Videnskabelige Meddelelser fra den naturhistoriske Forening i Kjøbenhavn Åaret 1876. Udgivne af Selskabets Bestyrelse. Med 10 Tavler (Avec un résumé en frangais.) Tredje Aartis ottende Aargang. vo] 3 & Kjøbenhavn. Bianco Lunos Bogtrykkeri 1876—77. Mo. Bot. Gara:n, 1992. ? Ts envipbu x FM Indkold: s Oversigt over de videnskabelige Møder i den naturhistoriske Forening 76 I ET SER 170 I SENE FRE REE KE RE BE SEES ERE SE ERE -IV. Om Grønsandet i Sjælland. Af Prof. F. Johnstrup. (Hertil deze az 1 Fortegnelse over Forsteningerne i Kridtformationen paa Bornh REE es rer REE RE 24. FSneepelse over Fontirkereenå i Grønsandsdannelsen ved Lellinge. EN 30. St. Croiv's Flora. Af H. F. 4. Baron Eggers. (Hertil Tavle 1)... 33. Noget om Slægten Søulv (Anarrichas) og dens nordiske Årter Professor Japetus Steenstrup. (Hertil Tavle MM) .........- 159. Motacilla yarrellii, skudt i Jylland. Af Professor J. Reinhardt . . 203. De danske Gjødningssvampe (Fungi fimicoli danici). Af Cand. philos. 1-Chr. Hansen. (Hertil Tavls TV) 1.111,40 207. Korte Bidrag til nordisk Ichthyographi. I. Foreløbige Meddelelser om nordiske Ulkefiske Re Af Dr. Chr. Liitken ..:. : Ichthyographiske Bidrag. VI. Bidrag til Flyvefiskenes (Exocoeternes) Diagnostik. (Foreløbigt Uddrag). Af Samme..........: 389. Lidt Antikritik. AT Professor J. Rømhardt ....::....-.27- 409 I Anledning af Hr. P. Taubers rn af Emajl paa Mælketæn- terts sk Fatsleta Pebi"; Af Sae ENS NG 421. Symbolæ ad floram Brasiliæ centralis pa ER SE edit. Eug. War- ming. Particula XXII. Algæ brasilienses, additam. Auct. Dr ER ] 426. Om nogle paa de nodiforme Akser hos visse Papilionaceer forekom- mende Nektarier. Af Stud. mag. V. 4. Poulsen .......-.-- er RE HF] og Hr. Cand. ze S. Lund. Afsluttende Bemærk- vr af Dr. Ha lg el mes re NS bet en PARRE 442. setter til nordiske Bitaikere fra Oberst H. Jenssen-Tusch. . . 453. Résumé en frangais. Observations sur quelques Bactéries qui se rencontrent sur les cåtes du Danemark: Par M Bug: Warming ss ED, i, Les Champignons stercoraires du Back tr (Fungi fimicoli danici). ar M. Fond: Chr HERRER SE SS ES NREN 37. ”Conkribyiie å å Tichthydgraphie des mers du Nord. I. Notices pré- . i sur les Cottoides arctiques et boréaux. Par M. Chr. TE SEERE TE ES 72. ferenrs ichthyographiques. VI. Contributions å la diagno- es poissons volants (Exocets). Par M. Chr. Liitken . .. 99. Sur gmelues nectaires extrafloraux qui se montrent sur les axes nodi- s de certaines Papilionacées, Par M. V. A. Poulsen. ... 115. Det franske Manuskript til de med en Stjærne mærkede Résumés er tilvejebragt af For- fatterne uden Udgift for Foreningen. Forklaring af Tavlerne. Tab. I. Profiler til Oplysning af Grønsandsdannelsen i Danmark. Tab. II. Vegetationskort over St. Croix Tab. HI. Fig. 1: Anarrichas lupus; herr A. minor; Fig.3: A. lati- frons Tab. IV. Fig. 1—20: Peziza Ripensis; Fig. 21—23 og 36—37: Coprinus stercorarius; Fig. 24—35: C. niveus. (Jfr. S. Tab. V. Fig. 1 og 6: Coprinus stercorarius; 25 og 7: C. miwveus; Fig. $—22: Hypocreopsis pulchra. (Jfr. S. 349). Tab. VI. Fig. 1—8: Ascophanus Holmskjoldii; Fig. 9—13 og 37: A. cine- rellus; Fig. 14—21: Saccobolus depauperatus; Fig. 22: S. Kerverni; Fig. 23: 8. sp.; Fig. 24—27: Sphærella Schumacheri; Fig. 28—36: Melanospora aculeata; Fig. 33—45: Peziza granulata; Fig. 46—47: Sporormia gigantea. (Jfr. S. 350). Tab. VII. Fig. 1—6: Sordaria equorum; Fig. 7: S$. fimicola; Fig. 8—12: Melanospora fimicola ; Fig. 13—16: Sordaria i Fig. 17—24: Neel ge on 25—26: S. decipiens; Fig. 27—31: FRE (Jfr. 351). Tab. EL Fig. 1—3: Sordaria similis; Fig.4—8: 8. dubia; Fig. 9—14: S. curvula; Fig. 10—21: $. anserina; Fig. 22—28: $. sp.; Fig. 29— 34: Sporormia intermedia; Fig.35: 8. mmima; Fig. 36—37: S. la- ar feghevnggi (Jfr. S. 352). Tab. 1X. Fig. 1—6: Sporormia pulchra; Fig.7—11: Delitschia bispo- rula; Fig. Else Sordaria neglecta; Fig. 19—22: S. barbata:; Fig. 23—95: Sporormia pulchella. (Jfr. S. 353). Tab. X. Fig.1: Exocoetus comatus; Fig.2: E. furcatus. Oversigt de videnskabelige Møder så den naturhistoriske Forening i Aaret 1876. Den 26de Januar (Suplementmøde til 1875) forelagde Cand. mag. Biblio- theks-Assistent C. Elberling den i Aargangen 1875 S. 421—24 trykte Undersøgelse af en Kalituftsmuilks ved ke? Aa paa Fyen; hvorefter Professor Johnstrup gav Steds S$. 4235—28 optagne Bemærkninger om Felikfælrot påa Bornholm den 13de November 1875. Den 4åde Februar meddelte Dr. Mørch en Oversigt over Vestindiens Rissoer og Cerithier; hvorefter Dr. Warming fremsatte sine Iagttagelser over nogle Protister (Volvox punctum Miill.; Gle- visse Bakteriers Forhold til Smørsyregjæringen og Ostefabrika- tionen. Den 18de Februar omtalte Prof. Reinhardt den i 1866 i disse Medde- lelser beskrevne Tachyplotus Hedemanni og viste, at denne er identisk med den af Prof. Peters i 1872 opstillede Pythonopsis » hvilken atter af Dr. Gwnther er vist at være samme Art, som Brage P . punctata. Det paavistes nærmere, hvilke Misligheder og Variskeligheder der fandt Sted ved Grays Be- skrivelse af hans ,,Phytolopsis", og paa Grund af hvilke det, saa længe der ikke forelaa andet, havde været umuligt at gjen- kjende Formen. — Meddeleren tog endvidere deraf Anledning til at omtale de forskjellige Iagttagelser om visse asiatiske Ho- malopsiders Tilbøjelighed til af vandre ud, ikke alene i Flodmun- dingerne og Brakvandet, men endog i selve Havet. LØ TI Prof. Steenstrup henledte eee paa den over- tallige Taa, der optræder hos e Hønseracer og i visse Egne er deler gjennemgaaende hos vanen Der forevistes Ex- empler paa, at den ogsaa kan forekomme hos vilde Fugle (Rallus aquaticus, Scolopax), og der opfordredes til at være opmærksom paa denne Anomali hos vilde Fugle, samt til derved at søge til- vejebragt et større Materiale til en nærmere Undersøgelse og Bedømmelse af dette Forhold. Ligeledes burde det prøves expe- . rimentelt, om denne overtallige Taa havde den Era Tilbøje- lighed til Gjenvæxt hos Hønsene, som er iagttaget med Hens til den overtallige Taa hos Mennesket. — Prof. Reiikiordt havde ikke før set denne Anomali hos vilde Fugle; han var mere til- bøjelig til at betragte den som opstaaet ved en Kløvning eller Fordobling af Bagtaaen end ved en Nedarvning fra tidligere Tilstande. Prof. Steenstrup bemærkede dertil, at hvor denne rtallige Taa var bleven nærmere undersøgt, havde den vist sig at være 3-leddet, ikke 2-leddet som Bagtaaen Samme foreviste derefter de af Prof. Réttmeyer gjengivne — Afbildninger af Dyr (f. Ex. Rensdyr, Hest, Moskusoxe) fundne i Thåyinger-Hulen i Schweitz og udførtea f Urindvaanerne. I Sam- menligning med det Talent og den Naturtroskab, hvormed disse Afbildninger (forsaavidt de ikke senere som f. Ex. ,,Ræven" og »Bjørnen" have vist sig at være forfalskede og understukne) vare udførte, var det paafaldende, hvor ufuldkomne de formentlige Mamut-Figurer fra andre Huler vare, og Meddeleren var derved bleven bestyrket i sin Anskuelse, at de lige saa godt kunde fore- stille ganske andre Dyr f. Ex. Moskusoxer. Den 3dje Marts forelagde Prof. Johnstrup den i denne Aargang, S. 1— 32 trykte Meddelelse om Grønsandet i Sjælland. Den 24de Marts forelagde Dr. Liitken den S. 363—87 meddelte kritiske Oversigt over de grønlandske og andre nordiske Ulkefiske (Cot- ei og Aspidophorini Den 21de FRE; meddelte Prof. Beinhørdi de S. 203—6 trykte Bemærk- ze sæ. Motacilla Yarrellii, skudti Jylland; hvorefter Samme pre 3 store Exemplarer af den javanske Ferskvandsslange ones javonicus, sendte af Hr. Consul Philipsen, samt en af de 27 Unger, som en stor Hun af denne Art fødte hos Dr. Cantor. Stud. mag. V. Poulsen meddelte derefter nogle Iagttagelser over Spiringen af Sværmsporerne hos en Art af Slægten Oedogonium, med Hensyn til hvilke henvises til nBetenisk Tids- skrift", hvor denne Fr vil blive optaget. Den 19de Maj forelagde Cand. phil. E. Hansen det S. 207—354 trykte og med å Kohbertavler illustrerede fr Arbejde over de danske odsiknsk vens ger Syste: Naturhistorie. Dr. Liitken oplyste" Forholdet. m mellem man aken (Seba- TI stes marinus) og ,Lysougeren" (8. viviparus Kr.) (Jfr. S. Den 3lte Maj og 2den Juni gav Dr. Warming en Udsigt over sine fornyede Undersøgelser om Compositeernes Blomster, med Hensyn til hvilke kan henvises dels til Meddelerens Afhandling »die Bliithe der Compositen" i Hansteins ,,Botanische Abhand- lungen”, 3 Bd., Hefte 2, der forelagdes til Medlemmernes Efter- syn i Mødet den 20de October; dels til det i denne Aargang S. 442—52 givne korte Gjensvar ,,Kurvblomsterne og Hr. Cand. mag. S. Lund”, Førend Foredraget den 3lte' Maj oplæstes, i Overens- stemmelse med Brevskriverens Ønske, nedenstaaende Skrivelse fra Hr. Cand. mag. Samsøe Lund til Foreningens Bestyrelse, med hvis Indhold Hr. Dr. Warming ligeledes forud var bleven — gjort bekjendt. København, d. 25de Maj 1876. »Af et brev fra dr. Warming har jeg grund til at slutte, at de meddelelser, han vil give på næste foreningsmøde, vedrører den strid, der for et par år siden førtes mellem dr. W og mig i naturhistorisk forening, en strid, der var foranlediget ved et arbejde, jeg for 4 år siden alger i botanisk tidsskrift. Af forskellige grunde er jeg for tiden ikke i stand til at indlade mig på en offentlig diskussion om den sag, og jeg agter derfor heller ikke at tage del i det nævnte møde. Imidlertid vil jeg BEDE den højtærede bestyrelse for oms mins forening om modtage og offentliggøre et par bemærkninger om min nu- als stilling til de tvende forhen omtvistede msi åg »Hvad først angår spørgsmålet om fnokkens morfologiske rdr er jeg indtil arvd yderligere bleven bestyrket i, at min opfattelse i et og alt er den rette; jeg finder i min been i af. denne sag intet ile meget is at ændre, hvorvel meget at tilføje. Ved en senere lejlighed skal jeg Kinre den ære i natur- historisk forening yderligere at supplere mine tidligere ore lelser om den sag, meddelelser, som jeg vedblivende må anse for værdifulde såvel med hensyn til undersøgelse som med hensyn til behandling af det kritiske.” »Hvad derimod angår det Zdet omtvistede hovedspørgsmål, spørgsmaalet om udviklingsenheden, har mine anskuelser under- gået en del forandring. Rigtignok antager jeg fremdeles, at alt, hvad jeg i dette mit første videnskabelige arbejde såvel som i den følgende polemik har skrevet om den ting, meget vel kunde forsvares; — jeg antager det, fordi jeg hverken i fnokdannelserne mn i de beslægtede dannelser finder noget, som ikke kunde — om det kom derpå an — tydes på den af mig angivne måde. Forsåvidt derfor mit udgangspunkt var holdbart — at lade tyd- ningen af det enkelte bestemmes ved det heles formentlige sam- menhæng, hvordan så end tolkningen af de enkelte fakta IV blive; — dersom, siger jeg, dette mit udgangspunkt var absolut holdbart, vilde jeg også nu vedkende mig alt, hvad jeg har skre- vet om dette 2det spørgsmål. Men jeg er kommen til at indse, at denne slutningsmåde, idetmindste som den er bleven anvendt i det nævnte 2 NSON er forkastelig; jeg føler derfor ikke længer trang til at træde i skranken for opfattelser, hvis tvivlsomme natur jeg nu selv vilde finde grund til at angribe.” »Det har i nogen tid været min hensigt at afgive denne er- klæring ved en passende lejlighed; måske denne kunde gælde for en sådan.” For det tilfældes skyld, at erklæringen måtte komme til at ledsage dr. Warmings bemærkninger umiddelbart i foreningens tidsskrift, turde det være nødvendigt at bemærke, at dette ikke må sulte, som om jeg underskrev dr. Warming kritik, til … hvilken jeg ikke har; mindste kendskab.” »Med udmærket højagtelse BLE; ærbødigst Bestyrelsen for naturhistorisk forening Bamsøe Lund." i København!" Dr. Warming afgav desuden Beretning om Bearbejdelsen af hans Materiale af Central-Brasiliens Planter af følgende Familier: insiuenses Acanthaceæ, Gesneraceæ, Verbenaceæ, Convolvula- æ, Euphorbiaceæ og Polygalaceæ. Den Bode Catober meddelte Dr. Litken de S.389—408 trykte ,,Bidrag Flyvefiskenes (Excoeternes) Diagnostik". - Den 19de November meddelte Dr. Warming nogle nye Iagttagelser over Forekomst af delt Overhud samt ml remde over dennes Betydning og over den jævne Overgang fra Overhuds- dannelser, der ere virkelige selvstændige Orgiadt (Trichomer), ta Nr. 6b, S. 191—92). Samme forelagde derefter til Optagelse i Meddelelserne Fortsættelser af de tidligere Bidrag til Kundskab om Brasiliens Mosser og Alger (S. 426—32). Den I1ste December foredrog Stud. mag. V. Poulsen den S. 433—41 trykte Undersøgelse om nogle paa de nodiforme Akser hos visse Papilionaceer forekommende Nektarier; hvorefter Prof. Reinhardt forelagde de S. 409—26 trykte Bemærkninger om T else af Emajl paa Tænderne af et Bela (,, Tatusia peta" Den 15de Detember mn Stud. mag. V. Poulsen et Foredrag ove i no e Akser hos Papilionaceer og Dr. Warm et over Cyeadeern ernes Morfologi (jfr. ,,Botaniska Notiser" 1876, Nr. 6 b, 8. 182—83). Om Grønsandet i Sjælland. Af F. Johnstrup. (Hertil Tavle I.) (Meddelt den 3die Marts 1876.) Årnefoae i det .17de Aarhundrede havde man ved Anlæget af Dokken paa Christianshavn havt Lejlighed til at iagttage, at den Kalksten, der er faststaaende paa Saltholm, den saakaldte ,,Salt- holmskalk", ogsaa fandtes under Kjøbenhavn; men man blev først i Begyndelsen af dette Aarhundrede opmærksom paa dens Forekomst længere mod Vest, efterat der var anlagt et mindre, nu for længe siden opgivet Kalkbrud i en Bakke mellem Thors- lunde og Høje-Taastrup. Endvidere var det en vel bekjendt Sag, at Limstenen fandtes i Stevns, ikke blot i Klinten, men ogsaa inde i Landet ved Tryggevælde og i Herfølge Kirkebakke, %4 Mil S. for Kjøge. re kkrad der derimod; skjultes under Rullestensformationen i det [le e Parti V. for hele Kjøge-Bugt, var aldeles ukjendt indtil 18421). I dette Aar paaviste nemlig Forchhammer, at der 1) Efter godhedsfuld Meddelelse fra Kammerherre Carlsen til Gammel- kjøgegaard begyndte han først Brydningen af Kalkstenen ved Kagstrup (Carlstrup) 1856, efter et Par Aar i Forvejen at have opdaget dens Forekomst der ved en Boring. Han bemærker endvidere derom, at efterat Kalklaget var opdaget, fandtes paa Udskiftningskortet Stedet, sleg Bruddet nu er, betegnet som ,,Limgravene", og de Kalksten, der benyttede som Bygningssten i Kagstrup Kirke, som er meget man, ere formodentlig tagne paa dette Sted. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. I 2 i ,,Skovhusvænget” ved Landsbyen Lellinge, V. for Kjøge, fandtes en Grønsandsdannelse i Bunden saavelsom paa Siderne af Kjøge Aa paa en Strækning af omtrent 2000 Fod"). Der er neppe gjort nogen geognostisk Iagttagelse her i Landet, der har vakt saamegen Opmærksomhed, som Fundet af denne Dannelse, og det ikke uden Grund, eftersom der her var Tale om et Spørgsmaal, der samtidig havde en videnskabelig og økonomisk Betydning. "For det Første kjendte man ikke her i Norden nogen Grønsandsformation udenfor Skaane og Bornholm, og for det Andet ventede man, at den mulig i Sjælland kunde være vandførende ligesom ovre påa Bornholm, hvor Ørsted, Esmarch og Forchhammer i Aaret 1819 havde været heldige med at faa en Springkilde ved et af dem foretaget — Boreforsøg nede ved Stampeaaen?). Forchhammer antog, at de mange vandrige Kilder, der findes i et Bælte fra Kjøge-Bugt i nordvestlig Retning gjennem Sjælland, var et Tegn paa, at den ved Lellinge blottede Grønsandsdannelse maatte udbrede sig over hele det nævnte Terræn, hvorved Haabet blev opretholdt om i Dybden at finde et vandførende Lag ved det meget omtvistede Brøndboringsforsøg paa Nyholm, hvis Resultater hidtil ikke havde svaret til Forventningerne. Hvorledes dernæst Fundet af Grøn- sandsdannelsen ved Lellinge senere førte til Opdagelsen af de stærkt vandførende Lag Vest for Kjøbenhavn, der have faaet en saa overordentlig Betydning for Kjøbenhavns Vandforsyning, er det ikke Hensigten her at gaa nærmere ind paa, idet jeg maa ind- skrænke mig til at omtale det sjællandske Grønsands Stilling over- for de andre Led af vor Kridtformation, hvorom der indtil den seneste Tid har hersket nogen Uklarhed. 1) Naar det i ,,Forhandl. ved det 5te skandin. Naturforskerm.” (1847) S. 542 hedder, at denne Grønsandsdannelse ses blottet paa en Stræk- ning af 6000 Fod, maa det hidrøre fra en Trykfejl; thi jeg ledsagede Forchhammer paa denne Undersøgelsesrejse, og havde derved Lej- lighed til at se Formationens Udstrækning, forsaavidt den .dengang var bekjendt. 2) Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige" af Ørsted og Esmarch, 1820, S. 56. ist ele slet fer bal Me FEE SEERE SE) ø Lee d 3 Lejringsforholdene. Då denne Grønsandsdannélse kun havde en ringe Udbredelse i Dagen og ikke frembød nogen Lejlighed til, at man kunde studere dens Lejringsforhold hverken til Saltholms- kalken i Partiet mod. Nord omkring Kjøbenhavn, eller til Lim- stenen, Faxekalken og Skrivekridtet, Syd derfor i Stevns, var det meget vanskeligt at bestemme dens rette Plads i Kridtformationen. Det låa nær at parallelisere den med Grønsandet paa Bornholm, og at tænke sig, at de begge maatte være ældre end Skrive- kridtet, navnlig fordi man dengang ikke håvde iagttaget selv den ringeste Antydning af nogen Grønsandsdannelse ved den oven- nævnte Brøndboring i Saltholmskalken eller i det udmærkede Profil af vor Kridtformation i Stevns Klint. Forchhammer opfattede nu ogsaa Forholdet saaledes i Begyndelsen"), men da han i 1847 ved det skandinaviske Naturforskermøde første Gang gav en Frem- stilling af det ,,Nyere Kridt", henførtes begge Grønsandsdannelser dertil, eller med andre Ord, han betragtede dem nu som yngre end Skrivekridtet?). Dette støttede han paa de i Mellemtiden indvundne Resultater ved Brøndboringerne i Taastrup- Valby og Brøndbyøster, samt paa en i Forbindelse med daværende Hofjæger- mester Carlsen foretagen Undersøgelse af vandførende Lag i Byen Aashøj (/Q Mil SO. for ,,Skovhusvænget”), hvor der under, eller rettere sagt, i Saltholmskalken blev fundet to Sand- eller Gruslag, med Glaukonit, Hajtænder, Bryozoer og andre af Kridt- formationens Forsteninger, blandet med Rullesten af Flint, Granit og cambrisk Sandsten. Endvidere meddeltes ved samme Lejlighed de noget utydelige Faldvinkler i Lagene saavel af den løsere grøngraa og sandede Mergel (Grønsandsten), som af den fastere blaa- graa Kalksten (Grønsandskalk), idet de angaves at være: . 22" SO. (vestligst); 11? 80.; 39 80. t. 8$.; 5? SSO. (østligst), eller at have i det Hele taget et sydostligt Fald ind under den i denne Retning optrædende Saltholmskalk og Limsten. Sandlagene 2) Arne over det Kgl. D. Vidensk, Selsk. Forhandl.'' for 1843, S. 2—3. 2) Anf. St. S. 538. & ' så + ved Aashøj betragtedes som Grønsand, og ved at combinere Iagt- tagelserne, der vare gjorte paa forskjellige Punkter, antoges der- efter Rækkefølgen åt være, regnet fra oven nedefter, i Stevns: mellem Kjøbenhavn og Kjøge: Limsten. Saltholmskalk. Faxekalk. Sort Ler (Lellinge). Fiskeler. " Grønsandsten. Skrivekridt. Skrivekridt. Ogsaa i hans senere Arbejder") fastholdés nu den Anskuelse, at Lellinge Grønsand hører til det ,,Nyere Kridt", at det er samtidigt med det bornholmske Grønsand og ældre end Saltholmskalken, eller paa sine Steder indlejret deri. Om Rig- tigheden af det første Resultat kan der ikke være den ringeste Tvivl, hvad derimod de sidste angaar, da har jeg ikke kunnet slutte mig til denne Opfatning, der ikke syntes mig tilstrækkelig begrundet, uden dog at have været istand til at paavise det Urig- .tige i. denne Grønsandets Stilling til Saltholmskalken, da, som " allerede tidligere berørt, de hidtil iagttagne Lejringsforhold ved Lellinge ikke egnede sig til ret at klare Spørgsmaalet. Kammerherre Carlsen til Gammelkjøgegaard, der altid har i viist en levende Interesse for de geologiske Forhold i Danmark, rettede ifjor en Opfordring til mig om, at vi skulde søge at finde Rede i denne Formations Lagstilling ved at faa foretaget nogle Boringer, hvilket jeg naturligvis med Glæde gik ind paa, især da " jeg af ham fik Oplysning om, at Bestyrelsen af Vallø Stift, paa hvis Ejendom ,,Skovhusvænget”" ligger, beredvillig vilde stille de nødvendige Midler til vor Raadighed. Det var tillige vor Agt at forbinde dermed en fornyet Undersøgelse af de vandførende Lag ved Aashøj; men uagtet vi endnu ikke have havt Lejlighed til at udføre dette, er der dog ikke derfor nogen Grund til at opsætte 1) Oversigt over det Kgl. D. V. S. Forhandl.” for 1851, S. 69, og 1852, S. 189, samt ,,Porhandl. ved Naturforskermøderne'", 1860, S. 785, og 1863, $, 34. . Meddelelsen af Resultaterne af de nu tilendebragte Boreforsøg, der egentlig danne et afsluttet Hele for sig. Artesiske Boringer, hvad enten de foretages i Si Keekmetsn mationens Ler- og Sandlag eller i de andre Formationers fastere Stenarter, pleje at være forbundne med såa betydelige Omkost- ninger, åt de kun undtagelsesvis kunne anvendes til at løse geo- gnostiske Spørgsmaal, og ved de Boremethoder, der i de senere Aar ere bragte i Anvendelse hos os efter en stor Maalestok, er det videnskabelige Udbytte, der kan vindes derved, meget formindsket, eftersom man nu i Reglen maa nøjes med at undersøge det fine Bore- mel, som ovenikjøbet ofte kan hidrøre fra forskjellige Lag. Af de Hundreder af Boreprøver, som Museet har modtaget i Aarenes Løb fra alle Dele af Landet, have de færreste kunnet anvendes til at … lære Jordlagene nøjagtigt at kjende, nærmest dog fordi man ikke i Borejournalerne kan finde alle de Oplysninger, der ere nødven- dige for at uddrage paalidelige Slutninger angaaende Lagenes virkelige Beskaffenhed. Naar man derimod kan faa opgivet den Tid, hvori der er arbejdet med Mejslen, og sammenligner den med den i samme Tid opnaaede Dybde, kan dette benyttes til at be- dømme de enkelte Lags Haardhed, og tjene til at controllere de ved Undersøgelsen af Boremelet erholdte "Resultater. . Ved vore Forsøg havde vi det i vor Magt at skaffe os alle de derhen hørende Oplysninger, navnlig ved godhedsfuld Assistance af Skovrider Holck, der boer tæt ved ,,Skovhusvænget”, og da vi tillige benyttede saagodtsom udelukkende den ældre Boremethode, ved hvilken der erholdes ikke ganske smaa Brudstykker af Lagene, blev det os derved muligt med fuldkommen Sikkerhed at bedømme de gjennemborede Stenarters Beskaffenhed. Da vi foretoge Borin- gerne i selve Aalejet, hvor Grønsandstenen ér faststaaende, undgik vi at maatte trænge ned igjennem Rullestensformationens 30—40 Fod mægtige Lag, som vilde have fordyret Boringerne betydeligt, uden'at der derved vilde være vundet nogetsomhelst. Efterat have foretaget de tre første Boringer i den Del af Kjøge Aa, hvor Grønsandstenen ses blottet (Boringen Nr. I om- 6 trent i Midten, II ved det østligste og IM ved det vestligste Punkt), rykkede vi 1400 Fod vestligere (IV), og da vi ogsåa her traf Grønsandstenen, forlagdes Boringen til et Punkt, der ligger 4600 Fod derfra imod NV. (V), og sluttedes paa et Sted (VD, der ligger omtrent 10000 Fod Øst for Grønsandspartiet ved Nr. II. Derved tilvejebragtes de paa Tavle I fremstillede Profiler, hvoraf Fig.1 giver en Oversigt over Lejringsforholdene i hele det om- handlede Terræn, der har en Udstrækning af omtrent 18000 Fod fra VNV.—OS0., medens Fig. 2—7 vise i Detail baade Dybden, man er naaet til paa hvert enkelt Punkt, og de gjennemborede Lags Beskaffenhed, og jeg skal nu her meddele de ved Boringerne erholdte Resultater. , Allerede ved den første Boring havde vi Lejlighed til at se, at Grønsandsdannelsen bestaar fortrinsvis af den løsere Varietet, den kalkholdige, graagrønne og gulagtige Sandsten med under- ordnede fastere Lag af en uren blaagraa Kalksten, hvori atter fore- kommer mer eller mindre kiselrige Partier, der svare til Flinten i Limstenen. I enkelte Lag er den førstnævnte Sten saa blød, at den snarest maa betegnes som leret Sand, og indeholder en stor Mængde Foraminiferer. Grønsandstenen, der påa dette Sted havde en Mægtighed af 16 Fod under Aaens Bund, hvilede paa et 4 Fod mægtigt Lag af tæt Saltholmskalk, der inde- holdt en Del Flint. Derunder fandtes atter blød Limsten med tvende 6 Tommer tykke Lag graa Flint, og Boringen standsedes, da man var kommen 20 Fod ned i denne Stenart (36 Fod under Bunden af Kjøge Aa), eftersom der var Grund til at antage, at Limstenen vilde fortsættes med temmelig uforandret Charakter, maaske endog til en Dybde af over 100 Fod. At indlade sig paa en Undersøgelse heraf, laa udenfor den lagte Plan. Heraf fremgaar altsaa, at Saltholmskalken paa dette Sted ikke ligger øver, men under Grønsandstenen, hvilket yderligere bekræftedes ogsaa at være Tilfældet paa de andre Steder 1 ,,Skovhusvænget” ved Boringerne II, II og IV. Grønsandstenens nedre Grændse mod Saltholmskalken ligger ved IV. II. I. IL. ; 35 26 27 30 Fod over Havet, og da Afstanden mellem IV og II udgjør 3400 Fod, er man be- rettiget til deraf at drage den Slutning, at Grønsandstenens Lag maa være aldeles vandrette, i det Mindste kan der ikke paavises noget Fald mod OSO. Da det nu var godtgjort, at den fortsætter sig længere mod V., end man tidligere havde havt Lejlighed til at iagttage, var det naturligvis ønskeligt åt udvide Undersøgelsen endnu længere i denne Retning, énd der oprindelig var paatænkt, skjøndt man her maatte være forberedt påa maaske først at maatte trænge ned igjennem Rullestensformationens løsere Lag. Der valgtes en Lavning ved Spanager (V), hvor Kjøge Aa har udgravet et Leje, men ikke saa dybt som i ,,Skovhus- vænget". De øvre Lag vare: 4 Fod Grus, 10. — kalkholdigt Rullestensler, 3 — graat Rullestensler, 5 — Rullestensgrus, der indeholdt de almindelige Stenarter, blandet med en stor Mængde Grønsandsten og Grønsandskalk, der lod formode, at man nærmede sig den faststaaende Grønsandsdannelse, hvilket ogsaa bekræftedes, idet der derunder fandtes: 1/2 Fod Grønsandsten med Flint, 1172 — løsere Grønsandsten, — 2lig — Grønsandsten med noget Grønsandskalk. Formationens Tilstedeværelse her var altsaa beviist, men da Stedet ligger udenfor Vallø Stifts Omraade, ansaa vi os ikke berettigede "til at føre Undersøgelsen videre, og som Følge deraf blev Salt- holmskalken og Limstenen ikke naaet, uagtet der ganske vist var stor Sandsynlighed for, at Grændsen mellem Grønsandsten og Salt- holmskalk ikke kunde ligge måget dybere og vilde maaske være naaet ved at have fortsat Boringen et Par Dage til. De bevilgede Midler vare nærved at slippe op, og hidindtil havde vi saagodtsom 8 udelukkende rettet Undersøgelsen imod Vest, saa at det var paa . Tide at faa besvaret det andet Spørgsmaal, der stod tilbage, nemlig om ikke muligvis Grønsandet ogsaa kunde udbrede sig i den modsatte Retning. O8S0O. for Borehullet Nr. II ligger de saakaldte ,,Limgrave", hvor der, som Navnet antyder, engang i Tiden har været brudt Kalksten"), men som nu ere såa'bevoxede med Græs og Plantninger, at Kalkstenen kun ses i den nederste Del af Aabrinken. Den- be- staar her af Saltholmskalk, og det er netop dette i Forbin- delse med Grønsandstenens formodede Fald i sydostlig Retning, der har givet Anledning til den Formening, at Saltholmskalken skulde være yngre end Grønsandsdannelsen, - istedetfor at det Omvendte finder Sted. Man er paa dette Punkt allerede: kommen udenfor Grændsen for Grønsandstenen imod Øst, idet den, som Profilet (Fig. 1) viser, kiler sig ud hen imod ,,Limgravene", hvor Randen findes af det flade Bassin, hvori Grønsandet er afsat. Den under- liggende Saltholmskalk hæver sig ved ,,Limgravene" noget højere" end i den øvrige Del af Partiet. Endnu længere mod Øst optræder i Aabrinken ved Lellinge Mølle Limsten, hvorefter der ikke ses noget Spor af faststaaende Stenarter paa den øvrige Strækning af Kjøge Aa. Omtrent midt- vejs mellem Lellinge Mølle og Kjøge foretoges den sidste Boring (VI), ligeledes tæt ved Aaen paa et. Sted, der kun ligger 15 Fod over Havet. De øvre Lag vare: 4 Fod Muld og Sand, 6 — gult Rullestensler, 3 — graat — i 9 -— Sand med mindre Sten, 10 — grovt Grus. I det sidste Lag fandtes mange Rullesten af mørk Flint og Kalk- 7) Stiftsforvalter Finsen Er meddelt mig, at dette skal være sket for godt 100 Aar siden, da Kalkstenen benyttedes til dermed at opføre Ny Lellingegaard. ; g sten, men ingen Grønsandsten. I denne Dybde (32 Fod under Jordsmonnet, 17 Fod under Havets Overflade) naaedes Lim- stenen, der bestod af meget løs Bryozokalk med lidt Flint dybere nede. Efter de i det vestligere Parti gjorte Iagttagelser over Lej- ringsforholdene mellem Grønsandstenen, Saltholmskalken og Lim- stenen kunde det anses for sikkert, at den første ikke fandtes her, hvortil kommer, at tidligere foretagne Boringer i og ved Kjøge havde ført til samme Resultat. Den Afskuring, som Kridtformationen har været udsat for i Glacialperioden, har' naturligvis i høj Grad forandret dens oprinde- lige Overflade, idet der af denne er bortskaaret saameget desto større Masser, som Lagenes Modstandskraft har været ringere, eller eftersom det enkelte Punkt påa Grund af Belig- genheden har været mere udsat for Angreb af Isen og de ved den bevægede Sten- og Grusmasser. Dette ser fan be- kræftet saagodtsom allevegne, hvor Kridtformationen er blottet, og efterat man nu har lært Lejringsforholdene i det ,,Nyere Kridt" ved Kjøge Aa at kjende, er det let at forstaa, hvorfor Kridtfor- mationens Overflade i dette Parti frembyder saa stor Forskjellighed i de der optrædende Stenarter. De øvre Lag af det ,,Nyere Kridt" ere nemlig her bortskaarne til en større Dybde i samme Forhold, som Punktet har en østligere Beliggenhed, og Aarsagen til at Grønsandsdannelsen i ,,Skovhusvænget" og Vest derfor i Retningen af Spanager tildels er bleven skaanet for den Ødelæggelse, der har ramt de østligere Partier, skyldes det lille Parti af fastere Salt- holmskalk ved ,,Limgravene", der under Afskuringen har værnet for det Vest derfor liggende Grønsandsbassin i ,,Skovhusvænget". Ligeledes maa Grunden til at det midterste Parti her rager op til en noget større Højde, end baade Øst og Vest derfor, ålene søges i den Omstændighed, at Grønsandstenen paa dette Sted har havt et beskyttende Dække af fast Grønsandskalk, hvoraf der endnu findes et Lag paa 21 Tommers Mægtighed. Dens Overflade har en Mængde Skurstriber, der gaa fra ONO. til VSV., som viser i hvilken Retning Afskuringen er foregaaet. Overfladen af. det 10 Nyere Kridt" (se Fig. 1) danner fra dette Punkt et Skraaplan med ringe Heldning mod Øst, i hvilken Retning man træffer først yngre, senere ældre Lag. I ,,Skovhusvænget" naaer Grønsandet til —+ 45'") (over Havet) Ved ,,Limgravene"" — KSaltholmskalken —+- 40' — — — Lellinge Mølle — Limstenen + 20' — — — Boringen VI — — — 22' (under Havet) — Kjøge træffes Kalksten (uvist hvilken) — 40' — — ” I det Foregaaende er omtalt, hvorledes Grønsandsdannelsen ved Lellinge indtager et betydeligt større Omraade mod Vest, end man tidligere kjendte, og tvende i Efteraaret 1875 foretagne Bo- ringer ved Sprettingegaard og Sophiendal, omtrent 2 Mil Syd for »Skovhusvænget"', have bragt det uventede Resultat, at ogsaa der findes en Grønsandsdannelse umiddelbart under Rullestensformationens Ler- og Sandlag. Terrænet har en Højde af 130—140 Fod over Havet, og Grønsandstenen naaedes paa det førstnævnte Sted i en Dybde, der svarer til 68 Fod, paa det sidstnævnte Sted til 69 Fod over Havet, og ligger altsaa i samme Højde, uagtet disse to Steder ere fjernede omtrent 3/4 Mil fra hinanden. Efter en Meddelelse fra Brøndgraver Olsen i Kjøge har han allerede i Aaret 1858 .truffet Grønsandsten ved Tureby, 1 Mil Øst for Sophiendal, 52 Fod under Overfladen, hvilket svarer til en Højde af 8 Fod over Havet, saa at det ,,Nyere Kridts" Overflade danner her en i østlig Retning skraanende Flade, ligesom i Kjøge-Partiet.. Man maa herefter an- tage, at Formationen indtager et meget stort Fladerum i denne Egn og naaer op til lidt større Højde end i Partiet ved Spanager og Lellinge (henholdsvis 39 og 45 Fod), men hvorvidt disse to Partier danne et sammenhængende Hele eller ikke, er det for Tiden ikke muligt at danne sig en bestemt Mening om. I Forcihammers før omtalte Afhandling om det ,,Nyere 1) De angivne Højder ere bestemte ved et Nivellement paa Grundlag af Generalstabens Maalinger. 11 Kridt" anføres)”, at Grønsandstenen er dækket af sort, nogen= lunde plastisk Ler med Nyrer af graa, meget uren Kalksten"”, som det ikke er lykkedes mig at gjenfinde i Aabrinkerne, hvor Forchhammer maa have set det. Derimod har man ved Bo- ringerne paa to Steder (paa 5 Fods Dybde ved Nr. I og 13 Fod under Grønsandstenens Overflade ved Nr. V) truffet Lag, der omtrent svare til ovennævnte Betegnelse, og som jeg maa antage ere dan-" nede ved at Vandet, der har passeret igjennem den løsere Grøn- sandsten, har opløst dennes Kalk-Bindemiddel, hvorved då de andre Bestanddele ere efterladte tilligemed de tættere ;og mindre let op- løselige kisel- og kalkrige Knolder. Derefter vil altsaa hint Ler- lag, forudsat at det har den her antydede Oprindelse, ikke kunne betragtes som yngste Led af Grønsandsdannelsen, men som et,. såa at sige, tilfældigt og underordnet Lag i samme. " Det omtalte Lerlag, der skal være set hvilende påa Grøn- sandstenen i »Skovhusvænget'", kan nemlig ogsaa have været den dybeste Del af Rullestensleret, hvori der paa et enkelt Sted har været indblandet en Del knust Grønsandsten med de den led- sagende Knolder, der har givet det en mørkere Farve i fugtig Tilstand. Hvor jeg har havt Lejlighed til at undersøge Forholdet, har Grønsandstenen været dækket af almindeligt graat Rullestensler. Af andre Punkter, hvor denne Formation- er iagttaget fast- staaende her i Sjælland, maa nævnes Tune. Ved en Brøndgravning i Aaret 1858 fandt man her en Sten af samme Beskaffenhed som ved Lellinge, og de iagttagne Lejringsforhold vare følgende: 26 Fod gult og graablaat Rullestensler,. 14 — mørktfarvet Rullestenssand, "20 — grøngraa Sandsten, 4 — Flint, 4 — gulagtig Kalksten og É 12 — hvid Kalksten”), | Anf. St. S. 541. ”" 2) I Forhandl. ved Skand. Naturforskerm.” 1860, S. 786, er Mægtigheden af disse Lag angivet i Fed istedetfor Alen. 12 Den gule Kalksten antoges af-Forchhammer for at være Faxe- kalk, men at dømme efter den her i Museet opbevarede Prøve, kunde jeg være mere tilbøjelig til at henregne den til en af Jern- ilte farvet løsere Saltholmskalk eller Limsten, da der ikke findes ” moget Spor af. Koraller i samme. I ethvert Tilfælde er det af- gjort, at den, saavelsom den underliggende hvide Kalksten, maa henregnes til ,,Nyere Kridt" og ikke til Skrivekridt, og Over- ensstemmelsen mellem Lellinge- og Tune-Grønsand giver sig til- kjende ved, at det øvre Lag her ogsaa bestod af den tætte Grøn- sandskalk med tydelige Skurstriber. Uheldigvis er deres Retning ikke bleven maalt. Det er jo muligt. at -Grønsandsdannelsen, som det yngste Led af det ,,Nyere Kridt", oprindelig har dannet et sammenhængende Dække over Saltholmskalken, og at den ved Isens nedbrydende Virksomhed er bleven fjernet, hvor den ikke indeholdt Partier af den faste Grønsandskalk, hvoraf Følgen: maatte være, at der paa saadanne Steder nu kun findes Saltholmskalk eller Limsten umid- delbart under Rullestensformationen. Hverken ved Kagstrup (Carl- strup), %/a Mil S. for Tune, eller ved Baldersbrønde, 1 Mil NNO. for Tune er der iagttaget nogen Grønsandsdannelse over Saltholms- kalken. At Grønsandstenen kan optræde pletvis, har man et Exempel paa her i Kjøbenhavns nærmeste Omegn, hvor der ved Vodroffgåard, 31 Fod under Overfladen, findes et kun 1'/2 Fod mægtigt Lag af denne Stenart, hvilende paa flintrig Saltholmskalk. Vi have ogsaa et indirekte Bevis for Formationens større Udbre- delse og Mægtighed før Istiden, end efter denne, i den Mængde baade større og mindre Blokke af Grønsandsten, der ére indlejrede i Rullestensleret og Rullestensgruset paa nogle Steder i Sjælland, f. Ex. ved Hovedgaarden Svenstrup i Nærheden af Borup Jernbane- station, og i Klintebjerg ved Nykjøbing; men saalænge man ikke har flere og bedre Iagttagelser over Skurstribernes Retning i den østlige Del af Sjælland, er det ikke muligt nærmere at angive, fra hvilket Parti de stamme, eller at kunne benytte dem til .Vejled-- 13 ning for, hvor man skal søge Formationen faststaaende udenfor de alt kjendte Punkter. i Det er vel bekjendt, at de forskjellige Kalkstene i vor Kridt- formation have omtrent samme chemiske Sammensætning, og ere kun forskjellige i Henseende til Dannelsesmaaden og den deraf be- tingede ulige Tæthed. Især gjælder dette Skrivekridtet, Faxekalken, Limstenen og den tætte, hvide eller graahvide Saltholmskalk, der alle kunne betragtes som næsten ren kulsur Kalk, i Reglen uden Indblanding af Sand og Ler. I de yngre Lag af det ,,Nyere Kridt" forandres nu dette Forhold, saa at der allerede i de gulfarvede og løsere Lag af Saltholmskalken findes en 3—5 % af disse Stoffer"), men »Mængden af Sand, Ler, Jernilte, osv. tåger til i en meget betydelig Grad i Grønsandsdannelsen ved Lellinge, hvor ligesom i Saltholmskalken en renere og mere tæt Kalksten optræder i Vexel- lejring med en mere uren og sandet. I hele vor Kridtformation fra Skrivekridtet til Grønsandsstenen er der en gradvis Overgang fra Dybvands- til Lavvandsdannelser, der er knyttet til en successiv Hævning af Havbunden, og i de sidste tiltager derfor, - efter- haanden som vi komme op i de yngre Led af det ,,Nyere Kridt", Mængden af de i Kalkstenen indblandede Bestanddele, der ere skyllede ud i Havet fra det hævede Land langs den daværende Kyst. Man overskuer lettest denne Overgang ved en Sammen- stilling af Hovedbestanddelene i de to yngste Led: Saltholmskalken og Grønsandstenen. ; Saltholmskalk, | Grøn- Grøn- ds- san! ” hvid, gul | kalk, sten, | krystallinsk, | og løsere. || blaagraa. | -gulhvid. Uopløselig iSaltsyre (Sand, Ler) 0.51 3.01 9.cv 40.76 Lerjord, Jerntveilte (phosphor- ? op rage ET) 3 ME le egn: 0.20. 0.88 1% 2.20 Kulsur Kalk og Magnesia... 99.29 96.11 8918 | 510 1) 8. ,,Om Faxekalken ved Annetorp i Skaane" i Oversigt over det K. D. V. 8. Forhandl. 1866, S. 268. 14 Som det heraf vil ses, er i Grønsandsdannelsen den krystallinske Saltholmskalk repræsenteret af Grønsandskalken (en Art Cementsten), og den løsere Saltholmskalk af Grønsandstenen. Grønsandstenens Yandføring. I en Afhandling om Grønsandet i Danmark 1) hår jeg henledet Opmærksomheden paa det, efter min Formening, Urigtige ng at de vandførende Sand- og Gruslag, hvorfra de artesiske Kilder i Kjøbenhavns Nærhed blive forsynede med Vand, ere kaldte Grønsandslag, fordi de ere blevne ansete for at være samtidige med den ved Lellinge forekommende Dannelse. Vel kan der være større Sandsynlighed for at finde vandførende Lag i en Formation, end, i en anden , men man kan ikke drage nogen- somhelst Slutning om et Lags Dannelsestid, som f. Ex. at det skulde tilhøre Grønsandsdannelsen, fordi det er vandførende. Dette vil bedst fremgaa af følgende almindelige Betragtninger, vedrørende disse Lags Egenskaber og Oprindelse. For at et Lag skal kunne betegnes som vandførendé, er det nødvendigt, at det maa håve en saadan Beskaffenhed, at det atmo- sphæriske Vand kan passere derigjennem med nogenlunde Lethed, og denne Betingelse findes navnlig ved alle Grus- og Sandlag, naar blot ikke Sandkornene ere for. fine, da Størrelsen af Mellem- rummene og som Følge deraf den livligere Vandbevægelse retter sig derefter. Dernæst er det nødvendigt, at et saadant Lag maa have stor Udstrækning og Mægtighed, hvis der uafbrudt skal kunne strømme en stor Vandmængde til Kilden. De to her nævnte Betingelser ere opfyldte ved nogle Grus- og Sandlag, der findes i de øvre Lag af Saltholmskalken, men navnlig paa Grændsen mellem Rullestensleret og Saltholmskalken i Partiet fra Kjøbenhavn hen- imod Roeskilde. og Kjøge.. Da endvidere Saltholmskalken nær Over- fladen ofte indeholder mange grønne Korn af Glaukonit, hovedsage- lig et Hydrat af et Lerjord- og Jernforiltesilikat, ville saadanne dels ved Isens Sønderbrydning af de øvre Kalklag, dels ved det 7) Beretning om den 12te danske Landmandsforsamling (1872), S. 126. , F 15 kulsure Vands Evne at kunne opløse kulsur Kalk, blive efterladte og indblandede i Rullestensgruset og Rullestenssandet; men Tilstede- værelsen af Glaukonitkornene i disse Lag afgiver ikke noget Bevis for, at de tilhøre Grønsandsdannelsen. De ere tvertimod yngre end denne, og måa henregnes til Glacialformationen. Indtil den seneste "Tid havde man ingen Iagttagelse af, at Grønsandstenen ved Lellinge var våndrig, hvilket jeg ogsaa har omtalt i den nævnte Afhandling. Jeg blev derfor i høj Grad over- rasket ved at se Vandet stige op af alle Borehullerne i ,,$kov- husvænget", og uagtet Stighøjden kun var 21 Tommer over Aaens Vandspejl, var det dog derved hævet over al Tvivl, at den sjæl- landske Grønsandstens mere sandede Partier: kunne være vand- førende, ligesom Grønsandet paa Bornholm, om de end ikke i Henseende til Vandmængden kunne maale sig med de vandrige Grus- lag i den dybeste Del af Rullestensformationen. De af Borehul- lerne udstrømmende Vandmængder udgjorde i August og September Maaned 1875: if Borehillet Neo FE 150 9 600 Tdr. i Døgnet, — Nes li 08 550 — — — Nravs sd26 co 420 — — naar Udløbsrørets Munding var 9 Tommer over Vandspejlet i Aaen. Ved Borehullet Nr. I, som er anbragt i selve Grønsandstenen, der danner Aaens Bund, var-det paa Grund af Revner i Stenen ikke muligt at faa Røret tæt, såa at den maalte Vandmængde, 160 Tdr., aabenbart er for ringe. "Vandets ubetydelige Stighøjde, uagtet Borehullernes Mundinger ligge 30—40 Fod lavere end det omgivende Terræn, maa nær- mest have sin Grund i, at der er Lejlighed for det tilstrømmende Vand at afledes paa flere Punkter i det af Aaen blottede og gjen- nemskaarne Grønsandsparti.. Det underjordiske Vandspejl, der ved de forskjellige Borehuller ved Aaen varierer fra 42—56 Fod over Havets Overflade, hæver sig derfor, naar man fjerner sig fra den dybe Udskjæring, der er dannet af Kjøge Aa i ,,Skovhusvænget”. I en Afstand af 1600 Fod mod Syd er det 66 Fod over. Havet, 16 men naaer dog ikke Jordens Overflade. Ved den endnu sydligere beliggende Sprettingegaard påa 130 Fods Curven har man, som foran berørt, truffet Grønsandstenen 68 Fod over Havet, og efterat være trængt 30 Fod ned i denne, vår Vandets Stighøjde (det underjordiske Vandspejl) 106 Fod over Havet (24 Fod under Jord- overfladen). Ved Sophiendal, der ligger paa 140 Fods Curven, var det 104 Fod, eller 36 Fod under Jordens Overflade, altsaa ligesom ved Sprettingegaard. Denne Vandspejlets Stigen iagttoges ogsåa ved at bevæge sig imod NV.,. hvor det ved Spanager (Bo- ringen Nr. V) var 597fe Fod over Havet og 10Y9 Fod under Jords- monnets Overflade. Heraf vil man kunne se, at Vandtrykket i Sandstenslagene, der tilhøre det yngste Led af det ,,Nyere Kridt", ikke kan drive Vandet op til Overfladen paa de Steder, hvor man hidtil har truffet denne Formation, at endvidere det underjordiske Vandspejl sænker sig ned mod den dybe Indskjæring ved Kjøge Aa, og at Vand- føringen langtfra kan sammenlignes med den, der er iagttaget i Rullestensformationens' Gruslag paa Grændsen til Saltholmskalken. Disse Gruslag savnes i Lellinge-Partiet, og selv om de fandtes der, … vilde den løsere Grønsandsten ikke være såa godt et Underlag til at standse Vandets nedadgaaende Bevægelse som Saltholmskalken. Den sidstes Forekomst ved Aashøj samt gunstige Terrænforhold er Aarsagen til Vandrigdommen i de derværende Kilder, der i alle Hen- seender minde om dem, der findes V. for Kjøbenhavn og ved Godthaab i: Nærheden af Helsingør. Om nu Grønsandsdannelsen i Sjælland end ikke svarer til de Forventninger, man fra første Færd knyttede til den med Hensyn til Tilvejebringelsen af artesiske Kilder, har det dog en ikke ringe Betydning, at man har lært dens Udstrækning at kjende, og at man nu veed, at der i den findes vandførende Lag, som kunne naaes ved tilstrækkelig dybe Boringer. Der staaer… tilbage at undersøge Aldersforholdet mellem det sjællandske eg bornholmske Grønsand, navnlig med Hensyn til hvorvidt det er samtidige Dannelser eller ikke. Hvad nu Lejrings- 17 forholdene påa det sidstnævnte Sted angaar, da iagttages de tyde- ligst i Profilet langs Kysten ved Fiskerlejet Arnager (Fig. 8), hvor Juraformationens Sandlag og Skiferler umiddelbart overlejres af Grønsandstenen. Dennes Beskaffenhed vexler her en Del, idet den vel i Reglen er en noget kalkholdig Sandsten, men kan ogsaa gaa over til løst Sand, eller have et kiselholdigt Bindemiddel, saa at den faar nogen Lighed med Kvartsit. I denne Stenart er altid indblandet Korn af Glaukonit i større Mængde end i det sjællandske Grønsand, og i den dybeste Del, nær Juraformationens Grændse, er der et to Fod mægtigt Lag af Knolder, der i Bruddet have en brun og paa Overfladen en mørkegrøn Farve. De inde- holde en stor Mængde Sand og større Kvartskorn med et Binde- middel af phosphorsur Kalk og kulsur Kalk, såa at de nærmest kunne betragtes som phosphoritholdig Sandsten. I disse Knolder findes Brudstykker af Reptil-Knokler og Fiskehvirvler, og der er derfor Sandsynlighed for, at de have deres Oprindelse fra for- skjellige organiske Stoffer og maaske ogsaa fra Koprolither, der ikke, som i Juraformationen i England og andre Lande, have be- varet deres Form. Den phosphorsure Kalk har nemlig her, paa Grund af dens Opløselighed i kulsurt Vand, samlet sig i Sand- stenen i de nævnte Concretioner, der i Almindelighed have Stør- relse af et Hønseæg; dog, findes der baade mindre og større, og den største Museet er i Besiddelse af, vejer 61/2 Æ. Arnagerkalken, der optræder noget vestligere, ses vel ikke umiddelbart hvilende paa Grønsandstenen, men paa Grund af den sidstes Faldretning tør det anses for sikkert, at Arnagerkalken er det yngste Led i denne Dannelse. Det er én graahvid Kalksten (Pingels ,,Graakridt"), der indeholder 40—50 pCt. meget fint Sand og Glimmer, saa at den i saa Henseende staar påa Overgangen mellem Grønsandstenen og de renere Kalkstene i Kridtformationen. .…. Med Hensyn til Stenarternes Beskaffenhed er der ikke nogen stor Forskjel mellem Grønsandsdannelsen påa Bornholm og i Sjæl- land, og skjøndt Lejringsforholdene have godtgjort, at den første r yngre end Juraformationen, og den sidste yngre end Bryozokalk- Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 2 fg Lagene i det ,,Nyere Kridt", udelukkes dog heller ikke derved Muligheden af en Samtidighed. Tilstedeværelsen af de phosphorit- holdige Kmolder i det bornholmske Grønsandsparti lader dog for- mode, at vi her have at gjøre med en Formation, der er ældre end Skrivekridtet, men Spørgsmaalet kan kun besvares ad en anden Vej, nemlig ved Hjælp af Forsteningerne. Heldigvis har Universitetsmuseet fra begge Lokaliteter et ikke ubetydeligt Ma- teriale, der er erhvervet dels ved tidligere, dels ved de i de senere Aar foretagne Undersøgelser, og ved Slutningen af denne Afhand- ling vil findes en Fortegnelse derover, forfattet af Dr. phil. O. Mørch. Slægterne Belemnites og Scaphites ere ogsaa undersøgte af Pro- fessor Dr. Schliter i Bonn og beskrevne i ,,Die Belemniten der "Insel Bornholm" 1), Ved nu at sammenligne Forsteningerne fra de to Grønsands- dannelser, vil man se, at der er saa væsentlige Forskjelligheder mellem dem, at der aldeles ikke kan være Tale . om Samtidighed. Slægterne Belemnites, Scaphites og Inoceramus, der ere saa charak- teristiske for den egentlige Kridtformation, findes vel i den born- holmske, men aldeles ikke i den sjællandske Grønsandsdannelse, saa at hin maa være ældst, og denne Forskjellighed i Fau- naen maa tillægges en saameget større Betydning, eftersom det ikke er Dannelser, afsatte under ulige physiske Forhold, men de maa begge betragtes som Kystdannelser. 1 sin Beskri- velse af de paa Bornholm fundne' Belemnites og Scaphites har Professor Schliter henført det bornholmske Grønsand til den ældre Senon-Formation (,,Quadraten-Kreide"), og vel er det noget misligt at afgjøre en Formations Alder alene efter et Par deri forekommende Forsteninger, fordi de stemme overens med dem, der findes i en fjernt derfra liggende Formation i det nordlige Tydsk- land; men sammenholdes det Resultat, Professor Schliter er kommen til, med hvad vi nu vide om Lejringsforholdene, vil der neppe kunne indvendes noget derimod. Ved Boringen ved Aalborg 7) Zeitschrift d. deutsch. geol. Gesellschaft. XXVI. 8.827. (1874). Re. i 1872 er det nemlig godtgjort, at der under vort Skrivekridt findes en Kalksten af større Haardhed og meré uren end dette, og hvis Udseende minder meget om Arnagerkalken. Fuldstændig Vis- hed om, at det er Arnagerkalk, opnaaedes ikke, da Boringen maatte standses i en Dybde af 1272 Fod, inden man var kommet igjennem Laget og havde lært det Underliggende at kjende. Kun saameget er sikkert, at det er ældre end Skrivekridtet. Lejringsforholdene ved det sjællandske Grønsand ere nu, efter hvad .der i det Foregaaende er udviklet, saa tydelige, at der ingen Tvivl kan være om, at det er det yngste Led af det ,,Nyere Kridt", hvilket ogsaa bestyrkes ved de deri forekommende Dyre- levninger, og jeg kan ikke undlade at benytte Lejligheden til at fremkomme med et Par berigtigende Bemærkninger angaaende nogle Forsteninger i det ,,Nyere Kridt", der ikke ere uden Betyd- ning for den rette Opfattelse af denne Formations Stilling i Kridt- formationen i Almindelighed. Efterat Lyell i Aaret 1834 i Forening med Forchhammer havde undersøgt Kridtformationen i Danmark, meddelte han det følgende Aar Resultaterne deraf i ,,On the Cretaceous and Tertiary Strata of the Danish Islands of Seeland and Møen"!), og gav deri en Oversigt over Faxekalkens Fauna. Som nogle af dens mest Charakteristiske Former nævnes" Baculites Faujasii og Belemnites mucronatus, fælles for Faxekalken og Skrivekridtet, samt en Am- monit, hvoraf han slutter, at .Faxekalken maa være en umid- delbar Fortsættelse af det egentlige Skrivekridt, og gjør dog sam- tidig den Bemærkning, at der blandt alle Univalverne, hvoraf han havde undersøgt mere end 30 Arter, ikke fandtes en eneste, der forekommer i Skrivekridtet. "Hverken i den egentlige Faxekalk i Faxe Bakke, i Limstenen, Saltholmskalken, Blegekridtet eller det sjællandske Grønsand har man fundet de tre af ham anførte Forsteninger, "hvorimod der i »Faxelaget"' i Stevns Klint, som nærmest maa betragtes som det 7) Transact. of the geol. soc. of London. See. Ser. V. $, 248. > yg 20 ældste Led af det ,,Nyere Kridt", rigtignok forekommer Baculites Faujasii og en Scaphites. Forsaavidt man altsaa paa dem vil basere en Lighed mellem det -,,Nyere Kridt" og Skrivekridtet, maa den indskrænkes til alene at gjælde ,,Faxelaget", der kun er adskilt fra Skrivekridtet ved et tyndt Lag ,,Fiskeler". Muligvis vil man i Dybden af Faxe-Bakke træffe »Faxelaget" med de nævnte Cephalopoder, men hidindtil har der ikke viist sig nogen- somhelst Forandring i denne Koralklippes Dyreliv, uagtet Kalk- stenen der nu er undersøgt til en større Dybde og i videre Om- fang end tidligere. Man faar derfor en mindre rigtig Forestilling om Faxekalkens Fauna, naar den slaas sammen med ,,Faxelagets", der paa Grund af Lejringsforholdene i Stevns snarere bør betragtes .som et ældre Led. Naar Lyell endvidere anfører, at der i Faxekalken findes Belemnites mucronatus (Belemnitella mucr.), da maa dette bero paa en Fejltagelse; thi denne Forstening vides ikke nogensinde at være fundet i en eneste af det ,,Nyere Kridts" Dannelser-lige fra »Fiskeleret" til Lellinge Grønsand. Jeg er fuldkommen overbevist om, at Lyell ikke kan have taget den in situ, men har rimelig- vis: modtaget den af Arbejderne i Faxe Gruber sammen med de af dem indsamlede Faxeforsteninger, — hvad der ogsaa er hændet mig, — og han har ikke tænkt paa Muligheden af, at den kunde hidrøre fra det overliggende Rullestensler. Dette overtydes man let om ved at lægge Mærke til, at Alveolus-Aabningen altid bærer Minder deraf ved det deri siddende Ler. Lyell's Meddelelse om, at Belemnitella mucronata er fundet i vort ,,Nyere Kridt". citeres næsten hos alle senere . Forfattere"), der have beskjæftiget sig dermed, fordi der aldrig er nedlagt en bestemt Indsigelse derimod). 1!) A. d'Orbigny: ,,Note sur les fossiles .de Vétage danien" i Bull. d. la soc. géol. de France, 2me Série, VII, $. 127 (1850); Binkhorst: Esquisse géologique des couches crétacées du Limbourg, S. 130 (1859), saavelsom derefter hos Naumann, Bronn, Quenstedt, Fischer- Benzon 0. fl. 2) Kun i den første Afhandling om det sjællandske Grønsand i ,,Oversigt" 0.8. v. for 1843, S,2, nævner Forchhammer i Forbigaaende, at der 21 Slægten Belemnitella anses for en af' de mest charakteristiske Forsteninger i det egentlige Skrivekridt, og for Påriserbassinets Vedkommende betegner Hébert netop Forskjellen mellem 6te og 7de Etage, ved at den findes i hin (la craie å Belemnitella qua- drata et B. mucronata), men mangler i denne (la craie supérieure)!). Naar man altsaa vil anstille en Sammenligning mellem de øvre Lag af Kridtformationen i Belgien og Frankrig (Craie tufeau og Calcaire pisolithique) og vort ,,Nyere Kridt", er det i høj Grad vildledende, at Belemnitella mucronatå saa ofte er bleven citeret som hjemmehørende i-den sidste Formation, hvori dén slet ikke forekommer, medens den derimod findes selv i de yngste Lag af Craie tufeau ved Maestricht. Denne urigtige Angivelse har des- uden bidraget til, at enkelte Geognoster kun have villet opfatte vort ,,Nyere Kridt" som en umiddelbar Fortsættelse af Terrain sénonien. Bibeholdelsen af den af Forchhammer i Aaret 1847 foreslaaede Benævnelse ,,Nyere Kridt" (Desor's terrain danien)?”) for den Del af Kridtformationen her i Norden, der er yngre end Skrivekridtet, og som han opfattede som en selvstændig Etage, er ikke alene berettiget i Lejringsforholdene, men navnlig i at den er fuldstændigere udviklet her i Danmark end andetsteds. Hvad der endvidere giver denne Formation en ikke ringe Interesse er, at Overgangen fra Kridttiden til den tertiære Tid er saa overordentlig tydeligt afspejlet igjennem dens forskjellige Led. Jeg skal nu i Korthed fremsætte Hovedresultaterne af det her Meddelte, nemlig 1) at de vandførende Lag ved Aashøj og i Partiet V. for Kjøbenhavn ikke tilhøre den sjællandske Grønsandsdan- nelse, men Rullestensformationen, især den Del af samme, der ligger paa Grentsee til det ,,Nyere Kridt". ikke er fundet hverken Belemniter eller Ammoniter i denne Forma- arge men forbigaar det derimod aldeles i de senere såe an ikke synes at have lagt videre Vægt derp nå Bull d de la soc. géol. de France, XXIX, $. 447 1872). ?) Smstds. IV, S. 179. ; 22 2) Lellinge Grønsand' er det.yngste Led af vort »Nyere Kridt" og hviler paa Bryozokalk (Saltholmskalk. og Limsten), men ikke omvendt. Ved Havbundens successive Hæv- ning er der fra nærliggende Kyststrækninger tilført Sand og Ler, Stoffer, der ellers ére saa at sige fremmede for de ældre Led af vor Kridtformation. Disse Indblandinger findes i størst Mængde i det yngste Led, Grønsandstenen, hvori tillige Bryozoerne, der have spillet saa stor en Rolle ved Dånnelsen af de egentlige Kalk- stene, træde stærkt i Baggrunden, hhv orne der endnu forekommer mange Foraminiferer deri. 3) Paa de Steder, hvor man er trængt igjennem denne Grøn- sandsdannelse, har den ikke havt nogen meget bety- delig Mægtighed, hvilket, i Forbindelse med at den er det øverste Lag, er Grunden til at den påå mange Steder. er fuld- stændig forstyrret i Istiden, såa at den underliggende Bryozo- kalk er bleven blottet og overlejres nu påa saadanne Steder umiddelbart af Rullestensformationen. 4) Ved de senest anstillede Undersøgelser har det sjæl- landske Grønsand viist sig at være vandførende, dog har Vandets Stighøjde hidtil ikke naaet Jordsmonnets Overflade, ligesom Vandmængden heller ikke kan maale sig med den, der er iagttaget i de ovennævnte Sand- og Gruslag. 5) I det ,,Nyere Kridt" findes hverken Belemni- tella, Åmmoniter eller Inoceramus. Kun i ,,Faxelaget" i Stevns Klint, der snarest maa betragtes som ældre end Faxe” kalken, forekommer Baculites og Scaphites, hvorved det danner en Overgang fra Skrivekridtet til de øvrige Led af det ,,Nyere Kridt". 6) Det bornholmske Grønsand er ikke blot ældre end det sjællandske, men tilhører endog en lavere Etage end Skrivekridtet, svarende til den ældre Afdeling af Senon-For- mationen (»Quadraten - Kreide") i ver Grund af at der deri fore- kommer: || 23 like: westfalicus, Schlit. Scaphites inflatus, Roem. — … binodosus, Roem. Inoceramus Brongniarti, Sow. — Cuvieri, Sow. ; medens Belemnitella mucronata vel forekommer deri, men yderst sjeldent. B. westfalicus er kun fundet i-Grønsandstenen. Naar vi se bort fra det i Jylland forekommende Blegekridt, der er en uren og finkornet Varietet: af Saltholmskalk og Limsten, bliver altsaa Rækkefølgen af alle Lagene i vor Kridtformation, regnet fra oven nedad: Grønsand. Saltholmskalk. | neting Limsten. Faxekalk og Limsten. Faxelaget. Fiskeler. Faxe. »Nyere Kridt" (Danien), uden Belemn. mucronata. Stevns og Yngre Senon-Formation med Belemn. mucronata. Ældre Senon-Formation f( Arnagerkalk. Bor holk med Belemn. westfalicus. Grønsandsten. Skrivekridt. 24 Fortegnelse Forsteningerne i Kridtformationen påa Bornholm. Af Dr. 0. Mørch. .- Arn. hetetek vuberdel vynmts ved Årnag Grs. Grønsandstenen: Naar Sa Lokalitet angives ved une nn ere Forsteningerne fra Partiet mellem Stampen og Madsegrav i Nærheden af Årnager. Er der vedføjet (Bl.) ere de fra Partiet ved Blykobbeaa. Cephalopoda. | Belemnitella (Actinocamax?) westfalica, Schlit. | Grs. | Belemmnites minimus, List. Gein. Charakt. d. såch.-bohm. Kr. t.17 f. 33. Actinocamax verus, d'Orb. Pal. frang. suppl. t. 2, f. 6 aff. Spm. max. long. 61 mm; diam. ad basin 7 mm; diam. max. 9 mm. Spm. min. long. 31 mm; diam. ad basin 4 mm. Omtrent 33 Expl. De to følgende Arter, hvoraf der kun findes enkelte Expl., ere ikke særligen benævnede af Prof. Schliter. 2. Belemnitella sp. Grs. Belemnitella subventricosa, Wahl. aff. sed basi anguste-cordato. Long. 57 mm.; lat. alveoli 9 mm.; alt. 10/2 É ; 3. Belemnitella muecronata, Schloth. Arn. Grs. Et større Fragment; long. 48 mm., lat. 15 mm. ; og et«mindre Expl. med Alveolus; diam. 11 mm. ; z gg op go mag gt Fe te == hovk LA en e 25 v. Seebach!) anfører den vel fra Grønsand- stenen, men har formodentlig ment B. west- Falicus. Ammonites Stobæi, Nilss.? Fragment af et middelstort Expl. ved Adjunkt Jespersen. Scaphites binodosus, Å. Romer. Scaphites sp. aff. præcedentis. i " Scaphites inflatus, A. Romer. Scaphites Geinitzi, d'Orb.? Turrilites polyplocus, Råm.? Fragment af to Vindinger, omtr. 1'/e Tom. Gastræopoda. Bulla, sp. Long. 3'/2 mm. Aporrhais stenoptera, Goldf. t. 170, f.6 b, non a. Rostellaria calcarata, Reuss. t. XI, f. 5. Adskillige Expl., hvoraf et næsten helt. Turritella (Haustator) lineolata, Romer t. XI, f. 24. i Aftryk af et lille Expl. Diam. 8 mm. Turritella (Haustator), an sp. div. " Turritella acicularis, Reuss, t. XI, f. 17. Utydelig Kjærne; long. 13 mm., lat. ad bas. rom Crepidula (Infundibulum) cretacea, d'Orb. aff. En for Underslægten usædvanlig stor Art, sandsynligvis ny; men ikke tilstrækkelig vel bevaret for Beskrivelse. Diam. 25 mm. Natica, sp. Nogle fortrykkede Expl. Diam. c. 19 mm. 1) Zeitsch. d. deutsch. geol. Ges. 1865,'8: 347. 2 | (Arn. Grs. (Bl.) | Grs. Grs. Arn. Årn. Grs. Grs.? Grs. =J % SS 26 ,Pleurotoma" "Rømeri, Reuss t. IX, f. 106, | Grs. sed differt: T. minus ventricosa, costis obliquis acutis. Long. 30 mm., lat. 12 mm. Pleurotomaria linearis, Mant.? Grs, Nogle fortrykkede Kjærner. Diam. c. 90 mm. Pleurotomaria, sp.? Diam. 30 mm. Grs. Patella vel Orbicula. Grs.? Nogle Expl. med et brunt Overtræk, stærkt straaleribbet. Diam. 7 mm. Det kan ikke afgjøres, om der skal være en Underskal, eller om der findes et lille centralt Hul, som hos Fissurella depressa, Gein., Reuss t. XI, f. 10, som forøvrigt er meget lignende, Åcephala. Teredo, sp., et Rør. Grs. Tellina, sp. T. tenui, Da Costa, aff. Long. | Grs. 13 mm. Pholadomya? elongatissima (Mya), Romer t. X, | Grs. 5? En fortrykket Kjærne. Long. 25 mm. Thracia? sp. Lutraria gurgitis, Brongt., aff. | Grs. Long. 17 mm., alt. 10 mm. (cardo ign.). Cytherea faba (Venus), Sow. M. C. t. VI, | Grs. f. 567 aff. Cytherea suleataria, Desh., simillima. Long. 20 mm. (cardo ign.). Thetis, sp.? (Kjærne). Grs. .. Lucina, sp. Long. 7 mm., alt. 9 mm. (Kjærne). | Arn. . Cardita? tenuicosta, Reuss t. 38, f.16? Grs. (Bl.). . Årca, sp. Long. 20 mm. Grs. (Bl.). .… Pectunculus obsoletus, Goldf., Gein. t. XI, f. 2? | Grs. Long. 15 mm. (cardo ign.). 35. Gt 36. RR (g5) ==] wo æ 40. (== + RD TS GQ 27 Inoceramus Brongniarti, Sow. Inoceramus Cuvieri, Mant. Afstanden mellem Ribberne omtrent 11/2 Tom. | Inoceramus cancellatus, Goldf. t. 110, f. 4? Inoceramus Cuvieri, Brongt. Inoceramus latus, Mant., Sow. M.C. t..582, f. 1. Fragmenter af 10 mm. Tykkelse. Inoceramus, sp. i T. plana, concentrice dense sulcata. Inioceramus concentricus, Park., Sow. M, C. t: 305. To Expl., hvoraf det ene ér 20 mm. langt. Pimna, sp. i: Spidsen af en mindre Art. i Modiola (Brachydontes), sp. Nogle temmelig vel bevarede Expl. åf 10 mm. Længde;: et mindre Expl., 579 mm., er maa- ske en Modiolaria. r Spondylus armatus, Goldf. t. 105, f. 7. Et lille Expl. 15 mm. langt 0g:20- mm. højt med Spor af Pigge. Nogle Kjærner, 43 mm. lange, høre formodentlig hertil. Spondylus lineatus, Golf. Flere Expl. 25 mm. i Diam. og en Unge paa. Ostrea Fabelliformis. Lima (Plagiostoma) Hoperi, Sow. Adskillige gode Expl., hvoraf nogle vistnok 60 mm. brede. åd Lima pusilla, Nilss.? Et lille Expl. Pecten (Neithea) striato-costatus, Goldf. Et enkelt godt Expl. Pecten inversus, Nilss. Pecten squamula, Goldf. t. 99, f. 6. Et Expl. Pecten lævis, Nilss. | Arn. Grs. Arn... Gris. Grs. Grs. Arn. Grs. Årn. Grs. (Bl.). Grs. Grs. Gia (BE) 45. SM Fm Gt R9 et 2 Så ag nm ÅER ed: aa se bre 28 Pecten membranaceus, Nilss. Pecten subaratus, Nilss. Pecten lineatus, Nilss.? Pecten exaratus, Nilss.? Pecten aråchnoideus, Defr. (non Phill.). Pecten complicatus, Minst., Goldf. t. 91, f. 11? Pecten Passyii, d'Arch., aff. Pecten undulatus, Nilss.? Spm. 25 mm. lat. Pecten miscellus, Minst., Goldf. t. 91, f. 8, peraff.. Spm. 7 mm. lat. Ostrea flabelliformis, Nilss. Ostrea sulcata, Reuss t. 28, f. 2—4 & 8. Temmelig almindelig. 55 mm. lat. Ostrea hippopodium, Nilss. Spm. 1 12 mm. ht Ostrea (Lopha) serrata, Defr., Goldf.' t. 7, 9 ak Nogle Expl.; long. 25 mm. Brachionopoda. Éhynchonellå"subplicatå, Mant. ERhynchonella, sp. Kjærne af en comprimeret Art. Lat. 10 mm. Terebratula rhomboidalis, Nilss.? Terebratula capillata, d'Arch., Gein. t. 20, f. 1 SE. Serpulæ. Serpula gordialis, Goldf., Reuss t. 43, f. 23. Serpula implicata, Hag.? Serpula spirulæa, Goldf.? (Kjærne). Serpula (Pomatoceros), sp. Ditrypa, sp. Long. 25 mm., lat. 5 mm. Et afslidt, noget krummet Rør. . form Arn: Grs. . Grs. . Grs. Radiata. 64. Cidaris vesiculosa, Goldf. (Kun Pigge). Grs. 65. Turbinolia (Parasmilia?) centralis, Mant.? Årn. Long. 47 mm. ? Protozoa. 66. Haplostiche, sp. Årn. 67. Robulina, sp. . "| Arn. 68. Frondicularia elliptica, Nils. Arn. 69. Frondicularia cordata, Rom. Grs. 70. Manon seriatoporum, Rom.? Arn. 71. Scyphia subreticulata,:Miinst.? , Arn. 72. Choanites Kønigii, Mant.? Årn. Andre Byreklasser. 73. Pollicipes, sp. (sands. maximus, Sow.). Årn. 74. Fiskeskjæl. I Arn. 75. Knogler af Reptilier, meget slet bevarede. Grs. Af fossile Planter har Brongniart i »Histoire des végét. foss.”" bestemt følgende fra Arnagerkalken : i 76. Fucoides Lyngbyanus, Brongt. t. 2, f. 20—21. | Arn. 77. "Confervites farcienktta, Bra LT DS LE 78. Confervites ægagropiloides, Brongt. t.1,f.4—5. | Arn. der alle forekomme i saa stor en Mængde, at de ere de mest cha- rakteristiske, om end mindst tydelige af Forsteningerne i Arnager- kalken. Confervites fasciculata er senere fundet i større og hedre Expl. end dem, der i sin Tid bleve tilstillede Brongniart; de have en Længde af over 140 mm., ere 1 mm. brede og forsynede med en Ya mm. tyk, cylindrisk Axe. Denne sidste bestaar enten af Kiselsyre eller Svovlkis, der atter i de allerfleste Expl. er omdannet til Jern- tveilte. Det er dog tvivlsomt, om de med Rette bør henføres til Conferverne, eller om de ikke snarere maa betragtes som Svampnaale. Fortegnelse over Forsteningerne i Grønsandsdannelsen ved Lellinge. em 52 har hus gt Sk le: æ Af Dr. 0. Mørch. Cephalopoda. Nautilus (sect. simplices), sp. Diam. 25 mm. En fladtrykt: Kjærne. Å … Gastræopoda. al Secalaria, sp. i T. costis confértis; spiraliter profunde sulcata. Long. 20 mm. Tornatella? affinis, Fitton, aff. Long. 12 mm. Cerithium (Potamides), sp. T. granoso-lirata. Long. 42 mm. Aporrhais subula. (Rostellaria), Reuss. t. IX, f. 8? Long. 8 mm.; specimina plura pessima. Littorina? (vel Narica?), sp. T. cancellata. Diam. 6 mm. Turbinella Rømeri (Fasciolaria), Reuss. t. XLIV, f. 17. T. spiraliter lirata, cogstis nodosis. Long. 33 mm.; diam. 7 mm. Triton? (Pyrula autorum). Long. 18 mm.;. diam. 11 mm. Volutilithes, sp. Fragmentum spiræ. Trochus Engelhardti, Gein. t. 29, f. 5, aff. Alt. 15 mm. Temmelig. almindelig. Trochus, sp. Diam. 20 mm. Desuden 4 eller 5 Arter henhørende til forskjellige Slægter af Univalver, men ikke generisk bestemmelige. Dentalium medium, Sow.? Long. 50 mm.; meget slette Expl. 14. 15. gt 16. (er 25. 26. gt 31 Åcephala. Teredo amphisbæna, Sow. Gastrochæna amphisbæna Gein. t. 52, f. 11, er meget lignende, men Rørene paa Lellinge-Expl. ere tykkere, 5 mm. i Diam… Rørene ére tæt sammenpakkede og have uden Tvivl siddet i Træ, hvoraf der findes Spor. Solecurtus? (Panopæa?) sinuatus, Reuss. t. XXXVI, f.4? Long. 45 mm.; alt. 15 mm. Pholadomya Esmarckii, Nilss.? ; Long. 57 mm.; alt, 47 mm. Expl. ere vel bevarede, men kunne dog ikke bestemmes med Sikkerhed. Pholadomya, sp. T. brevissima, triangularis.… Long. 40' mm; alt. 45 mm. Goldf. t. 155, f. 6, non absimilis. Pholadomya, sp. T. compressa, antice subtruncata, Fana. "62 mm.; alt. 42 mm. Pholadomya, sp. T. parva, cordata, antice truncata. Long. 33 mm, alt. 24 mm. Ph. clathrata, Goldf. t. 155, f. 6, simillima. .…Neæra, sp. T. radiatim costellata. Long. 9 mm. Venus immersa, Sow., Gein. t. 20, f. 5? An Cytherea? Long. 35 mm. Cardium alutaceum, Minst., Gein., aff. Long. circ. 20 mm.:- Lucina, sp. T. argute concentrice sulcata. Long. 7 mm. Isocardia? turgida, Reuss. t. 40, f. 16, aff. Lat. 30 mm. Pectunculus brevirostris, Gein.? Lat. 45 mm.; alt. 32 mm, Arca? sp. Long. 5 mm. Cucullæa glabra, Sow.? Long. 30 7 mm. (8 fø 00 42. 32 Pinna, sp. Kjærne omtr. 75 mm. bred. Pecten lævis, Nilss.? Long. 4 mm. Lima elongata, Sow., Mant. t. 19, f.1? Alt. 12 mm. . Lima decussata, Mist. Lima pusilla, Nilss.? Lima Geinitzii, Hag.? Lima (Limopsis?), sp. i 2 Ostrea (Gryphæa) vesicularis, Lam., jun.? Long. 35 mm. spm. 2. Ostrea, sp. Diam. 15 mm. Anomia? sp. Diam. 13 mm. Brachionopoda. Terebratella pulchella, Nilss., aff., sed multo minor. Lat. 5 mm. Åndre Byreklasser. Pollicipes, sp. Turbinotia, sp. Long. c. 12 mm. Nodosaria Zippei,. Reuss.? Nodosaria sulcata, Nilss.? Robulina Comptoni, Sow.? Spiculæ Spongiæ? St. Croix's Flora.") Af H. F. Å. Baron Eggers. - "Hertil Tab. I. T: Da danske Ø St. Croix, som af de ikke Dansk talende Ind- byggere i Almindelighed betegnes med dens oprindelige, af Colum- bus givne Navn Santa Cruz, en af de smaa Antiller, er beliggende mellem 17747” og 17240' N. Br. og mellem 64754” og 649235” V. L. for Greenwich”), c. 8 geographiske Mile Syd for St. Thomas og St. Jan og omtrent lige såa langt S.0O. for Vieques eller Crab Island, dens nærmeste Naboer, som i klart Veir meget tydeligt kunne sees fra den. i Dens Form er tilnærmelsesvis en ligebenet Trekant med Basis omtrent 1/4 saa lang som en af Siderne og vendt mod Vest, Spidsen mod Øst. Dens største Udstrækning, c. 5 geograph. Mile, er saa- ledes fra Øst til Vest, medens Breden fra 1/4 Mil i den vestlige Del tager jevnt af henimod Østspidsen, som ender i et smalt klippe- fuldt Forbjerg. Det samlede Fladeindhold er 3,55 Kvadratmile?), hvorpaa der imidlertid lever en Befolkning, hvis Tal ved den sidste i 1870 1) Forelagt i Mødet den 29de Oktober 1875. 2) Disse Angivelser, saavelsom de længerenede følgende Høideangivelser og Havdybder ere efter Capt. Parsons Kort over Øen, udgivet af det engelske Søkortarchiv 1856. 3) 51,861 acres. Vidensk. Meddel. fra den naturh, Foren. 1376. (34 34 foretagne Folketælling beløb sig til 22,760 eller omtrent 6,411 paa Kvadratmilen. Som hele den lange Ørække, der fra Yucatan i en stor Bue strækker sig rundt til Nordostspidsen af Sydamerika, er St. Croix af vulkansk Oprindelse og maa som de andre mindre Øer nærmest opfattes som en op af Havet ragende Top af en sunken Bjergkjæde, der ved en dyb Kløft har været adskilt fra sine nærmeste Naboer. Denne Kløft, som nu er en dyb Havarm, maa selvfølgelig have isoleret Øen en Del fra sine Naboer, selv da de vare indbyrdes landfaste, hvilket endnu viser sig i ikke ubetydelige Forskjellig- heder i Floraen, som længere henne ville blive nærmere omtalte. Kysterne hæve sig i Nordvest steilt op af Havet til en Høide af indtil 800 Fod med flere Hundrede Favnes Dybde i kort Afstand fra Land, medens Vestkysten og især Sydkysten ere flade og tem- melig jevnt skraane af mod de større Havdybder. Udfor Øens østlige Del strækker der sig en c. 2 Mile lang Grund, hvorpaa den lille steile Holm Buck Island og den endnu mindre Grønkayen hæve sig ikke langt fra Nordostkysten, som er afvexlende flad og steil. Sin største Højde over Havet har Øen i sin bredere vestlige Del, hvis hele nordlige Trediedel, med Undtagelse af en lille smal Slette langs Nordkysten, bestaar af et grenet Høidedrag, der løber i Retningen fra Øst til Vest, og som nærmest Vestkysten breder sig noget mere ud mod Syd. Dette Højland, hvis mest fremragende Punkter ere Bodkin (970 eng. Fod), Saltriver Bakker (872'), St. Georges Hill nær Frederikssted (937') og især Øens to høieste Toppe, Mount Eagle (1150) og Blue Mountain (1090), skraaner paa den sydlige Side jevnt nedad til en udstrakt Slette, som indtager det Øvrige af Øens vestlige Del, hvor dens Flader kun hist og her nær Syd- kysten afbrydes af mindre isolerede Høidedrag, hvis Elevation over Havet ikke overstiger 250", og af hvilke det langstrakte Kingshill Høidedrag er det betydeligste. 35 Ved en smal Tværdal, der som en Fortsættelse af dette Slette- land strækker sig mod Nordost tværs igjennem Øen til den paa Nordkysten sig indskjærende lille Fjord Saltriver, er det ovenfor omtalte vestlige Høiland tydeligt adskilt fra det mindre østlige Høiland, som opfylder omtrent hele den smallere østlige Del af Øen og bestaar af en langs Midten løbende Hovedkjæde med gre- nede Udløbere mod Nord og Syd. De højeste Punkter i dette Højland ere Signal Hill og Jacobs Peak nær Christianssted (855' og 780), Cotton Grove Bakker længere mod Øst (860) og de to spidse Goat Hills nær Østpynten (610' og 660). Paa sin nordlige Side giver dette mindre Høi- land Plads dels for en smal Slette langs Kysten, dels for mindre Dalstrøg, som blive bredere udadtil mod Havet, og paa sin syd- lige Side for lignende større eller mindre Dalstrøg. Disse mod Havet sig udbredende Smaasletter have alle en flad sandet Strandbred og ere adskilte indbyrdes ved Udløbere fra Hovedkjæden, der ved Kysten ende i smaa steile Klippéforbjerge af forskjellig Høide. Høidedragenes Masse er i Hovedsagen en Lerskifer af. for- skjellig Farve, mest graa eller brun, hvis Lag ere hævede i for- skjellige Vinkler, i enkelte Kløfter endog paa 90?, og som ofte igjen ved Tværkløftninger ere delte i Støtter og Stykker, der ved Fugtighedens: Indvirkning let brækkes løs og forvittre. Det store sydlige Sletteland har et Underfag af Kalk og Kalkmergel, som påa enkelte Steder, navnlig i de ovenfor omtalte mindre, isolerede Høidedrag nær Sydkysten, træde op til Overfladen, medens Slettelandet iøvrigt over dette Kalkunderlag har et flere Fod tykt Lag af Muld og Ler, som i Tidernes Løb 'er nedskyllet fra Høilandet og som danner den frugtbare, dyrkelige Jordskorpe, og kun enkelte mindre Strækninger, især i den sydvestlige Del, ere bedækkede med Sand, der ofte er rødt og jernholdigt. Denne Kalkformation hører ifølge Prof. Ørsted") til den ? EN 1) Bergsøe: Den danske Stats Statistik, 4de Bind, S. 566. gt e. 36 tertiære Jordperiode og indeholder en Mængde Forsteninger af Havdyr, der ikke ere meget forskjellige frå dem, der endnu leve ved de vestindiske Øers Kyster. Dalstrøgene og de smaa Sletter i Øens østlige Del ere ofte bedækkede med Sand, og Kalkunderlaget træder her saagodtsom aldeles ikke frem til Overfladen. Foruden de her anførte to Hoved- formationer findes der paa St. Croix endnu nogle nyere Dannelser, især en gjennémhullet Kalksten, der forekommer mest langs Vest- kysten, og som dannes ved, åt Muslingskaller og Koralstykker for- bindes til en fast Masse ved Hjælp af det kalkholdige Søvand, som paa Grund af den stærke Fordampning virker som et Slags Cement"), samt Lagundannelser, som fremkomme ved, at flade Bugter, der udadtil mod Havet ere indesluttede af et Koralrev, efterhaanden udfyldes til sumpige Lavninger, som snart ere tørre, snart oversvømmede af Brakvand, ved at Jord og Ler skylles ned i dem af Régnen, og ved at Mangrove-Vegetationen ophober sine affaldne Bestanddele imellem sine talrige Rødder. Af mindre hyppige Formationer forekommer der paa St. Croix endnu Kvarts hist og her i fodtykke Gange, især ved Pyntbatteriet nær Christianssted, og Diorit paa den allerede omtalte lille Ø Grønkayen nær Øens Nordostkyst. Som Følge af det vestlize Høidedrags Retning kunne større Vandløb her kun danne sig paa Bjergenes 'sydlige Affald mod .Slettelandet. | I Virkeligheden sees her heller ikke faa Bækleier, men nær- mest paa Grund af Skovenes Udryddelse paa en stor Del af Høi- landet og i hele Lavlandet ere de fleste af dem tørre i den mindre regnfulde Tid af "Aaret. : Der er egentlig kun to Bække i denne Del af. Øen, som altid ere vandførende, og selv disse kunne i tørre Aar stedvis udtørre, saa at deres Løb bliver afbrudt. Disse Øens to største Vandløb 1) Bergsøe, sammesteds. 37 ere Adventure Gut og Kingshill Gut"), som begge have déres Ud- spring omtrent midtvejs i det vestlige Højland og ikke langt fra Sydkysten forene sig til en forholdsvis anselig lille Aa, som der- efter bærer Navn af Fair Plain Gut efter den Slette, den gjennem- strømmer, og endog kan besejles med Baade paa sin nedre Del. Dens Munding er imidlertid tilstoppet smed Sand og Mangrovekrat, og Vandløbet taber sig i et sumpet, kratbevoxet Terræn nær Syd- kysten. En anden, men langt mindre, altid vandførende Bæk, som ligeledes løber -i sydlig Retning, er Hagenekerp Gut, noget nær- mere mod Vestkysten. I Høilandets vestlige Del findes nogle mindre Lene som gaa i Retning fra Øst til Vest og gjennemstrømmes af smaa Vandløb, af hvilke flere paa Grund af de omgivende Skraaningers Skovbeklædning ere permanente og ikke udtørres selv i meget tørre Aar. Hertil hører især Mount Stewart Gut, den. største af dem alle, samt de to gjennem romantiske med frodig Skov bevoxede Kløfter strømmende Crequis Bæk og Caledonia Gut. ,I Tværdalen mellem det østlige og vestlige Højland flyder den altid vandførende Concordia Gut, som udmunder i den ovenfor nævnte Fjord .Saltriver, og blandt hvis Tilløb den stedse rindende lille Canaan Bæk, der kommer fra Blue Mountain og gjennemløber en smuk lille Dal, fortjener at nævnes. Paa Grund af sin ringe Udstrækning og sine. næsten skovløse Bakker er Øens østlige Del saagodtsom uden permanente Vandløb, af hvilke der kun findes et eneste, nemlig en lille Bæk mellem Plantagerne Annas Hope og Work & Rest nær. Christianssted, medens de øvrige Bækleier her som i den vestlige Del kun efter stærke Regnfald have rindende Vand i kortere eller længere Tid. Trods deres ringe Antal og Størrelse have de her anførte permanente Vandløb dog stor Betydning for Culturen paa Prynd x) ble er den lokale Benævnelse paa Bækleier, hvad enten de ere be- standigt vandførende eller ikke, saavelsom paa hele Dalføret. 38 af det ferske Vands Vigtighed ved Plantagernes Drift, ligesom ogsaa den spontane Vegetation ved Hjælp af dem kommer til at indbefatte Former, der ellers vilde mangle Betingelserne for deres Tilværelse, og som derfor ogsaa mangle paa flere nærliggende Øer, der ingen permanente Vandløb kunne opvise. Paa Grund af, at Jordoverfladen paa hele Øen har en større eller mindre Hældning mod Havet, i Forbindelse med den stærke Fordampning forhindres Ansamlingen af større Masser fersk Vand til Damme og Søer, men deres Mangel i Landskabet erstattes tildels ved Lagunerne, hvis Dannelsesmaade allerede er omtalt i det Fore- gaaende, og som dels endnu staa i Forbindelse med Havet ved en smal Kanal, dels ere aldeles afskaarne fra dette ved en smal, sandet Landstrimmel, der kun sjeldent eller aldrig overskylles af Søen. Den sidste Slags Laguner udtørres ikke sjeldent aldeles og benævnes Saltponds (Saltdamme) påa Grund af, at der ved Udtør- ringen samler sig Saltkrystaller langs Randene. Selvfølgeligt kunne Laguner kun dannes paa flade Kyster, hvorfor de største ogsaa findes påa Sydsiden- af Øen, navnlig den udstrakte Krauses Lagun eller Anguilla Pond, den omfangsrigeste af dem alle, som efterhaanden bliver omdannet til en stor Mangrovesump, idet talrige Øer af Rodtræet i dens vidtløftige Vandflade udbrede sig mere og mere og omsider ville forene sig til en eneste Skov. En anden stor Lagun er den paa Øens Sydvestspids belig- gende Sandypoint Lagun, hvorimod de andre langs Sydkysten dan- nede Laguner ere af mindre Betydning. Nordkysten hår i sin vestlige Del, paa Grund af, at Bjergene ; her træde lige ud til Havet, kun en eneste lille Lagun at opvise, nemlig påa den i det Foregaaende nævnte lille Slette, medens der i dens østlige Del findes flere mindre Laguner, af. hvilke især Christianssteds Lagun fortjener at nævnes paa Grund af sin Ud- strækning og Dybde. 39 Vandstanden i Lagunerne er meget forskjellig, idet nogle, saasom Christianssteds Lagun, have indtil 1%4 Faåvns Dybde, medens andre, som Sandypoint Lagun, kun have "/9—1, Favn, og atter andre, som allerede anført, ofte helt udtørres. Paa Grund af deres mere eller mindre direkte Forbindelse med Havet er deres Vand imidlertid altid brakt, en nødvendig Betingelse for den deres Bredder indfattende Mangrove-Vegetations Tilværelse, om hvilken der senere vil blive talt nærmere. Flere af de mindre Laguner med lav Vandstand ere forsøgte afgrøftede og tørlagte for at opdyrkes, hvilket i de Tilfælde, hvor Forsøget er lykkedes, paa Grund af Bundens Rigdom paa ned- skyllet Muld og forraadnede Plantedele, har givet udmærkede Re- sultater for Sukkeravlen. Som det kan ventes paa en lille Ø mellem Vendekredsene, der til alle Sider er omgivet af et stort Hav og uden betydelige Høider, er Temperaturen paa St. Croix kun underkastet meget ringe Svingninger. Efter de over Temperaturen paa St. Thomas af Dr. Horn- beck og Pastor Knox?) anstillede Iagttagelser, hvis Resultater i Hovedsagen maa antages ogsaa at gjælde for St. Croix, udfandtes Aarets Middeltemperatur af den første for 5 forskjellige Aars Ved- kommende at være 26,4? C., og af den sidste for Tidsrummet fra 1845 til 1847 incl. 27,2? C., med kun ringe Forskjel mellem de enkelte Maaneder, idet Hornbecks koldeste Maaned (Januar) havde en Middeltemperatur af 25,0? C. og Knox's (Februar) af 25,6" C., medens den førstes varmeste Maaned (Juli) angives til 27,7? C. og den sidstes (September) til 28,9? C. Temperaturen paa de forskjellige Dagstider er ligeledes præget af en høj Grad af Ensformighed, saa at Forskjellen mellem Døgnets højeste og laveste Varmegrad sjeldent overstiger 5? C., ligesom ogsaa Forskjellen mellem Maximum og Minimum efter Dr. Horn- esse 1) Bergsøe, I. c. S. 573. x: An historical account of St. Thomas, New York 1852, S. 179 0.f. 40 becks Iagttagelser for 5 Aar kun var 13,7? C. (Maxim. 34,27, Minim. 20,5”) og efter Knox's 15,2? C. (Maxim. 33,3?, Minim. 18,1”), medens den gjennemsnitlige Forskjel mellem Aarets Maxi- mum og Minimum efter den Sidstes Observationer er 12,1” C. og mellem den koldeste og den varmeste Maaned endog kun 3,1" C. Disse Tal, som stemme meget nær overens med forskjellige Iagttagelser fra åndre af Antillerne"), ville, som allerede anført, utvivlsomt kunne antages som gjældende ogsaa for St. Croix paa Grund af Øernes indbyrdes ringe Afstand og i alt Væsentligt over- ensstemmende Naturforhold, uagtet der, saavidt mig bekjendt, ikke haves Angivelser af Temperaturmaalinger foretagne med paalidelige Instrumenter for et længere Tidsrum for denne Øs Vedkommende. De anførte Middeltemperaturer gjælde selvfølgelig kun for Steder i Niveau med Havet, idet Varmen aftager med den voxende Høide, ifølge Knox's Iagttagelser paa St. Thomas med omtrent 2,7” C. for en Stigning af 800”. Det Karakteristiske for St. Croix's Temperatur er saaledes en ensformig høj Varmegrad, hvis Virkninger dog formindskes ved den regelmæssigt blæsende Passatvind, der kun i de saakaldte Orkan- maaneder, Juli til October, bliver afbrudt og uregelmæssig, hvor- for disse Maaneder ogsaa ere Aarets varmeste. Paa Grund af denne ensformige Temperatur er derfor Bevæ- gelsen i Planterigets Udvikling ikke som i tempererede og kolde Egne betinget af Aarstidernes Vexlen, forsaavidt denne medfører en forskjellig Temperatur, men som i alle Tropelande i Alminde- lighed, kun forsaavidt den medfører en større eller mindre Nedbør. Dette gjælder dog mere for de vegetative Organers Vedkommende, idet Tidspunktet for de reproductive Organers Udvikling er tem- melig constant for hver enkelt Arts Vedkommende, uanset Ned- børens Mængde, hvilket uden Tvivl maa tilskrives dybere liggende, af de ydre Climatforhold uafhængige, Grunde. 1) Middeltemperaturen i Kingston (Jamaica) er 26,27 C., paa St. Vincent 2459, 41 Men forsaavidt Plantens hele Tilværelse er afhængig af de vegetative Organers Bestaaen og Væxt, maa den atmosphæriske Fugtighed, som igjen betinger Jordbundens, altid anses for en af de vigtigste Factorer i Planternes Liv, især i Troperne, hvor For- dampningen er saa overordentlig stor. Uagtet Luftens gjennemsnitlige Fugtighedsgrad ifølge de i den senere Tid af prakt. Læge Neumann anstillede Iagttagelser er meget betydelig paa St. Croix, nemlig omtrent 75—80 pCt. af det mulige Maximum under Bedugningspunktet, udfordres der dog paa Grund af denne stærke Fordampning en anselig aarlig Nedbør, for at Vegetationen kan erholde den fornødne Fugtighed tilført. Desværre haves der kun nøiagtige Maalinger af den aarlig fal- dende -Regnmængde fra tre Punkter påa Øen, nemlig de militære Stationer i Christianssted, paa Kingshill og i Frederikssted, alle tre beliggende tæt ved eller kun lidet hævede over Havet, medens der fra det store vestlige Højland og hele Østenden aldeles ingen Maalinger haves, naar undtages det længere nede omtalte enkelte Tilfælde. Dette maa saa meget mére beklages, som det er uden- for al Tvivl, åt de høie tildels skovklædte Bakker i det førstnævnte og de imellem disse indesluttede Dale have en ikke lidet høiere aarlig Nedbør end Lavlandet, især dettes sydlige Kyststrøg, medens Påa den anden Side den østlige Del af Øen utvivlsomt ' har be- tydeligt mindre end den mellemste Del, hvorpaa allerede den der fremherskende Vegetation er et tilstrækkelig tydeligt Bevis. Grunden til disse Forskjelligheder maa søges i, at Bakkerne i den østlige Del'ere lavere og skovløse, medens Vinden, der saa godt som altid er østlig og derfor her kan udfolde sin største Kraft, jager Regnskyerne hen over dem og først efterhaanden. ved at blæse hen over Landet mister noget af sin Kraft, såa at Skyerne kunne faa Lov til at sænke sig og fortættes til Regn, hvilket navnlig vil ske paa de højere, skovklædte Bakker i det vestlige Høiland. Regnskyens Høide i disse Egne synes ofte ikke- at være mere end 1000" over Jorden, åt dømme efter det højeste Bjerg paa 42 St. themes; Crown, hvis 1500 Fod høie Top ikke sjeldent ses helt indhyllet i tætte Regnskyer. Regnen falder saa godt som altid i Byger, der hidføres af Passatvinden og sjeldent vare mere end nogle faa Timer, ofte meget kortere, medens en jevn sagte Regn, der varer en hel Dag " eller mere, hører til Sjeldenhederne og altid pleier at være ledsaget af vestlig eller sydlig Vind. Paa Grund af, at Regnen, som anført, for det Meste falder i Form af Byger, der kun komme en mindre Strækning af Øen til Gode, bliver Nedbøren altid uligelig fordelt over de forskjellige Distrikter, og det er derfor sjeldent Tilfældet, at Vegetationen, saavel den dyrkede som den vildtvoxende, staar paa et ensartet Udviklingstrin over hele Øen. En egentlig Regntid, som en Modsætning til en absolut tør Tid, kjendes ikke paa St. Croix, medens der ganske vist gives en Tid af. Aaret, hvor det constant regner mere end til de andre Tider. Men Overgangene ere saa jevne, at der aldeles ikke kan drages - nogen blot nogenlunde skarp Grændse, saa at den aarlige Nedbør graphisk kan betegnes ved en Curve, hvis laveste Punkt falder i Februar og det højeste i October med jevn Stigen og Aftagen i de mellemliggende Maaneder med Undtagelse af et lille Spring for . Mai Maaneds Vedkommende. Efter de paa de ovennævnte tre Stationer, der alle have om- trent ens Nedbør, i Tidsrummet fra 1852 -til 1873 foretagne Maa- linger af den daglig faldne Regnmængde, har jeg udfundet en aarlig Gjennemsnitsnedbør for St. Croix -af 44,48 eng. Tommer, hvilket omtrent svarer til de nærliggende mindre Øers og til de lavere Dele af de størres”), hvortil jeg dog maa bemærke, at, som allerede anført, det vestlige Høiland, ialtfald den største Del deraf, utvivlsomt hår en større aarlig Nedbør, som ikke kan antages at være under 50”, medens den østlige Del af Øen paa den anden Side maaske neppe har 35”, hvilket ogsaa stemmer med Major 1) St. Thoma 44,38”, den sydlige Del af Jamaica 46" (Ørsted). 43 — on ES Sø oe REN AL Re EF : me Ses TIE "4 NER dene sr ER E. Ed me o— sø mr i Br sags F De SØE Se. ME .. fa E ”e Fe ae sg gg Å SEERE He seu RA 4 K PA C I 9 N R der ; e 7749) ør] . "” . - . . ep 997 | ao | 349 dg bay | gar | zmnp | Ny dd SN 214924 Huswueonuofg SIBVY 88 199J0 JotmWoL '3U0 I XIOIO 1S ved JØqPON 93ITPOUB8w Uuop I9A0 Toeqe TT, E=: Langs Observationer, ifølge hvilke det aarlige Gjennemsnit for Regnmængden paa Elizas Retreat, en Øst for Christianssted over 400' høit beliggende Plantage, for Tidsrummet fra 1838 til 1861 kun var 37,6”. Den anførte aarlige Totalsum af 44,48” fordeler sig over alle Aarets Maaneder saaledes, at Februar som den tørreste har et aarligt Gjennemsnit af 1,58”, hvorefter dette stiger nogenlunde jevnt, skjønt Mai dog altid har en noget større Nedbør end de nær- mest foregaaende og efterfølgende Maaneder, indtil den regnfuldeste Maaned, October, der har et Gjennemsnit af 7,55” aarlig, for der- efter igjen at aftage gjennem Aarets Slutning til Januar, der kun har lidt mere gjennemsnitlig Nedbør end Februar. Imidlertid ere de enkelte Maaneders Regnmængde i de for- skjellige Aar underkastede ikke ubetydelige Svingninger, idet de dels alle eller dog største Delen kunne være enten over eller under Gjennemsnitstallet, dels ogsaa, og dette er det hyppigste, kunne fremvise en Forhøjelse eller Formindskelse for enkeltes Vedkom- mende. Disse Svingninger kunne være betydelige, især for de mindre regnfulde Maaneders Vedkommende, som f. Ex. Februar, hvis Middelnedbør er 1,58”, og som et enkelt Aar hår havt indtil 4,86”, medens den i et andet kun har havt 0,36”, hvorimod de mere regnfulde Maaneder ere underkastede mindre Svingninger, som f. Ex. October, der med et aarligt Gjennemsnit af 7,557 kun har varieret mellem 18,62” og 3,09”. Den mest ustadige Maaned er Mai, som med et aarligt Gjennemsnit af 4,14” i'det af mig an- førte Tidsrum har varieret mellem 14,04” og 1,27”, Disse maåanedlige Svingninger i Gjennemsnitsnedbøren betinge selvfølgelig Afvigelser i det aarlige Gjennemsnit, 'som i det oven- nævnte Tidsrum har varieret mellem 58,717 i 1861 til 29,38” i 1873, saa at det ene Aar kan have netop dobbelt saa stor Ned- bør som det andet. i Iagttagelserne over den aarlige Regnmængde, som rigtignok kun omfatte de sidste 40 Aar, tyde ikke paa nogen Formindskelse, 45 hvilket paa en saa lille og forholdsvis lav Ø neppe heller kan antages at ville blive bevirket selv ved en endnu meré udstrakt Cultur, ligesom da ogsaa de historiske Beretninger tilstrækkeligt godtgjøre, at der nu og da indtraf tørre Aar, selv i den første Colonisationstid, da Øen endnu for største Delen var bevoxet med Skov, hvorimod det er hævet over al Tvivl, at den aarlig faldende Regn vilde have langt større Betydning for Øens Vegetation, saa- vel den dyrkede som den vildtvoxende, hvis de naturlige Betin- gelser for dens rette Virkning ikke efterhaanden vare blevne i høi Grad ødelagte og forstyrrede. Desværre har imidlertid den bestandig tiltagende Ødelæggelse af Skovvæxten, der navnlig paa de smaa, lave og klipperige Øer i Troperne ex af saa overordentlig stor Vigtighed for at forebygge Jordbundens Udtørring, i høi Grad formindsket Nedbørens. Virk- ning paa Planteriget ved at berøve den sine naturlige Reservoirer, blandt hvilke det bedste er den porøse, mod Solstraalerne beskyt- "tede Skovbund. Paa den skovløse, af Solen haardbagte Jordbund løber Regnen for største Delen af uden at faa Tid til at gjennem- trænge den og synke ned til dens dybere Lag, hvoraf den nær- meste Følge er en betydelig Formindskelse i Kilders og Bækkes Vandbeholdninger, saavelsom en almindelig Aftagen af Jordbundens Fugtighed til stor Skade for hele Plantevæxten. En Forandring i dette for Øen saa højst uheldige Forhold, Som forgjæves har været søgt afhjulpet ved private Mænds Initiativ, vil neppe kunne opnaaes undtagen ved en kraftig Indgriben fra Regjeringens Side ved Indførelse af Fredning om den bestaaende og fremtidigt opvoxende Trævæxt, saaledes som den, skjønt uden bestemt Lovhjemmel, blev paabudt og strængt overholdt af Øens Gouvernement før Slaveemancipationen. Regnen er sjeldent ledsaget af Torlenet. der ofte udeblive hele Aar ad Gangén, ligesom ogsaa de i Vestindien saa ødelæg- gende og hyppige Orkaner kun meget sjeldent hjemsøge St. Croix, der synes at ligge noget Syd for deres sædvanlige Route. Den Sidste Orkan, som berørte Øen, indtraf i 1837, medens de vold- 46 somme Hvirvelstorme, som i 1867 og 1871 anrettede saa store Ødelæggelser paa de kun 8 Mile nordligere beliggende Jomfruøer, aldeles ikke berørte St. Croix paa deres Vei. Som paa alle de vestindiske Øer har den oprindelige Vege- tation paa St. Croix undergaaet ikke ubetydelige Forandringer ved "Opdyrkningen og det i højere Grad end de fleste mindre Øer, idet den paa Grund af sin jevnere Overflade mere end de andre egnede sig til at opdyrkes og tages i Culturens Tjeneste. Efter. forskjel- lige mindre Colonisationsforsøg af Englændere, Hollændere og Franskmænd, der som oftest under indbyrdes Feider grundede mindre Colonier paa Øen, som imidlertid flere Gange bleve aldeles ødelagde af Spanierne fra Portorico, der vel ikke selv agtede at opdyrke Øen, men heller ikke vilde taale fremmede Naboer saa nær ved sig, blev St. Croix endelig i Aaret 1650 taget i Besid- delse af Franskmænd fra St. Christopher efter Ordre af dennes Gouvernéur Poincy!). Under forskjellige Omskiftelser og ofte store Vanskeligheder, saasom Tørke (1661), Orkan og Hungersnød, opdyrkedes Øen efter- haanden mere og mere; især plantedes Tobak, som synes at have været Hovedproduktet, idet Øens Afgift i 1664 til Malteserordenen, som den Gang eiede den, angives til 47,000 W Tobak aarlig, medens der dog ogsaa samtidig begyndtes at anlægges Sukkerplan- tager med Hestemøller til Rørenes Presning. Af forskjellige Yttringer hos Du Tertre ses det, at Øen; som det kunde forudsættes, ved Franskmændenes Ankomst dertil vår aldeles bedækket med Skov, som i Forbindelse med Landets Fladhed og de stillestaaende Laguner langs Kysterne gjorde Luften meget usund og fugtig, hvorfor Øen kom i Vanry paa Grund af sit slette … Klima, der foraarsagede mange af Indbyggernes Død, hvorpaa den 1) Du Tertre: Histoire générale des Antilles. Paris 1667—71. I. S. 448 0. f. i å i ; 47 fremskridende Cultur dog måa antages efterhaanden at have raadet Bod. ; Et Kort over Øen fra 1671, vedføiet Du Tertres Bog, viser den mellemste og tildels den vestlige Del af Øen godt opdyrket og oversaaet med Plantager i et- Antal af omtrent 90, medens den østlige Del af Øen fra lidt Øst for det nuværende Christianssted var aldeles uopdyrket og tilsyneladende bevoxet med en spredt Trævæxt. Medens Øens oprindelige Plantevæxt ved Culturens Udbredelse efterhaanden mere og mere maa antages at være bleven fortrængt fra en stor Del af de rigeste og frugtbareste Egne i dette Tids- rum, har den kunnet gjenvinde det tabte Terræn i dén derpaa følgende Periode fra 1695 til 1735, efterat alle Indbyggerne, hvis Tal efterhaanden var sunket ned til 747, trods deres Protester, af den franske Regjering vare blevne transporterede til den opblom- strende Coloni paa St. Domingo i det førstnævnte Aar, hvorved St. Croix blev overladt til sig selv i 40 Aar og gradvis maa antages at være vendt tilbage til sin oprindelige Tilstand. Dette be- kræftes af Labat,: som i 1700 besøgte Øen"). I det ovenfor nævnte Aar, 1735, blev Øen kjøbt af den danske Regjering, som sendte Colonister dertil fra. det nærliggende St. Thomas, der alle- rede i nogen Tid havde været en dansk Ø. Den i forskjellige Beretninger omtalte Opbrænding af Skovene påa St. Croix i Franskmændenes Tid i den Hensigt at forbedre Klimatet maa uden Tvivl antages kun at have været meget par- tiel, da en frisk, fugtig Skov neppe vil kunne brænde i noget større Omfang, ligesom Øen neppe heller igjen i et saa forholdsvis kort Tidsrum, som det nævnte, vilde kunne have beklædt sig selv med den yppige Skovvæxt, som ved de Danskes Ankomst bedæk- »kede hele Øen, og som indeholdt "de samme Former, som måa an- tages at have dannet Skovvegetationen fra den første Tid af. !) Labat: Nouvelle Voyage aux isles de LAmérique. Paris 1742. VII. , BB; BL 48 Colonisationen under dansk Herredømme foregik temmelig hurtig, idet der under Capit. Moths oplyste Styrelse i de nærmest følgende Aar kom en Mængde engelske og hollandske Plantere fra andre Øer til St. Croix for at tage dens rige Jord i Besiddelse mod en ringe Kjøbesum. I en interessant lille Bog fra denne Tid") omtales Øen som i Hovedsagen bevoxet med tæt Skov, der først maatte ryddes, førend der kunde begyndes paa Jordens Dyrkning, hvorefter Træstam- merne ofte solgtes som Gavntømmer til de nærliggende engelske Øer, der påa Grund af deres ældre Cultur allerede lede Mangel herpaa. z … Rigdommen paa Skov var den Gang saa stor, at Folk paa det blomstrende og rige St. Eustatius tilkjøbte sig Plantager paa St. Croix for med deres egne Skibe at kunne tilføre den førstnævnte skovfattige Ø det fornødne Tømmer og Brænde. Blandt de i hin Tid almindelige Træer nævnes Mahagony (Swietenia), Fustick (Maclura tinctoria) og Pockenholt. (Guajacum officinale), af hvilke især de to sidstnævnte havde stor Værdi som Gavntømmer og Farvetræ, hvorfor de selvfølgeligt vare meget efter- spurgte og nu ere sjeldne paa Øen. Medens der i Franskmændenes Tid hovedsagelig dyrkedes Tobak paa St. Croix, dyrkedes der under dansk Herredømme især Sukkerrør og Bomuld, det sidste dog navnlig i den østlige Del af Øen, hvor Skoven var tyndere og Jordbunden fattigere, saa at der her kun fandtes 1—2 Sukkerplantager paa den Tid, den oven- nævnte lille Bog udkom. Jordbunden angives at have været saa rig i Øens større vestlige Del, at Sukkerrøret de første Par Aar skjøde i Veiret til 6 Alens Højde og ofte udartede saaledes, at den meste Saft kun bestod af Vand og- indeholdt lidet eller intet Sukker, . ,- z) SELE. af Eilandet St. Croix i America i Vestindien. Kjøbenhavn 1758. 49 Det var dog først efter Negeropstanden påa St. Domingo i Slutningen af forrige Aarhundrede, at Sukkerdyrkningen naaede sit største Omfang, idet Productionen af Sukker paa hin Ø omtrent aldeles ophørte, og mange af de franske Colonister flygtede til de omliggende Øer, deriblandt ogsaa til St. Croix, hvor nu efterhaan- den ogsaa den mindre frugtbare Østende indtoges til. Dyrkning af Sukkerrøret helt ud til Cotton Valley og Cotton Grove nær Øst- pynten, medens samtidigt mere og mere af det skovbegroede Høiland i den vestlige Del, trods den vanskelige Dyrkning, blev ryddet og beplantet med Sukkerrør, saa at det dyrkede Areål i 1797 omfattede 28,655 Acres!). Selvfølgelig indskrænkedes den oprindelige Vegetations Omraade saaledes mere og mere, ikke blot ved Rydningen af Land til Sukkerrør, men ogsaa ved den forøgede Brug af Brændsel, saavelsom ved det større Behov af Land til Græsgange og Provisionsgrunde (Kjøkkenhaver) til det forøgede Antal af Kreaturer og Slaver, som var nødvendigt til Plantagernes Drift. Denne omfattende Cultur vedligeholdtes trods enkelte Gange indtræffende Tørke lige til henimod Slaveemancipationen i 1848, efter hvilket Tidspunkt de forandrede Arbeiderforhold, som kun tillode de bedre Plantager at vedblive med Dyrkningen af Sukker- rør, i Forbindelse med Jordens gradvise Udmagring, især påa den allerede i Forveien mindre frugtbare Østende, medførte en stor Del Sukkerplantagers Omdannelse til Kvægplantager, idet de for- hen dyrkede Marker dels, skjønt kun i mindre Udstrækning, be- Plantedes med Guinea-Græs (Panicum maximum), dels overlodes til Naturen for efterhaanden at. omdannes til kratbevoxede naturlige Græsgange for Kreaturerne. Paa denne Maade ere i de sidste 25 Aar omtrent 20 Sukker- plantager, deraf de fleste paa Østenden og enkelte paa Nordkysten, Saaede ud af Drift og tildels enn til Naturtilstanden, hvis GR ERE 7) Ledru: Voyage aux iles de Teneriffe, la Trinité, St, RR. St. Croix et Porto Rico. Paris 1810. Tome IL, P: 24. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 4 50 Virkning paa den spontane Vegetation kun forstyrres ved Kvægets Omflakken paa. de øde Bakker og ved de faatallige Indbyggeres Brændehugst, hvilke to Ting i Forening imidlertid ere tilstrække- lige til at forhindre Fremvæsten af Skoven paa disse Steder. Under den nordamerikanske Borgerkrig forsøgtes det, og ikke uden Held, at gjenoptage Dyrkningen af Bomuld paa enkelte af de østlige Plantager, men de efter Freden hurtigt. faldende Priser saavelsom Sommerfuglelarvers Ødelæggelser gjorde snart igjen en Ende paa disse Forsøg. - Den i Slavetiden hist og her drevne Cultur' af Indigo er for længe siden opgiven, ligesom heller ikke Tobaksavlen synes at have havt noget betydeligt Omfang i. Øens anden Culturperiode og for Tiden aldeles ikke drives der. For Øjeblikket ere endnu omtrent 17,000 acres eller omtrent 1/3 af hele Øens Areal cultiveret med Sukkerrør, især i Slettelandet i den, vestlige Del, i mindre Grad pag: det vestlige Høilands Bakker og i den østlige Del. Til Provisionsgrunde for Negerne benyttes dels brakliggende Sukkerland, dels, men i mindre Udstrækning, Skovland, som paa en ufuldkommen Maade, blot ved Træernes Omhugning, ryddes af Arbeiderne. Det Øvrige af Øen er dels beplantet med det ovenfor omtalte Guinea-Græs, dels optaget af naturlige, kratbegroede Græsgange, de saakaldte ,,pastures", dels endelig, især paa de steile Skraaninger. i det vestlige Højland, bevoxet med Skov, hvori der vel altid er blevet hugget til forskjellige Tider, men som dog aldrig har været aldeles ryddet, hvorfor Øens oprindelige Vegetation her findes bedst bevaret. Efter dette korte Overblik over Øens Naturforhold og Om- , fanget af dens Cultur til de forskjellige Tider vil det. være lettere "at forstaa den følgende Fremstilling af St. Croix's nuværende Vege- tation, ordnet efter de forskjellige Grupper, i hvilke den paa en naturlig Maade bliver delt ved Terrænforholdene og ved Cul- turens: Paavirkning. 51 Floraens almindelige Karakteer paa Øen er selvfølgelig 'over- ensstemmende i Hovedsagen med den vestindiske og særligt med de mindre Antillers, idet den ligesom de fleste af disse ikke har endemiske Arter eller Slægter at opvise"), men har modtaget alle sine Planteformer fra et eller flere af de nærmeste Vegetations- centrer, med hvilke den i tidligere Tid har været landfast. Trods Culturens Paavirkninger fremviser Øens Plantevæxt dog de fleste af de for den vestindiske Flora ejendommelige Forma- … tioner, idet kun Savanne- og Urskovsformationen ikke findes paa den, ligesom selvfølgeligt de kun i betydelige Høider optrædende Bregneskove og Alpeurter ikke kunne trives paa St. Croix's lave Bjerge. Da Høide- og Temperaturforskjellighederne ere saa ube- tydelige, faa de ingen Indflydelse paa Planternes Fordeling. Da kun to Bjergtoppe naa c. 1100 Fods Højde og Temperaturforskjellen næppe. er 27, kan der af disse Forhold ikke udspringe nøgen Ind- flydelse paa Vegetationens Sammensætning. Kun ganske enkelte Årter har jeg ikke fundet lavere end 800", nemlig: Epidendrum cochleatum - L., Ternstroemia elliptica Sw. og den klatrende Poly- Podium Swartzii Baker, som jeg kun "har fundet paa Toppen af Mount Eagle. Efter de klimatiske og es DER Forskjelligheder i For- bindelse med Indflydelsen af Menneskets Virksomhed falder Øens Vegetation naturligt i fire Hovedgrupper, som væsentlig adskille sig fra hinanden, og som i det Følgende ville blive nærmere omtalte hver for sig. | Disse fire Hovedgrupper ere Kystfloraen, det dyrkede Bælte, Skovvegetationen og den tørre Kratvegetation, som uagtet der hist og her findes Dele af den ene indsprængt i den anden, dog i Hovedsagen hver for sig indtage temmelig sam- " menhængende større Distrikter af Øen, saaledes som et Blik paa den annan kpenad Kortskizze vil vise. 3 1lge Grikebarh (Geogr. SA SR der Pflanzen Westindiens, S. 55) ve af de mindre Antiller kun to mere end to endemiske Arter, tre ad tø, fire have en og de andre slet ingen. 4 52 Kystfloraen. Som allerede omtalt i det Foregaaende ere Kysterne dels steille Klippeskrænter eller Pynter, dels flade sandede Strækninger og dels endelig sumpede Laguner, hvilket med- fører, at Plantevæsten langs Havet, om end i mange Hovedtræk den samme, dog for de enkelte Strækningers Vedkommende antager nogle for hver af disse fremtrædende Ejendommeligheder. Langs hele Kysten, undtagen hvor Havet bliver for dybt, som i Nordvest, voxer i Vandet foruden en Mangfoldighed af Hav- alger især Zostera oceanea almindeligt, medens den maritime Ruppia ikke synes at forekomme ved Kysterne her, men kun i de smaa Ferskvandsbække, saaledes som senere hen vil blive omtalt. Vegetationen paa de steile Klippekyster og Forbjerge danner som oftest en Slags Overgang til den højere oppe voxende Skov- vegetation, idet de egentlige Kystplanter kun findes påa den nederste Del, såa langt som Søens Saltskum kan naa op, og dannes altid af lave forkrøblede Buske, der af den heftige Passatvind ere bøjede aldeles skraat ind mod Land og afpidskede i Toppen ligesom Træerne i Udkanten af Skovené paa Jyllands Vestside. Denne Vindens Indvirkning spores baade paa Nord- og Syd- kysten, idet Passaten snart er mere nordlig, snart mere sydlig, saa at Buskenes og Træernes Toppe paa begge Sider af Øen bære dette afpidskede og skraat tilskaarne Udseende lige op til Toppen af Kystbjergene. Som Modvægt mod denne Vindens Hærgen have alle de for den udsatte Planter faaet Evnen til at fortykke deres Blade og gjøre dem stivere, hvorved de blive i Stand til at undgaa at sønderflænges af Vinden, medens Individer af de samme Arter, som voxe paa beskyttede Steder og derfor ikke trænge til et saadant Værn, have tynde og urteagtige Blade. Foruden nogle til Skov- vegetationen hørende Buske eller Træer, deriblandt navnlig Coc- coloba punctata og Capparis jamaicensis, som leilighedsvis gaa ned i Kløfter og Skraaninger helt til Kysten, optræder der paa disse Klippestrande en Del for dem eiendommelige Buske, som eee SEE le Elg 53 hverken findes længere ind i Landet og ikke heller paa den sandede Strand eller ved Lagunerne. Hertil hører især den stive, med smaa spatelformede Blade forsynede Baccharis dioica og den blaablomstrede vellugtende Eu- patorium repandum, begge af Kurveblomsternes Familie, saavelsom den elegante, hvidblomstrede Plumieria alba, der ligner en hvid Nerium, og den giftige Jacquinia armillaris med sine brandgule Bær, ligesom ogsaa den halvbuskagtige Falinum patens, den ild- røde Lilie Amaryllis equestris og den lille krybende Trianthema monogynum saagodtsom udelukkende findes påa disse Klipper. Den øvrige Kratvegetation paa disse Steder dannes af Buske, som ogsaa voxe påa den sandede Strand, saasom den vellugtende Erithalis Fruticosa, den smalbladede Euphorbia articulata, Myginda pallens, den storbladede Sødrue Coccoloba uvifera og den ofte sølvhaarede Borrichia arborescens, ja selv en Lagunplante, den tætløvede Conocarpus eérecta, sees her ikke sjeldent som et anseeligt Træ voxende i Revnerne paa den nøgne, sorte Klippe. Hvor denne steile Kyst ophører og gaaer over til den flade, sandede Strand, antager Vegetationen strax et andet Præg, idet der foruden Buskvæxter optræder i rigere Maal baade lave urte- agtige Planter og større træagtige Former, som tilsammen danne et frodigt grønt Bælte langs Stranden, der er saa meget mere paa- faldende, som Bunden, hvori hele denne rige Planteverden voxer, kun bestaar åf skinnende hvidt Sand. Dette Sand bestaar i Hovedsagen af Coralstykker og knuste Conchylieskaller, altsaa kulsur Kalk, hvilket i Forbindelse med det fra Høiderne bestandigt nedsivende Vand muliggjør Udviklingen af en forholdsvis frodig Plantevæxt. I en såa porøs Jordbund som dette Sandlag maa F orsyningen med fersk Vand fra de høiere liggende Egne ad underjordisk Vej selv- følgelig være meget rigelig, hvilket ogsaa godtgjøres ved de talrige Brønde langs Kysten, som altid have et betydeligt Kvantum Vand i ringe Dybde under Overfladen. Dette sandede Strandbælte er sjelden mere end 200—400 Alen bredt, men frembyder til alle 54 Aarets Tider en frisk, grøn Vegetation, der navnlig til visse Tider danner en iøinefaldende Modsætning til den graalige og fortørrede Plantevæxt paa Bakkerne” længere inde i Landet. ; Nærmest Søen voxer der en Mængde urteagtige eller halvbusk- agtige lave, tildels fremliggende Planter, især af Chenopodeeformen ") med kjødfulde og ofte saltholdige Blade, blandt hvilke de mest fremtrædende ere Sesuvium portulacastrum med sine smukke rosa- farvede Blomster, - Cakile æqualis, en af de faa korsblomstrede her paa Øen, den blaagraa Euphorbia buwxifolia, Heliotropium curassa- vicum med sine blaalige, spatelformede Blade, Philoæerus vermicu- latus, Scævola Plumieri med sine store sorte Bær 0. fl., der hist og her ere blandede mellem nogle almindeligt udbredte, selskabelige Græs- og Halvgræsarter, blandt hvilke den piggede Cenchrus echi- natus, den tynde Sporobolus virginicus og den fladt udbredte bred- bladede Stenotaphrum americanum især repræsentere de første, medens den i Tuer voxende Scirpus ferrugineus og den stive, blaa- graa Cyperus brunneus ere de hyppigst forekommende af de sidste. Af noget højere Buske nærmest Stranden ere især den sølv- graa Tournefortia gnaphalodes og den saft- og harpixrige Borrichia arborescens iøjnefaldende, medens hen imellem disse Urter og Buske den prægtige fpomæa pes capræ med sine store violetrøde Blomster kryber med sine ofte 50 Fod lange Ranker, og den stedse blomstrende Lablab vulgaris slynger sig op om deres Stængler og Grene. Bagved disse lavere Planteformer hæver sig etftæt Bælte af maritime Buske og Træer, som ofte er saa tæt, at man kun med " Vanskelighed kan trænge'sig derigjennem. ; Til de almindeligste Arter blandt disse træagtige Planter høre Ecastophyllum Brownei, den spidsbladede Ernodea littoralis, Suriana 1") Ved Betegnelsen af Vegetationsformerne har jeg fulgt det af Prof. Grisebach i-hans ,,Vegetation der Erde", 1, 8. 11—14 opstillede Schema, i hvilket der dog synes endnu at Salle nogle Betegnelser, edes især for den hos flere maritime Buske udprægede Form med smalle, spatelformede Blade (62 Ex. Suriana maritima, Tournefortia gnaphalodes etc.). 55 maritima, Erithalis fruticosa, den hvidblomstrede €7erodendron aculeatum, Colubrina ferruginosa, den for sine spiselige Frugter bekjendte Chrysobalanus Icaco, men især den bekjendte tornede Guilandina Bonducella og den éndnu mere bekjendte Sødrue, Coc- coloba uvifera, hvis store, stive, læderagtige Blade give en vel- kommen "Skygge for Solens Straaler paa den skinnende hvide Sandbund. ; Sjeldnere sees her den elegante Canella alba, Dodonæa vis- cosa, Sophora tomentosa og den eiendommelige Bontia daphnoides, hvis Frugt ligner Oliventræets, ligesom ogsaa det, som ovenfor berørt, næsten udryddede Pokkenholt, Guajacum officinale, kun hist og her træffes paa et mere afsides liggende Kyststrøg. Medens de ovenfor nævnte træagtige Kystplanter såm oftest ere Buske eller lave Træer, rager den for sit haarde Ved berømte »Gregory", Bucida Buceras, det bekjendte Farvetre Hæmatoxylon campechianum og navnlig det til Bøgeformen henhørende elegante Manschiniltræ, Hippomane mancinella, som er bekjendt for sin caustiske Mælkesaft, men hvis skadelige Egenskaber som oftest i høj Grad ere blevne overdrevne af ængstelige eller uvidende Per- ; Soner, højt op over dette Krat. Medens det sidstnævnte Træes Mælkesaft uden Tvivl har en ætsende Virkning, naar den bringes i Berørelse med Slimhinder i det menneskelige Legeme, er dens Virkning paa Huden aldeles uskadelig, ligesom alle Fortællinger om det Farlige ved at sove eller opholde sig under Træets Skyggé udelukkende maa tilskrives Indbildningskraften 'eller Misforstaaelse af Aarsagerne til et muligt Ildebefindende 1), Veddet af dette smukke Træ, som, med Und- tagelse af en kort Tid i Marts Maaned, altid er smykket med friskt, grønt Løv, og som i hele sit Ydre minder meget om et Bøgetræ i Juni, er et udmærket Gavntømmer, som navnlig egner sig fortræffeligt til ne men som paa Grund af de indfødte 1) Der synes dog By være stor Forskjel paa Saftens Virkninger paa de "forskjellige Indi 56 - ÅArbeideres ,Frygt for "Træets formentlige Farlighed kun meget sjeldent anvendes... De nedfaldne Frugter lugte aldeles som friske Æbler og spises gjerne af Landkrabberne, som man derfor anseer det for nødvendigt at fodre i nogen Tid med Mel og andre Ting, forinden de tjene til Føde for Mennesker. "Hist og her-sees Manschiniltræet lige til Toppen overgroet med den røde, traadlignende Lauracee, Cassyta americana, som let forvexles med den langt hyppigere Hørsilke, Cuscuta americana, der imidlertid mest holder sig til lavere Buske og Smaatræer. men ogsaa findes langs Kysterne. ; Forinden vi forlade den flade Sandkyst, maa vi endnu med et Par Ord omtale den herlige Cocospalme,: der her, som overalt i Troperne, danner de flade Kysters fortrinligste Prydelse og først falder i Øjnene, naar man fra: Havet nærmer sig til Landet. Cocospalmen findes paa St. Croix navnlig langs de flade Bugter paa Nordkysten, især i Øens østlige Del, hvor den som oftest findes plantet i 6—8-dobbelt Række med en forholdsvis tynd og spredt Underskov af nøgle af de ovenfor omtalte Buske og Smaa- træer. Dog findes den ogsaa spredt over hele Øen, ofte paa be- tydelige Høider, hyppigt plantet som Indfatning langs Landeveiene, og overalt frembydende det samme bekjendte Udseende med den altid mere eller mindre krummede Stamme og den mægtige Blad- dusk i Toppen. Træets techniske Anvendelse er kun ringe paa Øen, idet den eneste Brug, der gjøres af det, er af de halvmodne Frugters vand- agtige Saft til at drikke, medens Benyttelsen af dets Trevler til FlÉtningsarbeide kun finder Sted i meget indskrænket Maalestok, ligesom ogsaa den modne Nød saagodtsom ingen Anvendelse finder, undtagen til Kager 0. desl. Her, som overalt, hvor Civilisationen makier ind til Hoved- massen af Befolkningen, … bliver Benyttelsen af Raaproducter til Menneskets Fornødenheder, som overalt hos uciviliserede Nationer forbauser de Reisende ved sin Mangfoldighed og rige Afvexling, afløst af de mere hensigtsmæssige og ofte billigere Fabrikater, ERE SEEST FREE me ELINE] 57 som den lettere Samfærdsel nutildags gjør tilgjængelig for alle Klasser overalt paa Jorden, uden at jeg dermed vil paastaa, at Cocospalmens Producter ved større Vindskibelighed hos Befolk- ningen paa St. Croix ikke skulde kunne blive af ikke ringe økø- nomisk Betydning. Som allerede tidligere omtalt, afbrydes den flade Kyst hist og her af Laguner, hvis Vegetation imidlertid er saa ensartet over hele Jorden og tillige saa ofte beskrevet, at jeg kan ind- skrænke mig til at omtale, at der paa St. Croix ved Lågunernes Bredder findes de samme Former som overalt, nemlig lave, tyk- bladede Salturter, især "Batis maritima, og den eiendommelige træ- agtige Vegetationsform , som benævnes Mangrovevegetationen, hvis " Repræsentant paa Øen er den bekjendte Rizophora Mangle, i For- bindelse med en Del lave Træér af Laurbær- og Olivenformen, hvortil navnlig høre Conocarpus erecta, Lagunculariå racemosa, Åvicennia nitida og" Anona palustris. Rhizophora danner med sine Luftrødder det sædvanlige tætte, næsten uigjennemtrængelige Væv af seige Grené i' Mudderet og over dette, medens de andre Træer danne et tæt Skovbælte omkring Lagunens Vandspeil, hvor . dette ikke overskygges af Mangroven. Anona palustris udmærker sig fremfor de andre ved et smukt, mørkt, glindsende Løv og - bærer anselige, gule, glatte, men uspiselige Frugter, der af Be- . boerne kaldes ,,Monkey-apples?. Til Lagunfloraen maa endnu henregnes den fremliggende, buskagtige Pavonia racemosa og den lille krybende Evolvulus Mucronatus, som begge ynde det nærmest Lagunerne beliggende lerede Terræn. —, Uagtet den for Lagunerne" ejendommelige Plantevæxt er meget udpræget og ensartet, finder der dog nogen Forskjellighed Sted mellem Lagunerne indbyrdes, begrundet paa disses større eller mindre Dybde og den mere eller mindre frie Forbindelse med Havet. Hvor Vandstanden i Lagunen er saa ringe, at denne maaske største Parten af Aaret er udtørret, finder Mangroven ikke tilstrækkelig Fugtighed til at trives, hvorfor den ikke sees omkring 4 de saakaldte ,,Saltponds”, ligesom den heller ikke voxer, hvor La- gunen staar i aldeles fri Forbindelse med Havet, saa at dens Vand er omtrent lige såa salt som dette og Dybden. forholdsvis stor, saaledes som i Christianssteds Lagun. Dens væsentligste Opgave synes saaledes at være, at danne et Overgangsstadium i Vegeta- tionens Udvikling fra den aabne Havarms til den næsten udtørrede Sumps, medens de andre ovenfor nævnte træagtige Lagunplanter ikke i den Grad ere bundne til en bestemt Vandmængde eller Salt- holdighedsgrad. Nærmest til Lagundannelsen høre nogle” udstrakte, flade, græsbevoxede Sletter langs Sydkysten ved Plantagen Manningsbay, " der kun ved stærk Regn blive sumpede og ere overgroede med kort Græs af Slægterne Sporobolus, Cynodon og Stenotaphrum, "medens den lerede, lagunagtige Jordbund den øvrige Del af Aaret "er tør og fåst. Uagtet de i det Foregåaende nævnte Kystplanter i Hoved- sagen kun findes i Havets umiddelbare Nærhed, er der dog en Del af disse Arter, som ikke blot findes langt inde i Landet, men end- . ogsaa ofte i ikke ubetydelige Høider. Foruden Cocospalmen, hvis Udbredelse over hele Øen allerede er omtalt, findes saaledes Man- schiniltræet ofte i fugtige Lavninger midt paa Øen, ja stundom endog paa Bjergenes Top i en Høide "af 7—800', saaledes paa, Maronbjerget i Nordvest, hvor jeg ogsaa har fundet Ernodea litto- ralis i en lignende Højde, medens de fleste 'andre Strandvæxter ikke synes at være i Besiddelse af denne Evne til at lempe sig efter forandrede stedlige Forhold. Det dyrkede Bælte. Naar man fra Kysten begiver sig ind i Landet, træffer man paa de fleste Steder i den vestlige. Del paa det dyrkede Bælte, der som anført i det Foregaaende indtager den største Part af den. vestlige og en Del af Øens østlige Del, og hvis Omfang et Blik påa den medfølgende Kosteliiise vil vise at være omtrent "3 af - hele Øens Areal FEDE ere P Å g ig RENE TRA ag ET EVE SSR NE ENES ERE REE ES NE FEE I GERT es Te DNS PS REESE SET SE Eg 0 59 St. Croix's eneste Culturplante af nogen Betydning er Sukker- røret, idet der foruden dette kun dyrkes Rod- og Træfrugter i ringe Omfang, medens Brødkornet (Hvede og Mais) i sin Helhed indføres, hovedsagelig fra Nordamerika, i formalet Tilstand. Suk- kerrøret dyrkes i store Marker i Rækker, hvis indbyrdes Afstand er omtrent-tre Fod, og i hvilke der ved Hjælp af Hakken graves firkantede Huller, i' hvilke de til Plantning bestemte Stængel- stykker nedlægges. Paa Grund af sin perennerende Mellemstok vilde en enkelt Plantning kunne være tilstrækkelig i en uendelig Række Aar, saaledes som det tilnærmelsesvis er Tilfældet paa St. Domingo, hvor man i den rige Alluvialbund ved Azua har 70-aarige Plantninger, da Mellemstokken hvert Aar skyder nye Skud op i Stedet for de afhuggede fjorgamle.. Men da Jordbunden paa St. - Croix ikke længere er i Besiddelse af sin oprindelige Rigdom og trænger til at bearbejdes og. gjødes paany efter nogle faa Aars Forløb, hvis man ønsker noget Udbytte deraf, blive Plantningerne i Almindelighed fornyede hvert tredie eller fjerde Aar, saa at man kun har to- eller treaars ,,Ratun"1) paa Øen. Sukkerrøret opnaår paa St. Croix som Regel en Høide af 6—8 Fod, og dets Størrelse og Sukkerholdiglied retter sig meget efter Jordbundens Godhed, men især efter Regnmængden, som altid vil blive den vigtigste Factor ved Høstens Beregning, sélv om den efterhaanden indførte bedre Forberedelse af Jorden, som rigtignok endnu ikke er saa almindelig udbredt som ønskeligt var, uden Tvivl vil gjøre Høstens Udfald mindre afhængig af den faldne Nedbør. Den aarlige Production af Sukker paa Øen er meget variabel og retter sig altid efter det foregaaende Aars Regnmængde, saa at Høsten i et Aar kan beløbe sig til over 25 Millioner Pund), medens den i andre kun er 41/9 Mill. ?) FE BRED N ”) »Ratun" kaldes de mere end et Aar gamle Sukkerrørsplantninger, som - Påany ere skudte frem fra Mellemstokken, i Modsætning til de ny- I 187 VTS Bom og Molasse ere, som .bekjendt, værdifulde Biprodukter ved Sukkerfabrikationen. 2 60 En anden Culturplante, hvis Dyrkning endnu kun er meget indskrænket, nærmest til Grøngjødning og Kreaturfoder, men som uden Tvivl vilde kunne blive af stor økonomisk Betydning for Øen ved at erstatte det nu almindelige Brødkorn, Maisen, som aarligt maa indføres i store Kvantiteter, er Guinea-Kornet (Sorghum vulgare), som voxer hurtigt og let og ofte opnaar en Høide af 12— 16 Fod, og til hvis Dyrkning Størstedelen af de nedlagte Sukker- plantagers nu saagodtsom ubenyttede Land vilde egne sig i for- trinlig Grad. g I det brakt liggende Agerland erholde Plantagernes Arbeidere som oftest det dem ifølge Arbeiderregulationerne tilkommende Stykke Land paa 900 Kvadratfod tildelt, hvorfor man i det dyrkede Bælte paa Øen mellem de friske, grønne Sukkermarker, foruden det brakt liggende Land, der som oftest benyttes til Græsning, seer mindre Stykker Land bevoxede med Guinea-Korn og andre, hvor Negrene have plantet deres Kjøkkenurter, her almindeligst ,,søde Kartofler" (Ipomæa Batatas), Yams (Dioscorea alata), ,,Pigeon Peas" (Ca- Janus indicus), Okro (Abelmoschus esculentus) og Pumpkin (Cu- curbita Melopepo). Permanente kunstige Græsgange, bestaaende af Plantninger af det i Tuer voxende Guinea-Græs (Panicum maximum), sees hist og her, mest påa Bakkerne, hvor Sukkerrøret ikke trives vel, som oftest beplantede med spredte Thibet-Træer (Acacia Lebbek), hvilket giver Terrænet et tiltalende, parklignende Udseende. Græsset, som i regnfulde Aar ofte opnaar en forbausende Høide, saa at det endog kan skjule en Mand tilhest, skjæres med Segl, og Kreatu- rerne faa ikke Tilladelse til at gaa løse paa disse Marker, saaledes som paa de naturlige ,,pastures”. Den spontane Vegetations Omraade i denne dyrkede Del af Øen er selvfølgelig meget begrændset og indskrænket til Græs- markerne og smalle Terrænafsnit langs Bække, Grøfter og Veie samt til Ukrudtet i Sukkermarkerne, hvor den endog er undergiven mangfaldige Forstyrrelser ved Oprensning og Lugning, saa at det i 61 hovedsageligt er urteagtige Planter med korte Livsperioder, der her danne Floraens Hovedmasse. Buske og Halvbuske findes kun i Græsmarkerne, hvor især Waltheria americana og Melochia nodiflora forekomme almindeligt, og langs Bækkene, hvis Leier som oftest indfattes af Guavabusken (Psidium Guava) og den stedse blomstrende Wedelia buphthalmoides. der ligner en lille Solsikke, ligesom der ogsaa hyppigt. langs Bæk- kene forekomme nogle af de almindelige Skovtræer, især det løv- rige ,,Bastard-Mahogony" (Andira inermis) og Almond-Træet (Ter- . minalia Catappa) saavelsom enkelte Kåalpalmer (Oreodoxa oleracea). Ogsaa langs Veiene findes hyppigt plantede Rækker af Træer, især den allerede nævnte Kaalpalme, hvis lodrette Stammer ligne Søiler af smukt tilhuggen graa Sandsten, Mamey-Træet (Mammea americana), et af de løvrigeste og tætteste Træer i Troperne, og det ligeledes allerede omtalte Thibet-Træ, som uheldigvis en Tid af Aaret taber sit Løv og fra December til April kun bærer sine tynde, gule, klapprende Bælge. Foruden disse faa træagtige Former, af hvilke de fleste endog skylde Menneskets Virksomhed deres Tilstedeværelse og Bestaaen, findes der derimod i det dyrkede Bælte endnu en stor Rigdom af urteagtige Planter, hvoraf de fleste her, som overalt, synes afhængige af Culturen, idet kun denne skaffer dem den fornødne Luft og til- strækkeligt Lys, hvorfra de perennerende træagtige Væxter snart | vilde udelukke dem. Mange af disse Urter blive ved deres store Mængde til Ukrudtsplanter, som kun en hyppig Lugning kan for- hindre fra at udbrede sig paa de dyrkede Planters Bekostning… | Hertil høre især de vidt udbredte Læbeblomster Leonurus ” sibiricus, Leucas martinicensis og især Leonotis nepetæfolia, som almindeligt kaldes »Holy Stock" og ofte bedækker hele Brakmarker med sine indtil 4 Fod høie Planter. Fortrinsvis Ukrudtsplanter ere endvidere Årgemone mexicana, som paa Grund af sine piggede Blade kaldes Yellow Thistle", Zribulus maximus, Borrera verticil- lata, Boerhaavia paniculata og erécta, Stachytarpha jamaicensis, Croton lobatus 0. fl. 62 Alle disse Planter ere dog som Ukrudt betragtede for Intet at regne i Sammenligning med det berygtede ,,Bay-grass" (Cynodon Dactylon), hvis perennerende Mellemstok formerer sig overordentlig hurtigt og danner et tæt, sammenfiltret Væv i Jordskorpen, ofte til stor Dybde, hvorved Culturplanternes, specielt Sukkerrørets, Væst i høj Grad forhindres. Dette Græs, som er en stor Plage for Planteren, siges at være indført til Øen for ikke mange Åar- siden og findes nu, foruden ved Kysterne, især massevis paa enkelte Plantager midt i Landet og nær Christianssted. Mindre besværligt som Ukrudt er et lille Halvgræs, det saa- kaldte ,,Nutgrass" (Cyperus rotundus), hvis smaa, runde, sødlige Knolder gjerne spises af Svinene. Foruden de ovenfor nævnte Ukrudtsplanter findes der især langs Sukkermarkernes Udkanter en Mængde urteagtige Planter, af hvilke mange ved deres smukke Blomster og slyngende Stængler danne en tiltrækkende Modsætning til de friske, grønne Blade paa Sukkerrøret. Hertil høre især Vigna luteola, Ipomæa coccinea og Quamoclit med røde, I. umbellata med prægtige gule Blomster, Clitoria Ternatea' med store himmelblaa Blomster, Centrosema vir- ginianum, Teramnus uncinatus, Rhynchosia reticulata og minima, der alle foretrække Sukkermarkernes Udkanter, hvor de finde til- strækkelig Støtte for deres slyngende Stængler, for. de aabne Grøfter, hvor denne Støtte som oftest savnes. I disse Grøfter, der dels indfatte Veiene, dels adskille Sukkermarkerne indbyrdes, og som næsten altid ere tørre, sees de fleste af Øens enaarige Græs- arter, blandt hvilke især Arter af Panicum, Eragrostis, Sporobolus, Digitaria, Eleusine, Dactyloctenium, Chloris og Lappago ere de almindeligste, blandede mellem forskjellige Arter Bælgplanter, saa- som Crotalaria retusa og verrucosa, der begge høre til de almin- " deligsté Planter paa St. Croix, skjønt oprindelig hjemmehørende i - Ostindien, Desmodium incanum, molle, triflorum og scorpiurus, Phaséolus semiérectus, Alysicarpus vaginalis 0. fl., 'saavelsom Læbe- blomster (Salvia cocéinea, occidentalis: og serotina, Hyptis pecti- nata og suaveolens) og Kurveblomster (Cosmos caudatus, Pectis Si 6-5 gran ele 63 punctata, Bidens bipinnåtå, Eléphantopus mollis og Distreptus spicatus). De tørre Veikanter ere især begroede med Heliotropium in- dicum og parvif/orum, som udfolde deres venlige: Smaablomster hele Aaret rundt, hvilket ligeledes gjælder om Parthenium Hystero- phorus og Lepidium. virginicum, der voxe paa de samme Steder. De almindeligste Væxter langs Veiene ére dog Malvaceerne, hvis Repræsentanter her ere dels Urter, dels lave Halvbuske, især hørende til Slægterne Sida (S. carpinifolia, jamaicensis og ciliaris) og Abutilon (A. indicum med store brandgule Blomster og Å. periplocifolium), samt Jatropha Curcas, en ofte selskabeligt op- trædende Euphorbiacee, og de narkotiske Datura Metel og Stra- Monium. i Medens alle de ovennævnte Former ynde højere liggende og tørre Steder, findes der en Mængde andre, som foretrække lave og fugtige Lokaliteter, især Grøfter med sid Bund eller smaa eng- agtige - Strækninger. Hertil høre især "den straalende Aselepias Curassavica, hvis drastiske Egenskaber have forskaffet den sit vul- gære Navn ,,Wild Ipecacuana", Martynia diandra, Ruellia tuberosa med blaa Klokkeblomst, Tpomæa. dissecta og triloba, som omslynge de større Urter med deres Stængler, Pluchea purpurascens, Jus- sieua suffruticosa, AÅmmania latifolia, Bleéchum Brownei, Isotoma longiflora, som dog er sjelden, og mest almindelig af alle den smukke Commelyna elegans, hvis fine, himmelblaa Blomster udfolde deres tynde Kronblade i Morgentimerne. Mindre iøinefaldende Blomster end de foregaaende have de ligeledes paa disse Steder voxende Herpestis chamædryoides, Passiflora suberosa og foetida, Scoparia dulcis, Corchorus siliquosus, hvis Blade spises i den ” Creolske Suppe, og en Del Græsarter, blandt hvilke de hyppigst "forekommende ere . Paspalum compressum, distichum , conjugatum og virgatum, Panicum diffusum og Andropogon saccharoides. Til enkelte Tider af Aaret, naar stærk Regn har sat de om- talte fugtige Steder og Grøfter under Vand, optræder der i dem 64 Former, som i den, mindre regnfulde Tid ikke finde tilstrækkelig gunstige Betingelser for at trives. Dette gjælder navnlig om nogle Arter af Halvgræs, især Cyperus articulatus og mucronatus samt Scirpus mutatus og nodulosus, der altid optræde selskabeligt og minde om sivbegroede Strækninger i koldere Egne. Disse afvexlende tørre og vaade Grøfters Plantevæxt danner, en naturlig Overgang til Vegetationen langs med og i de perma- nente Vandløb, som ofte kun ligne Grøfter og som hensigtsmæs- sigst omtales her, da de største af dem netop findes indenfor det dyrkede Bæltes Omraade. De mindre permanente Vandløb, der, som tidligere omtalt, løbe mellem Skovbakkerne i den nordvestlige Del, ile hurtigt hen over Klippegrund og mere ligne smaa Bjergstrømme, have der- for en Del Arter af Planter, som tildels eller 'zanske voxe i Fersk- vand, der ikke findes voxende i de roligere og bredere Bække i Lavlandet. ; : Hertil høre især Mentha aquatica og Nasturtium officinale, der begge ere almindeligt naturaliserede paa disse Steder, den store, skjoldbladede Potomorphe peltata og den lille, violetblom- strede Herpestis Monnieria, foruden en Del Græsser og Halv- græsser, saasom Cyperus ligularis, odoratus, ochraceus og viscosus, Scirpus capitatus, Kyllinga monocephala; Paspalum distichum, Pa- nicum paspaloides og Eriochloa punctata, i Forbindelse med enkelte Kurveblomster, især Eclipta alba og Sparganophorus Vaillantii, af hvilke dog nogle, især blandt Græsserne og Halvgræsserne, ogsaa stundom findes ved de større Vandløb. Disse sidste, hvortil navnlig den oftere omtalte Kingshill Bæk hører, have paa Grund af deres større Vandmængde en Del mere udpræget aquatiske Former, der som de fleste Vandplanter høre til meget udbredte og næsten kosmopolitiske Arter"). ; 1) Det vil her maaske ikke være uinteressant at bemærke, at St. Croix's Fugleverden, som omfatter c. 70 Arter, indbefatter omtrent 20 Arter Trækfugle af Vade- og Skkenansecurer Klasser. 65 Til disse udprægede Vandplanter høre især Nymphæa ampla, som ikke sjeldent forekommer pååa de bredere Steder i Bækkene, hvor der er nogenlunde dybt Vand, Echinodorus cordifolius, Typha angustifolia og Lemna minor, som alle ere temmelig almindelige og optræde selskabeligt paa disse Steder. Foruden de ovenfor nævnte Cyperaceer og Gramineer fore- kommer her endnu Scirpus mutatus saavelsom enkelte mandshøie, buskedéf Bregner, der indfatte Randene af disse Bække, hvis interessanteste Plante dog er den traadformige BRuppia maritima, som i stor Mængde bedækker Bunden påa de lavere Steder, ofte helt indhyllet i Conferver, og. hvis Optræden i disse Bækkes aldeles ferske Vand i betydelig Afstand fra Havet unægteligt maa ansees for et interessant Exempel paa Tillempningsevne hos en Plante. Til det dyrkede Bæltes Vegetation maa vi endnu regne den omkring beboede Steder og påa Ruderatpladser fremherskende "Plantevæxt, der her, som overalt, har sine ejendommelige Former -at opvise. Foruden Øens to Byer, Christianssted og Frederikssted, findes Menneskeboligerne saagodtsom udelukkende paa Plantagerne med deres omfattende Bygninger til Sukkeravlens Drift og Negerbyerne, hvor Arbeiderne bo, da hele Øens Areal er udstykket i store Eiendomme, saa at spredte, mindre Huse, der tilhøre smaa Grund- eiere, høre til Sjeldenhederne og næsten udelukkende findes i den østlige Del. Foruden de endnu i Drift værende omtrent 80 Suk- kerplantager findes der ikke faa nu nedlagte, som tildels endnu ere beboede af nogle faa Folk, der beskjæftige sig med Kvægavl. Omkring Husene, saavel i Byerne som påa Landet, findes der i Almindelighed plantet en Del Træer, dels for Frugternes, dels for deres Skygges Skyld, blandt hvilke de almindeligste ere Tama- Tindtræet, Mangotræet, Keneppytræet (Melicocca bijuga), Papay- træet (Carica Papaya) og Soursoptræet (Anona' muricata), medens de hyppigst plantede Skyggetræer ere Otaheitetræet (Thespesia Populnea), som har en altid løvrig, tæt Krone, Poinceana elata, der rigtignok taber sine Blade en Tid af Aaret, Calliandra Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 5 [2 66 Saman, almindelig kaldt ,,Giant Thibet", og Crescentia Cujete (Cala- bastræet), som dog mere er anseet for sine til Kar brugte Frugters Skyld end for sine andre Egenskaber. Egentlige Haver ere desværre nu kun sjeldne paa St. Croix, især efter at de fleste Plantager ere gaaede over i Hænderne paa Folk, hvis Virksomhed udelukkende er rettet paa Sukkerdyrkningen. De tidligere ofte med stor Bekostning anlagte og omfangsrige Haver, som fandtes paa mange Plantager og ved Byerne, "ere saa godt som uden Undtagelse, blevne overladte til sig selv og om- dannede til kratbevoxede Vildnisser, hvor Kvæget har uhindret Ad- gang, medens de enkelte Blomsterelskere i Byerne nøiés med at plante deres Sirplanter i Potter og Kar. De almindeligste Buske, som opelskes ved Husene, og af hvilke mange maa betragtes som naturaliserede, ere Lagerstrømia indica, Portlandia grandiflora, Lawsonia inermis, Petræa volubilis, Stephanotis floribunda, Anti- gonon cordatum (,,Mexican vine"), Hibiscus Rosa-sinensis, Allamanda cathartica, Plumbago capensis 0. fl., ligesom ogsaa Roser, Nelliker, Petunia, Heliotropium, Verbener og andre lignende Blomster voxe let og villigt. 'Vinranken, som ikke sjeldent findes plantet ved Husene, bærer fortræffelige Druer mange Steder, som oftest tre til fire, Gange om Aaret, uden at være Gjenstand for nogen videre omhyggelig Pleie, ligesom ogsaa den velsmagende ,,Bell-apple" /Pas- sifora laurifolia) sees almindeligt plantet ved Huse. Finere Kjøkkenurter dyrkes kun sjeldent, uagtet de i den regnfulde Tid lykkes meget godt, saa at Ærter, Blomkaal, Radiser, Melvner og mange andre Vegetabilier blive lige saa store og velsmagende som i koldere Egne. Den ringe Afsætning i Forbindelse med Mangelen paa kyndig Veiledning og tilstrækkelig Vandforsyning bevirker imidlertid, at.Dyrkningen af Kjøkkenurter hovedsagelig indskrænkes til de allerede tidligere omtalte Provisionsgrunde, hvor Landar- bejderne i deres Fritid dyrke de grove, tropiske Knoldevæster, som de dels selv spise, dels sælge i” Byerne. KH I nogen Frastand fra Husene og paa de talrige Ruderatpladser A findes der en rig Vegetation af Buské, Halvbuske og Urter, som ll . 67 alle med et Navn kunne betegnes 'som Ruderatplanter, uagtet man hist og her finder dem paa andre Lokaliteter end de anførte. Hertil høre fornemmelig Cassia bicapsularis og occidentalis, den sidste bekjendt for sin ubehagelige Lugt, som har indbragt den Navn af ,,Stinking weed", men som angives at have forskjellige medicinske Egenskaber, navnlig at kunne fordrive Feber, endvidere Solanum igneum og racemosum, hvis røde Bær spises under Navn af ,,Canker berry”, Ricinus communis, hvis bekjendte Olie under Navn af ,,Castor oil" er en almindelig benyttet Medicin, de smukt- blomstrende Mirabilis Jalappa og Vinca rosea, Xanthium spinosum, Datura Stramonium og Metel, 'Amarantus paniculatus, den efter Hvidløg stinkende Petiveria alliacea, Rivina lævis, Phyllanthus Niruri, Euphorbia pilulifera, heterophylla og hypericifolia, Sele- ropus amarantoides, Priva echinata og især den bekjendte Poinciana Pulcherrima saavelsom en Mængde Malvaceer af Slægterne Sida og Åbutilon, medens den lille Acalypha reptans voxer ud af Revner i Mure og paa gamle Cisterner. Omkring disse Smaabuske slynger sig ofte den brandgule, traadformede Cuscuta americana, om hvilken Almuen troer, at den kan angive, om en Kjærlighed er besvaret eller ikke, eftersom den VOxer, naar den henkastes over en Busk, eller mee; hvorfor den almindeligt kaldes »Zkiove weed"1),. Skovwvegetationen. Det dyrkede Bælte, som udstrækker sig til en temmelig an- selig Del af det vestlige Høilands Bakker, begrændses her mod Nord af Skovvegetationen, de sidste Rester af de en Gang saa udstrakte Skove, som nu kun findes paa den" omtalte nordligste Del af det vestlige Høiland og i enkelte begunstigede Dalstrøg i det . østlige, medens der paa enkelte Strøg af Øens sydlige Del findes en Skovformation, hvis Sammensætning længere hen nærmere vil ") I Mexico, hvor seg Plante kaldes Chacatlascale, er den Gjenstand for en lignende Ove 5% 68 . blive omtalt som dannende en Overgang mellem den egentlige Skov og den kratagtige Croton-Vegetation i Øens østligste Del. " Paa Grund af den til visse Aarstider kun ubetydelige Regn- mængde har Skovvegetationen paa St. Croix ikke det for den tropiske Urskov ejendommelige altid lige frodige Præg, som - forudsætter en stadig rig Nedbør. En Følge af dette tørrere Klima er en ringere Mængde af Lianer og Epiphyter samt Til- stedeværelsen af ikke faa Arter af Bøge- og Bombaceeformen med periodisk affaldende Løv, som aldeles mangle i Urskoven. Paa den anden Side nærmer denne Skovvegetation sig til Urskoven ved sine talrigt repræsenterede Former af Laurbær, Oliven, Myrte og Oleander i Forbindelse med den sjeldnere op- trædende Palmeform og enkelte Repræsentanter af Lianer, Epiphyter, Scitamineer, Aroideer og Bregner, hvorved den skarpt adskiller sig fra den i Øens østlige Del raadende Kratvegetation med sine fremherskende Former af Agave, Cactus, Mimoser og tornede Buske, saa at den omtalte Skovvegetation bedst karakteriseres som en Blanding af stedsegrønne Urskovsformer med læderagtige Blade og af periodisk bladløse Former med tynde, bøielige Blade. Dette Forhold er meget klart udtrykt af Prof. Ørsted), hvorimod den af ham derfor brugte Betegnelse ,,Catingaskoven”, hvorunder han synes at ville henføre alle ikke til Urskoven hørende Vegetationsformer i det tropiske Amerika, forekommer mig mindre heldig, da dette Navn, hvis Betydning desuden er aldeles local, betegner en meget forskjellig, for Brasilien særegen Skov- formation, hvorfor jeg vil foreslaa at kalde den omhandlede Skov- vegetation, som er ejendommelig for de fleste mindre og en stor Del af de større vestindiske Øer, Eriodendron-Vegetationen efter dens mest ejendommelige og iøjnefaldende Træ, som tillige er fremmed for den tropiske Urskov. » ; Den ovenfor korteligt skitserede Skovvegetation findes som allerede anført især paa det vestlige Høilands Bakker og i de ') Bergsøe: Statistik, IV Bd., S. 583. 69 mellemliggende Dalstrøg, frodigst udviklet paa Bakkernes nordlige Affald som de for Regnen mest udsatte og i Dalkløfterne, hvor Nedbøren ofte samler sig til smaa. Bække paa Bunden. De enkelte Bakker og Dalstrøg i den østlige Del, der have en lignende Skovvegetation, ere især Jacobs Peak med Springgut nær Christianssted samt nøgle faa, mod Nord aabne Dalstrøg i Nærheden af Plantagen Cotton Valley længere mod Øst. Disse skovklædte Dale og Skraaninger høre til Øens smukkeste Partier, og flere af dem, især Crequis, Caledonia Dalen, Wills Bay og Sweet Bottom frembyde Landskaber af overraskende Ynde og Skjønhed, hvis Tiltrækningskraft endnu forhøjes ved Udsigten' over det aabne Hav, der begrændser Horizonten til alle Sider. "Til de mest fremherskende Træer i Skovvegetationen med stedse- grønt, som oftest læderagtigt, mørkt, glindsende Løv høre Anona muricata og laurifolia, Calophyllum Calaba med elegante hvide Blomster, Capparis cynophallophora og frondosa, af hvilke den sidstes Frø ere ansete for meget giftige og tidligere ikke sjeldent brugtes af Slaverne til Mordforsøg paa deres Herrer, Chrysophyllum glabrum, Årdisia coriacea, Rauwolfia nitida, Linociera compacta, hvis hvide Blomster ligne smaa Fjerbuske, Sapindus inæqualis med Frugter, der skumme i Vand ligesom Sæbe, Pisonia inermis, Stenostomum lucidum 0. fl., medens man sjeldnere seer det haarde Sideroxylon mastichodendron og Dipholis salicifolia saavelsom Bu- melia cuneata og Coccoloba diversifolia. Mindre hyppigt sees end- Videre den elegante C/usia rosea, som kun findes paa en enkelt | Del af Nordkysten, Wills Bay, hvor den imidlertid ikke er 'sjelden og opnaaer en Høide af over 50", den. fintblomstrede Ternstrømia elliptica, som til sit eneste Voxested har udvalgt den udvendige steile Skraaning af "Maronbjerget, den vellugtende Nectandra leu- cantha og den til Gavn- og Farvetræ anvendte Maclura tinctoria. Medens alle de her anførte Træer have udelt Løv, findes der «andre, ligeledes stedsegrønne, hvis Blade ere mere eller mindre Sammensatte, navnlig Inga laurina, "der forekommer almindeligt " overalt i Skovene. og det prægtige ,,Locust-Træ" /Hymenæa Cour- 70 baril), hvis haarde Ved er et meget søgt Gavntømmer, den piggede Zanthoxylum Clava-Herculis og den bekjendte ,,Bitter-astef" (Picræna eæcelsa), hvis Ved og Bark anvendes mod Febre og Mavesvækkelser. —… Til Banyanformen høre Figentræerne, af hvilke her især op- træde den prægtige Ficus crassinervia med sine store, afrundede mørke Blade og F. pedunculata, hvis Blade ligne Poppelens, og som med deres Luftrødder ofte omslynge og kvæle de Træer, de voxe 'påa eller opad. Imellem denne rige stedsegrønne Trævæxt sees blandet en om end ikke saa formrig, saa dog temmelig afvexlende Vegetation af Træer med matte, ubehaarede, tynde Blade og mere eller mindre delt Løv, der periodisk falder af i de' mindre regnfulde Maaneder, navnligt henhørende til Bøge- og Bombaceeformen. Grunden til.dette Løvfald maa antages at være den, at disse Træer, som ikke ved en tæt Haarbeklædning eller tyk Overhud ere sikkrede mod stærkt Fugtighedstab, i de anførte Maaneder ikke finde tilstrækkelig Fugtighed i Jorden til at fortsætte deres vegetative Functioner, saa at der. ligesom hos deres Frænder i koldere Egne indtræder en Hvileperiode i deres Væxt og dermed Betingelserne for Dannelsen af Aarringe, som rigtignok blive mindre regelmæssige, end hvor denne Hvileperiode er skarpere begrændset. At Grunden til disse Træers Løvfald er den her angivne, sees ogsaa deraf, at Løvspringet hos dem er i høi Grad variabelt og afhængig af den rigere Nedbørs tidligere eller senere Indtræden, hvorimod Blomstringen, der hos mange af dem indtræder før Løv- springet,- ofte paa en meget tør Aarstid, som allerede tidligere antydet, er nogenlunde eonstant til bestemte Tidspunkter for hver enkelt Art, medens det af St. Hilaire paa Campos iagttagne analoge Fænomen!), at Bladknopperne udfoldede sig længe før Regntidens Indtræden, ikke synes at finde Sted paa St. Croix. 1) Grisebach: Veget. der Erde, II, S. 400. É BEES RE NES SAGS Se IN An.) ae tes 14 Til disse Træer med affaldende Løv hører den allerede oftere "nævnte mægtige Eriodendron anfractuosum, hvis almindelige Navn er ,,Silkcotton Tree", den tornede Erythrina carnea, Tecoma leu- coxylon, som i Marts bedækkes med Tusinder af store blegrøde Blomster, og som paa Grund af sit Ved kaldes ,,White Cedar", Sehmidelia- occidentalis, den smukke blaablomstrede Vitex divari- cata, Hura crepitans, der paa Grund af sine ejendommelige Frugter kaldes ,,Sandbox Træet", den mægtige Spondias lutea med sine syrlige gule Frugter, der kaldes ,,Hog plums", Cordia Collo- cocca 0. fl. 5 Hist og her hæver en enkelt Kaalpalme, den allerede forhen nævnte Oreodoxa oleracea, sin mægtige og dog saa elegante Top op over den tætte Løvmasse, ligesom ogsaa Trompet-Træet, Ce- cropia peltata, med sine store, paa Undersiden sølvgraa, Blade danner en ejendommelig. Modsætning til de øvrige Træers mindre, som oftest mørke, Løv. Blandt Skovvegetationens træagtige Former kan endnu nævnes nogle indførte Træer, som enkelte Steder ere blevne almindeligt naturaliserede, saasom Baobabtræet (Adansonia digitata), Brødfrugt- træet (Artocarpus incisa), Cacaotræet og af sjeldnere, Kaneltræet (Cinnamomum zeilanicum) og den pragtfulde Jambosa malaccensis, der begge findes plantede og tildels selvsaaede i Crequis Dalen. Overalt hvor Jordbunden er klippefuld og ufrugtbar findes der Saagodtsom ingen Underskov, og Træerne ere her alle tynde og ranke, da de maa anvende det Meste af deres Kraft til at skyde sig op i Lysets Nærhed. Men hvor Jorden er rigere i disse . Skovdistrikter, findes der frodig Underskov, ligesom der ogsaa paa meget steile Klippeskraaninger, hvor større Træer ikke kunne fæste Fod, sees en rig Vegetation af Krat og Buske, især af Myrte-, Oleander- og Rhamnusformen, af hvilke mange udmærke sig saavel ved deres elegante Løv son ved deres smukke eller vellugtende Blomster. —/ Af Myrternes Familie er især Slægten Eugenia stærkt repræ- Senteret med omtrent 12 forskellige Arter, af hvilke især den be- 72 kjendte »Guavaberry"-Busk, E. floribunda, er berømt for sin aro- matiske Frugt, der syltes og tilsættes Rom, medens alle udmærke sig ved deres elegante Ydre og ofte jasminduftende Blomster. Til de andre mere iøinefaldende Buske høre ogsaa nogle Melastomaceer, blandt hvilke især 7'etrazygia elæagnoides fortjener at omtales for” sine smukke Blomsters Skyld, flere Rubiaceer, navnlig Hamelia patens og lutea, Palicourea Pavetta med rosarøde Blomster, flere Årter af Psychotria, Chiococea racemosa med småå hængende hvidgule Klokkeblomster og Coffea arabica, som findes almindeligt naturaliseret i de fleste skovbegroede Dalstrøg, og hvis Dyrkning i disse Egne utvivlsomt vilde kunne blive en god Ind- tægtskilde, især da Kaffens Kvalitet er ganske udmærket. Eiendommelig for denne Underskov er endvidere Repræsen- tanter for Bixaceerne (Triliæ crucis, Samyda serrulata og især Casearia ramiflora, sylvestris og parvifolia), for Malpighiaceerne (Byrsonima coriacea, Malpighia urens og glabra) samt især for Piperaceerne, af hvilke den smuktløvede tere Sieberi er den mest almindelige. Foruden de anførte Buske findes der endnu en Mangfoldighed af andre, der ligeledes danne Krat eller Underskov i disse Egne, som det ofte kan være vanskeligt nok at trænge sig igjennem, uagtet saa godt som ingen af dem ere bevæbnede med Torne eller lignende Hindringer. Som de hyppigst forekommende vil jeg anføre Erythroxylum ovatum, Trichilia hirta, Tobinia punctata, Amyris' sylvatica, Æg!- phila martinicensis, den stivbladede, mørke Eæcoecaria lucida, Vernonia punctata, Iresine elatior og Anthacanthus spinosus, der ofte bedækker de steileste Klippevægge, medens en Del mindre "Buske og Halvbuske, navnlig de smukke Acanthaceer Stemonacan- thus coccineus, Beloperone memorosa, Justicia carthagenensis 02 Dianthera sessilis saavelsom de sjeldnere forekommende Jonidium strictum og Ayenia pusilla danne Overgangen til den urteagtige, ofte krybende Jøgetskon pan Skovbunden. Imellem disse træ- og buskagtige Former slynge sig mang- foldige Lianer og urteagtige Ranker, der ofte som Guirlander -naa fra en Gren til en anden. De perennerende Lianer, som ofte maa klattre høit op mellem Træerne, forinden de kunne naa Lyset og udfolde deres Blomster, repræsenteres her af Cissus-Årter, især den storbladede Cøssus si- cyoides, den sjeldent forekommende Vitis cariboea og Bignonia unguis med sine store gule Klokkeblomster og ofte alenlange smalle hængende Bælge, medens de urteagtige Ranker, hvortil navnlig Arter af Cucurbitaceer og Passifloraceer, såavelsom af Convolvulaceer høre, søge de lysere og luftigere Steder i Krattet eller påa Skraaningerne til at udfolde deres Blomster paa. Blandt de mest fremtrædende af disse Ranker høre Trianosperma graciliflorum, den " almindeligt naturaliserede Coccinia indica, Passiflora rubra og især de smuktblomstrede Ipomæa violacea og filiformis. Af andre dels urteagtige, dels perennerende Slyngplanter, som mest findes i Krat og om Buske," fortjene endnu at nævnes dén fløielsbløde Cissampelos Pareira, Mucuna pruriens, hvis Bælge ere" fæt besatte med brune Brændehaar, Thunbergia volubilis, som findes naturaliseret paa mange Steder, Serjania lucida og Gouania domingensis, som begge have meget seige Stængler, den tornede Smilax havanensis og den ejendommelige Dalechampia scandens, Saavelsom Øens eneste Nælde, Tragia urens, hvis Brændehaar — neppe foraarsage' saa megen Virkning som vor almindelige Urtica. Som allerede anført er Epiphyternes Antal kun ringe, idet navnlig Ochideerne ere meget svagt repræsenterede ved kun tre Årter, Epidendrum cochleatum, ciliare og bifidum, der foruden påa Træstammer ogsaa findes paa Klipper. Af Bromeliaceer sees 7i/- landia recurvata og usneoides hyppigt paa Træernes Grene saavel- Som den store, ofte over 3 Alen høie 7. utriculata, der imellem sine Blade ofte gjemmer flere Potter kjøligt, klart Regnvand. Af ægte Snylteplanter findes kun Loranthus emarginatus, som i Almindelighed foretrækker de paa aabne Steder voxende Træer, 74 navnlig ,,Thibet-Træet", der ofte sees helt bedækket med de tætte, mørkegrønne Buske. Uagtet Skyggen påa Skovbunden paa Grund af det tætte Løv som oftest er meget stærk, findes der dog en Del Planter, som ynde dette "Halvmørke, og som bedst synes at trives her i det løse Bladmuld under Træer og Buske. Hertil høre den krybende Callisia repens, som voxer selskabeligt og ofte danner et tæt Tæppe over Jorden, den lille hvidblomstrede Evolvulus nummu- larius, de elegante Piperaceer Peneromia obtusifolia og blanda, den fine lille Microtea debilis, Mollugo nudicaulis samt nogle Halvgræsser med fine Stængler, saasom Kyllinga filiformis, Seleria - pratensis og filiformis, medens der over denne spinkle urteagtige Vegetation hæver sig nogle andre Skyggeplanter, som ved deres mægtige Bladrosetter danne en stærk Modsætning til den. Hertil høre især Anthurium macrophyllum, hvis mørke, læder- , agtige Blade ofte blive over to Fod lange, og som navnlig findes almindeligt i den tidligere omtålte Skovdal Wills Bay paa Nord- kysten. ; Ogsaa Bregner sees ikke sjeldent her påa Klippernes Skraa- ninger under Træernes Skygge, især hvor Terrænet er fugtigt og muldrigt, skjønt deres Antal ikke er stort, hverken i Henseende til Arter eller Individer. å I Klipperevner, hvortil Lyset har noget mere uhindret Adgang, og hvor der kan samle sig lidt Bladmuld og Fugtighed, sees den eiendommelige Urticee "Fveurya æstuans med sine glasklare Grene og stivhåarede Blade saavelsom den altid friske Pilea microphylla og den rødblomstrede Leria ”nutans. Paa Steder, hvor Skoven .har været omtrent ryddet, navnlig for der at dyrke Kjøkkenurter i nogen Tid, men senere igjen er bleven overladt til sig selv, findes der en secundær Opvæxt, som foruden en Del af de oprindelige Træformer indbefatter flere massevis "optrædende Arter, der synes at have en større Evne til at bemægtige sig et uoccuperet Terræn, paa Grund af deres hurtigere Væxt, end de andre, men som sjeldent findes i den mere 75 urørte Skovvegetation, hvor de som ikke skyggetaalende have vanskeligt ved at trænge igjennem. Til denne secundære Opvæxt, hvis Udbredelse endnu begun- stigedes ved,. at de paa Grund af deres spiselige Frugter, eller fordi de ikke egne sig til Brænde eller Gavntømmer, skaanes af Ne- gerne, høre især den gulblomstrede ,,Yellow Cedar" (T'etoma stans), der er yderst almindelig om Christianssted, hvor. Bakkerne i Juni Maaned ofte ere ganske gule af dens Blomster, Cithareæylum' cine- reum, Melicocca bijuga, det allerede tidligere omtalte ,,Keneppytræ” Melia sempervirens og især Leucæna glauca, af Negerne kaldet »Tanton", der paa Grund af sin Udbredelsesevne og næsten fuld- komne Værdiløshed mest træffende betegnes som et træagtigt Ukrudt. : ; Men selv i det indskrænkede Terræn, som er levnet Skov- vegetationen paa .St. Croix, er den ikke i uforstyrret Besiddelse af Pladsen, thi dels foregaaer der stadig Brændehugst i den, dels er . en. stor Del af Dalstrøgene, de saakaldte ,,Gardens", hovedsageligt optagne af Frugttræer, og dels blive enkelte Pletter hist og her altid delvist ryddede, som allerede antydet i det Foregaaende, for at give Plads for Dyrkningen af Knoldevæxter og andre Kjøkken- urter, der i Almindelighed trives udmærket i den friske Skovmuld. I de ovennævnte ,,Gardens" eller Haver findes de fleste tro- piske Frugttræer, rigtignok aldeles vildtvoxende og uden i mindste Maade at være Gjenstand for Pleje eller Forædling, hvorfor ogsaa de i dem-avlede Frugter savne baade Saftighed og Aroma. De ere Øens eneste Frugthaver, og frembringe Appelsiner, Lemoner, Man- 80er, Tamarinder, Mespeler (Sapota achras), ,,Alligator Pærer" (Per- sea gratissima), Mamey, Caschew (Anacardium occidentale), Kaffe, Cacao, Bananer 0. s. v., hist og her ogsaa Ananas i større Mængde Saavelsom Salep (Maranta arundinacea og Canna edulis) og Brød- frugter, der imidlertid ikke spises af Negerne. - Paa de ryddede Pletter i Skoven, der i alt Fald i et Par - Aar yde et bedre Resultat end det udmagrede Brakland ved Plan- tagerne, dyrke Negerne Tanier (Colocasia esculenta), ,,Indian kale" ka 76 (Xanthosoma atrovirens), Yams (Dioscorea alata), Cassave (Jatropha Manihot), Tomaten, Spansk Peber (Capsicum annuum, frutescens og baccatum), ,,Pindars" (Arachis hypogaea), flere Cucurbitaceer, saa- som Cucumis sativa, Cucurbita Melopepo, Citrullus vulgaris. 0. s. fr. Da ved Rydningen af disse Pletter i Almindelighed kun Stammerne "blive omhuggede, saa Stubbene blive tilbåge, frem- kommer der efter.nogen Tids Forløb ofte en lignende Skovvegetation som den omhuggede, med mindre den ovenfor omtalte secundære Trævæxt faar Indpas og overfløjer den oprindelige. Ved at omtale Skovvegetationen pååa St. Croix i Modsætning til Croton-Vegetationen i Øens østlige Del blev det antydet i det Foregaaende, at der paa enkelte Strøg fandtes en Overgangs- vegetation, der paa Grund af de for den eiendommelige Former, som den indbefatter foruden Former af begge de to andre Vegeta- "tioner, fortjener at omtales lidt nærmere paa dette Sted. Det er især paa Kalkbund, der som oftest er hullet og porøs og hist og her bedækket med sandet, rødlig Jord, navnlig paa de smaa isolerede Højidedrag nær Sydkysten og i Øens sydvestlige Del henimod den store Lagun paa Sandypoint, at denne Overgangsfor- mation findes. ; Disse Lokaliteters Højde over Havet er kun ringe, ligesom og- saa Nedbøren her er mindre end i det vestlige Højland, hvorfor der her ogsaa allerede optræder Repræsentanter for Cacteerne,… navnlig Opuntia spinosissima, der her bliver over 20 Fod høi, og den lille fremliggende O. curassavica, som. ofte gjør store Stræk- i ninger impassable for Mennesker og Kvæg. Ogsaa O. Tuna findes | hist og her, ligesom der af andre til den tørre Croton-Vegetation hørende Planter endnu findes den piggede Bromelia Pinguin og de aromatiske Lantana Camara, involucrata og reticulata. i Af andre Træer og Buske, dér ere fælles for denne Formation 2 og - Skovvegetationen, ” kunne derimod især anføres Erythroxylum ovatum, Capparis cynophallophora, Tecoma leucoxylon, Citharezylum cinereum, flere: Eugenia-Arter, Chrysophyllum glabrum 0. s. fr 77 medens ikke faa Buskvæxter hovedsagelig findes her, og andre ude- lukkende tilhøre de omhandlede Lokaliteter. ” Til: de første høre især Celtis aculeata, Coihocladia ilicifolia, der som Navnet antyder ligner Kristtornen i Bladene, Pithecolobium unguis-cati, Piscidia Erythrina, der har periodisk affaldende Løv, Tournefortia hirsutissima og volubilis, Echites suberecta; til de sidste, de for denne Overgangsformation ejendommelige Buske, for- nemmelig LZizyphus reticulata, Tricera lævigata, Anthacanthus jamai- censis Catesbæa parviflora og Rochefortia acanthophora, som begge ere forsynede med Torne, Antherylium BRohrii og navnlig den sjeldne Phoradendron Javens, som fører sin snyltende Til- værelse paa de tykke Grene af det mægtige ,,Loblolly Træ" Pisonia subcordata, der ligeledes hører til de hyppigt forekommende Træer i denne Formation. Croton-Vegetationen. Som allerede åntydet i det Foregaaende er Størstedelen af Øens østlige Del bevoxet med en tør Kratvegetation, som jeg efter en af dens mest karakteristiske Slægter benævner ,,Croton-Vegeta- tionen", idet "Benævnelsen ,,Cactus-Vegetation" bør forbeholdes de båa Amerikas Fastland optrædende næsten ublandede Formationer af denne Plantefamilie. : Paa Grund af Nedbørens ringe Mængde i denne Del af Øen, hvorved Stenarternes Forvittring kun bliver meget ringe, i For- bindelse med den stærke Fordampning og den stadigt blæsende usvækkede Passatvind, bliver Vegetationens Hovedsærkjende en høi Grad af Tørhed, som giver sig tilkjende i Planternes forkrøblede Væxt, smaa graalige, stive og ofte tæthaarede Blade og Grenenes delvise Omdannelse til Torne. ; De her fremherskende Planteformer ere derfor ogsaa Mimoser, tornede Buske, Agaver, Cactus'er og Bromeliaceer, medens Former med store, urteagtige Blade aldeles ikke findes her, da der saa- Bodtsom aldrig findes den til deres Væst fornødne Fugtighed. LÅ: Periodisk Løvfald finder ikke Sted hos de ovennævnte Plante- former, saaledes som man af Klimåets store Tørhed maaskee vilde være tilbøjelig til at vente. Thi dels er Forskjellen paa de en- kelte Maaneders Nedbør meget mindre her end i de øvrige Dele af Øen, dels ere de her voxende Buske påa Grund af Bladenes ringe Omfang og tætte Haarbeklædning beskyttede mod alt for stort Tab af Fugtighed, medens andre, saasom Rauwolfia og Calo- tropis, ved deres Rigdom paa Mælkesaft ere sikkrede mod Saft- mangel, og Cactusplanterne som bekjendt i høi Grad have Evne til at opsamle Saft i deres Stængler, saa at kun enkelte af de her voxende Trævæxter, der aldeles: mangle noget af de anførte Be- skyttelsesmidler, saasom ÅAnona squamosa og ne barbadense, for en Tid tabe deres Løv aldeles. Kratskoven sammensættes her af en Mangfoldighed af tildels " tornede Buske, blandt hvilke de mest fremtrædende ere Acacia Farnesiana og tortuosa, almindeligt kaldte ,,Cashå", der ofte sel- ; skabeligt bedække større Strækninger og hele Åaret rundt fremvise deres vellugtende smaa gule Blomsterhoveder, Parkinsonia aculeata, Randia aculeata, Clerodendron aculeatum, Castela erecta med smaa purpurrøde Blomster, MMelochia tomentosa og pyramidata, Cordia cylindristachya, Heliotropium fruticosum, men især Arter af Croton- slægten, hvorefter jeg har benævnt hele denne Vegetationsform, som ved deres massevise iøjnefaldende Optræden for en "stor Del modtager sit karakteristiske Præg. Det er især Croton flavens, balsamifer og astrbites, mindre hyppigt C. betulinus og ovalifolius, som ere de fremherskende Buske i disse Egne, hvor de danne smaa Kratskove paa 2—4 Fods Højde og saagodtsom udelukkende bemægtige sig det Terræn, hvorpaa de voxe. Det almindélige Navn for alle de anførte Arter er ,,Marån", og de kunne paa Grund af deres Værdiløshed og massevise Udbredelse endog sættes over DE den ovenfor omtalte Leucæna glauca som træagtigt Ukrudt. Med deres graagult filtede Stængler og Blade bidrage de i høi Grad til at give Bakkerne i denne Egn af Landet det triste, ufrugtbare Præg, som hele Aaret rundt er fremherskende her, og som danner 19 en saa skarp Modsætning til det friske grønne Træbælte, der ind- fatter Kysten ogsaa paa denne Del af Øen. Fremtrædende ved deres Form og Mængde ere her endvidere Cactusfamiliens forskjellige Repræsentanter, især den mægtige Cereus floccosus som med sin candelaberformede, 10-riflede blaa- grønne Stamme rager høit op over det lavere Krat, ofte omslynget af de mælkesaftholdige Metastelma albiflorum og Tbatia muricata, fremdeles den tøndeformige Melocactus communis, der af Negerne kaldes ,,Popes Head", og de almindeligt udbredte Opuntia-Arter, O. Tuna, hvis spiselige Frugt kaldes ,,Prickly Pear", O. humilis, almindeligt” kaldt ,,Bull Suckers", og den allerede tidligere omtalte O. curassavica, som ålle i høj Grad vanskeliggjøre en Indtrængen i Krattet baade af Mennesker og Dyr, hvilke sidste derfor som oftest have fasttraadte, bestemte Stier, som de følge. Noget lignende Former som Cacteerne frembyde den mægtige Agave americana, hvis egentlige Hjem paa Øen maa antages at være her, skjønt man ofte ser den plantet paa tørre Steder og langs Veje i andre Distrikter, saavelsom Fourcroya gigantea, Åloe vulgaris og den tørre, tornede Bromelia Pinguin, som alle vilde kunne være af ikke ringe økonomisk Betydning for Øens fattige Befolkning, hvis deres fortrinlige Trevler bleve benyttede til For- færdigelse af forskjellige Arbeider, saaledes som det er Tilfældet flere andre Steder. Trods deres gjennemgaaende tørre og livløse Ydre savne dog heller ikke disse Bakker nogle af de Prydelser, som Planteriget Overalt fremviser, idet her den pragtfulde Bignonia lactiflora med sine tommelange, mælkehvide Blomster med gult Rør og sit ele- Sante, mørke Løv omslynger de uformelige Opuntier og Melocaetus'er, medens selve disses Blomster i udfoldet Tilstand ere smukke og med rené Farver, og navnlig Agave americana i Blomst frembyder et pragtfuld Syn med sin 30—40 Fod høie grenede Blomsterstand, Som ligner en mangearmet Guldcandelaber, der omsværmes af de Smaa metallisk glindsende Colibrier, hvis hurtige Bevægelser i Solen bringe dem til at funkle som de pragtfuldeste Ædelstene. 80 Hist og her, men kun paa Høilandets': nordlige Affald, findes der nogle mere begunstigede Dale, hyor der som forhen omtalt findes en nogenlunde frodig Skovvæxt, medens de fladere Egne, hvor der i forrige Tider dreves Sukkerdyrkning, dels ere beplantede med Guinea-Græs, skjønt kun i ringere Udstrækning, dels hjemfaldne til Croton-Vegetationen, som i kort Tid fra Bakkerne har udbredt sig over dem, hvortil endnu kommer, at en mulig Trævæxts Frem- komst paa disse Steder aldeles umuliggjøres ved de faa Indbyg- geres rastløse Brændehugst og Kulbrænding, som udgjør deres Hovederhverv for Tiden, men hvorved rigtignok en Forbedring af Jordbunden ved en anseeligere og tættere Trævæxt og dermed føl- gende forøgede Fugtighed bliver umulig. £ Vegetationen paa den nær Øens østlige Del biligetende Holm Buck Island, som danner en 340' høi Bjergryg og kun paa sin vestlige Side har et lille fladt, sandet Forland med et Areal af kun 160 acres, nærmer sig mest til Croton-Vegetationen, saaledes som den er fremherskende paa St. Croix's nylig skildrede østlige Del. Der findes ingen Vandløb paa denne Holm, trods .hvilket flere "Hundrede Geder, som leve der i forvildet Tilstand, friste Livet ved at spise det sparsomt voxende Græs og Buskenes Blade, medens de rimeligvis drikke det efter Regnskyl i "Klippehuller ansamlede ferske Vand. I et Dalføre midt paa Holmen findes der dog en Plantevæxt, som nærmest svarer til den i det Foregaaende omtalte Overgangs- Skovvegetation, medens det lille sandede Forland har den for Ho- vedøens sandede Kyster ejendommelige Vegetation. Den lidt længere mod Vest og nærmere ved Land beliggende meget mindre Holm Grønkayen, som kun hæver sig. 50' over Havet, bestaaer tildels af Granit, der danner steile Skrænter langs dens Kyster og i enkelte store løsrevne Blokke omgiver dens Nordpynt: Vegetationen her er et tæt Krat af Buske, som henhøre: til Overgangs- og Croton-Vegetationen, og blandt hvilke især Exostemma caribæum er Meme: fremtrædende, medens Lablab vulgaris med 81 sine violetrøde Blomster i stor Mængde voxer langs Skrænterne ved Kysten og omkring Buskene inde paa Øen. De Forandringer, som St. Croix's Vegetation har undergaaet i den historiske Tid, have selvfølgelig været mest gjennemgri- bende i det dyrkede Bælte, hvor den oprindelige Skovvegetation er bleven aldeles udryddet, medens der her samtidig er indvandret en Mængde urteagtige Planter, der overalt pleje at følge med den om sig gribende Cultur. Dog ere Virkningerne af denne Cultur heller ikke gaaede sporløst forbi i de træbevoxede Distrikter, hvor som omtalt i det Foregaaende menneskelig Indflydelse af forskjellig »Ar har gjort og endnu bestandig 'gjør sig gjældende. De naturlige Forandringer i Øens Plantevæxt, som hidrøre fra den ene Forms gradvise Fortrængen af den anden, og hvorom der for Tropernes "Vedkommende endnu kun synes at være saa godt som Intet bekjendt, blive aldeles forsvindende ligeoverfor denne omfattende menneskelige Virksomhed, der her, som saa mange andre Steder i Vestindien, gjennemgribende har forandret de oprindelige Forhold. Til at foretage en Sammenligning mellem Floraens enkelte Bestanddele i den ældre og nyere Tid mangler der det fornødne Materiale, da den eneste nogenlunde fuldstændige Plantefortegnelse fra ældre Tid, nemlig West's"), af ham selv angives ikke at være fuldstændig og desuden blev forfattet paa en Tid, da Øens Cultur var mindst ligesaa meget fremskreden som den er nu, maaskee Mere. Medens Udeladelsen i denne Fortegnelse af en Mængde "hyppigt forekommende og iøinefaldende Arter, som f. Ex. Nymphaea ampla, Loranthus emarginatus, Cuscuta americana 0. 8. v., utvivl- somt maa tilskrives dens Mangelfuldhed, idet der ikke er Grund til at forudsætte, at disse Planter ikke beboede Øen allerede paa "West's Tid, er der imidlertid nogen Rimelighed for at antage, at mr TE ") Beskrivelse af Øen St. Croix af H. West. Kjøbenhavn 1793. S. 267 —3814 incl. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 6 82 en Del andre, navnlig urteagtige Planter, ere indvandrede eller naturaliserede efter hans Tid, altsaa i Løbet af de sidste 90 Aar. Til disse formentlig nyeste Indvandrere vilde jeg være tilbøjelig til at regne Plantago major, Datura Metel, Xanihium spinosum, Thunbergia volubilis, Coleus amboinicus, Bryophyllum calycinum, Calliandra Saman, Poinciana elata 0. fl. Paa den anden Side findes der i den ovennævnte Plantefor- tegnelse opført flere for St. Croix's Skovvegetation ejendommelige . Arter, som jeg trods ivrig Eftersøgen ikke har kunnet finde, selv ikke paa de af West angivne Voxesteder, og om hvilke der der- for: er nogen Grund til at antage, at de tildels eller alle efterhaan- den ere blevne udryddede, uagtet der ikke i deres Nytte for Men- nesket kan tænkes nogen Anledning hertil, Til saadanne Årter høre navnlig de af West som vildtvoxende anførte Amomum (Re- nealmia) sylvestre, Txora (Chomelia) fasciculata, Callicarpa reti- culata, Petaloma mouriri, Bignonia spectabilis, Hibiscus (Paritium) tiliaceus og clypeatus, Myrodia turbinata, Urtica (Urera) elata og elongata, af hvilke rigtignok flere efter deres nuværende geogra- phiske Udbredelse at dømme neppe synes at kunne høre til Floraen paa St. Croix, medens der paa den anden Side jo endnu er megen Mulighed for, at i alt Fald nogle af de ovennævnte Arter ville kunne. gjenfindes paa Øen, saa meget mere som ikke faa af de til Skovvegetationen hørende Planter paa St. Croix ofte have meget indskrænkede Voxesteder, der let kunne undrage sig Opmærksom- heden. Som bekjendt er Dyreverdenen en af de vigtigere Factorer i Planternes Tilværelse, ikke blot paa Grund af; at en stor Mængde | ; Dyr nære sig af vegetabilisk Føde, men ogsaa paa Grund af den omfattende Virksømhed, mange, især af de lavere Dyr, udfolde i Befrugtningens Tjeneste, hvorfor nogle Bemærkninger om disse 0 Rigers indbyrdes Forhold for St. Croiz's Vedkommende ikke turde É være uden Interesse. É 83 Som paa alle vestindiske Øer er de "oprindelige Pattedyrs Antal paa St. Croix meget ringe og indskrænker sig til nogle Flagermus, medens derimod de af Mennesket indførte have for- meret sig meget hurtigt her som overalt i Vestindien. Af vilde Pattedyr findes paa St. Croix kun Raadyr, der især leve i Landets østlige Del, saavelsom en Del forvildede Geder og Æsler samme- steds (Gederne som omtalt tidligere ogsaa påa Buck Island) samt hist og her i det vestlige Højland, medens af andre planteædende Husdyr Hornkvæg, Heste og Faar have en lignende Indflydelse paa den spontane Plantevæxt som de vilde eller forvildede, idet de i Almindelighed gaa frit omkring paa Græsgangene, der her indbe- fatte Krat, Skov og virkelige Græsmarker, "kort sagt med Und- tagelse af Guinea-Græs-Markerne alt ikke af Sukkerrøret optaget Terræn: De Ødelæggelser, som herved anrettes saavel paa den urte- som træagtige Plantevæst, især af Gederne, ere selvfølgelig meget store og en. af de mange Hindringer, Mennesket lægger i Veien for den saa nødvendige Skovvæxts Fremkomst. å En modsat Indflydelse maa der tilskrives Fugleverdenen, som i mange Henseender gavner Plantevæxten ved at fortære en Mængde skadelige Insekter og bidrager til mange Arters videre Udbredelse ved at fortære deres bæragtige Frugter, hvis haarde Frø de senere give fra sig i spiredygtig Tilstand. En Undtagelse herfra danner dog den lille vevre ,,Chicheree" (Zyrannus dominicensis), som i høj Grad bidrager til Udbredelsen af den skadelige Snylteplante Loran- thus emarginatus, hvis tunge kantede Frø uden den neppe vilde faa nogen større Udbredelse. Enkelte smaa Finkearter fortære og- Saa Frøene af almindelige Ukrudtsplanter, saaledes navnlig af År- Jemone mexicana, medens Colibrierne uden Tvivl bidrage til Be- frugtningen af de Blomster, de besøge. Størst Betydning for Planteverdenen have dog her som drost Insekterne, af hvilke der dog her ligesom paa alle mindre Øer findes forholdsvis meget faa, saavel i Henseende til Arter som Individer; Navnlig ere Billerne meget svagt repræsenterede, idet der paa Øen neppe findes 50 Arter, af hvilke mange endog kun sees meget sjeldent. i i 6" 84 Billernes Larver findes i Træstammerne eller Frugterne af forskjellige Træer, saasom i Bælgene af Cassia grandis' og Moringa ptérygosperma, men navnlig er den i Sukkerrørets Stængel levende Larve af en Snudebille til stor Skade for Planteren ved at øde- lægge en stor Del af det Rør, hvori den borer sine Gange, lige- som ogsaa Cocospalmen ofte er hjemsøgt af en Træbuklarve, der som oftest volder dens Død. Flere Kuglebille-Arter leve som fuld- komne Insekter paa Bladene af Croton flavens og astroites, ligesom ogsaa nogle Arter af Snudebiller nære sig af de unge Blade paa Coccoloba uvifera, Coffea arabica 0. 8. v. Af andre Insektordener- have nogle Arter Galhvepse Betyd- ning for Planteriget ved at anstikke Bladene af Pisonia inermis, Biicida Buceras 0. fl., medens andre Hvepsearter og navnlig Myrerne besøge -Honningkjærtlerne i forskjellige. Blomster. . T ermiternes " Mirksomhed er altfor bekjendt til her at behøve nogen nærmere Omtale, hvorimod en ildrød Tæge-Art, der baade som Larve og som fuldkomment Insekt lever i de modne Frugter af ,,Otaheite- Træet" (Thespesia populnea), og som ofte optræder selskabeligt i store Masser, fortjener at nævnes som maaske mindre bekjendt. Af Skjoldlus er det især Arter af Slægterne Dorthesia og Lecanium, der ofte i uhyre Masser bedække Træernes Grene og Blade, navnlig Appelsintræer, Malpighia glabra, Agati grandiflora 0. fl., og som anrette Ødelæggelser, hvis Omfang kun i ringe Grad synes paavirket af Regn eller andre Omstændigheder, der kunde antages at træde hæmmende i Veien derfor. Den talrigste Insektorden paa St. Croix er imidlertid Sommer- fuglene, af hvilke der uden Tvivl findes over hundrede Arter, et, for en tropisk Egn især, ganske vist kun ringe Antal, men denne Mangel erstattes for denne Ordens Vedkommende dog tildels ved de fleste Arters ofte meget talrige Optræden. Medens Dagsommerfuglene kun ere faa og i Alt omfatte neppe 20: Arter, ere Natsommerfuglene, og især Møllene, desto talrigere, og det er navnlig i October Maaned, at Myriader af de sidstnævnte sværme omkring og ofte i stort Antal flagre om Lysene i Husene, 85. der ofte slukkes af deres Mængde. De fleste af Øens indfødte og naturaliserede Planter synes at have deres Sommerfugle, hvis Larver leve påa Plantens forskjellige Dele, saaledes 6 Arter af Sphingidae paa Bladene af Nicotiana, Dipholis, Euphorbia articulata og Plu- mieria obtusa, andre Natsommerfugle- og Møllarver paa Amarantus, Enckea, Pancratium, Leucæna glauca, Citharexylum, flere Gramineer 0. s. fr., eller i Blomsterstandene af Pisidia, Bursera, Inga og Martynia, ja endog i Frugterne af Cionandra, Erythrina og He- lianthus. ; Som det overalt er Tilfældet, blive ogsaa her Culturplanterne ofte i høj Grad medtagne af Sommerfuglenes Larver, der, som alle- rede tidligere omtalt, tildels forhindrede Gjenoptagelsen af Bomulds- dyrkningen efter en større Maalestok, ligesom ogsaa Guinea- Græsset, Guinea-Kornet og selv Sukkerrøret ofte blive hjemsøgte af Larver, der fortære deres Blade. Naar det ovenfor blev antydet, at de fleste af Øens indfødte og naturaliserede Planter afgave Føde for forskjellige Sommerfugle- larver, maa dog herfra undtages flere, tildels endog blandt de tal- rigste- Slægter, navnlig saadanne, som have et haardt, læderagtigt eller tørt Løv, saasom Eugenia 0. fl. a. Medens vi i det Foregaaende nærmest have betragtet Insek- . ternes Forhold til Planterne, forsaavidt som disse yde den for hine nødvendige Føde, vil jeg til Slutning endnu med et Par Ord berøre den anden Side af deres indbyrdes Forhold, nemlig In- sekternes Virksomhed i Befrugtningens Tjeneste hos Planterne. Som (det er bekjendt af de, navnlig i den seneste Tid, anstil- lede Iagttagelser over denne Gjenstand, ere Insekterne en af de virksomste Kræfter, hvorved den for de fleste Blomsters rette Udvik- ling og kraftige Frugtdannelse saa nødvendige Krydsbefrugtning iværksættes. Denne Virksomhed, om hvis Existens der ikke kan Være nogen Tvivl, lige saa lidt som om dens Omfang, i de tempe- rerede og tropiske Lande, hvor de omfangsrigeste Iagttagelser over denne Gjenstand ere gjorte af Brødrene Miller, især i Tydskland og Brasilien, maa selvfølgelig blive overordentlig indskrænket paa Ud 86 et Sted som St. Croix, hvor Insekternes eres, som allerede an- ført, er saa overordentlig ringe, baade i Arter og Individer; hele Aaret rundt sees kun ganske enkelte Insekter sporadisk mellem de talrige blomstrende Planter, som, ifølge det store Misforhold, der er imellem-deres og Insekternes Antal, umuligt kunne antages at krydsbefrugtes ved disses Hjælp. Den eneste Orden, Lepidop- tera, hvis Arter optræde nogenlunde talrigt, bestaar dels for største Delen af natlige Former, dels optræder den kun paa en kort Tid af Aaret, i Efteraarsmaanederne, da de færreste Planter ere i Blomst. : Dimorphi hos Blomsterne findes hovedsagelig kun hos enkelte Rubiaceer, saasom Psychotria 0. a., hvilket ogsaa synes at tyde paa, at Naturen ikke har gjort megen Regning paa Insekternes Hjælp ved Befrugtningen, medens paa den anden Side Kleistogami kun iagttoges hos enkelte Acanthaceer i Aarets første Maaneder, hvor- efter de samme Individer fik fuldt udviklede, udspringende, regel- mæssige Blomster. . Pragtfulde Blomsterkroner, ' hvis Bestemmelse vel tildels maa antages at være den at skulle tiltrække og veilede Insekterne, ere sjeldne i St. Croix's Flora, og én stor Del Træer med smaa, grønne, aabne, ofte polygame Blomster ere uden Tvivl anemophile. For de øvriges Vedkommende bliver der altsaa tilbage enten at blive krydsbefrugtede af de faa Insekter, om hvilke det kan antages, at de kunne være virksomme i denne Henseende, eller, med Undtagelse af de faa Vandplanter, at være henviste til den for uheldig ansete Selvbefrugtning. Uagtet mine Iagttagelser over dette Punkt langt fra gjøre Fordring paa at være udtømmende, tror jeg dog at kunne paastaa, at Befrugtning ved Insekter kun finder Sted hos den mindre Del af Blomsterne, og at disses større Masse er henvist til Selvbefrugtning, forsaavidt ikke Vinden. eller Vandet yde deres Bistand i dette Punkt. Af de forholdsvis sjeldne Tilfælde, i hvilket jeg paa mine talrige Udflugter havde Leilighed til at iagttage Insektbesøg i. Blomster, vil jeg her anføre de vigtigste, der omtrent ville angive. Omfanget, hvori disse Besøg maa antages at finde Sted. Af Biller ultr, us 87 iagttoges to smaa Staphylinider hyppigt i "Kurvene påa flere Synanthereer, saasom Vernonia punctata, Parthenium Hystero- Pphorus 0. fl. a.; af Hvepser og, Bombus-ÅArter, som. især ere virksomme i den nævnte Retning, saaes kun 6 Arter, af hvilke endog kun de to forekomme nogenlunde almindeligt, at besøge . Blomster med Honningkjærtler, saasom Cissus sicyoides, Ipomæa dissecta 0.a. Blandt Sommerfuglene sees de faatallige Dagsommer- fugle flagre omkring fra Blomst til Blomst paa de mere aabne Steder; om Natsommerfuglenes Virksomhed i den angivne Retning har jeg ikke gjort nærmere Iagttagelser. Derimod har jeg endnu at tilføje nogle smaa rødlige og graablaa Fluer som hørende til de tilfældige Blomsterbesøgere. Idet jeg gjentager, at jeg kun beder mine Iagttagelser over det her omhandlede Forhold betragtede som langt fra udtømmende, troer jeg dog at have seet tilstrækkeligt til deraf at turde slutte, at Insekternes Virksomhed ved at befordre Blomsternes Befrugt- ning ifølge de givne Forhold maa være meget indskrænket paa St. Croix, en Slutning, som uden Tvivl vil findes at gjælde om de fleste vestindiske Øer, og som "jeg haaber ved yderligere og "Mere detaillerede Undersøgelser i Fremtiden nærmere at kunne godtgjøre og oplyse. Efter i det Foregaaende at have skildret St. Croix's Flora i sine almindelige Træk som et særskilt Hele vil det maaske ikke være uden Interesse til Slutning at betragte den i Korthed som et Led af den vestindiske Øgruppe og sammenligne den med dens nær- meste Naboer, de saakaldte Jomfruøer, specielt med St. Thomas Som den i botanisk Henseende bedst bekjendte, og hvis Flora jeg Selv har havt Leilighed til nærmere at undersøge. Jomfruøernes naturlige Beskaffenhed og Klima ere i Hoved- Sagen de samme som St. Croix's, fra hvilken de som tidligere an- ført kun ere 8 Mil fjernede; kun ere de mere bjergfulde og uden Lavland eller større Dalstrøg, ligesom de ogsaa ere mindre og Uden rindende Vandløb. 88 Uagtet Floraen, saaledes som naturligt kan ventes, i sine Hovedtræk er den samme, gives der dog saavel i enkelte, større —… Træk som i flere Detailler en Del Afvigelser, som det ikke er uden Interesse at betragte. s Paa Grund af, at Jomfruøerne i de sidste 25 Aar have været saagodtsom udyrkede, findes der her næsten Intet, der kunde svare - til det dyrkede Bælte paa St. Croix, som her indtager en saa be- tydelig Del af Øen. Hermed følger, at den urteagtige Vegetations | Udbredelse paa de førstnævnte Øer bliver meget ringe og tildels fortrænges af Krat og Skovvegetation, som nærmest ligner den fra St. Croix bekjendte Eriodendron- og Overgangsvegetation, medens den egentlige Crotonvegetation, saaledes som den findes paa den østlige Del af St. Croix i sin stærkt udprægede Skikkelse, er for- holdsvis sjeldnere paa Jomfruøerne." : Til disse Forskjelligheder i Hovedtrækkene slutter der sig en Del Afvigelser i Vegetationsmassens Bestanddele, som blive desto mere interessante, som der ikke er Tale om enkelte Arter, der forsvinde i den store Mængde, men om Arter, der ved deres vide Udbredelse og særegne Former ere væsentlige Karakteerplanter paa det ene Sted, medens de aldeles mangle paa det andet eller i alt "Fald kun forekomme meget sjeldent her. . Kystfloraen paa St. Thomas adskiller sig saaledes strax fra den paa St. Croix ved den meget sjeldne Forekomst af Manschiniltræet; derimod findes der paa den første Ø nær Kysten. en Busk eller rettere lavt Træ, som her forekommer meget hyppigt, nemlig An- therylium Rohrii, men 'som er meget sjelden paa St. Croix, samt en fremliggende Kurveblomst, Egletes Fretnameis; der aldeles mangler paa denne Ø. I Kratskoven paa St. Thomas optræder meget almindeligt den bekjendte Viftepalme, Thrinax parvifløra, som er aldeles fremmed for St. Croix's Flora, og dette gjælder ligeledes om flere andre paa St. Thomas og St. Jan meget hyppigt forekommende Buske og Træer, af hvilke mange ere iøinefaldende ved deres Blomster eller eiendommelige Stængler. Saadanne Træyæxter ere især Sabinea ø 89 Florida og aculeata, Solanum polygamum, bahamense og verbasci- Folium," Sesbania sericea, Brunfelsia americana, Mimosa Ceratonia, flere Arter Cussia, Euphorbia cotinifolia, Turnera parviflora, Ta- bernæmontana sp., Lebidibia coriaria 0. fl. Af andre Planteformer findes desuden Sc/erocarpus uniserialis Bth., Ipomæa repanda og quinquefolia, Sarcostemma Brownei, Bryonia ficifolia, . Rajania hastata L., Oncidium sylvestre Lindl.. (eller variegatum .Sw.?), enkelte Gramineer og Cyperaceer, saasom Bouteloua litigiosa, Cy- Perus compressus og filiformis, fremdeles Læycopodium cernuum, ja endog enkelte Ukrudts- og Ruderatplanter, som f. Ex. Acantho- spermum humile. Alle disse forekomme ikke påa St. Croix, medens flere påa St. Thomas yderlig almindelige Arter, navnlig foruden den allerede anførte Antherylium Bohrii endnu Acacia sarmentosa og Mimosa pudica, kun yderst sjeldent findes paa den førstnævnte Ø. Her bør ogsaa nævnes en Del Planter, som ifølge Grise- bach's ,,Flora of the British West Ind. Islands" findes paa St. Thomas, men som ikke ere fundne paa St. Croix af mig eller andre. De, ere: Davilla rugosa Poir., Guatteria Ouregon Dun., Capparis ”verrucosa Jacq., Samyda glabrata Sw., Securidaca erecta L.,.Ma- lachra urens Poit. »… Malpighia angustifolia L., Pilea. semidendata Wedd., Rousselia "lappulacea Gaud., Cracca cariboéa Benth., Bau- hinia ungula Jacq., Mimosa asperata L., "Acacia nudiflora W., Psidium. cordatum Sims., Czidemia rubra, Mart., Miconia argyro- Phylla DC., Portlandia grandiflora 1, Asclepias nivea L., Catalpa beseiligent Cham., Tecoma Berterii, DC. Paa St. Jan endvidere:. Zanthoxzylum ochroxylum DC. (der Ogsaå voxer paa St. Thomas) og Coursetia arborea Gr. Medens nogle af de for St. Thomas særegne Arters Forekomst Paa "denne Ø naturligt finde deres Forklaring i, at: det højeste Punkt, Crown, er omtrent 400; højere end Mount Eagle paa St. Croix, hvilket navnlig forklarer flere Bregners, Lycopodiaceers og Orchideers Optræden paa den førstnævnte Ø, uden at de samme Årter findes paa den sidstnævnte, blive de øvrige anførte Forskjel- ligheder i Floraens Sammensætning saa meget mere iøjnefaldende 90 cz og interessante, som der i de givne Terræn- og Klimatforhold ikke synes at være tilstrækkeligt Motiv til en saa betydelig Forskjel, der bliver af endnu større Betydning, naar det erindres, at, som ovenfor antydet, disse for St. Thomas særegne Årter høre til de paa denne Ø mest udbredte og for den ofte mest ejendommelige. Jeg vil saaledes kun fremhæve den smukke Viftepalme, den rigtblomstrende Sabinea florida, Acacia sarmentosa, paa St. Thomas almindelig kaldet ,,Catch and keep", som paa Grund af sine tilbagekrummede Torne ofte gjør store Kratstrækninger uigjennemtrængelige, den ligeledes tornede Mimosa pudica, som paa Grund af sin: Mængde er bleven et besværligt Ukrudt i de højere liggende Græsgange, den vellugtende Brunfelsia americana, og den smaabladede, giftige Euphorbia cotinifolia, der er en af de almindeligste Buske paa tørre Bakkeskraaninger. Grunden til, at disse Planter, trods den livlige Samfærdsel mellem Øerne, ikke i Tidernes Løb ogsaa have udbredt sig til St. Croix og ere blevne naturaliserede der, bliver saameget mere uforklarlig, som flere af de ovennævnte Arter, navnlig Brunfelsia, Sabinea florida og Lebidibia, ere blevne forplantede til St. Croix, hvor de voxe villigt og let samt blomstre og sætte Frugt ligesom i deres Hjemstavn, uden at de nogensinde vides at have udbredt sig derfra paa egen Haand, saaledes som Tilfældet har været med mangfoldige Planter, der ere blevne indførte fra langt fjernere og .i alle Henseender meget mere forskjellige Egne. Med Hensyn til de Arter, som paa den anden Side forekomme paa St. Croix, men ere sjeldne eller aldeles mangle paa St. Thomas, "er jeg desværre ikke i-Stand til at udtale mig fuldkommen be- stemt, da mine egne Undersøgelser for den sidstnævnte Øs Ved- kommende ikke have været saa udtømmende som for den førstes, og de Fortegnelser over Floraen paa St. Thomas, der ere mig be- kjendte, navnlig den i Påstor Knox's tidligere omtalte Bog, ere for usikkre til derpaa åt bygge en Sammenligning. Der er imidlertid al Grund til at antage, at Forholdet mellem de to Øer i denne Henseende er gjénsidigt, og at ligesom St: se Thomas og de andre Jomfruøer have deres for St. Croix fremmede Arter, saaledes har denne sidste Ø igjen Arter, der ikke fore- komme paa hine. Allerede de noget forskjellige stedlige Forhold bevirke, at St. Croix f. Ex. har flere Arter af Ferskvandsplanter, de tidligere nævnte Nymphæd, Echinodorus og Typha, som ikke findes paa St. Thomas, ligesom ogsaa dens Kystflora fremviser et Par for denne Ø fremmede Former, navnlig Ernodea littoralis og Baccharis dioica. Uagtet, som allerede anført, Materialet til en nøjagtig Sam- menligning endnu er ufuldstændigt for den ene Øs Vedkommende, er der al Sandsynlighed for, at foruden de anførte ogsaa de, efterfølgende, især til den rene Skovvegetation paa St. Croix hø- rende Arter, ikke forekomme paa St. Thomas, eller i alt Fald ere meget sjeldne der, nemlig: Triliæ crucis, Ternstromia ellip- tica, ÅAyenia pusilla, Sechmidelia oecidentalis, Vitis. cariboea, Tobinia punctata, Zizyphus reticulata, Hamelia lutea, Catesbæa Parviflora, Phoradendron. flavens, Stenostomum lucidum, Palicourea Pavetta, Dipholis salicifolia, Cassyta americana, Cordia nitida og Collococca, Rochefortia acanthophora, Bignonia låctiflora, Petitia domingensis, Vitex divaricata, Tricera lævigata, Cicca antillana, Sponia micrantha, Fleurya æstuans, Anthurium macrophyllum og Smilax havanensis, ligesom ogsaa den ved Lagunernes Rand voxende Pavonia racemosa ikke synes at findes paa den sidstnævnte Ø. Disse her kun løst skitserede Forskjelligheder i to såa nær- liggende og i saa mange Hovedtræk overensstemmende Øers Flora synes unægteligt at antyde, at der foruden de hidtil be- kjendte Regler for Planternes- Udbredelse og indbyrdes Gruppering endnu findes andre, mindre tydelige Love, som det maa være den fremskridende Forsknings Opgave at udfinde, hvortil nøiagtige Undersøgelser af de enkelte Egnes Flora maa betragtes som en nødvendig Materialsamling. 92 II. Planteverdenen paa St. Croix har til forskjellige Tider, især hen- imod Slutningen af forrige Aarhundrede, været Gjenstand. for sy- stematiske Undersøgelser fra forskjellige Sider, uden at der dog nogensinde er bleven forsøgt en samlet Fremstilling af hele Øens Plantevæst. Foruden den allerede tidligere omtalte Rektor West bør endnu blandt Samlere af Øens Flora nævnes Oberstltnt. v. Rohr, der var bosat paa Øen og har gjort sig fortjent ved Indførelsen af forskjellige nyttige Planter saavelsom ved Anlæget af en mindre botanisk Have, der endnu kaldes ,,Rohrs Minde"; men som for Tiden rigtignok kun er en kratbevoxet Kløft, -ligesom han ogsaa foretog flere Reiser "til andre vestindiske Øer og Dele af Syd- og Nord- amerika i botaniske Øjemed; endvidere Dr. John Ryan, Pflug og Martfelt, som alle meddelte deres Samlinger til Prof. Vahl, i hvis Værker flere hidtil ubekjendte Arter, som indsamledes af de Ovennævnte, findes beskrevne. Disse Samlinger tilligemed nogle mindre betydelige fra nyere Tid ved Benzon, Wahlmann og Ørsted findes tildels endnu i den botaniske Haves Herbarium i Kjøbenhavn, ofte rigtignok i en temmelig medtagen Tilstand, som gjør deres: Bestemmelse meget vanskelig og ofte umulig. Den eneste tilnærmelsesvis fuldstændige Fortegnelse over Øens Flora er den allerede anførte af West i hans St. Croix's Beskrivelse, omfattende 429 vildtvoxende og naturaliserede Arter af Phanerogamer og Bregner foruden Et dyrkede og tvivlsomme Arter. Denne Fortegnelse, der iøvrigt af Forf. selv angives som langtfra fuldstændig, og i hvilken bl. A. saagodtsom alle Græsser og Halvgræsser mangle, er i-mange Hen- seender af Interesse, ogsaa fra et historisk Synspunkt,- og jeg har derfor ladet mig det være magtpaaliggende saa vidt som muligt at identificere de heri anførte Arter, hvilket imidlertid af flere Grunde har været forbundet med forskjellige Vanskeligheder, dels fordi Forf. ikke anfører Autoriteten ved de fleste af sine Navne, som En sg Also søn ss EEG 93 dog i dette Tilfælde vel måa antages at være linneiske, dels påa Grund af en Del Trykfeil, og dels endelig fordi flere af de Arter, som i Fortegnelsen angives som nye, og hvis Beskrivelselse siges at findes i Vahls ,,Symbolæ botanicæ", ikke findes omtalte i dette Værk. Grunden hertil maa uden Tvivl søges i, at West's Bog udkom før den 3die Del af »Symbolæ", og at flere paa- tænkte nye Artsbeskrivelser ere blevne udeladte i dette Værk, uden Tvivl fordi de ved nærmere Undersøgelse viste sig at være allerede bekjendte Arter, som i første Øieblik af Vahl vare blevne ansete for nye. ; De Arter, som saaledes ikke have kunnet identificeres, og som rimeligst maa antages at være bekjendte under andre Navne, har jeg derfor nøiedes- med kortelig at omtale i Parenthes ved Slut- ningen af Familierne, ligesom jeg paa samme Maade har tilføjet de Årtsbenævnelser, som øjensynlig bero paa en mindre correct Be- stemmelse og som ofte have kunnet berigtiges ved Undersøgelse af West's egne Exemplarer i den botaniske Haves Herbarium. Flere af de hos Vahl og West opførte vildtvoxende Arter har jeg ikke selv fundet paa Øen, men jeg har dog ikke havt Be- tænkning ved at optage dem i min Fortegnelse, saa meget mindre, Som mange af dem findes opbevarede i det ovennævnte Herbarium, hvorimod jeg af de "hos West som dyrkede opførte Planter kun har medtaget saadanne, som i Tidernes Løb ere blevne naturali- serede eller endnu ere Gjenstand for Dyrkning. - Mindre, systematiske Bidrag til Øens Flora findes i Swartz's »Flora Indiæ occidentalis", hvor St. Croix opføres som Voxested for nogle faa Arter, samt i Prof. Griseb achs ,,Flora of the British Westindian Islands, hvor der opføres i Alt 32 Arter som hjemme- hørende ogsaa paa St. Croix, deriblandt nogle faa, som jeg selv ikke har fundet der, men som jeg med det nævnte Værk som Authoritet har optaget i min Fortegnelse, uden at jeg imidlertid kan opgive, paa hvis Iagttagelser de nævnte Angivelser støtte sig. En kort Oversigt ,over Øens Vegetation i sine almindelige Træk findes, som tidligere omtalt, i 4de Del af Bergsøes: ,,Den sd 94 danske Stats Statistik", forfattet af Prof. Ørsted, der i nogle Uger,opholdt sig påa Øen paa sin Reise til Centralamerika. Den efterstaaende systematiske Oversigt over St. Croix's pha- nerogame Flora og Karkryptogamer, som er grundet paa omtrent 5- Aars egne Iagttagelser og Undersøgelser, slutter sig i Hoved- sagen nærmest til Idet nyeste og fuldstændigste Værk over en større Del af Vestindiens Plantevæxt, den ovennævnte Flora af Prof. Grisebach, som uden Tvivl maa ansees for en af Nutidens første Authoriteter i dette Punkt. Ordningen af Familierne er overensstemmende med den i den nævnte Flora foran givne Rækkefølge, medens jeg med Hensyn til de enkelte Familiers Benævnelse har fulgt de i den nyeste Tid almindeligt antagne Regler. Ogsaa for Artsbestemmelsernes Ved- kommende har jeg saa nøje som muligt fulgt det nævnte Værk, til hvilket jeg derfor kan nøies med at henvise, idet jeg kun har tilføjet delvise Beskrivelser af de enkelte Arter, forsaavidt som mine Iagttagelser af den levende Plante efter nøjagtige Under- søgelser fandtes at afvige fra eller supplere de i Prof. Grisebachs Flora givne Beskrivelser. Desuden har jeg til hver Art føjet Tiden for dens Blomstring, dens creolske Benævnelse og techniske An- ” vendelse, forsaavidt jeg har kunnet indhente Oplysninger desan- gaaende. i Med Hensyn til Angivelserne af de enkelte Arters Voxesteder findes nogle af de hyppigst nævnte aflagte paa den medfølgende Kortskitse, medens de andre som oftest ere Navne paa Plantager, i hvis Nærhed de paagjældende Planter ere fundne. Da der fore- kommer flere Plantager med samme Navne, har jeg for at skjelne dem fra hinanden ved enkelte tilføjet et eller flere Bogstaver, såa- ledes et N. til Prosperity paa Nordsiden, et B. M. til. Mount Pleasant ved Blue Mountain, et V. til Concordia paa Vestenden, et C. til Orange Grove ved Christianssted og et Ø. til Mot | Washington paa Østenden. ERE KS 15 er SL Ed z GDS RE tr SEAN SEE DST SES SESRE zt= | SE ja 95 Den følgende Fortegnelse over St. Croix's Flora omfatter 738 oprindelige og naturaliserede Arter af Blomsterplanter, af hvilke - den overvejende Del (681) ere iagttagne af mig selv, medens de øvrige (57) anføres hos Vahl, West eller Grisebach, foruden 116 almindeligt dyrkede Arter, i Alt 854, fordelte paa c. 453 Slægter og 95. Familier. Efter deres Artsantal kunne de Familier, som indbefatte de oprindelige og naturaliserede Arter opstilles i følgende Orden: Antal | Antal af | af Arter: | É Arter Leguthinpse xD 08 | dakieee (2. REV g Granincee. . FIDE æg "Ditnersaeee 2 SØDE Sykctetheree- ; ; ; BOSSE 41 | Bapindacee . ….…. 730 Fxunhorbiacewe ; 527. 0230 89: Passifioraceæ: 30 - Masker 1 DN | SD kaCEle 74. DER Convolvulaceæ ...... re | BigNONIACER 2. 3503 Hilticee 5, ane 7 | FPolygonacee. 145.145; Murer … NG | Ånohdese . 5. MUN 22 Boka . monere Fer 5 FE ERE ER Boraginacee 2.000. 19 | Malpighiacee .....- FErbehalee 1 1 re | Ruter DØR [8 18 I 6 UPERUCEE- 0: Eg ' Celåsirateæ. :.. VER Htbbaeer | Nyctaginaceæ ....….. Åmarantaceæ.....….. åg + Daka 11.8 re er | AFORdEB.... 0. PSR nr ØRER ye KE DER 13 Cruciferæ .... AU PRS nr ER 12 | Aurantiacæ. ...... Caryophyllaceæ SR ASA EBhamnaceæ.....….: ». Cucurbitaceæ 2... 10 |" "Asclepiadaceæe ……. 4. + 5 Åpocynaceæ. 0. Phytolaecacceæ. ..…:. Capparidaccæe......…. 9 |. Commelynaceæ …. …. . . NR Rn Bromeliaceæ.… .……. Terebinthaceæ . : g | Doembacee 1... FEER É Eg eee BRED ANSE 96. Antal | i Å Antal af af Årter: Arter: Wfebaed. s7E A ; | Clihéllåcee "3. ARGOS Ampelidaceæ . 2... 0. | Erythroxylaceæ .: ... Meélastomatee MOSE] Oldeabek [it FED SOAN Combretaceæe ..:.... & Chrysobalanaceæ .... Bero DUI FIE 1 LER Onagråitdeee ATL BEREDTE RSER Rhizophorttee> 23350 BROD hyre. SE Reje ss PER : Chénopodiactæ 2; 700 | 3 Trnerdeee ss sg 1. Najadaceæ: 2 530 4 å Orassuladee: msn Orchidaceæe: 5 2 Hs | Umbelliferæ.....…. Ozakdacee 35 SEE skobellalete 00 109 Lejthrariacee . 40 Goodenoviaceæ ..... 1 Lørudkåaceæs. 3. Bd 2 Jasmimacee ss Myrsnatee.. ore Hyjdroleåeee 2.58 TEE Sa ERE TE es bre s lesnertncee. 15. Aristolochiacee . 2.6 | Myoporinatee: 1... ERE SE SN I RE Plantaginaceæ. ..... Hide 0 eN Plumbaginaceæ . …... Menispermacek: 4: Alsmaceæ. ...: rs Nymphæaeee ss FYN SE SST Blibederacee & isse Vile Smilåcee 2.05, el ok... sk Vayee & idtoseortåtee VS KE FPoljjalacee:…. i og Åridacee 2 2.00 3 TFerhstrørmdtee: 0 | Til Slutning maa det endnu være mig tilladt her at udtale min Tak til den botaniske Haves Embedsmænd i Kjøbenhavn for den beredvillige Imødekommen, jeg har mødt has dem ved Be- stemmelsen af en Del tvivlsomme Arter, til Hr. Prof. Grisebach i Gottingen for den velvillige Bestemmelse af omtrent 30 såa- danne, til Hr. Redakteur Dahl paa St. Croix for flere velvilligst 97 meddelte Oplysninger, og især til Hr. Dr. phil. E. Warming for den beredvillige Assistance, han har ydet mig ved Arbeidets Fuld- endelse og Udgivelse. Litteratur. - Du Tertre: Histoire générale des Antisles.. I—III. (Paris ma fle . Labat: Nouveau Voyage aux isles de 1'Amerique. VIL. (Paris 1742). Beskrivelse over Eilandet St. Croix i America i Vestindien. ide 1758). H. West: Beskrivelse af St. Croix. (Kbhvn. 1793). Mart. Vahl: Eclogæ Americanæ. I—II. (Kbhvn. 1796—98). — Symbolæ botanice. I—III. (Kbhvn. 1791—94). — Enumeratio plantarum. I—II. (Kbhvn. 1805—6). Skrifter udg. af Naturhistorie-Selskabet. I—III. (Kbhvn. 1790—94). 01. Swartz: Flora Indiæ occidentalis. I—IL Erl. 1797—1806. Bergsøe: Den danske Stats Statistik. IV. (Kbhvn. 1849). Grisebaeh: Flora of the British Westindian Islands. London 1864). Ånonaceæ, )- Bl. ADEL Mal: Blomstring samtidig med Løvspringet. Indtil 30 høit Træ. Frugtens Smag syrlig. Bladene have en eiendommelig u Lugt. De anvendes i Decoet mod Påber og lægges i Sengene for at rv drive Væggetøj. — Alm. over hele Øen, dille st i Dale med Skov. Å. tyk en, ret: (v. Wild Sours Bl. Febr.—M: ruden SÅ SE glatte, ng uspise iselige F adskilles den let fra den ve År … som. den et, ved sine & Blades gt form for-" Duge Lugt og ved Sa deles SE ÅTe fe kron blade. T. sj. Caledonia- ” SAL palustris, L. (v. Monkey-apple). l. Mai—Juni. Blomsten ansat noget høiere oppe paa Stængelen end — - dens Støtteblad. Stundom to Blomster paa en kort FARSEKER: pen Uuspiselig, gul, glindsende. — Ikke ualm. i sumpet og ved La. nørnes Rand mellem Manschiniltræer. Saltri Wlioel & Å. squamosa, L. (v. Sugar-apple). 3 Bl. Mai—Juni, samtidig med Løvspringet. Frugten sød, spiselig. — Alm. over hele Øen, ofte selskabelig i Smaalunde. FR reticulata, L. (v. Custard-apple). Bl. Marts—April. Frugten spiselig, sød. — T. alm. i Dalstrøg (maaske kun naturaliseret). Prosperity-Dalen. Springfield. Knapbaandets udvidede Top er hos alle Arter meget kisel- holdig og haard. Ingen af de her anførte Arter have narkotiske Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1376. i 98 Egenskaber i Frugten, saaledes som ÅA. Cherimolia, Mill., der i Mexico er bekjendt for sin søvndyssende Virkning. Jvaria excelsa, V. angives hos West S. 292 at voxe i Guttet forbi Springgarden (Caledonia-Dalen). Menispermaceæ. Cissampelos Sanne L. (v. Velvet leaf). ) Bye DC. Støvdragerne i å Monadalphiskej saaledes som anført i DC. Prodromus. Bladene Fande ek hjerteformede. Begge Former Fond i Krat og Skov. Crequis. Caledonia-Dalen. Prosperity-Dalen. Springgu Nympbæaceær. pg mrk, DC. (v. Water-Lily). B) parv Bl. ere er 4 Altid 6 Bægerblade eg mine Expl. — Ikke ualm. i Bække. Annas Hope Bæk. Kingshill Bæ Papaveraceæ. År «benene mexicana, L. (v. Thistle). Bl. hele Aaret. LE reven som Omslag og deres Saft, blandet med Mælk, som Middel m d Ast hma. — M. alm. Ukrudt over hele Øen, især påa tørre Steder Cruciferæ. Nasheririni officinale, R. Br. CY: Water kress). Synes ikke at blomstre påa St. Cro De yngre Blade altid udelte. neuer som Salat. — T. alm. natural. lang smaa Bække. Caledonia Dalen. ount Stewart Bæk. Annas Hope Bæk. Lille Mount Pleasant Bæk sone ger? Hagasrrn L. (W. Wild rens Bl. Jan — Ikk settes Rosehill. Darly Hill Sd. arvensis, L. var. Bl. i Febr. med smaa ARD: tidligt affaldende Blomster. Først i Marts fremkomme derefter fuldkomne normale Blomster. Ved Anguilla. Lepidium gens E Bl. hele Aaret. — M. alm. især langs Veie i Græsset. Cakile GER nm Hér. = Bl. gs um T. alm. paa sandede Kyster. Fair Plain. Cotton Grove. Hams Bay. (Den n hos volt & Mes Signe Clypeola maritima, L. ér uden Tvivl en Forvexling med d [Dyrkede forekomme Like! ir L. ess), sica oleracea, L. (v. Cabbage) og Raphanus Abmndk, " Brier Capparidaceæ. Cleome pentaphylla, L. FSK Massambee). Bl. hele Aaret. Bladene spises almindelig som Spinat. I Frugten lever.der en Møllarve. — rok ron langs Vejle og som Ukrudt i Haver. 99 s pungens, W. (v. Wild Massambee). og 2) Swartziana. BL hele Aaret. Blomsterne ne til Føde for en Møllarve. Indtil 5' høj. — T. alm. langs Veie og Grø C. viscosa, L. BE K Mai—Decbr. — Naturaliseret enkelte Steder. Cotton Grove. Watergut. Moringa hertsgrinter Gaertn. (v. RER ap) Bl. Novb.— smager. som Peberrod n af en lille Træbuk lever i > ink. — Alm. natur. over hele Øen Spend: Sabne Steder. Capparis amygdalina, Lam. (C. linearis hos West). Bl. Marts—Juni. Bladene ofte besatte med Galler. De unge Rodskud me lineære Blade. — RER nlek i Kratskov. Springgut. Cotton Grove. g Stony Ground. Bless C. jamaicensis, Jacq. a) emarginata og El siliquosa. Bl. April—Juli De e Rodskud have lignende lineære Blade som den foregaaende Art. bend red , sjeldnere, langs Kyster og i Krat. Fair Plain. Nordkyst v ved Clårem e: cynophallophora, Ek E SF bnan tree). Bl. Febr.—Juli. Kjertlen i Pleligobed udsveder en klar Honnin draabe i Siden før FREE: renene udvikle sig mellem Krortlon og Bladstil aq) M: 7) Frigg Overalt paa Øen langs Veie og i Buskaser Kondbie Jacq. (v. Rat-bean). Bl. Febr Mai: røene ere meget giftige og anvendtes navnlig i ældre Tider af Negerne til eee — Ikke ualm. i Skov. Ved Christians- sted. No ordkys t ved Springarden Morisonia american na, L. og var. subpeltata Gr. Bl. Juni—Oktb. Ofte indtil 50” høit Træ. . Bladene hyppigt, nens SAN Re ak: ned jaller — Hist og her i Skov. Sprin. Min Bixaceæ. Bix Bl. Juni— Juli. Træet, hvis eg Fa rrestof anvendtes daglig af Karai- berne til ng mumer af hele ge tagene: (Du Tertre), rekte mer lær vildt- mis sg sen uis.… Wills ej nj Kyle. al gå BL April—Juni. Layt Træ. RE Arn ng meget Sag 7 Krofbladene altid abortive paa mine Expl. Sj. Wills B unt Eagle. Casearia sylvestris, big ent decandra fls re W est). Bl. Juni—Juli røene omgivne af en høirød dm. i skov. Busk. Elus Moun' ST Caledonia Dalen. ore Canebay Bakker. Wills Bay ] C. parvifolia, W. var. microcarpa, Egg- "BL Marts lig, Blomst vell ende,” $ Støvdrag. afvexl. ligelange, Frugten kun Alla" i Diam. Lavt stundom dog indtil 30' høi p Hist 0 her. er mee skovklædte Dalstrøg. Prosperity Dalen. Caledonia Dalen pringgut. ke 100 C. ramiflora, Vahl. &) Grenene uden Torne. Bl. April—Aug. Blomsterstilk leddet nedenfor Midten. Ealpeb $ trevlet. — T. alm. i Skov og Krat. Prosperity Dalen. Mount Washington Samyda serrulata, L. . Februar—Mai. Blomstring præcox. Vellugtende. Blomsterstilk ledet Panel Midten. De unge Rodskuds Blade lineære. — T. alm. i Skov at, mest i den østlige Del. en Garden. Springgut. Mose Welæokin; Rleel Island. Fair Plain É Yiolaceæ. Jonidium strictum, Ven Bl. hele Året. Blom sten skt aaben til Kl.9 om Morgenen. — Hist her i Klipperévner under Buske. Ved Darly Hill. Saltriver Bakker Mount Washington. Ved Lebanon Hill Tamaricaceæ. 5 2 [Tamarix. indica, Willd. (v. Cypress) forekommer t. alm. plantet i Haver. Bl. Septbr.—Octb.,]. Polygalaceæ. Securidaca Brownei, Gr. (S. scandens hos West). Bl. Februar—April. Indført af v. Rohr i Slutningen af forrige Aar- hundrede (West). — Natural. i Langs Garden og ved Recovery Hill. Cakeslyltkden Drymaria cordata, W. f) diandra. Be Bl. Mai—Juni. — Sj. Paa fugtige Steder i Skygge. Springgarden. Mollugo nudicanlis, Lam. Bl. Septb.—Decbr. — Hist og her, mest i Skygge paa fugtige Steder. Nær Paradeplads. "One Bakker. Buck Island. Fri triangulare, W. Bl. hele Aaret. Hanen kun aaben til Kl. 11 ne - Bugerytadeno ulige store. Det største 1-ribbet, det mindste 3-ribbet. Klipper hær Kysten. Coakley Bay. (Expl. paa St. Phorakl 3 ofte mel få« Kronblade). T. patens, W. Bl. hele AE Blomsten aaben fra Kl. 3 Efterm. til Solnedgang. — T. sj. Coakley Bay. Elizas Retreat. Bag Stony Ground. Portulaca vig L. (v. Purslane). Bl. helé Aaret. Blomsten udfoldet til mr 10 Form. Bladene seed i den injene Bee Calalu. Der findes 2 constante åen aa St. C a) macrant: kønpel og Blade bilerede. z Kron horse in indtil DM e "95 Støvdra E ØB) micrantha. Stene & Blade grønne, oftest kun 4 Kronblade. n 3'" Diam., 10—12 Stø tr — Begge Former alm. overalt paa Øen re Ved og paa aabne Steder P: im sk. Bl. héle Aaret. Blomsten aaben fra 11—2 Form. " Bladene u den Om modsatte, ovale, flade paa Undersiden, folde sig parvist imod hinan Efterm. 4 Kronblade, 2” lange, gule. — Alm. Ukrudt overalt paa Øe især paa tørre aabne Steder. 101 pilosa, L. 1. hele EDGE Frøene mørkebrune. — Hist og her paa aabne Steder. Ved alsrnn ed. — — (cfr. Griseb. under ,,Corrections", S. 707). Bl. Juni. Bladene i Toppen af Stængelen krandsstillede. RR sig sammen om Aftenen ved at lægge sig op mod Stængelen. Kronbladen: gule, ikke Kakkaaron Frøene SELDE — Sj. Paa Kalkklipper SKS Stony und. BP. alinoides, SL" É Bl. ved Veie og paa aabne Steder. Elizas Retreat. mod | rn RER mg Sesuvium reen L. (v. Bay flower). l. hele Aar Bæ nere eret altid rosa indvendigt. Alm. paa sandede Kyster overalt SK Trianthema monogynum, L. 1. hele Aaret. Grenene udspringe altid i det mindste Blads aen Støvdrag. altid flere mk: 10 (13—17). — Ikke ualm. paa Klipper n Kysten. Pyntbatteriet. Hams Bluff. [Dyrkede i Haver forekomme Dianthus caryophyllus, L. og D. chinensis, L. (v. Pink))]. "rang Malvastrum Emo Gr. (v. Hollow stock): ; ke hele ne, ln, ru aabner sig om Efterm. Meget variabel. — m.- Ukrudt ov M. tr rieuspidaten år ray. Bl. hele Aar Alm. langs Veie og i Grøfter. Sida car, OPAD bøg, 4) 08 a Bl. Septb.—Marts. Hlomsteradkee snart med, snart uden Knæ, ved Grunden. Kronbladene taglagte "snart i Retning fra Højre til Venstre, snart omvendt. — Begge Former m. alm. me ellem Græsset og ved Veie Overalt paa Øen i S. ciliaris, Ås: Bl. Sept.—Marts. bijnke aaben til Kl. 10 Form. Axelbladene altid noget isen end Bladstilken. — T. alm. selskabeligt ved Veie. Parade- Plads, Southgate Farm. Nær Bas t up. Twist. S. jamaicensis, L. Bl. 13 "Engels Blomsten aaben til K1.9 Form. Bægeret altid ie tere end Kronen. — T. alm. i Græsmarker og ved Veie overalt paa Øen. ken. ne Halvbusk paa indtil 6" Højde. — Gallowsbay. Ma- Biers et. S. spino Ek &) angusti bla le 0 olysperma, Egg. 2 BL S Sa tg galla, É Axelb blades rr der ved Grunden stundom en til tornet Sende ry Buskagtig, indtil 4" høj. Axelbladene med to Im » É FE | enker alt tid 12: a). 0 i Græsmarker ove el 7) nær Vandløb i den vestlige Del af Øen. .Mount Stewart Bæk. Crequis. 102 s ES REDER SP) In Bl. Denbe. kr Pek rED Rene altid med en mørkerød Plet is Neg- lenes Indreside. — T. alm., især paa Bndeidpledser: Gallowsb S. supina, mir en ro == ved Cotton Grove. S. arguta, Cav. Anføres hos West, S. 297, som vildtvoxende paa Øen. S. nervosa a) og 2) mg Egg. Bl. Decb.—April. Indtil 4' høi. £) egl klæbrig- kjorsel uns Kersten rødgule, Griflerne røde. — Ikke ualm. ved Veie og i Grøfter Springgut. Rec dn Hill. Sm ifhfield. Kingshill. S. cord fold L j ) althæifolia, Sw. Anføres hos West, S. 297, som vildtvoxende paa Øen. Abutilon periplocifolium, G. Don. a) og B) a Bl. hele ke era to "Frø i Smaafrugternes øvre Rum glatte, det ene i det nedre graahvidt silkehaaret. — a) t. alm. lange Veie, ofte indtil 3' høi. " Paradeplads. Annas Hope. $£) sj. Pair Plai Å. betin mr Swt. —Marts. Frøene hjerteformede, brune. — T. sj. paa aabne, tørre Bløder, Recovery Hill. Ved Smithfie ja. ; 5 indicum, G. Don. og 2) asiaticum. BL ÅRS; Aaret. Aldrig højere end 2”. — Begge Former alm. langs Veje, især i Øens østlige Del. AÅ. lignosum, Rich. Bl. Novbr.—Maj. Aabner sin Blomst om Eftermid T. alm. ved Veie ig ve paa Ruderatpladser i den østlige Del af Øen. atowber. South gate Bastardia viscosa, Kth. a) Blomsterstilk eg haarformet. Bl. Decbr.—Marts. — T. alm. langs Veie overalt paa ; Malac a) 0 BL Decb.,—Marts. "Blomsten sabeb Sl KL 2 Fler Fo mmns Staphy- linider sees hyppigt i Kronerne. Bladene ad rr fortærede af Sommer- fuglelarver. a) T. alm. ved Grøfter og inge Bække, 6) sjeldnere. Gal- lowsbay. Bugby Hole. padderne Dalen Urena Fona a) am UR "BLå mark, "Blomsten Bkben til Kl. 10 Form, — M. sj. I skyggefulde Dalstrøg. Prosperity Dalen (N.). Pavonia mere. Ale: Octbr.—Deebr. HD am: i Krat. Balteriar: Bprnggreee en. 103 P. racemosa, Sw. ? : BL 05 — TT Sj: I saltholdig Marskjord under Laguncularia og Conocarpus. . Saltriv Abelmoschus eres W. sg gr Okeo). Bl. Decb. Den grønne Frugt;s kogt som Grønt og i Suppe. En Infusion paa Frugtén anvendes mod ya peer kg: i Øinene og mod Mæslinger. 5 Alfg og naturalis. unge fon en. Hibiscus FneGEss L. (v. Congo Mahoe). Ångives af West, S. "998. at voxe paa Ryggen af Bjerget ved Woods . Kvægplantage H. viti ifo livs, Li: Bl. Decbr. kerlis X derbægernE 7—8-bladet. — Alm. naturalis. i den østlige Del af Øen. Gallowsba He: FEDE se £: Bl. Septb.—Marts. — T. alm. mellem Smaabuske omkring Christianssted. i. Bela dariffa, L. (v.. Red Sorre Bl. Octb.—Novbr. Bladene anvendes som Grønt, og af den modne Frugts Bæger laves Sane — Dyrket i Haver og naturalis. enkelte Steder, f, Ex. ved Grø nkay i H. brasiliensis, Angives af vei 18. 298, at være vildtvoxende paa Øen. Gossypium bisbadende. L. (v. Cotton: tree). a) og PB) integrum. ; Bl. hele Aaret. Dun stjerneformig. Griffelen fortykket cE trekantet i sim øvre Halvdel med 2 Rækker sorte Prikker langs hver så Øens østlige Del, me den i tidligere Tid har været Gjovtind for Dyrk- ning. Sallys Fancy. Petronella. Cotton rave: Paritium krig A. Juss. (v. Mahoe). Bl. Octb.—Marts. Bladene lagte paa Hovedet eller Ryggen antages at fordrive Smerter. West anfører $. 297 dette zen ne som vildtvoxende. Jeg har kun seet det plantet i enkelte Haver i Frederikssted. Thespesia re » Corr. (v. Otaheite tre ad) … Bl. hele Aare Bløda anvendes ligesom den 3% gsm re og tillige i Decoct Sl Vattersot. Træet voxer meget hurtig, give z Skygge og har et udmærket haardt Ved. En ildrød Tæge fører i stor Mængde påa de nedfaldne Frugter. — Alm. plantet ved Huse og na Overalt paa Øen, især paa fugtige Steder. Crequis. Kingshill Bæk. [Dyrke re i Haver snog Althæa rosea, L. (v. Holly Hock), Hibiscus Rosa-sinens (v. Chinese rose) og H. muta- bilis, L. (v. Changeable SANG gi Malvaceer ere protandriske. - ike Ådansonia digitata, L. (v. Guinea Tamarin d). BL i Juni—Jul fl Bladoné affalde i Marts—April. Den s tee an == Naturalis. fiere Steder i Dalstrøg. -Crequis. ers Bay perity Dalen. jodendron anfractuosum, DC. (v. Silk-cotton tree). Bl. sier. "—April. Bl: adene affaldne i Marts—April. — Alm. i Dalstrøg i. odia are Anføres hos West S. egg som voxende i Springgardens Gut. 104 Helicteres ferssieehter, Jacq. 1. Marts—Juni. Smaafrugternes Snoninger kun 2!/2. — Alm. i Krat og Skov. Py ftbettariet. Eris: Garden. Claremont Bakker. »… Biittneriaceæ. Guazuma tomentosa, Kth. (v. Jackass Calalu). Bl. April—Juni. Støvdragerstøttens Grene bære 2 el. 3 torummede Knapper. Kronbladene fatte med deres ankre Spids midtveis til Støvdragerstøtten. Griflerne sammenvoxne lige til Toppen lomsterne en E en lille Geometridelarve. — Sj. Hi st og her i Græsmarker. na. slender Cacao, 'E (v. Cocoa tree). Bl. Naturalis. i re ageren Dalstrøg. Prosperity Dalen fg Can naan. Mount Ste Ayenia pusilla, L Bl. hele Aaret. "Frugten blødpigget . smaa spidse Pigge. Blomsten findes ofte omdannet til en me æ i, grøn Kapsel, re indeslutter en Hvepselarve. — t paa tørre Ba ohrs Minde. Mount Welcome. Elizas more 'Saltriver Bakker. Åniguilla Melochia Ebern: ls Bl. hele Aaret. — Alm. i Græsmarker og ved Veie overalt paa Øen. MM: pin: osa, L. (v. Broom woo og lige De E M. nodiflora, Sw. Bl. Novbr.—Juli. -— Alm. i Græsmarker overalt paa Øen. Waltheria americana, L. (v. Mash mallow): Bl. Octb.—Mai. Bladene anvendes til RE og i Decoct mod Trrita- tion af af Hudon. Spises gjerne af Faarene. — T. alm. i Græsmarker over- Tiliaceæ. anede fr skr L. (v. Bur bush). Bl. Nov i Krat og ved Veie, Springgut. Gallows- bay. Tebeneb EF Bakken æ: T. althæoides, Lam. (. Mah Bl. Decb.—Marts. Af Stængelens "Teviee laves ne Snore. — T. alm. i Kratskove. Tamarindtree DRE Prosperity Dalen T. semitriloba, Be sy; Bur bush —Marts: )- —Octb. i Krat og ved Veie. "Ved Christianssted. Salmon Hill. : Fe frelste Jacq Bl. Decb.-—April. Samme: som foreg. n Core i acutangulus, Lam i. Juni—Novb. Bladene altid med to to traadformede, bagud rettede, Lg RR Bale paa de nederste Takker. T. sj. Ved Christianssted. 105 C. siliquosus, L. (v. Papa-lolo). Bl. Novb.—Juli. Bladene gg almindelig i Calalu. — Ålm. ved Veie og i elg overalt paa G: hr! Bl. uni Sep — Hist og heri Gtøftor og ved Veie. Ved Christiansted. Ear As ES Bl. hele BRAD "Stængolens Haar besatte med tætte smaa Pigge. — Alm. paa sandede Kyste Ternstrømiaceæ, Ternstrømia elliptica, Sw Bl. Marts—April. De 2 affaldende pre meg ved Bægerets Grund uden Tvivl med Swartz (Fl. Ind. oce.. 'S. 969) og in År andolle nar ker mi 1; S: 528) opfattes som Dækblade op "ikke som Bæ ade. Enkgebladens blive nde, rosa indvendigt, hvide langs Kanterne. gær Rum altid med mindst 20 Æg hvert. Elomstorstilk 14'/—16'" lang. Elon sten vel- lugtende. — Sj. Nordlige Skraaning af Maronbjerget nær Toppen Guttiferæ. Clusia rosea, L: Bl. Mai—Juli. Stammen ikke slyngende, men temmelig rank. Træet blomstrer forst i ien ne et Alder. — Sj. Paa Klipperi Skov. Wills Bay. C. alba (v. Wild Mamey). Kilder hos ASS S. 312, som vildtvox. paa Øen. Mammea americana, L. (v. set ir Æ Febr.—Aug. Blomstrer 2 Gange om Aar Frugten som oftest kun 2-frøet. Spises alm. — Ikke ualm., sd i Midton af Øen, hvor den findes es. plantet langs Vee, og i Gard ens. Crequis. Caledonia Dalen. Pearl. Calophyllum i ruge Jacq. (v. Water wood). . bali — skovbevoxede Dalstrøg i Øens nordvestl. Del. Crequis, Caledonia fa Canellaceæ. Canella alba, Murr. (v. White Bark). Bl. Jan.—April. Kronbladene forenede ved Gru anden i 1'” Høide og nens Affalden. Ba ørkt c inrødt. Bladene an vendes i varmt mod ml dt Rn Møst y saga) Søkysten i sindet Jord, dog; og- Saa hist og her i Se Sandypoint. - Maronbjerget. Langs Garden — Erythrosylaceæ. Erythroxylon ovatum al v. Wild cherry). Bl. Abel —Sept — . alm i HS ringgut.. Mount Washington. arden. en id West S 386! SEG sten E. areolatum, L. er uden e Art). Tree en Fo me re med denn N Malpighiaceæ. Byrsonima coriacea, DC; Bl. i Juli. Middelhøit Træ. — Sj. Parasol Bakke. 106 Bunchosia Stwartziana, Gr. Bl. Juli. Blomsterstilk med 2 smaa aflange Kjertler ved Dækbladenes Grund. En lille ray hvid Møllarve lever alm. inde. i Blomsterknopperne. — Sj. Kingshill Høidedrag. SE et rl Krig L: (v-- Cherry): Mai— rugten spiselig, men aden Velsmag. En lille brunlig Billelarve Be. i eh Blade og Frugter ofte bedækkede med en hvid- grå: hesia. — T. alm. i Kratskov overalt paa Øen M. urens, L. (v. Touch-me-noty. ig, og Ba lanceolata. Juni—Octb. ad) t i Kratskov. "Fair Plain. Springgut. Coakløj en Buck Island: By sr Garden He sedkr grekd purpurea, Kth. Bl. hele Aaret. — Alm. i Krat og ved Veie overalt paa Øen. sik RETRERG DC. Nr rejer laurifolia hos West). Bl. hele Aaret. — Alm. i Krat og paa Gjærder overalt paa Øen. Sapindaceæ. Cardiospermum lredte nen ir Balloon vine). Bl... Sept.—Marts. — T. alm. i Krat. Ogsaa i Haver og ved Huse. ; C. microcarpum, Kth. Bl. Januar. Kåpselen 6"7—8'” bred. — Hist og her i Dalstrøg. Crequis. Serjania lucida, aner, (v. White vis). Bl. Decb.—Juni. Bladenes Prikker ikke gjennemsigtige. Frugtstolen traadformig med tykkere, 3- klo t, kølleformet Top. Stænglerne anv! gr on som Reb og til a t flette Kurve af. Alm. i aged overalt paa (West's Skve ER S. 281, af Pusdlina curassavica som vildtvoxende fn St. Croix beror uden Tvivl paa en Forvexling med denne Schmidelia occidentalis, Sw. Bl. Mai—Sept. Kronbladene lodne langs Randen (Smlgn. Swartz's - Flora Ind. oce., S. 665). — T. alm. i Skov i Øens erne Del. Blue Mountain. Mount Stewart. Wills Bay. Calsdoriis Dalen : BSapindus unge se DC. (v. Soap-seed). Bl. Decb.—Jan. Frugtskallen skummer i Vand som Sæbe. Frøene pe og anvendes til Smykker. — Hist og her MER Bække. Canaan k. Kingshill Bæk. Lille Mount udk Bæk. | Here iggr bijuga, -L. (v. Keneppy tree Bl. April—Mai. Kort før Blomstringen falde de fleste Blade af. Blom- sterne de Sys især henim en rugteen sødligt adstringerende, spi M. alm. overalt paa Øen. Ofte som secundær Opvæxt i Skovegne. Ddr viscosa, L. i Bl. April. — Sj. Sandede Kyster. Sandypoint. Meliaceæ, Melia sempervirens,, Sw. (v. Lilac). Bl. hele "mig Frugterne ansees for eger 'T. alm. i Skov 0£ nær Huse perity Dalen (N.). Spring: re kie hirta, L. (T. DKKR på iranere Bl. — M. alm. i Krat og Skov overalt paa 107 'Guarea rugged Jacq. Anføres af West, S. 281, som vildtvox. påa Øen. Swietenia DE onmi, L. (v. Mahogany). Bl. April—Juli. Veddet anvendes til Meubler. West anfører, S. 285, at Mahagoni-Træet mod der i et Sel dar pas Landet, men sy ntes ikke Åurantiaceæ, Orla medica, L. a) (v. Citron). 2) arsen Riss. (v. Lime). Bl. i April—Mai. «) dyrket og natural. hist og her, men sj. Z) m alm. ny ner overal Freds Frugterne anvendes til Lemonade og BR) tillige til Syltning i Alko (Lemonasier Tr). nge Sk: '62) Bigaradia, Duh. (v. klerk Herald Bl. Mai—Juni. Frugt "mink — ca) alm. naturalis. over- alt paa Øen, saavel ved Huse som i Grå Bra ugten spises, men savner Sødme paa Grund af pod rnjest Arr y2 Plei By ka naturalis. som foreg. Ån- vendes ig Lemonade og Skallen af krves: i Sukker (Orange peel). mee birr ike Forbidden Fruit). FE Kran sp DE hist og her i Gardens. C: dec eee = & oc " Frugten spises MENE: ron Sucade. — Naturalis. som foregaaende. Triphasia trifoliata; DC. (v. Sweet ben, Bl. April—Juni.. Fru rugterné En stundo Alm naturalis, i … Dal- strøg. Ved St. CGengåd Hope. ingfield. HPrGb part, "Dalen. [Dyrket i Haver frEsEed Murraya exotica, L. (v. Cyprian)]. Gersniaceæ. [Alm. dyrkede i Haver forekomme to Arter af Geranium, L. og Relargonium, Ll Balsaminaceæ. Alm. dyrket i Haver forekommer Impatiens Balsamina, L. (&. Jer slippers)]. Oxalidaceæ. Oxalis orn Zucc. . Bl. Mai—Jui. — T.”alm. naturalis. i Haver. O. corni STE sk mi mierop hy, Poir. hele Aaret. — Hist og her selskabeligt paa Marker. Nær Annally. 108 Lygophyllaceæ. Tribulus cistoides, L. Bl. Octb.—Decbr. T. alm. langs Veie i den østlige Del af Øen. Coakley Bay. Madam "Carty. . maximus, L. (v. Centipee-root el. Ehe 0). É Bl. hele Aaret. Støvdrag. afvexl. ligelan ==. i sø Se korte mi Begettledes og bærende en lille, cylindrisk ningkjærtel ved Grunden. Hele Planten mee i varmt Bad mod gere og Uret hos Børn. — M. alm. Ukrudt re t paa Øen |Guajacum officinale, L. (v. Lignum vitæ). Bl. Marts—April. nr. tidrydde t paa Øen. — Hist”og her i Krat- skov nær are, Cotton Grove Strand. Buck line Fair Plain Rutaceæ. Tobinia punctata, Gr. "Bl. Septb. Bladene. oÅo igetnnede: Prikkerne pen Sheltesiten gjen- nemsigtige. — Sj. i Kratskov. -Fair Plain. Blue Mou Fagara microphylla, Bet (v. Ramgoat ng Na tragodes hos West). 1. Juni—Decb. Bladenes Prikker Frensemaigtlge: Stundom be en lille tilbagekrummet Torn imellem Smaabladene. — Ikke ualm. i Krat Smithfield.” Crequis. Kingshill. Sha Grove. Bid fk: Zanthoxylon Clava Herculis, L ; April—Juni. Barktornene graa med smal, brun, krummet Spi ids. Støvknapperne aabne sig efterhaanden. — I Dalstrøg med Skov, især i ens seere Del. Springgarden. Lebanon Hill Hard Labour. Springgu ; Z. Sri ch, bye (non Macf.; Syn. Z. jucundum, Duchass. mser.). Træ. — Kalkholdigt Terræn nær lille Saltpande bag Stony Ground. ;Castela mere Turp. ebr.—Juni. NOE altid Palpifre øde. F-Blomst med 8 ru- dimentære Støvdrag., af hvilke de 4 e stene sne end de andre og med deres ufrugtbare haben: rage ind i ts 4 Grene. Shestrautet 2—3—4, — T. re: fr angs Salkysics 3 Sk føle Steder. Good Hope. Long Point. 32 åer sr ik: Bitter aåsh). Veddet renerne eg at dreje Bægere af, der ROGEN det i dem staaende Vand en for mavestyrkende anseet bitter Sm ag. Hist og her i Skov W. [Dyrket i Haver forekommer NREN amara, L: fl: (r Quake sa). DE Novbr. —Febr. Olacaceæ, oepfia arborescens, R. Scho S. Bl. Febr.—Marts. Frugten næsten altid 1-frøet ved Abort ualm. i Skov i Øens nordvestlige Del. Saltriver. Wills Bay. Saronnjerget - 109 AÅmpelidaceæ. Cissus ædes, L. (v. Putten leaf). Bl. hele Aar Blomsterne høirøde eller ik ule. — især i Skov, hvor ske: kiattrer til stor Høide. Cr Hd aledonia Dalen Nordkyst. Sprin os Grisebach- omtalte Monstrositet af denne Art AK lantha ah la, Prl.) rek orme ok navnlig paa Individer, der ere udelukked XD yset i snevre Grøfte dd Erifollata, IPS Bl. hele Aaret. — Hist og her paa SE! eller opad Træstammer. Crequis.. Hams Bluff Dal. borg Princess C. acida, L. (NL. el VeRL FOR — T.. sj. i Kratskov. Saltriver. Fair Plain. Cotton Vii rabi DE: Bl. Jun L I skyggefulde Skovdale. Caledonia Dalen ved Bækken. [Alm i; ål i Haver forekommer Vwtis end: L. (v. Grape vine), som bærer Frugt 3—4 Gange om Aaret.] Setretecer: BERRares EJEE SSR i, DC. (Rhamnus glabratus hos West). 1. Sept.—Decbr. Bladene læderågtige, bruskede i Randen. Støvdrag. findes ofte ae pis alle omdannede til Kronblade og bære en lille Mare hereel ved Bøbintr, Stenfrugten orangegul, 8” lang. Ofte -Årt. Ma mene neden, Gr. (Rk. polygamus, Vahl hos West). Bl. Decb.—Jan. Bladene mørke, kede. Støvdrag. ofte omdannet ligesom fe foregaaende ru glat, opspringende, mørkt rødbrun, l-frøet ved Abort. Frøet sort, omgiven "dg tynd, mørkerød Pulpe. — T. sj. me lå i Kratskov paa Fair Plai M re re (Syn. brodne be DC., Rå. lævigatus, Vahl. "Symb. bot. ITT, Bl. en åse "Frugten ligner den foregaaende Arts. 6'” lang, Opspringende, 1—3-frøet. Frøene brune med rødlige Aarer ivne en seig hvid Pulpe, E i Diam. — T. alm. i Bret og Skov. "mr ottom. Wills Bay. Fair Plai Myginda BR Sm Bl. Octb.—Mai. En langhaaret Sommerfaglelarve lever gen: dens Blade. - alm. i Kratskov, mest i Nærheden af Laguner. S .… Kingshill 3 Mer Mundingen. Ved Southgatefarm Lagun. berncen ry M. latifolia, Sw. : Pile i Vahls Symb. botan., II, S. 32 som fanden paa St, Croix retrlel sete, Jacq. Bl. Sept.— AR .i Kratskov. Fair Plain. Bree Jacobs Peak. os ko en 276, anførte Celastrus polygamus, spec. (Den El » ?O. Vahl, har af ler paa Beskrivelse ikke & kumet identificeres.) Rhamnaceæ. LZizyphus reticulata » DE: me Juli, - Griflerne forenede til Midten. Skiven brandgul. Frugten m oftest 3-rummet med 1 Frø i hvert Rum, 5'” lang, aldeles glat. 110 Frøene høirøde. Den Srøcede) Pulpe ng: — Sj. Kun Sags i Krat- skov hist og her paa Fair Plain. (Tegningen i Vahls ,,Eclogae", HI, tab. 23 angiver nikke Bladrandens "Takker Rilskællelig tydeligt). Condalia ferrea, Bl. Sept.—Jan. beleliesne «Mal blast ig med fliget Rand. nfrugten oval, 2!/»"" lan ng: T, Hams Bluff Dalen. 2 ul Colubrina ennen Brongn. . Juli—Januar. Met buskagtig. — Alm. paa flere Steder, især saåan- dede Kyster. Sandypoint. Kingshill Høidedrag. C. reclinata, iskcee (€£ me nens i Bl. Novb.—Marts. Griffel 2—83-gr ragten sent opspringende. Af Plantens Blade laves en SEES 75 Drik (Mabee). — Hist og her i den østlige Del af Øen. Mellem Pyntbatteriet og Shoys. Cotton Grove. Gouania domingensis, L. . Bl. Octb.—Jan. De seige Stængler anvendes som Reb. — T. alm. i Krat i den østlige Del af Øen. Mount Welcome. Springgut. Terebinthaceæ. Bursera gummifera, L. (v. Turpentine tree). Bl. April—Septb. I Blomsterstanden lever der en mer 24 lang Møl- larve, der har samme Farve som Blemsterne. Træet formeres let ved Stiklinger, gbeybrr 1' tykke Grene anvendes. Plantes hyppigt som Hegn. — M. alm. overalt paa Øen. Icica allissina, L. (v. Maran). Anføres hos West, S. 287, som vildtvoxende paa Nordsiden. ÅAmyris sylvatica, Jacq. ; 1. -April—Juli. Blomsterstanden trichotom Ikke ualm. i Skov. Maronbjerget. Sul nke Kingshill Hvidsdrag. "Jacobs Peak. Sucker- DØ bush ved Cotton Grov Å Soondilid bude, :: (v. Hog plum). , de nye samtidigt med Bloms Frugt " lang, syrlig, spises alm. raa og syltet. Larven og det BRAK cbane Insekt af mæ Kedy Chrysomelide lever i Frugten. Bladene BI. frk rts—Juni. Bladene allks i mrs 7 anvendes i Infusion mod Hoste. — Alm. i Dalstrøg overalt paa Øen S. purpurea mer åse Jamaica Slum Bl. præcox Febr rugten velsmagende. spises raa og syltet. — T. alm. naturalis. i ri RER Dalen. Springgut. Bugby Hole. Comocladia ilici me Sw i Bl." Marts—Mai Ikke ualm. paa kalkholdigt Terræn. Kingshil Høidedrag. Bless ing. mee hele indica, L. (v. Mango tree). Bl. Febr.—April. Frugten s pJREE Nee: men midt 12 Alm. uden meg Velsmag paa Gru ånd af mangelfuld P' ved Huse i Gardens overalt paa Øen E Re finere Verimel findes i renen Dalen N fy): Anacardium RES L. (v. Cashew). > Bl. Decb.—April. Blomsterstilkens Saft milk adstringerende.. ; ristede Frø spises og smager som Mandelkjærne, — Alm. ved. Veie og Gardens overalt paa Øen. Buck Island. É TPE Leguminosæ. Le fane verrucosa, L. Bl. hele el; — M. alm. naturalis. langs Veie overalt paa Øen. (ær så Bl. hele nyd, SK lille orangegul, med lange sorte Haar besat Møl- larve lever paa Bladene. — M. alm. sammesteds som foreg. C. lotifolia, L. Bl. Novb. oe] gulbrunt silkehaarede paa Undersiden. Kronen grønlig. —'Sj. Nær harer nær Grunden. — Alm. ved Veie 5%; nær Hras: Fra ekerl Christianssted. eee tinctoria, L. ; Anvendes ikke mere til technisk red 7". alm 1 den østlige Del af Øen. Paradepladsen. Elizas Retr TA rad, 1, i Bl. hele Aaret. Hele Planten er meget ES af Insekter. — M. alm. paa aabne, tørre Steder overalt paa Øen Tephrosia cinerea, Pers ig og 2) litoralis, Pers. i Febr.—Juni Begge Former gg og her i Kratskov. Saltriver . fake. Elizas Retreat. nn Welcom: : Ågati grandiflora, Ser hele Aaret. En st mt lever alm. i Bælgene. — Alm, naturalis. Rock skimdne americana, L. - BL Novb:—Jan. Ikke ualm. i Græsmarker og ved Veie. Bohrs Minde. Richmond. Parasol Bakke. Ålysicarpus vaginalis, DC. Novb.—Decb. Bladene variable. — T. alm. ved Veie og paa tørre Steder. - Southgate Farm. Pyntbatteriet.: Parasol Bakke. Desmodium tri orum, DC. Bl. Decb.—Febr. for T. alm. i bend og paa fugtige Steder. Ved eg ge ANE Saltriver Bakke: Bl. be KE — Alm. i Græsset ved Grøfter og Veie overalt påa Øen. i D. scorpiurus, Desv. - É ; Bl. Der —Januar. Hist og her i Græs og ved Veie. . Crequis. - tortuosum, DC. = É i Bl. Octb.—Januar. — T. alm. sammesteds som foreg. Crequis. The "Langs Cen i . Spirale, DC. Bi Novb:—Januar. — Tilo uælm. i Grøssek og smaa Buskadser. Elizas Retreat. R DE Minde. De ; Bl. re LLR: t 3- stundom 4-leddet. Indtil 2' hø KN ET Mike Parasol Bakke. Sprin. sgut. 112 Sk iosandkål procumbens, SW Bl. Octb.—Decb. Frugten næsten altid 2-leddet. — Alm. i Græsset. Frederiksfort. Kingshill Høide S. viscosa, Sw. Anføres hos West, S. 301, som vildtvoxende paa Øen AÅrachis bupoged; L. (v. Pindars el. Honda) Bl. Mai—Aug BBR spises raa og i Kager. — Alm. dyrket og naturalis. over. paa Øen Abrus (TD RETTER L. (v. Jumbee-beed, Scrubber el. Wild Liquorice). Bl. Octb.—Febr. Bladene smage som RR De blandes Reg Bæbe- vand for at rn Tøi. Frøene anvendes til Smykker. — M. alm. i Krat overalt paa Rik ADORE minima, DC. Bl. hele Aaret. Frøene sorte med smaa riders Pletter. Der findes 2 constante Former paa St. Croix: .a) Fan Been Lavt slyn- gende, i Alm. kun 1' høit over Jorden. 2) 84, Egg. Kronen altid hare EY gul.” Indtil 6" høj. — Begge Form i Græsmarker og mellem Buske. kgl; Kingshill Høldedreg: Recovery Hill. R. reti DC. Bl. hele being "Bmaabladbhd indtil 1/2” lange. — Alm. i Krat og paa Gjærder, indtil 6' høi. Crequis. Springfield. Saltriver. Presdeplkdsen. Cajanus inleus MENE gr flor FL hele Alia,” Frø spises 80 e alm. EN naturalis. og plantet (viste Fele ég mg: a Marker overalt mv en Clitoria Ternatea, L. (v. Blue vine). i l. hele Aaret. Kronen altid BEL ofte halvbuskagtig. — Alm, 1 Krat og Græsmarker overalt paa Øen. ø Senesene virginianum, Benth. Bl. hele Aaret. — Alm. i Grøfter og Græsmarker over hele Øen. Teranlkdk erefeng Sw. /ar. 88. Bl. Sept:—Marts. Kronen 1W;'" lang, constant hvid. ”Bælgen 1” lang, ort. — Alm. i Græsset og mellem Buske over hele Øen my Gelactia Jfili fornie, Benth. l. Oetb.—Januar. Rødderne bære ofte smaa rn Knolde. — T. es i tskov. sly lain. Sandypoint. Springgu Vigna et in E (2 Wild pea). : Bl. hele Aar alm. i ler og paa fuglige Steder. Lower love. Canaan. Gr Place. Windsor Dolichos Lablab, L. 4) Kronen violet. Bl. hele Klok Frøene brune. — M. alm. langs Kysterne. i D. benghatlensis, Jacq. Anføres hos West, S. 299, som vildtvox. paa Øen. "22 FR ernE V. (Symb. bot. IL 8: 80. va res hos West, S. 299, som vildtvoxende paa Øen, medens Vahl i == i uan recordor". Phaseolus lunatus, L. (v. Bonny vie) BL Decb.-+Feébr. Kronen hvid øl: rosa T. alm. i Dalstrøg.… Cre- quis. Caledonia Dalen. 113 Ph: der sn is, L. (v. White bean). "Bl. Mai—Juli. — Naturalis. hist og her. Recovery Hill. Se mee etus; LL. Bl. hele Aaret. Blomsten kun aaben i Solskin. — Alm. langs Veie og i "arforg mifren hele Øen Ph. alatus, L. Anføres mg West, S. 299, som vildtvox. paa Øen. Mucuna pruriens, DC. (v. Cow-itec Bl. Octb.—Novb. Bælgenes rese anvendtes især ges so Middel mod Orm hos Børn. Ofte slyngende s ig til en Høide af 25". — Hist og her i skyggefulde Dalstrøg. (rn aledonia Dalen. Erythrina Falsen eler L. (v. Coral tree el. lev bereg Bl. Febr.—April. Blom AR 95k 700K. ; Støv Føreren ne alle ulige — Ikke ualm. langs Veie le Fr. Jolly Hill med Bi. Febr.—Marts. Grenene fremliggende, meget tornede. Bladet med Torne paa Stilken og paa begge Sider af Smaabladenes Ribber. Frø skarlagenrøde med sort Plet ovenfor Frøstrængen. I de halvmodne Frø lever der en graaplettet Sommerfuglelarve me ES oved. — Langs Nordkysten i Skoven mellem Sweet Bottom og Wi ay. Piscidia Erythrina, L. (v. Dog wood). Bl. præcox Marts—April. De Liidivider, som ikke blomstre, tabe ikke Kingshill Høide frøs Springgut. as Retreat Pterocarpus lunatus, L. SA era e Mey.). Åre hos West, SS. 298, som vildtvox. påa Øen. ny Hecastophyllum. Brownit, P. Br. l. Octb.—Decb. En kort rt hvid Billelarve lever i Frøene. — T. alm. Påa srbren: ner: Pyntbatteriet. Annally Bay. I. Juli—Januar. — T. sj. Langs Kysten i Sandbund. Whites Bay. Hole. Myrospermum frutescens, Jacq. Bl. Mai—Septb. ennen aabne sig efterhaanden. — Naturalis, ved Huse i = ge Byerne (Hos Satan alle Arter af de Ærteblomstredes SepDi ere Støvdrag. vstælk lige lange i Knoppen, uden Tvivl for bedre Plads til er Ls DERE i Baaden. Disse ae z altid før Kronens Udfoldning.) Hæmatoxylon Semper: L. (v. Log wood). …. Bl. Febr.—Marts. Træe r langsomt. De unge Individer - liggende og tornede. — ktm og her, især langs Søkysten É BRkadet, øidedrag. . se aculeata, ki: (v. Horse bean). 3 Alm. i tørre Egne. Saltriver." Hermon Hill, BER te Cotton ed Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 8 114 srregapnr Bonducella, L. (v. Nickars). ug.—Decb. Støvknapperne aabne sig efterhaanden. - Blomsterne Snes Frøene gulbrune el. graa. — Alm. langs sandede Kyster. Ogsaa ist og her i skyggefasde Dalstrøg. Caledonia Dalen. ERE K Pleasant in Mi (En sjelden Varietet, maaske egen Art, med sortebrune Frø, der - under gøre af "Black nickars" poleres og rivende, til ijoelag tide hist og her aa Øen, men jeg har ikke selv set den). G. Bonduc, L. Alm. paa ike Kyst som foregaaende. sal earn pulcherrima, Sw. (v. Dudeldue B. Juni .… Dækbladene ks: Blomsterstilkens Grund so: tidligt affaldende. T gs pe Ps arsen lever der en lille rr Møllarve med sort Hoved, msn spiser Støvdragerne, — sål langs Vei i Krat vet Hele Øen (Anføres hos West, S. 284, som dyrket og er maaske blot naturalis.). Ce ilkie Sw. Spanish tree). Bl. Mai—Juli. Bladene affalde Deeb.—Marts. Dækblade som foreg. SNEG meget hurtig, Fnpius 30' i 4 Aar. — "Nitaralis: overalt paa Øen, r ved Huse og'i Hav Lebidibia VIGER ”Scehlecht. Bl. April—Mai. omkring Christianssted. Cassia Fistula, me Bl. Septb. — Na turalis. hist og her i Dalstrøg. The William Dalen. C. grandis, L. (v. Liquorice tree Bl. April. Fristen Pulpe indeholder talrige Raphider. Den anvendes - i Decocet mod Forkjølelse. I Bælgen lever der en stor, tyk hvid Træbuk- larve. — T. alm. naturalis. i den vestlige Del af Øen. Frederikssted. SE. Garden. Hard Labou — eaeRlnre, L. ig tyver bush). id aret. I Frøene lever der en Møllarve. — M. alm. paa aabne tørre Skelter over hele Øen C. biflora, L. PÅ) Kern eg Lam Bl. re — T.sj.i i Kra t. Christianssted. Sydsiden nær Longford. 2 sg (v. Golden Enrsere. Bl. Mai—No ks — Naturalis. hist og her, især ved Christianssted. C. occidentalis, L. (v. aA ske Bl. hele Aaret. Foruden de tre golde Støydrag., er endnu den 1008 mel Frugtknuden, gold. Af Frøene un et Kaffesurrogat. … Roden Deco ndes mod Feber. — M. alm. paa Ruderatpladser og vr Steder over hele Øen. C. obtusifolia, L. i Bl. Juni—Novbr. — T. alm. paa aabne Steder. Ved Christianssted. Springgut. C. glandulosa, L. a) stricta, Schrk. og 2) ramosa ME Bl. hele Aaret. Blomsterstilkene udsprin mupe & højere oppe Paa Stængelen end deres Støtteblad. — Begge Former sanne Lad re Skraaninger | over hele Øen i Kure indica, L. (v. Tamarind tr ege Bl. Marts—Juni. Smaabladene folde sig samm m Dagen Bålhétes De unge Grene bruges som Rebleene, Frugten anvendes fil mee 115 ere og 5 fanen GER ne Træets tætte Skygge trives Hen.der andre Planter. — M. alm. na mg over hele Øen, ogsaa ved Hus ; pri ie Farmer aril, (v.' Locust. trée). Bl. Fur —KRT pkt n megét store, tidligt affaldende. Kron- ret med rosa Skjær, Veddet er et fortrinligt Gavntømmer paa "Grund sin Haardhed. Ikke ualm. i Dalstrøg. Canaan. Lebanon Hill. Kkni ment Dal. Bauhinea tomentosa, L. Bl. Mai—Juni. Bladene affaldne i Marts. —«Naturalis. enkelte Steder omkring Christiansted. Langs Garden " Adenanthera pavonina, L. er Co quelicot). Bl. Juli—Octb. — T. alm. naturalis. og plantet i Haver: Prosperity Dalen. Robrs Minde. 2 ven arge, virgatus, W. 2) strictus, Benth. i (BL. he hele Aaret. — Begge Former m. alm. i Græsset og ved Veie over ele Mimosa pudica, L. (v. Sensitive, plant) (M. sensitiva hos West 2) 2 Par oma; Smaablade. — Sj. I Græsset ved Veie. Mount Stewart Dalen M. age 3 øres- hos West, S. 312, som rs ske paa Øen. Jeg har kun fundet stn paa St. Thomas, hvor den er alm (Den hos West endvidere omslet M. Paniculata, V., Symb. bot. pars 3, findes ikke omtalt paa det angivne Sted og har af Mangel paa "Redlfeivelse ikke kunnet identificeres.) Leucæna glauca, Benth. (v. Tan-tan el, Wild Tamarind). Bl. hele Aaret. Smaabladene folde sig sammen om. Dagen i Solheden. Frøene anvendes truki paa Snore til Smykker, Kurve. etc. Sker Nee lever ale paa Bladene. — Fremkommer ofte som se- un t paa ryddet Land. M. alm. over hele Øen Acacia mine W. BI KL. DSo, Stammen bærer spredte, spidse, sorte Barktorne foruden de infrastipnlære. Adds Kjertelen mellem det nederste Par Smaablade ig (20' i 1%, Per i rn Sandjord. — Naturalis: hist og her i Dal- strøg. Selskabelig. Crequis. Å. sarmentosa, Desv. (v. Catch and keep). Bl. Novb. — Sj. I Kratskov. Langs Garden (maaskee indført fra St. Thomas, hvor den er yderst alm.). 'å ne Fenkse, Humb. & Bonpl. (v. Cashå). ! glabrese Bl. Deeb. nåre Syg y ddet har en. gjennemtrængende, aadselagtig Indtil 30' høi ig a især i en Dee setlige Del af Øen. mChcordir Bæk. Saltriver E mr "Lebanon Hill. Springgut: Banes A. tortuosa, W. (v. Cashå). Bl. hele Kåret. Tornene pen vi .… Smaabladene folde sig sammen om Aftenen. Blomsterne vellugtende. = Dækskjællene rhombeformede med fryndset Rand "lang smal se — M. alm. påa Bakker og langs Veie Overalt i den østlige Del af Øen 8 116 A. Farnesiana, W. (v. Cashå). : Bl. hele Aaret. Blomsterne vellugtende. Dækskjællene Epanlennes med fryndset Rand. eder et af de me og foregaaende Art a alm i ul til at brænde Træ M. alm. sammesteds som foreg. A. arabica, W. Bl. Novb. —Januar. Udsveder megen Gummi. — Naturalis. omkring Christianssted. Akers Have. Springgut. A. Lebbek, W. (v. Thibet-tree). Bl. April—Septb. Aabo affaldne fra Novb.—Marts. Ofte findes der en Kjertel mellem det andet Par primære Smaablade. Løvet spises gjerne Kreaturerne. meen able gbende Meget hyppigt overgroet med. Lo- ranthus emarginatus, Sw. — M. alm. irske over hele Øen, hvor det især plantes nen Neib og i T Orosmårker. Å. spec & Peg Søk sg, Jacq.). Anføres mg We RB; sp: om vildtvoxende paa Øen. Calliandra Sanan F” Giant Thibet tree Bl. Mai—Aug belt ne spatelformede med lille SE 16 ya: Voxer noget husti rtigt og giver paa Grund at sine vandrette, løvrige Grene jages ig Skygge. — Alm. naturalis. Christianssted. Butlées Bay. Lille purpurea, Benth. dg ver wood, West). Anføres i Griseb. Flora, S. 224 m vildtvoxende paa Øen. West anfører den, S. beg som dyrket, hvilket pre: igen er det Rigtige, bage jeg aldrig har set Træet paa St. Croix. = fg t. Haves Herb. i Kbhvn findes der flere ap. fkdsendte fra St. Pithecolobium BARK Bath: PE Red Coqueroach). 0) og 2) forfeæ, Bid —Januar. ns skinnende sorte. Frøhuden rosa. Gyno- phoret 1" langt, purpurrødt. "Smaabladene folde sig sammen i Solheden. egge Former m. alm. i Kratskove, især paa Kalkbund. Fair Plain. Rd Inga laurina, W. (v. Lady-finger FS4 Bl. SED aks Bladstilken altid bærende en smal Vinge paa hver Side. Kronen hvidgrøn. En lille grøn Møllarve lever i ”HiomsterknoRpurDe — Alm. i Skov i. den nordvestlige Del af Øen. "Blue Mountain. Hard —vets vd res Bay. Caledonia Dalen. Mount Munn: (Jacquins Tegning i Stirpes americ., Tab. 164, viser ingen Vinge langs Bladstilken, men i er! Pentek udtaler han sin Uvished om, hybeleles det ” rrbaldet sig dermed). [Dyrkede forekomme paa Marker: Pisum sativum, L. (v. Green pea), i Haver: Dolichos sphærospermus, DC. (v. Black-eye pea) og D. sesquipedalis, L., samt Sabinea florida, DC., Lourea vesper” tilionis, Desv. og Caspared porrecta, Kth.] Chrysobalanaceæ. Chrysobalanus Icaco, L. (v. Cocoa-plum). Bl. Decb.—Febr. Støvdragerne danne en fuldkommen Kreds omkri Frugtknuden. . Griflen sidestillet. Frugten ge — Hist og her i Krat paa sandede Kyster. Sandypoint. Whites Bay. 117 Rosaceæ, LAlm. dyrkede i Haver forekomme flere Varieteter af Rosa gallica, L. og R. centifolia, L Myrtaceæ. Calyptranthes pallens, Gr. Bl. Juli—Aug. yStængelon fintkantet.. Bladene graarødt dunede som yngre. — Sj. Langs Kingshill Bæk i Krattet Myreia LED. DC. 7) Imrayana, Gr. Ikke funden i Blomst. Mount Eagle, østlige Skraaning. Jambosa malaccensis, DC. Bl. April—Mai Naturalis. i Crequis langs Vandledningen. Å vulgaris, DC: (rv: or mnap re Bl. Marts—April. Frugten alm. naturalis. langs Bække iden vestlige oe 77 lg od pr le Bek Canaan. Wius Bay. ERgena buxifolia, W. Sept. Bladstilken som oftest rødlig. — Alm. i Kratskov, "og Skaber. mest langs Kyster. Wills Bay. Kingshill "æg ner, Fair Plain. Sandypoint. É. Soke DC. (E. foetida hos West). Bl. Juli—Sept. Bladene rerablå distiche, gulgrønn Blomsterne dufte som Jasminer. Udenfor Blinde ger, ger ae ubehageligt. — Alm. i skovbevoxede Dale. Rohrs Minde. Springgut. Sar" Hams Bluff Dalen i 5 B stilken rød. — Hist og her i Kra tskov. Pros frk Dalen. "HOaromont. Lebanon Hill. Fair Plain. -Røhrs Minde. E. laterifora, W. (Myrtus ramiflorus, spec. ”mov. Vahl, hos West). : Bl. Septb. ZRwe. Bladene meget variable, ne zdlkt lange. — T. alm. i Skov. Rohrs Minde. Jac obs Peak. E. sessiliflora, Vahl. Bl. Juli—Oetb. Kronen 5'” i Diam. Frugten %/4'" Diam., rosenrød, Kjødet sødligt NEReSee ; det affaldende naar den er moden. Hist og her i Skov. Elizas Hs virgultos un April Juli. Bla Bladene variable. — T. alm. i Skov i den sinker De | Ki Hams Bluff Dalen. Caledonia Dalen TE. pallens, DC. (E. nitida i "vahis Herb) Bl. Sept.—Novb. Stængelen rødbrun. Bladene stærkt glindsende og Dee et, vers RS Oversiden. — "Hist og her i gled Hams Bluff ne Claremont. mon w B rr Poir. (v. Black cherry) ljrid cerasina, V. hos est Bl. Febr.—A w" Diam., have en stærk Jasminlugt. frugten å seng. Bl pr Frank rende. Afgive en yndet Føde for pe vids Ducarter Ikke ualm. i Skov og Krat. Maronbjerget. Caled: Crequis. Prosperity Dalen. Cotton Valley. 118 E. Pseudopsidium, Jacq. (v.. Bastard Guava). B. April—Decb. Bladets Prikker meget. uty ra. Blomsten meget. vellugtende. Frugten oval. Indtil 10' høi ng i Skov i den nord- vestlige Del af Øen. Canaan. Claremont. Wills Bar E. Fx metres, We Bl. —Septb. De gamle Blade røg endnu tildels under Ves3” stringen sen ERIE først senere af. Blomsten svagt vellugtende. — Alm at påa tørre Bakker og Flader. Fair Pla kj Rohrs Minde Er unga, LL. (vw Suthalm cherry): Bl. "er. 4 Sted Indtil 30" højt Træ. — Alm. naturalis. og plantet i Haver og Gardens. Prosperity Dalen. Christiatøttld, E. por gg West (v. Guava-berry tree). ; er Juni i.. Frugten rund, glat, sort, 4" fklineesg syltes og tilsættes i Gardens og rå fakler Kkecovery Hil. Bu ugby Hole. Prospellty Dalen. Hard Labour. Wills Bay. (De hos West, S. 290, Alfons E. emarginata og É. mierantha findes ikke omtalte paa det angivne Sted (Vabls lee bot. pars 3) og have derfor ikke kunnet identificeres.) Anamomis punctala, Gr. Ikke funden i Bl. Maronbjerget. Nordkyst mellem "Wills Bay og Sweet Bottom. Pimenta vulgaris, W., A. (v. Nr bush). Bl. Juni—Juli. Bladene anvendes som Kryderi i Ares ba Alunéllee). — Ikke ualm. zm N DR ml høie Nkrentr: -Maronbjerg' cris AA (VV: eaf). 2) Bladene, ov. dd BL ENE Af Bladene" destilleres den bekjendte Bay-Rom . alm. sammesteds som. fore nl Guava, Radd. (v. Guava tree). a) og 2) pers, NS Bl. hele Aaret. Bladene bruges i Infusion mod Diarrhoe, ligesaa den umodne Frugt. Den modne Frugt spises raa eller anvendes til Syltning (Guave Gelée) og til at tilberede Guava-Romen. — M. alm. langs Bækløb og paa tørre Marker overalt paa Øen. Punica granatum, L. (v. Pomegranate tree). Bl. April—Octb. Blomsten mørkerød el. reseet: Skallen af Jar daie anvendes i Infasio ion mod Diarrhoe. — Alm. naturalis. i Haver og Gardens. ER Ene, AUbL VS DEDt Mouriri, Sw.). des hob West, S. 285, som vildtvoxende paa St. Croix (i Baudo- nin's Gut), [Dyrkede forekomme: ss res Ch elle Sw. (Prespkr rity Dalen), Myrtus communis, L. (v. Myrtle), Myrtus sparsifolia, Berg og M. Oerstediana, Berg (Videnskabelige Meddelelser 1855, S. 12: dyrkes i Haver paa St. Croix' ') og. Couroupita Sinngek:; Aubl. fr: Nutmeg).] FK neøre serrulata, DC. hala, "eg BI. Febr.—Mai.. — Ikke" ualm. i skoybevorede Dale i den nordvestlige : Del af Øen. Hams Bluff Dalen. Springgardens Nordkyst. 149 Tetrazygia elæagnoides, DC. Bl. April—Aug. Blomsterstanden en trichotom Kvast. Bladene paa Mag Rodskud uden Mel påa Undersiden og besatte med lange, Anke m. i ste snRlEe Del af Øen. Caledoniadalen. - Crequis Bek ie: Moun Miconia læge, da, , DC. Bl. Marts—Juni. — Alm. sammesteds som foreg. M. impeliolaris, Don Anføres hos West, S. 285, som vildtvoxende paa Øen (Nordsiden ved Springgarden). Lythrariaceæ. ÅAmmania latifolia, L. Bl. Marts—Juni. Bægeret med 8 afvexlende bredere og smallere Kanter. — Hist og her ved BE Lg aa fugtige Steder. Lower love. Darly Hill. rartig Rock. BRL Antherylium BRohrii, Vahl æt bot; II, S. 66). Bl. præcox Octb.—Decb. … To meget smaa sylformede Dækblade lidt ovenfor rele Midte. — Sj. I Kratskov langer, Sydkysten. Fair li Bæks Munding. Bag Stony Ground [Dyrk Le å Haver forekomme: Lawsonia inermis, L. (v. Mig- nonette) og Lagerstrømia indica, L. (v. Queen of flow ers).] Onagrariaceæ. ssieua suffruticosa, L. ligustrifolia, Kth. Jan,—Juni. Roden svampet, grenet, hvid. — Ikke alm. Crequis. Golden Rock. Rhizophoraceæ. Rhizophora Mangle, L. (v. Mangrove tree). - Bl. Juni—Decb. Axelbladene store, tidligt affaldende. Bægerets skrå Orsynet med en Ring, hvori Kronbladene og adr. d= Sri pre beteeted Kronbladene tidligt affaldonde, Griffel 2-grenet til reed gæs n til il = S 1 eg = 2 i B EL F ==) S BE: bg = Fu mk (23 -y (== gø aflre: : | undo Ft. — ie selskabelig ved Lagunerne i lavt Brakvand og Mudder. I en gs af Kingshill Bæk. Saltriver. Krauses Lagun. Southgatefarm iz blklkreikkk T, ; Bl. nerne tb. Erenote. vandrette. Bladene affldedde" Marts. Støvdrag. afv Sept. e lange, de 5 fæstede imellem inøs.rsge mere: ride 5 til den Griffelen omgivende Skive. Frugten spises ger: sig > Fra Sorm Mandler. — Alm. naturalis. over hele især i fugtige Laguncularia racemosa, G. w8 ln .g mangrove tree). Bl. hele Aaret. 9 tøvdrag. afvexl ve. Grenene anvendes til For- færdigelse af Kurve til at "aben Fisk i i SER =… mg FE rlde indeholder et blaat Farvestof — M. alm. Lagunernes rent Saltvand ved Biztøres over hele Øen. 120 Bucida Buceras, L. (v. frogenl tree). Bl. Mai—Aug. Støvdrag. ofte færre end urt mee indtil 5. Griffelen ved na e, Gavnt kommer hyppigt. — Alm. i Dalstrøg og langs Kysterne over hele Øen Conocarpus erecta, L. og procumbens, Jacq. . Septb.—Decb. Individer, som voxe paa klippefulde Kyster, have ty kkere og mere Jedetagtige Blade end de, der voxe langs Laguner eller paa Sandkyster. — z s Kysterne over hele Øen yrket i Haver Ka Ks Quisqualis indica, L.] Cucurbitaceæ. renees me graciflorum, Gr. /b.—Januar. Prote rent Elm "Kronbladene lidt længere end Støvdr. En era Ar. grøn Møllarve lever i Frugten. — T. alm. i Skov. Cale- donia Dalen. Cre equis. Wills Bar: Børne P: Freden (Bryonia, Lam.). Bl. Marts—Septb. ker ig i en kort, tæt Kvast. rangen højrød, glat, 477—5'" lang. — Ikke ualm. over Træer i Skov. SR Bakker. Jacobs Peak. kirurg Charantia, L. (v. Maiden apple). ) og 2) pseudobalsamina. BL Decb.—April. — Hist og her ved Gjærder og i Grøfter. Lille Fountain-River. srar Anguria, L. (v. Cucumber Jan.—Marts. Støvdrag. aldeles glatte i Knoppen, efter Blomstens Rn, derimod besatte med korte stive Haar, so m holde paa Støvet. Frugten ismtgseer til at lilje en rl mål eller nylles med ansine i Æddike som prickles. — Alm. i Græsmarker og ved Gjærder. Smithfield. Cotton vtu, Buck lød Cucurbita Pepo, ca) (v. Pumpkin) og z B) Ree, L. (v. Squash). Bl. Mai— et alm. Grønt. is reanlgr besøj be! <= X sorteblaa SSP men Bagkrop ofte er gul af Stø — Ålm naturalis. over hele Øen Lufja, sp. (acutangula, Hook.?)y (v. Strainer vine). Bl. Octb.—Deecb. Bladets Underside re med runde, er. yngtraaden 5-gren n mi est, med en 1'/4” lang tyk Fællesstilk. Frugten glat cylindrisk, den Kanter, b mil sorte med smal, hvi Hu ist og her over Mure og H Frederiksst zen e vulgaris, Ser. (v. Gobie). a) og 2) viscosa, Egg. (v. Bitter Calabash). Hele Planten har en stram Lugt. £) B Bee Sek klæbrig Dk — haarede. Bladstilk med 2 Kj ovn? nær To Slyngtraad 2- arsen EN mdt. 2 og her over Træer og Buske.” a) v PCitsn Grove. BA) ved T Melslkrig pervaga, Gr. Bl. Marts— April. — T. S. Å Krat. RR Stony Ground. 121 £ Coccinia re, ner & Arn Bl. hele Aar Fam: naturalis. ved Huse og i Dalstrøg. Prospe- rity Dalen. Lille an Sleaig e: Anguria trilobata, L. Anføres hos West, S. 305, som vildtvoxende paa Øen (Hams Bluff). [Dyrkede i Havet og påa Provisionsgrunde forekomme: Se- chium edule, Sw. (v. Ch 0C0), Cucumis sativus, L. (v. Mutton Cu- cumber), C. Melo, L. (v. Musk Melon) og Citrullus vulgaris, Schr. (v. Water Melon). ] RRS Carica ee L: GUTE pay). Bl. Marts— KE seg ældre Expl. ofte med anselige Grene. . M tamm Støvdrag. ag en Khapperne gh FE ARPPESRS, vas == grøn stuvet som Blomkaal. Voxer indtil 2 t Aar. paa Biderklpladser over hele Øen. Passifleraceæ, Passiflora suberosa, L. (v. Popp) (P. minima hos West). Bl. Septb.—Decb. Bladen e meget fat VER Hele Planten stundom tæt behaaret. — T. alm. i Grøfter og paa Gjærder. Springgut. Morning Star, Elizas Retreat P. pallida, L. Bl. Octb. eg Sj. I Skovdale. Sweet Bottom. Caledonia Dalen. EF: ribrå, L: Bl. see nyd Dect: — T. sj. I skovklædte Dalstrøg. Caledonia Dalen. Sweet: Botto Fy gå BE Big L. (v. Bell-apple). Bl. hele Aaret. se bløde bure nad Frøene spises. — Alm. dyrket og msn hist og her i Gardens P. parv re ad, Sw. Anføres hos West, S. 305, som vildtvox. paa Øen, P. incarnata, L. . i Anføres hos milses S. 304, som vildtvox. paa Øen. P. foetida, L. -(v. Lee in the mist). Bl. Sept. ser sod Ikke ualm. i Grøfter og Græsmarker. Stony Ground. Annally. Hvi Centerveien nær Mount Pleasant. [Dyrket i Haver forekommer P. gquadrangularis, L. (v. Grena- dilla), hvis. Frugt spises.] Tu Turneraceæ. rnera ulmifolia, L. Bl. Marts—0 gg En lill d Møllarve lever i den umodne Frugt. — M. alm. Især paa ra nn ere og langs Veie over hele Øen. Cactaceæ. Melocactus communis, DC. Popes Head). ' Bl. hele Aaret. Indtil 21/, ? høi. = kølleformig, ”/4'" lang, vio- letrød. Frøene sorte, fint vortede. alm. i den østlige Del af Øen Påa Sydsiden. Sallys Fat: Great Pond. . 122 Cereus Kloccosus, amet Berol. reen r). Bl. Octb.—Juli. — Stammen blaalig, som ældre meget grenet. Bægeret blaaligrødt udvendigt, barskde en Dusk lene hvide Uldhaar ved Grunden Frugten fladtrykt spærisk, 1” Diam., urrød.: Pulpen rød. . Frøene smaa, sorte. I det raadaelde Bæger løser der en dr SKO hvide Fu elårver — Alm. paa tørre Bakker en østlige g hist , Haw Bl. Juli. Frugten stor, purp urpwrrød, spiselig. — T. alm. over Klipper og Træer i Skovegne. Bag Stony Ground. Mount Washington. lue 0 i Peak. C. grandiflorus, Haw. (v. Nightblooming dac; Bl. Mai—Juli. — Alm. naturalis. ved Haver og Huse Opuntia ns dene Mill. (v. SUEKSH): ng hele Aar Frugt kølleformet, 2/4” lang, purpurrød. Indtil 2!/2' — M. alm. =Solsikehelig g paa Jorden, hvor den ofte gjør Terrænet im- Skab ek navnlig i den østlige Del af Øen, dog ogsaa paa Fair Plain. O:…Tuna, gere (v. Prigkly pear). Bl. hele Rare: rugten s es Myrer og smaa Biller færdes alm. i Kronen E En til n. — M. alm. i den østlige og sydlige af Øen. j O. humilis, Haw. (v.' Bull-suckers). Bl. hele Aaret. Ligner den foreg. Art, men har mindre og Der død Stængelstykker. Blomsten rødgul. Alm. i den østligste Del af Øen Cotton Greve. Madam Carty. Toaekn. Bay. O. spinosissima, Mill. l. hele Aaret. Tornene hvide, 5—8 i hvert Knippe, Allende Daa de mstrkl Åre reg Bllensen i 3/4" Diam. 20'—25' ml gs Paa tørre Bakker. Bag Stony Ground. Pyntbatteriet. BGK ane Soning Pond O. tuberculata, Haw. (v. French prickly pear). Bl. hele Aaret. Blomst lille, gul. Indtil 15' høi. 1538, van gren anvendes som kjø rer, mme og i Infusion mod Dyssen Alm plantet og naturalis. nær Huse. O. coccinelli mivg Mill. : Bl. hele Aaret. - Indtil == høj. — Sj... Paa Kalkbund. Fair Plain. nær Broe Peireskia aculeata, Mill (v. Surinam Gooseberry). Bl. Juli. re sner e syrlige, spises. — Naturalis. i Haver. & B. SÅ Bleo, HE Bl. hele Aaret Frugten med re tilvoxende Bægerblade udvendigt. — T. alm. plantet og naturalis. i Have: [Dyrkede forekomme Ceéreus SEE: Gr. og C. repandus, Haw.] Crassulaceæ, Bryophyllum calycinum, Salisb. (v. Wonderful leaf). Bl. Febr.—Marts. Ved Grunden af ag ton findes ByPpigt gi Huller, som bides af Humlebier for at naa nrørets Alm. naturalis. Selskabeligt paa tørre Steder: Akers Have. Fair 125 Umbelliferæ. Anethum graveolens, L. (v. Dill). : Bl. Marts—April. — anis Selskabeligt langs Veje og i Grøfter, Bonne sner Glyn [Dyrkede alm. i Haver forekomme: Feroeemen sativum, Hoffm. (v. Farsleg): Daucus Carota, L.. (v. Carrot), Pimpinella Anisum, L. (v. Anis), Foeniculum …vulgare, øn ertn. (v. Fennel), Hadiesen Cerifolium, L. (v. Chervil) og Apium graveolens, L. (v. Celery).] Loranthaceæ. L prrelive ; FERRSER Sw Bl. hele A I Alm. to Blomsterstande i hvert Bladhjørne, den ene ovenover ng alen Alm. paa Acacia Lebbek, mindre hyppigt paa T'hes- pesia populnea, Citrus aurantium, Acacia Farnesiana og Cordia Sebe- stena. — Overalt paa Phoradendron flavens, Gr.- April—Juni. Bladribberne ikke fremtrædende. Ø-Blomsterne med rudimentær Griffel. Frø sammentrykt, tilspidset i Toppen,' grønt med gyde len destriber. En Art Lecan nium. lever meget alm. paa Planten. — isonia subcordata. Bag Stony Ground. Caprifoliaceæ. [Dyrket forekommer Sambhucus nigra, L. Bl. April—Mai.] Rubiaceæ. Catesbæa parviflora z ing 2 Sam .—Decb. F rv sug etikken sort. — T. sj. 1 Kratskov -paa air Randia aculeata, L. a) og /2) mitis. Bl. April—Juli. Blomsten Vaser" meget vellugtende. Begge Former alm. a paa tørre Bakker, & i grene Par Dalstrøg. Overalt påa Øen Hamelia PERS Å Jaca. Bl. hele Aaret. Indtil 15” høj. — Alm. i skyggefulde Dalstrøg i me vestlige Del. Caledonia Dalen. Crequis.: Prosperity Dalen. førne - lutea, Rohr. RE hele ÅGE Indtil 4” høj. — Sammesteds som og ofte sammen med for Frijiljbels cariboeum, DC. G; Black .torch). Bl. Juni—Decb. — T. alm. i Kratsk i Øens østlige Del. Spring- gut. Jacobs Peak. Cotton Grove. Øen ”reslare É Pandelta …Ppilosa, SW. Bl. Juli. — Sj. Nordkyst nær Canebay. lia anthelmia L.. (v. Worm-weed).… ; ie uar. Griffolen en grøn sin nedre, reg RÅ rn sin sm Halvdel "OT mit hist og her paa ne Steder. aber Prosperity Dalen. Bag sfåny Gr band Bobs. Minde, K" 124 Oldenlandia corymbosa, L. rn Febr.—Marts. Kronen bliver blaa, naar den visner. Frøene brune, rtede, "/;5'" lange. — Hist og her imellem Grus og Sand. Gouver- sys BAS ns Gaard. u Sales es Gr. ind. Cub. ecb. ryu e aabne om Morgenen og sent om Eftermiddagen. Selskabeligt paa B role sæber Gouv. Husets Gaard. Frederiksfort. Guettarda scabra, Lam Bl. gg: t.—Decb. Blomsten aabner sig fa mn Aften. Frugten mæ. e 1-frøet ved Abort T. alm. i Skov i den arge Del af Hams Bluff rr en. Saltriver rens Kingshill Høidedrag parvifolia Her aske lede variable, Frugten sortebrun. — Alm. Samme- steds som foreg. Art. SITRER lucidum, G. Bl. Decb.+— April — Hist og her i Skov. Nordkyst ved Springgarden. Saltriver Bakker. Fair Plain. Springgut. z Crete glabra, DC. Fair Plain paa den akklge Side af Bækken. SNE versicolor, V. OQctb.—Novb. Tornene i Bladhj. 2- Bennde, dannede af id blivende Blomsterstilke efte efter rost ens Affalden. Bladene kun 2—3'” lan — Ån- gives i 'est, som imidlertid ikke. omtaler den i sin Fortegnelse. Jeg har kun fundet den paa St. Thomas). Erithalis fruticosa, L. a) og 2) odorifera, Jacq. Bl. Qetb.— Marts. — T. alm. langs Kysterne i den østlige og syge vha ca) påa Sandkyst. Ø) påa Klippekyst. Sandypoint. Shoys. Cotton Chiococea racemosa, Jacq. Bl. Marts—Decb. - Blomsterstandene meget hjemsøgte i rn Dorthesia. — T. alm. i Skov. Hams Bluff Dal. Caledonia Dalen. ringgut. be SEE. L. (v. Coffee tree). n paa St. pl vre Kaffe er berømt for sin lille Bonne og een Kvalitet. — Naturalis. i skyggefulde Dalstrøg i Øens Del. Dalen. ienr. Stewart. Caledonia Dalen. Mont- salen Prosperity (N.). Bugby Hole Faramea odoratissima, FE E Wild Coffee). krdbrel syer West, S. 273, som vildtyoxende paa Øen Psychotria tenuifolia; 8 Bl. Marts—Juni. Frøene 'gmaligt, skjællede — T. alm. i Skov. Mount Crequis. Brownei, Spreng. BL Juni—Septb. — T. alm. i Skov. Caledonia Dalen. Contentment. ; P. glabrata, Sw. ” Bl. Juni—Septb. Bladt) tostanik glindsende paa SE ke: mes kerner Bager mf AS ; lang. e med 5 ygsiden side" — HE og her i sky fulde Dalstrøg.… Wins B Bay. Bon —ed vore Hermitage. skygge 125 P. horizontalis, Sw. Bl. Mai—Decb. Grenene fremliggende. langs Veie og i Krat. Anmnally. Saltriver. Omkrin g Christianssted. NER er alm. hos Palicourea Pavetta, DC. Var. rosea, Bl. Mai—Juli. Stæn gel og "Blomsterstandens Grene brunr øde. Kronens Flige rosa. Eleg frie blaagraa. — Hist og her i Skovdale. Crequis. ills Bay. Sweet Bottom Morinda itrifolia, L. (v. Pain-killer). - Bl. Juni—Aug. Bladene anvendes lagte paa arr ed EE Hovedpine. Den modne Frugt har en Ar elig Lugt. — T. alm, uralis. i Haver. Christianssted. Castle Bourke. Ernodea itoralis, FE røret fyldt med Honningsaft til over Halve.” "Gritfelen paa dere senere Stadium ragende 1/2” op over Kronens Svælg paa riger Kyster: ofte selskabeligt. Sandypoint. tsurcrreer gg Cotton Grov Spermacoce tenuior, Lam. (v. Iron grass). Bl. hele Aaret. Der findes 2 constante seer? paa St. Croix: «) Bla- "dene lancetformede, Stængel grønlig, Blomst stor. . Å Bladene lineære, , Blomst halv saa stor vukå a). — Begge Former alm! i Grøfter og paa Marker over hele Øen Borrera verticillata, Mey. Bl. Decb.—Marts. — Hist og her i Græsset. Paradepladsen. [Dyrkede forekomme: Gardenia florida, L. (v. Cape Jasmin), Portlandia grandiflora, L., Ixora stricta, Roxb. (v. Burning love) og I. tenuiflora, Roxb.] Synanthereæ. [hørsanepherus Vi lee G. 1. Marts—Septb. — Ikke sj. paa fugtige, skyggefulde Steder. Crequis. Caledonia Dalen. ”ernonia arbores i rele iana iz Eg mg aricata, SW. R ERE ET) de hvid. Fnug straa traafarvet. — Begge Former hist og her i Fre t og Skov. Wills Bay. Jacobs Peak. Vu Sw. (Conyza fruticosa hos West). Bl. ele" jer En meget ile rød Staphylinide færdes alm. i Kronerne. — Alm. i Kratskov overalt paa Øen. Ele hanto. mollis, Kth. å R ry Kurven 4-blomstret. — Hist og her. Caledonia Dalen. Mount Welce i Distreptus spicatus, Ca Cass Bl. Januar—Marts. hegn. Veie og i Marker over hele Øen. > Ageratum co bide, w Bl. Dash, Achéni iet som ollaat 4-kantet. — T. ålm. Løs Bække og Grøfter. Mount rille Bæk. Crequis. | 126 Hebeclinium macrophyllum, DC. Bl.Juni—Sept. Acheniet sort trekantet. — Sj. i Skov. - Caledonia Dalen.Wills Bay. Fuyetorie odoratum, L. (v. Christmas-bush). ) Bl. Novb.—M En lille Mø larve lever alm. i Blomsterstandene. — -M. alm. langs Veie og i Krat over hele Øen E. repandum, W. a) og 2) m ranger, Egg. Bl. Decb.—Juli. /) Bladene stivt læderagtige, glatte paa begge Sider, med runde Kjertelfordybninger paa Oversiden. — a) hist og her paa tørre Bakker. /) påa Klipper Bluff. r ved Hams E: ae urnen Fr å'g Angives i Symb. bot. III, S. 96, at være sendt fra St. Croix af West. E. triplinerve, sm Angives i Symb. bot: II, 8.97, at være funden paa St. Croix af Pflug. HEC WE Bl. Oetb. en — Hist og her i Kratskov i den østlige Del af Øen. Springgut. - Jacobs Peak. Coakley Bay. ÅAyapana, Vent. Anføres i Griasåe Flora, S. 362, at være naturalis. paa St. Croix. Seer ere DC. Bl. Decb.—Marts. — Si. Caledonia Dalen. Erigeron jamaicensis, SW Bl. Juni—Sept. — Hist og her i Dalstrøg. Sweet Bottom. VE folk, vv - Bl. ri der == T alm. langs Veie og i Grøfter. Sweet Bottom. The William E. canade ensis, L. Bl. Juni—Novb. 0Randblomsterne blive ofte tungedannede. — Alm. langs og paa Kalkbund. Bettys Hope. Enfield Green. Baccharis dioica, V. Bl. hele Aaret. Btnidlons 30" høj. — T, alm. paa Klippokyster, Hams Bluff. Nordkyst ved Springgarden. Pyntbatteriet. Pl Reden Leret Cass. (v. Sweet Scent). - Bl. Februar—April. Elscsae anvendes i ver mod Hoste. I Kur- " vene lever freg en lille Møllarve. — T. alm. Paa fugtige Steder. Pr ad bay... Nær Southgatefarm Lagu P. purpurascens, Cass ' g El må lung Aaret: 7; alm: langs Bække og Grøfter. Kingshill Bæk. Sdr kir virgatum, DC. Bl. Juni—Aug. — Hist og der. i dr: Sredtlbes Del af Øen. Sweet lg Blue Mountain. ' KXanthium spinosum, L.- Bl. hele Aaret:. — Alm. paa Ruderatpladser i den østlige Del af Øen, især omkring Christine mr erne paludosum, Kth. maa Staphylinider Byedce tele: i Kronerne. — IT. alm. langs Vin må heners Jolly og Orange Grove 127 Partheniuan DE SIE: L. (v. Mule-weed). hm hele Aaret. langs Veie. i Græsset og som Ukrudt i leje artemisiæfolia, L. PB) trinitensis. Bl. Septb.—Octb. — Naturalis. paa Buderatpladaet i Frederikssted. LZinnia elegans, L. 1. Mai—Aug — Alm. naturalis. i Haver og ved Huse. Eclipta alba, Hassk. Bl. Juni—Feb: T. alm, paa fugtige Steder. Caledonia Dalen. : Br eks arborescens, DC. e Aaret. Kurven udsveder en tyk, brun Gummi. Alm. sel- RER GR sandede Kyster. Fair Plain, see Princess. sier nrdeneg Wedelia earnosa, Rich. Bl. Juni—Januar. — T. alm. langs fugtige Grøfter i den vestlige Del af Øen. Diamond. St. Georges Hope. w. ne der, Gr. (v. Wild tobacco) (Buphthalmum heli- anthoides hos We 4), PB) an mad Nichols. og 7) dominicensis. Er hele Aaret. Bladene ke ke vellugtende. — a) sjeldnere, 2) og 7) SU ADEE: Veie og i i den vestlige Del af Øen. Lower ode Sørine. Bidens hon W. Anføres hos West, S.303, som vildtvox. paa Øen. ng Rn L. 5 sept. — Marts. Acheniet ofte med 5 Børster. — Alm. i Græsset og Trefer overalt paa Øen Cosmos MER SeR Kth. Bl. Decb.—Marts. — Hist og her langs Veie og paa Marker. Wheel of Fortune. Beeston Hill. ; Synedrella nodi FA SE Fatten DRE SON I: Bl. Deeb.—Marts. — Græsset og paa Marker men paa Pectis tata. Jac Bl. Octb serne i ets . i Grøfter og mellem dræn over hele Øen. P. humifusa, Sw. Bl. hele fys et. Hist og her selskabeligt paa Klipper og mellem Brostene. Hams Bluff. Christiansted. Gnaphalium americanum, Mill. j i Bl. h "ip bretgte T. alm. påa aa tørre Steder. Prosperity .(N.). Clare- mont. Gosling Bay. Christianssted. Erechthites hieracifolia, Raf. licoide. ess. ; å et ervedn SER alm. i Dalstrøg. Caledonia Dalen. Prosperity Dalen. "4 Emilia sonchifolia, DC. å Er Bl. Lng sne skr T. alm. i Græsset og Dalstrøg. Hams Bluff Dalen. Kingshill. Ved Christianssted. | 128 Leria nutans, DC Bl. Sept.—Marts. — "Hist 0 og her i: ik skyggefulde Sræsaninger Cre- quis. Mount Stewart Dal. Springga: Sonchus oleraceus, L. (v. Wild salad). Bl. Jan.—Mai. Acheniet som oftest 4-furet. — Alm. ved Veie og nær Øen En anden re er endnu ikke bestemt med Sikkerhed, den agere i re Frugter konstant fra forrige. s som foreg. AE hos West, $S. 303, anførte Chrysogonum dichotomum, spec. nov. Vahl har af Mangel paa Beskrivelse ikke kunnet iden- tificeres.) s [Dyrkede forekomme: Helianthus annuus, L. (v. Sunflower), Aster chinensis, L., Tagetes patula, L., Tithonia speciosa, Hook. Georgina variabilis, Willd., Cacalia coccinea, L. og Lactuca sativa, L. (v. Salad).] gener Isotoma kongerne, ? Bl. Febr.—Mai. — Sj. -- er Steder. Grøft nær Mount Pleasant. Wills Bay nær Søe Goodenoviaceæ. Scævola Plumieri, L. Bl. Januar—April. — T. alm. paa sandede Kyster. Sandypoint. Co- å akley Bay. Cotton Grove. Myrsinaceæ. Årdisia coriacea, Sw. ; Bl. Juni—Aug. Bladene tæt og fint rødprikkede, især paa Endereiden. Hist eg her i Skov langs Nordkysten. Hams Bluff. Sweet Bottom Claremon pede armillaris, L. og 2) arborea Bl. armed 2 Blade, Blomsterstand og Blomster usjndre end . — a) t. sj. langs No st nær R t. t. alm. paa Klipper nær Kysten. La Vallée. Turners Hole. dg eg z Sapotaceæ, Chrysophyllum oliviforme, L. m, Sw. Bl. Decb. — Sj. I Skovdale. Springfield. S ere kgltes, hor AV Palmér). M og her i Dalstrøg. Prosperity Dalen. Bugby Hal se glabrum, Jacq Bl. Septb.—Marts. Bladene variable. I Frøene lever der en hvid Billelarve. — T. alm. i Skov og Krat. Lebanon Hill. Fair Plain. ki 129 Sapota FM Mill. (v. Mespel). . Beptb.—Octb. Frugten sød, spises. — Alm. i Gardens og ved Huse over hele Øen. acq. Bl. Aug.— I Skov. Lebanon Hill Bakker. Kingshill rører salicifolia, A : Bl. Febr.—Marts. Næsten altid buskagtig el. lavt Træ. Larven af en stor Shing AE paa Elecene (saavelsom paa Sapota Achras og Eu- phorbia articulata). — t og Skov i den vestlige Del af Øen. Maronbjerget. Hard Labour. Kingshil Høidedrag. Bumelia cuneata, Sw. SE nere ar ril. Vedtorn' e paa "/3” ulkegde ere ikke ualm. i Blad- hjørn Mælkesaften meget klæbrig Hist og her i Skov og Krat. pk lang nær Skltrlder. Fair Plain. grl Stony - Ground. Oleaceæ. Linociera compacta, E . Mai—Octb. Blomsterstanden ofte axillær. — T. alm. i Skov især i den vestlige Del af Øen. Wills Bay. Canebay. "Blue Mount. Springgut. Forestiera mare Poir. (?) Busk eller Træ æ ebo. Hunplanten i Blomst i Sept. — Saltriver Bakke nær Claremon Jasminaceæ. Jasminum pubescens, Willd. (v. Star Jasmin). Bl. hele Aaret. — Alm. naturalis. i Haver og ved Huse over hele Øen. [Dyrkede forekomme: Jasminum officinale, L. PE: sÅ Pe: L. (v. Nepaul Jasmin) samt Nyctanthes Manødac. or DD Jasmin).] Åpocynaceæ. Thevetia Neros Juss. Bl. hele Aare tøvtraadene have ved Grue en udstaaende Pukkel, der passer ind i risikerer Udsnit i Arret. — T. alm, i Skov. Crequis. Kohrs Minde. Rauwolfia nitida, L. (v. Milk tree). : l. hele rn Frugten. oft ofte 1-frøet ved Abort. — Alm. i Skov. Sweet Bottom. Cluuik, Lebanon Hill Bakker. Nerium Ole SE ga &: Nerium). BL. hele Aaret. En hvidblomstret Varietet er sjeldnere. — Alm. na- turalis. i Haver ved Huse. Vi: SR Chureh-flowér Bl. non rose, AR meg jeed eller få med rødt Svælg. alm, nær Huse og paa Ruderatplads En sperm fees; E LØ Red Red Pranchipan). Bl. Mai—Juli. — Haver. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 9 130 P.. obtusa, L. (v. White MAdelibelN: Bl. April—Aug Alm..naturalis. i Hav OW ask SALTE bølkre disse Arter som ran hvilket øjensynligt er urigtigt). alba, oa Bi h ele Aar Alm. paa Klipper nær Kysten.: Hams Bluff. Pynt- batteriet. BE. rr, g Echites GREG, "Jacq. Bl. Juli— Aug j. I. Krat paa Nordsiden. Canebay Bakker. E. neria ne a; 82: Bl. Octb.— Rene Frøene altid længere end Næbet. — Hist og her u fDyrket forekommer A//amanda cathartica, L.] Åselepiadaceæ. Metastelma albiflorum, Gr. l. hele et. — Alm. omkring eo ss især i den østlige Del af Øen. Fair Plain. Rohbrs Minde. Cotton Gro sclepias curassavica, L. (v. Wild Tpecaenana). Bl. hele Aaret. Roden anvendes som Brækmiddel. — T. alm. i Grøfter og paa fugtige Steder. ere Prosperity Dalen. "Ved Mount Pleasant. Calotropis procera, R. Br. Bl. hele Aaret. Elemktininden extraaxillær. — Alm. naturalis. i den østlige Del af Øen. md Hole. Longford. Cotton Grove Ibatia muricata, Bl. Septb.—Decb. Fragtens Pigge bære i Spidsen en Draabe størknet Mælkesaft. — T. alm. i Krat paa tørre Bakker. Hams Bluff. Elizas Re- I. maritima, Dec Bl. i Aug. flsigend) Halvbusk. — Sj. I Kratskov. Springgu Dyrkede forekomme: Hoya carnosa, R. Br. (v. Wax re og Stephanotis floribunda, A. Brongn.] Couvelvulster. Ipomæa bona-nox, L. Bl. hele Aaret — Alm. naturalis. i Haver og ved Huse, I. tuba Dom Bl. hele Aaret. — Langs Kysterne om Træer og Buske. Hams Bluff. La Vallée. Claremotit. Jade: ter i T.: tuberosa, L. Bl. Febr.—Marts. — Sj. Bugby SE under Træer. I. dissecta, Pursl. (v. Noyau-vine). Bl. Novb. Mai. Blo mener les en flad Nonelenksrasel i NES, ER: mer å mm ag til en Like, der under Navn af oa fabrikeres — Alm. i Grøfter og paa Gjærder over hele Øen BR pentaphylla, Jacq. Bl. Decb.—Marts. 9 Skillevægge have en bred Kant langs Re . som forhindrer Frøene i at falde ud. — T. alm. i Krat over SEER ES. NETTE 131 Å Batatas, Lam. (v. Sweet Potato). LED 3 vig denne og 7) PODER: Et. af de midler paa Øen. m. dyrket og naturalis. overalt, især By oa E mlelig ig Bl. Decb.—Februar. Blomsten aabner sig om Aftenen. — Hist og her paa DAR Steder. Crequis. Castle Bourke. Springgut. Frk Jacq. kkrer mn West, S. 272, som vildtvoxende paa Øen ik ills Bay): TF. riiobe, 1: a) og 8) Fhnereete eg cq. Bl. Decb.—Marts. Blomsten aaben om Form. til Kl.'11. — Begge Former hist og Kør: i Grøfter. Paradepladsen. EP Nan Grove. I. umbellata, Mey. Bl. Januar—Marts. Alm. i Grøfter og BE, Bække. Lower love. Le- banon Hill. Fredensborg. I. pes-capræ, Sw. (v. Bay-vine). Bl. hele Aaret. En hvidblamileE Varietet t. sj. — Alm. paa sandede Kyster over hele Øen fø asarifolia, R. S. Anføres i Griseb. Flora, S. 471, at forekomme paa de danske Øer. Ek Ler nås, gg DR Bi. Octb.—A pril. g her i Krat, ofte nær Kysterne. "Hams Bluff. ak re Coakley Bay E Bl. Decb.—April. udi bærer aflange Knolder. bg sorte med to vedhængende Duske af hvide Silkehaar i Toppen. — Hist og her i væg Maronbjerget. Fair Plain. Rohrs Minde. Jacobs Peak. T. Brommpse, dt: HE free William). Bl. v især nær Huse og i Haver over hele Øen. i: uniee Bl. Decb.—Marts. — Alm. i Krat, især i Øens østlige Del. Caledonia Dalen. Springgut. Elizas Retreat. L: eden Bl. Dec — Sammesteds som foreg. d: Nil, me ig Morning glory). Ha, Octb.—Marts. Kronen aaben til Kl. 9 Form. — Alm. i Grøfter og T. BER Lam. (v. Morning glory). Bl. Octb — Ålm. de ved og ved Huse. (Maaske blot na- turalis.). RT inata, Egg. (Convolvudus, NI Nar lem Na Marta. Kronen purpurfarvet, som rr dele i en S. 1 NE Nær barn: Rod om Manschiniltræe: " Convolvulus ovalifolius, V. Anføres hos West, S.271, som vildtvox. paa Øen, 132 C. jamaåicensis, Jacq Bi. Decb.—Febr. — I Krat påa Sandypoint. C. nodiflorus, Desc. Bl. Oetb.—Febr, — T. alm. i Kratskov. Crequis. Recovery Hill, Cotton Grove C. triqueter, V. Anføres af West, S. 271, som vildtvoxende paa Øen. ed quinquelobus, V. re eg mucronatus, SW Bl. Novb.—April. T. adm. påa fugtige Steder. Fair Plain. Annas Hope Bæk. Nær Southgatefarm. E. anede, L. Bl. Novb.—Marts. — Alm i Skov og Krat over hele Øen. JABMER americana, L. (v. Love-weed). Bl. Jan.—Marts. - Blomsterne hvidlige, besøges af en' sort Hveps. — Alm. i Krat og paa Ruderatpladser overalt p reg 3 hg hos West, S. 271, anførte Lbno hvilke albiflorus, C. ma- og C.v snchakii findes ikke omtalte i ,,Symb. bot,” pars 3, Sille som angivet, og have af Mangel paa Beskrivelse ell. Ori- ginalexemplarer ikke kunnet identificeres.) [Dyrkede forekomme Zoomæa Learii og I. Horsfalliæ, Hook.] Hydroleaceæ. Nama jamaicensis, L Ser Marts—Aug. Fru etknu den ved Grunden omgiven af 5 smaa gule rtler. Alm ergo: ellem Brolægning øg Fliser. Frederikssted. Ear Husets Gaard. Boraginaceæ. Cordia alba,'R. $. (v. kd Manjack). Bl. Marts—Septb. T. alm. i den østlige Del af Øen langs Vaio og i Krat. Mount eleome. Beeston HL C. Sebestena, Jacq. (v. Scarlet Cordia). a) og ar rubra, Egg. Bl. hele et. 6) Bladribb røde. Bægeret Skatiegetypdt ligesom Kroner Indtil 40" højt Træ, mg ASE brok med. Loranthus. — Sa naturalis. langs Veie. Nær Freden borg. Kingshil. G : 140 Plumbaginaceæ. Plumbago scandens, L. (v. Blister-leaf). Bl. hele ngis med Benin s af Negerne som Spansk Flue. — Alm. i Gjærder og Krat ov! Øen [Dyrket seer 53 capensis, Thunb., som uden Tvivl er den af West, -S. 270, som spontan anførte P. . zeilanica]. Phytolaccaceæ. Suriana maritima, L. Bl. vata Augeltk Alm. alle 10 Støvdr. udviklede. Traadene lang- ÅN haarede . paa sandede Kyster. Sandypoint. Cotton Grove. Jacks Bay. Microtea me Sw. Bl. Juli—Septb. — Hist og her i Skov. Springgarden. Wills Bay. Sweet Bottom. Rivina lævis, L. bid Sererdrg å Bl. hele Aaret. — . Ukrudt i Haver og paa Ruderatpladser overalt paa Øen . octa mr z Bl. Febr. —Aug: " Blomsterstilken og Bægeret blive rødbrune ligesom Frugten. Støvdr. stillede i 2 Kredse. Da Blomsterne altid have flere end 8 Støvdr., i Alm. 12, synes det linnæiske Årtsnavn le heldig valgt. — Ikke sj. paa Gjærder og i Kratskov. Prosperity Dalen. La Reine Bakke. Springgut. Petiveria alliacea, L. (v. Gully ro ot). Bl. hele Aaret. — M. alm. Ukrudt i Haver og ved Huse over hele Øen. Chenopodiaceæ. Chenopoditum ambrosioides, L. Bl. Aprili—Juni. — T, sj. paa Ruderatpladser. Frederikssted. SSenopesere murale, L. i Bl. Jan. —Mai. — Hist og her paa Mure. Frederikssted. Rosehill. af Ses t, S. 278, anførte Ch. cuneifolium, V. nov. spec. har af vår paa Beskrivelse ikke kunnet identificeres). Batis maritima, L. Bl. hele Aaret. — M. alm. selskabeligt langs Randen af Lagunerne. [Dyrkede forekomme: Beta vulgaris, L. (v. Red Beet). og Boussingaultia baselloides, Kth.]. : Åmarantaceæ., Celosia nitida, V. (C. margaritacea hos West). Bl. hele Aaret. I Blo msterknop re rav der en 1” lang Billelarve. — T. alm. i Skov og Krat ov sr Val Chamissoa altissima, Kth. Bl. Jan.—Marts. Smaa Staphylinider færdes alm. i Blomsterne. — Sj. i Skov, Lille Mount Pleasant. EElsetsens ne aspera, L. a&) argen am. Bl. Decb. bjerg Indtil 4" høj. — Hist og her i Skov. Crequis. Springfield. Sanden AOR: MH Båd Bachelors button): Bl. hele Aar: alis. i Haver og ved Huse. Iresine sr orn i gg" Septb.—Ma ris. De øvre Blade altid afvexlende. Indtil 4" høj. — t og Skov. Crequis. Springgut. Jacobs Peak. " Pliloerus vermiculatus, R. Br. (v. Bay-flower). hele Aaret. Stundom klattrende op i Smaabuske. — M. alm. sel- iab langs flade Kyster. valarne Jicoidea, R ' Bl. Marts—Se — T. alm. inybende mellem Græs paa fugtige Steder. Fair Plain Bro. me Minde F. g ne R. Br. Bl. Marts — Hist og her mellem Sten. Gouv.-Husets Gaard. Anblogyne Polygonoides, Raf. l. Januar—Mart -Blomsterne meget faatallige. — T. alm. bende paa le Jord stundom dannende smaa Tuer. Frederiksfort. Scleropus amarantoides, Schrad. å : Bl. Decb.—April. Alm. mellem Græs og Sten. Frederiksfort. Fair Plain. Gouv.-Husets Gaard: Euxolus caudatus, Moq. É Bl. hele Aaret. seare og her paa eee Christianssted. E. oleraceus, DC. (v. Lumboo) /Amarantus).…. Antøres hos West, S. 306, som vildtvox. paa Øen. Amarantus NODER L: Bl. Januar— April. — Hist og her ved Vandløb og paa Ruderatpladser. Fair Plain Bro, Predmikitet: . paniculatus, L. (v. Bl. hele AkreÉ Bladene fåpises 9 som Alm. Ukrudt i onen hvor den paa Grund af sin lan om Spis nel meget Sø helvede; bg Ruderatpladser over hele Øen. [Dyrkede forekomme: Cslosik cristata, L. (v. Cocks dom) og Åchyrantes Verschaffeltii, Lem.]. Nyetaginaceæ. En kgle Aaret. Bægeret rødt; gult el. hvidt, in sryg? Big sild 4 E En stor hes Humle besøge udsuger Honningen fra Bægerrøret ved & bide > Hul ude drefiligt nær enn den for derigjennem at gene e sin Snabel. i Haver, paa Ruderat- pladser og langs Bække 0 ele Øen. Boerhaavia erecta sr : Bl. Decb.—Febr. — T. alm. i Græsset og Marker. Brook Hill. Hø- nsborg. ; niculata, Rich. (v. Batta-batta) vre al: "sd FESD NM): B. pa Bl. hele Aaret. Bladene spises som Spinat. Frugten andles 0 til en Monstrositet, i hvilken der lever en tyk, hvid ralkg jern Hele 12. Planten er meget gun af Bladlus. — M. alm. i Marker og påa aabne Steder over hele Øen Pisonia elel L. Bl. Febr. im Blomsterne besøges ofte af Hvepser, — T. alm. i nok især 1"Øens østlige Del... Mount Welcome. Sejnsnni Salmon Hill Dal P. subcordata, Sw. (v. Mampoo el. Loblolly tree). (P. nigri- cans, Sw. hos West). 1. April. Stammen. ofte 107—15' i Omkreds. Da Træet ikke egner sig til Gavntømmer, skaanes det i Alm. for at omhugges og afgiver et godt Tilflugtssted mod Sol og Regn for års mon NM Loranthus- emarginatus, Sw. og Phoradendron flav nu og ås paa Grenene. — T. alm. langs Sydkysten og i er: kb Del af Øen. San- dypoint. Longpoint. Cotton P. inermis, Jacq. Bl. April—Mai. Bladene ofte krandsstillede, især paa yngre fees Indtil 50” høi. ERE alm. i Skov. Caledonia Dalen. Wills Bay. Blue air Plai å [Dykes forekommer Bougainvillea FEE SSR Willd. Bl. Marts—Novb.]. Polygonaceæ. irernaereet bre) me (v. Sea grape). Bl. Juli— e mage spises af en 3" lang sort mee De ældre BER sst elg ofte som Øienskjærme. Frugterne have ad- stringerende, syrlig Smag og ned kun af Børn og Negere. Veddet er haardt og Man N Men da Træet i Alm. voxer kroget, anvendes det kun i ringe U kning som Gavntømmer, mest som Knæer i Skibsskrog. Alm. paa Kysterne, Forms i Sandbund. Dog ogsaa hist og her inde i Landet, f. Ex. Crequis, Springfield, Clifton Hil. Buck Island. C. leoganensis, Lp acq. Bl. Mai—Juli.. Blomsterne mg. u Knipper ar 3—4, af hvilke imid- lertid aldrig mere end én sætter ne afiangt med eget: me lere Basis, 4" langt, blaaligt- E — lie åbner paa Sandypoin C pres, Bl. -Marts—Juli. Bladene affaldende i April—Mai. Frugten blaalig;: ligner C. uvifera's, men er smallere i begge Ender. — Hist og Kratskov. Sandypoint. Hard Labour. Kingshill Høidedrag. ec diversifolia, Jacq. Bl. Mai—Juli. —6'—8' høj Busk. — T. alm. langs ar rr La Vallée. Claremon i CC. ob Sa Jacq. Anføres hos West, S.281, som vildtvox. paa Øen. C punctata, VR 8) parvi bv Se pt —Deeb. Busk el. anseligt Træ. a) t. alm. i Skov. see Far Plan 4) 8 Saltriver. Bakker. Blue Mountain d) pe almd i kt Horde: Fingshill øidedrag. Jacobs Peak. 143 Sa Så Jacq. Bl. NREN Blomsterne sv: uge beer hen Es rosenrøde som unge, hvide som ældre, smage syrli — T: alm. i Skov.v Hams Bluff Dalen. Ciledanin Dalen. Crie: Wills Bay. Sørngedd Con- tentment Gut ; Hrket forekommer: Antigonon cordatum, Hook. (v. Mexican wreath plant)]. : Lauraceæ. Cinnamomum zeilanicum, Bl. Bl. April—Mai. — Naturalis. langs Vandledningen i Crequis, hvor der bl. A. findes tre meget åre Expl. Persea aeg Es G.A ARNE 3 Sala Marts— Af.S Bl. øvdrag. ere 9 u ks mindre udviklede og age e, 6 Hytelklrelss fertelllnende, dg korte grønne Stilke. en er et meget yndet Grønt. —- Alm. i Gar me, ved Veie og nær Hu over hele Nectandra SE Ns. (Chris membranacea by West): a) braser 44 Diam. - Blomsterstanden forvandles ofte en af smaa Blade bestaaende Monstrositet. Blomsterne re Ebern — Fe sk el. lavt Træ i Skov. Caledonia Dalen. Blue Mountain. Spring Ve dar agnes mereees Gr. : —ÅAugust. og her i Skov. Wills Bay. Springgut. eng indica Ære anføres hos Wo st, S. 282, som Has paa St. re: (Den sammesteds -anførte Laurus el v.. spec. Vahl elongata har af Mangel paa Beskrivelse ikke kurdyr fra sæd men synes efter Expl. i den bot. Haves Herb. at dømme at være Acrodicli- dium. salicifolium, == | rund hteibear ra Bl. Marts—April. Kr ofte grenede. — Br høie Manschiniltræer påa KØR ; ved otton Erovi nær Mount Fån PETE, Tricera lævigata, Var. Sanctæ-Crucis, Egg. I. Juni—Octb. Bladene høist 1” lange d- Bægeret ikke farvet. Støvtraadene traadformede , neo bene maker rd såe, udvendigt. kap ezningen i SYRE & Flora, t 7, vin den fra den opstillede Varietet meget afvigende Hovedform). — Sj. Fra Kalkbund. Bag Stony Ground. Drypetes lævigata, Gr. ined. En D. polyandræ, Gr. herb. [Syn. Eæcoecariæ polyandræ, Gr. ind. Cub.]- quam Miller åpud De Cand. 15, S. 1225 false pro Dræsea habuit). Tornet Busk og Træ. Hanplanten i Blomst i Slutn. af Sept. — Plain. Fair Folaoeo BERE PER Gr. (Securinega, Miill.). Tornet, raa kede t Bus T. alm. paa Østenden. Turners Hole. Grape Tree Bay. Rohrs ide" Fair Plain. 144 Savia stesfora, We. . Bl. Juni—Octb. — Hist og her i Krat. Elizas Retreat. Jacobs Peak. rn scher LL ENG tree). Bl. Juni—Septb. F syre tes. — Alm. naturalis. ved Huse og i Haver rdr hele bel - C. antillana, al Juli og senere præcox i Decb.—Januar. Bladene sfelilente rt i Dee. Ikke ualm. i Skov, Ham meget hje f alka Aulelarrer —- Dalen. Sweet mee equis. B Nerautal Phyllanthus Neruri, L. (Creole Quinine). Bl. hele Aaret. Pladen anvendes i Decoct mod Feber. — M. alm. Ukrudt i Haver og påa øde Steder over hele Øen Jatropha gotsyptfone, . (v, Physic Eg Bl. hele Aar & Planten har en fbelinøehg Lugt: Halvbusk, indtil 4" høi. — M. alm. s Iskabeli igt AP gå a Marker, hvor den er et besværligt Ukrudt og langs Veie far mr J. multi dg, A. 0: re: Bl. hele Aar: lis. i Haver. IJ. Curcas, E be SR Physic-nut). Bl. hele Aaret. Bladene anvendes i Decoet som Afføringsmiddel. kr: især Skallen, ere meget drastiske. Lavt safe med hvid Bark. — T. alm naturalis. ved Huse og Veie overalt me Janipha enge Ave (v. nt Bl. Marts—M Knolderne ie Stivelse og et Mel, der anvendes til det af Crøelerne site yndede SAREEN; — Ålm. Øl, rrket 0 g natural undene, især i den nordvestlige Del af Øen Aleurites triloba, Forst. (v. Walnut). Bl. hele Aaret. Den umodne Frugts Saft farver Eget. rigs == naturalis. i Dalstrøg og ved Huse. Crequis. La -Gra icinus communis, L. (v. Castor-oil tree). Sa Metenlen blødpigget. Bl. hele Aaret. - Af Frøene udtrækkes den sek "kjendte O d Kogning eller Pre Sening, — M. alm. naturalis. i Dalstrø og paa raee fn np ke overalt paa Croton balsamifer, L. (v. Marån). BL hele Aaret. En glindsende mørkebrun Kuglebille sees alm. dens Blade. Lav Busk. — Alm . langs sg en don af Øen, især i den øs ige Del. Fair Plain. Great Pond. Cotton C. flavens, L. (v. Marån). Bl. ER NE Ses Bladene roPe til at afvaske Spisekar med. — M. Bakker og sgl engg id i den østlige Del af Øen, hist og her i den veltilge og (£ Bo Hams B Sa C. betulinus, V. (Symb. bot. pars If, S. 98). Bl. hele Ye ”Bask Be 3'—5' Høide. — T. alm, i Kratskov. Kings" hill Høidedrag. Jacobs Peak. ; C. ovali Keate West. Bl. hele M. alm. langs Veie og i Haver, især i den østl. Del. 6 fang Se Bl. Marts — Decb. — Sammeste teds som ki m. alm. C. astroites, Ait. (v. White Bl. Decb.— Juli. Griflerne 16-grenede. "En blaagrøn lille Kuglebille sees alm. paa Bladene. — T. alm. i Krat, især i den østlige Del af Øen 145 C. has Ll Anføres ræs West. S. 307, som vildtvox. paa Øen. Acidocroton adelioides, Anføres hos West, S. 310. som n vildtvox. paa Øen. Ditawis Fasciculata, stald ht. Bl. mere Mai. — T. alm. i Kratskov. Saltriver Bakker. Springgut. Elizas Retrea År sens candicans,: P. Br. Bl. Septb.— April. Ha SoSE paa Bladene sent affaldende. Frugten in- digoblaa. Frøene fint vortede. — Ikke ualm. i Kratskov. Bag Stony Ground. Fair Plain Adelia Hindi de Bl. Marts- Mai. Altid bærende Vedtorne. — Ikke ualm. i Krat i den østlige Del af Øen. Mount Welcome. Springen t. Elizas Retreat. Acalypha reptans, Sw. Bl. hele Aaret. g-Blomsterne udvikle sig efterhaanden, saa at den altid har modne Frø, naar den anden ane spå sig. Dækbladene blivende selv efter Frøspredningen. — Hist og her i kl md i Mure og paa Cisterner. Mount Washington. Mount. Stewart. Gouv.-Huset. tle). 1. Febr.—Septb. O-Blomsterne ofte enes, til en lignende Mon- arge som hos Tournefortia volubilis. JE i Krat overalt paa Hippomane Mancinella, L. ør Manchinil-tree). Bl. Febr.—April. Blomstring præcox. Bladene affaldne Febr.—Marts. Veddet er et udmærket Gavntømmer, men benyttes kun m ud lidt paa Fi 2 : PEGE nd af i hele Træet indeholdte caustiske M.: ER ir imidle t være meget forskjellige paa de forskj. Individer, idet me få seg ikke afficeres deraf. aldne er spise a . alm. selskabeligt paa sandede Kyster over hele Øen, an ig ie då AR ogsaa langs Bække (Annas Hope Bæk, Concordia Bæk) og paa høg Bakker (Maronbje røget). Hura crepitans, L. (v. Sandbox-tree). Bl. Septb. Bladene affaldne Januar—April. Frugten elastisk opsprin- "uens med et Knald. Frøene meget drastiske. Hol Træ med vandrette — T. alm. enkeltvis me eie og i Skoy. Mount Pleasant (B. M.) gar AR ye, Mount Welco Excoecaria lucida, L. Bl. Febr.—Marts. Ikke anset for giftig af Negerne. — Alm. i Krat- ser men eng nær Søen. Maronbjerget. Crequis. Kingshill Højdedrag. ker-bus Dalechampia scandens, L. Bl. Febr.—Mai. å seuntirieln bærer ved Grunden to af hvide, Gummi, og i ,,Stirpes a ls ersg dette Forhold). Den niiterele ig -Blomst stilket og ngl den orn: ing sele de to andre. i Kratskov. Prosperity Dalen. Springgut. Pedilanthus tithymaloides, Poit. Få adi ns, fer og 7), angustifolius møre i g B)t. åg . især i den re Del af Øen (Ja- Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 10 146 cobs ev, Springgut). Ogsaa ofte i Haver. 7) sj. Rohrs Minde. Fair Plain Eu iphorbia articulata, Burm Bl. hele Aaret. Griflerne sammenvoxne til Midten. Individer, der rer aa Klippekyster, have bredere og iykkore Blade. Larven ti e s inesde laden Alm. ordkyst ved Claremont. Bandygotat: Cokkly Ba . buæifolia, Lam. Bl. hele Aaret. — Alm. paa sandede Kyster over hele Øen. culata, L. (var. thymifolia, B e Aaret. ele sbunrrag rødbrun. "Bladene folde sig imod hin- anden om egg og i Graa — M. alm. mellem Sten og paa Veie over hele Øen. E. pilul; ifera Bl. hele Aaret. Ba lille pigget, graagrøn Møllarve lever paa Bladene, ligesom ogsaa en hvidgraa Dorthesia sees alm: paa hele Planten. — Alm. samm m foreg E. hypericifolia a) og 2) bussopifolla, Bl. hele Aaret. gelen rødbrun. Bladene distiche. — Begge For- mer m. alm. i Haver je gr Veie især i den østlige Del af Øen & id S S S Fyr (mr) Bl. me ange — Alm. sammesteds som foreg., ofte selskabeligt. En t afvigende Form (Art?) med krandsstillede Blade, og som altid mangler Je violindannede 5 mene med purpurrøde Pletter, er almin- delig i Gouv. Husets Gaard. Bl. Febr.—Marts. E. chamæsyce, L. Anføres hos West, S. 288, som vildtvox. paa Øen (Den ihnalistede hos West anførte E. cotinifolia, Lt: som angives at være spontan paa St. Croix, er øjensynligt ved en Ude- ladelse ikke bleven betegnet med et [St. Thomas]. "saaledes som flere andre Planter i hans Fortegnelse, idet Busken neppe findes påa St. Croix, men derimod meget alm. paa St. Thomas.) [Dyrkede forekomme: Jatropha BEES: Andr., Croton pictus, Lodd., Euphorbia antiquorum, L. og FE piilehersima. Willd.] Alle Euphorbiaceerne ere snedk: Urticaceæ. Celtis ERE Lam Bl. Juni—Septb. — T. "alm. i Skov. Caledonia Dalen.. Prosperity Dalen. Springgut. Sackor-busb. ; C. aculeata, Sw. BE ED 2 Retter Proter F 2 nen Kratskov- Fair Plain. Co "La Grove ere mn eg ; Sponia micrantha Des BE Es Hist og her i i Skov. Caledonia Dalen. Annally Bay. Springgut 147 Ficus crassinervia, Desf. Bl. Januar. Stort Træ med meget løvrig Arr — T. alm, i Skov. Wills Bay. Sweet Bottom. Crequis. Hard Labour. ; igata, V. Bl. Januar—Marts. — Hist og her i Skov. Crequis. Hard Labour. F. pedunculata, Aas: l. Januar—April. Frugterne råds røde med Tiden En lille gulbrun " 1” lang Hveps findes Edd minde i Frugten. Træet voxer saavel paa Klipper som paa andre Træer. — Alm. sæbe N påa Øen F. trigonata, L. v Ikke funden i Blo ms - nu Vandledningen i Crequis. Arto ocarpus incisa, L. (v. Fears urne tree). Bl. Mai—Juli. Frugten spises ikke. Ålm. naturalis. i Dalstrøg. Crequis. ter AN Canaan. Min Welcome. FR al ge npeRale, L. (v. Trumpet-tree). 1. April—Juni Ikke ualm. i Skov i den er lg Del af Øen. Calsdøeie Dalen. Crequis. Sweet Bottom. Hard Labour Morus alba, L. Bl. Mai Juli. Bladene affaldne Decb.—Januar. Naturalis. flere Steder. Hams Bluff Dalen. Kingshill. Maclura REPEen« Don. (v. Fustic-tree). Bl. Juni—Octb. > Som allerede anført hos West have de unge Individer meget indskaarne sum—Et Godt Gavntømmer. — Hist og her i Skov. Crequis. Butlers Bay Canaan. hill Bæk. Fleurya sei Gaud: Bl. Januar—Mai. O-Blomstens Bæger har paa hver Flig en ret op- i omst ved Grunden og bliver med Tiden kjødfuldt paa Siderne. — Hist og her i Skov og paa Mure i den nordvestlige Del af Øen. Caledonia Dalen. Dalen. Urera elata, Gr. Angives hos West, S. 306, og i Griseb. Flora, $. 154, at forekomme es paa St. es (Springgarde ns Gut, West). Den sammesteds hos West som spec. nov. Beg rejsen Urtie sa (Urera) elongata er maaskee U. expans n har af Mangel paa mr Beskrivelse ikke felhel CRT Pilea microp sylla, Liebm. (v. Duck-weed). &), 8) tria moi Lin og ) succulenta 5 Bl. hele Aaret. — ac) sj. paa Mur ingshill 2) og 7) alm. paa Klipper. Caledonia Dalen. Crequis. [Alm. dyrkede forekomme: Ficus carica, L. og F. elastica, di] ' Åristolochiaceæ. Aristolochia anguicida, L. (v. Cranes neck). Bl. Octb.—Decb. En ER de smaa rødhovede Fluer findes i Alm. i en til en stor Vanessa Årt lever paa dens Blade. — me, sj. gg ns Hill Dejen A. trilobata, L. (v. Tobacco pipe). Anføres hos West, 8.305, som vildtvox. paa Øen. 148 Begoniaceæ. [Dyrkede forekomme flere Arter af Begonia, L. i Haver.] Åmentaceæ, [Alm. dyrket i Haver forekommer Casuarina equisetifolia, Forst. Bl. Juni— Aug. Voxer meget hurtigt.] Piperaceæ. Peperomia pellucida, Kth. i Bl. Mai—Decb. — I Krat i Rohrs Minde. (Maaske -kun naturalis.). E: SEE EVE anes myrtifolium, ACE Bl. hele Aar a Klipper i Bladmuld. Crequis. Elizas ER Sucker fg tusifolia, Dietr te bre bredt. omvendt rsoede, Bl. April—Juli. — T. sj. i Skov i Bladmuld. Maronbjerget. Mount Eagle. P. blanda, Kth. (Piper sm, Hort. Kew. i Vahls 4). Bl. Decb.— Januar. sæ BE len rødlig. Bladene hvidgraa paa Under- siden. — Hist DRS i Skov. Crequis. RER Retreat. Sucker bush. P.. humile, V. (Enum. plant. I, S. 349). Anføres som gb kr fra St. Croix af SE serene peltata, re we: Monkeys hand). ug. k: BE gs Bække i Skov. Caledonia Dalen. Sarmelald ”Momt Stowårt Bæ E Enckea geder, Miq. (Piper ama også og reticulatum hos West). Bl. hele aa Bladene lever der en sort Somm erfuglelarve med ildrøde Reg SEN en i Skov, hvor den ofte Brekamfr selskabeligt og dannende en tæt brtislikor. Caledonia Dalen. Crequis. Belveder AÅrtanthe Bredemeyeri, Miq. (Piper dilatatum, V. hos West). Septb. Øverste Sideribbe udgaar fra Midt ribben i omtrent Ys af dennes Længde fra Grunden. — T. sj. i skyggefulde Dalstrøg. Caledonia en. i (Den hos West 8. mfl som spec. nov. . Vahl anførte Piper tenuiflorum findes ikke optaget i Enum. plant. og har af Mangel paa nærmere Beskrivelse sek kunnet identificeres.) " Cycadaceæ. [Dyrket i. Haver forekommer Cycas revoluta, Thunb. (v. Sago- DJ Ålismaceæ. Echinodorus cordifolius, G Bl. nobel Hist og ker i Bække. Kingshill Bæk. Annas mg Najadaceæ Ruppia dager SER Bl. Marts—Apr Stængelen og Bladene findes som hes indhyllede i Conferver. — ! Bæk, alm. ved Fair Plain Bro - 149 Thalassia ENE Koen. (?) Ikke funden i — Langs Kysterne paa lavt Vand: ' Zostera ocean : Alm. langs Kydtidns paa lavt Vand. Åroideæ. Anthurium meslgp Fint: Endl. (v. Wild Tanier). Bl. Septb.—Novb. Kaboligt-g enkelte Steder i Skov. Wills Bay (alm.). Mount Eagle og Blue Moun A. Huegelii, Schott. (v. "haves kokos åckule hos West). … Bl. Septb.—Marts. Bladene indtil 3' lange, anvendes tilligemed Roden i Decocet mod Hoste og Asthma. De unge, fra Roden adskydande Blade have en e ældre meget afvigende Form, idet de ere lancetformede og BR —, Hist og her paa Klipper” og Træstubbe.. Hard Labour akke ; lain. Xanthosoma atrovirens, C. Kth. (v. Indian kale). Bl. Juni—Aug. Bladene spises som Spinat. — Alm. dyrket og natu- . påa Provisionsgrunde. X. sagittifolium, —— (v. susuntnrlag. (Årum hastatum, tdr dyrket og spontan i Skovdale hist og her. Caledonia Dilen Colocasia esculenta, Schott. (v. Tamjah). Bl. Juni—Juli. Bladene koges i oase og som Spinat. Roden er et af de alm. Næringsmidler for alle Klas — Alm. dyrket og naturalis., især i Skovegne i' den nordvestlige Da. af Øen, hvor td nn Taken ofte sees forsynede med Tryllemidler, den tidligere omtalte Obee, staaende i Kraniet af en Oxe paa en Pæl 0. desl Lemna L ie: ma jågtlaget 4 i Bl. — T. alm. i Kingshill Bæk nær Mount Pleasant ( [Dyrkede forekomme Caladium pictum, DC. og C. bicolor, W. i Haver.] Typhaceæ. Typha angustifolia, L.. (var. domingensis Pers.): me Bl. Septb. hes hon — T,, alm. i Bække og Sm: aadamme. The William. Kingshill Bæk. Mount Welcome. Annas Hope Bæk. Pandanaceæ. [Dyrket forekommer Pandanus odoråtissimtis; Bedk (v. Screw pine).] Palmæ. Oreodoxa oleracea, Mart. (v. Mountain Cabbage). Bl. April. DER unge Bladknop afgiver et udmærket Grønt, men an- SE SS meget sjeldent. Bærrene ere en u føde. — Ålm. ma ngs Veie over hele Øen og hist og. her i Skov. Creres: Cale- onia De en. E 150 Cocos nucifera, L. (v. Cocoa-nut tree). Bl. Febr.—Marts. Bladene anvendes til at flette Fishpots af og til at tække Skur med. Den umodne Frugts vandklare Saft er en alm. Be Drik, hvorimod den modne Frugt kun anvendes til Kager 0. desl. M. alm. naturalis. overalt paa Øen, saavel paa sandede Kyster som langs 5 Veie og nær > [Dyrket vere Phoenix spinosa, Thonn. (The William. Ved Lille La Grange).] (Den hos mel S. 313 anførte Borassus flabellifer (B. flabelli- Formis, L.) er øjensynligt af en Feiltagelse opført som vildtvoxende).' Commelynaceæ. Tradescantia elongata, Mey. Bl. Juni. Sjelden i Blomst. — Alm. naturalis. i Haver. T. discolor, SW Bl. April— —Aug. Bægerbladene altid mindre end Kronbladene. Støv- traadene udvikles ofte ved Hypertrophi til at £, BEne Einer ti med Støvknapperne siddende paa den øvre Kant. M. alm. naturalis. ved Huse og paa øde Steder i Nærheden af Byerne. Callisia repens, L. …… Bl. Januar—Marts. — Ikke ualm. ren skyggefulde Steder, selskabeligt. Wills Bay. Mount Eagle. Spring Commelyna Benene, RE: (v. French grass). Bl. hele Aaret. en: af de 3 ufrugtbare Støvdr. næsten NAS abor- terende. — T. alm. fagtige Steder. Crodaid. Mount Pleasant (B. M.). C. elegans, Kth. (v. French grass) (C. turbinata, V. en haaret Form BL- hele Aaret. Kronen af. denne og foreg. Art kun aabne til Kl. 10 om F en i Fylsterbladene indeholdte Væske mee for et godt Middel mod Øieninflamati lanten spises af Svinen paa fugtige Steder overalt paa Øen Graminaceæ. Bambusa vulgaris, Schrad. (v. Bamboo Cane). Naturalis. hist og her i Haver og.ved Vandløb. Casernehaven i Chri- stianssted. Cast Bourke. Eragrostis poaeoides, R. Br. Bl. Juni—Decb. Årrene e hvide. — Alm. langs Veie og paa tørre Steder. Fredaikilert Fair Plain E. ciliaris, Lk. Bl. Marts—Decb. Støvknapperne 80: — Alm. sammesteds som foreg. Sporobolus biskrsne Kth. Sø hander). Bl. Mai—Octb. ERE BG: AÅrrene hvidgule. Hele ku aen anvendes i Infusion som Drik for Børn under Tandperioden og i varm sæ me File DE Ude. — Alm. langs Kysterne og Laguner over ele , S. purpurascens, Hamilt. Bl. Mai—Oetb. Støvkn. violette, Arrene gule. — M. alm. langs Veie og i Grøfter over hele Øen 151 S::indtcus;” RB. Br. 1. Marts—Novb. Støvkn. violette, Arrene hvide. — T. alm. omkring Christianssted. Åristida stricta, Mich. " BL. April—Decb. Støvkn. gule. "erne altid længere end Blomsten, keenge, — Hist og her i Grøfter og Krat. Crequis. Fair Plain. gut. Pharus glaber, Kth. Bl. Juni—Decb. Støvkn. æs per Bang — T. alm. i Skov. Cale- donia Dalen. Wills Bay. Swee Leptochloa mucronata, GE Bl. er Rjaast Ofte kun 1 Blomst i Smaa-Axet. — I Grøfter. Lebanon Hill. Christianssted. Rohrs Minde. F24 igen PB. 4), PB) skr nene. ey: og 7) røg ømsedeer gg. Bl. Ma1— sige kn. graahvide, Årrene violette. 7) Smaa-Ax med 9 Blomster. ge rs meget korte. lg sr rn wnerne ikke randhaarede. — i alm. langs Veie FA] paa Øen. -7) ved Feer eien og nær Work & est. Chloris Brusnoider; GE É —Novbr. — Hist og her i Grøfter. Mount Welcome. Buston Ch. radiata, Sw. Bl. Mai—Octb. Arrene brune. — T. alm. langs Veie. Centerveien. Frederiksfort. Ch. ciliata, de April—Sep e Expl. have alle kun 1 ufrugtbar Blomst i Smaa-Axet (GÅ la Fade (Smlgn. Swartz' Flora Ind. océ., S. 189). aen ERR SRne cum, W. (v. Ten-per-cent gras Bl. Marts—Novb. Støvkn. lysegule, Arrene hvide. Ansees for et ng naturligt Fodingtiis. — borer langs Veie og paa Marker overalt paa Eleusine indica, G. —Deeb. Støvkn. hvidgraa, Arrene violette. En lille sort Staphylinide antræffes alm. paa Planten. — M. alm. langs Veie og i Grøfter over hele Øen Cynodon Dael ses oe Bay-grass). BL Mai—Oetb. tøvkn med violette Pletter, Årrene violette. Meget besværligt EU t paa Grund af sin langt udløbende Sakekeende Mellemsto store Mængde. Alm. langs Kysterne og paa mange Marker. (Siges at være sunsbyr i Paspalum compressu Ka j Juni—Octb. stort dre ”Arrene hvide. — T. sj. i fugtige unt Pleasa P. conjugatum, Bi erg. Bl. Juni—Septb. Støvkn. svovlgule, Årrene ie: — T. alm. paa fug- tige Steder. Crequis. Jolly Hill. Mount Pleasan P. distichum, da) 0 v ek Sw Bl. Se lan Mn lysegule, Arrene sorte. — Alm. ved Bække. Prosperity Dalen. Fair Plain B 152 P. cæspitosum, Fligg. Bl. Mai—Septb. Støvkn. brandgule. — Sj. i Grøfter. Ved Christians- ted. P. virgatum, L. a) Avnerne blive brunlige. Bl. Mai—Septb. Støvkn. seg Årrene hvide. — Hist og her sp Vand. La Grange. Mount Es re taria marginata, Lk. (v. Running Fred Se See mr åg hes med hvide Striber, Arrene violette. ged Fodergr — Ålm. langs Veie og i Grøfter aforslk, påa Øen D. ser Rth. Bl. Juni—Octb. Støvkn. og Arrene violette. — T. alm. langs Veie og i Krat. Bodkin. Fair Plain sk ege mee, Hamili. Bl. —Septb. øvkn. brungule, Arrene sortviolette. — Hist og her påa rune: Steder. Skacle La Grange. Fredensborg. Stenotaphrum armen, Schrk. Bl. Mai—Aug. Stø brandgule, Arrene violette. — Alm. selskabeligt langs Kysterne og ver "Ba ikke. Fair Plain. Annas Hope Bæk. Panicum paspaloides, Pers. Br Marts— Sy (så Støvkn. rødgule, Arrene straagule. Udviklingen af en Fremme dbefrugtning S d ed Bakker og paa fugtige Steder. Crequis. ar ke == Bl. rede: BR Støvkn. Bolte; Årrene sorte. En lille rød Staphy- Beko: sees ofte påa Smaa-Axene. — Alm. ved Veie og i Grøfter overalt P prostratum, Bl. Juli. Støvkn. ”brandguls, Årrene sorte. — T. alm. i Grøfter. Fre- deriksfort. The William P. fuscum, Sw. (w Sour-grass) og Var. fasciculatum, SW. Bl SE RR "Støvkn. brandgule, Arrene violette. "snog ikke af e. — Kreaturern i Grøtter og paa Marker overalt p P. molle, Sw. (v. Yerba de Parå el. Spanish Grass). ; Il. Mai—Octb. Støvkn. svovlgule, Arrene violette. Krybende og rod= slaaende. Hjemsøgt Wi orne lever — Naturalis. hist og her som Fodergræs. Cotton P. Uiffusu: Bl. Juni Oct, Støvkn. brandgule, Arrene mørkt violette. — Sj. ved Bække. Gran P. maximum, Jacq. (v. ere rjer (P. polygamum, SW.). Bl. Juni—Septb. adr brungule ne in violette. Det bedste Foder sl: angntl berg indtil 12' høit. VT i Tuer — M. alm. plantet og naturalis. 0 aa Øen. RB divarieatym, i 4) og 7) puberulum s Bl. Mai—Septb. Støvkn. lysegule, Arrene hvide. Indtil 16' høit. — Begge Former ikke ualm. i Skov, Caledonia Dalen. Crequis. Sweet Bottom. Springgut. « 153 P. glutinosum, Sw suk hos West B. 269, som vildtvox. paa Øen. ia glau HE, a) Barsel mere RÅ aa "ange som Smaa-Åxene. Bl. Mai—Octb. — Hist og her i Skov. Nortkyat ved Wills Bay. As Betosa, PB Bl. Ap vil Dob. Støvkn. brandgule, Årrene sortviolette. — Ikke ualm. i Skov og Grøfter. Claremont. Fair Plain: Cotton Grove. grade tg sea; Spr. Bl. Juni— Langs Nordkysten mellem Wills Bay og Sweet Bottom nchrus echinatu É 2) viridis, Sprg. ri Tel mg S). Bl. April—Deecb. Støvkn. lysegule, ÅArrene hvide RER, violet Plet paa Midten. De modne melholdige. Frø spises af Kreaturerne. — Alm. sel- Peet påa sandede Kyster, hvor den ofte generer fed sine piggede Antephora Ergans; Schreb. Bl. Febr.—Octb. børkn. generte. — Hist og her i Kratskov. Pro- sperity Dalen. Elizas Retre Tricholæna mg Gr (Syn. Panicum leucophæum, Kth.) (v. Br ngerees el. (rklbær grnss S). —Decb. Støvkn. rødbrune, Arrene hvide. Som grønne ere Bladene bit tre og 2 spises aldrig af Kreaturerne. — M. alm. selskabeligt paa ele Øen. e Marker 0 mo reen Sprg. Bl. Mai—Au milt hvide. Som oftest ere ry begge Smaa-Ax frugtbare. Smaa brune Biadlas 2 paa Blomsterstanden. — Hist og her i Grøfter og 6. Fair Plan: gr otton Grove DE ropogon saccharoides i Bl. Aug.—Octb. Støvkn. lysegtlé, Arrene mørkt violette. Den til e lang SE ge Re Indreavne er ikke snoet. — Hist og her ved Veie og i Grøfter. Beeston Hill. Grange. lej vulgare, Pers. (v. Guinea Corn). Bl. Spor Indtil 16” høj. — Alm. dyrket til Grøngjødning og Kreatur- foder og naturalis. Sacchar arum officinarum, L. SE Sugar Cane). Bl. Decb.—Januar. Den alm. Varietet, som dyrkes ed im Croix, er Otaheite Røret. Pan enkelte Steder, hvor ene ikke vil tri navnlig i lagunagtig Marskjord, plantes en anden Varietet med mørkeblad Stængel. may sake Del. [Dyrkede renere Andropogon schoenanthus, L. (v. Lemon- gTass) og Zea" Mays, L. (v. Indian Corn).] Med Undtagelse af de anførte Afvigelser fra Regelen ere Gra- minaceerne proterogyne. 154 Cyperaceæ. yperus mucronatus, Rottb. ; Bl. Marts—Octb. Knapbaandet forlænget z en lille Spids. — T. alm. ved Bække. Fair Plain Bro. - Annas Hope Bæk C. confertus, Sw. ; Anføres i SEE: Flora, S. 563, som spontan paa Øen. C. ochraceu . Bl. enig — Hist og her paa fugtige Steder. Crequis. C. viscosus, Ait. April—Novb. Altid 2 SE (Dette Henke med Swartz's Angivelse i Flora Ind. occ., S. 113). Frøene spire paa den levende Plante, der stundom bærer over 1” lange unge Individer i sin Blomsterstand. — Æ s Bække. Fair Plain Bro. uis. C. articulatus, L. Bl. Marts—Septb. — Ikke ualm. i Grøfter. Lebanon Hill. Mount Pleasant. C. rotundus, L. (v. Nut-grass). 2 Bl. krise De. Smaa-Axene bære en rund, glat, grøn Kjertel ved gernes RAN den indvendige Bide. De sødlige Knolder spises af Svinene. rudt overalt paa Øen. om hbn Sw Bl. —Octb. Støvtraadene baandformede. Bikdnidt sort. — T. alm. paa Res, sne: Sandypoint. Mount Welcom C. odor L: Bl. Åpri—0M. Knapbaandet forlænget, afrundet i SA cen mes sterstandens Grene bære et rundt hvidt Knæ ved Grund — Hist e Steder. Mount Pleasant. lies Hope i Bak. C. Planifolkes, iz Anføres i orig gr I, 8.354, som funden paa St. Croix af West. C. ligulari Bl. Mai—De eg — Ikke ualm. ved Bække. Caledonia Dalen. Crequis. (Hylsterbladenes Antal og Størrelse i Blomsterstandene hos Cyperus-Arterne retter sig aldeles efter Grenenes Antal og Udvik- lingstrin, idet hver primær el. secundær Gren bærer sit Hylsterblad ved Grunden.) ' å " Kyllinga. filiformis, Sw. 4) og 7) capillaris. Bl. Juni—Decb. Hylsterbladene af meget Rinkjellig Længde. — Begge Former ikke ualm. i Skov. The William D Bag ng Elrond Langs Garden, . monocephala, Rottb. Bl. hele Aaret. — T. alm. paa figtige Steder i Skov. Crequis. Scirpus capitatus, L. ig Bl. hele Aaret. Acheniet sort. — T. alm. ved Vandløb mellem Klipper. Tequls S. nodulosus, Rth. Bl. Mrrts—Decb. — Hist og her ved Bække. Fair Plain Bro. Mount Pleasant. ; one L. ner Ferrserg Støvtraadene baandformede. Griffel ofte 2-grenet. — Hist og her i Grøfter og ved Bække. La Grange. Annas Hope Bæk: - 155 S. ferrugineus, L. Bl. hele Aaret. Støvtraadene baandformede. — Selskabeligt i Tuer langs Kysten og ved Bække. Frederiksfort. Gallows Bay. Annas Hope Bæk. . Scleria SreeneR, Lindl. Bl. April—Octb. Hist og her i Skov. Springfield. Mount Eagle. SE pre E Bl. Maåi—Novb. — Hist og her i tør Kratskov. Kingshill Høidedrag. Alle it ler ere proterogyne med hvide Grifler og lyse- gule Støvknapper. Liliaceæ. Aloe vulgaris, L. (v. Sempervive). Bl. Marts— April. Bladene spises raa som Middel mod EDER. Batiskelkød påa Kalkbund. Alm. naturalis. Stony Ground. Wettors ers Point. Cotton Grove. Buck Island. Yucca res L: Bl. Juni—Aug. — Plantet og naturalis: Gallowsbay. ave ; Bl. Febr.—Marts. Bladene skumme i Vand og anvendes som Middel mod Væggetøji. Fibrene benyttes kun i ringe Udstrækning til Pidske- rel gg — M. alm. langs Veie og paa tørre Bakker, især i den østlige en; Fourcroya gigantea, Vent. uni. Løgknopperne udskyde ofte 1'—1'/2' lange unge Planter, medens de endnu ere i Forbindelse med Moderplanten. — T. alm. ristianssted. Pancratium cariboeum, L. (v. White Lily). Bl. Juni—Octb. Blomsterne aabne sig henimod Aften 0 g dufte da stærk af Vanille. Bladene vessål til Føde for en NataysrmsHlarre. — T. alm., SEN nær Huse. Maronbjerget. Fair Plain um erubescens øre Bi. hele Aaret. Blomsten dufter stærkt henimod Aften. — En større indtil 6" høi Varietet dyrkes alm. i Haver. Høgensborg Bæk. red ajnd be semi keg (v. Red Lily). Bl. Mart alm., navnlig paa Klipper nær Kysten. Clare- mont Buck Tslknd, Å. tubispatha, Ker. (v. Snow-drop). Rn SRErpee, Blomsten stundom rosa. — T. alm. i Marker og Y [Dyrke de forekomme: Å//ium kstutosgr L. (v. Ciboule). og Polyanthes tuberosa, L. (v. Tuberose).] Smilaceæ. Smilax havanensis, Jacq. ; Ikke funden i Blomst. — Hist og her i Kråtskov. Caledonia Dalen. Nordkyst ved Springgarden. Wills Bay. Rohrs Minde. Dioscoreaceæ. Dioscorea alata, L. (v. Yams). Ikke seet i es Alm. dyrket og naturalis. paa Provisionsgrundene Overalt paa Øen. 156 Iridaceæ. Cipura plicata, Gr. (v. Blood-root). " Bl. hele Aaret. Knoldene mørkerøde. — Alm. naturalis. i Haver og Gardens. The William Dalen. Prosperity Dalen. Bromeliaceæ, Bromelia Pinguin, L. (v. Pinguin). Bl. Decb.—April. Anvendes alm. til Hegn.”— rdr rn ET E ng syd- lige og østlige Del af Øen. Fair Plain. Springgut. Salmon Pitcairnia gg n Ait. Bl. Octb. — T. sj. paa Træer. HADE, Bæk. + ». Tillandsia trieulata, 3: Wild Pine). Febr.—Aug. see RS ofte over 8” høj. Mellem Bladene samler der er ke ofte "hug Potter Regnvand. — Alm. paa Træer og Klipper over alt paa Øen æn Sj Island. ; SR recu L. (v. Old mans beard). fee Sje elden i Blomst. Frøene spire ofte i den aabnede rr fn dede egene Plante (se ogsaa Cibetie POOR: Anvendes yldning dratser. — M. alm. påa Træer overalt paa Øen. SÅ uanede, EFA æ Old mans beard). i: i Blomst. gore altid søgrønne. — Alm, over Buske i ig; FRUE Del af Øen [FAlm. dyrket i Haver og påa Provisionsgrunde forekommer ÅAnanassa sativa, Lindl. (v. Pine-apple).] ; pg Musa paradisiaea, L. (v.. Plantain). 1. Mai—Aug. Frugten spises "dm: pæn: eller stegt. — Alm. veferaee: og plantet i Gardens M. sapientiun, L. (v. Banana). Bl. ug. Bladene ruris efter Brugen af spansk Flue, idet aen glatte Side læger, de anden holder Saaret aaben. Frugten spises — Alm. sammesteds som for reg. Seitamineæ, Renealmia sg erne GE "Anføres hos West, S.267, som vildtvox. paa Øen (Amomum). Canna frk tr (v. Indian shot). Bl. hele Aaret. Bladene spises af en Zygænide-Larve. — Alm. ved Huse og i Dalstrøg paa fugtige Steder. Caledonia Dalens C. coccinea, ål & Scarlet Indian ned): ; Bl. hele Aaret. mmesteds som fore C. edulis, Kor wr Fi e-mois). ” É Bl. hele Aaret. Knolderne laves Salep. — Alm. naturalis. og plantet langs Vandløb. Gral is. Springfield. [Dyrkede forekomme: g TArAl nutans, Raf. (v. Shell-plant), Zingiber officinale, Rosc. (v. Ginger), Maranta arundinaced , (v. Arrow-root), som anvendes Fag ”Salep, og Curcuma longa; IL. (v. Tourmeric).] 157 É Ene Epidendnon beer; Bl. Octb.— ER. og her paa Træer og Klippestykker. Fair Plain. Buck Islam E. rn £ mis Blomsten vellugtende. — Selskabeligt paa Pe eller veer. Hams Bluff Dalen. Wills Bay. Contentment Dalen Fe rarrergg EF Bl. ai. Paa Klipper ellerZTræer, sjelden. Top af Mount Eagle also. Jidobe Peak (800'). (De hos West, S. 303 og 304, som er gir: Epi- dendrum papilionaceum, V. og E: carinatum, spec. Vahl har jeg af Mangel paa nærmere Beskrivelse ikke kunnet Sdentilleerd) Cryptogamæ vasculares. Lycopodiaceæ. nann triquetrum, SW I Revner mellem Klipper paa fugtige Steder. Crequis langs Vand- ledningen. Filices, Adiantum Deres Ek Caledonia Gut i Aug. Å. tenerum, BE (v. ,, Maidenhair'"). T. alm. i Skov. Caledonia Dalen. Crequis. Sucker bush. === var.?, ad A. fragile. Sw. accedens. Crequis. j Cheilanthes microphylla, SW. Anføres hos West, S. 313, som vildtvoxende paa Øen. Heriunnee pong ib: kov. Crequis. Wills Bay. Clarsmont jøde ichum ( Cirysødim) aureum, L. (v. Golden Ras Anføres aeg West, S. 313, som vildtvox. paa Øen. Cre- quis ved i Hemionitis palmata, L. (v. ymer Å uges Hist og her selskabeligt i Krat. e. Elizas Retreat. ang sm me (Ceropteris) mulem (L.) Kaulf. et grå Hist her tie Hardmlde af Bygninger og Klipper. Bodkin Klipper sabeke Springgarden. fan batteriet i Frederiksfort. Noædkyn neden for Rosehill. SC mtabonnn (Lastrea) Ble, Bak. Syn. Polypodium in- visum KROGE hos West, S. 313, som vildtvox. paa Øen. 158 = Pol podsen ( mheegedn, re, Sw. BED: sammeste P. (Pleo) aureu L Fspeti Hill. uis. Bodkin Bakker. paris are, Baker. P. serpens, Sw. Hist og her paa Klipp ount Eagles Top. P RES Campytoneuron) Fhglilidis, re FT aa Klippe aledonia Dalen. Bodkin. lige Goniopklebiurm) incanum, SW. Elizas Retr Bodkin Mølle-Bakke. Ps f ener) une EEN Poir. ca) Keenen, (Sw.) Baker. Cr Teris fF Eupteris) longifolia, L Neph dium fora patens (Sw.) Desv. SÅ "stipulare (Willd.) Baker spidium macrourum, ”Kaulf. un Tænitis lanceolata (k.) RoBr Mount Eagle. Noget om Slægten Søulv (Anarrhichas) og dens nordiske Arter. - Af Professor Japetus Steenstrup. (Meddelt i Møderne den 15de October og 26de November 1875). (Hertil Tavle TI). E Sualukes Dyreslægter, hvis Arter ere af en plump og kun lidet udarbeidet Skikkelse, og især, naar de tillige optræde med en vis Størrelse, saa at det kan have store Vanskeligheder for Naturfor- skerne baade at skaffe sig det til en nøjere Undersøgelse fornødne Antal Individer og at kunne bevare disse til senere umiddelbar Sammenligning med hinanden, -høre saagodtsom altid til de Slægter, hvis Arter i de naturhistoriske Værker findes mindst tilfredsstil- lende udredte. Et stærkt Exempel herpaa afgiver Søulvslægten Anarrhichas. Derover kan man imidlertid snarere beklage sig, end undre sig. Med et Ydre, der i Almindelighed kan gaae ind under den oven- antydede Betegnelse af plumpt og ikke-udarbeidet og som Ovenikjøbet, overalt hvor Søulve forekomme, synes at blive sig selv ligt, forene nemlig Arterne indenfor denne Slægt en særlig Ube- stemthed i alle Delenes Omrids. Den tykke Hud med det nærmest Huden liggende Væv er altid paa disse ovenikjøbet meget fede Fisk saa løs, vanddrukket og slimrig, at det bliver baade vanske- S . 1160 ligt at faae nogenlunde bestemte Maal af de forskjellige Partier eller ydre Dele af Dyret, og at overføre disse Maal fra det ene Individ paa dem af det andet, idet man stræber at danne et Grundlag for en sikkrere Sammenligning. Hertil kommer, at selv Tællingen af Straalerne i de ensformigt byggede, meget lange Ryg- og Gadborfinner frembyde sine Vanskeligheder. Formedelst den tykke Hudklædning lader Tællingen sig nemlig ikke udføre uden ved Skelettering og fordrer idetmindste en Blottelse af Finne- roden, for at kunne gjøres nøjagtig. Naar saa Tallet af Straalerne hos det undersøgte Individ endelig er fundet, saa maa man jo være forberedt paa — eftersom Antallet af Straalerne i disse udstrakte Finner ér såa stort — at man sandsynligvis ikke har et for Arten absolut gjældende Tal, men et, der efter rigeligere Analogier altid maa være underkastet nogen”), og maaskee endogsaa ikke liden Variation indenfor Artens Individer. — Saaledes staaer der da af alle de ydre Forhold, der kunde frembyde en mere let opfattelig Forskjel mellem Søulvene indbyrdes, næsten kun Farven og Farve- tegningen tilbage. Jo mindre man imidlertid hidtil har seet sig istand til at gribe det Faste indenfor det tilsyneladende Vaklende i Farvetegningen, og jo mindre — som jeg nylig antydede — Søulvene have i deres Ydre villet røbe andre Forhold, der let kunde sættes i Forbindelse med Farvetegningerne, desto forklar- ligere bliver det, at Usikkerheden i Opfattelsen af Arterne inden- for denne Slægt har kunnet blive saa stor og saa vedholdende, som den i Virkeligheden har været. og endnu er. Derfor bliver denne Usikkerhed ligefuldt meget fortrædelig og beklagelig. For imidlertid at faae gjort en Begyndelse — selv om det ogsaa kun var en første Begyndelse — paa en sikkrere Opfattelse af Arterne indenfor Slægten Anarrhichas og derved ogsaa af selve Slægten og dens Naturhistorie i Almindelighed, fore- +) At netop en nøiere Undersøgelse af Straaletallet i Ryg- og Gadbor- finnen viser, at Straaletallet er usædvanligt fast hos Arterne af Søulv- fremgaae imod Slutningen af denne Meddelelse. 161 lægger jeg her en Række Bemærkninger, der støtte sig især paa tidligere Iagttagelser, som jeg for 3—4 Decennier siden anstillede under mit Ophold paa Island, men som leilighedsvis ere blevne fortsatte siden. For den seneste Tid ere de byggede paa et ikke ringe, om end, langt fra, ikke tilstrækkeligt Materiale, der efter- haanden har samlet sig i Universitetets zoologiske Museum. Dette hidrører dels fra en planlågt Indsamling af Individer til Klaring af visse uafgjorte Spørgsmaal, dels fra hvad de andre Museer inde- holdt førend disses Forening med Universitetsmuseet til ét Museum. I den nu følgende Fremstilling agter jeg væsenligen at følge den samme Vei, som mine Undersøgelser i Tidens Løb have gaaet, da jeg derved troer bedst at”kunne naae til mit Maal: at bibringe Andre større Klarhed over Artsforholdene indenfor Søulvslægten. Jeg begynder derfor med at udrede Arterne i de enkelte Egne af Nordens Have for til Slutning at ende med et Overblik. over dem og med nogle almindelige Bemærkninger om Slægten i det Hele. HI: i Om Søulvene ved Islands Kyster og særlig om Islændernes Hlire, Anarrhichas minor £z.o01afs. og deres Ulfsteinbitr (?), Anar. latifrons si. Hr. Den ældste Efterretning, vi i det Hele have derom, at der ved Siden af Søulve med den almindelige Tegning af 10—12 mørkere Tværbaand over de noget uregelmæssigt stænkede Krop- sider, ogsaa fandtes saadanne med en stordraabet, tigerplettet Dragt, skylde vi den fortræffelige Eggert Olafsen.. I sin islandske Reise I. (1772) gjør han nemlig, S. 590, først opmærksom paa, at der af Slægten Steinbitr, Anarråhichas, er paa Island: ,,tvende til Anseelse meget forskjellige Arter, først den bekjendte Lupus ma- rinus autorum , An. non maculatus", om hvilken der da meddeles nærmere Oplysning; men derefter tilføjer han S. 592: ,,Hlyre og Steinbits-Broder, An. /minor) maculis nigris rotundis totus Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. ål 162 conspersus, er en ny Art, som ikke er før bleven bekjendt", og af denne giver han en Figur paa sin Tavle XLII. Hvad mån ved de ovennævnte Ord om Hliren allerførst maa være opmærksom paa, er, at Eg. Olafsen, naar han benævner denne nye Art An. minor, dermed ikke har villet betegne, at den var mindre end den gamle bekjendte An. lupus; Udtrykket minor betyder her ,,Broder" eller »yngre Broder", som i de fra Oltiden bekjendte Navne Cato minor , Jacobus minor, og Eg. Olafsen har dermed kun ligefrem oversat det islandske Navn: ,,Steinbitsbrodir" eller Hlyre". Dette sidste Ord betegner nemlig i det islandske, poetiske Sprog en Broder”). Under Artsnavnet An. minor og "med de oven anførte latinske Ord: ,,maculis nigris rotundis totus conspersus" som Diagnose op- toges denne tigerplettede Form kort efter, 1776, i 0. Fr. Millers Prodromus Zool. Danicæ, S. 40, Nr. 333... Men Eg. Olafsens An. minor har ellers ikke kunnet glæde sig ved at blive godkjendt af Ichthyologerne som egen Art. Vel synes det, som i det mindste Cuvier i sin ,,Regne animal" II, p. 241 (Note), ikke har tvivlet om, at den som Art var forskjellig fra An. lupus, thi han siger her: »ajoutez le petit anarrhique" og henviser til Olafsens Reise og Figur. Men da det senere i 1836, flere Aar efter Cuviers ”) Fornemlig paa Grund af den store, og, som det dengang syntes mig; … uudredelige Misforstaaelse, som Eg. Olafsens Artsnavn- An. minor havde fremkaldt hos Zoologerne næsten et helt Aarhundrede igjennem, og som saa meget lettere kunde holde sig, som der ikke i Eg. Olaf- sens Text var direkte Udtalelse om Fiskens Størrelse, troede jeg det tidligere nødvendigt at tillægge Arten et helt nyt Navn, og. nedsendte Kranium, Skelet og Skind til Museet under Navnet An. Eggerti, og ander samme Navn blev den ogsaa i Forening med de to andre Arter forevist og beskrevet ved Naturforskermødet i Stokholm 1842. Fra Beretningen om dette Møde (see Side 647) er dette Navn ligesom An. latifrons for en anden Art gaaet ud til forskjellige Sider, og dels derfra, dels fra en i 1846 anstillet Sammenligning mellem de 3 islandske Anarrhichas-Formers Kranier optog den bekjendte Zoolog Prinds Ch. L. Bonaparte dem alle tre i sin ,,Catalogo metodico dei Pesci Eu- ropei" Napoli, 1846. p. 69. An. Eggerti sip. er altsaa aldeles syno- nym med An. minor Eg. Olafs.… i 163 Død, i dennes og Valenciennes” store Fællesværk ,,Les Poissons", vol. XT kom til den specielle Udarbeidelse af denne Fiskegruppe, blev den af Valenciennes (p. 4£77—490) kun behandlet som en ung An. lupus, og ,,det vistnok med Grund", tilføjer Prof. H. Krøyer i sme ,,Danmarks Fiske" I, S. 370. I dette Punkt: samstemmede altsaa Prof. Krøyer med 0. Fabricius og Faber samt de mange Andre, der ligesom Valenciennes i deres Opfattelse. af denne islandske Form vare blevne vildledte dels ved det af Eg. Olafsen Arten givne Navn af minor, dels ved Fabers flygtige Iagttagelser og ukritiske Bemærkninger i sin ,,Fische Islands", 1829... $.71—74. (Mere herom senere 8. 186 flg.). Undér mit: Ophold i Island i Aarene 1839—40 gjorde jeg mig Umage for at stifte Bekjendtskab med Islændernes ,,Hlire" eller ,,Steinbitsbrodir" "baade ved at indhente Oplysninger om den hos kyndige Islændere og ved at faae Individer af den til Undersøgelse. "Det viste sig da snart, at man overalt paa Island skjelnede mellem den og ,Stenbideren", eller” den alm. Søulv, og overalt paa samme Maade, nemlig ved Farvedragten, og saasnart Fisketiden for. Søulven indtraf hen paa Vaaren og Forsommeren var jeg ogsaa heldig nok til at faae begge Former samtidig og i lige Størrelse og Udvikling, saa at jeg let kunde overbevise mig om, at ,,Hliren" i al sin store almindelige Lighed med. ,,Sten- bideren”, dog er aldeles forskjellig fra denne. ,Hliren" er endog "en meget karakteristisk Art, der ved sine Ejendommeligheder i Hovedets Benbygning ændrer det Billede, man i de sammenlignende Anatomier finder givet af Kraniet hos Slægten Anarrhichas, idet man kun har kunnet gaae ud fra de Særligheder, som An. lupus frembyder. Forresten er ,,Hliren". ikke den eneste Form, … som de mere kyndige islandske Fiskere anerkjende ved Siden af ,,Sten- bideren% hvilket følgende mig i sin Tid givne Oplysninger ville godtgjøre, og vi skulle ret snart see, hvorvidt.en saadan flerartet Optræden af Slægten ved Islands Kyster kan betragtes som sikker eller sandsynlig. … Saaledes berettede i 1839 min flinke ,,Følge- mand", som det paa Islandsk hedder, daværende Student, senere ; i" 164 Præst, Sira Biørn Thårlaksen, at der "gaves af Steinbitr- Slægten: 1..,Steinbitr” (den peter tverbadndede Form). »Hafmis, en anden Art, overgivet til Landphysikus og af ham nedsendt til Museet"]. »Hlire, lig den almindelige, men med sorte Pletter". 4. »Blågéma, lig samme, men med blaasort Kjæft og uspi- selig formedelst samme edderagtige Farve". Og lidt omstændeligere hedder det i et Brev fra en Præst paa Vesterlandet, Sétra J. Helgason, til den lærde Dr.Scheving ved Bessestad Skole, der til sit under Arbeide værende islandske Lexikon havde bedet ham om Oplysninger om de forekommende sjeldnere Fiskebenævnelser og de Fisk, som derved betegnedes”): »Steinbitakind”. ig Steinbitr« (denne beskriver han ikke, den var jo hver Mand bekjendt; see Udtrykkene nedenfor ved Hlire). »Ulfsteinbitr er større og tykkere end den almindelige Stenbider, men dens Skind og dens uparrede Finner ere meget lige hins, med Undtagelse af, at Skindet er mørkere farvet;"Hovedet er meget tykkere end paa Stenbideren især i dens forreste Del, hvor det er (som man kalder det) ,,klump- snudet”. — Udvendigen er Munden som hos. Stenbideren; Tænderne ere smaa og staae i tre Rader. Den er en god rs RR R, ye veegrueneredt Stei Sarngees er stærri og Ulkier on enn almennr Steinbitr, enn rod hans og uggar ér mjåg likt, utan hvad rodit er dåckvara; håfudit er mikid digrara enn å Stabil; einkum ad framan, hvar pad er (sem menn kalla) klumbavaxid; munnurinn er ad utan likr sem å Steinbit; nnirnar eru småar og Prisétt rod peirra; hann er gådr sodmatr og hin besta porskbeita; peir, sem jeg hefi såd, voru hér um bil nn; lengd 1 Alin 3 Qvartil, og nær pvi eins digrir og låturselskåpar. Blå goma er ad stærd, lit og skapulagi sem Steinbitr, utan hvad m er ad innan dåe kblår sem å Ufsa: vrd en er sagdr 6ætr. Liri (Hliie) er svo almennr, ad honum parf ei li Skerjasteinbitr. FRØ dg SAR ven 165 Spise, kogt, og afgiver det bedste Torskeagn;- de jeg har seet, naae.omtrent i Længde 1 Alen og 3 Qvarter, og meget-nær lige saa tykke som Unger af Låtrasælen". 3. ,,Blågoma er af Størrelse, Farve og Skabning, som Stein- bitr, med Undtagelse af, at Munden indvendig er mørkeblaa som hos Ufsi (9: Gadus carbonarius); denne Fisk siges at være uædelig"t, 4. ,Hlire er såa almindelig, at den ikke behøver at beskrives". 5. ,Skerjasteinbitr", [Dette er det gængse Navn paa den almindelige Tangsprætt, Centronotus gunellus1. Af denne sidste Meddelelse, hvilken jeg skylder den Forekom- ” menhed, som afdøde Dr. Scheving stedse viste mig under mit toaarige Ophold paa Island, fremgaaer det, ligesom af den først- nævnte, at der endnu foruden ,,Stenbideren" og ,,Stenbids- broderen" eller ,,Hliren", menes at være to andre sjeldnere eller mindre kjendte Former, den ene ,,Blågéma" (Blaakjæften), efter begge Meddelelser udmærket ved sin. sortblaa Mundhule, ligesom Kulmunden iblandt Torskene, den anden betegnet ved to meget ulige Navne: Hafmuis og Ulfsteinbitr. Det maa imidlertid strax bemærkes, at med disse tvende Navne behøve ikke Med- delelserne at have ment én og samme Art, da jo den første Med- delelse ikke direkte indeholder nogetsomhelst til Oplysning om Fisken, og Navnet ,,Hafmis" under alle Omstændigheder tilhører en hel anden Fiskeslægt, nemlig Chimæra”). For at vise Hlirens Selvstændighed som Art, vil $eg be- gynde med at fremsætte nogle Udmaalinger, som jeg i 1840 tog af ligestore Stenbidere og Hlirer””). ") Det har ikke lykkedes mig at finde 55000! bestemt Oplysning. « om den formeritligen af Landphysikus til Museet endte Fisk. ==) Mit senere Materiale af Hlirer og Sgenee fra Island øer jeg især Hr. Faktor, senere Kjøbmand E. E, Møller paa Øfjord. "166 - Sammenlignende Udmaalinger af Hlire og Steinbitr. || Å Hlire, |Steinbitr, An. minor. | An. lupus. ka TB. 9 å 1. Fiskens Totallængde ........ 397 |] 80» 3926/1320 2. vanen; fra Snuden til Brystfinnens y i RK TORE GERT DAD, 5 ig 62/12” 4) |" 3. i, fra Gadborfinnens Begyn- delse til Halefinnens Spidse. ... f 191%,” | 151/2" 17" 4. Kroppens Høide over RE Gad- nestraale med Finn ge 63/12" 8” Kroppens Høide over lee Gad- borfinnestraale uden Finnerne 5437 44 42/12" 5. Brystfinnens Længde fra dens Rod til ons Bastard IS PISSE 5% 47/12" 44/12" 6. Hovedets Længde, regnet fra S despidsen til Gjællelaagets LØ Gralo NERE GER ES SR TU DES ler 62/,2" 6/2” f; RE (intermaxillare + e) = Afstanden fra Snuden 2 til Øiebenringens bagerste Rand . |. 3/12” 3/12" 32/72" 8. Afstanden fra forreste Vinkel af Øieringen til de forreste Tænders Here MeD LAN SR RE 24 17/;3" 18/12” 9. Fra Midten af Mellembalken imel- h lem Øinene (den derværende, upar- rede wore) til samme Tænders ATTEN TRE SR SE Be Ge) NREN SÅ NE os 28/12" 2f3" 179] ygt 10. Hotedets (største) Bredde ..... 5: 81 (gå 38/12" Il; Sete mindste Bredde mellem Øi- : RD en es ou RES BR SAS 1/12” Hg 1 ylsas 12. Dets Bredde over Øiebenringens ; nøderste Rand ; 22. 454; Set | Bar Bh" 13. Dets Bredde over Bagenderne af Overkjæbebenenessrs. Bær oe SEE Dis 82/42" Til disse Udmaalinger, der i alt Fald vise, at Hliren (An. minor) ikke er en yngre eller mindre Form, vil jeg strax knytte en Angivelse af de Forskjelligheder imellem de to Arter, hvilke jeg samtidigen optegnede som de mest brugbare ydre Arts- mærker mellem dem og oplyse nogle af disse ved Figurer (Tab. ID. An. lupus Lin. Farven blaagraalig med mindre, "" kantede Stænk imod Ryggen og mange (10—12) Tver- -baand af mørkere Farve. Kroppen førere; Hovedet fra Side til Side lidt sammen- trykt (Siderne lodrette); Panden flad. lad Brystfinnerne mindre; naar de slaaes fremad, naae de langtfra ikke Overkjæbebenet. Tænderne stærkere; Ploug- skjærbenets Tandrad længere og naaende indad langt forbi Enden af Ganebenenes Tand- rader (Fig. 1”). Tandraderne påa Ganebenene ere kun lidt over halv saa lange som Ploug- skjærbenets Tandrad. Gane- benstandraden stærkt diverge- rende fra Plougskjærbenetsf. Ån. minor Eg. 01. Farven = blaagraalig, med Større, runde, mørk- brune eller sorte Plet- ter (tigerplettet). Kroppen slankere; Hovedet oppustet (dets Sider hvæl- vede); Panden hvælvet. Brystfinnerne længere; naar de slaaes fremad, naae de ud over Overkjæbebenet. Tænderne mindre stærke; Tandraderne påa. Ganebenene måae omtrent ligesaa langt tilbage, som Plougskjærbenets Tandrad (Fig. 2”). Tandra- derne påa Ganebenene ere næsten ligesaalangesora Raden paa Plougskjærbenet. Gane- benstandraden staaer omtrent " =£ med Plougskjærbenets”, Men endnu større og; mere iøinefaldende Forskjel viste Stenbideren og Hliren mig i deres: Benbygningsforhold og navnlig" i deres Kranier, og disse vil jeg derfor ligeledes strax anføre, da de kunne tjene som gode osteologiske Artsmærker mellem ”) Fig 7" 6p 20 "SE efter skeletterede Kranier, hvis Ganeben ikke ere i rette Stilling. : É 168 de to Arter. Til lettere Opfattelse af dem henviser jeg til Fig. 1 og 1', der fremstille Hjerneskallen af An. lupus, seet fra oven og fra venstre Side, og Fig. 2 og 2', der ligeledes fra oven og fra venstre Side fremstiller Hjærneskallen af Hliren, An. minor. Det fremgaaer da strax, at a) Pandebenene (osså frontalia propria), f, der i hele deres Udstrækning ere hos Hliren meget mere porøse og storpibede, 'end hos Stenbideren, danne en plan eller. næsten plan Flade hos Stenbideren, medens de'ere tydelig hvælvede fra Side til Side hos Hliren, især i deres midterste Partie, og de ere ligeledes hos denne temmelig stærkt buede i deres Længderetning. Bag ved Øiehulerne løbe Pandebenene, so bekjendt, hos An. lupus op i en sammentrykt Kam, paa Grund af de kraftige og stærkt ud- viklede Tindinge-Muskler, men hos Hliren danne de derimod en bred Flade, næsten af samme Bredde som den af Pandebenene mellem Øiehulerne dannede Mellem- balk og = "6 af hele Hovedets Længde fra Nakkeranden. til Forenden af Sibenet, e… b) Bagpandebenene (ossa frontalia posteriora), betegnede i de nævnte Figurer ved fm, frembyde ikke mindre iøinefaldende Eiendommeligheder for hver af disse to Former. Hos Hliren bærer nok Bagpandebenet — ligesom dette længe har været be- kjendt hos An. dupus -— en overordenlig stærk og udstaaende Ben- kam, c, men denne Kams Retning og Stilling paa Benet, ligesom Benets egen Form og Beliggenhed, er meget forskjellig, og derved betinges en meget ulige Udbredning og Fordeling af de Flader paa Hovedets Sider, hvorpaa Søulvenes mægtige "Tyggemuskler ere hæftede. Hos An. lupus er Bagpandebenet, /p, udstrakt i Længderet- ningen og usædvanligt lavtliggende, saa at dets øvre Rand langt overrages af Pandebenet, f, og Tindingbenet, s, medens ffos An. minor Benet er meget højere og kortere, og dets øverste Rand i Højden naaer op til de tå nævnte Bens øvre Rand. Kammen staaer hos Hliren lodret paa Hovedets Axe og omtrent midt imellem Øjets Benring og den yderste bagerste Vinkel af Nakke- 169 partiet, medens den hos Stenbideren staaer meget skraat, hel- dende foroven noget bagtil, og den ligger saa langt tilbage, at det Afsnit af ,,Tindinggruben", der ligger bag ved den, kun udgjør lg af det Afsnit, der ligger foran den, imellem den og Øieben- ringen, og som her hos Stenbideren i Længde omtrent er lige stort med Øieringens indre Længdediameter. Hos Hliren er der- imod dette Afsnit kun %/z af denne Diameter. c) Hele Baghovedet af Kraniet er meget kortere og bredere hos Hliren end hos Stenbideren, og dette gjælder ogsaa om den store triangulære eller næsten hesteskoformede øvre Nakke- flade; denne dannes hos begge af det uparrede Nakkeben, sgquama occipitis, 0, de to Isseben, p, og de to saakaldte ydre Nakkeben, occipitalia eæterna , og "den begrændses af en opbøiet Kant eller Kam, hvori alle de nævnte Ben og det tilgrændsende Tindingben tage Del, men Hesteskoens Forrand viser sig hos Hliren omtrent i Linie med Bagpandebenets ovennævnte Sidekam, medens den hos Stenbideren rager betydelig frem foran Sidekammens øvre Rand .(smlgn. Fig. 1 og 2). Det er en Selvfølge, at saa betydelige Forskjelligheder, som dem jeg her har fremdraget og som vise sig saa iøinefaldende, enten man betragter Kranierne fra oven eller fra Siden, maa be- tinge andre Forskjelligheder i Hovedets øvrige Dele, og navnlig i de nærmest liggende Knokler, og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet. Ligesaa fandt jeg, hvad der jo var at vente, Forskjel= " ligheder, om end ikke saa iøinefaldende, udtalte i disse to Formers øvrige Skeletbygning. Alle disse Forhold viste sig fremdeles uaf- hængige af Kjønnet og af Alderen, hvilket sidste jeg navnligen kunde stadfæste ved en større Række af halvvoxne og mindre In- divider af den egenlige Stenbider. Af Hliren, som saa mange Ichthyologer efter Fabers Exempel have villet stemple netop som den yngre eller mindre An. Zupus, lykkedes det mig ikke at erholde mindre Exemplarer. Med Undtagelse af et enkelt halvvoxent, vare alle de andre store, af Størrelse som store egentlige Stenbidere. 170 Af alle disse Grunde maatte jeg hævde, og hævder jeg for Islændernes Hlire, Eg. Olåfsens An. minor, ikke blot fuld Artsberettigelse, men. tillige Betydning som en meget karakteri- stisk Art. Iøvrigt bekræftede det sig, at Hliren ikke var den eneste selvstændige Form åf denne Slægt, der ved Siden af den alminde- lige Stenbider levede ved Islands Kyster. j Min Reisefælle under .det sidste Aars Ophold paa Island, den afdøde Naturforsker og Digter Jonas Hallgrimsson, der just i Reikiavik tilbragte den Vinter og Vaar, da jeg foretog de oven- anførte Søulve-Undersøgelser, meddelte mig nemlig, at han det foregaående Aar fra sin Reise paa Landets nordlige og østlige Kyster havde nedsendt til Museet et i Salt nedlagt Exemplar af en Stenbider, der formentlig var forskjellig fra de to nu vel kjendte Arter, og som han bad mig optage med i Sammenligningen, naar jeg kom tilbage til Kjøbenhavn. Dette skete ogsaa. Den var "naturligvis ankommen til Museet i en saa meget bedrøveligere Til- stand, som den ikke engang havde været frisk, da den nedlagdes i Salt, og ved Tøndens Aåbning fandtes den fuldkommen opløst. De med Omhu. udtagne løse Knokler lykkedes det imidlertid dav. Conservator Place at samle til et saakaldt kunstigt Kranium — et dobbelt" besværligt Arbeide paa Grund af Knoklernes meget svampede og porøse Bygning, men et Arbeide, som det nok var Umagen værd at lade udføre, da Knoklerne røbede tydeligen. at maatte hidrøre fra en Art, der maatte være ligesaa karakteristisk påa sin Vis som Hliren, staaende lige saa langt frå Hliren, som denne fra Stenbideren. Efter Pandebenets Forhold fik den Navnet An. latifrons”). Fra oven sees Kraniet Tab. III, Fig. 3, fra Siden Fig. 3';: Tænderne ere åftegnede Fig. 3”. Holdende mig her alene til Hovedets Forhold kunde jeg da, "i Lighed med de mellem Stenbideren og Hliren anførte Arts- bes anføre følgende for denne: ") See Anmærkningen foran S. 162. 271 Tænderne fandtes endnu mindre kraftig udviklede end hos Hliren, og det baade i Størrelse og Bygning; de afvige tillige deri, at Rækkerne påa Ganebenene ere meget længere end den paa Plougskjærbenet, hvilket desuden kjendeligen havde Tænderne meget større i den forreste Del, end i den bagerste (Fig. 3). Pandebenet; overordenlig stærkt porøst og storpibet, såa at det var ligesom svampet, samt stærkt hvælvet baade fra Side til Side og i Længderetningen, er meget bredt imellem Øinene, idet Mellembalken endog midt imellem Øinene udgør fulde %3 af Orbitalringens Længdegjennemsnit. Bagved Øinene. er Panden ligeledes meget bred, — 1/4 af Hovedets Længde fra Nakkeranden til Forenden af Sibenet (Fig. 3). Bagpandebenet er endnu høiere og kortere end hos Hliren, naaende op i Højde med Pandebens-Tindingbens-Linien; dets Sidekam omtrent lodret påa Hovedets Axe, men heldende med sin øvre Ende fortil; det forreste Afsnit af Tindinggruben meget kortere end det bagved Sidekammen liggende, .og ikke engang halv saa langt, som Øieringens Længdegjennemsnit (Fig. 3). Nakkepartiets store, hesteskoformede, øvre Flade helder stærkt nedad bagtil, hvorved Hovedets Omrids, seet fra Siden, bliver langt stærkere hvælvet, end hos de to andre Arter; den naaer med sin Forrand frem forbi Bagpandebenets Sidekam, c, uagtet dennes øvre Ende heldede fremad (Fig. 3 og 3”. Kraniets Længde fra Nakkeranden til den forreste Ende af Sibenet var 5840" og svarer altsaa, hvis Forholdet mellem Hoved og Krop omtrent har været som hos de to andre Arter, til et Individ af omtrent 30” Længde. Hvorvidt denne Størrelse var Årtens almindelige Størrelse kunde ikke afgjøres, heller ikke kunde Farven og Farvetegningen med Sikkerhed: oplyses. Af Breve, vex- lede Aaret efter mellem Hallgrimsson og mig, seer jeg dog, at jeg har nævnet den ,,Ulfsteinbitr", og altsaa været tilbøielig til at tro, at den paa Grund af det mere runde opsvulmede Hoved og "Svage Tænder kunde være den sjeldnere Art, som Islænderne be- tegnede med dette Navn; men da maatte dens: Farve have været 172 mørk og uden stærkere Farvetegning, ifølge Sira J. Helgasons ovenfor givne korte Skildring (S. 164). Atjeg ikke, uagtet det dengang meddeltes mig, at Islænderne paa Stedet havde betragtet den som giftig, troede at have et Hoved af deres ,,Blågéma" for mig (see foran S. 164 og 165), havde sin Grund i, at jeg allerede dengang var bekjendt med den af min uforglemmelige Lærer Prof. J. Rein- hardt sen. opstillede Slægt Lycodes, der i Udseende staaer Sten- bideren saa nær, og hvoraf idetmindste den ene Art havde en stærk blaasort Mundhule, såa at det ikke laa fjernt at antage den for at være ,,Blågéma”. Men medens det altsaa her maa indtil videre staae hen, om vi have én af de to andre af Islænderne ved de ovennævnte Navne betegnede Arter for os og da hvilken, staaer det derimod sikkert, at der idetmindste ved Islands Kyster forekommer tre vel adskilte Arter af Slægten Anarrhichas, og at disse navnligen ved udprægede osteologiske Forskjelligheder let "kunne holdes ude fra hinanden. Med denne Erkjendelse for Øie ville vi nu for en Stund forlade Islands Kyster for at see, hvorledes Søulv-Slægten forholder sig ved de ligeoverfor liggende Kyster imod Øst, nemlig ved Norges, Finmarkens og Finlånds udstrakte fjordrige og bugt- rige Kyststrækninger, eller imod Vest ved Grønlands vestlige Kyster ”). III. É Søulvene ved Norges Kyster. Neppe en halv Snes Aar efter Udgivelsen af E g. Olafsens Reiseværk bleve vi ogsaa oppe fra det hvide Hav og fra Ishavet bekjendte med en tigerplettet Søulv. Fra Hvidehavet havde nemlig Laxmann til St. Petersborg sendt et tørret, men meget mishandlet Individ af en saadan, og senere havde Akademikeren Lep echin ryDe østlige ere jo saa godt som utilgængelige. 73... fra sm Reise gjennem Rusland hjembragt et smukt, men rigtignok ikke heldigt udstoppet Skind af en lignende. Efter disse noget ugunstige Materialier gav Basil Zouiew en Beskrivelse og en Figur i ,,Acta Academiæ Petropolitanæ" fra 1781, Tom. V, 8 AB Tab. VI. Den her fremstillede Farvetegning af den formentlige nye É Art, som han efter de store runde Pletter”gav det betegnende Navn af An. pantherinus, minder aldeles om den, der findes hos »Hliren", og den er.her endogsaa bedre gjengivet end paa den tilsvarende Figur hos Eg. Olafsen; i den korte Beskrivelse, især naar Hensyn tages til, at denne er udkastet efter et udstoppet Skind, finder jeg ikke noget, der vilde stride imod Antagelsen af en fuldstændig Identitet imellem Ishavets Fisk og Hliren fra Islands Kyster. "Men paa den anden Side maa jeg tilføje, at jeg i de Forhold, der omtales i Beskrivelsén, ikke har kunnet finde noget bestemt Vidnesbyrd om, at de foran nævnte Eiendommelig- heder i Bygningen af Hlirens Kranium og i" Længdeforholdet af dennes Brystfinne gjenfandtes hos de af Zouiew beskrevne Fiske. I firsindstyve Aar kan man nu i Litteraturen ikke finde nogetsom- helst nyt Bidrag til Kundskab om denne tigerplettede Søulv, heller ikke synes det, at der i dette lange Tidsrum er kommen andre Exemplarer til Museerne. Idetmindste formaaede Dr. Malmgren, da han i Aaret 1863 meddelte sin ,,kritiske Oversigt over Fin- lands Fiskfauna", ikke at støtte Forekomsten ved- dette Lands nordlige Kyster uden paa de ældre Fund. Dette maa man imid- lertid antage kun at have havt sin Grund i rent tilfældige Om- stændigheder. Thi da Professor Esmark i Kristiania ved Natur- forskermødet i denne By 1868 forelagde sine ,,Bidrag til Fin- markens Fiskefauna"", kunde han angive, at en plettet Søulv, som han ansaae for An. pantherinus Zouiew, forekom ved Finmarkens Kyster og at der i Universitetsmuseet i Kristiania. fandtes Exem- plarer baade fra Bergen og fra Hammerfest. I det i Aar udkomne Skrift. ,,Norges Fiske, med Bemærkninger om deres Udbredelse" af Hr. Robert Collett, anføres der ogsaa om denne Fisk S.70, at den fanges i Finmarken ,,paa indtil et Par hundrede Favnes Dybde 174 under de store Vaar- og Sommer-Fiskerier", idet der endog til- føjes, at ,,den forekommer her, som det synes, i større Antal end An. lupus, -skjøndt den ikke gåaer langt ind i de dybeste Fjorde; i" Porsangerfjorden fanges den saaledes almindeligt ved alle de ydre Fiskevær, men faaes sjelden i denne Fjords indre Dele". Fremdeles siger samme " Forfatter: ,,I sin Udbredelse følger den, ligesom andre oprindelig arctiske Arter, sandsynligvis den ydre Skjærgaard långs den største Del af Landets Kystlinie, idet " den foruden i Finmarken tillige forekommer ved Bergen, fra hvis Omegn jevnlig Individer bringes. til Fisketorvet i denne By" (S. 70—71). Destoværre foreligger der hverken i Prof. Esmarks eller "i Hr. R. Colletts Angivelser noget som helst, der med Sikkerhed kunde hentyde paa, at den norske, under Navnet An. pantherinus Zouiew anførte Fisk var den samme som den islandske, hvilket jeg dog maatte formode, og denne Formodning havde jeg ogsaa udtalt ved Naturforskermødet i Kristiania 1868 efter det der foreviste Exemplar”). Men der var imidlertid hos Hr. Collett omtalt et relativt Længdeforhold — nemlig det mellem Tandrækkerne paa Ganebenene og paa Plougskjærbenet””) — der forøgede Sandsyn- ligheden af, at Fiskene virkelig vare artidentiske, i alt Fald indtil det maatte vorde godtgjort, at der forekom flere nærstaaende Arter med denne tigerplettede Tegning. Da der nu i det zoologiske Museum i Christiania syntes mig at være tilstrækkeligt Materiale til Spørgsmaalets endelige Afgjø- relse, tillod jeg mig, strax efter at have modtaget Hr. Colletts ovennævnte velkomne Arbeide, at gjøre Forfatteren opmærksom paa de store Huller i vore Kundskaber der var dels med Hensyn til denne Fisks Forhold til den islandske Hlire, dels med Hensyn ty ig DE for dette Møde 'har ogsaa Prof. Esmark anført som Å. manor Eg. mi. re: gr tre Ben naar Snes tandbærende Del sketeileligk foran Palatin- benenes, medens' ie re strække sig ubetydeligt bagenfor den tilsva- rende Del af Vom - - 175 til Fastsættelsen af mere tilfredsstillende Artsmærker mellem Søulv- Slægtens Arter i det Hele, idet jeg samtidigen gjorde denne Natur- forsker bekjendt med de større zootomiske Forskjelligheder, som Kranierne af de tre islandske Arter frembød. Hr. Collett, der lovede at tage sig af Sagen, er for kort siden kommen tilbage fra en Undersøgelsesreise langs Norges Vestkyst, og har nu velvilligen tilstillet mig et Kranium af den norske An. pantherinus, for at jeg kunde sammenligne det umiddelbart med dem af den islandske An. minor. Dette har jeg gjort, og jeg finder dem i allé Hen- seender saa overensstemmende, at jeg ikke kan nære nogensomhelst Tvivl om, at de tilhøre en og samme Art. Navnet An. pantherinus' Zouiew (1781) vil derfor sikkert nok være at henføre som, et yngre Synonym til An. minor Eg. 01. (1772), indtil det kan paavises, at de i forrige Aarhundrede fra det hvide ”Havtil St Petersborg førte Individer ere virkelig forskjellige fra Hliren. Derimod har jeg hidtil ikke kunnet finde Spor af, at den tredie Form med den meget brede Pande og de forholdsvis langt svagere Tænder, An. latifrons Stp. Hlør., hidtil ér forekommet ved Norges nordligste Kyster, skjøndt det er mere end rimeligt, at dette vil være Tilfældet. Idetmindste afgive Arterne af Lycodes, af Macrurus og fl. saa mange Paralleler paa denne circumpolare Udbredning af de nordligste og i større Dybde levende Fiskeformer, at en saadan Arts Optræden ogsaa ved Norges og Spitsbergens Kyster ikke vil være os paafaldende. ig - i Søulvene ved Grønlands Kyster og ned med Kysterne af de nordamerikanske Fristater. At der ogsaa ved Grønlands Kyster forekommer en tigerplettet Søulv ved Siden af den som An. lupus ansete Art, hvilken allerede 0. Fabricius udførlig beskrev. i sin ,,Fauna Grønlandica", Nr. 96, 176 derom fik jeg allerede for mange Aar siden fuldkommen Vished, da afdøde Inspectør H. P. C. Møller kort efter min Tilbagekomst fra Island gav mig en god Tegning, som han selv havde udført efter en saadan Fisk, der under hans første Ophold i Grønland var fanget i Oktober 1838. Tegningen gjengav saare vel den mig fra Island saa vel be- kjendte Hlire, og de Ord, Hr. Møller havde nedskrevet i sine Reisebemærkninger og hvoraf han gav mig en Afskrift, tillade neppe nogen grundet Tvivl om, at han havde havt selve Hliren for sig. De løde: ,,Fangen ved Napparsok — mellem Godthaab og Sukkertoppen — Øde October 1838; Farven mørkbrungraa; Inder- siden af Brystfinnerne og Bugen derunder hvid; hele Kroppen besaaet med sorte Pletter, som ere omgivne af en bleg Rand; henimod Halen ophøre Pletterne paa Bugsiden. Ogsaa Rygfinnen hår store sorte Pletter. Ingen Spor af Baand eller Striber, saa lidet som af Sidelinie. Formen passer til Faber's Beskrivelse, paa det nær, at Underkjæben er lidt længere end Overkjæben; Totallængde — 3'47: Anus midt paa Fisken. Største Bredde 9” ved den bageste Del af Brystfinnen. Analfinnen naaer lidt længere tilbage end Rygfinnen og er meget smallere end denne, begge tydelig adskilte fra Caudalfinnen; Hovedets Bredde 31”, Fra Spidsen af Under- kjæben til Gjælleaabningen 8”. Brystfinnen 6” lang. Skjællene smaa, spredte, næsten cirkelrunde med concentriske Striber og meget fine Straaler, 1/7” i Diam. Næseborenes Form er et flad- trykt Rør" (her tilføjer Optegnelsen en Figur, der ligner et Nøglehul). Senere har jeg været heldig nok til paa en endnu mere p0- sitiv Maade at kunne godtgjøre Hlirens: Forekomst ved Sydgrøn- lands Kyster, idet Museet i 1862 modtog fra Hr. Grosserer Weber et tigerplettet Søulvskind fra Iviktutfjorden, og dette, som nu ståaer udstoppet i Museet, indeholdt heldigvis nogle faa Rester af Pande- partiet, som vare aldeles averensstemmende med Hlirens. Nogle Aar derefter erholdt jeg til Museet; fra Frederiksborg lærde Skole ved Bytning imod andre Naturgjenstande et Cranium af en Hlire, Fr der i Forening med andre Gjenstande var tilsendt Skolen fra Hr. Kolonibestyrer Elberg, hvis Sønner gik i denne Skole. Det er et fuldstændigt Hoved af et jævnstort Exemplar. — Saaledes kan denne Art méd al Sikkerhed opføres som grønlandsk. Ogsaa Søulven af den tredie Form — An. latifrons Sip. Hlgr. — kan godtgjøres at. forekomme ved Grønlands Kyster, men jeg kan dog ikke strax give en ydre Beskrivelse af Fisken, saa øn- skeligt dette end havde været, for at der af alle tre Arter kunde gives Diagnoser, tagne af 'det Ydre. Museet er nemlig for Øie- "blikket i Besiddelse af Kranier og mere eller mindre fuldstændige Skeletter af flere grønlandske Individer af Søulve, der i Hovedets Byg- ningsforhold stemme aldeles overens med det af den nævnte islandske An. latifrons. De have det samme Slags storcellede eller storpibede Knokler i Pande- og Issepartiet, den samme Bredde i Panden mellem Øinene og bag Øiegruberne, og den samme Afdelingsmaade af Tindingepaisiet 0. s. v., og ere tillige udstyrede med Tandrækker, der i al deres individuelle Foranderlighed efter Tandadvikling og Tandslid gjengive Eiendommelighederne hos Bredpanden: de forholdsvis lange Tandrækker paa Ganebenene, den korte og bagtil afsmalnende Række paa Plougskjærbenet. Disse Stykker ere: ; i 3 a) et Skelet af et stort, næsten fire Fod langt Individ fra Grøn- land, skeletteret af nuværende Overlærer Lorenzen i Sorø i Aaret 1849. Dengang var Hr. L. Prosector ved det af Professor Eschricht bestyrede zootomisk-physiologiske Museum og for- modentlig er Fisken bleven Prof. E. tilsendt af den af Grøn- lands Fauna saa høit fortjente Captain-Lieutenant Hollbøll, Inspectør i det sydlige Grønland. et fuldstændigt Cranium af et Individ, der neppe har givet det E foregaaende nogetsomhelst efter i Størrelse. Det er uden noget Mærke, men tør formodes at være fra Grønland. Det er tilsyneladende præpareret i en senere Tid, og er ved Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 12 178 Museernes Forening overgaaet fra det kgl. Museum til det nuværende Universitets-Museum. ; Cc) og d) to ufuldstændige, men fuldt erkjendelige Kranier og de dertil hørende Hvirvelsøiler af tvende, næsten ligestore Individer, i Aaret 1863 nedsendte i Salt af afdøde Inspectør Olrik fra Nordgrønland ; desto værre have de maattet dele den sædvanlige Skjæbne, som Fisk, nedlagte i Salt eller Saltlage, altid have, den, ikke at kunne holde sig i mange Aar, og saaledes er det kun ved en stor Varsomhed, at man efter saa mange Aars Forløb hår kunnet bringe de Præparater af Rygsøiler og Cra- nier frem af dem, der nu foreligge. Disse to mindre Individer og hint større i 1849 skeletterede hjælpe os altsaa til at udfylde vor Forestilling om Artens Bygning og navnlig for Kroppens Vedkommende, der før var os ubekjendt. » Det viser sig, hvad jo tildels var at formode, at denne i mange Punkter slutter sig nærmest til Hlirens. Den har saaledes 29 Hvirvler i Bughulen, men 79 eller 80 Hvirvler ialt. ? Men med Paavisningen af alle de tre nu kjendte islandske Formers Forekomst ved Grønlands Kyster er Tallet paa de grøn- landske Arter af Søulve ikke udtømt, saavidt man nu kan dømme. Afdøde Professor H. Krøyer har nemlig allerede i 1844 henledt Opmærksomheden paa en stor Form af Søulv fra Grønland, som efter de rigtignok kun sparsomme Data, der foreligge om den, ikke kan være nogen af de tre hidtil omhandlede Arter. Han kaldte den: Ånarrhichas denticulatus Xr. : og havde afbildet den til det franske Reiseværk ,, Voyage en Scan- dinavie, en Lapponie etc.” Atlas. Poissons, planche: 12, fig. 1. De faa Ord, hvormed han i ,,Vidensk. Selsk. Oversigt" f. 1844, S, 140, omtaler den i Forbindelse med 5 andre for den grønlandske "Fauna nye Fisk, indskrænke sig til, følgende: ; »d- Anarrhichas. denticulatus Kr., bestemt forskjellig fra den eneste hidtil sikkert bekjendte nordiske Art, An. lupus. Den ud- mærker sig saavel ved Hovedets Form som ved Tændernes store 179 Antal og spidse Form. Efter denne sidste Omstændighed kunde man maaskee formode, at den er identisk med den af Glahn be- skrevne Søulv, som Fabricius ikke havde Leilighed til at under- søge, men optog som Varietet af den almindelige Søulv under Navnet An. minor. Imod denne Formodning synes. imidlertid saa- vel Farven åt stille sig, som dens overmaade betydelige Størrelse, hvori den endog langt overgaar An. lupus". Omtrent samtidig med denne korte Bemærkning om den, eller nogen Tid forud for samme, maa Prof. Krøyer have ladet Fisken aftegne til det ovennævnte Reiseværk, hvori ogsaa tre andre af de Fiske, han dengang omtalte i Videnskabernes Selskab, findes frem- " stillede, nemlig Aspidophorus spinosissimus Kr., Lycodes perspicillum kr og Ceratias Hollbølli xr.… Medens Prof. Krøyer for de fem Arter, han betragtede som nye for Videnskaben, senere har i sit Tidsskrift givet udførligere Beskrivelser af de fire, har han der- imod ikke givet nogen nærmere Oplysning om sin nye ÅAnarrmw chas, og dette er saa meget mere at beklage, som der ikke i Mu- seet hidtil har kunnet findes noget Spor af det 3%/4… Fod store Exemplar, der forelaa for ham, da Tegningen udførtes. Maaské har dette heller ikke tilhørt Museet; men Prof. Krøyer personligt; det er idetmindste ikke optaget i dettes Protokoler nogensteds. Hermed forholde det sig, som det vil; hvad der tør« forudsættes som rimeligt, er, at det formedelst Størrelsen har været nedsendt i Salt og forsøgt opbevaret i dette, og da faa Aar efter har været i opløst Tilstand”). Til den ovennævnte Figur maa vi derfor for- nemlig holde os under vore Bestræbelser for at gjenkjende Arten. Fiskens Farve synes at have været ensformig brun, endog temmelig mørkbrun, hvilket i Forening med de smaa Tænder, den be- ”) Hr C, Thornam, der har udført Tegningen af denne Fisk ligesom en stor Del af de andre Figurer i Reiseværket, hår paa Spørgsmaal fra min Side, hvorvidt han kunde erindre noget om Fisken, be- stemt erklætet, at Figuren er tegnet i 1839—40, og hjemme kg Tr, Prof. Krøyer, og at Fisken selv var opbevaret dér, ikke i Spiritus, men i en særegen tyk Vædske eller Saft (aabenbart Lage). 12" ” 180 tydelige Størrelse og Hovedets efter" Afbildningen at. dømme noget butte Snude, leder Tanken hen paa de Eiendommeligheder, . som Islænderne tillægge deres ,,Ulfsteinbitr" (see foran, S. 164). Naar jeg hertil føjer, at Dr. Ginther i 4de Bind af sit store Fiskeværk 1861 opfører An. denticulatus kr. som repræsenteret i "British Museum ved et »large specimen: stuffed, Greenland" og til sin korte Diagnose, hvis Udtryk nok synes alle at kunne støtte sig alene til Krøyers Figur, knytter en Angivelse af Finnestraalernes Antal ,,D. 80. A. 47%, hvilket ikke findes hos Krøyer, men maa være taget efter dette engelske Exemplar, saa har jeg anført alt, hvad der er mig bekjendt om en saadan Form i Litteraturen. Udenfor Litteraturen havde man — ikke uden en vis Berettigelse — kunnet vente at finde nye Oplysninger om Arten i vort Museum; men for Øieblikket kan dette dog ikke yde saadanne, da der siden 1844 ikke fra Grønland er bleven nedsendt nogen Søulv, der med Sandsynlighed kunde henføres til denne krøjerske Art. Vel op-- bevares der fra Grønland to mindre Individer af en Anarrhichas, det ene 1619”, det andet 1471/07 langt, begge bærende paa Etiquetten med Professor Krøyers Haandskrift Navnet Anarrhichas denticu- latus &r., det mindste Individ med: Tilføjelsen ,junior". Det første er hjemsendt fra Fiskenæsset af Hr. Kjøbmd. Kielsen i 1839 og etiquetteret 51847, det andet (uvist fra hvem) etiquetteret i 1851. : Det ene af dem var i den opstillede Fiskesamling og i Henhold til Krøyers Etiquette optog den 1875. i England trykte nye For- toomalcn (al i fe np LN | tegnelse over Arten som ref teret ved et Exemplar i Spiritus (,,a single specimen in the Museum of Copenhagen")”)« Men ved. en nu foretagen nærmere Undersøgelse af begge de hidtil forefundne Individer viser det sig, at de formodentlig kun efter en foreløbig Betragtning have faaet den ovennævnte Betegnele og at ingen af dem er eller kan være en A. denticulatus &r. De af- i. A revised Catalogue of the Fishes of Greenland by Dr. Chr. Litken, University Museum, Copenhagen , i den af Prof. Dr. Rupert Jones ge the use of ike Are Arctic Expedition” udgivne: Manual of the Na- History, SBeologg: etc. of Greenland etc. London 1875. 181 vige saaledes fra denne. ved Farvetegningen, der viser aldeles lig- nende Tverbaand og Pletter, som dem der findes hos vor An. lupus. Denne væsenlige Afvigelse i .det Ydre kan jo vistnok ikke være bleven ubemærket af Prof. Krøyer, men formodentlig har han "ikke videre lagt Vægt paa den, da Individerne vare saa smaa; han var jo, som vi allerede have omtalt ovenfor S$. 163, hildet i den vrange Anskuelse, at Hlirens stærkt afstikkende Farvetegning kun var en Dragt, der tilkom den yngre Alder af vor almindelige Sten- bider, An. lupus. De fandtes fremdeles — og saa stærkt som vel muligt — at afvige fra 247 nu, åt den skimtes bag Forfatternes Beskrivelser og Afbildninger af Coprinus niveus (Pers.) Fr. : »Flor. Dan.";- Persoon's ,Syn.","Schumacher's ,Enu- meratio” og ,,System. mycol." I, fremstille -den hvidmelede Form. Det maa endvidere her -bemærkes, åt det eneste Substrat, der an- gives, er Hestegjødning, og heri ere Sclerotierne endnu sikke fundne. I Rostrups ovenfor omhandlede Skrift be- skrives den hvidfiltede Form (se Udhævelsen). Det samme er nærmest Tilfældet i ,,Epicr.”, Ed. II, og i Rabenhorst's » Deutschlands Kryptogam.” I Pilze; men i de to sidstnævnte Værker angives Substratet heller ikke som Hestegjødning alene, det betegnes tillige som Gjødning overhovedet. Hos Cooke, Berkeley og Paulet synes begge Former at være fremstillede; sidstnævnte Forfatters Beskrivelse svarer nærmest til den hvid- filtede, medens hans Afbildning derimod gjengiver den hvidmelede.. Det angivne Substrat er hos Berkeley og Paulet Gjødning overhovedet, hos Cooke Hestegjødning. — Sclerotierne ere i Reglen uregelmæssigt knolddannede og af meget vexlende Form og Størrelse, sjeldnere næsten kuglerunde. Undertiden bestaa de af et mægtigere Parti, hvorfra der udgaa tyn- dere, ofte bugtede, krogformede Forlængelser, hvilke omklamre Gjød- ningen, I nogle Tilfælde ere de udstyrede med Huller, hvis Vægge dog ere barkklædte, og hvorigjennem der tidt gaa Græsstraa og smaa Pinde. Det er sandsynligt, at disse fremmede Legemer have foranlediget Hullernes Dannelse. Denne Formodning bliver i andre lignende Tilfælde til Vished, idet man paa Sclerotiets Overflade kan se Mærker af Substratets bløde Dele og iagttage, hvorledes Selerotiet ligesom er støbt omkring disse og giver et nøiagtigt" Aftryk deraf. Det er oftest de mindste, som jeg har fundet at . være runde; de større og de største ere derimod for det meste puklede og uregelmæssigt knoldformede. - Nogle Gange havde jeg Leilighed til at iagttage, hvorledes Selerotiet udviklede sig. Jeg saae da, at det begyndte som en 248 hvidfiltet, lille Bulk påa Gjødningens Overflade, og at det hurtigt tiltog i Størrelse og Fasthed, saa at det efter et Par Dages For- løb "var blevet til et næsten kuglerundt eller ovalt, fuldt udviklet Selerotium. Substratet var dels Kogjødning paa en Mark ved Ribe Aa og dels Svinegjødning i mit Værelse. I alle de Tilfælde, hvor Selerotierne udvikle sig påa Gjødningens Overflade, vil deres Form nærme sig Kuglens eller Æggets. Dette turde være be- grundet deri, at de her under deres Væxt ikke have de Hindringer at kæmpe med, som de, der dannes i Gjødningens Indre eller paa dens Underfiade; de behøve ikke som disse at tillæmpe og forme sig efter Substratet, men kunne udvikle sig frit. Den runde Form bliver efter denne Tydning den typiske, og de øvrige blive Tillæmpningsformer”). "Naar de ere friske, have de en glat, graaladen og noget glindsende Overflade, paa hvilken dog hist.og her findes enkelte sorte Pletter, nemlig der, hvor det tynde Yderlag er gnavet bort (Tale IV, Fig. 24:—33). Under Udtørring antage de efterhaanden et mat, mørkegraat Udseende; de gamle ere paa Grund af Gnid- ning ikke sjeldent sorte. Barken bestaaer yderst af den meget tynde, graa Hinde og af et underliggende, sort, læderagtigt Lag'; den indeslutter en fast, hvidlig Marv, hvori ikke sjeldent er optaget enkelte Gjødningsdele, f. Ex. Brudstykker af Straa (Tavle IV, Fig. 32—33). Deres største Udstrækning ér 4—20 Millim. I den frie Natur fandt jeg dem i Kogjødning paa Marker ved Ribe i Sommeren 1874 og paa Amager i September 1874. Tal- rigt: optraadte de i nogle faa, gamle, med Jord og Mos blandede og af Regnen udvadskede Kokasser paa Strandfælleden ved Char- lottenlund paa Sjælland i Marts, April og Mai 1875 og 1876. n =HElald forklarer i ,,Botan. Zeitung 1876, S. 53, de kagelignende, Former, hvorunder Sclerotier kunne optræde, som hid- puuuri derfra, at flere oprindelig enkelte og i Reglen kuglerunde Selerotier ere opstaaede ved Siden af hverandre og derpaa ere smel- tede sammen. ; 249 Der låa desforuden sammesteds mange andre Kokasser og af selv samme Beskaffenhed som de først omtalte; men ligesaa lidt i disse som i den rigeligt tilstedeværende Hestegjødning fandtes der Spor af dem. Efter min nuværende Erfaring maa jeg antage, at de ikke ere almindelig udbredte, de synes derimod - at være meget sporadiske, men oftest at optræde i Mængde i de Gjødningspartier, hvori de findes. De fleste laa enten inde i Substratets Masse, aldeles omgivne af denne, eller fandtes paa dens Underflade i umiddelbar Berøring med Jorden; kun" nogle faå viste sig paa Overfladen. Det er i det Foregaaende berørt, at de udviklede sig spon- tant paa Svinegjødning i mit Værelse; desuden erholdt jeg dem i Kogjødning, som blev mig sendt fra forskjellige Egne her i Landet og til forskjellig Tid. — Sclerotiernes meget vexlende Form og Udseende er allerede oftere omtalt. Der er i nævnte Retning saa store Differenser til- stede, at jeg, medens jeg kun undersøgte dem med Loupen, var i Tvivl, om jeg skulde henføre dem til en eller til flere Species. I den Grad er f. Ex. det lille, runde, afgnedne og derved sorte Exemplar forskjelligt fra et stort, uregelmæssigt knolddannet, som har bevaret sin glatte, graa Yderhinde. Den foreliggende Literatur formaaede ikke at give mig Opklaring. I de systematiske Værker, som jeg gjennemgik, fandt jeg kun utydelige Beskrivelser, givne efter Habitus, og jeg saae snart, at der herskede en ikke ringe Forvirring. Førend jeg begyndte Dyrkningen af dem, besluttede jeg da at studere deres Anatomie for om muligt derigjennem at finde sikkre Characterer til Bestemmelsen, saa at jeg tydeligt kunde betegne den Form, hvis Udviklingshistorie jeg ønskede at udforske. Senere fandt jeg det ogsaa hensigtsmæssigt at meddele Habitusbilleder. Det var mig imidlertid klart, at hvis disse paa dette Omraade skulde have virkelig. Betydning, saa burde de ikke indskrænke sig til et almindeligt Omrids af Formen, men maatt være colorerte og tillige give en med Omhu udført detailleret Fremstilling af Overfladen. Disse Fordringer har jeg, saa vidt 250 mine Kræfter tillode det, stræbt at fyldestgjøre (Tavle IV, Fig. 24—33). Sclerotiets Anatomie: 1) Den tynde, graa Yderhinde viser sig under Mikroskopet ved stærk Forstørrelse som en grynet, gulladen Masse, bestaaende af henfaldne og tildels opløste Celler (Tavle V, Fig. 2—3 a, Fig. 4). 2) Det underliggende, sorte Lag, Barken, danner en jevn Foit- sættelse af foregaaende, men er mørkere farvet; det bestaaer af flere, uregelmæssigt ordnede Rækker af tykvæggede, smaa Celler, der med ringe Mellemrum ere forbundne til et tæt Væv (Tavle V, Fig. 2—3b, Fig. 5) og gaa jevnt over i 3) Marven, som er bygget af et finmasket Pseudoparenchym-med luftfyldte Mellemrum. Cellerne heri have meget uregelmæssig og højst vexlende Form. Deres Volumen er nærmest Barkcellerne ringe og kun lidet større end disses, men tager til ind mod Centrum, saa at et større Midt- parti kommer til at bestaa af Celler, hvilke i Forhold til Barkens ere temlig store. Væggene ere farveløse, tynde, stærkt lysbrydende, og de indeslutte et vandgraat, grynet Indhold, der farves gult af Jod, og i Vand viser sig melkeagtigt (Tavle V, Fig. 2—3 d). Macereres smaa Stykker af Sclerotiet, f. Ex. ved Kogning i Kali, og udbredes derefter ved Hjælp af Naale de enkelte Hypher, saa vise disse sig at være uregelmæssigt cylinderformede, ofte ud- bugede, grenede og udstyrede med Tverskillevægge. De ere snoede imellem hverandre og danne et meget tæt, fast Fletteværk, hvis yderste, i Peripherien værende Celler frembringe Barken og det deraf sig udviklende, hindeagtige, graa Yderlag (Tavle V, Fig. 7)- Angaaende de Dyrkningsforsøg, som jeg anstillede, tillader jeg mig at meddele nedenstaaende: 16de September 1874 henlagde jez et Stykke Kogjødning, livorpaa der fandtes nogle Selerotier, "paa fugtig Jord under en Glasklokke.. 1lte Mai 1875 havde de udviklet et modent Sporocarpium af Copr. niveus (Pers.) Fr. De Selerotier, hvilke jeg indsamlede i Sommerferien 1874 paa Marker ” omkring Ribe, bleve tilligemed vedhængende Gjødningsbrokker ned- pakkede i Kassér og henstode saaledes i mit fugtige Svampehus 251 indtil Julen 1874. Da afvadskede jeg 17, saaledes at de bleve aldeles rensede for Gjødningen, og henlagde dem derefter paa fug- tigt Sand under én Glasklokke. 8de Februar 1875 viste der sig påa to nogle smaa, hvidfiltede Bulke; Yde Marts fandtes disse påa 8 og havde i tvende Tilfælde udviklet sig til et kegleformigt Legeme, hvis Spidse viste den første, svage Antydning af Pileus; hele Overfladen. var hvidfiltet. Omtrent to Maaneder senere fandtes der modne Sporocarpier. I Løbet af Mai Maaned udsendte de fleste Sclerotier ligeledes hver et eller flere Sporocarpier af Copr. niveus (Pers.) Fr. 12te April 1875 bleve" nylig indsamlede Scle- rotier anbragte i to Culturer, som jeg her vil kalde en Gjødnings- og en Sandcultur. I den første lagdes Kogjødningsstykker, hvori Selerotierne fandtes, paa fugtig Jord' under en Glasklokke; i den anden bleve derimod renvadskede Exemplarer henstillede paa fugtigt. Sand og derpaa ligeledes dækkede med en Glasklokke, 21de April 1875 fandtes flere Sclerotier i den sidstnævnte Cultur, paa hvis Bark der fremtraadte smaa, hvidfiltede Pletter; i Gjødningsculturen sporedes derimod ikke nogensomhelst Forandring, og medens de omtalte, hvidfiltede Dannelser i Sandculturen i Begyndelsen af Mai havde udviklet sig til fuldmodne Sporocarpier tilhørende Copr. niveus (Pers.) Fr., saa vare paa den Tid i Gjødningsculturen endnn kun de allerførste, svage Anlæg traadte frem. I Løbet af Mai gave begge disse Culturer jevnlig Sporocarpier af nævnte Art; men de kraftigst udviklede fandtes i Gjennemsnit i Sandculturen. | Skjøndt begge Culturerne fremdeles bleve passede, indtraadte de tilbageblevne Sclerotier dog i Juni i en Dvaletilstand, som varede indtil Januar 1876. Der viste sig da saavel i Gjødnings- som i Sandculturen de bekjendte smaa, hvide Bulke paa nogle af Selerotierne, og i Marts fandtes der udviklede Sporocarpier, lige- ledes i April, Mai og Juni. Jeg skal endnu tillade mig at omtale . et Dyrkningsforsøg, som jeg anstillede med nogle smaa Sclerotier, hvilke jeg fandt i gamle Kokasser paa Charlottenlund Strandfælled den 23de April 1876. ” De bleve nogle Dage efter, dels frie, dels i en tilhørende Gjødningsbrokke henlagte paa fugtigt Sand under 252 en Glasklokke. : 14de Mai samme Aar havde de paa Sandet frit henlagte udviklet Sporocarpieanlæg og nogle Dage senere tillige de i Gjødningen værende Sclerotier; i Løbet af Mai og Juni traadte der flere modne Sporocarpier frem, og iblandt dem, som havde ud- viklet sig af Gjødningsbrokkens Sclerotier, fandtes der nogle med et fra det Normale afvigende Udseende. Pileus var nemlig her mere eller mindre glat, klæbrig, smudsig graa og næsten uden den sædvanlige Filtbeklædning. Dette hidrørte derfra, at Sporo- carpierne udsprang fra Sclerotier paa Gjødningens Underflade og havde banet sig Vei opad, dels ved at bryde frem gjennem Huller i Gjødningen, dels ved at krybe et Stykke mellem dennes Under- flade og Sandbunden, indtil de naaede Gjødningsbrokkens Rand, hvorpaa de skøde lodret i Veiret. Dette er et mærkeligt Vidnes- byrd om disse skrøbelige Planters Kraft under Væxten, og det forklarer tilstrækkeligt, hvorledes de maatte komme til at afgnide den hvide Filt af Pileus. Alle Dyrkningsforsøgene bleve foretagne i et Værelse, hvori der aldrig er Kakkelovnsvarme, og de anvendte Glasklokker bleve jevnlig indvendig overgydte med Vand, saa at en stadig, dog ikke stor Fugtighed vedligeholdtes. Af den ovenfor meddelte korte Beretning vil det sees, at fuldmodne Sporocarpier i de fleste Tilfælde først traadte frem i Mai, selv om Anlæggene ,endog allerede havde vist sig i Februar, og at Udviklingen i Reglen foregaaer hurtigst, naar Selerotiet er … frigjort fra Gjødningen, samt at det for at danne Sporocarpium ikke kræver Andet end Fugtighed af Substratet, I sidstnævnte Retning er der Overensstemmelse ikke blot med, hvad jeg iagttog hos Sclerotium stercorarium (se Zden Del), men ogsaa med Cornu's og med Rostrup's Iagttagelser vedrørende de af dem men Sclerotier. Ikke alene hele Sclerotier, men ogsaa Stykker af disse: kunne udvikle Sporocarpier., Paa et eneste Sclerotium talte jeg en Gang 30 Anlæg. I Reglen vil et af disse faa Forspring og under sin Udvikling kvæle de andre; dog kan det ogsaa ske, at efterhaanden flere udvoxe. 253 Det er oftere anført, at Sporocarpieanlæggene fra Begyndelsen af vise sig som smaa, hvidfiltede Bulke; disse antage derpaa Kegleform, og Pileus begynder nu at udsondre” sig fra Stipes. Den er ikke sjelden paa sine første Udviklingsstadier gulladen ; men faaer siden oftest et graaligt Skær og er da svagt radiært stribet og besat med hvidfiltede Fnok; paa Issen skællet. Der, hvor Pileus-Randen løsner sig fra Stipes, hvilket finder Sted nær dennes Grund, sees en Antydning af en Ring, hvilken dog ofte »snart vidskes bort. "Den øvrige Udvikling foregaaer om Natten og med uhyre Hurtighed. Pileus udfolder sig, og Stipes skyder op til en Længde, som betydeligt overgaaer den Aftenen i Forveien tilstedeværende. Sidstnævntes Forlængelse skyldes alene det oven- over Ringen værende Parti. Den hvide Filt, der oprindeligt som et sammenhængende Lag dannede Yderfladen af Pileus, bliver nu under dennes stærke Væxt og Udspænding skik ad i Fnok og Skæl; men herved kommer det slimede, graa Underlag tilsyne, og Pileus har da et Udseende, som man gen træffer hos den hvid- melede Form. Det saaledes udvoxede Sporocarpium er kun meget løst for- bundet med det nu mere eller mindre udtærede Sclerotium. Om hint har udviklet sig af dettes Bark eller Marv veed jeg ikke, ei heller har jeg noget Kjendskab til de Omdannelser, som Sclerotiet derved har gjennemgaået; Barken synes at være uigjennembrudt. Ved at gjennemgaa Hr. Rostrup's Samling blev jeg overbevist om, at vi have havt de selvsamme Former til Undersøgelse; men dermed vidste jeg endnu slet ikke, om Sclerotiet, saaledes som det angives af nævnte Forfatter og i Ørsteds ,,System der Pilze”, S. 10, virkelig var Sclerotium stercorarium (D. C.) Fr.; jeg maatte endog yderligere betvivle dette nu, da jeg kjendte dets Anatomie; thi denne afviger aldeles fra det, som de Bar y meddeler i nævnte Retning om" Sel. stércorarium. For at faa min Tvivl opklaret, undersøgte jeg Fries” Originalexemplarer af sidstnævnte Form. Der findes i Herbariet i Upsala 6 Exemplarer deraf, klæbede paa et Stykke Papir, hvorpaa Fries foruden Navnet tillige har skrevet: 254 »Femsiø in merda humana". Jeg tog Snit af et Par, og de stemmede overens med de Bary's Fremstilling. Rostrup's Sclerotier tilhøre altsaa neppe den af ham angivne Form. En Sammenligning imellém mine Afbildninger af de omtalte to Scle- rotie-Former vil strax gjøre Differenserne indlysende (Tavle IV, Fig. 21—23 og Fig. 24—33;' Tavle V, Fig. 1 og 6, Fig. 2—5 og 7). Sclerotium splendens, som synes at have nogen Lighed med det, hvoraf Copr. niveus udvoxer, fandt jeg ikke i Upsala, og jeg tør derfor ikke sige Noget derom. Som Exempler paa ab-. norme Dannelser kan jeg anføre, at jeg i Sclerotieculturerne dels fandt en grenet Stipes, hvilken dog kun bar een Pileus, og dels en proptrækkerformigt snoet. Forinden jeg afslutter min Fremstilling af denne Art, maa jeg med Hensyn til den tilstedeværende Dimorphie, hvorpaa jeg tillod mig at henlede Opmærksomheden, bemærke, at jeg ikke blot har iagttaget de af Sclerotierne udvoxede Sporocarpier i min Stue, men. tillige nogle Gange i den frie Natur, nemlig i Jui Maaned 1875, følgelig noget senere end i Culturerne, og at disse stemmede overens med de i Culturerne udviklede. Endvidere kan jeg tilføje, at jeg, hvor hyppig jeg end fandt den hvidmelede Form, dog ingensinde kunde opdage det mindste Spor af Sclero- tium hos den. Ofte er Forskjellen imellem de to Former temlig ubetydelig; men den kan ogsaa i den Grad være fremtrædende, at der opstod Tvivl hos mig, om der ikke muligvis under Fries's ene Art turde være skjult to. De Dyrkningsforsøg, som et såa- dant Spørgsmaals Besvarelse kræver, har jeg imidlertid ikke endnu havt Leilighed til at anstille; men agter senere at tage fat derpaa. Spørges nu tilsidst om Hovedsummen af alt dette, saa vil den- kunne udtrykkes saaledes: Copr. niveus (Pers.) Fr. optræder under to Former, en hvidfiltet og en hvidmelet, hin udvikler sig af Sclerotium. (non stercorarium (D.C.) Fr.); denne der- imod ikke, 255 Copr. Hendersonii Berkl. Outlines S. 180, pr. p. Pileus hindeagtig, udbredt klokkeformet, tilsidst med opad- lullet Rand, fra denne op mod den noget rødlige, klidagtigt skæl- lede Isse mørkt furet, forøvrigt gulgraa, klidagtig, melet. 7 Millim. største Diam. Lamellæ frie, smalt lancetdannede, vidt fra hver- andre staaende, graa, tilsidst sorte. Sporæ uregelmæssigt æg- eller omtrent kugleformede, ofte puklede;' glatte, med kort Stilk, sortebrune. 6—8 » 1., 410—6 t. Stipes skør, rund, forneden noget "knoldformet, afsmalnende opadtil, hul, gulladen, glat, halvt gjennemsigtig med en bevægelig, opstaaende, hvidmelet, let forsvindende Ring; c. 25 Millim. 1., forneden c. 1 Millim. 4. Spredte. Ret hyppig påa gammel Hestegjødning (Kjøbenhavns Omegn), November 1874, Juni 1875. Den ovenfor beskrevne synes at være den samme, der under Navnet Copr. Hendersonii fremstilles i Berkeley's Outlines, 8,:180:; Plate 24;-Fig. 83; Cooke's Handbook, 1; 8.166. 02. i Epicer. Ed. II, S. 329. Fries har kun seet en Afbildning og an- giver Berkeley som Forfatter. Nogen Uoverensstemmelse viser der sig dog, naar den engelske Mycologs Fremstilling sammenlignes. med min Beskrivelse, navnlig med Hensyn til Ringen. Pileus er først næsten cylindrisk, derpaa oval og tilsidst udbredt klokkeformet. Min Afbildning af denne Art findes i Hr. Prof. E. Fries's Sam- ling i Upsala. Copr. ephemerus (Bull.) Fr. Almindelig påa Gjødning og paa gjødningblandet Jord (overalt 1 Danmark). For- og Efteraar 1874, 1875. De udfolde deres Pileus i Løbet af Natten, og om Morgenen, endog temmelig tidlig, ere de i Færd med at opløses; paa kjølige Regnveirsdage kunne de dog holde sig noget længere. Copr., nov. spec. I et ringe Antal paa gammel Hestegjødning (Slagelse) Mai 1875. ; 256 Denne Art "har Berøringspunkter saavel med Copr. macroce- phalus Berkl. som med Copr. filiformis B. & Br. Min Afbildning af den findes i Hr. Prof. E. Fries's Samling i Upsala; men Be- skrivelsen vil jeg opsætte, indtil jeg atter finder den. Peziza. Paa Grund af denne Slægts store og endnu ubegrændsede Omfang i Forening med dens voluminøse Literatur, maa Fremstil- lingen her hovedsagelig indskrænkes til Pattedyrgjødnings-Formerne. z: I ,,Systema mycol.", II, 1832, giver Fries S. 40 en kort Oversigt over dette Genus' tidligere Historie. Charactererne an- gives saaledes: ,,Peziza Dill. Receptaculum marginatum, cupulæ- forme, primo subælausum, mox expansum, epidermide tenui contigua. Hymenium læve, persistens, distinetum. Asci ampli, distincti, fxi, sporidia elastice ejicienda includentes, paraphysibus immixtis. — Cupula centro adfisa, passim stipitata, libere evoluta, plus minus cava, demum passim planiuscula, disco polito (nec villoso 1. pulve- raceo) discolori. Velum universale, sed non distinctum & sæpe nullum. Substantia carnoso-membranacea 1. ceracea.”" Efter Over- fladens Beskaffenhed opstilles tre Serier: AJeuria, Lachnea, Phiala og B. Helotium. Følgende Pattedyrgjødningsformer beskrives: Aleuria. 1) Pez. membranacea Schum. ,,In fimo vaceino". Fuckel's Humaria fimeti er muligvis syn. hermed. 2) Fez. un- della Fr. ,,Ad terram fimetosam.” ,,Supra stercus Cervi Capreoli." BR) Capreoli Pers. 7) ollaris Pers. ,,In ollis terra stercorata repletis.” — 3) Pez. granulata Bull. ,,In stercore, præprimis vac- cino.” 4) Pez. fimetaria Schum. ,,In fimo vaccino.” Schu- macher's Haandtegning af denne Form minder meget om lyse, svagt vortede Exemplarer af Pez. granulata. Lachnea. Pez. stercorea Pers. ,,In fimo vaccino, åqvino etc., ad terram pinguem, stercoratam.” Denne Art er senere af Karsten - funden paa Gaasegjødning. Pez. theleboloides Alb. et Schw. ,Im ”ØBR stercoratis, terra pingui domestica etc. passim.”… I Cooke's Hand- book II angives Næringssubstratet at være ,,spent hops". Pez. diversicolor Fr. er for største Delen identisk med Ascophanus pi- losus (Fr.) Boud. Pez. papillata Pers. er syn. med Ascophanus papillatus (Pers.) Boud. | Phiala. 5) Pez. vaccinea Schum. ,,In stercore vaccino.” , De ovenfor anførte Schumacherske Arter kjender Fries kun igjennem Afbildninger. Den af disse, som skal forestille Pez. fime- taria, minder som ovenfor angivet meget om Pez. granulata; jeg kan her tilføje, at den især leder Tanken hen paa saadanne Exem- " plaårer af sidstnævnte Art, hvilke have udviklet sig i Skygge. Den S,157 1 c. beskrevne Pez. Helot. fimetaria er Stilbum -fimetarium. »Elenchus 'Fungerum" seripsit El. Fries, II, 1830. 8.4: Pez. merdaåria Fr. ,,In merda.” ; Rabenhorst: ,,Deutschlands Kryptogamen Florå", I, Pilze, 1844, S. 343: -,,Peziza Dillen. Becherpilz. Becher anfangs ge- schlossen, bald gedffnet, oben das wachsartige Fruchtlager tragend. Fruchtlager enthålt Paraphysen und råhrige Schlåuche, welche nicht hervortreten, 6—8 einfache Sporen enthalten, die spåter empor- geschnellt werden." Af Pattedyrgjødningsformer beskrives: Pez. fimetaria —= Helotium fimetarium Pers. Denne Form maa jeg, - som ovenfor omtalt, méd Berkeley og Broome opfatte som en Stilbum. Pez. clavicularis = Helotium claviculare Wallr. er lige- ledes en Stilbum, og ifølge Hoffmann's Index samme Årt som foregaaende. 1) Pez. vaccinea Schum. ,,Auf Kuhmist.” 2) Pez. microscopica Wallr. ,,Auf Kuhmist.” Den er muligvis syn. med Åscophanus ochraceus eller med Ascoph. granuliformis; men Be- skrivelsen er altfor utilstrækkehg til at give en bestemt Opfattelse. Pez. subhirsuta Schum. ,,Auf Mist.” Den forekommer imidlertid ogsaa paa andet Substrat; Fuckel fandt den f. Ex. paa raadden Vingjær. 3) Pez. granulata Bull. ,,Auf Kuhmist." å. leporina Alb. et Schw. ,,Auf' Hasenkoth." Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 17 258 El. Fries: ,,Summa vegetab. Scandinaviæ”, II, 1849. S. 349 bliver Slægten Peziza Dill. udkløvet i de 3 Genera: Discina Fr., Peziza L., Helotium Peziz. Spec. Act. Peziza L. be- tegnes saaledes: ,,Ceraceæ, cupulæformes, marginatæ, extus velatæ; disco primitus urceolato conniventi-clauso.” Genus deles som i »Øystemaf i de 3 Serier: A/euria, Lachnea, Phialea. I Artsfor- tegnelsen findes de i »Systema' allerede beskrevne Pattedyrgjød- ningsformer. Den nye Art, Pez. fimiputris synes efter Navnet at dømme ogsaa at høre til Fungi fimicolt; Quelét fandt den dog paa Jord. »Hedwigia'" 1866, S. 108: Arrhenia Jimicola de Not. et Bagl. »In fimo ovino.” Denne Form er. kun en Var. af Pez. stercorea og er identisk med Fuckel's Humaria stercorea var. aurant. flava. Woronin: ,,Zur Entwicklungsgeschichte der Ascobolus pul- cherrimus Crn. und einiger Pezizen" (,,Beitr. z. Morphol. und Physiol. der Pilze", [I, 1866, Taf. I bis: IV). W. er selv noget i Tvivl, om den. af ham som Ascob. pulcherrimus Crn. behand- lede Art ikke muligvis kunde være den nærstaaende Ascob. in- signis Crn. Dette er i Virkeligheden Tilfældet, og han vilde sikkert selv have erkjendt dette, ifald. han havde havt begge Arter til Undersøgelse. I denne betydningsfulde Afhandling paa- vises for første Gang de smaa, runde, farveløse og temlig stærkt lysbrydende Legemer, som findes i Nærheden af Mycelietraadenes, saavel de primæres som de secundæres, og af Haarenes Skillevægge. Jeg har nu ogsaa iagttaget dem hos andre Species. W. beretter om Myceliet, at de ved Siden af hverandre løbende Hypher ofte voxe sammen enten directe eller derved, at de udsende korte Side- grene, og at Cellemembranerne paa Berøringsstedet forsvinde. Det primære Mycelium udvikler krumbøiede, sjeldent opretstaaende, orm- formige, flercellede Sidegrene, Anlæg til Sporocarpierne (Cupulæ). Derpaa udskyde de ved Siden værende Hypher i det samme My- celium, saavelsom ogsaa den Hyphe, hvorfra den ormformede Celle- kjede udgaaer, korte, farveløse, krogformede Smaagrene, hvilke efterat have delt sig ved en Tverskillevæg lægge sig med deres 259 øverste Celles concave Side paa det ormformede Legemes Celler. Der finder nu i de fleste Tilfælde en saa inderlig Sammensmelt- ning Sted, at de ikke kunne løsrives fra hinanden uden Brud. Kort efter blive saavel det ormformede Cellelegeme som de dette omfattende krogformede Sidesmaagrene aldeles indspundne i "et Hyphevæv, der har sin Oprindelse fra Mycelietraadene. Det saa- ledes opstaåede, filtede Traadnøgle udvikles derpaa efterhaanden videre til et Sporocarpium. En næsten aldeles lignende Udvik- lingsgang fandt W. hos Pez. granulata Bull. og hos Pez. scutel- lata L., hvis primære og secundære Mycelium ligeledes er udstyret med de ovenfor omtalte, smaa, glindsende, skarpt begrændsede, farveløse, runde Korn. Disse blive i min Afhandling efter Op- dageren kaldte Woroninske Legemer. Den til det ormformede Cellelegeme hos foregaaende Art her svarende primære Mycelie- sidegren er ogsaa flercellet; men kun Endecellen kån betragtes … som den egentlig funetionerende, medens de øvrige nedenunder stillede ere dens Bærer. Det under Endecellen nærmest værende Led og undertiden tillige det derefter følgende udsende hos Pez. granulata smaa, tynde, farveløse, cylindriske Udposninger, hvilke strax lægge sig op mod ,,Ægcellens" Basis. Ogsaa her bliver snart derefter hele dette Apparat aldeles indspundet af et tæt, sammenfiltet Hyphevæv. Hos Ascob. pulcherrimus Crn. bemærkede "W., at Asci først udviklede sig imellem de tidligere tilstedeværende Paraphyser, efterat Sporocarpiet havde opnaaet "sin definitive Størrelse. Udvik- lingen af Asci med de deri »indesluttede Sporer er i Overens- stemmelse med, -hvad de Bary (,,Morph. und Phys. der Pilze") har paavist for andre Pezizaer's Vedkommende. I den øvre Del af Åscus viser sig før Sporedannelsen den primære Cellekjerne, hvilken bestaaer af en homogen nucleus (nucleolus?) midt i. et gjennemsigtigt, kugleformet Rum. W. var imidlertid ikke istand til at afgjøre, hvorledes der af denne ene opståaaer Kjerner til de 8 Sporer. Saalænge disse endnu ere meget unge, kan man let i Åsci ved Hjælp af Jod adskille Epiplasma fra Protoplasma. Under i Ad 260 Modningen strække Asci sig betydeligt; ,,und ragen dann, wie es bei allen Ascoboli der Fall ist, mit ihren Spitzen uber das Niveau des Hymeniums hervor.” Dette er ikke fuldkomment rigtigt; thi vel er de modne Sporocarpiers Discus vortet, men kun svagt og ikke i den Grad som hos Ascobolerne. Herom siger ogsaa Boudier (Memoire sur les Ascobolés", S. 67): ,,mais å laquelle (Ascob. pulcherrimus Crn.) je »'ai jamais vu le disque påpillé'; og nedenfor om Åscob. insignis Crn.: ,,elle n'a pas non plus le disque papillé." I den fuldmodne Ascus findes Sporerne samlede i een, uregel- mæssig Rad foroven, og det øvrige Rum er udfyldt af en farveløs, gjennemsigtig, vandagtig Vædske; nærmest Væggen findes Primor- dialschlauch. i Sporerne blive udkastede til en Højde af 6—8 eller endog 19 Centimeter; derefter skrumpe Asci sammen. Asci's Løsnen fra det subhymeniale Lag under Ejaculationen kan neppe betragtes som normal. Det lykkedes ikke at bringe Sporerne til at spire. W. har hos denne Art opdaget en anden Fructificationsform, som” han benævner Chlamydosporer. De opstaa paa korte Myceliesidegrene, idet Endecellen, der for det meste bliver noget langstrakt, udvikles paa ejendommelig Vis og krummer sig, ikke blot nedad, men tillige ofte til Siden. Efterhaanden tager den til i Omfang, og bliver tillige kugle- eller ægformet. Dens protoplasmatiske Indhold bliver tættere og mere grovkornet og. udstyres med olieagtige Draaber og med enkelte Vacuoler; tilsidst faaer den mørk orangegul Farve. De spire først en god -Tid efter, at det tilhørende Mycelium er bortdød, og W. benævner dem derfor ,,Ruhesporen oder Dauer- zellen”. Han opbevarede dem i et temligt tørt Substrat en hel Vinter, i hvilken Tid de forbleve: næsten aldeles uforandrede. I April befugtede han dem, og de begyndte nu at spire. Det ”tykke, gulbrunlige Episporium blev da paa et eller andet Sted gjennembrudt af det tyndere, farveløse Endosporium, som derpaa tilligemed Indholdet voxede ud til en Spiretraad. Denne tog til i 261 Længde, deltes ved Tverskillevægge i flere Celler, grenede sig, og lignede lige fra Begyndelsen de ovenfor beskrevne Myceliehypher. Crouan: ,,Florule du Finistére", 1867. $. 49 0. flg. om- handles følgende Former fra Pattedyrgjødning : ; . Pez. subfusca Crn. er Ascophanus subfuscus. (Crn.) Boud. Pez. aurora Crn. er Ascoph. aurora (Crn.) Boud., som atter er syn. med Åscophanus nitidus (Fckl.). 1) Pez. merdaria Fr. ,,In merda humana". 2) Pez. granulata Bull. ,,Sur les bouzes de vache". 3) Pez. albofusca Crn. |, Sur des crottes de Mulot". Synes at være syn. med Plicaria murina Fckl. 4) Pez. ascoboli- morpha Crn. ,,Sur les fumiers d'étable"”. Følgende i samme Værk beskrevne Ascoboler bør helst hen- regnes «til Peziza: 5) Ascob. insignis Crn. ,,Sur les bouzes de vache anciennes". 6) Ascob. pulcherrimus Crn. ,,Sur les bouzes de vache anciennes". 7) Ascob. cinereus Crn. ,,Sur les bouzes de vache anciennes". Kickx: ,,Flore Crypt. des Flandres", 1867. S.476—77 be- skrives under ÅAscobolus følgende to Pezizaer: 1) Ascob. pulcher- rimus Crn. ,, Sur les bouzes de vache récentes;. 2) Ascob. cinereus Crn. ,,Sur les bouzes de vache récentes". S. 479 be- tegnes Slægten Peziza L. saaledes: ,Disque d'abord urcéolé et fermé-connivent, puis dilaté. Théques restant immergées, dépour- vues- d'opercule, expulsant leurs spores sous forme d'un petit nuage coloré. Excipule cupulé, marginé, voilé a l'extérieure, sessile ou stipité. Chez quelques espæces des spermogonies ou des sphacélies, 'celles-ci produisant parfois un mycélium sclérotique.” Som Pattedyr- gjødningsformer beskrives: Pez. diversicolor Fr., der er synonym med Ascophanus pilosus (Fr.) Boud. 3) Pez. granulata Bull. ,,Sur les bouses de vache". Fuckel: ,,Symbolæ mycologicæ", 1869—70. S. 286 0. fig. beskrives under Ascobolus nedenstaaende pattedyrgjødningbeboende Pezizaer: 1) Ascob. caninus Fckl. ,,An faulendem Koth von Hunden", Denne Form turde være syn. med Plicaria murina Fekl. 2) Ascob. granulatus (Bull.) Fckl. ,,Auf faulem Kuhkoth”. 3) Ascob. leporum 262 Fckl.. ,,An faulem Koth von Lapins". 4) Ascob. cinereus Crn. Auf faulem Mist von Pferden". 5) Ascob. pulcherrimus Crn. »Auf faulendem Koth von Kiihen.” 6) Ascob. insignis Crn. ,,Auf faulendem Koth von Kihen”. $S. 326-under Plicaria: 7) P. mu- rina Feckl. Auf faulem Koth von Måusen, wo derselbe gehåuft liegt, auch in dessen Nåhe auf Halmen und Aestchen.” — Samme Værks Nachtr. I, S. 338: 8) Humaria fimeti Fekl. ,,Af faulendem Kuhmist.” ; Cooke: ,,Handbook of British Fungi", H, 1871. Peziza L. characteriseres S. 665 saaledes: ,,Cup-shaped; cups more or less concave, soon open; disc naked; asci fixed.” Der beskrives føl- gende Pattedyrgjødningsformer: 1) Pez. granulata Bull. ,,0n cow dung.”"… Under Ascobolus $.731: 2) Ascob. cinereus Crn. ,,0n cow dung." (Berkeley's og Broome's Bidrag ere optagne i Cooke”s Handbook). i P. Å. Karsten: ,,Mycologia Fennica" I (,,Bidr. till Kåmned. af Finlands Natur och Folk", 1871). S. 8 beskrives Peziza Dill. saaledes: ,,Apothecia sessilia vel stipitata, glabra vel pilosa. Cu- pula concava, plana vel convexa , excipulo carnoso vel Ccarnoso- ceraceo, cellulis parenchymaticis, vulgo vesicularibus, stratosis con- texto. Asci cylindracei, raro oblongato-clavati. Sporæ 8næ, mono- stichæ, raro distichæ, ellipsoideæ, sphæroideæ vel oblongatæ, sim- plices, eguttulatæ vel guttulis 1—3 præditæ, incolores, majuseulæ. Paraphyses filiformes.” S. 39 0. fig. beskrives efterfølgende Arter, der ere knyttede til Pattedyrgjødning: 1) Pez.. granulata Bull. »Supra fimum vaccinum et eqvinum.”" — 2) Pez. obnupta Karst. »Supra merdam et humum fimosum." 3) Pez. canina Karst. ,,Suprå fimum caninum vetustum.”" (2, nobilis Karst. ,,Ad merdam huma- nam vetustam". 4) Pez. cinerea (Crn.) Karst. ,,Supra fimum eqvi- nim.” De øvrige høre til Ascophanus. Under Ascobolus S. 80: 5) Ascob. hyperboreus Karst. ,,Supra fimum Lemni norvegici.” Denne Form turde være den samme, der er beskreven af Fuckel som Plicaria murina og Ascob. caninus. Med Hensyn til sidstnævnte angiver Karsten selv Ligheden. Dé øvrige høre under Ascobolei. - 263 … Samme Forf.: ,,Fungi in insulis Spetsbergen et Beeren Eiland”" (,Ofvers. af kngl. Vetensk. Ac. Fårh.", 1872). $S. 95: Pez. ster- corea Pers. ,,In stercore anserino ad Kingsbay.” Fuckel: ,,Symbolæ mycologicæ", Nachtr. II, 1873, sene aftr. S. 64: Hiumaria stercorea (Pers.) Fekl. Var. aurantiaco-flavo Fckl. ,,Auf Kuhmist.” Quelét: ,,Les Champignons du Jura et des Vosges”, II, 1873. S. 385 betegnes Slægten saaledes: ,,Peziza Fr. Cupule céracée, charnue, sphérique puis en coupe, sessile ou stipitée. " Voile farineux, villeux ou tomenteux. Hymenium tapissant Vintérieur. Spore explosive (sphérique, ovale ou fusiforme). Terrestre ou épiphyte.”" Af Pattedyrgjødningsformer omhandles nedenstaaende: 1) Pez. membranacea Schum. ,,Sur la bouse.” 2) Pez. granulata Bull ,,Sur la bouse.” Tr ;Symb: mye." 3 Nachtr. 1875, 8. 32, opstiller Fackol sin H. stercorea var. aurantiaco-flava som en selvstændig Art under Navnet H. alpina Fckl. De åf ham i ,F. rh." udgivne Exempl. synes dog ikke at retfærdiggjøre dette. I ,,Grevillea", Vol. 4, 1875, beskrives S.92 en ny Peziza fra de Foren. Stater: 1) Pez. scubalonta C. & Ger. ,,0n-horse dung.”" Og sammesteds: 2) Pez. (Sarcoscypha) coprinaria Cooke. ,,0n dung. Rannoch. Skotland.” Brefeld: ,,Die Entwickelungsgesch. der Basidiomyceten" (,,Botan. Zeitung", 1876, Nr. 4). S. 56 giver Br. nogle Meddelelser om de saakaldte Befrugtningsorganer hos Ascymyceterne; han be- kræfter de Iagttagelser, der i nævnte Retning ere gjorte hos Eu- rotium, Erysiphe, Ascobolus og Penicillium, men mener at Tyd- ningen er aldeles feilagtig. De som Kjønsredskaber beskrevne Or- ganer have nemlig efter hans Opfattelse slet Intet med Sexualitet … at bestille. I Overensstemmelse hermed udtaler Ph. van Tieghem sig (,,Botan. Zeitung", 1876, Nr. 11), og han paastaar endog, at Åscomyceterne fuldstændigt mangle Sexualitet. 264 IL Hidtil have Mycologerne næsten uden Held bestræbt sig for at udrede de under Peziza Dill. indbefattede Formers Systematik. Det betydeligste Bidrag er Boudier's Monographie over Asco- bolerne, hvoraf jeg ogsaa nærmest har ladet mig lede. Bonorden gjør i sin ,,Handbuch der allgem. Mycologie”" op- mærksom paa, at Fries's Inddeling er meget kunstig, og udkløver den gamle Slægt i flere Genera. . I sit senere udkomne Værk: Abhandlungen aus dem Gebiete der Mycologie" 1864, synes han imidlertid aldeles at have opgivet Sagen. Tulasne foretog vel Ændringer, dog uden egentlig at op- stille en systematisk Bygning, og det var sikkert eiheller hans Mening. Han siger Carpol. III om Pezizei: ,,Discomycetum centrum, nobilis Fungorum familiæ nobilissimos typos attingimus, jam vero fractis veribus, librum nostrum paucis absolvere cogimus”. Samme- steds omtales Notaris's Behandling af disse Svampe som mindre vellykket. ; Paavirket af Nylander anvendte P. A: Karsten Jodreac- tionerne efter en stor Maalestok i Systematikkens Tjeneste. Herved har han vel opnaaet et Middel til en lettere Bestemmelse af de finske Pezizei; men kun i ringe Grad givet Bidrag til en dybere Indsigt i disse vanskelige Formers Naturhistorie. Th. Fries turde sikkert ogsaa have Ret, naar han i Striden med Nylander siger: »Notas chemicas ad systematicum usum parvi vel nullius esse mo- menti", Jeg opfatter nemlig ikke Systematikken som et udvortes Hjælperedskab til at udfinde Arternes Navne i Videnskabens store Registre. ; Fuckels systematiske Bygning er saa løs, og hans. nye Slægter saa slet begrundede, at vist Ingen vil følge ham. Der er som sagt endnu Uføre, og en i videnskabelig Hen- seende værdifuld Fremstilling af Pezizaernes Afdeling findes ikke. Fradrages først de meget tvivlsomme Species Pez. fimetaria Schum., Pez. albofusca Crn., Ascob. caninus Fckl., Ascob. hyperboreus 265 Karst., Pez. microscopica Wallr., saa bliver, naar mit ed med- tages, Antallet af Pattedyrgjødningsformerne 18. Excrementer af planteædende Pattedyr, navnligt gammel Ko- gjødning, er rigest paa Former og paa Exemplarernes Antal. Pez. murina synes fortrinsvis at være knyttet til Vinteren; de øvrige har jeg navnligt fundet i de fugtige, endnu temligt varme Efter- aarsmaaneder; Pez. granulata er den almindeligste. som Ascobolerne en søgt Føde for Podurer. Følgende ere fundne De ere lige- i Tydskland: 1) Pez. granulata. 2) Pez. granulata. 3) — merdaria. 2) — vaccinea. I Flandern (occid. et orient.): 3) — Leporum. Ty fæ. dinered: 4) — cinerea. 2) — pulcherrima. 5) — pulcherrima. 3) — granulaia. 6) — insignis. Paa de britiske Øer: 7) — murina. 1) Fez. granulata. 8) —" fimeti. 2) — cinerea. I Finistére, Jura og les 3) — coprinaria. Vosges: Pez. merdaria. I Nordamerika: 1) Pez. granulata. 2) — granulata. 2) — scubalonta. Sy — nsolokeereke I Baun sek: 4): — insignis. 1) Pez. membranacea. 5) — pulcherrima. £ 2) — granulata. 6) — cinerea. 3) "—. vaccinea. 7) — membranacea. 4)" — merdaria. I Finland: 5) — insignis… 1). Pez. granulata. 6) — pulcherrima. 2) — obnupta. 7): — cinered. 3). — canina Karst. 8) — murina. 4) — cinerea. 9),.— ; fimeti. ISverige:… 10) — Ripensis. 1) Pez. undella. zl) — ROV. spec. 266 Heraf ere Pez. membranacea og Pez. vaccinea i vort Land kun fundne af Schumacher. Den førstnævnte er forskjellig fra Pez. membranacea Alb. & Schw. Conspect. S. 316, Tab. 1, Fig. 5. Danmarks Bidrag er opført efter Schumacher's ,,Enumer." II, ,,Fl. Dan.” og efter mine egne Iagttagelser; de øvrige Landes efter de i det Foregaaende omhandlede Skrifter. I Schumacher's ,,Enumeratio" II, S. 418, beskrives Peziza scybalorum, der afbildes i ,,Flor. Dan.” under Slægtsnavnet Myro- " thecium, XII, Tavle 2083, Fig. 1. - Figuren kan imidlertid ligesaa godt betyde det Ene som det Andet. Sammesteds S. 435, Pez. vi- ridis.. Haandtegningen i botan. Haves Bibliothek henviser denne Form til Ascobolus furfuraceus. — Pez. granulata Bull. I stor Mængde påa Kogjødning fra Landets forskjellige Egne. Aug. til Decbr. 1874, 1875. i Sporocarpievæggens crystallinske Vorter ere dannede af frem- springende Celler, hvis Form og Størrelse er forskjellig; de ere ofte store og runde, især ved Vortens Grund; deres Indhold er vandgraat og Væggene tynde. (Tavle VI, Fig. 39-—42). Jeg kan her ikke undlade at omtale en Skuffelse, som jeg i længere Tid trods alvorlig Undersøgen var Gjenstand for, og som har Lighed med den af Hoffmann i ,,Icon. Fungorum" $. 38 beskrevne (49. (Pratella) conipilus). Under Studiet af Vorternes Celler saae jeg nemlig, at der i flere af dem fandtes 7—8, sjeldent færre, til en Gruppe forenede, hyaline, glatte, uregelmæssigt elliptiske Sporer eller Conidier, som vare 71/0—9 41. og 410 t. Jeg opfattede dem som hørende til Svampen og. antog, at Pez. granulata var udrustet med to Slags Formeringsorganer. Flere Gange til forskjellig Tid fandt jeg dem, og de forbleve roligt, hvor de vare, endskjøndt”jeg lod Vanddraaber løbe nedad Præparaterne for at skylle dem bort. Da jeg nu ikke har megen Tro til Læren om Pleomorphisme iblandt Gjødningssvampe, saa blev jeg derved dreven til at anvende en skarpere Critik end den, nogle andre Mycologer ved lignende '4 267 Leilighed have vist. Jeg benyttede derfor flere Dage til Studiet af dette Forhold, saavel inde som ude i den frie Natur, og tilsidst lykkedes det mig at udfinde Kilden til de bedrageriske Sporer. Samtidigt med Pez. granulata og. paa selv samme Kokasse findes nemlig i Reglen den lille Ascophanus minutissimus og ikke sjeldent i meget stor Mængde. Den voxer hyppigt i Pezizaens umiddelbare Nærhed og udslynger sine Sporer med temlig Kraft. Adskillige i Gange iagttog jeg, at de bleve fastklæbede imellem Vorterne eller trængte ind i disses Celler, og min Vildfarelse var saaledes oplyst. Førend jeg forlader denne Art, vil jeg beskrive Para- physerne og Myceliet (Tavle VI, Fig. 38, 43—45). " Hine ere tykt traadformige, enkelte eller til Grunden, sjeldnere kun i Spidsen tvekløvede, oftest udstyrede med to eller tre Tverskillevægge, sjel- dent med en eller ;med ingen; de indeholde smudsigt brunrød, grynet Substans; øverste Led indtager i Reglen over Halvdelen af hele Paraphysen og er lidet opsvulmet i Spidsen og her tillige hyppigst stærkest farvet; dog findes der ogsaa farveløse Para- physer. De ere omtrent af Længde med Asci. — Myceliet er traadformet, grenet, septert, farveløst eller brunladent; i Skille- væggenes Nærhed findes undertiden smaa, runde, klare, stærkt lys- brydende Legemer (Woroninske), hvis Antal og Blbr SAenrEe er for- skjellig (Tavle VI, Fig. 38). Pez. fimeti (Fckl.) E. Ch. Hans. Et eneste Exemplar påa gammel, fast Kogjødning (Østerved- sted-Hede, Jylland) Aug. 1874. Fez. Ripensis E. Ch. Hans. . Selerotium mere eller mindre kuglerundt; mørkebrunt, laadent af smudsigt gulbrune, tykvæggede, septerte, grenede og imellem hverandre sammenflettede Hypher. To kunne være forbundne ved dette Fletteværk. Hyppigt 10 Millim. i Diam.; nogle dog lidt større, andre mindre. Det laadne, brune, tykke Yderlag indeslutter en hvidgul Marv, hvis Væv er i temlig høj Grad luftfyldt (Tavle IV, Fig. 18—20). as Yderlaget, Barken, bestaaer af flere Rækker mere eller mindre … polygonale og runde, tykvæggede Celler, hos hvilke saavel Væggen som Indholdet er: farvet brunt. De fra Barken udgaaende mycelie- lignende Haar ere ligeledes brunlige, skjøndt lysere, septerte og tykvæggede; de ere endvidere i. Reglen lange og foroven oftest af- slidte, itubrudte; deres Grund-Led er en Barkcelle. Gjennem nogle gulladne, mindre Celler gaaer Barken over i den hvidgule Marv. Denne er bygget af pseudoparenchymatisk Væv, som er dannet af meget urezelmæssige og indbyrdes i høi Grad forskjellige Celler, hvis Vægge ere tynde, farveløse og stærkt lysbrydende; nærmest Barken ere de mindst. Macerationspræparater (Kogning i Kali) vise, at Sclerotiet er bygget af lange imellem hverandre fast sammensnoede, septerte Hypher, hvis Celler navnligt i Marvpartiet ere meget forskjellige i Form og Størrelse, og hvoraf de yderste danne Barken med de dertil knyttede Haar. De brune Barkceller løsne sig let fra Marvens (Tavle IV, Fig. 9—10). Det er rimeligt, at hvad jeg her har kaldet Haar, i Virkeligheden er Rester af det Mycelium, som oprindeligt dannede Seclerotiet. Af et saadant udvikles en Peziza, som nedenfor beskrives: Sporocarpium skaalformet, siddende; Discus okkergul eller rød- gul, concav, meget svagt vortet af de kun lidet fremspringende Asci; Randen lysgraaladen, opstaaende, bruskagtig, itubrudt; Yder- fladen nedad Siderne smudsigt gul, med mørkebrune Pletter, hvilke hidrøre fra Sclerotiets Bark og ere udstyrede med Haardannelser af samme Beskaffenhed som dennes, desuden er den besat med å temlig lange, septerte, svagt brunladne eller farveløse, undertiden grenede Mycelietraade, der lig en lys Dunkrave omgive Randen og trænge ned mellem Bestanddelene af det Substrat, hvorpaa Scle- rotiet ligger. Efterhaanden taber Sporocarpiet sin Skaalform; der opstaa dybe Spalter i Randen, og det udkløves i store Lapper, som om- fatte Selerotiet; Discus bliver da convex, bølget. Den største Discus var 28 Millim. i Diam.; de øvrige meget mindre; flere 10 Millim. Asci cylinderformede, med temlig lang tynd -Stilk, foroven 269 but afrundede eller svagt vorteformede. Rundt eller ovalt, lille Operculum. Hver, indeholder 8 i 1 Rad skraat mod hverandre stil- lede Sporer. Hos de ældre er Væggen ofte gulladen og foldet; sporebærende Del 85—90 4 1., 15—19 t. Sporæ ovale, glatte, hya- line, men med svag gulgraa Tone, i Midten en Cellekjerne. 15— 17 p 1., 9—11 up t. Paraphyses traadformede, septerte, foroven svagt kølledannede og her smudsigt.gulladne ellers vandgraa, ofte grenede, af Længde med Asci eller lidt længere. Se Tavle IV, Fig. 1—8 og 11—12 samt 15—17. Selerotierne fandt jeg i Faare- og Kogjødning (Ribes Omegn) Aug. 1874. Jeg begyndte strax deres Cultur, idet jeg henlagte Gjødningsstykkerne, hvori de befandt ,sig, paa fugtig Jord, hvilken jeg derpaa bedækkede med en Glasklokke, som jeg jevnligt ind- vendigt gød over med Vand. I Slutningen af Decbr. bleve de meget angrebne af Larver og af Podurer, derfor borttog jeg fire, som jeg derefter vadskede rene og henlagte paa fugtigt Sand under en Glasklokke, hvilken jeg ligeledes jevnligt indvendigt gød over med Vand, ligesom jeg ogsaa bestandigt holdt Sandet fugtigt. Den 25de Februar 1875 var det ene af disse fire Sclerotier blødt, ud- tæret og noget rynket, og det bar en Peziza. Den 26de Marts, altsaa 1 Maaned senere, traadte det første synlige Anlæg til en Peziza frem af det andet Sclerotium. Omtrent en halv Snes Dage derefter var det tredie, og atter 11 Dage senere det fjerde Scle- rotidm naaet ligesaa vidt. Der hengik i Reglen c. 15 Dage fra den Tid af, da Anlægget først brød frem af Sclerotiet og til det Tidspunkt, da Pezizaen var fuldt udviklet. Gjødningsculturen havde jeg imidlertid fortsat, dog saaledes at jeg bortfjernede alle de Larver og Podurer, som jeg kunde faa fat i. Udviklingen foregik . med omtrent lignende Mellemrum, som ovenfor er angivet; men jeg opnaaede her at fåa nogle større og kraftigere udviklede Sporo- carpier. i Disse Dyrkningsforsøg bleve foretagne i et Værelse, hvori der ikke var Kakkelovnsvarme, men hvori Temperaturen desuagtet aldrig gik under Frysepunktet; de bleve standsede i Midten af April 1875, art. eftersom alle de dyrkede Sclerotier da havde udviklet hver en Peziza. Saavel Sclerotierne som ogsaa selve Pezizaen har jeg for- gjæves søgt her paa Sjælland i Sommeren og Efteraaret 1875, og mine "Venner have ikkeheller været heldigere i Ribe-Egnen. Den synes at staa Pez. semiimmersa Karst. nærmest; men adskiller sig derfra ved-sin Udvikling af Sclerotium, ved sin mørkebrunplettede med Mycelietraade udstyrede Sporo- carpievæg og ved sine forholdsvis kortere og tykkere Sporer. ; Jod farver saavel Paraphyserne som Ascusvæggen og dens Indhold gul. Pezizaanlægget tager sin Begyndelse paa et eller andet Sted under Selerotiets Bark, der herved vorteformigt udspændes mere og mere, eftersom det tager til i Væxt. Barken er oprindeligt et sammenhængende Lag; men adskilles nu der, hvor den omtalte Væxt indtræder, i smaa Partier, hvilke lig mørkebrune Pletter ere knyttede til Overfladen af den frembrydende Peziza. Denne viser sig først som en Vorte eller lille Bulk, bliver derpaa under den fortsatte Væxt større og nedtrykt kugleformet eller oval. Allerede forinden have Yderlagets Celler begyndt at udsende temlig lange, septerte, undertiden grenede og anastomoserende Myceliehaar, der ere vandgraa eller sjeldnere svagt brunlige, og som navnlig i Be- gyndelsen have et dunagtigt Udseende. Imellem dem findes enkelte. mørkebrune, septerte, meré tykvæggede, i Spidsen oftest afslidte, der ere knyttede til de mørke Pletter og tidligere udgjorde en Del af Sclerotiebarkens Beklædning. Den første Antydning til Sporo- carpiets Aabning viser sig i Reglen som et Par uregelmæssige Spalter i Midten af Anlæggets Isse, hvilke efterhaanden blive større. Undertiden kunne de ogsaa optræde paa 2 Steder, i hvilket Til- fælde der da dannes tvende Aabninger ned til Hulrummet, som nu findes i det unge Sporocarpium; under fortsat Kløvning mødes de efter en kort Tids Forløb (1—2 Dage) i Midten og danne saaledes een Aabning. Hymeniet er da tilstede, men endnu ikke modent. Re Es 271 Sclerotiet er paa dette Tidspunkt udtæret, rynket, og Marv- cellernes Vægge mere eller mindre samménfaldne, undertiden endog opløste. Yderligere Oplysning give Figurerne og den til disse knyttede Forklaring. Se Tavle IV, Fig. 11—17. Jeg har kaldt den Ri- pensis efter Byen, i hvis Nærhed jeg fandt den. Pez. insignis (Crn.) Boud. I stort Antal sammen med Pez. subhirsuta Schum. pr. p. påa gammel Menneskegjødning, der: var rig paa Kirsebærstene og blandet med lidt Jord (under Buske i Kjøbenhavns gamle botan. Have) Octbr. 1874; fundet af Hr. Prof. botan. Didrichsen. For- skjellen mellem denne Art og den nærstaaende Pez. pulcherrima viser sig navnlig deri, at Sporocarpierne hos denne ere mere eller mindre cylinderformede, Paraphyserne oftest ugrenéde og svagt op- svulmede i Spidsen, medens hins Sporocarpier ere næsten halv- kugleformede, og Paraphyserne grenede, med stærkere opsvulmede Endeled. Dette er klart fremstillet af Crouan G;Flr. du Fin 8.55, og An se Nat 1858 RIE PR 13, H., F. 38—43. G, F. 32—37). . Men desuden angives samme- steds, at Børsterne hos Pez. insignis skulde være indskrænkede til to Rader, hvorimod de hos den anden af de to nævnte Arter skulde danne flere. Denne Angivelse har, som ovenfor omtalt, fornemlig bevæget Woronin (,,Beitr. z. Morph. und Phys. d. Pilze" II Reihe.) til at bestemme den af ham beskrevne Form som nærmest hørende til Ascob. pulcherrimus Crn. Hertil kan jeg dog føje, at jeg ingensinde har. kunnet iagttage den Forskjel i Børsternes Anord- ning, som angives af Brødrene Crouan. Pez. pulcherrima (Crn.) Boud. Ret talrig paa Kogjødning (Kallebodstrand, Pelles Amager) Septbr.—Novbr. 1874. ,… Brødrene Crouan mene, at den grynede, farvede Masse i Paraphyserne giver disse Udseende af at være septerte: ,,les font påraitre comme articulées"; men dette er ikke Tilfældet; thi ogsaa 272 efterat den er fjernet, f. Ex. ved en længere Behandling med Al- kohol og Glycerin, vise Skillevæggene sig. Pez. merdaria Fr. : : I temlig Mængde påa Ko- og Hestegjødning (Ribes - Omegn; Amager) Eftersommeren og Efteraaret 1874. Pez. nov. spec. Et eneste Exemplar påa gammel Hestegjødning (Holte, Sjælland) Septbr. 1874. Dens Beskrivelse opsættes, indtil jeg paany finder den. Pez. murina (Fckl.) E. Ch. Hans. Nogle faa paa Rævegjødning (Rudersdal, i jetisåd) Mai 1874; i stort Antal paa Kaningjødning (Ørsløv, Sjælland) Febr. 1875. Pez. cinerea (Crn.) Karst. Nogle faa paa gammel Hestegjødning (Dyrehaven ved Kjøben- havn) Marts 1874. Subfam. Ascobolei. Ascophanus, Ryparobius, Thecotheus, Saccobolus, Ascobolus. B Ascobolernes Historie findes fremstillet i Boudier's »Mémoire sur les Ascobolés" (,,Ann. des sc. nat. 5?=e s, Botan.”, T. X, 1869, Pl. 5—12). Mine Henvisninger til denne Afhandling ere efter et Se- parataftryk. S. 5 0. fig. beskrives Bygningen. Der gjøres blandt andet op- mærksom paa, at Sporocarpiet (réceptacle) bestaaer af 3 forskjellige Partier: 1) Det subhymeniale Lag, hvis Betydning i Overensstem- melse med den ældre Opfattelse angives såalédes: ,,dont les cellules supérieures donnent naissance aux thåques et aux paraphyses". 2) Det derunder værende, tykkere Pseudoparenchym (parenchyme propre). 3) Yderlaget (la membrane externe) og dettes undertiden tilstedeværende Udbygninger (les granules furfuracés, les poils). S. 6 beskrives Hymenium. Om Paraphyserne meddeles, at de altid ere septerte og næsten stedse indeholde Oliedraaber. B. merier 278 . at have set en snoende Bevægelse hos dem, fremkaldt ved Tempe- raturens vexlende Fugtighedsgrad og tilføjer: ,je me suis demandé, si leur råle ne serait pas celui d'organes excitateurs pour la déhi- scence des théques, par la pression si légére qu'elle soit, quelle leur font éprouver sous ces alternatives?" I den Omstændighed, at ”den pludselige, bratte Udtørren er en mægtigt virkende Aarsag til Sporernes. Udtømning,.seer han en Grund, som taler for den frem-- satte Anskuelse. g Angaaende den imellem Asci og Paraphyserne ofte tilstede- værende Gelatine (,,gélin” Crn.) bemærker B., åt den er homogen og gjennemsigtig, men ikke grynet, hvilket derimod hyppigt er Til- fældet, naar den optræder hos Peziza. Som en virkende Aarsag til Sporernes Udslyngning anføres endvidere: »la pression, que les théques subissent, et plutét la tension que leur fait éprouver le liquide, qui les remplit". Derefter gjentages den gamle Vildfarelse, at Asci førend deres fuldstændige Modenhed under Trykket af de yngre nedenfra løsne sig fra det subhymeniale Lag og derved hæve sig og give Anledning til den vortede Discus, der jo endog i nogle Tilfælde f. Ex. hos Ascob. immersus kan blive langhornet: De Bar y har 1 sin ,,Morph. und Phys. der Pilze" imødegaaet denne Opfattelse. B. meddeler Iagttagelser, der vise, at Asci samtidigt med deres Til- bøielighed til at udvikle sig i vertical Retning kunne, under en vis Stilling af Sporocarpierne, krumme sig hen imod Lyset. Om de op- skudte, ,,fra det subhymeniale Lag løsnede" Asci siges, at de ere større end de fastsiddende, endnu ikke fremspringende. Deres Vægge have megen Spændighed og trække sig efter Udtømningen sammen til et betydeligt mindre Rumfang end før denne. Spo- rernes Udslyngning forklares af denne Elasticitet, ,,qui se trouve soumise a deux phases particuliéres: 1. Tension par V'accumulation du liquide jusqw å rupture de Topereule. 2. Brusque mouvement de retrait aprås la déhiscence et alors projeetion du contenu de V'or- gane". Det betones med Hensyn til operculum, at den herfra hen- tede Character ikke er tilstrækkelig til at begrændse Asecobolerne, eftersom de langtfra ere de eneste Discomyceter, der besidde det. Videusk. Meddel. fra den naturh. Førea. 1876. 18 274 Sporernes Udvikling skildres S. 12 fejlagtigt som en successiv, - og idet Cellekjernen betegnes: —,,le premier rudiment de la pre- miére spore”, saa har B. atter sagt mere,. end han kan forsvare. Han giver sine Meddelelser om ovennævnte Forhold, som om de gjaldt for alle Ascoboler, men Henvisningen til Figurerne er knyttet til Ascob. furfuraceus; om han har undersøgt andre sees ikke. -I Henseende til den brune Farve, hvormed Sporerne ofte optræde, angives, at den er foranlediget ved en vis Udtørring, eller derved, at de af forskjellig Grund blive længere Tid end sædvanligt i Spo- rocarpiet. Farvestoffet, der findes hos Ascobolei genuini, er efter B. udelukkende knyttet til Episporium, der herved mister sin Seighed og bliver voxagtig samt udstyres med de for denne Afdeling eien- dommelige Spalter, ,,gercures, fissures". Disse ere af tidligere My- cologer blevne misforstaaede, og B. mener at være den første, som har udredet det rette Forhold, men dette er ikke Tilfældet, selv om hans Tydning skulde være den rigtige; thi allerede 1866 skriver De Bary i ,,Morph. und Phys. der Pilze'' $. 128: ,,Die zierlichen Långsstreifen auf den ovalen Sporen von Ascobolus furfuraceus und Verwandten sind enge, soviel ich erkennen konnte, vållig offene Långsspalten in dem schån violetten Episporium". Som Exempel paa Hypertrophie beskrives hos Ascob. lignatilis, Crouani, viridis,. fur- Ffuraceus, glaber og immersus Sporer, som have opnaaet en Stør- relse af 3—4 Gange .den normale. Der gives tillige flere Exempler paa Atrophie og paa Ascobolei genuini, hvis Episporium er blevet farveløst. De galatinøse Vedhæng og Hylstre omtales, og der gjøres navnligt for Saccobolus's Vedkommende opmærksomt paa, at alle Sporerne her ere indesluttede i en fælleds Sæk. Spiringen af Sporerne hos Ascob. viridis foregaaer 8—10 Timer efter Udsaa- ningen. De forøges herved lidet i Volumen, aabne sig derpaa i den ene eller i den anden Ende, undertiden i begge eller paa et hvilketsomhelst Punkt af Overfladen for at udsende farveløse Spiretraade. De to Slags Conidier, som Coemans beskriver, søgte B. forgjeves, derimod saae han ofte fremmed Indblanding af Penicillium kd 275 glaucum anfalde Udsaaningen af ovennævnte Art. Hos Åscob. Fur- faåraceus iagttog B. ligesom tidligere Tulasne Carpogoniet (le sco- lécite). Efter hvad vi nu vide om dette Organ, er det en Feil- tagelse, naar der S. 19 siges: ,,Le scolécite, du reste, ne tarde pas å disparaitre, et on ne le retrouve déjå plus, lorsque les para- physes ont pris un peu d'accroissement, longtemps avant 1'appari- tion des premiers vestiges des théques." Ascobolernes systematiske Plads angives at være nær ved Pezizæ med operculum og vel navnlig nærmest Humaria. De ind- deles i to store Grupper: de egentlige Ascoboler, . Ascobolei genuini, og de pezizaagtige, Ascobolei spurii. Det store Antal tidligere opstillede Arter reduceres til et mindre, og nye føies til. S. 20 angives Subfamiliens Characterer: ,,Ascobolei. Sectio Pezizearum (thecis operculatis). Receptaculum carnosum aut car- n0s0-gelatinosum , minutum, sessile, rarissime stipitatum, mårgina- tum aut immarginatum, extus glabrum, aut furfuraceum, aut pilis erectis vestitum. Hymenium primo planum rarius concavum, dein vulgo convexum, rarius in majoribus undulatum, semper, saltem matutine, thecis prominentibus nigro- aut hyalino-papillatum. Pa- raphyses numerosæ aut raræ, simplices aut divisæ, septatæ, lineares vel ad apicem crassiores, longitudine thecas æquantes, aut i super- antes, rarissime curtæ. Thecæ curtæ aut elongatæ, semper amplæ, non cylindricæ, clavatæ, ad apicem latiores, ad basin sæpius atte- nuatæ, octosporæ aut polysporæ, operculo rotundato- aut sub-trian- gulari semper donatæ, et, ut paraphyses, gelatina freqventer im- mersæ. Sporæ ovoideæ, ovatæ aut ellipticæ, episporio ceraceo colorato sæpe rimoso, aut episporio membranaceo et tune hyalino; intus non granulosæ, nucleo unico medio parum conspicuo, absqve guttulis oleosis.+ — Der lægges særlig Vægt paa den samtidige Til- stedeværelse af de tre Characterer: 1) En af de fremspringende Asci vortet Discus. 2) Operculums Tilstedeværelse. 3) Manglen af Oliedraaber og granuløs Masse i Sporerne. Til Ascobolei genuini henregnes Angelina? Fries, Ascobolus og Saccobolus; til Ascobolei if 18+ . å Sys + spurii: Thecotheus, Byparobius og Ascophanus. Med Undtagelse af den første indbefatte alle disse Slægter gjødningbeboende Former. S.24: ,,Ascobolus Pers. - Elvella et: Peziza pro paårte Scopoli, Hudson, Bulliard, Sowerby, De Candolle, Bolton. — Ascobolus Per- soon. Tentam. disp. meth. Fung. et cæterum auctorum recentiorum. Receptaculum carnosum aut carnoso-gelatinosum, extus glabrum aut furfuraceum, aut rarius pilosum, sessile aut rarissime stipitatum margine nullo aut membranaceo, furfuraceo, lacerato, Tarius integro Hymenium gelatina sæpius lutea faretum et tune lucidum, primo concavum aut planum denique convexum, thecis longe exsertis nigro echinatum. Paraphyses numerosæ, gracillimæ, lineares, ad apicem vix incrassatæ, thecis longiores, simplices aut ad imam basin divisæ, septatæ, intus vix granulosæ. — Thecæ elongatæ, clavatæ, amplæ, ante apicem latiores, ad basin attenuatæ, operculo rotundato umbo- nato dehiscentes, sporas 8 includentes. Sporæ episporio - ceraceo vulgo longitudinaliter rimoso, rarius leve, verrucoso aut vermiculato, sed etiam freqventer hypertrophia variante, liberæ, nudæ aut mem- brana laterali adnata, aut singulatim circumdante et tune subaggre- 'gatæ sed facile secedentes; maturæ ad extremitatem thecæ sic aggre- gatæ, sex in duabus seriebus juxta positis et una utraqve extremi- tate.”" Følgende Pattedyrgjødningsformer beskrives: Ascob. furfuraceus Pers. Den forekommer paa forskjellig Pattedyrgjødning; men er af Karsten tillige funden paa Fugleexcrementer. 1) Ascob. vinosus Berk. ,,Ad stercus cuniculorum.' 2) Ascob. Cubensis Berk. et Curt. ,,Ad stercus porcihum." 3) Ascob. ærugineus Fr. ,,Ad stercus vaccinum et etiam cuniculorum. In fimo eqvino et vulpino.” " Ascob. glaber Pers. ,,Ad stercus eqvinum, asininum, rarius vacei- num, ovinum etc." — Var. Jenticularis.. Denne Art er af Fuckel funden paa raadne Kaalstængler. 4) Ascob. Leveillei Boud. ,,Ad stercus eqvinum." 5) Ascob. porphyrosporus (Hedw.) Fr. ,,In stra- minibus fimi veteris eqvini.” 6) Ascob. immersus Pers. ,,Ad ster us vaccinum, ovinum et eqvinum.” Ascob. Cubensis og Ascob. por al 277 . phyrosporus kjender B. kun gjennem Literaturen. Den første er hidtil kun funden paa Øen Cuba. S. 38: ,, Saccobolus Boud. Ascobolus Pers. et omnium auctorum recentiorum. Receptaculum carnosum, sessile, extus' glabrum, nitidum Hymenium planum dein convexum, lucidum, thecis minus exsertis granula nigra nitida simulantibus vestitum. Paraphyses numerosæ minus graciles, ad apicem incrassatæ, septatæ, simplices aut ramosæ intus vix granulosæ, longitudine thecas æqvantes, gelatina vix con- spicua immersæ. Thecæ curtæ, amplæ, ad apicem subqvadratæ, da basin attenuatæ et tunc subcuneiformes, operculo sæpius triangulari non umbonato dehiscentes, sporas 8 includentes. Sporæ episporio ceraceo, leve, rarissime minute et sæpius transversim rimoso, mem- brana communi inclusæ, maturæ ad extremitatem thecæ varie aggregatæ.” Alle Arterne ere knyttede til Pattedyrgjødning. 1) Sac. Ker- verni (Crn.) Boud. ,,Ad stercus vaccinum exsiccatum, rarius ovinum." 2) Sac. violascens Boud. ,,Ad stercus cuniculorum.”" 3) Sac. neglectus Boud. ,,In stercore eqvino, asinino, vaccino et præsertim ovino.” Var. A. Denne Art er sikkert syn. med Ascob. versicolor Karst. -4) Sac. globulifer Boud. ,,Ad stercus cunicu- lorum.” ; i S. 43 og 44 omtaler B. nogle tvivlsomme, ufuldstændigt be- skrevne Former. ; Å S. 45: ,, Thecotheus Boud. Ascobolus Crn. et recentiorum auctorum. — Receptaculum ceraceum, sessile. — Hymenium erum- pens, immarginatum, opacum, subpruinosum, primo planum dein convexum,” thecis longe exsertis crystallino-asperum. — Paraphyses longiores, gracillimæ, numerosæ, gelatina immersæ. Thecæ maximæ, elongatæ sed amplæ, in specie nota polysporæ, ad apicem subumbo- natæ, maturæ dimidia parte circiter exsertæ. Sporæ hyalinæ, nuclev medio conspicuo, liberæ, majores, episporio leve, in junioribus ali- quoties mucilagine singulatim cireumdatæ. 1) TA. Pelletieri (Crn.) Boud. ,,Ad stercus vaccinum vetustum, rarius eqvinum, ovinum, rarissime caninum." 278 S. 47: ,,Byparobius Boud. Receptaculum minutissimum, vix oculo nudo conspicuum, ceraceum, marginatum, sessile, disco plano; thecis prominulis punctato, siccum margine inflexo rotundatum. Pa- raphyses raræ- åut rarissimæ, curtæ, septatæ, gelatina vix con- spicua immersæ. Thecæ minutæ sed pro ratione amplissimæ, sæpe ovatæ, ad basin vix attenuatæ, semper polysporæ, operculo maximo convexo dehiscentes, maturæ discum parum superantes. Sporæ mi- nutissimæ, hyalinæ, numerosissimæ, nunqvam intus granulosæ, nucleo vix renees; maturæ in globulum oblongum aggregatæ sed facile disjuneta Alle "Arter ere knyttede til Belkelysjedinns 1) Ryp. brun- neus Boud. ,,Ad excrementa humana exsiccata sed rarius; sparsi ad stercus vaccinum et asininum." 2) Byp. Cookei (Crn.) Boud. »Ad stercus caninum, felinum, rarius ad alia." Denne Art er tid- ligere beskreven af Fuckel under Navnet Ascob. crustaceus. ,,Hed- wigia" 1866. 3) BRyp. felinus Boud. ,,Ad stercus felinum.” 4) Ryp. dubius Boud. ,,In materia mucosa exteriore scybalorum ovium.” … 5) Ryp. myriosporus (Crn.) Boud. ,,Ad album græcum et stercus eqvinum.” S. 51: ,,Ascophanus Boud. Ascobolus et Peziza auct. Recepta- culum carnosum, glaåabrum, aut pruinosum, aut etiam pilosum, rario marginatum, semper sessile. Hymenium planum, aut convexum, gelatina raro conspicua, thecis parum prominentibus, semper crystal- lino-papillatum. Paraphyses thecarum longitudine, simplices aut ramosæ, septatæ, gracilés aut ad apicem incrassatæ, hyalinæ aut coloratæ, intus sæpius granulosæ. Thecæ crassæ, clavatæ, raro oblongo-ovatæ; hyalinæ aut vix tinctæ, ad basin attenuatæ, sporas 8 includentes (unica specie thecas 16-sporas offert), operculo conspicuo, rotundato, sæpius recurvato, dehiscentes. Sporæ ovatæ aut oblongo- ovatæ, semper hyalinæ- aut vix tinctæ, nudæ sed juniores gelatina singulatim circumdatæ, episporio hyalino, levi, raro minutissime punctato, nucleo conspicuo; maturæ ad extremitatem thecæ sic aggre- gatæ: sex in duabus seriebus juxtapositis et una utraque extremi- tate.” « 279 De allerfleste hertil hørende Arter ere Pattedyrgjødnings- former: 1) Ascoph. subfuscus (Crn.) Boud. ,,Ad stercus caninum, rarius felinum." 2) Ascoph. minutissimus Boud. ,,Ad stercus eqvi- num."” 3) Ascoph. Coemansii Boud. ,,Ad stercus vaccinum." Denne Form er tidligere, 1865, af Berkeley og Broome beskreven i Ann. N. H. under Navnet Ascobolus microsporus. 4) Ascoph. gra- nuliformis Boud. ,,In stercore vaccino vetusto.” 5) Ascoph. argen- teus (Curr.) Boud. ,,In stercore vaccino."” — Denne Art kjender B. kun gjennem Cooke's Mon, Nr. 20. I ,,Florule du Fin.", 8. 57, meddeles, at den er funden ved Brest. 6) Ascoph. vicinus Boud. »In stercore vaccino vetusto.” 7) Ascoph. ochraceus (Crn.) Boud. »Åd stercus vaccinum vetustum, etiam ovinum.” Den er sikkert syn. med Pez. minutella Karst. 8) Ascoph. sexdecimsporus (Crn.) Boud. ,,Ad stercus eqvinum vetustum et asininum, rarius vac- cimum." 9) Ascoph. aurora (Cm.) Boud. ,,Ad stercus vetustum eqvinum, rarius vaccinum.” — Den er i ,,Hedwigia" 1866 beskreven af Fuckel under Navnet Ascobolus nitidus. Ascoph. cinereus (Cmm.) Boud. ,,Raro ad stercus vaccinum." sHører til Peziza. Ascoph. carneus (Pers.) Boud. ,, Im stercore vaccino vetusto." Var. cuniculi. ,,Ad stercus cuniculorum.” — Saavel Hovedformen som Var. har jeg fundet paa Gaasegjødning. Åscoph. saccharinus (Curr.) Boud. ,,Ad fimum." — Ifølge Cooke's Handb. II, S. 731, forekommer den ogsaa paa gammelt Læder og paa gamle Pjalter. 11) Ascoph. papillatus (Pers.) Boud. ,,Ad fimum cuniculorum et vaceinum." — 12) Ascoph. ciliatus (Schmidt) Boud. ,,Ad stercus vac- cinum:" DB. kjender Kun denne Art gjennem Literaturen. 13) As- coph. pilosus (Fr.) Boud. ,,Ad fere omnia stercora.” mr Fi (== re mn E 348 Forklaring over Taylerne. … (Brøktallene betegne Forstørrelsen). Tavle IV. Peziza Ripensis, E. Ch. Hans. (Fig. 1—20). En Åscus med en Paraphyse. "?0/,, Den øverste Ende af en Ascus, Sporerne sees-i forskjellig Stilling: 29971. . Den øverste Ende af en Ascus og af en grenet. Paraphyse. 7%9%/,. og 5. SE hl Ender af to opsprungne Asci, foroven sées Oper- culum. Den SEGS Ende af en krummet Ascus og af en BARRE rd rene: Paraphyse, ae? Sporer: 5074 Sni! ik gjennem Selerotiet; ler, sees de brunie, tykvæggede Bark- celler, hvorfra afslidte Haar udspringe, forneden findes Marvens pseudo- parenchymatiske Væv. Stærk Forstørrelse. Partier af Selerotiemarvens Hypher, frigjorte ved Maceration. "Stærk Forstørr else. .. Et Sclerotium, som har udviklet et Sporocarpium, hvis Discus er om- = WE .… Tre Selerotier,. henlagte paa fugtigt Sand under en nen Det øverste, a, har til Siden i en Kløft i Sandet udskudt et lille Sporo- carpium, b, hvis Rand ér spaltet; e og d fremstille to med hinanden ved scene rndentke forbundne Selerefira kt. De sidstnævnte to Selerotier 9 Dage senere; ce viser endnu ingen Forandring; men d har udviklet et orkan dkk Re, e, der som en smudsig gulbrun Bulk gjennembryder Barken saaledes, at denne her-+ ved skilles ad i smaa Partier, hvilke bedække Anlægget og give det et sortprikket Udseende. Der er endnu kun meget faa og meget korte, lyse Haardannelser tilstede, og de staa hist og her som spredte, smaa Totter, hvilke neppe kunne iagttages med Loupen. !/. Samme 11 Dage senere. Det omtalte Sporocarpieanlæg, e, har aabnet sig og er i Færd med at blive skaalformet, en dunlignende Krave af Myceliehaar er traadt En det andet Beers; ec, har udskudt et Sporocarpieanlæg, f. '/1. Et stort smiger som ligger PaK Gjødning, har udskudt et kraftigt Sporocarpium. !/1. Samme 9 Dage senere. Sporocarpiets Rand er spaltet, idet det har bøiet sig tilbage og omfattet det meste af Selerotiet, !/1. 349 Coprinus stercorarius Fr. (Fig. 21—23 og 36—87). 21—22. To Selérotier (Sel. eos gene (De €.) Fr): "1/4; 23. Et gjennemskaaret Sclerotium. !/1. Coprinus niveus (Pers.) Fr. (Fig. 24—35). 24—31. Sclerotier. (non Sel. stereorarium (De C.) Fr.) af forskjellig Stør- relse og Form; -i Fig. 24 er afbildet et, der har formet sig omkring MM. 32—33. To gjennemskaarne igestige; der begge under deres Dannelse have optaget Dele af Gjødningen i sig. !/1. 34. Fnkdeenis gjennem Sporocarpiets øverste Del. En 35. Sporer. 350/,, 36. renegr en den øverste Del af Sporocarpiet af Copr. ster- Corarius. 37. Sporer af er stercorarius. 259/,. : Tavle V. Coprinus stercorarius Fr. (Fig.1 og 6). . Et Snit af Sclerotium stereorarium (De C.) Fr.; a, Barkens Haar, b, de store, mørkebrune Barkceller, hvoraf nogle: forn ere opløste, c, Lag af mindre Barkceller, d, Mårren Stærk Forstørrelse. —— Coprinus niveus Pei) Fr. .(Fig. 2—5 og 7). 2—3. Snit af Sclerotiet (non såre stercorarium (De C.) Fr.). a, jYder- laget, b, Barken, d, Marven. +433/,, 4. Selerdtists yderste, graa hikdæestike Lag, en fint grynet Masse hvori findes mere eller mindre tal inkekgjerse Celler. 22/5. Æt Parti af Barken. 33/4, Partier af Marvens Hypher hos Scl. stereorårikem (De C.) Fr., tegnede efter Macerationspræparat. Stærk Forstørrelse. 7. Partier af Marvens Hypher hos det i Fig. 2—5 fremstillede Selerotium af Copr. niveus (Pers,) Fr., tegnede efter Macerationspræparat. "/,. SK: Hypoereopsis pulchra Wint. (Fig. 8—22). 8. Gjennemsnit af to Stromaer, hvis nedsænkede Sporocarpier ere blevne else. w AD E - E 8, 8 (3 fuldmode be- me i Vand; det gelatinøse Nobrark. pa omgiver Sporerne, 12 See 1018. øve Ender af Paraphyser. 259%, 14—15. To Asci. 1204, 16—22. said i deres Indre sees Oliedraaber, og de id; Fig. 16—17, have et Rester af det gelatinøse Netværk, . hvori de oprindelig vare sen so; 350 Tavle VI. Ascophanus Holmskjoldii E. Ch. Hans. (Fig. 1—8). 1. Øverste Ender af en Ascus og af to Paraphyser; Sporerne have be- varet saavel de gelatinøse Lapper som de derfra udspringende, kost- formede Vedhæng og de gelatinøse Hylstre. 75%. 2—5. Sporer, hvis kostførmede Vedhæng ere opløste; nogle have bevaret de seen Lapper og Hylstrene, Fig. 2—3, andre, Bk: 5, kun Lap- perne, og atter andre, Fig. 4, have endog tikiøtet disn6: skel SØ 6—7. To ve, hvoraf den ene, Fig. 6, er uudviklet. 72%. 8. Den øverste Ende af en Adbla: song; i Ascophanus einerellus (Karst.) E. Ch. Hans. (Fig. 9—13 og Fig. 37). 9-» En moden og to umodne Åsci med Paraphyser. !:/,. 10. En umoden Ascus med en abnorm Paraphyse. !?3/,. 11. En moden Ascus. "73/,. 12. De øverste Ender af to Asci, visende Operculum. "%,, 18. Spør med deres gelatinøse Hylstre. 1337. Saccobolus depauperatus (B. & Br.) E. Ch. Hans. (Fig. 14—21). 14. En Åscus med en grenet Paraphyse. 259. 15. En opsprungen Ascus med rundt Operculum; vad Siden sees en ugrenet Paraphyse. 259/,, 16. Den øverste Ende af en opsprungen Ascus med et næsten trekantet Operculum. 759/,, 17—19. Sporesamlinger. Afbildningerne have nærmest til Hensigt at frem- stille Sporernes Ordning, og de punkterte Linier angive de bagved liggende Sporer, 259/,, 20—21. Sporesamlinger, sæ i forskjellig Stilling; i Fig. 21 sees Sam- lingens gelatinøse Hylster, der til den ene Side udvider sig som et v 3507, Saccobolus Kerverni (Crn.) Boud. (Fig. 22). 22. Sporesamling omgiven af det gelatinøse Hylster. ?59/,. BSaccobolus nov. spec. (Fig. 23). og Sporesamling omgiven af det gelatinøse Hylster. ?75/,. Sphærella Schwmacheri E. Ch. Hans. (Fig. 24—27). Sporer. 133/,, 5 Et Parti af Gjødningen med to Sporocarpier. '%/1. SEER 351 Melanospora aculeata E. Ch. Hans. (Fig. 28—36). 28—29. To Sporocarpier, hvis Sporer ved Udbuldning ere i Færd med at frigjøres, hos det ene ikke blot foroven, men ogsaa til Siden. 29, 30. Ft neppe fuldmodent Sporocarpium; Asci sees gjennem den tynde Væg. 1204, 31. En neppe fuldmoden Ascus. 733/,, 32. En moden Ascus. 133/,, 33—35. Partier af Sporocarpievæggens Pseudoparenchym og dens Pigge. 4331, 36. Sporer. 123/,, 37. Et Gjødningsparti med: fire mme af Ascophanus cinerellus; de to ere mmarkdrer udbredte, de øvrige to, som sees i Midten, have derimod den normale Skibe men nåmik rke sig derved, at begges Rande, og hos det ene tillige Discus, ere besatte med mindre Sporocarpier. 7/3. Peziza granulata Bull. (Fig. 38—45). 38. To Partier af Myceliet, der i Tyerskillevæggenes Nærhed vise de "eee Legemer. 259/,, 39—40. Partier af Sporocarpievæggens Vorter. 2597, 41—42. Habitusbilleder af Sporocarpievæggens Vorter, svagt forstørrede. 43. En kløvet, farveløs Paraphyse. 399/,. Den øverste Del af en Ascus. 25%/,. En umoden Ascus med en af de hyppigst forekommende Paraphyser. 30 SE: ol. Sporormia gigantea E. Ch. Hans. (Fig. 46—47). 46. En Spore med sit gelatinøse Hylster, hvis tynde Væg sees. 759, 47. En Spore, imellem hvis Led faste, gelatinøse Dannelser findes, 359/,, Tavle VIL. g Sordaria eqvorum (Fckl.) Wint. (Fig. 1—6). En Del af et sig dannende Stroma; her sees, hvorledes Myceliet om- klamrer Gjødningens Planterester. 755/,. (Ved en Feiltagelse ere Septa ikke blevne afbildede). Et Parti af Stromaoverfladens Haar. "55/,. En Del af Stromaets faste Midtlag, som er adskilt i sine Elementer ved Hjælp af Præparernaal. "%5/,. 4—5. To åbnorme Sporer. 259%%,. 6. Den øverste Del af en Ascus med tre abnorme Sporer. 759/,, ryg sø BO Sordaria fimicola (Rob.) Cés. et de Not. (Fig. 7). 7. Den øverste Ende af en Ascus, fremstillet for at vise Væggens Byg- ning. 350/,, 352 Melanospora fimicola E. Ch. Håns. (Fig. 8—12). 8—9: To Asci med Paraphyser. 399/,, 10. Den øverste Del af en umoden Ascus. £ 11. Sporer, hvoraf de tre have bevaret deres gelatinøse Hylstre. 25%, 12. Et Sporocarpium; igjennem den tynde Væg sees Sporerne. 5/4. Sordaria insignis E. Ch. Hans. (Fig. 13—16). 13. En Ascus. /29/,, 14. Den øverste Ende af en umoden ÅAscus. | i 15. Tre Sporer, hver es ls: saavel med et gelstinget Hylster som med en. gelatinøs 16. Øverste Ende if. en sk: og af en Paraphyse, 259/,. Sordaria hirta E. Ch. Hans. (Fig. 17—24). 17—18. To Sporocarpier. 75/,. 19. En Spore med begge de gelatinøse Vedhæng. BØ, 20—21. To Sporer uden Vedhæng. 259/,, V>A Sporebærende Del af en 4-sporet Ascus. 129/,, 23. En 8-sporet Ascus med Paraphyse… 120/,, 24, En Spore med begge de gelatinøse Vedhæng. 2594. Sordaria decipiens Wint. (Fig. 25—26). 25—26. To Sporer, hvoraf den ene er umoden ; begge vise det gelatinøse . Vedhæng foroven, Hovedvedhænget fojeeden og de fra dettes Grundde udspringende, gelatinøse Søer s0bmæg, Sordaria pleiospora Wint. (Fig. 27—31). 27—31. Sporer med de hos foregaaende Art omtalte tre Slags Vedhæng, hvilke dog hos nogle, Fig. 29—31, ere delvis ,opløste. 25%. Tavle VIII. Sordaria similis E. Ch. Hans. (Fig. 1—3). 1. Et Sporocarpium. 15/,, f 2. To Sporer; i den enes Hovedvedhæng sees en Tverskillevæg. ”h- 3. Et Parti af Halsens Børs stebesætning. 350/,, Sordaria dubia E. Ch. Hans. (Fig. 4—8). 4. Et fremspringende Parti af Halsyderfladens Celler. 29/1. 5. En Ascus. 120/,, 15 6, Et Sporocarpium; de mørke 8 kinne igj dets tynde Væg. 7—8. To Sporer. 280,. $ Br 353 Sordaria curvula De By. (Fig. 9—14). 9—14. Sporer, hvoraf to umodne, Fig. 9 og 14; i dennes Hovedvedhæng sees en Tverskillevæg, hin er udstyret med re gelatinøse Ved- hæng. Fig. 10 og 13 fremstille normale Sporer og vise, at de ere forsynede med allé de for Subgenus. Eusordaria harsttedetilkd Ved- hæng; i Fig.11 er den egentlige Spore vorteformigt tilspidset foroven, og dens nederste, gelatinøse Vedhæng mangler. Fig: 12 forestiller en Spore med abnorme Vedhængsdannelser, udspringende. fra Hoved- vedhænget. Sordaria anserina (Rabh,) Wint. (Fig. 15—21). 15. En normal Spore, afbildet for at vise, at ogsaa her optræde alle de for Subgenus Eusordaria dhstracteristiske Vedhæng. ” 259/,, 16—17. To Sporåcarpier, hvoraf det enes Hals er nøgent, det andets kort- børstet. 12/,. 18. En Ascus, hvis tre nederste Sporer ere vorteformigt tilspidsede. 755/,, 9. Den side Ende af en Åscus, med en normal og en misdåannet SÅ: — 20. En end Spore. 21. En "Sal Spore, hvis inn gelatinøse Vedhæng er svagt ud- viklet. 250/,, Sordaria sp.? (Fig. 22—28). 22. Et Sporocarpium. 15/4. 23—25,. Tre umodne, med flere Tverskillevægge udstyrede Sporer, hvoraf den ene, Fig. 25, har udsendt fire Spiretraade. 2597. 26. Den øverste Del.af en Ascus og af en Paraphyse. "29/,. —28. To misdannede Sporer. 259/,, Sporormia intermedia Awd. (Fig. 29—34). 29, En opsprungen Ascus, hvis Vægs Yderhinde er bristet paatvers og nu - som en Hætte kroen bedækker den fremskudte, opsvulmede Inder- hinde. I denne og de følgende Figurer betyder a Ascusvæggens Yderhinde, b dens Inderhinde, e , ordialschlauch”. 155/,, ; 30. En opsprungen Ascus, hvor Væggens Yderhinde er bristet i Spidsen ; foroven sees den fremskudte Inderhinde. 75%. 31—33. De SSR sange Partier af Asci, hos hvilke hele Væggen under Dækglassets r bristet paatvers. I Fig.31 træder Inder- hinden frem 154055 re ved d ene sneg. 2 Fik. 82 og 33 om Sporer med org Asser forskjelli sell pore. ae Vacuoler; fars gelatinøse Hylster er Sporormia minima Awd. (Fig. 35). 35. En abnorm, treleddet Spore. 25%/,. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 23 354 Sporørmia lageniformis Fekl.… (Fig. 36—37). 36. "En Spore med sit gelatinøse Hylster. … ?5/,. 37,”En Asceus med to Paraphyser,. 259/,, Tavle IX. Sporormia pulchra E. Ch. Hans. (Fig. 1—6). 1. "En Ascus, der har strakt sig. 2399/,, 2—3. To Sporocarpier. 5%. 350 5. To Sporer med dar gelatinøse one aen; 2 6. En opsprungen Ascus; Væggens Yderhinde, a, er bristet i Spidsen og har krænget sig lidt tilbage, medens døn opsvulmede Inderhinde, b, har.skudt sig fremad;' e betyder ,,Primordialsehlauch. . 399/,. Delitschia bisporula. (Crn.) E.Ch. Hans. (Fig. 7—11). 7. Ft SAGER sr EN 8. En Ascus med en den get Stærk Forstørrelse. 9. Klelkrabeirtnds Paåraphyser. 259/,, 10. Øverste Ende af en REE og af en opsprungen Ascus; Væggens opsvulmede Inderhinde har skudt sig frem gjennem den i Spidsen gjennembrudte Yderhinde, der med Foldninger har trukket sig noget ilbag' 350, PRS 11. En Spore med sit paa Midten udbugtede, gelatinøse Hylster.. 229/,. Sordaria neglecta E. Ch: Hans. (Fig. 12—18). 12—14 og 16—17. Fem Sporer med deres gelatinøse Vmg; i Fig. 16 er det ene af disse itubrudt. 359/,. 15 og 18. To Sporocarpier, hvoraf det ene har to Halse. ”5/,. Sordaria barbatå E.Ch.Hans. (Fig. 19—22),, 19. En ÅAscus med Paråphyse. 720/,. 20 o Sporocarpier, hvoraf det ene hår to Halse. ”5/1. 21. Den øverste Ende af en Ascus.. 359/, Sporormia pulchella E. Ch. Hans. (Fig. 23—25).. i 9394 To Anas ved Siden af den ene sees en anastomoserende Para- Pphyse…… 2507, 25. Fem Aa hvoraf to have bevaret deres gelatinøse Hylstre, og en er innormal, toleddet samt neppe møden. 359/,, . Korte Bidrag til nordisk Ichthyographi. I. Foreløbige Meddelelser om nordiske Ulkefiske (Cottoidez). Af Dr. Chr. Liitken. (Meddelt den 3lte Marts og 19de Maj 1875). De er nu omtrent et Aarhundrede siden, at Otto Fabricius udarbejdede sin ,,Grønlands Fauna" — et Værk, der stedse, trods dets uundgaaelige Mangler, har nydt en stor og vel fortjent An- seelse.. Faa andre Lande kunne rosé sig af at besidde en saadan; alle Klasser omfattende (om 'end selvfølgelig langtfra udtømmende) faunistisk Beskrivelse, og intet andet arktisk Land er endnu saa godt kjendt i denne Henseende som Grønland "blev det ved denne ene Bog. Den Tanke, at tilvejebringe en ny tidssvarende Udgave af Fauna Grønlandica", som meget sysselsatte vore Zoologer for henved et halvt Aarhundrede siden og da maatte synes dem at være et ikke uopnaaeligt Maal, vil det næppe forekomme Nutiden muligt at udføre. Danske Zoologer kunne imidlertid hverken und- gaa idelig at komme i Berøring med det grønlandske Dyreliv eller at modtage i det mindste middelbare Mindelser om, åt dem paa- "hviler det nærmest at give den øvrige videnskabelige Verden Besked om, hvordan det dermed forholder sig. Jo mere umuligt det derfor synes at forene de splittede Kræfter om et større Fælles- foretagende af denne Art, desto nærmere ligger det at søge Tanken virkeliggjort stykkevis ved Arbejder over de enkelte Klasser. Det er mit Haab at kunne en Gang udgive — helst paa et -for hele gå 993% 356 den zoologiske Verden tilgængeligt Sprog — en kritisk Beskri- velse af Grønlands Fiske; men efter at jeg har maattet gjøre den Erfaring, hvor megen Tid der medgaar til Bearbejdelsen af en enkelt Familie; forståar jeg helt vel, at mine Forgængere paa dette Omraade (Reinhardt sen. og Krøyer) ikke ere naaede læn- gere end til at behandle enkelte Slægter eller Grupper af Slægter, og jeg har maattet erkjende, at det i heldigste Tilfælde vil vare længe, inden jeg faar dette Arbejde afsluttet. Med hvert Aar der gaar, er Interessen for den arktiske Fauna imidlertid i Til- tagende; svenske, tydske, engelske og amerikanske. Forfattere ledes ind paa dens Studium, og Trangen til de. Oplysninger, som kun herfra kunne gives om grønlandske Typer, bliver med hvert Aar føleligere. Det er derfor min Agt, efterhaanden som jeg har gjennemarbejdet de enkelte Familier, her at meddele, i kort Ud- drag og med Udeladelse af alle vidtløftige Beskrivelser, de Resul- tater, der nærmest kunne have Interesse for andre Bearbejdere af den arktiske og "overhovedet den nordiske Ichthyologi; og skjønt en" påatænkt tabellarisk Udsigt over alle kjendte grønlandske, islandske og færøske Fiske-Arter, der tillige skulde vise deres Udbredning til andre, skandinaviske, britiske, amerikanske 0. s. v. Have, selvfølgelig maa udskydes til Arbejdets Slutning, vil jeg dog allerede iv disse foreløbige Bemærkninger tage Hensyn til vore andre nordlige Bilåndes (Islands og Færøernes) Fauna, om end Blikket nærmest vil være at fæste paå Grønlands. Vel er der allerede to Gange i de to sidste Tiaar tilvejebragt midlertidige Fortegnelser over Grønlands Fiske, men ved ingen af disse Lejlig- heder har man- kunnet gjøré synderlig andet end sammenstille, hvad derom var bekjendt paa Tryk; den kritiske Bearbejdelse, de ud- fyldende Meddelelser kunne kun tilvejebringes efterhaanden. ”) Skulde " 1) Jeg sigter selvfølgelig her til Prof. Reinhardts Fortegnelse over Grønlands Fiske i Tillæget til Direktør. Rinks ,,Grønland, geogra- phisk og statistisk beskrevet” (1857), og til min egen i den til Brug for den engelske Nordpols- Expedition udgivne ,,Aretic Manualf (1875). Allerede i de følgende Meddelelser om Grønlands Cottoider vil 357 man ogsaa finde disse Meddelelser for ufuldstændige, vil jeg bede erindret, at det kun er et Uddrag”) af et udførligere Arbejde, som her meddeles. De nordiske Ulkefiske eller Panserkinde tilhøre fire Grupper: Rødfiskenes, de ægte Ulkés, Panser-Ulkenes og Knurhanernes. Hver af disse hår saa at sige sin ejendommelige geografiske Udbredning. Cottus-Slægten er arktisk-boreal. Mod Nord gaar den til: Melville-Øen og Spitsbergen, og dens Sydgrænse dannes, saa vidt vides, af en Linie fra Kalifornien til Kina og fra faa Anledning til at berigtige den sidste i et Par væsentlige »»Manual' optagne Fortegnelser over Grønlands Fisko, Krebsdyr, Orme, Pighude, Sækdyr, Gopledyr, Koraldyr og Havsvampe. Der kunde i den korte Tid af faa Uger, som var mig indrømmet til at tilveje- bringe disse. Fortegnelser, ikke være Tale. om, ved egne Studier eller andres mulige Hjælp at faa Hullerne udfyldte eller Manglerne rettede i de Fortegnelser, som jeg fra en tidligere ”Tid havde liggende til et den Gang påatænkt engelsk Rejseværk over Grønland, og. som der nu kun kunde være Tale om. at underkaste en hurtig literær Revision. De omtalte Fortegnelser gjøre derfor i det hele ikke Krav paa selvstændig videnskabelig Værdi; "de ére væsentlig Kompilationer, om de end paa enkelte Punkter støtte sig paa egen eller andres personlige Erfaring. (Her bør jeg da navnlig omtale, at den Revision af de grønlandske Annelider i vort Museum, hvormed Hr. Cand. mag. Levinsen netop den Gang vår beskæftiget, førte til, at ikke faa for den grønlandske Fauna . nye Hr kunde optages i Fortegnelsen). — Men skjønt jeg forudsaa, at disse Fortegnelser, sam- menlignedé med fremtidige kritiske Bearbejdelser af de grønlandske Fiske, Krebsdyr, Orme 0. s. v., paa mange Punkter vilde vise gig mangel- fulde, troede jeg ikke at burde undslaa mig for, naar jeg opfordredes i dertil, at gjøre mit til, at den paatænkte ,,Arktiske Haandbog” k ogsaa for Zoologiens "Vedkommende. blive et saa nyttigt reen for Expeditionen og for de senere Bearbejdere af dens. Opdagelser, som eg stod i min Da disse Bidrag saaledes anke have Karakteren af «t ,,Uddrag” eller en foreløbig Meddelelse"; har jeg paa lidet nær udeladt alle Citater og literære Henvisninger, som ville være påa deres Plads i det udfør- J ligere Arbejde. så — sæ 358 Cap Hatteras til den spanske Halvø"); for Ferskvandsformerne falder den maaske noget 'sydligére. Hin Linie overskrides heller ikke i Almindelighed af de nærstaaende Slægter Phobetor, Icelus, Triglops og Centridermichthys… Panser-Ulkene (Aspidophorini) have omtrent den samme Udbredning, men gaa dog hverken paa den østlige eller vestlige Side af Atlanterhavet saa langt mod Syd; Gruppen er derimod atter repræsenteret i. den antarktiske Zone. Slægten Sebastes (i al Fald naar den tages i noget vidtløftigere Betydning) synes åt være repræsenteret i næsten alle Have, syd- lige, nordlige og tropiske, østlige og vestlige; hvorimod Trigla- Gruppen kun. er udbredt over de mere middelvarme og varme Have fra Nyzeland og Tasmanien til Japan og Island, men ikke naar til Grønland. 1. Sebastes marinus (L.) og $. viviparus (Kr.). Man har i den senere Tid været tilbøjelig til at kløve Slægten BSebastes i flere: Sebastichthys, Sebastodes, Sebastoplus, Sebastomus, Bebastosomus,… Sebastopsis, Neosebastes samt Setareches. Foruden den sidst nævnte (der dog ikke egentlig kan betragtes som udkløvet fra Sebastes) formaar jeg kun at anerkjende Neosebastes Guich.”) (de underste Brystfinnestraaler kløvede,.ikke udelte som hos alle ægte Sebaster) og Sebastopsis Gill (ingen Ganetænder; Typus S. minutus C. V. — polylepis Blkr.), der dog - efter Ginther bedre henføres til Scorpæna-Slægten. —Indskrænker man Navnet Sebastes til dem, der have 15 Rygpigstraaler og c. 30 Hvirvler, udelukkes den tredje nordiske Art (5. dactylopterus V. imperialisp, og der bliver kun tilbage de to arktisk-boreale Arter, hvis Forhold her skal omtales lidt nærmere. Som bekjendt meddelte afdøde Prof. Krøyer først våd Natur- forskermødet i Kjøbenhavn 1840 og senere i »Naturhistorisk Tids- 'rC bubalis, if. Steindachner. Mon Lokaliteten ,,Singapuhra”" for C. i is Kn. er paalidelig? C. filamentosus (Phobetor?) fra Sand- wich-Øerne og Centridermichthys fasciatus fra Philipinerne overskride ligeledes de sædvanlige Grænser for de her omhandlede —Slægters ike Omraade. geographis 2) Kan maaske med større Ret siges at være udkløvet af Scorpæna. 359 skrift" (2den Rækkes I1ste Bd.) i en Artikel ,,om de nordiske Arter af Slægten 'Sebastes'" (1. c. S. 268—83) samt i ”Tillæget til 1steé Del af ,,Danmarks Fiske", $.584—90, at han var kommet til den Er- kjendelse, at der ved den norske Kyst levede (foruden ,,Blaakjæften”) to Årter af den nævnte Slægt, nemlig, foruden den længe" kjendte større orangerøde -Art, der holder til paa større Dybder (den egent- lige ,,Rødfisk", 5. norvegicus Cuv.), en mindre, mørkere Art, der træffes inde i Fjordene og paa mindre Dybder og føder levende Unger (den saakaldte ,,Lysouger", .S. viviparus).. Han meddelte Diagnoser og sammenlignende "Beskrivelser af disse ,,Arter"; den mindre blev desuden afbildet i ,,Voyage en 'Scandinavie" etc. Med ubetinget Bifald kan man ikke sige, at alle Ichthyologer have hilset denne Arts-Adskillelse. "Vel optog Ekstrøm $. vivipårus Kr. i ,,Skandinaviens Fiskar'"" (8. 197—99, med Beskrivelse og en smuk Afbildning, Pl. 49, denne sidste under Benævnelsen S. regulus, der "synes at tyde paa, at E. allerede inden han lærte Krøyers Afhand- ling at kjende, havde anerkjendt dens Selvstændighed), idet han tillige gjorde opmærksom påa, at'det var denne Port; som Hollberg allerede tidligere havde afbildet og beskrevet i ,,Bohuslåns Fiskar” (III, S! 49,''Pl.) under Navnet Holocentrus' norvegicus eller ,,Rød- fisk", (Det er dog en Selvfølge, at det af denne Forfatter om- talte 17/4 Alen lange 'Exemplar frå Kalfsund "maa håve' været selve $. norvegicus). Nilsson (,,Skand. Fauna", IV, 8:94—97, 1855) anerkjendte "derimod ikke 5. viviparus Kr. som'egen Art; han antog, at det var enten Ungen af' S. norvegicus, eller i al Fald en mindre Form åf denne Art, dér er standset i sin Udvik- ling, fordi den opholder sig i Vige og mindre Vande.. Jeg maa henvise Læseren til det” anførte Sted med Hensyn til den Maade, hvorpaa denne Zoolog udførligt begrundede sin Mening, som unæg- telig kunde synes at have en Del for sig. Prof. Malmg rén be- mærkede (1867) i sine ,,Bidrag till Finmarkens Fiskfauna" (,,Ofvers. K. Vet. Akåd: Forh.","8. 260), at han skylder Dr. Koren i Bergen den - Meddelelse, at ifølge hans personlige Erfaring føder ogsaa S. norvegicus levende Unger; 18. vivipårus Kr. vilde derfor nu 360 med fuld Ret kunne inddrages som egen Art. R. Collett (1875) opfører, i Overensstemmelse hermed, &. viviparus Kr. som Synonym til S. norvegicus (Ascan.) og omtaler den først nævnte som ,,en mindre Kystform af &. norveégicus", hvilken Form f. Ex. findes i Christianiafjorden med ”næsten fuldstændig Udelukkelse af Hoved- Arten (,Norges Fiske" S. 19). Medens saaledes Adskillelsen kun fandt liden Opmuntring af Zoologerne ved selve den norske Kyst, hvor begge Former forekomme ved Siden af hinanden, fandt den mere Anerkjendelse hos de Zoologer, i hvis faunistiske Omraade den ene Form. var eneherskende' eller. fremherskende: Ginther gjenkjendte (1860) S. viviparus i et ungt Exemplar, uden Lokalitets- angivelse, i ,,British Museum" 1), og J.E. Gray (1868)”) anerkjendte den i en af en engelsk Fiskersmakke hjemført Sebastes, som dog næppe kan hjemle Arten Ret til Optagelse i den britiske Fauna, da Fartøjet var paa sit Togt ,,blevet blæst over Nordsiden af Jydske Rev". Endelig har Prof. Gill (1863) gjort opmærksom paa, at skjønt man maa antage, at den ægte 5. norvegicus. findes ved Newfound- land og overhovedet paa dybere Vand ud for den amerikanske Kyst, er dog den af Storer under dette Navn beskrevne Form en derfra forskjellig Art, rimeligvis selve 5. viviparus Kr., hvis: Diagnose ganske stemte med de 30 Exemplarer fra Massachusetts, Maine og Ny-Skotland, som denne Ichthyolog havde havt” Lejlighed til at undersøge). For mit Vedkommende har Sagen længe stillet sig noget tvivlsom. "Naar jeg i Aarenes Løb undersøgte de Exemplarer, der efterhaanden indkom til Museet, viste det sig rigtignok, at de fremhævede Skjelnemærker ikke alle have absolut Gyldighed, men i Reglen var der dog ikke videre Anledning til Tvivl, om jeg havde den ene eller den anden ,,Art" for mig, og jeg hældede 7) Ann. & Mag. Nat. Hist. Ser. IV, Vol. I, 'S. 312. 2) Cat. Aranthogt: "Fishes, II, 8. 96. Lokaliteten ,,Arcetic: Seas" for 5. viviparus e 3) Note on fr species æ Sebastes of the eastern coast of North-America Nat. Se. Philadelphia, 1863, S. 332). 361 derfor personlig til den Anskuelse, at Krøyer håvde gjort Ret i at adskille de to Arter. Dog kan man næppe give ham Medhold i, at Artsforskjelligheden (jfr. ,,Nat. Tidsskr.” 1. c. S. 269 og ,,Danm. Fiske", I, S. 586) er saa godt som givet ved hans i og for sig interessante Opdagelse, at den mindre Kystform føder levende Unger; thi hans Bevisførelse for, at det samme ikke kan antages at være Tilfældet med den store Dybvandsform (,,Nat. Tidsskr.” 1. c. S. 275, Anm. ”), er aabenbart meget svag. Paa den anden Side kan man heller ikke give Prof. Malmgrén Ret i, at Artsidentiteten straks er godtgjort ved Paavisningen af, at begge Former ere vivipare — hvilket Faktum for ,,Rødfiskens" Vedkommende i øvrigt kunde ønskes nærmere godtgjort end ved en blot mundtlig Forsikring, der jo kan være "bleven misforstaaet: Forudsat imidlertid, at begge Former i denne Henseende forholde sig ens, kan Spørgsmaalet kun afgjøres ” empirisk ved at prøve de opgivne Forskjelligheder paa et større Antal Exemplarer fra forskjellige Lokaliteter og af forskjelllig Alder. Jeg har underkastet det denne Prøve ved at tælle Straalerne hos og udmaale en Snes Exemplarer af hver Form. Da jeg herved aldrig selv har været i Tvivl, om jeg skulde erklære et Exemplar for at være .S. viviparus eller marinus — skjønt jeg vel har gjort den Erfaring, at ellers dygtige Undersøgere have kunnet tage fejl deraf, naar de skulde bestemme et enkelt Exemplar — er jeg kommet til det Resultat, at man fremdeles bør holde disse Former . ude fra hinanden under særegne Navne, d.v.s. opføre dem særskilt i de faunistiske Fortegnelser. Naturligvis udelukker dette ikke, at man kan' betragte S$. marinus som den oprindelige Form og $. viviparus som en ved ,,Tilpasning" af denne udviklet Dværgform eller Kystform; men det vilde være en stor Misforstaaelse at tro, at ,,8. viviparus" tillige indbefattede Ungerne af 8. marinus. " Det viser sig tværtimod, at disse to Former have en meget forskjellig geografisk Udbredning:. $. viviparus forekommer ved Færøerne, ved Bohuslin, ved den norske Kyst (Nordgrænse ukjendt) og ved Ny-Englands Kyster; den er derimod ukjendt ved de danske, britiske (saa vidt vides), finmarkske, islandske og grønlandske. .$. marinus 362 L. (norvegicus Asc.) forekommer ved Grønland, Island, ved” hele den norske Kyst, ved Spitsbergen og Båren Ejland, ved de danske, nordbritiske og irske Kyster, i al Fald af og til; det er muligt, at den forekommer paa dybere Vand, længere fra Kysten, ved Færø og Nord-Amerika, men Vished derfor håves endnu ikke. (5. vivi- parus er saaledes ikke alene en mere littoral, men ogsaa en mindre. arktisk Form. — Jeg kan ikke her meddele alle Enkelt- hederne med Hensyn til de ved Maalingerne og Tællingerne af- stukne og hinanden ofte. krydsende "Grænser for Variationen hos begge ,,Arter", men skal kun bemærke, at naar man sammenligner " lige store 'Exemplarer af begge, vil man finde, at $. viviparus gjør et mere robust, mere fuldvoxent Indtryk, har længere og sværere Pigstraaler i Ryg; og Gatfinne, sværere udelte-Straaler i den nederste Del af Brystfinnen os. v. Kan i det givne Tilfælde Bestemmelsen ikke ske ved Farven eller ved Øjnenes Størrelse eller ved Brystfinnernes Længde, vil Spørgsmaalet i de fleste Tilfælde kunne 'afgjøres "ved at tælle Straalerne i Rygfinnen (D: 15 + 14—15' [sjælden 16] hos 8: marinus; " 15 —+ 13-—14 [sjælden 12] hos 8. viviparus) eller Brystfinnerne (18—20, oftest 19 høs &. marinus; 17—18, sjælden 19 hos 5. viviparus) eller ved at se hen til Forholdet mellem Længden af Gatfinnens Blød- og Pigstraaler. Hos S. marinus ér nemlig 2den Gatpigstraale altid meget kjendelig kortere") end 3dje, hvis Længde hos udvoxne Exemplarer er lig det halve af de første bløde Straalers;' hos yngre Exemplaårer ere Pigstraalerne forholdsvis længere; hos 8. viviparus kan 2den Pigstraale være lidt kortere end 3dje, der altid er mere end halv saa lang som' de første Blødstraaler, men ofte er ogsaa 2den lidt længere end 3dje eller de ere lige lange. : Saa vidt min personlige Erfaring gaar, skuffes man heller aldrig ved Tallet af de bløde Straaler i Gatfinnen: 8—9 hos S$. marinus, 6—7 hos S. n) De: er i dette Punkt .en Skrivefel i Kiuries Beskrivelse af .S, nor- vegicus. — S. 273, je yen Tidsskr. SE »Gadborfinnens Spi ; å É i : 363 vwiparus"!). Skulde end disse Tal vise sig mindre konstante end mine Erfaringer tyde paa, tror jeg dog; at man alligevel vil for- maa at trække Grænsen mellem begge Former. Hvirveltallene ere formodenlig ogsaa konstante, men dem har jeg ikke havt Lejlighed til at stadfæste paa et større Antal Exemplarer. — Jeg'skal endnu bemærke, at jeg har havt Lejlighed til at undersøge smaa Unger af S. viviparus fra Færø (f. Ex. 43 Mm.) og af S. marinus fra Grønland (f. Ex. 63 Mm.) og ikke fundet det vanskeligt at "skjælne mellem dem. &S. viviparus bliver større end hidtil er angivet; vort største Exemplar (fra Færø) er c. 12 Tommer (315 Mm.); det er maaske tilfældigt, at vort største grønlandske Éxemplar af S. marinus kun er 19”; Fabricius angiver Længden til 24”, Der er efter min Mening ikke skjellig. Grund — allermindst for nordiske Faunister — til at forkåste det linnæiske Navn, da der i Virkeligheden ikke ér nogen Tvivl om, hvad der var Hoved- Indholdet af Linnés ,,Pérea marina" (Syst. Nat. ed. X'& XI, " Faun, Suec. ed. alt.); og da Navnet dog tidligere eller senere vil blive restitueret, kan man formentlig lige saa godt gjøre det straks. Storers Sebastes fasciatus maa indtil videre udrangeres blandt »species. dubias"; jeg nærer dog egentlig ingen Tvivl om, at det vil ende med, at den bliver strøgen, som opstillet paa Unger enten af S. viviparus” eller af 8. marinus. 2. Phobetor ventralis (Cuv. Val.). Slægten Phobetor (Krøyer, 1844) kan kun ved Mangelen af Tænder paa Plovbenet skjelnes fra Cottus. Swainsons Slægts- havn Gymnocanthus (1839) er vistnok ældre, men Slægtskarakteri- stiken er saa slet, at der vistnok er god Grund til at overgive det til Forglemmelse. . Hvis der kun kjendes én Phobetor-Art, falde de ON eee 7) Den sidste Straale i Gat- og Rygfinnen er hos begge Arter altid kløvet lige til Roden, altsaa for saa vidt dobbelt. Jeg overser ikke, at Gill har fundet 15 Blødstraaler i Rygfinnen hos 2 af 30 5. vivi-- Parus, eller at baade Ekstrøm, Krøyer og Gill have fundet 8 Blødstraaler i Gatfinnen hos samme Årt. 6, holder mig som sagt til mine personlige Erfaringer 364 geografiske Grænser for Art og Slægt selvfølgelig sammen. Cottus diceraus Pall. fra Kamschatka (Typen for Gills Slægt Ceratocottus) blev af Ginther stillet. i samme Sektion af Cottus-Slægten som C. ventralis og de denne nærstaaende Arter; men ifølge en Notis af Gill fra 1861 (,,Proc. Ac. Phil." S. 167) har den Tænder paa Plovbenet og gaar altsaa imd under selve Slægten Cottus ligesom C. claviger fra de samme Have. I den seneste Tid (,,Revue et Mag. de Zool." 1875, S. 279) er der beskrevet en Cottus filamen- tosus Sauv. uden Tænder paa Plovbenet og" med en stor kløftet Forgjællelaagstorn, fra: Sandwich-Øerne; muligvis er det en anden Art af Phobetor-Slægten, hvis geografiske Omraade derved vilde faa en ret mærkelig Udvidelse. Arten har været Gjenstand for megen Miskjendelse; dog er dens Synonymi ikke vanskelig at udrede. Det kan forstaas, at Fabricius (1780) troede at have ,,Flod-Ulken" (Cottus gobio) for sig, men ikke at Girard i sit bekjendte Arbejde over Nord-Ame- rikas Ferskvands-Ulke (1851) kunde overse, at denne Fejl var rettet for længe siden af Reinhardt (1820, 1837) og Arten op- stillet som my (C.tricuspis R.), senere som Typus for en ny Slægt; Girard opførte den som C. Fabricii og blev heri efterfulgt af Jeitteles (1861) i hans Afhandling om Flod-Ulkene. Den var atter bleven beskrevet som ny af Storer (1857) under Navn af Acanthocottus ,,patris" (til Minde om Forfatterens Fader!), hvorfor man i. senere Fortegnelser over Nord-Amerikas Fiske (fra 1861 og 1873) ”ser den figurere to Gange, som Gymnacanthus (eller Pho- betor) tricuspis og patris. Efter at Malmgrén (1865) i British Museum havde forvisset sig om, at Originalstykket til- Cottus ven- tralis C. V. (1829) (fra Kamschatka) tilhører samme Art som den grønlandske C. tricuspis, har dette sidste Navn, hvor betegnende det end er, maattet vige; C'. intermedius Schl. Temm. (Japan, 1850) er formodentlig samme' Art. Foranlediget af Steindachners Notis (,,Wien. Sitzungsb." 1876) om C. pistilliger Pall. har jeg søgt Underretaing om denne Art i Berliner-Museet; Originalstykket er kun et i Spiritus opbevaret halvt og daarligt Skind; Prof. Peters 365 har været saa forekommende at sende mig det til Undersøgelse, og jeg har derved kunnet overbevise mig om, at de »Pistiller", som Pallas beskriver som bløde Traade med svampagtige Hoveder, i Virkeligheden kun ere de halvkorsdannede, tornede Skæl, som udmærke et vist Parti af Kropsiderne hos C. tricuspis.. Da Navnet »Pistilliger" saaledes er grundet paa en Misforstaaelse, kan dets Prioritet (1811) formentlig ikke kræve, at der gives det Fortrin for det næste i Rækken, og man bør derfor blive staaende ved Benævnelsen Phobetor ventralis (C. V.). Denne Art har saaledes en meget stor circumpolar Udbred- ning. Fra Grønland, hvor den naar en Størrelse af 10 Tommer og er mindre almindelig end C. scorpius, men hyppigere end C. scorpioides, er den udbredt til det arktiske Amerika (Pt. Leopold), Hudsons Bay, Labrador og Fundy-Bugten; fremdeles til "Island, Finmarken, Novaja Semlia og Spitsbergen; den er hyppig ved Ky- sterne af det tidligere russiske Amerika og det nordøstlige Asien fra Behringsstrædet til Hakodadi. Det synes at være en littoral Årt; i det mindste foreligger der ingen Erfaring for, at den er fisket dybere end 20 Favne; ligesom Fabricius har.jeg fundet Orme (Anmnelider) i dens Mave, hvorimod Krebsdyr afgive Hoved- føden for de ægte Cotti. Ligesom det ofte er Tilfældet hos disse er Hannen meget mindre og langt mindre hyppig end Hunnen; af 44 Exemplarer vare kun 7 Hanner, de øvrige Hunner, og den største Han i Samlingen er kun 81/4”. Kjønsforskjellen er tydelig ud- præget i Hannens store Kjønspapil, dens karakteristiske hvide Pletter paa Bugen og paa Bagsiden af Bryst- og Bugfinnerne, i begge disses Udstyr med Torne paa Straalernes- Bagside, i dens højere Rygfinner og meget længere Bugfinner. Derimod er der, ingen Forskjel efter Kjønnet med Hensyn til Hovedets og Forryggens Be- klædning med ru Benknuder, der undertiden kan mangle endog hos udvoxne Exemplarer. Rygfinnerne ere i Almindelighed forbundne eller støde i det mindste sammén ved deres Grund; en tydelig Af- brydelse er forholdsvis sjælden. "Det kan endnu fortjene at anføres, at Formen af den karakteristiske store øverste Forgjællelaagstorn og 366 Antallet (2—5) af dens Spidser variere ikke lidt baade individuelt og efter Alderen, ja ere ofte forskjellige paa de to Sider af samme Fisk; samt at jeg har fundet Straaletallet at være hos de til Tæl- ling udvalgte Exemplarer: D: 11—12 (sj. 10) + 15—17; P: 18 (19); V::1.3;.A:-16—19; C: c.:2 +49 + c. 2 (foruden de rudi- mentære Straaler); Hvirveltallet 12 + 28 og Coeéca pylorica 6, som det angives af Guinther. 3. Cottus seorpioides Fabr. De ægte Ulke (med Plovbenstænder, men uden Ganetænder) ere ogsaa i den senere Tid, navnlig af nordamerikanske Ichthyo- loger, blevne delte i. en Mængde Slægter: Cottus s. st. (Fersk- vands-Ulkene) og Acanthocottus (Hav-Ulkene); Aspicottus Gir. (1854) (= Clypeicottus Ayr., Typ.: C. bubalis), Leiocottus (1856), Boreo- cottus Gill. (C. claviger), Porocottus Gill. (1859), Ceratocottus Gill. (1859, C. diceraus), Megalocottus Gill.: (1861) (C. platycephalus), Clinocottus Gill. (1861) og Onehocottus Gill. (1861, C. quadri-cornis). For saa vidt de Arter, der ligge til Grund for disse Kløvninger, ere mig bekjendte, kan jeg ikke anerkjende dem; at opfatte f. Ex. - C. scorpius, bubalis og quadricornis som andet end Arter af samme Slægt, er åabenbart aldeles unaturligt; selv ikke Adskillelsen mellem de mere. glathovede Ferskvands-Ulke og de stærkere tornede Hav- Ulke kan gjennemføres.. Endogsaa Ptyonotus Gthr. (Triglopsis Girard), der kun udmærker sig ved sin høje anden Rygfinne (en Karakter, der. er ikke meget mindre udviklet, især hos Hannerne af andre Arter, f. Ex. C. gquadricornis) maa vistnok forenes med Slægten Cottus. Derimod skal jeg indrømme Muligheden af, at der blandt de af de ovenfor opregnede Former, som ere mig ubekjendte, kan være en og anden, der fortjener at. udsondres som egen Slægt, f. Ex. Boreocottus eller Ceratocottus. Det er heller ikke endnu al- deles klart, da Beskrivelserne modsige hinanden, og man ikke véd, hvad Indflydelse Alderen kan have paa Tilstedeværelsen eller Man- gelen. af Ganetænder hos de smaa nordamerikanske Ferskvands- Ulke, hvor mange af disse der paa Grund af, at de have Gane- 367 tænder, maa udsondres af Cottus-Slægten; men disse Former (Gills Potamocotti) ville da uden Tyivl være at: indordne under Slægten Centridermichthys; i det mindste ser jeg ikke, hvorved de skulde være. forskjellige fra denne!). C. scorpioides Fabr. har lige til nu havt sin Plads imellem de tvivlsomme Arter, med hvilke kun faa have havt Lejlighed til at beskjæftige sig. Det Skarpsyn, hvormed Fabricius blandt den store Mængde Exemplarer af den almindelige Ulk, som han uden Tvivl. havde Lejlighed til at se i Grønland, udpegedé denne sjæld- nere Form, som egen Art, … fortjener Anerkjendelse; er hans Be- skrivelse end ikke udtømmende, er den: dog nøjagtig nok til at overbevise den, der undersøger en større Mængde grønlandske Ulke, om han har den fabriciske Form imellem dem eller ikke. Begge mine Forgængere have ogsaa anerkjendt denne Art, Reinhardt ved. sine Opstiliinger i Museet og i sine Notiser til Grønlands Ichthyologi, Krøyer i sine Museums-Arbejder; men ingen af dem har gjort nærmere Rede for den, og det er vel ogsaa "hændet "dem at have kunnet bestemme et og andet (navnlig et yngre) Exemplar urigtigt; i enkelte Tilfælde (men kun ved Hunner) kan man vir- kelig være i alvorlig Tvivl om Bestemmelsen og spørge sig selv — som det er antegnet i et af de ældre haandskrevne Registre- rings-Arbejder —, om' ikke to såå nær beslægtede og. til; Dels mellem hinanden levende Arter som OC, scorpius og C. scorpioides undertiden skulde avle Bastarder med hinanden? — Jeg tror ikke, at det kan bestrides, at C. pachypus Gthr. (fra Port Leopold) er den ægte C. scorpioides; mod Syd har jeg kunnet forfølge den til Lab rador, hvorfra Berliner-Museet har et Exemplar; længere mod Syd repræsenteres den af C. virginianus (18-spinosus), som vel er dens nærmeste Slægtning, men dog en vel adskilt Art. Mu- ligvis forekommer C. scorpioides ogsad ved Island?). Den største ')"Smlgn. en Bemærkning af Steindachner'i ,,Wien. Sitzungsber.” LXXIV, 1876, S. 139, der gaar i en noget anden Retning. [Senere elg ! ?”) I min Funktionstid ér den ikke nedsendt fra Island , men i det tid- ligere kongelige naturhistoriske Museums Magasin findtis et større 368 foreliggende Hun er 249 Millim. (9/2 Tom.), den største Han 230 Millim. (7/4 Tom.). En udførligere Beskrivelse vil jeg senere med- dele andet Steds; her vil det være nok at aftrykke den Diagnose, som jeg har udarbejdet af denne Art (ligesom af de andre nordiske Cot- toider) og derefter at fremhæve enkelte Punkter, som fortjene særlig Opmærksomhed. »Longitudo capitis tertiam partem longitudinis totius (pinna caudali inclusa) haud æquat; rictus'! oris mediocris; ogs maxil- lare ad marginem posteriorem orbitæ haud productum, altitudine pinnæ dorsalis primæ, in maribus præcipue, brevius. Cutis partis capitis supra spectantis crassiuscula, papillosa, supra spinas post- orbitales et occipitales parum distinctas tentaculorum imagine pro- ducta. Spinæ præoperculares utrinque 3. Pinnæ pectorales et ventrales marium postice glabræ; dorsales contiguæ; analis dorsali secundo et antice et postice brevior. Radiorum numeri: D:525—526' (rar 124 F IDE 0 rar 84 5- "D?: 716—17;-rar. 15]; P 1180 (rar 144516); Va 11854140 1493 ord. fur Vortebie 38; Coeca pylorica 4—6; testes nigri. Mares ventre albomaculato, stria alba continua impari mediana vel macularum semi- confluentium serie; tubercula ossea scabra laterum et dorsi magis. numeroså in maribus." É C. scorpioides er, som allerede antydet, forholdsvis sjælden; dog har jeg kunnet undersøge 35 Exemplarer, Unger derunder indbefattede. Men skjønt Hunnerne ogsaa hos denne Art synes gjennemsnitlig at opnaa |en betydeligere Størrelse end Hannerne, ere disse ingenlunde sjældnere end hine; tværtimod, af 22 voxne Exemplarer vare de 15 Hanner. Maaske staar det hermed i en Glas, etiketteret saaledes af Krøyer: ,,Cottus scorpius Linn. Island. Thorsteinson”,. Det indeholdt baade Exemplarer af C. scorpioides og af den nordlige Form af C. scorpius. Skal man nu antage, at hele Glassets Indhold var fra Island, og at Kr. havde overset, at der var - to Arter deri; eller ere senere nogle grønlandske CO. scorpioides blevne puttede ned til islandske C. scorpii, uden at det er bleven anmærket udenpaa Glasset? slynselene have hidtil ikke givet mig nogen Oplysning derom. 369 vis Sammenhæng, at de Ruheder (Tænder eller Torne), som altid") synes at udmærke Bagsiden åf Bryst- og Bugfinnernes Straaler hos C. scorpius, og som uden Tvivl spille en vis Rolle under Kopulationen, aldeles mangle selv hos de største Exemplarer af C. scorpioides. Den hvide Stribe midt ned ad Bugen, der synes opstaaet ved en mere eller mindre fuldstændig Sammensmeltning af de midterste af de for Hannerne karakteristiske hvide Bugpletter, og som allerede om- tales af Fabricius, er et aldeles ubedrageligt Mærke for Han- nerne af C. scorpioides i Modsætning til C. scorpius.. Aabnes Bugen, er den store, rummelige, tyndvæggede, foldeløse Mave, de korte, tykke Blindtarme, hvis Antal ikke overstiger 6, men af hvilke de to midterste ofte ere rudimentære eller ganske mangle, saa at der kun er 4 eller 5, og de sorte Sædstokke (hvide fandt jeg dem kun hos en ung Han, 65 Mm. lang) i Øjne faldende For- skjelligheder fra den grønlandske G. scorpius. Det mindre Hoved og Mund, det kortere Overkjæveben, den tykke, vortede Hud oven- paa Hovedet, de bløde Tentakler paa Isse'" og Nakkeknudernes Plåds og Straaletallet ville dog i Almindelighed, ogsaa uden ana- tomisk Undersøgelse, være tilstrækkelige til Artens Bestemmelse. I Henseende til første Rygfinnes større Højde samt de ru Hudknuders eller Skæls stærkere Udvikling hos Hannerne forholder C. scor- pioides sig som C. scorpius; ogsaa Bug- og Brystfinnerne ere, synes det, gjennemgaaende noget længere hos Hannerne end hos Hunnerne. — Med dens sydligere Repræsentant, C. virginianus, har jeg ikke kunnet sammenligne den; men det er klart af de givne Beskrivelser af denne, at den vel i de anatomiske Forhold kommer C. scorpicides meget nær, men ved sine talrigere Brystfinnestraaler 1) Jeg har i al Fald ingen Erfaring for, at de færre f. Ex. til visse i af € hold forfulgt. ere er mig vel ikke bekjendt, at Ulkefiske ere sete »in copula'; men tages alt med i Betragtning, er det vistnok sand- synligt, at en Kofjulstion finder Sted hos flere Arter af denne Gruppe, om ikke hos dem alle. Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 24 370 " (16—18), sine sammentrykte, krogede Postorbital- og Occipitaltorne samt ved den "øvre Forgjællelaagstorns langt betydeligere Længde, der snarest minder om C': budalis, saavelsom ved sin langt bety- deligere Størrelse (15—18 Tommer) er meget forskjellig fra sin højnordiske Slægtning. "4, €. seorpius L. var. grønlandica. »C. scorpius" hos. Fabricius blev (1829) af Cuvier. og "Valenciennes ophøjet til en egen Art under Navn af C. grøn- landicus, men denne er kun begrundet paa Beskrivelsen i ,,Fauna Grønlandica",” Da de nævnte franske Ichthyologer nogle Aar efter (1831) fik et lille Exemplar fra Baffins Bay, gik det ikke op for dem, at det var Fabricii Art; den blev tværtimod opstillet som egen Art under Navnet C. porosus, men er, som det er udtalt af Malmgren (1865), ikke andet end den almindelige grønlandske Ulk. Demne vedblev imidlertid at figurere som egen Art under Navnet C. grønlandicus C. V. hos danske, engelske og amerikanske Zoologer, der sysselsatte sig med Grønlands, Newfoundlands eller Ny-Englands Fauna (Richardson 1836, Reinhardt 1837, De Kay 1842, Ginther 1860, Gill 1872); lige såa ofte blev den dog miskjendt og opstillet som egen Art under forskjellige Navne (C. ocellatus H. R. Storer 1850; C. variabilis (Ayr. 1842), D. H. Storer 1853; C. mucosus Ayr.; C. glacialis Richardson 1855); enkelte Gange mente man paa den anden Side at have iagttaget C. grønlandicus ved britiske Kyster"). Den første, som underkastede 1) Er denne Bestemmåelse aldeles korrekt, vilde den, nærmere mar være et Led mere i Bevisrækken for Identiteten (som Art) af C. og C. grønlandicus; maaske beror den dog kun påa den Sabel ed mellem ualmindelig store og vel udfarvede gamle Hanner og Richardsons Afbildning af en gammel Han af C. grønlandicus fra Newfoundland. Denne er i al Fald bleven kopieret til Oplysning om de engelsk-irske voneeleness SEE i rese 3dje Ud- gave af Yarrells ,,British Fishes'" i, Proe. Nat. Hist. Soc. of Dublin 1856—57%. Afbildningen hos ens es ip: TI, Pl. 62) har sikkert en lignende Oprindelse. 371 C. grønlandicus og de den nærstaaende Former en kritisk Drøftelse, støttet paa Undersøgelsen af Exemplarer af Ulke fra mange forskjellige " Lokaliteter (skandinaviske, grønlandske, spitsbergenske, østersøiske 0.8. v.) var Malmgrén (1865), og Resultatet af hans omhyggelige - Sammenligninger var ikke ålene, at alle de andre "ovenfor opreg- nede Nominal-Arter”) maatte inddrages, men ogsaa at C. grønlan- dicus (eller porosus) ikke kunde som Aft holdes ude fra C: scor- Pius. Hvor fuldstændigt end dette kunde synes godtgjort af den af den nordiske Ichthyologi saa højt fortjente Forfatter, har jeg dog ikke kunnet unddrage mig det Arbejde 'selv at underkaste alle de Exemplarer fra Danmark, Færø, Island, Grønland, Spits- bergen, Østersøen 0.s.v., som ere faldne mig i Hænder, omhygge- lige Udmaalinger og Tællinger, og Resultatet er for mig for' saa vidt blevet det samme, som heller ikke jeg formaar åt udpege en Karakter eller en Gruppe af Karakterer, hvorved man vilde kunne nogenlunde skarpt skjelne mellem en arktisk-amerikansk ,, 0. grøn- landicus" og en boreal-europæisk ,,C. scorpius"; jeg er derfor "heller ikke i Stand til altid at afgjøre, om et givet Exemplar f;Ex/ er fra Grønland eller Danmark. Men paa den anden Side er der dog visse Træk, som temmelig gjennemgaaende udmærke hver af disse geografiske Typer, og jeg tror derfor, at man gjør Ret i at betegne de ved Grønland (og Island?) forekommende samt største Delen af de nordamerikanske «almindelige Ulke som en egen 1) Jeg har ikke blandt disse nævnt OC. Zabradoricus Gir., fordi denne har fire Forgjællelaagstorne, hvilket aldrig er Tilfældet med den grøn- landske Ulk, naar denne er ude over de allerspædeste Alderstrin, men vel undertiden med den europæiske C. scorpius, snart paa den ene Side, snart paa dem begge. Da et Spor til den fjerde Torn endnu kan fudek hos grønlandske Ulkeunger, er der maaske ikke tilstrækkelig Grund til at udelukke den kun 2—3 Tommer lange C. Mitchellii C. N- fra Listen over Synonymerne til C. scorpius var. grønlandica. Derimod er C. æneus Mitch. vistnok en særegen Art, der snarere repræsen- ved Kaliforniens Kyst. " Jeg maa dog bemærke, at alle disse nord- amerikanske Ulke kun ere mig bekjendte af Beskrivelser og Afbild- ninger, ikke af egne Undersøgelser 24" 372 Afart, saaledes som det her er;sket i Overskriften; hvorved man dog ikke maa tænke sig, at denne skulde være skilt fra den typiske C. scorpius ved skarpe eller konstante Mærker. C. scorpius var. .grønlandica er altsaa udbredt fra ,,Boothia", Pt. Leopold og Nor- thumberland Sund langs med begge Grønlands og med Nord-Amerikas Kyster til Cap Hatteras; ogsaa den almindelige isiandske Ulk synes nærmest at tilhøre denne"Varietet. Ved Grønland synes den i Al- mindelighed at opholde sig paa ringe Dybde, f. Ex. indtil 12 Favne; men yngre Exemplarer ere blevne fiskede i Skraben paa 40. indtil 100 Favne. Taget i sin videre Betydning forekommer C. scorpius jo desuden ved Færø, ved den skandinaviske Kyst i dens hele Ud- strækning, i Østersøen indtil Uleåborg i Finland, ved Spitsbergen, Novaja Semlia og ved de britiske Kyster indtil Mundingen af den engelske Kanal; hvor langt dens Udbredning strækker sig ved Asiens Nordkyst, og om den naar Beringshavet (hvorfra flere andre særdeles karakteristiske Arter kjendes), er endnu usikkert. En i det enkelte gaaende Redegjørelse for den grønlandske Ulks Formforhold og Karakterer og disses Variation efter Alder og Kjøn maa jeg opsætte til en anden Lejlighed. Her fremdrages kun enkelte Forhold, f. Ex. Straaletallet, der viser en overor- dentlig stor Variabilitet. Medtages alle sjældnere "Tilfælde, vilde Grænserne for denne stille sig saåledes hos den grønlandske C. scorpius: D: 24—29 (D1: 9—11; D?: 14—19);-P:'157—19; V: 1.3; Å: 11—15, men reduceres til følgende Formel: D: 26 —28 (D!: 10; D?: 16—17); P: 17; V: 1.3;. A: 13—14, hvis man blot tager Hensyn til de hyppigst forekommende, mere nor- male Talforhold?). Hvirveltallet synes normalt at være 39 1) Det er muligt, at Tallet P: 15, som kun ér fandet 1 Gang, skyldtes en tidlig Beskadigelse. ,,V: 1.4” hos C. scorpius (Krøyer: ,,Danm. "Fiske" I, S. 130) er vel en Unøjagtighed eller Skrivefejl. 7) Af de af andre Forfattere meddelte Straaletællinger vil jeg her kun henvise til Gills ,,Proc. Phil. Ac.” 1872; han undersøgte 16 Exem- plarer fra Grand Manan; de fundne Tal stemme med mine Erfaringer, men give, som naturligt er, ikke saa stor en Variation som en Tæl- ling af et større Antal Exemplarer. Hos 5 anatomisk und! . 373 (14 + 25), mén jeg har ogsaa fundet 38, og hos et grønlandsk Exemplar, som jeg særligt ofrede til denne Undersøgelse paa Grund af dets paafaldende lave Straaletal, fandt jeg kun 36 (13 —+ 23), hvilket kommer saa nær til det, der er iagttaget hos europæiske Ulke (34—35), at man næppe vil kunne tillægge denne Forskjel stor Vægt. Hos to islandske fandt jeg 36 og 34. Antallet af de lange Coeca pylorica er hyppigst 8, ofte 9, sjælden 10—11; 7, som det angives af andre Forfattere for den grønlåndske Ulk, har jeg ikke fundet, skjønt jeg har undersøgt mange Exemplarer. Hos danske har jeg fundet 7—10, oftest 9, hos islandske 8—10, hyppigst 10. Sædstokkene har jeg, mærkelig nok, altid fundet hvid- lige hos grønlandske og islandske Ulke, ikke sorte, som det angives hos: C. scorpius"!). Museets største Han er 10 Tommer (260 Mm.), dets største Hunner 12-13 Tommer (314—340 Mm.); men et ske- letteret Exemplar (uden Tvivl ogsaa af en Hun) har en Længde af c. 159 Tomme; Hunnerne ere hyppigere end Hannerne, dog gav en Exemplarer fandtes hyppigst 9, sjældnere 10—11 Coeca pylorica. Det er den citerede lille Afhandlings Fortjeneste først at have gjort Rede for Kjønsforskjellen og oplyst denne i det enkelte. — Til Sammenligning med de ovenfor anførte Straaletal for EN grønlandske Ulk vil jeg her endnu anføre dem, som jeg har fundet islandske mede: D: 22—28 (D!: ok D2::13—18); P: CJ « 10—13 ar 0, if. Faber); ærøske Exemplarer: D: 23—25 (D1: 9—10; be 14—15); i 6; Å: 11—12; danske Exempl D: 23—26 (D!: 9—11: D?: 13—16); Pe 1517, Å: 11—13; samt følgende, til SER laante af andre Forfattere itsbergenske Efrimund ; D: 24—27 (D!: Foæry D?: 15—17); P: 16—17; A: 11—14 (if. Malmgréns og egne Tællinger); europæiske Exemplarer overhovedet: D!: 8—12:D7- 18—17; PP: 15—17;. A:-10—13 if. Krøyer, UHA NER Ekstrøm og Malmgrén): ])) Jeg har desværre forsømt i rette Tid at skaffe mig frisk Materiale af danske Ulke til at gaa dette redtelet efter, og nu (Novbr.) har jeg kun kunnet faa Hunner. Men selv om sorte eller sortladne Testes ere konstante hos vore Ulke, vil man dog næppe af den Grund kunne anse dem for artsforskjellige fra de grønlandske. 374. Optælling af samtlige Individer, hvis Kjøn kunde bestemmes, kun en. Overvægt som 5. 'til 4... Hos meget store Hunner ere de 4 Knuder ovenpaa Issen (Postorbital- og Occipitalknuderne) ofte for- holdsvis store og stumpe, med Spor til Indkærvninger — hvor stor end Afstanden er -herfra til de tilsvarende Dannelser hos C. guadri- cornis, forstaar man dog, at slige Exemplarer kunne være blevne forvexlede. med denne Art af mindre kyndige, naar en umiddelbar Sammenligning ikke var mulig — men Formen af den af disse Knuder og. de-dem forbindende Lister eller Kamme dannede Fordybning oven- påa Hovedet varierer altfor meget båade hos grønlandske, danske og østersøiske Ulke, til at man déraf kan laane et Skjelnemærke. FireForgjællelaagstorne forekomme aldrig hos grønlandske og islandske Ulke, men ere derimod ikke sjældne .hos danske eller færøske. C.-scorpius (s. lat.) maa opfattes som en i sit Væsen ' højnordisk Dyreform, der opnaar sin betydeligste Størrelse og mest karakteri- stiske. Udvikling ved de højnordiske og amerikanske Kyster; ved det tempererede Europas Kyster er den i Sammenligning dermed en Dværgform, der har undergaaet en vis Réduktion i det gjennem- snitlige Straaletal og Hvirveltallet og ikke sjælden udvikler en fjerde Forgjællelaagstorn, hvilket dog ogsaa kan være Tilfældet med den sydligere amerikanske Form; maaske ere ogsaa de sorte Sædstokke hos den udvoxne Han et Karaktertræk for den højnordiske Afart. At Hovedet i det hele var større i Forhold til Kroppen hos den grønlandske Form end hos den, der forekommer ved vore Kyster, har jeg ikke fundet bekræftet ved mine talrige Maalinger. Til Sammenligning med. andre. Cottus-Årter maa endnu om- tales Kjønsforskjellen, nemlig foruden Hunnernes overlegne Stør- relse og større Hyppighed og Hannernes hvidplettede Bug og den ligeledes hvidplettede Bagside af deres parrede Finner, samt Tornene paa disses Straaler (paa: Bugfinnerne dog kun paa de allerstørste Hanner): den forholdsvis (navnlig naar lige store Exemplarer af begge Kjøn sammenlignes) langt stærkere Udvikling af Sidernes og, Ryggens tornede Benskæl hos Hannerne og. de i det hele kortere Bryst- og Bugfinner hes Hunnerne. 375 5. Cottus quadriceornis L. Det vigtigste Spørgsmaal, som knyttede sig til denne Art, var dette: Forekommer denne Art virkelig ved det arktiske Amerika? Dens geografiske Udbredning er jo i det hele meget ejendommelig: den forekommer i Østersøen og den botniske Bugt (men vides ikke "at naa Bornholm, end sige Øresund), i Ladoga og Onega, men i disse Søer kun som en Dværgform uden den karakteristiske Udvik- ling af ,,Hornene" (Isse- og Nakkeknuderne), i det hvide Hav og ved Novaja-Semlia; om den forekommer i Sibirien og længere mod Øst, er tvivlsomt. Dens Forekomst ved Englands Kyster!) beror — bortset. fra de Tilfælde, hvor bevisligt C. scorpius er bleven forvexlet med den — kun paa et eneste ungt Exemplar, sonf Dr. J. E. Gray fik i frisk Tilstand paa Londons Fisketorv; mærkelig, uforklarlig næsten, som denne Kjendsgjerning er, lader den sig dog ikke bortforklare. Hvad det arktiske Amerika angaår, saa er det vist nok, at den ,,Cottus quadricornis", som Ross fandt ved Boo- thia, men som han tillige omtaler som almindelig ved Grønlands Vestkyst, ikke kan have været andet end C. scorpius Fabr.; men derfor kan man ikke forkaste Sabines Angivelse, at Parrys Ex- pedition ved Melville-Øén fik to 5—6 Tommer lange Exemplarer af ,en Ulkeform, der ganske stemte med Blochs Afbildning af C. quadricornis", især da den finder en indirekte Støtte ved: en senere Angivelse af Sir John Richardson. Denne berømte Ich- thyolog fangede i Nærheden af ,,Kobberminen”, paa 67? 12 N. Br., i Mundingen af en lille Flod 8—9 Ulke paa 7 Tommers Længde; det lykkedes ikke at hjemføre dem, men efter hvad han havde nedskrevet om dem, beskrev han dem i sin bekjendte nordameri- kanske Fauna under Navnet ,,C. hexacornis". Senere, i.1849, da R. atter besøgte de samme "Egne, fik han igjen Exemplarer af denne Form, og denne Gang lykkedes det at bringe dem hjem; det ") Jeg har at takke Dr. Ginther for Oplysninger herom ligesom Prof. Perceval Wright for Oplysninger om irske Exemplarer af ,,Cottus grønlandicuse. . 376 gik da op for ham, at han tidligere havde misforstaaet sine Op- tegnelser og urigtig tillagt C. hexacornis Snudetorne af samme Beskaffenhed som de karakteristiske Nakke- og Issetorne, og at det overhovedet ikke var andet end C. guadricornis — en Mening, som enhver vil dele, der med denne Oplysning ?n mente gjennem- læser Sir Johns ældre Beskrivelse. Ved Grønlands Vestkyst, saa langt som de danske Kolonier naåa mod Nord, findes derimod Cottus quadricornis ikke; det er aldeles utænkeligt, at den, hvis den fandtes der, ikke skulde være bleven nedsendt til de danske Sam- linger, og den Formodning, at det skulde være den, der laa til Grund for Fabricii ,,C. scorpius", maa aldeles bestemt afvises. Desto interessantere var det, at den saa kaldte ,,anden tydske Nordpols- Expedition" paa Grønlands Østkyst, mellem 73 og 74? N. Br, fik 3 vel udviklede Exemplarer af C. quadricornis. Skjønt jeg ikke kunde betvivle Bestemmelséns Rigtighed, havde dette Spørgs- maal dog stor Interesse for mig; jeg henvendte mig derfor til Prof. Peters for om muligt at opnaa personlig Overbevisning derom. Han havde den store Godhed at sende mig et af de om- handlede Exemplarer til Beskrivelse, og da det ikke skortede mig påa Exemplarer af den ægte C. quadricornis L. fra Østersøen, kunde jeg overbevise mig om, at den østgrønlandske Ulk er selv- samme Art som denne; den eneste Forskjel, som jeg kunde finde, er åt Panden er mere hul end hos Østersø-Ulken. Den er allerede anmærket af Prof. Peters, men man vil ikke kunne tillægge den nogen større Betydning. i 6. Cottus Lilljebergii Coll. Af denne Art, der kun har været kjendt i kort Tih og kun i to Exemplarer af 31—36 Mm.s Længde fra den norske Kyst, fore- ligger der to lidt større Exemplarer (52 og 54 Mm.) fra Færø. Det ene af disse har en meget udviklet Genitalpapil,; hvorimod denne mangler hos det andet; da Kjønsforskjellen altsaa allerede er fuldstændig udpræget i det ydre hos disse Smaa-Ulke, kan deraf sluttes, at de enten have naaet deres fulde Størrelse. eller ere nær i 377 derved, at Arten altsaa overhovedet hører til Ulkegruppens mindste. | Dette bekræftes ogsaa derved, at Kløvningen af de (7—9) kløvede Halefinnestraaler er lige saa tydelig som paa fuldt udvoxne Exem- plarer af C. bubalis, hvorimod den hos Unger af denne Art, af den angivne Størrelse, kun er meget svagt antydet; ogsaa Forskjellen mellem Kjønnene i Henseende til Genitalpapillen træder hos C. bubalis først frem paa et senere Udviklingstrin. og alle almindelige Forhold stemmer i øvrigt C. Lilljeborgii med I Farvetegningen lige store Unger af Ci bubalis. være. følgende: C. Lilljeborgii Coll. Sideliniens Knogler bære hver en opstaaende, men bagud rettet, krum og spids Torn, og med lignende Smaatorne er hele Ryg- gen mellem den og Rygfinnen bestrøet; sjældnere komme én- kelte meget smaa til Syne under Sidelinien. Nakketornene sidde mere for- til, over Roden af den lange dolkformige Forgjællelaagstorn ; den af dem og de mindre skarpt udprægede Isse- eller Nakke- - kamme begrænsede Isseflade er derfor kortere og bredere end hos C. bubalis. Afstanden mellem Nakketor- nene og første Rygfinne er om- trent lig med et Øjetværmaal, og der er en tydelig Afstand mellem begge Rygfinnerne. De vigtigste Forskjelligheder turde C. bubalis Euphr. (pull). Sideliniens Knogler og Ryg- huden ere glatte, uden Torne; hos meget unge (20 Mm.) kan Sidelinien: dog hæve sig frem som en Række af Takker, og Huden, især over Sidelinien, være tyndt besat med fine Torne. Nakketornene sidde et Stykke længere tilbage, omtrent i Li- nie med Spidserne af de lange Forgjællelaagstorne; Issefladen, som begrænses af de skarpt ud- prægede Isse- eller Nakkekamme, har derfor én langt mere lang- agtig Figur. ; Afstanden mellem Nakke- tornene og første Rygfinne er "meget mindre end et Øjetvær- maal, og Rygfinnerne støde tæt sammen. 378 Bugfinnerme tælle kun 3 Bugfinnerne tælle 4 (1 + 3) (1 + 2) Straaler (NB. ikke 5 og. Straaler ligesom hos vore andre ere endnu mere rudimentære end — Hav-Ulke. hos C. bubalis. Den lange Forgjællelaagstorn Den lange Forgjællelaagstorn og den øvre Gjællelaagstorn ere — er (hos Ungerne) kortere. end omtrent lige lange (ligesom hos den øvre Gjællelaagstorn. de ældre C. bubalis). Trods anstillet Efterforskning ved Færø ere kun disse to Ex- emplarer komne for Dagen; jeg antager derfor, at C. Lilljeborgii er mere Dybvandsform end C. bubalis. Efter at man først er bleven opmærksom paa den, vil den vistnok blive fundet ved andre nordeuropæiske Kyster. 7. Triglops Pingelii Rhdt. De skraa Linier paa Kropsiderne og de tilsvarende Tværlinier under Struben, der støttes af tornede (tandede) Benskæl, ere uden Tvivl Forgreninger af Sidelinien, der finde deres Analogon hos visse Trigla-Arter (T'. lineata, cuculus L.). Arten er endnu den eneste af sin Slægt; den er ikke sjælden ved Grønlands Vestkyst og fore- kommer desuden ved Island, Spitsbergen, det nordlige Norge (indtil Christianssund mod Syd) samt ved Færø. De bathymetriske Erfa- ringer, der foreligge, give den en vertikal Udbredning fra 16—150 Favne. Den naar en Størrelse af ovér 7/72 Tomme (200 Mm., Hunnen; Haunen af 5/2 Tomme, 145 Mm.); Straaletallets Varia- tioner har jeg fundet at ligge mellem de her anførte Grænser: D::84—86 (DU H—F8,0 DP? 935-95)- OP 1724974: 1185 A: 23—25; C: 11—12 (foruden de rudimentære). Hvirvlernes Antal er 47 (11—+36). Kjønsforskjellen er, foruden i Hunnernes overlegne Størrelse og langt større Hyppighed, kun udtalt i den kæmpemæssige Genitalpapil hos Hannen. Alle hidtil udenfor Grøn- land trufne Exemplarer have været smaa. : | Den eneste kritiske Bemærkning, hvortil denne Art giver An- ledning, er den, at T'. pleurostictus Cope (,,Proc. Acad. Philad." 1865) "1879 "fra Godhavn ikke er andet end 7. pingelii. Denne Art har nemlig ikke Bugfinnerne ,,guingueradiatæ" ,,(5)", som Krøyer angiver det, men sammensatte af 4 Straaler (1.3), som Afbildningen i ,, Voyage en Scandinavie” rigtig viser det. Gjællehudstraalernes Antal kan være 7, som Krøyer angiver det, men det er meget sjældent; jeg har kun fundet det hos 1 af 35; i Almindelighed finder man kun 6. Da, disse Forskjelligheder saaledes ere fjærnede, vil man vel næppe lægge Vægt paa, at Cope paa sit Exemplar fandt 27' Gatfinne- straaler, medens jeg aldrig har fundet over 25. 8. Centridermichthys uncinatus (Rhdt.) er den eneste atlantiske Art af Slægten, som kun ved Tilstede- værelsen af Ganetænder er forskjellig fra Cottus, og fra hvilken Cottopsis, Oligocottus, Leptocottus, Blennicottus og Potamocottus ikke synes at kunne holdes adskilte. Slægtens andre Arter ere dels nordamerikanske Ferskvandsfiske (fra: Store Bjørnesø til de sydlige Fristater), dels bebo de det stille Hav fra Oregon og Kalifor- nien til Japan og Philipinerne. Cent. uncinatus er næppe hyppig ved Grønlands Vestkyst, den er i det mindste ikke nedsendt mange Gange; fra Island og Spits- bergen er den ukjendt; derimod opføres den fra Novaja-Semlia, og den' er fundet ved Skrabninger ved den norske Kyst ned til 59? N. Br. Et af Museets Exemplaårer er fundet (af Olrik) i Maven af en Helleflynder; jeg antager derfor, at den ligesom den følgende Årt og Panser-Ulkene snarest maa betegnes som en Dybvandsfisk. Museets største Exemplar er 100Mm.- langt. Straaletal: B: 6; D: 8,185 P:718919-N 11,37 Ar gl: 2040 te 0 Den ændrer sit Udseende ikke saa lidt med Alderen; Formen, der op- …Tindelig er kort og plump, bliver senere smækrere; Hovedet, der hos de yngre er bredt og nedtrykt og indeholdes 3/3 Gang i To- tallængden, er hos de udvoxne sammentrykt og indeholdes omtrent 3% Gang i Totallængden; de 2 Nakketorne, der hos de unge ere forholdsvis højere og oprette, ere lavere og mere butte hos de ud- voxne,- og hos disse er den første Rygfinne saa høj som Hovedet 380" er langt, medens den hos de unge er lav 0: s.v. Forgjællelaagets karakteristiske Krogtorn er forholdsvis størst hos de yngre. 9. Icelus hamatus Kr. er den eneste kjendte Art af denne Slægt, der egentlig kun ad- skiller sig fra Centridermichthys ved at have langs Ryggen, påa hver Side, en regelmæssig Række af større ru Benskjolde, en Ka- rakter, der synes at nærme den noget til Triglops. Foruden frå Vest-Grønland (hvorfra den ikke tidligere har været nævnt under dette Navn, men hvor den dog synes at forekomme noget hyppigere end Centrid. uncinatus) er Arten kjendt fra Øst-Grønland (ved den tydske Nordpols-Expedition), fra Spitsbergen (hvor den synes at være hyppig, og hvorfra den først blev bekjendt) og fra den norsk- svenske Kyst fra Finmarken til Bohuslån. Dens vertikale Udbred- ning strækker sig efter de foreliggende Erfaringer fra 2 til 100 Favne. I sin mest udviklede Skikkelse er Arten kjendt fra Grøn- land, hvor den naar en Størrelse af 115 Mm. (Hunnen; den største Han er kun 66 Mm.). Ogsaa hos denne Art ere Hunnerne, synes det, meget hyppigere end Hannerne, der ere let kjendelige ved den store Genitalpapil: Hvorvidt den skulde være skjult under ,,Cottus polaris Sabine", som var meget hyppig ved Kysterne af Nord- Georgia, lader sig næppe afgjøre; der kjendes ingen anden Art, som kan identificeres dermed, men Beskrivelsen maa i saa Fald være i en paafaldende Grad ufuldstændig, og Straaletællingen unøj- agtig. Da Original-Exemplaret til Reinhardts ,,Cottus bicornis" ikke har været til at finde, er jeg heller ikke i Stafid til "fuld- stændig at godtgjøre, at denne Art er den samme”som Krøyers Icelus hamatus; efter en Skitse, som er i Sønnens, nuværende Prof. R.s Besiddelse, nærer jeg dog ingen Tvivl om, at det for- . holder sig saa; men da den Underretning, Rhdt. sen. i sin Tid meddelte om den, under alle Omstændigheder er meget utilstrække- lig, bør Navnet ,,bicornis", skjønt det er ældre, ikke have For- trinet. Jeg er endelig enig med Hr. Collett i, at Icelus furciger Malm ikke er artsforskjellig fra 7. hamatus. Af selve Krøyers 2 381 Original-Exemplarer (51 Mm.) er det ene aldeles normalt; det andet har ikke alene talrige, temmelig store, ru Skæl mellem Sideliniens og den øvre Række af Benskjolde, men ogsaa ualmindelig mange bagved Brystfinnerne og en Række smaa langs med Gatfinnen. Formen af Nakketornene undergaar nogen Forandring med Alderen; hos de yngre staar det forreste Par næsten midtvejs mellem Øjet og det bageste Par, men hos de helt udvoxne ere de stillede tæt sammen og det bageste Par er meget højere end det forreste, saa at de kunde beskrives som en stor kløvet, sammentrykt Torn eller Knude paa hver Side. Hos yngre Fiske er den store krumme Torn i den øvre Ende af Forgjællelaaget heller ikke kløftet til Grunden, men blot i Spidsen eller slet ikke (hos de alleryngste), saa at kun den afstudsede Form giver en svag Antydning til den senere indtrædende Kløvning. Antallet af Tænder eller Torne påa de enkelte Rygskjolde: synker fra c. 10 hos de største til 6, 3 eller "1 hos de mindste; hos de udvoxne ere Rygfinnestraalerne ogsaa bedækkede med fine Asperiteter. De iagttagne Straaletal ere: Bi 650 D: 94194520 ;5P2 1839; 01V:2148 70 nd 15 10. Ågenus decagonus (Bl.) og Å. eataphractus (L.). Slægten ÅAgonus — hvilket Navn, som det ældre, maa have Fortrinet for Aspidophorus — "er ogsaa i den senere Tid bleven kløvet i en Mængde Slægter: Podothecus — Paragonus (Å. aci- Penserinus), AÅrchagonus (decagonus), Hypsagonus (guadricornis), Hippocephalus (japonicus), Agonus (cataphractus), Agonopsis (chi- loénsis), Leptagonus (spinosissimus), Brachyopsis (rostratus) og Ago- nomalus (proboscideus)!). Da mit umiddelbare Bekjendtskab til de i geografisk Henseende mig fjærnere Arter af denne Gruppe kun er ringe, skal jeg lade det være uafgjort, om en og anden af disse Slægter er afvigende nok til at kunne hævde sin Selvstændighed, f. Ex. ÅAgonomalus. Det vil i al Fald kun være Tilfældet med de fær- REN ') Hertil kommer endnu I BAN Steind. (Wien. Sitzungsb. LXXIV, 1876, S. 140) for 4. segaliensis Til. og 8. barbatus St. 382 reste af dem; hver Art er saa at sige bleven Typus for sin ,,Slægt", ja Leptagonus er endogsaa opstillet paa Ungdomsformen af A. de- cagonus, hvilken Art det i øvrigt vilde være højst unaturligt at adskille generisk fra Å. cataphractus. AÅgonopsis fortjener dog at udsondres påa Grund af sine Gane- og Plovbenstænder; derved ud- sondres tillige den eneste antarktiske eller sydlige Art (4. niger er nemlig samme Art som AÅ. chiloénsis Jen.; Krøyer oversaa Ganens Tænder), alle de andre have hjemme paa den nordlige Halv- kugle, de fleste i det stille Hav (11 Arter?) fra Kamschatka til Kina og Washington-Territoriet, kun to i Atlanterhavet: +16-18) (1-2 + 22-24 + 20-22) | (2421-31) —6 4 4 Å 20 (19) 14—17 Fr 12—15 13—16 14—16 5 7 12—13 9—11 9—17' 10 18—17 12—18 23—98 5—8 Aå—6 æn 16—18 18—14 635)2 BÆNE Do sgl 486 i åk 6=7 sal MENS gg f11—18) 27 af 11—12 5 (6) 6—7 7 (5—8) 6—7 9 6—7 5. (4) 6—7 16 (15) 15—17 16—17 15—17 10 (11) 13—14 3 (1.2) 8 (1.2) 3 (1.2) (3.1.2) 3 (1.2) 3 (1.2) 14 12—14 12—15 12—13 11—12 10 385 Brystskjolde); for at faa deres fulde Antal, maa der lægges 6—8 til de opgivne. Tal. Med Hensyn til de-Forandringer, som disse Arter og A. mo- nopterygius undergaa med Alderen,. kan jeg henvise til en tidligere Meddelelse i dette Aarsskrift. 11. Åspidophoroides monopterygius Lac. og Å. Olrikii n. sp. Slægten Aspidophoroides er vel adskilt fra Agonus 1) ved kun at have én Rygfinne, som ikke svarer til begge Agonernes, men kun til disses anden; 2) ved (ligesom Agonopsis) at have Tænder baade paa Gane- og Plovbenene; 3) ved at Sidelinien ikke løber mellem de to Rækker af Sideskjolde, men er helt op- tagen i den øvre af disse, og 4) ved at Bugskjoldene (den fjerde Skjoldrække) ikke danne Grænsen mellem Siderne og Bugfladen, men ligge helt omme paa denne sidste, hvorfor de heller ikke tage deres Begyndelse bagved Brystfinnerne, men først bagved Bugfin- nerne. Det var derfor ikke rigtigt, naar Dr. Ginther frakjendte Å. monopterygius Sidelinie og Tænder paa Plovbenet; den sidste Angivelse gav Anledning til, at den i Tillæget til samme Bind af »British Museums" Fiskekatalog beskrevne Aspidophoroides inermis fra Vancouver blev for Prof. Gill Typus for Slægten Anaplogonus, der karakteriseredes ved at have Tænder paa Vomer og Ganebenene, i Modsætning til Aspidophoroides (monopterygius), hos hvilken de i øvrigt allerede vare antegnede i ,,Hist. nat. d. Poissons". Ana- Plogonus. falder altsaa bort, som Synonym til Aspidophoroides, lige- som Swainsons Canthirhynchus, hvis Opstilling formodentlig hid- rører fra, at Cuvier og Valenciennes (mindre heldigt) havde inddraget Lacepédes Slægt Aspidophoroides, som derved undgik Swainsons Opmærksomhed. — Slægten er altsaa nu kjendt baade fra Amerikas nordøstlige og nordvestlige Kyster. Å. monopterygius er udenfor Grønland kun fundet nogle Gange i Fiskemaver ud for Ny-Englands Kyster. Vort største Exemplar er 5%a Tomme (150 Mm.) ; Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 95 386 Ved afdøde Direktør Olrik har Museet to Gange modtaget i alt 3 Exemplarer, 72—75 Mm. lange, af en hidtil ubeskreven grønlandsk Art, alle 3 tagne i Helleflynder-Maver; et fjerde, lige- ledes grønlandsk Exemplar, i Stokholmer-Museet"), ser ud som om det havde en lignende Oprindelse. Jeg indskrænker mig til at meddele en Diagnose af den, der maa tænkes supleret med de ovenfor anførte for hele Slægten fælles Karakterer. »Åspidophoroides Olrikii Ltk. Forma brevis, obesa; longitudo capitis duæ nonæ partes longitudinis totius (pinna caudali inclusa), latitudo corporis (ad basin pectoralium) vix quinta pars longitudinis; anguli corporis haud distincte serrati; dorsum et frons concava; spinæ rostrales duæ; diameter orbitæ tertia pars longitudinis capitis, latitudine frontis et longitudine rostri brevis duplo fere major; fila- menta oralia nulla. Scuta dorsalia 35—37 (24—26 +11), ante pinnam dorsalem 14—17; lateralia superiora 39, inferiora 37; ven- tralia 36 (2 + 21—.13), 12—13 paria ante analem. Radiorum numen: D: 6Vv.7; A: 6%%75 Pi Fe VS AN GR ") Jeg benytter denne Lejlighed til at aflægge Bestyreren af Riks-Museets Vertebrat-Afdeling, Hr. Prof. Smitt, min Tak for den mig velvilli aabnede Adgang til at undersøge de af de svenske Expeditioner til Grønland hjemførte Fiske. 387 Kjønsforskjellen hos de nordiske Ulkefiske har været omtalt i det foregaaende ved hver enkelt Art, hvor den er iagttaget. Det vil ikke være undgaaet Opmærksomheden, at den snart er udtalt i ét Forhold, snart i et andet eller i flere, men at der dog er flere af disse, der komme igjen hos et større Antal Arter. Der er maaske ingen anden Fiskefamilie, hvor Kjøns- forskjellighederne ere saa talrige og optræde saa hyppigt, og det vil derfor formentlig have en vis Interesse at se dem sammen- stillede for samtlige de der omhandlede Arter. Ved deres større Hyppighed synes Hunnerne at udmærke sig hos Phobetor ventralis, Cottus scorpius, Triglops Pingelii og Icelis hamatus; ved overlegen Størrelse hos de samme Årter samt hos. Cottus bubalis og scorpicides. En stor Genitalpapil udmærker Hannerne af Phobetor ventralis, Cottus bubalis og . Lalljeborgii, Triglops Pingelii og Icelus hamatvs. Hvide Pletter dels paa Bugen, dels paa Bagsiden af Bryst- og Bugfinnerne ud- mærker det samme Kjøn hos Phobetor ventralis, Cottus bubalis, scorpius og scorpioides og maaske Centridermichthys uncinatus. En stærkere Udvikling af Hudknuderne (de tornede Benskæl) ud- mærker Hannerne af Cottus scorpius og C. scorpioides; den ru Be- skaffenhed af Bryst- og Bugfinnestraalernes Bagside der- imod kun Hannerne af C. scorpius og Phobetor ventralis. En større Højde af første eller. anden Rygfinne udmærker Hannen af Phob. ventralis, C. scorpioides og C. quadricornis; Brystfinnernes Større Længde er ogsaa et af Særkjenderne for Hannerne af de to sidst nævnte Arter og af C. scorpius. Endelig ere de kortere Bugfinnér et Særkjende for Hunnerne, de længere Bugfinner for Hannerne af følgende Arter: Phobetor ventralis, Cottus scor- Pius, scorpioides, bubalis og quadricornis, Agonus decagonus, ÅAspi- dophoroides monopterygius og Olrikii. Den eneste af de her om- handlede Arter, hos hvilken jeg slet ikke har kunnet iagttage nogen fast ydre Kjønsforskjel (uagtet en saadan f. Ex. omtales af Nilsson), er Agonus cataphractus. Dk 388 12. Trigla hirundo L. og T, gurnardus L. De ved de skandinaviske Kyster iagttagne Knurhane-Arters Antal er nylig ved Hr. Malm bleven forøget med 1: T. cuculus L. — Det er næsten overflødigt at bemærke, at jeg er kommet til . det samme Resultat som andre Zoologer tidligere”), at 7. Blochii er den yngre Form af T. gurnardus; men jeg vil tillige kunne godtgjøre (hvis det skulde blive betvivlet, hvad næppe vil blive Tilfældet), at 7. poeciloptera C. V. kun er den yngre Form af T. hirundo?); har man en Række Exemplarer for sig af forskjellig Alder — af 7—81/8 Tommes Længde og derunder — vil man se den for 7. poeciloptera karakteristiske Tegning i alle Grader af Forsvinden. At T'. nigripes Malm (27 Mm.) er det endnu yngre Udviklingstrin af samme Årt, vil vel heller ikke blive betvivlet af ret mange. Det fortjener imidlertid Paaskjønnelse, at dette Ud- viklingstrin er bleven beskrevet; den af Thomson (Nat. Hist. Ire- land, IV, p. 27) omtalte Unge synes at udfylde Mellemrummet mellem »T. nigripes" og ,,poeciloptera". T. gurnardus er ikke sjælden ved Færøerne; 7'. htrundo er derimod ikke nedsendt derfra, og fra Island har jeg overhovedet ikke set nogen Knurhane med sikker Lokalitets-Angivelse (cfr. Faber, ,,Fische Islands", S. 123). Da jeg savner store Exemplarer af den middelhavske 7". hirundo til Sammenligning med den nordiske Form, har jeg ikke kunnet danne mig nogen bestemt Mening i det af Cuvier og Krøyer rejste Spørgsmaal om en mulig Artsforskjel dem imellem. 1) Jfr. Krøyer, Malm, Parnell, Thomson 7) Jfr. Steindachner, Wien. Slagter. LVI ee S.22 (8. A.). Rettelse: S.374, L. 14 f. n.: ,,sorte" 1. ,,hvide". 389 Ichthyographiske Bidrag. VI. Bidrag til Flyvefiskenes (Exocoeternes) Diagnostik. (Foreløbigt Uddrag). Af Dr. Chr. Liitken. (Hertil Tab. X). (Meddelt den 20de October 1876). Beg kjendte man egentlig kun 2 Arter af Flyvefiskenes Slægt (E. evolans L. og E. volitans LS thi de to andre Arter, der tidlig opførtes (E. eæiliens Gm. og E. mesogaster Bl.), kunne knap siges at være kjendte den Dag i Dag, og med de af Lesueur, Mitchill og andre ældre, især nordamerikanske, Forfattere be- skrevne Former forholder det sig ikke meget anderledes. Det var først ved Valenciennes's Bearbejdelse af Paåriser-Museets Ma- teriale at man fik at vide, at denne Slægt er meget rig paa Årter; disses Diagnostik lod imidlertid i adskillige Tilfælde meget tilbage at ønske. Senere er Kjendskabet til Arterne og til deres Karakterer især fremmet af Bleeker og Ginther; man kjender vel nu nominelt en 50 Arter foruden en halv Snes tvivlsomme. Den Omstændighed, at vort Museum i Tidernes Løb har modtaget forholdsvis mange Flyvefiske, har allerede for længe siden givet mig Anledning til at beskæftige mig en Del med denne Slægt, og til at gjøre den Iagttagelse, at visse for Arternes Adskillelse og naturlige Gruppering ikke uvigtige Karakterer hidtil ganske havde undgaaet Opmærksomheden. Efterhaanden som vort Materiale for- øgedes, voxede vel mit Kjendskab til de enkelte Arters Udbred- 390 ning, de Forandringer, som de undergaa med Alderen o.s.v.; men jeg maatte tillige gjøre den Erfaring, at medens visse Arter ind- samledes overmaade hyppigt, bleve andre det langt sjældnere, og at der derfor i Arternes lange Række blev ikke faa tilbage, om hvis Bestemmelse og Begrænsning jeg vedblev at være i Uvished; en Del maatte dog erklæres for nye, — hvor meget det end paa For- haand havde Sandsynligheden imod sig, at der i vor lille Samling skulde være endog flere Arter, som hverken vare komne til Mu- seerne i Paris eller London, — og selvfølgelig var der paa den anden Side langt flere, som vare beskrevne af andre Ichthyologer, men ikke komne mig for Øje. Det Maal, som jeg til en Tid havde haabet at kunne sætte mig, nemlig at udarbejde en nogenlunde fuldstændig Oversigt over hele Eæocoetus-Slægten med Diagnoser, der afpælede Arterne fra hinanden, har jeg derfor foreløbig maattet opgive; det vilde. ikke kunne naas uden en meget bekostelig og tidrøvende Revision af Originalstykkerne i Paris, London 0. s. v.; thi en Forøgelse af det til vort Museum indsamlede Materiale, der kunde gjøre en slig Autopsi nogenlunde undværlig, vilde kun kunne være mange Aars Værk. Vel har jeg ved den imødekom- mende Velvillie, der er vist mig af Bestyrerne for Museerne i Cambridge (Harvard College), Stokholm, Christiania og Gåte- borg — og for hvilken jeg herved aflægger DHrr. Bestyrere, Pro- fessorerne Al. Agassiz, F. Smitt, L. Esmark og Intendant Å. W. Malm, min erkjendtligste Tak — kunnet forøge mit Un- dersøgelsesmateriale betydeligt; men har jeg end herved gjort Be- kjendtskab med Arter, der ellers vilde være forblevet mig ube- kjendte, og er jeg end herved kommet til Klarhed om mange Punkter, der tidligere stode usikre for mig, saa er der dog ved Siden deraf opstaaet lige saa mange nye Tvivlsspørgsmaal, og jeg er derfor fremdeles lige saa langt fra at kunne sige med Bestemthed: »Saa og saa mange Arter kjender jeg, og disse ere deres Skjelne- mærker", som forhen. Under disse Omstændigheder har jeg trot at burde lægge det større kritisk deskriptive Arbejde, som fore- ligger for saa vidt færdigt, som det for Tiden kunde gjøres, til Side, 391 og indskrænke mig til et kort Udtog, der blot vil indeholde en Oversigt over de Karakterer, ved hvis Hjælp man formentlig kan opstille en naturlig Gruppering af Arterne, samt nogle faa Be- mærkninger om Udbredning, Synonymi 0.s.v. Jeg vil derved for- haabentlig i det mindste kunne opnaa, at andre, der ville beskæf- tige sig med denne Slægt, kunne benytte nogle af mine Erfaringer og tage Hensyn til de hidtil oversete- Karakterer, hvorpaa det ved Arternes Gruppering især kommer an. Her maa jeg endnu udtale min Tak til DHrr. Dr. Ginther og Statsraad Dr. Bleeker, som have havt den Godhed at meddele mig Underretning om, hvorledes Årterne i ,,British Museum" og i sidst nævntes private Samling for- holdt sig i Henseende til anden Brystfinnestraales Beskaffenhed m. v., hvorved jeg er bleven i Stand til indirekte at verificere Be- stemmelsen af flere Arter. — Med Hensyn til de mulige Grunde til, at visse Arter ere saa langt hyppigere i Samlingerne end andre, skal jeg her kun pege hen paa, at da Arterne i de fleste Tilfælde ligne hinanden overmaade meget, er det naturligt, at de Søfarende, der have Lejlighed til at opbevare de Flyvefiske, der af og til flyve ombord til dem, især om Natten, ikke blive opmærksomme påa deres Forskjelligheder, men anse dem for almindelige og vel bekjendte Ting, hvormed de hverken ville besvære sig selv eller Samlingerne i Hjemmet. I Halvdelen af Tilfældene vil Forudsæt- ningen heller ikke være urigtig, men som Sagen nu staar, vilde jeg dog ønske, at enhver Flyvefisk, der ikke har korte, langt fortil siddende Bugfinner og samtidig mangler Skjægtråad, maå blive hjemført og underkastet kyndig Undersøgelse; thi den vil ofte repræsentere en lidet kjendt Art og i al Fald, naar dens Fangesteds Længde og Brede er optegnet, afgive et Vidnesbyrd om Artens Udbredning. Denne er muligvis i mange Tilfælde meget indskrænket, og derved kan man maaske forklare, at mange Arter endmu kun ere trufne faa Gange, især naar deres Udbredningsbælte falder udenfor de mest befarne Søveje; men i mange Tilfælde have Arterne ogsaa en stor Udbredning, over alle tropiske Strøg af 392 begge de to store Verdenshave, hvorpaa jeg i det følgende vil have at anføre adskillige nye Exempler. ' Jeg anfører i følgende Oversigt ingen nye Arter, ej heller" de Arter, jeg ikke selv har undersøgt. Endog Beskrivelserne af de Arter, med Hensyn til hvis Nyhed og Selvstændighed jeg i Grunden ikke nærer Tvivl, anser jeg det for rigtigst at holde tilbage for Øjeblikket. Derimod er det mig kjært at kunne ledsage denne lille Afhandling med Afbildninger af to Arter, der vel have været længe optagne i Literaturen, men som dog i høj Grad trænge til nærmere Belysning. Conspectus sectionum generis Exocoeti. AÅA. Pinnæ ventrales anticæ, 9: ante partem mediam corporis (pinna caudali exclusa) insertæ, breves anum haud attingunt. Pinnæ pectorales elongatæ caudalem fere attingunt. ”) Barbati: filamento mandibulari singulo: E. georgianus Val. SF) Barba nulla: E. evolans L. et E. obtusirostris Gthr. B. Pinnæ ventrales posticæ oa: post partem mediam corporis (p. caudali exclusa) insertæ. A. Pinnæ pectorales breves insertionem ventralium vix attingunt. 3: a. Ventrales elongatæ caudalem attingunt. Barbati, filamento mandibulari singulo: E. spilu- rus Gthr. b. Ventrales breves anum haud attingunt. Barbati(?), filamentis mandibularibus dudbus brevibus, sæpe rudimentariis vel evanescentibus: Æ. micro- pterus Val. &. Pinnæ pectorales mediocres partem mediam p. dorsalis apicibus attingunt. Ventrales quoque mediocres originem p. analis y Spicibus tangunt: Æ. (Parexocoetus) hillianus Gosse. é. Pinnæ pectorales elongatæ apicem pinnæ dorsalis vel basin p. caudalis attingunt. 393 Ventrales quoque elongatæ. (Species typicæ generis Exocoeti). a. Radius secundus p. pectoralis fissus; tertius quarto paullo longior. a. Radius pectoralis primus longiusculus dimi- diam partem radii tertii superat (vel rarius saltem subæquat). aa. Pinna analis brevis longe post dorsalem in- cipiens. x: Barbiir f) Filamentum mandibulare kneben (Pinnæ pectorales fere unicolores): E. comatus Mitch. ”r) Filamenta mandibularia duo. (Pimnæ pec- torales vittatæ): E. furcatus Mitch. xx. Barba (filamenta mandibularia) nulla. f) Pectorales maculis multis minutis fuscis pictæ: " E. callopterus Gth. ft) Pectorales vitta distincta obliqua trans- versa albida: Æ. spilopus Val., E. voli- tans L. rer) Pectorales SES (nigro - fuscæ) vel vestigio tantummodo vittæ. transversæ or- natæ: Æ. bahiensis Ranz. bb. Pinna analis longa sub origine em dor- salis incipiens. Barba nulla. f) Pectorales vittatæ: E. speculiger Val. st) Pectorales unicolores, -Ø. Radius pectoralis primus brevior dimidiam partem tertii minime ægquat, Barba nulla; pinna analis longa. x. Pectorales et ventrales unicolores, nigrescentes, albomarginatæ: E. Rondeletii Va 394 (xx. Pectorales et ventrales vittatæ: E. exiliens L. An junior præcedentis?). b. Radius secundus p. pectoralis simplex, haud fissus; quartus omnium longissimus vel quintum longi- tudine æquat; primus dimidiam pinnam haud æquat. Barba nulla. aa. Pinna analis longior dorsalem æquat vel sub- æquat. Exempla: E. brachycephalus Gthr. = Pectorales unicolores ; ventrales totæ nigræ vel albomarginatæ; radius primus” pectoralis tertia fere pars pinnæ I totius, secundus haud duæ partes tertii, dimidia fere pinnæ totius. E. lamellifer Kn. St. Pectorales unicolores, juniorum vittatæ ; ventrales nigræ vel nigrescentes, marginibus albicantibus; radius primus & secundus æquales vel subæquales, duæ quintæ partes pinnæ totius. bb. Pinna analis dorsali multo brevior. (Species indescriptæ plures). Med Hensyn til de enkelte Arter og Grupper kan endnu føl- gende være at bemærke i denne korte Redegjørelse for mine Re- sultater: … (AX). 1. E. georgianus Val. har af Dr. Ginther faaet en urigtig Plads i Afdelingen med korte Brystfinner (cfr. Valenciennes: »les pectorales RR presque å la caudale"); den faar sin Plads ved Siden af E. evolans og E. obtusirostris, men afviger fra disse ved Besiddelsen af en Skjægtraad; et Spørgsmaal er det dog, om Exemplarer, der tilfældigvis miste denne, ville kunne adskilles fra de nævnte Arter. Den er hidtil kun kjendt i unge Exemplarer og er forholdsvis sjælden; det største i vort Museum er .kun 2%4 Tomme langt (Halefinnen fraregnet); et er taget paa ,,Galatheas" Rejse midtvejs mellem Sandwich-Øerne og Japan, et andet paa 31” S. Br. og 47? Ø. L. fra Greenwich (ved Kaptajn A. F. Andréa), begge altsaa i det indo-pacifiske Ocean ligesom Dussumiers In- 395 bd divider og Richardsons E. månccirrkste ; der rimeligvis, som Ginther formoder, er samme Art; men denne er tillige fanget i Atlanterhavet, ikke langt fra den brasilianske Kyst (cfr. Valen- ciennes.l. c. p: 138). (AF). 2. E. evolans L. og E. obtusirostris Gthr. Af disse 2 Former er den først nævnte, der overhovedet er den hyppigste af alle Flyvefiske- Arter, langt hyppigere end den sidste; begge have imidlertid en meget stor Udbredning og kjendes fra saa mange Punkter af begge Verdenshave, at de næppe savnes paa noget Strøg af disses tropiske Bælter. Jeg skal her ikke udbrede mig om disse ,,Formers" eller ,,Arters”" Forskjelligheder, skjønt jeg har søgt at afpæle "deres Grænser ved at udmaale c. 30 Exemplarer af først nævnte og halv saa mange af sidst nævnte, men vil kun be- mærke, at, skjønt man i de fleste Tilfælde kan komme til en tem- melig klar Afgjørelse, om man har den ene eller den anden Form for sig, gives der dog enkelte, hvor Bestemmelsen synes at blive næsten vilkaarlig; jeg er derfor endnu ikke fuldt overbevist om deres virkelige specifiske Selvstændighed. Hvor Gatfinnen be- gynder tydeligt foran eller bagved Rygfinnen, har man Vished for, at man i første Tilfælde har Æ. obtusirostris, i sidste E. evolans for sig; men hvor, som det ikke sjælden er Tilfældet, begge Finners første Straale falder saa nøjagtig som muligt i samme lodrette Linie, er Sagen tvivlsom; er Afstanden fra Snude- spidsen til Bugfinnernes første Straale da lidt større end eller i al Fald lig med Afstanden fra Bugfinnernes inderste Straales til den sidste Rygfinnestraales Rod, er det E. evolans; er den først nævnte Afstand derimod en Del mindre end den sidst nævnte, da er det E. obtusirostris; men ogsaa hos E. evolans kan først nævnte være lidt mindre end sidst nævnte. Antallet af Skælrækkerne mellem Rygfinnen og Sidelinien (67/0, sjældnere 6 eller 7 hos E. evolans, 7, 7'le eller 8 hos E. obtusirostris) giver heller ikke, saa lidt som Straaletallene eller Proportionerne (Højden, Hovedets Længde, Øjet, Snuden), altid nogen klar Afgjørelse. Jeg maa dog tilføje, at jeg har trot at gjøre den Iagttagelse, at Unger paa 2%/4—4 Tommers 396 Længde have ensfarvet mørke Brystfinner hos E. evolans, men et hvidt Tværbaand (der hos de mindre har en forholdsvis større Ud- strækning end hos de større Unger) hos E. obtusirostris, hvilken Form som ung tillige synes at have de parrede Finner forholdsvis noget længere end hos lige store Exemplarer af E. evolans samt en tydelig sort Plet paa Gat- og Rygfinnen eller tillige paa Bug- finnerne. Imidlertid vil det være ønskeligt at se denne Forskjel yderligere stadfæstet ved Undersøgelse af flere Exemplarer af begge Arter. (B, A,a). 3. E. spilurus Gthr. Et lille Exemplar, knap 1 Tomme langt, med korte, lyse Brystfinner, der langt fra naa til og knap ere saa lange som de sorte Bugfinner med hvid Yderrand, der ere fæstede nærmere ved Halefinnen end ved Brystf, med mørk Under- krop og kort, sort Skjægtraad, fanget ved Guimara i det indiske Hav, er den eneste Repræsentant for den lille mærkelige Gruppe af Flyvefiske med forholdsvis korte Brystfinner og lange, bagtil fæstede Bugfinner samt Skjægtraad (E. orbignianus, pinnatibarbatus), som er faldet mig i Hænderne. (Et samtidigt fanget Exemplar, Ye Tomme langt, med samme sorte Underkrop og lignende Proportioner af de parrede Finner, men med sorte Brystfinner, Bugfinnerne siddende nærmere ved dem end ved Hale- finnen og uden Skjægtraad, tør jeg ikke endnu føre herhen.) Skjønt Ungerne af de Flyvefiske, der som voxne have lange Bryst- finner (og lange, bagtil fæstede Bugfinner), som spæde Unger ere forholdsvis kortvingede, synes man dog her virkelig at have at gjøre med en højst ejendommelig lille Gruppe af Arter, der (om den end hidtil kun er kjendt i ungdommelige Skikkelser, som kunne fanges i Slæbenettet, medens de udvoxne, der maaske kun ubetydeligt hæve sig over Vandskorpen, let unddrage sig Fangsten) ikke vil være udsat for atter at blive inddraget som blotte Ung- domsformer af andre Grupper. ; (B, AX, b). 4. E. micropterus Val. Af 3 Exemplarer fra Atlanter- havet (11? N. Br. 26 V. L., 31? N. Br. 769 V. L.) er'det største kun 5 Tommer langt; hos et fjerde fra det indiske Hav (Saway) sidde 397 Bugfinnerne lidt længere tilbage, som Ginther beskriver det; men der er i denne Henseende saa liden Overensstemmelse. mellem Bleekers og Valenciennes's Afbildninger (begge efter Exem- plårer fra det indisk-pacifiske Hav), at jeg ikke endnu vover at adskille den atlantiske Form fra den indiske. E. brevipinnis Val. (Ny-Irland) synes at høre til den samme meget ejendommelige Gruppe indenfor Flyvefiskenes Slægt; derimod antager jeg, at E. rostratus Gthr., E. mento C. V. og E. brachypterus Sol. (indopacifiske) ogj E. acutus Val. (atlantisk) høre til samme Underafdeling som den følgende Art, med hvilken det vilde være ønskeligt at se dem underkastede en nøje Sammenligning. Flere af disse Former kunne træde op med enkelt eller dobbelt Skjægtraad, men den hele Gruppe hører til de endnu kun ufuldstændigt kjendte. (B, 8). 5. E. hillianus Gosse. De største af de ikke ganske faa atlantiske Exemplarer, som jeg har kunnet sammenligne, ere c. 4!/2 Tomme (foruden Halefinnen); for saa vidt de have Lokalitetsangivelse ere de fra Havet omkring de vestindiske Øer, og fra Atlanterhavet kjendes Arten overhovedet ikke udenfor dette Strøg. Jeg har imid- lertid havt Lejlighed til at undersøge nogle (rigtignok mindre vel bevarede) Exemplarer fra Honolulu (hjemførte med. ,,Eugénies" Ex- pedition), som jeg, bortset. fra Størrelsen (lidt over 6 Tommer), ikke kan skjelne fra E. hillianus; det viser sig endvidere, at Klunzingers E. gryllus (Røde Hav) er den samme Art — de formentlige Forskjelligheder holde ikke Stik: i Straaletallet f. Ex. (D: 12—13, A: 13) stemme Exemplarerne fra Honolulu vel nok med de vestindiske: D: 12—13, A: 13—14 —, og med E. gryllus sammenfalder ifølge Ginther (Zool. Rec. VII) igjen denne For- fatters E. atrodorsalis (Cap York), hvad jeg efter Beskrivelsen af »denne rigtignok ikke vilde anset for muligt. Ved de omtalte Ex- emplarer fra Honolulu blev jeg først opmærksom paa, at Tungen, Vomer, Palatina og Plerygoidea bære Kartetænder, hvilket atter ledte til den Opdagelse, at det samme er Tilfældet med den vest- indiske E. hillianus; med andre Ord denne tilhører Bleekers Slægt Parexocoetus. (Hos andre Flyvefiske findes der allerhøjst ” 398 Tænder paa Ganebenene, f. Ex. hos E. speculiger, men dette synes dog åt være snarere "Undtagelse end Regel). Det maa staa hen, om Parras ,,Volador" og Blochs E. mesogaster ere denne Årt eller ikke; det kan i al Fald ikke være den, som Valenciennes har tildelt det sidst anførte Navn. GB, €, a). De hidtil omtalte Former, som enten have Bryst- eller Bugfinnerne eller begge Par forkortede, høre til de abnorme For- mer blandt Flyvefiskene, og hver af de Smaagrupper, som de repræ- sentere, indbefatter kun et forholdsvis lille Antal Arter. Som de normale, typiske Former maa man betragte dem, som ikke alene have lange Brystfinner, men ogsaa lange, bagved " Legemets Midte fæstede Bugfinner. Arternes Antal er her aabenbart meget stort og Vanskeligheden ved at adskille dem voxer derved, at visse Kjendemærker, som man har stillet i første Linie, ofte ere underkastede en ikke ringe Variation med Alderen; saa- ledes det lyse Baand over Brystfinnerne. At man hidtil slet ikke er bleven opmærksom paa, at hos nogle Arter er Brystfinnens anden Straale ukløvet ligesom første, hos andre derimod dybt kløvet ligesom de følgende, har forekommet mig underligt, da begge Forhold her i Museet have været repræsenterede af omtrent lige mange Arter, men fandt dog sin Forklaring, da jeg senere kom efter, at af de hidtil beskrevne Arter hører det overvejende Flertal til dem, hvor anden Brystfinnestraale er kløvet. At denne hidtil oversete Forskjel overhovedet naturligt lader sig anvende til at underafdele denne store og vanskelige Gruppe, synes at fremgåaa deraf, at, naar anden Brystfinnestraale er kløvet, er tredje Straale altid den længste, om end dens Overlegenhed over fjerde ikke er. stor; hos dem, hvor anden Straale er ukløvet, er det derimod — forudsat at man ikke har altfor unge og uudviklede Individer for sig — fjerde (eller femte, for saa vidt disse to ere lige lange), som er den længste"). At man har overset denne Forskjel har " Anden Brystfinnestraale er ligeledes kløvet hos E. evolans, obtusi- rostris, georgianus, hillianus og micropterus. Hos de to Forst nævnte er den kun ubetydelig kortere end tredje, som er den længste; hos 399 bl. a. medført, at man rimeligvis forveksler to i disse Henseender aldeles forskjellige Arter under Navnet E. Bondeletii, paa Grund af deres øvrige indbyrdes Lighed. Paa meget unge (f. Ex. 1'%9 Tomme lange) Exemplarer kan man komme til at begaa den Fejl- tagelse, at overse den endnu svage Kløvning af anden Brystfinne- straale, som bos Unger af f. Ex. under 1 Tommes Længde over- hovedet endnu ikke indtraadt. Det bør ogsaa anføres, at det for Gruppen eller Arten typiske Længdeforhold mellem Brystfinnens øverste (1ste, den, 3dje 0. s. v.) Straaler er hos yngre (jfr. S. 405—7) Exemplarer af c. 21/1, Tommes Længde eller derunder enten endnu ikke til Stede eller endnu ikke tydelig udpræget, fordi enge endnu ikke er rigtig udvoxet hos dem. 6. E. comatus Mitch. Den her paa Tab. X, Fig. 1 afbildede 61/9 Tomme lange Flyvefisk med det mærkværdige lange og brede Skjægbaand kan paa Grund af dettes Længde hverken henføres til E. Solandri, pulchellus eller melanopus; jeg tvivler ikke om, at det er E. comatus Mitch., uagtet man af den ældre Afbildning skulde trot, at det var en Skjægtraad og ikke et Skjægbaand, hvormed den var udstyret. Den er taget i Atlanterhavet paa 36? V. L. og 11? 8. Br. E. appendiculatus Wood er vistnok samme Art, men i en noget uheldig Gjengivelse, der gaar igjen i De E. georgianus er anden den længste (maaske paa Grund af Indivi- dernes need; første er hos dem alle tre temmelig lang; hos E. micropterus er den ikke meget kortere end anden. Ogsaa hos E. hal- lianus er mee den længste, skjønt i Almindelighed kun lidt længere end tredje; første 2/3 eller ”/s af anden. — Selv har jeg aldrig gjort den Erfaring, at anden Brystfinnestraale hos samme Art skulde kunne op- træde snart som udelt, snart som kløvet, f. Ex. udelt i'den ene Finne, kløvet i den anden; men jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at efter skriftlig Meddelelse til mig fandt Dr. Ginther dette at være sammenvoxen med første, men hos yngre træder mere selvstændig op, af mig ikke er talt med; det lod sig fæs tænke, at andre vilde forrykke Benævnelserne og kalde min første for nd; min anden for tredje 0. s. v. 400 Kays.!) For øvrigt ville de smaa Uoverensstemmelser mellem de forskjellige Forfatteres Fremstillinger kunne betragtes som indivi- duelle eller Aldersforskjelligheder, og det er derfor unødvendigt at dvæle ved dem her. I sin udvoxne Skikkelse har denne interes- sante Form ikke været fremstillet før, og jeg har derfor benyttet denne Lejlighed til at meddele en Afbildning af den. 7. E. furcatus Mitch. Der foreligger et udvoxet (7/9 Tomme langt) Exemplar fra Atlanterhavet og flere yngre fra Middelhavet og fra forskjellige Strøg af Atlanterhavet og det indiske Hav. Cypsilurus procne Fil. & Ver. er (ifølge et Original-Exemplar) den samme Art som yngre; derimod antager jeg, at E. Dussumieri Val., med ensfarvede Brystfinner (6 Tommer lang, indiske Hav) er en egen, maaske med E. hirundo Steind. identisk Art, der hidtil kun er kjendt fra det indiske Hav. Det er dog, efter Analogien med andre Arter, meget sandsynligt, at ogsaa E. Dussumieri som yngre (2!/a Tomme og derunder) har sort- og hvidbæltede Bryst- og Bugfinner, og at disse to Arter da ikke eller kun med Vanske- lighed lade sig adskille, saa at de ovenfor omtalte unge ,,E. furca- tus" fra det indiske Hav i Virkeligheden maaske snarest tilhøre E. Dussumieri. Afbildningerne (Tab. X, Fig. 2) oplyse Skjægtraa- denes Udseende hos ældre og yngre Exemplarer; de ere temmelig variable baade i Form og Størrelse, i det mindste hos de yngre. E. Nutallii Les. anser ogsaa jeg for en ung E. furcatus, hvis Skjægtraades Form enten er bleven mindre godt gjengivet eller muligvis har været af en noget afvigende Beskaffenhed. Den nær- mere Omtale af de dels individuelle, dels af Alderen afhængige Af- vigelser hos de yngre Livstrin af denne Typus maa jeg dog op- sætte til en anden Lejlighed; da det kløftede Hagebaand gjør det muligt at forfølge denne Typus ned til Individer af en halv Tommes Længde, har man her forholdsvis god Lejlighed til at studere en og samme Typus (om end just ikke en og samme ,,Årt”) i en hel 1) Med Hensyn til den citerede Literatur vil det være tilstrækkeligt at henvise til Ginthers ,,Catalogue". 401. Række af Aldersformer, med Vished for, at uvedkommende Arter ikke forstyrre Billedet. 8. E. callopterus Gthr. Jeg har havt Lejlighed til at se 2 Exemplarer (8 Tommer eller nær derved, det ene fra Panama) af denne Repræsentant for en ved Bryst- (og Bug-)finnernes Tegning udmærket Gruppe. Det forekommer mig dog at fortjene ny Un- dersøgelse, om E. spilopterus og poecilopterus ere forskjellige som Årter; men uden et større Materiale er en Drøftelse af dette Spørgs- maal unyttig, og jeg skal derfor ikke forsøge en saadan her. 9. E. spilopus Val. Af denne vidt udbredte Art har der foreligget mig flere Exemplarer, af henved 6 til over 9 Tommers Længde; for saa vidt deres Fangesteder ere hekjendte, ere de fra det indiske Hav. Jeg har herved havt Lejlighed til at gjøre den Erfaring, at hos de yngre ere Bugfinnerne længere, Rygfinnen højere, den sorte Plet paa denne og paa Bugfinnerne større end hos de ældre, og at det hvide Bælte over Brystfinnerne har en større Udstrækning i Højden hos de yngre; her naar det helt op til Finnens øvre Rand, hos de ældre standser det ved den fjerde Straale fra oven. Flere Exemplarer maa dog sammenlignes, inden man kan være vis paa, om ikke nogle af disse Forskjelligheder tillige ere individuelle. Jeg foretrækker Valenciennes's Be- nævnelse, da der ikke synes mig at være Vished for, at E. nigri- -»cans Benn. — hvor Bugfinnernes mørke Plet skulde have sin Plads ved deres Grund, ikke henimod deres frie Ende — er samme Art. — Det er muligt, at E. bicolor Val., hvor der af Bugfinnernes sorte Plet kun er ,,nogle graalige Pletter" tilbage, er den endnu ældre E. spilopus. En Form (fra Atlanterhavet), som kun afviger frå den typiske E. spilopus ved, at Bugfinnerne ere graalige, uden sorte Pletter, eller (det yngste Exemplar) kun have en Smule sort paa selve de yderste Spidser af Straalerne, betragter jeg foreløbig som en Varietet af E. spilopus. 10. E. volitans L. " En Art, hvoraf der har foreligget mig Exemplarer (81/0——12 Tommer) baade fra Atlanterhavet (f. Ex. den mexikanske Havbugt, St. Barthélemy) og fra Middelhavet, mangler Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. 26 402 baade Rygfinnens og Bugfinnernes sorte Plet, men har ikke alene et lyst Baand tværs over Vingerne ligesom LE. spilopus, men ogsaa (altid?) en lys Bagrand paa disse, der ikke findes hos den nævnte Art; er det maaske Mitchills og De Kaåys E. noveboracensis? Det er i alt Fald ikke den Art, Valenciennes ansaa derfor; thi denne havde flere Straaler i Gatfinnen end i Rygfinnen, medens det omvendte skulde være Tilfældet med den ægte "E.. novebora- censis, som altsaa hører til en anden Underafdeling. Da jeg to Gange har faaet denne Form sendt fra Korrespondenter i Neapel og Nizza, den ene Gang endog i flere Exemplarer, anser jeg det for givet, at det er den ægte E. volitans, uagtet Brystfinnernes lyse Farvebaand hidtil ikke har været omtalt af Beskriverne. Er det end mindre skarpt udpræget og mindre i Udstrækning end hos andre Arter, vil dets Tilværelse dog aldeles ikke kunne nægtes. For Ginther var Arten ubekjendt — maaske netop paa Grund af den berørte Omstændighed. 11. E. bahiensis Ranz. "Et 9% Tommer langt Exemplar fra det indiske Hav er det eneste, der har kunnet give mig Oplysning om denne Arts Karakterer; jeg skal ikke her nærmere gaa ind paa disse, men kun gjøre opmærksom påa, at der tæt ved den nedre Rand af Brystfinnernes bredeste Del findes en hvid Plet, ligesom det sidste Spor af et forsvindende lyst Tværbaand ; maaske for- svinder den helt hos endnu større, aldeles udvoxne Exemplarer? — Et Par nærstaaende (nye?) Former ere kun repræsenterede hver i ét Exemplar i.de Samlinger, hvortil jeg har havt Adgang: den ene (fra Zanzibar, over 13 Tommer lang) afviger fra E. bahiensis ved at mangle den sorte Plet paa Rygfinnen, og véd at denne begynder langt bagved Midten af Bugfinnerne (hos E. bahiensis' langt foran dette Punkt); den andén (107% Tomme) savner baade den sorte Plet paa Rygfinnen og den hvide paa Brystfinnen, men spiles Finnen ud, kommer dog én, om end utydelig, lysere Tyærstribe frem, især nedenfor den femte Straale.: Brystfinnernes. Bagrand er lys hos dem 'begge. — Et forøget Materiale maa 'afgjøre, om disse Former repræsentere selvstændige Arter. Foreløbig maa jeg lade 403 dem staa uden Navn. — Det samme gjælder om den af- Hr. R. Collett beskrevne ,, E. volitans L.”, der havde forvildet. sig op til Christianiafjorden (10/3 Tom. langt). Den første Brystfinnestraale er desværre beskadiget paa den ene Side, paa den anden er den lidt kortere end hele Brystfinnens halve Længde; var dette For- hold konstant — hvad jeg ikke har nogen Mening om, — vilde der maaske være Grund til at anvise denne Form en anden Plads i Arternes Række, ved Siden af E. Rondeletii. Efter at jeg nu, ved Sendinger fra Middelhavet, som ovenfor berørt, mener at have lært den ægte E. volitans at kjende, antager jeg den norske Form for at tilhøre en derfra forskjellig, ellers ubekjendt Art. En Art fra Honolulu (hjemført ved ,,Eugénies" Expedition, 8 Tom. lang) er nær beslægtet med E. commersonianus, neglectus, simus, brachysoma, oligolepis og opisthopus, men afviger, ifølge Beskrivelserne, fra dem alle; navnlig er Øjet forholdsvis mindre, netop en Tredjedel af Hovedets Længde og lig Pandens Brede. Det maa være nok her at antyde Tilværelsen af en slig Form. — Jeg er ligeledes meget tilbøjelig til at se en ny Art i en ved sin gjennemgaaende sorte Farve, sine kulsorte, hvidrandede Bryst- og Bugfinner,' sorte Halefinne og sorte Rygfinneplet udmærket Art (81/8 Tom.) fra den østligste Del af det stille Hav (Acapulco f. Ex.). Muligvis er E. »igripinnis Val., Blkr. den yngre Form af denne Art; den, som Dr. Ginther har beskrevet under dette Navn, er i al Fald en anden, men tillige en anden end Bleekers, hvorom mere siden. 12. E. speculiger Val. hører til de vidt udbredte Arter; jeg har undersøgt i… alt en Snes Exemplarer (6'/2—9 Tommer) baade fra det indiske og det stille Hav (fra' det arabiske Hav til Hono- lulu) og fra forskjellige Strøg åf Atlanterhavet, maaske ogsaa et fra Middelhavet, hvis Stedangivelsen er rigtig. En E. affinis har det ikke været mig muligt, med Dr. Ginther, at holde ude fra den ægte E. speculiger; de smaa individuelle Variationer i Snudens Længde, Øjets Størrelse og Bugfinnernes Plads kombinere sig efter min Erfaring ikke paa en saadan Maade, at der kan konstrueres 26" 404 en Arts- eller Raceforskjellighed deraf. — Derimod har Justitsraad Riise ved Barbados faaet en Flyvefisk (8 Tom.), der vel staar E. speculiger nær, men har ensfarvede Brystfinner, uden tydeligt »Spejl" eller lys Rand; jeg formoder, at det er E. Roberti M. Tr., men kan ikke afgjøre det, da Originalbeskrivelsen af denne Art ikke er mig tilgængelig. 13. E. Rondeletii Val.? (et 51/2 Tomme langt Futenlar fra Atlanterhavet) udmærker sig fra alle de' hidtil omtalte Arter af den samme store Gruppe ved, at Brystfinnernes første (øverste) Straale er forholdsvis kort, kun halv saa lang som anden eller knap det. Bryst- og Bugfinnerne ere ensfarvet sortladne med hvide Rande. — Jeg er meget tilbøjelig til at tro, at ,,E.' eæiliens", hvoraf der har foreligget mig flere Exemplarer (2%73—1!/5 Tomme lange) fra Atlanterhavet, kun er den yngré Form af E. Rondeletii, uagtet Brystfinnerne have 3 lysere og 4 mørkere Bælter, og Bugfinnerne ligeledes ere mere eller mindre brogede hos den såa kaldte E. ewiliens; disse Farvebælter ere tydeligst hos de yngste, blive hos de ældre mindre klare og vel adskilte og flyde - formo- dentlig helt sammen hos de større (E. Bondeletii). — Jeg maa dog endnu bemærke, at der fra Nizza for nylig er tilsendt Museet en Flyvefisk under Navnet ,,E. Rondeletii" , der vistnok meget ligner den her foreliggende Form fra Atlanterhavet, men hører til en ganske anden Afdeling af Slægten, idet den har anden Brystfinne- straale- udelt. (Jfr. nedenfor under E. brachycephalus). Da Valen- ciennes's Afbildning fremstiller de 4(!) første Straaler i Ryg- finnen som udelte"), kan den ikke afgjøre, om den ene eller den anden af disse Former er den ægte E. Rondeletii. Det er derfor ikke umuligt, at jeg har anvendt Navnet urigtigt, men jeg skal dog endnu bemærke, at jeg af den Meddelelse, som jeg skylder Dr. Bleeker, kan se, at han har opfattet E. Rondeletii påa samme Maade som jeg. 1) De andre Afbildninger af Flyvefiske i ,,Hist. nat. d. Poissons' ere i SE FRE NIRENS BAS pages — saa aldeles har det hidtil undgaaet Opmærksomheden. 405 (B, €, b). 14. E. brachycephalus Gthr. fører os over i den anden, som det synes, mindre artrige Underafdeling, hvor anden Bryst- finnestraale er udelt ligesom første. Af de tre Exemplarer, som jeg henfører til den nævnte Art, ere de to (knap 6 Tommer) fra Middelhavet, det tredje (knap 7 Tommer) fra Atlanterhavet (31? N. Br., 76? V. L.). Første Brystfinnestraale er 1/3 af hele Finnen eller knap det, men langt fra Halvdelen af tredje Straale; anden er halv såa lang som hele Finnen eller lidt mere, men ikke ”/3 af tredje; Bugfinnerne ere sorte med eller uden hvide Rande, Bryst- finnerne næsten ensfarvede 0. s. v. — En nærstaaende Form (7 Tom.) har ogsaa Bugfinnerne sorte og hvidlige, men har tillige et, om end kun smalt og lidet udviklet, saa dog tydeligt lyst Tværbaand over Brystfinnerne mellem 7de og 13de Straale; maaske forsvinder det senere? Første Brystfinnestraale er her c. 2/5 af den hele Finnes Længde, men langt fra Halvdelen af tredje Straales; anden er mere end halv saa lang som hele Finnen, men ikke % af tredje Straale 0. s. v. — En tredje Form (91/4 Tom.), fra det stille Hav i Nærheden af Borabora: Første Brystfinnestraale ligeledes kun omtr. "Is af hele Finnens Længde og anden omtr. %g af tredje, men Fin- nerne ere uden udpræget Aftegning; andre Exemplarer fra Acapulco, Java og Atlanterhavet frembyde smaa Oscillationer i Enkelthederne, naar man nøje udmaaler dem og analyserer de Maalforhold, der sæd- vanlig benyttes i Diagnostiken; men endnu hår jeg maattet lade " det være uafgjort, hvor mange Arter man tør antage af disse om E. brachycephalus sig grupperende Former; Materialet er endnu for lidet, selv med Benyttelse af flere Museers forenede Materialer, til at løse Spørgsmaalet; det er i det mindste endnu ikke lykkedes mig her at komme ud over det Standpunkt, hvor næsten hvert In- divid fra et nyt Sted synes at repræsentere sin Art (hvis man Overhovedet vil adskille flere), eller at finde Loven for de optræ- dende Smaaforskjelligheder. 15. E. lamellifer Kn. St. Det Forhold, hvorefter de Wienske Ichthyologer i sin Tid benævnede .deres Art, er fælles for alle Flyvefiske, men træder forholdsvis stærkest frem jo yngre de ere, 406 og kan sikkert. ikke benyttes til: Arternes Diagnostik. Der har foreligget mig adskillige Exemplarer fra meget forskjellige Dele af Atlanterhavet og det indopacifiske Ocean, fra 21/3 til lidt over 4/2 Tomme, alle altsaa endnu unge. ' Som udvoxen er Arten overhovedet endnu ikke kjendt, men den synes dog at være en af de lettest kjendelige. De to første Brystfinnestraaler ere nemlig påa det nærmeste lige lange, den anden endog undertiden kortere end første, %5 af hele Finnens Længde! eller lidt derover, men ikke Halvdelen; tredje er i Almindelighed ikke dobbelt saa lang som første 0. s.v." Yngre Exemplarer have sort- og hvidbaandede Bug- og Brystfinner omtrent som E. exiliens, men allerede hos de større af de foreliggende ere Bugfinnerne mere udpræget sorte eller sort- ladne med hvide Rande, og Brystfinnerne saa godt som aldeles ensfarvet mørke. E. fasciatus Les. er aabenbart ogsaa, efter de øverste Brystfinnestraaler at dømme, Ungen af en meget lignende Form; men er det saa, at Gatfinnen er betydelig kortere og fat- tigere paa Straaler end Rygfinnen, maa det" alligevel være en anden, om end analog, Art, der ikke senere er kommen for Dagen igjen. … Derimod synes det, at Ginthers-E. nigripinnis — der baade i Henseende til det her fremdragne Hovedforhold i Brystfinnernes- Bygning og i Henseende til: Gatfinnens Forhold til Rygfinnen tilhører en ganske anden Gruppe end den Art, Bleeker har beskrevet under samme Navn") — er identisk med Kners og Steindach- ners E. lamellifer. — Endelig er jeg i Tvivl, om den for nylig . af Hr. "Brown Goode beskrevne —E. seæiliens. (Catalogue of the Fishes of the Bermudas, Bull. U. St. Nat. Mus. VI, p:64, 1876) er et ungt Exemplar af -den her omhandlede Art; den nærmere kritiske Drøftelse heraf vil: kunne finde sin Plads i den paatænkte udførligere Redegjørelse for mine Undersøgelser over Exocoeterne. 16. En formentlig ny Art af samme Gruppe. (d. v. s. ligeledes med længere Gatfinne, men med brogede parrede Finner, første ') Jeg henholder" mig her til Dels til de mg Meddelelser, som jeg skylder begge de nævnte Herrer. 407 Brystfinnestraale "/3' af hele Finnens Længde, anden meget: mere end dobbelt saa lang som første) foreligger mig kun i ét sikkert Ex- emplar, 2?%/3. Tom. langt, fra Atlanterhavet (3? N. Br., 239, V. LJ); thi to endnu yngre (fra "Syd for Azorerne og fra det indiske Hav), som jeg foreløbig havde ført herhen, ere maaske unge E. exiltens, hos hvilke anden Brystfinnestraale endnu ikke har kløvet sig i Spidsen. Men selv "hint større Exemplar er vistnok ingenlunde fuldvoxet; det vilde maaske som saadant have faaet -samme Ud- seende, Tegning af Finnerne 0. s.v. som E. BRondeletii, og då vil den' simple eller kløvede anden Brystfinnestraale være Hovedkjende- mærket mellem disse to ellers analoge Arter. 17. Alle de hidtil omtalte Arter med udelt anden Brystfinne- straale have en forholdsvis lang Gatfinne, d. v. s. denne er lige saa lang som eller kun lidet. kortere end Rygfinnen; men der gives ogsaa af denne Afdeling (ligesom af dem med kløvet anden Bryst- finnestraale) Arter «med | forholdsvis kort Gatfinne, d. v. s. hvor denne er meget kortere end Rygfinnen og begynder langt bagved denne. Museet besidder tre saadanne Arter, saa vidt jeg skjønner alle nye: en har sort og hvidbrogede Brystfinner og sorte, hvid- randede Bugfinner, og dette er her maaske dog mere end et Tegn paa dens-Ungdom; det: største Exemplar er' 5. Tommer langt, hvad vel næppe er Grænsen for dens Væxt. «Første Brystfinnestraale er 1/3 eller 3/g af hele Finnen, anden Halvdelen eller lidt derover; Exemplarerne ere dels fra Atlanterhavet, dels fra. det indiske Hav. — En anden forekommer ved vore. vestindiske Øer (men ogsaa ved Zanzibar; synes idet); den bliver 67/—7%9 Tomme lang, har ligeledes sorte Bugfinner med hvide Rande,, men næsten. ensfarvede Brystfinner uden tydeligt -Baand; første Brystfinnestraale ikke Halv- delen, anden ikke %8 af den hele Finne. — En. tredje fra Cen- tral- Amerikas Vestkyst forholder sig paa samme Maade i Henseende til de parrede Finner; men første Brystfinnestraale er her mere end Halvdelen, anden over ?%/8 af den hele Finnes Længde 0. s. v. 408 .”Det kunde synes af tvivlsom Nytte at. meddele saa kortfattede Antydninger om nye Arter, der hverken benævnes eller diagnosti- ceres; men jeg har dog trot, at det kunde være nyttigt paa denne Maade at henlede Opmærksomheden paa Karakterer, der hidtil ere blevne oversete, men som der dog tilkommer en vis Betydning i Systematiken og Diagnostiken. Vel kan man ikke vente, at Bryst- finnestraalernes indbyrdes Længdeforhold vil mere end andre Pro- portioner med mathematisk Nøjagtighed vise sig ens hos alle Ex- emplarer af samme Art; men Variationen vil dog holde sig inden- for visse Grænser, og disse bør saa vidt muligt oplyses for hver enkelt Art, skal denne anses for fuldstændig karakteriseret; end mindre bør der fremtidig savnes Oplysning om Beskaffenheden af anden Brystfinnestraale, der synes at kløve de typisk-normale Flyve- fiske i to skarpt begrænsede Grupper af langt større Værdi end dem, man kan faa ved at benytte Brystfinnernes Tegning — Mod- sætningen mellem ensfarvede og hvidbæltede Vinger — som Indde- lingsgrund. Her maa Opmærksomheden dog fortrinsvis rettes mod at prøve, om den her fremhævede Karakter er saa konstant som den har stillet sig for mig, efter min just ikke såa ganske snævert begrænsede Erfaring, eller om det vil vise sig, at samme Art kan optræde baade med anden Brystfinnestraale kløvet og ukløvet, f. Ex. kløvet i den ene Brystfinne og ukløvet i den anden. Selv har jeg ikke mødt noget saadant Tilfælde, og det er mig ikke sandsynligt, at det skulde kunne indtræde, da bemeldte Brystfinnestraales Be- skaffenhed jo, som det ovenfor er vist, altid er knyttet til et vist Længdeforhold mellem 3dje og 4de Straale. I denne Kombi- nation vil man maaske ogsaa have et Middel til at afgjøre, i givet Tilfælde, om en slig Uregelmæssighed er meré end en tilfældig individuel Abnormitet. 409 Lidt Antikritik. Af J. Reinhardt. (Forelagt i Mødet den lste Decbr. 1876.) I en for nylig udgivet Disputats betitlet: ,,Tanddannelse og- Tand- udvikling hos Hvirveldyrene, Iagttagelser og Bemærkninger", har Hr. P. Tauber grebet Lejligheden til at paaanke Fejltagélser og Misforstaaelser, som han tror at have opdaget i mit Arbejde om de af afdøde Professor H. Krøyer paa Bellona-Rejsen fundne Lestodon- Levninger.1) Under Hr. Taubers Forsvar for sin Disputats havde jeg som Opponent Lejlighed til at imødegaa disse hans Bebrejdelser, og hvis det var tilstrækkeligt at håve oplyst de talrige . Til- hørere, kunde jeg vel lade det bero ved, hvad jeg den Gang sagde. Men ikke at tale om, at mundtlige Yttringer glemmes, trykte der- imod blive staaende, saa vil Disputatsen jo komme ogsaa andre Kredse i Hænde end den, i hvis Paahør Forsvars-Akten fandt Sted. Der er derfor ogsaa Grund til at give Flere end Tilhørerne en Haandsrækning til Bedømmelse af de omtalte Beskyldningers Be- skaffenhed. ) å For et Par Aar siden paaviste den engelske Histolog C. S. Tomes Emajlorganer og Emajlspire til Mælketænderne og deres Afløsere hos Fostre af et Bæltedyr (,, Tatusia peba"), men kunde ikke finde mindste Spor til selve Emajlen, skjøndt han undersøgte en 1) Kgl. D. Vid. Selsk. Skr. Ste R. nat. og math. Afd. XI, 1. Kbhvn., 1875. 410 Mængde Tænder, som han tog ud af Tandsækkene før Frembrudet. Denne Opdagelse har bragt Hr. Tauber (om med Grund lader jeg foreløbigt staa hen) paa den Formodning, at der maaske kunde findes Emajl paa Kæmpedovendyrenes Tænder, og han yttrer sig i den Anledning paa følgende Maade: »Berettigelsen af de gamle og nyere Angivelser om Forekomst af Email hos megatheroide: Dyr>) synes herved" (o: ved Tomes” Opdagelse) ,,at vinde i Kraft, og der kunde vistnok være god Grund til at underkaste de omtalte Angivelser en fornyet Prøvelse. Det er ubegribeligt, hvorledes" Prof. Reinhardt?) har kunnet confundere de nævnte Iagttagelser og har kunnet oversee, at saavel Clift som Gervais paa de nævnte Steder udtrykkelig, skjøndt paa forskjellig Maade, angive, at der findes Email hos dé nævnte Former, og det bliver derhos paafaldende, at Prof. Reinhardt viser større Iver i at lægge Skylden for den formentlige (men ikke ved videnskabelig Undersøgelse godtgjorte) Feil paa sin afdøde Landsmands og Col- legas' Skuldre, skjøndt denne skrev i 1840—41; end” paa Gervais, der skrev nøjagtig det Samme i 1855 og 1873".1) T den første af de to tilføjede Noter (5) angiver! han dernæst disse gamle og nyere" Angivelséer at være følgende: Clift (Tr: Geol. Søe. Sec. Ser, Vol. HE, p. 441)%), Krøyer (Nat. Tidskr. 3 B. S.-590). og Gervais (Castelnaws Rejse 'i Sydamerika Zool. T. 1 Lestodon?), og Mém. Soc: Géol. d:' Fr. 2me Sér: T. IX; V, p. 29). I Noten 6 endelig henviser han til $. 12—13 i min ovenfor ci- terede 'Afhandling- i; Vid: Selsk. Skriftér. Jeg skål åltsaa påå en ubegribelig Maade have" confunderet Iagttagelserié og overset, at baade. Clift og Gervais angive Fore- komst af Emajl hos Kæmpedovendyr! Man vil rimeligvis: blive noget: overrasket: ved at høre, at jeg mod Hr. Taubers fripoåstige «Beskyldning” kan stille den uigjen- drivelige Oplysning, 'at jeg hverken” i "den meeen) til hvilken han gt Tanddannelse &c. Side 13—14. ”Y Hr. Tauber citerer urigtigt: op. 444. 3) Hr.'Tåuber aiigiver ikkeSidetallet. 507 402 ole DT 411 henviser, eller påa nogetsomhelst andet Sted i min Afhandling har omtalt eller blot fjernt hentydet til, hvad Gervais' har -sagt om Tændernes Bygning hos Lestodon-Slægten. Skjøndt jeg ikke med et Ord nævner Gervais” Iagttagelser, skal jeg: dog have confun- deret dem! Det er nu Hr. Taubers Maade at slutte paa! - Man plejer nok ellers at kræve Paavisning af ,,corpus delicti': som Bevis for, at Forbrydelsen er begaaet; han synes at vende Reglen om -og hænger sin formentlige Misdæder, selv om der ikke findes Spor af det. Den Tilfældighed, at en Anden: mange Aar senere gjør sig skyldig i samme Fejltagelse som Krøyer, kan ikke tage Skylden fra den Sidstes Skuldre, saalænge det maa indrømmes, at den Fejl, han begik i 1841, allerede den Gang ikke kunde være' begaaet, dersom han havde -vidst, hvad han kunde og burde vide. Krøyer kunde ikke frikjendes derved, at Gervais” Fejltagelse fremdroges, og der var derfor heller ingen Anledning til at gjøre dette. Derimod var der Grund til at henvise til Clifts Afhand- ling og Retzius' epokegjørende Undersøgelser; thi i Krøyers Ubekjendtskab med disse Arbejder ligger netop Grunden. til hans urigtige Angivelse. Hvad Clift angaar, var det imidlertid ikke hans Angivelse af Emajl i Megatheriets Tænder, som det just: kom an påa, og den har jeg derfor heller ikke berørt; hvad det; gjaldt om at fremhæve var derimod hans fuldkommen rigtige Tydning af det yderste Lag paa Megatheriets Tænder; thi havde Krøyer kjendt den og Retzius” Undersøgelse, vilde han ikke kunne have mistydet det yderste Lag paa Tænderne i den af ham fundne Underkjæbe, saaledes som han gjorde. At tredje Bind af ,,Naturhistørisk Tidskrift" bærer Aarstallet 1840—1841 paa "Titelbladet, berettiger aldeles ikke til at sige, at Krøyer , skrev i 1840—41"; Hr. Tauber måa, eller burde i alle Fald, vide, at de omtalte Lestodon-Levninger først fandtes i Januar 1841, og at Notitsen om dem ikke kan være skreven før- end i Slutningen af dette Aar. Hvis det er for en stilistisk Mod- sætnings Skyld, at Hr. Tauber har lådet sin Client være to Aar om at skrive en fem til seks Sider lang Notits,: kunde han saa 412 meget bedre holdt sig til Sandheden, som han vil blive nødt til ogsaa for Gervais” Vedkommende at udslette det ene af de to Aarstal, han anfører. Gervais har nemlig slet ikke berørt Tandbygningen hos Lestodon ,,i 1855", eller med andre Ord: i det Castelnauske Rejseværk. Det trænger ikke til nærmere Forklaring, at det i mere end en Henseende gjør en Forskjel, om Gervais har udtalt sig to Gange med henved en Snes Aars Mellemrum påa samme (urigtige) Maade om Tandbygningen hos Lestodon, eller om der kun forekommer en enkelt Yttring derom i hans Skrifter. Den Unøjagtighed, som Hr. Tauber paa dette Sted gjør sig skyldig i, er derfor ingenlunde ligegyldig, og det er betegnende, at han ikke en Gang ved Angreb paa Andre sørger for Tilforladelighed i sine Paastande. "Vi ville nu se lidt nærmere paa selve de tre ,,gamle og nyere Angivelser om Forekomst af Email hos megatheroide Dyr", til hvilke Hr.Tauber henviser, og hvis Berettigelse skal have vundet i Kraft. "Kunne disse Angivelser virkelig slaas i Hartkorn og kunne de med Rette siges at støtte hinanden? Ganske vist ikke af nogen grundig og opmærksom Læser! Hr. Tauber har overset eller ikke forstaaet den væsenlige Forskjel mellem disse Angivelser, at de to af dem lade de omtalte Tænder være sammensatte af kun to Substanser, den tredje derimod af tre. Er den ene af disse Angivelser rigtig, ere de tvende andre urigtige og omvendt. Hvad afdøde Prof. Krøyer fejlagtig har antaget for Emajl, erklærer Clift rigtig for Cement, det Lag, som denne har antaget for Emajl har Prof. Krøyer overset. Clift skrev førend Tandsubstansernes mikroskopiske Bygning var bekjendt, man skjelnede til hans Tid kun de forskjellige Substanser fra hinanden ved Hjælp af den For- skjel, de frembød i Haardhed, Farve og ydre Udseende; fra dette Standpunkt maa hans Beskrivelse af Megatheriets Tænder ses, og man vil finde, at den for sin Tid er meget god; han gav sin »Emajl" den rette Plads, ikke yderst, men mellem Dentinen og Cementet, og hans Opfatning stemmer med Nutidens med den For- skjel, at den mikroskopiske Undersøgelse har vist, at den Substans, som han paa Grund af dens Haardhed kalder Emajl, i Virkeligheden 413 er en Slags Dentin. Den Gang Professor Krøyer skrev, var den mikroskopiske Bygning af Dovendyrenes og Kæmpedovendyrenes Tænder allerede undersøgt, men (som vi vide) kjendte han ikke disse Undersøgelser. Han staar saaledes i Et og Alt påa samme Standpunkt, som Clift 9 Aar tidligere; men han har hverken for- maaet at se saa skarpt eller tyde saa rigtigt som denne. Hr. Tauber mener, at Professor Krøyers ,,Feil” ikke er videnskabe- ligt godtgjort, men dette er en Fejltagelse; den er godtgjort ved Owens Undersøgelser, man kan påa en Maade sige: disse Under- søgelser havde godtgjort den, førend den blev begaaet. Cement er — i alle Fald naar det er tilstede i nogenlunde Mængde, og hos Kæmpedovendyrene er Cementlaget, selv hvor det er tyndest, 1/3 Linje tykt — ikke til at miskjende ved den mikroskopiske Analyse af Pattedyrtanden; Owens Beskrivelser og Figurer vise tilstræk- kelig tydeligt, at det er Cement, som danner det yderste Lag paa Dovendyrenes og Kæmpedovendyrenes Tænder, og dermed. er Professor Krøyers Tydning af dette selv samme Lag som Emajl fuldstændig afvist og bortfalden. Hvad dette Punkt angaar ere fornyede Undersøgelser aldeles unødvendige. : Det kan maaske være for dristigt aldeles at nægte Muligheden, at der en Gang hos ganske spæde Unger af Kæmpedovendyr kan blive eftervist en lille Emajlhætte paa Spidsen af de i denne Alder kegleformige Tænder!), men man tør i alle Fald sige, at der aldrig paa de udvoxede Dyrs cylindriske og slidte Tænder vil eller kan findes et Emajllag udenpaa Cementet; hvis et sligt Lag er tilstede, maa det naturligvis ligge mellem dette og Dentinen; det vil altsaa aldrig kunne falde sammen med det yderst liggende Lag, som Prof. Krøyer paa de stærkt slidte Lestodon- … Tænder har taget for en ,,Emajlplade". Selv om man derfor i Fremtiden skulde paavise Emajl paa dette eller nærstaaende Dyrs Tænder, vilde ,,Berettigelsen" af hans ,,Angivelse” slet ikke derved 7) Som bekjendt blev disse Unger paa Grund af Tændernes Form en kort Tid af Dr. Lund antagne for at tilhøre en særegen Slægt, Sphenodon. 414 kunne ,, vinde i Kraft"; hans Angivelse vilde tværtimod vedblive at være en Fejl efter Paavisningen,. ligesaa fuldt som den er det nu. At Gervais hår beskrevet Tandbygningen hos Lestodon paa samme Maade som Krøyer, at han saaledes ogsaa fejler paa samme Maade som denne, er sandt, og jeg skal ikke forsøge at besmykke eller bortforklare hans Skyld. Men jeg kan ikke godt antage, at hans Benævnelse hviler påa en finere Undersøgelse; der foreligger vist kun en Skjødesløshed i Udtrykkene. Da Gervais i 1873 beskrev Lestodon-Tænderne som bestaaende af Dentin, omgiven af en Emajlskal, havde der jo i en Menneskealder hersket fuldstændig Enighed om Bygningen af Kæmpedovendyrenes Tænder. Hvis det derfor havde været hans Mening ved denne Lejlighed at sætte en anden Anskuelse i Stedet for den almindeligt antagne, havde han dog vistnok tilføjet et Par forklarende Ord om Grunden til, at han nu ”gjenoptog en gammel, forlængst ”opgiven Opfattelse. Men under alle Omstændigheder kan denne Angivelse ikke mere end Krøyers vinde Berettigelse ved mulige Fremtidsopdagelser. Det andet Sted i Disputatsen, hvor Hr. Tauber tildeler mig en Tugtelse, har han valgt at give mig den mellem Linjerne ved simpelthen at ignorere, hvad jeg har sagt. I mit Arbejde om Lestodon har jeg oplyst, at Professor Krøyer har taget den be- skadigede Indgang til Underkjæbekanalen for en tom Tandhule og paa Grund heraf talt en Tand formange i den Kjæbegren af dette Dyr, som han havde fundet paa Bellona-Rejsen. ” Denne Krøyers urigtige Angivelse gjentager Hr. Tauber uden med et Ord at nævne, at der har været gjort Indsigelse mod den; stiltiende lader han Læserne forstaa, at Prof. Krøyer selvfølgelig har Ret, og at han selv ikke vil spilde et Ord paa den Sag. Denne Friskfyrmaner at tage Tingen paa gjør nogle Oplysninger nødvendige; thi selv om en Læser efter at have læst Hr. Taubers Disputats tager min Afhandling for sig, vil han være lige nær; hos mig vil han læse, at Krøy ers Angivelse er grundfalsk, i Disputatsen ser han den 415 paany blive sat påa Højsædet, men hvorledes disse" Modsigelser kunne være tilstede, ja! det' vil trods ål Læsen vedblive at være ham en Gaade. Som bekjendt ere de bageste Kindtænder hos Hvålrossen meget smaa og falde i Reglen tidligt ud. For 12 Aar siden har jeg her i vore Meddelelser") fremsat den Mening, åt disse Tænder, som indtil da stedse våre blevne antagne for Mælketænder, der ikke bleve erstattede ved Afløsere, i Virkeligheden er det blivende Tand- sæts ægte Kindtænder, hvis Udvikling hurtig afsluttes, saa at de ikke blive skikkede til at fungere, hvorhos jeg tillige henpegede til, at min Opfatning kunde finde nogen Støtte i de ægte Kind- tænders Forhold hos Proteles-Slægten. Noget lignende skal nu, efter Hr. Taubers Anskuelse, finde Sted hos Lestodon?), og i den Anledning kommer han med følgende Yttringer?), som jeg, ligesom i det forrige Tilfælde, anser det for rigtigt at aftrykke: »Til Støtte for denne Anskuelse” (5: min Opfatning af Hval- rossens Tandformel) ,,anføres det lignende Forhold hos Proteles, idet de ægte Molares ogsaa her ere mindre end de foranstaaende Præ- molares og sædvanligt, i alt Fald for en Deel, falde tidligt ud; til dette Exempel kan passende føjes det uddøde Kæmpedoven- 7) Vid. Meddel. for 1864, S. 261, Noten. ”) Da det fornemlig gjælder om at feje for min egen Dør, skal jeg kun i Forbigaaende bemærke, at.der vistnok lader sig indvende Adskilligt mod den, i mine Tanker, forunderlige Parallel, som Hr. Tauber trækker uden mindste Betænkelighed. Hos de tvende diphyodonte Dyr, Hvalrossen og Proteles, er en hél Kategori af Tænder, nemlig alle er ægte Kindtænder, sky mmede i Udvikling. Om den (saavidt odon adenin der hidtil ikke andet sikkert, end at' man en enkelt Gang har fandet 5 Tænder i en Underkjæbe- gren i Stedet for 4, men der haves intet Bevis tor, at dette sidste Tal nogensinde skulde være en Følge af, at en side veer var falden ud; tværtimod! der er slet ikke Plads til en slig i de firtandede Kjæbegrene, og der har aldrig været fundet "Spor af en oblitereret Tandhule.'" Maaske har en vis Lyst til at paa Tale 3) Fanddennelbk dn AAN 416 dyr"), Platygnathus Krøyer, hos hvilket saavel Krøyer som Gervais”) have fundet en mindre Ste Tand i Underkjæben.” I den første af de to Noter, til hvilke han henviser, hedder det: ,,man sammenligne Reinhardts nyeste Arbejde ,,Bidrag til Kund- skab om Kjæmpedovendyret, Lestodon armatus,"” &c. &c. (Sidetal an- føres ikke). I Noten 2 henvises til det Castelnauske .Rejseværk, og der tilføjes, at Gervais betragter Forekomsten af den femte Tand som ,,un cas tératologique"1) (3: han betragter den ma samme Maade som jeg gjør). Man vil se, at Hr. Tauber i den ovenfor aftrykte Passus gaar ud over, hvad han har Ret til at sige. Professor Krøyer har ikke set og heller ikke sagt at have set en femte Tand; han siger kun, at han har set en femte Tandhule. Det skal naturligvis ind- rømmes, at, saalænge der kun spørges om Tallet af Tænderne, kan det i Almindelighed være ligegyldigt, om der sigés ,,Tand" istedetfor ,,Tandhule"; men naar der, saaledes som i dette Tilfælde, er gjort opmærksom paa, at den saakaldte Tandhule ikke er, hvad den er bleven udgiven for, er det selvfølgelig vildledende og utilladeligt at gjøre det. Men — vil man maaske sige — lad det ogsaa være mindre rigtigt saalédes uden Commentar at sætte et quid pro quo, såå gjør det dog vel, naar Alt kommer til Alt, ikke synderligt til Sagen i dette Tilfælde; thi Hr. Tauber maa jo naturligvis i Forvejen fuldstændigt have overbevist sig om, at den Aabning, som jeg har taget for foramen mandibulare, alligevel er en Tandhule, eller at der foruden denne Aabning er en virkelig Tandhule eller i det 1) Castelnau's Rejseværk er ikke det eneste Sted, hvor Gervais tyder denne femte Tand som en Abnormitet; han fastholder den samme Mening 18 Aar derefter i sin Afhandling i »Mém.d. 1. Soc. Géol. d. Fr.» (2 Sér. T. IX, Mém. V, p. 27 note 1), og et i Parenthese tilføjet Ord paa dette sidste Sted viser, at Tydningen gjentages med fuldt Over- læg. Hr. Tauber gjør her netop det Modsatte af hvad han gjorde, kun fåge mm Gang, hvad han med god F NØRRE San tage 417. Mindste en Levning af en saadan tilstede, men som jeg har overset: Hertil maa imidlertid svares, at der irske ikke er eller kan være Skygge af Tvivl om, at den Aabning, jeg har betegnet som /oramen mandibulare, ogsaa virkelig er det; fremdeles at der ikke er nogetsomhelst Spor af nogen anden ,,Tandhule" for en femte Tand end netop dette Hul; endelig at Hr. Tauber har nedskrevet den ovenfor aftrykte Passus uden at have gjort sig den Ulejlighed at undersøge Sagen. I Anledning af dette sidste Punkt turde det være rigtigt at gjøre Læserne bekjendt med nogle til Sagens rette Forstaaelse ikke uvigtige. Omstændigheder. Hr. Tauber indsendte . sin Disputats, i Manuskript, men indbunden, til Fakultetet den 25de Jan. d. A. Et Par Dage i Forvejen (jeg skulde tage meget fejl, hvis det ikke var den 22de) kom han til mig i mit Arbejdsværelse i Museet og anmodede om at faa at se en Megatherium-Tand og, om muligt, Tænder af ganske smaa Unger af et eller andet mega- therioid Dyr; om Lestodon-Kjæben sagde han ikke et Ørd. Det var saa heldigt, at jeg straks kunde opfylde hans Begjæring ; jeg bad ham derfor at følge op med mig i den palæontologiske Sam- ling, hvor jeg fremtog de forlangte Gjenstande til ham. Medens Hr. Tauber og jeg endnu vare beskjæftigede i den nævnte Samling, blev jeg uformodentlig der opsøgt af en fælles Bekjendt af os. Jeg bad denne Sidste at vente med sit Ærinde, indtil Hr. Tauber var færdig med hvad han vilde se; men et Øjeblik efter spurgte han, om den af Krøyer hjembragte Lestodon-Kjæbe var i Nærheden, hvortil jeg svarede ja og tog den frem til ham. I den Samtale, som dernæst udspandt sig, bemærkede Hr. Tauber, at det forekom ham usandsynligt, at Professor Krøyer skulde have kunnet tage fejl af Fforamen mandibulare, og at den Omstændighed, at der nu ikke var Noget at se til den af Sidstnævnte omtalte Tandhule for en femte Tand, kunde være en Følge af, at der var brækket et Stykke af Kjæben, siden han beskrev den: É Hertil maa bemærkes (og jeg gjorde Hr. Tauber opmærksom derpaa) dels, at der paa det paagjældende Sted bagved Tandhulen Vidensk. Meddel, fra den naturh. Foren. 1876. 97 418 for den fjerde Tand ikke er Spor til nogen Brudflade af et nyere og friskere Udseende end de øvrige, og dels (hvad der er vigtigere), at Benets Tykkelse eller dets Gjennemsnit udenfra indad påa det nævnte Sted er for ringe til, at der kunde være Plads til en Tandhule. Den, som er ved at drukne, griber imidlertid efter et Halmstraa; Hr. Tauber søgte derfor at hjælpe paa sin Client og påa sin Hypothese ved at minde om,' åt Professor Krøyer havde kaldt den ,,femte Tand" næsten rudimentær, og mente, at til en lillebitte Tandhule kunde der maaske nok have været Plads. Professor Krøyers Ord ere aabenbart meget for ube- stemte til, at man med nogen Tryghed kan argumentere fra dem, men ved Hjælp af de Tegninger af de paa Bellona-Rejsen fundne Knogler, som han har efterladt sig, lader det sig godtgjøre, at Hr. Taubers Formodning ikke holder Stik: Jeg foreslog derfor begge Herrerne at: tage Lestodon-Underkjæben ned i mit Arbejds- "værelse og der sammenligne den med de nævnte Tegninger, -hvad da ogsaa skete. — Blandt Tegningerne er: der ikke færre end tre Blade, som fremstille Underkjæbegrenen i naturlig Størrelse, set fra forskjellige Sider; de ere ikke- meget gode,-men altid gode nok, til at en Sammenligning mellem dem og selve Kjæbegrenen med- al ønskelig Tydelighed viser, at ikke noget Stykke, hvori selv en nok saa lille, femte Tandhule kunde fundet Plads,. er brækket af, efter at Professor Krøyer i 1842 "lod Kjæbegrenen tegne.:… Den store fjerde Tand er (som allerede bemærket i min Afhandling) senere falden ud og gaaet "tabt; men iøvrigt har Kjæbegrenen aldeles ingen Skade taget' umiddelbart bag den nævnte Tand i den lange Række Aar, som er hengaaet siden den Tid. Jeg mener, at endog de, som have en fastere Tro paa afdøde Professor Krøyers Kundskaber paa de Omraader, det. ved denne Lejlighed gjælder om, end jeg tilstaar, at jeg kan nære, maa er- erkjende, at enhver rimelig Indvending er afvist, og at den af mig paatalte Forvexling har fundet Sted. Jeg skal imidlertid endnu tilføje et Par Ord med Hensyn til den Størrelse, som den apokryfe femte Tand skulde have havt. Professor Krøyer siger, at den je 419 (efter Tandhulen at dømme) ,,har været den mindste af Tænderne og synes, i Forhold til de andre, næsten at kunne kaldes rudimentær". Det er, som man ser, løse Udtryk, der tillade en temmelig vilkaarlig Udlægning, især da den ene af de fire Tænder, i Sammenligning med hvilke den femte betegnes som næsten rudimentær, er henimod to Gange saa stor som de øvrige. Hos Megatheriet sidder der, som bekjendt, bagest i Overkjæben en femte Tand, der er meget mindre end en hvilkensomhelst af de andre; i Tværsnit er den neppe halv saa stor som den fjerde; mangen En vilde maaske beskrive ogsåa denne Tand som sammenligningsvis næsten rudimentær, skjøndt den dog er henved fem Tommer lang. En overmaade lille Tand, som i sig selv, ikke sammenligningsvis, kunde fortjene at kaldes rudimentær, er ikke fundet hos nogetsomhelst -Kæmpedovendyr. Af Professor Krøyers Ord kan man derfor neppe med Sikkerhed udlede Noget; men da der gives i det Mindste én Underkjæbegren af en Lestødon, ikke med en tvivlsom femte Tandhule, men med en virkelig femte Tand, saa har man jo en bedre Vej, man kan gaa. Thi det maa dog vel indrømmes, at man i denne Tands Størrelse har et Maal for den Størrelse, som en femte Tandhule i den af Krøyer hjem- bragte Kjæbe maa have-havt, hvis en slig Hule virkelig har existeret. Hvor stor er altsaa den femte Tand i den af Gervais omtalte Underkjæbe? ja, han siger rigtignok kun, at den er mindre end den anden og tredje; men man kan faa fuldkommen tilstrækkelig Oplysning derom i det posthume Hefte af Blainvilles »Ostéographie''; thi der er den femtandede Lestodon-Underkjæbe af- bildet (Megath. pl. 1, fig. 10), skjøndt rigtignok under et andet Navn. Figuren viser, at den omtalte Tand er omtrent 15—16 Millim i Gjennemsnit, og det er en fuldstændig Umulighed, at en saa stor Tand nogensinde kunde have fundet Plads bagved den fjerde store Tand i den af Professor Krøyer fundne Kjæbegren; selv de, som ikke have Lejlighed til at undersøge selve Kjæbegrenen, kunne let overbevise sig derom ved at kaste et Blik paa den Figur, jeg har givet af den. Ingen, som havde sat sig tilstrækkeligt ind i Sagen, vilde derfor have kunnet slaa sig til Ro med den Gisning, at den vred 420 af Krøyer omtalte Tandhule senere kunde være forsvunden. Selv om man ikke i dennes heldigvis opbevarede Tegninger havde Bevis for, at hans femte ,,Tandhule” ikke kan være andet end den beskadigede Indgang til Underkjæbekanalen, vilde man ved en skjønsom Benyt- telse af Literaturen kunne komme til den samme Erkjendelse. Jeg har meddelt denne lille Episode, fordi jeg mener, at der af den fremgaar to Kjendsgjerninger, som ere værd at lægge Mærke til. Den ene er, at Hr. Tauber, saaledes som jeg ovenfor har sagt, har skrevet uden selv at undersøge Sagen; herom kan der jo vel ikke være Tvivl, da det indbundne Manuskript til hans Di- sputats allerede den 25de Jan. var i Fakultetets Værge; den anden er, at han har ladet den ovenfor citerede Passus trykke uden at . tilføje den mindste Oplysning, uagtet han, efter at have nedskrevet den, havde havt Lejlighed til i Museet at undersøge den af Professor Krøyer hjembragte Kjæbegren og sammenligne den med de Af- bildninger, som denne havde ladet udføre af den. Jeg tror, at det er en Bjørnetjeneste, som Hr. Tauber har vist Professor Krøyers Minde ved paany at fremkalde en Discussion . angaaende hans Bemærkninger om Tænderne hos Lestodon ; men Hr. Tauber har vistnok ikke heller derved stillet sin egen Behandling af videnskabelige Spørgsmaal og sin egen polemiske Optræden i et heldigt Lys. i 421 I Anledning af Hr. P. Taubers Iagttagelse af Emajl paa Mælketænderne af ,,Tatusia Peba&. Af J. Reinhardt. (Meddelt i Mødet den l1ste Decbr. 1876.) De har længe været almindelig trot, at Bæltedyrenes Tænder mangle Emajl; men i 1874 paaviste Charles: S. Tomes med a ønskelig Sikkerhed Emajlorganer og Emajlspire til Mælke- og Er- statningstænder hos ,,Tatusia Peba""), og nu har Hr. P. Tauber, som man ser af hans for nylig udkomne Arbejde om Tanddannelse)), fuldstændiggjort denne Opdagelse ved hos det samme Bæltedyr at finde selve Emajllaget. Naar Sagen fremstilles paa denne Maade med Forbigaaelse af Enkelthederne ved den engelske Histologs Iagttagelse (og saa- ledes er det sket i det nysnævnte Arbejde), vil Læseren sige som saa, at Emajllaget jo er en naturlig Følge af Emajlorganet, og at man derfor, naar dette først var paavist, maatte vente, at og- saa det omtalte Lag tidligere eller senere vilde findes. Slut- ningen vil falde ham saa meget naturligere, som han desuden i Disputatsen ser, at Hr. Tauber med Tomes” Notits i frisk Minde har ment at turde benytte denne Iagttagers Fund til derpaa 1) On the Existence of an Enamel Organ in an Armadillo (Tatusia Peba), i Quart. Journ. of Microse. Sec. Vol. XIV, N.S. London 1874, S,44— 48; PL ?) Tanddannelse og Tandudvikling hos Hvirveldyrene &c. Kbhvn. 1876. SER 4.22 at bygge videre gaaende Formodninger, endog inden han selv havde undersøgt nogen Bæltedyrtand. Hertil gaves der ham nemlig først Lejlighed, efter at han havde afsluttet det vedkommende Af- snit af sin Afhandling, og han har derfor ogsaa indskudt Beret- ningen om sit Fund i Form af en senere Tilføjelse, som afbryder den øvrige Fremstillings Sammenhæng. Men allerede i Forvejen havde han fremhævet, at Tomes” Jagttagelse af Emajlorganer hos dette Bæltedyr maatte vække Formodning om, at Kæmpedovendyrenes Tænder kunde være forsynede med Emajl!). Tager man derimod selve Tomes” Notits for sig, ser man let, at Hr. Taubers Iagttagelse langtfra kan siges at have været lige- som stillet i Udsigt ved hins tidligere Fund, men at den tvertimod skal accepteres til Trods for dette. Tomes beretter nemlig, at han paa én til halvanden Tomme lange Tatusia-Fostre har fundet et Emajlorgan, som i Et og Alt stemmer med det, der findes hos andre Pattedyr-Fostre af lignende Alder. Men Gelévævet i dette Emajlorgan forsvinder snart, uden at der danner sig nogen Emajl, og Organet viser i en meget tidlig Periode af Tandudviklingen, og navnlig samtidig med den første Fremkomst af en spæd Dentinhætte paa Dentinkimen, den samme Beskaffenhed, som Emajlorganerne ellers frembyde, naar Emajllaget allerede er voxet frem og har naaet sin fulde Tykkelse. Fremdeles fremhæver Tomes udtrykkelig, at han foruden at undersøge disse tidlige Stadier i Tandudviklingen paa 6 eller 7 Fostre, tillige har undersøgt en stor Mængde mere udviklede, men dog endnu i deres Tandsække indesluttede, altsaa endnu ikke ved Brug 'slidte Tænder uden at have opdaget det mindste Spor til Emajl påa nogen af dem. Hr. Tauber hår været heldigere; han har strax' fundet Emajl påa Mælketænder af den første og eneste Tatusia-Unge, han har undersøgt. En eneste positiv Iagttagelse afkræfter naturligvis alle tidligere Undersøgelser, som kun have givet et negativt Resultat, selv om disse synes at have været anstillede med nok saa megen YES sr 4.23 Omhu og Dygtighed. Men paa Grund af den store Vægt, et posi- tivt Fund saaledes har, maa man ogsaå kræve, at Beretningen om det er skikket til at overbevise om lagttagelsens Paalidelighed, og kræve det dobbelt i Tilfælde, i hvilke den omstøder et Resultat, som hidtil maatte ansees for velbegrundet; men saa meget tør vel siges om Tomes” "Angivelser, nåar man betænker, at han trods mangfoldige Forsøg ikke har kunnet finde Spor til Emajl paa den færdigt dannede Tand, medens han dog har formaaet åt løse den ikke lette. Opgave at finde Emajlorgånerne påa ganske smaa Fostre, hvis bløde Væv vare skjørnéde ved Spiritus'ens Indvirkning,”og som derfor' stillede store Vanskeligheder i Vejen for Uudersøgelsen. Hr. Tauber har taget sig Sagen meget let. Han siger, at Prof. Panum" har sat ham i Stand til at undersøge en Unge af »Tatusia Peba, Dum.", som måalte 6 Tommer ,,fra Snudespidsen til Halen"”), og fortsætter derpaa saaledes: ,,Mine Figurer 23 02 24 fremstille den første Mælkekindtand "i Underkjæben efter 1 Minuts Behandling med fortyndet Saåltsyre (1—50). " Cuticula' har løsnet sig, og en tynd Emajlhætte træder tydelig frem"; Dette er' bog- staveligt Alt, hvad han siger om sin Undersøgelse. Om "han tillige har undersøgt det andet Tandsæts Tænder, eller: om han virkelig har indskrænket sig til kun at undersøge den eneste Mælketand, som han afbilder, kan man altsaa ikke vide, og heller ikke, om Tænderne vare brudte frem paa den Unge, han har undersøgt, eller om de endnu laa skjulte i Gummerne; jeg formoder imidlertid, at det Sidste har været Tilfældet; thi jeg har under mine Ophold i Brasilien havt flere levende Unger. af det langhalede Bæltedyr, som maalte indtil halvsjette Tomme fra Snudespidsen til Haleroden, og hvis Tænder endnu ikke vare brudte ejennerD- By 1) Jeg antager, at Hr. Tauber med Ordene ,,fra Snudespidsen til Halen”, mener til Haleroden; thi saavidt min Erfaring gaar, maa jeg tro, at Dee naar den fødes, allerede maaler mere end 6 Tommer fra Snude- til Halespids, og det undersøgte Individ kaldes jo Unge, ikke Foster. ?) Ikke. synderlig mere tilfredsstillende end Hr. Taubers Angivelser om denne Bæltedyrtand, ere hans Yttringer om den regsreen end som han for faa Aar siden angav at have opdaget hos Phalangista vul. É 424 Det er altsaa kun Hr. Taubers Figurer, som man kan holde sig til, og som skulle godtgjøre Rigtigheden af hans Paastand; man er derfor berettiget til at stille en Del Fordringer til dem. Men disse Figurer opfylde ikke de tarveligste ; de have aldeles ingen Portraitlighed ; Enhver, der er lidt inde i Sagen og blot har set nogle Præparater af Pattedyrtænder, vil erkjende, at det Udseende, som Emajllaget og Dentinrørene frembyde paa de nævnte Figurer, ikke kan svare til Vir- keligheden; Figurerne kunne kun betragtes som skematiske, og de illustrere altsaa, hvad Hr. Tauber har ment, men derfor ikke nød- vendigvis, hvad der var at se påa Tanden. Det er til ingen Nytte, at der er givet to Figurer; thi den største af dem giver ikke det Mindste, som ikke lige saa godt ses paa den mindre; og skjøndt Fig. 23 siges kun at være forstørret 45 Gange, Fig. 24 derimod 100 Gange, frembyder den sidste, mærkelig nok,. ikke en eneste, nok saa lille Detail, som ikke ganske paa selv samme Maade findes ud- trykt paa den første; Fig. 24 ligner en forstørret Copi af den øverste Halvdel af den anden Figur, men ikke en selvstændigt udført Tegning af den samme Gjenstand set' under en mere end døbbelt saa stor Forstørrelse. Fig. 24 er ikke blot ganske over- flødig, men man maatte ønske, at den slet ikke var givet; thi i et "enkelt Punkt stemmer den ikke med Fig. 23; paa denne lader Hr. Tauber Cuticula naa helt ned til Tandens néderste Ende; men paa Fig. 24' ophører denne Cuticula paa venstre Side langt tidligere, og ,»Emajlhætten" fortsætter sig langt nedenfor den, medens derimod Påa Spidsen af den under en meget. betydelig Forstørrelse aftegnede Tand har han afbildet et tykt yderste Lag, som er skarpt skilt fra Dentinen, og som ikke med et Ord nævnes i Teksten; det skal maaske være Emajl, men denne Substans viser aldrig det prikkede, punkte- rede Udseende, hvormed Hr. "Tauber afbilder det omtalte Lag. I sin Tekst siger dernæst Hr. Tauber, at den fundne Tand er såa spæd, at Dentinrørene ses uden Præparation ved en Forstørrelse af 400 Gange; men i Tayleforklaringen læser" man, at hans Figur af Tanden, som viser disse Dentinrør, er tegnet med en Forstørrelse af 200 Gange! Sligt Jaskeri synes at være uadskilleligt fra Hr. Taubers Arbejder. (Se: Naturh. Tidsskr. 3.R. 8, B. S. 163 og [Tavleforklaringen] S.. 280, Tab. XI, Fig. 65). ” 425 den højre Side af denne Figur i den Henseende stemmer med Fig. 23. Hvad der imidlertid navnlig forekommer mig at vække Tvivl om disse Figurers Beviskraft, er den Omstændighed, at de ikke vise mindste Spor til noget Cementlag. Et sligt Lag er ikke blot forlængst beskrevet og afbildet af Owen paa Tænderne af et andet Bæltedyr; men ogsaa Tomés hår jo udtrykkelig fremhævet, at de af deres Tandsække udtagne Tænder hos ,,Tatusia Peha" ere beklædte med et Cementlag, som naar næsten helt op til Tandens øverste Ende, skjøndt han ikke har fundet selve Spidsen dækket dermed"). Nu er det vel saa, at det Lag, som paa Hr. Taubers Figurer betegnes som Emajl, danner en Hætte over selve Tand- spidsen, men det ses ogsaa at forlænge sig langt nedad Siden af Tanden, og saalænge han ikke har paavist et Cementlag, foruden Emajlhætten, kan man dog neppe afvise enhver Tanke om en For- vexling som en Urimelighed, især naar man tager Figurernes Middel- maadighed og Tekstens Ordknaphed i Betragtning. Det forekommer mig, at Hr. Tauber skylder at give en fyldigere og mere oplysende Beretning om sit Fund, førend han kan kræve det optaget i Viden- skaben, og førend det kan være tilladt fra det at slutte videre. 1) Quart:-Journ. of; Microsc- Se. Vek FIN: 0828. 48. Symbolæ ad floram Brasiliæ' centralis cognoscendam. Edit. Eug. Warming. Particula XXII.”) Algæ Brasilienses circa Rio de Janeiro a Dr. A. Glaziou, horti publici directore, collectæ. Continuatur enumeratio a cl. de Martens in » Videnskabelige Meddelelser for Aaret 1871" p. 145—148 publicatas Auctore Dr. 6. Zeller, Åreis a. cl. Glaziou colleetas, quas Dr. E. Warming nobis communicavit, deseribentes, ordinem secuti sumus, quo cl. de Mar- tens in conspectu Algarum Brasiliæ (Vidensk. Meddel. 1870 p. 298 —314) usus est. Numeri vinculis inclusi Glaziovii collecetionem significant; 36 plantas hucusque inter Brasiliæ incolas non obser- vatas asterisco notavimus. I. Algæ aquæ dulcis. " 31 Fam. Scytonemeæ. " Scytonema (Symphyosiphon) hirtulum Kg. tab. phyc. II, 43, II. (3183). É 36 Fam. Conferveæ. ”Conferva Glaziovii Z. n. sp. (Psichohormium). Fila singula vel glomerata, viridescentia, flaccida, articulis . +) Societati tradita die 1982 Novbr. 1876. "427 cylindricis, diametro (4—5 ny 17/0—8-plo, raro ultra, longiøribus” cingulis ferrugineis hinc inde sparsis. : In Vaucheria sessili parasitica- (5400, 5401). = Oedogonium lætévirens Wittr. n. sp. Dioicum, nannandrum, idioandrosporum (?); oogoniis singulis, raro binis, globosis, operculo.apert.s, rima angusta; oosporis lævi- bus, globosis vel sub-depresso-globosis, oogonia complentibus; cel- lulis suffultoriis eadem forma, ac cellulis vegetativis ceteris; nan- nandribus in oogoniis sedentibus, stipite paullum curvato, spermo- gonio exteriore unicellulari. Crassitudo cell. veg. .. . 12—13 pm altit. 11/—29plo major; — oogoniorum …. . 30—34 or ea 86 ges Fr oosporarum. . . 28—32 — 27—29; Dr stip. nannandr. 7—8 — 20—21; Sag cell. spermogon. 6 — rå Species ad Oed. Hohenackeri Wittr. (ex India cis Gangem) proxima, sed nannandribus in oogoniis ipsis sedentibus et cellulis vegetativis brevioribus sat distincta. Oed. Hohenackeri ad species gynandro- Sporas pertinet, Oed. lætevirens autem ad idioandrosporas pertinere videtur. (Sic Dr. Wittrock, cujus benevolentiæ plantulæ defini- tionem debemus.) Rio Janeiro in åqua stagnante (5450). " Bhizoclonium africanum Kg. tab. ph. II, 67, 1. Ad aquæductum montis Corcovado (5447, 5447 c). £ Compsopogon chalybeus Kg. tab. ph. VII, 89, II (6226). 37 Fam. Zygnemaceæ. Spirogyra tropica Kg. (5448). Var. articulig brevioribus. Såo Christovåo in stagnis aquæ dulcis. 45 Fam. Vaucherieæ. BE fVaucheria sessilis Dec. var. subarticulata Z. ? Forma Vaucheriæ sphærocarpæ, fructibus ore hinc prolongatis, Ren ne nr sie Eee 7) 1 4 = "/1000 millimeter. 428 inde non prolongåtis, ramis apice attenuatis, interdum constrictis et sepimentis transversalibus pseudo-articulatis. (5400, 5401). 50 Fam. Characeæ. + Nitella mucronata Å. Br., Kg. tab. ph. VII, 33, I. Såo Cristovåo in rivulis aquæ dulcis. Nell Cloe D. n: sp. Caule debili, nudo, ramoso, verticillis inferioribus remotis, supremis confertis; segmentis 3 inarticulatis, angustis, superiori- bus tenuissimis, hinc inde spinulosis et spinis plerumque binis biarticulatis terminatis; spermatiis in axillis verticillorum solitariis vel binis, ovato-globosis; perispermio pellucido. Gavia ad Rio de Janeiro. (5449). (Inter Characeas etiam commemoranda est sec. Kitzing sp. alg. p. 518 ,,NWNitella clavata Kg." quam in Brasilia collegit Sellow.) II. Algæ marinæ. A. Diatomeæ. 4 Fam. Melosireæ. fPododiscus jamaicensis Kg. sp. alg. p. 26. Enteromorphæ ramulosæ parasiticus. In aqua subsalsa. (5690). 13 Fam. Tabellarieæ. "Grammatophora stricta Ehrenb. Kg. sp. alg. p. 121. (5451). Diatomearum in oceano atlantico provenientium species plures ad oras Brasiliæ inveniri posse, vix dubitandum. In Martensii conspectu nonnisi una species ,,Frustulia conspurcans" notata est; Kitzing in libro ,,Species Algarum" étiam Eunotiam elephas Bra- siliæ vindicat; Biddulphiæ trilocularis exemplaria brasiliensia ipse possideo. 429 B. Chlorospermeæ. 36 Fam. Conferveæ. £Chætomorpha pachynema Mont., Kg. tab. ph. III, 60, I. (3359). Chæt. antennina Kg. l. c. fig. I. (6228). 42 Fam. Enteromorpheæ. ”Phycoseris lobata. Kg. tab. ph. VI, 27. (6215). Enteromorpha intestinalis Link. Kg. tab. ph. VI, 31, 32. (6212). ; "Enteromorpha ramulosa Hook. var. elongata Z. Phycoma pedale et ultra, lineam crassum, complanatum, ramis attenuatis, valde elongatis, ramulis undique egredientibus, tenuis- simis. Im aqua subsalsa, in ,restingå" ad montem Tijuca (5690). Algam habitu et magnitudine insignem nihilominus ab SED SS ER ramulosa specie non distinctam esse censemus. 45 Fam. Vaucherieæ. ”Bryopsis Leprieurii Kg. tab. ph. VI, 75, HM. (6224). "Bryopsis cespitosa Suhr., Kg. tab. ph. VI, 72, I. (6225). ”Bryopsis spinescens Z. n. sp. Cespite dense intricato, amoene viridi, filis capillaribus, remote ramosis, ramis alternis' vel oppo- sitis, ramellis basi attenuatis, apice obtusis, clavatis, sæpe lobulis 1—5 brevibus, spinæformibus terminatis. (5444). 47 Fam. Codieæ. " Halimeda opuntia Lamour., Kg. tab. ph. VII, 21, I. (5441). 48 Fam. Valonieæ. Chamædoris annulata Mont., Kg. tab. ph. VI, 91, I. (5445). 430 C." Melanospermeæ. 44 Fam. Dictyosiphoneæ. " Stictyosiphon charoides Z. n: sp. Phycoma pallide olivaceum, fistulosum , compressum, setaceum, verticillatim ramosum, ad geni- cula incrassatum, råamellis repetite verticillatis, ultimis quinis vel senis, abbreviatis, tumidulis, apice muérunatis. Longitudo 8 centim. (6229). 51 Fam. Æectocarpeæ. "Ectocarpus minutulus Mont. Kg. tab. ph. V, 50, I. Lau- renciæ hybridæ imsidens. (5686). " Ectocarpus Glaziovii Z n. sp. Cespite dense intricato, sordide viridi, pollicari et ultra, filis primariis 37,5 um crassis, dichotome ramosis, ramis patentibus, ra- mellis- divaricatis, alternis, attenuatis, articulis diametro æqualibus, vel ad 21/oplum longioribus, mediis inflatis,. spermatoidiis pedicel- latis, ovatis, obtusis. — (6208). 59. Fam, Dictyoteæ. ” Dietyota antiguæ Sond. Kg. tab. ph. IX, 37, H. Praia grande. j Dict… bartayresiana Lx. (5688, 6216). ” Dictyota cervicornis Kg. (5457). Zonaria gymnospora Kg. (2444, 3358, 5437). "2. tenuis Mont. . (5436). 64 Fam. 8 Sargassum cymosum Ag. (2450). S. ramifolium Kg. (5683). "8. affine Ag. KREBS pA" KE TO SE (5433, 5455).” fS. Chamissonis Kg. tab.-ph. XI, 11, I. (5434, 5456). 431 D. Rhodospermeæ. 55 Fam, Liagoreæ. ”Liagora distenta Lamx. Kg. tåb. ph. VIII, 88. (5689, 6211). 66 Fam. Ceramieæ. Hormoceras diaphanum Kg. (5692). Centroceras micracanthum Kg. (3367). 67 Fam. Porphyreæ. Porphyra laciniata Ag… (3829). "Hildenbrandtia rosea Kg. tab. ph. XIX, 91, c—e. (5680). +H. Nardi Zanard. Kg. 1. c. XIX, 91, i—1. (5682). "Peyssonelia imbricata Kg. 1. ce. XIX, 90, a, b. (5681). 68 Fam. Spongiteæ. " FSpongites verruculosa Z. n. sp." Crustacea, crassa, ubique adnata, superficie confluente, verruculosa, griseo-viridescente, arti- culis diametro 11/9—2-pl0 longioribus. Å Spongite econfluente, cui affinis est, trabecularum absentia, vernucisque minutis,.… totam superficiem obtegentibus, differt. — Ad saxa. (5452). 69 Fam. Corallineæ. Amphiroa brasiliana Decsne. (3365). Corallina officinalis El. & Sol. Var. fastigiata. (3366). =C. filicula Lam. Kg. tab. ph. VI, 61, I. (3830). "C. carinata Kg. t. ph. VUI, 61, IM. (8830). 70 Fam. Galaxaureæ. Galaxaura canaliculata Kg. (2449, 6219). 72 Fam. Gigartineæ. Chondroclonium Chåmissoi Kr. (5687). 713 Fam. Caulacantheæ. " ”Caulacanthus rigidus Kg. tab. ph. XVII, 8, f, g. (3361). Acanthobolus brasiliensis Kg. (5685). 432 75 Fam. Cystoclonieæ. Hypnea musciformes Lx. . (3363). H. Rissoana J. Ag. (3370). 76 Fam. Gelidieæ. Gelidium corneum Lx. (3369, 3827). G. parvulum Grév. (3831, 5694). 77 Fam. Sphærococceæ. " Sphærococcus divergens Ag. Kg. tab. ph. XVIII, 74, a, b. Var. ramis attenuatis, gracilioribus. (6221). 78 Fam. Dasyeæ. Asparogopsis Delilei Mont. (6213). 81 Fam. Polysiphonieæ. Polysiphonia elongata Ag. (5691). " Polysiphonia neglecta Harv. Kg. tab. ph. XIV, 39, d—g. (6210). ; = Bostrychia Vieillardi Kg. t. ph. XV, 26, a—e. 83 Fam. Laurencieæ. Acanthophora Thierryi Lx. (2446). Å. muscoides Grév. (3368). Laurencia brasiliana Mart. (5684). L. hybrida Lenorm. (5626, 6217, 6227). 85 Fam. Champieæ. £Champia Vieillardi Kg. tab. ph. XVI, 37, e—f. (5695). "Lomentaria parvula Gaill. Kg. t. ph. XV, 87, a, b. (6220). 88 Fam. Plocamieæ. Plocamium coccineum Grév. (5442, 6214, 6223). Thamnophora brasiliensis Grév. (3832). 433 Om nogle paa de nodiforme Akser hos visse Papilionaceer forekommende Wektarier. Af V. A. Poulsen. (Meddelt i Mødet den 1ste December 1876). Ked Undersøgelsen af de hos mange Papilionaceer forekommende, saakaldte nodiforme Akser, blev jeg opmærksom paa nogle Or- ganer, hvis Tilstedeværelse paa dette Sted og hvis Existens jeg i det "Hele tage ikke har kunnet finde ret meget omtalt i den af mig gennemsøgte Litteratur; den Litteratur, i hvilken de nærmest turde være at søge, indeholder næppe nogen Beskrivelse af dem. Jeg skal derfor tillade mig at forelægge en kort Meddelelse om dem, idet min Tid for Øjeblikket desværre ikke tillader mig en i alle Enkeltheder gaaende Undersøgelse af dem; Hovedøjemedet med denne Meddelelse er af denne Grund blot atter at henlede Opmærk- somheden paa disse Dannelser, da de forekomme mig ikke at være uden Interesse. Men førend jeg gaar over til Beskrivelsen af dem, vil det være mest passende at forklare, hvad det er, man har kaldt »nodiforme Akser', - I deskriptive Værker!) finder man visse Pa- Ppilionacé-Slægters (Phaseolus, Dolichos, Physostigma 0. a.) Blomster- stande beskrevne som havende ;,ffores in azilla bractearum singu- 7) Sé f. Eks.: Baillon: ,,Histoire des plantes", I, Légumineuses, Papi- lionacées; $. 241. — Fremdeles: Gaetano Savi: ,,Osservazioni SOREA i Beneri Phaseolus e Do- lichos". Pisa 1822. Memoria 1, 8.7. Vidensk. Meddel. fra den naturh, Foren. 1876. 98 434 larum (solitarios vel sæpius) fasciculatos paucos", og der tilføjes da hyppig: ,,fasciculorum rachi nodiformi'; det er altsaa knudeformede Akser af anden Orden, hvorom her er Tale, Akser, der ere meget stærkt hæmmede i deres Udvikling, og som i Almindelighed ikke bære ret mange Blomster; disse kaldes for- medelst den korte Fællesakse med et mindre nøjagtigt Udtryk. for »knippestillede",. og midt imellem de faa Blomsterstilke ser man den i Almindelighed glatte, afrundede, vorteformede , nøgne Akse- ende rage frem, saaledes som Fig. 153 i Baillons ovennævnte Værk meget tydelig viser os for Physostigma's Vedkommende. Linné har allerede kendt disse opsvulmede Akser, og Savi udtrykker sig saaledes om dem: ,,Nei Fagioli Capitati, i fiori son piantati sopra alcuni nodi glandolosi collocati nella cima del gambo, e tali glandole son quelle, che Linneo chiamo ricettacolo, parlando del Phaseolus Mungo.” Nodiforme Akser forekomme nu hos en Mængde Slægter af Phaseoleernes Gruppe; jeg har sét dem hos Phasidlus, Dolichos og Lablab, og foruden disse anfører Baillon (Hist. des pl.) endnu flere, saasom Physostigma, Galactia, Cymbosema 0. fl. a. Hvad jeg imidlertid ikke kan finde nøjere omtalt, er; at vi, hvad Savi maa have sigtet til med Udtrykket ,,nodi glandolosi", påa Overfladen af disse ejendommelige Vorter hos adskillige Arter (alle af mig undersøgte Dolichos, saasom D. bicontortus, sinensis, sesquipedalis, leucomelas, fremdeles Phaseolus viridissimus, Max og Mungo) kunne iagttage en i Medianen liggende lige eller svagt zigzagformet Punktrække, hvoraf hvert Punkt viser sig at være et honningafsondrende Organ, et Nektarium. Hvad den. ydre Skikkelse af disse interessante Dannelser angaar, skal jeg bemærke følgende, idet jeg vil holde mig til g Dolichos bicontortus, med hvilken de andre i alle væsenlige Punkter have fuldkommen Lighed. or Hver lille Pårtialinflorescens bestaar af to Blomster, hvoraf den ene springer ud førend den anden. De ere anbragte paa højre 435 og venstre Side af den nodiforme Akse, hver støttet af en meget hurtig affaldende Brakté og forsynet med tvende Brakteoler, idet de forskellige Bladkredse i Blomsten ere orienterede ganske paa sæd- vanlig Papilionacévis, altsaa første Bægerblad ud imod Brakteen. Paa den stærkt opsvulmede og blanke, nodiforme Inflorescens- akse, hvis Støtteblad er saa rudimentært, at det kun viser sig som en lille, kegleformet Proces, i Spidsen af hvilken dets Anlæg har siddet, sér man nu de ovennævnte Nektarier. Hvert af dem ligner en lille Kratervulkan i Form: i en flad Fordybning rager en lille Vævkegle i Vejret, som paa sin Spids bærer et punktformet Hul, ud af hvilket jeg har sét Honningdraaber frempible, som Aphider holde meget af at opsuge. Saadanne vidt udviklede Nektarier forekomme imidlertid ikke paa den ind imod Moderaksen vendende, hvælvede Flade af den" nodiforme Akse; her er Vævet yngre, og her anlægges Nektarierne, som da ved en senere formedelst Væv- udviklingen - fremkommen Forskydning” rykkes længere fremad; jeg har talt indtil 10 samtidig fungerende Nektarier, og man kan finde flere yngre bagved. Undersøger man nu den indre, anatomiske Bygning af et fungerende, altsaa fuldstændig udviklet Nektarium, vil man finde følgende Hovedtræk i Vævstrukturen. Den glatte, temmelig smaa- cellede Epidermis, hvis Ydervægge ere meget tykke og forsynede med en tydelig udpræget, fin Kutikula, overtrækker hele den nodi- forme Akse; de indvendige Sider af Nektarudførselsaabningen ere ogsaa overtrukne dermed, og paa de Steder, hvor Epidermis gaar over fra den indvendige- til den udvendige Side af ,,Krateret”, altsaa lige i dettes Munding, ere dens Celler ofte kendelig radial- strakte. I den allernederste Del af Kraterbrøndens Sidevægge blive Overhudscellerne imidlertid mindre og mindre og ophøre der- paa pludselig, som dé vare resorberede bort, hvorfor heller ikke Nektarporens Bund er beklædt med Epidermis. Det indre Væv i den nodiforme Akse er her meget ejendommelig bygget; de yderste, altsaa umiddelbart i Nektarporens Bund liggende og i Berøring med Atmosfæren eller Sukkersekretet trædende Celler ) og+ 436 (déls Efterkommere af det oprindelige Periblem, déls af Pleromet) ere nemlig temmelig løst forbundne og kølleformede, "saa at de minde noget om Ar-Papiller, saaledes som vi ikke sjeldent træffe dem hos Angiospermerne. Da jeg i Avgust 1875 opdagede disse mærkelige Nektarier, kunde jeg aldeles ikke forstaa deres morfologiske Betydning; især forekom den omtalte Omstændighed mig i høj Grad forunderlig, at selve Arnestedet for Nektarafsondringen var uden Epidermis; det var mig den Gang ikke muligt at faa Udviklingshistorien gennem- gaaet, da jeg ikke havde Materiale nok, hvorfor jeg i mine ifjor publicerede Undersøgelser over ,,Trikomer og Nektarier"") ikke har nævnt disse Organer. I afvigte Sommer 1876 har jeg imidlertid faaet de manglende Data kompletterede ved Hjælp af Eksemplarer fra vor botaniske Haves Væksthuse samt (ved Hr. botanisk Gartner Christensens Velvilje) fra Lunds botaniske Have, og gennem en déls organogenetisk, déls komparativ- Undersøgelse tror jeg at have fundet, hvad jeg. ifjor søgte forgæves. Ifølge Irmisch?) er Blomsterstanden hos Phaseolus ikke, som det hyppig angives, en Klase, men en sammensat Blomster- stand, ,,eine åhrenfårmige Anordnung der armblithigen Dolden" ; disse ,,armbliithigen Dolden" ere netop de smaa, to- eller. faå- blomstrede Partialinflorescenser, som vi finde hos Phaseolus, Dolichos 0. a. af denne Slægtskabskreds; de "komme tilveje derved, at kun saa faa Blomster udvikles; hos Dolichos i Almindelighed kun to, hos Lablab i Almindelighed 3 å 4, hos Phaseolus multiflorus sæd- vanligvis to (Irmisch), hvilket ogsaa er Tilfældet hos andre, f. Eks Ph. Max, medens f. Eks. Apios har langt flere Udviklingen af den hele, i Hjørnet af et Løvblad fremkom- mende, sammensatte Blomsterstand foregaar nu. saaledes hos Phaseolus viridissimus, som jeg særlig har undersøgt med 1) Cfr. Naturh. Foren. vidensk. Meddel. 1875, S. 242. ?) Ueber die Bliithenståinde einiger Sejrs n': Botanische Zeitg. 1851, S. 692 f. 437 Hensyn til Organogenesen af de nodiforme Akser og deres: Nek- tarier, da den frembyder aldeles de samme Forhold som Dolichos, og desuden er betydelig lettere at faa smukke Snit af, da Partial- inflorescenserne ere ordnede efter en Divergensvinkel af 180”, saa at man faar mange Stadier at sé ved ét Længdesnit. Den florale Vækstspids er overtrukken af et tydeligt Derma- togénlag; derunder finde vi i Almindelighed 2 å 3 Periblemlag, der som sædvanlig kappeformig omslutte "det mindre regelmæssige Plerom. Paa Siderne af Vækstspidsen anlægges nu Bladene; jeg kan for denne Plantes Vedkommende ikke andet end bekræfte Rig- tigheden af den af Dr. Warming!) udtalte Anskuelse, at' Bladene i den florale Region hos Papilionaceerne komme frem førend deres Akselknopper, til Trods for den i 1868 af Hofmeister?) udtalte Mening. I Hjørnet af disse Brakteer opståar der snart Knopper, nemlig de nodiforme Akser eller Partialinflorescenserne. Paa hver Side af en saadan anlægges nu, skønt ikke samtidig, en Blomst, støttet af et Dækblad; Udviklingen af Blomsterne har jeg ikke forfulgt, og den interesserer os ogsaa mindre paa dette Sted. Efter Anlægget af de to eneste til Udspringning kommende Blom- ster i Partialinflorescensen anlægges bestandig flere, idet Arnestedet for deres Dannelse forflyttes ovenpaa den forholdsvis store og næsten kugleformede Akse og, alt som Udviklingen skrider frem, tilsyneladende trækker sig om paa den indvendige (mod Moder- aksen vendende) Side af den, idet de fremadvendende Partier tem- melig hurtig strække sig, hvorved Vækstpunktet stadig trænges i bagover, hvor det ogsaa kan være beskyttet af de foranliggende Dele. Den tredje Blomst (hvis Brakté i Almindelighed vender fremad) saavel som alle de følgende, der anlægges efter deres Braktéer, som dække over dem, stanser imidlertid paa et meget tidligt Stadium, nemlig kort efter at deres Brak- teoler og Bægerblade ere dannede, men førend Anlægget af Kron- 1) Cfr. ,Forgreningsforhold hos Fanerogamerne", S. 4 7) Cfr. Warming, loe. cit., samt Hofmeister: me Morpho logie”, S. 411, Anm. 4, samt 480. 438 bladene finder Sted, altsaa medens den hele unge Akse endnu be- finder sig i Kambialtilstanden, inden Urmeristemet har sondret sig. Kort efter at disse "Blomster ere anlagte, hæver Vævet om- kring hver enkelts Basis sig til en lille, lav Ringvold, i hvilken Blomsterne samt deres Brakteer da komme til at sidde indsænkede; Grunden til, at Blomsterne stille sig i en Række og ikke i en Spiral, måa upaatvivlelig søges i den hurtige og meget énsidige Udvikling af deres Fællesakse samt deres derat følgende, éjen- dommelige Stilling paa dennes øvre Flade. Det: unge Blomster- anlæg dør nu bort.med samt dets Brakté, og i Bunden af Ringsvulsten, der senere tiltager i Størrelse, faa vi altsaa et Dobbeltar frembragt ved de henvisnende Deles Afløsning, nemlig déls af Bråkteen, déls af Blomsten. Dog bliver hin i afløst og henvisnende Tilstand ofte siddende som et over Saaret dækkende, tilspidset og stærkt hvælvet, lille Skæl, der først senere falder af. Ved den rudimentære Blomsts Bortdøen finde vi altsaa et Saår dannet; et saadant pleje Planterne at læge ved et: Korkplaster, men dette finder ikke Sted her, ti de Celler, som danne Bunden i den ved Blomstens Affalden frembragte, tomme Grube eller Pore, det ovennævnte ,,Krater", og som altsaa have staaet i Forbindelse déls med den ligeledes affaldne Brakté, déls med Vævet i den meget korte Blomsterstilk, forkorke ikke, men antage en af- rundet og langstrakt Form, løsnes lidt fra den indbyrdes, laterale Forbindelse og give sig til at udskille en sukkersød, vandklar Vædske og danne i denne Tilstand en papilløs, secer- nerende Beklædning af den paa den nævnte Maade dannede Nektar- grubes Bund. Nektarierne paa de nodiformé Akser ere altsaa de secerne- rende Arflader efter affaldne, meget rudimentære Blomster. Dette er, saavidt jeg véd, første Gang, et sligt Forhold er bleven paavist, og vi sé heraf, at man altsaa har Eksempler paa, at Planter kunne lade Organer, der ellers ere meget vigtige; nemlig Blomster, gaa tilgrunde for paa Ruinerne af dem at faa .andre (i dette Tilfælde extraflorale Nektarier) frembragte; Sesamum, 439 som jeg har berørt i. min tidligere Afhandling om Nektarier, gaar ikke engang saa vidt, ti her vedblive Blomsterne, om end i meget uudviklet Tilstand, dog at eksistere. Udviklingshistorien har nu altsaa .vist os, at der udviklede sig rudimentære Organer, der efter al. Beregning vilde være blevne til Blomster, hvis de ikke vare stånsede paa et tidligt Alderstrin. Men 'Udviklingshistorie alene kan ofte være farlig at benytte, man maa ogsaa tage Hensyn: til teratologiske Tilfælde, .hvis saadanne kunne opdrives, samt til Sammenligningen med nærstaaende Arter og Slægter. Misdannelser af eller abnorme Udviklinger istedenfor . Nektarierne. har jeg nu ikke kunnet finde, hvorimod jeg har fore- taget en komparativ Undersøgelse af en… Dolichos meget nær- staaende Slægt, der tidligere var forenet med denne, nemlig Lab/ab, specielt Arten L. vulgaris, der forholder sig saaledes, hvad de os nærmest. vedkommende Punkter angaar: Opad den sammensatte Blomsterstands Hovsdakse sidde smaa, tilspidsede, "ægformede Brakteer uden. Akselblade, ordnede. efter Divergensen %5; 1. Akselen af hvert enkelt finde vi en Partial- inflorescens, altsaa et. Skud af anden Orden med Hensyn til den relative Hovedakse. ; Ligesom hos Dolichos og Phaseolus er denne sekundære Akse ejendommelig opsvulmet, knudeformet, omtrent lige saa lang som bred og. tyk, og da dens tilhørende Brakté snart falder af, bliver den altsaa nøgen. Den bærer to, hurtig affaldende, laterale, tilsyneladende modsatte Blade (Knopkimbladene),… hvoraf hvert støtter sin Blomst, paa hvis. tydelige Stilk . der - helt oppe under Bægeret. sidder tvende, påa normal. Vis orienterede, vedbli- vende Brakteoler. . Flere end disse to Blomster udvikledes ikke hos de ovenfor. betragtede Dolichos- og. Phaseolus-Arter, men her træffe vi nøjagtig paa de samme Pladser, hvor vi hos disse fandt Nektarierne, veludviklede, om end ofte. kun smaa og sjældent i større Antal end 2 til Udspringning kommende Blomster, hvoraf hver er udstyret med Brakté og Brakteoler. Den tredje Blomsts Brakté vender i Almindelighed lige ud imod den nodiforme ; Akses Støtteblad, den fjerdes og femtes hver til sin Side, men… skraat 440 udad, den sjettes i saa Fald skraat indad imod Hovedaksen; Varia- tioner i disse Forhold ere ikke sjeldne, men da de ikke vedkomme os her, skal jeg ikke gaa videre ind paa dem. Jeg har fundet indtil 10 anlagte; de to bageste Bægerblade (andet og femte) ere -helt sammenvoksne og dækkede af de to laterale (tredje og fjerde), der atter dækkes af det første, fremadligzende og mediane. Ved den nodiforme Fællesakses ejendommelige Form komme disse Blom- ster ogsaa (ligesom Nektarierne hos Dolichos 0. a.) til at staa i Zigzaglinie, da Spiralen forstyrres. Sammenligningen med Lablab, der dog vel er Dolichos's aller- nærmeste Slægtning, forklarer os altsaa ogsaa med største Klarhed den morfologiske Værdi af de nævnte,| interessante Nektarial- … dannelser. z i Hvad den anatomiske Bygning af de nodiforme Akser angaar, da modtager enhver naturligvis sit Karbundtsystem fra Moderaksen og lader atter et saadant udgaa i Blomsterstilkene, hvis saadanne forekomme; men fremkommer der Nektarier istedenfor Blomster, udvikles Karbundterne, som skulde være gaaede ud til Blomsterne, ikke paa normal Vis, idet de, indesluttende den sædvanlige Marv, mangle Bast- og Vedceller og ere ejendommelig opsvulmede, efter- som der af deres Hovedmasse har dannet sig et meget smaacellet Væv, omgivet af en temmelig tykvægget ,,Skede" (dog uden de ,,Caspary'ske Pletter"), hvis yderste Celler grænse op til et med smukke Kalkoxalatkrystaller forsynede Cellelag; det nævnte, smaacellede Væv, som fuldstændig mangler Cellemellemrum, gaar umiddelbart over i de egenlig secernerende Arceller og er åaben- bart Dannelsesstedet for den udskilte Vædske, da det ganske har et secernerende Vævs saftrige og ungdommelige Udseende. Hvad der endnu maatte være at bemærke angaaende den mere detaljerede Sammensætning af de nodiforme Akser, ligger udenfor denne korte Meddelelses Omraade. Kun paa to Punkter skal jeg endnu henlede Opmærksomheden. Det ene er Spaltaab- ningernes Forekomst; jeg har fundet dem overalt i de nævnte 441 Aksers Overhud, endogsaa i den flade, ringformige Fordybning, som omgiver ,,Nektarkraterets'" Fod. Det andet er Forekomsten af de Rosanoffske Krystallér, hvis Tilstedeværelse jeg blot her skal nævne; dé ere ikke fundne her før, saa vidt mig bekendt, men en udførligere Meddelelse derom fra min Haand vil snart blive publiceret, hvorfor jeg forbigaar dem paa dette Sted. Det har med disse faa Bemærkninger, som alt; openfor er an- tydet, nærmest været min Hensigt at gøre de nys beskrevne Or- ganer bekendte, da de ikke synes at være iagttagne forhen; deune Meddelelse fremtræder derfor kun som et Supplement til min tid- ligere lille Afhandling om Trikomer og Nektarier. København i November 1876. 442 Kurvblomsterne og Cand. S. Lund. Afsluttende Bemærkninger af Eug. Warming. (Meddelt den 3lte Maj og Zden Juni 1876). Dk Warmings Bemærkninger bero paa en fejlagtig Opfattelse paa ethvert Punkt" var det Svar, Cand. S. Lund indskrænkede sig til at give, da jeg i et Møde i ,,Naturhistorisk Forening" Jan. 1872 havde fremsat nogle kritiske Bemærkninger om hans vel ungdomme- lige Arbejde: ,,Bægeret hos Kurvblomsterne, et histologisk forsøg. paa at hævde udviklingens enhed i planteriget"; men det fik et fyl- digere Udtryk i hans endnu ungdommeligere ,,Antikritik", i hvilken han med en selv hos fremragende Forfattere sjelden Overlegenhed i Tone afviser mig. Som Svar har jeg i Hansteins ,,Botan. Abhandl." Bd. 3, 1876, publiceret en med 9 Tavler udstyret Under- søgelse: ,,Die Bliithe der Compositen". Dertil henviser jeg den Læser, der nøjere vil følge Sagen, og skal her kun meddele et kort Résumé tillige med et Par mere kritiske Bemærkninger. - De to Hovedspørgsmaal ere: Fnokkens Voxemaade og dens morfologiske Værdi. I. Fnokkens Voxemaade. I et Brev, som Cand. L. påa given Foranledning fra min Side sendte Bestyrelsen af ,,Naturhi- storisk Forening" i Juni 1876 (se Oversigterne over Møderne) er- klærede "han, at han med Hensyn til dette Punkt var kommen påa andre Tanker. Da dette Brev imidlertid har efterladt Tvivl hos "4438 mig om, hvor vidt hans Tilbagekaldelse strækkef sig"), vil jeg ikke undlade at resumere mit Resultat, der er i fuld Overensstem- melse med det, jeg først var kommen til: Alt det væsentlige i L.'s Fremstilling af Fnoklegemernes Voxemaade ved Topceller og Rand- celler, af Vingedannelses-Maaden, af Forgrening af Fnokken hos Sonchus 0. a. Slægter er i et og alt urigtigt, til Trods for den Sikkerhed?) og de fine Details, hvormed Undersøgelsen meddeles. Prof. Kraus's Ord i ,,Botan. Ztg.”" om L.'s Arbejde ere rigtige og træffende. Naar Cand. L. i det omtalte Brev fremstillede det, som om hans Iagttagelser meget vel lode sig tyde paa hans Vis, »nåar det endelig skulde være", da maa jeg dertil svare: hans Iagttagelser tillade det maaske, men Iagttagelser, der ere anstillede med .Omhu, tillade det ikke; al Talen om forskjellige Standpunkter 0. 1. gjælder ikke her, hvor det drejer sig om et simpelt Spørgs- maal om Udviklingsmaade, som kan løses og kun kan løses ved en nøgtern Undersøgelse, ikke ved Spekulationer.. At en Under- søger gjør Fejl er menneskeligt, og der er vel ingen, som ikke har fejlet; men L.'s Fejl kuldkaste det hele Arbejde og maa regnes dobbelt, fordi han optræder saa overlegen fordømmende andre. Fnoklegemerne anlægges ved, at et Antal af epidermale eller sub- epidermale Celler, eller baade: hine og disse, sættes i Arbejde, men aldrig ved enkelte ydre eller indre Celler, der kunne gjøre For- dring paa Topcellenavn. De voxe heller ikke ved Topcelle. Enten . bestaa de kun af Cellerækker, som ere indbyrdes uafhængige og hver for sig en Tid kunne voxe ved Topcelle (senere interkalært), 1!) Af Hr. Prof. Didrichsens mundtlige Bemærkninger til mig, for hvilke jeg takker, er jeg bleven yderligere bestyrket i, at Hr. Ls Udtalelser kunne forstaas paa mere end én Maade. 2?) Om nogle af sine Undersøgelser erklærer L. at ,,de ere i den Grad simple, åt enhver, der blot har en Smule Forsand paa at undersøge, vil kunne gaa lig til og se. Man undersøge! Særligt skal jeg ”op- fordre Dr. W. til at gjentage de vigtigste Undersøgelser, før han ind- lader sig videre paa denne Sag.” Den grenede Fnok af Sonchus, Antennaria 0. a. høre til dem. — L. har altsaa, efter sin egen Dom, ingen Forstand paa at undersøge. 444 eller de bestaa "af et lignende, større eller mindre, Antal lodrette Cellerækker dækkede af en. Epidermis-Kappe (i hvilken der heller ingen Topcelle er). Yderligere se min cit. Afhandl. S. 37—79. II. Fnokkens morfologiske Værd. Her er L. (i Følge hint Brev) bleven bestyrket i, at hans Anskuelse i et og alt er rigtig. Der gik 3 Aar, før L. kaldte sine Tydninger i det første Spørgsmaal tilbage; jeg har saa god Tro til ham, at jeg venter, at han i langt kortere Tid — regnet fra nu af — vil kalde sin Opfattelse i dette Zdet Punkt tilbage som ubevist, uden at han skal behøve nogen ydre ny Paamindelse om, at han skylder Viden- skaben, Sandheden og sin” Modstander at rette sine Fejl. Sagen staar saaledes: L. gjør Paastand paa at have ført Be- vis for, at hvert Fnoklegeme, det være nok saa haarformet, er ét selvstændigt Blad; jeg paastaar, at han ikke har bevist og ikke kan bevise det, og at Forholdet er dette: Kurvblomsterne have et meget ubetydeligt, sambladet, 5-tandet Bæger, og paa dette staa Fnokstraålerne, som jeg tidligere alene betragtede som Haar- dannelser, men om hvilke jeg nu maa sige, at det i ethvert givet Tilfælde. maa afgjøres, om de ere Haar eller Bladflige eller baade det ene og det andet, — hvis det overhovedet er muligt at af- - gjøre dette, meget uvæsentlige?) Spørgsmaal i hvert enkelt Tilfælde; derimod repræsenterer hvert Fnoklegeme ikke 1 Blad, uden i nogle relativt ganske faa Tilfælde. Mærkeligt nok har en såa klår Botaniker som Eichler (;,Bli- thendiagramme"') misforstaaet L.'s Mening om Fnokken, skjønt hele »Forsøget" er oversat paa Fransk og Résuméet af ,,Antikritiken" fylder 28 Sider; og andre ældre Botanikere er det gaaet. ligesaa. Skylden er L.'s, blandt andet fordi hans ,,Facit", Résuméet af hans Resultater stadig ér dette: — ,,ergo: er Fnokken et virkeligt Bæger", en Sætning der er saa uklar, at jeg jo næsten ogsaa kunde resumere mit Resultat saaledes. Kun ét eneste Sted i ,,An- 1) Man erindre den fligede, tornede, børstebeklædte Rand af et Tidselblad. Få 445 tikritiken" staar der klart og tydeligt: »— hver Fnokstraale hos "de nu. existerende Kurvblomster er = 1 Bægerblad." Jeg har i min cit. Afhandl. imødegaaet L.'s fleste Beviser; naar jeg ikke har gjort det ved alle og heller ikke agter at gjøre det, er Grunden, at det turde være overflødigt. Jeg skal anføre nogle af de Fakta, paa hvilke jeg støtter min Dom. Slægter som Scorzonera og Tragopogon danne et Yderpunkt i én Retning; før eller samtidig med Kronen anlægges 5 vorteformede Legemer paa Frugtbunden, der have Bægerbladenes Stilling a: lige under og alternerende med Kronen, der hos en Art Tragopøgon ere de eneste til Stede værende Fnokstraaler i de periferiske Blomster, — der voxe ud i kraftige Fnokstraaler, — der endelig i Misdannelser blive tilbage, naar alle andre Fnokstraaler ere forsvundne, udviklede som grønne Blade. De forenes tidligt ved deres Grund ved mel- lemliggende Valk-Dannelser. Støttende mig herpaa og paa Sammen- ligning med hosstaaende Familier slutter jeg: her have vi, som hos de andre Gamopetaler, et sambladet Bæger, hvis 5 Flige voxe ud i Fnokstraaler (endestillede Haar?). Men det samme 5-bladede Bæger gjenfindes hos alle andre Slægter, baade dem, der have Fnok, og dem, der ingen have, hos nogle som en kraftig og tyde- lig 5-tandet ,,Valk", hos andre som en ubetydeligere og utydelig 5- tandet Valk; hos nogle med de 5 Tænder staaende som hos Scor- zonera etc. lige for Kronbladmellemrummene; hos andre med ure- gelmæssige Stillinger, og Grunden hertil er denne: hos de Slægter, hvor Bægeret endnu er kraftigt og anlægges tidligt, kan det stille sig normalt, fordi Blomsterne endnu ikke trykke hverandre; jo senere Bægeret fødes (efter Kronen, efter Støvdragerne, efter Frugt- bladene 0. s. v.) desto mere sammentrængt staa Blomsterne, og desto mere maa Bægerets Tænder i deres Stilling rette sig efter Omgi- velsernes Tryk. Er det bevist, at de 5 Vorter hos Scorzonera etc. ere 5 Blade, maa det samme nødvendigvis siges om de uregelmæs- sig stillede Udbugtninger paa [de lave Valke; thi hint Forhold glider paa det jævneste over i dette. 446 Men nu de andre Fnokstraaler? Hos Scorzonera, Tragopogon 0. a. ordne de sig med ofte bestemt paavislig Stræben efter Regel- mæssighed; Sagen er, at jo regelmæssigere de første 5 staa, desto større Chance have de efterfølgende ogsaa for Regelmæssighed, da Bestræbelserne "for at: faa bedst Plads paa naturlig Maade føre til Alternation; herved spiller tillige Omfanget af Fnokstraalernes Grund i Forhold til den hele Bægerperiferi en Rolle. De kraftige Straaler anlægges eller kunne altsaa anlægges i nogenlunde regelmæssige Kranse "med bestemt Tal i basipetal Følge. Er det et Bevis for at de ere Blade? Nej — kraftige Haardannelser (Emergenser) kunne det samme; er det et Bevis for at de ere Haar? Snarere — thi der kjendes intet sikkert Exempel paa, at en Række Kranse af selvstændige Blade anlægges i basipetal Følge. Men alle de andre Slægter maa med i Betragtningen; der er f. Ex. 7araxacum. Først anlægges en but 5-kantet ,,Valk" 9: Bægeret; paa denne opstaar en utallig Mængde haarformet-fine Fnokstraaler med en saa lav ana- tomisk Uddannelse som vist intet kjendt Blad, i den fuldstændigste Uorden (dog basipetalt); og i Misdannelse kan man finde 5 grønne ribbede Blade udviklede neden for Kronbladmellemrummene; omgivne af Haarene. Vi have her et 5-bladet haarbærende Bæger. "Andre Slægter bekræfte dette; vi finde intet Sted komplet Orden eller bestemt Tal (undtagen naturligvis i Slægter med meget faatallig . Fnok), og vi' finde Slægter, hvor Fnokstraalerne anlægges i samme . Blomst-basipetalt og akropetalt samt interkalært, midt mellem ældre; dette kjendes ikke hos Blade. " Sammenligningen med beslægtede Familier fører til Bestyrkelse af min Opfattelse. For det første holde Gamopetalerne med en sjelden Ihærdighed fast ved deres Tal: 5 Bægerblade, 5 Kronblade, 5 Støvblade, 2 (— flere) Frugtblade, og Fordobling hører til de største Sjeldenheder. Efter Hr. Lunds Opfattelse ville Kurvblom- sterne staa som en ren Mærkværdighed mellem deres Frænder. For det andet finde vi hos Rubiaceer Bægere dannede efter højere staaende Blomsterdele og reducerede til lave ,,Valke” lige som hos Kurvblomsterne; og selv til det Skridt, som disse gjøre videre for 447 at frembringe et Frøspredningsapparat, finde vi kekydtlnjerni i Haar- dannelserne påa andre Rubiaceers Bægere. Man maa i hvert givet Tilfælde afgjøre, hvad Fnokken er. Der er Slægter, hvor den alene er Haardannelser: 7araxacum, Senecio 0. a.; der er andre, hvor den er kraftigere Haar (Emer- genser) eller Bladflige, og hvor 5 af Fnokstraalerne repræsentere selve Bægerfligenes Spidser (eller terminale Haar) som Scorzonéra, Cirsium 0. a., ganske som de to ,,Blade" i en Krans hos de Krans- bladede repræsentere Bladpladen, medens alle de andre ere uselv- stændige Flige (Axelblade); der er dem, hvor hver Fnokstraale er — 1 Blad, men såa er der kun 5 i Alt: Gail/lardia, Catananche 0. a.; der er andre, hvor der. er færre, og hvor Forholdet er tvivl- sommere, som Bidens. Jeg imødeser fremdeles Hr. Lunds Beviser for, at ,, hver Fnokstraale er =— 1 Blad”. Et Par Bemærkninger om Hr. L.'s Argumentation maa jeg endnu, for senere mulige Tilfældes Skyld, knytte hertil. Først den Sætning i ,,Antikritiken": »Ingen vil nægte, at den Funktion at besørge Frugtspredningen kan overtages af Bægeret; og for saa vidt man nu gaar logisk frem, maa man da selvfølgelig ogsaa indrømme Bægeret Ret til at forandre sit Blad- antal og sine Stillingsforhold saaledes, at det kan tjene hin Funktion.” For Tanken er alt muligt, og vi kunne med tænkte Muligheder som Præmisser opstille vore Sætninger lige saa ,,logisk" som Telliamed, der udviklede Fuglen af Flyvefisken; men Naturfor- skerens Slutninger maa deduceres af, gjennem Induktion fastslaaede, Kjendsgjerninger. I den citerede Sætning er en Præmis ubevist; hvorfor maa man ,,selvfølgelig" indrømme Bægeret Ret til at for- andre Tal og Stilling, naar det metamorfoseres 2: overtager en anden Funktion end det. sædvanlig har? — Af ovenstaaende vil man se, at jeg tillægger »Valken" en ganske særdeles Betydning — den er det egentlige Bæger, som derfor kan være alene til Stede (fnokløse Slægter), medens vi 448 aldrig finde Fnok uden, at en ;,Valk", et fælles Fodstykke bærer den. ,,Nu Hr. Samsøe Lund!" I Antikritiken hedder det: I denne højtstaaende Familie' (Kurvbl.), ,,hos hvilken vi absolut maa vente at træffe et Bæger, finde vi paa Bægerets Plads intet andet Organ end Fnokken; saaledes er det — ikke hos-en enkelt Slægt, men i en uhyre Familie.” ; Alligevel omtaler L. påa en af de første Sider i ,,Forsøget" Valken som almindelig bekjendt, og han véd fra mig, at den op- staar ved selvstændige Delinger under Overhuden; staar Fnokken paa Bægerets Plads, saa staar Valken, som bærer Fnokken, vel ogsaa der. Men han fortsætter: »Det er ER vigtigt Moment, der taler for, at Fnokken opfattes som Bæger.” — — (3 Linier efter:) ,Hvad mener nu Dr. W. herom? Han forbigaar dette Moment og paralleliserer bones videre Forholdet hos Agri-. momia med Forholdet hos Kurvblomsten. Vi staa her foran et enten—eller. Enten anser L. Valken for det samme som jeg, nemlig for en integrerende Del af Bægeret, men hvordan kan han saa sige, at jeg ,,forbigaar" dette ,,vigtige Moment"; det var jo netop en af Hovedgrundene hos mig til at betragte Valken som Bægeret, at den stod paa ,,Bægerets Plads". Eller L. maa anse Valken for noget helt forskjelligt fra Fnokken (hans Bæger); men såa maa han, naar han sætter Videnskaben saa højt, som det efter hans megen Talen om Videnskabelighed 0. s. v- lader til, virkelig indlade sig paa Spørgsmaalet om, hvad Valken da er, og det saa meget mere, som hans Modstander har tildelt den en bestemt og i denne Sag yderst væsentlig Betydning og givet sine Grunde derfor (se min Afhandling om ,,Forgrening hos Blomsterplanterne"", min Afhandling om ,,Trichomer" og dens franske Résumé, og mit Foredrag den 10de Juni 1873 (som L. hørte), se Oversigterne over Møderne). Da L. kjender alt dette, er det vist »ikke god videnskabelig Methode" at gaa frem, som L. gjør i det Følgende. Først vil jeg henlede Opmærksomheden paa det ube- stemte ,,Nogen" i Ordene: . »Vilde Nogen indvende: paa Bægerets Plads staar der virkélig et andet Organ end Fnokken, nemlig Valken — saa er en saadan Indvending 449 uden Betydning; — thi — der er lige saa lidt noget Modsætningsforhold mellem Fnokken og Valken, som der er noget Modsætningsforhold mellem Lysekronen og den Krog, hvorpaa Lysekronen hænger.” ; Som om det var ham selv, der nu hittede paa: denne Indven- ding, og der aldrig i Verden havde været nogen anden, der havde peget paa Valken (Hr. L. er ellers ikke øm over at nedskrive mit Navn; thi det fylder i den 47 Sider lange Antikritik, om jeg ikke fejler, en 1!%o Side)! Dernæst vil jeg henpege paa Begrundelsen, hvorfor Valken ingen Betydning kan have, nemlig at der intet Mod- sætningsforhold er 0. s. v.; Uklarhed paa Uklarhed! — Saa fort- sættes denne: misvisende Tale: ; »Saasnart man" (udhævet af mig). ,, tillægger Valken. en særlig Be- tydning som svarende til ét helt eller tildels undertrykt (5-bladet) Bæger, saa er man inde Be Hypothesens Gebet a: den Sag vedkommer os ikke hor vs + Jeg savner Oplysning om, hvorfor ,,;man” såa er inde paa Hypothesens Gebet, og hvorfor L. ikke vil indlade sig paa med videnskabelige Grunde at afvise, ibjelslaa min ulykkelige ,,Valk”; "hvorfor den skal føres ind paa Hypothesens vildsomme mørke Gebet og snigmyrdes — thi snigmyrdet bliver den og det med den bru- taleste Logik; S. 100 træffe vi den først igjen: »Men er der ellers Noget i Blomstens Udvikling, der taler for, at en saadan Overgang kan være foregaaet og afsluttet; — der nævnes Valk- dannelsen, hvorpaa Fnokken sidder (Dr… Warming)!);, men dennes Existens rimer sig lige saa godt sammen med I1ste som med 2den Over- gangsmaade. Valken bærer lige saa godt 20 som 5 eller 0 Bægerblade 5: Valkens Existens er et fuldkomment indifferent Moment.” I Konsekveys med denne Slutning venter jeg ved Lejlighed at høre følgende: ,,Pattedyrets Hoved bærer snart 20, snart 5, snart 0 Næse- og andre Horn 9: Pattedyrhovedets Existens er et fuldkommen indifferent Moment. Og saa er Valken død, død! Jeg vilde tro, at L. her førte Sagen ,,en advocat" og ikke som »homme de science, me qui la vérité doit étre tout", naar jeg 1) Her viser det sig MBeg; at jeg er den ilde og ,man", der spillede en. Rolle oven Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 18786. 29 450 ikke saa, at han ikke er saa meget inde i Sagen, at de forskjel- lige Parters Standpunkter ere ham klare. Det hedder nemlig: »Men Dr. W., der ikke indfører nogen ny Tanke i Årgumentationen, spiller dog videre paa den samme Streng som Koehne, den samme Melodi uden at bemærke, at hin Streng giver en anden Tone end før, samt at denne Tone — for Tiden idetmindste — kun kan have den Betydning at ledsage som Bas Melodien, der spilles paa Instrumentets nye Strenge, Jeg har nemlig fra først af spillet paa en noget anden Streng end Koehne — nu haaber jeg, at han vil spille paa den samme, som. jeg. Endnu et Par Bemærkninger med Hensyn til Hr. L.'s Argu- mentation (de aller fleste låder jeg ligge af Mangel paa Plads, samt Tid og Lyst). Det hedder: ,,Det lidet vi for Tiden vide om disse Forhold" (Fnokkens Stilling) ,,taler vel ikke absolut for, men lige saa lidt afgjørende imod Fnokkens Vurdering som Bæger", og der betones i det Hele meget stærkt, at der foreligger saa ,,højst. mangelfulde litteraturhistoriske Data". Man kunde nu vente, at Hr, L. selv anstillede Undersøgelser om Stillingen, men vi faa væsentlig kun at vide, at der er en Del. Slægter med forgrenede Fnokstraaler, hvorved ,, den tilsyneladende Uregelmæssighed faar sin naturlige Forklaring"; der siges os ikke en Gang bestemt, hvilken regelmæs- sig Stilling disse Fnokstraaler da have (men for Resten existere de da ikke en Gang). Derimod raabes der gjentagne Gange til mig: »Maa vi bede om Fakta!" og endelig lyder hans Facit saaledes: »Vi mærke os altsaa dette: Dr. W. har aldeles urigtige Forestil- linger om Fnokkens Stillingsforhold", i Stedet for, at man burde vente følgende Logik: ,,Jeg, S. L., kjender Intet til Fnokkens virkelige Stillingsforhold, thi dertil foreligger der ikke Data nok; Dr. W. gjør det heller ikke; han kan altsaa muligvis have Ret i, at de ere meget uordentlige, ligesom jeg muligvis i, at der er "Orden." — Retten viser sig at være paa min Side; mine oprinde- lige Udtalelser have, "naar rn betragtes i det Store, fuld Gyldighed. — 451 Som Hovedstøtte for L.'s Mening, at Fnokken |virkelig' har fuldstændig regelmæssig Stillmg med bestemte Talforhold, tjene navnlig Hofmeisters Angivelser i ,,Allgem. Morphol."; de lydé: »Bei reichster Ausbildung des Kelehs der Compositen besteht derselbe aus mehreren einander superponirten, vielgliedrigen, unter -sich alterniren- . den Wirteln, z» B. 25-gliedrigen bei Centaurea Scabiosa .... In den meisten Fållen bilden die Kelchblåtter nur einen einzigen al, auftretenden Wirtel, so der vielgliedrige der Hieracien, der etwa 15-gliedrige von Son- chus, der 10-gliedrige von Centaurea Jacea, der 5-gliedrige von Bidens." Hr: S. L. glemmer her at øve Kritik; der findes ved enhver af disse Angivelser en Henvisning til Payers'eller Buch Figurer. tæller man paa disse Tallet af de afbildede Fnokstraaler og multi- plicerer med 2 (Blomsternes ene Side er jo kun afbildet), faar man Hofmeisters Tal. Det er mistænkeligt, at H. ingen andre Data har, end netop de anførte; man fristes til at tro, åt han har sin Lærdom kun fra disse Figurer, thi Payer synes slet ikke at have søgt efter Orden og bestemt Tal, hvor der er mange Straaler, og Buchenau har ingen funden; og det bliver utvivlsomt, at H. måa have faaet sine aldeles urigtige Data paa denne mildest talt letsindige Maade, naar man bliver opmærksom paa, at Payers Fejl, at tildele Centaurea Jacea smukt udviklede, regelmæssigt alternerende Fnokstraaler, gjen- findes hos H. — den har ikke Spor af Fnok! Denne Fejl gaar nu videre til Hr.Lund, og han udstyrer Naturen endnu lidt bedre end H., idet den ,,etwa 15-gliedrige" Krans hos Sonchus, bliver til ,,en 15-leddet Krans" hos ham; kun Bidens med de 5 Tænder er han saa TERE at stryge”). Med Hensyn til andre Data støtter 7) Da jeg i Mødet ilte Juni 1873 replicerede til L. og berørte Hofmei- sters Bidens, afbrød Prof. Didrichsen mig midt under mit Fore- drag for at meddele, at han dog havde fundet Bidens- Frugter med. 5 Tænder. Jeg maa tro, at D. sætter denne Iagttagelse meget højt, siden han vilde afbryde mig, forat meddele den; den er mig imidlertid for fattig til, at jeg kan skatte den. Jeg har selv (ligesom EreR Tr have det jo endog normalt; men jeg har aldrig fundet en Stilling ganske som de supponerede 5 Bægerblade (se min tyske Afhandl.). Jeg indbød Hr. D. til Møderne i Maj og Juni 1876 for at drøfte dette og andet med ham, og beklager, at han ikke gav Møde. 29% 452 Hr. L. sig til Kåhne, men dels refererer han ham urigtigt, dels forglemmer han at tage Hensyn til de Udtalelser af Kåhne (mod Hofmeisters nys citerede Data om Henførelsen til 5-Tallet), der ikke ere i Faveur af ham. I Anledning af Hr. L.s Udtalelser om Planteanatomernes Usselhed nu til Dags og af, at han forskanser sig bag vor Uviden- hed, f. Ex. idet han gjør ,, opmærksom paa, at den hele Lære om Blad- stillingsforholdene og deres Betydning ved Afgjørelsen af et Spørgs- maal, som det foreliggende, i høj Grad trænge til en Revision, der nærmest maa have til Maal at puste lidt Aand i de døde Regler", skal jeg tillade mig en almindeligere Bemærkning. Det er aldrig heldigt at komme med for mange Udtalelser om, at der paa " det og det Punkt er meget at gjøre, med dunkle Antydninger af, at den og den Forfatter ikke har set Alt, 0..1.; man kan påa denne Maade muligvis for en billig Pris skabe sig en videnskabelig Kapi- tal og faa sig en Glorie paasat af umyndige Beundrere; men falder saa Ens egne Undersøgelser ud i det Negative, som Hr: L.'s i det foreliggende Tilfælde, kommer man selv til at staa i et mindre heldigt Lys. — Jeg tager mig den Frihed at advare Hr. L. mod at komme ind paa den Vej, men agter iøvrigt ikke at forhandle Kurv- blomst-Spørgsmaalet yderligere med ham hverken mundtligt eller skrivtligt. E. S. Efter at ovenstaaende var sat, er det faldet mig ind, at det maaske kunde misforstaaes saaledes, at jeg tidligere havde lige saa mange Grunde for min Opfattelsé.af ,,Valken" som mu; det havde jeg ikke, men dog nok til, at de fortjente en ægte videnskabelig Imødegaaen. ig Opfordring. De er min Agt at udgive ,,Plantenavne i de skandinaviske, ger- manske og romanske Sprog", affattede paa lignende Maade, som de i 1867—71 udkomne ,,Nordiske Plantenavne", i hvilket Øjemed jeg er traadt i Forbindelse med Botanikere i Tyskland og Østerrige, England, Holland, Belgien, Frankrige, Spanien og Italien. Der er jo imidlertid endnu meget at føje til og rette i det allerede ud- komne, og jeg tillader mig derfor at bede de ærede Herrer i de tre nordiske Riger, der tidligere have ydet mig Bidrag, lige som Enhver, der maatte interessere sig for mit Arbejde, om den Velvilje 1) at oplyse mig om, hvad der er fejlagtigt i de omtalte »Nordiske Plantenavne" ; i 2) at sende mig yderligere Bidrag af folkelige Plantenavne, helst skrevne saaledes, som de lyde i Folkemunde, og med Ångi- velse af det Sted eller den Egn, hvor de bruges; 3) at meddele mig Titlen paa Lokalflorer, Dialektordbøger, Topografier og andre Bøger, hvori der findes Plantenavne. København, i Maj 1876. H. Jenssen - Tusch. Oberst, Frederiksberg-Bredgade 22. Rettelser og Tilføjelser. Da Hr. Baron Eggers's Afhandling om St. Croix's Flora er bleven ren- trykt uden at kunne være korrigeret af Forfatteren, har et større Antal ). Side 33, — 34 Trykfejl og Tilføjelser ikke kunnet undgaaes Lin. 2 f.n. tilføjes: Maalet engelsk. , — 4—5 f.0.: St. Croix hører ligesom de nærliggende nord- østlige smaa Antiller og Jomfruøer til Kridttiden (i Følge Cleve). — 6 f.0.: ,sunken' læg: undersøisk. — Havets Dybde mellem St. Croix og Jomfruøerne angives i Følge Maalinger af R. Hamilton til 4,000 Metres. — 8 f.0.: aen me vil rigtigst sættes. til 739. , — 1 f.o0.: 1500 læs — 2 f.n.: Nouvelle læs bes — 12 f.0.: 78 læg 79. — 15 f.0.: 39 læg 38. — 2 f.n.: REN, Fig læs Poinciana regi — 2 f.o0.: ,Bitte r-ash'. — I] f.o0.: AND it Fam — 1 f.o0.: Cassave læs Cass — 15 f.0.: Forland med læs Ford med. — 5 f.n.: Granit læg" Diorit. senere r vist. sig at være t. alm. paa St. Thomas — 4 f.o0.: Okeo læs Okro. ma SR É n.: Byrsonima coriacea læs B y Sy icata Rich == akt o: Paiillinå læg Paullinia. — 7 f. 0.: Grøfter læs Kløfter. 'oinciana). — 19 f. 0.: Cæsalpinia elata læs Cæsalpinia (Poinciana) regia Boje . — 12 f.n.: Baudonin's læs Baudouin's. . Side 122, Lin. 4 f.0.: spærisk læs sphærisk. [— 188, — 5 f.n.: polyachanta læs polyacantha. — 143, — 3 f.n.: Securinega læs Securinga. — 145, — 8 f.0.: Argyrothammia læs Argythammnaa. Endvidere Side 10, Lin. 19—24: Punktumet: "Efter en Meddelelse . . . i Kjøge : jet” udgaar. — 203, — 5 f.0.: 9de April læs 2lde April. — 243, — 12 f.n.: Leveillé læs Léveillé. — 264, — 13 f.0.: siger Carpol. læs. siger i i, Carpol; — 264, — 15 f.0.: veribus læs viribus — 272, — 17 f.0.: efter Ascobolus Ade Åscozonus. — 276, — 1 f.n.: us læs cus. — 277, — 9 f.0.: da læg ad. E — 279, — 9, 10 og 11 f.n.: Tallene 11, 12, 13 forandres til 10, — 321, — 7 f.n.: Sodaria læs Sordaria g — 330, — 2 og 3 f.n.: Ordene , bestandig Slag Undtagelse” udgaa. — 374, — 14 f.n.: sorte læs hvide. — 369,3 — 2 f.0.: efter hos tilføjes Hannen af. — 378, — 17 f.n.: efter: Tvivl tilføjes (i ådt mindste de første). — 415, — 8 f.o.: er læs ere. " Til det franske Résumé: — 38, — 3 f.n.: caudques læs ARRENE — 46, — 12 f.n.: arrondis : læs tronqués: — 47, — 2 f.0.: cheval læs vache. Observations sur quelques Bactéries qui se rencontrent sur les cdtes du Danemark. Par Eugéne Warming, Docteur és-sciences. Résumé d'un mémoire publié dans les Videnskabelige Meddelelser” de la Société d'histoire naturelle de Copenhague, 1875. Avec 4 Planches. En octobre 1874, j'ai entrepris un examen, au microscope, des . masses d'algues et de zostéres colorés en rouge qu'on rencøntre communément dans les eaux salées qui entourent Copenhague. Je reconnus, å mon vif étonnement, que cette teinte rouge ne provenait pås d'une transformation chimique de la plante, mais de milliers d'organismes vivants, ayant un mouvement propre, ét d'une couleur rougeåtre. (Qunladen spirilles énormes attirérent surtout mon atten- tion. Je vis que j'avais å faire å des bactéries, et n'ayant trouvé aucun renseignement, sur les organismes rouges, dans le travail publié antérieurement par le Professeur Cohn (I, voir le texte p. 417), je m'adressai å lui pour savoir s'ils étaient connus. OM. Cohn vient de publier une nouvelle série d'observations (IN) oå sont mentionnées ces bactéries rouges; j'ajoute ici quelques détails appuyés Sur des recherches par moi faites de 1874 å 1875. M. Cohn cite toutes les observations faites antérieurement sur la coloration des eaux douces et des sources minérales, en Alle- magne, en Italie, en Belgique et dans les Pyrénées ete. Elles remontent pour la plupart å V'année 1840; quelques-unes cependant sont d'une époque plus récente. On peut ajouter qu'en 1841 A. S. Ørsted examinait les vases en Fionie, aux environs de »Hofmansgave", et quwil a constaté que leur coloration en rouge Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. Résumé. (1) 2 était due å la préæsence de 1' Erythroconis littoralis, connue aujour- d'hui sous le nom de Merismopedia (voir p. 13 de ce Résumé). J'ai recu, par V'entremise obligeante de quelques botanistes, des échantillons de vases et d'algues putrides rouges, recueillis sur les points les plus opposés des cåtes du Danemark, depuis Born- holm jusqu'å Fanø dans la mer du Nord: je suis done en mesure de dire que ce phénoméne se présente tout le long des cåtes damoises, et sans doute sur toutes celles de la Baltique et de la mer du Nord, partout od les eaux restent tranquilles, o les masses d'algues et de zostéres peuvent fermenter et pourrir, que ce soit dans des baies fermées ou le choc des vagues ne peut les atteindre, ou dans des trous,- sur la plage, on le courant jette d'énormes quantités de Zostéres. Celles qui s'engagent dans les baies s'y trouvent souvent protégées contre les vagues par les masses ex- térieures qui en obstruent 1'entrée. . Les bactéries rouges apparaissent en été en masses si énormes que le rivage de la mer se cdlore parfois d'un rouge intense, sur une superficie de plusieurs pieds carrés; et en Jutland il y a une petite anse que les gens du- pays appellent ,,la Mer rouge". Mais å la premiére marée haute, ou s'il survient une tempéte, les: algues troublées, agitées, perdent leur teinte rouge qui ne se montrera de nouveau que le calme revenu, et aprés que les bactéries, - restées, auront eu, pendant les mois de F'été, le calme nécessaire å leur multiplication. Alors les masses bourbeuses reprennent une teinte rougeåtre, tantåt rose, tantdt couleur de chair. Si les gros temps de l'automne ont chassé les baetéries de la surface de la vase, elles ne se reproduisent pas; mais on peut trouver dans la vase, pendant tout hiver, des Zostéres et d'autres plantes colorées en rouge; et rien n'est plus facile que de réveiller les bartéries de 1'engourdissement of les a plongées le froid de Vhiver. J'en ai vu qui avaient été prises au mois de décembre dans VYeau d'une mare, déjå couverte d'une pouce de glace, et qui, néanmoins, se remuaient avec boucoup d'agilité. On en a trouvé aussi dans des eaux douces, prås de Copenhague. Partout ce sont les formes, ou å peu prés, indiquées par M. Cohn, et observées par lui dans les eaux douces; pourtant la Monas Okenii des eaux douces différe légårement de celle qui vit dans l'eau salée. Toutes les formes ne se rencontrent pas toujours sur un an et méme point; il en manque tantåt une, tantåt une a mrk plusieurs. 3 Souvent fiottent sur 1'eau des masses détachées, cotonneuses, composées. presque uniquement de cellules globuleuses ou elliptiques, réunies en groupes de formes diverses. Ces masses flottantes sont immobiles ainsi que les cellules isolées qui se trouvent entre elles (Clathrocystis);. c'est parmi et sur les algues du fond, pourries et colorées par les bactéries qui s'y sont posées, que l'on remarque le plus de vie. Lå oå la décomposition ne fait que commencer, on ne trouve que de petits exemplaires des bactéries rouges, notamment la Monas vinosa; dans les phases plus avancées de la fermentation apparaissent les autres formes, ainsi que les espåces communes grisåtres (incolores) des bactéries (Bacterium, Bacillus etc.). Si Ton dépose dans un bocal de la vase contenant des bactéries rougeåtres, on peut les y cultiver assez longtemps, et leur couleur se conserve inaltérée un certain temps; mais souvent elle prend un ton lie-de-vin, le liquide devient mucilagmeux, les formes mobiles des baectéries disparaissent, et Von obtient å la fin un liquide infect, contenant en nombre immense des cellules de forme sphérique ou elliptique, immobiles, qui donnent au sd une teinte rouge. J'en parlerai plus loin.…. Le spectre de cette masse lie-de-vin différe un peu dé celui qwa publié Ray Lankester (XII) pour sa ,,Bactério-purpurine". Nous le donnons dans le texte danois pg. 317. Je mai pas ren- contré le liquide couleur lie-de-vin dans la nature; maåis lorsque les feuilles de Zostéres se trouvent amoncelées les unes sur les autres, elles présentent souvent des parties roses, d'autres pourpre ou carmin: l'apparition de ces différentes couleurs dépend de lå maniére dont les feuilles se sont trouvées placées, ou couvertes les unes par les autres. Je w'ai point observé de différence entre les bactéries trouvées sur les parties, différemment teintées d'une méme feuille. Les quelques formes sur lesquelles je désire mente Vattention aujourd” hui, sont: Monas Okenii (Ehrenberg). Voir Cohn, I, vage 164, et ma planche VII, Fig. 1 et 2. J'ai étudié les formes que pré- sentent les eaux douces et les eaux salées, sur divers points des cotes du Danemark. La couleur de la MM. Okenii est d'un beau rouge, rarement aussi vive que celle de la planche de M. Cohn. Les exemplaires provenant de V'eau de mer sont d'une forme ovalaire ou cylindrique, droite, fortement arrondie aux extrémités (Fig. 1 a,c, i, k, £) ou quelquefois, plus rarement cependant, en forme de croissant (”) - légérement tordu; la Fig. 1, 2, représente des formes irréguliéres. Les exemplaires pris dans l'eau douce ont d'ordinaire une forme un peu spiralée (Fig. 1, g). Quelquefois, mais plus rarement, ils sont atténués vers les bouts (6, %, I, d,e). Généralement leur épaisseur est de 5—6 z'(0,0056—0,006 millim.), mais elle peut varier entre 3 et.7 mu; leur longueur est d'ordinaire de 2 å 3 fois plus grande, mais il en est qui atteignent une longueur de 60—80 £ (Fig. 1, c). Je mai vu les formes e et c que dans une seule localité, mais elles y étaient associées aux formes a, db etc., et reliées å ces derniéres par toutes les formes intermédiaires, comme on le voit sur la planche. En général, les formes qui vivent dans 1'eau douce sont plus minces que celles des eaux salées. On rencontre quelquefois, mais rarement, des exemplaires tout-å-fait incolores (7, Fig. 1); je n'en ai trouvé jusqwWå présent que dans les verres od on les a longtemps cultivés. Parfois on en trouve de rouges (e et k), dont le plasma n'est que semé des petits points sombres; mais ordinairement il contient aussi de gra- nules rougeåtres sulfureux, fortement réfringents: je les nomme »grains des soufre”" (voir p. 31). Leur grosseur peut atteindre å 1 mu et: méme tese En général ils sont répartis également sur tout le corps. Chez les plus petits, produits par une division récente, on re- marque un cil å 1'extrémité postérieure; chez les grands, aux deux bouts. (Voyez å, c) 7). I parait plus long chez les petits que chez les plus grands, non seulement d'une longueur relative, mais absolue. Il peut s'agiter tandis que le corps demeure immobile. M. Cohn a décrit les mouvement du corps. Chez les petits il y a opposition (dans le mouvement) entre 1'extrémité antérieure et Varriére-tråin; mais les grands (e, c) se meuvent également bien en avant et en arriére sans avoir å se retourner. Ceux-ci ont les mouvements lourds et lents, tandis que les petits, de forme å peu præs' sphérique, ske ”) Dans toutes mes figures, j'ai représenté le cil, tel que jai pu le voir: ceux que j'ai observés directement s'y trouvent dessinés; mais je me suis contenté d'indiquer par des lignes de points ceux . que je »'ai découverts qwau milieu d'un tourbillon dans Tea Chez toutes les figures ol ces lignes manquent, je m'ai point krsan de cil. Et comme je me suis toujours servi, pour mes études, du méme gros- sissement, j'avais ainsi une sorte d'étalon pour mesurer V'épaisseur du meuvent avec beaucoup d'agilité. Je n'ai' pas observé la division, et je crois qu'elle wa lieu que chez les petits. ) J'ai rarement vu de løngs exemplaires semblables å c, måis ceux que j'ai.étudiés n'étaient pas étranglés par le milieu, et je n'y ai observé aucun symptåme indiquant apitude å se diviser. Ainsi que Va dit M. Cohn, des exemplaires peuvent rester au Tepos, empilés les uns sur les autres; sur ces masses je n'ai observé ni mucus: ni gelée (,,Zoogloea"). Elles se présentent parfois en groupes irréguliers (et malgré sa petitesse extraordinaire, je considére la Fig. 2 comme en faisant partie), mais j'en ai rencontré que je crois appartenir å REE espéce, et qui avaient forme de chaine, c'est-å- dire de ,,Torula' 2. Spirillum bo lbrr: Texte p. 325. P1.VII, Fig.3. Je nommerai ainsi, jusqu'å nouvel ordre, un petit organisme provenant des eaux saumåtres. Il se rapproche de la Monas Okenii, par så forme spirale, mais la spire est plus accusée, comme chez un vrai Spirillum. Comme la Monas Okenii, il a le plasma coloré, mais 1'endochrøme est d'un violet plus terne; les granules sont plus fins, et Von n'y trouve que peu de grains de soufre. Les plus petits ont presque forme de croissant et ne présentent pas un tour de spire complet; Chez les plus grands, la spirale (de gauche) offre un peu plus d'un tour de spire. La hauteur du tour de spire est de 8—10 4, son diamétre est de 1 å 1,5 z, et V'épaisseur du corps est de 3—4 m. Les extrémités sont trés-arrondies; elles portent un cil, et les mouvementis de cet organisme sont plus rapides que ceux de la Monas Okenii. 3. Ophidomonas sanguinea (Ehrenberg). (Texte danois p. 326) Pl. VII, Fig. 8. Dans les masses de vase colorées en rouge, mon attention a été éveillée par un énorme Spirillum que, plus tard, Jai rencontré sur presque toutes les cåtes danoises, ainsi que dans les eaux douces de Copenhague. M. Cohn croit y reconnaitre I' Ophi- domonas sanguinea d'Ehrenberg; cette derniére, cependant, devrait étre plus mince; car, selon Ehrenberg lui-méme, 1 hidomonas Jenensis aurait une épaisseur de 3 4, tandis que VO. aurait le corps plus mince (,,fenuius"); les exemplaires que four- nissent nos eaux salées ont en moyenne de 2,5 å 4 4. Ceux des eaux douces (Fig. 8, 7) v'ont ordinairement que 2,54 d”épaisseur et représentent peut-étre 1'Ophidomonas Jenensis d'Ehrenberg, laquelle probablement ne différe pas de 1' O. sanguinea. Le corps est cylindrique, rarement atténué vers les extrémités (Fig. 8, c), et ne va guére au |” 6 delå de 3 tours de spire. Les plus longs mesuraient 65 4. La hauteur du tour de spire variait de 15 å 37 mm; chez quelques-uns le diamétre égalait la moitié et méme les %3 de la hauteur (voir la figure, texte p. 328); chez d'autres, notablement plus petits, le diamttre n'avait que 74—7/14 de la hauteur (voir Pl. 7, Fig.8: a; byg,ud): J'appelle particuliérément Tattention sur ces variations,' car nous pouvons étre certains d'avoir affaire ici au méme organisme; et ces différences, une fois constatées, pourront servir de point de départ pour se faire une opinion sur les variations des autres formes de Spirillum. La couleur est d'un rose påle, quelquefois d'un ton grisåtre, comme chez les bactéries ordinaires (Fig. 8, 4); les grains de soufre sont nombreux. Chez les uns il »'existe de cil qwå Vun des ex- trémités; chez d'autres, aux deux extrémités; mais on en rencontre jusqu'å trois sur une seule extrémité, et il m'a semblé quils n'en oceupaient pas toujours le milieu. (Fig. 8, g, d etc.). Pour le mouvement, voir ce résumé p. 33. Je n'ai pas observé moi-méme la segmentation; etje n'en ai pas constaté non plus le commencement. La division parait s'opérer træs- rapidement, ces organismes se rompent tout-å-coup et tout d'un coup. La cause du phénomtne représenté par la Fig. 8, b, m'est in- connue. (Organismes parasites ?) La Fig. 8, d représente un exemplaire avec les grains de soufre dissous. La Fig. e montre une forme irréguliére, qui a peut- étre .des propensions å se diviser. La Monas gracilis n. sp. (Texte danois pg. 331, Pl. VI, Fig. 5) a été trouvée avec la précédente et lå M. Okenii, mais seulement dans des eaux douces. Elle a le corps droit, cylindrique, quelquefois plus gros å Vune de ses extrémités, et brusquement arrondi vers les bouts; 2 m d'épaisseur environ, et jusqwå 60 4 de longueur. Le plasma est d'un beau rosé comme chez la Monas Okenii, mais un peu plus påle, et porte des grains de soufre. Les mouvements sont d'une lenteur modérée. Elle a un cil que je v'ai pås vu directement; 5. Bacterium sulfuratum nobis. flise vinosa Ehrenb.; Monas erubescens Ehrenb.; M. Warmingii Cohn; Rhabdomonas rosea Cohn.) Texte p. 332. Pl. VIII, Fig. 6. La majeure partie des organismes rougeåtres quw'on voit le long de nos cåtes, est formée de ceux que représente cette figure. Je crois done, que toutes ces formes appartiennent å une méme espéce, quoique M. Cohn pense qu'elles en représentent plusieurs. Ce qw'elles ont de commun entre elles, c'est une couleur rose si påle qu'on ne peut la distinguer que lorsqu'elles sont amoncelées en masses larges, Ce sont les grains de soufre, et des cils qu'on a de la peine å voir directement. Monas vinosa (Ehrenberg?) (Fig. 6, 4, B). On en trouve dont le diamétre est de 0,5 å 1 £, et qw'il serait difficile d'aper- Cevoir s'ils ne contenaient un grain de soufre et s'ils n'avaient åucun mouvement; d'autres, qui mesurent 3,7—4 uw en longueur, ont plusieurs grains de soufre. Ils sont trås-vifs dans leurs mouve=- ments. Est-ce réellement la Monas vinosa d'Ehrenberg? Ce point n'est ne encore bien éclairci. a Fig. 6, D représente la Monas Warmingii, de Cohn (texte pg. 333). Ce qui la caractérise, en-dehors de så forme et de sa grandeur, c'est que les grains sont groupés vers les extré- mités. M. Cohn déerit un mode de division spécial chez la //. War- mingii; mails, pour moi, je w'ai pu m'assurer si cette particularité dans la division se produisait toujours. Chez la Monas vinosa on peut remarquer la méme disposition des grains de soufre (Fig. 6, B); et la M. Warmingii est reliée aux petites par des grandeurs intermédiaires (voir les formes dessinées entre A et D). Les plus longues que j'aie vues, avaient environ 15 u et 5—6 de grosseur. Celles de M. Cohn sont plus grandes, »doch kommen auch kleinere vor”, dit-il. Quelquefois la séparation commence plus tåt sur un point que sur les autres. Ses mouvements sont rapides, comme ceux de la Monas Okenii, et Souvent, surtout chez les formes irréguliéres, ils sont brusques et inquiets. En général le cil est situé å Varriére. On -trouve aussi, parmi les petites Monas vinosa, des exem- plaires entiérement remplis de grains de soufre; ils forment le premier échelon d'une série de gradations ascendantes qui les rat- tachent aux grands exemplaires G de la Fig. 6. Ceux-ci ne différent de la Monas Warmingii quw'en un seul point, c'est qu'ils sont remplis de grains. Ils sont peut-étre identiques å la Monas erubescens d'Ehrenberg, laquelle a 14 4 de long, et je les nommerai ainsi dorénavant. L'espåce nouvelle sie par M. Cohn, Rhabdomonas rosea, est représentée Fig. 6, I, L, M; cependant les formes qui vivent le long de nos eåtes ne sont pas de tous points semblables å celles que M. Cohn a étudiées en Thuringe: elles sont plus påles et ne sont pas fusiformes; leur grosseur et de 3—4 pm environ. Quant å leur longueur, elle varie entre 15 et 35 4, mais elle peut atteindre & des proportions plus grandes méme que celles indiquées par Cohn (Fig. 6, M); dautre part, ces formes cylindriques sont reliées aux petites, ellipsoidales, par une multitude de formes intermédiaires (Fig. 6, F, E etc.), et souvent Von rencontre toutes ces formes réunies dans une méme goutte d'eau; ce qui porte å admettre qu'elles ne constituent qu'une seule et méme espåéce. Mais le nombre de ces formes ne s'arréte pas lå; si 1'on trouve des Monas Okenii contournées en hélice, on rencontre également ici toutes les formes, depuis les exemplaires droits jusqu'å ceux. od la forme spirale est træs marquée et va au delå d'un tour de spire, en passant par des formes intermédiaires on la torsion est plus ou moins accusée. Dans les groupes N, P, Q, R, S, T, U de la fig. 6, on trouvera toutes ces formes représentées, dans des gros- seurs et longueurs différentes, et par des exemplaires plus ou moins irrégulitrement contournés. Cette espéæce nous oftre donc des formes træs-diverses: leg unes, sphériques, ellipsoidales, petites (/Zonas vinosa d'Ehrenberg ?); d'autres, de forme pareille, mais plus grandes (Monas Warmingii Cohn et Monas erubescens Ehrenberg?); d'autres longues et cylindriques (Rhabdomonas de Cohn), d'autres enfin, contournées en hélice. Il me parait plus juste, de donner un nom nouveau å toutes ces ,,espéces": je propose celui de Bacterium sulfuratum. II y aåa pourtant un écart plus grand, entre 'les longues cylin- driques et les grosses de forme sphérique, que chez les autres entre ellegs. On rencontre facilement les formes intermédiaires entre la Monas Warmingii et la Monas erubescens, ainsi que celles entre les cylindriques, droites et longues, et les hélicoides; mais entre ces derniéres et les grandes formes sphériques, les formes de transition directes apparaissent plus rarement. II semble que, des petites aux grandes, le développement suive de préférence deux voies principales: 1V'une qui aboutit aux formes épaisses, sphériques; 1'autre aux formes minces et cylindriques. Entre les grandes formes extrémes, il existe aussi une autre différence dont il y a lieu de tenir compte: la M. Warmingii et la M. erubescens sont tout aussi vives et remuantes qne les autres formes plus petites, tandis que les longues cylindriques paraissent aussi lentes dans leurs mouvements que les Melet antenne Gade een 9 Toujours est-il que, jusqwå ce jour, je n'en ai pas encore ren- contré aux allures Tapides. Ces grandes formes nous placent du reste en face FL une Bispk Importante : leur développement va-t-il plus loin? et jusqw'oi va-t-il? Finissent-elles par former une sorte de spore comme I'Ascococcus, ou comme lå Cercomonade de MM. Dallinger et de Drysdale (VII)? Qu grandissent-elles encore davantage, et forment-elles des Beg- giatoa? Les longs exemplaires cylindriques ressemblent aux petits spécimens de la Beggiatoa alba, (Pl. X, Fig. 6, 7); il leur suffit de rejeter leurs cils et de former des cloisons transversales pour leur étre identiques, comme cela a lieu pour les Zoospores ordi- naires å 1'époque de la germination. J'en parlerai plus loin d'une facon plus détaillée (p. 19). —… Les plus petits exemplaires de la Monas Okenii ont 4—5 4 de long, mais on trouve des Monas vinosa qui n'ont pas plus de 0,5 mu; celles-ci resteraient méme presque imperceptibles si leurs mouvements ne les trahissaient. On peut aussi les distinguer gråce aux grains de soufre, qui apparaissent dés qu'elles ont åcquis une certaine grandeur. Pourquoi ne pas supposer qu'au dessous de ces formes il en existe d'autres, en nombre infini, de plus en plus petites, que je ne puis apercevoir avec mon microscope (Seibert & Krafft, Obj. VII et IX) et qui, par une gradation insensible se relient å des germes dont la taille ne dépasse pas celle des germes de la Cercomonade de MM. Dallinger et Drysdale? 110 Une gradation ascendante, des plus petites formes aux plus grandes, comme la représente la figure 6, ne prouverait pourtant pas qwil y ait développement réel des petites aux grandes. Pour démontrer scientifiquement que les petites formes produisent les grandes, il fau- drait isoler un exemplaire et le suivre dans ses développements: expé- rience qui présente d'énormes difficultés. Donc, jusqu'å réussite compltéte, il faut, pour faire. admettre la vraisemblance de ce développe- ment, employer d'autres méthodes. Ces formes ont en réalité la faculté de se développer dans le sens de leur longueur; et la preuve, c'est qu'un groupe soumis å une longue culture n'arrive jamais å produire des individus infiniment petits, malgré son mode de division continue. Lorsque des Zostéres amassées sur la plage commencent å entrer en décomposition, elles se couvrent de taches couleur-de-chair causées par la préæsence de bactéries, et surtout de petites formes (Mon. vinosa); les grandes ne se montrent que lorsque la décomposition est plus avancée: ce qui indiquerait que celles-lå produisent celles-ci. 10 Le mode de composition des groupes trouvés dans différents trous ou mares, donne des indications analogues. J'ai examiné veau et la vase des fossés, mares, etc. de plusieurs localités, on j'ai trouvé, réunies, presque toutes les formes de Bact. sulfuratum, et de plus la Monas Okenii et V Ophidomonas etc. En d'autres endroits, on ne rencontre p. Ex. que la Monas Warmingii de toutes grandeurs, jusqu'å la petite /Zonas vinosa, avec la méme disposition des grains aux deux påles; ou la Monas erubescens, seule, mais "en série compléte. Bien souvent j'ai pris des échantillons d'eaux ou dominaient les Båabdomonades de toutes grandeurs, depuis 3—20 u de long, maåis presque toujours de grosseur égale, ou å-peu-prés: par exemple, de 3 4 pour certaines associations, et de 2, dans quelques autres; et souvent ces associations présentaient, con- fondus ensemble, des types droits et spirales avec toutes leurs formes intermédiaires, mais presque tous de grosseur uniforme dans une méme association. C'est qu'une localité semble imprimer, sur tous les exemplaires, une marque particullére, qu'une sorte d'hérédité rend encore plus frappante: c'est-å-dire que les individus nés d'une division ont, en rægle générale, méme grosseur que leur mére. Sur d'autres localités, toutes les formes sont mélées; et il faut renoncer å les classer par espéces, comme on serait tenté de le faire pour les associations qui offrent une méme marque caractéristique. Si Ton examine ce groupe (ou cette espéce) de bactéries, Pl. VII, Fig. 6, on ne trouvera pas extraordinaire ce que M. Ray Lankester dit du Bacterium Termo et du Bacterium lineola (XT, p. 424): ,,Is also seems probable that each of these species has a sphærous, a biscuitshaped, a bacillar, a serpentine (Vibrio)”), and possibly a spiral (Spirillum) form or phase of plastid.” Les bactéries sont douées en réalité d'une plasticité illimitée, et je crois quil faudra renoncer au systéme de M. Cohn et de quelques autres savants, qui caractérisent- les genrés et les espåces d'aprés leur forme. Peut-étre aboutirons-nous å un seul genre dont les espéces sont physiologiquement définies (et dont M. Cohn a jeté les bases), mais qui se présentent sous les mémes phases, sauf quelques différences de taille etc. C'est å ce point de vue que le Bacterium sulfuratum offre le plus d”intérét. VÆR me douteux qu'il existe des bactéries å forme ,,serpentine”. Le Vibrio est enroulé en hélice, tout comme le Spirillum, et doit étre com- pris dans le méme genre. [ - 11 Peut-étre aussi devralt-on admettre d'autres formes dans cette espæce. La Fig. 7, Pl. VIII, représente un Spirillum qui ne s'écarte des formes spirales de la précédente, que pår sa grosseur, 3—4 [ et peut-étre aussi par la rondeur un peu plus accusée de ses bouts. JE m'ai point vu de formes intermédiaires. Leur tour de spire a environ 104% de haut, et un u de diamttre. . Le plasma est d'un rouge påle un peu plus jaune. 6. Spirillum Rosenbergii, n. sp. (Texte p. 346, Pl. X, Fig. 12). ” On le rencontre sur toutes nos cdtes, souvent en quantités in- croyables et qui paraissent encore plus nombreuses qu'elles ne le sont en effet, tant ces organismes se meuvent avec rapidité, et dans tous les sens, sans route réguliére: å peu præés' comme le Spirillum Undula; il compte parmi les plus vives des bactéries que j'ai ob- servées. Je n'ai jamais vu d'exemplaire ayant plus d'un å un tour et demi, et, dans toute sa longueur, mesurant de 4 å 12 . L'hélice est tantdt allongée, tåntdt si serrée que son diamétre égale environ la moitié de sa hauteur, qui est 6—7,5 42. L'épaisseur du corps peut varier entre 1,5 et 2,64. Ce qui distingue ce Spirillum des formes spirales avec lesquelles on pourrait le confondre, ce sont, non seulement ses allures si vives et sa spire beaucoup plus pro- noncée, mais encore så couleur sombre et noiråtre. Presque toujours il est entitrement plein de grains de soufre fortement réfringents, mais qui"w'ont pås la couleur rougeåtre, qu'on remarque chez les précédents; leur plasma contribue également å leur donner cette teinte foncée. Je ne leur ai pas vu de cil. Leur mode de locomotion se rapproche de celui de 1' Ophidomonas sanguinea. J'ai formé le nom de cette espåce d'apræs celui d'une dame danoise qui s'oc- cupe de phycologie, et qui a eu Vobligeance de m'envoyer plusieurs hrerenn de vases å coloration rouge. 7. Formes de la Monas vinosa, etc. au repos: — Clathrocy- stis. (Texte p. 347; Pl. VII,: Fig. 3, 4,5.) — Dans un grånd nombre d' échantillons de vases colorées en rouge, je n'ai trouvé que des cellules immobiles, ayant la méme couleur et les mémes grains de soufre que le Bacterium sulfuratum, de forme globuleuse ou ovoide pour la plupart, pareilles å celles des Fig. 3 et 4, Pl. VIII. La division y est souvent indiquée par un étranglement du milieu du corps; souvent aussi il n'en existe pas trace. D'ordinaire, ces cellules sg montrent en groupes ou en tas åmorphes, souvent aussi sous forme de Torula (Fig. 4, 6.) 12 Les formes cylindriques du Bacterium sulfuratum (Rhabdom.) ont sans doute aussi des phases de repos; mais il me parait vraisemblable que la reproduction n'a pas lieu lorsqu'elles sont dans cet état, pas plus que pour I Ophidomonas; dans tous les cas, elles ne forment probablement jamais d'agglomérations. : I est certain que nombre de ces cellules globuleuses "ou ovoides, pas. toutes cependant, sont des B. sulfuratum au repos (Pl. VII, Fig. 3, 4). Dans un petit trou å vase, de quelques pieds carrés, je n'ai vu — pendant toute une -année — que des formes au repos (comme Fig. 4), mélées pourtant de quelques rares formes mobiles. Celles-lå se rencontrent souvent sous la forme dessinée Fig. 4, a; il est donc permis de supposer qu'elles se re- produisent par le méme mode de division que la Merismopedia. S'il en est ainsi, et si ce sont vraiment des M. vinosa et erubes- cens au repos, il y aurait donc changement dans la direction de leur division et dans leurs caractéres distinctifs: axe déterminé, extré- mités déterminées (plus déterminées efcore par les cils), disparaitraint. Mais plusieurs de ces groupes de cellules ovoides appartiennent sans nul doute å la Clathrocystis roseo-persicina (Cohn; texte p. 45; Pl. VII, Fig. 3,4), dont le rapport pourtant avec la Monas vinosa est loin d'étre établi clairement; la supposition de M. Cohn, que les Monas vinosa pourraient bien étre les Zoospores' (,,Schwårm- zellen") de la Clathrocystis, en est une preuve. On trouve communément, sur nos cdtes, des globules ou masses celluleuses solides ou creuses et percées irréguliérement de part en part: M. Cohn les comprend dans le genre Clathrocystis.. En certains endroits, ce sont elles qui forment la majeure partie des organismes colorants; mais elle ne répondent pas tout å fait å la description qu'en donne M. Cohn: 19, je n'ai pas remarqué d'en- veloppe gélatineuse autour de ces groupes; 29, les parois des glo- bules creux consistent fort souvent en 2, 3, ou 5 couches de cellules; moins souvent, en une seule couche; et j'ai trouvé bien des globules dont la cavité était divisée en plusieurs chambres, pår des cloisons aåassez épaisses. Je n'ai pas rencontré de globules mobiles. I a été dit plus haut qwune "infusion, on Von a laissé des bactéries rouges, træs-souvent devient mucilagineuse, change de de couleur, et tourne å la teinte lie-de-vin. Evidemment, c'est une décomposition des bactéries rouges. La masse principale est, en grande partie, composée de groupes amorphes de cellules comme 13 Fig. 3, a, &e, h, i, Pl. VIII, ou en forme de Clathrocystis; quelque- fois, de Torules (Pl. VII, Fig. 5); gå et lå, on apergoit une Rab- domonas rosea ou une Monas Okenii. 'Tous ces organismes ont subi certaines transformations; ils sont tous immobilles (morts) ; ceux qwon range parmi les C/Zathrocystis ou les Monas vinosa, sont toujours rqses; mais les grains de soufre å cercle foncé ont dis- påru, et on remarque des corpuscules, trés-réfringents, qui — en rapprochant ou en éloignant Vobjectif — paraissent ou presque noirg, ou trés-clairs, comme des grumeaux de plasma coagulé. Quelquefois ces grumeaux font défaut, et on ne voit que des points, excessive- ment petits, dans le plasma rougeåtre. Quelquefois les cellules se præsentent comme la Fig. 3, i. 8. Merismopedia littoralis (Ørsted) Rabenhorst, XITI, 2, p. 57. Erythroconis littoralis Ørsted, XV, pg. 555. Texte p. 351. Pl. VIII, Fig. 2. La difficulté de classer une si grande quantité de petits organismes ayant entre eux tant de ressemblance, et de les ranger å la place qui leur convient, s'augmente encore de ce chef, que, dans tous les cas, il existe encore un organisme dont les cellules, isolées, ressembleraient exactement aux petites formes du Bacterium sulfuratum, ou å de petites cellules isolées de Clathrocystis. Cet organisme s'appelle Merismopedia littoralis; il a été enke: par Ørsted, en 1841, sous le nom d'Erythroconis littoralis; la description de M. Rabenhorst péche par bien des points. Cette Merismo- pedia se montre par tout le long de nos cåtes; et sur certains points, en masses si énormes qu'elle peut,g å elle seule, colorer en rouge la plage et les mares. Le plasma de ses cellules est incolore, comme celui de beaucoup de Monas vinosa; ou bien, elles sont légérement teintées d'un vert un peu bleuåtre. Ce qui colore ces familles et surtout attire 1'æil sur elles, ce sont les grains de soufre rougeåtres ordinaires, entourés d'un anneau træés-foncé. Ces ”grains sont, selon la grandeur des cellules, au nombre de 1, 2, 3, ou 4; il faut les considérer comme une marseR distinctive de cette espéce. En BAgrrse ces stils: ont de 1,2 z de diamtetre, Fig. 2, a; elles atteignent jusqu'å 2u de diamttre, et au delå, mais rarement (Fig. 2, 5). J'ai trouvé des familles de 1 å 64 tétrades. Ainsi que la Clathrocystis roseo-persicina qui a pour collatérale d'un vert bleuåtre la C/athrocystis aeruginosa, la Merismopedia litto- ralis a aussi ses espåces collatérales, glauques, parmi lesquelles j'en signalerai une (Pl. VIII, Fig. 1), qui vit avec la M. littoralis, mais i 14 qui est plus rare; je n'en ai trouvé que des familles isolées. Cette espéce offre avec la MM. littoralis plusieurs points de dissemblance: ses cellules sont beaucoup plus grandes — leur diamttre est d'or- dinaire de 2,5—3 4, et quelquefois, mais plus rarement, de 1,5 4 environ (b, c); son plasma est d'un vert bleuåtre, bien distinct; son contour périphérique est en général plus épais et plus sombre, notamment chez les exemplaires d'une certaine grosseur; enfin il est rare de la rencontrer en familles de plus de 4 å 8 tétrades. Mais ce qui me semble d'un grand intérét, c'est que j'ai trouvé un exemplaire, unique, (Fig. 1, c), å grains rougeåtres pareils aux grains sulfureux ordinaires: ce qui prouverait que les cellules glauques peuvent en produire, quoique pår exception. Je crois que la Merismopedia vert bleuåtre n'est autre chose que le Gonium glaucum d'Ehrenberg (IX, Tabl. IM, Fig. V), rencontré par lui ,im Seewasser bei Wismar”. On trouve aussi dans la biére une Merismopedia incolore et sans grains; mais je n'ai jamais vu de famille de cette espéce, ayant plus de 4 cellules. La division des cellules, dans ces deux espéces de Merismopedia, n'a pas tou- jours lieu simultanément (v. les Figures 2, a et 3 c). 9. Les Beggiatoa. Ces Schizophytes se trouvent en quantités immenses sur nos cåtes, sur les rivages plats et tranquilles, et dans les canaux de Copenhague; elles recouvrent la vase d'une couche blanchåtre et mucilagineuse. Ørsted les décrit (XVI, P. 44) sous le nom de Leucothrix mucor. J'en ai étudié plusieurs espåéces, dont quelques-unes ont des grains sulfureux pareils å ceux des monades. La Beggiatoa alba (Vauch.) var. marina Cohn, est fort com- mune: (P1.:X; Fig. 6,778; -Texte "p. 355). Ses filaments” ont de 1 å 3,5 u d'épaisseur; ils sont hyalins, å grains sulfureux de mémes dimensions et présentant les mémes. conditions de réfrangi- bilité que ceux dont nous avons parlé ci-dessus. Selon 1'épaisseur du filament, les grains sont disposés soit sur un rang, soit sur” plusieurs, mais jamais de facon reguliére; et ils peuvent étre assez nombreux pour donner aux filaments une couleur tout-å-fait sombre. On »'apercoit . point de cloisons, mais si on laisse des filaments . dans de Valcool pendant 24 heures, les grains se dissolvent, et j'ai pu alors distinguer des cloisons avec des interstices de 2,5 å 3,5 m. arfois un filament sé trouve plein de gråins sur une de ses parties tandis que sur une autre ils ont disparu, et la segmentation est devenue visible (Pl. X, Fig. 6). Les mouvements de la Beggiatoa alba 15 sont ceux des Ostillarid hes cette espéce peut présenter une grande fiexibilité. Je rapporte å la Beggiatoa arachnoidea Rab., les formes repré- sentées par la Fig. 5, Pl, X. Cette espéce n'est pas moins commune, sur nos cåtes, que la précédente. Sa grosseur varie entre 5 et 8 gi; Varticulation des filaments est nettement indiquée, ou par l'ordon- nance' des grains — ordinairement trés-nombreux — ou par des étranglements latéraux. La hauteur des articles est å peu préæs égale å la grosseur, quelquefois moindre. Les exemplaires å grand nombre de grains paraissent trés-foncés, vus au mieroscope. Chez quelques-uns d'entre eux j'ai observé une flexibilité égale, méme au cæur de Vhiver, å celle que constate M. Cohn dans sa descrip- tion de la Beggiatoa mirabilis.… La Fig..5, a (grossissement 320) donne une idée des replis sinueux qu'on peut observer chez ces filaments, et qui en un clin-d'æil peuvent changer tout-å-fait. Beggiatoa minima (P1.X, Fig. 10; Texte p. 53). Je désigne par Ce nom une nouvelle espéce infiniment petite, trés-agile et trés-flexible, que j'ai.assez souvent rencontrée. Les plus longs exemplaires que Jaie vus avaient environ 40 uw de long, et å peu prås 1,8—2 mu de grosseur. Leurs articulations affectent la forme de stries fines et transversales, et la hauteur de chacun des articles est tout au plus de lå moitié de leur épaisseur; cette espéce est grisåtre comme les bactéries communes; quant aux grains sulfureux, je n'en ai pas trouvé. Je-n'ai vu que des exemplaires trås flexibles, qui se tordent comme des vers et avancent avec une grande rapidité. -. Une quatriéme espåce de Beggiatoa, trés- commune sur nos cåtes, et qui mérite d”étre rangée dans un autre genre, c'est la Beggiatoa mirabilis Cohn (UI, p- 81, P1.1; IV, p. 61, P.T et DO; ma planche X, Fig. 4. Texte p. 357). Les exemplaires que j'ai vus n'étaient pas aussi flexibles que ceux qu'a rencontrés M. Cohn. Leur grosseur était de 20 å 40 uw. — T'articulation est nettement indiquée, soit par la disposition des grains rangés en lignes trans- versales (Fig. 4, a, d), soit par des membranes transversales que font ressortir des sections longitudinales optiques (Fig. 4, &, c). Souvent- aussi 1'étranglement des cdtés des. filaments aide å constater la présence de Varticulation (Fig. 4, c). La hauteur des articles est de !/e å 1/3 de Vépaisseur; les cloisons sont formées par des lames ou feuillets membraneux excessivement minces, å Courbure souvent irréguliére. 16 Les grains différent un peu des grains sulfureux des autres Beggiatoa et des bactéries mentionnées plus haut. Rarement ils sont rougeåtres; d'ordinaire, la partie claire est d'un blane vif; trés-souvent ils ont une forme anguleuse cristalline bien prononcée. J'ai quelque raison de croire que leur nature chimique est un peu différente, mais sur ce point mes observations ne sont pas achevées. Leur position est tout autre. Chez les Schizophytes dont il a été question ci-dessus, les grains sulfureux sont fixés dans un plasma å consistance plus ferme, au milieu de la cellule, et non dans la périphérie. Mais Vintérieur, chez cette espåce, est une vacuole, ou dans tous les cas un plasma plus liquide dans lequel se voient des grains, non pas des grains de soufre, mais plutåt des globules de protoplasma au mouvement moléculaire: ce que je n'ai observé " Chez aucun autre schizophyte. i A Tintérieur de cette vacuole on apercoit aussi, et frequem- ment, comme des cordons protoplasmatiques. Le protoplasma parait étre toujours amoncelé irrégulitrement le long des membranes cellu- laires; et c'est principalement contre la paroi extérieure que sont logés les grains cristallins réfringents. Outre ces quatre Beggiatoa,'j'en ai trouvé quelques autres sur lesquelles je communiquerai plus ;tard mes observations. Je n'ai jamais rencontré cette Beggiotoa sans qu'elle fit ac- compagnée de' certains organismes du plus haut intérét, dont parle aussi M. Cohn. Ils sont représentés sur la pl. X, Fig. 2. Ce sont des corpuscules sphériques, ellipsoides, ou méme .cylindriques, å extrémités arrondies, absolument comme. la Beggiotoa mirabilis, å laquelle ils ressemblent parfaitement pour la grosseur, l'aspect et la forme des grains souvent anguleux et fortement réfringents. La ressemblance est méme si compiéte qu'on pourrait les considérer comme de petits exemplaires de la Beggiotoa mirabilis. Les plus petits exemplaires (en forme de globule) ont 20 4 de diamétre; les plus grands,, une longueur de 85 u et une grosseur de 26 mu. I faut évidemment ranger dans la méme classe le globule relative-. ment énorme (observé une seule fois) que représente la Fig. 3, et dont le diamétre est d'environ 80 p£-… Leurs mouvements ont aussi quelque analogie avec ceux de la Beggiatoa; ils roulent lentement et lourdement sur le porte-objet, mais il est rare de les trouver dans une immobilité complåte. Quelquefois méme on rencontre un exemplaire aussi long que celui représenté Fig. 2, c., qui peut se dresser sur une de ses extrémités pour retomber bientåt. 27 Je mai pas vu trace de cils: un seul exemplaire (Fig. 2, €é) était comme revétu de cils trés-courts, sur une partie du corps;. c'est lå sans doute quelque chose de tout différent. Ces organismes différent de la Beg. mirabilis par V'absence de cloisons transver- sales. (visibles!), et par -la position des grains qui ne sont pas seule- ment adossés aux parois extérieures, maåis peuvent aussi occuper Vintérieur (au moyen de réactifs on peut détacher des parois le contenu' des cellules; Fig. 2, d); et enfin, par leur faculté de se reproduire par division. Je n'ai pas eu occasion d'observer Pads de lå séparation; mais on trouve toutes les formes intermédiaires possibles entre celles qui sont un peu étranglées, quelquefois méme d'un seul cåté (Fig. 2, c), et celles qui, presque divisées, sont sur le point de former deux nouveaux exemplaires sphériques. Pour moi il est hors de doute que .ces petits. organismes ont la faculté de s'allonger en filaments Beggiatoa mirabilis, dont ils représentent pour ainsi dire la phase d'adolescence; pour devenir des Beggiatoa mirabilis, il leur suffirait d'arréter Vopération de la division, de former des cloisons transversales et de parfaire la vacuole. I y a aussi de petits exemplaires de la Beggiatoa mirabilis qui ne sont pas méme,aussi longs (Fig. 4, d) que beaucoup de ces organismes, que dorénavant j'appelerai germes de la Beggiatoa. Mais une question å laquelle je ne saurais répondre, c'est celle-ci: Comment naissent ces petits exemplaires chargés de la propagation de 1'espéce? Proviennent-ils de spores formées dans les grands? Les autres Beggiatoa ont-elles des germes analogues? La Monas gliscens d'Ehrenberg (IX, p. 13, Pl. 1, Fig. 14), parait leur ressembler, mais elle est beaucoup plus petite; est-elle une forme correspondante d'une autre Beggiatoa? Si O.F. Miller a fait mention de ces germes de Beggiatoa mirabilis, ce doit étre vraisemblablement sous le nom de Volvoa globulus nes, XVII; 18, PL 3; Fi 4) 10. Je passe maintenant å deux autres organismes, qui,. sous certains rapports, ressemblent å ces germes, et trés-probablement doivent étre classés parmi les bactéries (Texte p. 363). Dans les eaux putrides, salées. ou saumåtres, on l'on trouve des Beggiatoa etc., j'ai rencontré la forme représentée Pl. X. Fig. 1. Ces orga- nismes se tiennent de préférence dans les couches supérieures de T'eau et s'y ébattent avec une extréme vivacité. Si l'on place une goutte d'eau sur le porte-objet, on pourra trouver des centaines de Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. Résumé. (2) 18 ces organismes, réunis sur un seul point, ou se jouant dans toutes les directions avec une vitesse merveilleuse. IIs ont forme sphérique ou ovalaire, leur diamtétre varie entre 5,6 et 15 u; il est rare qw'ils soient partout. remplis de grains; généralement, ce n est qu'å Vune de leurs extrémités, et Vautre bout reste clair et hyalin. Parfois ils sont presque entitrement hyalins. Dans la partie hyaline on voit quelquefois comme des cordons: de protoplasmå. Par leur aspect, leur groupement ou dis- position (tout contre la périphérie) et 1'effet que produisent sur eux les réactifs, ces grains ressemblent beaucoup å ceux. de la " Beggiatoa mirabilis; ils ont un éclat cristallin encore plus prononcé, ils sont angulaires et træs-réfringents. Ils sont d'une couleur blanchåtre tirant sur le bleu d'acier, qui se détache vivement sur leurs bords sombres. , i C'est par division que ces organismes' se reproduisent, mais en sens longitudinal, la coupe passant et par le bout hyalin et par le bout opaque. Le travail de la division commence- tantåt par le bout clair, tantåt par 1'extrémité foncée; un des exemplaires dessinés semble faire exception å cette rægle. Quand Vacte de la division est presque terminé, on voit s'élancer comme un double globule å la marche agitée. Il est rare que cet organisme inter- rompe queldues instants ses mouvements,; comme la plupart des autres bactéries; il n'est presque jamais en repos" tant qu'il conserve så pleine- vitalité. Il tourne autour de son axe longi- tudinal; le bout opaque est généralement en arriére, maåis il peut cependant se trouver en téte.' Les exemplaires en train de se diviser ont des mouvements plus irréguliers et comme désordonnés; mais du reste il n'y a pas de différence sensible entre leur mode de locomotion et celui des autres bactéries. Je n'ai jamais apercu de cils direetement, mais j'ai quelque- fois observé, autour d'un exemplaire, des mouvements de molécules, ce qui annongait 1'existence d'un ou peut-étre de plusieurs. Cet organisme est sans doute le Vo/voæ punctim de Miller (voir la citation, texte danois, page 366). Comme il ne saurait garder le nom de Volvox, on. pourrait en attendant le désigner par celui de Monas Miilleri; car le nom de Monas punctum et de Bacterium punetum ont été donnés å d'autres organismes. i i La Planche X, Fig. 9, représente une autre espåéce du méme genre, genre dans lequel doit étre classée celle dont nous venons de parler. On pourrait 1'appeler Monas fallaæ parce que, au repos, 4 elle se distingue difficilement d'un corps cristallin inorganique. Elle est plus petite, (de 4å 52 de longueur sur 3 m de largeur), de forme ovalaire, légérement courbée quelquefois et presque en- tidrement remplie de ces corpuscules cristallins et trås- réfringents dont nous avons parlé plus haut. Souvent des parties restent vides et hyalines, prés du bord, et la font paraitre irrégulibrement angu- laire. Ses mouvements sont trås-rapides comme dans V'espéce que nous venons de décrire; mais, placée sur le porte-objet, elle semble mourir plus vite. Å la premiére vue de ces deux monades, je me suis demandé si Ce ne seraient pas des zoospores de la Beggiatoa mirabilis; mais cette opinion n'est pas admissible. Pourtant, je n'ai pas encore abandonné l'idée que les monades, dont se compose le groupe entier des Bacterium sulfuratum, sont des zoospores de la Beggiatoa alba. Les exemplaires longs, placés å droite dans la Fig. 6, Pl. VIII, ressemblent tellement å de petits exemplaires de la Beggiatoa alba qw'ils ne s'en différencient presque uniquement que par la présence de cils, d'ailleurs assez difficiles å découvrir; mais le rejet des cils est com- mun å toutes les zoospores å l'état de germination, et en effet, plus les exemplaires du Bacterium sulfuratum 8'allongent, plus leurs mouve- ments deviennent lourds ét pénibles comme chez la Beggiatoa, plus le cil semble perdre en importance. D'ailleurs, il en est de méme pour les exemplaires longs de la Monas Okenii. Mais alors qw'advient-il des exemplaires plus gros, plus sphériques de la Monas erubescens et de la Monas Warmingii? -Se transforment-ils, en grandissant, en Beggiatoa arachnoidea? Je ne puis répondre å ces questions, mais il me suffit de jeter un coup d'æil sur la Beggiatoa mirabilis et ses germes pour ne pås les traiter de pures fantaisies. — Tous les organismes mentionnés ci-dessus (10 se semrkblest å quelques exceptions præés, en ce qu'ils contiennent ces grains carac- téristiques, souvent rougeåtres, et fortement réfringents, qui, selon M. Cohn, sont des grains sulfureux. Sont-ils également sulfureux dans la Hejls mirabilis, la ran Miilleri et la Monas fallax? Je. n'oserais V'affirmer encore. TI convient de ranger avec ces schizophytes, mais plus im- proprement, certaines amibes qui dévorent les diverses espæces de monades sulfuriféres et les digérent, å 1'exception, semble-t-il, des gTains sulfureux. La Pl. VII, Fig. 6, représente une amibe dans deux de seg formes successives, et qui contient aussi, plusieurs ege) 20 imdividus de la Monas vinosa et un de la Monas Okeni. Ces amibes peuvent passer å l'état de repos; lorsque certains exem- plaires ramassés en forme de globule (Fig. 6) renferment des grains sulfureux, provenant des monades par eux dévorées, ils peuvent ressembler beaucoup å des exemplaires de ZYonas Miilleri, par exemple. J'ai vu une Astasia (?) ;dont 1'extrémité postérieure était rougeå- tre, et dont lå couleur rappelait tout å fait celle de la Monas Okenii, en compagnie de laquelle elle avait été trouvée. Je ne crois pas que ces grains sulfureux et cette couleur rouge soient avec ces organismes dans des rapports biologiques. Dans le plasma des Schizophytes dont il va étre parlé, on ne trouve jamais cette sorte de grains comme dans celles dont il a été parlé plus haut. Quelques-unes semblent ne se rencontrer que " dans I'eau salée, les autres sont les formes communes de baetéries ; si jen parle, c'est que j'aurai å faire ca et lå quelque petite obser- vation. Celles qui vivent dans les matitres putrides amoncelées sur nos cdtes affectent parfois des formes encore inconnues. Spirimonas Cohnii, n. sp. Pl. VII, Fig. 4; Texte p. 370. On lå rencontre sur plusieurs points des cåtes danoises, toujours et seulement dans des vases infectes et dans un état de décom- position assez avancé. C'est une bactérie élégante å la spirale- tournée vers la gauche, au corps aplati comme un ruban, mais quelquefois, parait-il,- un peu anguleux. J'ai vu rarement des exemplaires ayant plus d'un tour et "/a de spire; Vhélice est al- longée, la hauteur est de 6 å 9 fois plus grande que le diamétre: ordinairement, de 9—20 4, tandis que le diamétre est de 1,2—3,5 2. La largeur du corps — du cåté large — est de 1,2—4 Souvent les bords paraissent plus épais et plus foncés; quelque- fois une ou deux stries descendent le long des edtés. Générale- ment, les bouts sont pointus, mais quelquefois Vun d'eux est large et tronqué, et les stries føncées paraissent emettre un léger prolongement (Fig. c). Les exemplaires ainsi terminés viennent sans aucun doute de se former par division. Une 'seule fois jai vu moi-méme s'opérer cette division; elle se fit subitement, sans avoir été annoncée par une étranglement quelconque. Le plasma est transparent, de couleur grise, ' et sans grains. Cet organisme le makes un cil å une de ses extrémités 21 ou aux deux. Il se meut avec une mapiditd extraordinaire, sans direction réguliére, comme les spirilles, et me semble devoir étre rangé dans le genre Spiromonas, établi par Perty (XIX, p. 171; voir la citation dans le texte danois, p. 371); le caractére le plus saillant est V'aplatissement du corps contourné en spiral. 12. Spirochæte. La Spirochæte plicatilis Ehrenb. (texte p. 372) est commune sur nos cdtes. Autant que j'ai pu m'en assurer, quelques-unes des formes trouvées ne s'écartent pas des descriptions données par MM. Cohn, Ehrenberg, etc. D'autres sont un peu différentes; peut-étre est-ce une espéce å part? (voir les fragments représentés Fig. 13, Pl. X). Elles présentent des ondulations, dont chacune est formée dondulations plus petites, d'une hauteur de 2 pg, environ; il faut 2—5 de ces derniéres pour en faire une grande, mais le nombre des petites spires comprises dans une grande peut varier quand Vor- ganisme est en mouvement, dans un seul et méme exemplaire; les grandes sont au nombre de 6 ou 7, en général. Mes observations sur leurs mouvements sont d'accord avec les descriptions déjå connues. n'ai pas remarqué d'indices certains d'articulation, ni de cils. Cette espéce a certainement la méme structure qu'une espåce énorme que j'ai quelquefois rencontrée sur nos cdtes et que je crois étre une espåce nouvelle de Spirochéte. Spirochæte gigantea, mn. sp. (Pl. VII, Fig.7; Texte p. 374). La Fig. 7, a, a', a" offre, selon moi, le -type de cette espåæce. Elle a le corps grisåtre, le plasma granulé trés-fin, mais sans trace de grains sulfureux; le corps est cylindrique, brusquement tronqué par les deux bouts, d'une épaisseur d'environ 3 mx, et se contourne å gauche en une hélice dont les spires sont å,peu prés trois fois plus hautes que profondes. Hauteur: c. 25 4; diamétre Cc. (44 p- i i Le plus long exemplaire qu'on ait encore rencontré avait 16 tours de spire (Fig.7 a”, å un grossissement de 166). Je mai pas apercu de cils. Cette forme est flexible, pas autant cependant que la Spirochæte plicatilis. Dans une localité il n'y avait que des exemplaires morts (Fig. 7, 5); ils étaient moins longs que ceux de la Fig. 7, a, et å spire plus allongée. Hauteur: c. 35 mu; diamttre: c. 5—6 2. Dans un autre endroit, il en a été rencontré un træs-petit (Fig. 7, c), qui doit étre rangé certainement dans cette méme espæce. Enfin 22 jai rencontré des formes pareilles å la Fig. 7, d (la fig. de gauche est moins grossie que Vautre), qui différaient cependant par trois points: les dimensions de la spire (hauteur: 36—40 4), 1'épaisseur du corps (1,5—2 u), et V'inelinaison de Vhélice, å droite! Parmi tous les organismes spirales dont nous parlons ici, c'est le seul dont le corps. ne se torde pas å gauche. Å en juger par son dessin, la Spirimonas de Perty peut étre tordue å droite ou å gauche; il en est de méme des Spirulina. Je m'ai pu observer directement s'il y a articulation chez ces Spirochétes, relativement géantes; cependant, dans une certaine localité, il a été vu beaucoup d'exemplaires en morceaux (voir Fig. 7, 5). Cegs fragments mont paru indiquer une articulation invisible. " II se peut que Varticulation soit particuliére aux Spiro- chétes, qui en cela différeraient des Spiril/um; pourtant, je suis plus porté å croire que tous les Spirill/um, et peut-étre toutes les bactéries å corps allongé, sont articulés d'une manidre in- visible. (Pour Vopinon émise par M. Klein sur les Spirochétes, voir le'texte danois p. 376.) Sur les points of les algues entassées ont atteint un certain degré de putréfaction, on trouve rassemblées toutes les espéces communes de bactéries, et si lon met dans un verre la matiére en décomposition, il se dépose å la surface de Veau des pellicules de bactéries, grises et cassantes. Je n'ai jamais rencontré, dans les infusions d'eau salée, des masses de Zoogloea aussi énormes que celles qu'on trouve dans les infusions d'eau douce. 13. Le Spirillum volutans Ehrenb. (Texte p. 377; Pl. X, Fig. sd est assez commun, moins cependant que le Spirillum Undula; spire n'est pas tønjorire aussi. large et n'a pas toujours une hes de tire-bouchon aussi réguliére que Vindique M. Cohn; elle est ordinairement plus allongée: d'une hauteur de 9—13 fi et d'un diamétre de 1,5—4 v. On trouve souvent, réunis dans une méme goutte d'eau, des exemplaires å spire allongée et d'autres å spire serrée. De temps å autre on en rencontre n'ayant quwuun peu plus d'un tour de spire (voir, Fig.11, les exemplaires placés å gauche). L'épaisseur va jusqw'å 2 7. ie extrémités légérement atténuées vont s'arrondissant doucement. Plongés dans la créosote ils meurent, leur plasma se coagule et forme des grumeaux réfringents (Fig. 11, 8): 23 Spirillum volutans, var. robustum. (Texte p. 377). Je crois pouvoir considérer la forme représentée Pl. IX, Fig. 3, comme une variété du /S. volutans. Son épaisseur est de 224,54; d'ordinaire, la hauteur et le diamétre de sa spire sont de 10—20 4 et 1—3 pi Je n'en ai point vu qui eussent beaucoup plus d'un tour et demi de spire. La granulation du plasma est bien accusée; dans quelques cas, assez grossitre. Le cil est facile å voir; il peut s'en trouver deux au méme bout. Chez cette espéce et chez le Spirillum volu- tans, le mouvement du corps est exactement le méme que celui de I' Ophidomonas. 14. Spirillum Undula (Miller) Ehrenb. (Texte.p. 378; Pl. X, Fig. 14.) Je trouve cette espæéce plus variable qw'on ne le croirait daprés les descriptions antérieures. Tout ce qui est représenté dans les: groupes A—G, Fig. 14., doit sans aucun doute étre com- pris dans la méme. espæce; la spire de ce spirille peut affecter la forme d'un V, comme sur les planches de M.'Cohn, mais dans quelques cas, son hélice est bien plus allongée, presque droite, p. Ex. Fig. 14, C, E, (Vibrio prolifer d'Ehrenberg?); car la hauteur de la spire est environ de 3—10,5 4, tandis que son diamgtre varie entre les 2/4 et ”/1o de la hauteur. L'épaisseur est plus ou moins forte, ordinairement de 0,6—1,3 u On rencontre des exemplaires å un ou deux tours de spire, dautres qui ne présentent: qu'un fragment de spire. Souvent il y a des variations considérables dans une seule goutte d'eau;' c'est T'épaisseur qui est le moins sujette å varier. J'ai apercu distincte- ment, et en mainte occasion, un cil å Vune des extrémités ou méme aux deux bouts; mais quant å la division, je Vai rarement observée direetement. omg irillum undula, var. littorale.. Je crois qwil faut ranger dans 1'espéce du Spirillim undula tous les exemplaires que re- præsente la Fig. 15, Pl. X. C'est, seulement sur les cdtes que Jai trouvé ces formes robustes qui rappellent celles du Spiri/lum volu- tans var. rubustum, et dont l'épaisseur atteint jusqwå 34. L'hélice du corps est toujours allongée, et leur longueur peut varier considérablement. Chaque tour de spire a d'ordinaire une hauteur de 5—10 mu; il est au diamttre comme 5 est å 1, ou 6 å En général les grands exemplaires ont les mouvements joke tandis que les petits sont trés-vifs. Le mode de locomotion est semblable å celui des autres spirilles; quelquefois j ai pu supposer T'existence de cils par des effets; directement, je ne Tai observe 24 quwune seule fois. Le plasma est semblable å celui du Spirillum Undula, partout du méme gris, sans. granulations. Ce n'est donc que par son épaisseur et par la torsion allongée de Vhélice qwil différe du Spiri//um Undula en V, qui sert de type; mais comme on rencontre toutes les formes intermédiaires, je dois les classer dans la méme espéege. Mais on ne le trouve, autant que je sache, que dans V'eau de mer,-tandis que le Spiril/lum Undula se trouve ordinairement dans les infusions d'eau douce; pour cette raison je le nommerai var. littorale. I faut remarquer que ici, comme dans les Bacterium sulfu- ratum, on rencontre des formes træés-petites, jusqwu'å 3 mp de indere environ. 15. Spirillum tenue Ehrenb. Dette p 381 ;…PE FX; Figi2: HU est commun sur nos cåtes. Les déscriptions données par MM. Cohn et Ehrenberg sont citées dans le texte danois, Page 381—2. Å mon avis, tout "ce qui est représenté Pl. IX, Fig. 2 doit étre rangé dans la méme espéce. Quelques exemplaires (groupe 4) se rapprochent quant å la forme de ceux qu'a représentés M. Cohn (hauteur de lå spire 3,5—4 uw; diamttre, environ moitié). Deux spires tout au plus. Pour les groupes B et C, la proportion entre la hauteur et le diamétre est å peu prés la méme; mais la grandeur absolue est moindre. (Hauteur: 1,5—2,5 u.) Le nombre de tours de spire est plus grand. Mais chez une autre grande partie de ceux dont je donne le dessin, la proportion de la hauteur au diamttre est de 8 ou de 10 å 1. (Hauteur: 8—10 2.) Il en est ainsi du moins pour les exemplaires les plus longs figurés en D; et la torsion peut étre encore plus allongée. L'épaisseur du corps peut aussi varier beaucoup, mais, d'aprts mes observations, elle ne dépasse pas 1 [- Les formes intermédiaires étant fort nombreuses, j'ai la conviction qwils doivent étre tous classég ensemble. Il est vrai que dans cer- tains groupes on rencontre des exemplaires pareils å ceux figurés en D, en compagnie de formes semblables å celles représentées en E, sans qwil y ait de formes intermédiaires; mais dans d'autres endroits se rencontrent ces derniéres. Les différences dans la forme de la spire ne sont pas plus fortes que chez I Ophidomonas sanguinea. M. Cohn prétend que tout exemplaire de cette espéce a pour le moins un tour et demi de spire; il y a cependant des exem- plaires beaucoup plus petits; et V'on rencontre parfois des formes 25 qui descendent jusqu'å celles que représente le groupe F,,. les- quelles ont å peine 1 £ de long, et tout au plus se distinguent par leurs mouvements. Elles différent du Bacterium termo en cé qu'elles ne sont jamais étranglées par le milieu et que, le plus souvent, on y voit indiquée une légére courbure. Existe-t-il des formes encore plus petites? une sorte de spores ou quelque chose d'analogue? =—Cela me parait probable. J'ai re- marqué que les exemplaires qui apparaissent les premiers dans un amas de matiéres putrides sont excessivement petits; les plus grands viennent plus tard. J'avais fait la méme observation pour le Bacterium sulfuratum et le Vibrio rugula. La forme K appartient au Spirillum tenue; ce dernier poura done se montrer aussi sous forme de Zoogloea. Dans une Zoogloea assez epaisse (d'eau douce) j'ai trouvé logées les formes représentées en A; il y en avait une renflée par un bout (Fig. H). M. Hoff- mann, pårait-il, en-a apercu de semblables (XXI, Pl. IV, Fig. 4). Celle qui est représentée en J, dans deux positions différentes, était presque aussi flexible qu'une Spirochæte. Hauteur de la spire: 3,5 u; point de trace de cil. Fait-elle partie de cette espæéce? Dans les exemplaires morts le plasma, en se coagulant,. forme des globules réfringents.. Quant au mouvement ciliaire, je ne Tai vu qu'en de rares occasions. 16. Spirillum attenuatum, mn. sp. (P1. IX, Fig. 8, texte p. 385). Je regrette de n'en avoir rencontré que bien peu d'exemplaires; mais cette forme est si caractéristique qu'elle mérite un nom å part, sauf å n'étre considérée par la suite que commé une variété de quelque autre espæce. Les spires du milieu sont larges et serrées (hauteur: 114% environs; diamétre: 64); en revanche, celles des extrémités sont allongées (hauteur: 104; diamétre: 2 4%). Puis, le milieu du corps est plus gros que les extrémités; leur épaisseur respective est de 2 2 et de 1,2 Je n»'ai pas apercu de cils, et les exemplaires que j ai. ren- contrés étåient dépourvus de tout mouvement. Sur les trois qui sont ici représentés, un venait évidemment de se former par une division récente. Vibrio. Ce genre ne peut étre séparé du Spirillum, car le corps offre la méme forme spirale, bien qu'ayant une hélice plus allongée. II v'existe pas d'espåces ,,serpentiformes" de bactéries. La flexibilité 26 du genre Vibrio ne saurait étre considérée comme un cachet caractéristique. 17... Vibrio. Rugula ;. O.F: Miller. : Ma P1.IX, Fig.6 et 7; Texte p. 387. Les exemplaires que représente la Fig. 7 sont ceux qui rappellent le mieux ceux des Fig. de M. Cohn; les plus petits sont presque droits: longs de 64 environ; les plus longs (B), dont la division est imminente, ont jusqwWå 4 tours de spire et environ 35 u de longueur. La hauteur ordinaire d'une spire est de 6—10 45; son diamtétre, de 0,5—2 mu; Vépaisseur, de 1—1,5 u. Les exem- plaires de la Fig. 7 proviennent d'æufs pourris. C'est dans des vases. recueillies 'sur les cdtes du Danemark que j'ai trouvé les exemplaires représentés Fig. 6. Quelques-uns sont presque droits (proportion de la hauteur au diamgtre, de 10:1); chez d'autres, qu'on peut rencontrer dans la méme goutte d'eau, la proportion de la hauteur au diamttre de la spire est de 5 å 1; (quelquefois la hauteur est de 13—20 4; le diamttre, de 2,5—5 w). IN en est qui ont environ 2 4 d'épaisseur; d'autres, qw'on pourra trouver dans la méme goutte d'eau, sont moins gros de moitié. Par leur configuration, par leur plasma granulé et leurs cils distincts, ils présentent une ressemblance frappante avec le Vibrio Rugula de la Fig. 7; aussi considéré-je toutes ces formes comme appartenant å la méme espéce. Les longs exemplaires ont une cer- taine flexibilité, au moins passive. Tls se meuvent comme les Spirilles. On rencontre des formes renflées "d'une maniére particuliére: soit å Vun des bouts, soit au milieu; ces derniers cas sont rares (Fig. 6, E). Elles attejgnent jusqu'å 4—4,5 up dépaisseur, se meuvent exactement comme les autres, et ne présentent aucune diffé- rence caractéristique. Je ne sais quelles sont leurs transformations ultérieures. . ; : J'ai observé aussi que les exemplaires de cette espåce qu'on trouve dans des ,,cultures" gardées - pendant un certain temps, sont plus grands (p. Ex. F) que ceux qu'on trouvait au commence- ment. Cela vient sans doute d'une déperdition de force vitale qui rend moins fréquent V'acte de la division. Dans des cas extraordinaires, par exemple lorsqu'on les cultive dans un verre, le tour de la spire parait également pouvoir se développer d'une maniére anormale. Dans un de mes verres, les exemplaires originaux étaient pareils å ceux de la Fig. 6, B; et aprés avoir été conservés quinze jours, au mois d'acoåt, un grand nombre étaient arrivés å reproduire la Fig. K. 27 Je v'oserais affirmer que les exemplaires représentés Pl. IX, Fig. 5 soient des Vibrio Rugula; lå hauteur des spires est de 122—15 4; le diamétre, d'environ moitié. Je n'y ai pas remarqué de cils; ils se glissaient dans 1'eau plus doucement que les Spiril/um pro- prement dits. 18. Vibrio serpens O.F. Miller. Texte p. 391, Pl: IX, Fig 4. Je classe dans 1'espéce Vibrio serpens les formes représentées Fig. 4, Pl. IX. D'ordinaire, je ne les ai trouvés: formés que de deux spires au plus. Les différences dans Vhélice sont indiquées par les figures: la hauteur d'un tour est en général de 8—12 ker le diamétre, de 1,2—3 4; mais la hauteur peut aller jusqwå 22 mi J'ai rencontré des exemplaires renflés, comme parmi les Vibrio Rugula, en compagnie d'exemplaires de forme parfaitement nor- male. Les groupes 4, B, C, sont de méme provenance, de la méme infusion. Méme observation pour ceux marqués D et E; seulement ils ont été trouvés dans une autre infusion. Les deux exemplaires, lettre 7, proviennent d'une troisidme, mais appar- tiennent peut-étre å un autre organisme. Dans ces associations j'ai Vu, Téunies, toutes les formes qui relient eutre elles les extrémes. Les plus épaisses avaient quelquefois le plasma granulé (E). Leur mode de renflement n'est pas toujours identique. Ainsi, les exemplaires représentés en C sont légérement renflés vers le milieu, c'est-å-dire quil y a atténuation graduelle du milieu aux btinirilen: les exemplaires E, au contraire, se renflent brusquement vers le milieu, et les deux moitiés du corps forment souvent entre elles un angle saillant. Ces formes ont été trouvées dans un verre ou des petits poissons, attaqués par des Saprolégnies, étaient entrés en décomposition; les autres V'ont été dans de 1'eau de mer. La Fig. q représente un exemplaire évidemment produit par la division d'un exemplaire plus long. Ceux å renflement ne s'écar- talent, ni par leur agilité, des exemplaires non-renflés. —Mémes mouvements que chez les Spirilles. Plusieurs fois j'y ai apercu trace de cils; dans l1'exemplåire représenté Fig. C, ils étaient méme træås-apparents. Souvent j'ai pu observer directement la division. i 19. Bacillus subtilis et ulna Cohn I, p- 174. (Texte p. 393, PER FE On ne pourra pas classer å part ces deux espéces, å moins de prouver qu'elles different essentiellement sous le rap- port biologique. Les figures (Pl. IX, Fig. 1) indiquent qu'on ren- contre toutes les grosseurs intermédiaires; et souvent dans une 28 méme goutte d'eau, ces formes varient considérablement en épais- seur et en longueur. Les plus petites ne sont pås plus longues que le Bacterium termo, et c'est par leur mode de division qw'on peut le mieux les distinguer de cette espéæce. I est vrai que le Bacterium ulna parait- manquer de flexi- bilité, mais peut-étre n'est-ce qu'une conséquence de såa grosseur. II ne parait pas y avoir de différence caractéristique dans la nature du plasma; il est assurément granulé dans les deux formes, mais les granules sont plus visibles chez la plus grosse. Leurs mouvements sont les mémes: rotation autour de 1'axe, mouvement en avant et en arritre, sans se retourner etc. Je crois avoir découvert des cils. Chez les Bacillus subtilis on a souvent observé la formation de grands corps ellipsoides et fortement réfringents, particuliére- ment aux bouts des filaments. (Cohn I, p.145 et 176; IL, p. 194.) Jen ai trouvé de semblables dans deux échantillons de vase qui m'avaient été adressés (Fig. 1; F); dans ces vases, recueillies sur la cåte, il s'en trouvait bon nombre mélés å des exemplaires-types du Bacillus subtilis. Contrairement å ceux de M. Cohn, c'était le plus petit nombre qui avaient la téte trés-réfringente : chez les autres, les bouts ren- flés ne différaient point, pour la réfringence, du reste du corps des Bacterium, et les bouts renflés se trouvaient dans des phases . diverses de développement: depuis les débuts de Vopération jusqu'å sa phase terminale. Un des exemplaires dessinés était renflé vers le milieu et en train de se diviser, si je ne me trompe; dans chaque moitié de la partie renflée on voyait un globule réfringent. Toutes ces formes se mouvaient comme des exemplaires du Bacil/us subtilis n'ayant subi aucune transformation. 20. Le Bacterium termo (Cohn 1, p. 168) se trouve naturelle- ment dans les monceaux d'algues en putréfaction. MM.Dallinger et Drysdale (VII) nous ont renseigné sur sa véritable forme et ont démontré I'existence de cils. On rencontre des formes infini- ment petites (Fig. 14, Pl. VIII) que leurs mouvements seuls peuvent faire découvrir; on peut les trouver méælées å d'autres formes, plus grandes, et elles s'y relient par des formes intermédiaires. M: Cohn prétend que les genres Bacterium et Bacillus n'appa- raissent ni sous la forme du Leptothrix ni sous celle du Torula; pour moi, je les ai vus souvent sous la forme Forula, en chainettes aux nombreux articles, lesquelles avaient parfois un mouvement, lorsqu'elles étaient petites. (Fig. 12,17, 21, 23, Pl. VIII.) Les exem- 29 plaires dessinés Fig. 20—22 proviennent tous d'une eåu ond Von avait mis pourrir une pomme de terre: les petits, ceux de droite, étaient au repos; les plus grands, ceux de gauche (Fig. 22) étaient en mouve- ment. Ils me semblent identiques avec le Bacterium catenula de Dujardin (XX, P. 215). s M. Ray Lankester mentionne (XXIV) une phase du Bac- terium rubescens qui, pour la forme et la longueur, ressemble au Bacterium termo. J'ai rencontré ce méme petit Bacterium rouge, ayant produit de la Zoogloea, dans un verre of pourrissaient des pommes de terre. (Fig. 19, Pl. VIL.) 21. Une autre bactérie ressemblant au Bacterium termo, .mais plus forte et plus arrondie, est représentée Fig. 9, Pl. VII. Son plasma est incolore (grisåtre) et sans granulations; ses cellules ont en longueur le double d'une cellule non-étranglée du Bacterium termo commun (2,5 å 4 4 de long; et pendant Vacte de la division en tout: 6—7 mu. Epaisseur: 1,8 å 2,54). Ce n'est qwå V'état de repos que je I'ai rencontrée n'ayant pås produit de Zoogloea: soit dans des infusions d'eau salée, soit dans des infusions d'eau douce. Par la forme, Fig. 10, elle se rattache aux grandes formes du Bacterium catenula. Je Vai reconnue sans difficulté parmi les autres formes, et je la crois 'digne de recevoir un nom å part, comme espæce ou comme variété. — Jusqu'å nouvel ordre, j'en fais une espéce å laquelle je donne le nom de Bacterium griseum. 22. Elle ressemble beaucoup å une autre que j'ai souvent observée sur nos cdtes, mais jamais dans les infusions d'eau douce: le Bacterium littoreum, mn. sp. (Texte p: 898; Pl. VIN, Fig. 25). Je ne Vai jamais rencontrée sous forme de Torula ou de Zoogloea (cette dernitre est trås-rare dans les infusions d'eau de mer), en grandes agglomérations; du reste, on la trouve au repos ou en mouvement. Son corps est de forme ellipsoide normale, ou allongée et doucement arrondie aux extrémités. |Longueur du corps non- étranglé: 2—6 44; épaisseur: 1,2—2,4 4. Plasma grisåtre, presque toujours sans granulations; d'une couleur plus sombre å la péri- phérie, mais qui va s'éclaircissant peu å peu vers le centre. Ses mouvements sont les mémes que ceux du Bacterium termo de la Monas Okenii etc.; un peu Syg lents cependant que ceux de cette derniére espéce. 23. Le Bacterium lineola se distingue difficilement — pour la forme et la couleur — des grandes formes du Bacterium termo et du Bacterium catenula. Pourtant il faut remarquer que son 50 plasma est ponctué de grains foncés, ce qui, peut-étre, indique un role biologique particulier (voir Ray Lankester, XII, p.424). Les cellules de ce Bacterium sont arrondies aux deux bouts (Fig. 11, Pl]. VIN) ou en pointe (VIII, Fig. 12), parfois d'un volume considé- rable (Fig. 13); å mon avis, toutes ces formes doivent étre classées avec le Bacterium lineola. On le trouve aussi sous la forme de Torula: en chainettes de 8 å 10 cellules ou méme davantage; - mais jusquw'ici je ne Vai" jamais vu sur nos cdtes. 24. M.Cohn parle de formes de Bacterium ,,von charakteri- stischer spindelformiger Gestalt”, et plongées dans une matiére glutineuse. J'en ai trouvé également, et c'est å ces formes qu'iil convient, selon moi, de rattacher la ,,phase aciculaire"” de Ray Lan- kester. La forme représentée Fig. 8, Pl. VIII, provenait d'eau de mer; cette espéce formait la masse principale d'une couche de bactéries, grise et fragile, qui s'était. déposée dans un verre, å la surface de Teau Le corps: est fusiforme, les extrémités sont ténues; la longueur est de 2 å 5 u; la largeur, de 0,5—0,8 ». Le plasma n'était pas ponctué. Cette forme se mouvait comme un BRhobdomonas rosea; on en trouve en chainettes de plusieurs cellules, qui oscillent quelquefois dans toute leur longueur. Jusqwå nouvel ordre, on pourrait 1'appeler Baecterium fusiforme. II existe une autre phase fusiforme (Fig. 24, Pl. VIN), mais beaucoup plus mince, comme une aiguille. Je Vai rencontrée dans les masses mucilagineuses d'une. infusion d'eau douce; elle était complétement immobile. " Son plasma avait une grande force de ré- fraction, måis point de granulation. Elle peut certainement atteindre une longueur de plus de 10 4: Nous ferons encore quelques remarques générales sur les bactéries: Membrane cellulaire. M. Cohn assure qu'å Vaide de trés- forts grossissements on parvient å distinguer directement les: mem- branes cellulaires des bactéries. Je n'y ai pas réussi. TH est vrai que les bactéries résistent longtemps aux acides, å Valcali etc. ; mais cela ne me semble pas prouver 1'existence d'une membrane, attendu que ce peut étre le résultat d'une maniére d'étre particuliére du plasma qui, chez toutes les bactéries, est d'une nature plus consi- stante que chez les autres plantes. Ainsi, chez les bactéries proprement dites, je ne Vai jamais vu se retirer de la membrane sous Vaction de réactifs, et Ton ny trouve jamais': de mouvement moléculaire ni de 31 déplacement des grains. Si Von dissout les grains de soufre, il reste å leur place des trous å bords irréguliers. (Pl. VIL, Fig.8d; PLÆJS Fig p)) kblqredbis cependant, la membrane apparait trås-distinetement, lorsqwil s'est formé une vacuole tout contre la périphérie. aux vacuoles, je les ai observées chez nombre de bactéries: dans la Monas Okenii (VIL, Fig. 1 a, i et f);. dans le Vibrio rugula (IX, Fig: 6. C, E'et Fig. 7 B); dåns 18 Vibrio 'sérpens - (IX; Fig. 4, p) et dans le Spirillum Undula, var. littoreum (X, Fig.15, a) etc. 'Tantåt les vacuoles occupent le milieu du plasma, tantdt elles se trouvent præés de la paroi extérieure, qu'on distinque alors comme une ligne fine å contour simple. Grains du plasma. Les corpuscules qu'on remarque dans le plasma, coloré ou incolore, peuvent étre rangés en deux classes: AÅ la premiére appartiennent les granules ou points fortement réfringents qui n'ont jamais de cercle foncé (Pl. VIL, Fig. 1, k,e; Fig. 7; Pl. VIN, Fig. 11 etc.) et qui certainement ne sont que des parcelles plus compactes du plasma, ' identiques avec celles qu'on trouve chez les Oscillaires, pår exemple. Dans des bactéries mortes il se forme des corpuscules analogues, mais plus gros (Pl. IX, Fr GS PE SR HE On doit ranger dans la seconde classe les corpuscules ordi- nairement globulaires ressemblant å des gouttes d'huile et træs- réfringents, qu'entoure un cercle noir et sombre. La partie plus claire, située au centre, est généralement rougeåtre. En rapprochant Vobjectif du porte-objet, on voit le milieu prendre une teinte plus påle et s'entourer d'abord d'un cercle noir, puis d'un cercle brun; d'autres déplacements de Vobjectif font apparaitre des images un peu différentes. Ces grains que bien des réactifs ont le propriété de dissoudre, ne sont autre chose que du soufre cristallin, au dire de M. Cohn. Entre autres réactifs on peut employer, pour dissoudre ces grains, le sulfure de carbone, dont Vaction graduelle est représentée Pl. X, Fig. 8. Ces figures peuvent en partie servir d'illustration å ce que dit M. Cohn, II, P.179.”) Les grains 'sulfureux ne se voient que chez certains des organismes dont il a été parlé ici: la Monas fur. le Bacterium sulfuratum, Y Ophidomonas, la Merismopedia, +) Je ferai observer que mes planches étaient déjå gravées penge J'ai recu le 23 mémoire de M. Cohn. 32 la Beggiatoa alba, la Beggiatoa arachnoidea etc., tandis que je n'ose pas encore «affirmer que les grains de la Beggiatoa mirabilis (ainsi que les germes qui font partie de cette espéce), ceux de la Monas Miilleri et de la Monas fallax, ne soient pas d'une nature différente. Souvent ils ont un aspect encore plus cristallin; soumis aux réac- tifs, ils ne se comportent pas tout-å-fait de la méme fagon. La présence de ces grains et leur rapports avec la formation de Vhydrogéne sulfuré ont été démontrés par M. Cohn (ID. J'ajouterai que sur les cåtes du Danemark il y a bien souvent un dégagement trés-prononcé et fort désagréable d'hydrogene sulfuré, sur tous les points on s'amassent les algues en putréfaction et ou se rencontrent les organismes dont il est parlé plus haut. Ce dégagement était si fort dans des verres on j'avais déposé des vases recueillies par moi ou qui m'avaient été adressées, que le bouchon aåa sauté plusieurs fois avec une légére explosion. Dans des verres exposés au soleil, les bulles d'air soulevaient la vase jusqwå la faire déborder, et pareil effet s'est produit toutes les fois que ces verres étaient exposés å Vaction du soleil. C'est dans les algues et la zostére marine que les bactéries puisent leur soufre; d'apris les recherches de Forchhammer (XXI) et de Beaudrimont, toutes ces plantes contiennent des sulfates. En parlant des cåtes du Danemark, Forchhammer s'exprime ainsi: ,,La formation des sulfures de Potassium, de Sodium et de Calcium a été étudiée il y a longtemps par Bischof; elle est tellement abondante sur les cdtes danoises que 1'hydrogéne sulfuré, produit par V'acide carbonique répandu dans Vair atmosphérique, empeste Vair partout on la mer dépose des algues sur lå plage.” … Les conditions biologiques des bactéries, ainsi que le mode de formation de 'leurs globules sulfureux, demandent des études plus approfondies. . Je wai pas de renseignements å donner sur la nature de la matiére qui colore le plasma en rouge. Le spectre en est assez connu. Elle se dissout facilement dans V'alcool, V'éther, Vacide carbolique, la glycérine etc., mais sans laisser un liquide assez fortement coloré pour qu'on le puisse examiner. Cette couleur rouge a déjå été constatée chez le Bacterium rubescens de Ray Lankester (voir XII et XXIV). Burdon-Sanderson et Klein (XXIII) parlent également d'une bactérie bleue et d'une bactérie pourpre. 33 Le mouvement est le méme pour toutes les bactéries agiles et armées de cils dont il a été question ici, du moins quant aux points importants. Leur marche est en rapport direct avec la forme de leur corps: plus réguliére et plus droite chez les individus longs, cylindriques ou spirales; moins régulitre chez les petits indi- vidus sphériques ou ellipsoides. et particuliérement chez ceux con- tournés en hélice qui n'ont qu'un seul tour de spire, assez serré, comme beaucoup d'exemplaires du Spirillum undula et du Spirillum Rosenbergii. É Les deux bouts de certaines bactéries, des plus longues surtout, ne présentent aucune différence. D'autres, parmi les plus petites — å forme plus sphérique ou ellipsoide — telles que la Monas Okenii par exemple, différent en ce que V'extrémité qui porte le cil est å Varriére du corps; pour changer de direction lorsqu'elle est en marche, elle est obligée de se retourner complétement. La rotation autour de V'axe longitudinal parait étre commune å toutes les espéces; mais chez les formes spirales, elle est nécessairement en harmonie avec la torsion de Vhélice; quant aux bactéries non- spirales, elles ont faculté de rotation å droite et å gauche, alter- nativement,. tout en continuant d'avancer dans une méme direction donnée. Les individus les .moins longs tournent. assez souvent comme une toupie; c'est-å-dire qu'il se fixent å un objet quelconque par un de leurs bouts, vraisemblablement dépourvu de cils, et décrivent un cercle avec Vautre. Les longs exemplaires ont souvent un mouvement vibratoire å lune de leurs extrémités, mais sans qw'il Y ait rotation, sans que le reste du corps 'soit en” mouvement. Parmi les petits, il s'en trouve qui au lieu de tourner autour de leur grand axe, adhærent au porte-objet et tournent autour d'un de leurs diamétres transversaux. Lorsque un individu avance dans une direction quelconque, il ny a pas toujours coincidance entre V'axe longitudinal et la direction suivie: un seul point reste dans la ligne, tandis que les autres décrivent des spirales autour d'elle. Mes observations m'ont mis å méme de constater qu'iil y a flexibilité chez toutes les Beggiatoa dont j'ai parlé. Chez les bac- téries, je n'en ai remarqué que dans les formes longues du Bacillus, dans les Vibrio å hélice fortement tordue, et dans les Spirochétes. Les cils existent sans aucun doute dans toutes les vraies bactéries (Spirillum, Bacillus, Bacterium). Je les ai distingués Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. Résumé. (3) bund 34 chez un trés-grand nombre de formes (Spirillum volutans, Spirillum undula, Vibrio rugula, Spiromonas Cohnii, Vibrio serpens, diverses formes du Bacillus etc.); ce n'est que chez les petits exemplaires que je n'ai pu réussir -å en constater la présence. Cependant MM. Dallinger et Drysdale (VIN) en ont vus récemment chez "le Bacterium termo. Pour moi, j'en ai apercu jusqw'å 2 et méme 3, sur un seul påle, dans I' Ophidomonas sanguinea, le Spirillum volutans var. robustum et le Vibrio FØR . II v'est guére probable que ce soient ces cils qui produisent les mouvements- des bactéries, car on rencontre des exemplaires dont le corps se tient immobile pendant que le cil s'agite violem- ment, et d'autres dont le corps se meut tandis que l1és cils restent inertes ou trainent par derriére. On peut aussi observer une partie de ces mémes mouvements du corps chez les trope et chez les Spirulines: dépourvues de cils. Observations systématiques. Il reste encore bien des points då élucider avant de pouvoir établir un systéme naturel. Nous sommes obligés pour le moment de nous contenter d'une classification provisoire. Peut-étre serons-nous forcés d'abandonner la division par genres admise aujourd'hui, et de créer, comme le propose Ray Lankester, un seul genre, (qui pourrait se nommer Bacterium), avec des espéces physiologiques comprenant chåcune autant de phases que nous comptons de genres actuellement. Du reste, le Bacterium sulfuratum nous donne la méme indication; et dejå Von pourrait opérer quelques réductions. : Åinsi, il faudra réunir les genres Ophidomonas, Spirillum et Vibrio en un seul,. qui, par droit de priorité, devra étre le Vibrio "(O. F. Miller). … Jusqu'å préæsent on a classé dans le genre Monas un nombre considérable organismes qui seraient mieux placées avec les bactéries proprement dites, et sous la méme dénomination p. ex. la Monas vinosa etc., la Monas Okenii etc. Enfin certaines monades seraient peut- ses plus justement classées dans le réægne animal ”) Chez les Péridinées le corps est enveloppé d'une membrane de Dia et des id Poccasion de révenir sur ce sujet. i | 35 Je n'ai presque rien & dire sur le développement des bactéries, qui ne soit déjå connu. "Le seul mode de nidynddtion quw'il m'était donné d”observer, c'est celui par division fissipare. C'est sans doute å ce fait qw'il faut attribuer ce cachet (une grosseur å peu præés égale) qui se rencontre assez souvent dans les exemplaires de telle ou telle espæce vivant dans une méme infusion. Mais leur maniére de se diviser présente quelques différences certainement pui ne sont pås sons valeur au point de vue de la systématisation : Certaines espæéces s'étranglent sur une large surface au moment de se diviser (Bacterium sulfuratum, Termo etc.); d'autres, (le Spirillum, le Bacillus) w'ont qu'un étranglement imperceptible,- et leur corps se brise en deux, tout d'un coup. Les Ophidomonas sanguinea p. Ex. ne m'ont jamais montré le … moindre indice de division, et cependant mes observations ont porté sur des centaines individus de cette espåéce. II serait essentiel. de savoir combien petites peuvent étre les formes extréæmes d'une espæéce. Dans mes études du Bacterium sulfuratum, du soryleerent tenue, du Bacillus subtilis, et méme du Spirillum undula, j'ai apercu des formes si bufnirant petites que jJavais peine å fe distinguer avec le microscope de Seibert et Krafft (objectif VII et IX) dont je me servais; ces bactéries, gråce å leur petitesse, doivent pouvoir s'introduire presque partout. Sont-elles produites par des spores infiniment petites, comme la Cercomonas décrite par MM. Dallinger et Drysdale? Je ne sais pas non plus si les exemplaires rénflés du Væbrio rugula, du Vibrio serpens et du Spirillum tenue peuvent produire des spores de ce genre. »Zoogloea". Ce n'est pas seulement le genre Bacterium, mais aussi le Spirillum tenue (selon M. Ray Lankestet), le Spirillum undula, le Spirillum rosaceum (selon M. Klein) qui se rencon- trent ayant formé de Zoogloea. Je crois qu'on peut en dire autant du Spirillum rufum de Perty, lequel pourrait bien étre le Spiril- lum rosaceum de M. Klein. Je n'ai jamais trouvé de Zoogloea proprement dite, gélatineuse et épaisse, dans les infusions d'eau de mer. i (8) 36 La. forme ,,Torula'' se rencontre aussi. dans le genre Bagcte- rium: Cchez le Bacterium lineola, le Bactérium eatenula (Dujardin), le Bacterium. termo (?); la. Monas Okenii, et. la "Monas vinosa. Quant å la litérature citée voir le texte danois p. 417. L'explication des planches voir le texte danois p. 419. ; Le grossissement des figures est de 660 fois, excepté la fig. 7, a”, Pl. VII (dont le grossissement est de 166) et d, (la figure de gauche); Fig.3, g, Pl. VIT, et Fig.2, 3, 4, 5 et 5a, Pl X (dont' le grossissement est de, 320. | 37 Les Champignons stercoraires. du Danemark. "[Fungi fimicoli danici). ; Par M. Emil Chr. Hansen. Résumé d'un mémoire publié dans les ,,Videnskabelige Meddelelser” de la Société d'histoire naturelle de Copenhague, 1876. Avec 6 Planches. De mémoire résumé ici traite des champignons stercoraires, en particulier de ceux du Danemark, et, comme je Vai fait remarquer dans Tintroduction, il constitue un fragment d'un travail couronné par VUniversité de Copenhague. mM comprend principalement la Systématique, la littérature, ét un exposé de lå distribution géogra- phique des formes; mais on y trouve aussi des contributions mor- phologiques et phymotgnee J'ai attribué å la dénomination de ,,ehampignon" la méme signification que ie de Bary (,,Morphologie und Physiologie der Pilze", Vorwort). Par champignons stercoraires, j'entends tous les Champignons qui peuvent croitre sur les excréments. Dans la pre- . miére partie de mon mémoire sont représentées les formes qui, dans Fétat actuel de la science, doivent étre regardées comme apparte- nant exclusivement aux excréments des mammiféres. Les autres stercoraires, dont existence n'est pas nécessairement liée å ces ex- créments, font, avec les Myxomycétes, les Schizomyettes, les Saccharomycétes et les Lichens stercoraires, Vobjet de la seconde partie. Les formes traåitées dans la premiére partie doivent done de préférence porter le nom de champignons des exeréments des mammiféres, et c'est seulement en ce qui les concerne que j'ai essayé de compulser toute la littérature. J'ai entrepris ce travail laborieux parce que c'était une des conditions du concours, et parce 38 je crois quwil pourra étre utile. Voici maintenant un court apercu du contenu de mon mémoire. Pilobolus Tode (p. 210—221). Les formes des excréments des måmmiféres sont le P. erystallinus, le P. microsporus et le P. roridus. Qutre la premiére et la var. intermedia Coem., j'en ai observé une troisiéme, qui, sous le rapport des spores, est trés voisine du P. microsporus Kl., mais se confond d'ailleurs avec le P. crystal- linus Tode; les spores étaient en effet subovales, souvent irréguliers, - quelquefois presque ronds, clairs, incolores ou légérement jaunåtres, et mesuraient 5—719 4 de longueur sur 3—4"/0 d'épaisseur. Dans une tige, il y avait quelques cristaux d'oxalate de chaux et quelques cristalloides. Je Vai trouvée en petite quantité, en Juin 1874, sur des excréments de chåvre assez frais, å Holsteinborg, en Sélande. Stilbum Tode (p. 221—227). 4 espæéces peuvent, avec quelque certitude, étre regardées comme appartenant aux excrémerits des mam- miféres. Je fais voir que le 5£. fimetarium (Pers.) B. et Br. a, par plusieurs auteurs, été rapporté å tort aux genres Peziza et Helotium. Agaricus Fr. (p. 227—234). Il my en a que 12 espåces qui appartiennent aux excréments des mammiféres, et la plupart d'entre elles eroissent sur ceux de vache et de cheval. La plus commune est vAg. (Stropharia) semiglobatus (Batsch) Fr.; 1 Ag. (Stropharia) mammillatus Klbr. n'a au contraire été rencontré jusqwici que ,in fimo equino per pascua Sclavoniæ". Jai trouvé une nouvelle espéce du sous-genre Psathyrella sur du vieux crottin de cheval. Coprinus Fr. (p. 234—256). Le nombre des formes vivant sur les exeréments des mammiféres est le méme que chez le genre précédent. Les plus communes sont le Copr. niveus (Pers:) Fr. et le Copr. ephemerus (Bull.) Fr.; le Copr. cyelodes est mentionné par M. Micheli comme croissant sur le crottin de cheval, en Italie, mais il n'a pas été trouvé depuis. Je donnerai ici une descrip- tion détaillée de la premiére de ces espæces, que j'ai longtemps btudiée. Copr. niveus (Pers.) Fr. Epicr. Ed. I p.246. Agaricus ni- veus Pers. Synops. p. 400. Hypophyllum oviparum Paulet Pl. 125. Chapeau submembraneux, campanulé, finalement presque plan, å bord fendu qui se relåve en s'enroulant; ou d'un gris sale, avec un duvet floconneux blanc et des écailles feutrées, caudques, souvent proéminentes, et couvert de stries foncées allant du sommet jusqu'au bord; ou presque partout d'un blanc de neige 24. å une couche 39 trés farineuse, quelquefois verruqueuse et divisée en petites pla- ques; souvent 14—42 millim. de diamétre. Lamelles presque libres, linéaires ou étroitement lancéolées, d'un gris foncé, finalement noires. Spores irréguliers, oviformes ou presque jk eneles; sou- vent gibbeux, lisses, avec une tige courte, un peu excavée, bruns- noirs; 9—17 mu de longueur, 6—14 d'épaisseur; souvent longs de 15—17 » et épais de 10—12, Stipe fragile, rond, s'amincissant en général de bas en haut, fistuleux; surface farineuse, couverte d'un feutre blanc surtout dans la partie inférieure, mais la partie supé- rieure, plus grande, fréquemment lisse et brillante; souvent 70—100 .millim. de longueur, 2—6 d'épaisseur å la base. Voir Pl. IV, . Fig. 34 et 35. Trés fréquent cå et lå sur les vieux excréments de vache et de cheval et sur la terre mélée de fumier (partout en Danemark), printemps, été et automne de 1874, 1875 et 1876. Les sclérotiums, dont il sera parlé plus bas, »'ont été trouvés jus- qwici en plein air que dans de vieilles bouses de vaghe; dans mon cabinet de travail, ils ont aussi pris nåissance sur des excréments de porc; on les trouve ici toute V''année dans toutes les parties du pays, mais plus rarement en été. M. Fries (,,Epicr.”, Ed. I) fait suivre sa deseription de cette espéce de la remarque suivante: ,,Præcedentibus (Copr. tarius et Copr. tomentosus) minor, indumento persistente,- lamellis ådnatis clare distinetus." Je puis ajouter qu'elle différe compléte- ment du Copr. fimetarius par la forme des spores. Dans la »Monogr. Hym. Suec." I, le méme auteur décrit les lamelles comme ,,adnexæ, stipitem attingentes”. En parcourant les descrip- tions des différents auteurs depuis M. Quélet jusqwå M. Schu- macher, on verra que tandis que le premier indique des ,,lamelles libres", il est question chez le second de ,,lamellis adnåtis", et qu lite ces deux extréåmes, on rencontre pour ce caractére des expressions telles que ,,subadnatis”, ,,Gills somewhat adnate" etc. Ces différentes maniéres de voir sont sans doute dues å la circon- stance qu'il se détache des lamelles du chapeau å mesure que celui-ci se développe, de sorte que leur rapport au stipe varie dans les diverses phases de 1'évolution. Les sporocarpes se développent en partie des selérotiums, en partie autrement. Dans ce dernier cas, qui est le plus fréquent, ils sont toujours blancs et træs farineux, surtout sur lå surface du chapeau, et ils différent assez des premiers par leur aspect. La différence essentielle entre les deux formes est indiquée plus haut 40 dans la description du chapeau; elles sont désignées dans ce mé- moire d'aprés leur caractére principal, comme lå forme farineuse blanche et la forme feutrée blanche; la premitre est repré- sentée dans l'ouvrage de Paulet, Pl. 125, Fig. 2. Ce sont mes essais de culture et Vétude -que j'ai faite de ces formes å Vair libre, qui ont appelé mon attention sur ce dimorphisme; mais il me semble qu'on peut V'entrevoir dans les descriptions et les des- sins que les auteurs ont donnés du Coprinus niveus (Pers.) Fr. La Fiora Dan., les Syn. de Persoon, 1'Enumeratio II de Schu- macher et le Syst. mycol. I représentent la forme farineuse blanche. Il faut en outre remarquer que le seul substratum qui soit indiqué est le crottin de cheval, of on n'a pas encore trouvé de selérotiums. La forme feutrée-blanche est décrite daus Vouvrage de Rostrup cité plus haut, ainsi que dans VEpicr. Ed. I, et Deutschlands Kryptogam., I Pilze, de Rabenhorst; mais, dans cgs deux derniers ouvrages, ce n'est pas seulement le crottin de cheval, mais aussi les excréments en général qui sont indi- qués comme substratum. Les deux formes semblent étre représentées chez MM. Cooke, Berkeley et Paulet; la description de ce dernier répond plutot å la forme feutrée, tandis que son dessin reproduit la forme farineuse. MM. Berkeley et Paulet indiquent comme substratum les. exeréments en général, et M. Cooke, le crottin de cheval. Je passe maintenant å la description des sclérotiums. Ils sont en général irrégulitrement tuberculeux, de forme et de grandeur trés variables, rarement presque sphériques. Quelquefois ils forment une masse assez considérable, d'oå "partent des prolongements minces, souvent sinueux et recourbés en crochet, qui enserrent les exeréments. Dans quelques cas, ils présentent des trous-dont lés parois sont revétues d'écorce, et å travers lesquels passent; des brins de paille. I est probable que ces corps étrangers -onit donné lieu å la formation des trous. Cette supposition "se "ehangeparfois en certitude, car on peut voir sur la surface des: ;selérotiums les traces des parties molles du substratum, .et observer comment ils se sont Pour ainsi dire moulés autour de' celles-éi, et en donnent une em- preinte exacte. Voir Pl. IV, Fig. 24,06 sont en général-les plus petits qui ont une forme sphérique;; les gros, au:contraire, sont pour la plupart gibbeux et irrégulidrement tubereuleux. J'ai quel- quefois eu 'occasion d'observer comment développent apparaissajent d'abord sur les exeréments comme une petite pelote 41 feutrée, blanche, qui augmentait en grosseur et en solidité, et se transformait au bout de 2—3 jours en un selérotium presque rond ou ovale complétement développé. Le substratum était soit de la bouse de vache, dans un champ, le long du ruisseau: de Ribe, soit des excréments de porc, dans mon cabinet de travail. Dans tous les cas od les sclérotiums se développent sur la surface du substratum, leur forme se rapproche de celle d'une boule ou d'un æuf. Cela vient sans doute de ce que, pendant leur crois- sance, ils n'ont pas å vaincre les obstacles qu'ils rencontrent dans Vintérieur des excréments ou au-dessous; ils n'ont pas besoin de se modeler sur le substratum, mais peuvent se développer librement. La forme ronde est d'aprés cette explication la forme type, et les autres sont des formes d'adaptation!)). A T'état frais, les sclérotiums ont une surface lisse, grisåtre et polie, qui présente cependant cå et lå quelques taches noires, lå surtout: om la mince couche superficielle a disparu (Pl. IV, Fig. 24—33). Par la dessication, ils deviennent mats et d'un gris foncé; il n'est pas rare que les vieux soient noirs par suite du frottement. L'écorce se compose d'une membrane grise træs mince, et: d'une couche 'sous-jacente nøire 'et coriacée; elle renferme" une moelle ferme ret -blanchåtre,: ou Ion, rencontre assez. souvent "des débris de fumier,' par éx. des: brins "de paille. — Leur plus "grånd diamétre varie dé 4 å:20 millim) "A VFair libre, j'en ai trouvé dans de la bouse de vache, dåansodes' champs prés'de Ribe, pen- dant T'été de 1874,'etrdans Tile ”d”Amak, aw mois| de: Septembre de la sméme année. - En Mars, Avril-et Mai 1875 et 1876, sur'le bord de la mer,'åCharlottenlund, en Sélande, 'j'en' ai rencontré en grande quantité dans. quelques vieilles bouses' de vache mélées de terre. ét de mousse et: lavées par la pluie. . Au méme”endroit, il y avait beaucoup” d'autres bouses de la méme nature que les prééé- dentes, mais elles ne renfermaient pas trace de sclérotiums, mon plus due le erottin ude veheval: qui y était træs 'abondant. |” D'aprés Vexpérience "que j'ai' aequise, .je 'dois' supposer: qw'ils: ne ;sont pe fort répandtus; ils! semblent- åu. contråire' étre træs: sporadiques, mais ils ”apparaissent Bfabitnesest en grande" msg dans- les" excré- 2) kø, la Bot. Zeit., 1876, p. 53, M. Brefeld Dlnre Sa formes. mons- tres, Tessemblant å å des gåteaux, que peuvent prendre les selérotiums, par Tagglomération de Pplusieurs sclérotiums d”abord isolés et ordinairement " Trond, "qtii ont "pris naissance "åd cdté les uns des autres, 42 ments of on les trouve. La plupart gisaient ou dans la masse du substratum ou å så surface inférieure, en contact. direct avec la terre; il n'y en avait qu'un petit nombre å la surface supérieure. Jai dit plus haut qwils s'étaient développés spontanément dans mon cabinet de travail sur des” excréments de porc; je les ai également obtenus dans de la bouse de vache, qui m'avait été envoyée de différentes parties du pays et å diverses époques. II a plusieurs fois été question de la 'forme et de Vaspect trés variables des sclérotiums. Les différences å cet égard sont si considérables, qu'en les examinant å la loupe, je ne savais s'il fallait les rapporter å une ou å plusieurs espæéces. Le petit exem- plaire rond, usé par le frottemént et par suite noir, représenté Pl. IV, Fig. 27, et le grand exemplaire irrégulitrement tuberculeux, qui a conservé sa membrane grise et lisse, Fig. 25, Pl. IV, pré- sentent une différence de ce genre. La littérature ne m'a pas fourni d'éclaireissement å cet égard. Dans les ouvrages sur la Systéma- tique que j'ai examinés, je wai trouvé que' des descriptions peu N claires données d'aprés Vhabitus, et je n'ai pas tardé å reconnaitre qu'il y régnait une assez grande confusion. Avant de procéder å des essais de culture, j'ai voulu étudier V'anatomie des sclérotiums, espérant que, par ce moyen, je pourrais trouver pour leur détermi- nation des caractéres plus certains, et spécifier elairement les formes dont je désirais poursuivre 1'évolution. Plus tard, jai pensé qwil conviendrait aussi de donner des figures de Vhabitus. Mais il était évident pour moi que ces figures, pour répondre réellement å leur but, ne devaient pas se réduire å une esquisse générale des formes, mais étre coloriées, et donner en méme temps une repré- sentation exacte et détaillée de la surface. J'ai cherché, dans la mesure de mes forces, å satisfaire å ces conditions (P1. IV, Fig. 24—33). Anatomie des sclérotiums: 1) La mince membrane superficielle grise apparait - sous le microscope, avec un fort grossissement, comme une masse granulée, jaunåtre, composée de cellules affaissées et en partie désagrégées (Pl. V, Fig. 2—3a et 4). 2) La couche noire sous-jacente; 1'écoree, forme une eontinuation de la précé- dente, mais est plus foncée; elle se compose de plusieurs rangées irrégulidres de petites cellules å parois épaisses, qui sont réunies, å de faibles intervalles, en un tissu serré (Pl. V, Fig. 2—3 b et 5), et passent peu å peu dans la moelle. 3) La moelle est formée d'un pseudo-parenchyme å mailles fines, avec des intervalles remplis d'air. 43 Les cellules ont une forme træs irréguliére et træs variable. Elles ne sont guére plus grandes que les cellules de V'écorce, mais aug- mentent en volume vers le centre, de sorte que lå partie centrale se compose de cellules assez grandes relativement å celles de Vécorce. Les parois en sont incolores, minces, tråés- réfringentes et renferment un contenu gris, granulé, qui se colore en jaune par Viode et devient laiteux dans V'eau (Pl. V, Fig. 2—3 d). Si Von fait bouillir des sclérotiums avec de la potasse, et sépare ensuite les hyphes avec une aiguille, on voit que celles-ci ont la forme de cylindres irréguliers, souvent renflés, ramifiés et munis de cloisons transver- sales. Elles sont entrelacées, et constituent un tissu ferme træs serré, dont les cellules extrémes de la périphérie produisent l'écorce et la couche membraneuse grise qui s'en développe (Pl. V, Fig. 7). Dans mes essais de culture, qui ont toujours été pratiqués dans une piéce non chauffée, j'ai placé les sclérotiums ou les morceaux d'excréments qui les contenaient sur du sable ou de la terre hu- mide, en ayant soin de les recouvrir d'une cloche en verre et d'entre- tenir !'humidité. Sur quelques-uns de ceux que j'avais commencé å cultiver en Septembre, on voyait, au mois de Février de Vannée suivante, les premiers germes des sporocarpes, mais céux-ci ne se développérent qu'en Mai; les essais commencés en Avril étaient aussi avancés å la méme époque. Les selérotiums qui, en Juin, wavaient pas encore développé de sporocarpes, restérent! inactifs jusqu'en Janvier, et en produisirent alors plusieurs qui mårirent en Mars. Parmi les sporocarpes qui s'étaient développés des sclé- rotiums renfermés dans des morceaux d'exeréments, il y en avait plusieurs d'un aspect anormal. Le chapeau était en effet plus ou moins lisse, visqueux, d'un gris sale et presque sans revétement feutré. Cela provenait de ce que ces sporocarpes avaient ;pris naissance å la surface inférieure des excréments,. et cri de bas en haut, soit en se frayant un passage å travers les trous de ces der- niers, soit en rampant d'abord sur le sable jusqwå ce qwils en eussent atteint les bords, et en s'élevant ensuite librement. C'est une preuve remarquable de la force que ces plantes si fragiles déploient pendant leur croissance, et on s'explique facilement que le feutre blanc du chapeau ait då étre enlevé par le frottement. Les essais de culture montrent que le développement est en général le pius rapide lorsque les selérotiums ont été nettoyés, et que la production des: sporocarpes n'exige que de Vhumidité. Comme nous | Tavons déjå dit, les germes des sp pes apparaissent d'abord comme 44 de petites pelotes blanches feutrées; celles-ci deviennent ensuite rondes, et le chapeau commence alors å se séparer du stipe. ml n'est pas rare qu'il soit jaunåtre dans les premiéres phases de son développement, måis il prend plus tard un reflet grisåtre, présente une faible striure radiaire et est couvert de flocons blancs feutrés; le sommet en est écailleux. A Vendroit ot le bord du chapeau se détache du stipe, c'est-å-dire pris de la base de ce dernier, on voit. 1'indication d'un anneau qui souvent disparait bientåt. — Le reste du développement s'accomplit ordinairement la nuit, et avec une extréme rapidité. Le chapeau se déploie, et le stipe atteint une longueur qui dépasse de beaucoup celle qwil avait la veille, et cet allongement est då seulement å la partie située au-dessus de Yanneau. Le feutre blanc, qui originairement formait comme une Ccouche continue å la surface du chapeau, se sépare en flocons et en écailles par suite de la forte croissance et de la tension de ce dernier; mais, en méme temps, apparait la couche grise vis- queuse sous-jacente, et le chapeau revét un aspect qu'on ne ren- contre jamais chez la forme farineuse blanche. En étudiant la collection de M. Rostrup, je me suis con- vaincu que nous avons eu affaire aux mémes formes; mais je ne savais pas encore si les sclérotiums, tels qu'ils sont indiqués par cet auteur et dans le ,,System der Pilze" de Ørsted, p. 10, étaient réellement le ScZerotium stereorarium (D. C.) Fr,; je døis en douter méme davantage, maintenant que j'en connais Panatomie, car elle différe complétement de celle que M. de Bary donne du Sc/. ster- corarium. Pour éclaircir mes doutes, j'ai examiné les exemplaires originaux de M. Fries de cette dernitre forme. Dans Vherbier d'Upsal, on en trouve 6 collés sur un morceau de papier, sur lequel M. Fries a écrit outre le nom: ,,Femsid in merda humana". J'en examinai quelques-uns au microscope, et ils étaient identiques å la description de M. de Bary. Les sclérotiums de M. Rostrup ne peuvent donc guére appartenir å la forme qwil a indiquée. On verra tout de suite la différence en comparant mes figurés des deux formes de sclérotiums dont il s 'agit (PL. IV, Fig, 21—23 et 24—33; Pl. V, Fig. 1 et 6, 2—5'et 7). Relativement au dimorphisme sur lequel j'ai appelé Vattention, je ferai remarquer que j'ai observé les sporocarpes issus des sclé- rotiums non-seulement dans mon cabinet, mais aussi å Vair' libre, en Juin 1875, par conséquent un peu plus tard que dans mes essais de culture, et qu'ils étaient identiques å ceux qui s'étaient déve- 45 loppés chez moi. Je puis en outre. ajouter que quelque fréquem- ment que j'aie rencontré la forme farineuse blanche, je n'y ai cependant jamais découvert la moindre trace de sclérotiums. La différence entre les deux formes est quelquefois assez insignifiante, maåis elle peut aussi étre tellement marquée, que je me suis de- mandé si, sous V'espåce de Fries, il ne s'en cachait peut-étre pas deux. Je n'ai toutefois pas encore eu V'occasion de faire les essais de culture qu'exigerait la solution de cette question. Si l'on de- mande maintenant quel est en somme le résultat de mes recher- ches, il peut se résumer ainsi: Le; Copr. -niveus: (P.ors;): Fr. constitue une forme intermédiaire entre cette dernitre espéce et la Sord. dubia, et, dans l'état actuel de nos connaissances sur les Sordariées, il n'est pas possible de tracer une limite entre les trois formes dont il s'agit. Il serait méme possible qu'elles ne fussent pas en réalité des espæces distinetes, mais formassent avec la Sord, curvula une espæéce unique træs variable. Voir les re- maåarques concernant la Sord. minuta. Sord. minuta Fckl. J'ai trouvé des exemplaires types de cette espæce, dans V'au- tomne et hiver de 1874 et 1875, sur des excréments de souris, de chevreuil et de lapin, aux environs de Copenhague et å Hol- steinborg, en Sélande; et, dans l'été de 1874, dans les environs de Ribe, jen ai rencontré, sur des exeréments de vache et de cheval, des variétés intermédiaires entre la forme principale et la Sord. curvula. Chemie: nous I'avons vu plus haut, la Sørd. minuta a des points de contact avec la précédente, mais elle est cependant plus voisine de la Sord. curvula. La forme principale å 4 spores se distimgue, il est vrai, facilement de cette derniére espæice.par ses asci, qui renferment chacun 4 spores disposés en une rangée; mais dés qu'on considére les nombreuses formes intermédiaires, la chose devient plus difficile. Les limites s'effacent complitement, et il n'est pas possible, tel a été du moins le cas pour moi, de décider ou la Sord. minuta finit et oi la Sord. curvula commence. Sord. pleiospora Winter. . J'en ai rencontré quelques-unes, en Septembre 1874, sur de 61 la vieille bouse de vache, å Holte, en Sélande, et en Octobre de la méme année, sur -des excréments de lapin, aux environs de Co- penhague. La forme que je présente ici sous le nom de Sord. pleiospora, est identique, pour la plupart des caractéres, avec celle qui est décrite par Winter (1. c. p. 29, Pl. X, Fig. XVID; mais elle en ydiffére par les appendices des spores. On y trouve en effet, comme je 1'ai représenté Pl. VII, Fig. 27—31, des appen- flise gélatineux latéraux, qui partent de la base de 1'appendice principal. Par suite, j'étais dans le doute, ne sachant pas si ma forme v'était pas plutåt une espåce nouvelle; mais M. Winter a eu V'obligeance d'examiner mes préparations de la Sord. pleiospora W. et de 1'espéce voisine Sord. decipiens W. (Pl. VIL, Fig. 25 . —26), laåquelle a également des appendices gélatineux latéraux, et trouvé mes déterminations exactes. Dans le cas contraire, je pour- rais étre enclin å les prendre pour des espæéces nouvelles; ma Sord. similis, et la Sordaria représentée Pl. VIII, Fig. 22—28, inter. Remarquons ici que les formations gélatineuses latérales sont træs fragiles et se dissolvent rapidement, surtout chez la Sord. pleiospora. Les espåéces que j'ai mentionnées sous les noms de Sord. pleiospora et decipiens ont aussi d'autres caractéres com- muns; le col, par ex., est chez les deux muni de proéminences noires, courtes, plus ou moins recourbées et gibbeuses, å parois épaisses, en général unicellulaires. Je regrette de n'avoir pas représenté sur une des planches ces formations singuliéres et carac- téristiques de ces deux espéces. Dans la seconde partie (p. 340), je donne une. liste des champignons que j'ai trouvés sur les excréments des: mammiféres, . … måis qui, en opposition å ceux décrits dans la premiére partie, croissent aussi sur un autre substratum, et ne peuvent par consé- quent étre considérés comme appartenant exclusivement å ces excré- ments. J'en mentionnerai comme une continuation les Myxomy- cétes, Saccharomycétes, Behisemsttles et Lichens observés par moi "sur les excréments des mammiféres. Le Coprinus stercorarius Fr. s'est idvelonps dans mes essais de culture du Se/erotium stercorarium (D. C.) Fr., qui jusqw'ici a seulement été trouvé sur les excréments des mammiféres. Je Vai rencontré sur des excréments de vache, de cheval, de pore, de chien , "62 et d'homme. Les Fig. 21—23, Pl. IV, en représentent Vhabitus; les Fig. 36—37, méme planche, montrent la coupe longitudinale du sporocarpe et un amås de spores, et les Fig. 1 et 6, Pl. V, J'anatomie du sclérotium. En comparant ces figures et 1'explica- tion qui les accompagne avec les figures correspondantes du Copr: niveus (Pers.) Fr., Pl. IV et V, la différence apparaitra clairement. Voir, dans ce qui précéde, la description du Copr. niveus (Pers.) Fr. J'ai observé les corps de Woronin (Beitr. z. Morphologie und Physiologie der Pilze, von de Bary und Woronin,. zweite Reihe 1866, p. 2), non-seulement chez les espéces décrites par ce mycologue, mais aussi dans le voisinmage des cloisons des poils et du mycelium chez la Peziza subhirsuta Schum., pr. p. et également dans le voisinage des cloisons des paraphyses et du mycelium” chez la Pez. vesiculosa Bull. Les Fig. 9—14, Pl. VIII, représentent mon explication des appendices des spores chez la Sord. curvula de By. Des spores normaux avec 3 appendices, savoir 1'appendice principal muni de parois cellulaires et les deux appendices gélatineux, sont repré- sentés Fig. 10 et 13. Les appendices latéraux gélatineux et les appendices gélatineux fendus, qu'on voit sur les Fig. 9 et 12, doi- vent étre considérés comme des” monstruosités; la cloison transver- sale de 'appendice principal non mår du spore constitue également une formation anormale, voir Fig. 14. Je w'ai rencontré que rare- ment lå Sord. anserina Wint. avec la garniture caractéristique de poils signalée par Winter, mais, plus fréquemment, soit nu, soit avec quelques poils courts sur la partie supérieure du col. Voir Pl. VII, Fig. 16—17. Les spores présentent distinctement les trois Berets particuliers au sous-genre Eusordaria; cependant Vappendice inférieur manque souvent (Pl. VII, Fig. 15 et 21). Les monstruosités sont fréquentes (Pl. VIII, Fig. 18—20). Les Fig. 22—28, Pl. VIII, représentent une forme qui est voisine et de la Sord. anserina et de la Sord. decipiens. Je Vai donnée, parce quw'elle offre des exemples caractéristiques de spores anormaux, et pårce que ses spores non miårs, de méme que ceux de la Sord. fini- seda. développent des cloisons transversales et germent ensuite. J'ai mentionné dans la 1” partie la plupart des champignons dont 1'existence semble étre liée aux excréments des mammiféres ; en y ajoutant le petit nombre de ceux qui en outre sont cités dans la littérature et énumérés å la fin du mémoire danois, p. 343, on trouve 154 espéces appartenant å 35 genres. Mais il n'est pas 63 douteux que quelques-uns de ces genres et de ces espæéces dispa- " raitront lorsque la Systématique aura atteint une plus grande per- fection, et, relativement aux autres, on trouvera probablement qu'un certain nombre en peuvent croitre sur un autre substratum. D'un autre cåté, il est vraisemblable qu'on découvrira de nouvelles espéces stercoraires. Par le registre qui accompagne mon mémoire (p. 342—44), on verra que ces champignons ont léurs représen- tants dans toutes les divisions Runcdipales de la mycologie, sauf cependant parmi les Hypodermies (on n'en trouve en effet dans les excréments que des restes morts, par ex. des 05008), que les Ascomycétes y figurent pour le plus grand nombre d'espéces, et que les Discomycétes et les Pyrénomycétes en comptent un nombre å peu præés égal, savoir un peu plus de 50 chaque. En outre, on rencontre une grande quantité de champignons sur les excréments des mammiféres sans que leur existence y soit liée; nous en avons mentionné quelques-uns dans la 2€ partie. Les excréments de vache et de cheval nourrissent la plupart des Fungi fimicoli; parmi ceux pour lesquels les excréments des mammiféres paraissent étre une condition indispensable d'existence, les suivants sont les plus fréquents et les plus répandus sur la surface du globe: Sporormia intermedia, Sordaria fimicola, AÅsco- bolus immersus, AÅscophanus pilosus, Peziza granulata, Coprinus niveus, Coprinus ephemerus, 29: (Stropharia) semiglobatus, Pilo- bolus crystallinus. Dans la 1?re partie, j'ai donné les flores de différents pays, en tant qu'elles sont connues, et, en y jetant un coup d'æil, on voit que les mémes formes se montrent sur des points træs éloignés du globe, aussi bien dans les pays chauds que dans les pays tem- pérés et froids. Une comparaison semble déjå indiquer que cette végétation est assez uniforme dans tous les pays, tant en Europe que hors d'Europe. Cette maniére de voir est partiellement con- firmée par la circonstance que les Sordariées trouvées par Zopf - (,,Fungi fimicoli in der Berliner Flora. Sitz. des Botan. Vereins fir die Prov. Brandenburg" gier sur les exeréments des Cervus Aristotelis, Quagga, Camelus bact. et Cervus molucensis, sont tous sans exception "plus ou moins vøjkens sur les excréments de nos animaux domestiques européens. Par cela méme que les champignons croissant sur les excré- ments des mammiféres n'appartiennent pas å une petite division isolée, mais sont répandus dans le domaine presque entier de la 64 mycologie, on peut déjå en conelure que la plupart des particula- rités morphologiques et physiologiques des champignons doivent étre représentées chez ces formes, et c'est en réalité le cas; 1histoire en devient ainsi une Mycologie in nuce. Explication des Planches. (Les fractions indiquent le grossissement). Planche IV. Peziza Ripensis E. Ch. Hans. (Fig. 1—20). 1. Un ascus avec une paraphyse. /29/,, 2. Extrémité supérieure d'un ascus; on voit les spores dans différentes positions. 359/,, 3. Extrémité supérieure d'un ascus et d'une paraphyse ramifiée. 359/,. 4 et 5. Extrémités supérieures de deux asci ouverts; en haut, on voit Popercule. 359%,; 6. Extrémité supérieure d'un DSR recourbé et d'une paraphyse. 3259/,, 7. Une paraphyse ramifiée. 75%. ; 8. Spores: 9. Coupe du sclérotium; en mr, on voit les cellules corticales brunes et å parois épaisses, d'on partent des poils usés,' et en bas tissu pseudo-parenchymateux de la moelle. Fort grossissement, "10. Hyphes de la moelle du sclérotium, rendues libres par la macération. ort grossissement. 11. Selérotium qui a donné naissance å un sporocarpe dont le disque est entouré d'un mycelium ressemblant å un col de duvet. 1/,. 12. Méme sclérotium avec le sporocarpe vu en coupe. W;." 13. Trois sclérotiums, sur du sable humide sous une cloche. Le supé- rieur, 4, a, dans une crevasse du sable, pousse latéralement un petit sporocarpe, b, dont le bord est fendu; e et d représentent deux sclé- rotiums dont les myceliums sont enchevétrés. //1. Les deux derniers selérotiums 9 jours plus tard; c ne présente encore aucun changement; maisd a développé un germe de sporocarpe, e, qui, sous forme d'une gibbosite d'un jaune-brun sale, perce 1'écorce, de maniére que sent se re en petités parties qui recouvrent le germe en le faisant eN de noir. IM u'y a encore qwun trés petit nombre åk pr clairs, fort courts et réunis cå et lå en petites touffes å peine visibles å la loupe //2. 15. Les mémes 11 jours plus tard. Le germe du sporocarpe, e, s'est ouvert et prend la forme d'une coupe; il s'est formé un collet de tå du duvet. Le second selérotium, e, a donné ne Heer NE: r=. 65 16. Un grand sclérotium qui repose sur du fumier a donné naissance å un vigoureux sporocarpe. 1/1. 17. Le méme 9 jours plus tard. Le bord du sporocarpe s'est fendu, ce dernier s'étant reeourbé en arridre et embrassant la plus Ørande partie du seclérotium. 1/1. 18 et 19. Deux sclérotiums. //1. 20. Sclérotium vu en coupe. ”/1. Coprinus stercorarius Fr. (Fig. 21—23 et 36—37). :”Doux Begge (Sel. stercorartum (D. C.) Fr.). ”/i. 23. se eennd vu en € FE TN Coprinus -niveus (Pers.) Fr. (Fig. 24—35). ER Selérotiums (non Scl. stereorarium (D.C.) Fr,), de grandeur et de rme variables; la Fig. 24 en représente un qui s'est formé autour de brfsd de pai alle le 32—33. Deux selérotiums vus en coupe, mere pendant leur formation, se sont incorporé des parties de fumier Coupe longitudinale de la partie superinare ts sporocarpe. "/1. porer: 280; É Coupe longitudinale de la partie supérieure du sporocarpe Em Copri- nus stercorarius. 1. 37. Spores du Copr. stercorarius. 2%. fua Planche V. Coprinus stereorarius Fr. (Fig. 1 et 6). Coupe du Selerotium stercorarium (D.C.) Fr.; a, poils de Vécorce b, les grandes cellules sliske d'un brun mg dont quelques-unes en haut, sont dissoutes; €, couche de cellules corticales plus petites ; d, moelle. Fort grossissement. pa Coprinus niveus (Pers.) Fr. (Fig. 2—5 et 7). 2—3. Coupe du selérotium (non Sel. us arium (D. C.) Fr); a, couche superficielle; b, écorce; d, moelle. 1%/,. Couche extråme, grise et membraneuse du sclérotium, une fine masse granulée renfermant plus ou moins de cellules détruite. 22/1. im mm FE d & ca E n & E g C.) Fr., dessinées -J sm E å & ss |= få kl=s z g Fa av EB K= ES A j Ce å == x senté Fig.2—5, dessinées d'aprés une préparation øbtenue par macé- Vidensk. Meddel. fra den naturh. Foren. 1876. . Résumé. (5) 66 Hypoereopsis pulchra Wint. (Fig. 3—22). 8. Coupe de deux stromes, dont les sporocarpes enfoneés ont été mis a ai . Partie supérieure d'un ascus å peine complétement mir, qui s'est beaucoup dilaté dans 'eau; le réseau gélatineux qui entoure les spores est visible, 120/,, 10—13. Extrémités gu aelnteke de paraphyses. are 14—15. Deux asci. "20/,, 16—22. Spores; als leur intérieur, on voit des gouttes d'huile, et deux d'entre eux, Fig. 16—17, ont conservé des restes du réseau gélatineux qui les enveloppait å Vorigine.. 2597; Planche VI. Ascophanus Holmskjoldii E. Ch. Hans. (Fig. 1—8). 1. Extrémités supérieures d'un ascus et de deux paraphyses; les spores ont Sing i lobes gélatineux, ainsi que les Søyendeer: en forme balai qui en partent, et les eugslanpe gélatm 3, 2—5. mæ SØE les appendices en forme de bølde: SR dissous; quel- ques-uns, Fig.2 et 3, ont conservé les huer et les lobes gélati- neux, d'autres, Fig. 5, betegner: les lobes, et dmtre enfin, Fig. 4, ont méme perdu ces derniers, 759/,, —7. Deux asci, dont Tun, Fig. 6, non développé: tt 8. Extrémité supérieure d'un ascus. 3%. Ascophanus cinerellus (Karst.) E. Ch. Hans. (Fig. 9—18 et Fig, 37). 9. Un ascus mir et deux non mårs avec des Bar physee, sæl 10. Ascus 0) mir avec une paraphyse anormale. 1!%%/,. 11. Ascus 12. meder stier de deux asci, montrant Vopercule. 13/1. 13. Spores avec leurs enveloppes gélatineuses. 193/,. Saccobolus depauperatus (B. & Br.) E. Ch. Hans. (Fig. 14—21). 14. Un aåscus avec une paraphyse ramifiée. 15. Ascus ouvert avec un opercule rond; å cåté, on voit une paraphyse BD: SEE s no 16. Extrémité mrinek d'un ascus ouvert, avec un opercule presque 17—19. Amas de eo: les figures ont surtout pour but de montrer la "disposition des spores, et les lignes ponctuées indiquent ceux qui mak ”derriére. 259/,, 20—21. Amas de spores dans diverses situations; dans la Fig.21, on voit Byer arsenere ln Shemale Tun Eg comme un appendice. 350/, ; ERE 67 Saccobolus Kerverni (Crn.) Boud. (Fig. 22). 22. Amas de spores, entouré de 1'enveloppe gélatineuse. 259/,, Saccobolus nov. spec. (Fig. 23). 23. Amas de spores, entouré de V'enveloppe gélatineuse. 25%, Sphærella Schwmacheri E. Ch. Hans. (Fig. 24—27). 24. Spores. 133/;, 25. Fumier avec deux SPOTGORERØR, /e 26. Deux asci non mårs. 733/,, 27. Amas de spores. . 33/1. Melanospora aculeata E. Ch. Hans. (Fig. 28—36). 28—29. Deux sporocarpes présentant un gonflement par ou les spores sont en train de s Bak égager, chez Yun, non-seulement en haut, mais aussi latéralement. '?9/,. Sporocarpe å peine ski mår; les asci sont visibles å travers mince paroi… 120/,. ; 31. Ascus å Pelhe complétement mår. 733/,, lis É 32. Åscus mår. 33—35. Bo SL: pseudo-parenehyme de la paroi du sporocarpe et de ses épines, 133/,, 36. nes. 4339, ; : 37. Fumier avec quatre sporocarpes de I'Ascophanus cinerellus; deux "… d'entre eux sont ondulés; les deux autres, qu'on voit au milieu, la forme normale de coupe, mais ils présentent la particularité que leurs bords, et méme le disque chez Tun d'eux, sont couverts de spo- rocarpes plus petits. 7/1. Peziza granulata Bull. (Fig. 383—45). 38. Deux parties de mycelium qui, dans le grads des cløisons trans- versales, montrent les corps de Woronin. 39—40. Verrues, de la paroi du sporocarpe. 759/,. 41—42, Figures mme Vhabitus des verrues de la paroi du sporocarpe. 3001; sik å. E å E må E g i. . mia in . Åscus non mår avee une des paraphyses les plus ordinaires. Es gigantea E. Ch. Hans. (Fig. 46—47). 46. Spore avec son enveloppe gélatineuse, dont on voit la mince paro Pels Mi . Spore entre les articles ret on trouve des formations geélatineuses- compactes. 239/,. (5%) 68 Planche VII. Sordaria eqvorum (Fckl.) Wint. (Fig. 1—6). Partie d'un strome en voie de formation; on voit comment le myce- lium enveloppe les débris végétaux du fumier. "55/,, (Par suite d'une erreur, on n'a pas dessiné les cloisons). Poils de la surface du strome. 155/,, Partie de la couche merenne: du strome, laquelle est séparée dans ses éléments par des es 3, 4—5. Deux spores anormaux. dg EF 6. Extrémité supérieure d'un ascus avec des spores anormaux. ol, me & Sordaria fimicola (Rob.) Cés. et de Not. (Fig. 7). 7. Extrémité supérieure d'un ascus, représentée pour montrer la struc- ture de la påroi. 259/,, Melanospora fimicola E. Ch. Hans. as 8—12). 8—9. Deux asci avec des paraphyses. 2300/;, mt Extrémité supérieure d'un ascus non mår. 350/, Spores, dont trois ont conservé leur enveloppe gelatineuse. 759, mn Un sporocarpe; å travers sa paroi mince, on apercoit les spores. 5%, = Sordaria insignis E. Ch. Hans... (Fig. 13—16). 18. Un sans NR, 14. Extrémité supérieure d'un ascus non mår. h. 15. Trois viel orn chacun d'une enveloppe gélatineuse et Få lobe gélatin h. 16. Ertrémits supérieure d'un ascus et d'une paraphyse 759/,, Sordaria hirta E. Ch. Hans. (Fig. 17—24). 17—18. Deux sporocarpes. "5/1. 19. Un spore avec les deux appendices gélatineux. 759%, 20—21. Deux spores sans appendices. 259, 23. Un ascus å 8 spores avec une paraphyse. of, 24... Un spore avec les deux nel gélatineux. 252/,, Sordaria decipiens Wint. (Fig. 25—26). 25—26. Deux spores, dont Tun non mir; tous deux sont munis de Vap- pendice gélatineux en haut, de 1'appendice principal en bas et des appendices latéraux partant i de la base de ce dernier. 259/,, Sordaria pleiospora Wint. (Fig. 27—31). 27—31. Spores avec les trois espéces d'appendices de la forme reg e lesquels sont cependant en partie dissous chez quelques-uns, Fig. 29 SE ir PER 69 Planche VII. i Sordaria similis E. Ch. Hans. (Fig. 1—3). Un sporocarpe. "5/1. Fo pe ss) . Partie de la rer pi ll dne Me, Sordaria dubia E. Ch. Hans. (Fig. 4—8). 4. us kroge des cellules de la surface du col. 350/3, 5. Un as i 0% anelse! les hane foncés brillent å travers la mince paroi. "5/4, 7—8.'" Deux spores, ln Sordaria curvula De By. (Fig. 9—14). 9—14. Spores, dont deux non mårs, Fig.9 et 14; dans 1'appendice prin- cipal de ce dernier, on voit une cloison fraksværmsle. tandis que le premier est muni d'appendices gélatineux anormaux. Les Fig. 10 et 15 représentent des spores normaux munis de tous les appendices caractéristiques du sous-genre Eusordaria; dans la Fig.11, le spore proprement dit est terminé en haut en forme de mamelon, ak V'appen- dice gélatineux inférieur manque. La Fig. 12 représente un sporé avec des appendices anormaux partant de Pappendice principal. 35%. Sordaria anserina (Rabh.) Wint. (Fig. 15—21). 15. Un spore normal, destiné å montrer qu'ici aussi se trouvent tous les FELsele pre me u sous-genre Eusordaria. 2591, 16—17. Deux sporocarpes; = beg de Tun d'eux est nu, et celui de Fautre, revétu de poils c 18. Un ascus dont les trois See inférieurs se terminent en forme de mamelon. "55/,, 19. Extrémité supérieure d'un ascus avec un spore normal et un anormal 350 9), 20. Un spore anormal. 3259/,. 21. Spore n ler dont Vappendice gélatineux inférieur est faiblement développé. 259/,, £ Sordaria sp.? (Fig. 22—28). 22. Un sporocarpe. 151, 23—25. Trois spores non mårs, avec plusiotre SEE: transversales; V'un deux, Fig. 25, a émis 4 tubes atifs. 26. Extrémité supérieure d'un ascus et d'une Karen 120/,, 27—28. Deux spores anormaux. 259/,. 70 Sporormia intermedia Awd.. (Fig. 29—34). 29, Un ascus ouvert; la membrane externe de sa paroi est fendue en travers, et recouvre en haut comme une calotte la membrane interne saillante et gonflée. Dans cette figure et les suivantes, a désigne la membrane externe de la paroi de Vascus, b, la mellan interne, ce, le ,,Primordialschlauch". 155/,, 30. Un ascus ouvert, dont la membrane externe est brisée au sommet; la membrane interne s'est fait jour en haut. 259%, 31—33. Palties supérieures en forme de calotte des asci; toute la paroi s'est fendue en travers sous la pression du verre. Dans la Fig, 31, la membrane sans perce en d å travers la membrane externe brisée; dans les Fig. 32 et 33, on voit des spores avec des articles terminaux g sd E E 2 un des articles intermédiaires est resté jaune elair, et renferme SNE vacuoles; 1'enyeloppe gélatineuse s'y trouve. 350 1- Sporormia minima Awd. (Fig. 35). 35. Spore anormal å trois articles. 259/,. Sporormia lageniformis Fckl. (Fig. 36—37). 36. Un spore avec son enveloppe gélatineuse. 359/,, 37. Un ascus avec deux paraphyses. 259%, Planche IX. ; Sporormia pulchra E. Ch. Hans. (Fig. 1—6). 1. Un ascus qui s'est allonge. 729%/,, 2—3. Deux ocarpes. 4. Un ascus… 201, 5. Deux spores avee leurs enveloppes gélatineuses. 359/,. 6. Un ascus ouvert; la membrane externe, a, est brisée au sommet et" s'est rejetée un peu en arriére, Sunda que la membrane interne gonflée, b, est sortie en avant; c désigne le ,,Primordialschlauch”. 299%/. Delitschia bisporula (Crn.) E. Ch. Hans. (Fig. 7—11). Un sporocarpe. %,. ascus avec une paraphyse; fort grossissement. re bre anastomosées. 350/,, mité supérieure d'une paraphyse et d'un ascus ouvert; la mem- uk interne gonflée de la paroi s'est fait jour å travers la membrane externe fendue en haut, qui s'est ms gen un peu en arriére en se plissant. 39%. 11. Un spore avec son er gélatineuse renflée au centre. 75%. RAN Så Sordaria neglecta E. Ch. Hans. (Fig. 12—18). 12—14 et 16—17. Cinq spores nr leurs appendices gélatineux, dont Pun est déchiré dans la Fig. 16. 259%, 15 et 18. Deux sporocarpes, dont Vun å deux cols. 15/,. Sordaria barbata E. Ch. Hans. (Fig. 19—22). 19. Un ascus avec une paraphyse. !29/,. 20 et 22. Deux sporocarpes, dont un å deux cols. ”5/,. 21. Extrémité supérieure d'un aseus. 259/,, Sporormia pulchella E. Ch. Hans. (Fig. 23—25). "23—24, Deux asci; å cåté de Tun d'eux, on voit une paraphyse anasto- mosée. 350/,, 25. Cinq spores, dont deux ont conservé leur ne rn eg un autre est anormal, å deux articles et å peine mi Contributions å Fichthyographie des mers du Nord. Par M. Chr. Liitken. I. Notices préliminaires sur les Cottoides arctiques et boréaux. I y a maintenant un siécle environ qu'Otto Fabricius a publié så Faune du Grønland, un ouvrage qui, malgré ses manques inévi- tables, a toujours joui d'une considération aussi grande que méritée. Peu de pays peuvent se vanter de posséder une pareille description embrassant toutes les classes d'animaux (bien que naturellement elle soit loin d'avoir tout épuisé), et aucune autre contrée arctique n'est encore, sous ce rapport, aussi bien connue que ne V'a été le Grønland par ce seul livre. L'idée de publier de lå ,,Fauna Grøn- landica" une nouvelle édition répondant aux progrés de la science, idée qui a beaucoup occupé nos zoologistes d'il y a déjå cinquante ans, et qui devait alors leur paraitre assez simple, ne semblerait guére réalisable å ceux de nos jours. Cependant, les zoologistes danois ne peuvent éviter ni d'étre constamment en contact avec la faune du Grønland, ni de se voir rappeler, au moins d'une maniére indi- recte, que c'est å eux spécialement qu'il incombe d'éclairer le. monde savant sur ce chapitre. En conséquence, plus il semble impossible de réunir les forces éparses en vue d'une entreprise commune de ce genre, plus il importe qu'on essaie de réaliser cette idée en détail par des travaux sur des classes isolées. J'espére de pouvoir publier un jour dans une langue familitre au monde zoologique tout entier, une description critique des poissons du Grønland; mais, aprés avoir appris par expérience combien de temps prend 1'étude d'une seule famille, je comprends træs bien que mes prédécesseurs dans ce domaine (Reinhardt sen. et Krøyer) ne soient parvenus quwå traiter quelques genres ou groupes de genres, et jai då reconnaitre que, dans les circonstances les 73 plus favorables, il me faudra beaucoup de temps pour terminer ce travaill. Mais, avec chaque année qui s”écoule, s'aceroit Vintérét pour lå faune arctique; des auteurs suédois, allemands, anglais et américains s'occupent de cette étude, et le besoin de se procurer sur les types grønlandais les renseignements que nous pouvons seuls fournir devient plus grand d'année en année. Je compte donc, å mesure que j'aurai terminé V'étude des différentes familles, publier ici, dans de courtes notices d'on toute description détaillée sera exclue, les résultats qui pourront avoir de Vintérét pour ceux qui se livrent å des recherches sur Vichthyologie arctique et Vich- thyologie du Nord en général; et, bien qu'un apercu "synoptique que je me propose de donner de toutes les espéces connues des poissons du Grønland, de VIslande et des Færoé, apercu qui en montrera en méme temps la répartition dans les mers scandinaves, britanniques, américaines etc., doive naturellement trouver så place å la fin de ce travail, j'aurai cependant égard, dans ces communi- cations préliminaires, aux faunes de 1'Islande et des Færoé, tout en m'occupant spécialement de celle du Grønland. On a bien, dans ces vingt derniéres années, publié å deux reprises des listes des poissons du Grønland, mais on n'a, chaque fois, guére pu faire .autre chose que grouper ce qui était connu; la révision critique, les travaux de détail ne peuvent s'exécuter que petit å petit. Au cas que 1'on trouvåt aussi ces communications trop incomplétes, je prierai le lecteur de se rappeler qw'elles ne sont qu'un extrait d'un travail plus étendu. Sebastes marinus (L.) et S. viviparus (Kr.). On a été enclin, dans ces derniers temps, å diviser le genre Sebastes en plusieurs autres (voir le texte danois, p. 358). Mais outre le genre Setarches (qui, å proprement parler, ne saurait étre regardé comme une subdivision du genre Sebastes), je ne puis reconnaitre que le genre Neosebastes Guich. (les rayons inférieurs des nageoires pectorales sont fendus et non simples comme chez tous les vrais Sebastes) et le Sebastopsis Gill (pas de dents pala- tines; type 5. minutus C.V. — polylepis Bikr.) que, d'aprés M. Ginther; il vaudrait mieux pourtant rapporter au genre Scorpæna. Si on limite le nom de Sebastes å ceux qui ont 15 rayons osseux dorsaux et env. 30 verttbres, la troisime espæce nordique (5. dac- tylopterus ou imperialis) se trouve exclue, et il ne reste que les deux espéces que nous allons discuter un peu en détail. 74 Comme on sait, feu M. Krøyer a annoncé d'abord dans le congrés des naturalistes. de 1840, å Copenhague, et plus tard dans un article de la .,Naturhistorisk Tidsskrift" (2 série, 1% vol.), sur les espéæces nordiques du «genre Sebastes, ainsi que dans le supplément de la 1”? partie de ,,Danmarks Fiske”, qwil était arrivé å reconnaitre que, sur les cåtes de la Norvége, vivaient (outre le ,,Blaakjæft") deux espæéces appartenant å ce genre, savoir, outre la grande espæåce orangée depuis longtemps connue, qui habite les grandes profondeurs (le ,,Rødfisk” proprement dit, $. norvegicus Cuv.), une espéce plus petite et d'une couleur plus foncée quw'on ren- contre dans les fjords å des profondeurs moins grandes, et qui est vivipare (le ,,Lysouger", 5. vivæparus). IM a donné des diagnoses et des descriptions comparées de ces espæces, et la plus petite a été représentée dans les ,, Voyages en Scandinavie" etc. On ne saurait dire que cette séparation ait été accueillie sans réserve par tous les ichthyologues. M. Ekstrøm a bien mentionné le $. viviparus Kr. dans ses ;,Skandinaviens Fiskar” (avec une description et un joli dessin Pl. 49, sous le nom de 5. regulus, qui semble indiquer qwE., méme avant d'avoir lu le mémoire de Krøyer, le regardait comme une espéce å part), en faisant en méme temps remarquer - que Hollberg avait déjå auparavant décrit et représenté cette forme dans les ,,Bohuslåns Fiskar"” sous le nom de Holocentrus norvegicus ou ,,Rødfisk". (II va cependant sans dire que V'exem- plaire de 29 pieds de long, du Kalfsund, mentionné par cet auteur, doit avoir été le véritable S. norvegicus). M. Nilsson (,,Skand. Fauna", 1855), au contraire, ne reconnait pas le 5. viviparus de Kr. comme une espéce å part; il suppose que c'est un jeune $. norvegicus, ou, en tout cas, une forme plus petite de cette espæce, qui s'arréte dans son développement, parce qu'elle habite des baies et des eaux de peu d'étendue. Je dois, pour plus de détails, ren- voyer le lecteur au passage indiqué (p. 94—97) ou ce zoologue motive son opinion, å laquelle on. ne saurait de prime abord refuser quelque fondement. M. le professeur Malmgrén remarque (1867) dans ses ,,Bidrag till Finmarkens Fiskfauna" (,,0fvers. K. Vet. Akad. Fårh.) qu'il a regu de M. le docteur Koren, de Bergen, le renseignement que, d'aprés son expérience personnelle, le 5. norvegicus est vivipare lui aussi; le 5. viviparus Kr. pourrait done maintenant trås bien étre supprimé comme espéce å part. Aussi M. R. Collett (,,Norges Fiske", 1875) le traite-t-il comme un synonyme du &S. norvegicus (Ascan.), et en fait-il red une 75 forme littorale plus petite de ce dernier, laquelle se trouve, par ex., dans la baie de Christiania, å 1'exclusion presque compléte de l'espéæce principale: Tandis que la séparation établie par Krøyer trouvait ainsi peu d' encouragement chez les zoologues des cåtes de la Scan- dinavie, ou les deux formes vivent å cåté Vune de Vautre, elle a rencontré un meilleur accueil chez ceux des pays dans la faune desquels Tune des formes se trouve seule å 1'exclusion de Vautre, ou est au moins prédominante. M.Ginther (1860)!) a reconnu le 5. viviparus dans un jeune exemplaire sans indication de localité du »British Museum", et M. J. E. Gray (1868), dans un Sebastes rapporté par un bateau pécheur anglais, mais qui ne saurait guére donner å V'espéce le droit de figurer dans la faune britannique, ce land. Enfin, M. le professeur Gill (1863) a fait observer que, bien qu'il soit å présumer que le vrai S. norvegicus se trouve å Terre-Neuve et, en général, dans les eaux profondes de la cåte américaine, la forme décrite sous ce nom par M. Storer est cependant une espéce différente, suivant toute probabilité le vrai S. viviparus Kr., dont la. diagnose s'accordait parfaitement avec celle de 30 exemplaires du Massachusetts, du Maine et de la Nouvelle-Ecosse, que cet ichthyologue- avait eu 1T'occasion d'exa- miner, Quant å Bel, la question m'a longtemps paru douteuse. Dans Vexamen que j'ai fait des exemplaires qui, dans le cours des années, sont entrés successivement au Musée, jai bien reconnu que les Caractéres signalés n'avaient pas tous une valeur absolue, mais d'ordinaire je n'ai pas eu de doutes sur 1'espåce å laquelle j'avais affaire, et par suite j'étais personnellement enclin å croire que Krøyer avait eu raison de séparer les deux espæces. Cependant, on ne saurait guére lui accorder que cette séparation était pour ainsi dire déeidée par son intéressante découverte que la petite forme litto- rale est vivipare, car les arguments qu'il produit pour prouver que lå grande forme des eaux profondes ne peut Vétre, elle aussi, sont évi- demment træs faibles. D'un autre cåté, on ne peut non plus admettre avec M. Malmgrén que Videntité des espæéces soit immédiatement démontrée par cela seul que les deux formes sont vivipares — fait quw'on pourrait d'ailleurs désirer voir établi pour le ,,Rødfisk" autre- 1) Cat. Acanthopt. Fishes, I, p. 96. La localité de.,,Arctie seas" pour le $. viviparus n'est pas exacte. 76 ment que par une simple assurance verbale, qui a pu étre mal com- prise. Mais en admettant provisoirement que les deux formes présentent cette particularité, la question ne peut étre résolue qu'empiriquement en vérifiant les |différences indiquées sur un grand nombre' d'exem- plaires de diverses localités et d'åge différent. C'est ce que j'ai fajit en mesurant une vingtaine d'exemplaires de chaque forme, et en comptant le nombre de leurs rayons. Comme, dans le cours de ce travail, je »'ai jamais été embarrassé pour rapporter un exemplaire au SX. viviparus ou au S. marinus — bien que j'aie fait 1V'expé- rience que des observateurs habiles peuvent s'y tromper lorsqw'ils ont å déterminer un exemplaire isolé — je suis arrivé å ce résultat qwil faut distinguer ces deux formes sous des noms différents. c'est-å-dire les énumérer séparément sur les listes des faunes. Na- turellement, cela n'empéche pas de considérer le S$. marinus comme la forme primitive, et le 5. viviparus comme une forme naine ou littorale dérivée de cette dernitre par accommodation; mais ce serait une grande méprise de croire que le 4. viviparus comprend aussi les petits du $. marimus. On trouve au contraire que ces deux formes ont une distribution géographique trés différente; le S. viviparus habite les parages des Færoé et du Bohuslån, les cdtes de le Norvége et de la Nouvelle-Angleterre, mais est inconnu sur celles du Danemark, de la Grande-Bretagne (autant qu'on sache), du Finmark, de VIslande et du Grønland. Le S$. marinus L. (norvegicus Asc.) se rencontre dans les parages du Grønland, de PIslande, tout le long de la cåte norvégienne, au Spitzberg et prés du Båren Ejland, sur les edtes du Danemark, du nord de VYAngleterre et de V'Irlande, en tout cas de temps å autre; il est possible qu'il vive dans les eaux profondes å quelque distance de la céte, aux Færoé et dans 'Amérique du Nord, mais on ne le sait pas encore avec" certitude. Le S. viviparus est done une forme non-seulement plus littorale, mais aussi moins arctique. Je ne puis ici communiquer tous les détails relatifs aux limites, souvent mal définies, de la variation des deux espéces, telles que je les ai déterminées par des mesures et en comptant le nombre des rayons etc., mais je remarquerai seulement qw'en comparant des exemplaires d'égale grandeur de chaåcune d'elles, on trouvera que le $. viviparus fait VYimpression d'étre plus robuste, plus avancé dans son développement, que les rayons épineux de ses na- geoires dorsale et anale sont plus| longs et plus épais, que les rayons simples de la partie inférieure de sa pectorale sont plus gros etc. 44 Si.1'échantillon auquel on a affaire ne peut étre déterminé par lå couleur, la grandeur des yeux ou la longueur des pectorales, on réussira ordinairement å résoudre la question en comptant les rayons de la dorsale (D: 15 + 14 å 15 [rarement 16] chez le $. marinus; 15 + 13 å 14 [rarement, 12] chez le S. viviparus), ou des pectorales (18 å 20, le plus souvent 19, chez le $. marinus; 17 ou 18, rarement 19, chez le &$. viviparus), ou en examinant le rapport entre la longueur des rayons épineux et des rayons mous de Vanale. En effet, le 28 rayon épineux anal, chez le S. marinus, est toujours notablement plus court que le 3, dont la longueur, chez les exemplaires adultes, est la moitié de celle des premieérs rayons mous; chez les jeunes exemplaires, les rayons épineux sont relative- ment plus longs; chez le $. viviparus, le 28 rayon épineux peut étre un peu plus cowt que le 38, qui est toujours plus long que la moitié des premiers rayons mous, mais le 28 est souvent aussi un peu plus long que le 3 ou de longueur égale. Autant que j'en puis juger d'aprés ma propre expérience, on possåde aussi un caractére décisif dans le nombre des rayons mous de la nageoire anale, lequel est de 8 ou 9 chez le S$. marinus et de 6 ou 7 chez le $. viviparus!). Ces nombres fussent-ils moins constants que ne lindique mon expérience, je crois cependant qu'on par- viendra toujours å trancher la- limite entre les deux formes. Le nombre des vertébres est-sans doute aussi parfaitement constant, mais je n'ai pas eu Voccasion de le vérifier sur beaucoup d'exem- plaires. — J'ajouterai encore que jai eu Voccasion d'examiner de jeunes exemplaires du $. viviparus des Færoé (43 millim. par ex.), et du 5. marinus du Grønland (63 millim. par ex.), et n'ai éprouvé aucune difficulté å les séparer. Le S. viviparus devient plus grand qu'on ne Vavait indiqué jusqu'ici; notre exemplaire le plus grand (des Færoé) aåa env. 12 pouces (315 millim.); c'est peut-étre acci- dentel que notre plus grand exemplaire grønlandais du S. marinus ne mesure que 19 pouces; Fabricius en indique 2 1) Le dernier rayon des nageoires anale et dorsale est, chez les deux espéces, toujours fendu jusqu'å la racine, et pourrait done étre consi- déré comme double. Je sais bien que M. Gill a trouvé 15 rayons mous dans la dorsale chez 2 exemplaires sur 30, du $. viviparus, et ile Ekstrøm, Krøyer et Gill en ont compté 8 dans Tanale de la e espéce; mais je m'en tiens ici å mon expérience personnelle. 78 II n'y a, selon mon opinion, aucune raison valable — surtout pour les naturalistes du Nord — de rejeter le nom Linnéen, comme il ne saurait en réalité y avoir de doute sur la signifitation de la »Perca marina" de Linné (Syst: Nat. éd. X et XM, Faun. Suec. éd. alt.), et autant vaut le rétablir tout de suite, puisqwil le sera toujours tåt ou tard. Le Sebastes fasciatus de Storer doit, jusquå mnouvel examen, étre rangé parmi les ,,espéces dou- teuses"; je ne doute pas cependant qu'il ne finisse par étre sup- primé, comme ayant été établi d'apræs de jeunes exemplaires soit du $. viviparus, soit du S. marinus. 2. Phobetor ventralis (Cuv. Val.). Le genre Phobetor (Krøyer, 1844) ne peut étre distingué du genre Cottus que par 1'absence de dents sur Yos du vomer. Le terme générique de Gymnocan- thus de Swainson (1839) est certainement plus ancien, mais sa caractéristique ”est si mauvaise qu'il y a sans doute tout lieu de le laisser dans Voubli. Si on ne connait qu'une seule espéce de Phobetor, "les limites géographiques du genre et de Yespéce sont naturellement les mémes. Le Cottus diceraus Pall. du Kamschatka (le type du genre Ceratocottus 'de Gill) a été rangé par M. Ginther dans la méme section du genre Cottus que le C. ventralis et les espæces voisines; mais, d'aprés une notice de M.Gill, de 1861, il a des dents -sur Y'os du vomer et rentre par conséquent dans le genre Cottus, comme le C'. claviger des mémes mers. Dans ces derniers temps, M. Sauvage a décrit un Cottus filamentosus, sans dents sur V'os du vomer et avec une grande épine fourchue sur le préopercule, des iles Sandwich; c'est peut-étre une seconle espéce du genre Phobetor, dont le. domaine géographique recevrait par lå une extension bien remarquable. L'espæce a donné lieu å beaucoup de confusion; cependant la synonymie n'en est pas difficile å établir. On peut excuser que Fabricius (1780) ait cru avoir affaire au ,,Chabot des riviéres” (Cottus gobio), mais on comprendra difficilement que M. Girard, dans son travail bien connu sur les Cottoides d'eau douce de TAmérique du Nord, ait ignoré que cette erreur fåt depuis long- temps rectifiée par M. Reinhardt (1820, 1837), et 1'espéce, établie comme nouvelle (C. tricuspis R.), et plus tard comme type d'un nouveau genre; M. Girard Va donnée comme le C. Fabricii, et M. Jeitteles (1861), dans son mémoire sur les Chabots d'eau douce, a suivi cet exemple. - Elle avait cependant de nouveau été décrite comme une espæéce nouvelle par M. Storer (1857), sous 79 le nom d'Acanthocottus ,,patris" (en mémoire du påre de Tau- teur!), et voilå pourquoi, dans les listes ultérieures des- poissons de 'Amérique du Nord (de 1861 et 1873), on la voit figurer deux fois, comme Gymnacanthus (ou Phobetor) tricuspis et patris. Aprés que M. Malmgrén (1865) se fut assuré dans le Musée Britan- nique que 1'exemplaire "original du Cottus ventralis C. V. (1829), du Kamschatka, appartient å la méme espåce que le C. tricuspis du Grønland, ce dernier nom, quelque caractéristique qwil soit, a då céder la place; le C. intermedius Schl. Temm. (du Japon, 1850) est sans doute la méme espæéce. ERA ; VOLS WAN Den naturhistoriske. Forenings Medlemmer den 1ste Mai 1875. z RE Indtraadt i Foreningen I. Bestandige Medlemmer ifølge NE paa Generalforsamlingerne den 6te Novbr. 1833, s 1835, Z6de Febr. 1837 og låde Juli 1845). Hr. Lund, ka W., Professor, Dr. phil. .........- finne 1833. ”» Schjoådte,J. C., Professor EAR FEE SS ESSEN , BE men SO Ra Din TT: SESPES REESE SN EET NER, fredens sborg "1835. EGEDE, KØRE 2 SALE REEKS DES ER Holsteinborg 1837. Dag Forterne PROS SS RE TS EL RRS EDEN . »- Reinhardt; Proféssor ,:.:. 7.27. Rk Re ERE SE ARR IL Betalende Medlemmer. Hr. ny 0., egene ED DSE RE se RE SERENE ESS SR SE 1833. >» Drewsen, J. C., Fa brikeier ED RS ETAS SEESEDE NE D g Sille Tusutorand sa rr Re RENE RE RR RR ” » Salomonsen, M., Distriktslæge, Dr. SEG PE Se reen RES ESSEN 1834 » rs rens: Gross re SES SR SEERE RAN 1835. sSundorph, Urtekremmet 02 4 2 4 em ARR RE ” » Gjødwad, Cand. mær > fløAkkr eine re Es den HOR RER 1841. "Tscherning; Etatsråad …….……… 1. GE RE fee SEE RE å . » Nørgaard, Inspektør... 226:2- Bi ER er SEER dg , … Fru Berling, kemien. 8 dig RL BOE ELSE ES >DK SA (1871.) Ar; Trier, -AÅ88es60or. PARTS 22000650 USE READ ES ME DN DE & 1841. » Piper, Apotheker, Assessor pharm........... sk 1845, Lund, H.S REE ERE SN RR MERE . åg » Lange, J., Professor . . - ESF ET Deere ne w Em g » Bergh, R., Overlæge, Dr. med...... RMS SNS BEF é » Jensen, T., Seminarielærer i. Ranum 18 . » Litken, Museumsassistent, Dk SE sem iv rn Sz= . » Brandes, res eg 1 KNE ASER ERE ÅRS: Su he = g KE RE 15 KE SER SEERERSS SE waS.| …… » Lotzse, Apoteker 0 10000004 30 . Odense / 83 å » Didrichsen; Docents sr es 700 FLER see 1847. » Møller-Holst, kandmaater, Rodsktør. 12.00 S2Ez ” » Rostrup, Seminarielærer. ....--..- Skaarup AES 1850 » Vahl, Cand. med., ttkketllleltelee isrnssod 8-4 . s Kjellerup, Adjunkt...--77--.+- + S0rø fS 2 1851, 2 Bølling, p kt. FS runer ZE ” » Tauber, kaliber SEE KLA ie SE ed z SEERE ES ER, CORE TEE Sr MR RR RE Krabbe, Dr. med. betal 10 kig Kontingeht 2375 Hoff; Nustumsassisient,: Docent 2 SER RSS SEGS, ER RE fe | SE ES RE RSS AE SR ST SED Mere hier, HL 5) GROSSERER Holten, Prosser FSR ESS GERE TES Jacobsen, Capt., Brygger: 7.77: Te Sa 3 SEERE SEES ygser Riise, Justitsraad, Bpetheker Sa SE Ea NE ma E SE ears Wiehfeld; Kammerherre. SPD STEG . + …. Engestofte Kjærskou, Gand. mag., See NER SEES SSR Eid, Reservelege 40 rr SEERE Roeskilde Elberling, Cand. mag., Bibliotheksassistent.........…- Rasmussen, E RE RER JN 32 ME REN RE SE SERENE SEERE SEER Stern; Cand pak ere RR NE NE Løffler, Dr. ss ner RES SEE GE SES RES SES SE SEERE Norgaard, Cand. polyt., Sony i SES SE Miller. P. E., sg ke ms [i 1] FRE SE ES EES SEER SET SES Møller, A. C;, Vinhandler 55 EN RR 5 Collin, J., Cand. mag. REE ASSR ES vre VE NAR RR . Lindhardt, G., Student. RE Re RR RR RE RR ENE Warming, E., Dr. phil., Docent æn 10 Aars Contingent) Werner, Benkremmer eee re rn dr er Meller S., prakf. Læge 22.26045 ku sne reen NOR Polsrsen; RB. Cand, Med 200 es RES RER Herring, AA, prakt- LÆRE. 0 0 4 KNR RE RS Stockfleth, W., Kommunelæge .......,+… SEERNES le Maire, Grosserer .,.....- serre… Hs RE KARET Lorensen, GG, prakt Læge 1. Hofman, (Bang), Stamhugbesidder, Etatsraad, Hormansgave Grave, Poreelehhander: DKS Ge s i Æ Adjunkt Sahlertz, Lieutn., Universitetspedel betalt 10 ins Conting) d Rothe, Ble 2 TES ERR RENNER ser Pontnis se HE ERE SS Me ERE Før h,; ORDRER 0 KERES FRR seen Jørgensen, B. S., breleist Sa SENER FR KERN KE ER Wroblewsky,J. J., pre ro see Grønian BAGUD 1 ae ed es Meinert, Dr. phil. Huseenktnejelent - SS Ek Baagøe, Provisor SEER SR mf RSS Steenstrup, Er mes Maseumsassistent EL AE SER Så Salomonsen, C. J., Cand. . Brockenhuus-Schack, L., gede Greve, Fra en Indtraadt i Foreningen. 1849. 1850. 1851. 1860. SS AL SL UL KEE Hr. Budde Lund, Cand. phil. es FR SEKS EDER » Wick, HH, Cand: Er dont. AMjunkt. PSR ESS SEER » Wolfhagen, Kamm . » Litken, Forstkandidnt, ye sig her . KE mg velæge » Bay, Doc Ree SR KEE Klrrd » orig Seek rer sone » Petri, Cand. pharm., Assistent ESPE SEERE » Mortensen, "Sen eler; 55 » Boysen, Apothek ne es MR Ser » Holten, Forstrand, FODØRE FRELSE ID » Michelsen o , Sviegkeken, Apotheke > Br, Gapilain Sealed el NE . BA BOI CARE MEE 35 0 0 » «Frederiksen, botanisk Gaftoer ; 4 00; » Hertz, Harry H., Overlærer ERNE; BRNO 2 nd AE JS RE RE SE SE TS ae FE VE FR GT ERE er "eg TE er SE SE SE ESS DE KE SKS SENSE LE RR TR ER se ER S.C FRK 3 FLER SER KR RE le SE ME HE er Ps OR" se 78 E Læg - » Petersen, J., Dr, SE ustsees SK KERNE ER » ”Wegge, Cand. med » Hansen, P, en, EDDA SE ER MER SR ER ET BER OR GR MDR 10 GER SE DET - KEE Se sne ØNETA + de Thygeson, u ennnek … +90. Damgaard » Otterstrøm, Stud. mag. å ETS RR ES 3 » Melchior, Skolebestyrer, Canon ge + Melchior, Stud. mag. ..... "BTN, AA "grotten ÅR z » Wandel, Sepser I' Søetaten 555, mø "+ Schmidt, A, Con ER SES HR TE RE ST NR Jensen, G., fager ss he REN RE RE Kirke- velse » Hansen, FE Gartner . SR RE Be TAND: "sr 88 76 08 RD 8... odlti 0 Rk enn ARE RES AR Sen ØR SOVS ARE, BE SM > Johansen, C., Handelseontorist » - » Worsaae, Apothek! BE 00 NE HR BR EK TØR ER NNE NR RA NER ser ge . ” | ARE SE TE GE SR. "FK BAR RJ DE 2, SR STREET SEE . RE FEE DE . » + » Joenstrup erne FI el PEER FN HE FEE Sa ER ale AN ER | HEE SE 5 eee ert SE BR ET mes BI SE BT ne nd KN ET EST ME SE Kr Beg Få Er ERE | Indtraadt i Foreningen. 1866. 1867. Hr. Bergmann, ak BEER sene er RE RRS SENER su Moltke, Ar GREVE sin videre Fe REE SES MESS Ne 3 RE SEES "» Westengaard, uens MUSE EVT KNEE i + "Ponlisen, Vigo, Sd MAR 5 ss sd eger » re, Ersert C., Cand Ma SIE NER NREN SE » Levinsen, M., Ca TER NERE AR ROSER ES SN Ae easSS SES É: » Østrup, Cand. polyt. .. FR REE RARE Done Sae 158 SER DS SEEST ER ADDERES SSAES så i »+ Hansen, E, St SEE 1350 STEGE SEES SE SS KERES i i » Steen, Forststuderende . ..... 85 ; SR RE SEE » Svendsen, C., Stud. med. . ER DEER SEES SEE SFS SELER SSG SEE al re SR IR NE GE SSR SS RER » Bille Brahe, ede Stiftamtmand Re NEN EEG SEE » Engelhardt, Assistent ..... EL ES SSR ASER » Serene d" mee fbgeske - FEE SEE REESE SES REE . sveber Slids see oe Ve KR ik ie "Meyer, Anker ene FEER TESS RE SEE TE Sa ise E Lefohi BR SS saa RD ERE I: LSE Blom; BENS 5 SME RR ROR pads » Jørgensen, Stu REE FØRNE KEE SS DE SED SSD eg Se sikre » Sehested, Ritmester .....- re RR NE RER RER NS Ebelien Stud: 2 ss adese« FARER RESET ESS SSR SKOR » Pettoletti, Bogholder. ..….… - FE RRS ESEETE TR te s» Friedenreich, Cand. hed: 2. ….-… ie rear TR ERR ER 5 » Heiberg, Apotheker, Assessor pharm: sk sne ESSEN SORØ » Willer, need RR EEN Re ER RR RR at Tscherning, M;, En ENN ta REN ER 53 SE SØRES ter » irer seks me REE 5 SN eN ANE GE == NEtHansotr, NM. Voxellerers 20 see seer ie .= Larsen, F., Parti ERDSS REE SLS KER KNE SR er » Hagemeister, Felegraphist sanse eee een SAN SETE, BTK. FODERET » Knudtzon, ERERE sheer ES HK » Winge, As HS SE 25255 re ES SES TE NH SE » Traustedt, Stud. lg Rene DE SNE E SE re REE TEENS s PIRTES DISLkIBIDBe 20 or ae ere oe 0 rs zeebehave s BRESTEnRSEn, FF SML KATE EEN SØENS ERE ” ss orgelet BE SE RRS SEE SER ERE, Sl ES ERE oe DSE ban EEN W Ialt 6 bestandige og 159 betalende Medlemmer. s BR Dk Bianco Lunos Bogtrykkeri. Indtraadt i Foreningen. 1872.