Å Videnskabelige Meddelelser den naturhistoriske Forening i Kjåbenhavn, Aaret 1875. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Hed 12 Tarler. (Avec un résumé en frangcais.) Me. Bot. Garden, 1893 Tredie Aartis syvende Aargang. vv] Sø, Kjåbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri. 1875—76. Redaktionen af dette Tidsskrift bestaar for Tiden af Dr. phil. Chr. Liitken og Bestyrelsens Medlem, Adjunkt Grønlund. Indhold. Side Oversigt over de ns Møder i den naturhistoriske Forening ss EET TESS 1 SR de ond SE me da KAR NR PE EUS RAL 00 fl DRE Bidra rag. IV. Om rundnæbede Sværdfiske, særligt om iophorus orientalis Schl. Af Dr. Chr. Liitken. (Hertil ig. Så i. En mp FGANG Fauna ny Fugl, Puffinus fuliginosus, A. Strick Pro Rena ds gr een ren er RE NER ER EL ere 22. aen Bidrag. V. Museets RÆGER (Echeneidæ). Af Dr. HERE ALENE SERENE ESS re EIDE 26. Om Korkdsnketg paa Blade. Af Stud. mag. V. Poulsen. (vers Tab. MOE Ned me AE NE ove SR ANN åÅå. Symbolæ ad floram Brasiliæ centralis cognoscendam edit. Eug. War Particula XX: er expos. Mare Micheli; Kelme er Cæsulpinieæ det. G. Bentham ..... 59. Symbolæ ad floram Brasiliæ jr u0 Så rabørendede pers Beg. aL GR de rticula XXI: Malpighiaceæ, Dioscoraceæ, Smilaceæ, expos. Dr. 5 ERIEDD ECR 2 0 1 SK REN NREN FRENTE ele else se ej te 121 De i given Knoglehuler fundne dijgtpdont Kabitnger og en ny, t de Sane. Edentater hørende Slægt. Af Prof. J. nr ink re en eee eee seks 165. Om Årvicola arvalis i Defimaik og Artsberettigelsen af Arvicola cam- skin Brasran:”AT Stad. mag. H. Winge … 2200 0 ln RER 237. Om nogle Trikomer og Nektarier. jr Stud. mag. V. Poulsen. (Hertil BAN og Vs 235 ca kk ae DE Ra NE ER 242. Om < Nordonsklaldske Jærnmasser og om Forekomsten af BED .… Af Musee-Assistent, Cand. X. J. V. Steenstrup. Bj RE ERE ek see ARN aug 284. Om nogle ved Danmarks Kyster levende Bakterier. I. Om Forekomsten af rådfarvet Mudder og rådfarvede forraadnende Plantedele. Il. O nogle mellem rådfarvet Mudder 0, s. v. levende Bakterier og fe: Schizophyter. lil. Nogle almindelige nesker om Bakte- iernes Bygning, Bevægelse 0. s. v. og om Svovlbrintedannelsen ved vore Kyster. Af Dr. Eug. Warming. EN Tab, Vil — 307. Om en Kalktufdannelse og barn Aa paa Fyen. Af. Bibliotheks-Assi- Btent, Cand: mag. 0. Elberhng 20 KUE ENE eee 421. ager hanne om lg jer ep Burnkolil den 13de No- mber 1873. AR Pro FF Johnitrin ss 7 Ø BEER ON 0050 å "Résumé en francais. Side ege nrnnsg ichthyographiques. IV. Sur les mn veer å bec ndi, €e an rticulier 1'Histiophorus ori hé- né pars du Musée de Copenhague. Par Mr. Chr. rer SEERNES i: Sur la formation ai liége sur les feuilles. Par Mr. V. Poulsen. . 6. Sur le droit de I'Arvicola ne Blasius d'étre considéré comme une espéce distincte. Par Mr. MG 5.72 SAS ERERRRØG 10. Sur quelques Trichomes et Nectaires. == Mr, V. Poulsen ; ERE É Sur les masses de fer de M. No Nag et sur E bone du fer natif dans le basalte. Par Mr. K. J. V. Steenstrup ......... 16. Obs. Un résumé du mémoire de Mr. skill sur les Bactéries des cåtes du Danémarc, sera publié dans I'année prochaine de ée recueil (1876). Forklaring af Tavlerne, Tab.I. Histiophorus orientalis Schl.; nærmere Forklaring se S. 21. Tab. II og Il. Fig. 1: Hoya carnosa; Fig. 2: Ficus cus stipulata; Fig. 3: å: Fr burnum japonicum; Fig. ranciscea eæimia; Fig. og 11: ÅD aurantiaca; Fig. 6 og 12: Sterculia ”hica; Fig. 7: Norantea gudanensis; Fig. 8: culus Hippocasitanum; Fig.9: Anthurium mezicanum; Fig. 10: Dammara australis. (Nærmere Forklaring findes S. 58). Tab. IV. Fig. 1—3: Glyptodon dubius Rhdt.; Fig, 4—5: Ocnopus Lauril- lardii (Lund); Fig. 6—7: Megatherium americanum Cuv. (Nærmere delrndngd findes S. 236). Tab. V. Fig. 1 enn sp:; Fig. 2: Nigella sativa(?); Fig. 3—6: Canna albiflora ; Fig Luffa acutangula;' Fig. 8: Luffa amara; Fig. 9—11: Hibiscus Fable, (Jfr. S. 282). lab, VI. Fig. I: Echinospermum consanguineum ; Fig. 2: Hedysarum spino- sissimum; Fig. 3—4: BRobinia viscosa; Fig. 5—8: Plumbayo capensis; Fig.9: Luffa cylindrica; Fig. 10: Tecoma radicans; Fig. 11: Hibiscus cannabinus. (Jfr. S. 282—83). Tab. VIII. Bakterier fra de danske Kyster m. v. Forstårrelsen i de fleste Tab. IX. .… Tilfælde c. 660. Nærmere Forklaring se S. 419 0 b ab. X. Tab. XI. Fig.1: Parti af Blaafjeld paa Disko i Nord- Grønland; Fig, 2 ueytverr af samme i større Maalestok; Fig.3: Basaltparti med ng (Jfr, S. 305 og 306). Tab. XII bre —4: Præpara ater af Basalt med Jern; Fig. då: Den næst- stårste af de Nordenskiåldske Jernmasser. (Jfr, S. 306) Oversigt de videnskabelige Moder Pa « den naturhistoriske Forening i Åaret 1375. Den 8de Januar (fårste Supplementmåde til 1874) fremlagde, Professor Reinhardt de i forrige Aargang S.179—89 trykte «Notitser til ) i 126—28 med- delte Oplysning «om Fabers lagttagelse af Clio retusa i Katte- gattet». Den 22de Januar (andet Supplementmåde til 1874) meddelte Forststu- derende Ad. Steen de i forrige Aargang S. 241 —49 trykte es mund som Ellekragens Forekomst i cugeuied hvorefte faitken forelagde en Afbildning af en under må lathea- kr saeR Ophold ved Sin enpabr pm: Histiophorus og knyttede dertil nogle Bemærkninger om undnæbede Sværd- fiske i Almindelighed, der ere optagne i iielddforons Afhandling «som rundnæbede Sværdfiske, særligt. om Histiophorus orientalis Schl.», som findes trykt i indeværende Aargang S.1—21. Den dte Februar gav Prof. Zeinhardt en Udsigt over de vigtigste For- skjelligheder mellem de nulevende Dovendyr og de uddåde Kæmpe- Dovendyr og derefter en Fremsti lling af de Resultater, hvor- til han var kommet ved sin Undersågelse af de af afdåde Prof. Krøyer i sin Tid tree mes af en enkelt Art af denne Gruppe (Lestodon armatus), med Hensyn til hvilke kan henvises, uppe (Å til Meddelerens Afhandling, kr til Kundskab om Kæmpe- bå et Kgl. Danske ne Selskabs Skrifter», Ste Række, batå red og mathem. Afd., Ilte Bd. Den Ste Marts meddelte Musee-Assistent Steenstrup nogle Rider om Havvandets Saltmængde, Varmegrad Farve i det nordlige At- lanterhav og Nordsåen, anstillede paa en Rejse til Gronland og Tilbagerejsen derfra, hvilke Meddelelser ved en senere Lejlighed, forogede med de nye lagttagelser, som Meddeleren siden har havt Ugttched til at samle, ventes optagne i Foreningens Meddelelser ; hvorefter Dr. Liitken fortsatte og sluttede sit Foredrag over de rund- bede Sværdfiske (jfr. S. 1—21). Den 1?2te Miri foredrog Professor Reinhardt de Undersøgelser over «de i Brasiliens Knoglehuler fundne Glyptodont-Levninger og en ny, til de gravigrade Edentater, hårende Slægt», som findes trykte i denne Aargang S.165— Den 9de April meddelte Professor PRS den S. 22—25 trykte Notits om «en for dbetkentet: Fauna ny Fugl, Puffinus fuliginosus, A. 7 Strickl.»; hvorefte D Wa arming forelagde den 20de «Particula» af hans Bidrag Mellem-Brasiliens. Flora tiff. S. 59—120). Den Tde ang forelagde Stud VW. A. Poulsen den S. 44—58 trykte ndersågelse «om Loe klen else paa Blade»; hvorefter Dr. Liitken foreviste en ny dansk Fisk, nemlig et Exemplar af den saakaldte «Hav-Engel» (RÅina squatina), fanget i April sg Maaned af venel fra Skagen og indsendt til Museet af Hr. By- oged Fric Den låde Maj idilkede Dr. Liitken Sysselmand H. Millers haandskrevne Optegnelser om Færåernes Fiske, som ville blive trykte i Meddelelserne, såa snart let fans: af de færåiske Fiske i Museet er tilendebragt; og meddelte derefter en Oversigt over Museets seenske (Echeneidæ), som findes optaget i nærværende Aar- gang S. 26—43. r. Warming fremlagde derefter den 2Zide «Particula» af Mellem - Brasiliens Flora (3/ulpighiacee, Divscvraceæ, Smilaceæ) (S, 121 —164), og foreviste derefter danske Exemplarer af « Puecinia malcacearum», Den ?6de Maj læste Prof. Johnstrup over de i Limfjordens Bundlag op- dagede Struvit- Krystal er. Da Foredraget vil blive optaget i «Over- sigt over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Forhand- linger» for 1875, henvises hertil. Den idde October foreviske Prof. Reinhardt et Exemplar af en Rosen- stær (Pastor roseus), skudt i Jylland i Forsommeren og af Cand. SMLA indsendt til Museet, Prof. Æ. knyttede dertil nogle Be- kreds om de andre Exemplarer af denne Fugle-Art, soni stes at være skudte her i Landet, og om dens Oibredatngs- btkele i det hele. genstrup NV derefter en Udsigt over de islandske Een fon: eller 4S6-Ulves» (Anarric: SÅ fede omegn Afhandlingen vil blive optagen i Aargangen Den 29de October gav Stud. mag. V. A. Poulsen en AE, af sine Undersøgelser over «nogle Trikomer ,og Nektarier» (S. 242—83); hvorefter % In Dr. Warming SEK Lieutenant Baron Æggers's Under- sågelser over St. Croix's Flora, som ville blive optagne i Aar- gangen 1876 af Videnskabelige Meddelelse Den 26de November foreviste Cand. mag. Collin en Silene Pyknvgonide = Grønland af are Emndeis, nedsendt af Hr, Kolonibestyrer E. Boy Sa: hvorefte rofessor BEDRE meddelte Oplysninger om de gron- ne Arter af Slægten men hsm: hvilke" Oplysninger, lige- som de tidligere om de islandske, ville blive meddelte i Profes- søorens Afhandling om de Beifsko So-Ulve i Aargangen 1876 af «Videnskabelige Meddelelser Den 16de Decembe1 meddelte Dr. Saras Resultaterne af sine fart satte Undersågelser om de under visse Forhold ved vore Kyster forekommende Bakterier (jfr. denne Aargang S. 306— 13% 20); og Stud, . H. Winge forelagde den Meddelelse «om Arvicola arvalis i ar: mark og Artsberettigelsen af Arvicola campestris Blasius», som er trykt i denne Aargang S. 237 I Supplementmddet den 26de Januar Fy: forelagde Cand. mag., Biblio- heks-Assistent Elberling den S. 421—24 trykte Undersågelse af en fynsk Kalktufdannelse, og Pr EF Johnstrup gav nogle Oplys- m det for kort Tid siden stedfundne Jordskjælv paa uplg som ligeledes ville findes optagne i denne Aargang .S. 425—— Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. Tredie Aarti. 1875. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. 5 rd, På Ichthyographiske Bidrag. Af a Dr. Chr. Lriitken. IV. Om rundnæbede Sværdfiske, særligt om Histiophorus orientalis son. Hertil Tab. I. (Meddelt den 22de Januar 1875.) H istiophorus-Slægten bårer til dem, som mindre hyppigt ere blevne gjorte til Gjenstand for Undersågelse og Studium, og detie er en ganske naturlig Ting, naar der paa den ene Side tages Hensyn til disse Fiskes Stårrelse og paa den anden Side til deres pelagiske Levemaade og exotiske Forekomst. De ville derfor — i det mindste for saa vidt og saa længe som Zoologien hoved- sagelig kun er bosat i Europa og Nord-Amerika — kun ved et heél- digt Tilfælde falde i Zoologernes Hænder, og det vil være forholds- vis sjældent at de finde deres Vej selv til de stårre zoologiske Sam- linger; for disses Bestyrere eller for den ichthyologiske Systema- tiker vil det derfor næppe endnu for det fårste være muligt. at sammenligne en stårre Række af Arter eller at haye en enkelt af disse for sig i Suiter, der nogenlunde repræsentere de forskjellige Alderstrin eller give en Maalestok for den individuelle Variation. Da Cuvier og Valenciennes bearbejdede, Sværdfiskene. til Sde Bind (1831) af deres store Fiskeværk, bestod Pariser-Museets i ; i 2 Materiale af Histiophorer kun af et Skelet af den middelhavske » H, (Tetrapturus) belone Raf., som Bibron havde hbjemfårt fra Sici- lien; af en 4 Tommer lang Histiophorus-Unge (H. pulchellus C. V.), fanget af Reynaud et Steds i Atlanterhavet paa Tilbagerejsen fra Cap, samt af nogle Hoveder og Næb (Sværd), til Dels af ubekjendt Oprindelse. Da Ginther c. 30 Aar efter kom til denne Slægt i andet Bind af Fiske-Cataloget (1860), besad det store «British Museum» kun to Arter af denne Slægt i udstop- pede Exemplarer, nemlig et 44 Fod langt af H. (T.) Herschelii Gr. fra Cap og to 7 og 8 Fod lange af H.gladius fra det indiske Hav og fra Cap, foruden to Hoveder eller «Sværd» af 'den først nævnte Art og et af den sidst nævnte. Det maa derfor betragtes som et særligt Held for vort Museum, at der under «Galatheas» Ophold i Singapore gaves Professor Reinhardt Lejlighed til at erhverve et Exemplar af en Histiophorus. Det blev skeletteret, men der blev tillige under Prof. R.s Ledelse ved Expeditionens Tegner, Hr. Chr. Thornam, udfårt en omhyggelig Afbildning af det, og da der endnu .kun existerer faa gode Afbildninger af rundnæbede Sværdfisk, har jeg trot at burde gribe Lejligheden til at offentliggjåre en formindsket Kopi af den som et Bidrag til Kundskaben om Histiophor- Slægten og som en. lille Forågelse af det Materiale, som vil foreligge den, der en Gang i Fremtiden maatte se sig i Stand til at levere en udtåmmende Monografi af denne Slægt. Jeg skal ledsage denne Afbildning (Tab. H med nogle Udmaalinger og andre Oplysninger, hvortil det i Mu- seet opstillede Skelet giver Anledning. Fiskens Totallængde fra Snudespidsen til Haleklåften ér 7 Fod 414: Fomme: eller ALS 2550000 RER 2,240 Mm. Samme til en Linie mellem Halefinnens Spidser næsten 8 Fod (7- Fad 411774 Tomme) eller kst bas 00 2,500: => Hovedets Længde fra Snudespidsen til Gjællelaagets Brand i ES FOR SUS ER, og ik 134 se Afstanden fra Snudespidsen til den rene Ende af Ovérkjævedenet IN BØR STEN BUE 550 — 3 . Snudens eller «Sværdets» Længde fra dets Spidse til Ore hlEr s e serne REE SER: se 485 Mm. Underkjævens Krugde 7 fra dens Spidse til Bagenden af; Overkjævebenet, ss skarn Jerk e … 265 — Fra Øjehulen til Gjællelaagets Bagrand ..... 165—170— Håjden af den længste Rygfinnestraale ..... sans OD: —— Brystinnernet LENS 0, as se he RE egna mnæke 290 — Bashir Længde sees me skrald ante sg le 560 — Halefligenes: Længde i lige Linie ........ 430—475 — Afstanden mellem deres Spidser… syns eve 500 — Næbets (Sværdets) Brede over Spidsen af Under- Kjer nr een sees DER PÅ —— Deis. Højde samme, Steds. 604 307 Ek arge aser he 45.— Den benede Ojekapsels Tværmaal...... REE ER 59 — Den: flade: Pandes: Breda 260 mn 470 ed eu pl RAGE 885 — Det vil heraf ses, at Sværdet eller Næbet, regnet til den bageste Ende af Overkjævebenet (Mazillaire, Cuv.) — hvilket Punkt falder lidt bagved Ojehulen —- er mere end dobbelt saa langt som Underkjæven, regnet til det samme Punkt; at det endvidere indeholdes omtrent 40 Gange i Totallængden, naar denne regnes til et Punkt midt imellem Halefinnens to Spidser, men lidt over 5, hvis man antager, at Sværdet forst begynder umid- delbart foran Øjehulen;. at Afstanden fra denne til .Gjællelaagets Bagrand indeholdes ikke fuldt 3 Gange i Sværdets Længde, naar denne bestemmes paa den sidst anfårte Maade. Dets Brede over Spidsen af Underkjæven indeholdes 23 Gange i denne deis Længde. Rygfinnens stårste Højde er næsten lig med Hovedets fulde Længde, som indeholdes c. 32 Gange i den fulde Total- længde. Brystfinnernes Længde er omtrent to Femtedele af Ho- vedets og over det halve af Bugfinnernes, som indeholdes om- trent 41/9 Gange i Totallængden. Øjets Tværmaal er godt to Tre- djedele af Pandens Brede, en Tolvtedel af Hovedets Længde. Sværdet: (Næbet) har en nedtrykt-trind, afrundet Form; dets Håjde (over Spidsen af Underkjæven) er tre Fjerdedele af je" dets Brede paa samme Sted. Kjæverandene ere besatte med. solide kegledannede Smaatænder af -nogelt forskjellig 'Stårrelse, til Dels noget krummede, for saa vidt som de ikke ere afslidte i Spidsen. Paa Sværdets inderste Del indtil over Spidsen af Under- kjæven naar denne grove Tandfil eller Tandkarte kun halvt op paa dets Sider, men omtrent fra dette Punkt” af indtager den hele dets afrundede Sideflader; og omtrent fra Midten af Af- standen mellem dette Punkt og Snudespidsen ere ikke alene dets Underflade og Sider, men ogsaa dets dvre Del fuldstændigt be- dækkede af disse Tanddannelser, om de end her mere end noget andet Sted antage Karakteren af Granulationer; men disse smaa «Korn» ere i Virkeligheden - lave - Tandkegler. - "Endnu finere, aldeles haarformige, ere de Tænder, som omgive Mundingerne "af de Porer, som i temmelig stort Antal aabne sig paa visse Partier af Sværdets Overflade og svare til Sideliniens Forgreninger over Ansigtet hos andre Fisk. Straaletallet er: B: 7; D!: 48(5+5—33); D?: 6; Pi Ar vs 103) FS AT 14 AR] SHS PEP) Herved er at bemærke, at de to sidste Straaler i første Ryg- finne ere at anse som rudimentære; ved mindre omhyggelig Be- handling vilde de kunne være faldne helt bort, og det er vel ogsaa muligt, at deres Antal med Alderen undergaar nogen Re- duktion. Af det andet Sæt Gatfinnestraaler ere kun 3 til Stede, de andre ere bortfaldne ved Præparationen. Bugfinnerne ere paa en Maade kun dannede af en enkelt sammentrykt, næsten +) Til Sammenligning hidsættes nogle Straaletællinger af andre i Litte- raturen omtalte Exemplarer af samme eller en meget nærstaaende Årt: B:. D: 45.7; P: 18(159; V: 1.2: AO CE 1LIK (H. gladius ifålge Valenciennes; det Bankske Exemplar i Bri- tish Museum). BR: f: D:. 42—50.7; P: ENS AS META Ga . (Gunther). B: 16(); D: 44.6; PB: 198; Vi: 495 Ar 1036; 6:46! BeNas ts H. orientalis ira Japan). B: D: 44=45:7; PS 11798 VV: SO EF Biel ter H. gladius fra det an ind: 5. baandformig, spidst udlåbende Straale, der ligesom er stillet paa Håjkant, men denne viser sig i Virkeligheden sammensat af 3 Bestanddele: en meget kort, der dog deltager. lige saa meget i Ledforbindelsen med. Bækkenet som den længste, og en tredje, der er indkilet mellem begge de andre, men kun har to Tredje- dele af den længstes Længde og ikke deltager i Ledforbindelsen med Bækkenbenene. Dette ligesom indskudte Element er kun synligt paa den udvendige Side af den sammensatte Bugfinne- straale7). Men foruden disse to ved deres Grund tæt sammenstil- lede Bugfinnestraaler, en for hver Finne, er der endnu til Stede én meget kort og fin Straale, som tjente til Ståtte for den brede Finnebræmme, som Figuren antyder. Disse Smaastraaler ere imid- lertid skjulte helt oppe mellem Hovedstraalernes inderste Del og kunne derfor let overses. (Jeg finder denne lille Straale ligeledes hos en i Atlanterhavet paa 3? s. Br. og 29? v. L. fanget Tetrap- turus, hvoraf Kaptajn Hygom i 1863 hjembragte Hovedet, Fin- nerne og enkelte andre Dele; derimod har jeg ikke kunnet overbevise mig om, at der hos denne Tetrapturus var 2 saadanne rudimentære Straaler til Stede i bver Finne, saaledes som Poey beskriver og afbilder det hos T. albidus”%). Hvirvlernes Antal er 24; 42 Krophvirvler og 412 Hale- hvirvler ligesom hos Tetrapturus belone”%%), ikke 44—+ 40, som 2) De tidligere Beskrivelser af Bugfinnerne ere alle ufuldstændige. Broussonnet (Mém. de Vacad. d. sc. 1786, p. 453): Hver Bugfinne bestod af «deux rayons osseux aplatis trés unis»; Valenciennes tilfåjer: «et d'un troisiåme trés petit». Jfr. Beskrivelsen af gren nerne hos HM. gracilirostris Cuv, Val. (Hist. natur. d. p. p. 309): tiers de la longueur du dernier.» «Der iste Strahl der Bauchflossen kurz, der zweite mit dem dritten zu einem platten Stiel verwachsen, nicht ganz hålb so sm als der Kårper.… «Die langen Bauchflossen sind nur gegen das Ende zu griffelartig, im ubrigen platt. Die Tren- nung des Stieles in 2 anden sieht man nur an der åusseren Seite. » (Klunzinger l. c.) 5) sent sobra la historia natural de la isla de Cuba I, p. 240—41, . 4—5. ind | Ms natur. d. poissons, t. VIII, p. 285, t. 227; Agassiz Recherches . 1. poissons. føssiles, Cycloides, p. 89, t. E. 6 det angives af Valenciennes%) for Histiophorus gladius; d.v.s. de 12 forste bære Ribben, og den trettende er den fårste, som . har de karakteristiske, med Forlængelser fra den fålgende Hvirvel artikulerende, Hæmapophyser. Benbygningen er i det hele saa overensstemmende med den hos Tetrapturus belone, saaledes som vi kjende denne af Cuviers og Agassiz's Fremstillinger, at der ikke er Anledning til at dvæle videre ved den her, (At gaa kritisk ind paa de givne Skildringer af Hovedskallens og særligt af «Sværdets» Sammensætning, hvortil der maaske nok kunde være” Anledning, ligger udenfor mit nærværende Formaal). Efter at de foranstaaende Bemærkninger vare afgivne til Trykken har Prof. Reinhardt havt den Godhed at meddele mig en Afskrift af sine paa Stedet gjorte Optegnelser, som jeg anser det for rigtigst at aftrykke in ex- tenso: : «Histiophoren fra Singapore er kjåbt den 3die April 1846 Kl. 10 Fm., og var efter Fiskernes Sigende fanget. en Times Tid tidligere. Enkelte Straaler i Rygfinnen vare knækkede, forresten var den meget vel conser- veret. » «Den forste Rygfinne er 46 T. 6 L. lang, og sidder i en dyb, snever Fure, i hvilken den kan skjules. Ved Forenden er den 13 T. 9 L. håj; den sænker sig derpaa jævnt indtil den iite Straale; hvornæst den atter bliver håjere og naar sin stårste Håjde (26 T. 6 L.) ved den Z4de og 25de Straale; fra dette Punkt aftager den derpaa meget hurtigt i Håjde. Den har 467%) Straaler, af disse er den forste kun 8 L. lang, den anden 1.79 hg den tredje 2 T. 3 L., den fjerde 5 T. 6 L. og den femte 13 T. 9 L.; disse fem Straaler ere saa nåje forenede og saaledes utydeliggjorte af den dem dækkende Hud, at de let kunne antages for en eneste Straale. Den 6te til | 10de Straale spalte sig mod Enden i to Grene, som atter hver bifurkeére sig to Gange. Den Iiilte og Resten af Straalerne ere atter enkelte. Den åbde er 7 Linier lang. — Furen for Rygfinnen naar sin stårste Dybde mel- lem den iite og 20de Straale, og er paa dette Sted 17 Linier dyb; bagtil aftager Dybden jævnt, og er ved den 46de Straale c. 5 L. Rygfinnen kan enten helt eller dog næsten optages og skjules i Furen, naar Fisken lægger 7) 1. c. p. 300. 5) De to sidste have altsaa ikke været synlige (skjulte i Furen) fårend Fisken blev skeletteret. 2—— 4 den ned. Den anden Rygfinne er 3 T. 4 L. lang og sidder 5 T. 4 L. bag- ved den fårste; den sidder ikke i nogen Fure og bestaar af 6 Straaler beklædte med en- temmelig tyk Hud. Dens bageste Straale er ved Roden forsynet med en pladeformig paa Undersiden noget udhulet Hudbræmme, som passer nåje til Rygkanten af Halen.» «Den forste Gatfinne sidder 2 Tommer 6 Linier bagved Gattet og har 11 Straaler, af hvilke den tredje er den længste (7 T. 3 L.); de tre første ere nåje forenede (ligesom de fem første i Rygf.). -Finnens Længde er 5 T. 3 L.; den sidder, ligesom fårste Rygf., i en Fure, i hvilken den kan skjules og som, hvor den er dybest (i Midten af Finnen), er 7 L. dyb. Den anden Gatfinne har ingen Fure, sidder 8 T, 4 L. bag den første og bestaar af 6 Straaler, som sidde lidt videre fra hinanden end Straalerne i anden Rygfinne. Den bageste Straale har ved Roden et Hudvedhæng af samme Slags som det, hvormed den 6te Straale i D.2 er forsynet.» «Ved Halefinnerns Rod findes paa hver Side to skarpe Hudkamme i en Afstand af 1 T. 4 L. indbyrdes; de ere 2 T. 3 L. lange. Halefinnen spænder 23 T. og har 247) Straaler, som dog vanskelig kunne tælles saa længe Huden ikke er flaaet af. Brystfinnerne ere c. 12 T, lange og synes at have.18 Straaler.» «Bugfinnerne bestaa hver af to Straaler, nemlig en c. 21 T. lang, stærkt comprimeret, spidst tillåbende, og bag denne en ganske lille, 8 L. lang, meget bøjelig Pigstraale, som dog neppe er synlig. Den lange Straale er bræmmet med en tynd Membran, der er 2 T. bred paa det bredeste Sted (lidt nærmere Roden end Spidsen), og som forbinder den med den korte Straale. Bugfinnerne kunne optages og ganske skjules i en Rende, som ved sit Udspring fortil ér delt i to, en for hver af de to Straaler, i en Længde af 91/, L, Furen eller Renden er 26 T. lang og naar umiddelbart hen til Gattet (en Længdespalte af 18 L. Længde).» Membr. branch. tæller 7 Straaler. Fiskens hele Længde son ae kd ae 5 BR GE Fra Næbspidsen til Gjællelaagets kkagikad den se ate AD RE org Fra Underkjævens Spidse til Mundvigen .......:. 2 10” » Kroppens Håjde over Brystfinnerne .........-++ 1 — man am REE SE Es NERE ter Er CD (USE +) I dette Tal er selvfålgelig kun indbefattet dem, der kunde tælles uden" Dissektion. Afstanden mellem Finnens Spidser er nu meget mindre (jf 8 Kropperis Håjdé ;ved-anden BRygfinde: 65 46203800 0 mm 40 Seleroticalkapselens Højde ...... bild ORE SER sd 5" us — Bredal si. sb 05 mlaanenes ls se sy Djndhesiindbyrdes ) eller H. pulchellus Cuv. Val. FF), paa Grund af deres Ungdom; den fårste (fra det råde Hav) er 18 Tommer; den anden (fra Atlanterhavet) endog kun 4 Tommer lang. Skjont Halekjålene allerede ere til Stede hos H. immaculalus, vidner dog den smækre Legemsform, den forholdsvis lange Underkjæve og "Rygfinnernes umiddelbare Sammenhæng om, at den endnu ikke har faaet sin endelige Skikkelse; man kan derfor ikke vide,. hvor mange af denne Forms formentlige Artsmærker i Virkeligheden kun skyldes Individets Ungdom. Naar Bugfinnerne beskrives som sammensatte af 3 Straaler, «af hvilke den fårste er meget kort og tornlignende og slutter sig nåje til den anden, der er meget lang og bred og indfattet af en smal Hinde, der forener den med den tredje, som ikke er længere end den første», då tyder denne Beskrivelse ikke paa nogen væsentlig forskjellig Bygning af Bugfinnen fra den, vi have forefundet hos Histiophorus orientalis og hos en atlantisk Tetrapturus (T. Herschelii Gr.?)- +) Ehrenbergs Afbildning af en H. indicus fra det råde Hav (Symbolæ Physicæ t. X ined.), som citeres baade af Cuvier og af Klunzinger, r jo desværre aldrig bleven offentliggjort. Originalen eller Kilden til Afbildningerne i «Histoire naturelle des poissons», pl. 229, og i «Régne Animal», ed. illustrée, pl. 53, er ikke angivet; Pariser-Museet besad i 1831 kun et af Dussumicr fra Sechelles-Oerne hjemfårt Hoved af denne Art. Ganske heldige ere disse Afbildninger næppe, hvorfra de saa end stamme. F%) un mage — Soc, s ål, p. 75, 4-15 NeBE Wirbelthiere, Fische, pp 92, 83 ånd Fik n. ig i, VIII, p. 305, pl. 236; 14 Disse Bemærkninger maa dog ikke misforstaas som en bestemt Paastand om, at H. immaculatus er f. Ex. et Udviklingstrin af H. gladius; jeg gjor kun gjældende, at det er en endnu uudviklet Form, hvis endelige Skikkelse og Karakterer ere ubekjendte, H. pulchellus er jeg mere tilbåjelig til uden videre at indrullere under H. gladius; Legemets Smækkerhed, Underkjævens forholds= vis store Længde, Halefinnens uudviklede Form, Mangelen af Halekjålene, Hovedets, Tændernes og Ojnenes forholdsvis be- tydelige Stårrelse, den umiddelbare Sammenhæng mellem Ryg=- finnerne indbyrdes saa vel som mellem Gatfinnerne, Gjællelaags- tornen — alt dette er Forhold, som ville undergaa Forandring med Alderen, og i Betragtning af hvilke man ikke kan indromme H. pulchellus Plads blandt de sikre, selvstændige Arter”). De 3 største sorte Pletter forrest i dens Rygfinne ere allerede til Stede hos den stårste (60 Mm.) af de spæde Histiophor-Unger, som. Dr. Gintiher for ikke længe siden har beskrevet og afbildet $+). Af de lavfinnede Histiophorer eller Tetrapturer kjendes nominelt en hel Række Arter, som ere opstillede paa udvoxne Exemplarer og altsaa ikke kunne forkastes af den nys berårte Grund ; at der virkelig existerer mere end een Art af denne Slægl eller Un- +) H. granulifer Castelnau (Mémoire sur les poissons de T'Afrique au- strale, p. 43) (1861) er altfor mr Henke kjendt til at være andet end dødfådt Art. Desværr den for nylig af Dr. Ble'eke tout Beskrivelse af & eds fra Kina (Nederl. Tijdschr. v. i V, p. 151), som jeg finder registreret i «Zoological Record» for 1873, mig ikke tilgængelig. Hjemfalden til Forglemmelse er Swain- sons Slægt Zanclurus (On the natural history and. classification 0 Fishes, Amphibians and Reptiles, 1839, Vol. II, p. 239), der falder pulchellus, indskrænkede den altsaa til de unge Former og oprettede en ny Slægt for de udvoxne (!). +) Til Fo DANE hidsættes se to «Arters» Straaletal: ER Ari; pile: (H. immaculatus). Sår BIRD Pe: AR ere AS, (H: ). Gunther antager A: 20.8 for en de for A: 10.8, men Hebe stemmer med Beskrivelsen. +) Journal des Museum Godeffroy… 12 derslægt, er ogsaa hævet over enhver Tvivl, derimod anser jeg det for mindre sandsynligt, at de alle 7 ville kunne bestaa for Kritiken. Da denne dog kun kan begrundes med Held paa en umiddelbar Sammenligning, skal jeg indskrænke mig til en kort Oversigt. At der i "Middelhavet forekommer to Arter, T. belone Raf.”) og T. Lessonæ Canestir.f=), er aldeles utvivlsomt; den første af disse (udmærket ved sit særdeles korte Sværd) vides ikke at være set udenfor Middelhavet; den anden kunde man fristes til at identi- ficere med visse mere langnæbede Tetrapturer fra de andre store Verdenshave, som i Henseende til Sværdets Proportioner, dets For- … høld. til Totallængden o.s. v. stemme med de typiske Histiophorer (H. gladius etc.).… Udenfor Middelhavet træffe vi da fårst T. Georgii Lowe 73) fra Madeira, om hvilken vi — nu da Skællene ogsaa ere. efterviste hos T. belone (Canestrini I. c.) — kun vide, at »den havde dobbelt saa lange Brystfinner som denne Art; der lader sig derfor for Tiden ikke sige andet om den end, at det kan. være en T. Lessonæ. Ved Cap måder os T. Herschelii Gray 1) (af Ginther sammenstillet med T. indicus C. V., som er opstillet paa en "Afbildning af en Fisk fra det sumatranske Hav). Om H. brevirostris Playf.tt). fra Zanzibar bemærkes udtrykkelig, at man vilde have henfårt den til T. Lessonæ, hvis man havde kjendt Beskrivelsen af denne lidt tidligere. Kunne disse to Former sammenstilles uden videre — hvad jeg efter Afbildningerne næppe -A =) Rafinesque-Schmaltz: Caratteri di alcuni nuovi generi & nuove - specie di animali e piante une loegn (1840) -p/54, 421 EL; GAVE & Valenciennes: hist. natur. d. p., p. 280, t. 227—28; Régne ani- mal, édit. illustrée, pl. 51 un samme Qriginalfigur?), —) Ganestrini: Sopra una nuova specie di, Tetrapturus (Archivio por la Zoologia, 1, se 258, 1.17). Original-Exemplaret er i Museet i Genua og 2,240 Mm. langt. FE) Suppleant to a Synopsis of the fishes of Madeira di rkne. Zool. Soc. Iii; p. 3 (1849). +) «Description of a new species of ner from the Cape of Good Hope»: (Annals of natural history, 1 ER p: 313, 4; 10). Original- Exemplaret, 11 Fod langt, i British Mus Ti) Playfair & Gunther: The fishes of vores (1866), p. 53 Øg 145. 43 vilde have vovet :— maa jeg tilstaa, at jeg ikke .fatter, hvorfor de, og navnlig T. brevirostris, ikke lige saa godt kunne identifi- ceres med T. Herschelii Gr. (indicus C. V.). Til T. brevirostris henfårer Ginther (Zool. Record) endvidere en paa Ny-Zeelands Nord-O strandet Sværdfisk, som skal findes beskrevet i «Transact. of the New-Zeeland Institute», II, 4870. Ved. Cubas Kyster indfinder der sig efter Poeys Angivelser (1. c.) hvert Aar.til be- stemte Tider 2 Arter, en mindre (T. albidus P.), der kommer fårst, og en noget stårre (T'. amplus), der kommer noget senere paa Sommeren”). Ihyorvel jeg nu gjærne vil indrømme, at der kan være megen Grund til at stole paa denne Forfatters Vidnes- byrd, naar han bekræfter Fiskernes Opfattelse af disse For- mer som. selvstændige Arter (Aguja blanca og A. de casta)”F%) da han vistnok "oftere har havt Lejlighed til. at se, under- såge og sammenligne disse Fiske, maa-jeg' dog. tilstaa, at jeg ikke af Poeys Beskrivelser og Afbildninger er bleven over- tydet om deres Forskjellighed, men er mere. tilbøjelig til at anse dem for yngre og ældre -Former af den samme Art F) Skjønt SENE næppe, i al Fald ikke endnu, kan benyttes som Mærke m disse forskjellige Former, vil jeg dog sammenstille dem ” her til rene med Histiophorernes B 7: D:938; P: 18; ik ml 335,45 G: 10.15.10. (T. belone, Cuvier). B:73- DMABEG; PP: 19... VV: 4; Ar: 11065: (Pr Lessonæ, gns B D: P i: AA: 126; Cc (7. FHdeobhelij, Ganther) BB: DD: 3815 P: i ERR Rå AA: 4245 C: bid cer Ske Playfair). 7; ge "19% Ya 1:45; G:12; (7. nn Poey). DD 417; SME. Nis AA: 1543 GE (T. amplus, Poey) B: 45.7; P21A8; DS US ts SER 08187154£ (T. Br ?, det Hygomske Exemplar. Gjennemgaaende vilde Rygfinnen altsaa tælle lidt færre Straaler hos stirrer; Gatfinnen derimod lidt flere end hos Histiophorerne. 5%) Fiskerne skjelne i évrigt to Former eller Afarter af hver af disse. 14 Hvor vidt man' vil kunne holde denne, — der under Formen T. albidus ligesom Histiophorus gladius 'ogsaa er kjendt fra den i nordamerikanske Østkyst. saa langt mod Nord som Cap Cod, — ude fra de i Middelhavet og det indiske Hav forekommende E langnæbede Tetrapturer, maa overlades til fremtidig Undersågelse, ved hvilken man dog formentlig vil være berettiget til at gaa ud i fra den Forudsætning som den sandsynligere, at der i Virkelig- | heden kun kjendes to Arter af lavfinnede rundnæbede Sværdfiske med Bugfinner: de to fra Middelhavet beskrevne. .… Hvor vidt denne Slægt eller Undersiægt, Tetrapturus Rafy som. vel egentlig er at betragte som den- centrale eller mest É typiske i hele Familien — som den, navnlig i T, beloue, mindst É modificerede eller «differentierede» Typus, den sig fra Stamformen mindst fjærnende 0.s.v. — bør holdes sondret fra Histiophorus (s. str.) Cuv. Val., er maaske tvivlsomt. I Bugfinnernes Bygning er der, som ovenfor vist, næppe nogen væsentlig Forskjel, og hele Benbygningen synes at være aldeles den samme, i Mod- sætning til Xiphias, hvor den er ikke saa lidt forskjellig. Der synes da ikke at blive ,andet tilbage end den håje og den lave Rygfinne, en Forskjel, som maaske endda hos yngre Individer É er mindre tydelig. Ved at sammenligne Hovedet af den ovenfor : omtalte atlantiske Tetrapturus med lige store Hoveder eller Sværd af ægte Histiophorer (H. orientalis 0. s. V.), finder jeg dog den Forskjel, at medens Tandbevæbningen hos disse fortsætter sig helt op paa Siderne og i den yderste Del paa hele Oversiden af det fuldkommen afrundede Næb, er dette hos Tetrapturen mere 3 nedtrykt, nærmende sig noget til det tveæggede, og Tandbevæb- ningen meget svagere og finere, ikke fortsættende sig op paa i dets åvre Side, men begrænset af en skarpt udpræget Linie, i svarende til Næbets Sidekanter. Nu vide vi rigtignok af Poeys | Udmaalinger af 7 Tetrapturus-Sværd (1. c. p. 242—43), at deres E Form, navnlig hvad Forholdet mellem det lodrette og vandrette d | Tværmaal angaar, kan variere en Del hos forskjellige Exem- plarer af samme Art, som det synes uden noget bestemt Afhæn- EST SNO SES TEE" ig 15 gighedsforhold af Kjøån eller Alder; derimod synes det rimeligt, at den i Henseende til Tandbevæbningens- Udbredning her paaviste Forskjellighed kunde vise sig at være en konstant For- skjel mellem Tetrapturer og Histiophorer, og det fortjener derfor at proves, om ikke disses generiske Adskillelse derved muligvis kunde vinde et nyt Ståttepunkt. Efter Agassiz's Afbildning af Skelettet af T, belone kan jeg ikke tro andet, erid at denne mere kortnæbede Art i denne Henseende forholder sig ligesom den mere langnæbede, som foreligger mig. Det er ligeledes endnu et aabent Spørgsmaal, om man ved Siden af Xiphias, Tetrapturus og Histiophorus endnu skal antage en fjerde Slægt: Machæra (Lac.) Cuv. Ved Dråftelsen heraf maa man imidlertid se aldeles bort fra Lacepédes. M. nigricans; hans Beskrivelse er kun grundet paa en raa Skitse af den ved La Rochelle i 41802 fangede 410 Fod lange Fisk, udfårt af en Fisker eller anden i Tegnekunsten uerfaren Person, samt af nogle den ledsagende Meddelelser, men ingen af Delene kjendes i deres oprindelige Skikkelse, man veed ikke, hvor meget af Beskrivelsen der. er grundet paa' det…ene eller det andet; derimod veed man fra. Cuvier,. som havde set Originaltegningen, at Lacepéde havde "søgt at rette den efter de den ledsagende Maalangivelser, hvilke han dog rimeligvis til Dels misforstod. Efter Afbildningen skulde den mangle Bugfinnérne, og Brystfinnerne sidde dybt nede som hos en Xiphias, — med mindre Tegneren har glemt Brystfin- nerne og kun afbildet Bugfinnerne? Er dette ikke Meningen, er . der endnu den Mulighed tilbage, at Bugfinnerne kunne være blevne oversete, fordi de vare skjulte i den Fure eller Rende, som jo i dette Ojemed er til Stede hos alle andre rundnæbede Sværdfisk. Grays Formodning, at Lacepédes Machæra maa- ske, naar alt kommer til alt, kun har været en Tetrapturus belone, lader sig derfor ikke ganske afvise. Muligheden, at det er en for åvrigt aldeles ubekjendt Form, lader sig naturligvis heller ikke afvise, men selv om saa er, vil det ikke være nogen let Sag at kjende den igjen med nogen Sikkerhed. Da intet er 16 blevet opbevaret af det Exemplar, der laa til Grund for den lader Sagen sig desværre ikke oplyse. — Cuviers Machæra velifera") er .derimod grundet paa to ham af Lægen Ricord fra S. Domingo tilsendte 7 og 8 Fod lange Exemplarer,; og det er åjensynligt, at den som Art er forskjellig fra alle hidtil om- talte Tetrapturer og Histiophorer, fra hvilke den blandt andet er kjendelig ved sit ualmindelig tynde Næb. Den er i alle Forhold, undtagen Mangelen af Bugfinner, en ægte Histiophorus, og det er aabenbart en stor Fejl alene af denne Grund at give ; den Plads i Xiphias-Slægten. Den er desværre ikke bleven set siden; den nævnes ikke en Gang i Poeys Fortegnelse over Cubas Fiske. Skjånt det maaske er tænkeligt, at Præparatåren, hvis han har taget sig Arbejdet meget let eller maattet ile meget | | dermed, kunde have overset de i deres Fure skjulte Bugfinner og uforvarende taget dem bort ved Skindets Aftagelse, vilde jeg ubetinget have forkastet denne Mistanke som avlet af over= dreven Tvivlesyge, hvis der ikke var en Omstændighed, som a kunde synes at bekræfte den. Cuvier fandt nemlig Næbene af denne vestindiske, bugfinnelåse, tynd- og rundnæbede Sværd=- fisk saa aldeles stemmende ikke alene med et i Museet i lå Rochelle opbevaret Hoved af en "der i Egnen i. Aaret 4772 strandet Sværdfisk, om hvilken i åvrigt intet andet har været til at oplyse, men ogsaa med Hovedet 'af en virkelig Histiophorus fra Sechelles-Oerne, at hån efter sit eget sigende. vilde have erklæret denne for at have tilhårt hans Machæra velifera, hvis han ikke havde vidst med Bestemthed, at denne saa kaldte «Em- pereur»Z%) fra Sechelles-Oerne havde Bugfinner; thi de £) Nouv. Annales du Muséum, T. I (1832), p. 43—49, av. pl.; Régne Ani- mal, édit. illustr. pl. 52, =) En saakaldet «Empereur» fra Sechelles-Oerne er "senere bleven be- ; skreven af Playfair (Proc. Zool. Soc. 1867., p. 857), men .da den siges at afvige fra HM. gladius ved et kortere og mere nedtrykt Næb, kan det ikke have været Æ. gracilirostris Cuv. Jeg hidsætter til Sam- > É ; vmenligning 'Straaletallene hos begge Former TR REDE SEE ESSEN 47 fulgte med det af Lamarre-Piquot indsendte Hoved”), "Der findes altsaa i det indiske Hav foruden H, gladius' og H. orientalis (disse være nu forskjellige eller ikke) en ved sit Næbs Tyndhed og Smækkerhed udmærket virkelig Histiophorus (H. gracilirostris C. V.); men foruden denne, der kun kjendes af Hovedet og Bugfinnerne i Pariser-Museet, maa der endnu i Systemet holdes en Plads aaben for Machæra velifera Cuv., der stemmer nåje overens med den i Sværdets Form, men jo skal mangle Bug- finner og fålgelig maa repræsentere en egen Slægt. Denne kan imidlertid ikke faa Plads i samme Underafdeling af Sværdfiskenes Familie som Xiphias gladius, men maa stilles i Gruppe med Histiophorus og Tetrapturus, som nedenstaaende Oversigt vil vise. Vor «almindelige Sværdfisk» kommer derimod til 'at indtage en Stilling for sig selv som den mest afvigende, mindst typiske Art ØR SSR i ER Sdr AR GERE br 1 AS TA Ritaimts Histiophorus fra chelles-Oerne). B: 7; D: 45.8;'P: 1718; V:0;A: 12.7 Pierre Machæra velifera). £) Man har villet se én Bekræftelse af Forekomsten af rundnæbede, bugfinnelåse Sværdfiske (Machærer) i Atlanterhavet (hvorom de to Ri- cordske Individer ellers ere det Sug påalidelige Vidnesbyrd i fy bgrss naar man stryger Lacepédes) i den Omstændighed, at Ya «History of British Fishes», fårste Udgave (1836), 1 Bd., S. kva giver en Afbildning af en slig Fisk som forestillende en ung Xiphias gladius («da de fleste ange Værker afbilde den voxne Fisk, har jeg valgt at afbilde en ung, hos hvilken kun et lille Stykke af Gatfinnen var slidt borti). Ulykkeligvis har reg FANS en såa mistænkelig Lighed med Cuviers og Valenciennes's Afb ildning af Histiophorus indicus, at der — tilmed da Yarrell Sl aldeles ikke re SEN om denne interessante unge Sværdåsk og stiltiende udel i anden Udgave — forekommer mig at være al Anledning ms i bye at Y: er paa en eller anden Maade bleven et Offer for et guid pro en Misforstaaelse af en eller anden Art, der spillede ham en Kopi, udeladte Bugfinner, af vbs Figur (pl. 229) af en gammel Frit. phorus indicus i Hænderne — maaske si Stedet for en Kopi af sammes Figur af en ung Zipkias gladius (pl. 225), som han havde be- stilt? Har en saadan hrumirn: kufnet gaa upaatalt hen, overset af alle, indtil Steenstrup gjorde opmærksom paa den (Skand. bunkeren Serre Vil, S. 687), saa at Krøyer endogsaa. lod den omhandlede Figur kopiere som Afbildning af. Fiphias gladius i Bale Keke« 1, S. 253, bliver det 4il Dels forstaaeligt, at den har kunnet begaas. 18 Sti finer tk Elan af den hele Gruppe, som hvis rette Typus den kun altfor ofte, men med Uret, betragtes. E Censpectus Xiphiadarum. I. Xiphiine: Squamæ in adultis indistinctæ, cutis glabra; carina caudalis utrinque singula; rostrum deplanatum, anceps, in adultis cum ore edentulum; vertebræ 26; pinnæ pectorales subinferæ. (Hab. in oceano atlantico a promontorio bonæ spei usque ad Finmarkiam, insulas antillenses et Novam Angliam). Species unica, ventralibus nullis: Xiphias gladius Histiophorinæ: Cutis squamis linearibus osseis suffulta; carina caudalis utrinque duplex%); rostrum subulatum, rotundatum, maxillis dentatis; vertebræ 24; p. pectorales laterales. (Hab. im mare mediterraneo nec non in oceano pacifico, indico et atlantico, præcipue in partibus tropicalibus), Species singula, ventralibus nullis: Machæra velifera Cuv. Tetrapturus belone Raf., Herschelii Ventrales styliformes vel Gr. lcd. k Fox laminares adsunt: Histiophorus gladius (orientalis), gracilirostris etc. Stiller man den Erfaring, at Machæra velifera og Histio- phorus gracilirostris ikke siden Cuviers Tid ere blevne beskrevne, sete eller gjenfundne af nogen Rejsende eller Naturkyndig, sam- men med den, at man, indtil Poeys Skrifter om de kubanske Fiske udkom i 1856—58, ikke havde nogen Forestilling om, at der i Vestindien forekom Tetrapturer, eller at vor almindelige Xiphias gladius der er en jævnlig Gjæst. har man deri et Udtryk for, hvor mangelfuld vor. Kundskab om denne mærkelige Fiske= familie,. der dog saa let tiltrækker sig ogsaa Lægmandens Op- ”) Af de 3 Halesidekjåle, som findes hos Thynnus, kommer den midterste De større til Udvikling hos Æiphias, de to mindre hos Histiophori- Tne. 19 mærksomhed, endnu er. Det kan her fortjene at anfåres, at en saa ivrig og saa rundhaandet Samler og Forsker som den af vore Samlinger saa håjt fortjente Justitsraad A. H. Riise aldrig under sit mangeaarige Ophold paa St. Thomas eller under sine "Rejser mellem de vestindiske Øer har set eller hårt noget til Sværdfiske ved disse; at en saa opmærksom og skarptseende Søfarende som vor ikke mindre fortjente Skibsfårer A.F. Andréa ikke har været heldigere paa alle sine Rejser; samt at vor for tidlig bortkaldte Ven Hygom kun en eneste Gang stådte paa en Fisk af denne Gruppe. (Talen er her selvfålgelig ikke om spæde Unger). Der synes i disse negative Erfaringer at være en Opfordring til at virke for Fremkomsten af nye Oplysninger. Museet er i Besiddelse af flere Exemplarer af spæd Sværdfiske- yngel saa vel af Xiphias som af Histiophorus; jeg haaber senere at faa Lejlighed til at forelægge det Udbylte de kunne give, saa fremt der skulde være noget at tilfåje til, hvad derom allerede er meddelt af Ginther; jeg skal her kun forudskikke det almindelige Resultat, at Histiophorerne ere ikke mindre for- skjellige fra Xiphias i deres spæde Alder end de ere det som voxne. Til Slutning endnu kun et Par Bemærkninger om to Punkter i Tetrapturernes Anatomi. ; Om Gjællerne hos Tetr. albidus siger Poey blot, at de ere uretikulerede» ligesom hos Xiphias. Jeg tvivler paa, at dette er aldeles rigtigt, hvis man vil forstaa det saaledes, at der aldeles ingen Forskjel er mellem Gjællerne hos Xiphias og Tetrapturus. Den Beskrivelse, som Cuvier giver af Gjæl- lerne af T. belone, ifålge hvilken de i deres Bygning staa midt imellem almindelige Fiskegjæller og de for Xiphias karakteristiske aretikulerede», pladeformige Gjæller, finder jeg aldeles passende paa den ovenfor omtalte Hygomske Tetrapturus. Det aretikule- rede», d.v.s. de enkelte Gjælleblades Forbindelse med deres Naboer i samme Række, falder ikke meget i Øjnene paa Gjæl- lens Ydersider; bøjer man derimod de to til samme Gjælle qx 20 hårende Rækker af Gjælleblade lidt fra hinanden, saa at man kommer til at se dem fra Indersiden, ser man, at Forholdet dog væsentlig er som hos Xiphias. Om Svåmmeblæren hos disse Fiske besidder man, saa vidt mig bekjendt, ingen anden Oplysning end Poeys korte Be- mærkning, at den er «cellulds» (hos T. albidus) med store «boursouflures», der strække sig langt bagved Gattet. Disse Ud- tryk give endda ikke den fulde Forestilling om Forholdet, hvis dette er det samme hos alle Arter. — Da Kaptajn Hygom skar den oftere omtalte Fisk op, blev han opmærksom paa, at Svomme- å blæren havde en ualmindelig Beskaffenhed og til Dels ligesom var oplåst i en Mængde Smaablærer. Han bjembragte disse eller en Del af dem opbevarede i Spiritus, uden at jeg dog er ganske vis paa, al han fik det hele med. Det fremgaar heraf, at Svåmmeblæren Å er delt i Rum af noget forskjellig Stårrelse — jeg tæller 45 i et + sammenhængende Stykke af omtrent et Kvarters Længde —, men at hvert af disse Rum har sine egne Vægge eller Hinder, saa at i man uden Vanskelighed kan låsne dem fra hinanden som selv- stændige Blærer af 11/02—19 Tommes Tværmaal; og det synes, at en Del af disse Smaablærer eller Rum, enkeltvis eller i Smaagrupper, kun have staaet i en låsere Sammenhæng med Hovedgruppen eller den egentlige kamrede Svåmmeblære, eller maaske været helt sondrede fra denne, saa at et vist Parti af denne altsaa har været oplåst i selvstændige Smaablærer. En be- stemtere Fremstilling af Forholdet kan jeg ikke give efter det fore- liggende Materiale, men jeg. vilde dog ikke lade det uomtalt for at henlede Opmærksomheden paa et, som det synes, hidtil ikke E ret paaagtet eller oplyst Bygningsforhold. Da man beller ikke har ofret Skællene hos disse Former E | nogen særlig Opmærksomhed, vil jeg endnu tilfåje, at de hos denne Tetrapturus ere tynde, smalle Benplader, hvis Længde va- rierer fra 9 til 16 Mm., Breden fra 2 til 3 Mm. De ere, efter de opbevarede Hudpråver at dåmme, ordnede med ikke meget mindre Regelmæssighed end hos Fiskene i Almindelighed, efter RÅ Længdelinier og Skraalinier, der krydses under en Vinkel af c. 45. Bugens ere mere smalle og spidse fortil, Sidernes noget bredere og mere but. afrundede fortil. Bagtil låbe- de enien ud i en Spids eller ere delte i 2 eller 3, sjælden 4, ofte ulige store, divergerende Spidser eller Grene. Der er saa- ledes, navnlig paa Bugen, Skæl af den simplere Form, som Canestrini afbilder hos T.. Lessonæ (l. c. f. 2), hvorimod jeg ikke finder noget med saa delt en Form som det af T. belone (f. 3) afbildede Skæl, men vel Mellemformer mellem disse to Typer. Vil man benytte Skælformen som Artsmærke, maa man i al Fald ikke overse de Forskjelligheder, som Skællene kunne frembyde paa de forskjellige Steder af Legemet. Særdeles smalle ere de f. Ex. i Nakkeregionen, men derfra gaa de hurtigt over i kortere, uregelmæssige, kantede eller afrundede Former, der ere tyndt spredte over Gjællelaagets Yderflade. Afbildningen gjengiver den ved Singapore tree Sværdfisk, henved 13 Gange formindsket. Af Detaillerne paa Tavlen a et lille pen af «Sværdet» over Spidsen af SDK set fra Siden t Gjennemsnittet af Sværdet samme Steds b et lille SED af Sværdets Overside, midtvejs mielterå dets Spidse og Underkjævens, set ovenfra, samt Gjennemsnittet af Sværdet paa samme ed. e den af tre Stykker sammensatte Bugfinnestraale. de Es lle Hal paa forskjellige Steder af Lim: de ved g til Dels af Sidelinie Figurerne og ere udfårte i 1846, a—e tilfåjede ved min Foranstalt- ning. 22 En for Færåernes Fauna ny Fugl, Puffinus fuliginosus, A. Strickl. Af J. Reinhardt. (Meddelt den 9de April 1875.) Hr Sysselmand H.C, Miller har for kort siden givet mig ef meget smukt Skind af en Skraape (Puffinus) fra Færåerne i Hænde med den Anmodning at sige ham, hvad Art det maatte være, og har tillige været saa forekommende at tillade mig her at at gjåre en Meddelelse om denne interessante Fugl. Fuglen, som ved den af ham selv foretagne anatomiske Undersågelse havde vist sig at være en Hun, er skudt den 7de August 4873 fra en Baad i aaben Så en Milsvej eller saa omtrent Øst for den lille O Nolså. Den er næsten af Står- relse som Puffinus major, Fab., men har et lidt kortere og spink- lere Næb og skiller sig ved første Blik fra denne Art ved sin mårke Dragt. Den er nemlig mårk rågbrun, hvilken Farve. paa Hovedet, paa Haandsvingfjerene og paa Halen gaar over i sorte- brunt, men paa Undersiden bliver - Jidt lysere, mere graaaglig- Det eneste Sted paa Fuglen, hvor der viser sig en afstikkende lysere Farve er Vingens Underside; her ere nemlig Dækfjerene hvide med mårke Skafter og mere eller mindre tæt oversaaede med fine graa Stænk, som dog, selv hvor de staa tættest (paa de store Dækfjer), lade den hvide Bund skinne noget igjennem. Næbet har en hornbrun Farve, og Tarserne ere sortegraa påa Ea 23 den udvendige Side, men kjendelig lysere paa den indvendige; en lignende Forskjel viser sig ogsaa paa Ydertaaen og til Dels paa Mellemtaaen, hvorimod den indvendige Taa er lys paa begge Sider, De sammenlagte Vinger rage påa Skindet omtrent en Tomme ud over Halen. Maal i Pariser Tommer og Linier: Længde fra Næbspidsen til Halespidsen......:.. 16 — 6 Den foldede Vinge. ....:.. se Jen GEk 0 9 411 — 5 NIKE DIE Sen ESS H EBERT ege MAN fe ne FAR 3— 11 Næbet; fra Pandora msksmntik re ktt rok 1 — 61/2 —" 9: fra ;Mundvigen; (28 205400 de need nye elede d 2 — » Næserårets Længde maalt til Næseborenes åverste Rand » —5 ESbEt 4. SR Se Eee NES ARSEN 2 — 11/2 Mellemtaaen .. 4. ES TE SEEST reg NE 2 —8 Ovenstaaende Beskrivelse vil vise; at den færådiske Fugl baade i de forskjellige Maal og i Farve paa det nåjagtigste stemmer overens med en Skraape, som Hr. A. Strickland i sin Tid beskrev efter et i 1828 paa Kysten af Yorkshire i Mun- dingen af Floden Tee skudt Exemplar”), og der kan derfor ingen Tvivl være om, at den maa henfåres til samme Art som denne. Trods nogen Forskjel i Størrelse og Farve troede Hr. Strick- land i sin Fugl at erkjende en Art, som er optaget i Kuhls bekjendte Synopsis over Procellarierne under Navn af Procellaria (Nectris) fuliginosa”) og grundet paa en Afbildning og en kort Diagnose, som Sir Joseph Banks paa Cooks fårste Jordom- sejling havde taget af en Skraape, der blev fanget i den sydlige Del af det stille Hav. Denne Henfårelse vandt imidlertid ikke Bifald, og Stricklands Fugl blev, uanset den paafaldende For- skjel i Farven, af Gould afbildet som Hunnen til Pu/finus kuhlii, 1) Proceed. of the Com. of Sec. and Correspond. of the Zool. Soc, of London. Part Il, 1832, S. 128, 2) Kuhl, A. Beitr. z. Zool. u. vergl. Anat. Frankf. am M. 1820, I, S. 148, spec. 27. 24 Boie!) og dernæst af Temminck gjort til Hunnen til Fabers | ; Puffinus major”). Nu har den imidlertid allerede længe været almindelig erkjendt for en egen Art, hvis tvende Kjån begge bære den samme mårke Dragt, og den gaaer nu overalt under Be Navn af Puffinus fuliginosus, A. Strickl., saasom det lidet, der foreligger om den af Banks afbildede Stormfugi af samme Navn, ikke anses for tilstrækkeligt til med Sikkerhed at betegne nogen bestemt Art, og Artsnavnet derfor er blevet betragtet som ledigt. Denne Skraape tilhårer det nordlige Atlanterhav, men Græn= serne for dens Udbredning der kjendes endnu ikke nøjagtigt. Man ved, at den forekommer i meget stort Antal omkring. New- foundlands Kyster, og Temminck?) siger, at den yngler «sur les bancs de Terre-Neuve», Ord, ved hvilke der dog vel nær- mest er tænkt paa Kysterne af den omtalte O; flere Beretninger om dens Ynglen har jeg ikke kunnet finde. I Fålge Verril%) er den almindelig langs Kysten af Maine. (Foren. Stater) fra Au- gust til henimod Foraaret, og Samuels5) nævner den blandt Massachusetts Fugle; derimod anfårer Du Cane Godman?) den ikke blandt de ved Azorerne forekommende Stormfugle.. Om dens Forekomst ved Englands og Frankrigs Kyster foreligger der hidtil kun faa sikkre Iagttagelser, og i den paalideligste, kritiske Fortegnelse over Europas Fugle, som haves, betragtes den kun som en tilfældig Gjæst paa den europæiske Side af Atlanter- havet”). Imidlertid har dog allerede Prinds Ch. L. Bonaparte?) ; ment, at den om Vinteren viser sig oftere ved de vesteuropæiske 1) Birds of Europe. Vol. V. London 1837, pl. 445, fig. 2. ”) Manuel d'Ornithologie, 4me partie, Paris 1840, p. 508. . 509. 1) Proc. Essex Instit. Vol, III, p. 159. g 5) Samuels, E. A. Descript. Catal. of the Birds of Massachusetts- Boston 1864, p. 14. ; 5) The Ibis. N. Ser. Vol. I, 1866, p. 103—104. 7) Blasius, J. H. A List of the Birds of Europe. Reprinted from the German. orwich 1862, p. 24. 8) Cpt. rendus, T. XLIII, Séances de 15 & 22 Sept. 1856. REEL das sn RE Ar an 25 Kyster, end det sædvanligt antages, og denne Menings Rigtighed bekræftes i håj Grad ved de Oplysninger, som Hr. Sysselmand Miller har kunnet indhente hos de færdiske Fiskere. Af deres Beretninger fremgaar det nemlig, at de paa deres Farter om- kring deres hjemlige Oer ikke saa sjælden se slige helt mørke Skraaper flyve omkring selv midt om Sommeren, og en paalidelig Hjemmelsmand har sagt ham, at denne Skraape jævnlig ses i Selskab med Puffinus major at såge Fåde paa en Fiskebanke faa Mil Sydvest for Suderåen. At den skulde yngle paa Færéerne tår man dog sikkert ikke formode; hvis det var Tilfældet, kunde det neppe være forblevet ubemærket af en Befolkning, for hvem ikke blot Såfuglene. i Almindelighed ere af saa stor Vigtighed, men som ved den regelmæssige aarlige Fangst af Ungerne af den almindelige Skraape (Pu/finus anglorum) er bleven saa nåje be- kjendt med Skraapernes ejendommelige Levemaade og saa vant til at opsåge deres Huler. Men paa den anden Side vil det rimeligvis vise sig, at denne Skraape har Krav paa at optåges i Færåernes Fauna som en ret stadig paa Havet omkring Øerne forekommende Fugl, og forhaabentlig vil det snart lykkes Hr. Miller at skaffe fald Vished derom. 26 Ichthyographiske Bidrag. V. Museets Sugefiske (Echeneidæ). Af Chr. Liitken. (Meddelt den 14de Maj 1875.) la en Samling, der i det væsentligste er henvist til at såge sin Forågelse i de af Skibsfårere og Såfarende velvilligt udfårte Ind- samlinger, ville Exemplarer af de to pelagiske Fiskeslægter Eche- neis og Eæxocoetus stråmme temmelig rigeligt ind, uden at der gjåres nogen særlig Anstrængelse for at tilvejebringe netop disse Former, ja selv om man snarere holder lidt igjen i denne Ret- ning for ikke at blive overfyldt. Og er der end f. Ex. mellem ; de Sugefiske, hvoraf vort Museum paa denne og andre Maader E efterhaanden er kommet i Besiddelse, intet egentlig nyt og ikke meget sjældent, kan dog netop Individernes Mængde give Anled- ning til Erfaringer med Hensyn til Arternes relative Hyppighed, Udbredning, Forekomst 0.s.v., som kunne fortjene at fåres til Bogs, fordi de maaske kunne fremkalde nye Erfaringer og OP- lysninger. : i Jeg vender mig denne Gang til Sugefiskene, af hvilke jeg har kunnet undersåge 443 Stykker. I 41858 håvde Aug. Dum éril | til sin Raadighed i Pariser-Museet 1641 Exemplarer af denne Slægt, og Ginther havde i 4860 i «British Museum» 430. I 1860 offentliggjorde den nys nævnte Zoolog, «British Museums» zoologiske | Afdelings nuværende Bestyrer, i «Annals and Magazine of Natural 7 History» (3 Ser., Vol. V, p. 386—402) en kritisk Undersigelse z 27 over Slægten Echeneis og'dens Arter, hvortil sluttede sig endnu å samme Aar Slægtens Bearbejdelse for andet Bind af «Catalogue of acanthopterygian Fishes». Resultatet af denne Undersågelse var, at der kjendtes 40 Arter, åf hvilke 3 (E. Holbrookii, clypeata, scutata) enten vare helt ubekjendte tidligere eller havde været forvexlede med andre Arter; af disse 10 er der imidlertid 2, som Ginther ikke kjendte af Autopsi, nemlig E. osteochir Cuv. og 'E. squalipeta Dald. Udskydes denne sidste vistnok meget mis- tænkelige Art, bliver der 9 tilbage, hvoraf man. kan opstille fål- gende Oversigt: A. Langstrakte (i Almindelighed stribede”) Former med talrigere Straaler i Rygfinnen og i Gatfinnen (mindst 33 i først nævnte, mindst 327) i sidst nævnte). (Naucrates-Typen). a) Med 9—11 (10) Pladepar i Sugeskiven. [Phtheirichthys Gill. 4. E. lineata Menz. [1—2] 5595; b) Med 181)—26 Pladepar i Sugeskiven. [Leptecheneis Gill|. f) Med 20—24 Pladepar; Sugeskivens Længde over en Fjerdedel af Totallængden. 2. E. Holbrookii Gthr.1t). £%) Med 21—26(22—25) Pladepar; Skivens Længde over en Femtedel indtil henimod en Fjerdedel af Totallængden. 3. E. naucrates L. [5—7 (6)]. B. Kortere (ensfarvede eller plettede) Former med færre Straaler i Rygfinnen (håjst 32) og i Gatfinnen (højst 30). (Remora-Typen). +). En plettet Z. maucrates afbildes i «Fauna japonica», Pisces, t. ct +) Disse Minima og Maxima ere laante hos Ginther; selvfølgelig le Middeltallene vise en stårre Forskjel mellem begge Grupper. x%%) De i [] satte Tal antyde, under hvilket Pladepar bagfra Brystfinnerne udspringe, for saa vidt jeg har havt Lejlighed til at iagttage det. +) Gill omtaler Exemplarer af denne Underafdeling med saa faa Plade- par. tt) Muligvis udgaar denne Art som blot Varietet af E. naucrates. 28 a) Med 12—13 Pladepar: %) Kortere Bugfinner; 412 Pladepar. 4. E. clypeata Gthr. &) Længere Bugfinner; 43 Pladepar. 5. E. albescens Gtbr. b) Med 14—20 Pladepar:; " £) Skivens Længde knap en Fjerdedel af Totallængden; 14—47(16) Pladepar. [Remoropsis Gill]. 6. E. brachyptera Lowe [4]. Ex) Skivens Længde lidt over en Tredjedel af Total- længden; 46—20 Pladepar. 7. E. remora L. [5—6]. ERÆ) Brystfinnestraalerne stive og benhaarde; 1719 Pladepar. [Rhombochirus. Gill]. 8. E. osteochir : Cuv. c) Med 24—27 Piadepar; Skivens Længde knap det halve af Totallængden, [Remilegia Gill). 9. E. scutata Gthr. [9]. Af disse 8 eller 9 Arter besidder Museet de 5. ' To Aar fårend Dr. Gainther offentliggjorde sine Bemærk- ninger over og Bearbejdelse af denne Slægt havde imidlertid Aug. Duméril i «Comptes Rendus» (Tome 47, p. 374—78) offentliggjort en «Prodrome d'une monographbie» af denne Slægt) men var deri kommet til ganske andre Resultater. Uagtet hans Materiale ikke var meget stårre end Ginth ers, mente han at kunne skjelne ikke mindre end 46 Arter. Han fordeler dem to store Grupper — de samme som i foranstaaende «Oversigt — for hvilke E, naucrates og E. réæmora kunne staa som Typer de Karakterer, han tillægger dem, maa imidlertid modificeres noget”). Af den fårste Gruppe udsondrer Duméril igjen F) Naucrates: «Legemsformen smækker; Ryg- og Gatfinnen mere lang= strakte, med 35—40 Straaler og ved et stårre Mellemrum adskilte frå. Halefinnen, hvis midterste spidse Del rager ud over dens to andre 29 (nye) Arter,. der udmærke sig ved, at alle Tænderne i begge Kjæver ere Kartetænder og fuldkommen ensartede (homodonte), eller med andre Ord, derved at de mangle den ellers for Eche- neis-Slægten karakteristiske kamformige Række «af smaa og meget fine, i regelmæssige Rækker stillede Tænder, som Cuvier træf- fende sammenlignede med Haar», langs Overkjævens Rand (heterodonte Arter). I Remora-Gruppen udskilles to Arter som aostéochires», fordi Brystfinnestraalerne have «en benet Bygning», medens de hos de andre («malacochiresv) aforblive blåde og led- dede». Man erfarer tillige, at disse to Arter (E. osteochir Cuv. og E. chirosteon Dum.) besidde den Ejendommelighed, at Under- kjæven hos dem ikke rager frem foran Hovedets Forrand. Om de nye Arter erfarer man for dvrigt intet uden Navnene og An- tallet af Sugeskivens Pladepar; tre af dem — alle af Remora- Gruppen — ere senere blevne beskrevne af Guichenot”). Er det nu end meget muligt, at en vis Brokdel af det store Antal nye Arter, som Duméril antydede i sin forelådbige Meddelelse, virkelig er Arter, som ellers ikke kjendes, saa er det dog vist- nok usandsynligt, at de skulde være det alle eller blot for stårste Delen — sandsynligere, at Dum éril har overvurderet Betydningen af visse finere Forskjelligheder. Min Opfattelse af Artsbegrebet er indenfor denne Slægt ganske den samme som Giinthers, for saa vidt jeg kan domme derom, d.v.s. for saa vidt vi have havt de samme Arter for os. Fligé; "sorgker mere eller mindre Torleagee i en Spids. Skivens Pladepar 20—27, undtagelsesvis 10.» Bemora: «Legemsformen mere kort og ra p; Ryg- og Gatfinnen FÅR aeg sneå 20—25 Straaler, naa temmelig tæt hen til Halefinnen, der er firkantet eller udskaaren; Underkjæven er afrundet. Skivens Pladepar 17—19, sjældnere 13—16.» %) I L. Maillards: «Note sur Pile de la Réunion (Bourbon)». Jeg kan ikke af green uge REE Bevis for, at Æ. remeligo og or e forskjellig a É. remora; derimod er E, lo- phioi des G. se: en egen Art, JER Sal et paafaldende ringe Antal Straaler i Ryg- og Gatfinnen. 30 Heller ikke ser jeg Nodvendigheden af, med Gill=) at klåve A Slægten Echeneis i 2 Grupper og 6 Slægter, saaledes som det foreslaas af denne Ichthyolog i en lille Artikel fra. 1864: A. Remoræ. 4. "Echeneis (L. Art.); Typus: E. remora L. 2. Remoropsis Gill; E. brachyptera Lowe. : 3. Rhombochirus Gillz; — … E. osteochir Cuv. 4. Remilegia Gill; dk E. scutata Gthr. B. Leptecheneides. 5. Leptecheneis Gill; — E. naucrates L. 6. Phtheirichthys Gillz; — E. lineatus L. Selv om de andre kunde holdes oppe som Subgenera eller 3 Sektioner, maatte dog i alt Fald Remoropsis stryges, ba i: som en fra Echeneis (s, str.) forskjellig «Sektion». Det sidste Arbejde, som jeg skal omtale, er Poeys over i Cubas Fiske>%), der, skjønt udkommet fårend Ginthers Revi- sion, desværre forblev ubekjendt for denne Forfatter. Poey skjel- E nede ikke mindre end 7 Arter, som han alle beskrev under nye i Navne, dog saaledes, at han — vistnok med Urette — identifi- | cerede den ene af dem med EÆ. osteochir Cuv., hvis Benævnelse d efter P.s Mening beror paa en Misforstaaelse; «thi dens Bryst- finner ere ikke benagtige». Senere %%%) — efter at have lært Gi n- thers Arbejde at kjende — reducerer han sine 7 Arter til 6 og henfårer de fire af disse til allerede bekjendte Arter; af de 2, der blive tilbage, maa, som vi senere skulle se, den ene i det mindste i ligeledes inddrages. Poeys Arbejde har især interesseret mig ved den Angivelse, at «forskjellige Arter af Sugefiske holde £) «Notes on the nomenclature of genera and species of the family Eche- i æn Bl ojgearntt: of the Academy of Natural Sciences of Phila= neidoid - delphia», 1864, p. 5 —61): +%) Memorias sobra Q historia natural de la isla de Cuba. Tomo II É (1856—58), p. 24 +44) Repertorio aA rene de la isla de Cuba, Tome II (1866—68), P. 31 sig til forskjellige Arter af stårre Fiske». «De ikke alene fæste sig paa disse og rejse med dem, men de hente ogsaa deres Fåde hos dem; de have nemlig det Instinkt at fæste sig paa Gjællerne eller under Gjællelaaget, og man paastaar, at de tage deres Del af Byttet i det Øjeblik Fisken sluger det. Det synes, at enhver af disse Arter af Snyltegjæster vælger sin Amfi- tryon, thi Fiskerne. adskille dem under Navnene «Pega de Tibu- rones» [E. remora?], 4P. de agujas» [E. tetrapturorum Poey], aP. de las Picudas» [E. sphyrænarum P. a: E. lineatus Menz.], «P. de Cubera», eftersom de fæste sig paa Hajerne, Sværdfiskene, Sphyræna picuda eller Mesoprion cynodon. E. guaican P. [o: E. naucrates L.] er for stor til at trænge ind i Gjællehulen hos nogen Fisk; den fæster sig derimod paa Havskildpadderne, og det var den, som Indianerne benyttede til Skildpaddefangst. Det er aldeles vist, at E. tetrapturorum kun forekommer paa Tetrapturer [rundnæbede, lavfinnede Sværdfiske], næsten altid skjult under Gjællelaaget, og at Sphyræna'ens Sugefisk heller ikke findes paa nogen anden Art,» Af de 113 Sugefiske, som jeg har kunnet undersøge her i Museet, tilhåre 78 E. remora, 24 E. naucrates, 8 E, lineata, 2 E. pallida (brachyptera) og 41 E. scutata. E. clypeata og E. al- bescens ere slet ikke komne mig fore, E. osteochir hverken Gin- ther eller mig. Erindrer man, al «British Museum» ligeledes besad talrige Exemplarer af E. remora og E. naucrates — flest af forst nævnte — men kun 3 af E, brachyptera, 2 af E. clypeata og scutata, 41 af E. albescens og slet ingen af E. lineata, faar man det samme Indtryk, at E. remora L. er den allerhyppigste Art, E. naucrates ogsaa meget hyppig, alle de andre derimod forholdsvis sjældne. Men det er et Spørgsmaal, om denne rela- tive Hyppighed eller Sjældenhed er absolut, eller om den til Dels kun er tilsyneladende? Det lod sig tænke, — det er jo i Virkelig- heden, efter hvad Poey har oplyst, saa godt som vist, — at de ingenlunde alle have den samme Levemaade eller Forekomst, og det er da -ganske naturligt, at nogle af dem meget hyppigere 32 end andre blive Gjenstand for Fangst. Jeg skal i det fålgent komme tilbage til dette Forhold ved hver enkelt af de Årter, som jeg vil faa Lejlighed til at omtale, men skal dog allerede her beråre, a naar f. Ex. E. remora holder sig til Hajer og til bestemte pelaågis vidt omstrejfende Former af denne Slægt (Carcharias, Galeocerdo medens dette ikke vides at være Tilfældet med nogen af de andi Arter af Sugefiske, bliver det let forklarligt, at E. remora har denne overvældende Hyppighed i Samlingerne fremfor disse. Af de selvfålgelig meget isolerede Angivelser, som have ledsaget indsendte Exemplarer af E. pallida og E. scutata, fremgaar det endvidere, at den fårst nævnte kan forekomme paa Svært fiske (Tetrapturer), den sidste paa Delfiner; om den F modning, at dette er deres normale Forekomst, er altfor dris det maa fremtidige Erfaringer afgjåre. Efter hvad der er oplyst af Poey søger E. naucrates — for saa vidt den ikke væsent er en omstrejfende Rovfisk, der lever paa egen Haand —— Til- hold hos Havskildpadder (vel ogsaa paa Skibe og desl.?), og Sphyrænerne vise E. lineata (i det mindste som Unge) den samme Gjæstfrihed i deres Gjællehule, som Sværdfiskene yde andre Årter: Hvad det er for Echeneis-Arter, der mere eller mindre byppigt ere fundne paa Hvaler, Klumpfiske (Mola), Albecorer (T/synnus sp. og Mesoprion cynodon, er ubekjendt; og der er vel overhovede! ingen Tvivl om, at vi endnu hverken kjende alle de existerend Arter af Sugefiske eller alle de Fiske og andre Havdyr, der yd dem Husly, Beskyttelse og Gjæstfrihed af en eller anden Art. Vi kjende- endnu kun de fårste Omrids af dette ikke uvigtige Æmne, og det vil være. af allerstårste Interesse at faa ny? Oplysninger bragte til Veje om Forholdet mellem de forskjellige Echeneis-Arter og deres Værter; de Erfaringer, der have staaet til min Raadighed, gaa i samme Retning som de kubanske Fi- Carcharierne bevisligt bestaaende Forhold — om og paa hvad Maade de fårst nævnte ere de sidstes «Bordgjæster» — er ve endnu ikke tilfulde oplyst; men hvilket det. end er, er det 33 ikke dermed afgjort, at Forholdet er ganske det samme mellem andre Arter af Sugefiske og; deres «Værter», Visse Arter ere maaske langt mindre end andre bundne til bestemte Arter, eller ere det maaske kun som yngre, og fåre som udvoxne et mere frit og omstrejfende Liv? - For at forebygge en altfor exklusiv Opfattelse af, hvad her er antydet om et bestemt Forhold mellem visse Arter af Sugefiske og visse Arter af andre Fiske og andre Havdyr, skal jeg endnu tilfåje, at dette ikke maa misforstaaes,. som om en vis Echeneis-Art aldrig kunde blive truffet uden paa eller hos en bestemt Slags Fiske 0. s. v. (end sige” hæftet. til Skibe, Baade 0. s. v.); sandsynligvis er Forholdet ikke skarpere udpræget end, at den har sit Hoved-Tilhold, sin normale Fore- komst, paa eller hos denne eller hin bestemte Fisk") m. v. 4." Echeneis naucrates L. Skjont. der foreligger 24 Exzemplarer af denne Art, dels fra Brasilien og Vestindien (de danske Antiller), dels fra Ostindien (Java, Penang, Billiton), er der ikke med en eneste af dem fulgt nogen Oplysning om de Omstændigheder, hvorunder de vare fangne7=), Jeg har derfor ingen Grund til at antage, at nogen af dem er tagen paa Hajer, eller til at forudsætte , at E. naucrates skulde være saa pelagisk i sin Forekomst som f. Ex. E. remora. Poey. angiver, at «E. guaican» ad: E. naucrates hæfter sig paa Havskildpadderne, at Indianerne fordum holdt denne Fisk levende, bunden til deres Kanoer, og at de saa i stille, maane- klare Nætter slap den lås paa de sovende Havskildpadder. Som bekjendt beretter Humboldt”) det samme efter Gomaåra +) Det Exemplar af E. remora, som gav Anledning til Artens Optagelse i den britiske Fauna, blev taget 1806 af Turton ved Swansea paa en af en Torsk! . +2) Prof. Reinhardt har senere meddelt mig, at de i. Penang erhvervede Exemplarer vare ligefrem fangne med andre Fiske i de Indhegninger af Fletværk, som benyttes af de malajiske Flskere til Fiskefangst. 2%) Ansichten der Natur. Il, p. 87. (Anden Udgave). 34 og Petrus Martyr, fra den samme Egn af Jorden; ligeledes Lacepéæde+) efter. Dampier og Commerson, men fra Af- rikas Sydostkyst og Madagaskar. For saa vidt altsaa som denne Art er «Kommensalist» hos nogen anden Dyreform, maa Chelonia- Arterne snarest opfåres som dens Værter. Af 23 Exemplarer have elleve 23 Pladepar i Sugeskiven, sex have 24, fem 25 og et (et afskaaret Hoved) har 22. Exemplarer med 24 Pladepar, end sige med færre, ere ikke komne mig fore, og jeg har derfor ingen Mening om E. naucratoides Zouiew (E.. albicauda Mitch., E. Holbrookii Gthr.), med 20—21 Pladepar (eller maaske med endnu færre) er specifisk forskjellig fra E. naucrates eller ikke. Gill synes at hælde til den Mening, at de ikke ere artsforskjellige, og tilføjer, at han har undersågt Exemplarer af denne Artsgruppe med alle Tal fra 48 til 25, men opfårer dog i sin sidste Fortegnelse over Nord-Amerikas Havfiske Leptecheneis naucratoides ved Siden af L. naucrates. Poey har opstillet en tredje Art af denne Gruppe, der især skulde udmærke sig ved sin grånne Metalfarve, foruden ved nogle andre Karakterer, men hvoraf han kun har set et enkelt Exem- plar (E. metallica P.). Jeg har ikke set mindre Exemplarer af E. naucrates end paa 5 Tommer og ikke stårre end paa c. 30 Tommer; et i Sam- lingen opbevaret Hoved viser imidlertid, at det næppe er over- drevent, naar man har angivet, at den bliver 3 Fod lang. Ifålge Poey ere de stårste, 3 Fod lange, Exemplarer ensfarvede og homodonte, de yngre stribede og heterodonte, d.v.s. der er langs med Overkjævens ydre Rand en tæt Kam af korte, brede, flade Tænder (Cuviers «dents en cil»). Da denne Forskjel mellem «homodont» og u«heterodont» er bleven benyttet ved Arts- inddelingen, lyder P.s Angivelse noget paafaldende; jeg kan imidlertid bekræfte, at «Kamtlænderne» mangle hos de aller- stårste Exemplarer, at de hos Exemplarer paa 25—26 Tommer 7) Hist. natur. d. poissons, I, p.55. Pollen kunde ikke faa oplyst, at denne Fiskemaade endnu bruges ved Madagaskar. Er 35 ere i Færd med at tabe sig, men at de derimod altid findes hos Exemplarer af"16—47 Tommers Længde og derunder, i det mindste ned til 5$.Tommer. De danne da to eller tre, lidt over eller forbi hinanden gribende Rækker, der tilsammen indtage en Strækning paa hver Side, fra et Punkt ikke langt fra Snudespidsen til et ikke langt fra Mundvigene; i Nærheden af disse synes de "at forsvinde først. Maaske andre Arter ere hele Livet igjennem enten uwheterodonte» eller «homodonte»; Æ. naucrates kan ikke absolut henfåres til nogen af disse Kategorier. Hos de forelig- gende hele Exemplarer (af hvilke jo, som anfårt, intet har. naat Maximums- Grænsen for Artens Størrelse) findes der altid et bredt mårkt Baand, som låber langs hen ad Hovedets Sider, gjennem Øjet, indfattet af et smallere og lysere for oven og for neden; og disse Linier lade sig i Almindelighed mere eller: mindre tydeligt forfålge lige til Halefinnen, i det mindste " hos Exemplarer, der endnu ikke have nærmet sig Grænsen for deres Væxt. " Hale- finnen ér sørt med Undtagelse af Spidserne og dens dvre og nedre Rand, der ere lyse ligesom et tilsvarende Parti af Ryg- og Gatfinnen, for saa vidt disse lysere Spidser og Rande ikke ere forsvundne med den tiltagende Alder og Stårrelse. É Efter det foreliggende Materiale vilde jeg nærmere bestemme Artens Særkjender saaledes; Hovedets Brede over Brystfinnernes Rod indeholdes omtrent to Gange (lidt derover eller lidt der- under, hos Ungerne 2Yo Gang) i Skivens Længde, som atter indeholdes over 4 Gange (4//6—4%/5) i Totallængden fra Spidsen af Underkjæven til Midten af Halefinnen; Sugeskiven indeholder 22—25 Pladepar, og Brystfinnerne tage deres Begyndelse under det sjette (sjældnere det femte eller syvende) bagfra. Deres og Bugfinnernes Spidser naa lige langt tilbage. Halefinnen er hos Ungerne ligefrem rudeformig, og skjånt dens dvre og nedre Hjårne springe noget frem hos de mere udvoxne, saa at Finnen i sammenfoldet Tilstand synes indskaaret, viser det sig dog, naar den foldes ud, at Bagranden ogsaa hos disse er noget konvex. Kun hos de allerstårste Exemplarer, f. Ex. af over 25 , mere 36 Tommers Længde, er denne Konvexitet slaaet over i sin Modsæt- ning 9: Finnens Bagrand er hul. Underkjæven er stærkt frem- springende og temmelig spids. Der er altid et Tandparti paa Tungen og et paa Ganen, der fortil er meget bredt og bagtil låber gaffelformigt ud i to Spidser, der strække sig langt tilbage 1 Munden. 2. Echeneis lineata Menz. Vort stårste Exemplar — der dog kun er 9 Tommer langt — er opgivet at være fra Manila... Foruden dette, der er tem- melig afbleget, har Museet kun faaet Unger (21/9—31/9 Tomme), af hvilke de tre ere tagne paa 38” N. Br. og 30? V. L., paa 20? N. Br. og 40? V.L. (i Maven af en «Barracuda» %)) og paa 3" "S Br. og 30? V.'L.; tre andre har Komandår Suenson hjembragt fra Vestindien. Der foreligger i ovrigt ingen Oplysning om, med hvilke Fiske disse Exemplarer ere fangne. Poey oplyser heller ikke,” til hvilke Fiske hans E. apicalis, der efter hans senere Arbejde er identisk med E. lineata, holder sig. Derimod angiver han, at E. sphyrænarum P. kun er funden paa Sphyræna picuda, hvor den skjuler sig mellem Gjællerne, men undslipper, naar den stårre Fisk, dens Vært, bliver fanget; og denne E. (Phtheirich- thys) sphyrænarum stemmer efter Beskrivelsen ganske med de foreliggende Unger af E, lineatus og er ganske sikkert ikke andet "end et Udviklingstrin af denne Art. Det hyppigst forekommende Antal af Pladepar er vistnok 40, men det kan ogsaa være 9 eller 11; hos de tre Suensonske Exemplarer forekomme alle tre Tal. Hovedets Brede tværs over Brystfinnernes Rod indeholdes 417,—2 Gange i Skivens Længde og denne fra ikke fuldt 5 til over 69 Gang i Totallængden, ") Herved forstaa de Såfarende ikke Sphyrænen, men en stor Makrelfisk, der synes at håre til Cybium-Slægten. - Navriet gjengives ogsaa som «Barracotta». 37 de midterste Halefinnestraalers traadformige Forlængelse hos de mindste Unger ikke medregnet. Brystfinnerne udspringe under det sidste eller næstsidste Pladepar og ére kortere end Bugfinnerne. Halefinnen er rudeformig i alle Aldere (saa vidt som de foreligge); hos de meget unge ere de midterste Siraaler endog traadformigt forlængede, … Underkjæven er frem- springende og spidst afrundet. Overkjæven er kun udstyret med Kartetænder; de saakaldte «dents en cil» eller Kamtænder mangle ganske. (Poey har derfor Ret i at beskrive den som homodont i Modsætning til Duméril, der indordner den blandt de hetero- donte). Til en rundagtig, bagtil indskaaren Tandkarte paa Ganen Svarer en mindre, aflang, paa Tungen. Paa de yngste Exem- plarer- udmærke de 4—5 forreste Par af Underkjævens Tænder sig ved deres Størrelse og krumme Form, som Poey beskriver det bos E, sphyrænarum. Farvelegningen synes at være omtrent den samme som hos E. naucrates: et mårkt Baand paa Siderne af Hovedet, fortsættende sig langs "henad Kroppens Sider med en fin lys Linie nedenfor det; den åyre lyse Linie er mindre tydelig, og paa flere af de yngre .Exemplarer er hele den be- skrevne Tegning enten ganske utydelig eller kun meget svagt an- tydet. Halefinnens åvre øg nedre Rand ere hvide hos yngre "Exemplarer; ligeledes ere Gatfinnens og Rygfinnens forreste og håjeste Del samt Bryst- og Bugfinnerne hvide eller hvidlige. 3. Echeneis remora L. ! Af denne vel bekjendte Art har der foreligget mig 69 Ex- emplarer fra de forskjelligste Steder: Middelhavet, Atlanterhavet, Vestindien, det indiske Hav og Sydhavet. For 23 af disses Vedkommende er det udtrykkeligt angivet, at de ere tagne paa Hajer, og for fleres særligt, at de ere tagne paa «Hvidhajer» (Carcharias lamia). Det eneste Exemplar, som Poey fik (af ham beskrevet under Navnet E. postica) sprang ud af Munden paa en Galeocerdo tigrinus. Det var jo ogsaa paa en Galeocerdo, at de Exemplarer bleve fundne, som have foranlediget Artens 38 Optagelse i den islandske Fauna%). Det er altsaa sikkert nok, at E: remora forekommer paa eller hos Hajer, øg den er, saa vidt jeg véd, den eneste Art af Slægten, om hvilken dette er konstateret >). Museeis stårste Exemplar er 200 Mm. (altsaa over 7/9 Tomme) langt. Pladeparrenes Antal vexler fra 16 til 20; dog ere Tallene 16, 19 og 20 forholdsvis sjældne. Tallet 46 (som slet ikke synes at være forekommet paa et eneste af de talrige Exem- plarer, som-Ginther har undersågt) har jeg kun. fundet hos eet Exemplar, 20 (om hvilket det samme gjælder) ligeledes hos eet, 17 hos sex og tyve, 18 hos fyrretyve, 49 hos ni. Farven er hos de fleste brun, men enkelte ere mere eller mindre hvid- brogede eller næsten ganske lyse, dog ikke saa hvide som de nedenfor beskrevne E. pallida. Hovedets Brede er omtrent det halve af Skivens Længde eller noget mindre, Skivens Længde knap en Tredjedel af Totallængden. Brystfinnerne, hvis Spidser rage lidt ud over Skivens Bagende ellér ende i Linie med denne, udspringe under femte eller sjette Pladepar bagfra "=+). Hale- finnen er indskaaren (indbuet) i alle Aldere. Kamtænderne ind- tage omtrent Halvdelen af Mundens åvre Rand. Ganetænderne danne en Halvmaane eller et bagtil dybt spaltet Parti, Tunge- fænderne en lille Gruppe. — Det mindste foreliggende Exemplar =) I Aaret 1635- (Faber, «Naturg. d. Fische Islands», p. 116). Det i Aaret 1720 iagttagne og sp i Annalerne optegnede Exemplar- blev fundet fastsuget til en Baad. De Exemplarer, som Prof. Steen- strup fik under sit Ophold i Pris vare ligeledes komne dertil med et Skib. 3%) Daldorfs E. squalipeta vare ogsaa tagne paa Hajer i Atlanterhavet. ilken de uparrede Spidserne af Ryg- og Gatfinnen altid naa nærmere hen til Hålefinnen end hos stårre Exemplarer. 2) Hos det ovenfor omtalte (ostindiske) Exemplar med 20 Pladepar er Skivens Længde stårre end en Tredjedel af Totallængden, og Bryst- finnerne udspringe mellem syvende og ottende Pladepar bagfra. . KEE EL SEN SEERE NER Er de rn rasen le SAGE jk w 39 (42 Mm.) fortjener særlig Omtale, da det oplyser, hvilke For- skjelligheder der ere til Stede mellem de yngre Livstrin og de ældre. Skivens Længde er ogsaa her knap en Tredjedel af To- tallængden, men Hovedets Brede over Brystfinnerne er nærmere ved at være Tredjedelen end Halvdelen af hin Sugeskivens Længde. Den lille Fisk er sålvblank underneden, dens Halefinne, Bryst- og Bugfinner lyse. I den fremragende Del af Under- kjæven ses enkelte store Krogtænder ligesom hos de unge E. lineatus. Der er ogsaa her langs med den forreste Del af Over- kjævens åvre Rand en Række «Haartænder», men de ere meget fine; længere tilbage i Nærheden af Mundvigene, gaar deres Form over i Krogtændernes. 4. Echeneis pallida Schl. I Gjællehulen paa en rundnæbet Sværdfisk (Tetrapturus) fanget paa 3? .S. Br. og 29? V. L. i Atlanterhavet, fandt Kaptajn Hygom to næsten aldeles hvide Sugefiske af c. 4 Tommers Længde — formodentlig en i hver Gjællehule. De eneste Steder, hvor den hvidlige Farve slaar mere bestemt 'over i det graalige, er Halefinnen; men selve de levende Fiskes Farve har dog næppe været ren hvid, men faldende noget i det graalige eller branlige. De stemme i Legemsformen ret vel overens med E. remora; begge Exemplarer have 16 Pladepar i Sugeskiven, hvis Længde inde- holdes 3%5 til næsten 4 Gange i Totallængden; Legemets Brede over Brystfinnerne er det halve af Skivens Længde. Brystfin- nerne ere korte og brede, udspringe under det fjerde Pladepar bagfra, men naa dog langt ud over Skivens Bagende. Den ud- spilede Halefinne er ikke indskaare n, tværtimod dens Bagrand er i denne Stilling ganske lidt konvex. Jeg tæller 29 Straaler i Rygfinnen, 26 i Gatfinnen og 24 i Brystfinnerne, Underkjæven er fremspringende, men afrundet, Øverkjæven skarpvinklet; der er som sædvanlig et kamformigt Tandbælte langs sidstnævnte; Ganens Tandparti er indskaaret bagtil, der er Tænder paa Tungen 0.S.vV. 40 Vore to Exemplarer stemme meget godt med Beskrivelsen og Afbildningen af E. pallida i «Fauna Japonica» (Pisces, p. 271, t. 120, f. 23); dog synes Schlegels og Temmincks Exem- plarer (57/ og 6 Tommer lange) at have været lidt mårkere («teintes d'un brun uniforme træs påle»); det ene havde 46, det andet 47 Pladepar. Jeg har benyttet Benævnelsen upallida Schl.», fordi jeg er fuldkommen sikker paa at have denne Art for mig, men vil dog derved ikke egentlig udtrykke nogen Tvivl om, at man har gjort rigtigt i at identificere den med forskjellige andre Former: med E, brachyptera Lowe (ligeledes med 46 Pladepar),y i der beskrives som værende af «en ensformig mårk Skiferfarve» (ucinereo-fuliginosa, nigrescens») med hvide Gat- og Rygfinne- hjørner; med en af det franske Skib «Favorite» fanget Sugefisk, ligeledes med 46 Pladepar (E. sexdecimlamellata E. & G.), hvis Beskrivelse jeg ikke har kunnet efterse; med Storers”E. qua- tuordecimlamellata (14—45 Pladepar, lys rådbrun, lidt mårkere underneden), og med Bleekers E.-Neuhofii (16 Pladepar,-gråa- råd, med violetråd Halefinne med et violet Tværbaand henimod Bagranden 0. s.v.)7). Da Benævnelsen «pallida» allerede 1839 er anvendt af Lowe for den blege Varietet af E. remora, vil dets Gjenoptagelse kunne give Anledning til Misforstaaelse, og jeg be- nytter det derfor kun forelåbigt, afventende fuld Vished for, at E. brachyptera Lowe. og E. pallida Schl. ere samme Art. Da vi jo have set E. remora optræde baade i en mørkere og i en lysere Skikkelse, er det vel heller ikke urimeligt, at det samme kunde være Tilfældet med den her omtalte Art. Efter hvad der saaledes foreligger, maa det antages,; at Pladeparrenes Antal hos- denne kan variere fra 44 til 47, om det end hyppigst er 46. Gil! har trot sig berettiget lil at ophåje E. brachyptera til en egen Slægt (Remoropsis G.) paa Grund af «dens kortere Gatfinne 08 kantede Overkjæve»; men. derimod maa der nedlægges Indsigelse; =) Catesbys «Remora» (t, 26) vilde jeg dog ikke fåre herhen, da den udtrykkelig siges at være taget af en Haj; 16 Pladepar er vel mindre almindeligt hos É. remora, men forekommer dog. 41 disse Føorskjelligheder: ere visselig altfor ubetydelige til at be- "grunde dens Anbringelse i en anden Underslægt end Æ. remora. Vore E. pallida Schl. (brachyptera Lowe?) fangedes jo med en Sværdfisk (Tetrapturus), og deres hvide Farve stemmer godt med den Forestilling, at Arten har fast «Tag over Hovedet» hos slige Fiske. Da Poey («Memorias», 11, p.256) netop beskriver en vestindisk Art som E. tetrapturorum (mindre Exemplarer fore=- komme paa Tetrapturus albidus, storre paa T. amplus, hvilke «Arter» dog maaske kun ere Alderstrin af samme Fisk), kunde det synes rimeligt, at: han havde havt E. pallida Schl. for sig. Jeg har dog ikke kunnet komme til dette Resultat. Æ. tetraptu- rorum beskrives som amårk blaasort med lysere Bug og blaa Bugfinner», der tillægges den 17—21 Pladepar (i Poeys senere Værk, «Repertoriov, 1. c. p.377, derimod kun 48), og Beskri- velsens Enkeltheder vise overhovedet saa liden Overensstemmelse med den foreliggende Form, at man nådes til at antage, at At- lanterhavets rundnæbede og lavfinnede Sværdfiske huse mere end én Echeneis-Art. — Poey har i åvrigt identificeret sin Art med E. osteochir Cuv. og i sit senere Arbejde benævnet den Riiombochirus tetrapturorum — hvilket under alle Omstændigheder er vildledende, thi var Poeys Mening, at «E. osteochir» beror paa en Fejltagelse af en eller anden Art, rigtig, maatte han konsekvent forkaste den paa denne Vildfarelse opstillede Slægt (Rhombochirus). Da jeg lige saa lidt som Poey eller Ginther.har set nogen Sugefisk, hvis Brystfinnestraaler udmærke sig ved en særdeles Haardhed og Fasthed, har jeg unægtelig næret en lignende Mistanke med Hensyn til Cuviers E. osteochir. Men herved er dog at erindre, at der foreligger en Afbildning- («Réægne Animal», ed. ill,, «Poissons», pl. 108, f. 3), som synes at bekræfte, at denne Art virkelig har en særegen Beskaffenhed af Brystfinnestraalerne; at Duméril paa denne Ejendommelighed opstiller en egen Underafdeling af "Remoras-Gruppen, hvortil han henfårer 'to Arter; E. osteochir med 19 og E. chirosteon med 47 Pladepar; og endelig, at Gill, der paa denne samme Ejendommelighed opstillede Slægten 42 «Rhombochirus», tilfåjer, at han selv har. havt Lejlighed til at undersåge. R. osteochir, hvilken Art ogsaa opfåres i denne Ich- thyologs seneste Fortegnelser over Fristaternes Fiske og over de paa et bestemt Sied af Massachusetts's Kyst fangne Arter, ved Siden af E. remora og E. brachyptera.… Hvad man end vil dåmme om E. tetrapturorum, identisk med E. osteochir kan den næppe være. "5. ”Echeneis scutata Gthr. Ann. Mag. Nat. Hist., Ser. 3, Vol. V, p. 401, t. X,B; Catal. Acanthopt. ; Fishes, II (1860) p. 384. Remilegia australis (Benn.), Gill, Proceed. Acad. Nat. Sc. Philad. 1864, p. 61. j Med Hensyn til alle de i. det foregaaende omtalte Arter af Sugefiske har jeg kunnet paavise eller bekræfte, at de have en meget stor geographisk Udbredning, idet de forekomme baade i 'Al- lanterhavet og i det indiske Hav som andre ægte pelagiske Fiske. Det samme gjælder om E. scutaia, der hidtil kun var kjendt fra ulndien» og Ceylon. Museet besidder et lille knap to Tommer langt Exemplar, som afdåde Kaptajn Hygom har taget i Atlanter- havet paa en Delfin paa 40? N. Br. og 39? V. L. . Hvis man turde antage, at Arten normalt forekommer paa eller holder sig til Delfiner og Hvaler, kunde man nok forstaa, at den hidtil er bleven saa meget overset, da Delfinerne jo ikke nær saa ofte som Hajerne blive Gjenstand for Fangst fra de Såfarendes Side. Gill har I. c. gjort opmærksom paa, at den af Bennett («Nar- ralive of a whaling voyage round the globe» (1840), II, p- 273) kortelig beskrevne E. ausiralis rimeligvis er denne Art og ikke Griffiths E. australis (som er E. naucrates); af B.s 3. Exem- plarer havde et 24, de to andre 26 Pladepar i Sugeskiven; det stårste var 47 Tommer langt; Ginthers Exemplarer havde begge 27 Pladepar. Vort (der er 46 Mm. langt) har 25 Plade- par i Sugeskiven, dennes Længde indeholdes 2%/5 Gang i Fiskens Totallængde, og Legemets Brede foran Brystfinnerne, som tillige 3 i; K i i 2 it 43. er Sugeskivens, 25 Gang i dennes Længde og 6% i Total- længden, Brystfinnerne ere korte og afrundede og udspringe under det niende Pladepar bagfra, men naa langtfra ikke til Enden af Sugeskiven. Denne. er forholdsvis bredest bagtil — ikke fortil, som paa Guinthers Afbildning; dens Plader ere, med Undtagelse "af de første og sidste, ualmindelig retlinede og danne rette Vinkler med Axen.. Halefinnen, er lidt indskaaren, Underkjæven fremspringende og afrundet. Farven er brun, Hale- ; spidserne lyse. Efterskrift. Efter at disse Notitser vare trykte, stådte.jeg ved at gjen- nemse en Rest af Magasinglas fra det kongelige naturhistoriske Museum paa då hidtil oversete yngre Exemplarer af Echeneis nau- crates fra Vestindien; de to af disse have 23 Pladepar ligesom Flertallet af de tidligere undersågte, men de to andre vise Tal, som ikke får vare mådt mig, nemlig 24 og.26; jeg kan saaledes bekræfte, at disse Tal kunne forekomme hos E. naucrales; dog er dermed jo endnu intet afgjort med Hensyn til E. naucratecides. Jeg vil endvidere tilføje, at af 6 senere undersågte É. remora havde (re 18, en 417, en 19 og en 16 Pladepar. Af disse har et den ualmindelige Stårrelse af over 411 Tommer eller næsten 300 Mm. Da jeg ovenfor har nævnt Cacharias lamia som «Vært» for E. remora, bør det endnu nævnes, at ct af de senest under- sågte Exemplarer uden Tvivl hidrårte fra en C. glaucus eller «Blaahaj», Om Korkdannelse paa Blade. Af V. Poulsen. (Meddelt i Mådet den 7de Maj 1875.) (Hertil Tab. II og IL) Siden 1836, da Hugo v. Mohls bekendte Afhandling") om Korken fremkom, er vor Kundskab om dette Væv skreden be- tydelig fremad; Schacht?), Hanstein?), Sanio") og Merklin?) ere de vigtigste Forskere i denne Retning, og vi maa i: Sær deleshed fremhæve Sanios Arbejde, i hvilket der for første Gang gives en paa Celledelingsfålgen grundet Udviklingshistorie af Korken. Det er imidlertid kun de træagtige Væksters Kork (paa Stamme og Grene), som i de nævnte Arbejder have været Genstand for Undersågelse; i et Arbejde af 0. G. Petersen?) fra den nyeste Tid finde vi imidlertid de urteagtige Stænglers Kork behandlet. — Om Korkdannelse paa Roden vide vi end, Jy Perle bp mg ueber die Entwick. des Korkes u. der Borke» 0-5. W sé i TØ rmischte Schriften, pag. Sy Se BER Die Pflanzenzelle, 1852, Der Baum, 3) Hanstein: burn en ueber den Bau u. be oder der Baumrinde, 1 | %) Sanio: spå u. Bu tw. des Korkes»; bumser Jabrb. Il, 18602 5) Merklin: «Ueber Periderma u. Kork» 0. s. v.; Bulletin de Tåcad %) Petersen: +Korkdannelse på urteagtige stængler»; Zden Række, 4, 1874. Bot. Tidsskrift 45 meget lidet; Schacht!) omtaler det meget låselig; lidt udfår- ligere behandles det af Nicolai?), men et stårre Arbejde om denne Genstand have vi ikke. Det er ogsaa kun en -meget ringe Litteratur, som behandler Korkdannelsen paa Bladene. Hanstein («Baumrinde») omtaler vel den saakaldte Saarkork, men det er ikke den, jeg har gjort til Genstand for nedenstaaende Undersågelse; Schacht («Pflanzen- zelle») taler ligeledes kun om Saarkork, og naar Bladene om Efteraaret falde åf Træerne, dannes der som bekendt en Kork- hinde, der dækker over Saaret, hvad Mohl allerede har vist. Areschoug?) derimod omtaler Tilstedeværelsen af normal Køork paa forskellige Træers Knopskæl; dette er den eneste Afhandling om Bladkork, jeg har kunnet. finde, og jeg vil nedenfor atter komme til at omtale den. Endnu kan jeg nævne, at Stahl i Slutningen af sin Afhandling om Lenticellerne (« Bot. Zeitg.» 1873, S. 616) taler om smaa, lenticellelignende Korkpuder paa ned- faldne Bladstilke af forskellige Træer. Da jeg ikke har sét dem, kan jeg intet sige om dem. : Det kan ikke undre os at finde Kork paa saadanne Blade, der fungere som Knopskæl, thi et Korklag vil jo aabenbart bi- drage til at gåre Dækket over de yngre Dele af Knoppen mere fast, vandtæt og uigennemtrængeligt; alligevel er der mange Træer ng Buske, hvis Knopskæl ikke danne Kork, som f. Eks, Acer, Frazinus 0. a. Noget mere uventet træffe vi Korken paa almindelige Låv- blade; men vi kunne alligevel ikke undre os saa meget derover, thi af Petersens ovennævnte Undersågelser have vi lært, at urte- agtige Plantedele ogsaa kunne besidde Kork. Vi skulle nu i det fålgende stifte Bekendtskab med et Par Tilfælde, hvor vi netop 1) Schacht: Der Baum, 1860. ?) Nicolai: Wachsthum d. Wurzel, 1865. 7”) Areschoug: «Om den innra byggnaden i de trådartade vårternas knoppfjåll»; sé Lunds Universitets Aarsskrift for 1870, tome VII. sé saadanne Låvblade besidde en ikke se ble) og smukt ud- viklet Kork"), Inden jeg gaar over til de mere detaillerede Undersågelser, skal jeg meddele nogle almindelige Bemærkninger om Bladkorken. ÅL Man vil i Regelen kun finde dette Væv udviklet paa Blade, der blive siddende flere Aar paa Grenene. Derfor træffe vi den byp= Det er ofte hele Bladstilken, der beklædes af Korken, undertiden strækker den sig endog lidt ud paa de ophåjede Ribber på Bladpladens Underside; men- hyppig optræder Korken paa en ejendommelig, meget uregelmæssig Maade i Form af Pletter og Striber, der senere flyde sammen og danne et sammenhængende Korklag.. (Om Korkdannelsen hos Æsculus, Euphorbia, Anthurium og Dammara sé nedenfor). " = Søm Eksempler paa Planter, der have fléraarige Blade ude Kork, kan jeg nævne Clavija og Theophrasta-Arter, der da ar, Gengæld have overmaade stærkt fortykkede Epidermisceller, hvilket i endnu højere -Grad er Tilfældet med mange Loran- | thaceer. . " Alle de Planter (Æsculus Hult tar, som jeg hår benyttet til mine Undersågelser, ere fra den nye botaniske Haves Vækst ; huse, og Undersågelsen er anstillet i Januar—April Maaneder. Mest regelmæssig og smuk har jeg fundet Korken paa Blad- j stilkene af Hoya, Ficus, Viburnum og Franciscea, og jeg skal derfor begynde min Friastliig med disse. 1) Der kan altsaa findes Kork paa Stængel, Rod og Blad, og det vilde være interessant ogsaa at paavise den paa et Trikom; den vilde da : rimeligvis være at såge paa de mægtigere eler heraf, påa Emer i genserne; det eneste Tilfælde, jeg har undersågt, Tornene hos B , grossularia, frembåd ingen Kork; nen dannes her meget + dybt i Vævet og gaar hen under Tornene i "47 Hoya carnosa. 11518513 De ældre Blades Stilke ere aldeles indhyllede af et graa- brunt, temmelig mægtigt Korkdække, der ved sin Farve og ru Overflade skarpt adskiller sig fra den blanke, glatte, mårkegrånne Bladoverside. Paa noget yngre Blade slutter Korkdækket ikke helt sammen om Stilken, men har endnu kun udviklet sig paa den ene Side, og saadanne Stadier ere særlig bekvemme for Undersågelsen af Udviklingen. Paa et Tværsnit vil man sé, at det er fårste Cellelag under Epidermis, der sættes i Arbejde ved Korkdannelsen. Cellerne heri strække sig fårst noget i radiaj Retning og halveres da ved en tangential Væg; den næste Væg halverer derimod ikke sin Modercelle, men er stillet excentrisk og opstaar i Almindelighed i centripetal Retning, undertiden centrifugalt. Den tredie Væg dannes i Forhold til fårste centri- petalt, og Resten ligeledes. Forkorkning centripetal. En anden Hoya-Art, hvis Navn ikke er sikkert (formodes at være H. Cunninghamii), men som i den anatomiske Bygning blandt andet adskilles fra H. carnosa ved de Grupper af meget stærkt fortykkede og med smukke, grenéde Porekanaler forsynede Paren- kymceller, som forekomme i Bladstilkens extravaskulære Paren- kym, besidder en Køorkdannelse ganske som H. carnosa, og jeg skal derfor ikke opholde mig ved den. Ficus-Arter. (Fig. 2.) Af Slægten Ficus har jeg fundet Kork hos F. Dæmonum, rubiginosa , stipulata og Cooperi. De tre fårstnævnte stemme overéns deri, at den kørkklædte Bladstilk er brun af Farve, medens den er hvidgraa hos F. Cooperi; af hine udmærker F. stipulata sig derved, at Korken træder ud paa Bladribbernes Underside”). Alle af mig undersågte Arter danne deres Kork 1) Forekommer tydeligst paa Bladene af de af Gartnerne saakaldte +Frugigrene». 48 ved centripetale Tangentialdelinger af første Cellelag under Epi- dermis, og der er intet særligt at bemærke herom. Viburnum japonicum. (Fig. 3.) Allerede temmelig tidlig, kort efter at Bladene have udfoldet sig til -deres. fulde Stårrelse, begynder der at vise sig Spér til Korkdannelse ved Basis af Stilken, og Stilkene af gamle Bl: ere aldeles bedækkede med et brunt Korkhylster. Allerede e Sanios Undersågelser af andre Arters!) Siængelkork er det vente, at vi her hos V. japonicum træffe Epidermis som Årne stedet for Korkproduktionen, og i Virkeligheden er det også Tilfældet, . Efterat Overhudscellerne, hvis Ydervægge i Mods ning til Hoya- og Ficus-Arternes ikke ere synderlig stærkt for: tykkede, have strakt sig ubetydelig i radial Retning, deles d ved en tangential Væg i to lige store Celler, og i den yde: af disse opstaar derpaa den næste Væg, medens derimod tredie dannes i den inderste af de to fårstdannede Celler; De lingen fortsættes da ceniripetalt, og vi have altsaa her et IT fælde,» der svarer til, hvad vi undertiden træffe hos Hoya, & at det hos. denne Plante var fårste Cellelag under Epidern der frembragte Korken. Medens jeg er ved denne Plane: skal jeg bemærke, al man. allerede med blotte je vil kunne sé to hvide Prikker tæt under Overfladen i Hjårnerne af det halvcirkelformede Tværsnit Bladstilken. Disse Prikker ere overskaarne Hulbeder, der som to lange Kanaler strække sig gennem Stilken og" Randen af Pladen lige ud til Spidsen af Bladet, og som ere opfyldte af grovkornet Grus. af oksalsur Kalk. Disse Kanaler opstaa ved Destruktionen af krystalfårende Parenkymceller. 1) V. Lantana, lantanoides, prunifolium. 49 Franciscea eximia. (Fig. 4.) Ligesom hos den nys beskrevne Viburnum dannes Korken hos Franciscea eximia i Bladstilkens Epidermis, hvis Celler, der ere temmelig tyndvæggede, fårend Tangentialdelingen strække sig ” i tangential Retning og deles radialt, derpaa strækkes i radial Retning og deles tangentialt. Den første Væg, der indleder den egenlige Korkdannelse, halverer som sædvanlig Cellen; de åvrige Vægge opstaa stedse noget excentrisk og fålge efter binanden saaledes, at den anden Væg opstaar enten centrifugalt eller cen- tripetalt, den tredie Væg i Almindelighed centripetalt, men jeg har dog set Tilfælde, hvor den opstod i den mellemste af de tre ved de to fårste Cellevægge dannede Ceiller, og naar dette var Tilfældet, dannedes den fjerde Væg centrifugalt i Forhold til den tredje; opstaar den tredje Væg derimod centripetalt (i Forhold til den forste), dannes ogsaa de fålgende paa samme Maade. Er Kutikulaen påa Epidermiscellerne kun tynd, er den til Gengæld udstyret med overmaade nydelige, ophøjede, forgrenede Linier, som vi ogsaa andet Steds have lært dem at kende”), åg Juanulloa aurantiaca. (Fig. 5 og 11.) Hos alle de ovenfor beskrevne Planter saa vi Korken op- træde konstant enten i Epidermis eller i fårste Cellelag der- under; hos Juanulloa aurantiaca derimod, hvor Korken ligeledes dannes paa Bladstilken, træffe vi en mærkelig Afvigelse, som vi ogsaa ville genfinde hos mange af de efterfålgende Exempler. Her danues Korken nemlig snart i Epidermis og snart i fårste Lag derunder, ja er den ret kraftig, kan den endog gaa dybere ned. - Udviklingen er centripetal, og der er intet at bemærke 1) Sé Mohl: «Vermisechte Sehriften», Tab. X, Fig. 27; IX, Fig. 5, 6; Vil, Fig. 13, 18. Schacht: «Bau einiger Pollenkårner», Pringsh. Jabrb. Ill, Tab. XVI, Fig. 13, 14, 15. Å Mo. Bot. Garden, 1893 50 derved; Cellerne fyldes ikke med Korksubstans, og derfor falder Korklaget heller ikke ret meget i Øjnene. Denne Mangel paa fast. Dannelsessted er endog saa stor, at vi paa ét og samme Tværsnit kunne træffe begge Tilfælde. Juanulloa aurantiaca er en Plante, som ogsaa er interessant i andre Retninger, j Paa et Tværsnit af Bladstilken vil man med blotte Øjne sé en Del hvide Prikker indstråede i Parenkymet; Mikroskopet viser, at de hidråre, fra visse. af .de i åvrigt meget store Celler, som ere aldeles fyldte med et Pulver eller Grus. af oksalsur Kalk (sé Fig. 11), hvis enkelte Krystaller ere Tetraédre. — Lægger man Dele af Bladstilken i stærk Alkohol eller i Glycerin, vil man efter nogen Tids Forlåb finde meget smukke Sfærokrystaller ud- dannede paa. Væggene (sé Fig. 44). De forekomme talrigst inde ved Karbundterne, men ere dog stårst i; de længere udad liggende Parenkymceller, paa. hvis Vægge de hyppig sidde parvis, én paa hver Side, altsaa hver i sin Celle. Undertiden kan man meget tydelig sé deres Sammen sætning af. prismatiske Enkelt-Krystaller, sammenstillede, som Radier i en (Halv-)Kugle, i andre Tilfælde er denne Struktur utydelig, [De forekomme ogsaa i Stammens Marvceller, men ere her mindre og hyppigst drueklaseformet sammensatte]. Det er lettere at sige, hvoraf disse Sfærokrystaller ikke /øestaa end hvilke deres Bestanddele ere; men efter al Rimelighed ere de af organisk Natur. Inulin er det ikke, thi kogende Vand formaar ikke at oplåse dem; de åvrige Reaktioner”) vise, at de ikke be- stærkere af Anilinfuehsin; oplåses ikke af kogende Vand & eddikesurt Kali samt Kalihydrat, Klornatrium og mangål oversurt Kali, men derimod let og hurtigt af Klorbrintesyt& | Eddikesyre, Svovlsyre, Kromsyre, Jernacetat, svovlsurt Kobberilte, svovlsur Lérjord-Kali og Klorsinkjod: Efter | | Oplåsningen bliver der en fin Hinde tilbage, som farves brun af Jod. É brilit ltd se ås uc. 51 staa af samme Stof, som de Russow?) fandt hos Marattiaceerne og andre Steder, eller Kraus paaviste hos Cocculus laurifolius?). Deres Natur maa jeg forelåbig stille hen som ubekendt. De nærmest. efterfålgende Planter skal. jeg ikke gaa videre ind paa, da Korkdannelsen her, naar den optræder paa Bladene, ikke frembyder Afvigelser fra hvad vi have truffet i det fore- gaaende; den optræder i Almindelighed ved Basis af Bladstilken, som f. Eks. hos Sciadophyllum, Panar, Sterculia Chica (Fig. 6) og Eriodendron anfractum?) hos hvilken den opstaar ved Tangential- delinger af fårste Cellelag under Overhuden; hos Norantea guia- nensis (Fig. 7) er Stilken af de ældre Blade ligesom sprukken påa tværs; en nåjere Undersågelse viser, at der har fundet Tan- gentialdelinger Sted i Epidermis, og at der er dannet et Kork- lag, som ved sin Vækst har sprængt de yderste, meget stærkt fortykkede Epidermisvægge, saa at den graalige, af meget store Celler dannede Korkmasse kommer til Syne udvendig. " Men ligesom hos Juanulloa træffe vi det Tilfælde, at Korkdannelsen forlader Epidermis og springer ned i første eller endog dybere liggende Cellelag derunder. Cellefålgen er vanskelig at afgåre, da Korken dannes saa hurtig; undertiden er det dog tydeligt, at den er centripetal. Hos Norantea finde vi i Bladet Rafider og store Idioblaster med meget stærkt fortykkede Vægge, der ligesom hos Camellia%) ere forgrenede samt vise en smuk og tydelig lamellås Bygning af Cellevæggen. Flere Arter Eucalyptus (E. megacarpa, obliqua og calophylla) blive paa de ældre Blade, saa vel paa disses Stilk som " Russow: «Leitbindelceryptogamen», S. 110 ff. (Mém. de T'Acad. de St. Pétersb. 1872). ”) Kraus: Pringsheims Jabrb,, 8 Bdå., 1872, S, 421, seg 7) Høs de to sidstnævnte finder man i den opsvulmede, stængelomfat- tende Bladbasis Krystalgrupper af oksalsur "Kalk, ARR MAR:s til Cellevæggen ved st ve huls andele de, ganske. som skrevet det hos Røsa. (Nath. For. vid. Medd. 1874). . De unfeert saa vel meer som indenfor Karstrængsystemet, men ere ikke ta!- rige, (Sé F: i 4 Sé Sachs's re: IV Aufl,, S. 21 52 Plade, besatte med smaa Keørkpustler, der senere flyde sammen og danne stårre Korkpartier; de opstaa ved Deling af de under Epidermis liggende Lag, sædvanligvis er det forste, men hyppig tillige andet og (senere) endnu dybere liggende. Cellefålgen har det ikke været mig mulig at afgåre, da der heri aabenbart hersker en stor Uorden. Inden jeg nu afslutter Dikotyledonerne, skal jeg blot omtale to Slægter, hvoraf den fårste'er Euphorbia [splendens og Brunoni]. Mange Arter af Euphorbia ere som bekendt forsynede med Torne; dette gælder navnlig om flere kakluslignende, bladlåse Former, men ogsaa visse bladbærende ere vel bevæbnede med lange, spidse Torne, der saa vel her som hos de andre sidde parvis ved Bladets Basis, én paa hver Side. Deres Udvikling har jeg ikke forfulgt, men Delbrouck?) angiver, at de ere Akselblade, hvorpaa jo ogsaa deres Stilling tyder. Et Tværsnit af et saadant Akselblad taget af E. splendens eller Brunoni viser os, at der igennem dets Midte gaar et svagt Kar- bundt, udenom hvilket vi fnde et ringe Parenkymlag, der atter . beklædes af et uhyre Korklag indenfor en sammenfalden, neppe paaviselig, med et tyndt skorpeagtigt Voxlag overtrukken. Epi- dermis. Heraf sé vi altsaa straks, at Korken ikke kan være dannet i Epidermis; yngre Stadier have desværre ikke staaet til min Raadighed i saa rigt Maal, at jeg har kunnet fålge hele hy SURE SRER «Ueber Stacheln u. Dornen», Inauguraldissertation; Bon» Balle male: Stedet lyder saaledes enfalls muss man die Stien der Euphorbien als echte isiltt ansehen, da sie sowohl bei der beblåtterten Æ. splen als bei der fleischigen E. trigona als Differenzirungsprodukte der Blatt- håcker gleichwerthig mit diesen angelegt werden.» sit seneste Arbejde [Hansteins Morphol. Mittheil. II, 4 Heft: serne need udtaler han sig overénsstemmende hermed. (Senere lføjelse). i bad 53 Udviklingen af det mægtige Korklag; men saa meget er da sik- kert, at det dannes i basipetal Retning, noget vi hidtil åkke have truffet andet Steds; i den yderste Del af Tornen dannes Korken nemlig fårst og skrider saa nedad, indtil den til Slut- ningen ståder sammen med Stængelens; den færdige Korks Celler ere sammentrykie, og Væggene i Fålge heraf bugtede; desuden ere Cellerne opfyldte af Korkstof, noget jeg ikke har truffet saa hyppig her hos Bladkorken, som man ellers træffer det "hos Stængelkorken. Medens den unge Torn er meget blåd og bøjelig, navnlig ved sin Basis, er den gamle som Fålge af sin tykke Korkkappe meget stiv og stikkende. Æsculus Hippocastanum. (Fig. 8.) Fra Areschougs i Indledningen nævnte Afhandling om Knopskællenes Anatomi vide vi, at disse hos mange Træer ere forsynede med Kork. Saaledes skulle Ulmus montana, Corylus Avellana, Abies excelsa, Pinus uncinata, Populus alba og Carpinus Betulus være forsynede dermed ligesom ogsaa Æsculus Hippoca- stanum ; af alle disse Planter har jeg kun undersågt den sidst- nævnte og er kommet til et Resultat, som ikke stemmer overéns med Areschougs. Denne siger nemlig, at Korken paa Heste- kastaniens Knopskæl dannes af Epidermis, «enår inga spår til dessa celler stå at upptåckan» paa det fuldt udviklede Skæl. Går man Tværsnit af et af de mellemste Knopskæl, hvor . Korken har udviklet sig paa den åverste, men derimod ikke paa den nederste Halvdé!, vil. man let kunne finde saadanne Snit, hvor Korkens fårste Udvikling er tydelig; dens Dannelse ind- ledes ved tangential Deling af Cellerne i fårste subepidermale Cellelag, hvorved den fårste Væg halverer sin Modercelle; den anden Væg, der dannes i den indre Halvpart af sin iføorvejen betydelig strakte Modercelle, opstaar centrifugalt, den tredje ligesaa, og muligvis udvikles hele Korklaget centrifugalt; det kan Opnaa en ikke ringe Stårrelse, og Cellerne sammenpresses hurtig, Fa É 54 hvilket ogsaa gælder om Epidermiscellerne, der til sidst blive næsten ukendelige. Ordenen, i hvilken Væggene forkorke, har jeg ikke kunnet afgåre, da Udviklingen paa alle de af mig under- sågte Skæl var stanset, og alle Væggene fålgelig forkorkede. Af ovenstaaende Udviklingshistorie, ståttet paa Præparater, der alle befinde sig i min Samling, maa det være klart, at Korken (i al Fald paa de indre Knopskæl) dannes indenfor og ikke i Epidermis. Af. Monokotyledoner kan jeg kun nævne enkelte. Aroideer som frembringende Bladkork. Det er bekendt, at mange: Anthu- rium-Arter (f. Eks. A. Olfersianum, mexicanum) ere forsynede med et ejendommeligt opsvulmet, undertiden noget knæbåjet Led paa Bladstilken; ligesom det kun «(eller i hvert Fald fortrinsvis) er i dette Parti af Stilken, at vman kan: finde de bekendte Rosanoffske Krystalgrupper, "saaledes .er det ogsaa kun. her (dog undertiden tillige ved, Basis), ,.at Korkbeklædningen befinder sig. Have vi end i det. foregaaende. truffet. flere Eksempler. paa Uregelmæssig- heder i Udviklingen. af .dette, Væv, giver Anthurium dog…intet., efter i,denne Retning (Fig. 9); Korken: kan .dannes i Epidermis, men ogsaa i Cellerne derunder, og jeg tror, det er umuligt. at angive nogen Regel. for. Cellefålgen, saa uordenlig gaar det til;. Væggene staa. endog undertiden ; ganske; skævt, og det er næsten blot. i deres optiske. Forhold: og -kemiske Reaktioner, at de ligne. al anden Kork.,. Da de krystalfårende Celler hyppig;ligge. lige under Overhuden, deltage de ofte i Korkdannelsen,. nemlig for: saa vidt som Cellulosestrængene i deres Indre tillade - dem det; i saa Fald afskæres; den. krystalhboldige Ende ved en Væg fra .den. 6v- rige Del af Cellen) men. gaa Strængene. fra. den ene Ende; til den anden,. optræde slige. Delinger ikke; »Naar..derpaa Forkork- ningen indtræder; forkorke Cellulosestrængene ogsaa Monstera deliciosa (Philodendron pertusum) danner Kork paa lignende' Maade som forrige. STE EN ETA Å | 55 Jeg skal endnu bemærke, at man saa vel i de yngre som ide ældre Korkceller, der alle have en ret anselig Stårrelse, kan iagttage Cellekærnen. Af Gymnospermer har jeg kun fundet Bladkork hos Dammara (australis og Brownii!). (Fig. 10.) I de flese hidtil nævnte Tilfælde, hvor vi have truffet Korkdan- nélse paa Låvblade, var det paa Stilken, den fandtes. Dummara danner-nu en Undtagelse fra denne Regel, thi her ville vi netop finde den paa Pladen. Paa et Eksemplar af D. australis, som i Sommeren 4874 befandt sig paa fri Land i den botaniske Have, bemærkede jeg, at Bladene vare oversaaede med let kendelige, uregelmæssige, sorte Pletter, ofte i betydeligt Antal, der saa ud til at være foraarsagede af en) Snyltesvamp. Senere viste det sig, at det ikke var andet end Kork, der havde dannet sig paa for- skellige Steder af Bladoversiden og derved frembragt de smaa, sorte Puder. Hverken Thomas?) eller Bertrand?) omtale disse Dannelser, og jeg skal derfor gaa lidt nærmere ind paa dem her. Et Tværsnit af Bladet viser os, at det er beklædt med en meget tykvægget, gul Epidermis, der kun paa Undersiden er for- synet med Stomata; nærmest under Epidermis finde vi et Lag af lange, prosenkymatiske Celler, der ere overordenlig stærkt for- tykkede, saa at deres Lumen næsten er forsvundet; Væggene af dem ere meget tydelig lagdelte og gennemborede af lange Pore- kanaler; hist og her ligge to eller tre saadanne prosenkymatiske Celler' under hinanden, formodenlig opstaaede ved Deling af én udsug bereg ; i 1) Blade af denne sidste Art-skylder jeg Hr. 0. Nordstedt i en og B. 4; 3) Bertrand: Anatomie des feuilles ete.; Ann. des sc, nat. V, tome XX, 1874, 56 Celle, medens den var ung. Underneden disse fortykkede, stærkt lysbrydende Celler findes et Pallisadevæv, derpaa komme vi til Fibrovasalstrængene og (imellem dem) Harpiksgangene; den underste Halvdél af Tværsnittet viser os det svampede Parenkym, der er rigt paa store Intercellularrum, som staa i direkte For- bindelse med Aandehulerne under Spalteaabningerne. = Disses Læber ligge nedsænkede i en lille Hule dannet af de nærmest omgivende Celler, som rage frem over de andre Epidermisceller. Cellerne i Bladet ere meget rige paa smaa Krystaller af oksalsur Kalk, som ligge i Cellevæggene eller synes hæftede udenpaa deres imod Intercellularrummene vendte Flader; navnlig , gælder dette de ejendommelige, forgrenede Idioblaster, der forekomme i Parenkymet, og.som ved deres Form minde om dem, vi fandt hos Norantea eller Camellia, ved deres Krystalholdighed om Welwitschias og andre Gymnospermers «Spicularceller». Des- uden vise de indre Lag af Overhudens Ydervægge sig finit punk- terede, hvilket rimeligvis hidrårer fra overordenlig smaa, utyde- lige Krystaller, som Solms-Laubach1) saa f. Eks. hos Tazus og Ephedra?). Lægge vi nu et Snit gennem en af Korkpletterne,” ville vi finde den bygget paa fålgende Maade. Yderst træffe vi de gule, fortykkede Epidermis-Ydervægge, derpaa fålger et temmelig mæg- tigt Lag af (paa Tvær- og Længdesnit) rektangulære, forkorkede og med Korksubstans fyldte Celler, hvis radiale Vægge ligge i Forlængelsen af den oprindelige Overhuds og gerne ere noget bugtede formedelst Trykket; indenfor Korken findes da atter et Par Lag af mere tykvæggede, ikke forkorkede Celler, hvis Ra- dialvægge ligge i Forlængelsen af de tilsvarende Korkcellers; i disse Cellers Vægge er der indlejret Masser af smaa krystal- linske Korn af oksalsur Kalk, ganske som Solms-Laubach har fundet det i Cupressineernes Bast. Indenfor disse krystal- 1) Solms-Laubach: Bot. Zeitg. 1871, Nr. 31— 7”) Allerede H. v. Mohl giver en Afbildning af ua Forhold hos Ephedra. Sé Vermischte Schriften, 1845, S. 260, tab. X, fig. 2 57 forende Celler ligge dernæst de. fortykkede Prosenkymceller. De krystalfårende Celler, der uvilkaarlig minde om et Phellodermlag, men dog ikke fåre Klorofyl, samt Korkcellerne synes saaledes at være: dannede ved tangentiale Delinger af Epidermis, men noget sikkert herom kan jeg ikke angive, da jeg endnu ikke har kunnet finde tilfredsstillende Præparater af yngre Stadier. Ud- viklingshistorien maa jeg derfor forbeholde mig at give ved en anden Lejlighed. Hermed ere de vigtigste åf mine Undersågelser til Ende. Vi have fundet Korkdannelse paa Blade i alle tre Klasser af Fanerogamernes Række, hvorvel: Fænomenet langt fra er saa almindeligt som Dannelsen af Stængelkorken; de faa Eksempler, jeg har fremdraget, turde imidlertid være tilstrækkelige til at vise Bladkorkens Eksistens, og deres Antal vil sikkert let kunne foråges. Det kunde synes underligt, at Korkdannelsen her paa Bladene i de fleste Tilfælde foregaar paa en saa uregelmæssig Maade, som vi ifålge Sanios ovennævnte Arbejde ikke ere vante til for Stængelens Vedkommende. Jeg kan hertil ikke sige andet, end at disse Uregelmæssigheder virkelig forekomme; muligvis B8aar det heller ikke altid saa regelmæssig til, som Sanio siger; man faar maaské mere Indtrykket af det lovbundne end af det regelbundne ved at læse hans Fremstilling, — et Punkt, jeg for åvrigt vil overtade til andre at afgåre, der beskæftige sig med lignende Korkundersågelser. Det har i nærværende Arbejde været mig mere magtpaaliggende at paavise Bladkorkens Til- Stedeværelse end at give en i alle Enkeltheder gaaende og alle Tilfælde omfattende Undersågelse, og jeg haaber, at dette her- Med er 'skét. . København i Maj 1875. 58 Forklaring til Tavlerne. — Epidermis; 8 — første subepidermale fellnse: a' =— Indfoldning af sd inderste i: i SEN g — Pallisadevæv ; 3 — Korkvæv; Tallene give Væggenes Aldersfålg " Fig.1. Hoya carnosa. Tværsnit af Bladstilken. a) Begyndende Korkdan- nelse; dén første Væg er optraadt, den åverste af de to Celler be- gynder at strække sig. 6) Næste Stadium; Væg 2 er dannet centri- petalt, i den åverste Celle er Delingen udebleven. c) Et videre Sta- dium; Væg 2 er opstaaet centrifugalt, 3 og 4 centripetalt. Fig.2. Ficus stipulata. Tværsnit af Bladstilken. a) og b) to paa hinanden folgende Stadier. Fig. 3. Viburnum. japonicum; Tyærsnit af Bladstilken. Fig. 4. Franciscea eximia. a) Længdesnit (Væg 1 er ker! en Fejltagelse gjort altfor tyk), 6) Tværsnit af Bladstilken. Fremstille aa hinanden fål- gende, meget unge Stadier. Ved a' Svenemalke af det inderste Lag Fig.5. Juanulloa aurantiaca. a) Korkdannelse i Epidermis, 6) i forste Lag derunder. Tværsnit af Bladstilken Fig. 6. Sterculia Chica,. et noget friirrkkel Stadium. Tværsnit af Blad- sti en Fig. 7.” Norantea quianensis. Længdesnit af Bladstilken, multijuga. — Ad Hytt frequentissima; ad margines sil- varum, m. Febr. fl.: Lund. Item in pratis et cultis circa $. Paulo frequens, Dec. fl. et fr.; ad Paracatu, Sept. fl.; ad Curvello juxta vias, Mart. Apr. fr.: Lund. A. Warmingii sp. n. Micheli, erecta vel prostrata, viscoso-hirsuta, foliolis 2—3-jugis, ovatis, acutis, racemis folio longioribus, laxe plurifloris, leguminis vix reflexi stipite calyce pluries longiore, articulis 1—4 pubescen- tibus. Caulis ramosus, pube viscidula breviore vel longiore vestitus. Stipulæ lineari-lanceolatæ, subulatæ, patentes vel reflexæ, nervoso- striatæ. Petioli communes 20—25 mm. longi; foliolum terminale majus 20—25 mm. longum, 8—10 mm. latum, lateralia 48 mm. longa, 7—8 mm. lata, inferiora a caule distantia, ovata vel an- Buste ovata, acuta, mucronulata, margine ciliata, superne parce puberula, inferne pubescentia, reticulato-venosa. Racemi folio longiores, rachide secus totam longitudinem bracteis instructo, Pauciflori tamen videntur. Bracteæ parvæ, pedicello breviores, 69 ovalæ, acutæ, sæpius reflexæ, nervoso-striatæ. — Pedicellum gra- cile, 6—8 mm. longum. Bracteolæ bracteis similes, calycis tubo breviores. Calyx 3 mm. longus, laciniis superioribus ovatis, æqualibus, inferiore longiore vel angustiore. Floribus in speci- mine mancis petala vix nota, vexillum calyce plus quam duplo longius, pubescens. Leguminis stipes. calyce 4—5-plo longior, articuli 1—4 Åesch. viscidulæ. Planta inter Aesch. Brasilianam et viscidulam intermedia. Ad priorem legumine stipitato accedit; ad alteram foliolorum numero et quibusdam notis. Ab ambabus, foliis racemo- brevioribus dif- fert; floribus non rite cognitis quodammodo incerta, sed verisi- militer species nova. Ad Lagoa Santa in fruticetis et solo olim culturæ tradito inter «capim gordura» (Tristegin glutinosam) rara; suffrutex par- vulus elongatus gracilis diffuse ramosus; fl. Nov.—Jan. Chætocalyx DC., Bth. I. c.- 74. 5. Ch. hebecarpa Bih. Fl. Bras. — «Lobolobo» Lagoens. Ad Lagoa Santa in plantationibus, fruticetis silvestribus etc. frequens, volubilis; fl. Mart.—Jun., Sept.—Oct.; corolla lutea; Aug. Sept. fr. 6. Ch. polyphylla Bth. fl. Bras. — Ad Rio de Janeiro (Morro de S. Antonio), Mart. fl.: Glaziou (5813). Poiretia Vent., Bth. Il. c. 77. 1. P. scandens Vent., Choix t. 42. — Ad Rio deJaneiro: Glaziou (6504). — In silvulis et virgultis silvestribus, in solo olim culto, in sepibus etc. ad Lagoa Santa frequens; volubilis, odore aromatico scatens, foliis glaucescente viridibus; f. Dec,— Måio, Aug.; fr. Maio—Julio. — Crescit etiam ad Caxoeirinha, Rio dos Macacos, Rio Paraopeba ad Funil, Bom Fim, Brumado, Barbacena (W.). 70 2. P. pubescens Vog. Linnæa" XII, 532. — Ad Lagoa Santa in fruticetis silvestribus volubilis, sat frequens; floret Jan.—Jun.; petala flava præter carinam flavo-virentem. 3. P. angustifolia Vog. Linnæa XII, 53. — Ad Lagoa Santa in campis inprimis «cerrados» frequens; graveolens; caules simplices plures aggregati e rhizomate lignoso irregulari subtuberoso enati, virgati, ad 3 ped. alti; folia glaucovirentia; flor. Nov.—Febr.; Mart. fr. 4. - P, psoralioides DC. Prodr. II, 3415. Ann. Leguminis articuli quam in aliis speciebus ejusdem generis pauciores nempe 1—2, nec 3—6. : In campis ad Araraquara, Maio fr.; Lund. — Ad Lagoa Santa in campis valde frequens; caules simplices 4—3-pedales, annui, basi tamen. lignosi, rhizomate subterraneo lignoso; fl. Nov.—Jan. i 5. P. latifolia Vog. Linn. XII, 54, 8, coriifolia Bth. fl. Bras. Lagoa Santa: in campis inprimis «cerrados» frequens; citriodora; caules 4—5-pedales simplices lignosi e trunco sub- terraneo crasso enati, vulgo annui; inprimis folia ea Citrorum redolent; corolla ut in præcedentibus lutea; fl. Nov.—Aprili, Julio. — Crescit etiam in "campis ad Caxueirinha, Conta- gem, Brumado (W.). Zornia Gmel., Bih. 1. c. 79. 1. Z. diphylla Pers. Syn. Pl. 1, 348. , Species valde variabilis, cnjus "cl. Bentham vårietates per- plures enumerat. Specimina suppetita ad has varietates non semper rite referri possunt:i &y thymifolia. — In campis ad Tåubaté, Nov. fl. et fr.: Lund. i : B, reticulata. — Ad Rio de Janeiro in monte Corcovado m. Maio ål.: W. 71 Rio de Janeiro ad montem Gavia, Jan. fl.: d, elatior. Glaziou (2125, 5809). — Ad Lagoa Santa in pascuis. 9, pubescens. — Ad Lagoa Santa. : i, vulgaris. inpunctata. — Ad Rio de Janeiro: Glaziou (1376), Lund. Ad Lagoa Santa in cultis, juxta:vias; 1. Febr. Mart. Incertæ:; Ad Hytu et Såo Carlos m. Febr. fl.: Lund, 2. Z. virgata Moric. pl. nouv. Amér. 131, t. 78. — In campis åd Araraquara, Maio fl.: Lund. — Ad LagoaSanta in campis «cerrados» frequens. Caules herbacei v. basi sub- lignosi e rhizomate sæpe crasso lignoso enati, vulgo 191% ped. alti, aggregati; radix interdum tamen in specim florentibus an- nuus videtur; fl. Mart. Apr. 6. Z. Brasiliensis Vog. Linnæa XII, 62. — Ad Lagoa Santa in campis. Arachis Linn., Bth. |. c. pg. 85. 1. A. hypogæa Linn. sp. 4040.:— aMimdubim» Bras. Ad Lagoa Santa in hortis' et- «rogas» vulgariter culta, mensibus pluvium florens. 3. 4. prostrata Bth. Trans. Linn. Soc. Lond. XVIII, 159. — Ad Lagoa Santa rarissima; in solo, per menses pluviorum inundato et in ripis prope lacum Soumidouro tanlum lecta; m. Nov.—Jan. florens lecta: W. Stylosanthes Swartz, Bth. I. c. 88. 1. S« bracteata Vog. Linnæa XIll, 70: — In campis . ad Uberava, Aug. fl., et inter Curvello et Jaguåra, Oct. f.: Lund. — Ad Lagoa Santa in campis sat frequens, caules 2—8. poll. longi simplices gregatim e . rhizomate sæpius. crass1s= Simo lignoso enascentes; fl. Sept.—Dec. 72 4. S. scabra Vog. Linnæa XII, 69. — In provincia Rio de Janeiro: Glaziou (1375). — Ad Lagoa Santa in campis fre- quens; fl. Mart. Apr. £ 5. S. viscosa Swarlz. Fl. Ind. occid. 14283. — «Pitubi da Praia» sec. Glaziou. Juxta vias prope Curvello, Mart. Aprili fl.; in campis et cultis circa S$. Paulo frequens; ad margines silvarum ad Hytu, Febr. fl,: Lund. In virgultis silvulisque maritimis (wrestinga») ad Rio de Janeiro (ex. gr. ad Copacabana, Praia grande), m. Jun. fl.: Glaziou (5817), W. — Ad Lagoa Santa juxta vias, in cultis, campis etc. frequens. Y, minor. Caulis vix 40 cm. altus- ramosissimus, ceteris conformibus. ; Ad Rio de Janeiro: Glaziou (4374), Lund. 6. S. Guyanensis Swartz, Holm. 4789. Forma typica: In campis ad S. Carlos, in cultis ad Hytu, Jan. Febr. fl. et ad Rio de Janeiro ex. gr. in are- stinga» ad Tijuca, in pascuo ad Corcovado, m. Mart. et Jun. fl. : Lund, Glaziou (6509). — Ad Lagoa Santa in campis inprimis «cerrados» valde frequens; item in pascuisy in solo silvestri inter frutices, 2—4-pedalis; fl. Febr.—Maio; corolla lutea, vexillo intus nigro striato. B, gracilis Vog. Ann. Caulis et folii habitu ad S. Montevidensem Vog. tran- sire videtur, sed flore et inprimis fructu S. Guyanensis est. Ce- terum dubito quin hæ duæ species rite distinctæ sint. In arestinga» prope montem Tijuca ad Rio de Janeiro, Sept. Oct. fl.: Glaziou (6175). — Lagoa Santa in campis fre- quens; caules herbacei ad 3—4 ped:; alti; fruticulus vage ramo- sus, 1—2-pedalis; fl. Dec.—Maio. — In campis ad Hytu, Febr. fl.: Lund. . 28. SS. leiocarpa Vog. Linnæa XII, 64. — Ad Lagoa Santa in campis; m. Dec. Jan. fl.; petala lutea præter vexillum fuscescens longitudinaliter striatum. — Specimen incompletum. 73 Desmodium Desv., Bth. I. c. 93. 2. D. barbatum Bth. Pl. Jungh. I, 224. — «Amor do campo». Fluminensium, sec. Glaziou. In valle Jacarepaguå, prov. Rio de Janeiro, m. Sept. Oct. f.: Glaziou (2969, 6176). Ad Rio de Janeiro hinc illinc in campis apertis frequens; Jun. fl.; altitudinem 3—4 ped. attingit: Lund. In pratis et cultis ad Hytu et åd Caxoeira do campo, Febr. fl.: "Lund. — Ad Lagoa Santa: in campis humidis et årenosis ad lacum, in fruticetis silvestribus, in pascuis, et planta- tionibus, juxta vias etc. frequens, etiam in campis «cerrados» prope lacum occurrens; fl. Jan.—Apr.; corolla rosea vel pallide violacea. Radix annuus. Desmodium bracteatum n. sp. Micheli, caule erecto pubescente; foliolo terminali ovato, lateralibus multo majore; racemis brevibus densifloris ramulos axillares terminan- tibus , bracteis late ovatis, calycis puberuli dentibus tubo bre- vioribus, legumine hirsuto 2—3-articulato. Caulis a basi erectus, strictus, pubescentia albida brevi ad- Pressa (præcipue in partibus novellis) vestitus, ramulis erecto- Patentibus, rigide herbaceis. Stipulæ scarioso-membranaceæ, Striatæ , caducæ, lanceolatæ, longe et acutissime acuminatæ, 15 mm. longæ. Folia plus minus reflexa; petiolus tenuis 20 mm. longus, præcipue ad basin pilosus. Stipellæ lineari-subulatæ, Striatæ, Foliola valde inæqualia; terminale distans, ovatum ob- tusum v, retusum, 8 cm. longum, å cm. latum, integrum, late- ralia brevissime petiolulata anguste ovata, obtusa, 2—3'cm. longa, 10—15 mm. lata, omnia tenuiter chartacea, penninervia et reti- culato-nervosa , superne glabra; vel parce puberula, subtus pal- lidiora, adpresse sericeo-pubescentia. Racemi ramulos axillares, foliis Mminoribus plerumque unifoliolatis obductos terminantes, 4 cm, longi, confertim multiflori, pedunculo hirsuto. Bracteæ me Ovatæ, Mmucronatæ, striatæ, glabræ, ciliatæ, ante anthesin im- 74 bricatæ, per anthesin caduce, 5—6 mm. longæ, 3—d4 mm. latæ. Pedicelli sub anthesi patentes, postea reflexi, filiformes, longe birsuti, 5 mm. longi. . Calyx 3—4 mm. longus, tubo dentibus paullo longiore, vix puberulo, dentibus. obtusis dense ciliatis, petalis multoties brevioribus. Vexillum fere orbiculare, 5—6 mm. longum, alæ carina cohærentes. Stamina 9 alte connatla, decimo vexillare ima basi:tantum coalito. Ovarium longe hirsutum pluri- ovulatum,. stylo brevi… Legumen (immaturum tantum suppetitur) 3—4-articulatum, cum pedicello reflexum, dense hirsutum, suturå vexillari continua, carinali plus minus sinuata, Specimen unicum suppetitur; legumine et inflorescentia ad seclionem Nicholsoniam Bth. referendum post D. barbatum. Ad Quinta prope Rio de Janeiro m. Jun. fl.: Glaziou (4784). 3. D. uncinatum DC. Prodr. II, 334. — «Carrapicho» Lagoens. Ad Lagoa Santa in pascuis et plantationibus Maydis, in silvis et fruticetis, inter «capim gordura» etc. valde frequens; corolla rosea; fl. Mart.—Maio. 4. D. adscendens DC. Prodr. II, 332. — Ad Lagoa Santa ex. gr. prope rivulos in pratis interdum inundatis, m. Jan. Febr. d,: W. Ad Rio de Janeiro: Lund. 3. D. incanum DC. Prodr. II, 332. — «Matapasto» sec. Glaziou. : Rio de Janeiro ex. gr. ad montem Tijuca, et alibi valde frequens; Febr. et Jun, 0.; Glaziou (5810, 5811, 4996), Lund. — In cultis ad S, Paulo, Dec. fl.: -Lund. -—.. Ad Lagoa Santa super rupes calcareas ad +Quinta», in plantationibus et pascuis> in hortis etc, valde frequens; suffrutex parvulus; fl. Oct.—Mart,; petala rosea. : Ånn. Species quoad . foliorum magnitudinem et. pubescen- tiam variabilis. Specimina quædam foliis multo majoribus pubescentibus primo intuitu diversæ videntur, ns SE BER 75 10. D. platycarpum Bth. (1. Bras. — «Carrapicho» Lagoens. ; Ad Lagoa Santa in campis omnibus frequens; inter flores vernales primos in campis ustis («queimadas») cito. apparet; " e caule subterraneo lignoso irregulari subverticali rami simplices erecti vulgo 1—1/9 ped. alti enascuntur; petlala rosea; vexillum purpurascens, basi macula intensius purpurea v. fuscescente et lutea notatum; fl, Jul.— Dec. 14. D. pachyrhizum Vog. Linnæa Xl, 97. — In campis inter Paracatu et S. Anna vulgaris: Lund. — Ad Lagoa Santa in campis; caules 4//2—3 ped. alti .et altiores simplices, erecti, sæpe aggregati. e caule subterraneo. communi enati. Co- rolla rosea, ex Lund violaceo-purpurea; fl. Dec... 13. D. asperum Desv. in DC. Prodr. II, 333. — «Cara- picho» Lag. 5 — Åd Lagoa Santa in fruticetis silvestribus, in marginibus silvarum et interdum etiåm in campis prope silvas frequens; corolla purpurea; fl. Mart. Apr. 15. D. discolor Vog. Linnæa XII, 103. — In paludibus et silvulis ad Hytå et Sorocaba, Febr. fl.: Lind. In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (37416). — In fruticetis ad marginem sil- varum, in virgultlis silvestribus et sepibus, plantationibus etc. ad Lagoa Santa valde frequens. Suffrutex 5—15-pedalis, planta sat speciosa; corollæ cito marcescentes, roseæ, macula vexilli e Lund viridi nigro-marginata, dein ut corollæ specierum fere om- nium reliquarum in cyaneo-viride versantes; fl. Jan.— Mart. 16. .D. leiocarpum G. Don. Gen. Syst. II, 394. — Lagoa Santa: ad margines silvularum, in plantationibus Maydis,. fruti- Celis .silvestribus frequens; suffrutex 3—5-pedalis; corollæ cito Marcescentes, in viride versantes; fl. Febr. Mart., fr. Apr. Maio. " Ånn. A D. discolore diffcile nisi legumipis articulis ovali- bus nec suborbiculatis distinguitur. 76 veri Vice, Bth. I. c. pg. 107. Vicia Linn., Bth. I. c. 407. 6. V. obscura Vog. Linnæa XIII, 36. Ann. Floribus in pedunculo paucioribus quam e descrip- tione. ' Ad Lagoa Santa in graminosis humidis prope lacus et in prato tempore pluvium inundato; herba annua, scandens; fl. Nov. —Febr.; petala violacea. Trib. Phaseoleæ. Bentham 1. c. pg. 147. Clitoria Linn., Bth. |. c. 147. 2. €. glycinoides DC. Prodr. 11, 234. — Ad Hytu, Febr. 1.: Lund. — Lagoa Santa: in virgultis silvestribus frequens, scandens; flores odorati; vexillam nunc album striis atroviolaceis nunc. extus album, intus medio stria lutea notatum; cæterum intense violaceum; fl. Jan.— Mart.; fr. mat. Mart. 7. C. Guyanensis Bth. fi. Bras. Ann. Forma et longitudo foliolorum quammodo variæ viden- - tur; specimina aliquot hac nota ad C. cajanifoliam transeunt; dubito quin hæc species duæ rite separandæ sint. In campis cultisque ad Hytå, Taubaté, Mugy; Nou Febr. d.: Lund. — Ad Lagoa Santa in ”campis omnibus vul- garis; caules vulgo pedales simplices e caule subterrane0 lignos0 mensibus vernalibus enati, sæpe atro-purpurascentes ; petala alba, præter vexillum extus et inprimis intus obscure vel pallide s0r” dideque violaceum, medio sæpe lutescens; fl. Aug.— Dec. 8. C. cajanifolia Bth. fl. Bras, — Ad Rio de Janeiro IM pascuis et campis, m. Oct, fl.: Lund. 9. €. densiflora Bth. fl. Bras. Ann. Foliis nonnunquam unifoliolatis. Cd d In campis ad S. Carlos, Jan. fl.: Lund. — Ad Lagoa Santa in campis frequens; caules erecti vulgo 4 ped. alti, simplices, e rhizomate lignoso enati; petala alba v. violacea, striis violaceis intensioribus, vexillo medio flavicante; fl. Nov. —Mart. C. pedunculata n. sp. Micheli, volubilis, caule glabro, foliolis 3 subtus glaucis puberulis, pe- dunculis plurifloris folio longioribus, bracteolis ovato-lanceolatis calyce duplo brevioribus. : Specimen unicum incompletum (fructus non suppetitur), ab omnibus -congeneribus a cl. Bentham descriptis inflorescentia .(racemo folio longiore) diversum. Legumine absente sectio quam- modo incerta remanet, sed verisimiliter caulis habitu ad 'sectio- nem lil (Clitorianthes Bth.) referendum. "Caulis volubilis herbaceus glaber. Folia trifoliolata; stipulæ ovatæ, acutæ, striatæ, persistentes, 6 mm. longæ, Petiolus' com- munis 4 cm. longus, sulcatus, parce pilosus. Stipellæ anguste lanceolatæ, striatæ. Foliola fere æqualia, ovata, 8 cm. longa, 4—5 cm. lata, acuta, costa breviter producta, mucronulata, char- tacea, superne glabra, subtus pilis adpressis brevibus conspersa, benninervia et reticulato-venosa. Pedunculi axillares folio lon- giores, apice pluriflori, 15—48 cm. longi, glabri, striati. Brac lcæ pedicellum æquantes, ovatæ, striatæ, acutæ. Bracteolæ ca- lycis circa dimidiam partem æquantes, ovato-lanceolatæ acutæ, Pilosulæ. Calyx parce pilosus, 20 mm. longus, laciniæ 4 supe- riores lanceolatæ et acuminatæ, tubi dimidiam partem æquantes, inferior angustior et longior. Corolla calyce circa duplo longior; vexillum album striis violaceis notatum, 35—40 mm. longum, orbiculare, unguiculatum; carina et alæ luteæ vel albidæ, vexillo breviores , longe unguiculatæ. Ovarium breviter pubescens, stylo duplo longiore, arcuato glabro. Legumen ignotum. Ad Lagoa Santa m. Jan. f.: W. 78 Centrosema Bth. l. c. 124. 2... C. Plumieri Bth. Ann. Mus. Vind. II, 4410. Ann Foliis minoribus et. pedunculis brevioribus quam in descriptione cl. Bentham. In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (3744). 3... C. coriaceum Bih. Ann. Mus. Vind. II, 118. — Serra da Piedade: in campestribus saxosis vulgaris; fl. Nov.—Febr. (Lund, W.). 6. C. Brasilianum Bth., Ann. Mus. Vind. Il, 448: In. virgultis . maritimis- («restinga») ad Rio de Janeiro: Lund. — Serra da Piedade in campestribus, caulibus: pro- stratis; Maio fl. (W.). — Ad Lagoa Santa in campis cerrådos inter frulices et gramina volubilis, -caule subterraneo 'crasso lig- n0s0; corolla violaceo-coerulea, vcxillo saturatius striato; fl, Jan. —Åpr. je angustifolium Bth., Ann. Mus.. Vind. H, 118. — Ad Hytt, in campis "sat frequens; Febr. fl.; petala: purpurea: Lund. — Ad Lagoa Santa in campis fertilioribus valde fre quens; caåule subterraneo crasso lignoso verticali, e cujus parte Superiori rami plures gracillimi inter frutices et gramina volubiles enascuntur; fl Dec,—Aprili; ”petala coeruleo-violacea vexille albo-striato, dorso albicante. 8. C. vetulum Mart. in Bth. Ann. Mus. Vind. II, 119. Ann. Specimen indumento minus lanato distinctum; sed % C. vetulum accedit pedunculis ad apicem capitato-plurifloris (cha- racter quo ab omnibus speciebus affinibus distinguitur); legumen (a cl. Bentham non- visum) rufum, 40 cm. long., 5 mm. lats glabrum, costis marginalibus parum incrassatis, stylo longe art statum; semina nigrescentia , oblonga, hilo parvo, isthmis cellu- losis separata (legumini C. Brasiliensis simile). Ad Lagoa Santa in fruticetis, volubilis, m. Jun. frucl. mat. (W.). EH 79 9. C. dasyanthum Bth., Tayl. Ann. nat. hist. HI, 436. Ann. Legumen (a cl. Bentham non descriptum) rectum, 18—20 cm. longum, puberulum, stylo aristatum, suturis margi- nalibus parum incrassatis. Ad Lagoa Santa in fruticetis camporum; caules lignosi valde .elongati scandentes; flores splendidi. coeruleo- violacei; mensibus calidis florens, m. Jun. Jul. fructif. lectum. 15. C. Virginianum Bth. Ann. Mus. Vind. II, 120. Ann. Pedunculo petiolum ægquante vel paullo superante. Ad Rio de Janeiro (ex. gr. Praia grande aliisque in locis apricis), m. Maio—Jul. fl. et fr.: W., Lund. — Cachoeira do campo, Febr. fl.: Lund. — Ad Lagoa Santa in virgultis silvestribus et ad plantationes, volubilis;. caules graciles; m. Jan. Febr. fl. et fr. "Corolla pulchre coerulea, vexillo inlus saturatiore striis obscure-violaceis, medio flavicante. 46. C. pascuorum Mari. in Benth. Ann. Mus. "Vind. II, 120. — Cachoeira do campo, Febr. fi.: Lund. 49. C. hastatum Benth. Ann. Mus. Vind. II, 120. — Ad Ypanema, Mart. fl.: Lund. — Lagoa Santa in fruticetis campestribus, volubilis; corolla flavicante-carnea v. albida, vexillo intus pallide violaceo-striato; floret Mart. Apr. Periandra Mart., Bth. 1. c. pg. 134. 4.0 PÅ 'dulcis Mart., Bih.” Ann. Muss. Vind. 11, 424. — In Campis prope S, Paulo, inter Taubaté et Mugy, Nov. fl., ad Benta Rodriguez, Maio fl,, in silvulis ad vias inter Hytu et Sorocaba, Febr. fl.: Lund. — Serra da Piedade in cam- Pestribus saxosis (W.); caules fruticosi 4 ped. alti, subsimplices; Corolla pulcbre… violaceo-coerulea, vexillo … extus fuscescente; fl. Jan, Febr. et. Maio. 2. P. heterophylla Bth. Ann. Mus. Vind. Ii, 121. — Ad Lagoa Santa haud vulgaris, in campis, planta splendidissima ; 80 caules fere simplices, vulgo 2-—3-pedales, herbacei vel ;basi sub- lignosi ultra annum vulgo haud perdurantes, e rhizomate sub- terraneo enati; fl. Nov.—Mart., Jun., petalis splendide scarla- tinis, sæpius intus albo-striatis. 5. P. densiflora Bth. Ann. Mus. Vind. II, 422. — In sil- vulis ad Curvello, Apr. fl., flores splendide violaceo-purpurei: Lund. Lagoa Santa: vulgaris in fruticetis silvestribus, in se- pibus juxta margines silvarum, nunc quoque in campis acerra- dos» dictis. etc, frequens, volubilis; petala violaceo-coerulea; fl. Mart. Apr., fr. mat. Jul. Aug. Teramnus Sw., Bth. I. c. 137. GT: uncinatus Sw." Fl. Ind. oce. III; 1239. Ann, Hujus speciei cl. Bentham specimina Brasiliensia non vidit, nisi in collectione Pohliana loco non indicato. Ad Lagoa Santa vulgaris; in fruticetis silvestribus, volu- bilis; petala pallide violacea; m. Mart.—Aprili. fl.; fr. Mart.:— Maio. "5 Stenolobium Bth. I. ec. pg. 438. 2. St. coeruleum Bth. fl. Bras. ØB, glabrescens. — In fruti- cetis ad Hytui, m. Febr. florens; fl. rosei: Lund. Ad Lagoa Santa vulgaris, in campis «cerrados» ”prope silvas rarior; in fruticetis silvestribus frequens; volubilis, interdum in frutices et arbusculas sat alte adscendens; petala pallide violacea v. coeruleo- violacea; fl. Jan.—Mart., m. Jun.— Aug. fr. 3. St. brachycarpum Bth. Seem. bot. Her. 449. BØ, ne, pubescens et foliis angustioribus. Lagoa Santa in silvarum inarginibus et fruticetis vulgaris, volubilis; vexillum albescens lineis violaceis plus minus densis ornatum; alæ et carina pallide violaceæ; fl.: Mart.— Jun. 814 Galactia R. Br., Bth. |. c. 144. 4. G. Jussiæana H. B. Kth. Nov. gen. et spec. VI, 429. — In prov. Rio de, Janeiro: Glaziou (6170). 5. €. tenuiflora Wight et Arn. Prodr. I, 206. — Ad Rio de Janeiro (Praia grande) in fruticetis, Aprili Maio fr. (W.). G. Benthamiana Micheli, sp. n. SÆR volubilis, pubescens, foliolo solitario ovalo, pedunculo folium æquante paucifloro, calycis laciniis tubo longioribus. Caulis herbaceus v. basi sublignosus, e caule subterraneo lignoso enatus, gracilis, volubilis, pubescens. Stipulæ lineares acutæ striate, 5—6 mm. longæ. Folia simplicia, brevissime pe- tiolata, petiolo 7—8 mm. longo,. pube densa vestito, ovata, 8—40 cm. longa, 4—5 cm. lata, subcoriacea, obtusa, basi rotundata vel leviter cordata, superne glabra vel parce adpresse puberula, inferne præcipue ad venas pubescentia, penninervia et. reticulato- Venosa, venis prominulis. Pedunculi axillares, solitarii, vel ad basin (in specimine unico) flore sessili fulti, folium subæquantes, graciles, pubescentes, ad apicem pauciflori. Bracteæ lineares, minimæ, pilosæ, pedicello breviores. Pedicelli 3—4 mm. longi. " Bracteolæ lanceolatæ minimæ. Calycis hirsuti 4 cm. longi tubus dentibus duplo brevior, dentes postici longiores. Corolla rosea. Vexillum ovatum breviter unguicutatum, 45 mm. long., 10 mm. lat., Supra unguem marginibus leviter inflexis;. alæ vexillo vix breviores, oblongæ, hinc auriculatæ; carina paullo brevior obtusa arcuata. Filamentum vexillare a basi liberumm. Ovarium sessile, hirsutum, cum stylo longo, arcuato. Legumen mihi ignotum. Inflorescentia G. Jussiæanæ quammodo affinis. Ad Lagoa Santa in campis fertilioribus haud vulgaris; floret Nov. Dec. (wW.). Collea DC., Bth. 1. c. 144. 3. C. speciosa DC. Mém. leg. 245, t. 40. É Ann. Folia angustiora quam in typo herbarii Candolleani. 6 82 Ad Capåo dos porcos, inter Barbacena et Brumado, m Junio fl. (W.); ad Mugy, Nov. fl. (Lund). 4. C. peduncularis Bth. in Ann. Mus» Vind. Il, 128. =— Ad Paracatu, m. Sept. fl.: Lund. 6. C. macrophylla Bim Arn) Mar: Vid. IT, 428: Lagoa Santa: in campis ubique vulgaris; caules herbacei vv. sublignosi, erecti, simplices v. basi ramosi, 3 poll. — 112 ped. alti, e basi crasso subterraneo lignoso subtuberoso enascenles; corolla rosea; fl. Aug.— Nov. 7. C. decumbens Bth. Linnæa XXII, 515. — «Feijåo ” bravo», «Feijao do campo» Lagoens. In campis ad Curvello, Mart. fl.; Mugy, Nov. fl. et S. José, m. Nov. fl.: Lund. — Lagoa Santa in campis inprimis sterilioribus vulgaris; caulis herbaceus 7/2—47/2 ped. altus sub- erectus e basi lignoso perenni mensibus vernalibus (Oct.) 'enascitur; calyx atrofuscus; vexillum dorse viride, nigro -striatum, inlus roseum, basi viride; petala reliqua rosea v. carina albida; å. Nov. —Febr. 12. €. obtusa Bih. Ann. Mus. Vind. Il, 128. Ann. Verisimiliter C. glaucescentis varietes unifoliolata, net species distincta. | In campis ad Hytu (Lund); corolla flava fusco-nigro-striala; f..et fr. Febr, 13. C. glaucescens Bth. Ann. Mus. Vind. II, 128. — Få" vinha do campo» Lagoeus. Lagoa Santa: in campis inprimis sterilioribus vulgaris; caulis fruticosus, vulgo 1—3 ped. altus, fere simplex, e rhizomate subterraneo enatus, incendiis camporum semper succumbens; vexillum dorso viride rubescente- v. purpurascente-striatu”; intus roseum basi viridi-maculatum; petala reliqua rosea; 1. Sep!- (sæpe aphylla) —Jan.—Maio; fr. mat. Maio. 83 49. C. Martii Bth. Ann. Mus. Vind. 1l, 429. — Serra da Piedade, m. Nov.—Febr. fl.; corolla splendide purpurea; fruticulus vulgo c. 4-pedalis caulibus prostratis,.-in campestribus .saxosis usque ad cacumen (Lund, W,.). 20. CC. scarlatina Mart. ad Benth. Ann. Mus. Vind. II, 129. — Lagoa Santa: in fruticetis silvestribus, in marginibus silvarum valde frequens, volubilis; interdum etiam in campis occurrit; fl. Oct. — Maio, Jul. Aug. o: per fere omnes anni menses. P, pubescens Micheli. Caulis rufo-tomentosus, foliola subtus rufo-pubescentia ; vexzillum. vix appendiculatum. Serra dos Orgåos, m. Oct. få.: Glaziou (6180). Camptosema Hook. & Arn., Bth. I. c. 453. 4. C. coccineum Bth. Ann. Mus. Vind. II, 380. $, nitens. «Favinha do campo» Lag. LagoaSanta: in campis inprimis sterilioribus petrosis vul- garis, frutex, caulibus interdam simplicibus pluribus aggregatis,” 1—2 ped. allis e trunco subterraneo communi enatis, interdum ad 5—7 ped. altis, sparse ramosis; ,corolla scarlatina splendida; fl. Jun.—Nov.; fr. mat. Nov. Dec. 8. C. erythrinoides Bth. fl. Bras. — Prov. Rio de Ja- neiro: Glaziou (1372). 9. C. grandiflorum Btb. Linnæa XXII, 516. — Lagoa Santa: in virgultis silvestribus et silvis; frutex alte scandens ex arborum coronis pendulus, copia florum splendentium insignis; petala scarlatina, basi flavicantia; . Maio, Junio, fr. Aug. Cratylia Mart.… Bth. ]. c. 157. 1. C. hypargyrea Bth. Ann. Mus. Vind. li, 431. — Rio de Janeiro: Glaziou (1039, 4785), Lund. 62 84 Dioclea H. B. K., Bth. I. c, 4160. 4. D. violacea Mart. in- Btb. Ann. Mus. Vind. II, 132. Ann. Carinæ rostrum fere obsoletum. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (601). — Lagoa Santa (W.): in silvis, liana. 4.' D. rufescens Bth. Ann. Mus. Vind. II, 132. Lagoa Santa: in silvis sat vulgaris, caulis lignosus alte scandens; calyx rubescens; corolla purpurascens; fl. Mart. Apr., Sept. Oct.;. fr. Jun, : : 12. D. lasiocarpa Mart. in Bth. Ann. Muss. Vind. Il, 433. Ann. Scandens cacumen arborum attingit. Curvello: in silvulis ad margines rivulorum, m. Mart. fl.: Lund. Å 13. D. lasiophylla Mart. ibid. 4134. Ann. Habitu D. rufescenti similis sed flore et inprimis sta- minibus omnibus fertilibus longe diversum. Rio de Janeiro: Glaziou (3747). Cleobulia Mart., Bth. I. c. 167. 1. C. multiflora Mart. in Bih. Ann. Mus. Vind. H, 434. — Rio de Janeiro, ex. gr, in silvis Alcantara, Jun. å.: Gla- ziou (2540), Lund. Mucuna Adans., Bth. |. c. 468. 3. M. altissima DC. Prodr. II, 405. ; Ann. Stipellæ (a Bentham non visæ) subulatæ, 3 mm. longæ, patentes; stipulas et bracteolas non vidi. Ad Rio de Janeiro: Glaziou (5808), Lund. LagoaSanta: in silvis et fruticetis silvestribus bine illine, liana; corolla pallide sordideque carnea, vV. flavescente-carned; calyx pallide fuscus; fl. Jan,— Apr. 85 «Legumen aåd&6 poll. longum,- c. 2 poll. lat., plano-com- pressum, crassum, stylø tenui terminatum, pilis. rufis urentibus hirsutum, juxta suturam superiorem bialatum, alis versus latera leguminis involutis, juxta alteram subcristatum, lamellis foliaceis 4—3 lin. altis oblique transversis versus apicem leguminis den- sioribus, cum alis continuis v. interruptis,; interdum inter se anastomosantibus, undulatis. Semina vulgo 2, rotunda, com- pressa, hilo c, 5—6 mm. lato nigerrimo c. %4 circumferentiæ attingente,» - (Deser. Warm.) Erythrina Lin., Bth. 1. c. 474. 2. E. falcata. Bth.. fl. Bras. — Lagoa Santa: in paludi- bus et juxta ripas rivulorum sat frequens; arbor 20—40-ped. alta, trunco spinoso, corlice cinereo rugoso-rimuloso; frondes- centia m. Jul. Aug., fronde novella sordide purpurascente; calyx sublactescens; corolla scarlatina; fl. Jul. Aug.; m. Aug. cum fructu vetusto et alabastris lecta. 23. E. Mulungu Mart. fl. Bras. — Vulgo: «Canivete»; E. Christine Mart. in litteris (teste Glaziou). É Ann. Ad hanc speciem pertinere videlur specimen a cl. Dr. Glaziou ad S. Christovåo (Rio deJaneiro) lectum (sub Nr. 5822), calyce ad basin in stipilem supra pedicellum articu- latum producto; sed alabastra juniora tantum adsunt. Folia (nondum descripta) trifoliolata, foliolo terminali valde distante. Stipulæ non visæ; stipellæ breves, crassæ, glandulosæ 3 petiolus communis 40—412 cm. longus, angulatus, superne canaliculatus, tenuiter tomentoso-puberulus;". petioluli laterales 40 mm. longi. Foliola late ovata vel rhombea, lateralia inæquilatera, obtusa vel Obscure acutiuscula, subcoriacea, superne glabra, inferne tomen- toso-puberula, pilis stellatis; venis superne prominulis, inferne Prominentibus parallelibus, ad marginem anastomosantibus. 86 5. E. velutina Willd. sp. HI, 914. —a Ad Rio de Ja- neiro, ubi e schedula Glazioviana vulgo: «Mulungu» dicitur; Nov. fl.: Glaziou (6171). — Lagoa Santa: in silvis haud vul- garis, arbor 20—30-pedalis, aculeis semipollicaribus et ultra, nigris vel atro-fuscis; vexillum scarlatinum, reliqua petala viridia scarlatino-marginata; stamina viridia, apice scarlatina; fl. Sept. Oct. fronde plane privata. 6. E, Corallodendron Linn. Spec. 992. — Lagoa Santa: plantata, haud certe spontanea; arbuscula 10—25 ped. alta, trunco spinoso, m. Junio—Aug. plane aphylla at floribus cocci- neis onusta. Platycyamus Bth. I. c. 323 (in addendis). 1:. P: Regnellis Bth. 1. c. — «Folha de bolo» Lagoens- Lagoa Santa (W.): in silvis hine illing, arbor interdum sat alta, cortice leviter Timoso fuscescente-griseo, succo incisurå effluente obscure rubro viscoso valde scatens; lignum rubescens; alburno albido; petala rosea, demum sæpius alba; (1. Febr.—Maio; fr, Jun. Jul. — Etiam in itinere prope Rio Paraopeba (ad Funil) et Rio dos macacos pluribus in locis observata (W.)- 8, glabrescens foliolo acuminato subtus puberulo. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (2536, 6336). : Ann. (taenus novum a cl. Bentham Erythrinæ inprimis et Diocleæ affinis dicitur. Stipulæ (nondum descriptæ) breves carti- lagineæ, birsutæ, 3—4 mm. longæ, caducæ. Canavalia DC., Bth. I. c. 475. 2. C€. picta Mart. ad Bth. Ann. Mus. Vind. Il, 135. — Lagoa Santa: in virgåltis silvestribus vulgaris, volubilis; corolla violacea pulchberrima, vexillo obscure-striato; fl. Aprili—Jun-; fr. Aug. Sept. — Item in silvis ad Rio Paraopeba et Bom Fim frutex' silvestris vulgaris (W.). , 87 4. €. Bonariensis Lindl. bot. reg. t. 1199. — Rio de Ja- neiro (Morro de Santa Theresa, Corcovado): ” Glaziou (6179); il. Nov. 6. C. gladiata DC. Prodr. 11, 404. — Rio de Janeiro: Glaziou: (5816, 6508). — Lagoa Santa: in virgultis silvestri- bus inprimis supra rupes calcareas sitis vulgaris, ramosissima, volubilis, in frutices et arbusculas adscendens, caulibus herbaceis annuis; petala rosea svaveolentia; inflorescentiæe sæpe plus quam pedales; fl. Oct.—Apr.; fr. Jun.-—Sept. [Legumina in specim. spontaneis c. 5 poll. longa, 1—14 poll. lata, alis a carina 1—2 mm. distantibus. Semina ovalia c. 18 mm. Ig., 10—12 mm. It., atrofusca; hilo lineari semicincta. Specimen in horto Lundii plantata caulibus annuis a cl. Marc Micheli ut C. gladiata determinata a præcedente differt legu=- mine pedali, alis a carina longius distantibus, seminibus ejus- dem magnitudinis sed albis, hilo breviore solummodo 8 mm. Ig. AÅnnot Warm.] 7. C. obtusifolia DC. Prodr. 11, 404. — Ad Rio de Ja- neiro: Glaziou (3924, 4786). Phaseolus Linn., Bih. 1. c. 479. 4. Ph. lunatus Linn. Spec. 1016. — Ad Lagoa Santa sub nomine «Fava» vulgariter culta; fl. Febr.—Apr.; vexillum viride, alæ albæ. ; "Sub nominibus «Fava branca» et «Favinha branca» alia aut forte eadem species colitur. 2. Ph. vulgaris Linn. Spec. 1016. — Ad Lagoa'Santa et certe in omni Brasilia vulgatissime culta, 'varietatibus permultis ex. gr.: - Feijåo marimbé; Feijdo mulatinha; Feijåo vermelho; FeijZo cariocca; Feijåo meia cara; Feijåo Mammoninha; Feijåo preto; Feijåo baetåo etc. 4. Ph. appendiculatus Bth. Ann. Mus. Vind. Il, 137. «Ca- racol» Lagoens. 88 Rio de Janeiro: Glaziou (1373). — Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus, alte scandens, interdum prægrandis quamquam certe annua, caulibus quidem herbaceis annuis; fl. Jan. Febr.; calyx pallidus; corolla odorata ampla, primum albida v. pallide purpurascens, demum flavescens. 6. Ph. obliquifolius Mart. in Bth. Ann. Muss. Vind. Il, 137. Ann. Calyx viridis punctis atropurpureis; vexillum viride apice violaceo-punctatum; alæ et carina sordide et fuscescente- flavæ, apice pallide violaceæ. S. Carlos, Jan. fr.; in campis ad Curvello et Caxo- eira do campo, Mart. fl.: Lund. — In campestribus saxosis montis Serra da Piedade, m. Jan. Febr. f.: W. — Lagoa Santa in campis «cerrados» inter gramina et frutices nec non in marginibus silvarum et fruticetis silvestribus volubilis; fl. Febr. —Jun.—Sept.; fr. ex. gr. Oct. 9. Ph. clitorioides Mart. in Bih. Ann. Mus. Vind. Il, 137. In montis Serra da Piedade campestribus saxosis. inter gramina et frutices; petala pallide violacea. vexillo medio salu- ratiore. : 240. Ph, pius Mart. in Bth. Ann. Mus. Vind. II, 138. Specimen incompletum, verisimiliter ad hanc speciem refe- rendum, differt tamen foliis subtus glabris nec hirtellis. Lagoa Santa in campis, 14. Ph. firmulus Mart. in Bth. 1. c. 438. Ann. Bracteis parvis, ovatis, erectis, rigidis, striatis, per- sistentibus; calyce et vexillo viridibus, v. vexillo pallide rube- scente, apice magis fusco. In campis ad Santa Anna, Aug. fl.; Lund. — Lago? Santa: in campis valde frequens; caulis herbaceus vel basi sublignosus vulgo 2—3-pedalis, parce ramosus, erectus v- inter” dum magis elongatus inter gramina camporum prostratus'; fl. Mart- —Sept. 89 44. Ph. Truwillensis H. B. K. Nov. gen. et spec. VI, 451. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (3923, 5823). 7; grandiflorus Micheli; ramulis et foliis Ph. Truæillensi om- nino simile; differt floribus majorihus, calycis laciniis inferioribus æqualibus, tubo longioribus (10. mm. longis, tubo 5 mm. longo), vexillo vix appendiculato, alis breviter auriculatis, carina angusta, nec late ovata; an species distincta? Lagoa Santa: in campis fertilibus inter gramina et frutices volubilis, valde fregquens; etiam in. solo silvestri pascuorum; interdum ut videtur annua; fi. Oct.—Apr., vexilli .apice et alis pallide atro-violaceis, corolla cæterum sordide flavicans. 241. Ph. monophyllus Bth. Ann. Mus. Vind. 1, 140. Ad Lagoa Santa in campis valde frequens; rhizoma lig- nosum, irregulare sæpe crassum; caules erecti v. subdecumbentes, herbacei, sæpius simplices;' vexillum viride, alis sordide palli- deque miniaceis; fl. Dec.—Febr.; flores duo tantum cujusque racemi semper eodem tempore florent; fr. Febr. Mart. 22. Ph. semierectus Linn. in DC. Prodr. Ill, 396. Forma glaberrima et angustifolia (specimen incompletum). — Rio de Janeiro: Glaziou (2970). 25. Ph. erythroloma Mart. in Benth. Ann. Mus. Vind. Il, 141. — Curvello ad margines silvularum, m. Oct. fl. et fr. ” immat.: Lund. Lagoa Santa: in campis frequens; herba pe- rennis; fl. Jan.—Mart.; carina et vexillum viridia; alæ sørdide pallideque miniatæ, unguibus. virescentibus; fr. Mart. Apr. 28. Ph. prostratus Bth. fl. Bras. «Sperlina» sec. Lund. - B. angustifolius. — Inter Taubaté et S. Jozé, Nov. fl.: Lund. — Lagoa Santa in campis frequens; fl. Oct. Nov. . 7, longepedunculatus Michcli(?) Ad Ph. longepedunculatum in- florescentia accedit, sed ab eadem floris magnitudine et inprimis fructu diversa; et Ph. prostrato affinis, cujus verisimiliter sicut vVarietas adscribendus est. 90 Lagoa Santa in solo campestri ad s«vallems m. Dee. Jan. f1., caulibus prostratis, corolla rubescente, vexillo viridi. Vigna Savi, Bith. |. c. 193. 1. V. vezillata Bth. fl. Bras. Lagoa Santa; in fruticetis' silvestribus -volubilis; m. Martio fr.: W. ? V. Sinensis L. — Hæc species in Brasilia non spontanea, ibi sæpe colitur (teste Bentham); specimen incompletum huc re- ferendum. Ad Lagoa Santa: sub nomine «Feijåo miudo» culta. 2 Doliches Linn., Bth. |. c. 496. 2. D..Lablab Linn. Spec. 1049. «Mangalé» Lagoens. Lagoa Santa: culta; fl. Jun., Sept. Cajanus DC., Bth. I. c. 199. 1: C. indicus Spreng. Syst. III, 248. «Anda» Lagoens. Ann. Stipellis subulatis, 2—3 mm. longis, néc inconspicuis- "Rio de Janeiro m. Maio fl.: Glaziou (1370). — Lagoa Santa: vulgariter culta; interdum fere arbuscula; (1. Febr.— Jul.; fr. Aug.—Oct,; varietates plures exstant seminibus conco- loribus, v. nigro-maculatis, legumine glanduloso-viscoso vel glabro etc: W. SE Rhynchosia Lour., Bith. I. c. 200. 2. R. Clausseni Bth. Linn. XXIl, 525. — Lagoa San!e: in campis frequens; caules herbacei vulgo semipedales e rhizo- mate crasso enati, sæpe complures aggregati ; fl. Dec.—Jan- 3. .R. corylifolia Mart. fl. Bras. — Inter S. Paulo €&! Mugy, Nov. fr.: Lund. 6. R. reticulata DC. Prodr. Al, 385. —. «Marianinba" Lagoens, | 91 LagoaSanta in marginibus silvarum,, fruticelis silvestribus, plantationibus Maydis -etc. frequens, volubilis, frutex nune 3—6- pedalis, interdum liana; fl. Jan,—Jun., Oct. Nov. 7. "R. phaseoloides DC. Prodr. Il, 385. «Marianinha» Lagoens. Rio de Janeiro (Santa Thereza), Dec. fl.: Glaziou (3922); Mugy, m. Nov. fl. et fr. immat.:; Lund. — Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus, in sepibus etc. frequens; volubilis, liana in arbores maximas adscendens caule fortissime complanato ad 2 cm. lato et c. 2 mm. tantum crasso; fl. Dec. Jan. , Maio —Jul.; fr. Jun.-—Sepk; semina nigra, macula hilum circumdante scarlatina. 8. R. minima DC. Prdr. II, 385. i Ann, Ejus speciei forma e Venezuela orlæ similis (herb. Candolleanum). Rio de Janeiro; Lund. Obs. Specimen incompletum a Lagoa Santa ab E. War- ming allatum, R. minimæ notis plerisque pertinere videtur, differt racemis brevioribus et floribus majoribus; præterea fructus (unicus immaturus adest) quammodo abnormus, hilum fere Eriosemæ præbet. An R. minimæ varietas? — Lagoa Santa, m. Febr. fl. Eriosema DC., Bth. 1. c. 206. 1. E. longifolium Bth. Linn. XXII, 549. — Inter Tanbaté et Mugy, Nov. fl. et fr.: Lund. —— Lagoa Santa: in campis valde frequens; caules herbacei %9—1- pedales €e rhizomate lig- 10S0 Crasso orti; fl. Sept.—Febr.; petala extus pallide, intus intense lutea. Forma foliis latioribus: Ad Lagoa Santa in campis frequens. 2. E. strictum Bih. Linnæa XXH;; 520. — LagoaSanta: in campis inprimis fertilioribus valde frequens rhizoma lignosum kJ 92 irregulare interdum ; crassum subtuberosum ; caules ex hoc sæpe plures emissi stricti herbacei, 1—2'p2 ped. alti; corolla lutea, vexillo dorso purpurascente striato; fl. Sept.—Mart. 4. E. crinitum E. Mey. Comm. Pi. Afr. Austr. 128. — Ad Mugy sut frequens; Nov. fl. et fr. — Ad Lagoa Santa in campis; Sept.— Febr. fl. | 6. E. simplicifolium Walp. Rep. H, 902. Lagoa Santa (ex Brasilia boreali tantum hucusque cogni- tum): in campis frequens; caules herbacei erecti vel procum- bentes. e rhizomate lignoso enati; fl. Oct.-—Dec.; petala flava, vexillum tamen extus rubescens. . 7. E. heterophyllum Bth. Linn. XXH, 520. — Lagoa Santa: in campis omnibus frequens; rhizoma lignosum irregulare sæpe crassum; caules ex hoc emissi sæpe plures aggregati 1—2 ped. longi in solo campestri prostrati, herbacei; få. Jun.—Oet. 8. E. Benthamianum Mart. Herb. fl. Bras. 1432. Racemis quam in deseriptione longioribus, In campis ad Batataés, Jun. fl. et ad Mugyy Nov. fl. et fr,: Lund. — Lagoa Santa, Contagem, Barbacena etc. in pascuis, inprimis tamen in campis omnibus valde frequens; frutex vulgo 2—3-pedalis divaricato et vage ramosus, ignibus camporum succumbit et tunc e basi lignoso perenni novi caules emitluntur; fl. Jun.—Qet. øSenna do campo» v. «Andå do campo» Bras. 13. E. campestre Bth. herb. acad. . Petrop. — 1a8?2 Santa in campis inter gramina et frutices; caules 1—2 ped. longi. ] 14. E. pycnanthum Bth. fl. Brsk — In campe inter Hytå et Sarocaba; Febr. Mart. fl. et fr, :: Lund. 216. E. rufum E. Mey. Comm. Pl. Afr. Aust. 128. "Ann. Plerisque notis E. rufo affine, indumento inprimis differt. Ab E. glabrø Mart. differt quoque inter alia stipulis &! 93 foliorum venatione,. Planta quammodo dubia verisimiliter ut varietas E. rufi adscribenda. B, glabrescens Micheli: indumento in omnibus partibus parco, nec ut in descriptione dense rufo-villoso. Lagoa Santa: in campis inprimis fertilioribus frequens ; caules sæpe plures aggregali, erecti, simplices, vel parce ramosi, 1—2-pedales, e rhizomate lignoso emissi; fl. Jan.—Apr. E. Lagoense Micheli, n. sp., erectum, pilosum, stipulis postice concretis, persistentibus, foliolis 1—3 ovatis, glabrescentibus, petiolis brevibus, racemis folio bre- vioribus, calycis laciniis vexillis dimidiam partem æquantibus. Caulis lignosus, sulcatus, pilis longis el brevioribus ferru- gineis intermixtis vestitus. Stipulæ erectæ, angusle lanceolatæ, acutæ, striatæ, postice concretæ, pilosæ, persistentes. Petioli breves 4£—5 mm. longi. Foliola (impari distante) ampla, 7—9 cm. longa, 4—5 lata, ovata, obtusa, nonnunquam retusa et mol- liter mucronulata, basi rotundata, superne glabra, inferne præ- cipue ad venas puberula, a basi trinervia et reticulato-venosa, lateralia terminali paullo minora, sæpe inæquilatera. Racemi ad apicem ramorum axillares, folio breviores, 8—40-flori, glanduloso- tomentosi, pedunculo 3—4 cm. longo. Bracteæ deciduæ, ovatæ, acutæ, pedicellum æquantes. Pedicelli 3—4 mm. longi. Flores pallide violacei 40—12 mm. longi. Calyx late campanulatus, obliquus, glanduloso-pubescens; laciniæ tubo longiores, duabus Superioribus -ad medium coaalitis, infima vix longiore. Vexillum exlus pubescens, ovatum, basi biauriculatum, breviter unguicu- latum, 10—42 mm. longum. Alæ carinam ægquantes. Stamen vexillare liberum, supra basin geniculatum. Ovarium dense hir- Sutum; stylus supra medium dislinete incrassatus. = Legumen 15 mm. longum, 8—10 mm. latum; maturum pilis longis con- Spersum. Semina ovata strophiolata. SR specie proxima E. Riedelii Bth. differt inprimis stipulis Persistentibus nec caducis, petiolis multo brevioribus, racemis folio brevioribus nec Iongioribus, floribus duplo minoribus etc. 94 Lagoa Santa: in campis frequens; caules herbacei v. sub- lignosi, e rhizomate subterraneo lignoso emissi, pedales, erecti, «Subsimplices; fl. Oct.—Jan. Abrus Linn. Bth. |. c. 215. i. 4. precatorius Linn. syst. nat. 533. Rioide Janeiro: ex. gr. ad Praia grande, inter Venda grande et Penha et alibi, in sepibus;. Aug. fr.: Lund. Trib. Dalbergieæ. Bentham in Flora Bras. pg. 218. Dalbergia Linn. fil., Bth. I. c. 219. "4. D. variabilis Vog., Linnæa XI, 196. — Ad Rio de Janeiro, ex. gr. S. Christovåo, m. Aug. fr.: Lund. — In silvis et virgultis silvestribus ad Lagoa Santa frequens; arbuscula caule elongato gracili v. frutex elongatus, interdum fere liana; RH fl. vulgariter Sept. Oct.; fructus glauco-pruinosus, m. Aprili må turus lectus. Forma rarior foliis ovato-orbiculatis: Ad Rio de Janeiro: Glaziou (1541) (2544?; incompletum)- 2. D. riparia Bth. Ann. Mus. Vind. HH, 103. — In silvis virgultisque silvestribus ad Lagoa Santa sat frequens; frutex valde elongatus, scandens («cipo»), fronde sæpius obscure viridi, corollis virescente-albis; floret Jan. Febr. 4. D. miscolobium Bth. fl. Bras. — «Cabiuna do camp?" v. «Jacarandå Cabitna» vulgariter vocatus. Ad Lagoa Santa in campis valde frequens. Arbor vulgo 10—25 ped. alta, trunco ramisque tøortis, cortice valde rimos0o; eliam ut frutex 3—4 ped. altus et tamen fertilis inventa; petala odorata atro-violacea, carina tantum albescens; m. Jul. Aug. cum fronde vetusta onusta stat, foliis et fo:iolis tamen facillime dela- bentibus' et solum jam magna copia tegentibus; Aug. Oct. fronde velusta plane privata frondescentja vulgariter observatur; M en 95 in speciminibus juvenilibus interdum frondescentia foliis vetustis non dejectis observata est; floret Jan.—Mart.; fr. Mart. — Aug. — In campis inter Curvello et Caxoeira do campo arbor vulgaris: Lund. Ad Contagem, Serra et Palmeira prope Barbacena frequens: W. 8. D. Cujabensis Bth. fl. Bras. — In silvis ad Rio de Janeiro (Copacabana, dois irmåos), m. Junio fructifera: W. 9. D. nigra Allem. fl. Bras. — «Jacaranda Cabiuna do mato» v. «Cabiuna do mato» Lagoens. Ann... Legumen (nondum descriptum) monospermum vel interdum dispermum, ad semen reticulatum, non induratum, gla- brum, apice styli. vestigiis apiculatum, 6 cm. longum, 15 mm. latum. Ad Lagoa Santa in silvis frequens; arbor cortice tenui nigrescente- v. fuscescente-griseo longitudinaliter rimoso et in laminas oblongas soluto; lignum nigrescente-fuscum, ab alburno albido bene discretum. Fl. Sept.— Nov. fronde interdum plane privata; petala alba, odorata; fr. Oct. Nov.; m. Dec. folia vetusta dejecta, frons nova in omnibus evoluta videtur. 240. D. glaucescens Mart. in Bth. Ann. Mus. Vind. Il, 103. — Specimen incompletum dubium. Lagoa de Freitas Prope littus, ad Rio de Janeiro: Glaziou (5818). 13. D. foliolosa Bth. fl. Bras. Ann. Stamen vexillare vulgo abortivum; interdum tamen adest sed reliquis minus et vagina semper fissa. Ad Lagoa Santa in silvis, arbor, interdum arbuscula trunco diametro vix spithamaeo elegante, cortice -glabro cano, aeri exposito cito flavescente; floribus odoratissimis, corolla alba vel pallide rubente; m. Febr. Mart. floret. Dalbergiæ species incertæ sunt: no. 2543 e coll. Glazioviana, el specimen quod ad Lagoa Santa m. Aprili fructiferum in silvis legit Warming: frutex valde elongatus. 96 Hecastophyllum P. Browne, Bth. I. c. 227. 41. "H. Brownei Pers. Syn. 11,277. — Ad Rio de Ja- neiro in silvulis virgultisque sabulosis ad Rio de Janeiro (Copa- cabana, Praia grande, Carahy etc.) sæpe ramis decumbentibus vv prostratis; petala alba; fl. Jun. Jul:; fr. Jul.: Lund, Glaziou (1365), W. Cyclolobium Bth. I. c. 229. 3. C. Blanchetianum Tul. Archiv. Mus. Paris. IV, 84. Ann. Legumen maturum (nondum descriptum) late ovatum v. suborbiculatum, glabrum, longiuscule stipitatum (stipite 5—6 mm. longo), reticulatum, sutura vexillari subulata; semen unicum magnum. Folia per anthesin imperfecte evoluta. Prope Lagoa Santa juxta ripas fluviorum Rio das velhas et Ribeirdo da mata valde frequens; arbuscula sæpe sat grandis, pulchra, cortice sublævi; fl. Sept. Oct., fronde novella eodem tempore post dejectum vetustioris evoluta; flores odoratissimi; petala atropurpurea ; fr. Maio— Aug. maturi lecti. Machærium Pers., Bth. |. c. 231. 2. M. angustifolium Vog. Linnæa XI, 193. — Rio de Ja- neiro: Glaziou 2534): Lagoa Santa: in silvis frequens; item in silvis ad Rio Paraopeba prope Bom Fim; arbor mediocris elegans, tempore florescentiæ floribus innumeris pulcherrime vi0- laceis onusta e longa distantia visibilis; (1. Dec.—Febr.; vexillum violaceum v. violaceo-coeruleum basi album; fr. Febr.—Apr- 4. M. aculeatum Raddi, Mém. Soc. Ital. Modena, XVIIL, 598. Ann. Ålæ carinam æquantes nec longiores. In vicinia Rio-de Janeiro: Glaziou (2967). 9. M. discolor Vog. Linnæa XI, 201. Ann. Verisimiliter planta ad hanc speciem referenda, aiffert petiolo communi longiore et staminibus fere a basi diadelpbis? hac nota ad M. Humboldtianum transit; sententia mea sun! be 97 duæ species ad unam et eandem reducendæ, nervatione foliorum in M. Humboldtiano crebriore et minus anastomosante tantum separatæ. Legumen ei M. Humboldtiani simile. Ad urbem Rio deJaneiro (ex. gr. in silvis montium udois irmåos» et «Gavia»), m. Febr. florens, m. Junio fructiferum: Glaziou (3925, 3926), W 40. M. Vellozianum Bth. Ann. Mus. Vind. II, 98. Ann. Calyx 4—5 mm. longum, dentibus brevissimis, ob- tusis, ciliolatis; vexillum orbiculare, emarginatum, longiuscule unguiculatum 8 mm. longum; alæ carinam ægquantes; carina navicularis; stamina diadelpha; ovarium tomentosum, fere rectum, 4-ovulatum. Folia iis in Vell. /. Flumin. VII, t. 79. delineatis similia. Ad Lagoa Santa in silvis haud rarum; frulex elongatissi- mus spinosus scandens («cipo») et in arbores alte adscendens, froønde viridissima. Vexillaum album maculis duåbus magnis atlro- purpureis notatum; floret m. Jan.—Mart., fructifera m. Oct, visa. 46. M. Gardneri Bth. fl. Bras. Ann. Legumen (nondum deseriptum) fere rectum, supra semen vix intrusum, basi reticulatum, el pubescens, 4—5 cm. longum, ala glabra 1415—18 mm. lata. S. Antonio, m. Martio florens: Glaziou (5814). — Ad Lagoa Santa in silvis frequens, arbor mediocris; m. Jan. fron- descentia visa, fronde vetusta jam dejecta; fl, Febr.—Aprili; vexillum intus et alæ intense violacea; m. Junio c. fructu baud Plane maturo lectum; alæ fructus purpurascentes. Ann. Machærium lanatum in herb. Mart. nomine vernaculo; «Bico de pato» (ob similitudinem fructus cum rostro anserino). LJ 219. M. firmum Bth. fl. Bras. Ånn. Species in descriptione staminibus iaadelykte dicitur, In figura tamen (fl. Brasil tab. 80) stamina diadelpha delineantur; - U 98 + hoc specimen, ceeteris notis descriptioni omnino conforme, sta- mina diadelpha habet. Ad Rio de Janeiro: Glaziou (2529). 20. M. legale Benth. Ann. Mus. Vind. II, 401. — Frutex scandens, spinosus; flores odorati pallide sordideque violaceo- purpurei. In silva prope urbem S. Paulo, m. Dec. florens:. Lund. 21." M. villosum Vog. Livnæa XI, 189. Racemus quam in descriptione longior; junior jam 6 poll. longus nec 3—4. «Jacarandå Tan åo mato» Lagoens. Ad Lagoa Santa in silvis frequens; arbor cujus lignum magni pretii est, sæpe sat alta, corlice fuscescente, sublævi; fl. Nov.—Jan.; petala alba; fr. Febr. Mart. 23. M. acutifolium Vog. Linnæa XI, 187. — Rio de Ja- neiro: Glaziou (2535). 24. M. stipitatum Vog. Linnæa Xl, 189. — Prov. Rio; de Janeiro: Glaziou (5842). 28. M. secundiflorum Mart. in Bth. Ann. Mus. Vind. Il, 100. — In silvis montis «dois irmåos» prope Rio de Janeiro, m. Junio fructiferum : W. 30. M. Allemani Bth. fl. Bras. — In monte Corcovad? m. Sept. florens: Glaziou (6178). 31. M. Brasiliense Vog. Linnæa XI, 485. — Rio de Ja- neiro (ex. gr. in monte Gavia) m. Oct. florens: Glaziou (2121, 4783, 6177). — Ad LagoaSanta in silvis hinc illinc; mM m. Aprili fructibus maturis lectum. Ann. Ad Rio de Janeiro specimen legit cl. Dr. Glaziot (2530) legumine et foliorum forma M. Brasiliensi affine, differ! foliolis numerosioribus. 33. M. vestitum Vog. Linnæa XI, 490. — In silvis et vir- gultis ad Lagoa Santa haud frequens; arbuscula gracilis erectå 99 vel caule elongatissimo aliisque plantis reclinato sat alte scan- dens; calyx fuscescens; corolla pallide sordideque . flavescens fusco-pilosa. M. Aug. Sept. floret. . 34. M: triste Vog. Linnæa XI, 416. Ann. M. triste et M. vestitum Vog. mihi vix satis distincta videntur. Lagoa Santa in silvis et fruticetis, frutex vel forte inter- dum arbuscula 4—2-o0rgyalis; flores virides et nigrescentes; m. Sept. Oct. florens lecta: W. j 35. M. oblongifolium Vog. Linnæa XI, 484. — Ad Rio de Janeiro (ex. gr. in monte Gavia), frutex ramis valde diver- gentibus, m. Oct. flor.: Glaziou (4782), W. . 37. M. opacum Vogl., Linnæa XI, 4187. — Jacarandå Tan do campu» Lag. Ann. Stamina monadelpha, Sed vexillare cum reliquis minus alte connatum, et dense villosum. In campis ad Curvello, arbor 20—30-pedalis, m. Mart. fructifera lecta:; Lund. — Lagoa Santa: in campis valde frequens; arbuscula trunco møre arborum campestrium tortuoso, cortice canescente suberoso in areolas quadrangulares crassissimas dorso acutas fere in cristam elevatas fisso; m. Aug. Sept. frondescentia observatur, foliis vetustis eodem tempore delabentibus, et inflore- . Scentiæ juveniles apparent; (l. Oct. Nov,; fr. Maio, Jun. Gemmæ evidenter perulatæ. 39. M. nigrum Vogl., Linnæa Xl, 188. Bio desJar neiro: Glaziou (2534). 249," M. eriostemum Bth. herb. Acad. Petrop. Ann. Ad hanc speciem, olim tantum a Bentham visam, Pluribus notis accedunt specimina quæ ante oculos babemus, et Præcipue foliorum formå, indumento, staminibus exsertis, disco vaginante longo. Differunt tamen: petalis slongioribus saturate violaceis, nec albis. or ; 7% 100 Ad Rio de Janeiro: ex. gr. Corcovado: Glaziou (3718), Lund. Fi. Aug.; flores valde svaveolentes. Machærii species dubiæ (ob speciminum statum incompletum): a. Glaziou no. 5807 (Morro do viracao, m. Dec. ce. fruct. immat.); M. angustifolio affinis. b. M. affine secundiforo; Lagoa Santa, in silvis, m. rn Sal Ia Tipuana Bth. Il. c. pg. 259. Tipuanæ species in silvis Lagoensibus a cl. Lund lecta fructu solum præsto est, et floribus foliisque absentibus accuratius non determinari potest. «Secupiruna do mato» incolis. AÅltera species in campis ad Paracatå item, cum fructibus tantum, a el. "Lund lecta. Platypodium Vog., Bth. 1. c. 261. 2. P. elegans Vog., Linnæa Xl, 422... — «Jacarandå branca» lLagoens, rarius «&Jacarandå Tan» et «Secupirunå? åenominatur, Ad Capitåo mår (inter Rio de Janeiro et Lorena) m. Oc!. florens: Lund. — Lagoa Santa: in silvis frequens, inprimis in marginibus silvarum prope campos. Arbor sæpius mediocris, elegans, fronde viridissima, cortice fuscescente-griseo , longitudi- naliter valde rimoso, in laminas soluto; incisura succus obsur? rubens effluit; lignum -albidum annulis annotinis subobsoletis; m. Sept.—Nov. fløret et tunc vulgo floribus luteis v. fere auran” tiacis innumeris onusta cernitur; m. Mart.— Sept. fructus maturi lecti sunt; m. Sept, Oct. frondescentia observatur fronde vetus!2 jam dejecta. Centrelobium Mart., Bth. 1. c. 263. 2. C.tomentosum Bth. in Hook. Journ. of botany HU, 665 «Åribå», «lribås, «Putumuxt» el «Tipiri» Lagoensium- 101 Ad Jacarepaguå, prov. Rio de Janeiro, m. Mart. florens: Glaziou (2539). — Lagoa Santa: in silvis frequens; arbor interdum peralta,' cujus lignum magni pretii. est. Sueccus quis- dam incisura e cortice ramorum et trunei effluit et resinam quan- dam fuscam format. M. Aug.—Oct. foliis vetustis plane privata at fructibus onusta frondem novellam nigrescente-fuscam ;evolvens visa est; gemmæ. eximie perulatæ sunt, perulis e stipulis for- matis,. pilis densis fuscis nitentibus tectis. . Floret- m. Dec.— Febr.; fr. Aug. Sept. Pterocarpus Linn., Bth. I. c. 266. 4... Pt. Rohrii Vahl. Symb. Il, 79. — In provincia Rio de Janeiro: Glaziou (2545). Ilbidem: Glaziou (6868). Ann. Specimen pedicellis calyce longioribus ad Pi. violaceum transit, cæteris ad. Pt.. Rohrii -per- tinet; fortasse (ut dicit cl. Bentbam in Fl. Bras.) sunt hæc spe- cies ad unam et eandem referendæ. Ad Lagoa Santa. in silvis.,sat rara.: Arbor interdum per- magna crassa, cortice tenui lævi griseo; radicum partibus supra terram. sitis interdum ut in Fici speciebus nonnullis com- pressis sat alte elevatis. 2. Pt: violaceus Vog., Linnæa XI, 416. — Ad Rio de Janeiro (Praia grande) m. Dec. Jan. florens: Glaziou (5824). Poecilanthe Bth. I. c. 270. 1. P. grandiflora Bih. fl. Bras. — In prov.… Rio de Ja- neiro:; Glaziou (6172). Platymiscium Vog., Linnæa XI, 198. 3. P. floribundum Vog., Linnæa XI, 499. — In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (2537, 43714). P. pubescens Micheli, n. sp. foliolis ovatis, acuminatis, stipulis lanceolatis caducis, racemo tomentoso, vexillo alis vix longiore. 102 Arbor vulgo mediocris, interdum sat alla, nunc quoque minor trunco poll. 3—4 tantum crasso (teste Warming) ramulis canaliculato-striatis, partibus novellis tomento fusco vestitis. Stipulæ lanceolatæ, obtusæ, tomentosæ, caducissimæ 4—6 mm. longæ. Petioli 7—8 cm. longi tomentosi. Foliola fere semper 7, impari distante, nonnunquam paullo majore, omnia ovata, ad apicem gradatim angustala, acuminata acuta, basi rotundatlo- cuneata, 6—7 cm. longa, 2—3 cm. lata, membranacea,. venis utrinque prominulis, superne glabra, inferne, præcipue ad venas, adpresse pubescentia, petiolulo 3—5 mm. longo. Racemi ad axillas foliorum solitarii, vel raro bini, simplices a basi floriferi, 8—10 cm. longi, rachi tomentoso, pedicellis brevissimis vis 1—2 mm. longis. Bracieæ et bracteolæ minimæ cito deciduz. Calyx 3—4 mm. longus, late campanulatus, tomentosus, dentibus circa quartam partem tubi æquantibus, obtusis. Vexillum 6—8. mm. longum, glabrum, orbiculatum, emarginatum, unguiculatum, luteum maculis 2 purpureis v. atropurpureis notatum. ÅAlæ ovatæ, plicato-saccatæ, vexillum subæquantes, unguiculatæ; carina alis brevior, fere' recta. Stamina monadelpha, vagina more generis Supra fissa. Ovarium uniovulatum, tomentosum, stipitatum (sti- pite calyce breviore); stylus curvatus. Legumen junius tanfum adest tomentosum. — Omnes species hucusque in Brasilia c08” nitæ in omni parte glaberrimæ sunt. ; Ad Lagoa Santa in silvis baud rara; arbor mediocris, interdum sat alta; m. Sept. Oct. frons novella evolvitur vetusta eodem tempore delabente; m. Oct. Nov. floribus svaveolentibus luteis vel interdum atropurpurascentibus et albo-violaceo-piclis onusta. Lonchocarpus H. B. Kth., Bth. I. c. p. 275. 1. L. sericeus H. B. K. Nov. gen. et spec. VI, 383. — «Påo carrapato», «Embira de carrapato», «Carrapa!0” Lagoensium; etiam nomen «Tamboril» huic plantæ attribuitur- 103 Ad Lagoa Santa in silvis et virgultis silvestribus fre- quens, sæpius ut videtur prope rivulos; arbor trunco interdum elato, eleganti; cortex lævis griseus intus rubescens succo.ob- scure rubro scatens; interdum arbuscula vel frutex et tamen ferlilis, ” Lignum flavicans, molle haud magni pretii est. M. Dec. —Mart. floret, floribus roseis v. albis, post flørescentiam in vio- laceum transeuntibus, vexillo medio flavo. " Inflorescentiæ inter- dum €e ramis adultioribus digitum et ultra crassis ortum ducunt. 2. L. neuroscapha Bth. fl. Bras. — Ad Rio de Janeiro: Glaziou (6867). Ø, pubigera. — Ad Rio de Janeiro: Glaziou (1029). — Ad Lagoa Santa in silvis, arbor, m. Dec.—Mart. florens; co- rollæ albæ. lisdem nominibus ac præcedens denominatur. 6. L. virgilioides Bth. fl. Bras. 280. — In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (2424). Millera Linon., Bth. 1. c. 290. 1. M. moniliformis Linn. fil. Suppl. 53. — Copacabana ad Rio de Janeiro, m. Oct. florens: Glaziou (3928) (fructu ab- Sente quammodo dubium, sed inflorescentia et floris habilu veri- Similiter ad. M. moniliferam referenda). Andira Lam., Bth. I. c. 294. 2. 4. stipulacea Bth. Arch. Mus. Vind. II, 107. — «ån- gelim= Fluminensium. Forma stipulis minoribus. — Prope Engenho novo, prov. Rio de Janeiro, m. Julio florens: Glaziou (5819). 4." A. anthelmintica' Bth. Ann. Mus. Vind. 1l, 108. — sÅn- gelim» Fluminensium. ; Rio de Janeiro åd monitem Gavia, m. Aug. flørens: Glaziou (64173; 25322). ” 104 26. 4. frazinifolia Bth., Ann. Mus. Vind. 11, 108. — Vulgo sÅAngelim (v. corruptione(?) «Girgelim») do mato»;. etiam nomina «Påo mamona do mato» et aPinhåo de mato» ei attribuntur et. verisimiliter etiam nomen «Angelim amargoso Lignum tignariis bhaud magni prelii est. | Ann. Åb A. anthelmintica difficile discriminanda; specimina suppetita ad speciem hanc stipularum forma et foliolis coriaceis transeunt. Ad 4. frazinifoliam foliolorum forma et stipellis per- tinere videntur. Ad LagoaSanta in silvis frequens, inprimis prope rivulos, ad ripam lacuum et udorum ét in paludibus ipsis, nunc arbu- scula bi-triorgyalis trunco 2—3-pollicari v. frutex quoque nunc altior trunco pedem et ultra crasso, fronde pulchre viridi; flores rosei demum in violaceum vertantes, vexillo medio albido. Floret m. Dec. Mart., Maio, Junio; m. Maio Junio fructus maturi inventi, magnitudine pruni, glauco-pruinosi. M. Jan. semel cum fructu immaturo lectus. —" In silvis inter Lago Santa et Caxueirinha, ad Rio Paraopeba prope Funil, ad Bom Fim specimina plura a Warming observata. 12. Av retusa H. BK. Nov. gen. et spec. VI, 385. Ann. Ab å. laurifolia vix satis diversa videtur. In camp!s ad Paracatu; m. Sept. florens, arbor 5—42 ped. alta: Lund. 13. 4. laurifolia Bth., Ann. Mus. Vind. II, 409. — sån" gelim do campo» (v. «Girgelim») Lagoensium. Ubique in campis inprimis tamen fertilioribus ad Lag?2 Santa valde frequens et areas diam. 10—30 ped. metientes tegens; e trunco ramosissimo subterraneo vel interdum ex pårté denudato, 3—4 poll. et forte ultra crasso, tempore vernali caules breves enascuntur, qui fere semper vix annum nati ignibus cam” porum succumbunt, et tantum in locis quibuspiam ignibus vulgo non expositis, ex. gr. prope habitationes humanas, lignosi altitu- dinem 1—2-ped. attingunt; m. Aug.— Oct igitur in campis : É Sa huper ustis frons nova apparet, primum rubescens v- fuscescen 105 cito tamen virescens, et fere eodem - tempore et usque in Oct, inflorescentiæ violaceo-roseæ v. purpurascentes evolvuntur; fructus fere magniludine et forma pruni m. Dec. Jan. maturescit, flavus, odore pomi. — In itinere inter Lagoa'Santa et Serra da Mantiqueira multis in campis a Warming observata, ex. gr. ad Caxueirinha, Contagem, Piedade geraæs, rancho de Aguiar, Brumado, Barbacena, Ressaca etc. 246: "SAS inermis H:>B:-Kiy Nov. gen: ”et-'spee. VI 385. — In campis S. Paulo (ex. gr. ad Franca), Minas et Goyaz frequens, frutex 1-pedalis; floret Aug.: Lund. — Ad Lagoa Santa arbuscula unica orgyalis å Warming in campis inventa est, trunco tortuoso, m. Mart. fructifera. Dipteryx Schreb., Bth. 1. c. 300. 4. D. alata Vog., Linnæa XI, 383. — «Bart» (corrup- tione: «Barujo») Lag. — Ad Lagoa Santa arbor unica visa, prope prædium quoddam, ubi certe plantata. M. Nov. fl.; petala ”alba et virentia. Pteredon Vog., Bth. 1. c. 304. 2. P. polygalæflorus Bth. fl. Bras. — In campis inter Santa Anna dos Alegres et Paracatu, m. Sept. florens: Lund. «Sucupira» Brasiliensium. Trib. Sophoreæ Benth. i. 'e. 307. Myroxylon Mutis, Btb. I. c. 309. 2. " M. peruiferum Linn. fil., Suppl. 233. — An nomen «Balsamo» Lagoensium huic arvori attineat? Lagoa Santa: specimen unicum tantum a Warming inven- tum est, in silva ad paludem crescens, arbor c. 30 ped. alta, Cortice læviusculo cinerascente, fronde pulchra obscure viridi; m. Jul. Aug. folia vetusta delabuntur racbide foliorum sæpe post delapsum foliolorum persistente et innovationes cum inflorescentiis 106 eodem fere tempore apparent; floret Jul. Aug.; petala alba fr. Octobri. Ferreirea Allem., Bth. I. c. 310. 1. F. spectabilis Allem. in Trab. Soc. Vell. 26 (fructibus absentibus quodammodo incerta). — Vulgo: aSueupiruna» v. «Sucupira do mato» Lagoens. In silvis ad LagoaSanta arbor sat rara, altitudinem mag- nam attingens,; corona pulchra; m. Sept. Oct. floribus albis onusta. Cortex griseus- lævis; lignum albescens, annulis anno- tinis subinconspicuis, incolis magni pretii est. Bowdichia H. B. K., Bth. 1. c. 311. 4. B. Virgilioides H. B. K. Nov. gen. et spec. VI, 376. — «Sucupira do campo» Lagoensium. : Ad Rio de Janeiro in monte Gavia: Glaziou (4790; folia lantum). — Ad Lagoa SÅ (W.) in campis haud rara, item in campis ad Caxueirinha, Contagem, Bom Fim, inprimis in campis fertilioribus et prope margines silvarum ; arbor Die- diocris; etiam in silvis occurrit; m. Aug. Sept. fronde velusta sæpe nondum plane privata inflorescentiæe amplæ speciosæ vi0- laceo-coeruleæ apparent; fl. Sept.—Nov.; m. Jan. Febr. fructus maturescunt. Sophera Linn., Bth. I. c. 313. 1. S. tomentosa Linn. Spec. 533. — In silvulis et virgultis maritimis ad littus Copacabana et alibi prope Rio de Janeiro frequens, m. Juni, Sept., Dec. florens: Glaziou (3927, 1369), W., Lund. i Ormosia Jacks., Bth. I. c. 314. 1. O. nitida Vog., Linnæa XI, 405. — In silvulis litto- ralibus ad montem Tijuca, m. Martio florens: Lund. 107 » 29. 0. fastigiata Tul. Arch. Mus. Par. IV, 403. — «Pi- ranga» Lag. Ad Lagoa Santa unicum specimen inventum; arbor in margine ipso silvulæ, m. Febr. cum alabastris junioribus, m. Oct. cum fructu maluro. [Legumen mono-dispermum, minute tomen- tosum v. tomento detrito glabrum, compressum, 4—2 poll. Ig., 41/4 poll. latum, apice abrupte in acumen triangulare productum, basi angustatum, fuscum; valvæ lignosæ. ”Semina ellipsoidea compressa, coccinea, macula nigerrima, 17 mm. longa, 18 mm. lat.: W.] Lignum a lignariis bonum esse dicitur. Sweetia Spreng., Bth. fasc. L, pg. 3. 2. Sw. lentiscifolia Spreng., Syst. II, 474. In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (5853). 5. Sw. dasycarpa (Vog. in Linnæa XI, 388) Bth. Vulgo «&Japada» Lagoens. In campis ad Lagoa Santa frequens, arbuscula sæpius 10—20-pedalis, trunco ramisque tortis, interdum frutex 2—3- pedalis ferlilis; cortice testaceo valde longitudinaliter fisso suber- 0sS0; m. Sept. Oct. frons hova apparet vetusta eodem tempore delabente; floret m. Oct.—Jan.; petala alba v. ochroleuca odo- ralissima; "antheræ rubescentes ; usque in Sept. Oct. fructus in arboribus persistunt. — Etiam ad Contagem et Caxueirinha Visa: W.; ad Curvello, Mart. fl.: Lund. Swartzieæ et Cæsalpinieæ determ. cl. &, Bentham in Flora Bras. Trib. Swartzieæ. = Bentham in Fl. Bras. fac. L, pg.7. TZøllernia Nees, Bth. Fl. Bras. pg. 7. 4. 2. falcata Nees in Nov. Act, — Ad Rio de Janeiro, m, Jun. fl.: Warming. 108 5. Z. ilicifolia Vog. in Linnæa XI, 166. — LagoaSanta: in silvis et virgultis silvestribus haud rara; frutex paucipedalis (3—4—5') v. rarius arbuscula 12—414-pedalis cortice lævi griseo, frønde viridissima, floribus roseis; fl. Aug. Sept.; fr. Dec. Jan.; cotyledones crassæ irregulares virides. Swartzia Schreb., Benth. in Fl. Bras. pg. 14. 16. Sw. macrostachya Benth. in Fl. Br. — «Gråo de bode» v. Culhåo de bode» Lag. Lagoa Santa: in silvis hinc illinc, arbuscula ad 30 ped. alta; fronde sordide viridi; 1. Mart.—Maio. 19. Sw. multijuga Vog. in Linnæa XI, 475. — Culhao de bode» v. «Grao de bøde» Lagoens. Lagoa Santa: arbuscula silvestris, biorgyalis et ultra, V- etiam frutex corlice albido lævi; inflorescentiis in. trunco… ips? sitis; petalum album; fl. Febr.—Maio; legumen mat. Aug-—N0Y:) elongato-pyriforme, 2— 4 poll. long., glabrum, glauco-pruinosum; demum flavescens; semina ad 12—13, arillo flavo. 20. Sw. Flemmingii Raddi. Quar. Piant. Nuov. 18. — «Gråo de bode» v. «Culhåo de bode» Lag. Lagoa Santa: in silvis et virgultis silvestribus hine illinc, arbuscula ad 30—40 ped. et ultra alta, crassitudine 1—17/2 ped. et certa majore, fronde sordide viridi; inflorescentiæ in ips0 trunco sitæ; fl. Mart,—Maio; petalum album, stamina alba an- theris flavis. Legumen m. Sept.—Nov. mat. 25. Sw, pilulifera Benth. Lagoa Santa: in silvis sat frequens, frutex vel arbusculå; fronde lutescente viridi, m. Sept. Oct. florens, floribus fortiter : svaveolentibus; m. Jan. fructif.; legumen pallide miniaceul; testa seminis flava; arillus albus; cotyledones crassi virides- 109 Subordo II. Cæsalpinieæ. Bentham in Flora Brasil fasc. L, 44. Sclerolobium Vog., Bth. I. c. pg. 46. 4. S. paniculatum Vog., Linnæa XI, 397. — Prope Cur- vello ad ripam rivuli, m. Oct. Nov. florens: Lund. 8. SS. rugosum Mart. in Herb. Fl. Br. — Ad Lagoa Santa et Santa Luzia arbor silvestris, 20—40-pedalis et altior, ad 2 ped. crasso, corltice læte fuscescente-cano, longitu- dinaliter subruguloso fere lævi, intus rubro; m. Oct. Nov. floribus svaveolentibus onusta: W., Lund. 9. S. aureum (Benth.) |. c. 50. — «Goncales do campo» Lagoens. ; Lagoa Santa: in campis arbor valde frequens vulgo 15— 30 ped. alta, fronde viridissima, floribus luteis fortiler svaveo- lentibus; m. Aug.— Oct. frondescentia perspicitur foliis novellis purpurascentibus; floret m. Dec.—Febr., fructif. m. Julio—Sept. c. fronde vetusta. Ann. «Goncales do mato» Lagoensium, cujus lignum magni pretii est, botanice adhuc ignotum. Melanoxylon Schott, Bth. I. c. 56. 1. M. Braiinia Schott in Spreng. Cur. Post. 406. — «Bratna» Lagoens. Ad Lagoa Santa in silvis haud frequens, arbor elegans altitudinem sat magnam attingens. M: Martio florens inventa. Lig- num intense obscure-rubrum ab alburno flavicante bene limita- tum; cortex lævis griseus. Cfr. Saldanha da Gama: Configura- cåo e descripcåo das principaes madeiras de Rio de Janeiro (Rio de Jan. 4865), pg. 94. Phyllocarpus Riedel, Bth. I. c. 61. 4. Ph. Riedelii Tul. in Ann. Sc. nat. H Sér., XX, 143. — Ad Rio de Janeiro (in collibus ad, «caminho do brocco»): 110 m. Maio Junio fløret et tunc e longa distantia oculos sese ad- vertit copia ingenti florum splendidorum, in arbore defoliato jam evolutorum ; sepala et petala scarlatlina; stamina, stylus et stipes ovarii carminea; ovarium viride (Lund). Peltophorum Vog., Bth. Il. c. 61. : 1. P. Vogelianum Benth. in Hook. Journ. H, 75. — «Canna fistula» interdum false denominatur, ita ut oFarinba secca» et aTamboril». In silvis ad Lagoa Santa frequens, arbor comå obscure viridissima, foliis gracillimis et copia flørum splendente lute- orum elegantissima; haud tamen incolis magni pretii est, quia lignum molle indurabile; truncus interdum elatus, sat allus; fl. Nov.—Febr. i Cassia Linn., Benth. |. c. pg. 82. 5. C. ferruginea Scbrad. — «Canna fistula» Lagoens- Prope urbem S. Paulo in silva secundaria et ad Hytå, Nov. (l.; arbor magnifica: Lund. — Lagoa Sånta: in silvis sat frequens, vulgo arbuscula, interdum præalta, crassa, cortice are0- lato rimuloso areolis solutis deciduis; copia inflorescentiarum 1(0—1 ped. long. flav. splendidissima; flores svaveolentes; fl. Oct. —Åpr.; m. Sept. Oct frondescentia foliis vetustis jam sæpe om nibus delapsis. — 11. C. affinis Benth. var. foliis majoribus subacuminatis. «Cabo verde» Lagoens. ; In silvis ad Lagoa Santa frequens. Arbor ad 30—40 ped. alta, nune frutex fere orgyalis at fertilis tamen; ligene, n. —Åpr:+ Capell3 (W.)- minimi pretii est; m. Jan. frondescentia observata; fl. Ja fr. mat. Oct. Nov. — Crescit item ad Contagem, nova, Funil ad Rio Paraopeba, Bom Fim, Brumado Em 1 In" fruticetis 16. C. angulata Vogel. Syn. Cass. 16. É dices monts maxima pro parte e Pteride aquilina formatis ad ra £t1 Serra da Piedade, Maio fl.; ad Rio Paraopeba et Bom Fim multis in locis, Aprili fl. (W.). — Ad Lagoa Santa in silvis et fruticetis silvestribus, ad habitationes humanas, in cultis etc., frequens (W.); frutex vulgo fere orgyalis et ultra; fl. Jan. —Maio. 18. C. speciosa Schrad. in Goett. Gel. Anz. 1821, 718. — «Cabo verde» incol., quibus minimi pretii est; antisyphilitica habetur. Lagoa Santa: in silvis sat frequens; arbor 40—30 ped. alta, nune etiam ut arbuscula vel frutex et tamen fertilis occurrit; i. m. Jan.— Aprili. 19. C. rugosa: Don. Gard. Dict. II, 440. — «Cabo verde do campo» lLagoens. Lagoa Santa (W.): in. silvis et virgullis silvestribus, sed eliam in campis et hic frequentior; vulgo frutex 1—5-pedalis et ultra, v. interdum in silvis arbuscula caule valde elongato fere Scandens («cip6»); fl. Dec.—Jul.; m. Dec. innovationes in cam- Pis frequenter observantur, — Ad S. Carlos, frutex 3—4-pe- dalis, Jan. l.; in campis ad Curvello, Mart. fl.: Lund, et Multis in Campis inter Lagoa Santa el Barbacena, ex. gr. ad Caxueirinha, Contagem, Capella nova etc. BW: 21. macranthera DC. in Collad. Hist. Cass. — Lagoa Santa in silvis et fruticetis silvestribus, frutex v. arbor sæpius Mediocris; (1, Jan. —Mart. Var,? venosissima Bth. 1. Cy 405: ; — Lagoa.Santa: in fampis rara; frutex 3—5-pedalis. e splendida Vog. Syn. Cass. 47. Var. angustifolia Bth. "€ 405. — Ad Lagoa Santa in virgultis et marginibus sil- Yarum, jnxta ripas fluvii Ri beirao da mata etc. haud rara, frutex Braciliter divaricato-ramosus, 1—2-orgyalis; fl. m. Jan.—Maio ; fructus Blabri nitide viride Minarum Observata, ex. Paraopeba, s. — Etiam aliis in locis provinciæ gr. ad Contagem, Funil ad Rio Brumado, Palmeira prope Barbacena etc. (W.). ø 112 24. C. bicapsularis L. Spec. 538. var. pubescens. — «Pao de caximbo» v. «Canudo» Lagoens. Ad Lagoa Santa (W.) in fruticetis silvestribus, in planta- tionibus et ad habitationes humanas valde frequens; arbuscula vel sæpius frutex nunc 1—2-orgyalis, nunc 2—3 pedalis; fl. Mart, —Maåio. — Multis aliis in locis in itinere observata, ex. gr. ad Barbacena, Brumado, Bom Fim, Rio Paraopeba, Con- tagem, Capella nova etc. (W.). — In campis ad Hytu fre- quens; frutex 2—3-pedalis; Febr. (.: Lund. 28. €. excelsa Schrad. in Gått. gelehrt. Anz. 1821, 717. — LagoaSanta: in silvis haud frequens; arbor elegans, mediocris altitudinis v. interdum frutex; fl. Jan.— Mart, ; fr. m, Apr. immat. 31. C. neglecta Vog. var. acuminata Bih. 1. CHE In silvis ad Lagoa Santa hinc illinc; frutex; Apr. Maio fl.; Sept. fr. 32. C. sulcata DC. Lagoa Santa: ad habilationes humanas in ruderatis, hortis Lagoens. aliisque cultis valde frequens; foetida; herba annua, 2—5-p8- dalis, basi sublignosa; fl. Oct.— Mart. 34. C. occidentalis Linn. — «Fedegoso» Lagoens. Lagoa Santa: herba annua caule sæpe basi sublign0os0o, vulgo 2-—3-pedali, ad vias, in cultis, ruderatis etc. valde fre- quens; foetida; (1. Nov.—Aprili; fr. Mart.—Maio etc. 37. C. pentagonia Mill. dict. ed. 8, no. 18. — Prope L3- g0aSanta: ad rupes calcareas in solo lacustri tempore pluvium inundato. m. Mart. Aprili fl. maxima copia visa: W. Secund. €l- Lund prope rupes calcareas «Lapa da pedra dos Indios» item magna copia habitat. 38. C. tora L. Spec. 538. — In cultis et ad vias propé urbem S. Paulo, Dec. fl.: Lund. Ad Lagoa Santa undiqué ad vias prope habitationes humanas, in ruderatis, cultis éte-5 | ig É i i 413 annua, caule basi sublignoso 1—3-pedali, m. Nov. — Maio floret; petala pallide flava. 39. C. pilifera Vog. Synn. Cass. 23. — Lagoa Santa: ad margines silvarum et in sepibus virgultisque silvestribus, suf- frutex v. herba 4—6-pedalis, valde frequens; fl. Jan.— Apr. — In palude prope Hytå, Febr. fl.: Lund. Var. pilis deficientibus: prope Curvello, Mart. fr.: Lund. 47. C. appendiculata Vogel. — In silvulis maritimis (re- stinga) ad Tijuca et Ilaipå, prope Rio de Janeiro, Mart. f1.; frutex floribus magnis luteis splendidissimus: Lund. 55. C. multijuga A. Rich. et var. fulva. — 4Canna fistula» Bras. ex annot. Lundii. Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus non fre- quens; arbuscula cortice griseo lævi; :fl. Apr. Maio; fr. Aug. Sept.; m. Dec. frondescentia observata. — Habitat item ad Caxueirinha et Rio Paraopeba:; W. 57. C. reniformis Don. — Serra da Piedade in parte inferiori regionis campestris petrosæ, frutex 4—6-pedalis, Jan. Febr. fl. et fr., Maio fl.: W. — In monte Itacolumi, Jan. fl.: Lund. 59. C. silvestris Vell. — «Poncada» Lagoens. Ad ripas rivuli Riacho fundo, Mart. fr.; in campis ad Hytå sat frequens; Febr. fl.: Lund. — Lagoa Santa: in fruticetis silvestribus, ad habitationes humanas in hortis, rude- ratis, in silvis secundariis («capueiras») etc. frequens; item ad Caxueirinha, Bom Fim etc.: W.; vulgo frutex 1—2-orgyalis Y. arbuscula ad 20-pedalis, m. Jul.—Oct. fructifera, foliis plane privata; frondescentia m. Nov. Dec., fl. Dec. —Mart., et parcius Apr. Maio. 61. €. alata Lin. — «Maria preta» Lag: Lagoa Santa: in humidiusculis ad rivulos et ripas lacuum inprimis prope habitationes humanas, in ruderalis, juxta vias etc. 8 114 frequens ; fl. Apr.-—Jun.; m. Dec. sæpe maxima pro parte fronde privata stat. — Ad Rio de Janeiro, Jun. fl.: W. 66. C. Apoucouita Aublet. — «Maria preta» Lagoens. Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus vulgatis- sima; arbuscula v. frutex, ramis valde elongatis fere scandentibus super alios frutices reclinatis; (. Nov.—Jan.; fr. Sept.—Dec.; legumen maturum flavescens. 69. C. hispidula Vahl. Ecl. III, 40. — Lagoa Santa: in campis lapidosis frequens; caules lignosi 1—3-pedales e rhi- zomate subterraneo lignoso enati, parce ramosi, subprostrati, ignibus camporum vulgo succumbunt; calyx sordide purpurascens; petala. basi purpurascentia, cælerum lutea; fl. Jan. Febr. 71. C. viscosa H. B. K. — Ad vias prope Paracatt, Sept. fr. mat. et immat.: Lund. 79. C. geminata Benth. 1. c. 1435. — In campis ad Cha- pada de S. Marcos et Paracatu, Sept. fl. et fr.; frutex 4—5-pedalis: Lund. 88. C. cotinifolia G. Don. — In campis inter Lagnoso et Rio das velhas, Abg: Hf: Lund. << Lagoa Santa in campis inprimis sterilibus lapidosis; suffrutex, caulibus simplici- bus vulgo 1—4"-pedalibus, sæpe aggregatis, pluribus e rhizo- mate crasso lignoso enatis; fl. Maio—Jul.; fr. Aug. Sept: 95. C. orbiculata Benth. var. I. c. 140. — Lagoa Santa in camporum collibus lapidosis, rarissima; frutex 1—2-pedalis; fl. Jun. Jul.: Lund. 96. C. Clausseni Bih, — In campis ad Rio S. Francisco; Oct. fr. immat.: Lund. : 97. C. setosa Vog. — Lagoa Santa: in marginibus silva- rum prope campos et in fruticelis silvestribus sat frequens; frutex 6—8-pedalis et ultra, parce diffause-ramosus, v. caulibus elen- gatis fere simplicibus; Maio-Oel., Dee. Jan., Maio Jun. florenS LE ROERE EET hr DRESS EVNE FRE ede jan 1415 visa. — Item ad Contagem et Capella nova: if TER | VER campis. inter Rio Mugy et Batataés, Jun. f1.: Lund. 105. C. numulariæfolia Benth. — In campis inter Santa Anna et Paracatu sparsim; Aug. fl. et fr. immat.: Lund. 138. C. trachycarpa Vog. Syn. Cass. 52. — In campis ad S. Carlos, Jan. fl.; Caxoeira do campo ad ripas rivuli, Febr. f.: Lund. 139. C. cathartica Mart. — «Senna do campo» Lagoens. In saxosis campestribus montis Serra da Piedade (W.), m. Jan. Febr, et Maio fl.; frutex 4—5-pedalis, elegantissimus, fronde densissima viridissima floribusque aureis. — In campis ad Barbacena, m. Jun. Jul. fl., ad Caxoeirinha, Capella nova, Brumado etc. frequens: W. — Ad Lagoa Santa undique in campis et fertilioribus et sterilibus lapidosis valde frequens; frutex vulgo 1—3-ped. altus; fl. et fr. Jun.— Dec. lecta. 144. C. 1 uiflora Spr. var. parvifolia. — In silvulis ma- ritimis arenosis et in campis ad Rio de Janeiro ex. gr. ad Tijuca, Jul. et Nov. fl.: Lund. 145. C. Langsdorffi Kunth. — In montibus Serra do Cipo, Oct. fl. (var.); Libon. — In campis ad Mugy sat vul- garis, Nov. fr.: Lund. — Ad Lagoa Santa in campis «cerra- dos» valde frequens ; fruticulus v. suffrutex 1—2-pedalis, m. Nov. Dec. cum fronde jam annum nata et innovationibus visa; etiam Specimina florentia radice annum nata lecta sunt; fl. Dec.—Apr. 147. C. tecta Vog. — Lagoa Santa: in collibus campo- Tum aridis lapidosis haud frequens; caules erecti simpliciusculi; fl. Jan. Febr. 151. .C. basifolia Vog. — Lagoa Santa: in campis fre- quentissima; perennis. fruticosa vel jam annum nata florens; Caules 1—3-pedales erecti simplices v. parce ramosi; fl. Dec.— Maio fronde vetusta persistente. — Ad Curvello, in campis, Mart. fr, imm.: Lund. g% 116 152. C. rotundifolia Pers. — Lagoa Santa: ad vias inprimis in locis humidiusculis, in campis, in hortis et planta- tionibus Maydis valde frequens; caulibus prostratis pluribus ex eodem centro divergentibus; fl. Jan.—Apr., Jul.—Sept., Dec. — In cultis circa S. Paulo vulgaris, fl. Dec.; Lund. In vias ad Carahy et alibi prope Rio de Janeiro, Jun. Jul. fl.: W. 155. C. trichopoda Benth. |. c. 163. — Lagoa Santa: in pascuis et solo cullo, in campis fertilioribus sat frequens; Jan.—Mart. fl. 172. C. flexzuosa Linn. — Juxta viam ab Areias ad Tau- baté; prope Taubaté in campis veris; in campis ad Paracati, Sept. fr. immat.; a Taubaté septentrionem versus a cl. Lund non observata. — Lagoa Santa: in locis cultis («rocas», hortis), in fruticetis silvestribus, in campis (?) etc. frequens; M1. Ocl. —Mart. 178. C. mucronata Spreng. — »Senna» Bras. Serra da Piedade in saxosis campestribus, frutex 2-pe- dalis, m. Nov. fl., m. Nov.—Jan. fr.: W. In Serra do Caracat Domingos Musci. | 180. C. brachypoda Benth. var. I. c. 172. — Ad Lagoa Santa in campis inprimis «cerrados» valde frequens ; vulgo her- bacea radice annua caule simplici florifero, nunc suffraticosa; caules 1—2 ped. alti; fl. Dec.—Febr. etc. 181. C. chamæcrista Lin. var. Brasiliensis Vog. — Vag0vå Santa: in fruticetis silvestribus, in marginibus silvarum sat fre- quens; suffrutex caulibus ad 3-pedalibus; fl. Febr. Mart.; fr. Jul. — In campis ad Caxoeira do campo, Febr. fr. immal- (var.); in campis inter Hytå et Sorocaba, Febr. fr.; 6—8-pe- dalis (var.): Lund. 185. €. riparia H. B. Kth. var, pilosa Bth. 1. c. 474. — Lagoa Santa: in campis eliam lapidosis, in virgultis et locis cultis frequens; suffrutex caulibus vulgo 4—4Y2 ped. altis; 1 Oct.—Mart. 1417 186. CC. patellaria DC. — In via a S. Goncalves ad Alcantara, Jun. fl.; Lund; ad hortum botlanicum et montem «dois irmåos» prope Rio de Janeiro, Jun. Jul. fl. et fr.: W.; ad Lagoa Santa in virgultis silvestribus, pascuis, cultis etc. frequens; fl. Dec.—Mart. etc.: W. Apuleia Mart.,, Bth. I. c. 176. i. 4. præcox Mart. Herb. Fl. Bras. 423. — In silva prope Såo Carlos valde frequens, arbor, Jan. florens: Lund. — Rio de Janeiro: Glaziou (1568). Bauhinia Linn., Benth. I. c. 179. 5. B. holophylla Steud. — «Catinga de tamanduå» Lagoens. E Lagoa Santa: in campis inprimis «cerrados» frequens; frutex vulgo 4—5-pedalis, caulibus sæpius simplicibus; laciniæ calycis virides, petala alba; .. Dec. —Mart. 10. B. rufa Steud., Nom. Bot. ed. II. — Vulgo «Catinga de tamanduå» (ob foetorem ei Myrmecophagæ similem) vel «Unha de boi do campo» (ob foliorum formam). Lagoa Santa; in campis inprimis fertilioribus valde fre= quens; caules vulgo 3—5-pedales, erecti, simplices vel parce ramosi, lignosi, at quotannis e rhizomate prorumpentes; ubi ignibus camporum non succumbunt supra terram persistunt; floret Dec.—Apr., inprimis m. Febr.; fructif. m. Sept. — Etiam ad Contagem, Bom Fim, Piedade dos geraés, Bru- mado aliisque locis inter Lagoa Santa el Serra da Mantiqueira observata: W. 16. B. Bongardi Steud. — 4Unha de boi do campo» Lagoens. ” Lagoa Santa: in. campis inprimis acerrados» frutex 2—6-pedalis, caulibus simplicibus v. parce ramosis; fl. Jul. Aug. — In campis inter Rio Mugy et Batataés, Jun. Cc. alabastr.: Lund. frequens; 118 18. B. pulchella Benth. I. ce. 190. — Lagoa Santa: in campis inprimis fertilioribus valde frequens; frutex 3—6-pedalis; floret m. (Maio—) Aug.; m. Oct. cum fronde nova et fructu visa. . 21. B. Cujabensis Steud. var.; Bthb. I. c. 191. — In silvis vad Ypanema, m. Mart, fl. et fr. imm.: Lund. 22. B. longifolia Steud. var. acuminata. — 4«Unha de boi» incol. Årbor sæpius mediocris et frutex silvestris, in virgultis et silvis ad Lagoa Santa frequens; cortex longitudinaliter fissus; m. Dec.—Apr., Jun., Aug.—Oct. florens lecta; petala et sta- mina pallide rosea; fr. Jul.—Sept. — Item in silvis ad Con- tagem, Rio Paraopeba et Bom Fim frequens, m. Aprili florens visa (W.). 42. B. forficata Link. — «Unha de boi» v. «Unha d”anta» Lagoens. Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus frequens; arbuscula v. frutex orgyalis et ultra, fronde dilute viridi, floribus candidis svaveolentibus; fl. Oct. Nov.; Aprili, Maio fr. — In silvis montis Corcovado ad Rio de Janeiro, et alibi ad hanc urbem frequens; fl. Martio; m. Sept. Oct. fr. maturescunt, maxima vi et strepitu tunc dehiscunt, et semina una cum legumine ipso dejiciuntur: Lund, W. : 49. B. Langsdorffiana Bong. — Circa Rio de Janeiro in silvis sepibusque: Lund. — Lagoa Santa: frutex silvestris " alte scandens, ramis distichis, 55. B. angulosa Vog. var. densiflora Bth. 1. c. 207. — Lagoa Santa: in silvig alte scandens (liana); m. Sept. Oct. i. 56. B. rubiginosa Bong. — «Unha de boi» Lagoens. Ad Paracalt m. Sept. fi.: Lund. — Ad Lagoa Santa in silvulis et virgultis frequens, frutex scandens (liana); floret m. Jul.—OQet.; corollæ albæ. 60. B. leiopetala Benth. — 4Unha de boi» Lagoens- Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus sat fre- 119 quens, liana, ramis complanatis; fl. Maio, Jun.; petala alba unguibus roseis. Tamarindus Lin., Benth. in Fl. Bras. pg. 227. 1. T. indica Lin. — In hortis ad Lagoa Santa plantata; fl. Dec. Jan.; fr. Jun.—Aug.; frondescentia mensibus vernalibus. — Rio de Janeiro: Glaziou (2533). Tachigalia Aubl., Bth. I. c. 228. 3. T. multijuga Benth. — Ad Tijuca prope Rio de Janeiro arbor procera, Mart. f1.: Lund. Hymenæa Linn, Bth. I. c. 234. 2. H. stilbocarpa Hayne Arzneigew. XI, t. 41. — «Jatubås v. sJatobå do mato» Lagoens. In silvis circa Lagoa Santa species occurrit, verisimiliter cum hac identica, sed non certe determinanda quia flores colli- gere ob altitudinem arborum nunquam mihi contactum est: W.; m. Aug. alabastris onusta visa; et per menses Aug. Sept. fructus in solo jacentes inveniuntur. Arbor sæpe præalta, diam. ad 2 ped. Lignum firmum rubicundum incolis magni pretii est; cortex lævis pallida, flavescente-griseus. 4. H. stigonocarpa Mart. in Hayne Arzneigew. XI, t. 13 et var. pubescens Bth. 1. c. 237. — «Jatubå» v. uJatobå do campov Lagoensium. In campis circa Lagoa Santa freguens, arbor mediocris, altitudinem 40—30 ped. et crassitud. 1—42 ped. attingens, resina scatens, cortice nigrescente valde rugoso et areolato, intus . rubro; lignum rubescens firmum, ad varia suppellectila fabricanda adhibetur; floret m. Jan.—Mart.; m. Aug. Sept. fructifera, et eodem tempore v. jam m. Jul. folia vetusta delabuntur, novellis dense pubescentibus simul vel paullo serius prorumpentibus. In campis haud ustis folia vetusta interdum usqueé in Octobrem persistunt. Eliam in campis ad Capella nova (W.). % 120 Copaifera Linn., Bth. 1. c. 239. 4. C. Langsdorffii Desf. — «Pao d'oleo» ad Lagoa Santa vulgariter denominata. Ad Lagoa Santa in silvis arbor frequentissima, vulgo me- diocris c. 40-pedalis; rarius in campis fertilibus prope silvas plantis silvestribus interdum intermixtis invenitur. Cortex rube- Scente-fuscus, longitudinaliter fortiter rimosus, intus rubescens. Lignum rubescens haud magni pretii est. M. Aug. Sept. ubique in silvis folia novella obscure-rubescentia perspiciuntur et cortex inprimis tunc resina scatet; etiam m. Jan. Febr. et Maio frutices nondum fertiles cum foliis novellis visi sunt;. m. Aug. Sept. fructus maturescunt et semina permulta in solo silvestri dispersa inveniuntur. Folia vetusta tempore frondescentiæ dejiciuntur; 8emmæ magnæ perulatæ; floret m. Dec.— Febr. — Etiam aliis in locis provinciæ Minarum inter Lagoa Santa et Serra da Manti- queira observata, ex. gr.: ad Contagem, Funil ad Rio Parao- peba, Capella nova, Bom Fim, Brumado etc. (W-); Sorocaba, Febr. fr. et ad urbes S. Paulo, S. Carlos fre- quens, Dec. Jan. fl., ad Paracatt m. Sept. fr. immat.: Lund; in silvis ad montem Serra da Piedade: W. ; 6. C. trapezifolia Hayne. — In silvis ad Lagoa Santa rarissima, specimina pauca tantum inventa; arbor interdum præ- alta elegans, trunco ped: 3-4 diam., cortice lævissimo, grise0o- flavescente; foret m. Dec. Jan. (W.). Corrigenda. Pg. 87, lin. 8, leco svaveolentia lege suaveolentia — 88, lin. 6, loco Muss. lege Mus. — 99, lin.6 a basi, eriostemum lege eriostemon - — 100, lin. 2, svaveolentes lege suaveolentes — 101, lin.2 a basi, foliolis ovatis lege foliolis 7 ovatis — 102, lin. 7 a basi, svaveolentibus lege suaveolentibus EEEEE———— Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. Tredie Aarti, 1875. Udgivne af Selskabets Bestyrelse: Nr. 0575, Symbolæ ad floram Brasiliæ centralis cognoscendam, edit. Eug. Warming. Particula XXI. (Societati tradita die 14 Maii 1875.) Malpighiaceæ, Dioscoraceæ, Smilaceæ. : Exposuit Dr. A. Grisebach, Malpighiaceæ. Byrsonima Rich. I 1. B. verbascifolia Rich.; Griseb. in Mart. Fl. Brasil. fase. 21, pg.5. «Murici» Lagoensium. — Lagoa Santa: in cam- pis frequens; arbor 6—20-pedalis, trunco ramisque crassis sæpe tortuosis, cortice canescente-fusco in areolas parvas rimuloso ; interdum ut frutex bipedalis fertilis occurrit; m. Aug. Sept. folia annum nata dejiciuntur et novella eodem tempore apparent; pe- tala primum flava, demum purpurascentia; floret m. Oct.— Dec. et jam m. Febr. drupæ flavæ odoratæ edules (quam im" speciebus affinibus majores) cerasi fere magnitudine maturæ sunt. Item in campis inter Lagoa Santa et Serra da Mantiqueira pluribus in locis in itinere observata, ex. gr. ad Contagem, Piedade Geraés, Palmeira prope Barbacena (W.)- 8, villosa, Gr. I. c. — LagoaSanta cum forma typica: forma foliis rotundatis; variat foliis oblongatis, obtusis v. acutiusculis. 122 y» leiocarpa Gr. |. c. Variat foliis oblongato-rotundatis (B. verbascifolia latifolia Juss.) et angustatis åculiusculis (B. ver- bascifolia angustifolia Juss.). — Lagoa Santa: in campis in- primis lapidosis sterilioribus haud rara, ubi apparet ut forma singularis pygmæa, trunco subterraneo magno ramoso, ramis valde tortuoso-lignosis 1—2 pollices e terra emersis. Jam m. Aug. Sept. in campis ustis («queimadas») lapidosis innovationes cum inflorescentiis nondum evolutis observantur. d, intermedia Juss., Gr. I. c. Inter Brumado et Bom Fim frutex campestris, m. Jun. Julio florens; et ad Lagoa Santa, ubi eadem forma pygmæa ac var. leiocarpa occurrit. 2. B. pachyphylla Juss., Gr. I. c. pg: 6. «Murici (do mato)» Låg. — Lagoa Santa: in campis fertilioribus et in ” silvulis apricis virgultisque frequens; arbuscula 5—40-pedalis; floret Oct. Nov., rarissime florescentia nova m. Febr.—Aprili in speciminibus nonnullis observalur. In formatione silvestri variat connectivo loculos antheræ ex- cedente aliaque forma in «campos cerrados» . foliis basi rotun- datis a petiolo distinctis. 3. B. Clausseniana Juss., Gr. I. c. p. 6, t. I. — «Murici (do campo)» Lagoens. — Lagoa Santa (W.) in campis såt frequens; etiam virgulta silvestria ingrediri videtur; arbuseulå 6—8 ped. alta; m. Jun.—Sept. folia vetustiora delabuntur n0- vellis eodem fere tempore sese evolventibus; fl. m. Sept.— Nov-; m. Febr. fructif. 4. B. Martiana Juss., Gr. |. c. pg. 7. — In campis inter Rio S. Francisco et Curvello, m. Oct, flor.: Lund. 5:92. SerebEl Juss., Gr, I. c. pg. 7. — In campis saxosis montis Serra da Piedade valde frequens, frutex 1—2-pedalis; corolla alba, demum rosea m. Nov.— Febr. florens; Lund, W. 123 ØB, rotundata, foliis apice rotundatis ovalibus supra mox glabris subtus rufo-tomentosis (2—41'” longis, 12—8'"" latis). — Serra da Piedade: W. 6. B. ligustrifolia Juss., Gr. 1. c. pg. 8. — Serra da Piedade: in campis saxosis inter rupes; arbuscula ad 20 ped. alta, corolla pallide vel intensius rubra, glandulis calycinis rubes- centibus; fl. Maio. — Rio de Janeiro (Pico de Tijuca), Nov. florens: Glaziou (4949). 7. B. intermedia Juss., Gr. I. c. pg. 8. — «Murici d'Ema» Lagoensium (quia fructus ab Ema 9: Rhea americana Briss. eduntur). — Lagoa Santa: in campis inprimis fertilioribus valde frequens; frutex 4—4-pedalis (vulgo c. 2-ped.), caulibus pluri- bus aggregatis simplicibus e trunco subterraneo communi enatis ; folia ultra annum vix persistunt, m. Jul.—Sept. delabuntur inno- vationibus Aug.— Oct. emissis; corolla flava; floret m. Sept.— Jan., rarius m. Maio— Julio; fructifera m. Febr. et usque in Sept.; drupa pallide flava, edulis. — In itinere inter Lagoa Santa et Serra da Mantiqueira pluribus in locis observata, ex. gr. Caxueirinha, Colftagem, Capella nova, Bom Pim, Piedade dos geraés, Brumado, Piauhy etc. (W.). 8. B. lancifolia Juss., Gr. I. c. pg.7. — Specimina ste- rilia; folia conveniunt cum B. lancifolia coll. Burchell (7905: e Goyaz), recedunt a:B. sericea DC. magnitudine majori (4—6”" longa, 4179—92179'+ lata), basi longius in petiolum attenuala et pube paginæ inferioris aeneo-sericea. — Lagoa Santa, arbus- cula silvestris, rara. 9. B. sericea DC., Gr. I. c. pg. 141. — In virgultis et silvis maritimis («restinga») ad Rio de Janeiro, ex. gr. ad montem «dois irmaos»; arbuscula; m. Junio fructif.: Glaziou (725), Lund, W. — Lagoa Santa: in campis inprimis fertilioribus, haud frequens; frutex paucipedalis; floret m. Oct.; fructifera m. Febr. 124 10. B. cinerea DC., Gr. I. c. pg. 12. — Rio de Janeiro (Såo ChristovZo), m. Dec. fl.: Glaziou (4766). 11. B. spicata Rich., Gr. I. c. pg. 12. — «Murici do mato» Lagoensium. — Lagoa Santa (W.): vulgo arbuscula silvestris haud infrequens, interdum arbor grandis; corollæ pe- tala quatuor alba, quintum difforme flavum; glandulæ calycinæ albæ; floret m- Dec. Jan.; fr. m. Mart., Aprili. 12. B. vaccinifolia Juss., 8, Cearensis Gr. |. c. pg. 17. — Lagoa Santa: in «campos cerrados» sat frequens; frutex vulgo paucipedalis, erectus, ramosus; floret Nov. Dec. — Exstat quoque forma racemis in paniculam congestis |. c. designata. 13. B. cocoolobifolia Kth., Gr. I. c. pg. 17. — «Murici (do campo)» Lag. — Lagoa Santa: in campis valde frequens; arbor vulgo parva trunco ramisque tortis, cortice fusco crasso intus rubescente ; m. Aug. Sept. folia annum nata dejiciuntur et fere eodem tempore vel paullo serius innovationes apparent. Folia Obscure viridia rubrovenosa. Petala rubra (rosea v. pur- purascentia), glandulæ calycinæ albidæ v. sordide ”rubescentes. Floret (Sept.) Nov.—Jan.; fr. m. io; drupæ fuscescenti- virides. 14. B. crassifolia Kth., Gr. I. c. pg. 138. — «Murici do mato» Lag. — Lagoa Santa (W.): in silvis hinc illinc; arbor petalis pallide flavis, m. Nov. Dec. florens: W. 45: 'B. psilandra Gr. I. c. pg. 24. — «Murici (do camp 0)? Lag. — Lagoa Santa (Lund, W.): in campis «cerrados» dictis sat frequens, arbuscula vel frutex; fl. Oct.—Nov.; fr. Mart.— Maio: drupa globosa pisiformis. 16. B, laxziflora Gr. 1. c. pg. 10. — Prov. Rio de Janeiro ad Petropolin et in monte Tijuca, m. Jan. Febr. fl. et fructu immaturo: Glaziou (6490, 6862). Eandem prope Rio de Janeiro legit Burchell (2681). 125 8, montana, foliis brevioribus obtusiusculis (2—1 poll. longis, 10—8 lin. latis). — In cacumine campiformi Serra do mar prope Santos, Dec. fl.: Lund. 17. B. myricifolia Gr., nov. sp. foliis lanceolatis acuminatis apice obtusiusculis basi in petiolum marginatum attenuatis margine revolutis glabris supra lucidis subtus parce venosis, racemo brevi corymbiformi, pedicellis supra basin articulatis, bracteis lanceolatis obtusiusculis bracteolas mi- nutas ovato-oblongas obtusas vix attingentibus, corolla rubra, antheris ovarioque glabris: connectivo supra loculos in proces- sum clavatum iis fere æquilongum productis. Species seriem B. laæzifloræ (bracteolis a bractea remotis) cum angustifoliis (Ser. F. apud Gr. |. c.) connectit habituque ad B. ozyphyllam Juss. accedit, præterea antherarum fabrica distinc- tissima, Frutex videtur humilis, ramosus, foliosus, internodiis superioribus 3—4'" longis glabris. Folia 2—1” longa, 5—3"”" lata, a medio ad apicem basinque sensim atltenuala, in petiolum 2" fere angustata, rigida, juniora pube sparsa minuta quandoque supra adspersa, .mox utrinque glaberrima, margine revoluto cras- siusculo cincta, supra vernice quodam lucida, atroviridia, subtus palfidiora, mediano utrinque prominulo, venis distantibus tenuibus 4—6-jugis arcubus a margine remotis simpliciler areolatis supra inconspicuis subtus prominulis, stipula axillari deltoidea inferne petiolo adnata eoque fere duplo breviori. Racemi terminales, 5—10-flori, subfastigiati, pedicellis crassiusculis glabrescentibus approximatis - 6—4'7 longis, 14—17"" supra basin articulatis, bracteis bracteolisque vix 1'” longis. Calyx 10-glandulosus, segmentis ovatis. obtusis .extus rufo-sericeis 41/07) Jongis, glan- dulis ovoideis nigricantibus ad tubum restrictis. Petala sicca rubicunda, reflexa, glabra, lamina cordato-rubrotunda, 2” diam- longitudine quam latitudo breviori, margine lacera, ungue tenui snbæquilongo. Stamina 40, e calyee emersa, basi in o-rubente) clavato- tubum hir- Sulum connala, connectivo 4”” longo (sicco atr 126 obtuso supra loculos angustos pallidos paullo recurvato. Ova- rium subglobosum, glabrum, stylis subuliformibus duplo brevius. Drupa ovato-globosa, sicca rubro-atra, 4”" diam. Rio de Janeiro, in montibus Organensibus (Glaziou, 3893). Floret Aprili. Galphimia Cav. 4. … G. Brasiliensis Juss., Gr. Il. c. pg. 28. — Lagoa Santa (W.): undique in campis valde frequens; caules suffruticulosi vel herbacei erecti simplices vulgo pedem alti graciles plures sæpe €& rhizomate subterraneo lignoso irregulari enati; folia supra viri- dissima nitida, subtus albida glauca; floret Dec.—Febr.; petala lutea et purpurascentia; fr. Dec.— Mart. Pterandra Juss. 1. P. pyroidea Juss., Gr. I. c. pg. 30. — Lagoa Santa (W.): undique in campis frequens; frutex vulgo 1—3 ped. altus, caulibus simplicibus vel parce ramosis, sæpius pluribus aggre- gatis e trunco subterraneo communi enatis ; petala pallide rosea vel carnea erecta; floret m. Aug.—Nov. (Dec.), foliis serotinis novellis nempe m. Aug. Sept. nondum evolutis. Bunchosia Rich. i. .B. Fluminensis Gr. 1..c. pg. 31.. — Rio. de Janeiro (Lund, W.); frutex 4--8 ped. altus; drupa m. Maio, Junio må- tura, colore intenso fructus Sorbi aucupariæ (ex. Lund). Dicella Gr. 1. D. holosericea Juss., Gr. 1. c. pg. 32, ubi de fructu nune primum observato hæc addantur: calyce demum ampliato fructum æquante et includente, nuce subglobosa apice obtusata dense sericea (pilis urentibus) (ad 4 poll. alta, 373—41 poll. lata), cristis 2 oppositis nerviformibus a medio ad apicem paullo dila- tatis (superne "fe lin. latis). 127 «Mindubim do mato» Lagoensium (Mindubim est Arachis hypogæa). Lagoa Santa (W.): in silvis haud frequens, frutex alte in arbores scandens («cipo» Bras.) ramosissimus; floret m. Nov.— Jan.; corolla lutea, demum rubente; fructus Jan.— Martio ma- turi, ab incolis torrentur et ut semina Årachidis hypogææ eduntur. Thryallis Mart. sg latifolia Mart., Gr. |. c. pg. 34. — Curvello ad marginem silvulæ: Lund. -— Lagoa Santa (W,.): in silvarum marginibus et virgultis sepibusque frequens; frutex nunc scan- dens, ramosissimus, fere liana, nunc erectus 8—10 ped. altus ramis strictis palentibus; fl, Dec,y— Mart. corolla lutea; fr. a Mart. in Aug. : 2. T. brachystachya Lindl., Gr. |. c. pg. 34. — Rio de Janeiro (ex. gr. Morro de Santa Theresa), m. Jun. fr.: Glaziou (723, 1058), W. Brachypterys Juss. i. B. australis Juss., Gr. Il. c. pg. 35. — Prope Rio de Janeiro in arenosis littoralibus («restinga») ad montem Tijuca, Sept. florens: Glaziou (5755). Stigmaphyllum Juss. 1. S. vitifolium Juss., Gr. I. c. 36. — Prope Rio de Janeiro: Glaziou (1446). 2. 5. ciliatum Juss., Gr. 1. c. pg. 37. — In virgultis ad urbem Rio de Janeiro, ex. gr. ad montem adois irmåos» et Jardim botanico, m. Jun. Jul. fl. et fr.: Glaziou (717), W. 3. "S. tomentosum Juss., Gr. I. c. pg: 39. — In vicinia Rio de Janeiro: Glaziou (1061, 24115). 128 4. S. Gayanum Juss., Gr. |. c. pg. 40. — Species recog- noscitur corolla magna, petalis majoribus, lamina semipollicari, quamquam specimina recedunt glandulis petiolaribus ovalibus quandoque- usque ad basin laminæ productis. — Ad Rio de Janeiro (ex. gr. S. Christovåo et Venda grande) in sepibus; m. Maio (l., Aug. fr.: Glaziou (5767), Lund. 5. S. affine Juss., Gr. 1. c. pg. 40. Forma integrifolia, a pbræcedente corolla minori, petalis 4 lin. fere supra unguem longis recedens. Samara junior pubens, ala oblonga loculo triplo longiori basi superne nec non inferne ampliata et a loculo distincta, crista loculi solitaria rotundata. — Lagoa Santa: in silvis, virgultis, sepibus frequens, caule lignoso scandens («cipé» Bras.), sæpe in solo longe prostrato; floret Sept. Oct., Jan., Apr. Maio; corolla lutea, petalis 4 concavis, quinto minore plano; glandulæ calycinæ virides. — In prov. Rio de Janeiro (ad Cantagallo?), Maio f1.: Lund. 6. S. angustilobum Juss., Gr. |. c. 44 (ubi sphalmate legi- lur: S, angustifolium). Forma petiolo imfra apicem biglanduloso a descriplione Jussiæana recedens, sed foliis et corolla magna S. Gayani (petalorum lamina 6 Jin. longa) plane conveniens. — In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (2141), ex. gr. inter Petro- polin et Parahyba, Jun. fl. w. 7. S. acuminatum Juss., Gr. l. c. pg. 41. Forma acutifolia et obtusifolia (S. Lalandianum Juss.). — Ad urbem Rio de Janeiro (ex. gr. ad montem a«dois irmåos», m. Junio fr.): Glaziou (715), W. — Lagoa Santa: in virgultis sepibus marginibusque ramosissimum;. fl. Mart. Apr.; Co- slandulæ calycinæ primum virides, demum luteæ. silvarum frequens, scandens, rolla lutea; Banisteria L. 1. B. ferruginea Cay, Gr. 57. pg. 42. — Ad urbem Rio de Janeiro (ex. gr. in monte Corcovado), m. Maio fl.: Glaziou (6489). Specimina sterilia (ej. 5764, 5765) parum recedunt foliis basi subcordatis, 129 2. B. Clausseniana Juss., Gr. |. c. pg. 44. — Lagoa .… Santa (W.): in silvis virgultisqe frutex nunc valde elongatus parce ramosus, nunc vere scandens («cip6» Bras.); fl. m. Aprili. — Specimen exstat præterea in silvis ad flumen Rio das ma- Cacos prope Rio Paraopeba lectum petiolo infra apicem biglan- duloso, pedicellis pilosis, foliis inferne ad marginem glanduli- feris, forsan specifice distinctum. 3. B. pubipetala Juss., Gr. I. c. 45. — Lagoa Santa (WJ: in silvis et fruticetis silvestribus frequens, rarissime in campis acerrados» prope silvas intermixta; frutex 3—6—8 ped. altusy vage ramosus, sæpe ramis valde elongatis et scandens; incisura innovationum odørem quendam ei Acidi nitrici similem perspi- cias; fl. Jul.—Oct.; petala læte citrina; fr. Sept.—Dec.; samaræ sordide rubræ. : Y> oblongata Gr. foliis elliptico-oblongis apice obtusiusculis (3—219" longis, 11%9—4" latis). In & folia latiora, ovalia v. obovata. — Ad Lagoa Santa (W.) in campis «cerrados», frutex 3-pedalis; Aug. Sept. fl. .0, scandens Gr. ramis superne volubili-scandentibus, foliis elliptico-oblongis (2 longis, 12—6'" latis). Forma ad y acce- dens, sed samara adhuc ignota est; a simili B. nigrescente Juss. differt stylis inferne pilosis. — Lagoa Santa: cum forma typica. 4. B. nigrescens Juss., Griseb. |. c. p. 47. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (3844). 5. B. stellaris Gr. I. c. pg. 47. — Ad S. Carlos, prov. S. Paulo, m. Jan. Febr. cum alabastris: Lund. 6. B. lævifolia Juss., Gr. |. c. pg. 48. — Variat foliis acuminatis, acutis et rotundato-mucronaltis, ovatis et ovalibus, pube paginæ inferioris candido-sericea v. aurato-sericea, glandulis Versus basin 2—4, paribus distantibus. — Lagoa Santa: in Campis fertilioribus valde frequens, ita in fruticetis silvestribus "Oceurrens; frutex vulgo 3—5 ped. altus; fl. a fine Dec. usque 130 in Maium, corolla pulchre flava, petalis 2 longius unguiculatis concavis; m. Aprili—Julio fructifera; ,;samaræ sordide rubræ. 7. B. argyrophylla Juss., Gr. I. c. p. 49. — In fruticetis ad Hytå: Lund. — Lagoa Santa: in silvis inprimis in mar- ginibus silvarum, in sepibus et fruticetis valde frequens; liana valde ramosa, ex arboribus magna copia dependens; floret Febr. —Aprili, corolla flava; fr. Jul. — Aug. « 8. B. nummifera Juss., Gr. Il. c. pg. 49. — Parum recedit a descriptione Juss. foliis subtus tomento densiore obductis, fere ut in B. lævifolia Juss., a qua differt petiolo longiori (3—6'" longo) et apice biglanduloso, trunco scandente, samaris (speci- mini adjectis) glabratis latere nudis læviusculis (11/07 longis, 6'" latis), ala basi superne brevissime obtusangulo-appendiculata. — Lagoa Santa (W.): in silvis præcipue juxta margines, in fruli- cetis, sepibus etc. frequens; frutex scandens ramosissimus; fl. Sept. Oect., corolla flava. 9. B. angustifolia Juss., Gr. I. c. p. 50. — Ad Caeté prope Serra da Piedade, m. Nov. fr.: Lund. 10. B. campestris Juss., Gr. 1. c. pg. 50. — In campis prope S. Jozé vulgaris; m. Nov. flor.: Lund. — Lagoa Santa: in campis ubique vulgaris. Frutex caulibus vulgo 2—3 ped. altis, simplicibus, pluribus aggregatis e trunco subterraneo enatis; . erectis, subdivergentibus, foliis sordide viridibus; petalis albis, rOseis v. Ppurpurascentibus, inprimis duobus concavis; stamina alba, antheris flavis; floret Nov.— Jan. 7; ovale Gr k €. pg. 5 Lagoa Santa (Lund), cum forma typica, corolla dilute purpurea, «acidum nitricum foetens” (ex Lund); Aprili fl. d, montana Juss., Gr. |. c. p-. 51. — Forma foliis subro- tundis. — Lagoa Santa: cum præcedentibus (W.). 11. B. crotonifolia Juss., Gr. I. c. pg. 51. — Variat pe- i tiolis. abbreviatis v. 2—3/ longis. — In campis ad Santa 131 Anna, m. Aug. fl.: Lund. — Lagoa Santa (W., Lund): in campis omnibus valde frequens; frutex 3—4pedalis; fl. Jan.— Apr.—-Aug., corolla alba v. rosea subodorata; glandulæ calycinæ virides; fr. Jul. : 8, angustata Gr. I. c. p. 52. B. velutina Juss. — Lagoa Santa cum præcedente. 12. B. megaphylla Juss., Gr. I. c. p. 51. — Lagoa Santa: ubique in campis vulgatissima; frutex 3—6-pedalis, caulibus sæ- pius pluribus aggregatis elongatis simplicibus v. paullo tantum ramosis;. floret Jan., et inprimis ab initio Mart. in Jul, corolla rosea, alba v. flavescente-alba, basi purpurea; calyx intus et glandulæ calycinæ rubescentes; fr. Aug. etc. 13. B. albicans Gr.; Syn. B. ozyclada Juss. quoad pl. e Minas geraés, Gr. I. c. p. 52. A descriptione plantæ Peruvianæ (B. ozyclada Juss. originaria) differt sec. specimina fructifera coll. Burchell (nr. 7292 e prov. Goyaz) samara latere ad loculum ru- gosa, rugis irregulariter convexo-cristiformibus, præterea petiolis paullo supra medium glanduliferis (glandulis 2—4) ad nodum confluis, corolla rosea (sec. Warming); styli ad ovarium usque glabri sunt. — Lagoa Santa (W.): in silvis, liana; fl, Mart. "April. 14. B. adenopoda Juss., Gr. |. c. p» 52. — In silvis Serra da Mantiqueira, liana; fl. Maio (W.). 45. B. scutellata Gr. nov. sp. liana, ramis junioribus petiolisque velutino-pubescentibus, his crassiusculis longis eglandulosis, foliis membranaceis »ovatis v. ovato-oblongis cuspidato-acutis v. mucronatis supra glabratis subtus pube laxiori stellato-puberulis glauco-cinereis: glandulis 2 Scutelliformibus venarum imarum pari adjectis, umbellis 4(—2)- floris in corymbos breves axillares petiolum subæquantes termi- nalemque dispositis: pedicellis tenuibus pube rara adspersis basi articulatis, calyce -8-glanduloso sparsim pilifero v. glabriusculo: glandulis subgloøbosis, petalis glabris fimbriatis longe unguiculatis Cd - 132 calyce plus duplo. longioribus, antheris glabris: connectivo in binis excrescente, stylis inferne pubescentibus, samara . . + Species B… adenopodæ Juss. affinis, ubi pedicelli albo-villosi incrassati, calyx albo-tomentosus, antheræ pilosæ, glandulæ fo- liares stipitatæ, habitus (excepta inflorescentia) conformis. Folia 4—3" longa, 2—41/0'' lata, basi subtruncata, a medio acutata, apice acumine brevi v. mucrone acutissima, supra pube sparsa stellata adspersa, demum glabrata, opaca, subtus venis primariis cum mediano prominulis arcunervia, glandulis 2 a basi 3—4 oblique distantibus sessilibus concavis atris minulis, petiolo 6— 12" longo. Umbellæ pedunculo villoso semel v. bis tri-dicho- tomo imposilæ, bracteis ad dichotomiam sitis lineari-acuminalis 3" fere longis pedunculos secundi ordinis subæquantibus; pe- dicelli basi tribracteolati, 4—35'” longi, graciles, patentes, brac- teolis latiusculis 4” vix longis deltoideis v. ovatis glabriusculis.” Calyx segmentis Gvalo-rotundatis 1'” longis, glandulis atris. Pe- taåla 3—4'” longa, lamina subrotunda eleganter fimbriata in un- guem æquilongum abruptim angustata. "Stamina 10, monadelpha, ungues petalorum subægquantia, filamentis glabris subulatis, 2 lon— gioribus, 3 brevioribus, antheræ loculis breviter linearibus adnatis, duorum staminum connectivo in laminam subrotundam excrescente atro. Ovarium cum stylorum portione inferiori strigoso-pubeéscens, stylis 3 in stigma capitatum abeuntibus. Rio de Janeiro (Glaziou, 2542). 16. B. pruinosa Mart., Gr. I. c. 53, t.9. — In prov. Ri 0 de Janeiro: Glaziou (3888). — Lagoa Santa: in fruticelis et silvis inprimis in marginibus etc, vulgaris; liana coma ramosis- sima, interdum in arbores alte adscendens; corolla alba petalo unice roseo v. rosea; fl. Febr. Mart.; fr. Apr. Maio. 17. B. multifoliolata Juss. e descr,; Gr. 1. c. 53. — Me: finis præcedenti, sed folia subtus sericea nitore argenteo desti- tuta; calycis glandulæ lineares, ut in eadem. — Prov. Rio de Janeiro: (Glaziou 1059). i 133 18. B. præcox Gr., nov. sp. fruticosa, foliis serotinis orbiculatis minute mucronatis membrana- ceis longe petiolatis supra glabris subtus pube laxa cinerascen- tibus: petiolo apice biglanduloso, corymbis umbelliformibus multi- floris umbellisve 4-floris secus ramos aphyllos oppositis sessili- bus: pedicellis tenuibus gracilibus pube adspersis basi articulatis, ” calyce eglanduloso pubescente, petalis glabris denticulatis calyce quadruplo longioribus, antheris glabris subæqualibus, stylis in- ferne pilosis, samara (juniori) strigosa latere cristis lobuliformibus munita, ala oblonga erectiuscula apice curvata loculo duplo lon- giori eumque basi latitudine æquante. Species, a cl. Warming floribus præcocibus (fructuque ad- jecto) tantum missa, sec. specimina coll. Burchell (7325) in prov. Goyaz lecta amplius describitur. Frutex gracilis, 4-pedalis (Warming), sub florescentia plane aphyllus, ramis cylindricis glabratis rubescentibus subsimplicibus, € trunco subterraneo majori irregulari lignoso enatis. Folia 210—2/ diam. utrinque æqualiter rotundata, venis primariis arcuatis medianoque utrinque prominulo arcunervia, hoc supra puberulo, eglandulosa, pube paginæ inferioris stellato-flexuosa subadpressa, petiolo 8—10” longo pubescente apice ad marginem glandulam atram utrinque gerente, stipulis inconspicuis, nodis distinctis incrassatis. Um- bellæ præcoces, oppositæ, nodo incrassato insertæ, sessiles, nunc quadrifloræ (in specim. Warming), nune pedicellis accessoriis approximatis 6—24-floræ; pedicelli basi tribracteolati , 9—6'” longi, graciles, arcuato-patentes, pube albida adspersi, bracteolis lanceolato-attenuatis 1/2" fere longis pubescentibus. Calyx seg- mentis ovato-rotundatis 4” fere longis ufrinque sparsim pubes- centibus. Petala (lutea) 4” longa, lamina obovata lacero-denti- culata in unguem æquilongum angustata. Stamina 10, breviter monadelpha, glabra, 6 longiora ungues petalorum subæquantia, 2 mediæ, 2 minoris Iongitudinis, longiorum connectivo paullo excrescente, antheræ loculis adnatis linearibus. Ovarium pubes- cens; styli 3 ad medium usque pilosi, stigmate minuto Capi- 134 tulato. Samara 10—12'" longa, 4” lata, ala oblongata, mar- gine superiori curvilineo crassiori, inferiori arcuato, cristis pluribus subuniseriatis oblongis obtusis loculum subægquantibus. Ad Lagoa Santa (W.), in formatione Campo cerrado sat frequens; floret Aug. Sept. Peixotea Juss. 1. P. hispidula Juss., Gr. |. c. pg. 55. — Ad urbem Rio de Janeiro (ex. gr. Praia grande), m. Febr. fl.: Glaziou (3894, 1328). — Specimina glabrescentia in arenosis maritimis prope Rio de Janeiro lecta (Lund, ad Tijuca, m. Jul. fr.) forsan ad P. glabram Juss. spectant ob samaræ alam semiobovatam, maår- gine superiori rectiusculo, inferiori curvilineo, et fruticem sistere dicuntur, sed nervalura et pilis, qui in iis supersunt, a P. hispi- dula Juss. non recedunt. 2. P. cordistipula Juss., Gr. I. c. p. 56. — Lagoa Santa in silvis hinc illinc; liana alte in arbores adscendens, ingenti ramorum, frondis et florum copia insignis; fl. Mart.—Junio, pe- talis luteis; fr. Jun.— Aug. — Item ubique in silvis et fruticetis ad Contagem, Capella nova, Maia, Rio dos macacos, Rio Paraopeba prope Funil, Bom Fim, Brumado, Serra; magnas plagas super frutices arboresque tegens: W. 3. P. hirta Mart.; Gr. 1. c. p. 56.. — Caxoeira do campo, Febr. fl.: Lund. Lagoa Santa (W.): in campis sål frequens; frutex paucipedalis erectus subsimplex; fl. Sept. Oct., petalis magnis pulchre luteis. 4. P. macrophylla Gr. 1. c. pg. 57. — Lagoa Santa: ubique in campis; frutex caulibus erectis v. apice flexuosis sub- nutantibus vulgo haud ramosis, 41/9—5 ped. altis, basi foliis pri- vatis; floribus magnis pulchris, petalis luteis, fl. Apr.—Jul., Dec.; fr. Jun.—Aug. — In vicinia urbis Brumado; Jun. Jul. 1.: W. — In campis ad Sorocaba, Febr. fr.: Lund. — Prov- Rio de Janeiro: Glaziou (5785, sterilis). 135 5. P. parviflora Juss., Gr. 1. c. p. 57. Forma umbellis in panicula extimis ternatis. Petiolo longiusculo (3—6'" longo) foliisque valde accedit ad P. cordistipulam Juss. "t sed differt pe- talis minoribus 4" (nec 6”) longis. Lagoa Santa (W.), in silvis et fruticetis vulgaris, liana interdum sat magna; floret Apr. Maio, corolla flava; fr. Jun.— Aug.: specimen fructiferum a P. cordistipula Juss. recedit samaræ ala (oblonga, 47/0" longa, 6'” lata), scilicet margine superiori curvilineo, inferiori rectiusculo (qui in illa utergue subæqualiter curvilineus). leteropteris Kth. 4... H. thyrsoidea Juss., Gr. I. c. pg. 58. — Forma petiolo breviori (2/' fere longo). — Lagoa Santa (W.): in campis, «cerrados» dictis, vulgaris; frutex nunc 2—3-pedalis, nunc major; fl. Jul. Aug. 2. H. Warmingiana Gr., nov. sp. ramis pilosiusculis glabratis, foliis ellipticis acutis chartaceis supra demum glabris lucidis subtus pube adpressa crispula sparsa adspersis margine inferne ipso glanduliferis utrinque reti- culato-venosis breviter petiolatis: petiolo supra basin biglanduloso, paniculis axillaribus trichotomo-patentibus terminalique laxe pa- tente rufo-pilosis, pedicellis ternatis solitariisque parum apice in- Crassatis basi articulatis et tribracteatis, calyce eglanduloso rufo- piloso, petalis subintegris flavis. Species juxta H. Lindleyanam Juss. inserenda. Liana, pan!- cula laxe pyramidata. Folia 3—2” longa, 20—40'” lata, basi rotundata, apice complicato acuta, margine ipso supra basin glandulis distantibus minutis atris 2—4 utrinque notata, venis utrinque arcte prominulis tenuibus arcunervia, subtus pallidiora, pube pallida flexuosa im mediano densiori, petiolo crassiusculo 2% longo cum internodiis 1—2"” longis dense hispidulo, his demum glabratis. Paniculæ axillares folium subæquantes v. duplo longiores pedunculo 41” -longo, ramis parum divisis 4—6'" i 136 distantibus, pedicellis 3—2'" longis patentibus, bracteis bracteo- lisque lanceolatis approximatis cum axi dense pilosis. Calyx extus pilosus, intus glaber, 4" longus, segmentis ovatis obtusis ungues petalorum angustos subæquantibus. Petala glabra, lamina cordato-ovata obtusa margine lacera, 4/07"" longa. Stamina 40, monadelpha, glabra, subæqualia, antheræ loculis linearibus con- nectivum subæquantibus. Ovarium pubescens, 3-loculare, 3-ovu- latum, ovulis pendulis lycotropis, stylis glabris stigmate uncinato- truncato terminatis. Fructus ignotus. Lagoa Santa: florel Sept. (W.). 3. H. crinigera Gr. nov. sp. ramis pube ramosa dense rufescenti-pilosis, foliis e basi sub- cordata oblongo-lanceolatis acuminatis chartaceis præter meédia- num subtus pube adspersum utrinque glabris subeglandulosis reticulato-nervosis breviter petiolatis: petiolo crassiusculo piloso basi biglanduloso, umbellis 4-floris in paniculam terminalem rufo-tomentosam dispositis, pedicellis incrassatis basi articulatis et tribracteatis, calyce 8-glanduloso rufo-tomentoso, petalis inte- gerrimis. . i Species sect. Holopetali præcedenti affinis. Folia så" longa, 2” lata, a medio sensim acuminata et apice in acumen angustum vulgo protracta, margine repando . hinc inde denticulis glanduliformibus notato subrevoluta, venis laxe areolatis tenuibus utrinque prominulis arcunervia, sublus nitidula, petiolo crassius- culo 3—6"" longo cum internodiis 4—2/ longis dense crinigero, his tarde glabratis. Panicula,. quæ floribus nondum explicatis exstat, trichotøma, ramis a basi fere in umbellas divisis 4” fere distantibus 3—4/" loønga, denso tomento obducta. Calyx intus glaber, segmentis oblongis obtusis, glandulis atris oblongo=linea- ribus. Petala obovata in unguem angustata,. Stamina 10, cum ovario glabra. Prov. Rio de Janeiro (Glaziou 3885, 4767). 137 4. H. argyrophæa Juss. var. eglandulosa Gr. calyce eglan- duloso; Gr. I. c. p. 59. — Lagoa Santa (W.): in silva super rupes Ccålcareas prope laculum semel lecta; liana vage ramosa; fl. m. Aprili, petalis albicante-flavis. 5. H. anomala Juss. e descr.; Gr. I. c. p. 59. — In vi- cinia Rio de Janeiro: Glaziou (2944). 6. H. ilicifolia Gt, 1/0. p. 61, —" Prov, Rio de Jårieiro: Glaziou (6848). Fructu adhuc ignoto petalis minoribus integris et petiolo medio (neque apice) biglanduloso a simili Banisteria nummifera Juss. recognoscitur. : 7. H. Leschenaultiana Juss., Gr. i. c. p. 61. Forma lati- folia foliis ovalibus 2—3” longis, 170—2'" latis. — Ad Rio de Janeiro in «restinga» ad Copacabana et alibi, frutex elongatus, Jun. fr.: Lund, Glaziou (1060, 1327). In silvis circa Serra da Piedade (W.): forma foliis. elliptico-oblongis 3—3Y9"" longis, 41/0" latis; liana. 8. H. pauciflora Juss. var. glandulifera Gr. |. c. p. 62. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (1500). 5 Hjdceroides Øf: ko ps 63. — Rio de Janeiro (ex. gr. ad montem Gavia), m. Jan. fl., Febr. fr.: Glaziou (716, 3889, 3890; 6107): calyce quandoque glandulifero. Var. angustata Gr. foliis oblongo-lanceolatis in margine ipso inferne glanduliferis, subtus eglandulosis, calyce ”glandulifero. Samara ignota. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (1590). Var. pachyphylla Gr. foliis: ellipticis obtusiusculis chartaceis lucidis subeglandulosis, calyce eglanduloso. Forma minus certa, paniculis axillaribus, sed samara ignota. — Prope Rio de Ja- neiro ad Magé, Nov. fl.: Glaziou (6105)- 40: H. ambellåta Juds.; Gr. 1.65 p 68 7 In campis ad S. Carlos, Jan. M., ad Mugy, et in fruticetis et silvis secun- dariis prope Såo Bernardo, prov. S. Pauli, m. Dec. fr.: Lund. — Lagoa Santa: ubique in campis fertilioribus inpri- 138 se mis prope silvas. Frutex caulibus elongatis erectis strictis plus minus. virgatis pluri(4—6-)pedalibus paullo ramosis; corolla flava; fl. Nov.—Jan.; fr. Dec.—Febr. — Etiam in itinere inter Lagoa Santa et Serra da Mantiqueira pluribus in campis obser- vata, ex. gr. ad Caxueirinha et facenda Olhos d'agua, ad Piedade dås geraés et Brumado (W.). 11. H. bicolor Juss., Gr. 1. c. p. 64. — In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (6849). — Lagoa Santa (W.): in silvis rara, liana; m. Nov. fl.; petala alba, unum medio atropurpureum. 12. H. confertiflora Juss., Gr. I. c. pg. 65. Forma foliis obovatis obtusis supra impresso-venosis. — Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus frequens; liana nunc excelsa nunc minor. Petala rosea v. purpurascentia, unum albicans basi pur- purascens, fl. Mart.—Maio. — In silvis ad Capella nova (W-)- 13. HH. spectabilis Mart., Gr. I. c. pg. 60. — Lagoa Santa in campis «cerrados», frutex caulibus 4—5 ped. longis parce ramosis; fl. et fr. m. Aug. lecta (W.). 44. H. discolor Juss., Gr. I. c. p. 66. — In campestribus saxosis montis Serra da Piedade (W.), m. Jan. Febr. (l., petalis roseis; frutex 3—4-pedalis. 15. H. campestris Juss., Gr. I. c. p. 66. — 'Eagoa Santa: in campis omnibus sat vulgaris ; frutex 2—4 ped. altus; floret Jan.—Apr.; corolla læte rosea, eee calycinæ rubræ; fr. Jun. —Aug: 16. H. verbascifolia Gr. sp. nov. : fruticosa, foliis inferioribus magnis subrotundis basi breviter petio- lata late rotundato-truncatis apice minute apiculatis supra rugosis impresso-venosis pube brevi . furcata scabris demum lucidis, subtus rufescenti-tomentellis basique biglandulosis: venis crassé prominulis, tertiariis flexuoso-transversis, panicula rufo-tomentoså elongata interrupta: ramis in umbellas carymbosve abeuntibus: foliis floralibus ovato-v. lanceolato-acuminatis, pedicellis crassius- 139 culis infra medium articulatis et infra articulum bibracteolatis: bracteolis bracteaque oblongis obtusis, calyce 8-glanduloso, pe- talis integris concavis, samåra .... Species ex affinitate H.. spectabilis Mart., quæ habitu melius cum præcedentibus consocialur. Frutex 4—5-pedalis. Folia (unicum inferius specimini adjectum) 7” longa, 6” lata, basi complicata petiolo crasso 4'”' longo eglanduloso suffulta, glan- dulis laminæ 2 atris orbicularibus, venis primariis crassioribus arcunervia, chartacea, pube utrinque furcata, in pagina inferiori longiori et præcipue venis inserta, in pagina superiori supra areolas dense reticnlatas subægqualiter effusa. Panicula ultrape- dalis, internodiis plerisque 2” longis pyramidata, foliis floralibus majoribus 4” longis, 6" iatis; pedunculi superne trichotomi, umbellis plerumque 4-floris v. pedicellis accessoriis corymbosis terminati, tomento denso axes calycesque vestiente. Calyx intus glaber, 47/07" longus, segmentis ovatis obtusis, glandulis atris oblongis sub tomento rufo occultatis. Petala glabra, lamina sub- rotunda 41/97" |Jonga. —Stamina 10, monadelpha, glabra, fundo | floris longe rufo-piloso, antheræ loculis linearibus connectivum crassum subægquantibus. Ovarium hirsutum, stylis 3 crassius- culis oblique truncatis. Lagoa Santa, in campis: Lund. Floret Apr.—Jun. 17. H. affinis Juss., Gr. 1. c. p. 68. Samara puberula, latere nuda, 16—18'” longa, 6—7"" lata, ala semiovali-oblonga, loculo basi latiori, margine inferiori rectilineo cum loculo continuo et ad ejus basin obtusangulo, superiori plus minus curvato el loculum basi excedente, apice flabellato-obtusato… sTuminxt» incol. Lagoa Santa: in campis fertilioribus et prope silvarum, frutex 2-pedalis et ultra, prope silvas magis elongatus fere frutex -scandens; fl. Sept. Oct., corolla lutea; fr. Oct. Nov. margines 18. H. zanthophylla Juss. var. petiolaris Gr. petiolo lon- giori (4—6 longo) apice biglanduloso, lamina folii subeglandu- & 140 losa. — Gr. |. c. p. 69. — Inter Lagoa Santa. et Serra da Piedade m. Maio fl. lecta: W. 19. H. Duarteana Juss. e deser.; Gr. |. c. p. 69. — -Parum recedit foliis basi acutis subtus pallidioribus et pube magis ad- pressa a specimine coll, Burchell, (6326), ubi folia basi minute cordata et subtus auråta, i «Tuminxtu» Lagoens. Lagoa Santa (W.): in campis sat vulgaris, frutex v. arbor parva, cortice cano rugoso; etiam silvas et fruticetes sivestres ingreditur et hic altitudinem 48 ped. attingit, trunco tenui; fl. Oct.—Jan., corolla flava. JS VSERE FA «anoptera Juss., Gr. I. c. pg. 70. Samara maturå adscendens, 41/2" longa, 6” superne lata, semiobovato-oblonga, margine inferiori inferne recto superne versus marginem superio- rem curvilineum' æqualiter arcuato. — Lagoa Santa (W.): ad marginem silvarum, frutex valde elongatus, scandens, ramosissi- mus, maxima frondis florumque copia insignis; interdum minor caule erecto fere arbuscula-gracilis; fl. Aug.— Oct. 21. H. eglandulosa Juss., Gr. |. c. pg. 74. Samara matura adscendens, 4” longa, 4'"” superne lata, curve spathulalo-oblonga, margine inferiori inferne recto superne curvato (nonnunquam fere a basi circinato-arcualo), superiori infra medium constricto curvi- lineo. — Lagoa Santa (W.). in silvis inprimis ad margines, in fruticetis silvestribus vulgaris; frutex nunc caule elongato sub- - scandens, fere arbuscula trunco gracili elongato, nune liana grandis alte scandens; floret Jun., Sept. Oct.; petala pulchre lutea, unum basi laminæ sanguineo-striatum. Var. brevifolia Gr. foliis brevioribus lanceolatis , samara in- ferne minus constricta. Folia 2—41/9:' longa, 8—5'" lata. 22. H. saligna Mart., Gr. ]. c. p. 72. — In campestribus SaXosis montis Serra da Pieda de, frutex paucipedalis, m. Jan. Febr; 1. (WJ. 144 23. H. cynanchoides Gr. nov. sp. ramis volubilibus foliisque glabris, his oblongo-lanceolatis acu- tiusculis basi rotundatis chartaceis margine tenuiter revoluto re- mote glanduliferis utrinque reticulato-venosis longiuscule petio- latis: petiolo canaliculato basi inerassata biglanduloso, paniculis brevibus axillaribus trichotomis folium subæquantibus rufo-sericeis, pedicellis ternatis solitariisque tenuibus supra basin v. infra me- dium articulatis et bibracteolatis, bracteis bracteolisque patulis breviter oblongis acutiusculis, calyce 8-glanduloso rufo-puberulo, petalis integris glabris. Foliis accedit ad præcedentem, a qua petiolo basi biglandu- loso, foliis margme glanduliferis et ramis volubilibus differt: affinitate vero arctiori fructu adhuc ignoto comprobanda conso- ciatur cum H. Warmingiana, a qua foliis angustis glabris, pedi- cellorum pube adpressa et articulatione a basi remotiuscula in- primis recedit. Liana, ramis tenuibus cylindricis, internodiis 4—2" longis. Folia 2—4!/0"" longa, 8—40'" lata, basi rotun- data v. obtusiuscula, utrinque nitida, glandulis marginalibus mi- nutis secus marginem integrum 3— 4" distantibus, venis utrinque, præcipue subtus prominulis, petiolo tenui 2—3'”" longo. Pani- culæ laxæ, patentes, pedunculo 8—12'” longo, ramis ad pedi- cellos usque simpliciusculis, inferioribus longioribus, pedicellis 3" longis, 14—107 supra basin articulatis. Calyx 4” longus, segmentis ovatis obtusis glandulas oblongas atras . parum exce- dentibus intus glabris. Flores nondum explicati. Petala lamina subrotunda. Stamina 40, monadelpha, glabra. Ovarium pubes- cens, stylis 3 oblongis, stigmate truncato. 2%4. H. ænea Gr. |. c. pg. 73. — Ad urbem Rio de Ja- neiro in «restinga» (ad Copacabana), frutex 3—4-pedalis, m. Jul. fr.” (W.,). Var. metallochroa Juss., Gr. |. c. — Glaziou (718). 25. . H.. sericea Juss., Gr. 1. c. p.73. — Ad Rio de Ja- neiro: Glaziou (4769). 142 26. HH. chrysophylla Kth…, Gr. I. c. p. 74. — Ad urbem Rio de Janeiro: Lund, Glaziou (1062). É 27. H. nitida Kth., Gr. I. c. p. 74. — In vicinia urbis Rio de Janeiro, ex. gr. in Corcovado, frutex scandens, m. Jun. rs W., Glaziou (720): ; 28. . H. banksiæfolia Gr., I. c. p. 74. — In prov. Rio de Janeiro: Glaziou (64106). Tetrapteris Cav. ; 4. T. rotundifolia Juss., Gr. I. c. p. 78. — Ad urbem Rio de Janeiro, in «restinga» ad Tijuca, Jul. fl.: Lund, in silvis ad montem Corcovado Jun. fr.; W., Glaziou (1145). — Lagoa Santa (W.): in silvis et fruticetis silvestribus, liana grandis, alte scandens; fl. Aprili; petala lutea v. luteo-rubentia. Var. viburnifolia Mart., Gr. |. c. — Rio de Janeiro [Gla- ziou (5762), W.]: in silvis montis Corcovado, frutex alte scandens, m. Jun. fr. 2. T. bracteolata Gr. 1. c. p. 79. Forma foliis paullo latio- ribus (2—41/9" longis, 14—30'" latis). — Rio de Janeiro: Glaziou (3892). 3. T. crebriflora Juss., Gr. |. c: p. 80. Variat eximie foliorum latitudine (11/9—921/977) et inflorescentia. Calyx vulgo eglandulosus. -— Ad Rio de Janeiro: Glaziou (5758 et 5760: forma foliis lanceolato-oblongis; 5754 et 5766: ejusdem videntur rami steriles; 6850: forma foliis ovalibus). Var. Lundiana Gr. pedicellis ramisque junioribus pilosis, calyce 9-glanduloso. Loco incerto leg. Lund. : Var. dubia Gr. pedicellis 4/7 et ultra supra basin articu latis. Specimen foliis et samaris cum &. conveniens, ubi articu- latio semper prope basin collocata. — Rio de Janeiro: in srestinga» ad Tijuca: Lund; frutex orgyalis; Julio fr. 143 4. T. (Guilleminiana Juss.; Gr. I. c. p. 80. — Rio de Ja- neiro (in silvis montis «dois irmåos»): W.; m. Julio fr. 5. T. mogoriifolia Juss., Gr. 1. c. p. 81. — Ad Rio de Janeiro vulgaris (ex. gr. ad Praia grande in virgultis scandens,. in silvulis littoralibus ad Copacabana), m. Maio—Jul. fl. et fr.: W., Glaziou (1326, 5761), Lund; frutescens 3—4-pedalis; pe- ale lutea (ex Lund). 6. T. glabra Gr. Il. c. p. 828. — Rio de Janeiro: Gla- ziou (721). 7. T. multiglandulosa Juss., Gr. 1, c. p. 83. Folia sæpius glabra, sed petiolis. pedicellisque tomentosis glandulisque folii marginalibus facile recognoscitur. Variat petioølo 4—2-glanduloso (glandulis 2 medio aut apice petioli insertis), pedicellis nunc supra basin articulatis, nunc articulo 1”' a basi distante, samaræ alis obovatis (6”” longis), vel minoribus (3—4 lin. longis) ob- verse deltoideo-retusis. — Lagoa Santa (W.): in silvis vul- garis; frutex et liana sæpe alte scandens; corolla FAEOS fl. Dec. — Aug. fr. Aug.—Jan., Aprili. 8. 7. Stephaniana Gr. Syn. T. ramiflora Gr. 1. c. p. 85 (exclus. syn. Juss.). Liana, ramulis pilosulis glabratisve, foliis serotinis lanceo- lato-oblongis mucronulato-acutiusculis supra glabris subtus pilo- sulis glabratisque breviter petiolatis margine inferne vel ad pe- tioh apicem minute glanduliferis, umbellis 4-plurifloris in ramulo aphyllo oppositis sessilibus, pedicellis tenuibus albido-villosis medio v. supra medium articulatis, bracteolis lanceolaté-linearibus ab articulo remotis, calyce 8-glanduloso, petalis rubenti-luteis fimbriato-denticulatis majusculis, samara juxta dorsum exappendi- culata, ala dorsali brevi rotundata integra, lateralibus oblique deltoideo-obovatis margine exteriori sinuatis subæqualibus v. su- pPerioribus brevioribus. Pentapteris volubilis, ramis robustis cylindricis læviusculis demum rubentibus, junioribus pube crispula obductis, internodiis 144 4—2"(—4'") longis. Folia 2—21/9'" lønga, 8—12"" lata, char- tacea, ante anthesin pleraque caduca, floralia nulla, summa bre- viora, omnia versus basin obtusiusculam apicemque fere a medio sensim attenuata , supra asperiuscula, subtus venis primariis distantibus prominulis arcunervia et pube crispula cinerea v. demum evanida villosiusculå, petiolo 1—171/97"" longo basi dilatato et minute bistipulato cum mediano densius pilosulo. Umbellæ pedicellis accessoriis approximatis sæpius 5—8-floræ, internodium subæquantes v. eo breviores, expansæ, nodulo sessili insertæ, pedicellis 12—8'" longis, brevioribus medio, longioribus supra medium articulatis, bracteolis bracteæ conformibus oppositis v. alternis 4" longis, Y2'” fere latis, 3—4'" a basi distantibus. Calyx ségmentis ovåto-oblongis obtusis 41” longis extus cinere0- pilosis glandulas atras kravet oblongas apice solutas duplo excedentibus. Petala calycem triplo- superantia, lamina ovali- oblonga basi in unguem æquilongum attenuata, subæqualia «quatuor extus lutea, intus rubro-lutea, quintum extus luteo-rubens» (War- ming). Stamina 10, glabra, breviter exserta, antheris cordato- subrotundis glabris. Ovarium hirsutum, stylis 3 apice compress0 truncatis, stigmate unilaterali. Samara fusca, glabra, alis flabel- lato-venosis, lateralibus inferioribus 3” longis, 2” latis, super rioribus homomorphis 3—2'" longis,. dorsali cristiformi 4" lata latitudine longiori æqualiter rotundata. Lagoa Santa (W.): in "marginibus silvarum et fruticetis silvestribus liana, in campis «cerrados» ut frutex caulibus €lon” gatis; fl. Aug. Sepl.; fr. Oct. ante frondescentiam. | ry helianthemifolia Gr. nov. sp. Frutex, ramulis albido-villosis, foliis coætaneis lanceolatis acumi- natis supra pubescentibus subtus albido-velutinis breviter pelio” latis margine ad basin minute biglandulosis, umbellis 4-plurifloris axillaribus v. lateralibus Oppositis subsessilibus v- breviter pedun- culatis, pedicellis tenuibus albido-villosis supra medium articu- latis, bracteolis lanceolato-linearibus ab articulo remotiusculis, 145 calyce 8-glanduloso, -petalis — fimbriato-denticulatis majusculis, samara —. Species præcedenti proxime affinis, sed pubes canescens et foliasangusta fere Salicis et Helianthemi.. Truncus volubilis, bre- viter ramosus (suberectus elongatus fere simplex); ramis canes- centibus, demum purpurascentibus læviusculis cylindricis, inter- nodiis plerisque 1—2" longis. Folia 16—42'" longa, 5—4”" lata, mollia, floralia aut conformia aut abortiva, omnia a medio versus basin apicemque cuspidato-acuminatum altenuata, pube crispula subadpressa subtus densiori supra cinereo-virentia sub- tus canescentia, petiolo vix 4” longo. Umbellæ et flores præ- cedentis, sed bracteolæ magis acuminatæ et articulo magis ap- proximatæ, pedicello medio plerumgque insertæ, oppositæ. Lagoa Santa: in campis fertilibus, frutex vulgo caule elongato; fl. Jun. Jul. 40... T. humilis Juss., Gr. I. c. p. 88. Folia acuta v. mu- cronato-obtusa, juniora utrinque. pubescentia, demum supra gla- brata, subtus pube cinerea. Samaræ juniores glabræ, fuscæ, alis lateralibus (2/” longis) spathulatis integris,- superioribus et infe- rioribus subæqualibus, ala dorsali brevi subquadrato-rotundata subintegra. — Lagoa Santa (W.), in campis juxta silvas; fruticulus parvus, floret Sept. Oct. Vår, incana Gr. foliis supra villoso- pubescentibus sublus discoloribus pube flaventi-albida villoso-tomentosis. Samaræ ma- turæ olivaceo-fuscæ, juxta dorsum exappendiculatæ, glabræ, alis lateralibus (3—4 lin. longis) semiobovato - subrotundis margine sinuato-repandis nunc subæqualibus, nunc inferioribus duplo majoribus, superioribus alam dørsalem subquadrato-rotundatam subintegram paullo v. duplo excedentibus. — Lagoa Santa (W.), in sepibus; fr. Octobri. 44. Ti: Turneræ Mart., Gr. l. c. fer Proxima T. humili var. incanæ Gr., sed samaræ maturæ - purpureæ juxta alam dor- s subintegræ. — salem appendiculatæ, ala dorsalis lacera, laterale i 10 146 Lagoa Santa (W.): in fruticetis camporum; frutex ad 5-pedalis, elongatus, fere haud ramosus; laciniæ calycinæ rubentes; corolla lutea, hine inde rubescens inprimis extus; floret Aug. Sept. paullo ante frondescentiam; fr. Sept. Oct. 12. T. racemulosa Juss. e descr.; Gr. I. c. p. 86. — Si- millima T. humili Juss. corymbis axillaribus 4-floris foliisque, distinguenda pedicellis supra medium arliculatis; a descriptione Jussiæana non recedit nisi pedicellis longioribus 10—12”' longis. — Lagoa Santa (W.): in fruticetis camporum. fertiliorum; frutex paucipedalis caule ramisque” elongatis; corolla lutea; m. Sept. Oct. fl. Mascagnia Berter. 1. M. ambigua Gr. |. c. p. 90. Hiræa Juss. e descr. In prov. Goyaz: Burchell (7465). Inter Catalao et Paracatu m. Aug. Sept. fl. et ad Curvello m. Oct. fr. et fl.; Lund. — Lagoa Santa (W.): in campis, et «cerrados» et sterilioribus, vulgaris; frutex 1—3-pedalis, mensibus temporis sicci sæpius deføliatus et igni 'campestri vulgo succumbit; petala lutea apice sæpius: rubentia; fl. Sept. Oct.; fr. Oct. Var. distans Gr. pedicellis supra medium articulatis, brac- teolis ab articulo 4/7” distantibus, Samara ignota. — Lagoa Santa in campis; frutex v. suffrutex caule subterraneo lignoso irregulari crasso, ramis erectis, interdum pluribus aggregalis vulgo 1—2 ped. longis; floret corolla lutea et rubenti-variegata, m. Sept.—Jan. 2. M. argentea Gr. I. c. p. 90. — Lagoa Santa (W.): in campis inprimis petrosis sterilioribus vulgaris; caule subter- raneo lignoso irregulari e quo mensibus vernalibus prorumpunt caules 2 poll.—4 ped. longi erecti simplices vel parce ramosi lignosi et certe perennantes, anno sequenti ulterius ramosi, nisi -fere "quotannis ab incendiis camporum devorabantur. Fl. et fr. Sept.— Nov. 147 3. M. rigida Gr: 1. c. p. 92. — Lagoa Santa: in silvis, liana; glandulæ cålycinæ in alabastris flavæ, dein magis fuscæ; petala lutea v. rubenti-lutea; fructifera m. Jan. Febr. lecta, 4. M. coriacea Gr. Il. c. p, 92, tab. 18. Samara eadem ac præcedentis. a qua forsan non specifice distinguenda. — Rio de Janeiro: Glaziou (1502). 5.: M. chlorocarpa Gr. I. c. p. 93. — Rio de Janeiro: W. — Lagoa Santa (W.): in silvis et fruticetis haud vulgaris, liana; floret corolla alba v. ochroleuca m. Jan. Febr; fr. m: Jul. lecta. 26. M. cordifolia Gr. I. c. p. 958. — Lagoa Santa: in silvis et fruticetis silvestribus vulgaris; liana, v. interdum frutex - elongatus; glandulæ calycis virescentes ; corolla rosea; fl. Jul.— Febr., inprimis Aug.—Oct.; fr. Sept.—Mart. Var. cornifolia Gr. |. c. foliis ovatis acutis, demum quan- doque supra glabrescentibus. — Lagoa Santa cum forma typica; frutex elongatus v. arbuscula trunco elegante gracili valde elongato. 7. M. anisopetala Gr. .1..c. p» 95. Exstant duæ formæ, altera latifolia, foliis 5” longis, 91/9"! latis, cuspidatis, altera ob- - longata, foliis 4” longis, 42” latis, cuspidato-acutis. Pubes panicularum adpressa in specimin. Burchell. (2950: Rio de Ja- neiro; 4936: S. Paulo) aut fulvo-tomentosa in specim. Warming. — Lagoa Santa: liana excelsa, alte scandens; fl. Mart. Apr. 8. M. sepium. Gr. l..c. p- 96. — Tijuca ad urbem Rio de Janeiro: Glaziou (5756); fl. Sept. Var: ”velutina Gr. ramulis 'rufo-tomentosis, foliis ovatis mu- cronato-acutis supra molliter pubescentibus subtus fulvo-velutinis, corymbis pedunculatis.… Samara ignota. — Lagoa Santa GW.): liana, corolla lutea; m. Sept. fl. 9. M. microphylla Gr. 1. c. p- 98. — Lagoa Santa (W.): in camporum collibus petrosis hine illinc; frutex 2—5 ped. altus, sæpius caulibus pluribus fere simplicibus aggregatis, e caule sub- 10% 148 terraneo communi enatis. Corolla lutea; fl. Maio— Julio et Nov.—Jan., fructifera Nov. Dec. lecta. — Ad Sabarå: Lund: m. Nov. fructifera, Hiræa Jacq. 41. H. Gaudichaudiana Juss.; Gr. I. c. p. 98. Samara fusca, parce pilosula, alis magnis membranaceis obverse deltoideo-sub- rotundis margini exteriori sinuato-lobatis reticulato-venosis 10—12 lin: longis et latis, crista dorsali breviter alata, ejus ala oblon- gata -v. latera 4—3 lin. longa. Folia glabra, lucida, 3—410" longa, 41/0—5”" lata. — In vicinia Rio de Janeiro, Serra dos orgåos et Magé: Glaziou (6104, 3887, 722), m. Sept. et Dec. fl. & .JH- cuneata Gr::1.: c' p; 99. — Rio de Janeiro: Gla- ziou (4768). Schwannia Endl. 1. S. elegans Juss., Gr. I. c. p. 102. Liana nunc excelsa nunc minor, e schedula Lundii etiam frutex; eximie variabilis foliorum forma, pube, glandulis petiolaribus 6—2, florum colore røseo et purpureo, samaræ longitudine et figura. Formæ pri- mariæ sunt: folia late ovata v. ovato-subrotunda , acuminata V- cuspidata, 4—3” longa, 21/—41/9"" Jata, subtus pube strigoså glauco-cinerea, samaræ ala 6" longa, 4" lata, margine superiori curvilineo basi paullisper gibbo, nunc æquali. — Lagoa Santa (Lund, W.): in silvis inprimis in marginibus, in fruticetis sil- vestribus vulgaris; fl. Jan.—Mart.; fr. Febr.—Apr. —- Etiam pluribus in locis ad Rio dos macacos et Rio Paraopeba in itinere a Lagoa Santa ad Rio de Janeiro a Warming observata- Var. sericea Gr. foliis ovatis v. ovato-oblongis, in acumen tenue productis, subtus albido-sericeis, 3—2" longis, 18—14'" latis, -—— Lagoa Santa cum forma typica. Var. rotundifolia Gr. foliis. orbicularibus mee late rolundato complicato -mucrønatis subtus sirigoso-pubescentibus, 2—1 te" 149 longis et latis, samaræ ala 10” Jonga, 4" lata, rectiuscula apice subæqualiter rotundata, margine superiori basi conspicue gibbo. — Foliis accedit ad varietatem Cujabensem (Fimbriaria Cujabensis Gr. in Linnæa, 13, pg. 189), ubi pubes subtus sericea. — Rio de Janeiro ad Petropolin: Glaziou (5759); Mart. f. In fruticetis ad Hytå, Febr. fl.: Lund. Janusia Juss. 1. J. muricata Gr. 1. c. p. 103. — Rio de Janeiro, ex. gr. ad montem «dois irmåos»: Glaziou (3672, 5763), W.; m. Jul. fl. Camarea St. Hil, 1. €. ericoides St. Hil.; Gr. I. & p. 105. — «Alecrim» Lagoensium. — Lagoa Santa: vulgaris in campis inprimis pe- trosis, in quibus igne devastatis cito apparet, graciles caules 2— 6 poll. altos corymbumque florum e rhizomate lignoso subverticali irregulari emittens; fl. Julio—Dec.; petala lutea, apice aurantiaca. — Item in campis ad Contagem observata (W.). 2. .C. affinis St. Hil.; Gr. |. c. p. 106. — Lagoa Santa: in campis inprimis ut videtur fertilioribus vulgaris; caules her- bacei erecti haud ramosi semipedales-pedales, e rhizomate sub- terraneo lignoso tenui subverticali enati. Petala lutea, dorso et apice sæpius brunneo-lutea; floret Dec.—Febr. : Ann. Hiptage Madablota G. in Brasiliam introducta, ad Rio de Janeiro: Glaziou (2900). ; 150 Smilaceæ., Grisebach in. Mart. Fl. Bras. fase. 5. Smilax Tournef. i. S.nitida Gr. I. c. p.9. Forma foliis quåm in descripta planta majoribus (5—4” longis, 21;9—9'" latis) acutis, basi cu- neata in petiolum longiorem (6—8”" longum) protraclis. Variat pedunculis fructiferis petiolo duplo brevioribus vel eum sub- æquantibus (3—40'” longis). £- "In silvis ad Lagoa Santa, Aprili fructifera (W.). i 2 S. salutaris Kth. enum. 5, p..227 'e deser. speciminis Gaudichaud., a qua nostra non recedit nisi foliis coriaceis apice mucronulato - obtusiusculis. A præcedente, cui characteribus (cirrhis supra basin petioli: insertis et pedunculis abbreviatis) aceedit, differt foliorum lamina. basi complicata (non cuneata) in petioli marginem abruptim transeunte. — Ad Rio de Janeiro (W.), in. silvis prope. Copacabana, m. Junio fructifera (baccis nigris). 3. S. syringoides Gr. 1. cc. p. 44... ” Specimina numeroså exstant: folia variant magnitudine, maxima 6” longa, 4" lata, basi subcordata, superiora sæpe 21/97" longa, 41/4" lata, basi fruncato-rotundata , pleraque deltoidea, suprema quandoque ob- longata. Perigonium Øg 277 longum, 9 brevius 411/9—1'” long- «Salsa», «Japicanga» incolis quibus loco Sassaparillæ officinalis. Lagoa Santa (W.): in silvis' et fruticetis, im «rogas»: plantationibus Maydis étc. vulgaris; flor. Aug.—Nov. floribus luteo-viridibus. — In silvulis ad Curvello, m. Mart. fr.: Lund. 4. S. robusta Gr. |. c. p. 12. Forma paullo recedens peé- dunculis fructiferis petiolum subæquantibus; folia pleraque supeé” riora 3” longa, 47/9" lata, inferiora maxima 6” longa, 3” lata: inferne etiam aculei stipulares adsunt. «Japicanga d'espinhas», «Japicanga», «Salsa» La- goens. " 454 Lagoa Santa in silvis, inprimis in. marginibus, juxta cam- pos, in fruticetis silvestribus vulgaris; m. Jul. fr,; baccæ flavæ. 5. S. salicifolia Gr. 1. c. p. 19. Habitus fere S. stamineæ Gr., sed perigonium å brevius, 41/97 longum, ante explicationem ovoideum, antheræ inclusæ filamento æquilongæ. Forma a planta Pohliana pedunculis petiolum subæquantibus paullo recedens. aSalsa do mato» Lagoens. Lagoa Santa in silvis vulgaris; fl. Sept. Oct., perigonio flavo-viridi; fr. Febr. Mart., baccis cyaneo-rufis. 6. S. odontoloma Mart., Gr. |. c. p. 18. Specimen sterile, foliis 8—10'” longis, 2—3” latis…… — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (6450). 7... S. Lappacea W., Gr. I. c. p» 48. Forma pedunculis å petiolum subæquantibus, etiam brevioribus, foliis inermibus. — Lagoa Santa: in silvis super rupes calcareas et alibi vulgaris; fl. Jun. Jul.; perigonio viridi, striis v. maculis obscurioribus. — Eandem pr. Rio de Janeiro legit Macrae. 8. S. campestris Gr. I. c. p- 18. Forma caule angulato aspero: Syn, S. montana Gr. I. c. — Rio de Janeiro, ad montem Tijuca, m. Jul. fl.: Lund. 9. S. Brasiliensis Spreng., Gr. I. c. p. 17, tab. 3. Variat cirrhis supra v. infra medium petiolum insertis. — «Salsa do campo» Lagoens. — In acumine montis Tijuca ad Rio de Janeiro; Glaziou (5709, 3134); Maio fl. — Lagoa Santa (W.), forma foliis- magis lævigatis; in campis fertilioribus, mM. Aug. de- florata in marginibus silvarum etc. frequens; fl. Sept. Oct.; m. Mart. Apr. fr., bacca nigra. 40. 'S. pruinosa Gr. I. c. p. 44. Cirrhis sub apice petioii nodoso insertis a præcedente simili differt, convenit fore å, qui siceus nigrescit. — Lagoa Santa (W.): in silvulis et fruticelis silvestribus, ad plantationes; fl. Oct: Nov.; fr. Jan. 152 11. S. ficifolia Gr. I. c. p. 21. Folia coriacea, pleraque 4" "longa, 6—10'” låta, inferiora maxima 6” longaå, & basi 21/9" lata sensim attenuata. … Perigonium å (siccum. nigricans) ovøideo- globosum, 4" longum,… segmentis oblongis stamina duplo supe- rantibus, antheris abbreviatis. recuryvis filamento plus duplo su- peratis. «Japicanga do mato» Lagoens. Lagoa Santa (W.), in. silvis. vulgaris, interdum. sat alte scandens; fr. Febr.—Apr., bacca fusco-atra; fl. Jun. Jul.; ala- bastra atropurpurascentia. i Herreria R. P. 1. H. Salsaparilla Mart.; Gr. |. c. p. 23, tab. 4, 5. Forma foliis” brevioribus racemos subæquantibus, perigonio 2'” fere longo. «Japicanga» et «Salsa do mato» Lagoens. Lagoa Santa: in silvis et virgultis silvestribus, ad «rogas”» etc. vulgaris; interdum alfé scandens; fl. Apr.; fr: Sept. Oct. 2. H. grandiflora Gr., nov. sp. caule asperiusculo, foliis oblongo-lanceolatis utrinque - attenuatis mucronato-acuminatis, racemis flexuoso-arcuatis simplieibus folia subæquantibus v. excedentibus: rachi angulata glabra, pedicellis solitariis v. geminis, perigonii segmentis ovali-oblongis majusculis. Ab H. Montevidensi Kl. differt toliis latioribus et perigenio majori. Caulis 1—2'" diam., volubilis, teres, cortice pallente substriato muriculato v. asperiusculo; rami alterni v. oppositi, 2—6” distantes, basi foliosi, internodiis omnibus eorum infra racemum suppressis.. Folia in rosula 46—4 approximata, ex- pansa, 3—2" ionga, 8—4'” lata, basi latiuscula vaginantia, 15 —19-nerviå, nervis utrinque prominulis striata, venulis simplici- bus remotis transversis, a medio utrinque subæqualiter sensim aftenuata, apice acutissimo muctrone debili. terminato, chartacea, glaberrima. Racemus: subsessilis, internodiis 2—4'/" longis; pe- dicellis 2—3'"” longis cernuis bracteam deltoideam mucronato- "453 subrotundam (vix 4” diam.) membranaceam " fuscescentem plus duplo et magis excedentibus. Perigonii: segmenta 21/9—3'” lønga, 1—41/9"7 lata, utrinque obtusa, staminibus' duplo-sesquilongiora. Stamina 6, stylo paullo superata: filamenta angusta, anthera versatili flava brevi multo longiora. Capsula quadrato-rotundata, 6” lønga, 4'” lata, perigonio marcescente suffulta. Prov. Rio de Janeiro (Glaziou, 4129). Dioscoreæ. Grisebach in Fl. Bras. fasc. 5, p. 27. Dioscorea Plum. 4. " D. glandulosa Kl.; Syn. D. piperifolia y. Gr. 1. ce. p- 27. — Prov. Rio de Janeiro: Glaziou (4266), ex. gr. ad Novo Friburgo, Maio fl.: Lund. — Lagoa Santa (W.) in silvis volubilis; in hortis ut species aliæ colitur; få. Oct.—Jan., Apr. — «Carå da corda» Lagoens. 2. D. grandiflora Mart. ap. Gr. Il. c. p. 28. Specimina plura adsunt monoica. Folia figura variabilia, nec deficiunt dif- formia, reniformia. Seminibus transit in Helmiam (genus Kun- Uhianum plane artificiale, delendum), quæ matura exstant inferne in alam loculo duplo longiorem producta, loculo ipsø nunc exa- lato nunc tenui ala cinclo. — Lagoa Santa in silvis et fruti- cetis silvestribus vulgaris; fl. Dec.—Mart, 3. D.-adenocarpa Mart. ap. Gr. |. c. p. 29, t..6. — Syn. Helmia Kth. — Forma foliis. chartaceis nitidis profundius cordatis, hervis 7—9 venisque utrinque arcte prominulis, his reticulalo- Tamosis, — Ad urbem Rio de Janeiro in cacumine monts Tijuca et alibi; Glaziou. (2724, 4268); Dec. fl. 4. D. campestris Gr. I. c. p: 30. — ;Syn. Helmia Kth. ,;— hb iapnte Serrijda Piedade;-Jam Febr sk (Wh sPrord Rio de Janeiro: Glaziou (6739). 154 5: D. tubulosa Gr., nov. sp- Dematostemon, caule tenui tereti lævigato, foliis alternis coriaceo- chartaceis glabris obseure pellucido-punctatis v. breviter lineolatis petiolum .multo superantibus e basi subcordato-rotundata oblongo- v. ovato-lancedlatis breviter et oblique apiculatis 7—5-nerviis et margine nervato cinetis:… venis reticulatis -subtus: prominulis, pri- mariis ramoso-transversis, racemis å spiciformibus solitariis sim- plicibus folium subæquantibus: floribus subsecundis cernuis soli- tariis, perigonio tubuloso; lobis oblongis obtusis tubo anguste campanulato sesquibrevioribus, staminibus inclusis, spicis capsuli- feris simplicibus, capsula ovali utrinque rotundata ; seminibus subrotundis ala cinctis. Affinis D. campestri Gr. et pedicellis brevissimis cum ejus forma æ. conveniens, foliis marginatis distinguenda. et perigonio tubuloso. tuboque lobis-sesquilongiori ab, omnibus differt.… Caulis volubilis, 7/—1/"" diam.,. cum omni planta glaber, internodiis plerisque ; 3—5" longis.… Folia 3—2". longa3 10—44" lata, summa angustiora (1—1Y2”" longa, 32—6"" lata), ex emarginaturå basilari obsoleta ad tertiam fere longitudinis partem rotundato- dilatata, inde ad apicem apiculatum usque sensim attenuatå; nervis simplicibus, tribus mediis aream lineari-lanceolatam inclu- dentibus, secundo v. tertio pari cum nervo marginali supern? contiguo v. confluo, facie superiori minutissime favoso-punctata; margine nervato fuscescente, punctis pellucidis sparsis rotundis v. oblongis, petiolo 16" longo anguloso-canaliculato subæquali basi paullo dilatato. Racemi å axillares, pedunculati ; inclus0 pedunculo 1—2” longi, pedunculo quam pars florigera fere duplo breviori, floribus contiguis vix 4” distantibus, pedicellis cernuis brevissimis bracteam lanceolato-acuminatam subæquantibus; rhachi ångulåta:; perigonium 4797” "Tongum; 1f9”” Tatum, lobis ( sicca) erectis 1/9” longis;' stamina 6, tubo ad basin circa rudi- mentum pistilli inserta, antheris. oblongis filamento multe bre- vioribus tubum perigonii vix excedentibus. Spice 2 in planta distincta, 2” longæ, pendulæ, floribus clavatis bibracteatis 3% in plan!a 155 longis, 2" distantibus. Capsula membranacea ; fulvo-fuscescens, nitida, 8” longa, 5” latay loculis complanatis 2-spermis, ' semi- nibus 4"/9'"" longis, ala inferne duplo quam margine laliori. Lagoa Santa (W.): fructifera Februario. 6... D. trachyandra Gr. Syn. Rajania hastata Fl. Bras, 1. c. p. 47 (non L, et exclus. omnibus synon:): Dematostemon ,: caule tenui angulato v. striato pilosiusculo, foliis alternis membranaceis supra glabris ;subtus sparsim pilo- sulis obscure pellucido-punctatis exlineolatis e sinu angusto auri- culisque angulari - subquadratis cordato-oblongis «acuminatis et angusto apiculo terminatis 7—9-nerviis:' venis: laxe reticulatis subtus prominulis, racemis-å geminis vw. ;solitariis folio longiori- bus: fasciculis florum remotiusculis. 3—5-floris; pedicellis cer- nuis unibraclealis flori subæquilongis, perigonio |; 6-fido; tubo campanulato, lobis lanceolatis acutiusculis patentibus, staminibus inclusis: filamentis antherisque tenuissime ciliosis, spicis 2 .remø- tiloris: ovario- ellipsoideo-lanceolato dense piloso, capsula. ellip- tico-oblonga utrinque rotundata pilosa v. glabrescente ; seminibus oblongis basi in alam loculo duplo longiorem productis. Caulis volubilis, /"' diam., internødiis 2—3" løngis. Folia 3—2" longa, 1!/0— 1” lata, suprema minora: el minus profunde cordata, nervis simplicibus, mediis aream elliptico-lanceolatam "ineludentibus, petiolo tenui canaliculato 8—6'” longo. Racemi & 3—3" longi, rhachi tenui ag ge fere a basi florente, fasciculis racemuliformibus 2—3'"" distantibus, " bracteis minutis. lineari- åtuminatis pedicello multo… brevioribus, perigonio luteo-viridi infundibuliformi 47" fere longo et apice lato, staminibus 6'tubo Supra basin insertis, filamentis incurvis anthera: globosa rimis lateralibus dehiscente multø; longioribus, pilis filamenti diametro Mmulto longioribus tenuissimis patentibus. Spice 2 ovario 2!” longo, capsula: 8—9'"- longa, 4" lata, chartacéay fusca; semini- bus geminis 4—5'" Jongis, 2" latis, loculo infra apicem exalato alrofusco, ala dilutiori. Lagoa Santa:in silvis; floret set fr. Febr. Mart. 156 É 7. D. cynanchifolia Gr. nov. sp. Amphistemon, caule filiformi tereti lævigato, foliis alternis membranaceis glabris pellucido- punctatis exlineolatis petiolum plus duplo superantibus e basi cordata in acumen tenue' atte- nuatis 7-nerviis, nervis mediis aream oblongo-lanceolatam inclu- dentibus, venis subquadrato-reticulatis utrinque prominulis, spicis å solitariis simplicibus folium subæquantibus: floribus subternato- glomeratis, singulis unibracteatis: glomerulis alternis distantibus, perigonio rotato: segmientis ovatis obtusiusculis v. rotundatis stamina multo Superantibus, spicis 2 remotiflvris: floribus soli- tariis, capsula subquadrata utrinque rotundato-truncata ; seminibus subrotundis ala lata subæquali cinctis. Affinis D. cuspidate W., quæ perigonii & tubo longiori cam- panulato, capsula ovali et folii sinu basilari rotundato (qui in nostra ad petiolum acutus) differt. Caulis volubilis, "72—4" diam.,. internodiis plerisque 2” longis. Folia 11/9—2" longa, 8—12'"": lat, nitida, læte viridia, sinu basilari aperlo deltoideo 4 longo: et lato, auriculis basilaribus rotundatis extus sub- rectilineis, lamina inde sensim attenuata apice in acumen 4'” latum producta, nervis simplicibus, venis omnibus in rete con- nexis, petiolo tenui flexo 6—8"" longo. Spicæ å axillares, arcuatæ; -22—3" longæ, rhachi glabra, angulata, glomerulis 1—38'" : distantibus, floribus expansis subsessilibus bracteam subæquanti- bus; perigonium tubo brevissimom segmentis 4” longis; sta- mina 6, fauci inserta, antheris filamentum breve subæquantibus. Spice 2 in planta distineta, 1—9/ longæ, floribus pendulis 2—4" distantibus, 27 longis, perigonio 6-pårtito, ovario cla- vato. — Capsula 6" longa et lata, nitida, pallide fusca, loculis 2-spermis, seminibus 3” longis, 21799 lati; ala 4+""" fere latå cinctis, Serra da Piedade (W.) in campis inter iretietd et grå mina volubilis, Maio fl.; prov. Rio de Janeiro (Glaziou, 2723)- 8. PB: mene. Kth. enum. 5, p. 364. Parum åa D. samydea Gr. differt caule lævi compresso-tereti, foliis sinu på” 157 tente plerumque profunde cordatis et lineolis pellucidis minus numerosis. Em oo cm == n & å < Metre Metre Craniels-hele Længde 0,290 0,350 — Brede mellem Taarehullerne . 0,165. + 04190 Ganens Brede ved fjerde Tand... .. 0,041 0,052 Nakkehullets Tvyærmaal ......... 0,031 0,045 Nakkeledknudernes indbyrdes Afstand ved Nakkehullets åverste Rand ... 0,039 | 0,060 Underkjæbens Længde .... 0,300 | 0,360 — Højde (fra Toppen af Led- | udvæksten til en horizontal | Flade, hvorpaa Kjæben | buler se 0,202 0,270 Længden af Underkjæbens Tandrække . 0,180 | 0,218 2. Tænderne ere en Del mindre; paa den femte Tand i Overmunden (den største af alle) har Tyggefladen saaledes en Længde forfra bagtil af 23 Millim. og en Brede af 1319, hvor- imod den samme Tand hos Schistopleurum typus er 28 Millim. lang og 49 Millim. bred. Fremdeles have Tænderne ogsaa en lidt forskjellig Form, idet deres Tyggeflader ere noget mere langstrakte end hos Schistopleurum typus, hvad der især falder i Øjnene paa. de to forreste Par Tænder i begge Kjæber. I. Over- kjæben er den forreste Tands Tyggeflade 20 Millim. lang, medens dens største Brede, som falder tværs over Tandens midterste Afdeling, kun er 81/9 Millim.; Tyggefladen er altsaa her mere end dobbelt saa lang som bred. Den anden Tands Tyggeflade har en Længde af 24 Millim., en Brede af 414 Millim., den er saaledes dobbelt saa lang som den er bred. Paa Afstébningen af Craniet af Schistopleurum typus er derimod den fårste Tand 189 21 Millim. lang og 44 Millim. bred; Forholdet mellem Længde og Brede er altsaa her saaledes som det paa det af Lund fundne Cranium viser sig, ikke paa fårste, «men paa anden Tand, og denne sidste Tand ér her 25 Millim. lang og 15 Millim. bred, altsaa ikke nær dobbelt saa lang som bred. I Underkjæben ere de to fårste Tænders Tyggeflader omtrent lige lange og neppe kortere, men vel smallere, end de efterfålgende; begge ere 21 Millim. lange og (paa det bredeste Sted, tværs over Tan- dens midterste Afsnit) 97/9 Millim. brede; Forskjellen i deres Form er. håjst ubetydelig og indskrænket til, at det forreste Afsnit er ganske lidt mindre paa fårste end paa anden Tand. Paa Afståbningen af Underkjæben af Schistopleurum typus er der- imod den fårste Tands Tyggeflade kjendeligt kortere end den andens; dens Længde er 21 Millim., dens Brede 12 Millim., medens disse to Maal paa den anden Tand belåbe sig ti] 24 og 44 Millim. 3. Endelig viser der sig meget iåjnefaldende Afvigelser i Hovedskallens Form. Et Blik paa det omstaaende Omrids, som fremstiller Craniet set ovenfra, vil vise, at Afstanden mellem Ind- gangene til Taarekanalerne er stårre end Breden tværs. over Postorbital- Udvæksterne, og at Forskjellen mellem Breden her og paa Hovedskallens smalleste Sted bagved Ojenhulerne, tværs over Tindingegruberne, forholdsvis er mindre end sædvanligt hos Glyp- todonterne;: Men navnlig er Forskjellen mellem disse to Maal paafaldende ringere end hos Schistopleurum typus. Paa det saa meget mindre Cranium fra Escrivania-Hulen er Breden tværs over Tindingegruberne endog absolut taget stårre end hos hint Dyr, og Hovedskallen gjår derfor Indtryk af at være for- holdsvis smallere over Øjenhulerne og Kindbuens forreste Ende end .hos dette, skjåndt Forholdet mellem Craniets hele Længde og dets Brede paa de nævnte Steder i Virkeligheden er noget nær det samme hos begge disse Glyptodonter. De nedenstaaende Maal ville endnu mere tydeliggjåre den fremhævede Forskjel. Hovedskallen af Schistopleurum euphractum (Lund), set ovenfra, omtr. 7/3-af d. nat. St. Craniets hele Længde. . ner Brede over Taarehullerne . . . — Brede over Postorbitaludvæks- ferhe A: — Brede: påa de [ smalleste Sted tværs over Tindingegruberne 2 E 3 z2 8 = 2 5 FE ER & £ E= = Metre, | Metre. 0,291) 0,35 0,155 0,193 0,148 - 0,174 0,112 0,107 om det S. 187. 1) Smign. med Hensyn til dette Maal, hvad der er sagt 191 Fremdeles ståder den korte Nakkeflade (sgquama oss. occip.) sammen med Issebenene under en endnu stumpere Vinkel end hos Schistopleurum typus; ja Vinkelen er endog saa stump, at det ikke er langt fra, at Nakkefladen kunde siges at ligge i Flugt med de nævnte Ben. Endelig findes der en kjendelig, skjåndt ikke stor Forskjel i Underkjæbens Form, som bestaar deri, at Kjæbens opstigende Gren ikke er fuldt saa håj som hos Schistopleurum typus. Kjæ- bens Højde (maalt som angivet S. 188) forholder sig hos Lunds Art til dens Længde som 202 Millim. til 300, medens Forholdet hos Schistopleurum typus er som 270 Millim. til 360, og hos hin er Håjden netop lig Afstanden mellem Underkjæbens bageste Rand og det midterste Afsnit af den tredjeforreste Tand, hvorimod den hos den sidstnævnte Art svarer til Afstanden mellem Kjæbens Bagrand og den forreste Tand,.!) Symphysen mellem de tvende Kjæbegrene naar paa Under- kjæben fra Escrivania-Hulen bagtil hen i Linie med Midten af den fjerde Tand ; paa Afståbningen er den maaske "ganske lidt kortere; men Forskjellen er altfor ringe til at man kan lægge videre Vægt paa den. 1) Sammenligner man Burmeisters enree ig Underkjæben af hans "Glyptodon (Schistopleurum) asper» (Anal HEHE. MOR R AN g XXV) med Afståbningen ie Underkjæben af pE Lad typus, man ikke undgaa at bemærke nogen Forskjel. Kjæbens nd coron.) forreste Rand bugtet paa en lidt anden Maade. At Burmei- sters Figurer ere ligesaa nåjagtige som smukke tår man vel antage; men selv under denne Forudsætning, er det meget muligt, at de om- talte Afvigelser ikke kunne afgive nogen alvorlig Indvending mod res ein af Burmeisters Art og den i Pariser-Museet; imidlertid bund det dog rigtigt ikke ganske at forbigaa dem nds Fa angaar, da er dens Underkjæbe under alle Omstændigheder endnu mere fo le llig fra Burmeisters Figurer end fra Afstobningen af Pariser-Craniets Underkjæbe. 192 Schistopleurum elongatum giver ikke S. typus Noget efter i Stårrelse og har ligesaa vel som denne en meget stårre Hoved- skal end Lunds Art. En Sammenligning mellem det S. 490 givne Omrids af denne sidstes Cranium og den Afbildning af Craniet af Schistopleurum elongatum, som Burmeister har offentliggjort"), vil desuden vise ogsaa anden Forskjel og navnlig : den, at Schistopleurum euphractum afviger ikke mindre fra S. elon- gatum end fra S. typus ved den forholdsvis meget betydeligere Brede, som Craniet har tværs over Tindingegruberne. Men til disse Afvigelser kommer. fremdeles en ikke uvigtig Forskjel i Tændernes Bygning hos de to Glyptodonter, om hvilke Talen er. Burmeister har nemlig oplyst, at der hos Schistopleurum elon- gatum slet intet Spor findes til Bigrene påa de tre forreste Tænder i Underkjæben, og at der selv i den ovrige Del af Tand- sættet ingen Bigrene udgaar fra Tværlisten i det midterste af- Tændernes tre rhombiske Afsnit. Hos Schistopleurum euphractum derimod vil man i det midterste Afsnit af alle Overkjæbens Tænder, .de ivende forreste undtagne, finde et Par korte Bigrene ud- gaaende fra Tværlistens indre Halvdel, og selv i Underkjæben er der et, rigtignok kun netop synligt, Spor til slige Grene påa enkelte af Tænderne; . hertil kommer fremdeles, at Under- kjæbens tre forreste Tænder ikke ganske mangle Bigrene som hos 5. elongatum, men ere vel forsynedé med slige baade i deres forreste og bageste Afsnit. Lunds Art staar saaledes, hvad Tændernes Bygning angaar, imellem Schistopleurum elongatum 08 S. typus, den af Arterne, hos hvilken Bigrenene ere tilstede i stårst Tal og mest regelmæssigt udviklede. Allerede paa Grund af den i Navnet udtrykte Beskaffenhed af Pandserets Skulptur eller Gravering maa Schistopleurum læve være meget forskjellig fra den Årt, med hvilken vi her beskjæf- lige os. Hvorvidt der er nogen idjnefaldende Forskjel i Cra- niernes Form maa lades uafgjort, da der ikke hidtil er fundet ") Anal. etc. Tomo seg. Pl. XXVI. i . 193 nogen Hovedskal af Schistopleurum læve").. Men blandt de Dele af Skelettet, som det er lykkedes at finde, og som ogsaa kjendes hos Lunds Art, saa al en Sammenligning kan anstilles, er der i alt Fald én, nemlig Overarmen, som synes at være tilstrækkelig lil at godtgjåre de paagjældende Arters Forskjellighed. Da Over- armsbenet under Væksten forandrer sine Omrids ikke ubetydeligt ved den stedse stærkere Udvikling af Muskelkammene og Muskelknu- derne, og da deto Overarmsknogler fra Escrivania-Hulen ere af et tem- meligt ungt Dyr, medens den Overarmsknogle, som Burmei- ster besidder af sin Art, er af et gammelt Individ, skal jeg ikke tage Hensyn til de andre. Afvigelser, som der findes mellem de mig foreliggende Overarmsben og den Afbildning, som den nysnævnte Forsker har givet af Overarms- benet af Schistopleurum læve?), men særlig holde mig til et Forhold, som ikke ret vel kan formodes at kunne forandre sig under Væksten, og som er ligesaa i6jnefaldende, som efter min Mening vigtigt. Ved at betragte hosstaaende Omrids af det venstre Overarmsben af det Overarmsknoglen af Schistopleurum euphractum (Lund), 2 forfra set, omtr. 7/3 Står. Hulen, vil man straks bemærke, unge Individ fra Escrivania- 1) I alt Fald kjendte Burmeister ikke dens Cranium, då han i 1873 udgav den ilte «Entrega» af sine «Anales del Museo publ. d. Buenos Aires», den sidste, som, saavidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, 3 dl: Mus. sti, ik Entrega undécima. Pl. XXXII, Fig, 3. 13 194 at naar Knoglén holdes i den Stilling, i hvilken den her er tegnet, eller med andre Ord saaledes, at dens Længdeakse staar lodret, saa kommer den distale Ledrulles Tværakse derved i en . meget skraa Stilling. Derimod viser Burmeisters Afbildning, at de to Akser skjære hinanden under en ret Vinkel hos Schi- stopleurum læve, og at altsaa Ledruilen indtager en vandret Stil- ling, naar Knoglens Diaphyse holdes lodret. Paa denne samme Tavle i «Anales», paa hvilken Overarmsbenet af Schistopleurum læve er afbildet,, findes der fremdeles ogsaa Figurer af Overarms- benene af de to andre Schistopleurum-Arter, typus og elongatum, "og mærkværdigt nok! skjøndt de i andre Henseender ikke ere saa ganske lidt forskjellige fra hins Overarmsben, afvige de dog paa selv samme Maade som dette fra Overarmsbenet af den Lundske Art; denne Forskjel kan saaledes føjes til dem, som allerede ere fremhævede 'i det Foregaaende, og da der jo vist ikke kan være Tvivl om, at Burmeisters Figurer ere nåjagtige, staar Schistopleurum euphractum altsaa ganske isoleret hvad Over- armsbenets Form angaar. ; Blandt de Rester, som bleve udgravede i Escrivania- Hulen af det der fundne unge Individ, ere ogsaa Laarbenene; men paa det for Resten vel bevarede venstre Laarben - mangle desværre begge Epipbyserne, som ved Dyrets Dåd endnu ikke havde været voksede" fuldstændigt fast til Diaphysen, og af det højre Laarben lykkedes det kun at finde et Stykke af Knoglens distale Ende med Ledfladen for Underlaarets Knogler. Det er let at se, al disse Brudstykker besidde de Særkjender, ved hvilke Laarknoglerne ogsaa hos de andre Schistopleurer og hos Glypto- donterne adskille sig fra de samme Knogler hos Panochthus 08 Hoplophorus, at altsaa Laarbenet af Schistopleurum euphractum er forholdsvis kortere og plumpere end hos disse sidstnævnte Slægter, saa at Knoglens stårste Brede oventil over den store Tro- chanter udgjår mere end Halvdelen af dens Længde, at den er betydeligt bredere paa det smalleste Sted lige ovenfor Udspringe! af den tredje Trochanter, og endelig at Ledfladen for Knæskallen 195 er fuldstændigt adskilt fra begge Kondylernes Ledflader ved smaa Mellemrum, som aabenbart ikke have været beklædte med Led- brusk"). Men at tydeliggjåre, de smaa Særegenheder, hvorved Knoglen synes at; afvige fra Laarknoglerne hos de Schistopleu- rum-Årter, som-Burmeister har afbildet?), vil neppe kunne gjåres: uden ved Hjælp af Afbildninger og en meget udfårlig Beskrivelse. Da det imidlertid kun er Hensigten her "at med- dele saa Meget, som der udkræves til at vise, at den af Lund opdagede Schistopleurum ikke falder sammen med nogen af de senere fundne Arter, og dette formentligt allerede frem- gaar tydeligt af hvad der er blevet meddelt om den, skal jeg ikke gaa ind paa en udførlig Sammenligning mellem Brudstyk- kerne fra Escrivania-Hulen og Burmeisters nysnævnte Afbild- ninger. Som bekjendt har Owen ikke nærmere omtalt, . hvad Sik- kerhed han havde for, at de forskjellige Levninger, som han har 1) Hos Panochthus tuberculatus fortsætter Ledfladen for Knæskallen sig til begge Sider uden Afbrydelse over i Kondylernes zen Det baade siges ligefrem i Burmeisters Beskrivelse og med stårste Tydelighed af fat særdeles smukke Afbildning "anale ete. Entr, 7, S. 93, Pl. IX, Fig. 4). Hos: Hoplophorus euphractus Bur (non Lund), skulle disse Ledflader ifålge Burmeisters SNE være aldeles som hos Panochthus («aun los condilos inferiores son …completamente iguales, y las tres caras Skelass de esta extremidad del fémur unidas del mismo que se presenta en el Panochthus», |. c. Entr.9, S. 212); derimod kan jeg ikke se rettere, end at hans Figur (LÆS Pl. XXI, Fig. 5) ganske tydeligt viser en masken eller et Mel- en på: være Figuren, som viste Forholdet ned vilde det dog ikke kunne opstilles som snes) Med) Regel hos Burmeisters Slægt Hoplophorus; thi hos Lunds Hoplophorus m Prardr det som man vil faa at se i det Følgende, iab hører til sen nysnævnte Slægt i den Forstand, hvilken den tages af Burmeister, gaa alle tre Ledflader over i i hinanden uden ink dne Afbrydelse, ganske paa samme Maade som hos Panochthus. 2) Anales etc., Entr. 11, Pl. XXXIV. 13% 196 henfårt til sin Glyptodon clavipes!"), virkelig hidråre fra et og samme Dyr, og i den nyeste Tid er det blevet sagt, at det af ham beskrevne Kroppandser tilhårer Nodots Schistopleurum typus, medens Halepandseret hidrårer fra en ganske anden. Glyptodont?). Selv om denne sidste Paastand »maaske neppe er rigtig, og selv om de forskjellige Stykker, som have foreligget for den store engelske Zoolog, virkélig tilhåre, vel ikke et og samme Individ, men dog Individer af samme Art, og Glyptodon clavipes altsaa: er endog generisk forskjellig fra Schistopleurum euphractum, kan man dog forlange saavidt muligt oplyst, hvor- ledes disse 10 Glyptodonter da kunne skjelnes fra hinanden, naar der kun foreligger, Dele af det indre Skelet, og naar Hale- Pandseret ikke er tilstede og kan tjene til Vejledning. Det bår derfor her ikke forbigaas, at man baade i Craniets Form og Tændernes Bygning vil kunne finde gode Skjelnemærker. Ifålge Owens Afbildninger?) er nemlig Craniet af hans Glyptodon cla- vipes ligesaa bredt tværs over Postorbital-Udvæksterne som ved Taarehullerne, Pandefladens Sider låbe altsaa i dette Stykke parallelt, men skraa ikke divergerende udad, saaledes som det derimod er Tilfældet hos Schistopleurum euphractum og (det kan tilføjes) ogsaa hos de andre Schistopleurum-Arter. Herved maa det imidlertid dog bemærkes, at hos "det ufuldstændigé Skelet, som Huxley har beskrevet og henfårt til Owens Glyptodon clavipes7), viser Craniet, efter Figuren at dåmme, ikke den her 1) Deser. a. illustr. Cat. of the foss. OVE. remains of Mamm. & Aves. in Så ll AR Coll. of Surg. London 1845. S.107—118 og S.382— PE E= 7?) Gervais, P., Mémoire s. I, formes cérébrales propr. aux Edentés viv. et foss. i »Noikvolni Archives du Mus,.»,”T, V, Pl. 10 3) Descr: and illustr, Cat. ete Pl 1. %) Proc. of the Roy. Soc. Vol. XII (1863). "S. 316. Philosophical Transactions for the year MDCCCLXV, Vol. 156, S, 31. On the Østeology of the genus Glyptodon. 197 paapegede Særegenhed, og den beråres heller ikke i Teksten"), Kun at ville se en tilfældig og ligegyldig Afvigelse i den frem- hævede Forskjel gaar dog neppe an; man maa sikkert enten an- tage, at en af de ovennævnte Forfatteres Afbildninger er mindre nøjagtig, eller at de have afbildet nærstaaende, men dog for- skjellige Arter. Det Sidste er maaske rimeligst; men selv om det ikke skulde være Tilfældet, og Huxleys Figurer skulde være de rigtige, bliver der dog en Forskjel i Tændernes Beskaffenhed tilbage, ved Hjælp af hvilken Glyptodon clavipes (eller, under den anden Forudsætning, den Art Huxley har. havt for sig) kan skjelnes fra Schistopleurum euphractum. Efter de foreliggende Beskrivelser og Figurer mangle nemlig "Tænderne vel ikke i nogen af Kjæberne ganske de forhen omtalte Bigrene eller Smaa=- grene; men der findes dog kun ganske enkelte, og de udspringe påa ingen Maade fra Tværlisterne med den Regelmæssighed, med hvilken de fremtræde hos Schistopleurum euphractum?). Medens Schistopleurum euphractum saaledes viser sig for- skjellig fra de i Platalandene opdagede Arter, falder den derimod sammen med et andet af de af Lund. opdagede uddåde Dyr. De faa Fodknogler fra Lapa de Soares, paa hvilke han grun- dede Slægten Pachytherium, tilhåre nemlig aabenbart den nys- nævnte Glyptodont. Et Kloled af Bagfoden (rimeligvis af anden 1) Det kan nemlig neppe være den, som Forfatteren sigter til, naar han siger, at det ham foreliggende Cranium adskiller sig fra det tidligere beskrevné ved «less rugosity and squareness of the supraorbital- pro- .minences». == 7 > Land] Q - > = (s-3 un = & . "le; == (== gg bo (2 (24 g = æ (7 ss Læg = s (7 (a-å & 53 tabe == = (3-2 Så i [77 dl - (s-] æ ubeskadigede. lfålge den udførlige Beskrivelse, som Burmeister giver af disse Tænder (1. ec. S. 273), forekommer det mig dog meget tvivl ; skrives betydelig flere Bigrene, end Tænderne efter Huxleys Ord og Afbildninger synes at have hos hans Art. Blandt de Levninger af G lavipes, som Owen har havt for sig, var der ingen Under- kjæbe-Tænder. 198 eller tredje Taa) er unægtelig noget stårre end det tilsvarende af det unge Individ fra Escrivania-Hulen; men jeg kan saa meget mindre lægge Vægt herpaa, som Rullebenet (astragalus) og Hæl- benet (calcaneus) fra selv samme Hule nåjagtigt svare baade i Stårrelse og Form til de samme Knogler af Schistopleurum eu- phractum fra Escrivania-Hulen. Inden vi forlade denne Art, skal jeg endnu tilføje et Par Ord om nogle ikke uvigtige Forhold i Glyptodont-Craniet, om hvilke Hovedskallen fra Escrivania-Hulen kan give nogen Oplys- ning påa Grund af, at Såmmene mellem de enkelte Knogler til Dels endnu ikke ere ganske forsvundne. Hvad fårst Mellem- kjæbebenene angaar, da har Huxley allerede ment at finde Spor af en Såm, som betegnede Grændsen mellem Mellemkjæbebenets opstigende Gren og Overkjæbebenet, og som viste, at den om- talte Gren er meget smal i Midten, men atter bliver bredere opad og der ståder til Næsebenet, saa at Næsehulens ydre Aab- ning altsaa alene begrændses af Næsebenene og Mellemkjæbe- benene med fuldstændig Udelukkelse af Overkjæbebene!). Denne Mening har Burmeister imidlertid trot at burde forkaste. Efter forst at have antaget, at Glyptodonternes Mellemkjæbeben ligesom Dovendyrenes slet ingen opstigende Gren besad?), har han, efter at være bleven bekjendt med Bår væld allerede i det Foregaaende omtalte Figur af et ungt Glyptodont- Cranium, senere i en Tillægs- Bemærkning?) rettet sin tidligere Opfattelse derhen, at Mellem- kjæbebenene nok have en opstigende Gren, men at denne dog kun maar op til den ydre Næseaabnings halve Håjde, saa at denne Aabnings Peripheri nu antages at dannes paa hver Side af tre forskjellige Ben, Næsebenet, Overkjæbebenet og Mellem- … kjæbebenet. Men efter Craniet fra Escrivania-Hulen at dåmme, maa jeg holde Huxleys Angivelse for rigtig. Ganske vist ') Philos. Transact. f. MDCCCLXV, Vol: 156, S'47. 7?) Anales del Mus. publ. etc. Entrega septima, S. 24—25 og Entr. de cima, S. 240. , 3) Anales ete. Entr. decima (1872), S. 981. 199 er ogsaa paa delte Cranium Såmmen mellem Over- og Mellem- kjæbebenet i den stårste Del af sin Længde kun tilstede i Form af en fin og meget skarpt begrændset Fure, i hvilken, eller ret- tere langs hvilken, der ogsaa hist og her sees Smaahuller for vasa nutritia, lig dem som Burmeister har bemærket og taget som Tegn. paa, at den fine Fure eller Ridse ikke kunde være en Levning af en Såm, men snarere betegnede den Linie, langs hvilken. Næsebrusken havde været befæstet... Men opad mod Næsebenene ses i Forlængelse af Ridsen endnu svage Spor af en virkelig Som, som ingen Tvivl tilsteder om Ridsens Na= tur, hvorhos jeg maa tilfåje, at det just heller ikke forekommer mig rimeligt at antage, at Næsebrusken skulde have fæstet sig paa den udvendige Side af Overkjæbebenene i den forholdsvis betydelige Afstand af (sine Steder) 47 Millimetre fra Næseaab- ningens Rand. Men Burmeisters seneste modificerede Opfat- telse hviler: desuden vistnok kun paa en mindre rigtig. For- staaelse-af Gervais” Figur. Den fine Linie paa denne, som angiver Præmaxillar- Sommen, ophårer i Virkeligheden ikke der, hvor Burmeister mener; den naar overhovedet intet Steds hen til Randen af. Næseaabningen (hvad den jo dog skulde, hvis hans Opfattelse var riglig), og. efterser man den tidligere om- talte Afståbning af det af Gervais afbildede Cranium,. finder man, at. Furen eller Suturen fortsætter sig langs. Næséaabningen helt op til Næsebenene, med andre Ord, Forholdet er der ganske som Huxley. beskriver det, og som det ogsaa viser sig paa Escrivania-Craniet. Naar Mellemkjæbebenene altsaa, saa.langt fra at være reducerede til.deres borizontale Parti, tværtimod naa helt op til Næsebenene ganske som hos de nulevende Bæltedyr, forsvinder altsaa en af de Ligheder med. eller Tilnærmelser til Dovendyr-Typen, som man har villet. finde i Glyptodonternes Cranium. Paa samme Maade gaar det med den Tilnærmelse, som man har villet udlede af "Kindbuens nedsligende Gren. Gervais” Afbildning af det unge Glyptodont-Cranium viser, at den nedstigende Gren ikke som hos Dovendyrene dannes af selve Kindbenet (zygoma), men hel og holden tilhårer Overkjæbebenets 200 Kindbue-Udvækst (proc. zygom. oss. mazill.), hvad man vel ogsaa forud nærmest maatte formode paa Grund baade af dens Form (sammentrykt førfra bagtil, ikke udenfra indad) og af dens Ud- spring umiddelbart nedenunder Kindaabningen (foramen infraor- bitale). Skjåndt Kindbenene ere faldne af paa Escrivania- Craniet, og den stårste Del af den nedstigende Gren er brækket af, ser man dog tydeligt, at dette Cranium i det omtalte Punkt stemmer nåjagtigt med det af Gervais afbildede, og der kan ingen Tvivl. være om, at Forholdet vil være det samme hos alle Glyptodonter, Den korte Snude i Forbindelse med Kindbuegrenens Form giver Glyptodonternes Hovedskal en uvæsentlig og overfladisk Lighed med Dovendyrenes, men en- dybere gaaende Overensstemmelse findes ligesaa lidt i Craniet som i nogen af Skeleltets åvrige Dele, og der er derfor efter min Mening aldeles Intet i Glyptodonternes Bygning, som kan siges at antyde et Slægtskab. med eller en Tilnærmelse til Dovendyrene og de uddåde Gravigrader. Ogsaa om Næsebenenes Stårrelse og Omrids giver Escri- vania-Craniet god Oplysning, idet Såmmen mellem Næsebenene og Pandebenene (sutura nasofrontalis) endnu er fuldkommen ty- delig i hele sin Udstrækning. Jeg antager det for rimeligt, at denne Såm heller ikke er forsvunden paa det af Gervais af- bildede Cranium, men da det er afbildet fra Siden, kommer den ikke tilsyne paa hans Figur, og paa alle de &vrige Glyptodont- Cranier, som hidtil ere blevne fundne, har den været fuldstændig udslettet... Næsebenenes Form og Grændser kjendes derfor heller ikke endnu, og der er endog fremsat meget afvigende Meninger derom. Huxley har paa den af ham undersågte Hovedskal set Næsebenene adskilte ved en Såm, som strakte sig bagtil i en Længde af omtrent to Tommer, men derpaa pludselig ophårte, og har heraf draget den Slutning, at Næsebenene (i alt Fald i Midtlinien) havde naaet saa langt bagtil, som Sømmen angav”). 1) Phil. Transact., Vol, 156 (f. 1865), 8. 44, Pl. IV, Fig. 2. Senere har ogsaa Burmeister set den samme Sutur paa et Cranium af Panoch- thus tuberculatus (Anales ete., Entr. 7 [1870], S. 7, Pl. III, Fig. 1), men — 204 Reichert har. derimod af et ham foreliggende Craniefragment ment at kunne slutte, at Næsebenene have været rudimentære hos Glyptodønterne"). Af det Omrids af Escrivania-Craniet, som er givet påa Side 190, ses det med al ønskelig Tydelighed, at Næsebenene håre til de største Ben i Hovedskallen og til Eks. ere betydeligt stårre end Issebenene; de naa bagtil lidt ud over en Linie, som kan tænkes trukken mellem Postorbital-Udvæk- sterne, og deres' skælformige Som med Pandebenene danner der en stærk, Conveksiteten bagtil vendende Bue. Af Sømmene mellem Næsebenene og Overkjæbebenene samt mellem disse og Taarebenene er der, som Figuren S.490 viser, kun hist og her mere eller mindre tydelige Spor tilbage. Saa meget kan imidler- tid ses, at den” faciale Del ” Taarebenet, som ligger udenfor og foran Øjehulen er forholdsvis meget mindre end høs de nu- levende Bæltedyr, hvad der tår ansees for at være en naturlig Følge af den stærke Forkortning af Snude-Partiet, ligesom det ogsaa er derved, at det bevirkes, at Overkjæbebenet kun med en smal Portion kan skyde sig op mellem Taarebenet og Næsebenet. Grændserne for Issebenene og Tindingebenene ere, som det vil 'ses af den omtalte Figur, de tydeligste af alle, og de vise, at Issebenene ere forholdsvis smaa. og mindre end Tindingebenene, hvad heller ikke stemmer med Forholdet hos de nulevende Bæltedyr. Vi skulle nu gaa over til den anden af Dr. Lunds brasi- lianske Glyptodonter, bans « Hoplophorus meyeri». ! Paa et Par ubetydelige Brudstykker nær hidrårer i dvrigt Alt, hvad Dr. Lund har fundet af denne Art, fra en og samme Hule, …… Overdelen af dette Cranium er sånderslaaet, og betydelige nede t tioner have været nådvendige; imidlertid viser den efter det restau- rerede Cranium udførte Figur Forholdet omtrent som Ergeglien ar fundet det i 1) Arch. f. Anat., Physiol. etc., von Reichert und Du Bois-Rey- mond, 1865, S. 336. i EEN TE RES RS NR gg 202 Lapa de Bahu; men uheldigvis er der Omstændigheder ved de der gjorte Glyptodont-Fund, som til Dels vanskeliggjåre deres Tydning... De opgravede Levninger hidråre nemlig -ikke blot fra flere, sandsynligvis fem, Individer, men de hidråre derhos fra mindst to forskjellige Arter, hvad allerede Lund selv meget vel har bemærket, skjåndt ban (som man vil faa at se) formentlig ikke bar havt Ret i-at anse den anden af de i Baht - Hulen begravede Glyptodonter for sin Schistopleurum euphractum. — Her- lil kommer, at uagtet der ganske vist har ligget Levningertaf et forholdsvis stort Antal Individer begravede i Bahu-Hulen, er det dog kun faa og til Dels meget beskadigede Knogler der er fundet af hvert af dem. Det er derfor kun en ufuldkommen Forestilling man kan danne sig om Benbygningens Enkeltheder, og det er i flere Tilfælde vanskeligt at sige, om visse af de foreliggende Rester have tilhårt et og samme Dyr eller ikke. Selv den Vej- ledning, som man ellers ikke sjelden kan finde i de paagjæl- dende Stykkers Farve og Conservation, glipper for en stor Del i delte Tilfælde; thi Knoglerne fra Baha-Hulen have i del Hele taget, uanset hvilke Dyr de hidråre fra, et temmelig ens- artet Udseende. De ere alle meget skjåre, kridhvide i Brudet og udvendig af en lys rådgul. Farve; netop de Stykker, som af- give det afgjårernde Bevis for, at Hulen har indeholdt Levninger af flere end én Glyptodont-Art, ligne hinanden ganske i Farve og Beskaffenhed og advare saaledes stærkt imod ved denne Lejlighed at stole for meget paa den Slags Overensstemmelser. De "Spørgsmaal, som det her nærmest gjælder om at besvare," nemlig hvor mange Glyptodont-Arter der have efterladt deres Rester i Lapa de Bahtu, og hvilke af de i den nyeste Tid opstillede Slægter de tilbåre, kunne dog forhaabenlig finde en nogenlunde sikker Besvarelse, hvorimod jeg, saalænge jeg kun har de forskjellige der fundne Smaaplader og Pandser - Brud- stykker at holde mig til, men ikke tillige kan vejlede mig ved Sammenligning med mere eller mindre fuldstændige Pandsere af andre Glyptodonter, ikke tår haabe sikkert at kunne afgjåre, tsk ar SOE KA AH mes BD BE era AE MESS Ena N srskr ng bs] ve rd es me Em Ek 2 hvilke af de foreliggende Pandser-Brudstykker der tilhåre den ene, og hvilke den anden af de to Arter, eller overhovedet at kunne tilfredsstillende oplyse Forskjellen mellem deres Pandsere, Det vigtigste Stykke, hvorpaa Lunds Hoplophorus meyeri er grundet, og fra hvilket derfor enhver Betragtning af denne Glyp- lodont maa gaa ud, er det i hans sidste Afhandling paa Tab. LI afbildede Cranium (Nr. 2332 i Lunds Katalog), der ved en allerede omtalt Fejltagelse i Tavleforklaringen urigtigt er betegnet som tilhårende « Hoplophorus euphractus». Figuren viser allerede, at hele Baghovedet mangler, men Hovedskallen er derhos flakt paa langs saaledes, at den venstre Halvdel af Næsehulen tilligemed dennes Ben-Skillevæg er ubeskadiget, og at derfor den ydre Næse- aabnings Omrids kan opfattes aldeles nøjagtigt. Spaltningen er endvidere sket paa den Maade, at den har 'sparet det meste af Ganen i dens hele Brede og er gaaet gjennem Midten af Tand- hulerne paa håjre Side; alle Tænderne ere udfaldne, saaledes som man allerede maa formode af Figuren; men af Tandhulerne paa venstre Side ere de seks forreste fuldstændigt bevarede og desuden et Stykke af den syvende; af den håjre Sides flakte Tandhuler ere de to forreste ganske borte, derimod er den indre [alvdel af den tredje, fjerde, femte og sjette ubeskadiget. Der er intet Steds Spor til Såmme at se, og Dyret har rimeligvis været gammelt. Af Craniets håjre Halvdel haves kun enkelte låse Smaastykker, som ingen nye Oplysninger kunne yde; disse Stumper ere vistnok gaaede lås ved Udgravningen, men i dvrigt synes dette Cranium at have ligget begravet i Hulens Jordlag omtrent i samme Stand, i hvilken det nu er; i de store cellulåse Rifi i Pårideregiodied ligesom ogsaa i enkelte af de tomme Tand- huler har der pletvis dannet sig tynde Kalkskorper. Da Burmeister havde lært Lunds Afbildning af' denne Hovedskaål at kjende, trode han først, at den maatte tilhåre en Art af Slægten Panochthus"), idet han forudsatte, at den Mangel !) Anales etc., Entr.7 (1870), S. 29, Noten, og S. 103, Noten. 204 paa Forbindelse mellem Aagbuen og Postorbital-Udvæksten. som syntes at fremgaa af Figuren, kun skyldtes en tilfældig Beska- digelse, som Craniet havde lidt. 'Senere, da han selv fik lig- nende Cranier (af Hoplophorus ornatus) i Hænde, frafaldt han atter denne Formodning og henfårte den af Lund afbildede Hovedskal til Slægten Hoplophorus i den Forstand, i hvilken han opfatter den"). Og denne Henførelse er utvivlsom fuldkommen riglig. Den højt hvælvede Pande, den nedad skraanende Snude, den som en Fålge heraf skraat nedad rettede Næseaabning, Aag- buens betydelige Håjde fortil, er Alt sammen Forhold, som vise, at den Hovedskal, med hvilken vi beskjæftige os, maa henfåres enten tilPanochthus- eller til Hoplophorus-Slægten, og Rigtigheden heraf stadfæstes (næsten til Overflod) ved de i samme Hule fundne Overarmsben, som der er god Grund til at henføre til samme Årt som Craniet, og som besidde det for de nævnte Slægter charakteristiske foramen supracondyloideum. Tår man dernæst lægge hele den Vægt paa den hos Panochthus rundt om lukkede Orbitalring, som Burmeister gjår, er Valget mellem de nys nævnte lo Slægter. straks afgjort; thi der kan ingen Tvivl være -om, at Aagbuens stumpe Orbital-Udvækst ikke har naaet, end sige har været vokset sammen med Øjehulens bageste Hjårne. Skjøåndt Udvæksten bøjer sig ind imod delte, er der dog en Afstand af omtrent en Snes Millimetre mellem dem, og det om- talte Hjørne viser ikke Spor til, at nogen selv nok saa lille Kant eller Spids kunde være afbrækket. være tvivlsomt, Imidlertid kan det dog maaske om man tår tillægge denne Særegenhed en saa afgjårende Betydning, at det kan være tilladeligt at ståtte sig til den alene. Der gives, som bekjendt, andre Pattedyrslægter, f. Eks. Herpestes og Hyraxz, hvor man finder Øjeringen lukket hos nogle, aaben hos andre Årter, ja! hos den sidste af dem synes der endog, al vise sig nogen individuel Foranderlighed i "le, Entr 9 (1871), 8. 175. rchiv f. Anatomie etc. v. Reichert u. Du dybt ideen 1871, S. 171. ESS RER, SN ASSENS 205 den Henseende. Det er derfor maaske rigtigt ikke heller hos Panochthus at lægge afgjårende Vægt paa den lukkede Åjering, forend Bestandigheden af dette Særkjende er bleven stadfæstet ved flere Erfaringer, især da man af Burmeisters særdeles smukke Afbildninger af Craniet af Panochthus tuberculatus!) kan se, at Aagbuens Orbital-Udvækst i alt Fald paa venstre Side ikke er vokset sammen med Postorbital-Udvæksten i hele sin Brede, men kun forbunden med den ved Hjælp af en smal Ben- bro, hvis ejendommelige Udseende synes mig at gjåre det til- stedeligt at tænke paa Muligheden af en tilfældig Sammenvoks- ning”). Men skjåndt jeg ikke har villet tilbageholde disse Be- mærkninger, er det dog saa meget mindre Meningen at rejse nogen Tvivl.om, at den af Lund afbildede Hovedskal virkelig tilhårer en Hoplophorus, ikke en Panochthus, som den foruden den bagtil aabne Ojehule ogsaa frembyder et andet Forhold, der henviser den til den fårst nævnte Slægt. Hos Panochthus tuber- culaius er nemlig Snuden ganske overordentlig kort, og Afstanden fra Aagbuens Udspring og fra Kindaabningen (foramen infraorbitale) til Næseaabningens Siderand belåber sig kun til omtrent 30 Milli- metre?), hvorimod dette Maal paa den mindre Hovedskal fra Lapa 1) Anales etc., Entr. 7, Pl. I— 2) Forst nu, da den stårre Del af denne Meddelelse allerede er trykt, odtager jeg den 12te «Entrega» af Burmeisters «Anales», som i Følge Titelbladet er udkommen i 1874 (men under alle Ørsuindii- heder først lige ved Aarets Slutning, thi Fortalen er dateret den 18de November), og som indeholder Slutningen af hans store +Monographia de los Glyptodontes». Jeg har derfor ikke kunnet tage Hensyn til dette Hefte i min Afhandling, men da det fortrinsvis beskjæftiger sig med Pandsrene hos Slægterne Glyptodon gå linger topleurum, er dette Uheld dog ikke af stårre Betydning; kun a jeg beklage ikke tid- ligere åt have kjendt de renen Oplysninger, volt Heftet bringer om Hovedskallen hos Slægten D Burmeister nu dette Slægtsnavn). Efter at det Kg er oplyst, at Ojehulen ogsaa hos denne Slægt er omgiven af en fuldstændig Benring, er der ikke længere Grund til at melis at Sammenvoksningen mellem Aagbenet og Postorbital-Udvæksten hos Panochthus tuberculatus kunde være eu tilfældig borer itet. jrdnsl ride 3) Anales ete., Entr. 7, Pl. Il 206 de Bahu er godt og vel dobbelt saa stort, i fuldkommen Overens- stemmelse med hvad der ogsaa er Tilfældet hos Hoplophorus ornatus!). Hvad Betragtningen af Hovedskallen lærer os, stad- fæstes endelig middelbart af den Omstændighed, at alle de i Lapa de Bahu fundne Pandser-Levninger tydelig vise sig at hidråre fra Pandsere, hvis Smaaskjolde have baaret den sædvan- lige Roset-Skulptur, a: et Midtfelt omgivet af en Kreds af mindre fem- eller sekskantede Felter, indbyrdes adskilte ved mere eller mindre dybe Farer. Selv om det for Tiden maaske neppe kan afgjåres, hvilke af de foreliggende Smaaskjolde og Pandser-Brud- stykker, der snarest bår henføres til Lunds Hoplophorus meyeri, og hvilke til den anden i Bahu-Hulen begravede Glyptodont, saa tror jeg, al man.i alt Fald kan sige saa meget, at ingen af dem kunne hidråre fra Pandseret af en Panochthus, hos hvilken Slægt Smaapladerne ifålge Burmeister ikke skulle være for- synede med Rosetter, men frembyde en ensformig vortet eller å knudret Overflade. Men ihvorvel Craniet er af en Hoplophorus (s. str.), maa det dog tilhåre en anden Art end den, hvis Skelet Burmeister har beskrevet?), og i hvilken han mener at gjenkjende Owens blot paa et Par smaa Pandser-Stumper grundede « Glyptodon ornatlus». Til dette Resultat er ogsaa Burmeister selv efter nogen Tvivlen bleven ledet ved Betragtningen af Afbildningerne i Dr. Lunds Afhandlinger, vg har derfor i sine sidste Arbejder optaget den her omtalte Glyptodont som en egen Art, men pååa Grund af disse Afbildningers fejlagtige Betegnelse naturligvis an- taget den for, Lunds Hoplophorus euphractus og kaldt den saa- ledes?). Det er fornemmelig Afbildningerne af Hovedskallen og af Bagfoden (Tab. LI—LIN), paa hvilke han stølter sin Mening. Jeg har allerede i det Foregaaende sagt, at jeg anseer. det for ) 1. c., Entr. 9, Pl. XVIII. l 6,-Entr,.9. (1871). "13 5. 27919; Arch. f. Naturgesch., 38ste Jahrg., 3 Heft, Berlin. 1872, -S. 262, tk 207 rigtigst ikke at lægge nogen meget stor Vægt paa alle Enkelt- ” hederne i Afbildningerne af den sidstnævnte Legemsdel; men Hovedskallen alene frembyder vistnok ogsaa - allerede fuldkommen tilstrækkelig Grund til en Arts-Adskillelse, Burmeister har navnlig gjort opmærksom paa, at paa Afbildningen paa Tab. LI viser Aagbuens nederste Rand ikke noget Spor til: et fremsprin- gende Hjørne nedenunder Ojehulen, hvorimod et sligt er meget fremtrædende hos: Hoplophorus ornatus og gjår Aagbuens alle- rede store Håjde paa dette Sted endnu stårre,. Men til denne med fuld Ret fremhævede Forskjel, som en Undersågelse af selve Originalen til Afbildningen ganske stadfæster, kommer der endnu en anden og meget vigtig i Formen af Overkjæbens forreste Tænder, som ikke kan ses af Figuren, og som Bur- meister derfor heller ikke bar kunnet kjende.. Rigtignok ere (som man vil have set i det Foregaaende) alle Tænderne uden Undtagelse udfaldne paa det af Lund aftegnede Cranie-Fragment, men Tandhulerne, som jo ere tilstede paa den bageste (8de) nær, ere meget vel bevarede og kunne selvfålgelig give en aldeles nåjagtig Forestilling om de manglende Tænders Stårrelse og Omrids. "Den forreste. Tandbule ses at have en Dybde af 60 Millimetre, og Tanden kan altsaa kun have været nogle Milli- metre længere; den syvende Tandhule er 85 Millim. dyb. — De tre forreste Tænder have været kjendelig mindre end de efter- folgende, 'og navnlig maa deres Tyggeflader have været smallere + udenfra indad, saaledes som de nedenfor anfårte Maal af Tand- ø hulerne vise det. Iste | 2den | 3dje åde Tand. | Tand. | Tand. | Tand. | , Millim, |, Millim. | Nillim, | Millim. Tandhulens Længde forfra bagtil . .. | 22 | 23 | ei | 28 rå Brede udenfra indad . .- Sj; 10 | 42 | 15 Paa den forreste Tand have Sidefurerne eller Sidérenderne, som betinge Glyptodont-Tændernes særegne Form, været meget 208 svage, saa at Tandens Deling i ligesom tre rhombiske Afsnit eller Prismer maa siges egentlig at være mere antydet end udfårt; imidlertid viser den fremspringende Liste paa Tandhulens indre Væg, som har svaret til den bageste af Siderenderne, at Tandens tredje eller bageste Afsnit i alt Fald har været det tydeligst af- grændsede, medens derimod Adskillelsen mellem det fårste og andet kun kan have været meget svag. Sammenligner man nu den ovenstaaende- Beskrivelse af disse Tandhuler med den Skil- dring og de Figurer, som Burmeister har givet af Tænderne i Overkjæben hos Hoplophorus ornatus7), vil man finde idjne- faldende Forskjelligheder. Hos denne sidstnævnte Glyptodont ere vel ogsaa de tre forreste Tænder de mindste, og deres Tygge- flader smallere end de efterfilgendes; men de ere derhos atter indbyrdes af meget ulige Stårrelse og afvigende Form. Den første Tands Tyggeflade er kun 42 Millim. lang, med andre Ord, ikke synderligt mere end halv saa lang som den tredjes; og Tanden har tillige næsten ganske mistet den for Glyptodont- Tænderne særegne Form; de tvende Sidefurer, hvorved denne fremkommer, mangle ganske, og Tyggefladen kan maaske bedst beskrives som en Triangel med afrundede Hjårner, som vender sin Grundlinie fortil, og hvis ydre Side er lidt indbugtet, eller, som Burmeister udtrykker det, den første Tand er næsten i Svinden, idet hverken det forreste eller det bageste Prisme er blevet udviklet?). Endnu paa den anden Tand, hvis Tyggeflade er 17 Millim. lang,. er det bageste Afsnit ikke tydeligt afgrændset, den har neppe en Gang saa meget af Glyptodont-Tandens tg piske Form som den forreste Tand hos Lunds Hoplophorus meyeri; forst den tredje Tand, hvis Tyggeflade har en Længde af 19 Millim., er delt i tre tydeligt begrændsede Afsnit, og selv her ere Sidefurerne endnu stedse kun lidet dybe. Efter alt hvad ker ver 9 (1871), S. 187, Pl. XIX, be 2: ”) le 188: «que la primera muela superior de Hoplophorus? ER fy €8 bal de encogimiénto, Bade døle el lébulo anterior Y posterior, cuyos lébulos estån bien pronunciados en Panochthus.? 209. man véd om Glyptodonternes Tænder, tår man sige, at saa store Forskjelligheder, som dem vi her have truffet, umuligt kunne være individuelle, og at derfor disse allerede vilde være fuld- kommen tilstrækkelige til at godtgjåre, at den i sin Tid af Dr, Lund opdagede Art er forskjellig fra Hoplophorus oruatus, selv om der ikke havdes anden Ståtte for denne Mening. Medens Burmeister anser Hoplophorus meyeri (eller som han kalder den: euphractus) og H. ornatus for forskjellige, mener han, at derimod Nodots Glyptodon gracilis falder sammen med den Lundske Art. Med Hensyn hertil ville nogle Ord være nødvendige. I sit store Arbejde om Schistopleurum typus!) har Nodot opstillet to Glyptodon-Arter: welevatus» og ugracilis», om hvilke der siges, at de ere grundede paa tvende Pandser-Stykker, som ere fundne i Hulerne i Rio das Velhas Floddal og skjæn- kede til Parisermuseet af (senere afdåde) Hr. Villardebo?). Disse Angivelser maa vistnok enten i den ene eller den ånden Henseende være urigtige. Dr. Villardebo har ikke besågt Hu- lerne i Bio das Velhas-Dalen, og dersom de omtalte Pandser- Stykker ere skjænkede af ham, ere de sikkert fra Banda-Oriental (Montevideo) ligesaa vel som alle de åvrige Glyptodont-Levninger, som Pariser-Museet har modtaget fra ham. Ere Brudstykkerne derimod virkelig fra R. d. Velhas-Dalen, har Museet i Paris utvivlsomt faaet dem, ikke af Villardebo, men af (ligeledes afdåde) Hr, P. Claussen, som "samtidig med Dr. Lund foretog ” nøgle Udgravninger i de brasilianske sduler (i enkelte Tilfælde endog i de selv samme, som ogsaa Dr, Lund havde undersågt) og solgte Udbyttet til -Museerne i Paris og London. Det er imidlertid vel snarere Giveren end Findestedet , som der i disse Tilfælde er taget fejl af, og det vilde derfor heller ikke være over- raskende, om disse Arter, eller i alt Fald en af dem, faldt sammen med en af de af Lund opdagede, en Mulighed, som 1) Mém. de T'Acad. Impér. de Dijon. 2 Séz Année 1856, Dijon 1857, 7) I. c. S.97 og 99, Pl. 10, Fig. 6, 'og Pl. 11, Fig. 3—4. 14 210 Nodot da ogsaa selv har tænkt sig. Imidlertid vilde det i saa Tilfælde neppe blive hans Glyptodon elevatus; thi denne Art skal jo være grundet paa et næsten helt Pandser, og dog skulle selv de stårste af dettes Smaaskjolde kun være 20 Millim, i Tvær- maal, og ingen af dem frembyde en tydelig Roset-Skulptur; men et Pandser af den Beskaffenhed har ganske vist ingen af Lunds Arter baaret, og heller ikke har nogen af dem været lille nok til at kunne have havt et Pandser , hvis Længde kun var omtrent 50 Centimetre"!). Burmeister har to Gange i sine Arbejder om. Glyptodonterne omtalt disse af Nodot opstillede Arter, men har kun kunnet dåmme efter Figurerne, saasom han- blandt sine egne Forraad ikke fandt Levninger, som svarede til Nodots Afbildninger. Første Gang anser han det for rimeligt, at Glyp- todon elevatus falder sammen med en anden af Nodot paa et Pandser-Fragment grundet Art, Glyptodon subelevatus, og siger, at begge ere fra Banda-Oriental?), skjåndt den fårstnævnte af 1) Det bår maaske dog bemærkes, at det Anfårte ge gjælder under den Forudsætning, at det store Pandserstykke, som Nodot har beskrevet, virkelig er, hvad han anser det for. Til hans Ep vidste man jo ikke, at Glyptodonterne. foruden Rygpandseret ogsaa besad et Bugpandser, og Sagen kunde stille sig anderledes, hvis det (lod sig me: at det var et sligt, som Nodot- havde havt for sig. Hermed vil jeg dog kun pege hen til en Mulighed, som ikke bår lades uddelde bryg af Sigt E men som ganske vist me fjernt, og som det neppe ang lénne sig at. dråfte nærmere, naar man kun kan be sig my den foreli”gende OD AKA og Figur. Hvad det i den Anledning navnlig vilde komme an paa at faa oplyst, vilde være, om de Huller, som ere -stråede o en de enkelte Smaaskjoldes Over- flade, og hvori der efter Nodots Mening har siddet tg eller Børster, ikke gaa gjennem hele Skjoldets "brper: og udmunde paa den mod- satte Side. Men. det kan maaske neppe nok afgjøres; thi i Fålge hans i t ere klappede sammen, saa at de dække hinanden, og at altsaa kun ml ene af deres Overflader er synlig. Det maatte fremdeles under- » om det rigtignok yderst svage Spor til en Slags Skulptur, som Fi e, dl af den blåde Hud, saaledes som det jo var Tilfældet med Bugpandsrene. 7) Anales etc.” Entr. 3 (1867), S. 206. 211 disse to Arter af Nodot selv udtrykkelig er angivet at være fra Hulerne i Minas Geraes. Uden al lægge Mærke dertil benfårer han- saaledes her til en og samme Art Levninger, som i. Virke- ligheden ere bragte fra vidt adskilte Egne; det forskjellige Finde- sted udelukker nu vel ikke Muligheden, at de kunne. tilhøre samme Dyr, men det! opfordrer dog til Forsigtighed; og ved en nøjere Provelse, vil der, .saåa vidt jeg kan skjånne, vise Sig over- vejende Grund til ikke at gaa ind paa Burmeisters Formod- ning. : I det af Nodot aftegnede Pandser-Fragment af Glyptodon subelevatus ere Smaapladerne -næsten dobbelt saa store som hos Gl. elevatus, og da der jo skal foreligge et rigtig nok sammenklemt og' beskadiget, men døg næsten helt Pandser af denne sidste Art, maatte der dog -vel et eller andet Sted paa dette have været slige forholdsvis store Smaaskjolde at finde, dersom Pandseret virkeligt havde besiddet dem. Det lader i det Hele taget til, at Burmeister, ligesaa lidt som han har lagt Mærke til, bvor Glyptodon elevatus er fundet, er bleven opmærksom paa, at den er grundet ikke paa en lille Stamp, men paa et tilnærmelsesvis fuldstændigt Pandser; og af hans egne omhyggelige og udførlige Beskrivelser af. Pandsrene hos Slægterne Panochthus og Hoplo- phorus synes det i alt Fald at fremgaa, at det af Nodot af bildeéde Pandser-Fragment af' G. subelevatus (fra Montevideo)") ikke burde været antaget at tilhåre Pandserets forreste Rand”), åg det af G. elevatus (fra Velhas- Dalens Huler) Pandserets bageste RandZ); men:at de tværtimod burde være tydede netop omvendt, naar man, som Burmeister, gaar ud fra, at disse Fragmenter kun ere forskjellige Dele af en og samme Arts Pandser; man behåver nemlig kun at kaste et Blik paa hans egne smukke Af- bildninger af de. nysnævnte Slægters Pandsere for at se, at 1) 1. c., Pl. 11, Fig. 1—2. A 2) Anales etc., Entr.,3 (1867), S. 207: .…. - ssiendo las placas del Gl. subelev de la orilla anterior de la coraza». 3) 1.c, . .. «y las del Gi. elevatus mas de la orilla posterior«. 147 212 Smaapladerne i Pandserets forreste Hjårne ere mindre end dem i dets bageste. Men om jeg endog (jeg "kunde fristes til at sige modstræ- bende) maa tro, at Nodots Glyptodon elevatus ikke kan såges mellem de Glyptodonter, som Lund har fundet i de brasilianske Huler, antager jeg derimod rigtig nok, at det forholder sig ander- ledes med hans Glyptodon gracilis. Til Lunds Schistopleurum euphractum kan den dog allerede påa Grund af Smaapladernes ringe Tykkelse (10 til 42 Millim.) ikke henfåres; men derimod - er der blandt de i Lapa de Bahu fundne Pandserlevninger en Del Smaaplader, som forekomme mig i det Væsentlige at svare lil Nodots Figur"), der efter Burmeisters Mening fremstiller et Stykke af et af Pandserets forreste Hjårner eller Klapper paa Siden af Udsnittet for Hovedet?). Det er ogsaa meget muligt, at han har Ret i, at disse Smaaskjolde kunne tilhåre det samme Pandser, af hvilket Lund har afbildet et Stykke paa sin Tab. Xl; og denne Slutning er under alle Omstændigheder aldeles beret- liget og naturlig for den, som tror at kunne gaa ud fra, at Lund (bortset fra den problematiske H. minor) for Resten kun har fundet Levninger af en eneste Glyptodont, den som i hans Afhandlinger er afbildet under Navnet «Hoplophorus euphractus». Men nu da det viser sig, at der i Bahå-Hulen er fundet Lev- ninger af to forskjellige Glyptodonter, stiller Sagen sig anderledes, og det vil vistnok nu være rigtigt foreldbig at lade det "henstaa uafgjort, hvilken af disse det er, som falder sammen med Nodots Glyptodon gracilis. Det har allerede et Par Gange i Forbigaaende været berårt, at Hoplophorus meyeri ikke er den eneste Glyptodont, af hvilken BE Eee Nee r eler 7) Mémoires etc., Pl. 11, Fig; 355. ”) Anales etc., Entr. 9 ( 1871), S. 219, Note: ... sy representa muy pro- bablemente la porcion Correspondiente de la eoraza del MH hractus; å saber: un pedazo de las alas anteriores al lado de la åpertura para la cabeza». 213 Dr. Lund har fundet Levninger i Lapa de Bahu; men at der i de der gjorte Fund ogsaa forekomme Rester af mindst endnu én anden Art. De Stykker, som uimodsigeligt bevise det, ere navnlig: 4) et Brudstykke af et håjre Overkjæbeben med Tand- hulen for den tredje Tand, samt den forreste Del af Kindbuen og en Stump af Ojehulen, og: 2) den afbrækkede nedstigende Gren af en venstre Kindbue. Stykkerne ere i Lunds Katalog betegnede som Nr. 531 og Nr. 737 og begge. henfårte til « Hoplo- phorus euphractus» ; Bestemmelsen hidrårer efter al Sandsynlighed fra en tidlig Periode af Lunds Undersøgelser, inden han endnu skjelnede mellem en «Hoplophorus euphractus» og en « Hoplopho- rus meyeriv; om de efter den Tid have været underkastede en fornyet Proåvelse, og Bestemmelsen derved er bleven yderlig stad- fæstet, eller ikke, kan neppe afgjåres, saasom ikke noget af disse to Stykker findes omtalt i Lunds haandskrevne Opteg- ” nelser. "Begge Fragmenter hidråre formodentlig fra et og samme Cranium, men ere åjensynligt fundne i samme Stand, i hvilken de nu ere; om de oprindeligt have hårt til en Hovedskal, af hvilken der er opgravet et Par andre ubetydelige og mindre charakteristiske Brudstykker, lader sig neppe sige paa Grund af disse "sidstes stærkt beskadigede Tilstand. Det første og stårste af de to Fragmenter, Nr. 531 (Tab. IV, Fig. 1—3), frem- byder den tredje Tandhule brækket skraat over paa den Maade, at den kun bagtil har sin fulde Dybde, men at dens Omrids for Resten er ubeskadiget; den er paa Brudfladen og "til Dels ogsaa indvendigt overtrukken af en Skorpe af fastsintret råd Ler, som imidlertid er saa tynd, at dens Form kan ses fuldkommen tyde- ligt (Fig. 1, a). Spidsen af Kindbuens nedstigende Gren (Fig. 1, 5) er noget beskadiget, dog er det neppe meget der er brækket af; den stårste Del af den er, ligesom Tandhulen, overtrukken af en tynd Lerskorpe, som aabenbart fårst har dannet sig efter at Grenen allerede havde lidt de omtalte Beskadigelser. Foruden den nedstigende Gren er heldigvis ogsaa et Stykke af den Oje- 214 nulen udadtil begrændsende Kindbuegren (Fig. 1 og 2, c) bevaret, hvad der er af stårste Vigtighed for Bestemmelsen, da Formen af denne Del af Kindbuen, som bekjendt, veksler meget hos de forskjellige Glyptodonter. Foruden den tredje Tandhule er en- delig ogsaa den forreste Tredjedel af Tandhulen for den fjerde Tand tilstede (Fig. 2, f). Det andet og mindre Brudstykke, Nr. 737, bestaar, som allerede bemærket, kun af Kindbuens ned- stigende Gren, hvis nederste Ende ligeledes er hidt afstådt og beskadiget, næsten paa selv samme Maade som paa det stårre Stykke; hist og her (ogsaa paa Brudfladerne) findes Smaapletter af fastsintret Jord. — Fragmentet fåjer i Grunden ingen nye Op- lysninger til dem, som allerede kunne hentes fra det fårstom- talte, stårre Brudstykke (Nr. 531); men det vil i det Fålgende ses, at det dog alligevel har sin Betydning, at det er tilstede. Hvad der straks tiltrækker sig Opmærksomheden ved Be- tragtningen af det fårste af Stykkerne er, at Overkjæbekanalen (canalis infraorbitalis) kort efter sit Udspring deler sig i to fuld- stændigt adskilte Gange, og at der som en Fålge heraf ogsaa findes to adskilte Kindaabninger (foramina ?nfraorbitalia), den ene ovenover den anden (Tab. IV, Fig. 41, d-e). Rigtignok er selve den bageste Indgang til Overkjæbekanalen stærkt beskadiget 08 dens Rande afstådte; men Skillevæggen mellem de to Gange; i hvilke den deler sig, er beldigvis ubeskadiget (Tab. IV, Fig. 2, d-e), og man kan deraf se, at Kanalen maa have begyndt enkelt, men snart delt sig, rimeligvis allerede i en Afstand af 44 til 45 Milli- metre fra Indgangen, som sandsynligvis har været en meget lang- strakt Aabning af henimod 20 Millimetres Højde. — Skillevæggen mellem den åverste og underste Kanal er bagtil kun et Par Millim. tyk, men tiltager fortil i Tykkelse indtil 6, og den samlede Håjde af begge Kindaabningerne udgjår (Benvæggen mellem dem ibe- regnet) omtrent 27. Millim. En slig Spaltning af Overkjæbekanalen og deraf fålgende Fordobling af Kindaabningen er ikké iagttaget paa nogen anden af de nu allerede i et stårre Antal foreliggende Glyptodont Hovedskaller;' det fårste Spårgsmaal, søm paatrænger 215 sig, er derfor, om den skal betragtes som et normalt, en vis Art tilhårende Særmærke, eller om man kun har en tilfældig individuel Afvigelse fra det sædvanlige Forhold. for sig. Det er imidlertid ikke let at afgjåre det Har man kun at gjøre med en Anomali, har den i alt Fald været tilstede paa begge Sider af Hovedskallen; thi den venstre nedstigende Kindbuegren (Nr. 737) synes at frembyde lignende Forhold. Rigtignok findes der kun en eneste Kindaabning paa dette Brudstykke, og forudsat, al Forholdet har været som paa håjre Side, maa Grenen derfor ganske vist være sprukken eller revnet paa den Maade, at Brudet er gaaet langs igjennem den ikke tykke Skillevæg mellem den &verste og nederste Overkjæbekanal. Men paa den anden Side svarer den Kindaabning, som-er tilstede, aabenbart i Stårrelse og Form kun til den nederste af de to paa Stykket af den håjre Kindbue; selv om det var givet, at der kun havde været dette ene Hul paa venstre Side, vilde der altsaa kun være en anden Slags Anomali paa venstre end paa håjre Side, men ikke et normalt Forhold; thi hertil vilde endnu udkræves, at den venstre Kindaabning og den tilsvarende Overkjæbekanal havde havt mere end det dobbelte af dets nuværende Vidde. = Imidlertid holder jeg det efter Brudfladen at domme for det rimeligste, at Brudet eller Revnen virkelig har taget den ovenfor omtalte mærkelige Retning, og at der har været to Kindaabninger paa venstre Side ligesaa vel som påa håjre. Men selv om der saaledes for saa vidt har været Overensstemmelse mellem begge Kindbuerne, er : der dog et Punkt, i hvilket der viser sig en Forskjel. Lidt inden- for den nederste Kindaabning udgaar der nemlig fra den tilsva- rende Overkjæbekanal to snevrere Gange tæt ved Siden af hin- anden, af hvilke den forreste aabner sig ind i Bunden af den tredje Tandhule, medens den bageste synes at strække sig hen imod den fjerde Tandhule.. Men paa Brudstykket Nr. 737 have disse smaa Bigange aabnet sig ind i den nederste Overkjæbekanal i en kjendelig længere Afstand fra dens Munding, end det er Tilfældet paa det stårre Brudstykke Nr. 531… Der er dog altsaa 216 under alle Omstændigheder en lille Mangel paa Symmeiri mel- lem håjre og venstre Side tilstede, og det vilde derfor maaske være for dristigt, ubetinget at antage den. dobbelte Overkjæbe- kanal i det foreliggende Tilfælde for et normalt Forhold, saa længe man kun har denne ene Erfaring at ståtte sig til. Natur- ligvis er jeg i det Foregaaende gaaet ud fra, at min Formodning, at: begge Fragmenterne hidrøre fra et og samme Individ, er rigtig; i modsat Fald vilde der selvfålgelig kunne spørges, som ikke hvert af disse Brudstykker kunde tilhåre sin Art, og Afvigelsen finde sin Forklaring i denne Omstændighed. Men den fuldstæn- dige Ligbed i Omrids og Størrelse, som Stykkerne i åvrigt frem- byde, vilde dog neppe tillade for Alvor at give en slig Formod- ning Rum, og man vilde desuden, hvis saa var, have ikke blot en, men to Arter, hos hvilke Kindaabningerne afvige fra de nor- male Forhold. For at komme paa det Rene med, om de omtalte to Fragmenter kunne have tilhårt Hoplophorus meyeri, behåver man imidlertid slet ikke at bryde sig om, hvorvidt: den dobbelte Overkjæbekanal er en tilfældig Abnormitet eller ikke. Fragmenterne, og navnlig da det håjre, frembyde nemlig i andre Henseender saa vigtige og idjne- faldende. Forskjelligheder fra det: samme Parti af Hovedskallen af den nysnævnte Årt, at. der ikke kan være Tale om at henfåre dem til denne, og at en Forveksling, selv efter en lås Sammen- ligning, neppe vilde kunne undskyldes. For det Første er nemlig 3 Overkjæbekanalen meget længere end hos Hoplophorus meyeri; skjåndt Indgangen til den i Øjehulen er beskadiget, kan det dog tydeligt ses, at den under alle Omstændigheder maa have havt en Længde af omtrent 50 Millim. og saaledes har været næsten to Gange saa lang som den tilsvarende Kanal hos Hoplophorus meyeri, hvis Længde kun er henimod 30 Millim. Fremdeles har Kindaabningen hos denne sidstnævnte Art sin Plads ganske tæt nede ved den nederste Rand af Overkjæbens Kindbuegren, såå at Aabningens néderste Væg neppe har en Tykkelse af 6 Millim. Paa det her omtalte Fragment af en håjre Kindbue sidde derimod 217 de tvende Huller omtrent midt i Kindbuegrenen, lige langt fra dennes åverste og nederste Rand, og den samme Væg, som kun var 6 Millim. tyk hos "Hoplophorus meyeri, har her en Tykkelse af mindst 25 Millim. Der kan endelig hentes et tredje, ligesaa afgjårende Bevis fra Aagbenets Form. Skjåndt det nemlig kun er et temmelig kort Stykke af dette Ben, som er levnet paa det. stårre Fragment, er denne Stump (Tab. IV, Fig. 1—32, c) dog fuldkommen tilstrækkelig til at vise, at Aagbenét aldeles ikke har havt den brede og plumpe Form, som ifålge Bur- meister udmærker det baade hos Hoplophorus og hos Panoch- thus, men har været forholdsvis spinkelt og smalt, saa at delt påa det smalleste Sted henimod Ojehulens Forkant kun er 25 " Millim. bredt (eller højt), hvorimod Aagbenet hos Hoplophorus meyeri paa dette Sted har en Brede af 36 Millim. Men et saa- dant forholdsvis spinkelt og smalt Aagben er, som bekjendt, netop et af Særmærkerne for Slægterne Glyptodon og Schistopleurum i Modsætning til de andre Glyptodonter, og Fragmentet kan derfor kun have tilhårt en Art af en af disse to Slægter. Men naar saa er, kunne de to Brudstykker, med hvilke vi beskjæftige os, da ikke tilbåre en Schistopleurum euphractum? Hertil maa der dog -sikkert svares nej, selv om man (som man vel helst maa gjåre) forelåbig ser ganske bort fra den dobbelte Kindaabning. Rigtignok mangler, som vi have hårt, det eneste Cranium, som haves af den ovennævnte Glyptodont, begge Aag- benene tilligemed den stårre Del af Kindbuens nedstigende Gren, og der kan derfor kun anstilles en ufuldstændig Sammen- ligning med Fragmentet Nr. 531; men da der paa dette heldigvis findes en Tandhule, som ifålge sin Plads og Form maa være den tredje forreste, kan man i alt Fald sammenligne dennes Stilling i Forhold til Overkjæbens Kindbueudvækst med den til= Svarende Tandhules Plads hos Schistopleurum euphractum, og man vil da -bemærke en Forskjel, som man vistnok tår, lægge Vægt paa. Paa Fragmentet Nr. 5341 ligger nemlig den omtalte Tand- hules bageste Rand netop i Linie med Bagranden af bin Ud- 218 væksts Rod, medens Forkanten af Tandhulen ikke naar belt hen i Linie med Forkanten af Kindbueudvæksten. Hos Schisto- pleurum euphractum derimod ligger Forkanten af den tredje Tand snarere foran end i Linie med Udvækstens Forkant, og Tan- dens bageste Rand naar ikke nær hen i Linie med dennes Bagkant. Til denne Forskjel i Tandens Piads kommer fremdeles en Forskjel i dens Størrelse, idet Tandhulen tydeligt viser, at den maa have været ikke lidet stårre end den tilsvarende hos Schistopleurum euphractum; selv hvad dens Omrids angaar synes der, efter Tandhulen at dåmme, at have været en, om end ikke stor Forskjel; thi dens forreste Afsnit har været forholdsvis stårre end hos hin anden Glyptodont og navnlig ligesaa stort som det midterste, hvad det hos denne ikke er. Endelig kunde endnu anføres, at Overkjæbebenets Kindbueudvækst ved sit Udspring er tyndere (smallere) forfra bagtil og ligesom mere skarpt afgrændsel . fra Benets Sideflade end Tilfældet er hos Schistopleurum euphrac- lum; men Forskjellen er ikke betydelig, og saalænge der kun foreligger Levninger af et eneste Individ af hver af disse Former vilde det vel neppe være raadeligt at lægge videre Vægt paa den. Saavidt de Beskadigelser, som Fragmenterne have lidt, tillade at skjånne den oprindelige Form af den »nedstigende Kindbue- gren, synes den anden i Lapa de Bahå fundne Glyptodont al stemme meget overens med Schistopleurum typus hvad Kindbuen angaar, men den afviger paa samme Maade fra den som fra $. euphractum med Hensyn til den tredje Tands Plads. Medens det saaledes uden stårre Vanskelighed lader sig godtgjøre, at de foreliggende to Fragmenter antyde en tredje bra- siliansk Glyptodont, forskjellig ikke blot fra Hoplophorus meyeri; men ogsaa fra Schistopleurum euphractum, tror jeg derimod ikke, at man af dem med Sikkerhed kan udlede, om denne tredje Art har hårt til Slægten Schistopleurum eller været en ægte Glypiodon; thi Overensstemmelsen i Benbygningen mellem disse to -Slægter er Saa stor, at der neppe vil kunne udpeges Slægtsmærker i de to foreliggende,, mindre betydelige Brudstykker. Men ad en " 2419 É ; anden Vej ledes man til at formode, at de snarest tilhåre en Art af den sidstnævnte Slægt; havde de nemlig hidrårt fra 'en Schistopleurum, vilde der dog vel blandt de af Lapa de Bahu udtagne Pandserrester bave været enkelte af de pyramidale Ben- knuder, med hvilke denne Slægts verticillate Hale er besat; men der er ikke fundet en eneste, hvorimod der er udgravet flere Brudstykker af det skedeformige Pandser eller det Benhylster, som omslutter den bageste Del af Halen hos alle de andre Glyptoødont- Slægter, Nu er det vel saa, at Slutninger ad negativ Vej i og for sig ere mindre sikkre, og i dette særlige Tilfælde maa det erkjendes, at Halen neppe bærer halvandet hundrede slige Benknuder, saa at det paa ingen Maade er umuligt, at de alle kunne være blevne over- sete ved Udgravningen, selv om de virkelig have ligget omstråede i Hulens Jordlag. "Men alligevel er der, om ikke Vished, saa dog Sandsynlighed for, al den ovenfor fremsatte Formodning er rigtig. At de paagjældende Kindbuefragmenter imidlertid ikke kunne have tilhårt nogen af de tvende ældre Arter, Glyptodon elavipes og Gl. reticulatus, tror jeg, at man tår antage for sikkert, selv om man slet ingen Vægt vil lægge paa den dobbelte Kind- aabning; thi der er blandt Pandser-Smaapladerne fra 'Lapa de Bahu (hvor forskjellige de end ere indbyrdes) ingen, som i Skulptur og Stårrelse ligner dem hos de ældre Arter eller kommer dem nær i Tykkelse; og denne Omstændighed tår man vistnok tillægge afgjårende Betydning her, hvor det ikke (som ved de nysnævnte Haleknuder) gjælder Pandserdele, af hvilke der kun findes et ikke meget stort Antal paa hvert Pandser, men saadanne, som maa komme for Dagen, hvor ubetydelig en Rest der end findes af den hele Pandserbeklædning. Saaledes vare altsaa alle de Glyptodonter, af hvilke Lund har fundet Levninger i Velhas-Dalens Huler, forskjellige fra dem, som samtidigt beboede de Egne, som den Gang udgjorde de nuværende Platalande. Dette Resultat forekommer mig rel tilfredsstillende; thi, Alt overvejet, er der dog vel snarere Grund til at vente, at disse temnielig vidt adskilte Egnes Faunaer ogsåa i hin forholdsvis 220 nærliggende Fortid viste en til Nutidens Forhold svarende. ind- byrdes Forskjel, end til at formode, at de selv samme Arter den Gang skulde haye udbredt sig fra Patagoniens Grændser til dybt . ind i det tropiske Bælte. "Det har'vel den Gang ligesom i Nu- tiden. været Tilfældet med enkelte Arter, men - neppe med ret mange, om der end hidtil synes at have været en vis Tilbøjelig- hed til at antage det. For den sidst. omtalte nye Art, som neppe har givet Hoplophorus meyeri eller Schistopleurum euphrac- lum noget efter i Størrelse, vil jeg foreslaa Navnet Glyptodon (?) dubius. Hvorvidt der blandt de dvrige i Lapa de Bahu fundne Knogler er nogle, 'og i saa Fald hvilke, som tilhåre denne Årt, er Spørgsmaal, der ligge udenfor denne Meddelelses Grændser. I sine haandskrevne Optegnelser har Dr. Lund bemærket, at han ikke var i Stand til at skjelne mellem Pandsrene af de to Glyptodont-Arter, af hvilke han mente at have fundet Lev- ninger i Lapa de Bahu. I de siden den Tid henrundne Aar har Kundskaben om Glyptodont-Pandsrenes Bygning og Sær- mærker gjort meget betydelige Fremskridt, og Opgaven er derfor nu ganske vist lettere at låse, end den Gang Dr. Lund beskjæf- ligede sig med den. Alligevel maa jeg lilstaa, at heller ikke jeg . formaar at tyde de indbyrdes temmelig forskjellige Pandserrester påa en for mig selv tilfredsstillende Maade, og at .jeg ligesaa lidt som Lund med Sikkerhed kan sige, fra hvormange for- skjellige Slags Pandsere de foreliggende Levninger kunne hidråre. Kun saa meget tror jeg staar fast, at disse Levninger maa hidråre fra flere end ét Individs Pandser, og at der ikke er noget som helst Stykke deriblandt, som stemmer med Pandser- resterne fra Lapa de Escrivania eller. kan .have tilbårt et Individ af den der begravede Art, Schistopleurum euphractum. Til Dels tår jeg maaske såge Grunden til den stedfindende Tvivl 08 Usikkerhed i Stoffets Beskaffenhed. Skjåndt nemlig de fundne Knogler (som. allerede bemærket) synes at hidråre fra fem for- skjellige Individer, og” man derfor ogsaa kunde ventet, at der Wilde være fundet Pandser- Smaaplader i tusindvis, foreligger der ei dog ikke flere end mellem fem og seks hundrede enkelte låse" Smaaplader og omtrent fyrretyve Pandserstykker, af hvilke de fleste dog kun bestaa af nogle faa Smaaplader, og selv det støårste kun maaler omtrent 20 Centimetre i Quadrat. Dette forholdsvis ikke betydelige Materiale, som utvivlsomt hidrårer fra flere end ét Pandser og muligvis kan være de sparsomme Rester af hele fem, vanskeliggjår i håj Grad Bedåmmelsen af Forskjellighederne, som Smaapladernes Skulptur, Form og Tykkelse frembyde. Under disse Omstændigheder skal jeg indskrænke mig til nogle faa Bemærkninger om disse Pandserlevninger og kun lidt nærmere omtale de foreliggende Stykker af en Haleskede, saasom disse kun ere ganske kort omtalte, og slet ikke afbildede i Dr. Lunds Afhandlinger"), 2 De ikke mange af denne Slags Stykker, som ere fundne i Lapa de Bahu, have (maaske med Undtagelse af et enkelt, der kan være blevet splintret ved Udgravningen) aabenbart ligget i Hulens Jordlag i samme Stand, i hvilken de nu ére, og passe aldeles ikke sammen til et Hele. Dét er derfor vanskeligt at sige, om det er Levninger af en eneste eller af flere Haleskeder, som foreligge i disse Stykker, dog er jeg tilbøjelig til at antage det Sidste. De ere imidlertid i alt Fald tilstrækkelige til at 1) Det er disse Stykker, som i Begyndelsen af Dr. eee gt bragte ham paa den Førmodning, at det af ham opdagede Kæmpe tyonyx, havde baaret et mere eller mindre fuldstændigt, men frk) ordentligt tykt Pandser m; agt paa Bras. udd. Dyrev.» 2 Afhandling, S. 25, Noten og 3 Afh., S. 15—16). At han senere kom til Erkjendelse af, at det var Dele af et Glyptodont-Pandser, er allerede forud berørt (S. 170). I Forbigaaende skal jeg endnu minde om, at i hvor vel Lund tog fejl i at henfåre de her omtalte Pandserrester til Platyonyæ- Suours lykkedes det ham senere baade hos dette Kæmpedyr og hos Slægten Coelodon at save avise et Slags Pandser, som dog hos disse to Een neppe har bestaaet af mere end smaa Benknuder, der laa se edte É Huden uden at beråre hinanden (se: «Meddel. af det Udbytte» es Aar senere opdagede Burmeister et noget il. Asrerd hos Mylodon-Art (se: Anales del Museo publ., Tomo I, p. 173, tab. V, $ 8, fremdeles Reicherts og Du Bois- Bvylnsi dd Archiv for 1865, S. 334, samt en Notits af mig i samme Tidsskrift, Aarg. 1866, S, 414). 222 vise, at Skeden har været besat med store aflange" Figurer eller Felter, af bvilke de største ere omtrent 44 Centimetre lange og 9 Centimetre brede, medens Tykkelsen paa somme af dem stiger til 7 Centimetre. ' Felterne have en ophåjet Rand, lige indenfor hvilken de ere lidt fordybede, men derpaa hæver Overfladen sig op i en stor toppet Bugle, som indtager -den" største Del af Feltets Overflade og er ligesom tæt arret af en Mængde ganske smaa Gruber og Fordybninger, men derimod ikke viser Spor til de stærkt fremtrædende Furer og Kamme, som paa de lignende ovale Felter paa Haleråret af Panochthus tuberculatus udstraale fra Buglens Top og låbe ned til den op- højede Yderrand. Tæt uden om disse store ovale Felter ligger en Krands af mindre, som ere håjst tre til fire Centimetre i Gjennemsnit og nærmest kunne kaldes: Firkanter med afrundede Hjårner; i nogle Tilfælde bæver Midten af disse mindre Figurer sig vorteformigt i Vejret, saa at de paa en Maade kunne siges i det Mindre at efterligne de store ovale Felter, som indfattes af dem. Paa andre af Brudstykkerne frembyde de derimod en svagt fordybet eller udhulet Overflade; men de paagjældende Stykkers fuldstændige Lighed i alle andre Henseender viser" tyde- ligt, at denne ringe Forskjel ikke maa tages-som et Tegn påa, at der blandt de foreliggende Stykker er Levninger af forskjel= lige Slags Halepandsere; den viser kun, at Skulpturen ikke har … været aldeles nøjagtig ens gjennem Haleskedens hele Længde. Naar man af de åvrige Pandserstykker og Smaaplader ud- vælger dem, som efter Analvgi at domme kunne formodes at have indtaget den samme Plads i Midten af de forskjellige Pandsere, fra hvilke de synes at hidråre, vil man ved nærmere Sammenligning bemærke adskillig Forskjel mellem dem. Paa en Del viser Skulpturen det Månster, som det af Dr. Lund af- bildede Pandserfragment?) frembyder; Rosetterne tælle 8 eller 1) Blik paa Bras. Dyreverden ete. 2den Afhandl.,; Kbhvn. 1839, Tab. XI. … Kgl. D. Vid. Selsk. naturv. og math. Afh. Ottende Deel, Kbhvn. 1841, Tab, XI. i 223 en sjælden Gang 9 mindre Krandsfelter omkring et stårre Midt- felt; Overfladen er ru, dog -ikke i den Grad som hos Schisto- pleurum euphractum, og Smaapladerne er betydeligt. mindre og tyndere end -hos denne Glyptodont, nemlig kun omtrent tre Centimetre i Tværmaal og tolv Millimetire tykke. Originalen. til Lunds i alle Henseender fortræffelige Afbildning findes i hans Samling, men det er ikke angivet, fra hvilken Hule den hidrårer; den stemmer imidlertid baade i Farve og Beskaffenhed saa nåje med lignende Pandser-Fragmenter fra Lapa de Bahu, at man "vistnok tråstig tår stole paa, at ogsaa den er udgravet i denne Hule. Talrigere end de ovenfor beskrevne Smaaplader er en anden Slags, som ere lidt stårre og tykkere end hine, og paa hvilke Furerne mellem Rosetternes forskjellige Felter ére dybere og skarpere' begrændsede, skjåndt Skulpturen for: Resten er fladere "og glattere, og paa hvilke det flade, næsten svagt udhulede Midtfelt omgives af 9 til 12 Krandsfelter. Det er til det af den Art Smaaplader sammensatte Pandser, at jeg tror, at Levningerne af Halebylsteret have hårt. Endelig foreligger der et 229 Centim. langt og 44 Centim. bredt: Pandser-Stykke (Nr. 1819 i Lunds Katalog), i hvilket Såmmene mellem de enkelte Smaaplader ere saa godt som ganske forsvundne (og som altsaa maa hidråre fra et gammelt Dyr), men hvis Skulptur viser, at disse Plader have været lidt stårre, nemlig omtrent 35 Millimetre i Gjennemsnit, medens Tykkelsen neppe har naaet 12 Millimetre. Ogsaa paa dette Stykke tælle Rosetterne mange (ti) Krandsfelter omkring det næsten dobbelt Saa store Midtfelt; men Overfladen er endnu mere glat og plan end paa de sidst omtalte Smaaplader, hvad der navnlig har sin Grund i, at Furerne mellem Rosettens Felter ere meget mindre dybe, Dette Fragment har ganske vist et fra de forrige temmelig forskjelligt Udseende, og kan let vække den Førmodning, at det kunde være en Levning af et tredje Slags Pandser, altsaa et Bevis paa, at der i Lapa de Bahå ligger eller har ligget Rester 224 ikke blot åf to, men endog af tre forskjellige Glyptodonter. Men jeg har dog ikke i de forskjellige i Hulen fundne Knogler kunnet finde nogen sikker Ståtte for en slig Formodning, og jeg vover ikke bestemt at benægte, at det omtalte Pandserstykke ikke slut- telig kan vise sig at hidråre fra samme Slags Pandser som de åvrige Smaaplader med mangebladede Rosetter og kun have havt sin Plads paa et særeget Sted i dette. Til Slutning endnu kun dette. Vi have i dét Foregaaende (S. 179) set, at de allerfleste af Figurerne af Glyptodont-Lev- ninger paa Tavlerne til Dr. Lunds Afhandlinger hidråre fra en Periode i bans Forskninger, da hans Hoplophorus euphractus i Virkeligheden var en collectiv Art, og at der aldeles Intet er af- bildet af den Glyptodont, til hvilken han tilsidst fæstede dette Navn, nemlig denne Afhandlings Schistopleurum euphractum. Men "hvorledes stiller Sagen sig med Hensyn atil de tvende andre Arter, af hvilke der, som ovenfor er vist, har ligget Levninger i Lapa de Bahu? Ere de forskjellige Figurer alle tegnede efter Dele af Hoplophorus meyeri, eller have Originalerne til nogle af dem tilhårt Glyptodon dubius? Det har aålierede i det Foregaaende (S. 173) værét antydet, at dette neppe nogensinde vil lade sig afgjåre med Hensyn til de paa hans Tab. XIV afbildede Smaaplader, som Lund en Tid lang mente at kunne henfåre til sin Hoplo- . phorus sellowi; det vil rimeligvis heller ikke kunne oplyses om den lille Plade, som er afbildet paa Tab. 1 (Fig. 10); 08 fore- låbigt i alt Fald vil det vistnok være det Rigtigste, at betragte det som et aabent Spørgsmaal, til hvilken af Lapa de Bahås to Glyptodonter det paa Tab. XI afbildede Pandserfragment hår henføres, uagtet jeg rigtignok er tilbåjelig til at tro, at det hid- rårer fra Glyptodon dubius. Det vil maaske. heller ikke nu kunne afgjåres om alle de af Lund afbildede Fodknogler (f. Eks. de Tab. XVI afbildede Kloled); derimod tår vistnok de afbildede Rulleben, de sammenvoksede Halshvirvler og Tænderne med Sikkerhed siges at tilhåre Hoplophorus meyeri. — Hvad navnlig Figurerne af de to Tænder angaar (Lunds Tab. XXV, Fig. 2—4); 225 da findes Originalerne, hvorefter de ere udfårte, i Lunds Sam- ling. De ere, ligesom de åvrige i Lapa de Babui fundne Glyptodont-Tænder; " mindre vel bevarede, og den ene af dem (Fig. 2—3): har ved Luftens: og Fugtighedens Indflydelse faaet Revner og Sprækker, rimeligvis allerede inden den skjultes i Hulens Jordlag. Det er kun disse Sprækker, som ere Grund til, at Figur 3 synes paa den fortil vendende Side af Tåndens bageste Prisme at vise to smaa fremspringende Vinkler eller Hjårner"), som ellers aldrig. findes" paa nogen Glyptodønt-Tand; Tandens derved betingede noget fremmede Udseende er saaledes kun en Følge af en tilfældig Skade, den har taget, og kan ikke komme i Betragtning. - Begge Tænder ere ifålge deres Bygning og Form utvivlsomt "af Hoplophorus meyeri; Originalen til Fig. 2 og 3 er (saaledes: som Burmeister allerede har ment). en Tand fra, Overkjæben og rimeligvis den femte i Rækken; Originalen til Fig. 4 er sikkert den anden Tand i venstre Underkjæbegren. i 3. Medens Burmeisters store Sagkundskab har sat ham i Stand til i det Hele taget heldigt at tyde de Afbildninger af forskjellige Glyptodont-Levninger, som ledsage Dr. Lunds Af- handlinger; har han ikke truffet det Rette med Hensyn til de sammenvoksede Underlaars-Knogler?) , som findes. afbildede paa den sidste Tavle i den sidste af de omtalte Afhandlinger?), og 1 Bi Burmeister har meget rigtigt renen at disse Hjorner kunde være fremkomne paa den Maade, som her er -angivet, men har dog, som det synes, havt Betænkeligheder ved ir antage det for sikkert, og derfor .yttret Sy hoget vaklende om den. paagjældende Figur; efr. «Anales del tbl.» ete. .Entr. 7 (1870) 8.30 og Entr. 9 (1 871), S. vel ne: el Reieherts og Du Bois-Reymonds Archiv 1871, ?) For NE Skyld vil jeg i det. Fålgende sammenfatte begge disse Knogler under den fælles Benævnelse: «Underlaar». 3) Meddelelse af det Udbytte, de j- 1844 undersøgte aerlebeler have ” givet etc. Kjåbenhavn 1845, Tab. LVI, Fig. 2. 15 226 som af Lund selv ere henfårte til den ene af hans tvende Scelido- therium-Arter, Scelidotherium bucklandii. Denne Henfårelse forkaster Burmeister og "mener at Underlaaret utvivlsomt maa være af en Glyptodont; men med Hensyn til den nærmere Bestemmelse har han fålt sig mindre sikker1!), og med meget korte Mellemrum henfårt det vekselvis til Slægterne Panochthus?), Hoplophorus?”) og Glyptodon"). Den omtalte Figur fremstiller Underlaaret fra Bagsiden; skjåndt det ikke er sagt i Tavleforklaringen, har dog Bur-- meisters skarpe Oje meget vel bemærket denne Omstændighed; han har tillige trot at kunne se paa Figuren, at Originalen ” maa være noget beskadiget i sin proksimale Ende5); men heri "tager hån fejl; Knoglen er paa det nær, at en enkelt Kant er lidt afslidt, fortrinligt conserveret. Man tår vistnok sige, at hvis Figuren havde fremstillet Knoglen fra en anden Side, vilde Burmeister sikkert ikke antaget den for at tilhåre en Glyptodont, men som Afbildningen er, frembyder den unægtelig en saa stor Lighed med et Glyptodont-Underlaar, at det forsaa- vidt neppe kan bebrejdes ham, at han har trot, at den var udfårt efter et saadant; derimod undrer det mig rigtignok, at han ikke er bleven betænkelig ved at antage, at en åvet og skarpsynet Forsker, som Dr, Lund, i den Grad skulde have kunnet miskjende en saa let kjendelig Knogle som et Glyptodont-Underlaar, og at der 1) Burmeister har været i Forlegenhed med at faa den afbildede Knogle til i Stårrelse at passe med den tilsvarende hos de ham bekjendte Arter af Hoplophorus- og Glyptodon-Slægterne, "og derfor grebet til den Udvej at antage, at den paa Tavlen angivne Maalestok maaske skal angive en RENE renee ikke en'Linear-Formindskelse. Men det er ikke Tilfæ Ved denne, ligesom ved Lunds dvrige i formindsket mn elbeniee Figurer, er Formindskelsen en Linear-Formindskelse i Overensstemmelse med almindelig Skik 08 Brug. 2) Anales etc., Entr.7 (1870). S.103, Note. 3) Archiv f. ryge Phys. etc. v. Reichert u. Du Bois-Reymond (1879) S. 1 %y Anales etc., DE 9 (1871), S. 214, Noten åverst paa Siden. ”) 227 ikke derved er opstaaet Tvivl hos ham om Rigtigheden af hans egen Tydning. Men hvad man end vil mene herom, saa er det vist, at det af Lund afbildede Underlaar ikke er af nogensom- helst Glyptodont; for at overbevise sig derom, behåver man blot at kaste et Blik paa Figurerne 4 og 5 paa Tab. IV, som frem- stille. det set forfra samt dets distale Ledflade, og dermed sam= menligne de hosstaaende Omrids "af Megatheriets Underlaar og dettes distale Ledflade (Fig. 6—7). Man vil da straks ikke blot se den store Lighed i de ydre Omrids, men ogsaa gjenfinde de samme væsentlige Charakterer hos begge. Man vil se, at Skinnebenets (tibia) forreste Flade er bred og fladt afrundet paa det af Lund fundne Underlaar ligesom hos Megatheriet, men "ikke sammentrykt -i en skarp Kant, hvad Skinnebenet derimod er hos Glyptodonterne ligesaa vel som hos Nutidens Bæltedyr. Man vil fremdeles finde, at Ledfåjningen med Foden er bygget | som. hos Megatheriet, det vil sige: den Del af den distale Led- flade, som dannes af Skinnebenet, er delt i to Partier, der ere meget tydeligt afgrændsede , skjåndt den glatte synoviale Over- flade intet Sted afbrydes, og af hvilke atter det dybt udhulede inderste er ejendommeligt for de megatherioide Dyr og bestemt til-Leje for den for dem særegne tapformige Udvækst fra Rulle- benet. — Tager man endelig selve Dr. Lunds tidtnævnte Figur for sig, vil man finde, at Underlaaret ved den nederste Ende indad til er forsynet med de samme dybe og skarpt begrænd- sede Skraarender, som ere saa stærkt fremtrædende hos alle megatherioide Dyr, og som sandsynligvis have været bestemte for Senerne af Fodens Båjemuskler og Adductorer. Men naar det saaledes er udenfor al Tvivl, at det omtalte Underlaar maa have tilhørt et megatherioid Dyr, er da Dr. Lunds .. Bestemmelse i Et og Alt rigtig? Hertil tror jeg, at der maa svares nej. For saa vidt har Burmeister vistnok Ret; Knoglen kan neppe være af noget Scelidotherium. Inden vi imidlertid gaa Over til at betragte den nærmere, kan det være godt at klare, ”hvornaar Dr. Lund er kommen paa den Tanke, at henføre dette 15% 228 Underlaar til Scelidotherium bucklandii. Naar Udbyttet af de i 1844- udgravede Escrivania-Huler undtages, er der i åvrigt kun . faa Knogler i hans Samling, om hvilke det nøjagtigt kan angives, . naar "de ere fundne. Det lader sig heller ikke sige "om det Underlaar, med. hvilket vi her have at gjore. Derimod er (det let at vise, at til hvilken Tid Lund end har fundet det, 'saa kan han ikke være kommen paa den Tanke at henfåre. det til Scelidotherium. bucklandii, fårend saa at sige i sidste; Ojeblik, efter at han allerede havde fuldendt sin sidste Afhandling. I. denne gjår han nemlig i dvrigt udførligt Rede for de forskjel- lige Forhold, i hvilke bans to «Scelidotherium-Arter» ,. S. (Platy- onyx)!) Gwenii og Scelidotherium bucklandii afvige indbyrdes;- men at Underlaarets to Knogler ere sammenvoksede hos den. sidste" Art, adskilte hos den anden, nævnes aldeles ikke, skjåndt det jo dog er en meget vigtig Forskjel, som umuligt kunde være bleven forbigaaet ved denne Lejlighed, dersom Lund den Gang havde kjendt den. Det har allerede (S. 478). været omtalt, at da den omtalte Afhandling blev sendt hertil, var den langt fra ledsaget af alle de Tavler, hvormed den nu er udstyret, men at den stårste Del af dem (og deriblandt ogsaa Tab. LVI) fårst sendtes senere som et Slags Tillæg. Det er aabenbart først i den, i åvrigt ikke lange, Tid, som ligger mellem Afsendelsen af selve Afhandlingen. og Afsendelsen af Tillægs-Tavlerne, at det er faldet Lund ind at henfåre det omtalte Skinneben til S. bucklandii; Bestemmelsen skriver sig altsaa fra en Tid, da Lund var ifeærd med ganske at afslutte sit Studium af Brasiliens Fortids= - Dyr, og da han allerede havde dels indpakket, dels endog bortsendt en stor Del af. sin Samling; han var derfor vist- nok ude af Stand til at pråve sin Bestemmelse saa ombyggeligt, som han under andre Forhold vilde have gjort, og derved er det sket, at han ikke er bleven opmærksom paa, at der i hans 1) Se, hvad dette Navn angaar, min Afhandling om Lestodon armatus i der Kgl. D. Vidensk. gr Skr., åte "R,, naturv. og mathem. Afd., lite Bd. 1, Kbhyn. 1875, S. 14, Nels. 229 egne Forraad fandtes ikke sammenvoksede Underlaars-Knogler, som han tidligere, og vistnok med Rette, bavde henfårt til Sceli- dotherium bucklandii!), og som altsaa vilde have vist ham, at det Underlaar, hvorom Talen er, ikke ret vel kunde være, hvad han gjorde det til?). Knoglen er funden i Lapa vermelha, en vidtlåftig Laby-= rinth af stårre og mindre Kamre og forbindendende Gange i det Indre af en Kalkklippe omtrent tre Fjerdingvej Syd for Lagoa Santa, Den har tilhårt et gammelt Dyr, som derhos synes at have lidt af en Benskade. Ved nåjere at betragte den Afbild- ning af Knoglens distale Ledflade, som ledsager denne Afhand- ling?), vil man bemærke, at den Del af den, som dannes af "Lægbenet, viser et særeget Udseende, idet der paa det Sted, hvor den skulde gaa over i det stårre af Skinnebenet dannede Parti, findes en, aabenbart abnorm Afbrydelse af den synoviale Flade, som dog neppe er en Fålge af et Brud, men snarere af en Sygdom i Benet, og er fremkommen ved, at der har ligesom afsat sig et tyndt Lag Bensubstans, der har indsnævret den Læg- benet tilhårende Del af Ledfladen. Det Indtryk, som den distale Ledflade frembringer, vil en Betragtning af Knoglen i sin Helhed yderligere bekræfte, Hele dens Overflade, men især dog dens forreste Side,” er nemlig, saaledes som den Afbildning, jeg har 1) Nr. 3213 og Nr, 3243 i Katalogen over Dr. Lunds Samling. ?) Da det i det Foregaaende (S. 177—179) har været dråftet, om et Par andre af Tavlerne til Dr. Lunds sidste Afhandling muligvis ved en hans åvrige haandskrevne Optegnelser en Notits (aabenbart en af de sidste, han har ert i hvilken dette Ben ligeledes siges at til- høre dette Scelidotherium, og i hvilken Sammenvoksningen af Under- æn to Knogler savede fremhæves som et Særkjende for dette owenii. n re IV, Fig. 5. 230 givel af den!), tydeligt viser, ganske overordentlig ujævn og i den Grad besat med smaa Knorter og Knolde, korte fremsprin- gende Lister og andre uregelmæssige Udvækster, at det neppe alene kan tilskrives den med Alderen fålgende stedse stærkere - Udvikling af Muskelkamme og Muskelindtryk, men tillige tyder paa en sygelig Tilstand. Der kan derfor let rejse sig det Spørgsmaal, om ikke Sam- menvoksningen af Underlaarets to Knogler i" dette Tilfælde maaske blot er et pathologisk Forhold, som der ingen særlig Vægt bor lægges paa, og om Knoglen dog ikke, naar Alt kommer til Alt, alligevel kunde være af et Scelidotherium bucklandii, hvis tvende Underlaars-Knogler mod Reglen vare voksede sammen ved en sygelig Proces. Det er imidlertid ikke vanskeligt at tilbage-- vise en slig Formodning og at godtgjåre, at selv om man tænkte sig Lægbenet skilt fra Skinnebenet som en selvstændig Knogle, vilde der dog blive andre og meget væsentlige Afvigelser fra Underlaars- Knoglerne hos det nysnævnte Kæmpedovendyr. til- bage, Paa det i Lapa vermelha fundne Underlaar er nem- lig for det Fårste den store foran de proximale Ledflader lig- gende Knude, paa hvilken Knæskallens Senebaand har fæstet sig (tuberositas tibiæ) meget mindre fremspringende, og Skinnebenels forreste Flade altsaa fladere end hos Scelidotherfum bucklandii. Fremdeles er Lægbenet, trods sine mange uregelmæssige Knuder og Udvækster, dog mindre plumpt og tyndere end hos det sidst!- nævnte Dyr, og medens hos dette den for Knæhasens Seneben fabella) bestemte Ledflade paa Bagsiden af Skinnebenets ydre Condylus er meget skarpt begrændset og strækker sig umiddel- bart fra Randen af Ledfladen for Laarbenet helt ned paa Læ8- 'benels Hoved, synes det ved låselig Betragtning, som om der slet ikke var nogen slig Ledflade paa Underlaaret fra Lapa vermelha, og selv om den (hvad jeg tror) tår såges i en 1) Tab. IV, Fig. 4. Se tillige den Afbildning, som Dr. Lund har givet af Knoglen, set fra den bageste Side, i sin sidste Afhandling, Tab. LVI, Fig. 2. 231 nogenlunde glat Konveksitet, som findes paa dens Plads, har den i saa Fald dog ingen bestemte Omrids, er meget mindre 'og ståder ikke umiddelbart op til Condylens Ledflade.. Ogsaa denne sidstnævnte Ledflade viser sig noget forskjellig paa begge Knogler; paa Underlaaret fra Lapa vermelha danner den ydre af Skinne- benets to proksimale Ledflader nemlig en temmelig regelmæssig Oval, hvis stårste Diameter er rettet udenfra indad; paa Skinne- benet af Scelidotherium bucklandii derimod har den tilsvarende Ledflade næsten Form af en ligesidet Trekant med afrundede Hjørner og er derhos mindre dybt udhulet end paa.den anden Knogle. Endnu stårre Forskjelligheder frembyder Underlaarets distale Ende. Den ydre Ankelkno (malleolus eæternus) rager saa- ledes kun ubetydeligt ned under Skinnebenets Niveau, hvorimod det Modsatte er Tilfældet hos Scelidotherium bucklandii; men især viser der sig en paafaldende Forskjel i Retningen af den indre Ankelknos dybe Render for Senerne af de Muskler, som båje Tæerne og fåre Foden indad; hos Scelidotherium bucklandii låbe disse af håje opstaaende Rande indfattede Render i en saadan. Retning, at de krydse Skinnebenets Længdeakse under en Vinkel af 45”, men paa Underlaaret fra Lapa vermelha ere de ikke meget langt fra at være parallele med den omtalte Akse eller danne i alt Fald en meget spids Vinkel med den, saaledes som Dr. Lunds Afbildning ret godt viser det”), og saaledes som det ogsaa er Tilfældet hos :Megatheriet. Disse forskjellige, til Dels meget idjnefaldende Afvigelser sælte det udenfor al Tvivl, at det i Lapa vermelha fundne Underlaar ikke kunde have tilhårt noget Scelidotherium bucklandii, selv om det var givet, at Skinne- og Lægbenets Sammenvoksning kun var at betragte som en indi- viduel Misdannelse. Men dette er desuden saa langt fra Til- fældet, at der tværtimod ikke er nogetsomhelst Tegn til, at» de nysnævnte Knogler fårst skulde være groede sygeligt eller abnormt sammen i en senere Periode af Dyrets Liv, med mindre man vilde 1) «Meddelelse af det Udbytte» ete. Tab. LVI, Fig. 2. 232 se en Antydning dertil i en Fure og et lille Hul ved Siden af det Sted, hvor den distale Ledflades Udseende synes at tyde paa én sygelig Tilstand). Hertil vilde man dog saa meget mindre være berettiget, som der ogsaa hos Megatherium-Slægten. (hvis Under- laars-Knogler, som bekjendt, normalt ere sammenvoksede) under- liden findes en ubetydelig Spalte mellem Skinne- og Lægbenét paa den distale Ledflade?), som en Levning af et meget tidligt Stadium i Knoglernes Udvikling, medens de for Resten ere groede fuldstændigt sammen. saavel oven- som nedentil. Men naar Sammenvoksningen af Skinne- og Lægbenet paa det foreliggende Underlaar maa antages at være et normalt For- hold, saa er det dermed. tillige afgjort, at Megatherium-Slægten er den eneste af de hidtil bekjendte Gravigrad-Slægter, til hvilken det Dyr, som Knoglen har tilbårt, muligvis kunde henfåres; thi hos alle de åvrige- ere Underlaars-Knoglerne indbyrdes ad- skille, Sammenligner man imidlertid noget nærmere Underlaaret fra Lapa vermelha med Megatheriets saa langt” større tilsva- rende Knogle?), vil man ganske vist finde en vis almindelig Lighed, men tillige ikke ganske faa Forskjelligheder, Man vil saaledes straks bemærke, at Lægbenet oventil er sammenvokset med Skinnebenet i et. meget kortere Stykke paa det førstnævnte Underlaar end- paa Megatheriets; Forskjellen er saa stor, at det 2 Stykke, i hvilket de tvende Knogler ikke ere sammenvoksede, eller Mellemrummet mellem dem, er absolut taget kun ganske lidt kortere end hos det saa langt større Megatherium. Og (il denne Forskjel kommer der andre af endnu større Betydning. Der er i det Foregaaende gjort opmærksom paa, at den udvendige af Underlaarets tvende proksimale Ledflader paa Underlaaret fra 1) Tab. JV, Fig. 5: ") Tab. IV, Fig: 7. Tab. HV, Fig 4275 opg rat Ligheder og Uligheder 'saa: meget lettere kunne falde i Øjnene, ere begge Underlaar afbildede lige 'store, idet Fig. 4 og 5 fremstille Underlaaret fra Lapa vermelha omtrent 3 Gangé formindsket, hvorimod Megatheriets Underlaar, Fig. 6 og 7, er frem- stillet i omtrent en Femtedel af den naturlige Størrelse, 233 Lapa vermelha danner en svagt udhulet aflang Ledskaal, men hos Megatheriet er Forholdet ganske anderledes; her er denne Ledflade tværtimod stærkt hvælvet, og den strækker sig desuden med en Spids et godt Stykke ned paa den åverste Del af Læg- benet, idet den, uden at den synoviale Overflade afbrydes, umærkeligt gaar over i Ledfladen for Knæhasens Seneben. Lige indenfor denne Ledflade findes der dernæst hos Megatheriet en stør ru og ujævn, knudeformig Udvækst, hvis nederste Ende rager ud over Mellemrummet mellem de tvende Underlaars-Knogler; men paa det af Dr. Lund fundne Underlaar findes der ikke nogen slig Udvækst, og der er heller ingen Plads til den paa Grund af at Læg- og Skinnebenet oventil kun ere sammenvoksede i en kort Strækning. Vende vi os endelig til de omtalte Underlaars distale Ledflader"), måder der os ogsaa der en paafaldende For- skjel.. Skjåndt denne Ledflade ganske vist ogsaa hos Megatheriet besidder det ejendommelige Præg, som den har hos alle Gravi- grader og som betinges af den særegne, for Rullebenets tlapfor- mige Udvækst bestemte Udhuling, er den dog tillige formet paa en Maade, som gjår det let at skjelne den fra den samme Led- flade hos de dvrige Gravigrad-Slægter. Fårst er nemlig Led- fladen næsten ligesaa bred forfra bagtil som udenfra indad, og dernæst er den Del af den, som dannes af Lægbenet, ganske uforholdsmæssig lille, hvad der selvfølgelig atter betinger en sær- egen Form af Rullebenet (astragalus). Men ingen af disse Sær- egenheder gjenfinder man paa. Underlaaret fra Lapa vermelha, hvis distale Ledflade tværtimod meget ligner den tilsvarende hos Slægterne Scelidotherium, Platyonyx, Mylodon og Lestodon, natur- ligvis med den Forskjel, som Sammenvoksningen af Skinne- og Lægbenet maa fremkalde. De ikke faa Afvigelser, som her ere blevne paaviste mellem det i Lapa vermelha fundne Underlaar og Megatheriets, ere af en saadan Art, at de maa betinge og medfåre væsentlige For- z ") Tab. IV, Fig. 5 og 7. 234 skislliabiler ogsaa i Laarbenets Form, i Rullebenets Bygning og derfor rimeligvis ogsaa i Fodens. De maa vistnok siges at være stårre end de indenfor Gravigrad-Familien ellers pleje at være hos Arter af samme Slægt, og jeg tror derfor, at der er Grund til at danne en særegen &lægt, som jeg vil kalde Ocnopus?), for det Dyr, hvilket det af Dr. Lund opdagede Underlaar -har til- hårt. | Man vil rimeligvis spårge, om der i Dr. Lunds Samling findes andre Stykker, som der kunde være Grund til at henfåre til denne Slægt. Hertil tror jeg, at der kan svares ja! Fra den samme Hule, i hvilken Underlaaret blev fundet, har Dr. Lund ogsaa faaet to Tænder, som i alle andre væsentlige Hen- seender, ligne Megatheriets, men ere mindst fire Gange mindre, og paa hvilke han har grundet sit Megatherium laurillardii?). Nu i er den Omstændighed, at disse Dele hidråre fra en og samme Hule, naturligvis ikke noget Bevis -paa, at de håre "sammen, og det saa meget mindre, som det end ikke vides, om de ere fundne paa en og samme Plet, eller maaske ere opgravede i langt fra hinanden liggende Afdelinger af det vidtlåftige Virvar af Gange og Kamre, som har faaet Navnet Lapa vermelha?). Men det forekommer mig, at der er andre Grunde, som gjåre det rimeligt at henfåre disse Tænder til den her omhandlede Gravigrad-Slægt. Underlaarets Stårrelse lyder paa et Dyr, som sikkert ikke kan have været mindre, men snarere har været lidt stårre end Scelidotherium bucklandii, og til et sligt Dyr ville nelop- de afLund i naturlig Størrelse afbildede Tænder godt kunne passe. 1) Af "Oxvos, doven, movs, Fod 2) Blik paa Brasiliens Pyrevetden etc., åde Afh., Kjobenh. 1842, jer Tab. XXXV, Fig, 6 og 7; og Kgl. D. Vid. Såjsk «Skr. , naturv. og Må” them. Afd., 9de Deel, Kbhvn. 1842, S. 143, Tab: XXXV, Fig. 6—7. ') Jeg henviser med Hensyn til denne Hule til et lille Grundrids af den, som jeg har offentliggjort i Tidskr. f. popul. Fremst; af Naturv. (3 R, åde Bd., 1867, S. 206), og som er en formindsket Gjengivelse af em storre ban. som Dr. Lunds Husfælle og Medhjælper, afdåde ker Brandt, i sin Tid har optaget. 235 Fremdeles viser den af Lund opstillede Slægt Coelodon, at Tænder af samme Form som Megatheriels paa ingen Maade forudsætter en med dette Dyr nøje overensstemmende Legems- . bygning, men at de tværtimod kunne optræde hos Slægter, der endog afvige mere fra det, end det rimeligvis har været Tilfældet med Ocnopus. Fra Tænderne selv kan der altsaa neppe hentes. nogensomhelst Indvending mod den her fremsatte Gisning, og da Dr. Lund ikke har fundet mere af sit Megatherium laurillardii end netop disse Tænder, vil man, naar. Formodningen forkastes, nådes til den just ikke tilfredsstillende Antagelse, at der har eksisteret, ikke blot én, men endog to Gravigrader, af hvilke det ikke er lykkedes ham trods mangeaarige Efterforskninger at finde mere end svage Spor i de brasilianske Huler. Det af Dr. Lund opdagede Dyr vil derfor formentlig i. Fremtiden være at kalde Ocnopus laurillardii. Til Slutning tilfåjes endnu nogle Maal af dets Underlaar. Meter. Underlaarels BEES). 0.332 Gjennemsnit udenfra indad ved den proksimale Ende |, 0,172 — forfra bagtil i Midten af samme Ende 0,105 Knoglens Omfang ved den proksimale Ende... . 0,490 Gjennemsnit udenfra indad ved den distale Ende . 0,450 — forfra bågtil samme Steds....... 0,092 Længde af Mellemrummet mellem Skinne- og Læg- ene ME EN ENN BAUER 0,139 Samme Mellemrums stårste Brede.........- 0,059 236 Forklaring af Tab. IV. Fig. 1. Glyptodon (?) dubius, Rhdt., den forreste Del af. højre Kindbue (Nr. mej fe v= Lunds Samling), set forfra; omtrent to Tredjedel af den naturlige Størrelse. å& Tandhulen for den tredje Tand. b Kindbuens nedstigende Gren; dens nederste Ende er brækket af, og ; Soned er, efter at have lidt denne Beskadigelse, bleven over- trukken af en tynd Skorpe af fastsintret mårkeråd Ler. ce Begyndelsen af den Ojehulen begrændsende Del af Kindbuen. d Den åverste Kindaabning (for. infraorbitale sup.) e Den nederste Kindaabning (for. infraorbitale inf.). samme Størr: b—e have samme Betydning som paa Fig, 1 £ Den forreste Del af den fjerde Tands Tandhule. 3 Glyptoden(?) dubius, Omrids af Tandhulen for tredje Tand; naturlig Størrelse, 2, nerne See: samme Brudstykke af Kindbuen set bagfra; .å. Ocnopus laurillardii (Lund), de sammenvoksede Underlaars-Knogler pus 7 fra venstre Side, forfra sete, ikke fuldt en Tredjedel af den nale, Størrelse, (2; laurillardii same de samme Underlaars-Knoglers distalb Lednade, sete i samme Størrelse Mega erican så Skitse af de sammenvoksede venstre i RR aser NE fre met afbildede i omtrent en Femtedel af den naturlige grine efter en Original fra Platalandene i Universitetets UD RNE 2 Mus um. T. Megat ericanum, Cuv., de samme Underlaars - Knoglers SER Ldalade: til Højre Spalten, rå viser den paa dette Sted ufuld- ndige nm af Lægbenet og Skinnebenet. Sammeé "Står sk som Fig, 6 Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. Tredie Aarti, 1875. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. bære Om Arvicola arvalis i Danmark og Årtsberettigelsen af Arvicola campestris Blasius. Af H. Winge. (Meddelt i Mødet den 10de December 1875). klemmer I Sommeren 4873 opdagede jeg og min Broder i Forening Arvi- cola arvalis ved Skanderborg, idet vi fandt en Hovedskal i Ugle- gflp sammen med enkelte Exemplarer af Arvicola agrestis. I 41874 samlede vi 41 Hovedskaller af 4. arvalis, ligeledes i Uglegylp, sammen med 63 af 4. agrestis. Men da A. arvalis efter Kraniet alene ikke lader sig bestemme med fuldstændig Sikkerhed, sågte vi tillige at skaffe os hele Exemplarer. Dette lykkedes os fårst i August 1875, da vi fik en Arbejdsmand til at bringe os Mus, og han den Øde bragte os et Exemplar af 4. arvalis, som han havde fanget paa en Rugmark ved Skanderborg Målle, hvor han havde håstet. Desuden samlede vi i Sommeren 1875 ved 'Skan- derborg 496 Hovedskaller af 4. arvalis sammen med 441 af ÅA. agrestis, og ved Kraglund ved Frijsenborg 41 af 4. arvalis sammen med 5 af 4. agrestis”). fÉ 1) Under Correcturen heraf har Prof. Reinhardt havt den Godhed at gjore mig opmærksom paa en Fortegnelse over Viborgegnens Hvirvel- dyr af Adjunct Feddersen (i et særskilt Aftryk af Viborg Kathedral- 238 Den af Blasius opstillede Art Arvicola campestris er sikkert kun en tilfældig Varietet af Arvicola agrestis. Det eneste, hvor- ved den efter Blasius's egne Ord .specifisk skjelnes fra A. agrestis, er Formen af den mellemste Kindtand i Overkjæben, der hos A. campestris har 4 Emailleslynger, medens den hos 4. agrestis har 5. Der anfåres vel tillige, at den bageste Tand i Overkjæben hos A. campestris har 5 Kanter udvendig, medens den tilsvarende Tand hos 4. agrestis har 4; men Blasius selv tillægger ikke denne Forskjel nogen Betydning, og jeg har ofte hos 4. agrestis fundet denne Ste Kant mere eller mindre tydelig udviklet. Det eneste Skjelnemærke, der altsaa bliver tilbage, er Formen af den mellemste Tand i Overkjæben; men. dette Mærke er heller ikke constant. Den Form, som den mellemste Tand i Overkjæben i Reglen har' hos 4. agrestis, er saaledes som Blasius har beskrevet og afbildet den, skjønt den bageste, Ste, Emailleslynge langt- " fra altid har denne regelmæssige trekantede eller firkantede Form. "Den åte og den 4de Emailleslynge kunne betragtes som op- staaede af een Slynge derved, at den Side, der paa denne vendte indad mod Mundhulen, båjede sig henimod den modsatte Side og tilsidst berårte den; og i Virkeligheden findes der i Naturen hos A. agrestis alle Overgange mellem disse Stillinger af Emaillen, saa at det bliver umuligt at fastsætte Grændsen mellem Å. agrestis og Å. campestris. ; ! Saadanne Overgaångsformer ere vel ikke almindelige, men de findes dog i et saa stort Antal, at man ikke kan undlade at tage Hensyn til dem. Det er vanskeligt at angive det Procent- antal, hvori de forekomme ; jeg har i det mindste fundet 5 pCt- iblandt 430 Exemplarer af Å. agrestis, alle fra Sjælland, de fleste tagne i Uglegylp fra forskjellige Skove i Kjåbenhavns Omegn; enkelte i Vaagegylp fra Gråftkanter og Gjerder paa Enge og skoles Program for 1865). Her opfåres Navnet + : Hypudæus Pall.» uden nærmere Oplysninger hen der ellers findes-Anmærk- ninger ved mange almindeligere Dyr 9239 Marker, enkelte fangne. Hvad der ikke er sjeldent, er at se den dte Emailleslynge tydelig afsat, men- ikke fuldstændig skilt fra den Ade (Fig. 1); "denne Slags er heller ikke medregnet i Procentantallet, hvortil kun de ere talte, der enten i begge eller i'den ene Overkjæbeside mere tydelig viste 4 Slynger. F$ 33 33 23 3% Zden Kindtand i Overkjæben af 5 Exemplarer af Arvicola agrestis fra Kjå- henhavns Omegn, Forstårrelsen c. &, Nogle af disse Mellemformer kunde maaske opfattes som Exemplårer af 4. arvalis, andre som Bastarder mellem 4. agrestis og A. arvalis; men for at være sikker paa kun at have med Å. agrestis og maaske Å. campestris at gjåre, har jeg kun taget Hensyn til de Exemplarer, jeg har fundet paa Sjælland, hvor A. arwalis, den eneste Art, med hvilken Forvexling kunde finde Sted, aldrig er funden. Man kunde maaske indvende, at de Tænder, der ere afbildede med 4 Slynger, tilbåre Å. arvalis og ikke A. campestris, eller at det i hvert Fald ikke lod sig afgjåre, til hvilken Art de hørte, da jeg jo næsten udelukkende har haft Kranier til Undersågelse, og Kranierne ikke kunne skjelnes. Men bvis det var A. arvalis, hvorledes skulde man saa for det forste forklare deres ringe Antal? De vilde ikke engang findes i:5 pCt.; man maatte jo fraregne de fleste af dem, der ovenfor ere regnede blandt Mellemformerne. Hvis man ikke vil ty til den usandsynlige Forklaring, at det skulde være Dyr, der andet- stedsfra vare indfårte af Uglerne, vilde Procentantallet sikkert være stårre, da 4. arvalis, hvor den findes, optræder i Mængde; i det mindste er dette Tilfældet ved Skanderborg, hvor ÅA. arvalis findes mindst i samme Antal. som -A. agrestis. For det andet har jeg blandt de fangne Exemplarer metop faaet en af de om- handlede Former. Jeg fangede den i den udtårrede Lerså Nord for Kjåbenhavn den 44de December 1874. Dens mellemste 240 Tand i hver OQverkjæbeside havde 4 Slynger, den ene af dem med svagt Spor til den. åte Slynge (Fig. 5); men i 'alt' andet stemmede den fuldstændig med A. agrestis:- Øret, der i Spiritus blev. hvidt, viste tydelig Haarstriben, Halen var tvefarvet 0. s: v.; kun forekom dens Pels mig noget rådere. Den Fælde, hvori den var fangen, lod jeg blive staaende påa samme Plet, og et Par Dage efter var der to Exemplarer i den; begge havde de den samme råde Farve, men deres Tænder havde 5 Slynger som sædvanlig hos Å4. agrestis. Ser man nu paa de afbildede Tænder, hvor skal man da sælte Grændsen mellem ÅA. agrestis og A. campestris? Den « Ufor- anderlighed hos de nærstaaende Årter»,- hvorpaa Blasius væ- senlig ståltede Artsberettigelsen af Å. campestris, existerer ikke, og gode Arter maa man kunne adskille; det er hans egne Ord. Men selv om man kunde sætte en Grændse, der dog i hvert Fald blev vilkaarlig, til hvilken Art skal man da henregne de Former, hvis ene Overkjæbeside er bygget tydelig som hos Å. agrestis, medens den anden er bygget som hos 4. campestris? Man vilde maaske erklære dem for Bastarder mellem 4, agrestis og Å. cam- pestris. I saa Fald vilde Bastarderne med ÅA. campestris, være hyppigere end selve Formen 4. campesfris, naar man da til Å. campestris henregner dem, der tydelig vise 4 Slynger i begge Sider af Overkjæben, Jeg tror derfor, at man er nådsaget til at anse Å. campestris for en tilfældig, ikke engang local, Varietet af Å. agrestis, hvis man ikke vil slaa sig til Ro ved Arter, der kun vilkaarlig kunne skjelnes, og man kan. sikkert saa meget mere gjåre det uden Betænkeligheder, som det kun er en yderst lidt kjendt Form, Sagen drejer sig om; saa vidt jeg ved, stålles den kun paa de 2 Exemplarer, som Blasius har beskrevet, og paa 4 andre, som han har uset og tildels nåje undersågt». Om der senere er offenliggjort noget om den, er mig ubekjendt. Naar altsaa 4. agrestis kan forekomme med kun 4 Slynger paa den mellemste Tand i Overkjæben, falde naturligvis Fatios!) ") Fatio: Faune des Vertébrés de la Suisse, Genf og Basel 1869. Er . 241 Underafdelinger Praticola og Sylvicola, der kun ere byggede paa Forskjellighederne i Formen af denne Tand. Ligeledes maa Blasius's") Afdeling Agricola, hvortil alene 4. agrestis hører, gaa ind under Afdelingen Arvicola, idet heller ikke det andet Skjelnemærke mellem disse to Grupper, Formen af Interparietal- benet, er constant. Der findes Exemplarer af 4. agrestis, hvis Interparietalben paa Siderne have de bagud rettede Spidser, og omvendt Exemplarer af 4. arvalis uden disse. En Forandring af en væsenligere Art bliver det, at et af de bedste Skjelnemærker mellem ÅA., agrestis og A. arvalis maa svinde som inconstant, Et andet Skjelnemærke, der stærkt fremhæves af Blasius, den Haarstribe, der findes i Øret hos 4. agrestis, ikke hos 4. arvalis, omtales slet ikke af Fatio i hans «+ Faune des Vertébrés de la Suisse». Hos de faa Exemplarer, jeg har undersågt, har denne Charakter været tydelig udviklet. Der kan "i det hele taget næppe være Grund til al tvivle om disse to Årters Selvstændighed; hvad. der ogsaa taler stærkt herfør era der ved Skanderborg, hvor begge Arter findes ved Siden af hin- anden, kun forekommer yderst faa, hvis Tænder kunne henregnes til Overgangsformerne. : "Med. det samme. skal jeg gjoåre opmærksom paa et Par Undjagtigheder hos Blasius angaaende danske Forhold, - Det er Melchior (1834)?), ikke Selys Longchamps (1844), der forst bar draget A. agrestis frem igjen. fra Forglemmelsen, hvad ogsaa Lilljeborg?) bemærker. Blasius's Fortælling om, at Melchior i Afstand har set en Odder og for den foreslaaet Navnet Lutra nudipes, maa bero paa en fuldstændig Misforstaaelse af den danske Text. 1) Blasius: Naturgeschichte der Såugethiere Deutschlands, Braun- schweig 1857. s ?) Melchior: Den danske Stats og Norges Pattedyr,” Kjåbenhavn 1834. (Udgivet 3 Aar efter Forfatterens Død). 3) Lilljeborg: Sveriges och Norges”Ryggradsdjur, i1ste Bind 1874. 16 242 Om nogle Trikomer og Nektarier. S Af : V. Poulsen. (Meddélt i Modet den 29%de Oktober. 1875.) (Hertil Tab. V og VI.) I den fålgende Meddelelse har jeg sågt at skildre Bygningen 08 : Udviklingen af en Del Trikomer, saavel secernerende som ikke secernerende. Nektarafsondrende Trikomer , hvad enten de op- træde som simple Haar eller Emergenser, fårer let Tanken hen paa Nektarier i Almindelighed, og jeg har derfor udstrakt mine Undersågelser til nogle endnu ubeskrevne, ekstraflorale Nektarier, der ikke kunne siges at være Trikomer. Jeg skal ikke her give en litteraturhistorisk Oversigt over mine Forgængeres Arbejder, déls fordi en saådan kan findes i alle de nyeste Arbejder"), der jo endog gaa ned til 1875, déls fordi jeg ved Behandlingen af de enkelte Organer i det fålgende lejlighedsvis vil komme til at give en mindre Oversigt over de Forskeres Værker, der maatte have bearbejdet disse Genstande. Af Botanikere, der specielt have studeret Trikomerne og: Nek- 1) F, Eks. Delbrouck: «Die Pflanzenstacheln»; Hansteins bot. Abh., Ii Bd., Heft 4, 1875. Reinke: «Seeretionsørgane an Laubblåtter», Pringsh. Jahrb., > SOS OH 243 tarierne, behåver jeg blot at nævne Kauffmann, Rauter, Uhlworm, Warming og Delbrouck, ikke at forglemme Weiss, Hanstein, Majewsky, Martinet og Reinke. Men desuden ere Trikomdannelser lejlighedsvis omtalte af mangfoldige andre Forfattere og ofte i Skrifter, der handle om ganske andre Emner"); at omtale dem udfårlig vilde her ikke være paa sin Plads og vilde desuden optage for megen Plads, hvorfor jeg ganske skal undlade det. Med efterfålgende Undersågelser har jeg været beskæftiget i Sommeren og Efteraaret 1875 og -har blot tilsigtet at' gøre nogle flere Former bekendte end den allerede i Forvejen meget store Masse, som i Tidens Løb er bleven behandlet. Jeg skal da begynde min Fremstilling med de simple Haar hos Å. " Gronovia. scandens. : " Gronovia scandens er en klatrende Plante; ved Hjælp af sireget store. Hagebårster formaar den at hæfte sin lange, tynde, bøjelige Stamme fast til Omgivelserne paa samme Maade som vor danske Galium Aparine. Saavel Stængel som Blade ere tæt besatte med forskellige Trikomer , af hvilke jeg navnlig har stu- deret Hagebårsterne. | Paa Stængelen findes tre forskellige Trikomformer: a) Bårste- haar dannede af én Epidermiscelle; de staa ikke paa nogen «bulbus», ende med afrundet Spids og ere saaledes ikke stik- kende, men forsynede med store, nedadvendte Kutikular- pigge. -b) Bårstehaar, ligeledes éncellede, som derimod ende spidst og have opadvendte Kutikularpigge; de staa paa en yderst svag Bulbus, der hyppig blot er dannet ved Strækning af nogle faa Celler i fårste subepidermale Lag, dog ogsaå under- 1) Sé f. Eks. Reinke: nens Abhandl.» (Guuneratrikomerne). Leipzig 1873. Prantl: «Unters. uber Gefasskryptogamen: (Hymenophyllaceernes Trikomer), 1875 årwin: slnskdhvirdes Plants». iludod 1875. . 16% 244 tiden ved disses Tangentialdeling. c) Hagebårsterne, éncellede som de tvende foregaaende, men staaende paa en stor, ved Tangentialdelinger i fårste subepidermale Lag dannet Bulbus: Paa et vist yngre Stadium;.begynder dén store, med smukke Protoplasmastråmme udstyrede Haarcelle, der er af cylindrisk, for oven fladt afrundet Form, ved stærkere Vækst af Cellehinden paa to, ved Siden af hinanden liggende Punkter i den åverste, hvælvede Flade at danne to fremspringende Bukler, som senere ved foråget Tilvækst udvikle sig til to stærke, krummede Hager, der altid vende til samme Side, men divergere lidt indbyrdes. Det udvoksne Haar er stillet skraat udad og opad fra Stammen, medens Hagernes Spiser altid pege udad og nedad mod Plan- tens Roddél; stryger man altsaa med Haanden henad Stængelen i Retning af Vækstspidsen, hænge Hagerne i Huden; bevæger man Haanden i modsat Retning, stryger man vel «imod Haarene», men disse hænge da ikke i. 2. Asperifoliaceæ. Solenanthus circinatus.. Echinospermum consanguineum. j Cynoglossum sp. En Dél Asperifoliaceer udmærke sig ved, at deres .Frugt- knuder ere besatte med korte, temmelig kraftige Hagebårster, "hvorfor de. ogsaa i de systematiske Værker siges at være «nucibus echinatis» eller «nucibus dense glochidatis» 0…lg. — Det. er mg ikke bekendt, at man har undersågt Udviklingen af disse Glo- chider, og jeg har derfor i det fålgende sågt at skildre dem- med Hensyn til dette Punkt. Et Tværsnit eller Længdesnit af der unge Frugtknude i det Stadium, da «Glochiderne»v anlægges, viser os, at en lille Gruppe Epidermisceller ved Radialstrækning hæve sig over deres Naboer. Næsten samtidig hermed indtræder der Tangentialdelinger i fårste subepidermale Lag lige under de sig strækkende Epidermisceller (Tab. VI, Fig. 4), og ved gentagne Delinger hæves Epidermis i Vejret af en Gruppe Cellestabler, som ikke 1eængte differen- 245 tieres, og den saaledes dannede Emergens kommer derfor ikke til at indeholde Fibrovasalstræng. — Samtidig med Emergensens Fremvækst strækkes Epidermiscellerne paa dens Top stadig mere og mere, og de åverste af dem vokse ud til spidse, krummede Hager, hver bestaaende af én, stærk fortykket Celle (Tab. V, Fig. I)... Denne Epidermiscellernes ovennævnte Strækning er saa stærk, at Halvdelen af hele den udvoksne Glochides Længde maa tilskrives dens apikale Epidermis's Tykkelse; fra Spidsen og nedad aftage Overhudscellerne i Længde; deres Kutikula er ofte forsynet med store Pigge, der endydermere bidrage til at gåre hele Hæfteapparatet ru og vedhængende. Disse Hagebårsters biologiske Betydning er jo nemlig vel den at bidrage til Frugtens Vedhængning ved forbivandrende Dyr og saaledes lette Fro- (Frugt-) Spredningen"). Mine Undersågelser ere anstillede paa " Sølenanthus circinnatus, Echinospermum consanguineum saml en ubestemt Cynoglossum-Art, alle fra den botaniske Have. De stemme indbyrdes saa aldeles overéns, at Præparater af yngre Tilstande af den ene Art lettelig kunne forveksles med de til- svarende af den anden. Sålenanthus er ubekvem til Undersågelse, da dens Celler indeholde et brunt Stof, som utydeliggår Iagt- tagelsen af Væggene. 3. Hedysarum spinosissimum. Hedysarum spinosissimum er paa sin Frugt besat med lange, hagekrummede Pigge, der her rimeligvis spille samme Rolle?) som Glochiderne hos de ovenomtalte Asperifoliaceer; imidlertid er deres Oprindelse og Udvikling en anden, ligesor ogsaa deres Bygning aldeles afviger fra hines. Paa den ganske unge Frugt- knude vil man sé smaa Protuberanser, Anlægene til Piggene. En saadan Protuberans dannes ved Tangentialdelinger i de Lag?), 1) Sé ogsaa Hildebrandt: «Verbreitungsmittel der Pflanzen«, 1873. ?) Cfr. Hildebrandt, I. c 3) det Lag? 246 som ligge umiddelbart under det første subepidermale, hvorved dette saavel som Overhuden hæves i Vejret. " Delinger i det fårste subepidermale Lag har jeg ikke kunnet iagttage til nogen. Tid af Piggens Liv, hvorimod alle Efterkommerne. af de | Celler, som 'gave Impulsen til Piggens Dannelse," dele sig ikke : alene tangentialt, men ogsaa radialt, hvorved der fremkommer et aksilt Væv i Piggens Midte, 'der har et ejendommeligt, pro- kambialt Udseende (Tab. VI, Fig. 2), men som senere optager Træstof i sine Cellevægge og da farves gult af Klorzinkjod.. Et Tværsnit af en udvoksen Pig viser os en Epidermis, derunder et storcellet Cellelag (9: forste subepiderm.) og inderst et smaa- cellet, tykvægget Vævparti, en Art primitiv Fibrovasalstræng. Denne lægger sig nedadtil op til én lignende, der låber i Frugt- knudens Væg. Den udvoksne Pigs hagekrummede Spids kommer tilveje derved, at Cellerne i Piggens ene Side vokse stærkere i Længde end de tilsvarende i den anden. -… Efter den givne Ud- viklingshistorie maa jeg betragte Hedysarum-Piggene som rene Emergenser, medens derimod Asperifoliaceernes Glochider nærmest maa betragtes som Haargrupper (selve de hagekrum- mede Epidermisceller), der bæres af en Emergens; hverken det ene eller det andet Sted kan jeg finde nogen regelbunden Stil- ling af de nævnte Organer. Foruden disse Trikomer forekommer der ogsaa ægte Haar. paa Frugtknuden samt hyppig paa Emergensernes Basis. Disse Haar, der dannes ved konsekutive Tangentialdelinger af en Epi- dermiscelle, bestaa af 2—6 smaa, glatvæggede, tavleformede Basalceller, der som en Art Stilk bære en meget stor Endecelle af cylindrisk Form, som er besat med lange, slanke Udvækster (Kutikularknuder? ?), 4. Sicyos angulata. Slægten Sicyos udmærker. sig, som- bekendt, ved sin énrum- mede, énæggede Frugtknude, som er besat med Pigge. Jeg har undersågt Udviklingen af disse hos $. angulata og fundet fålgende- 247 Paa den ganske unge Frugtknude hæve Piggene sig i Vejret som smaa Vorter, idet. Tangentialdelinger af forste subepidermale Lag drive Epidermis i Vejret. … Paa Toppen af hver saadan Op=- håjning vokser der allerede fra fårste Færd af et Haar ud, idet "én af de.apikale Epidermisceller ved Tangentialdelinger. danner et kort, faacellet Kirtelhaar, "hvis «Kirtel» dannes af den frie Endecelle, som radialdeles ved en i Haarets Akse. liggende Længdevæg. Dette. lille Kirtelhaar udvikles nu ikke yderligere, men. holder sig under Piggens senere Uddannelse uforandret endog indtil: efter Blomstringen, da det omsider under Frugt- knudens : Tilvækst efter Befrugtningen falder af. Selve Piggen, som vi ovenfor forlode som en lille Vorte, vokser i Længden, bøjer sin Spids hen imod Blomsterdækkei og forsynes med Mod- hager, idet visse af Overhudens. Celler vokse ud, blive spidse og krumme sig nedad imod Piggens Basis. Samtidig med denne Piggens ydre Udvikling differentieres Vævet i. dens indre, hvor der dannes en tynd Karstræng af spiralkarlignende Celleformer. Den udvoksne Pig er af gulgrån Farve samt lang, tynd og bøjelig; efter den ovenfor givne Udviklingshistorie maa den være en Emergens, endog en af de håjere uddannede, da dén ligesom Kirtelhaarene hos Drosera, Piggene hos Datura og Æsculus 0. fl. forer Karstræng. Selve: Udviklingen ligner paafaldende den, Delbrouck!) fandt hos Piggene af Solanum robustum, og Sicyos- >» Piggene kunne betragtes som en højere Udviklingsgrad af disse. En 5. Cyelanthera explodens. De mærkværdige, elastisk opspringende Frugter hos Cyclan- thera eæplodens”) ere skævt pæreformede og paa den konvekse Side besatte med store, grånne, blåde Pigge, der ligesom Pig- gene hos Sicyos ikke synes ordnede i nogen bestemt Orden. 1) Delbrouck; «Pflanzenstacheln; Hansteins bot. Abh. If, 4, S. 50 f. " ?) Sé Hildebrandt: «Schleuderfrachte», Pringsh. .Jahrb. 1X, S. 241. I Teksten kaldes Planten fejlagtig C. pedata. : 248 De stemme, hvad Ud%iklingshistorien angaar, fuldstændig overéns med den sidstnævnte Plantes og ere af samme morfologiske Værdi. Deres Ydre er dog et ganske andet; saaledes ere de kegleformede og ikke linjeformede, som de hos Sicyos; fremdeles ere de ligesom Frugtknuden grånne og belagte med et" tykt Vokslag, som viser nydelige Revner (ligesom hos Thuja?); endelig mangle de Modhager og ere forsynede med Stomala, undertiden ogsaa med Kirtelhaar af samme Bygning som det apikale, der blot ved en noget stårre Mægtighed adskiller sig fra det tilsva- rende hos Sicyos. Deres anatomiske Bygning er ligeledes ved en stårre Rigdom paa Celleformer forskellig fra Sicyos-Piggenes; et Tværsnit af en ;Cyclanthera-Emergens viser os i Midten et stort, veludviklet Karbundt, udenom hvilket der findes et tykt, svampet Parenkymlag, hvis Celler fåre store, mårkegrånne Kloro- fylkorn; udenom dette Væv forekommer der et skarpt afgrænset Lag åf tyndvæggede, langstrakte (dog ikke prosenkymatiske) Celler, der ligge umiddelbart under Epidermis. Cyélanthera's Emergenser ere altsaa meget håjt organiserede og udgåre det tredje Led i Rækken Solanum — Sicyos — Cyclanthera. 6. Ranunculaceæ. Nigella. Indenfor Ranunculaceernes Familie træffe vi forskellige Trikomformer; jeg skal her blot omtale et Par af dem og vil da forst henlede Opmærksomheden paa Frugiknuden af en Årt Nigella (rimeligvis N. sativa), som er besat med smaa, hvidlige, næsten kugleformede Udvækster?). Undersåge vi Udviklingen af dem, finde vi, at det er Epidermis, som frembringer dem. Glandelen anlægges nemlig derved, at en lille Gruppe Epidermis- celler strække sig radialt, navnlig de centrale, som derved blive ag ge: Bary: «Wachsiberzage der Epidermis»; Bot. Zeitg. 1871. | Sé Maout et Decaisne: «Traité général de Botanique», S. 394. — De vilde aabenbart af Meyen være kaldet «Perldrisen=. 249 de højeste, hvorved en lille Vorte hæver sig frem over Over- hudens Niveau. Under stadig vedvarende Vækst deles disse Celler nu i Almindelighed saaledes, at der fårst optræder en Tangentialvæg i hver af dem, hvorpaa den yderste Dåtrecelle radialdeles (Tab. V, Fig. 2). Senere komme endnu nogle enkelte . " Tangentialvægge til saavel udenfor som indenfor den første, men nogen bestemt Orden heri kan jeg ikke finde. Hele Organet tiltager i Volumen déls derved, at de dannede Celler udvides i alle Retninger i temmelig betydelig Grad, déls derved, at flere af de basale Overhudsceller tages med i Arbejde. Fårst i en meget sén Periode kan der indtræde enkelte Tangentialdelinger i det subepidermale Væv, men disse bidrage neppe til at Jade Organet træde mere frem, end det allerede går. Det maa saa- ledes betragtes som en rén Epidermisdanneise, et ægte Haar; dets Funktimn er mig ubekendt. — Andre Nigella-Arter have glat Frugtknude, f. Eks. Nigella damascena 0. a. En med Nigella nær beslægtet Plante er Garidella. Frugt- knuden af G&G. Nigellastrum, den Art, jeg har undersøgt, er besat med smaa, uregelmæssige Vorter"); et Snit gennem en saadan Forhåjning viser os, at Epidermis gaar uforandret hen derover, kun ere Cellerne mere radialstrakte end ellers. De yderste sub- epidermale Lag have et stærkt lysbrydende, i store, olieagtige Draaber aflejret Stof i deres Celler, hvilket i meget høj Grad besværliggår Undersågelsen, især da end ikke stærk Alkohol for< maar at fjerne det. Et fint, vellykket Snit gennem unge Vorter viser os imidlertid, at der optræder Tangentialvægge i det fårste subepidermale Lag, og de ydre Dåtreceller radialdeles i Almin- delighed. Ret mange Delinger finde imidlertid ikke Sted, hvor- for Vorterne, der altsaa ere Emergenser, heller ikke hæve sig meget over Epidermis. Medens Overhuden, navnlig udadtil, er "meget tykvægget, er det karakteristisk, at Væggene i forste og åndet Lag derunder ere ganske overordenlig fine og klare. 1) Sé Maout & Decaisne, I. ec. S. 395. 230 Foruden disse Emergenser forekommer der paa Frugtknuden éncellede Haar af em ret mærkelig. Bygning; de ere nemlig for- neden. næsten kugleformig opsvulmede;, dog. bæres denne Op- svulmning af en betydelig snævrere Stilk (oa: den umiddelbare Forlængelse af en Epidermiscelle), medens den foroven låber brat ud i en lang, traadformet, i Spidsen lidt kugleformig oppustet Forlængelse. Disse Haar ligne saaledes i høj Grad dem, Weiss!) fandt hos Aquilegia, kun ere disse sidste i Almindelighed to= cellede. : Hos visse Rununculus-Arter (Trib. Echinella) ere Smaafrug- terne som bekendt piggede. De. faa Iagttagelser, jeg har an- stillet, vise, at de maa betragtes som Emergenser, da de -opstaa ved Delinger i de subepidermale Cellelag. 7. Glaucium (fulvum og corniculatum). Slægten Glaucium- har adskillige Gange været Genstand for Undersågelse i Retning af dens … Haardannelser (så Weiss); men mærkelig nok ere de ”Trikomer, som forekomme. påå visse Arters Frugtknude, endnu ikke undersågte. Jeg har beskæftiget mig med Glaucium corniculatum og fulvum og kan meddele fål- gende. ; Frugtknuden hos G, corniculatum. er besat med lange, slanke, tiltrykte Haar, som vende Spidsen: hen imod Arret. De anlægges derved, at en Epidermiscelle strækker sig radialt og tangential- deles ved tre å fire Vægge; allerede fra fårste Færd af båjer Haarmodercellen sig hen imod Arret, og paa et noget senere Stadium optræder der Radialvægge i de nederste Dåtreceller, hvorved Haaret altsaa paa ét gennem Basalpartiet lagt Tværsnit viser sig bestaaende af flere jævnsides liggende Celler; de åvre Celler i Haaret deles derimod ikke radialt, og et Tværsnit af Haarets Spids viser derfor kun én Celle; Længdevæksten skér 1) Weiss: Die Pflanzenhaare, S. 560. Fig. 418—24. z 251 udelukkende ved interkalære. Delinger, der ikke fålge nogen be- stemt Lov, og jeg maa bestemt benægte Tilstedeværelsen af en Topcelle i nogetsomhelst. af Haarets Udviklingsstadier, Senere deles første. subepidermale Cellelag under Haarets Basis. ved nogle Tangentialvægge, og saaledes kommer det til at staa paa en svag Bulbus. Paa Frugtknuden af G. fulvum finde vi ogsaa Haardannelser, som imidlertid ere- meget korte og ikke ende spidst, men af- rundet, hvorfor Frugtknuden er ganske ru og nubret at fåle paa. Udviklingshistorien lærer os, at Haaret anlægges derved, at en Epidermiscelle hvælver sig papilleformig ud og deles ved en Væg, som hverken er radial eller tangential, men danner en Vinkel paa c. 45?” med Modercellens Vækstretning og gaar fra den hvæl- vede Ydervæg til den stigmatoskope Sidevæg. Denne fårste, hældende Væg efterfålges snart af en anden parallel med hin, uden at det unge. Haaranlæg strækker sig synderlig, og i det Hele taget er Organets Længdevækst meget ringe. Imedens Haaret nu stadig krummer sig mere og mere hen imod Arret, optræder der flere Tangentialvægge og enkelte Radialvægge, og selve - Apikalcellen deles meget hyppig ved en saadan; den Epi- dermiscelle, som er Nabo til Haarmodercellen og befinder sig paa den stigmatoskope Side af den!), deltager paa et senere Stadtum ogsaa i Haardannelsen, idet den deles ved en tangential Væg. Det er muligt, at den egenlig maa betragtes som Haar- modercellens allerfårste Dåtrecelle, men noget bestemt herom kan jeg ikke sige. — Fårste subepidermale Lag viser paa den udvoksne Frugtknude enkelte Tangentialdelinger, men deres Antal er ikke saa stort som hos G. corniculatum. Foruden de ovenfor nævnte Eksempler paa Planter med piggede eller behaarede Frugtknuder (Ranunculus, Glaucium, Hedysarum 0. s.v.) gives der endnu talrige, påa lignende Maade udstyrede Former, saasom Bira, Echinocystis, Tribulus, Åsclepias 1) Øg altsaa er bedækket af det over den krummede Haar. mæ ki 4 232 lanata og endnu flere, som ikke ere undersågte. — Astrantia og Eryngium have nogle ejendommelige, hvidlige, trekantede, tæt taglagte, rækkestillede Skæl paa Frugtknuden; hos Eryngium dannes de ved Delinger i fårste subepidermale Lag og ere … altsaa Emergenser. Arbutus Unedo har tætstillede, lavt-koniske Vorter paa Frugtknuden; de anlægges ligeledes ved Delinger i forste subepidermale Lag"); maaske forholder -det sig ligeledes med Vorterne hos Myrica. 8. Canna (patens, albiflora, Warscewiczii, musæfolia). Det er bekendt, at den undersædige Frugtknude hos Canna er tæt beklædt med stive, men urteagtige Pigge. Imidlertid tror jeg ikke, at. disse have været undersågt med Hensyn til deres Udvikling; jeg drog dem derfor med ind iblandt de åvrige af mig undersågte Organer og kom til folgende Resultater. Den færdige Pig er et noget kålleformet Legeme, der ender ” med en meget fladt afrundet Spids. Oven paa denne. Flade befinder der sig en Spaltaabning (Tab. V, Fig. 5 b),, som ligger noget dybere end de nærmeste Overhudsceller; hele Piggen er nemlig beklædt med Epidermis, og i dens indre, parenkyma- tiske Væv strækker der sig en stor Aandehule fra Stoma, helt ned til Basis. Piggen anlægges derved, at én af Epidermis- cellerne tiltager ; Omfang og fyldes med en mårkere Proto- plasma; denne Celle er Spaltaabningens Modercelle, samtidig med hvis Fremtræden Cellerne i fårste subepidermale Lag vige ud fra hinanden, hvorved Aandehulen anlægges. Meget kort herefter begynder nu en lille Cellegruppe i andet (undertiden ER BR Las SLED. ERNE l) Zuccarini (Abh. d. k. Akad. zu Munchen, IV Bd., 2 Abth., 1845) har beskrevet «Die Entwickelung des Fruchtfleisches von Citrus”. l et Referat herover i «Flora» 1846, S. 437, mener Referenten (+5.”); at de indre Haar i Citrus-Frugtknuden. ikke ere 1-cellede, som ZUuC- Carini paastaar, men sammenligner dem med Vorterne paa Arbutus- Frugtknuden. Cd 253 "tillige i; tredje) subepidermale Lag at dele sig sved tangentiale Vægge efter forudgaaende Radialstrækning"), og saaledes hæves Epidermis og forste Lag derunder i Vejret (Tab. V, Fig, 3). Cellerne i det sidstnævnte Lag gåre i Begyndelsen Væksten med ved Radialdelinger, først paa et langt senere Stadium optræde nogle Tangentialvægge. Delingerne i andet subepidermale Lag » håre snart op, og Piggen hæves for en stor Del i Vejret ved Strækning af de laterale Celler, hvorved Aandehulen faar sin mægtige Udstrækning. Allerede i et tidligt Stadium deles Spalt- aabnings-Modercellen i sine to Læbeceller (Tab. V, Fig: 4), og ved stærk Radialstrækning af de den nærmest omgivende Epi- dermisceller. sænkes den ned i en lille Fordybning (Tab. V, Fig. 5a). Spaltaabningen er intet Sekretionsorgan, men forretter aabenbart sit sædvanlige Arbejde i Respirationens og Assimila- tionens Tjeneste; ti déls har jeg aldrig kunnet iagttage noget- somhelst Sekret paa Piggenes Endeflader, déls ere de forsynede med den store Aandehule, og endelig findes der ikke Spaltaab- ninger uden netop paa disse Pigge. De adskille sig altsaa væ- senlig fra de af Delbrouck?) paa Tornene af Erythrina spino- sissima opdagede Stomata, der netop ifålge denne Forsker secer- ” nere, og som heller ikke ifålge hans Figur have Aandehule. — Efter Befrugtningen forandre Piggene deres Form, de blive læn- gere og mere ténformede; naar Frugten er moden, falde de af. , 9. Robinia viscosa. lfålge Meyen?) ere de smaa, blastokolla- secernerende Vorter, som i saa stort Antal forekomme paa Grenene og Blad- Stilkene, opdagede af Link; Meyen siger om dem: «es sind FEM enorm i ber dog meget ofte neppe er paaviselig. my Hager el, 3) Mey en: «Pflanzenphysiologie», 1838, II, S. 477. "Råå mehr oder weniger grosse Kåpfchen von einem sehr kleinma- schigen, festen Zellengewebe»; deres Udvikling har jeg ikke kunnet finde angivet nogetsteds, hvorfor her skal meddeles fål- gende 'efter mine egne Undersågelser. Hele Vorten tager sin Oprindelse fra én Epidermiscelle; senere gribe dog ogsaa de Celler, der ere den fårsies umiddel- bare Naboer, med ind i Opbygningen af Vorten. "Det fårste- Anlæg skér derved, at vedkommende Overhudscelle udvider sig, noget i radial og tangential Retning og halveres ved en radial Væg. Hver af de to Dåtreceller halveres atter ved en tangential Væg (Tab. VI, Fig. 3), og nu fålge radiale og tangentiale Vægge efter hinanden; de" tilstødende Epidermisceller deltage ogsaa i Arbejdet, idet de deles ved tangentiale Vægge. Saaledes vokser der efterhaanden en halvkugleformet Vorte frem (Tab. VI, Fig. 4), som paa et senere Stadium begynder al secernere; Sekretets i Oprindelse har jeg ikke undersågt. — Disse Vorter ere altsaa i Udvikling omtrent lig med Tornene hos Rubus?) eller Kirtel- haarene hos Æsculus Hippocastanum?). 10. Plumbago capensis. Som bekendt er det gamofylle Bæger hos Plumbago capensis a og andre Arter besat med lange, secernerende Kirtelhaar; de staa i Almindelighed i to Rækker ned ad hvert Bægerblad 08 vedblive at secernere efter Befrugtningen, da nemlig Bægeret selv er vedblivende og omslutter Frugten, som falder af ind- hyllet i Bægeret; Hildebrandt?) betragter derfor de secer” nerende Haar som Fasthæftningsmiddel for Frugten analoge med, Glochiderne hos Asperifoliaceerne og Krogbårsterne hos Galium Aparine 'og Circæa lutetiana. Saavidt mig bekendt, FT Udviklingshistorien af disse Orgiter endnu ikke undersågt, se y Uhlvorm: «Bot Zeitg.… 1873, $. 758. ?”) Sé Delbrouck: Pflanzenstacheln, S, 65. ” Hildebrand:: Verbreitungsmittel der Pflanzen, S. 89. 255 de end ere beskrevne i udvoksen Tilstand ag Pa og jeg skal derfor i det fålgende meddele, hvorledes de udvikle sig vige mine egne Iagttagelser. … Paa Tværsnit af temmelig unge Bægre finder man de fårste Anlæg til Kirtelhaarene i Form af en Gruppe smalle, radial- strakte Epidermisceller (Tab. VI, Fig. 5), der rimeligvis ere op- staaede ved Deling af én eneste Modercelle. Endnu længe forend andre Delinger finde Sted i Epidermis, spaltes fårste sub- epidermale Lag ved Tangentialvægge, og der dannes efterhaanden én Emergens, som paa sin Top. bærer de stærkt radialstrakte Overhudsceller (Tab. VI, Fig. 6), der nu have udvidet sig be- tydelig i alle Retninger. Senere indtræder der, navnlig i Emer- gensens dverste, indre Dél, mangé Celledelinger, hvorved dette "Parti svulmer kugleformig op og «danner Kirtelhaarets Hoved. Men længe "fårend dette Hoved bliver synligt, begynde Epi- dermiscellerne at dele sig paa én ejendommelig Maade, dog kun de, der befinde sig i et halvkugleformet Lag .paa Emer- gensens Yderende. Enhver af dem deles nemlig fårst ved en tangential Væg i en ydre og en indre Halvdél; den ydre hal- veres derpaa ved en radial Væg, den indre ved en tangential (Tab. VI, Fig. 7 og 8), .og med Alderen vokser nu Antallet af Radialvæggene indtil en vis Grænse, medens der derimod kun Optræder ialt c.' to Tangentialvægge i den indre Dåtrecelle >). Medens alt dette foregaar, strække Epidermiscellerne sig radialt, dog gælder dette ikke saa” meget de apikale, saa at det ved Overhudens Delinger dannede, secernerende, klokkeformede Lag er lavest i Toppen af Kirtelen, højest paa dens Sider. — Hvad det indre, parenkymatiske Væv angaar, som er direkte afledet af Bægerbladets første subepidermale Lag, da deles dets Celler ')'Sé f. Eks. Martinet: Org. de séerétion;, Ånn. d. sc. nat. 1872, V, "end afviges der dog fra denne feet men delte er at betragte som en rén Abnormitet; sé f. Eks. Fig.7, Tab. VI, de nederste af Kirtelhovedets Epidermisceller. 256 (navnlig de aksile) især ved Vægge, der gaa parallel med Emer- gensens Længdeakse, og vi faa saaledes et prokambiumlignende Vævparti dannet i Emergensens Akse, men nogen egenlig. «fai- sceau fibro-vasculaire», som Martinet vil have fundet, har jeg aldrig sét. — Sekretet, som. udgaar fra de ydre, stærkt lang- strakte, prismatiske Celler i Kirtelhovedet, er en Blanding af Harpiks og Gummi, hvilket den Hansteinske Anilinblanding let kan paavise; om noget «insektædende» , fordåjende Stof er her. aldeles ikke Tale, som "hos Drosera 0. a:= — Foruden disse Kirtelhaar forekommer der et andet, som det synes, sukker» secernerende Organ los Plumbago capensis, idet man nemlig påa Rygsiden af Brakteolernes Midtribbe vil finde” én eller to" meget smaa, for det blotte Oje neppe synlige, kredsrunde, blanke Pletter, hvis anatomiske Bygning jeg endnu ikke har un-. dersågt, og som jeg derfor skal forbeholde mig at meddele ved en anden Lejlighed; det er mig ikke bekendt, at disse Organer have været kendte forhen. 44. Luffa. (L. cylindrica, amara, dcutangula)- Slægten Luffa er interessant ved nogle ejendommelige, nek- tarafsondrende Glandler, som forekomme paa Undersiden af Låv- - bladene, paa Hanblomsterstandens Brakteer, paa Ydersiden af Hunblomstens Bægerblade og paa nogle ejendommelige, smaa; tykke, kådfulde Skæl, der sidde i Bladakslerne ved Grunden af disses Abner Hverken Martinet, Reinke («Secre- 1) Disse Skæls morfologiske ANSE har jeg kun sét omtalt hos Du- ailly (sé senere i Teksten), der mener, at de ere Bladdannelser; ihvorvel jeg ikke har fulgt res He svarer deres Stilling 406 anske til et Forblads, en Om ighed, at de ere knes dub nten forekomme disse Kirtler paa utvivlsomme Bladdannelser. Muligvis kunne de bidrage til at kaste kr over de endnu omiristee Slyngtraades Natur; desværre omtale hverken Naudin (AnD.. ”nat., IV Série) diller! Eichler 13; MDD I, 1875) dem. 257 tionsorgane an Laubblåttern», Pringsh. Jabrb, X, S. 1419) eller Delpino («Rapporti "tra insetti 'e tra nettarii estranuziali» ; Bulletino entomologico, VI, 41875) omtale disse vwextraflorale» Nektarier, og jeg havde allerede endt min Undersågelse over dem, da jeg blev opmærksom paa et Arbejde af Dutailly («Sur les écailles glanduliféres des Luffa»; Bulletin mensuel de la société Linnéenne de Paris, Nr. 6, séance du 3 Mars 1875), som, hvad Udviklingsbistorien og Anatomien angaar, stemmer aldeles overéns med mine egne Iagttagelser. Da jeg nu en Gang havde gjort disse Organer til Genstand for Undersågelse, og der ikke hidtil er leveret Tegninger af dem, tager jeg ikke i Betænkning her kortelig at meddele mine uafhængig af Dutailly vundne Resultater. De omtalte Nektarier vise sig påå deé ovennævnte Organer som smaa, runde, mårkegrånne, glinsende Pletter, der ere noget konvekse, men dog med deres Rand liggé lidt låvere end den omgivende Epidermis. Et Snit lagt diametralt igennem Nek- tariet viser (Tab. VI, Fig. 9) os, at det bestaar af et meget smaacellet Væv, der indadtil mod Bladkådet er begrænset af et tydelig udtalt Cellelag, ligesom en indre Epidermis, medens en saadan aldeles ikke lader sig erkende udadtil, idet de ydre Celler ikke ere lige støre eller paa anden Maade udprægede, men ligne ganske Nektariets åvrige Parenkym; en tynd Kutikula, der ofte er låftet i Vejret eller opreven af den afsondrede, sukkerholdige Saft, overtrækker Nektariet. — Mesofyllet under- neden det indre afgrænsende Lag bestaar af radialstrakte Geller. Hele Nektariet maa betragtes som en rén Epidermis- dannelse, et efter sin Funktion ejendommelig modificeret, i Bladet indsænket Haar. Gaa vi nemlig fra de udvoksne Til- stande til stadig yngre og yngre, finde vi, at det efterhaanden hæver sig mere og mere frem over Epidermis, og i de aller- yngste Stadier ligner det aldeles et kort, flércellet Haar. Vel har det ikke været mig muligt at fåre det tilbage til én Over- hudscelle (hvad Dutailly har kunnet); men det yngste af mig 17 258 iagttagne Stadium (sé Fig. 7, Tab. V) viser os et Legeme, som (i Længdesnit) er afdelt i Etager af Celler, og sammenligner man dette Udviklingstrin med ældre (sé f, Eks. Tab. V, Fig. 8), vil man ikke kunne være i Tvivl om, at det, jeg ovenfor kaldte det indre, epidermislignende, afgrænsende Lag (mærket i Figurerne med et Kryds) er Haarets underste Celleétage, alt ovenover lig- gende er de åvrige Etager og Derivaterne af dem. Fremdeles synes det jo endog for et flygtigt Blik utvivlsomt, at hint yngste Stadium er dannet af en eneste Celle, som fårst har tangential- délt sig, og hver herved fremkommen Dåtrecelle atter radialdélt sig» hvilket ogsaa stemmer med Dutaillys Angivelser. Jeg undlod ikke at såge efter lignende Nektarier hos andre Cucurbitaceer, og det viste sig da, at denne paa Trikom- former saa ualmindelig rige og interessante Familie kunde op- vise endnu flere Eksempler derpaa. Det var ikke alene de undersågte Luffa-ÅArter (L. amara, cylindrica og acutangula), men ogsaa Trichosanthes anguina, Bryonopsis erythrocarpa, Eopepon vitifolium, CitruHlus sp.?, som fandtes besatte med slige extra- florale Nektarier; Trichosanthes anguina") er interessant derved, al disse som smaa, flércellede, fladtrykt-halvkugleformede Le- gemer sidde paa en lille Forhåjning af Bladvævet (ganske særdeles tydeligt paa de endnu ikke fuldstændig udfoldede Blade) og saaledes straks give sig tilkende som Haardannelser; Udvik- lingen stemmer aldeles med den for Luffa's Vedkommende givne; og de ere saaledes at betragte som Lu/ffa-Nektarier, der ikke ere indsænkede, men derimod fremskudte; den Forhåjning; de sidde paa, dannes ved Tangentialdelinger af fårste subepidermale 7") Trichosanthes kan ogsaa levere Bidrag til Bedømmelsen af de hos Zuffa omtalte, skælformede «Forblade»; ti paa den tilsvarende Plads finde vi hos 77. anguina et lille, haandformig délt Skæl, der straks minder om et af de haandlappede Løvblade. Naudin (Ann. des sc. nat, IV Série) siger om 7richos. Brakteer, har han Uret; ved Grunden af hver Blomst sidder et meget lille, tykt, trekantet Skæl. 259 Lag og adskilles fra de secernerende Celler ved et lignende Lag som «Grænselaget» hos Luffa. — De åvrige Former har jeg ikke undersågt nøjere. 12. Polygonaceæ. (Polygonum cuspidatum, Convolvulus, dumetorum; Mihlenbeckia adpressa). Ved Basis af "Bladstilken bos den store og under Blom- stringen saa pragtfulde Polygonum cuspidatum (P. Sieboldii hort.) vil man paa den ydre Side finde en lav, hvidlig Grube, over hvilken der gerne staar en stor, klar Draabe sukkerholdig Saft, som jeg ofte har sét Myrerne opsuge. Disse Gruber ere altsaa extraflorale Nektarier; de forekomme kun paa Låvbladene, endog paa de forste af disse, der fungere som Knopskæl, og hvoraf kun Nedrebladdelen er udviklet, medens der neppe er Spor til Plade. — Ogsaa P. Convolvulus og dumetorum er forsynet med slige Nektarier, hvilket har været kendt i meget lang Tid; alle- rede Willdenow1) omtaler dem, idet han siger: « Petiolarum basis subtus poro perforata in P. Conv., scandenti, dumet.» — Senere omtaler ogsaa Meissner?) dette Forhold noget udfår- ligere, idet han tillige anfårer P, cilinode som «pore»-bærende ; under Afsnittet «Ochreæ semicylindricæs siger han nemlig: «Sub Petliolo, in ipso ochreæ margine, porus vel potius foveola atsaedå etigua, mMargine tumente cincta, coeca. Ipse saltem eam intra ochream neque ad caulem neque ad petiolum penetrantem. vidi, et mere epidermidi propriam ewzistimo.… — Endnu senere i De Candolles Prodromus?) kalder Meissner. denne »Foveola» sen glandula poriformis og aufårer enduu flere Arter, hos hvilke den skal forekomme. Hos andre bekendte Arter end de ovenfor nævnte: findes denne secernerende Grube ikke, og den afgiver Fr ER ER RE ; 1) Linné: Species plantarum, Il, Pars 1, S. 456. 7) Meissner: em generis Pol. prodromus, Genf 1826. S. 18, Tab. V, Fig. 18 d. IDC. Prod. 14, Set. ES: 195. 17% 260 saåledes et særdeles let opfatteligt Kendemærke; mærkelig nok omtales den hverken i Rostrups, Langes eller Dålls Flo- raer; heller ikke Martinet, Reinke og Delpino nævne den"), og jeg skal derfor her meddele Udviklingshistorien af dette Organ efter mine egne Iagttagelser, Det fårste Anlæg til Nektariet findes paa den ganske unge Bladstilk, hvor en Gruppe Epidermisceller hæve sig lidt op over Naboerne samtidig med, at de udvides i tangential Retning; hver af dem "bliver ved fortsat Udvikling til et. secernerende Haar, og der tages stadig flere og flere af de tilgrænsende med i Arbejde, hvorved der til Slutningen -er opstaaet en lille, rundagtig (eller langstrakt), tæt sluttet Trikomgruppe, som senere ved Nabovævels Strækning sænkes ned i en flad, tallerkenformet Fordybning. Hver af de haardannende Epidermisceller deles først. ved en radial Væg i to jævnsides liggende Celler, af hvilke bver især " paa samme Maade halveres; af tre Vægge er Haaret altsaa nu délt i fire Celler, hvoraf nu atter hver halveres ved en tangen- tial Væg, og Haaret bestaar altsaa nu af otte Celler i to Etager; af disse deles underste Etåges Celler ikke yderligere, hvorimod den åverstes endnu en Gang tangentialdeles, og de yderste her” ved fremkomne Dåtreceller begynde nu at danne det secernerende Væv ved Rådialvægge, i hvis Optræden der ikke synes at være nogen Orden. Sekrelionsvævet bestaar i færdig Tilstand af smalle; protoplasmarige, prismatiske Celler og bæres altsaa af en kort Såjle, bestaaende af 'otte Celler i to Etager?): Tangentialdeling af Prismecellerne er sjelden. — Meissners Mening, at afoveolar var «propria mere epidermidi», har altsaa hermed bekræftet sig. — Det fortjener at bemærkes, at' et Karstrængsystem låber lige. under Nektariet tæt ved Trikomerne. Nektarierne hos P. Convolvulus og dumetorum ere byggede 1) Ligesom jeg fremdeles intet kan finde desangaaende hos Theorin (Om afséndringen af våxtslem uti knopparna hos familjen Polygoneåt. Akademisk afhandling. Stokholm, 1872). 2) Undertiden kan der i den åverste Etage endnu optræde t. Tangen" tialvæg. 261 paa samme Maade; andre Arter har jeg ikke kunnet undersåge. Miihlenbeckia adpressa besidder paa de tilsvarende Steder aldeles lignende, næsten punktformige Gruber, der kun indeholde. meget faa Trikomer (1 å 5); ofte findes to Gruber ovenover hinanden. Hos M. complexa mangle Gruberne. Til disse Petiolarnektarier slutter sig, hvad. Bygning og Ud- vikling angaar, den Glandel, som flere (alle?) Gossypium-Arter have paa Undersiden af Bladmidtribben; man vil nemlig ogsaa her finde nedsænkede Trikomgrupper, hvis enkelte Elementer udvikles aldeles analogt med de nysbeskrevne, om der end finder smaa Variationer Sted, hvorpaa jeg imidlertid. ikke skal gaa nåjere ind1), 13. Tecoma radicans. Bignoniaceernes 'pragtfulde Familie er meget rigelig ud- styret med Nektarier, saavel extra- som intraflorale; Bureau?) siger, at baade Stamme, Blade," Knopskæl, Brakteer, Bæger, Krone og Ovarium kunne være glandulåse. Jeg har undersågt Tecoma radicans i denne Henseende; denne Plante har paa Blad- stilkens. Inderside samt udvendig paa Bægertænderne en Del Smaa, urglasformede Glandler, som sidde indsænkede i Toppen af en lille Forhéjning. Et Tværsnit af en saadan Glandel (Tab. VI, Fig. 40) viser os, at den bestaar af et (secernerende) Lag af prismatiske, meget smalle Celler og derunder et dobbelt Lag af Smaa, paa Tværsnit rektangulære Geller, Det hele Organs anatomiske Bygning stemmer altsaa omtrent med de smaa, Secer- "nerende Legemer, Reinke har beskrevet hos Clerodendron fragrans; dog tror jeg, at Tecoma's Glandler ere opstaaede af 1) Saaledes ér den første: Væg, der optræder i Haarmodercellen, en Tangentialvæg; det. er da den n ydre. Døtrecelle, der. ved Radial- delinger leverer det secernerende Væv. — Fremdel Bruppen nærmest omgivende Epidermisceller radialstrakte, hos Goss. ymer hos andre Arter ofte tangentialdélte 0. s. v. ) Bu : Monographie des Bignoniacées,; Paris 1864, S 164 Æ SE tillige Silene. f. Fis ak 4, Fig:4,.24 125; Tab: 5. Fig. 41,2, Tab. 28, Fig. 1; 2, 11 262 én Epidermiscelle; idetmindste tydede de yngste af mig iagttagne Stadier herpaa. De Celler, der danne Randen af det urglasformede Nektarium, have en anden Stilling i Forhold til de under Prismecellerne liggende end disse sidstnævnte, hvilket Figuren tydeligere udviser. Ifålge deres Bygning og Udvikling ere disse Nektarier altsaa ægte Haar; da de af dem, der fore- komme paa Bægeret, sidde paa dettes Yderside, have de rime- ligvis ingen Betydning for Insektbeståvningen; Delpino?)y siger ogsaa om dem: «La posizione tutCafatto esterna di queste glandole esclude ogni possibilitå d'influenza sull' atluazione della dicogamia»; om de altsaa end ikke i bogstavelig Forstand kunne siges at være extraflorale, ere de dog i al Fald. «estra- nuziali»?). 14. Hibiscus cannabinus. Hibiscus canuabinus frembyder en meget interessant Nektarie- dannelse. Man vil nemlig paa Ydersiden af hvert Bægerblad finde en omtrent halvkugleformig Forhåjning, som paa sin Top bærer en lille, langagtig Pore, af hvilken der vælder en klar, sukkerholdig Saft ud. En aldeles lignende Kirtel forekommer paa Undersiden af Låvbladenes Midtribbe, kun er. den her ikke saa fremtrædende. Poren oven paa Kirtelen fårer ind til en meget snæver Kanal, der for neden udmunder i en flad Hule, som er aldeles opfyldt af et Bunden og Væggene tapetserende Lag af secernerende, flércellede Haar (sé det skematiske Billede Tab. VI, Fig. 14). Udviklingen af dette komplicerede Nektarium har jeg fulgt fra det Stadium, da Hulen endnu ikke var dannet, men Poren paa Forhåjningens Top blot var Munding for PM lodret nedgaaendée Brønd, den senere Kanal. Et Længdesnit gennem Nektariet?) paa dette Stadium viser os, at Bægerbladels 1) Delpino: Nettarii estran., Bullet. éntom: VE 7) Det samme gælder ogsaa om visse af de ovenfor omtalte Luffa-Kirtler og om de tilsvarende hos Hibiscus cannabinus (sé nedenfor)- 3) ad: Tværsnit af Bægeret. 263 Epidermis overtrækker Forhåjningen!) og udfodrer den heri ” værende Brønd (Tab. V, Fig. 9). Det Væv, som danner Bråndens Bund?) og Sider, har ganske Udseendet af et Meristém, og senere Stadier vise ogsaa, at det befinder sig i en kambial Til- stand; man kan tydelig kende fårste og andet (samt i Bunden af Brønden endnu tredje og fjerde) subepidermale Lag." Idet nu Cellerne i Epidermis samt i første, andet og tredje Lag der- " under strække sig tangentialt og radialdeles ved talrige Vægge, udvider Brøndens nedre Dél sig i tangential Retning (Tab. V, Fig. 10), og Hulen er hermed anlagt (den tiloversblevne Dél af Brønden er da tillige konstitueret som Kanal); den udvides stedse mere og mere déls ved fortsat Celledeling, déls ved Strækning af de nydannede Celler. " Samtidig med Hulens An- læggelse uddannes den Epidermis, der udklæder Kanalen, paa en egen Maade; der optræder nemlig Tangentialdelinger i de Celler, som udfodre Kanalens ydre og indre Munding, i Almin- delighed saaledes, at Ydremundens deles fårend Indremundens; men der optræder ogsaa Tangentialdelinger i forste subepider- male Lag, under Ydermundens Overhud i Regelen samtidig med dennes Delinger, under Indremundens i Almindelighed meget kort får. Ved disse Delinger bliver Vævet i Kanalmundingerne mere fremspringende, hvilket navnlig er Tilfældet med Indre= munden, der næsten kan siges at være forsynet med Læber, Senere hen optræder der ogsaa Tangentialdelinger af Epidermis og forste Lag derunder i Kanalens Midtparti, og denne er i færdig Tilstand altsaa helt tapetseret med en flere Celler tyk " Overhud, navnlig i sine Mundinger. — Nogen Tid efter at disse Tangentialdelinger ere fuldendte begynder Dannelsen af en meget vigtig Faktor i Nektariet, nemlig de secernerende Haar, som Simpelthen opstaa ved Radialstrækning og senere paafålgende rr RE RE ben Som rimeligvis maa betragtes som en ringformig Emergens. ") Denne ligger i Niveau med Bægerbladets Yderflade ved Siden af Nek- tariet, 264 Tangentialdelinger af Epidermiscellerne i Hulens Bund og Vægge. De midterste Celler i Haarene deles siden ved nogle Vægge," der gaa parallelt med Haarets Længdeakse, hvorimod jeg aldrig har sét Basal- og Apiealcellen délte paa denne Maade. — Disse Haar (Tab. V, Fig, 44) ere meget finvæggede; deres Protoplasma er tæt, finkornet samt forsynet med en stor Cellekærne"); det under Haarsamlingen værende Væv bevarer stedse et ungdomme- ligt, frisk Præg, medens derimod alt det, som befinder sig ovenfor den nedre Kanalmunds Niveau, hurtig gaar over i temlig storcellet, tykvægget Væv, af hvilket mange Celler, Overhudens end ikke undtagne, blive Lithocyster, der fåre Krystalgrupper af oksalsur Kalk. Det hele: mærkelige og komplicerede Organ er kun en højere Udvikling af, hvad vi have sét forhen. Vi kende talrige Nektarier, hvor det secernerende Væv ligger lige paa det bærende Organs Overflade eller kun svagt nedsænket deri, f. Eks. hos Luffa; ville: vi istedenfor ét Trikom have en Gruppe af saadanne, kunne vi f. Eks. nævne Akselbladene af Vicia Faba?); mere ind- sænkede have vi truffet dem hos nogle Polygonaceer 08 Gossypium?), og endelig have vi her hos Hibiscus cannabinus &t Extrem, hvor Gruben har snåret sig kanalformig sammen. En Mellemform mellem dette Extrem og de andre har jeg fundel hos "en ubestemt Malvacéform, formodenlig ogsaa en Hibiscus?)) hvor jeg paa Undersiden af Bladets Midtribbe og to stårste Side- ribber fandt en secernerende Spalte; et Tværsnit viste, at det 1) De ligne i Bygning og Udvikling aldeles dem, man vil finde pååd In- dersiden af Bægerets Basis, hvor de sidde i tætte Masser som en flåjlsagtig Beklædning. Deres Bygning tyder paa en secernerem Roll ; ikke benægte den. De forekomme ogsaa hos Hibiscus Cooper? Trionum, Abutilon insigne, men mange estere, mangle dem. ad) me Pringsh. Jabrb. X, S.1 ?) Hos G. Bombax traf vi ogsaa ÅL On iidESE i Epidermis: & Minde om Kanalvæggen hos Hibiseus! %) I den botaniske Haves Drivhuse var Navnepinden etiketteret: Mah 265 var et Nektarium af en noget lavere Udviklingsgrad end hos Hib. cannab.. Tangentialdelingerne i Kanalens Epidermis og det underliggende Lag vare nemlig udeblevne, Hulen var langt fra saa stor, ofte neppe videre end selve Kanalen, og Haarene som Følge heraf langt færre i Antal. De omtalte Nektariers Eksistens har været kendt meget længe, men da jeg hverken hos Martinet eller Reinkeé har fundet nøgen anatomisk og organogenetisk Bearbejdelse af dem udfårt eller omtalt som foretågen af andre, har jeg ikke villet tilbageholde mine Iagttagelser herover. Delpino1) omtaler Nek- tarier paa Underfladen af Bladenes Midtribbe hos Urena repanda, Hibiscus syriacus og andre Arter af disse Slægter, men har kun undersågt tårrede Eksemplarer og angiver intet af Interesse om dem. 15. Sambucus nigra. Sambucus nigra har ofte ved Basis af Bladstilken, men sid- dende paa Stængelen, et Par smaa linjeformig-kålleformede Le- gemer, som i en vis, kortvarig, yngre Periode af deres Liv Secernere en såd Saft. Disse Legemer, der altsaa kunne be- tegnes som Nektarier, opfattes af Forfatterne paa forskellig Maade. D611?) siger saaledes: «Nebenblitter fehlend oder fadenfårmig» ; fremdeles (Fl. v. Bad.): «Blåtter nebenblattlos oder mit fåd- lich-warzenfårmigen Rudimenten von Nebenblåttern versehen». Åscherson3Z) siger: «Nebenblåtter klein, drisenartig oder feh- lend». Wydler%) kalder dem Akselblade, som ende i Kirtler. Endlicher5): «foliis . . . basi bistipulatis vel biglandulosis». eee 1) Delpino: Bullet. entom., VI. 2) sr RØheinische Flora, 1843, S. 440, og Flora 'v von Baden, ill, 1862, S ”) Flora Mark Branden C. 1864, S. 266. 1) Kleinere Beitråge; Flora 1860, S. 460. 5) Genera plantarum, S$. 569 266 Endlicher!): «Stipulæ nullæ, earum loco interdum appendices ciliiformes v. glandulares ad basim petiolorum». (Character familias). : Under «Affinitas»: . . . «constanter exstipulatæ . ..s…, Schnitzlein?): 4«Ohne Nebenblåttchen (oder) mit drisenfår- migen Nebenbl. vers.… (Char. fam.). De CandolleZ): «Følia . . . basi bistipulata aut biglandulosa». Lindley): «. . . destitute of stiples . . .…» (Char. fam.). Schmidt5); «meist ohne Nebenblåtter, jedoch . . . z. B. Samb. racem. mit nebenblattåhnlichen, drisenfårmigen Anbångseln». (Char. fam,). Areschougé): «utan stipler eller stundom med glandler vid bladskaftets bas». (Char. fam.). Maout & Decaisne?”): «Stipules nulles, quelquefois représen- tées par des appendices filiformes ou glanduleux, situés å la base du pétiole». J.Lange?): «Akselbladene linje-bårsteformede (eller 0)». Caspary?), der har beskrevet disse Organers anatomiske Byg- ning, kalder dem Stipler, og siger endog om Schmitz 0g Regel, at deres Udtryk «exstipulata» beror paa en flygtig Betragtning. Ikke desto mindre siger han dog, at «die Sti- pulæ finden sich nicht an jedem Zweig». Delpino1%) bemærker om dem: «Le foglie pinnate di questa specie (3: Sam. racem.) offrono stipole e stipelle. Or bene, le une e le altre sono commutate in cospicui neltarii». !) Enchiridion botanicum. Lonicereæ. 2) Iconographia famil.; ze 7-0 Tab. 128. 3) Prodromus, Pars. IV 1) Vegetable Kingdom, id fy 5) Anleitung zur Kenntn. d. et 1870, S. 163. 5) Handbok i genres nat. fam, af Van Diben, 1870, S. 56. 7) Traité de Bot., i 8) Den danske ENN 1864, S. 234, y sans die Nektarien der Stipulae von $. racem. u. nigra. Bot. ev 681. ss 309 ses estranuziali. Bull. entomol. VI. 267 Martinett) omtaler dem under sine «glandes extérieures»; han synes nærmest at betragte dem som omdannede Blade: aQuelques”uns des supports des glandes de S. Ebulus con- stituent de vérilables feuilles . . .» Om disse Organers Udvikling foreligger der, saa vidt mig bekendt, endnu intet; deres anatomiske Bygning er allerede for længst beskrevet, og jeg skal her endnu blot minde om, at de fore Karbundt, Da det forekom mig usandsynligt, at de Forfattere, der kalde vedkommende Nektarier Stipler, kunde have Ret heri, undersågte jeg deres Udvikling og kom da til det Resultat, at de anlægges ved Tangentialdelinger af de subepidermale Lag, og at dette skér meget sént. Tager man nu Hensyn til, at Aksel- blade ellers altid anlægges meget kort efter Bladet, hvortil de håre, og hurtig vokse saa stærkt til, at de paa et vist Ud- viklingstrin endog overgaa Bladet selv i Stårrelse?), — at Akselblade ere meget kunstante i deres Optræden, — at de andre Slægter indenfor Caprifoliaceernes Familie absolut mangle Akselblade, — at endelig de saakaldte Stipler hos Sam- bucus optræde meget sént og hyppig aldeles mangle eller kun optræde enkeltvis ved hvert Blad, — tager man Hensyn til alt dette, maa man uden Tviyl udskyde dem af Akselbladenes Kate- gori og regne dem med til Emergensernes; de blive da af samme morfologiske og fysiologiske,Værdi som de smaa Legemer («stipelle» Delpino), man ogsaa kan træffe ved Smaabladenes Basis3), ; 1) Organes de sécrétion. Ann. d. sc. nat. V; 14, hrkl S, 194. 7?) Sé Hofmeister: Allgemeine sikjtiskblte S. 522 Orsted: Tilbageskridende Metamorfose; eMailke Foren. vidsk. Medd.», 1868, S. 127 3) Sé heinke (Prings. Jihrbe X, S. 153) og Dålls ovenfor citerede Værk i 968 146. Malpighiaceæ. En stor Dél Malpighiaceer er udstyret med extraflorale (extranuptiale) Nektarier, déls paa Bladene (Bunchosia 0. a.), déls paa Bægerbladenes Yderside (Bunchosia, Malpighia, 0. m. a.). Detaillerne angaaende disse Organers, navnlig de calycinales, Stilling og Antal, skal jeg ikke indlade mig paa, da man vil kunne finde Oplysninger herom hos Jussieu!); jeg skal her blot gåre opmærksom paa deres anatomiske Bygning. Jussieu siger desangaaende : i «Ces diverses modifications de la surface indiquent celles du tissu glanduleux qui se 'présente en dessous de Wépiderme?y». Af hans hele Fremstilling og Figurerne fremgaar det fremdeles, at han antager Tilstedeværelsen af en meget smaacellet Epider- mis ovenover et «tissu propre de la glande et formé "par des utricules serrés et extråmement unis.» Et Længdesnit af Kirtlen viser os imidlertid det Fejlagtige i hans Anskuelse; hvad Jussieu kalder Epidermis, er ikke andet end Overhudens meget fortykkede Ydervægge, hvis mægtige, gule Kutikula er meget idjnefaldende; det secernerende Væv er der= imod netop selve EpidermisZ), hvis Celler ere meget smalle og prismatiske, ganske som vi ifålge Reinke finde dem hos Prunus- Glandlerne7) og mange andre Steder, hvor Epidermis har ovér- taget det nektarafsondrende Arbejde. Et Snit gennem Grænsen 7) Jussieu: Monographie des Malpighiacées; se: Archives du Muséum d'histoire naturelle., Tome 1II, Paris 1843, S. 33. 2) Udhævet af mi 7) Ligesom paa Låvbladenektarierne hos Bunchosia, der dannes derved; at Overhudscellerne radialdeles og danne en lille, rundagtig Skive af n prismatiske, secer Celler, underneden hvilke Parenkymet ér ere den åvrige Del af Bladet, lige de ogsåå . mg Intercellularrum og ikke besidde de talrige og store Klorofyl- korn som Nabovævet. Fra den nærmest SME Fibrovasalstræns ile der fine Grene ind i dette Parenkympar ") Dog ere de ikke, som disses og andres, aisgratie JAR i å | 2 7 | 269 mellem det secernerende og det ikke secernerende Væv viser os Overgangen med al ånskelig Tydelighed, og Jussieus Fejltagelse er næsten kun forstaaelig, naar man antager, at han har arbejdet med et meget slet "Instrument. — Ihvorvel jeg ikke har under- sågt Kirtelens Udvikling fra dens allerfårste Anlæg, have de yngste af mig iagttagne Stadier dog vist, at den maa betragtes som en (karfårende) Emergens, dannet ved Delinger af Vævet under Overhuden. 47. Ailanthus glandulosa. Ailanthus glandulosa har som bekendt faaet sit Artsnavn deraf, at den er udstyret med «foliolis basi glanduloso-dentatis» ; påa Underfladen af Smaabladenes Tænder vil man nemlig finde en lille vorteformig, grånlig Forhåjning, der ved sit sukkerholdige Sekret giver sig tilkende som et ekstrafloralt Nektarium; (det er ikke -alene indskrænket til Basaltænderne, men ogsaa håjere oppe vil man af og til kunne finde det. Et Tværsnit af Bladet viser 0sS, at det secernerende Væv udgår. en Del af Mesofyllel i Blad- pladens underste Halvpart; en temmelig stor Gruppe af tynd- væggede, protoplasmarige Celler blive utydeligere udad imod Overhuden; de af dem indesluttede, secernerende Celler ere kendelig radialstrakte1) og ordnede rækkevis saaledes, at de Synes at udstraale fra et lidt udenfor Nektariets Top liggende Centrum; det udenfør det afgrænsende Cellevæv liggende Mesofyl er almindeligt Svampeparenkym. Under Bladoversidens Epidermis låber som sædvanlig et Lag Pallisadevæv, hvis Celler dog oven- Over Glandelen ere kortere end ellers. Bladundersidens Epi- dermis strækker sig hen over den secernerende Cellegruppe og er kun ved et Par Lag Parenkym adskilt fra denne. — For- medelst den fremrykkede Aarstid blev det mig desværre ikke Muiigt at undersåge dette Organs Udvikling og saaledes at afgåre Te re SE ") Hvorved Nektariet kommer til at rage vorteformig frem. 270 fra hvilket Lag i det unge Blad de secernerende (og de dem omsluttende) Celler nedstamme. Vi have her hos Åilanthus at gore med en Glandel, der i morfologisk Henseende afviger fra alle de andre ovenfor nævnte, og som slutter sig til de saakaldte «indre Kirtler», vi træffe hos Citrus, Eugenia, Calothamnus, Rutaceerne samt mange andre. Engler?) omtaler dem ikke og henfårer ligesom Bentham & Hooker, Planchon og Maout & Decaisne Ailanthus til Simarubaceernes Familie, om hvilken de tvende sidstnævnte Forfattere sige?), at den ane différe des Rutacées, Diosmées ecl. que par ses feuilles dépourvues de glandes . ...». Om Bla- dene end ikke ere saaledes punkterede af smaa, 0 liesecerne- rende Kiriler som hos Ruta og Citrus, - besidde de dog hos Ådi- lanthus, som vi have sét, meget store, sukkersecernerende. Kirtler, saa at der jo ogsaa heri er -en Forskel udtrykt imellem de to Familer. 18. Euphorbiaceæ. (Omalanthus populifolius; Hura crepitans; Cnidoscolus napacæfolius, m. m.). Indenfor Euphorbiaceernes artsrige Familie, der varierer saa overordenlig i næsten alle Henseender, træffe vi ogsåå de forskelligste Trikomformer; almindelige Haar, Brændehaar 08 Emergenser (secernerende og ikke secernerende) forekomme påå talrige Steder, ofte flere Former paa samme Plante eller Plante" dél. — Ricinus-Frugtknudens Pigge ere studerede af Ca spary”) 1) Studien ueber BRutaceae, Simarubaceae und Burseraceaé. Abh. der naturf. Gesellschaft zu Halle, Bd. XII, Heft. 2, 1874. 2) Traité de Bot., S. 369 : Ø 2) Bot. Zeitg., 1861, S. 241; sé ogsaa: Warming: Trichomer se blastemer af håjere Rang; «Vidsk. Medd. fra nat. For.+, 1872, 5.478: 271 og Såchs1!); samme Plantes extraflorale Nektarier ere undef- sågte af Reinke?), Delpino?) og Martinet?), I Millers Monografi af de brasilianske Euphorbiaceer3). vil man finde talrige Afbildninger af herhenbårende Forhold (Cfr. f. Eks.: Croton echinocarpus, chaetocalyx >” salutaris ; Johannesia; Åleurites; Exoecaria; Hura; Chaetocarpus, 0. m. fl.). Egenlig ud- viklingshistoriske og anatomiske Data ere, saa vidt mig bekendt, kun givne af Caspary, Reinke og Martinet. Hura crepitans. Paa det 'Sted, hvor Bladets Plade og Stilk gaa over i hin- anden, finder man i Almindelighed to Glandler, der secernere en såd Saft. Deres anatomiske Bygning er ganske som Ricinus- Nektariernes, og de kunne altsaa, som disse, opfåttes som Emer- genser, hvis apikale Epidermis ved talrige Radialvægge har delt sig i en Mængde smalle, prismatiske Celler, der dog ikke som hos hin ere tangentialdélte; disse udskille Sekretet. — Hura er tillige udmærket ved sine ejendommelige, secernerende Bladtænder, aldeles svarende til Tænderne paa Prunus- Bladet (cfr. Reinke I. c.), kun at Epidermiscellerne ikke ere tangentialdélte. — Disse Tandspidser, der navnlig ere meget stærkt udviklede paa det unge Blad, men siden tårre ind, blive brune og falde af, maa aabenbart betragtes som værende af samme morfologiske Værdi som Nektarierne ved Pladens Basis, men desværre har Materialels Sparsomhed ikke tilladt mig at fålge disse Organers Udvikling. Cnidoscolus napaeæfolius. Ligesom hos Ricinus træffe vi hos Cnidoscolus paa Grænsen mellem Bladstilken og Pladen en secernerende Kirtel af samme (Besunmsns nen 7) Lehrb. d. Bot., IV pre 1874, S. 164. ?”) Pringh. Jahrb. X, 9 SE. estranuz. ber ne ABE 2 Organes de sécrétion. Ann. des. se. nat., V, 14, 1872. ) Sé "øer Flora brasiliensis. 272 Bygning som hos fårstnævnte, altsaa en karbundtfårende, emer- gensagtig Vævsvulst, hvis secernerende Epidermis bestaar af smalle, prismatiske, tangentialdélte Celler, ligesom hos Prunus og Ricinus. Jeg skal, ikke opholde mig videre ved dette Organ, men endnu bemærke, åt der hos Cnidoscolus forekommer meget store, paa en svag, temmelig smaacellet «Bulbus» staaende til- trykte Brændehaar saavel paa Bladstilken, som paa Bladribberne: Disse Brændehaar ere gånske overordenlig tykvæggede; deres Fasthed og Stårrelse går det ingenlunde vanskeligt at tage el tyndt Længdesnit af dem; man vil da sé, at Cellevæggen (de ere naturligvis. éncellede) bestaar af en meget tyk, kutikulariseret, af lalrige. fine Lag sammensat. ydre Dél og et indre, af Cellulose bestaaende Lag. … Ligesom hos Neldens store Brændehaar er disses Spids kugleformig oppustet!). Omalanthus populifolius. Paa samme Sted som hos Hura og Cnidoscolus finde vi hos Omalanthus én sukkersecernerende Kirtel. Dennes Epidermis deles ved Tangentialvægge, men langt fra saa regelmæssig, Som "hos de to nævnte Planter, de ved Tangentialdelingerne opstaaede Celler adskille sig kun lidet fra det underliggende Parenkym, saa at Præget af en egenlig Epidermis,. der dog var bibeholdt hos de to ovenfor nævnte Planter, her er udvisket. Det secer= nerende Vævs Kutikula er tyndere end den almindelige Overhuds- Den hos Stillingia sebifera forekommende nektarafsondrende Kirtel svarer i Stilling ganske til den hos forrige Plante omtalte; men den secernerende Epi- dermis er som hos Hura. 1) Hos Onidoscolus aen, findes der i Bladstilkens meg eg Mængde Krystalgrupper af oksalsur Kalk. En stor Dél af dem dl ved tydelige Cellulosetraade ophængte ved Cellevæss gg saaledes som Rosanoff og flere, hvoriblandt ogsaa jeg selv er md beskrevet det for andre Planters Vedkommende. (cfr. «Nat. For: dsk. Medd.», 1874, S. 121, samt 1875, S. 51). 273 Anda Gomesii har fingrede Blade, der paa samme Sted som hos Cnidoscolus og Hura bærer to store, paddehatteformede Nektarier, i Bygning aldeles som Ricinus's, altsaa med Karbundter og prismatiske, tangentialspaltede Epidermisceller. Ifålge deres Stilling kunde de betragtes som to omdannede Smaablade, og Anda vilde da faa bjuldannede Blade; men Udviklingshistorien, som jeg for- medelst det overordenlig sparsomme Materiale ikke har kunnet gennemgaa, vil uden Tvivl vise, at vi her have at gåre med Or- ganer af samme morfologiske Betydning som hos alle de hidtil nævnte Euphorbiaceer, altsaa med Emergenser. 49. (Qualea Glaziovii. Hos Qualea Glaziovii!) finder man ved Bladstilkens Basis paa hver Side en lille, vorteformig Glandel; denne er i Begyn- delsen fladt afrundet, lidt konkav paa sin Spids, men senere destrueres Vævet saaledes, at Organet udhules, og kun Væggen bliver staaende som et i Spidsen brunligt og flosset eller gnavet Rår. Et Længdesnit gennem en fuldvoksen Vorte viser os, at Epidermis overtrækker den helt og holdent; de apikale Over- hudsceller afvige i Form kendelig fra de laterale og ere ikke saa skarpt begrænsede indadtil, som Overhudsceller ellers pleje at være. Det indre Væv i Vorten er et Parenkym, der ikke inde- holder Karbundter, og som i den åvre Dél af Vorten er noget mere fincellet og protoplasmarigere, end i den nedre, og går Indtryk af at være et secernerende Væv; da jeg imidlertid ikke har kunnet arbejde med levende, men med i Spiritus opbevaret Materiale, kan jeg ikke afgåre, om en Sekretion virkelig finder Sted. Allerede fårend Vortens apikale Epidermis destrueres, bemærker man, at der optræder Lakuner i den «secernerende» 1) Cfr. Warming: Vochysiaceae et Trigoniaceae; Martius: Flora Bra Exemplarer (opbevarede i Spiritus) fra Breslin ere velvilligst sn mig overladte til Undersågelse af Hr. Dr. phil. Warming. 18 274 Cellegruppe, og samtidig hermed kån man iagttage, at en (paa Længdesnit) bueformig"). Cellezone underneden det. «secernerende» Parti udmærker sig ved sine radialstrakte Celler, i hvilke. der optræder?) Tangentialvægge. Disse forkorke endelig. tillige med Overhuden paa Vortens vre Dél og det. dér værende, ikke asecernerende» Parenkym, medens det «secernerende» destrueres og ved. sin Bortfjernelse frembringer en Hulhed i Spidsen af Vorten. - Jeg forklarer mig nu disse Forhold saaledes. Vorten er (rimeligvis) et extrafloralt Nektarium (sandsynligvis) af samme morfologiske Betydning som Ricinus-, Hura- og Sambucus-Kirtlerne m. fl, altsaa en EmergensZ). Naar dens secernerende Virksom= hed er ophårt, visner det nektarproducerende Væv bort, og det derved fremkomne Saar dækkes af et Korkplaster, hvis Dannelse allerede var begyndt, noget fårend Saaret opstod. Udviklingshistorien, der straks vilde klare os «Nektariernes» morfologiske Værdi, har jeg desværre ikke kunnet gennemgaa formedelst Mangel paa yngre Stadier. 2%0. Roumea floribunda. Paa Randen af Bladpladen nede ved Stilken forekommer der hos Roumea floribunda en kirtelagtig Vævsvulst paa hver Side af Stilken. Et Gennemsnit af den viser, at den er overtrukket med en Epidermis, som bestaar af smalle, prismatiske (ikke tangentialdélte) Celler, ganske som vi ere vante til at sé en secernerende Overhud bygget paa saa mangfoldige andre Steder (sé ovenfor), men en virkelig Sekretion har jeg ikke sét finde Sted. Disse Kirtler ere analoge med Tænderne i Randen af 1) Konkaviteten vender udad imod Epidermis. ?) Rækkefølgen er céntripetal i Forhold til Bladstilkens Akse-. ”) At den ikke kan være en Stipeldannelse, forekommer, mig at fremgå? blandt andet deraf, at der undertiden forekommer to over hinande? paa den ene Side af Bladstilken. Mangelen af Karbundt kunde ogsåå enkelte Akselblade (Cruciferaceæ, sé Orsted: Tilbageskr. Metam.; N.F. V. 1868, S: 134). 275 den unge Bladplade, idet disses Epidermis ogsaa er stærkt radialstrakt; senere tårre Tænderne ind, medens Kirtlerne der- imod holde sig. 21. Leguminosæ. (Acacia, Cassia). Extraflorale Nektarier finde vi hos en stor Dél Leguminoser, saavel af Papilionaceernes som af Cæsalpiniernes og Mimosernes Afdeling; saaledes hos Vicia Faba (Akselbladene), Cassia, Inga og Brownea samt flere Acacia-Årter. Man behåver blot at eftersé de systematiske og floristiske Billedværker !) for at faa et Ind- tryk heraf. En Dél af disse Dannelser have ogsaa værel be- handlede forhen, om end ikke i organogenetisk, saa dog i ana- tomisk Retning. Saaledes omtaler Meyen?) Cassia-Kirtlerne, Unger?) den nektarsecernerende Kirtel hos Acacia longifolia og Leighton”?) langt senere og tilsyneladende uden at kénde Ungers Afhandling en aldeles lignende Kirtel hos Ac. magnifica. Den nyere Tids Forfattere synes derimod ikke at have undersågt disse Planters Nektarier, naar man undtager Reinkes lagt- tagelser over de secernerende Pletter paa Akselbladene af Vicia Faba5). Jeg undersågte dem derfor anatomisk hos nogle enkelte herhen hårende Arter, navnlig for at sé, hvorvidt de i Bygning lignede de tilsvarende Organer hos de ovenfor omtalte Euphor- biaceery og mine Resultater i denne Retning skal jeg tillade mig kortelig at fremstille i det folgende. POS SE renee 1) F. Eks. Martius: Flora bras., Caesalpiniae; Tab. 40, 43, 45, 54 0. 8. v. Schweinfurth: Acacien des Nilgebiets; Linnaea 35, 1867—68, Tab. XI. 7?) Méyen: Pflanzenphysiologie, II, 1838, S. 478. ?) Flora, 1844, S 703: Ueber Zuckerdråsen der Blåtter. Med Afbildn. '") Annals & Magazine of nat. history, 3d. Series; Vol. 16, 1865, S. 12. ") Opdagede af Fuckel; sé SÆNKE 1846, S. 417: Honigabsonderung der Nebenblåttchen bei Sule 18% 276 Acacia. Nogle Acacia-Årter ere, som bekendt, udstyrede med Fyl- lodier: bladpladeagtige, men lodretstillede Bladstilke. Hos en Dél af dem vil man paa den ind imod Aksen vendende Kant af disse Fyllodier finde (i det mindste) én rundagtig Udvidelse af Randen, en Kirtel, der ofte secernerer en kendelig Mængde Nektar; denne Kirtel kan imidlertid have forskellig Bygning, idet den enten er fladt afrundet ovenpaa uden nogen Fordybning i Midten, som hos Å. myrtifolia, eller man vil paa dens Over- flade sé en Pore, der fårer ind til en Hulhed, hvori Nektaren secerneres, som hos 4. magnifica (ifålge Leighton), 4. longifolia (ifålge Unger), 4. cultriformis, pycnantha, homalophylla (ifålge mine egne lagttagelser). Bygningen af Kirtlen hos 4. myrtifolia er den, at Epidermis overdrager hele Organet, men er betydelig mere tykvægget langs Kanten mellem Overfladen og Sidefladerne, hvor Overhudscellerne tillige ere radialstrakte og tangentialdelte; midt paa Overfladen taber Epidermis sin Mægtighed, bliver meget tyndvægget og viser sig ikke saa skarpt begrænset indadtil Det nærmest under Overhuden liggende Parenkym er smaa- 08 fincellet uden Intercellularrum, og dets Celleindhold har en anden Lysbrydningsevne end Bladstilkens åvrige Parenkym. Umiddel- bart under dette secernerende Væv låber der to Fibrovasal- strænge, der ikke sende Grene ind i Parenkymet. Med disse forholder det sig saaledes. Et Tværsnit gennem Fyllodiets Basal- parti paa Overgangen til Stængelen viser os en sluttet Fibro- vasalstrængkreds; noget længere ude i Fyllodiet bliver den oval, og snart udskilles der et Parti af den underste Dél; herved bliver den oprindelige Kreds altsaa aaben paa den ene (nedad- vendte) Side, Snart udskilles imidlertid ogsaa en Dél af dens dverste Side som en særlig Stræng (der er mindre end den fårst udskilte), og den oprindelige Kreds er nu bleven til fire Strænge, nemlig to tæt ved Siden af hinanden liggende i Fylle” diets Akse, og to for oven og for neden (indad og udad) lig” gende. Disse to fjerne sig nu hurtig fra de aksile og forlåbe i 277 " Fyllodiets Rande, den stårste i den nedre Rand. Kort fårend den åvre Randnerve kommer til Kirtelen, bliver dens mægtige Bastparti tyndere i Midten, og snart efter spaltes hele Strængen i to udenom Kirtelvævet låbende, der atter forene sig paa den akroskope Side af Kirtelen. Hvad de af mig undersågte Acacier angaar, der have hul Kirtel, kan man i Almindelighed sige om dem, at disse hule Nektarier kunne betragtes som opstaaede derved, at det centrale Parti af forannævnte Arts Kirleloverflade havde sænket sig ned i Fyllodieranden; Epidermis overtrækker hele Hulen, et secer- nerende, smaacellet Parenkym uden Intercellularrum danner Vævet under Epidermis, saavel i Bunden som op paa Siderne af Gruben. Derimod kunne selve Nektarierne være. anbragte paa forskellig Vis; hos 4. pycnantha er det anbragt paa Fyllodie- randens nedre Tredjedél (som hos Å. myrtifolia); det har snæver Munding. Hos en ubestemt Art havde det samme Plads, men lige stor Vidde overalt” Hos 4. homalophylia er Hulheden meget kort og kegleformig; Nektariet findes. helt nede paa Fyl- lodiets endnu næsten trinde Dél. Hos 4. pravissima er det an- bragt midt paa den lodrette Dél af det meget skæve Fyllodiums Rand og vender saaledes sin Munding ind imod Stammen; Hul- heden er her meget stor og Mundingen overordenlig kendelig. — Hos 4. cultriformis er Fyllodiet ogsaa skævt, idel dets åverste Rand danner en brudt Linje, i hvis Knæ Nektariet er anbragt Saaledes, at Hulens Længdeakse ligger i Forlængelsen af den brudte Rands nedre Dél, Bunden vender nedad mod Fyllodiets Basis, og Mundingen peger hen imod Spidsen. Endelig er en desværre ogsaa ubestemt Acacia-Art udmærket ved at have flere Nektarier, i Almindelighed 3 å 4, hvoraf det nederste har en ganske smal, spalteformig Hulhed, hvis Vægge næsten be- råre hinanden, medens de andre, der ogsaa ere anbragte paa den åvre Fyllodierand (i hele dennes Udstrækning), have en aldeles kugleformig Hulhed med en kort, snæver Udfårselskanal. Hos alle de af mig undersågte Arter spalter Randnerven sig paa 278 samme Maade, som hos Å. myrtifolia. Ingen Art har Nektarier paa Fyllodiets nedre Rand. Af Arter, der have udviklet Bladplade, har jeg undersågt A. (Albizzia) lophantha, der paa Oversiden af Bladstilkens nedre Dél har en stor, oval, afrundet Forhåjning, som er overtrukket af Bla- dets Epidermis, der her ikke er skarpt afgrænset indadtil, men i Udseende i høj Grad ligner det parenkymatiske Væv, hvoraf Forhøjningen bestaar, og hvis Celler ere finvæggede og uden Intercellularrum; mange af dem ere fyldte med en stærkt lys- brydende Substans (Amyloidstoffer?), mange indeholde smukt udviklede Calciumoxalatkrystaller. Desuden udsendes der fra de nærmeste af Bladstilkens Fibrovasalstrænge fine Grene ind i det parenkymatiske Væv. Udviklingshistorien af alle disse hos Acacia forekommende Organer, hvoraf nogle virkelig secernere Nektar, medens jeg der- imod ikke har kunnet jagttage delte hos andre (f. Eks. hos 4. lophantha), har jeg ikke undersågt; de opstaa temmelig (hos nogle, f. Eks. A. cullriformis , endog meget) sént; den hos År lophantha forekommende Svulst er aabenbart ligesom de hos Cassia (sé nedenfor) værende Kirtler en Emergens, og de dvrige Arters ovenfor omtalte Organer ere rimeligvis analoge Dan- nelser. Cassia. Inga. Paa Oversiden af Bladstilken, Midtribben og undertiden ogsaa Sideribberne forekommer der hos mange Arter af Cassia og Inga store, undertiden råde eller gule, rigelig sukkersecer” nerende Kirtler; de kunne være anbragte paa forskellig Maade, enten kun én paa hvert Blad, eller én imellem hvert Par Smaå- blades Blade, og' ere enten hålvkugleformede, «pezizaformede” eller kålleformede. Hvad i åvrigt deres makroskopiske Udseende og Stilling angaar, skal jeg ikke indlade mig videre herpaa; és sligt vil kunne findes i deskriptive, systematiske Værker. 279 Et Længdesnit gennem den store Petiolarglandel hos Cassia Sophora viser os, at Epidermis uforandret overtrækker hele Or- ganet (Emergensen?), kun er dens Kutikula noget tyndere paa det secernerende Parti. Dette udgår hele den åverste, hvælvede Flade, og det nektarafsondrende Væv bestaar af et temmelig mægtigt, klokkeformigt, fint Parenkym, hvis Celleindhold adskiller sig i optisk Henseende fra Nektariets underliggende Væv, i hvilket der gaar Karstrænge ind fra Nerverne i Stilken. Paa Siderne af Glandelen nedenfor det klokkeformede Lags Ophår findes der ofte Spaltaabninger. Hos en ubestemt Cassia-Art med gule, pezizaformede Nek- larier, var Bygningen i alt væsenligt den selv samme, dog var det secernerende Parti ikke klokkeformigt, men indtog samme Plads, som Hymeniet hos den Svamp, efter hvis Navn oven- staaende Adjektiv er dannet. De Celler, der ligge nærmest udenom Glandelens Fibro- vasalstrænge, indeholde, for en stor Dél, smukke Calciumoxalat- krystaller. Inga Saman ligner ganske Åse sidst beskrevne Cassia-Årt. Det vil af svedbilkdande være klart, at den anatomiske Byg- ning af Nektarierne hos de omtalte Leguminoser ikke stemmer overéns med de tilsvarende Organer hos mange Euphorbiaceer, hvor vi traf en karakteristisk uddannet Overhud, hvis Celler Syntes direkte at frembringe Sekretet, til hvilket «Raamaterialet» rimeligvis befandt sig i det under Overhuden liggende "Væv. Endnu skal jeg blot henlede Opmærksomheden paa to Fa- - Milier, hvoraf mange Arter have (secernerende?) kirtellignende Svulster paa Bladene, nemlig for det fårste Combretaceerne, hvor man f. Eks. hos Terminalia Catappa paa Bladpladens Underside Vil finde én Kirtel paa hver Side af Midtnerven nede ved Pladens Basis.… Terminalia hylobates, T. brasiliensis og argentea have Kirtler paa Bladstilken, og det samme er Tilfældet med Lagun- cularia racemosa. Da jeg kun har kunnet. undersåge tårrede 280 Eksemplarer, kan jeg ingen Oplysninger give om Kirtlernes Byg- ning og skal derfor blot anbefale denne Familie til dem, der maatte have Adgang til levende Eksemplarer. — Paa Undersiden af Bladpladen hos flere Diospyros-Arter forekomme dernæst, ogsaa secernerende Pletter, som jeg imidlertid endnu ikke har under- sågt (cfr. Hiern: A monograph of Ebenaceae. Transact of the Cambridge Phil. Soc. XII, Part. 1, 1873). Jeg har sét dem hos Diosp. Lotus. ; Vi have nu i det foregaaende betragtet en Dél Trikomformer, déls nogle ikke secernerende, som hos Asperifoliaceerne, Gronovia, Hedysarum, Canna 0. a., déls secernerende, nektarie- dannende, som hos Hibiscus, Polygonum, Cassia o.a. Til Slut- ning ville vi tage et Overblik over de saaledes eller paa anden Maade dannede, extråflorale (som Caspary oprindelig kaldte dem) eller extranuptiale (Delpino) Nektarier. De ere, saa vidt mig bekendt, endnu ikke fundne hos Monokyledonerne”) 08 Gymnospermerne; indenfor Dikotyledonernes Klasse forekomme : de meget spredt, snart hos mange Slægter i én Familie, som Er derved kan blive forsynet med et let opfatteligt, heuristisk Kende- mærke, f. Eks. Malpighiaceerne, snart hos talrige Arter indenfor én Slægt, f. Eks. Cassia; mange Familier mangle dem aldeles; f. Eks. Hippocastaneer, Acerineer (Malpighiaceernes nære Fræn der!) -0,. m, a:.— De kunne. forekomme: Paa Bægeret (Tecomd; Malpighia, Hibiscus), paa Brakteolerne (Plumbago capensis), P2? Brakteerne (Stachytarpheta ifålge Bocquillon), paa Akselbladene (Vicia), paa Bladstilken (Tecoma, Passiflora, Acacia)”), påå Grænsen mellem denne og Stængelen , indtagende Stiplernes Plads (Sam- bucus, Qualea, Impatiens), paa Grænsen mellem Stilk og Pe: ") Gruben paa Bladspidsens Overside hos Scheuchzeria palustris ET er min Formening intet Sekretionsorgan. " Dog herom en anden G3D$ Sé for dvrigt Buchenau, Bot. Zeitg., 1872, ”) Herhen høre ogsaa «Honningstierne» paa de hule, vinsektædende" Bladstilke af en Sarracenia-Art. ' 281 (Hura, Anda, Stillingia, Omalanthus), paa Pladen selv, og da enten paa Undersidens Mesofyl (Luffa, Prunus Laurocerasus) eller Midtribbe, sjeldnere paa nogle af de stårste Sideribber tillige (Hibiscus, Gossypium) eller i Ribbevinklerne (Catalpa, Cle- rodendron) eller i Randen af Pladen nede ved Stilken (Roumea) eller paa Oversidens Midtribbe (Cassia) eller tillige paa Side- ribberne (Inga Saman); paa Oversidens Mesofyl er det mig ikke bekendt, at Nektarier ere fundne. — Hvad Nektariernes mor fo- logiske Betydning angaar, er det et meget sjeldent og inter- essant Tilfælde, at de i Lighed med visse Torndannelser ere omdannede Grene; det forekommer hos Sesamum”); i Alminde- lighed ere de enten særlig uddannede Steder af Epidermis og det. underliggende Parenkym uden nogen bestemt morfologisk Karakter, f. Eks. hos Clerodendron, Lovbladene af Bunchosia?”) og andensteds, eller Trikomdannelser og da enten Emergenser (Cassia, Ricinus, Passiflora, Sambucus, Qualea 0. a.) eller Haar, der atter enten staa "enkeltvis (Luffa, Tecoma) eller i Grupper, som ikke ere indsænkede (PFicia) eller sidde i flade, tallerken- formede Gruber (Polygonum, Gossypium) eller i Huler med snæver Munding (Hibiscus). — Det secernerende Væv er meget hyppig karakteristisk uddannet som smalle prismatiske, tangen-= tialdelte (Ricinus, Prunus, Anda) eller udelte (Hura, Roumea, Te- coma) (Epidermis-)Celler. — Underneden Sekretionsvævet gaar der en Fibrovasalstræng. (Bunchosia, Cassia, Polygonum 0. Mm. a.)- Hvad den Betydning angaar, som Nektarierne maatte spille i Plantens Liv, da skal jeg ikke indlade mig herpaa. Der er af Leighton for Acacia magnifica's Vedkommende fremsat den For> modning, at de staa i Insektbeståvningens Tjeneste, medens Delpino er kommet til et ganske andet, almindeligt Resultat, at de mee kun ere til for at lokke saadanne Insekter (Hvepse 1) Første Gang puoror: af Baillon: Organogénie florale du Sésame; Adansonia Il, 7) Kunne hos det ne reg lignende Former betragtes som et Bicinus- eller Hura-Nectarium, hvoraf Emergensen ikke var udviklet! 282 og Myrer) til Planten, der ere «i principali nemici dei principali nemici di certe piante» og saaledes rense Planten for skadelige - Gæster, «questa tesi & confermata da tutti i fatti». København i December 1875. Forklaring til. Tavlerne. Tab. V. Fig. 1. Cynoglossum. sp. sn Længdesnit gennem en yngre i pig. Cfr. Tab. VI, Fig Fig.2. Nigella (sativa?). Tvarm af Frugtknudevæggen gennem en af dennes Vørter. Ungt Stadiu Fig. 3. Canna albiflora. Tvæ af Frugtknudevæggen gennem Anlæget eh en Pig: SMRd ERA Sods biher (mærket med et Kryds) har kon- stitueret sig, Aandehulen er dannet, og tangentiale Vægge ere optraadte i 2det og 3dje subepidermale Lag. Fig. 4. Canna albifl. Samme Genstand. Noget ældre Stadium; Læbecellerne Fig. 5. Canna alb. a) Længdesnit af en ung Pig. 6) Dens. Spaltaabnips sét ovenfra. Fig. 6. Canna 5 Tværsnit af en ung Pig paa Stadium Fig. É.: Fig.7. Luffa acutangula. Meget ungt Nektarium fra Hunblom - Fuser De med Kryds mærkede Celler fanne det afspeniet Lag. Cfr. Tab. VI, Fig. 8. i Fig. 8. Luffa amara. Ungt Bb abektitkl, noget ældre een Fig. 7, De markerede Geller som i forrige Figur: Cfr. Tab: VI i E Fig. 9. Hibiscus cannabinus, Tværsnit af et Bægerblad, Længdesnit a meget ungt Nektarium. Hulen er endnu ikke dannet, men i den ra Kanalmund have Epidermis'og fårste subepidermale læg spaltet: sig Fig. 10. Hib. cannab… Hulen er dannet, indre Kanalmund begynder uddann Fig. 11. Råd annab. Lateralt. Parti af et Længdesnit gennem et udviklet Nektariums Hule. Man sér de støre, ssecernerende Haar- É 'Tab. VI. Fig. 1. Echinospermum consan anguineum, Anlæg til Frugtknudepiggen. Længde" snit af Frugtknudens Væg. Fig. 2. Hedysarum spinosissimum. Længdesnit af en meget ung dertil: er Forholdet altfor Jnderligt og aldeles ikke «apparentlys;' det viser de mange " 17) Quarterly journål 1. c. S. 44 og Post och Inrikes Tidningar, kl Nr. 255. : Det Basaltlag, eller om man vil, den Basaltgans» ger Jærnet findes, har foråvrigt ikke den fjerneste. Lighed med en og endnu fjernere er Ligheden med en fra oven fyldt Klåft, saal … som. det antydes i de her citerede Afhandlinger. | des 295 "Overgange fra rene Jærnblokke. til rene Basaltblokke, der findes blandt: Rullestenene i Stranden. I den Indberetning, som jeg efter Kultusministeriets Befa- ling hjemsendte i 141874 med den svenske Expedition, udtalte jeg derfor ogsaa som min Overbevisning, at den Maade, . hvorpaa Jærnet forekom i Basalten, kun tillod én Tydning, nemlig at den tilhørte denne, enten man saa vilde antage, at den var fårt op med den elller ad kemisk Vei udskilt i den, og at de låse Jærn- blokke vare mere og mindre afrundede Jærnklumper. (dels med, dels uden Basalt). altsaa Rullesten; og i denne Opfattelse be- styrkedes jeg endnu mere, da jeg Aaret efter. igjen havde Lei- lighed til at. tilbringe længere. Tid paa..dette Sted, Endskjåndt det skulde synes, at denne Tydning af Forholdet mellem . de låstliggende og de fastsiddende Jærnmasser egentlig ikke be- håvede .noget Bevis, da det var den naturligste Maade at . for- klare det paa, -saa indsaa jeg dog strax, at det, for at faa denne Anskuelse til at trænge igjennem, var nådvendigt at ståtte den, om ikke med et absolut Bevis, saa-dog med Grunde, der vare lige saa vægtige som dem, der vare anfårte til Ståtte for den modsatte. Opfattelse. At disse maatte såges ad geognostisk og ikke ad-kemisk Vei, var jeg strax. paa det rene med; det var ikke paa Analyser, men paa lagttagelser at det skortede. Paa mine Reiser i. Waigattet havde jeg derfor stadig Op- mærksomheden henvendt paa; Basalten, for at se, om, den ikke skulde frembyde et eller andet Forhold, der kunde, tjene, til, at oplyse dette Spårgsmaal. Paa. en Vandring langs Kysten ved Assuk blev jeg.paa den sydligste af de fire Odder, der findes antydede paa Rohdes og mit Kort over Waigattet”) , opmærk- som paa den rustråde Farve, som. mange af Rullestenene havde; men endskjåndt jeg opholdt mig et. Par Timer. paa dette Sted, og i den Tid slog.en Mængde, af dem i Stykker,, fandt jeg, dog ikke, som jeg havde formodet, at de indeholdt gedigent Jærn. Paa eee 18) Petermanns Mittheilungen 1874 og Naturh. For. vidensk. Meddel. 1874. 296 Hjemveien kom jeg forbi et lille fremspringende Basaltparti, der. havde gjennembrudt de kulfårende Dannelser, og, som sædvanlig, da Basalten havde et ejendommeligt Udseende, tog jeg en Pråve af den, for efter Hjemkomsten at underkaste den en mikrosko- pisk Undersøgelse. Denne viste senere, at de rustfarvede Rulle- sten maatte hidråre herfra, da de begge havde samme Sammen- sætning, der er væsentlig forskjellig fra den Basalten paa de. fleste andre Steder har. Allerede under Forfærdigelsen af de forste Præparater19) af denne Basalt tiltrak de mange jærnfarvede Striber, der fremkom under Slibningen, sig min Opmærksomhed. Disse Striber fældede Kobber, og under Lupen saas det, at de hidrårte fra smaa jærnglindsende Punkter, der fandtes jævnt for- delte gjennem hele Massen. I et Præparat, som Hr. Cand. mag. Winther har undersågt, fandt han, at de stårste Jærnpartikler i Gjennemsnit vare 0,105 Mm., men at flere overgik dette Maal enten i Længden eller i Breden. - Mange vare 0,12 Mm. i Gjen- nemsnit og næsten kredsrunde. Paa en Kvadrat, hvis Side var 0,21 Mm. lang, fandtes 3 å 4 stårre og en halv Snes mindre Jærnkorn, og paa et mindre rigt Sted, af samme Fladeindhold, fandtes en Snes smaa Korn, hvis Gjennemsnit var håist 0,021 Mm. Senere har jeg fundet Jærnkorn, der vare 0,45 Mm. lange 0£ halv saa brede. De ere omgivne af en sort uigjennemsigtig Rand, der efter Cand. Winthers Maalinger i Reglen er 0,010 Mm. bred, ofte meget smallere, sjeldent bredere. Den omgivende Basalt, der ofte viser en udmærket Fluktuationsstruktur, bestaar af en klar «Basis», der som'oftest er fuldpakket af Feldspath- mikrolither, hvori der findes enkelte stårre Krystaller af Olivin og sandsynligvis Augit og endvidere smaa Klumper af Grafit. Tab. XII, Fig.1, er en Tegning efter et mikroskopisk Præpar! af denne Basalt, udført tildels efter et Fotografi. For at under” såge Jærnkornenes kemiske Sammensætning blev en Det af eee 72) Jeg har ikke kunnet finde et til Tydskernes «Dinnschliff- eller til Svenskernes «Slipprof» svarende enkelt dansk Ord. 297 Basalten pulveriseret og Jærnet "udtrukket med en Magnet. Det Udtrukne fandt Hr. Lektor Dr. Jårgensen, der velvillig havde paataget sig denne Undersågelse, ved at opvarme det med for- tyndet Saltsyre og bestemme den udviklede Brint som Vand 20), at indeholde 66,6 pCt. metallisk Jærn og 0,4 pCt. Svovl. Det saltsure Udtræk indeholdt foruden Jærn tydelige Spor af Kobber og Kobolt og meget svage Spor af Nikkel. Det i Saltsyre uop- låste behandledes med Kongevand, -og heri fandtes, foruden meget Jærn, ikke ganske lidt Fosforsyree: Med Hensyn til Mængden af det metalliske Jærn skal jeg bemærke, at foruden at det naturligvis ikke var muligt ganske at befri det fra ved- hængende Basalt, saa havde -dette fine Jærnpulver været udsat for Luften i henved en Maaned- får Analysen foretoges. End- skjåndt jeg hår undersågt 200 Basaltpræparater fra over 40 for- skjellige Steder i Nord-Groånland, saa er det dog ikke hidtil lykkedes mig at paavise metallisk Jærn i andre Præparater end dem fra Assuk og Jærnstedet ved Blaafjeld. Under Slibningen af næsten alle de andre har jeg stadig pråvet dem med Kobber- oplåsningen og ikke sjeldent har jeg faaet Kobber indfældet, dels paa Præparaterne, dels paa Pulveret; men aldrig har jeg kunnet faa at se det, der har bevirket det, og efter at jeg i Præparaterne fra Assuk' har set, at selv Jærnkorn, der kun have et Gjennemsnit af 0,021 Mm., med Lethed kunne skjelnes under Mikroskopet fra Magnetjærnsten, kan jeg ikke negte, at jeg ikke tillægger Pråven med Kobbervitriol alene nogen stor Betydning; thi foruden at det kan tænkes, at et eller andet metallisk Jærn- korn kan hidråre fra Hammeren eller Slibepulveret, saa er jo den ringeste galvaniske Virkning tilstrækkelig til at faa Kobberet til at udfældes påa Svovlmetaller, f. Ex. påa Magnetkies eller Svovlkies. Brenner EEN LAN "9) Paa samme Maade, som Professor Johnstrup ållerede tidligere havde gjort det gedigne Jærns Forékomst i Basalten fra Lyngmarken ved Godhavn sandsynlig. 'Sé «Videnskab. Meddelelser fra den naturhist. Forening i Kjøbenhavn», 1872, 8. I: 298 Her er altsaa paavist; og det med fuldgyldige. Beviser, og ikke saaledes som af Andrews med. et, betinget Bevis?), at metallisk Jærn kan” forekomme og forekommer. i. Basalt,. og. det under saadanne Forhold, at der ikke bør. være .den. fjerneste Tvivl om dets telluriske Oprindelse; thi den Tydning, at dette Jærn som «Meteorstoft» skulde være faldet medens Basalten. dan- nedes, vil vel neppe Nogen for Alvor fremsætte. Det forekommer mig. derfor ogsaa, at den væsentligste Hindring for at betragte de Nordenskiåldske Jærnmasser som tellurisk Jærn, er ryddet af Veien; thi de:åyrige Grunde, hvorpaa Opfattelsen af deres me- teoriske Oprindelse er ståttet,; have, ssom.jeg senere. skal såge at vise, kun en meget ringere Værdi. Herlil kan. imidlertid og vil, vel ogsaa blive gjort den Indvending, at .der fra, disse .af næsten rent Jærn bestaaende og kun. .en. Bråkdel af et; Gram veiende Jærnkorn ;er et. stort: Spring til de 2 pCt. nikkelholdige, flere tusinde Kilogram veiende og med. «fullt utprågladt meteorit- form». udstyrede: Nordenskiåldske Jærnmasser. Dertil skal for det forste bemærkes, -at Størrelsen neppe kan være nogen Hin- dring for denne Opfattelse; thi ere. Betingelserne tilstede for al der kan dannes .selv det. mindste Jærnkorn, behåve "de. kun af være tilstede: i en. endnu héiere Grad for at der. kan dannes stårre Partier, og hvad den kemiske Sammensætning angåår; da håre de Stoffer: Svovl, Kobber, Kobolt, Nikkel-og maaske Fosfor; som findes i. Jærnkornene fra Assuk, just til dem, : der karak- terisere. Meteorjærnet, om end :det maa indråmmes, åt de der næsten altid forekomme. i temmelig betydelige Mængder 08 her kun findes som mere eller mindre svage Spor. 1 dette Forhold, disse Stoffers relative Mængder, at ville se et afgjårende Bevis for den forskjellige Oprindelse af Jærnkornene i Basalten ved Assuk og det Nordenskiåldske Jærn i Basalten ved Blaafjeld, ") Andrews's. Bevis var jo dette: . naar Basaltpulver: fælder Kobber, E maa .dette tilskrives nn Jærn; ye den af Basaltens ere r nærmest kunde være Tale om, Magnetjærnstenen, gjår å det, der fremkaldte delse Viskning, saa, han ikk 299 forekommer mig ikke berettiget, da "de Stoffer, - der. karakterisere Meteorjærnet, findes i en Mængde forskjellige Procentforhold ; saaledes kan jo Nikkelmængen, "der'er den vigtigste, variere fra henimod 20 pCt.-og til 0. De Grunde, der næst efter "den kemiske ; Sammensætning anfåres til Ståtte for. disse Jærnmassers meteoriske Oprindelse, kunne passende deles i to Klasser, dem Professor Norden- skidld har fremsat efter sine egne Undersågelser, og dem han har afledet. af Dr. Nauckhoffs Undersågelser og Analyser. Disse "Grunde ere: Aste, de "Widmannståltenske Figurer; .2den, den afullt utpråglade meteoritform»; 3die, de negative Beviser, som han afleder af, at han ikke -kan tænke -sig, hvorledes de skulde være dannede ad tellurisk Vei; af Dr, Nauckhoffs Un- dersågelser: 4de, de i Basalten fundne Mineralier: «Troilit», «et hisingeritlignende - Mineral» og «Spinel»;: og dte, at…der ved Jærnet i- Basalten skal, som en Breccie eller. et Conglomerat; " forekomme Stykker af; en eukritagtig;, kulstofholdig. Bjergart, -der ved en-rustagtig Skorpe («a meteoric crust») ere adskilte fra Basallen. Hvad for det fårste de "Widmannståttenske Figurer angaar, da hidråre. disse jo uden Tviyl fra et Krystallisationsforhold, hvorfor -det ogsaa -er at vente, at naar det' lykkes at finde stårre Partier: af gedigent terrestrisk. Jærn,, de da ville findes deri; og jeg vover at tilfåie, Beviset. herfor foreligger allerede i det Nor- denskidldske' Jærn. Hvad dernæst den udprægede Meteoritform angaar, da har jeg ved. Sammenligning af de mange låse Jærnblokke”?) paa Stranden: ;ved Blaafjeld ikke i dem kunnet se andet end mere eller mindre: afrundede Jærnklumper,. der ikke i;Formen havde MER ed em åd sa ere FSR RER af disse skal jeg henvise til Geolog. Mag. , Vol. 2, Pl. 4, hvor den. største findes afbildet, til met XII, gg & red i Bogen, hvor den næststårste er gjengivet efter et Fotografi, og til Professor Nordenskidlds «Redogårelse», hvor 'en; Del af de mindre ere afbildede paa Tab. 19 og 20. . 300 andet tilfælles, end hvad Rullesten i Almindelighed have, navnlig naar man tager Hensyn til, at de bestaa af et ganske eiendom- meligt Materiale, der paa Grund af dets forskjellige Evne til at modstaa Forvittring let giver Anledning til «urgråpningar», der ganske vist sjeldent findes i Rullesten, der have en ensartet Sammensætning. Hertil kommer endnu: Hvor er Grændsen mel- lem de paa Stranden liggende rene Jærnblokke, Jærnblokke med Basalt, Basaltblokke med Jærn og rene. Basaltblokke? Hvis man alligevel et Oieblik gaar ud fra den Forudsætning, at disse Jærnmasser virkelig en Gang, i den miocene Tid, med fuld ud- præget Meteoritform vare faldne i en basaltisk Aske, hvor utæn- keligt vilde det da ikke være, at de endnu, efter hvad de i denne uhyre Tid have været udsatte for, kunne have bevaret denne Form uforandret, — fårst, medens denne Aske hærdnede og omdannedes til fast Basalt, hvilken Forandring jo selv efter Professor Nordenskiålds Mening, ikke er gaaet sporlås hen over deres Hoveder; thi en Del af dem skulle jo være aflattened out under the influence of time», og en anden Del af dem skulle forst være forvittrede og dernæst ved en. Slags Pseudomorphost igjen være blevne til gedigent Jærn, Dernæst maalte de har? været udsatte for Paavirkningen af de mægtige Kræfter, der ud- fordredes for at denudere den Basalt, hvori de vare indesluttede, og endelig den stærke Så- og Isgang, de i det sidste, eller OM man vil, i det næstsidste Afsnit at deres Ophold her paa Jorden have været udsatte for: liggende mellem Ebbe og Flod, påa aaben Strandbred ud mod Davisstrædet og omringede af Rullesten af alle Stårrelser. Til at modstaa saadanne Indvirkninger, vd! væsentlig at forandre Form, maatte de have haft Diamantens Haardhed og Uforanderlighed; men at de hverken have haft re ene eller den anden af disse Egenskaber, bære de tydelige Mærker af. Iblandt de af Dr. Nauckhoff analyserede Mineralier j «Troiliten» det vigtigste, hvis det da er enkelt Svovljær" nm ikke Magnetkies. Men er den af ham leverede Analyse; re 304 han af et urent "Materiale har efter Kiselsyremængden. indfårt 8,59 pCt. af et amorft. Dekompositionsprodukt, og endvidere har bestemt. Svovlmængden ved Tab, virkelig tilstrækkelig til at af- gjåre dette Spårgsmaal? - Ved Oplåsning i Saltsyre og ved Op- hedning i Brint forholder dette «Troilit» sig som Magnetkies. Hertil maa dog bemærkes, at disse Reaktioner ikke kunne være aldeles afgjårende, da noget af Jærnet er iltet. Hvis det virkelig skulde bekræfte sig, at dette Mineral er Troilit, er det altsaa forste Gang at dette er paavist som forekommende her paa Jor- den; thi selv Dr. Nauckhoff nærer jo ingen Tvivl om, at det er Basalt, hvori den findes. Hvad dernæst det hisingeritlignende Mineral og Spinellerne angaar, da gjåre de hverken fra eller til i dette Spårgsmaal, thi det fårste skal jo være et Dekomposi- tionsprodukt, efter Professor Nordenskidld af Jærnet, efter Dr. Nauckhoff af Troiliten, og de sidste ere neppe fundne i Meteoriterne. ) Jeg kommer nu: til de af Dr. Nauckhoffs Analyser, som Professor Nordenskidld har tillagt en saa stor Betydning, at han for deres Skyld har forandret sin Opfattelse af de af ham fundne Jærnmasser fra at være et Fald af Jærnmeteorer til at være Dele af en stor Meteorit, hvis Grundmasse bestod af Eukrit. I min Fremstilling af mine Undersågelser paa Stedet har jeg anfårt, at Basalten i Nærheden af det udskilte Jærn antager et andet Udseende, bliver storkørnet, porphyritisk og optager de Ovennævnte Mineralier (af hvilke Dr. Nauckhoff ikke stærkt nok har fremhævet Grafiten), kort sagt: den henpeger paa, at ualmindelige stærke kemiske Kræfter have været virksomme; men er det saa besynderligt, at Bjergarten paa et Sted, hvor der har dannet sig et saa ualmindeligt Mineral som gedigent Jærn, har et fremmed Udseende? Kommer nu hertil, at mere eller mindre forvittret Jærn gjennemkrydser Basalten, vil man kunne forstaa, at et saadant-Stykke Basalt, der er omgiven af en Rusthinde, let faar et fremmed Udseende, som naturligvis er «mycket olik 302 basaltens nåstan blanka aflossningsytor» ?), og derfor, naar man ikke paa Stedet har været opmærksom paa dette Forhold, efter Hjemkomsten kan tydes som et.i.den almindelige finkornede Basalt indleiret fremmed Parti. Hovedsagen er den geognostiske Under- sågelse paa Stedet og ikke nogle Analyser af de Haandstykker, der have det mest forskjellige Udseende. At disse ubollformede partier» og «omhåljar» kun ere lokale Forandringer i Basalten, og ikke ere breccie- eller conglomeratagtige Partier deri, staar for- mig som utvivlsomt, og det har derfor ogsaa mindre at be- tyde, om de virkelig bave en eukritisk Sammensætning. Den mikroskopiske Undersågelse' viser ganske rigtig, at Bjergarten … ved Jærnet har et fra de paa fjernere Punkter tagne Pråver forskjelligt Udseende; saaledes er «Basis» meget fremtrædende i enkelte Præparater, medens den næsten er usynlig i andre, 6 endelig spiller Jærnet, Grafiten og «Spinellerne» atter i andre en saa fremtrædende Rolle, at det ikke er noget Under, åt «Bauschanalysen» giver et forskjelligt Resultat, naar den 27" stilles paa de Varieteter, der ere mest forskjellige. I sin Helbed tyde imidlertid en Række mikroskopiske Præparater af denne Bjergart, naar der tages tilbårligt Hensyn til de fremmede Mine- ralier, der her ere tilstede, ikke paa, at de Mineralier; der ere de vigtigste, nemlig Feldspathen og Augiten, skulle være for” skjellige fra dem, der. forekomme i enhver anden storkorne! Basalt. Det er ogsaa kun Feldspathen, der skal være forskjellig; men, jeg tillader mig at gjentage mit Spårgsmaal fra aTroiliten»" ere virkelig disse Analyser. tilstrækkelige til at afgjåre det? Hvilken Sammensætning har f. Ex. «Basis»? og vilde Kiselsyr?” mængden ikke stige; naar det var muligt at fradrage de Stoffer, der ikke" have noget med Bjergarten som «Basalt» at gjøre? Det er væsentligst paa Grund af den ringe Kiselsyremængdt; st Feldspathen bestemmes som Anortbit, og herfra gaaes der 5% Over til at erklære Bjergarten for at være-eukritisk- Anoribite? Besma mors se RR 73 ny: Nauckhoff, 1. c., S. 8. 303 skal fuldstændig kunne dekomponeres af Saltsyre; men det bliver den heromhandlede- Feldspath neppe. For at prøve dette For=- hold, har jeg, ikke alene som Zirkel anvendt Pulver, men ogsaa hele Præparater, «Dunnschliffe», som jeg delte i to Dele, hvoraf den ene Del blev lagt i Canadabalsam og den anden i concentreret Saltsyre, hvori denne sidste under daglige Opkog henstod en halv Snes Dage. Under denne Behandling skiltes den i Reglen ad i mindre Stykker, hvilke da ligeledes bleve lagte i Canadabalsam til Sammenligning med den anden Halvdel. Det viste sig da, at” Syren havde oplåst «Basis» og Magnet- jærnstenén, medens Augiten og Feldspathen under Polarisa- tionsmikroskopet straalede med mæsten lige saa stærke Farver som i den upaavirkede Halvdel; i al Fald var Feldspathen ikke mere angreben end Augiten. Kan denne Feldspath saa være Anorthit? i Hvad nu endelig de negative Beviser angaa, det vil sige "de Beviser, som Professor Nordenskidld fandt talte saa stærkt mod Jærnets telluriske Oprindelse, at de ligesom underståt- tede. de Grunde, der direkte talte for den meteoriske Oprin- delse, da paapegede han for det fårste, at den Mængde kul- brinteholdig Luft, som Jærnet ved svag Ophedning udvikler, og den Maade, hvorpaa Svovljærn i smaa Partier forekommer sam- men med det ellers næsten svovlfrie Jærn, taler mod, at Jærnet Skulde være eruptivt, det vil sige i smæltet Form være trængt frem fra Jordens Indre; en Opfaltelse,” som allerede Jærnets Tungsmæltelighed absolut maa afvise. At det dernæst som faste Masser skulde være bragt op med Basalten, finder han, paa Grund af Forskjellen mellem Basaltens og Jærnets Vægtfylde, ligesaa urimeligt, som at almindelige Rullesten skulle kunne flyde fra Havets Bund op til Overfladen; og at det endelig skulde Vare opstaaet ved en eller anden Jærnforbindelses Reduktion ved Luftarter, der udvikledes under Basalteruptionen, afviser han Med, at «svafveljern kan på detta sått icke reduceras, och något £ 304 nickelhaltigt jernoxidmineral, som tillika år nåstan absolut kalk- och kiselfritt, kånner man icke» 2%), ; Ovenfor har jeg fremsat de renl. geognostiske Grunde, der efter min Opfattelse absolut tale for, at Jærnet tilhårer den Basalt, hvori det findes, og jeg skal nu til Slutningen kun an- tyde, bvorledes jeg har tænkt mig, at det ad tellurisk Vei kan være fremkommet paa dette Sted. Jeg har yitret, at Jærnet enten maatte være fårt op-med Basalten eller ad kemisk Vei udskilt i den, og det er sandsynligt, at begge disse Virkninger have underståttet hinanden. Den store Forskjel mellem Basaltens og Jærnets Vægtfylde forekommer mig nemlig ikke at umulig gjåre en saadan Oprindelse; thi hvem véd, hvilken Consistens Basalten har haft, da den bråd frem, og desuden henpeger ét andet, Minerals fuldstændig analoge Forekomst et andet Sted i den grønlandske Basalt paa, at Sligt maa kunne ske; tbi kun dette Minerals kemiske Sammensætning er det, der forbyder at tilskrive det en meteorisk Oprindelse, hvad ellers dets gaadefulde Forekomst berettiger det ligesaa meget til som Jærnets ved Blaafjeld. Dette Mineral, der foråvrigt ikke endnu er nåiert undersågt, er en nikkelholdig Magnetkies, der forekommer 1.20 10—16 Fod bred Basaltgang ved Igdlokunguak i Waigattet?””), tildels som smaa Korn og runde Kugler, men navnlig som en stor Klump, der sidder midt i Gangen og hvis synlige Dimensioner ere: Længde 40 Fod, Brede 5 Fod og Tykkelse 4 Fod, såå N den. altsaa i det mindste har et Volumen af 200 Kubikfod og & Vægt af. omtrent 28000 Kilogram?6). Basalten i denne Garé, der foråvrigt er en Del forskjellig fra Basalten ved Jærnet, navnlig er den meget. mere olivinholdig, bliver her, ligesom Bem 24) «Redogårelse», S. 1068. 75) «Vidensk. Meddel. fra den naturh. Forening i Kjåbenhavn», ble 76) Havde Professor Norden skidld, da han besågte dette interessant? Sted (+Redogårelse« S, 1070), haft Tid til at -undersåge, hvorfrå Kiesboller, der «voro ånda till 3 å 4 fot i genomskårning, klotrundå och lågo 1åsa i sanden, straxt invid en basaltgang” hidrårte, VER han have fundet, at de vare Rullesten fra denne Magnetkiesmasst- 305 i Nærheden af det fremmede Mineral storkornet og faar et andet Udseende, saa at det ogsaa her er tydeligt, at et saa-ualminde- ligt Minerals Tilstedeværelse, eller i det mindste den ualminde- lige Mængde af dette Mineral, har paavirket Basalten under dens Dannelse. Da som sagt den kemiske Sammensætning er til Hinder for at betragte denne Magnetkiesmasse som en Me- teorit eller som en Del af en saadan, bliver der vel ikke anden Udvei tilbage end at antage, at den maa være fårt op med Basalten, og kan den være det, da kunne vel Jærnklumperne ved Blaafjeld ogsaa være det. Det er foråvrigt nok muligt, at saavel Jærnet som Magnetkiesen kunne være bragte op med Basalten i en mere finfordelt Tilstand, og at den egentlige Sam- mendragning til stårre Klumper, Concretioner, fårst er foregaaet medens Basalten antog en fast Beskaffenhed. Den Maade, hvor- Paa Jærnet udfylder Spalter i Basalten ved Blaafjeld, tyder i al. Fald paa, at en Del af det maa være dannet efter at Basalten er hærdnet til en fast Masse. Til Ståtte for min Yitring om, at Jærnet skulde kunne været dannet ad kemisk Vei, ved en Jærn- forbindelses Reduktion ved organiske Substanser, skal jeg minde om Grafitens Forekomst sammen med det gedigne Jærn i Ba- salten fra Assuk, hvilket tyder paa en saadan Dannelsesmaade, og endelig henvise til, at Basalten ved Jærnet ved Blaafjeld lige- ledes indeholder ikke ubetydelige Mængder af Grafit. Forklaring til Tab. XI øg XII Tab. XI. Fig. 1 Ferri det Parti af Blaafjeld, mellem Odderne Nåk xKiterdlegk (den mellemste Odde) og Nåk (Odden), hvor Jærnet findes. a eldet er her 36. ==) høit, og deraf ere de nederste 6—700 Fod dækkede af nedskredne Masser, der gr en Skrannker påa 30—40?, hvorover SD i den næsten lodrette Væg ses 13—14 horizontale Bænke af Trap. d Foden af Fjeldet, sml ved Vandet, ere en eller tæ af disse mnelg blottede i en c. 50 Fod héi Skrænt, en kunne de afvex- lende Lag af Basalt (B) og Sash (M), hvoraf en saadan Bænk bestaar, forfålges pletvis mellem Rullestenene i penne helt hen til 08 forbi den Basaltplet, hvori Jærnet (J) findes 20 306 Fig. 2 gjengiver i en noget forstårret Maalestok denne Skræ Fig. 3 viser .det ganglignende Basaltparti, hvori Jærnet er faststasende, og - mi; oa " formet, paa lignende Maade som i Fig. 2. dette er, yder ved mårkere Pletter, mærket med J. 3 Pletter med samme Tone, ved Vandet, Sieg Beliggenheden af fa største af de i 1871 teret Ed låse Jærnblokke. "Stranden, der paa dette Sted kun har en svag Hældning mod Vandet, er bedækket af stårre. og ndre Rullesten, Grus og Sand, saa at der ikke er mere af den faste hvoraf navnlig én er fremtrædende e betegnede -Par- tier ere , hvor henholdsvis Basalt og Mandelsten ere fast- staaende i Nærheden af «Gangen». Lavva ndslinien er omtrent der, hvor den er antydet paa Tegningen, 0 Sl Hoivande er .den sto Sten, der ligger mellem de to yderste Kier BE ge er faststaaende Jærn, omflydt. Tab. XIL I er en Tegning af et engen Præparat af Basalten med det ge- digne Jærn ved Assuk sm rer tildels udfårt efter et Fotograf. igne Jærn er omgivet af en. sort trædende Fluktuationsstruktur er, renen de smaa farvelåse Feldspath- og (eller) ARE DM rauibers kun an tyde .2 viser et Jærnkorn i et Præ mr rat af Selk ved Jærnet ved Blaafjeld, forstoårret 27 Gange. mv igesom i Fig. 1 ere Feldspathen og Augiten kun skizzerede, hvorimod læmkornet og den det omgivende og gjennem: trængende sorte Masse udfårt med Nøiagtighe .3 viser, i den dobbelte kile: en lille Jærn en der er omgiven af n af «Troilit», DER der igjen ér smaa afrundede Partier af det "isingerhlignende Min fremstiller i me sr: et Stykke finkornet Basalt med deri mmm Kugler og Korn af gedigent Jærn; og endelig fremstillet = der .5, efter et Fotografi, den næststårste af de Nordenskiåldske Jærnmasser, ed Un liggende i Universitetsgaarden. efter at den var bragt hertil, da den opbevaredes paa Orlogsv har den stadig ligget under fri Himmel og har hidtil holdt sig andret. Vægten er 6600 Kilogram,vefter Opgivelse af Orlogsv værftels Chef, Hr. Commandår Krieger: Maalestok '/22. per: Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn. : Tredie Aarti. 1845. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Nr. 20—28; Om nogle ved Danmarks Kyster levende Bakterier. Af Sai Dr. phil. Eug. Warming. (Meddelt i Måderne den 27de Novbr. 1874 og 10de Decbr. 1875.) (Hertil Tab. VI—X.) I. Om Forekomsten af rådfarvet Mudder og rådfarvede forraadnende Plante- dele. I. Om nogle mellem rådfarvet Mudder 0. s;v. levende Bakterier og andre Schizophyter. Ill, Nogle almindelige Bemærkninger om Bakteriérnes Bygning, Bevægelse 0. s.v. og om Svovlbrintedannelsen ved vore Kyster, E Li Bagaodsigen af Oktober 4874 faldt det mig paa en Udflugt langs Kallebostrand ind, at samle noget af det rådlige Mudder, blandet med rådlige Stumper af raadnende Tang og andre Planter; Som saa ofte forekommer 'ved vore Kyster, i den Hensigt at undersøge, "hvorfra den rådlige Farve hidrårer. Til min store Forbavselse viste det sig ved den fårste mikroskopiske Under- søgelse, at det ikke var påa en kemisk Forandring af' Safterne eller Vævene i de raadhende Planter, hvilket jeg altid havde tænkt mig, al denne Riodfarvning beroede, men at den fremkaldes af Milliarder af mikroskopiske selvbevægelige, : rådlige Væsener, Daar de sælte sig fast paa, næsten lige som «bundfældes» paa Plantedelene og Mudderet. Det var mig strax klart, at jeg havde med Bakterier at gjåre, og da -jeg i det kun et Par Aar gamle for Bakteriernes Naturhistorie saa vigtige Arbejde af Cohn (1)%), der var mig vel bekjendt, ikke havde truffet en DAD dd Uk vd gives Literaturhenvisningerne samlede i Slutningen umere af Afhandlingen, betegnede med 20" 308 eneste saadan rådlig Bakterie omtalt, troede jeg i fårste Oje- blik at have fundet en hel ubekjendt Gruppe af bakterieagtige Organismer. Ved senere Exkursioner i Kjåbenhavns nærmeste Omegn fandt jeg mangfoldige Steder disse rådlige Tang- og Muddermasser,, og overalt var Grunden til Farvningen den samme, : nemlig Bakterier, dog ikke overalt de samme Former. Ved at sætte mig. i Forbindelse med Cohn, som. jeg personlig kjendte, blev jeg oplyst oms at Fænomenet ikke var ganske ubekjendt, og at Ehrenberg endog allerede i Trediverne kjendte i det mindste mange af disse Bakterier, samt at Cohn selv i aller- nyeste Tid (efter Publikationen af hans Arbejde) havde iagttaget dem; men i hele denne lange Mellemtid have de næsten ikke været Gjenstand for Undersågelse, En kort historisk Oversigt vil dels vise, hvor lidt disse Organismer have været Gjenstand for Undersøgelse, dels under hvilke Forhold de hidtil ere fundne. Den 18de September 1836, da den 44de af de af Oken grundede tydske Naturforskerforsamlinger aabnedes i Jena, fandt Ehrenberg paa en Exkursion i Selskab med Weiss haand- store råde Pletter i en Bæk ved Landsbyen Ziegenhayn i Jenas Nærhed. Disse Pletter viste sig dannede af tallåse Mængder af en Monade, som han kaldte Monas Okenii, og mellem dens Le- gioner fandtes, foruden Spirogyra'er og Euglena viridis samt andre Euglena-Arter, en anden, proptrækkersnoet, Monade, der dannede Grunden for en ny Slægt: Ophidomonas Jenensis. Begge disse: Organismer opstilles i hans store Værk, «Die Infusions- thierchen» (1838), dog uden Afbildninger, da Tavlerne til dette Værk allerede vare stukne. I dette samme Værk omtales 08 afbildes tillige de allerede 1830 og 18341 opstillede Monas erti- bescens: og Monas vinosa; den fårste havde han fundet i mM Salts&- paa de Kirgisiske Stepper, den anden ved Birlin, hvor den «ikke er sjelden i Vand, som længe har staaet hen i Glas; i hvilke Plantedele gaa i Forraadnelse».… «Den danner for det meste et vinrådt Overtræk paa den mod Lyset vendende Side af Glassets Væg, undertiden ogsaa paa selve de raadnende Plante” dele». Disse to tillige med Okens Monade «ere de eneste rode Monadeformer». 1 November 1840 forelagde Ehrenberg i Berlin (X) Teg- ninger af 274 Arter af Infusionsdyr, deriblandt af Ophidomonas sanguinea; saaledes kaldt, fordi den var fundet i blodrådt Brak- vand ved Kiel, Men nærmere omtales Rådfarvningsfænomenet ikke. l de samme Aar, 1836—40, beskæftigede franske Naturfor- skere sig meget med Grunden til de råde Farvninger, som Vandet i Saltlagunerne véd den franske Middelhavskyst antager, især om Vinteren. Det har vist sig, at disse Farvninger for en Del … Skyldes en Chlamiydomonas; for saa vidt håre de ikke hen til de her, af Bakterier foraarsagede, omhandlede Farvefænomener, lige saa lidt som uden råde Sne», «Blodregn» 0. s. v.; men rime- ligvis spiller en Bakterie (eller «Monade») ogsaa en Rolle der- ved (se Cohn, Il, S. 469; Morren, XI, S.46 0.s. v.).… 1841 omtaler Morren (XI) i Belgien Rådfarvning af "Vand i et Glas, hvor en Ørnebregne stod og raadnede, ved Monas vinosa, og i en Svovlkilde ved Ougrée i Nærheden af Maas fandtes rosenråde Pletter, -dannede af en ny Art, Monas rosea Morren. I Efteraaret 4844 beskæftigede A. S. Ørsted sig (XV) med de råde Muddermasser ved vore Kyster og opdagede derved en Merismopedia (hans Ærythroconis); denne er efter ham Grunden til- Farvefænomenet og er det ogsaa til Dels, paa sine Steder næsten alene; i Botanisk Haves Herbarium findes en Pråve, betegnet «+Erythroconis littoralis»; den indeholder imidlertid ikke denne, men Monas vinosa; det er' aabenbart, at Ørsted uden mikro- skopisk Undersågelse har etiketteret denne Mudderpråve, hvorved Fejlen er fremkommen. Dette synes mærkværdigt nok at være den eneste Gang, at dette Fænomen, der næppe noget Sted op- træder i en saadan Udstrækning og Storartethed som om Oster- 9% vel ogsaa Nordsåen, er blevet undersågt: Dernæst omtales rosen- eller vinråde Monader (Monas sul- furaria) 41844 fra Svovlbadene ved Sales i Pyrenæerne af Fontan 8 Joly (efter Cohn), og endelig fandtes Monas Okenii 1845 af Eichwald og Weisse ved Petersborg (XIV). 340 Naar undtages, at' der rundt om i phykologiske Værker findes Bemærkninger om råde Alger, Protococcus- eller Pleuro- coccus- eller Palmella- Arter, af hvilke nogle muligvis snarest håre herhen, navnlig de, der omtales fra Svovlkilder, er der, saa vidt jeg ved, ingen Undersågelser over Rådfarvning, ved hvilke … de her omhandlede Bakterier spille en Rolle, bleven. publiceret får en Menneskealder efter, i 1873. De rådfarvede Monader bleve tidligere regnede med til Dyreriget, og muligvis findes der derfor i zoologiske Værker Afhandlinger eller Notitser om dem. Nu blive de, og med Rette, flyttede over til Bakterierne. 1873 iagttog E. Ray Lankester (XII) Rådfarvning af for- raadnende dyriske Dele, som om Sommeren henstode i' Krukker med Ferskvand i det histologiske Laboratorium i Exeter College; JJigeledes bleve de mod Lyset véndende Sider af Krukkerne bedæk- kede med de samme farvende Masser. Han kalder Farven «fine purple-red», såmmenligner den med Rødvinens og Ferskenens og med det Bundfald, man ser paa Væggene af Rådvinsflasker, og finder, at den skyldes en Bakterie, som han, ubekjendt med de tidligere Undersågelser, kalder Bacterium rubescens, «the peach- coloured Bacterium»; men denne Bakterie optræder efter bans Mening under de mest forskellige Former, er i morfologisk Hen seende en ren Proteus, ganske som Kalksvampene; Stårrelsen ligger imellem 1/09900' og %/3000 Tomme, eller mere; og medens nogle Individer ere kugleformede eller «+ biscuit-shaped» eller ellipsoidiske eller stavformede, ere andre traadformede eller naaleformede; medens nogle ere frie, ere andre indhyllede i secernerede klare Slimmasser; medens nogle ere homogene, me andre ligesom delte i Rum aller Kamre eller ere 'kornede, 208l? med 4, andre med mange Korn i sig; medens nogle E ensformet' («diffust») farvede, have andre specielle stærkt farvede Partier, andre begge Dele; kun den «aciculare»" (egenlig tynde tenformede' i 'begge Ender tilspidsede) Form er set i Bevægelss frit svåmmende i Vandet, "ellers vare de ubevægelige, samlede | Klumper, i Kjæder (rosenkransformede eller cylindriske, alt efter 311 Formen af de sammensættende Individer), der atter kunne være træ- formet eller netformet forgrenede 0. s.v. 0. s. v., men hvad der er karakteristisk. for alle disse Former, som er deres Arts mærke, athe deep-rooted emblem of their common parentage, their race- mark», er deres ejendommelige råde Farve, som har et ganske bestemt ejendommeligt Spektrum, og som Forfatteren giver Navnet «iBacterio-purpurin»; den varierer fra en bleg blaa Ferskenfarve til en dyb råd Purpurfarve. Den rette Tydning af alle disse mange. Former er det vist endnu ikke muligt at give; dog fore- kommer det mig utvivlsomt, at Organismer af forskjellig Art ere sammenblandede under Benævnelsen Bact. rubescens; blandt de afbildede Former gjenkjender jeg f. Ex. Okens Monade, medens de. «acicularen Former, de eneste Ray Lankester fandt be= vægelige, og flere andre ganske bestemt ere forskjellige fra denne. Cohn vil ogsaa gjenkjende Clathrocystis. Den Omstændighed, al de alle have det samme Farvestof i sig, berettiger natur- ligvis langt. fra. til at. betragte dem le som identiske; den viser i .det Højeste, at Organismer med visse bestemte Egen- skaber under visse Forhold kunne komme til Udvikling sammen, ganske som vi se de almindelige graa Bakterier under visse Forhold komme til Udvikling, idet de forskjelligste Former, ere blandede sammen, om hvilke det dog er temmelig sikkert, at de ikke alle håre til en og samme Udviklingskreds (Art), 1874 udtalte Cohn sig i et Brev til R. Lankester (Quar- terly journal) om disse Former og bestemte dem til Dels som Monas Okenii og Clathrocystis roseo-persicina, og … der tilføjes nogle. nye lagttagelser af Ray Lankester over store «sub- Spherical bodies», 1/99 Tomme i Diameter, «deeply stained, with Bacterio-purpurin ». (En senere Publikation se Note XXIV). 1875 (i November) udkom endelig Cohn's 2det Arbejde (II) Over Bakterierne, hvor han paa Grundlag dels af det fra mig €erholdte Materiale, dels af det, han havde, erholdt andensteds, fra i. Låbet af Aarene 1872—74, behandler netop ogsaa disse råde Bakterier, Han fik saaledes i November 1872 ved Dr. Kirchner 312 Materiale fra en rårbevoxen Dam nær ved Breslau, hvor de råde Masser vegeterede mellem Lemna, Spirogyra og andre Alger eller i ldse fnuggede Masser drev om paa Vandet; i Maris 4874 indeholdt 4Die Gartenlaube» en Notits om det mærværdige Fæ- nomen, at Vandet i en Dam ved Kahla i Thiuringen blev hind- bærrådt, naar man rårte op i det med en Stok, og ved Redak- tionens Hjælp fik han en Pråve sendt af dette Vand; i samme Afhandling omtaler han, at han tidligere har iagttaget, at Bunden i Aflåbskanalen fra de varme Svovlkilder i Tivoli ved Rom var bedækket med kjåd- eller blodråde Masser, som han ansaa for identiske med Meneghinis Protococcus persicinus, og som rime- ligvis ogsaa hårer til de her omhandlede Organismer. |! de Pråver af Vand og Mudder fra Salt- og Brakvand i Kjåbenhavns Omegn, som han fik: fra mig i Løbet af Vinteren 1874—75, gjenfandt han nu de selv samme Former som i de ferske Vande ved Breslau og i Thiringen, som Ray Lankester havde fundet paa raadnende Krebs og andre Dyr, som Ehrenberg til Dels havde fundet ved Jena, Eichwald og Weisse ved Petersborg og Morren i Belgien, De ere: Monas Okenii Ebrb., M. vinosa Ehrb., Ophidomonas- Jenensis Ehrb., Rhabdomonas roséa (ny Art) og Clathrocystis roseo—persicina. Endelig er der endnu en sjette Årt, der opstilles som ny: Monas Warmingii, som han kun kjender fra vore Vande, medens alle de andre tillige ere bam bekjendte fra de ferske Vande. Foruden alle disse kjender jæ& endnu 2 eller 3—4 andre, som bidrage til den råde Farvning af de raadnende Masser ved vore Kyster. 1 «Botan. Zeitung» 4875, S. 492 omtaler endelig Dr. Sade- beck «den periodisk indtrædende Råd-Farvning af en Dam i Hessen-Nassau», hvilken hidrører fra Kuglebakterier. Et Par Senere tilkomne Data se Nr. XXIII og XXIV. "Om Forekomsten af rådfarvede Tang- 08 Mudder" Måsser i Danmark. I Løbet af omtrent hele Aaret 1875 så vel som de tre sidste Maaneder af 4874 har jeg fittigt beskæf” SENG se DENS E SAGE sn NØDT SETS 313 tiget mig med Undersågelsen af dette Farvefænomen. Ved at sætte mig i Forbindelse med Folk i forskjellige Dele af Landet sågte jeg at indhente Oplysninger om dets Udbredelse og tillige at faa opklaret, om det er forskjellige Arter eller væsentlig Sel- skaber af de samme Arter, der optræde paa de forskjellige Steder. Jeg har saaledes faaet Pråver af rådfarvet Mudder og Tang sendt fra Rønne ved Overlærer R. Hoff; fra Roskilde ved Underlæge Gad; fra Stege ved prakt. Læge A. Hårring; fråKallundborg ved Stud. mag. Viggo Poulsen; fra Nyborg ved Stud. polyt. Carsten Jespersen; fra Hofmansgave ved Fråken Rosenberg; fra Odense Fjords indre Dele ved Stud. måg. A. Jorgensen; fra Assens ved samme; fra Svendborg ved Seminariélærer Rostrup; fra Kolding ved Kjåbmand C: Warming; fra Limfjorden (Aggersund Færge) ved Under- læge Gad, og endelig fra Fan& ved Overlærer Lauridsen. Alle "disse bringer jeg herved min hjærtelige Tak for den Beredvillig- hed, hvormed de have påaataget sig det ingenlunde behagelige Årbejde at indsamle saadanne i Reglen af Svovlbrinte og Amoniak yderst stinkende Muddermasser til mig og skaffet mig Oplysninger om Fænomenets Optræden. Jeg hår dernæst selv iagttaget det ved Kjibenhavn, Charlottenlund, " Helsingår, Roskilde, Bramsnæs i Holbæks Fjord og selve Holbæks Havn, Korsår, Kolding og Vejle. Jeg kan derefter udtale som sikkert, hvad jeg tildels med Sikkerhed maatte formode, at dette ejendommelige Fænomen optræder overalt ved vore Kyster fra Bornholm til Fan&, hvor der ikke er stærkt Bålgeslag, hvor Tangen faar Lov at ligge i Ro og raadne; altsaa især ved lave flade Strandbredder i indesluttede Vige og Bugter, i Vand- "huller ved Stranden og i Gråvter, som gaa ud til Havet; hvor Stårre Masser af Bændeltang i Sommermaanederne kastes op påa Kysten, danne de yderst liggende ofte et Værn mod Bålgerne for de nærmest Landet liggende, og man ser da Forraadnelsen af disse, som endnu helt og holdent flyde paa Vandet, indledes Ved at en råd Farvetone, der bliver stærkere og stærkere, lægger 314 sig over dem. Man finder de råde Masser hele Aaret igjennem, ogsaa'i' Vintermaanederne, naar man ikke forhindres: af Frosten tra at komme til at undersåge Mudderet, navnlig er det Stumper af Zostera-Blade, som ved det råde Overtræk, de have -paa. sig, råbe Bakteriernes Nærværelse; men langtstærkere træder Fænomenet frem om Sommeren, idet den livlige Formering af Bakterierne og den Omstændighed, "at de, såge. Lyset og. Vandenes Overflade, da. ofte" medfårer, at ikke blot smaa Pletter ved Stranden;; men ofte Flader paa. mangfoldige Kvadratfods Stårrelse vise sig dæk- kede, af en, ofte stærk, lys råd Farve, og derved falde i Øjnene i stor Afstand, — en af. vore Landskabsmalere har endog meddelt mig; at en Vig ved. Mols saa konstant er rodfarvet… at Indbyg- gerne "der paa Egnen kalde den «det råde Hav». Mærkeligt er det, at. dette Fænomen,… der naturligvis vil .gjenfindes rundt ved Ostersåens (ved Kiel maa det- forekomme efter Ehren bergs Optegnelser) og. rimeligvis ogsaa Nordsåens Kyster, og som sikkert. er. bekjendt for. alle vore Naturforskere, ikke for længe siden er bleven undersågt nærmere. — At Sommertiden er gun stigst for. Fænomenets Fremtræden, er ikke mere end, hvad man kunde, vente, naar man ved, at Bakterierne trives og formere sig bedst ved nogle og tredive Grader Celsius; og at Vinteren ikke vil give Anledning til, at den en Gang af Bølgeslaget afvaskede Farve vil reproducere sig, saaledes som. om Sommeren, naar TO" ligt Vejr atter indtræder, er ogsaa en naturlig Ting; thi rimelig vis afvige ikke disse, Bakterier. fra alle andre, der allerede ved en Varmegrad af nogle faa. Grader over Frysepunktet. (f. Ex: Ba ferium Termo ved +.59.C.) synke i en. Dvaletilstand,. i- hvilken ingen Formering foregaar, og fra hvilken fårst en forhøjet Tem" Peratur kan kalde dem tilbage… Mine fårste Exkursioner i 1875 fandt Sted i April Maaned, og paa bitterkolde Dage med Hagel- og Snevejr, fandt jeg dog, i de hjembragte Prøver vel at mærke allerede Bakterier, der tumlede sig ligesaa livligt som under Som= merens Varme; ligeledes har jeg i December Maaned fundet mid i Mudder, der toges i allerede med tyk Is bedækkede vandhuller. 315 " Ogsaa i Ferskvand forekomme de råde Bakterier hos os, thi Stud. mag. Viggo Poulsen opdagede Okens Monade og Ophido- monas i Mudder mellem Diatomeer og Oscillatorier,; han havde taget'i Stadsgraven, og overlod mig velvilligt den hele Masse til Undersågelse; men Bakterierne optraadte" her ikke i saadan Mængde, at de ved Farvning af Plantedelene eller -Mudderet råbede deres Nærværelse. Ligeledes kan jeg anfåre, at en Gråvt ved Strandpromenaden, gjennem hvilken en Kloak låber ud, og som i 1874 stod i direkte Forbindelse med "Sundet, ved Om- flytninger af Sandmasserne under Håjvande blev afspærret fra dette; i 1875 fårte den aabenbart snarere; Ferskvand end Brak- vand, thi der fandtes i den en rig Væxt af f. Ex. Andemad og Ranunculus sceleratus, og dog trivedes Monas vinosa fortræffeligt i den (medens jeg derimod ikke gjenfandt andre Former, som jeg tidligere havde samlet der). Ligeledes optræde Bakterierne i Mængde i Vandhullerne ved Korsår Nor paa en Eng, der længe ved en Dæmning har været skilt fra Noret; dog her syntes Vandet at have bevaret mere af sin Saltholdighed. Saa: meget om Fænomenets Udbredning. Den specielle Forekomst af Bakterierne vil. egentlig være tilstrækkelig oplyst i det Foregaaende: de leve og tumle sig i Vandet, idet de søge Lyset og Luften, og de slaa sig til Ro Paa alle faste Gjenstande, navnlig Bladene af Bændeltang, Låvel af Ceramier, Furcellarier, Polysiphonier og andre Alger, Blade af Låvtræer, der ere blæste ud i Vandet, Træstykker osv., samt Paa Væggene af de Glas, i hvilke man hensætter dem; navnlig Paa den mod Lyset vendende Væg; og paa Grund af de Milliarder af Milliarder, hvormed de optræde, er det da at disse Organismer, af hvilke mellemstore ere omtrent //100 Millimeter lange; kunne gjåre deres Nærværelse synlig. for det blotte Øje. Den Okenske Monade kunde Weisse samle i en saadan Masse fra de: Steder, hvor de havde slaaet sig ned, at han kolererede sine Tegninger med selve den levende Organisme. — Ray Lankester anfører udtrykkelig om sine, at der ingen rådlige Masser flåd omkring, 316 alle Bakterier sade fast paa Glassene og de raadnende dyriske Dele i disse; derimod kan man meget hyppigt hos os se låse fnuggede Smaaklumper drive om i Vandet; saadanne bestaa mest af den nedenfor nærmere omtalte Clathrocystis og af Klumper af Monas vinosa, som ere ubevægelige; i saadanne låse Masser giver Livet sig derfor overhovedet yderst svagt tilkjende, de bevægelige Iadi- vider ere sjeldnere. 7 Farven. Den Farve, hvormed de af Bakterierne dækkede Dele fremtræde, er ikke altid nåje den samme; i nogle Tilfælde vil jeg nærmest betegne den som Kjådfarve, og saaledes er den vist navnlig, hvor den friske Bændeltang begynder at angribes; i andre Tilfælde, hvor Bakterierne have fundet Trivsel i længere Tid og dække store Flader, er den nærmest rosenråd med en Antydning af violet eller lilla. — Hvor rådfarvet Bændeltang i stårre Masser af Håjvande eller Storm dænges ovenpaa hinanden, eller i alt Fald kommer til at ligge temmelig fast og tæt sammen, har jeg iagttaget de nydeligste Farver paa et og samme Blad, idet nogle Steder vare lysere råde, medens andre meget skarp! begrænsede Striber, hvor dækkende Blade nemlig krydsedes med det, vare' stærkt og prægtigt purpur- eller kårminfarvede, uden at det der har været mig muligt under Mikroskopet åt finde Forskjel mellem 'de Farverne fremkaldende Bakterier. Paa de mangfoldige Pråver af roådfarvet Mudder, jeg har havt henstaaende i mine Vinduer, foregik der efter kortere eller længere Tids Forløb Farveforåndringer. Medens Farven påå de frisk indsamlede Bakterier er lys råd, gaar den i de Glas, hvori de gjemmes, i Regelen senere over i en ejendommelig Råd- vinsfarve, og samtidig foregaar der Forandringer med Hensyn , de Bakterier eller rådfarvede Celler, som optræde i Vædsken; de almindelige Bakterier forsvinde, de bevægelige Former blive sjeldnere og sjeldnere, og i den vinråde Vædske, som faar en sir skyelig Lugt, der mere minder om almindelig Forraadnelse ; ?P" træder der Klumper af ellipsøoidiske ubevægelige Celler, som neden for nærmere skulle omtales. == 317 Ray Lankester underkastede, som anfårt, de råde Bak- terier en spektroskopisk Undersøgelse og fandt, at det råde Farvestof («Bacterio-purpurin») havde et ejendommeligt Spektrum, der var meget forskjelligt fra det, som faaes af den beråmte paa Bråd, Kartofler og lignende Dele optrædende Monas prodigiosa. Der er tre Absorptionsstriber: en meget mårk paa begge Sider af Linien D, en svagere i Grin om E og b, og en i Blaa ved F, og tillige formårkes Spektret stærkt i den violette Del hen imod G. — "De Undersågelser af Farvestoffet i vore råde Kystbakterier, som Hr. Cand. mag. Christiansen har foretaget for mig, og jeg selv gjentaget med et Spektroskop efter den Søorby-Browningske Model, viste et noget forskjelligt Spektrum for den vinråde Vædske, der navnlig blev undersågt. Jeg har afbildet det i hosstaaende Træsnit. B.€ Striben om D ligger med sin stårre Del hen imod C, medens den hos Ray Lankester omtrent halveres af den; denne Stribe. har altid været tydeligst. Den næste Stribe ligger midt mellem E og D, den ender omtrent. der, hvor den åde Klorofylstribe begynder, men synes at kunne strække sig nær- mere hen mod Æ; den har jeg kun kunnet se i stærkt farvet Vand eller hvor Vandlaget var tykt. Det mårke Parli i den violette Ende begynder. lidt efter b. 318 "a 2% -Mærkværdigt nok er det omtrent det samme Selskab af Former, der træder op farvende Planter og Mudder rådt "i Eu- ropas ferske Vande og ved vore Haves Kyster; det er Okens Monade, rådlige Spirilier, Monas vinosa, Clathrocystis 0. sv. " Dog har ikke enhver Lokalitet de samme Former. Hvor For- raadnelsen og Rådfarvningen af Tangmasser endnu er i sin Be- gyndelse, er det omtrent udelukkende de rådfarvede Bakterier, der optræde, særligt de småa kuglerunde eller ellipsoidiske vin- råde Monader. (Mon. vinosa); paa et mere fremskredet Stadium indfinde de andre sig og ikke blot de, men ogsaa alle — eller vistnok alle — de almindelige graalige Bakterier, som Cohn har behandlet i sit fårste Arbejde (1). Studiet af de rådfarvende " førte Studiet af disse med sig, og jeg meddeler derfor i det fål- gende en Del Iagttagelser ogsaa over dem, som forhaabentlig ville ;have nogen Værd og bjælpe til at brede Lys sover denne primitive Verden, hvor enhver Systematiseren kun kan betragtes som et højst provisorisk Arrangement, hvor vøre Begreber om. Årts- og Slægtsforskjelligheder ere saa uklare «som intet andet Sted, hvor vore Kundskaber om de paagjældende Organismers Bygningsforhold ere saa ufuldstændige og usikre som vel muligt, fordi vi i mere end en Henseende ere ved «Grænsen» og have med en Verden at gjøre, der staar lige ved Grænsen af det Usynlige. «So lange "die Verfertiger der Mikroskope uns nicht wesentlich stårkere Vergråsserungen zur Verfigung stellen, finden wir uns im Reiche der Bacterien in einer åhnlichen Lage, WÉ der Reisende, der in einem unbekannten Lande in der Dåmme” rung umberirrt, wo das Licht nicht ausreicht, um die Gegenstånde scharf und sicher zu unterscheiden, und, wo er das Bewussiseln hat, trotz aller Vorsicht, sich vor Irrwegen nicht hiten ” kånnen», siger Cohn træffende i sine «Beitråge». To absolut modsatte Anskuelser gjåre sig gjældende Bl gø fattelsen af Bakterierne. Den ene repræsenteres af Cohn, der TE Es So 319 såger at adskille Slægter og Arter med samme Sikkerhed, som vi gjore det hos de håjere Planter, idet han dog forresten vil tage Begrebet «Art» i en anden Forstand "end hos de håjere Planter, «insbesondere låsst sich Varietåt, Rasse und Species " nicht sicher untersæheiden», skriver han i Brev til mig. Den " anden repræsenteres f. Ex. af Ray Lankester og Billroth, der i meget håj Grad slaa sammen og ikke ere langt fra, navnlig Billroth, at betragte alle Bakterier, de maa nu have næsten enhver som helst Form og Størrelse, som en eneste Art. Mine Under- Sågelser have fårt mig ind paa en Middelvej: Jeg fjerner mig fra Cohn, idet jeg maa antage en langt stårre Variation i For= mer og Størrelse, end han synes at ville gaa ind paa, og derfor maa slaa langt mere sammen end han gjår, selv Slægterne; men jeg fjerner mig ogsaa fra den modsåtte Side, idet dog visse Grupper af Former blive staaende, der efter min Mening danne afsluttede Kredse, som ikke have Udviklingstrin fælles med hverandre. De store, forholdsvis kjæmpemæssige Former, som de råde Bakterier ved vore Kyster optræde med, maa for Studiet åf Bakterierne overhovedet have stor Betydning; thi dem kunne vi dog nogenlunde se og undersåge, og der opstaar færre Tvivl om, hvad der genetisk hårer sammen, hvor vidt Variationerne altsaa strække Sig, end ved de meget mindre, almindelige, graalige Bakterier, hvor vore optiske Hjælpemidler i saa håj Grad lade Os i Stikken. Derfor frembyde de råde Muddermasser ved vore Kyster et Materialé, som ikke bør lades ubenyttet. At foråvrigt Form og Stårrelse ikke er det eneste, som maa komme i, Be- fragtning, at dette endog maaske vil spille en underordnet Rolle ved Adskillelsen af alle de utallige Former, hvormed Bakterierne optræde, at deres biologisk-fysiologiske og kemiske Rolle i Na- luren maaske netop vil komme til at blive deres eneste Arts=- mærker, derpaa tyde mange Forhold. Men-selv om delte ”bliver Tilfældet, "vil Studiet af Formforskjellighederne dog ikke være uden Betydning. Fordvrigt betragter jeg denne Meddelelse kun Som en fårste, der forhaabenlig vil blive efterfulgt af andre om 320 de laveste Organismer. Ved Experimenter og ved kemisk ÅAssi- stance haaber jeg da ogsaa, at kunne faa Bidrag til de kemisk- fysiologiske Spårgsmaals Låsning. 1. Monas Okenii Ebrb. IX, S. 15. Cobn Ul, S. 4164, Tab. VI, Fig. 12. "Min. Tab. Vil, Fig. 1. Den 418de September 4836 fandt Ehrenberg inge Mo- nade ved Jena, hvor den dannede haandstore råde Pletter i et Bassin i en Bæk, i Selskab med Ophidomonas Jenensis, Euglena viridis og Spirogyra. Senere fandt han den ved .Berlin; Eich- wald og Weisse (XIV) gjenfandt den ved. Petersborg; det er aabenbart den samme, som Ray Lankester afbilder (XII; Tab. XXIII, Fig. 12 og 20) som Former af sin Bacterium rubescens; Cohn fik den fra Thiringen, 4874, hvor den var i Selskab med Clathrocystis roseo-persicina, hans Rhabdomonas rosea; 0, då Ligesaa maa, som Cohn angiver, vistnok Pertys Chromatium Weissii (XIX, S. 174, Tab. XV, Fig. 15), fundet i Schweitz mellem Chara, regnes herhen. Jeg har fundet den i stor Mængde her om Kjåbenhavn i Brakvands-Huller, mellem raadnende Tang, f. Ex. i Gråvterne ved Strandpromenaden, ved Charlottenlund, ved Roskilde og ved Bramsnæs Færge i Holbæks Fjord. Dø: næst har Stud. mag. Viggo Poulsen fundet den i Ferskvand i Stadsgrayen. Den er let at skjelne fra alle andre råde Monader eller Bak- terier. I Almindelighed er den cylindrisk (Fig. k, f); 23—3 Gang? saa lang som tyk, og pludselig afrundet for Enderne; Længden omtr, 10—15 u, Bredden c. 5— —6 u; Bredden varierer overhovede! mellem 4,5—7,5 u, kun nogle ganske faa (fra Ferskvand) fr? fundne med kun en Bredde af 3—3,5 u. Længden er meget mere variabel. Der forekommer Individer, hvor Længden "er omtrent lig Bredden (Fig. 1,a), og Individer, hvor den er 13—14 Gang? længere, 50—80 m stor (e, c), medens den stårste Længde; soM! Cohn kjender, er 15 u. Disse store Former kjender jeg fg un fra en Lokalitet, hvor de samledes i April og Maj; mf? SER RENEE USE TATE ES så Se ET Ses e SKE SES es: 321 der i Selskab med dem fandtes alle Mellemformer ned til de næsten kuglerunde, tager jeg ikke i Betænkning at fåre dem til Monas Okenii, tilmed da den eneste Forskjel, jeg ellers kunde iagttage, var en langsommere, tungere Bevægelse og kortere Ci- lier (i hver Ende en). Den med d mærkede afviger "ikke lidt fra den. typiske Form, men da den ellers ligner de andre og fandtes i deres Selskab, har jeg fort den sammesteds hen. Nogle usædvanlige Former ere afbildede ved 1. Saltvandsfor- merne ere i Regelen, fuldstændig rette; ved Roskilde fandtes In- divider, som vare noget halvmaaneformede, hvorved der gjåres en Overgang til de skruesnoede; tillige ere. de fuldstændig cylin- driske, og det er sjeldent, at jeg har truffet Former, som vare jevnt afsmalnede mod begge Ender, saa at de nys af Deling fremgaaede vare koniske (Fig. 1, 5): . Derimod er Ferskvandsformen noget forskjellig; hvorvel der forekommer Individer, som ere fuldstændig overensstemmende i Form med Saltvandsindividerne, var det. dog hyppigst noget halvmaaneformet eller seglformet krummede og mod Enderne lidt afsmalnede Former, som jeg traf paa (Grupperne g—h). I den samme Draabe kan man finde alle disse Former repræ- senterede. Med dem stemme Cohns Figurer, og saa vel han som Ebrenberg betegne Mon. Okenii som cylindrisk, -«meist schwach gebogen». Jeg traf derfor her ogsaa hyppigere paa Indi- vider, nylig fremgaaede af en Deling, der havde en bred af- Stumpet Forende : ;og; en" smallere, mere afrundet. Bagende. Hvor Krumningen var stærkest, var det-tydeligt, at Kroppen v var snoet i en venstre Skrue. i Det, hvorved denne Monade bliver saa let at adskille fra alle andre, der kunne have en lignende Form (vinosa-Gruppen), er, foruden den betydeligere Stårrelse, den smukke råde (rosen- råde, ferskenråde til violetagtig råde) Farve, som Plasmaet har, Vel forekommer farvelåse Individer (i), og de have da almindelig Bakteriefarve med i Almindelighed grynet Plasma, Men. de ere meget sjeldne, og jeg har hidtil kun truffet dem i 382 Glas, der havde henstaaet i længere Tid; de kunne være lige saa livlige som de farvede. Plasmaet er for åvrigt fint: grynet og indeslutter dernæst, paa meget faa Undtagelser nær (f. Ex. &, k), altid et stårre eller mindre Antal i Regelen jevnt fordelte «Korns, som ere af forskjellig Størrelse, men kunne naa indtil 2 pm Dia- meter. Sjeldent ere de talrigere i eller forekomme alene i den ene Ende af Corpus, og denne Ende er da forrest under Bevæ- gelsen. I en af de lange ved c ere begge Ender kornfrie. Cohn kalder dem stedse «dunkle, stark lichtbrechende»; dette er ikke heldigt. Kornene gjåre nærmest indtrykket af at være Oliedraaber; de have en stærkt skinnende Midte, hvis Farve i Regelen er rådlig, sjeldnere, og især naar Kornene ere større, hvid, og om denne Midte er der en meget mårk Ring. Saa- ledes dog kun ved en vis Indstilling, naar de nemlig staa tyde- ligst; ved andre Indstillinger bliver saa vel Ring som Midte mattere, og ogsaa Farven forandres lidt. Da de ligge fordelte rundt i Plasmaets Midte, ser man naturligvis ikke alle paa en Gang lige stærke, hvilket er sågt gjengivet i Tegningen. Disse Korn ligge alle faste i Plasmaet, og det er ved Hjælp af dem overmaade let at iagttage Axeomdrejningen. De findes hos en Mængde andre råde Bakterier, og jeg vil for Kortheds Skyld i det Fålgende kalde dem Svovlkorn. — Vakuoler forekomme ikke sjeldent, snart midt i Plasmaet (kuglerunde) (se oven for 4; og ved 4%), snart ud til Væggen (f). En Cilie forekommer hos de smaa kun i den ene Ende, hos de stlårre derimod i hver Ende. Den er let at se, dels direkte, navnlig har jeg set den tydelig paa Individer, der våre dræbte med Karbolsyre, dels og især indirekte paa Hvirvelbevægelse? af de Smaalegemer, der komme inden for dens Rækkeevne. Heraf lader dens Længde sig omtrentlig beregne, meni sikrere dog ved direkte Betragtning; den er hos mange af de smaa (a) mer? end dobbelt saa lang som Corpus, hos de store (c) er den ikke blot relativ, men synes ogsaa absolut mindre. Allerede Ebrenber$ havde opdaget dens Tilværelse. Paa de smaa nylig af Deling Fe £ SE SEERE RET EET ET NE EEN ES EAN ERE SIE ENGE REE 0 EEN ST RTE FUER ET SEE BENN AVE ER EN SEA ARS SRYS EST MYG å AS 323 fremgaaede Former findes den kun i den ere Ende, der under Bevægelsen altid er bagerst. Den kan være i Bevægelse, medens Corpus for åvrigt ligger stille; store Individer, som c, har jeg set i Ro, medens begge Cilier vare i Bevægelse. Bevægelsen af Corpus bestaar for det første i Roteren om Længdeaxen, hvorved det enkelte Individ kan dreje sig snart til den ene, snart til den anden Side, uden at Bevægelsens Retning forandres. Dernæst i en Fremskriden ad en Bane, der kan være ret eller hyppigere er meget uregelmæssig, idet Monaden slaar over fra en Retning til en anden. Hvis den pludselig slaar over i en Retning, der er modsat eller omtrent modsat den, i hvilken den får bevægede sig, maa den vende sig helt om, saaledes at hvad der får var Forende ogsaa bliver ved at være det; dette gjælder dog kun om de mindre Former; de lange, der overhovedet bevæge sig langsommere og adstadigere end de smaa, saa vidt jeg hidtil har set, synes derimod at kunne 8aa tilbage i den samme Bane uden at behåve at vende sig om. Bevægelsen er ellers i Almindelighed meget livlig, og ofte ere Individerne næppe til at folge med Øjnene, i alt Fald faar man intet bestemt Indtryk af Formen. Ofte standse de og holde sig nogen Tid i Ro eller gaa ligesom vankelmodige frem og tilbage Paa et lille Omraade, for atter pludselig at fare afsted. Ofte Ses en Monade at holde sig med den ene (cilielådse) Ende op til en Gjenstand (i Regelen Objektglasset), medens den anden Ende beskriver en stor Cirkel: den snurrer da rundt som en Top, idet det hele Corpus egenlig bevæger sig i en Keglekappe, og det med stor Hurtighed. En anden Bevægelsesmaade er den, at den bevæger sig som Haandtaget paa et Bor: liggende paa Objektglasset drejer den sig med stor Hurtighed om den lodret Staaende lille Åxe, uden nogen (synlig) Roteren om den lange Åxe, En tredie Form for Bevægelsen er denne: under Roteren om den lange Axe bevæger Monaden sig fremad som ellers, Wen medens den lange Axe ellers falder sammen med Bevæ- Selsesretningen , er der her kun et Punkt i den, der gjør det, > Å ing 324 et Punkt, som snart kan ligge inden for Enderne, hen ad mod Midten, snart lige i den ene Ende; dette Punkt er paa en Maade i Hvile, medens de åvrige bevæges i Cirkler med Banen som Centrum; hvis Hvilepunktet ligger inden for Enderne, vil Bevægelsen af Corpus altsaa "blive som i 8-Talform (2 Kegle kapper); er det beliggende i den ene (bageste) Ende, bevæger den åvrige Del af Corpus sig altsaa i en Keglekappe (bortset fra den samtidige Bevægelse fremad i Banen, hvorved Bevægelsen bliver mere kompliceret — i en Skruelinie). Er det en i Deling værende Monade, danner den ene Halvdel ofte en Vinkel med den anden, og man kan da se den enes Længdeaxe falde sam- men med Banens Retning, medens den anden Halvdel maa be- væge sig i en Skruelinie, De halvmaanekrummede. bevæge sig mere uregelmæssigt end de rette, vaklende og uroligt, og Bevæ- gelsen minder allerede en hel Del om Slangebugtninger… Den eneste Formeringsmaade, der er iagttaget, er ved " Deling: tvers over Corpus opstaar en Indsnåring, den bliver dybere og dybere, og tilsidst rive: de to Halvdele sig fra hin anden, "Det sidste har jeg iagttaget; "at Delingen - foråvrigt $24T "for sig ved en jævnt indadskridende Indsnøring fremgaar ag Sammenstillingen af de smaa og de mellemstore Former 0$ alle mulige Indsnåringstrin; den direkte Iagttagelse vilde udkræve Forfølgelsen af et bestemt Exemplar gjennem Timer, hvilket jeg ikke har kunnet. Jeg har oftere fulgt et Exemplar under, alle . dets Bevægelser indtil et Par Timer i Træk, uden at kunne 8 væsentlige Forandringer paa det. Værd at bemærke er det, åt det kun er de smaa Exemplarer, jeg har fundet i Deling; hos ist af de stårre til-håjre paa Tavlen placerede har jeg fundet Antyd- ning af Indsnåring og Deling; de synes "at- være gamle, livs- trætte Individer. Men'hvad blive de til? Ville de simpelt be" gaa til Grunde, eller danne de forinden, med eller uden noge" kjånslig Akt, Formeringsorganer af en hel anden Art? Hero” vides endnu Intet. 325 Alvigende med Hensyn til Formens eller Delingens Regel- mæssighed ere de tre med / mærkede. Lader man Vand, hvori denne Monade lever, henstaa, slaar den sig ned, som Cohn har beskrevet, paa Bunden og paa de andre faste Dele i Glasset og bidrager sammen med andre For- mer til disses Rødfarvning. Saadanne hvilende Exemplarer kunne ligge ophobede i stor Mængde, i Klumper, men til Slimdannelse kommer det aldrig, saa vidt jeg har bemærket,: som hos mange andre Bakterier. Til saadanne hvilende Okenske Monader an- tager jeg, at den i Fig. 2 afbildede Gruppe hårer (fra Roskilde Fjord, i Slutningen af November, da Vandpytterne allerede vare isdækte). "Farven faldt i det Violette, men var noget bleg; Svovlkornene vare meget stærkt lysbrydende med et hvidligt Lys. Ogsaa har jeg undertiden fundet Monader, der synes at håre herhen, i rosenkrandsformede Kjæder;. saaledes ved Charlotten- lund Strand individer, der vare 4,5—5 u lange og kun 3 4 tykke; men de vare næsten ikke rådfarvede og de stærkt lysbrydende Svovlkorn vare hvidlige. Jeg har fundet den i Naturen fra Slutningen af April til ind i December, og jeg har overvintret den i Glas, der henstode i mit Værelse. De fleste gik vel til Hvile, men enkelte holdt sig livlige, De bleve dog blegere og bleve ogsaa fattigere paa de lysbrydende Korn. ; 8. Spirillum violaceum. Tab. VII, Fig. 3. Saaledes benævner jeg indtil videre en lille Organisme, som jeg fandt i August i en fra Underlæge Gad erholdt Sending fra Roskilde Fjord, Den slutter sig til Monas. Okenii ved sit stærkt farvede Plasma; dette har en smudsig violet Tone, som jeg dog ikke har truffet hos denne; foråvrigt er det fint grynet som hos denne, og' kun hos enkelte fandtes nogle faa stærkt lys- brydende Svovlkorn som de hos Okens Monade omtalte. Den er paa en Maade en videre Udvikling af denne i Retning af det Skruesnoede. De simpleste Former ere svagt halvmaaneformede eller kringleformede, saaledes som Ferskvandsformen af Okens 326 Monade; de videst udviklede derimod tydeligt snoede i en meget stejl venstre Skrue med lidt mere end en Skruegang. Enderne ere meget afrundede. Skruegangens Håjde 8—40 u, Diametren af den 1—1,5 u; Tykkelse af Corpus 3—4 u. — Paa en spo- redes Cilievirkninger. De ere umaadelig livlige, som det synes i håjere Grad end Monas Okenii, hvortil Grunden dog sikkert er den mere skruesnoede Krop, da der med en saadan fålger en stårre Uro i Bevægelsen og mere uregelmæssig Bane. Bevægelsen er ganske som hos Ophidomonas sanguinea og andre Spiriller; den livligste Bevægelse aflåses pludselig af fuldstændig Ro, saa ind- træder Bevægelsen pludselig paa ny; de kunne snurre som. en Top paa den ene Ende, og ile saa maaske pludselig bort med uhyre. Hurtighed. 4. Ophidomonas sanguinea (Ebrb.) Tab. VII, Fig. 8. Samme Dag Ehrenberg under Naturforskermådet i Jena 18386 fandt Okens Monade og sammen med den fandt han et Væsen, som han 1838 i «Die Infusionsthierchen» (S. 44) opstiller under en ny Slægt, »Slangemonade», Ophidomonas, som Arten «Jenensis?”, der skal være brunlig: farvet. Dens Diagnose lyder: «Ophide= Monas corpore spiraliter curvato tenuissimo; utroque. fine æquå- liter obtuso,… 48vam lineæ partem longo, olivaceo-fuscescente”. Den har en «sehr seiner Riissel» og optræder med Former pe "2—21/2 Skruegang. Totallængden er 1/48" — 1/94 Min. (0,04 Mm): Tykkelsen er 1679 Linie — 1/38 Mm. — 3 u; i det indre er der 118—24 Magenblåschen». — IJ 1840 (X, S. 201) tilføjedes & ny Årt, funden i. blodrådt Brakvand ved Kiel, Ø. sanguinea, Artsmærke: 40. Corpore tenuiore, inter cellulas ventriculorun rubro colore repleto; Magn 48/7, 1 'den kjæmpemæssige Spi rillum, som navnlig førte mig ind paa disse Bakterieundersågelse!; og som jeg sendte til Cobn, tror han at gjenkjende den ikke siden 1840 gjenfundne 9. sånguinea. Om den ér identisk mel 0. Jenensis og Pertys Spirillum' rufum' lader sig "vel vanskelig afgjåre endnu (efr, Co hn I. €.); da Perty imidlertid angiver E sin, at den har Sp, Undulas Form og Stårrelse, er det mig tdl ; : ; i É 3 i: i É i É i É 327 usandsynligt, at den hårer herhen (se Note XXIII); heller ikke forekommer det mig rimeligt, -at vor Kystform er Ehrenbergs 0. sanguinea;- thi Ferskvandsformen O. Jenensis var kun 3 4 tyk, og 0. sanguinea er endnu tyndere, men vor Form er almindeligt 3—3,5—4 u tyk. Indtil videre betegner jeg den som Cohn. Den er altsaa tidligere kun fundet. ved Kiel (med mindre Jenensis skulde være identisk med den); jeg har dernæst fundet den i Salt- og Brakvandspytter mellem raadnende Tang ved Kjåbenhavn, Charlottenlund, Roskilde, Korsår, Kol- ding, og den fandtes. ligeledes i Vand sendt af Frk. Rosen=- berg fra Hofmansgave Strand: Dernæst opdagede Stud. mag. Poulsen i Stadsgraven en noget afvigende, mindre, Form, der maaske er den ægte O. Jenensis. Kroppen er cylindrisk, afrundet for Enderne og snoet som en almindelig Proptrækker (til venstre); Former som c med af- smalnede Ender ere sjeldne; Vindingerne ere i Antal fra "79—3; Stejlheden er meget forskjellig; medens nogle ere som de af "Cohn legnede, hvor Diametren af hver Skruegang er omtrent "afg af Håjden, er der andre, hvor Diametren er 7/7—/14 af Håjden, saaledes at Kroppen nærmer sig til at blive ret (Fig. 8, 45, d,g). I fårste Tilfælde er Snoningen saa stærk, at man ved stærke Forstårrelser ikke kan se mere end enkelte Stykker af en Skruevinding ad Gangen. Efter at Tavlen var ”stukken, blev jeg opmærksom paa, at nogle af de stærkest snoede Exemplarer ikke Vare afbildede; da det er mig åf Vigtighed at faa alle Modifikationer i Kropform hos denne store let gjenkjendelige Form afbildede, fordi de. skulle danne et Grundlag for Bedåmmelsen af Form- forandringerne hos de andre Spiriller, tilfåjes de her i et Træsnit Påa næste Side. ; Skruegangens Håjde er fra 15—20—30 u, enkelte naa til 374 Højde. Det længste Individ maalte c. 65 4; med Skrue- højder paa c, 34 p- Tykkelsen af Corpus er ogsaa variabel, skjånt mindre end de ådvrige Forhold; den ligger mellem 2,5—4 mp; de i Ferskvand fundne naaede kun omtrent 2,5 øm Tykkelse. — 328 Farven er blegråd, ofte saa svag, at den kun træder frem, naar et Individ'ses fra Enden af, eller naar flere ligge over hverandre; der forekommer "ogsaa Individer, søm synes aldeles farveldse a: have den almindelige Bakteriefarve. Plasmaet er fint grynet, undertiden tydeligt, undertiden svagt. Talrige Svoylkorn af nå agtig samme optiske Forhold og Stårrelse som hos Okens Monade findes spredte gjennem hele Corpus; ved åverste Indstilling er Midten råd eller sjældnere hvidlig og har en meget stærk Glansy samt er omgiven af en mårk Ring; ved næste Indstilling er Midtens Farve den samme, men blegere og Glansen mindre; om den fålger fårst en sort, derpaa en: råd-brunlig Ring; ved en nægte Indstilling er Ringen maitere og helt rådlig, og til sidst biiver Midten mårk og omgives af en sortagtig smal Ring; uden om hvilken der er en blegråd. Disse Korn se aldeles ud 50”! smaa Kugler og vise aldrig, selv om de blive saa store Som i a, Spor til Kanter; ikke destomindre ere de Huller, der blive synlige i Corpus; naar man oplåser Kornene, meget uregelmæs” sigt formede og kantede (4). Kornenes Diameter er i Alminde- lighed omtrent 1—4,2 u. Der forekommer sjeldent Individer uden Korn, kun. med -de sædvanlige smaa Gryn i Plasmaet (9- Cilie findes vist hos alle, om ikke i begge Ender; hvilket forekommer "hos de stårre, saa dog i den ene; naar den ikke er tegnet paa alle, er det, fordi den ikke er set paa dem. DM al i Regelen let at opdage ved den Hvirvel af Smaalegemer; me 329 den fremkalder, og den lader sig ogsaa som oftest let se direkte paa Individer, der ligge stille eller ere dræbte. Jeg har flere Gange tydelig set, hvad. der har stor Interesse med Hen- syn til disse Organismers systematiske Stilling og Forhold til andre Flagellater, at der kan forekomme 2 og 3 Cilier i samme Ende (se Fig.). De sidde — i alt Fald tilsyneladende. — ikke altid midt paa Enden (f. Ex. 9). Cilien er ”ofte tydelig tykkere ved Basis end mod Spidsen. Dens Længde er forskjellig; i Regelen vist omtrent 15—98 u. Naar Cilien er i den under Bevægelsen bagerste Ende, slæber den efter Corpus; er den i den forreste Ende, er den ikke altid i Bevægelse, men hænger ned langs Siden. Er Corpus i Hvile, ses ogsaa Cilierne ofte i Ro, men undertiden i en voldsom pidskende Bevægelse, uden at dette in- fluerer paa den Rolighed, Kroppen imidlertid - udviser. Paa dræbte Individer hænge Cilierne oftest ned omtrent som paa e. Bevægelsen. Det er i høj Grad fængslende og interessant at se Synsfeltet i Mikroskopet opfyldt af. talrige Individer, som alle ere i den livligste Bevægelse og derved synes" endnu tal- rigere, "Snart ere Banerne, ad hvilke de bevæge sig, rette, snart mere krummede og uregelmæssige; efter at et Individ har bevæget sig en Stund i en Retning, bryder det pludselig af og slaar ind Påa en anden Vej, tilsyneladende aldeles vilkaarlig, uden nogen Synlig Grund; stadig finder Axeomdrejning Sted, men den be- tinges af Skruens Snoning, og det samme Individ kan' ikke, idet del for åvrigt vedbliver at bevæge sig i samme Retning, afvexlende rotere til højre og lil venstre, hvad Okens Monade kunde: det Maa altid dreje sig i Skruens Snoning. Heller ikke kan den ideale Åxe, om hvilken Corpus er snoet, under. Bevægelsen beskrive Skruelinier med sine forskjellige Punkter paa et nær, saaledes som | hos denne; den ligger altid i selve Bevægelsens Bane. Derimod kan Kroppen let gåa frem og tilbage uden at maatte vende sig helt om: der er ingen Forskjel paa de to Ender, hver af dem er lige saa godt Bagende som Forende. Ofte ser man et In- divid ligge temmelig roligt, og kun af og til giver det som smaa 330 Ryk i det, eller det bevæger sig en kort Strækning i en Retning for strax derpaa at glide tilbage, som det synes, i nåje samme Skruebane. Hvile — og det en, som har varet længe — kan aflåses pludselig af Bevægelse, der ligesaa pludselig kan ophåre; ofte ses et Individ bevæge sig imellem sammenfiltrede Oscillatorie- traade og halv oplåste Plantedele og Detritus; med en, som det synes, forbavsende Smidighed snoer det sig frem og tilbage mellem alt dette, saa at man ofte bringes til at tvivle paa, om denne formfaste skruesnoede Krop dog ikke i Virkeligheden for- maar at båje sig som en Slange efter Omgivelserne — hvad den dog ikke kan. Af ejendommelige Bevægelsesmåader fortjener endnu at an- fåres: undertiden ses Individer ligesom holde sig fast med den ene Ende, medens den anden bevæger sig rask i en Cirkel 0$ Cilien pidsker til alle Sider; den fastsiddende Ende er sikkert altid uden Cilie; i andre Tilfælde kommer det ikke til nogen Omdrejning af Enden, men den sættes i en forunderlig dir- rende eller svingende Bevægelse, der ophører for med små2 - Mellemrum at gjeniages; denne Sitren kan være saa stærk, al man ikke kan se Konturerne af Corpus i den dirrende Ende. Ogsaa kunne afvexlende de to Ender paa. samme Individ sættes i denne dirrende Bevægelse. Flexibilitet har jeg ikke bemærket. Hvad dens Formering angaar, kunne vi kun per analogiam slutte, at den formerer sig ved Deling; der findes som anført meget forskjellige Størrelser, og de smaa, som ikke en Gang er? en Vinding lange, turde vel nylig være fremgaaede ved Deling af en dobbelt saa lang; men jeg har aldrig direkte iagttaget De- lingen, og hvad der er endnu mærkeligere, jeg har aldrig påå . de Hundreder af Exemplarer, som jeg har set, fundet Tegn til Indsnåring. Rimeligvis foregaar Delingen meget pludselig ; seed ledes som jeg har set det hos Spiromonas Cohnii, der neden for "omtales, ved at Corpus pudselig brækkes over... Endnu mindre foreligger der Iagttagelser, der tyde. paa en Formering ad sexuel Vej eller gjennem Sporedannelse. 3314 Jeg har fundet denne Bakterie aldeles uforandret fra April til ind i December, og jeg hår med Lethed overvintret den i mit Værelse; der fandtes i April og Maj Exemplarer lige saa livlige og normale som de, der ”/o Aar tidligere vare tagne i den frie Natur og anbragte i Overvintringsglasset. Det er allerede anfårt, at den i Stadsgraven fundne afilgdr ved sin Lidenhed fra Saltvandsindividerne; men for åvrigt er den dem lig (Fig. 8, f).. Der fandtes dog sammen med den enkelte andre, der vare af normal Stårrelse, men afveg i andre Henseender, Saa Som Cc, paa hvilken jeg ingen Cilie kunde finde, og som i sin mod -Enderne jævnt afsmalnede rosenråde Krop kun havde de almindelige svage Plasma-Gryn. Ogsaa h er sammesteds fra og udmærker sig ved sin store Skruevinding samt sit tydelig graa Plasma, hvis Korn ikke våre rådlige. At disse stårre Former forekom sammen med de mindre, men talrigere, taler ogsaa for, at de sidste ere identiske med de store Saltvandsformer; men jeg er unægtelig mest tilbøjelig til at betragte dem alle som ensårtede med 0. Jenensis; at denne er brunlig, foråarsages af de rådlige Korn i det graalige Plasma, og de smaa Stadsgravs - Ophidomonader havde ogsaa ofte en brunlig Tone. — Grunden til det i b tegnede Fænomen — ligesom en Draabedannelse paa Kroppens Sider — kjender jeg ikke; maaske er det parasiterende Monader eller Sværmere , som have sat sig fast. Jeg har kun iagttaget det en Gang. 3. Monas gracilis n. sp. Tab. VIL, Fig. 5. En Motiade, som jeg fandt i Mudder fra Stadsgraven i Selskab med Okens og Slangemonaden, men desværre kun i et ringe Antal Exemplarer, kan jeg ikke henfåre til nogen "af de mig bekjendte, Den er cylindrisk, oftere tykkere i den ene Ende end den anden, omtrent som mange Exemplarer af Okens Monade; der var indtil 60 mu lang, men Tykkelsen, hos alle Omtrent 24. Enderne vare stærkt afrundede som hos Okens Monade. Plasmaet smukt rosenrådt som hos denne, og de Stærkt lysbrydende Korn som ellers; de ere af forskjellig Står- 332 telse. Under Axeomdrejning bevægede den sig langsomt fremad i rette eller krammede Baner, idet Cilieenden var bagest. … Jeg saa kun Cilievirkninger i den ene Ende. Til forelåbig Betegnelse har jeg givet den ovenstaaende Navn; senere Undersågelser ville forhaabenlig vise, om det skal være blivende. - Fra Monaderne af Vinosa-Gruppen afviger den ved sin Farve og Maaden hvor paa Enden ér afrundet, fra de Okenske ved sine Stårrelsesfor- hold; desidste kommer den aabenbart nærmest. Jeg har kaldt den Monas, skjånt dette Navn neppe kan vedblive at bruges for disse rode Bakterier, som her omtales; men jeg vilde dermed betegne, at den slutter sig nær til Monas Okenii, Ophidomonas osv. Rig- ligst vil det være at forene de råde Monader med de alminde- lige Bakterier, og denne Art vilde da blive en Bacillus- 6. Monas vinosa Ebrenb.; Monas erubescens Ehrb.; Monas Warmingii Cohn; Rhabdomonas rosea Cohn. Tav. VII, Fig. 6. - Hovedmassen af Bakterier i de rådfarvede forraadnende Dele ved vore Kyster dannes næsten overalt af de oven for anfårte wArter«; i alle Pråver af rådt Mudder, som jeg har faaet fra Born- holm til Fané, har jeg næsten stedse fundet enten den ene eller anden. af dem overvejende og -de andre mere eller mindre talrig! indblandede, eller ogsaa var Selskabet ligelig blandet. Men disse Former trænge lil en nærmere Omtale,. fordi jeg her mere end paa andre. Punkter føres. til. en Opposition: mod Cobns Ån- skuelser om Formens og Stårrelsens Betydning for Adskil lelse af Arter i denne primitive Del af den organiske Natur, ?& fordi denne hele Gruppe rimeligvis vil faa stor Betydning re Studiet af Bakteriernes Formforhold: overhovedet. Monas vinosa angives af Ehrenberg (IX, S. 44) at være sigt afrundet i: begge! Ender; Y505—1f50' Mm: (2—4 pm) langs rådvins" farvet («lebhaft rothu) og at have en meget langsom Bevægelse. Morren (XI, S. 25) angiver Middelstårrelsen til 1/00 Mm. = 2% mer «der gives endnu mindre Exemplarer, end Ehbrenberé . anfårt», Til denne «Art» henfårer Cohn nu: ogsåå de meget smaa Monader, som »in unzåhligen Massen» sværmede omkring 333 i det af mig sendte Saltvand. Størrelsen stemmer vel, thi man vil finde alle mulige Stårrelser fra de lige synlige allermindste Former (4), der ere omtrent 0,5—1 u lange, til saadanne, som de ved B, der ere c. 3—4 u lange, og Formen ér ogsaa den samme, men for dvrigt synes de mig forskjellige fra den af Ehren- berg beskrevne, da vore ikke ere rådvinsfarvede, men saa blegt råde, at de enkeltvis aldeles ikke synes at have Farve, og kun Kornene i dem havé den samme rådlige Glands som hos de foregadende; og dernæst ere de heller ikke langsomt bevæge- lige, men bevæge sig tvertimod oftest meget raskt, naar de over» hovedet bevæge sig, og Cilievirkning spores tydeligt paa mange. Dette Spårgsmaals Løsning maa staa hen, til den rette M. vinosa maaske gjenfindes, og indtil videre benævne vi altsaa disse mindste kugle- eller ellipseformede Monader med dette Navn. [Morrens Monas rosea forekommer mig ogsaa at komme nær til vore]. Man finder nogle, nemlig de allermindste, uden Korn, men. ud over en vis Størrelse have de alle Korn, et eller flere, og disse Korn ere, som nævnt, hele Gruppen igjennem”tilsyne= ladende identiske med den Økenske 0. a. Monaders «Svovikorn». Monas Warmingii er efter Cohn (il, S. 467, Tab. VI, Fig. 44; Se min Fig. 6, Gruppen om D) robustere end Okens Monade, Som den ellers ligner i Form; dens Krop er vandklar, dannet af blegrådt tæt Protoplasma, og kun i begge Ender fyldt med råde Korn;' Cohn angiver Længden til 15—20 u, Bredden til 84, «doch kommen auch kleinere vor»; dens Bevægelse er tumlende, dog langt livligere end den Okenske Monades; en Cilie i Bagenden slæber efter den. Ejendommelig, siger han, er Kornenes Forhold ved Tverdelingen; thi medéns den udelte Monade er kornfri i Midten, begynde mårke Korngrupper at danne sig i Perifetien ved Delingsplanet, naar Delingen begynder, og rykke derfra videre ind ad, eftersom Delingen skrider fremad. Denne Monade havde jeg, som Cohn anfører, allerede afbildet og omtalt i Breve til ham i. Efteraaret 1874; jeg adskilte den da i-mine Noter" fra de andre under Navnet den «polære», netop paa 334 Grund af denne ejendommelige Fordeling af de rådlige lysbry- dende Korn. Jeg maa nu forene den med Monas vinosa og blot betragte den som en større særligt udviklet Form af denne. - Man vil nemlig i den åverste Del af Figurgruppen 6, Tav. VIII, finde saa mange Mellemformer afbildede i Rækken 4—D, som behåves for at det skal blive indlysende, at Kornene hos Monas vinosa (3: de smaa Former) ogsaa kunne være polært grupperede, 0g at der er alle mulige Mellemformer i Stårrelse mellem 4 og D; de stårste til Håjre afbildede Exemplarer ere henimod 45 p lange og 5—6 u tykke, altsaa noget mindre end de af Cohn maalte; men «auch kleinere» forekomme, siger han jo. Da Form, Farve; Lysbrydning, Bevægelse for åvrigt er den samme, og de leve sammen, maa de forenes. For åvrigt er det ikke rigtigt, at den er stårre end Okens Monade; Cohn kan til Nåd have Ret, naar han holder sig til Ferskvandsformen af denne (Tav, VII, Fig. 1, kog 9); Hen åkke, naar han tager Saltvandsformerne med i Betragning; da vil Tykkelsen af de stårste Former være omtrent som hos Okens Monade, nemlig 41//9—8 ; Længden har jo mindre Be- tydning. Jeg har ikke bemærket, at Kornene, som Cohn an- fårer, dannes konstant først i Periferien af de i Deling værende Individer, om Delingsplanet, og fårst senere optræde nærmer? ved Midten; tverlimod hersker der sikkert en hel Del Variation i den Henseende; man vil finde Individer afbildede, som næs! have fuldfårt Delingen, uden at der endnu er traadt et eneste Korn op i de to nydannede Ender, og andre, hvor en Plade af Korn har samlet sig tvers gjennem Kroppen paa det Sted, hve" Delingen vil foregaa, uden at denne for åvrigt er antydet ved noget Spor af Indsnåring. . Denne Indsnåring gaar heller ikke altid, som et Par Figurer vise, jævnt for sig i hele Omkredsen; den kan være begyndt paa en Side, men ikke paa en snfen hvorved Kroppen bliver mere eller mindre nyreformet, 08 es 6 nene kunne ogsaa samle sig ud til Siderne i Stedet for i Polerné (se Fig.). De fleste af en Deling netop fremgaaede Individer ere. klare i - i 1: abærende el den ene Ende, kornede i den anden, som er ciliebær? : 335 Derimod er det rigtigt, at Bevægelsen er raskere end hos Okens Monade, fra hvilken den foråvrigt er vel adskilt ogsaa ved, at Farven i Regelen kun træder frem som et svagt Rådt, naar mange Individer ere samlede i Klump. Bevægelsesmaaden er ganske den samme, som hos denne; deres Baner ere uregelmæssige eller sjeldent mere lige, pludselig standse de maaske midt i Farten og snurre nu, paa en Plet, med en saa stor Hurtighed om paa den lyse Ende, at de næppe kunne ses, fare saa atter afsted, stadig drejende sig om deres Længdeaxe, eller denne Bevægelse aflåses af en anden 'uroligt tumlende, idet de vælte sig om deres korte Axe i 8-Tal-Form eller som en Dobbelt-Top; mest uregel- mæssig er Bevægelsen vel hos de ensidigt indsnårede; en af de skæve ved C bevægede sig saaledes særdeles uregel- mæssigt; ogsaa kan man finde Individer, hvor den ene Ende Svinger stærkere end den anden, og det relative Hvilepunkt altsaa ikke ligger midt paa den store Axe. Ofte gaa de ogsaa for længere Tid til Ro, og de findes sammen med alle de andre Former aflejrede paa Plantedelene, hvorom mere neden for. Cilier har jeg ikke set direkte, men kun ved Hjælp af den Hvirvel, som de fremkalde mellem Smaadelene i Vandet, og den kan være særdeles tydelig. Den ciliebærende Ende er under Be- vægelsen bagerst paa dem, der kun have Cilie i en Ende. Monas vinosa findes imidlertid ikke blot med Kornene sam- lede polært, men kan ogsaa have dem jævnt fordelt gjennem hele Kroppen (se ved B og N), og fra disse smaa Former fåre de jævneste Overgange gjennem Former som Æ og F til de store ved G, der kun afvige fra M. Warmingii i D ved at Kornene findes fordelte over hele Kroppen; af direkte Mellemformer mel- lem dem er mellem Grupperne D og G afbildet en, som har Korn fordelte over det Hele, men fortrinsvis dog samlede i En- derne. Hermed turde det være tilstrækkeligt godtgjort, at der aldeles ingen Grund er til at adskille M. vinosa, i Cohns Betyd- ning, fra M, Warmingii og de paa samme Trin som denne staaende i Gy der maaske ére identiske med Ehrenbergs M. erubescens, 336 i alt Fald kunne de med lige saa megen Grund henfåres. til denne som vore M. vinosæ til Ehrenbergs. Dennes Diag- nose af M. erubescens er nemlig fålgende (1X, Fig. 44): «Krop oval, rosenrod, 779 Mm. (= 444) lang; langsom vedholdende Bevægelse.» Denne «Art» fandt han i Saltsumpe i de Kirgisiske Stepper. Det maa overlades til fremtidige Undersågelser at af- gjåre, om den er identisk med vor blege, livligt bevægede, der er afbildet ved G. Blandt Exemplarerne ved G findes flere, som have c. 44 u Længde, altsaa i den Henseende fuldstændig stemme med den. j Rhabdomonas rosea er en ny Art, som Cohn har op- stillet (II, S-,467, Tab, VI, Fig, 14) paa Former fra Thiiringen, men som ogsaa. fandtes «in ungeheurer Menge» i det af mig sendte Vand. De beskrives som «spindelfårmige, blass rosen-= rothe Kårperchen, welche nach beiden Seiten verjingt, in aus- gewachsenem Zustande etwa 8 Mal långer. als breit sind”; Bredden er 3,8—5 u og Længden 20—30 u.” De have de samme Korn i sig som M. vinosa 0. s. v., men «die Bewegung ist lang- sam zitternd, abwechselnd vor- und-rickwårts unter beståndiger Drehung um die Långsachse; ein Wirbel am hbintern Ende deutel auf: eine nachschleppende Flimmergeissel, die ich jedocb Pr €inmal wirklich unterscheiden konnte». : Exemplarer fra vore Kyster, som komme hans Afbildning og Beskrivelse nærmest i Stårrelse og Form, ere afbildede ! Grupperne om I og L; de ere c. 15—35 mu lange 08 Brdø brede, men selv om de ganske skulde ligne Gobns i Korn, Far? (denne er, som han selv bemærker, blegere hos vore) 08 Be E gelse (den er livligere hos vore), saa er der dog en vis Forskjel i Form; vore Saltvandsformer ere sjelden tendannede, som nl beskriver og afbilder sine, men cylindriske og jævnt afrundede for Enderne, Jeg tvivler imidlertid ikke om, at vi have den samme Organisme i en cylindrisk Saltvands- og e” sgl formet, tydeligere råd, Ferskvands-Varietet at gjåre, 28 18 lg derfor i det Fålgende kalde disse lange cylindriske Stavmonader 337 Rhabdomonas rosea. Vore Kystformer afvige nu ikke påa nogen Maade i.Farve (kun naar mange ligge sammen, viser det sig, al Plasmaet er blegt rådt), i Kornenes Form og Farve eller i Lys- brydning fra M. vinosa, Warmingii og erubescens.. Kun Formen og til Dels Bevægelsen er forskjellig. Hvåd" fårst Formen angaar, se vi Individer afbildede paa højre Side af L£, hen til M, der aabenbart ere identiske med de om L, men kun 2—3 Gange længere; gaa vi til venstre for EL; finde vi f. Ex: i' Grupperne om I og O Former, der ogsaa kun afvige fra E ved forskjellig Længde, og gjennem dem fåres vi over til Former som E og N, hvilke vi lige saa godt kunne regne til Monas vinosa. Med andre Ord: der lader sig, og det ofte i en og samme Vanddraabe, opstille den jævneste Overgangsrække fra Monas vinosa til Rhabdomonas rosea Cohn og derfra til Former, som ere dobbelt "saa lange som de, han har iagttaget, Jeg drager deraf den Slutning, at Røhabdom. rosea hårer med til den vinråde Monades Formkreds. Hermed er. Formmangfoldigheden imidlertid endnu ikke ud- tåmt. Ligesom vi hos Okens Monade fandt Former, som afveg fra de almindelige cylindriske ved at være skruesnoede og der- ved dannede en Overgang til Ophidomonas, saaledes finde vi det Ogsaa her. Ved N og Q vil man finde Individer afbildede, der vise de fårste Svage Spor til Krumning af Kroppen, og tillige vil man i P finde de allermindste af saadanne afbildede, som det hidtil er lykkedes mig at se. Gaar man fra disse Grupper til højre, vil man om O og S finde Individer af forskjellig Tykkelse ”g med stærkere Krumning, og gaar man derfra hen mod T'og U, vil man finde, dels som i U, Individer, der meget tydeligt ere Snoede i en venstre Skrue med mere end 4 Skruegangs Højde, dels ved T og i dets nærmeste Omegn samt neden for K for- skjellige uregelmæssigt snoede (dog, hvor en Vinding tydelig lræder frem, altid til venstre), der staa paa Overgangen mel- lem de stærkere snoede og de rette. Der vil overhovedet næppe kunne tænkes en Mellemform mellem de skruesnoede i U (lig- 22 338 nende tyndere findes ogsaa mellem S og Q) og de rette i I, L, M, uden at den vil findes i denne afbildede Gruppe, og jeg maa en Gang for alle bemærke, at mine Figurer ere tegnede med stor Omhu under:Camera clara og med stadig Korrektion ved Hjælp af Mikrometermaalinger, saa at hvad der er afbildet, ogsaa findes saaledes i Naturen. Jeg slutter da, at ikke blot de cylindriske rette Stiavmonader ved M, men ogsaa de skruesnoede ved U etc, håre til selvsamme Formkreds som Kuglemonaderne Monas vin0sa, Warmingii og M. erubescens; de have alle ligesom et fælles Udspring fra de i Linien mellem 4 og P afbildede kuglerunde, ellipsoi- diske eller mere stavførmede eller snoede Monader, hvis Står- relse er 2 til 3 Tusindedele af 4 Millimeter (2—3 u), og som ikke kunne holdes adskilte fra hverandre som selvstændige Arter. De extreme Former M. Warmingii, Rhabdomonas 0. s.v. synes ganske vist vel adskilte fra hverandre, og de gaa unægtelig heller ikke over i hverandre paa den Maade, at de lange ved M ved Deling skulde frembringe en kuglerund Form, eller omvendt. Dog mangle Overgangsformer- mellem dem ikke ganske. Mellem Stav- monaderne og. Skruemonaderne vil man let i Gruppen mellem E—P—M opdage alle mulige Mellemformer, og Stavmonaderneé og Monas erubescens eller Warmingii ville f. Ex. knyttes sammen ved Formerne om K og R, og disse to sidste knytte sig endnu lettere sammen, som alt anfårt. Jeg skal endnu her gjåre opmærksom paa en Omstændighed, som har foraarsaget, at jeg ikke" har afbildet saa mange Mellemformer, som der virkelig findes +); langt hen i disse Undersågelser var jeg bildet i den forudfattede Mening, som jeg havde fra Cohns Skrifter, at Formen i BakteriernesS Verden spillede en lignende Rolle med Hensyn til Arternes Af- grænsning som hos de håjere Planter; derfor var det mig først om at gjåre, at opfatte disse Arter skarpt og bestemt; Je fæstede Opmærksomheden særligt paa saadanne mere i Ojne 7) De i Kobber stukne Figurer ere kun et Udvalg af dem, Je8 — hovedet har udfårt. 339 faldende. Former som Stavmonaderne, de polære 0.s.v., der let gjenkjendtes inden for dette Mylr af lystigt tumlende Organismer, om hvilket den hele Gruppe Fig. 6 kun giver et ufuldstændigt Billede, idet Okens Monade, de store Slangemonader, de mang- foldige graa almindelige Stav-, Traad- og Skruehbakterier 0. s. v. fattes i den. Derved forsåmte jeg Mellemformerne. Men lidt efter lidt: blev det besværligere og besværligere at holde mine fra fårst af smukt omgrænsede, nåje udmaalte og karakteriserede Former inden for de opstillede Maal og Grænser, og jeg endte, efter længe at have stræbt imod, med det Resultat, som jeg nu har gjort Rede for, og for hvis Rigtighed ogsaa Henblikket til Monas Okenii med dens kugle-, stav- og skrueformede Exem- plarer giver en Borgen: Dog vil jeg ikke skjule, at Mellemformer mellem Skrue- og Stavmonaderne i Grupperne P—U og O0—M og Kuglemonaderne i D og G i det Hele vist ere sjeldnere; det synes, som om Udviklingen fra de småa Former gaar i to Ret- ninger, hvad jeg har villet udtrykke ved Grupperingen i Fig. 6, i og at de to parallelt låbende Rækker ikke let gaa over i hin- anden. Jeg har aldrig truffet nogen som helst Antydning af, at en Stavymonåde kan dele sig saaledes, at den frembringer. en Kuglemonade og en ny Stavmonade eller omvendt, ej heller med Sikkerhed af, at Kuglemonaderne (Endepunkterne D—G) kunne Voxe ud i Længden uden at dele sig og danne en Slavmonade, thi disse sidste ere gjennemgaaende omtrent kun halvt saa tykke som Kuglemonaderne; men -ikke desto mindre forekommer det mig, at Umuligheden af at skille dem ad som forskjellige Arter, der ingen Udviklingsformer have fælles, er godtgjort. Mellem de to Rækkers Endepunkter er der dernæst en For- skjel, som ikke bår- være uomtalt. Kuglemonaderne ved D og G kunne være lige saa livlige i deres Bevægelser som de smaa «vin- råde» Monader, og fortsætte aabenbart Formeringen ved Deling. Om der er et Endepunkt for denne Række i Form af en stor ube- vægelig eller langsom bevægelig Kugle, som ikke længere deler sig Som ellers, véd jeg ikke; dog forekommer det mig rimeligt, efter- ig 340 som jeg hyppigt har set store Monader, som de ved G,-i Hvile; men naar Stavmonaderne komme ud over en vis Længde, der om- trent synes at være som deres, der- omgive L, og naa til Længder som M, synes Delingen at blive sjelden; jeg har endnu ikke truffet nogen af de længe Former ved M i afgjort Tverdeling. Dernæst ere de trægere i deres Bevægelse, glide under Axeomdrejning langsommere frem "og tilbage, hvad Cohn ogsaa angiver for Ferskvandsformen, og de synes tillige mere konstant at have en Cilie i bver Ende." De staa derfor som et fuldstændigt Sidestykke til de lange Former af den Okenske Monade og ere sjeldnere ligesom disse, medens de smaa næsten kuglerunde, mange Gange hyppigere Okenske Monader svare til Monas vinosa; i sine skruesnoede Former leverer Monas Okenii endelig en påa- rallel Form til de skruesnoede i denne Gruppe. Vi staa over for Rhabdomonas rosea ved det samme Spårgsmaal som ved de lange Okenske: Hvad blive de til? "Kunne de formere sig ved en Slags Sporer, eller have de opgivet al videre Formering? Jeg maa lade det ubesvaret; men jeg skal dog allerede her an= lyde den paafaldende Lighed, der er mellem dem og smaa Beg- giatoaer, en Lighed, som er saa stor, at naar de ikke havde Cilie, vilde de ikke være til at- skille fra disse; men Ciliens Nær- værelse er det ofte meget vanskeligt at overbevise sig om. Jeg udtalte derfor paa Mådet den 27de Novb. 1874 i den Naturhistoriske Forening som en Formodning, at disse Monader vare de livligt bevægelige Ungdomstrin, en Slags Sværmsporer af Beggiatoaerneé- Skulde det nu end kunne blive bevist, at denne Formodning ér rigtig, bave. vi imidlertid kun faaet det Spårgsmaal rykket et Stykke længere ud: hvorfra komme disse Beggiatoaernes Sværm- sporer? "endnu har ingen set mindste skete" af: em spore” dånnende Proces hos nogen af dem. Medens vi endnu ikke hos Okens Monade kjende såa små2 Former, at Tanken om deres umiddelbare Fremkomst af & ukjendt Slags smaa sporelignende Formeringsorganer med Lethed opslaar, stiller Forholdet sig anderledes hos hele denne Grupp?» 341 der ender med Warmingii — erubescens og de lange Skrue- eller Stavmonader; thi de allermindste Former ere saa smaa, at de netop. blive synlige, og synlige blive de kun ved at bevæge sig, eller naar de kunne rumme et eller et Par af de alminde- lige råde Svovl-Korn. Indeholde de ingen Korn, bliver det næsten umuligt at se denne farvelåse 0,0005 Mm. store Klump af Plasma, naar den ikke bevæger sig, selv naar man véd, at paa det og det bestemte Sted ligger der en, fordi man har set den standse sin Bevægelse der. Øg hvad forbyder os at antage, at bag ved disse Former, de alidsle. som i alt Fald. mit Mikroskop evner at gjåre' synlige, ligger der endnu en hel lang Række af mindre og mindre Former; vi maa jo endog sige: det vilde være et mærkeligt Træf, om den mindste Form netop akkurat var saa stor, at jeg kunde lige nelop faa Oje paa den! "Desuden staar Dallingers og Drysdales Skildring af en Cercomonades Livs- historie (VIL) som et lærerigt Exempel paa, hvad man kan vente ved stærkere Objektiver at opdage af Monade-Kim og lignende. Men er der mindre Former, hvorfra komme de da? Den Omstændighed, at man kan opstille en Række af Former fra de mindste ved 4 til de stårste ved D, G, M, er jeg nu langt fra at betragte som Bevis for at en. lignende Udviklings- Sang fra Å til D osv. findes i Naturen. At her er en Udvikling fra det mindre til det stårre, antydes dog maaske af et Par For- hold. Hvor jeg ved Kallebostrand, ved Holbæks Havn og andre Steder har fundet nylig opskyllet, endnu grån Bændeltang, paa hvilken kjådfarvede Bakteriepleiter hist og her begyndte at vise Sig, der var det navnlig de smaa Kuglebakterier, som spillede en Rolle, og de stårre manglede fuldstændig, eller kun ganske enkelte kom for; de stårre har jeg kun fundet. paa Steder, hvor Forraadnelsen var mere fremskreden, Tangen f. Ex. allerede brudt i Mange smaa Stumper og Stykker, men altid i Selskab med mindre Exemplarer. Det er muligt, at dette er saaledes, fordi de virkelig ere forskjellige fra disse og udelukkede fra visse. Lokaliteter, Wrog disse kunne trives fortrinligt, men det er ligesaa vel. muligt, 342 ar de ere Udviklingsformer af de smaa kuglerunde, der netop fremkomme, naar visse Betingelser indtræde. For åvrigt har jeg i Maaden, hvorpaa alle disse Former forekomme, lige 'saa lidt fundet Holdepunkter får Adskillelsen af forskjellige Arter, som i Formen eller i den tilsyneladende fuldstændig overensstemmende Farve og Bygning. Det er vist næsten en Umulighed, at ikke Re- præsentanter for alle de i Gruppen Fig. 6 fremstillede Hovedformer skulde kunne findes i ét Vandhul, hvor Forraadnelsen af Tang- masserne er vidt fremskreden, naar man kunde gjennemsåge det hele; men undertiden er den ene Form overvejende, undertiden den anden (og ogsaa derfor er det godt, om man har Navn for hver enkelt). Saaledes var M. Warmingii i forskjellig Stårrelse ned til de smaa ellipsoidiske (B) fremherskende i Vandpråver, jeg tog Nord for Kronborg, uden at jeg i flere Draaber, jeg under- sågte, fandt enten de stavformede eller erubescens; desuden drev Klumper med helt fyldte Celler omkring. I Pråver fra Bramsnæs i Holbæks Fjord var der heller ingen stavformede, kun kugle- formede helt kornfyldte; M. Warmingii manglede. 1 et andet Selskab (fra Limfjorden) fandtes kun helt kornfyldte Stavmonader i alle mulige Stårrelser fra c. 3 u Længde til 18—20 pm Længde, medens Tykkelsen stedse nåje var den samme, og der var kun faa, som vare lidet segikrummede. I et andet Selskab fandtes en fuldstændig lignende Suite, fra korte til lange, men dette Selskab havde dog ved sin ensartede ringere Tykkelse et andet Præg end det foregaaende, og alle i dette Selskab vare rette. I et Selskab fra Kallebostrand (hvor for åvrigt omtrent alle af mig i denne Afhandling omtalte Former forekomme) fandtes næsten alene de tynde stavformede eller mere eller mindre UV gelmæssige, venstre-snoede Former, som findes nederst i Gruppe? Fig. 6, lige" fra de allermindste ved P til de lange ved T- Saa danne Forhold ståtte aabenbart den Anskuelse, at de store stad i genetisk Forhold til de smaa. Den hele Gruppe Fig. gore Repræsentanten for en eneste Art, hos hvilken den Formfasthed, som vi ere vante til hos de håjere Planter (maaske fordi vi S? 343 med indskrænket Blik paa dem!) er aflåst af en mærkværdig Plasticitet. Hvad der paatrykker denne Plasmamasse, som vi se forme sig som i Fig. 6, det forskjellige Præg, om det er Om- "givelsernes lidt forskjellige Natur, eller hvad det er, kan jeg ikke sige; men ved Siden af denne Plasticitet gaar der aabenbart ogsaa et Træk af Arvelighed, og det Præg, der en Gang er blevet paatrykt.en af Plasmaklumperne, arves da med stårre eller mindre Sikkerhed af de ved. Delingen opstaaende nye Individer. Det er de mindste Former (man kan ikke sige de yngste, thi ogsaa mange store Individer danne jo ved Deling nye, der selv- fålgelig maa kaldes unge), der ere de mest prægliåse; at sige, hvad Former som Å og B, og forskjellige andre omkring E og N i blandet Selskab ville udvikle sig til, formaar i det mindste jeg ikke; de kunne lige saa vel danne Grundlaget for den ene som for den anden Række; lidt tydeligere er Karakteren. udtalt i de smaa ved P. Med stårre Sikkerhed kan man i visse Tilfælde sige, hvad de smaa Former ville udvikle sig til, naår man ikke har et saa broget Selskab, som her paa Billedet og mange Steder i Naturen, men finder dem i et temmelig ublandet Selskab; det vil da ganske vist være Tilfældet, at saalænge de blive i dette Selskab og i disse Forhold, saa længe ville de ogsaa ved Deling frembringe Exemplarer af samme Beskaffenhed eller udvikle sig til den samme store Form, som de leve sammen med. Jeg tænker mig nu, at disse mindste Former tillige ere de mest pla- stiske, saa at de kunne udvikle sig enten til kugleformede (i Bredden) eller til stav- og skrueformede (i Længden) efter Naturen af de Omgivelser, i hvilke de blive satte, og har der én Gang udviklet sig stårre bestemtere udprægede Exemplarer, saa nedarves deres Præg med stårre Sikkerhed til deres Efter- kommere. De blandede Selskaber kunne let tænkes: opkomne ved den evindelige Omflytning af Former fra Sted til Sted, som Vind og Vejr og Bålgerne maa foraarsage. Man maa ikke tro, at jeg mener at have fårt Bevis for, at de forskjellige store Former staa i virkeligt genetisk Forhold til 344 de smaay, eller at de smaa virkelig alle ere et og det: sélv samme. Et Bevis leveres selvfålgelig kun, naar man har fulgt.selve Ud= viklingen Trin for Trin. At gjøre dette stiller' imidlertid for det første saadanne Fordringer til: Iagttageren, at det næsten bliver en Umulighed. Jeg har: ofte fulgt et enkelt Individ: gjennem 1—2 Timer, men. har da i Reglen været saa overanstrængt; at jeg har maattet opgive yderligere lagttagelse, thi man maa erindre, at del maa fålges paa alle de Veje, det slaar ind paa; og under . alle de Hvirvler, det udfårer, og den stadige Vexel af Synsfelt angriber i håj Grad Øjet. . Og hvad kan Forfålgelsen af et In- . divids Liv gjennem nogle faa Timer sige, hvor det gjælder langt stårre Tidsrum for at faa et Resultat? Ogsaa fra en anden Side træder Umuligheden eller den uhyre Vanskelighed ved en saadan Undersågelse os imåde: man kunde tænke sig et Individ isoleret, som man jo nu forstaar at isolere Svampesporer og Gjærceller og fålge dem i deres Udvikling, idet de forsynes med passende Næring. Men at isolere et af disse endnu mindre Legemer og skaffe det en saadan Fåde, at det vilde udvikle sig videre, tror jeg, er for Tiden umuligt; tidligt eller sent gaa alle de råde Bakterier i mine Forsågsglas, hvor de befinde sig i Vand 0£ Mudder fra deres Findested og i Selskab med deres Slægtninge, til Ro, og Udviklingen synes at standse; hvor meget vanskeligere bliver det da at faa et enligt Individ i indskrænkede Omgivelser; hvor det kan iagttages, til at udvikle sig. Forelåbig måa vi holde os til, hvad den blotte Sammenligning af Former 0$ Fore- komst kan oplyse os om, og naar vi fåres +til et Resultat som det foreliggende, benytte det, som det er, og drage Konse- kventserne af det. Maaske fører en yderligere Forfølgelse af disse til Stadfæstelse af Udgangspunktets Rigtighed. Øg ;Stu- diet af denne Gruppe af Bakterier (vinosa — Warmingit dg (hvilket det naturligvis er min Agt at fortsætte; idet jeg kun re tragter denne Meddelelse som den første Redegjårelse for mine Undersågelser) turde være af stor Betydning for Forstaaelsen af Bakterierne i det Hele. Er min Anskaelse rigtig, 522 5? . i 2: SKER ES DEDE DES sket SE es En FI Er 345 nemlig de forskjellige Cohnske Bakterie-Slægter omtrent fuld- stændig ophævede, Thi inden for samme Arts Formkreds': finde vi-Slægterne Bacterium, Bacillus, Vibrio og Spirillum repræsenterede, — altsaa omtrent alle "de almindelige Bakterie-Slægter. — Da nådes man i endnu håjere - Grad end for til at undersåge, om Form og Stårrelse ere «Forhold, ved. hvilke de almindelige Bakterier kunne adskilles, og! bliver Svaret benægtende, turde maaske den Billrothske Retning være Sandheden nærmere end den Cohnske,. og Ray Lankester- faa Ret,… naar han om Bacterium- Termo: og- Lineola antager, at hver af dem har en kuglerund, en "«biscuit»-formet, en stavformet og en skrueformet Phase. "Vi ville maaske ende med en Slægt, hvis Arter be- slemmes efter deres: fysiologiske Rolle, men optræde med noget nær de samme Former. Den 'hele Gruppe-af. «Arter» MM. vinosa Osv, turde maaske bedst betegnes: med et nyt Navn, f. Ex. Bac- terium sulfuratum. — Den Tåb. Vlll, Fig. 7 afbillede Spirillum - maa vist henfåres til den-hele store Formkreds, hvis Udgangspunkt Mon. vinosa er; jeg har forelåbig ikke givet den et eget Navn. Jeg har ganske vist endnu ingen Overgangsførmer truffet, ved hvilke den knyttes direkte til dennes spiralsnoede Yderled, Fig..6, Q—U; men man vil Se, at det, foruden lidt stærkere Farvning af Plasmaet, kun er Tykkelsen, hvori den afviger, og hvor liden Betydning denne har som Grundlag for Artsadskillelse, vil: være indlysende. " Den er fundet: ved Hofmansgave i. Juli, er en udpræget venstre snoet Spirillum, med i det højeste lidt over 4 Skruegang, hvis Håjde er. omtrent 40 mu, medens "Diametren kun er lidt over i u. Kroppens Tykkelse er 3—4 u« De to Exemplarer i a ere blegt rådlig gullige og grynede; de have ingen- eller kun faa stærkt lysbrydende Korn; de; andre derimod bave et lignende Plasma, men tillige en større Kornmængde. Cilie - kan " forekomme i begge Ender: ; De ere umaadelig- agile, ; bevæge sig ofte saa hurtigt om deres Axey at: den. skruevundne Krop ikke blot 346 "synes ret, men endogsaaa næsten synes tyndere paa Midlen end i Enderne. 7. Spirillum Rosenbergii n. sp. Derimod maa jeg betragte den i Fig. 12, Tab. X, afbildede Spirillum som forskjellig fra de andre kjendte. Jeg kjender den fra Kjåbenhavn, Charlottenlund, Kalundborg, Roskilde, Kolding og har fundet den i den frie Natur fra tidlig i April til ind i December. Man kan faa Vand- draaber under Mikroskopet, i hvilke den er tilstede i de utro- ligste Mængder, der oven i Kjåbet synes endnu stårre ved den Livlighed, hvormed den boltrer sig i alle Retninger i de uregel- | mæssigste Baner hen over Synsfeltet. Jeg har aldrig truffet Exemplarer paa mere end godt en Skruevinding, men vel meget mindre. Tykkelsen varierer fra 1,5—8,6 u; Skruens Håjde fra c. 6—7,5 u; Totallengden er 42 u. Formen varierer fra den f-formede eller halvmaaneformede stejle Skrue (som i a—b) til en Skrue, hvis Diameter er omtrent halvt saa stor som Højden (9); dette er vel en stærkere Skrue, end jeg har fundet hos den skruesnoede Form af Bact. sulfuratum, men jeg vilde dog ikke lægge nogen Vægt herpaa og af den Grund adskille den fra denne, hvis ikke andre Forhold kom til. Disse ere navnlig, at den, hvor lille eller hvor stor den end bliver, (næsten) altid er helt fyldt med Korn, saa at der i det højeste bliver en lille kornfri Del tilbage lige i Enderne, hvilken navnlig falder i Øjnene paa Exemplarer; der snurre sig topformig rundt. Dernæst ere disse Korn af anden Beskaffenhed end hos de andre egentlig rådlige Bakterier. De ere stærkt lysbrydende som disses med en meget mårk Ring om, men have ikke den røådlige Glands, og derved samt ved Kornenes Mængde faar den hele Organisme et meget mårkt, næsten sort Præg; dræbt i Karbolsyre viste den sig mege! mårk med stærkt lysbrydende Kugler. En, som er tegnet, havde dog kun 5 temmelig store Korn; da Plasmaet mellem disse allige” vel er mårkt, saa maa den mårke Farve ogsaa hidrøre frå det. Dette mårke, sortagtige Ydre, der er helt forskjellig fra det råd- lige i Vinosa-Gruppen og dens skruesnoede Udlåbere, giver EGE BEG al 347 et karakteristisk' Præg, der i Forbindelse med dens Form og umaadelige Væverhed endnu aldrig har ladt mig i Tvivl, om jeg havde den for mig eller ikke. Den hårer nemlig til en af de allerlivligste af Bakterierne; med lynsnar Hurtighed farer den oftest hen over Feltet, saa al den neppe kan fålges med Øjnene, man ser ikke en Gang, at den roterer om sin Axe; tillige er dens Bane i håj Grad uregelmæssig, og den farer som Spirillum undula i Zigzag hid og did, hvilket for begges Vedkommende maa sættes i Forbindelse med den korte, ofte stærkt skruesnoede Form. Holder den sig fast med den ene Ende (antydet ved et af de tegnede Exemplarer), og snurrer den rundt som en Top, ser man ofte ikke andet end et mårkt ubestemt Punkt. Den har været en af de vanskeligste at faa tegnet, og nogen levende har jeg endnu sjeldent opnaaet at faa afridset, thi naar de holde sig i Hvile, varer dette kun kort. Cilie findes vist nok, men den er Saa tynd og Bevægelsen af den hele Krop saa rask, at jeg hidtil hverken har kunnet se Sporene af den, endnu mindre den selv direkte. De mindste Former, jeg har set, ere som ved b. Et Exemplar i tydelig Deling er afbildet ved d. Jeg foreslaar at kalde den Spirillent Rosenbergii efter den Dame, som har be- skæftiget sig saa meget med algologiske Studier i Danmark. 8. De hvilende Former af Monas sulfuratum-Gruppen ; Clathrocystis. — I flere Pråver af rådfarvet Mudder har jeg kun eller næsten kun fundet hvilende Celler; der er f. Ex. en lille Vig ved Kallebostrand, fyldt med dybt Mudder, paa hvis Over- lade, der sjelden overskylles af Bålgerne, de råde Bakterier findes hele Aaret rundt; men naar som helst jeg har taget en Pråve der, har jeg næsten udelukkende fundet hvilende Exem- blarer (som Fig. 4, Tab. VIII), mellem hvilke der navnlig færdes Masser af Euglena viridis; kun nogle enkelte stavformede ere til Stede, og nogle enkelte ere i Bevægelse. Gydes Glasset, hvori de ere, fuldt af Vand, danner der sig et låst kornet Bundfald, og ingen sælte sig fast paa dets Vægge. — Lignende Masser har jeg 348 faaet f. Ex: fra Bornholm. De Former, som' frembyde sig, ere saa- danne som i' Fig, 4 a, Tab. VHI: kuglerunde, 'ellipsoidiske,, ind- snårede osv., såmt undertiden nogle ganske uregelmæssige (c), alle fyldte med de sædvanlige Korn. Hvad der har særlig Interesse er, at de ofte findes i Grupper paa 2 og 4 som i a, saaledes, at man maa antage; at, hvis de ere ubevægelige Former af Bact. sulfuratum, kan en Vexel i Delingsretning indtræde som hos Merismopedia, noget der. næppe findes hos de frit bevægelige med Cilie. forsynede Former; « Men paa den anden Side fremtræder den Tanke: ere mange af disse ubevægelige Celler, der saa paafaldende ligne Monas vinosa og "M. erubescens, dog ikke at opfatte som en fra derne helt forskjellig Organisme? Skulde det være hvi= lende Exemplarer af disse, maa man antage, at den Udpræg- ning af to Ender, som findes hos dem, gaar tabt, naar de 882 i Hvile. Det er sikkert, at bvilende Former af den ægte Monas vinosa-erubescens (de kuglerunde -ellipsoidiske Exemplarer) ofte optræde. i uordenlige Grupper og Klumper og i Torula-Form, som i Fig. 4.5, Tab. VIII. De lange rette og skruesnoede Stat- monader kunne vel gaa til Hvile, men de synes ikke at for mere sig under denne Hvile, thi der dannes aldrig saadanne Klumper eller Grupper af dem som af de kuglerunde. Man kon træffe disses forskjellige Stårrelser i Hvile, men inden for hver Gruppe er Stårrelsen gjennemgaaende omtrent den samme. I nogle Klumper eller Grupper, som d, Fig. 3, Tab. VIII, ere Cellerné tæl fyldte med de almindelige lysbrydende Korn, i andre er der færre, og endelig er der Grupper som a, b og &e, hvor hver Celle kun. har et enkelt Korn eller er helt kornfri, hvilket bedst 525; naar Cellerne isoleres-(6). Ere Cellerne i alle saadanne GrupPf" virkeligt hvilende Exemplarer af Bact. sulfuratum? — Eller gl de til en forskjellig Organisme? Jeg vover ikke endnu af be Svare dette Spørgsmaal. Mange Grupper og Klumper hidråre aldeles sikkert fra. hvilende Exemplarer af denne Bakteries sn man" kan jo 'se dem slaa sig til Ro paa Tangbladene 03 mæ Senes Sider og atter forstyrre dem i deres Ro, bringe dm! til SR UNE ENE NE SES SS AE: 349 Bevægelse igjen. Men andre håre maaske til Clathrocystis roséo- persicina —— hvis denne er en selvstændig Organisme. Clathrocystis roseo-persicina (Ktz). | [Cohn II, S. 156, Tab, VI, Fig. 1—10]. Min Tab, VIII, Fig. 3, g. Denne rosenfarvede eller ferskenfarvede Alge er omstændeligt "omtalt og afbildet hos Cobn. Den findes fastsiddende paa raadnende Plantedele eller driver lås om i ferske Vande, Men til den henfårer Cohn saa vel nogle af de Former, Ray Lankester tildeler sin Bact. rube- scens, som ogsaa Former, der i Mængde findes ved vore Kyster i de råde raadnende Masser. «Wåhrend die an der Oberflåche von andern Pflanzen haftende Alge gestaltlose Aggregate rother, scharf conturirter, durch eine deutliche gemeinschaftliche Gållert- hulle verbundener Zellen darstellt, ercheinen die frei schwim- menden als blasenartige Hohlkugeln, deren Durchmesser uber 0,6 Mm. erreichen- kann.» — — udie rothen Zellen bedecken in einschichtiger Lage die Peripherie.… " Disse hule Kugler, hvis Vægge altsaa dannes af ét Lag Celler, ere ofte gjennem- hullede paa meget uregelmæssig Maade, hvorpaa Cohns smukke Figurer byde en Del Exempler. De enkelte Celler ere kun indtil %5 u store; de ere kredsrunde, ovale eller eee kantede; de indeslutte de sædvanlige lysbrydende Korn. De Klumper og Grupper, som findes saa almindeligt ved vore Kyster (jeg kjender dem fra Sundet, Roskilde, Stege, Korsår, Hofmansgave, Nyborg, Kolding osv.) ofte i umaadelige Mængder, Saa at de paa sine Steder næsten alene fremkalde den råde Farvning, afvige i alt -Fald i et Par Punkter fra Cohns Be- skrivelse. For det fårste kan jeg ikke se, at nøgen Gruppe er Omgiven af et tydelig geleagtig Hylster. Det andet Punkt er Bygningen af de mere kugleformede frie Klumpér. Cohn fårer, de amorfe Grupper, der ére udbredte over Plantedelene, sammen Med de" frit omkring drivende hule Net og Sække, og sikkert til . Dels med Rette. Der lader sig ogsaa ved vore Kyster finde alle Stadier mellem amorft' udbredte Klumper og mere 'eller mindre regelmæssig kugleformede, som drive omkring, og som kunne 350 være solide eller hule og gjennemhullede (Fig. 3, g, Tab. Villy; saa store og elegante Næt, som Cohn afbilder, har jeg ikke truffet. Men medens Cohn lader Væggene i alle sine bestaa af et Lag Celler, er der hos vore ofte 2—3—5 Lag og flere, og Væggen er ikke lige tyk allevegne, eller Klumperne kunne være aldeles solide. Enkelte har jeg endog fundet delte i flere (indtil 7—8) Kamre ved Skillevægge paa 2—3 Cellelag. … Der fore= kommer ogsaa saadanne, hvor Væggen kun bestaar af et Lag. Alle Celleklumper ere rådlige, hvad enten de bevisligt ere dan- nede af hvilende Exemplarer af M. vinosa- Grupper eller de håre andensteds hen, hvorimod de isolerede Celler sjælden vise Spor til råd Tone; der fremgaar heraf, at de i Virkeligheden ere blegt råde, men fårst ved Sammenhobningen træder Farven frem. Cellerne ere i Reglen ellipsoidiske, men variere ikke lidt i Står= relse, thi Celler som ide Tab. VIII, i Fig. 3 ay cydy fy 9 afbildede; kunne forekomme i Clathrocystis-Kuglerne; Diametren er: fra lidt over.4 mu til 4 u. I Stadsgraven forekom ogsaa sammen med Monas: Okenii osv. uordentlige Klumper af smukt rosenråde Celler, i hvilke der ingen Korn var; rimeligvis håre de ogsåå herhen. Hvor gaadefuld denne Clathrocystis 'endnu staar; fem: gaar af Cohns Ord: — der' synes at være en Forbindelse mellem Monas vinosa og Clathrocystis, w«welche den Gedanken nahe legt, in den ersteren die Schwårmzellen der letz- teren zu erblicken». S. 316 omtalte jeg, at naar Vand med raadnende P den råde lante- dele og råde Bakterier henstaar længe, forandres Farve fra en Kjådfarve eller et smudsigt Rosenrådt til mårkt Vin rådt: I den råde Vædske, der er ubehagelig stinkende (17 ikke af Svovlbrinte, som de råde Muddermasser i Almindelighed); findes ingen selvbevægelige Monader, men især Klumper af ek drivende kugleformede eller ellipsoidiske Celler (Diameter Regelen 2—3 4), og disse Celler afvige fra de tidligere ved, af de almindelige stærkt lysbrydende Korn ere forsvundne» og de; der nu findes, vise sig ved en Indstilling mårke, ved en ande? 3514 stærkt lysbrydende, men uden mårk Ring om (VIII, Fig. 3, 4). Cellerne have tydelig en råd Tone og ere ofte ordnede som i Clathrocystis -Hulkuglerne. Det er aabenbart Cliathrøcystis og Klumper af Monas vinosa i Oplåsningstilstand, og findes der en- kelte Exemplarer af Monas Okenii, .Rhabdomonas rosea 0. a., have deres Kroppe undergaaet en lignende Forandring med Hensyn til Kørnene. Der findes ogsaa Celler næsten aldeles frie for Korn, Ligeledes vil man finde rosenkransformede Cellerækker som de paåa Tab. VIil, Fig: 5 afbildede med den samme Farve og Lys- brydning af Kornene eller kornfrie… Jeg maa antage det for at være dåde Exemplarer af Monas vinosa i Torula-Form. Det er denne vinråde Vædskes Spektrum, som afbildedes S. 317. En anden Slags Celler ere de i Fig. 3, i, Tab. VIII afbildede, som ofte findes mellem de hvilénde vinråde Monader osv. Og- Saa disse forekomme mig at maatte være dåde Exemplarer af M. vinosa, men her er et rosenrådt ukornet Plasma i en uregel- mæssig Hulhed, der begrænses af en tyk hvidlig Væg. Hvorhen alle saadanne hvilende Celler skulle henfåres, er det altsaa en særdeles vanskelig Sag at afgjåre; kun Udvik- lingshistorien kan låse Spårgsmaalene. Endnu mere foråges Usikkerheden ved, at-der endnu existerer i det mindste én Orga- nisme til, hvis isolerede Celler ikke ville være til at skjelne fra meget smaa Exemplarer af Monas vinosa. Det er den fålgende; z 9. Merismopedia littoralis (Ørsted); Erythroconis littoralis Orsted XV, S. 555; Merismopedia littoralis Rabenhorst XII, 2, S. 57. i å Paa. en Exkursion fra Hofmansgave til Trindelen fandt Orsted 1844 en lille Alge, wsom er temmelig almindelig ved Vore Kyster, da den findes overalt, hvor Tangarterne begynde at 8aa i Forraadnelse, som et blegrådt, noget slimet Pulver.» Han henfårte den til en ny Slægt, Erythroconis. Rabenhorst har meget riglig henfårt den til den to Aar tidligere af Meyen op- Stillede Slægt Merismopedia, men giver for åyrigt en aldeles ubrugelig 8 fejlagtig Artsdiagnose af den. Ørsted omtaler den som 352 dannende «en næsten rosenråd, pulverformig, noget slimet Masse Denne bestaar "af yderst fine og smaa firkantede Celler, der ere forenede 4 og 4 sammen. Af saadanne smaa Hobe af 4 Celler ere som oftest alter flere forenede, saa at de danne Flader be= staaende af 46—32 Celler, af hvilke dog altid 4 og 4 slutte nøjere sammen indbyrdes». (Se min Tab. VII, Fig. 3). «De have en blegråd Farve, men vise sig ved en ringere Forstårrings- grad aldeles mårke.» «Den danner som oftest et slimet, låst, let henfaldende Pulver f. Ex. flere Steder ved Kysterne af Amager, ved Vesterfælled, sjeldnere afsættes den i faste Lag af henved 4 Linies Tykkelse», hvilket var Tilfældet ved Hofmansgave, hvor den laa under Lag af Øscillatoria chthonoplastes'" Lyngb. [hos Rabenhorst Chtonoblastus salinus Ktz.]. (Se Nr. XVIN). ; Denne Alge har jeg truffet paa mange Steder ved vore Kyster; den er, som det fremgaar af -Orsteds Ord, en af dem; der bidrage til de raadnende Tangmassers Rådfarvning-" Jeg kjender den fra Kjåbenhavn, Charlottenlund, Helsingår, Holbæk; Stege, Assens, Nyborg, Kolding, Vejle, Fand, og Froken Rosen berg har ofte samlet den ved Hofmansgave og meddelt mig Exemplarer derfra. Den har i nogle af de optagne Pråver været til Stede i saa utallige Masser. og i den Grad fremherskende, at Vandets Rodfarvning kunde siges at skyldes den alene. Saa- ledes var den næsten eneraadende i Tang fra Assens, der ganske nylig var gaaet i Forraadnelse (sammen med Monas vinosa); ed ledes i stærkere forraadnet Tang fra Nyborg. Ørsteds Beskri- velse er saa klar, atader ikke kan være Tvivl om Slægten; "?& at hans Art ikke ér forskjellig fra den af mig afbildede, derfor vil det vist give en Borgen, at den er den eneste rådfarvendt Merismopedia, jeg har truffet, og at den er saa almindelig. Jeg har fundet den i Familier paa 458, 46; 32, 64; 128; 256 Celler saa vel som i Familier paa et mindre Antal, er Stykker af dem vare faldne ud. Isoleres Cellerne, ville de var” skelig være til at skjelne fra de mindre Former af Monas — Ogsaa isolerede Celler af Clathrocystis ville meget ligne Merism?” 353 pedias, dog ere Cellerne af Merismopedia i Regelen tydeligt mindre end Clathrocystis's; hyppigst som i a, hvilken jeg. be- fragter som den mest typiske, med en Bredde af c. 1,3 4, sjeldnere som i b, med en Bredde af c. 2 um, altsaa Størrelser, Som vi netop finde hos M. vinosa; jeg kan ikke tvivle paa, at Tetradernes Celler virkelig undertiden kunne blive isolerede, skjånt det synes at ske med Vanskelighed, og da ville de ikke, med vore nuværende Instrumenter, kunne skjelnes fra et hvilende Individ af hin, et nyt Exempel paa, hvilke uendelige Vanskelig- heder man har at kjæmpe med i denne primitive Verden for at adskille, hvad der virkelig er forskjelligt; thi med Hensyn til den indre Bygning ere Forskjellighederne for ingen at regne. Plasmaet er farvelåst eller omtrent som hos M. vinosa, eller undertiden svagt »blaagrånligt, hvorved Merismopedia råber sit Slægtskab med de andre Arter af samme Slægt, der paa nogle faa nær (f. Ex. en farvelåds, som jeg kjender fra 61) ere grånlige. Dens råde Farve skyldes ganske sikkert alene de rådlige, stærkt lysbrydende Kugler eller Korn, som findes i et Antal af 1—3 (—5) i hver Celle, alt efter dennes Størrelse, og som ere aldeles identiske med de hos alle de i det Foregaaende omtalte rådlige Organismer forekommende Korn. Disse Korn træde i den Grad frem, og Cellernes Konturer ere i den Grad svage, at de hæsten er det eneste, der falder i Øjnene. — Celledelingen fore- 8aar i Regelen med stor Samtidighed i alle Familiens Celler, dog forekomme Afvigelser (se Fig.). Ligesom Clathrocystis roseo-persicina har en blaagrån Slægt- ning i Clathrocystis aeruginosa, saaledes er det interessant at finde en blaagrån Merismopedia ret almindelig mellem den råd- lige og de andre rådlige Forraadnelsesmasser. Jeg kjender den f. Ex, fra Kjåbenhavn, Helsingår, Stege, Hofmansgave, Odense, og har fundet den lige fra April til ind i November. I sin typiske (9: hyppigste) Form er den afbildet Tab. VIII, Fig: 4, a; Cellerne have en Diameter af 2,5—3 u, sjeldnere som i b og c kun ce, 1,5—2 u. Plasmaet er smukt blaagrånt; Periferien 23 354 er næsten altid tydelig tættere end Centrum, der derfor viser sig klarere. Jeg har sjeldent truffet Familier paa mere end 16 og 32 Individer, -men talrigere forekomme dog. Den den hele Familie sammenholdende Gelé faar man i Regelen ikke at se; kun paa et Par Familier, der vare mishandlede, og hvor flere Individer vare faldne ud af Forbindelsen, kunde jeg se den. At Samtidigheden i Delingen ogsaa her kan lide nogen Forstyrrelse, vise Figurerne. Hvad der nu har stor Interesse er, at jeg en eneste Gang har fundet en lille Familie (c), i hvis i blaagrånne Celler der laa nogle af de rådlige Kugler. Denne Merismopedia, der ved sin Farve, Størrelse og den tættere Peri- feri synes vel adskilt fra M. littoralis (jeg har aldrig været i Tvivl, om jeg havde den ene eller den anden for mig), er sik- kert identisk med Ehrenbergs M. (Gonium) glauca [Raben Xlil, Bd. 2, S. 56; Kitzing Spec. Algar., S. 471], som netop er j | i fundet i Østersåen. [Senere Publikationer se Note XXIV 08 XXV]. 10. Beggiatoa alba, arachnoidea, minima n. sp., 98 mira- bilis. Tab. X, Fig. 3—8, 10. Beggiatoaerne ere uforgrenede cylindriske Traade, dannede af en Række fuldstændig 2% artede Celler, hvis Plasma er farvelåst og ofte indeholder en stårre eller mindre Mængde Korn. De danne en med de grønne Oscillatorier parallel farvelds Række og have ligeledes Oscillatoriernes Axeomdrejning og oscillerende Bevægelse, for- bunden med en ofte særdeles håj Grad af Flexibilitet. Deres Op- holdssteder ere forraadnende Masser i Aflåbsrender og På2 lig” nende Steder, men fortrinsvis dog de varme Kilder, særligt de svovlholdige Mineralbade, og dernæst trives de i yppigste Mængde ved vore Kyster; man ser ofte i de med Mudder og raadnende Tang opfyldte Huller eller i selve den dyndede flade Strand på? Bunden af Vandet store hvidgraa Pletter, og Bunden af Kana" lerne her i Byen, f. Ex. om Slotsholmen, kan paa store Flader være overtrukken af. den samme skilte ende eller spindel- 3558 Bee vævsagtige Masse. Denne dannes for en stor Del af Beggiatoaerne. Orsted omtaler dem (XVI, S. 44) under Navn af « Leucothrix Mucor», som «in .stagnis submarinis plantas filis suis radiantibus mucorum more 'obducil». Byg ' Jeg har iagttaget fålgende 4 Former, hvoraf de to ere meget almindelige (nogle andre, som ere mig mindre vel kjendte, skal jeg ved en senere Lejlighed omtale). De tyndeste (Tab. X, Fig. 7) have Traade, som ere omtrent 1—2,5 u tykke, og alt efter Tykkelsen ligge Kornene ordnede i 1 Række eller mere uordentlig i mere end en. De kunne des- uden snart være færre og mere spredte, snart overmaade tæt ” samlede, saa at der næsten intet Andet er at se end Korn, og almindeligt ere de uens i Stårrélse. Disse Korn ere de samme rådlige, stærkt lysbrydende og med en meget mårk Kontur om- skrevne «Svovlkorn» , som vi have gjort Bekjendtskab med ved alle de rådlige Bakterier. Plasmaet, hvori de ligge indlejrede, er farvelåst. Der er ikke Spor af Tværvægge, men ved f. Ex. at lade Traadene ligge et Dågn i Alkohol blive Kornene oplåste, og jeg har da med Bestemthed kunnet forvisse mig om, at der findes Skillevægge; hvert Led er omtrent 2,5—3,5 u håjt. En Gang imellem har jeg fundet kornfrie Traade, og Plasmaet viste sig da farvelådst og ånt grynet. Undertiden ses de bevæge sig uden Axeomdrejning (der paa Grund af- Kornene er let at fålge), kun langsomt glidende frem over Feltet, men hyppigst ledsages denne Fremadgliden af en Axeomdrejning, og hvis En- derne ere lidt krummede, fremkommer denne pendulagtige oscil- lerende Bevægelse, som er karakteristisk for Uscillatorierne. Sjeldnere ser man Exemplarer, der med en overordentlig båj Grad af Flexibilitet bugte sig i krampaglige Slyngninger. De kunne ogsaa sno sig i Skruer om andre relte Legemer, saasom om hinanden eller om Oscillatorier, Fra disse tynde Traade formaar jeg ikke at adskille de i Fig. 6 afbildede tykkere, hos hvilke Kroppen er C. 2,5—3,5 u lyk; men for åvrigt er alt det dvrige ens, og da alle mulige 23" 356 Mellemtykkelser let lade sig finde, maa de henføres til samme Art. Af disse har jeg fundet et Exemplar (åverste Stykke i Fig. 6), der i den ene Del af Traaden var meget tæt fyldt med Korn, saa at der ikke var Spor af Tværvægge; men i den anden Del vare Kornene paa en eller anden Maade blevne fjernede, og inden for en temmelig tyk Ydervæg traadte de fine Skillevægge tydeligt frem. Af de hos Rabenhorst (XI, Bd. 2, 5. 94) nævnte Arter synes denne bedst at stemme med B. alba (Vauch.) var, marina Cohn (Ill, S. 82, Tab. I, Fig. 3). Levende sammen med denne findes hyppigt en anden (Tab. X, Fig. 5), der er langt tykkere, og som jeg endnu ikke har fundet direkte forbundet med den ved Mellemformer. Jeg "vil kalde den Beggiatoa arachnoidea Rabenh. (I. c. S. 84), da den nærmest stemmer med denne. Jeg kjender den fra Kjåbenhavn; Ban singår, Roskilde, Holbæk, Korsår, Kalundborg og Vejle, og bar fundet den hele Aaret rundt. De cylindriske 5—8 pm tykke Traades Leddeling er undertiden meget tydelig enten ved Indsnåringerné paa Siden for hvert Led eller ved Kornenes Fordeling. Led- denes Højde er omtrent lig med eller mindre end Tykkelsen. Dog (ræffes ogsaa mange Traade, i hvilke Svovlkornene er? såå tæt samlede, at der aldeles ingen "Antydning findes af Led- deling; da Kornenes Farve ikke er synderlig -rådlig, vise 522” danne Traade sig i det Hele meget mårke, i Almindelighed dog med et violet eller rådligt Skær. Jeg har undertiden fundet smaa Exemplarer, hvis Totallængde var ikke mere end c. 45 u. -- Bevægelsen er den samme som ved: B:-albay EM Gang imellem (selv midt om Vinteren) træffes Exemplarer; 50 bugte sig under de voldsomste krampagtige Trækninger 08 Slyng- ninger, og fra Sekund til Sekund indtage nye Stillinger. ER enkelt er ved c. 300 Ganges Forstårrelse afbildet i Fig- 5, 0 of at vise, hvilke Bugtninger der kunne forekomme. En fra disse to vel adskilt Beggiatoa har jeg truffet i Brak- vandpråver fra Hofmansgave og Vejle. Den synes 2! være ubeskreven og kan passende faa Navnet B. minima (Tab. ås E $ 357 Fig. 10). Den stårste Længde, jeg har set, er omtrent 40 må Tykkelsen er c. 1,8—2 u. Leddeling træder tydeligt frem som en tæt Tverstribning, og hvert Led er næppe halvt saa højt som tykt; denne Tverstribning ses ikke lige tydeligt selv paa et og samme Individ, — alt efter dets Bugtninger træder den snart tydeligere, snart mindre tydelig frem. Farven er graa som hos en af de farveldse Bakterier, og Korn har jeg ikke kunnet se, Da jeg fårste Gang saa den, troede jeg at have en Bakterie for mig, indtil jeg blev opmærksom paa Tverstribningen. Jeg har kun set overmaade flexile Exemplarer; den bevæger sig fuld- stændig som en Orm, der ligger og krymper sig, men tillige bevæger den sig langt livligere fremad end de andre flexile Beggiatoaer, som jeg har set; under de livligste Bugtninger be- væger den sig frem og tilbage, slaar sin Krop i Kråller og Slåjfer, for i næste Sekund at lægge den i andre Folder 0. s. v. Jeg har set Smaalegemer hænge fast ved den, men ikke mærket mindste Spor af Bevægelsesorganer her, saa lidt som hos de andre Beggiatoaer. En Åde ved vore Kyster forekommende Beggiatoa er: Beggiatoa mirabilis Cohn [Hl, S. 81, Tab. I; IV, S. 51, Tab. I, 11]. - Min Tab. X, Fig. 4. Den var bidtil kun i 41865 —66 iagttagen af Cohn i Havvand i et Akvarium. Den fore=- kommer ved Kjåbenhavn, Stege, Nyborg, Kolding og er fun- det fra April til ind i December. Den overtrækker Havbunden 08 de raadnende Plantedele med et lignende Skimmelvæv som de foregaaende, bevæger sig som disse og er i håj Grad flexil, Saa at man undertiden ser de samme krampaglige, forbavsende Snoninger som hos de andre: Undertiden giver det som et Ryk i den, bedst som den langsomt glider fremad med eller uden Åxeomdrejning. Den kjendes fra de andre paa sin meget betydelige Tykkelse: 20—40 uw (Cohn angiver Tykkelsen til 0,016 Mm.), sin tydelige Leddeling, som navnlig giver sig til kjende paa de graa Tverbaand, der træde frem i et optisk Længdesnit, Fig. 4, b og cy og paa den Fordeling af Kornene i 358 Tverbælter, der viser sig ved Betragtning af dens Ydre, Fig. 4, a; ofte vil man tillige paa Længdesniltet tydelig kunne se Skille- væggene som fine bugtede Tverlinier; jeg har intet Sted set disse Tvervægge som stramt udspændte Plader, men altid som yderst tynde, uregelmæssigt krummede. "Leddene ere ikke saa høje som tykke, undertiden er Håjden kun det Halve eller mellem 1/9 og 1/3 af Tykkelsen (f. Ex. 10—48 u). Kroppen er for åvrigt eylindrisk, men ikke altid regelmæssig. Cohn omtaler, at han paa nogle Traade iagttog ligesom en Slags peristaltisk Bevægelse, idet «ganske korte Kontraktionsbålger låb hen over dem»; påå saadanne Traade var Membranen weng geringelt» paa den kon- kave Side af Krumningen, saa at de ellers cylindriske Celler vare kileformede; snart bleve disse Steder atter glatte og lige strakte, -og andre Stykker bleve sammentrukne og rynkede. Ikke fuldt saa tydeligt har jeg set denne højst mærkværdige Bev2- gelse, men derimod har jeg oftere set Steder paa Traadene, som vare stærkere opsvulmede, og hvor Cellerne rundede sig af mod hverandre ved Indbugtninger mellem sig, paa en lignende Maade som hos Regnorme, som man kan se stærkere opsvulmede Påd visse Steder. [Derimod frembåd en flexil Oscillatoria tydeligere det omtalte Fænomen; under dens Bugtninger vare Cellernes Vægge udbugtede paa den konkave Side, men rette paa den kon- vexe]. Enderne af Traadene ere stærkt og brat afrundede (Fig. 4; a, b), dog forekomme Uregelmæssigheder, og de kunne f. Ex være skævt afskaarne og noget tilspidsede. I Modsætning !il B. alba og arachnoidea, der nærmest maa kaldes mårke 08 mårke- brune, naar de ere nogenlunde fyldte med Korn, har 8. miralilis en ren graa Farve; dette hidrårer fra Kornenes Farve 08 For- deling, der er forskjellig fra de andres, hvorfor det maaske vil Vise sig rigtigst at hbenfåre den til en anden Slægt. mer Kornene hos de andre ere rådlige og ligge fordelte gjennem REN Cellens Masse, dog snarere i Midten end ud mod Væg8e”; ng Plasma, der synes at have en lignende fast Natur som hos v råde Mouader,;:saa ere Kornene her ganske vist stærkt me 359 brydende, men Glansen er i Regelen hvidlig, sjeldnere rådlig; dernæst træffes mellem dem ofte nogle, som tydeligt ere kantede; de ligge fremdeles ikke fortrinsvis i det Indre af Cellerne, men netop: fortrinsvis op til Væggene, navnlig til Ydervæggen, hvorfor de synes fordelte i Belter, naar det Ydre hetragtes (Fig. 4, a). Medens Plasmaet hos de oven for nævnte Schizophyter var af fastere Konsistens og Svovlkornene indlejrede i dets Midte, er det Indre her i hver Celle derimod fyldt med en tyndflydende Cellesaft, hen gjennem hvilken man kan se uregelmæssige Strænge, der ganske gjøre Indtrykket .af at være. Protoplasma- strænge (c), og i hvilken der endelig er en Mængde smaa Korn, hvis Lysbrydning ikke er særlig stærk, og som heller ikke have de, andres mårke Ringe om en stærk skinnende Midte; disse Korn ere tillige ofte i den livligste Molekularbevægelse. Langs op med saa vel Ydervæggene som Tvervæggene synes der altid at ligge tættere Protoplasma, hvorfor disse Vægge frembyde uregelmæssige Konturer, ere tyndere paa et Sted end paa et andet. I dette Plasma-Tapet («Primordialhbinde») ligge de stærkt lysbrydende Korn indlejrede; af og til findes dog et og andet liggende inde i Vakuolen. Ved Behandling med Jod træde Tvervæggene tyde- ligere frem, og deres Sider blive grumset-kornede; Cellens Ind- hold overhovedet bliver brunt og trækker sig sammen i Klumper, medens de andre Beggiatoaer (særligt alba og arachnoidea) vel blive brune, men uden Sammenklumpning af Protoplasmaet. Be- handlet med Kali klares Traadene, og Væggene træde ogsaa tydeligt frem. Chlorzinkjod farver brunt eller gulligt, men Væg- gene blive ufarvede, de stærkt lysbrydende Korn uforandrede. " Om disse Korn skulde have ganske samme Beskaffenhed som de rådlige hos Beggiatoa alba og arachnoidea, er mig tvivlsomt; herom nærmere en anden Gang. I Forbindelse med denne Beggiatoa maa omtales nogle håjst interessante Organismer, som jeg endnu ikke har savnet i dens Selskab. Ogsaa Cohn fandt dem sammen med den. De ere afbildede Tab. X, Fig. 2. Det er kugle- eller ellipseformede 360 Legemer, undertiden mere cylindriske eller ægformede; de ere afrundede for Enderne ganske som Beggiatoa-Traadene; sjel- dent optræde de med uregelmæssige Former, f. Ex. saa at den ene Halvdel af et stærkt indsnåret Exemplar er ægformet, medens den anden er paukeformet eller næsten kugleformet; Former som den meget uregelmæssige af Cohn afbildede har jeg ikke fundet. Længden er noget forskjellig, men i Tykkelsen svare de nåje til Beggiatoa mirabilis. De mindste vare Kugler paa c. 20 u Diameter, de stårste Cylindre paa 85 mp med en Tyk- kelse af c. 26 u (Fig. 2, e).. Dog kan Tykkelsen være større. En Gang fandt jeg en Kugle, hvis Stårrelse maa kaldes ubyre (Fig. 3, Diam. 80 4); den hårer ganske vist med ind i denne Formkreds, skjånt jeg ingen Mellemformer har fundet, thi hele dens Bygning stemmer med de andres, og denne Bygning & ganske den samme som hos Beggiaioa mirabilis, påa det ene nær, at der ingen Tvervægge ses. Dog maa det bemærkes, af jeg paa denne store Kugle fandt som en Linie gaaende hen over Ækvator, og at jeg ogsaa paa en af de andre (Fig. 2, e) fandt en Adskillelse af Kornene ved en lys Linie, som om der var en Væg til Stede eller i Dannelse. Disse Legemer have nåjagtigt den samme graa Farve som B. mirabilis, der falder lidt i det Blygrad, naar Kornene ere mindre og til Stede i talrig Mængde; disse Korn, som ere af ulige Størrelse, selv i det samme Exemplar; have den samme blaalig-hvidlige, ofte næsten staalblaa, meget stærke Glans og omgivende mørke Ring som hos hin, og kunne lige” ledes, naar de ere stårre, være tydeligt uregelmæssigt kantede; nogle ere stærkere lysbrydende end andre, navnlig de. sma2 stærkere end de store kantede. De gjåre i det Hele meget Ind- tryk af at være krystallinske Legemer. De ligge ogsaa lejrede læt ud til Væggen, men kunne tillige næsten ganske fylde det Indre, saa at man ved en Indstilling paa Midten (Fig: 2, D) E en graa, tæt kornet Masse, der dog ikke overalt er ens tæt; i en enkelt (Fig. 2, g) saas i den ene (paa Figuren åvre) Ende en kiss Draabe som en kuglerund Vakuole. Afvigende ved de store ssrdl 361 brydende Legemer er Fig. 2, f. Hvor det Indre ikke er kornfyldt, farves denne Organisme som B. mirabilis: ved Jod guligt, men det Indre meget blegt, idet det aabenbart er fattigt paa Proto- plasma. Ved Chlorzinkjod trak Indholdet sig undertiden paa sine Steder tilbage fra Væggen, som blev staaende ufarvet med dob- belt Kontur; de store Korn oplåstes, og der blev et Net af Protoplasmastrænge "tilbage, mellem hvilke Kornene havde ligget indlejrede: Fig. 2, d; og i dette Protoplasma-Net saas nu nogle Smaakorn ligge, som altsaa maa antages at have en anden Be- skaffenhed end de store. Derimod oplåste Svovlkulstof lige saa lidt her som hos B. mirabilis de store Korn. Bygningen er altsaa den samme som hos denne, og Bevægelsen vil ligeledes kunne betragtes som overensstemmende. Man ser sjeldent disse Smaalegemer i fuldstændig Ro, lige saa lidt som de lange Beg- giatoa-Traade; de rokke langsomt og tungt. fra Side til Side, rulle langsomt rundt og «vælte sigv, som Cohn skriver, «be- sværligt og ligesom tumlende om paa Objektglassel fra et Punkt til et andet i ubestemte Baner». Undertiden ser man dem, selv saa støre som Fig. 2,6, rejse sig besværligt op paa den ene Ende og vakle frem og tilbage, for atter at lægge sig paa Ob- jektglasset. Jeg har ikke fundet Antydninger af Cilier; paa en (Fig. 2, e) saas ved den ene Ende som en Beklædning med fine korte Haar; hvad det var, kan jeg ikke angive. «Nach alledem halte ich es fir wahrscheinlich», siger Cohn, «dass diese råtbselhaften Gebilde in den Entwickelungskreis von Beggiatoa (mirabilis) gehåren. Leider vermag ich aber weder anzugeben, wie sie aus jenen Fåden hervorgegangen , noch ob sie sich zu sølchen weiler zu entwickeln vermågen». = Denne Cohns For- modning maa ogsaa jeg anse for den relle, 08 jeg tror at kunne komme Spårgsmaalets Afgjårelse lidt nærmere end han. Den fuldstændige Overensstemmelse i Bygning — med Undtagelse af, at Tvervægge, saa vidt ses kan, mangle — 08 Ligheden i Be- vægelse samt: deres, som det synes, konstante Forekomst sammen, gjår det i håj Grad sandsynligt, at de håre sammen; dette bestyrkes 362 ved, at jeg dels har fundet ganske smaa ulvivlsomme Exemplarer af Beggiatoaen, Exemplarer som Fig. 4, d, dannede af 5 Celler, eller lidt længere paa 10—12 Celler, med de karakteristiske Tverbælter, hvilke Exemplarer da altid ere ganske rette og cy- lindriske, normalt afrundede for Enderne som de udvoxne Traade, hvoraf vel kan sluttes, at de ikke ere fremkomne ved Sånder- rivning af en saadan; dels, paa den anden Side, Exemplarer af den anden Form, der endog overgaa de mindste Beggiatoa-Exem- plarer i Stårrelse, som f. Ex. Fig. 2, e, og i hvilke Leddelingen endnu manglede eller — maaske — netop begyndte at træde frem. Jeg tvivler saaledes ikke om, at hine smaa Kugler ganske jævnt voxe ud til cylinderformede Legemer og tværdele sig — hvor- med da fålger en Omlejring af Kornene — det eneste, som, såå vidt ses kan, udfordres for at faa Beggiatoaer ud af dem. Men det andet Spårgsmaal: hvor komme de smaa Legemer fra; ud- vikle de sig af Beggiatoaerne? eller ere de blot de mindste For- mer af dem, der navnlig foråge Antallet af Individer .ved Deling, men selv ikke komme af noget mindre eller andet? — delle Spårgsmaal kan jeg endnu ikke låse. Meget værd at mærke er det, at alle disse Smaalegemer — som jeg for Kortheds Skyld vil kalde « Beggiatoa-Kim» — formere sig ved Indsnåring og Tver- deling ganske som Bakterierne, hvilken Formeringsmaade ikke kjendes hos Beggiatoaerne; thi vel kunne de rives over; og hvert Stykke danner et nyt Exemplar, men denne Formerings- maade er noget helt andet, Jeg har ganske vist ikke set De- lingsakten direkte, men det er særdeles let at samle alie Stadier fra den rent cylindriske eller kugle-ellipsedannede Form til den; Som er saa stærkt indsnåret, at de to Halvdele næsten ikke hæng? Sammen; Indsnåringen, der snart er budtere, snart skarperf%; gaar ikke altid jævnt for sig, og man finder derfor mange uregel- mæssige Former, som Fig.2, c, der ere stærkt indsnårede på2 den ene Side, men meget lidt eller slet ikke paa den modsat!e. Disse «Kim» formere altsaa fortrinsvis Arten; hos de store sul « n mod er en ægle Formering, gjennem frivillig Adskillelse af ? 363 Traad i flere mindre eller gjennem Dannelsen af Æg, Sporer eller lignende Formeringsorganer, endnu ikke iagttaget. For åvrigt synes Ehrenbergs Monas gliscens (IX, S. 135: Tab; Fig. 14, der imidlertid kun er 5 u tyk (1/60 Mm.), i visse Hen-= seender, navnlig ved de mårkegraa Tverbælter, at”ligne smaa indsnårede Exemplarer af 2. mirabilis; skulde den være lignende Beggiatoa-Kim? Hvis O.F. Miller eller Ehrenberg skulde have beskrevet disse Beggiatoa-Kim, maa det vist være under Navn af Volvox globulus eller Doxococcus globulus (Miller, XVIII, S. 13, Tab. 3, Fig. 4; Ehrenberg, IX, S. 29, Tab. 2, Fig. 1), hvilket dog er vanskeligt at afgjåre. 11. Monas Miilleri Warm. ( Volvox punctum O. F. Miller?); Monas fallar Warm. Paa dette Sted maa jeg omtale en Orga- nisme, som ikke synes at have været iaglitaget siden Otlo Friedrich Millers Tider, om den overhovedet har været iagt- laget, Paa de samme Steder som Beggiatoa mirabilis og dens Kim, i Mudderet ved vore Kyster, hvor ogsaa de råde Bakterier leve, findes, ofte i tallåse Mængder, den lille Tab. X, Fig. 1 af- bildede Monade; den såger især de åvre Regioner af Vandet, og i Glas, jeg har havt henstaaende, har den i hundredevis været at finde i de Bakteriehinder, som danne sig paa Vandfladen. Havbunden ved Badehusene ved Strandpromenaden er i de inde- lukkede Bugter lige ved Landet ofte dækket med Beggiatoaer, og Vandet har en smudsig Farve og stinker af Svovlbrinte; her f. Ex. tumle Legioner af denne Monade sig i Vandfladen. Jeg kjender den hidtil kun fra Kjåbenhavn og fra Roskilde og har fundet den til langt ind i November. Disse Monader ere kugle- runde eller lidt ellipse- eller ægformede; deres Tykkelse er fra 5,6 u til 45 u, og naar de ere i Deling, kunne de være endnu lidt længere; de naa altsaa i Stårrelse nær op til "Kimene» af Beggiatoa mirabilis; naar det paa Tavlen synes, Som om de kunne blive dobbelt saa store som de mindste af disse, maa det bemærkes, at B. mirabilis og dens Kim paa 364 Fig. 2—4 alle ere omtrent 320 Gange forstårrede, men denne Monade 660, som næsten alle andre Figurer paa mine Tavler, Sjeldent ere de helt kornfyldte og meget mårke, saa mårke, at man ofte kun ser som en kulsort Kugle, i hvilken der hist og her er et stærkt skinnende Punkt. I Almindelighed er den ene Ende lys, den anden meget mårk med store stærkt lysbrydende Korn i sig. Sjeldent ere de næsten helt klare, uden Korn, og da ses ofte ligesom Protoplasmastrænge i deres Indre, hvilket ogsaa undertiden ses i den klare Del af de almindelige (se Fig. 1, d). Kornene minde i Udseende, Forhold til Reagenser og Lejring meget om de hos Beggiatoa mirabilis forekommende; de ligge tæt til Væggen, medens det Indre synes frit for dem; Glansen af de meget stærkt lysbrydende, med en overmaade mårk Rand omgivne Korn er som hos denne staalblaa eller . hvid, sjeldnere rådlig; nogle bryde Lyset stærkere end andre; de ere ofte tydeligt kantede og gjåre i endnu håjere Grad end hos B. mirabilis et krystallinsk Indtryk. Disse Organismer formere sig ved Deling ligesom Kimene af B. mirabilis; men Delingsplanet gaar næsten allid parallelt med Længdeaxen gjennem den lyse og den mårke Ende, altsaa, da disse lo Ender under Bevægelsen ere For- og Bag- ender, i modsat Retning af Bakteriernes (Modsætningen seg navnlig ved Sammenligning med Monas Warmingii, med hvilken Ligheden formedelst Kornenes polære Fordeling er stårst). Mine i nogle r den Figurer fremvise tre Exemplarer i begyndende Deling; Tilfælde synes den mårke Ende at begynde Delingen få lyse, i andre Tilfælde synes denne at ile forud. En Figur frem stiller et Exemplar, hvor Delingen synes at foregaa som hos "Monas Warmingii; der er imidiertid en Mulighed for, at en me flytning af Kornene fra Enden og op til Siderne maskerer det rette Forhold; i hvert Fald er denne Delingsmaade sjelden- me Indsnåringen i Almindelighed begynder ensidig, opsta2 MIT dannede og uregelmæssige Former. Er Delingen vidt fred” ; to skreden, ses som to Dobbeltkugler, der tumle afsted med ig 365 mårke Ender bagud, omkring en mellem de to Kugler liggende fælles lille Axe. Bevægelsen. » Denne Ørganisme ses næsten aldrig i Ro, i alt Fald i de Vanddraaber, der ikke i meget lang Tid have været under Mikroskopet. Med den mest rivende Fart skyder den hen over Synsfeltet i mere eller mindre krummede Baner; man ser den sjeldent standse og hvile sig en Stund som Okens Monade og de fleste andre Bakterier; den er ganske bestemt den af de her behandlede Organismer, som bevæger sig med slårst Hurtighed; undertiden samle de sig, ligesom Bakterierne ofte gjåre det, om en eller anden Gjenstand, en Algetraad eller lignende, eller holde sig uden synlig Grund i en bestemt Stribe .lvers hen over Synsfeltet — som i en Slags «Mælkevej» — og opføre der den mest overstadige og lystige Dands. Under uendelig Roteren paa et Sted ser man undertiden en og anden bevæge sig med en saadan Hurtighed, at man næppe kan se den uden som en lille sort Prik. De rotere om deres Axe 8anske som Bakterierne, og det samme Exemplar drejer sig, idet det vedbliver at bevæge sig i den samme Retning, ofte vexelvis til den ene og den anden Side. Under Bevægelsen er den mårke Ende i Regelen bagest, dog kan den ogsaa være Forende. Exemplarer, som ere i Deling, have en mere uor- dentlig Bevægelse; Roteringsaxen tager efterhaanden af i Længde i Forhold til den Axe, der gaar fra Side til Side, idet Exemplaret under Delingen voxer i Bredde; men denne «lille» Axe bliver ved at være Roteringsaxen, og man ser da snart den ene Ende af den lange Axe, snart den anden vende opad, og Bevægelsen bliver mere tumlende og ravende; ogsaa har jeg set Exemplarer liggende paa "Objektglasset og snurre rundt paa en Plet om den Åxe, der staar lodret paa saa vel den lille (den egentlige Rota- lionsaxe) som paa den store. Jeg har undertiden set Spor af Cilier (rimeligvis er der flere korte), efterdi Smaalegemer, som komme i Nærheden af en af Kuglerne, pludselig sættes i en Bevægelse, der strax efter ophårer. Men det har hidtil hverken 366 været: mig muligt at komme paa det Rene med deres eg: Længde eller Tal. Denne interessante Organisme er vistnok identisk med O.F. Millers Volvox punctum, som lever «in superficie aquæ marinæ foetentis copiosa» (XVIII, S. 12, Tab. Hi, Fig. 1, 2). Volvor ér «vermis inconspicuus, simplicissimus, pellucidus, sphæricus», og V. punctum er «sphæricus nigricans puncto lucido». Det hedder fremdeles om den: «Globulus niger, in motu postice, in quiete centro hyalinus, instante vero guttulæ exhalatione discus pallidus, margo et centrum nigra, videntur, ac in natante animalculo pars postica emarginata, seu quasi punclis binis lucidis instructa, conspieitur. Vel, si mavis, globulus, cujus anticum hemi- sphærium opacum nigrum, posticam pellucidum crystallinum, in nigro hemisphærio motus est vehemens, hoc quoque centrum versus pinnulam quasi exserere videtur.… +Motus titubans et tremula volutatione circa axin cito per guttulam fertur. Plures in cursu jungi, sæpe in vorticem ferri, ac rursus discedere vidi.… s«Incisionem posticam, ne duorum cohæsionem credas, cave.»v Jeg tror at gjenkjende Volvox punctum i vor sorle livlige Kugle, selv om der er enkelte Ting i Millers Beskrivelse, der ikke stemme ganske eller ere mig mindre forstaaelige, og den burde altsaa egentlig benævnes saaledes; men Navnet Folvoz kan den ikke behulde, da delle definitivt er givet til en hel anden Organisme, og sættes den ind under Monas eller Bacterium, hvad man snarest vil tænke paa, finder man begge Steder en Orga- nisme med Artsnavn: punctum. Jeg vil derfor indtil videre kalde den Monas Miilleri; den kan altid faa et andet Slægtisnavn, naar Systematiken af disse lave Organismer ér moden til at komme ud af sin provisoriske Tilstand. Ehrenbergs Monas punclum (IX, S.14, Tab. I, Fig. 47), som Synonym til hvilken han med et Spørgsmaalstegn sætter Millers Volvo punclumy er sikkerlig forskjellig fra vor, som den ellers maa staa meget nær, 08 vær ligner i at have Længdedeling. Den afbildes med en tydelig Cilie, MEE DE BET ra |. 5 SÅ glas Ed 367 En anden Monade, som staar nær ved Millers Volvor punctum, har jeg fundet i Mængde ved Roskilde (Tab. X, Fig. 9). Den samlede sig i Hærskarers Mangfoldighed paa Overfladen af Vandet i det Glas, hvor Mudderet var hensat, sammen med Ophidomonas sanguinea 0. fl, Den er mindre end Mon. Miilleri, nemlig håjst 4—5 mp lang og ec. Zu bred; den er oval eller æg- dannet eller undertiden lidt krummet og fyldt omtrent helt med de samme mårke, stærkt lysbrydende, krystallinske Korn som Mon. Mulleri; der bliver undertiden smaa Partier i Randen tilbage, som ikke ere kornfyldte, men da denne klare Del af Organismen er vanskelig at se, faar man det Indtryk, at den er uregelmæssig " kantet, og hvis man ikke saa den i Bevægelse, vilde man i den vanskeligt gjenkjende el levende Væsen, men tro at se et eller andet krystallinsk uorganisk Legeme. Den er lige som Volvor Punctumu trolig livlig i sine Bevægelser, men synes under Dæk- É 8Slasset hurtigt at då, i det mindsre standser Bevægelsen meget hurtigt, Til forelåbig Betegnelse vil jeg kalde den Monas fallax Påa Grund af den skuffende Ligbed med en uorganisk Masse, haar den er dåd eller i Ro. En Tanke, som paatrængte sig mig ved Synet af Monas Mulleri tumlende sig mellem de adstadige Kim af Beggiatoa Mirabilis, var, at vi i den havde et endnu yngre Stadium af Beggiatoaen en Slags Sværmsporer af den. Denne Tanke er Dæppe rigtig, thi der er f. Ex. ret betydelig Forskjel mellem Bygningen, og navnlig Kornenes Udseende, og jeg har ingen Mellemformer fundet. Jeg maa altsaa opgive den; men M. Miilleri fortjener dog at nævnes her saa vel som M, fallax, fordi de i de indesluttede Korns kemiske Beskaffenhed synes at slutte sig til B. mirabilis og dens Kim, hvorom en anden Gang mere. Men her maa jeg beråre en Tanke, som ofte har beskæftiget Mig, Ogsaa får jeg læste Cobns Bemærkninger om 8. mirabilis: er den råde Monas vinosa og Rhabdomonas ikke de livligt be- Vægelige Ungdomstrin, en Slags Sværmsporer af Beggiatoaer, Særligt af B. alba? Overgangen fra de lange Stavmonader paa 368 højre Side af Figurgruppen 6, Tab. VIII, til en B. alba (X, Fig. 7), af hvilken man jo ogsaa kan finde meget korte Exemplarer, synes umaadelig ringe. Farven af Plasmaet er den samme, Kornene de samme, Tykkelsen den samme; man behåver jo kun at lade Monaderne voxe og afrunde deres Ender lidt mere for at faa B. alba ud af dem; thi til Skillevægge se vi direkte lige saa lidt Spor hos den ene som hos den anden, skjånt B. alba ganske sikkert har saadanne. Men Spårgsmaalet er: voxe de lange Stavmonader virkelig ud, runde deres Ender af, tverdele sig-0g afkaste tillige deres Cilier, som de jo dog bære endnu, selv om deres Bevægelser ellers ere blevne meget mere adstadige 0g sindige end de meget mindre (og yngre?) Kuglemonaders? For- holde de sig altsaa ganske som Sværmsporer for Beggiatoaerne? Og ere M. Warmingii og M. erubescens da Sværmstadier af B. arachnoidea? Dette Spørgsmaal kan jeg ikke besvare; men da man, som det synes, har et Forbillede for en noget lignende Udvikling i Beggiatoa mirabilis og dens Kim, er jeg dog ikke utilbåjelig til at svare bekræftende. Men i saa Fald gaar den hele Monas sulfuratum-Gruppe ind som en selvstændig Art. — Alle de i det Foregaaende nævnte Organismer (påå et Par nær) ligne hverandre i, at de i sig indeslutte Korn af en ejen- dommelig Beskaffenhed, som ere stærkt lysbrydende med en rådlig eller hvidlig Midte og en meget mårk Omkreds. Disse Korn maa efter Cohn i alt Fald for en Del være Svovlforbin- delser, og de nævnte Organismer maa derfor antages at ligne hverandre i et eller flere væsentlige Punkter i deres Ernærings- processer. De ere: Monas Okenii, (Spirillum violaceum), Ophido- Monas sanguinea, Monas gracilis, Monas vinosa med tilbårende Former (M. sulfuratum m.), Spirillum Rosenbergii, Clathrocystis roseo-persicina, Merismopedia littoralis, Beggiatoa alba 08 arach- moidea og maaske B. mirabilis med Kim samt Monas Mulleri 98 fallax. 1 mere uegentlig Forstand slutte sig hertil nogle Amdber: I de forraadnende Kystprodukter forekomme naturligvis eger mange Amådber. At beskrive og benævne dem vil sikkert sne 369 ét.unyttigt Arbejde, heller ikke ligge de for i denne Afhandling; kun. et Forhold. vil jeg kortelig omtale, De fortære de levende Væsener, som de kunne faa fat paa, af meget forskjellig Art, saaledes ogsaa de rådlige Monader. I Fig. 6, Tab. VII, har jeg afbildet en, som har bredt afrundede: korte Processer (Udbugtninger); langsomt flyder den hen over Objektglasset; fuldstændig klar, kornfri Protoplasma findes som sædvanligt i Forenden af enhver Proces, der skydes frem, og nye Processer opstaa, idet en klar Proto- plasmamasse skyder sig ud et eller andet Sted paa ' Kroppen; pludselig stråmme talrige stårre og mindre Korn efter, ind i den nydannede Proces, og selv de store Okenske Monader, som Åmåben har slugt, sættes i Stråmning. Dette er de almindelige Bevægelsesfænomener, som omtrent. enhver Amåbe viser. - I de to åverste Figurer er samme Exemplar afbildet i to paa hinanden flgende Momenter; den har slugt en Del «vinråde» og en Okensk Monade. Disse ligge endnu alle meget tydeligt begræn- sede, sandsynligvis fordi det kun er kort siden, de optoges; hos andre ser man nemlig, at Konturerne blive mere ubestemte — jeg forklarer det af, at Fordåjelsen er videre fremskreden — og i andre Améåber finder man endelig kun Svovlkornene lig- &ende, hvilke synes ufordåjelige.. Disse Amåber have en Hvile- tilstand; de trække sig sammen til et kugleformet eller ellip- Søidisk Legeme, som den nederste Fig. i 6, og ligge fuldstændig ubevægelige; da de tillige i denne Tilstand ere meget mårke og kunne være fyldte med de stærkt lysbrydende ufordåjede Korn, ligne de paafaldende .den omtalte Monas Miilleri, 08 kun den Omstændighed, at man i Regelen i samme Vanddraabe vil finde andre Exemplarer, som ere i Færd med at skyde Pro- esser ud og derved danne Overgang til den fuldt bevægelige Form, viser os, hvad vi i Virkeligheden have for os. I Stadsgraven fandtes sammen med Monas Okenii elc. en Åstasia, i Bagenden af hvis hyaline formføranderlige Krop der la nogle Korn af samme Ydre som de hos Monas Okenii, 08 24 370 tillige var Plasmaet i dens Bagende diffust rosenrådt, som om den havde optaget og fordåjet en Okensk Monade. — Hos ingen af de i det Fålgende nævnte Bakterier findes saadanne Korn i Plasmaet som hos de foregaaende. En Del af dem synes alene at have hjemme i Salt- og Brakvands-Mudder- dannelserne, andre ere de almindelige Bakterier, om hvilke jeg har forskjellige Meddelelser at gjåre. 441. Spiromonas Cohnii nov. sp. Tab. VIl, Fig. 4. I stærkt stinkende Muddermasser, hvor Forraadnelsen har naaet et Håjdepunkt, har jeg fundet en mærkelig Bakterie, der ligner de almindelige Spiriller i sin graa Farve og i den til venstre snoede Krop, men afviger fra alle mig bekjendte ved, at denne ikke er valseformet, men mere eller mindre fladtrykt- baandformet (eller undertiden maaske noget kantet); derfor kan man undertiden se den ene Halvdel af en Skruevinding paa Kant som et meget smalt Legeme, medens den anden Halvdel har den fulde Bredde. Kroppen er sjelden mere end 4/4 Skrue- gang lang; Skruen er stejl, Højden flere Gange ( —6—9) stårre end Diametren, nemlig i Regelen 9—20 u, medens Diamefren er 1,2—3,5 u. Bredden af Kroppen er (paa den brede. Side) 1,2—4 u; det vil bedst ved en Betragtning af Figurerne blive tydeligt, hvilke Forskjelligheder der ogsaa her findes i Stårrelsen. Til den ejendommelige Form kommer endnu, at Randen er lige- som tykkere eller tæltere, og at der ogsaa kan forekomme 1—2 lignende stribeformede Partier ned ad Siden af Kroppen; Fi8- ø der er trestribet, syntes tillige noget trekantet i Tversnit, 4098 maa jeg overhovedet bemærke, at det har frembudt usædvanlige Vanskeligheder for mig at opfatte denne Organismes Bygning rigtig tydeligt (som ogsaa at faa den tegnet). Enderne vise sig i Regelen spidse (i Virkeligheden — ikke altid fordi det baand- formede Legeme staar paa Kant); men undertiden er den ené bred og afstumpet, og saa vidt jeg har kunnet se, spring? Øe Stribeformede Partier da stærkere frem, omtrent som i 65 ger 371 . utvivlsomt, at en saadan afstumpet Ende er Tegn "paa, at en Deling ikke ret længe i Forvejen har fundet Sted. Ingen Ind- snøring antyder nogensinde Delingen; men en eneste Gang blev jeg, aldeles uden Varsel, overrasket af en såadan; den foregik tilmed saa rask, at den var udfårt, får end jeg næsten havde faaet mig besindet paa, hvad. der passerede; et Exemplar, som bevægede sig i Synsfeltet tilligemed et Par andre, havde naaet omtrent en Længde af 2 Skruegange og var spidst i begge Ender; pludselig saas Snoningen blive uregelmæssig, Kroppen syntes ligesom at trækkes ud, og får jeg vidste af det, havde jeg kun et halvt saa langt Exemplar for mig, som ogsaa syntes tyndere end det gamle og bevægede sig livligere end det; den anden Halvdel var forsvunden, og ogsaa denne ilede hurtigt ud af Synsfeltet. Plåsmaet er klar graat, næsten uden Punkter. Denne Bakterie er i Regelen særdeles livlig i sine Bevægelser, der ligne Ophido- monas's og de andre Spirillers; under uafbrudt Axeomdrejning bevæger den sig i uregelmæssige Baner med snart den ene, Snart den anden Ende forrest, og man træffer de samme dir- rende "Bevægelser af den ene Ende paa Individer, som ligge stille, som hos hine; den har i det mindste en lang tynd Cilie i den ene eller i begge Ender; jeg har set den direkte, men hyppigere indirekte paa de hvirvlende Smaadele om Enden, eller Paa Smaadele, som klæbede ved den og fårtes rundt med den (antydet i a). "Den findes ved Kalundborg, Vejle, i Limfjorden, og i sær- deles Mængde fandtes den i Mudder fra Hofmansgave. Jeg har ikke kunnet finde nogen anden Organisme beskrevet, 4 Som den synes at komme nærmere end Slægten Spiromonas hos Perty (XIX, S. 171). Om den hedder det kun: «Leib blatt- artig Zusammengedrickt, an beiden Enden abgerun- det, um eine ideale Axe der Långe nach genre Og derefter under den eneste kjendte Art: S. volubilis: «Farblos, durchsichtig, glatt, ohne irgend auffallende Differenzirung. Be- 2 372 wegung ziemlich schnell unter rascher Drehung um die Axe, um . welche der blattfårmige- Kårper gewunden ist. Kårper manch- mal sehr wenig gewunden, nie mehr -als einen Umgang bildend. "Långe 1/450—1/110/"» (= 15—48 um). Den er funden i raadnende Masser i Schweitz. Det er aabenbart, at Kystformen er nær beslægtet med denne, men adskiller sig fra den ved sin slankere Form, sine tilspidsede Ender, tydeligere (?) Cilie [Perty har ingen Cilie kunnet se, men antager for sikkert, at den findes i den ene Ende] og Striber. Fælles for dem er den sammen- trykte, skruevundne Krop [der dog paa Pertys $. volubilis synes åt kunne være vundet saa vel til håjre som til venstre] med et 'graat (farvelåst), klart Plasma. ; 12. " Spirochæte. i Spirochæte plicatilis Ehrenb., 1X, S. 83, Tab. V, Fig: 40. — Cohn VI, S.125; '1, S.480; II, S. 196. Spirochæte har en i en tæt Skrue snoet meget lang Krop, som er flexil og farvelds ; den er' altsaa for saa vidt en meget lang og bøjelig Spirillum; S. plicatilis var den eneste til for kort siden kjendte Art”). Den omtales fårst af Ehrenberg (1833, 1838, 1X, 0.5. v:), der fandt den ved Berlin, … «Es war ein Thierchen von grosser Lebendigkeit, welches einer Spiralfaser des Pflanzengewebes glich, die, ohne ibre Spiralform zu verlieren, sich hin und her schlen- derte, schlingenartig umbog und viel Energie erkennen liess». Den var «sebr zart und farblos, bog sich — — wie ein Regen wurm kråftig in die verschiedensten Gestalten, schwamm auch sich schlångelnd wie'ein Aal»: Den omtales og afbildes dernæst af Dujardin (XX, 8.225, Tab. I, Fig. 40), der. fandt den i dyriske Infusioner,- som havde staaet lang Tid hen; af Perty fra: Schweiz, men som sjelden; af Cohn først 1853 (VI, 5. 125) , meget omstændeligt, senere kort i hans «Beitråge» ; han angiver? odass. sie nur ganz ausnahmsweise zur Beobachtung komm!” ; 2) Som en anden [S$. Obermeieri] opstiller Cohn (II, S. 195) den Baklene, der optræder i saa store Mængder i Blodet under Feberperiodern? REE ESTERE ENS ER TEN Rs he] 373 han har ogsaa en Gang fundet den i Tandslimen. Jeg har ofte havt Lejlighed til at”iagttage denne håjst interessante Bakterie, næsten den livligste af dem alle, som man ofte kun faar at se et Glimt af, får den under de mest forbavsende Snoninger 'og Slangebugtninger atter er forsvunden, Den synes slet ikke at være sjelden langs vore Kyster, der for åvrigt synes at være et ganske fortrinligt Hjem for alle. Bakterier. Den findes f. Ex. ved Kjåbenhavn, Charlottenlund, Roskilde, Holbæk (i en Pråve'.var den i Mængde), Korsør, Kalundborg og Hofmansgave. Jeg har Tab. X, Fig. 13, kun afbildet Brudstykker af 3'Exem- plarer, der skulle tjene til at oplyse et hidtil ikke paaagtet For- hold. Medens alle omtale og afbilde den som en simpel skrue- vunden Traad, som om den var det 'skrueformede Fortykningslag i et Spiralkar, har jeg, foruden saadanne mere simple Former, ogsaa fundet andre, der, som de tegnede, havde to Slags Bugt» ninger; for det fårste de smaa, hvis Håjde er 2 uw; dernæst stårre; af hvilke hver optager et Antal af de smaa i sig, og. som synes at holde sig næsten lige saa konstante som disse; naar Exemplarer blive dræbte, træder Formen tydeligere frem, og de tre Figurer ere afbildede efter saadanne, -saa omhyggeligt som muligt." Den hele Krop ligger. her i en ret Linie; den er, som sagt, under Bevæ- Selsen krummet i de forskjelligste Bugtninger. Hvert Individ har et forskjelligt Antal af de store Bugter, i Almindelighed vel 6—7, og hver af disse (idet man tæller paa den ene Side af Traaden) 2—3—4 mindre; men Antallet forandrer sig under Bevægelsen ; den samme Bugt, der nu: omslutter 4 smaa, faar et Øjeblik senere kun 3 eller 2, som Fig. til venstre, men dette er ogsaa det mindste Antal. Jeg véd ikke, om den er specifisk forskjellig fra den, der kun har en Slags Bugter. Naar jeg kalder de store «Bugter» og ikke «Skruegangev, da er Grunden den, at jeg trods al Måje ikke har kunnet komme 'påa det Rene med, om de virkelig ere Skruegange, hvad de smaa ganske visi ere. 1853 udtalte Cohn, at han troede at kunne stadfæste Ehrenbergs Formodning, at Spirochæte er leddelt. Jeg har 374 ikke fundet Noget, som viser det direkte; den forholder sig dog vist som en meget stårre Form, en ren Gigant i Forhold til den, som jeg har truffet ved vore Kyster (Kjåbenhavn, Hol- bæk (?), Korsér) i de samme forraadnende Masser som alle de andre her omtalte Organismer, og som sikkert maa fåres hen til Slægten Spirochæte som en ny Årt: Spirochæte gigantea; Tab. VII, Fig. 7. Til Grund lægger jeg a, a', a”. Kroppen er bakteriegraa, med fint grynet Plasma, men uden Spor af stærkt lysbrydende Korn eller Kugler, og omtrent 3 u tyk. Den er cylindrisk, brat afrundet i Enderne og snoet i en venstre Skrue; hver Skruegang er omtrent 3 Gange højere end dyb, idet Håjden er c. 25 4, Diametren c. 7—9 p- Denne er saa stor, at man ved en stærk Forstårrelse kun ser en Del af Skruen tydelig, medens det åvrige næsten ikke en Gang kan skimtes, Det længste iagttagne Exemplar havde 16 Vindinger (a'””, hvilket Individ er ved 466 Ganges Forstårrelse det samme, som i a og a' er fremstillet ved 670 Ganges For- stårrelse). Jeg har ikke kunnet direkte se eller opdage Virk- ning af nogen Cilie. Denne Organisme er flexil som" Spirochele plicatilis, dog har jeg ikke set en saa stærk Flexibilitet, som hos denne; under langsom Axeomdrejning bugter den sig roligt mellem de Oscillatorier og andre Alger, den ligger imellem, 08 undertiden ender den med at sno sig om sig selv som JE nr Da den saaledes har alle Spirochæte's væsentlige Træk, maa jeg henfåre den til denne, Et andet Spørgsmaal er imidlertid, hvor variabel den er Jeg har overhovedet ikke truffet den ret hyppigt, saa at jeg ikke har havt meget Materiale til Undersågelse. Af en hel Del Exem- plarer, jeg faridt ved Korsår Nor, men som alle vare ubevæge”- lige”), ere tre eller Dele af tre afbildede i 5—5. Naar undtage% ae TERRE BY BENE REESE. ; & 2) I den hele stærkt svovlbrintelugtende Muddermasse påa det Sted, å vel de fandtes, var der næsten intet Spor af Liv i nogen si må og fundne Ørganismer, selv saadanne som LEuglena viridis, men hvilken Grund. | ; i 375 at de fleste Individer havde færre Skruegange end a (i Regelen kun 4—41/9), er der blot at bemærke, at Forholdet mellem Skruens Håjde og Diameter er et andet, nemlig som c. 354:5 —6u (2: 7:41 eller 6: 4). Ophidomonas. sanguinea har imidler- tid lært os en betydelig Variation i dette Punkt (ogsaa de neden for omtalte Spiriller), saaledes at der Intet kan være til Hinder for at fore disse to Former sammen. Om den lille i c afbildede (fra Holbæk), som laa ubevægelig indlejret i organisk Detritus, hårer herhen, er jeg ikke vis paa; men jeg ser intet til Hinder for at antage det. Mere afvigende er d, som fandtes sammen med a, men uden Overgangsformer; Farven er den samme, dog kunde jeg ingen Gryn opdage i Corpus; den er navnlig afvigende ved sin Tyndhed (c. 4,5—2 u), ved sin Skrues Stårrelse (36—40 4 håj), og endelig ved at være snoet til Højre; Exemplaret til Håjre er 670 Gange forstårret som a, a' og b. Denne Suoningsretning er. nu almindelig hos Spirulinerne, Spirochæte's Repræsentanter blandt de phycochromholdige Schizophyter (der lige som den ere meget flexile), men jeg har kun fundet den hos dette ene Exem- plar af alle de farvelåse bakterieagtige, og den har derfor In- teresse som et mærkeligt Peg hen mod Spirulinerne. Om den er identisk med de store Spirochæter, maa -jeg lade uafgjort. Cohn har, som sagt, anfårt, at Spirochæte har Leddeling. Selv hos en saa gigantisk Form som denne Kystform, der er mangfoldige Gange tykkere, er der imidlertid ingen Skillevægge at opdage umiddelbart; Kroppen viser sig fuldstændig ens 8raa og grynet, som tegnet. Hvad der dog tyder hen paa en Leddeling, er det hos mange Individer fra Korsår (b—b) iagttagne Fænomen, at de vare brudte itu, ofte i mange kortere og ængere Stykker, saaledes som tegnet; jeg maa antage, at ethvert af de Smaa Stykker betegner et (eller flere) Led, begrænset ved umid- delbart usynlige Skillevægge. Skulde dette være. Tilfældet (og Beggiatoa'erne lære os, at der ofte er Skillevægge, hvor vi ; ingen Se), ville Spirochæterne maaske ogsaa ved dette Forhold, 376 foruden ved den rimeligvis ogsaa hos S. plicatilis konstante Mangel af Cilie, fjerne sig betydeligere fra de ægte Skruebakterier (Spirillum) og komme til at staa nærmere ved (de grånne) Spi- rulinér, til hvilke de da fuldstændigt. ville forholde sig som de farveldse Beggiatoa'er til de grånne Oscillatorier. Men maaske belære de os tvertimod om, at vi ogsaa hos Spirillum og muligvis hos alle andre langstrakte Bakterier maa antage Leddeling; jeg anser det sidste for det rimeligste. Nylig har Klein (XXIII, S. 382) «found ample evidence to maintain that Spirillum tenue is identical with the Spirochæles (det er plicatilis), «from which it differs only with regård to length, for I have seen all possible intermediate forms between the two». Mon han skulde have havt den ægte S- plicatilis for sig? Ogsaa jeg har for åvrigt set flexile Bakterier, der i Form ganske lignede S. tenue, og hvis rette Henfårelse er mig tvivl= som; se S. 384. - «Førraadnelsen af Tangen indledes: af de råde Monader, — i alt Fald i mange Tilfælde; der kan naturligvis ogsaa finde en Oplåsning af den Sted under Paavirkning af Bacterium Termo 08 andre almindelige Bakterier, hvor de rådlige ere udelukkede. Paa et videre fremskredet Forraadnelsesstadium indfinde andre Bakterier sig imidlertid altid i stårre eller mindre Mængde; 98 nogle af dem synes her at naa ukjendte Størrelser og Udviklings” former. Lader man de raadnende Muddermasser henstaa i Glas med Vand over, danner der sig altid språde hvide Bakterie- hinder paa Overfladen (under disse Forhold traf jeg kun ra Gang svage Zoogloea-Dannelser, der ere saa almindelige under andre Forhold, f. Ex. hvor organiske Dele sættes hen i fersk Vand og gaa i Forraadnelse), og i disse Hinder træffer man Millioner af snart fortrinsvis den ene, snart fortrinsvis den anden af de almindelige længe kjendte Bakterier. Jeg skal her med- dele de Bemærkninger, som jeg har havt Lejlighed til at gjåre om dem — nærmest en Slags smaa Tilføjelser til Cohns grund- ki å i A i å | 377 læggende Arbejder (I og IN). — Herved vil der tillige blive Tale om et Par Bakterier, som aabenbart staa de almindelige nær, men som jeg kun kjender fra Stranddannelserne. 13. Spirillum volutans Ebrb. [IX, S. 85; Cohn, I, S. 481, Fig. 21] kjender jeg f. Ex. fra Helsingår, Roskilde, Hofmansgave, Nyborg, Limfjorden, foruden her fra Kjåbenhavn; den synes dog sjeldnere end S. Undula og de fålgende. Jeg maa herhen fåre de i; Fig. 11, Tab. X, afbildede Exemplarer. 'Skruen er ikke altid, som Cohn angiver, wweit und regelmåssig pfropfenzieher- artig gedreht», med en Håjde af 13,2 mu og et Tvermaal af kun Halvdelen, 6,6 u. Saa stærkt snoet har jeg vel ogsaa fundet den, f. Ex. med 10 u Håjde og næsten 4 u Diam., men oftere fandt jeg den stejlere, nemlig, som tegnet, med 9—13 mu Håjde, men ;med en Diameter, der varierer fra 4,5—4 u. — Hermed stemmer ogsaa Figuren hos Dallinger og Drysdale, VIL, Tab. 1143, I samme Selskab finder man Exemplarer med videre og med stejlere Skrue, ganske som hos Ophidomonas sanguinea. Foruden Exemplarer paa 2—3 Vindinger og derover fandt jeg ogsaa Exemplårer med kun lidt over en og, meget stejle, men som dog sikkert maa fåres herhen (de til venstre afbildede Ex- emplarer i Fig. 44). Jeg fandt ogsaa Exemplarer tykkere end angivet hos Cohn, nemlig c. Zu. Enderne ere i Regelen lidt afsmalnede og derpaa jævnt afrundede. Meget kon- Stante synes de grove Gryn i Kroppens Plasma at være, Såa- ledes som Cohn afbilder det. Dræbt i Karbolsyre dannedes store Klumper af lysbrydende Plasma (Fig. 44, a). Cilierne har jeg set tydelig, men aldrig mere end en i hver Ende, undertiden kun i den ene; paa nogle Exemplarer formaaede jeg ikke at se dem, Bevægelsen er som hos Ophidomonas og kan være sær- deles livlig. En Bakterie, der vist maa betragtes som en Varietet («r0- bustum») af S. volutans (Tab. 1X, Fig. 3), forekommer ved Kjå- benhavn og i Odense Fjord fra de indre Dele ud til Hofmans- Save, hvorfra Friken Rosenberg sendte mig den i Mængde. 378 Den adskilles fra de andre Spiriller, som ikke fåre de rådlige lysbrydende Korn, ved sin kraftige Bygning og noget plumpe Form; skjånt den varierer en Del i Stårrelse og ogsaa noget i Skruens Stejlhed, har jeg dog aldrig været i Tvivl, om jeg havde den for mig eller ej; den er tykkere end Sp. volutans: fra 2— 4,5 u; Forholdet mellem Skruens Håjde og Diameter er i Al- mindelighed som. 40—20 u : 1—3 mu, sjeldnere er den stårre og Skruegangen videre. Enden' er jævnt afrundet eller afstumpet, ikke brat afrundet. Plasmaet er graat, og altid fandt jeg. det tydeligt grynet, undertiden endog meget grovt og stærkt (B): Dræbt i Salicylsyre koagulerede det til mange stærkt lysbrydende Klumper langs Væggene (C). Cilien er altid meget tyk og kraftig, derfor meget let at faa Øje paa; den er saa lang, at den naar den halve eller. mere end den halve Længde af hele Corpus, som i Regelen kun har 47/9 Skruegangs Håjde. Der er undertiden to Cilier i en Ende (B, D). Cilierne ses paa samme Exemplar ikke altid med lige stor Lethed; undertiden er Cilien i den ene Ende meget let synlig, medens man længe forgjæves såger efter den i den anden, indtil den pludselig ved en heldig Belysning træder frem; de maa vel altsaa kunne have forskjellig Tykkelse; de samme? Bemærkninger har man i dvrigt Lejlighed til at gjåre ved alle andre med Cilier forsynede Bakterier. Den bevæger sig are Ehrenbergs Ophidomonas, idet begge Ender lige godt kune" være For- og Bagende. | 14. Spirillum Undula (Miller) Ebrenb. Cohn, I, 5. 181. Min Tab. X, Fig, 44. Den skal efter Cohn have Skruegange af 4—5 u Højde og Tvermaal, og i Almindelighed findes kun Ex- emplarer paa Y2—1, sjeldnere paa 4/2 —3 Skruevindinger- Ehrenberg opfattede den paa lignende Maade, men opstillede tillige Vibrio prolifer, som Cohn forener med den. Denne vise derved, at han har bemærket dens Variabilitet, hvad mM?" af hans Beskrivelse næppe skulde tro. Jeg finder den i virkelig heden meget variabel og har for at anskueliggjåre dette afbildet et -stårre Antal 'Exemplarer — fårst saaledes lærer man Fm. : sæde s— fa Sr SERT Oste skele art - 379 hovedet Bakteriernes Form-Mangfoldighed at kjende,: og hvad Betydning der kan tillægges Formen. Alt hvad der findes: af- bildet under Fig. 44 i de forskjellige Grupper (4—G) bør ganske vist henfåres til den; man finder den tykkere og tyndere, i Regelen 0,6—1,3 u tyk; man finder den med den V-formede Vinding, som allerede Miller tildeler den, og med en langt stejlere Skrue, saa alt den bliver næsten ret (Ehrenbergs Vibrio prolifer?), med en Skruehåjde af 3—10;5 u og en Dia- meter, som er fra %/4 til c. 7/40 af Højden; man finder den med i1—2 .Vindinger (2 er sjeldent) og derfra ned til smaa Brud- stykker af Vindinger, og alt dette maa jeg fåre sammen; det er mig ikke muligt at holde disse Former ude fra hverandre, og man finder ofte store Variationer i Skruens Form i det samme Selskab, om Tykkelsen end i et. Selskab plejer at holde sig mere konstant, saaledes som det ogsaa ofte viste sig ved Bacte- rium sulfuratum; de forskjellige Grupper i Fig. 44 betegne til Dels forskjellige Selskaber. Maalene, som Cohn giver, ville altsaa kun påsse i et ringe Antal Tilfælde. Nogle af de afbildede ere fra almindelige Infusioner, 'de fleste. fra Salt- eller Brakvand, Saaledes de tykkere Former i Fig. 44, B, F, G. Plasmaet er 8raat, sjeldent en Smule grynet. Cohn formoder, at: der er Cilie, men har dog ikke kunnet opdage den; «bei langsamer Drehung erhålt man den Eindruck, als ob an den Enden Wirbel durch Geisselfåden erregt werden, doch konnte ich zu keiner Uberzeugung gelangen». Paa en Mængde Exemplarer har jeg … ikke blot tydeligt set denne Hvirvel, men det er ogsaa lykkedes Mig ofte tydeligt at se en Cilie i den ene eller i begge Ender, især i nogle Præparater, som behandledes med Osmiumsyre. ! andre Tilfælde var det mig, trods. al anvendt Måje, ikke muligt at opdage nogen Cilie. Undertiden ser man dens Nærværelse Ved, at smaa Legemer længe slæbes efter Kroppen. Jeg. har kun en eneste Gang set S. Undula direkte i Deling; to smaa bang "sammen ved et næsten usynligt Baand og drejede 380 og vred sig længe, til den ene pludselig rev sig lås og for- svandt. Hermed er Formrækken imidlertid næppe til Ende. I Fig. 45, Tab. X, er der fremstillet en meget robustere Form, som jeg meget hyppig har truffet ved vore Kyster (dog aldrig i store Stimer), derimod slet ikke i fersk Vand. Saa længe jeg kun havde set eller lagt Mærke til robuste Former som de omkring 0, nærede jeg ingen Tvivl om, at den var en selvstændig «Art». Disse ere nemlig ved deres stårre Tykkelse af indtil 3 mu, ved den meget stejle Skrue, der er saa stejl, at de allerfleste, man træffer paa, ere |(-formede, medens S. Undula jo fremstilles som V-formet, og ved deres i Almindelighed langsommere Bevægelser vel adskilte fra S. Undula. Men efterhaanden gjorde jeg Be kjendtskab med mange flere, lagde ogsaa mere Mærke til de «afvigende» Former, og jeg fandt da en fuldstændig Skala fra de ganske smaa i Fig. 14, F, der knap ere en Skruevinding store, op til Former som Fig. 45, a og c; men de i Fig. 14,F afbildede kan jeg ikke adskille fra S. Undula. Jeg har kun fundet en eneste saa lang som c (omtrent 40 mu): Selv i samme Vand- draabe træffer man megen Forskjel i Form. Medens Skruevin- dingen er saa stejl paa nogle, at de blive næsten rette, er der paa andre et Forhold mellem Håjde og Diameter som 5:4 eller 6rd4v7-EdaNiading: seriel +Almikdelighåd 54008 hd; MReRR disse store tykke i Almindelighed ere træge i deres Bevægelser, ere de smaa ofte såa livlige, at de næppe ere til at følge; Be- vægelserne afvige ikke i Noget fra de almindelige Spirillers; under Axeomdrejning gaa de frem og tilbage, idet Forende for- andres: til Bagende; Bevægelse vexler med Hvile; de kunn? holde sig fast med den ene Ende og snurre rundt som en Top; 08" Cilievirkningerne har jeg undertiden, dog temmelig sjeldent, sf igti . ut t rigtig tydeligt; paa en af de' afbildede kunde en Cilie meg? Se n tydeligt iagttages, da-den var dræbt i Osmiumsyre. Med gøre til "Ciliens Tydelighed staar den altsaa paa samme Standpun" bl 8. Una: "Den hår det tilfælles med 5. Uideler PE ERE EN er É, a & Eg i 381 maet selv i de tykkeste er ens graat, uden Korn eller Gryn, kun i ganske enkelte Tilfælde fandtes det lidt grynet. Denne Form holder sig saaledes kun ved sin Tykkelse forskjel- lig fra S. Undula, thi ogsaa af denne gives der utvivlsomt Exem- plaårer med mere stejl Skrue, som ganske stemme med dennes; og at dette Forhold kan variere betydeligt, derfor leverer Ophi- domonas sanguinea os Bevis. Tykkelsen er ganske vist usæd- vanlig, men dog ikke. saadan eller af en saadan Betydning, at den kan grundlægge en «Arts»-Forskjel. Da den nu imidlertid er fremherskende blandt alle de Exemplarer af S.'Undula, der kunne findes ved Kysten, og de stærkt snoede V-formede Un- dula'er have fortrinsvis bjemme i almindelig Ferskvands-Raadden- skab, vil jeg for lettere at kunne betegne den give den Varietets- navnet littorale. ” Ligesom med Gruppen" Monas sulfuratum viser det sig ogsaa her, at de forskjellige Selskaber have hvert" sit Præg; i nogle ere V-formede de dominerende, i andre f-formede, og ligeledes ere Tykkelserne forskjellige for de forskjellige 'Sel- skaber; det er aabenbart Familietræk, som herigjennem udtale Sig, begrundede paa Formeringsmaaden. Det maa endnu bemærkes, at man, hvad Fig. 14, F, viser, kan finde særdeles smaa Former, som næppe ere mere end 3u lange, f-formede, og rimeligvis vil der kunne findes endnu mindre. Vi fåres derved til et lignende Udgangspunkt for «Årten» som ved Bacterium sulfuratum: Exemplarer, som staa Dåa Grænsen af, hvad der kan ses. 15. Spirillum tenue 'Ehrenb. IX, S. 84, Tab. V, Fig. 11. Cohn I, S. 484. Min Tab. IX, Fig. 2. Ehrenberg beskriver den: som «Spirillum fibris leviter tortuosis, hyalinis, enuissimis, Obsolete articulatis, anfractibus sæpe ternis et quaternis», 08 den afbildes: i Overensstemmelse hermed bestaaende af 1!/2—4 stejle Skruevindinger, hvis Diameter er meget mindre end Håjden. Cohn. citerer Eh renbergs Ord, men beskriver den ikke desto mindre saaledes: «Die Håhe der eleganten Schraubengånge be- trigt 2—3 Mikrom., der Durchmesser derselben etwa eben. so 382 viel; der Faden zeigt mindestens 17/9 Windung und ist dann einem Håckchen oder f| oder 2 åhnlich; noch. håufiger sind jedoch Fåden mit 2, 3, 4, 5 Windungen, daher die Långe 4— 45 Mikrom. betrågt». Hans Figurer vise en Del Exemplarer, alle med meget stærke Vindinger, hvis Diameter er næsten lige saa stor som Håjden. De give derfor et meget ensidigt Billede af denne. «Arts» Formforhold, og da jeg i Begyndelsen alene holdt mig til Cohns Arbejde, maatte jeg langsomt kjæmpe mig frem til den. Overbevisning, at der er en langt stårre Formmang- foldighed end Cohn lader ane, men for Resten synes gjerne af ville indråmme. Det er her som alle Vegne af Vigtighed, at man ikke griber og afbilder en enkelt Form og holder sig til den som typisk, men netop lægger. sig efter at lære alle Former at kjende. Paa Tab. IX har jeg i Fig. 2, 4A—I, afbildet en Del efter min Mening herhen hårende Former. I Å ville vi "finde Exemplarer, som komme de af Cohn afbildede meget vær; Håjden af Skruen er omtrent 3,5—4 u og mere end dobbelt saa stor som Diametren; der er højst to Vindinger. Paa enkelte andre, f. Ex. i Gruppen B, er Forholdet omtrent det samme; men den absolute Stårrelse mindre, tillige er en Del af Exem- plarerne tykkere og have over 3 Vindinger. Ligeledes vil: man i Gruppen € finde omtrent det samme Forhold mellem Håjde 08 Vidde, men den absolute Stårrelse af hver Skruegang er endnu mindre, Håjden nemlig c. 4,5—2,5 um og Antallet af Vindinger overhovedet stårre. Medens alle disse nærme sig noget til de af Cohn sk bildede og beskrevne, fjerne de andre sig for en meget stor abe ved den stårre Stejlhed af deres Skrue; Forholdet mellem Højde og Vidde er hos flere som 8 eller 40: 4 (saaledes. have de længste ved D en Skruehåjde af c. 8—40 uw, men en Diameter af c. 1 4), og Stejlheden bliver hos nogle endnu større. re. tallet af Skruégange og Tykkelsen af Kroppen er også2 temmelig forskjellig. Den stårste Tykkelse (ved D) er næsten 0,001 Em den mindste formaar jeg ikke at maale. At alt dette henfres 383 til en og; samme Årt, "vil, med Ophidomonas sanguinea og de foregaaende Bakterier som Udgangspunkt, intet Unaturligt være. Man kan ganske vist undertiden finde store tykke Exemplarer, som de omkring D, i Selskab med saadanne. som E, uden at der kan paavises egenlig mellemliggende Former, men i andre Selskaber, og naar man studerer en stor Mængde Exemplarer, finder man Overgangene. Cohn siger (se Citatet), at hvert Exemplar bar i det" mindste 41/0 Vinding. Dette |slaar langt fra til; tvertimod er der mange meget mindre, og det har stor Interesse, at man ofte i samme Selskab kan finde mindre og mindre Former, ind lil man kommer ned til saadanne uendelig smaa som de, der ere afbildede i Gruppen F, som ikke en Gang ere 4 4 lange, og som man næppe vilde opdage, hvis de ikke bevægede sig. Selv paa disse meget smaa lader det snoede sig dog gjenkjende; man finder ikke de rette Legemer, som f. Ex. Bacterium Termo viser selv i sine mindste Former, men en svag Krumning gjenfindes selv paa de mindste; tilmed er B. Termo næsten altid lidt indsnåret paa Midten, hvad S. tenue aldrig er. Desuden er Bevægelsen paa Grund af Formen til Dels en anden. Jeg tår ikke benægte, at B. Termo kan være krummet (man erindre. f. Ex. Formerne af Okens Monade), men jeg er dog ikke vis paa, at den er det, Ligger der endnu Noget bag ved disse allermindste hetop synlige Former? Sporer eller lignende Kim? Det fore- kommer mig sandsynligt. Ligesom ved Bacterium. sulfuratum og ved Vibrio Rugula har jeg bemærket, at de forskjellige Længder af Exemplarerne optræde i bestemt Fålge, saaledes at det ved de første Stadier af Forraadnelsen er de ganske smaa, som eré Taadende , og af lange bemærker man ingen; undersåger man Glasset nogle Dage senere, finder man mange stårre. I et Glas, Som i August Maaned havde staaet hen i 44 Dage; fandtes mange lange -som de i Gruppen D.… . Cohn kjender ingen Spiriller i Zoogloea-Stadium. Hvis den 'ed K afbildede Form hårer til S. tenue, hvad den sikkert gjør, 384 kan den udskille Slim om sig og gaa til Ro; Exemplarerne, der vare omtrent af samme Stårrelse, laa rolige, indlejrede i Hin- der, og omtrent alle i samme Retning. Disse Hinder udviklede sig i Brakvand fra Kalundborg. Endnu tydeligere viste det sig dog med de i 4 afbildede. Da jeg i Slutningen af August vilde skænke Vand af en almindelig Karaffel, der havde 'staaet i nogle Dage i den botaniske Haves Museum, vilde til min store Forbavselse ikke en Draabe af det krystalklare Vand "(fra Vand- værket) komme ud, skjønt Karaffelen næsten vendtes. helt om; det viste sig da, at Mundingen var lukket med en fuldstændig vandklar, tyk, fast og sej, geléagtig Hinde, som under Vandéts Tryk, idet Karaffelen vendtes, hvælvede sig .kuppelformet ud, men var stærk nok til ikke at briste. I denne Hinde, som var dannet af Bakterier, fandtes smaa Exemplarer af Bacillus 'subtilis, Grupper af Micrococcus og endelig den i 4 afbildede Form 'af Spirillum tenue; alle disse Legemer laa fast indlejrede i Geleen og traadte, alt efter den forskjellige Indstilling, frem som mårke eller hvidlige lysbrydende Punkter og Linier. Blandt: de indlejrede Spiriller fandtes en, som var kålle- formet opsvulmet i den ene Ende, men for Resten i Længde 08 i Skruens Håjde stemmede' med de andre. Jeg. har afbildet den i H, fordi den har Interesse ved, at vi, som det skal blive vist i det Fålgende, ogsaa kjende Vibrio- og Bacillus-Former med lignende ejendommelige Opsvulmninger, hvis Natur ff ukjendt. Hoffmann har vist set lignende (XXII, Tab. iv, Fig. 4). ; Den ved I i to Stillinger afbildede var umaadelig flexil, krympede sig som en Orm, som om den var en Spirochele. En Skruevinding er c. 3,5 u høj; jeg "kunde intet Spor af. Cilie op” dage. Maaske hårer denne Orgånisme, 'der fandtes å Mudder fra Stege, ikke herhen; Jeg har intet Strukturforhold kunnet se å Spirillum tenue; først i de dåde viser sig et saadant, idet Plasmaet aabenbar! FE SASS SES SEERE SR SE REEER OD SE SEE DEERE TE TEE FEET RR SE RR." 385 koagulerer i stårre lysbrydende Klumper; de faa da et Udseende, som om de vare rosenkransformede. Bevægelsen er som hos de andre Spiriller og Ophidomo- nader,' frem og tilbage uden at vende om, rundt som en Top, paa en Plet, i Hvile med dirrende Ende 0. s. v. Bevægelsen kan være meget livlig. De allermindste, som fandtes i' Naturen allerede 'i April, ligge ofte rolige og ville da let helt undgaa Opmærksomheden; men pludselig bryde de op, som grebne af en Tanke, og snurre afsted «med meteoragtig» Fart i rette eller krummede Baner for atter at slaa sig til Ro. I uendelige Masser ser man dem sværme om en eller anden Gjenstand, og her har man ret Lejlighed til at iagttage den pludselige Vexel. af Hvile og Ro. Kun faa Gange har jeg set Spor af Ciliebevægelsen. — Foruden i almindelige Ferskvandsinfusioner har jeg fundet dem i Kystdannelserne fra mange Lokaliteter. 16. Spirillum attenuatum mn. sp. Tab. IX, Fig. 8. Cohn opfårer ingen andre Spiriller end S. volutans, Undula og tenue. Perty nævner endnu S.rufum «von der Gestalt und Gråsse des Sp. Undula; Farbe roth», fundet ved Bern; den kjender jeg ikke. (Se senere Tilføjelse: XXIIM). Derimod har jeg i faa Exem- plarer fundet en Form, som i alt Fald er saa karakteristisk, at den nok kan fortjene sit eget Navn, hvad enten den saa vil vise Sig at være en selvstændig eller at gaa ind under en af de kjendte «Arter» (Tab. IX, Fig. 8). Det karakteristiske er, at de midterste Vindinger paa et, som det synes, storl og vel udviklet Exemplar ere vide og lave, i det Hele altsaa stærke, medens de, der ere ud ad mod Enderne, ere meget stejlere; tillige er Midten tyk, og Kroppen smalner af mod begge Ender. I den midterste stårste Vinding er Forholdet f. Ex. som 11 mu Højde til 6 u Vidde; i en af Endevindingerne som 106 :2p. Tyk- kelsen midt paa er f. Ex. c. 2 u, medens Endens er 1,2 u. Kroppen er graa, fint grynet eller næsten uden Gryn; men jeg har ikke set Cilie, ej heller set den i Bevægelse. Af de tre 25 386 afbildede er den ene aabenbart et nyligt ved Deling opstaaet Exemplar. Den er fundet i April ved Kjåbenhavn. Vibrio. Denne Slægt regnes af Cohn til Traadbakterierne. Den skal have «Fåden wellenfårmig gebogen»; det hedder: «Die beiden hierbin gestellten Arten sind durch die formbeståndigen Wellenbiegungen der Fåden charakterisirt, welche bei der Rola= tion den Anschein der Schlångelung hervorrufen und bilden daher den Ubergang zu den Schraubenbacterien oder Spirillen.» Cohn taler overalt om «Wellen biegungen», «Wellenfåden» 0. S. V., men kalder intet Sted, saa vidt jeg ser, Traadene skrue- formede; om Vibrio Rugula hedder det endog bestemt: «Die Fåden . . . . sind stets schwach aber deutlich ( oder f fårmig gebogen, meist derart, dass der Faden in der Mitte wie ein Violinbogen eine flache Curve zeigt, wihrend die Enden fast grade sind» (se mine Fig. 4 og 7, Tab.1X). Jeg forstaar Cohn saaledes, at han her ikke antager nogen virkelig Skru esnoning af Bakterietraadene, og jeg ser ogsaa, at f. Ex. Ray Lankester taler om 4a serpentine form (Vibrio)»; denne Anskuelse er dog næsten lige saa urigtig som den ældre, at Vibrio virkelig bugtede sin Krop i Slangeform, thi denne er lige saa fuldt skrueformet som Spirillum's, kun er Skruen stejlere. Slægten Vibrio maa derfor defineres: «stejlt snoede, ofte næsten rette Spiriller», og naar man erindrer, hvor stejlt snoede Spirillerne kunne være, vil man let se, at der for Formens Skyld slet ingen Grund er til at holde denne Slægt adskilt fra Spirillum. Maaske viser det sig ogsaa, al de stejle Vibrioner kun ere Former af stærkere snoede Spiriller,. Og vel synes Traadbakterierne at være saa vel passiv som aktiv flexile, men denne Egenskab er rimeligvis heller ikke fremmed for Skruebakterierne (se ove" sd under Spirillum tenue) og staar vel i Forbindelse med, at Traad- bakterierne ofte blive meget lange og ere mere rette, det "lettere bøjelige. Af de to Navne er Vibrio det ældste; da det 387 hidrårer fra O.F. Miller, medens Spirillum er et Ehren- bergsk. Det fårste burde altsaa beholdes. å 47." Vibrio Rugula O.F. Miller. Ehrenberg, IX, S. 80. Cohn, I, S.178. Min Tab. IX, Fig. 6 og 7. Om Miller virkelig har afbildet, hvad vi nu efter Cohn kalde V. Rugula, er mig tvivlsomt; det forekommer mig rimeligere, at han, efter Tyk- kelsen og Stårrelsen at dåmme, naar den sammenlignes med hans Vibrio Bacillus (nu Bacillus subtilis) og V. Undula (nu Spi- rillum Undula), har havt Spirillum tenue for sig. Dette lader sig nu vel næppe afgjåre, og jeg tager Arten derfor her i Ebren- bergs og Cohns Forstand. Medens Cohn siger: «Ehrenbergs Vibrio prolifer kann ich von Spirillum Undula nicht unterscheiden», siger Perty: «V. prolifer Ehrenberg vermag ich gleich Dujar- din nicht von Vibrio Rugula zu unterscheiden». — Nærmest ved de.af Cohn afbildede staa mine i Fig. 7, Tab. IX. Kroppen er cylindrisk og ens tyk lige til de brat afrundede Ender. De mindste Exemplarer ere næsten rette, c. 6 u lange; de stårste (som snart dele sig: se ved B), have indtil 4 Vindinger og C- 35 p Længde, medens Cohns længste kun ere 17,6 p med knap 2 Vindinger; «långere kommen nicht vor», siger han; den længste, der er afbildet i Fig. 7, B, kunde næsten lige saa godt efter Formen henføres til de tykke lange Former, der' danne det ene Extrem af Spirillum tenue; dog er den lidt tykkere, og det Sel- skab, i hvilket den fandtes, samt dens grynede Plasma anviser den sin Plads blandt V. Rugula. I Almindelighed er Skruegangs- håjden 6—410 u, Diametren 0,5—2 mu; Tykkelsen er 1—1,5 u- Plasmaet er som i Cohns fint grynet af stårre og mindre Gryn. Jeg har undertiden fundet den sammen med Bacterium Lineola; den nærmer sig i sine mindste Exemplarer såa meget til denne, at jeg undertiden har havt vanskeligt ved at skjelne dens mindste næsten rette Former fra dennes stårste. Skulde den være «the Spiral form» af B. Lineola? Foruden disse mindre Former, som jeg kjender bedst fra Taadnende Æg og lignende, har jeg i de eee 388 masser fundet nogle langt stårre, som jeg imidlertid ikke kan andet end fåre hen til V. Rugula, da Formen, Skruens Stejlhed, Plasmaets Ydre 0. s. v. væsentlig er det samme. Det er navnlig fra Stege og Kjåbenhavn, at jeg kjender dem. De ere som Fig. 6, A—M, Tab. IX, vise, tydeligt snoede i en stejl venstre Skrue, hos nogle, som enkelte smaa ved 4 og C, saa stejl, at de næsten blive rette, hos andre, som F, G og M, mindre stejl, og Stejlheden kan være meget forskjellig hos forskjellige Exem- plarer i den samme Vanddraabe, ja endog hos selv samme Ex- emplar (se ved B og mellem C— D). Forholdet mellem Diameter og Håjde ligger i Almindelighed mellem 5:4 og 10:14. Skruen er høs nogle 13—20 u håj, med Diam. paa 2,5—5 pm; hos Ex- emplaret til venstre for G&G 9—10 u høj med Diam. paa ce. 3 p; nogle, som fandtes i Selskab med M, vare næsten aldeles rette. Tykkelsen er forskjellig, hos nogle kun lidt mere end i Fig. 7, hos andre omtrent det dobbelte (c. 2 u), og ofte ere nogle af Exemplarerne. i en Draabe dobbelt saa tykke som andre. Exem- plarer paa mere end 3 Vindinger ere sjeldne (F, G), men Total- længden af saadanne kan være hen imod 40 u. For dv mede de med Hensyn til den ens tykke, cylindriske, ikke mod Enderne afsmalnede Krop og Plasmaets grynede Natur med, de typiske Cohnske Rugula'er; hos nogle ere enkelte Korn stårre og mårkere (stærkt lysbrydende) end andre; sjeldent ere de næsten kornfrie. Dræbtes de f. Ex. i Osmiumsyre, opstod der 2 Plasmaet stårre og stærkere lysbrydende Korn, saaledes som fremstillet i Fig. 6, H. Paa de længste Individer saas tydeligt i alt Fald passiv Flexibilitet; ligger et Exemplar fast med den ene Ende, medens den anden rager ud. i en bevæget Vandmasse, en Stråm, Ses den krumme sig ofte betydeligt (f. Ex. Exemplaret ved G).- Et. mærkeligt Udviklingsforhold har jeg her. iagttaget; i Se skab med de normale (ved NM, C,orx 08 forbundne med dem ved de jævneste Overgange fandtes saadanne stærkt opsvul- mede Exemplarer som de tegnede, navnlig i Gruppe? om É. rigt stem- . 389 Opsvulmningen, ved hvilken de blive omtrent dobbelt saa: tykke, som normalt (indtil £—4,5 u), fandtes i Almindelighed i den ene Ende, sjeldent paa Midten. Disse kålledannede Exemplarer af- vege ellers ikke i noget som helst fra de andre; Plasmaet "havde samme Lysbrydning og grynede Udseende som ellers, og de be- vægede sig ganske som de ikke opsvulmede. Hvad de blive til, véd jeg ikke. Saa vel de smaa Former i Fig. 7 som disse store bevæge sig fuldstændigt som Spirillerne: under Axeomdrejving frem og tilbage, idet Bagende bliver til Forende; derimod har jeg ikke set dem snurre rundt som en Top, hvilket maaske nok vil findes hos de smaa, men vist ikke kan forekomme hos saa lange Exemplarer som E, M, F 0.s.v. Den ejendommelige Dirren af den ene Ende, medens den anden ligger fast, uden at nogen Åxeomdrejning finder Sted, har jeg ogsaa set her; ogsaa kan Kroppen ligge helt rolig, medens Cilien er i Bevægelse. Cilien er ikke meget lang, men den er i de fleste Tilfælde let at se. Jeg har næsten paa alle stårre Exemplarer kunnet finde den i begge Ender; de korte synes kun at have den i den ene. Paa en har jeg set to Cilier i hver Ende. Hos de tyndere i Fig. 7 var den i det Hele vanskeligere at opdage; kun paa Exemplarer, der låa stille med den ene Ende, saa jeg tydeligt Cilievirkningen om den anden. Mærkeligt nok taalte de store Saltvandsformer en Tid lang, at der blev sat Glycerin eller i Vand oplåst Sali- cylsyre til Vandet, hvori de svåmmede om, uden at Bevægelsen hørte op. Åt Stårrelsesforholdene kunne forandre sig, naar de staa hen i længere Tid i Glas, har jeg ogsaa bemærket her; i Be- Syndelsen har man ofte fortrinsvis smaa som A, :B og C, senere kan man træffe kæmpestore -Exemplarer, som det ved F afbildede, hvad enten dette nu kommer af en livlig Ernæring, der tillader Exemplaret at voxe rask ud til en betydelig Længde, eller af, at Ernæringen netop er mindre, Tilgangen til Ilt vanskeligere, saa At de ikke faa Energi og Kraft nok til en rask og hurtig For- EJ 390 mering; det sidste synes at være det rimeligste. Den i F af- bildede stammer for åvrigt ikke fra Saltvand, men fra almindeligt Drikkevand, i hvilket en Karloffel laa og raadnede, og hvor Massér af saadanne store (foruden mindre) Former. efter nogle Dages Forlåb vare komne til Udvikling (i August): … Tykkelsen af F er c. 41,5 uy Skruehåjden er variabel (c. 10—12 u).… Den er sikkert ikke forskjellig som Art fra Saltvandsformerne B, C, D, E 0.s.v. Cilie fandtes, men var vanskeligere at opdage, og Bevægelsen var jævn rask, for åvrigt som ellers. Ligeledes synes en fortsat Kultur under saa uvante Forhold som i et Vand- eller Reagensglas i et Værelse at: kunne frem- kalde usædvanlige Udviklinger af Skruens Forhold. Det Sel- skab, af hvilket de ved B afbildede ere tagne, skriver: sig fra Stege; efter at Glasset havde henstaaet i 44 Dage (i August), vare de smaa Spiriller i B til Stede som tidligere i overordentlig Mængde, men tillige var der nu mange som de to ved K, i hvilke Skruens Forhold var meget forandret: Vindingerne vare" blevne stårre og mere uregelmæssige. Om de i Fig. 5, 4 afbildede skulde håre herhen, er mig tvivlsomt. De fandtes i Vand fra Assens, vare farvelåse, fint grynede eller næsten ganske uden Gryn; Kroppen var cylindrisk og ikke afsmalnet mod de afstumpede eller brat afrundede Ender. Tykkelsen var c.2u, Håjden af Vindingen 12—415 mu og omtrent det dobbelte af Diametren i de stårre Exemplarer; Skruen allsa2 meget vid og tillige uregelmæssig. Der var smaa og store Former: Til Cilie saa jeg intet Spor, og Bevægelsen i krumme, uregel- mæssige Baner frem og tilbage gjennem Vandet gik mere lang- Somt og roligt for sig end hos Spirillerne; den var mere re rolig, man kunde sige sporlås Gliden, uden at alle de mars? Smaalegemer omkring dem forstyrredes: i deres Ro. Den ef maaske snarere i Slægt- med den store cilielåse Skruebakterie Spirochæte gigantea. Ligeledes kan jeg intet sikkert sige om den i Fig- sa bildede, der er fra Bornholm og fandtes sammen med utvivl- 391 somme Exemplarer af V. Rugula; med en Tykkelse af c. 2u har den farveldse, ugrynede, cylindriske Krop en Skruegangs Håjde af c. 20—25 4 og en Diameter af 10 u. Den var ubevægelig, og Cilie kunde ikke findes. At den virkelig kunde være en Form af V. Rugula, forekommer mig ikke urimeligt, naar jeg ser hen til saadanne som Fig. 6, K, der utvivlsomt ere det. 18. Vibrio serpens O.F. Miller (XVIII, S. 49, Tab. VI, Fig. 7, 8). .Cohn, I, S. 179, Tab. III, Fig. 17. Jeg formaar ikke at se, at (ohns VP. serpens er identisk med Millers; at bestemme denne med Sikkerhed er vanskeligt eller umuligt, Hvad Cohn imidlertid aftegner som sin P. serpens, vil nærmest stemme med, hvad jeg afbilder Fig. 4, Tab. IX, og som adskiller sig fra V. Rugula blandt andet ved mindre Tykkelse (denne lader sig hos de almindelige Former næppe maale, den vil være som hos Spirillum tenue og Bacillus subtilis ci 0565); dernæst er V. serpens i Re- gelen uden Gryn, medens VV. Rugula altid er fint grynet, hvilket ikke blot er en Fålge af, at den er tykkere, thi de neden for nærmere omtalte opsvulmede meget tykke Former af V. serpens ere kun yderst svagt grynede. I nogle fandt jeg en Række slærkt lysbrydende Punkter, omtrent som de lysbrydende Klumper, der opstaa i dræbte (D). Jeg kan ikke finde det stadfæstet, -at de «nicht flexilen, lockenåhnlichen Fåden von V. serpens mehrere flache regelmåssige formbeståndige Wellenbiegungen (in der Regel 3—4) besitzen», og at «die kirzesten Glieder noch in doppelter Welle gebøgen sind». Rigtignok synes nogle af de i; Cobhns Fig, 17 afbildede Exemplarer at frembyde dette Forhold, men de forekomme mig at maatte henfåres til Spirillum tenue; de stemme temmelig nøje med de af mig afbildede længste Exemplarer (Fig. 2, D). I Regelen er der ikke mere end 2 Vindinger. Den Omkring Å afbildede Gruppe er fra en og samme Vanddraabe og vil vise nogle af de i -Kropformen forekommende Variationer. Hos nogle er Skruen stejlere, hos andre mindre stejl, med Stårre Diameter; i Almindelighed er Håjden vel 8—42 p se en Diam. af 4,22—3 u, men Håjder paa indtil 22 mp og Diam. 392 paa 3,5 u forekomme. Ogsaa her har jeg ofte tydeligt kunnet se en venstre Skrue, og selv-ved de stejlest snoede vil en Drej- ning om den ideale Længdeaxe, der fremkaldes kunstigt eller udfåres af Vibrionen selv, dog i Regelen tydelig vise, at vi have et skruesnoet Legeme for os. Jeg har her iagttaget lignende opsvulmede, hidtil ikke be= kjendte Former som hos Y. Rugula. I min Fig. 4 håre de tre Grupper ÅA, B, C sammen, idet alle disse Former ere iagilagne i hverandres Selskab i den samme Vædske. Der er en jævn Overgang fra Exemplarer, som, saa vidt man kan se, ere ens tykke over alt, til saadanne, som ere meget tykkere paa Midten og derfor ere jævnt tilspidsede hen imod Enderne, hvor Tyk- kelsen synes at være den samme som i de slet ikke opsvulmede; m i Gruppen Å er lidt opsvulmet, ellers ere de andre i denne Gruppe ens tykke. Selv de tykkeste Exemplarer i Grupperne B og € have ikke eller kun yderst. smaa Gryn i Plasmaet. De to ved F ere fundne ved Kjåbenhavn, altsaa langt fra de andre, der stamme fra Vejle; de havde tydelig venstre snoet Krop, vare. ugrynede, men ubevægelige; de synes mig dog at håre herhen. Til et andet Selskab håre Exemplarerne i Grupperne D 08 E, som hidråre fra et Glas, hvor nogle dyriske Dele og Saprolegnier gjemtes. De samlede sig i millionvis i en tyk Slimhinde paa Over= fladen, i Selskab med Bacterium Lineola, Spirillum tenue, Bacillus sub- tlilis og Micrococcus. De ere stillede sammen med AÅ for at vise, hvor overensstemmende Salt- og Ferskvands-Formerne ere; ligesom led- delte Exemplarer forekomme i begge Grupper. Mellem de tynde i D og de stærkt opsvulmede i E (de tykkeste ere 2,5 mp tykke) var der alle Overgangsformer, og de stemte ellers saa fuldstæn= dig overens, at jeg aldeles ingen Tvivl. har om deres Identitet. Men Yderformerne, de tynde i D og de tydeligt og stærkt op” svulmede i E, vare dog i Majoritet. Disse opsvulmede Exem- plarer afvige fra de i B—C tegnede; thi Opsvulmningen fandtes her navnlig i et begrænset Parti paa Midten, der bos Nogle lraadte meget brat frem; ofte fandtes de to Halvdele af Kropper i 393 (der var tydeligt snoet i venstre Skrue) bøjede under en stærk Vinkel mod hinanden, saa at de næsten dannede et V, og For- eningspunktet for dettes to Arme var da stærkt opsvulmet. Der forekom ogsaa korte Exemplarer, som syntes opstaaede ved en Deling af saadanne opsvulmede, idet den ene Ende var stærkt opsvulmet (se ved g). Nogle af de tykkere vare fint grynede. De råbede lige saa lidt som de opsvulmede Exemplarer af V. Rugula Tegn paa Svækkelse eller paa, at de vare Vantrivninger ; Bevægelserne, deres hele Opfårsel var fuldstændig som de ikke opsvulmedes. Alle disse af mig til Y. serpens henfårte Former have den sædvanlige Bevægelse under Axeomdrejning frem og tilbage, idet Bagende bliver til Forende; de kunne holde stille med dirrende Ende, men en Snurren om som en Top har jeg ikke set. Selv hos de tyndeste lykkedes det mig undertiden at se, at et eller andet lille Legeme pludselig sattes i en &jeblikkelig ophårende Bevæ- gelse, som om der var en Cilie til Stede; tydeligere saa jeg Cilievirkningerne påa et i Gruppen C afbildet Exemplar. Jeg lvivler derfor heller ikke om, at alle have Cilie, men den er for fin til, at mit Mikroskop kan paavise den. Det at man, som Cohn har. afbildet (se ogsaa min Gruppe 4), ofle finder flere under stærkt fremtrædende Vinkler forbundne med hverandre, tyder påa en Formering ved Tverdeling. Jeg har ogsaa set denne direkte. Flexibilitet har jeg ganske vist ikke Set, men findes den hos lange Exemplarer af V. Rugulø, vil den vel "Ned findes her. 19. Bacillus subtilis og Ulna. Cohn, I, S. 474. Fra Metfen Fibrio, de sslangekrummede» Traadbakterier, komme vi til Bacillus, de stavformede, hvis Traade ere. lige. Hvis det ikke viser Sig, at de to almindeligt i raadnende Masser forekommende "Årters i biologisk Henseende bestemt skille sig fra hinanden, vil det være rettest at slaa dem sammen som Udviklingsformer fe og den samme Art. Cohn adskiller dem egentlig kun 394 saaledes: 4 B. subtilis, Fåden dinn und biegsam; B. Ulna, Fåden dicker und steif». De af mig i Fig. 1, Tab. IX, afbildede Grupper ville vise Overgange i Tykkelse fra de tynde «subtile». (D) til Ulna (C) med c.41,5—2 u Tykkelse, og ofte træffer man i samme Vanddraabe meget forskjellige Tykkelser. I samme Selskab fra Fané traf jeg alle mulige Mellemformer mellem saadanne som Å og 'D, lil saa tykke som C, og tillige havde de tykke ikke altid ganske parallele Sider. Dog vare Mellemformerne, som ogsåå bemærket ved Vibrio serpens, sjeldnere end Yderleddene, Lige- ledes træffes meget forskjellige Længder, fra Exemplarer -påa c. 55 u Længde ned til saadanne, som næppe ere længere end Bacterium Termo (Fig. 1, 4). Fra denne ere de smaa Bacillus- Former ikke vanskelige at adskille, idet Delingsmaaden er for- skjellig; hos B. Termo er den en gradvis Indsnåring, som frem- kalder næsten 8-formede Legemer, hos Bacillus brydes Kroppen over uden nogen synderlig forudgaaende Indsnåring. Delingen har jeg ofte iagttaget direkte. B. subtilis kan, hvad ogsaa Cohns Figurer fremstille, være bugtet (sikkerlig snoet i meget håje, stejle Skruer), og den er ogsaa flexil, naar den er lang. B. Ulna n dette at har jeg ganske vist ikke set snoet (eller krummet), me er dog ingen Grund til at adskille dem, og hvad det angaar; den heller ikke ér set at være flexil, da vil den maaske også2 en Dag vise sig i Besiddelse af denne Egenskab. . B. subtilis skal ikke have grynet Plasma, medens B. Ulna skal have et adichtes feinkårniges» ; Mellemtykkelserne have ofte et fint grynet Plast, og selv i de tyndeste kan man undertiden seet og andet slæt” kere lysbrydende (eller efter Indstillingen mårkt) Punkt (D, E). Je8 er derfor tilbåjelig til at tro, at begge ere grynede, men at det kun viser sig tydeligt i de tykke. Bevægelserne ere fuld- stændig ens hos begge og tillige overensstemmende med de andre Bakteriers. - Axeomdrejningen bliver vanskeligere at iagt- tage, fordi Kroppen er ret, og kan paa mange Exemplare" aldeles ikke ses; men ere de lidt knækkede, eller klæber en eller anden lille Gjenstand ved dem, eller er der endelig & ; —— 895 eller andet Gryn i dem, som ligger ud til en Side, iagttager man Axerotationen lige saa tydeligt som hos de andre. Ofte synes et knæbåjet Exemplar ikke at have Kraft til hel Omdrej- ning, det ses da i en egen vuggende Bevægelse fra Side til Side under; dets Fremskriden i Banen. En Bevægelsesform, som ikke synes at forekomme hos de udpræget skruesnoede, men som bemærkedes hos Monas Okenii og Rhabdomonas rosea, findes ogsaa her: under Bevægelsen frem i en Bane beskrive de to Ender Skruelinier, og kun et Punkt, der ligger inden for Traa- dens Ender, ligger i selve Banen. Paa Former fra Ferskvand, hvori "der var raadnende Plautedele, fandtes aabenbart Cilier (i hver Ende), thi selv temmelig store Legemer sattes i Bakte- riens Nærhed i den Bevægelse, som er karakteristisk for en Smaadel, der faar et Slag med en Cilie, og denne Cilie maa være ret anselig; men jeg har ikke kunnet se den. Hos Bacillus subtilis har man oftere iagttaget Dannelsen af store,” stærkt lysbrydende, ellipse- eller kugleformede Legemer, Som Cohn omtaler I, S. 145 og 176, og II, S. 494. (Sammen- lign ogsaa Polotebnows for åvrigt saa forfejlede Undersågelse «Uber den Ursprung der Bacterien» i Wiesners mikroskopische Untersuchungen , 1872). De Exemplarer, som jeg har afbildet iF, synes at maatte fåres hen til disse Cohns «Kåpfchen- Bacterien», men adskille sig fra dem ved, åt kun et mindre Tal af dem, jeg fandt, havde saa stærkt udviklede store og stærkt lysbrydende Hoveder som hans.” Hvad jeg derimod tillægger nogen Vægt er, at det overvejende Antal havde Hoveder, der havde . den almindelige Lysbrydning og graalige Bakteriefarve og dernæst vare af forskjellig Stårrelse, idet de mindste vare Banske Svage, noget pæreformede, Opsvulmninger i Traadenden. En enkelt fandtes, som afbildet, der var meget stærkt opsvulmet Paa Midten, med en Linie tvers igjennem Opsvulmningen ; men Synes 'at antyde, at den vil dele sig her; i hver af Opsvulm- ningeng: to:Halvdelé er der en stærk lysbrydende Kugle. I ovrigt ifveg disse «Hoved» - Bakterier. ikke fra Bacillus ”subtilis, der 396 fandtes i talrigt Selskab med dem; de forekom i Masse i Pråver af Kystmudder fra Hofmansgave. Cohn sammenligner de stærkt lysbrydende Legemer, der kunne findes i begge Ender af eller endog flere i samme Traad, med de bekjendte Grænseceller og | Sporer hos Bakteriernes Slægtninge: Nostoc, Cylindrospermum 0. S. v. og betragter dem som saadanne, hvilket ogsaa synes rimeligt. Mine Iagttagelser vise, hvorledes de opstaa ved Op- svulmning af Bakterietraaden. Den Tanke ligger nær, om ikke ogsaa de af mig hos andre Former iagttagne Opsvulmninger kunde fåre til Dannelsen af en eller anden Slags Sporer. Jeg har dog endnu ikke bemærket det. De bevæge sig ganske som B. subtilis, idet Hovedet snart er for, snart bag. ÅAxeomdrejning saas tydeligt dels paa Exemplarer, der vare lidt krummede, dels paa saadanne, der, som en af de afbildede, i Hovedet havde et uden for Midten liggende stærkere lysbrydende Legeme. Er det vanskeligt, at opfatte de større Bakterier rigtigt, for- &ges Vanskelighederne mangfoldigt, naar man har med de mindre som Bacterium Termo og Lineola eller Mikrokokkerne at -gjåre. Om nogle til Stavbakterierne hårende Organismer har jeg gjort nogle faa Iagttagelser. Da de dog maaske ville have lidt Be- tydning, vil jeg meddele dem her. 20. Bacterium Termo, den almindeligste af alle Bakterier 08 den almindelige Forraadnelses Ophav, forekommer selvfålgelig i alle raadnende Tangmasser, naar Forraadnelsen er noget frem skreden. Den er afbildet Tab. VIII, Fig. 45, 16,18. Den er til- strækkelig skildret hos Dujardin (XX) og Cohn (I, 5. 168). Dallinger og Drysdale (VII) have for faa Maaneder siden oplyst os om, at Kroppen i Virkeligheden er fint tilspidset i begge Ender, hvilket viser sig ved Forstårrelser paa en 37 Gange. Den vil let kunne forvexles med forskjellige andre; hvorved den kan adskilles frå de smaa Exemplarer af Bacillus subtilis, er omtalt oven for; fra de mindste Former af Spirillum tenue adskilles den ved at være ret, medens denne altid er lidt 397 krummet. Men rimeligvis er der andre Former, som i deres mindste Exemplarer endnu ikke med tilstrækkelig Sikkerhed lade sig adskille fra den. At der blandt Kuglebakterierne, som Nogle have ment, skulde være Kim til B. Termo, er vel ikke utænkeligt, især naar man ser hen til Bact. sulfuratum, men dog ikke bevist: endnu; det maatte da i alt Fald være en bestemt Form af Kuglebakterier. Derimod tror jeg at turde sige, at der af B. Termo forekommer Saa smaa Exemplarer (Tab. VIII, Fig. 14), at man med Nåd og næppe kan se dem og vilde holde dem for Detritus, hvis man ikke saa dem bevæge sig som B. Termo. Åt de ere de mindste Former af denne, maa jeg antage, fordi de færdes med den og kunne findes forbundne ved Mellemled med den i samme Draabe (se ogsaa Fig. 45). Cohn omtaler, at der forekommer forskjellige Stårrelser af B. Termo, men ogsaa, at Stavbakterierne overhovedet ikke danne Traade eller Kjæder, «erscheinen - also niemals weder in der Form von Leptothrizx noch -von Torula» (1, S. 167). I Fig. 17, Tab, VII, har jeg afbildet Former, som fandtes i Zoogloea-Sta- dium, og som ere stårre end sædvanligt; men mellem dem fandtes flere smaa Kjæder med 4 og flere Led, der syntes aldeles identiske med de ikke i Kjæde forenede. Ogsaa i mange andre Tilfælde har jeg fundet Kjæder, f. Ex. Fig.,23, Tab. VIII, der stammer fra Kysten af Bornholm; i Mudder herfra fandtes ofte meget lange og nøget bugtede Kjæder, og Leddene selv synes lig B. Termo, kun robustere, mere ovale eller kuglerunde. Åt saadanne Kjæder ikke hidråre fra kjædeformigt forenede Kuglebakterier ses af, at de isolerede Led ere bevægelige. De i Fig. 20—22 afbildede Former stamme alle fra en gelatinds Hinde, der havde dannet sig oven paa Vand, hvori en Kartoffel Mdadnede; de havde forskjellige Stårrelser, fra de ganske smaa næsten kubisk-kuglerunde til højre, der vare i Hvile, til de Store i Fig, 22 (en Dobbeltcelles Længde c. 3,6 4; Tykkelsen c. 1 4), der vare i livlig Bevægelse; desuden fandtes ofte meget 398 lange Kjæder (Fig. 241), og jeg har flere Gange set smaa Kjæder paa 4—3å Led i Bevægelse. Talrige Mellemformer forbandt alt dette, saa at det ganske sikkert hårer sammen. At det ikke er Ungdomstrin af Bacillus synes at fremgaa af Delingsmaaden, der "som hos B. Termo foregaar ved jævn Indsnåring. — Bevægelserne ere fuldstændig som hos denne og hos f. Ex. Monas Okenii; Ro vexler med pilsnar Bevægelse. Om de håre til samme Udvik- lingskreds som Bact. Termo, er det vanskeligt at afgjåre; de synes mig at være identiske med Dujardins Bact. Catenula (XX, S. 215), hvis Længde er 3—4 u, men denne er muligvis ikkun en Form : af B. Termo. Selv de stårste af dem "viste sig ensformet grå2 uden Gryn. i 21. Endnu mere fjærne de i Tab. VIL, Fig. 9 afbildede For- mer sig fra Bact. Termo. De have det samme graa (9: egentlig farvelåse) i Regelen ganske ugrynede Plasma som denne, men have langt bredere og mere kuglerunde Led, der ere stærkt afrundede for Enderne. Hvert enkelt Led er omtrent ligt B. Termo's Dob- beltled i Længde og næsten lige saa tykt, dog forekommer der Stårrelsesforskjelligheder, som Fig. vise. De udelte kugle-ellipse- formede Celler ere 2,5—4 u lange, de i Deling værende c. 6—7 8: Bredden er 1,8—2,5u. Jeg har kun fundet dem hvilende, uden Slimdannelse, og kjender dem for Resten saa vel fra Kystdan- nelserne (Kjåbenhavn, Odense) som fra raadnende Vegetabilia i Ferskvand. En sjelden Gang har Periferien forekommet mig 4! være lættere end Midten. Gjennem Fig. 40 forbindes de med de store Former af B. Catenula. Da denne Form for åvrigt synes de karakteristisk og let at kjende, fortjener den åt fåa et eget Navn; jeg vil kalde den Bacterium griseum. 22. Meget lig denne er en anden, som forekommer meget al- mindelig ved alle Kyster (Kjåbenhavn, Helsingår, Holbæk, mak Hofmansgave , Vejle, "Aggerså-Sund, Fand og flere Steder), ? som jeg ikke kjender fra Ferskvandsinfusioner. Jeg Vil er kalde den Bacterium litoreum (Tab. VIII, Fig» 25). — Jeg har aldrig fundet den i Kjæder eller i Zoogloea-Stadium, men ellers baade 399 i Ro og bevægende sig paa sædvanlig Vis (f. Ex, som Okens Monade, men langsommere); heller ikke har jeg hidtil truffet den i talrige Selskaber. Dog er den let kjendelig. — Kroppen er regelmæssig oval eller langstrakt oval og synes aldrig at blive rent kugleformet; den er jævnt afrundet for Enderne, ikke saa stærkt og bredt som hos B. griseum. Denne Bakterie findes saa vel enlig som to og to sammen i ufuldendt Deling ligesom B. Termo 0. a. Stårrelsen er forskjellig; Tykkelsen ligger mellem 1,2 og 2,4 u; Længden af ikke indsnårede Celler mellem 2 og 6 u. Kroppen er graa og uden Korn eller Gryn; meget sjeldent har jeg fundet Spor af fine Gryn. Hvad der gjår den kjendelig er især den tæltere Periferi, der viser sig mårkere end den lysere Midte; om det skal opfattes, som om den havde en tyk Membran, forekommer mig tvivlsomt; den tættere Periferi taber sig jævnt ind ad uden skarp Begrænsning. Paa Figurerne (Fig. 9) af den plumpe graa B. griseum burde der egentlig ikke være andet end en simpel Kontur til at begrænse Formen, ikke nogen mårkere Linie, som Figuren nu giver det; thi der ses i Virkeligheden ikke andet end et ensformet graat Legeme, og derved er den i Regelen let kjendelig fra denne med den mårkere Periferi. 23. Bacterium Lineola (Miller). Cohn, I, S: 470). Skal man alene holde sig til Form og Ydre, bliver det vanskeligt at skille den fra B. Termo og dennes store Udlåbere (B. Catenula?); men det er muligt, at den biologiske Rolle, som de spille, er væ- Sentlig forskjellig. Ray Lankester siger, at han tror at kunne adskille dem ved Lugten (XII, S. 424). Jeg kjender den kun fra Ferskvandsinfusioner. Som mest typisk maa jeg betragte Fig. 11, Tab. VIII, De her afbildede stemme godt med Cobns Beskrivelse: «Die Zellen sind deutlich cylindrischb, etwa vier Mal S0 lang als breit, gerade, selten etwas gekrimmt und besitzen tinen stark lichtbrechenden, weichen, mit fettartigen Kørnchen Teichlich durchsetzten und daher dunkelpunktirten Inhalt.» Den forekommer ogsaa i Kjæder paa 8—10 og flere Celler, hvad Cohn ikke har iagttaget; at Torula-Formen ikke er fremmed for Ed 400 «Slægten» Bacterium, bekræftes altsaa ogsaa af denne. For dvrigt har jeg fundet den i Zoogloea-Form og fri, enlig, hvilende uden Slimdannelse og bevægelig. Kornene have samme Udseende som de, der optræde i mange dåde Bakterier, naar Plasmaet koagulerer: ved en Indstilling mårke, næsten sorte, ved en anden lyse, skinnende. : : "De i Fig. 12, Tab. VIII, afbildede havde mere tilspidsede Ender end de i Fig. 11 afbildede; dog er Forskjellen saa lille, at de sikkerlig begge ere B. Lineola, og ligeledes maa jeg dertil regne de store ,i Fig. 43. Disse udviklede sig i den samme Slimhinde som de smaa i Fig. 12, og efter at disse allerede havde været til Stede i nogen Tid. De ere længere, til Dels tykkere, men variere for åvrigt ikke lidt baade i Form og Dimen- sioner. De ligne noget i Form smaa Exemplarer af Cohns Rhabdomonas rosea, fra hvilken de ellers ere overmaade forskjel- lige, De vare til Dels forbundne med Fig. 12 ved Mellemled og fandtes ogsaa i Kjæder paa 4—6—7 Led. 24. Cohn nævner (I, S. 168) Bacterium-Former «von charak- teristischer spindelfårmiger Gestalt» indlejrede i Slimmasser. Han formoder, at der er egne Arter mellem dem. Til saadanne Bak- terieformer maa vel ogsaa Ray Lankesters «aciculares Phase af Bact. rubescens, hans Fig. 2, Tab. XXII, og Fig. 28, 29, Tab: XXIII, henfåres. Jeg har ogsaa fundet saadanne Bakterier 0$ giver i Fig. 8 og 24, Tab. VIII, Afbildninger af dem. i Fig. 8 hidrårer' fra Saltvand; den dannede Hovedmasst" en graa, skår og tynd Bakteriehinde, som fremkom påå Over" fladen af et Glas, i hvilket rådt Strandmudder var hensat. Den bevægede sig som Rhabdomonas rosea og Stavbakterierne; se og lige tilbage uden at vende om, 0. s. v.; den forekommer | Torula-Form med Kjæder paa flere Led, og hele Kjæden kan ses bevæge sig. Jeg fandt Plasmaet upunkteret. Forme? . lendannet, langstrakt og tilspidset ellipsoidisk, I Længdesnil smalt linie-lancetdannet. Men for åvrigt varierer Længden sg . ul Ey LE MA Es eet keen keen ste Ree GERE Dee se ERR SOT ENSKILDA DRESDENS rele ses 401 2—5u, medens Tykkelsen er 0,5—0,8u. Den.kan indtil videre benævnes Bacterium fusiforme. ; Den anden (Fig. 24) er endnu finere og tyndere. Den laa ubevægelig indlejret i Gelé, som havde dannet sig paa Overfladen af et Glas, hvori dyriske Dele forraadnede og Saprolegnier vege- terede. "Exemplarerne viste sig alt efter Indstillingen som mårke eller lyse Striber, der krydsede hverandre. Cellen er naaleformet tendannet; Enderne særdeles fint tilspidsede; Længden kan . Sikkerlig blive over 40 4. Om den skulde håre, til forriges Form- kreds, maa nærmere undersåges. I hvad Forhold alle disse her omtalte Bacterium-Former staa til. hverandre, maa ligeledes fremtidige Undersågelser oplyse, III. Til Slutning nogle almindelige sammenfattende Bemærkninger om enkelte Punkter angaaende Bakterierne. Bygningen i Almindelighed. Svovlkornene og Svovlbrintedannelsen. Cohn tilskriver alle Bakterierne en Cellulosehinde, fordi de ikke angribes af Kali, Ammoniak eller Syrer og meget længe modstaa Forraadnelse, og han anfårer, at man med stærke Forstårrelser ogsaa direkte kan se Membranen, denn bei einer gewissen Einstellung erscheint das Plasma schwårzlich, und ringsum von einem ziemlich breiten, etwas gelb- lichen, anscheinend knorpeligen Rande eingefasst, und nament- lich an der Grenze zwischen je zwei aufeinander folgenden Glie- dern ist die farblose, doppelt conturirte Scheidewand deutlich erkennbar». Cohn omtaler ogsaa i den speciellere Del. «eine distinete Membran», f. Ex. hos Bacillus Ulna, Bact. Termo 0. a- Om den sidste hedder det, at den ser ud. som en fin mårk Streg, der er omfattet af «en lys Rand (Membranen)». .Jeg har ikke kunnet overbevise mig om en Membrans Tilværelse ved de af Cohn angivne Grunde. For det første er den lysé Rand, Man ser om Bact. Termo, og som Cohn. ogsaa påa sin Tegning Omgiver den med, næppe andet end et Lysbrydningsfænomen. i 26 402 Ser man efter, findes enhver Gjenstand i Vandet under Mikro- skopet omgiven af en saadan Glorie, men hos B. Termo falder den ganske vist mere i Øjnene, fordi Kroppen er saa lille, medens Gloriens Stårrelse er omtrent den samme som hos stårre Gjenstande. Heller ikke forekommer Forholdet over for Syrer 0. s. v. mig absolut bevisende; thi Plasmaet hos Bakterierne har aabenbart en langt anden Konsistens end Plasma i Alminde- lighed, det er aabenbart af en ejendommelig fast Natur, og ikke ved noget som helst Middel (Alkohol, Glycerin, Syrer, Alkalier, Jod 0.s.v.) har jeg faaet det til at trække sig tilbage fra Væggen, hvad de fleste andre Cellers Plasma gjår. Heller ikke ser man nogensinde nogen Molekularbevægelse eller anden Omflytning af de i Plasmaet indlejrede Korn, og oplåses de, bliver der uregel- mæssigt begrænsede Huller tilbage paa deres Plads (Tab. Vil, Fig. 8,d; Tab. X, Fig.8,c). En Væg er der imidlertid, og den træder frem ved et Forhold, som Cohn ikke har henvendt sin Opmærksomhed paa: Vakuoledannelsen. Jeg har truffet Vakuoler hos mange Bakterier, f. Ex. Okens Monade (Tab. VIL, Fig. 4 ved a, i og f), Bacterium sulfuratum, forskjellige Spi- riller saasom: V. Rugula (Tab. IX, Fig. 6 ved C, E, og Fis.7 ved B), ja selv V. serpens (Tab. IX, Fig. 4, ved p), Spirillum Un- dula var. litoreum (Tab. X, Fig. 15, a). Snart ligge Vakuolerne, der ere lette at kjende paa Lysbrydningen, som kugleformede Hul- rum midt i Bakterien, snart ligge de op til Væggen — og i dette Tilfælde træder denne frem overalt som en fin Linie; der er ikke Tale om det tykke bruskede, som Cohn angiver (se Figg-)- Naar Exemplarer af Monas Okenii og M. vinosa med tilbårende Former have ligget hen i den vinråde, raadnende Masse i lang Tid, kommer Væggen ofte tydelig til Syne og adskiller sig ved stærkere Lysbrydning tydeligt fra det inden for liggende Plasma. 1 dette Tilfælde er den tykkere at se til, end hvor den træder frem ved en vægstillet Vakuoles Hjælp, men den kan allerede have undergaaet Forandring fra det Normale. ok GREEN MENE DUE SN 403 Naar Cohn om en Alge som Clathrocystis siger (11, 'S. 459): «Die Membran der Zellen wird durch den Contrast gegen den rothen Inhalt meist sehr deutlich untersthieden; sie erscheint beinahe knorpelig, wie bei Gloeocapsaarten», da er. dette vist ikke noget ganske korrekt Udtryk for den Slimmasse, som om- giver og sammenbinder Cellerne. Paa isolerede Celler af Cla- throcystis ses ingen omgivende Væg eller Slim, skjåndt Væg sikkert ikke mangler. Cohn bliver mig endnu mere uforstaaelig ved, at han foruden om den «knorpelige» Væg ogsaa taler om wen slimet Intercellularsubstans». En saadan maa der naturligvis være. i De i det graa (farvelåse) eller farvede Plasma forekommende Smaalegemer maa adskilles i to Slags, som jeg i det Foregaaende har benævnet Korn og Gryn. Ved de sidste forstaar jeg de stårre og mindre, men altid meget smaa punktformede Legemer, der aabenbart ere af lignende Beskaffenhed som de lysbrydende Lege- mer, der findes i mange Oscillarier, og som ved en Indstilling ere mårke, ved en anden i Regelen hvide, skinnende, dog uden at have nogen stærk mårk Rand om sig. De træde i Regelen frem som smaa Punkter i Plasmaet, hvilket derfor ser ejendommelig grumset ud. " Paavirkes Bakterierne af forskjellige Syrer eller Alkalier, eller dræbes de overhovedet, opstaa ofte lignende, men stårre Klumper, der kunne give dem et rosenkransformet Udseende. I Beggiatoa mirabilis ses lignende, maaske lidt mindre stærkt "lysbrydende Legemer i Molekularbevægelse i Cellernes Indre. Disse Gryn ere vist tættere Masser af Plasma. Forskjellige fra disse «Gryn» ere de oliedraabelignende "Korn», som ved en Indstilling have en stærk skinnende Midte med en meget mårk Rand ali; og i Regelen et tydeligt rødligt Skær i den midterste lyse Del. (Deres Lysbrydningsforhold ere beskrevne S. 328). De findes kun hos visse Bakterier og Beg- Siatod'er, og man kan "derefter dele disse i to Grupper. Til den fne håre de længst kjendte almindelige graa, til den anden de i Regelen mere eller mindre rådlige Bakterier og Beggialod'er : 404 Monas Okenii, Monas vinosa med tilhårende Former: Rhkabdomonas, Monas Warmingii 0. s. v. (Bact. sulfuratum), Clathrocystis, Meris- mopedia littoralis, Ophidomonas, Spirillum violaceum, Beggiatoa alba, B. arachnoidea 0. fl. Disse Korn ere efter Cohns Under- sågelser Svovlkrystaller, hvorfor jeg i det Foregaaende ogsaa har benævnet dem «Svovlkorn» 7). Derimod synes de Korn, som findes især ved Væggene af Beggiatoa mirabilis med dens «Kim», og i Monas Miilleri og M. fallax i Fig. 1—4 og 9, Tab. X, at være af en anden Beskaffenhed; kun undtagelsesvis ere de rådlige, de have et mere kantet og krystallinsk Udseende og forholde sig noget anderledes over for Reagenser. De lagtla- gelser, jeg har gjort om forskjellige Reagensers Indvirkning paa Bakterierne og deres «Korn», foretrækker jeg at meddele en anden Gang, naar de ere blevne fuldstændigere, og det maaske er lykkedes at låse Spårgsmaalet om alle «Kornenes» Natur. Hvad der giver de rådfarvede Monader og Bakterier ved vore Kyster deres største Interesse, er den biologiske Rolle, som de rimeligvis spille, og hvormed disse Korn rimeligvis staa i Forbindelse. Opdagelsen heraf skyldes Cohn. I et Brev, som jeg fik fra ham i Begyndelsen af.December 1874, og hvori han meddeler mig Ankomsten af en Mudder- Sending og Resultatet af sine Undersøgelser, skriver han; «Nun will ich aber noch eine sehr merkwirdige Beobachtung mittheilen, =) Paa Tab. X, Fig. 8, ere Virkningerne af Svovlkulstof paa Svovlkornen? fremstillede, (Sammenlign Cohn If, S. 179). (Jeg. maa bemærke, åt mine Tavler vare i Arbejde, inden jeg fik Cohns Afhandling). ne bringes en Draabe under Dækglasset, under hvilket der ligger nogle tor- lagte Bakterier og Beggiatoaer, men saa lille en Draabe, at den ikke naar hen til dem, saa ses, at der vere: under Paavirkning af Dam- Lader må hold ie trækker sig sammen i uregelmæssige, GEL, Klumper (d). [2 on NØGEN EEK AK ESS SEERE 405 "die ich an Ibrer Sendung gemacht, die ich zwar noch weiter verfolgen muss, deren Bedeutung aber sehr weit zu reichen scheint.… Mudderet med Bakterierne og de raadnende Planter, der som altid stank af Svovlbrinte, hensattes i et Glas, og de- stilleret Vand gådes oven paa; der dannede sig i kort Tid et hvidt pulveragtigt Lag paa Overfladen af Vandet, som bestod af smaa Korn eller Krystaller af Svovl; men de mårke Korn i Beggiatoa'erne, Ophidomonas 0. s. v. ere identiske med Svovlkry- stallerne paa Vandets Overflade, med andre Ord: «diese Or- ganismen haben die- Fåhigkeit, Schwefel-Krystalle in ibrem Plasma auszuscheiden». Naar undtages en tid- ligere, forglemt lagttagelse af Cramer, at der findes Svovl i Beggiatoa'erne, som leve i de varme Kilder ved Baden i Aargau, er det fårste Gang, at der paavises Svovl i Krystalform , udskill i'en Plantecelle. Cohn har nu (Il, S. 172 ff.) nærmere be- handlet dette Spårgsmaal. [I Forbigaaende skal jeg bemærke, at det er urigtigt, naar han S. 472, saa vidt jeg. kan se, stiller de lysbrydende Korn i Bacterium Lineola, Bacillus Ulna 0. s. v. op som identiske med- de stærkt lysbrydende hos Ophidomonas, Beggiatoa 0. s. v.] Der er Materiale nok, hvorfra Bakterierne kunne hente Svovlet; thi vore Alger og Bændeltang ere rige paa Svovlsure Salte. Forchhammers Undersågelser (XXI) have Paavist dette for Algernes, Baudrimonts for Zostera marind's +) Vedkommende. Forchhammer. omtaler ogsaa Tangens For- . Taadnelse, «som antager en ejendommelig Charakter derved, at Tangen indeholder en stor Mængde svovlsure Salte, og den af Bischof allerede for længe siden studerede Indvirkning, hvor- ved der dannes Svovlmetaller af Kalium, Natrium og Calcium, indtræder i en meget håj Grad saaledes, at den ved Atmosfærens Kulsyre udviklede Svovibrinte forpester Luften paa de Steder, hvor Såen opkaster Tangen paa Stranden, og det er en bekjendt an een "Jeg skylder Prof. Johnstrups Velvillie dissé Opgivelser 08 - visninger, 406 Sag, at Sålvtåjet i Lyststederne langs med Strandvejen. i Nær- heden af Kjåbenhavn anlåber med en Hinde af Svovlsålv» (1. c. S, 99). De rådfarvede Bakterier spille nu ganske bestemt en Rolle ved denne Svovlbrintedannelse, som er saa bekjendt netop fra de Steder, hvor de optræde. Men hvilken, og hvorledes Svovlet udskilles i deres Indre, er endnu uoplyst; jeg bar Haab om at faa Sagens kemiske Side undersågt i den nærmeste Frem- tid. Det er vel tænkeligt, at Bakterierne tilligemed Beggiatoa'erne 0. S, v. tage en Del Ilt fra Tangens svovlsure Salte, hvorved disse omdannes til Svovlmetaller, og Svovlbrinten kan da dannes ad Trent kemisk Vej, som angivet af Forchhammer, ligesom ogsaa Svovlkrystallerne ved Svovlbrintens åtning udskilles paa Vandets Overflade for senere at synke til-Bunds. Mén mindre forstaaeligt er Svovlets Optræden i Bakterierne og Beggiatoa'erne selv; dannes det i dem ved Reduktion af Svovlbrinten, eller gaar den hele Proces maaske saaledes til, at de optage Svovlmetallerne i sig for saa mere direkte at producere Svovlbrinten? … Disse vanskelige og interessante Spørgsmaal beråre os, som bo om- givne af disse Bakterier, paa en nærgaaende Maade, og deres Låsning vil have en Betydning, som rækker vidt ud over det specielle Spårgsmaal, idet de. overhovedet angaa de lavere Or- ganismers Livsfænomener, Forraadnelsens og Gjæringens i Livel Saa vældigt indgribende Processer. — Jeg skal endnu minde om, al der blandt Findestederne for Beggiatoa'er og rådlige Bakterier, Som oven for anført, findes mange Mineralkilder, især saadanne; som indeholde Svovlforbindelser, og at Cohn allerede 1862, ved "Assistance af en Kemiker, Lothar Meyer, har paavist, at Svovlbrintedannelsen i Kilderne ved Landeck afhænger af Beg- giatoa'ers Tilstedeværelse. Senere viste han, at Beggiatoa mira bilis og andre Beggiatoa'er i hans Saltvands-Akvarium ligeledes udviklede Svovlbrinte, som farvede det jernholdige Sand sort 08 dræbte Dyr og Planter i deres nærmeste Omkreds. Svovlbrinte- dannelsen i de raadnende Tangmasser er ofte særdeles stærk 08 Ø le vedvarer flere Maaneder selv 1 smaa Mængder, som eré hensat EJERNES 407 i Glas, Den har ofte været saa stærk, at Proppen i tillukkede Glas, hvori Mudder gjemtes eller blev mig sendt, med en stærk . Explosion slyngedes langt bort, og i Glas, som stode i Solskin i et Vindue, blev Dannelsen af Luftblærer saa stærk, at Mud- deret flåd ud over Glassenes Rand, og dette gjentoges hver Gang Glassene sattes i Solskinnet. Ogsaa kan det udskilte Svovl være i saadanne Mængder, at der dannes tykke Skorper, og Vandet kan ved Omrystning blive mælket. Et andet Spårgsmaal er Farven. — Farvestoffets Spektrum kjende vi, men om dets kemiske Natur er endnu intet oplyst. Det taber sig meget hurtigt ved Tilsætning af Alkohol eller Ætber, og i næsten alle mine Præparater, hvor Karbolsyre, Os- miumsyre, Glycerin 0. |. har været anvendt, er det ligéledes fjernet.… Sættes Alkohol til en Masse, der er rådlig af Bak- terierne, svinder den råde Farve, og Massen faar et smudsigt, grånligt Skjær. I Regelen faar man et olivenbrunt . Extrakt, som viser et normalt Klorofylspektrum; Klorofyllet hidrårer aabenbart fra de Euglener, Alger 0. s. v., som ere medind- blandede. Det fortjener at anfåres, at i et Glas, hvori en kogt Kar- toffel raadnede, var der efter tre Ugers Forlåb opstaaet en Zoo- gloea af en Bacterium; Farven af Vædsken i Glasset var efter- haanden bleven rådgul eller smudsig vinråd. De Masser, som havde lejret sig paa Glassets ene Side, vare i paafaldende Lys vinråde, renere og smukkere end Bundfaldet i gamle Rådvins- flasker. Der var en Bacterium, som lignede Termo, til Stede i Mængde, bevægende sig livligt; hvor den laa i Masser i Klumper (Tab. VIII, Fig. 19), vare disse blegråde, og denne Bakterie var det, som foraarsagede denne, for B. Termo ukjendte, Farvning. Burdon Sanderson omtaler (efter Klein (XXIII) i «Lectures on Specific Contagia, delivered at Owens College», se 08822 «British medical Journal», Marts 1875) en blaa Racferium, 08 Klein har selv set Mi purplish blue Bacterium Termo» påa Mel- Klister, (Ray Lankesters nyeste Publikation se XXIV). 408 F; Om Bakteriernes Bevægelse. Naar undtages Cohns Mikrokokker, have alle de andre en selvstændig Bevægelse, der kan have Præget af den fuldstændigste animalske Vilkaarlighed. Den er i alt Væsentligt ens hos alle, hvad enten de hedde Spirillum eller Ophidomonas, Spiromonas eller Monas, Bacterium eller Bacillus 0. s. v. Selv Kjæder af Exemplarer (Torula) har jeg set bevæge sig (Bacterium Catenula 0. a.; S. 398). Jeg har til Dels under de enkelte Former nåjere omtalt Bevægelsesmaaden og skal her rekapitulere de vigligste Punkter. Bakterierne bevæge sig i ofte meget uregelmæssige og krum- mede Baner; dette staar i Forbindelse med Bakteriens Form. De lange Stavbakterier bevæge sig i de regelmæssigste, mest lige eller mindst krummede Baner, men kunne dog meget godt bryde af fra en Retning og slaa ind paa en anden, og gjåre det ofte; det samme gjælder de meget lange Skruebakterier; langt uregel- mæssigere og stærkere krummede ere de kugleformede eller ellip- soidiske Bakteriers Baner, men uregelmæssigst dog de Skrue- bakteriers, hvis Skrue er kun 4 Vinding stor eller lidt derover, især naar den tillige er meget vid; derfor er der ingen, der har en saa uregelmæssig Bane som Spirillum Undula og Sp. Rosenbergii, der i de uordentligste: Zigzagbugtninger og Krumninger fare hen over Synsfeltet. At-Bevægelsen staar i Forhold til Kroppens Form, ses bedst paa saadanne Arter som Monas Okenii og Bact. sulfuratum, der optræde baade med rette og krummede Exem- plarer. Meget ofte bevæger en Bakterie sig tilbage i næsten, den samme Bane, i hvilken den gik fremad; for Stavbakteriernesy Traad- og Skruebakteriernes Vedkommende sker dette, uden al de behåve at vende sig om; Bagende bliver til Forende, for maaske et Øjeblik efter atter at blive til Bagende. Men for enkelte af de mere kugleformede eller ellipsoidiske Formers Ved- kommende synes det nådvendigt at de vende sig om: der er et . Virkelig Forende og Bagende, og denne sidste bærer da Cilien — modsat Sværmsporerne — (saaledes Monas Okenii). De 1an8%; som ikke gjåre Forskjel paa For- og Bagende, have dog ikke 409 altid hver Ende ligeligt udstyret, den ene kan mangle Cilie, medens den anden har en saadan. Hos alle findes vistnok en Rotation om Længdeaxen. Den er let at opdage og fålge hos de Former, der have Korn i deres Plasma, utydeligere hos de ukornede, især naar de ere meget smaa som Bacterium Termo. Naar Cohn omtaler Rotation hos denne, slutter han vel per analogiam, at den findes; se den, har han næppe kunnet. Rotationen af de traadfine Bacillus- Former ser man vel heller ikke direkte, men der gives, som jeg oven for (S. 394) omtalte, forskjellige Midler til at overbevise sig om dens Tilværelse. De ikke skruesnoede Bakterier kunne uden Hinder lige godt dreje sig til begge Sider; det samme Individ drejer sig ofte skiftevis til højre og til venstre, idet det vedbliver at bevæge sig i den samme Retning. De skruesnoede maa der- imod dreje sig i nåje Overensstemmelse med Snoningen altid til en Side; standse de pludselig og bevæge sig tilbage ad den gamle Bane, kunne de ikke, som de ikke-snoede, vedblive at dreje sig til samme absolute Side som får. Denne Axeomdrejning og Bevægelse frem og tilbage have Bakterierne som bekjendt fælles med deres nære Slægtninge, Oscillatoria, Spirulina 0. s. v. Derimod findes der andre Bevæ- Belsesmaader, som synes egne for dem. Saaledes den topfor- Mige Snurren rundt paa den ene Eade, idet de holde sig paa en Plet. Den findes især hos de korte livligt bevægelige Mo- hader og Bakterier fra Okens Monade og ned til Bacterium Termo, Saa vel som hos de skruesnoede fra de mindste Exemplarer af Spirillum tenue og op til Ophidosdnas sanguinea. Dog synes de længste Exemplarer af Skruebakterierne lige saa lidt som de lange Stavbakterier eller endnu mindre Oscillatorietraadene at have denne Bevægelsesmaade. Sikkert hos alle, hvor den er lagtlaget, er den Ende, der er relativ i Ro, cilields. Hos mange af de lange skrue- og stavformede Bakterier kan man derimod ldgttage en ejendommelig Sitren af den ene Ende, medens den : n ikke anden er ; Ko, en Sitren, der kan være Saa stærk, at ma 110 kan se Konturerne af Kroppens ene Ende; en Rotation om Længdeaxen finder ikke Sted i dette Tilfælde. En anden Bevægelsesmaade, som vist kun findes hos de smaa rette Bakterier, er Rotation om en Axe, der staar lodret paa Længdeaxen. Den kan sammenlignes med Bevægelsen af Haandtaget paa et Bor,,der bliver sat i Bevægelse, og den synes altid at være rask. Den finder kun Sted, hvor Bakterien ligger paa Objektglasset, og hos skruesnoede Bakterier har jeg ikke bemærket den. Idet Bakterierne bevæge sig frem i en Bane, falder Længde- axen ikke altid sammen med Banen, men kun et Punkt i Længde- axen befinder sig i Banen selv, alle andre, Punkter beskrive under den fremskridende Bevægelse Skruelinier; hvis Bakterien holdt sig stille paa en Plet, blev det Cirkler. Det Punkt, som er i relativ Hvile, ligger snart i den ene Ende, snart inden for Enderne. Det er kun cylindriske (selv køort-cylindriske) eller traaddannede rette Bakterier, hos hvilket dette ses; hos, alle kugleformede og skruesnoede findes det ikke. Hos næsten alle her undersågte Monader og Bakterier vexler Hvile med Bevægelse; pludselig standse de, og lige saa pludselig bryde de op igjen. Navnlig er Modsætningen mærkelig hos de saa livligt og uregelmæssigt bevægede, stærkt snoede og korte Skruebakterier. For &vrigt bevæger det samme Individ sig ikke altid lige hurtigt; de lange Spiriller ligge ofte og bevæge Sig langsomt frem og tilbage, men pludselig fare de afsted med en langt stårre Hurlighed. Monas Okenii og andre gaa ofte ligesom vankelmodige langsomt frem og tilbage i forskjellige Retninger: pludselig fare de afsted og forsvinde uden for Synsfeltet. e Frænder, en Oscillatorierne, Spirulinerne og Beggiatoerne. Hos alle fire oV t båj Grad af Flexibilitet findes især hos Bakteriernes nær for omtalte Beggiatoa-Arter er endog en mege E || Flexibilitet bleven iagttagen; den bestaar, som beskreven, Em ak- somme krampagtige Trækninger, Krumninger 0. S……V- Hos B Bee EM Er jer am ELBENS NEON REESE: 444: terierne har jeg kun iagttaget Flexibilitet hos de lange Stavbak- terier og de meget lange skruesnoede med stejl: Skrue (Vibrio) samt hos Spirochæterne og det Exemplar af Spirillum tenue (?), der er afbildet Tab. IX, Fig. 2, I. Den forekommer rimeligvis hos flere andre. Thi ogsaa hos, Beggiatoerne iagttages den kun sjeldent, naar undtages B. minima; jeg har aldrig set stærk Flexi- " bilitet hos B. mirabilis og kun nogle faa Gange hos B. alba og arachnoidea, hvilket dog er tilstrækkeligt til at vise, at de have denne Egenskab. Cilierne. Ebrenberg var den første, der (1836) be- mærkede Cilier hos ægte Bakterier, Monas Okenii og andre Mo- nadér samt Ophidomonas Jenensis, og det var for ham en Grund til at henfåre. denne sidste til en anden Slægt end Spirillum. Han vil ogsaa have bemærket dem hos hans Bacterium triloculare. Dujardin vil ogsaa et Ojeblik have set Cilier hos en Bakterie. Cohn er den næste, der i 4872 offentliggjår Opdagelsen af Cilier hos Spirillum volutans, og han formoder — som Ehren- berg — deres Tilværelse ogsaa hos andre, navnlig S. Undula. Han fandt dem dernæst, 1875, foruden hos Monas Okenii, hos M. vinosa, M. Warmingii og Rhabdomonas rosea, hos hvilke jeg, Samtidig med ham, ogsaa iagttog dem. Men dernæst har jeg, foruden som Dallinger og Drysdale (VII) at kunne bekræfte Ciliers Tilværelse hos Spirillum volutans, med fuldstændig Be- Stemthed set dem direkte hos Spirillum Undula og dens Form litorale, Spirillum volutans var. robustum, Vibrio Rugula, Spiro- Monas Cohnii, og jeg har opdaget Tilstedeværelsen af Cilier ad den mere indirekte Vej, nemlig ved den Hvirvel, de fremkalde i Vandet, saa vel hos et langt stårre Antal Exemplarer af de nævnte som hos Vibrio serpens og Bacillus-Formerne, foruden den Bakterierne fjernere staaende Monas Miilleri. Jeg har ikke kunnet se Cilie eller finde Spor af Cilie hos de smaa Bacterium-Former; nu meddele Dallinger og Drys- dale (VII) imidlertid, at de i Sommeren 1875 have iagttaget "412 forst Cilievirkning om begge Enderne af Bacterium Termo og derpaa, efter stort Besvær og mange Timers taalmodige Anstræn- gelser opdaget en Cilie i hver af de to (spidse) Ender af en almindelig Dobbeltbakterie. Efter alt dette tår man tråstig slutte, at alle Bakterier fra B. Termo og op til de stårste Spiriller have Cilier, enten i den ene eller i begge Ender. En interessant Iagttagelse lykkedes det mig at gjøre, fårst paa Ophidomonas sanguinea, senere paa Spirillum volutans var. robustum og Vibrio Rugula, at der undertiden er 2—3 Cilier i samme Ende, et Faktum, som vil have Betydning for Opfat- telsen af Bakteriernes Forhold til andre Flagellater. Det er vel almindeligt antaget, at Cilierne ere det Redskab, ved hvilket den hele Krop sættes i' Bevægelse. Dette forekommer mig ikke rigtigt. Hvad der taler derimod er f. Ex., at man kan se Exemplarer, hvis Krop er ganske rolig, medens Cilien vold- somt pidsker fra Side til Side. Dernæst har jeg tydelig sel Spiriller, f. Ex. Ophidomonas sanguinea, som havde Cilie i begge Ender, bevæge sig rask, medens den bageste Cilie slæbte efter, og den forreste hang låst ned ind til Kroppen; ogsaa kan man se den bageste slæbe efter Kroppen, 9: være i Hvile, påa 822” danne, som kun have Cilie i den ene Ende. Dernæst finde vi til Dels de samme Bevægelsesmaader hos Beggiatod'erne, og her mangle Cilier dog ganske. Ogsaa tale Euglenernes Bevægelser for, at den bevægende Kraft maa såges i Kroppen selv, medens Cilien kun spiller en maaske fålende, sågende Rolle. Men for Resten ere Bevægelsesfænomenerne hos Bakterierne, Sværm- sporerne, Sædfimene og lignende organiske Legemer jo endnu ganske uforklarede. Systematiske Bemærkninger. Mine i del Foregaaend? meddelte Iagttagelser med Hensyn til Formerne ville forhaabentlig hjælpe til at kaste lidt Lys over den Formforskjellighed ; der hersker. Men dermed er ganske vist kun en ringe Begynder” j ent gjort. Der staar endnu det allermeste tilbage. Paa den 413. Side maa man studere de forskjellige Formers Forhold over for de forskjellige kemiske Processer, ved hvilke Bakterierne spille en Rolle; og rimeligvis vil der kunne paavises mange andre bio- logiske Modsætninger end f. Ex. den, at Bacterium Termo. (og maaske flere andre) fremkalder den almindelige Forraadnelse, medens Bacillus-Former ere virksomme ved Smårsyregjæringen og Ostefabrikationen, og Monas sulfuratum frigjår Svovlbrinten ved vore Kyster. Paa den anden Side maa man undersåge Variationerne i Form endnu mere og bestræbe sig for at knytte Former sam- men, som tidligere adskiltes, og, hvis det bliver muligt, fålge Udviklingen direkte af den ene Form til den anden, samt arbejde hen til en Forstaaelse af Formen som et Udtryk for bestemte fysiske Forhold. I systematisk Henseende vil Undersågelsen af Monas sulfuratum have den Betydning at vise, at Formen alene ikke kan afgive noget Fundament for en god systematisk Opstil- ling, thi inden for en og samme Art finde vi, som anført, flere Slægtstyper repræsenterede. Ligeledes lærer Monas Okenii os, at lange cylindriske, næsten kugleformede og skruevundne Former kunne optræde inden for såmme Art. Ophidomonas sanguinea og Vibrio-Spirillum-Arterne lære alle, at Skruen kan variere fra meget Stærk og vid til meget stejl, saa at Kroppen næsten bliver ret. Og Variationer i Tykkelse findes hos alle. Hvor mange Former Vi ville komme til at sammenfatte under samme Art, maa Frem- tiden vise; at store Reduktioner maa foregaa og Arterne opfattes Påa en Maade, der nærmer sig Billroths og Ray Lankesters, derpaa tyder Alting hen. Maaske vise Beggiatoa'erne sig kun at være lange Bacillus-Former, ligesom Leptothrix efter Cohn jo kun er saadanne. Foreldbig kunne nogle smaa Forandringer udpeges, som kunne foretages. Saaledes: Slægterne Ophidomonas, Spirillum og Fibrio maa forenes i en, og dennes Navn bår efter de taxono- niske Love være Vibrio O.F. Miller, skjåndt det maaske praktisk Set vilde være bekvemmere at beholde Navnet Spirillum. At Pibrio maa diagnosticeres anderledes end hos Miller, er en 414 Selvfålge. Af det store Pulterkammer «Monas» maa udsondres blandt andet de, som slutte sig i Bygning 0. s. v. nær til Bak- terierne. Monas bør vel nærmest indskrænkes efter Cienkowskis Forslag til saadanne «einzellige Wesen, deren Schwårmsporen in Amoeben-Zustand ubergehen und nach Art der Amoeben fremde Kårper als Nahrungsstoffe in sich aufnehmen». Monas Okenii, M. sulfuratum 0. s.v. ville derefter være at opfåre som Bakterier, men under hvilket Slægtsnavn? De have jo alle Slægtsformer inden for deres Omraade. Maaske maa vi til sidst nåjes med en eneste Slægt, f. Ex. Bacterium, hvis Arter optræde i de Variationer, der nu betegnes ved de forskjellige Slægter. Indtil vi se klarere i alt dette, gjår man, for ikke at foråge Synonymiken og Vanske- lighederne ved gjensidig Forstaaelse,” bedst i at nåjes med en aldeles provisorisk Opstilling, som rigtignok lidet tilfredsstiller den systematiske Aand, der med de højere Planter som Ud- gangspunkt har gjennemtrængt Botanikerne. Til at se klarere maa dels udviklingshistoriske og biologiske Undersågelser, dels forbedrede Mikroskoper hjælpe os. Ligesom Bakterierne for nogle og tyve Aar siden af Cohn udsondredes af Infusions- dyrene og indlemmedes i Planteriget, saaledes er der sikkerlig mange Mouader 0. a., som rettest bår fåres herhen, og om sled Gruppe af Infusorier, Peridinierne, gjælder dette vistnok ganske bestemt, da der kan forekomme Cellulose i deres ofte kiselholdige Cellevæg og Stivelsekorn i deres hos nogle grånne (klorofylholdige ?) , hos andre brune (af Diatomin?) Plasma; de maa efter min Opfattelse danne et Mellemled mellem Diatoméer og Desmidiaceer, hvorom jeg haaber senere at skulle meddele nærmere Oplysninger. Udviklingsbistorien er det bedste Grundlag for Systemå Men der er endnu kun lidet kjendt om Bakteriernes Udvikling, — næsten kun det, som ofte er konstateret ogsaa af mig ved direkte lagttagelse: de formere sig ved Deling. Dette afspejler sig | — en temmelig tiken. det fælles Præg, som mange Selskaber have, ensartet Tykkelse, som jeg anfårte oven for under B-. sulfuratum” ik agens kt era setder ES LER så RR il BSK SEES ERE DEG sa tre ses SE Er nr me REDER OR 415 Gruppen; Væxten foregaar nemlig, som det synes, især i Læng- den, medens Tykkelsen forbliver omtrent den samme, vist saa længe i alt Fald, som Omgivelserne ikke forandres. I Delings- formen er. der en Forskjel, idet nogle indsnåres jævnt og lang- somt og derfor længe give tilkjende, at de ville dele sig (Bac- terium Termo og andre Bacterium-Arter, Monas Okenii og Miilleri); andre dele sig, saa vidt ses kan, pludseligt, uden at nogen stærk Indsnåring gaar i Forvejen, saaledes Bacillus-, Vibrio- og Spirillum-Arter. Fra et Forhold som dette turde der maaske hentes bedre Slægts-Karakterer end fra Form, Tykkelse 0. s. v. Mærkeligt er det, at jeg aldrig har set et Exemplar af Ophido- Monas sanguinea og sjeldent af andre Spiriller dele sig, skjåndt jeg har set dem i Hundredevis. Af Vigtighed vil del være at efterforske, til hvor smaa For- mer en Art kan forfålges ned. Jeg har forfulgt B. sulfuratum, Spirillum tenue, Bacillus subtilis, til Dels Sp. Undula og mindre sikkert Bact. Termo ned til saa smaa Exemplarer, at de lige netop ere synlige ved Forstårrelser, der svare til dem, som Hartnacks Nr. XVIII give. Drysdales og Dallingers interes- Sante Forfålgelse af en Cercomonade (VIII) ned til Størrelser, der ere som en fin Prik, naar Bact. Termo maa tegnes C. 6 Mm. lang, staar som Exempel paa, hvad der kan forekomme; og ved den Allestedsnærværelse i levende og dåde Organismers Indre, i dåde men endnu fuldstændig lukkede Celler og Cellevæv 0. 8. V., for hvilken Bakterierne ere bekjendte, bliver det et meget berettiget Spørgsmaal: have Bakterierne ikke lignende uendelig smaa For- mer, — maaske en Slags Kim — om hvilke det let kan for- Staas, at de kunne komme omkring og ind allevegne? Den "Tanke, at der gives saadanne molekulare Kim, er langt fra ny, Uan se f. Ex. Perty I. c. Cohn antager, at de stærkt lys- brydende Kugler hos Bacillus subtilis ere en Slags Sporer; hvem véd, om de ikke ved deres Spiring frembringe en menuer none delig smaa Kim! De opsvulmede Former, som jeg har iagttaget hos Vibrio Rugula, V. serpens, Spirillum tenue foruden hos Ba- 416 illus subtilis, ere maaske netop lignende spore- eller kimdan- nende Exemplarer. Til Spøårgsmaalet om Bakterigrnes Udviklingshistorie hårer ogsaa Spårgsmaalet om, hvilke der kunne optræde i Zoogloea-, i Torula- eller Leptothriz-Form. Cohn kjender kun Zoogloea- Stadiet hos Bacterium. (I, S. 141). Jeg har ogsaa iagttaget, at Spirillum tenue, Ray Lankester, at S. Undula (XII, S. 424), og Klein, at Spirillum rosaceum (XXIII) kunne danne. Zoogloea. Det samme synes efter Pertys Fig. 29, Tab. XV, at være Til- fældet med hans S. rufum, der dog vist er identisk med Kleins S.rosaceum.. En egentlig geleagtlig Zoogloea har jeg aldrig fundet ved Saltvandsinfusioner. Dog forekommer det mig ikke urimeligt, om Clathrocystis (i alt Fald den ved vore Kyster forekommende) var at betragte som en Zoogloea-Form for Monas vinosa, hvorved der rigtignok. vilde være det mærkelige, at de andre Former af Bact. sulfuratum (Rhabdomonas etc.) ikke ere fundne i dette Stadium. Cohn angiver, at Bacterium ikke forekommer i Torula-Form; B. Termo har jeg vistnok ikke fundet saaledes, men derimod B. Lineola og den som B. Catenula betegnede samt. Monas Okenii og M. vinosa (Tab. VIII, Fig. 4, 5). Torula- og Leptothriz-For- men synes mig at være et og det samme: en paa ufuldstændig Adskillelse beroende Sammenkjædning af Exemplarer, der kun har et lidt forskjelligt Udseende, fordi Delingsformen er id forskjellig. Disse Meddelelsers Mangelfuldhed er jeg mig vel bevidst; men for en meget stor Del beror den paa de umaadelige Vanskeligheder, man har at kjæmpe med. Det er min ir: at fortsætte disse Undersågelser og meddele flere Bidrag til Protisternes Naturhistorie. Jeg har truffet flere andre Forme! end de omtalte, som jeg forelåbig lader aldeles uberårte, fordi de ere mig for ufuldstændig kjendte, men som. jeg venter al gjenfinde. Om dem og de andre haaber jeg senere at skulle iii nn cause ln R le eeee 5 re. ls raslet SSR 417 kunne meddele mere. Skulde det lykkes Andre at finde lignende rådlige Alger i vore ferske Vande, vilde det være mig. særdeles kjært at modtage Pråver deraf til Undersågelse. XIII, Literatur-Henvisninger og Noter. Cohn: REDEN e uber Bacterien. brors zur Biologie der Pflanzen. "1872. Heft 2, S. 127, Tåb. 1 Unt SE SAG rd) Bacterien. ir (Beitråge zur Biologie. Heft 3, Nov. 1875). ; — Zwei neue Beggiatoen. Hedwigia. 1865. Nr. 6. — Beitråge zur Physiologie der Phycochromåceen und er GE Max Schultze's Archiv fir mikroskåpische Anatomie. Bd. 867. «== The peach-coloured Bacterium.' Byd erly journal of microsco- Son sein au tå EVE HLN ES sen E. ersuchungen uber die Satureja ed ber der mikro- herre Algen und Pilze. Nova Acta Acad. Leop. Carol. Vol. XXI Dallinger and Drysdale: On the existence of Flagellå in Bac- terium termo, The monthly microscopical journal.” 1875, Sept., S. 105 — — Besearches on the life history of a Cercomonad. The monthly microscopical journal. Aug. 1873. S, 53. Ehrenberg: Die Infusionsthierchen als vollkommene 3. SERENRS Leipzig 1838. — Uber 274 neue Arten von Infusorien. Akademie der Wissenschaften. 40. "S.197. Ch. Morren: Recherches sur la rubéfåetion des eaux. Nouveaux mémoires de V'académie royale de Bruxelles. Tome 14.7 184 Ray Lankester: On a Peach-coloured Bacterium — Bacterium roscop. science. New Bericht der Berliner Rabenhorst: Flora Europæa Algarum aquæ dulcis et stibmarinæ. Vol: IL ære 1865. J.F. Weisse: Monas Okenii. len dhig de Saint ekyrsr se) III, 1845, . A. S. Ørsted: Beretning om en Exkursion UT Trind delen SE vialdannelse i zen t i Efteraaret 1841. nbetk = s- skrift, udg. af Kroyer, 3die Bind, 1840—41. — De regionibus marinis. 1844. Ban yen Om Co sne Nytte i Naturens Husholdning. era Selskabs Skrifter, 1825. 0. F, Miller: Animalcula sg fluvia 1786 Bulletin physieo-mathimatigie de tilia et marina. Havniæ 27 XIX. XX. XXIV. mg; 418 Perty: Zur Kenntniss kleinster Lebensformen. Bern, 1852, Dujardin: Histoire naturelle des zoophytes. Infusoires. Paris, 1841. Forchhammer: Om Tangens Indflydelse paa Jordens Udvikling. Oversigt over det kongl. danske Videnskabernes Selskabs Forhand- linger, 1844, S. 94. mann: Uber Bacterien. Botan. Zeitung, 1869. E. Klein: Note on a Pink-coloured Spirwlum (Spirillum rosaceum). Quarterly journal of microscopical science. Oct. EL New-Ser,, December 1874 fik han et Excret fra en gastrisk Parts hvori udviklede sig Mikrokokker, Bacterium Term ril begyndte Bundfaldeis frie Overflade at dække sig nd en LE tynd Masse, og den samme Farve fremkom ogsåa der, hvor det var i Beråéring med Glasset. Den hidrårte fra en råd Spirillum, som ligner.S. Undula og danner Zoogloea. Den er vist identisk med Pertys &. rufum, der ogsaa i Form og Står- relse skal ligne denne.) ay Lankester: Further Observations on a Peach- or Red- inlasnnd Bacterium — Bacterium rubescens. Quarterly journal, N:; Ser, "Vol. XVI, 1876, Jan., f= 27. [I denne nye Afhandling i forer Forfatteren endnu flere Phaser af sin B.. rubeéscens, som nu ogsaa kjender fra flere Lokaliteter. Saaledes fik han den fe Hr. Stewart ved et Hospital, hvor den findes i Mængde i Kar, der bruges til Maceration af slid) men den dér fundne Phase er i Form og Størrelse lig Bact. erfor sikkert identisk med den af mig (S. 407) omtalte og Årg TE Fig. 19, afbildede. En anden Phase ligner en nr emonedee og er ganske vist en Art af denne; den staar aabenbart nær ved en for ganske nylig af Caspary opstillet An. (Note ng han fik den især fra en Dam i Irland. Dernæst omtales nærmere store «disc-like bodies», der kunne være endog Ehe de skulle opstaa ved, at Exemplarer af Bact. rubesc y Ss Clathrocystis bliver da maaske en lignende (for Bact. sulfuratum Vedkommende?). Kle nr Atrtlben anser han ogsaa for en Phase af Bact. rubescens, R. Caspary: ie kon Beltenbee ed: n. sp Schriften då. phys.-åkonom. Ges. zu Kånigsberg. XV, 1874, S. 104—107, €. Var fårst at faa her i Byen i Marts 1876 419 Forklaring af Figurerne, De Figurer, ved Annes her ingen Forstårrelse er kig ere forstorrede [6 c. 660 Gange. - Det endte Mikroskop er af Gundlach (mu Seibert ig gå stig Nr. VII, Fr tsRD Nr. IX; Billederne ere masn ved Obj. VII o Ocul Tab. VII. Monas Okenii. Side 320. Samme. Gruppe af hvilende Exemplarer. Monas gracilis. S. 331. 1 2 3 S. 325. 4. Spiromonas Cohnii. S. 370. 5 6. En Amåbe i to paa hinanden fålgende Former og en anden hes 368. Hvile. — 7. Svirochæte gigantea. S. 374. aa" er forstørret 166 nyere det er 4 det samme Exemplar, af hvilket en Del er afbildet i — 8: Ophidomonas sanguinea. S. 326. I d ere BA ANE opløste ved Svovlkulstof. i Tab. VIII. Fig. 1. Merismopedia glauca. S. 353. Fe sæ littoralis S. 351. ' 8. ra enes: roseo-persicina; hvilende Exemplarer af Monas vinosa. 47. ger svagere forstårret end de andre »eld HERB atum; hvilende og i Torula-Form. S. 347. SS. — 5. Samme, i 7orula-Form. $S.351. — 6. Bacterium ror S. 332. — 7. Spirillum. 345. — 8. Bacterium fjerne, S. 400. sæ riseum. S. 398. . =—19 blandt 11749273 ds EEG S. 399. TR FA, 16. re eee mo. S. 396. — 19. Bactierium. S. 407. — 20, 21, 22, Bacterium Termo, Bact. Catenula? S. 397. — 23. Samme. S. 397. — 24. Bacterium. S. 401. — 25. Bacterium litoreum, S. 398. a 420 Tab. IX. Fig. i Bacillus subtilis og gg S. 393. — irillum tenue, S. — 3. Søirillisa volutans var. sg PSR S+377, — Vibrio serpens. S. 391 å. ære — 6,7. 25 48; ugula: "8-387: hine attenuatum, S, 385. Tab. X. Fig. 1. Monas Miilleri. S. 363. I a ere Krystallerne oplåste. — 2. Kim af Beggiatoa mirabilis. S, 359. Forstårrelsen ce. 320 Gange. — 3. Samme, $. 360. Forstårbelsi c. 320 Gange. re Stykker af Beggiatoa mirabilis. S. 357. Forstårrelsen é. 320 Gan — 5. Sker af Beggiatoa arachnoidea. S. 356. "aa forstårret c. 320 Gan — 671. PERS alba, var. marina. S. 355. — 8. Samme under lysere med Svovlkulstof. S. 404. — 9. Monas fallax 367. — 10. Beggiatoa minima. S: 356. — 1: RESER volutans. S. 377. == 2% Rosenbergii. S. 346. d er i Deling. — 13. Slien plicatilis. S. 372? NÅ mes Undula. S. 378. Ferskietige Selskaber fra pet og, fersk — 15. in is var. littorale. S. 380. FREE SEE KODE akter sen ogs sn reed TEST ERROR SEAN KS 491 Om en Kalktufdannelse ved Veistrup Aa paa Fyen. Af Cand. magist. . Carl Elberling. (Meddeelt i Mådet den 26de Januar 1876.) D. jeg udgav mine «Undersågelser over nogle danske Kalktuf- dannelser» 1), vidste jeg vel, at der flere Steder paa Fyen findes Lag af Kalktuf, men jeg håvde ikke havt Leilighed til at under- såge noget af dem. I Foraaret 4871 sendte Hr. Seminarielærer E. Rostrup mig imidlertid en meget smuk Samling af Conchylier fra et Lag i Nærheden af Skaarup, og nogen Tid efter besågte jeg Stedet i Selskab med Hr. Rostrup. Hvad vi der saae, var Omtrent Følgende: Kalktufdannelsen ligger ved Veistrup Aa, omtrent midtveis mellem Klingstrup og Veistrupgaard, paa Bunden af en Dal, der er begrændset af temmelig håie Brinker, af hvilken Dal den nu- værende Aa kun indtager en ringe Deel. Under omtrent 41 Fod tårveagtig Muld ligger lås Kalktuf; den åverste Deel er temmelig . Teen, gaulgraa; den nedre Deel bestaaer af Kalk, afvexlende med tynde Lag af humås Beskaffenhed. Den hele Kalkdannelse naaer Paa det Sted, hvor der var gravet, en Mægtighed af 4—5 Fod og. hviler paa et Lag af stårre og mindre Stene, der danne lige- Som en Brolægning, og dette Lag hviler paa Gruus. Itree sa ERE 1) Vidensk. Medd. fra d. naturhist. Forening. 1870. S. 211—266. 422 " Jeg har ingen Plantelevninger fra denne Dannelse; jeg saae kun, at der et Sted i Kalken laa en "Træstamme af 4 Fods Tyk= kelse og sortagtig Farve. Derimod er Kalken overordentlig rig paa Conchylier; de, der ere fundne, kunne henfåres til fålgende - « arier: Limax Lister. 1. L. marginatus Mill. Jeg har kun een Skal, der er 3 Mm. lang og omtrent 2 Mm. bred. — Succinea Draparnaud. 0 . S. Pfeifferi Rossm. Hos det stårste af 4 Exemplarer er å Længden 22 Mm., Mundingens Længde 447/2 Mm. 3. S. oblonga Drp. 2 Exemplarer. Zonites Montfort. 4. Z. fulvus (Mill.).. 6 Exemplarer. 5. Z. nitidus (Mutll.). Det stårste af 25 Exemplarer har stårre Tværmaal = 6 Mm. 6. Z. nitidulus (Drp.). Det største af 22 Exemplarer har stårre Tværmaal = 9 Mm. 7. Z. crystallinus (Mull.). 4 Exemplarer. 8. Z. Hammonis (Stråm) = Z. radiatulus (Alder)"). 44 Exem- plarer; hos de stårste er stårre Tværmaal omtrent 5 Mm. Helix Linné. 9. H. pygmæa Drp. 3 Exemplarer. 10. H. rotundata Mill. Overordentlig byppig; jeg har 447 Ex emplarer, 1) 1 en Fortegnelse som denne, der kun indeholder vennekjendte Arter, er der jo-i Almindelighed ingen Anledning til at gaae ind paa Spårgs maal om Synonymiken. Naar jeg desuagtet her i et go Tilfælde an- fårer et enkelt Synonym, er Grunden den, at den paagjældende Art er opført under dette Navn i min stårre Aftiandling. REE SEE ET REESE ?I: 2: ren (SY -— - 423 H. bidens (Chemn.). 4 Exémplar; stårre Tværmaal 9 Mm. H. costata Mill. 26 Exemplarer. . H. nemoralis L. 3 Exemplarer, hvis stårre Tværmaal er 22, 23 og 24 Mm.;-det 'stårste Exemplar er tegnet med eet bruunt Baand, de to mindre med fem. H, hortensis Mill. 44 Exemplarer, hvis stårre Tværmaal er 18%211/5 Mm.; to af dem 'ére tegnede med fem brune ” Baand, de åvrige ere eensfarvede. . H, aculeata Mill. 9 Exemplarer. + H. lamellata Jeffr. 4 Exemplar. H. fruticum Mill. 9 Exemplarer; stårre Tværmaal indtil 20 Mm. ' H. strigella Drp. 9 Exemplarer; stårre Tværmaal indltil 15772 Mm. » H, hispida L. 4 Exemplar. Zua Leach. . Z. lubrica (Mill). 39 Exemplarer, Clausilia Draparnaud. C. laminata (Mont.).. 8 Exemplarer. C. bidentata (Stråm) = C. nigricans (Pult.). 1 Exemplar. C. pumila Ziegl. 8 Exemplarer. C. ventricosa Drp. 6 Exemplarer. »… Pupa Draparnaud. P. edentula Drp. 4 Exemplar. » P, pygmæa Drp. 4 Exemplar. - P, pusilla (Miill.). 4 Exemplarer. Carychium Miller. + C. minimum Mill. 5Å Exemplarer. 424 Limnæa- Lamarck. 9. L. truncatula (Mill.). 3 Exemplarer. Pisidium C. Pfeiffer. - 30. P. pusillum Jenyns.- 57 halve Skaller. Endelig ere her fundne nogle faa. Snegleæg; de ;efe. ovale, 11/8 Mm. lange og lidt over 4 Mm. brede; til hvilken. Art de kunne håre, veed jeg ikke. É Paa intet af de Steder, hvor jeg selv" har samlet, har jeg fundet saa mange Årter,… og! fålgende af dem ere nye for vor Kalktuf: Limaz marginatus, Helix bidens, Heliz lamellata, Clausilia ventricosa, Pupå edentula, Pupa:pygmæa og Pupa pusilla!). I dvrigt har Faunaen her samme Charakteer som i de fleste af de "Kalk- tufdannelser, jeg tidligere har beskrevet, idet den er en udpræget Landfauna. Helix arbustorum, hvoraf jeg får kun har fundet et eneste fossilt Exemplar, synes ganske at mangle her, og Heliz hispida er lige saa sjelden her som ellers i vor Kalktuf. 1) Heliæ strigella, som man ikke vil finde anfårt i min storre Afhandling," er allerede for længe siden funden af Etatsraad Steenstrup bas Kalktuf i Jylland (Måreh i: Vidensk. Medd fra d. naturhist. Forening. 1863. S. 281 sr Nogle Bemærkninger om Jordskjælvet paa Bornholm den 13de November 1875. Af Professor Johnstrup. (Meddelt den 26de fangst 1876). Usgtet det kun er et ubetydeligt videnskabeligt Udbytte, der kan ventes af Jordskjælvs-Undersåégelser i Danmark, er det dog nådvendigt ikke at lade nogen Lejlighed gaa tabt, hvorved der kan indsamles Oplysninger om dette Phænomen, eftersom næsten "Ul Beretningerne får 4844 ere i højeste Grad mangelfulde og ikke faa endog aldeles upaalidelige. I min Meddelelse om Jord- skjælvet i Sjælland den 28de Januar 18697) gjorde jeg opmærksom Paa, at først naar der haves et stårre Materiale af paalidelige Jordskjælvs-Iagttagelser igjennem længere Aarrækker, kan man rente at komme til Kundskab om den egentlige Aarsag til dette Phænomen, der gjentager sig med stårre og mindre Mellemrum her Landet snart paa et, snart paa et andet Sted, men synes dog især af være indskrænket til Egne, hvor Kridtformationen forekommer, Fårst” og fremmest er det nådvendigt at skaffe sig fuld- stændig Sikkerhed for, at Efterretningerne om Jordrystelser ståtte Sig paa virkelige Iagttagelser og ikke paa låse Formodninger, ") "Oversigt over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger for 1870. S. 1. 426 hvorved Phænomenets Tydning i høi Grad vanskeliggjåres. Som oplysende Bidrag hertil tjener, at i Begyndelsen af 1872 anførtes i de fleste af Landets Aviser, at der havde været et Jordskjælv paa Fan&, og den å3de Novbr. samme Aar skulde et lignende være iagttaget i Rånne. Angaaende det fårste er meddelt mig, at Beretningen derom alene har sit Udspring fra en enkelt Persons Udsagn, at han syntes Jorden «ligesom rystede» under et stærkt Tordenvejr, og - maaske havé adskillige af de ældre Jordskjælvs-Optegnelser en lignende Oprindelse. Hvad det sidste angaar, der skulde være indtruffet samtidigt med Orkanen, der rasede over hele Ostersåen , da er det vel ikke umuligt, at det kan have fundet Sted, men det er dog håjst sandsynligt, at her er skeet" en Forvexling . med Virkningerne af Orkanstådene, navnlig da der ogsaa i dette Tilfælde kun foreligger en enkelt usikker Efterretning. : Om tidligere førefaldne Jordrystelser paa Bornholm haves der i det Hele taget ingen paalidelige skriftlige. Vidnesbyrd ; thi vel anfårer Thurah 4756 i sin Beskrivelse over Bornboim, al der den 6te September 1629 var «et stærkt og uhårt Jordskjælv; hvorved ei alene Huse og Bygninger, men endog Klipperne rystede og skjælvede», samt at der den 46de Novbr. 41647 var «el stort Jordskjælv tilligemed en meget heftig Storm», men han nævner intet nærmere” derom, saalidt som Kilden til disse den- gang over 400 Aar gamle Beretninger. Da det meddeltes miSs at der den 43de Novbr. 14875 havde været Jordskjælv på2 Bornholm, var det derfor ønskeligt strax at faae Paalideligbeden af denne Efterretning nøjere undersøgt, og Resultatet var da, at det samtidig er blevet iagttaget saagodt som overalt paa Oen 6 Minuter efter Kl. 6 Eftermiddag, at det fortrinsvis ér mærket af Personer, der opholdt sig inde i Husene, og at de! i det mindste har været ligesaa heftigt som andre her i Landet lagttagne. Af de 36 Beretninger, jeg har modtaget derom, ér ig godtgjort, at det er fålt i fålgende Sogne: Allinge, Olsker; Ruthsker, Klemensker, Hasle, Nyker, Knudsker, Rånne; Aaker, . 427 Pedersker, Bodilsker, Nexå, Ibsker, Østermarie og Østerlarsker, eller med andre Ord saavel i som udenfor Granitterrænet. Virkningerne synes dog at: have været stærkest paa Oens Vest- og: Sydside, hvor de yngre Dannelser optræde,.og .der. kan neppe være nogen Tvivl om, at Granitens faste og ensformige Masse egner sig bedre til en mere regelmæssig Forplantning af Jord- rystelsen. Paa ikke faa Steder sporedes en stærk Bevægelse af Møblerne, saa at de ligesom skubbedes fårst til den ene, saa til den anden Side, efterat man umiddelbart i Forvejen. havde. hårt den sædvanlige Lyd, der ledsager slige Jordståd, og som, altid sammenlignes med Lyden af en Vogn, "der: kjårer rask. henover en brolagt Vej… Paa flere Steder sprang ved Rystelsen Dørene op, Vinduerne klirrede, osv., og en Mand, der har opholdt sig 28 Aar paa St. Thomas, var djeblikkelig overtydet om, at det var et Jordskjælv, paa Grund af den fuldstændige Lighed med de mindre Jordståd, han har oplevet paa denne O. At Phænomenet dernæst maa have været meget kortvarigt, kan man slutte af, al det af de Fleste angives kun at have varet et eller et Par Sekunder, medens man i Pedersker har iagttaget det i indtil 10 Sekunder. Denne Forskjel i Varigheden maa være en Følge af de åvre Jordlags ulige Beskaffenhed og Mægtighed. - Angaaende Retningen af Stådet haves flere gode lagtlagelser, hvoraf fremgaar, at den bålgeformige Bevægelse, hvorved- Ry- Stelsen forplantes gjennem den åvre Del af Jordskorpen, maa Yære foregaaet i Retningen af Vest og Ost. Vel er der og- Saa af et Par Iagttagere nævnt en nord—sydlig Retning, tildels bestemt efter den Egn, hvorfra Lyden syntes at komme; men Påa Grund af dennes Tilbagekastning fra Gjenstande paa Jordens Overflade er det ofte vanskeligt alene derefter at bedåmme Stådets Retning, Det bår bemærkes, at det var aldeles stille Vejr. Det har en ikke ringe Betydning at faae bestemt Begrænds- ningen for ethvert Jordskjælv, og hvad det paa Bornholm angaar, kan det ansees for åfgjort, at det hverken er fålt ovre i Skaane (i Omegnen af Ystad) eller paa Christiansd. Paa 428 - Grund af det sidste Steds' ringe Afstand fra Bornholm, i For- bindelse med den ovennævnte Retning” af Bevægelsen, er der til- lige megen Sandsynlighed for, at Udgångspunktet for helé Phæ- nomenet snarere maa såges i den vestlige end i den dstlige Del af Bornholm. Dette er saaledes det fårste Jordskjælv, der aldeles sikkert 'er paavist paa denne O, og jeg kan ikke undlade at til- foåje, åt ogsaa her findes et Led af Kridtformationen, uden at jeg dog 'derfor méner, at' det er godtgjort, at Udgangspunktet ikke ligesaa godt kan såges i en af de andre paa Vest- og Sydkysten forekommende ”Lagdannelser. " = Alle de mig tilstillede detåillerede Meddelelser om dette Jordskjælv opbevares i det mineralogiske Museums Arkiv. Sidi ster rEzS DH JERES GE SEER (8 i genre T, 5 elr . . SR | - apturus, je suis porté å croire gw'ell Contributions ichthyographiques par M. Chr. Liitken. IV, isti very Histiophores å bec arrondi, en particulier PHistiophorus orientalis Sehl. ses Histi — rneken sæt encore føren dans les collections, et;leurs que et milk Ek mane inpsmpligtebjene déterminés. Celui velte danoise «Gal og z rene pris pendant le séjour de la cor- nam, le ae Di p MEE SPRE ss et'dessiné par M: Thor- Musée de Zoolo RD søen søn squelétte se trouve au dans le texte sa e Vuniversité de Copenhague. — On trouvera les renseignements nl re er mener extérieure et intérieure, et des notes prise spesen PETER de Vexamen de ce squelette Bår dt; soaturaliat ere jer hel par M. le professeur Rein- tention sur les kr nm ”expédition. Bappells spécialement Pat- Pår-2 -rayons seen qui sont soutenues chacune long; mais ig 5 åg esser d est trås court, et Vextérieur trés 3 éléments, co en exaiminé de præs se. montre composé de , Comme Vindique la Fig. c, Pl. 1. - Comme j'ai observé Cette struc ture de la nageoire ventrale chez une espéce du” s0us- e est commune å j les auteurs V'ont di ferit, en général I . ” gg , plus ou moins inexactement. Que les na- sillon d entrales puissent se cacher si complélement dans un e . åt g la peau qui, du milieu du ventre, s'étend jusque vers Yanus ce z n i i » Cest également un caractére commun Xx tous les Histio- e- cet Histiophore, Phorien 2 de bug Je dois en outre faire remarquer qU e que le Tetrapturus belone, 2 12 vertébres abdominales 1 tous l . eee us les. Xiphioides å bec arrondi, et que 2 et 12 caudales, non 14 + 10, comme M. Valenciennes Vin- dique pour T'Histiophorus gladius, et 7 rayons branchiostégaux, non 16 comme le dit la «Fauna Japonica» pour VH. orientålis. Il est probable que les espæces d'Histiophores décrites jusqu'ici subiront une réduction notable. Des espéces cerlaines, il faut sans doute d'abord retrancher VH. pulchellus Cuv. Val., de VAtlantique, et 1'H. immaculatus Ripp., de la mer Rouge, qui mont été établis que sur des exemplaires trés jeunes, mesu- rant respectivement 4 et 48 pouces de longueur, et qui évidem- ment mont pas encore revétu leur forme définitive, de sorte que leurs caractéres spécifiques présumés ne sont en réalité que des caractéres de jeune åge qui ne persisteront pas å |'état adulte. C'est apparemment avec raison que VH. americanus a été réuni å PH. gladius (indicus), et je ne saurais nier la possi- bilité que VH. orientalis ne soit la méme espéce. Le nombre de vertåbres indiqué pour VH. indicus devrait alors reposer sur une erreur. Un autre Histiophore å bec arrondi et å dorsale haute, remarquable par son bec mince et effilé, PH. gracilirostris, r'est malheureusement pas bien connu. Parmi les espéces. å dorsale basse, ou les Tetrapturus, qui ont été décrites, je distingue deux types. Lun est PH. (T.) belone, de la Méditerranée, å bec rela- tivement court; Pautre, dont le beg a les méåmes proportions que celui de PHistiophorus indicus, orientalis etc., comprend VH. (T,) Lessonæ Canestr. de la Méditerranée, le T, Georgii Lowe de Madére, le T. Herschelii Gray du Cap, le -T. indicus C. V. de Sumatra, PH. brevirostris Playf. de Zanzibar et de la Nouvelle-Zélande, et les T. albidus et amplus Poey de Cuba. Je regarde comme plus que douteux que toutes ces espéces puissent se- maintenir de- vant læ critique, et je ne "serais pas étonné de les: voir subir une forte réduction. En tout cas, le nombre des rayons" des nageoires ne semble pas fournir des cåractéres spécifiques im- Porlans chez les Histiophores. Les genres Tetrapturus et Histio- phorus w'ont été séparés jusqw'ici que par la forme: de la na- geoire dorsale. Si le bec peut: aussi servir de caractére di- stinctif, c'est ce que je ne saurais décider; mais, autant qué mon expérience, il est vrai trås limitée, me permet d'en juger, le genre Tetrapttrus a un bec plus déprimé et une armature dentåire plus faible et plus fine, qui ne se prolonge pas sur la Partie: supérieure du bec, mais est limitée par une ligne nette- ment tranchée correspondant å sés bords latéraux, tandis que, 3 chez les Histiophores, le bec est complétement arrondi, et Pår- mature dentaire, relativement assez grossitre, se prolonge tout en haut sur les cåtés, et, dans la partie terminale du bec, en couvre toute la surface supérieure. C'est encore une question å résoudre, si le genre Machæra mérile d'occuper une place dans le syståme. Le Machæra nigri- cans Lac. est en effet tout å fait indéchiffrable, et, quant au Machæra velifera Cuv., comme on ne Va pas retrouvé plus fard, il reste. å éclaircir s'il était réellement privé de naågeoires ven- frales, ou si celles-ci, dans les deux exemplaires envoyés par Ricord, étaient peut-étre cachées dans le sillon ventral et ont échappé: å attention du préparateur. Dans cetle hypothése, le M. velifera serait identique å ”Histiophorus gracilirostris; mais qu'il ait ou non-des nageoires ventrales, c'est toujours une grande faute de le ranger dans le genre Xiphias. "IU apparlient en tout cas å la tribu des Histiophoriens. (Comp. le «Conspectus Xiphiadarum» p. 48). Deux remarques anatomiques pour terminer. Les brancbies des Tetrapturus ne présentent pas. tout å fait les caractéres de celles des Xiphias; la structure réliculée n'est pas tres, appa- rente sur la surface externe de la branchie, tandis que si Fon écarte un peu Vune de Pautre les deux rangées de feuilles ran chiales appartenant: å la méme branchie, de maniére å les voir de la surface interne, elles offrent le méme aspect que chez les Xiphias. — La vessie natatoire, chez les Tetrapturus, est divisée en un grand nombre de chambres ou petites vessies, de 1/2 å 1/2 Pouce de diamtire, å parois indépendantes, lesquelles se tou- £ , 3. 5 . [4 M I la sehent immédiatement en partie, mais étaient en partie, anet i &paré re Préparation que j'ai pu examiner,| complétement séparées en! certaine elles et de la vessie principale, de maniére qu'une ner Partie de celle-ci se serait résolue en petites vessies solitatres. Vignore si les branchies semiréticulées et la vepnie nata- lire composée se trouvent”également chez les Histiophores Proprement. dits, É pale représentent Les détai i ; e rinci « RR étails qui accompagnent la figure print is ekcbotre iel. 2 un petit morceau du bec au-dessus de T'extrém! 55 Tieure, vu de cåté, et la coupe transversale du bec au m å ur b un petit morceau de la face supérieure du bec, au mine e le grand rayon de la nageoire ventrale composé de open piéces. ; 1 - Å ” d sillon de la peau du ventre, sans les nageoires btigatir e méme sillon avec les nageoires ventrales qui y sont co Fy i: h écailles en différents points du corps; celles en g keen ban n partie å la ligne latérale. > Y. Echénéides du Musée de Copenhague. Parmi les Echénéides, les uns sont trés rares dans les musées et les autres, trås nombreux. J'ai pu en examiner 123, dont 84 E. remora, 28 E. naucrates, 8 E. lineata, 2 E. pallida Schl. (brachyptera) et 41 E. scutata; quant aux E. clypeata, albes- cens et osteochir, je mai pas eu l'occasion d'en voir. La cause de cette fréquence si variable est sans doute en parlie due å la circonstance que les Echénéides vivent en commensaux chez diverses espæéces de poissons et autres animaux 'ma- rins, et je renverrai å cet égard aux intéressantes observations de M. Poey. Ce genre se divise en deux groupes ou sous- genres naturels, mais il n'y a aucune raison pour diviser å leur lour ces groupes én toute une série de genres, comme on Va proposé. Les 5 espéces que posséde le Musée, habitent toutes et VAtlantique et ”Océan Indien, ainst que le prouvent les indi- calions qui accompagnent les exemplaires du Musée, seules ou comparées å celles déposées auparavant dans la littérature scien- tifique. 1. E. naucrates L. C'est de toutes les espåéces celle qui alteint les plus grandes dimensions. Bien que le Musée en pos” séde 28 exemplaires, nul document ne nous informe si Vun ou Vautre a été pris sur tel ou tel animal marin. M. Poey affirme qu'ils se fixent sur les tortues de mer, et que les Indiens $'en servaient autrefois pour påcher ces Chéloniens. Comme méritant Pattention, nous mentionnerons encore la forme træs variable aver Våge de la nageoire caudale, qui de rhomboidale devient concayve, et le fait remarquable que les jeunes exemplaires sont «hétéro- dontes», tandis que les trts vieux sont «homodontes», parce qu? les adenis en cilg» qui garnissaient le bord externe de la må- choire supérieure sont tombées. Ce caractére ne peut donc Éétre employé pour subdiviser le genre comme on |'a proposé. Jusqu"å quel point VE. naucratoides Z. diffåre du naucrates, Cest ce Fe je ne saåurais décider, faute d'exemplaires de la dite varieté. å 2. Echeneis lineata Menz. Il est «homodonte» å tous les åges, les «dents en cils» manquant toujours. LE. sphyrænarum P., dont M. Poey dit qu'il habite le Sphyræna picuda, dans les 'branchies duquel il se cache, correspond au jeune état de celle espæce. 3. E. remora L. Il atteint une longueur de 44 pouces et parait vivre exclusivement sur les Squales des genres Galeocerdo et Carcharias (lamia et glaucus, notamment le premier). Jamais on ma observé d'autre espéce d'Echeneis sur un Requin quel- conque. LE. squalipeta a, il est vrai, également été trouvé sur . des Squales ; mais, comme il n'existe pas d'Echénéides dont les "Nageoires impaires soient en connexion directe, il est assez évi- dent que les exemplaires décrits par M. Daldorf étaient de jeunes E. remora, chez lesquels les pointes des nageoires dor- sale et anale sont toujours plus voisines de la caudale que chez les individus ågés. 4. E. pallida Schl. (brachyptera Lowe?). Les 2 exemplaires du Musée sont presqwentitrement blancs, et ont été trouvés dans la cavité branchiale d”un Tetrapturus de Atlantique. Je D'ose cependant pas Videntifer å VE. tetrapturorum Poey, au Sujet duquel il faut, du reste, remarquer qw'il ne peut étre iden= Tlique å VE. osteochir, dont le caracttre principal ne saurait étre, Comme on Va -prétendu, basé sur une méprise, vu les témoi- gnages irrécusables du contraire qui ont été enregistrés dans les annales scientifiques. 5. E. scutata Gihr. (australis Benn.). Le musée en pos- stde un petit exemplaire. de 46 mm., qui a été pris: dans VAt- lantique par 40? Lat. N. et 39? Long. O. sur un Dauphin. "Sur la formation du liége sur les feuilles. Par M. V. Poulsen. Notre connaissance du liége se borne pour ainsi dire exclusive- ment å -celui qui prend naissance sur la tige et sur la racine. MM. Mohbl, Schacht, Hanstein, Sanio, Merklin, 0. G. Petersen et Nicolai) ont principalement étudié le développe- ment du liége sur ces organes, De la formation du liége sur les feuilles, nous ne såvons presque. rien. M. Areschoug seul mentionne le liége des écailles de bourgeons; quant au liége qui se produit sur les blessures du végétal (tant.en général qwau point de vue" de celui qui se forme sur les cicatrices laissées par la chute des feuilles), je ne m'en occuperai pas ici, JZai constaté un développement normal de liége sur les feuilles végétatifs de plusieurs plantes appartenant å des familles træs différentes.… Mes recherches ont été faites pendant les quatre premiers mois de cette année sur des 'exemplaires de serres du Jardin Botanique. ; Sai trouvé le liége le plus régulier et le plus beau sur les pétioles des feuilles de YHoya carnosa (et une autre espåce d' Hoya), du Ficus, du Viburnum japonicum et du Franciscea eximia. Les Fig. 1, a, b et c se rapportent å Hoya. Le liége s'y forme par des segmentations tangentielles généralement centri- pétes, mais souvent un peu irrégulitres, de la premiére couche de cellules sous 1V'épiderme (Fig. 1, c); quant aux détails, Je renverrai pour cette plante comme pour les autres, au texte danois et aux figures. Le liége tout formé, "dont les cellules ne BE RENEE 1) Voir la littérature dans le texte danois. lej KRONER De Ske ss 7 renferment pas la substance qui est ordinairement contenue dans les cellules de liége des tiges, recouvre le pétiole tout entier d'un fourreau gris bien distinct. Les Fig. 2, a et b représentent la formation du liége sur les pétioles du Ficus stipulata. Chez cette plante, comme chez les F, Cooperi, daemonum et rubiginosa, il prendnaissance par des segmentations tangentielles centripttes dans la premiétre couche de cellules au-dessous de Pépiderme. … Le pétiole recouvert .de ligge du F. Cooperi est blanc grisåtre; il est brun chez les autres, et, chez le F. stipulata, le liége s”étend jusqu'aux nervurés 'de la face inférieure de la feuille. La Fig. 3 représente une partie du pétiole du Viburnum Japonicum; en ce qui concerne le mode de segmentation, le -liége se forme d'une maniére analogue å ce qu'on observe souvent chez 1"Hoya (Fig. 4), mais c'est ici I'épiderme qui est. le tissu- mére du liége.. M. Sanio a constaté la méme chose- dans les liges des espåéces de Viburnum qu'il a. examinées. Les Fig, 4, a et b, sont' relatives au Francisceå exzimia: Le pétiole des feuilles de cette plante est revétu d'une pellicule de liége gris-brun et fendillé, qui se forme dans Vépiderme. Pour ce qui regarde le mode parfois compliqué de segmentation, je renverrai au texte danois. La ligne a' de la Fig. 4, b représente des plis de la couche interne de la membrane cellulaire, sem- blables å ceux que M, Sanio mentionne en passant. Il faut ob- Server que la paroi 4 dans la Fig. 4, a est beaucoup trop épaisse. Les Fig.5, a et b, montrent que le liége; sur le pétiole du Juanulloa aurantiaca, peut se former et dans Pépiderme et en dehors de celui-ci; bien plus, on peut, sur la méme coupe, rencontrer les deux cas. La segmentation est centripéte. Le fourreau formé par le liége n'est pas trås apparent, Chez le Sciadophyllum, le Panax, le Sterculia Chica (Fig. 6) et 1'Eriodendron anfractum, on trouve å' la base du pétiole une mince pellicule de liége, qui ne préæsente rien. d'intéressant. Il Prend naissance dans la premitre couche de cellules au-dessous de Tépiderme. Le Norantea guianensis (Fig. 7) présente une formation de ligge toute particuliére, Vépiderme trés épais et å grandes cel- lules produisant, par des segmentations tangentielles, un liége de Couleur claire å grandes cellules, qui extérieurement parait fendillé par suite des déchirures. de la paroi extérieure de T'épi- 8 derme., " Ce liége se forme trés souvent dans des couches plus profondes, et est plus irrégulier que chez les plantes: précé- dentes. Dans le pétiole de la feuille du Norantea, on trouve de rafides et grands 'idioblastes' souvent ramifiés, . et toujours å parois træs épaisses. Chez plusieurs espæces d'Eucalyptus, j'ai trouvé sur le pé- tiole et le limbe une formation de liége offrant Fåspect de cous- sinels, qui plus tard se confondent les uns avec les autres; elle prend naissance en dehors - de Pépidermé, et la: disposition des cellules est træs irrégulitre. Certaines espæces d'Euphorbia sønt, comme on såit, munies d'épines. ;Ces épines sont, d”aprés M. Delbro uck, des sti- pules (Die Pflanzenstacheln, 4875, p. 78), et une coupe trans- versale montre qu'elles sont revétues d'une couche træs épåisse de liége, composée de petites cellules pressées les unes contre les autres. Ce liége prend naissance dans les couches de cel- lules situées au-dessous de Pépiderme (la premiétre seulement?), autant que J'en ai pu juger, par des segmentations tangentielles centripétes. M. Åreschoug dit du liége des écailles de bourgeons de VÆsculus qu'il se forme dans Pépiderme. Mes Fig. 8, a et b, ne semblent: pås le' confirmer. Le mode. de segmentation est d”abord centrifuge. Voir d”ailleurs le texte danois. ; Parmi les Monocotylédones, je ne puis citer que quelques Aroidées comme produisant du liége sur leurs feuilles. - La couche de liége qui, chez le Philodendron pertusum et beaucoup d'espéces d' Anthurium, présente une intumescence particuliére en: forme de genou sur le pétiole des feuilles, se développe d'une maniére exlrémement irréguliére, tantåt dans Pépiderme, tantåt en dehors. Si le liége prend naissance dans des cellules renfermant des cristaux de Rosanoff, les filets de cellulose de ces der- niers se transforment aussi en liége; voir Fig. 9 a et b. Les Fig. 10, a el b, représentent une formation particuliére de liége que j'ai observée sur les feuilles du Dammara australis (et Brownii), mais dont je wai pas encore pu suiyre le déve- loppement. Le limbe des feuilles de ces espéces présenle de Petites taches d”un noir brun, en forme de coussinets, dont une est représentée en Coupe transversale sur la Fig. 10, a. ll semble que les cellues de Fépiderme ont donné naissance å une couche de liége puissante et régulibre, composée de cellules tabulaires, 9 dont les supérieures surtout sont remplies de la matiére brune du ligge, "La cuticule trés épaisse' de la feuille recouvre ”d”abord le puis élle se liége, déchire' et le laisse å nu. Au-dessous de cette couche de liége, on apercoit une ou deux couches de cellules qui ne sont pas transformées en liége, mais dont les parois logent de petits grains cistallins d'oxalate de chaux"). Ces cellules rappellent un phelloderma; leurs rapports avec les cellules de liége ne sont pas encore træs clairs pour moi, mais leurs parois radiales se trouvent dans le prolongement 'de celles des cellules du liége (voir Fig. 40, 5). . Bo terminant, je donnerai un court résumé de mes obser- vations. Le liége est un tissu qui peut se former non seulement sur les tiges et les racines, mais aussi sur les feuilles. Il se développe en général sur le pétiole, plus rarement sur le limbe (Dammara) ou sur les stipules (Euphorbia)- Il prend naissance dans Vépiderme ou les couches' sous- jacentes, quelquefois dans les deux chez la méme plante. Zajouterai encore que, chez le Juanulloa, J'ai, en les pré- cipitant par [”alcool et la glycérine, trouvé sur la membrane cel- lulaire des cristaux sphériques d'une substance å moi inconnue (voir les réactions dans le texte danois). Au méme endroit, dans le parenchyme du pétiole, se trouvent quelques cellules qui renferment de petits cristaux d”oxalate de chaux (voir Fig. 11). Chez VEriodendron anfractum et le Sterculia Chita, dans le Pårenchyme .å la base renflée du pétiole, il y a quelqués cellules qui renferment des cristaux de Rosanoff (voir Fig. 12). VR Fange snar ner man anses eee ERNE SES EDEN des Cupres- 1) Comme M. Solms-Laubach en a trouvé dans V'aubier 1871 et sinées et ailleurs. Conf. S. Laubach dans +Bot. Zeit.» Pfitzer dans «Flora» 1872 (Dracaena). 10 Sur le droit. de F.Arvicola 'campestris Blasius d'étre considéré comme une espéce distinete par M. H. Winge. Åu mois de Décembre 4874,.je pris prés de Copenhague un -campagnol qui, å la seconde molaire supérieure de chaque cåté, avait 4. espaces (Fig. 5; voir le texte danois), mais,. S0US tous les autres rapports, répondait parfaitement å la descrip- tion donnée par Blasius de VÅArvicola agrestis. Au méme endroit, quelques jours apræs, je pris 2 exemplaires normaux de VA. agrestis. En outre, parmi environ 430 crånes d'4. agrestis provenant de réjections de chouettes aux environs de. Copen- hague, ou |'Arvicola arvalis. ne. se trouve pas, jen comptai au moins 5 % dont. les secondes . molaires . supérieures formaient une transition graduelle entre les types qui, sur ces denis, ont 4 espaces, et ceux qui en ont 5 (voir les Figures). Ces formes transitoires font disparaitre la différence spécifique entre PA. agrestis. et Vespéce établie par Blasius, sous le nom d'4. campestris, qui spécifiquement ne se distingue de VA. agrestis que par les 4 espaces sur la dent en question. Il n'est pås | rare quon trouve chez 1'A. agrestis 5 angles saillants du cåté externe de la troisigme molaire supérieure, En conséquence, si 1'A. agrestis peut n'avoir que 4 espaces å la seconde molaire supérieure, les sous- divisions Praticola et Sylvicola de M. Fatio n'ont plus aucun motif. De méme, la division Agricola de Blasius doit rentrer dans la division Årvi- cola, puisque "le second caractére distinctif de ces deux groupes, "la forme de Vos interpariétal, n'est non plus constante. -J”appellerai en méme temps Vattention sur quelques inex- actitudes de Blasius. Comme le fait aussi remarquer M. Lillje- borg, c'est Melchior (1834), et non Selys Longchamp? (1841), qui le premier a tiré de Poubli VArvicola agrestis- De méme, le récit de Blasius dapræs lequel Melchior aurait VW une loutre å distance, et proposé de lui donner le nom de Entre nudipes, doit reposer sur un complet malentendu du texle dano!s. Sur quelques Trichomes et Nectaires Barnig e M. V. Poulsen. Dans le mémoire dont je donne ici un træs court résumé, j'ai décrit quelques formations de Trichomes et de Nectaires, qui Dont, que je sache, pas été examinées jusqu'ici. J'en' dois tependant excepter les glandes chez le Luffa, que M. Dutailly 2 étudiées; mais, comme je wai eu connaissance du travail de Ce savant que bien apræés avoir terminé mes -recherches å ce Sujet, je m'ai pås hésité å les comprendre parmi celles "que J'ai faltes sur dautres organes. ; De ces organes, je mentionnerai les suivants. Les épines de Vovaire du Canna sont des émergences dont la surface supérieure est munie d'un stomate. Elles prennent Naissance par des divisions dans les deuxitme et troisiéme Couches sous-épidermiques. Les épines de Vovaire de PHedysarum spinosissimum sont également des émergences provenant de divisions dans le tissu silué sous la premitre couche sous- épidermique. Les épines de VPovaire' des Sicyos angulata et Cyclanthera ezplodens sont également des émergences, qui, dans leur jeune åge, portent un petit poil glanduleux apical; elles Kabi tr05 bien organisées au point de vue de leur structure anatomique. On y trouve en effet des faisceaux vasculaires, et, chez le Cy- clanthera, elles sont munies de stomates. Les glandes de sécrétion du Robinia viscosa naissent d'une Cellule épidermique; plus tard, ses voisines prennent part å la formation de Porgane. Plumbago capensis. Les glandes du calice sont des émer- Bences sans faisceau vasculaire. Le tissu qui produit la blasto- Colle, est formé de Pépiderme, qui recouvre comme une cloche 12 la partie supérieure sphérique et renflée de la glande. Les cel- lules épidermiques sont en effet divisées d'une maniére tout å fait caractéristique, qu'on trouvera décrite dans le texte danois. Outre les formes de trichomes qui précédent, mes recher- ches en comprennent beaucoup d”autres, pour lesquelles le manque de place m”oblige de renvoyer au texte danois. Jajou- terai seulement qu'en dehors des organes susmentionnés, J'ai encore étudié les poils en hamecon et.autres du Gronovia scandens, les hamecons des fruits de plusieurs Asperifoliacées, les trichomes de Povaire des Nigella, Garidella, Ranunculus (trib. Echinella), Glaucium, Eryngium, Arbutus etc. En ce qui concerne les nectaires extrafloraux et les tri- chomes. qui produisent du nectar, je communiquerai les remarques suivantes, en utilisant soit mes propres observations, soil celles d”autres botanistes. Les nectaires extrafloraux se montrent en beaucoup de points différents. IIs. peuvent occuper sur la tige la. place des feuilles axillaires, comme chez les Sambucus, Qualea") et Impa- tiens, et se produire sur les formations foliacées les plus di- verses. : Lorsqu'ils apparaissent sur les feuilles caulinaires, est sur le pétiole ou sur le limbe. Le premiér cas se présente par €X- chez le Tecoma radicans (Pl. VI, Fig. 10), dont il faut considérer les nectaires comme des poils (il y en a de semblables sur la surface externe des dents du calice), et chez les Combretacées, les Passiflora, Prunus, Åcacia; Cassia etc., genres dont jai sur- tout examiné les .deux derniers; je rappellerai aussi certaines espéces de Sarracenia, qui, sur leur singulier pétiole creux; ont des sillons dits. de miel, sans doute pour attirer- les insectes. Si les nectaires se montrent sur le limbe, c'est sur les nervures ou le parenchyme. A la premiétre catégorie appartiennent PAi- hiscus cannabinus?) (PI. V, Fig. 9, 40, 41; PI. VI, Fig: 11), dont j'ai étudié le remarquable nectaire intérieur, et plusieurs espæces . de Gossypium, qui ont également un nectaire un peu enfoncé. Comme exemples de nectaires situés dans le parenchyme, je mel” 1) ai examiné ces deux genres. Les glandes du Sambucus ne peuvent pas étre des stipules, comme 1'ont pensé certains auteurs, mais sont des émergences; voir le texte danois p. 265 et 273. ?) On trouve des nectaires semblables sur la face externe des sépales. 43 un le Luffa, le Trichosanthes (plantes dont il: faut consi- rer le nectaire comme il qui »remi ”est é foncé dans la feuille, et BE ag "BBASSTEE å re på ze rne'du calice de la fleur femelle), le Prunus Laurocerasus, le Cleroden- dron, le Diospyros, le Bunchosia et V'Ailanthus. " Il est singulier ve les nectaires, que je sache, waient pas encore été rencon- frés sur la face supérieure du parenchyme, mais bien sur les nervures (Cassia, Inga). : Sur le passage entre le pétiole et la tige, on trouve des nectaires chez le Polygonum cuspidatum et le Miihlenbeckia ad- Pressa; chez la dernitre plante, que je sache, ils n'avaient pas Score été observés. Entre le pétiole et le limbe, on rencontre ry orkanes chez plusieurs Euphorbiacés, par ex. les Hura, a, Cnidoscolus"), Omalanthus, et chez le Roumea (de la famille des Bizxacées). abe bractées, ne nectaires se montrent (d”aprés M, on) chez certaines espéces de Stachytarpheta. … Sur les bractéoles, jen ai. observé chez. le Plumbago Capensis, oningir la men smlene des sépales, on en trouve chez plu- : alpighiacées, chez. I'Hibiscus cannabinus (et autres), le ecoma radicans, le Luffa (fleur femelle) etc. nfin, sur les stipules, ces organes Se rencontir plusieurs espéces de Vicia. byg point de vue de leur signification morphologique, sont en général des trichomes, soit des émergences En Sambucus, Malpighia etc.), soit des poils, lesquels peu- étre isolés (Luffa, Tecoma),,. ou réunis en un groupe; le 8roupe peut étre superficiel (Vicia), légdrement e enfoncé (Polygo- num, Gossypium) ou træs enfoncé (Hibiscus)- ”hrrinig (Bunchosia, Clerodendron), le nectaire n'est qu'une spécialement développæée de Pépiderme, sans caraclére Morphologique particulier, et trås rarement. (Sesamumty d'aprés és observations de M. Baillon et. les miennes) c'est. une Bousse métamorphosée (une fleur)- '”a pas encore trouvé de nectaire Monocotylédons (la cavité superficielle apicale DERE rn rense ane ere REE SERER 1) "Obs,: Chez cette plante (On. napaeaefolius), j'ai trouvé des cristaux de Rosanoff dans le parenchyme du pétiole. ent chez les s extrafloraux chez les de la feuille du 14. Scheuchzeria m'est, suivant moi, pas un nectaire) ni chez les (zymnospermes » et ils se trouvent chez des plantes trés diverses parmi les Dicotylédons. Je termine ici ce court résumé d'une partie de mes obser- vations, en renvoyant au texle danois, od sont-décrits en détail les organes sur lesquels ont porté mes recherches, et od jai donné sur la littérature toutes les indications å moi connues. Copenhague. Décembre 1875. Explication des Planches. Planche V. Fig.1. Cynoglossum sp. Coupe leyglindlane suivant 1'axe d'une promi- nence d'un jeune ovaire., Conf, Pl. VI, Fig. 1. Fig. 2. Nigellu (sativa?). Coupe li derkdid des parois d'un jeune ovaire, passant par une des verrues («Perldrisen» Meyen). Fig. 3. Coma albiflora. Coupe transversale des parois de T'ovaire, menée n point oå nait une épine. La cellule-mére du stomate (marquée Ness croix) s'est constituée, le stomate s'est formé et des cloisons Beg einelles ont pris naissance dans les 2e et 3e couches sous-épi- e rm Fig. 4. Caniia albif. Méme coupe. Etat plus avancé; les cellules de bor- du mées. Fig, 5. Canna albifl. ø Coupe longitudinale d'une jeune épine; å) son sto- Fig. 6. Canna albifl. Cone re En d'une jeune épine au méme état advolatiob que dans vas Fig. 7. Luffa acutangula. É is: s jeune nectaire du calice, en coupe longitu- dinale. Les cellules marquées d'une croix forment la couche limité. Conf. Pl. VI, Fig. 9. Fig.8. Luffa amara. Jeune neetaire d'une feuille caulinaire å un état un peu plus avancé que dans la Fig. 7. ver cellules marquées comme? dans la figure précédente. Conf. Pl. VI, Fig.9. Hibiscus cannabinus. Coupe fade a' un sépale, coupé ongi- tudinale d'un us jeune nectaire. La cavité intérieure n'est pås encore formée, mais 1'épiderme et la premiére ve sous-épidermigue 5? sont fendus dans I'ouverture extérieure du canal. Fig. 10. Hib. cannab. La cavité est formée; sågsrue” intérieure du canal former. Fig. 11. ib. cannab. Partie latérale d'une coupe longitudinale menée på la cavité basale d'un nectaire développé. On voit les grands poils gg sécrétion. 3 i i i i | 5 Planche VI. Fig. 1. Echinospermum consanguineum. Naissance de Tépine de Povaire. Coupe So Be des parois då F'ovai Fig. 2. Hedysarum spinosissimum. Coupe satser d'une épine tré s jeune de mind, L'épiderme et la premiére couche sous-épidermique sont soulevéæs par le tissu sous-jacent. Coupe transversale de F'ovaire. Fig, 3. Bobinia viscosa. Premiére ébauche d'une verrue de séerétion, Coupe transversale du rameau. -Fig: 4. Rob. vise. gig: ls avancé, Dito - Fig.5.. Plumbago capensis. . Premiére Sereche de la glande du calice. Fig.6.. Pl. cap. Etat plus avancé. La premiére couche sous-épidermique s'est divisée tangentiellement. ; Fig,7. Pl. cap. Etat encore plus avancé. Le tissu-sécreteur se forme par des segmentations épidermiques, dont quelques-unes moins régu- lires ont eu lieu dans les cellules latérales. Fig. 8. Pl. cap. Coupe longitudinale de la téte d'une glande presque déve- loppée.. Le tissu. haché provient. de la premiére couche sous-épider- mique Rem. Les Fig.5, 6, 7 et 8 sont représentées par des coupes trans- rsales du sépale, et sont done elles-mémes des" coupes longitudinales de la glan Fig. 9. Luffa cylindrica. Coupe rige d'un nectaire, sur la face, infé- rieure d'une feuille caulinaire. Fig.10. Tecoma radicans. Coupe transversale du pétiole, menée. par le centre mf nectaire. Toute la partie hachée représente le tissu sous- épidermi Skt Hi blend cannabinus. Reproduetion schématique d'une coupe menée, verticalement au milieu d'un nectaire calycinal par une coupe trans- Versale du sépale. La partie hachée représente le tissu épidermique. fer æ Sur les masses de fer de M. Nordenskidld et sur la pré- sence du fer natif dans le basalte. Par M. K. J. V. Steenstrup. Dis un voyage dans le nord du Grånland, en 1870, M. le professeur Nordenskiåld a, comme on sait, trouvé sur le rivage, å «Blaafjeld», au sud de Disko, quelques blocs arrondis et isolés de fer natif nickelifére, qu'il a déclaré étre du fer météo- rique. Ayant constaté la présence de veines de fer natif dans le basalte sur lequel les blocs reposaient, il en a conclu que celle chute de météorites remontait au temps de. /”apparition du basalte, par conséquent aux environs de Vépoque, miocéne. M. Nordenskidld croyait d'abord que les météorites dont: il s”agit ne se composaient que de fer; mais, aprés les recherches et les analyses de M. Nauckhoff, en 41871, il a émis Vopinion que le fer ne constituait que des parties d'un grand météorite dont la masse principale aurait été une roche eukritique. Cel «eukrite» d”aprés M. Nauckhoff, se rencontrerait avec le fer natif, dans un dike de basalte, en parties plus ou møoins arron- dies toujours entourées d'une crotte oxydée. Gråce aux bons offices de M. le professeur Johnstrup; Jai pu, å deux reprises, faire un long séjour dans cette intéres- Sante localité, et une recherche attentive m”a conduit å ce résul- lat, que le fer ne se trouve pas dans un dike de basalte, mais dans une couche de basalte, et que les «roches eukritiques» de M. Nauckhoff ne sont pas des parties étrangéres, mais seule- ment un développement du hasalte ordinaire qui entoure le fer. La présence de celui-ci dans le basalte ne peut s'expliquer, Suivant moi, qu'en admettant qu'il appartient au basalte (de la méme manitre que tout autre minéral appartient å la roche vd | | | Fa 17 il s'est formé), soit qu'il ait fait éruption avec le basalte, ou qwil s?y soit séparé par voie chimique, mais nullement en'sup- posant avec M. Nordenskidid que des- météorites de fer seraient tombés .dans une cendre basaltique; Vunion entre le fer et le basalte est en effet beaucoup trop intime, comme le prouvent entre autres les nombreux états intermédiaires entre le fer pur et le hasalte pur que présentent les blocs répandus sur le rivage. Guidé par ces considérations purement géognostiques, je m'hésite pas å déclarer que jattribue au fer de M. Norden- skidld une origine tellurique, et, en particulier, que je regarde les blocs pris par lui pour des météorités, comme des blocs de fer arrondis détachés.de la roche dont ils faisaient partie, par ” conséquent comme des blocs erratiques de fer. Dans-mes voyages au Weigatt, dans le nord du Grånland, Jai été assez heureux pour faire quelques observations qui con- firment I'opinion ci-dessus énoncée, que le fer doit avoir fait éruption avec le basalte, ou s'étre séparé dans ce dernier par la réduction d'une combinaison ferrique par des matiéres orga- niques. Dans un dike de basalte å Igdlokunguak!), j'ai en effet trouvé une masse de pyrite magnétique nickelifére ayant au Moins un volume de 200 pieds cubes et un poids de 28,000 kilog., et å Assuk, également dans le basalte, de petits grains de fer, mesurant jusqwå Om, 45, qui, d”aprés Vanalyse de M. Jirgensen, se composent de fer métallique avec 0,4 %o de Soufre et des traces de cuivre, de cobalt, de nickel et peut-étre de phosphore. Ce basalte, comme celui de Blaafjeld, renferme en outre du graphite, ce qui prouve que le fer a été réduit par des substances organiques. Ces deux trouvailles prouvent donc: 19 que des masses telles que les blocs de fer de M. Norden- skidld, dont le plus grand ptse 21,000 kilog., peuvent, malgré la différence considérable de densité du fer et du basalte, étre Soulevées jusqwå la surface de la terre dans une éruption de Cette roche, et 29 que le fer PåBE, peut se rencontrer et se ren- Contre dans le basalte. Foran sanne ae PNENRE DL SR 1) «Vidensk. Meddelelser fra d. naturh. For. i Kjåbenhavn», 1874. Rés. frangais, p. 24 Explication des Planches XI et Xil. Planche XI. Fig.1. Elle représente une partie du Blaafjeld entre les promontoires de az & Fig. im. (<= Nuk kiterdlek (le promontoire central) et de Nåk, od se trouve le fer. d presque å pic de la montagne 13—14 banes horizontaux de trap. Au — de la montagne, immédiatement au bord de la mer, un ou deux de ces bancs sont mis å nu dans une falaise de 50 pieds, et les cou- Vig alternatives de basalte (B) et d'amygdalithe (M) dont un pareil nec se compose, peuvent étre suivies de lå å travers les blocs erra- tiques du rivage jusqu'å la couche de basalte od se trouve le fer (/), et plus loin encore. »2.. Méme falaise sur une plus grande échelle. Fig. 3. Elle montre la partie de basalte en forme de dike od le fer est 3 taches de méme teinte, prés de la mer, désignent T'endroit on gisaient les plus grands des blocs de fer transportés en Europe en 1871. Le rivage, qui, en cet endroit, ne présente qu'une faible pente vers la mer, est recouvert de blocs gs petits et gros, de gravier et de la roche y a du fer non détaché de la roche, est recouverte par les eaux. Planche XI. 1. Elle représente une préparation microscopique du basalte d'Assuk aux grains de fer natif, et a été exécutée en partie d'aprés une photo- e structure fluidale que présentent plusieurs préparations D'est qu'in- iquée, de méme. que les petits microlithes incolores de feldspath 00 d'augite. .2. Grain de fer dans une préparation du basalte de Blaafjeld, ken 27 fois. De méme que dans la Fig. 1, le feldspath et Vaugite i qu'indiqués, tandis que le grain de fr et la masse noire qui Pentonre sont fidélement reproduits. ; É å 19 Fig. 3. Petit grain de fer grossi 2 fois, et entouré d'une écorce de troilite, renfermant elle-méme de petits grains arrondis d'hisingerite» Fig. 4. Morceau de basalte finement Er nulé, de grandeur seturtle: avec les grains de fer natif qu'il renfer Fig. 5. PBR uction, d'aprés une photagraphie, d'un des blocs de fer de M. Nordenskidld, le second en grandeur, qui est placé dans la cour de Université. A Il'exception Så premiers mois qui ont suivi son arrivée ici, et pendant lesquels il est resté dans les chantiers de la marine, ce bloc a toujours été placé en plein air, et n'a subi aucune altération. D'aprés T'indication de M. le capitaine de vaisseau Krieger, chef des chantiers, le poids en est de 6600 kilog. Echelle ”/23. sogn Hg DEAR = z k PSR EEG es, Tab. I. ed AGE SEE) NEEDS KØRE. SME SELE Histiophorus ortentalis Schl. MK | BR im ULSUU JS e URAU ES | LY rr CS == pa | dl . ER fan mf mæ ( 532= KJ Så: Tab. IV. WM,18753. NE EEN.F VM. 1875 | | SLÅN BUE ST eN: DH) Ane (aan in SU i —= WDR i SETE Fr, sø, EB TU TID nd sl te —)y | i SOL H Net Axel E Aamodt? kik Etalil EON. FV.M. 1875. || | Å k s JN RSS = S— SR IE2S DD noge OTTER ø BTN CT KØN wa IM) VP ad. nat. BAS SUSE] SES) OEESESR arge SUGAR "GE ere 2 => e . SBAS ESSEN SETE SEER | É : LØN = ÅSE nå mær ED Ej SE ng 5 ES, i oe sie rd PE - rt KE AK KOS ET SEE 2000, 29 09 ev? 0 é ag oo? Sø Logos Po PYo Yo o 299% o ox Å SFOGEKEFÆLS mæ ED - CYOGEVEE: RER. g RE ar SELEN F- dage GES FS SEN Æ VM. 2875. REESE SEERE ERE ER EN EEN REE ET EET ja SN SED meg . 7 Å É i AE: så . « i. Warming d. Boe - . æra 2. ogs» sig 90 ARE lee SE ER Sasi x + egt Es sæ Fk lg mm aa ON Re ErA nm (k: b-: HARE 90 ok 599965 i gsm?” ON ae USE gf al LES es feel Na AR É | ØR N.F V.M. 1875. SED SNE TEN É: 5 hl leje vr ku NÆFYV.M. 1875. Tab ATT. sortknagespang rn £€ ZAornam dc se seitlv.