttoges indenfor
Nagsugtok, hvor vi endog fandt Ben og Horn af Rener umiddelbart
op til Indlandsisens Rand. Kort sagt, hvor vi kom hen i denne Egn,
havde vi synlige Beviser paa, at der tidligere maa have fundet et
forfærdeligt Myrderi Sted paa disse Dyr, og naar man dernæst tager
i Betragtning, at vi kun betraadte en forsvindende Del af dette ud-
strakte Land, maa man vist med Dr. Rink samstemme i, at det
Antal Rener (8 å 9000 i Nord-Grønland og 16000 i Syd-Grønland),
der efter hans Beregning tidligere fældedes aarlig 1 Grønland, er
meget lavt anslaaet. Hvem der har set de endnu synlige Spor af
denne hensynsløse Jagt, maa indrømme, at der intet mærkeligt er i,
at Renernes Antal er aftaget betydeligt, og Tanken behøver ikke at
ty til Dyrenes Vandring over Indlandsisen til de frodige Dale, der
efter nogles Mening skulle findes i Landets Indre, for at forklare
sig dette Phænomen. Da Jagten i de senere Aar har givet mindre
Udbytte, drives den nu i mindre Grad, og man kan derfor nære
Haab om, at Dyrenes Antal atter vil forøges paa en ganske naturlig
Maade. En saadan Til- og Aftagen synes ogsaa efter Sigende at
have fundet Sted i tidligere Perioder. Riffelen vil dog sikkert for-
hindre, at en saa rig Periode som den i Begyndelsen af Fyrrerne
30%

464
(Rangifer tarandus.)
nogensinde vil vende tilbage". (Medd. om Gronl., 2det Hefte, 1881,
р. 125—196.) Ved Avatdlek ved Bunden af Ikertok-Fjord, Ø. for
Holstenborg, traf J. A. D. Jensen 1 1884 en Gronlænder-Familie, der
om Vinteren i Egnen S. derfor havde skudt enkelte Rener.

Efter Rink's Oplysninger i 1857 ere Rensdyrene talrige i Egedes-
minde-Egnen, og de jages ikke alene af Grønlænderne paa Stedet,
men ogsaa af Folk, der om Sommeren komme tilrejsende fra Bunden
af Disko-Fjord indtil Jakobshavn. Renerne findes især ved Bunden
af Fjordene Nagsugtok, Kangerdluarsuk, Atanarme eller Atanek, og
Aulatsivik; ved Narsarsuk, paa Sydkysten af Aulatsivik-Fjord, skulle
Beboerne til enhver Aarstid have Overflødighed af Rensdyr-Kjød.
Men ogsaa ud paa Øerne strejfe Renerne, saaledes til Simioak og
Tutulik nær Agto. Efter 1830 tiltog Jagten saa stærkt, at Gron-
lænderne afsatte Skind til den Grønlandske Handel, og 1 1845—49
indhandledes aarlig 3360 Rensdyr-Skind. — Et enkelt Rensdyr saa
Frode Petersen 1 Egnen omkring det inderste af Nagsugtok-Fjord
sidst 1 August 1897. Gronlænderne have næsten ophort med Jagten
i disse Egne.

Fra Egedesminde-Egnen strejfe Renerne, efter Rink, op over
det smalle Kystland indenfor den sydøstlige Del af Disko-Bugt indtil
Tasiusak, den sydlige Arm af Jakobshavns Isfjord, og enkelte skydes
ved Christianshaab inde i Land ved Bugten Kangersunek; men N.
for Isfjorden langs Østkysten af Disko-Bugt findes de ikke; dog gaar
der blandt Grønlænderne Sagn om, at der tidligere skal være drevet
Rensdyr-Jagt paa den store Halvø Nunatak, Ø. for Jakobshavn, der
ligger omsluttet af Indlandsisen og den stadig frosne Isfjord. Fra
Christianshaab indhandledes i 1845—49 aarlig 1 Gjennemsnit 300
Rensdyr-Skind.

Paa Disko deltog Poul Egede i en Rensdyr-Jagt i 1738; han
saa kun et enkelt Dyr. — Baade Hans Egede, i 1741, og Fabricius,
i 1780, nævne Disko som Hjemsted for Renen. — I 1807 skriver
Giesecke, at der tidligere skulde have været mange Rener paa Øen,
og han havde talt med en af Indbyggerne, der ofte havde været
med paa Jagten efter dem; nu derimod skulde Grønlænderne rejse
til Fastlandet for at gaa paa Jagt; selv havde Giesecke paa sine
Vandringer til Øens Indre set forvitrede Skeletter og Takker. —
Sutherland, der i Maj 1850 var ved Disko, meddeler, vist efter Op-
lysning af Carl Petersen, at Rener om Vinteren gaa fra Fastlandet
over Vajgat til Disko i Mængde. — Rink skriver i 1857, at Rensdyr-
Jagt tidligere har fundet Sted paa Disko, og at der ikke er Tvivl

465

om, at Rener endnu findes der; men Grønlænderne komme næsten
aldrig mere udenfor den sydvestlige Del af Øen; de synes endogsaa
at have en Slags overtroisk Frygt for dens andre Egne, iser for
de nordvestlige Fjorde. — Steenstrup пзеупег 1 1880, at der i gamle
Eskimo-Grave paa Disko findes mange Rensdyr-Horn; men ingen
levende Rener saa han paa sin Rejse paa Øens Nord- og Vestkyst.

Spor af Rensdyr saa Ross paa Kysten af Nugsuak i Juni 1818.
— Nugsuak Halvø, især Dalene i Halvoens Indre, nævner Rink i
1857 som Hjemsted for Rener; saaledes findes de om Vinteren
omkring Søen Tasersuak paa Nugsuaks østlige Del ner Indlands-
isen. Teltpladsen Manik ved Vajgat omtales som Samlingssted for
Gronlendere, der om Sommeren drive Rensdyr-Jagt; ligeledes fra
Nusak foretage Jægerne lange Vandringer til den store Dal med
Indsger inde i Halvøen. Noget stort Udbytte giver dog Nugsuak
ikke. I Аагепе 1845—49 indhandledes aarlig fra Umanak i Gjen-
nemsnit 100 Rensdyr-Skind. — Renerne paa Nugsuak nævnes ogsaa
af Steenstrup 1 1878 og af Vanhôffen 1 1891—93.

Paa den smalle og Is-opfyldte Kyst mellem Grundene af Nug-
suak- og Svartenhuk-Halvo findes ingen Rener til Stadighed, siger
Rink; jevnlig ser man dog deres Spor langs Stranden undtagen paa
de stejleste Steder, og en Dal paa Agpet-@ har Navnet Rensdyr-
Dalen. — Ved Karajak Isstrom, N. for Grunden af Nugsuak Halvø,
fandt Steenstrup i 1878 Rensdyr-Horn.

Svartenhuk-Halve er et Rensdyr-Land, efter Rink; derfra strejfe
Вепегие dels mod Syd ud Ш Øerne i den nordlige Del af Umanak-
Fjord, som Kikertarsoak, dels mod Nord op mod Upernivik. — Af
Steenstrup nævnes Renerne i denne Egn i 1878, af Vanhôffen 1
1891—93; Stenstrup siger, at Jagten nu især drives omkring Ind-
søerne paa Halvgens nordligste Del.

Fra Upernivik, skriver Rink i 1857, blev der i de nærmest fore-
gaaende Aar indhandlet gjennemsnitlig 942 Rensdyr-Skind. Renerne
leve dels paa de store Øer som Kikertarsoak (М. for Svartenhuk),
Nutarmiut, dels paa Fastlandet omkring Laxefjord ved Grunden af
Svartenhuk Halve, dels paa Landet omkring den indre Del af Uper-
nivik Isfjord indenfor Augpalartok. — Efter hvad Bessels 1 1871
herte af Indbyggerne i Upernivik, vare Renerne dengang stærkt af-
tagne i Tal; aarlig blev der neppe skudt 20. — I 1886 skriver
Ryder, at Egnen om Bunden af Laxefjord er temmelig rig paa
Rener.

Ved Kangerdluarsuk, ved Melville-Bugt N. for Nugsuak Halvø

466
(Rangifer tarandus.)
paa 74°15’, saa Ryder i Juli 1887 flere Rener; i Løbet af to Dage
bleve 5 skudte.

Ved Kap Athol, N. for Kap York, paa en Hgjslette saa Peary
19de Maj 1894 7 Rener; en af dem blev skudt.

Paa Fastlandet omkring Inglefield-Bugt fandt Peary Rensdyr i
Mengde 1 1891—95, baade Sommer og Vinter, i Dalene og paa
Hojsletterne og paa smaa Nunatakker i Indlandsisen; mange bleve
skudte; Ohlin, der 1 1894 ligeledes saa dem dér, siger, at Peary’s
Selskab i det forløbne Aar havde skudt ikke mindre end 200.
Astrup omtaler Eskimoernes Jagt paa Rener i Egnen.

Ved Port Foulke var Renen almindelig i 1860—61, efter
Hayes, Aaret rundt; Flokke bleve sete paa 10 til 50 Stykker, og
mange bleve dræbte. I Chester-Valley havde der hele Vinteren
været en stor Mængde; over store Strækninger havde de sparket
Sneen ор for at finde Planterne under den. — I samme Egn gjordes
der Jagt paa Rener af Deltagere i „Polaris“-Rejsen i 1872—73,
meddeler Davis. — Nordligere end ved, Port Foulke blev Rensdyret
ikke set af Deltagerne i Rejsen med ,Alertf og „Discovery* i
1875—76, skriver Feilden. J

Paa Littleton-G saa Hayes et enligt Rensdyr i September 1860.

Ved Rensselaer-Bugt blev der set 7 Rensdyr 9de Oktober
1853, skriver Kane, og et enkelt blev skudt samme Sted 22de
Februar 1855.

Ved Thank-God-Harbour blev der i 1872 fundet. et afkastet
Rensdyr-Horn; en Mulighed var der for, at det var bragt dertil af
vandrende Eskimoer, skriver Bessels.

At ingen Rensdyr findes paa den sydligste Del af Østkysten,
meddeler Wallee i 1752; Grønlænderne i Egnen sagde det. —
Graah oplyser det samme i 1829. — Senere Rejsende have heller
ikke set det her.

Ved Angmagsalik skulle Rener tidligere have levet, efter hvad
Grønlænderne paa Stedet sagde Holm paa hans Rejse i 1883—85,
men nu være udryddede; de ere heller ikke sete der hverken af
Holm eller af Bay, i 1892, eller af andre senere. Til Holm blev
det sagt, at et hvidt, langhaaret Rensdyr for nogle Aar siden var
fundet dødt, drivende i Havet ved Sermilik. K. Poulsen hørte i
1898—99, at en Grønlænder havde set et Rensdyr i Egnen for
omtrent 70 Ааг siden.

Nord for Angmagsalik ligger en lille Fjord, Tugtilik, der har
Navn efter Rensdyr, af hvilke der i gamle Dage skal have været

467

mange, som af Grønlænderne meddelt Holm; der skulde endogsaa
leve Folk, som dér havde set frisk Rensdyr-Gjedning.

Paa en af Øerne 5. for Kap Brewster blev der set позе
Rener 13de August 1892, meddele Ryder og Bay. — Ved Kap
Dalton, siger S. Jensen, blev der i Sommeren 1900 fundet Horn
og Haar af Rensdyr; men ingen levende: Rener saa man. Paa
Turner-® fandtes to afgnavede Skeletter.

Talrige Horn og Knogler af Rensdyr fandt Scoresby i Somme-
ren 1822 paa Liverpool-Kyst og Jameson-Land, iser ved forladte
Eskimo-Boliger; men levende Rener saa man ikke. — Omkring
Scoresby-Sund blev der, efter Bay, i 1891—92 set Spor af Rener
allevegne, selv paa de øde Strækninger S. for Fjordens Munding;
Dyrene selv vare derimod kun at se paa forholdsvis faa Steder.
Talrig forekom de раа Jameson-Land, ved den til Nordbugt grænd-
sende Del af Nordvestfjord, ved Vestfjord og Gaasefjord; en Del
blev ogsaa set paa Øst- og Vestkysten af Milnes-Land og ved Rype-
fjord, og nogle enkelte viste sig paa Danmarks-@. Mange afkastede
Horn fandtes. Mest gik Renerne i smaa Flokke, paa 4 til 7, eller
enkeltvis. De syntes at strejfe om ret planlost, om Vinteren vel
søgende de mest snebare Pletter; de gik baade paa Isen paa Fjorden, .
paa Lavland og tilfjelds. Rensdyr-Knogler fandt Ryder ved for-
ladte Eskimo-Hytter. — Ved Hurry-Inlet, mellem Liverpool-Kyst og
Jameson-Land, saa man i Begyndelsen af August 1899 i Løbet af
en Uge kun to Rener, i Dalen ved Fjordens Bund, skriver Nathorst;
afkastede Horn fandtes derimod næsten overalt. Et Horn fandtes
ogsaa paa en lille Ø, Kap Grey, ved Liverpool-Kyst. — Mange Horn
og en Del afgnavede Hovedskaller fandtes paa Jameson-Land i Som-
meren 1900, meddeler S. Jensen.
| Paa Traill-Ø fandtes 1 Sommeren 1822 mange Knogler af
Rensdyr, meddeler Scoresby.

Ved Kejser-Franz-Josephs-Fjord bleve Rener sete af Deltagere i
, Germania *-Rejsen i August 1870, blandt andet en Flok ved Eleonora-
Bugt. — Inderst 1 samme Fjord saa Nathorst i August 1899 paa
forskjellige Steder ialt 25 eller 26 Rener, deraf en Flok paa 15;
ved Renbugt, ogsaa langt inde i Fjorden, iagttoges 12; 2 viste sig
sydlig 1 Kong-Oskars-Fjord. Spor bleve sete flere Steder i Egnen
desuden, og Knogler fandtes ved forladte Eskimo-Hytter inderst i
Kejser-Franz-Josephs-Fjord. — Horn fandt Kolthoff i 1900 ved
Moskusoxe-Fjord. :

Paa Hold-with-Hope vare Renerne talrige i August 1870, berette

468
(Rangifer tarandus.)
Deltagere i „Germania*-Rejsen; en Flok saa man paa 22 Dyr. —
I samme Egn saa Knudsen Rener i Juli 1889. — Mange Spor af
Rener bleve sete dér 20de Juli 1891, men ikke Dyrene selv, skriver
Bay. — I Sommeren 1899 saa Nathorst hverken Dyr eller Spor af
dem ved sit Besøg paa Stedet. — Gamle Horn fandt Kolthoff her
1 1900 i Mængde.

Endnu nordligere paa Østkysten, dog ikke N. for 75°, fandtes
Rener almindelig 1 1869 —70, af Deltagerne i „Germania“-Rejsen.
Rener nævnes saaledes fra Jackson-G, Clavering-Q (omtrent 15 i
Flok i Juli 70), Tiroler-Fjord indenfor Clavering-@, Halvøen N. for
Clavering-@, Sabine-@, Fligely-Fjord og Kuhn-@. Man saa dem i
Smaaflokke eller enkeltvis, eller man fandt kun deres Spor.

(Раа sin Rejse 1 Sommeren 1899 paa Strækningen fra Scoresby-
Sund til Shannon-@ saa Nathorst ialt kun 41 eller 42 Rensdyr (af
dem skød han 10); позе af de Rejsende, der tidligere have været
i de samme Egne, de Tyske i 1869—-70, de Danske i 1891 —92,
have her set flere Rener (skjont dog ingen ngjagtig Optælling haves).
Nathorst frygter derfor, at Rensdyrene her ere paaveje til at blive
udryddede af Ulve (han kunde gjerne have tilføjet: og Mennesker);
Ulven havde ikke tidligere været set her; men Nathorst saa den.
Maaske har han Ret i sin Tro, maaske ikke. Det kan være en
Tilfældighed, at han paa sit korte Besøg ikke saa Rensdyr dér, hvor
han landede; Scoresby saa dem slet ikke, i 1822, skjønt han fandt
deres Knogler, Clavering, 1 1823, heller ikke. Alle andre Steder,
hvor Rensdyret lever, har det Ulven til Landsmand, og det trives
dog allevegne, undtagen hvor det bliver ødelagt af Mennesker.)

Årten ег circumpolar, med vid Udbredelse, omkring Istiden
naaende meget sydligere end nu. Dens nærmeste Hjemsteder i Nu-
tiden ere Spitsbergen, Norge, Labrador og det øvrige arktiske Nord-
Amerika helt op til Grinnell-Land; i Grinnell-Land er den vel ikke
set levende; men dens afkastede Horn og andre Levninger ere dér
fundne. (Paa Island er den indført.) Tidligere have Skotland og
Irland ogsaa hørt til dens Hjemsteder.

14. Ovibos moschatus (Zimm.) Moskusoxe.

Bos grunmens L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 28. — Id., Vidensk.
Selsk. Skr., nye Saml., 3. Del, 1788, р. 82. — Bos moschatus Gmel.: Fabri-
cius, Vidensk. Selsk. Skr., VI. Del, 1ste Hefte, 1809, р. 61. — Ovibos moschatus
eller Musk-ox, Moschusochs, Moskusoxe, Myskoxe о.а.: Kane, Arctic Explor. in

469

the years 1853, 54, 55, vol. I & IJ, 1856, passim. — MClintock: Narrat. of
the discovery of the fate of Sir John Franklin, 1859, p. 76. — Hayes, An
Aretic Boat Journey in the Autumn of 1854, 1860, p. 55. — Id., The Open
Polar Sea, 1867, р. 390. — Payer, Copeland og andre, Zweite deutsche Nord-
polarfahrt, Bd. 1, 1874, passim. — Hartlaub, ibd., p. 538. — Peters, ibd.,
Bd. 2, 1874, p. 168. — Davis, Narrat. North Polar Exp. U. S. S. Polaris,
1876, passim. — Feilden, Nares, Narrat. of a voy. to the Polar Sea, vol. II,
1878, p. 199, og andre Steder i Rejseberetningen. — Bessels, Die amer.
Nordpol-Exp., 1879, passim. — Greely, Three Years of Arctic Service, vol.
П, 1886, р. 361, og andre Steder i Rejseberetningen. — Holm, Medd. om
Grenl., 10de Hefte, 1888, р. 53; ibd., 9de Hefte, 1889, р. 134. — Knudsen,
Geografisk Tidsskrift, Bd. 10, 1890, р. 143. — Bay, Medd. om Gronl., 19de
Hefte, 1894, p. 17 (Billeder i Dansk Jagttidende for April 1899). — Ryder,
ibd., 17de Hefte, 1895, passim. — Astrup, Blandt Nordpolens Naboer, 1895,
p. 196 & passim. — Ohlin, Biol. Centralbl., Bd. XV, 1895, p. 166. — Peary,
Northward over the Great Ice, vol. I, 1898, p. 322, vol. Il, p. 465 & passim.
— Southwell, Zoologist, 4 ser., vol. III, 1899, p. 109, vol. IV, 1900, p. 70,
vol. V, 1901, p. 86, vol. VI, 1902, p. 48. — Kobelt, Bericht der Sencken-
bergischen naturf. Ges., 1900, р. 61. — Nathorst, Svenska Jägareförb. Nya
Tidskr., XXXVIII ärg., 1900, р. 2. — Sclater, Proceed. Zool. Soc. London
1899, р. 985. — Lönnberg, ibd., 1900, р. 142 & 686. — Deichmann, Dansk
Jagttidende, 17de Aarg., 1900—1901, p. 142, 185, 18de Aarg. 1901, p. 4, 21.
— Lydekker, Nature, vol. 63, 1900, р. 157; ibd. vol. 64, 1901, р. 63. — Id.,
Proceed. Zool. Soc. London 1900, р. 832. — J. Madsen, »Illustreret Tidende«
for 2ide Oktober 1900; »Frem« for 17de Februar 1901; Zool. Garten, XLII
Jahrg., 1901, p. 129, 161. — Nathorst, Två Somrar i Norra Ishafvet, Bd. 2,
1900, passim. — Allen, Bull. Amer. Mus. Nat. Hist., vol. XIV, 1901, p. 69. —
Kolthoff, Till Spetsbergen och Nordöstra Grönland År 1900, 1901, passim. —
Sordelli, Atti della Soc. Italiana di sc. nat., vol. XXXIX, 1901, p. 357.

Ovibos moschatus Zimm.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgrønlandsk. Umingmak, af Umig, Skjæg, paa Grund af dens lange
Haarklædning, er det Navn, der bruges for Moskusoxen i andre eskimoiske
Egne, hvor den findes; i Vest-Grønland, hvor Arten ikke lever, har man
dog husket dens Navn og paa sine Steder givet det til det indførte europæiske
Kvæg. (Fabricius, Rink.) — Østgrønlandsk. Pangnek, et Ord der paa Vest-
kysten bruges om den fuldvoxne Rensdyr-Han og i andre eskimoiske Sprog
om store Han-Pattedyr i Almindelighed. (Rink.)

I Museet i Kjøbenhavn foreligger for Øjeblikket 14 Skind
af Moskusoxer fra Øst-Grønland, deraf 4 af voxne Hanner, 8
af voxne Hunner, yngre og ældre, og 2 af Kalve, alle af Dyr
dræbte om Sommeren; af Hovedskaller foreligger, ligeledes fra
Østkysten, 25, for en Del hørende til de nævnte Skind, tildels
fundne liggende paa Jorden: af Skeletter og Skelet-Dele og

470

(Ovibos moschatus.)
andet haves ogsaa adskilligt. Desuden haves et Stykke af en
Hovedskal funden paa Drivis ved Vestkysten.

En Hovedskal af en gammel Han fra det arktiske Nord-
Amerika synes i ingen Henseende at afvige fra de gronlandske.

I Farve ere de foreliggende grgndlandske Skind lidt for-
skjellige indbyrdes. Kun et af dem, af en voxen Han, har hele
Ansigtet, bortset fra Mulen, klædt med mørkebrune Haar næsten
uden Indblanding af hvide; hos de andre, baade Hanner og
Hunner, unge og gamle, findes flere hvide Haar indblandede
mellem de brune paa Næseryg og Pande, men i meget for-
skjellig Mængde; hos nogle ere de hvide Haar saa faatallige,
at Panden paa Afstand synes mørk; hos andre er Panden, set
i Afstand, af graalig Farve, hos andre igjen hvidlig. Hos nogle
findes en lille helt hvid Plet mellem Hornene. (Hos Moskusoxer
fra det arktiske Nord-Amerika skal Panden være brun; i den
Tro, at en hvid Pande var ejendommelig for Moskusoxer fra
Grønland, har Lydekker udmærket dem med et eget Navn som
Underart: Ovibos moschatus wardi. Allen har endogsaa regnet
Moskusoxen fra Grønland og Grinnell-Land for en egen Årt:
O. wardi, under Henvisning til, at den foruden i Farve skulde
udmærke sig i Form af Horn og Hove, hvad den i Virkelig-
heden ikke gjør.) Den lyse Plet påa Ryggen vexler i Udstræk-
ning og Farve; hos nogle er den lysere end hos andre.

Hovedskallerne ere meget ensartede, bortset fra de store
Forskjelligheder efter Alder og Kjøn.-— Nogle tilfældige Mærke-
ligheder findes hos en voxen Hun. Hvert Ganeben er delt i
tre Stykker, der indbyrdes støde sammen i takkede Sømme:
den Del, der nærmest omgiver Randen af den bageste Næse-
aabning, er forbenet særskilt, stødende til det forreste af den
vandrette Del i en Tværsøm, der strækker sig op til Under-
randen af Foramen sphenopalatinum, og stødende til det øverste
af den lodrette Del i en vandret Søm, der gaar omtrent frå
Midten af Forranden af Pre. pterygoideus frem til Bagranden af
Е. sphenopalatinum; paa Hovedets højre Side ere Sømmene

471

tildels lukkede. Den samme Hovedskal mangler Hjornetanden
helt paa venstre Side i Underkjæben; i hojre Side findes Hjorne-
tanden, men kun som en lille kegleformet Tand.

Moskusoxen lever for Tiden i Gronland kun langs den gst-
lige Del af Nordkysten, omtrent fra Thank-God-Harbour til
Navy-Cliff, og paa den nordlige Del af Ostkysten, omtrent fra
Scoresby-Sund til Navy-Cliff. Tidligere har den ogsaa levet paa
den vestlige Del af Nordkysten, hvor dens Knogler ere fundne
saa langt mod Vest som i Egnen om Inglefield-Bugt. Drivende
paa Storisen, sikkert kommende fra det nordlige Ost-Gronland,
ег den som død enkelte Gange fort til den sydlige Østkyst og
til den sydlige Vestkyst. Den strejfer om baade Sommer og
Vinter paa Fastlandet og paa Øerne, over Bjerge og over Is,
for at finde de forholdsvis frodige Steder paa Bjergskraaninger,
i Dale o.s.v., hvor der voxer de Planter, som den helst æder:
Gres, Saxifraga o.a. og især Pil, hvis Blade og Kviste den skal
foretrekke for alt andet. Ere Planterne dekkede af Sne, sparker
den med Hovene Sneen tilside; maaske den ogsaa undertiden
bruger Panden til at skubbe Sneen bort. Le soger den bag
Klippeblokke. Den ferdes flokkevis; gamle Hanner gaa dog
ofte alene. I samme Flok findes Hanner og Hunner, unge og
gamle. Ganske smaa Kalve ere sete midt i Maj. Mest har den
at frygte af Ulv og Menneske. I Fare enten flygter hele Flokken,
helst tilfjelds, eller den slutter sig sammen i Kreds om de
unge eller i Rekke, rede til Angreb.

Under sit Ophold i Grønland i Aarene 1768—73 modtog
Fabricius en Del Levninger af en Moskusoxe, et Stykke af en
Hovedskal med det ene Horn, Klove og Haar-Totter, som en Gron-
lender havde fundet paa Drivisen, utvivlsomt i Nærheden af Frede-
rikshaab. Fabricius mente, at disse Levninger, der kom med Stor-
isen, stammede enten fra Grønlands Østkyst eller fra de Kyster af
Asien eller Amerika, der grændse til Ishavet; efter hvad der nu
vides, kan der ikke godt tvivles om, at de netop kom fra Øst-
Grønland.

I Sommeren 1818 hørte John Ross af Eskimoerne ved Kap

473

(Ovibos moschatus.)

York, at de kjendte et Dyr, som de kaldte ,Humminick“; det
skulde узеге for stort til, at de kunde dræbe det, havde Horn paa
Ryggen og var meget hurtigt. Ross mener, at det var Rensdyret;
snarere har det veret Moskusoxen, Eskimoernes Umingmak, som
ogsaa sagt af Е. Sabine (Supplement to the Appendix of Capt.
Parry’s voyage for the discovery of a North-West Passage in the
years 1819—20, 1824, р. CLXXXIX).

I Egnen om Inglefield-Bugt fandt Deltagere i Peary’s Rejse i
1893—94 adskillige Knogler af Moskusoxer, meddeler Ohlin.

Ved Port Foulke, i Chester-Valley ved Bunden af Foulke-Fjord,
fandt Hayes i Juni 1861 et Stykke af Hovedskallen af en Moskus-
охе blandt Knogler, der laa strøede omkring forladte Eskimo-Hytter.
En Grenlender fra Egnen sagde, at man mente, at Moskusoxen
tidligere havde været almindelig langs hele Kysten, og at en Jæger
fra Wolstenholme-Sund den foregaaende Vinter havde set to ved et
Sted kaldet Umiak og havde dræbt den ene. — To Hovedskaller
fandtes i Juli 1875 ved Foulke-Fjord af Deltagere 1 Nares” Rejse,
meddeler Feilden. — Ved Refuge-Inlet, tæt N. for Port Foulke,
fandtes Haar af Moskusoxer, meddeler Kane fra sin Rejse i 1853—55.

Nær Rensselaer-Bugt fandtes en Hovedskal af en Han i August
1853, siger Kane, og talrige Skeletter fandtes efterhaanden i Egnen;
blandt dem nævnes et ganske helt. Samme Sted mente man at
have set Moskusoxe-Spor i Sneen Øde Oktober samme Aar. Blandt
Grønlænderne gik Sagn om, at Moskusoxer havde levet der endnu
for kort Tid siden; en Grønlænder skulde have set 6 i Flok ved
Kap-George-Russel, tæt N. for Rensselaer-Bugt, sent i Foraaret 1850;
en anden talte om deres tidligere Tilstedeværelse ved Dallas-Bugt
endnu lidt nordligere. — Hayes skriver i 1860, at han selv paa
Rejsen med Kane paa forskjellige Steder langs Kysten i denne Egn
havde samlet mindst 12 Hovedskaller, og inde i Land Ø. for Rens-
selaer-Bugt tæt ved Indlandsisen havde han ligeledes fundet dem, i
Efteraaret 1853. — Carl Petersen oplyser, som medddelt af M’Clin-
tock, at der ialt paa Kane's Rejse blev fundet omtrent 20 Hoved-
skaller; de vare uden Underkjæber; Grunden var, mente han, at
Grønlænderne, der havde dræbt Moskusoxerne, havde ladet de tunge
Hjernekasser ligge paa Stedet, men havde ført Underkjæberne med
sig sammen med de afskaarne Tunger og det øvrige Kjød.

Ved Thank-God-Harbour bleve dens Spor sete af Deltagere 1
„Polaris“-Rejsen 14de September 1871, som meddelt af Davis og
Bessels. — 21de September blev en enlig Han set staaende paa

en lille Højde ved Chester-Mountain SØ. for Thank-God-Harbour;
den blev skudt; mod de Hunde, der bleve slupne lose paa den,
havde den søgt at verge sig ved at stange, og en af Hundene
havde den grebet paa Hornene og kastet 1 Luften. Omtrent paa
samme Sted opdagedes 4 i Flok 30te Maj 1872, en Han, to Hunner
og en Kalv; alle bleve skudte. Ved denne Jagt hændte det, skriver
Bessels, at еп Ko, der gav sin Kalv Die, blev skudt og i Faldet
kom til at brække Kalvens ene Bagben; den anden Ko løb da til
og søgte at bere Kalven bort paa sine Horn. — NØ. for Thank-
God-Harbour i Egnen om Newman-Bugt blev der set Spor i Sneen
i Oktober 1871. Paa Sletterne N. for Newman-Bugt blev der mod
Slutningen af April 1872 skudt 7, og endnu en Flok blev set; i
en af de dræbte Kger var et Foster. Samme Sted blev snart efter,
sidst i April, skudt 2, ligeledes forst 1 Maj 8 voxne og 4 Kalve;
midt i Maj blev igjen ved Newman-Bugt skudt 2 voxne. — I For-
aaret 1876 blev, meddeler Feilden, kun en eneste set i Egnen ved
Thank-God-Harbour; ogsaa den blev skudt. — Friske Spor vare at
se samme Sted i Marts 1882, skriver Greely.

Ved Kap Britannia, paa 82°44’, og ved Kap Benet, paa 83°3',
saa Lockwood dens Spor i Maj 1882, som meddelt af Greely.

Paa Grønlands Nordest-Hjerne, ved Navy Cliff, fandtes den i
de forste Dage af Juli 1892, meddele Astrup og Peary. Spor vare
at se paa hver en Højning og i hver en Dal, og Skeletter fandtes.
To voxne og to smaa Kalve, der gik paa en stenet Eng, hvor der
hist og her voxede lidt Mos og Gres og nogle faa Blomster, bleve
dræbte 3dje Juli. Paa samme Sted græssede 6 i Flok 4de Juli, og
en af dem, en Han, blev skudt. De voxne havde Maverne fyldte
med Gres. [alt blev der i disse Dage set omtrent 20 Moskusoxer.
— I samme Egn fandt Peary dem i Maj 1895. Paa en lille Flade
ner Toppen af en Bjergkam hvilede en Hjord ved Middagstid 16de
Maj; der var ialt 22, Hanner, Hunner og Kalve; de fleste laa ned;
kun еп gammel Tyr gik langsomt omkring; to andre Tyre laa paa
en Snedrive i Nærheden, men rejste sig og begyndte at stanges; 6
af Flokken bleve skudte; paa et Tegn af den vagthavende Tyr, der
snoftede, stampede i Jorden og gik frem med sænket Hoved, havde
hele Flokken beredt sig til Angreb; men efter at Føreren og et Par
andre vare skudte, vendte Flokken om og flygtede; dens Spor
fulgtes senere ad de vildsomste Veje, over stejle Bjergsider, langs
smalle Bjergrygninger, gjennem Dale о. з. у. 17de Maj saa man

474
(Ovibos moschatus.)
Flokken igjen; den talte da 2 Tyre, 5 Kger, 3 unge Dyr og 2
smaa Kalve.

En død Moskusoxe fandtes drivende i Isen ved Sermiligak, tæt
N. for Angmagsalik paa Østkysten, for en Del Aar siden, efter hvad
Grønlænderne paa Stedet fortalte Holm paa hans Rejse i 1883—85;
noget af den havde været raaddent; men det øvrige. blev spist.
Arten, sagdes det, havde tidligere levet ved Angmagsalik; maaske
dog dette var en Overførelse af Minder fra andre Egne.

Ved Kap Dalton og ved Turner-Sund, S. for Mundingen af
Scoresby-Sund, saa S. Jensen Fodspor af Moskusoxer i Juli 1900.
Dyrene selv saa man ikke, skjønt man opholdt sig i Egnen henved
et Par Uger.

Omkring Scoresby-Sund fandtes den 1 1891—92 almindelig,
som meddelt af Bay og Ryder. Paa Sydsiden af Jameson-Land
nær Kap Stewart blev der den 2den August 91 opdaget 9 i Flok
sovende paa en Snemark i en Kløft; blandt dem var en gammel
Tyr, en Ко med to smaa Kalve ос to unge Dyr uden Horn; de
lod sig komme ganske nær, men gjorde Tegn til at slutte Kreds
om de yngste, og Tyren stampede i Sneen; da man klappede i
Hænderne og raabte, løb Flokken hurtig bort, Tyren bagest. 3dje
August 91 blev der set mange paa Jameson-Land, i et Landskab
med lave Bakker af Sand, Ler og Grus skilte af lyngklædte Klofter;
ligeledes var der mange paa Liverpool-Kyst, paa Østsiden af Hurry-
Inlet, hvor der blandt andet viste sig en Flok paa 20. Paa Jame-
son-Land ved Kap Stewart blev der den 12te August 1892 skudt
en Ko og to Kalve; der var da set Tyre, Коег og Kalve 1 Flok
sammen, og Tyrene stangedes heftig. Ved Mundingen af Nordvest-
fjord inde i Scoresby-Sund fandtes Uld af Moskusoxer 1 September
91. Ved Nordbugt laa paa et Sted 10 Hovedskaller; andre Dele
af Skelettet manglede nesten ganske. En gammel forvitret Hoved-
skal fandtes desuden ved Vestfjord, en anden ved Gaasefjord. —
29de Juli 1899 bleve to Tyre skudte ved Kap Stewart, meddeler
Nathorst; flere andre vare at se samme Sted. Endnu flere fandtes
30te Juli paa Kysten af Jameson-Land, paa Vestsiden af Hurry-
Inlet; to Tyre, der gik nede ved Stranden, bleve skudte. En ensom
Tyr blev skudt paa Ostsiden af Hurry-Inlet, paa Liverpool-Kyst 2den
August. I Dalene N. for Bunden af Hurry-Inlet saa Nathorst 3dje
August 4 Moskusoxer liggende paa en Snedrive, en Flok paa 10
eller 11 gik paa en grøn Slette længere borte, og et andet Sted
gik 9 gamle Dyr og 2 smaa Kalve i Gaasegang langs en nøgen

475

Skrænt. To forvitrede Hovedskaller af Moskusoxer fandtes ved
Fjorden. — Paa Jameson-Land og Liverpool-Kyst, iser omkring
Hurry-Inlet, ogsaa ved Carlsberg-Fjord og Fleming-Inlet, vare Moskus-
oxer almindelige i August 1900, meddeler S. Jensen. De strejfede
. omkring i Smaaflokke, gamle Hanner ogsaa enkeltvis, og viste sig
snart her, snart der. I Løbet af den Maaneds Tid, man tilbragte
i Egnen, var der, mener S. Jensen, set ialt omkring 400 Moskus-
oxer, deraf 13 Kalve; men det opgivne Tal kan ikke gjøre Fordring
раа at være andet end løst gjettet. 40 bleve dræbte, blandt dem
en Kalv; en anden Kalv hjembragtes levende til Zoologisk Have
ved Kjøbenhavn. Ved Kap Seaforth ved Fleming-Inlet fandtes des-
uden Kroppene af 5 Moskusoxer, der kort forud vare dræbte.

I Polhems-Dal ved Forsblads-Fjord, en Gren af Kong-Oskars-
Fjord, blev der set en enlig Tyr 28de August 1900, melder
S. Jensen.

Ved Kejser-Franz-Josephs-Fjord, inderst inde, fandt Nathorst i
August 1899 en Hovedskal liggende ved gamle Eskimo-Hytter stærkt
forvitret. Ved Renbugt paa Fjordens Nordside bleve to Tyre skudte
25de August, de eneste, der fandtes. Ved en anden Fjordarm,
Geologfjord, saa man ialt 54 Moskusoxer 26de August: højt oppe
paa en Skrænt 8 1 Flok, deraf 2 Kalve; strax efter 19 i Flok,
hvoraf 3 Kalve, paa Lavland tæt ved Stranden nedenfor Bjerg-
væggen; af denne Flok bleve 5 skudte; senere viste sig igjen 19 i
Flok højt paa en Skrænt, 2 ved Stranden, en Tyr paa Toppen af
en Klippe, en anden lavere nede, et Sted 3 sammen og atter et
Sted en ensom. Ved Nordfjordens Vestkyst iagttoges 5 gaaende
enkeltvis og 7 i Flok 27de August; samme Sted bleve nogle sete
neste Dag. Ved en Fjordarm, Moskusoxefjord, ©. for Nordfjord,
viste sig samme Dag ialt 65 fordelte saaledes: 19, 2, 12, 9,
1, 1, 5, 1, 6, 9, deriblandt kun 2 Kalve. Paa Sydsiden af Kejser-
Franz-Josephs-Fjord, paa Ymers-@, gik 5 eller 6 i Flok 28de August,
og samme Sted blev en gammel Tyr skudt 29de August. — I Egnen
om Moskusoxe-Fjord saa Kolthoff mange Moskusoxer i Dagene fra
154е til 23de August 1900, strejfende om i Smaaflokke og enkelt-
vis, som de pleje. 154е August, den Dag da vistnok den største
Mengde iagttoges, mente man at have talt omtrent 70, deraf 16
Kalve. 17 bleve her dræbte, blandt dem en Kalv, og to Kalve
fangedes.

Paa Hold-with-Hope, ved Kap Broer Ruys, fandtes den af Del-
tagerne i ,Germania‘-Rejsen ret talrig 1 August 1870; midt i

476

(Ovibos moschatus.)
Maaneden bleve 3 Tyre skudte. — Paa en gron Slette 1 samme
Egn saa Knudsen mange i Juli 1889. — Samme Sted, meddele Bay
og Ryder, ved en Elv omgiven af frodig Plantevext, af Gres og
Halvgræs iblandet med Pil, Urter og Mosser, græssede nogle Moskus- _
oxer 20de Juli 1891; 3 Tyre, der gik alene, bleve skudte; Maverne
vare fyldte med Græs, Pileblade og Blomsterstengler. — Hovedskaller
af 8 Moskusoxer, der kort Tid før vare dræbte af Folk fra Kapt.
Robertson’s Skib „Balena“, fandt Nathorst samme Sted 19de Juli
1899; ,Balena* havde i det hele dette Aar dræbt 10 Moskusoxer
i disse Egne. Flere andre Hovedskaller, fra ældre Tid, fandtes
ogsaa. Selv traf Nathorst dér 4 Moskusoxer sammen, en gammel
og en yngre Tyr og 2 Køer; 3 af dem dræbtes; 1 Maverne fandtes
især Blade og Grene af Salix arctica. — Paa Hold-with-Hope, især
i Egnen om Mackenzie-Bugt, saa Kolthoff flere Moskusoxer 1 August
1900; flest saa man iste August, da man blandt andet mødte еп
Flok paa 25, hvoraf de to vare Tyre, de andre gamle Kger; nogle
faa Kalve saa man 1 andre, mindre Flokke. 10 bleve skudte;
Skipper Nese, som man mødte 7de August, havde desuden den-
gang allerede dette Aar her dræbt 13 og fanget 4 Kalve. Afblegede
Hovedskaller og andre Knogler af Moskusoxer fandtes liggende paa
Jorden. (Ialt paa sin Rejse 1 1900 mente Kolthoff at have set et
Par hundrede Moskusoxer, ved Moskusoxe-Fjord og paa Hold-with-
Hope; 27 havde han drebt, og to vare fangede.)

Paa Jackson-@, ved Nordest-Pynten af Hold-with-Hope, fandt
Deltagerne i „Germania“-Rejsen dens Spor overalt {ste August 1870.

I Egnen om Clavering-@ blev der i Juli 1889 skudt 24 Moskus-
oxer, meddeler Knudsen; den første blev skudt paa Jordan-Hill inde
1 Gael-Hamkes-Bugt. — I samme Egn, paa 74°, saa Kapt. Davidson,
paa ,Polar Star“, som meddelt af Southwell, 1 Juni 1898 store
Hjorde græssende i Dalene; 24 Dyr bleve dræbte. — Samme Sted
bleve flere skudte i 1898 af Skipper Neso, der i 1899 kom igjen,
sammen med to andre Skippere, for at drive Jagt paa Moskusoxer,
som meddelt af Nathorst; en Del dræbtes, og man fangede to Kalve,
der sendtes levende til England og ere omtalte af Sclater og andre.
(Г 1900 skulle norske Skippere paa Grønlands Østkyst have fanget
14 Kalve; af hvilke nogle faa have naaet Europa levende; i 1901
skulle Skipperne have haft Uheld med Fangsten af Kalve, men
dræbt 14 voxne; hvor mange der vare dræbte det forstnævnte Aar,
synes ikke at vere oplyst; heller ikke зупез det meddelt nærmere,
hvor Jagten er gaaet for sig. I 1902 er man igjen paa Jagt

477

deroppe.) — Paa Clavering-@ saa Nathorst 12 1 Flok 16de og 17de
Juli 1899, hojt tilfjelds; 3 af dem dræbtes.

I Dronning-Augusta-Dal, paa Halvøen N. for Clavering-@, fandt
Nathorst 12te Juli 1899 7.1 Flok hvilende paa en Snedrive og 2
græssende tet ved; en anden Flok græssede 1 Nærheden; 3 af den
forste og 4 af den anden Flok dræbtes, ligeledes en enlig Tyr, der
gik et andet Sted i Dalen. :
| Paa Sabine-@ saa Deltagerne 1 ,Germania“-Rejsen to Tyre og
еп Ko 13de September 1869; efter lang Forfølgelse over de stejleste
Steder bleve de alle tre dræbte neste Dag. — Et Skelet fandt
Nathorst her 9de Juli 1899; og en enlig Tyr, der gik paa en
Bjergkam og senere lagde sig paa еп Snedrive, skød han samme
Dag. (lalt paa sin Rejse i 1899, paa Strekningen fra Scoresby-
Sund til Shannon-@, mente Nathorst at have set 230—240 Moskus-
oxer, blandt dem kun 9 Kalve; man havde dræbt ialt 28.) — En
Tyr og to Køer bleve sete her og skudte 11te Juli 1900, melder
S. Jensen. — Kolthoff, der besøgte Gen 5te August samme Ааг,
saa intet andet end gamle Fodspor af Moskusoxer.

Ved Fligely-Fjord, mellem Kuhn-@ og Fastlandet, blev en Flok
Moskusoxer set af Deltagere i ,Germania‘-Rejsen 19de September
1869. Samme Sted saa man en Moskusoxe paa en stejl, flere
hundrede Fod høj Bjergvæg 13de Maj 1870. Af en Flok paa
Kuhn-@ biev der i Dagene fra 21de til 23de Maj 70 skudt to Tyre,
en Ko og en Kalv; 11te Juni blev der igjen set en Flok, 15 voxne
og 4 Kalve, og en af de voxne blev skudt; de andre flygtede langt
bort og højt op paa Bjergskraaninger; еп Kalv, der syntes tvivl-
raadig og blev tilbage, blev strax hentet af en af de voxne og ved
Sted dreven fremad.

Paa Shannon-@ blev en enlig Tyr skudt 16de August 1869;
flere Moskusoxer vare at зе paa Øen 17de August, og en enlig Ko
blev skudt den 19de; igjen en Flok blev opdaget 25de August, og
to af Flokken dræbtes. En Flok iagttoges atter 31te Marts 1870;
19de Maj saa man 6 voxne og 2 Kalve græssende paa en Slette,
914е Maj i en bred Dal med rig Plantevæxt 11 voxne og 3 Kalve;
og 26de Juli saa man flere paa Afstand.

Paa Hochstetter-Vorland, overfor Shannon-@, gjorde man for-
gjæves Jagt paa en Flok Moskusoxer 31te Marts 1870; Flokken
ordnede sig 1 Kreds, med de unge 1 Midten, som sædvanlig ved
Fare, men flygtede allerede paa lang Afstand. Samme Sted traf

хе 31

478
(Ovibos moschatus.)
man 26de Maj Tyr, Ko og en lille Kalv, der blev dræbt, og 5te
Juni skød man to voxne.

Ved Kap Bismarck, paa omtrent 77°, bleve flere Moskusoxer
sete af Deltagere 1 ,Germania‘-Rejsen, ligesom de forannævnte,
154е April 1870; to dreebtes.

(Fordi Scoresby, Clavering og Sabine i 1822 og 1893 ikke
have set Moskusoxen ved deres korte Besøg paa den nordlige Øst-
kyst i Egne, hvor den i 1869 og senere ofte er set af andre, fordi
man ikke har fundet dens Knogler i Affaldsdynger ved de forladte
Eskimo-Hytter i disse Egne, og fordi man ikke har set den sikkert gjen-
given i de dér fundne, faa, eskimoiske udskaarne Billeder, der ellers
gjengive Egnens fremtrædende Dyreskikkelser, mener Nathorst, at
den neppe fandtes her, eller dog kun som meget sjelden, i den
første Del af det 194е Hundredaar, og at den senere er indvandret
eller indvandret i større Mængde, en Mening, der ogsaa, tidligere,
er fremsat af Ryder; længere tilbage i Tiden synes den dog at
have været tilstede, siger Nathorst, at dømme efter Fundet af en
stærkt forvitret Hovedskal ved еп Eskimo-Hytte 1 Kejser-Franz-
Josephs-Fjord og en lignende et andet Sted paa Kysten; Hoved-
skallen ved Eskimo-Hytten skulde være stærkere forvitret end de
andre dér liggende Knogler og mentes derfor kun at være bragt
derhen som en Mærkelighed, funden paa Jorden. Uimodsigelig var
Slutningen ikke, selv om Grundlaget for den var godt; men det
kunde ønskes bedre. Scoresby, Clavering og Sabine saa heller ikke
Rensdyr, skjønt dog Scoresby fandt deres Knogler. Det vides ikke,
at en kyndig Mand har undersøgt Knogler fra de gamle eskimoiske
Affaldsdynger i nogenlunde stor Mængde; man tør derfor ikke stole
paa, at Moskusoxens Knogler virkelig ikke findes der; muligt er det
jo, som Brauer mener, at det Laarben af et stort ukjendt Dyr, som
Scoresby fandt ved gamle Eskimo-Hytter paa Jameson-Land, har
veret af Moskusoxen; maaske ogsaa, som Ryder mener, de 10
Hovedskaller, der fandtes samlede inde i Scoresby-Sund, paa Ryder’s
Rejse, ere af Dyr dræbte af Eskimoer.)

Arten har veret circumpolar, men findes for Tiden kun i den
nye Verden. Dens Knogler ere fundne i Aflejringer fra Istiden over
hele Mellem-Europa og i Sibirien. I Nutiden lever den over en Del
af det arktiske Nord-Amerika, helt op i Grinnell-Land. Ogsaa i
Nord-Amerika ere dens Knogler fundne 1 Aflejringer fra Istiden
langt Syd for dens nuværende Udbredningskreds.

479

15. Balena australis Desmoul. Nordkaper.

Nordkaper (9: Balena biscayensis Eschr.): Eschricht & Reinhardt,
Vidensk. Selsk. Skr., Ste R., naturv. mathem. Afd., dte Bd., 1861, р. 456.

Balena glacialis Bonnaterre (B. biscayensis Eschr., auctorum) & B.
australis Desmoul. & В. sieboldii Gray: Trouessart, Catalogus Mammalium,
1897—99.

I Museet i Kjobenhavn findes ingen Nordkaper fra Gron-
land, derimod to Skeletter fra det nordlige Atlanterhav, det ene
af en Unge fanget ved San Sebastian i Januar 1854 og omtalt
af Eschricht, det andet af et voxent Dyr fanget ved Island i
1890 og af Kapt. L. Berg skjenket til Museet. Den nordatlan-
tiske Nordkaper har oftest veret regnet for en egen Art, Balena
biscayensis, forskjellig fra den sydatlantiske B. australis, vistnok
mest fordi man har manglet tilstrækkeligt Stof til Sammenlig-
ning. De to nevnte Skeletter af den nordatlantiske Nordkaper
i Kjøbenhavn, især Skelettet af den voxne, stemme saa nøje
med Billeder af Balena australis fra Kap, udgivne af Van
Beneden og Gervais (Ostéogr. des Cétacés, Atlas, 1869—79,
pl. I & И), at det neppe ег muligt at tvivle om, at de ere af
samme Art. Nogen Forskjel i Ydre eller andet har man heller
ikke paavist. Den Mening, at de nordlige og sydlige atlantiske
Nordkapere ikke ere forskjellige Arter, og at heller ikke Nord-
kapere fra det Stille Hav, opførte som В. sieboldii etc., ere af
anden Art end de atlantiske, er allerede fremsat af andre, saa-
ledes af Flower (List of the specimens of Cetacea in the British
Museum, 1885, p. 2) og af Beddard (A Book of Whales, 1900,
р. 133).

Nordkaperen ег kun en enkelt Gang iagttagen i Davis-
Stredet ved Gronlands Kyst.

En Hval, der efter de givne Oplysninger ikke kan have været
nogen anden end denne Art, blev fanget ved Holstenborg 23de
Marts 1782. Tildragelsen findes omtalt i haandskrevne Optegnelser
af Jorgen Frederik Egede og af hans Farbroder Paul Egede; deres
Ord ere gjengivne af Eschricht og Reinhardt 1 1861. J. Е. Egede,
der i Aarene 1780 til 1785 forestod Hvalfangsten ved Holstenborg,

31*

480

(Balena australis.)
melder om denne Hval, at den var lille i Forhold til Nordhyalen,
men dog gammel; Hovedet var forskjelligt fra andre Bardehvalers;
de lengste Barder vare kun 5 Fod lange; den gav 16—20 Fade
hvidt: Spek; "Grønlænderne kaldte den.en Österbygds-Hval. Biskop
P. Egede tilføjer, vist efter mundtlige Meddelelser, at den ,var og
i Skabning forskjellig fra den rette og almindelige Hval, da den
havde som en Pukkel bag i МаККеп“; dens Hud var blaalig, finere
og tykkere end hos de rette Hvaler, der ere ganske sorte, kun
hvide under Bugen; ,Barderne vare efter deres Længde langt tykkere
end den almindelige Strat-Davidske Bardehvals; og kunde man af
alle Dele se, at det var en gammel Hval; dog var dens Spæk. finere
og ej saa senerigt som en almindelig fuldvoxen Bardehvals.f

Arten synes at leve eller at have levet i alle Verdenshave.
Tidligere var den almindelig ogsaa i det nordlige Atlanterhav, dog
ikke gaaende ret højt mod Nord; i Middelalderen og senere var den
her Gjenstand for Fangst; nu er den saa godt som udryddet i disse
Egne; nogle faa viste sig ved Island mod Slutningen af det 194е
Hundredaar, efter at ingen havde været at se her 1 lang Tid (se
især Guldberg, Christiania Vidensk. Selsk. Forhandl. for 1891 Nr. 8).

16. Balena mysticetus Г. Nordhval.

Balæna mysticetus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 32. — Rein-
hardt jun., Tillæg til Rink, Grønl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 10. — Esch-
richt & Reinhardt, Om Nordhvalen, Vidensk. Selsk. Skr., 5te R., naturv.
mathem. Afd., dte Bd., 1861, р. 433, pl. I—VI (Ydre af Foster, Skelet og
Skelet-Dele, Strubehoved). — Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р.
534. — Van Beneden & Gervais, Ostéogr. des Cétacés,-1869—80, р. 54, pl.
IV—VI.

Balena mysticetus L.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Arbek eller Argvek, et Ord, der egenlig kun betyder
Hval; særlig kaldes den Arbavek, den egenlige Arbek. Sokalik. (Fabricius.)
— Arfek, Arfivik, Sorkalik. (Kleinschmidt.)

Af Nordhvalen fra Granland haves for Tiden i Museet i
Kjøbenhavn et Skelet af en gammel Han, Skelet af ung Hun,
Skelet og udstoppet Skind af nyfodt Unge, to unge Hovedskaller,
nogle lose Knogler og forskjellige Dele i Spiritus. Især ved
Arbejder af Eschricht og Reinhardt og af Van Beneden og
Gervais er Nordhvalen fra Gronlands Vestkyst bleven godt kjendt
med Hensyn til Ydre og Indre; den er bleven til Type for
Arten.

Me

481

Nordhvalen har veret almindelig i Науепе Vest og Ost for
Grønland; men efter at vere forfulgt haardt af Mennesker i
henved 300 Aar er den i Lobet af det 19de Hundredaar bleven
en Sjeldenhed Øst for Grønland; og fra Grønlands Vestkyst,
hvor den har veret forfulgt i henved 200 Aar, er den ligeledes
saa godt som forsvunden; langs Vestkysten af Davis-Stredet og
nordlig i Baffins-Bugt, hvor den neppe har veret jaget forend
i det 19de Hundredaar, er den derimod endnu nogenlunde talrig.
— I sine Velmagts-Dage var den at se langs Grønlands Vest-
kyst paa Strekningen fra Mundingen af Smith-Sund til Sukker-
toppen; sydligere kom den kun som Undtagelse. Som allevegne
ellers viste den sig i hoj Grad afhengig af Isen; Randene af
de store Ismarker følger den helst. I Aarets varmeste Tid,
sent paa Sommeren, i Juli og August, levede den hojt oppe i
Baffins-Bugt og i Sundene mellem Øerne i det arktiske Nord-
Amerika. Om Efteraaret vandrede den derfra mod Syd og Øst,
og en af dens Veje forte langs et Stykke af Gronlands Vest-
kyst, som iser nermere oplyst af Eschricht og Reinhardt; ved
Upernivik plejede den da at vise sig i Oktober, ved Godhavn i
December, ligeledes ved Sukkertoppen. Til Upernivik kom den
snarest fra Nord, til Godhavn og sydligere vist tildels fra Vest,
maaske kun fordi den paa sin Vej mod Syd bøjede Vest om
Disko, maaske fordi den tildels kom vandrende fra Vestkysten
af Baffins-Bugt. Fra den nordligste Del af Vestkysten, som
Upernivik-Egnen, forsvandt den for den strengeste Del af Vin-
teren, fra December; men den opholdt sig der igjen fra April
til Juli. Ved Godhavn og længere mod Syd plejede den at
overvintre; fra Sukkertoppen vandrede den derefter oftest bort
1 Marts, fra Godhavn i Juni. — I Egnene paa Vestsiden af
Davis-Strede og Baffins-Bugt vandrer den endnu, vist раа samme
Maade som tidligere. Fra Baffins-Bugt og Sundene i det nord-
ligste arktiske Amerika synes den nu, som især oplyst af South- |
well, om Efteraaret at vandre bort ad to Hovedveje mod Syd
og Øst, dels gjennem forskjellige Sunde, der fore ned mod

482
(Balena mysticetus.)
Hudson-Stredet, dels langs Vestkysten af Davis-Stredet; i Home-

Bay, omtrent paa Brede med Disko-Bugt, er den ved Midten
af September. I Egnene om Kysterne af Labrador overvintrer
den. Om Foraaret, medens Isen ligger langs Vestkysten af
Davis-Stredet, vandrer den op gjennem Stredet, ventende paa
Isens Opbrud, undervejs mere eller mindre nærmende sig til
Gronland, iser i Disko-Egnen; i April og Maj sees den ved
Mundingen af Hudson-Stredet, ved Lancaster-Sund i Juli. —
Udfor Grønlands Østkyst var den tidligere at finde paa Strek-
ningen fra omtrent 80° eller nordligere til omtrent 65° eller
sydligere. Oplysninger om dens Ferden her skyldes iser Mar-
tens, Zorgdrager, De Jong & Kobel & Salieth, Scoresby, Linde-
man, R. Gray og Southwell. Forst paa Sommeren opholdt den
sig mest i Havet mellem Spitsbergen og Gronland; naar Isbeltet
langs Grønlands Østkyst hen paa Sommeren, i Juni-Juli, losnedes
og delvis bred op, nermede den sig Kysten; dels vandrede den
da op mod Grønlands Nordkyst, dels var den da at finde ogsaa
lengere mod Syd, som udfor Liverpool-Kyst. 1 Lobet af Efter-
sommeren syntes den tildels at vandre langs Kysten sydpaa,
ner Land; naar Flagerne i Drivisen langs Land begyndte at
fryse sammen, vandrede den ud til Isbeltets Rand og kom frem
baade langt mod Nord og langt mod Syd. Vinteren tilbragte
den vist ved Isranden udfor den sydligere Del af Ostkysten; hvor
langt den gik mod Syd, om den kunde treffe sammen med sine
Feller fra Davis-Stredet eller ej, véd man ikke. Tidlig i For-
aaret vandrede den igjen mod Nord langs Isranden, saa at den
allerede i April kunde vere ved Spitsbergen. — Af og til var
den at se om Sommeren langt Syd for de Steder, hvor den
plejede at vise sig paa den Aarstid, baade Øst og Vest for
Grønland. — Mest lever den mere eller mindre flokkevis, dog
oftest kun i mindre Selskaber; paa gode Foderpladser samles
den i større Tal, og paa Vandringer ere ogsaa mange sete
samlede. Ofte findes voxne Hanner for sig, borte fra Hunnerne
med deres Unger; unge Dyr skulle ogsaa kunne findes samlede

483

for sig. Hunner og Unger vandre ad tildels andre Veje end de
voxne Hanner; de skulle holde sig mere skjult under Isen.
Helst ferdes den, hvor Soen er dækket af Ismarker skilte ved
Render af aabent Vand; under Isen opholder den sig gjerne;
i rum isfri Sø sees den sjeldnere; oftest sker det, naar Stormen
har presset Isflagerne langs Kysten sammen i tette Masser. Is,
der ikke er altfor tyk, dog af en Fods Tykkelse eller mere, sonder-
bryder den ved at stode imod den med det overste af Hovedet
for at skaffe sig Vej til Luften. Den viser sig baade tet ved
Land, som inde i Fjorde, og langt ude fra Kysterne. Føden er
næsten udelukkende smaa Krebsdyr (Mysis, Calanus, Cetochilus,
Harpacticus) og Vingesnegle (Clione, Limacina), der svomme frit
i Havet i Stimer; iser skal det vere Krebsdyrene, den soger.
I Marts, April og Maj foder den sin Unge. Den drebes under-
tiden af Spekhuggeren, der i Flok angriber den, bider Stykker
ud af dens Leber o. $. у. Mere maa den dog lide ved at for-
felges af Mennesker. Gronlænderne have fra gammel Tid gjort
Jagt paa den; men aarlig drebte de kun nogle faa ved Kysten.
I Havet Ost for Gronland begyndte Europæerne at jage den i
1611, i Davis-Stredet, langs Gronlands Kyst, i 1719; i den
»gode« Tid kunde der aarlig Øst for Grønland fanges et Par
tusinde, i Davis-Stredet adskillige hundrede; nu, i Slutningen
af det 19de Hundredaar, fanges kun ganske enkelte eller ingen
Øst for Grønland og omkring 10 Vest for Landet, af dem ingen
ved de mange tidligere Fangstpladser paa Gronlands Kyst. Nord-
hvalen er paa gode Veje til at blive udryddet.

Om en Nordhval flydende ded tilsøs udfor Kap Farvel 26de
Juni 1875 melder Nares.

Ved Tigsaluk paa Vestkysten, paa 61°25’, blev en Unge set i
1831, ligeledes i 1832, og da paa en ganske mærkelig Aarstid,
23de Juli, skriver Reinhardt.

Ved Frederikshaab, siger Reinhardt, blev en ung Nordhval
fanget 2den December 1805.

Udfor Godthaab viste Nordhvaler sig i Mengde 1 Foraaret 1756,
siger Cranz; de plejede ellers kun sjelden at komme der.

484
(Balena mysticetus.)

Ved Sukkertoppen plejede Nordhvalen at opholde sig aarlig 1
December, Januar og Februar, siger Reinhardt; den syntes at komme
desto talrigere, jo strengere Vinteren var, og jo mere Havet var
opfyldt med Drivis. — Sukkertoppen, der oprettedes som Handels-
plads midt i det 18de Hundredaar, var oprindelig indrettet paa Hval-
fangst; men Fangsten var kun af ringe Betydning og ophørte alle-
rede tidlig, siger Rink.

1 1723 omtaler Hans Egede Grønlændernes og Hollændernes
Fangst af Nordhvaler ved Nepisene 1 Holstenborg-Egnen, ‘og 1 1724
grundlagdes Holstenborg nærmest for Hvalfangstens Skyld. Efter
forskjellige Uheld i den første Tid blev Fangsten dreven med stort
Held, og den vedvarede her længere end paa andre Steder paa
Vestkysten; i 1857 var Holstenborg, efter Rink, det eneste Sted i
Grønland, hvor Fangsten endnu var vedligeholdt; den opgaves først
henimod Slutningen af Hundredaaret. — Efter Dagbøger holdte her
i 36 af Aarene mellem 1780 og 1839 har Reinhardt fundet, at
Hvalerne plejede at komme i den første Halvdel af December; i
sjeldnere Tilfælde, fem Gange i de 36 Aar, kom de i de sidste
Dage af November, og undertiden kom de først i Begyndelsen af
Januar. De opholdt sig da langs Kysten og inde i de større Fjorde,
som Amerdlok-Fjord og Nepisene-Fjord, indtil ind i Marts; oftest
gik de bort i Maanedens første Halvdel. Undertiden forsvandt de
allerede i Februar, hvad der indtraf 7 Gange i de 36 Aar; i meget
sjeldne Tilfælde har man endnu i Begyndelsen af April set Hvaler
i Amerdlok-Fjord, saaledes 3dje April 1805 og 9de April 1820, og
undertiden er en enkelt Hval bleven tilbage længe efter at alle de
andre vare forsvundne, saaledes i 1806, da en Hval saaes i Amerd-
lok-Fjord endnu 144е April, mere end tre Uger efter åt alle andre
vare dragne bort. Tiden. for Hidkomst. og Bortrejse opgives i de
nævnte 36 Aar saaledes: 9de Januar og 2den Marts 1780; 6te Jan.,
Ade Marts 1781; 21de Decbr. 1781, 23de Marts 1782; 10de Jan.,
Ade Marts 1783; 14de Jan., 13de Marts 1784; 22de Nvbr. 1784,
6te Marts 1785; 29de Nvbr. 1799, 1ste Marts 1800; 22de Debr.
1800, 28de Marts 1801; 7de Debr. 1803, 11te Marts 1804; 3dje
Decbr. 1804, 3dje April 1805; 5te Dcbr. 1805, 20de Marts 1806;
9de Debr. 1806, 5te Marts 1807; 6te Decbr. 1807, 964е. Febr.
1808; 28de Nvbr. 1808, 27de Marts 1809; 84е Debr. 1809, 18de
Febr. 1810; 26de Decbr. 1810, 21de Febr. 1811; 22de Jan., 7de
Marts 1812; 25de Dcbr. 1812, 30te Marts 1813; 13de Dchr. 1813,
244е Marts 1814; 8de Dcbr. 1814, 27de Marts 1815; 30te Nvbr.

485

1817, 28de Jan. 1818; 74е Debr. 1818, 29de Marts 1819; 7de
Debr. 1819, 9de April 1820; 22de Debr. 1820, 6te Marts 1821;
174е Debr. 1821, 94е Marts 1822; 30te Nvbr. 1822, 16de Marts
1823; 10de Debr. 1823, 12te Febr. 1824; 16de Dcbr. 1824, 8de
Marts 1825; 30te Nvbr. 1825, 15de Marts 1826; Ste Jan., 19de
Febr. 1827; 174е Decbr. 1827, 19de Febr. 1828; 16de Debr. 1828,
4de Marts 1829; 1 Vinteren 1830—31 blev kun én Hval set, 14de
Januar, og i hele 1831 synes slet ingen Hvaler at vere sete; 10de
Febr. og 18de Febr. 1832; 74е Debr. 1832, 104е Marts 1833;
174е Debr. 1838, 12te Marts 1839. 4de Januar 1814 blev der 1
Amerdlok-Fjord fanget en Hval, der oftere havde veret jaget samme
Sted det foregaaende Aar; den var kjendelig paa, at den havde
mistet et Stykke af Halefinnen, og at der ved Saaret havde dannet
sig en stor Knude. I 1819 opgives Januar som Hvalernes Parrings-
tid. — I 1840 var der ved Holstenborg en stor Mengde i Januar,
Februar og Marts, meddeler Holbøll i Brev. — Efter Rink blev der
i Aarene fra 1783 til 1792 i Gjennemsnit aarlig ved Sukkertoppen
og Holstenborg fanget 10 Hvaler, og endnu i 1826 fangedes der
12; men efter 1827 ere Hvalerne aftagne. I de tre Aar 1849—51
fangedes ved Holstenborg 6 Hvaler, i de følgende tre Aar slet ingen
og i 1855 og 56 kun 3; 11858 blev der dræbt 4. I 1877 ор-
giver Rink, at der i de senere Aar gjennemsnitlig kun var fanget
én Hval aarlig. — Endnu i 1892—93 forsøgtes Fangsten, men
uden Udbytte, ligesom i en længere Række forudgaaende Aar, skjønt
Hvaler dog af og til have været at se, saaledes netop 1 1892—93;
derefter ere Forsøg paa Fangst helt. ophørte.

I Disko-Bugt har der tidligere været drevet stor Hvalfangst,
baade af Grønlændere, Danske og fremmede. De fremmede kom
her, som andre Steder, i Foraaret og drev Fangsten fra deres
Skibe. De Danske kunde drive Fangsten baade Vinter og Sommer
fra deres faste Fangstpladser paa Øerne Akugdlek, Vester-Ejland og
Putdlat 1 Nærheden af Egedesminde, ved Klaushavn og Jakobshavn,
ved Klokkerhuk og Ritenbænk paa Vestsiden af Arveprindsens-Ø,
ved Godhavn og paa Kronprindsens-Ejland midt ude i Disko-Bugt.
Godhavn var den vigtigste Plads, og Fangsten vedvarede her indtil
1851; ved de andre Steder blev den ophævet i 1837, som meddelt
af Rink. — Om Nordhvalens Optræden ved Disko har Reinhardt
kunnet give Oplysninger uddragne af Dagbøger holdte ved Godhavn
i 35 af Aarene mellem 1779 og 1837. Den kom sædvanlig i Be-
gyndelsen af December, undertiden allerede i de sidste Uger af

486

(Balena mysticetus.)

Novernber, en sjelden Gang forst i Januar, og blev der sædvanlig
indtil Midten af Juni. Jevnlig er den dog gaaet bort i Slutningen
af Maj, og et enkelt Aar, 1818, da den kun havde indfundet sig i
ringe Mengde, blev den set sidste Gang 26de April. Nogle faa
Gange har den været tilstede endnu ved Slutningen af Juni; men
fra Juli er den ikke nævnet. Tiden for dens Hidkomst og Bort-
gang opgives i de enkelte af de 35 Aar saaledes: 13de Debr. 1779
og 20de Maj 1780; 5te Dcbr. 1786, 29de Maj 1787; 23de Nvbr.
1787, 20de Maj 1788; 2den Dcbr. 1800, 4de Juni 1801; 14de
Debr. 1801, 2den Juni 1802; 8de Dcbr. 1802, 12te Maj 1803;
12te Debr. 1803, 25de Juni 1804; 17de Nvbr. 1804, 12te Juni
1805; 2den Debr. 1805, 984е Maj 1806; 2den Debr. 1806, 18de
Maj 1807; 19de Nvbr. 1807, 4de Juni 1808; 15de Debr. 1808,
12te Juni 1809; 11te Debr. 1809, Зе Maj 1810; 19de Nvbr.
1811, 154е Juni 1812; 14de Debr. 1812, 12te Juni 1813; 2den
Debr. 1813, 2den Maj 1814; 12te Nvbr. 1817, 26de April 1818;
12te Debr. 1819, 17de Juni 1820; 19de Debr. 1820, 24de Maj
1821; 12te Debr. 1821, 9de Juni 1822; 30te Nvbr. 1822, 5te Juni
1893; бе Jan., 10de Juni 1824; 7de Debr. 1824, 14de Juni 1895;
8de Debr. 1825, 20de Maj 1826; 3dje Debr. 1896, 5te Juni 1827;
29de Nvbr. 1827, 12te Juni 1828; 74е Dcbr. 1828, 19de Maj
1829; iste Debr. 1829, iste Juni 1830; 13de Dcbr. 1830, 18de
Maj 1831; 164е Dcbr. 1831, 4de Juni 1832; 2den Debr. 1832,
З4е Maj 1833; 25de Nvbr. 1833, 8de Juni 1834; 26de Debr.
1834, 24de Juni 1835; 23de Nvbr. 1835, 20de Juni 1836; 19de
Nvbr. 1836, 9de Juni 1837. I 1780 havde man fra Godhavn set
to Hvaler i Parring 13de Februar. 29de April 1801 fangedes
samme Sted en Hval med et fuldbaaret Foster. 18de Marts 1807
saa man en Hval med еп ganske sped Unge ved Hunde-Ejland.
En kun faa Dage gammel Unge fangedes ved Godhavn 6te Maj
1843. Den 15de Maj 1837 fangede en engelsk Hvalfanger 1 Neer-
heden af Godhavn en Hval, der endnu bar et Stykke af en Harpun,
hvormed den var saaret af en dansk Fanger samme Sted 26de
Februar 1833. — Efter en haandskreven Beretning om Kjøbmand
Geelmuyden’s Rejse i 1750 meddeler Reinhardt, at der den fore-
gaaende Vinter havde været en ualmindelig Mengde Is i Disko-Bugt,
og at 14 Nordhvaler vare fundne døde under Isen i Nærheden af
Hunde-Ejland. — Giesecke skriver i 1807, at Nordhvalen ved God-
havn plejer at komme i December og derefter helt forsvinder mod
Slutningen af Juni. I Efteraaret 1810 bleve de forste Hvaler sete 13de

= LORD
dt

487

December; 29de Januar 1811 havde en Storm fra SØ. brudt Isen
paa nogle Steder i Disko-Bugt, og i Aabningerne vrimlede Hvaler,
ligeledes 30te Januar; hist og her bred de sig Huller gjennem Isen;
154е Februar saa man i en Vaage over 100 Hvaler, dansende og
springende op over Vandet paa lignende Maade som Pukkelhvalen.
Om Hvalens Hidkomst 19de November 1811 siger Giesecke, at det
var ganske usædvanlig tidligt; det var dog kun en enlig Hval; fra
iste December derimod viste sig mange i Stremhuller ude i Bugten;
4de Januar 1812 aabnede Isen sig nær Land, og Hvaler viste sig
da ner Kysten, ligeledes 24de Januar; man saa denne Dag blandt
andet en Flok paa 50; ved Opbrud af Isen var der igjen Hvaler
at se 14de Marts, 4de og 13de April; 15de Juni blev den sidste
Нуа] dræbt i dette Foraar; men 17de Juni saa man flere. 25de
Januar 1813 var der mange at se i Bugten; 2den Februar, 2den
og 7de Maj og 3dje Juni nævnes Hvaler igjen, 7de Maj mange.
Det omtales flere Gange, hvor sky Hvalerne ere, at de dukke under
og svømme ind under Isen, naar man nærmer sig dem; at de
kunne gjennembryde Is, der er over en halv Alen tyk, nævnes. —
I Disko-Bugt saa О’ВеШу flere Gange Nordhvaler i Maj og 1 Begyn-
delsen af Juni 1817; 914е Maj svommede flere hurtig i forskjellig
Retning, men mest mod NV. — I 1826 saa Holbøll ved Godhavn
en uhyre Mengde, dog kun en kort Tid, meddeler han 1 Brev. —
Ved Klaushavn, siger Rink, fangedes i Begyndelsen af det 19de
Hundredaar en eller to Hvaler aarlig. Ved Jakobshavn var Fangsten
altid kun ringe. Ved Ritenbenk og Klokkerhuk var Fangsten der-
imod ret god. I 1798 fangedes alene ved Godhavn 20 Hvaler, i
1799 ligeledes 13; i de fem Aar fra 1805 til 1809 fangedes ved
Godhavn og Kronprindsens-Ejland tilsammen over 50 Hvaler, altsaa
i Gjennemsnit over 10 aarlig; men i de følgende Aar: aftog Fangsten
sterkt; kun af og til fangedes enkelte Hvaler, i nogle Aar slet
ingen; 1 1847 fangedes endnu 2 Hvaler, i 1851 én Hval; herefter
har man ophert med Fangsten.

Ved Umanak har der kun i kort Tid været drevet Hvalfangst.
Hvalerne plejede, siger Reinhardt, at blive 1 Egnen ikke alene hele
Juni, men ogsaa noget ind i Juli; i 1803 fangedes saaledes en ung
Нуа] ved Saitok-@ dybt inde i Umanak-Fjord 11te Juli.

Ved Prøven og Upernivik kom Nordhvalen, som Reinhardt op-
lyser, om Efteraaret sædvanlig i Oktober, i flere Tilfælde allerede i
Slutningen af September, og den blev i Egnen indtil noget ind i
December; om Foraaret kom den tilbage i April og blev til ind i Juli.

488
(Balena mysticetus.)

I Nærheden af Kysten paa omtrent 74° og 75° saa O'Reilly
flere Nordhvaler i Juli 1817; de store Fjorde 1 disse Egne skulle
vere dem gode Opholdssteder.

I Melville-Bugt mellem 75° og 76° iagttoges Nordhvaler af
J. Ross sidst 1 Juli og i August 1818; mange Hvalfangere vare
tilstede.

I Wolstenholme-Sund, Whale-Sund og Mundingen af Smith-
Sund saa Baffin Nordhvaler 1 Mengde forst 1 Juli 1616. — At
Nordhval-Knogler kunne findes indsatte 1 Væggene af Eskimo-Hytter
paa Grenlands Kyst ved Mundingen af Smith-Sund, er nævnet af
Hayes i 1854 og senere af Peary. I 1894 hørte Peary af Eskimo-
erne paa Stedet, at Arten for flere Slegtled siden var almindelig
her, og at en var set udfor Kap York nogle Aar tilbage, men at
nu alle vare forsvundne. |

Enkelte Knogler, der mentes at vere af Nordhvalen, fandtes
ved Kap Sabine og ved Archer-Fjord paa Grinnell-Land paa Rejsen
i 1882—84, meddeler Greely. — Et Stykke af et Ribben, der ogsaa
mentes at vere af denne Art, fandtes paa Nordkysten af Grinnell-
Land paa Rejsen i 1875—76, meddeler Feilden.

Ved Angmagsalik paa Østkysten skal Nordhvalen tidligere have
vist sig stadig, meddeler Holm efter hvad han havde hørt af Gron-
lenderne paa sin Rejse 1 1883—85; man fangede den, listede sig
til den med Konebaad, ligesom Vestkystens Gronlændere tidligere
gjorde det. I Begyndelsen af det 19de Hundredaar skulde Hvalerne
vere ophørte at komme; dog skulde der endnu for faa Aar siden
vere fanget en.

Langs Kysten omtrent fra Scoresby-Sund til Gael-Hamkes-Bugt
og nordligere har Nordhvalen tidligere været almindelig. — I 1684
eller 86 kom nogle hollandske Skibe, meddeler Zorgdrager, gjennem
Drivis-Beltet ind til Kysten 1 Egnen om Gael-Hamkes-Bugt, hvor de
fandt mange Hvaler, der stadig drog langs Landet mod SV.; tre af
Skibene fangede tilsammen 60 Hvaler, og de andre sejlede ogsaa
hjem med fuld Ladning. — Langt inde i Drivisen mellem 7515°
og 771/2°, dog uden Land i Sigte, fandt Zorgdrager selv mange
Hvaler 1 Juni 1698. — I Mundingen af Davy-Sund, N. for Liverpool-
Kyst, saa Scoresby mange midt i August 1822. Tidligere havde
han set adskillige i Drivisen 1 betydelig Afstand fra Land, især paa
72°. — Ved Clavering-Q saa Clavering flere i August 1823. — I
de samme Egne saa R. Gray enkelte i Sommeren 1888.

489

I Havet mere eller mindre langt tilsos baade Øst og Vest for
Granland er det, at den store Udryddelseskrig mod Nordhvalen har
veret fort. |

Aar 1611 begyndte Englænderne at fange Nordhvalen ved Spits-
bergen; 1 1612 kom Hollænderne til, 1 1615 de Danske, og snart
efter fulgte Spaniere, Franskmænd, Tyskere og andre; en lang Tid
vare Hollænderne de virksomste, senere Englænderne, der tilsidst
bleve ene tilbage om Fangsten. Hvalerne kom dengang, i den forste
Tid, i Mengde ind i Bugter og Sunde ved Spitsbergen, ligeledes
tæt omkring Kysten af Jan Mayen, og begge Steder drev man Fangsten
lige ved Land. Efter omtrent 25 Aars Forfolgelse begyndte Hvalerne
at aftage her for derefter næsten at forsvinde; men de fandtes læn-
gere borte fra Kysterne, og derhen fulgte man dem, serlig V. for
Spitsbergen udenfor Randen af Grønlands Isbelte. Ogsaa her bleve
de sjeldnere, og man maatte følge dem ind i Drivisen; man søgte
og fandt dem højt mod Nord, imellem 76° og 80° omtrent. Efter
1814 vilde Fangsten heller ikke her give tilstrækkeligt Udbytte, og
man søgte mod Syd, hvor man fandt Hvalerne langt inde i Driv-
isen mellem 70° og 75° omtrent, forholdsvis nær Land, fordelte
раа flere, ikke lidt skiftende Fangstpladser. Ganske fuldstændige,
samlede Oversigter over, hvor mange Hvaler der aarlig fangedes
Øst for Grønland i den Tid, da Udbyttet var rigest, haves neppe;
men nogle Tal kjender man dog. I 1697, der ikke synes at have
været noget særlig udmærket Aar, skal der være fanget ialt mindst
1959 Hvaler. Efter Zorgdrager's Optællinger af, hvad der fangedes
1 Аагепе 1670 til 1719 af Hollændere og Hamborgere alene, vexlede
de aarlige Tal meget stærkt; det laveste, men dog ganske enestaaende
lave Tal i denne Aarrekke var 70, i 1710; det højeste var 2616,
1 1701. I 1814, der dog var et ganske enestaaende rigt Aar i
dette Tidsrum, fangede Englænderne Øst for Grønland 1437 Hvaler,
efter Scoresby. Men derefter er Fangsten svunden stærkt ind. Efter
hvad David Gray har meddelt Lindeman, fangedes i 1868 kun 3
Hvaler; i Løbet af en længere Aarrække havde han blandt de Hvaler,
- han havde set, ikke truffet mere end 6 Hunner, der fulgtes af deres
Unger, og han havde ikke fanget nogen Hval, der ikke bar Mærker
af tidligere at være saaret af Harpuner. I Slutningen af det 19de
Hundredaar er Fangsten her saa godt som ophørt; i nogle Aar har
der forgjæves været gjort Jagt efter Hvaler. Efter Southwell's Op-
givelser fangedes her i 1883 1 Hval; i 84: 11; 85: 12; 86: 15;
57: 3; 85: 4; 89: 16; 90: `0, dog bleve 6 sete; 91: 11; 99: 3:

490
(Balena mysticetus.)
93: 1; 94: 4; 95:11; 96: 6; 97: 1; 98: 0, og heller ingen set;
99: 1; 1900: 0; 1901: 0. |

I 1719, paa en Tid, da Fangsten Ost for Grønland syntes at
gaa tilbage, begyndte Hollænderne at fange Hvalen i Davis-Strædet,
og andre Folkeslag fulgte dem snart, især Englænderne, der ogsaa
her efterhaanden bleve ene tilbage om Fangsten. Man fandt Hvalerne
særlig omkring Disko og i de nærmeste Egne mod Syd og Nord
langs Grønlands Vestkyst; kun som Undtagelse drev man Fangsten
ved „Vestisen“ ved Strædets Vestkyst. Men Fangsten i Davis-Strædet
aftog, og man saa sig om efter nye Steder. I 1817 begyndte man
at fange nordlig 1 Baffins-Bugt, og denne Egn blev derefter den
vigtigste, medens Fangsten sydligere langs Grønlands Vestkyst for-
ringedes mere og mere for saa godt som helt at ophøre. Ogsaa
fra Baffins-Bugt have Hvalerne trukket sig noget bort, og man har
fulgt dem mod Vest ind i Bugter og Sunde mellem Øerne i det
arktiske Nord-Amerika, hvor Fangsten nu mest drives. 1 1730
fangede Hollænderne i Davis-Strædet 212 Hvaler, efter De Jong,
Kobel & Salieth; 1 1749 fangedes af Hollændere og Hamborgere
tilsammen 231, efter Scoresby; 1 1817 og de tre foregaaende Aar
tilsammen fangede Englenderne Vest for Gronland 1522 Hvaler,
efter Scoresby; 1 1868 fangedes ialt samme Sted 126, efter David
Gray; efter Southwell fangedes her 1 1882: 78; 1 83:18; 84: 79;
85411295 50: 1 ENS Hal VSS 182.892 1595190151 OT ERGO FEE
93: 27; 94: 15; 95:6; 96: 6; 97: 8; 98: 6; 199198 a S00 kate
1901: 15.

Årten er, eller var, circumpolar, højnordisk; men der er Stræk-
ninger, hvor den kun sjelden er set, saaledes langs det meste af
Asiens Nordkyst. Under Istiden har den været udbredt forholdsvis
langt mod Syd, som til Danmark.

ъ

17. Balenoptera rostrata (O.Fabr.). Vaagehval.

Balena rostrata Müll.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 40. —
Balena rostrata Fabr., Pterobalena minor groenlandica, Tikagulik, Vaage-
hval, Dverghval: Eschricht, Unders. over Hvaldyrene, iste, 2den, 3dje, dte og _
6te Afhandl., Vidensk. Selsk. Skr., 1845, 46, 49, passim, pl. XII (Hovedskal
af Foster), ХУ (Rygfinne), XVI (Luffe). — Tikagulik og Balena microcephala :
Holbøll, i Eschricht, Unters, nord. Wallthiere, 1849, р. 196 og 197. —
Balenoptera rostrata (Fabr.): Reinhardt jun., Tilleg til Rink, Gronl. geogr.
stat. Beskr., 1857, p.10. — Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 548.
— Van Beneden & Gervais, Ostéogr. des Cétacés, 1869—80, р. 146, pl. XII.

Balenoptera acuto-rostrata Lacep. (B. rostrata auctorum) & B. bo-

РЕЧИЦА

491

naerensis Burm. & ВБ. davidsoni Scammon: Trouessart, Catalogus Mamma-
lium, 1897—99.

Vestgrenlandsk. Tikagulik, den med Fingergrebet, af Tikagut, Finger-
greb paa en Harpun-Pil; Navnet har den efter Rygfinnens Form, der minder
om et saadant Greb. (Fabricius.) — Tikagugdlik. (Kleinschmidt.)

Af Vaagehvalen findes nu i Museet i Kjøbenhavn fra Gron-
land et Skelet af et ungt Dyr fra Sukkertoppen og to Fostre i
Spiritus, fra Godthaab og Godhavn. Skeletter fra Norge og
Danmark haves til Sammenligning. — Eschricht, der blandt
andet havde haft tre Skeletter fra Grønland til Undersøgelse,
mente at kunne skjelne den grønlandske Vaagehval fra den
norske som en egen Race, Pferobalæna minor groenlandica i
Modsætning til P. minor bergensis; de Skjelnemærker, han
fremhævede, vare dog kun faa og smaa, og han tvivlede selv
om, at de vilde vise sig faste. Der er ikke senere fremkommet
noget, der kunde tale for Adskillelsen. Et gronlandsk og et
norsk Skelet af Vaagehvalen ere af Van Beneden og Gervais
tagne tilsammen som Type for Arten. — Holbøll mente, at der
ved Grønland foruden den almindelige Vaagehval fandtes en
anden nerstaaende Art, Balena microcephala Holb., der var
mindre, havde forholdsvis mindre Hoved og i enkelte andre
Henseender var forskjellig. Hans Grundlag for Arten var en Hval,
der i 1838 var funden død; Skelettet blev sendt til Eschrichi.
Men Eschricht har ikke godkjendt den. — Af Vaagehvaler fra
andre Egne end det nordlige Atlanterhav findes intet i vort
Museum; men at domme efter Beskrivelser og Billeder af
« Balenoptera bonaérensis» (Burmeister, Description phys. de la
Républ. Argentine, tom. 3, 1879, р. 545, og Atlas, 1881, pl. И
— VII med tilhørende Beskrivelse) fra det sydlige Atlanterhav, af
«В. davidsoniv (Scammon, Marine Mammals of the North-
Western Coast of North America, 1874, p. 49—51, p. VII, fig. 2)
fra det nordlige Stille Hav og af «В. huttoni» (Т.Е. Gray, On a
New-Zealand Whale, Physalus antarcticus Hutton, Ann. Mag.
Nat. Hist., 4 ser., vol. ХШ, 1874, р. 316—318, pl. XVI (Ydre),
og On the skeleton of the New-Zealand Pike Whale, Balæno-

492
(Balenoptera rostrata.)
ptera huttoni (Physalus antarcticus Hutton), ibd., р. 448—452, pl.

XVIII (Skelet-Dele), og især J. von Haast, Notes on Balenoptera
rostrata Fabricius (В. huttoni Gray), ‚Transact. and Proceed. of
the New Zealand Institute, vol. XIII, for 1880, p. 169—175, pl.
Ш (Barde, Brystben)) fra det sydlige Stille Hav er der god
Grund til at tro, at Van Beneden (Hist. nat. des Balénoptères,
Mémoires couronnés et autres mem. publ. par l’Acad. Roy. de
Belgique, tom. XLI, 1888, p. 23 etc.) og andre have Ret, naar
de mene, at disse Former ikke ere artforskjellige fra vor nord-
atlantiske Vaagehval.

Vaagehvalen er almindelig, mest at finde enkeltvis eller
parvis, langs Gronlands Vestkyst, i det mindste langs den
danske Del af Kysten; talrigst skal den vere mod Syd. Ogsaa
i Havet nærmest Øst for Grønland er den set. Den er en
Sommergjest; efter Holbøll plejer den at komme til Godthaab
i April og forsvinde derfra i November og December. Smaa-
fiske, især Lodder, ere dens Fode; den fanger dem mest paa
Stromstederne, hvor den, især mod Aften, hele Sommeren skal
vere at se fiskende. Efter Fabricius ferdes den baade ude
mellem Skjærene og inde i alle Fjorde. Efter Holboll skal den
ofte vere i Selskab med de største Hvaler. Kun sjeldnere
drebes den af Gronlænderne.

Ved Vestkysten ег den saa almindelig, at næsten ingen har
tænkt paa at give Oplysninger i det enkelte om Sted og Tid for
dens Forekomst. Holbøll skriver ved Lejlighed i Brev af 1854, at
den paa visse Aarstider er at зе paa Godthaab-Fjord udfor hans
Vinduer i snesevis søgende Føde.

I aabent Vand under Jameson-Land, paa Østkysten, blev der
den 10de August 1892 set en Hval, der mentes sikkert at være af
denne Art, meddeler Bay.

Årten synes at være vidt udbredt i alle Verdenshave. Den
kjendes ogsaa fra Spitsbergen, Island og Labrador.

18. Balenoptera musculus (Companyo). Rørhval.

Balena physalus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 35. — Tunnolik:
Holbøll, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere, 1849, p. 196. — Balænoptera

493

musculus Е. Cuv.: Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Стоп]. geogr. stat. beskr.,
1857, p. 9. — Eschricht og Reinhardt, Vidensk. Selsk. Skr., 5te R., naturv.
. mathem. Afd., dte Bd., 1861, р. 522, pl. Ш, fig. 3 (Hovedskal). — Physalus
antiquorum Gray: Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, p. 547. —
Balenoptera musculus: Ohlin, Biol. Gentralbl., Bd. XV, 1895, p. 167.

Balænoptera physalus L. (В. musculus auctorum) & В. patachonica
Burm.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Tunnolik, den med Rygfedt forsynede, af Tunnok,
Rygfedt, fordi den paa sin trinde Ryg har det meste Spek. Et andet Navn
er Tekkirsok, den lange, fordi den er længere og tyndere end andre Hvaler.
(Fabricius.) — Tunulik. (Kleinschmidt.)

I Kjøbenhavns Museum findes et Skelet af Rorhvalen fra
Gronland. Skelettets Hovedskal ег afbildet af Eschricht og
Reinhardt. At domme efter Billede og Beskrivelse er « Balæno-
ptera patachonica» (især Burmeister, Description phys. de la
Républ. Argentine, tom. 3, 1879, р. 545, Atlas, 1881, pl. I—VII,
med tilhørende Beskrivelse) fra det sydlige Atlanterhav den
samme Art, som ogsaa sagt af Van Beneden (Hist. nat. des
Balénoptères, Mémoires couronnés et autres mém. publ. par
l Acad. Roy. de Belgique, tome ХМ, 1888, passim), der desuden,
vistnok med god Ret, til Arten henregner Hvaler fra det Stille
Hav og endnu andre Have.

Rorhvalen har ofte været nævnet som en almindelig Sommer-
gjest 1 Havene om Gronland, og da iser i Davis-Stredet og
Baffins-Bugt, og det er højst sandsynligt, at den er det. Men
fuld Sikkerhed for, at det netop er denne Art, man har iagt-
taget, og ikke Blaahvalen eller en anden af de store Finhvaler,
haves kun i et Par Tilfelde. Gronlænderne synes ikke at skjelne
Rorhval og Blaahval, og de Naturkyndige, der have talt om de
gronlandske Finhvaler, have dels kun Вай ringe Lejlighed til at
se dem nermere, dels ikke veret klare over de forskjellige
Muligheder for Forvexlinger; det er jo forst i de senere Ааг,
at Arterne blandt de nordiske Finhvaler kunne regnes for at
vere fuldt udredede. — Holbøll siger om de store Finhvaler,
hvad enten de nu kunne vere af den ene eller den anden Art,
at de ere meget almindelige. De indfinde sig i Davis-Stredet

om Foraaret dragende mod Nord forbi den sydlige Del af Gron-
XXI. 32

494

(Balenoptera musculus.)
lands Vestkyst op til Disko-Egnen og Baffins-Bugt, hvor de
sees hele Sommeren; om Efteraaret vise de sig igjen udfor
Syd-Gronland, da ofte i Mengde ved de store Fiske-Banker.
Ogsaa om Vinteren skulle de kunne sees. Deres Fode skal vere
Lodder, Sild og Torsk og andre mindre Fiske. Kun sjeldnere
dræbes de af Gronlænderne.

Det vigtigste fuldt sikre Vidne om Artens Tilstedeværelse ved
Grønland er det ovennævnte Skelet, der af Holbøll er nedsendt fra
Grønlands Vestkyst, og som er nævnet af Reinhardt i 1857. —
En ded Hval, der i Sommeren 1894 drev i Havet ner Godhavn,
bestemtes af Ohlin som tilhørende samme Art.

I Evighedsfjorden ved Kangamiut, М. for Sukkertoppen, ег
„Dalenoptera physalis* at se ogsaa om Vinteren, skriver Holbøll 1
Brev af 1844. — Store Rerhvaler, der efter Gronlændernes Beskri-
velse ret afgjort ere Balenoptera musculus, pleje at indfinde sig i
Oktober og November flokkevis i Fjorden ved Holstenborg, meddeler
Holbøll i Brev af 1854. (Holbøll opfattede Gronlændernes Beskrivelse
som snarest pegende paa B. gigas.) — Om ,Fhysalus antigvorum‘,
hvormed sigtes til Rørhvalen, siger Brown i 1868, at den ikke gaar
ret langt mod Nord langs Grønlands Vestkyst, men plejer at holde
sig til Torske-Bankerne i Nærheden af Holstenborg, Agto og andre
Steder i det sydligere Grønland; han véd vel, at denne Opgivelse er
1 Strid med andre, men tror dog, at den er ‘rigtig, Om ,Balæno-
ptera gigas“ siger han, at den optræder paa samme Maade som
Physalus antiqvorum, med hvilken den som oftest forvexles.

Om ,Balena physalus* siger Giesecke i 1807, at den sjelden
viser sig under Land ved Disko. Flere saa han ude i Disko-Bugt
mellem Godhavn og Egedesminde 22de August 1810. En blev set
18de Juni 1812 ved Godhavn, og mange vare under Land samme
Sted i de første Dage af Juli. — Tre meget store , Balena physalus*
saa О’ВеШу 1 Disko-Bugt 28de Maj 1817. — I 1857 skriver Rink,
at han i Sydgst-Bugten Øst for Egedesminde har set mange Tun-
noliker. — Kumlien meddeler, at han paa sin Rejse i 1877—78
har set ,Physalis antiqvoruwm* 1 Disko-Bugt.

Nær Horse-Head, Nord for Upernivik, paa 73° 43’, saa O'Reilly
omtrent 20 „Finners“ hurtig svømmende Syd 3dje Juli 1817. Tre
saa han paa omtrent 75° 18de Juli. i

Årten synes at findes i alle Verdenshave. Den kjendes ogsaa
fra Island og Færøerne.

495

19. Balenoptera gigas Reinhardt. Blaahval.

Balenoptera gibbar La Cép.: Scoresby, Account of the Arctic Regions,
vol. I, 1820, р. 481. — Tunnolik: Eschricht, Unders. over Hvaldyrene, 5te
Afhandl., Vidensk. Selsk. Skr., naturv. mathem. Afd., XII Del, 1846, р. 373—
380, fig. р. 379 (Skelet af Forlem); 6te Afhandl., ibd., dte R., naturv. mathem.
Afd., J, 1849, p.137. — Balenoptera gigus Eschr.: Reinhardt jun., Tilleg
til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, p.10. — Balænoptera sibbaldii Gray:
Reinhardt jun., Vidensk. Medd. Naturhist. Foren., 1867, р. 195. — Balænoptera
gigas Eschr. : Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 548. — Balenoptera
sibbaldii: В. Gray, Zoologist, 3 ser., vol. XIII, 1889, р. 44 etc. — Bay, Medd.
om Grenl., 19de Hefte, 1894, р. 45.

Balenoptera musculus L. (В. sibbaldii og В. gigas auctorum) & В.
sulphurea Cope & B. indica Blyth & B. antarctica Gray (B. intermedia
Burm.): Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Navnet Balenoptera gigas (vistnok givet af Eschricht, men ikke paa
Prent, først trykt af Reinhardt) er vel senere end В. sibbaldii Gray, men
har det Fortrin ikke at vere et barbarisk Hyldningsnavn. (At give Arten et
Navn, В. musculus, der i lange Tider har været brugt for en anden, er alt-
for uheldigt.)

Vestgronlandsk. Tunnolik. (Maller.) Sammenl. В. musculus. — Tunno-
lirksoak (Glahn) er vist ogsaa et Navn for denne Art.

Skelettet af et Forlem af Blaahvalen fra Gronland findes i
Museet i Kjobenhavn; det er afbildet af Eschricht, dog ikke
ganske nojagtig, som oplyst af Reinhardt. En Hovedskal og
andre Dele af Skelettet findes her desuden fra Island; fra andre
Egne derimod haves ikke noget i vort Museum. Men at slutte
efter Beskrivelser og Billeder ser det ud til, at Van Beneden
(Hist. nat. des Balénoptéres, Mém. couronnés et autres mém.
publ. par ГАсаа. Roy. de Belgique, tom. XLI, 1888) gjør rigtig
i til samme Art at henfore Hvaler fra det sydlige Atlanterhav,
fra det Indiske Hav, det Stille Hav o.s.v., der have været op-
forte som egne Arter med Navne som Balenoptera intermedia,
В. indica, В. sulphurea o. s. v.

Blaahvalen er vist, ligesom Rerhvalen, en ret almindelig
Sommergjest i Havene om Gronland; men fuld Sikkerhed for
dens Forekomst 1 gronlandske Farvande har man kun i faa
Tilfelde.

En Blaahval funden ded drivende i Davis-Strædet omtales af
Scoresby 1 1820; om Tid og Sted gives ingen nermere Oplysning.
Den nævnes som Balenoptera gibbar; af Skildringen af dens Ydre

32

496

(Balenoptera gigas.)
fremgaar sikkert, at det var en Blaahval. — 19te August 1843 ВК
Н. Р. С. Møller fra en Gronlænder Underretning om, at en , Tunnolik*
var opdreven i Nerheden af Godhavn; et Par Dage efter rejste han
til Stedet, tog en Beskrivelse af Hvalen og sorgede for, at dens ene
Forlem, dens Rygfinne og flere andre Dele bjergedes; Indberetning
om Fundet og de bjergede Dele sendtes til Eschricht, der har ladet
Meddelelsen trykke og har givet et Billede af Forlemmets Skelet. Arten
var, siger Eschricht med Rette, den samme som ,Ostende-Hvalen“.

I Drivisen udfor den nordlige Del af Østkysten har В. Gray
set Blaahvalen. Den indfinder sig om Sommeren, siger han, paa
de samme Steder, hvor Nordhvalen søger sin Føde; men den kommer
først, naar Nordhvalen er ifærd med at forlade Stederne for at søge
længere mod Nord eller dybere ind i Isen. 3dje Juli 1886, paa
73° 54' М., 14°52’ V., saa han nogle faa svømmende omkring; 7de
Juli, paa 72° 56’ N., 16° 21’ V., drog adskillige forbi fra SV. mod
N®., øjensynlig vandrende; daglig blev den set i den følgende Uge
mellem Grønland og Spitsbergen, ligeledes senere; 26de Juli, ved
Isranden paa 75° 7’ N., 5° 15' V., var den talrig. 30te Maj 1888
vare to at se paa 78° 5' N., 3° 30’ V.; i sidste Halvdel af Juni og
først i Juli bleve adskillige sete, søgende Føde, mellem 72° og 75°,
saa ner Gronland, at Kysten ofte var i Sigte; 20de August, paa
71° 39’ N., 14° 15’ V., vare mange at se hele Dagen; en Tid om
Morgenen var Skibet helt omringet af dem; en Unge paa omtrent
20 Fods Længde var iblandt dem. — Bay skriver, at Blaahvalen 1
Juni og Juli 1891 var overmaade almindelig 1 den ydre Del af Driv-
isen udfor den nordlige Del af Østkysten; der gik ikke en Dag, uden
at den blev set. Af Rygfinnens Form kjendte han Arten.

Arten synes at findes i alle Verdenshave. Den kjendes ogsaa
fra Spitsbergen og Island.

20. Megaptera boops (О. Fabr.). Pukkelhval.

Balena boops L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 36. — Id., Om
Stubhvalen, Vidensk. Selsk. Skr., VI Del, 1ste Hefte, 1809, р. 63, pl. (Ydre). —
Balena boops Fabr., Balenoptera longimana (Rudolphi), Kyphobalena
longimana (Rudolphi), Keporkak о. а.: Eschricht, Unders. over Hvaldyrene,
1ste, 2den, 3dje, Ste og 6te Afhandl., Vidensk. Selsk. Skr., 1845, 46, 49, passim,
i Texten Afb. af Skulderblad og Arm-Skelet, pl. III (Ydre af Foster, Skelet
af Forlem), ТУ (Fostertænder, Snudespids), XV (Rygfinne). — Kiperkarnak:
Holbell, Naturhist. Tidsskr., 2den Rekke, Bd. 2, 1847, р. 308. — Keporkak,
Keporkarnak: Holbell, i Eschricht: Unters. nord. Wallthiere, 1849, p. 196. —
Balenoptera boops (Fabr.): Reinhardt jun., Tilleg til Rink, Grenl. geogr.

к

Ре DER

497

\

stat. beskr., 1857, р. 10. — Megaptera boops (Fabr.): Eschricht og Reinhardt,
Vidensk. Selsk. Skr., 5te R., naturv. mathem. Afd., 5te Bd., 1861, passim,
pl. Ш, fig. 2 (Hovedskal). — Megaptera longimana Gray: Brown, Proceed.
Zool. Soc. London 1868, p. 548. — Megaptera boops (Fabr.): Van Beneden
& Gervais, Ostéogr. des Cétacés, 1869—80, p. 120, pl. X & XI.

Megaptera longimana Rudolphi (М. boops auctorum) & М. lalandü
Gray & М. kuzira Gray & М. versabilis Cope: Trouessart, Catalogus Mam-
malium, 1897—99.

Vestgrenlandsk. Keporkak, den riflede, efter Riflerne paa Struben.
(Fabricius.) — Kiporkak. (Kleinschmidt.) — Keporkarnak eller Kiperkarnak
(Glahn, Fabricius, Holbøll, Kleinschmidt) er vist ogsaa Navn for samme Art.

Af Pukkelhvalen fra Grønland haves for Tiden i Kjoben-
havns Museum et Skelet og et Foster og flere Dele i Spiritus.
Skelettets Hovedskal er afbildet af Eschricht og Reinhardt. —
Gjennem Arbejder af Fabricius, Eschricht, Van Beneden &
Gervais er den gronlandske Pukkelhval bleven Type for Arten.
— Holbøll omtaler en Hval, som han et Par Gange havde set
i Havet ved Grønlands Vestkyst, og som syntes ham saa af-
vigende fra den sedvanlige Pukkelhval, at det maatte vere en
egen Art: det var, mente han, Gronlændernes Keporkarnak. Der
er ikke senere fremkommet noget, der kunde godtgjore Til-
værelsen af mere end én Art Pukkelhval ved Grønland. — At
Pukkelhvalen fra Kap, der har veret regnet for en egen Art,
М. lalandii eller М. australis (se især Van Beneden & Gervais,
Ostéogr. des Cétacés), og ligeledes den nordpacifiske Form, der
ogsaa har veret regnet for egen, M. kuzira & M. versabilis
(iser Scammon, The Marine Mammals of the North-Western
Coast of North America, 1874, р. 38—48, pl. VII—IX), ete., ikke
kunne holdes ude fra den grønlandske, er allerede paavist af
Eschricht. Hans Mening synes mere og mere at godkjendes;
den er optagen af Flower (List of the specimens of Cetacea in
the British Museum, 1885, р. 5) og af Beddard (A Book of
Whales, 1900, p. 164).

Pukkelhvalen er almindelig, mest levende enlig eller i Smaa-
flokke, langs Gronlands Vestkyst, i hvert Fald langs Strekningen
fra Frederikshaab til Disko; til visse Steder skal den komme i
serlig Mengde, gaaende ind i Fjordene, saaledes ved Frederiks-

498

(Megaptera boops.)

haab, ved Pisugfik Nord for Godthaab og i Disko-Bugt. Ingen
sikker Oplysning haves om dens Forekomst ved Nord- eller Ost-
kyst. Den er en Sommergjest; efter Holbøll indfinder den sig
ved Syd-Grenland sidst i April for igjen at forsvinde i November;
dog skal den undertiden kunne vise sig om Vinteren, iser,
siger Fabricius, tilsos udenfor Fjord-Mundingerne ved de yderste
Øer. Foden er Krebsdyr og Vingesnegle, som Limacina heli-
ста, og Smaafiske som Lodder, Tobiser og Torsk, iser Gadus
saida. Ungen, siger Fabricius, fødes i April. Spækhuggeren
skal kunne forfølge og dræbe den; nogle faa Steder ved Kysten
holde Gronlænderne Jagt paa den, serlig ved Frederikshaab.

Ved Julianehaab fanges Pukkelhvalen kun sjelden, siger Rink
i 1357:

Gronlændernes aarlige Fangst af Pukkelhvalen ved Frederikshaab
omtales af Fabricius 1 1780 og 1809; især om Efteraaret gaar
Hvalen ind i de store Fjorde, som Kuanersok-Fjord (Kvanefjord),
tet S. for Frederikshaab, og andre, der ikke ere indgjerdede af alt-
for mange Wer. — Raben melder om adskillige sete ved Frederiks-
haab i Sommeren 1823. Fangsten skal finde Sted især i August;
nogle Aar havde man faaet 13 eller 14. — Vahl skriver i 1828,
at adskillige dræbes 1 Egnen. — Jorgensen meddeler i 1841, at
Pukkelhvalen ved Frederikshaab vel viser sig 1 Juni og Juli, og at
enkelte da fanges; men den egenlige Tid for Fangsten er i August, .
September og Oktober. Det storste Tal, der 1 ét Aar var fanget
ved Stedet, var 22, saavidt han vidste. Føden er overvejende Lodder
og Krebsdyr. 10de August 1841 nævnes en som dræbt; efter Midten
af August blev der set mange tet under Land, med sydlig og syd-
vestlig Vind, der regnes for det bedste Fangevejr, hvis Taage ikke
indfinder sig; 28de August blev en dræbt; 29de saa man fire 1 Folge,
4de September ligeledes to, vist Moder og Unge; 7de blev en dræbt,
10de ligeledes; 2den Oktober blev en set, 22de igjen flere, og en
blev fanget; 31te saa man fire udfor Frederikshaab, 1ste November
igjen to samme Sted og 2den November tre ved Куапев; 8de De-
cember blev en set. — Rink skriver i 1857, at Frederikshaab er
det Sted, hvor de fleste Pukkelhvaler fanges. Vistnok det storste
Udbytte 1 en lengere Aarreekke ЯК man 1 1844, da der fangedes
13; sædvanlig fanges kun ganske faa, 2 eller 3; kun enkelte Aar
fanges slet ingen. — Efter Meddelelser fra den Kongelige Gronlandske

499

Handel blev der i 1886 ved Frederikshaab fanget 5 Pukkelhvaler;
ВЕ 5: SO: 5: 69: a: 90: meen; 91: позе; 92:13; 932° 8.
Ио. 96237 90: д; 95: 5; 99: 7: 1900: 11.

- Ved Fiskenæs blev en set 184е Juli 1893, meddeler Raben.

Som en Undtagelse fra det almindelig gjeldende nævner Holbøll,
at en Pukkelhval ved Godthaab var at se saa langt ud paa Vinteren
som i Januar 1840. I Brev af 1854 taler han om, at han aarlig fra
sine Vinduer i Godthaab ser Pukkelhvaler paa Fjorden søgende Føde.
— Kun enkelte fanges i Godthaab-Egnen, skriver Jørgensen i 1841.

Ved Fangestedet Pisugfik N. for Godthaab skal det særlig ofte
hænde, at enkelte Pukkelhvaler vise sig om Vinteren udfor Kysten,
skriver Fabricius 1 1809.

Ved Sukkertoppen, siger Jørgensen i 1841, fanges kun enkelte.
— I Brev af 1844 meddeler Holbøll, at Grønlænderne i det Aar
havde begyndt at fange Pukkelhvaler ved Kangamiut, N. for Sukker-
toppen, og havde faaet tre. — Rink nævner i 1857 Sukkertoppen
som den Egn, hvor de fleste fanges, næst Frederikshaab.

I Egedesminde Havn blev der gjort Jagt paa to Pukkelhvaler,
en Hun med sin Unge, 194е September 1812, meddeler Giesecke. —
Samme Sted havde Brown en Juni-Dag set en Pukkelhval svømme
ind, skriver han i 1868.

I Disko-Bugt og i Vajgat viser Pukkelhvalen sig paa sine Van-
dringer, skriver Giesecke i 1807. 22de August 1309 saa han mange
ude 1 Disko-Bugt mellem Egedesminde og Godhavn, springende ор
af Vandet; det var deres Parringstid. Mellem Godhavn og Kron-
prindsens-Ø svømmede mange fra V. mod Ø. 13de August 1812.
I Sydøst-Bugten Øst for Egedesminde vrimlede de, ofte springende
op i Luften, 31te August 1812. — Samme Sted har Rink set mange,
svømmende parvis, skriver han i 1857. — Brown skriver i 1868,
at еп Hvalfanger et Aar 1 Mangel af bedre Bytte dræbte 15 Pukkel-
hvaler 1 Disko-Bugt.

Arten synes at leve 1 alle Verdenshave. Den kjendes ogsaa
fra Island.

21. Prodelphinus euphrosyne (Gray).

Delphinus ewphrosyne Gray?: Nilsson, Skandinavisk Fauna, Daggdjuren,
2. Uppl., 1847, р. 595. (Paa Naturforsker-Medet i Kjøbenhavn 1847 havde
Eschricht forevist et Skelet af en Delfin fra Gronland, hvorefter han opstillede
Delphinus holbolli som ny Art; i Beretningen om Mødet, Forhandl. ved de
skandin. Naturf. femte Mode i Kbhvn. 1847, 1849, р. 611, omtales Forevis-
ningen, men Artnavnet nævnes ikke. Nilsson, der selv havde haft Lejlig-

500

(Prodelphinus euphrosyne.) :

hed til at undersøge Skelettet, setter nu, dog med Tvivl, Delphinus holbøllir
som enstydig med D. euphrosyne.) — Delphinus holbellü Eschr.: Reinhardt
jun., Tillæg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 12. (Kun Navnet.
For det paagjeldende, ovennævnte Skelet i Museet i Kjøbenhavn har Reinhardt
senere, paa haandskreven Seddel, brugt Navnet Delphinus euphrosyne.) —
Delphinns euphrosyne Gray: Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 549.
— Prodelphinus по (Eschr.): Lütken, Vidensk. Selsk. Skr., 6te R., natury.
mathem. Afd., У, I, 1889, p. 48—49, fig. 16 (Hovedskal). (Lütken tvivler om,
at det nævnte Skelet kan henfores til P. ewphrosyne; snarere kunde det
vere af Р. styx. Efter Flower, Proceed. Zool.-Soc. London 1883, р. 497, og
True, Bull. 0. $. Nat. Mus. №. 36, 1889, p.63, er dog Р. styx vistnok ens
med P. euphrosyne.)

Prodelphinus euphrosyne Gray: Trouessart, Catalogus Mammalium,
1897—99.

Det foreliggende gronlandske Skelet er nærmere omtalt af
Lütken. Det er af et ungt Dyr. Hovedskallen stemmer godt
med Gray’s Billeder af Hovedskaller af Prodelphinus euphrosyne
og P. styx (Zool. Voy. Erebus and Terror, Mammalia, 1846, pl. 22
og 21), der nu sikkert med fuld Ret regnes for at vere af én
Art. Om Art-Bestemmelsen kan derfor ikke vel tvivles.

Holbell’s Delfin er kun en enkelt Gang funden ved Gren-
lands Vestkyst.

Det nævnte Skelet er af Holbøll hjemsendt til Kjøbenhavn.
Årten er atlantisk og pacifisk.

22. Lagenorhynchus acutus. Gray. Hvidskjeving.

Lagenorhynchus leucopleurus (Rasch): J. E. Gray, Zool. of the Voyage
of H. M. S. Erebus & Terror, Mammalia, 1846, p. 34, pl. 12 (Hovedskal). —
Id., Catal. of Seals and Whales in the Brit. Mus., 1866, p. 274. (Oplysning om
at det foran nævnte Billede var udført efter et grønlandsk Stykke.) — Brown,
Proceed. 7001. Soc. London 1868, р. 549. — Lagenorhynchus acutus Gray:
Lutken, Vidensk. Selsk. Skr., 6te R., naturv. mathem. Afd., IV, 6, 1887, p. 378.

Lagenorhynchus acutus Gray: Trouessart, Catalogus Mammalium,
1897—99.

To Skeletter af Hvidskjævingen fra Gronland findes i Museet
i Kjøbenhavn, ganske stemmende med Skeletter fra Færøerne
og Norge, som nærmere oplyst af Liitken.

Hvidskjævingen er kun et Par Gange set ved Grønlands
Vestkyst.

Gray omtaler i 1866, at der i British Museum i London findes
et Skelet af denne Art fra Grønland, stammende fra Brandt’s Sam-

501

ling; Hovedskallen har han afbildet. — En lille Flok Hvidskjævinger
viste sig i September 1858 ved Kangek, 2 Mil SV. for Godthaab;
de bleve dræbte; to af dem sendte Rink til Kjøbenhavn som Ske-
letter; Gronlænderne paa Stedet kjendte dem ikke.

Arten er nordatlantisk, vidt udbredt.

23. Lagenorhynchus albirostris (Gray). Hvidnæse.

Delphinus albirostris Gray: Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Grenl.
geogr. stat. beskr., 1857, р. 12. (Kun Navnet.) — Lagenorhynchus albirostris
Gray: Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868, р. 549. — Lütken, Vidensk.
Selsk. Skr., 6te R., naturv. mathem. Afd., IV, 6, 1887, р. 378.

Maaske er det snarest denne Art, Fabricius sigter til under Navnet
Delphinus delphis L. (Burde have veret nevnet i nerverende Afhandling,
р. 329, i Oversigten over de tvivlsomme Arter i Fabricius’ Fauna Groenlandica.)

Lagenorhynchus albirostris Gray: Trouessart, Catalogus Mammalium,
1897—99.

To Skeletter, еп Hovedskal og et helt Foster fra Gronland
findes i Museet i Kjobenhavn, ganske stemmende med Skeletter
0. $. У. fra Island og Danmark, som nærmere oplyst af Lütken.

Hvidnæsen er kun nogle faa Gange iagttagen i Davis-Stredet
ved Grønlands Kyst. |

Et Skelet og et Foster i Spiritus har Holbøll sendt Ш Kjeben-
havn fra Gronlands Vestkyst. Ved Godthaab viste den sig i mindre
Flokke i 1888; Ryberg og Bistrup sørgede for, at et Skelet og en
Hovedskal hjemsendtes.

Arten er nordatlantisk, vidt udbredt.

24. Phocena communis Cuv. Marsvin.

Delphinus phocena L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 46. — Nisa.
Holbøll, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere, 1849, р. 194. — Delphinus
phocena L.: Reinhardt jun., Tilleg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857,
р.11. — Phocena communis Brookes: Brown, Proceed. Zool. Soc. London
1868, p. 550.

Phocena communis Cuv.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Nesa eller Nisa, ogsaa Nisangoak, den lille Nisa. (Fa-
bricius.) 5

I Museet i Kjobenhavn haves et Skelet, flere Hovedskaller
og Fostre af Marsvinet fra Gronland. Forskjel fra danske Mar-
svin synes ikke at findes.

Marsvinet er en almindelig Sommergjest ved Gronland,

kommende til Vestkysten mellem Kap Farvel og Disko, i det

502

(Phocena communis.)

mindste; ved Østkysten er det vist ogsaa set. Efter Holbøll
plejer det at komme til Vestkysten af Syd-Gronland i Slutningen
af April og forsvinde derfra i November; er Vejret mildt, kan
det dog sees endnu i December. Nesten altid er det i Flok,
og ofte ere Flokkene talrige. Det færdes baade ude mellem
Oerne og inde i Fjordene. Foden er Smaafiske af mange Slags,
iser Lodder og Gadus saida, ogsaa Bleksprutter og Krebsdyr.
Holbøll havde i Juni set smaa Unger følge deres Mødre. Af
Spækhuggeren bliver det ædt; af Grønlænderne fanges det ofte.

Paa Grund af Marsvinets Almindelighed ved Grønlands Vestkyst
er der kun sjelden givet bestemte Oplysninger om dets Forekomst
her og der. Til Museet i Kjøbenhavn har det været sendt fra Godt-
haab, Klaushavn og Umanak og andre ikke nærmere opgivne Steder.
— Brown omtaler 1 1868 at have faaet dets Skelet fra Egedes-
minde. — Hollbøll siger i 1840, at han har set det N. for God-
havn; om det gik længere mod Nord, vidste han ikke.

Et Stykke S. for Kap Brewster, paa Østkysten, saa Ryder 13de
August 1899 nogle smaa Hvaler, som han mente maaske vare
Marsvin, meddeler Bay.

Årten er nordatlantisk og nordpacifisk, med vid Udbredelse.
Den findes ogsaa ved Island.

25. Orea gladiator (Bonnaterre). Spækhugger.

Physeter microps L. & Delphinus orca Müll.: Fabricius, Fauna Groenl.
1780, р. 44 & 46. — Ardluk & Ardluarsuk: Holball, i Eschricht, Unters. nord.
Wallthiere, 1849, p. 194. — Delphinus orca L.: Reinhardt jun., Tilleg til Rink,
Grenl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 12. — Eschricht, Overs. Vidensk. Selsk.
Forhandl., 1862, p. 25 og 234. — Orca gladiator (Bonn.): Brown, Proceed.
Zool. Soc. London 1868, р. 549. — Orca gladiator Lac.: Lütken, Vidensk.
Selsk.| Skr., 6te R., naturv. mathem. Afd., IV, 6, 1887, р. 355 ff., fig. р. 350
& 372 (Halshvirvler og Hovedskal).

Orca gladiator Bonnaterre & O. rectispina (9: rectipinna) Cope:
Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgronlandsk. Ardluk, maaske af Ardlorpok, knejser, efter dens over-
modige Natur eller efter dens opstaaende Rygfinne. Ogsaa Ardlurksoak.
(Fabricius.) — Ostgronlandsk. Kajarniak, Napajugtok. (Rink.)

Et Skelet af en Spekhugger, Hun, fra Groenland, modtaget
fra Holboll i 1844, haves i Museet i Kjobenhavn. Det stemmer
ganske med Skeletter fra Færøerne og Danmark. Det har af

503

Reinhardt været regnet for at tilhøre en egen Art, Orca minor
Rhdt., men uden Grund, som nermere paavist af Lütken.

Spekhuggeren er, baade efter Fabricius, Holboll og andre,
ret almindelig i Havet Vest for Grønland langs den danske Del
af Kysten, mest optrædende i Smaaflokke. I Havet Øst for
Grønland ег den ogsaa set. Holbøll havde kun set den i Tiden
mellem Maj og November, men havde dog hort sige, at den
ogsaa skulde kunne vise sig om Vinteren. Dens Fode er iser
andre Hvaler, Sæler og storre og mindre Fiske; Seler og mindre
Hvaler, som Marsvin, sluger den hele eller næsten hele; større
Hvaler, som Hvidfiske, sonderflenger den; især gjerne æder den
deres Spek; ogsaa de storste Hvaler, som Vaagehval, Pukkelhval
og Nordhval, angriber den undertiden i samlet Flok; baade Seler
og Hvaler flygte for den, naar de se den, og forlade snart helt
den Egn, hvor den viser sig. Ogsaa Bleksprutter kan den ede.

Ved Frederikshaab skal den undertiden om Sommeren vise sig
flokkevis 1 Fjordene, skriver Raben 1 1823.

En Spækhugger, Hun, drev ded ind ved Fiskenæs 1 1844;
Skelettet sendtes af Holbøll til Kjøbenhavn, ligeledes en Tegning af
Dyret udført af Læge Bloch. I Maven havde den Blæksprutter.
(Oplysninger om den ere givne af Eschricht og Lütken.)

Ved Godthaab blev der i Efteraaret 1756, siger Cranz, fanget
nogle Spekhuggere. — I Godthaab-Fjord viste mange Spækhuggere
sig 11te og 12te Februar 1809, meddeler Giesecke.

Ved Napparsok, S. for Sukkertoppen, hendtes det 1 1830, siger
Holbøll, at en stor Pukkelhval blev dræbt og зоп@еггеуеп af еп
Spekhugger.

I 1823 iagttoges ved Holstenborg, skriver Motzfeldt, en Flok
Spækhuggere forfelgende en Nordhval; nogle havde bidt sig fast i
dens Hale og Luffer, andre sprang over dens Næsebor og søgte at
hindre den i at aande, og andre puffede den fra Siderne; Nordhvalen
styrede ind i en Bugt, rev sig los fra Fjenderne og løb paa Grund,
men først gav den en af Spækhuggerne et saadant Slag paa Hovedet
med Kanten af sin Hale, at den sank tilbunds, vistnok slaaet ihjel.
— Paa Rejse til Holstenborg i 1841, skriver Holbøll i Brev, kom
han ind i en hel Stime af Sværdfiske, der forfulgte en Sæl; i
Formen af Rygfinnen vare de yderst forskjellige.

504
(Orca gladiator.)

I Sydest-Bugten i Disko-Bugt var det engang sket, siger Holbøll
i 1840, at en Flok Spækhuggere var overrasket af Isen; de holdt
sig da en Vaage aaben; flere bleve dræbte dér. (En Hovedskal
derfra blev sendt til Samlingen paa Herlufsholm.)

Ved Godhavn var Holbøll 1 1827 Vidne til, at Spækhuggere drev
en Flok Hvidfiske ind i en Bugt og dér sønderflængede dem.

Naar Hvidfisken om Efteraaret har indfundet sig ved Jakobshavn,
skal ogsaa Spækhuggeren komme, og Hvidfisken flygter, skriver
Traustedt i 1892.

Ved Nugsuak, meddeler Motzfeldt, saa nogle Grønlændere en
Flok Spækhuggere gaa løs paa en rolig liggende Hvalros; men
Hvalrossen gik dem imøde, og hele Flokken spredte sig; den største
af Spækhuggerne blev set i nogen Frastand dukke op igjen tillige-
med Hvalrossen, der havde hugget Tænderne ind i den.

Ved Angmagsalik, paa Østkysten, hørte K. Poulsen af Grøn-
lænderne i 1898—99, at Spækhuggeren enkelte Gange dér er set
og fanget.

Udenfor Isranden ved den sydlige Del af Grønlands Østkyst saa
Nansen Spækhuggeren et Par Gange midt i Juni 1888. — Udenfor
Isranden ved Grønlands Østkyst mellem Island og Jan Mayen blev
der set en lille Flok 23de Juni 1891, tilsyneladende forfølgende en
Blaahval, meddeler Bay. En Flok раа 5 saa han ved Isranden i
Danmark-Strædet 3dje September 1892.

Arten findes i alle Verdenshave.

26. Globiceps melas (Traill). Grindehval.

Delphinus tursio: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 49. — Raben,
Tidsskr. f. Naturv., Bd. 4, 1826, p. 2. — Grindehval: Reinhardt sen., Vidensk.
Selsk. Skr., УП, 1838, р. 88. — Holbøll, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere,
1849, р. 195. — Grind: Rink, Grenl. geogr. stat. beskr., Bd. 2, 1857, р. 315.
— Delphinus globiceps Cuv.: Reinhardt jun., Tillæg til Rink, 1. с., р. 11. —
Globicephalus svineval (Lacép.): Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868,
р. 554.

Globicephalus melas Traill: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897-99.

Vestgronlandsk. Nesarnak eller Nisarnak, en sjelden Slags Nisa, paa
Grund af Ligheden med Marsvinet. (Fabricius.)

Et Skelet og to Hovedskaller af Grindehvalen haves i Kjo-
benhavns Museum fra Grønland, modtagne fra Holbøll og Vahl.
De stemme ganske med Skeletter fra Færøerne.

Grindehvalen er nogle faa Gange set ved Grønlands Syd-

АВ

505

vest-Kyst. Fabricius, der synes kun at kjende den efter Gron-
lendernes Skildring, kalder den for en af de sjeldneste gron-
landske Hvaler. Holboll skriver i 1840, at den ikke aarlig viser
sig ved Grønland, men kun af og til; naar den kommer, ind-
finder den sig som oftest i storre Flokke, dog Nord for Godt-
haab vistnok kun i ringe Mengde. I de 18 Aar, medens han
havde levet i Grønland, var der kun to Gange set Grindehvaler,
begge Gange i Aar, i hvilke Bleksprutter vare ualmindelig tal-
rige. I deres Maver havde han fundet Levninger af Ulke og
Neb af Bleksprutter.

I et Brev fra 1823 giver Holbøll som @jenvidne en Skildring
af Fangsten af en Flok Grindehvaler i Nerheden af Godthaab sidst
i Oktober 1822: Flokken talte over 40; de vare komne ind i snevre
Sunde mellem nogle Øer, hvor alle bleve dræbte. Det er vistnok
den samme Tildragelse, som Raben sigter til, naar han, paa anden
Haand, meddeler, at еп Flok Grindehvaler i 1822 var kommen ind
i Godthaab-Fjord, en Sjeldenhed, der maaske ikke var hændet i de
sidste 20 Aar; men Tallet paa Hvalerne i Flokken opgives rigtig-
nok til et Par hundrede. — Reinhardt sen. nævner 1 1838, at
Museet i Kjøbenhavn havde modtaget flere Hovedskaller af Grinde-
hvalen fra forskjellige Steder paa Grønlands Vestkyst; der sigtes vel
til de ovenfor nævnte fra Holbøll og Vahl. — I 1853, skriver Hol-
bøll i Brev, gjæstedes Davis-Strædet af en usædvanlig Mængde
Grindehvaler; Tusinder skulde have vist sig. — Rink omtaler, at
en Flok Grindehvaler i 1854 havde forvildet sig ind i en Bugt S.
for Godthaab og dér var kommen paa Grund. Det er sikkert dette
Tilfælde, der ogsaa omtales i Brev af Holbøll, der melder om
40—50 Grindehvaler, der vare komne ind i en Bugt og døde der.

Årten er baade atlantisk og pacifisk, i begge Have at finde
baade mod Nord og Syd.

27. Delphinapterus leucas (Pall.). Hvidfisk.

Delphinus albicans Mull.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 50. —
Holbøll, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere, 1849, р. 195. — Delphina-
pterus leucas (Pall.): Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr.,
1857, p. 11. — Beluga catodon (L.): Brown, Proceed. Zool. Soc. London
1868, р. 551. — Delphinapterus leucas (Pall.\: Eschricht, Vidensk. Selsk.
Skr., dte R., naturv. mathem. Afd, 9de Bd., I, 1869, pl. VIII (Afb. af Hoved-
„skal og Tender).

506
(Delphinapterus leucas.)
Delphinapterus leucas Pall.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897-99.
Vestgronlandsk. Kelelluak eller, til Forskjel fra Narhvalen, Kelelluak
Kakortok, den hvide Kelelluak, eller Kakortak alene. Ungen kaldes Uiak.
(Fabricius.) — Kilaluvak Kakortak. (Kleinschmidt.) — Ostgronlandsk. Kiar-
palugtok, Ungen Piarangivasik. (Rink.)

Af Hvidfisken fra Grønland foreligger for Øjeblikket i Museet
i Kjobenhavn 4 Skeletter af voxne, omtrent 20 Hovedskaller, 10
hele Fostre i Spiritus, 3 Skeletter af Fostre, 0. a. — En Fore-
stilling om, hvorledes smaa Afvigelser i Tændernes indbyrdes
Stilling kunne skabe store Forskjelligheder i deres Slid, give
Eschricht's Billeder af Tandsættene hos to voxne Hvidfiske. —
Cope (Proceed. Acad. Nat. Sc. Philadelphia for 1865, p. 278)
fandt, som det var at vente, at nogle faa Skeletter og Hoved-
skaller af Hvidfiske, som Kane og Hayes havde hjembragt fra
deres Rejser, ikke i enhver Henseende vare aldeles ens, og
han henforte dem til fire Arter, Beluga catodon auctorum, В.
rhinodon, В. declivis og ВБ. concreta nove spec.; В. catodon
og В. rhinodon vare fra Upernivik, hvor Hayes havde faaet dem
af Kolonibestyreren; for de andres Vedkommende opgives ikke
noget Findested. Hvor grundløs denne Opstiiling af nye Arter
var, er allerede paavist af True (A review of the family Delphi-
nide, Bull. U. S. Nat. Mus. Nr. 36, 1889, p. 147).

Hvidfisken er den almindeligste Hval ved Gronlands Vest-
kyst, undtagen ved den sydligste Del, hvor den kun kommer
faatallig, mere tilfældig. Ved Nordkystens vestlige Del er den
ogsaa almindelig, ellers ved Nordkysten kun set nogle faa Gange.
Fra selve Ostkysten haves kun faa Efterretninger om den; der-
imod kjendes den som almindelig udenfor Ostkystens Isbelte i
Egnen om Spitsbergen. Den er i hoj Grad vandrende, om
Sommeren levende saa hojt mod Nord, som muligt for Isen,
for Vinteren dragende mod Syd, alt som Isen legger sig. I
Baffins-Bugt og i Mundingen af Smith-Sund findes den, om
Sommeren. Om Efteraaret vandrer den langs Gronlands Vest-
kyst mod Syd, som især oplyst af Holbøll og Rink, fordelende

N
|
|
i

507

sig langs Kysten; ved Godhavn viser den sig i Oktober eller
senere, ved Godthaab i Begyndelsen af December; Vandringen
plejer ikke at strekke sig lengere end til noget Syd for Fiske-
nes. Vinteren over holder den sig langs det mellemste Stykke
af Vestkysten. Fra Slutningen af April til Slutningen af Maj
vender den lidt efter lidt tilbage mod Nord; i Maj og Juni er
den igjen talrig i Disko-Bugt; men i Juli forsvinder den helt
herfra. Er Havet ikke tillagt, Кап den vere at se ogsaa i Nord-
Grenland om Vinteren. Lignende Vandringer som ved Vest-
kysten foretager den vel ved Østkysten; men dens Rejser dér
ere kun lidt kjendte. Det kan jevnlig hænde, at den overraskes
af Isen, der hurtig lægger sig i vid Udstrækning; den søger da
flokkevis til en Vaage, der stadig holdes aaben af de mange
Hvaler, der trenge sig sammen dér for at aande. Den synes
at foretrekke Kysterne for det mere aabne Hav; under sine
Rejser ved Gronlands Vestkyst folger den oftest tet langs
Kysten, gaar ind mellem Øerne og ша i Fjordene. Mest op-
treder den flokkevis, paa Rejserne undertiden i store Skarer
paa flere hundrede eller maaske tusinde. I Flokkene findes
baade Hanner, Hunner og Unger sammen. Foden er Fiske af
Mellemsterrelse, som Torsk, Redfisk, Flyndere, ogsaa Krebsdyr
og Bleksprutter; især skal den graadig følge Stimer af Gadus
saida. Ungen skal fødes i April eller Maj. Spækhuggeren
efterstræber den. Gronlændere og Europæere fange den; Rink
opgiver i 1857 Tallet paa de Hvidfiske, der i Gjennemsnit aarlig
dræbes ved Grønlands Vestkyst, til mellem 400 og 500 eller
mere; i 1877 opgiver han Tallet til over 600; efter Ryberg’s
Opgivelser i 1894 er Tallet i de senere Aar mere end det
dobbelte. Udenfor de egenlig gronlandske Farvande jages den
stærkt i nyere Tid.

En Forestilling om Hvidfiskens Mengdeforhold ved Gron-
lands Vestkyst faar man af folgende Oversigt over Fangsten i
en Aarrekke, uddragen af Ryberg’s Fortegnelser.

508
(Delphinapterus leucas.)

Af Hvidfiske fangedes:

Julianehaab. Frederikshaab. Godthaab. Sukkertoppen. Holstenborg.

ISLE TS Пой ее Gere LOS PCR UGS еее 96
О О О EEE Di oc OT ee DISEASE 94
LOTO Tite vie om ener | ое SOL Е 169
ST 9 и. иен ZB > 394" onto 153
STORES Sesdoncs a Oe ay НЫ и. Зои 172
IS Se аа 0 оао BURN en Sy on dla 178
18530 SUR later 1122007 Вы АИ И 236
[Rese 782. Aa a: Da: PÅ US KREA но 140
11582233 ES | B cosocoane В 212 en. 220. в: 157
MES TEE В Dan. Re А о 148
USS SSL ARE По. LAN ISEN (MATE Е 71
сов OD ввоооовон ое: POT owe dla 26 chy dee: 121
ЦИ ось Ш сосъсьсыо ое 123 Re ера 240
PSST И ии ARR ee И о PAPA те 94
т оно! B eooecsose бах Ва GR ceo нь: 118
18900 0 60 SB caccccoce lbs LOUE ARE 1821 eee 74
ПО Зою ‘оъооьсоы Tears 200. Z10N en 113

fangedes:

Egedes- Christians- Jakobs- Riten- God- Uma- Üper-

minde. haab. havn. benk. havn. nak. nivik.
1862—63.... 18 ...... 94 .. 32 a о oh 290.7 Е И
1809 0A... 232, 2 GONE 23 о re
1864—65.... 15 ...... ОХ 41.221120 BER. RER
TS Go CO wh EN pecan 20 И als RNEERG AN
[S66 lee HO) ово 1972... ПОЛЬ. TÆSKET В
156—689. ae LO eae Lorene BS eae EE ee a EER SOM ee kon
1368—0609... 119... ЗЕ 52 LR 998i). 45 Sa Bol eG
186910. 2.169 22.02. 16% BR PSO LE TA el Chee AT RN
ПО PTS PEROU АЕ 124: ..... а goal
1871-72: I Ee 149 oa 96°. 72) 6364. IHR. Se SS) eee
132-131: ЗН: АН Я ее
О 1: er OD: LS RE PAR ss
lau ls. 20, pete. AN ei В. RN ой
1975—1760... 1581. bide: Ech LL DIE 2: La MS oe Ah 2.0 CB 86
И an. 20 N. Shane. Dig eel oO. 18 93 . 95

1890. Det sagdes, at de hvert Efteraar i Flokke kom ind i Fjorden.
Til Fiskenæs skal Hvidfisken, efter Holboll, om Efteraaret komme
noget efter Begyndelsen af December.
Hans Egede nævner den ved Godthaab i Februar 1736. —
Ved Sardlok i Godthaab-Fjord blev der i Jauuar 1809 fanget flere

509

Hvidfiske, meddeler Giesecke, og Sde Januar 1810 kom mange ind
i Fjorden. — Efter Holbgll’s Meddelelser 1 1847 er Begyndelsen af
December den Tid, da Hvidfisken om Efteraaret plejer at indfinde
sig ved Godthaab. — Efter hvad Rink skriver i 1857, er det kun
i enkelte Aar, at Hvidfisken viser sig ved Godthaab i større Mengde.

Det Sted i Syd-Gronland, hvor de fleste Hvidfiske fanges, er
Sukkertoppen, skriver Rink 1 1857; Fangsten drives mest ved de
lave Øer Saitoaitsiait, og den gaar især for sig fra Januar eller
Februar til Marts; man har her 1 Garn aarlig, siden 1850, fanget
henved 100.

Over en Grund udfor Agto, S. for Egedesminde, saa Sutherland
mange Hvidfiske, vistnok ædende Torsk, sidst 1 April 1850.

Г Disko-Bugt ner Jakobshavn var Paul Egede i Januar 1738
Vidne til Fangst af Hvidfiske, der vare samlede i stort Tal i en
Aabning i Isen; man havde fanget over hundrede. — 1 1807 nævner
Giesecke Gronlaendernes Fangst af Hvidfiske i Disko-Bugt, særlig ved
Aabninger i Isen. Ved Jakobshavn skal Hvidfisken komme i No-
vember, undertiden i store Skarer. Ved Godhavn blev i Efteraaret
1807 den forste Hvidfisk fanget 16de December. I 1810 bleve de
første sete samme Sted Ме November, efter en Storm fra N@.;
de skulle pleje at vise sig 1 denne Maaned, men oftest senere; 4de
December samme Aar nævnes 7 som fangede. 7de Februar 1811
bleve mange sete 1 Stromhuller, ligeledes 20de Februar; 26de
Oktober vare de at зе første Gang i dette Efteraar. I 1812 nævnes
2 som fangede 18de Marts og igjen 2 8de April; 13de November
viste de sig i Efteraaret, og i den følgende Tid indtil Begyndelsen
af December fangedes 39. den, Бе og 74е Maj 1813 vare de at
se i stor Mængde, i tusindvis. — En Flok Hvidfiske saa O'Reilly
ved Disko 18de Maj 1817, ligeledes 28de Maj. — Efter hvad Hol-
bøll meddeler i 1847, er det i Oktober, at Hvidfisken plejer at ind-
finde sig ved Godhavn om Efteraaret, og om Foraaret ег det især
i Maj og Juni, at den fanges i Disko-Bugt ved Klaushavn og Jakobs-
havn. — I Disko-Bugt saa Goodsir først i Maj 1849 mange Hvid-
fiske. — Efter Rink's Opgivelser i 1857 er det i April og Maj, at
de fleste fanges ved Christianshaab, Jakobshavn og Ritenbenk; ved
Jakobshavn fanges i Foraaret i Gjennemsnit aarlig 100. I en Is-
vaage fangedes ved Klaushavn i 1849 over 400. — Om en lignende
Fangst 1 en Уаасе ner Christianshaab i April 1860 havde Brown
faaet Efterretning. — Paa Sydsiden af Disko saa Traustedt en op-
skyllet Hvidfisk, nylig død, i Juni 1892.

XXI. | 33

510
(Delphinapterus leucas.)

Ved Nugsuak er Fangsten af Hvidfiske undertiden meget betyde-
lig, skriver Giesecke i 1811. -— I 1850 fangedes her i en Vaage
om Vinteren over 400, siger Rink 1 1857. En dansk Mand, der
var bosat i Nugsuak, havde 1 mange Aar fanget Hvidfiske i Garn; i
heldigste Tilfælde havde han 1 en enkelt Nat fanget 14, 1 to Garn;
undertiden havde han kun faaet 3 eller 4 i Lobet af et Efteraar.
— I Bunden af den Bugt, hvor Makkak-Elven har sit Udløb, er
Vandet neesten altid plumret af Ler, og Hvidfiske fanges derfor her
særlig let, da de ikke ret vel kunne se, skriver Petersen 1 1858. —
Efter hvad Vanhöffen paa sin Rejse i 1891 —93 hørte af Hr. Lange,
var der engang ved Nugsuak 1 Lobet af en Uge fanget over 200
i en Vaage.

I Slutningen af Oktober kommer Hvidfisken i Stimer til Umanak-
Fjord, men afløses i November af Narhvalen, skriver Funch, efter
sine Iagttagelser i 1830—37. -- Inde i Umanak-Fjord indfinder
Hvidfisken sig yderst lovbunden i Oktober, siger Rink 1 1857; ved
Fjordens Munding, saaledes ved Niakornak, fanges en Del i Garn i
April og Maj; ogsaa inde i Fjorden, ved Tugdlitalik, sættes Garn
for den. — At den i 1892 indfandt sig i Umanak-Fjord 1 Oktober,
meddeler Vanhöffen.

Om en Hvidfisk fanget ved Ргоуеп 30te Maj 1850, melder
Sutherland.

Ved Upernivik horer Hvidfiske-Fangsten til de vigtigste Erhverv,
skriver Rink 1 1857.

Paa Gen Uperniviarsuk N. for Upernivik var tidligere en Gron-
lænder-Boplads, hvorfra mange Hvidfiske fangedes, skriver Giesecke
i 1807. Ved Nulok, endnu nordligere, paa 73°35' omtrent, pleje
Grønlænderne, siger han, at indfinde sig om Efteraaret for at fange —
Hvidfiske. — Ved Berry-Island, paa 73° 20' omtrent, saa O’Reilly
Hvidfiske i Flok; med Unger, 30te Juni og iste Juli 1817; Arten
nævner han ogsaa fra Horse-Head 5te Juli. |

I „Мог -\У мег“ i Baffins-Bugt saa Hayes Hvidfiske i stor
Mengde 1 Sommeren 1861.

I McCormick-Bugt saa Peary en Flok Hvidfiske 27de Juli
1891 ved sit Komme til Stedet; ogsaa flere Gange i August bleve
de sete. I Bowdoin-Bugt iagttoges de 1 August 1892; Stedet syntes
at vere særlig yndet af dem. — I Murchison-Sund ved Mundingen
af Inglefield-Bugt og i Bowdoin-Bugt saa Ohlin i Sommeren 1894
ofte store Flokke, undertiden vistnok omtrent 100 sammen; en Uge

511

1 August saa han næsten hver Aften unge og gamle i Flok nærme
sig Kysten. р

I Kanes-Hav N. for Kap Sabine blev en Hvidfisk set 13de
April 1884, melder Greely, og en Flok 9de og 10de Maj.

Г Halls-Hav N. for Kap Lieber blev, siger Greely, en set 5te
August 1881.

Ved Aluk paa den sydligste Del af Østkysten bleve позе
Hvidfiske sete ner Land 26de April 1829, meddele Graah og Vahl.

Inderst 1 Hurry-Inlet, 1 Scoresby-Sund, udenfor Mundingen af
en Elv, gik Hvidfiske i Flokke 31te Juli 1899, skriver Nathorst.

I Mundingen af Kejser-Franz-Josephs-Fjord saa Kolthoff Hvid-
fiske 14de August 1900.

Arten er circumpolar, hojnordisk, ogsaa at finde ved Spits-
bergen, Labrador og Vestsiden af Davis-Strædet. Kun sjelden strejfer
den langs Atlanterhavets Østside saa langt mod Syd som ind i
Østersøen eller til de Britiske Øer; langs Amerikas Kyst gaar den
mod Syd til St. Lawrence-Bugten.

28. Monodon monoceros L. Narhval.

Monodon monoceros L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, p. 29. — Hol-
bell, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere, 1849, p. 195. — Reinhardt jun.,
Tillæg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 11. — Brown, Proceed.
Zool. Soc. London 1868, p. 552.

Monodon monoceros L.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897—99.

Vestgrenlandsk. Tugalik, den med Hornet i Panden, af Tugak, en Nar-
hval-Tand, et Ord der maaske er afledet af Torpok, støder. Ogsaa Kelelluak
Kernektok, den sorte Kelelluak, eller Kernektak alene. (Fabricius.) — Tugalik
eller Kilaluvak Kernertak. (Kleinschmidt.)

I Museet i Kjøbenhavn foreligger i Øjeblikket fra Grønland
4 Skeletter af voxne Narhvaler, af begge Kjøn, 15 Hovedskaller,
6 hele Fostre i Spiritus, 2 Skeletter af Fostre о. а. — Af de
foreliggende Hovedskaller ere de 4 tvetandede, med begge Stød-
tænder veludviklede; af dem have de tre ikke tidligere været
nævnte i trykte Oversigter over tvetandede Narhvaler (af de
fire, der i 1862 ere nævnte af Reinhardt som tilhørende Museer
i Kjøbenhavn, ere to overgaaede til andre Museer); endnu et
tvetandet Narhval-Hoved har et af de sidste Aar været tilsalg i
Kjøbenhavn. (Clark og Southwell, i 1884, opregne tilsammen
15 tvetandede Narhvaler som gjemte i Museer eller omtalte

33"

512
(Monodon monoceros.)
paa Prent; til deres Fortegnelse er altsaa at foje 4; men Listen

er ikke dermed fuldstendig.) Hos den af vore tvetandede Nar-
hvaler, der har de længste Tender, er højre Tand, regnet fra
Kjebens Rand, 8 Fod 3 Tommer lang, venstre 7 F. 7.T. —
Om Stodtændernes Forhold hos de to Kjon meddeler Pfaff, i
Haandskrift, følgende: Hos Hannen er oftest den venstre Tand
udviklet, den højre skjult i Kjeben; undertiden ere begge Tender
udviklede; meget sjelden ere begge Tænder vantrevne og skjulte.
Hos Hunnen ere oftest begge Tender skjulte; men undertiden
er den ene fuldt udviklet.

Narhvalen er at finde almindelig, skjønt forholdsvis faa-
tallig, langs den nordlige Del af Grønlands Vestkyst, kun sjelden
visende sig Syd for Sukkertoppen. Ved Nordkystens vestlige
Del ег den ogsaa almindelig, og andre Steder ved Nordkysten
er den set flere Gange. Ogsaa langs Østkysten er den alminde-
lig. Endnu mere end Hvidfisken, som den i Væsen ligner
meget, ег den hjemmehørende i isfyldt Vand. Ved Vestkysten
ег den om Sommeren Кип tilstede nordligst i Baffins-Bugt;
først sent om Efteraaret, senere end Hvidfisken, vandrer den
mod Syd, og dens Vandring strækker sig ikke saa langt som
Hvidfiskens; ved Umånak indfinder den sig ikke førend i No-
vember, og allerede i Marts kan den sees i Davis-Strædet paa
Vandring mod Nord; selv ved Nordkysten kan den sees; midt
om Vinteren." Ogsaa ved Østkysten foretager den Vandringer ;
den synes dér om Someren at findes længere mod Syd end ved
Vestkysten. . Naar Havet pludselig dækkes af Is i vid Udstræk-
ning, søger den i Flok til en eller anden Vaage, som den
holder aaben ved stadig at færdes deri; ofte er den da i Sel-
skab med Hvidfisken. Under sædvanlige Forhold er den mest
at finde i aabne Render i Isen. Især holder den sig i Ner-
heden af Kysterne; ogsaa ind i Fjordene gaar den. Den lever
flokkevis; paa Rejser er den ofte samlet i store Skarer; Brown
taler om Flokke paa Tusinder, Foden er dels Bleksprutter og
Krebsdyr, dels Fiske, særlig, siger Fabricius, Hippoglossus

513

pingvis, Holbøll nævner Bleksprutter som dens Hovedfode; Manby
nevner Krebsdyr og Bleksprutter, som han havde set i dens
Mave; ligeledes В. Gray; Scoresby har i dens Mave fundet for-
uden Bleksprutter ogsaa Levninger af Torsk, Flynder og Rokke,
og han mener, at Hannens Stedtand er det Middel, hvormed
Bundfiske som Rokker fanges og drebes, Dyr der ere altfor
store til at lade sig tage med Narhvalens lille og ellers tand-
lose Mund; maaske Stedtanden, som det ogsaa har veret sagt,
desuden bruges til at opskremme Dyr fra Havbunden; da Nar-
hvalen lever i Flokke, Hanner og Hunner oftest sammen, vil
Hannens Arbejde ogsaa komme Hunnen tilgode. Efter hvad
Pfaff meddeler, i Haandskrift, synes det, at Narhvalen ikke har
nogen bestemt Parringstid; baade For- og Efteraar kan man se
nyfødte Unger og træffe Hunner med Fostre paa forskjellige
Udviklingstrin. Adskillige Narhvaler dræbes aarlig af Grønlæn-
derne baade paa Vest- og Østkyst; раа Vestkysten er det dog
kun ganske faa i Forhold til Hvidfiskene; Rink opgiver i 1877
Tallet paa de aarlig dræbte til ikke over 100.

I Julianehaab-Egnen viser Narhvalen sig kun ganske sjelden,
siger Holbøll 1 1840.

Ved Frederikshaab kommer den sjelden, skriver Fabricius i sit
Haandskrift; den viser sig da mest 1 Kvanefjord.

Til Sukkertoppen skal den, efter Holbøll, komme paa sin aar-
lige Vandring mod Syd.

Fra Egedesminde har Museet i Kjøbenhavn modtaget dens
Skelet og Foster, i 1862 og 64.

Ved Omtalen af en stor Fangst af Hvidfiske i en Vaage i Isen
nær Jakobshavn i Januar 1738 tilføjer Paul Egede, at Narhvaler
pleje at folge med Hvidfiskene. — I 1807 taler Giesecke om Gron-
lændernes Fangst af Narhvaler i Disko-Bugt om Vinteren i Isvaager.
Ved Jakobshavn, siger han, plejer Narhvalen om Efteraaret at komme
i November. Ved Godhavn saa man mange Narhvaler i Vaager 7de
Februar 1811, ligeledes 20de Februar. 5te Maj 1813 vare mange
at se i Disko-Bugt. — Ved Godhavn skal den, efter Holbøll, først
vise sig i December; tilbage mod Nord vandrer den, saa snart Isen
tillader det. — Nogle faa bleve sete af Goodsir samme Sted først
1 Maj 1849. — Ude i Davis-Strædet omtrent udfor Disko vare Nar-

514
(Monodon monoceros.)
hvaler at se vandrende Nord sidst i Marts 1858, skrive M’Clintock
og Petersen. — I en Isvaage ner Christianshaab fangedes mange i
April 1860, meddeler Brown.

Ved Nugsuak skal der undertiden fanges adskillige, skriver
Giesecke 1 1811.

I Mundingen af Umanak-Fjord saa Giesecke et Par Narhvaler
28de Maj 1811. — Om Efteraaret i November indfinder den sig i
Umanak-Fjord, siger Funch 1 1837. — Ved Umanak, siger Holbøll,
kommer den undertiden 1 Mængde. — I November paa den Tid, da
Solen forsvinder fra Synskredsen, pleje Narhvalerne at komme til
Umanak-Fjord, skriver Rink i 1857, og de blive i Egnen, saa lenge
Vandet endnu er aabent. De fleste Narhvaler, der fanges ved Gron-
lands Vestkyst, faar man ved Umanak.

Ved Upernivik skal den, efter Holbøll, undertiden komme talrig.
— Fangst af Narhvaler er her, skriver Rink i 1857, et af de vig-
tigste Erhverv.

I Baffins-Bugt N. for Upernivik udfor Kysten paa 74°—75° saa
Baffin sidst 1 Juni 1616 ofte mange Narhvaler i Drivisen. — Ner
Kysten paa omtrent 75° saa O'Reilly adskillige midt i Juli 1817. —
Ved Kap York saa Ross i August 1818 mange; en blev drebt af
Eskimoerne. — I Melville-Bugt У. for Sabine-Gerne var Narhvalen
talrig tilstede 1 August 1850, skriver Sutherland; en viste sig at
have i Maven Torsk, Helleflynder, mange Krebsdyr og Hundreder
af Blæksprutte-Næb. I Nærheden af Kap York vare mange at se
midt i August. — I ,North-Water“ i Baffins-Bugt saa Hayes Маг-
hvaler 1 store Flokke 1 Sommeren 1861. — I en Vaage S. for
Wolstenholme-@ saa Bessels Narhval-Flokke 19de Juni 1873. —
Om en fanget ved Northumberland-Q midt i August 1891, melder
Peary. Г Inglefield-Bugt saa han еп Flok i August 1892, lige-
ledes 1 September 1894 en Flok, hvori fandtes mindst 6 gamle
Hanner. I aabent Vand ved Kap Parry hørte han i Januar 1895
Narhvaler puste. — Astrup omtaler Eskimoernes Jagt paa Narhvaler
i Egnen. — Flere Aftener i August 1894 saa Ohlin 1 Inglefield-
Bugt Narhvaler 1 Flokke, der dog vare mindre og færre end Hvid-
fiskenes; de vare altid at se i de aabne Render mellem Isflagerne.

Ved Refuge-Harbour sydligst 1 Kanes-Hav fandt Kane en død
Narhval i August 1853. — I en lille Vaage nordlig i Kanes-Hav
bleve 4 Narhvaler sete 16de August 1872, melder Bessels. — Neer
Kap Sabine saa man i August 1875 adskillige ner Isranden, skriver

515

Feilden; længere mod Nord fik man ingen at зе. — Nogle bleve
sete udfor Bache-® i September 1883, siger Greely.

I Halis-Hav N. for Kap Lieber blev en Flok set 5te August
1881, meddeler Greely; en af Flokken blev saaret, men undslap.
Adskillige bleve sete samme Sted to Gange senere. Nogle viste sig
udfor Kap Craycroft i August 1883.

Ved den nordlige Munding af Robeson-Kanal paa Kysten af
Grinnell-Land blev en forvitret Narhval-Tand funden, skriver Feilden.

Ved Angmagsalik, paa Østkysten, ere Narhvaler almindelige i
Slutningen af Vinteren og om Foraaret, vandrende ind og ud af
Fjordene, siger Holm efter sine Oplevelser 1 1883—85. — Efter
hvad К. Poulsen hørte i 1898—99, komme de til Egnen i Juni—
August (?) og fanges da ret almindelig.

1 Egnen N. for Angmagsalik, siger Holm, skulle de ogsaa vere
talrige, især 1 Isfjorden Kangerdlugsuak paa omtrent 68°. — Ved
Skjeergaardshalvgen saa Amdrup flere 8de August 1900.

I Turner-Sund blev Narhvalen set 27de Juli 1900, skriver
S. Jensen.

Ved forladte: Eskimo-Hytter paa Jameson-Land fandt Scoresby
jun. 1 Sommeren 1822 Knogler og Tender af Narhvaler, og i Ner-
heden af Kysten i samme Egn saa han selv adskillige levende. —
I Scoresby-Sund vare Narhvaler, skriver Bay, ret almindelige i
1891—92. De syntes at trække ind og ud gjennem Fjorden, kom-
mende og gaaende enkeltvis eller parvis til forskjellig Tid. Endnu
saa sent som 17de August 1891 saa man Narhvaler, der trak ind
i Fjorden; 8de September bleve de sidste sete, i Nordvestfjord,
vandrende udefter. Om Vinteren var Fjorden fuldstændig tillagt, og
ingen Narhvaler vare at se. 20de Juli 1892 brød Isen op i Fjord-
armen mellem Danmarks-Ø og Gaaseland, saa at der dannede sig
nogle Vaager; Dagen efter viste to Narhvaler sig i en af Vaagerne,
vandrende indefter; længere inde var Fjorden dengang næsten isfri ;
men ud mod Mundingen var den tillagt, saa langt man kunde зе.
Narhval-Knogler fandt Ryder ved forladte Eskimo-Hytter. — Tre
Narhvaler saa Deichmann ved Mundingen af Carlsberg-Fjord 1ste
September 1900, to mørke og en meget lys; om Natten og om
Formiddagen svømmede de omkring i Fjorden, og derefter forsvandt
de i sydlig Retning.

Paa Traill-Ø fandt Scoresby sen. i Sommeren 1829 Hoved-
skaller af Narhvaler liggende ved forladte Eskimo-Hytter. — I Kong-
Oskars-Fjord, У. for Traill-Ø, saa Nathorst en Flok Narhvaler 22de

516
(Monodon monoceros.)
August 1899. Knogler af Arten fandt han ved gamle Eskimo-Hytter
inderst 1 Kejser-Franz-Josephs-Fjord. — Ved Hold-with-Hope saa han
nogle den 20de Juli samme Aar.

Paa Clavering-@ ved forladte Eskimo-Hytter fandt Deltagerne i
,Germania*-Rejsen 1 Sommeren 1870 en Narhval-Hovedskal. —
Nogle Narhvaler bleve sete ved Øen 28de Juli 1889, meddeler
Knudsen. — Nær Pendulum-@ blev en set af Nathorst Sde Juli 1899.

Fra Havet Øst for Grønland op mod Spitsbergen nævnes den
allerede 1 Hvalfangstens forste Tid 1 17de Hundredaar. — Manby
neevner den flere Gange som set i Drivisen udfor den nordlige Del
af Grønlands Ostkykt i Sommeren 1821, saaledes i Mængde:sidst i
Juli. En Hun fulgt af sm Unge blev set 21de Juli. — I Drivisen
udfor Liverpool-Kyst saa Scoresby adskillige i Juni og Juli 1822. —
I Drivisen i Egnen om Jan Mayen saa Quennerstedt en Flok Nar-
hvaler 30te April 1863. — Langt ude i Drivisen udfor Østkysten
paa omtrent 73° — 74° saa Deltagerne i „Germania*- og ,Hansa“-
Rejsen flere Gange Narhval-Flokke 1 Juli 1869. Udfor Liverpool-
Kyst horte man dem flere Gange 1 Oktober i Render 1 Isen dragende
Aande. — I Drivisen udfor Østkystens nordlige Del fandt В. Gray
den almindelig om Sommeren 1 1885, 86 og 88. I Juli 85 1 Ner-
heden af Kysten blev der set mange; de vare da fulgte af Unger.
4de Juli 86, paa 73° 26’ N., 15° 16’ V., var den meget talrig, 5te
ligeledes, Hannerne solende sig i Vandets Overflade, Hunner med
deres Unger svømmende omkring for sig selv. 28de Juni 88, paa
75° 14’ N., 9° 28’ V., var der at se en stor Mengde Narhvaler,
{ste Juli ligeledes lidt sydligere; еп Hun med et 5 Fod langt Foster
blev dræbt Бе Juli paa 74° 40' N., 12° V.; 24de Juli og de nærmest
foregaaende Dage blev i samme Egn set mange Flokke af Narhval-
Hunner fulgte af deres nyfodte Unger; 24de Juli blev der dog dræbt
en Hun med et Foster раа kun 71/2 Tommes Længde; 6te August,
раа 78° 39' N., 0° 10' V., saa man en stor Mengde Narhvaler dra-
gende hurtig mod NV.; 12te August, paa 73° 41’ N., 15° V., var
der mange Narhvaler, mest Hanner; om Morgenen laa adskillige
sovende 1 Vandfladen. I Maven paa dræbte Narhvaler fandt Gray
næsten altid Blæksprutter (Gonatus fabricii) og Krebsdyr. En tve-
tandet Narhval blev dreebt.

Arten er circumpolar hejnordisk. Den lever ogsaa ved Spits-
bergen og ved Vestkysten af Davis-Stredet. Kun sjelden kommer
den til Island og endnu sjeldnere til de Britiske Øer.

517

29. Hyperoodon rostratus (Pontoppidan). Degling.

Monodon spurius: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 31. — Nebhval:
Eschricht, Unders. over Hvaldyrene, 4de Afhandl., Vidensk. Selsk. Skr., naturv.
mathem. Afd., XI, 1845, р. 324, 336. — Anarnak: Holbøll, i Eschricht, Unters.
nord. Wallthiere, 1849, р. 195. — Chenocetus rostratus (Müll.): Reinhardt
jun., Tilleg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 11. — Hyperoodon
butzkof Lacép. & Н. latifrons Gray: Brown, Proceed. Zool. Soc. London
1868, p. 556. — Hyperoodon rostratus: D. Gray, Proceed. Zool. Soc. London
1882, р. 726. — Bay, Medd. om Grenl., 19de Hefte, 1894, р. 45.

Hyperoodon rostratus Mull. : Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897-99.

Vestgronlandsk. Anarnak, den der bringer Afforing (cacare faciens),
efter en Egenskab ved dens Kjod og Spek. (Fabricius.)

En Hovedskal af Doglingen fra Groenland haves i Museet i
Kjobenhavn, nedsendt af Holboll i 1844, nevnet af Eschricht,
ganske som Hovedskaller fra Færoerne og andre Steder i Europa.

Doglingen viser sig som Gjæst om Sommeren i Smaaflokke
i Davis-Strædet og i Havet Ost for Gronland udenfor Drivisen;
men kun sjelden kommer den til Grønlands Kyst. Dens Føde,
sige Fabricius og Gray, er Bleksprutter, hvis Neb man har
fundet i Mengde i dens Mave. Baade i og udenfor de egenlige
grønlandske Have jages den stærkt i de senere Aar.

Baade Fabricius, 11780, og Holbøll, 11840, sige, at den færdes
langt 9150$ i Davis-Strædet og kun som ded driver iland, hvad ikke
sker ret ofte. Holbøll omtaler at have set en død opskyllet af Havet
ner Godthaab i 1829. I 1853 viste mange sig i Davis-Strædet,

meddeler han i Brev. — Et Skelet af en ganske ung Dogling, der
var fanget ved Frederikshaab, sendtes i 1865 af Høyer til Museet i
Kjøbenhavn. — Brown skriver i 1868, at den er at зе ved Mundingen

af Davis-Stredet i Smaaflokke, tre eller fire sammen, og at Hval-
fangere ved Lejlighed fange den. — Siden 1877 have Hvalfangerne
lagt sig særlig efter ogsaa at fange Deglingen, og D. Gray skriver
i 1882, at Fangsten af den i Davis-Strædet gaar for sig fra Strædets
sydlige Munding op til 70°; den plejer at gaa i Flokke paa højest
10 til 15.

Udenfor hele Grønlands Østkyst i det aabne Hav ner Isranden,
fra Kap Farvel til 77° er den at finde om Sommeren, siger D. Gray
i 1882. — I og udenfor Randen af Drivisen Øst for den nordlige
Del af Grønland var den, siger Bay, den almindeligste Hval 1 Somrene
1891 og 92. I September 1892 blev den flere Gange set 1 aabent
Vand i Nærheden af Isen i Danmark-Strædet.

518
(Hyperoodon rostratus.)
Arten er atlantisk, vidt udbredt; den kjendes ogsaa fra Spits-
bergen, Island og Feergerne.

30. Physeter macrocephalus L. Kaskelot.

Physeter macrocephalus L.: Fabricius, Fauna Groenl., 1780, р. 41. —
Id, Vidensk. Selsk. Skr., Bd. 6, for 1812, 1818, р. 254. — Eschricht, Unders.
over Hvaldyrene, iste Afhandl., Vidensk. Selsk. Skr., naturv. mathem. Afd.,
XI, 1845, р. 137. — Holbøll, i Eschricht, Unters. nord. Wallthiere, 1849, р. 195.
— Reinhardt jun., Tillæg til Rink, Gronl. geogr. stat. beskr., 1857, р. 11. —
Catodon macrocephalus Lacép.: Brown, Proceed. Zool. Soc. London 1868,
p. 549.

Physeter macrocephalus L.: Trouessart, Catalogus Mammalium, 1897-99.

Vestgrenlandsk. Kigutilik, den tandede, efter dens store Tender, og især
Kigutilirksoak, den meget store Tandfisk, et Navn, der tilkommer den som
den storste af Tandhvalerne. (Fabricius.)

Af Kaskelotten fra Grønland haves i Museet i Kjobenhavn
kun tre lose jordfundne Tender.

Kaskelotten synes nu kun som sjelden Gjæst at komme
ner Gronland; tidligere er den vist kommen mere almindelig.

Hans og Paul Egede melde om en Kaskelot fanget Syd for
Godthaab i Maj 1726; af dens „Hjerne* fik de Spermacet, som
de i Nodsfald brugte i Husholdningen i Stedet for Smor. — Glahn
skriver 1 1771, at de engelske Skibe, der sees i Davis-Strædet, ,gaa
sjelden paa Fangst efter den rette Hval, men mest efter Kaskelotter“ ;
heri er dog vist noget af en Misforstaaelse. — Fabricius giver 1 1780
i Fauna Groenlandica og især senere i sit Haandskrift en udførlig
Skildring af Kaskelotten. Den holder sig, siger han, gjerne langt
tilsøs 1 Davis-Strædet, saa at den sjelden kommer tet under Land;
nordpaa sker det sjeldnere end i Frederikshaab-Egnen, hvor den
forholdsvis oftere træffes; udfor den sydlige Del af Landet er det
ogsaa, at „de rette Kaskelotfanger-Skibe sees af og til“. I dens Mave
findes undertiden Stenbidere (Cyclopterus), men ganske overvejende
Haakale (Somniosus microcephalus), „som ere sondergnaskede“. For
Granlændernes Fangst af den gjores nærmere Rede. Det er dog
kun sjelden, at Gronlænderne selv fange den; men de vide at ud-
nytte de opdrevne Aadsler. — O'Reilly skriver 1 1818, at Kaskelotten
kun sjelden fanges i Davis-Strædet. — I 1840 siger Holbøll, at han
paa sine mange Rejser langs Grønlands Vestkyst kun en eneste Gang
har set en Hval svømmende, der maaske kunde være en Kaskelot.
I Mands Minde havde ellers ingen set den. I Brev meddeler han,

519

at en Kaskelot i 1843 viste sig 1 Evighedsfjorden ved Kangamiut
N. for Sukkertoppen. — I 1865 har Pfaff tilstillet Museet i Kjoben-
havn en Kaskelot-Tand (hvis Rod var afsavet), funden i en meget
gammel eskimoisk Hustomt ved Nesessarsæt, ved Agto, S. for Egedes-
minde. — I 1868 skriver Brown, at Hvalfangerne i Davis-Strædet
kun kjende den af Navn, og at han kun havde truffet faa Gron-
lendere, der havde hørt Tale om den; én sagdes at vere dræbt
ner Prøven, $. for Upernivik, i 1857. — En Tand funden under
Gransvær i Godthaab-Egnen, har Ryder i 1885 givet Museet 1 Kjoben-
havn. — I 1899 har В. Müller skjænket Museet en Tand funden
paa Kysten indenfor Ikatuksat S. for Mundingen af Nagsugtok-Fjord
N. for Holstenborg. i

Udenfor Drivisen udfor Grønlands Østkyst, paa 68° 30’, saa
Mourier 6te Juli 1879 ,6 store Kaskelotter, der tumlede sig i
Skonnertens umiddelbare Nærhed.“

Årten synes at leve i alle Verdenshave. Den kjendes ogsaa
fra Spitsbergen, Island og Færøerne.

Hvad der er skrevet om Grønlands Pattedyr er tildels en
frastødende Læsning. En overvældende Del deraf er Melding om
Drab i saadan Udstrækning, at Udsigterne for flere af Arterne
ere alt andet end lyse. Spor af Medfølelse med Dyrene finder
man såa godt som aldrig. Med Ligegyldighed fortælles de
uhyggeligste Ting, om saarede Hvalers langvarige Dodskampe,
om Dynger af dræbte Sæler (undertiden endda dræbte til ingen
Nytte: Fangstmænd fra et enkelt Skib have saaledes i 1897 paa
еп Ismark dræbt 60000 Sæler, hvoraf «kun» de 27900 bleve hjem-
bragte, зе Zoologist, 1898, р. 70), 0. s.v.; neppe nok mærkes
nogen Medlidenhed med Bjørne, Sæler, Moskusoxer eller Hvaler,
der, skjønt haardt saarede, gjøre alt for at skjærme deres Unger.
Ingen Fremgang synes man at kunne spore i Opfattelsen af
Forholdet mellem Dyr og Mennesker. En Skibsbarber, der fulgte
med en Hvalfanger, fortæller i 1671 nok saa glad om, hvorledes
han for Morskab behandlede en Sæl paa Isen i Havet Øst for

520

Grønland : «Auss Schertz lief ich mit auff dem Eise, und stach
einen mit dem Degen offt durch den Leib, dessen er nichtes
achtete, ich aber viel tief in Schnee biss an den Knien, er
aber schreyte hinter meinen Riicken, und wolte dennoch auff
mich beissen, ich aber wartete seiner ab, und kam auff, jagte
hinter ihm her, und gab ihm noch etliche Wunde, die er auch
nichts achtet, er aber lief schneller als ich, und stürzte sich
von der Eisschollen ins Wasser und ging zu Grunde, (wiewol
er nicht todt war) und möchte ihm nicht folgen.» Det er den
samme ufattelige Uretfærdighed mod Dyr, der gjør sig gjeldende,
naar man i vor Tid, endda fyrstelige Personer af begge Kjon,
selv Videnskabsmend, i det samme Hav for Morskab skyder til
Maal efter Maager, eller naar man uden fornuftig Grund svelger
i Jagt paa Moskusoxer og andet. En sjelden Gang kan Sam-
vittigheden komme lidt tilorde hos Fangstmendene, saaledes
hos Hvalfangeren Scoresby og hans Ledsager Manby; men dens
ubelejlige Stemme overdoves strax, iser ved Henvisning til de
Penge, der kunne tjenes.

Rensdyret have Gronlenderne selv paa sine Steder udryddet,
paa andre Steder indskrenket sterkt i Tal. Mod Moskusoxen
have næsten alle de rejsende Europæere, der have faaet den at
se, handlet skammelig; i de senere Aar er der til Grønlands
Østkyst desuden sendt Skibe særlig med den Ting for Øje at
jage den; faatallig, som den allerede er, indskrænket i Ud-
bredelse mod, hvad den før har været, uden Opland, udsat for
alle Tilfældigheder paa sit lille tarvelige Omraade, med kun
svag Formering, har den ret sikker Udsigt til Udryddelse.

Nordhvalen, der i sin Tid lokkede de store Fangst-Flaader
til Havene om Grønland, er saa godt som udryddet her; endnu
sendes. aarlig Skibe ud for om muligt at finde og dræbe de faa,
der ere tilbage. Da Nordhvalen svandt, maatte man tage tiltakke
med mindre værdifuldt Bytte, og efterhaanden er den skarpe
Forfølgelse udstrakt til at omfatte næsten alle de Pattedyr, der
findes i de nordlige Have: Isbjørn, Hvalros, alle de andre Sæler,

521

da især Svartside og Blæresæl, alle Finhvaler, Hvidfisk, Narhval
og Dogling. Foreløbig er det Hvalrossen, der synes stærkest
truet med Undergang.

At de Mennesker, der leve i Gronland, ere nodte til at
udnytte Dyrene, er forstaaeligt; men at Folk komme langvejsfra
for at more sig med Jagt eller for at søge Rigdomme ved at
drebe Dyr i umaadeligt Tal med Grusomhed, er en helt anden
Sag. At Jagten for Morskab er ubetinget at fordomme, staar
allerede klart for mange. Men man fristes ogsaa til at sporge,
om det er umuligt for Menneskeheden at undvere Fiskeben,
Selskind, Spek о. $. v., om det ег en Nødvendighed at handle
saaledes mod Dyrene. Der er dem, der ere enige om at
svare Nej!

т aL
А

spel
Ve
GE
eal

Meddelelser om Grønland.

We
FSUGOR (x. Srômford)

40° V.£ Greenwich ыы

eh ti vay

АА

М

my) ©

EUR
eis

BOR SY

iy

in

a

SO

Hors
BE

zi
Hz
Dr

He