2 — 2 > VIS — 2 25 2 2 2 2 2 3 8 2 — 5 5 3 pel — TATE ryrde ve —— — ie er . — — yer 2 t EN . — —.— 8 2 —.— : Kad - ——.— - —— å — . — å . ——.. ——. nede 20. (8 Unnmsen — — Gr oe. — . e. pe — — ——. — | FOR THE PEOPLE | FOR EDVCATION FOR SCIENCE LIBRARY OF THE AMERICAN MUSEUM OF NATURAL HISTORY | | 85 K — ar JG p * Å øv i U Å Å [ U i | i i Å Å i Å 5 på * „ på Uaturhiftorik Tidsſkrift. Udgivet af Henrik Kroyer. Anden Rakkes andet Bind. * "Hv &hoyes Zndotav xosuer. — X F— > 2 ů Kjøbenhavn. Forlagt af Univerſitetsboghandler C. Å. Veitzel. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1846-1849. Verum illud semper inculcandum est, hoc, quod paratur, horreum esse tantummodo et promtuarium rerum, in quo non manendum aut babitandum sit cum voluptate, sed eo descendendum, prout res postu— lat, cum aliquid ad usum sumendum est. Baconis Aphorismus tertius de conficienda historia naturali. 76. * 55 e sp) Indhold Henrik Kroyer, Henrik Kroyer, Henrik Krøyer, af den nye Nekkes andet Dind. Forſte Hefte (1846). Side karcinologiſke Bidrag (Fortfættelfe). Anonyx Edwardsii KK. e . Anonyx Holbölli Kr..... Mesa FE Jaa is Anonyx tumidus Kr.. ee e bde 16. Anonyx minutus Kr..... S 23. Anonyx nanus Kr.. e 30. Diagnofer af Anonpxarterne . eee e Opis pes !! 8 9 Udmaalinger af Anonyx- og Opis-Arterne.. 56. Microcheles armata KRꝶ r.. e 0158. Amphithoe albomaculataa Heia] OG» Amphithoe Edwardsii Sab 76. Idothes sexlineata Kren 88. Idothea nodulosa R..... . 100. Idothea robusta Kr..... opa GAO GO OG Då 108. Andet Hefte (1846). karcinologiſke Bidrag, Fortſ. JER Tab. I og II) 15 Acanthonotus tricuspis KRr-uU—œ—PU.w ... Om Kumaernes Familie. 123. IJ. Cuma Edwardsii Kr.. 128. 2. Cuma Rathkii Kr.. 9 Öv SB 000 A000 144. 3. Cuma angulata Kr. n. ũ888ddðd . 156. Cums fesims Nr d Sp 165. nei, EE 5 . 6. Cuma brevirostris Kr. n. ũ8S8 . 174. I, Leucon (nov. gen.) emarginatus Kr. n. sp. 181. eden died eee esse 189. 3. Leucon difformis Kr. n. p 194. Udmaalinger af de beſtrevne Arter 2 5 8 Om Kumaernes Plads i Syſtemee ee 200. Karakteriſtik af Familien og dens Slægter... 203. ſamt Diagnofer af Artern 206. Forklaring af Kobbertav lerne . 210. H. Mathieſen, Üddrag af Darwins Reiſeunderſegelſer! . 212 Tredie Hefte (1847). Ichthyologiſke Bidrag (Fortſettelſe) 225, Scopelus glacialis Rhrdtt—ꝛ—Ikꝛc . 230. Paralepis borealis Rhrdt. ..... e bisleee 241. Stomias ferox Rhrd i 38088888808 253 Cyclopterus spinosus Fabr. 00 Liparis Fabricii Kr. 274. Liparis lineatus Kr...... OAO SO HET OA 0 284, Krebs, et Bidrag til St. Thomas' Flora .... ... e 291. J. G. Roft, über Petrefacten in Holfein ...-»onrsrnrvanre 303, C. Holen. om Grønlænderned Kiperkarna k.. „ 008; Fr. Boie, 1 5 in der 24ten Verſammlung deutſcher Natur— foret a. Ane ee e I SE 31 J. C. Schiodte, om Bupreſternes indre Bygning (Videnſt. Selſt. Forhandl., 1847 Nr. 3)))))))j: 319 N. Weſtring, om Inſekternes Stridulations-Organer (Fortfættelfe) 334. Fjærde Hefte (1847). og Veftring, om Inſekternes Stridulations-Organer (Fortfættelfe) 337. „C. pg to guineiſte Karaber befkrevne (hertil Tavlerne ig „ OT 347. Henrik Kroper, karcinologiſte Bidrag (Fortſattelſe): Henopomus muticus Kr... . e 366. Henopomus trieornis Kl.. 372. n dtedseede be 380. Anceus elengalns Kr.. 388. Idothea Sabini Kr e „ 394. Anthura carinata Kr bade 402. Tanais gracilis Kr. ... 80 „„ 409; Tanais tomentlosus KRr̃ rr. 412. Tanais Orstedii Kr. Sosse „ AG Tapis curcahovKry. SHE 8 423. Uvmaal ingen INNS 5 e 428. Apus glacialis Kr... obe odds 431. Neha bes n:??? 8 436. 3. C. Schiodte, om en Gruppe af gravende Cimic es...... 447. Fæmte Hæfte (1848). J. C. Schisdte, om en Gruppe af gravende Cimices (Fortfættelfe) 449. P. Alberg-Holm, ornithologiſke Bidrag til Færøernes Fauna.. 465. Scheel, Bemærkning om Platypus ſerinus 526. Henrik Kroyer, kaͤreinologiſte Bidrag (Fortfættelfe): Sløgten Calanus ..... LAG PE 527. Sjætte Hefte (1849). Henrik Krøyer, b 84 Bidrag, Fortfættelfe (hertil Tab. Pontia Kr HP 561. Ponta Badwardsi , eo 0 oase joa ae 1972, Ponta Nen re bee ONDE Ifionyx typicus KK... Ode gde 582. Centropages typicus K... obe 88 e tere Me aSpr ds å 48 500000066 592. Thaumaleus typicus Kr. 595. Karakteriſtiker og Diagnofer..»»++ooroverrs 596. Udmaalinge r 606. E. Hage, Fillæg til Paulſens Liſte over Danmarks Fugle 610. J. C. Schiodte, om en afvigende Slegt af Spindlernes Orden (hertil Tab. v)) 617. — Steenſtrup om Brachiopodernes Plads i 3 ſtemet, anmelde Regiſter over anden Rakkes forſte og andet Bind. Kareinologiſke Bidrag af Henrik KHrøyer. (Fortfættelfe.) Anonyx Edwardsii kr. Af denne, i det fydlige Grønland ved Kaptajn Holbell opda— gede, Art har jeg fun feet ganffe faa Exemplarer; hvorfor jeg holder det for rimeligt, at den fun fjældent viſer fig paa om— talte Sted. Lengden af de underſogte Individer fra Panderanden til Spidſen af Halevedheenget belob fig omtrent til en halv Tomme. Farven rødgul med mørfere rod Nyg. Formen i Almindelighed ſynes mig ikke at beſidde noget ret Sereget eller Betegnende, hvorved denne Art let vil kunne adſkilles fra GSlægtens andre Urter uden dybere Underføgelfe. Hovedet er temmelig kort (dets Lengde indeholdes om— trent femten Gange i Totallængden), men forreſten af ſed— vanlig Beſkaffenhed. 8 i De overſte Folere hos Hunnen!) indeholdes omtrent fer Gange i Totallængden, og viſe Glægtens almindelige Form. Skaftet har jeg fundet at udgjore lidt mindre end Halvdelen af Folernes Længde (omtrent 2, eller vel endog at forholde ſig til Svoben fom fem til fer): det indbyrdes Lengde— *) Jeg har hidtil kun ſeet Hunner af denne Art. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift, Ny Ralke. II. 1 > forhold af Skaftets tre Led omtrent: 451 T3; forſte Led er altfaa næften tre Gange faa langt fom de to folgende til— ſammentagne. Svoben ſterktbygget, fylbannet, beftaaende af 16 til 18 Led, hvoilke paa andet og tredie nær have førre Længde end Brede*); forfte Led er omtrent af Længde fom andet og tredie tilſammentagne, altſaa ufædvanligt fort, idet det indeholdes ſyv til otte Gange i Svøbens Længde. Bir, ſvoben har omtrent Svobens halve Længde, og er noget kor— tere end Skaftets Grundled; den er meget tyndere end Svoben, og beftaaer af fer til ſyv Led, alle, fom fædvanligt, af meget ſtorre Længde end Tykkelſe; forſte Led udgjor mere end 1 af Biſvobens Længde, og er longer end Svobens Grundled (omtrent af lige Lengde med dens to forfte Led eller med dens det —4de Led tilſammentagne). Borſtebevebningen er med Henſyn til Svoben af fædvanlig Beffaffenhed. Dog kan bemærkes, at Koſten paa indre Side af Svobens forſte Led er lille, kun beftaaende af omtrent fyv til otte dobbelte Tværrækfer, og til— lige temmelig utydelig. Biſvoben viſer det Ualmindelige, at dens forſte Led paa den mod Gvøben vendte Gide bærer tre eller fire temmelig ftærfe Torne. Nogle fmaa Borſter paa Skaftet, iſer paa den indre Side af Grundleddet, have Koſt— form, eller ere i Enden forſynede med endeel fine Side— borſter. De nederſte Folere ere lengere end de overſte, dog iffun i ringe Grad (deres Lengde indeholdes omtrent fem Gange i Fotallængden); deres Bygning temmelig ſolid og ſterk. Skaftet kun lidt kortere end Svoben; Leddenes ind— byrdes Længdeforhold omtrent 3+6+8+6; dets naſtſidſte Led altſaa endeel laenger end det ſidſte. Svoben har jeg *) Hos et af de underſogte Exemplarer var dog ogſaa fjerde Led af ſtorre Brede end Lengde. 3 fundet ſammenſat af fytten til tyve Led, hvilke for en ſtor Deel enten have ſtorre Længde end Brede, eller dog ere ligeſaa lange fom brede. Borſtebekledningen temmelig rigelig; fær ere Skaftets to ſidſte Led paa den nederſte Side væbnede med mange lange Børfter; den overſte Rand af disſe Led har en Mængde fortere Borſter, dog ikke faa tetſtillede fom hos ad— ſkillige andre Arter. Ojnene temmelig ſtore, einnoberrode, af kegledannet eller noget S-dannet Omrids, forneden bredere, foroven tilſpidſede og lidt fremadbojede. Kindbakken af langſtrakt og ſmal Form; den forreſte Deel viſer en bred Enderand, ſom paa hver Side er vabnet med en lille krum Tand eller Spids (den ydre indadkrummet, den indre udadkrummet); lidt bag den forreſte Rand paa Kind— bakkens indre Side har jeg fundet fire tynde, men ſtive, lidt krumme Borſter. Knuſetanden har en meget langſtrakt— oval Knuſeflade, hvilken langs den mod Palpen vendte Side viſer omtrent 27 Tverfurer; langs den indre Side ſynes deu forſynet med et fint Lod, og kun i Midten er den fordybet. Knuſe— tandens koniſke Forlengelſe rager lidt ud over Kindbakkens ydre Rand, midt imellem den forreſte Rand og Palpens Til— heeftningspunkt, hvilket er langt tilbage, omtrent i Midten af Kindbakkens Længde, ligeoverfor Tyggefladen. Palpen er af ſamme Længde fom Kindbakken, temmelig tynd, iovrigt af al— mindelig Form. Forſte Par Kjebers pderſte Plade eller Palpe har i Enden vite Tender af Middelſtorrelſe; den anden, tredie og fjerde af disſe, fra den udvendige Side regnet, have hver et Par Saugtagger paa den ydre Rand, og den ferſte er fint ſaugtandet langs den indre Rand; de andre ere derimod glatte; paa den mellemſte Plade har jeg fundet elleve Saugtorne, af hvelke ſyv ere anbragte i Enden, fire langs den inderſte Rand. . 15 Den lille inderfte Plade ender med to temmelig lange Borſter. Andet Par Kjeber ere ganſte af fædvanlig Form; den yderſte Greens Torne i Enden og paa den indre Rand bave tildeels Saugform, hvorimod Tornene paa den indre Plade have Borſte- eller Koſtform. Kjebefodderne ere temmelig ſtore, iſcer Palperne tem— melig lange i Forhold til Kjebepladerne og tillige ſteerke; den prismatiffe indre Kjæbeplade, fom kun nager lidet ud over Palpens forſte Led, er i Enden meget fladt afrundet, bredere ved Roden end mod Spidſen, forſynet med nogle (tre eller fire) forte Koſtborſter og Torne i Enden og en halv Snees lngere Koſtborſter langs den indre fremſpringende Rand; den ydre Kjebeplade, fom ikke fult nager til Enden af Pal— pens andet Led, har langs den indre Rand ſerten eller fytten ſmaa Torneknuder (bag de forreſte af hvilke fer eller fyv Torne ere anbragte), og i Enden en lille Torn; iovrigt er Formen den ſeedvanlige. Palpen udmerker fig ved Længden og den ſmalle Form af tredie Led. Leddenes Lengde, maalt langs den ydre Rand, fan omtrent anfættes 3 ＋ 33 ＋ 4 + 14; næftfidfte Led altſaa laenger end andet og næften tre Gange fængere end Kven; denne krum, ſpids, i Enden forſynet med fem eller fer torneagtige Borſter. Forſte Fodpar udmærfer fig ved en plump Bygning, hvilket dog i fortrinlig Grad gjelder det forſte Led. Leddenes Lengdeforhold er: 621323 ＋ 3 ＋ 1. Haanden tem⸗ melig langſtrakt og ſmal (mod Enden ſmallere end ved Roden eller lidt koniſt), og tillige noget krummet; iſer er den bageſte Rand kjendeligt indbojet. Kloen er lille, fljøndt dens Længde vvergaaer Lengden af femte Leds Enderand noget; den er paa den bageſte Rand henimod Enden væbnet med en Torn og to Borſter, ſamt ovenfor Tornene i en Strakning med meget fine Saugtender; ogſaa Haandens nederſte, mod Kloen ſvarende Rand har fine tetſtillede Torne eller Saug— tender. Borſtebevebningen temmelig ſterk, iſcer paa andet, tredie, fjerde og femte Leds bageſte Rand. Andet Fodpar omtrent af ſeedvanlig Form. Led— denes Lengdeforhold er: 945+21+43+25. Borſtebekled⸗ ningen paa fjerde og femte Led er rigelig, tætfibdende. De lange Borſter i Enden af femte Led viſe ſig i Spidſen kloftede til en overmaade fort mæften umærfelig) forrefte Green og en for— holdsvis lang bageſte Green, ſamt paa den bageſte Rand ſaugtandede; af ſamme Beſkaffenhed ere ogſaa de lange Børfter paa bageſte Rand af dette Led ſamt paa tredie og fjerde Led. Femte Led kan ikke kaldes ovalt, men er temmelig lige af— ffaaret i Enden, den forreſte Rand noget krum, den bageſte temmelig lige. Den rudimentære Klo er noget fille og trykket tæt op til femte Leds Rand; den bemeerkes næppe uden Presning. Deng Form er omtrent den ſedvanlige; dens Lengde udgjor omtrent I af femte Leds nederſte Rands Længde, og den nager med Spidſen til dette Leds nederſte-bageſte Vinkel; fra dens Rod paa forreſte Side udgaaer en lille krollet Borſte. Tredie Fodpar af ſteerk Bygning, kun lidt fortere end andet, meget lenger end forſte. Forholdet mellem Led— denes Længte er: 64+2+43+3+43+2. Forſte Led udgjer altſaa ikke 3 af dette Fodpars Længde; tvvrigt er Formen den fædvanlige. Kloen ſterk, af middelmaadig Længde. Forſte Led er temmelig tæt beſat med forte Borſter eller Haar langs den forreſte Rand, og har avffillige lange Børfter i Enden af bageſte Rand, hvilket ſidſte ogſaa er Tilfeldet med andet Led; tredie Led har lange Borſter langs hele den bageſte Rand og en Duff i Enden af den forreſte Rand. Fjerde og femte Led have laugs den bageſte Rand Børfter og Torne eller torne— agtige Borſter, der ſidde parvis; det vil ſige en lang Borſte og en kortere Torn eller torneagtig Borſte ſammen. J Enden af femte Leds bagefte Rand, tæt bag Roden af Kloen, ere to, meget ſmaa, ſtumpe Torne anbragte jævnfides. Fjerde Fodpar er lidt kortere end tredie, men af noget fyærere Bygning, og viſer et lidt forandret Lengdeforhold af Led— dene; forreſten ligne de hinanden aldeles i Form og med Henſyn til Borſtebekledningen, kun at Tornene paa den bageſte Rand af fjerde og femte Led ere ſterkere og mere afgjorte Torne. Led— denes Længdeforhold er: 6423+4+2+4+2. Femte Fodpar er meget kortere end de tre ſoregagende, omtrent af lige Lengde med førfte Fodpar. Leddenes Lengdeforhold kan anfættes til 94+1+3+4-2+3+14. Laaret er altfaa ſerdeles ſtort, da det udgjor omtrent å af Fodparrets Længde; dets bar geſte Rand er krenuleret, den forreſte væbnet med et Duſin forte Torne; bagtil og forneden forlænger det fig udover det breve og førte andet Led. Tredie Led bredt, pladedannet, i Enden meget ſkraat afffaaret, faa at det bagtil banner en fremragende Spidſe; dets forrefte Rand vifer fig hvad ogſaa er Tilfælvet med andet Led) væbnet med fire eller fem lange Borſter; den ba— geſte Rand har derimod tre eller fire forte Torne. Fjerde Led er vel meget ſmallere end tredie, men dog bredt og pladedannet, paa den forreſte Rand vebnet med et Par Borſter, men til— lige med flere korte Torne; i Enden af den bageſte Rand har jeg bemærfet to ſmaa Torne. Femte Led er af fædvanlig Form, paa den forreſte Rand væbnet med tre eller fire Torne. Kloen er temmelig ført men ſterk, næften plump. Sjette Fodpar meget lenger end femte, omtrent af lige Længde med tredie. Leddenes Lengdeforhold er: 10+13 +31+3+4+13. Formen meget mere fangftraft og fmal end hos foregaaende Fodpar; tredie og fjerde Led ikke ſaaledes pladeformigt utvidede (tredie dog noget, ſtjondt i ringere Grad); Laaret forholdsvis noget fortere, bagtil krenuleret, paa den for— reſte Rand væbnet med meget fmaa Torne. Andet og tredie Led 7 have Borſter paa forrefte Rand, og tredie Led ſmaa Torne paa bageſte Rand; fjerde Led vifer blot Torne paa forrefte Rand, hvilket ogfaa er Lilfældet med femte Led. Syvende Fodpar lidt fortere end fjette; Leddenes Længdeforhold er: 11+1+43+221+32+1. Laaret er ſtorre, bredere, mere afrundet end hos fjette Fodpar, bagtil krenu— foret, fortil forſynet med meften umærfelige Torne. Tredie Led udmærfer fig ved Den forholdsvis meget lange Spids, hvori det bagtil er uddraget; hverken dette eller fjerde Led have nogen betydelig Brede. Bevebningen med Borſter og Torne er hos dette Fodpar temmelig ſvag, naar fjerde Led undtages. Forſte Epimer (af omtrent 4 Linies Hojde og 3 Linies Brede) udmerker fig ved fin forte og brede Form; forneden er den meget bredere end foroven, den forreſte-nederſte Vinkel ſterkt afrundet, den bageſte-nederſte derimod temmelig fkarp. Anden Epimer (af 17) Linies Hojde og 29 Linies Brede) har en meget langſtrakt-firkantet, temmelig regelmæsfig Form. Tredie Epimer (af 1 Linies Hojde og Mg Linies Brede) viſer omtrent ſamme Form ſom anden. Fjerde Epimer (af 10 Linies Hojde og 1 Linies Brede) er bagtil halvmaane— formigt indbojet, men uden egentligt Udfnit. Femte Epimer har 4 Linies Hojde og over 3 Linies Brede, er altſaa af lidt ſtorre Brede end Længde, neſten af Kredsform eller firkantet med ſtumpt afrundede Hjorner og med et lille Udfnit i Midten af den nederſte Rand. Den ſtager i Hojde tilbage for femte Fodpars Laar, fljøndt ikke meget. Sjette Epimer, 3 Linie hoj og lige faa bred, firkantet med fvagt afrundede Hjørner. Syvende Epimer er af uregelmasſigt firkantet Form, og har å Linies Hojde og å Linies Brede. Bugpladerne hos Hunnen ere temmelig ſtore og af en for denne Slegt ikke ſedvanlig Brede; anden Rings Bugplader have ſaaledes hos det udmaalte Individ 13 Linies Længde og D I Linies Brede; Formen bliver derved omvendt ægdannet, ffjøndt noget Inngftraft. Randen er forfynet med en før Mangde lange Borſter af almindelig Beſkaffenhed. Svommefodderne ere af almindelig Længde (omtrent faa lange fom forſte Fodpar), Aarerne dobbelt faa lange fom Grund— ſtykket, med indtil tyve Smaaled. Hos forſte Par Spring— fodder forholder Rodſtykket fig tl Springſpidſerne ſom tre til to, eller maaffee ſnarere fom fem til fire, og hos andet Par ere Springſpidſerne og Rodſtykket af lige Længde; hos det tredie Par ere Springſpidſerne af ulige Længde, den indre endeel kortere end den ydre; denne lidt lenger end Rod— ſtykket, hin lidt kortere. Jovrigt ere alle Parrene fuldkomne Springfodder, og det ſidſte, fom er af ſerdeles frærf Bygning, favner ganffe Borſter, hvorimod den ydre Springſpids ender med en meget ſterk Torn. Halevedhenget fort, meget bredt, bagtil deelt i to meget bredt og fladt afrundede Flige, ſom kun adſkilles ved et ſeerdeles fort, vinkeldannet, temmelig vidt gabende Udſnit. Torne og Borſter paa den bagefte Rand favnes naſten aldeles, faa man førft ved en ſterk Forſtorrelſe opdager en ſerdeles lille Torn påa hver Flig. Anonyx Holbölli k. Denne Art er hidtil ene bemærket ved det ſydlige Grønland, og ſynes ikke der at være hyppig; Hannerne træffes ſjeldnere end Hunnerne. Den er funden paa Sandbund paa en Dybde af 12 til 25 Favne. Yngletiden ſkal indtræffe omtrent i Midten af Vinteren (Holbolh. Formen temmelig ſammentrykket, men iovrigt uden noget ſerdeles Betegnende. Hvad der derimod ſynes at være 9 ret farafteriftiff for nærværende Art, er den kornede og retiku— lerede Struktur af Skallen eller den ydre Bedakning ). Farven „lyſt anſigtsrod med morkere Ryg" hos Hun- nen og „ſmukt rødgul men undertiden Ryggen eblerod“ hos Hannen “). Lengden hos denne Art ſynes ikke at overſtige fem eller hojſt 53 Linier. De overſte Folere ere ſterke, koniſte, men meget førte (de udgjøre kun omtrent I af Totallcengden). Skaftet kortere end Svoben, men dog af mere end dennes halve Lengde, omtrent af fædvanlig Form og Forhold mellem de enkelte Led (3+2+2); paa den inderſte Side ere Leddene i Enden uddragne noget til en Spids. Svoben langſtrakt koniſk eller ſyl— dannet, tileddet; med Undtagelſe af andet og tredie Led ere Leddene af ſtorre Længde end Brede; førfte Led, fom har en meget langſtrakt, noget tilſpidſet eller afſtumpet-koniſk Form, udmærfer fig ved fin færveles betydelige Storrelſe, da det næften har lige Længde med hele den øvrige Svobe, eller dog overgaaer de fem til fer folgende Led tilſammentagne; paa den indre Side kiler det ſig dybt ned igjennem Skaftets ſidſte Led; de Borſter, fom ere anbragte paa denne, mod Biſveben vendte Side ere ikke ſonderligt ſtore, men talrige (de udgjøre omtrent tyve dobbelte Toærræffer, der tilſammen danne en meget lange ſtrakt Oval); de andre Led vife kun faa Borfte, dog ender det ſidſte med tre eller fire ret tydelige. Biſvoben naaer om— trent til Enden af Svobens tredie Led, eller er ubetydeligt mere end halvt faa lang fom Svoben, i Sammenligning med denne meget tynd og fvag, tre- eller fireleddet, alle Leddene af meget ſtorre Længde end Brede, det forſte lenger end de folgende til— ſammentagne. Saaledes hos Hunnerne; hos Hannerne er ) Dog har jeg ikke juſt altid funnet gienfinde denne. **) Holboll. 10 Svoben maaffee ganſke ubetydeligt laenger; iovrigt finder den fuldkomneſte Lighed Sted i alle Dele, med Undtagelfe af de fædvanlige Hudvedhæng og en lidt ſtorre Haarrighed Cifær ere Haarene paa Svobens Grundled noget laenger). De nederſte Folere ere temmelig tynde, traaddannede, noget mere end Dobbelt faa lange fom de vverfte, og udgjore hos Hunnen omtrent 2 af Totallengden, hos Hannen derimod over Halvdelen. Skaftet indtager hos Hunnen noget mere end Svobens halve Længde, hos Hannen fun omtrent I af Svobens Længde; Leddene tiltage gradevis i Længde; deres indbyrdes Forhold omtrent 3+5+7; de to fidfte Led ere langs den nederfte Rand forfynede med Borſter, der tildeels (paa det forſte af disſe to Led) have en ejendommelig Fjerdannelſe, idet Smaaborſterne ere ſamlede i Enden af Hovedborſten, og danne en Duff; ogſaa den vverfte Rand viſer nogle ſmaa Borſter, ſtjondt ſparſommere hos Hunnen end hos Hannen. J Svo— ben har jeg hos Hunnen talt 25 Led), der, paa nogle faa nær (hos de ſtorſte Exemplarer fra det til 7de eller 8de), have ſtorre Længde end Brede, og alle i Enden ere forſynede med adſtillige førte Borſter. Hos Hannen har jeg talt indtil 37 Led, og Svoben udmærfer fig, foruden ved de ſedvanlige Sugeredſkaber, ogſaa ved ſteerkere Borſtebekledning. Ojet einnoberrodt, langſtrakt nyredannet, foroven ſmallere end forneden“ “). *) Holboll vil hos udvoxede Hunner have talt 32 til 36 Led. ) Efter Holboll ſkal Ojet hos Hannen (An. perfoliatus Ib.) „danne en tilbagebojet Kegle af levende morkebrun Farve.“ Hvis det virkeligt forholder fig ſaaledes (bvad maaſkee dog kunde fortjene en gjentagen Underſogelſe), vilde dette være det eneſte mig ber kjendte Exempel paa Forſkjqllighed i Ojets Farve og Form (vel at merke, i nogen betydelig Grad) hos Kjønnene af ſamme Art. 11 Den forſte Bemeerkning, fom frembyder fig med Henfyn til Munddelene, er den, at deres Storrelſe er noget under det ſedvanlige Maal. Kindbakkens inderſte-forreſte Deel har Randen paa den ſedvanlige Maade næften lige afffaaren, dog ſaaledes, at den afffaarne Linies inderſte Hjørne fremtræder, og ligeſom danner en lille Krog eller frum Tand. Mellem denne forreſte Rand og Tyggeknuden findes ingen Torne eller Borſter anbragte (idetmindſte har jeg ingen kunnet opdage). Tyggeknuden er ſtor og ſterkt fremtrædende; ſelve Tyggefladen egdannet eller elliptiſk, med femten taggede eller tandede Tværfurer, fom ind— tage den midterſte Deel af Fladen, faa at en lille Deel for— oven og forneden er fri. Tyggeknudens tilſpidſede Forlængelfe i Retningen udad og frem er hos nærværende Art fort (temmelig langt fra at nage Kindbakkens Rand, og endnu mindre fremragende over denne) og temmelig ſtump eller bredt afrundet i Enden. Palpen, ſom er noget lenger end Kindbakken, er anbragt langt fremme, omtrent i Linie med dennes forreſte Rand; ſidſte Led endeel fortere end næftfidfte, paa den indre Side i de ſidſte 4 af Længden vebnet med 16 eller 17 ftærfe Borſter. Forſte Par Kjæbers Hoveddeel er indadkrummet, i Enden kloftet til fer flærfe, plumpe, tildeels fvagt udad— bojede Tender, ſom tiltage i Storrelſe indefter, men al— deles ingen Spor til Tornevæbning viſe; hvorimod de have en lille Knude paa den indre Side, lidt nedenfor Spidſerne. Palpens førfte Led indeholdes omtrent fem Gange i andet Leds Længde; dette er indknebet ved Roden, bredt og meget føraat afffaaret i Enden; Enderanden vabnet med ti til fjorten ſmaa, indkilede, foniffe Tender, ſom tildeels ere krummede lidt udad, og paa den ydre Rand viſe ſig ſaugtandede eller forſynede med et Par Smaatænder. Den appendifulære Rodplade pan Kjabeparrets 12 indre Side er fort, bred, men i Enden ſtarkt tilfpidfet; dens indre Rand borftevæbnet, i Enden med to temmelig forte, men meget ſterke og endog plumpe, koſtdannede Borſter. Andet Kjebepar er omtrent af den ſedvanlige Beſkaf— fenhed. Kun kan markes, at den inderſte Plade fortil paa den indre Rand er væbnet med Saugborſter (Saugtenderne paa Borſternes bageſte Rand), lengere tilbage med Koſtborſter (Smaa— borſterne kun paa den forreſte Rand af Børfterne). Den ydre Plade har kun almindelige Borſter. 5 O verleben udmærfer fig ved en fort, bred, foroven til— ſpidſet, forneden meget ſtumpt afrundet Form, eller har, med andre Ord, omtrent omvendt Hjerteform. Underleben omtrent af ſedvanlig Beſkaffenhed: dybt kloftet, med brede, afrundede, kun fvagt behaarede Flige; de bagefte Horn temmelig flærft fremtrædende, ſmalle, afrundede i Enden. Å Kjebefodderne vife i flere Forhold af deres Bygning en ualmindelig Beſkaffenhed, ſom ene vilde være tilftrækfelig til at adſkille denne Art fra de tidligere beffrevne; meſt iojnefal— dende ved forſte Betragtning er Kjebepladernes Lengde eller rettere Palpens Korthed. Den indre, treſidet prismatiffe Kjæbeplade nager omtrent til Midten af den ydre, ſamt til Midten af den indre Rand af Palpens andet Led; den har noget ö ſtorre Brede ved Roden end i Enden; den ydre Rand lidt konvex; i Enden er den vabnet med endeel ſteerke Torne og tillige med tre overmaade ftærfe Tender. Den ydre Kjæbeplade nager langt forbi Enden af Palpens andet Led, ja næften i Linie med Enden af dens tredie Led eller Kloens Rod; dens indre Rand er omtrent fra Midten af Længden tæt beſat med fjorten (dog ſtundom et Par flere eller færre) indkilede, noget lancetdan— nede eller næften koniſke Tender; en femtende Tand er anbragt paa Hjørnet af den indre Rand og Enderanden, en ſextende 15 paa denne ſidſte; tæt bag Tænderne iagttages omtrent et Duſin ſterke, men forte, dolk- eller knivdannede Torne, der ſynes fæftede hver paa en lille fremragende Knude ligeſom paa et Skaft. Palpen af plump Bygning; Kloen paa omtrent den ſidſte Halvdeel af den indre Rand meget fint faugtandet og mod Spidſen desuden forfynet med et Par Borſter. Forſte Fodpar udmærfer fig ved den temmelig lang— ſtrakte og fyage Form; det indeholdes næppe tre Gange i To— tallengden. Det noget kolledannede førfte Led udgjor ikke ſtort mere end 3 af Fodparrets Længde; fjerde Led er meget laenger end det ovale femte Led eller Haanden, der næften er af lige Leengde med tredie Led; den nederſte Deel af Haandens bagefte Rand, fom ſvarer mod Kloen, er tet væbnet med en Rakke meget ſmaa, ſpidſe, glasklare Torne; Kloen lang (mere end halvt faa lang fom Haanden), men fvag, med to ſmaa Borſter paa den bageſte Rand mod Enden. Det er Haandens Korthed og Kloens Lengde, fom tfær er beteg— nende for dette Fodpar*). Endeel Borſter beflæde det, iſer paa den bageſte Rand. 75 Andet Fodpar er noget lenger end forſte, og inde— holdes kun 23 Gange i Totallængden. Formen er Slegtens ſedvanlige. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold fandt jeg hos en Hun ſaaledes: 83 +3 ＋ 23 ＋ 43 ＋＋ 2; forſte Led inde⸗ holdes altſaa omtrent 22 Gange i Fodparrets Længde, og er af tydeligt kolledannet Form; andet, tredie og fjerde Led lige— ledes langſtrakte og kolledannede. Haanden (eller femte Led) er oval, noget bredere forneden end foroven, i Enden afrundet; Kloen ſynes mig hos denne Art at vife fig tydeligere end hos nogen anden af Slegtens Arter, uden at den dog derfor er ſtorre *) Leddenes indbyr des Langdeforhold hos dette Fodpar er omtrent: 7+2431-41421+12. 14 end fædvanligt, thi dens Lengde indeholdes idetmindſte tre Gange i femte Leds Brede forneden; den er forholdsvis meget tyk ved Roden, har Spidſen lidt kloftet og et Par ſmaa Tæn- der paa den bagefte Rand. De lange Borſter, fom udgaae fra Enden af Haanden bag Kloen, ere i Enden kloftede i to Grene len forreſte meget kort og en lang bageſte) ſamt paa den bagefte Rand fint faugtandede. Hos Hannen har jeg fundet andet Fodpar lidt fortere end hos Hunnen, hvilket blot berøer paa Aftagelſe i forſte Leds Længde (Leddenes Lengdeforhold omtrent 7+3+22+4+2). Den rudimentere Klo er endvi— dere mindre tydeligt fremtredende, og Borſtebekladningen ſynes ftærfere. Tredie Fodpar er hos Hunnen ubetydeligt fortere end andet, i det Hele taget vel af ſedvanlig Form, dog udmeerket ved en ſammenlignelſesvis langſtrakt og tynd Bygning, og iſer ved Kloens betydelige Længde. Leddenes indbyrdes Forhold er omtrent: 64+2+4+3+324+3. Kloen udgjor altſaa omtrent 1 af Fodparrets Længde, og er omtrent ligeſaa lang fom femte Led; et Forhold, fom ikke forekommer hos nogen af de fore— gaaende Arter. Fodparret er ſteerkt beſat med lange Børfter paa den bageſte Rand, iſer paa tredie, fjerde og femte Led. Fjerde Fodpar ſtemmer baade i Storrelſe og Bygning meget nær overeens med tredie. Femte Fodpar lidt laenger end de foregagende; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 9+13+3+4+4+3. Laaret altſaa temmelig ſtort og tillige meget bredt; dets Brede forholder ſig til Længden omtrent fom 7 til 9; og Lengden udgjør lidt mere end 2 af Fodens Længde; Formen bredt: ægdannet med Tilnærmelfe til det Kredsformige; den bageſte Rand tydeligt faugtagget, den fore reſte Rand væbnet med ſmaa Torne; den forreſte Rand af andet, tredie, fjerde og femte Led er ogſaa forſynet med temmelig ſterke Pigge. Hvad der iovrigt uͤdmerker dette Fodpar, ligeſom de 15 to folgende, er den ſammenlignelſesvis ſpede Form, fær af de to ſidſte Led, ſamt Kloens ualmindelige Længde i For⸗ ening med dens Tyndhed, og at den ſaa at ſige ſlet ikke er bojet. Jovrigt er Formen omtrent den ſadvanlige. Sjette Fodpar er endeel longer end de føregaaende, næften ligt med den halve Totallcengde. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent 10+2+3+4+4+3. Laaret udgjor altfaa omtrent 2 af hele Fodens Længde; dets Form er temmelig lang- firaft og ſmal, iovrigt den fævdvanlige; Forholdet af Breden til Længden omtrent ſom 6 til 10. Syvende Fod par er lidt fortere end fjette, og adſkiller fig fra dette ifær ved Laarets betydeligere Storrelſe i Forhold til hele Fodparret og ved ringere Længde af andet Led. Led— denes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 103+1+-21+3+ 43+22. Svommefodderne temmelig forte (fortere end førfte Fodpar) og noget plumpe; Rodſtykket indeholdes omtrent to Gange i Aarerne, hvis Smaaled ikke overſtige Tallet tyve. De to forſte Par Springfodder ere omtrent af fædvanlig Beſkaffenhed; hos det forſte af dem er Roddeel og Springſpidſer lige lange; hos det andet forholder den forſte ſig til de ſidſte ſom 3 til 5. Tredie Par er kun lidt kortere end andet, og det er Roddelen, fom aftager, medens Endeſtykkerne uforandret beholde den ſamme Lengde; Forholdet mellem forſte og ſidſte er fom to til fem. Det ydre Endeſtykke er ubetydeligt fortere end det indre; begge ere de flade, tynde, pladeagtige, men dog uden at viſe Fjerborſter; det indre er derimod i Enden forſynet med en meget ſtor, fra Pladen tydeligt afſat Torn, fom har en meget lille ved Roden paa hver Side. Halevedhenget er temmelig bredt ved Roden, mod Enden noget tilſpidſet, kloftet bagtil i over den halve Lengde, men dog i lidt fortere GStrækning end hos adſtillige andre 16 Arter (til Ex. An. ampulla og An. gulosus); Kloften bliver ved Fligenes tilfpidfede Form temmelig gabende; den bageſte Spids af hver Flig viſer et lille Udfnit, fra hvilfet en meget lille Torn udgaaer, og paa den ydre Side af Tornene en kort Borſte. Epimererne ere meget ſtore, de tre forſte Par lang— ſtrakte og ſmalle, alle omtrent af ſedvanlig Form. Sterrelſes— forholdet hos det udmaalte Individs fem forſte Par var føl gende: forſte z Linie hojt, 3 Linie bredt; andet 13 Linie hojt, I Linie bredt; tredie å Linie hojt, 7 Linie bredt; fjerde 19 Linie hojt, 77 Linie bredt forneden, men bagtil og foroven meget dybt udſkaaret; femte 11 Linie hojt, 3 Linie bredt, meget fortere end femte Fodpars forſte Led eller Laar (de forholde fig indbyrdes i Lengde omtrent fom 5 til 8); de folgende Epime— rer fom fædvanligt mindre. — Gjellebladene ſtore, for— neden ligeſom afftumpede. Bryſtplad erne hos Hunnerne af en meget ſmal og langſtrakt eller liniedannet Form, forſynede med en halv Snees lange Borſter. Anonyx tumidus Kr. Af denne Art har jeg kun fundet nogle far (fire eller fem) Exemplarer paa den norffe Kyſt nord for Stat, uden at jeg feer mig iſtand til nærmere at angive Findeſted eller Tid. Ingen af Individerne nage en Lengde af fuldt fem Linier. Farven hvid med et fvagt rodligt Skjær. Formen bred, tyk, temmelig plump; Ryggen meget bred, fladt afrundet. Hovedet viſer intet Ufædvanligt i Form og Forhold. Dets Lengde indeholdes omtrent tolv Gange i Totallængven. 17 De overſte Folere indeholdes henimod fire Gange i Fotallængven, og vife, fljøndt forfynede med et meget fiærtt Skaft, dog med Henſyn til dette et for Anonyr-Arterne ufæd- vanligt Forhold. Skaftet, fom er noget fortere end Sve— ben (de forholde fig omtrent fom 2 til 3), og omtrent udgjor g af Folernes Lengde, er næmlig ikke faa uformeligt tykt, fom fædvanligt, og dets andet Led er mere udviklet, fritfremtræ dende, ikke indkilet i førfte*). Lengdeforholdet af Skaftets Led er omtrent: 5+2+1. Grundleddet er altfaa ikke dobbelt faa langt fom de to folgende Led tilſammentagne, temmelig eylin— driſt (ſtjondt paa den indre Side fladt), i Enden neſten lige afffaaret; andet Led er lidt ſmallere i Enden end ved Roden, og dette gjælder i endnu højere Grad om det næppe halvt faa fange tredie Led. Borſter har jeg ikke bemærket paa Skaftet, undtagen enkelte ſerdeles ſmaa, koſtdannede paa den nedre Side af forſte Led. Svoben, ſom ovenanfort, omtrent 3 Gang longer end Skaftet, temmelig ſterk, ſyldannet, beftaaende af ni eller ti Led, der ere temmelig rundeligt ſorſynede med Borſter; tjær er dette, fom fævdvanligt, Tilfældet med det forſte paa den mod Biſvoben vendte Side. Skjondt dettes Borſtebekledning er meget rigelig og Borſterne tillige udmærfede ved Lengde og Tykkelſe, har jeg dog kun her bemerket for eller fyv Tværrækker, hvilke ikke tilſam— men danne en Ellipſe, men ſnarere, idet de paa Midten ere vidt ſtilte, to parallele Længderæffer. Leddene ere — ſtundom dog med Undtagelſe af det andet — af ſtorre Lengde end Brede; det førfte er leger end de to folgende tilſammentagne, og om— *) Jeg var tilbojelig til at antage, at dette (i Overeensſtemmelſe med hvad jeg hos andre Arter har iagttaget) kun beroede derpaa, at de underſogte Individer endnu vare i en ung Alder; indtil jeg hos en Hun af 4! Liniers Længde fandt tre, forholdsvis ſerdeles ſtore Unger i Bugſeekken. Naturhiſtoriſt Tidsſkrift, Ny Rake. II. 2 18 trent af lige Længde med Skaftets andet Led. Biſvoben er lidt fortere end den halve Svobe (den forholder fig til denne omtrent fom 5 til 12, og nager næften til Enden af dens fjerde Led), omtrent af lige Længde med Skaftets Grundled, temmelig tynd, ſemleddet, forſynet med nogle førte Borſter. De nederſte Folere ere lidt fortere (omtrent 1) og meget tyndere end de overſte, dog ikke traaddannede og næppe borſtedannede. Skaftet er kun lidt kortere end Svoben (de forholde fig omtrent fom 8 til 9), forſynet med faa Borſter paa den nedre Side (i Enden af de to ſidſte Led) og med ingen langs den ovre Rand; ellers omtrent af fædvanlig Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold: 1+1+2+2. Svoben beftaaer af ni Led, alle af flørre Lengde end Brede, det forſte ikke ſaa langt ſom de to folgende tilſammentagne; alle Leddene ere i Enden forſynede med grove Borſter, iſer paa den pyre Side. Oinene ſortebrune, temmelig ſtore, ovale, ſmallere for— oven, dog af noget plump og ubeftemt Form. Munddelene ere korte og plumpe. Kindbakkens Enderand ſynes næppe at være væbnet med Tender, eller i al Fald meget utydeligt. Om Befkaffenheden af Tyggeknuden har jeg ikke funnet erholde nogen ganſte tydelig Foreſtilling. Palpen er tilheftet ligeoverfor Tyggeknuden; de Borſter, ſom findes anbragte paa dens indre Side i Enden af andet Led og langs tredie Led, ere ufædvanligt forte. O verleben fort, bred, triangulær. Førfte Kjæbepars indre Plade er ligeſom toleddet, eller dens forreſte Deel er bojet, faa at den Danner en ſtump Vinkel med den bageſte, famt ved en ſpvag Tværfure affondret fra denne; den forreſte Deel udvider fig tillige temmelig ſterkt, faa at den næften fager Oxeform, og er overalt faa tæt ber fat med fine Haar, at de Torne (vmtrent en halv Snees i 49 Fallet), hvormed dens Enderand er vebnet og fom ere ufæv- vanligt ſmaa, tildeels ſkjules, faa at det bliver vanfkeligt at underſoge dem. Palpens ferſte Led meget kort; det andets Enderand udſkaaren til fyv eller otte ſmaa Tænder. Den a p— pendikulere Rodplade, ſom har en temmelig tilſpidſet Form, vifer det uſcedvanlige Forhold, at den langs den indre Rand bærer omtrent 16, temmelig lange, parvis ſtillede Koſt— borſter eller Fjerborſter. Andet Kjæbepar er kun paafaldende ved Pladernes førte og brede Form; den indre viſer langs den føraataf- ffaarne indre Rand et ſtort Antal Koſtborſter; ogſaa paa den ydre Plade have idetmindſte nogle af Endeborſterne (de inderſte) Koſtform. Underlebens Uvdfnit bredt og dybt, af bredt- oval eller næften kredsdannet Form; Fligene ere ſmalle og temmelig tilſpidſede, hvorimod de bagtil fremtrædende Sidehorn viſe fig afrundede. Kjebefodderne ere ſmaa, og udmeerke fig ved Gtør- relſen af den ydre Kjæbeplade eller ved Palpernes og den indre Kjæbeplades Korthed; den ſidſte nager næmlig kun ganffe ube— tydeligt ud over Palpens Rod, er tillige meget ſmal, mod Enden ſmallere end ved Roden, væbnet med fem eller fer lange og ſterke Borſter. Den ydre Kjæbeplade nager omtrent til Enden af Palpens tredie Led eller til Roden af dens Klo; dens indre Rand har jeg fundet væbuet med fire eller fem ſmaa Torne af almindelig Beſkaffenhed, Enderanden med fire Iængere Torne eller Torneborſter; den mangler aldeles ſaavel Tender fom de disſe hos denne Glægt ledſagende krumme Striber. Palpen har intet Mærfeligt uden dens Korthed. Førfte Fodpar fort (det indeholdes henimod fire Gange i Totalfængden), frærft, uden egentlig Haand, kortſagt i Hovedſagen af ſedvanlig Form; dog er førfte Led noget ov : 20 ſmallere og tillige lidt fænger end almindeligt; Leddenes ind— byrdes Længdeforhold omtrent 5+1+12+2+2+2. Det noget langſtrakte og tilfpidfede femte Led, hvis forrefte Rand er lidt konvex, den bagefte lige, viſer den Seregenhed, at hele den bageſte Rand er fint, dog noget uregelmæsfigt, ſaugtandet, og tillige vebnet med fire eller fem Par korte Torne, bag hvilke nogle lngere Borſter ere anbragte. Kloen lille, tem- melig ſterk, kun ſpagt krummet, yderſt i Spidſen tvekloftet, faa ledes at den bageſte Green er lidt fortere og meget tyndere end den forreſte. Andet, tredie og fjerde Led rigeligt børftevæbnede bagtil; forſte Led derimod næften uden Spor til Borſter. Andet Fodpar, fom er næften en halv Gang faa langt fom forſte, har vel Slegtens almindelige Form, men viſer imidlertid et Par ſmaa Ejendommeligheder i Bygning: førfte Led favner ganſke Borſter paa forreſte Rand; andet Led er noget bredere end fædvanligt; fjerde og femte Led ere endnu flærfere end ſedvanligt forſynede med fine Borſter, og danne en endnu fuldftændigere Karde eller Strigle. Under Præsning og ſterk Forſtorrelſe ſeer man, at femte Led, hvis forreſte Rand er meget konvex, og fom derved fager en ejendommelig Halv— maaneform, ikke i Enden er lige afffaaret, men derimod føraat tilſpidſet, faa at den bageſte-nederſte Vinkel kommer til at træde ſterkt og ffarpt frem, hvorved den i Forbindelſe med den rudimentære Klo, fom her er lille endog i en ufædvanlig Grad, dog ligeſom danner en Sax. Lengdeforholdet af dette Fod— pars Led kan omtrent anſcettes: 5+21+2+3+2. Borſterne i Enden af femte Led foran Kloen ere fløftede i Spidſen. Tredie Fodpar lidt fortere end andet, af flært Bygning; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 1043 +5+23+5+224. Tredie Led temmelig bredt og pladeagtigt (Breden ſtorre end den halve Længde af Leddet); fjerde Led ligeledes meget bredt i Forhold til Lengden; femte Led noget 21 krummet eller med den forreſte Rand konvex, i Enden indſkaaret, faa at dets bageſte-nederſte Hjørne derved danner en temmelig flærft fremragende Spids, hvilket er aldeles karakteriſtiſt for nærværende Art. Borſter ſavnes faa at ſige aldeles ſaavelſom Torne, hvilket ogſaa kan betragtes ſom 1 ejendommeligt for dette Dyr. Fjerde Fodpar ganffe af ſamme Storrelſe og Form ſom tredie. Femte Fodpar fortere end de tre føregaaende Var. Leddenes Lengdeforhold omtrent 12+23+4+2+43+2. Forſte Led pladedannet, bredt (Breden idetmindſte lig % af Længden), kun med meget ſvage Spor til Torne paa den for— reſte Rand og uden Krenulering eller Børfter paa den bageſte; Formen bliver bredere nedefter. Tredie Led temmelig bredt, pladedannet, med en eneſte lille Torn omtrent paa Midten af den bageſte Rand, bagtil og forneden uddraget til en lang Spids; fjerde Led ligeledes bredt og vladedannet, ſkjondt i rin— gere Grad end tredie; femte Led er krummet fremad, og i Enden viſer det et Indſnit og i Forbindelſe dermed en fremſtagende Torn, ligeſom hos tredie og fjerde Fodpar, kun med den For— ffjæl, at Tornen her er foran Kloen iſtedetfor bag den; ogſaa er den ſpidſere. Sjette Fodpar lidt lenger end femte, Laarpladen noget mere langftraft og ſmal, og ikke bredere forneden end foroven; men forreſten viſer det omtrent ſamme Form og ind— byrdes Forhold af Delene fom foregaaende Fodpar; Krenule— ringen paa Laarpladens bageſte Rand, ſaavelſom Torne- og Borſtebekledningen ganſke rudimentære; tydeligſt viſe fig et Par fmaa Torne paa bageſte Rand af tredie Led. Syvende Fodpar ſtemmer omtrent med ſjette i Længde og Form; dog er Laarpladen endnu lidt mere langſtrakt og med tydeligere Krenulering bagtil; tredie Led er i ringere Grad ud— 99 videt end hos de to foregaaende Fodpar, hvorimod det paa den bageſte Rand vifer et Par ret tydelige, fljøndt fmaa Torne. Svommefodderne have en mere end almindelig Længde: de to forſte Par ere omtrent ligeſaa lange ſom de lengſte virkelige Fodpar (det tredie, fjerde, ſjette og ſyvende), og det tredie Par Svommefodder er kun lidt kortere end de to fore— gaaende, omtrent af Længde fom femte Fodpar. Forholdet mellem Roddeel og Svommeaarer er det ſedvanlige, men disfe ſidſte have kun et ringe Antal Led i Forhold til deres Længde: jeg har i ingen af Svommeaarerne fundet over fjorten Led. — De to forſte Par Springfodder viſe intet Sereget; derimod er det korte og plumpe tredie Par af en noget ufæbdvanlig Form, idet dets indre Springſtok er bred, i Enden ſtumpt afffaaren eller endog lidt halvmaaneformigt indbojet, væbnet med en ualmindelig lang Torn; den ydre Springſtok er meget kortere og tyndere, tilſpidſet, uden Torn i Enden. Ingen af disſe to Plader viſer Spor til Torne eller Børfter paa Siderne. Hale vedhenget er meget lille, af temmelig bred, mod Enden tilſpidſet, dybt kloftet Form; hvert af de to, ved Spalt— ningen dannede, Blade har en meget lille Torn i Enden. Anden Epimer næften dobbelt faa hej I Linie) fom bred (3 Linie), forneden ftærft afrundet, det overſte-bageſte Hjørne ſkraat affkaaret. Tredie Epimer uregelmasſigt fire fantet, bredere forneden end foroven, det nederſte-forreſte Hjørne afrundet, det nederſte-bageſte derimod temmelig ſtarpt fremtrær dende. Fjerde Epimer har fun lidt ſtorre Hojde (28 Linie) end Brede (Å; Linie), og er omtrent af den fædvanlige, for— neden brede, foroven og bagtil indffaarne Form; hvorved dog maa merkes, at Indſtjcringen her kun er foag, hvorfor denne Epimers Form flaaer paa Overgangen mellem det regelmers— ſige Forhold og det til Ex. hos A. plautus og A. litoralis 23 forekommende Forhold. Femte Epimer af ſtorre Brede ( Linie) end Hojde 2 Linie) og af ſedvanlig Form. Sjette Epimer er ligeſaa hoj fom femte, men af langt ringere Brede Å Linie); iovrigt omtrent af ſamme Form. Syvende Epimer har omtrent lige Hojde og Brede GÅ Linie). Gjellebladene ere af en noget ualmindelig, bugtet og fantet Form, ifær de ſidſte, der blive meget ſmalle og forneden ere udtrukne til en lang Spidſe, fom er bojet ſaaledes, at den gjor en ret Vinkel med Pladens Hoveddeel. Tillige ere de temmelig flærft blæreagtigt opfvulmede og af en faft Textur, hvorfor Gjelleſtrukturen under Mikroſkopet mindre ty— deligt viſer ſig. Anonyx minutus. Denne Art ffal, efter Kaptajn Holbølls Angivelfe, være hyppig Grønland; imidlertid ere dog hidtil fun faa Exemplarer af den nedſendte; den berettes at forekomme næften paa alle Dybder, det vil fige: fra nogle faa Favne til 60 eller 70 Favne. Det er den mindſte grønlandffe Anonyr-Art, hvorfor Kaptajn Holboll har tillagt den det vvenftaaende Artsnavn, fom jeg har troet at funne bevare. Dens Leng de udgjør almindeligt 33 til 4 Linier. Farven er den hos Slægten temmelig fædvanlige: hvid eller hvidgul med karminrod Ryg. Formen i det Hele taget den almindelige; eller jeg har i al Fald ikke været iſtand til at opfatte noget Sereget og Paafaldende i Dyrets Habitus. Hovedets Lengde indeholdes omtrent fjorten Gange i Totallcengden; det er altſaa temmelig ført. De overſte Folere ere plumpe, og indeholdes omtrent 21 fire Gange i Totallængden. Skaftet, fom udgjor omtrent 2 2 af Folernes Længde, eller er en halv Gang fortere end Svoben, viſer en temmelig utydelig Ledinddeling (dog noget kjendeligere paa den ydre end paa den indre Side). Det ind— byrdes Forhold af Leddene er iovrigt omtrent det hos Slegten fædvanlige, og Skaftets Tykkelſe udgjor 3 af dets Længde eller vel endog mere. Svoben er ſteerk og ſylformig, og plejer at beſtaae af ſexten til ſytten Led, af hvilke det forſte overgager de folgende betydeligt i Lengde og Tykkelſe; maalt paa den indre Side udgjør dets Længde omtrent I af Svobens Lengde, og er lig med Længden af de folgende otte Led tilfammen; paa den ydre Side er det derimod fortere; det viſer fig paa ſed— vanligt Sted forſynet med den ſedvanlige Koſt, hvilken jeg her har fundet bannet af omtrent fjorten, paa Midten afbrudte, Tvaerrakker af Borſter. Andet til femte eller ſjette Led ere flere Gange faa brede fom lange, og altſaa forholdsvis ſer— deles forte; de folgende tiltage derimod efterhaanden i Længde, medens Tykkelſen aftager. Biſvoben meget tynd, liniedannet, femleddet (eller fjældnere ſexleddet), i Længde omtrent lig med 1 af Svoben, naaende med Spidſen forbi dennes femte Led. Dens førfte Led er langt (lnger end de to folgende tilſammen), og nager omtrent til Enden af Svobens tredie Led. De nederſte Folere ere meget lange og tynde (al— mindeligt 23 til 3 Gange lenger end de vverfte, og længere end Dyrets halve Totallængde); imidlertid er dog Skaftet, ſom indeholdes omtrent fire Gange i Folernes og tre Gange i Spo— bens Længde, temmelig ftærkt bygget; Længdeforholdet mellem de fire Led fan paa det nærmefte udtryffes ved: 24+4+4+3. Formen af Leddene har intet Ufædvanligt; den overſte Side af de to ſidſte er tæt befat med forte, ſtive Borſter, hvorimod disſe Led forneden kun have et Par lengere Borſter i Enden. Svoben beftaaer af omtrent 50 Led, af hvilke nogle faa af de 85 1 forſte have ſtorre Brede end Lengde, de folgende derimod efter— haanden blive færdeles tynde og langſtrakte. Ojets Pigment var hos alle de af mig underføgte Ju- divider forſvundet. Efter Kapt. Holbolls Angivelſe ffal dets Omrids være næften firfantet, dets Farve brunrød. Kindbakken af Middelſtorrelſe og af langſtrakt, temmelig ſmal Form; dens forreſte Ende temmelig lige afſkaaren, paa den indre Side fkeformigt udhulet, med en fra den ydre Vinkel udgagende Tand. Lidt lengere tilbage, paa den indre Rand eller tæt ved denne, ere tre ſmaa Torne anbragte. Dyggeknu— den udmærfer fig ved fin meget langſtrakte og ſmalle, fvagt halvmaaneformigt bojede Form (den konvexe Rand inderſt, den konkave yderſt); den er omtrent tre Gange faa lang fom bred; dens Rande ere dannede af en Brolægning af meget fine Tæn- der, hvorimod dens Midte er uden Tender, og ſynes noget for— dybet. Den tilſpidſede Knude, fom hos Glægten plejer at ftaae i Forbindelſe med Tyggeknuden, er her temmelig utydelig, og ſtrækker fig paatvers, iſtedetfor at danne en meget ſpids Vinkel i Retningen fremad. Palpen, fom overgager Kindbakken lidt i Længde (de forholde fig omtrent fom 8 til 7), er faſtet til Midten af dennes yderſte Rand, temmelig langt bag Tygge— knudens bageſte Rand. Lengdeforholdet af dens Led omtrent 2+10+75 andet Led paa Enderanden og en lille Deel af den indre Rand væbnet med fjorten til ſexten torneagtige Borſter; tredie Led langs en ſtor Deel af den indre Rand forſynet med et lignende Antal. | Forſte Kjæbepar af temmelig langſtrakt og ſmal Form. Den egentlige Kjæbegreen forholdsvis plump, i Enden væbnet med henimod en halv Snees fingerdannede, plumpe Torne uden Tender eller Saugtagger. Palpens feorſte Led temmelig ſtort (det har idetmindſte I af andet Leds Længde), af regelmæsfigt firkantet Form; andet Led ſmalt, indadkrummet, 26 ſtedannet, paa Enderanden vebnet yderſt med en torneagtig Borſte og derneſt i den ovrige Straekning med fyv ſmaa, men ſterke Tender, der fortſatte fig i ligeſaa mange ſteerktbetegnede Stri— ber paa Leddets Overflade. Rodvedhenget paa Kjebe— pladens indre Side er meget langſtrakt og ſmalt, lidt tilſpidſet, i Enden væbnet med to ſterke, men forte og krumme Fjer— borſter, og paa den indre Side med nogle ganſke ſmaa Borſter. Andet Kjebepar af tynd, langſtrakt, tilſpidſet Form, iovrigt uden noget Merkeligt i Bygning; foruden Haar ere begge Plader i Enden vebnede med endeel torneagtige Borſter, hvilke paa den indre Plade viſe Spor til Sideborſter, paa den ydre til meget fine Saugtender. Underleben er fortil kun ſpagt kloftet og Fligene ikke vidt adſtilte; deres forreſte Rand udffaaren eller halvmaanefore migt indhulet, rigeligt borſtevabnet; bagtil ere de uddragne i lange ſmalle Horn uden Borſter. Kjeebefodderne af temmelig fmal Form; den indre Kjebeplade meget langſtrakt og ſmal (omtrent fire Gange faa lang ſom bred), naaende til Enden af Palpens forſte Led; dens ydre Rand ſpagt konvex, den indre lige, mod Enden borſte— væbnet; Enderanden temmelig lige afffaaren, yderft med to Torne, indenfor hvilke tre ſmaa ſtumpe og noget utydelige Tænder ere anbragte. Den ydre Kjebeplade nager lidt forbi Palpens andet Led, er langſtrakt- oval, i Enden med Spor til tre ſtumpe Tænder, paa den indre Rand ubevæbnet, men med ſexten til ſytten lidt buede Tverſtriber (Antydning af Tandſkeder). Palpens fire Led viſe langs den ydre Rand omtrent Længdeforholdet: 6+3+5+24; Formen temmelig tynd og langſtrakt. Kloen frærft krummet med et Par Borſter mod Enden. Forſte Fodpar er lille (dets Længde indeholdes mere 27 end tre Gange i Totalleengden) men frærkt bygget. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 40+3+3+41-4+-13. Forſte Led langſtrakt kolledannet; tredie Led af noget lang— ſtrakt og ſmal Form; fjerde Led temmelig langſtrakt og noget uregelmesſigt kegledannet; Haanden er omtrent ligeſaa bred i Enden fom ved Roden, og danner en temmelig regelmesſig, langſtrakt Firkant (paa det Nermeſte af dobbelt fan ſtor Længde fom Brede); Kloen lille men ſterk, krum, paa den forreſte Side med en Borſte, paa den bageſte med et Par Borſter og Torne. Foruden adfkillige Borſter paa førfte Leds forreſte Rand ere ogſaa endeel at bemærfe paa Haanden, ſamt et Par Teender eller Torne, ſom udgaae fra denne ſidſtes neder— ſte-bageſte Vinkel, og ere rettede lige ned : efter Haandens Leengde). 7 Andet Fod par er kun lidt lenger end forſte, og ude gjør kun omtrent I af Totallengden. Leddenes indbyrdes Leengdeforhold omtrent: 53+3+124+3+13. Fjerde Led noget mere tyft og plumpt end ſedvanligt. Femte Led eller Haanden langſtrakt, med den bageſte Rand lige eller endog foagt indbojet, den forreſte meget flærkt udbojet, nederſte-ba— geſte Vinkel udtrukket til en Torn eller Spids, der Danner en Sax med den lille Klo. Børftevæbningen paa dette Fodpar ſvag; felv Borſterne i Enden af Haanden ere temmelig førte; imidlertid viſe de den ſedvanlige Form (0: de ere kloftede i 8 Enden og paa den bageſte Rand fint faugtandede). Tredie Fodpar kun ganffe ubetydeligt laenger end andet. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 5+1+3 ＋2＋3＋1. De tre forſte Led af fædvanlig Form, de tre ſidſte udmærfede ved deres ſtore Tyndhed. Andet, tredie og fjerde Led med temmelig lange Borſter paa den bageſte Side (ogſaa forſte Led har nogle Borſter i Enden af bageſte 28 Rand), femte Led derimod med fer Tornepar langs den ba— geſte Rand. ü Fjerde Fodpar ſtemmer meget ner overens med tredie i Storrelſe, Form og indbyrdes Forhold af Delene. Femte Fodpar er fortere end de foregaaende: Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 129+42+31+21+3+12. Laaret meget ſtort; det udgjør omtrent Halvdelen af Fodparrets Vængde, og dets Brede 3 af dets Længde. Formen nærmer fig endeel til det Kredsdannede, da baade forrefte og bagefte Rand ere udbojede; den forſte er væbnet med endeel fine Torne; den ſidſte krenuleret og forſynet med meget ſmaa Haar. Tredie og fjerde Led ere omtrent af fædvanlig Form, dog temmelig brede; hvorimod femte og fjette Led udmeerke fig ved Tyndhed. Andet og tredie Led paa den forreſte Rand forſynede med et Par middelmaadigt lange Borſter, tredie tillige med et Par kortere paa den bageſte; fjerde og femte Led have et Par ſmaa Torne foran og i Enden. Sjette Fodpar ganſke lidt lenger end det foregagende. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 13+42+4+33+- 472. Forſte Led ſkivedannet, af endeel ſtorre Længde end Brede (Lengden forholder ſig til Breden omtrent ſom tretten til ni), den forreſte Rand væbnet med henimod en Snees meget fmaa Torne, den bageſte krenuleret og forſynet med færdeles fmaa Borſter; andet Led af ſtorre Brede end Længde, med Borſter paa den forreſte Rand; tredie Led med den bageſte— nederſte Vinkel meget ſterkt forlenget og tilſpidſet, den forreſte Rand med fire temmelig lange Borſter og ligeſaa mange ſmaa Torne, den bageſte med et Par meget fmaa Torne; de folgende Led udmærfede ved Tyndhed i Sammenligning med de fore— gaaende; fjerde Led har en Torn i Enden af den bageſte Rand, og tre langs den forreſte, af hvilke den i Enden aubragte er 29 ftørft; femte Led vifer to meget fmaa Torne paa den forrefte Rand; Kloen er temmelig frum og meget fpids. Syvende Fodpar omtrent af lige Lengde med femte, eller dog kun ubetydeligt fænger; medens forſte Led til: tager noget i Lengde og Brede (Breden forholder ſig omtrent til Længden fom 103 eller elleve til fjorten), blive de fol— gende derimod tyndere og maafſkee ogſaa lidt fortere. Jovrigt ligner dette Fodpar omtrent ſjette i Form og Beſkaffenhed, kun at Tornene ere mindre, at andet Led kun har en Børfte i Enden af forreſte Rand og tredie Led flet ingen Børfter men bløt Torne. De tre forſte Par Epimerer ere, fom fædvanligt hos GSlægten, meget ſmalle og høje (flere Gange faa høje fom brede); ogſaa fjerde har, uagtet det dybe Indſnit bagtil, en meget ſmal og hoj Form; femte Epimer er overmaade ſtor, baade meget længer og meget bredere end femte Fodpars Laar, næften af Kredsform, dog forneden med et Udfuit, og Højden noget førre end Breden; ſjette Epimer er omtrent af lige Hojde med fjette Fodpars Laarplade, og Breden udgjor ikke ſonderligt mere end Halodelen af denne Hojde. Meget mindre er vel ſyvende Epimer, dog overvejer Hojden endnu Breden lidt; Formen uregelmæsfigt firkantet. Svommefodderne have en temmelig betydelig Længde; Rodfſtykket tykt og fort, kun omtrent af Svommeaarer— nes halve Længde (Borſterne fraregnede); indbyrdes viſe Svommeaarerne kun ringe Længdeforffjær; Antallet af deres Led belober ſig omtrent fra femten til atten. Forſte Par Springfodder af temmelig langſtrakt og ſmal Form; Rodſtykket forholder fig i Længde til Springſtokkene omtrent ſom tre til to; Torne har jeg ikke opdaget paa dette Par. Andet Par har Rodſtykke og Springſtokke omtrent af lige Længde; de ſidſte langs den indre Rand vebnede hver 30 med tre fmaa Torne. Tredie Par er af plumpere og tyk— kere Form end de foregaaende, Rodſtykke og Springſtokke om— trent af lige Lengde; den ydre, lidt fængere Springſtok har en lille Torn paa den ydre Rand og en meget lang og ſteerk Torn i Enden, hvilken er forſynet med en lille paa hver Side ved Roden; den indre Springſtok bærer tre fmaa Torne langs den indre Rand. Halevedhenget er lille, dybt kloftet, med tilſpidſede, temmelig tætfluttende Flige, ſom i Enden ere forſynede hver med en lille Torn. Anonyx nanus Kr. Den nedenfor beffrevne Art har jeg erholdt med Skraben i det fydligfte Kattegat (ved Hornbæk) paa omtent elleve Favne Vand og Leerbund, dog kun i et Par Judivider. Et af disſe, fom ikke havde 23 Liniers Længde, bar meget ſtore ACg i Bug— fæffen; hvoraf jeg troer at turde flutte, deels at Arten kun nager en meget ringe Storrelſe, deels at Forplantningen indtreffer om Sommeren, da jeg næmlig fangede det paagjel— dende Dyr den 12te Juni. Artsnavnet er foranlediget ved den ubetydelige Storrelſe. Formen temmelig ſteerkt ſammentrykket og paa Grund af Epimerernes Storrelſe hoj. Farven hvid eller gulhvid. Hovedet er af ſedvanlig Form, og indeholdes elleve til tolv Gange i Totallængden. De overſte Folere ere forte (de udgjøre omtrent I af Totallængden), af en plump Syl- eller Prenform. Skaf— tet lidt fortere end Svoben (de forholde fig næften fom 4 til 5), omtrent af Slegtens ſedvanlige Form, dog ſaaledes, at andet og tredie Led fremtræde noget flærfere end almindeligt; tilſammen indeholdes de omtrent to Gange i Grundleddet, eller 31 med andre Ord, Langdeforholdet af de tre Led kan omtrent anfættes til 154543. Svoben er langſtrakt foniff, og be— ftaaer kun af ſyv til ni Led; forſte Led er næften ligeſaa langt ſom alle de folgende tilſammentagne (Endeborſterne blot undtagne), eller udgjor dog mere end 2 af Svobens Længde. De Haar, der tet beklede den indre, mod Biſvoben vendte Side af forſte Led, ere ufædvanligt lange (neſten af lige Længde med Biſvoben), men af den almindelige Form, det vil ſige, meget tykke og aldeles ikke tilſpidſede mod Enden; de danne omtrent et Duſin paa Midten deelte Tverrakker, hvilfe dog ere meget utydelige og vanffelige at ſkjclne; heller ikke kan Koſtens ovale Omrids hos denne Art tydeligt forfolges. Ogſaa Svo— bens andre Led ere forſynede med endeel Borſter, og de, der udgaae fra Enden af ſidſte Led, ere af ikke ubetydelig Længde. Biſvoben er af Længde fom Skaftets Grundled, omtrent lig med Svobens Halvdeel eller langer, og nager ud over Svo— bens tredie Led, naar Borſterne i Enden af dens ſidſte Led medregnes; den beſtager kun af to eller tre Led, af hvilke det førfte er mere end dobbelt faa langt fom de to folgende til— ſammentagne, eller kun ubetydeligt kortere end Svobens Grundled. De nederſte Folere ere omtrent af lige Længde med de overſte, eller kun ubetydeligt lengere, men meget tyndere. Skaftet lidt leger end Svoben, dets naſtſidſte Led meget lenger end det ſidſte (Leddenes Længdeforhold omtrent 243+- 6+4), begge forſynede med en Deel temmelig lange VBørfter langs den overſte Rand og med nogle faa langs den nederſte. Svoben har ni eller ti Led, alle børftevæbuede og af ſtorre Længde end Brede. Ojnene blegrøde, ſmalt-nyredannede, dog af noget ube— ſtemt Form. Kindbakkerne ere temmelig langſtrakte og ſmalle; Ende— 32 randen vifer under Præsning en lille Tand aa det ydre Hjørne og en anden paa det indre, bag bvilfen ſidſte jeg endnu har bemærfet en tredie, der dog er faa færdeles lille, at den maaſkee ikke tor komme i Betragtning; mellem forreſte Rand og Tyggefnuden tre Borſter. Den hornagtige Tygge— flade langftraft oval, tæt bedakket med fine Tverſtriber; Fyggefnudens Fortfættelfe rager ganffe lidt frem over Kind— bakkens ydre Rand, nærmere den forreſte Rand end Palpens Rod. Palpen udmærfer fig ved at være tilbæftet ualmindeligt langt tilbage paa den ydre Rand af Kindbakken, lengere tilbage end hos nogen anden Art, langt bag Tyggeknuden og bag Kindbakkens Midte; den er længer end Kindbakken, temmelig fpæv, iovrigt omtrent af ſedvanlig Form, mod Enden af de to ſidſte Leds indre Rand væbnet med en halv Snees temmelig lange Berſter. Leddenes Længdeførhold omtrent: 2+6+4. Forſte Kjæbepars indre Green har omtrent ſedvanlig Form, og er i Enden paa fædvanlig Maade væbnet med endeel ftærfe, krumme Torne eller Kloer (jeg har iagttaget fyv til otte), hvilke imidlertid hos nærværende Art vife det Seregne, at de ere fint faugtandede paa den indre Side. Palpen er i Enden væbnet med fer eller ſyv fmaa Tender og udenfor disſe med en lille Borſte. Den appendifulære Rodplade ført, oval, lidt tilſpidſet, paa ſcedvanlig Maade i Enden veb— net med to Koſtborſter. Andet Par Kjeber har ſedvanlig Form, og udmerker fig blot ved temmelig betydelig Smalhed *). Kjæbefødbernes indre Kjabeplade er af en langſtrakt, *) Om Beſtaffenheden af Overleben og Underlæben har jeg ikke hos denne Art funnet forffaffe mig tilftrætfelig Kundſkab, tildeels paa Grund af dens ringe Størrelfe, men iſcer formedelſt Mangel paa Exemplarer til Underſogelſe. 33 mod Enden gradevis ſmallere Form, og nager omtrent til Enden af Palpens forſte Led; den ſynes mig næppe at funne kaldes prismatiſk, men ſnarere pladedannet; langs dens indre Rand har jeg fundet fem til ſex fjer- eller koſtdannede Borſter, der aftage i Længde fremefter; dens afffaarne Enderand viſer tre forte, plumpe Tender, paa hvis pdre Side to Borſter ere anbragte. Den ydre Kjebeplade er temmelig ſtor og langſtrakt, og nager lidt frem foran Palpens andet Led. Langs den indre Rand og paa det inderſte-forreſte Hjørne er denne Plade verb— net med 14 til 15 meget forte, ſtumpt koniſke, indkilede Ten— der, udenfor hvilke paa den forreſte Rand en lengere og ſmal— lere Tand eller Torn iagttages. Palpen er omtrent af fæt- vanlig Form og Forhold; Kloen forholder fig i Længde til foregaaende Led omtrent fom 2 til 3, bærer et Par ſmaa Børfler mod Enden paa den indre Rand, og har Spidſen affat fra den ovrige Klo. Forſte Fodpar viſer omtrent folgende indbyrdes Længde- forhold af Leddene: 15 T3 ＋A＋6＋6＋ 23. De fire forſte Led have omtrent fædvanlig Form og Forhold; femte Led er temmelig fangftraft og ſmalt, neſten lige bredt i begge Ender, eller kun aftagende hojſt ubetydeligt forneden, af firkantet Form. Kloen udmeerker fig ved fin ringe Storrelſe (omtrent lig med femte Leds Brede i Enden), ſamt derved, at den ligger faa tæt op til foregaaende Leds nederſte Rand, at man kun med Van— ſkelighed kan underſoge den; den er af middelmaadig Styrke og Krumning, ſpids, mod Enden tvefløftet (eller paa den bageſte Rand mod Enden forſynet med en ſpids Tand). Vorſtebeverb— ningen paa dette Fodpar kun middelmaadigt ſterk. Andet Fodpar af fævrvanlig Form. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 1619+7+10+435. Femte Led lang— ſtrakt-ovalt; dets bageſte-nederſte Vinkel uddragen ligeſom til en Finger, der ſvarer mod den lille, men forholdsvis flærfe Klo, Naturbiſtoriſt Tidsſtrift, No Rate. 11. 3 U 34 hvis Spidſe er krummet, og Hvis forreſte Rand viſer to Ind— bugtninger og en ſtiv, lige Borſte. Jovrigt er Borſtebeveb— ningen ikke meget rigelig. Tredie og fjerde Fodpar, der indbyrdes ere lige lange, og omtrent vife ſamme Forhold mellem de enkelte Dele (Led— denes indbyrdes Leengdeforhold omtrent: 15+418+5+8+4), afvige heller ikke i nogen veſentlig Henſeende fra disſe Fodpars fædvanlige Bygning hos Slægten Anonyx. Forſte Led udgjør kun lidt mere end 3 af Fodparrets Lengde; tredie er det neſt— fængfte, naar det maales langs den forreſte konvere Rand, hvor det forneden uddrages til en Vinkel; femte Led har tre eller fire ſmaa Torne langs den bageſte Rand og i Enden af denne to ſtumpe, lidt krumme Tænder, Jovrigt er Fodparrets har geſte Rand væbnet med endeel lange Borſter. Femte Fodpar temmelig fort, af middelmaadigt ſteerk Bygning; Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 16+2+ 544183. Laaret udgjør altſaa henimod Halvpvdelen af Leengden, og dets Brede forholder fig til dets Længve fom 13 til 16; Det viſer paa den bagefte Rand fer til otte meget fmaa Torne, men en faa færdeles ſvag Krenulering, at den kun ved en ſteerk Forſtorrelſe kan bemærfes. Tredie Led er temmelig ſterkt udvidet, og nærmer fig til at blive pladeformigt; tillige er det bagtil og forneden uddraget til en temmelig lang og ſpids Vinkel; Kloen er lille; den forreſte Rand af andet, tredie og fjerde Led viſer nogle temmelig lange Børfter eller Haar, men ingen egentlige Torne. Sjette Fodpar af mere langſtrakt og ſmal Form end femte, men iovrigt af almindelig Bygning, kun med meget fmaa Torne og lidet tydelig Krenulering paa Laarets bageſte Rand. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 18+2+6+7+ S+3. Laarets Brede forholder fig til dets Længde omtrent fom 11 til 18. 4 35 Syvende Fodpar er lenger end femte men lidt fortere end ſjette; derimod er Laaret forholdsvis længer end hos dette ſidſte Par, ligeſom ogſaa bredere og mere udbojet bagtil; de ev— rige Led ere der.mod af ſmal og langſtrakt Form. Leddenes inbbyrdes Lengdeforhold omtrent: 18+2+5+617+22. Laa⸗ rets Brede forholder fig til dets Kængde omtrent fom 14 til 18. Laarets bagefte Rand vifer en ſvag Krenulering; tredie, fjerde og femte Led ere paa den ſorreſte Rand vebnede med et Par ſmaa Torne. Epimererne ere ſtore; de forreſte tre temmelig hoje og ſmalle, men iovrigt uden noget Mærfeligt i Formen (anden Epimer 2% Linie hoj, I Linie bred, tredie af omtrent ſamme Højre og Brede, fjerde ? Linie hoj og forneden 2 Linie bred, femte 2 Linie hoj og omtrent ligeſaa bred o. ſ. v.). Fjerde Epimer er bagtil og foroven dybt indffaaren, og frembyder ſaaledes et Rum til Optagelſen af folgende Epimers forreſte Deel. Femte Epimer har, fom ovenbemærfet, omtrent ligeſtor Hojde og Brede, og viſer en Form, ſom nærmer fig meget til det Kredsrunte, eller i al Fald er uregelmasſigt firfantet med flærkt afrundede Hjørner. Den overgager femte Fodpars Laar eller førfte Led ikke blot i Brede men ogſaa lidt i Hojde (de forholde fig i Hojde omtrent fom 8 til 7). Ogſaa de to ſidſte Epimerer have, fkjondt en— deel mindre end femte, omtrent ligeſtor Høfd: og Brede. Gjellebladene meget ſtore, ægdannede; Bryftpladerne derimod ſmalle, liniedannede, kun med faa Borſter. Forſte Par Svommefodder lidt lenger end det forſte Par Bryſtfodder. Det udmærfer fig ved Roddelens Kort— hed; denne indeholdes næmlig tre Gange i Aarernes Lengde (Borſterne medregnede, uden disſe kun to Gange); Aarerne have indtil 17 Led. Andet Par Svommefodder er af Lengde og Forhold fom forſte; tredie Par er lidt fortere, og har nogle Led færre i Aarerne, men det indbyrdes Forhold mellem 3* 36 disſe og Roddelen er endnu det famme. Springfodderne af almindelig Form; hos forſte Par forholder Roddelen fig til Springſtokkene omtrent fom 5 til 4, hos andet Par fom 4 til 5; hos tredie Par fom 2 til 3; hos tredie Par er den indre Springſtok lidt fortere end den ydre, hvilken fidfte vifer nogle - Børfler paa den indre Rand og en ſtor og flærf Torn i Enden. Halevedhenget af langſtrakt og ſmal Form, bagtil kloftet i mere end den halve Længde, i Enden af hver af de tilſpidſede Flige væbnet med en Torn. De ovenfor beffrevne Urter af GSlægten Anonyx troer jeg at kunne diagnoſere paa folgende Maade. 1. Anonyx litoralis Kr. Color albicans. Oculi mediocris magnitudinis, reni- formes, cinnabarini. Antenne superiores elongatæ, tertiam longitudinis animalis partem vulgo superantes, inferioribus parum modo breviores; articulus pedunculi secundus et ter- tius solito productiores; flagellum pedunculo ter et ultra longius, 40—47 articulatum, articulis brevissimis, etiam* primo sat brevi, parvas minusque claras gerente scopas; flagellum appendiculare 5—6 articulatum, quartam longitu- dinis flagelli partem vix æquans, et ad ſinem quinti ejusdem articuli protensum. Flagellum antennarum inferiorum pedun- culo fere ter longius, articulis ferme 55 compositum bre- vissimis; tertius pedunculi articulus quarto longior. Margo mandibulæ anterior bidentatus; palpus parum ante tubercu- lum molarem affixus. Pes primi paris thoracicus robustis- simus, manu dilatata, quadrata; ungve magno, postice ser- rato. Pes secundus articulo quinto elongato, obovato, dimi- diam quarti longitudinem multo superante, Pes tertiug quar- tusque articulo quinto postice setoso. Epimerum quartum ſunatum, non vero postice profundius exeisum. Pes abdo- minalis sextus setis ornatus plumosis marginis stylorum in- terioris. Appendix caudalis brevis, dilatata, subquadrata, postice subsinuata (minime vero fissa), duabusque armata setis brevibus. 2. Anonyx gulosus Kr. Color luteus, dorso interdum coccineo. Oculi magni, cinnabarini, sublagenæformes, sinuati. Antennæ superiores breves, in utroque sexu quartam fere longitudinis animalis partem æquantes; flagellum pedunculo duplo ferme longius. 20-23 articulatum, articulo primo marium elongato, femina- rum breviore, semper vero scopis instructo; flagellum appen- diculare vulgo 6—7 articulatum, tertiam longitudinis fla- gelli partem sæpissime superans. Antenne inferiores feminæ parum modo superioribus longiores, maris fere duplo; ar- ticulus pedunculi tertius quartusque longitudine ferme æqua- les; flagellum feminæ pedunculo duplo longius, ferme 30 ar- ticulatum, maris ter longius, 40 articulatum. Margo man- dibul anterior vix dentatus; palpus ante tuberculum mola— rem affixus. Pes primi paris thoracicus gracilis, fere line- aris, articulo secundo elongato, dimidiam primi articuli longi- tudinem superante; manu lineari, ungve bifurcato. Pes secun- dus articulo quinto obovato, brevi, dimidiam quarti longitu- dinem ferme æquante. Pes tertius quartusque articulo quinto postice aculeato. Pes abdominalis seætus confertis ornatus setis plumosis marginis stylorum interioris. Ap- pendiæ caudalis elongata, angusta, usque ad basin fere ſissa, vel quasi bilaminaris; laciniis postice excisis aculeoque mi- nufo instruclis. 38 3. Anonyx Holbölli Kr. Color albo-vel luteo-rubescens, dorso aliquanto satu- ratiore. Oculi cinnabarini, elongato-reniformes, inferius la- tiores. Antennæ superiores perbreves, in utroquo sexu quintam ſerme longitudinis animalis partem æquantes; flagellum pedun- culo non multo longius, decemarticulatum, articulo primo prælongo, tertiam longitudinis flagelli partem superante, scopis instructo maximis; flagellum appendiculare 3—4 ar- ticulatum, gracillimum, dimidia ferme flagelii longitudine, articulo primo reliquis junctis vulgo longiore. Antenne in— ſeriores superioribus in utroque, sexu plus duplo longiores; articulus pedunculi tertius quarto brevior; flagellum feminæ pedunculo duplo longius, 25 articulatum, maris ter longius, 5-37 articulatum. Margo mandibulæ anterior unico ar- matus denticulo subobsoleto; palpus ante tuberculum mo- larem aflixus. Pes primi paris thoracicus gracilior, insignis manu obovata, brevi (dimidiam quarti articuli longitudinem vix superante), ungveque gracili, elongato (dimidiam manus longitudinem æquante vel superante). Pes secundus articulo quinto oboyato, sat lato, dimidiam quarti articuli longitu- dinem ferme æquante. Pes tertius quartusque articulo quinto postice setoso. Hi pedes ut et pes quintus, sextus et septimus gracilitate conspicui articuli quinti ungvisque, lon- gitudineque wungvis insolita. Ves abdominalis seætus setis destitutus. Appendiæ caudalis elongata, postice profunde fissa (ultra dimidiam appendicis longitudinem), laciniis acuminatis, apice distantibus, aculeis terminalibus minu- tissimis. — Integqumenta corporis structura peculiari reti— eulata. 4. Anonyx plautus kr. Color læte fulvus, dorso saturatiore. Oculi medioeris magnitudinis, rufi, elongati, subtriangulares. Antenne su- periores feminæ quintam usque ad quartam longitudinis ani- malis partem æquantes; flagellum pedunculo non duplo longius, in adultis 12—13 articulatum, articulo primo elon- gato, scopis instructo magnis; flagellum appendiculare 4—5 articulatum, dimidiam flagelli longitudinem superans, arti- culo primo reliquos junctos longitudine præcellente; antennæ superiores maris tertiam fere æquantes longitudinis animalis partem; flagellum pedunculo duplo, flagelloque appendiculari lere ter longius, 16 articulatum. Antennœ inferiores supe- rioribus parum longiores; articulus pedunculi tertius quarto longior; flazellum feminæ peduneulo non duplo longius, 13-18 articulatum, maris pedunculo ter longius. 22-23 articulatum. Margo mandibulæ anterior dentibus duobus armatus obso- letis; palpus exadversum tuberculum molarem afſixus Pes primi paris thoracicus sat robustus, manu elongata, qua- drangulari, articuli quarti longitudinem fere æquante. Pes secundus articulo quinto obovato, dimidiam quarti articuli longitudinem haud æquante., Pes tertius quartusque articulo quinto postice spinoso. Pes quintus, sextus septimusque solito breviores, femore (o: articulo primo) tamen maximo, articulo tertio valde dilatato laminari. Epimerum quartum anteceden- tibus epimeris fere simile, postice non profundius excisum. Epimerum quintum maximum, altius quam latum, longitu- dinem femoris quinti pedis superans. Pes abdominalis sex- tus setis destitutus. Appendix caudalis dilatata, postice parum fissa, laciniis rotundatis. 10 5. Anonyx tumidus kr. Color roseo-albidus. Oculi magni, pulli coloris, forma dilatato-ovata. Antenne superiores quartam ferme æquantes lo: gitudinis animalis partem; articulus pedunculi secundus et tertius solito productiores; flagellum pedunculo dimidia parte longius, 9—10 articulatum, articulo primo parum elongato (vix quintam longitudinis flagelli partem æquante), scopis vix distinctis; flagellum appendiculare dimidio flagello parum brevius, gracile, quinquearticulatum, ad finem quarti flagelli articuli protensum. Antenne inferiores supe- rioribus breviores; articulus tertius quartusque peduneuli longitudine ferme æquales; flagellum pedunculo perparum modo longius, novemarticulatum. Margo mandibulæ ante- rior vix dentatus; palpus exadversum tuberculum molarem affixus. Lamina maæxillæ prioris maxillaris quasi biarticu— lata, subdolabriformis, aculeis marginis interioris parvis; lamina appendicularis setis marginis interisris ferme 16 plu— mosis. Pes maæillaris palpo laminaque maxillari interiori brevissimis; lamina maxillari exteriori maxima (ad ungvem palpi protensa), aculeis selisque paucis simplicibus non vero dentibus armata. Pes primi paris thoracicus manu elongata, conica, postice per totam longitudinem serrulata, aculco- rumque paribus quatuor vel quinque armata Pes secundus articulo quinto sublunato, dimidiam quarti articuli longi- tudinem ferme æquante. Pedes reliqui thoracici robusti, selis aculeisque omnino fere destituti, articuli quinti apice quasi furcato. Epimerum quartum postice subexcisum. Pes abdominalis sextus setis destitutus. Appendix caudalis dila- tata, postice profunde fissa (ultra dimidiam longitudinem), laciniis subacuminalis, apicibus late rotundatis. 41 6. Anonyx nanus Kr. Color albidus. Oculi ex rubro pallentes, elongato-re- niformes, fere lineares. ÅAntennæ superiores quintam ferme æquantes longitudinis animalis partem; articulus pedunculi secundus et tertius solito productiores; flagellum pedunculo parum modo longius, 7—9 articulatum, articulo primo lon- gissimo, reliquos junctos ferme æquante, scopis pårum di- stinctis; flagellum appendiculare dimidio flagello longius, 2-3 articulatum, articulo primo longissimo, reliquos junc- tos plus duplo superante. Antenne inferiores superioribus ferme longitudine æquales, setosæ; articulus peduneuli tertius quarto multo longior; flagellum pedunculo brevius, 9—10 articulatum. Margo mandibulæ anterior bidentatus; palpus pone tuberculum molarem et pone dimidiam mandibulæ lon- gitudinem affixus. Margo laminæ pedum maæillarium exte- rioris interior 14—15 dentatus. Pes primi paris thoracicus manu elongata, quadrangulari, articulum quartum longitu- dine æquante, ungve parvo furcato. Pes secundus articulo quinto elongato-ovato, dimidiam articuli quinti longitudinem æquante. Pes tertius quartusque articulo quinto postice spi- noso et dentato. Epimerum quintum permagnum, eadem ferme longitudine ac latitudine, suborbiculare, femore pedis quinti latius et longius. Pes abdominalis seætus margine in- teriori styli exterioris setoso. Appendix caudalis elongata, angustata, postice profunde fissa (ultra dimidiam longitudi- nem), laciniis acuminatis apice præmorsis. 7. Anonyx Edwardsii kr. Color fulvus, dorso saturatiori. Oculi sat magni, cin- nabarini, ovati, superne subsinuati. Antenne superiores 12 perbreves, sextam ferme æquautes longitudinis animalis par - lem; flagellum pedunculo parum longius, 16—17 articula- lum, articulo primo solito multo breviori (septimam longi- tudinis flagelli partem vixæquante); scopis parvis parumque distinctis; flagellum appendiculare dimidiam flagelli longitu- dinem æquans vel parum superans, 6-7 articulatum, arti- eulo primo aculeis armato, tertiam longitudinis partem ferme æquante duosque primos flagelli articulos junctos. Antenne infertores superioribus parum longiores; tertius pedunculi articulus quarto longior; flagellum pedunculo haud multo longius, 16—20 articulatum. Margo mandibulæ anterior bidentatus; palpus exadversum tuberculum molarem affixus. Margo interior laminæ pedum maæxillarium exterioris dentibus 16-17 subobsoletis aculeisque 6—7 armatus; palpus elon- gatus, inprimis tertius ejus articulus. Pes primi paris tho- racicus perrobustus, manu subconica elongata (articuli quarti longitudinem superante), subincurvata; ungve parvo postice serrulato. Pes secundus articulo quinto subquadrangulari, dimidiam articuli quarti longitudinem vix æquante. Articu— lus quintus pedis tertii quartique postice et setis et aculeis armatus. Pes quintus articulo tertio dilatato, laminari. Epimerum quartum postice lunatum, non vero profundius incisum. Lamine feminarum thoracicæ solito latiores, obo- vatæ, setis marginalibus multis. Pes abdominalis sextus ro- bustissimus, setis destitutus. Appendix caudalis brevis, di- lalata, postice medio emarginata, laciniis rotundatis, obtusis, patentibus. 8. Anonyx minutus kr. Color albidus, dorso coccineo. Oculi rubiginosi, sub- quadrati. — Antenne superiores quartam fere æquantes lon- 43 gitudinis animalis partem; flagellum pedunculo dimidia ferme parte longius, 16—17 articulatum, articulo primo elongato (tertiam ferme longitudinis flagelli partem æquante, articulosque 2—9 junctos), scopis distinctis; flagellum ap— pendiculare gracillimum, 5—6 articulatum, tertiam ferme flagelli partem æquans, ultraque quintum ejus articulum productum, articulo primo elongato. Antenne inferiores (maris) 21 usque ad ter superioribus longiores; terlius pe- dunculi articulus quarto multo longior; flagellum pedunculo ter longius, ferme SOarticulatum. Margo mandibulæ an- terior dente armatus anguli externi; palpus post tuberculum molarem affixus. Pes maxillaris palpis brevioribus, laminis maxillaribus elongatis; lamina exterior apice obsolete tri dentato, margine interiori inermi. Pes primi paris thora- cicus manu elongata, quadrangulari, articuli quarti longitu- dinem ferme æquante, margine inferiori aculeato. Pes se- cundus articulo quinto lunato, dimidiam articuli quarti lon- gitudinem æquante. Pes tertius quartusque articulo quinto po- stice aculeato. Pedes 3-7 paris gracilitate insignes articulorum ullimorum. Epimerum quintum, sextum septimumque altiora quam lata; quintum femore quinti pedis multo et altius et latius; sextum altitudine femur sexti pedis ferme æquans. Pes abdominalis sextus robustissimus, setis destitutus. Ap— pendix caudalis brevis, postice profunde fissa (ultra dimi- diam longitudinem), laciniis acuminatis, approximatis, apice erosis. 9. Anonyx ampulla phipps. Color albidus dorso roseo. Oculi aterrimi, permagni, lagenæformes. Antenne superiores feminæ perbreves, vix quintam æquantes longitudinis animalis partem; flagellum 11 peduneulo haud duplo longius, ferme vigintiarticulatum, ar- ticulo primo brevi (sextam modo longitudinis flagelli partem æquante), scopis distinetis; flagellum appendiculare dimidiam ferme flagelli longitudinem æquans, decemarticu- latum, articulo primo primum flagelli articulum longitudine æquante tertiamque flagelli appendicularis partem; antennæ superiores maris aliquanto longiores, flagello ferme trigin- taarticulato, ceteroquin ferme ut apud feminas. An— tennæ inferiores feminæ superiores æquantes vel parum su- perantes; tertius quartusque pedunculi articuli longitudine ferme æquales; flagellum pedunculo fere duplo longius, ferme Harticulatum; ant. inferiores maris superioribus vulgo duplo longiores, flagello 60articulato. Margo mandibulæ anterior dentibus anguli interioris acutis armatus; palpus longe ante tubereulum molarem affixus. Pes maæillaris lamina maxil- lari exteriori fere inermi, elongata, palpo sat brevi robusto. Pes thoracicus primi paris manu elongato-quadrangulari, ar- ticulum quartum longitudine æquante, margine inferiori aculeato. Pes secundus articulo quinto elongato, obovato, dimidiam articuli quarti longitudinem superante. Pes tertius quartusque articulo quinto postice setoso. Pes seætus septi- musque forma gracili, femore excepto. Pes abdominalis seætus plurimis instructus setis plumosis marginis stylorum interioris. Appendix caudalis elongata, postice profundissime fissa (fere usque ad basin), laciniis subacuminatis, apicibus oblique truncatis, erosis. 10. Anonyx Vahlii kr. Color albo coccineoque varius. Oculi sat magni, elon- Zalo-reniformes, aterrimi. Antenne superiores quartam usque 45 ad quintam longitudinis animalis partem æquantes; flagellum peduneulo parum modo longius, vulgo l3— 14 articulatum, articulo primo parum elongato (vix septimam longitudinis llagelli partem æquante); flagellum appendiculare 7—8 ar- ticulatum, dimidiam flagelli longitudinem ferme explens, ar- ticulo primo brevi (primum flagelli articulum longitudine ferme æquante). Antenne inferiores feminarum superiores vulgo longitudine æquantes; penultimus pedunculi articulus ultimo non multo longior; flagellum pedunculo vulgo parum brevius, 13 plus duplo longiores, articulus pedunculi penultimus ultimo 14 articulatum; ant. inferiores marium superioribus multo longior; flagellum pedunculo quater usque ad sexies longius, 90—80 articulatum. Margo mandibulæ an- terior inermis; palpus post tuberculum molarem alſixus. Pedes maæillares palpis brevibribus gracilioribusque, laminis maxillaribus elongatis; lamina exterior inermis. Pes primi paris thoracicus manu conica, elongata (articuli quarti lon- gitudinem æquante), ungve minuto. Pes secundus articulo quinto brevi (dimidiam articuli quarti longitudinem haud æquante), dilatato, obcordato. Pes tertius quartusque arti- culo quinto postice setis brevibus parcisque instructo aculeis- que binis terminalibus. Pes septimus reliquis longior. Epi- merum quintum latius quam altum, femore vero quinti pedis thoracici et latius et altius. Pes abdominalis seætus paucissi- mis præditus setis plumcsis styli exterioris. Appendix caudalis elongata, postice profunde fissa, laciniis subacuminatis, apice rotundatis, patentibus. 16 Opis typica Kr. Fra Anonyx-Arterne gaaer jeg over til den fordeles nære ftaaende Form Opis“). Denne Amfipod ſynes at være fjælden i det gronlandſke Hav, idetmindſte ved Godthaab, hvorfra nogle faa Exemplarer ere nedfendte af Kaptajn Holboll**), Den ffal være fanget paa Sandbund paa en Dybde af omtrent en Snees Favne. Formen af dette lille Dyr, fom ikke ſynes at nage meget over 4 Liniers Lengde, er temmelig fyldig, ſkjondt ſammen— tryffet og med omtrent lodrette Sider. Far ven „ſmukt anſigtsrod med en merkt æblerød Ryg (Holboll). De overſte Folere ere hos Hunnen meget forte, idet de indeholdes omtrent 51 Gange i Totallængden. Deres Form er ganffe fom hos Glægten Anonyx. Skaftet, der omtrent har lige Leengde med Svoben, er meget tykt, ægdannet; førfte Led omtrent dobbelt faa langt fom begge de følgende tilſam— mentagne, eller mere. Svoben er ſterk, af langſtrakt-koniſt Form, beftaaer af fyv til ni Led, alle af ſtorre Længde end Brede (eller i al Fald kun det andet og tredie undtagne); det forſte lenger end I af Svoben, og idetmindſte ligt med de fire følgende Led tilſammentagne, af afffaaret koniſk Form, med ) See Naturhiſtoriſk Tidsſtrift, IV, 149. *) Kaptajn Holboll, fom har opdaget og førft underſogt denne Art, har deelt den i fire, hvilte han benævner Anonyx Esehrichtii (den almindelige Form af Hunnen), An. flagelliformis (Hunnen med de nederſte Folere ftærfere udviklede), An. medius (Hannens alminde— lige Form) og An. bone spei (Hannen med de nederſte Folere ualmindeligt lange). Disſe fire Former, fom efter min Mening ingenlunde begrunde Arter (men maaſtee to Afarter?), forener jeg under Navnet O0. typica. 47 mange lange Haar paa den mod Biſvoben vendte Side, hvilke, ligeſom hos Slægten Anonyx, danne en elliptiſk Skive, be— ſtagende af Tværræffer, ſom paa Midten ere afbrudte; jeg har bemeerket otte ſaadanne Tværrælifer af Borſter hos Hunnen, femten hos Hannen; de vvyrige Led viſe nogle meget forte Bor— fler i enden. Biſvoben udgjør over Halvdefen (indtil 2) af -Svøbens Lengde, og naaer til Enden af dennes fjerde eller femte Led, men er noget fortere end Skaftets forſte Led, af temmelig flærf Bygning, beftaaende af fire til fer Led, der alle have ſtorre Længde end Brede, og fun ſparſomt ere for— fynede med Borſter; forſte Led er ikke ſonderligt langer end de folgende. Disſe Folere udmerke fig Hos Hannen ved Vedherng paa Svoben ligeſom hos Anonyrerne, og ere af plumpere Form end hos Hunnen, men ikke lengere. De nederſte Folere ere hos Hunnerne i Regelen lidt fortere og meget fpædere end de vverfte. Skaftet fun lidt laenger end Svoben, dets næftfidfte Led endeel longer end det ſidſte. Skaftets fire Led forholde fig indbyrdes i Lengde omtrent faa- ledes: 2+3+6+4. Svoben, der er i paafaldende Grad tyndere end Skaftet, beftaaer kun af fer til ſyv Led, alle af ſtorre Længde end Brede, det forſte fortere end de to folgende tilſammentagne. Saavel Svobe ſom Skaft ere forſynede med Borſter langs den underſte Side, dog kun fvagt. Undertiden, dog meget fjældent, træffes en Varietet af Hunnen, hos hvilfen de nederſte Folere ere mere end Dobbelt faa lange fom de overſte, og have henimod 40 Led i Svoben. Hos Hannen ere de nederſte Folere et Par Gange laenger end de overſte, Svoben fire Gange faa lang fom Skaftet og Leddenes Antal i Svoben omtrent 50. Stundom forekomme endog Hanner, rimeligvis de ældfte og meeſt udviklede, fom have de nederſte Folere ligeſaa lange fom Totallcengden, beftaaende 48 af over 70 Led. Leddene ere hos Hannerne forſynede med Vedheeng. Ojnene ere forte eller dog ſortagtige “), langſtrakt nyre— dannede, ikke blot indtagende Hovedets Sider, men næften ſto— dende ſammen i Hovedets Overflade, og ſaaledes ligeſom dan— nende et bredt Baand tværs over Hovedet, hvilfet giver denne Art et faa ejendommeligt Üdſeende, at den ene Derved let kan gjenkjendes. Kindbakkerne ere temmelig ſmalle og langſtrakte, i Enden temmelig lige afſkaarne, kun at den ydre Vinkel er for— ſynet med en afrundet Tand eller Knude. Paa den indre Side, et godt Stykke nedenfor Enderanden, fremtræte i en Rakke tre ftærfe, foniffe Tender, og nedenfor disſe endeel Borſter. Den Tyggeknude, fom fremtræder paa Kindbakkens indre Side, viſer et merkeligt og meget afvigende Forhold; den rager frem over Kindbakkens ydre Rand ligeſom hos Anonyrerne, men nager langtfra ikke den indre, favner, ſaavidt jeg har funnet be— merke, aldeles en Tyggeflade, og er anbragt langt fremme. Palpen er lidt fænger end Kindbakken, treleddet, og udmærfer fig blot ved en noget ualmindelig Længde af Grundleddet (Led— denes Leengdeforhold omtrent 3+8+6) og ved en rigelig Borſtebekledning; den er anbragt omtrent paa Midten af Kind— baffens ydre Side, bag Tyggekauden. Forſte Par Kjaber beſtaae af de ſedvanlige tre Pla— der, af hvilke den mellemſte i Enden er væbnet med en halv Snees krumme Torne, fom tildeels paa den pore eller konvexe Rand ere ſaugtandede; den poerſte eller Palpen har ſidſte Led kortere og plumpere end fædvanligt, i Enden vebnet med fire eller ſem meget ſmaa og noget ſtumpe Tender, ſamt pderſt ) Saaledes viſe de fig hos det i Spiritus opbevarede Dyr. Holboll angiver dem „af en ſvag graaſort Farve- hos de friffe Individer. 49 med en eller to forte Borſter. Den inderſte appendifulvre Vlade er ſmal og væbnet i Enden med to ſmaa, lidt krumme, almindelige Børfter. Andet Par Kjæber ere ganffe af fædvanlig Form, fun temmelig ſmalle; Børfterne, hvormed de i Enden ere væbnede, ſynes paa begge Plader at være fint ſaugtandede, dog utydeligt. Kjebefodderne udmerke fig ved Kortheden af Palperne, ſom kun nage lidt frem foran de ydre Kjebeplader (ikke med hele Kloen); disſe, der forholdsvis ere temmelig ſtore, have en ual— mindeligt tilſpidſet Form; deres indre Rand viſer ſig paa Midten væbnet med fer eller ſyv fmaa og temmelig utydelige Tender. De indre Kjøæbeplader ere langſtrakt og ſmalt firkantede, og nage omtrent til Midten af de ydre Kjæbeplader og til Midten af Palpens andet Led; i Enden ere de lidt fkraat afſkaarne og nærmeft den indre Vinkel vebnede med to ſterke Tender, famt udenfor disſe med en lang Borſte og en ført Torn. Palpens Klo er imod Enden forfnet med en Borſte. Forſte Fodpar er af middelmaadig Lengde (det inde— holdes mindre end tre Gange i Totallængden) og af meerkelig Form, da det er væbnet med en overordentligt ſtor, ſteerk og fuldkommen Sax; den vvrige Deel af Foden kan derimod flet ikke ſiges at være af flærf Bygning. Leddenes indbyrdes Lengde— førhold er omtrent folgende: 63+2+1+2+5+3. Forſte Led er lidt kolledannet eller tykkere mod Enden; andet Led noget krumt, fortil indbøjet, bagtil konvert; tredie Led uregelmæsfigt firfantet eller ſtivedannet; fjerde Led omtrent af Længde fom andet, foroven tilfpidfet, mod Enden tyffere (for at danne en pasſende Artikulation med Saxen), eller af uregelmæsfigt trian— gulær Form. Femte Led er udvidet til en meget ſtor Plade, hvis nederſte⸗bageſte Hjørne er uddraget til en lang, fremadkrummet Klo, fom under Præsning og ved ſteerk Forſtorrelſe viſer fig at være tvekloftet eller deelt i to mindre, e e va Sjette Naturhiſtoriſt Tidsſkrift, Ny Rakke. II. 50 Led, eller den bevægelige Finger, er ogfaa meget langt, ſterkt og krumt, imod Enden paa den forreſte Side forſynet med et An— tal krumme, men parallele Tværfurer. Berſter vifer dette Fod— par neſten ingen Spor til; de eneſte, jeg har kunnet iagttage, vare to overmaade fmaa i Enden af forſte Leds bageſte Rand, og tre noget ſtorre i Enden af Haandens forrefte Rand, famt et Par lignende paa Kloerne. Andet Fodpar er aldeles af Beſkaffenhed fom hos GSlægten Anonyx, altfaa traaddannet og med rudimentær Klo. Forholdet mellem Leddenes Længde er: SANTA 23. Femte Led forekommer mig dog at være mere indſnoret ved Roden, lidt bredere mod Enden, og Kloen er maaſkee lidt ſtorre end den almindeligt traffes hos Anonyrarterne, idet dens Længde overgager Halvdelen af femte Leds Brede i Enden; ogſaa er Haarbevæbningen i Sammenligning temmelig ſvag, med Undta— gelſe af femte Leds forreſte-nederſte Hjørne. De paa fidfinævnte Sted anbragte Borſter ere i Enden gaffelformigt kloftede med en kortere forreſte og en lengere, noget bugtet, bageſte Green. Kloen har en lille bugtet Borſte paa den forreſte Rand mod Roden, ligeſom hos flere Anonyrarter; derimod findes paa nederſte Rand af femte Led, nær dets bagefte Hjørne, flere meget fmaa og aldeles ſtumpe, næften cylindriſke Torne, der omtrent fvare med Kloens Spidſe, hvilke jeg aldrig har bemærket hos Ano— nyrarferne. Tredie Fod par er lidt fortere end andet, af en meget fpæd og fvag Bygning. Leddenes indbyrdes Længdeforhold er: 6+14+3+224+3+12. Formen den fædvanlige; Kloen tem- melig lang og fun meget fvt krummet; bagefte Rand af tredie, fjerde og ſemte Led temmelig rigeligt forſynede med Berſter. Fjerde Fodpar ſtemmer i alle Henſeender overeens med tredie. Femte Fodpar er lille (det korteſte af Fodparrene), 51 og forſte Led undtaget af ſvag Bygning. Leddenes Lengdeforhold er: S242 4-13. Ferſte Led eller Laaret har om- trent ligeſaa ſtor Brede fom Lengde ), og er næften kredsrundt, naar det Indſnit forneden undtages, hvori andet Led ligeſom er indkilet. Dets forreſte Rand viſer henimod en halv Snees meget ſmaa Torne, og den bageſte er lidt krenuleret, dog ſaa ſcerdeles ſvagt, at det uden en temmelig ſteerk Forſtorrelſe van— ſteligen bemerkes; de folgende Led ere omtrent af ſedvanlig Form; det tredie bagtil og forneden uddraget til en temmelig lang og ſpids Vinkel, det femte meget tyndt og liniedannet. Kloen meget tynd og ſpag, men tillige meget ſpids og temmelig ftærft fremadkrummet; tredie og fjerde Led med lange Borſter paa den forreſte Rand. Sjette Fodpar lidt lenger end femte og af mere langſtrakt Bygning, hvilket ifær gjælder Laarpladen. Leddenes Lengde— forhold er: 11＋ 2 ＋ 4+ 33 ＋ 42 7 1. Laarpladen fange ſtrakt⸗firkantet, af ſtorre Længde end Brede (de forholde fig om— trent ſom 11 til 83), med den forreſte Rand lidt indbojet, den bageſte noget tydeligere krenuleret end hos forrige Fodpar, femte Led forholdsvis lidt tykkere, Kloen kortere, men tykkere. Et Par lange Borſter ere anbragte paa den forreſte Rand af tredie og fjerde Led, paa de ovrige Led derimod ſmaa Torne. Syvende Fodpar er ganſke lidt fortere end ſjette; For— holdet mellem Leddenes Længde bliver omtrent: 11+124+3+3+ 44-43; det har meget bredere Laar (dettes Brede forholder fig til Længden omtrent fom 10 til 11), ſom tillige bagtil er meget mere afrundet eller konvext, men ſtemmer iovrigt i Form temmelig nær overeens med ſjette Fodpar; kun at Kloen er lidt lengere og tyndere, og at tredie og fjerde Led paa forreſte Rand bære Torne iſtedetfor lange Borſter. ) Nojagtigt er det endog af lidt flørre Brede end Langde; hin fore holder fig til denne fom 9 til 8. 4 * 52 Forſte Par Svommefodder lidt lenger eud femte Fodpar, men fortere end alle de oorige. Aarebladene have dobbelt faa ſtor Længde fom Roddelen, og telle indtil 20 Led. Springfodderne ere temmelig tynde. Forſte Par af fædvanlig Form, tornevæbnet; Rodſtykket forholder ſig til Springſpidſerne ſom 7 til 5. Hos andet Par ere Rodſtykte og Springſpidſer omtrent af lige Lengde. Tredie Par bliver paa en Gang Spring- og Svomme— fodder, idet Springſpidſerne ere fmalle, tilſpidſede, den ydre endende med en Torn og vebnet med to mindre paa den ydre Rand, men begge tillige langs den indre Rand forſynede med lange Fjerborſter (for ſaadanne har jeg iagttaget paa den ydre Springſpids, fyv paa den indre). Forholdet mellem Rod— ſtykket og den ydre Springſpids er ſom tre til fem; den indre er lidt fortere end den yore. e ere ſtore; forſte Epimer (af omtrent å Linies Hojde og 2 Linies ſtorſte Brede) har en noget uregel— mæsfig, fortil til en Vinkel udbøjet, forneden afrundet Form. Anden Epimer (af z Linies Hojde og omtrent den halve Brede) danner en uregelmæsfig Firkant, fom forneden er meget bredere end foroven. Tredie Epimer langſtrakt-firkantet, lige— ledes meget bredere forneden end foroven, af 19 Linies Hojde og Linies Brede. Fjerde Epimer (af en Linies Hojde og; Linies Brede paa det Bredeſte) har den bageſte Rand meget ſterkt ud— ſkaaren foroven. Femte Epimer er temmelig ſtor, af lidt førre Brede end Hojde (Hojden å Linie, Breden 9 5 Linie). Sjette Epimer meget mindre end femte, af omtrent lige Hojde og Brede (2 Linie). Gjellepladerne ere af middelmaadig Storrelſe (det fjerde Par havde hos det udmaalte Individ Linies Længde og o% Linies Brede), og omtrent af den ſedvanlige ovale Form, dog noget tilſpidſede forneden. Bugpladerne hos Hunnen ere temmelig lange, meget ſmalle, baandformige, forfynede med en halv Snees Børfter i Enden. Hale vedhenget beſtager af to meget langſtrakte, blot ved Roden forenede Plader, ſom i Enden viſe hver et lille Udfnit, hvori en ſerdeles lille Torn er anbragt. Lengden af Halevedhænget er omtrent tre Gange faa ſtor fom dets ſtorſte Brede. Kaptajn Holboll, fom har anvendt megen Flid paa at oplyſe Levemaaden af de Dyr, der høre til Slœgterne Anonyx og Opis, og fom har iagttaget dem ſtadigt i Fangenſkab, beretter ſaaledes om dem. „De fleſte Urter af Slægten grave fig ned i Sand, og anvende herved de overſte Folere; desuden bruges disſe aldeles ſom Gang— eller Kryberedſkaber, ved hvilke Dyret ofteſt hjælper fig frem ſaavel paa Sand fom paa Bunden af det Kar, i hvilket det er indefluttet. Naar de overſte Følere ſaaledes anvendes, blive de nederſtes Svo— ber, om de ere korte, bojede opad og tilbage, ſaa de viſe Ret— ning med Dyrets Ryg Me benyttes hverken til at at gage eller grave med); ere de derimod lange, forer Dyret dem langs Bugen, enten indenfor eller udenfor Sidepladerne. Bruges Folerne til at grave i Sand med, da er det disſe, ſom egentlig bore Hullet, medens Fodderne førabe Sandet tilſide; ogſaa er det Folerne, fom ofte lette temmelig ſtore Stene afvejen, naar disſe ere til Hinder ved Boringen. Bruges de til at gage med, da fkeer dette derved, at Dyret ſtotter fin hele Vegt paa dem, medens det flytter tredie og fjerde, og undertiden ogſaa de tre ſidſte Fodpar, frem lige til Folerne. Dyret kommer da frem omtrent fort Geometerne. Svommer Dyret, føres de ne— derſte Folere ogſaa paa forffjællig Maade, om disſe ere lange eller 54 forte. Overfolerne ere da altid fremadrettede og i levende Bevagelſe, hvilket ogſaa er Filfælvet med de nederſte, om de ere korte. Derimod har jeg aldrig ſeet de lange Nederfolere i Bevagelſe; ja det er endog pderſt fjælvent, at jeg har feet dem udenfor Sidepladerne, under hvilke de almindeligen ere gjæmte, og fra hvilfe det endog efter Dyrets Dod ofte er van— ffeligt nok at bringe dem frem. Hvortil Dyret benytter disſe de nederſte Foleres lange Svober, har det ikke været mig muligt at udfinde. Naar de ikke ligge langs Siden, ſynes Dyret, naar det ſvommer i et Kar, at være meget ængfteligt for at ſtode mod dettes Sider med dem.“ „Forſte Fodpar anvendes ſaavel til at gage fom ved at krybe paa Tang; endvidere naar Dyret graver ſig ned i Sand. Bed denne Lejlighed føres dette Fodpar paa Siden af de overſte Felere, og Sandet trekkes tilbage med Fodderne, medens Fo— lerne bore ned, og ſkyde Sandet i Vejret; hvorved endog tem— melig ſtore Stene funne flyttes. Ved at ſvomme bruges dette Fodpar næppe til andet end et Sthyreredſkab.“ Om det markelige andet Fodpars Brug veed H. Intet; han har aldrig ſeet det anvendt til Noget. Tredie, fjerde og femte Fodpar „ere egentligen ſkabte til at gage og krybe paa Tang med, hvortil de fremadrettede (2) Kloer ere faa ypperligen ſkikkede.“ „Arterne af Slægten Anonyx ere kraftige Svommere, der forene Hurtighed med Udholdenhed; de ſvomme altid med noget nedbejet Bagkrop, og Svomningen fler ene med Svommefod— derne. Vel ere de iſtand til at ſvomme paa eller til Siden, men dette er ikke den ſedvanlige Maade, paa hvilken de komme hurtigt frem. Og ſaaledes ſvomme alle de Amfipoder, jeg har iagttaget; jeg kan derfor ikke begribe, hvorfor der om denne Orden af Krabsdyrene ſtedſe anføres, at de kun ſvomme og ſpringe til Siden.“ „Angletiden for denne Slegt og for Flertallet af Gron— lands Amfipoder indtreffer i Hjærtet af Vinteren. J Januar har jeg faaet de flefte Hunner med Aeg, færre i Februar og * Qu endnu færre I December. Kun enkelte Urter har jeg ſeet med Ag i Marts“! “ ). 5 „Ind til Strandbredden vove Anonyrerne fig fjældent; forovrigt finder man Individer af denne Slegt paa alle hidtil i Grønland underſogte Dybder (indtil 100 Favne) og paa et— hvert Slags Bund, med Undtagelſe af Mudderbund, hvor jeg aldrig har fundet nogen, og Leerbund, hvor de fun fjældent forekomme. Deres fjærefte Opholdsſted er tangbegroet Sand— bund; paa ſaadanne Steder forekomme de ogſaa i forbauſende Mengde.“ 5 „De ſtorre Urter af denne Slegt ere faa graadige, at de ikke ophore at ede, om endog Føden bliver optagen af Vandet. — Jndefpærrer man flere i et Kar, fortære de fnart hverandre.“ An. Vahlii har H. (midlertid aldrig erholdt paa Aadſel, og aldig feet den i Fangenfkab at nedgrave fig i Sand. Om den Rolle, disſe Dyr ſpille ſom AUNadfelfortærere, og om den uhyre Mengde, hvori de tildeels forekomme, findes allerede tidligere meddeelt en interesſant Notiee af Kapt. H. i deite Tidsſkrift (IV, 143). Glægterne Anonyx og Opis forekomme mig at frembyde faa mange Afoigelſer fra den almindelige Amfipod-Form, ſaaledes fom denne fremtræber hos Glægterne Amphithoe, Gammarus o. ſ. v., at de, efter min Mening, med Foje funne danne en egen lille Stamme eller Under-Familie i denne Orden. Om Slægten Lysianassa Miln. Edw. ogfaa bor henføres til denne Stamme, kan jeg ikke afgjore, ſtjondt det forekommer mig rimeligt. Be ſkaffenheden af Munddelene hos Lysianassa, fom endnu er ube- kjendt, maa vel gjøre Udflaget. *) Som en Indſkrenkning i denne Angivelfe af Kaptajn Holboll maa jeg dog bemerke, at jeg ved Tromſo i Slutningen af September har fanget Hunner af Anonyx Vahlii med ftærtt udviklede Wg, og at jeg, fom ovenfor bemerket, i Kattegattet har truffet Hunner af An. nanus i Midten af Sommeren, ligeledes med meget ſtore Mg under Bugen. a Uvmaalinger af Anonyx og Opis de til henhørende Urter. Slagterne An. gu losus, Kr. An, ampulla Ph. Zvtallængde .«-+-... Storſte Hojde verre ee engaenarSorene ere ee oder Kindbakkens Længve . Længden Kroppens andet tredie fjerde femte ſjette ſyvende fjerde — femte — ſjette — anden tredie forſte e ard - be pverfte Følere «..a-oorvrorer | 2 Foleres Skaf t Skafts forſte Led — — andet Led — — ſidſte Sorte Ojnenes ſtorſte Diameter af Kindbakkens Palpbde | - førfte Par Kjøæber ........ | andet Par EE Je) | Mebefoddernne forſte Ring andeꝛ n tredeeAau kal fierde femts TT ſyv ende DE — ͤ‚ 22555555555 e eve erre nere . EE førfte Par Bugfødder ....----. førfte Bug ring . ee Halevedhaenge +»»+anaenarnvn Å —ͤ— —6 ren Å S be | Biſvobte ede ere Foleres Skaft — Gkafts naſtſidſte Led — * . ee 232 N lg eV lede 8 I — — — — — — — — — le = e — 3707. Gi 77¹ 237%, 21%. 5 N 7 dit 3441 21 0 5 21 701 17 "Å ] 5 „ 5 4% 3401 371 477 5 2 1 41 144 10 10 127% y 1444 5 5 1 71 777 pur å PEN 324 TT) 1 0 1 0 7 411 3 44 20 -10 Ft 5 di 20 10 12% 22/7. 3 2 377 32771 5 5 274 211 % 1711 VIT) 3 4 17 277 5 4444 3 77 5 * 127% J 30044 5 J 0 700 2041 10 7 2 7 4 VIT) 15 å 7 400 3401 TO 5 2770 3770 8 5 177 3750 4 L 144 4:01 10 5 114 7 5 10 297 23:21 1 0 5 342,7 24141 5 5 3777 2.7 4 1 0 32 ½% 2 7 . å 10 29 7 227 1 0 2 4% 31770 33. Him 217 24776 2 2 I 944 V2404 10 2 e lend 3 0 1 1“. 17% 0 1141 1444 14 13 13% 11. 2 5 1 7444 12442 1å 5 2771 15404 å 2 0 pi BEE 17:04 1541 Gå11 671 4 5 777 44 214 ul PAL 13˙% 1 10 1 707 88˙⁰ 3 57% 134 1 7 VIT) l LU 1 5 750 341 gu 5 pt pi 441 geni 1444 — 294 174 1 2% 2 95 mm 12401 17, pe pm Um 3144 53% 1595-4 4/1 1575 11 7 2757 2715 2001 i 3“, 5 707 75 2% I 8 777 å 1:44 277 3; Då 7507 14% Art Ve 50 %;, 3544 3104 ] 1 tu 140% Ev ser p 124 1 55 VIT 8 7 7 1 0 701 LE 70 76% UT 1 å 144 707 15 700 Jiu 231 25% 1 5 17% 1 JET; 1 37% 5% ar [114 944 Litt 27. 1270 1 0 1 144 1 3% 1 KL tun 007 I KA 1 2%, 0% 11 77 27 14% 0 111 14 71 217, Dur 9 710 (97 ft Alm Arm 2 1 355 5 2 VIT 53 m 211 din 583 GP 220 24% Ha 520 25 K 25 3 1 52 st! 54 1, 22 2 VET) 2750 62⁹ 7 75 V 35 ut 21 65% 710 9214 25757 3 3 VITE VIT 1944] 1 770 2341 33 71 1344 Jor 1 dt 27 2: 247 1 1-44 5 ti 124% l 05 700 1 9 750 5 2% 24%, 1 7, 1 PER 277 ] 1 44 I * 70¹ 2300 25 1 357 1 I 111 17% å 76 pe 47% Ex QU må | | An. Ed- | Opis wardsii | typica Kr. Kr. An. lu- midus Kr. An. na- | | An. mi- nus Kr. ö nutus Kr. | I | | An. Holbölli Kr. | An. plautus Kr. | An. Vahlii Kr Je . d 2 HE 8 SG 3 eld 5% Diu 3 430% 524 5 430% Qi AL $111 il 300“ 13% I LIM) 1 10. 1377 1 El 1844 3 777 Ju 20 5 Få 100 747 5 1 5 VIT 2141 IR ti 17% 200. 28“ 177 3% 1 3% 11 170. 1% 177 4% 241 % 89 800 377 1 Fu BT po 77 835 ! 90% dr 20 VET) 1 741 1 0 771 4 0 di er — 5 gi 750 141 190 70 VAN 110 VIT) 355 PET) FU 20. 9 25 71 110 10 3 777 Ja 3 755 1 0 Er ET e, MA i EG 15 3 Bn E og på 771 ERU 10 700 C Å 771 I Hi på 1 777 75 did 40 1 3% Ji 277 2 15 VID) 1 EX U 25 71/0 2 5 VIT) 230% 1 pi 2 1 20 PIT) 155 VIT) 2 1it 1155 700 3 770 5 1 VIT) 8 7707 5% 1 i FIT) 5 5 57 JA 19 0 BEL 4 gu 1 711 Er VIT) 5 5 771 pl SG / 15 777 40 70 VET 20 tid por 747 pl 20 75 700 VIT 15 VIT 35 600 I PIL 1 8 277 1 55 770 30 23, dt | 241 I 344 10 VIT) DAL. 4% Er 80 75 tt 4“ 3% 1 181 15 70 4% ! 37 1 57“ ar 707 BL EL tt por VIT) N 751 20 til 7 5 dit å 144 2 61 8 ME 2 7 7 8 Då 750 1 40% KL 10 VIT) Lit N 250 1 341 5 201 58“ pr 1 Ju 4“ 4% gi 35 5 VET) 8 400 311 5 76 FL gi et 7 4 " En 5 å dit 2 "tt 1750 VET) 5 141 4% Lu 850 5 ; PU 4% ? VIT) 4% Jiu 211 150 PIT 4 77% 1 VIT 40 8 175 714 70 771 ? 757 0 777 ! 141 47 „ 2 777 155 1707 I VIP) ! VIT) L- 770 40 1 I 0 770 Me 11 gi 4 * 20 tå 2 7 år 177 5% SE 1 Ji 211 Edo Ju 3005 27 Ji gr 707 200 PL JF I I 11 800 AN 1 24! 4% ! 1141 Jr SL Ji 5 700 80 3% 3 14 37% PU 500 150 dit 2 5 757 5 VIT E 2 770 8 til ? 741 40% Ji 144 Bat 1 70/0 ] KE 59% | 1 184 1 2 14 1344 12“ 1204 1% 271 1 9 14% 1 300 271 211 ] 214 LG 1 jun ] 756 LI I 1 8 ] 30 LER ] 0 2411 2114 12% 2 Lt ] BU 1 1 1 1 1 U 137 * pe 13% 277 | 1144 27 13% Lin e 10“ 14“ 1345 176“ 146. 14% 15% * Et 2 22/7 17% NER 115% 2 12444 2 12% 1 1% 5% 24% 23 17% I 2 2114 25 I 114 114 1 8 101 1 NU TO 1 3 / 12“ 1% ] 2 124 12% SR ] 30 1 Tb ED 1 1 ] ne VIT E dd $:11 1441 1 5 VIT) 2% 17% 3% RLE: 150 did 30 8225 gå 20, 4“, Ek Jr 100 VIT 320 3 770 4 LE 15 70 4 2 144 7 0 771 3% — 0. Sr VIT) 1 350 5 ti 80 95 5 777 8 å 184 8 I „ av 1 211 80 1355 8 10 50 770 30 4101 10 VET 3 200 11 7441 25 dv 395 17% 2% 8 5 70 1 ! 717 5 870 10 76. ME Hi EN FET) 241 2 dt 1 PIT) Å PIT å 71, 5 VIT 111 4 58 Microcheles armata Kr. Denne Art har jeg forft truffet, og det i ikke ringe Mengde, i det nordligſte Kattegat (ved Hirsholmen) paa Fiffergarn, fom, paa Grund af Storm, havde flaaet over i Havet, og vare fyldte med Tang. Senere har jeg feet den paa Norges Veſt— fyft indtil Trondhjem-Fjorden, dog fjælvdent. Størrelfen ſynes ikke at overſtige fem eller 53 Linier. Farven er ejendommelig og uſedvanlig: ſmalle Tvær- baand, verelvis af rødbrun og gul Farve, iagttages næmlig paa hele Kroppen, og frembringe i Forbindelſe med de pure purfarvede Ojne en paafaldende Virkning. Formen temmelig tyk og plump. Det, ſom ved den ſorſte overfladiffe Betragtning meſt tiltrakker fig Opmerkſom— feden, foruden Farven, er Pandens og Ryggens Bevæbuing, Ojnenes Størrelfe og Længden af Springfodderne, ſamt de to førfte Par Bryſtfodders ringe Storrelſe og ſvage Bygning. Ogſaa Epimerernes Form er ufædvanlig og paafaldende. Hovedet har vel en afrundet og glat Rygflade, men ude ſender derimod fra Midten af den forreſte Rand et langt, fladtrykket, nedadkrummet, noget tilſpidſet Pandehorn, hvilfet næften nager til Enden af det andet Led i de overſte Foleres Skaft. De overſte Følere indeholdes omtrent 23 Gange i Total lengden, og ere af middelmaadigt ſterk Bygning, borſteformigt tilſpidſede. Skaftet udgjor mere end 1, men mindre end I af Folernes Længde (omtrent 2); Lengdeforholdet af dets tre Led kan anfættes til 4413 T1. Forſte Led overgaaer de folgende omtrent ligeſaa meget i Tykkelſe fom i Længde; paa den indre Side udfender det i Enden en meget ftor, tilfpidfet Knude eller Torn, fom neſten nager til Enden af andet Led; paa den ydre Side er det derimod lige afffaaret i Enden; andet Led beger— 59 dannet eller ſmallere ved Roden, bredere og udhulet i Enden; tredie Led af omtrent lige ſtor Brede og Længde. Skaftet viſer kun ubetydelige Spor til Borſter. Svoben, fom er mere end dobbelt faa lang fom Skaftet, har jeg fundet beftaaende af 24 Led, af hoilke det forſte er vel fan langt fom Skaftets ſidſte og lenger end Svobens andet og tredie Led tilſammen— tagne. Svobens overſte Rand danner ligeſom en Saug, idet hvert Led mod Enden udſender en lille Fremſpringning; medens derimod den nederſte Rand er jævn, eller udgjør en uafbrudt lige Linie; ogſaa ſavner den nederſte Rand Borſter, medens hvert Led i Enden af den overſte Rand er vebnet med et tem- melig ſtort Borſteknippe. De nederſte Folere have omtrent lige Længde med de overſte, men viſe et noget forandret Forhold mellem Skaft og Svobe. Dette førfte udgjor næmlig mere end Svobens «halve Længde og lidt mere end z af hele Folernes Lengde; det indbyrdes Lengdeforhold mellem Skaftets fire Led er omtrent: 1+1+2+3. Ferſte og andet Led af noget uregelmasſig Form; tredie og fjerde Led temmelig eylindriſke, dog fvagt krummede eller buedannede, med den overſte Rand ujævn eller noget bolgeagtigt bugtet. Svoben beſtager af henimod en Snees Led, af hvilke det forſte er laenger end de to folgende tilſammen; dens overſte Rand er, ligeſom hos forſte Folerpar, ſaugtagget og borftevæbnet, dog i ringere Grad. Ojnene ere ſtore, med ſteerkt overvejende Hojdegjennem— ſnit, noget nyredannede eller med den bageſte Rand konver, den forreſte temmelig lige, Enderne bredt afrundede; de fame menfoættes af et meget ſtort Antal pæredannede Lindſer. Farven et ſmukt, lyſt Purpurrodt. Kindbakkerne ere fmaa og af en i flere Henſeender utædvanlig Form. Selve Kindbakken langſtrakt, ſmal, tilſpidſet og indadkrummet; den deler fig vel i Enden i to førte 60 Grene eller Spidſer, dog temmelig utydeligt, og Grenene ere ikke kloftede til koniſte Tender, fom fædvanligt, men viſe kun en ſtump, ſtribet Hornrand, omtrent ſaaledes ſom hos Slegten Anonyx. En egentlig Tyggeknude har jeg ikke kunnet opdage; derimod ubdgaaer lidt nedenfor Grenene paa den ydre Side (altſaa mod Palpen) et lille, kolledannet, lidt krummet Legeme, hvis Overflade er noget ujævn, eller frembyder en Beffaffenhed næften fom en Grankogle, og fom ender med fyv fmaae Tæn- der; dog vifer dette Legeme fig ogſaa ſtundom under en anden Form, idet det bliver bredere mod Enden, ligeſom haanddannet, og i Enden udſkaaret til ni tydelige Tender. Palpen er ikke ubetydeligt leenger end Kindbakken (omtrent å Gang), forholds— vis af meget ſterk Bygning, treleddet. Leddenes indbyrdes Længdeførhold omtrent: 25 T3; førfte Led plumpt, fkaal— dannet eller indknebet ved Roden; andet Led eylindriſk, dog lidt indadkrummet, mod Enden af den indre Rand væbnet med nogle faa Borſter; tredie Led ſynes regelmesſigen at være for- bundet med det foregagende under en neſten ret Vinkel; det har omtrent Halvmaaneform, men dog ſaaledes, at det er mere tilſpidſet mod Enden end ved Roden; dets indre Rand og Spidſen ere væbnede med endeel Børfter eller Torne, fom paa en enkelt ner ere temmelig forte; de viſe fig forſynede med Sideborſter, idetmindſte langs den ene Side. J Regelen ſynes Palpen at ſtage lige ud fra Kindbakken under en Vinkel. Overleben har næften ligeſaa ſtor Længde ſom Brede, og er af noget ægdannet Form, eller bliver mod Enden lidt ſmal— lere end ved Roden. Enderanden deles ved en lille Indbojning paa Midten tydeligt i to fladtafrundede Smaaflige, men ſynes derimod at ſavne alle Spor til Borſter. Underleben er paa fædvanlig Maade kloftet, men be— ftaaer af to Par ſtore og tydelige Plader; de pderſte Plader have ſmalle, i Enden afrundede og børftevæbnede Flige, og ere 61 bagtil forſynede med temmelig ftore, lidt tilſpidſede, ſkraat ud— adrettede Horn; hos det indre Pladepar, fom neſten nager ligeſaa langt frem ſom det ydre, er Formen mere bred; den indre Rand lige, den ydre konvex, Vinkelen afrundet, med en— deel overmaade ſmaa Borſter. Forſte Kjebepars indre Plade er temmelig bred og ført, i Enden og tildeels paa den indre Rand vebnet med en halv Snees korte, ſterke, kun lidet krummede Saugtorne, hvis Tænder ere anbragte paa den indre Rand. Den ydre Plade toleddet, andet Led omtrent tre Gange faa langt fom førfte, i Enden væbnet med ſyv, noget fpæde Saugtorne, hvis Tænder kun ſynes anbragte langs Tornenes ydre Rand, og desuden med adſtillige lange Borſter. En lille, avpendifulær tredie Plade findes ved Roden af den indre; den har Lancetform, og er langs den indre Rand forſynet med ni Fjerborſter af mid— delmaadig Lengde. Andet Kjebepars indre Plade er noget lancetdannet, i Enden tilſpidſet, langs den indre Rand veebnet med henimod tredive tetſtillede Borſter, der ſynes at danne to Rækfer. Den ydre Plade er meget langſtrakt, ſmal, lidt indadbojet, i Enden tilſpidſet, forreſt paa den indre Rand væbnet med tetſtillede Borſter, der ere lidt lngere, men ni ringere Antal end paa den indre Plade. Berſterne paa begge Plader ere ſaugtandede, dog faa fint, at det førft ved en betydelig Forſtorrelſe iagt— tages. Kjebefodderne ere førte, men af ſterk og i adfkillige Henſeender ejendommelig Bygning. Den indre Kjæbeplade nager omtrent til Enden af Palpens forſte Led, ſamt udover 2 af den ydre Plades Lengde, og er altſaa forholdsvis ſtor; dens Form langſtrakt, ſmal, prismatiff, i Enden noget udrandet eller noget indbojet; paa den indre Side er den væbnet med lange Børfter, i Enden med Torne, fom for allerſtorſte Delen 62 ere forſynede med Sideborſter eller have Fjerform. Den ydre Kjebeplade, fom nager ud over Enden af Palpens andet Led, har den ydre Rand ſteerkt konvex, den indre lige, og er mod Enden væbnet med et ſtort Antal forte Torne eller torne— agtige Borſter af almindelig Beſkaffenhed. Palpen beſtager kun af tre Led, eller viſer intet Spor til Klo; det indbyrdes Leugdeforhold af Leddene er 2+1+1. Det forſte Led kolle— bannet; andet Led udvider fig frærkt mod Enden paa den indre Side, faa at det omtrent bliver ligeſaa bredt ſom langt, og nærmer fig noget til Hjærteform; tredie Led noget ovalt; begge disſe flærkt børftevæbnede paa den indre Rand. Forſte Fodpar er af en meget merkelig og uſcdvanlig Form, men tillige noget vanſteligt at beffrive med Sikkerhed, paa Grund af Delenes mindre tydelige Begrendsning. Det er lille (dets Længde indeholdes omtrent fire Gange i Total— lengden) og tillige meget ſpedt. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold ſynes omtrent at funne anfættes ſaaledes: 11+3+2+ 4+6+13. Forſte Led, fom er heftet til Epimerens bagefte Rand, men har fine bevægende Mufkler liggende paa Epimerens Underflade, hvor de danne et tykt Bundt, er langſtrakt, tyndt, ftærft fremadkrummet (halvmaane- eller feglagtigt), med nogle faa forte Børfter paa den forreſte Rand nær Roden; andet Led i begge Ender føraat afffaaret og i Enden af den bagefte Rand uddraget lidt; tredie og fjerde Led af en fpæd Bygning, utydeligt afgrændfede fra hinanden, uden Borſter ligeſom andet Led; femte Led er langt, tyndt, tilſpidſet, og danner i Forbin— delſe med den lille Klo en fuldkommen, ſkjondt temmelig utyde- lig Sax, idet det fra Enden af den nederſte Rand udfender en tynd, tilſpidſet Forlængelfe eller ubevægelig Finger. Fire eller fem temmelig lange Fjerborſter ere anbragte ved Fingrenes Rod; disſe Borſter ere af en ſeregen Beſkaffenhed, idet de førte Sideborſter ere rettede noget tilbage, iſtedetfor frem, og ſaaledes 63 danne Modhager. Fingrene ere paa Enden af den indre Rand tornevebnede. Andet Fodpar er endeel lenger end forſte (det inde— holdes ikke tre Gange i Totallcengden), af tynd og fpæd Byg— niug. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 773743 +4+32+24. Forſte Led liniedannet eller i en ſvag Grad kolledannet; andet Led af fort Kolleform; tredie Led noget uregelmæsfigt triangufært; fjerde Led meget langſtrakt kegle— dannet, med den forreſte Rand lidt konvex; femte Led næften liniedannet, i Forening med den lille Klo dannende en ret tydelig Sax, ſom ſaavel deri er forffjællig fra Saxen paa ſorſte Fodpar, fom ogſaa ved den krummere og ſteerkere Tom— mel og ved den fort-foniffe, meget flærfe, ubevægelige Finger. Fjerde Led har paa den forrefte Rand en halv Snees Borſter eller flere; femte Led ligeledes, men vifer dog en endnu flærfere Borſtevebning paa den bagefte Rand, tfær mod Enden, og paa den ubevægelige Finger. Tredie Fodpar er ubetydeligt kortere end andet, men af lidt ſterkere Bygning. Formen har intet Merkeligt. Led— denes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 6+14+3+2+32+2- Tredie Led er i Enden fortil temmelig flærft uddraget; femte Led tydeligt bojet; Kloen flærk, krum, meget ſpids. Tredie fjerde og iſer femte Led paa den bagefte Side torneveebnede; ſvagere Spor til Torne viſe de ſamme Led paa den forreſte Rand; forſte Led har færdeles ſmaa Haar paa den forrefte Rand. Fjerde Fodpar adffiller fig hverken i Form, Forhold eller Sterrelſe fra tredie. Femte Fodpar overgaaer de foregagende lidt i Lengde, er af middelmaadigt ſtrk Bygning og af almindelig Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 7+1+5+3+42 +3. Det pladedannede forſte Leds Brede er ſtorre end dets 64 halve Længde; Formen nærmer fig det langſtrakt-firkantede med afrundede Hjørner; de folgende Led ligne meget de tilſvarende hos tredie og fjerde Par, kun at Retningen er forfkjallig, og at Forlængelfen i Enden af tredie Led er meget ſterkt ude viklet. Sjette Fodpar lidt lngere end femte, men af ſvagere Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 7+1+6 +4+53+35; det er altfaa tredie til femte Led, der tiltage i Lengde, medens de ovrige ikke vore. Form og Befkaffenhed er iovrigt omtrent den ſamme fom hos foregaaende Fodpar. Syvende Fodpar er det lengſte af alle Fodparrene, og overgaaer lidt den halve Totallængde. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 7163 ＋5 T6 3. Forſte Led har neſten ligeſaa ſtor Brede fom Lengde (eller de forholde fig + omtrent fom 6 til 7), og udmerker fig fær ved den ſkarpe Vinkel, fom den noget konvexe og faugtandede bagefte Rand danner med den ligeledes ſaugtandede nederſte Rand. De fol— gende Led have intet Sereget, kun ere tredie, fjerde og femte tornevæbnede paa forreſte Rand ligeſom paa bageſte (dog mindre ſterkt). Bryſtſtykket er temmelig tykt og plumpt, Ringene med afrundet Rygflade; den ſyvende viſer paa den bageſte Rand to ſmaa, flade, foniffe Tender eller Torne, fom ſidde nær ved hinanden, og legge ſig ud over forſte Bugring. To lignende Tender iagttages ogſaa at rage frem paa hver af de tre forſte Bugringe, men de blive paa disſe gradevis lengere og ſpidſere, lige— fom Indſnittet mellem dem dybere, ſmallere og ffarpere. Bagkrop— pen er iovrigt meget tyndere end Bryſtſtykket, og dens tredie Ring har, foruden de to Tender midt paa Rygfladens bageſte Rand, to andre paa hver Side mod Enderne af den bageſte Rand. Epimererne temmelig ſtore; den førfte af en meget uregelmasſigt langſtrakt-firkantet Form, idet dens forreſte Rand 65 er konvex, den nederſte-bageſte Vinkel dybt bortffaaren, hvorved Epimerens nederſte Deel kommer til at danne en ſterkt frem— ragende, ſpids Vinkel. Anden Epimer langſtrakt, ſmal, i Enden tilſpidſet, med nogen Tilneermelſe til Halvmaaneform, idet den forreſte Rand er temmelig ſterkt udbojet eller konvex, den bageſte lidt udſkaaren mod Enden. Tredie Epimer ligner anden meget nær ti Form. Fjerde Epimer taber Halomaane— formen, og antager en uregelmæsfig firkantet Form; den fan ogſaa ſammenlignes med en foroven afſtumpet Triangel, hvis forreſte Rand er konvex, og hvis to neſten ligelange bageſte Rande ere lidt konkave. Femte Epimer er af temmelig betydelig Sterrelſe, af ſtorre Brede end Hojde og meget bredere end femte Fodpars førfte Led; Formen uregelmeesſig, fortil afrundet, den vverfte og den bageſte Rand temmelig lige affkaarne og ſammenſto— dende under en ret Vinkel, den nederſte Rand fortil udffaaren. Sjette Epimer omtrent ligeſaa hoj ſom femte, men noget ſmallere og af en temmelig regelmasſigt firkantet Form, kun at den forreſte-nederſte Vinkel er udffaaren. Syvende Epimer endnu mere regelmasſigt firkantet end fjette. Gjellepladerne, fom ere anbragte fra anden til fyr vende Bryſtring inkluſive, have Sæfform, ere af Mivdelftor- relſe, og vife temmelig tydeligt Gjelleſtruktur. Hunnernes Bryſtplader hæftede til anden, tredie, fjerde og femte Bryſtring; de ere ſtore, af langſtrakt, temmelig ſmal Form, langs Nandene børftevæbueve. Svommefodderne af Middelſtorrelſe (dog lidt lengere end førfte Par Bryſtfodder) og af fævdvanlig Form. Svom— meaarerne omtrent en halv Gang lengere end Rodſtykket, ferten til attenleddede, paa ſedvanlig Maade forſynede med Fjerborſter. Forſte Par Springfodder meget langt (endog lidt fænger end Svommefodderne, disſes Borſter fraregnede) men tillige meget tyndt, Rodſtykke og Springſtokkene af lige Naturhiftoriff Tidsſkrift, Ny Rakke. II. 5 66 Længde og alle væbnede med fmaa Torne. Andet Par fore tere men af noget flærfere Bygning; Rodſtykket forholder fig i Lengde til den indre Springſtok fom 5 til 6 og til den fore tere ydre Springſtok ſom 5 til 43. Tredie Par er af lige Længde med andet, men rager bagtil, formedelſt Tilheftningen, ud over det, og nager netop ligeſaa langt tilbage fom det forſte Par Springfodder. Rodſtykkets Lengde forholder ſig til den ydre fortere Springſtok fom 1—3, og denne til den indre ſom 7 til 8. Halevedhenget forholdsvis temmelig langt, ſmalt, kun aftagende ubetydeligt i Brede bagtil, den bageſte Rand vinkel— formigt indbojet. Microcheles Kr. Primum secundumque pedum thoracicorum par exilia, linearia, chelis armata minutissimis. Mandibula parva, apice bifurcato, non vero dentato; palpo triarticulato; tuberculo molari proprio nullo, ante palpum vero corpore instructa claviformi, dentato. Labium inferius quatuor constans la- minis fere æqualibus, cornubusque lateralibus sat maguis. Pedes maæillares laminis maxillaribus magnis, palpo brevi, triarticulato (ungve destituto). ÆEpimera magna; paria qua- tuor anteriora inferius in angulum acutum producta. Pedes abdominis saltatorit elongati, gracilesque. Antennæ forma ferme vulgari, superiores flagello appendiculari destitutæ. Mic. armata Kr. Oculis purpureis, subreniformibus; corpore lineis transversis alternantibus luteis rubrisque picto; cornu capitis frontali elongato, depresso, acuminato; aculeis marginis posterioris annuli thoracici septimi annu- lique abdominalis primi, secundi, tertiique binis de- Pressis. 67 Amphithoe albomaculata Kr. Denne Art er vidt udbredt i Norden: jeg har truffet den temmelig hyppigt langs Norges Veſtkyſt lige fra 700 n. Br., i et Par Favnes Dybde paa Laminarier “); jeg har endvidere feet Exemplarer fra Island og Færserne, og den forekommer endelig gjennem Kattegattet og Oreſundet idetmindſte indtil Hveen, dog fjældnere, fom det ſynes. — Mod Slutningen af September Maaned har jeg (i Tromſo) udtaget levende Unger af Hun— nernes Bryſtſcek; men jeg har ogſaa i April feet Hunner med ACggemasfe under Bugen. Farven er paa Ryggen olivengron (ſjeldnere lyſebrun) med en Rekke hvide, meget iojnefaldende Plætter; Sider, Bug og Fod— der hvidagtige eller hvidgule. Ryggens Platter, ni eller ſjeldnere ti i Fallet, frembringe en ret regelmæsfig Tegning; de ere anbragte mod Ringenes bageſte Rand; den forſte paa Hovedet Danner et bredt Tværbaand; den anden og tredie ere næften kvadratifke, og mindre end de øvrige; de folgende fem eller fer danne atter Tverbaand eller undertiden Triangler, idet de til: ſpidſes fortil; de to fidfte aftage igjen i Storrelſe, og blive iſtedetfor Baand til Platter“). Folerne ere olivengronne med hvide Ringe paa Skaftets Led. Ojnene purpurfarvede. Storrelſen fan anfættes til ti Linier (fra Panderanden til Enden af Halevedhenget), eller fjældent til lidet mere. *) Stundom har jeg i Ebbetiden taget den paa det Førre under Stene, og undertiden har jeg fundet den indeſluttet ligeſom i et Hylſter af forraadnede Tangſtumper. **) Saaledes er efter min Erfaring det regelmasſige Forhold; hos en— felte Individer forfvinde de hvide Platter næften ganſte, hos andre blive de alle fmaa og punktformede; men atter hos andre derimod 5 * 68 Formen har intet Paafaldende eller Meerrkeligt, men er noget plump. Hovedet af Middelſtorrelſe (det indeholdes mellem otte og ni Gange i Totallengden), uden Spor til Pandehorn. Alle Kroppens Ringe have bredt afrundet og glat Rygflade. Integumenterne ere af en meget ſejg, laderagtig Beſkaffenhed?). Epimererne have Middelſtorrelſe, eller ere endog temmelig ſtore; den forſte har en fljævt firfantet Form med den forreſte Rand lidt indbojet; de to folgende ere mere afrundede; fjerde Epimer af en temmelig regelmæsfig, fir— fantet Form med lidt ſtorre Hojde end Længde, uden mindſte Spor til Udſnit af den bageſte Rand. Femte Epimer af ganffe ufædvanlig Storrelſe, ligeſaa hoj fom fjerde og af lige faa ſtor Længde fom Hojde, af firkantet Form, hvis Regelmes— ſighed dog forſtyrres ved en bred afrundet Udvaxt alleroverſt paa den bageſte Rand. De everſte Føleres Længde overgaaer den halve To— taffængde, men nager ikke 3 af denne. Skaftet forholder fig i Længde til Svøben omtrent fom 2 til 3; det indbyrdes Lengdeforhold af dets tre Led er omtrent: 94+73+3; forſte Led er altſaa ikke meget fænger, men derimod er det meget tykkere end andet, og har omtrent Form af en efter Længden gjennemffaaren Cylinder, eller er fladt paa den indre, hvelvet paa den ydre Side; andet og tredie Led have Cylinderform. Svoben, fom iagttages ogfaa hvide Plætter paa Siderne. Ganſke unge Indi— vider ere af en lyſere græsgrøn Farve, uden Plætter. Ved len— gere Opbevaring i Spiritus tabes Farven aldeles, hvorimod kan merkes, at de hvide Platter ojeblikligt efter at Dyret er kaſtet i Spiritus fremtrade færdeled tydeligt og beſtemt, ſelv hos ſaadanne Individer, hos hvilke de forhen nappe bemærkedes. *) Dette bidrager til at vanffeliggjøre Underſogelſen, idet de enkelte Led vanſkeligt funne adſtilles uden en uregelmæsfig Sonderrivelſe. 69 forholdsvis er tynd og tillige meget fktrobelig (hvorfor Spidſen gjærne ſavnes), beftaaer hos vorne Individer af omtrent 34 eller 35 Led, hvilfe næften uden Undtagelſe have ſtorre Længde end Brede, og I det Hele taget ere af meget langſtrakt Form; det forſte har omtrent lige Leengde med de to følgende til- ſammen. Svobens Børftevæbuing er temmelig rigelig; ogſaa Skaftet har endeel Borſteknipper, ifær forneden. De nederſte Folere ere noget fortere end de overſte (neppe lige med den halve Totalldengde), men af en meget ſterkere Bygning, faa at de næften blive foddannede, da Svoben tillige er fortere end Skaftet (deres Længdeforhold fom 3 til 55). Det indbyrdes Lengdeforhold af Skaftets Led kan an— fættes til 2+4+10+9; de to førfte Led af omtrent lige Toykkelſe, de to følgende aftagende temmelig ſterkt, dog grade— vis; Formen af Leddene temmelig regelmasſigt eylindriſtk. Svoben meget tyndere end Skaftet, borſtedannet, beftaaende af omtrent tretten til femten Led, der næften alle have meget førre Længde end Brede; førfte Led faa langt fom de to eller tre folgende tilfammen. Svoben er rigeligt forſynet med tem— melig lange Borſter; ogſaa Skaftets to ſidſte Led bære paa den underſte Side endeel Knipper af lange Borſter, forſaavidt disſe ikke ved Alderen ere afflidte. Ojnene ere færdeles ſmaa, ja neſten punktformige, af en temmelig kredsrund Form og, fom ovenfor bemerket, purpur⸗ farvede. Munddelene trade ſteerkt frem paa Hovedets Underflade. Kindbakken temmelig fort, bred, noget triangulær. Deng forreſte Horngreen er deelt i fer (eller ſtundom ſyv) foniffe Tender, af hoilke de tre yderſte ere meget ſtorre *) Dog har jeg ogſaa underſogt Individer, Hos hvilke Skaftet var mere end dobbelt ſaa langt ſom Svoben. 70 end de tre inderfte; den bageſte Green har fem Tender, af hvilke de to inderſte ere meget ſmaa. Antallet af de krumme Bor— ſter bag Horngrenene har jeg fundet at være otte, hvilke ingen tydelige Sideborſter viſe. Tyggeknuden har et noget trian— gufært Omrids med afrundede Hjørner, men den egentlige Tyggeflade, fom er anbragt mod Tyggeknudens ydre Side, er halvmaanedannet (Konvexiteten indad, den konkave Rand udad) i Midten fordybet, men med tandvebnede Rande, hvilke dog meget vanffeligt ſtjcklnes. Palpen, fom er lidt lenger end Kindbakten, vifer folgende Forhold af dens tre Led: 142431; det tredie Led, fom ikke blot er det længfte, men ogſaa det bredeſte, af fangftraft - oval Form, er i den fidfte Deel af den indre Rand og i Enden tæt borſtevebnet; Borſterne idetmindſte tildeels forſynede med Sideborſter. Overleben fort, bred, noget halvmaanedannet eller med den bageſte Rand ſteerkt udbøjet; Siderandene fragt konvexe; den bageſte Rand viſer kun meget ſvage og utydelige Spor til Borſter. Forſte Kjæbepar viſer noget Fremmed og Ufædvanligt i fit Üdſeende, hvilfet deels berver paa Formens Stivhed, deels paa Kjæbepladens næften lige indadrettede Stilling, hvorved den forholdsvis ſmalle Palpe kommer til at rage betydeligt frem foran denne. Kjebepladen nager næmlig fortil fun hojſt ube— tydeligt frem foran den forreſte Rand af Palpens førfte Led; dens indre Rand er vebnet med ti fore, lidt krummede Torne, ſtillede i to Ræffer; Spor til Saugtender vife disſe aldeles ikke; de forreſte ere ſterkere og tildeels laengere end de bageſte. Palpens førfte Led meget fort (Leddene forholde fig omtrent fom 4 til 13); det andet langſtrakt, ſmalt, lidt indadkrummet, i Enden og paa den ſidſte Deel af den indre Rand vebnet med vite Torne (af hvilfe idetmindſte de fire i Enden viſe Spor til Saugtænder paa den ydre Rand) og desuden med 71 adſtillige temmelig lange Borſter paa den ydre Flade. — Den tredie indre Green er meget lille eller endog rudimenter, fir— kantet med afrundede Hjorner, kun vebnet med en lille Borſte. Andet Kjæbepar udmærfer fig deels ved Roddelens ringe Storrelſe, deels derved, at Pladerne ligge faa tæt op til hinanden, at de kun med VBanffelighed ſkjelnes, eller tilſammen ſee ud ſom een ſtor Plade; den ydre er meget bredere end den indre; begge ere de i Enden væbnede med temmelig lange men tynde Borſter, hvilke paa den ydre Side viſe Spor til Fjer— dannelſe, paa den indre derimod ikke. Underleben har ogſaa en ufædvanlig og paafaldende Form: den beftaaer af to paa hinanden liggende Plader, en ſtorre og en mindre; de to Flige, hvori den ſtorſte fortil er deelt, ere indadkrummede, lidt tilſpidſede og ualmindeligt ſmalle, hvorfor Mellemrummet mellem dem bliver meget ſtort; deres indre Rand er borſtevebnet, og deler fig bagtil, paa Grund af et Par ſmaa Indſnit eller Indbugtninger paa hver Side, i to afrundede Smaaflige. Sidehornene overgage kjendeligt de for— reſte Flige i Storrelſe, ere afſatte fra disſe under en fkarp Vinkel, og ere rettede langt mere udad end ſeedvanligt. Den mindre og lengere tilbageliggende Plade er ligeledes tofliget; Fligene flutte temmelig tæt til hinanden, ere fortil brede og lige afffaarne, bagtil ſmallere, forſynede med et Par ſmaa, noget triangulære, lige bagudrettede Vedheng. Kjebefodderne have omtrent lige Længde med Hovedet og ere af en temmelig fangftraft og fmal Form. De in— derſte Kjebeplader naae fun lidt frem over de ydres Rod, og ikke ganffe til Midten af Palpens forſte Led. De fynes at have et ovalt Omrids, men ved nærmere Underſogelſe vifer det fig, at de ikke ere pladedannede men treſidet-prismatiſke (dog mod Enden lidt tilſpidſede), danne en ret Vinkel med de ydre Kjæbeplaver, og rage frem over Kjabefoddernes indre 72 Flade. Randene ere væbnede med Saugbørfter, iſeer den indre, og ei Enden har jeg mellem Saugborſterne bemeerket en enkelt Tand eller Torn. De ydre Kjebeplader, ſom omtrent nage til Enden af Palpens andet Led, have den fædvanlige ovale Form; den indre Rand er væbnet med tyve, dybt indkilede, koniſte Tender, ſom gradevis tiltage i Størrelfe bagfra fortil, og af hvilke de forreſte ere krummede noget; mellem Tenderne er Pladernes Rand tildeels fint ſaugtandet, ligeſom ogſaa ad— ſtillige mindre Tænder ſynes at viſe fig bagved eller udenfor Hovedrakken. Enderanden og en Deel af den ydre Rand har jeg fundet væbnet med otte Fjerborſter af Middel— længde, hvis Sideborſter dog ere forte og tillige ſerdeles fine. Palpen har omtrent almindelig Form, og er rigeligt borflevæbnet; dens tre førfte Led viſe omtrent lige Lengde ind— byrdes, naar de maales langs den ydre Rand); Kloen eller fjerde Led ere derimod meget kortere end de foregaaende, ligeſom ogſaa meget ſmallere, og viſer desuden den Seregenhed, at Spidſen meget tydeligt er adſkilt fra den ovrige Klo og ligeſom indplantet i denne. Forſte Fodpar af ſterk Bygning, men temmelig fort (dets Længde udgjør nappe å af Totaflængden), forſynet med en ſtor Gribehaand. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 1645 E703 7. Forſte Led kelledannet, flærkt indfncbet ved Roden, den bageſte Rand i betydelig Grad udbojet, den forreſte næften lige, kun at den i Enden danner en bredt-afrundet Udvidelſe. Andet Led af flørre Lengde end Brede; tredie Led meget ſkraat aſſtaaret i Enden, uregelmasſigt triangulært; fjerde Led trian— gulært eller omvendt hbjærtebannet, med ſaavel forreſte fom ba— geſte Rand udbøjede, iſcer den ſidſte. Haanden eller femte Led *) Det mellemſte er imidlertid i Virkeligheden, eller maalt langs den indre Rand, meget flørre end de »orige. 73 ftort, bredt, af langſtrakt-firkantet, i Enden ſkraat afffaaren Form. Kloen ſterk, krum, meget ſpids, langs den bageſte eller mod Haanden vendte Rand ſaugtandet, ſvarende med Spidſen mod en temmelig ſtor Torn, ſom er anbragt paa Haanden, hvor dennes bageſte Rand ſtoder ſammen med dens nederſte Rand. Dette Fodpar er temmelig rigeligt børftevæbnet, fær paa bageſte Rand af tredie, fjerde og femte Led. Andet Fodpar er omtrent af ſamme Stoͤrrelſe fom forſte, og viſer ligeledes paa det Nærmefte ſamme Lengdefor— hold af Leddene, ligeſom ogſaa Formen i det Bæfentlige er den ſamme. Dog er det af lidt flærfere Bygning, og frem— byder, naar man gager i det Enkelte, nogle mindre betydelige Modifikationer i Leddenes Form. Tredie Fodpar er næften af lige Lengde med de fore— gaaende, af en temmelig plump Form, udmærfet iſcer ved Breden af det forſte Led; det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene kan omtrent anfættes: 10 ＋2 33 ＋3＋ 33 +12. Forſte Led, hvis ſtorſte Brede udgjør 2 af dets Længde, har Kolleſorm, eller er ved Roden indknebet; begge Rande ere konvexe, dog iſcer den bageſte; andet Led har ſtorre Længde end Brede; hos tredie Led udgjør den ſtorſte Brede omtrent å af Længden; det er ved Roden indknebet, i Enden ſteerkt ud— videt, den forreſte Rand udbojet i betydelig Grad. Fjerde Led langſtrakt⸗ovalt med Tilneermelſe til det Firkantede; dette lige— fom de to ſidſte Led meget mindre plumpe end de foregaaende; femte Led noget koniſk eller tykkere ved Roden end i Enden, den forreſte Rand ſvagt konvex, den bageſte lige; Kloen lille, ſpids, ſvagt krummet. Bageſte Rand af tredie, fjerde og femte Led væbnede med temmelig lange Borſter; dog ogſaa paa de andre Led fred enkelte ſaadanne hiſt og her. Fjerde Fodpar adſtiller fig ikke veſentligt fra tredie hverken i Storrelſe eller Form. 74 Femte Fodpar har omtrent lige Lengde med de fore— gaaende, men en noget ufædvanlig Form, og udmeerker fig ved at være rettet tilbage (tildeels bojet op over Ryggen) iſtedetfor frem. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 742+4+- 31+5+23. Forſte Led af noget uregelmæsfig Skiveform, ontrent af ligeſaa ſtor Brede fom Længde; andet Led af lidt ſtorre Brede end Længde, med en ffarpt fremragende Vinkel paa Midten af den bageſte Rand; tredie Led langſtrakt-firkantet, ubetydeligt ſmallere ved Roden, med en lidt fremragende Spids i Enden af den bageſte Rand; fjerde Led firfantet ligeſom tredie, men af ſtorre Brede i Forhold til Længden, uden frem— ragende Spids, ved Roden lidt afrundet; femte Led kolledannet, paa den bageſte Rand forſynet, foruden Borſter, med fem eller fer ſtore Torne, Kloen temmelig ftært og krum. Jovrigt kan merkes, at forſte Led altid danner en ſtump Vinkel med de folgende, at andet til femte Led altid fynes at være flift og lige ubfirafte, og at Kloen atter vanner en omtrent ret Vinkel med femte Led. Sjette Fodpar betydeligt længer end femte og for- holdsvis af en meget tyndere og mere langſtrakt Form, men i det Veſentlige af ſamme Bygning og ligeledes rettet tilbage ). Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 9+3+6+4+7+43. Forſte Led af langſtrakt, mod Enden noget ſmallere Pladeform; dets ſtorſte Brede omtrent eller neſten lig å af Lengden; tredie, fjerde og femte Led meget langſtrakte, det ſidſte med fyv til otte Torne langs den bageſte Rand. Syvende Fodpar er lidt lenger end ſjette, af endnu *) At disſe to Fodpar ere rettede tilbage, ſtager i Forbindelſe med, hvad ovenfor er ſagt om denne Art, at den undertiden danner ſig et Slags Skjul. Dog kan Dyret ogſaa rette disſe Fodder frem, omtrent paa ſœdvanlig Maade, og oftere træffer man dem i denne Stilling. 75 mere tynd og langſtrakt Form, men iøvrigt af ſamme Byg— ning og Beſkaffenhed, kun at det er rettet fremad og ikke tilbage fom de to foregaagende. Svommefodderne ere af middelmaadig Længde og af ftærf Bygning; Svommeaarerne omtrent dobbelt faa lange fom Rodſtykket, beftaaende af henimod en Snees borſteveb— nede Led. Forſte Par Springfodder temmelig ført, af plump og flærf Form. Rodſtykket forholder fig i Lengde til den indre Springſtok omtrent ſom 8 til 5, og denne til den ydre fom 5 til 4. Denne ſidſte, font er noget tykkere end den indre og lidt aftagende i Forlighed mod Enden, er langs den ydre Rand væbnet med otte ſterke, temmelig tetſiddende Torne og i Enden med tre; den indre Springſtok liniedannet, med fire Torne langs den indre Rand og tre i Enden; Rodſtykket har et Par meget fmaa Torne paa den ydre Rand. Andet Par fortere og plumpere end førfte. Rodſtykkets Lengdeforhold til den indre Springſtok omtrent fom 5 til 4, og dennes til den ydre omtrent fom 4 til 33. Atter meget plumpere og kortere er tredie Par; Rodſtykkets Forhold til de indbyrdes omtrent lige lange Springſtokke næften fom 2 til 1. Hver af Spring— ſtokkene ender med en ſtor, ſterk, lidt krum Torn, og desuden ere ſaavel disſe fom Rodſtykket vebnede med endeel temmelig lange Borſter. Halevedhenget meget lille, omtrent lige faa bredt fom langt, pladebannet, lidt ſmallere mod Enden end ved Roden; Enderanden lige afſkaaren; de yderfte bageſte Vinkler hver forſynede med en meget lille Torn; paa hver Side af Vedheengets Overflade nær ved den bageſte Rand er et Borſte— knippe anbragt (beftaaende af tre temmelig lange Børfter). 76 Amphithoe Edwardsii. Sabine, Suppl. to the appendix of the voyage of Parry, pag CCX XXII: Talitrus Edwardsii. Owen, App. to the second voyage of Ross, pag. XC: Amphithoe Edwardsii. Denne Art, font opdagedes under meget hoje nordlige Bre— der ved de engelſke Nordpolexpeditioner, blev forſt beffreven af Sabine og tillige af ham afbildet (J. c. tab. II fig. 1-4). Den er endnu ikke, ſaavidt mig bekjendt, truffen ved de gron— fandffe Kyſt, og jeg har heller ikke feet den ved det nordlige Norge; hvorimod jeg i Havnen Belſund paa Spitsbergen fan— gede nogle Exemplarer. Den ſynes ſaaledes at have ſit Hjem i det hojeſte Norden. Farven var hos det levende Dyr hvidt og blegrodt ſpraglet eller marmoreret; Ojnene ſorte. Hvad Storrelſen angaaer, indtager Arten en meget hoj Plads blandt Amfipoderne; de ftorfte af de underſogte Exem— plarer holdt over halvanden Tomme, de mindſte omtrent en Tomme fra Pandeſpidſen til Enden af Halevedhenget. Formen er plump og bred, men derimod, paa Grund af Epimerernes ringe Udvikling, temmelig lav. Paafaldende ere de ſtore, ſtaerkt fremſtagende Ojne, det ſtore Pandehorn, ſamt de Kjole og Torne, der vife fig paa Ryg og Sider. Af den Kjøl, fom fremtræder langs Ryggens Middellinie, viſer der fig allerede Spor paa Hovedet, og den fortfættes til Enden af Bagkroppens ſjerde Ring; paa de to ſidſte Bryſtringe nager den ud over Ningenes bageſte Rand, faa at den paa hver danner en lille ) Milne⸗Edwards har ikke anført denne Amfipod blandt fine Am— fithoer, rimeligvis ved en Forglemmelſe. 77 bagudrettet Torn; paa hver af de fire Bugringe frembringer den to Torne, en mindre omtrent i Midten af Ringenes Lengde og en ſtorre over den bagefte Rand udtrædende. Langs hver Side af Bryſtſtykket fremtræder fremdeles en Kjøl paa det Sted, hvor Epimererne fæfte fig til Ringene; disſe Kjøle fort— fættes paa Bagkroppens fire førfte Ringe, dog ſaaledes, at de rokke noget hojere op, eller nærme fig mere til Ryggens Mid— dellinie, og tillige paa hver af de tre forſte Bugringe bagtil uddrages til en flærft fremragende Torn); ogſaa de tre ſidſte Bryſtringe have den nederſte-bageſte Vinkel noget uddraget, og de to ſidſte viſe endvidere noget ovenover Vinkelen en lille Torn. Om de pdre Bedakkninger kan videre merkes, at de ere væbnede med en ſerdeles ſtor Mengde ſmaa Torne eller Spidſer (omtrent ligeſom Rygfkjoldet hos Slegterne Galathea eller Palinurus), hvilke dog forſt bemærfes ved Præsning under Mikroſkopet. Hovedet er, ſom ſagt, forſynet med et meget ſtort Pandehorn; naar dette, fom udgjor henimod Halvdelen af Hovedets Længde, og neſten nager til Enden af det forſte Led i de overſte Foleres Skaft, medregnes, udgjor Hovedet omtrent z eller vel endog henimod 1 af Totallcengden. Af Form er Hornet noget nedadkrummet og meget ſpidſt; det indefluttes af tre Flader, en bvverſte og to forneden ffarpt ſammenſtodende Side— flader; den overſte er fra Roden af temmelig flærft udhulet eller konkav. Hovedet har en ſtump Knude ovenpaa i Middel: linien bag Ojnene; dets forreſte Rand danner paa Siderne under de overſte Folere en meget ffarpt fremſpringende Vinkel. ) Disſe Torne ere i Randen væbnede med ſmaa Borſter. Men de viſe hos forffjællige Individer et forffjælligt Lengdeforhold; jeg ſkulde være tilbøjelig til at troe, at de hos Hannerne ere fæn- gere end hos Hunnerne; dog beſidder jeg ikke tilſtrakkelige Erfa— ringer for at afgjore dette. 78 De overſte Folere, hvis Længde hos Hannen ude gjør noget mere end den halve Totallængvde, ere af en temme— lig ſteerk Bygning og af langſtrakt-ſyldannet Form. Skaf— tets Længde udgjør omtrent I af Folernes eller Halvdelen af Svobens Længde; det indbyrdes Lengdeforhold af de tre Led er: 13710 73. Forſte Led prismatiſk, af en temmelig plump Form, idet dets Tykkelſe næppe indeholdes 23 Gange i dets Længde; andet Led meget tyndere, ſammentrykket og af en mere regelmesſig Form; tredie Led udmærfer fig ved en ufædvanlig Korthed, faa at det ſnarere ſynes at høre til Svøben end til Skaf— tet; det er lidt indknebet ved Roden, lidt udbuet paa den ner derſte Side, men i Enden lige afffaaret ligeſom de to føregaaende Led. Svoben har jeg fundet ſammenſat af henimod 90 Led; deraf følger, eſterſom Svoben ingen overordentlig Længde har, at Leddene maa være meget forte, ſaavel abſolut fom i Forhold til deres egen Brede; ſtjondt det forſte Led er omtrent faa langt fom de tre folgende tilſammentagne, har det dog ſtorre Brede end Længde; kun hos fyv eller otte af de ſidſte Led er Leng— den lidt ſtorre end Breden. Skaftets forſte Led har enkelte Borſter hiſt og her paa begge Sider; andet Led har lange Borſter paa den overſte Side og paa den nederſte, ſom er kre— nuleret, foruden Borſter en Rake Sugeſkaaler (henimod en Snees); tredie Led, ſom kun viſer faa Borſter, har ligeledes den nederſte Rand krenuleret og forſynet med Sugeſkaale (fem eller fer). Svoben har ingen Borſter langs den overſte Rand, men paa den nederſte baade korte Borſter og Sugeſkaale; med Undtagelſe af omtrent en Snees af de ſidſte Led og de aller— førfte, fom favne Sugeſkaaler, ere alle de ovrige i Regelen hvert forfynede med fin. Saavidt Hannerne. Hos Hunnerne har jeg fundet Folerne noget fortere, ikke naaende den halve Fotallængde; Skaftet forholdsvis noget laenger, Svoben noget kortere; Skaftets forſte Led endnu tykkere end hos Hannen, 79 andet og iſer tredie derimod mere langſtrakte og ſmalle; Led— denes indbyrdes Længdeforhold omtrent 14+15+4; Svoben har langt færre Led (omtrent 60), og disſe ere altſaa af en mere langſtrakt Form. Hvad der tfær har overraffet mig, var at finde Sugeſkaale ganſke ligeſom hos Hannerne. De nederſte Følere har jeg hos Hannerne fundet noget lengere end de overſte (omtrent I til 1), men af ſamme ſterke Bygning. Skaftet er kun lidt mere end halvt faa langt ſom Svoben, eller udgjør kun lidt mere end 3 af Folernes Lengde; det indbyrdes Forhold af Skaftets Led kan anfættes til 473371313. Naſſtſidſte og ſidſte Led ere altſaa af lige Lengde, og begge ere de tillige ſterkt ſammentrykkede, paa den ydre Side konvexe, paa den indre flade, langs den overſte Rand krenulerede og forſynede med Sugeſkaale; men det naſt— ſidſte Led er meget thykkere end det ſidſte, forneden temmelig ſtcerkt udbojet mod Midten og langs den nederſte Rand forfynet med en Meengde lange Fjerborſter, medens ſidſte Led derimod er liniedannet og næften uden Børfter forneden. Svoben har jeg fundet beftaaende af 140 Led eller flere, der for ſtorſte Delen er meget korte, og, med Undtagelſe af omtrent de ſidſte 30, forſynede med Sugeſkaale paa den vverfte Side. Hos Hunnerne har jeg fundet de nederſte Folere temmelig meget fortere end hos Hannerne, fkjondt endnu noget langere end de overſte. Skaftet er fuldt faa langt fom Svoben, eller ut- gjør fuldkomment Halvdelen af Folernes Længde; i Svoben har jeg kun talt henimod 80 Led. Jovrigt er Forholdet om— trent ſom det hos Hannerne beffrevne. Ojnene, fom udmeerke fig ved det hos Amfipoderne tem— melig uſcedvanlige Forhold, at de rage frem over Hovedets Flade med en betydelig Konveritet*), ere, ſammenholdte med „) De viſe ſaaledes Lighed med Ojnenes Forhold hos Trilobiterne. 80 Hovedets Storrelſe, meget ſterkt udviklede; de have Pereform, eller ere forneden brede og afrundede, foroven gradevis tilſpidſede. De viſe ſig ſtillede ſkraat paa Hovedets Sider, faa at de kon— vergere ſteerkt med Spidſerne i Retningen fremad. Lindſernes Antal meget ſtort; deres Form omvendt koniſk, temmelig kort og tyk. Pigmentet viſer fig, naar det udpræsfes under Mi— froffopet, af mork Purpurfarve. Kindbakken er af ſterk Bygning, bred men temmelig fort; paa fædvanlig Vis er den forreſte-inderſte, flærkt frem— ſpringende Vinkel delt i en forreſte og en bageſte Green. Den forſte har en temmelig bred, hornagtig Enderand, fom er veb— net med fire Tender: en lille og temmelig utydelig i den yderfte Ende af Randen, og efter et ſtort, lidt indbojet Mellem— rum tre tæt ſammen paa den inderſte Ende af Randen; af disſe er den mellemſte meget ſtorre end de to andre. Jovrigt er Grenen paa den ydre Side ſterkt konvex, paa den indre ſteformigt udhulet. Den bageſte Gren har den forreſte Rand lidt konvex og vebnet med fyv ſmaa, foniffe, tetſtillede Tender; den inderſte af disſe overgager de ovrige temmelig meget i Længde, og har Spidſen krummet lidt udad*). Tat bag denne Green fremtræder en lille Kuude, fom er vebnet med fer ſtore, krumme, torneagtige Borſter, blandt hvilfe enkelte fmaa ere anbragte. Tyggeknuden er ſtor, noget tilfpidfet eller koniſt, dog i Enden afffaaren (lidt føraat), faa at en neſten kredsrund Tyggeflade opftaaer; Dennes Rand er vebnet med meget tet— ſtillede, lange, tynde, eylindriſke Tænder; paa Midten derimod *) Denne Green fynes ikke at være eensdannet paa begge Kjæber. Medens den hos to underføgte Individer havde den beſkrevne Form paa den ene Kindbakke, var den paa den anden meget mindre i Forhold til den forreſte Green og kun væbnet med tre eller fire Tender. SI er den fordybet. Palpen meget ſtor (den har omtrent I af Totallcengden, og er fuldt dobbelt faa lang fom Kindbakken) og tillige af ſterk Bygning. Leddenes Lengdeforhold omtrent: 3+13+20. Det ſidſte er altfaa længer end begge de fore— gagende tilſammen, hvorimod det andet er det tykkeſte, af Kolleform; ſidſte noget ſegldannet. Borſtevebningen fom ſed— vanligt anbragt mod Enden af andet Leds indre Rand og langs hele den indre Rand af ſidſte Led, hvor den dog er temmelig kort men tildeels ſaugdannet. O verleben en langſtrakt Plade af Pereform, for— oven tilſpidſet, forneden bred og afrundet. Lidt ovenfor den nederſte Ende viſer fig en Krands eller et bredt Tværbaand af tetſtillede Haar, der paa hver Side trede frem fom en Duff. Selve Enderanden er ſpagt vinkelformigt udbojet, væbnet med meget korte Borſter. Underlebens Flige vidt adſkilte, fortil temmelig bredt afrundede, børftevæbnede, bagtil kun lidet forlængede eller kun med ſvage Spor til Horn; Fligene forbindes ved en enkelt Plade, fom dog paa Midten er udrandet eller for— ſynet med et lille ffarpt Udfnit. Ligeſom Fligenes forrefte og inderſte Rand er børftevæbnet, ſaaledes viſer ogſaa denne Mellemplade fine Børfter. Forſte Kjæbepar af ganffe fædvanlig Form: den mellemſte, i Enden føraat afffaarne Plade, eller den egentlige Kjæbedeel, er paa Enderanden væbnet med en halv Snees (nojagtigt ni) ſtore, krumme, paa den indre Rand tandvæbuede Torne. Palpen temmelig langſtrakt og ſmal, paa den gre Side forfynet med adffillige Borſter og i Enden med to Reeker temmelig lange og ſtive men tynde Borſter; dens forſte Led er forholdsdis langt, da det overgager Halvdefen af andet Leds Længde. Den indre appendifulære Rodplade er noget bredt og uregelmesſigt ægvannet, i Enden vebnet med tre temmelig Naturhiſtoriſt Tidsſtrift, Ny Nakke. II. 6 82 fmaa Fjerbørfter, fom fidde ſammen nær den inderfte Vinkel, famt med endeel forte Haar. Andet Kjebepar er endeel mindre end førfte, af en temmelig plump og bred Form (iſer den indre Plade), bredere mod Enden end ved Roden; begge Pladerne i Enden væbnede med Borſter, den ydre tillige langs hele den ydre Side. Den indre Plades to inderſte Borſter ere Fjerborſter, og overgaar de føregaaende paa ſamme Plade temmelig meget i Lengde. Kjebefoddernes Lengde indeholdes mellem fer og ſyv Gange i Totalfængden; de udmærke fig ved forte Kjæbeplader og lange Palper. Den indre Kjæbeplade nager fun lidt udover den ydres og over Palpens Nod, er af almindelig, flad Form, i Enden lige afffaaren, paa Enderanden vebnct med henimod en Snees (jeg har talt 180 ſmaa, lidt krum— mede Tender, af hvilke to eller tre overgaae de vvrige lidt i Længde; den indre Rand favner Borſter, den pdre er forſynet med fine Haar. Den ydre Kjebeplade nager kun lidt ud over Palpens førfte Led; Formen ganffe den fædvanlige; hele den indre Rand og Enderanden børftevæbnede. Palpens fire Led viſe omtrent folgende indbyrdes Lengdeforhold (maalte langs den ydre Rand): 43+66+4. Kloen ſterk, krum, ſpids, uden Afſats eller Borſter. a Forſte Fodpars Længde indeholdes omtrent 23 Gange eller noget mere i Totallængden; det udmerker fig ved den ber tydelige Storrelſe af femte Led og Kloen, ſom tilſammen danne en halvſaxdannet Haand (manus subcheliformis). Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 16+43+3+4+-16+13. Skjondt forſte Led i Virkeligheden er af en ſterk Bygning (dets ſtorſte Brede indeholdes næppe fire Gange i dets Længde), *) Hos mindre Individer har jeg dog fundet Fallet mindre, omtrent et Duſin. 83 fynes det dog ſvagt i Sammenligning med Haanden; dets Form er kolledannet, bagtil udbojet, fortil indbojet, ved Roden meget flærft indknebet, men bdernæft udvidet, faa at det mod Enden bliver dobbelt faa tykt fom ved Roden. Andet Led har vel omtrent den ſedvanlige krumme, uregelmasſigt firkan— tede Form, men er derimod af en ufædvanlig Lengde (neſten dobbelt faa langt font bredt; tredie Led temmelig regelmæsfigt firfantet, af ſtorre Længde end Brede, med den bagefte-nederfte Vinkel uddragen til en ſterk, men fort, foniff Torn. Fjerde Led fortil tykt og udbojet, bagtil forfynet med en tyndere, ſporeagtig, dog bredt afrundet, lige bagudrettet, Forlengelſe ). Haanden eller femte Led danner en oval Plade af omtrent dobbelt faa ſtor Længde fom Brede, hvilken paa den ydre Side er lidt konvex, paa den indre lidt konkav, og fom paa den bar gefte Rand mod Roden viſer en lille Knude, mod hvilken Kloens Spidſe lægger fig. Kloen er tynd i Forhold til Læng- den, bueformigt krummet, ſterkt tilſpidſet. Forſte Led har nogle faa førte men flærfe Borſter i Enden af bageſte og for— reſte Rand, andet og tredie Led blot i Enden af bageſte Rand; fjerde Led er ſterkt borſtevebnet, hvad den ſporeagtige For— leengelſe angaaer, og femte Led har den bageſte Rand tæt børftevæbnet, ſamt tillige mod Enden af den forreſte Rand et Par Torne og Borſter. Andet Fodpar er lidt lenger end forſte, og maaſkee ogſaa i ringe Grad ſmallere end dette, men ſtemmer iovrigt paa det Nærmefte overeens med ſamme i Form og Forhold, faa at det ikke trænger til nogen færegen Beftrivelfe. Tredie Fodpar er noget fortere end de foregagende (dets Længde indeholdes omtrent tre Gange i Totallængden), *) Man kunde ogſaa ſammenligne dette Led med en uregelmasſig Triangel, til hvis bageſte Vinkel en ſkedannet Plade var haftet. 6 * 84 og udmeerrker fig ved Spedheden af fin Form, ifær hvad de ſidſte Led angaaer. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 1743+524+7+-10+8. Forſte Led kolledannet, temmelig ſteerkt, bagtil udbojet, i Enden føraat afffaaret, omtrent fem Gange faa langt fom tykt (hvor det er tykkeſt). Tredie Led temmelig plumpt, fortil udbojet, bagtil lige, Fort kolledannet eller noget flaſkedannet; ogſaa fjerde Led er fortil udbojet, bagtil lige, men af en meget mere laͤngſtrakt Form, neſten liniedannet. Endnu mere tyndt og langſtrakt er femte Led; det vanner en fvag Bue, ſtjondt dets Indbojning bagtil er neſten umærfelig ; Kloen meget tynd og ſpids, men kun ſvagt krummet. Dette Fodpars Børftevæbuing er ikke ſterk; dog have tredie, fjerde og femte Led endeel Borſter langs bageſte Rand. Berſterne ere ftærfe, og bevirke tildeels en tydelig Krenulering af Randene. Fjerde Fodpar er lidt lengere end tredie“) (omtrent ligt med forſte), og viſer nogen Forandring i Leddenes indbyr— des Længdeforhold, hvilket omtrent er: 1573 KN STN 8. Forſte Led er altfaa noget fortere, tredie og fjerde lengere o. ſ. v. Men iovrigt er Bygningen i alle Dele omtrent den ſamme. De tre ſidſte Fodpar udmerke fig ved Lengde og Tyndhed, men have ogſaa flere Særegenheder i Bygningen. Femte Fodpars Lengde overgager den halve Total— fængde. Leddenes indbyrdes Længdeforhold er omtrent: 10 33+13+14+19+11. Forſte Led eller Laaret er altfaa af en ganffe uſcedvanlig Korthed, medens derimod de to ſidſte Led ere ufædvanligt lange. Af Form er Laaret pladedannet, *) Saaledes fandt jeg det hos en Han; hos en Hun derimod fortere end tredie; om dette Forhold er konſtant Kjonsforſtjql eller blot indivi— duelt, kan jeg ikke beſtemme af Mangel paa Exemplarer. 85 bredt, endog næften af lige ſtor Brede og Længde, hvilket grunder ſig derpaa, at det bagtil bojer ſig ud, og danner en foniff, dog i Enden afrundet Udvidelfe, hvis Rande ere krenu— lerede og borſtevebnede. Det lidt kolledannede tredie Led, fom fortil er tornevebnet, bagtil borftevæbnet, udmerker fig ved den ſtore torneagtige Forlængelfe, hvormed det bagtil ender, og fom lægger fig tæt op til det folgende Led. Fjerde og femte Led liniedannede, krenulerede, fortil ſteerkt tornevebnede, bagtil forſynede med Borſter, blandt hvilke fmaa Torne ere blandede. Den tynde, ſpidſe Klo har kun ringe Krumning. Sjette Fodpar er ubetydeligt Tænger end femte, men femmer iovrigt i alt Veſentligt meget nær overeens med dette. Syvende Fodpar er meget lenger end de foregaaende (det udgjør mere end 3 af Totallcengden, og nager, naar det ſtreekles bagud, udover Spidſen af Halevedhenget og de ſidſte Bugfodder), forholdsvis endnu tyndere, og viſer nogle Foran— dringer ſaavel i enkelte af Leddenes Form ſom Forhold; Led— denes Lengde kan udtrykkes ſaaledes: 15+4+4+20+25+27+9. Kloen er altfaa forholdsvis betydeligt kortere end hos de to foregagende Fodpar, neſten aldeles lige, og viſer desuden den Gæregenhed, at den er væbnet med endeel ſmaa Torne, iſeer langs den forreſte Rand. Laaret viſer fremdeles den Formfor— ſkjcellighed, at det bagtil ikke danner nogen koniſk Fremragning, men blot en ſtump Vinkel, og at derimod dets nederſte-bageſte Vinkel er meget ſterkt uddraget i Retningen nedefter. Epimererne ere meget korte eller lave, hvilket dog egentlig kun gjelder de fire forfte Par; da derimod de tre ſidſte omtrent have fædvanlig Storrelſe, og fom Folge deraf blive meget ſtore i Forhold til de foregaaende. Forſte Epi— mer har en ganffe ufævvanlig Form, idet den fortil danner en Üdvidelſe, fom lægger fig frem paa Siderne af Hovedet, og ffjuler Munddelene; den bliver derfor af meget flørre 86 Længde end Hojde. Anden Epimer har en uregelmasſigt fir— kantet Form med omtrent ligeſtor Hojde og Længde; dens forreſte Rand er udbuet eller konvex, den bagefte indbojet, forreſte-ne— derſte Vinkel bredt afrundet, nederſte-bageſte derimod ffarpt fremragende. Tredie Epimer er ubetydeligt højere og ſmallere end anden, men iovrigt ganſke af ſamme Form. Fjerde Epi— mer nærmer fig flærft til at viſe Kredsform, dog med lidt Uregelmesſighed, idet den bageſte Rand i den overſte Halvdeel er ſvagt udſkaaren, hvorved en ſtump Vinkel fremtræder paa Midten, men ikke juſt i nogen ſtark Grad; den nederſte Rand viſer Spor til Krenulering (fem eller fer ſmaa Saugtagger og i hver Jnvdffjæring en lille Borfte). Hos et Individ af 133 Liniers Længde var fjerde Epimers Hojde 3 Linie og Breden omtrent ligeſaa ſtor, hvorved, da denne Epimer fom ſadvanligt er den ſteerkeſt udviklede, Epimerernes ringe Storrelſe tydelig— gjeres. Femte Epimer har ringere Hojde men meget ſtorre Brede end fjerde, og er af en uregelmæsfig, bagtil nedadbojet Form. Sjette Epimer ſtaaer kun ubetydeligt tilbage for femte i Storrelſe, og viſer omtrent den ſamme fordrejede Form; hvorimod ſyvende Epimer har en mere regelmæsfig, langſtrakt— firkantet Form. Gjellerne, ſom forekomme fra anden til ſyvende Bryſt— ring inkluſive, ere ſtore, bladagtige, ægdannede; de to bageſte aftage meget i Sterrelſe. Hunnernes ACggegjænnne dannes af fire Par Bryſtpla— der, anbragte fra anden til femte Ring inkluſive; forſte Par temmelig elliptiſk; andet og tredie ægdannede, gradevis tilta— gende i Sterrelſe; fjerde Par langt mindre end de føre gagende; alle ere de tæt borſtevebnede langs Randene i disſes hele Udſtrakning. Sveommefodderne af en temmelig ftærf og plump Form, ffær hvad Rodſtykket angaaer. Deres Lengde, Borſterne 87 medregnede, indeholdes tre Gange eller lidt mere i Totalleng— den. Rodſtykket af temmelig regelmæsfig , langſtrakt-fir— kantet, fladtryffet Form, omtrent dobbelt faa langt fom bredt, langs den indre Side forfynet med forte Borſter. Svomme— aarerne ere, Borſterne medregnede, omtrent en halv Gang lenger end Rodſtykket, meget tilſpidſede eller ſyldannede, be— ſtaaende af et ufædvanligt ſtort Antal Smaaled, hvilke folgelig ere meget forte eller af meget ſtorre Brede end Lengde et Par af de ſidſte undtagne). I den lidt lengere indre Svomme— aare har jeg talt 35 Led, i den ydre 31 (408 et Individ af tretten Liniers Længde). Fjerborſterne, der bekleede Svomme— garernes Sider, ſynes mig at være noget fortere end ſed— vanligt. Fjerde Par Bugfodder eller forſte Par Spring— fodder ere af en meget langſtrakt, ſmal og neſten ſvag Form, ſamt noget fladtryffede. J Lengde ſtaae de ikke meget tilbage for Svommefodderne, og udgjøre mere end 1 af Totallængden. Rodſtykket, fom omtrent er liniedannet, overgager fun meget lidt den indre Springſtok i Lengde, hvorimod denne er ikke ubetydeligt laenger end den ydre (henimod 1); begge ere de ſterkt tilſpidſede, og have langs Siderne en tæt Bevæbuing af mange ſmaa Torne, hvilket ogſaa er Tilfcldet med Rod— ſtykket. Andet Par Springfodder ubetydeligt fortere end forſte, men derimod noget bredere eller frærfere. Roddelen kolledannet, eller kjendeligt tyffere mod Enden, lidt fortere end den ydre Springſtok (de forholde fig omtrent fom 13 til 15), hvilken atter er betydeligt fortere end den indre (Forholdet omtrent ſom 15 til 23). Fornevæbuingen omtrent fom hos Det foregaaende Par. Tredie Par Springføbdder endeel fortere end andet, omtrent ligt med 3 af Totallængven. Rodſtykket er linie— 22 å ＋ dannet, dog temmelig tykt, og forholder ſig i Lengde til den ydre Springſtok ſom 2 til 3, denne til den indre omtrent ſom 15 til 19. Foruden den fædvanlige Tornevebning findes paa Springſtokkenes indre Rand adſtillige temmelig lange Fjerborſter. Hale vedhenget har en ganſte ufædvanlig Længde, da det udgjor henimod I eller dog mere end I af Totallængden; dets Form er meget langſtrakt og ſmal (Breden ved Roden indeholdes fuldkomment tre Gange i Lengden), bagtil gradevis tilſpidſet og i Enden kloftet i omtrent I af Længden. Fligene tilſpidſede, temmelig tetſluttende. Halevedheengets Siderande ere væbnede med mange ſmaa Torne. De nordiſke Have beſidde viſtnok ingenlunde en ſaadan Rigdom af Iſopoder ſom af Amfipoder. Imidlertid have dog adffillige nye Arter i længere Tid været mig bekjendte. Og disſe, fom hidtil have flaaet i Baggrunden, fkal jeg nu efterhaanden og lejlighedsvis ſoge at udbrede noget Lys over. Begyndelſen gjør jeg med Slegten Idothea. 1. Idothea sexlineata kr. Denne Art ſynes hyppig i det nordlige Kattegat; paa Hirsholmen har jeg taget den i ſtor Mengde af Flyndergarn, der havde været udſatte paa fem til fer Favnes Dybde ). J det fyvdligere Kattegat har jeg derimod kun truffet den enkelt— vis, og paa Norges Veſtkyſt er den ikke forekommen mig. *) Den hører upaatvivleligt til de Urter, der blive ſtadelige for Fiſke— garnene, naar disſe formedelſt Storm blive ſtagende langere Tid i Havet. 89 Lengden af de ſtorſte Individer blandt en ſtor Mengde belob fig omtrent til en Tomme, eller overſteg dog kun hojſt ubetydeligt dette Maal. Af Farve er denne Art almindeligt gulbrun i forffjællige Nuancer med fer Længdebaand af morkere Farve (morkt-rod— brune, chokoladebrune eller ſortagtige); disſe Baand begynde allerede paa Hovedet, og fortfætte fig mere eller mindre langt ud paa Bagkroppen. Skjondt Baandene kunne blive mere eller mindre utydelige, ffulde jeg tvivle paa, at de nogenſinde ganſke ſavnes hos friffe Individer ). Formen meget langſtrakt og ſmal; hos Hannerne fuldkomment liniedannet, hos Hunnerne lidt bredere (den ſtorſte Brede indeholdes hos Hannerne omtrent fer Gange i Qængden, hos Hunnerne kun 43 Gange). Rygfladen er I hele Lengden temmelig flærft hvælvet, men glat eller uden noget Spør til Kjol. Hovedet, hvis Lengde omtrent udgjør 1, af Total— fængden, og hvis Brede omtrent er en halv Gang førre end Qængden, har Form af en bred Firfant, hvis Sider ere lidt udbuede, og fom fortil bliver noget ſmallere. Dets forrefte Rand er paa Midten fladt indbojet, hvorved de forreſte Vinkler træde frem, dog ikke ffarpt men med bred Afrunding. Hovedets Rygflade er bagtil ſteerkt konvex, næften halvkugledannet, men ſtiger fortil meget ned. Ojnene temmelig fmaa, liggende i Hovedets Side— rande, ja endog paa Grund af den konvexe Beſkaffenhed frem— ragende lidt over disſe; de ere anbragte nærmere Hovedets forreſte end dets bageſte Rand. Af Form ſynes de temmelig ) Det er, fordi jeg aldrig har favnet dem hos noget Individ af de mange, jeg har underſogt, at jeg troer Forholdet karakteriſtiſt nok, til derefter at bengvne Arten. 90 kredsrunde, naar Hovedet fres ovenfra, men ved en nojagtigere Betragtning fra Siderne viſer deres Form fig noget triangulær, dog med afrundede Vinkler. Lindſerne ere meget ſmaa, og ſkjelnes derfor ikke let, tfær da de ere indhyllede i megen Pig— mentmasſe; de have Form af korte og brede Kegler. De overſte Folere ere ligeſaa lange eller lidt lengere end Hovedet, omtrent lige med u af Totallcengden, og naae næften til Midten af de overſte Foleres Skafts tredie Led. Det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene omtrent: 3+2+3+43. Hos førfte Led forholder Breden fig til Længven omtrent fom to til tre; de andre Led er omtrent halvt faa brede fom førfte. Andet og tredie Led noget kolledannede; fjerde Led er lidt krummet, og vifer Tilnærmelfe til det Halvmaanedannede; det har den indvendige konvexe Rand væbnet med endeel parvis ſtillede Borſter (otte eller ni Par) af en færegen baanddannet Form. De ovrige Led viſe kun ſvage Spor til Borſter. De nederſte Folere ere af en temmelig betydelig Lengde, idet de endog overgage 3 af Totalfængden. Skaftet noget leenger end Svoben (ve forholde fig omtrent ſom fire til tre); det indbyrdes Lengdeforhold af dets fem Led kan om— trent anfættes: 3+5+7+17+-16, hvorved dog er at merke, at det har fin VBanffelighed, nojagtigt at beſtemme de to forſte Leds Længdeforhold, fordi de ere temmelig utydeligt affatte fra hinanden og af en noget uregelmæsfig Form; de vvrige Led ere liniedannede, eller de to ſidſte meget fvagt kolledannede. Skaftet har kun en meget fort og lidet ivjnefaldende Borſtevebning. Svoben borſtedannet, beftaaende af ſexten til ſytten Led), der for ſtorſte Delen have meget ſtorre Længde end Brede. *) Hos vorne Hunner af ni Liniers Langde har jeg dog kun fundet tretten Led i Svøben. 91 Alle Leddene ere i Enden væbnede med ſmaa, men tydelige og ſtive Borſter. | Kindbakken, hvis Lengde udgjør omtrent 2 af Hovedets Længde, og indeholdes omtrent ſytten Gange i Totallængden, er af temmelig ſterk Bygning. Af de Grene, hvort den fortil er deelt, er den yderſte hornagtig, ſortebrun, kloftet i fire fmaa foniffe Tender; tæt indenfor denne vifer fig en lille haanddannet Green eller Knude, fom er væbnet med et Duſin ſterke, indad— bojede Torne, af hvilke de fyv eller otte inderſte ere ſaugtan— dede. Atter tet indenfor og bag denne viſer ſig en rundagtig fordybet Tyggeknude, hvis Rand jeg har fundet omgiven af omtrent en Snees ſerdeles tetſtillede, liniedannede eller kun ſvagt tilſpidſede, glasklare Tender, ſom ere krummede lidt indad mod Knudens Midte; tillige omgives Knuden af meget ſmaa Haar. Tat bag den findes en ſtor, tilſpidſet Borſteduſk, hvis enkelte Borſter ſynes at vere flosſede eller haarbeſatte. Kind— bakkens yderfte - forrefte Vinkel er forſynet med en temmelig ſteerkt fremtredende, ſtump og afrundet Knude. — Saaledes var hos det underſogte Individ Forholdet af den hojre Kindbakke; paa den venſtre fandt jeg derimod tæt indenfor den yderfte fort agtige Horngreen en mindre, fom kun var deelt i tre Tender, og den yderfte vifte fem eller fer Tender iſtedetfor fire. O verleben er af meget ſtorre Brede end Lengde, næften elliptiſt eller afrundet mod Siderne; den nederſte eller frie Rand trader ſvagt frem paa Midten, og er vebnet med endeel forte Borſter; Dverfladen af den fremtrædende Deel viſer fig ligeſom ffjælvæffet. Underleben lille, bred, kloftet til to, i Enden af— ſtumpede Blade, hvilke ere væbnede med en Mengde, tildeels ſaugtandede Torne paa den indre Rand mod Enden, og des— uden med førte Borſter og Haar; den ydre Rand er forſynet med en Mængde lange Haar. 92 Forſte Kjæbepar kun meget lidt fortere end Kind— bakken; den indre, baade meget forte og ſmalle, ſkraatafſkaarne Vlade er i Enden væbnet med tre meget fore, ſvagtkrummede Torne (de have mere end Pladens halve Lengde), hvilke ere koſtdannede eller bedekkede med Haar. Pladens indre Rand fors fynet med temmelig lange Haar. — Den ydre, baade meget fængere og bredere, Plade i Enden væbnet med omtrent et Duſin ſtore, flærfe, krumme, hornagtige, for ſtorſte Delen ſaug— tandede Torne k). Saavel den indre fom den ydre Rand af denne Plade ere haarforſynede. Andet Kjebepars tre Plader ere af omtrent lige Lengde og Brede og kun lidet forffjællige i Form; de to yderfte firkantede, i Enden ſkraat afffaarne, den inderſte femkantet, idet Enderanden er bojet, eller dannet af to rette, under en ſtump Vinkel ſammenſtodende Linier. Den pderſte Plade har jeg fundet væbnet paa Enderanden med fyv ſtore, lidt indadkrum— mede Torne, hvis indre Rand er beſat med færdeles fine, naaleagtige (eller maaſkee bladdannede?) Smaatorne; den mel— lemſte Plade med ni lignende; begge tillige med ſmaa Haar paa den indre Rand; den inderſte Plade har paa Enderanden mere end tyve Torne i to Raekker, af hvilke kun ganſke enkelte ere kamdannede, flere af aldeles ſimpel Form, men de fleſte koſtdannede eller langs Siderne tæt og uregelmasſigt beſatte med Haar; de to eller tre inderſte overgage de ovrige betyde— ligt i Storrelſe og Styrke. Kjebefodderne ſtaage i Lengde kun ubetydeligt tilbage før Hovedets Længde. Den indre Plade har omtrent en Fjerdedeel af Kjæbefodens Længde eller kun ubetydeligt mere, er ) Tornene paa begge Plader ere ikke blotte Üdſnit i disſe, men ind— plantede i Pladerne. Jeg ſkulde endog vare tilbojelig til at an— tage, at den yderſte Plades Torne ere bevægelige. 93 af langſtrakt⸗firkantet Form, i Enden lige afffaaren, den ydre Rand fvagt udbuet. Enderanden har jeg fundet væbnet med fer Koſtborſter og indenfor disſe med en anden Rakke, beftaaente af fem noget mindre Torne; fra Midten af den indre Rand udgaaer et lille, cylindriſk men noget krummet og, fom det ſynes, hult eller af en Kanal gjennemboret Redffab. Den ydre Plade er omtrent dobbelt faa lang fom den indre, eller har lidt mere end Kjæbefodens halve Længde, og er deelt i tre Led, der gradevis tiltage i Længde fra forſte til ſidſte, men af hvilke de to forſte ere temmelig utydeligt adffilte fra hinanden. Det meget forte forſte Led er flærft indknebet ved Roden, udvidet mod Enden, og danner i Forening med andet Led Formen af et Hjærte, dog noget uregelmæsfigt, idet den forreſte-yderſte Vinkel er temmelig flærft uddragen og tilſpidſet. Tredie Led, fom overgaaer begge de foregaaende i Lengde, har en temmelig bred oval Form. Den indre Rand af alle tre Led er tet be— ſat med middelmaadigt ſtore Borſter af almindelig Form, hvorimod den ydre Rand har langt færre og ſvagere. Pal— pen nager omtrent til Enden af den ydre Kjæbeplades andet Led, og er af en temmelig fangftraft - oval Form, den ydre Rand udbojet, den indre neſten lige; den viſer kun ſvage Spor til Borſter. Bryſtſtykket eller de fyv Bryſtringe tilſammen udgjore omtrent 2 af Totallcengden; Formen hos Hannerne lang— ſtrakt, ſmal, næften af eens Brede i hele Lengden eller linie— dannet, hvorhos imidlertid vel maa merkes, at alle Ringene paa Grund af deres Form ere tydeligt adſkilte fra hverandre. Siderandene ere næmlig udbojede til en Vinkel, dog med ſtorre eller mindre Tydelighed og Regelmæsfighed hos de forffjællige Ringe (tydeligft hos de tre eller fire mellemſte, utydeligft hos den førfte og den ſidſte). Hos Hunnerne nærmer derimod Formen af Brhyſtſtykket fig noget mere til det Ovale, idet 94 Ringene gradevis tiltage noget i Brede indtil den tredie, ved— ligeholde omtrent eens Brede over tredie og fjerde Ring, og derpaa atter aftage gradevis. Fremdeles ere Ringene meget mindre tydeligt adſtilte fra hverandre, idet Siderandene ikke boje fig ud i en ſaadan Grad fom hos Hannerne, eller ingenlunde viſe en faa beſtemt ferfantet Form. Forſte Fodpars Lengde indeholdes omtrent fem Gange i Totallængden, og det er altfaa fort. Bygningen ſterk, endog plump, hvorved dog maa meerrkes, at de to forſte Led forholda vis ere af meget tyndere Bygning end de fire ſidſte. Leddenes indbyrdes Længvdeforhold omtrent: 74+3+2+2+7+-4; ferſte Led noget kolledannet, i Enden føraat afffaaret; andet Led af meget ſtorre Længde end Brede, af uregelmæsfig Form, fortil ftærft indbojet, i Enden paa den ydre Side med en fremtrær dende Vinfel, fom legger fig ud over en Deel af følgende Led. Tredie Led af meget ſtorre Brede, indknebet ved Roden, fortil ſtcerkt fonvert og forneden fremtrædende med en ſpids Vinkel. Fjerde meget lille og tillige meget tæt forenet med det neſte, af ſtorre Brede end Længde og af Triangelform. Femte Led baade ſtort og ftærft, med den forrefte Rand meget udbøjet eller hafvmaanedannet, den bagefte bølgedannet eller krenuleret; i Enden fremtræder dette Led med en afrundet Knup eller Knude; i Forening med Kloen danner det en kraftig Gribe— haand. Kloen ſtor, plump, lidt krummet, med den ſortagtige Hornſpidſe tydeligt affat fra den vyrige Klo eller ligeſom dan— nende et færffilt Led. Den bageſte Rand af tredie, fjerde og femte Led er temmelig tæt væbnet med ftærfe, men ikke juſt lange Borſter; iovrigt er Borſtevebningen ſparſom; meerkes maa, at Kloen ſaavel langs forreſte ſom bageſte Rand (Spid— fen undtagen) bærer fmaa Børfter, blandt hvilfe en Duff tæt ved Spidſen paa den bagefte Rand udmærker fig ved Lengde. Andet Fodpar overgaaer førfte lidt i Længde, men 95 ſtemmer meget nær overeens med det i Bygning; kun deri av- ſtiller det fig, at fjerdeded er meget tydeligt afſondret fra femte og af firkantet Form; endvidere ſynes den i Enden af femte Led fremtrædende, afrundede Knude ved Artikulation adſkilt fra Det øvrige Led. Endnu kan mærfes, at femte Led er noget mere langſtrakt og ſmalt end hos foregaaende Fodpar, og at der ikke finder en faa iejnefaldende Forffjæl Sted mellem Tyk— kelſen af de to forſte og de fire ſidſte Led ſom hos dette. Det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene omtrent: 8423 2+8+432. De folgende Fodpar tiltage efterhaanden lidt i Lengde, og blive forholdsvis noget tyndere; det er iſer det fjerde Led, fom vorer betydeligt, faa at tilſidſt dets Lengde bliver ſtorre end dets Brede; ogſaa taber femte Led den ovale Form, og - bliver efterhaanden næften liniedannet. Men iovrigt ligne alle disſe Fodpar det andet faa noje i Beffaffenhed, at de ikke ude førdre nogen færffilt Beſkrivelſe. Hos ſyvende Fodpar fandt jeg Leddenes Længdeforhold omtrent: S+5+7+4+10+35. Epimererne ere ſerdeles fmaa og utydelige, af lang— ſtrakt og ſmal Form, og indtage kun en lille Deel af Ringenes Længdeftræfning*); paa forſte Bryſtring ſpores ingen Epimer, paa anden og tredie Ring er den anbragt forreſt paa Siderne, paa fjerde og femte mod Midten, og rykker paa de to ſidſte Bryſtringe langt tilbage mod Ringenes bageſte Rand; de tre forſte Epimerpar begrændfes af en ret Linie (den, hvormed de grændfe til Ringene) og en udbuet (den frie Rand); de tre ſidſte Par blive derimod mere eller mindre tydeligt ſkjœvt⸗fir— kantede. Af Bryſtplader til Wggenes Opbevaring have Hun— nerne kun et eneſte Par, feſtet til Roden af femte Fodpar; *) J denne Henſeende nærmer nærværende Art fig til Id. indica og linearis. 96 Formen nærmer fig noget det Kredsdannede, og Randen bærer i en lille Stræfning (nor Foden) omtrent en Snees Fjerborſter. Pladerne ſynes ivvrigt at udvikle fig ſeent, thi jeg har hos Hunner af omtrent 8 Liniers Lengde endnu fundet dem ganſte rudimentære. Bagkroppens Lengde udgjor næften I af Totallængden. Den er omtrent tre Gange faa lang ſom bred, og altfaa af langſtrakt og ſmal Form. J mere end 4 af dens Længde vedligeholder den næften ſamme Brede, men bernæft begynde Siderandene at konvergere lidt i Retningen bagud; dog ſaa— ledes, at Bagkroppens Brede allerbageſt endnu er lig med eller overgaaer 2 af dens ſtorſte Brede. Den bageſte Rand er konkav eller indbojet, dog meget fladt, og ligeſom lidt bugtet, idet den midterſte Deel ikke træder fuldt fan meget tilbage fom de Dele, der ligge nærmeft paa Siderne af den; Vinklerne ere gjærne noget brede og ſtumpe, dog i forffjællig Grad hos for— ſtjcellige Individer. Bagkroppen beſtager ferſt af to fuldſten— dige eller frie Ringe, hvis indbyrdes Længveforhold omtrent er fom 5 til 3, og fom tilfammen næppe udgjore mere end 2 af Bagkroppens Længde; derpaa kommer en lille tredie Ring (den forholder fig i Længde til anden fom 2 til til 3), der kun er. fri paa Siderne, men paa Midten af Rygfladen er ſammen— voret med den ſtore fjerde Ring). Forfte Par Bugfodder ere fuldkomne Svommefodder, og viſe næppe Spor af Gjalleſtruktur; Rodſtykket er for— holdsvis fort og langſtrakt, og indeholdes næppe fem Gange i Fodparrets Leengde. Andet Par har omtrent lige Længde med forſte, og er næften i lige Grad væbnet med Fjerborſter, ) Denne Idothea ſkulde man altſaa, ifølge den Maade, hvorpaa Milne-Edwards fordeler Arterne, troe hørte ind under ſamme Afdeling fom Id. irrorata Say. Men fee herom nedenunder. 97 og det paa begge Gjelleblade, hvorfor disſe ogfaa her funne antages, at fungere ikke faameget fom Gjeller, men fær at være virkſomme til Bandets Fornyelſe i Gjellehulen; dog fynes deres Gjelleſtruktur lidt mere tydelig end hos forſte Par. Det Vedheng, fom hos Hannerne er fæftet til den indre Side af dette Fodpar, udmærfer fig ved en meget betydelig Lengde (jeg har fundet det netop af lige Længde med felve Fodparret), men tillige ved en meget betydelig, ganſte linieagtig Tyndhed. Det ſynes at beftaae af tre Led af hvilfe dog de to førfte er meget fmaa og utydeligt avffilte*); det indbyrdes Lengdefor— hold af disſe Led er omtrent: 24 4 15. De to førfte Led ere paa den indre Side tæt befatte med ſmaa Haar; det tredie Led, fom ganffe favner Haar, bliver mod Enden lidt udad— krummet og tilſpidſet, og viſer paa den indre Side af Spid— ſen et Slags Krenulering, hvilken maaſkee har fin Grund deri, at en Deel meget ſmaa, koniſke Legemer ligge tet op til hverandre. Tredie Par er ubetydeligt longer end andet, og adſtiller fig desuden fra de foregaaende Bugfedder derved, at Rodſtykket forholdsvis er meget kortere, fkjondt endnu omtrent af lige Brede med Gjellepladerne, og at den pdre af disſe ganſke favner Borſter, medens den indre endnu har ſmaa Fjerborſter langs hele den indre Rand, og desuden lengere Fjerborſter i Enden, hvilke endog ſtrakke fig lidt om paa den ydre Rand. Hos det lidt lengere fjerde Par er Rodſtykket ikke alene overmaade kort i Forhold til Gjellebladene (det har kun omtrent 1 af disſes Længde), men ogfaa meget ſmallere; begge Gjellebladene ere langs den indre Rand temmelig tæt befatte med forte Fjerborſter. Femte Par er atter ganſte lidt legere end fjerde, men ligner det aldeles i Form, kun at ) Maaffee er det, jeg her betragter ſom andet Led, ikke andet end en Hule eller en i Enden af forſte Led indefluttet Blære ? Naturhiſtoriſt Tidsſtriſt, Ny Ralke. II. 7 98 Roddelen er lidt bredere. Sjette Par, eller de Gjellehulerne lukkende Klapper, har en langſtrakt og ſmal, fortil afrundet, bagtil lidt tilſpidſet Form; dets bageſte Led indeholdes omtrent tre Gange i det forreſtes Længde, og adſtilles fra dette ved en næften lige Tverlinie. Denne Art ſynes at kunne diagnoſeres ſaaledes: Color lusco-luteus, fasciis longitudinalibus sex obscu— rioribus, per totam fere animalis longitudinem extensis. Forma valde elongata, linearis (3) vel subovato-linearis (9), dorso convexo, lævi. Oculi parvi, suborbiculares, parum prominentes. Antenne superiores ad basin articuli pedunculi antennarum inferiorum penultimi minime ex- tensæ, undecimam ferme explentes longitudinis animalis par— tem. Antennæ inferiores sat graciles, setiformes, % longitu- dinis animalis parum superantes; flagellum 13—17 articu— latum, pedunculo non multo brevius (quarta hujus parte). Epimera parum distincta, partem modo marginis annulo- rum thoracicorum lateralis obtegentia. Abdomen tertiam longitudinis animalis partem fere æyuans, quatuor compo- situm annulis (quorum duo ultima confluunt), postice truncato-subsinuatum, dentibus lateralibus brevibus obtu- sisque. Om den Art, med hvis Beſtrivelſe jeg her har gjort Begyndelſen, virfelig er en ny Art, kan ſynes megen Tvivl underkaſtet, og inden umiddelbar Sammenligning med en anden Art, fom ſtrax nærmere ſtal omtales, fan anſtilles, tor Sagen maaſtee nappe antages for afgjort. Den ſtager næmlig viſtnok meget nær ved Idothea linearis Penn., faa at jeg ved de gjentagne Underføgelfer af den ofte har følt mig tilbojelig til at forene den med den nævnte pennantſte Art, men atter ved Grunde, der forekom mig overvejende, er bleven afholdt derfra. Efter Antallet af Bagkroppens Ringe og ifølge Epimerernes ringe Udvikling hører den vel tydeligt nok til den lille Afdeling af Slegten Idothea, hvori Milne— 99 Edwards ſammenſtiller I. indica og I. linearis*). Foruden de ældre Forfattere, hvis Sammenligning nappe fan føre til noget Reſultat, og font jeg derfor her forbigager, give Desmareſt og Milne-Edwards Oplysninger om I. linearis. Den førfte meddeler (Consid. géner. sur les Crustacés tab. 46 fig. 12) en Afbildning, fom vel i Ul mindelighed temmelig godt gjengiver Habitus af I. sexlineata (og nær- meſt Hunnen af denne Art), men dog i det Enkelte ſynes mindre over— eensſtemmende, og iovrigt ikke tilſteder nogen gjennemført Sammenlig— ning. J Karakteren for Slaegten Stenosoma, hvortil Desmareſt efter Lead) henfører Arten, angiver han de Ydre Foleres naſtſidſte Led fom longer end det ſidſte“ ), hvilket mindre vel pasſer paa I. sexlineata, hvor disſe Led omtrent ere lige lange, eller Forffjællen i al Fald fan ubetydelig, at den ikke ved Diemaal kan bemeerkes, men forſt ved Mi— krometrets Sjølp opdages (de to omtalte Led forholde fig næmlig ind— byrdes, efter hvad ovenfor er angivet, ſom 17 til 16). Endnu mindre ſynes mig det i Diagnoſen anforte Forhold at pasſe: base du dernier *) Her maa jeg dog gjøre opmeerkſom paa en forvildende Angivelſe i M. ⸗Edwards's fortræffelige Hist. d. Crustacés. Hans anden Gruppe af Slægten Idothea indeholder faadanne Arter, dont l'ab— domen se compose de trois articles parfaitement distinets (le second étant composé de deux anneaux soudés ensemble sur le milieu du dos, mais séparés par une scissure sur les cölés). Og til denne Gruppe henfører han de i Europas Have alleralmindeligſte Arter af Slægten, I. tricuspidata o. ſ. v. Men hos de mangfoldige Individer af Slegten, ſom jeg paa den danſke og norffe Kyſt har underſogt, har jeg aldrig truffet et Forhold, ſom det ovenfor i Pa— rentheſen angivne; derimod altid den anden Bugring enkelt, og den tredie med et Ind ſnit paa hver Side ved Roden, eller beftaaende af to fammenfmæltede Ringe Herefter ſtulde alt— faa Glægtens ſtandinaviſke Individer høre til en anden Afdeliag end den, hvori De franffe og engelffe ere henſtillede, og komme ſammen med den nordamerifanffe I. irrorata Say. Jeg kan imidler⸗ tid ikke troe Andet, end at den antydede Angivelſe blot beroer paa en Skrivefejl eller en lignende tilfældig Vildelſe, og tager derfor ingen Henſyn til den. Man fkulde maaffee mene, at Tvivlen kunde af— gjøres ved de ſmukke Afbildninger, M.⸗E. har leveret i den tredie Udgave af Cuviers Regn. an. tab. 69, men de ere virkelig ikke tydelige nok dertil, ſkjondt dog fig.2 (I. emarginata) ſynes at be— fræfte min Paaſtand. ) Dette er næmlig aabenbart hans Mening, uagtet han, ſorglem— mende at de ydre Foleres Skaft beftaaer af fom Led, ſiger: le troisiéme article plus long que le quatriéme. 7 * 100 segment de la queue un peu rétréeie avec Pextrémité dilatée; og allermindft den angivne Farve (brun noiråtre en dessus, blanchåtre sur les cotés). Jeg tør derfor ikke holde min I. sexlineata for ibentiff med J. linearis hos DesmareftY). Milne-Edwards's Afbild— ning af I. linearis (Cuvier, le regne animal, 3eme éd. tab 69 fig. 3) ſtemmer i Farven omtrent med Angivelſen hos Desmareſt, og viſer fig altfaa forſtjallig fra det af mig hos I. sexlineata angivne Forhold; og ligeſaa afgjort forſtjcellig fynes mig efter E.'s Afbildning disſe Dyrs Habitus, idet alle Legemets Ringe paa Siderne ſtode tæt op til hver— andre, eller danne en uafbrudt Folge, Halen ſlet ikke tilſpidſes mod Enden o. ſ. v. J hans Diognoſe (Hist. nat. des Crustacés III, 132) ſynes ÜUdtrykkene: corps légèrement rugueux — — antennes externes pouvant atteindre le dernier article de l'abdomen — — og at Bag— kroppens ſidſte Ring er armé à son bord posterieur de deux dents la- térales trés-saillantes et d'une dent médiane rudimentaire ikke vel at funne anvendes paa I. sexlineata. Jeg holder det derfor for retteſt, at betragte denne ſom en egen Art. 2. Idothea nodulosa Kr. Af denne nye og meget diſtinkte Art ere nogle faa Indi— vider nedſendte ved Kaptajn Holboll fra det ſydlige Gron— land. Den fkal, hvad Hos nærværende Slegt er aldeles uſcd— vanligt, leve paa Sandbund (ikke paa Tang), og er fanget paa en Dybde af tolv til femten Favne. Den kan ſiges at udfylde en Lafuna i den gronlandſke Kræbsdyr- Fauna, efterdi det er den forſte Idothea, fom er funden der, medens disſe Dyr ere faa hyppige ikke blot pua hele den norſke Kyſt lige *) Stenosoma filiforme høg Latreille og Desmareſt, ſom Milne— Edwards ikke anerkjender, men, uden nærmere Omtale, ſynes at forene med J. linearis, er vel, ſaavidt jeg kan fkjonne, ikke andet end Hannen til denne. 101 til Nordkap, men ogfaa paa de islandſke Kyſter, og medens Sabine allerede for en Deel Aar ſiden har truffet en gigan— tik Idothea*) ved Melville Øen. Størrelfen nager hos intet af de Individer, jeg har haft Lejlighed til at underſoge, ſex Linier. Hannerne ſynes at overgaae Hunnerne lidt i Lengde. Far ven viſer fig hos dei Spiritus opbevarede Individer gulagtig os nogle hvidgul, hos andre gulbrun), med mere eller mindre tydelige, brede, morke Tverbaand; et af disſe Fyærbaand plejer altid at indtage fjerde Bryſtring, ligeſom ogſaa Bagkroppen gjærne er mere eller mindre morkfarvet. Formen er middelmaadigt langſtrakt, hos Hannerne temmelig liniedannet, hos Hunnerne mere oval; hos de forſte indeholdes den ſtorſte Brede over tre Gange (omtrent 31 Gange) i Totallengden, hos de ſidſte ikke fuldt tre Gange (omtrent 21 Gange). Hvad der iovrigt paafaldende udmerker Formen er den tagdannede Ryg, eller den tildeels af Knuder dannede Kjøl, ſom ſtrakker fig gjennem Dyrets hele Lengde, og den tilſpidſede Bagkrop. | Hovedet, hvis Længde omtrent indeholdes ni Gange i Totallcengden, vifer paa Overfladen et temmelig kompliceret Forhold, fom det er vanffeligt nok at tydeliggjøre med Ord uden Afbildning. Overfladen kan inddeles i tre Felt: et har geſte, fom beftaaer af to, paatværs ovale eller elliptiſke Knu— der, der ligge jævnfides; et mellemſte, fom indtages af en lille kredsrund Knude paa hver Side, og i Midten af en Lengdekjol, der er utydeligt inddeelt i to Afdelinger, en forreſte ) Han antager denne for identiſk med Oſterſoens Idothea Entomon; hvilken Forening man viſtnok, uden at have feet det paagjeldende Dyr, maa være fuldkomment berettiget til at forkaſte, da I. Ento- mon ikke engang ſynes at forekomme i Kattegattet, og endnu mindre lngere nord paa. 102 og en bageſte, af hvilfe den førfte fortil fremtræder lidt, og ſaaledes banner ligeſom en Antydning af et Pandehorn; endelig et forreſte Felt, fom fortil er noget indbojet, og paa hver Side deelt i to ſkarpe Vinkler eller Tveerkjole, af hvilke den ene er ovenfor og tillige indenfor den anden. Ojnene træde paa Siderne meget ſteerkt frem over Ho— vedets Overflade, faa at de uæften funne kaldes ſtilkede. De ere forholdsvis temmelig ſtore, paa det Nærmefte kredsrunde, og ſidde meget nærmere den bageſte end den forreſte Rand af Hovedet. De overſte Folere ere hos denne Art forholdsvis lange, idet de kun indeholdes lidt mere end ſyv Gange i To— tallengden, og nage til Enden af det fjerde Led af de ne— derſte Foleres Skaft. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold kan omtrent anfættes til: 213223; Geller nojagtigere til 14 +8+10+12). Alle Leddene begrendſes paa den ydre Side af en lige Rand, paa den indre af en i forffjællig Grad ude bojet; det forſte plumpe Led, hvis Læugde kun lidet overgager dets egen ſtorſte Brede, erholder en noget femkantet Form, idet den indre Rand er bojet til en Vinkel; det andet har neſten Form af en omvendt Kegle; det tredie er lidt kolledannet; fjerde Leds indre Rand danner en temmelig regelmersſig, men flad Bue; dog er Leddet for langſtrakt og den ydre Rand for ſnorlige, til at Formen kan kaldes halvmaanedannet; i Enden og paa en Deel af den indre Rand bærer Leddet grove, tildeels baanddannede Borſter. De nederſte Folere, hvis Længde omtrent udgjor I af Totallangden, have en temmelig plump Bygning *). Skaf⸗ tets Længde forholder fig til Svobens omtrent fom 3 til 2. Det indbyrdes Lengdeforhold af dets fem Led er omtrent: Dog med individuel Forſtjallighed. 103 3+3+5+4+7. Leddene ere alle ved Noden noget ind- knebne, i Enden udvidede, eller med andre Ord: de lengere viſe Tilnærmelfe til Kelleform, de forte ere ffaal- eller beger⸗ dannede. Svoben beſtager af ni til ti Led, af hvilfe dog de tre ſidſte ere meget ſmaa, og kun med Vanſtelighed ſkjelnes fra hverandre. Gaavel Skaft fom Svobe ere forſynede med endeel fmaa Borſter, det forſte dog noget ſparſommere end det ſidſte. Kindbakkens forreſte og yderſte Horngreen deler fig i fem, ſtumpt-koniſke Tender af forffjællig Længde; den indre mindre Green har kun tre Teender, men desuden to Torne og fire plumpe, flosſede Borſter. Tyggeknuden oval, langs den ene Side væbnet med en halv Snees ſteerke og ſpidſe Tender, langs den anden derimod blot forſynet med en ſkarp Hornrand; i den forreſte Ende er desuden en Duff lange Borſter heftet. O verleben fort og bred; dens frie Rand temmelig ſteerk konver, dog i Midten forſynet med et fkarptvinklet, bredt Indſnit, hvorved den deles i to Flige Herved fager Over— leben en bred Hjærteform. Hele den nedre eller frie Rand er tæt væbnet med temmelig lange og ſtive Borſter. Underfæben beftaaer af to forte, brede, i Enden ſtumpt afrundede Flige, hvis indre Rand og Enderand ere tæt børftevæbnede. * Forſte Kjebepars indre, noget koniſke, Plade har fun omtrent I af den ydres Lengde (Borſterne fraregnede), og ender med to meget lange, flærfe, indadbojede Koſtborſter (længere end ſelve Pladen). Den dre, langs begge Rande borftevæbnede, Plade bærer indplantet i den ligeaffkaarne Enderand omtrent ti ftærfe, indadkrummede Torne, ſom tildeels ere faugtandede paa den indre Rand. Andet Kjœbepars yderſte Plade ender med fire 104 meget lange Borſter (omtrent 3 Gang längere end ſelve Pla— den), hvilke langs den indre konkave Rand ere tæt væbnede med naaledannede Smaaborſter; den mellemſte Plade i Enden og paa en Deel af den indre Rand vebnet med ti Borſter af lignende Beſkaffenhed, men fortere; endelig har den inderſte Plade omtrent 16 eller 17 Borſter, der idetmindſte for ſtorſte Delen ere koſtdannede, og af hvilfe de tre inderſte overgaae de ovrige i Lengde og Styrke. Kjebefodderne, fom i Lengde overgaae Hovedet lidet, have en meget bred og plump Form. Den indre Kjæber plade er lille (ikke halvt faa langt fom den ydre, og ikke naaende til Enden af dennes andet Led), langſtrakt-firkantet, ved Roden lidt ſmallere; den ydre Rand lidt udbojet, Ende— randen væbnet med endeel Koſtborſter, den indre Rand om— trent paa Midten med et temmelig ſtort, krogagtigt Nedffab. Den ydre Kjæbeblade eller Palpen treleddet (med mindre man, hvad maaſkee er rigtigere, vil regne det forſte Led til den indre Plade); Leddenes indbyrdes Lengdefor— hold omtrent: 2+12 ＋ 13; Formen meget bred. Andet Led har fin ſtorſte Længde langs den indre Rand, tredie langs den ydre; hint er noget hjertedannet, Dette ovalt, begge langs den indre Rand tæt borftevæbnede. Svoben en oval, temmelig bred Plade, fom omtrent nager til Enden af den ydre Kjæbeplades andet Led. Bryſtringene, fom tilſammen udgjøre omtrent 3 af Fotallængden (hos Hunnerne lidt mindre), ere meget tydeligt tagdannede, eller paa Midten af Rygfladen hævede til en Kjøl, paa Siderne nedſkraanende. Hos Hunnerue tiltage Ringene gradevis i Brede, indtil de med tredie og fjerde naar deres ſtorſte Üdvikling, og aftage derneſt atter meget kjendeligt, hvor— ved hele Formen fager et mere ovalt Üdſeende, medens den hos Hannerne mere nærmer fig det Liniedannede. Hos disſe 105 ſidſte ere Ringene derimod noget afſondrede fra hverandre mod Siderne, medens de hos Hunnerne forene fig nojere med hverandre, eller ligeſom fmælte ſammen til et Stykke. Hos begge Kjon er hver af de fire forſte Bryſtringe meget længer end enhver af de tre ſidſte; den ſyvende er den korteſte. Hver af Bryſtringene er paa Midten af Rygfladen mod den bageſte Rand forſynet med en kredsrund, afrundet eller næften halvkugledannet Knude; ogſaa paa Siderne have Rin— gene ſaadanne Knuder, der dog fremtrede tydeligſt paa de fire forſte Ringe, paa de tre ſidſte derimod vanſkeligen opdages, og ligeſom tabe ſig i den rynkede Overflade. Forſte Fodpar af en temmelig plump Bygning, i Lengde omtrent ligt med I af Totallcengden. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent: 4723 ＋-13 T1 ＋-4＋3. Andet Led altſaa føre holdsvis temmelig langſtrakt; tredie Led af ſtorre Brede end Leengde, hvilket i endnu hojere Grad finder Sted med det næften rudimentære fjerde Led, fom har en triangulær Form. Kloen bred, flærk og krum, med Spidſen tydeligt affat fra den ovrige Deel, hvilfen fidfte har den bageſte Rand væbuet med overordentligt fine Tænder foruden nogle Børfter. Spidſen er tredobbelt, eller bag den ſtorre Spidſe findes to noget mindre, af bvilfe den bageſte er af en meget ſterk Bygning, fkjondt den kun har omtrent den halve Lengde af Hovedſpidſen. Andet Fodpar er betydeligt lengere end førfte (dets Længde udgjør mere end I af Totallcengen), men af en meget mere tynd og langſtrakt Form. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent: 11+6+5+5+9+7. Forſte Led af en uregelmesſigt krummet Form; andet Led noget kolledannet; tredie Led det bredeſte, neſten ligeſaa bredt fom langt, fortil ftærft udbojet; fjerde Led ligeſaa langt eller endog lidt leenger end tredie, af uregelmesſigt firkantet Form, ved Roden lidt tykkere, mod Enden ſmallere. Femte Led er neſten kolledannet 106 (lidt indknebet ved Roden og i den ovrige Strakning næften liniedannet), og kan altfaa ikke ſiges at danne nogen Gribe— haand. Kloen lang, krum, ſterk, med Spidſen tydeligt afſat og trekloftet; den mellemſte Green er imidlertid faa tynd, at den næften gaaer over til at blive en Borſte. De folgende Fodpar have omtrent lige Længde med andet, eller overgaae det i al Fald kun ganffe ubetydeligt, lige— fom de ogſaa i det Væfentlige have ſamme Form. Hos ſy— vende Par bliver det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene om— trent: 10+49+5+-5+10+7; hvoraf ſees, at andet Led efter— haanden tiltager endeel i Længvde. Epimererne indtage hele Sideranden af Ringene, og ere af forholdsvis betydelig Storrelſe, men tildeels noget uty— deligt afſatte; dog danne de en Vinkel med den ovrige Deel af Ringene. Selv paa forſte Ring iagttages her Epi— merer, ganffe imod det fædvanlige Forhold; de ere imidlertid mindre tydeligt adſkilte fra Ringen, end Tilfældet er med de tre folgende Epimerpar. Hvad Formen angaaer, da have de fire forſte Epimerpar en temmelig langſtrakt og ſmal Halve maaneform; de tre ſidſte Par derimod blive pludſeligt langt bredere end de foregaaende, af en lidt uregelmæsfigt firfantet Form, med ligeſaa ſtor eller vel endog lidt ſtorre Brede end Lengde; dog ere de noget utydeligt afgrændfede fra Ringene. Hunnernes Bryſtplader paa anden, tredie og fjerde Ring ere hos fuldvorne Individer temmelig ſtore, af en uregel— mæsfigt firkantet Form med afrundede Vinkler, paa en Deel af Randen (ſtundom, ikke altid) borſtevebnede. Bagkroppen, hvis Længde udgjør henimod I af Total— lwngden, udmerker fig ved fin langftraft-triangulære eller bag— til jevnt tilſpidſede Form, er færdeles ſteerkt hvælvet, med en Lengdekjol langs Nygfladen og en temmelig ſtor afrundet nude forreſt (ligeſom hos Bryftringene). Den beſtager kun 107 af to Ringe, og disfe ere ſaaledes ſammenvoxede, at man kun yderſt paa Siderne med Moje bemærfer Spor til Adfſkillelſe. Forſte Par Bugfodder eller Svommefodder inde— holdes mellem fem og fer Gange i Totalleengden; Grundleddet er bredt, og har kun omtrent I af Fodens Længde. Svomme— pladerne langſtrakte, omtrent lige brede i hele Lengden, i Enden bredt afrundede, paa den indre Rand og i Enden tæt væbnede med Fjerborſter; den indre er lidt kortere end den ydre (Forholdet omtrent ſom 7 til 73). Andet Par Bugfodder er endnu Svømmeredffab, dog i langt ringere Grad end førfte, det vil ſige med fortere og ſparſommere Børftevæbning; det flaaer ubetydeligt tilbage for førfte i Længde (Forholdet omtrent fom 9 til 10). Grund— leddet forholdsvis fortere (det indeholdes omtrent fer Gange i Fodparrets Leengde). Lengdeforholdet mellem den indre og ydre Plade ſom 11 til 15; den indre kortere Plade er af langſtrakt-oval Form, temmelig vel forſynet med Fjerborſter langs den indre Rand, og viſer allerede Spor til Gjelleſtruktur; den ydre Plade er ſterkt tilſpidſet i Enden, og har, foruden Haar langs Randene, kun lange Fjerborſter mod Enden af den indre Rand. Det Hos Hannerne paa dette Fodpar frem— trædende Vedheng er af en færdeles betydelig Længde, neſten dobbelt faa langt fom Gvammepladerne. Tredie Par Bugfodder har fun meget forte Fjer— borſter langs den indre Plades indre Rand, og Roddelen er meget ſmallere end Svommepladerne. De folgende to Par blive fuldkomne Gjelleblade. N Sjette Par Bugfodder eller Bugklapperne ſtemme omtrent i Lengde med Bagkroppen, men indtage derimod langtfra ikke Dennes hele Brede, Hær hvad den forreſte Halv— deel angaaer: de ere af en langſtrakt og ſmal Form (Lengden fire Gange faa ſtor fom Breden), fortil afrundede, bagtil ude 108 dragne til en lang Spidſe, fom for ſtorſte Delen, fljøndt ike ganffe, dannes af andet Led, bhvilfet omtrent indeholdes tre Gange i førfte Led eller fire Gange i Klappens hele Lengde. Grændfelinien mellem forſte og andet Led er noget ſkraa i Retningen ind og bag. Klappens frie Rand børftevæbnet; Berſterne ere lengere paa forſte Leds indre Rand, fortere og tættere paa andet Led. Denne Art diagnoſerer jeg paa folgende Maade: Color ochroleucus vel luteo-fuscus, fasciis transversis latis fuscis obsoletioribus. Forma sat robusta; capite no- doso, subcornuto, antice profundius excavato; thoracis ab- dominisque dorso carinato et nodoso. Oculi sat magni, subglobosi. Antenne superiores ad apicem penultimi pedun- culi antennarum inferiorum articuli extensæ, septimamque fere æquantes longitudinis animalis partem. Antenne infe- riores robustæ, setiformes, tertiam longitudinis animalis partem æquantes; flagellum novem-, decemve-articulatum, 3 pedunculi longitudinis explens. Eyimera annulorum tho- racicorum distincta, totum marginem annulorum lateralem obtegentia. — Abdomen tertiam longitudinis partem vix æquans, triangulare vel postice acuminatum, duobus modo compositum annulis medio confluentibus. ær 3. Idothea robusta Kr. Af denne Art har jeg kun feet nogle faa Exemplarer, hvilke godhedsfuldt ere mig meddeelte af Kaptajn Holboll, fom paa Overrejſen til Grønland har fanget dem i det aabne Hav mellem Island og Grönland paa omtrent 60% n. Br. Storrelſen belober fig hos de ſtorſte underſogte Indi— vider til omtrent otte Linier fra Panderanden til Halens ba— geſte Rand. 109 Farven er Hos de i Spiritus opbevarede Individer et temmelig morkt Blaagraat, tildeels lidt lyſere mod Randene, men uden Marmorering eller tydelige Platter. Ojnene ere ſorte. Det meſt Betegnende eller Jojnefaldende i dette Dyrs Form er en vis Plumphed og Styrke, den ſterkt hvælvede Rygflade, det førte, brede Hoved og den forholdsvis temmelig lange Bagkrop. Dog ere Hannerne mere langſtrakte og ſmalle end Hunnerne. ö Hovedet er hos Hunnen mere end dobbelt ſaa bredt fom langt (Breden forholder fig til Længden omtrent fom 23 til en) med fun lidet konvex, temmelig glat Overflade, den fore reſte Rand ſvagt indbojet mellem Ojnene, den bageſte Rand i ringe Grad udbojet. Bagtil deler en halvmaanedannet Tverfure det, eller ligeſom afffjærer et Styffe af det. Ojnene ſammenlignelſesvis temmelig ſtore, kredsrunde, konvexe (fremragende omtrent ſom Uhrglas paa Hovedets Sider), tydeligt retikulerede, beftaaende af et ſerdeles ſtort Antal Lindſer. De overſte Følere ſtemme omtrent i Længde med Hovedet, eller overgaae dette kun ganſke ubetydeligt, og inde— holdes henimod ti Gange i Totallængden; de nage imidlertid til Enden af de nederſte Foleres Skafts tredie Led. Formen meget plump, krummet, faa at Føleren danner en Bue; det ind— byrdes Længdeforhold af Leddene omtrent: 643455. Forſte Led af meget plump og bred Form, utydeligt fyv- eller otte— fantet; andet Led næften ſkaaldannet, idet det omtrent har lige Brede og Længde, mod Roden er ſterkt indknebet, i Enden ber tydeligt udvidet og den ſkraat-affkaarne Enderand tillige noget indbojet eller konkav; tredie Led kolledannet; fjerde Led lang— ſtrakt⸗ovalt, i Enden ſtumpt afrundet og forſynet med endeel førte Borſter, af hvilke nogle ere af almindelig Beſkaffenhed, 110 andre ſynes baanddannede; be foregaaende Led vife kun fvage Spor til Berſter, blandt bhvilfe enkelte koſtdannede funne mærfes, fom iagttages mod Enden af andet Leds ydre Rand. De nederſte Folere meget ſterke, langſtrakt-koniſte eller af Sylform; deres Længde udgjør omtrent I af Total⸗ leengden. Skaftet næften dobbelt faa langt fom Svoben, eller de forholde ſig indbyrdes ſom 16 til 9; det indbyrdes Lengdeforhold af Skaftets Led er omtrent: 2+44+-43+6. Det lille forſte Led noget ſkaaldannet; andet Led dybt og paa en uregelmæsfig Maade udffaaret i Enden, for at optage tredie Led; tredie Led er ligeledes dybt udffaaret i Enden, og har tillige en ſteerk Indbojning omtrent paa Midten af den ydre Rand; de to ſidſte Led ere temmelig regelmæskige, eylin— driſte. Til Borſter viſer Skaftet kun meget fvage Spor. Svoben beſtager af otte eller ni Led, af hvilke jeg dog kun har fundet de fire ſidſte tydeligt afſatte, medens derimod de foregaaende kun hojſt vanfkeligt fljælnes; ſidſte Led meget mindre end de vyrige, konifk. Borſtevebningen ſpag og fort. Kindbakken har omtrent lige Længde med Hovedet, og er af bred og ſtcerk Form. Dens forreſte, morkebrune, horn— agtige Green er deelt i fire koniſke Tender, af hvilke den anden (udvendigt fra) er den ſtorſte, den inderſte den mindſte. Den lille bagefte Knude har fire Tender, af hvile dog kun en er foniff, de ovrige faa tynde, at de ſnarere ligne Torne end Tender; tæt bag Tenderne er anbragt en Duff, paa den forreſte Rand ſaugtandede Borſter, omtrent ti i Fallet (de ſidde dog faa tæt ſammen, at deres Antal ikke let kan beſtem— mes med Sikkerhed). — Tyggeknudens Endeflade er oval, med ophojet Rand, i Midten fordybet, den ydre Rand tæt væbnet med ſtore ſpidſe Tænder eller Torne; desuden er et Knippe lange Borſter anbragt paa den overſte Ende af Tyggefladen. 114 O verleben ført, bred, med næppe kjendelig Indbojning paa Midten af den nederſte Rand, og kun med ſeedeles Førte Borſter paa Siderne af Indbojningen. Underleben fort og bred, paa fædvanlig Maade kloftet, Fligene ſtumpt og bredt afrundede i Enden, med omtrent den indre Halvdeel af Enderanden børftevæbnet. Forſte Kjæbepars indre Plade fidder tæt op til den ydre, og nager temmelig nær til Enden af denne (ud over 3 af dens indre Rands Længde); den er vebnet med tre meget lange Torne, ſom have enkelte Sidehaar; den ydre Plade har Enderanden forfynet med otte eller ni Torne af ſimpel Bygning. Andet Kjæbepar lille; af de tre, i Enden ſkraat af— ſtaarne og tillige afrundede Plader, hvoraf det beftaaer, er den inderſte omtrent ſaa bred, ſom de to andre tilſammen; den yderſte Plade er i Enden væbnet med fer eller ſyv lange, lidt indadkrummede og paa den inderſte Rand ſaugtandede Torne; den mellemſte Plade med otte lignende; den inderſte med om— trent en halv Snees ſmaa Saugtorne, ſamt indenfor disſe med ſyv eller otte plumpe Koſtborſter. Kjebefodderne meget ſtore og brede; den indre Kjebeplade naaer omtrent til Enden af den ydres andet Led, er af noget oval Form (eller langſtrakt-firkantet med afrundede Hjørner), i Enden vebnet med en halv Snuees forte, frærke Fjerbørfter; det fædvanlige Bedhæng findes paa den indre Rand, men langt tilbage eller nær Pladens Rod. Den ydre Kjebe— plade eller Palpen meget tydeligt treleddet; andet Led kun ubetydeligt lenger, men endeel bredere end forſte; tredie Led ovalt, karakteriſeret ved et lille Udfnit paa den indre Rand mod Enden; andet og tredie Led flærkt borſtevbnede paa den indre Rand. Spoben oval, naaende neſten til Enden af den ydre Kjæbeplades andet Led, langs den ydre Rand tet forfynet med korte Haar. 142 Forſte Fodpars Længde indeholdes omtrent 33 Gange i Totallqengden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: S+4+3 +2+52+4. Formen omtrent den fædvanlige. Foerſte Led kolledannet; andet Led ftærft indknebet ved Roden, udvidet i Enden, langftraft-bægerdannet; tredie Led fljævt og uregelmes— figt firkantet, den forreſte Rand meget laenger end den bageſte; fjerde Led triangulært, med Spidſen fremadrettet; femte Led (eller Haanden) langſtrakt-ovalt med den bageſte Rand bolge— agtigt bugtet. Kloen ſtor, af middelmaadig Styrke og Krum— ning, meget tydeligt og beſtemt deelt i to Led, eller Spidſen afſat fra den ovrige Deel. Bag Spidſen udſender Roddelen en anden mindre Spidſe eller Torn, hvorved ligeſom en Tang dannes. Den bageſte Rand af tredie, fjerde og femte Led er tæt væbnet med torneagtige Borſter, fom det ſynes af en ejen— dommelig Bygning*). J Enden af tredie Leds forreſte Rand ere adſtillige Saugtorne anbragte, hvis Tender tildeels have en meget betydelig Sterrelſe. Andet Fod par er lidt lenger end forſte, og ſkjelner fig fra dette iſer derved, at forſte Led bliver næften liniedannet iſtedetfor kolledannet, at tredie Leds Form er mindre uregel— masſig, og at fjerde Led iſtedetfor triangulært bliver ſkjcvt-fir⸗ kantet. Joprigt ſtemmer det i alt Veſentligt med foregaaende Fodpar. De folgende Fodpar blive efterhaanden af en mere ſmal og langſtrakt Form, og Leddenes indbyrdes Lengdeforhold forandres lidt. Hos ſyvende Fodpar er dette omtrent faar ledes: S3+4+4+3+74332; fjerde Led er ffjævt-firfantet men af meget ſtorre Længde end Brede; femte Led ganfke liniedannet. *) De ſynes at dannes af et foniff Hornror, i hvilket en tynd Borſte er optagen, hvilken rager frem af Rorets Ende med ſin Spidſe. 113 Bryſtringene ere ſterkt hocelvede paa Rygfladen, men glatte og uden noget Spor enten til Kjol langs Midten eller til Knuder. Paa Siderne ere de vel adſtilte fra hverandre, dog i endnu meget hojere Grad hos Hannerne end hos Hunnerne. Paa Rygfladen adffilles Ringene fra hverandre ved temmelig dybe Iværfurer. De fire forrefte Ringe de ſtorſte, indbyrdes om— trent af lige Længde; de tre ſidſte derimod aftage kjendeligt i Lengde. Epimererne viſe ſig meget tydeligt og beſtemt udvik— lede paa de fer ſidſte Bryſtringe. Af Form ere de firkantede, men de forſte Par mere langſtrakte og ſmalle og med afrundede Vinkler“), hvorimod hos de bageſte Breden efterhaanden til— tager, og Vinklerne, ifær den pderſte-bageſte, fremtrede ſkarpere. Bagkroppen, fom udmeerker fig ved fin Lengde, idet den kjendeligt overgager Totallcengdens Trediedeel, er ikke bløt flærft konver paatværs, men ogſaa i visſe Maader i Lengderetningen, efterdi den bagtil bojer fig ſteerkt ned. Den beſtager af tre fuldftændigt adſkilte Ringe, af hvilfe de to forſte, fom fædvanligt, ere meget førte, den ſidſte meget ſtor. Denne dannes af to fammenfmæltede Ringe, idet der paa hver Side ved Roden viſer fig en Stribe, fom dog ikke gaaer tværs over Ringen, men ſkraaner op mod den foregaaende Rings bagefte Rand, hvor den taber fig. Den ſidſte Ring er iovrigt næften af ligefaa ſtor Brede bagtil ſom foran, og viſer aldeles ingen Spor til Kjol; dens bageſte Rand er lige afffaaren, eller i al Fald overmaade ſrazt indbojet, men uden mindſte Spor til Tender paa Siderne eller Midten. Forſte Par Bugfodder indeholdes omtrent 53 Gauge i Jotallængden; det er af bred og kraftfuld Form; Roddelen — Forſte Par er endog næften langſtrakt-ovalt eller elliptiſt. Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Relke. II. 8 114 indeholdes omtrent tre Gange i Svommepladernes Længde; disſe ere langſtrakt-ovale, rigeligt forſynede med lange Fjer— borſter. Andet Par lidt fænger end ſorſte, men omtrent af ſamme Form og Befkaffenhed. Tredie Par ſynes endnu, efter det ſtore Antal Fjerborſter, hvormed Pladernes Rande ere væbnede, ſnarere at være VBevægelfesredffab end Aandered— ffab; dog blive Borſterne meget fortere end paa de foregagende Par og Rodſtykket mere rudimentært. Hos fjerde og femte Par bliver Rodſtykket forholdsvis færdeles lille, og Pladerne miſte ganſke Borſter; deres Form er bred og plump, i Enden ſtumpt afrundet. Sjette Par Bugfodder eller Dakkepladerne have fire Gange faa ſtor Længde fom Brede; foroven eller fortil ere de afrundede til begge Sider, bagtil er den inderſte Vinkel kjendelig; andet Led har omtrent ligeſtor Længde og Brede, indeholdes fem Gange i forſtes Lengde, og nærmer fig i Form temmelig meget til en Kvadrant, idet den inderſte og forreſte Rand ere næften fuldkomment rette Linier, den nederſte-bageſte danner en Bue. Sfjondt Leddenes frie Rande ikke ganffe favne Borſter, ere disſe dog faa ſmaa, at der horer en ſterk For— ſtorrelſe til at opdage dem. Denne Art kan diagnoſeres ſaaledes. Color griseo-cyaneus, immaculatus. Forma crassa ro- bustaque thoracis abdominisque dorso convexissimo, levi. Caput plus duplo latius quam longum. Oculi sat magni, orbiculares, valde convexi. Antenne superiores ad basin ar- ticuli pedunculi antennarum inferiorum penultimi extensæ, decimamque ferme explentes longitudinis animalis partem. Antennæ inferiores robustissimæ, subuliformes, tertiam lon- gitudinis animalis partem ferme æquantes; flagellum octo-, novemvearticulatum, dimidiam pedunculi longitudinem parum modo superans. Æpimera annulorum thoracicorum (annulo 115 primo excepto) distincta, totum marginem annulorum lateralem obtegentia. Abdomen tertiam longitudinis animalis partem superans, quadriarticulatum (ultimis duobus annulis confluen- tibus), nec carina instructum longitudinali, nec dentibus mar- ginis posterioris truncati (vel obsoletissime excavati). Acanthono:us tricuspis. Kr.). Af denne nye Art har jeg hidtil fun feet fem eller fer Individer, fom ved Kapt. Holboll ere famlede i Sydgronland. Om Betingelſerne for dens Forekommen og om dens Leve: maade er mig endnu Intet bekjendt. De underſogte Spiritusexemplarer ere hvidgule; hos det levende Dyr ſtal Farven vare kaſtaniebrun. tængden udgjor fer til otte Linier, Folerne fra— regnede. 5 Formen er temmelig langſtrakt og ſmal, men Dyret fager desuagtet noget plumpt eller klodſet i fit Yore formedelſt Hovedets Beſkaffenhed, der i visſe Maader kalder Hyperinerne i Erindringen. Jovrigt er Ryggens Bevæbning iojnefaldende og karakteriſtiſt. Hovedet temmelig ſtort, da dets Lengde kun inde— holdes fyv til otte Gange i Totallengden; tillige er det tykt, af en temmelig plump, afrundet Form. Da Panderanden er indffaaren endeel paa Siderne for Modtagelſen af de vverfte Folere, bliver den mellemliggende Deel af Randen noget vinfei- dannet, dog uden at et Horn derved flembringes. Dyrets Ryg er I hele Lengden bredt afrundet, men væbret med tre fladtrykkede, ſpidſe, temmelig ſtore Torne, ſom ud— gaae fra den bagefte Rand af ſyvende Bryſtring, ſamt af nål 5 Art har ved Fejltagelſe faact Plads her, iſtedetfor ovenfor S 88. 85 116 førfte og anden Bugring i Middellinien af disſe Ringes Rygflade. De overſte Folere udmærke fig ſaavel ved Længde fom ved Tyndhed; da jeg, paa Grund af deres ſtore Skrobelighed, altid har fundet Spidſen afbrudt, kan jeg ikke aldeles nojagtigt beſtemme deres Lengdeforhold til Totallcengden; imidlertid ud— gjøre de paa det Nærmefte å af denne. Skaftet udgjør omtrent 1 af Folerens Længde eller I af Svobens; Lengdeforholdet af dets tre Led er omtrent: 3421; ligeſom i Lengde, ſaaledes aftage Leddene ogfaa meget ſterkt i Tykkelſe, men vife iovrigt intet Merkeligt i Formen. Svoben beſtaager af omtrent 50 Led eller nogle flere; det forſte er omtrent af Leengde ſom andet og tredie tilſammen, de folgende ti eller tolv meget forte, af ſtorre Brede end Længde; derpaa tiltager Lengden, og bliver efterhaanden betydeligt overvejende over Breden. — Skaftet har nogle faa Børfter paa den overſte Side, Svoben endeel ſaavel foroven ſom forneden. De nederſte Foølere ere betydeligt fortere end de overſte, men overgaae dog disſes halve Lengde lidt, og ude gjøre noget mere end I af Totallængden; ligeſom de overſte ere de af tynd og borſteagtig Form. Skaftet noget kor— tere end Spoben (det udgjør omtrent 3 af Svobens Lengde). Forholdet af dets fire Led kan anſettes: 23+114+34. Forſte Led er temmelig plumpt og tykt, af en noget langſtrakt— firkantet Form; andet Led omtrent ligeſaa bredt fom langt, uregelmæsfigt firkantet, med den overſte Rand ſteerkt konvex, Enderanden meget føraat afffaaren; tredie Led liniedannet, dog ſvagt bejet og lidt tykkere i Enden (fom er ſkraat afffaaren) end ved Roden; fjerde Led liniedannet. De tre ſidſte Led af— tage kun ubetydeligt i Tykkelſe indbyrdes, men ere meget tyndere end forſte; de viſe endeel Borſteknipper langs den overſte Side, færre paa den nederſte, hvorimod forſte Led favner Borſter. 117 Svoben beſtager af henimod 40 Led; forſte er leenger end de to neſte tilſammen og af ſtorre Længde end Brede, hvor— imod omtrent et Duſin af de nærmeft folgende have ſtorre Brede end Længde. Alle Leddene ere vebnede med forte Bør- fer i Enden, ſom fædvanligt rigeligere langs den overſte end langs den nederſte Rand. Ojnene ligge tet bag de vverfte Folere, ere af Middel— ſtorrelſe, af langfiraft, fvagt nyredannet Form, og beftaae af et temmelig ſtort Antal Lindſer. Hos de i Spiritus opbeva— rede Individer er Pigmentet aldeles forſvundet; hos det le— vende Dyr fkal Ojet, efter Kaptajn Holbolls Angivelfe, være fort. Kindbakkerne ere af en temmelig betydelig Størrelfe, af triangulær Form, bagtil tilfpidfede, den forreſte-inderſte Vinkel ſteerkt fremtrædende. Vinkelens yderfte Green fkefor— migt udhulet paa den indre Side, i Enden bredt afrundet og uden Spor til Tender; den inderſte eller bageſte Green meget lille, i Enden deelt, dog temmelig utydeligt, i nogle Toender (med Beſtemthed har jeg kun funnet fkjeelne tre); tæt bag denne Green er paa ſedvanlig Maade tre eller fire plumpe, noget koſtdannede Borſter anbragte; derpaa folger endelig den ſtore, meget fremtra dende Tyggeknude, hvis Endeflade har et Omrids, ber nærmer fig det Kredsdannede, omgives af en ope hojet Rand og i Midten derimod fordybes; Tender har jeg ikke kunnet bemerke. Palpen endeel kortere end Kindbakken, af plump, noget ufæbdvanlig Form, idet dens ſidſte Led bliver ual— mindeligt fort og bredt; Forholdet af de tre Led omtrent: 34141 +7. Andet Led er noget udadbojet, tredie Led ovalt; begge paa den indre Side væbnede med Saugborſter. O verleben temmelig ført men bred, pladedannet, i den ſtorſte Deel utgjennemfigtig, fortil med en tynd, gjennemfigtig Hornrand; Omridſet iovrigt afrundet, fortil i Midten med en 118 meget lille Indbojning og paa begge Sider af denne væbnet med endeel overmaade ſmaa, men ſterke Borfter. Forſte Kjebepars Kjabeplade er ſtor, bred, lidt indad— krummet (eller ſteerkt-konver paa den ydre Rand), i Enden ffraatafffaaren og væbnet med et Duſin (nojagtigt maaffee kun elleve) ſtore krumme Torne, hvilfe (de tre forſte undtagne) paa den indre Rand have nogle Saugtænder. Palpen udmærfer fig ved Længben af fit forſte Led (det er omtrent halvt faa langt ſom andet), der tillige er temmelig tyndt, medens der— imod andet har Form af en oval Plade, ſom i Enden og til— lige paa den ydre Side er forſynet med et Duſin Torne eller torneagtige Barfter. Den appendikulere Rodplade paa den indre Side af dette Kjæbepar er ſtor, bred, langs den indre Rand forfynet med ti Fjerbørfter. Andet Kjebepar er omtrent af ſadvanlig Beſkaffenhed, eller beſtager af to brede, i Enden afrundede Plader, ſom viſe fig meget tæt væbnede med ſtore, flærfe Borſter; den indre Plade har tillige paa den indre Side en Rakke lange Fjerborſter, fom dog juſt ikke udgaar fra Randen, men paa Siden af Pladen. Underleben beſtager af et dobbelt Pladepar: et ydre meget ſtorre, fortil i Midten vidt avffilt, med bredt-afrundede, ftærft-borftevæbnede Flige, og bagtil med ſerdeles lange, tynde, ſpidſe, ſtraat udadrettede Horn; og et ind re lille Pladepar, med i Midten næften ſammenſtodende, i Enden bredtafrundede Flige, fom kun have fvag Borſtevebning. Dette Pladepar er iøvrigt faa fvagt afſat, at det maaſtee rettere betragtes fom et bløt ved en Fold adſkilt Deel af det yore. Kjebefodderne ere ſtore (de indeholdes omtrent ſyv til otte Gange i Totalfængden), brede, frærfe, med forholdsvis forte Palper. De indre Kjebeplader have en langſtrakt⸗ firfantet, dog temmelig bred Form, og naae omtrent til Enden 119 af Palpens forſte Led; Enderanden er temmelig lige afffaaren og væbnet med tre eller fire ſerdeles flærfe, men førte, koniſke Tender foruden endeel Borſter af Koſt- eller Fjerform; ogſaa den indre Rand er vebnet med endeel ſaadanne. De ydre Kjebeplader naae til henimod Enden af Palpens andet Led; de have den ſedvanlige, noget vvale Form, med den ydre Rand ftærft konvex, den indre lige; i Enden og langs den indre Rand ere de meget tæt væbnede med Borſter, der viſe over— maade ſmaa Sideborſter, maaſkee endog tildeels Saugtender. Lengdeforholdet af Palpens fire Led er omtrent: 776172 (vel at merke maalt langs den ydre Rand); ſidſte Led eller Kloen altfaa meget lille, af plump foniff Form, med avffillige Borſter i Enden; ogſaa Palpens øvrige Led vife en rigelig Borſtevebning. Førfte Fodpar temmelig ført (Dets Lengde indeholdes mere end fire Gange i Totallengden), af langftrakt, dog juſt ikke foag Form, uden egentlig Haand. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 5+1+2+4+21+1. Forſte Led noget kolledannet, bagtil udbojet, fortil ſvagt indbojet; tredie Led langſtrakt-triangulcert, med Toppunktet fremadrettet og den bagudvendte Grundlinie noget konvex; fjerde Led har Form af en langſtrakt og ſmal Kegle; femte Led langſtrakt-ovalt, noget tilſpidſet mod Enden; Kloen lille, men meget ſterk, temmelig krum og ſpids, mod Enden paa den bageſte Side tvefløftet. eller gaffelformigt deelt, med en fort Borſte udgaaende fra Kloften. Alle Leddene ere forſynede med nogle Børfter, men ifær er fjerde Led og i endnu ſterkere Grad femte Led tæt beſatte med Borſteknipper langs den bageſte Rand; nogle Torne ſynes fordeelte mellem Borſterne. Andet Fodpar ganſte ubetydeligt lengere end forſte, men derimod noget tyndere og med lidt Forandring i Leddenes indbyrdes Længdeforhold, hvilfet omtrent er: 5+1+21+4+4 120 +14. Femte Led bliver næften linieformigt; iovrigt er Be— ſkaffenheden paa det Nærmefte fom hos foregagende Fodpar. Tredie Fodpar atter lidt lngere end andet, af tem— melig langſtrakt og tynd Form. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent: 6+23+4+-3+4+2. Forſte og tredie Led kolledannede, begge bojede, men i modſat Retning (det førfte tilbage, det ſidſte frem); fjerde Led bredere i Enden end ved Roden, men vel kort til at kaldes kolledannet; femte Led linie— dannet, dog ganſke ſvagt bojet; Kven ſteerk, ſvagt krummet, temmelig ſpids, mod Enden med en Afſats eller Kloftning. Alle Leddene ere forſynede med nogle Borſter og Torne; langs den bageſte Side af fjerde og femte Led ere Tornene anbragte parvis; paa Kloens bageſte Rand har jeg iagttaget tre ſmaa Torne. Fjerde Fodpar ſtemmer med Tredie baade i Sterrelſe og Form. Femte Fodpar overgaaer de foregagende endeel i Lengde, men nager dog endnu ikke den halve Totallcengde. Formen er ſmal og langſtrakt. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent 6+1+5+4+46+3. Forſte Led kan ikke ſiges at have Plade— form, men er ſnarere langſtrakt-ovalt, dets Længde mere end dobbelt ſaa ſtor ſom Breden; tredie Led noget kolledannet, bagtil udbejet; fjerde Led liniedannet dog lidt bredere mod Enden; femte Led endnu fuldkomnere liniedannet. Kloen ſteerk, omtrent af Beſkaffenhed ſom hos tredie og fjerde Fodpar, men desuden forſynet med endeel lange Børfter langs den konvexe Rand. Ogſaa de vvrige Led ere forſynede med førte Borſter og Torne, der tildeels udgage fra ſmaa Udfnit i Leddenes Rand. Sjette Fodpar adſtiller fig neſten ene ved lidt førre Brede af forfte Led fra femte Fodpar. Syvende Fodpar overgager derimod de foregagende * 121 betydeligt i Længde, og er ſtorre end den halve Totallcengde. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 8+123+7+6+8 +32. Forſte Led nærmer fig til Pladeformen, er foroven bre— deſt (den ſtorſte Brede ſtorre end den halve Lengde), med den overſte Rand indbojet, den forreſte frærft konvex, den bageſte lige med en halv Snees ſmaa Udfuit, der frembringe ligeſom Saugtagger. Tredie og fjerde Led funne næppe kaldes kolle— dannede, uagtet de begge blive noget bredere imod Enden. Beſkaffenheden iovrigt omtrent fom hos de to foregaaende Fodpar. Epimererne ere kun af Middelſtorrelſe eller vel endog temmelig ſmaa; de tre forſte Par have en langſtrakt-firkantet Form (af meget ſtorre Hojde end Lengde), dog temmelig ure- gelmesſigt og med afrundede Vinkler; fjerde er bredere end de foregagende, dog juſt ikke i nogen paafaldende Grad, og bag— til forfynet med en ſvag halomaaneformig Indbojning, men ikke med et egentligt Indſnit, ſom fædvanligt, De tre ſidſte Epi— merer ere lave, dog endnu meget tydelige, af langt ſtorre Længde end Hojde, forneden lidt udffaarne. Gjellerne temmelig ſtore, fæfdannede, bløde, med ret tydelig Gjelleſtruktur; deres Antal fer Par; idetmindſte de tre forſte Par have den nederſte-bageſte Vinkel fremragende, eller dannende ligeſom et lille Horn. Hunnernes Bryſtplader ere meget ſtore, brede, i Ran— den tæt borſtevebnede. Bugfoddderne ere ſtore; de tre forſte Par eller Svommefodderne overgage (naar Borſterne medregnes) i Leengde forſte Par Bryſtfodder, og ſtemme omtrent med andet Par. Rodſtykket har en temmelig langſtrakt, fljøndt ſterk, Form, men er fortere end Svommeaarerne, felv uden Borſter (de forholde fig da omtrent fom 3 til 4). Aaxerne 122 telle tolv til fjørten eller femten Led, og ere paa fædvanlig Vis forſynede med Fjerborſter. Fjerde Par Bugfodder eller førfte Par Spring— fodder ere endnu neſten lige faa lange fom førfte Par Bryſt— fodder. Formen meget langſtrakt og tynd; Springſtokkene næften af lige Længde, eller den indre dog kun lidt lengere end den ydre; Rodſtykkets Forhold til den indre Springſtok er om— trent fom fer til ſyv. Andet Par Springfodder flaae kun lidt tilbage i Længde for forſte; Rodſtykket forholder fig til den lengſte (indre) Springſtok omtrent fom fire til ſyv, til den ydre fom fire til fem. Den kortere Springſtok, ſom tillige er betydeligt tyndere end den anden, er kun væbnet med faa Torne (jeg har iagttaget fire). Den længere derimod med en halv Snees og desuden langs hele Randen ſaugtandet ligeſom hos fore— gaaende Fodpar. Rodſtykket har ogſaa et Par Torne. Sjette Par Bugfodder har endnu en betydelig Stor— relſe (omtrent lig I af Totallcengden), men kan maaffee næppe kaldes Springfodder, da Aarerne blive noget pladedannede, eller ligeſom indrettede til Svomning; imidlertid ere de dog forſynede med nogle fmaa Torne (tre eller fire) paa Randen, og i Enden tilfpidfede. Deres Lengdeforhold til Rodſtykket er omtrent fom fem til fire, eller med andre Ord, de overgaae Dette noget i Lengde. Halevedhenget lille, udeelt eller kun beftaaende af een Plade af langſtrakt-oval, bagtil ſpagt tilſpidſet Form, uden noget Spor til Indſnit eller Borſter. Denne Art kan diagnoſeres ſaaledes. Color castaneus. Caput magnum, crassum, rotundatum. Oculi nigri, elongati, subreniformes. Antennæ superiores inferioribus duplo fere longiores, % longitudinis ani- malis ſerme æquantes, articulo pedunculi tertio antece- — 123 dentibus multo breviore. Mandibulæ ramus anterior coch- leariformis, dentibus nullis instructus; palpi articulus ter— tius secundo multo brevior latiorque. Dorsum late-rotun- datum; margo vero annuli thoracici septimi annulique abdominalis primi secundique postice aculeum magnum de- pressumque protendens. Aypendiæ caudalis unica constans lamina elongata, ovali, postice nec emarginata nec setis spinisve instructa. Om Cumaernes Familie“). J Aaret 1841 beffrev jeg (Naturh. Tidſk. III, 503 flg.) fire nye nordiſke Arter af den faa lidet bekjendte Slægt Cuma; og det blev ved denne Lejlighed godtgjort, at Formen Cuma iffe, fom Milne Edwards har formodet, er et Udviklings— trin, men et fuldtudviklet Dyr, der ſom ſaadant maa tage Plads i Syſtemet. Imidlertid vovede jeg ikke at have nogen Mening om, hvor det burde henſtilles. Kort derefter beffjæftigede Henry Goodſir i Edinburgh fig med Underſogelſen af nogle nærftaaende Dyrearter, og forelagde Publikum VBeffrivelfer og Afbildninger af dem i the Edinb. new philos. Journal (1843, S. 119, flg.“ ). Herpaa gjordes jeg forſt opmerkſom ved *) Den forſte, fom, ſaavidt mig bekjendt, har beſkrevet og afbildet en Cuma, er Montagu (Description of several marine animals found on the Souih-Coast of Devonshire, Linnean Transactions IX) under Navnet Astacus scorpoides; rigtignok ſlet, men dog ſaaledes, at jeg for min Deel ikke finder Anledning til Tvivl om, at den hører herhid. Ikke mindre ſikkert antager jeg det, at La— treilles Condylura er en Cuma, og dette Navn burde derfor maaſkee, fom det ældfte Slegtnavn, ikke ganſke udſkydes. "*) Tre Urter af Slægten Cuma og to nye Slegter, Alauna og Bo- detria. 124 den forte Anmeldelſe af Erichſon (Archiv f. Naturg. X, II, 340), ſaalydende. „Slegten Cuma Edw. blev ogſaa af Good— fir efterviſt ſom uddannet Form, idet han traf Hunner med Ag. Ogſaa er Slegtens Plads mellem Dekapoderne afgjort. De kamdannede Gjeller ligge næmlig under Pandferffjoldet over Fodderne; Hannernes Kjonsdele ere ikke ſynlige, Hunner— nes ligne de hos Mysis. De ſtilkede Ojne ere meget ſmaa og ſkjulte under Pandſerſkjoldet (deraf kom det vel ogſaa, at Kroyer ikke fandt dem). Tre Urter iagttog Forf. ved Frith of Forth: C. Edwardsii n. sp., C. Audouinii Edw. og C. trispinosa n. sp. Hvorvidt disſe Arter falde ſammen med Kroyers Arter, maa fremgaae af en nærmere Sammenligning af Beſkrivelſerne; men mærfes maa, at Forf., ligeſom E d— wards, beſkriver foruden Hovedet fire Forkropsringe, medens Kr. talte fem hos fine nye Arter )“. Dette Referat foranledigede mig naturligvis til at gjore mig nærmere befjendt med Goodſirs Arbejde, og derfra fred jeg til en ny og fuldftændig Underſogelſe af alle nordiffe til Cuma⸗Familien henhorende Arter, otte i Tallet; thi ſiden 1841 er jeg bleven bekjendt med fire nye Arter. Reſultatet af denne Underſogelſe i fin Almindelighed blev forſt, at jeg, uagtet den ſtore Rimelighed for, at de danfke og ) J bet fidfte Punkt er Erichſon falden i en lille Vildfarelſe, hvad ved et faa vidtloftigt og vanffeligt Arbejde, ſom det, han aarligt har at afgive, umuligt kan undgaaes i alle Filfælde Goodſ ir ikke blot erfjender fem færffilte Bryſtringe, og afbilder dem hos alle Arterne; han paaſtager endog Tilſtedeveerelſen af en ſſette, idet efter hans Angivelſe Hovedſkallen ved en Tvarſutur deles lidt foran Midten, og det førfte Par Fodder hafter fig til den ſtore ſaaledes opſtaaede Ring. Denne ſidſte Paaftand af G. antager jeg imid— lertid for aldeles urigtig; i det Mindſte findes intet ſaadant For— hold hos de af mig underſogte Arter. Paa G.'s Afbildninger ferd denne Ring eller Tvarſuturen heller ſlet ikke antydet. 125 grønfandffe Arter, idetmindſte for en Deel, maa falde ſammen med de fkotſke, dog ikke er iſtand til efter G.'s Beffrivelfer og Afbildninger, at gjenkjende en eneſte af disſe ſidſten). Der— næft, at mine tidligere Beſkrivelſer af Cuma'erne indeholde ad— fkillige ikke ubetydelige Urigtigheder. Fremdeles, at det Samme ſynes at være Tilfceldet med G.'s Beſkrivelſer. Det ſyſtema— tiffe Reſultat, for faa vidt jeg maatte funne ſiges at være kommen til et ſaadant, ffal opbevares til Slutningen. Jeg ffal nu i det Enkelte omhandle Noget af det, fom jeg i G.'s Arbejde antager for urigtigt. Om Ojnene ud— trykker han fig ſaaledes (J. o. S. 121): „Ojnene Hos denne Dyreſtamme ere overordentligt ſmaa; de ere ſtilkede men ſid— dende **), og ere ſtillede meget tæt ved hinanden; de ere an— bragte nær Hovedets bageſte Deel, lidt bag Pandehornet **) og i Middellinien. De ere bedakkede af Skallen, hvorfor, og paa Grund af deres nere Stilling ved hinanden, Dyret ved forſte Betragtning let kan blive anſeet for eenojet.“ Alt, hvad her er anført om Ojnene, er jeg tilbojelig til at betragte fom fremgaaet af en Illuſion G. har troet, at der maatte findes Ojne hos Dyret, og har derfor fundet dem. Hverken hos de i Spiritus opbevarede Individer eller Hos levende har jeg kunnet opdage noget Pigment, og det Samme er jeg be— *) Mærfeg kan ved denne Lejlighed, at da G.'s C. Edwardsii er be- ſtemt forſkicllig fra min Art af ſamme Navn, maa hans, ſom den yngre, have et nyt Navn. *) „Pedunculated but sessile“. Dete er egentlig contradictio in adjecto, efterdi Ordene pedunculatus og sessilis i Terminologien udtrykke modſatte og altſaa uforenelige Begreber. Det bliver alt— faa vanſteligt at fige, hvad G. derved vil udtrykke; maaſkee mener han, at Ojnene ſidde paa en ubevægelig Stilt, ) Ogſaa dette ſynes en Modſigelſe, men kan vel forklares derved, at G., ſom ovenanfort, betragter Hovedſkallen fom beftaaende af to Dele, og udtyder den bageſte ſtorſte Deel fom forſte Bryſtring. 126 rettiget til at antage om G., efterdi han hos ingen af Arterne omtaler Ojnenes Farve. Hos de alfermindfte Kræbsdyr, fom beſidde Ojne, pleje disſes Lindfer med megen Lethed at funne fremſtilles, men det har ikke været mig muligt at opdage Spor til Lindſer hos nogen Cuma, hverfen paa det af G. angivne eller noget andet Sted. Og formodentlig har G. ligeſaa lidet ſeet dem, efterdi han ikke alene ikke omtaler dem, men ikke engang angiver, om Ojnene ere enkelte eller ſammenſatte. J en betydelig og afgjort Vildfarelſe er G. falden med Henſyn til Folerne, idet han antager de overſte Folere for rudimentære, de nederſte for tydeligt udviklede, femleddede. De overſte Folere ere aldrig rudimentære: de udgjøre om— trent h til 5 af Dyrets Totallengde, beſtaae af et frærkt, treleddet Skaft, en fire til ſexleddet Svobe og en lille tre— leddet Biſvobe eller ydre Svobe. Det er dette Par, G. har taget for de nederſte Folere, hvorvel hans Afbildninger og Be— ſtrivelſer ikke fynes nojagtige. Hvad han har taget for de „overſte rudimentære Folere“, er tvivlſomt. Forſaavidt man kan antage, at han har haft nogen beſtemt Deel for Oje (3: den ſamme Deel hos alle Urter), tænfer jeg, at det maa være det kloftede Pandehorns ſedvanligt borſtevebnede Flige. De nederſte eller yderfte Folere har han ſlet ikke feet, og disſe ere ogſaa hos Hunnerne meget ſmaa, idet de kun ud- gjøre omtrent f til 30 af Totallængden, hvorimod de ſamme hos Hannerne opnaae en betydelig ÜUdvikling, ſtundom endog ere omtrent af lige Længde med Dyrets Totallcengde ). *) Med Henfyn til Folerne har jeg i mine tidligere Beſkrivelſer gjort mig ſkyldig i en meget betydelig Fejl, idet jeg kun har angivet et Par, og har antaget de nederſte Folere for Kindbakkens Palpe. Denne Vildfarelſe maa forklares deels deraf, at jeg den Gang fun havde underføgt Hunner, hos hvilte disſe Folere, fom ovenfor bemarket, ere meget ſmaa; deels deraf, at Kindbakkerne ligge tæt 127 G. gaaer ikke ind paa Munddelenes Beſkrivelſe, men han afbilder og benævner dem, dog mindre heldigt. Han antager et Par Maxiller (dette er andet Kjcebepar), tre Par Man— dibler (D: Kindbakkerne, forſte Kjæbepar og Underlæben) og kun to Par Kjebefodder, idet han mod al Analogi henregner det tredie Par til Bryſtfodderne. Overleeben har han ikke iagttaget, heller iffe det til andet Par Kjobefodder heetede Svommeredfkab. Ogſaa med Henſyn til Bryftfødberne formoder jeg, at G. maa være i en Vildfarelſe. Han paaftaaer næmlig, at hos Glægterne Cuma og Bodotria kun det forſte Par er dob— belt eller forfynet med en Palpe, hos Alauna de to forſte Par*). Hos alle de af mig underſogte Arter have Hun— nerne Palpe i det Mindfte paa de to førfte Par Bryftføbder**), Hannerne altid paa de fire forſte. Skulde imidlertid G.'s Angivelſe være nojagtig, faa afvige de tre af ham beffrevne Cuma-Arter fra de af mig underføgte i et Forhold, jeg vilde holde for veſentligt nok, til derpaa at ber grunde en ny Slegts-Gruppe. Der findes endnu endeel andre Omftændigheder, hvori G.'s Angivelſer ſtaae i Modſetning til mine, men de ville tilſtrekkeligt fremgaae af de følgende Beſtrivelſer, hvorfor jeg ikke holder det for nodvendigt her at opregne dem. De oven— op til de nederſte Folere, og paa Grund af deres ſtore Sprodhed meget vanfkeligt adſtilles fra disſe uden Sonderbrydelſe. Og naar man ſeer dem ſammen, kan man let, baade efter Storrelſe, Form og Stilling, friſtes til denne Feil; hvilket maa tjene mig til Und— ſkyldning. ) Rigtignok efter hans Ord de to forſte Par hos Cuma og Bodotria, de tre forſte hos Alauna, men naar man erindrer, at han regner tredie Par Kjebefodder til Bryſtfodderne, bliver dog Reſultatet fom ovenfor udtrykt. 5 ) Hos nogle Hunner endog paa de tre førfte Par; men disſe hen— regner jeg til en egen Slægt, Leucon; fre nedenfor. 128 ftaaende har jeg udhævet fom nogle af de vigtigſte; ingenlunde for at nedfætte G.'s Arbejde, fom har en unægtelig Fortjeneſte i Opdagelſen af Gjelle apparatet, men for at antyde, at jeg har gjort disſe Forhold til Gjenſtand for gjentagen Underſogelſe, og efter bedſte Evne flræbt at nage et paalideligt Reſultat; og derfor haaber, i det Veſentlige at turde ſtole paa mine Angivelſers Rigtighed. Ifolge mine fornyede Underſogelſer holder jeg det for rig— tigſt at meddele nye Beſkrivelſer af de ældre Arter; iſer for derved at opnage Eensformighed imellem disſes og de nye Arters Beſkrivelſe: ſaameget mere fom jeg i den ſidſte Tid i adffillige Dele har udvidet og noget modificeret min Plan for Beſkrivelſer af Kræbsdyr. Cuma Edwardsii Kr. Totallengden (2: Lengden fra Pandeſpidſen til Spidſen af Halens Givevedhæng) var hos de flørfte Individer, jeg hidtil har haft Lejlighed til at underſoge, omtrent otte Linier. Farven er bvid eller hvidgul, dog mere eller mindre recen. Integumenterne viſe fig i Forhold til Dyrets Storrelſe haarde, men tillige meget ſprode, og indeholde altfaa vel fore holdsvis megen Kalk og lidt Hornſubſtans. Overfladen er ujævn, eller bedæffet med utallige ſmaa foniffe Knuder. Hvad Formen angaaer, da adſkiller denne Art fig fra Familiens øvrige mig bekjendte Arter ved den i meget hoj Grad opſvulmede og konvexe Forkrop. Dog fremtræder rigtig— nok Dette Forhold i meget flærfere Grad hos Hunnerne, iſer de bdrægtige, end hos Hannerne. Forkroppen, eller Foreningen af Hovedet og Bryftz ringene, udgjor omtrent 2 af Totallængden; dens ſtorſte Hojde, 2 129 fom paa det Nærmefte er lig med den ſtorſte Tykkelſe, over— gaaer lidet dens halve Længde. Formen er temmelig regel— mesſigt ægdannet, fortil tilſpidſet, dog med Rygfladen ſterkere hvælvet end Bugfladen; imidlertid bliver ogſaa denne ſidſte hos Hunner, der have Bryſtſækken fyldt med Tg eller Unger, tem— melig ſteerkt fremragende. Hovedet, eller den til et Stykke fammenvorede forreſte Deel af Forkroppen, er af betydelig Storrelſe, og forholder fig til Lengden af de fem frie Bryſtringe omtrent fom tre til to. J Form viſer dets øvre Bedekning eller Ryg-Skal, ligeſom hos de andre Arter af denne Familie, ſtor Lighed med Rygſtjoldet hos en langhalet Dekapod, og danner fortil, ved at tilſpidſe fig, ligeſom et lille Pandehorn. Men, ved at underkaſte det en nærmere Underſogelſe, opdager man — hvad der gjelder alle Slengtens Urter — et ganſke ejendommeligt Forhold. En Længder ſpalte langs Middellinien, fom uden Præsning kun er lidet eller næften aldeles ikke ſynlig, deler Hovedffallens forreſte Spidſe paa en lille Stræfning i to fymmetriffe, tæt op til hinanden liggende Sidedele “), og klofter fig derpaa I en anden lille Stræfning gaffelagtigt; hvorved Nygffjoldets forrefte Part deles i tre Stykker, to Sideſtykker og et Mellemſtykke, hvilket ſidſte indeſluttes af Gaffelens to Grene, Dette Mellemſtykkes Omrids fremſtiller, feet ovenfra, Profilen af en bred Kuppel eller Klokke, ſom fortil paa Midten er forſynet med en lille afrundet, dog i Enden noget tilſpidſet, Knude“ n). Hvad der er karakteriſtifk for nær- *) Dette har allerede Latreille bemærfet („es côtés antérieurs du premier segment sont prolongés en pointe, et forment deux éeailles rapprochées en maniére de bec.“ Rgn. anim. IV. 153), og det er de indklamrede Ord, jeg holder for afgjørende i at be— ſtemme, hvor hans Condylura hører hen. ) Dette marfelige Forhold havde jeg ved førfte Underſogelſe ganffe overſeet, ligeſom det heller iffe af Goodſir er blevet bemerket. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Nakke. II. 9 130 værende Art, og hvorved den med megen Lethed adſtilles fra de andre mig bekjendte, er, at Rygfkallens bag det omtalte Mellemſtykke liggende Deel ved fire ophojede eller fremſpringende Tverlinier deles i fem Afdelinger, eller maaſkee rettere antydes ſom op— ſtaaet ved Sammenſmeltning af ligeſaa mange Ringe. Linierne, ſom ere krummede bueformigt (Konkaviteten fremad), viſe ſig af— brudte i en lille Stræfning paa Midten ved en Længdefure eller Rende; fra den forreſte af Tvær-Linterne udgaaer paa hver Side en Green eller Arm i Retningen næften lige fremad mod Rygffjoldets forreſte Rand. Den nysomtalte Lengdefure til— tager bagtil i Brede, eller de den begrændfende Linier diver— gere bueformigt. Rygfkjoldets Siderande viſe fig, hvor de ſpringe frem, idet Skallen bojer ſig ind under Bugen, tet væbnede med ſmaa, fremadrettede Saugtagger eller Tender. De inderſte eller overſte Folere ere hos Hun— nerne, uden at Endeborſterne medregnes, omtrent 33 Gange faa lange fom de yderfte, eller lige med omtrent z af Total: lengden; de ligge ved Roden temmelig nær op til hinanden, og beftaae af et treleddet Skaft og af to, tre- eller flereleddede Svober. Skaftet har omtrent den længfte Svobes tredobbelte Længde; det indbyrdes Forhold af dets Led kan anfættes: 13+6+7; det førfte har altſaa omtrent lige Længde med de to følgende tilſammen; Leddene aftage meget betydeligt i Tykkelſe, eller det andet er endeel tyndere end forſte, men det tredie i en endnu langt betydeligere Grad tyndere end andet. Ferſte Led lidt tykkere mod Enden end ved Roden; dets indre Rand næften en ret Linie, den ydre lidt konkav eller indbojet, Roden afrundet, Enderanden ſtraat afffaaren; fra Enden af den indre Rand ud— gaaer en forholdsvis meget flærk Fjerborſte, fom omtrent har lige Lengde med det følgende Led, fra Enden af den ydre Rand en lang Børfte uden Sideborſter, men fom er krummet paa en færegen Maade (bolgeformigt). Andet Led vifer et temmelig regel— 131 meecsſigt, langſtrakt⸗firkantet Omrids og omtrent lige Tykkelſe i hele Leengden; foruden nogle mindre Borſter bærer det mod Enden af den indre Rand fire ſtorre Borſter, der fynes fint tværfiribede eller ligeſom deelte i et meget betydeligt Antal Smaaled. Tredie Led af regelmæsfigt eylindriff Form, med et Par leddede eller tværftribede Borſter i Enden. Den ftørre inderſte Svobes Led forholde fig omtrent fom 54716; . maaffee findes der endnu i Enden et meget lille, ovalt fjerde Led, hvilket dog i al Fald ſkjules mellem nogle lengere Borſter, og derfor er faa utydeligt, at jeg ikke har funnet nage fuldkommen Silkerhed om dets Tilftedeværelfe; ſtundom har jeg endog troet at funne iagttage to ſaadanne; de tre tydelige Led ere alle langſtrakt cylindriffe, omtrent af lige Tykkelſe. Den lille, næften rudimentere ydre Svobe eller Biſvoben har kun omtrent I af den indres Lengde, eller nager kun lidt ud over dennes forſte Led; den er tynd og gradevis lidt til— ſpidſet; Forholdet af dens Led omtrent 13 -t; i Enden har den et Par forholdsvis lange Borſter. Hannernes inderſte Folere ere vel ikke meget forfkjellige i Form fra Hunnernes, men dog tilſtrekkeligt, til at Kjønnene ene derved funne adſtilles; de ere næmlig af en meget plumpere Form, hvilfen ifær paafaldende fremtræder hos Skaftets andet og tredie Led. Svoberne ere begge forholdsvis Iængere, fær den lille ydre, ſom har den indres halve Længde (Borſterne ikke medregnede); deres Ledinddeling er langt mere tydelig og beftemt; den ydre har fire, den indre fer tydelige Led; forſte og ſidſte Led er hos begge Svober meget forte, det naſtſidſte det leengſte *). ) De ejendommelige Pladeborſter, jeg tidligere hos disſe Folere har beſkrevet, ere næppe nogen organiff Deel af dem, men kun et til— faldigt Paahæng, maaffee en Alge. Ligeſaa lidt ſom Goodſir har jeg tidligere funnet ſtjclne mellem Gtaft og Svobe eller er— fjendt den lille ydre Svsbe fom en ſaadan. 95 132 De yderſte Folere ere hos Hunnerne færdeleg fmaa (fortere end de yderſte Foleres Grundled), af en plump Form, fireleddede, uden Adſkillelſe mellem Svobe og Skaft. Det indbyrdes Længdeforhold af Leddene kan omtrent anfætteg ſaaledes: 3+3+4+11. De to forſte Led viſe et uregelmes— figt-firfantet Omrids, og have ligeſaa ſtor Brede fom Længde (eller endog flørre); tredie Led er lidt tyndere end de fore— gaaende, mere regelmæsfigt, cylindriff, af ſtorre Længde end Brede; fjerde Led ſtumpt-koniſk, ligeſaa bredt fom langt. Jeg har bemærfet tre lange Fjerborſter paa disſe Folere, hvilke ude gage fra Enden af andet, tredie og fjerde Led (de to forſte af disſe paa Leddenes ydre Side); den ſidſte Borſte overgaaer de to foregaaende i Lengde og Styrke, og er endog lengere end ſelve Foleren. Men ganfke anderledes er Forholdet hos Hannerne. Hos dem næmlig blive disſe Folere meget lange i Forening med en fære deles ſtcerk Bygning: de vvergaae betydeligt Hovedets Lengde, indeholdes kun noget mere end tre Gange i Dyreté Totallængde, ere mere end tre Gange ſaa lange ſom de inderſte Folere hos Hun— nen, og endelig omtrent elleve til tolv Gange faa lange fom de yderſte Folere hos Hunnen. Men, deres Størrelfe og Plump— hed uagtet, bliver man dem dog kun meget vanffeligt var, inden man ſonderlemmer Dyret, fordi de ligge langs hen ad Hovedets Underflade, tæt trykkede op til denne, og ſkjulte mellem Fodderne. De beſtaae af tyveligt adſkilt Skaft og Svobe. Skaftet har ikke fuldt Svobens halve Lengde (de forholde ſig omtrent ſom 3 til 7), og teller kun to tydelige Led, men maaffee desuden et Par ſmaa utydelige Rodled. Det forfte af de tydelige Led er meget kort, og indeholdes omtrent fem Gange i det andet Leds Længde; det er forbundet med dette under en Vinkel, fom næften er ret; paa den ydre Side er 133 det forſynet med et Par Fjerborſter. Andet Led har omtrent lige Tykkelſe i hele Længden, favner aldeles Borſter og er langs den indre Rand noget udhulet i Form af en Rende, rimeligvis for at funne flutte tættere op til den fremftaaende Rand af Hovedets Skjold. Svoben er faa plump og faa lidet tilſpidſet, at den ikke kan kaldes borſtedannet, og næppe engang ſyl- eller preendannet; den beſtaager af 22 Led, der tildeels have meget ſtorre Brede end Længde, og fom uden Præsning ikke vel funne fljælnes; det forſte er omtrent faa langt fom de to følgende tilfammen. Spidſen af Svoben er fædvanligt ſaaledes bojet udad, at hele Svøben fager Krog— form; Børfter ſavnes aldeles. O verleben, fom ligger tet op til den Hudplade eller rudimentere Ring, hvortil det andet Par Folere findes heftet, er meget lille, af meget ſtorre Brede end Længde, ſteerk aftagende i Brede bagtil, med Enderanden fvagt indbojet paa Midten og med temmelig utydelige Spor til Børfter eller Haar langs Fligene. Kindbakken ſtor, af langſtrakt og ſmal Form, uden Spor til Palpe; dens yderfte Rand konvex, dog med en flad Indbojning, fom giver den et bolgedannet UÜdſeende. J Enden er den ſteerkt tilſpidſet, noget indadkrummet, deelt i to Grene, hver med fire ſmaa koniſke Tender, af hvilke den anden paa den forreſte Green vvergaaer De vvrige lidt i Længde. Paa den indre Rand bag ved disſe Tænder fremtræder en Længve- ræffe af tretten til fjorten ſtore, ſtaerke og meget ſpidſe Bor— fler, af hvilke et Par af de forfte ere næften lige, de vyrige bagudkrummede, tildeels paa en ſeregen Sdannet Maade; Bor— ſterne ſynes i det Mindſte for en Deel at verre lidt flosſede eller lodne mod Enden. Bag disſe Borſter, omtrent ved Enden af den forſte Trediedeel af Kindbakkens Længde, fremtræder en færdeles ſtor, ligeindadrettet Tyggefnude, fom ender med en oval, i Midten noget fordybet Tyggeflade, hvilken firfte er tæt 134 beffædt med ligeſom en Brolægning af overmaade ſmaa, ſteerke, koniſke Tænder. Underleben, fom ligger lige under Kindbakken, er dybt kloftet, eller beſtager af to, noget ovale, fortil ſpidſere Plader, fom bagtil ere ſammenvoxede med hinanden. Den bageſte Deel er paa Midten temmelig ſteerkt opſvulmet, hvorimod Pla— dernes forreſte og pderſte Deel er bladagtig. Den forreſte— inderſte Vinkel af hver Plade fres uddragen til en lille, ſmal, lige indadrettet Flig, bag hvilfen Randen er bolgeagtigt ind— bojet i en Strakning; ſaavel Fligen fom Pladernes indre Rand er væbnet med meget fine Haar. Et Par mindre Plader ſynes at ligge oven paa de ſtorre, men jeg kan ikke afgjøre, om de virkelig ere tilſtede, eller om det blot er en Fold paa de førre Plader, ſom frembringer det antydede Omrids. Forſte Kjæbepar beſtager af tre Dele. Den indre Plade eller den egentlige Kjcebeplade, ſom er den mindſte Deel, er meget bredere ved Roden end i Enden eller koniſk, dog med Spidſen lige afffaaren; dens Enderand er vebnet med ſtore Torne, der gradevis tiltage i Storrelſe indefter; den inderſte lengſte af disſe er indadkrummet, medens de ovrige ere lige; alle ere de mere eller mindre vebnede med Sidetorne. Den y dre Vlade eller Palpen er ſtorre end den indre; ffjondt dens Form nærmer fig det Koniffe, er den dog mindre bred ved Roden og i rin— gere Grad aftagende mod Enden end den indre Plade; dens bredt afſkaarne Enderand er udruftet med endeel ſteerke Torne af omtrent lige Længde, fom ere anbragte i flere Rakker; disſe Torne ſidde for tæt paa hinanden, til at deres Antal kan angives med Beſtemthed; dog udgjor det omtrent et Duſin. Hertil kommer endnu en lige bagudrettet, meget lang og ſmal, i Enden afrundet Svobe; denne er vebnet med to meget lange, fra Spidſen udgagende og ligebagudrettede Borſter. Indven— 135 digt er Svøben forſynet med et Muffelpar, ſom gaaer gjennem hele dens Længde. Andet Kjæbepar lille“) og tillige vanffeligt at undere føge og udtyde. Det beftaaer af to, paa hinanden liggende, Plader, af hvilke den ene er betydeligt bredere end den anden, noget oval, i Enden tæt vebnet med almindelige Børfter, langs den indre Rand med ſmaa, lidt fremadkrummede Fjerborſter, der have det Ejendommelige, at de ligeſom beftaae af to Led, eller af en tykkere Roddeel og en tyndere Spids. Den ſmallere Plade deler ſig i Enden i to ſmaa, ſtumpe Grene, af hvilke den inderſte er den mindſte; denne er i Enden vebnet med tre temmelig ſtore og ſterke Saugborſter, den ydre med fire. Forſte Par Kjebefodder forte, af plump Form, femleddede; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 5+1 +2+12. Forſte Led med den ydre Rand flærkt udbuet, den indre næften lige, i Enden forſynet med en opadkrummet Fjerborſte; andet Led af meget ſtorre Brede end Længde og af ſkaaldannet Omrids; tredie Led omtrent af lige ſtor Længde og Brede, fljævt firfantet med de indre Vinkler afrundede, lidt ſmallere end andet Led; fjerde Led ligeledes af firkantet Form, men meget ſmallere end tredie; disſe to Led ere tet borſte— væbnede langs den indre Rand. Det lille femte Led er atter meget ſmallere end fjerde, næften liniedannet, med et Par Torne paa den indre Rand mod Enden og med to meget ſtore Torne udgaaende fra ſelve Spidſen; disſe to Torne, fom have ſelve Leddets Længde, banne ligeſom en Sax, idet de have Spidſerne krummede lidt imod hinanden, og desuden paa den mod hinanden vendte Rand ere tandvebnede eller fint ſaugtaggede. *) Dog maa markes, at Kjæbepladen er meget flørre og bredere end Kjcebepladen og Palpen hos forſte Kjæbepar; det er derfor kun, fordi Svoben er medregnet, at forſte Kjæbepar i Udmaalingstabellen angives ſtorre end andet. 136 Paa den ydre Side af disfe Kjæbefødder og bag dem er anbragt en meget ſtor Gjelleplade (omtrent 23 Gange faa lang fom Kjæbefoden) af langſtrakt Halvmaaneform, eller paa den ydre Side ſterkt konvex, paa den indre neſten lige, bagtil tilſpidſet og indadkrummet, fortil uddragen til en ſmal Hudſtrimmel, der nager frem lige til Rygfkjoldets forreſte Spidſe, hvor den fore ener fig med den tilſvarende fra modfatte Side; paa den indre Side af denne Hudplade iagttages en oval Sak, langs hvis ydre og forreſte Rand ere hæftede omtrent et Duſin ſmaa, polſedannede Gjeller tæt ved Given af hinanden, der aftage i Storrelſe forfra bagtil, faa at de ſidſte blive ruvimentære; hvorved de tilſammen danne ligeſom en Pyramide. De tre for— reſte af disſe Gjeller ere lige fremadrettede, de folgende mere og mere udefter. Andet Par Kjebefodder er mere end dobbelt faa langt fom forſte og af en langſtrakt og ſmal Form, men ligeſom dette femleddet. De to Kjebefedder ligge tæt ved Siden af hinanden nær Dyrets Middellinie, og ere fore bundne med hinanden ved et Tvarbaand, eller begge hæftede til ſamme Tværbaand (den bærende Rings nedre Bue). Led— denes Lengdeforhold kan omtrent anfættes til 54415112 + 1+4*). Forſte Led, fom altfaa er lenger end de fire vorige tilſammentagne, bliver mod Enden lidt tilſpidſet eller ſmallere, og har ved Roden en uregelmæsfig Form, idet den indre Rand der er ffraat afffaaren, den ydre ſteerkt udbojet; hvilket ſidſte beroer paa en der fremtrædende ſtor Tværfnude, fom næften har Udſeende af at danne et eget Led; iovrigt frem— filler dette Leds indre Rand en omtrent ret Linie, den ydre der— *) Dette gjælder, naar de maales langs den ydre Rand; hvorimod Forholdet af andet og tredie Led, maalte langs den indre Rand, er ſom 1-2. 137 imod vifer fig udbuet; ſoruden et Par fortere Borſter paa den ydre Rand bærer denne i Enden en lengere Fjerborſte (neſten af Leengde fom folgende Leds ydre Rand), hvilken dog kun har faa Sideborſter (fire paa hver Side). Det endeel tyndere og i Enden noget ffraat afffaarne andet Led (i Retningen indad og bag) viſer ved den indre Rand adfkillige lange Fjerborſter, hvilke dog tildeels ere anbragte faa nær forrige Led, at det kan ſynes tvivlſomt, hvilket Led de ffulle ſiges at tilhøre. Det atter tyndere og ligeledes i Enden noget ſkraat afffaarne tredie Led er langs den indre Rand væbnet med fem eller fer forte Fierborſter og i Enden af den ydre med een lang. Fjerde Led er ved Roden noget indknebet; dets indre Rand danner i For— bindelſe med Enderanden en ſterk Bue, den ydre er temmelig ret eller dog kun ſvagt udbuet; paa den indre Rand er Vette Led tæt forſynet med kortere Borſter, fom kun tildeels og i en ringe Grad have Fjerform, hvorimod en meget lang Fjerborfte er anbragt paa den ydre Rand nær Roden, en anden meget fortere i Enden. Det lille femte Leds Form er vanſtelig at opfatte rigtigt, tildeels fordi det ſkjules af forrige Leds Borſter, til— deels fordi det ſelb i Enden er forſynet med mange temmelig lange Borſter (hvoraf enkelte ere Saugborſter); Formen er imidler— tid noget koniſt, men i Enden afſtumpet. — Bag Roden af dette Par Kjæbefødder og i umiddelbar Fortfættelfe af det iagttages en temmelig ſtor, halvmaanedannet, eller maaſkee rigtigere nyredannet, Plade, fom næppe ved beſtemt Artikulation er avffilt fra dets forſte Led; det ſynes at fvare til Svoben hos de tifoddede Krebs; dets indbojede Rand vender fremad, eller ligger op til Kjcebefoden, den udbojede Rand vender bagud, og er vebnet med et temmelig ſtort Antal (jeg har talt ſytten) meget lange og ſteerke Borſter, af hvilfe de ydre ere de leengſte, lige med Kjæbefodens halve Lengde; tildeels viſe de i Enden Fjerform. Tredie Par Kjebefodder, fom ere endeel fængere 138 end andet, ſtode vel ſammen ved Roden, men derpaa fjær- ner Parrets ene Kjæbefod fig meget betydeligt fra den anden paa Grund af den ftærft udadkrummede Form, og de ligge ſaaledes ſnarere paa Siderne af og udenfor end bag det foregaaende Par. Kjebefoden beſtaager af frr Led, hvis ind— byrdes Lengdeforhold omtrent kan anfættes 11+21+2+1+ 111. Forſte Led er altſaa mere end dobbelt faa langt fom alle de folgende ſammen; hvorved dog maa markes, at det er vanffeligt nojagtigt at angive dets Lengde, efterdi det er meget ſterkt, næften vinkelformigt, bojet; iovrigt er det fladtrykket, ved Roden afrundet, i Enden lige afffaaret, næften af eens Brede i hele Længden eller dog kun ubetydeligt ſmallere paa Midten. Andet og tredie Led have en noget uregelmæsfigt firkantet Form med ſtorre Brede end Længde; hos de ovrige Led er Længven derimod overvejende; fjerde Led afſtumpet koniſk; femte og fjette tynde, neſten liniedannede. Forſte Led har fortere Fjerborſter langs den indre Rand og et Par lange i Enden af den pdre, og paa lignende Maade ere ogſaa de andre Led væbnede, dog har ſidſte Led kun en Duff Borſter i Enden. En Pal pe eller Svomme— aare er anbragt paa Kjebefodens ydre Side ved Roden, hvilken, naar dens Endeborſter fraregnes, kun omtrent har Halvdelen af Kjœbefodens Længde (med disſe 3 eller lidt mere); den er deelt i et langtſtrakt, trindt, uleddet Rodſtykke og en fyvleddet, tilſpidſet, med meget lange Fjerborſter vædnet Endedeel. Forſte Par Bryftfødder beftaaer af en indre Green eller den egentlige Fod og en yore (efter dens Beliggenhed rettere bvre) Green eller Palpe, fom danner et Svomme— redffab; desuden er inderſt ved Roden af den egentlige Fod hos Hunnerne tilbæftet en ſtor Hudplade, fom banner VE gger gjæmmet. Den egentlige Fod har en betydelig Lengde, en fore holdsvis tynd Form, og er ferleddet. Leddenes indbyrdes 139 Lengdeforhold omtrent 12+13+11+3+4+33. Forſte Led er bueformigt krummet (Hvad der gjør det vanffeligt at be— ſtemme dets Længde), i den førfte Halvdeel temmelig tykt, i den fidfte tyndt, Enden lige afffaaren. Andet og tredie Led begge fkraat affkaarne, dog i modſat Retning; fjerde Led neſten liniedannet eller dog kun ſvagt kolledannet; femte og ſjette Led liniedannede; det ſidſte har mod Enden en lille Afſats (omtrent lig z eller 3 af Leddets Længve), hvilken maaſkee kunde ber tragtes fom et eget Led, hvad jeg dog, paa Grund af dens ringe Gtørrelfe og Utydelighed, har undladt. Alle Leddene viſe mere eller mindre Spor til Borſter, dog iſer det forſte, fom har mange Fjerborſter langs begge Sider, og det ſidſte, ſom i Enden har adſkillige almindelige Borſter. Palpen udgjor, naar dens Borſter ikke medregnes, kun 2 af Lengden af Fodens forſte Led; den beſtager af et teenformigt Skaft og en ſyl— dannet Svobe, der omtrent har lige Længde med Skaftet. Svoben beſtager af vite Led, af hvilke det forſte langt over— gaaer de vvrige i Længde; Fjerborſterne, hvormed disſe Led ere forſynede, have en ſerdeles betydelig Længde (over 2 af felve Palpens Længvde). Andet Fodpar beftaaer af ſamme Dele fom forſte, men den egentlige Fod bliver meget kortere, og ſynes at have et Led færre, end hos foregagende Fodpar iagttages, hvilket dog fun ber roer paa, at det lille andet Led bliver utydeligt. Leddenes indbyrdes Leengdeforhold omtrent: S+1+11+33+113. Forſte Led mere plumpt og tykt end hos foregagende Fod, og, ſkjondt tilſpidſet, ikke faa tyndt i Enden; langs den udbuede Rand er det temmelig tæt forſynet med Fjerborſter, og har i Enden af denne en temmelig flærf Torn; tredie Led langſtrakt firkantet, ligeledes med en Torn i Enden; fjerde og femte Led liniedannede; ſjette Led noget tilſpidſet, uden Spor til Afſats i Enden, men væbnet med endeel lange Borſter. Palpen er her ligeſaa lang eller 140 endog lidt fænger end Fodens forſte Led, men viſer forreften omtrent ſamme Forhold fom hos førfte Fodpar. De folgende Fodpar mangle Hos Hunnen Palpe, men tredie har endnu paa den indre Side en Bryſtplade eller Svobe. Tredie Fodpar temmelig lille, af middelmaadigt ſterk Bygning. Det indbyrdes Lengeforhold af de frr Led er omtrent: 7+1+13+14+314. Forſte Led langſtrakt, ſmalt, lidt opſvulmet ved Roden, ſvagt indadbojet; andet Led af ſtorre Brede end Lengde, uregelmæsfigt firkantet; tredie og fjerde Led langſtrakte, firkantede; det meget lille, blandt Borſter ſkjulte femte Led ligeledes. Sjette Led eller Kloen er lang, tynd, meget tilſpidſet, fvagt indadbojet, og ligner overhovedet faa meget en Torn, at man kan være i Tvivol, om man fkal betragte den fom en Klo eller Torn; dog er den ved Roden omtrent ligeſaa tyk ſom femte Led i Enden, og danner ſaaledes en Fortfættelfe af dette, og desuden er den i Struktur forffjællig fra de omgivende Borſter. Fra den indre Side af forſte, andet og tredie Led udgaae adffillige Fjer— borſter; fjerde Led er i Enden forſynet med en Deel lange, ſimple Borſter, fom viſe meget talrige Tverſtriber; en lige nende Borſte, fom overgager Kloen i Læugde, udgaaer fra Enden af femte Led. Hidtil har jeg kun taget Henſyn til Beſkaffenheden af Fodderne hos Hunnen. Hvad de to forſte Fodpar angaaer, viſer Hannen ingen væfentlig Forſtjal, kun at Palperne ere af en meget tyk og plump Bygning. Men derimod adſtille tredie og ſjerde Fodpar ſig meget paafaldende derved, at de beſidde en Palpe ligeſom de to forſte Fodpar. Med Henſyn til Form afvige de iſer deri, at forſte Led, iſtedetfor at være liniedannet, er tykt, opfoulmet, noget foniff. Borſtevebningen er meget fparfommere, og da Foden kun har enkelte meget tykke og plumpe Borſter i Enden, funne dens ſidſte Led uden Vanfkelighed 141 iagttages. Palpen nager omtrent til Enden af Fodens tredie Led, og har, foruden Rodſtykket, frr eller otte Led. Fjerde Fodpar ſtemmer hos begge Kjon i alle Hen— ſeender faa nær overeens med tredie, at det ikke udfordrer nogen færffilt Beffrivelfe. Femte Fodpar er lidt fortere end de to foregagende, og viſer et noget forandret Længdeforhold af Leddene ette er omtrent: 441+2+2+4+212), men ellers i Hovedſagen famme Bygning. Foerſte Led temmelig ſterkt, noget kolledannet eller lidt opſoulmet mod Enden, ſamt til begge Sider fkraat afffaaret; andet Led af omtrent lige Længde og Brede; fjerde Led endeel tyndere end tredie og noget tilfpidfet eller afſtumpet foniff; ſjette Led eller Kloen bliver her faa tynd og bøjelig i Enden, at den næften maa kaldes en Borſte. Den lange, tynde, eylindriſfke, haledannede Bagkrop overgaaer, fom ovenfor antydet, Forkroppen betydeligt i Længde ; naar den maales til Enden af de lange Sidevedheeng, er den en halv Gang lenger end Forkroppen, eller forholder fig til denne ſom 3 til 2, hvorimod de ſex Haleringe alene have lige Længde med Forkroppen. Men, hvad bderimod Tykkelſen an— gaaer, da har Forkroppen idetmindſte fire Gange ſaa ſtort Gjennemſnit fom Bagkroppen. Ringenes indbyrdes Lengde— forhold kan omtrent udtryffes ſaaledes: 4144+421+5+6+5, hvorhos Længden af det mellemſte Halevedhæng bliver at an— fætte til 9, af Givevedhængene 16. Ringene aftage fra forſte til femte ganffe lidt i Tykkelſe, og viſe Tilnermelſe til Klokkeform, idet de fortil ere lidt indknebne og afrundede, ſamt paa Siderandene hver have en lille Indbojning; deres bageſte Rand er ſaavel paa Ryg- fom Bugfladen mere eller mindre halvmaaneformigt indbøjet (for at tilſtede Bevegelſe i disſe to Retninger), hvoraf Folgen bliver, at den paa hver Side danner 142 en temmelig fkarpt fremragende Vinkel. De to førfte Ringe have omtrent lige Lengde og Brede, hvorimod Længden hos de folgende bliver overvejende. Sjette Ring afviger endeel i Form fra de foregaaende, idet dens Omrids feet ovenfra vifer fig temmelig ſkarpt ferfantet, hvilket berver derpaa, at den bagefte Rand paa Midten er lige afffaaren, men derimod ſkraat afffaaren mod Siderne, hvor Halens Sidevedheng ere tilhæftede; denne Ring er bredere end foregagende, ſamt bredere mod Enden end ved Roden, temmelig ſterkt fladtrykket. Paa Hunnernes Bagkrop har jeg ved gjentagne Underſogelſer ikke været iſtand til at opdage noget Spor til Lemmer; hos Hannerne derimod findes til hver af Bag— kroppens to forſte Ringe hæftede et Par forte og meget plumpe Fodder, hvis Længde paa den anden Ring omtrent er lig dennes halve Længde, paa ferfte derimod er noget ſtorre. Hver Fod beftaaer af en Roddeel og to Endeplader; førfte, fom i Lengde forholder fig til de ſidſte omtrent ſom 8 til 5, har en fangftraft-firfantet Form; den ydre Endeplade er lidt fænger end den indre (Forholdet fom 5 til 4), men derimod ſmallere og noget tilſpidſet; den ſynes at beſtaae af tre Smaaled, af hvilke det ſidſte ender med et Par Børfler; paa den Indre bredere og ikke tilſpidſede Plade har jeg ingen Ledinddeling funnet iagttage; derimod vebnes den med fire koniſke, ligeſom fingerdannede Legemer, der i Spidſen ere forſynede hvert med en lille Borſte ). f Halevedhængene udmerke fig, fom ovenfor angivet, ved en meget betydelig Længde, men ere forholdsvis tynde. Det mellemfte, fom ikke overgager Sidevedheengenes halve ) Det ſynes næften, at den ydre Plades ſidſte tilſpidſede Led egentlig ikke er andet end en Sammenhobning af fire lignende koniſke Legemer, hvilke imidlertid her ligge faa tat paa hinanden, at de vanffeligen funne ſkjalnes. 143 Længde beiydeligt, har en meget langſtrakt Kegleform, der dog gjøres noget uregelmæsfig derved, at omtrent de bageſte Totrediedele pludſeligt blive noget tyndere end den forſte Trediedeel, og nærme ſig til det Liniedannede. Paa denne bageſte Deel bemerkes langs Siderne indtil ni eller ti Par ſtore, ſkraat bagudrettede Torne, og i Enden klofter den ſig desuden i to ſtore, lige bagudrettede, lidt indad krummede Torne. Paa Underfladen af dette Vedheeng mod Roden viſer Gadboretſig fom en forholdsvis ſtor Længde- ſpalte. Sidevedhengene beftaar hvert af en lang, linie— dannet eller ſvagt kolledannet Roddeel og to Endedele, der kun omtrent have Roddelens halve Længde, og indbyrdes omtrent ere lige lange. Den pdre af disſe Endedele dannes af tre Led, Hvis indbyrdes Længdeforhold omtrent er 2+17; men de to førfie Led, iſcer det andet, ere meget utydeligt afſatte; ſidſte Led er i Enden afſtumpet, væbnet med tre eller fire lange og ſterke Børfter af almindelig Form, ſamt med enkelte (fem eller fer) paa den ydre Side. Den indre Endedeel tydeligt treleddet; Leddenes Længdeforhold omtrent 9438; ſidſte Led i Enden torneagtigt tilſpidſet; langs den indre Rand af denne Deel iagttages elleve eller tolv ſtore, frærfe, lidt krummede Torne, fom hver mod Enden bærer en Borſte, og viſer enkelte meget fmaa paa Siderne. Deres Fordeling er ſaaledes, at førfte Led har fer Torne, andet Led to eller tre og tredie Led tre. Af faadanne Torne har Rodſtykket fytten eller flere langs den indre Rand. Hos mange Hunner har jeg fundet g i Bryſtſckken, hos enkelte traf jeg Unger. Wggene ere kugledannede, gule, af betydelig Størrelfe (indtil 4“ eller 35“ Gjennemſnit), og altſaa ikke i noget ſtort Antal. Jeg har ſamtidigt talt indtil omtrent 30. Ungerne har jeg hos ſamme Hun tildeels fundet af temmelig for— ſtjcllig Storrelſe, og altfaa i forſtjcellig Üdviklingstilſtand. De ſtorſte af en Huns Bryſtſcckk udtagne Unger havde omtrent to 141 Liniers Lengde eller omtrent 4 af Moderens Lengde. Formen er i de væfentligfte Forhold fom hos det vorne Dyr, kun at alle Dele ere plumpere, af ubeftemtere Omrids og forſynede med færre Borſter. Paa Hovedets Skal fremtræde ingen Tværftriber og overhovedet næppe nogen Inddeling i Regioner. Ungernes overſte Folere ere noget leengere i Forhold til Totallængden end hos den vorne Hun, men viſe ſamme Inddeling og ſamme Ledantal. Dette gjælder ogſaa de nederſte Folere, ſtjondt det ſidſte Led er meget vanffeligt at opdage. Paa Kin d— bakken iagttages allerede to tandede Grene, et Borſteknippe og en Tyggeknude, dog denne ſidſte af en meget tykkere og mere oval Form end hos det vorne Dyr. Cuma Rathkii Kr. Denne Art fynes, efter de ſidſte Aars Erfaringer, at være omtrent lige faa hyppig ved det ſydligere Grønlands Kyſter fom foregaaende, men Den træffes tillige i Kattegattet, hvor jeg har erholdt adſkillige Exemplarer (ved Hornbæf) paa Leer— bund i en Dybde af en halv Snees Favne. Imidlertid nager den fangtfra ikke den Storrelſe der, fom ved Gronland. De ſtorſte gronlandſke Individer have en Længde af omtrent ni Linier. Farven er den for Slægten almindelige, gulagtigt hvide. Formen viſer fig noget mere langſtrakt og ſmal end hos foregagende Art, hvilket dog egentlig kun gjælder Cefalothorax. Cefalothorax er af langftraft Wgform, ikke betydeligt kortere end Bagkroppen, eller næften lig med den halve Total— fængde. Dens ſtorſte Hojde er mindre end dens halve Lengde, men lidt ſtorre end den ſterſte Tykkelſe, idet Formen bliver lidt fammentryffet. 145 Hovedet udgjør lidt mere end 4 af Totallængden, og er betydeligt lenger end de fem Bryſtringe tilſammen “); dets Skjold ender fortil med et fort, lige, koniſk Pandehorn. Bygningen af Skjoldet er forreſten i Hovedſagen den ſamme fom hos foregagende Art, idet det fortil er kloftet og Kloft— ningen derpaa forgrenet, faa at tre Flige opſtaae. De tilſpidſede Sideflige viſe fig langs den indre Rand børftevæbnede, langs den ydre tæt væbnede baade med fmaa fremadkrummede Torne og med Borſter. Den længere tilbage liggende Mellemflig bliver bagtil noget bredere, og ender fortil med en lidt til— ſpidſet, lancetdannet Udvært. Dvenpaa langs Midten har denne Mellemflig to parallelle Lengdercekker af ſmaa Torne ), hoilke ere anbragte paa Randene af den bagtil divergerende Længde- rende, der findes her ligeſom hos foregaaende Art. Jovprigt adſkiller denne Art fig paafaldende fra føregaaende ved Mangelen af Tverſtriber eller Antydning af Ringe paa Skallen; ogſaa er dennes Struktur forffjællig, idet den Danner et Net, eller viſer fig ſammenſat af ſmaa, tildeels meget regelmæsfige fer- kantede Maffer eller Celler, men kun undtagelſesvis har Torne. Bryſtringene tiltage i Lengde til den fjerde, ſom tem— melig meget overgaaer de andre; femte Bryſtring udmerker fig i hoj Grad derved, at den paa Siderne er forlenget til to ſtore, ligebagudrettede og ſterkt iøjnefaldende Torne; alle Bryſt— ringene ere forſynede med ſmaa Epimerer, ſtjondt disſe dog paa forſte Bryſtring ere temmelig utydeligt afſatte. De overſte Folere have kun ringe Lengde, efterdi de, naar Endeborſterne fraregnes, indeholdes omtrent tolv Gange i Totallængden; derimod ere de af en forholdsvis ſterk Byg— *) Omtrent en halv Gang ſaa langt fom disſe. *) Dog ſtjelnes næppe flere end tre til fire Torne i hver Rakke. Naturhiſtoriſt Titsſtrift. Ny Rakke. II. 10 146 ning, Hær hvad Skaftet angaaer. Skaftet er næften fire Gange faa langt fom den indre Svobe, eller udgjor omtrent 4 af Folerens Længde. Lengdeforholdet af dets tre Led, der aftage meget ſterkt i Tykkelſe fra førfte til tredie, er omtrent 15+7+48. Det førfte har altfaa lige Længde med de to andre tilfammen; forneden eller bagtil er det afrundet, paa Midten lidt indknebet eller ſmallere (hvilket grunder fig derpaa, at den ydre Rand er lidt konkav, medens den indre er lige), i Enden fkraat afffaaret i Retningen udad og bag; fra Enden af dets indre Rand udgaaer en lang og ſterk Fjerbørfte, der nager omtrent til Midten af tredie Led. Andet og tredie Led temmelig regelmæsfigt eylindriſte med nogle ſmaa Borſter i Enden. Den indre Svobe er bethdeligt tyndere end Skaf— tets tredie Led, men omtrent af lige Tykkelſe i hele Længden eller traaddannet. Dens Ledinddeling er temmelig utydelig; dog mener jeg, med Sikkerhed at kunne fkjelne tre Led, der tildeels atter ſynes at dele ſig mere eller mindre tydeligt (og til hvilke maaffee maa fojes to meget ſmaa, i Enden anbragte Led). Lengdeforholdet af disſe tre Led er omtrent: 575. Fra Spidſen af den indre Svobe udgage adſfkillige meget lange Borſter, der tildeels overgage hele Svobens Lengde, og udmerke fig ved at være tydeligt leddede. Den ydre Svobe har omtrent lige Leengde med den indres forſte Led, og beftaaer af tre Led, af hvilke det mellemſte forholdsvis er meget ſtort, førfte og ſidſte derimod meget ſmaa; adſkillige lange Borſter udgaae fra Enden af det ſidſte. Det hidtil anførte gjælder Hunnen. Hos Hannen vife de overfte Folere omtrent ſamme Størrelfe, hvorimod det indbyrdes Forhold af Delene er noget forandret. Skaftet har fun omtrent den indre Svobes dobbelte Længde eller lidet mere, og er af en plumpere Bygning end hos Hunnen, iſar hvad de to ſidſte Led angaaer, hvilke ogſaa viſe nogen Forandring i Form (det andet er tydeligt bredere i 147 Enden end ved Roden, det tredie ſvagt koniſk). Den indre Svøbe beftaaer af fem tydelige Led, af hvilfe det førfte er det korteſte; maaffee kommer endnu hertil et lille utydeligt Endeled. Den ydre Svo be naaer til Enden af den indre Svobes tredie Led; den er fuldkomment tydeligt fireleddet, forſte og ſidſte Led de korteſte. De nederſte Folere ere hos Hunnen færdeles fmaa, idet de indeholdes mere end 50 Gange i Totalfængden, og næppe nage til Midten af de overſte Foleres førfte Led. Byg— ningen meget plump og Ledinddelingen tildeels utydelig. Tre Led funne imidlertid med Sikkerhed iagttages, hvilke neſten have lige Længde (eller forholde fig fom 7+6+7), og ere forſynede med meget lange Fjerbørfter i Enden af den indre Rand (een paa hvert af de to førfte Led, to i Enden af det koniſke tredie Led). Men, om der foruden disſe endnu findes et uformeligt Rodled, tor jeg ikke med Sikkerhed afgjore, lige— fom jeg ogfaa er tvivlſom om, hvorvidt en lille Knude i Enden af tredie Led (fra hvilken en af de omtalte Fjerborſter udgaaer) bor betragtes fom et rudimentært Led eller Rudiment af en Svobe. Hos Hannerne viſe disſe Folere omtrent ſamme Form og Forhold fom hos foregaaende Art: de indeholdes kun omtrent 23 i Totallængden, ere mere end 42 Gange faa lange fom de overſte Folere, og omtrent tyve Gange faa lange fom de nederſte Folere hos Hunnen. Skaftet indeholdes omtrent 23 Gange i Svobens Lengde; det beftaaer af en utydeligt tre— leddet Roddeel og et langt Endeled, hvilke forbinde fig med hin— anden under en ret Vinkel; de tre Rodled tilſammen have om— trent Endeleddets halve Længde, og ere paa den ydre Rand forſynede med tre Fjerborſter, medens Endeleddet derimod ganfke favner Borſter. Den tykke, plumpe, kun ſpagt tilſpidſede, lige bagudrettede, mod Enden krogformigt bojede Svobe teller 24 10* 148 Led, af hvilke det førfte er ligeſaa bredt fom langt, eller endog noget bredere. Borſter favne Leddene ganffe. Kindbakken er af ikke ubetydelig Størrelfe (dens Længde indeholdes omtrent tretten Gange i Totallængden) og af halv— maanedannet Form ligeſom hos C. Edwardsii, dog mere lang— ſtrakt og ſmal, ſamt ſterkere tilſpidſet bagtil. Hver af de to Grene, hvori den fortil deler ſig, har den indre Rand ud— ſtaaren til fire foniffe, torneagtige Tænder, der paa den forreſte Green gradevis aftage i Storrelſe, hvorimod paa den bageſte den anden er den mindſte. Dernæft fremtræde langs Kind— bakkens indre Rand tolv eller tretten ſtore, tætftillede, sformigt— krummede, i Randen flosſede eller taggede Borſter, der tildeels ſynes at være gaffelformigt kloftede i Enden (fire eller fem af de forreſte). Paa Kindbakkens indre Side findes bag disſe Borſter en tredie Green, ſom i Enden viſer fer eller ſyv ſmaa foniffe Tender og bag disſe paa Grenens indre Rand en halv Snees temmelig ſtore og ſterke, almindelige Borſter. Tygge— knuden, fom treder ſerdeles ſteerkt frem under en ret Vinkel paa Kindbakkens indre Side foran Midten af dennes Længde, ender med en hornagtig, noget oval, fkraat fremadrettet Tygge— flade, hvis Rand er vebnet med endeel fmaa Torne eller Teender. O verleben er en meget fort, forholdsvis bred Plade, hvis nederſte frie Rand paa Midten er fvagt indbojet og væbnet med nogle forte Børfter. Underleben vifer det for Slegten ſedvanlige Forhold, eller beftaaer, ſaavidt ſkjonnes kan, af to Pladepar, et ſtorre ſorreſt og et mindre bageſt; Formen omtrent ſom hos fore— gaaende Art, dog forholdvis lidt bredere. Forſte Kjæbepar ſtemmer temmelig nær overeens med ſamme Deel hos foregagende Art. Den tilſpidſede, dog i Enden aſſtumpede, inderſte Plade eller egentlige Kjæbe er 149 vebnet paa Enderanden med to Børfter (inderſt) og to Torne (yderſt); disſe ſidſte ere lige, i Enden gaffelagtigt trekloftede; Borſterne tykke, krumme, langs Siderne forſynede med mindre Borſter eller Torne. Den ydre Plade eller Palpen er paa den lige afffaarne Enderand væbnet med omtrent et Duſin, idetmindſte for en Deel ſaugtandede, ſpidſe og ſterke Torne, fom ſidde i flere Rekker; længere tilbage paa Pladen bemærfes andre Torne, hvis Spidſer omtrent nage til Roden af de to forſt— omtalte. Den ligebagudrettede, liniedannede, i Enden lidt til— ſpidſede Svobe er gjærne fortere end Palpen og ligeledes meget fortere end Borſten, hvormed den ſelv er forſynet i den bageſte Ende; Borſten viſer det merkelige Forhold, at den i omtrent den ſidſte Halvdeel langs den ene Rand er væbnet med fremadkrummede Torne eller Hager i ſtor Mengde “). Andet Kjæbepar, ſom omtrent har lige Længde med førfte, beftaaer paa fædvanlig Maade af to Plader: en bredere, noget oval, og en ſmallere, tæt paa den førfte liggende, ſom ender med to ſmaa, jervnſides anbragte Grene. Den bredere Plades indre Rand er væbnet med over en Snees ſmaa, lidt krummede Fjerborſter, Enderanden tæt befat med almindelige Borſter. Den ſmallere Plades Grene ende hver med fire tem— melig lange Torne, ſom imod Spidſen ere lidt krummede og langs den indre Rand tæt vebnede med ſmaa, parallelt ſtillede Tender, der danne ligeſom Kamme. Forſte Par Kjeebefodder indeholdes omtrent femten Gange i Totallcengden. Lengdeforholdet af dets fem Led er omtremt: 18 ＋4 6-33 T2. J Plumphed, Leddenes Form og Forhold, ja felv i Borſtevebning ſtemmer dette Fodpar meget nær overeens med ſamme Deel hos foregaaende Art. ) Undertiden har jeg, idetmindſte hos Hannen af denne Art, fundet to Borſter fæftede til Svoben, ligeſom hos foregagende Art. 150 Gjellepladen, fom er heftet bag Roden af dette Fodpar, har langs den ydre Rand omtrent en Snees polſedannede Gjeller, hvilke gradevis aftage i Storrelſe forfra bagtil, ſaa at de allerbageſte blive rudimentære eller utydelige, hvad der gjør det vanffeligt, fuldkomment nojagtigt at angive Antallet. Pladen tilligemed Gjællerne ligge forreſten ikke i en Flade, men ere drejede ſpiralagtigt eller ligeſom i Form af et Kræmmerhus. Andet Par Kjæbefodder, fom omtrent er dobbelt faa langt fom foregaaende, eller indeholdes mellem fyv og otte Gange i Totallængden, vifer omtrent folgende Lengdeforhold af Leddene: 7 IA T2 ＋ 1-3. Forſte Led langſtrakt linie⸗ dannet (omtrent fy» Gange faa langt fom bredt), fvagt krummet udad, iſcer ved Roden, væbnet mod Enden ſaavel med endeel ſimple korte Borſter ſom med tre eller fire lange Fjer— borſter, ſamt paa hele Overfladen bedakket med fmaa Torne eller Kuuder; andet Led fonvert paa den ydre, fladt paa den indre Side, i Enden fkraat afffaaret og forfynet med et Par Fjerbørfter. Det ligeledes ſkraat afffaarne tredie Led er tet beſat med fortere Fjerborſter paa den indre Side, og har to i Enden af den ydre Rand, af hvilfe den ene vifer en betydelig Længde. Fjerde Led noget indknebet ved Roden, mod Enden noget udvidet, paa den indre Rand væbnet med en Mengde ſimple Borſter; det lille femte Led har en ſtumpt koniſt Form, og er i Enden væbnet med en meget ſteerk, krum Berſte (eller maaffee rettere Torn), ſom omgives af endeel mindre og fva- gere, af hvilke et Par have GSaugtænder. — Ved Roden er dette Fodpar paa regelmesſig Maade forſynet med en nyre— dannet Svommeplade, hvis bageſte Rand er væbnet med ſexten eller fytten lange Fjerborſter, der gradevis tiltage i Lengde udefter, faa at de yderfte i Længde overgage Fodparrets førfte Led. Fjerborſternes Sideborſter ere kun anbragte mod Enden 151 af disſe, og ere faa overordentligt fmaa, at de ſelv ved en ftært Forſtorrelſe kun med Banffelighed iagttages, uagtet de ere tætfluttede. Tredie Par Kjæbefødder er atter neſten dobbelt faa langt fom andet, eller indeholdes kun 43 Gange i Total leengden. Grundleddet af den egentlige Kjæbefod, bhvilfet omtrent er tre Gange faa langt ſom de øvrige Led tilfammen, eller udgjor 3 af hele Kjcbefoden, er i en meget ſteerk Grad frumbøjet, lidt tyndere paa Midten og mod begge Ender noget udvidet, langs den indre Rand i omtrent de fidfte 2 af Læng- den temmelig tæt væbnet med en Mengde (over tyve) forte Fjerz borſter, og i Enden af den ydre Rand med tre eller fire meget lange Fjerborſter. Leengdeforholdet af de fem Smaaled omtrent 4475 ＋6＋53 de to forſte ere af uregelmæsfigt firkantet Form med ſtorre Brede end Lengde; de folgende have der— imod ſtorre Lengde end Brede, og aftage ſterkt i Tykkelſe, faa at det ſidſte bliver liniedannet. Alle disſe Led ere vebnede med nogle Fjerborſter, undtagen det ſidſte, ſom kun har ſimple Borſter. Palpen ſtager ikke meget tilbage for Kjæbefoden i Leengde, naar dens Berſter medregnes (Forholdet bliver da omtrent ſom 4 til 5 eller ſom 3 til 4); uden disſe har den derimod kun Fodens halve Længde; dens Roddeel er omtrent af lige Længde med Aaren, fom jeg har fundet ſammenſat af fyv til ti Led, af hvilke det forſte udgjor omtrent 2 af hele Aarens Lengde. Forſte Par Bryſtfodder, fom indeholdes mellem tre og fire Gange i Totalleengden, beftaaer, fom ſedvanligt, af den ſex— leddede egentlige Fod og Palpen. Lengdeforholdet af Fodens Led er omtrent: 154+1+-12+4+4+31. Det ſtore og ſterkt krummede forſte Led er endeel tykkere ved Roden end i Enden, og ſerdeles rigeligt forfynet med Fjerborſter, iſer langs den 152 indre Rand *), ſamt tillige paa den underſte Flade mod Enden med en halv Snees lige fremadrettede Torne, der danne lige— ſom en Kjol. Andet og tredie Led uregelmasſigt firkantede; de tre folgende liniedannede, udmerkede ved en betydelig Tynd— hed, det ſidſte med lange Borſter i Enden. Palpen ſtemmer ſaavel i Storrelſe fom i den ovrige Beffaffenhed temmelig nær overeens med Palpen hos det tredie Par Kjæbefødder, kun at den paa Rodſtykkets ydre Side er forſynet med nogle Forte Fjerborſter og enkelte ſmaa Torne. An det Fodpar er omtrent I fortere end forſte, og inde— holdes 43 Gange i Totallængden. Det indbyrdes Lengde— forhold af Leddene i Foden er omtrent: 102 -+2+44+11+124. Det ftærftfrummede, tyffe og opfvulmede, i Enden lidt aftagende førfte Led er langs den indre konvexe Rand tæt vebnet med Fjerbør- fer; det cylindriffe tredie Led forſynet med en lidt fremadfrummet Torn i Enden af den indre Rand; fjerde Led liniedannet; Det langſtrakt foniffe fjette Led med endeel lange Borſter langs den indre Rand. Palpen nager, Endeborſterne medregnede, om— trent til Enden af Foden, uden disſe lidt ud over Fodens tredie Led; dens Roddeel er lidt kortere end dens halve Længde eller lidt kortere end Svøben; denne beftaaer af ni Led, af hvilke det forſte omtrent har I af Svobens Længve.. Tredie Fodpar er betydeligt fortere end andet, og inde— holdes omtrent fer Gange i Totalfængden, men viſer derimod en langt ftærfere Bygning. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold kan angives omtrent til: 6+1+32+12+22. Forſte Led af en lidt kolledannet Form, paa den ydre Side forſynet med meget forte Børfter, paa den indre i hele Længden med et Duſin lange Fjerbørfter; andet Led har en Duſt af tre eller *) Bed Roden af hver Fjerborſte paa den indre Rand findes en ſtor og meget ſtark, krum Torn. 153 fire Fjerborſter i Enden af ven indre Rand; tredie Led kolle— dannet eller temmelig ſterk indknebet ved Roden, med otte ſtore Borſter langs den indre og fer langs den ydre Rand; paa fjerde Leds ydre Rand har jeg talt ni, paa den indre tre for— holdsvis meget ſtore og ſterke Borſter, hvilfe ligeſom paa det foregaaende Led have en noget ejendommelig Bygning, idet de mod Roden viſe ligeſom en Spulſt. De to ſidſte Led, fom ere rudimentere, eller aftage ſerdeles frærkt baade i Tykkelſe og Længde, ere ogſaa forſynede hvert med to temmelig ſtore Borſter. Fjerde Par Bryftfødder ganffe lidt kortere end tredie, men derimod af flærfere, endog noget plump Bygning. Leddenes Lengdeforhold: 7+1+4+2+233. Forſte Led med mange lange Fjerborſter langs den indre Side; andet Led meget utydeligt adſtilt fra forſte, af flere Gange faa ſtor Brede fom Lengde, ligeſom det i Enden føraat afffaarne tredie Led forſynet med Fjerborſter paa den indre Side. De tre ſidſte Led danne tilſammen en langſtrakt, meget ſpids Kegle, og de to ſidſte af disſe ere vanffelige at iagttage, ikke blot fordi de ere meget ſmaa, men fordi de ſfjules af de ſterke Borſter, der udgaae fra Enden af fjerde Led. Det hidtil om tredie og fjerde Fodpar anførte gjælder Hunnerne. Hos Hannerne erholde disſe to Fodpar, ligeſom hos foregaaende Art, en Palpe, hvorhos ogſaa deres Form modificeres noget. Det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene er omtrent: 7+1 31+2+2+32. Rodleddet er af en meget bredere, noget oval Form. Palpen nager lidt ud over Enden af Fodens andet Led; dens Roddeel lidt fortere end Svoben; denne beftaaer af otte eller ni Led. Femte Par atter noget kortere end fjerde; Leddenes Længdeforhold omtrent: 5+113+23+2+1. Forſte Led er kun foagt borſtevebnet; de to ſidſte ſmaa Led ere vel ſfjulte 154 mellem de mange meget flærfe Børfter, fom udgaae fra fjerde Leds indre Side; dog Danne de ikke en Kegle i Forening med dette, men ere flærft adffilte fra hinanden og omtrent ligeſaa tyffe i Enden fom ved Roden. Saaledes hos Hunnen; hos Hannen er dette Fodpar lidt ſtorre, hvilket fær berver paa førfte Leds ikke ubetydelige Forlængelfe, hvorimod fjerde Led forholdsvis er noget fortere. Bagkroppen omtrent af ſamme Form og Befkaffenhed, fom hos foregaaende Art. Lengdeforholdet af de frr Ringe fan omtrent udtrykkes ved Tallene 5+5+6+6+7+46, det mellemſte Halevedheng ved Fallet 12 og GSivevedhængene ved 19. De to forfte Bugringe have omtrent ligeftor Længde og Brede, medens derimod Lengden bliver noget overvejende hos de folgende. Den fjette er fladtrykket, ovenfra feet ſexkantet, bredere bagtil. Fra den bageſte Rand af Bagkroppens forſte, anden og tredie Ring paa Bugfladen udgaae hos Hunnen et Par aldeles rudi— mentære, til Bugfladen fluttende og derfor lidet iojnefaldende F øde Der (Børftefødder); Lengden af disfe Fodder er omtrent lig med 2 af Ringens Længde, fra hvilfen de udgaae; hver Fod ber ftaaer af to borſtedannede, tilſpidſede, uleddede (eller dog aldeles utydeligt leddede), mod Enden med Smaaborſter væbnede Grene, hvilke ikke ere feſtede til et felleds Rodled, men udgaae umid— delbart fra Bagkroppen; Grenene ende med en krum Borſte eller ligeſom Krog; maaffee ere de inddeelte i Led i den Stræfning, hvor Sideborſterne ere anbragte, dog faa utydeligt, at jeg ikke med Sikkerhed fan paaftaae det. Ogſaa paa fjerde og femte Bugring fynes at findes et Slags rudimentære Fodder, men de blive faa overordentligt ſmaa, at det ikke har villet lykkes mig at fremſtille dem færffilt, og ſaaledes at faae et tydeligt Begreb om dem. — Hos Hannerne viſer Forholdet ſig anderledes: her ere næmlig Bagkroppens to førfte Ringe hver forfynet med et 155 Par Fødder, ſom juſt ikke have betydelig Længde (de indeholdes omtrent tyve Gange eller derover i Totallcengden), men der— imod ere af en meget ſterk eller rettere plump Bygning og ſaaledes meget iojnefaldende. Fodderne af hvert Par ſidde tæt ſammen, og beftaae af et bredt, fladtrykket Rodſtykke og to ſmaa Endeplader, hvis Lengde indeholdes omtrent tre Gange i Rodſtykket, og af hvilke den ydre er noget tilſpidſet, toleddet, den indre bredt afrundet, uden Spor til Ledinddeling de ere i Enden vebnede hver med fire ſtore, ſteerke, meget ſpidſe, lidt krummede, i Spidſen pludſeligt tyndere Torne. Andet Par Bugfodder er maaffee lidt mindre plumpt end forſte; tredie Ring beſidder et Par rudimentære Fodder, ganffe af ſamme Beſkaffenhed fom tredie Bugrings Fodder hos Hunnen; endnu mere rudimentere blive de to folgende Bug— ringes Borſtefodder. Halevedhengenes betydelige Lengde er allerede ved de ovenanforte Tal betegnet. Det mellemſte Haleved— hæng, fom kun omtrent har 2 af Sidevedherngenes Lengde, er af en meget langftraft og ſmal Kegleform (den frørfte Tykkelſe ved Roden indeholdes fem Gange i Lengden), og i om— trent de ſidſte å af Længden langs hver Side væbnet med tretten fore Torne, fom ere rettede ud og bag; Spidſen har desuden to ligebagudrettede Torne; Tornene ere, ligeſom hos foregaaende Art, væbnede med en længere Borſte mod Eaden og nogle ſmaa Borſter eller Torne paa den forreſte Rand. Side— vedhengenes Roddeel, fom omtrent har 2 af Sideved— hængenes Lengde, eller omtrent lige Lengde med det mellemſte Vedherng, er meget langſtrakt og ſmalt, eller liniedannet, dog i begge Ender noget opſulmet; dets Lengde er omtrent tolv Gange faa ſtor fom dets Tykkelſe paa Midten, otte Gange faa ſtor fom Tykkelſen i Enden; paa den indre Side i de ſidſte 2 ev det vebnet med ſexten Torne. Den ydre, lidt afſtumpede, 156 ſabeldannede Endeſpids overgaaer ganffe ubetydeligt den indre i Længde (de forholde fig omtrent fom 14 til 13). Lengde⸗ forholdet af dens tre Led omtrent; 141455; ſidſte Led paa ten ydre Side væbnet med torneagtige Borſter og en Mengde ſmaa Haar, mod Enden med lange Fjerborſter, paa den indre Side med fine Haar. Den indre dolkformige Endeſpidſes Led forholde fig omtrent ſom: 32+1+2; paa den indre Side findes fjorten ſtore Torne, otte paa forſte Led, tre paa andet og lige faamange paa tredie. Cuma angulata Kr. n. sp. Denne nye Art er hidtil fun truffen ved Kyſten af det ſydligere Grønland, og er formodentlig fjælden der, efterdi endnu kun ganffe faa Individer ere nedſendte (af Kaptajn Holboll). Som et mærfeligt Forhold fortjener at udhaves, at medens hos Slægtens to foregagende Arter Hunnerne ere langt hyppigere end Hannerne, har jeg derimod af denne Art hidtil blot ſeet Hanner. Den nager ſamme Størrelfe fom de foregaaende Arter, eller bliver maaſkee endog lidt lenger. Farven er den hos Slagten fædvanlige hvide eller hvidgule. Formen meget langſtrakt og ſmal, hvorved dog ikke maa forglemmes, at jeg, fom bemeerket, kun kan tale om Hannerne, der hos denne Slagt altid ere tyndere end Hun— nerne. Den flørfte Hojde indeholdes næften fyv Gange i Totallcengden. Cefalothorax, hvis Lengde forholder fig til Bag— kroppens omtrent fom 4 til 5, er af en meget langſtrakt AEg- form, eller kan maaffee med endnu ſtorre Foje kaldes teendannet. 157 Hovedet, fom udgjør lidt mere end Halvdelen af Cefa— lothorax, idet det forholder fig i Længde til de fem frie Bryftringe tilfammen omtrent fom 14 til 8, ender fortil, ligeſom hos de foregagende Arter, med en lille Spids eller et lige Pandehorn; hvilket dog udmærfer fig noget derved, at det er ſenket lidt dybere end den vvrige Skal, eller ligeſom danner en Uffats med denne. Jovrigt faaer Skallen et noget kantet Udſeende efter Længden, hvilket beroer deels derpaa, at den ikke er ſaaledes afrundet paa tværs fom hos de foregagende Urter, men ſtiger fnarere ſtraat ned i Form af et Tag; deels ogſaa derpaa, at Randene af den Lengderende, der indtager Midten af Ryggen, og den Vinkel Skallen danner, idet den bojer ſig ind under Bugen, fremtræde mere ffarpt og fremragende; ogſaa har jeg hos de fleſte Individer omtrent midt imellem disſe to Kjole funnet bemærfe en, dog mindre tydelig, Sidekjol. Skallen klofter fig paa ſedvanlig Maade fortil, og dens midterſte, længere tilbage liggende Flig er foran forfynet med en ſtump Udvært. Fortil ere Skallens Siderande væbnede med temmelig ſteerke Torne. Strukturen af Skallen er iøyrigt noget ujevn og fnudret (Hver lille Knude fremgaaer af en tilſvarende kantet Celle). De overſte Foleres Længde indeholdes omtrent elleve Gange i Totallængden, og de vife altfaa omtrent det ſamme Fore hold til Totallængden, ſom det hos de foregaaende Arter iagttagne. Bygningen er ſterk, ifær af Skaftet, fom udgjør I af Fe— lerens Længde. Det indbyrdes Lengdeforhold af Skaftets Led er 127575. Forſte Led omtrent tre Gange faa langt fom tykt, med Roden ſteerkt indadkrummet, Enden noget opſvulmet og lidt ffraat afffaaren, den indre Rand i Enden forfynet med en lang Fjerborſte. Andet Led bredere i Enden end ved Roden; tredie Led eylindriff, udmærfet ved den ſtore Mengde lange og ſtive Børfter, fom ere anbragte i Enden af det, meſt paa den ydre Side, og fom neſten nage til Enden af den indre 158 Svobe. Denne, fom idetmindfte har Skaftets halve Længde, er traaddannet, beftaarnde af fire eller fem langſtrakte, tildeels utydelige Led. Den ydre Svobe, fom omtrent har 2 af den indres Lengde, ſynes at beftaae af fire Led, af hvilke dog forſte og ſidſte ere meget forte, det naſtſidſte det længfte; i Enden er denne Svobe forſynet med Borſter, blandt hvilke een udmærfer fig ved Lengde. De nederſte Folere have en meget betydelig Længde, og ſtemme i denne Henſeende paa det Nærmefte med Dyrets FTotallængde fra Pandeſpidſen til Enden af Halevedhengene. Skaftet, ſom er af ſterk Bygning, udgjor kun omtrent z af denne Længde, eller indeholdes fyv Gange i Svoben; ivvrigt viſer det omtrent ſamme Beſkaffenhed fom hos de foregaaende Arters Hanner, idet det fidfte Led danner en ret Vinkel med de føregaaende, og er flærkt udviklet, medens disſe forblive rudimentere (det ſidſte Led er næmlig tre Gange faa langt fom de føregaaende tilſammentagne); imidlertid fan dog her ret tydeligt ffjælnes tre ſmaa, uregelmæsfige, noget triangulære Rodled. Det temmelig liniedannede, kantede eller prismatiffe ſidſte Led er langs den ydre Rand tæt forfynet med en Mengde fremad- krummede Borſteknipper (over tredive). Svoben er meget tynd og ſtrobelig, men beſtager i Forhold til fin Lengde kun af et ringe Antal Led (en Snees Sthykker), idet alle Leddene have en meget betydelig og uſedvanlig Storrelſe; paa den ydre Rand ere de, ligeſom Skaftets ſidſte Led, væbnede med en ſtor Mengde Berſteknipper i hele Længden, medens de derimod ganffe favne Borſter paa den indre Side. Kindbakken omtrent af fædvanlig Form og GStørrelfe, bagtil tilſpidſet, fortil indadkrummet og kloftet til to tand— vebnede Grene, bag disſe forſynet med omtrent fjorten buede, koſtdannede, tildeels (et Par af de allerforreſte) i Enden kloftede Borſter; hvad disſes Længde angaaer, da tiltage de omtrent til 159 de midterſte, og aftage derpaa atter gradevis. Tyggeknuden frem- treder meget ftærft, og ender paa fædvanlig Maade fkraat af— ffaaren. Tyggefladen har jeg fundet temmelig dybt indhulet og ligeſom forſynet med en Brolægning af Tender, hvilke viſe fig mere eller mindre ſterkt fremragende langs Randene. O verleben er en lille Plade af uregelmasſigt firfantet Form, med meget ſtorre Brede end Lengde, bredere imod Enden end ved Roden, med Enderanden meget ſteerkt udbuet eller kon— ver. Randborſterne overordentligt fmaa. Underfæben fom fædvanligt beftaaende af to førti! afrundede Pladepar, et flørre, mere fremragende og et mindre, langere tilbage. Det førftes, fra den inderſte-forreſte Vinkel udgaaende Flige temmelig ſtore, noget ſpidſe, i Enden vebnede med tre fmaa Torne; iovrigt mange fine Haar paa begge Pladepar. Forſte Kjæbepar meget lille, men ganſke af ſedvan— lig Form: den inderſte Plade eller den egentlige Kjæbe den mindſte, bred ved Roden, tilſpidſet fremefter, i Enden afſtumpet, væbnet med fem Torne, der tiltage i Lengde indefter, og af hvilke den inderſte er ſteerkt indadkrummet, de andre lige; Tor— nenes Beſkaffenhed fom hos de foregaaende Arter. Den ydre Plade eller Pal pen aftager mindre ſterkt fremefter, og ender med over et Duſin lige Torne af almindelig Beffaffenhed. Den bagudrettede Svobe lenger end Palpen, bagtil vebnet med to lange Borſter. Andet Kjæbepar noget ſtorre end forſte. Hovedpladen ganſke af ſedvanlig Beſkaffenhed; den anden Plades to Bigrene derimod ftærfere fremragende over Hovedpladen og, fom det ſynes, tillige ryffede lidt mere udad; den indre har fire indadkrummede, meget lange Saugtorne, den ydre fem. Boerſterne langs Ho— vedpladens indre Rand ere fom fædvanligt Fjerbørfter. Forſte Par Kjæbefødder omtrent af fædvanlig 160 Storrelſe og Form, faa at ingen pderligere Befkrivelſe af Dette udfordres. Derimod viſer det, til disſe Kjcbefodder hef— tede, Gjelleapparat nogen Modifikation i Formen: den paa den indre Side af den halvmaanedannede Hudplade anbragte Gjællefæt er næmlig bagtil uddragen til en frit fremragende tilfpidfet Flig; Gjællerne ere mere ſammentrengte fortil i en Buſk, ere i det Hele taget af ſtorre Længde, men, fom det ſynes, i ringere Antal; jeg har kun kunnet telle et Duſin, men Antallet er vanffeligt at beſtemme formedelſt Sammen— trongtheden; de vende desuden deres frie Spidſer indad og frem. An det Par Kjæbefødder, fom omtrent indeholdes ni Gange i Totalleengden, er af temmelig tynd, fvag Form. Leddenes indbyrdes Leengdeforhold omtrent: 6+1+2+1+2. Forſte Led noget kantet, drejet og krummet paa en uregel— mæsfig Maade; iovrigt viſer dette Fodpars Form intet Meærfeligt. Tredie Par Kjæbefødders Længde indeholdes om— trent 43 Gange i FTotallængden. Lengdeforholdet af den egentlige Fods Led er omtrent: 14+1+-1+1+124+1. Forſte Led bøjet i en færdeles flærf Grad og tillige af en færdeles bred og plump Form (dets ſtorſte Brede mod Roden indeholdes næppe 33 Gange i dets Længde). Jovrigt er Fore holdet omtrent det ſedvanlige. Palpens Længde forholder fig (Endeborſterne fraregnede) til Længden af Fodens førfte Led omtrent fom 5 til 7; den udmærfer fig hos nærværende Art ved den betydelige Brede af Roddelen, fom tillige over— gaaer Svoben endeel i Lengde. GSvøben beftaaer af otte Led, af hvilke det førfte omtrent er faa langt fom de fyv folgende tilſammen. | Bryftringene tiltage i Lengde indtil den fjerde, hvilken har den ſtorſte Udvikling i denne Retning; den femte vifer fig, ligeſom hos C. Rathkii, paa Siderne uddragen til en meget 161 ſtor og ſpids, ligebagudrettet Torn; ogſaa er denne Rings forreſte Rand tandet. Hvad der iøvrigt er karakteriſtiſk for Bryſtringene hos denne Art, er, at den Længderende, fom findes paa Hovedet, fortſcetter fig meget bred og tydelig paa disſe, og paa hver Side begrendſes af en Lengdekjol, hvorved altfaa ogſaa Bryſtſtykket modtager et kantet Udfeende ligeſom Hovedet. Forſte Par Bryſtfodder indeholdes kun lidt mere end tre Gange i Totallængvden, og er alifaa meget ſterkt ude villet. Lengdeforholdet af den egentlige Fods Led er omtrent: 15+1-13+3+4+-34. Det prismatiffe eller tre⸗ ſidede forſte Led er ſerdeles ſterkt krummet, og bliver meget tyndti Enden, hvor det paa den indre Side bærer en temmelig flærf Torn. De vvrige Led have omtrent fædvanlig Form og Beſkaffenhed; Palpen meget ført (dens Lengde forholder fig til Længden af Fodens førfte Led omtrent fom 9 til 45); dens Roddeel, fom overgaaer Svoben lidt i Lengde, er ikke teendannet, men af meget bred, langſtrakt-firkantet eller oval Pladeform; Svobens forſte Led er ikke faa langt fom de andre tilſammen. Andet Fodpar indeholdes omtrent fire Gange i Total— fængden. Det indbyrdes Lengdeforhold af dets Led er: 20 1+43+11+3+5. Forſte Led har Fjerborſter langs begge Rande; andet Led kan neſten kaldes rudimentært. Jovrigt er Beſkaffenheden omtrent den fædvanlige Palpen er ikke blot relativt meget flørre end hos forſte Fodpar, men ſynes ogſaa abſolut at være lidt laenger. Dens Form og Befſkaffenhed er iovrigt den ſamme. Tredie Fodpar er meget kortere end andet, og inde— holdes omtrent fer Gange i Totallængden; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 72+1+3+2+12. Ferſte Led temmelig plumpt (dets ſtorſte Tykkelſe udgjor omtrent I af dets Længde), noget opfvulmet paa Midten eller med Tilneer— Naturhiſtoriſk Tidsſkrift. Ny Ralt s IL, 11 162 melfe til det Teendannede, lige afffaaret i Enden, med nogle Fierborſter paa den inderſte Rand og en Torn i Enden af denne. Andet Led meget ſmallere end forſte, men dog af lidt ſtorre Brede end Længde, med Fjerborſter paa den indre Rand. Tredie og fjerde Led eylindriſke, det ſidſte dog noget aftagende i Tykkelſe mod Enden; femte Led eylindriſk, ſjette konifk, med to ftærfe Borſter i Enden; ogſaa de tre foregagende Led have mange Borſter paa den indre Rand og i Enden. Palpen, hvis Lengde, Borſterne fraregnede, forholder fig til Fodens omtrent ſom fire til ſyv, har en bred, pladedannet Rod— deel, ſom er fortere end Svoben, ved Roden ſteerkt indkneben, i Enden lige afffaaren, udbuet paa den ydre Rand, flad eller lige paa den indre, og med et Par forte Fjerborfter i Enden af denne. Svoben beſtager af otte Led, det ferſte lidt fore tere end de ſyv andre tilſammen. Fjerde Fodpar er ganffe lidt kortere end tredie, men ſtemmer i alt Veſentligt overeens med dette. Femte Fodpar, ſom indeholdes fyv til vite Gange i Totallcengden, viſer omtrent folgende indbyrdes Lengdeforhold af Leddene: 11+13+5+4+2+12. Forſte Led er ſmalt paa Midten, flærkt udvidet i begge Ender, med adſkillige ſtore Fjerborſter langs begge Sider mod den forreſte Ende; andet Led noget ſkraat afffaaret, af meget ſtorre Brede end Lengde, med en Fjerborſte paa den indre Side; tredie Led eylindrifk, i Enden ſkraat af— ſkaaret; fjerde og femte Led ligeledes ecylindriſke, men det ſidſte meget tyndere end forſte, begge med endeel meget grove Borſter i Enden, der indhylle og ſtjule det koniſke ſjette Led; dette har en grov Borſte eller maafkee to i Enden. Bagkroppen viſer den ſedvanlige langſtrakte og tynde Form og ogfaa i andre Henſeender det regelmesſige Forhold; dens ſtorſte Tykkelſe indeholdes over tre Gange i den ſtorſte Tykkelſe af Cefalotharax. Ringene tiltage i Lengde til den 163 femte; anden, tredie og fjerde ere kjendeligt indknebne fortil; den langſtrakte femte viſer ſig, ſeet ovenfra, lidt bredere bagtil end foran; den fjette er ferfantet, bredere bagtil end foran og bredere end de føregaaende Ringe, naar den ſees ovenfra, men tillige fladtryklet. De to forſte Ringe ere (vel at merke hos Hannen) forſynede med virkelige Bugfodder. Forſte Par Bugfodder er lidt fortere end den Ring, hvortil det er heftet (Borſterne fraregnede), og indeholdes en Snees Gange eller mere i Totallcengden. Hver Fod beftaaer af et ſtort, langſtrakt, næften liniedannet Rodſtykke og af to Svommeaarer. Rodſtykket forholder fig i Lengde til Aarerne fom 4 til 1, beſtager kun af et flærft Led, og er langs den indre Side tæt væbnet med lange Fjerborſter, paa den ydre med forte, bolgeformigt krummede Torne. De ſmaa Aarer ſynes at være treleddede, dog meget utydeligt; den indre er lidt bredere i Enden end ved Roden, overgaager den ydre ganfke ubetydeligt i Længde, og viſer ſig i Enden væbnet med fire Fjer— borſter af færdeles Storrelſe og Styrke (lngere end hele Foden), fom kun have førte Sideborſter og nogen Spidſe. Den ydre Aare er lidt tyndere i Enden end ved Roden, og bærer kun tre lange Fjerborſter med lange Sideborſter lige til Spidſen. Jovrigt ere disſe Bugfodder paa Siderne inde— ſluttede af endeel lange Fjerborſter, fom udgaae fra Ringens bagefte Rand paa Siderne. Andet Par Bugfødder har omtrent lige Længde med forſte, men er maafkee lidt tyndere og Aarerne tillige lidt lengere i Forhold til Roddelen, ſamt med tydeligere Ledind— deling. Paa den indre Aare har jeg iagttaget fem eller ſex overmaade lange Fjerborſter, paa den ydre fire. Beſkaffenheden er ellers overhovedet fom hos forſte Par. Merkes maa, at ogſaa denne Bugring paa Siderne af Fodderne er paa den 11* 164 bageſte Rand forfynet med en Deel ſtore, ſterke, ligebagud— rettede Fjerbørfter. Tredie og fjerde Bugring have iſtedetfor egentlige Bug— fodder blot fire lange og ſterke Fjerborſter hæftede parvis paa Bugfladen til Ringenes bagefte Rand, eller vife i Almindelighed ſamme Anordning fom hos Hannerne af de foregaaende Urter. Forffjællighed viſe de imidlertid i den Henſeende, at hvert Pars ydre Borſte er krummet ind, den indre ud, faa at de krydſe hin— anden; fremdeles at Sideborſterne gane langere op mod Borſtens Rod og ere førre, ſamt kun anbragte paa den Side af hver Borſte, ſom vender mod den anden Borſte. Endnu paa fjerde Bugring ere disſe Borſtefodder meget tydelige; paa femte derimod maa de, om de ere tilftæde, være meget rudimenteere, da jeg ikke med Sikkerhed har funnet bemerke dem; hvorimod jeg har iagt— taget en lille Torn eller torneagtig Fremragning omtrent paa det Sted, hvor Fodparret fkulde udgage. Det mellemſte Halevedhæng, hvis Lengde inde— holdes lidt mere end otte Gange i Totallængden, er af en meget langſtrakt og ſmal Form (dets ſtorſte Brede indeholdes omtrent ſyv Gange i dets Længde) og altſaa ikke ſterkt ope ſpulmet mod Roden eller ſortil“). Det udmærker fig ved, i omtrent Enden af den forſte Trediedeel af dets Lengde, at være krummet ned, ſaa at dets bageſte og forreſte Stykke, ſete fra Siden, frembringe en ſtump Vinkel ſammen. Omtrent i den ſidſte Halvdeel, eller lidet mere, ere Vedhengets Siderande torner vabnede; jeg har iagttaget tolv eller tretten Par ſtore, udad— rettede, dog lidt bag og nedadkrummede Torne, foruden det ligebagudrettede Par i Enden. Sidevedhengene inde— „) Det vil ſige, naar det fres ovenfra; underſoges det derimod fra Siden, vifer det fig meget ſteerkt opſpulmet fortil eller i Gadbor— regionen. 165 foldes omtrent fem Gange i Totallengden, eller udgjøre lidt mere end 2 af hele Bagkroppens Længvde. Den tynde, lidt kolledannede Roddeel forholder ſig i Lengde til Spidſerne omtrent fom tre til to; den er paa den indre Rand i de ſidſte 2 af dens Lengde meget tæt væbnet med Torne i flere Rakker. Spidſerne ere begge treleddede og omtrent af lige Leengde indbyrdes, naar ikke tages Henſyn til Borſter og Torne; den ydre beftaaer paa regelmæsfig Maade af to førte, noget utydelige Rodled og et langt Endeled, hvilfet paa den ydre Rand og iſer paa Spidſen er vebnet med lange Borſter (tildeels Fjerborſter), paa den indre Rand med forte Haar. Hos den indre Spids aftage Leddene i Lengde fra Roden, eller det forſte Led er meget ſtorre end de folgende; langs den indre Side har jeg fundet forſte Led væbnet med femten, andet med otte og tredie med fem Torne og dette ſidſte Led desuden üddraget til en lang, noget ſpids Torn i Enden. Med Und- tagelſe af denne ſidſte ere alle Tornene Saugtorne, forſynede med Torne langs begge Siver og med en Børfte mod Enden !). Cuma resima Kr. n. sp. Kun et Par Exemplarer, nedbragte af Captajn Holboll fra det ſydligere Gronland, har jeg af denne lille Art haft Lejlighed til at underſoge *); de vare alle Hunner. *) Af ſamme Beffaffenhed ere Tornene paa Roddelen. **) Jeg har fundet det meget vanffeligt at underſoge denne Art, ikke juſt fordi den er mindre end de foregagende, men fordi Integu— menterne ere ſerdeles ſprode, og fordi næften alle Dele hos de faa Individer, jeg har haft til min Dispoſition, vare indhyllede i Ureenligheder, fom ikke let kunde bortfjcernes uden meer eller mindre betydelig Beſkadigelſe af Delene. 166 Totallengden hos denne Art overſtiger kun lidet tre Linier. Farven er den fædvanlige gulagtigt-hvide. Det meſt Betegnende og Joeinefaldende i denne Arts Form er Beffaffenheden af Pandehornet, hvilken jeg har ſogt at antyde ved Artsnavnet, og af tredie Bryſtring. Jovrigt er Bygningen flærf, tildeels endog plump. Hovedet, hvis Lengde omtrent udgjor I af Totalfængden, har en temmelig betydelig Hojde. Pandehornet er ſtort (omtrent i Længde ligt med 1 af Hovedets Lengde), rettet ſtcerkt i Vejret, faa at det næften danner en ret Vinkel med det ovrige Hoved, i Enden temmelig bredt afffaaret og fore ſynet med endeel lange Fjerborſter; det beſtager paa fædvanlig Maade af to, tet op til hinanden liggende Flige. Lidt neden— for Pandehornet, omtrent paa Grendſen af Hovedets Pander rand og Siderande, fremtræder en meget ſtor og ſterk Torn og bag denne en Lengdercekke af mindre Torne eller Saug— tender (omtrent femten til ſexten Stykker), fom ſtrakke fig temmelig langt hen imod Hovedets bageſte Deel. Bagved Pandehornet iagttages paa Hovedets Overflade en Fordybning eller Nedtrykning, hvilken betegner den mellemſte af de tre Flige, hvortil Skallen fortil indffjæres. Med Henſyn til Skallens Struktur, da beftaaer den af uregelmæsfige, deels fem-, deels ferfantede Smaaplader, indfattede af en temmelig bred Rand og indenfor denne mere eller mindre udfyldte af en grynet Masſe. Leengden af Bryſtringene tilfammen flaaer noget til— bage for Hovedets Længde. De to forſte Bryſtringe ere om— trent af ſedvanlig Beſkaffenhed. Tredie Bryſtring viſer der— imod den Seregenhed, at, medens dens Epimerer ere færdeles ſterkt udviklede, bliver Halvringens mellemſte Deel eller Ryg— delen rudimentær, eller ſynes endog ligeſom ganſke at forfvinde 167 (kun hos et Individ kunde jeg med Beſtemthed erkjende den ). Man kunde derfor let finde fig foranlediget til at nægte Til— ftedeværelfen af denne Ring, og altſaa kun telle fire Bryftringe, derſom ikke dens Epimerialſtykker, Bughalvdeel og det dertil hæftede Fodpar vare udviklede idetmindſte ligeſaa ſteerkt fom ſædvanligt. Fjerde Ring viſer den GSæregenhed, at dens Epimerer, paa Grund af den foregaaende Rings rudimentære Mellemdeel og udviflede Epimerer, trænges tilbage, og hæftes til Mellemdelens bageſte Rand iſtedetfor til dens Siderande. Femte Ring er lille, og ſtjules tildeels, tilligemed fit Fodpar, under fjerde Ring og dennes Fodpar. De øverfte Foleres Længde omtrent lig med I af Fotalfængden og altfaa ſtorre end hos de foregaaende Ar— ter. Skaftet lidt mere end dobbelt faa langt fom den inderſte Svobe; Forholdet af dets tre Led omtrent; 7+ 419; de to forſte Led overordentligt tykke og plumpe, det tredie meget tyndere, langſtrakt-eylindriſk. Den indre Svobe fireleddet; Leddenes Længdeforhold omtrent: 243434; For⸗ men meget tynd og langſtrakt. Den ydre Svobe indeholdes omtrent tre Gange i den indres Lengde, og er treleddet; andet Led det lengſte, forſte det korteſte. Begge Svoberne i Enden forſynede med et Par Borſter; Skaftets ſidſte Led er temmelig rigeligt børftevæbnet paa den nederſte Side, og tillige i Enden paa den indre Side forſynet med tre eller fire, forholdsvis meget lange og flærfe Borſter. De nederſte Folere, føm ligge tæt udenfor og neden— for de vverftes Rodled, indeholdes fem til fer Gange i de overſte Foleres Længde og omtrent 40 Gange i Totalleengden. ) Dette ſynes at ſtage i Forbindelſe med den Sedvane hos Dyret altid at bære Halen eller Bagkroppen bojet opad og frem over Hovedet, hvorved denne Ring ſtydes ind imod og under den foregagende, og ſaaledes maafkee Üdviklingen af det betegnede Stykke hindres. 168 De ſynes at være treleddede, dog har jeg fundet Ledinddelingen faa utydelig, ot jeg intet Sikkert kan angive om den. Kindbakkens overſte Green firetandet, den nederſte to— tandet; nedenfor denne ſyv krumme Borſter. Formen tvvrigt den ſadvanlige, hvad ogſaa gjælder de øvrige Munddele, fore ſaavidt jeg har været iſtand til at underſoge dem. Forſte Par Kjebefodder, hvis Lengde omtrent indeholdes tretten Gange i Totalleengden, er af ganſke almin— delig Form. Dog har jeg ikke med fuldkommen Thydelighed funnet bemærfe GSaugtænder paa den indre Rand af de to Torne, der, paa ſedvanlig Maade anbragte i Enden af ſidſte Led, danne en Sax. Dette afhænger dog vel kun af deres ringe Storrelſe. Det til forſte Par Kjabefodder hørende Gjelleapparat har jeg ikke funnet ſkaffe mig nogen nojagtig Foreſtilling om, og de fmaa Gjelleblade, hvoraf det, i Ana— logi med de foregaaende Urter, viſtnok for en Deel ſammen— fættes, har jeg ſlet ikke funnet opdage. Andet Par Kjebefodder i Lengde omtrent ligt med 10 af Fotalfængden og af ſteerk Bygning. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 7423 ＋3 313. Andet Led meget ſterkt indknebet ved Roden, i Enden meget bredt og ſkraat affkaaret. Fjerde og femte Led plumpe. Leddene have alle Borſter paa den indre Rand (flere eller færre), der tildeels viſe Fjerform. Tredie Par Kjebefodder omtrent dobbelt faa langt fom andet, af almindelig Form, ſteerktbygget. Leddenes ind— byrdes Længdeforhold omtrent: 20+2+2+3+32+3. Forſte Par Bryſtfodders Lengde indeholdes lidt mere end tre Gange i Totalleengden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 5+23+1+21+21+2. Formen mid⸗ delmaadigt ſteerk. Forſte Led ſteerkt krummet, tykt i hele Længden, veebnet med Fjerborſter paa den indre Rand, men tillige med tre eller fire lange Fjerborſter i Enden. 169 Andet Par har kun omtrent forſtes halve Længve. Formen temmelig ſterk. Leddenes Lengdeforhold omtrent: 17+1+3+5+3+3. Palpen naaer neſten til Enden af Foden, dens Roddeel til Enden af Fodens forſte Led, Svomme— aarens forſte Led til Midten af Fodens tredie Led. Svomme— aaren beftaaer af fer til ſyv Led. Tredie Par af en meget plump Bygning og ligeſaa langt fom andet Par, eller maaffee endog ubetydeligt lengere, men uden Palpe. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 5+1+3+2+1+2. Forſte Led fort kolledannet; dets ſtorſte Tykkelſe udgjor idetmindſte I af Længden; paa den ydre Side og i Enden har det nogle lange Fjerbørfter, ſamt en meget ſtor Torn. Fjerde Led har langs den indre Rand fire meget ſtore og ſterke, krogdannede Borſter, femte Led een i Enden af den indre Rand og fjette Led to. Fjerde Par er kun ubetydeligt fortere end tredie, og ligner det i Bygning; kun mangler det Torn paa forſte Led, og har fer Borſter paa den indre Side af fjerde Led. Led— denes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 12+3+7+4+22+2. Femte Fodpar endeel kortere end fjerde (omtrent ligt med 8 af Totalleengden), af meget plump Bygning; Leddenes ind— byrdes Længdeforhold omtrent: 10+2+5+22+2+12. Fjerde Led har langs den indre Rand fire, meget frærfe og lange, krog— dannede Borſter, femte Led een i Enden; ſjette Led ender med to lange og ſterke Borſter, hvilke næften ere lige. Bagkroppen favner ganſke Spor til Lemmer; dens fem forfte Ringe give ikke Anledning til nogen Bemerkning. Sidſte Ring af ferfantet Omrids, fortil ſmallere, bag— til bredere, af ligeſaa ſtor Brede ſom Lengde. Det mellemſte Halevedheng indeholdes omtrent ni Gange i Fotallængden, og nager omtrent til Enden af de ydre Halevedheengs Rodled (med Endetornene lidt udover dette, 170 uden disſe ikke ganſte til Enden af det). Det er af en lang» ſtrakt og ſmal Form, fom kunde kaldes omvendt Flaffeførm, idet den bageſte Deel indknibes til at danne ligeſom en tynd Hals. Længdeforholdet mellem den tykkere Roddeel og Halſen har jeg fundet omtrent fom 4 til 3; medens den førfte er ube— vebnet, er den ſidſte langs Siderne væbnet med fem Par meget lange, udadrettede Torne, og i Enden med et ligebagud— rettet Par. Seet fra Siden vifer det mellemſte Halevedheengs bageſte Deel ſig (ligeſom pludſeligt) meget tyndere eller ſterkt affat fra den forrefte Deel, fom tillige er langere. Det har næften Udfeende, fom om Halevedhænget beftod af to ſammen— fmæltede Led. — De yderfte Halevedheng udgjore om— trent 1 af Totallengden, og have ſaaledes en mere end ſed— vanlig Længde; Roddelen overgaaer kun ubetydeligt den ydre Endeſpids i Længde, idet de indbyrdes forholde fig omtrent fom 9 til 8; dens Form den fædvanlige langſtrakt-kolledannede; paa begge Sider viſer den ſig forſynet med nogle Borſter. Den ydre Aare forholder fig i Længde til den indre omtrent fom 8 til 5; den er af en langſtrakt, noget tilfpidfet og ſvagt indadkrummet Form, og ſynes, foruden et langt Endeled, at beftaae af to ſmaa og utydelige Rodled; langs den ydre Rand er den fore ſynet med enkelte Torne og Borſter, og har i Enden et Par ſerdeles lange, fvagt fjerdannede Borſter (ligeſaa lange om— rent ſom hele Aaren). Den indre kortere, tyndere og til— ſpidſede Aare ſom ſedvanligt treleddet; Leddenes Lengdefor— hold: 7+3+23; forſte Led med en Borſte eller Torn om— trent paa Midten af den indre Rand, andet Led med to Borſter paa den indre Side (een paa Midten og een i Enden) og een paa den ydre Side i Enden; tredie Led i Enden med to Borſter, mellem hvilke er anbragt en meget lang Torn, der ſynes ligeſom en umiddelbar Forfættelfe af Leddet. 171 Cuma lucifera Kr. ). Denne lille Art har jeg hidtil kun truffet i det ſydligſte Kattegat (ved Hornbæk) paa Mudderbund og en halv Snees Favnes Dybde. De ikke ret mange Exemplarer, jeg har kunnet forffaffe mig, vare alle Hunner. Totallængden overffrider hos de af mig underføgte Exemplarer ikke tre Linier. Farven er den fædvanlige gulhvide. Formen i Almindelighed har juſt intet Paafaldende, og viſer endeel Lighed med Formen hos C. Rathkii; dog ſynes Forkroppen at være noget tykkere i Forhold til Bagkroppen, og jeg har i Regelen fundet denne ſidſte krummet bueformigt ned. Forkroppen eller Cefalothorax er ikke meget kortere end Bag— kroppen; de forholde fig indbyrdes i Lengde fom fire til fem. Hovedet, fom omtrent udgjor 4 af Totallængden, ender fortil med et Pandehorn. Dette viſer ſig, naar det ſees fra Siden, af omtrent I af Hovedets Længde, og er temmelig ſtoerkt tilſpidſet, med den øverfte Rand horizontal, den nederſte noget opſtigende. Betragter man det ovenfra, opdager man let det dybe Længdeindfnit, hvorved det paa ſedvanlig Maade deles i to Flige. Den bagved disſe liggende, ofte omtalte Mellemflig er vebnet med et ikke ubetydeligt Antal fmaa fremadrettede Torne, ligeſom ogſaa Rygfſtjoldets Siderande paa mere end den forreſte Halvdeel bære ſteerke Lorne. Bryſtſtykket, fom omtrent udgjør 3 af Totallcengden, har intet Merkeligt i fin Form; Rygfladen er afrundet og ſidſte Rings Sidedele ligeledes, og viſe ingen Forlengelſer. De inderſte Folere, hvis Lengde indeholdes fyv til otte Gange i Totalfængden, ere, med Undtagelſe af Skaftets ) Naturh. Tidsſk. III, 527 flg. 172 Rodled, af en ſpids Form. Skaftet er tre Gange faa langt fom den indre Spobe; Forholdet af dets tre Led kan ude trykkes: 7+3+5. Forſte Led plumpt, føraat afffaaret, paa ſedvanlig Maade førfynet med en meget ſtor Fjerborſte i Enden af den indre Rand; de to andre Led tynde og eylin— driffe. Den indre Svobe, fom er traadformig, beftaaer af fire Led, af hoilke det førfte er fortere end andet og tredie, det fjerde rudimentert og utydeligt, i Enden forfynet med et Par temmelig lange Børfter. Den ydre Svobe eller Bi— ſvoben forholder ſig i Lengde til den indre omtrent ſom 2 til 5; men den er ikke meget tyndere, af eylindriſk Form, treleddet, det forſte og ſidſte Led rudimentære. De ſyderſte Folere fom fædvanligt meget førte, plumpe, ſtumpt foniffe, treleddede, i Enden af det ſidſte Led vebnede med en lang og ſteerk Borſte. Kindbakken temmelig ſtor og ſterk, halomaanedannet, fortil deelt i to tilſpidſede Grene, hvis Tender jeg dog ikke har kunnet iagttage; neden for disſe forſynet med en halv Snees krumme Borſter og dernæft med en ſtor Tyggeknude, hvis Tyggeflade viſer en Brolægning af ſmaa Tender. Om de ovrige egentlige Munddele har jeg, gjen— tagne Underſogelſer uagtet, ikke kunnet erholde en ſaa beſtemt og tydelig Foreſtilling, at jeg i det Enkelte kan gage ind paa deres Beſkrivelſe. J det Veſentlige ſtemme de imidlertid med Slægtens almindelige Form. Forſte Par Kjebefodder er af fædvanlig Form, men dets Gjelleapparat har jeg, fkjondt jeg i denne Un- ledning har ſonderlemmet flere Individer, ikke formaaet at fremſtille; at det fkulde mangle, tør jeg dog ikke antage. Andet Par Kjæbefødders Lengde indeholdes fyv til otte Gange i Totalfængden. Bygningen ſteerk. Leddenes ind— 173 byrdes Længvdeforhold: 11+4+5+3+2. Ved Roden ligge vel de fædvanlige nyredannede Plader, men de beſidde ingen Spor til Randborſter. Tredie Par Kjebefodder i Længde omtrent ligt med 1 af Totallcengden. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold kan an— ſettes: 22722-33733 ＋3. Forſte Led af flærf Bygning, overalt bedekket med ſpidſe Knuder. Formen af dette Par Lemmer iovrigt den ſedvanlige. Førfte Par Bryſtfodder udgjør omtrent I af Total— lengden. Bygningen meget fpæd, endog af forſte Led. Leddenes indbyrdes Længdeforhold er omtrent: 204+4-4+104-10+8. Palpen naaer, Borſterne fraregnede, omtrent til Enden af Fodens forſte Led. Andet Par Bryftfødders Lengde omtrent lig med 1 af Totalfængden og lidt lenger end Halodelen af forſte Fod⸗ pars Længde. Bygningen temmelig ſped med Undtagelſe af forſte Led. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 12+1+44-5 ＋3＋5. Palpen er ſpad; den nager næften til Enden af Fodens fjerde Led; dens Aare ſexleddet. Tredie Fodpar omtrent af lige Længde med andet, temmelig tyndt. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: 142 413+2+12. Foerſte Led med tre til fire vidtadffilte Borſter langs den indre Rand; fjerde Led med tre flærfe, lange og krumme Borſter i Enden; femte og ſjette Led, ſom ere meget tyndere end de ſoregagende (og det ſidſte tillige temmelig uty— deligt), hvert med een ſaadan Borſte. De to ovrige Fodpar flutte fig i Form faa ner til tredie, at det vil være overflodigt nærmere at beffrive dem. Bagkroppen er vverhovedet af ſedvanlig Befkaffenhed, og viſer aldeles ingen Spor til Buglemmer paa de forſte Ringe. De yderſte Halevedheng udgjore noget mere end 174 z af Totallængden. Deres Roddeel er noget lenger end Springſpidſerne, Endeborſterne fraregnede (de forholde fig uden disſe omtrent ſom 7 til 5), af langſtrakt og tynd Kolleform, med en halv Snees temmelig flærfe Torne langs den indre Rand. Den ydre Springſpids lidt lengere end den indre, beftaaende af tre fmaa og noget utydelige Rodled og et langt fjerde Led, hvilket har et Par Borſter paa den ydre Rand og tre eller fire i Enden, af hvilfe to temmelig lange. Den indre Springſpids ſynes her kun at beftaae af to Led, idetmindſte har jeg ikke kunnet iagttage det tredie; det forſte Led har tre Torne langs den indre Rand, det andet fire og desuden i Enden en lang, ſterk, fra Leddet afſat Torn. — Det mellemſte Halevedheng, fom omtrent udgjor 75 af Totallengden, er af en Form, der er aldeles betegnende for nærværende Art, idet det, feet ovenfra, beſtager ligeſom af to Led, der ere meget ffarpt afſatte fra hinanden, og omtrent have lige Længde; men det forſte er meget bredere og tyffere end det ſidſte, af langftraft firkantet Omrids. Det andet har Linie— form, eller er dog kun ſpagt tilſpidſet, og udgager fra bet forſte nær dettes Rygflade; langs hver Side er det vebnet med tre ſtore, ſkraat bagudrettede Torne, i Enden med to endnu fterre og ſterkere, lige bagudrettede. Cuma brevirostris Kr. n. sp. Hidtil har jeg af denne Art kun ſeet to Individer fra det ſydligere Gronland, hvilke ere mig meddeelte af Kaptajn Holboll. Begge vare Hanner. Storrelſen belober fyv til otte Linier, og Dyret flaaer altſaa i denne Henſeende ikke, eller kun ubetydeligt, tilbage for Slagtens ſtorſte Arter. Grundfarven er vel den ſadvanlige hvide eller hvid— 175 gule, men den bliver dog her noget fmudfet og formørfet ved en Mengde brune Prikker eller Smaaplætter, der tildeels, tfær paa Nygffjoldet, ere faa talrige, og ſidde hverandre faa nær at de frembringe førre Skygger. Forkroppen eller Cefalothorax er hos denne Art meget fortere i Forhold til Bagkroppen end hos de foregaaende Urter, efterdt den kun udgjor ubetydeligt mere end dennes halve Leengde. Den er temmelig fladtrykket, faa at dens ſtorſte Brede overgager Hojden noget. Hovedets Rygſkjold udgjør omtrent I af Totallengden. Dets Længde er næppe 4 ſtorre end dets ſtorſte Brede (de forholde fig indbyrdes omtrent fom 18 til 14). Uagtet Panden er tilſpidſet, eller danner et Slags Horn, er dette dog hos nærværende Art meget fort, og rager kun ubetydeligt frem over Skjoldets nederſte-forreſte Hjorner. Pandehornet er tillige meget bredt, eller de to Linier, der begrendſe det, naar det feed ovenfra, ſtode fortil ſammen under en omtrent ret Vinkel. Hvad der forreſten udmeerker Rygffjoldet, er, at det vifer fig forſynet med ophojede Tveerſtriber paa ſamme Maade fom hos Cuma Edwardsii, ffjøndt disſe dog her ere meget mindre frem— trædende og iojnefaldende end hos den nysomtalte Art. Skjondt temmelig fladtrykket er Skjoldet dog noget tagdannet, idet Sidedelene ſnarere ſkraane ſimpelt ned end hvælve fig. Frem— ragningen fortil paa Midten af Skjoldets midterſte Flig er bred, fort, afrundet. Skjoldets forreſte-nederſte Hjorner ere forſynede med endeel Fjerborſter; Overfladen af Skjoldet er ru eller knudret; under Mikroſkopet viſer det fig ſammenſat af mangfoldige uregelmesſige Smaaſtykker, hvert paa Midten forſynet med en koniſk Knude. De overſte Folere indeholdes omtrent eller henimod ti Gange i Totalfængden, og viſe den for Hannerne karak— teriſtiſte Beſkaffenghed. Skaftet er, naar Svebens Ende— 176 borſter fraregnes, omtrent eller næften dobbelt faa langt fom denne; Lengdeforholdet af dets tre Led omtrent: 23+1+1 (eller det ſidſte Led nærmere 13). Leddenes Form er den hos Hannerne fædvanlige plumpe; men uſedvanligt forekommer det mig, at det ſidſte Led i Enden danner en lille, lidt tilſpidſet Afſats, der neſten har Udſeende af et rudimentært Led, og fra hvilken Svoberne udgage, ſaavelſom den tætte, for Han— nerne farafteriftiffe Borſtekoſt, der nager til Enden af den indre Svobes ſidſte Led. Den meget tynde indre Svøbe dobbelt faa lang fom den ydre, femleddet, andet Led det lengſte, fidfte færdeles lille og utydeligt. Den ydre Svøbe nager omtrent til Enden af den indres andet Led, og er treleddet, de to forſte Led næften lige lange, det ſidſte rudimentært. De yderſte eller nederſte Folere overſtige den halve Totalleengde, uagtet jeg ikke ganſte nojagtigt kan angive Lengdeforholdet, da Spidſen af Svoben var afbrudt hos mine to Exemplarer. Skaftet udgjør i det Hojeſte I af Svobens eller 1 af Folerens Længde; Forholdet af dets fire Led kan udtrykkes: 2+1+1+6. Det ſidſte Led danner, fom fæde vanligt hos Hannen, en Vinkel med de forſte; fjerde Led har langs den ydre Side nogle og tyve tætftillede Tværrælfer eller Nifter af Borſter, hvilke Borſter viſe det Særegue, at de i Enden er ligeſaa tykke fonr ved Roden eller endog tykkere. Svsben beftaaer af tyve Led eller derover, hvilke alle ere af en ſerdeles langſtrakt og tynd Form, langs den ydre Side vebnede hvert med mange Tværræffer af Borſter ). Kindbakken af Slægtens regelmæsfige Form, fortil med to indadkrummede, firetandede Horngrene, bag hvilfe tolv flos— ſede eller tornede Borſter ere anbragte. *) I disſe Foleres Form ſtemmer nærværende Art meget nær over— cens med Cuma angulata. 177 O verleben meget ført og bred, fvagt indbojet i Enden, forſynet med nogle faa, meget fine Børfter. Forſte Kjæbefod, hvis Langde omtrent indeholdes femten Gange i Totallcngden, afviger i intet Veſentligt fra den regelmæsfige Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold om— trent: 10+3+5+3+2. De to i Enden af ſidſte Led anbragte Kloer eller Torne ere lidt fortere end ſidſte Led og meget tynde. Det til Kjæbefoden heftede Gjelleapparat er af meget langſtrakt og fmal Form. Ogſaa ſelve Gjellebladene vife fig under en noget tyndere Form end hos de foregaaende Arter, fvilfet dog, naar de ifoleres og underføges enkelte, ikke fynes at befræfte fig, og altfaa vel maa berve paa, at de ere ſam— mentryklede, og vende den ſmalle Side ud. Fallet af Gjelle— bladene overſtiger tyve, men de kunne ikke alle telles paa een Gang, da de danne to Rakkkr, der tildeels ſkjule hinanden. Anden Kjebefod, fom næften er dobbelt faa lang fom førfte, og indeholdes henimod ni Gange i Totallengden, har intet Merkeligt i ſin Form. Lengdeforholdet af Leddene, maalte fra den ydre Side, er omtrent: 94+2+3+2+1. Svommeredſkab ved Roden af denne Kjabefod har jeg ikke kunnet iagttage. Tredie Kjebefod ſtemmer i det Veſentlige vvereens med ſamme Deel hos de føregaaende Urter, og trænger derfor næppe til en nærmere Beſkrivelſe. Kun kan mærkes, at Pal— pen, fom, naar Borſterne medregnes, nager neſten til Enden af Kjæbefoden, kun teller frr Led i Svommeaaren. Bryſtringenes Rygflade er glat, jevntſcg bredt af— rundet; endvidere ere alle Ringene, ſelv den femte, afrundede forneden paa Siderne; den femte Rings nederſte-bageſte Vinkel er ganffe fort, med afrundet Spidſe, væbnet med adſtillige lange Fjerborſter (jeg har talt for ſaadanne). Det forſte Par Bryſtfodder, fom omtrent har I Naturhiſtoriſt Titsſtrift. Ny Rafe. II. 12 178 af Totallængden, viſer omtrent folgende Lengdeforhold af Led— dene: 12+1+13+3+3+3 (eller de tre ſidſte nvjagtigere 21 3173); forſte Led udmerker fig ved at være meget flærk krenuleret i omtrent den ſidſte Halodeel langs begge Rande; iovrigt har Foden intet Merkeligt i fin Form. Palpens Længde er omtrent lig med 3 af Fodens førfte Led, naar Borſterne ikke medregnes; med disſe nager den til Enden af Fodens fjerde Led. Dens Nodplade er bredt-oval, omtrent af lige Længde med Svommceaaren; denne beftaaer af fer Led. Andet Par Bryſtfodder, fom indeholdes over fire Gange i Totallængden, er juſt ikke vaſentligt forſtjelligt fra ſamme Deel hos de foregaaende Arter, men viſer dog nogle karak— teriftifte Egenheder i Dannelſen. Leddenes indbyrdes Lengdefor— hold er: 15+144+10+3+2; andet Led er mindre rudimentært eller fljælnes i al Fald tydeligere end fædvanligt; tredie, fjerde og femte Led viſe fun en ringe indbyrdes Forfkjeœl i Tykkelſe, eller aftage meget gradevis; det fidfte ender med en temmelig ſtor og ſpids Krog eller Hage paa den indre Side. Betegnende er det iſer, at det meget tynde ſidſte Led er fortere end det neſt— ſidſte; ligeſom ogſaa dets ſteerkt tilbagebojede Stilling, hvorved det kommer til at danne en næften ret Vinkel med foreganende Led, er paafaldende. J Enden af fjerde Led ere nogle (fem til frr) ſterke, lidt bagudbojede Torne anbragte, fom ligeledes ſynes farafteriftiffe, men fom let overſees, da de ligge langs med det folgende Leds Overflade. Tredie Par Bryſtfodder, hvis Lengde indeholdes mellem fer og ſyv Gange i Totallængden, er af Beſtkaffenhed omtrent ſom hos Cuma angulata, eller ſom hos Hannerne af de to forſtbeſtrevne Arter. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 7+1+2+11+42+2. Palpen er vel, naar dens Borſter fraregnes, endeel fortere end Foden (de forholde fig omtrent ſom 8 til 11), men nager dog, paa Grund af For- 179 bindelſesmaaden, neſten til Enden af denne, og rager, naar Borſterne medregnes, langt ud over den. Fjerde Par Bryſtfodder er ubetydeligt fortere og noget plumpere end tredie. Det er iſer førfte Led, disſe Egenſkaber ſkyldes, da de ovrige næften uforandret vife ſamme Form og Forhold, fom hos foregaaende Fodpar, hvad ogfaa er Tilfeldet med Palpen. Femte Par Bryſtfodder af Glægtens fæbvanlige Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: S+1+ 32+3+11+11. Sddſte Led i Enden forſynet med en lang og en ført Borſte, næftfivfte med en lang, fjerde Led med fire lange Berſter. Det, ſom fortrinligt udmærfer Bagkroppen, er den betyde— lige Lengde af ſjette Led i Forhold til de vvrige og den lige— ledes ualmindelige Lengde af Halens Sidevedheeng. Forſte Par Bugfodder, fom, naar Børfterne med— regnes, har 10 af Totallcngden, uden disſe fun omtrent 77, beftaaer af et, noget langſtrakt eller ovalt Rodſtykke og af to førte Svommeaarer med meget lange Endeborſter. Rodſtykket har paa den indre Side fire Fjerborſter. Den ydre Svom— meaare er temmelig tydeligt toleddet, i Enden væbnet med fire flærfe Fjerborſter; den indre Aare viſer derimod en meget utydelig Ledinddeling (derſom virkelig en Adfſkillelſe i to Led finder Sted), og har, foruden fire ſteerke Fjerborfter i Enden, ogfaa to paa den indre Side, ſtjondt noget mindre og fvagere. Andet Par Bugfedder er lidt mindre og betydeligt tyndere end forſte; Rodſtykket næften liniedannet, uden Fjer- børfter paa ben indre Side, hvorimod fire meget lange og ftærfe udgaae ved Siden af det fra Ringens bagefte Rand. Den ydre Svommeaare lidt fortere end den indre, tydeligt toleddet, med to Fjerborſter i Enden; den indre Svomme— 12 180 aare liniedannet, utydeligt toleddet, med tre Fjerborſter i Enden og een paa den indre Side. De to folgende Par Bugfodder ere, fom ſedvan— ligt, blotte Borſter. Det mellemſte Halevedheng, ſom omtrent udgjor 1 af Totallængden, og næppe har Sidevedhengenes halve Langde, har en meget langſtrakt og ſmal Form, eller er ikke i nogen ſteerk Grad opfvulmet mod Roden; naar det betragtes fra Siden, viſer det ſig, ligeſom hos C. angulata, bojet til en ſtump Vinkel; dets liniedannede Deel eller den bageſte Halv— deel, er langs Siderne væbnet med otte Par krummede Torne foruden det i Spidſen anbragte Par. Side vedhengene, fom kun indeholdes lidt mere end 34 Gange i Totalfængden, rage med deres næften fuldkomment liniedannede Roddeel langt ud over Spidſen af det mellemſte Halevedheeng, hvilket maa betragtes fom karakteriſtiſt for nær- værende Art. Roddelens indre Rand er i de ſidſte % eller 4 væbnet med en Rakke af nogle og tyve (22 til 24) ſtore, lidt krummede, med Sideborſter forſynede Torne “). De tre leddede Endeſpidſer forholde fig i Lengde til Rodſtykket omtrent fom 7 til 12; dog er den ydre, naar deus Ende— borſter fraregnes, lidt kortere end den indre. Forholdet af den ydreg Led omtrent: 151 ＋—5; det ſidſte, i Enden afſtumpede, Led har tre eller fire ſmaa Borſter paa den ydre Side og omtrent ligeſaamange Børfter i Enden, af hvilke to udmerke fig ved Længde. Lengdeforholdet af den indre Spidſes Led omtrent 33+13+23, hvorved den lange Spidſe, fom fivdfte Led i Enden er utdraget til, medregnes. Det forſte af disfe Led har paa den indre Rand otte eller ni Torne, det andet ) Tornene paa det mellemſte Halevedheeng vife kun een ret tydelig Borſte mod Enden af den forreſte Rand. 181 fire, det tredie tre eller fire. Tornene ere af Beffaffenhed fom de paa Roddelen anbragte. Leucon emarginatus Kr. n. sp. Af nærværende lille Art har jeg erholdt nogle faa Exem— plarer fra Oreſundet. De fangedes paa Dyndbund paa en Dybde af 12—15 Favne. Totallengden belober hos de ſtorſte underſogte Indi⸗ vider omtrent fem Linier. Farven er den ſedvanlige gulhvide. Dyret er temmelig loddent, eller paa hele Overfladen, dog meſt paa Bagkroppens Rygflade, forſynet med endeel lange Borſter. Det, fom iſer er betegnende i Formen hos nærværende Dyr, er Hovedets Korthed. Cefalotharax har omtrent fæd- vanlig Længde; men Hovedet er, iſtedetfor fom hos de fore— gaaende Arter at overgaae Bryſtſtykket betydeligt i Lengde, kjendeligt fortere end dette*), og tiltræffer fig desuden Op— merkſomhed ved fortil paa en færegen Maade at være af— ſtumpet. Naar man betragter Hovedet fra Siden, ſeer man, at Pandehorn aldeles mangler, hvorimod Gfallens forreſte— nederſte Vinkel fremtræder ffarpt fom en Torn, paa Grund af et lille noget halvmaaneformigt Udfnit i den forreſte Rand tæt ovenfor Vinkelen. Betragter man Hovedet ovenfra, ſeer man, at den Deel af den forreſte Rand, fra hvilken Pandehornet plejer at fremtrede, endog er bojet tilbage, ſaa at et vinkel— formigt Üdſnit opſtager paa Midten af Hovedets forreſte Rand. Da denne ſaaledes i Alter forfynet med tre Üdſnit, viſer den, ovenfra betragtet, fire torneagtige Fremragninger, og den er i hele *) Hovedet indeholdes over fer Gange i Totallcengden, Bryſtſtykket kun lidt mere end fire Gange. 182 fin Udftræfning beſat med førte Børfter. Siderandene vife paa omtrent den forreſte Dalvdrel ſtœerke, fremadrettede Saugtagger. De tre Flige, hvori Skjoldet fortil paa fævdvanlig Maade deles, have imidlertid en noget ualmindelig Form, tfær den midterſte, fom er noget bjærtedannet, og hvis forreſte Rand altfaa er fvagt indbojet iſtedetfor at danne en Fremragning paa Midten. Jovrigt viſer Skallen fun meget ſvage Spor til Striber eller Furer, men har en knudret eller ſtumpt-tornet Overflade; undere ſogt ved en ſteerk Forſtorrelſe viſer den fig ſammenſat af utal— lige ſtjcede Firkanter. De ſoverſte Foleres Lengde indeholdes omtrent eller næften ti Gange i Totalleengden. Skaftet er mere end dobbelt faa langt, men ikke fuldt tre Gange faa langt fom den indre leengſte Svobe; det indbyrdes Lengdeforhold af dets tre Led viſer fig omtrent 2+3+43. Forſte Led alt ſaa det korteſte, men meget tykkere end de ſolgende, om— trent af ligeſtor Brede og Længde og af en plump og uregel— mesſig Form; andet og tredie Led cylindriffe, dog noget ufuldkomment og hos det ſidſte med lidt Tilnermelſe til Kolleform; alle Leddene ere paa begge Siver væbnede med krumme Fjerborſter, der give disſe Folere et karakteriſtiſk Ud— ſeende; førfte Led har kun paa hver Side et Par, hos andet Led har jeg bemerket tre paa den ydre, fem paa den indre Side, hos tredie fer paa den indre Side, ſyv paa den Ydre, hvilke ſidſte gradevis tiltage i Lengde mod Enden. Den indre Svøbe beftaaer af tre, ſterkt i Længde aftagende Led (det indbyrdes Længveforhold omtrent: A1), og er mod Enden, ifær paa det lille ſidſte Led, forſynet med endeel ſtore og grove Borfter af almindelig Form. Den ydre Svobe har omtrent den indres halve Lengde eller kun ubetydeligt mere, beftaaer kun af et eneſte langſtrakt og eylindriſk Led, og er Å Enden væbnet med tre grove Berſter af almindelig Be— 183 ffaffenhed. Hannens førfte Folerpar er hverken i Sterrelſe eller Form væfentligt forffjælligt fra Hunnens. a De nederſte Folere ere hos Hunnerne, ligeſom hos Ku— maerne, ſerdeles ſmaa (deres Længde indeholdes omtrent 40 Gange i Fotallængden og fire Gange i de overſte Foleres Længde), trer leddede, ſtumpt koniſke eller Leddene gradevis aftagende i Tyk— kelſe; Leddenes Leengdeforhold omtrent 241+3. Forſte Led har en meget lang Fjerborſte i Enden paa den ydre Side (lenger end Foleren), andet Led en lidt fortere paa den ydre og en lengere paa den indre Side; tredie Led er i Enden vebnet med tre eller fire temmelig førte Koſtborſter (O: Borſter, fom kun i Enden ere forſynede med Sideborſter), hvilke viſe den Ser— egenhed, at de ere toleddede, eller udgage fra et fort Rodled. Hos Hannen have de nederſte Folere en betydelig Sterrelſe (de udgjore næften I af Totallengden) og tillige en frært Bygning. Skaftet, ſom indeholdes lidt mere end tre Gange i Svobens eller lidt mere end fire Gange i hele Folerens Lengde, ſynes kun at beftaae af et eneſte, langſtrakt, temmelig cylindriſk Led, eller Rodleddene er i al Fald aldeles utydelige og uſikkre; den langftrafte ſyldannede Svobe beftaaer derimod af omtrent hundrede, færdeles forte ed. Saavel Svobe fom Skaft favne Borſter. Kindbakken har en temmelig betydelig Storrelſe (dens Længde overgaaer I af Hovedets Længde), men viſer en Form, fom er i ret væfentlige Forhold forffjællig fra den hos Slegten Cuma beffrevne. Den er vel langftraft og ſmal, men mindre bojet, ifær fortil, og mindre tilfpidfet i begge Ender, hvorfor Den fager et mere plumpt Üdſeende. Den forrefte, ſtumpe Ende deler ſig ikke i to tandede Horngrene (idetmindſte har jeg aldeles ingen ſaadanne kunnet opdage), men har blot paa den indre Side en lille, knivsdannet, glasklar, ligefremadrettet Torn, bhvilfen ligger tæt op til Kindbakkens indre Rand, og 181 ikke ganffe nager til dens forreſte Rand; ved Roden af denne Torn ere to ſmaa, tetſtillede, indadrettede, lidt krummede Borſter anbragte. Tyggefnuden vifer ogſaa et færeget Forhold, idet den gaffelformigt deler fig i to, omtrent under en ret Vinkel fame menſtodende Grene; den indre af disfe, eller den egentlige Tyggeknude, har omtrent ſedvanlig Form, og ender med en temmelig kredsrund Tyggeflade, hvis Rand tildeels er væbnet med ſmaa Borfter, maaſkee ogfaa med Tender; den pdre Green har omtrent lige Leengde med den indre, men er meget tyndere, tilſpidſet, lidt bagudrettet. Overleben er fort, bred, med den frie Rand noget bolgedannet og forfynet med meget ſmaa Borſter. Underleben har omtrent den ſedvanlige, brede, tve— kloftede, i Enden ſvagt borſtevebnede Beſkaffenhed. Forſte Kjæbepar er, paa ubetydelige Modiſikationer ner, ganſke af almindelig Form; den egentlige Kjebedeel ender med fem Borſter, af hvilke i det Mindſte de to inderſte ere Saugborſter, og udmærfe fig ved betydelig Lengde. Palpen eller den ydre Plade har i Enden et Duſin Torne. Den bagudrettede Svobe er kun vebnet med een Borſte; uden at medregne denne, overgaager den ſelve Kjæbden i Lengde, og Borſten er atter længer end Svoben. Borſten viſer paa den ſidſte Deel overmaade ſvage Spor til fremadrettede Sidehaar. Andet Kjæbepar ſynes kun at udmærfe fig derved, at de fjer- eller koſtdannede Borſter langs den indre Rand ikke ere meget talrige, og at den tvedeelte Sideplade er meget ſmal i Forhold til Hovedpladen. Forſte Par Kjebefodder indeholdes omtrent ferten til ſytten Gange i Totalfænsden, og er af ftært Form, men uden noget Sereget i Bygning; Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent: 6+2+4—3+14. Forſte Led temmelig 185 ftærft uddraget i Enden paa den indre Side og paa den frem- ragende Spidſe væburt med en lang og flere Forte Fjerborſter. Forholdet iovrigt det fædvanlige. Gjellen er af plumpere Form og noget ſimplere Byg— ning end hos de foregaaende Urter: den beftaaer af en oval Plade, langs hvis indre Rand ni eller ti plumpe Gjellepolſer ere anbragte, af hvilke de to bageſte ere meget ſmaa, hvor— imod de ovrige tiltage i Lengde fremefter. Pladen er ſaavel bagtil fom fortil uddragen til baand dannede Forlængelfer. Andet Par Kjebefodder, fom indeholdes elleve til tolv Gange i Totallengden, er af plump Form; Leddenes inde byrdes Lengdeforhold omtrent; S+1+4+4+3+14. Forſte Led ſcerdeles plumpt, omvendt kolledannet, med Spor til tre fmaa Torne omtrent paa Midten af den ydre Rand og med en temmelig ført, men meget ſterk Fjerborſte i Enden af den indre. Det lille andet Led uregelmesſigt, ſkraat afffaaret i Enden og fkaalformigt udhulet; de ovrige Led omtrent af ſed⸗ vanlig Form; tredie Led med en fort, ſterk Fjerborſte i Enden af den indre Rand; fjerde Led med mange Koſtborſter paa den indre Rand og den ſedvanlige lange Fjerborſte i Enden af den ydre; femte Led paa alle Sider tæt væbnet med lange Borſter af almindelig Beſkaffenhed; det lille fjette Led med tre eller fire grove Borſter i Enden. Tet bag Roden af førfte Led findes den ſedvanlige ovale eller nyredannede Plade, hvilen dog her er temmelig lille, og ganffe ſynes at mangle Borſter. Tredie Par Kjebefodder, hvis Lengde kun omtrent er lig med I af Totallengden, udmerker fig fær derved, at dets fem ſidſte Led tilſammen ere meget lngere end fædvan- ligt i Forhold til forſte Led (Forholdet omtrent ſom fem til fa). Jovrigt kan Lengdeforholdet af de fer Led omtrent ud trykkes ſaaledes: 18+1+315+4+3. Forſte Led ſterkt krummet, temmelig flærft uddraget i Enden paa den pdre 186 Side, forſynet med forte Fjerborſter langs den indre Side og med adſkillige leengere i Enden udad (den lengſte overgaaer felve Leddet i Lengde). Andet Led rudimentært, tredie, fjerde og femte Led med nogle forte Fjerborſter paa den indre Side. Sjette Led har i Enden en lille Afſats, der fremſtiller ligeſom et rudimentert Led, og er tillige i Enden vebnet med fer ſtore Borſter, af hvilke de tre ere Saugborſter, de ovrige tre ſtribede paatværs. Palpen har omtrent 3 af Fodens førfte Leds Længde (Borſterne fraregnede). Dens Roddeel er meget kjendeligt longer end Aaren (neſten dobbelt faa lang), og denne ſidſte beftaaer kun af tre eller fire Led *). Forſte Par Bryſtfodder er omtrent dobbelt faa langt fom tredie Par Kjæbeførder, og udgjor lidt mere end I af Totalleengden. Skjondt langſtrakt og ſmalt er det dog, med Undtagelſe af førfte Led, af en meget ſterkere og tyffere Bygning end hos Kumaflægtens Urter. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 5+1+2+21+3+2. Førfte Led fangftraft, omvendt kolledannet, ingenlunde opſvulmet i den Grad fom hos de foregagende Arter, kun temmelig ſpagt for— fynet med Fjerborſter. Andet og tredie Led ftraat afffaarne i modſatte Retninger, af uregelmesſig Form; fjette Led af en langſtrakt oval Form, langs den indre Side væbnet med mange ftærfe Borſter, der danne to Reekker. Palpen fun ubetydeligt førtere end Fodens førfte Led, med femleddet Aare og med langſtrakt og ſmal Roddeel. Andet Fodpar, ſom ikke er ſtort mere end halvt faa *) Palpens ovenangivne Forhold er imidlertid ikke konſtant, eller be- roer formodentlig kun paa en tilfældig Beſkadigelſe og ufuldftændig Reproduktion; thi hos et andet Exemplar fandt jeg fenere Palpen figefaafang fom Fodens førfte Led, Aaren ſexleddet og af lige Længre med Roddelen. 187 langt fom førfte, har en meget ſterk, felv plump Bygning, og beftaaer kun af fem Led, idet det fædvanligt rudimentere andet Led her aldeles forſvinder. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 6+3+3+12+3. Forſte Led noget krummet, med Enderanden udbojet, faa at den paa Midten danner en meget ſterkt fremragende Vinkel. J ringere Grad finder en ſaadan Üdbojning ogſaa Sted paa de to folgende Led; alle tre Led have en temmelig ſtor og ſterk Torn i Enden af den pdre Rand. Femte Led er paa den indre Side konvext eller ud— bøjet, faa at dets Omrids nærmer fig til Halvmaaneform; det er væbnet paa den indre Side med en Snees ſtore og ſterke Borſter, der danne to Rakker, og ſom have det merke— lige i Bygningen, at omtrent deres ſidſte Halvdeel er fint tverſtribet eller ligeſom feddet*). Palpen har omtrent Fodens halve Længde, nager til Midten af dens tredie Led, viſer en temmelig langſtrakt og ſmal Roddeel og en ferleddet Svobe. Tredie Fodpar er i ſaa Henſeende farafteriftift for nærværende Slegt, at det ogſaa hos Hunnerne er forfynet med Palpe; dets Længde indeholdes omtrent ti Gange i Totalleng— den, og dets Form er plump. Leddenes indbyrdes Lengdefor— hold omtrent: 12+1+3+3+2. Fjerde og femte Led ere meget tyndere end de foregaaende. Femte Led har i Enden en lille Afſats, der næften feer ud fom et rudimentært Led, men i Virkeligheden vel ikke er andet end Rodudoidelſen af den fra Leddet udgaaende ſterke Borfte; ogſaa fra fjerde Led udgaae tre eller fire ſtore Borſter, der ſtemme overeens med den i Enden af femte Led anbragte deri, at de i en ſtor Deel af ) En nærmere Underſogelſe af ſidſte Led ſynes at viſe, at det i de ſidſte! af Lengden er ffraat afffaaret paa den indre Side, hvor— ved en langſtrakt-oval Flade opftaaer. Denne Flade ſynes paa Midten at være noget konkav, og dens Rande omgives ſtraalefor— migt af de ovenomtalte Borſter, hvorved ligeſom en Tragt dannes. 183 Lænaden ere fint ſtribede paatværs. Palpen er ikke meget kortere end Foden (de forholde ſig i Lengde omtrent ſom fire til fem); dens Aare femleddet. Fjerde Fodpar ſtemmer meget ner med tredie, baade i Storrelſe og Form, kun at det hos Hunnen mangler Palpe; ogfaa ere forſte og andet Led ſkraat afſkaarne, og de to ſidſte Led ſynes at være lidt mindre tynde i Forhold til de foregaaende. Femte Fodpar betydeligt fortere end fjerde (omtrent ligt med 75 af Totallængden), men fun livet forffjælligt i Bygning» Bagkroppens fem førfte Ringe have omtrent ſedvanlig Form, fun at deres bagefte Rand paa Rygfladen er lidet, eller vel endog tildeels flet ikke udſkaaren, hvilfet viſtnok antyder, at Bagkroppen ikke er beſtemt til at bojes op. Dens fjette Ring udmærfer fig ved Korthed, og er fortere end forſte. Hos Hunnerne har jeg aldeles ingen Spor til Buglemmer kunnet opdage; hos Hannerne ere derimod de to forſte Ringe føre ſynede hver med fit Par. Bugfodderne ere forholdsvis temmelig ſtore (deres Længde indeholdes omtrent tyve Gange i Totallcengden, naar Endeborſterne ikke medregnes, med disſe 15 til 16 Gange), indbyrdes af omtrent lige Størrelfe og af meget ſterk Bygning; Rodſtykket tre til fire Gange faa langt fom Aarerne, uden Borſter; Aarerne uthydeligt treled— dede, lidt foniffe, dog i Enden afrundede, hver med fire ſterke, lidt krummede Borſter i Enden. Halevedhengene viſe fig i flere Henſeender af en karakteriſtiſk Beſkaffenhed. De ydre indeholdes omtrent 53 Gange i Totalfængden, og ere altfaa fortere end hos Kumaerne, men tillige af en plumpere Form; Rodſtykket er fortere end den indre Aare (de forholde ſig omtrent ſom fire til fem), men lenger end den ydre (Forholdet omtrent ſom fire til tre), 159 noget kolledannet, langs den indre Side væbnet med en halv Snees Fjerbørfter. Den længere indre Aare eller Green har jeg hos Hunnen fundet treleddet; Leddenes Forhold omtrent 64814; det forſte med tre eller fire Torne paa den indre Side og et Par Borſter paa den ydre; det andet med elleve Torne paa den indre Side, fer lange Borſter paa den pdre; det tredie Led endelig, fom bagtil gaaer ud i en meget lang og ſpids Torn, har desuden fire paa den indre Side og tre borſteagtige paa den ydre. Hos Hannen har jeg kun iagttaget to Led, idet det forſte ikke ſynes at være adſtilt fra det andet. Den ydre Aare beſtaaer af to Led, der forholde ſig indbyrdes i Lengde fom tre til fire; det ſidſte lengere Led, fom ender bredt afrundet, er paa den indre Rand og i Enden vebnet med mere end et Duſin lange Fjerborſter. Det mellemfte Halevedheng er lille (det har kun z af de ydres Længve), og ſynes endnu mindre end det virkeligt er, fordi det bojer ſig nedad; det lader til at beftaae af et Par utydelige Led, ender bredt afſtumpet, og viſer aldeles ingen Spor til Torne eller Borſter. Leucon Nasica Kr. Denne Art har en temmelig vid Udbredelfe, men ſynes tillige at være fjælden, thi jeg har hidtil tun feet et Exemplar fra Kattegattet og et fra Grønland, begge Hunner. Det fidfte overgik det forfte endeel i Storrelſe, men nagede dog ikke ganſte ſyv Liniers Længde. Farven den ſedvanlige gulhvide. Formen langſtrakt og ſmal; Forffjællen mellem Hojden af Cefalotharax og Bagkroppen ikke meget betydelig, eller i al Fald ikke ſaa paafaldende ſom hos adſtillige andre af Familiens Arter. Hovedet, hvis Længde indeholdes 43 Gange i Total— 190 fængden, er langſtrakt, ſammentrykket, tagformigt; langs Midten af Skallens Rygflade dannes en ffarp Kjol, fom i den ſtorſte Deel af Længden er tandvabnet eller ſaugtagget; jeg har paa den tagttaget tretten til fjorten temmelig ſtore, fkraat fremad— liggende Tender“). Fortil forlænger Skallen fig til et fort Pandehorn (vet har omtrent I af Hovedets Længde), hvilket er vettet fvagt opad, har en temmelig betydelig Hojde og i Enden er meget fkraat afffaaret, faa at dets overfte-forrefte Vinkel kommer til at træde ſteerkt frem fom en Spidſe; Pande— horhets ſkraa Enderand er tæt væbnet med ſmaa Fjerborſter; det dannes iovrigt paa fædvanlig Maade af to tæt op til— anden liggende Flige, og bag det viſer ſig ret tydeligt en tredie Flig af ſedvanlig Klokkeform. Tæt nedenfor Pandehornet er Skallens forrefte Rand dybt udffaaren, faa at de nederſte-forreſte Vinkler træde frem fom ſtore Spidſer. Skallens nederſte Rande eller Siderande ere vebnede med Tender ligeſom Rygkjolen. Bryſtſtykket er langftraft med afrundet Rygflade. Ringene ſtore, med Undtagelſe af den forſte, og temmelig ſteerkt adffilte. At Bryſtſtykket imidlertid i Længde ſtaaer lidt tilbage for Hovedet, beroer iſer paa Pandehornets Længde. Den firfte Biyſtring har intet Ufædvanligt i fin Form. De overſte Foleres Lengde indeholdes omtrent ti Gange i Totallængden. Formen temmelig ſterk, tilſpidſet eller borſteagtig. Skaftet 33 til henimod fire Gange lenger end den fængfte Svobe. Lengdeforholdet af dets tre Led omtrent 8+10+9, eller med andre Ord Leddene indbyrdes næften af lige Lengde, men derimod ſteerkt aftagende i Tyktelfe; forſte Led noget udadkrummet, ftærft opfvulmet mod Roden; de to andre Led cylindriſke; alle Leddene hiſt og her vebnede med enkelte Fjer— borſter. Den tynde indre Spobe viſer omtrent folgende *) Mellem hver to Tender er idetmindſte een lille Borſte anb ragt. 191 Længdeforhold af Leddene: 4421; maaſtee er endnu et færs deles lille, rudimentært eller utydeligt Endeled tilftede. Den ydre Svøbe har jeg fundet aldeles rudimentær, idet dens Lengde indeholdes tre til fire Gange i Længden af den indre Svobes forſte Led; den er een- eller maaffee toleddet, noget plump og cylindriff, i Enden borſtevebnet ligeſom den indre Svobe. De yderſte Foleres Lengde indeholdes henimod fire Gange i de indres Længde og omtrent 40 Gange i Total— fængden. Formen er noget koniſk, og Leddenes Antal, ſaavidt jeg har funnet iagttage, kun to; det ſidſte er lidt laenger end det førfte, og ender med et Par Borſter; mindre Borſter iagt— tages paa den indre Rand af begge Leddene. Forſte Kjebepars Kjabedeel og Palpe ganfke af ſed— vanlig Form; Svoben er omtrent dobbelt faa fang fom Hoved— delen, og den enkelte Børfte, hvormed den bagtil er forfynet, er atter meget laenger end Svøben, men ſynes ikke i Enden at viſe noget Spor til Torne. Forſte Par Kjæbefødder, fom omtrent indeholdes ſytten Gange i Totallengden, har intet Merkeligt i fin Form. Leddenes Lengdeforhold omtrent: 14+4316+43+12. Forſte Led forlænger fig paa den indre Side ud over andet, eller i det Mindſte til Enden af vette; Forlængelfen ſynes at inde— holde en Udføringsfanal, og ender med et Knippe forte Borſter, hvorimod en lang Fjerborſte er anbragt ved dens Rod. Tredie Led er tet beſat med korte Borſter paa den indre Side, og har en lang Fjerborſte i Enden af den ydre. Fjerde Led har i Enden to meget lange Fjerborſter, og mellem disſe udgaaer det lille femte Led, der paa fædvanlig Maade i Enden bærer to ſtore, lidt krummede Torne. — Gjellepladen har fun faa Gjælleblade, næmlig kun ſyv til otte, og den bageſte af disſe er rudimentær eller ſerdeles lille. 192 Andet Par Kjabefodder omtrent en halv Gang fænger end forſte. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 17+2+6+6+ 2. Bygningen neſten ſom hos foregagende Art, dog det ſidſte Led meget plumpere. Det nyredannede Redſkab bag dets Rod er forfynet med henimod en Snees lange Borſter. Tredie Par Kjebefodder paa det Nermeſte af Form og Forhold fom hos foregaaende Art, dog lidt fpævere. Førfte Par Bryſtfoddder ere forholdsvis temmelig ſmaa, da deres Længde næften indeholdes fire Gange i Total— fængden; derimod er Bygningen temmelig ſterk. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 3+1+23+3+2. Forſte Led af langſtrakt og ſmal Form, kun ubetydeligt tykkere end de folgende Led, langs begge Sider forſynet med nogle korte Fierborſter og med et Par ſmaa Torne i Enden af den indre Rand. De folgende fire Led, fom ikke viſe noget Meekeligt i Formen, ere ogſaa forſynede med Fjerborſter langs den ydre Side, men ikke paa den indre; ſidſte Led har i Enden paa den indre Side endeel lange og ſteerke, torneagtige Borſter. Palpen nager, Borſterne fraregnede, omtrent til Enden af Fodens andet Led, har en langſtrakt og ſmal Form, men iovrigt fædvanlig Beffaffenhed; Aaren fyvfeddet. Andet Fodpar itke ſonderligt mere end halvt faa langt fom forſte, temmelig ſterktbygget, femleddet, Leddenes ind— byrdes Længdeforhold: 5+11+2+2+11. Ferſte Led tem⸗ melig ſterkt krummet; andet Led med een ſtcerk Torn i Enden af den ydre Rand, det liniedannede tredie Led med et Par lignende. Det ligeledes liniedannede eller endog fvagt tilfpidfede ſidſte Led er i den ſidſte Halvdeel væbuet med et Duſin ſtore og meget flærfe torneagtige Borſter, der dog ikke banne en ſaadan regelmæsfig Oval (ſnarere to neſten parallele Reeker), og heller ikke ſynes at indeſlutte en ſaadan Fordybning, ſom hos 193 Leucon emarginatus. Palpen nager, Borſterne frareguede, omtrent til Enden af Fodparret; dens Forhold iovrigt omtrent ſom hos ſorſte Fodpar. Tredie Fodpar har å af andets Lengde og en meget ftært Bygning. Leddenes Lengdeforhold: 20+3+3+4++12+24. Tredie Led har tre ftærfe og temmelig lange Fjerborfter i Enden af den indre Rand; fjerde Led vifer fem endnu længere Fjerbørfter langs den indre Rand; femte Led fynes at bære tre, fjette Led to meget lange og ſterke Borſter i Enden, hvilke dog ikke ere Fjerborfter*). Palpen nager idetmindſte til Enden af Foden. Fjerde Fodpar afviger, naar Mangelen af Palpe fra— regnes, kun meget lidt fra tredie. Dog er det ubetydeligt leengere og af en lidt mindre plump Form, ifær hvad det forſte Led angaaer. Andet Led har to lange Fjerborſter i Enden af bageſte Rand, tredie Led to i Enden af forreſte Rand; paa fjerde Leds indre Side og i Enden af det har jeg her med Beſtemthed iagttaget ſyv ſtore Borſter (tildeels Fjer— børfter), paa femte Led derimod kun to, paa fjette een. Femte Fodpar kortere end fjerde (det har neppe 3 af dettes Længde), plumpt og fom det fynes kun femleddet, idet det lille ſidſte Led forfvinder, eller i al Fald bliver faa utyde- ligt, at jeg ikke med Sikkerhed har funnet iagttage det. Bagkroppen er, ſom allerede antpdet, hos denne Art forholdsvis temmelig tyk. Formen og Ringenes Forhold iovrigt omtrent det fædvanlige, kun at de Vinkler, fom hver Rings bageſte Rand danner paa Siderne, her blive til fmaa af— rundede Knuder eller Tænder. Spor til Lemmer paa de forſte Ringe har jeg aldeles ikke funnet iagttage. ) At fjerde, femte og fjette Led tilfammen ere forſynede med ti Borſter, iagttages uden Vanſkelighed; derimod er det noget tvivl— ſomt, hvormange af disſe Borſter der tilhore bvert Led. Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Rakke. II. 13 194 Det mellemſte Halevedheng er overmaade ført (det indeholdes fem til frr Gange i Længden af de pderſte Hale— vedheng), og fremtrader kun fom en ſtumpt-koniſk Knude. De yderfte Halevedheng af Middelſtorrelſe (de ud— gjøre 3 af Totallengden eller lidt mere) og af ſteerk Byg— ning. Roddelen omtrent af lige Længde med Aarerne eller kun ganſke ubetydeligt longer (omtrent fom 12 til 11), lidt kolledannet, tornevebnet langs den indre Rand. Aarerne indbyrdes omtrent lige lange; den Ydre beftaaende af to ſmaa og utydelige Grundled og et ſtort, liniedannet, i Enden af— rundet, tredie Led, fom langs begge Rande er væbnet med lange og ſterke Fjerborſter (et Duſin langs den indre Rand og omtrent ligeſaa mange paa den ydre). Forholdet af den indre Aares tre Led er omtrent 22+1+12; langs den indre Rand har forſte Led omtrent ti Torne, andet fem og det aſ— ſtumpede tredie Led otte foruden en ſtorre i Enden; paa den ydre Side af denne Aare ere endeel Fjerborſter anbragte. Leucon «eformis Kr. Denne, den mindſte af de til Familien henhorende Arter, ſom jeg har underſogt, er nedſendt af Kaptajn Holboll fra det ſydlige Grenland; dog hidtil kun i et eneſte Exemplar, en Han. Storrelſen hos dette Individ udgjerde ikke ganſke 23 Linier. Farven hvidgul, tildeels noget i det Gulbrune. Formen plump og klodſet, eller uden al Sirlighed i Forholdene. Cefalothorax er kun ganfſke lidt fortere end Bagkroppen, og gaaer gradevis over i denne. Hovedet len— ger end Bryftringene tilſammen, dog kun i meget ringe Grad 195 (de forholde fig omtrent fom 11 til 10); feet fra Siden vifer Rygſkjoldet et næften firfantet Omrids, og udmarker fig iſar ved det ligeopadrettede Pandehorn. De inderſte Folere cre meget plumpe; deres Langde indeholdes omtrent vite Gange i FTotallængden. Skaftet dobbelt faa langt fom Svoben; Leddenes Lengdeforhold om— trent: 5+4+1. De yderſte Folere have den hos Hannerne fædvan- lige Form og Længde, og udgjere lidt mere end 2 af Total— langden. Skaftet, fom iffe har fonderligt mere end 1 af Svobens Længde, beftaaer af tre Led, af hvilfe dog de to forſte ere meget ſmaa og utydelige, hver paa den ydre Side veebnet med en plump Fjerborſte. Svoben er tyk ved Roden, gradevis tilſpidſet, beftaaende af omtrent 70 meget forte, tildeels temmelig utydelige Led, uden noget Spor til Borſter. Sidſte Par Kjebefodder indeholdes lidt mere end fire Gange i Totallcngden. Leddenes indbyrdes Længveforhold omtrent: 15+23+3+3+3+2. Tredie Led noget opfvulmet, ovalt; de folgende tre Led alle tynde og liniedannede. Palpen naaer omtrent til Enden af Fodens forſte Led; dens Aare ber ftaaer af fem Led. Forſte Par Bryſtfodder, hvis Lengde udgjer noget mere end I af Lotallængden, har vel omtrent den al— mindelige Form, men viſer dog nogle ikke uvigtige Afvigelſer i Leddenes indbyrdes Længveforhold. Dette kan omtrent angives ſaaledes: 204+7+81-645+1. Andet og tredie Led ere alt— faa af en ufædvanlig Lengde, ſidſte Led derimod ufædvanligt fort, ja tillige faa utydeligt affat, at man kan være berettiget til at tvivle, om det virfeligt er et eget Led eller kun Spidſen af femte Led. Betegnende for denne Art ere ogfaa de meget lange Fjerborſter, ſom vebne andet og tredie Leds bageſte 13* 196 Rand. Palpen udmærker fig ved Roddelens Brede (ſom dog kun er betegnende for Kjonnet, ikke for Arten), og har omtrent 3 af Fodens forſte Leds Længde: Svoben er ſexleddet. Andet Fodpar indeholdes lidt mere end fire Gange i Totalleengden. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 17+33+5+14+355 andet Led altſaa temmelig langt; fjerde Led meget fort; femte Led er næften liniedannet eller ganffe fvagt tilfpidfet og væbnet med endeel frærfe Torne. Palpen naaer til Enden af Fodens neſtſidſte Led, dens Roddeel næften til Enden af Fodens forſte Led. Tredie Fodpar udgjør omtrent 3 af Totallengden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold kan anfættes: 14+1+221+ 2 ＋13. Fjerde Led har fire ſtive Borſter i Enden af den indre Rand, femte Led to. Palpen rager temmelig langt ud over Enden af Foden. Fjerde Fodpar kommer meget ner overeens med tredie baade i Storrelſe og Form, og er ligeſom dette forſynet med Palpe (hvad der her tilkommer Hankjonnet). Femte Fodpar udgjør fun omtrent 75 af Totallængden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold: 74+2+24+14+2. Forſte Led forholdsvis temmelig ſpedt, de fire folgende derimod noget plumpe, ſidſte Led aldeles rudimentert. Bagkroppens fer forſte Ringe have omtrent ſadvanlig Form; derimod ere Hale vedhengene af en færegen plump og ligeſom vanffabt Form. — Det mellemſte er ganſke rudimen— tært, eller fremſtiller blot en lille, bred og ſtump, noget ſpaltet Knude. De yderſte Halevedheng, hvis Længde omtrent utgjør å af Totallængden, have en fort, men meget tyk, i Enden ftærft opſvulmet eller plumpt⸗kolledannet Roddeel, fom langs den indre Side er væbnet med fem Torne eller torne— agtige Borſter, af hvilke den anden er den lengſte; i Lengde forholder Roddelen ſig til den ydre Endegreen ſom 3 til 5, 197 til den indre omtrent fom 3 til 4. Den ydre Endegreen eller Aare meget plump, næften lige tyk i hele Længden, i Enden afſtumpet, temmelig tydeligt treleddet. Leddenes Lengdeforhold omtrent 486 ＋3. Det førfte Led er uden VBevæbning, det andet Led har langs den ydre Rand fem eller fer meget ſterke Torne og paa den indre et Par torneagtige Borſter med ſmaa Sideborſter; endelig det ſidſte afſtumpede Led er paa den indre Side og i Enden vebnet med en halv Snees ſtore torneagtige Borſter eller tonde Torne. Den indre Endegreen er tyne dere end den ydre, tilſpidſet, utydeligt treleddet, beftaaende, ſom det ſynes, af et forholdsvis meget ſtort forſte Led og to meget ſmaa og utydelige Endeled. Paa Siderne er det væbnet med adſkillige Torne, i Enden med tre eller fire, af hvilke een udmerker fig ved Længde, en anden ved Styrke. 198 Udmaalinger. Cuma Edwardsii Kr. Cuma Rathkii Kr. — . — Totallcengde ... Leengden —g—„„%4„%%/%7/ꝙ „6 af Cefar 8 I Hoyve denk Bryſtringene tilſammen ...... forſte BrpſtrinuUUUUp orden Bryſtring en. tredie fjerd femte ee Bryſtring. PE e B eee * Cefalothorars ſtorſte Hojide de inderſte Folere Leengden af — — Foleres Skaft.. indre Svobe ydre Svobe ert Foleres d dv» 00 Kindbakken. .. forſte Kjæbepar.... ‚—Lk Hp H DE — 2 oa eee ene io dneeene førfte Par Kjæbefødder....... andet Par Kjæbefødder....... tredie Par Kjæbefødder ....... forſte Par Bryſtfodde r andet Par Bryſtfodder tredie par Bryftføbber....... fjerde Par Bryſtfodde nr femte Par Bryſtfodder. .. B save Bagkroppens førfte Ring. — anden Ring.... tredie Ring. . ... fjerbe Ring.. femte Ning .. fjette Ring mellemſte Halevodhæng....... Halens Sivevedhæng...-.-+-- G 6390 2727 . 10 Ke) 814 37% — - dd 144 I 444 1 — ag — T mv Fe Mn 5 ORIGO på e kem — GY 28 — 21 = = 2 — —— — — — ra — At 2 Woie ==, — — — 29 SS — — * — 2 Ja goe! nd ane — — gl — — — — -e — = — Embryo. 1755 1 U 11 777 I I 717 a-å 5 — = — — — — 5 441 HE] 2 „ ai era at 3= — — — ad e Tel - 2 = Kg MY 3 le ss mm 1, D. — p = 2822 — — — — — To- l= Cal ml, * = 8 W iv — = 2 9717 3777 1444 1442 144 2 ut 315 — 199 —————Z—Z—ÆTZTZ2ZPDV70CCCÆÆ222 sm | Cuma bre- å Leucon Cuma an- å 3 Cuma re- Cuma luci- å Leucon Leucon de- virostris å emargina- Lar: 3 gulata Kr. sima Kr. fera Kr. Nasica Kr. formis Kr. Kr. tus Kr. G Ko 0 2 ko i Ra ; 771 310 3,7 630“ 23% 177 221 2141 1444 DJ 1444 1305 1; ti 13 1 Me la 2177. 2 ae 3444 17 117% 25 18 5 å 1; 20 13% pie 344 3444 J 1-44 1844 3 5 5 3 2 3 „770 1444 1 444 1 707 3 444 1 444 20 10 10 15 20 20 9 444 1444 1 444 1 441 3 444 1444 å 20 5 1 0 10 10 1 0 7 * 771 1441 0 3 474 3 1% 1 44 N Ta 5 20 å iD Å 2444 34 1444 1 444 3 441 23 % 5 10 5 20 0 20 3 441 1441 1444 3 771 3444 I 444 IG 5 5 20 1 0 1 0 1190 19 „% 774 1277. 444 9444 3 10 5 20 5 20 1717 3717 9 4 2444 1.5444 3844 4 20 5 20 i 1 771 1444 3 444 3 441 1444 1 444 2 To 10 2 5 1444 144 3 717 1441 3 444 1 414 i å 20 1 0 20 10 1771 1:44 EST) 1 444 1444 6 5 15 25 5 0 817 4414 N 1 444 1444 I 2 1 2 00 å 8 174 0 1444 1444 1444 * 4 5 3 444 3 770 I 20 3444 9 441 1444 2441 5 20 i 5 1% 4444 17174 2444 2444 5 å 5 571 1771 2444 14770 717 1177 2 13 3 20 I 20 2444 92344 J 144 1 444 pl: 9444 5 10 20 i0 5 1 0 21007 12707 11444 5441 1.7% 1 1444 5 5 20 5 5 0 14“ 1.70 11444 3444 114244 3444 2444 2 10 20 5 20 4 5 J 144 1“ 3 777 1 1444 1 1444 1444 7 444 3 5 20 2 0 5 20 11“, 1744 2414 BY LE 7 471 1711 5 20 5 ; 5 35 1 an 2 5“ 43, EE 1 3411 ; 9447 2441 1444 3444 3 77¹ 10 5 1 0 20 To 144 2:49 3 441 3 41 7 141 2 5 0 20 20 11444 9 444 1444 3 144 9 777 20 00 5 20 30 11444 9 441 1444 1444 1444 20 20 5 5 2 2:44 13444 Te 344 3441 7 +44 1777 5 20 4 15 5 10 5 1444 9 444 1444 1444 1:49 Riu 3 444 2 20 5 5 5 FG 35 J 144 Mtg) 7 414 344 5 444 1444 1 71 av 20 30 1 0 20 5 70 ENE 9 444 1444 19071 1 617 82204 2441 5 20 5 20 1 0 10 5 200 Efter at have tilendebragt Artsbeſkrivelſerne, ſkulde jeg førs ſoge nogle faa Bemærfninger over Kumaceernes ſyſtematiſke Stilling. Jeg har ovenfor anfort, at Erichſon antager det ſom afgjort, at de indtage Plads blandt Dekapoderne eller de tifoddede Krebs; og det kan viſtnok heller ikke nægtes, at de baade i den ydre Habitus og si adſtillige indre Bygnings— forhold viſe megen Lighed med de langhalede Dekapoder, og nærmeft med Rejefamilien. Men ved en nærmere Sam— menligning bemerker man tillige betydelige Forſkjclligheder. Forſt vil jeg udhave, ffjøndt dette Forhold viſtnok ikke er af ſtorſt fyfiologiff Vigtighed, at de ikke beſidde ſtilkede Oje, ja efter mine Underſogelſer overhovedet ſlet ingen Ojne, og altſaa egentlig ikke ere Podophthalma. Derneſt at de, hvorvel Ryg— ſkjoldet er ſterkt udviklet, dog have fem frie Bryſtringe, hvorved de nærme fig noget til Stomapoda, fra hvilke de der— imod atter afvige, ligeſom fra alle andre bekjendte Krebsdyr, ved Rygſkjoldets beſonderlige Indſkjcering fortil. Endvidere fra jeg nærmere betragte Aandedretsredſkaberne, hvilfe Erichſon ene, eller dog forncemmelig, ftotter fig paa, i at anvife disſe Dyr Plads blandt Dekapoderne: Overeensſtemmelſen indffrænfer fig imidlertid, fom mig ſynes, ene dertil, at de have indre Re— ſpiration eller en Aandedrœtshule, medens derimod felve Reſpirationsorganerne ere ganffe forffjællige: Dekapoderne have idetmindſte fem Par fuldt udviklede Gjæller, medens hos Kuma— ceerne kun iagttages et enefte Par; hos Dekapoderne ere Gjellerne hæftede paa den ydre Side af Bryſtfoddernes Rod, eller høre til Dyrets Bryſtdeel, ligeſom til Ex. Hos Amfipoderne, iſtedetfor at de her blot udvikle fig paa forfte Par Kjebefodders Svobe, og ſaaledes paa en Maade funne henregnes til Dyrets Hoved; endelig er felve Bygningen af Gjellerne å en meget paafaldende Grad ſimplere Hos Kumaceerne, og fan i faa Henſeende pas— ſende ſammenlignes med den rudimentære Gjælle, fom hos Der 201 kapoderne ſedvanligt findes paa det andet Par Kjæbefødders Svobe. — Hvad endvidere Fodderne angaae, da finde vi vel fem Par, ligeſom hos Dekapoderne, men Beſkaffenheden af dem er anderledes end hos disſe, og nærmer Kumaceerne mere til Stomapoderne (ſaaledes fom disſe af Milner Edwards opfattes); idet de jo tildeels ere ſpaltede eller for— fynede med en Svommepalpe, og desuden ganſke favne egent lige Kloer. Med Slegten Mysis blandt Stomapoderne have Kumaceerne endvidere en Analogi ved det Gjæmme, fom dannes mellem Bryſtfodderne af disſes Svober til Angelens Op— bevaring, hvorimod de fjærne fig fra Mysis derved, at Yngelen ingen Forvandling er underkaſtet. Ved at betragte disſe paa— pegede Forhold, ſees, at Kumaceerne vel frembyde betydelige Ligheder baade med Dekapoder og Stomapoder, men ogſaa meget veſentlige Forſkjælligheder. Underſoges den indre Byg— ning, vindes næppe noget gunſtigere Reſultat for Foreningen med en af disſe Ordener. Tarmekanalen (Tab. 1 fig. 14, b) beftaaer af et meget fort eller rudimentcert Spiſer or, en temmelig ſtor, ſekdannet Mave og en fra dennes Bund i lige Retning fortlobende tynd og lang Tarm, der aabner ſig i Gadboret paa Underfladen af det mellemſte Halevedheng; jeg har ingen Tygge- eller Knuſeredſkaber kunnet opdage i Mavens Indre, hvorimod den er tet bedakket af langſtrakte, kirtelagtige Smaalegemer, der danne temmelig regelmasſige Lengderckker (Tab. 1 fig. 14, c). Omtrent fra Midten af Maveſoekkens Rygflade (Tab. 1 lig. 14, d) udgaae i en Tver⸗ ræffe for temmelig lange, trinde eller polſedannede, rynkede Legemer, der ende lidt tilſpidſede, og fra Spidſen gjærne (de fire inderſte) udſende en Borſte. De to inderſte af disſe Legemer ere rettede lige bag ud, og ligge tæt op til Tarmen; det næfte Par ligger atter tæt op til det forſte, og er det fængfte; det tredie Par danner en Krumning ud og frem. De 202 ere temmelig fafte, og beſtaae af en grynet Masſe; Hvorfor jeg ikke troer, at kunne betragte dem ſom Blindtarme, men ſnarere fom Lever, iſer da jeg intet andet Legeme har op— daget, der kunde forklares fom denne Kirtel. De minde ſterkt om Galdekarrene hos adſtillige Iſopoder, til Ex. Ligia. — Hjærtet er en langſtrakt Cylinder, fom ligger under Ryg— ſkjoldet, og fom viſer mangfoldige tetſtillede Mufkelfibrer i to Retninger, paa langs og paa tvars, hvilke under ſteerk For— ſtorrelſe give det et regelmæsfigt tavlet Udſeende. — Nerve— fyftemet (Tab. 1 fig. 14. a) viſer her ikke blot ingen Cen— traliſation af Nerveknuderne i Cefalothorax, men Nerveſnorene ere endog mellem hver to Nerveknuder vidt og tydeligt adſkilte fra hinanden, og gjenkalde ſaaledes ganſke den Form af Nerve— ſyſtemet, fom findes hos lavere Krebsdyr, til Ex. hos Amfipo— derne. Naar nu hertil fojes den Tydelighed, hvormed Inte gu— menterne hos disſe Dyr viſe ſig ſammenſatte af temmelig ſtore, mere eller mindre regelmesſigt kantede Celler (Tab. 1 ſig. 8, a og b), ſynes Alt mig at antyde, at de i hele deres Bygning flaae paa et meget lavere Trin end Dekapoderne, og at de, om man vilde henføre dem til disſe fom en egen Familie, dog i al Fald maatte betragtes ligeſom det forſte, endnu ufuldkomne Udfaft til Formen. Men det forekommer mig, at man idetmindſte forelobigt kunde være berettiget til at betragte dem fom en egen Orden; og jeg vil ved denne Lejlighed erindre, at Sleg— terne Mysis, Thysanopoda ov. ſ. v., hvilke Milne-Edwards har henſtillet blandt Stomapoderne, næppe endnu funne antages at have erholdt deres definitive Plads, og vel næppe heller, for de blive nojere anatomiff underſogte, funne erholde denne. — Ladende det ſyſtematiſke Sporgsmaal uafgjort, fkal jeg forſoge at karakteriſere Kumaccerne efter de hidtil bekjendte Former. Dog har jeg, paa Grund af Ufuldftænvigheden i Goodſirs 203 Beftrivelfer og Afbildninger, kun ganfke let og blot forſogsvis funnet berøre de af ham fremſtillede Slegter og Arter. Cumaceœa Kr. Forma ferme Decapodis macruri, ita tamen, ut annuli thoracis quinque posteriores a cephalothorace disereti et liberi appareant. Integumenta dura sed fragilia, albida vel flavo albicantia. Cephalothorax ut abdomine semper bre- vior, ita dimidia ejus longitudine semper longior. Caput magnum, annulis liberis thoracis junctis sæpissime longius. Margo capitis anterior medio fissus incisura postice fur- cata. Oculi nulli. Duo antennarum paria. Antennæ supe- riores parvæ, decimam duodecimamve longitudinis animalis partem vulgo æquantes, pedunculo constantes triarticulato flagellisque brevibus duobus, interiori 4—6 articulato, ex- teriori minimo vulgo 3— 4 artieulato. Antenne inferiores ſeminarum rudimentariæ, 40—50mam longitudinis animalis partem ferme æquantes, marium vero maximæ, robustissimæ. Os constituitur labio superiori, mandibula, labio inferiori, duobus maxillarum paribus, tribusque pedibus maxillaribus. Labium superius perparvum , breve sed latum. Mandibula magna (16mam usque ad 10mam longitudinis animalis partem æquaus), elongata, angustata, semilunata, antice acuminata, bi- fida, dentibus armata caninis, dein pectine setoso marginis inte- rioris, tuberculo denique molari maximo, palpo vero om- nino destituta. Labium inferius mandibulæ approximatum, profunde bifidum, duobus, ut videtur, laminarum paribus compositum. Maæilla anterior tribus componitur laminis: interiori vel maæillari, exteriori vel palpo, et posteriori vel flagello; quæ ultima elongata est et linearis, postice omnino tendit, unaque duabusve armatur setis terminalibus longissi- 204 mis, dum lamina maxillaris et palpus fortibus ornantur acu- leis marginis anterioris. Maxilla posterior duabus compo- nitur laminis superpositis; altera latiori, subovata, setis ar- mata; altera angustiori, apice bifurcata, aculeata. Pes maæillaris primus parvus (13mam ferme usque ad 17mam longitudinis animalis partem æquans), robustus, quinquear- ticulatus, duobus terminatus aculeis serratis quasi forcipem efformantibus. Pes maxillaris secundus primo multo longior, vulgo quinquearticulatus, articulo primo reliquis junctis lon- giore. Pes maxillaris tertius secundo longior (sæpissime duplo fere longior), palpo instructus natatorio, sexarticulatus, arti- culo primo reliquis junctis plus duplo longiore. Organa respi- rationis, quæ capite continentur, unico branchiarum constant pare, post basin primi pedum maxillarinm paris affixo: bran- chia utraque maxima formatur lamina vel vesica membra- nacea, e cujus superficie inferiori decem ferme duodecimve vel plures prodeunt appendices vermiformes teretes (laminæ brauchiales). Ad respirationem præterea administrare viden- tur laminæ semilunares vel subreniformes duæ, postice setosæ, quæ post pedes secundi paris maxillares oecurrunt. Fla- gellum maxillæ anterioris, palpique pedis maxillaris tertii pedumque thoracicorum anteriorum forsitan aqua renovanda respirationi etiam succurrunt. Annuli thoracici quinque liberi quintam sextamve ferme æquant juncti longitudinis totius partem; quisque suo in- structus est pedum pare epimerisque sat distinctis. Nonnulli pedum fissi sunt, id est: pede constantes proprio palpoque na— tatorio; hanc forman paria quatuor anteriora marium præbent; apud feminas vero modo primum par, vel duo paria anteriora vel tria anteriora; reliqui pedes simplices sunt, palpo evane- scente. Pedes vulgo seæarticulati muticique sunt, nec chelis, nec manu subcheliformi, nec ungve præditi. Primus pes et reliquis 205 et pede maxillari ultimo multo longior, quartam semper superans (interdum etiam tertiam) longitudinis animalis partem. Sequentes sensim sensimque minores evadunt, ut quintus pes nunquam septimam longitudinis animalis par- tem, interdum nec decimam tertiam æquet. Abdomen elongatum (dimidiam longitudinis animalis partem semper fere superans), gracile, cylindricum, sex constans annulis distinctis, caudaque vel tribus appendici- bus caudalibus. Annulus quintus reliquis vulgo longior; annulus sextus depressus, sexangularis, postice latior. Pe— des abdominales apud feminas vulgo aut omnino evanescunt, aut prorsus rudimentarii adsunt; apud mares annulus pri- mus et secundus distinctis semper instructi sunt pedibus, qui vero in reliquis annulis rudimentarii sæpissime evadunt. Ganglia cephalothoracica minime in molem coalescunt unam, sed omnia disereta et distincta sunt, invicemque binis junguntur chordis nerveis diseretis. Oesophagus brevissimus; ventriculus mediocri magnitudine, saccatus, sub testa capitis situs, nullis intus organis manducatoriis instructus; intes— tinum tenue, rectum, sub basi appendicis caudalis interme- diæ terminatum. Appendices sex coecæ (vasa biliaria) a media ferme superficie ventriculi dorsali transversaliter prodeunt. Cor cylindricum, elongatum, sub testa capitis situm. Receptaculum ad ova excipienda (fere ut apud Mysides) sub annulis feminarum thoracicis liberis formatur, consti- tuiturque flagellis pedum thoracicorum paris primi, secundi et lertii, qvæ laminaria evadunt. Ova flava, permagna, ideoque non numerosa. Embryon ex receptaculo matris productum usque ad quartam longitudinis matris partem æquat, omnibusque fere partibus animali refert adulto, vel 206 nullis obnoxium est metamorphosibus, ita tamen, ut forma robustior sit minusque elegans Cuma. Duo pedum thoracicorum paria auteriora apud feminas, quatuor apud mares fissa vel palpo natatoria iustructa. Pedes abdominales feminarum nulli vel rudimentarii, marium duo paria (annuli primi et secundi). Appendix caudalis intermedia permagna (decimam longitudinis animalis partem vulgo superans), postice acuminata aculeisque armata. Pes maxillaris secundus modo quinquearticulatus, pes thoracicus secundus sex compositus articulis distinctis. 1. Cuma angulata Kr. n. sp. Testa capitis subfastigata, subangulata, cornu frontali brevi, ho- rizontali. Annuli thoracici carinis duabus dorsalibus longitudinalibus, sulcoque intermedio instructi: annulus quintus margine anteriori ser— rato, postice utrinque in aculeum maximum validumque productus. Antennæ inferiores martum longitudinem animalis ferme æquantes; flagello longissimo, gracillimo, recto, ferme vigintiarticulato. Pes tho- racicus primus articulo primo reliquis junctis aliquanto longiore, duplam «fere palpi longitudinem æquante, apice attenuato. Pedes primi et se— cundi annuli abdominalis marium elongati, subgraciles, natatorii, setis apicis longissimis plumosis instructi. Appendix caudals inter- media incurvata, å latere visa obtuse-angulata, 2. Cuma resima Kr. n. sp. Caput compressiusculum, altius quam latum; cornu frontali magno, subverticali; angulis testæ antico-lateralibus aculeo instructis magno. Pars dorsalis intermedia annult thoracici tertit rudimentaria, pars vero epimerialis magna. Antenne superiores solito majores, septimam ferme longitudinis animalis partem æquantes. Pes thora- 207 cicus primus arliculo primo reliquis iunctis breviore, palpoque haud longiore, spice lato. Abdomen feminarum pedibus rudimentariis omnino destitutum. Appendix caudalis intermedia sublagenæformis; collum lagenæ corpore brevius, quinque aculeorum lateralium paribus longissimis. Stylus terminalis exterior appendicum exteriorum inte- riori multo longior, parteque appendicis basali parum modo brevior. 8. Cuma lucifera Kr. Caput compressiusculum, altius quam latum, cornu frontali magno horizontali, lacinia testæ intermedia aculeata. Antenne supe- riores octavam longitudinis animalis partem superantes. Pes thoracicus primus pergracilis, articulo primo reliquis junctis multo breviore, pal- pum fere æquante vel parum superante, apice attenuato. Appendix caudalis intermedia lagenæformis, corpore colloque longitudine ferme æqualibus; illo elongato-quadrato; hoe subito gracillimo, tribus modo aculeorum lateralium armato paribus magnis. Stylus appendicum caudalium terminalis exterior quadriarticulatus, interior biarticulatus, septem modo marginis interioris aculeis instructus. 4. Cuma Edwardsii kr. Cephalothorax oviformis. Testa capitis subcompressa, rotundata, striis quatuor transversalibus arcuatis elevatis medio interruptis, rostro brevissimo horizontali. Antennæ inferiores marium tertiam longitu- dinis animalis partem haud æquantes, flagello robusto, ferme vigin- tiarticulato, apice hamato. Pes thoracicus primus articulo primo reli- quis junctis parum breviore, palpum vero multo longitudine vincente, apice attenuato. Pedes primi et secundi annuli abdominalis marium breves, robustissimi, haud natatorii, setis apicis brevibus simplicibus. Appendix caudalis intermedia gracilis, elongato-conica, postice novem decemve aculeorum lateralium paribus armata. 5. Cuma Rathkn kr. Testa capitis subcompressa, rotundata, carinis duabus medii dorsi longitudinalibus, approximatis, spinulosis, cornu frontali perbrevi, 208 horizontali. Annulus thoracicus quintus margine anteriori serrato, postice utrinque in aculeum meximum validumque productus. An— tenne inferiores marium dimidiam longitudinis animalis partem haud æyuantes , flagello robusto, ferme 25 articulato, apice hamato. Pes thoracicus primus artieulo primo reliquis junctis longiore, palpique longitudinem vincente, apice dilatato. Pedes primi et secundi annuli abdominalis marium crassissimi, haud natatorii, apicis setis brevibus simplicibus. Appendix caudalis intermedia gracilis, elongalo-conica, postice tredecim aculeorum lateralium paribus instructa. 6. Cuma brevirostris Kr. n. sp. Cephalothorazx solito brevior, dimidiam abdominis longitudinem parum modo superavs, depressus, latior quam altus. Testa capitis striis quinque transversalibus, arcuatis, subelevatis, medio interruptis; rostro brevissimo, rectangulari, horizontali. Antenne inferiores ma- rium dimidiam animalis longitudinem superantes, flagello longissimo gracili, recto, ferme vigintiartieulato, Pes thoracicus primus articulo primo reliquos junctos aliquanto superante, palpi longitudinem vero mul- to longiore, apice subangustato. Articulus pedis thoracici secundi penul- timus apice hamate, ultimo longior, cum eo angulum efficiens rectum. Pes abdominalis primus et secundus marium elongati, natatorii, setis apicis longissimis plumosis instructi; ille robustus, hic gracilis. Ap- pendiz caudalis intermedia perangusta, postice acuminata, incur- vala, obluse-angulata, octo aculeorum lateralium armata paribus. Ap- pendices caudæ laterales capite multo longiores; pars basalis styl.s terminalibus fere duplo longior. NB. Ad hoe genus Alauna rostrata Goodsir pertinere videtur. Leucon kr. Tria pedum thoracicorum paria anteriora apud feminas, quatuor apud mares palpo natatorio instructa. Pedes ab- dominales feminarum nulli, marium duo paria (annuli primi et secundi). Appendix caudalis intermedia rudimentaria, tuberculiformis. Pes maxillaris secundus sexarticularis, pes thoracicus secundus articulis modo quinque distinctis. 209 1. Leucon emarginatus Kr. n. sp. Integumenta, præcipue abdominis, subhirsuta. Caput annulis thoracicis junctis brevius, sextam longitudinis animalis partem haud æquans, non modo rostro destitutum, sed etiam margine testæ an- teriore profundius medio emarginato; lacinia testæ intermedia sub- cordata. Pes thoracicus secundus articulo primo reliquis junctis multo breviore, articulo ultimo subovali, setis multis longissimis ro- bustissimisque apicis marginisque interioris. Appendix caudalis inter- media elongato-tubercularis, incurva. Pars basalis appendicum late- ralium stylo terminali interiori bi-triarticulato brevior, stylo vero ex- teriori natatorio biarticulato longior, 2. Leucen Nasica Kr. Caput annulis thoracicis junctis longius, quintam longitudinis animalis parlem superans. Testa capitis compressa fastigata, carina medii dorsi longitudinali serrata, rostro frontali magno subascen- dente, angulis laterali-anterioribus prominentibus acutis. Pes tho- racicus secundus articulo primo reliquos junctos longitudine ferme æquante, articulo ultimo sublineari, subacuminato, apice setoso. Appendix caudalis intermedia tubercularis sed distincta. Pars basalis appendicum lateralium stylique terminales triarticulati omnes eadem ferme invicem longitudine, stylus exterior natatorius (setis instruetus plumosis). 3. Leucon deformis Kr. n. sp. Cefalothorax et abdomen longitudine ferme æqualia, ut et caput annulique thoracici. Testa capitis à latere visa subquadrata, cornu frontali magno, verticali, antice serrato. Pes thoracicus secundus articulo primo reliquis junctis longiore, articulo ultimo lineari, apice aculeato. Appendix caudalis intermedia fere evanescens vel omnino rudimentaria, Pars basalis robustissima appendicum lateralium utroque stylo terminali brevior; stylus exterior interiori longior, uterque triarticularis. Naturhiſtoriſt Titsſtrift. Ny Ra kke. II. 14 210 Bodotria Goodsir. Primum modo pedum thoracicorum par apud feminas palpo natatorio instructum. Quinque pedum abdominalium paria feminarum permagna, natatoria. Appendix caudalis intermedia rudimentaria, tuberculiformis. Bodotria arenosa Goodsir, Alauna*). Primum modo pedum thoracicorum par apud feminas palpo natatorio instructum. Pedes abdominales feminarum nulli vel rudimentarii. Appendix caudalis intermedia rudi- mentaria, tuberculiformis. I. A. Edwardsii (Cuma Edwardsii Goodsir). 2. K. Audouiniti (C. Audouinii Good.) 3. 4. trispinosa (C. trispinosa Good.) Explicatio tabularum. Tabula prima. Fig. I. Cuma Edwardsii S: a. antenna superior; a“, flagellum interius; a“, flagellum exterius; b. antenna inferior; c.labium superius. Fig. i. Cuma Edwards & a. antenna superior; b. antenna in- ſerior. Hæc figura antecedente minus est aucta. Fig. 2. Cuma angulata, maxilla prioris paris; a. maxilla pro- pria; a“, palpus; a“, flagellum. Fig. 3. C. Edwardsii; maxilla posterioris paris. Fig. 4. Cuma Rathkii; a. pes maxillaris primus; b. branchia. Fig. 5. C. Edwardsii; dimidia labii inferioris pars. Fig. 6. C. Rathkii; testa capitis supra visa, pressione adhibita. Fig. 7. Leucon emarginatus; testa capitis supra visa, Fig. 8. Structura integumentorum, a. C. Edwardsiiz b. C. brevi- rostris. Fig. 9. C. Edwardsii, partes quædam mandibulæ; a. ramus anterior; b. ramus posterior; c. setæ duæ marginis interioris; d. tuberculus molaris. Fig. 10, C. Edwardsii, a. pes maxillaris primus; b. articulus *) Quum species, qvam sub nomine Alaunæ exhibuit Goodsir, ad Cu- mas pertinere mihi videatur, nomen Alaunæ in eas transtuli species, quas Goodsir minus recte, mea quidem opinione, ad Cumas retulit. 211 ultimus hujus pedis; c. aculeus terminalis hujus articuli auctiar; d. uterqne pes maxillaris cum branchiis supra exhibitus. Fig. II. C. Edwardsii, pars basalis pedum maxillarium secundi paris cum laminis natatoriis junctis. Fig. 12, C. Edwardsit C, pes abdominalis primi paris. Fig. 13, a. Embryon C. Edwardsii e sacculo matris thoracico pro- ductum; b. antenna superior (Y) et inferior (y); e. pars mandibulæ : d. maxilla prioris paris; e. pes maxillaris primus; f. pes maxillaris tertius; g. pes thoracicus primus; h. pes thoraricus secundus; i. pes thoracicus tertius; k. pes thoracieus quartus; I. pes thoracicus quin- tus; m. appendices caudales. Fig. 14. C. Edwards, partes quædam internæ; a. Ganglia cepha- lothoracis; b. oesophagus, ventriculus et pars intestini a latere exhi- bita; c. particula ventriculi valde aucta; d. pars ventriculi posterior supra visa cum particula intestini et cum appendicibus (d“) sex coecis; e. pars terminalis appendicis auetior. Tabula secunda. „ å. Cuma angulata Kr. C, magnitudine quater ferme aucta. „ b. Labium superius. . Dimidia labii inferioris pars. d. Annuli thoracici supra exhibiti. e. Pes thoracicus primus, f. Pes thorac'cus secundus. „g. Pes abdominalis primus. h. Pedes abdominaies tertii paris. „ i. Caada a latere exhibita. 2, a. Cuma resima Kr. a latere, magnitudine aucta. „ b. Appendix ejus caudalis intermedia a latere exhibita. 3, a. Leucon emarginatus Kr., a latere exhibitus, magnitudine auctus. 3, b. Mandibula a latere interiori exhibita; b'. eadem å latere exte- riori; b.“; eadem antice; b.“ pars ejusdem terminalis pressione adhibita. 3, c. Pes maxillaris secundus. f 3, d. Pes thoracicus primus. 3, e. Pes thoracicus secundus. 3, f. Pes abdominalis primus &. 3, g. Cauda supra exhibita (g“. appendix intermedia; g“. appen- dix lateralis); g“, eadem a lätere visa. 3, h. Labium superius. 4. Leucon deformis Kr. „ a. Leucon Nasica Kr. testa capitis supra exhibita, magnitudine parum aucta. 5, b. Lamina vibratoria pedis maxillaris secundi. 6. Cuma brevirostris Kr., testa capitis supra exhibita, magnitu- dine aucta. - e - - » — bd — — — — — — ä—ͤ— we Fr 147 Üddrag af Darwins Meife- underſogelſer ved H. Mathieſen. III. Over de ſibiriſke Dyrs Vedligeholdelſe i Jis. Den fuldkomne Vedligeholdelſe af de fiberiffe Dyr frembod maaffee, indtil for faa Aar ſiden, et af de vanfkeligſte Pro— blemer, Geologien nogenſinde har forſogt at loſe. Paa den ene Side indrommede man, at de døde Legemer ikke ved nogen voldſom Overſvommelſe vare forte didhen fra nogen betydelig Afſtand; og paa den anden antog man ſom viſt, at Klimaet, da Dyrene levede, maatte have været faa fuldkomment for- ftjelltgt, at det var ligeſaa utroligt, at Jis fkulde have ber fundet fig i Nærheden, fom at Ganges Floden kunde fryſe til. Lyell har, i fine „Principles of Geology“), ubbredt det ſtorſte Lys over denne Gjenftand, ved at udpege det nordlige Lob af de nuværende Floder, i Forbindelſe med Sandſynlig— heden for, at de tidligere forte de dode Legemer i ſamme Ret— ning; ved at viſe (efter Humboldt) hvor langt Dyr fra de varmeſte Jordſtrog undertiden vandre; ved gjentagende at udheve Neodvendigheden af at være forſigtig, ved at ber dømme Levemaadens Beſkaffenhed hos Dyr af ſamme Fa— milie, naar Arterne ikke ere identiffe; og fremfor Alt, ved paa den meeſt indlyſende Maade at paaviſe den ſandſynlige Over— ) J ven fjerde og folgende Udgaver. 213 gang fra et O- til et Kontinental-Klima, fom en ligefrem Folge af Landets Hævning, for hvilfen, i den ſenere Tid, flere Beviſer ere anforte “). At ſtore Dyr udfordre en yppig Vegetation, er en For— udfætning, fom har været almindelig og fom er gaaet over fra det ene Værf i det andet. Jeg tager imidlertid ikke i Betenk— ning at erflære denne Anſkuelſe for aldeles falſk; og for at have vildledet Geologerne i deres Bedommelſe af enkelte Til— fælde, der i Jordens ældgamle Hiſtorie ere af megen Inter— esſe. Denne Fordom ſtammer ſandſynligvis fra Indien og de indiffe Oer, hvor man, ifolge alle Beretninger, har været vant til at tænfe fig Hjorde af Elephanter, pragtfulde Skove og utgjennemtrængelige Jungler**) fom uadſtillelige. Vende vi os paa den anden Side til et eller andet Værk over Reiſer igjennem de ſydlige Dele af Afrika, ville vi næften paa hver Side enten finde Hentydninger til Landets ode Karakteer eller til Mengden af de ſtore Dyr, ſom beboe det. Det Samme er fuldkomment beviiſt ved de talrige Beſkrivelſer, der ere ud— givne over forffjellige Dele af det Jndre***), Imedens the *) Wrangel's Reiſe til Jis-Havet i Aarene 1821, 1822 og 1823. Udgiven af Profesſor Parrot i Dorpat, Berlin 1826. „“) J Oſtindien, en udbredt Flade, tæt bevoret med Krat, ſom, ende ſkjondt fugtig, dog ikke er nogen egentlig Moſe. H. M. ) Forfatteren antager (Journal of Researches Pag. 95—98), ifølge Jagttagelſer ved og om Bahia Blanca, at Forholdene i tidligere Tider have været lignende paa den ſydamerikanſke Slette. Han har, ved Punta Alta, fundet endeel Levnnger af ſtore uddode Pattedyr, indeſluttede i Lag tilſammen med Skaldyr af endnu paa Stedet levende Arter; da fremdeles det omliggende Land har en ode Karakteer, og der er Grund til at anſee ſom afgjort, at nævnte Levninger ere affatte i et grundt Hav tæt ved Kyſten og at de ikkun ere hævere nogle Favne over Havet (ifolge Kyſtens Sam— menſcetning formodes Niveau-Forandringen, idetmindſte i den ſenere Tid, ikkun at være foregaget i een Retning og meget gradviis), ſiger han: „her frembyder fig altſag en tilſyneladende Vanſkelighed; 214 Beagle (Skibets Navn) laae vid Kap-Staden, gjorde jeg en Üdflugt paa nogle faa Mile ind i Landet og denne var idet mindſte tilſtrelkelig til at gjøre mig det, jeg havde leſt, fuld— komment forſtaacligt. Andrew Smith, hvem det faa nylig lykkedes, i Spidſen for fit eventyrlige Neifefelffab, at overſkride Steenbukkens Vende— kreds, har fortalt mig, at naar man tager den hele ſpdlige Deel af Afrika under Betragtning, der ingen Tvivl fan være om, at Landet er ufrugtbart. Der ere enkelte ſmukke Skove paa de ſydlige og ſydoſtlige Kyſter, men undtager man disſe, kan den Reiſende i flere Dage efter hinanden vandre over aabne Sletter, bedakkede med en mager og ſparſom Vegetation. Det er vanffeligt med nogen Beſtemthed at opſtille ſammen— lignende Grader for Frugtbarhed; man kan imidlertid med Vished ſige, at den Vegetations-Mengde, fom Stor-Britannien ernærer paa en given Tid ), overgaaer, maaffee endog tiføld, den Mængde, fom de indre Dele af Syd-Afrika frembyde over en lignende Üdſtrakning. Den Kjendsgjerning, at man, Kyſt— firæfningerne undtagne, med Oxenvogne kan reiſe i enhver Retning uten at opholdes mere, end tilfaldigviis en halv Times Tid, giver maafkee et beſtemtere Begreb om Vegeta— tionens Sparſomhed. Vende vi os Dernæft til de Dyr, fom beboe disſe udſtrakte Sletter, ville vi finde deres Antal over— ordentligt ſtort og deres Storrelſe umaadelig. Vi kunne op— regne Elephanten, tre Urter Nashorn (og iſelge Smith's vi have de klareſte Beviſer for, at ingen betydelige phyſiſke For— andringer ere foregagede, der kunne have omdannet Landets Ho— vedtrak; og dog levede i tidligere Dage ſtore Pattedyr paa disſe Sletter, der nu fun bedakkes med en mager og ſparſom Vege— tation.“ H. M. ) Min Henſigt her er, at udelukke Totalſummen, der efterhaanden fan være frembragt og forbrugt i ct givet Tidsrum. 215 Overbevisuing tillige to andre), Flodheſten, Giraffen, Bos caller faa ſtor fom en fuldvoren Dre og Antilope bubalis iffun lidet mindre, to Jebraarter og Quagga'en, to Gnuer og for— ſkjellige andre Antiloper, endog ſtorre end ſidſtnvnte Dyr. Man kunde antage, at endffjøndt Arterne ere mangfoldige, Individernes Antal af hver Art kunde være ringe. Ved Smith's Godhed er jeg iſtand til at viſe, at Forholdet ganſke er det modſatte. Han har meddeelt mig, at han paa 24" Brede, i en Oxenvogns Dagmarſch og uden at fjerne fig i nogen be— tydelig Afſtand til nogen af Siderne, har ſeet imellem 100 og 150 Neshorn, der henhørte til 3 Arter. At han ſamme Dag faae forffjellige Hjorde Giraffer, der tilſammen neſten udgjorde 100; og at, endſkjendt man ingen Elephanter bemerkede, de dog findes i denne Deck af Landet. J en Afſtand af noget over en Times Marſch fra den foregaaende Nats Leirings— plads fældede hans Folge 8 Flodheſte paa et eneſte Sted, og ſaae endnu mange flere. J ſamme Flod var der ligeledes Krokodiler. Det var naturligviis et ganſke uſcdvanligt Til— fælde, at finde faa mange ſtore Dyr ſammenhobede paa een Plet, men det beviſer paa det Tydeligſte, at de der mage findes i betydelig Mængde. Smith beſkriver den Landſtrakning, han den Dag gjennemvandrede, fom „tyndt bedakket med Gras og med Buffværter henimod 4 Fod hoie, og endnu tyndere bevoret med Mimoſa-Traer.“ Der var Intet, der forhindrede Vognene i at følge en næften lige Linie. Foruden disſe ſtore Dyr, har Enhver, endog den, der allermindſt er bekjendt med Kap-Landets Naturhiſtorie, fæft om de Hjorde Antiloper, der ene funne ſammenlignes med Trek— fuglenes Flokke. Lovernes “), Panthernes og Hyenernes ) Smith har fortalt mig, at man en Aften paa een Gang talte ſyv Lover, der vankede om paa Sletten i Narheden af Leirings— pladſen. 216 Mengde og Novfuglenes Skarer vidne tilfulde om de mindre fitrfødbede Dyrs Dverflødighed. Som Dr. Smith har ber mærfet, maa i Syd-Afrika Blodbadet hver Dag i Sandhed være grueligt! Jeg naa befjende, at det i hoi Grad er for— bauſende, at faa ſtor en Mengde Dyr fan finde Næring i et Land, der frembringer faa liden Føde. Udentvivl vanke de ſtorre flirfoddede Dyr over umaadelige Strakninger for at ſoge den, og deres Føde beſtager fornemmelig i Underffov, i hvilken der ſandſynligviis indeholdes megen Næring i en ringe Masſe. Smith ſiger ligeledes, at Vegetationen har en hurtig Vert; ikke ſaaſnart er en Deel forbrugt, for den oieblikkelig erſtattes af et nyt Forraad. Jeg frygter imidlertid for, at vi have dannet os overdrevne Begreber om den, for ſtore fire foddede Dyrs Ernæring, nødvendige Fode-Mangde. Man burde have betenkt, at Kamelen, et Dyr af ingen ringe Stor— relſe, til alle Tider har været anſeet fom et Sindbillede paa Orkenen. Å Den Troe, at Vegetationen nødvendigvis maa være yppig der, hvor ſtore füirfoddede Dyr leve, er faa meget mere merkelig, ſom det Omvendte er langtfra at finde Sted. Burchell har fortalt mig, at da han kom til Braſilien, Intet i den Grad gjorde Indtryk paa ham, fom den fydamerifanffe Vege— tations Pragt i Modfætning til Syd-Afrikas, tilſammen med Manglen af alle ſtore fürfoddede Dyr. Han har bemerket i fin Neifebeffrivelfe*), at det vilde være yderſt interesſant, at ſammenligne den reſpektive Vegt (ifald man havde tilftræffelige Data) af et lige Antal af de ſtorſte planteedende fürfoddede Dyr af hvert Land. Tage vi paa den ene Side Elephanten ), ) Travels in the interior of South Africa Vol. II., p. 207. ) Glephanten, ſom bræbtes ved Exeter Change, anſloges (deelviis veiet) til 11,000 Pund. Den Elephant, med bvilken der gaves Foreſtillinger, fortalte man, veiede 2000 Pund mindre; vi kunne 217 Flodheſten, Giraffen, Bos caſſer, Antilope bubalis, med Vished tre Arter Næshorn og formodentlig fem; paa den anden to Ta— pirer, Guanaco'en, tre Hjorte, Vicuna'en, Peccari'en, Capybara (hvorefter vi, for at fage Tallet fuldt, maae udſoge een af Abe— familien), og ſtille disſe to Grupper jævnfides, er det vanffe- ligt at tænfe fig Noget mere uliigt. Ifolge ovenanforte Kjendsgjerninger ere vi, imod al tidligere Sandſynlighed Y, toungne til at flutte, at der hos de fürfoddede Dyr ikke findes noget beſtemt Forhold imellem Arternes Legemsſtorrelſe og Mengden af Vegetationen i de Lande, de beboe. Hvad angaaer ſtore fitrføddede Dyrs Mengde, da er der ſikkert intet Sted paa Jorden, der vil kunne ſammenlignes ſaaledes fætte 10,000 Pund fom Middeltyngde for en fuldvoxen Elephant. J Surrey Gardens har man fortalt mig, at en Flod— heft, der var ſendt til England ſkaaren i Stykker, anfloges til 7000 Pund; vi ville fætte 6000. Ifolge Ovenanførte funne vi anflaae ethvert af de fem Næshorn til 7000 Pund; Giraffen maaſtee til 2000 og Bos caffer ſaavelſom Antilope bubalis til 1000 Pund (efterſom en ſtor Oxe veier fra 1200 til 1500 Pund). Dette giver et Middeltal (ifolge ovenanforte Gisninger) af 5500 Pund for de ti ſtorſte planteævende Dyr i Syd-Afrika. Ifald vi i Syd-Amerika tillægge de to Tapirer tilſammen 1200 Pund, Guanaco'en og Vi— cuna'en 550, tre Hjorte 500, Capybara, Peccari og en Abe 300, ville vi faae et Middeltal af 255 Pund, hvilket ifølge min Over— beviisning maa anſees hoit anſlaget. Forholdet imellem de ti ſtorſte Dyr fra begge Lande vil derfor være fom 6048 til 250 7). *) Lader os antage, at man opdagede Skelettet af en gronlandſt Hval i fosſil Tilſtand, og at man intet levende Vand-Pattedyr kjendte; hpilken Naturforſker vilde vel i vette Filfælde endog tænke fig Muligheden af, at ſaadant et Kempelegeme fkulde funne er- nære fig af de uendeligt ſmaa Skal- og Bloddyr, der [eve i det yderſte Nordens frosne Have? 1) Da Vagten af de afrikanſke Dyr, med det deraf beregnede Middel— tal, i Originalen er angiven i Tons (af de amerifanffe derimod i Pund) og man ved at fætte I Ton = 2000 Pund ikke kommer til ſamme Reſultat ſom Forfatt., bemarkes: at det endelige Forhold af 6048 til 250 imellem de ti ſtorſte Dyr fra begge Lande lige— frem er afffrevet efter Originalen. H. M. 218 med Syd Afrika. Efter de forffjellige Angivelſer, der alt ere fremførte, vil denne Regions overordentlige Ufrugtbarhed ikke drages i Tvivl. I den europeiſke Verdensdeel mage vi gage tilbage til de terticre Tider, for iblandt Pattedyrene at treffe en Tingenes Orden lig den, der nu finder Sted ved det gode Haabs Forbjerg. Den Afdeling af den tertiære Tid, hvilken vi, fordi vi finde Levningerne af mange Tidsaldre ſammen— dyngede paa visſe Steder, have Hang til at anſee ſom i en forbauſende Grad overfylt med ſtore Dyr, kunde ikkun roſe ſig af enkelte ſtore fürfoddede Dyr mere, end Syd-Afrika for Tiden kan. Ville vi granſke over Vegetationens Tilſtand i dette Tidsrum, ere vi idetmindſte forſaavidt bundne til at tage nu ſtedfindende Analogier i Betragtning, ſom vi ikke kunne paaftaae, at en pppig Vegetation er uomgengelig nødvendig, efterſom vi finde en faa fuldkomment forſkjellig Tingenes Orden i de Regioner vi omtale. Vi vide“), at de pderſte Regioner i Nord-Amerika ere bedelkede med Skove af frodige og hoie Træer, mange Grader udover de Steders Grændfe, hvor Jordbunden uophorlig for— bliver frosſen i faa Fods Dybde. Paa ſamme Maade have vi i' Sibirien Skove af Popler, Birke-, Fyrre- og Lerketreer, voxende under en Brede n) (640), hvor Luftens Middeltem- peratur falder under Fryſepunktet og hvor Jorden faa fuld— *) Quf. Richard ſon's zoologiſte Anmerkninger til Back's Expe— dition. Han ſiger: „lidet under Overfladen er Jordbunden uop— horlig frosſen i 569 Brede, efterſom Optoningen ved Kyſten ikke ræffer dybere end 3 Fod og ved Bear Lake i 649 Frede ikke mere end 20 Tommer. Det frosne Underlag tilintetgjor ikke i og for fig Vegetationen, thi Stove blomſtre paa Overfladen i nogen Af— ftand fra Kyſten. ) Jof. Humboldt's Fragments Asiatiques p. 386, Barton's Geo- graphy of Plants og Malte Brun. Hos ſidſtnavnte Forfatter ſiges Grendſen for Traernes Bart i Sibirien at falde under den halpfjerdſindstyvende Bredegrad. 219 komment er frosfen, at det dode Legeme af et Dyr paa det fuldſtendigſte vedligeholdes, naar det er indeſluttet i den. Ifolge disſe Kjendsgjerninger mage vi, forſaavidt Vegetationens Mengde alene angaaer, drage den Slutning, at de ſenere tertiære Tiders ſtore fiirføddede Dyr paa de flefte Steder i det nordlige Europa og Aſien have levet paa de felvfamme Steder, hvor deres Levninger nu findes. Jeg taler ikke her om den Art Vegetation, fom kunde være nødvendig til deres Ernæring, fordi vi mage formode, at Plante-Arterne ligeledes ere forandrede, ſiden der ere Beviſer for phyſiſke Forandringer, og ſiden Dyrene ere uddode. Den faſte Overbeviisning om Nodvendigheden af en Ver getation i Beſiddelſe af en tropiſk Yppighed til at ernære ſaa— danne ſtore Dyr, og Umuligheden af at kunne bringe dette i Samklang med Narheden af evig frosſen Jord, var den vig— tigſte Aarſag til de forffjellige Theorier om pludſelige Klima— Omvæltninger og om Alt odeleggende Kataſtropher, fom ere blevne opfundne for at forklare den Omſtendighed, at disſe Dyr findes begravede paa ſaadanne Steder. Jeg er langt fra at antage, at Klimaet ikke er forandret ſiden den Tid, i hvilken de Dyr levede, fom nu findes indefluttede i Iſen. Mit eneſte Onſke for Oieblikket er at viſe, at forfaavidt Mængden af Føde alene angaaer, Fortids-Neshornene funne have vanket over Middel-Siberiens Stepper Cefterfom de nordre Dele ſandſynligviis vare under Vand) endog under deres nuværende Forhold, ligeſaavel ſom de nulevende Neshorn og Elephanter vanke over Syd-Afrifas Karroer. Med Henſyn til Temperatur ſynes baade Elephantens og Næshornets*) Uldbedeekning at gjøre det idetmindſte fandfynligt *) Den Elephant nemlig, ſom Adams i 1803 fandt ved Lena Floden i 70 n. Brede, og Næshornet, fom Pallas i 1772 fandt ved Wiljui Floden i 61“. H. M. (og det, uagtet man har anført fom Modbeviis, at nogle Dyr, der level i de varmeſte Regioner, ere tykt bedeekkede), at de vare indrettede for et koldt Klima. Jeg indſeer ikke, man kan an— give nogen Grund for, at i et tidligere Tidsrum, da de Tyk— hudede fandtes i Overflodighed paa den ſtorſte Deel af Jorden, nogle Arter ikke ſkulde have veret indrettede til at leve i de nordlige Regioner, aldeles paa ſamme Maade fom det nu er Tilfcelde med Hjørteflægten og forffjellige andre Dyr ). Antage vi derfor, at Sibiriens Klima i en Tid, der er gaaet foran de phyſiſke Forandringer, vi tidligere have omhandlet, havde nogen Lighed med det, vi i vore Dage iagttage i den ſydlige Halokugle — en Omſtendighed, der aldeles er i Sam— klang med andre Kjendsgjerninger, ſaaledes ſom jeg antager det er bleven viiſt ved det indbildte Tilfælde, hvor vi over— forte nu ſtedfindende Phænomener fra den ene Halvkugle til den anden — mage vi, fom ſandſynlige, funne drage folgende Slutninger: for det Forſte, at Kulden tidligere ikke var over— ordentlig ſtreng;, for det Andet, at Sneen ikke bedakkede Jorden i nogen lang Tid ad Gangen (da dette ikke er Tilfeldet i de yderſte Dele af Syd-Amerika, 55-560); for det Tredie, at Vegetationen havde en mere tropiſt Karakteer end den for Tiden har under ſamme Brede; og endelig, at ikkun i ringe Afſtand nordligt for den ſaaledes beſkafne Strakning likke en— gang faa langt fom der, hvor Pallas fandt det fuldftændige Neshorn) Jordoverfladen evigt kunde have veret frosſen: ſaa— ledes, at ifald det dode Legeme af et eller andet Dyr til— ) Fleming har forſt fremſat denne Anſtuelſe i tvende Afhand- linger, offentliggjorte i the Edinburgh Philosoph. Journ. (April 1829 og Jan. 1830). Han anfører den Kiendsgjerning, at Arter, beſleegtede med Bjørnen, Raven, Haren og Oxen, leve under meget forffjellige Klimaer. 221 feldigviis ftulde blive netgravet faa Fod under Overfladen, det vilde blive bevaret fuldkomment frifft igjennem Aarhundreder. Baade Humboldt“) og Lyell have bemeeket, at ifald i vore Dage et eller andet Dyr, vandrende ud over Linien for den evige Froſt, der udſtrakker fig faa ſydligt ſom 620, ved Tilfelde ſkulde blive nedgravet faa Fod under Overfladen, det i uendelig lang Tid vilde blive bevaret for Forandring: det Gamme vilde indtræffe med døde Legemer, flyttede ved Floder; og ved Hjælp af ſaadanne Midler funne de uddøde Pattedyr være blevne begravede. Det forekommer mig, at der iffun mangler et enefte ubetydeligt Skridt, for at funne loſe det hele Problem med en Grad af Simpelhed, der i Sandhed er flaaende, naar man feer hen til de forffjellige Theorier, man tidligere havde opfundet. Ifolge Lyell's Beretning over de ſibiriſte Sletter med deres utallige fosſile Knokler, det Tiloversblevne af faa mange paafolgende Generationer, kan man iffe betvivle, at Lagene jo ere blevne affatte enten i et grundt Hav eller i Mundingen af en Flod. Fra den i Beechey's Voyage givne Beftrivelfe over Eſchſcholtz Bay er den ſamme Bemærfkning anvendelig paa Amerikas Nordveſt-Kyſt: en Dannelſe, der ſynes identiſk med de almindelige Kyſt-Afſcetninger “), der nyligen ere hævede, fom jeg har feet ved Kyſterne af den ſydlige Deel af ſamme Faſtland. Det ſynes ligeledes godtgjort, at de fibiriffe Lev— ninger ikkun findes blottede der, hvor Floderne gjennemffære Sletten. Iſolge denne Kjendsgjerning og Beviferne for nylig Hævning ſynes det Hele ganffe at ligne det, der har fundet Sted i Pampas: nemlig, at de dode Legemer tidligere flode *) Ivf. Humboldt Fragments Asiatiques, Vol. II. pp. 385-395. ) Jvf. nogle Anmerkninger af Buckland over denne Dannelſes Lighed med de Afſcktninger, der faa almindeligen findes over en ſtor Deel af Europa. Appendix to Beecheys Voyage, p. 609, 222 ud i Havet og at deres Levninger blive invefluttede i Lag, ſom dengang affattes. Disſe Lag ere ſiden blevne hævede, og efterſom Floderne udffære deres Senge, blottes de nedgravede Skeletter. Men heri ligger Vanſkeligheden: hvorledes bleve de dode Legemer vedligeholdte paa Havets Bund? Jeg troer ikke, man tilſtrekkeligen har agtet paa, at Vedligeholdelſen af Dyret med dets Kjod endnu frifft var en tilfældig Omſteendighed og ingen ligefrem Folge af dets Forekomſt faa langt Nord paa. Cuvier“ henviſer til Billings Reiſe, ifolge hvilken Knokler af Elephanter, Bofler og Næshorn intet Sted findes i faadan Mengde fom paa Oerne imellem Mundingerne af Floderne Lena og Indigirſka. Der ſiges endog, at med Undtagelſe af nogle Klippehoider det Hele beftaaer af Sand, Jis og Knoller. Disſe Oer ligge nordligt for det Sted, hvor Adams fandt Mammuten med dens Kjød endnu friſkt, ja endog ti Grader Nord for Wiljui Floden, hvor Næshornet blev fundet i en lignende Tilſtand. J det med Knoklerne omtalte Tilfelde maae vi antage, at de dede Legemer flode ud i et dybere Hav, hvor Kjodet oploſtes, imedens de forbleve liggende paa Bun— den“ *:). Men i det andet og mere ualmindelige Tilfelde, hvor Forraadnelſen ſynes at være bleven ſtandſet, blev fore modentlig Legemet hurtigt bedekket af Nedſlag, der vare under Afſcetning. Man kunde ſporge, hvorvidt det faa Fod dybe Dynd, ſom findes paa Bunden af et grundt Hav, der aar— ligen fryfer til, har en Temperatur, der overſtiger Fryſe— *) Ossements ſossiles, Vol. I, p. 151. ) Under disſe Forhold af langſom Oplosning vilde de omliggende Dannelſer formodentlig gjennemtrænges af endeel animalſkt Stof, og ſaaledes kunde man forklare fig den færegne Lugt, fom iagt— toges i Nærheden af de Lag, der i Eſchſcholtz Bap indeholdt fosſile Knokler. Jof. Appendix to Beecheys Voyage. punktet? Man maa erindre fig, hvilken hoi Kultegrad der udfordres til at falt Vand fkal fryfe, og at Dyndet i nogen Dybde under Overfladen vilde have en lav Middeltemperatur, aldeles paa ſamme Maade fom man finder Jorden frosfen i ringe Dybde under Overfladen i Lande, der nyde en fort, men varm Sommer. Er dette muligt*), da er Forklaringen over *) Med Henfyn til Muligheden for, at Jis endog fan anſamles paa Havets Bund, vil jeg kun anføre folgende Uvdrag af Capita in Graahs Underſogelſes-Reiſe til Dftfyften af Grøn- landet) Pag. 83. „Denne Fare er ikke den eneſte, man har at befrygte, thi man ſiger, at Iſen udenfor denne Blink, ſelv i be— tydelig Afſtand tilſses, jevnligen hæver fig eller ſkyder op fra Grunden, og det i ſaadan Mengde, at mangt et Aar Ingen vover fig forbi den. Dette er en ſjelden Naturmærtværdighed, hvis Aar— ſag jeg ikke veed at forklare paa anden Maade, end ved at antage, at hele Havets Bund heromkring er, ligeſom Landet, beffævdt med en tyk Skorpe af Jis, men om denne der har dannet ſig, eller om den er en Levning af Jisfjelde og den fyære Driviis, fom i haarde Vintre fryſer faſt til Grunden, eller om den endeligen er en Fortfættelfe af Landiſen, der maaſtee, belcsſet med Gruus og Steen fra fammenfiyrtede Fjelde, har ſkudt fig ud under Seen, vil neppe være muligt at afgjore“. Han ſiger laengere hen: „vi kom der forbi, uden noget Uheld og uden at jeg en eneſte Gang havde be— market hiin Opſkyden af Iſen, hvorom der iovrigt ikke kan tvivles, da ſelve Navnet, Puiſortak, bidrører fra denne Stedets Be— ſkaffenhed.“ Deaſe og Simpſon ſige, idet de omtale en vis Deel af de af det nordlige Jishavs Kyſter, ſom de under deres minde— værdige Reiſe beſogte (geograph. Journal, Vol. VIII, p. 218): „Iſen lage her langt mere ſammenpakket, og talrige Masſer heengte faſt ved Grunden under Vandet, ſaaledes at vi nodſagedes til at ſoge en Gjennemfart i leengere Afſtand fra Kyſten.“ De anfore fremdeles (Pag. 220): „men intet Sted havde Optoningen naget dybere under Overfladen (Landets) end 2 Tommer, imedens at langs Kyſten Grunden under Bandet var uigjennemtrenge— ligt frosſen.“ Det var den ven Auguſt. Det bor imidlertid bemærfes, at Havet er overmaade grundt langs denne Deel af den amerikanſke Kyſt. At Ferſkvands Floder i Rusland og Si— 1) J Originalen citeres den engelſke Overfættelfe af nevnte Verk. 224 disſe uddode fiirføddede Dyrs Indeſlutning i Jorden ſerdeles ſimpel, og med Henſyn til Betingelſerne for deres tidligere Filværelfe troer jeg, at Hoved-Vanfkelighederne allerede ere fjernede. birien, ja endog i England, ofte fryfe til i Grunden, og at Jis— Flaggerne, naar de komme til Overfladen, ofte „medbringe ſtore Stene“, ſynes fuldkomment ſtadfeſtet ved troværdige Vidnesbyrd. (Jvf. Journ. of geograph. Soc. Vol. V, p. 12 og Vol. VI., p. 416, fom og en Samling Notitſer i Edinburgh Journal of Nat. and geograph. Soc. Vol. II,, p. 55). Der fynes ikke at udfordres Andet til Dannelſen af Grund-Jis, end at der maa være ben til: firætfelige Bevegelſe i Fluidumet, til at det Hele kan affjoles til Fryſepunktet; Vandet vil da kryſtalliſere paa ethvert Sted, hvor det finder et Punkt at hafte ſig ved. g- Med Henſyn til Vagtangivelſerne ovenfor S. 116 og 117 fral jeg bemerke, at en Ton regnes til 2,240 Pund Avoir du pois- Vegt, og at hundrede Pund af denne Vagt er lidt mindre end 91 Danffe Pund. Red. VI 2 — Ichthyologiſke Bidrag af Henrik Kroyer. Gortſttelſe⸗). 11. Scopelus glacialis Rurdt., Paralepis borea- lis Rhrdt. og Stomias ferox Rhrdt. Den gronlandſke Fiſkefauna er i ſenere Aar bleven for— oget med nogle Arter, henhorende til Linné's Pisces abdomi- nales, bhvilfe funne ſiges at beſidde en mere end almindelig Interesſe; ikke blot, fordi man neppe turde have ventet at treffe disſe Former faa hojt imod Nord, men iſer, fordi de tilhøre lidet bekjendte Slegter, hvis ſyſtematiſke Stilling ingen— funde endnu tor paaftaars at være udenfor Tvivl. Da afdode Etatsraad Reinhardt ſnarere maa ſiges at have bebudet disſe for Videnſkaben, end egentlig at have fort dem ind i denne, ane ſeer jeg det for nyttigt, at meddele en nærmere Underretning om disſe Is-Havets fjældnere, eller dog kun lidet tilgjængelige Beboere. Jeg gjør Begyndelſen med den hyppigſt nedſendte. 2). Scopelus glacialis Rhrdt. Den linneiſke Lareflægt (Salmo) ophejedes, fom faa mangfoldige andre af denne udodelige Naturforſkers Slegter, ) Se Naturh.⸗Tidsſkr., Ny Rake, Iſte Bind S. 213 flg. og 639 flg. Naturh Roriff Tidsſtrift. Ny Nalke. II. 15 226 af Cuvier til en Familie (Salmonei). Dog, ifølge den Til— pært, de ſenere Aar have bragt Ichthyologien, ſaavel hvad Arternes Antal angaaer, fom ogſaa i en nojagtigere Kundffab af Bygningsforholdene, ville flere Nutidens Syſtematikere ikke blive ftaaende herved, men ſonderlemme atter Laxefamilien; Bonar parte i fer Familier: Scopelini, Aulopodini, Sternoptygini, Salmonini, Miletidini, Hydrocyonini; Müller i tre: Characini, Scopelini, Salmones, idet han forener Bona— partes Miletidini og Hydrocyonini under Mavnet Characini, og flaaer Aulopodini og Sternoptygini ſammen med Scopelini. Jeg holder det for vverflødigt, her nærmere at angive de Karakterer, hvorved Bonaparte begrændfer de angivne Familier, da der neppe tor tillægges adſkillige af disſe nogen Varighed; idetmindſte ikke under den Form, i hvilken de hos ham fremtræde. Derimod fkal jeg gage nærmere ind paa abdffillige af hans Slegter, hvilke for den allerſtorſte Del endnu ikke findes op— tagne i de almindeligt tilgjengelige ichthyologiſke Skrifter. Bonaparte henforer til Scopelini folgende Slegter, og karakteriſerer dem ſaaledes. 1. Gonostoma Ralin. Legemet langſtrakt, overalt beflædt med ensdannede, ſtore, letaffaldende Skjæl. Tenderne af forffjællig Storrelſe, i en Raekke. Bryſtfinnerne tilhæftede favt og langt fremme. Rygfinnen langt bag Bug— finnerne, ligeovenover Gadborfinnen. 2. Ichthyococcus Bonap. Legemet fort, bekffædt med ens— dannede Skjcel. Taenderne alle ens, færdeles ſmaa, i en Rakke. Bryſtfinnerne udgagende ſtraaleformigt fra et Middelpunkt 2 *. Rygfinnen langt fremme, lige— over Bugfinnerne. *) Iconografia della Fauna italica III. *) Archiv f. Naturgeſchichte, 1813, I, 320 flg. ) Spiccanti ad un punto medio. 7 * 227 Scopelus Cuv. Legemet langſtrakt, beflædt med fore Skjel, blandt hvilke den midterſte Rekke udmerker fig, og gjør Sidelinien meget isjnefaldende. Mundſpalten ſtrekker fig ikke forbi Ojehulerne. Ternderne meget fine, knippe— vis langs Kjceberne og paa Ganen. Rygfinnen midt imellem Bugfinnerne og Gadborfinnen. Maurolicus Cocco. Legemet ſerdeles fungftraft, folve glindſende, negent eller kun med nogle faa triangulære Sfjæl paa Siderne af Bugen; Sidelinien derfor kun lidet ſynlig. Mundſpalten næppe naaende hen under Oje— hulens forreſte Rand. Underkjaben ragende frem foran Dverkjæben, begge forſynede med meget ſmaa Tender. Rygfinnen næppe bag Bugfinnerne; Fidtfinnen ſerdeles lille. Myctophum Rafin. Legemet noget plumpt, beffædt med ſtore Gfjæl, blandt hvilfe den mellemſte Rælfe udmerker fig. Snuden afrundet; Gabet fpaltet forbi Ojehulerne; Tænderne meget fine, i Smaaknipper. Rygfinnen lige over Bugfinnerne; Bryſtfinnerne forte, næppe naaende hen under Rygfinnen. + Lampanyctus Bonap. Legemet langſtrakt, overalt beffædt med ſtore Skjœl; den mellemſte Rakke ikke meget iojne— faldende. Snuden ſpids; Gabet endog ſteerkere kloftet end hos den foregaaende Slægt, med hvilken den ogſaa fremmer i Tender og paa det Nermeſte i Rygfinnens Stilling, Bryſtfinnerne meget ſtore, nagende hen under Enden af Rygfinnen. Chlorophthalmus Bonap. Legemet mere trindt end hos de foregaaende Slœegter, med ensdannede Skjel, men dog temme— lig flærft iojnefaldende Sidelinie. Gabet lille. Oinene overdrevent ſtore, elliptiſke. 15* 12 ev S. Odontostomus Cocco. Legemet langſtrakt og tendannet, gjennemſigtigt, uden Skjal (med mindre de ere ſmaa og let affaldende). Teenderne meget ſtore, iſer de forreſte, ſom rage frem af Munden. Af disſe Slegter anerkjender Müller de fer, men er— flærer Myctophum og Lampanyctus fom iffe forſkjellige fra Scopelus. Og denne Mening fan viftnokf for faa vidt fortjene Bifald, ſom de for disfe ovenfor anførte Slegtskarakterer Intet s indeholde, der fynes tilſtrekkeligt til deres Begrundning. Men paa den anden Side ere de vel endnu ikke ſaa fuldſtendigt underſogte, at Noget derom med Beſtemthed fan ſiges. De Slægter, fom, foruden de tilbageblivende fer, fammenfætte Müllers Scopelini, ere: Aulopus Cuv., Saurus Cuv., Para- lepis Ris., Sudis (Rafin. & Bon. non Cuvier *), Sternoptyx Herm. og Argyropelecus Coe; til hvilke endnu ſenere er føjet Aplochiton Jenyns**), Den ſaaledes begrændfede Familie karakteriſeres nu paa folgende Maade. „Det er dels ſtjel— dakkede dels fljællofe Fiffe med en Fidtfinne, hvis Mund ind— til Mundvigen blot dannes af Mellemkjcebebenene, med hvilke Dverfjæbebenene lobe parallele. De have gjelleagtige Bi— gjæller; de flefte favne Svommeblære. Ofteſt have de Blind— tarme. — — De adſtille ſig fra Salmonerne foruden ved Mundens Dannelſe ogſaa derved, at Wygene ikke falde i Bug— *) Den Fift, paa hvilken Cuvier begrundede Slegten Sudis, hen— fører Müller til den Familie, ſom af ham benævned Clupesoces, og forandrer Fiſkens Slægtnavn, paa hvilket Raffinesque har Prioritet, til det barbariſte Arapaima. **) Zoology of the Beagle. Jeg har ikke haft Adgang til vette Bært, men efter Troſchel (Erichſons Archiv 1844, II, 244) inde⸗ holder Slegten Aplochiton „Ferſtvandsſiſke uden Skjcel, med ſmaa Tender i begge Kjaber i en Rakke, to Næffer paa Tunge og Plougffjærben, ingen Ganetænder; tre Gjelleſtraaler“. De to ber kjendtgjorte Urter ere fundne paa Ildlandet og Falklandsberne. 229 hulen, men direkte udfores gjennem Wggeſakkenes Üdferings— gange.“ Familien ſynes altfaa kun at ſammenholdes ved tre poſitive Karakterer, af hvilfe de to (Fidtfinnen og Bigjællen) næppe funne tilfægges nogen ſtor Betydning. Jeg tor ioprigt ikke tillade mig nogen videre Dom over dens Naturlighed, da det ſtorſte Antal af dens Slegter ikke er mig bekjendt ved egne Underſegelſer. Kun fire af disſe Slegter ere hidtil trufne i Norden: Maurolicus, af hvilken jeg nyligt har beſkrevet en Art i Dan— marks Fiſke III, 113 flg.; Scopelus og Paralepis, fom her nærmere ville blive omtalte; og Sternoptyx, af hvilken en Art (St. Olfersii?) er fanget paa Norges Veſtkyſt, men ikke af mig underſogt. Efter de af mig anſtillede Underſogelſer vil jeg foreflaae at karakteriſere Slaegten Scopelus paa folgende Maade, da Bonapartes ovenſtaagende Üdkaſt ikke ſynes ganſke tilſtrekkeligt. Scopelus Cuv. Formen temmelig flærft ſammentrykket og hoj. Snuden meget fort. Gabet dybt kloftet, ſterkt opſtigende, med dt fremragende Underkjebe. Oinene af betydelig Storrelſe. Over— fjæbens Mundrand dannes blot af Melfemfjæbebenene. Karde— tender paa Mellemkjcebebenene, Underkjeeben, Ganebenene, Vingebenene og Svælgbenene. Gjelleſpalterne dybt ind— ſkaarne; Gjelleſtraalernes Antal otte. Tre Par frie Gjellebuer, den fjerde tilvoxet; den yderſtes mod Munden rettede Forlengelſer fivre, næften borſteagtige, tornevæbuede. Bigjellen tydeligt udviklet. Rygfinnen over Bugfinnerne eller mellem disſe og Gadborfinnen. Fidtfinnen af Middel— ſtorrelſe. Sidelinien tydeligt og ſterkt betegnet, med Skjal af en færegen Form. Meget ſtore Skjel bedekke iovrigt Kroppen og endel af Hovedet (Gjellelaagsſtykkerne)h. En eller 230 flere Ræffer gule Plætter langs hver Side af Bugen. Ma— ven en Blindſek. Blindtarme og Svommeblere ere tilſtede. Scopelus glacialis Rhrdt. Artsmerke. DOverfjæbebenets bagefte Ende naaer ud over Ojehulen. Rygfinnen er anbragt over Mellem— rummet mellem Bugfinnen og Gadborfinnen. Bryſtfinnernes Længde indeholdes ſex Gange i Totallengden, og overgaaer Rygfinnens Lengde— ftræfning, men ftaaer tilbage for Gadborfinnens. Omtrent tyve Plætter ien Næffe paa hver Side langs Bugen (fem mellem Strube og Bugfinner, tre mel lem Bugfinner og Gadborfinne, fyv paa Siden af Gadborfinnen, fer mellem Gadborfinne og Hale— finne). Tre Skjeœlrœkker ovenfor, fire nedenfor Sidelinien; 37-38 Skjel fra Gjællelaagetå bagefte Rand til Halefinnens Rod. Fin nernes Straaletal er Rygf. 14; Bryſtf. 11; Bugf. 8; Gadborf. 18; Halef. 7.5 Synonymi. Fabricius, Fn. grönl. n. 120: Labrus exoletus. Reinhardt Vid. Selſk. Forhlgr. 18351836 S. CX. Scopelus glacialis. — — naturv. og math. Afhlgr. VII, 115 og 126: Sc. glacialis Afbildning. For det franſke Vark over Rejſen til Spitsbergen o. ſ. v. har jeg leveret Afbildning af denne Fiſt (Poissons tab. IG.) *) Reinhardt angiver tolv Straaler for Rygfinnen, fytten for Gad— borfinnen; hos ikke faa ganffe faa underſogte Exemplarer har jeg ikke fundet ringere Tal i Rygfinnen end tretten, og altid atten i Gadborfinnen, og Straaletallet fynes mig ikke at være ſtor Afvex— ling underkaſtet, men det er ofte vanffeligt at beſtemme; ligeſom overhovedet Fiſken frembyder temmelig ſtor Vanſtelighed ved Under— ſogelſen, da ret fuldkomne Exemplarer aldrig erholdes (fee nedenfor), og da den er meget ſkrobelig, Stjællene let affaldende, Finneſtraalerne fljøre og let brakkelige naſten fom Glas o. ſ. v. 231 Bemerkninger til Spnonpmien. Paſtor Jorgenſen, fom under fit Ophold i Grønland med ualmindelig Iver og Opoffrelſe ikke blot har gjort ſtore Samlinger for det kongl. naturhiſtoriſte Muſeum, men ogfaa har ledſaget fine Sendinger med mange interesſante ſkrevne Bemeerkninger, er den, fom forſt har oplyſt Betydningen af Fabri— cius's Labrus exoletus. J hans „Zoologiſke Notitfer for Maanederne Auguſt og September 18414 hedder det (S. I1 n. 56): „Det fore kommer mig interesſant at erfare, hvilken den Fiſkeart er, fom Fabri— eius har tillagt vette Navn, og jeg har desaarſag forefpurgt mig blandt Grønfænderne ved Frederifshaab, om de kjendte en Fiſk under Navnet Keblernak. Navnet var dem alle bekjendt, og de erindrede, oftere at have ſeet Fiſken. Jeg fkal ſoge at erholde et Exemplar, der da uden Tvivl vil opklare Fabricius's VBildfarelfex. J en ſenere Notice **) af ſamme Aar (n. 124 S. 9) anføres: „med Henſyn til min Yttring i min Dagbog n. 56 vil jeg her bemeerke, at Fabricius's Labrus exoletus er Deres Heivelbaarenheds ““) Scopelus glacialis;« ligeſom ogſaa et overſendt Exemplar af Fiſken har til Paaſkrift med Paſtor Jorgen— feng Haandſtrift: „Scopelus glacialis (Gronl. Keblernak, Fabrieius's Labrus exoletus) “. Og i Noticen n. 135 S. 9 ſiges blandt Andet: „Fra Kvannesen har jeg i denne Tid modtaget flere Eremplarer af Scopelus glacialis, Girønfænbernes Keblernak. — Den kaldes ved Juliane— haab Kapisalik og Kapisalingoaku. Beſkrivelſe. Farven er paa Ryggen brunligt-gron eller oliven, paa Siderne masſingglindſende og under Bugen atter morkere, olivengron. Fra Struben til Halefinnens Rod ſees langs Bugen, eller paa Grendſen af Bugfladen og Side— fladerne paa hver Side en Rakke ſmaa, temmelig kredsrunde, guldglindſende (eller maaſke rettere opalagtige) Plætter; jeg har talt fem ſaadanne Plætter paa hver Side mellem Struben og Bugfinnerne, tre mellem Bugfinnerne og Gadborfinnen, ſyv „) De opbevares, ligeſom de følgende, i det Kgl. Muſeums Archiv. *) For Maanederne Oktober, November og December. ) Etatsraad Reinhardt, til hvem, fom Muſeets davarende Over— infpeftør og den grenlandffe Samlings Beſtprer, Noticerne over ſendtes. N til otte paa hver Side af Gatborfinnen og fer paa hver Side mellem Gadborfinnen og Halrfinnen. Foruden disſe Plætter findes endnu paa hver Side en enkelt tæt nedenfor Bryſtfinnernes Rod, en anden et Stykke ovenfor Bryfinnernes Rod, fkjult under Gjellelaagets Rand, en tredie lengere nede ligeunder den anden. Hos abffillige Individer fres mere eller mindre fuld— ſtendige Spor til en anden Lengdercekke, omtrent midt imellem den forſte og Sidelinien: imidlertid har jeg aldrig fundet den beftaaende af flere end for eller ſyv Plætter. En enkelt Ylæt har jeg hos nogle Individer funnet bemerke paa Forgjælle: laaget, en anden tet paa den indre Side af hver Bugfinne ved Roden og ganſke ffjult af Finnen“). Mundhulen og Gjællez hulen ſorte. Udmaalinger. Føtalløngde : 407; ſtorſte Hojde (omtrent over Midten af Bryfifinnernes Længde): 93“; Hojde foran Halefinnens Rod: 31; flørfte Tykkelſe: 5“; Mellemkjœbebenets Leengde: 6“; Overkjabebenets Lengde: 53““; Afſtand fra Underkjcebens Spidſe til Gjeellelaagets bageſte Rand: 9“; Afſtand fra Underkjcebens Spidſe til Ojets forreſte Rand: 2; Ojets Leengdegjennemſnit: 31; Ojets Højdegjennemfnit: 31; Pandens Brede imellem Ojnene: 1844; Afſtand fra Ojets bageſte Rand til Gjellelaagets bageſte Rand: 17; *) De omtalte Platter lade fig, naar Skjellene ere borttagne, let ad— ſkille fra Legemet, og viſe fig fom ſmaa Hudſakke af kirtelagtig Bygning. At de ere Afſondringsredſkaber, beſtyrkes derved, at Bennett (Whaling voyage I, 20) har iagttaget en levende Scopelus, (fangen i det ſtille Hav under 430 f. Br. i Mangde), hvilken lyſte i Morke, og hvis Lys ifær udgik fra disſe Smaaplatter, der fkinnede ligeſom ſmaa GStjærner. Med Dyrets Dod ophorte Lysningen aldeles. Bennett kalder Arten, hos hvilken han har gjert denne meget interesſante Jagttagelſe, Scopelus stellatus. 235 Afſtand fra Underkjcbens Spidſe til Rygfinnens Begyndelſe: 1817; Rygfinnens Længdeftrækning: 53“; Rygfinnens Hojde: “29 Afſtand mellem Rygfinnen og Fidtfinnen: 6“; Fidtfinnens Lengdeſtrakning: 13“; Afſtand mellem Fidtfinnen og Halefinnen: 67; Bryſtfinnernes Længde: 63“; Bryſtfinnernes Brede ved Roden: 1“; Afſtand fra Underkjcbens Spidſe til Bugfinnernes Rod; 133%; Bugfinnernes Længde: 33““; Afſtand mellem Bugfinnernes Spidſe og Gadborfinnens Begyndelſe: 22"; Gadborfinnens Længveftrækning: 73“: Gadborfinnens ſtorſte Hojde: 4“; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnen: 7“; Halefinnens Langde: 5. Hovedet er temmelig ført (dets Lengde indeholdes om— trent 44 Gange i Totalfængden), men hojt (dets ſtorſte Hoide omtrent lig med dets Længde), af ſammentrykket Form, med konvex, ftærft nedſtigende Pandeflade og ligeledes konvex, ſterkt opſtigende Underflade. Sidefladerne ere neſten parallele, eller konvergere ikke i nogen merkelig Grad, hverken nedefter eller fremad. Snuden ſerdeles fort (den indeholdes omtrent 41 Gange i Hovedets Længde, og er meget fortere end Sjets Gjennemfnit), ſtump, bredt afrundet. Den baaddannede Under— fjæbe Iægger fig, naar Munden er lukket, frem foran Over— fjæben, eller overgaaer denne i Lengde. Gabet overmaade ſtort, kloftet indtil bag Ojets bageſte Rand, meget ſkraat ned— ſtigende i Retningen bagtil. Mellemkjcebebenet er i hele Længden bedekket med flere Næffer ſerdeles tetſtillede, meget ſmaa Tender af ſedvanlig Form; Overkjebebenet, fom ligger ) Dette Maal kan formedelſt Straalernes Beſtadigelſe ikke angives med Sitkkerhed. 254 bag Meffemfjæbebenet, parallelt med dette, og ikke banner nogen Deel af Mundranden, favner følgelig Tender. Tungen er næften rudimenter, idet Gjællebuerne næften forbinde fig med dens forreſte Rand, og vifer ingen Spor til Tænder. Heller ikke paa Plougffjærbenet har jeg opdaget Tender; derimod ere Ganebenene og de indre Vingeben for— ſynede med Tandkarder, der dannes af ſerdeles talrige, men faa overordentligt ſmaa Taender, at man kan være i Tvivl, om man ffal falde dem Tender eller Ujcevnheder. Paa hver Side i Svælget foroven har jeg fundet to ſmaa tandbærende Knogler, hver med en lille Tandkarde; ogfaa i Underkjeben er paa hver Side en Tandkarde; Tænderne ſerdeles ſmaa, men forholdsvis ſteerke, foniffe. Næfeborene ligge tæt op til hinanden, og tillige tæt op til Øjets forreſte Rand, omtrent i Midten af denne Rands Hojde; det forreſte er lille, næften kredsrundt; det bageſte meget langſtrakt, næften liniedannet. Ojet, ſom ligger med den overſte Rand i Pandefladen, og fom har lidt ſtorre Hojde end Lengde, er af betydelig Storrelſe (dets Lengdegjennemſnit udgjor omtrent I af Hovedets Lengde, 75 af Totallngden, og er meget førre end Længden af Snuden og end Pandens Brede mellem Ojnene); det udfylder ganffe Øjehulen, eller denne har ikke, ſaaledes ſom almindeligt hos Laxe- og Sildearterne, foran Ojet et triangulært, af en Fidthud indtaget um. Kinden er hoj, men kun af ringe Brede. Gjelleſpalterne meget flærkt kleftede: de begynde foroven og bagtil næften i Linie med Ojets overſte Rand, men banne næppe noget Jndfnit ovenover Gjellelaagsſtykket: fore neden og fortil firæffe de fig omtrent hen under Pupillens for— reſte Rand. Gjelleſtraalernes Antal har jeg fundet at være vite paa hoer Side, af hvilke de forſte ere temmelig fange; de folgende aftage efterhaanden, faa at de inderſte blive 235 meget ſmaa; af Form ere de tynde, tilſpidſede, ſabelagtigt krummede, ffær de forſte. Af Gjellebuerne, ſom ligeledes aftage meget ſteerkt i Storrelſe indefter, ere kun de tre Par frie, hvorimod det fjerde inderſte Par er faſtvoxet langs hele den inderſte Side; de frie Par ere alle tydeligt vinkelformigt bojede, den faftvorede derimod halvmaanedannet. Vderfte Bue er paa den mod Mundhulen vendte Side væbnet med en Rekke ſtore, neſten borſtedannede, ſterkt tand- eller tornevebnede Forlængelfer, om— trent ſexten eller ſytten i Tallet (fer paa Buens lodrette, en halv Snes paa dens vandrette Del); indenfor denne Raekke bemærfes en Rekke rudimentære Knuder (omtrent en halv Snes), ligeledes tornevcebnede. Den anden Bue har blot to Rakker ſtumpe, i Enden tornevebnede Knuder (tolv Knuder i den pdre, ti i den indre Rekke); paa tredie Gjællebue har jeg talt før Knuder i den ydre, otte i den indre Rakke; den til— voxede Gjællebue endelig har tre eller fire Knuder langs den ytre Rand. Bigjellen fremtræder meget tydeligt paa den førte Grund, og beſtager af en halv Snes forte, men tykke Traade. Kroppen er noget kiledannet eller gradevis aftagende mod Halen baade i Hojde og Tykkelſe; Ryg- og Buglinien af— rundede. Bugen er flad, og forener fig ikke jævnt afrundet med Siderne, men fnarere under en Vinkel, ſkjondt lidt utyde— ligt; hvilket ogfaa er Tilfeldet med Rygfladens bageſte Halvo— del. Bugfladen mellem Gadborfinnens Ophor og Halefinnens Rod viſer endvidere ligeſom i Fortfættelfe af Gadborfinnen Spor til en ſvag Kjøl eller en ophojet Stribe langs Middel— linien. Rygfinnen begynder lidt foran Midten af Total— fængden, og dens Lengdeſtrekning indtager omtrent I af denne; Hojden kan jeg ikke nojagtigt angive, da Straalerne hos alle de underſogte Exemplarer have været noget beffadigede; dog ſynes Hojden neppe at være fønderligt ringere end Lengden. 236 Jeg har almindeligt fundet Finnen beftaaende af fjorten Straaler, af hvilke den førfte er en færdeles fort Pigſtraale; den anden er om— trent tre Gange faa lang, og ſynes ligeledes at være en Pigſtraale, idetmindſte har jeg ikke funnet bemerke Ledinddeling paa den; tredie betydeligt langer end anden, tydeligt leddet men ukloftet; de folgende kloftede; med fjerde eller femte ſynes Straalerne at nage deres ſtorſte Hojde, hvorpaa de folgende aftage, faa at den ſidſte er noget kortere end den anden, hvilken omtrent har den fjerdes halve Leengde. Straalerne ere temmelig fyæde. Fedtfinnens Afſtand fra Rygfinnen er omtrent lige ſtor med dens Afſtand fra Halefinnens Rod, og ſtemmer temmelig nær med Rygfinnens Lengdeſtrœkning; dens Form er omtrent ſom hos Laxearterne. Bryſtfinnerne, ſom ere fkraat tilhæftede temmelig hojt oppe paa Fiſkens Sider eller langt fra Bug— linien, have en meget langſtrakt, ſmal og tilſpidſet Form; deres Længdeftræfning, fom er mere end fer Gange faa ſtor fom deres Brede ved Roden, indeholdes omtrent ſex Gange i To— tallengden. Det indbyrdes Lengdeforhold af denne Finnes Straaler har jeg ikke med nogen Sikkerhed kunnet beſtemme, da den hos alle de underſogte Exemplarer paa Grund af Straalernes Skrobelighed har været mere eller mindre ber ſkadiget. Bugfinnerne ere anbragte temmelig langt foran Rygfinnens Begyndelſe (omtrent i Enden af Totallengdens forſte Trediedel), men nage med deres Spidſer dog hen under denne; de ere meget førte (mindre end 10 af Totallcengden, omtrent lige lange med Bryſtfinnernes halve Længde), men af bred, endog plump Form, og beftane af vite Straaler; den førfte af disſe enfelt, fun lidt fortere end anden, men temmelig ſvag; de folgende ſterke, meget kloftede; Straalerne ere indbyrdes ikke meget forffjællige i Længde, og opnaae forſt med fjette og ſyvende deres ſtorſte Udvikling. Gadboret ligger omtrent i Midten af Totallengden. Gadborfinnen begynder under 237 Rygfinnens bagefte Del, og firækfer fig hen under Fidtfinnen; dens Lengdeſtrœlning er temmelig betydelig (den indeholdes omtrent 52 Gange i Totallængden), hvorimod den er temmelig lav; Straalernes Antal har jeg fundet at være atten, af hvilke den forſte (maaſkee ogſaa den anden) er en Pigſtraale. Forſte Straale meget fort, anden mere end dobbelt faa lang, ſtundom endog fire til fem Gange ſaa lang; tredie atter dobbelt ſaa lang fom anden; med fjerde og femte Straale opnaaes den ſtorſte Hojde, hvorpaa Finnen atter daler ftærkt. De to førfte Straaler ſynes, fom fagt, at være Pigſtraaler; den tredie er tydeligt leddet, men ukloftet; de folgende kloftede. Det Sthykke af Halen, fom ligger mellem Gadborfinnens Ophor og Hale— finnens Rod, er af meget ſtorre Længde end Hojde og altſaa af en temmelig ſmal Form. Halefinnen temmelig lille (dens ſtorſte Lengde inde— holdes omtrent otte Gange i Totallængden), men af bred Form, bagtil temmelig dybt indfflaaren; den gaaer højt op paa Siderne af Halen med fine Stotteſtraaler. Straalernes Antal nitten; den yderſte paa hver Side enkelt, de andre mere eller mindre loftede; Antallet af Stotteſtraalerne har jeg fundet fyv paa Den øvre og ligeſaamange paa den nedre Side af Halefinnen. Sidelinien er meget tydeligt og ſteerkt betegnet; den ſtraaner forſt noget ned, indtil den omtrent nager Bugfinnernes Spidſe, og fortfætter derpaa fit Lob i horizontal Retning. Den er i det Hele taget Rygfladen lidt nærmere end Bugfladen. Hovedet er tildels forfynet med Gfjæl, næmlig paa Gjællelaagene, faa at Gjællelaagsfiyffernes Form derved fjules: jeg har ſaaledes ſundet Forgjellelaaget bedœkket med fire Skjel— plader, og Gjellelaagsſtykket ſamt Undergjellelaaget ſtjulte under et Par endnu meget ſtorre. Som noget ganſte Ser— eget og Uſædvanligt fortjener at udhæves, at der findes ſtore Skjel under Gjællefaagene paa Armapparatet. Paa Kroppen 238 har jeg iagttaget 37 eller 38 Skjalrakker fra Gjellelaagets bageſte Rand til Halefinnens Rod; i Hofderetningen er Rekk— kernes Antal meget begrændfet paa Grund af Sfjellenes ber tydelige Storrelſe: ovenfor Sideliniens Skjel har jeg fundet tre Rakker og fire Rakker nedenfor denne til Bugfinnerne; og heri ere da indbefattede de to Rakker, der bedælfe Sideliniens Skjcel foroven og forneden. Med Henſyn til Anordningen, da ere Skjællene taglagte, og det i den Grad, at den bageſte fremragende Del af dem er meget mindre end den ſorreſte ffjulte. De ſtorſte Skjcel hos et Exemplar af 33 Tommers Længde har jeg fundet omtrent to Linier lange og 23 Linier høje; fom overhovedet GSkjællene have ſtorre Hojde end Længde. Formen er i Regelen mere eller mindre langſtrakt firkantet med overſte og nederſte Rand noget konvexe, forreſte Rand noget bolgeformigt ud- og indbojet, ſamt bagefte Rand lidt bolgeformigt bojet mod Midten. De koneentriſke Vext— ſtriber meget fine (fær bagtil), i ſtort Antal, udbredte over hele Skjcllet. Paa Stkljallenes forreſte Del viſer fig en Vifte, fom dog er meget utydelig, og kun har ganffe faa Straaler (to eller tre), hvilke iffe nage Stjællenes Midte. Sideliniens Skjal overgage alle de ovrige Skjel i Hojde, og ere tildels endog mere end dobbelt faa hoje ſom lange; de favne Vifte, men viſe et temmelig dybt Indſnit i Midten af den bageſte Rand; den dem gjennemborende Slimkanal bliver bagtil tilſpidſet, er meget fort, næppe udgjorende en Tredie— del af Skjellenes Længde, og anbragt omtrent i Midten af denne, faa at Stjællets fortil og bagtil fremragende Del om— trent ere lige fange. Knoglebygning. Metlemfjæbebenet færdeles langt, tyndt, fortil ftærft krummet og lidt udvidet, iøvrigt næften borfteagtigt. Overkjœbebenet ganffe ubetydeligt fortere end Mellemljabebenet, eller vel endog omtrent af lige Længde med 239 dette, fortil bojet, i den ſtorſte Strakning meget tyndt, derimod i den ſidſte Tredie- eller Fjerdedel pludſeligt udvidet i Form af en Skuffe eller Spade. Af Ojeben har jeg kun bemærfet tre, ſom indtage den nederſte og en ſtor Deel af den forreſte Rand af Ojet; de to forreſte ere ſmalle, det tredie mere bredt, ffjælagtigt; de Ojeben, fom ellers begrændfe Ojets bageſte Rand, har jeg altid favnet, hvad enten nu dette er tilfældigt eller regelmæsfigt. Mellem Ojehulerne er Panden dybt konkav eller rendeformigt udhulet, men tillige forſynet med en ſtor Leengdekam, fom fortil er hojeſt, bagtil ſkraaner ned og ganffe forfvinter foran Ojehulens bageſte Rand; bag denne er Pande— fladen endog noget konkav paatvers. Forgjellelaaget er ſtort, men bagtil meget tyndt eller ffjælagtigt, af Halomaaneform, ganſke uden en nederſte vandret Gren; Gjellelaagsſtykket uregelmesſigt firkantet; Undergjellelaaget og Mellem— gjellelaaget derimod triangulære, det forſte noget ſtorre end det ſidſte. Skulderbladet griffeldannet. Rygraden beftaaer af 36 Hvirvler, hvoraf tretten Bughvirvler, 23 Halehvirvler. Nyg— finnen begynder over den tiende Hvirvel, og føtter fig til tolv Interſpinalben. De ſidſte Halehvirvler viſe ingen Uregel— mesſighed, men have den ſamme horizontale Retning fom de foregagende. Indre Bygning. Bughulen indvendigt kulſort; dens Længde omtrent lig med 1 af Totallængden. Leveren af betydelig Storrelſe (juſt ikke lang, men bred og tyk), lyſegul, delt i tre Lapper, en venſtre, en hejre og en under Maven og Blindtarmene liggende; uagtet den venſtre Lap er den ſtorſte, have dog ogſaa de to andre en anſelig Sterrelſe; de ere alle— ſammen bagtil meget bredt afrundede. En meget lille Galde— blære er tilſtede. Sypifersret fort, temmelig vidt. Maven lille, noget ſekdannet. Bag Portneren otte forholdsvis fore Blindtarme. Tarmen uden nogen Bugtning bag Blind— 240 tarmene, temmelig vid, i hele Lengden omtrent af ens Vidde. Svommebleren er ſakdannet, og indtager omtrent Bugs hulens halve Lengde; ved en Kanal ſtager den i Forbindelſe med Spiſeroret. Generationsorganerne ligge i Bug— hulens bageſte Halvdel, og ere forſynede med fuldftændige ÜUd— ſoringsgange. Størrelfe. Jeg har ſeet Exemplarer fra 14 Tommes Lengde indtil 33 Tommer. Det fynes næften, at denne Fiſke— art aldrig nager fire Tommer. Forekommen. Reinhardt angiver, at han har erholdt de af ham underſogte Exemplarer af denne Art fra de nordligſte Kolonier (Omenak, Ritenbank og Jakobshavn). Senere ere imidlertid ogſaa Exemplarer nedſendte fra det ſydlige Gron— land, og der kan neppe tvivles paa, at den forekommer langs hele Kyſten. — Paſtor Jorgenſen ſtriver ſaaledes“) om de af ham nedſendte Exemplarer. „De ere tagne i Fjæren, hvor— ind de ere drevne ved ſtormende Vejr og for det Meſte dode. Formedelſt Sogangen og Iskanten er det vanffeligt at over— komme taalelig gode Exemplarer. Det er rimeligvis en Fiſt, der opholder fig paa dybe Vande, og, ſkjondt den om For— aaret hyppigt ffal findes i Selhundemaverne, hører den dog til de fjældnere grønlandffe Fiſkearter.“ b. Paralepis Cuy.“ “). Formen meget langſtrakt, ſmal, ſammentrykket, i begge Ender tilſpidſet. Hovedet, hvis Længde omtrent udgjør en *) Noticer, S. 9 n. 35. +*) Slagten Paralepis, fom indbefatter temmelig ſmaa, hojſt førøbelige og let førgjængelige Fiſke, hører til de meget uſuldkomment be- kjendte Slegter. Cuvier, fom opſtillede den, ſynes at have været indſtranket til Underſogelſen af et eneſte Individ, hvilket maa for— klare et Par Unojagtigheder i Karakteriſtiken, idet han opfattede 241 N 0 Femtedel af Totallcengden, udmerker fig ved en forlænget, i Enden fladtrykket Snude og ved det meget ſterkt udviklede forreſte Ojeben. Næfeborene meget ſmaa. Mund— randen dannes foroven ganſke af Mellemkjcebebenene, ſom endog orergaae de tandloſe Dverfjæbeben lidt i Længve. En Rakke ſpidſe, tildels meget ſtore Tender paa Mellem— kjcbebenene, Underkjcebens Grene og Ganebenene; to Rakker langs Tungen, men ingen paa Plougffjærbenet. Paa Svælg- benene Kardetænder. Gjællefpalterne ſterkt kloftede; ſyv Gjælleftraaler; fire Par frie Gjællebuer og en Bi - gjelle. Alle Finnerne fmaa; Rygfinnen langt bag Midten af Totalfængden, omtrent over Bugfinnerne, be: ſtagende af leddede Straaler; en Fidtfinne tæt ved den dybt— kloftede Halefinne, bvilfen ogfaa den langſtrakte Gadbor— finne kommer meget nær. Gadboret langt foran Gadbor— finnen. Skjellene ſmaa, letaffaldende, ikke blot bedekkende Kroppen, men ogſaa tildels Hovedet. Sidelinien med to Rakker ſlimudferende Aabninger. Tarmekanalen fort og lige; Maven tarmedannet, uden Bund; ingen Blindtarme og ingen Svommeblere. Paralepis borealis Rurdt, Underfjæben ikke krummet i Enden. Ojets for— reſte Rand i Midten af Hovedets Lengde. Forreſte Fidtfinnen ſom en virkelig Finne, og tillagde Rygfinnen Pigſtraaler. Dette foranledigede ham til at henfore den blandt Percoidei ved Siden af Sphyræna; en Fiffeflægt, fom den ogſaa har nogen Lighed med baade i Habitus i Almindelighed, og mere ſpecielt i Snudens og Tandernes Form. Reinhardt gjorde opmarkſom paa de to Vildfarelſer hos Cuvier, og henſatte Slagten i Laxefamilien, ligeſom Ris ſo allerede tilforn havde gjort med de af ham ber førevne Arter. Heri er ogfaa Johannes Müller enig, kun at han optager Paralepis blandt de fra de egentlige Lax adſkilte Scopelini. — En tilſtrakkelig Karakteriſtik af Slagten og en nøj- agtig Beſtrivelſe af en af dens Urter ſavnedes hidtil. Naturbiſtoriſk Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 16 og bagefte Næfebor ganffe tæt ved hinanden. Tre ftore Hundetender i den forreſte Ende af hvert Mellemkjebeben. Rygfinnen lidt foran Bug— finnerne. Gadborfinnens tre forſte Straaler Pig— ſtraaler. Halefinnen bagtil meget dybt indſkaaren. Sidelinien ophorer et Stykke foran Halefinnens Rod. Finnernes Straaletal er: Rygf. 8; Bryſtf. 11; Bugf. 9; Gadborf. 32; Halef. 19/1. Fabricius, Fn. grönl. n. 130: Clupea Encrasicholus? Reinhardt, Vid. Self. Forhlgr. 1880-1831, V, S. LXXV: Para- lepis sp. — — — naturv. og mathem. Afhlgr. VII, S. 115 og 125: Par. borealis. Da Clupea Encrasicholus aldrig er bleven truffet ved Gronland, og efter al Rimelighed ikke nager dette Lands Kyſter, er jeg ganffe tilboje— lig til med Reinhardt at antage, at Fabricius derved har ment nærværende Fiſk, fom javnligt findes i Salhundenes Mave, ligeſom Fabricius om fin Encrasicholus angiver. Beſkrivelſe. J Formen i Almindelighed kan denne Fiſt maaffe nærmeft blandt vore bekjendtere nordiſke Fiſke ſammen— lignes med Tobiſerne eller Sandgrævlingerne (Slegten Ammodytes), med bvilfe den ogſaa ſtemmer temmelig nær overens i Farver, kun at disſe, ſaavidt jeg af mindre vel fonferverede og i Spiritus opbevarede Exemplarer tor flutte, dog ere langt mindre rene og ffinnende. Det er altſaa Solvpfarve med merkere, olivenfarvet Ryg, der ſynes karakteriſtiſt for Fiſten, hvorved dog endnu bor merkes, at den Gjellelaagenes indre Flade beflædende Hud viſer en meget dyb fort Farve. Udmaafinger. Fotallængde: 952“; ſtorſte Hojde (mod Midten af Totallqengden): 10%; Hojde over Natten: 74“; 243 Hojde foran Haleſinnens Rod: 21“; ſtorſte Tykkelſe (under den ſtorſte Hojde): 417; ſtorſte Omkreds: 2"; Afſtand fra Snudeſpidſen til Gjellelaagets bageſte Rand: 231"; Afſtand fra Snudeſpidſen til Nakken: 187; Mundſpaltens Længde*): 10“; Det opſpilede Gabs Højre: 11“; Det opſpilede Gabs Brede: 3", Underkjcgbens Lengde til Ledforbindelſen: 14; Afſtand fra Snudeſpidſen til forreſte Næfebør: 91-77; ſtorſte Gjennemfnit af forreſte Naſebor: 3“; Afſtand mellem forreſte og bageſte Næfebor: 147; ſtorſte Gjennemſnit af bageſte Næſebor: .“; Snudens Brede mellem de bageſte Neſebore: 13; Afſtand mellem bageſte Næfebor og Ojets forrefte Rand: 21"; Afſtand fra Snudeſpidſen til Ojets forreſte Rand: 17; Ojets Længvdegjennemfnit: 4" Ojets Hojdegjennemſnit: 4; Pandens Brede mellem Ojnene: 3; Afſtand fra Ojets nederſte Rand til Hovedets Underflade: 24; Afſtand fra Ojets bageſte Rand til Gjællelaagets bageſte Rand øverit: 8 Afſtand fra Snudeſpidſen til Rygfinnens forreſte Rand: 6“; Rygfinnens Lengdeſtrakning: 33““; Rygfinnens ſtorſte Hojde: 51“; Afſtand mellem Rygfinnen og Fidtſinnen: 23“; Fidtfinnens Lengdeſtrakning: 23“; Fidtfinnens Hojde: 23“; Fidtfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod: 13“; Bryſtfinnernes Leengde: 71“; Bryſtfinnernes Brede ved Roden: 1; Afſtand fra Snudeſpidſen til Bugfinnernes Rod: 614; Bugfinnernes Længde: 4“; Bugfinnernes Brede ved Roden: 1“ Afſtand fra Bugfinnernes Rod til Gadboret: 111; *) Til Overkjæbebenets bageſte Ende. 16* 211 Afſtand fra Gadboret til Gadborſinnens Begyndelſe: 11“; Gadborregionens Leengde: 3“; Gadborfinnens Længde: 143“; Gadborfinnens ſtorſte Hojde: 6“; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod: 13“; Halefinnens Længde fra Roden paa Siderne: 8“; Halefinnens Lengde i Midten: 13“. Hovedet, hvis Længde omtrent udgjor + af Totallængden, er af fangftraft, ſmal, ſammentrykket og tilfpidfet Form, fom ved de forlængede Kjæber minder noget om Hornfiſken, dog endnu nærmere om Tobiſen (Ammodytes). Foroven er Hovedet fra Nakken til et Stykke foran Ojnene ganſke fladt (ja Panden mellem Ojnene endog lidt udhulet eller fordybet), hvorimod Snuden derpaa bliver lidt hvælvet mod Siderne; iøvrigt ſtiger Hovedet ned med jævn men ringe Skraaning lige fra Nakken til Snudeſpidſen; Siderne ere temmelig lod— rette, næften flet ikke konvergerende fortil, faa at Snuden, feet ovenfra, fin Længte uagtet ender temmelig ſtump; Hojden over Nakken er næften dobbelt faa ſtor fom Tykkelſen ſamme Sted. Hovedets Underflade ſtiger op med en jævn Skraaning, ſom omtrent er lig den, hvormed Panden ſtiger ned; bagtil omtrent indtil Ojets forrefte Rand er den noget fkarp og kjøle dannet, fortil derimod temmelig bred og flad, utydeligt hvelvet mod Siderne. Snuden (indtil Sjets forreſte Rand) udgjor Hovedets halve Lengde, og er fortil af ſtorre Brede end Hojde eller noget fladtrykket (gjeddeagtig), bagtil af meget førre Højde end Brede. Gabet ſtort, flere Gange faa hojt fom bredt; Underkjœbens Ledforbindelſe ligger næften under Midten af Øjet, og felve Mundſpalten indtager i det Mindſte 3 af Længden indtil Ojet. Af Leber iagttages næppe noget Spor. Kjæberne ere omtrent af lige Længde. Hele Dyer: fjævens Mundrand dannes af de meget lange Mellemtjæb e 245 ben, fom vel bagtil for en Del fljules af de tandloſe Over— kjcbeben, men næften i hele Længden ere tandbærende. J den allerforreſte Ende viſe fig tre forholdsvis meget ſtore og tet— ſtillede Hugtender, der ſynes bevægelige; efter disſe følger et lille tandbart Rum, hvorpaa fremtræder en Rakke forte men brede, flærfe, koniſte, ind- og bagudkrummede Tender, omtrent 60 i Fallet, hvilfe ophore et lille Stykke for Knog— lens ba geſte Ende. Paa hver af Underkjæbens Grene har jeg forreſt fundet tre temmelig ſtore, krumme Tender, efter hoilke følger et tandloſt Mellemrum, og derpaa en Rekkke af en halv Snes vidtſtillede, meget ſtore, ſpidſe, næften lige, noget laneet— dannede FTænder, hvilke regelmesſigt paa hver Side (for og bag) have en mindre Tand; alle Tenderne ere bevegelige eller efaftiff forbundne, faa at de funne legges ned, og ba atter af fig fel rejſe fig. Plougffjærbenet bærer ingen Tandvæbning; derimod har jeg paa hvert Ganeben fundet forreft fyv eller otte overordentligt ſtore, vidtſtillede, lancetdannede Tænder og fængere tilbage en tetſluttet Række af en Snes meget ſmaa krumme FJænder. Tungen ligger langt fremme i Munden, er vel adſkilt fra Mundhulens Bund, af langſtrakt, ſmal Form, i Enden bredt afrundet, ovenpaa flad eller endog lidt udhulet langs Midten, forſynet med to Længderæffer af meget ſmaa Fænder (omtrent en Snes i hver Rekkke). Det forreſte Neſebor findes anbragt i Panderanden tre Gange længere fra Snudeſpidſen end fra Ojet, er overmaade lille, neſten punkt— dannet, temmelig kredsrundt, med ſvag Antydning af Rorform, kun ved en ganffe ſmal Skilleveg afſondret fra det bagefte. Dette, fom er anbragt lidt lengere nede paa Hovedets Sider end det forrefte, vifer fig højere end dette men ſmalt, lidt fremad— krummet eller halvmaanedannet ); fortil ſynes det ikke fuld— „) Temmelig forſtjelligt fremſtiller Cuvier Forholdet hos P. coregono- ides: det bageſte Næfebor viſer fig langt fra det forreſte, tæt 246 ſtendigt aflukket, men ftaaer i Forbindelſe med en Lengdefure langs hen ad Snudens Siver. Ojet, hvis forrefte Rand ligger omtrent i Midten af Hovedets Længde, den overſte Rand i Pandez randen, over hvilken den endog ſynes at rage lidt frem, viſer ſig temmelig regelmæsfigt kredsrundt med ligeſtort Hojde- og Lengde— gjennemfnit; det indeholdes vel omtrent fer Gange i Hovedets Lengde, men maa ikke deſtomindre kaldes ſtort med Henſyn til Fiſkens lave eller ſmalle Form, da det indtager en betydelig Del (omtrent 3) af Hovedets Hojde paa det Sted, hvor det er anbragt; det udfylder temmelig nojagtigt Ojehulen, og viſer forneden og bagtil Spor af et meget tyndt Ojelaag. Pan— dens Brede mellem Ojnene er kjendeligt mindre end Ojets Gjennemfnitslinte. Gjellelaagene ere temmelig fmaa, og lukke Gjęelleaabningen kun uoget ufuldſtendigt. Denne er dybt indſkaaren foroven og bagtil, men nager dog ikke ganfke op I Linie med Sjets overſte Rand; forneden og fortil ſtrekker den fig derimod næften hen under Ojets forreſte Rand. Gjelle— hudens Straaler, fyr i Fallet, ere alle af en overmaade tynd og langſtrakt, neſten traadagtig Form; kun ved Roden ubvide de fig lidt, aftage kun ubetydeligt i Lengde indefter, og viſe næften ſlet ingen Krumning. Gjællebuerne ere vinkle agtigt ſammenfoldede i en ftærf Grad; Vinkelens nederſte Ben næften tre Gange faa langt ſom det overſte, eller dog mere end debbelt faa langt. Den pderſte Bue viſer, iſtedetfor egent— lige Forlengelſer, en ydre Rakke ſerdeles lave men tillige meget brede Knuder, omtrent tredive i Tallet, ſom ere vebnede med Torne eller Tender „ tildels af betydelig Sterrelſe; ogſaa ſtjalnes en indre Rakke, dog af ganffe rudimentere Knuder (henimod 40 i Tallet). Paa anden Gjallebue er foran Ojet, er punktformigt og endnu mindre end det forreſte. Jeg er tilbejelig til at betvivle denne Angivelſes Nøjagtigher. 247 Forholdet omtrent det ſamme; ligeſaa paa tredie, kun at Knu— dernes Antal bliver mindre, og at de paa Vinkelens vverfte Ben endog ganſke forſvinde. Den inderſte Bue har kun det nederſte Ben, og dette kun i en fort Strakning, fkilt fra Svalget; i denne Stræfning er det paa den ydre Rand væbnet med en halv Snes Knuder, men har ingen paa den indre Rand. Svelgbenene i Overkjeben have et Par Rakker uordentligt ſtillede, lange, tynde og ſpidſe Tender, og omtrent lige ſaadant er Forholdet neden i Munden, kun at Tænderne maaffe ere lidt mindre. Uagtet Kroppen er ſterkt ſammentrykket, viſer Ryggen ſig dog temmelig bredt afrundet, og Bugen er endnu bredere og fladere end Ryggen. Rygfinnen, fom kun er anbragt ganffe lidt foran Enden af Totallcengdens Totrediedele, er meget lille (dens Lengdeſtrœkning indeholdes over tredive Gange i Totallcengden), af ſtorre Hojde end Lengde, beftaaende af otte ſtrobelige Straaler, hvis indbyrdes Lengdeforhold jeg ikke noj— agtigt kan angive, da jeg altid har fundet dem mere eller mindre beſkadigede; den forſte er imidlertid allerede temmelig ſtor, har mere end den ſtorſtes halve Lengde, og overgaaer lidt den ſidſte. Den forſte Straale viſer ingen tydelig Ledinddeling (derimod vel, ſom det ſynes, to eller tre ſvagt antydede, meget langſtrakte Led mod Enden); de andre Straaler ere derimod ikke blot tydeligt leddede, men tillige alle kloſtede, den ſidſte lige til Roden. Uagtet Rygfinnen er anbragt meget langt til: bage, viſer der ſig dog et betydeligt Mellemrum mellem denne og Fidtfinnen, ſom ferſt findes tet foran Halefinnen, liggende op til dennes Rod. Den lille, noget halvmaanedannede eller buede Fidtfinne har en ſtribet Textur eller et Udfeende, fom om den beſtod af ſammenlimede Borſter eller Traade, men er ikke deſtomindre en virkelig og upaatvivlelig Fidtfinne. — Bryftfinnerne lavt tilhæftede, ſmaa (deres Lengde inde— 248 foldes omtrent femten Gange i Totallengden), ſmalle (fer til ſyv Gange faa lange fom Breden ved Roden), tilſpidſede. Straalerne, elleve i Tallet, tynde og ſkrobelige, alle tydeligt leddede, men kun med meget ſvage Spor til Kloftning; allerede den førfte har en forholdsvis betydelig Længde, hvorimod de ſidſte ere temmelig førte. Bugfinnerne ere anbragte under Ryg— finnens ſidſte Straaler, eller endog lidt leengere tilbage, have kun ringe Størrelfe*), og beftaae af en halv Snes Straaler, af hvilke den forſte er enkelt og, ſom det ſynes, uleddet, de andre kloftede og leddede. Gadboret aabner ſig mellem Bug— finnerne, lidt bag deres Rod, og er altſaa fjærnet uſedvanligt langt fra Gadborfinnen; ioorigt viſer det fig fom en ſimpel, temmelig ſtor, kredsrund Aabning uden Papille eller kjendelig Grube bagved. Gadborfinnen, den langt betydelinfte af Finnerne, hvis Længdeftræfuing omtrent udgjør I af Total— fængden, og hvis ſtorſte Hojde udgjør noget mindre end Halv— delen men mere end Trediedelen af Finnens Lengde, teller 32 Straaler. De tre førfte af disſe viſe ingen Spor til Led— inddeling, eller ſynes at være Pigſtraaler; hos de folgende iagttages kun ganffe faa Artikulationer; Kloftning i Enden af Stra alerne har jeg itke funnet bemærfe. Forſte Straale cr næppe halvt faa lang ſom anden, denne næppe halvt faa lang ſom tredie; tredie, fjerde og femte Straale de lengſte, de føl- gende gradevis aftagende; den ſidſte, fom kun ved et meget lle Mellemrum er adſkilt fra Halefinnens Rod, har omtrent lige Lengde med forſte, eller er lidt fortere. Halefinnen er lille (dens ſtorſte Længde indeholdes omtrent fjorten Gange i Fotalfængden) , bagtil meget dybt indſkaaren eller delt i to tilfpidfede Flige, og nager langt op paa Siderne af Halen. ) Jeg har hos de faa Individer, jeg har funnet underſoge, altid fundet dem afbrudte i Enden, og fan derfor ikke nojagtigt angive Lengdeforholdet. 249 Den beftaaer af nitten Straaler foruden Stotteſtraalerne, af hvilte ſidſte jeg har talt tolv foroven og ligeſaa mange forneden; de midterſte af Halefinnens Straaler ere ſaa korte, at de inde— holdes fire til fem Gange i de lengſte Sideſtraaler. Spor til Kloftning viſe Halefinnens Straaler tildels flet ikke, tildels kun i meget ringe Grad. Sidelinien er vandret, meget nærmere Ryg- end Bug— linien, og begynder tæt ved Gjellelaagets bageſte Rand for— oven, men ophorer inden den nager Halefinnens Rod, omtrent over Midten af Gadborfinnens Længde. Den gjennemborer 66 Sfjæl, men disſe Skjæl overgaae Kroppens ovrige Skjel betydeligt i Storrelſe (nogle faa af de allerſidſte undtagne), ligeſom de ogſaa ere meget forffjællige i Form. De danne næmlig en i hele Udftræfningen paa den ydre Side aaben Rende, ikke en Kanal, fom ſadvanligt; fortil ere de ſmallere og afrundede, bagtil bredere, afſtumpede; den afſondrede Slim utføres gjennem to fmaa Aabninger for hvert Skjel, den ene ved Skjellets overſt-bageſte Vinkel, den anden ved den nederſte bageſte. Den til Sidelinien gaaende Nerve er meget ſterkt udviklet. Skjellene ſere ſmaa, tynde eller hudagtige og tillige let af— faldende, ſaa at jeg kun har opdaget enkelte hiſt og her hos de under— ſogte Individer. Skjalrœkkernes Antal kan jeg ikke beſtemme nejagtigt, men kun angive tilnærmelfesvis: jeg antager, at der fra Gjellelaaget til Haleſpidſen vil findes, over 150 Gkjæl, og at Rekkernes Antal i Hojden omtrent belober femten (fem ovenfor og ti nedenfor Sidelinien). Jovrigt ere Skjellene ikke blot anbragte paa Kroppen, men ogfaa paa en ſtor Del af Hovedet; jeg har funnet forfølge dem paa Nakken, den vverfte Del af Gjallelaagsſtykket, Forgjællelaaget, Kinderne, Ojebenenes Kjcde. De danne en temmelig regelmæsfig Taalægning. Af Form har jeg fundet dem ovale, tildels med Tilneermelſe til det 250 Kredsrunde, glotrandede, uden Vifte, men med tydelige koneen— triffe Vextſtriber i temmelig ſtort Antal; hvilke Striber dog for en ſtor Del viſe den Saregenhed, at de ikke danne lukkede Ringe, men ſtundom kun i den ene Ende, ſtundom i begge Ender aabne fig i Skjallets Rand, hvorved dette fager et Üdſeende, ſom om det var beklippet. Knoglebygning. Mellemkjebebenene færdefeg lange, men tillige meget tynde, næften traadagtige; tyndeſt dog paa Midten, i den bageſte Ende lidt bredere og fortil atter bredere end bag. O verkjebebenene ere bredere end Mellemkjœbebenene men lidt kortere, af en meget tynd, baand— dannet Form, i begge Ender lidt ſmallere, uden noget betydelig Svulſt fortil ved Ledforbindelſen. Underkjaeebens Grene meget langſtrakte og lave, deres Længde mere end fire Gange faa ſtor fom deres ſtorſte Hojde. Forreſte Ojeben ſerdeles langt, idet det fra Ojets forreſte Rand nager temmelig nær hen mod Snudeſpidſen, men af en næften hudagtig Tyndhed, og tillige meget lavt (Dets ſtorſte Hojde indeholdes fer til ſyv Gange i Lengden); dets nederſte Rand viſer ſig noget halv— maaneformigt indbojet, og paa dets Dverflade fremtræder meget tydeligt en buedannet GSiimfanal. De tre ovrige Ojeben (thi hele Antallet er kun fire) ere ikke blot meget fortere, men ogſaa endnu meget ſmallere end forſte, dog af en forholds vis ſterk Bygning, og beftaae næften blot af den frærkt udviklede Slimkanal. Gijellelaagsſtykkerne alle ſmaa og hud— agtige. Forgjellelaaget halvmaanedannet, glat, med kun ſvagt fremtredende Slimkanal uden ret tydelige Forgreninger. Det egentlige Gjellelaagsſtykke langſtrakt-firkantet, med ftorre Lengde end Hojde. Undergjellelaaget forholdsvis det ſtorſte af Gjellelaagsſtykkerne, af uregelmesſig, langſtrakt firkautet form. Hjerneſtallens Pandeflade vifer et Par Lengde— ljole, der fortil forlænge fig helt ud mod Snudeſpidſen; disſe 251 Kjøle ere dog flade og afrundede, divergere i Retningen bagud, og fonvergere derimod paa Snuden, faa at de endog neſten flyde ſammen, indtil de nær Snudeſpidfen atter viſe fig lidt divergerende. Middelkjol viſer Hjerneſkallen derimod ikke, ſelv ikke paa den bageſte Flade i Nakken. Antallet af Ryg— hvirolerne er meget betydeligt, næmlig 83, af hvilke 46 tilhere Bughulen, 37 Halen. Bughvirvlerne have en temmelig lang— ſtrakt Form, af meget ſtorre Længde end Hojde, hvorimod Hale— hvirvlerne efterhaanden blive færdefes forte. Rygfinnen ſtrekker fig fra den Site til den 39te Hvirvel. Fidtfinnen er anbragt omtrent over den 71de til den 74de; Gadborfinnens Tilhert— ning begynder med den 51de Hvirvel. Ribbenene ere borſte— dannede, førte, rettede meget føraat bagud; Biribben ere tilſtede i temmelig ſtort Antal. Indre Bygning. Bughulen, fom indvendigt er forſynet med et kulſort Overtrak, ſtrekker fig et Stykke bag Gadboret henimod Gadborfinnen, og indtager omtrent Halv- delen af Totallcengden, eller vel endog lidt mere. Le veren er lille, idet dens ſtorſte Længde ikke udgjer ſonderligt mere end 2 af Bughulens Lengde; den beſtager af to fladtrykkede Lapper, af bhoilfe den venſtre næften er dobbelt faa lang fom den hojre, af langftraft oval Form; den hojre omtrent ligeſaa bred fom den venftre, i begge Ender noget tilſpidſet. Tarme— kanalen er fort, kun af Bughulens Lengde, lobende i en ret Linie uden nogenſomhelſt Krumning. Det korte Spiſeror er endel ſmallere end Maven, men denne ſidſte lober i Et med Tarmen, uden at være avffilt fra den ved betydeligere Vidde eller ved en Krumning; Maven er med et Ord tarmedannet. Spiſeroret viſer indvendigt en halv Snes ſteerkt fremſpringende Lengdefolder; derimod har jeg ingen ſaadanne funnet iagttage i Maven; heller ikke har jeg fundet denne adſtilt fra Tarmen ved en Portnerklap. Tarmen aftager gradevis i Vidde, og 252 bliver mod Enden endog ligeſom konifk eller tilſpidſet. Blind— tarme findes ikke. Storrelſen af denne Art ſynes ikke at overfkride en halv Snes Tommer. Den opholder fig upaatvivleligt paa temmelig dybt Vand, men ivvrigt vides endnu Intet om dens Livsforhold, uagtet i de ſenere Aar adſkillige Exemplarer ere nedſendte fra Grønland. At denne Art ogſaa forekommer ved Island, ſkjondt hidtil kun et eneſte Individ derfra er overſendt, har allerede Reinhardt gjort opmerkſom paa. c). Stomias Cuv. Formen meget langſtrakt, lav og fammentryffet. Ho— vedet ført, ſtumpt, højere og tykkere end Kroppen, med fære deles ført Snude, fremragende Underfjæbe og en lang Hagetraad. Gabet færdeles dybt kleftet, flærkt opſtigende, dets overſte Rand tildels bannet af Dverfjæbebenene. Store og krumme Tender paa Mellemkjœbebenene, Underfjæbens Grene, Plougffjærbenets forreſte Rand, Ganebenene og Tungen; derimod meget ſmaa Tender paa Dverfjæbebenene. Gjellelaagene tynde og ſmaa, fun ufuldkomment lukkende Gjællehulerne. Gjelle— ſtraalerne talrige (omtrent ſytten). Fire Par frie tand— væbnede Gjellebuer; ingen tydelig Bigjælle (?). Ryg⸗ og Gadborfinnen lave, modſparende, anbragte tæt ved Halefinnen; Bugfinnerne foran disſe, ſkjondt langt tilbage; ingen Fidtfinne. Alle Finnernes Straaler ukloftede, Hale— finnens undtagne. Ingen Sidelinie med Slimaabninger. Skjellene ſtore, letaffaldende. Paa hver Side fra Struben til henimod Halefinnens Rod to Lengdercekker af lyſe, metal— glindſende Smaaplætter, medens Farven iovrigt er meget merk, uden iojnefaldende Metalglands. Maven tarmedannet, ingen Blindtarme; en Svommeblere er tilftede. 253 Stomias ferox Rhrdt. Artsmærfe. Hovedets Længde indeholdes omtrent ti Gange, dets Hojde tolv Gange i Totallengden. Hagetraaden Iænger end Hovedet, tilſpidſet, uden Trævler i Enden. Bugfinnernes Spidſe naaer langtfra ikke Gadborfinnen ()); denne er lidt hojere end Rygfinnen. Den overſte Rekke Smaapletter begynder over Bryſtfinnernes Rod, og ender ved Gadborfinnens Begyndelſe, den nederfte begynder lidt bag Underkjebens Spidſe, og ender over En— den af Gadborfinnen. Finnernes Straaletal er: Rygf. 17; Bryſtf. 6; Bugf. 6; Gadborf. 21; Halef. %19/4. Spnonymi. Reinhardt, Videnſk. Selſk. naturv. og math. ag X, LXXVIII: Stomias ferox. Afbildninger. Til det franſke Vork over Expeditionen til Spitsbergen o. f.v. har jeg leveret Afbildning af denne, ligeſom af føregaaende Fiffi naturlig Storrelſe (Poissons Tab. 16b, fig. 1 & 2). Bemerkn. til Synonpmien. Den eneſte Efterretning, man hidtil beſad om denne interesſante nordiffe Fiſk, indſkrenker fig til den ovenanforte Notice af Reinhardt, ſom dog kun 8 utgjør nogle faa Linier, og, fin Korthed uagtet, ikke er uden Fejl. Den nagter ſaaledes Tilſtedeverelſen af Tungetender, angiver fun tolv Gjelleſtraaler o. ſ. v. — Denne Notice har iovrigt undgaaet Valenciennes 3 Opmeerkſomhed, da han i den Aar 1846 udkomne attende Del af Hist. d. Poissons flet ikke bersrer den arktiſke Art), *) Derimod meddeler han interesſante Oplysninger om Middelhavs— formen, viſer, at man kun fjender en Art (ilke fom man tidligere antog to) fra dette Hav, og berigtiger flere Vildfarelſer Hos Cuvier og Risſo. 254 Beſkrivelſe. Formen har hos denne Fiff faa meget ejendommeligt, at den, fær naar den ufædyanlige Farve dere med forbindes, ojeblikkeligt kan gjenkjendes blandt alle andre nordiſke Fife. N Farven kulſort *) med to parallele Rakker af kreds⸗ runde, gule, metalglindſende Smaapletter langs hver Side, den ene lidt ovenfor Bugen, den anden paa Grændfen af Siderne og Bugen. Den overſte af disſe Rakker er utydeligere end den nederſte, og dannes af mindre, næften punktformede Smaa— plætter; den begynder tæt bag Gjelleaabningen, lidt ovenover Bryſtfinnernes Rod, og beftaaer, ſaavidt jeg har funnet forfølge den, af 62 Smaapletter (50 til Bugfinnernes Rod og tolv derfra indtil tet foran Gadborfinnens Begyndelſe, hvor den ſorſoinder). Den nederſte Rekke ſynes at begynde under Struben, omtrent i Linie med Gjelleaabningens bageſte Rand, og i den har jeg talt 72 Smaapletter: 50 indtil Bugfinnerne; fem fra disſes Rod til deres Spidſe, hvilke fem, vel at mærke, ligge paa den indre Side af Bugfinnerne; otte fra disſe Finner til Gadborfinnen; og endelig ni paa Siderne af denne, indtil de mod deus bageſte Ende forfvinde. Ved at fjerne Gjellelaagene og Underkjcebens Grene fra hinanden, feer man imidlertid, at denne Rakke fortfætter fig fremad under Struben neſten lige til Underfjæbens Spidſe, og ſaaledes foroges Tallet endnu med ti, eller bliver 82. *) At denne iſcer paa Midten af Siderne ſynes lyſere, og tildels viſer forte Plætter paa en graalig Grund, antager jeg kun for en Folge af Beſkadigelſe. Endog Mundhulen er ſort. Langs Midten af Siderne har jeg hos de af mig underſogte Exemplarer flet ingen fiftre Sportil Metalglands funnet opdage, medens Valenciennes hos Middelhavsarten ikke ganffe har favnet en ſaadan. Uvmaalinger. Totallcengde: 72“; ſtorſte Hojde (over Forgjcllelaagets bageſte Rand): 7!““; Kroppens ſtorſte Hojde: 63“; Højde foran Halefinnens Rod: 137; ftørfte Tykkelſe (over Forgjællefaaget3 bagefte Rand): 3"; Afſtand fra Underkjcebens Spidſe til Gjælleaabningens bagefte Rand: 94/5 Afſtand fra Underkjcbens Spidſe til Nakken: 73“? Mundſpaltens Leengde: 83“; Underkjcbens Lengde til Ledforbindelſen: 91; Hagetraadens Længde: 111; Afſtand fra Underkjcebens Spidſe til Ojets forreſte Rand: 21", Ojets Leengdegjennemſnit: 2107; Ojets Hojdegjennemſnit: 21; Pandens Brede mellem Ojnene: 23“; Afſtand fra Forgjallelaagets bageſte Rand til Gjalleaabningens faſte Rand: 210 Afſtand fra Underkjabens Spidſe til Rygfinnens forreſte Rand: 637; Rygfinnens Lengdeſtrakning: 7“; Rygfinnens ſtorſte Hojde: 24? Roygfinnens Afſtand fra SE Rod: 3; Bryſtfinnernes Længde: 5,0; Bryſtfinnernes Brede ved Fond VÆR Afſtand fra Underkjcebens Spidſe til Bugfinnernes Rod: 53“ Bugfinnernes Lengde: 5““2 Bugfinnernes Brede ved Roden: 13“; Aſſtand fra Underkjcebens Spidſe til Gadborfinnens forreſte Rand: 63“; Gadborfinnens Lengdeſtrakning: 83“; Gadborfinnens ſtorſte Hojde: 31“; Gadborfinnens Afſtand fra Halefinnens Rod: 23"; Halefinnens Leengde fra Roden paa Siderne: 6““. Hovedets Lengde iudeholdes omtrent ti Gange i Total— lengden, medens dets ſtorſte Hojde, fom tillige er Fifkens ſtorſte Hojde, omtrent udgjor 75 af Totallængven. Det er 256 altſaa kun lille, men af en plump Form, og har, paa Grund af det ſtore Gab og Tendernes Form, nogen pdre Lighed med et Slangehoved. Mundſpalten indtager næften hele Hovedets Leengde, eller nager dog hen under Forgjællelaaget. Den fære deles ſtore, bueformigt krummede eller baaddannede, Under— fjæbe, ſtiger flærft i Vejret, og lægger fig, naar Munden er lukket, temmelig langt frem foran Dverfjæben. Fra Under— fjæbens Underflade, et lille Stykke bag Spidſen, udgaaer en trind Hagetraad af betydelig Lengde (kjendeligt lnger end Hovedet, omtrent lig med z af Fiſkens Totallengde), hvilfen ved Roden er temmelig tyk, men gradevis tilſpidſes, og ender uden nogen Forgrening eller Kloftning. Dens Farve er forte agtig, ligeſom det ovrige Legemes. O verkjebens Rand dannes vel for den ſtorſte Del af Mellemkjcbebenene, men Dverfjæbebenene ligge parallelt med disſe tæt bag ved dem, tildels endog ovenpaa dem, og ſtrekke fig forneden ud over dem, faa at omtrent den bageſte Trediedel af Dverfjæbens Rand udgjores af Overkjcebebene. At beſtemme Tendernes Antal er meget vanffeligt, fordi de paa Grund af deres Stor— relſe let beffadiges og tabes, og derfor ikke engang paa begge Sider viſe ſamme Forhold. Hvert Mellemfjæbeben har omtrent en halv Snes Tander; allerforreſt en eller to ſmaa men krumme; derneſt en eller to meget ſtore, flærft krummede, ligeſom Slangernes Gifttænder; og derneſt fer eller fyv middelſtore, mindre ftærft krummede. O verkjebebenenes forreſte Rand er tæt væbnet med et meget ſtort Antal ſerdeles ſmaa, bagudrettede Tender. Hver af Underfjæbens Grene har en halv Snes Tender, af hvilke jeg har fundet de tre forreſte temmelig ſmaa, de vyrige ſtore, dog af forffjællig Storrelſe, krumme og rettede ftærft ud imod Siderne. Paa Plougſkjer— benets forreſte Rand iagttages to middelſtore, ſteerkt bagud— liggende Krogteender, der indbyrdes ere adſkilte ved et vidt 257 Mellemrum. Vaa hvert Ganeben har jeg kun fundet to Tænder, der i Storrelſe og Form omtrent ſtemme med Ploug— ſkjcerbenets, men have en anden Retning (ſkraat indad og bag). FTænderne paa. den meget langſtrakte, ſmalle, i Enden tilſpid— ſede, fra Underfjæben kun ſvagt adſkilte Tunge ere ſtillede temmelig langt tilbage, men i temmelig ſtort Antal og ordnede i to Lengdereekker, i hver Rekke en halv Snes eller derover. Næfeborene ere anbragte i Pandefladen, over og mellem Ojnene fortil; de danne to ſtore Fordybninger, der ikke ſynes at være lukkede af nogen Hudbedeekning, endnu mindre afdelte ved to Par ſerſtilte Uabuinger*); Ojnene, fom ligge tæt bag Overkjcebebenenes bageſte Rand, med den overſte Rand i Pandefladen, have kun Middelſtorrelſe, idet deres Gjennemfuit indeholdes omtrent fire Gange i Hovedets Lengde og over tre Gange i dets Hojde; deres Form ere temmelig kredsrund, og de udfylde Ojehulen. Pandens Brede mellem Ojnene ſtemmer omtrent med Ojnenes Gjennemſnit. Kinden har meget ſtorre Udftræfning i Hojden end i Længden. Gjelleſpalterne ere meget ſteerkt kloftede (lige til Hagetraaden). Den tynde Gjelle— hud er forſynet med et betydeligt Antal forte, tilſpidſede, til— dels i Enden ligeſom hageformigt krummede Gjelleſtraaler. Antallet kan jeg ikke beſtemme med fuldkommen Sikkerhed; men viſt er det, at det er ſtorre end det af Reinhardt angivne, og paa det Nermeſte kommer overens med Valeneiennes's Angivelſe for Stomias Boa, om det ikke falder ſammen dermed. Fire Par frie Gjellebuer ere tilſtede; dog er det inderſte Par kun i ringe Strakning adſkilt fra Sveelget. Buerne ere vinkelagtigt bojede, Vinkelens overſte Ben meget kortere end det nederſte; dette ſidſte viſer fig paa Mundſiden vabnet, *) Den mindre fuldkomne Vedligeholdelſe af de underſogte Exem— plarer tillader mig dog ikke at udtale mig med Sikkerhed om Na ſeborene. Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Nakke. II 17 258 iſtedetfor med Forlengelſer eller Knuder, med ferholdsvis fore, ſpidſe, noget krumme Tender, der ere ſtillede ſammen i Grupper; paa forſte Bue har jeg iagttaget fyv ſaadanne Grupper, hver beftaaende af to eller tre Tender, paa anden Bue ni Tande grupper, paa tredie fyv, paa fjerde derimod kun to. Tænderne ere ikke af lige Storrelſe, men i hver Gruppe udmærfer en fig fremfor de øvrige. En Bigjelle har jeg ikke funnet iagt— tage. Om Svelgtenderne kan jeg intet Sikkert meddele, ſtjondt jeg troer at have bemerket ſmaa, ſpidſe og krumme Tender paa Svælgbenene. Kroppen er omtrent 23 Gange faa hej fom tyk, indtil Nyg- og Gadborfinnen liniedannet eller baanddannet, fra disſe Finners Begyndelſe aftagende i en kjendelig Grad og kile— formigt tilſpidſet mod Halefinnen. Rygfinnen begynder om— trent med VTotallængdens ſidſte Sjettedeel, indtager ikke 1 af Totallængden, og er næften tre Gange faa lang fom hoj, eller med andre Ord meget lav; dens Form fremſtiller en meget lang— ſtrakt, ſkjcev Firkant, fom bagtil næppe er lavere end fortil; dens Afſtand fra Halefinnens Rod er ringere end Halvdelen af dens Længdeftræfning. Jeg har ikke med Sitkerhed funnet bemerke flere end ſytten Straaler i denne Finne, der alle ere leddede (de to forſte dog meget utydeligt) og tillige enkelte eller ukloftede. De to forſte og et Par af de ſidſte Straaler ere kjendeligt fortere end de ovrige, der ikke viſe betydelig Forffjæl indbyrdes i Lengde. Bryſtfinnerne ere ſmaa (de ſynes at indeholdes ſexten til ſytten Gange i Totallcengden), lavt tilhæftede paa Grendſen af Bugfladen, ſmalle, tilſpidſede. Deres Spidſe nager om— trent til den ſyvende Plæt i den overſte Række. De beſtaae kun af fer, meget tynde og ſkrobelige Straaler, af hvilfe den forſte er den korteſte og tillige den langt tyndeſte, og fet ingen Spor til Led viſer, medens de vvrige derimod have ganſke 259 enkelte, meget langſtrakte Led. Ingen af Straalerne viſer noget Spor til Kloftning. Bugfinnerne ere tilhæftede omtrent i 2 af Totallængden, eller dog kun lidt langer tilbage. De fyne$ næppe at nage, eller dog i al Fald ikke at overſtige Bryſtfinnernes Længde, og viſe fig fjærnede fra Gadborfinnens Begyndelſe ved et Mellem— rum, der idetmindſte er ligt med deres egen Længde*). De fer Straaler, hvoraf Finnen beſtager, ere meget langſtrakte, tynde og førøbelige; de to forſte faa tæt forenede, at de kun vanffeligt adſtilles og bemerkes; alle Straalerne viſe blot ganffe enkelte, færdefes langſtrakte Led; ingen af dem frembyder ringeſte Spor til Kloftning i Enden; om deres relative Længde er jeg ikke iſtand til at ſige noget ſikkert. Gadboret er an— bragt tæt foran Gadborfinnens Begyndelſe. Gadborfinnen begynder omtrent under Rygfinnens Begyndelſe, eller dog kun ganffe ubetydeligt foran denne, og nærmer fig endnu lidt mere til Halefinnens Rod, eller har med andre Ord lidt ſtorre Lengdeſtrœkning end Rygfinnen, ligeſom den ogſaa overgaaer den lidt i Hojde. Jeg har fundet den beftaaende af 21 Straaler, der, med Undtagelſe af forſte og ſidſte, kun frembyde ringe indbyrdes Forffjæl i Længde. Alle Straalerne viſe fig leddede, den forſte dog meget uthdeligt, men alle Straalerne ere tillige enkelte eller uden nogen Kloft— ning af Spidſerne. ) Ligeſom Angivelſerne over Finnerne overhovedet i denne Befkrivelſe ere noget tvivlſomme, paa Grund af den maadelige Beſkaffenhed af de to underſogte Individer, ſaaledes gjelder dette fær Bug— finnerne, hvis Straaler alle i Enden fandtes afbrudte. Saa vidt jeg imidlertid af Formen tør flutte, have Straalerne næppe haft meget ſtorre Længde, end de viſe, og forekomme mig altfaa at have manglet meget i en ſaadan Længde, font den, disſe Finner tildeles paaAfbildningen af Stomias boa hos Valenciennes (Tab. 545). 17* 260 Det Stykke af Halen, fom ligger mellem Ryg- og Gadborfinnens Ophor og Halefinnens Rod, har klendeligt ſtorre Længde end Hojde. Halefinnen, hvis Længde om— trent ſynes at udgjore 7; af Totallcengden, gaaer temmelig langt op paa Siderne af Halen, og har de lengſte Straaler i Midten, eller er af lancetdannet Form; jeg Gar talt nitten lange Straaler, og desuden med Sifferhed funnet bemerke fire temmelig ſtore Stetteſtraaler paa hver Side. Straalerne ere vel for en Dehukloftede, men de fleſte imidlertid kloftede i Spidſen, og de mellemſte udmerke fig ved en Særegenhed, fom jeg ogſaa har iagttaget paa nogle af Bugfinnernes, Rygfinnens og Gadborfinnens Straaler, at de næmlig i Enderne forleenge fig til temmelig ſtore, baandformige Trævler (omtrent ligeſom hos Slegten Ceralias). Sidelinie med ſlimudforende Kanaler forekommer ikke; derimod har jeg under Huden fundet den Nerve, der plejer at ledſage Sidelinien, meget tydeligt udviklet. De Plætter, der viſe fig langs Siderne ved Bugen, frembyde ganffe ſamme Forhold fom hos Glægten Scopelus: de ere ikke blotte Plet— ter, men ſmaa rundagtige Sakke af kirtelagtig Bygning. Om Skjellene er jeg ikke iſtand til at give nogen nærmere Efterretning, da jeg ikke har fundet et eneſte Skjel bevaret hos de af mig underſogte Exemplarer. Om Benbygningen kan jeg fun anfore, at Rygraden paa det Nermeſte beſtager af 76 Hvirvler, af hvilke 60 til— høre Bughulen, ſexten Halen. Ribbenene ere ſtore og tal— rige; ligeledes er et ſtort Antal, flærkt udviklede Biribben tilſtede. Om ven indre Bygning kan jeg Intet meddele efter egen Erfaring, uden at en meget langftraft og ſmal Svomme— blære er tilſtede, og at Bughulen har et kulſort Overtrek. 261 Det å Slegtskarakteren om Mave og Blindtarme Anforte er laant hos Valenciennes. Fiſken er en Dybvandsfifk, fom fanges yderft ſjeldent, og om hvis Livsforhold endnu Intet vides. De enkelte ned⸗ ſendte Exemplarer ere fra Omanak og Fiffenæsfet; Arten forekommer altſaa upaatvivleligt langs hele den gronlandfke Veſtkyſt. Med Henſyn til den ſyſtematiſke Stilling, da ſatte Cu— vier Slagten Stomias i Gjeddefamilien, og Valen— tenne $ hævder den endnu denne Plads. Müller henforer den derimod til den af ham dannede, fom det ſynes mig temmelig loſt ſammenheengende Familie Clupesoces “). Hvorhen man nu end vil ſtille den, ſynes mig, at man ikke kan adfſkille den langt fra Scopelus, fom den ligner i den meget forte Snude, den ſtore, baaddannede, ſterkt opſtigende Underkjebe, det meget ſtore Gab, den ſterkt kloftede Gjællefpalte, den kulſorte Mund-, Gjelle- og Bughule, de ſmalle Bryftfinner, de fpæde Finneſtraaler og iſer de metalglindſende Kirtel— plætter, fom kun findes hos Scopelus og et Par meget nærftaaende Smaaſlegter. *) Efter Müllers Karafteriftf har denne Familie kun et poſitivt Kjendetegn : at Overmunden i Midten dannes af Mellemkjæbebenene, paa Siderne af Overfjæbebenene. Han adfkiller Stomias fra Gjedderne, fordi den har ſmaa Tænder paa Overkjcebebenene og fordi den mangler Sysmmedlære. Det ſidſte Skjqelnemeerke er i fig felv ikke af ſtor Vigtighed, hvilket M. ſelv anerkjender, ved blandt fine Clupesoces at optage Fiſke med og uden Svømmeblære, og det beroer desuden her blot paa en Vildfarelſe. Med Henfyn til det forſte kan markes, at Overfjæbens Tender ere ganffe rudimentære, og viſtnok hos denne Fiſk uden ſonderlig fyſiologiſt Betydning. 262 12. Beſkrivelſe af tre nordiſke Discobolt. a. Cyclopterus spinosus Fabr. Synonomi. Müller, Zool. dan. prodr. pag. IX: Cyclopterus spinosus. Fabricius, Fn. grönl. pag. 134 n. 93: C. spinosus (Syn. exclusis.) — — Naturh. Selſk. Skrift. IV, II, 27: den tornefulde Rognkald. Bloch-Schneider: Syst. pise. S. 198. Faber, Naturg. d. Fiſche Islands, S. 53: C. spinosus. Richardſon, Fn. boreali-amer. II, 2631 C. spinosus. Afbildninger. Fabricius, Naturh. Selſk. Skrift. IV, II, tab. IX fig. 2 (flet Figur efter et torret Exem— plar); Bloch-Schneider, tab. 46 (maadelig). J det franſke Nejfeværf over Spitsbergen, Poissons tab. 4, leverer jeg Afbildning af denne Art. Faber, fom kun har feet et Exemplar af denne Fit (maaſke i ſlet Tilſtand), giver ikke nogen egen Beſkrivelſe af den, men blot et Üddrag af Fabriecius's tidligere, hvilken han til— lægger en Ros, ſom den ikke fortjener. Denne, fom er ude kaſtet efter torrede Exemplarer, indeholder næmlig flere, ikke faa ganffe ubetydelige Urigtigheder, idet Fabricius kun an: giver et Par Næfebore og i hver Kjøbe fun en Rekkke Tender, men derimod to Par Gjelleaabninger o. f. v. Richardſon har ikke ſelv underſogt Fiſken, og laaner altſaa nogle faa Noticer hos Fabricius. Det fan derfor viſtnok ingenlunde anſees for overflodigt, at meddele en udførlig Beſtrivelſe af den. Farven fremſtiller gjærne paa Ryggen og Siderne en Marmorering af Rodgult og Sort; Bugen og det nederſte af Siderne ere lyſt orangefarvede; Bugſtiven i Midten rod, om— 263 givet af en hvid Kreds, hvori gule Plætter (ligeſom Som— hoveder) danne en Ring. Storrelſen ſynes næppe at overſtige fer Tommer. Denne Art kan viſtnok med Ret kaldes hojnordiſk, efterdi den forekommer ved Spitsbergen, hvor jeg ſelv har erholdt den, og ved Grønland, hvor den, fom det ſynes, ikke er fjælden; men den er tillige veſtlig, da den kun en enefte Gang vides at være truffet ved Island, og aldrig er fanget ved Norges Kyſter, medens derimod C. Lumpus nager indtil Nordkap. Udmaalinger. Fotallængde : A 617; B 414; C 364 ftørfte Hojde (over Rygfinnens Begyndelſe): A 28"; B 1847 C 16; ſtorſte Tykkelſe (ligeledes omtrent ved Rygfinnens Begyndelſe): A 18“; B 16: C 143%; Halens Hojde foran Halefinnens Rod: A 43“; B 3109 C 3“; Halens Hojde ved Gadborfinnens Begyndelſe: A 17; BIL; C12“; Halens Tykkelſe ved Gadborfinnens Begyndelſe: A 5“; B44“; C5%ö“; Halens Tykkelſe foran Halefinnens Rod: A 14“; B 14%; C 1%; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Gjellelaagets bageſte Rand: A 18%; i 140; fra Snudeſpidſen til forreſte Næfebor: A 3; BLI C 3%; Lengden af de forreſte Næfebores Hudror: A 13“; B 1“; GC 1, de forreſte Næfebores indbyrdes Afſtand: A 411, B 3“; C 3104 de forreſte Næſebores Afſtand fra Ojet: A 21 B 13; C 2%; Afſtanden mellem forreſte og bageſte Naſebore: A 2,0, BIG C 13% Lengden af de bageſte Næfebores Hudror: A 13.7; BLG C 13%; de bageſte Naſebores Afſtand fra Ojeranden: A 11; B 14%); S de bageſte Næfebores indbyrdes Afſtand: A 63.7; BAL; C 4%; det opſpilede Gabs Hojde: A 9105 B 8“; C 7%; det opſpilede Gabs Brede: A 81“; B 71“; KG, Ojets Længvediameter: A 5“, B 43“; C 4; 264 Diets Hejdediameter: A 450; B 4“; C 8200 Pandens Brede mellem Ojnene: A 93“; BYG C 73%); Afſtand fra Ojets bageſte Rand til Giallelaagets bagefte Rand: A 81: Bol Ne Afſtand fra Ojets nederſte Rand til Hovedets nederſte Rand: A 11% Bi 8 Gjalleſpaltens Hojde: A 54, B 4“; C 4%, Afſtanden fra Snudeſpidſen til forſte Rygfinnes forreſte Rand: A 20%; B 14%; C 140; førfte Rygfinnes Længvreftrætning: A 1195 B 7%; C 6%; forſte Rygfinnes Hojde: A 53“; B 3"; C apie Afſtanden mellem førfte oz anden Rygfinne: A 11:04 BAG C 2100 anden Rygfinnes Lengdeſtrakntng: & 1430; BYG C 84 anden Rygfinnes Hojde: A 7!““; B 61; C 51%; anden Rygfinnes Afſtand fra Halefinnens Rod: A 511; B 3; C 27¼¾; Afſtand fra Snudeſpidſen til Bugſkivens forreſte Rand: A 154; FFF Bugſtivens Længdegjennemfnit: A 145 B 10 ö; C 10%; Bugſtivens Bredegjennemſnit: A 111“; B 94“: C 93“; Bryſtfinnernes ſtorſte Lengde fra Roden ſoroven: A 11%; B 60; GP: Bryſtſinnernes ſtorſte Lengde fra Roden forneden: A 22; B 13%; S Bryſtfinnernes Brede ved Roden: A 12!““; B 824. C 8,04 Afſtand fra Bugffivens bageſte Rand til Gadboret: A 8“; BL Ge fra Gadborpapillen til Gadborfinnen: A 101: B 520 C 4100 Gadborfinnens Lengdeſtrakning: & 10104, BSL C 7%; Gadborfinnens Høfde: 4 731; B 67; C 6%; Gadborfinnens Afſtand fra p emen Nod; A 5%; B % BR Halefinnens Længde: A 11: B 73; C 7%. Hovedet, fom indeholdes 21 Gang eller lidet mere i Totallcengden, og fom er lidt fortere end den ſtorſte Hojde og omtrent i Brede ligt med Dyrets ſtorſte Tykkelſe, udmerker ſig ved ſtump Form og kort Snude; Pandefladen er bred, 265 temmelig nær det Vandrette; Snuuden meget ſtejlt nedſtigende; Sidefladerne neſten lodrettte; Underfladen bred, med meget fiærft opſtigende Underkicebe. Naar Munden er nojagtigt lukket, viſe Kjcberne fig at være af omtrent lige Længde, men paa Grund af den opſtigende Stilling ſynes Underkjeben, naar Munden er aaben, at være temmelig betydeligt laenger end Overkjceben. Gabet er af middelmaadig Sterrelſe, kun lidet fremſkydeligt; Leberne flore, temmelig tykke. Ten- derne, der paa Mellemkjeebebenene og Underkjcebebenene danne en Raspe, ere færdeles ſmaa, have en koniſk Form, og viſe fig paa Siderne ſtorre end fortil. De ere ſtillede regelmesſigt i Rakker, der lobe ſkraat fra Midten mod Siderne, og fortil konvergere, bagtil divergere, omtrent ligeſom Straaler i en Vifte. Af ſaadanne Rekker findes fer paa hvert Mellem— fjæbeben og fer paa hver Side i Underfjæben; hos det be— ſtreone Individ talte jeg i den yderfte Rekke paa hver Side omtrent en Snes Stylkker, i den næfte Rekke femten, i den tredie Rekke ſyv, i den fjerde fire, i den femte tre og ende— lig i den inderſte to, eller tilſammen i begge Kjæber omtrent 200 Tender. Tat bag Teenderne danner Mundens Hud flere Rekker forte og tyffe Papiller; bag disſe ſees ſaavel i Under: fom Overkjeben et Kjebeſejl, hvilket udmærfer fig ved at være af en meget tyk og faft Hud, og tfær derved, at dets Siderande ere frie (ikke fæftede til Mundhulens Brgge). Tungen er færdeles ſtor og bred, faa at den faa at fige ganffe vypfylder Underkjceben lige til Spidſen. Forneden er den vel adſkilt fra Mundhulens Bund, foroven konvex og glat, fortil bredt afrundet. Dens Farve er hvid. De forreſte Neſebore, fom ſidde Ojet noget nær- mere end Snudeſpidſen, ere ſtilte ved et ſtort Mellemrum, og have Form af rummelige Hudror. Det bageſte Par Neſe— bore er anbragt paa Pandefladen mellem Ojnene (ikke foran 266 disſe), og viſe fun lidt ſtorre indbyrdes Mellemrum end det forreſte Par; de have ligeledes Form af Hudror, hvilfe ere fængere men af noget ringere Vidde end det forreſte Pars. Adſkillige Steder ſaavel paa Hovedets Overflade font paa dets Underflade bemerkes nogle overmaade ſmaa Hudlapper (eller maaſke Hudror, ſparende til de faa almindeligt fore— kommende Aabninger for Slimaſſondring). Ojnene ere neſten kredsrunde, temmelig ſtore (de indeholdes omtrent 33 Gange i Hovedets Længde); deres overſte Rand ligger i Pandefladen; derimod er Afſtanden fra deres nederſte Rand til Hovedets Underflade ſtorre end Sjets dobbelte Gjennemſnit; ogſaa deres indbyrdes Afſtand er, formedelſt Pandens Brede, betydelig og nærmer fig til to Ojediametre. Gjelleaabningen er kun en lille Spalte, ſom tager ſin Begyndelſe omtrent i Linie med Ojets Midte, og hvis Længde omtrent er lig med Ojets ſtorſte Diameter. Den naaer langtfra ikke ned til den overſte Rand af Bryſtfinnernes Rod. Beſkaffenheden af Gjallelaagsſtykkerne iagttages forſt nojagtigt paa Skelettet. Af Gjællebuer ere kun de tre yderfte Par frie, det fjerde tilvoret paa den indre Side. Forlengelſerne paa Gjællebuernes mod Munden vendte Side danne paa de frie Buer to Rakker, fom dog ere temmelig ſmaa og ligne Kuuder; paa de tre pderſte Buer har jeg fundet omtrent fer Kuuder i hver Rake; paa den fjerde kun en yderſte Rakke, beflaaende af tre fmaa Knuder. Big jellen er vel udviklet. Kroppens Form er indtil Halens Begyndelſe temmelig kubiſfk, idet Ryg- og Buglinien neſten ere vandrette og Si— derne naſten lodrette; tillige er dens Tykkelſe næften ens overalt, hvorimod Halen pluͤdſeligt bliver meget tynd, idet den ſkraaner ſterkt ned fra Begyndelſen af anden Rygfinne og ſterkt op fra Gadborfinnens Begyndelſe; ved disſe Finners Ophor blive derimod Halens overſte og nederſte Rand neſten vandrette og 267 parallele. Forſte Rygfinne begynder lige over Gjelle— laagets bageſte Rand; naar den rejſes op, har den omtrent Form af en fun livet langſtrakt Firkant; den indhylles vel af en temmelig tyk Hud, dog kunne dens Straaler ret tydeligt tælfes gjennem denne, og deres Spidſer rage lidt frem af den; de fem forſte Straaler have næften lige Længde, og den fjælte er kun ubetydeligt fortere end de foregaaende; derimod har den ſyvende og ſidſte kun omtrent den ſjettes halve Længde. Mellem anden og tredie Straale er et ſtorre Mellemrum end mellem de ovrige Straaler indbyrdes; af Beſkaffenhed ere Straalerne tynde og bojelige, ikke alene udelte i Enden, men ogfaa uden Led; altſaa med andre Ord Pigſtraaler. Forfte Rygfinne ophorer omtrent over Bugſkivens bageſte Rand; den er adſkilt fra anden ved et Mellemrum, fom omtrent vilde kunne optage tre Straaler. Anden Rygfinne begynder over Gadboret, har en fkraa Retning, og ophorer i en Af— ſtand fra Halefinnens Rod, der er lidt mindre end Halens Brede ved denne. Straalerne ere leddede, men ikke Delte i Enden; forſte Straale den korteſte, næppe halvt faa lang ſom anden, denne lidet kortere end tredie; fjerde til ſyvende de lengſte; de folgende aftage efterhaanden lidet i Lengde; de to forſte Straaler ſtaae hinanden temmelig nær, men Dette er i endnu meget hejere Grad Tilfeldet med de to ſidſte (tolvte og trettende), der lettelig kunne antages for tilſammen kun at udgjore en Straale; imidlertid ere de dog adſkilte lige fra Roden af. Bryſtfinnerne have ingen ufævdvanlig Længde (de indeholdes omtrent 43 Gang i Totallcengden), men ere meget brede, og ſtrakke fig halvmaaneformigt henimod Struben, dog uden at være forenede paa Underfladen; de tage deres Begyndelſe i en Afſtand nedenfor Gjelleſpalten, der kun er lidet mindre end Gjelleſpaltens Længde, og deres indbyrdes Mellemrum paa Bugfladen er omtrent ligt med denne Af— 268 ſtand; deres nederſte Del (de fyv eller vite ſidſte Straaler) boje fig fremad omtrent under en ret Vinkel mod den vyrige Finne; Straalerne ere enten flet ikke, eller kun meget ubetyde— ö ligt, forgrenede i Enden; forſte kun lidt fortere end anden; denne til femtende ere de lengſte; de folgende aftage indtil ſidſte (25de), fom er den korteſte. — Bugſkiven meget ſtor (dens Længde indeholdes omtrent 31 Gang i Totalleengden, og er neſten lig med Afſtanden af dens forreſte Rand fra Snudeſpidſen); dog underſtottes ikke hele dens Omfang af faſte Dele, men udgjores for en ſtor Del af en Hududvidelſe, fom i Randen er fryndfet eller trævlet; af Form er Bug— ſkiven noget oval, bagtil bredere, fortil ſmalere, med Enderne temmelig afſtumpede ſaavel for ſom bag. Gadboret, ſom ſidder meget nærmere Bugſtivens bageſte Rand end Gadbor— finnens Begyndelſe, er faa lidet, at det endog kun med Vanſke— lighed iagttages; tæt bag det findes en meget lille, hvid Pa— pille af koniſk Form. Gadborfinnen, fom adfkilles fra Gadboret ved et betydeligt Mellemrum, begynder lengere til— bage end Rygfinnen (omtrent under dennes fjerde eller ſemte Straale), men ſtrakker fig ligeſaa langt fom denne, hvilfen den ogſaa ſtemmer overens med i Stilling og i Straalernes Beſkaffenhed; imidlertid ere Straalerne ſtillede nærmere ved hinanden; forſte er noget fortere end anden, men gjærne lidt fænger end de to ſidſte, dog afvexler dette Forhold; tredie til femte de lengſte; de to ſidſte ere faa tæt forenede, at de kun ſynes tilſammen at "udgjore en. Halefinnen, hvis ſtorſte Lengde falder i Midten, og omtrent indeholdes fem Gange i Totallengden, er af langſtrakt, ſmal, i Enden ſtumpt afrundet Form; de otte eller ni mallemſte Straaler ere fore grenede i Enden, dog kun i ringe Grad. Sidelinie bemerkes ikke hos denne Fiſk; heller itke egentlige Skjæel, hvorimod den er beflædt med et Slags 269 Pandſer af flere tornevæbnede Benknuder. Hos unge Indi— vider (af 2 til 21 Tommers Lengde) har jeg fundet Hovedet ubevæbnet med Undtagelſe af en lille Knude paa hver Side, et Stykke bag Sjets sverfie Rand, eller ſtundom ogſaa et Par ſmaa Knuder bageſt paa Gjellelaaget; ogſaa Halen er nogen, eller kun forſynet med blode Vorter iſtedetfor Knuder. Hos vorne Individer derimod ere blot Axelgruberne, Bug— ſkiven og et Stykle af Bugen bag denne ubevæbnede, Hoved og Hale rigeligt bedekkede med Torneknuder. Men, uagtet disſe Kuuder tildels ere af en ret anſelig Storrelſe, blive de dog ubetydelige i Sammenligning med de fleſte af dem, der danne et Pandſer paa ſelve Kroppen mellem Hovedet og Halen (d. e. Begyndelſen af anden Rygfinne og Gadborfinnen). Disſe færdefes ſtore Knuder eller rettere Skjolde ) banne lidt uregel— masſige, ofteſt bagtil nedſkraanende Lengderckker (fer paa hver Side), der ikke fom hos Cyclopterus Lumpus ere adſkilte ved ſtore Mellemrum, men folge den ene Rakke tæt under den anden; forſte Rekke, fom er anbragt tæt paa Siderne af førfte Rygfinne, har (efter Fifkens forffjællige Storrelſe) tre til 6 Knuder; anden Rakke teller fire til fem Knuder; tredie Rekke, fom udgaaer i Linie med Gjellelaagets bageſte Spidſe, to til fire; fjerde Rakke fire; femte Rake to til tre, af hvilke den forſte, fom tildels bedekkes af Bryſtfinnernes Spidſe, al— mindeligt er den ſtorſte af alle Knuderne; ſjette Rakke beftaaer af tre eller fire forholdsvis ſmaa Knuder, der ligge nær op til Bugfladen. Paa Grund af deres meget ringere Storrelſe end Knuderne i de foregaaende Rakker, kunde det ſynes tvivl— ſomt, om man ſkulde betragte dem fom en egen Nolte, eller blot telle fem Rakker. Med Henſyn til Form fremſtiller 1) Hos et Individ af fem Tommers Længde nage disſe Knuder tildels indtil en halv Tommes Lerngde— 270 hoer Knude en fort men ſpids Kegle med bred Baſis, hvis Omrids er noget uregelmæsfigt, men dog nærmer fig noget til det Kredsrunde; Keglernes Overflade er ujcvn og hvas, ber dekket med en ſtor Mengde ſmaa Knuder og Spidſer 5). Finnernes Straaler ere ikke, ſaaledes fom hos Cyel. Lumpus, forfynede med Tornerakker; kun paa Bryfinnnerne findes nogle faa Torneknuder ved Roden overſt, og paa ferſte Nygfinne iagttages gjærne en eneſte Knude (ſjaldent to) mod Enden af hver Straale. Indre Bygning. Bughulen er ſtor og rummelig, og ſtrœkker fig et Stykke bag Gadboret. Leveren meget ſtor, af lyſegul (ggeblomme-) Farve, tolappet, den venſtre Lap langt ſtorre end den hojre (eller denne ſidſte faa at ſige rudimenter); medens den hojre Lap er ſmal og tilſpidſet, er den venſtre omtrent lige faa bred fom lang, bagtil afrundet, fladtryffet eller næften ſtivedannet. Maven er ſakformig, fort men tyk (hos det beffrevne Individ omtrent 8 Linier lang og 7 Linier bred), indvendigt forſynet med en Del brede Lengdefolder. Farmen utgaaer fra Mavens forreſte-nederſte Hjørne, bane ner flere Bugtninger, og vifer fig udſtrakt af temmelig betydelig Længde (over fem Tommer hos det beſkrevne Individ eller omtrent af lige Længde med Totallcengden); omkring Porte neren ere otte langſtrakte (ti Linier lange) men tynde Blind— tarme anbragte; den ſidſte Fjerdedel af Tarmen har meget betydeligere Diameter end den foregaaende Strkning. Milten ligger mellem Maven og Blindtarmen; den er lille, noget lang— ſtrakt og prismatiſt, ſortagtig af Farve. Tat foran denne findes det lille, rundagtige, lyſe Legeme, fom Stannius har beſkrevet *) Unge og gamle Individer viſe betydelig Forſtjal i Knudernes Form og Tornevabning; hos Unger ere namlig Knuderne af en forholdsvis meget mere hej eller langſtrakt-keniſk Form, og de dem bedakkende Torne er mege ſtorre og tydeligere. 271 hos C. Lumpus. Urinapparatet er færdeles ſterkt ud viklet: Nyrerne begynde under Kraniet med en meget be— tydelig Svulſt, tilſpidſe fig bagtil, og naae lige til Enden af Bughulen; Uringangene ere forte men vide; Urinblæren, fom er meget ſtor, fæfdannet, af hvid Farve, ligger bag Gad— boret. Under Forgjellelaaget og Ojebenene har jeg fundet, foruden de ſedvanlige Mufkler, en meget ſtor Parotis eller Kirtel, hvortil jeg hos Cyel. Lumpus intet tilſvarende Appa— rat har bemerket. Rognſckkene ere af en ganffe overordentlig Storrelſe, naar de ere fuldt udviklede (hos en Hun af 41 Tommer omtrent to Tommer lange, næften en Tomme hoje og af 3 Tommes Tykkelſe). De nage næften lige til Bughulens forreſte Bæg, og ere ved en tynd Hud ſaavel fæftede til denne fom fore oven til Nyrerne; ſkjondt dybt kloftede, forene de fig dog lenge før de nage Generationsaabningen. Aggene opnaae en meget ber tydelig Storrelſe, inden de forlade Bughulen (omtrent halvanden Liniers Gjennemfnit), og deres Antal kan altſaa ikke være over— maade ſtort; dog træffer man til famme Tid Wg af meget forffjællig Storrelſe i ſamme Rognſcek. Benbygning. Mellemfjæbebenenes forrefte Gren er kun af middelmaadig Lengde, liniedannet; deres bagudrettede Fortſettelſe eller Pandegrenen er af ſamme Længde fom den forreſte Gren, men kun lidet bevægelig, og Munden altfaa fun i ringe Grad fremſkydelig. Dverfjæbebenene ere betydeligt længere end Mellemkjcbebenene, i den vverfte Ende ſterkt, neſten ſkive— eller ffaafformigt udvidede ligeſom hos Cycl. Lumpus; men forreſten liniedannede eller omtrent af ens Tykkelſe overalt, eller dog kun i Enden ubetydeligt tykkere; en lille Hage eller Tand ſpores paa den bageſte Rand paa ſamme Sted ſom hos Cyel. Lumpus, men mindre tydeligt. Underfjæbens Grene ere af en forholdsvis meget ſterk Bygning og bagtil meget brede. Ojebenene ere forenede til et Styfte, 272 fom ſtrekker fig lige fra Overkjebebenets overſte Ende (altfaa ct Stykke foran Ojet) indtil hen over en Del af Forgjelle— laaget, og har en ikke ubetydelig Brede. Forgjellelaaget er ſtort (men dog noget ſmalt), vinkeldannet leller noget utyde— ligt halvmaanedannet), med en ſteerkt fremtrædende Rand ſaavel paa den lodrette fom paa den vandrette Gren (ſterkeſt dog paa den forſte). Gjellelaagsſtykket er meget lidet, og har omtrent Form af en retvinklet Triangel; dennes rette Vinkel ſtoder op mod Forgjellelaagets overſte Ende, og af de ſpidſe Vinkler er den ene rettet lige bagud, den anden lige ned; Gjellelaagsſtykket er iovrigt af tynd, hudagtig Subſtans, fær dets bageſte Del. Undergjellelaaget er af en ſerdeles langſtrakt og ſmal Form, dog forneden bredere end foroven; det er noget uregelmesſigt, næften S formigt, bojet og bugtet; foroven nager det lidt ud over Gjellelaagsſtykkets overſte-ba— gefte Vinkel, og forneden ſtrakker det fig langt ud over den nederſte, eller det er med andre Ord noget lenger end Gjelle— laagsſtykket; den nederſte bredere Del af Undergjællelaaget er tillige meget tykkere og ftærfere end den overſte. Mellem— gjællelaaget ſtoder ſammen med Undergjellelaaget omtrent under en ret Vinkel, og ligger tæt under Forgjellelaagets ne— derſte Rand; det er meget langſtrakt og ſmalt, fortil tilſpidſet, og har omtrent Form af en Gjælleftraale, hvorfor det let kan undgaae Opmarkſomheden. Overſkulderbladet kan ligeſaa lidt fom hos Cycl. Lumpus ſiges at være gaffelformigt kloftet, eller i al Fald er den ydre Gren ganffe rudimenter. Skulde r- bladet temmelig ſmalt. Den ravnenæbdannede Forte fættelfe meget flærft udviklet, længer end Skulderbladet og omtrent af ſamme Brede, i Enden fragt tilfpidfet, fun i ringe Grad krummet. Hvirvlernes Antal omtrent det ſamme fom hos Cycl. Lumpus; jeg har næmlig fundet 30 Hvirvler, ti Bughvirvler og tyve Halehvirvler; dog er den nedſtigende 273 Tornefortſattelſe faa lille paa den forſte Halehvirvel, at man maaſke ligeſaa godt kunde betragte den fom en Bughvirvel, iſer da den ligger over Bughulen. Meget fine, næften borſtedannede Ribben ere tilſtede. Ved at ſammenligne Beſkrivelſen af nærværende Art med den Beſtrivelſe af Cycl. Lumpus Linn., jeg i Danmarks Fiſke (II, 490) har meddelt, troer jeg, Vet vil blive fart, at disſe to Arter ere temmelig meget forffjællige fra hinanden, faa meget, at man maaffe endog kunde have Anledning til at fondre dem i to Slægter. Ved følgende Artsmærfe vil dette vife fig temmelig iojnefaldende. Artsmerke. Farven paa Ryg og Sider marmoreret (ſort og rodgult), paa Bugen lyſt orangefarvet. Hovedets Længde indeholdes 21 til 3 Gange i To— tallengden. Underfjæben rager lidt frem foran Overfjæben, og Tænderne ere ſtillede i temmelig tydelige Skraarekker (er i hver Kjebe). Alle fire Neſebore rordannede. Gjelleſpalten meget lille, fun lig med Ojets Lengdegjennemſnit og allerede ophorende hojt ovenfor Bryſtfinnens Rod. Forſte Rygfinne fri, uden noget Paafaldende i Formen, og Ryggen bag Hovedet bredt afrundet. Bugſkivens Lengdegjennemſnit udgjor omtrent 1 af Total— lengden, og dens Rand er tydeligt fryndfet faave' fortil ſom bag. Hele Legemet, undtagen Bugflade og Finner, bepandsret, den mellemſte Del (fra Gjellelaagets bageſte Rand til Begyndelſen af an— den Rygfinne og Gadborfinnen) med Benffjolde, der langt overgaae de fleſte paa Hovedet og Halen an— bragte i Storrelſe, og danne fem eller fer noget uregelmesſige Længderæffer, uden dog at give Natusbiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Ralke. II. 18 274 Kroppen en kantet Form. Finnerne uden Knude— ræffer; deres Straaletal: Rygf. 712; Bryſtf. 25; Gadborf. 11; Halef. 10 9. (6—7) (12-13) (23-25) (11-12) (40-14) Hvad der efter min Mening her ifær kommer i Betragt— ning, er Hovedets Størrelfe, fom hos Arter af ſamme natur lige Slægt fjældent varierer meget, og den faa langt mindre Gjelleſpalte, der næppe kan være uden fyſiologiſt Betydning. At forſte Rygfinne her vifer den hos Fiſkene almindelige Form, og at Tenderne danne regelmæsfige Rekker, kunde viſtnok ogſaa anſees ſom ikke uveſentligt. Liparis Fabricii Kr. Spnonymi. Fabricius, Fn. grönl. pag. 135 n. 95: Cyclopterus Liparis (tildels 2). Reinhardt, i Overſigten af Videnſkab. Selft. Forhandl. 1835-1836: Liparis tunicata **) ? — — Videnſk. Selſk. naturv. Skrift. VII, S. 116 n. 41: Liparis (9). — — Ooerſ. af Videnſk. Selſkabs Forhandl. 1842: Liparis tunicatus***) ? Hvad Reinhardt har meddelt om Liparis-Arterne, er faa aldeles ube— tpdeligt, at de ovenſtagende Citater af ham kun for Fuldftanvighers ) Hos fer Individer var Forholdet ſaaledes: Fotallængde: 617“: Rygf.6+12; Bryſtf. 24; Gadborf. 12; Halef. 10. — 54“ — 6412; — 23; — Le 4 SE — 5 ee 72; — 2 fl! ar e , ee, ,,, OT Lå 8% LES GEN ESN ET — 28%; — 7412; — 2½5; — 11312322 010 ) Nivenff. Selſk. naturv. og mathem. Afhandl. te Del, 1837, Side CXI. ) Videnſk. Selſk. naturv. og mathem. Afhandl. lode Del, 1813, S TVI. 275 Skyͤld have faaet Plads her. Paa forſte Sted indſkreenke hans Be— merkninger over de gronlandſke Arter af Slegten Liparis fig til føl gende Ord: „der gives i det gronlandfke Hav foruden Fabricii Cy- clopterus Liparis, fom man kunde kalde Liparis tunicata, formedelſt Hudens ſeerdeles loſe Vedheengen, endnu en anden Art, der i fin Teg— ning har megen Lighed med den af Narrell i hans British fishes aftegnede europeiſke Art *), men da Muſeet kun er li Beſiddelſe af et eneſte ikke fuldſteendigt Exemplar, kan en ſikker Beſtemmelſe endnu ikke finde Sted.«“ Paa det andet Sted, i Fortegnelſen over de gronlandſke Fiſke, har R. blot nedſkrevet Sleegtsnavnet Liparis uden tilfojet Arts— navn, men med et imellem Klamre indfluttet Sporgsmaalstegn; og ! de efter Fortegnelſen folgende oplyſende Anmærtninger er Slegten Li- paris aldeles forbigaget; faa at Læferen bliver ganſke uvidende om, hvad R. egentlig mener: om han nu kun antager en gronlandſk Art? om han har opgivet Navnet tunicata? om han tvivler paa, at Arten kan henfores under Slegten Liparis? o. ſ. v. Paa ſidſte Sted endelig, hvor en, for den gronlandſke Fauna ny, Liparis-Art omhandles (Li- paris gelatinosus Pal., hvilken R. ved en Tryk- eller Skrivefejl flire Gange bengvner L. glutinosus), omtales blot i Forbigagende „den ſtore grøn- landſke Art, Muſeets Liparis tunicatus“; hvorimod den ovenfor an— tydede tredie Art atter forbigaaes med Taushed, og ſaaledes ſynes op— givet. At jeg ikke har optaget det af R. ſoreſlagede Navn tunicatus, ſtjondt ellers en Anerkjender af Prioriteten i Artsnavne, beroer ikke ene paa Tvivl om deres Identitet; thi Noticer, fom de af R. meddelte, kunne viſt ikke anſees før tilſtrakkelige til at give et Artsnavn Gyldighed, ſelv hvor ellers ingen Tviol finder Sted. Jeg har forreften allerede paa Spits— bergen, hvor jeg lod Fiffen tegne for det franſke Rejſevaerk (Po:ssons Pl. 8 fig. 2), tillagt den det vvenftaaende Navn, fordi jeg anſaa den for identiſk med den af Fabricius beſkrevne Liparis. Men jeg er endnu ikke ganffe paa det Rene, hvad Antallet og Diagnoſeringen af de gronland— ſte Liparis-Arter angager og fkal derfor ſenere vende tilbage til rette Punkt. Denne Art hører til de meget faa Fiſke, ſom ved den franffe Expedition til Spitsbergen fandtes i Bugten Belſund. Den ſyntes ingenlunde at vere ſjelden der. *) Hvilken Art? thi Narrell afbilder to Arter: Liparis vulgaris og Liparis Montagui. 18 276 Farven var hos Vet nedenbeffrevne Exemplar rodgul eller orangefarvet med mørke Skatteringer foran paa Ryggen (i Nakken og ved Begyndelſen af Rygfinnen), paa Siderne af Hovedet og under Bryſtfinnerne, ſamt paa Halefinnen og ved Enden af Ryg- og Gadborfinne; Pupillen fortblaa, Horn— huden orangefarvet, dog tildels overlobet med Sort. Hos de fleſte af de i Belſund fangede Individer fandtes imidlertid Ryggens og Sidernes Farve graablaa, eller paa forffjællig Maade marmoreret og punfteret med ſortagtige Platter, Bugen hvid. Udmaalinger: Fotallængde: 5517; ſtorſte Hojde (omtrent over Gjeellelaagets bageſte Rand): 113“; Hejde foran Halefinnens Nod: 2“; ſtorſte Tykkelſe (over Gjellelaaget): 102; Afſtand fra Snudeſpidſen til Gjællefaagets bagefte Rand: 123%; Afſtand fra Snudeſpidſen til forreſte Næſebor: 2“; de forreſte Na ſebores indbyrdes Afſtand: 2“; ; Afſtand mellem forreſte og bageſte Næfebor: 2"; de bageſte Neſebores indbyrdes Afſtand: 3"; Afſtand fra bageſte Næfebor til Oiets forreſte Rand: 17% fra Snudefpidſen til Ojets forreſte Rand: 4%; Ojets Leengdediameter: 2"; Oiets Hojdediameter: 13“; Pandens Brede mellem Ojnene: 441; det opfpilede Gabs Hojde indvendigt: 5“; det opſpilede Gabs Brede indvendigt: 5“; fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe: 133%; Rygfinnens Lengdeſtrakning: 311"; Afſtand mellem Rygfinnens Ophor og Halefinnens Rod: 11% Rogfinnens ſtorſte Hojde: 24; Leengden af Rygfinnens ſtorſte Straaler: 51“; fra Underkjcbens Spidſe til Bryſtfinnernes Rod: 54; Bryſtfinnernes Længde (fra Roden paa Bugfladen til Enden af de fængfie Straaler): 12%; 277 Bryſtfinnernes Brede ved Roden: 8“; Sugeſtivens Længde: 6“; Sugeſtivens Brede: 41“; fra Snudeſpidſen til Gadborets forreſte Rand: 151; fra Garborets bageſte Rand til Gadborfinnens Begyndelſe: Gadborfinnens Længvefirækning: 22"; Afſtanden mellem Gadborfinnens Ophor og Halefinnens Rod: 15% Gadborfinnens ſtorſte Hojde: 22; Lengden af Gadborfinnens ſtorſte Straaler: 51; Halefinnens Længde: 63““. 4295 Endnu tilføjer jeg nogle enkelte Maal af de ovrige Indi— vider fra Spitsbergen, ſom jeg har haft Lejlighed til at under— ſoge: Totallcengde: 32; Hojde: 7“; Tykkelſe: 5“; Hovedets Lengde: 73“ 4 8 — 325 17444 30! , po Ke Ji de AG GR 28777 18 25 222774. 223 1 — 1 7717 , — 177. — 62 ) — 61 — 377. — — 6723 BANG 5177 — Då 8 — Halefinnens Lengde: 42; L — — 43% 433 4 3 NE ADD SJUR ængden til Rygfinnens Begyndelſe: 43% 5 57 5 425 43 777 4 5 — 171 8„»¼ 83 3 Hovedet ſtort, tykt og plumpt; dets Lengde udgjor omtrent en Fjerdedel af Totallængden og er altid ſtorre end den ſtorſte Hojde, bhvilfen atter er ſtorre end den flørfte Tyk kelſe. Panden bred, flad, jævnt nedſtigende mod Snuden. Denne er meget fort, men hoj, ſtump, bred, ſtejlt nedſtigende; 278 Hovedets Sideflader ere neſten lodrette eller kun lidt diver— gerende nedad; Underfladen bred, neſten horizontal. Over— fjæben fægger fig lidt frem over Underfjæben (dog kun hojſt ubetydeligt), og optager denne. Gabet har Middelſtorrelſe, og lader fig fun i ringe Grad fremſkyde, da Mellemkjœbebenenes Apofyſe er temmelig kort (dens bageſte Ende er omtrent i Li— nie med de bageſte Næfebore). Paa Mellemkjcebebenene og i Underfjæben ere en ſtor Mængde Tender anbragte. Ved en nojagtig Betragtning viſer det fig, at disſe Tender ere erdnede i Rekker, der i Midten neſten have Retningen forfra bag, mod Siderne derimod ſtedſe blive mere og mere divergerende udad og bag. Antallet af disſe Rekker er paa hvert Mellem— kjebeben ni eller ti, og ligeſaa mange paa hver Side i Under— fjæben. Antallet af Tænderne i hver Rakke har jeg ikke Funnet tælfe med nogen fuldkommen Sikkerhed, men det forekommer mig omirent at være folgende, regnet fra den mellemſte til den yderſte Rekke paa hver Side: 4, 5, 5. 6, 7, 7, 7, 7, 7, 7. Fændernes Totalantal i begge Kjaber vil ſaaledes blive 200 til 250. Tendernes Form er i Hovedfagen ſaaledes fom hos Lip. Montagui ), men de ere forholdsvis noget mindre og ſvagere; det eylindriffe Rodſtykke er tyndt og den trefligede forkdannede Krone temmelig ſmal; den midterſte Flig er den fængfte og ſpidſeſte; Sidegrenene, fom ere meget fortere og ſtumpere, ere rettede ſkraat udad**), — Mundhulen hvid; fravef i Over- fom Underfjæben findes bag Tænderne et ſtort og tydeligt Hudforheng. Tungen meget ſtor, bred, flad, i Enden ſtumpt afrundet, vel adſkilt fra Underkjeben. Leberne ere hudagtige men temmelig ſtore; bag Dverlædin bemerkes adſtillige ſtore, kredsrunde Üdforingsaabninger for „) Se Danmarks Fiſke, II, 525. *) Svr'gtænverne ere derimod af ſedvanlig koniſt Form. 279 Slimafſondringen; nogle lignende findes ogſaa paa Underkjeben. De forreſte Næfebore ere meget ſmaa, ovale Aabninger i Pandefladen omtrent midt imellem Snudeſpidſen og Sjets forreſte Rand; de bageſte Næfebore ligge Tænger ude mod Hovedets Sideflader, ere ſtorre og have, om man faa vil, Form af ſerdeles forte, eylindriſke Hudror, eller rigtigere af Aabninger, blot omgivne af en ophojet Rand. Ojnene ere temmelig ſmaa, men kunne imidlertid, naar de ſammenlignes med Ojnene hos andre Arter af denne Slegt, kaldes ſtore, efterdi de kun indeholdes omtrent fire Gange i Hove— dets Leengde; de ligge med den vverfte Rand i Pandefladen, men ere dog adſkilte indbyrdes ved et betydeligt Mellemrum. De nederſte Ojeben ere her, ligeſom hos Slegtens andre Arter og hos Slegten Cyclopterus ſammenvoxede til et Stykke, hvilket ſtrekker fig i horizontal Retning fra Dverfjæbebenenes Rod til Forgjellelaagets bageſte Rand; af Form er det foran og under Ojet noget bredere og forſynet med Slimgruber, bag Ojet derimod ganffe tyndt og naaledannet. Forgjellelaaget ſtort, beſtagende af en lodret, halvmaanedannet Del og en vandret, ſmal og langſtrakt Del; denne ſidſte er langs den nederſte Rand forſynet med tre Slimgruber, hvorimod den halvmaanedannede Del omtrent paa Midten har en fremſtagende Kam (i Retningen ovenfra ned). Gjellelaaget lidet, af triangulær Form (Toppunktet vendt nedad) og væbnet med to Pigge, af hvilke den overſte og ſtorſte er rettet lige bagud, den anden ſkraat nedad. Undergjellelaaget meget lidet, liniedannet, tyndt, krumt; det ligner ganſke en Gjelle— ſtraale, men er meget fortere. Mellemgjellelaaget har ganſke ſamme Form ſom Undergjellelaaget, men er tre til fire Gange ſaa langt og kunde derfor let anſees for en Gjalle— ſtraale, ſaameget mere, fom det ganffe ligger i ſamme Retning fom Gjælleftraalerne , derſom det ikke vite en anden Forbin— 280 delſe mid Hyoideum; det nager fra Forgjellelaagets bageſte Rand og Ojebenets bageſte Spidſe til hen under Mundvigene, men ligger ſaa loſt i Huden, at det lettelig falder af. Gjelle— aabningerne ere meget ſmaa, da Gjallelaagets Rand i ſin ſtorſte Udftræfning er faftvoret til Kroppen; Gjelleſtraalerne lange og tynde; de have det Særegne, at de to inderſte ved et Mellemrum ere adſkilte fra de yderſte. Den fjerde eller inderſte Gjælle mangler Gjelleſpalte eller er ved Hud fore bunden med Svælget, og har kun en Rakke Gjalleblade. Ryggen fortfætter fig i lige Linie med Pandefladen, indtil den over Halen ſkraaner jævnt ned. Rygfinnen ber gynder lidt bag Gjellelaagets bageſte Rand, og fortſettes næften til Halefinnens Rod, med hvilken den endog ved Hud er forbunden, hvorvel dens Straaler ophore i nogen Afſtand fra Roden af Halefinnens Straaler ). Nygfinnens Straaler overgaae i Længde betydeligt denne Finnes Hojde, de have næmlig en meget ſkraa Retning bagud, og den forbindende Hud tillader dem ikke at rejſes lodret i Vejret; vel ere de meget tynde og boje— lige, men en ſtor Del af de forſte (tretten ) ere enkelte Pig— ſtraaler, og hos de folgende findes Artikulationer vidtadffilte og kun i ringe Antal: deri ſtemme alle Pigſtraalerne og nogle af de forſte artikulerede Straaler overens, at de mod Enden ere bolgeformigt bojede ud og ind; de fem eller fer forſte have ſtorſt indbyrdes Afſtand, hvorimod de folgende ſtaae tættere ved hin— anden, hvilket Forhold tiltager, jo nermere de komme Haleſpidſen; Straalernes ſtorſte Længde falder fra den tolvte til omtrent den *) Dette grunder fig imidlertid kun derpaa, at den Hvirvel, ſom bærer Halefinnen, er meget længer end de neſt foregagende Ryg— hvirvler, hvorved altſaa Afſtanden mellem Halefinnens Straaler og Rygfinnens ſidſte Straale bliver ſtorre end den indbyrees Af— ſtand mellem Rygfinnens Straaler. ) Ikke femten, fom Joh. Müller angiver for denne Slægt. Fors foldet er altſaa maaſke lidt Afvexling underkaſtet hes Arterne. 281 tyvende. Bryftfinnerne beftaae ligeſom af to Afdelinger, idet de fyv fidfte Straaler blive noget kængere end de nærmeft fore gaaende, og antage en anden Retning end Bryſtfinnens forfte Afdeling, bøjende fig udad omtrent under en ret Vinkel med denne; den forſte Del er mere ſtump end den anden; Straa— lerne ere leddede men ikke forgrenede; ottende til tolvte Straale omtrent de længfte. Den af de to Bugfinner dannede Sugeſkive har en noget elliptiff Form med ſtorre Længvde end Bredediameter. Ved Disſektion ſeer man, at hver Bug— finne beftaaer af fer Benſtraaler, der med Roden ſtode op til de tilfvarende fra den modſatte Side. Straalerne ere temme— lig forte men ſteerke, fladtryffede, krummede, faa at de omtrent paa Midten danne en Vinkel; deres Form minder noget om ad— ſtillige Pattedyrs Ribben. Formen og Beſkaffenheden af den fore bindende Hud eller den egentlige Sugeſkive er fom hos Cyelop— terus-Arterne. Ogſaa er, ligeſom hos disſe, Gadboret ad— ſkilt fra Gadborfinnen ved et ikke ubetydeligt Mellemrum; bag Gadboret fremtreder, ligeſom hos Gobiusarterne, en lille til— ſpidſet Papille. Skjondt Gadboret er en Tverſpalte, der paa Siderne krummer fig lidt tilbage, har det dog Udfeende, fom om Gadboret var kredsrundt, og ſom om Papillen fremgik fra dets Midte, ſaaledes ſom Afbildningen i Zool. dan. tab. 154 angiver. Den indtil Gadborfinnen neſten horizontale eller ſvagt konvexe Bugflade føraaner fra Gadborfinnen opad til Halefinnens Rod. Gadborfinnen viſer med Henſyn til Hojde, Straalernes Lengde, Forbindelſen med Halefinnens Rod o. ſ. v. omtrent de ſamme Forhold fom Rygfinnen; Straalerne ere leddede med Undtagelſe af de to forſte, der ere enkelte. Halefinnen temmelig fort (den udgjor kun omtrent en Sjættedel til en Ottendedel af Totallcengden ), men tillige ) Grunden til denne betydelige Varieren i Halefinnens Længdeforhold kunde maafke tildels ligge deri, at Spidſerne af denne Finnes ſkrobe— 282 meget ſmal, hvorfor den antager en tilſpidſet Form, uagtet dens Straaler ere omtrent lige lange; da Ryg- og Gadbor— finnens ſidſte Straaler legge fig faa langt hen paa Siderne af den, og, ſom ovenfor bemerket, ved Hud ere ſammenvoxede med den, ſynes den kun at udgjore et Helt med disſe. Denne Fiſks flimede, nøgne Hud er ganſke los, faa at Legemet ligger i den næften ſom i en Sek. Hos den friſke Fiſt bemærfes ingen Sidelinie; dog, naar Huden er borte fjærnet og Fiffen er tørret, ſees ligeſom Spor af en Sidelinie, fom ſkraaner ned fra Gjaellelaaget, men derneſt lober ganffe vandret, midt imellem Ryg- og Buglinien, indtil Halefinnens Rod. Indre Bygning. Leveren er ſtor, tyk, graagul, og beftaaer egentlig kun af en eneſte triangulær Masſe; thi den hojre Lap er faa lille, at den fnarere maa ber tragtes ſom en af Triangelens Vinkler end ſom en Lap. Spiſeroret tykt, ſterkt, indvendigt foldet; Maven er meget ſtor og tyk, og har Form af en fort Sak, fra Midten af hvis ene Side den forte, koniſke Portnerdel udgager; i Vinklen mellem Mavens fæfformige Del og Portnerdelen ligger den flade, noget elliptiſfke Milt. Ved Begyndelſen af Tynd— tarmen findes omtrent en Snes enkelte Blindtarme, der ere tæt forenede ved Cellevaev, og kun udgjore en Masſe. Nyrerne have en betydelig Tykkelſe i hele deres Lengde, men ere dog tykkeſt foran bag Mellemgulvet, hvor de hver frem— fille en noget ægdannet Spulſt. Foruden, hvad allerede oven— for under Hovedets Beſkrivelſe er anmærfet om Benbygningen, maa endnu bemærfes, at Ryghvirvlernes Antal er 46, af hvilke 36 henhore til Halen, 10 til Kroppen; Ribbenene ere tynde og enkelte. lige Straaler letteligen afbrydes, hvilket Forhold imidlertid er meget vanſkeligt med Sikker ed at iagttage. 283 J Dverensftemmefe med ovenſtagende Beſkrivelſe, fore— flaaer jeg at dignoſere Arten ſaaledes. Farven almindeligt paa Ryg og Sider blaa— graa, paa forffjællig Maade marmoreret og punk— teret med ſortagtige Plætter; Bugen hvid med Metal- ſkjer. Hovedet, hvis Lengde omtrent udgjør I af Totallængden og er noget ftørre end den ftørfte Hojde, er ſammentrykket, af meget ftørre Hojde end Brede, med høj og tyk Snude. Neſeborene ikke røre dannede men kun med en ophojet Hudrand. Kjæberne omtr. lige lange; Underkjœben lidt opſtigende. Ten- derne ftillede regelmæesſigti Rekker, trefligede, tyn— de, med temmelig ſmal Krone, den mellemſte Fligme- get ftørre end Sidefligene. Ojets Lengdeg jennemſnit indeholdes omtrent fire Gange i Hovedets Længde, 11 Gang i Pandens Brede mellem Ojnene og hen— imod to Gange i Afſtanden fra Ojets bagefte Rand til Gjellelaagets bagefte Rand. Den meget ſmalle Halefinnes Lengde indeholdes fer til otte Gange i Totallengden. Ryg- og Gadborfinnen er forbundne med Halefinnen og legge ſig op ad dennes Sider, faa at de alle tre tilſammen bagtil danne en Spids. Finnernes Straaletal ere: Rygf. 1973 Bryſtf. 34; Gadborf. 230; Halef. 9. Denne lille Fit ſynes at være meget graadig, thi man treffer den næften altid med meget opſvulmet og fuldproppet Mave. Indholdet af denne har jeg fundet beſtagende af Amfi— poder og Tang. 284 02 Liparis lineatus Kr. Denne lille Liparis-Art, fom jeg i Slutningen af Sep— tember Maaned 1838 fangede ved Tromſo ) (henimod 70 n. Br.) paa fer til otte Favnes Dybde med Oſtersſkraben, ud— mærfer fig faa paafaldende ved fin ufædvanlige Farve, at jeg ene ifølge denne aldeles ikke kan betenke mig paa at opſtille den ſom en ny Art. Siffen er næmlig temmelig regelmæsfigt tegnet med af— vexlende Længdeftriber af en ſmuk himmelblaa og hvidagtig Farve; disſe Striber eller Baand, fom kun ſavnes paa Bug— fladen (der er Hvid) og Finnerne, begynde lige fra Snude— ſpidſen, og ophore forſt lidt foran Halefinnens Rod; fem meget tydelige hvide Længdebaand ſees paa hver Side af Kroppen, af hvilke dog det overſte ſtrekker fig faa tæt langs med Rygfinnens Rod, det nederſte med Gadborfinnens, at man ligeſom kommer i Forlegenhed med, om man fkal regne dem til Kroppen eller Finnerne. Mellem disſe fem hvide Lengdebaand ſtrakke fig fire bredere himmelblaa, hvilke dog langs Midten ere lyſere, eller lade ſkimte et ſmalt blaahvidt Baand. Paa Rygfladen fra Snudeſpidſen til Rygfinnens Begyndelſe ere mellem Ojnene tre hvide og to brede blaa Baand anbragte; paa Hovedets Sider gaaer et hvidt Baand midt igjennem Ojet, et andet langs med Ojets nederſte Rand, bhviltet fortfætter fig langs Bryſtfinnernes overſte Rand; Bryfiftnnens Rod er ligeſom Ryg— og Gadborfinnen blaat og hvidt marmoreret, Halefinnen hvid med to uregelmesſige blaa Tveerbaand * ). Ojets Pupille *) Dog fun to Exemplarer. ) Markes maa, at den blaa Farve ved Opbevaring i Spiritus efterhaanden aldeles forfvinder, eller forvandles til rødbrun. End— videre vil jeg bemerke, at jeg i det Kongelige naturh. Muſeums gronlandſke Magaſin har forefundet et meget mutileret Individ af en Liparis, der ſynes at høre til nærværende Art, og nu er opſtillet i den gronlandſke Samling. 285 forteblaa, omgivet af en ſmal orangerod Ring; Hornhuden ſolv— farvet, lidt ſvaertet med Sort. Paa Grund af Individernes meget ubetydelige Storrelſe (kun lidet over en Tomme), der gjer idetmindſte en Del af Maalene mindre ſikkre, har jeg anſeet det for rigtigſt, ingen Udmaalinger at hidfætte for denne Art. Hovedet udgjør lidt mere end I af Totallengden; Formen fom fædvanligt tyk, dog tillige ſammentrykket og noget hoj, tiltagende noget i Brede i Retningen bagud; Hovedets ſtorſte Brede forholder fig til dets Længde omtrent fom tre til fire; den ſtorſte Hojde og ſtorſte Brede omtrent lige ſtore. Hovedets Pandeflade er temmelig ſterkt hvcelvet og ſkraanende ned fortil. Snuden temmelig fort (omtrent lig med I af Hovedets Lengde), bred, ſtump, noget fremragende foran Underkjceben; Afſtanden fra Snudeſpidſen til Ojets bageſte Rand omtrent lig med Afſtanden fra Ojets bageſte Rand til Gjællelaagets bageſte Spidſe. Mundſpalten er lille, og naaer bagtil ikke hen under Ojets forreſte Rand. Tat bag Snudens forreſte Rand ere et Par Kirtelaabninger anbragte; paa hver Side af Underfjæben har jeg fundet fer tydelige, kredsrunde Kirtel— aabninger. De forreſte Næfebore, der kun viſe fig fom ſmaa, kredsrunde Aabninger, ere anbragte meget nermere Snudeſpidſen end Ojets forreſte Rand og temmelig ner Hove— dets Middellinie, eller ere ikke adffilte ved et meget betydeligt ind— byrdes Mellemrum. Det andet Par Neſebore ligger meget longer ud imod Hovedets Siver, eller har meget ſtorre indbyrdes Afſtand end det forreſte, er anbragt omtrent midt imellem dette og Ojets forreſte Rand og meget nærmere denne end Snude— ſpidſen; det er meget ſtorre end det forreſte, med ſterkt ude viklet hudagtig Rand eller fuldkomment rordannet. Noget bag Neſeborene, i ſamme Lengdelinie, fremtræder mellem Ojnene et Par temmelig ſtore Kirtelaabninger, fom ligeledes nærme 286 fig til Rorform, eller have temmelig flærkt udviklet Hudrand; en anden lignende Kirtelaabning iagttages noget bag Midten af Ojets bageſte Rand, en tredie under Ojet omtrent i Linie med dets bageſte Rand, en fjerde omtrent midt imellem den tredie og Gjellelaagets bageſte Spidſe; endelig findes to ſaa— danne Kirtelaabninger, den ene noget bag den anden, paa Kroppen tæt bag Hovedet, omtrent i Linie med Gjellelaagets overfte Rand. De temmelig kredsrunde Ojne ere anbragte paa Siderne af Hovedet, næppe med den overſte Rand i Pande— fladen; de funne ſiges at være af Middelſtorrelſe, da deres Længdegjennemfnit omtrent udgjor I Hovedets Længde. Rygfinnen begynder lidt bag Gjellelaagets bageſte Spidſe; den nager til og er førenet med Halefinnens Rod, og dens Længveftræfning udgjor noget mere end den halve Total: Iængde (omtrent å af denne). Jeg har fundet den beftaaende af 34 Straaler, af hvilfe de tretten forſte ere enkelte Straaler, de følgende leddede; dog de forrefte af disſe leddede Straaler kun med ganſke faa Led. Bryſtfinnerne, der fom fædvanligt ere ſtore, meget brede, afrundede, dannede ligeſom af to Af— delinger, har jeg fundet beftaaende af 34 leddede men ukloftede Straaler; disſe tiltage i Længde til den femte eller fjætte, de tre eller fire folgende have omtrent lige Længde, og derpaa be— gynde Straalerne atter at aftage indtil den 26de inkluſive; af de ſidſte otte Straaler, fom danne Finnens nederſte Afdeling, forlænge to eller tre fig ud over de nærmeft tilgrændfende. Bugſkiven, hvis Afſtand fra Snudeſpidſen er ikke ube— tydeligt ſtorre end dens egen Længde, har en meget bred Form og er ſterkt fordybet; naar Hududvidelſen medregnes, bliver Breden omtrent ligeſtor med Længden. Dens inderſte Rum er af noget bred Hjerteform, og viſer fire temmelig tydeligt fremtrævende Buer (Straalerne) paa hver Side. Pladekredſen, 287 fom omgiver dette Rum, beftaaer af 13 eller 14 Smaaplader. Afſtanden fra Sugeſkivens bageſte Rand til Gadboret er næften dobbelt ſaa ſtor ſom fra Gadboret til Gadborfinnens Begyn— delſe. Gadboret er forſynet med en lille Papille. Gadborfinnen, der endnu lagger fig noget lnger ud paa Siden af Halefinnen end Rygfinnen, beftaaer af 31 Straaler, af hvilke de to forſte meget fmaa ere enkelte, de vorige leddede men ukloftede. Halefinnen, hvis Længde indeholdes henimod ſyv Gange i Totallcengden, er temmelig bred, tiltagende noget i Brede udefter, i Enden ſterkt konvex eller afrundet; den beftaaer af tretten leddede men ukloftede Straaler. f Huden er hos nærværende Art af en meget faſtere og ſterkere Beſkaffenhed end hos de vorige Arter af Slegten Lis paris, ſom jeg har haft Lejlighed til at underſoge. Endvidere troer jeg ved Underſogelſe under Mikroſkopet med Beſtemthed at have overtydet mig om, at den er ſkjeldekket. Skjellene ere viſtnok ſerdeles ſmaa men talrige, og bedekke endog en ſtor Del af Bryſtfinnerne; de ligge ved Siden af hverandre (ikke tagformigt), og ere kredsrunde; ſaavel i Stillingsmaade fom i Form og Beſkaffenhed fynes de at nærme fig meget til det Forhold, fom finder Sted hos Slegterne Zoarces, Auarrhichas og Lycodes. Maven har den hos Slægten fædvanlige Kugleform med en ført Portnerdel; denne ſidſte omgives, ligeſom hos Slegtens andre Arter, af Blindtarme; Tallet af disſe vover jeg ikke med Gifferhed at angive, da jeg muligen kan have overſeet en eller flere hos en faa lille Fit; hvad jeg med Beſtemthed kan ſige, er, at jeg idetmindſte har iagttaget atten, fordelte i fire Smaaknipper. Tarmen danner et Par Bugter men er kort. J Maven har jeg fundet mangfoldige Entomoſtraca af flere 288 Slegter, blandt hvilke ogſaa enkelte Unger af Amfipeder kunde erkjendes. Ryghvivlernes Antal 42, af hvilke 12 Bug- og 30 Halehvirvler. Dog tor jeg ikke betragte dette Tal fom nej agtigt, men fun fom nermende ſig til det virkelige chvilket maaſke belober fig til et Par flere). For denne Fiſt foreflaaer jeg folgende Artsmeerke. Farven afvexlende med vandrette, himmel— blaa og hvidagtige Lengdebaand, der ſtrekke fig fra Snudeſpidſen til Halefinnens Rod. Hovedet, Hvis Længde omtrent udgjør I af Totallengden, og fjændeligt vvergaaer Fiſkens ftørfte Hojde, har ligeftor Hojde og Brede med tyf og hoj Snude. De bagefte Næfebore rordannede. Overfjæben længer end Underkjeeben. Gabet næften vandret. FTænderne trefligede, ſtillede i regelmæsfige Rek— ker. Ojets Leengdegjennemſnit indeholdes om— trent fem Gange i Hovedets Længde, to Gange i Pandens Brede mellem Ojnene og mere end to Gange i Afſtanden fra Ojets bageſte Rand til Gjellelaagets bageſte Spidſe. Den middel: maadigt brede Halefinne indeholdes omtrent ſyv Gange i Totallengden. Finnernes Straaletal er: Rygf. 1715 Bryſtf. 34; Gadborf. 9; Halef. 13. Jeg holder det for henſigtsmasſigt, at flutte disſe Beſtrivelſer med nogle Antydninger over den Plads, fom Sløgterne Cyelopterus og Liparis, og overhovedet Cuviers Discoboli, bor indtage i det ichthyologiſke Syſtem. J „Danmarks Fiſke“ (II, 502, Anm.) er henledet Opmarkſomheden paa, at Slegterne Cyclopterus og Liparis ere pigfinnede Fifke, og allerede noget tidligere (Erichſon's Archiv, 1843, 1, 295 flg.) har den be— romte Johannes Müller afhandlet denne Gjenſtand, og tillige ud— ſtrakt fine Underſogelſer ogſaa over Sløgterue Lepadogaster og Gobie— sox, af hvilke den forſte vel favner enkelte Straaler i Rygfinnen, men derimod har en faadan i hver Bugfinne. Joh. Müller mener derfor, og efter min Anffuelfe med den fuldkomneſte Ret, at hele Familien bor optages blandt de Pigfinnede. Men, hvorledes den blandt disſe meſt pasſende anbringes, ſynes mig at være et Sporgsmaal af noget ſtorre VBanffelighed. J. M., fom paa ovenanførte Sted adſtiller Cu— viers Familie Gobioidei i to: Blennioidei og Gobioidei, henforer Discoholi og Echeneidei til den ſidſte af disſe, men giver derpaa disſe tre Grupper det kun lidet pasſende falleds Navn Cyclopodi. Skjondt der viſtnok ikke mangler Affinitet mellem Gobioidei og Di- scoboli, forekommer deres Forening til en Familie mig unaturlig, fordi jeg mener, at Discoboli fnyttes ved en endnu nærmere GSlægtffab til andre Fiſke. Bugfinnernes Beſkaffenhed, ſom M. ifær og neſten ene ſtotter fig paa, er grundforſkjcllig, og har ikke hos de forſte ſamme fyfto- logiſte Opgave fom hos de ſidſte. Naar M. derfor fremſcktter den Paaſtand, at der, naar det førft er beviſt, at Discoboli ere pigfinnede Fiſke, „forreſten i alle Forhold finder ſaa ſtor Lighed Sted mellem Go— bierne og Discoboli, og meſt i Bugſinnernes Skive, ſom beveegede Risſo til at forene dem, at Ingen videre vil tvivle paa denne Identitet“: faa trænger denne Paaſtand høiligen til Bevis, ſaameget mere, ſom M. ſelv ſynes temmelig flærft at gjendrive den, ved hvad han paa en af de fol— gende Sider (S. 297) anfører om Forffjallen mellem disſe to Grupper. — Min egen Anfkuelſe er den, at Discoboli flut e fig nærmeft til Pedi- culati (Lophius o ſ. v.), og paa den ene Side banne en Overgang mellem disſe og avffillige til Cataphracti henhørende Former (Corus, Scorpæna o. ſ. v.), paa den anden Side nærme de Armfinnede til Gobioidei. Var det end et Misgreb af Linné, at han fatte Lophius og Cyclopterus blandt Amphibia nantia, faa antager jeg det derimod ikke for noget Misgreb, at han nærmede disſe to Slegter til hinanden. Jeg vil dog ikke dermed paaſtage, at de bør forenes i ſamme Familie, men holder det for rigtigere, at betragte dem fom Typer for meget nerbefleegtede Familier. Naiurhiſtoriſt Tideſkrift. Ny Rælfe. II. 19 290 . Forf. maa formode, at Enhver, der har haft Lej ighed til at gjennemgage en ſtorre Fiſkeſamling, vil være bleven opmeerkſom paa den pdre Ligbed, der viſer fig mellem avffillige pandſerkindede og arm— finnede Fiſte (en Lighed, ſom ſelv ſtundom er opfattet af Fiſterne og antpdet ved Trivialnavne.“) Denne Lighed indſkranker fig ikke til en al— mindelig Overensſtemmelſe i visſe pdre Forhold, men udtaler ſig maaſte endog tpdeligere ved en Parallelisme i de forffjællige Forandringer, For— men i begge Familier undergaaer. De fladtrykkede Armfinnede, Lo- phius, Malthe o. ſ.v. med ſtort Hoved og tynd ſpids Hale, finde ſaaledes deres tilſvarende Former i Cot:us, Platycephalus o. ſ.v.; de fammentryffede, Antennarius, Ceratias o. ſ. v. i Scorpæna, Agriopus o. f v. Hudens ſadvanlige Mangel paa egentlige Skjal, den derimod hyppige Udvikling af færegne Benknuder, af hudagtige Lapper o. ſ. v. er felleds for begge Familier. De fia Straaler i Bugfinnerne, Gjallebuernes Antal, den korte Tarmekanal, Blindtarmenes ringe Utvifling o. ſ. v. frembpde andre Tilnarmelſespunkter mellem disſe heslige og eventyrlige Former. Discoboli have i Formen i Almindeligbed en temmelig paafaldende Lig— hed med adſkillige Slægter i de to nysomtalte Familier, men nærme fig mere ſpecielt til den forſte (de Pandſerkindede) ved den ovenfor beſtrevne Udvikling af Infraorbital-Knoglerne, til den ſidſte (de Arm— finnede) ved Gjellebuernes Forhold. At Slegterne Lophius og Cyclopterus begge beſidde et bruffagtigt Skelet, er allerede meget fænge befjendt. C. spinosus flutter fig endnu nærmere til Lofierne ved de fmaa Gjalleaabninger. Hvorimod Liparis-Arterne og de narſtagende Former fynes narmeſt at funne betragtes ſom parallele med Batrachus. — Dog til disſe Antydninger, fom jeg maaffe ved anden Lejlighed kunde udvikle noget nojere, maa jeg her indffrænke mig. *) Norſke Fiſtere kalde ſaaledes Lophius piscatorius Stenulk (Dan— marks Fiſte, I, 148). 291 Et Bidrag til St. Thomas" Flora af Cand. Pharmac. Krebs. Yn Oes Flora er meget afvexlende, og naar vi fre hen til Dens Udftræfning, dens Mangel paa Vand og dens under ſidſtnevnte Omftændighed temmelig fattige Jordbund, der tal- mindelighed kun dakker Gronſtensporphyren, der er Oens Hoved- beftanddel, med et Lag af faa Fods Dregtighed, da maa dens Flora endog kaldes ualmindelig rig. St. Thomas har i botaniſk Henſeende været flittigt under— ſogt, iſcer naar der tages Henſyn til dens ſtore Afſtand fra Intelligentſens Centrum — Europa; thi i Slutningen af for— rige Aarhundrede og i Begyndelſen af dette underſogte Weſt De danſke Oer, og ſenere i Aarene fra 1819 til 1839 har Ravn *) meget flittig underſogt St. Thomas, medens P. E. Benzon ) ſamtidig og endnu er beſtjeftiget med at underføge St. Croix's Flora. — Ravn berigede mange europæiffe Her— barier, og jeg kan ſee af hans Liſter over afſendte Planter, at han gjentagne Gange har tilſendt Aug. Pyr. de Canudolle en— del ſjeldne Planter. — P. E. Benzon ffal have en meget rig Planteſamling, og har ſikkerlig optegnet, hvad han har tagttaget *) Var Regimentschirurg og dode 1839. ) Asſesſor pharmacic og Apotheker i Chriſtiansſted paa St. Croix. 19 * 292 i den fange Aarrakke, han har opholdt fig paa den yndige frugtbare Oe. Han har altid vift fig ſerdeles tjenſtagtig mod yngre Botanikere, til hvis Dispoſition han paa den meſt uegen— nyttige Maade har ſtillet ſin Bogſamling. St. Thomas har i Aarene efter 30 været underfogt af C. Ehrenberg og Sir Robert Henry Schomburgk, ſom ogſaa har opholdt fig i leugere Tid paa St. Jan. — A. S. Orſted far, fom De veed, i de ſidſte Aar underſogt de tre danfke Oer, og fra hans Pen har man Grund til at vente en meget fuldſtendig Beretning om disſe Oer. Hvad denne Meddelelſe angaaer, maa De ikke vente noget fuldkomment, thi dertil er min Tid altfor meget optaget af heterogene Forretninger, til at jeg for Tiden ffulde funne ude arbeide det Materiale, jeg har ſamlet under mit toaarige Op— hold her — men min Henſigt er denne Gang at introducere Dem i den Flora, hvorfra de allerede har modtaget nogle Frugter. St. Thomas, der i Storrelſe er temmelig nær Taaſinge, er fra Oſt til Veſt gjennemffaaren af en Bjergkjede, der, fom oven ſagt, fortrinsvis dannes af Gronſtensporphyr, bhvilfen ialmindelighed kun dakkes med faa Fod Jord, og hvis ſtorſte Heide (1470 Fod efter Hornbech) er nær Midtpunktet af Øen og ſtrax veſten for Byen. — Kilder findes her ikke, men i Kloſterne imellem Bjergene findes ofteſt rindende Vand, der hidrører fra Regnen, der naturligvis falder i ſtorre Mengde oppe paa Bjergene end ved Foden af ſamme; det er ogſaa i disſe Klofter, vi finde den rigeſte Vegetation. | Vi ville imidlertid begynde vor Vandring ved Havflaven, og derſor ferft omtale Vegetationen paa Strandſandet, og vi finde alt der en ſtor Afverling. De meft frembherffende Pøonter ere: Sesuvium Portulacastrum Li der ganſte ind- tager den Plads, Stellaria crassifolia Ehrh. har ved de oſt— 295 lige Falſterſte Kyſter, og jeg har fundet den variere med rode og hvide Blomſter —, Gomphrena crassifolia L., en meget ubetydelig Plante — Opuntia Ficus indica Haw. ), hois Frugter ſpiſes, og fom plantes til Hegn, Ipomæa pes capræ Swi, der gjennemvever Strandſandet, ligeſom Carex arenaria, og bærer brillante rode Blomſter, Rumex vesicarius L., ſom jeg altid har fundet enkeltvis, og fom ſynes temmelig fjelven, Cakile æquale L'Herit,, der er en af de faa Repreſentanter, fom Cruciferæ have her, Parthenium integrifolium L., Atri- plex eristatum Humbl. og Portulaca marginata H. B. K. danne Tuer, der paa fine Steder give Kyſten et eget Farvefpil. — Physalis angulata L., altid enkeltvis, har i Üd— ſeende megen Lighed med Physalis Alkekengi L. Paa Strand— ſandet treffe vi ligeledes faa Fod hoje Exemplarer af Cocco- leba uvifera L., ſamt Tournefortia gnaphaloides Brown, Pilo- carpus pauciflorus St. Hil., Tournefortia scabra Lam. og Hu lsonia tomentosa Nutt., der alle udmerke fig ved deres ftærfe Haarbeflædning. — Efter Strandſandet komme vi til Lagunernes Flora. Der ſpiller Avicennia tomentosa L. Hovedrollen, og er tillige det eneſte Tre (thi Rhizophora Mangle L. har jeg ikke fundet her paa Oen), der findes groende i ſelve Vandet, og af egent— lige Vandplanter har jeg kun fundet en, men ilke i en File ſtand, faa jeg har funnet beſtemme den. — Foruten Avicennia finde vi nermeſt om Lagunerne Bucida Buceras L. og Cono- carpus erecta H. B. K. og Stenene ere bekledte med flere Arter af Parmelia. Vi maae Derpaa, inden vi gaae videre ind i Landet, be— tragte de Steders Vegetation, hvor Klipperne danne Klinter, Der ved Foden beffylles af det om disſe Klippever altid op— ) Paa Madeira henhorer den ligeledes lil Kyſtvegetationen. 294 rerte Hav, og hvor Jordlaget ofteſt indſkrenker fig til Klippe— revnerne og der faa fparfomt, at man hoiligen maa undre fig, hver Gang man finder en frovig Vært; og dog er Vegetationen paa disſe Klinter af ſtor UAfverling og af en ejendommelig Skjonhed. a Det er nemlig her, vi finde de mange-formede Cacteer; Melocactus communis Link & Otto (the pope's head) ſtaaer (thi befaſte fi) kan man ikke ſige) paa de goldeſte Klippeſpidſer, og nager undertiden en Storrelſe og Vegt af henved 20 Pund. — Den plantes almindeligvis paa Mure til Prydelſe. — Foruden Melocactus communis finde vi meget almindelig Cereus lanuginosus Haw., der nager en Hojde af 15 til 20 Fod, og hvis Stamme ved Roden ofte fres af en Fods Gjennemſnit, Mammillaria nivosa ), der ene findes paa Steder, meſt udfatte for Soluften, Opuntia Ficus indica Haw , O. pusilla Salm-Dyk, O. curassavica Mill., O. spinosis- sima Mill. og endvidere fom en Sjeldenhed Cereus strictus D. C. Med Undtagelſe af Opuntia curassavica Mill., fom jeg har fundet til henved 1200 Fod over Havfladen, og Cereus triangularis, der holder fig til de højefte Punkter, har jeg ilke iagttaget nogen Cactee over 2 til 300 Fod over Havets Niveau. Det er ogſaa til dette Parti, at Agave americana L. og Agave vivipara J.. nærmeft mage henfores; i Blomſtrings— tiden give de Egnen et eget Uvdtryf, idet deres 18 til 24 Fod hoje Blomfterffafter rage op over alt det Øvrige, der omgiver dem paa disſe golde Klipper, hvor ogfaa Pitcairnia angusti- folia Ait. og P. latifolia Ait. finde Næring nok til, tilligemed Cassia prostrata Humbl. og Jacquemontia violacea Chois. at bæffe enkelte Strakninger. — Plumeria alba L. er den *) En af de ſidſt til Europa komne Cacteer. 295 ſtorſte Vært paa disſe Klinter, og faa fuld af Malkeſaft, at, naar man bræffer en Gren, lober Saften ud fom af Tappen paa en Tonde; dog den findes ogſaa oppe paa Bjergene til en Højre af 800 Fod, hvorimod Heliopsis buphthalmoides Dunal., Argotbamnia candicans Sw., Croton betulinus Vahl, Hudsonia tomentosa Nutt. tilhøre dette Parti, og findes ikke over 2 til 300 Fod over Havfladen. — Desuden finde vi, fom ene tilherende denne Afdeling: Epidendrum elongatum Jacq og Eranthemum armatum R. B. og, ſom tildels, Lan— tana aculeata L. og Lant. involucrata L., ſamt den lille Palme Thrinas parviflora Sw. Vi ville derpaa omtale Skov- og Krat-Vegetationen, i hvilken der, uagtet Bjergenes ringe Højde, tydeligen findes antydet Regioner, hvorfor vi forſt ville holde os til Skov— og Kratvegetationen paa Steder, der fra Havets Niveau heve fig til 2— 300 Fods Højde. Det er i dette Parti, vi iſeerdeleshed finde Bucida Buce— ras L., Hura crepitans L. (GSandhustræet), Hymenaea Cur- baril L. (ocufttræet), Eriodendron anfractuosum D. C. (v. caribaeum, vort ſtorſte Tre), Anacardium oceidentale L., Coccoloba uvifera L., Cordia elliptica Sw., Tamarindus in- dica L., Crescentia Cajete L., Crescentia acuminata Bonpl., Ficus laevigata Vahl, Ficus pedunculata Ait., Guazuma ul- mifolia L., Bursera gummiſera L. at inttage den forſte Rang imellem Treerne, hvorimod Acacia Farnesiana W., Acacia glauca W., A. nudiſlora W., Pictetia squamata D. C., en overmaade ſmuk Buff, der hjemme burde dyrkes i Drivhufene, Tecoma pentaphylla Juss., der, paa de Tider det ofte regner, bærer violette Blomſter, men Å modſat Tilfcelde neſten hvide, Plumeria alba L., der, fom alle af denne Slegt, udmærfer fig ved fine ſtive Former, Parkinsonia aculeata L., hvis Bladſtilke ofte findes uden at Finnerne udvikles, Carica Papaya 296 med fin udmærfet ſmukke Stamme og ſtore ſmukt formere Blade, Tecoma stans Juss. med utallige eitrongule Blomſter, Anona laurifolia Dunal., Anona muricata LI, A. reticulata I.., hvoraf de to ſidſte Arter høre til vore bedſte Frugttræer, Antherylium Rohrii Vahl, der i Blomſtringstiden meget lige ner Danmarks Hvidtornebuſk, Citharexylon qvadrangulare Jacq., Conocarpus erecta H. B. K. (var. arborea & pro- cumbens D. C.), Jacqvinia arborea Vahl med yndige, vel— lugtende Blomſter, Dodonaea viscosa L., Erithalis fruticosa L. med fmuft formede og livligt farvede Blade, Bontia daph- noides L. med dens beſynderligt formede Blomſt, Melia sem- pervirens Sw., hvis Blomſterſtand og Blomſters Farve er— indrer om Syrenen, Volkameria aculeata L., Ceanothus Sarcomphalus L., en ſtyg, mat farvet Buſk, Jnga ungvis Cati W. med dens ſmukke Gtøvdragere, Agati grandiflora Desv., hvis Blomſt er 3 å 4 Tommer i Gjennemfnit, Cassia bicapsularis L. og Cassia obtusifolia L. høre til Kratvegeta— tionen. Til denne Afdeling kunne vi med Rette ogſaa telle de fmuffe Capparis-Arter, ſaaſom Capparis cynophallophora L., der iſer er ſmuk, naar dens Frugter begynde at aabne ſig, Cap. amygdalina Lam , den almindeligſte Art, og fom varierer endel i Bladformen, Cap. Breynia L., Cap. ferruginea L., Cap. saligna Vabl. — Vi finde alle bisfe Bufke gjennem vævede med utallige Slyngplanter, hvoraf tfær maa nevnes: Aristolochia trilobata L., ter udmærfer fig ved Blomſtens Form, Passiflora rubra L., P. suberosa L., P. foetida Cav. ved deres ſmukke Honninggjemmer, og fidftnævnte Art ved dens Beger, der har endel tilfclleds med Mosroſens, Abrus pre- catorius L. med den ſmukke rode Bonne med det førte Kim— hul, der faa ofte fres hjemme, Guilandina Bonduc Ait., hvis graa Bønne er vel kjendt fra dens Plads i Uhrbaand, Distic- tus lactiflora D. Cand., Bignonia ungvis L., begge med ude 297 merket ſmukke Blomſter, Banisteria dichotoma I.., B. emar- ginata Cav. og Serjania lucida Schum. med deres ſmukt far- vede og ſmukt formede Vingefrugter; endvidere er det i denne Afdeling at de ſmukke Convolvulacéer iſœrdeleshed findes og hvoraf jeg har fundet henved 50 forffjellige Arter; af disſe ere folgende tfær hyppige: Convolvulus nudiflorus Desv., hide Blomſter, Batatas littor lis Chois, med lysviolette Blom— ſter, B. pentaphylla Chois, hvide Blomſter, B. qvinquefolia Chois, hvid og rod Bl., Ipomoea carn:a Jacq., lys rare mofin, Ip. sinuata Ort., ffatteret fra hvid til dyb carmin, Ip. superba Chois, Ip. dumetorum Willd., yndig roſen— farvet, Ip. pes capræ Sw., violet-rod, Ip. fastigiata Sw. den almindeligſte Art, hoid med dyb carmoſin, Ip. umbellata Mey., livlig eitrongul, Ip. triloba L., lys roſenrod, Ip. tuberosa L., dyb eitrongul, Exogonium filiforme Chois, dyb roſen— farvet, Calonyction grandillorum Chois, Blomſterne hvide, 2 til 3 Tommer i Gjennemſnit, Quamoclit coccinea Moench brændende rod, Ov. hederifolia Chois, lys blaa, Qv. vulgaris Chois, hvid eller roſen, og Jacqvemontia violacea Chois, yndig violblaa. — Det er ligledes paa fugtige Steder i denne Region, at jeg har fundet Polypodium aureum at dakke en— felte Strekninger; og af Palmer: Chamaerops Antillarum (Decourtilz Fl. ind. occ.), Rhaphis flabelliformis (efter Maicoch's Fl. barbadensis.) og endnu en 20 til 30 Fod hoj Palme, fom jeg ikke hidtil har kunret beſtemme; alle disſe indffrænke fig til de laveſte Steder, hvorimod Thrinax parvi- flora Sw. tillige findes i de folgende Regioner. Skovbundens Vegetation er meget fattig og maa almindelig— vis kaldes nogen, thi naar undtages nogle faa Græsarter af GSlægterne Panicum, Paspalum, Milium etc. findes kun paa torre Steder Opuntia Ficus indica Haw., Op. curassavica Mill. og Op. pusilla Salm-Dyck, der ofte gjør det umuligt 298 for den Vandrende at trænge frem, og paa fugtige Steder en Lindernia og nogle Fimbristyles. — J denne Region er det, Cocos nucifera L. og Musa paradisiaca L. fortrinsvis dyr— kes. — Vi ville falde denne Afdeling: Regionen for Bu- cida Buceras, Cappares og Convolvulaceæ. Den neſte Region ville vi lade have fin overſte Grendſe ved omtrent 800 Fod over Havfladen. — Den bør med Rette kaldes Thevetiæ neriifoliæ (Juss.) og Euphorbiacearum Re— gion, thi Individernes Antal af førfinævnte Tre, ſamt Slægt-, Art og Individ-Antallet af Euphorbiace er faa ſtort, at de mode Øjet hvor man vender det, og Crotone angive tillige Grundtonen i hele dette Strog. Som Planter, vi forſt i nogen Mengde finde paa dette Beete, mage vi bemeerke: Rauwolfia nitida L., Eugenia li- neata D. C., Eug. busifolia W., Eug. foetida (maleolens Pers.), Eug. fragrans W., Eug. axillaris Poir., Eug. sessili- flora D. C., Gossypium barbadense L., Tecoma pentaphylla fuss., Triumfetta semitriloba L., Euphorbia petiolaris Sims., Croton balsamifer L., Crot. bixoides Vahl, Crot. Astroites Ait., Croton discolor Richt., Crot. diflusus Rich., Crot. fla- vus L., Helieteres jamaicencis D. C., Cordia macrophylla Mill., Cordia elliptica Swartz, Cord. Gerascanthus Jacq., Pisonia subcordata Sw., Pis. nigricans Sw., Pis. discelor L., Randia latifolia Lam., Bromelia Pinguin L., Citharex- ylon qvadrangulare Jacq., famt Grescentia-Urterne, der ere nævnte i forrige Afdeling, men fom nage ſtorre Fuldkommenhed under dette Strog; fom dem, der forſt viſe fig, naar vi komme til denne Hojde over Havfladen, maa nevnes: Sabinea florida D. Cand. med overmaade ſmukke Blomſter, Coccoloba latifolia Lam., et udmærfet ſmukt Tre, Coccoloba punctata L., Ce- strum diurnum L., Chiococca racemosa Jacq., Faramea odoratissima D. C, Psidium pomiferum L., der giver os , p 9 299 den behagelige Guayavafrugt, der har megen Lighed med Jord— bær, Clusia rosea L., der bærer en meget ſmuk Blomſt og Frugt, Acacia tortuosa W., der bidrager til Kratſkovenes Uigjennemtrengelighed, Acacia obtusa H. & B., A. parvi- folia W., Capparis longifolia Sw., Tillandsia usneoides L., T. recurvata L., T. lingulata L., Lorauthus pauciflorus Sw., hvoraf de fire ſidſte ere alting qvælende Snyltere. Naar man nager en Højde af 600 Fod, kan man, paa ſkyggefulde Steder, undertiden finde en enkelt Plante af Gym- nogramme tartarea Desv., Gym. Calomelapos Kaulf., Blech- num occidentale L., Adianthum tenerum Sw., fom foroorigt, tilligemed flere af ſamme Klasſe, tilhøre den folgende Region. J Regionen imellem 2 og 800 Fod finde vi ikke faa mange Slyngplanter, fom paa lavere Steder; men foruden Banisteria dichotoma L., B. emarginata Cav., Serjana lu- cida Schum., Jacquemontia violacea Chois., Ipomoea sinuata Ort., Ip. umbellata Mey., Ip. fastigiata Sw., I. trilola L., finde vi dog det ſtorſte Individantal i dette Bælte, og fom Planter, der viſe fig ſom fremherfkende ere: Cuscuta ameri- cana L., Rhynchosia minima D. C, Clitoria Plumieri Turp. og Passiflora laurifolia. J Klippeklofterne, hvor der findes rindende Vand og Skygge, finde vi Lobelia longiflora L., Typha angustifolia L. og Pancratium Charibaeum L. Vi komme derpaa til Vegetationen over 800 Fod; den indeflutter altſaa Bjergtoppene og det er her vi finde Skov: partier, der ere mere fredede, og berfor frembyde Træer og Planter af ſtorre Üdvikling end de lavere Regioner, hvor Kreaturene kummerligen ſoge deres Næring. Vi finde her ſtore Trær af Clusia rosea L., Pisonia discolor L., Pisonia nig ricans Swe, P. subcordata Sw., Ficus laevigata Vahl, Coccoloba latifolia Lam., Erythrina Corallodendron L, 300 Myreia aeris D. C., Ehretia Bourreria Lin., Mammea ame- ricana L., ſamt følgende Buffværter: Exostemma caribaeum R. & Sch., Casearia parviflora Willd., C. parvifolia Willd., Cassia frutescens Mill., Tournefortia laevigata Lam., Tour- nef. hirsutissima L., Psidium pomiferum Linn., Acacia acan- tholoba H. & B., Chiococca racemosa Jacq., Conostegia procera Don., Miconia pyramidalis D. C., Tetrazygia ele- agnifolia D. C., T. angustifolia D. C., Cassia melanocarpa Bert., Eugenia lineata D. C. og Salvia coccinea L. Iblandt flyngende Bærter maa her nevnes: Cereus triangularis Haw, Aristolochia trilobata L., Metastelma parviflora R. B., Ipo- moea umbellata Mey. og fom næften flyngende Panicum di- varicatum L. å Det er under disſe ſkyggefulde Træer at vi finde: Piper acuminatum L., P. obtusifolium L., P. geniculatum Sw., Pothos lanceolatus L., Pth. cordatus L., Pth. crassinervis Jacq., Pth. cannaefolius L., Panicum oryzoides Sw., Pha- rus latiflorus L., ligeſom det er Regionen for de mangeformede Bregner, ſaaſom: Adianthum tenerum Sw., Ad. triangulatum Kaulf., Blechnum occidentale L., Gymnogramme tartarea Desv., Gym. Calomelanos Kaulf., Polypodium piloselloides L, Polyp. Phyllitidis C., Polyp. megalodes Schk, Polypo- dium incanum Sw., Polyp. elatum L., Asplenium pumilum Sw. og Davallia aculeata Sw., hvilken ſidſte er flyngende og med Torne; men det er og Orchideernes Hjem og vi finde Epidendrum ciliare L. og Spiranthes picta Lindl. cre de hyppigſte. Efter at have ſteget fra Havets Niveau til Bjergtoppene, og altfaa egentlig fuldendt vor Vandring, ville vi endnu, for— inden vi ende vor førte Fremſtilling, kaſte et Blik paa de Steders Flora, hvor Menneſkenes Interesſer tvinge Naturen 301 til at antage en anden Character, end den ellers vilde have paa vedkommende Steder, og vi begynde med Veivegetationen, der nær Niveau ifær udmerker fig ved Phyllanthus Niruri L, Indigofera Anil L., Gomphrena aggregata Willd., Gomph. vermicularis Sw., Leonotis nepe- tæfolia R. B., Euphorbia prostrata Ait., Verbena urticifolia Lam., Crotalaria mucronata D. Cand., Amaranthus olera- ceus L., og Amaranthus viridis L., hvorimod man ved at ſtige nogle hundrede Fod hojere vel endnu tildels treffer de allerede nævnte, men tillige Euphorbia pilulifera L., Euph. hypericifolia L., Aselepias curasavica L., Stylozanthes pro- cumbens Sw., Sida hermannioides L'Herit., Cassia chamæcrista L., Cassia occidentalis L., og naar vi komme op paa Hoj— derne: Mimosa pudica L., Pectis punctata Less., Desmo- dium tortuosum D. C., Desmodium supinum D. C., Desm. molle D. C., Alysicarpus vaginalis D. C. og Eupatorium ageratifolium D. C. Til Veivegetationen nærmer fig meſt Vegetationen paa de hvilende Marker, men, foruden de fleſte, i foregaaende Afdeling nævnte Planter, finde vi her: Argemone mericana L., Ricinus communis L., Solanum racemosum L., Boer— haavia hirsuta L, B. decumbens Vahl, Croton diffusus Richt., Cr. chamaedryfolius Lam., Pharbitis violacea Boj., Triumfetta semitriloba L., Tr. Lappus L., Leonotis nepe- tifolia R. B., Xanthium canadense Mill., X. spinosum L., og Jatropha gossypifolia Lin Hvad Vegetationen paa Sukkermarkerne angaaer, da er den temmelig fattig, hvor Sukkeret er pasſet fom det bor være, og den indffrænfer fig næften til Bidens leucantha Willd., B. pilosa L., Alysicarpus vaginalis D. C., Pharbitis viola- cea Boj., Boerhaavia hirsuta L., B. decumbens Vahl, Ipo- 302 moea triloba L., Erechtites hieracifolia R. og Leonotis nepe- tifolia R. B. Tilſidſt ville vi betragte Vegetationen om beboede Steder, der i et Klima ſom dette, hvor de Planter, der forſt engang ere indforte fra andre Tropelande, ofteſt vedblive og forplante fig, maa telle mange Planter, der høre hjemme i andre Verdensdele, og fom af Menneſtene af forffjellige Aar— ſager ere hidbragte, ſaaſom: Thespesia populnea Cor., Aca— cia Lebbek W., Datura Stramonium L., Euphorbia Nerii- folia L., Artocarpus insisus L., Poinciana pulcherrima L., Nerium Oleander L, Thunbergia capensis Retz, Allamanda cathartica L, Datura arborea L., Vinca rosea L., Plumbago capensis Thunb. og af de her vildtvoxende, fom iſer ere hyppige omkring Boliger, maa bemærfes: Portlandia grandi- flora L., Melicocca bijuga L., et godt JFrugttræ, Brunsfelsia americana L., Erythrina Cor llodendron L., Ricinus com- munis L. (var. arborescens), Tecoma slans Juss., Heliotro- pium inundatum Sw., Phyllanthus Niruri L, Gynandropsis pentaphylla D. C., Agati grandiflora Desv., Clitoria virgi- nica L., Bursera gummifera Jacq, Acacia glauca W., Plume- ria rubra L., Ocymum thyrsillorum L., Solanum racemo- sum L., S. verbascifolium L., S. Balbissii Don , Persea gratissima Gårtn., Jatropha gossypifolia L. og Melia sem— pervirens Sw. 303 Ueber Petrefacten in Holſtein. Von J. G. Voſt, Cand. in Kiel.“) Die Eiſenbahnarbeiten in der Nähe Kiels haben bekanntlich zu einem, für den Naturforſcher ſehr interesſanten Reſultat geführt. Es ſind nämlich durch dieſe Arbeiten auf der Linie von Kiel über Dorfgarten nach Voorde (14 Meilen) mehrere Geſchiebe von grauem, grauweißen und gelblichen Bergkalk und Uebergangs— kalk aus einer Tiefe von 30 — 50 Fuß und darüber zu Tage gefördert. Dieſer bisher in Holſtein nicht bemerkte Kalkſtein enthält viele ſolche Verſteinerungen, wie ſie dieſer Art Kalkſtein über— haupt eigen ſind und ausſerdem dieſe und jene wenigſtens noch nicht abgebildete Species. — So wie dies zuerſt bemerkt wurde, hat man geſucht und gefunden. Was alles? iſt mir nicht be— kannt. Es iſt, wie gewöhnlich, zerſtreut worden. Jetzt ſind theils die aufgegrabenen Stellen wieder verſchüttet, je nachdem die Anfertigung der Eiſenbahn dies erforderte, theils werden manche der ans Licht gebrachten Stücke jetzt mit andern Granit— ſteinen nach den Chauffcen gefahren und dort zerſchlagen. *) Red. anſeer det for fin Skyldighed at bemerke, at ovenſtagende Bidrag overſendtes ham allerede under 20de Juni forrige Aar. 304 Ich unterlaſſe alſo nicht, die Aufmerkſamkeit der Natur— forſcher auf dieſe Localität zu lenken, da ohne Zweifel Erd— arbeiten in dieſen Gegenden zu ähnlichen Reſultaten führen werden, und führe hier die Arten an, die ich bisher in ſolchen Uebergangs- und Bergkalk angetroffen und herausgeſchlagen habe, um Andere, die auch dergleichen gefunden haben, auf— zufordern, ein Gleiches zu thun, damit dieſe Petrefacten, die wir bisher nur als Fremdlinge kannten, rückſichtlich ihres Fundorts, als in Holſtein vorkommend, bekannt werden: 1) Zähne, wie von Mastodor saurus Jaegeri (Bronn, Leth. 10) t. 13 f. 16.), doch etwas länger und ſpitzer, nach unten mit flachen Querfurchen. (1—1 Zoll fang). Brontes flabellifer Goldf. Schwanzſtück. (Roemer Verſtein. des Harzgebirges, 1843, t. 11 f. J). Calymene concinna Dalm. Palaeaden, t. 1 f. 5. Schwanz. Calymene Schusteri Roemer Berflein. des Harzgeb. t. 12 f. 42. Schwanz. Calymene polytoma Dalm. Palaeaden, t. 2 f. le. Schwanz. Asaphus dilatatus Dalm. Palaeaden, t. 3 f. 1. (Asaphus tyrannus Burmeister d. Organiſation d. Tri— lobiten u. ſ. w. Berl. 1843, t. 5 f. 4.)? Schwanz⸗ eindruck. Asaphus angustifrons Dalm. Pal. t. 3 f. 2. — Schroeteri Schlotth. Holl Petrafactenfunde p. 175. Schwanz. — expansus Dalm. Pal. t. 3 f. 2 a—f. Burmeiſter t. 6 k. 1. Schwanz. Illaenus erassicauda. Burm. p. 119, t 6 f. 2. Dalm. p. 51, t. 5 f. 2. Kopf u. Schwanz. 11) 12) 13) 14) 15) 16) 17) 18) 19) 20) 21) 22 23) 24) 25) 26) 27) 280 305 Phacops Hausmanni. Burm. p. 111. Schlottheim, Nachtr. 2, p. 20. Burm. t. 5 f. 10. Kopf. — rotundifrons. Burm t. 4 f. 2. Kopf. — proaevus, Burm. t. 4 f. 3, am nächſten. — nov. spec. Kopfſtück. — nov. spec. Kopfſtück. Bellerophon expansus Sov, (Rocmer Verſtein. des Harzgeb. t. 9 f. 5.) Hamites od. Ammonites. cf. Sow. Min. Conch. I. t. 61, 62; nicht vollſtändig genug, ihn zu beſtimmen. Orthoceratites vaginatus Bronn, Lethaea t. 1 l. 9. mit der Spitze. Man ſieht, wie der Sipho oben quer eingeht. — regularis (rectus). Lethaea t. 1 f. 10. Roemer Verſt. d. Harz. t. 10 f. 4; auch der Sipho. Roemer I. c. t. 10 1. 9. — striatus. Sow. Min. Conch 1, t. 58. Monoceros subumbilicatus ähnl. (Bronn urweltl. Conchyl. t. 3 k. 28.) mit Längsleiſten; aber viel bauchiger. (unten unkenntlich.) Turbo striatus Hising. (Goldfuss t. 192 f. 4 ab.) Trochus jurensis Hartm. (Goldfuss t. 180 f. 12.) Figur ſehr genau, aber größer. Turbo Wurmii Roemer Verft. des Harzgeb. t. 7 f. 13. (9) Pleurotomaria laevis. Roemer Verſt. d. Harz. t. 7 f. 9. am nächſten. — Bei Goldfufs iſt ſie nicht. Euomphalus disjunctus. Goldſuss t. 190 f. 7 ab. — discus. Goldfuss t. 189 f. 1 ab. — noch 2 neue species, von welchen mir wenigſtens keine Abbildung bekannt iſt. Naturhiſtoriſk Tidsſkrift. Ny Rakke. II. 20 29) 30 — 31) 38) 39) 40) 306 Ampullaria Ponti. Goldf. t. 198 f. 17, åusferft nahe, aber fein quergeftreift. Melania Stygii Brongn. (Bronn urweltl. Conchyl. . 2. 48) Nucula elliptica. Roemer Verſt. d. Harzgb. t. 6 1. 12. Zwei andere Nuculae, nämlich Nucula Ingleri Roem. Verft. d. Harzgeb. t. 6. f. 11 und Nue. gregaria Koch und Dunker Verſt. d. norddeutſch. Oolithengeb. t. 5. l. 6b. fanden ſich in einem ebenda gegrabenen eiſenſchüſſigen Sandſte n. Modiola? von der Größe wie Mytilus edulis. — Keine Abbildung bekannt. Strophomena rugosa. (Leptaena Dalman Schwed. Terebratulit.) Bronn Lethaea t. 2 f. 8. Spirifer ziczac. Roemer Verft. d. Harzgeb. t. 4 f AG: Orthis striatella Dalm. I. c. (Terebrat, striatulus Schlotth.) Spirifer unguiculatus(2) Sow. Roem Berft. des Harz. t. 4 f. 23. Terebratula pugnus Mart. (Roemer Verſt. d. Harz. e 5 f. 4.) —- carnea. Sow. Min. Conch. t. 15 . 16. An einem Exemplar greift die größere Schale am Rande, der Baſis gegen— über, weit vor. — reticularis Broan Lethaea; jünger und älter und var. — varians Schlotth. (Puſch Polens Pa— laconthologie k. 3 f. 3.) 307 41) Terebratula sphacra (Orthis) v. Buch, Beſtimm. d. Gebirgsform. in Rusl. Berl. 1840. HE fr 42) — Wilsoni. Bronn Lethaea, t. 2, f. 11. 43) — pectiniformis. Bronn Leth. t. 30, f. 5. 44) — Wurmii. Roem. Verſt. d. Harz. t. 5, 1.15. 45) — plicatella Dalm. (lacunosus Schlotth.) 46) — seminula. Roem. Verſt. d. Harz. t. 5, 1.477 47) Echinosphaerites aurantium Klöden. Buch Ge— birgsform. in Rusl. t. 1, l. 14. 48) — pomum Gyll. v. Buch I. c. t. I, f. 9. 49) Eunomia radiata Lamouroux. Bronn. Leth. t. 16, 1.239 5 Mehrere andere species ſind wegen Unvollſtändigkeit der Eremplare nicht zu beſtimmen. 207 303 Notice over Gronlendernes Kiper- karnak af C. Holboll. Mellen Kolonierne Godthaab og Sukkertoppen ved den ſaa— kaldte Kallot (Neitſingoak) obſerverede jeg den 4. Juli 1844 en Hval, fom lage legende og baltrende fig i Vandet, hvorfor den lod fig komme ganffe nær med det Fartoj, hvori jeg rejſte; hvilket gav mig Lejlighed til at betragte den leenge og noje. Jeg erkjendte den ſtrax for at være den af Naturforſkerne endnu upaaagtede Rynkehval, fom Gronlenderne betegne med Navnet Kiperkarnak. Hvad, der meget paafaldende adfkiller den fra Grönlands andre Finhvaler, er Formen af Hovedet; dette er aldeles afrundet, naar det ſees fra oven, og næften fladt afffaaret ſeet fra Siden, fra hvilket Synspunkt den fager megen Lighed med en Kaſkelot, fra hvilken Slegt Bleſehullernes Stilling nokſom avffilfer den. Ovenpaa Hovedet havde den flere Rader hoje Knuder af rund Form, 3 til 4 Tommer brede og maaffe ligeſaa hoje; disſe ſad lige langt fra hverandre, ligeſom Ra— dernes Afſtand var ligeſtor indbyrdes; Radernes Antal er ikke tilftræffeligt obferveret, da man ſjeldent fik Lejlighed til at fee hele Overfladen af Hovedet; dog var Radernes Tal ikke mindre end 5. 309 DBøæfrgattets Plads var fom paa B. longimana, men det er, feet fra Siden, mere ophojet, og ligner det paa Slet— bagen. Rygfinnen ſidder tilſyneladende lidt fængere tilbage end paa B. longimana; den er hoj og ſverdformet, ſidder paa en Ophojning paa ſelve Ryggen; denne Ophojning er afrundet for og bag; de Exemplarer, jeg her har feet, af Grønlændernes Kiperkarnak havde en Rygfinne, ſom lignede et tilbagebojet Horn; men da jeg troer at have opdaget, at Rygfinnens Form er forffjællig hos de forſkjcllige Kjon hos Cetaceerne, kan dette ikke betinge nogen Artforſkjel. Rynkerne under Halſen og Bryſtet række omtrent ligeſaa langt tilbage ſom paa B. longimana, men ftaae meget lenger fra hinanden. Hænderne, fom maa kaldes lange, vare dog fortere end hos B. longimana; de ere temmelig ſmalle og have nogle uregel— mesſige Indſnit; et ſtorre Indſnit ſees omtrent paa Midten. Dens Bagkrop er flank, ſmukt formet; dens Hale meget dybt indſkaaren, Fligene ſmalle, ſmukt formede. Dens Farve er hvalſort paa Ryg og Sider, hvid under Bugen. Underfladen af Hender og Haleflige hvide, de ſidſte med ſort Rand. Dyret var af Storrelſe fom en mindre Keporkak, altſaa mellem 30 og 36 Fod. Bed at lege, rejſte den fig ofte paa Hovedet og daſkede Bandet med Bagkroppen, hvorved den vifte ligeſaa ſtor Kraft ved at flaa Halen op fom ned GKeporkakken har jeg kun ved faadan Lejlighed feet at flaae Halen ned). Den viſte herved megen Smidighed i Rygraden. Undertiden lagde den fig paa Siden og vdaffede Bandet med Hænderne, ſom den kunde bevæge i en Cirkel; den ſlog med ſtor Force baade op og ned. Den ſaages ogſaa at ligge 310 paa Ryggen og flog da ogſaa med begge Henderne paa en— gang, ligeſom naar den faar paa Bugen. Naar den vendte Bläſegattet i Vejret, for at aande, ude ſtodte den Aanden 14 til 20 Fod i Vejret, ſaa vidt man kunde beregne Hojden. Det var næften ganffe frille, men alligevel trak Aanden for den lette Vind; jeg troer den ivrigſte Forfægter af Hvalernes Vandſprojten maatte have erkjendt, at her ikke kunde være Tale om andet end Udaanden af varm Luft, be— ſvangret med Vanddampe. Denne Finhvals Karakter bliver: Hovedet bredt, nær ften platafffaaret forefter, Overfladen regelmæs— ſigt befat med ftore Knuder; Rynkerne meget langt fra hinanden; Haanden temmelig lang, ſmal og lidet udſkaaren; Rygfinnen, fom ſidder paa Mid— ten af en for og bag afrundet hoj Baſis, ſverd— eller horndannet; Bagkroppen meget ſlank; Halen temmelig ſmal, ftærft indſkaaren. Denne Finhval viſer fig, efter Grønlændernes Beret— ninger, hvert Foraar; den udmerker fig ved fin Nysgjerrighed og nærmer fig Fartojerne, naar man I disſe frembringer Lyd, ſaaledes at Hvalen fan høre denne. 311 Vortrag in der 2 Aſten Verſammlung deutſcher Naturforſcher von Fr. Boie. Der Vorwurf meines Vortrages oder vielmehr der Discus— ſion, die ich in der hier vereinigten zoologiſchen Section zu veranlaſſen wünſche, eignet ſich recht eigentlich für eine ſolche. Sie berührt alle Diſeiplinen derſelben; anderweitig die abftracten Begriffe in den ſogenannten poſitiven und den Natur— wisſenſchaften und das Verfahren, durch welches man hier und dort das Allgemeine in, ſich dem Geiſte als ſolche darſtellende, Grenzen einzuhegen bemüht geweſen. Es geſchah und geſchieht dieß in jenen durch Definitionen, deren Einwirken auf die wichtigſten Intereſſen der Menſchheit hier nur angedeutet, und nicht weiter erörtert zu werden braucht. In den Naturwiſſenſchaften, namentlich der Zoologie, ver— tritt deren Stelle der ſogenannte character essentialis unter der Vorausſetzung, daß die zur Bezeichnung der Gattung die— nenden Merkmale ſich bei den einer ſolchen untergeordneten Einzelnheiten wiederfinden und auch derartige ſein ſollen, welche bei der Betrachtung der Naturproducte von Außen in 312 Augen ſallen; und iſt es eben dieſer, oder mit anderen Worten die Characteriſtik der Bauſteine des Syſtems, von denen ein jeglicher ſeinen Namen führt, auf den ich Ihre Betrachtungen zu lenken wünſche. Ich werfe dabei zuvörderſt die Frage auf, ob und inwie— fern eine ſolche möglich und glaube nichts besſeres thun zu können, als den von Cuvier (regne animal, introduction p. IN) ſo treffend bezeichneten Zweck des Syſtems Ihnen in das Ge— dächtniß zurück zu rufen, wie hiemittelſt geſchieht. Es ſoll das Syſtem unter Anwendung eines Verfahrens, welches jener Autor als ein umgekehrtes Nachſchlagen in einem Wörterbuche bezeichnet, einmal durch Vergleichung von Eigen— ſchaften eines vorliegenden Naturkörpers zur Auffindigmachung des letzterem beigelegten Namens und durch dieſen der unter ſolchem in die Archive niedergelegten Acten leiten, dann aber N auch ein Gemälde der Natur geben, was ſicherlich deſſen höhe— rer Zwek iſt und als das Endziel der Syſtematik bezeichnet wird. Der Syſtematiker ſoll, um die Mannigfaltigkeit der Naturkörper in Extracten anſchaulich zu machen, mit Worten malen, die auf der Stufenleiter der Claſſification in ſteigender Progresſion eben ſo vielen Begriffen entſprechen, aber kein Product der Willkühr ſein dürfen; es ſollen vielmehr nur ſolche species und Gattungen mit einander verbunden werden, die ſich durch eine, die der Unähnlichkeiten überſteigende Masſe von Aehnlichkeiten an einander reihen, und zwar im Gegen— ſatze einer Zuſammenſtellung von ſolchen, die nur in einzelnen Puncten übereinſtimmen, und ein künſtliches, der Wahrheit nicht entſprechendes Syſtem ergeben würden; Rubriken für die dem obigen Principe entſprechenden abstracta herſtellig machen und zugleich characteriſiren, nicht aber Rubriken aufſtellen und in ſolche die vorliegende species einpasſen. 313 Demnach iſt auch die Aufgabe des Syſtems eine gedoppelte, deren Lösbarkeit, ſo viel mir wenigſtens bekannt, noch nicht bezweifelt worden. Betrachtet man aber die bisherigen als eben ſo viele Verſuche derſelben ein Genüge zu leiſten, kann es nicht anders als auffallen, daß dieß nicht ſchon längſt geſchehen. Es fehlt in den verſchiedenen Diſeiplinen nicht an Lehr— büchern, die das Beſtimmen der species mehr oder weniger leicht machen, und gilt dieß namentlich von ſolchen, deren Ver— fasſer keinen andern Zweck vor Augen gehabt haben mögen. Andere verdienen eher das Lob getreuer Naturgemälde, ſind aber dann in jenem Betrachte mangelhafter — ein Vorwurf, der auch den Verfasſer des angezogenen mit Recht gerühmten Buches trifft, wenn er ſich durchgängig auf die Angabe ein— zelner Merkmale beſchränkt, die fo gut wie nie auf alle sub- strata pasſen, abgeſehen von den künſtlichen Gruppen, die er unter ſeine in der Mehrzahl natürlichen miſcht. Dieſelbe Gleichgültigkeit gegen das Techniſche der Syſte— matik haben viele Andere an den Tag gelegt, je nachdem ſie ſich für dieſe oder jene Seite der vielflächigen Natur mehr interesſirten, oder die zur Rechtfertigung der Aufſtellung einer Gruppe dienenden Gründe die Stelle von . malen vertreten lasſen. Der nächſte Schritt von fo behandelten oder bloß fkizzirten Gruppen führte zur Aufſtellung von Sippen ohne alle Unter— ſcheidungsmerkmale und Rechtfertigungsgründe, an welchen es auch nicht gefehlt hat. Wendet man ſich zu den einzelnen Diſeiplinen und den Merkmalen, durch welche diejenigen, welche von dem her— gebrachten Verfahren nicht abgewichen, ihre Gruppen in ſolchen zu begränzen fortfuhren, ſo findet ſich hier das weiteſte Feld 314 für die Critik und Raum für den ſchlimmſten aller Vorhalte, dem, daß das Nichtwisſen ſich vielfältig in die dunkeln Falten ſogenannter Wiſſenſchaftlichkeit zu verbergen verſucht habe. Wohin man ſich auch wendet, ſind die wenigſten der Unterſcheidungsmerkmale äußere, und, wenn dieß der Fall, ſo unerkennbare, daß von einer Wahrnehmung mit dem bloßen Auge nicht die Rede ſein kann, und ſie dadurch den nicht äußeren gleich werden. Ich könnte mit dieſen Worten zunächſt auf die Entemolo— gen zu zielen in den Verdacht kommen, deren Merkmale ge— meiniglich von den durchgängig kleinen relativ imperceptibelen Mundtheilen entlehnt ſind, bemerke aber, daß mir die Schule in andern Doctrinen gleich tadelswerth erſcheine. Die Eti— quetten, mit denen die Natur ſelbſt die Zähne der Säugethier-, Fiſch- und Amphibien-Gruppen bezeichnet haben ſoll, find nicht minder unleſerlich, als die angeblich Lippen, Taſtern und an— dern derartigen Anhängſeln aufgedrückten, und als Merkmale nicht minder verwerflich und zwar nicht allein, weil man nicht ohne Gefahr, ſondern weil man auch in den Muſeen nicht an ſie gelangen kann. Die wechſelnden Rundungen der Schnäbel der Vögel ſind nach meinem Dafürhalten das Unpasſendſte, auf welches Ornithologen fußen konnten, und dem Nabel der Schaal— thiere möchte ich in ähnlicher Beziehung keinen Vorzug ein— räumen, ſo wenig als noch anderen, an die man ſich in ſonſt einer Doctrin mehr oder weniger ausſchließlich zu halten, für zweckmäßig erachtet. Bis wohin ich wenigſtens gedrungen, ſtellte ſich mir unter veränderten Formen ſtets dasſelbe Reſal— tat dar, und bin ich durch ſelbiges überall gleich unbefriedigt geblieben. Geſtehen wir ein, daß die Characteriſtik der natürlichen Gruppen in unſern Lehrbüchern zu einer ſo gut wie über— flüsſigen Rubrik geworden, die in den beſten nie ausreicht, weil 345 ſie den Anfänger nur zu oft irre leitet, und von dem in der ſchwierigen Kunſt des Beſtimmens geübten meiſtens ganz über— ſchlagen wird. Ein ſolcher gewöhnt ſich alſobald nach ſelbſt abſtrahirten Kennzeichen zu ordnen, die ihn weiter als die bis— herige Kunſt führen, die ſich mir wenigſtens als durchgängig unausreichend bewährt hat. Ich bin indesſen nicht allein zu der Ueberzeugung gelangt, daß alle bisherige Characteriſtik abſtracter Begriffe, die den Namen der natürlichen verdienen, mangelhaft, inſofern keine dem oben erörterten gedoppelten Zweck aller Syſtematik ente ſpricht, ſondern auch, daß eine ſolche unerreichbar, ſo lange man bei einer Angabe beſtimmter Merkmale beharrt. Definiren läßt ſich ein Complex von Naturkörpern, welche eine die Un— ähnlichkeiten überwiegenden Menge von Aehnlichkeiten darbieten, fo wenig, als das Leben ſelbſt, von Linné eine lammula aetherea geheißen, deſſen Begriff Cuvier mit andern geiſtreichen Worten umſchreibt. Characteriſtiken, ſowie ſie bisher verſucht worden, definiren nur künſtliche Gruppen und ſind auf natür— liche bezogen nicht allein entweder zu eng oder zu weit, ſon— dern müsſen im Vergleich mit den Regeln der ewigen Natur ſo erſcheinen, die durchgängig auf gewisſe Weiſe ſo wunderbar inconſequent. Der, welcher Naturregeln ausfindig macht, entdeckt auch Merkmale, findet aber, er bediene ſich nur des Auges oder mit demſelben des Mikroskopes, er beſichtige das Offenbare oder Verborgene, dieſelbe Unbeſtändigkeit, die an der Ausfindig— machung durchgreifender einzelner Kennzeichen ſchon längſt ver— zweifeln machen ſollen. Wenn demnach aber das Auffinden einer Mehrzahl derſelben undenkbar, ergiebt ſich als Selbſtfolge, daß die bisherige Methode, einen character essentialis auf— zuſtellen, verlasſen werden müsſe. 316 Ich habe in folder Beziehung einen neuen Weg eine zuſchlagen gerathen (Iſis 1828 p. 351), welchen ich fort— während für den richtigen halte, den der Aufſtellung eines character essentialis durch Angabe von Merkmalen in un— gleicher Anzahl, und unter dem Vorbehalte, daß nur die Mehr— zahl derſelben auf das untergeordnete Beſondere zu pasſen brauche, ſolchergeſtalt die Beſtimmtheit der Wahrheit und Deutlichkeit zum Opfer bringend. Letzteres iſt aber nur ein ſcheinbares, weil die Mehrheit der Unterſcheidungsmerkmale in ihrer Uebereinſtimmung oder nicht-Uebereinſtimmung die Diag— noſe wiederum zu einer beſtimmten macht und jeden Zweifel darüber beſeitigt, ob eine in Betracht kommende Art der Ge— ſammtheit beizuzählen fet oder nicht.“ Die Unbeſchränktheit des Syſtematikers bei der Auswahl in die Augen fallender Merkmale anerkennend, glaube ich zwei derſelben hervorheben zu können, welche vorzugsweiſe zur Be— zeichnung der auf die species folgenden unterſten abstracta, der Sippen, dienen können, und nenne als ſolche die Farbe oder vielmehr das Colorit und der Complexus der jedesmaligen Farben und deren Vertheilung und daneben die Größe, in deren Betrachte ſo gut wie alle mir bekannten natürlichen Gattungen eine überraſchende Uebereinſtimmung zeigen. Dieſe findet ſich überall in der ſich ſtets gleichen Natur bei den Säugethieren und den Vögeln, den Amphibien und nicht minder den Fiſchen, bei den Schaalen der Mollusken, der Inſeeten, den Tinten der als farbenlos bezeichneten Wür— mer und in der Farbenloſigkeit ſelbſt. Nur die abnormen Arten einer natürlichen Gruppe weichen von der jedesmaligen Größen-Scala ab und empfielt ſich daher letztere als zweites vor Allem zu berückſichtigendes Merkmal, welches neben dem Colorite das in die Augen fallendſte bleibt. 317 Ein drittes oder auch viertes und fünftes wird von an— dern Eigenthümlichkeiten entlehnt werden können zur Herſtellig— machung eines, ich darf mich des Ausdrucks bedienen, Siebes, welches das Heterogene durchläßt und das natürlich Verwandte zurückhält. Die vermeintliche Wichtigkeit der Merkmale ſoll dabei gegen derer Erkennbarkeit in den Hintergrund geſtellt werden, un— beſchadet deren Hervorhebung in einem der auf die Diagnoſe folgenden Abſchnitte, welche die ausführliche Schilderung der Gattung enthalten ſollen, und von denen ich einen den äußeren Theilen, einen zweiten der Anatomie und einen dritten der Lebensweiſe, alſobald die Menge der geſammelten Erfahrungen eine ſolche Sonderung thunlich machen, gewidmet zu ſehen wünſche, um dann noch in einem vierten zur Erleichterung der Beſtimmung diejenigen Arten aufzählen zu können, auf welche dieſes oder jenes der in dem character essentialis angegebenen Merkmale nicht paßt. Zu jeglichem der gedachten Abſchnitte kann aber wiederum nur das Regelmäßige, unbeſchadet der Ausnahmen, angedeutet werden. Proben einer ſolchen Behandlungsweiſe natürlicher Grup— pen find bereits am angeführten Orte und bei anderweitiger Veranlasſung von mir gegeben worden. Die Vorzüglichkeit dieſer meiner Methode braucht nicht beſonders beſprochen zu werden, weil ich ſie als die allein mögliche und mithin nothwendige darzuſtellen bemüht geweſen. Sie beugt der ſonſt unvermeidlichen Verletzung der Materie durch die Form vor, gewährt daneben aber noch anderweitige Vortheile. . Dahin zähle ich, daß ſie den abnormen, ſo oft zu Sippen erhobenen Arten, einen Zugang eröffnet und dadurch der ſo oft beklagten Vervielfältigung letzterer ein Ziel ſetzt. Das Beſtimmen wird ſicherlich durch ſie erleichtert. 313 Ich halte ſie ferner für diejenige, nach welcher geübte Diagnoſtiker, ohne dieß auszuſprechen und ohne ſich desſen bewußt zu ſein, ſchon längſt beſtimmt haben, und hoffe, daß ihr eben dieſe Betrachtung Eingang verſchaffen wird. 319 Udfigt over Bupreſternes indre Bygning. Ned J. Sdiødte. (Üddrag af Overſigten over Videnſk. Selſks. Forhlg. 1847 Nr. 3). Hvad der hidtil er bekjendtgjort om denne Gjenſtand, ind— ffrænfer fig til et Par ældre og utilfredsſtillende Fremſtillinger af Meckel (Beitr. zur vergleichenden Anatomie Bd. I, 1808, Pag. 129 Tab. VIII fig. 5— 11, Tarmekanalen og de kvinde— lige Kjonsdele af Buprestis lurida), Gaede (Diss. sisters obs. qvasdam de insectorum vermiumque structura, Kiliae 1817 p. 17, overfat og forſynet med Afbildninger i Nova act. phys. med. Acad. Caes. Leop. Carol. natur. curiosor. Tom. XI. 1823 p. 829—33, Tab. XLIV fig. 1—2, Tarmekanalen og de mandlige Kjensdele af Chalcophora mariana) og Léon Dufour (Recherches anat. sur les Carab. et plus. aut. ins. col. 1824 p. 27 pl. XI fig. 1—2, Tarmekanalen af Pto- sima novemmaculata og Agrilus viridis). Forfatterens Underſogelſer over denne Familie ere an— ſtillede under en Nejfe i det ſydlige Europa, iſcer i Rom og paa Sieilien, og omfatte 14 Arter, fordelte paa fer Slegter, nem ig: Capnodis tenebrionis, Dicerca pisana, Coraebus rubi, 320 Anthaxia salicis, umbellatarum, nitida og nitidula, Spheno— udgjore en Del af et ſtorre Arbejde over Eleutheraternes Anatomi. ptera linesta og rauca, Trachys minuta og pygmaea. De Aandedrætsredffaberne frembyde hos Bupreſterne den ſamme Ejendommelighed fom hos Sfarabæerne, at Tracheernes Hoved— flammer nemlig i visſe Mellemrum udvides til ſtorre eller mindre Bleerrer, ligeſom ogſaa mangfoldige af de til Tarme— kanalen, Kjonsdelene og Muſklerne gaaende Grene ende fom fmaa Blærer. Tracheernes mellemſte, af en Spiraltraad fors mede, Lag mangler ſtedſe i disſe Udvidelſer, hvis Elaſtieitet dog vedligeholdes af forte Fibre, der radiere fra Blerens Hals. Tracheblererne falde let i Ojnene og ere heller ikke undgaaede Gaede's og Léon Dufour's Opmærfjomhed; den Forſte har endog angivet Mangelen af Spiraltraaden. Hos Coraebus, Anthaxia, Sphenoptera og Trachys ſynes den paafaldende ringe Mengde af Fidt at ſtage i Over— ensſtemmelſe med Hudffelettets Tykkelſe og Sprodhed og ifær med Livet i Sollyſet, de glimrende Metalfarver og de ud— mærfet ſnare Bevægelfer ved Lob og Flugt. Hos de lang— ſommere Capnodis, hvis morke Farver ſtaae i Forhold til Ar— ternes Levemaade under Bark og i Træftammer, optreder Fidtlegemet ogfaa i en langt ſtorre Masſe. Opdagelſen af Spptkirtler hos Eleutheraterne ſkyldes fornemmelig Léon Dufour, der fandt dem i Form af lange, traadformige, undertiden grenede, Kar hos nogle Elægter af forffjællige Familier iblandt Heteromererne, hos nogle Kurku— lioner og Kokkineller. Kundſkaben om disſe Organers Üdbre— delſe og Bygning har ikke modtaget nogen ſenere Udvidelſe. Forfatterens Underſogelſer over denne Gjenſtand lade imidlertid formode, at deres Üdbredelſe er langt ſtorre. Hos Bupreſterne danne Spytkirtlerne en lille Buſt af tynde grenede Kar paa 321 hver Side af Svalget; de nage ikke tilbage igjennem Bag— hovedets Aabning, og ligge altfaa udelukkende i Hovedet. Hos Coraebus rubi fandtes hver Duff at beftaae af tre Hoved— ſtammer, der udſende forft fortere og ſiden lengere Sidegrene, af hvilke de ſidſte atter dele fig dichotomiſk i Spidſen. Den nærmere Bygning fynes kun at afvige lidet fra den ſedvanlige; de fandtes at beftaae af to Lag, en indre, tynd, faſt, temme— lig ſejg og noget elaſtiſk Hud, og et ydre, meget tyft, blodt og fkjort og tilſyneladende firufturloft Lag af afſondrende Masſe. En lignende Form af Sppytkirtler, men endnu mere udviklet i ſamme Retning, har Forf. opdaget hos Pasytes, Trichodes og Stenopterus, en mere rubimentær hos Timarcha: altſaa hos Slegter af meget forffjællige Familier. Tarmekanalen er fra halvanden (Dicerca, Anthaxia) til to (Coraebus), to en halv (Capnodis, Sphenoptera) eller tre (Trachys) Gange faa lang fom hele Dyret. Spiſeroret er fnævert, valſeformigt, fulbfomment ret. Det gaaer jævnt over i den temmelig frævre ellipſoidiſte Mave, der, efterſom Spiſe— røret er lengere eller fortere og altſaa nager mere eller min— dre langt tilbage i Bryſtſtykket, enten kommer til at ligge i den bageſte Del af Forbryſtet (Sphenoptera), i dette og Mellembryſtet (Coraebus, Anthaxia , Dicerca), eller i Bag— bryſtet (Trachys, Capnodis). I Spiſerorets og Mavens ydre Hud viſe de transverſelle Muſkelfibre fig faa ſteerkt, at de ſedvanligen give Overfladen et tydeligt tverringet Udſeende. Deres indvendige Flade er bevebnet paa en noget forffjællig Maade. J Svalget er den mere eller mindre faſt pergament— agtig og delt i fer eller flere fvagt ophojede Strenge, der tabe ſig ud i Spiſeroret og i Almindelighed ere glatte, men hos Anthaxia tæt beſatte med forte Børfter og ſmaa ffarpe hornagtige Korn. Spiſeroret og Maven ere enten forfynede med lignende, yderſt tæt ſtillede, Hornpunkter — hos Capnodis, Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Nakke. II. 21 Authaxia, Coraebus og Sphenoptera — eller med fine og forte bagudrettede Borſter — hos Dicerca og Trachys. Py— lorus dannes af frage Vorter, fom ere mere eller mindre tydeligt chagrinerede med lignende Hornpunkter. Hos Anthaxia er til Spiſeroret ſojet et mærfeligt Appa— rat, hvortil intet Tilſvarende findes hos de vvrige af For- fatteren underſogte Bupreſter. Det er næmlig forfynet med fire ſtilkede, ellipſoidiſke, parvis bag hinanden ſideſtillede Til— heeng. Sakkene af forſte Par ere ſmaa, af ikke meget ſtorre Omfang end Svalget, udgage fra dettes bageſte Del og ere rettede forefter og udad, ſaaledes at de komme til at ligge en paa hver Side i Nakken. De af andet Par ere fire til fem Gange ſtorre og udgaar fra Sypiferuret i den forreſte Del af Forbryſtſtykket. De ere forſt rettede tilbage, men ombojes derefter fremad og indad, ſaaledes at deres pderſte videre Del kommer til at ligge tæt op til den ſmallere Rodhalvdels ud— vendige Side. Disſe Saekke have ligeſom Spiſeroret et tveer— ringet Uvdfeende og ere paa deres indvendige Flade beſatte med lignende Hornpunkter og gjennemtrukne paalangs af haarformige Pergamentsſtriber. Forf. erindrede ved denne Lejlighed om Oedemera eoc- rulea og Anoncoes ruficollis, hos hvilke Léon Dufour (I. c. p. 51 pl. 30 fig. 7, 8) har paavift et noget lignende Forhold, nemlig en foran Pylorus udgagende ſtor ſtilket Sek (en faadan har Forf. ogſaa fundet hos Stenostoma rostrata, en anden Form af Oedemerernes Familie), og bemærkede der— hos, at disſe Biller ligeſom Anthaxia fortrinsvis nære fig af Pollen, hvormed Forf. ſtedſe fandt Spiſeroret, Sakkene og Maven fyldte hos de Exemplarer, der toges paa Cichoriaceer og Skjcermplanter. Der ſynes imidlertid endnu ikke at funne fluttes til noget beſtemt Forhold imellem denne Slags Ne— ring og Tilſtedevcrelſen af Sakke paa Spiſeroret og Maven, 323 efterſom Seekkene ſavnes hos det overvejende ſtore Antal af Biller, der fore en lignende Levemaade. Duodenum er valſeformig, jævnt aftagende i Vidde forfra bagtil, fortil ret, den bageſte, i Bughulen liggende, Del ſpiral— formigt ſammenrullet til hojre eller venſtre Side. Det er for— nemmelig Duodenum, der ved fin Udftræfning beſtemmer Tarme— kanalens relative Længde: Spiralen er altſaa ſtorſt hos Cap— nodis og Trachys. Den forreſte videre Ende af Duodenum er delt i to valſeformige og imod Enden tilſpidſede blinde Flige eller Horn, i hvis Kloft Pylorus aabner fig. Fligene ere i Almindelighed af noget flørre Længde end Spiſeroret, hos Capnodis og Sphenoptera ligeſaa lange fom dette, hos Di- cerca endnu fængere, hos Coraebus og Anthaxia derimod nor get fortere; hos Trachys ere Fligene meget forte, af ligeſaa fort Omfang fom ſelve Duodenum, og bredt afrundede i En— den. Hos denne fidfte Slegt ere de ſtedſe ſperrede fra hin— anden under en ſpids Vinkel og ligge ret fremſtrakte; hos Anthaxia omfatte de gaffelformigt Maven, mod hvis Sider de fægge fig; hos Coraebus ere de tilbagebejede ved Roden og lagte tilbage langs med Siderne af Duodenum, medens de tillige gjøre en Krumning med opadvendt Hvelving og fremad— bojet Ende; hos de ovrige Slegter lægge de fig fremad langs Mavens Sider, bøje fig derpaa tilbage langsmed og udenfor deres bagefte Del, og dernæft atter fremad, ſaaledes at Spidſen kommer til at ligge yderft. Den ydre Flade af Duodenum er overalt bedakket med ſmaa halvfugfeførmige blinde Tilhæng (Kirtler), der hos alle Slegterne ere ſtorre og ofteſt tillige tættere ſtillede paa Fligene og den derefter folgende forreſte Del af Duodenum, men ſom efterhaanden aftage i Storrelſe og paa den bageſte ſpiralformigt oprullede Del kun viſe ſig ſom en ſvag Granulation, der hos de mindre Arter ere vanffelig at opdage. Hos Trachys og 21* -— tv — Coraebus have Tilhengene endog denne ſidſte Form paa Duo— denums hele Üdſtrœkning; hos de andre Slegter, iſcer Capnodis, Sphenoptera og Dicerca, ere de derimod ſaa ſtore og tet— ſtillede paa Fligene, at disſe faae Udfeende af at beftaar af uregelmæsfigt ſammenfojede Rakker af Kugler. J dette ſidſte Tilfælve treder Spiſen heller aldrig ud i Fligene, der faar ledes komme til at overtage en blot afſondrende Forretning. Naar imidlertid Burmeiſter (Handb. d. Ent. I. p. 154) ligefrem fætter Fligene i Klasſe med Spptkirtler (udentvivl fordi Gaede fremſtiller dem fom felvftændige Kar), fynes denne Tydning af flere Grunde ikke at kunne billiges. Denne merkelige Spaltning af Duodenum er et af de faa anatomiſke Forhold, der funne betragtes ſom tilſtrakkeligt faſtſtillede ved de tidligere Underſogelſer, og har ogſaa for— ffaffet Bupreſternes Tarmekanal en vis Beromthed. Hos Meckel (J. c. fig. 5 d. fig. 6, 7) og Garde (J. e. fig. I b) findes tillige Tilheengene angivne, hvorimod Léon Dufour beffriver Duodenum fom glat hos Ptosima novemmaculata og Agrilus viridis, fremſtiller den ſidſtes Duodenum fom mang— lende Flige og Fligene Hos den forſte fom blot let foldede i Randen (un peu boursoulllés sur leur bords). Da Forf. ikke endnu har havt Lejlighed til at underføge disſe to Former, maa han lade vet henſtaae uafgjort, hvorvidt denne Fremſtilling indeholder Sandhed, eller om den kun grunder fig paa en mindre nojagtig Underſogelſe. Det Samme gjælder om Me— ckel's Fremſtilling af Fligene hos Buprestis lurida (en endog med Henſyn til Slegten tvivlſom Art), ifølge hvilfen deres Ender ſkulde være rørformigt forlængede og mangle Tilheeng. Den ovrige Del af Tarmekanalen er omtrent af ſamme Længde fom Spiſeror og Mave tilſammentagne. Tyktarmen (Colon) tiltager jævnt i Omfang henimod ſin kolleformige Ende. Da Spidſen af Duodenum ligger yderft i Spiralen 325 og er rettet fremad, maa Tyktarmen, idet den udgaager fra Spiralens Spidſe, efter at have naaet indad og fremad tif Bughulens Midtlinie, gjore en Bojning tilbage, der altid er ffarpt ſpidsvinklet, for at funne fortſcette fig tilbage mod Gad— boret, bhvilfet ſkeer i en næften ret Linie hos alle Slegterne med Undtagelſe af Capnodis, hvor den banner en ſtor dobbelt Bugt ovenpaa Duodenums Spiral. Tyktarmens forreſte Tredie— del, i hvis Midte den omtalte ffarpe Bojning finder Sted, er betydeligt tyndere end det bagved liggende lengere Stykke, og afiættes tillige tydeligt fra dette ved overvejende Udvikling af Mufkelhudens Længvefibre, faa at det enten er ganſke glat eller dog meget finere tværringet end den folgende tykkere Del, hvor de ringformige Furer ere dybt indffaarne og adſkilte ved ſtorre Mellemrum. Maſttarmen opnaaer omtrent en Ottendedel af Tyktarmens Lengde. Hele Tarmen fra Gadboret til Duodenum gjennemlobes paa den indvendige Flade af fer Muffelftrænge, der i Tarmens ſvagt udvidede forreſte Ende overgage i ligeſaa mange ovale Vorter, der lukke Ingangen til Duodenum, og ere forſynede med et eller to ringformige Belter af tetſtillede Hornpunkter; hos Sphenoptera er den hele indvendige Flade af den forreſte fnevre Del af Tyktarmen tæt beſat med lignende Punkter. J Maſttarmen forvandles Strengene til fer brede Pergament— blade med hornagtige Rande, der beflæde dens hele indvendige glade og bagtil overgage i Gadborets Ringmuſkel. Bladene ere hvyælvede paatværé, ſaaledes at de hornagtige ſammen— ſtodende Rande komme til at danne frr Lengdekjole inde i Tarmen. Hos de ſtorre Arter, navulig hos Capnodis, antydes denne Bygning ogſaa udenpaa Farmen ved meget tydelige Fremragninger af Strengene, der altſaa fremſtille fig fom fer ophojede Linier, bhvilfe i Forbindelſe med Mellemrummenes 326 Tocerrynker give hele Overfladen et gittret Uvfeende. En ganſke lignende Bygning har Forfatteren truffet hos en Mengde an— dre Biller med kolleformig Tyktarm og ſex malpighiſke Kar, navnlig hos alle Melaſomer. Naar Tarmen ſammentrakkes, antage de ophojede Linier en Volgeform. Det er efter Forf.“s Mening disfe Linier, der hos Blaps mortisaga af Strauss- Durckheim ere blevne tydede fom „vaisseaux urinaires, repliés en zigzags sur eux-måmes, et contenus dans la tunique måme de Vintestin” (Considér. gen. sur Vanat. compar. des an. art. p. 274). Af Tarmekanalen hos Larven til Chalcophora mariana faves en Fremſtilling af Loew (Entom. Zeit. Jahrg. 1841. S. 34. Tab. I. fig 1—9). Der angives „ſtore Spytkirtler“, men fom ikke findes nærmere beſkrevne. Naar man med nojere Bekjendtſkab til Bupreſternes Tarmekanal betragter Afbildningen lig. 3 af Larvens Tarmekanal, eller blot ſammenligner den med Meckels og Gaede's Figurer, viſer den en ſaa ſtor Lighed med det ſuldkomne Inſekts Typus, at man vilde kunne holde den for en noget ſtiv eller maniereret Afbildning af denne. Imidlertid betragter Loew de to fra Duodenums forrefte Ende udgaaende lange Flige, der, ligeſom ſelve Duodenum, angives at være tæt beſatte med punktformige Kirtler, for ſaakaldte Galdekar, idet han benægter Tilſtedeverelſen af faar danne ved den bageſte Ende af Duodenum. Men denne Tyd— ning bliver faa utilſredsſtillende ved den Rakke af Anomalier, til hvis Antagelſe den tvinger; at det ſynes rigtigere at be— tragte Sagen fom uafgjort, indtil den er bleven prøvet ved nye Underſogelſer. Meckel, Gaede og Léon Dufour angive Antallet af de malpighiſke Kar til fire“). Forf. ſtjelner frr hos alle ) J en Afhandling „Om Ptiliernes Plads i Syſtemet, tilligemed nogle Antydninger om Klavikornernes Syſtematik“, fom Forf. for 327 de underfogte Former. De udmærke fig ved Længde og Tynd— hed, ligge ſammenrullede ovenpaa Duodenums Spiral, og ere med deres bageſte Ender hæftere til Midten af Tyktarmen. Scekretet er af en mere eller mindre mørk gul Farve. De mandlige Kjonsdele have en meget udmærfet Bygning. Sædfkirtlerne ligge op til Kjonsdelenes felles Udforings— gang Ductus ejaculatorius), bagved de afſondrende Biorganer af forſte Par, og beftaae af et afvexlende Antal af lange ror— formige Belge, der udgaae ſtraaleformigt fra Sedgangens Ender, derpaa ſammenrulles paa forffjellig Maade, og om— gives af et tyndthudet felles Hylſter, ſaaledes at de hver Sekdkirtel ſammenſcettende Bælge tilſammentagne komme til at udgjore et ſtort ovalt Legeme; i Almindelighed rage Belgenes yderſte Ender frem af Hylſteret og Danne en egen Oprulning. Bal enes Antal fandtes hos Coraebus rubi at være fem, hos Anthaxia umbellatarum fir, hos Trachys ti; hos Dicerca, hvor de ere meget talrige, kunde deres Antal ikke nojere be ſtemmes; hos Chalcophora mariana ere de ifølge Gaede's Fremſtilling (e. lig. 2 I.) ligeledes meget talrige. Hos Coraebus rubi ere Belgene neſten dobbelt faa lange ſom hele Dyret, meget tynde ved Roden, og tiltage efter— haanden i Tykkelſe jævnt udefter indtil deres kolleformige om— bojede Ender, der ere af ſamme Omfang fom Ductus ejaru- latorius. De ere ſammenrullede i en tet ſpiralformig Knude to Aar ſiden beljendtgjerte i nærværende Tidsſkrift, og med hvilken han føgte fra et anatomiff Standpunkt at bringe noget Lys ind i adſtillige forviklede ſyſtematiſte Forhold af ſtort Omfang, ere Bu— preſterne derfor nævnede mellem de Eleutherater, der have fire malpighiſke Kar. Forf. ſeer ſig nu iſtand til at tilfoje endnu en anden Rettelſe i hin Afhandling: at nemlig Hiſterne, ifolge ſenere, paa de ſtore fyreuropæiffe Urter anſtillede, Underſogelſer trære over i den Rakke af Klavikornernes Familier, hvor Antallet af de omt lte Organer er ſex. 328 i Bunden af Hylſteret, gjore derefter lengere foran i Dette flere ſpidſe Bugter fra Side til Side, og træde berpaa ud af Hylſteret med deres yderſte Fjerdedele, der ere ſammendrejede i Form af et bagvendt 8. Hos Anthaxia umbellatarum ere de langt fortere, kun halvanden Gang faa lange fom hele Dyret, men forreften af famme Form fom hos Coraebus, med Undtagelfe af, at hver af Bælgene ved Roden udvides til en lille firlig aflang Sakk, der ved en Indſnoring deles i et bageſte, kortere, ovalt og et forreſte, lengere og videre, ellipſoidiſk, tilſpidſet Stykke, der gaaer jævnt over i Beelgenes ſmalle Rod. Paa Grund af denne Struktur bliver Ovalen, fom Hylfteret med de ſammen— rullede Beelge danner, fortere og brevere end hos Coraebus; ligeledes ere de frie Ender ſammenlagte paa en anden Maade, ſaaledes, at de komme til at danne en lav bred Kegle paa Hylſterets Spidſe. Hos Dicerca have Bælgene ſamme relative Længde og, med Undtagelſe af deres ſtorre Tyndhed, tillige ſamme Form fom hos Coraebus. Den ſammenrullede og af Hylfteret om— givne Del danner et omvendt pæreformigt Legeme, de frie Ender en fort og tyk, paatværs fem Gange ſammenlagt Kolle. Hos Trachys indeſluttes Belgene fuldftænvigt af Hyl— ſteret, der er af en levende gul Farve. De ere ikke langere end Dyret, ved Roden langſtrakt ellipſoidiſte og noget videre end den forreſte Del af Ductus ejaculatorius, og aftage ber ſtandigt i Omfang ud imod Enderne. Beegene ere ſondrede i to Partier, fem i hvert, og Enderne af hvert Partie om— bojede indad mod hverandre og nedad mod Hylſterets Bund. Særfirtelen bliver ſaaledes næften ganſke kugleſormig. Saædgangene ere hos Dicerca og Anthaxia omtrent af famme Længde fom Sadkirtlerne, hos den ferſte kun livet tyffere end disſes Belge, hos Authaxia næften faa vide fom 329 Bælgenes Ender, men aftagende i Omfang ved Roden; hos Trachys ere de dobbelt, hos Coraebus endog tre Gange faa fange fom Gædfirtferne, hos den førfte overmaade tynde med udvidede omvendt kolleformige Rodender, hos den fidfte faa vide fom Serdkirtelbeelgenes Ender, med en for forlenget ellip— foidiff Udvidelfe ved Roden, hvilfen Scek hos Trachys minuta er delt i Midten ved en dyb Indſnoring; den ſmallere Del af Swdgangene lægger fig hos Coraebus i en Bue forfra bagtil langs med Sadſtokkens indvendige Side, hos Trachys danner den en ſtor uregelmæsfig Oprulning. Af de to Par GSædblærer (afſondrende Biorganer), der aabne fig i Enden af Ductus ejaculatorius, ere de af forſte Par af en fortere eller (Trachys) længere, i Omrids efter GSlægterne afverlende, kolleagtig Form, med ſpiralagtigt mod hinanden indbojede Ender, og i Almindelighed af en ligeſaa ſtor Masſe fom Sadkirtlerne. De af andet Par ere valſe— formige med undertiden (Anthaxia) kolleagtigt udvidede Ender, og ſedvanligen af ſamme Omfang fom den tykkeſte Del af Sævfirtelbælgene; de afvexle betydeligt i Længde, idet de hos Trachys fun ere livet længere end de af forſte Par; hos Coraebus og Anthaxia derimod endog halvanden Gang lengere end hele Kroppen; de ligge ſtedſe ſammenrullede i en ſtor Masſe imellem og under dem af førfte Par. De mandlige Kjønsdeles fælles Üdferingsgang (Ductus (jac.) aftager fra ſin noget udvidede Midte i Omgang mod begge Enderne. Den danner to ſmaa lodrette Bugter, en fremad over Sedblererne og en tilbage over Penis. Penis beftaaer i et pergamentagtigt, ved Randene hornagtigt, fladt, i Enden tilſpidſet Rer, der omgiver Enden af Ductus ejaculatorius; Aabningen befinder fig i et elliptiſfk Udfuit paa Rorets Overſide, et fortere eller lengere Stykke fra Spidſen, og har Form af en ſimpel Længdefpræfke med en noget for— 330 tykket Hudrand. Penisſkeden har Form af to ved Roden fammenvorne, ſmalle, bløde Hornklapper med flade og under— tiden udvidede Ender, der paa Randene ere beſatte med en— kelte Borſter. — Baade Penisroret og Klapperne afvexle meget i Form efter Slagterne. — En Parringsſæk ſavnes aldeles. Den Afbildning, Gaede har givet af de mandlige Kjons— dele hos Chalcophora mariana, bliver ifær derved fejlagtig, at Sedgangene ere fremſtillede losreone fra Sædfirtlerne font felvftændige afſondrende Kar (J. c. ſig. d.), og at Seddkirtlerne fremſtilles fom aabnende fig med en fort Gang i den bageſte Del af Ductus ejaculatorius (fig. [.). Hvad der bor forſtages ved det Par runde Legemer (lig. C.), der afbildes fom ſiddende ved Roden af Søædgangene og tydes ſom analoge med de Cowperſke Kirtler hos højere Dyr, ved Forf. ikke. Hos de af ham underſogte Former fandtes de ikke. De kvindelige Kjonsdele frembyde et meget anomalt For— hold. Acggeſtokkene hore til den fingrede Form. Afvexlingen i Rerenes Antal er meget ſtor, men ſtager i de Tilfelde, hvor en Sammenligning har unnet anſtilles, i noje Samklang med Antallet af Sædtirtelbælgene hos Hannen: hos Trachys findes ti, hos Anthaxia nitida og umbellatarum fer, hos Anthaxia salicis og Coraebus rubi fem, hos Sphenoptera lineata otte, hos Sphenoptera rauca ti, hos Capuodis tenebrionis fire og tredive. De udviklede Pg ere fort ovale, ellipſoidiſte (Sphe noptera rauca) eller fangftraft-ægformige (Coracbus). Auegge— lederne ere i Enden delte i korte kolleformige Ror, et for hvert Rør i Aeggeſtokkene. De ſamle fig bagtil i en fort fælles Gang, Hvis indvendige Flade undertiden (Capnodis) er perga— mentagtig eller (Anthaxia) beſtroet med utydelige Hornpunkter, og fom aabner fig paa Underfladen af den forte og vide 331 Eggegangs Spidſe. Baade denne fælles Gang og ſelve AEggegangen ere kraftigt muſkuloſe, og antage i ikke udſpilet Tilſtand et tydeligt tværringet Udſeende. Den fækformige Sedkapſel (Capsula seminalis) aabner fig med en fort og vid Hals Ductus seminalis) i Spidſen af Aggeſtokkene, næften til Roden af Bughulen. J ſidſte Til— fælde er den ſedvanligen oval eller ellipſoidiſk, inden Parringen verfer den noget i Form: hos Sphenoplera rauca er den i dette Tilfelde kolleformig med to ſvage Indſnit i den bredt afrundede Ende, ſom derved, ſeet ovenfra, fager et kort-tre— tunget Udfeende; hos Capnodis viſer den fig i denne Tilſtand fangftraft valſeformig og danner to lodrette Bugter; men ſelv inden den fyldes med Spermatozoerne er den ſtedſe i det mindſte dobbelt faa vid fom Eggegangen. Dens ydre Hinde er tyk, muſkulos, med ſaavel paalangs gaaende fom ring— formige Fibre; dens indvendige Flade, der undertiden (Capnodis) er ſvagt hornvortet, er i ikke udfpændt Tilſtand fint lengde— rynket. Sadkapſelens Kirtel (Glandula appendicularis) har Form af en ret anſelig kolleformig (Trachys), krummet ellip— ſoidiſk (Sphenoptera lineata, Coracbus rubi, Capnodis tene— brionis) eller valſeformig, i Enden opad tilbagebojet (Sphenop- tera rauca) tyndhudet Sek, der afvexler noget i nærmere Om— rds og relativt Omfang efter den Periode, hvori Sekretet ber finder ſig. Dens Üdforingsgang er omtrent af ſamme Lengde fom Gæffen; dens ydre Hud er tyk, mufkulos, toærringet, den indvendige undertiden pergamentagtig; den aabner fig i Sedkapſelens Hals paa dennes nederſte Side. En Parringsfæf (Bursa copulatrix) mangler aldeles. Hos Anthaxia umbellatarum fandtes i en Hun ſtrax efter Parringen ikke alene Sedkapſelen men tillige Aggelederne ligefra deres felles Gang indtil Roden af Uggeftofrørene als deles opfyldte af en umaadelig ſtor Masſe af Spermatozoer, 332 font, efterat der var gjort en Aabning i AEggelederne, ſoges at ſtromme ud i en tyk Straale. Endvidere fagttoges engang hos Sphenoptera lineata et enefte fuldſtendigt udviklet g at optage Sædfapfelens hele Hulhed. Sammenholdes disfe to Jagttagelſer med Sadkapſelens overordentlige Storrelſe og muſkuloſe Struktur ſamt forte og muſkuloſe Hals, og den langſomme og ſtodviſe Udvikling af Aeggene, faa ledes man til at antage, at Befrugtniugen hos Bupreſterne foregager i Mggeledernes Ror, i hvilke ACagene findes nedgledne, naar de have opnaget deres fulde Storrelſe: og at Sadkapſelen foruden den ſeedvanlige Funktion endnu overtager to andre, nemlig at drive Spermatozoerne efter» haanden frem imod YEygeftoffene, og ſiden at tjene til ſidſte Gjemmeſted for de befrugtede Gg; hvorved da en ny Parring blev nødvendig for hvert Hold af Wg. En ſaadan Antagelſe vilde ſtaae i Overensſtemmelſe med den langſomme og perio— diſke Aflægning af AGygene, der maa finde Sted hos Dyr, ter, fom Bupreſterne, ffulle indbringe dem enkeltvis i Tre— ſtammer. Men va det herved vilde være afgjorende at vide, om Foſterets Udvikling hos de befrugtede Hunner allerede ber gynder i de Wg, der ligge i Wggeſtokrorenes bageſte Rum, og Forf. for nærværende Tid ikke er iſtand til at befvare dette vigtige Sporgsmaal, tør han kun henſtille det Ovenſtaaende ſom en midlertidig Hypotheſe. De kvindelige Bupreſter ere forſynede med et meget ud— viklet Nedffab til at aflegge YWggene. Det beſtager i et fladt, hudagtigt, trefeddet Rer, der omgiver Enden af Vagina, og ſom kan ſammenſkydes ſaaledes, at det tredie og lengſte Led optager det andet, der er det korteſte, og dette atter det førfte. Det er udvideligt i hejeſte Grad. Paa Underſiden af hvert Led findes to Hornliſter, af hvilke de paa forſte Led med deres forreſte Ender ere heftede til Underſiden af det overſte Kloak— 359 dekkes Forhjorner; paa den overſte Side har kun tredie Led ſaadanne Hornliſter. Den yverfte, fædvanligen udvidede, Ende af tredie Led har i Spidſen to, undertiden toleddede, Palper, der atter, ligeſom tillige felve Randene og Spidſen af den udvidede Ende, ere forſynede med forte Borſter eller Torne. — JRorets relative Længde og nærmere Form og i Byg— ningen af Liſterne og den udvidede Ende findes betydelige For— ſtjelligheder. Saaledes er hos Trachys Roret overmaade fort med rudimentært andet Led og uden Hornliſter paa Overſiden af tredie Led. Hos Coraebus er det overmaade bredt med næften eirkelformigt udvidet Ende og ligeledes rudimentært an— det Led; Rummet imellem Liſterne paa tredie Leds Overſide er lengderynket og tæt hornvortet. Hos de vvrige underſogte Slegter er det i udfiraft Tilſtand næften faa langt fom hele Bagkroppen og har en forffjelligt formet uparret Hornliſte langs Midten af tredie Leds Overſide; hos Capnodis ere Palperne erftattede af en Buſk førte Torne paa hver Side af Spidfen . Bed Fordelingen af Nerveganglierne beftaaer det meſt Karakteriſtifke deri, at Mellem- og Bagbryſtets Ganglier ere ſammenſmeltede til et ſtort Ganglie, der ligger i Roden af Bagbryſtet. Af de fem Bugganglier ligge kun de tre ſidſte i Bughulen. Det ſidſte af disſe (Kjonsdelenes Ganglie) ud— ſender fire Par Nerveſtammer, hvert af de fire foregagende kun et Par. De ſidſte Bugganglier afvexle meget i deres Leje mod hverandre, og ere ofte ſammenſmeltede med Kjønsgangliet. Forfatteren foreviſte en Rekke af Tegninger til Oplys— ning af de ſtildrede anatomiffe Forhold. Bidrag till Hiſtorien om Juſek⸗ ternes Stridulations⸗Organer. Forttſättning. Se Naturh. Tidsſtrift, 2den R. 1, 57.) Elaphrus uliginosus, cupreus, lapponicus och riparius. Strivutationen hos disſa Coleoptera äſtadkommis förmedelſt frietion af en på öfra ſidan af analſegmentet belägen ſerrulerad Lift, emot en på Skalvingarnes undra ſida belägen längs efter ſtrimmig uphöjning. Liſten igenfinnes å ömſe ſidor af anal— ſegmentet, utlöpande från det membranöſa eller mjukhudiga penultima dorſalſegmentet, i en ſued ricktning bakät, med yttre ſpetſen dirigerad åt det hörn, der abdomens ſidomargen och analſegmentets frammargen äro ſammanvuxne. På en del torrkade exemplar tydes den utgöras af en del af ſjelfva anal ſegmentets frammargen, och icke af en ſärſkild del för ſig; men detta är blott en ſynvilla, vaͤllad i följd af liſtens och nämnde margens approximerande entill hvarannan, efter dorſalſegmenternes hoptorrkning. Liſtens upſtäende tänder eller rättare transver— felle ſmärre ffarpfantige liſtor hos E. uliginosus, cupreus och mähända lapponicus, hvilken ſednare ſäſom något ffadad icke kunnat med full ſäkerhet examineras, få icke juſt tätt tillſamman; hvarföre mellanrummen ſynas få flora, ja till och med ſtoͤrre 395 än det ſpatium, fom uptages af hvarje tvårlift. Desſas antal ſynes icke öfverſtiga 10—12. På E. riparius åter flå tån- derne tåtare tillſamman och äro vår dubbelt få många. Nära yttre margen af ſkalvingarnes ände igenfinnes det pasſiva ljud— organet, företeende fig ſäſom en uphöjd, något kullrig bäge, fom är bredare framåt, fmånigom afſmalnande bakaͤt. Den börjar med fin bredare ånde ſtrax vid flutet af den liſt, ſom löper parallelt med yttre vingmargen, och hvilken vi veta finnes tillſtädes hos en ſtor mängd Coleoptera, ſamt bildar ett canal— formigt receptaculum för abdominalmargen; den minfkar ſig ſmänigom i bredd och höjd, ſamt fluteligen förfvinner bakät; deſs yta är förſedd med mycket fina och tätt ſtäende, i longitu— dinel ricktning ſtällde, ränder; hvilka betraktade på ſidan med ett ffarpt ſynglas, icke frårligen funna urſtilljas. När djuret höjer och ſänker analſegmentet, gnides den ſerrulerade liſten öfver vingbägens uphöjda ränder, och förorſakar dä ett knar— rande eller gniſslande hud, ſäſom hos Cerambyeinerne med flere. Atan af det pasſiva organet ſynes opak, ſynnerligaſt dä man betraftar det på ſidan. Jag har förut (Å eiterade ſtälle pag. 61, lin. 18) yttrat: att dylike organer vanligtvis ſynas opaka i en viſs dager; hvilket naturligtvis blifver en följd af ljusſträlarnes hämmade reflexion uti fördjupningarne emellan de uphojde ränderne, ſedde tvärs føre eller ockſä något på fned. Betraktar man dylike ſtällen, vände med lineerne longitudinelt ricktade emot ögat, få måfte ſtället ſynas blankt, aldenſtund ljusſträlarnes ſtudsning åt ögat icke hämmas af naͤ— got uphöjdt motſtand. Men jag får anmärka: att ju finare eller mindre uphöjde ränderne förekomma, ſaͤſom paa de fleſte Cerambyces, Lepturæ, Mutilla europæa etc., deſto mera måfte naturligtvis ytans utſeende närma ſig till ſkenbar polityr, äfven då organerne betraktas på det förſtnaͤmnda ſättet, eller med ränderne ſtällde tvärs för ögat. På ſamma fått maͤſte 336 ſörewälet förete fig, om man åffådar detſamma för mydet perpendikulärt, och icke under ögats tillräckeliga ſänkning i hori— zontelt plan med föremaͤlet; för hvilket åndamål man ſtundem måfte offiyta organet från de omgiſvanda hindren för fynglafet, dä detta måfte haͤllas nåra intill føremålet. Stundom företer fig ytan åt alla Hall opaf; mähända derföre: att hela organet i och för fig fjelft år opakt eller chagrineradt, eller med fore fade refflor i alla directioner. Blethisa multipunctata. Studeranden Thorell hade vid ett tillfälle i början af näſtledne October månad, då han fangade en Blethisa multi punctata (fastnad utt en ſpindelväf) förmärkt: att denna äſven kunde framalſtra ett knarrande ljud. Han hade icke obſerverat de delar af kroppen, ſom voro rörliga under ſtridulationen, ock kunde ſäledes icke lämna någon beſtämd uplysning, från hvilket hall Tjudet hade fin upkomſt. Jag tog för afgjordt: att nämnde Coleopter, fom företer en nära öfvergängsform till flågtet Elaphrus, och fom förer ſamma lefnadsſätt, ffulle vara utruftad med enahanda ſtridulationsorganer fåfom desſe. Detta mitt förmodande blef ockſa verfeligen beſannadt, dä jag exami— nerade ett torkadt exemplar utur min ſamling. Den vid be— ſtrifningen af Elaphri ſtridulations-organer omnämnda, med yttre vingmargen inunder parallelt löpande liſt, eller ſä kalladt receptaculum för abdominalmargen, ſynes paa Blethisa multi- punctata tydligare utſträckt till vingspetſen, och är derſtädes aldeles ſammanvuxen uti ett jemnt plan med det pasſiva or— ganet; hvars pttra ſidomargen ſaͤledes icke ſäſom på Elaphri ſynes kullrig, ej heller deſs breda ſramända disjungerad från receptaculum genom en fned intryckning. Det activa organet eller liſten ofvanpå analſegmentet är beſatt med gleſare tvärliſtor, 337 ſäſom pa Elaphrus uliginosus, cupreus och lapponicus, och icke med tätt ſtäende, ſäſom på Elaphrus riparius. Hos Pelo- phila borealis, fom i den generiffa characteren föga fkilljer fig från Blethisa multipunctata, ſaknas ſtridulationsorganer; och jag förmodar åfven att ingen art af flågtet Nebria är begåfvad dere med. Jag har af desſa ſenare underſökt endaſt Nebria brevicollis. Omaloplia brunnea. Då jag redan för ett par år ſedan, då nämnde ffalbagge togs, visferligen tyckte mig förmärka, att den låt höra ett ſakta knarrande ljud, hade jag dock icke med någon visſhet kunnat ut- rona det egenteliga ſtället, hbvarifrån ljudet upkom; hvilfet fal— ler fig ganffa fvårt, af den orſaͤk, att de få ovanligt mjuka kroppsdelarne, då djuret haͤlles faſttryckt emellan fingren, lätte— ligen böja fig undan i ledfogningarne, och hvarigenom det ockſaͤ händer, att de ſtridulerande organerne rubbas utur ſitt appro— rimerade läge intill hvarannan. Jag hade i ſomras tillfälle att öfverkomma flere exemplar, dem jag hemförde lefvande uti en flaffa, för att nogare underſöka. Gamma eaſus inträffade Då, ſäſom forra gängen, nemligen: att djuret låt höra ett föga varagtigt ljud, likaſom det icke ägt tillräckelig mufkelſtyrka uti fina klena lemmar att motarbeta tryckningen emellan fingren; hvil— fet annars i høg grad äger rum hos de öfrige ſtridulerande Coleoptera; deribland ſynnerligaſt ſlägtet Geotrupes utmärker fig. Efter flere itererade ſörſök tyckte jag mig finna, att ljudet føre orſakades medelſt thoraeis rorelſe emot underlifvet. Jag trodde i förſtone, att ljudet framalſtrades likaſom hos Cerambyeini me— delſt frietionen af en under pronoti bakmargen varande ffarp lift, emot den ſtrimmige mefonotum eller præfeutum; men daͤ jag hvarken med ett ſkarpt beväpnadt öga kunde fr, ej heller med en tillſpetſad penna eller med äggen af en pennkuif kunde Naturhiſtoriſk Tidsſtrift. Ny Rakke II. 22 338 utrona, alt diſten af præfeutum befanns vara ſteimmig, få öfver— gaf jag tanken på nämnde flags mechanismen för ljudets upp— komſt. Stödjande mig på det en gång faltade grundbegreppet om dylike ljuds phyſiſka verkſtällbarhet, blef det mig dock flute- ligen en möjlighet att igenfinna de undangömde ſtridulations— organerne, hvilka befunnos förborgade på en plats, hvarpå exem— pel icke föreſinnes hos naͤgon bland de af mig för öfrigt be— ffrifne ſtridulerande inſekterne. Sedan jag underſökt alla för ögat ätkomlige ſtällen, flutade jag med att losſkillja thorax från underlifvet, och att i ſädant flid beſkada denſamma. Jag ob— ſerverade dä frå inre ſidan af proſternum en midt uti denna belägen längsgaͤende aflång brun- eller ſvartagtig fläck. För att utrona om denna var ſtrimmig eller icke, maͤſte ofre delen af thorax eller pronotum bortklippas. Jag obſerverade derefter under fynglafet att fläcken var verkeligen ganffa tydeligt rispad med reguliera tvärsgäende ſtrimmor. Denna fläck var det ae— tiva ſtridulationsorganet. Det pasſiva igenfanns på metafter- num, och beftod af en brune eller ſvartagtig ffarp liſt på ſjelfva frammargen; hvilket i det naturliga fkicket betäckes af det bakom frambenens höftleder nerſkjutande proſternum. Wi ſe fåledes att ſtridulationsorganerne, ſom äro aldeles likadanade ſaͤſom hos Corambycini, äro belägne icke allenaſt på motfatta hå ofvan och under, utan ock på motfatta häll fram- och baktill, eller: att hos Cerambyeini det organ, fom år activt och finnes pa pronotum beftår af en ffarp Liit, men hos Omaloplia brunnea är det beläget på profternum och beftår af en ſtrimmig flåd; och hos den förre är det pasfiva organet beläget på mefonotum och beſtär af en ſtrimmig fläck, men hos den ſednare på meta— ſternum, och utgjøres af en ſtarp liſt. 359 Ceutorhynchus pericarpius, inconspectus, litura, quercus, marginatus, ericæ med flere; famt Cryptorhynchus Lapathi koch Lema (desſa Aue fenare mera detaljeradt beſkrifne än förut; ſe citerade ſtälle pag. 6). De upräknade Ceutorhynchi funna äſtadkomma ett knar— rande ljud genom ſamma mechanismen ſom den, hvilken af mig blifvit beffrifven för Cryptorh. Lapathi, eller: att ljudet fram⸗ bringas förmedelſt ſiſta abdominalſegmentets frietion emot undra ſidan af ffalvingarne. Det år troligt att den ſtorſta delen af det genuina flågtet Ceutorhynchus äga en lika förmaͤga. Jag hade förut icke med full vishet kunnat utröna på Cr. Lapathi, om ljudet förorſakades antingen helt enkelt genom den feabröſa pygidit friction emot vingmargen, eller genom något på pygidii fra ſida belåget fårffidt organ, fåfom activt verkande emot en inanföre vingfpetfen belägen ſnedt gående liſt; hvilken ſenare aͤtminſtone ſyntes tydeligt för handen. Pä Cryptorhynchus Lapathi obſerveras tämmeligen tydligt på framdelen af det gul— bruna dorſalſegmentet, fom grånfar intill pygidium, en å ömſe ſidor belägen oval opak fläck, till färgen äfven gulbrun, va— rande mera flått än den öfriga ytan, men dock, fåfom det fynes under ett ffarpt ſynglas, fint frabros eller chagrinerad. På Ceu- torhynchus pericarpius företer fjelfva analſegmentet eller py— gidium på frammargen en transverſel femicireulår likabefkaffad fläck, ſvart till färgen, likaſom ſegmentets öfriga yta, och ur— ffilljes lätteligen på fitt opaka utſeende. Jag har icke under— ſökt flere Ceutorhynchi, och jag förmodar att fläcken förekommer på en del arter med brun eller gulbrun färg. För antagande af nämnde chagrinerade fläck ſäſom det egenteliga activa ſtridu— lationsorganet är jag få mydet mera benägen, fom jag haft tillfälle genom en fenare obfervation igenfinna ett aldeles lika 22* 340 organ, men blott folitårt, midt på frammargen af analſegmentet hos de flefte arterne af flågtet Lema, hvaraf jag i ſommar haft tillfälle underſöka flere i lefvande tillſtändet, och på ſamme gång ſjelſva ſättet, huru djuret i nämnda tillſtänd få att fåga førftår att göra den chagrinerade fläcken, vafttadt analſegmen— tets mjukhet, användbar för ſtridulationen; hvilket jag icke lyckats funna obſervera på Cryptor. Lapathi, hos hoilken fläcken på det mjuka penultima dorſalſegmentet ligger långre fram fore dold under ffafvingarne. DA jag nemligen betraktade en lef— vande Lema cyanella och melanopa, under det desſe genom höjning och ſänkning af analſegmentet fatte Detta I rorelſe emot vingarne, obſerverade jag att den ſtrimmige fläcken i följd af den inre mufkelanſträngningen hölls ſpänſtig eller tillika med den omgifvande huden upſväld, bhvarunder den trycktes tätt intill vingarne. Hos Lema ſynes fläcken vara transverſelt ſtrimmig och icke ſeabros eller chagrinerad ſäſom hos Cryptorh. Lapathi och Ceutorhynchi. Herr Docenten Schiödte har på Lema brunnea obſerverat nämnde organs tellvaro, och å eiterade ſtälle pag. 13, lämnat en fort notice öſver organets form. Men jag får göra den anmärkningen: att organet på ſamma art icke, ſäſom Herr Dor centen förklarar, ſynes beſtä af Ane ſärſtilda, baktill conver— gerande uphöjda liſtor, utan, efter hvad jag kan finna, af en enda liſt eller rättare platt köl, ſom baktill är klufven eller ſpetsvinkligt urringad. Organet, fom hos visſa Lemaartee före— kommer i olika former, ſynes på alla hafva längs midten en intryckt canal, fom utgör troligtvis ett flags receptaeulum för den allrainnerſta vingſuturan, och finnis tillſtädes hos en ſtor mängd andre Coleoptera. Denna canal vällar att frägavarande organ ſynes delad i tvenne halfvor. Pä flere andre Lemæ år impresſionen mydet ſvag. Enligt den underſökning, jag kunnat göra på torrfade exem— 341 plar af de ſvenſke Lema, deribland dock, fåfom förut nämndes, Lema melanopa och cyanella examinerats i leſvande tillſtändet, förekommer den ſtrimmige fläcken ungefär i följande former, nemligen: på Lema merdigera och brunnea ſäſom oval, fram— till trubbig, baktill tvåflifig; på L. 12-punctata och Asparagi transverſelt ſemieireulär; på L. melanopa och cyanella (L.) ſemioval. På Lema (Auchenia) subspinosa och flavicollis fyr nes als icke någon ſaͤdan fläck tillſtädes; hvarföre jag förmodar att desſe Ane arter, fom vdfå råtteligen böra vara generire ſkillda, ide funna frambringa något ljud. Skillnaden i det pasſiva organets form och läge hos förutnämnde Cureulionini och Lemæ beſtär deruti: att hos de førre ſynes det utgöras af, ſäſom förut nåmndes, en på inre ſidan af ffalvingarne belägen ſnedtgäende liſt, men hos disſe, ſaͤſom det vill ſynas på Lema brunnea, af den fint chagrinerade vingſpetſen eller monne på andre arter, af en laͤngsgaͤende ſtrimmig köl under vingſuturan? likaſom fallet är hos Copris lunaris och Pælobius Hermanni, hvilken ſenares ſtridulationsorganer jag funnit beſkrifne af Herr Doktor Smidt, uti Entomologiſka Föreningens i Stettin Tids— ffrift år 1840 pag. 10, og hos hvilfen Coleopter aldeles ena— handa ljudorganer ſäſom hos Copris lunaris förekommer. Sutu— ran eller vingſpetſen hos nämnde Curculionini ſynes beſtämdt icke ſtrimmig, och icke heller kan det pasſiva organet derſtädes vara beläget; ty då ffulle detſamma icke funna raͤkas af den ſtrimige fläcken, ſom är belägen mera aflägsnad aͤt analſegmen— tets ſidor. Hos Lema åter fan dette äga rum, emedan den ſtrimmige fläcken ligger preeiſt midt under futuran. Föranledd af den yppade fkilljagtigheten i activa ſtridula— tionsorganets form och ålven färg hos de af Gyllenhal under flågtet Lema uptagne arter; hvaraf en del icke vbetydeligen ſtillja fig från hvarannan genom en olika ſtructur af thorax och ätſtillige andre mer och mindre fkilljagtige Maracterer, foretog 342 jag mig att granffa, om icke händelſevis nämnda organ torde vara olika bildadt hos de ſäſom olika kön af ett och ſamma fpecies af Gyllenhal, under namnet eyanella uptagne formerne; hvaraf den få kallade honan torde hafva förefallit en hvar, fom med noggranhet åfett denſamma, ſäſom tydeligen ſkiljd från den af honom beſkrifne få kallade hanen; genom hvilken underſökning jag förmodade, att ett ytterligare beſtyrkande af nämnde antar gande torde vinnas. Jag thyckte mig erfara vid en fåvan granſk— ning: att ifrågavarande organ på hanen var baktill mera regele mesſigt eirkelrund med otydligare impresſion längs midten och af mörkbrun färg; men hos den få kallade honan tycktes fläcken baktill vara mindre regelmesſigt eirkelrund eller något emargi— nerad, i följd af den tydligare genomgaͤende canaliculan, och af fvart färg, ſäſom den ofriga ytan af analſegmentet. En ſaͤdan, ehuru obetydelig dock tämmeligen diſtinet olikhet, ſynnerligaſt med hänſyn till färgen, tillika med thoracis utmärktare formfkillnad, ſamt den olika punkteringen på hufvud, pronotum, vingar och till och med på fternum beſtyrker tillräckeligt artſkillnaden. Ockſä har Herr Doktor Suffrian uti fin öfver de Tyska Leme af gifna beffrifning, ſom jag fett intagen i Entomologiſka Förenin— gens i Stettin Tidſkrift år 1841 pag. 97, ricktigt uptagit baͤda fåfom ſkilljda ſpeeies, nemligen: under namnet cyanella Lin. den af Gyllenhal beſkrifne hanen, och under namnet rugi— collis Kugelan den af henom beſkrifna honan. Theridion (Asagena Sund.) serratipes, 4-punetatum och guttatum. Jag har förut uti en afhandling om ſtridulations-organerne hos förſtnämnde ſpindel (fe naturhiſt. Tidsſkrift IV. pag. 349) yttrat den förmodan: att honan, hvaraf blott ett enda illa con 343 ſerveradt exemplar blifvit examineradt, icke ſkall funna äſtad— komma något ljud. Jag har i år lyckats fånga ett exemplar, och jag fick då tillfälle att nogare underſöka nämnde förhaͤllande. Jag erfor då : att de organer, fom förefinnas hos hanen, verkeligen ſaknas hos honan; och att denna I följd deraf icke kan ſtridulera. Efter hvad jag känner, är det blott ett enda likartadt fall, ſom äger rum hos de bevingade inſekterne, nemligen: hos våre in— hemſke Achetc och Locuftæ, bland hvilfa endaſt hanarne äro ut— ruſtade med ſtridulations inſtrumenter. Theridion 4-punctatum Fabr. & har jag äfven obfer- verat funna åftadfomma ett aldeles lika ljud, och genom ena— handa mechanismen, fåfom hos Th. serratipes. T. 4-puncta- tum är en allmän ſpindelart, ſom merendels träffas blott i bus, talrikaſt förſt om våren. Deſs thorar är, likaſom på den förſtnämnde, mera haͤrd än vanligt, vfvanpå mörkbrun eller brunſvart, chagrinerad; inunder fvart, glänſande, granulös; ab— domen är brun eller brunröd, med en transverſel hvit båge nära baſen och med en mer eller mindre tydlig hvit linea längs efter ryggen. Iheridion guttatum Wider &, en liten ſpindel, blott dubbelt få ſtor ſäſom en loppa, allmän i Julii och Auguſti månader, under gamla löf efter Ek, Ahl m. m., med thorax ſvart ofvanpaͤ och inunder ſcabrös eller granulös, med abdo— men brunröd, ie ryggen med en ferie af 45 hvita fläe— far, och med 3 dylike fläckar i ſidorne, år utruftad med aldeles likadane organer, fåfom hos de Ane förenåmnde, och kan helt viſst, likaſom desſe, ſtridulera. Jag har efter blott ett enda förſök icke ännu lyckats få höra ljudet, fom naturligtvis maͤſte vara ganffa ſvagt hos ett faa lidet djur; hvilket offå är få ömtåligt att funna emotſtäͤ den ringaſte tryckning emellan fingren. Utom den hos Th. serratipes och 4 punctatum obſerverade 344 ſerrulerade bågen kring abdomens bas, har jag, vid en fenare underſökning, uptäckt: att inunder ſamme bäge befinna ſig flere lägre tätt fiående uphöjda bågiga linier, hvilka, ſaͤſom bäſt träffande de andre tvärſtrimmorne på thoraeis bas, vå frietio— nen verkſtälles, ſäkerligen äſtadkomma den ſtörſta verkan af den gniſslande ljudet; det vill ſäga: att ehuru visferligen ett gröfre knarrande aͤſtadkommes genom frietionen emot thorax af det gröfre ſerrulerade inſtrumentet, få blifver ſamma ljud icke få tyveligt upfattadt af örat, ſaͤſom det finare och i öronen mera ſkärande ljudet, hvilket framalſtras af det finrandigare organet. Tillägg. J min förra afhandling 1844, pag. 8, lin. 2 hade jag anmärkt: att på Trox finnes på inre ſidan af ffalvingarne, ſtrax vid ſuturan, en längsgäende trärsöfver ſtrimmig köl (lika— ſom på Copris lunaris) den jag icke beſtämdt kunde utröna, om den ſpelar någon rol med t ftridulation, på den grund: att jag på analfegmentet icke kunde utröna något organ, fom vid ſegmentets limiterade tillbakaſänkning under vingarne kunde upnå någon del af den ſtrimmige kölen; hvilfen icke tydeligen börjar förr än ett ſtycke frän vingſpetſarne. Med anledning af den företeelſe ſom äger rum hos Lema och ſäkerligen ockſaͤ hos Cryptorhynchus Lapathi, nemligen: att dorſalſegmenterne dakttadt deras mjukhet funna af djuren utſpännas förmedelſt de inre mufklernes tillhjelp, få anſer jag det icke otroligt, att Tror använder något eller någre af de underliggande dorſal— ſegmenterne, ſamt medelſt nägon upſtäende bit, den jag icke för närvarande kunnat ſkönja på torrkade exemplar, verkſtäller frie— tionen emot förenämnde ſtrimmige köl. Det ſynes deſsutom ſannolikt att denna köl på r det der läget icke är till utan ända— mål. Jag får göra denna anmärkning, men dock med vidhäl— 345 lande af mitt förra påftående: att ett tydligt knarrande ljud äfven frän abdomens ſcabröſa ſidor, fringerande emot vingarnes inre ſtrimmige eller chagrinerade margen, ſynes ganffa troligt. Mitt anförande om Cychrus, pag. 7, lin. 1, der det her ter: att ſtridulationen upkommer genom abdominalmargens gnid— ning emot den ſkarpa inböjda vingmargen, har icke förekommit mig enſamt tillfylleſtgörande, utan får jag nu antyda ett annat fått, hvarigenom det mäſt effectiva ljudet ſannolikaſt upkommer, och hvilket fått af mig förra gången icke kunde utrönas på det exemplar jag underſökte, hvilket lärer hafva varit nerklibbadt af de oftaſt utträngande ererementerne, fom ſedan faſttorkat på den plats, hvareſt den af mig ſäſom grund för beſtämmandet af ljudorganets localiſering antagne opacitet förefinnes. En fådan beſkaffad yta ſynes för handen på inre ſidan af den liſt, fom löper paralelt med vingmargen, på den plats, hvareft liſten ett ſtycke från vingfpetfen gör en bugt inät. Hår ſynes inre ſidan opak och under fynglafet mycket ſubtilt ſeabrös. Denna plats är troligtvis det ricktiga ſtället, hvareſt den pasſiva frie— tionen verkſtälles genom höjningen och ſänkningen af analſeg— mentet, hvars omſlagna ſidomargen, gulbrun till färgen, ockſä ſynes vara opak och ſeabrös. För att obſervera denna ſiſt— nämndes opaeitet, måfte ett ſtycke deraf afklippas och ſärſtildt betraktas under ſynglaſet. Götheborg i November 1845. N. Westring. 346 To guineiſke Karaber beffrevne af J. C. Smiodte. 1. Hiletus. Tab. III. Mesosternum inferius excavatum, prosterni apicem libere re- cipiens. Anguli frontales ante oculos dilatati, basin antennarum ob- tegentes. Antenne geniculatæ; scapus elongatus, fovea antennali receptus. Mandibulæ serratæ, fornicatæ, maꝙillas et labium obvolventes. Mazxillæ mala interiori decurva, spinulis connatis, superne spongiosis. Mentum fornicatum, lobis eæcavatis: dente medio brevi, qua- drifido. Lingua descendens: ligula elongata, multisetosa: paraglossis liberis, elongatis, falcatis. Palpi articulo ultimo anguste securiformi. Pedes graciles, tarsis angustis, acuminatis: unguiculis gracil- limis, seta intermedia fultis. Eiltös, ob maxillarum formam. 347 Hiletus versutus. Long. 64 lin. Statura et habitu Pterosticho lepido quo- dammodo similis, sed paullo major, latior, capite duplo fere crassiore, forma antennarum pedumque gracilitate primo in- tuitu insignis. Oblongus, convexiusculus, impunctus, gla- ber, nitidus, niger, supra obscure æneus. Caput quartam ferme partem totius corporis longitu- dine æquans, convexum, crassum, fronte profunde bistriata; collum stria arcuata superne disjunctum. Clypeus convexus, angustus, lateribus profunde sinuatis, apice late rotundato. Anguli frontis striam intraocularem solitam excedentes, ante oculos dilatati, rotundati, convexi, basin antennarum usque ad incisuram scapi oblegentes. Foveæ antennales infra ocu- los ad collum usque oblique protensæ, valde excavatæ, scapi figuram mentientes. Tempora supra serobiculos transverse striata. Gula valde convexa: å margine ejus anteriori medio pone fornicem menti series nascitur antrorsum directa se- tarum rigidarum. Oculi parvi, vix prominentes. Antenne tertia tantum parte caput superantes, piceæ, apicem versus dilutiores. Scapus tertia totius antenne parte nonnihil longior, nudus, curvatus, sursum retroque flexus; latus anterius intra apicem obtuse angulato-dilatatum; summa scapi basis ante bulbum articularem profunda in latere posteriori notatur incisione, qua lamina frontalis, antenna elevata, amplectitur. Flagellum propter basin angustatam formam clavatam ferme mentiens, teres, articulo ultimo obovato, ceteris obconicis; articuli 1-3 cornei, angusti, magnitudine crescentes, ante apicem parce setulosi, se— cundus sesqui longior primo, tertius quarta parte brevior secundo; articuli 4-10 spongiosi, pube brevissima induti, longitudine sensim decrescentes. 348 Labrum planiuseulum, subquadratum, angulis rotundatis, margine anteriori medio subsinuato; superne planum, læve, inferne breviter setulosum, parte media carinata, nuda; setæ apicales duæ, in angulis sitæ. Mandibulæ amplæ, basali sesqui tantum longiores la- titudine, triangulares, superne valde convexæ, ad apicem decurvæ, inferne excavatæ, margine omni tenui; foveola dor— salis (ad extensionem antennarum) brevis, fundo plano, striis nonnullis profundis notato; margo interior subrectus, serru- latus, dentibus inæqualibus, apicem versus minutis vel ob- soletis; inferior mandibularum superficies plica intra mar- ginem interiorem notatur dense brevissimeque ciliata. Maxillarum mala interior propter formam mandibularum decurva, itaqve ante mediam longitudinem sub angulo fere recto subito descendens; spinulæ marginis interioris processum efformant solidum, qui inferne vestigiis interstitiarum striatus, superne autem spongiosus: margine reflexo, brevissima linea— tim vestito pubescentia. Ultimus palporum maxillarium ar- ticulus elongatus, articulo secundo fusiformi sesqui longior, triplo longior tertio, apicem oblique truncatum versus sen- sim paullo latior et compressus. Mentum parte intermedia ascendente, valde fornicata; lobis excavatis, inferne convexis; dente brevissimo, latissimo, apice sursum flexo, breviter quadrifido. Stipites palporum labia- lium elongati, superiori menti inferiorique maxillarum super- ficiei accomodati, itaque cum lingua intermedia valde decurvi, apice directe descendente. Ligula linearis, apice dilatato, ro- tundato, inferne convexa, superne plana, lateribus setis ri- gidis sursum flexis parce ciliatis: apex summus setis dua- bus longioribus, tenuioribus. Paraglossæ ligula breviores, dense barbatæ. Palporum labialium articulus primus duplo 349 brevior stipite, nonnihil longior secundo, ultimus tertia parte longior primo, securiformis. Prothorax cordato-subquadratus, latitudine media quarta brevior parte basalique latitudine sexta parte brevior, pla- niusculus, angulos anteriores obtuse acuminatos versus con- vexe diclivis, canaliculatus, basi utrinque profunde bistria- tus; latera acute reflexo-marginata; anguli postici recti; margo posterior utrinque subsinuatus. Prosternum postice productum, oblongo-ovale, planum, marginatum. Scutellum parvum, triangulare. Mesosterni superficies anterior cari- nata, angulo obtuso ab inferiori ejus superficie ascendens: hc horizontalis, triangularis, ad receptionem prosterni ex- cavata. Appendices epimerorum triplo breviores episternis, margine posteriori late rotundato. Coleoptera duplo semisque longiora pronoto eoque sexta parte latiora, apicem versus sensim paullo angustiora, ob- longo-ovata, ante apicem vix sinuata, planiuscula, latera apicemque versus convexe declivia, profunde striata, inter- stitiis planiusculis; striæ elytrorum octonæ, in fundo ere- nate: septima subtilis, punctulata; octava marginalis; tertia foveolis notata duabus. Alæ abbreviatæ. Tibiæ subrectæ, subteretes; anticæ latere interiori apicem versus canalicu— lato, caualicula dense pubescente, integræ, calcare utroque apicali; intermediæ utrinque breviter setosæ; posticæ gla- bræ, latere interiori apicem versus pubescente. Tarsi tibiis breviores, gracillimi, apicem versus subcompressi, dorso glabro, lateribus plantisque dense pubescentibus. Unguiculi compressi, parum curvati, vix divaricati; seta intermedia unguiculis longior, recta, apice decurvo. Sexus differentia latet. Fig. 1. Hiletus versulus, magnitudine auctus; 2. a. scapus an- tennæ; b. pars flagelli; e. pars c'ypei; d. pars fronlis inter striam 350 frontalem et striam intraoeularem; e. lamina frontalis; f. pars oculi; 3. labrum, infra; 4. mandibula dextra, superne visa; 5. eadem, a tergo; 6. maxilla sinistra, a superficie inferiori et interiori visa; 7. pars anterior capitis, infra, cum posteriori foveæ antennalis parte. a. fornix menti; 8. mentum, antice visum; a. fornix; 9. dens menuti, in- ferne et antice visus; 10. lingua et palpi labiales, a latere sinistr»: a. stipes; b. paraglossa; c. ligula; II. ligula, inferne visa, extensa; 12. pes secundi paris, supra. 2. Ochyropus. Tab. Iv. Tarsorum articulus ultimus amntecedentibus tribus conjunelis longior, unguiculis validis, teretibus, Palpi labiales articulo secundo introrsum dilatato, cultriformå. Oyvoòs, ob tarsos validos. Ochyropus gigas. Long. 27 lin. Å Scarita, cui habitu similis, mox discedit mandibulis elongatis, oculis majoribus, prominen- tibus, angulis anterioribus prothoracis deflexis, pedibus elon- gatis, tarsis validissimis. Elongatus, glaber, aterrimus, nitidus. Caput prothorace majus, porrectum, subquadratum, ex- sertum prothoracem ægquans longitudine eoque per oculos sexta tantum parte angustius, convexum, basi lateribus- que superne parce punctatis: inferne adhuc convexius, sub- tiliter canaliculatum, utrigque sub oculis bifoveolatum, pone mentum rotunde impressum. Clypeus cum fronte coalitus, haud discernendus; margo anterior capitis late sinuatus, pone labrum minute bidenticulatus; anguli anteriores pro— minentes. late rotundati, ſornicati, basin antennarum ob- tegentes. Frons ampla notatur fovea triangulari, quæ ad 351 apicem aperta ibidemque excavatur foveola minori rotunda utrinque: in fundo posteriori canaliculæ duæ profundæ, antrorsum divergentes; puncta nonnulla majora ad latera et in medio foveæ impressa. Foveæ antennales sat profunde, sub oculo medio desinentes. Tempora sesqui longiora genis, margine oculari calloso. Oculi magni, hemispherici. Labrum parvum, crassum, subtriangulare, transversum, longitudine quadruplo latius, descendens, nudum, ante basin transverse sulcatum; anguli laterales acuti, subelevati, foveo= lis adspersi; margo anterior late rotundatus, sinuato-repan- dus; apex deorsum productus, obtuse bidentatus. Mandibulæ capite longiores, falcatæ, horizontales, basi nodoso-dentatæ, dentibus irregularibus, introrsum foveolatis: externe sinuato-dentatæ, dentibus magnis, irregularibus, de- pressis, obtusis; superne convexiusculæ, intra marginem exteriorem bisuleatæ, inferne planæ, ante apicem striolatæ: plica intramarginali angusta, brevissime barbata, ante me- diam longitudinem abbreviata; dorsum convexum, foveola an- tennali elongata, planiuscula, inferne marginata. Maxillæ mento inferius obtectæ, stipite brevissimo, ma- lis elongatis. Mala interior linearis, depressa, subrecta apice hamato, dense barbata. Articulus primus malæ ex- terioris brevissimus, secundus hoc triplo longior, subpyri- formis,. inferne convexus, superne planus, intra marginem ad receptionem male interioris excavatus. Palpi maxillares validi, depressiusculi; articuli subcurvati: secundus clavaius, elongatus, tertius hoc duplo brevior, obconicus, ultimus vix longior tertio, subeylindricus, apice rotundato. Mentum planiusculum: lobi transversi, late rotundati, subelevati: dens medius latus, triangularis, lobos haud su- perans, basi utrinque bifoveolata, apice utrinqve sinuato, obtuso, crasso, superius ascendente. Ligula mentum vix 352 excedens, parva, transverse subquadrata, cornea, convexa, inferne propter erassitudinem dentis menti, cui appressa est, valde excavata, itaque fornicata; apex profunde emarginatus, dense barbatus, tridentatus: dente medio brevissimo, obtuso: lateralibus elongatis, deflexis, apicibus truncatis setisque mu- .nitis validioribus. Paraglossæ ligulæ connatæ eamque vix su- perantes, crassæ, totæ corneæ, apice obtuso, longius denseque barbato. Stipites palporum labialium brevissimi, ligula su- pertecti. Palporum labialium articulus secundus margine interiori dilatato, acuto, cultriformi, breviter barbato, angulo interiori apicis producto, obtuse acuminato: superne ante marginem dilatatum plica instructus longitudinali, breviter barbata; articulus ultimus quarta parte brevior secundo, depressiusculus, pyriformis. Antennæ capitis prothoracisque longitudine, crassius- culæ, fractæ; scapus clavatus, sursum flexus, basi structura solita quæ apud Carabos obvenit fronte instruetos laminata, seil. bulbo articulari sursum ascendente, collo disjuncto; articuli flagelli longitudine æquales, 2-4 obconici, reliqui latiores, compressi, brevissime pubescentes*). Prothorax breviter cordatus, basali latitudine triplo lon- gitudineque media duplo fere latior, valde convexus, basin versus declivis, angulis omnibus deflexis, anterioribus acu- tis, posticis obtusis, lævis, canaliculatus; margo anterior planiusculus, stria arcuata late disjunctus; latera valde ro- tundata, basin versus oblique sinuata, reflexo-marginata, margine a basi ad angulos anteriores oblique descendente, ante apicem bidenticulato: dente anteriori rotundato, poste- riori obtuso, minori, Episterna prothoracica foveola notata ) In exemplo unico altera antenna mutilata est, altera monstrosa, adapicem dilatata, articulo 8 et 9 lobatis, confluentibus, ultimo fisso. 353 profunda angulis anterioris. Prosternum ante coxas utrin- que oblique impressum. Structura reliqui thoracis ut in genere Scaritæ. Coleoptera triplo semisque longiora prothorace ejus- que basi duplo latiora, elongato-ovata, a basi ultra medium parallela, deinde obtuse acuminata, valde convexa, basi la- teribusque anguste rellexo-marginatis; humeri antrorsum obliqui, ferme rectanguli, dente fastigiati minuto, acuto; quinæ elytrorum series punctorum minutorum, prima quintague simplices, intermediæ tres duplices, irregulariter geminatæ: series omnes, prima excepta, punctis minutissimis uniseria- tim dispositis utrinque incluse. Alæ nullæ. Pedes elongati, validi: femora elevata dimidia parte extra corpus superne conspicua. Tibiæ compressæ; anticæ apicem versus dilatatæ, serie punctorum setigerorum utrin- que marginatæ, palmato-tridentatæ, dentibus elongatis, com- pressis, acutis, parum recurvatis; posteriores superficie an- teriori et posteriori serie punctorum setigerorum utrinque marginatis, superficie exteriori ante apicem canaliculata, mar- ginibus minute serrulatis; tibiæ intermediæ dentibus mu- nitæ pusillis in margine anteriori superficiei exterioris denteque majori, tenui pone apicem. Tarsorum articuli quattuor anteriores apice brevissime setuloso, obconici, intermedii tres magniludine æquales, primus paullo longior; articulus ul- timus antecedentibus tribus conjunctis nonnihil longior, cla- vatus, ad apicem reliquo tarso multo latior. Plantæ nudæ. Fig. I. Animal magnitudine naturali; 2. maillax sinistra, in- ferne visa; 3. mentum cum instrumentis cibariis tertii paris, inferne visum; 4. lingua, infra; — 5-6-7. mentum, maxilla dextra et lin- gua Scaritidis pyracmonis, inferne visa. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 23 354 Bed at gjore nogle af de Strukturforhold, jeg har beftræbt mig for at tydeliggjøre med ovenſtagende Fremſtilling, til Gjen— ſtand for nogle Betragtninger, nærmeft i den Henſigt, at an— viſe de to Slegter deres fyftematiffe Plads: vil jeg tillige faar Lejlighed til at gjøre opmeerkſom paa Adfkilligt i Karabernes Bygning, fom hidtil ſynes mindre paaagtet; og fkal ſoge at fremfætte disſe Bemærkninger i faa megen Sammenheeng, fom deres aphoriſtiſke Beſkaffenhed tilſteder. Idet hos Karaberne de vverfte Bagfkulderblade (eyimera metathoracica) omfattes og ſkjules af Dakoingerne, opnaager kun den Deel af dem, ſom udentil ſtiger ned bagved de ne— derſte Bagſkulderblade (episterna metathoracica), den ſamme hornagtige Textur og Farve fom de vvyrige Bryſtplader; og denne nedſtigende Deel feer derfor faa meget mere ſtuffende ud fom et Tilheng til de nederſte Bagfkulderblade, ſom den oventil afſondres ved en fkarp Kant fra de overſte Skulder— blade, af hvilke den er en Fortſcetning, medens den derimod flutter fig faa faft til de nederſte, at den adſkillende Som ofte bliver falſt eller endog ganffe udflettes (fom hos mange Anthia, Eurysoma, Pelecium, flere Broscus, navnlig den indenlandſke B. cephalotes): og med denne ſidſte Betegnelſe har jeg ogſaa afhandlet den i „Danm. Eleuth.“. At disſe Tilhæng imidlertid virkelig tilhøre Epimererne og ikke Epiſternerne, bliver tyder ligt ved Sammenligning med andre Former, hvor en ſtorre Deel af Epimeren er fri, til Crempel hos Necrophorus. Hos adſtillige K raber, hvor Dæfvingerne omfatte en mindre Deel af Epimererne og flutte mindre tæt til disſe, navnlig hos de ftørre Brachinus, bliver Overgangen i Form og Textur imellem den lederagtige og den hornagtige Deel af Pladen mindre brat, og tilſteder derfor tydeligere at ſkjelne Forholdet. Iſtedetfor „de nederſte Bagſkulderblade forſynede med Tilhæng", fom jeg 355 tidligere har uͤdtrykt Forholdet, bor det altſaa hedde: „de overſte Bagfkulderblade.“ Den nylig paapegede Omftændighed, at Sommen imellem Filhænget og de nederſte Bagffulderblade undertiden bliver ſaa— godt ſom udflettet: kan i adſkillige Tilfælde gjøre det vanffeligt at ſkjelne, om den Deel, der ligger bagved det ſomlignende Ind— tryk, er Tilhenget til de overſte Skulderblade, eller om den blot er en ved Indtrykket afſat Rand af de nederſte; paa hvilke ſaadanne Randindtryk ofte forekomme. Hos vore fmaa inden— fandffe Skaritiner findes et ſaadant ſemlignende Indtryk paa de nederſte Bagfkulderblade, hvorved et lille Endeparti bliver afſondret, hvilket jeg i „Danm. Eleuth.“ har opfattet ſom Til— hæng. Men ved den Underſogelſe, jeg i Anledning af Ochy- ropus har anſtillet over dette Punkt hos de vyrige ſtorre For— mer af Gruppen, og derhos tillige paa Spiritusexemplarer af Scarites pyracmon: troer jeg at have udfundet, at de overſte Skulderblade forholde fig fom hos Cieindelerne og de vvrige Karaber, hvor Tilhænget virkeligt mangler; de ſtige nemlig bagtil ſkraat ned paa de nederſte Skulderblades indvendige Flade og banne ud over dennes Rand en lille tynd Fortſctning, der nager ned til Hoften, og mod hvilfen Bagkroppens Rand leg— ger fig; men nage derimod ikke frem udentil. Efter hvad der hidtil er bekjendtgjort om Karabernes Fa— milie, havde man Grund til at antage, at Tilhengene ſtode i det nojeſte Forhold til Formen af Forffinnebenene: ſaaledes, at de fandtes hos alle de Karaber, hvor den ene Endeſpore er flyt— tet op i et Indſnit paa den intvendige Side, men fattedes hos alle dem, hvor Indſnittet enten er ganffe lille og flyttet tæt ned til Spidſen (Elaphrini), eller ganſke mangler, og begge Sporerne ſaaledes indledrede i Benets Spidſe. De to oven— for beſkrevne Karaber ophæve nu denne Forbindelſe til begge Sider; thi Hiletus, fom er li det ſidſte Tilfcelde, har fuldt ude 356 viklede Tilhæng, Ochyropus derimod mangler dem, fkjendt Ind— ſnittet findes: hvori den altfaa, fom af det Dvenftaarnde ſees, kommer overeens med Scarites og de denne Slegt nerſtagende Former, til hvilke den ogfaa, fom den ovenfor givne Beſkrivelſe udviſer, i andre veſentlige Karakterer noje flutter fig. Jeg har underſogt det omhandlede Punkt hos alle de Karaber, der flaae til min Raadighed, men kun fundet een Form endnu, fom gjør Undtagelſe fra den ſamtidige Forekommen af Tilhæng paa de overſte Bagſtulderblade og indſkaarne Forſkinnebeen, nemlig Siagona, der er i ſamme Filfælde fom Scarites. Prøver man, hvorvidt denne Bygning af Bagſtulderbladene fra Scarites udfiræffer fig over de nærftaaende Former, faa finder man, at den træffes hos alle dem, Latreille har anviijt Plads i en Afdeling, han forſt i Hist. des Crust. et des Ius. benævner Fossores, ſenere i den førfte Udgave af Regne anim. betegner fom fjerde Gruppe af Familien, men i Hist. nat. et iconogr. des Col. d' Eur. og den anden ÜUdgave af Régne anim. fom en Afdeling af Bipartiti. Paa dette ſidſte Sted omfatter Gruppen Slægterne Carenum*), Scarites, Pasima- chus, Acanthoscelis, Oxygnathus, Oxystomus, Clivina og Dyschirius"*). Gruppen Scaritini, ſaaledes begrendſet, fager altſaa til fine ældre Kjendetegn: til Gravning indrettede, uden— til tandede, Forſkinnebeen og Mangelen af Üdvidning og fære egen Beflædning af Hannens Fodder, fremdeles i Mangelen af *) Denne Slagt ſtilles paa en Maade ſammen med Siagona og En- celadus, men medens disſe to ſammenfattes font en egen Gruppe, bemærfes det om Carenum, at ben flutter fig nøje til Scarites. R. A. IV, 380-351. *) Clivina arctica Payk, fom Eſchſcholtz og Curtis have opftillet fom egen Sløgt under Navn af Miscodera vg Leiochiton, bliver endnu ſted ſe ſtillet ved Siden af Clivina; den nærmer fig ogſaa til Ska— ritinerne i Habitus og ved de meget ſmaa Filhæng paa de overſte Bagſkulderblade, men gager ifølge fine vaſentlige Karakterer over til Gruppen Harpalini. 357 FTilhæng paa de overſte Bagffulderblade en yderligere Karakteer; hvortil endnu funne fojes to andre: Pandens, Antenneroden bedakkende, Sideudvidelſer med de Forhold, deraf følge, fom nedenfor ville blive nærmere berørte; og Forbryſtbenets afſtum— pede Form, der træder til fom en negativ Karakteer, idet denne Deel af Bryftet Hos de ovrige Karaber uden Tilheeng paa de overſte Bagſkulderblade plejer at nage tilbage til Mellembryſtet: en Regel, fra hvilfen foruden Scaritini kun Elaphrus, Siagona og Enceladus ere mig bekiendte Undtagelſer. Underſoger man fremdeles, hvilfet Forhold der finder Sted imellem de tre Karakterer, ſom ligge i 1. Tilſtedeverelſe eller Mangel af Jndfnit paa Forffinnebenene og den derved betin— gede forffjellige Stilling af Sporerne; 2. Forbryſtbenets For— hold til Mellem- og Bagbryſtbenet; 3. Forekommen eller Man— gel af Tilheeng paa de bverſte Bagfkulderblade: faa findes fol— gende Forbindelfer. 1. Forſkinnebenene uden Indſnit; Forbryſtbenet nager ikke Mellembryſtet; ingen Tilhæng paa de overſte Bagfkulder— blade. Cicindelini. Enceladus. Forſkinnebenene uden Indſnit; Forbryſtbenet nager Mel— lembryſtet; Tilheeng. Hiletus. 3. Forſkinnebenene uden Indſnit; Forbryſtbenet nager Mel— lembryſtet; ingen Tilhæng. Carabini. 4. Forſkinnebenene med et lille Indſnit tæt ved Spidſen; Forbryſtbenet naaer Mellembryſtet; ingen Tilheeng. 8 Notiophilus. „Forſkinnebenene med et lille Indſnit tæt ved Spidſen; Forbryſtbenet nager ikke Mellembryſtet; ingen Tilhæng. Elaphrus. Qu 358 6. Forffinnebenene med et lille Indſnit tæt ved Spidſen; Forbryſtbenet nager Bagbryſtet; ingen Tilhæng. * Omophron. 7. Forſkinnebenene med et Judfnit; Forbryſtbenet nager ikke Mellembryſtet; ingen Tilhæng. Siagona. Scaritini. 8. Forſkinnebenene med et Indſnit; Forbryſtbenet nager ikke Mellembryſtet; Tilheng. Alle vorige Karaber. Det ſyſtematiſke Reſultat, forſaavidt noget ſaadant kan udbrages af denne Sammenſtilling, er allerede anvendt for Omo— phron, Notiophilus og Elaphrus, der danne den naturlige Gruppe Elaphrini. Siagona og Enceladus ftaae endnu i bet Sammenheeng, hvori Latreille har ſtillet dem. Med Henfyn til Hiletus, der i Kombinationen af disſe tre Karakterer ſtaaer alene, da ſynes det mig utvivlfomt, at den maa betragtes fom Forbillede for en ny Gruppe, efterdi heller ikke de andre, i dens ovenfor givne Karakteriſtik og Beſkrivelſe udhævede, merke— lige Forhold*) lade fig underordne nogen af Familiens ov— rige Grupper. Med Henfyn til dens Stilling mod disſe, vil man have tilftræffeltge Sammenligningspunkter i Beffrivelfen og Afbildningerne. Den ſynes til den ene Side ved Foddernes fpæde Form ligeſom ved nogle Trek i Mundens Bygning at være beflægtet med den meerkverdige lille Gruppe, Eng— fænderne have opſtillet under Navn af Heteromorphides, til en anden Side med Euceladus og Siagona, til en tredie, ved Antennernes brakkede Form, med Scaritini. Gruppen, til hvil— *) Med Henfyn til det ufædvanlige Antal af Flige, hvori Hagetanden er deelt, maa bemerkes, at de to pderſte fvare til den Rand, der ofte hos andre Karaber ſees afſat fra Hagefligenes indvendige Side, og ſom undertiden fortil lober ud i en lille Tand. Man finder dette Forhold angivet paa Afbildningerne i min Fauna. 359 ken muligen ſenere, ſaafremt andre Former af den ſkulde blive opdagede, nogle af Slegtens Karakterer ville træde over, kan for Ojeblikket tilftræffeligt betegnes ſaaledes: Hiletini: Epimera metathoracica appendiculata Tibia anticæ integræ: calcare utroque apicali. Elytra integra. Med Henfyn til Ochyropus fan endnu meerkes, at det af Munddelene egentlig kun er den færegne Form af Tunge— palpernes andet Led, der tor udhæves fom karakteriſtiſk lige overfor Scarites. Saaledes fom denne Slægt nu er begrændfet, findes nemlig adſkillige ikke uveſentlige Forſtjelligheder i dens Mund— dele. Jeg har til Sammenligning med Tungen af Ochyropus afbildet det ſamme Organ af Scarites pyracmon (Tab. IV, fig. 7), der afviger meget i Form og endnu mere derved, at Bitungerne ere tynde, hudagtige og kun paa deres indvendige Side ſtottede af en ſmal hornagtig Fortfætning, der udgaaer fra Tungens Gidetænder: paa Afbildningen er Omridſet af disſe Fortfætninger gjengivet med en heel, de hudede Bitunger med en punkteret Linie. Men hos en anden Art, Sc. foveo- latus Kirb., er Tungens Bygning næften ganffe fom hos Ochy— ropus. Ogſaa i Kjæberne frembyder denne Art Forffjelligheder fra Scar. pyracmon (fig. 6), idet den indre Flig er bredt af— rundet i Spidſen og altfaa mangler den ombojede Krog. Derimod komme begge de nævnie Scarites overeens i Tilſtedeverelſen af den trekantede, flade og ffarpe Torn paa Ryggen af Palpe— ſtykket, fom man vil finde angivet paa Afbildningen. Jeg har ikke forfulgt disſe Forffjelligheder videre, efterdi det Materiale, der af denne artrige Slegt flaaer til min Raadighed, er for ringe til at love et tilftræffeligt Udbytte. To andre Forhold i de to nye Slegters Bygning føre tjene endnu færegen Omtale. Forſt, at medens Hiletus fremſtiller et Exempel paa en for Karabernes Familie meget paafaldende Smakkerhedei Been— 360 bygningen, fær hvad Fodderne og Kloerne angager: afgiver Ochyropus med Henſyn til de to ſidſte Punkter et ligeſaa uſcdvanligt Tilfcelde af den modſatte Yderlighed. For den ſidſt— nævnte Slegt er dette Forhold ſaameget mærfeligere, fom man ellers for Skaritinernes Gruppe vilde funne opſtille Foddernes og Kloernes fine og ſammentrykkede Form fom en karakteriſtiſt Ejendommelighed, i Overeensſtemmelſe med hvad der, ſom be— kjendt, ogſaa ellers finder Sted hos gravende Inſekter, hvor Gravningen udfores med Skinnebenene; jeg har derfor benyttet denne Ejendommelighed ſom Hovedkarakteer i Diagnoſen. Hos Hiletus trœder endnu en anden Egenhed frem, nemlig den Horn— ſpidſe eller ſtive Borſte, der i Beſkrivelſen er angivet ſom ſid— dende imellem dens Alver. Hos nogle Slegter af Skaritiner— nes Gruppe, nemlig Clivina, Dyschirius, Oxygnathus og Oxy- stomus finder man en lignende Hornſpidſe, der tillige, idetmindſte hos de to forſte, er noget fortere hos Hunnen end hos Hannen; men hos alle ovrige Karaber, jeg har funnet underſoge, treffes den ikke, ligeſaalidt ſom hos Dytiſkerne og Gyrinerne, der blot have den nederſte Rand af Aabningen i Kloleddets Ende frem— truffet i en mere eller mindre fort og ſtump Spidſe. Man tager viſt ikke Fejl i at betragte det omtalte Hornlegeme fom den forſte Antydning til det under Navn af pseudonychia, em- podium, onyehium bekjendte Organ (Mellemklo), man hid— til fortrinsviis har tillagt Skarabeeerne og Lukanerne, men før man med nogen Omhyggelighed tillige vil funne ſtjelne under en Mangfoldighed af Former hos en Mengde andre Familier, hvor to Klocr forekomme, navnlig endog hos de til de forſt— nævnte Familier fig nærmeft fluttende Hydrophiler, Silpher og Staphyliner. Derimod komme begge Slegterne, hvorvidt de end iovrigt ſtaae fra hinanden, dog overeens i Antennernes brekkede Form. Som bekjendt forſtaages ved Üdtrykket brekket (. gemiculatæ 361 s. fractæ), den Egenhed hos Antennerne, at Svoben kan mod— fættes det forſte Led (Skaftet) under en mere eller mindre ſpids Vinkel. Da Forbindelſen imellem Skaftet og det folgende Led (Vendeleddet) ſkeer ved et Kugleled, faa indſees let, at der kun behoves den ringe Foranſtaltning, at Randen af Leddegruben i Skaftets Ende indbugtes noget paa den ene Side, for at den vinkelformige Bojning ffal funne finde Sted: og i denne ſimple Form treffes Forholdet hos Ochyropus, ligeſom hos de ovrige Scaritini og endeel andre Karaber; Antennerne kunne derved endnu ligefuldt udſtrekkes i en ret Linie. En fuldftændigere Grad af Bræfning, hvorved Evnen til Üdſtrakning i en fuldkommen ret Linie gaaer tabt, fremkommer, naar Leddegruben fra Skaf— tets Endeflade flyttes om paa den ene Side, og Leddekuglen paa Vendeleddets Rod i Overeensſtemmelſe dermed fager en til— ſvarende Bojning: i dette Tilſcelde, der er faa hyppigt hos Kurkulionerne, er Hiletus (Tab. III, fig. 2 a. b.). En faadan Brakning af Antennerne ledſages ofte, ligeſom hos Hiletus, og det ſedvanligviis i deſto højere Grad, jo ffar- pere den finder Sted, af færegne Foranſtaltninger paa Hovedet til at optage og fkjule Skaftet. Men foruden de Former, fom Derved fremkomme, bemærfer man endnu hos Karaberne, naar disſe Forhold betragtes i et flørre Omfang end det kan ſkee i vor egen Fauna, fom i denne Henſeende er temmelig fattig: ogſaa ved andre Antenneformer, end den braekkede, et ikke ringe Antal Forffjelligheder. De funne inddeles i dem ſom angaae: Beliggenheden af Antennernes Indfojningsſted; Kindbakkerne; Kinderne; Panden: der alle undergaae Modifikationer, af hvilke de, der finde Sted ved den ene Deel, drage visſe beſtemte paa en af de andre efter fig; og hvis Henſigt ſynes at være, deels at beſkytte Antennerne, deels at lette deres Bevegelſer. Saavidt jeg har opfattet disſe Forſkjelligheder, funne de henføres under folgende førte Beſtemmelſer. 362 I. Antennerne ere indleddede ovenfor Kindbakkernes Rod, paa Siderne af Panden: Cicindelini, der heri fane en yderligere Karakteer. 6 J vette Tilfcelde har Beliggenheden af Antennernes Ind— fojningsſted ingen Indflydelſe paa Kindbakkerne eller Panden. Derimod er Skaftet faa langt, at det kan legges ud til Siden foran Ojet, og har tillige en efter dettes Hvælving afpasſet Tilbagekrumning; Leddegruben for Vendeleddet er rettet ſkraat tilbage. Deraf folger, at Skaftet kan indlægges foran under Ojet, og at Svoben fan legges tilbage tæt mod Kroppens Side. Undertiden befordres denne Ind- og Tilbagelægning ved en ffarp Rende i Kinden tæt under Ojet, hvori Antennernes tredie Led kan optages, hvilket af denne Grund er forlænget og fladtryffet, med en ffarp Rand. Collyris. Euprosopus. Naar Antennerne ſidde fængere foran Ojnene og Skaſtet er fort, lettes Tilbagelegningen ved en Indhuling i Kinden bag Antenneroden. Maaticors. I Antennerne ere indleddede i Kinderne bagved Kindbakkernes Rod, imellem denne og Ojet: alle ovrige Karabgrupper. 1. Naar Kinderne ere fortere end Ojnene og hverken ſtraekke ſig nedad ind under disſe eller ſaavidt ud til Siderne, at deres Ender blive frie af Kindbakkernes Rod: findes i disſes Ryg— flade en Fordybning (ſom man fan kalde fovea antennalis man- dibulæ), hvis Omfang og Dybde ftaaer i ligefremt Forhold til Skaftets Storrelſe og Afſtand fra Ojet (d. e. Kindens Længde) og til Kindbakkernes Brede. Fordybningen tjener til at ffaffe Autennerne ſaamegen Plads, at de funne lægges fremad. Naar Skaftet ſidder tæt ved Ojet, fager det en efter dettes Hvelving afpasſet Tilbagekrumning. Dette FTulfælde er overmaade hyppigt og findes hos en Mangde af vore indenlandſke Karaber; det træffes navnlig hos 363 mangføldige Harpalini, Pterostichini og Trechini, hos Ela- phrini og flere Carabini. 2. Naar Kinderne ere fængere end Ojnene, men forreften for— holde fig fom i forſte Tilfælde; faa indhules tillige deres bag— ved Antenneroden liggende Deel paa en ſaadan Maade, fom ftaaer i Forhold til Skaftets Storrelſe og Form og Beliggen— heden af Antennernes Leddegrube: idet Retningen af Indhulin— gen, der ſkal lette Skaftets FTilbagelægning, altid firæber faa meget fom muligt Derhen, hvor der er meeſt Plads, og altfaa faameget nedefter og tilbage, fom Kindens Udftrækfning tillader. Kindbakkerne faae en faa ſtor Jndhuling, fom deres Nerhed ved Antenneroden gjør nodvendig. Pelecium, Stomis — mange Pterostichus (tfær af Grup— perne Pœcilus, Platysma, Pterostichus, Molops, Omaseus, Abax, Cophosus), Abacetus, Eurysoma, Panagæus — Spho- drus, Pristonychus, Rhembus, abffillige Chlænius og Epomis — Siagona og Enceladus funne tjene fom Exempler paa for— ſtjellige Trin af denne Dispoſition. 3. Naar Kinderne ere forte, men af betydeligere Udſtrakning nedad og tilbage under Ojnene, men forreſten forholde ſig ſom i de to foregaaende Tilfeelde: hules de nedenfor Antenneroden, ofte ſaameget, at virkelige Antennegruber (foveæ antennales) opſtaae; Kindbakkerne blive efter Omftændighederne hulede efter ſamme Regler ſom i de to foregaaende Filfælde. Naar An— tennegruber findes, treffer Brekning af Antennerne altid ſam— men dermed. — Denne Form gjor Overgange til flere Sider. Morio, Zabrus, Broscus, Pelor, Acinopus, Trigonotoma 4. J Forbindelfe med en af de tre foregaaende Former, hyp— pigſt med den ſidſte, ſpringer Pandens Hjorner mere eller min— dre frem over Antenneroden, hvis Leddekugle da fager en Ret— ning opad, idet den afſondres fra det i Forhold til Pande— randens Form og Kindens Beliggenhed mod Ojet krummede 364 Skaft ved en bojet Hals; Skaftets Længde flaaer i ligefremt Fore hold til Kindens Udftræfning nedad og tilbage under Ojet. Er denne betydelig, faa brakkes Antennerne, og der op— ftaae dybe Antennegruber i Kinderne, hvori Skaftet kan op— tages. Scaritini. Hiletini. Er den ringe, faa brakkes Antennerne ikke; Antennegru— berne ligge fom to bagtil konvergerende Render paa Struben, og funne optage den ſterſte Deel af Antennerne. Silpho— morpha. 5. Naar Kinderne ere lange og rage faameget frem til Siderne, at deres Ender blive frie af Kindbakkerne: flyttes Antennerne om paa deres forreſte Flade. Er denne Flade ſmal og An— tenneroden nærmere mod Kindbakkerne, fager disſes Rod en Ind— huling ligeſom i de føregaaende Tilfeelde. Ofte bliver Anten— nernes Rodkugle halvt blottet, idet Leddegruben fortfættes med en Indhuling mere eller mindre langt tilbage paa Kinden. Skaf— tet er førlænget, undertiden bojet tilbage, med tilbagerettet Ledde— grube for Vendeleddet, ligeſom hos Cicindelini: iſœr i dette FJilfælde funne Antennerne brakkes tilbage og Iægges ind langs— med Kroppens Sider. — Hos ſaadanne Karaber ere Anten— nernes Bevægelfer altſaa overmaade lettede. Drypta, Polisti- chus, Zuphium, Agra, Galerita — Helluo — Mormolyce. 6. Naar Antennerne ere indfejede under ſaadanne Forhold, at de have fri Plads til alle Sider, idet Kinderne have en betydelig Üdſtrakning i alle Retninger, og Antenneroden ſaaledes fjernes fra alle omgivende Hindringer: opſtage aldeles ingen af de ovenfor angivne Modifikationer. Autliia. Enhver, der har Lejlighed til at gjennemgaae en ſtorre Karabſamling, vil let kunne foroge de anforte Exempler med mange flere; og tillige bemerke, at Mellemformerne ere faa talrige, at hele Forholdet ikke vel kan udtryffes med ſtorre Be— ſtemthed, uden at beſkrive Slegterne i det Enkelte. 365 Med Henfyn til Betydningen af det Anomale i de to Slæg- ters Bygning, kunde man for Hiletus gjøre opmeerkſom paa, at da den ganffe favner Graveredſkaber og alligevel i Anten— nernes og Benenes Bygning tilbyder Sammenligningspunkter med Skaritinerne: kan Henſigten med Antennernes Befſfyttelſe og Foddernes Fiinhed ikke vel være nogen anden, end at lette den Tilgangen til ſaadanne fnævre Rum, fom den iffe ſelv bereder fig; men at dens Opholdsſted heller ikke kan være under Bark, fom man veed at det er Tilfældet med Silphomorpha, til hvilken den ogſaa viſer Slegtſkab, efterſom dens hele Form modſtrider en ſaadan Antagelſe, og Fodderne desuden ere ſammen— trykkede, ikke flade; endelig, at den ejendommelige Tilſtand af Kjæbernes Bevæbning og Munddelenes Bygning vverhovedet ſynes at antyde, at den er henviiſt til et eller andet ſpeeielt Neringsmiddel, ſom den ſoger i det fnævre Rum. Med Hen ſyn til Ochyropus, der ellers flutter fig faa noje til Scarites, da maa dens Lob være ganffe forſtjelligt fra dennes. De Sca- - rites, jeg har iagttaget paa flere af Middelhavets Kyſter, lobe ſtodviis med en fittrende Bevægelfe, idet de glide paa Bugen henad Sandet, en Bevægelfe, fom lettes dem ved de to Mot ker bagudrettede Borſter, de bære under Bugen. Ochyropus maa derimod paa Grund af fine lange Been komme til at hæve Kroppen op fra Jorden under Lobet, og altſaa i ſin Maade at lobe paa mere ligne andre Karaber, t. Ex. Calosoma. Dette lader formode, at den i ſin Levemaade i en eller anden veſentlig Henſeende afviger fra Scarites, ſaameget mere ſom dens nøgne, kraftige Fodder og Kloer danne en faa ſterk Modfætning til de Former, man finder hos gravende Sandinſekter. 366 Kareinologiſke Bidrag af Henrik Kröyer. (Fortfættelfe). Beſkrivelſen af nordiffe Iſopoder, fom afbrodes ovenfor S. 115, fortfættes her med de efterfolgende Urter. Henopomus muticus Kr., n. gen. et sp. Dette hidtil ubekjendte Kræbsdyr forekommer i Havet ved de ffandinaviffe Kyſter, lige fra Hammerfeſt til Oreſundet. Det opholder fig gjærne paa ſtorre Dybder, og jeg har aldrig truf— fet det ſaaledes ſom Arterne af Slegterne Idothea, Ligia o. ſ. v. paa Stene eller Tang ved lave Strande. Storrelſen hos de af mig underføgte Individer over— ſtiger neppe tre Linier. Grundfarven er lyſegul, men beſtroet med faa mange brune Punkter og ſmaa Marmoreringer, at Dyret i det Hele ta— get fager et ſtidentgraat Üdſeende; kun enkelte Steder, hvor de brune Punkter ſavnes, fremtræder den gule Farve ren (foran paa Hovedets Overflade, paa Midten af fjerde Ring o. ſ v.). Formen er langſtrakt (den ſtorſte Brede indeholdes tre Gange i Lengden), neſten lige bred i hele Lengden, eller dog 367 kun aftagende meget lidt mod begge Ender, og nermer ſig til det Elliptiſfke. Imidlertid aftager den noget flærfere i Brede for— til end bag, hvorimod den bagtil ender med jevnere Afrunding, fortil viſer ſig mere afſtumpet. Hovedets Lengde indeholdes omtrent ni Gange i Total— lengden, og det er Dobbelt faa bredt fom langt. Formen er firkantet, dog uregelmæsfigt og med afrundede Vinkler, forreſte Rand tem— melig lige affkaaren, bageſte Rand lidt udbojet, Siderandene fonvergerende ſvagt i Retningen fortil. Pandefladen eller Is— fen er jævn og glat, konvex paatværs. De overſte Folere ere juſt ikke lange, men de have dog meget mere end Hovedets dobbelte Længde, og udgjøre mere end I af Totallængden (mæften 3), ſamt nage omtrent til Enden af de nederſte Foleres Skafts neſtſidſte Led. Skaftet kun halvt faa langt fom Svoben, fireleddet; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold: 8+4+3+12. Forſte Led udmærfer fig fra De øvrige ved fin ſerdeles betydelige Tykkelſe; frjondt andet Led aftager flærft, overgager det dog endnu tredie og fjerde meget i denne Henſeende. Svoben er borſtedannet, og beſtager af en Snes Led, af hvilke det førfte omtrent har ligeſaa ſtor Længde fom andet og tredie tilſammen. Skaftet viſer enkelte lange Borſter, Svoben er derimod næften aldeles blottet for Borſter. De nederſte Folere ere forholdsvis meget lange, idet de omtrent overgaae Totallcengden en halv Gang; Formen tynd og borſteagtig. Skaftet er fortere end Svoben (de forholde ſig omtrent ſom to til tre); det indbyrdes Lengde— forhold af dets fem Led kan udtrykkes: 112+117+8. De tre forſte Smaaled ere endel tykkere end de to ſidſte lange Led; det andet Led ſkraat afffaaret i Enden, paa den ydre Side vebnet med en temmelig ſtor Torn. Fjerde og femte Led tynde og eylindriſke; dog viſer fjerde Led mod Enden en Drej- 368 ning eller Bojning. Den tynde Svobe beſtager af et fære deles ſtort Antal Led, der ere overmaade vanffelige at ffjælne og at telle; jeg har omtrent kunnet iagttage 130; det forſte af disſe Led er forholdsvis meget langt, de ovrige derimod ſer— deles ſmaa. Alle Leddene ere forſynede med Borſter, ſom dog ere overmaade fine og ſmaa. Ojnene, fom indtage den ſtorſte Del af Hovedets Side— rande, have Middelſtorrelſe, og ere af ſort Farve. Formen afrundet med lidt ſtorre Lengde- end Bredegjennemfnit. Kindbakken temmelig ſtor; dens Længde udgjor idet— mindſte I af Totallcengden; Formen langſtrakt og ſmal. Den forreſte, lidt indadbojede Ende er kloftet til to Grene, der ere meget tetſtillede og derfor vanffelige at avdffille; enhver af disſe Grenes indre Rand er udfkaaren til fem Tender, af hvilke dog den bageſte er meget lille. Tat bag disſe Grene er anbragt et tilſpidſet, lidt krummet Borſteknippe, hvis Borſter ere faa tæt ſammenſtillede og noje forenede, at de ikke funne adfkilles og telles (ikke engang ved Præsning har det funnet lykkes mig); kun faa meget er afgjort, at deres konvexe Rand er ſaugtagget. Tyggeknuden er ſterkt fremtrædende indad; dens Tygge— flade er i Midten dybt indhulet, og har fkarpt fremſtagende Rande, der viſe Spor til at vere ſammenſatte af Tender, ſom dog for ſtorſte Delen ere afflidte; den overſte Rand bærer bagtil adfkillige Borſter. Palpen er næften lige faa lang fom Kindbakken, tynd, treleddet: Leddenes indbyrdes Længder forhold: 34312. Ferſte Led det tyndeſte, lidt kolledannet; andet Led med Randene bugtede uregelmæsfigt; tredie Led det tykkeſte, noget ovalt eller med den indre Rand konvex, i Enden noget fløftet, faa at der mod den ydre Side dannes en ſtumpt koniſt Knude; dette Led er for en Del bedakket med et kort og tæt Lod, og har tillige den ydre Rand i hele Lengden vab— 369 net med henimod en Snes torneagtige, lidt krumme Borſter; Enderanden er vebnet med lengere Borſter. Forſte Kjæbepar beftaaer af to Plader: en indre, baade kortere og meget ſmallere, i Enden bredt afrundet og vebnet med almindelige Borſter til begge Siver; og en pdre meget bredere, i Enden føraat afffaaren, hvilken paa Enderanden er væbnet med omtrent vite, fore og meget ſterke, indad faug- tandede Torne. Andet Kjæbepar, fom omtrent har lige Storrelſe med forſte, beftaaer af tre fmaa, i Enden afrundede og borftebevæt- nede Plader, af hvilfe den inderſte er den bredeſte; de to andre ere meget ſmalle, men derimod lengere, og have ſteerkere og lengere Borſter i Enden. O verleben er en bred, afrundet, i Enden neſten umer— keligt indbojet Plade, fom kun vifer hojſt ſvage Spor til Borſter. Underlæben er paa ſedvanlig Maade kloftet eller delt i to afrundede Flige, Hvis inderſte Hjørner viſe en tet Borſte— væbning; mellem hvilken en eller et Par Tender ſynes anbragte. Kjæbefødderne have en betydelig Længde (de udgjøre næmlig omtrent I af Fotalfængden) og en ſterk Bygning. Palpen femleddet; det indbyrdes Lengdeforhold af Levdene omtrent: 34431442. De tre forſte af disſe Led meget brede (førfte og tredie Led af ſtorre Brede end Lengde), hvor— imod de to ſidſte forholdsvis maa kaldes ſpede; det fjerde er temmelig eylindrifk, det femte ſtumpt koniſk. Med Undtagelſe af forſte ere alle Leddene rigeligt berſtebevebnede paa den in— dre Side. Den egentlige Kjebedel, fom kun nager meget lidt ud over Palpens andet Led, er foldet efter Lengden, eller ligeſom beftaaende af to Dele, der ſtode ſammen under en ret Vinkel; den ender afſtumpet eller afffaaren, og har Enderanden temmelig tæt forſynet med forte Børfter. Bryſtſtykket (eller de fyv Bryſtringe tilſammen) udgjør Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Rakke. II. 24 370 omtrent 3 af Totallcengden, og har neſten lige Brede i hele Længden. De enkelte Bryſtringe ere indbyrdes omtrent af lige Storrelſe, eller viſe dog kun hojſt ubetydelig Forſkjcel i faa Hen- ſeende; de fire forreſte ere krummede noget frem, de tre bageſte ere derimod omtrent lige. Bryſtringene udmeerke fig iovrigt derved, at de alle have Siderandene udffaarne til mere eller mindre tilſpidſede, borftevæbnede Flige: forſte Ring har paa hver Side to tilſpidſede eller tornedannede Flige; anden, tredie og fjerde Ring hver fire Flige paa hver Side, de tre ovrige Ringe hver kun to bredtafrundede Flige. Forſte Fodpar naaer i Lengde næften den halve Total— længde. Leddenes indbyrdes Længdeforhold fan omtrent anſettes: 41+3+1+4+3+2. Vygningen er temmelig ftærk, og de tre ſidſte Led danne tilſammen en Gribehaand (fjerde Led Haan— den, femte og det næften rudimentere fjette Led Fingrenc). Forſte Led kolledannet; tredie Led triangulært, temmelig ſterkt uddraget i Enden af den forreſte Rand; fjerde Led langſtrakt ovalt, med flærfe Torne langs den bageſte Rand; femte Led næften liniedannet, dog med den forreſte Rand fvagt bojet eller konvex. Sjette Led en noget aflang Knude med to ſterke og krumme Kloer i Enden, af hvilte den forreſte er ſtorre end den bageſte. Andet Fodpar er ubetydeligt leengere end førfle, men favner Gribehaand. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 5+3+2+41+4+-1. Forſte Led opfvulmet, kolledannet; an⸗ det Led ligeledes noget kolledannet, men mindre tykt end forſte; tredie Led antager en noget triangulær Form, idet dets nederſte— forreſte Vinkel er flærft uddragen og tilſp'idſet; fjerde Led lang— ſtrakt, tyndt, eylindriff; femte Led endnu meget tyndere end fjerde, ligeledes cylindriff, i Enden uddragen til en Spids, der for en Deel udſtrekker fig over og ſkjuler det meget lille, noget 371 ovale ſjette Led, fom i Enden er verbnet med to ſterke, ſpidſe og krumme Kloer. De folgende Fodpar ſtemme baade i Form og Sterrelſe faa ner overens med andet, at de ikke behove nogen ſerſtilt Beftrivelfe. Bagkroppen, hvis Lengde udgjør henimod 1 af Total- lengden, beftaaer kun af et tydeligt, ſtort og pladedannet Led, dog ligeſom med Spor til et Rodled. Formen er næften freds- dannet, men med lidt ſtorre Brede end Lengde (de førholde fig omtrent fom 8 til 7) og ſaavel fortil fom bag lidt afffaaren eller afſtumpet. Den bageſte Rand treder lidt frem paa Mid— ten til en lille Ophojning eller Knude; Siderandene ere i omr trent den bageſte Halvdel vebnede hver med en halv Snes ſmaa, ſpidſe, ſvagt krummede, bagudrettede Tender eller Torne, imellem hvilke fmaa Borſter ere anbragte. Gjellernes Dekke— plade paa Bagkroppens Underflade, ſom er enkelt, eller kun bannet af et Stykke, flaaer ikke meget tilbage i Storrelſe for felve Bagkroppens (deres Længde forholder fig omtrent fom fer til fyv, Breden fom tre til fire). Af Form er den hos Hun nerne ufuldkomment kredsrund, fortil lidt afffaaren, bagtil med en lille Indbojning paa Midten; den er endvidere langs Mid— ten af Underfladen temmelig ſterkt udbojet, eller viſer en Lengde⸗ fjøl, der giver den Tagform; hvorfor den, naar den presſes under en Glasplade, har lidt ſtorre Brede end Længde, medens den derimod i dens naturlige Form har begge Gjennemſnit lige ſtore, eller Længden endog lidt ſtorre end Breden. Hos Hanz nerne er Formen af denne Plade ganffe anderledes: den deles næmlig bagtil ved to ffarpe og dybe, mere end Pladens halve Lengde indtagende, Indſnit i tre Flige; af hvilfe atter den mid— terſte ſmallere Flig ved tre ſmaa Udſuit af den bageſte Rand (et fkarptvinklet i Midten og et noget afrundet paa hver Side) i Enden fremſtiller fire Smaaflige: de to mellemſte af disſe 24 ¹ 372 Smaaflige ere bredere, i Enden afrundede og borſtevabnede, medens de to ſmaa Sideflige ere ſmallere og lidt indadbojede. De ſtore Sideflige have den ydre Rand ſterrkt konvex, den indre mere lige, og ere bagtil tilſpidſede; i henimod den ſidſte Halv— del er den ydre Rand borſtevebnet. Indvendigt viſe disſe Sideflige Muffelfnipper og en dem gjennemtrængerde, paa den indre Rand ſig aabnende Kanal; dog har jeg fundet Bygningen heraf meget mindre tydelig end hos folgende Art. De ligeſom hos Slegten Asellus flærkt fremragende Ha le— vedhæng, hvis Længde omtrent er lig med I af Totallengden, og kun ftaaer Lidet tilbage for Længden af Bagkroppen, ber fiaae af en Roddel og to Aarer, der omtrent have lige Længde med Roddelen. Denne bliver mod Enden noget bredere, eller er kolledannet, og viſer ſig langs Siderne forſynet med nogle fange Torne. Den ydre Aare er ubetydeligt fortere og noget fpædere end den indre (de forholde fig fom for til ſyv); begge ere de langs Siderne og i Enden vabnede med Torneknipper. flenopomus tricornis Kr. Denne nye Art tilhører det grønlandffe Hav, hvor den dog, ſaavidt man tor flutte af det ringe Antal nedſendte Indi— vider, næppe er hyppig. Jovrigt er aldeles Intet mig bekjendt om dens Livsforhold. Storrelſen nager ikke fire Linier hos noget af de under— ſogte Exemplarer. Farven hos de i Spiritus opbevarede Individer er gule agtigt⸗hvid, tildels ren eller uplættet, tildels ogſaa i forffjællig Grad formorket ved overordentligt ſmaa, merke Prikker. Formen ſtemmer vel i Almindelighed talt meget nær over— ens med foregaaende Arts, men er dog mere flad vg bred den ſtorſte Brede ſtaaer ikke meget tilbage for ben halve Totallængde), 373 og vifer i det Enkelte mange Særegenheder, hvoriblandt Ho vedets Horn, der have foranlediget Artens Navn, funne udhæves. Hovedet, hvis Længde fra Spidſen af Pandehornet ude gjør omtrent z af Totallcengden, uden Pandehornet kun omtrent 1, og hvis Brede omtrent er Dobbelt faa ſtor fom Længven, naar Pandehornet fraregnes, er, ligeſom det vyrige Legeme, af en temmelig fladtrykket Form. Dets forreſte Rand viſer fire Judbojninger og fem Fremragninger. Den mellemſte af viste ſidſte, der danner Pandehornet, er ved Roden bred og flad, men ender ſteerkt tilſpidſet, og er tillige i en temmelig betydelig Grad rettet oppad. De to yderſte Fremragninger, ſom findes an- bragte, hvor Hovedets forreſte Rand moder Siderandene, ere ſtore, tilſpidſede, tornedannede, eller viſe fig ved nærmere Underſogelſe i Enden afſkaarne, men forſynede med en lille Torn. De to imellem Pandehornet og de yderfte Fremragninger fremtrædende Flige ere blotte Vinkler, eller meget korte og brede. Indboj— ningerne ere alle bredt afrundede. 5 Ojnene ere temmelig ſmaa, elliptiſke, ſorte, ſtillede langt hen mod Siderandene noget ffraat, faa at de konvergere fortil. De viſe fig meget konvexe, eller rage ſterkt frem over Hovedets Flade. Hornhuden frembyder ſexkantede Facetter, og Lindſer— nes Antal er ikke ubetydeligt. De overſte Foleres Lengde udgjor omtrent 4 af Totallcengden, og de nage til henimod Enden af neſtſidſte Led i de nederſte Foleres Skaft. Det fireleddede Skaft og Svo— ben have omtrent lige Længde. Lengdeforholdet af Skaftets fire Led kan omtrent anfættes: 8+5+3+1. Det forſte Led meget tykt, tondedannet; de folgende aftage i Tylkelſe ligeſom i Lengde, ſkjondt ikke i ſamme Forhold. Svoben har jeg fun— det ſammenſat af fjorten Led, af hvilfe det forſte er omtrent af lige Længde med de to folgende tilſammen. Langs den indre Rand er Svoben temmelig flærkt borſtevebnet. 374 De nederſte Folere ere af lige Længde med Dyrets Totalleengde, eller overgaae endog denne lidet. Skaftet omtrent af lige Længde med Svoben, eller dog kun ganffe ubetydeligt kortere. Lengdeforholdet af dets fem Led kan omtrent udtrykkes ſaaledes: 12111628. Forſte Led har en lille Torn paa den ydre Side, andet Led en overmaade ſtor. Det lille tredie Led har omtrent dobbelt faa ſtor Brede fom Længde, og er ſtillet uoget føraat; fjerde Led langſtrakt eylindriſk, dog noget uregelmæsfigt; femte Led meget langſtrakt og tyndt, lidt kolle— dannet. Svoben beſtager af et meget ſtort Antal Led (jeg har talt over hundrede), af hvilke det forſte er langt, de ſol— gende ſerdeles forte, flere Gange faa brede fom lange. Langs den indre Side er Svoben børftevæbnet. Kindbakken, hvis Lengde omtrent indeholdes ſyv Gange i Totallcengden, har i det Væfentlige ſamme Beffaffenhed fom hus foregagende Art. Paa brer af dens to ſorreſte Grene har jeg kun bemærfet fire, men ſtore og ſteerke Tænder. Borſte⸗ kammen beſtager i det Mintfte af tretten, gradevis i Længve tiltagende Borſter, hvis Saugtender paa den konvexe Rand ere meget ſtore og tydelige. Tyggeknuden er ſoroven for— fynet med en ſtor Torn, ligeſom hos ſoregaaende Art, men Tænderne langs dens Rande har jeg fundet ſterkere og tyde— ligere fremtredende, ligeſom ogſaa Borſteantallet ſtorre. Vals pen er idetmindſte ligeſaa lang ſom Kindbakken, eller vel endog lidt laenger. Lengdeforholdet af dens tre Led omtren 31-43; det ſidſte Led viſer kun en ganſke ſdag eller næften umerkelig Indbojning af den temmelig brede Enderand. O verleben danner en ſterkt fremtrædende, jævn Bur, | og er paa den nederſte Rand ligeſom filtet eller meget tæt ber fat med fmaa Borſter. Underleben af almindelig Form, dybtkloftet med afrun— dede Flige, fortil borſtevebnet. 375 Forſte Kjæbepar fom hos foregaaende Art, kun at jeg ſtundom har fundet den indre mindre og ſmallere Plade krum— met mod den yore; af de tre eller fire ſteerke og krumme Torne, ſom findes i Enden af den, er en eller to forſynede med Side— borſter. J Enden af den ydre Vlade har jeg funnet ſkjelne ti meget ſterke Torne, der tildels ere ſaugtandede, tildels gaffel— agtigt kloftede. Andet Kjebepars inderſte Plade har en temmelig ko— niff eller tilſpidſet Form; de to ydre ſmalle, indadkrummede Plader ere væbnede i Enden hver med fire meget lange Torne, af hvilke den inderſte dog er betydeligt fortere end de andre, og tillige udmærfer fig fra disſe, ved langs den indre Rand at være tæt væbnet med meget fine Borſter og naaleagtige Torne. Begge Pladerne have en Mengde ſmaa Børfter langs den indre Rand. | Rjæbefødderne ere kun meget lidt forffjællige fra ſamme Dele hos foregagende Art; dog vifer den egentlige Kjebe— del en bueformig Tverſtribe, ſom om den beſtod af to paa hinanden liggende Plader, eller var ſammenſat af to Led; i Enden har den et Duſin Fjerborſter. Længdeforholdet af Pal— peng Led er omtrent: 5471-5163. Forſte Led er noget kortere end hos foregaaende Art, tredie Led mere afrundet, fjerde Led cylindriſt, femte koniſk; tredie Led nager omtrent til Enden af Kjæbepladen. Svoben er temmelig ſtor, af triangulær Form med afrundede Hjorner. De ſyv Bryſtringe tilſammen udgjøre omtrent 3 af Totallcengden, og ere temmelig fladtrykte; indbyrdes viſe de kun ringe Forffjæl i Længde; dog er fjerde og ifær femte lidt kor— tere end de andre; ogſaa i Brede frembyde de kun ringe Forffjæl. De fire forſte ere krummede lidt fremad, de tre ſidſte lidt til— bage. Deres Siderande viſe for ſtorſte Delen en ſteerk Torne— eller Knudebevebning. Paa ferſte Ring iagttages to Torne, 376 af bvilfe den forreſte, fom tillige ligger dybere end den bageſte, ender tilfpidfet, og fortjener Navnet Torn, hvorimod den bageſte afferede er noget afrundet i Enden. Anden Ring har paa hver Side fire Knuder, af hvilfe den tredie i Ordenen dog er meget lille; de to mellemſte ligge meget lavere end den forſte og ſidſte (eller udgaae fra Ringens Bugflade). Tredie Ring viſer om— trent ſamme Forhold ſom anden. Fjerde Ring har kun to Knu— der, eller maaſkee rettere: Ringens Siderande deles ved et ſpidsvinklet Indſnit i to Flige, en forreſte ſtorre og en bageſte mindre; og ſaaledes er ogſaa Tilfældet med de to folgende Ringe, kun at den forreſte Flig tiltager i Storrelſe, og at Ind— ſnittet rykker langere tilbage. Syvende Ring har intet Side— indſnit, men dens bageſte Vinkler ere temmelig flærkt uddragne og tilſpidſede. Ringenes Siderande ere forſynede med nogle ſmaa flærfe Berſter, der tildels ere anbragte i Enden af Knu— derne. Forſte Fodpar overgaaer i Lengde noget den halve Totalleengde; det er langſtrakt og temmelig ſtort, forſynet med en Gribehaand, til hvilken de to ſidſte Led danne Kloen. Ledde— nes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 5+4121614+4. Ferſte Led opſvulmet, ført kolledannet; andet Led ligeledes fort kolledannet eller flaſfkedannet; tredie Led triangulcert, med for— reſte-inderſte Vinkel ſtaerkt fremtredende; Haanden meget lang— ſtrakt oval, i Enden afffaaren; femte og det lille fjette Led ere temmelig utydeligt adſkilte fra hinanden, og danne tilſammen en Bue, dog ſaaledes, at kun den forreſte Rand er merkeligt bojet, den bageſte neſten lige. Sidſte Led er i Enden væbnet med to Kløer, af hvilfe den forreſte er ſtorre end den bageſte; femte Led viſer, foruden enkelte Borſter hiſt og her, en Tornevebning eller Saugtagger i en Strækning paa den indre Rand ved Ro— den. Haanden har nogle Torne paa begge Rande, de fore— gaaende Led iſer enkelte paa forreſte Rand. 377 Andet Fodpar er endel lenger end forſte, i Lengde omtrent ligt med Bryſtſtykket eller 3 af Fotallængden. Dets Form langſtrakt og tynd, hvilfet dog mindre gjelder de to forſte Led end de ovrige. Leddenes indbyrdes Længvdeforhold er om— trent: 5+41+3762+1. Forſte Led langſtrakt ovalt, dog uregelmæsfigt, med den forrefte Rand konvex, den bageſte næften lige; andet Led fort kolledannet; tredie Led langſtrakt triangulcert, med den forrefte-nederfte Vinkel meget ſteerkt frem— trædende; fjerde og femte Led liniedannede. Det meget lille ſjette Led ovalt med to omtrent ligeſtore, frærfe Kloer i Enden. Femte Led har paa den forreſte Rand meget tynde Borſter, tildels ſtillede knippe vis; paa den bageſte Torne, der udgaae fra hvert lille Jndfuit, hvorved Randen bliver ligeſom ſaug— tagget. De vorige Led ere forſynede med Torne og Borſter hiſt og her, af hvilke sfær de i Enden af tredie Leds førlæne gede Vinkel falde i Ojnene. De folgende Fodpar aſtage efterhaanden i Lengde, faa at det ſidſte ikke har 2 af det andets Lengde, og de er— holde derved et mindre tyndt Üdſeende. Ogſaa foregaae nogle ubetydelige Modifikationer i Formen, men i det Veſentlige ſtemme de faa nær overens med andet Fodpar, at en pderligere Be— ſkrivelſe af dem ſynes overflodig. Den af et Led beſtaaende Bagkrop, hvis Længde omtrent indeholdes 43 Gange i Totallængden, nærmer fig i Form til det Elliptiſke, og har meget ſtorre Brede end Lengde; den forſte er næmlig ſuldkomment en halv Gang ſaa ſtor ſom den ſidſte, eller forholder fig til denne fom 3 til 2. Man kunde ogſaa kalde Formen utybeligt ferfantet, idet faa mange Vinkler træde mere eller mindre tydeligt frem; men ligeſom den elliptiſke Form fore flyrreg ved Vinklerne, ſaaledes bliver Sexkanten afbrudt ved et vel meget fladt, men tillige meget bredt Udſnit i den bageſte Rand. Bogkroppens Rygflade er aldeles plan, eller viſer neppe 378 noget merkeligt Spor til Konveritet. Den bagefte Del af Siderandene og den yderfte Del af den bageſte Rand, eller de bredt afrundede Hjorner, hvorved disſe Rande gage over i hin— anden, ere paa hver Side væbnede med fem eller fer ſmaa Plader likke Torne fom hos foregaaende Art), der ere ſorholds— vis forte, men brede, og hvis bageſte Vinkel treder ſterkt frem. Mellem hver to af disſe Plader er en Borſte anbragt. Dekpladen lader overalt en meget bred Rand omkring fig, eller er meget langt fra at bedekke hele Bagkroppens Under— flade. Den er hos Hunnen af en temmelig bred Form, med Siderandene noget fonvere, forreſte og bageſte Rand lige af— ſtaarne, den ſidſte tæt forfynet med meget fine og forte Borſter. Hos Hannerne er Forholdet omtrent ligeſom hos forrige Arts Sanner, idet Pladen bagtil deles ved to dybe men ſmalle Jndfnit i tre Flige, af hvilfe Sidefligene ere bagtil tilſpidſede og horn— formigt indkrummede, den mellemſte Flig derimod bagtil udvidet til en meget bred, rhomboidalſt Skive, [hvis Sidevinkler ere færteles ſpidſe, og hvis bageſte Rand er fint haarbeveebnet og noget bolgedannet ved et lille Udfuit paa Midten. Dette Urfnit begrendſes paa hver Side af en bred og afrundet Frem— ragning, fra hvilken atter en lille Knude udgaaer. Mod den fljære Firkants Midte ligge tæt op til hinanden to lange firafte, ovale, noget blæredannede Redſkaber, der ſynes frie fortil, bagtil tilhæftede (ſtimulerende Organer ?). Sidefligene, hvis Siderande bagtil ere borftevæbuede, opfyldes for ſtorſte Delen af ſtore, ſterke, ſkraatſtillede Muftelbundter (jeg har talt ferten faadanne) hvilke ligge paa Siderne af den Mediankanal, der gjennemleber Sidefligene, og aabner fig i Enden af deres indadkrummede Horn, med en temmelig ſtor, kredsrund Aabning. Gjellefodderne ere brede Plader uden Spor til Borſter. Halevedhengene eller ſidſte Par Bugfodder ere af noget forſtjcllig Form og meget forffjællig Storrelſe hos Kjønnene: 379 hos Hunnerne ikke af Bagkroppens halve Længde, hos Hane nerne næften ligeſaa lange fom denne. Hos Hunnerne rager Rodſtykket næppe frem over Bagkroppens bagefte Rand, og er af omvendt kegledannet Form, tilſpidſet mod Roden, meget bredt i Enden. Den indre, ſtumpe Aare eller Griffel har omtrent lige Længde med Rodſtykket; den ydre er lidt fortere, ſmallere og ſpidſere; begge have de et Par korte Borſter i Enden. Hos Hannerne er Rodſtykket kolledannet, og forholder fig i Lengde til den indre Griffel fom for til ſyv, til den ydre fom fer til fem. Begge disfe ere ſaavel i Enden fom paa Siderne vebnede med adftillige lange Borſter og Torne. Henopomus nov. gen.) inter Asellum et Jæram intermedium. Antennæ superiores mediocris longitudinis (ter- tiam quartamve longitudinis animalis partem æquantes), flagello multiarticulato. Antenne inferiores longissimæ, longitudinem animalis æquantes aut superantes, flagello cen- tumarticulato et ultra. Mandibula palpo instructa triarticu- lato, pes maxillaris palpo quinquearticulato et flagello. Thoracisannulli margine laterali inciso et dentato. Pedes thoracici articulo sexto subrudimentario, ungvibus binis, anteriori majori. Par pedum thoracicorum primum manu subcheliformi, cujus palma articulo quarto, digitus articulo quinto sextoque junctis efficitur; reliqui thoracis pedes am- bulatorii. Abdomen in unicum eoalitum annulum, cujus pedes branchiales unica teguntur lamina permagna, in fe- minis integra, in maribus postice incisa, triloba. Pedes abdominales sexti paris exserti, varia magnitudine; nun- quam vero stylis rudimentariis. Henopomus muticus: gracilior (ter fere longior quam latus). Caput antice inerme. Antennæ inferio- *) Nomen ex ås et 7wueæ compositum. 380 res tertia parte tolam auimalis longitudinem superantes. Abdomen suborbiculare, parum modo latius quam longum. Lobus laminæ branchiarum tectoriæ intermedius apud mares postice in quatuor ineisus lobulos. Henopomustricornis: latior (latitudo dimidiam fere æquans longitudinem). Caput antice tribus armatum cor- nibus vel aculeis, serie positis transversali. Antenne in- feriores longitudinem animalis æquantes, articulo pedun— culi secundo erassissimo, aculeo marginis exterioris maximo. Abdomen subellipticum vel obsolete sexangulatum, multo latius quam longum. Lobus laminæ branchiarum tec- toriæ intermedius apud mares postice integer. Disſe to Arter ere afbildede for det franffe Vark over Rejſen til Spitsbergen (Crustacés tab. 30, fig. I a-n. fig. 2 a-q). Munna Fabricii Kr. Denne Art er nedfendt fra det ſydlige Grønland (Godthaab) af Kaptajn Holboll i en halv Snes Exemplarer. Den fkal være fanget i Begyndelſen af Marts paa 50 Favnes Dybde. Farven er hos de i Spiritus opbevarede Individer lyſt gulbrun. Storrelſen naaer hos mine ſtorſte Individer neppe halve anden Linie. Dette lille Dyr er, hvad Hunnerne angaaer, af en kort og meget bredt oval Form; thi den ſtorſte Brede over tredie Bryſtring er omtrent lig med, eller vel endog ſtundom ganſke lidt ſtorre, end den halve Totalleengde. Hos Hannerne derimod er Formen meget mere langſtrakt og ſmal, og har allerede omtrent ſin ſtorſte Brede over Hovedets bageſte Del; Breden indeholdes fuldkomment tre Gange i Totallængvden. Hovedet, hvis Lengde indeholdes omtrent mellem fire og fem Gange i Totallengden, er forholdsvis meget bredt, neſten dobbelt faa bredt fom langt, fortil ſtumpt afrundet, eller fremtredende ſaaledes, at dets Sider omtrent danne en ret 381 Binfel, hvis Hjørne er afrundet. Man kunde ogſaa ſammen— ligne Hovedet med en Triangel, hvis Topvinkel er rettet frem, hvis Vinkler, af hvilke Ojneue danne de to Grundvinkler, alle ere afrundede, og hvis Grundlinie er noget udbojet eller konvex. Fortil er Hovedet nedſkraanende, paatværs kun fvagt hvelvet; dets Rande viſe ingen Indſkjceringer og dets Overflade er glat. Ojnene, hvis Pigmenter ført, findes, fom antydet, anbragte alleryderſt paa Hovedets Sider bagtil. De have en ikke uber tydelig Storrelſe, men udmærke fig fær ved at rage færdeles ſteerkt frem over Hovets Sider, faa at de med Foje funne kaldes ſtilkede, fljøndt de naturligvis ere ubevægelige. Det er Ojne— nes ſtore Fremragning, der giver Hovedet dets betydelige Brede; thi med deres Stilke forholde de fig til det ovrige Hoved om— trent fom tre til fire, eller de udgjøre med andre Ord hen— imod Halvdelen af Hovedets Brede. Hornhudens Facetter iagt— tages forſt ved en temmelig ſterk Forſtorrelſe og Lindſerne ikke uden Præsning. Disſe ſidſte ere temmelig talrige, men ſmaa, af næften kuglerund Form. a De overſte Folere ligge ikke, eller dog næften flet ikke, indenfor de nederſte, men ovenover dem, faa at de bedeekke en— del af deres Rod, og faa at de vife fig ganffe frit paa Hovedets Overflade. De ere temmelig ſmaa, tfær i Sammen— ligning med de nederſte, og overgage kun lidet Hovedets Længve chvorimod de overgaaes af dettes Brede); men de viſe temmelig megen individuel Forffjællighed, idet de med Alderen ſynes at tiltage forholdsvis i Sterrelſe. Snart udgjøre de næppe I af Totallængden, fnart I af denne. De beftaae af et fireleddet Skaft og en Svøbe, men det indbyrdes Forhold af disſe to Dele er ligeledes Forandring underkaſtet; hos nogle Individer har jeg fundet Skaftet omtrent dobbelt faa langt fom Svoben (hos de mindre), hos andre begge af omtrent lige Længde, og atter hos andre (de ſtorſte) Svoben lidt Tænger end Skaftet. Det 382 indbyrdes Lengdeforhold af Skaftets Led fan omtrent anſettes: 5+4+-11. Forſte Led dt tykkere mod Enden og lidt ſkraat afſkaaret; andet meget tyndere end førfte, ligeledes noget kolle— dannet; tredie og fjerde Led atter langt tyndere end andet, men indbyrdes lige tykke, eller fjerde endog lidt tykkere end tredie. Den langſtrakte Svobe har jeg fnart fundet beftaaende af et eneſte, ſnart af to og ſnart af fire Led; i Enden har den et Par ſterke Borfter. De yderfte (eller rettere nederſte) Folere have en ber tydelig Længde, faa at de ere lige med, eller ſtundom endog overgage Totallcngden lidt, og ere fire Gange faa lange fom de overſte, eller mere. Bygningen af middelmaadig Styrke. Det femleddede Skaft meget laenger end Svoben, ſtjondt ikke dobbelt faa langt. Leddenes Lengdeforhold kan anfættes: 1 1+1+51+621. De tre forſte Led altſaa ſerdeles Forte, af en plump og noget uregelmesſig Form; fjerde Led temmelig cylindriſt, femte Led meget langſtrakt kolledannet. Svoben, fom omtrent har 2 af Skaftets Lengde, beftaaer af et Duſin Led eller nogle flere, af hvilke det forſte er meget langt, læne ger end de to eller tre folgende tilſammen; andet til ſyvende Led temmelig lange (to til tre Gange faa lange fom brede), de pvrige derimod meget ſmaa. Den har en temmelig frærk Borſtevebning, medens Skaftet kun vifer ſparſomme Borſter. Dog har jeg hos et Par Exemplarer (begge Hunner) fundet disſe Folere af en anden Beffaffenhed end den ovenfor beſkrevne, næmlig omtrent dobbelt faa lange fom Dyrenes Totalleengdez det er iſer Svoben, fom her vorer, faa at den overgaarr Skaftets Længde noget, ligeſom den ogſaa bliver meget tynd og ganfke traadformig. Antallet af dens Led er ſtort (jeg har talt 45). Hos ſmaa Individer viſer paa den anden Side Formen af Folerne fig mere plump, og jeg har kun fundet 7 eller 8 Led i Svoben. i 383 Kindbakken ſtor (overgagende Totalfængdens Trediedel), langſtrakt, fortil forſynet med to meget tetſtillede Horngrene, hvis Rand er delt hos den forreſte i fem Tender (af disſe er den anden, udvendigt fra regnet, den fiørfte, de to inderſte meget ſmaa), hos den mindre bageſte, faa vidt jeg har funnet ffjælne, kun i tre eller fire. Tet bag disſe tandvebnede Grene har jeg paa den indre Rand fundet en Duff af omtrent fem ſtore Borſter, fom tildels have flosſede eller borftevæbuede Rande. Et Stykke laenger tilbage, dog foran Midten af Kindbakkens Lengde, udgaaer den ſtore Tyggeknude, der ender med en, fom det ſynes, temmelig kredsrund Tyggeflade, der i Midten er for— dybet, og har Randene tandvebnede; ovenover Tyggefladen eller fra dens overſte Rand udgager en temmelig ſtor Torn eller Spids, fra dens underſte Rand et Par temmelig ſtore Borſter. Palpen, ſom er feſtet til en fremragende Knude paa Kindbakkens ydre Side, har omtrent lige Længde med Kindbakken; Længdeforholdet af dens tre Led er omtrent 648 +41; de to førfte Led have en langſtrakt, temmelig eylindriſt Form, det tredie er noget halvmaaneformigt indadbojet, i Enden forſynet med tre lange Borſter, af hvilke de to yderſte længfte ere ſaugtandede eller tornevebnede i den ſidſte Halvdel paa den ydre Side. Omtrent fra Midten af andet Led paa den indre Side udgaae et Par krogdannede, paa den indre Rand ſaug— tandede Torne. Underleben fort og bred, dybt vinkelformigt kloftet til to brede, afrundede Flige, hvis inderſte, noget bolgede eller ind⸗ og udbojede Rand er fint børftevæbnet. Tæt bag Fligenes forreſte⸗inderſte Vinkel findes mellem Borſterne et noget uforme— ligt, haardt, hornagtigt Legeme af ikke ganffe ubetydelig Stor— relſe, hvilket ſynes at maatte forklares ſom en Tand eller et Knuſelegeme. Dette Legeme er, ſaavidt jeg har erfaret, altid tilſtede, men afvexler i Form og Sterrelſe. 384 Forſte Kjæbepar forholdsvis ſtort, beſtaaende af to Plader, en toleddet Kjæbedel og en enleddet Palpe. K je be— delen er baade kortere og meget ſmallere end Palpen, dens forſte Led meget kort (det indeholdes omtrent fire Gange i an— dets Længde); det andet langſtrakt, lidt indadkrummet, i Enden afrundet og vebnet med tre eller fire indadrettede Torne og paa den ydre Side med endel fine Haar. Den lidt krum— mete Palpe er i Enden ffraat afffaaren og paa Enderanden væbnet med otte ſtore og iſer meget ſterke, mod Spidſen tan— dede eller gaffelagtigt kloftede Torne, ſamt med nogle ſmaa Haar. Andet Kjæbepar ſtort, af langſtrakt og ſmal Form. Den indre Plade meget ſmal, næften lige eller umerkeligt bojet, i Enden afrundet og forſynet med en temmelig ſtor - Børfteduff, fom er rettet lige indad. Den ydre Plade er lidt lengere men betydeligt bredere end den indre (dens Brede viſer fig forſt ved Præsning), i Enden bredt afrundet og væbnet med et Duſin ſtore og ſterke, næften lige eller kun ſvagt krum— mede Torne, hvilke langs den indre Rand ere ſaugtandede. Kjæbefødberne have Middelſtorrelſe, og beſtage paa ſed— vanlig Maade af en Kjæbeplave og en Palpe. Kjæbepladen er temmelig bred, i Enden noget ſkraat afffaaren i Retningen ind og bag, paa den ſkraa Enderand vebnet med endel meget ſmaa, indadkrummede Fjerborſter. Palpen beſtaager af fem tydelige Led, hvis indbyrdes Lengdeforhold omtrent er 1121 +2+21+2. Forſte Led af meget førre Brede end Lengde; andet Led meget tyft, indknebet ved Roden, bolgeformigt ude videt mod Enden; tredie Led fort, tondedannet, neſten ligeſaa tykt fom langt; fjerde Led fort kolledaunet; femte Led eylin— dbriff, dog lidt aftagende mod Enden. Palpen er væbnet med endel ſimple Borſter, tfær paa de ſidſte Led. 385 Forſte Fodpar, fom er det korteſte af alle Fodparrene, og ikke ganſke nager Dyrets halve Totallcengde, har en temmelig ſteerk, hos mindre Individer endog plump Bygning, og ud— merker fig ved den Gribehaand, fom femte vg fjette Led tilfammen danne. Leddenes indbyrdeg Længdeforhold kan om— trent anfættes: 7+8141+35+6—+35. Forſte Led kort kolle⸗ dannet, dog ikke meget bredere i Enden end ved Roden; andet Led mere langſtrakt, næften cylindriff, dog i meget ringe Grad bojet; tredie Led langſtrakt-triangulert med tre eller fire neſten borſteagtige Torne i Enden; fjerde Led ligeledes triangulært, men meget bredere end tredie, med en Rakke (omtrent otte) meget flærfe, gradevis i Længde vorende Torne paa den bar gefte Rand. Disſe Torne ere mod Enden forſynede hver med en Borſte, der rager noget frem over deres Spidſe. Femte Led (eller Haanden) langſtrakt ovalt, med Borſter og Torne langs den bageſte Rand. Kloen meget ſtor, ſterk, krum, i En— den tvekloftet eller maaſkee rettere beftaaende af en Roddel, der i Enden er væbnet med to Kloer, af hvilfe den forreſte over— gaaer den bageſte betydeligt i Længvde. Andet Fodpar er allerede meget flørre end førfte, hos ſtore Individer endog dobbelt ſaa langt. Det viſer ogſaa efter Storrelſe nogen Forffjæl i Formen, idet denne hos yngre In— divider er meget plumpere end hos ældre. Leddenes Lengde— forhold kan anfættes omtrent: 23123341. Forſte og andet Led temmelig eylindriffe, dog lidt krummede; tredie Led fort kolledannet eller maaſke ſnarere noget flaffedannet; fjerde og femte Led liniedannede, forſynede med endel Torne langs Randene; fjette Led en langftraft-oval Plade, fom i En- den er væbnet med to Kloer, af hvile den forreſte er ſtorſt. Mellem Kloerne er en Borſte anbragt. Tredie Fodpar er atter lenger end andet, dog fom det ſynes i forffjællig Grad. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold: Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Natte. I. 25 386 3-2 AI- -I. Fermen langſtraͤkt og tynd, men iovrigt i Hovedſagen ligeſom hos andet Par. Dette gjeelder ogſaa de fire folgende Fodpar, fun at de efterhaanden tiltage-t Længde, faa at det ſidſte næften har dobbelt faa ſtor Længde fom Totallængden. Det er Vær femte Led, fom tiltager i Længde, medens derimod forſte Led bliver fortere og fortere, og ganſke ſkjules under Dyrets Bug. Hos ſyvende Fodpar er ſaaledes Leddenes indbyrdes Længvefortold omtrent: 1+3+121+583+4. Bagkroppen, fom er lenger end Hovedet, og omtrent lig med 3 af Totalleengden, har en i Forhold til det vvrige Dyr meget ſmal Form, idet dens Brede kun udgjor 3 af dens egen Længde, og indeholdes omtrent tre Gange i Hunnens ſtorſte Brede. Den er af oval Form, og fom angivet af tydeligt ſtorre Længde end Brede, indkneben ved Roden, bredeſt paa Midten, bagtil lidt tilſpidſet og med ftærtt hvælvet Rygflade. Bed nærmere Underſogelſe ſees den Hos Hunnerne at beſtage af to Sthykker eller Ringe, af hoilke dog den forſte er meget fort, eller næften ru— dimenter (den udgjør kun I af Bagkroppens Lengde, eller for— holder ſig til den anden ſom 1 til 6). Hos Hannen er Bag— kroppen i visſe Maader mere udviklet, idet jeg næmlig troer, at have funnet bemeerke tre ſmaa Ringe foran eller ved Ro— den af den ſtore bageſte, hvilke indeſluttes af den ſidſte tilbage— bejede Bryſtring. Bagkroppens bageſte Rand viſer tre meget ſmaa Flige, af hvilfe Sidefligene rage lidt frem over den bre— dere mellemſte Flig, fra hvilfen et Par Borſter udgage. Paa Siderne af Bagkroppen mod dennes Rod findes fire temmelig ſtore og ſterke Torne, hvilke maaſkee dog ere Hunnerne ejen— dommelige, thi jeg har ikke hos Hannerne funnet gjenfinde dem. Hvor Siderandene gaar over i den bagefte Rand, viſe de ad— ſtillige Saugtænder. Bagkroppens Underflade er forſynct med en enkelt Dæekplade, der ikke ſtaaer meget tilbage for 387 Bogkroppen i Sterrelſe, er af en noget langſtrakt, tungedannet eller oval Form, paa den udvendige Flade forſynet med endel førte Borfter ved Randene. Under denne Dakplade ligger paa ſcedvanlig Maade Aanderedſkaberne, der beſtaae hvert af to ovale, fra et meget fort Rodled udgaaende, Blade, ſom til— dels ere borſtevcebnede. Fra Bagkroppens Siderande udgaae allerbageſt et Par rudimentære, toleddede Lemmer eller Hale— vedhæng, hvis Bygning er temmelig utydelig, hvis Lengde indeholdes omtrent tyve Gange, eller endog mere, i Dyrets Totale lengde *), og fom ere af noget forffjællig Form hos de forfkjel— lige Kjøn: hos Hunnerne lige, hos Hannerne i Enden krogformigt bojede. Efter den fuldftændigere Underſogelſe, fom Beſiddelſen af flere Exemplarer har ſat mig iſtand til at foretage, mener jeg, at Slegtskarakteren nu kan fremſtilles fuldftændigere og bedre ſaaledes. Munna Kr. Forma feminarum dilatata, ovalis; marium elon- gata, sublinearis. Caput latissimum (duplo ferme latius quam longum), longitudine quartam quintamve longitudinis animalis partem æquans. Oculi angulos capitis postico-laterales obtinentes, prominentissimi, quasi pedunculati (non vero mobiles). Antenne superiores in superficie capitis superiori libere site, supra (vix vero intra) antennas infe- riores, basinque earum partim obtegentes, breves (capite *) Jeg har ikke overſeet disſe Lemmer hos M. Boeckii, men jeg har, da de hos denne Art endnu ere mere rudimentere (de indeholdes omtrent 40 Gange i Totallcengden, og overgage ikke i Størreife Tornene paa Bagkroppens Sider), ikke turdet betragte dem ſom Lemmer. Hos nærværende Art derimod, hvor de fremtrade noget ſtorre og tydeligere, ifær hos Hannerne, kan ikke tvivles om deres Berettigelſe til at betragtes ſom de forſte Rudimenter af Haleved— hang eller fjette Par Bugfodder. 25* 388 tamen parum longiores), pedunculo quadriarticulato, flagello pauciarticulato. Antenne inferiores longissimæ, lon- gitudinem animalis æquantes vel superantes, pedunculo quin- quearticulato flagelli multiarticulati longitudinem æquante aut parum vincente. Mandibula forma ferme vulgari, palpo armato triarticulato. Pes maxillaris palpo quin- quearticulato. Pedes thoracici quatuordecim binis ar- mati ungvibus; primum par ceteris brevius robustiusque, manu armatum subcheliformi; reliqua paria ambulatoria, sensim longitudine crescentes, ut ultima longitudinem ani- malis æquent aut superent. Abdomen capite longius, thorace multo angustius, unico constans annulo bene di- stincto, unicaque infra lamina præditum tectoria; a p- pendicibus caudalibus fere evanescentibus vel prorsus rudimentariis. Munna Fabricii Kr.: abdomen ovale vel subellipticum, aperte longius quam latum, appendicibus caudalibus rudimentariis sed sat distinctis. Annulus thoracicus septimus sexto vix brevior. Munna Boeckii Kr.: abdomen capite aperte longius, sub- conicum, non multo latius quam longum, appendicibus caudalibus fere evanescentibus. Annulus thoracicus septimus parum distinctus, sexto multo brevior. De to Urter af Slegten Munna ſtaae hinanden ſardeles nær, endog faa nær, at der kunde tvivles paa, om der er tilſtrakkelig Grund til at adſtille dem; et Sporgsmaal jeg, da jeg af den ſidſte kun har feet et eneſte Exemplar, maa overlade til Fremtidens endelige Afgjorelſe. Anceus elongatus Kr. Af denne, en fjælden og lidet bekjendt Slægtforms nye Art har jeg kun feet et eneſte Exemplar, hvilket jeg tilfældigt opda— gede i et Glas mellem gronlandſke Amfipoder; maaſke har det levet ſom Snyltedyr paa en af disſe? 389 tængben hos dette enefte Individ udgjor ikke fuldt to Linier. Farven er hvidgul, lidt i det Brunagtige. Formen er noget langſtrakt og liniedannet, ſaaledes, at den ſtorſte Brede indeholdes omtrent halvfjerde Gange i Total— lengden, og ſaaledes, at det fortil noget tilſpidſede Hoved og Bryſtſtykket ligeſom gaae i Et, medens Bagkroppen er paa faldende tyndere end den ovrige Deel af Legemet, og er afſat fra dette næften ligeſom Halen af en Krabbe. Integumenterne ere haarde men meget ſprode, og viſe en meget knudret og ujcvn Overflade. Hovedet, hvis Længde omtrent udgjør I af Totalfængden (de fremragende Kindbakker medregnede), har ligeſaa ſtor, eller endog lidt ſtorre Brede end Lengde, og ligeſaa ſtor Brede ſom den ſtorſte Brede over Bryſtringene. Formen er, naar Kindbakkerne ikke tages i Betragtning, bredt firkantet, fladtryffet, nedbojet, Siderandene lidt konvexe, den bageſte Rand endnu meget ſterkere konvex, forreſte Rand med ffarpt udftaaende Side— vinkler ſamt noget bolgeformigt udbøjet, ſaaledes at tre ſtumpe og kun lidet ſynlige Vinkler opſtaae mellem de nysomtalte Sidevinkler. Ojnene ere anbragte i Hovedets Sideflader tæt bag Hjorne— vinklerne, rodligtbrune af Farve, meget ſmaa (kun indtagende omtrent 4 af Lengden af Hovedets Siderande fra Hjornevink— lerne regnet), hvælvede fom et Uhrglas, med tydelige Lindſer i temmelig ſtort Antal. Folerne ſmaa, men af ſterk Byguing, anbragte tæt indenfor Ojnene, eller ved Kindbakkerne trængte langt ud imod Hovedets Sider; hvorved tillige de indre og ydre Folere nære mes hinanden faa meget, at de kun med Vanfkelighed Funne adſkilles. De indre Folere, hois Lengde indeholdes mere end 390 fer Gange i Toiallængden, og fom ere meget fortere end Ho— vedet, have en ſterk Sylform, og vife fig bueformigt udad— krummede. Det fireleddede Skaft, ſom er mere end dobbelt faa langt fom Svoben, har omtrent folgende Lengdeforhold af Leddene: 3+2+21+4. Det førfte Led er imidlertid faa utyder ligt, at den for det angivne Lengde ikke kan anſees ſom ſikker. Formen af Leddene er plump med Undtagelſe af det ſidſte, ey— lindriffſe. Svoben, hvis Forhold til Skaftet omtrent er fom 5 til 12, beftaaer af ſyv Led, der gradevis aftage i Tykkelſe, men kun viſe ringe indbyrdes Lengdeforſtjal. Saavel Svobe fom Skaft ere paa alle Led forſynede med enkelte Borſter. De ydre Folere, fom ligge tet op til de indre, eller ligeſom flyde ſammen med dem, ere endnu lidt kortere end disſe, maaffe ligeledes noget mindre ſteerke. Skaftet, der ikke er dobbelt ſaa langt ſom Svoben (de forholde ſig omtrent fom 8 til 5), treleddet; Leddenes Længdeforhold 24214; tre—⸗ die Led meget tyndere end de to foregaaende, eylindriſk. Svar ben fem eller ſexleddet. Borſtebekledningen fom hos de indre Folere. Kindbakkerne viſe ſig ſom to meget ſtore, ved Roden brede, fortil tilſpidſede og indadkrummede Plader, hvilte rage betydeligt frem mellem Folerne foran Hovedets forreſte Rand (dog meget mindre end hos Anceus maxillosus); jeg har al— deles ingen Tender funnet bemærfe paa Pladernes indre eller modvendte Rand, ligeſom heller ingen Spor til Palpe op— dages paa dens yore Side. Beſkaffenheden af Dverlæbe, Underlæbe og Kjæbder har jeg ikke funnet underſoge, da jeg ønffede at ffaane mit eneſte Exemplar. Kjebefodderne ere temmelig ſtore, idet deres Længde ubgjør mere end I af Fotallængvden, men ikke deflomindre vane ffelige at underſoge. De ſynes at beſtage af den egentlige Kjæbeplade og en Palpe, hoilken ſidſte dog ligger ovenpaa 394 den forſte, og er ſaaledes forenet med den, at jeg ikke har funnet adſtille dem. Kjebepladen er langſtrakt-oval, fortil temme— lig tilſpidſet, langs den indre Rand tæt væbnet med ſmaa fremadkrummede Fjerborſter. Palpen ſynes at beſtaae af tre Led, der fremefter aftage i Lengde, men iſer i Tykkelſe. Kun det ſidſte og mindſte af disſe Led rager frem over Kjæbepladen; det er af eylindriſt eller langſtrakt elliptiff Form, og har i En— den en meget lille Knude eller rudimenttert fjerde Led, ſamt nogle fmaa Borſter. Bryſtringene, hvis Længde tilfammen overfkrider den halve Fotallængde, ere fem i Fallet, alle meget tydeligt ad— ſtilte fra hverandre. Deres indbyrdes Lengdeforhold, naar de maales langs Siderne, kan omtrent udtrykkes ved Tallene 3 3+5+16+55 alle Ringene have derimod lige ſtor Brede, hvor- ved altfaa Bryſtſtykket fager en langſtrakt⸗firkantet Form. Forſte Ring er bojet lidt frem, eller har den forreſte Rand konkav, for at flutte op til Hovedets Siver; anden og tredie Ring ere derimod ganffe trausverſelle, eller hverken bojede frem eller til— bage i nogen merkelig Grad; fjerde Ring, hvis bageſte Rand er temmelig ſteerkt konkav eller indbojet, udmarker fig ved en meget final Lengdefure, eller Kanal, paa Midten af Rygfladen, hvorved denne ligeſom deles i to uregelmesſige Firkanter; ogſaa paa Bugfladen kan denne Deling fljælnes, dog mindre tydeligt, og ſaaledes, at Randen bliver meget bredere; femte Ring er krummet faa ſteerkt halvmaaneformigt tilbage, at den ganffe inde— flutter Bagkroppens tre forſte Ringe. Dens bagudbojede Flige ende hver med en lille Indſkjcering, hvorved to fremragende Spidſer, en ydre lidt førre og en indre mindre, opſtaae. Af de fem Par Bryſtfodder har jeg fundet de to for- reſte Par bojede tilbage og ſkjulte under Bugfladen, de tre ov— rige derimod udſtrakte mod Siderne, faa at de vife fig, naar Dyret betragtes fra Rygfladen. Fedie.ne ere alle af en temmelig 392 betydelig Størrelfe, indbyrdes omtrent lige ſtore, af middel maadigt flærf Bygning, meget overensſtemmende i Form, ind— rettede til at gribe med, dog uden egentlig Gribehaand. Førfte Fodpars Længde udgjer omtrent I af Total— Iængden. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent 86 3+3+6+3; førfte Led noget kolledannet; andet Led kort kolle— dannet eller omvendt ægdannet; tredie og fjerde Led med den forrefte Rand noget konvex, i Enden ſkraat afffaarne, og derfor med den forreſte-nederſte Vinkel ſteerkt fremtrædende; femte Led liniedannet, dog lidt bojet, med den bageſte Rand faugtagget eller væbnet med otte flærfe Tænder; ſjette Led eller Kloen temmelig ftærf, krum, ſpids, ved en Afſats delt i to Dele, den lengere, borſtevebnede Roddel og den egentlige Klo. Fo— dens fire forſte Led ere hiſt og her forſynede med enkelte Bor— ſter og Torne. De ovrige Fodpar afvige ſaa lidet fra forſte, at en færegen Beſkrivelſe ikke kan anſees for nødvendig. Den næften liniedannede Bagkrop, hvis Lengde lidt over— qaaer Hovedets Lengde, og hvis Brede indeholdes henimod tre Gange eller halvtredie Gange i dens egen Længde, beftaaer af fyv tydelige Ringe foruden de tre Halevedhæng. Ringene ere meget forte, eller af meget ſtorre Brede end Længde, neſten af lige Længde indbyrdes, eller vife dog fun meget ringe For: ffjæl, idet de Forreſte tiltage gradevis, men fun lidt, hvori— mod Halevedhengene have mere end den tredobbelte Længde af hver af Ringene, eller omtrent udgjore I af Bagkroppens Længde. Som ovenfor bemærfet ere de tre forſte af Bag— kroppens Ringe paa Siderne indeſluttede af den ſidſte Bryſtring; de fire frie Ringe viſe en uregelmasſigt fireſidet Form, idet Ryg og Bug ere flade, men Siderne noget indhulede eller for— dybede, faa at de ligeſom danne en Længderende. Fra Ryg— fladen betragtede aftage Ringene lidt i Brede bagud, faa at 393 den ſjette er lidt ſmallere end den femte, den ſyvende end den ſjette, og deres bagefte-yderfte Vinkler ere vel noget ffarpe men ikke uddragne; paa Bugfladen derimod tiltage Ringene i Brede bagud, og deres bageſte-yderſte Vinkler ere flærft uddragne og ſpidſe, faa at de endog funne ſees fremragende, naar Dyret betragtes fra Rygfladen. Hver af Ringene, fra anden til fjette inkluſive ), er forſynet med et Par ſmaa Fodder. De ere imidlertid flere Gange faa fange fom Ringen, til Gvilfen de ere hæftede, og omtrent af lige Længde med Halevedhængene, eller endog lidt fængere. GSaavidt jeg har funnet opfatte deres Form, bes ftaae de af en lille tyf Roddel og to meget lange, ſmalle og tynde Endeplader uden Borſter. Det mellemſte Halevedheng er noget triangulert eller pladedannet, bredt ved Roden, tilſpidſet i Retningen bagnd, uden Torne eller Børfter, ſaavidt jeg har funnet iagttage. De yderſte Halevedhæng have omtrent lige Længde med det mellemſte, eller ere i al Fald kun ganffe ubetydeligt fortere; de beſtage af en ført og bred Rodde! (dens Længde forholder fig til Endepladerne fom 2 til 5) og af to lang— ſtrakt⸗ovale, bagtil bredt afrundede og med adſtillige temmelig lange Borſter forſynede Endeplader. Denne fra Slegtens hidtil bekjendte Arter meget tydeligt forſtjcellige Form kan diagnoſeres ſaaledes. Forma elongata, sublinearis. Caput longitudinem abdominis vix æquans, nec dimidiam thoracis longitudinem. Margo mandibularum interior inermis. Antenne ea— dem ferme invicem longitudine, vel superiores parum modo longiores. Quartus thoracis annulus sulco medio lon- gitudinali, quintus lunatus, postice excavatus, laciniarum apice eroso. Septem abdominis annuli præter appendices caudales; appendix intermedia obtriangularis, nullis instructa *) Maaſtee er endog den forſte forfynet med et Fodpar. 394 sotis; laminæ appendicum lateralium natatoriæ ferme æqua- les, setis instructæ terminalibus. Idothea Sabini Kr. J min Afhandling over Grønlands Amfipoder (1838) henvendte jeg Opmeerkſomheden paa en af Sabine i Polar— havet funden Jdothea*), i hvilken han troede at gjenkjende Sſter— ſoens Id. Entomon; og for ikke ret lenge ſiden (ovenfor i nære værende Bind af Tidsſtriftet S. 104) har jeg atter haft Leje lighed til at berøre denne Art, uten endnu at have nogen Kund— ſtab om, at den var bemærfet paa Grønlands Kyſter. Forſt efter den Tid er jeg bleven ſat i Stand til, i det Kgl. natur— hiſtoriſte Muſeums gronlandſke Magazin at opdage et Exem— plar af den, fom allerede har henſtaaet der over fer Aar (ſiden 1840), og ſom er nedſendt fra Julianehaab af Hr. Kjebmand Kielſen. Jeg mener, ved Underføgelfen af denne kempe— mæsfige Idothea, den ſtorſte af alle beljendte Iſopoder, at have fundet den af mig, paa begge de oveneiterede Steder udtrykte, Formening befræftet, at den er en egen, fra Idothea Entomon Linn forſtjellig Art, ffjøndt den viſtnok fraaer den meget nær. Jeg har ikke funnet forſkaffe mig noget Exemplar af Oſterſoens Id. Entomon, og altfaa heller ikke funnet anſtille nogen umid— delbar Sammenligning. Thi det er faa langt fra, at Pal— las's Ord om denne Art (Spic. IX., 64): „in mari euro- pæo omni observata fuit“, ere rigtige, at den tvertimod ganffe ſynes indffrænfet til Oſterſoen, og ikke engang, idet— mindſte ſaavidt jeg har erfaret, træffes i Oreſundet ). Naar Pallas fremdeles paaſtager: habui eandem speciem *) Supplement to the appendixof Parr y's voyage, 1821, pag. CCXXVII: Idothea Entomon. ) Maaffe er det derimod denne, fom under Navnet Malfrø er Fifferne paa Sjallands Sydkyſt (Karebaks-Minde) bekjendt fom ſtadelig ſor Fiſkegarnene. 395 ex oceano indico; faa fan vif Ingen tænfe paa Arts-Iden— titet; hvorimod Angivelſen, derſom den er nojagtig, vel bevifer den vide Üdbredelſe af denne Gruppe af Slægten Idothea. Den af Steller ved Kamtſchatka fundne Art, ſom Pallas ligeledes hendrager til Id. Entomon, turde maaſke være iden— tiſk med den grønlandffe. Lengden af det eneſte underſogte Individ, en Han, ude gjor over tre Tommer. Farven er gulbrun, hiſt og her med morkere Skygger og Plætter, mod Siderne lyſere. Formen temmelig langſtrakt og final, iſcer hvad Bag— kroppen angager; Rygfladen i hele Lengden meget ſteerrkt hvel— vet. Den flofte Brede, font falder over den tredie Bryſtring, indeholdes heuimod 3$ Gange i Totallængvden. Hovedet, hvis Lengde kun omtrent udgjør 1 af Total- lengden, medens dets Brede udgjor 2, eller er dobbelt faa ſtor ſom Lengden, har Halvmaaneform med Udbøjningen rettet bagud. Halvmaanens to fremadbojede Horn eller Side-Flige deles hver ved et lille og ſmalt Indſnit i den forreſte Rand i to af— rundede Smaaflige, af hvile den yverfte er meget ſtorre end den inderſte; begge ere de tet børftevæbnede paa en Del af den forreſte Rand. Den Del af Hovedets forreſte Rand, ſom ligger mellem de to Horn, danner en bred men forholds— vis flad Indbojning; tæt bag Midten af denne Indbojning vi— fer Hovedets Overflade en ſteerk Fordybning, faa ſterk, at den ſkuffende efterligner et Udſnit. Allerbageſt frembyder Hovedets Overflade mod Midten to ſmaa, ſterk divergerende Furer, fom tabe ſig i den bageſte Rand. Jovrigt er Hovedets Overflade temmelig glat, nedſtigende meget ſtejlt ſaavel fortil ſom mod Siderne— De overſte Folere indeholdes omtrent ſyv Gange i Totallengden, eller ere ikke langtfra at have Hovedets dobbelte 396 Lengde, og naae til henimod Enden af de nederſte Foleres Skafts ſidſte Led. Formen mere langſtrakt og ſmal end i Al— mindelighed hos Idotheerne. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 44257. Det forſte Led altfaa dobbelt faa langt fom andet, og det fjerde Led eller Svoben kjendeligt Tænger end det tredie og Tænger end Halvdelen af Skaftets Længde: Forhold, hvorved nærværende Art adſkiller fig fra Id. Eutomon, idetmindſte efter Rathkes Afbildning. Forſte Led af uregel— mæsfigt-firfantet Omrids, fladtrykket, bredt, i Enden meget ſkraat afffaaret; andet og tredie Led ligeledes ſkraat afffaarne i Enden i Retningen ud og bag, begge kolledannede eller tykkere mod Enden. Det udadrettede fjerde Led meget langſtrakt og noget fladtrykt, liniedannet, i Enden ſtumpt afrundet; langs den indre Ger frem- eller endog udadrettede) Rand vifer det tætte Tver— ſtriber, der antyde en Ledinddeling eller Sammenfmæltning af et ſtort Antal Smaaled (over tredive), ſamt tillige endel ſmaa Borſter. De nederſte Felere udgjøre omtrent I af Totallængden, og ere altfaa forte. Skaftet er omtrent dobbelt faa langt fom Svoben, og udmærfer fig ved en meget bred og fladtrykket Form, ifær af andet Led. Det indbyrdes Lengdeforhold af Leddene kan omtrent anſcttes: 416+5+5+7. Forſte og andet Led have meget ſtorre Brede end Længde; andet Led overgaaer de folgende betydeligt i Brede, er paa Underſiden fladt, ovenpaa derimod hævet til en Længdefam. Tredie og fjerde Led have neſten ligeſaa ſtor Brede fom Lengde; femte Led er derimod af kjendeligt ſtorre Længde end Brede, oven— paa aldeles fladt, underneden noget bvælvet, ved Roden ind— fnøret, i Enden bredt affkaaret. De fire ſidſte Led ere tæt ber fatte med Haar paa den ydre Rand; tredie og fjerde Led have hvert et lille Knippe forte men flærfe Torne i Enden af den indre Rand. Den borſtedannede Spvobe beſtaaer af ti Led, 397 af hvilke det førfte er lenger end de to folgende tilſammen, det andet og tredie af ſtorre Brede end Længde, de ovrige af ſtorre Længde end Brede. Dverlæben danner en ſtor, neſten fljøldførmig Frem— ragning, af meget ſtorre Brede end Længde, med afrundet, paa Midten lidt indbojet, børftevæbnet Rand. Kindbakken er juſt ikke meget ſtor, men af en ſterk Byg- ning, og kan, naar den ſees lige forfra, ſiges at danne ligeſom en ret Vinkel, hvis to Been have omtrent lige Længde. Kind— bakkens forreſte Flade, fom ligger op mod Overleben, er al deles ikke fonvert fremragende eller afrundet, men ſnarere endog lidt indhulet, og forbinder ſig ſkarpt med den ydre Sideflade. Den inderſte Rands forreſte Horngren er ſtumpt koniſk, uten tydelige Spor til Tender. Børfte-Tværræffen bag denne be— ftaaer kun af omtrent fer meget forte men tillige meget ſterke Borſter. Tyggeknuden er lille ligeſom Tyggefladen; denne ſidſte af noget oval Form paatværs, Breden idetmindſte dobbelt faa ſtor fom Hojden; en Buff Borſter er anbragt paa Tygge— knudens inderſte-bageſte Hjørne. Kindbakkens forreſte-yderſte Hjørne er paa Midten noget udhulet, faa at det ligeſom deles i to Knuder. Underlebens afrundede Flige have paa den indre Rand mod Enden en temmelig ſtor, ſortbrun Hornknude af en uregel— mæsfig, afſtumpet, tildels noget udhulet Form; paa Knuden findes forte Børfter tæt anbragte; paa Underlæbens ydre Rand iagttages talrige Haar af en overordentlig Finhed. Forſte Kjebepars lille indre Plade er langſtrake oval, dog uregelmæsfigt, i Enden vebnet med to ſtore og meget ſterke ſortagtige Torne; den ſtore ydre, i Enden ſkraat afffaarne Plade har Enderanden forſynet med en halv Snes ſtore Torne af forffjællig Storrelſe. Af andet Kjæbepars tre Plader er den inderſte fom 398 ſedvanligt den fortefte og bredeſte; alle tre ere i Enden vab— nede med ſteerke Berſter, der dog ſees talrigſt paa den inderſte, i ringeſt Antal paa den pderſte. Denne ſidſte er fremdeles langt tilbage paa den yverfte Rand forſynet med en ſtor Masſe ſerdeles tetſtillede og overmaade fine Haar. Rjæbefodens treleddede Kjebedel er lille, treſidet prise matiff, i Enden lidt afrundet, væbnet med Børfter paa Ende— randen og paa endel af den opadvendte Rand. En opadkrummet, mod Enden tilſpidſet, hornagtig Krog utgaaer, fom ſedvanligt, fra Kjcebedelens ſidſte Led paa den indre Side mod Midten af dets Længde. Den femleddede Palpe fort men bred, ſteerkt fladtrykket; Leddenes Lengdeforhold omtrent: 41414772; med Undtagelſe af det omvendt-ovale neſtſidſte Led, Hos hvilket Lengden er overvejende, have de vvrige Led ligeſaa ſtor eller ſtorre Brede end Leengde. Borſteveebningen rigelig, tildels meget fin. Den toleddede Svobe nager ikke til Enden af Palpens andet Led; dens ovale ſidſte Led er meget rigeligt forſynet med fine Haar paa den ydre Rand. Bryſtſtykket eller de fyr Biyſtringe tilſammen udgjøre paa det Nærmefte Halvdelen af Totallengden. De tiltage i Brede, ſtjondt kun i meget ringe Grad, indtil den bageſte Spidſe af tredie Rings Epimerer, og aftage derpaa atter gradevis. Forſte Ring er bojet ſterkt frem, ſmal paa Midten, ftærft udvidet mod begge Sider; de tre folgende Ringe viſe kun ringe Spor til Bojning, medens derimod de tre ſidſte, paa Grund af Epime— rernes Stilling og Forlængelfe, ſynes ſterkt tilbagebojede. E pi— mererne ere ſterkt udviklede paa de fer ſidſte Bryſtringe, og gaae gradevis over fra en mere eller mindre uregelmæsfigt: og fangftraft-firfantet Form (fra anden til fjerde) til en ſpids Triangel— form (femte til fyvende Ring). Sjette Rings Epimer har den ſtorſte Uvdvifling (mod Siderne regnet, hvorimod den i Ret— ningen forfra bagtil overgages af de foranliggende Ringe). 399 Paa Underfladen vife alle Bryſtringene fig ved en Lengdefure paa Midten delte i to ligeſtore Halvdele; den ſidſte er tillige hos Hannerne paa hver Side af Furen, tæt ved denne, for— ſynet med en foniff Knude. Iſtedetfor at hos Idotheerne i Almindelighed en gradevis Overgang i Foddernes Form finder Sted fra Gribefodder til Gangfodder, faa beſidde her, ligeſom hos Id. Entomon, de tre forſte Fodpar en ſtœerkt uddannet Gribehaand, medens derimod de fire ſidſte Par pludſeligt viſe Gangformen. De tre forſte Fodpar ere altfaa meget nær overens— ſtemmende i Form men vorende i Storrelſe, eller med andre Ord: forſte Fodpar er det mindſte; det har ikke ſtort mere end 4 af Totallængden, hvorimod Bygningen er temmelig ſterk. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent: 743+2+1-5+2. Forſte Led kolledannet, andet omvendt koniſk, dog uregelmæsfigt; tredie og fjerde ligeledes uregelmæsfige, noget triangulære; femte ovalt, temmelig ftærft ſammentrykket; Kloen plump, trind, kun i ringe Grad krummet, med en lille Torn eller Afſats i Enden. Andet og tredie Fodpar adfkille fig fra forſte fær deri, at tredie og fjerde Led blive tydeligere afſondrede indbyrdes, af en mere regelmæsfig Triangelform, og tiltage i Brede (denne me— get ſtorre end Længden); at femte Led eller Haanden bliver meget ſtorre, og at ligeledes Kloen vorer betydeligt, faa at den ikke blot nager til Roden af Haanden paa dennes indre Side, men endogſaa lidt ud over det foregaaende (fjerde) Led, med Hvis fremragende Vinkel den danner ligeſom en Tang. Hos fjerde Fodpar, fom omtrent har lige Længve med førfte, eller kun overgager det ganffe ubetydeligt, er Leddenes Lengdeforhold omtrent: 8+1131331+2L Tredie og fjerde Led have en triangulær Form, men med omtrent lige ſtor Længde og Brede; femte Led liniedannet; Kloen lille, temme— lig plump. Femte Fodpar har omtrent Form fom fjerde, 100 men er betydeligt ſtorre og med længere Klo; ſjette er atter leenger end femte og det lengſte af alle Fodparrene; ogſaa blive tredie og fjerde Led her af meget ſtorre Lengde end Brede; ſyvende Fodpar lidt fortere og noget fpædere end ſjette, men iovrigt omtrent af ſamme Bygning. Bagkroppen, fom kun ſtaager lidet tilbage for Bryſt— ſtykket i Længde*), udmærfer fig ved fin langſtrakte, ſmalle, tilſpidſede, næften dolkagtige Form, og viſer fig, fra Rygſiden betragtet, vel paa en Maade beſtagende af fem Ringe, af hvilke dog kun de fire funne kaldes fuldt udviklede “n). Forſte Ring er ſtorre end anden og denne end tredie; de to forſte have deres Sidedele frie, og beſidde Bevagelighed; den tredie legger fig derimod tæt op til de folgende, og beſidder enten ingen, eller dog kun en hojſt indſkrenket, færffilt Bevege— lighed. Den meget lille fjerde Ring kan ſnarere ſiges at være antydet, end egentlig at være tilſtede, idet den kun fremtræder fom en tildels utydelig eller næften forfvindende Tværfure ved Roden af femte Ring. Denne, fom udgjør 3 eller å af hele Bagkroppens Længde, er ved Roden noget opſpulmet, brevere end de foregaaende Ringe; hver af dens Siderande dannes af to, omtrent rette Linier, ſom ſtode ſammen under en meget ſtump Vinkel, hvorved Formen bliver femkantet, ſkjondt meget langſtrakt. Rygfladen flærft hvcelvet, endog noget tagformet; den bageſte Spidſe lidt opadkrummet. Ogſaa Underfladen er i en betydelig Grad hbvælvet. Bugklapperne eller ſidſte Par Bugfodder have en overmaade langſtrakt, noget triangulær Form (dog uregelmæsfigt og mindre tydeligt). Roddelen er fire *) Derimod udgjor dens ſtorſte Brede kun omtrent å af Bryſtets ſtorſte Brede. „) Milne-Edwards angiver fem fuldkomment adſkilte Ringe hos Idothea Entomon, og da Arten findes i Pariſer-Muſeet, maa An— givelſen vel anſees fom rigtig. Rathke paaſtager derimod i fin Beſtrivelſe, at fjerde Ring er ſammenvoret til et Styfte med femte. 401 Gange faa fang fom det lille, iynde og ſpidſe eller dolkdannede Endeled, forſynet med en ffraa Fordybning paa den ydre Side i omtrent den forſte Trediedel af Længden, og langs hele den indre Rand med en Udhuling, fom i Forbindelſe med den fra den modſatte Klap danner ligeſom en Rende. Roddelens for— reſte eller mod Bryſtet vendte Rand er rigeligt borſtevebnet. Af de fem Par under Dækpladerne ſkjulte Bugfodder ere, fom fædvanligt, de to førfte Par blotte Svommefodder, fun omtrent halvt faa lange fom de tre folgende, Reſpira— tionsredſkaberne. Svommefoddernes Plader ere langſtrakte, i Enden afrundede, den yore endel kortere end den indre. Det for Hannerne ejendommelige Redſkab, fom fremtræder paa den indre Side af andet Par, har lidt mere end Fodens dob— belte Længde, ender noget tilſpidſet, dog efter forft at have dannet en ſvag, noget lancetformig Üdvidelſe, og er i hele fin Uvitræfning paa den indre Side forfynet med en meget tydelig Fure eller Kanal. Aandefoddernes Blade ende tilſpidſede, det indre er langs den indre Rand forſynet med korte Borſter. Det meget lille Rodled gaaer paa den ydre Side ud i en tem— melig ſtor, torneagtig Fremragning, ſom i Enden barer et lille Borſteknippe. Paa følgende Maade troer jeg at kunne diagnoſere Arten i Sammenligning med Id. Entomon. Idothea Sabini Kr. Forma elongatior: latitudo corporis maxima tertiam longitudinis partem non æquans, Articulus antennarum superiorum primus secundo duplo longior; articulus quar- tus tertio productior, partemque totius antenne tertiam lon- gitudine superans. Antenne inferiores articulo pedun- culi secundo dilatato, laminari, multo latiore quam longo; flagello dimidiam pedunculi longitudinem vix superante, decem- Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Ralke I. 26 402 articulato. fOculi prorsus nulli. Pes thoracieus pri- mus articulo sexto erasso, brevi (dimidiam quinti articuli longitudinein non æquante), parum modo curvato. Abdo- men annulisjthoraricis junctis brevius, quatuor compositum annulis distinetis liberisque, subquinque angulatum. Idothea Entomon. Forma dilatata: latitudo corporis maxima tertiam lon- gitudinis partem multo superans. Articulus antennarum superiorum primus secundo brevior; articulus quartus tertio haud longior, nec partem totius antennæ tertiam lon- gitudine æquans. Antennæ inferiores articulo pedun- culi secundo longiore quam lato; flagello pedunculum lon- gitudine superante, duodecimarticulato. Qculi minimi, simplices, nigri. Pes thoracicus primus articulo sexto gracillimo, elongato (longitudinem quinti articuli æquante), valde incurvo. Abdomen annulis thoracicis junctis lon- gius (2), quinque compositum annulis distinetis (2), pyra- midale. Da jeg, ved at udfafte disſe Diagnoſer, med Henfyn til den ſidſte Art ene har maattet holde mig til Afbildninger, af— hænger naturligvis Diagnoſens Nojagtighed af Tegningernes. Jeg har ſtolet meſt paa Rathkes Afbildninger, font de, der forekom mig at robe den ſtorſte Nojagtighed, ſkjondt de viſtnok næppe ere ganffe paalidelige, tær hvad Munddelene angager. Denne Art har jeg (hvad ogſaa er Tilſceldet med de fore— gaaende) ladet afbilde til det franſke Verk over Rejfen til Spitsbergen o. f. v. (Crustacés tab. 27, fig. I, a-o). Anthura carinata Kr. Af denne Art har jeg fun feet to Individer, der ere fan- gede af Hr. Orſted i Oreſundet ved Kjobenhavn (Kallebod Strand), og mig godhedsfuldt overladte. 403 Størrelfen hos det ſtorſte Individ udgjørde omtrent fem Linier, og maa rimeligvis anſees for meget ufædvanlig; det mindre Individ havde næppe to Liniers Lengde. Farven er en ſmuk hvid, lidt i det Gulagtige. Den ſtorſte Brede indeholdes omtrent ni Gange i Leng— den, og Formen er altſaa færdeles langſtrakt og ſmal, fortil ſmalleſt, bagtil gradevis tiltagende (dog kun ganffe fvagt), faa at den ſtorſte Brede falder over de to ſidſte Bryſtringe. Dyret er forreſten noget fladtrykt, eller af kjendeligt ſto'rre Brede end Hojde, med glat, fragt hvælvet Rygflade, under Bugen i den allerſtorſte Deel af Længven forſynet med en flærkt fremtredende Kjøl langs Midten (paa alle Bryſtringene), eller dog idet— mindſte flærft baadformigt hvælvet. Det er dette Forhold, fom har foranlediget Artsnavnet, idet det, ſaavidt Ml. Edwards Fremſtilling tillader at flutte, ikke gienfindes hos Anthura gra- cilis Mont. Hovedet lidet, kun udgjørende omtrent 3 af Total— lengden, og meget fortere end forfte Bryſtring (de forholde fig fom to til tre). Omridſet ovenfra næften firkantet, den forreſte Rand med to halvmaaneformige Indbojninger og, fom Folge deraf, med en Vinkel i Midten og en paa hver Side. De inderſte Folere ere forte, idet de neſten indeholdes ti Gange i Totallængden, men de overgaae imidlertid noget Hovedets Længde; derimod ere de meget ſterke, ja endog af plump, foniff Form: de beſtage kun af fire, i Tykkelſe gradevis aftagende Led, hvis indbyrdes Længdeforhold omtrent er: 114 +3+5. Fra Enden af fjerde Led ſynes to eller tre aldeles rudimentære Smaaled at være affatte (dog temmelig utydeligt), hvilke maaffe funne betragtes fom Antydning af en Svobe. De yverfte Folere ere ikke blot tyndere end de vyerfte, men tillige endel fortere, endog fortere end Hovedet, og inde— holdes omtrent fjorten Gange i Totallængven. Formen ſterk, 26* 101 langſtralt foniff. Leddenes Antal fire, hvis indbyrdes Længdes forhold kan anfættes: 74-4+3+2. Enkelte Borſter iagttages paa de tre ſidſte Led. Om foruden de fire tydelige Led et lille rudimentært Led findes i Enden mellem Borſterne, kan jeg ikke beſtemt afgjore, men det forekommer mig imidlertid at være Tilfceldet. Jovrigt maa det bemerkes, at de pderſte Folere ligge med deres Rodled ganffe ovenpaa de inderſte, og at ſaa— ledes de yderſte Folere egentligt ere de overſte, de inderſte deri— mod de nederſte. 7 O jnene ere meget ſmaa, ſortagtige (dog kun temmelig fvagt farvede), anbragte mod Hovedets Sider tet ved dets forreſte Rand. Formen rundagtig, dog juſt ikke regelmasſigt. Ojnene viſe fig omtrent lige godt enten Hovedet fres ovenfra eller nedenfra. Ved Presning har jeg funnet tagttage en halv Snes meget ſmaa, neſten kuzledangede Lindſer fordelte i Pigment- masſen. Kindbakken er meget lille, men temmelig ſterk, vinkel— formigt bojet, forſynet med en temmelig lang, treleddet Palpe. Dens inderſte-forreſte Del har Randen bueformigt udbøjet, ſaug— tandet: forreſt en temmelig ſtor hornagtig Tand, ſom ſynes at udgjøre en Gren for fig felv, og bag denne omtrent tretten eller fjorten meget ſmaa, alle meget ſpidſe og lidt tilbagekrum— mede Teender. Bag denne Del af Kjaben viſer fig en ſtor koniſt Fremragning, der ſynes at fvare til Tyggeknuden, og i Enden bærer to ſmaa foniffe Fremragninger eller Torne. Pal pen er noget laenger end Kindbalfen (de forholde fig omtrent ſom 3 til 2, og Forholdet af de tre Led fan omtrent udtrykkes ved Tallene 3+41-4); dens andet Led er ikke blot lengere men ogſaa tyffere end forſte, i Enden ſtumpt afrundet; begge Leddene viſe en Mengde forte Borſter, det forſte langs den ydre Rand, det andet langs den indre. Tredie Led er meget tyndere end de foregagende, liniedannet, i Enden væbuet med 105 et Par Borſter, af hvilke en er lang, flærk næften torneagtig, noget udadkrummet. O verleben og Underleben har jeg vel iagttaget og tillige udkaſtet Tegning af dem; men jeg er ikke ſaa ſikker paa Rigtigheden af min Jagttagelſe, at jeg holder det for henſigts— mesſigt at meddele nogen Beſkrivelſe af dem. Begge Kjæbeparrene have aldeles unddraget fig min Underføgelfe, idet de ere meget fmaa og tynde, og meget tæt forbundne med hinanden; hvilfet paa den ene Side har gjort det umuligt for mig at adſkille dem, paa den anden at udrede deres Form i deres naturlige Forbindelfe. Kjeebefodderne ere ſmaa men plumpe. Selve Kjebe— pladen noget oval, forholdsvis ſtor, idet den næften nager til Enden af Palpen, temmelig rigeligt forſynet med fine Haar. Palpen, ſaavidt jeg har funnet iagttage, kun beftaaende af to Led, det ſidſte meget fort, bredt, ſtumpt afrundet, foruden Haar forſynet med et Par torneagtige Borſter mod Enden af den indre Rand. En lille oval Svobe er tilſtede. Forſte Fodpar er ikke blot det lengſte (det udgjor I af Totallængden), men ogſaa det langt tykkeſte, af en færdeles plump, næften uformelig Dannelſe, væbnet med en ſterk Gribe— haand. Leddenes indbyrdes Længdeforhold omtrent: 101743 410-5. Forſte Led har den bageſte Rand ſteerkt ude buet, er i hej Grad indfnøret ved Roden, men iovrigt meget opfvulmet, eller af et Slags Kolleform; tredie Led af ſtorre Brede end Lengde; fjerde Led, ſom ikke ligger op mod Enden af folgende Led (denne indtages af tredie Led) men op til det— tes bageſte Rand, har Form af en langſtrakt Triangel, hvis Topvinkel rager frem paa Fodens bageſte Side, næften fom en Torn. Det ſtore femte Led eller Haanden har en meget uregel— masſigt oval Form, og er paa den nederſte-bageſte Rand for— uden med adſkillige Torne ogſaa vebnet med en fremſpringende, 406 ſpids Vinkel. Kloen beftaaer meget tydeligt af to Afdelinger eller Led, af hvilke Rodleddet kun er lidt fængere men meget tykkere end andet Led eller den egentlige Klo; Spidſen af denne fidfte fvarer mod fjerde Leds fremragende Spidſe, medens En— den af forfte ſvarer mod femte Leds fremſpringende Vinkel. Borſtevebningen paa dette Fodpar ſparſom. Andet Fodpar er, ſtjondt ulige tyndere end forſte, dog af en ſterk Bygning. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold om— trent: 6-5 A125 ＋-4. Forſte og andet Led noget kolle— dannede, plumpe; tredie Led uregelmæsfigt triangulært med baade forreſte og bageſte Rand udbøjede (hvorved Tilnermelſe til Hjærteform opkommer); det meget lille fjerde Led, der ligeſom danner en Knude ved Roden af det ſtore femte, er ligeledes triangulært, med den bageſte Raud ſterkt udbojet; femte Led eller Haanden temmelig frærft krummet, med forreſte Rand ude buet, bageſte indbojet; den ſtore og ſteerke Klo, der i Forening med fjerde og femte Led banner et ſterkt Griberedſkab, beftaaer, ligeſom hos forſte Fodpar, af to Afdelinger eller Led, af hvilke dog Rodafdelingen her er meget ſtorre end Spidſen. Med Und— tagelfe af førfte Led ere alle Leddene, felv Kloens Roddel, for— ſynede med adſkillige Borſter; den ſidſte har ogſaa Torne eller Saugtender langs den indre Rand. De ovrige Fodpar afvige hverken i Storreffe, Form eller Delenes Forhold betydeligt fra andet; den meſt ieojne— faldende Forſkjal beſtager deri, at fjerde Led efterhaanden til— tager lidt, og fremtræter tydeligere og beſtemtere fom færffilt Led, og at femte Led bliver noget tyndere. Bagkroppen, bvis Længde udgjør henimod I af Total— fængden, og hvis Brede er ligeſaa ſtor ſom Breden af de ſidſte Bryſtringe, beftaaer fun, feet ovenfra, af en tydelig Ring og af fem Halevedheng; Forholdet af forſte til ſidſte er om— trent fom to til tre. Det mellemſte Halevedheeng er langſtrakt 107 ova't, bagtil ſpidſere, med Randene tildels fint krenulerede og vebnede med ſmaa Borſter. Af Halens Sidevedheng er det inderſte Par fortere og bredere, enleddet; det yderſte lengere, meget ſmallere, toleddet. Af Form er den inderſte Plade oval, bagtil tilſpidſet, med en bueformig Indbojning paa den indre Rand mod Enden, paa hele den indre Rand temmelig ſteerkt borſtevebnet. Den ydre Plades forſte Led, fom udgaaer fra en lille Roddel, er næften dobbelt faa langt fom andet, lang— ſtrakt-firkantet, uden mærfelige Borſter. Andet Led kort-ovalt, bagtil ſmallere, i Enden og paa en Del af den indre Rand væbnet med ſtore og grove Borſter. Jovrigt er det Ejen— dommeligt for Slegten, at Sidevedheengene ikke ligge ved Str den af hinanden i en Flade, men danne en ret Vinkel mod hin— anden, Hvorfor deres Form ikke uden Præsning eller Adfſkillelſe fuldftændigt kan erkjendes. Paa Bagkroppens Underflade fremtrede Gjellefodderne, der have en meget langſtrakt Form, og beftaae hver af en meget lille Roddel og to ſtore, langſtrakte, ovale, fortil ſpidſere Pla— der med tydelig Gjelleſtruktur, og fom iſer bagtil ere forfynede med lange Borſter. Formedelſt Ufuldftændigheden i Beſkrivelſerne af Anthura gracilis, bliver det vanffeligt at give en Diagnoſe for nære værende Art. Forelobigt fan maaſkee følgende Udkaſt tjene. Anthura carinata Kr. Thorax supra depressus, planiusculus, infra tumidus, per totam longitudinem carinatus vel navicularis. Antenne quatuorarticulatæ. Manus subeheliformis primi pedis thoracici permagna robustissimaque. Annulus thora- cicus primus capite quadrato multo longior (tertia ferme parte). Secundus abdominis annulus ovalis, postice subacuminatus, annulo primo lertia ferme parte longior. Arten er afbildet i det franſke Nejffevart (Crustacés tab. 27 fig. 3, a-o.) 408 Panais gracilis“). Et eneſte Individ af dette Dyr fandtes mellem Tang i Belfund paa Spitsbergen (Juli 1838). Farven hvid i det Gulagtige. Formen langſtrakt, liniedannet, meget ſirlig. Hovedet er, fom hos Slegten Tanais i Almindelighed, ſaaledes ſammenſmeltet med forſte Bryſtring, at de tilſammen ſynes kun at udgjore en Masſe. Denne Sammenſmeltning beftaaer imidlertid kun deri, at førfte Rings eller Hovedets Beflædning paa Ryggen og Siderne udvider ſig ſtjoldformigt, og legger fig ud over ferſte Bryſtring, faa at kun dennes allerbageſte Rand viſer ſig ovenfra. Betragter man derimod den ſamme Del af Dyret nedenfra, faa vil man meget tyde— ligt funne iagttage, at den forſte Bryſtring naſten har ſamme Storrelſe fom Hovedet. Den adſtilles fra anden Bryſtring, ligeſom alle de folgende Bryſtringe indbyrdes, ved en temme— lig dyb Indſnoring, ber tillige har ikke ubetydelig Lengde. Af Form er Ruygſtjoldet ſexkantet, eller begrendſes af fer rette Linier: en forreſte Tværlinte, hvis Lengde er lig Hovedets halve Brede, og fom viſer to flade Indſnit for de overſte Foleres Rod; to forreſte Sidelinier, fom ere rettede ſkraat fremad og ind; to bageſte Sidelinier af ſtorre Lengde end de forreſte og parallele med Dyrets Lengdeaxe; en bageſte Tværlinte, i Længde lig med Hovedets Brede. Rygfladen af denne Sexkant er jævnt hvælvet, paa Siderne nedbojet, og den har ſaaledes temmelig megen Lighed med de langhalede Dekapoders Ryg— ſtjold, men et fra Pandens Middellinie udgaarnde Horn mangler. | *) Af denne ligeſom af de tre følgende Urter har jeg tidligere med— delt Diagnoſer (Nat. Tidſk. IV, 182 flg.). 409 De everſte Folere, fom indtage Hovedets hele forrefte Fværlinte, og med Roden ſtode ſammen i Pandens Middel— punkt, ere af ſterk Bygning, men temmelig forte; naar de i Enden anbragte Borſter medregnes, er deres Længde lig med Qængden af Hovedet og forſte Bryſtring, men uden disſe lidt kortere. Formen ſyldannet, da Leddene gradevis aftage i Fylfelfe. Antallet af disſe er kun fire, hvis indbyrdes Lengde— forhold er folgende: 8＋3 23; det forſte er altfaa faa langt fom de tre folgende tilſammentagne, andet og fjerde lige lange, tredie det korteſte; det andet er noget ſkraat af— ſtaaret i Enden. Af Borfter udgage et Par fra Enden af hvert Led paa den ydre Side; fra Enden af fjerde Led udgaae fire, af hvilke den midterſte omtrent har Længde fom tredie og fjerde Led tilſammentagne, de øvrige omtrent fom fjerde Led. De nederfte Folere ere baade fortere og ſvagere end de overſte; de beſtaae af fem Led, Hvis indbyrdes Længvefor- hold er folgende: 2+1+6+211; det tredie, af lidt bojet Form, er altfaa omtrent faa langt fom de andre tilſammen— tagne. Af Berſter har jeg bemerket en i Enden af forſte Leds overſte Rand, en i Enden af andet Leds nederſte Rand, en i Enden af fjerde Leds nederſte Rand og tre i Spidſen af femte Led; den midterſte af disſe tre har næften Folernes halve Lengde. | Ojnene, fom ligge tæt op til Hovedets forrefte Sides vinkler, ere færdeles ſmaa, punktdannede, næften uſynlige. Om Munddelene hos denne Art kan jeg intet narmere berette. Kun om Kjebefodderne kan jeg anfore, at de egentlige Kjæbeplader ere ſmaa, noget firkantede, fore fynede med en Borſte ved den inderſte-forreſte Vinkel; at Pal» perne ere plumpe, femleddede, og at en lille, langſtrakt-oval S vobe eller et Vedhæng ae paa Kjæbeføddernes ytre Side ved Roden. 410 Forſte Fodpar er af middelmaadig Længde (det inde- holdes fem Gange i Totallærgden) men af meget ſterk Byg— ning, vabnet med en Sax. Det beſtaaer af fem Led *), hvis indbyrdes Længvdeforhold omtrent er: 32-332. Ferſte Led uregelmesſigt, krummet, tykkere ved Roden end i Enden, ſkraat afffaaret; andet Led af fuldkommen Triangelform med Grundfladen eller Lengden indad, Toppunktet udad; tredie Led er paa den ydre Side utbuet eller ſtaerkt opſvulmet, faa at Det bliver meget bredere end det foregaaente. Haanden ſtor, bred, tiltagenve i Brede fra Roden mod Enden, paa den indre Side forlenget til en triangulær Spids eller ubevægelig Klo, fom er væbnet med fire ſmaa Tender og tre Borſter paa den mod Tommelen vendte Rand og med en Børfte paa den move fatte Rand. Tommelen eller den bevægelige Klo er ſpids, nor get indadkrummet, paa den indre Side glat, paa den ydre tæt befat med ſmaa Knuder eller granuleret. Andet Fodpar er noget fortere men meget fvagere end forſte, og ender med en ſimpel Klo iſtedetfor med en Sax. Det beſtager af for Led, hvis indbyrdes Lengdeforhold omtrent er folgende: S+21+53+4+4. Ferſte Led er kolledannet, den indre Rand noget bolgeformigt bøyet; andet Led ſerdeles lille, faa at det meget let kan undgaae Opmerkſomheden (bvil— fet fynes at have været Filfældet med Milne-Edwards). Kloen er meget lang og lidt bojet, men faa overordentligt tynd, at den fager ftor Lighed med en Borſte. Ved at underkaſtes Prœsning og en meget ſterk Forſtorrelſe, viſer den fig beftaaende af to Dele eller Led, af hvilfe det fors ſte langs hele den ydre Rand er væbnet med en Mengde fmaa Torne eller Saugtender; det andet Led er den egent— ) Hvortil dog maaffe endnu kommer et ſardeles fort, tykt og ufor— meligt Rodled. 411 lige Klo. Fra forſte Leds indre Rand udgaae to ſmaa Bor— fler, og en meget lille fra Enden af andet Leds ydre Rand; fjerde Led viſer to lignende, dog noget kortere, den ene ud— gaaende fra Enden af den ydre, den anden fra Enden af den indre Rand; endelig er femte Led væbuet med en lille Torn i Enden paa Kloens ydre Side. De folgende fem Fodpar ſtemme i Størrelfe, Delenes indbyrdes Forhold og Form faa nøje overens med andet Par, at de ikke fræve nogen færffilt Beſkrivelſe; de eneſte Forffjæl- ligheder, jeg har kunnet opdage, ere, at de ſidſte Fodpar efter— haanden blive mindre ſvage og tynde, at Berſterne mere afgjortt blive til Torne, og at de ligeledes ere tilſtede i no— get ſtorre Antal. Hos ſyvende Fodpar, hvor Fallet nager fit Maximum, har jeg ſaaledes bemærfet tre i Enden af andet Led, to i Enden af tredie, tre i Enden af fjerde og fer i Enden af femte Led. Bagkroppen indeholdes omtrent fem Gange i Total— leengden, har omtrent ſamme Brede fom Forkroppen, og bes ftaaer af fer tydelige Ringe“); de fem førfte Ringe ere meget *) Milne-Edwards tillegger Bagkroppen hos Slagten Apseudes „six anneaux bien distincts“, og anfører om Glægterne Rhoea og Tanais, at de ganffe ligne Apseudes, undtagen li Forholdet af Fo— lerne og det andet Fodpar. Derefter ſkulde man troe, at der til— kom Slagten Tanais fer tydelige Ringe i Bagkroppen, hvilket og— faa er Tilfceldet med den ovenfor beffrevne Art. Men Milne— Edwards's Afbildning af Tanais Cavolinii viſer kun fem Ringe. Ogſaa i anden Henſeende ſtrider denne Afbildning (Hist. des Cru- stacés, pl. 31 fig. 6) mod Slegtskarakteren. „Les trois premiers anneaux de l'abdomen sont plus développés que les suivans, et le dernier surtout est assez petit“, hedder det i Slagtskarakteren (III, 141). Ligeſom dette ſtrider mod ovenſtagende Beſkrivelſe af Tanais gracilis, ſaaledes ſtrider det ogſaa mod Aſbildningen af T. Cavolinii, hvor Bagkroppens ſidſte Ring er meget ſtorre end den naſtſidſte og idetmindſte ligeſaa lang fom den førfte, ſamt leen— ger end den anden og tredie. Slegtskarakteren maa altſaa i dette Punkt forandres. 412 forte, indbyrdes omtrent af lige Længde; hvorimod den fjette har den dobbelte Længde af enhver af de føregaaende, og bag— til er ſtumpt afrundet. Paa Underfladen af denne Ring fres ligeſom en ſyvende Ring indkilet, der dog aldeles ikke treder ud over fjette Rings bagefte Rand. De Buglemmer, hvoraf enhver af de fem forſte Ringe bærer et Par, beftaae hvert af to tæt ved hinanden liggende, langſtrakt-ovale, børftevæbnede Plader. Sjette Par Buglemmer, fom er af den fædvanlige fangftrafte og ſmalle Form, udgjør omtrent I af Bagkroppens Længde, og overgaaer lidet Bagkroppens fjette Ring. Det beſtager af et fort Rodled og to Grifler. Roddelen er omtrent af lige Lengde med den lille, kolledannede ydre Griffel, men forholter ſig til den indre omtrent ſom 5 til 18. Den indre Grif— fels Ledinddeling er temmelig utydelig, idet et rudimentert forſte og ſidſte Led ſynes at vere tilſtede foruden to tydelige Led. Leddenes Længdeforhold kan omtrent anſcettes: 24716 +45 andet, tredie og fjerde Led ere forſynede med adſkillige Borſter. Den yore Griffels andet Led er lidt længere men tyndere end det forſte, i Enden borſtevebnet. Afbildning findes i det franſke Rejfeværf (Crust. lab. 31, fig. 4, a—i). Tanais tomentosus Kr. Hr. Orſted har blandt Oſters, nedſendte fra det ſydlige Norge, fundet et Par Individer af denne Art. Selv har jeg truffet nogle faa Exemplarer i Oreſundet, ſaavidt jeg mindes mellem vore almindelige blaa Muslinger (Mytilus edulis). Bed den tykke, endog plumpe Form og ved Bagkroppens meget tætte Haarbekledning langs Siderne (hvilken hidrorer fra de i Regelen mod Siderne rettede Svommefodder) adſkilles nære værente Art ved ſorſte Ojekaſt fra Slægteus ovrige mig ber kjendte Arter. Ogſaa i Farve er den forſkjallig fra foregaaende Art. 413 Grundfarven er vel gulhvid, men Hovedets Rygflade er paa forſtjcellig Maade marmoreret med Brunt, og hver af Bryſt— og Bugringene viſer paa Rygfladen bagtil et mere eller mindre tydeligt, brunt Tværbaand. Hovedets eller rettere ſagt Rygſkjoldets Lengde iudeholdes omtrent fem Gange i Totallængden. Det legger fig faa ganffe ud over den forſte Bryſtring, at intet Spor af denne kan ſees ovenfra; af Form er det utydeligt ovalt eller noget ferfantet med afrundede Hjorner; den ſtorſte Brede ind— trader forſt meget langt tilbage, efter de to Trediedele af Lengden, og ſaaledes ere de forreſte Siderande meget lengere end de bageſte Siderande. Den forreſte Rand viſer to ſmaa Indbojninger og altſaa tre lidt fremſpringende Flige. Ryg— ſkjoldet ligger iovrigt tæt op til den anden Bryſtring ligeſom de folgende tæt op til hverandre indbyrdes udeu at være lige— font adſtilte fra hverandre ved Indſnorin zer af betydelig ÜUd— ſtreekning. Anden Bryſtring er den korteſte af de frie Bryſtringe, fjette og ſyvende de lengſte; de tre mellemliggende ere omtrent ligeſtore indbyrdes, lidt Iængere end anden, lidt fortere end de to ſidſte. De fer bageſte Bryſtringe vvergaae noget i Længde Hoved og Bagkrop tilſammen, eller udgjore lidt mere end den halve Totallceugde. Bryſtringene aftage jævnt, men kun meget fvagt, i Brede lige fra anden til fidfte. De overſte Folere, fom omtrent indeholdes ſyv Gange i Totallcengden (Borfterne uberegnede), ere af ftærf og plump Bygning, ved Roden ſammenſtodende i Pandens Middellinie, og have Sylførm. De beftaae kun af tre tydelige Led, hvis indbyrdes Længdeforhold er 101431; forfte Led altan len— ger end begge de følgende tilſammen, hvilke indbyrdes neſten ere ligelange; andet Led mindre tykt end forſte, og tredie Led tyndere end andet, af foniff Form. Jeg vil ikke nægte Mulig— heden af, at der enduu kunde være et fjerde Led tilſtede, ja 414 jeg troer endog at turde antage et ſaadant, men dette er i al Fald faa utydeligt, paa Grund af de omgivende Borſter, og faa overordentligt lille og rudimentært, at det ikke kan komme i Betragtning. Nogle lange Borſter uvdgaae fra Enden af Leddenes nederſte Rand, tfær fra Enden af ſidſte Led; foruden disſe udſender andet og fær tredie Led fra Enden nogle meget lange, ſeerdeles tynde, krollede Haar, hvike dog ikke altid ere tilſtede. De nederſte Folere ere lidt fortere og endel tyndere end de overſte, men dog endnu af plump Bygning og af Syl— form. De beſtage af fem Led, hvis indbyrdes Lengdeforhold omtrent er: 6254-1. Leddenes Form har intet- ſer— eget, kun er det lille, noget foniffe ſidſte Led eller Svoben faa tæt beſat med og omgivet af ſteerke Borſter, ſtundom ogſaa med fine krollede Haar, at det med Vanfkelighed iagttages. Maaffe beſtaaer Svoben endog af to, viſtnok meget utydelige Smaaled. Ogſaa de andre Led viſe nogle Borſter og enkelte Haar. Ojnene, fom ligge pderſt i Rygſtjoldets forreſte Hjorner, udenfor de overſte Foleres Rod, ere ſmaa (ſkjondt ſtorre end hos T. gracilis), forte, ovale, ſkraatſtillede eller divergerende (med den forreſte Ende lidt udadrettet). De ere vel ſammenſatte, men faa utydeligt, at man ikke uden ved ſteerk Præsning er iſtand til at fremſtille de enkelte Lindſer gauffe tydeligt. Lind— ſernes Antal er temmelig ringe, neppe over en halv Snes. Deres Form ægdannet, dog fort og bredt. Kindbakken af langſtrakt Form, dog ſterktbygget, for— til temmelig meget indadkrummet og kloftet til to tilſpidſede Grene, der ingen ſikkre Spor til Tender viſe. Borſteknippe nedenfor disſe Grene favnes ligeledes. Tyggeknuden er temmelig ſtor, med kredsrund fordybet Tyggeflade, der viſer ſvage Spor til Tverſtriber, men hver— ken Tender eller Borſter. 415 Forſte Par Kjæber er af langſtrakt og ſmal Form, og beſtaaer af to Grene; den indre eller Kjæbegrenen er lidt indadbojet, paa den noget afſtumpede Enderand vebnet med fem eller fer ſterke Torne, fom paa begge Sider omgives af Borſter; ogſaa denne Grens ydre Rand viſer endel, rigtignok meget ſmaa Borſter. Den ydre Gren er bojet tilbage, lige, koniſk, toleddet; det ſidſte Led mindre end det førfte, i Enden forſynet med to Borſter, af hvilke den ydre er ſer— deles lang. Underleben bred, ved et dybt tilſpidſet Indſnit i Enden delt i to afrundede Flige, og paa Siderne forſynet med en temmelig frærf Afſats eller Fremragning. De afrundede Eadeflige bære hver i det ydre Hjørne et rudimentært, med Borſter befat Led og inden for dette nogle meget forte Haar eller Borſter. Andet Par Kjeber fynes fun at beftaar af en eneſte, bred, indadkrummet, i Enden lidt tilſpidſet Plade; idetmindſte har jeg ikke været iſtand til at ingttage noget andet Redfſkab, der ſyntes at funne henføres til tette Kjcbepar. Pladen ſynes at være toleddet, ffjøndt utydeligt; i Enden bærer den en Bor— ſte, fom ved Roden er fjerdannet, paa Siderne nogle lange Haar. Kjebefodderne ere temmelig ſtore, af noget fangftraft, men dog ſteerk Form. Palpen beftaaer af fire, temmelig plumpe, med ſterke Borſter (eller tidels Torne) væbnede Led. Af Kjebeplader findes kun et Par, fom er lidet (det nager ikke til Enden af Palpens andet Led), uregelmæsſigt firkantet, i Enden væbuet med et Par fmaa Borſter. Det Grundled, fom bærer Kjæbeplader og Palper, viſer ikke blot nogle lange Bør- fler i Enden (udgagende ved Kjæbepladernes Rod), men ogſaa paa den ydre Side. Forſte Fodpar har en færdeles betydelig Sterrelſe 416 (dets Længde indeholdes kun 23 Gange i Totallxngden) og en tilfvarende Styrke, eller rettere Plumphed; det er femleddet, og forſynet med Sax. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold er omtrent 3+2+3+-442. — Haanden meget ſtor, af noget langſtrakt Form, Breden ikke fuldkomment lig med den halve Længde. Den ubevagelige Klo er i næften fin hele Længde temmelig bred, men ender imidlertid med en tynd lille Torn eller Spidſe. Saavel fra den vverfte fom fra den nederſte Rand udſender den adſkillige ſterke Borſter (fire eller fem paa hvert Sted), men viſer ingen Teender. Tommelen er ganffe ubetydeligt fortere end Haandens halve Lengde, noget krum, meget ſpids. Foruden de omtalte Borſter har Haanden, lige— ſom alle andre Dele hos dette Dyr, nogle uldagtige Haar. Andet Fodpar indeholdes omtrent 3 Gange i førfte Fodpars Længde og noget mere end tre Gange i Total— langden; Bygningen er af middelmaadig Styrke, Kloen undtagen, ſom er meget tynd. Leddenes indbyrdes Lengde— forhold omtrent: 74221323. Paa førfte Led har jeg fundet tre fmaa Borſter overſt paa ven indre Rand og en ved Enden af den ydre; andet Led viſer en meget lille Borſte i Enden af hver Rand; og dette er ogſaa Tilfeldet med tredie Led og med det langſtrakte fjerde Led, hos hvilket ſidſte Bor— ſterne dog tiltage i Antal, og tildels. blive temmelig lange; femte Led eller Kloen er af konifk Form, mod Enden ſerdeles tynd, ſpids og noget krummet. Under en meget flærk For- ſtorrelſe viſer den fig ligeſom ſammenſat af to Stßkker eller Smaaled, af hvilfe Rodleddet omtrent er dobbelt faa langt ſom Endeleddet. Tredie Fodpar endel fortere end andet, halvt faa langt fom forfte, af temmelig plump Byguing, femleddet. Leddenes indbyrdes Forhold er omtrent: 5+21+11+2+1. Kloen er lille og, uden juſt i fig ſelv at være ſpag, er den 417 dog i Sammenligning med de foregagende Led tynd; mod En— den viſer den fig forfynet med nogle Borſter eller ſmaa Torne— Det, fom fær er farafteriftiff for dette og de folgende Fod— par, er de meget ſterke Torne, der ere anbragte paa andet og tredie Led; paa andet Led har jeg kun iagttaget to i nederſte— bageſte Hjørne, paa tredie omtrent et Duſin, anbragte paa Leddets nederſte og bagefte Rand i to Rekker, mellem hvilfe Leddet ſynes at være forſynet med en Fordybning, hvort det fol— gende Led kan optages ligeſom Bladet af en Foldekniv ei Skaftet. Altſaa danne andet og tredie Led en kraftfuld Haand, hvis Klo udgjores af fjerde og femte Led tilſammen. En lang og temmelig ſteerk Borſte har jeg iagttaget i Enden af forſte Leds bageſte Rand, to i Enden af andet Leds bagefte, en i Enden af tredie Leds forreſte Rand, og endelig i Enden af fjerde Led tre Borſter, to bag Kloen og en, meget lang, foran denne. Fjerde Fodpar ſtemmer i alle Henſeender vverens med tredie. Femte Fodpar er ganſke lidt lenger end de to fore— gaaende, men omtrent af ſamme Form og Forhold. Kun er Kloen overordentlig ſteerk og beſat med en Rakke frærfe Bor— fler eller Torne paa Siden af Spidſen; og Borſternes Antal og Forhold paa de foregaaende Led er ogſaa noget afvigende fra det for tredie Fodpar angivne. Ved Roden af femte Fod— par, og fom det ſynes forbundet med dette, har jeg bemeerket et Par ovale Plader, hvis Rand var forſynet med nogle bløde Haar. J Form og Beffaffenhed minde disſe Plader om Amfipodernes Gjælleplader. Ved ingen af de andre Fodpar findes Spor til lignende Plader; heller ikke fandtes de hos flere end et af de faa Individer, jeg har haft til min Dispoſition. De maa altfaa rimeligvis være betegnende for Hunnerne. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakte. II. 27 418 Sjette Fodpar er lidt laenger end femte, men iovrigt overensſtemmende med dette. Syvende Fodpar er af Længde og Form fom fjette; merkes kan, at Kloen hos de to ſidſte Fodpar bliver noget ſtorre i Forhold til foregaaende Led, hvilket i højere Grad er Tilfældet hos ſyvende Fodpar end hos ſjette. Hos ſyvende Fodpar forfvinde endvidere Kloens Torne, hvorimod den ved Roden er væbnet med et ſtort Antal Borſter. Bagkroppen indeholdes omtrent 33 Gange i Total— lengden; den beftaaer af frr Ringe, hvilke dog ere temmelig vanffelige at adſkille med Tydelighed, fordi de ere meget tæt ſammenfojede, iſer de to forſte. Forſte Ring er lenger end anden (den korteſte), men kortere end tredie og fjerde, der ind— byrdes ere lige lange; femte Ring er omtrent af lige Leengde med førfte; ſjette den lengſte, dog ikke ſonderligt leunger end tredie og fjerde. Hvad, der bidrager betydeligt, til at gjore de enkelte Ringe mindre tydelige, er, at hele Bagkroppen paa Siderne er bedakket med eller omgiven af et meget betydeligt Antal temmelig lange Fjerborſter; hvorved dog maa bemærfes, at disfe Borſter fornæmmelig tilhøre Svommefodderne. Bag— kroppens ſidſte Ring er bagtil dybt indffaaren i Midten. Bagkroppens fem forſte Ringe have hver et Par temmelig ſtore Svommefodder, der beſtaae af et lille Rodſtykke og to ſtore Svommeplader. Disſe ſidſte ere af en ufuldkomment oval Form, ſaaledes at Plavens indre Rand er temmelig lige, den ydre derimod ſterkt udbuet; begge ere de i hele deres Leengde krenulerede og tæt vebnede med et ſtort Antal meget lange Fjerborſter (jeg har talt henimod 50). Det fjette Par Bugfodder beftaaer kun af en lille, treleddet, noget tilſpidſet Gren; idetmindſte har det ikke været mig muligt at opdage den lille Sidegren, fom hos andre Urter udgaar fra Enden af førfte Led. Alle tre Led ere mod Enden, iſcr paa den 419 ydre Side, vebnede med ſterke Børfter, men det ſidſte iſcer rigeligt (med omtrent en halv Snes) og med meget lange. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold kan omtrent udtrykkes med Tallene: 5+743. Afbildning findes i det franffe Nejffeværk (Crust. tab. 27 fig. 2 a- g). Tanais Örstedii Kr. Denne lille Art, fom er funden af Zoologen Hr. Ørfted i Kallebodſtrand paa ringe Dybde, og mig af ham meddelt, har jeg betegnet med Opdagerens Navn. Farven ſmukt melkehvid. Integumenterne temmelig tynde og gjennemſkinnende, faa at Tarmekanalen gjennem dem kan fkimtes. Storrelſen overſkrider vel næppe, eller i al Fald kun ubetydeligt, to Linier. Formen langſtrakt, liniedannet; Breden indeholdes hen— imod ſyv Gange i Lengden; Bagkroppen er idetmindſte af lige Brede med Forkroppen, og dens Lengde indeholdes omtrent 4 Gange i Totallængden. Bryſtringene ere ligeſaalidt fom Bagkrop— pens Ringe afſondrede fra hinanden indbyrdes ved ſtore indſno— rede Mellemrum. Lengden af ve fer bageſte Bryſtringe tilſam— men meget flørre end Længden af Rygſtjoldet og Bagkroppen tilſammen. Anden Bryſtring den korteſte; tredie lidet læn— ger; fjerde, femte og ſjette de lengſte, indbyrdes omtrent lige lange; ſyvende af lige Længde med tredie. Rygſkjoldets Længde indeholdes næften fer Gange i Totallcengden. Af Form er det kort-ovalt, fortil ſpidſere, hvor ved dog er at mærke, at baade de forreſte og bageſte Vinkler viſe fig noget, eller ikke ere fuldkomment afrundede, faa at Formen fager nogen Tilnermelſe til det Firkantede. Over— fladen er noget konvex og glat. De overfte Folere indeholdes henimod fyr Gange i Totallcngden, ere af den ſedvanlige plumpe, koniſke Form 27* 420 og beftaar af fire Led, hvis indbyrdes Længdeforhold omtrent udtryffes ved Tallene 415343. Andet Led, der altfaa er det fængfte, har paa hver Side noget bag Midten af Længden en temmelig ſtor og ſterk Borſte; da disſe Borſter ere anbragte næften i lige Linie overfor hinanden, give de Led— det et Udfeende, fom om det beſtod af to Led, og man kunde ſaaledes let vildledes, og betragte de overſte Folere fom fem⸗ leddede; i Enden paa den ydre Side har andet Led vgfaa en Borſte. Tredie Led har en Borſte i Enden paa hver Side, men den indre er meget kortere end den ydre. Fjerde Led er tilſpidſet og meget tyndere end de foregaaende; i Enden af det har jeg tagttaget fer lange og ſterke Borſter. De nederfte Folere ere endel kortere og tyndere end de overſte, og beftaae ligeſom disſe kun af fire Led, hvis ind— byrdes Længdeforhold kan udtryffes ved Tallene 2+2+4+2. De to forſte Led ere meget tykkere end tredie, vg dette atter end fjerde. Fra Enden af andet Leds indre Rand udgaaer en Borſte, i Enden af tredie Led en paa hver Side, og i En— den af fjerde Led fire lange Borſter. Øjnene ere temmelig fmaa (Dog lidt ſtorre end hos de føregaaende Arter), forte, ovale ſaaledes, at den ydre Rand er næften lige, den indre ſterkt bojet og Ojets forrefte Ende lidt tilſpidſet. Hos denne Art har jeg meget tydeligt iagttaget Lind— ſerne; deres Antal er omtrent en halv Snes. Munddelene ligne i Form faa ganſke Munddelene hos Tanais tomentosus, at det er vanffeligt at angive nogen For— ſkjcl mellem dem. Kun ſynes Kindbakkernes indre Knude at ſidde nærmere Enden, ſamt dennes Spidſe at være noget dpbere kloftet, og de derved opſtagende Smaagrene lidt tandede. Forſte Fodpar indeholdes lidt mere end tre Gange i Totallcengden, og kan altſaa ſiges, at være af middelmaadig Længde. Bygningen er ſterk, Leddenes indbyrdes Lengdefor— 421 hold omtrent: 2+121+21+212. Leddenes Form næften den fædvanlige; andet Led triangulært med Grundfladen inde advendt; det tredie tykt, iſer opſvulmet paa den ydre Side o. ſ. v. Haandens ubevægelige Finger er imidlertid mere bred ved Ro— den, med en temmelig ſtaerkt fremragende Knude paa den mod Tommelen vendte Side“) og nedenfor Knuden med et Udfnit; i Enden har den en ganffe lille, meget ſpids Klo og paa hver Side tre eller fire ſmaa Børfter; ogſaa iagttages nogle ſmaa Borſter paa den indre Rand af andet Led og paa begge Sider af tredie. Andet Fodpar er ikke fønderligt fortere end førfte, men meget tyndere. J Form ſtemmer det omtrent med ſamme Fod— par hos T. tomentosus; hvorved dog er at meer, at jeg her ret tydeligt har iagttaget ſyv Led (Kloen betragtet ſom ſam— menſat af to Led). Leddenes indbyrdes Lengdeforhold er om— trent: 84-1+3+3+5+21+21. Nogle faa, temmelig forte Borſter findes i Enden af andet, tredie, fjerde og femte Led (fær hos disſe to fidfte). Tredie Fodpar er meget fortere end andet, kun halvt faa langt fom førfte, middelmaadigt flærft, femleddet. Leddenes indbyrdes Forhold er: 74212311. Forſte Led udgjor altſaa næften Fodparrets halve Længde. Leddenes Form har iovrigt intet Ufædvanligt. Kloen er temmelig ſteerkt krummet. Enkelte Borſter iagttages hiſt og her, blandt hvilke fortjene at meerkes tre, ſterke og noget krumme, hvilke udgaae fra fjerde Led mod Enden, men dog lidt ovenfor Kloens Rod. Fjerde Fodpar ſtemmer i GStørrelfe, Form og Forhold ganſke overens med tredie. Og dette gjelder ligeledes de fol— gende Fodpar; idetmindſte har jeg ikke været iſtand til at ops Dage nogen væfentlig Forffjæl. *) Under Prasning vifer denne Knude tre mindre Knuder eller Ten— der, fom ſvare mod Tommelen, 422 Til Bryſtets tredie, fjerde og femte Ring har jeg hos Hunnen fundet haftet et Par ſtore Hudplader, altfaa ialt tre Par, hvilke danne Bryſtſckken til ATagenes Opbevaring. Af Form ere disſe Plader firkantede med afrundede Hjorner, Hvj- den ubetydeligt ſterre end Breden. Merkeligt ſynes det, at her findes tre Par Plader, medens jeg hos J. lomentosus ikke har veret iſtand til at opdage mere end et Par. Bagkroppens fem forſte Ringe ere omtrent af lige Lengde, eller viſe dog kun meget ringe Forſtjcel indbyrdes; heller ikke aftage de mere i Brede, end at der hører en nojagtig Ude maaling til, ſor at overtyde ſig om, at den femte virkeligt er lidt ſmallere end den forſte. Derimod er ſjette Ring, ſom overgager de foregaaende lidt i Lengde, kjendeligt ſmallere, bagtil afrundet, med en lille, fremragende Knude paa Midten af den bageſte Rand. De Beorſter, fom viſe fig paa Bag— kroppens Siderande og bagefte Rand, ſynes fnarere at tilhøre Svommefodderne end ſelve Ringene. Svommefodderne, hvoraf hver af de førfte fem af Bagkroppens Ringe bærer et Par, ere omtrent af den ſedvan— lige Form, kun at jeg her troer at have bemerket, at Grund— Delen beftaaer af to Led, hvilket jeg ikke hos de andre Arter har funnet iagttage, og hvilket overhovedet er uregelmesſigt. Svom— mepladernes yterfte Rand er tet befat med ſterke Fjerborſter, hvilke bys de bageſte Par ſynes at tiltage i Længve. Jeg har fundet en ſtor Mengde fmaa Wg anbragte paa Fjerborſter ved Roden af Svommefodderne, hvilket forekommer faa meget mere beſonderligt, fom Hunnen, efter hvad ovenfor er anført, er forfynet med et ſtort og rummeligt ACggegjæmme under Bryſtet, Hvor jeg har truffet meget ſtore g. Muligt, at Uggene bevareg en Tid hæftede til Svommefodderne, inden de Derfra flyttes op under Bryftet. Det fjette Par Baglemmer, fom man efter deres 425 Form, og i Analogi med Forholdet hos Amfipoderne, kunde kalde Springfodderne, beftaae hos denne Art af fem Led og desuden af et fra førfte Led udgaaende toleddet Bedhæng; eller paa anden Maade udtryft: af et Rodled, fra hvilket en lang fireleddet og en vdre, rudimentær, toleddet Griffel udgaaer. Leddenes indbyrdes Forhold er: 34A ＋22 134. De to ſidſte Led ere ikke faa beſtemt avffilte, at man jo kunde være i nogen Tvivl, om de udgjøre to færffilte Led. Vedhenget er omtrent af Længde ſom andet Leds Halvdel, eller forholder ſig til hele Springfoden ſom en til ſyv; dets to Smaaled ere omtrent lige lange, det forſte med en Borſte i Enden paa den ydre Side, det ſidſte med to. Springfodens Grundled er noget tykkere end de folgende, hvilke aftage gradevis; ſidſte Led viſer fig ligeſaa! tykt i Enden fom ved Roden. Leddene ere mere eller mindre ftærft vebnede med Borſter, det ſidſte ſterkeſt; det bærer navnlig i Enden fer ſtore Berſter. Arten er afbildet i det franſke Reifeværk (Crust. tab. 31 fig. 3, a — 1). Tanais Curculio kr. Denne udmærfede Art hører til dem, jeg ſkylder Hr. Øre ſted, af hvem den er funden ved Kallebod-Strand mellem Tangarter. Farven et ſmukt og rent Malkehvidt. Af de to underſogte Individer havde det ene en Stor— relfe af 11“, det andet af 3“. Formen er, hvad Hovedet og det forſte Fodpar angaaer, meget Paafaldende og Beteg— nende, hvorimod de ovrige Dele viſe Slegtens fædvanlige Udſeende. Hovedet er meget ſtort, da det udgjør mere end I af Total⸗Leengden, overſkrider Bagkroppens Længde betydeligt “), *) Det er næften dobbelt faa langt. 424 og ikke er meget mindre end Lengden af de for forſte Bryſtringe tilſammentagne ). Af Ferm er det forſt noget koniſk eller tilſpidſet, og derneſt fortil utdraget til en lang, trind, i En— den ubetydeligt tykkere Snabel eller Forlængelfe, paa hvis allerforreſte, ſtraat afffaarne Del Ojnene og Folerne ere an— bragte. Denne Hovedets Form, der minder om Snudebillerne blandt Inſekterne, har givet Anledning til Artsnapnet. De overſte Folere udgjore omtrent I af Totalleng— den, og beftaae af et treleddet Skaft og en toleddet Svobe. Det indbyrdes Lengdeforhold af Skaftets Led er: 51433225 Leddene ere eylindriſfke, gradevis aftagenve i Tykkelſe, i En— den lidt ſkraat afffaarne, forſynede med nogle ſmaa Borſter paa den ydre Side. Svoben udgjør noget mere end J af Skaftets Lengde; forſte Led er noget langer end andet, dog langtfra ikke dobbelt faa langt; rudimentert Endeled findes ikke; hoert af Leddene er i Enden forfynet med en Berſteduſt, det ſorſte paa den indre Side. De nederſte Folere have omtrent 3 af de overſtes Qængde, og beſtaae ligeſom disſe af et treleddet Skaft og en toleddet Svobe. Skaftets Led ere alle cylindriſke, i Enden lige afffaarne, de to forſte meget førte, det tredie næften dob— belt faa langt fom begge disſe tilſammentagne. Svoben ude gjør ikke I af Skaftets Længde; fra Enden af Svoben ude gage fem Berſter (tre fra det rudimentære Led, to fra ſorſte Led); ogſaa Skaftet har et Par Borſter. Ojnene ere anbragte tet ved Hovedets forreſte Rand bag Folernes Rod, dog ikke paa en Fremragning eller for— lenget Flig af Hovedet. Farven er kulſort, Formen noget ellip— tiff paatværs (Længden forholder fig til Hojden omtrent fom tre til fire), dog med noget uregelmæsfigt og ubeftemt Omrids. ) Forholdet mellem Hoveret og Bryſtringene er omtrent fom 9 til 11. 425 Munddelen es VBeffaffenhed har jeg ikke været iftand til at erholde nogen nojagtig Foreſtilling om, efterdi jeg kun har underſogt et eneſte Exemplar af denne lille Art i det Enkelte. Forſte Fodpar er ſerdeles ſtort, da dets Længde ud— gjør 2 af Totallængden*), og tillige i en vverordentlig Grad tykt, opfvulmet og ſterkt, og af en meget ufædvanlig Bygning. Hvad enten man betragter det ovenfra eller fra den ydre Side, ſynes det ikke at beſidde Sax, men kun at være væbnet med en Gribehaand (manus subcheliformis). Leddene ere, fom fædvanligt, temmelig utydelige, men dog funne med Sitkerhed fem fkjclnes, af hvilke de to førfte ere uformelige og forholds— vis ſmaa. Tredie og fjerde Led danne tilſammen en over— maade ſtor Haand, der udgjor mere end Halvdefen af Fod— parrets Længde, og er væbuet med en ligeledes ſerdeles ſtor men temmelig tynd Klo, hvis Lengde idetmindſte belober I af Fodparrets Længde. Betragtes Fodparret fra den indre Side, viſer det vel en noget forandret Form af Leddene (fær hvad det neſtſidſte angaaer, der ſees at udſende en betydelig For⸗ lengelſe i Retningen nedad), men endnu opdages ingen Sax. Forſt ved at underkaſte Foden Præsning, og tildels ved at adſkille Leddene fra hinanden, erkjendes dens ſande Beftaffenz bed; man ſeer, at den beftaaer af fer Led, idet et lille tri— angulært Led, fom tilførn ffjultes, nu fremtræder mellem Haan— den og de to fmaa Rodled; og at denne virkeligt er forfynet med en Sax, ligeſom de andre Arter af Slegten Tanais, ſtjondt af en befønderlig Form. Medens næmlig den bevege— lige Klo fremſtiller Tommelen, fremtræder den tilforn fra neſtſidſte Leds indre Side nedadrettede Forlengelſe tydeligt fom den ubevægelige Finger. Denne Forlengelſe eller ) Namlig naar Foden tenkes lige uͤdſtrakt, faa at Kloen danner en ret Linie med Haanden. 426 Finger er flor, bredere i Enden eller kolledannet, noget ſtraat afffaaren, paa den nederſte Rand forſynet med to tem— melig lange Borſter, paa den overſte med fire kortere, lidt krummede; mod Enden af ſamme Rand ſees et meget lille Udfnit. Tommelen er paa den mod Palmen vendte Rand forſynet med tre ſmaa Torne. Andet Fodpar er temmelig langt (det udgior lidt mere end å af FTotallængden), men forreſten ganſke af Slegtens fæbvanlige Form. Leddenes indbyrdes Lengdeforhold: 71 ＋3＋3＋-5＋4. Kloen er altfaa meget lang, kun lidt fortere end femte Led, men tillige ſerdeles tynd og næften borſteagtig. Tredie Fodpar er noget kortere end andet, men ligner det i Bygning. Leddenes indbyrdes Længvdeforhold omtrent: 7-4-2 ＋-2＋-3＋-⁴¼. Medens altſaa forſte Led bliver ufor— andret med Henſyn til Lengde, aftage de andre Led alle i faa Henſeende betydeligt, fær Kloen, hvilken derved taber fit borſte— lignende Udſeende. Fjerde Fodpar er atter ganffe lidt fortere end tredie, men iovrigt overensſtemmende med dette i Bygning. Det lille andet Led, fom allerede hos forrgaaende Fodpar begynder at viſe fig noget utydeligt, bliver det endnu i højere Grad her. Femte Fodpar ſtemmer med fjerde i Længde, men har en noget forandret Bygning. Leddenes indbyrdes Lengdefor— hold er følgende: 62-232. Forſte Led bliver bredt, plade- eller kolledannet, ligeſom dette Fodpar overhovedet er ftærfere end de tre foregagende; det lille andet Led forſvinder ganffe, eller ſpores næppe fom en ſpag og ſmal Rynke i Enden af forſte Led, hvorfor Fodparret kun kan betragtes ſom be— ſtaaende af fem Led; i Enden af de tre folgende Led iagttages paa den indre Side et Par ſmaa Torne; Kloen bliver mere krum og krogformig. Sjette og ſyvende Fodpar afvige hverken i Stor— 427 relſe eller ovrige Beſkaffenhed fra femte, og funne derfor forbi gaages med Taushed. De fer frie Bryſtringe ere paa hver Side forſynede med en lille udadrettet Borſte; hos de forreſte af disſe Ringe er Borſten anbragt langt fremme mod Ringens forreſte Rand, hos de bageſte derimod lenger tilbage. Bagkroppen er omtrent ligefaa bred fom Forkroppen, men kun af middelmaadig Længde, da den udgjor omtrent 3 af Fotallængden. Bagtil er den bredt afrundet. Forholdet mellem Ringenes Længde er omtrent 24+2111+11+11+4 Ringene vife paa hver Side et Par ſmaa, fremragende Børfter. De fem Par Svommefodder ere af fædvanlig Form og Forhold, rigeligt forſynede med Fjerborſter. Sjette Par Buglemmer udgjøre henimod I af To— taffængden, og ere neſten dobbelt faa lange ſom Bag— kroppens ſidſte Ring. Formen temmelig tyk og plump. De beſtage af fire Led, hvis Længde omtrent udtrykkes ved Tal— lene 8+71+7+17. Det forſte, meget tykke Led er altfaa kun ganffe lidt laenger end hvert af de tre folgende, indbyrdes ligelange, gradevis i Tykkelſe aftagende Led. Et lille Biled eller en rudimentær Griffel (Stylus) udgaaer, fom fædvanligt, fra Enden af Grundleddet udvendigt, og har omtrent Grund— leddets halve Længde. Mange Borſter udgaage ſaavel fra dette Biled ſom fra Hovedgriffelens to ſidſte Led. Arten er afbildet i det franſke Rejſeveerk (Crust. tab. 30, fig, 4 a h). 428 Udmaalinger. Idothea nodulosa. KUE Idothea re neata Kr. busta Kr 2 Gre 2 ke Totallaengde 42% 55% 12% g, 72% Storſte Bed · 19 120 241 9441 2114 Hovedets Lænqde...»»onnrervdnnna ““ 1, 1% 10 7% Lengden af de overſte Folere. ..... gd ar EE gm — — nederfte Folere ... Ly ER 27 — — FJaoleres Staft. i 1 f 18% — — == — Svobe å 274 Jo 33“ 01 Jjnenes Gjennemfnit...--ovneaneeer 3% 11 1 2% Leengden af Kindbakkenn REE 714 — — førfte. Kjæbepar .....-... 5 e 1 70 — — andet Kicbeparr . 18“ 1 3 — — Kſjabefod derne el 1 — — be fyo Bryftringe tilſammen [2,3 375“ 8“ 411 — —— førfte Bryſtring ę - pin 9441 255 — — anden Bryſtrin gag 2 ee 8 — — tredie Brpſtringgg 877 sert — — fjerde Bryſtring. .... 88 5 16% — — femte Bryſt ring — Z fjette Bryſtrin — E fyvende Bryſtrin g.. — førte Fod par... 13 * . 27% — — andet FodpauW EN or 21 — — tredie Fodpa rr — — fjerde Fodpa r — — femte Fodpa— — — ſiette Fod par | — — fyvende Fodpar . . Qun 33 Qu — — Bagkroppen PU 13“ 33% 3% Bagkroppens Bredeee Lengden af førfte Par Bugfodder. ... 17 12% 124 — — femte Par Bugfodder. ... 22.00 150“ — — fjette Par Bugfogder .... 117“ 18101 2505 Idothea Sabini Kr. Munna Boeckii. Munna Fabricii. Henopomus multicus. Henopomus tricornis. 2 38% 1 1 Ed 31 dl DAL 2 1444 6! 174 3; 0% 217%. — Qu 1777 13 37¹, 5171.7 18! Qiu * 5 3:41 3841 23 1 2341 24 1444 22 10% 1:44 12! 13% 177 1035 13% 1 151% 144% 537% 165 33404 54 Bør 10% 154 74 1176 444 5 7 41 20 1 70 3 D 71 1 150 tt 1 125 771 1 444 10 1 444 9 444 or 1344 2 4444 18 27. 2.3 77.1 27 0 21404 21 9344! 25 . 7. 2 1 444 20 D 37, 17% 1717 3 9 71 TG 4144 2 1 1444 5 D 74 710 I 444 10 9 241 0 1244 3204 * O e MY e b 1 — Di — Lo — * us mi — T — 277 3 430 Udmaalinger. Tanais glacialis Kr. Anthura carinata Kr. elongatus Ki. Anclus Fotallængden (fra Panderanden til bageſte Rand af Bagkroppens fjette Ring Sterſte Brede Saeed Leengden af Zove dert - — anden Vryfiring ...... - - tredie Bryſtringg — — fjerde Bryſtring. — — femte Bryſtrin ag — — ſiette Bryſtring ...... — — fyvende Bryſtring ..... - —Bagkroppen - — Bagkroppens førfteNing.. ſjette Ring .. - — de øverfte Folere - — — nederſte Folere — — Kindbakkernne — — førfte Var Kjæber..... - — andet Par Kjæber..... - - Kjebefodderre - — Diets ſtorſte Diameter. == førte Fodpa r andet Fodpa uk tredie Fodpa er — = Hjerde Fos - - femte Fod par - — fjette Fodpar ...--ooe» — — ſyvende Fodpar ... - ſforſte Par Bugfodder. - - femte Par Bugføvrer.. - : fjette Par Bugfodder .. 2 5 2 3 2 = 8 8 2 5 2 — OD — mn —— mn 2 — 2 2 8 = | — — = 6 Peel | 21% 117. 2 6 4 > 271 14:4 8: 441 5 4 18 2441 KL 7 4 1 5 26 20 1771 1 44 1471 16 | 60 1710 1 7 17/¼½¼1 5 Ti 5 1777 „2%, ytt 5 2 | 4 177 1% %, 5 9 138 1771 1741 | 1474 å 8 4 1747 DEN 1 7577 å 13 | 5 2 71 1444 | 974 3 4 | 20 1 771 1 444 1 774 10 2 | 2 3 211 2444 | V 444 20 25 0 7 7 3 441 3 77 20 10 0 71 1%¹ 170 10 5 3 441 3 141 10 0 3 174 , 20 3 144 1484 70 | 2411 13 4: 5 1 1 717 1. % N 297 28 5 | 70 l 777 1774, 244 20 5 7 7 9 74. MTT 10 20 2 1 Ætt 7 då 3 777 2 20 1 0 174. „ 3 7 2 10 10 1 1644 0 3 444 20 10 1 0 3447 3 741 3 44 5 TG 1 0 34/14 3 441 3 777 5 1 0 | 0 1441 1777 5 74. 0 1777 3444 | 15/04 — U 0 1940 2.0 1710 451 Efterat have beffrevet adffillige for Videnſkaben ikke uin— teresſante nordiſke Iſopoder, gaaer jeg over til Branchiopoder og Entomoſtraca. For denne Gang gjøres Begyndelſe med et Par Bladfoddede (Phyllopoda). Apus glacialis Kr. Denne nye Art tilhører Grønlands Fauna, fra hvis færffe Vande, der en faa lang Tid af Aaret ere tilfrosne, man maa— ffe næppe ſtulde have haabet en ſaadan Berigelſe. Legen Hr. Rudolph har i Efteraaret 1845 nedſendt et Par Exem— plarer fra det nordlige Grønland (Jakobshavn). Bed at gjen- nemgaae be, efter Etatsr. Reinhardts Dod mig aabnede Ma— gaſiner, har jeg tillige fundet en islandff Apus, fom allerede har henſtaget upaaagtet adſkillige Aar ), og fom er faa lig den gronlandſke, at den vel neppe bor ſkilles fra denne, medens begge derimod ved førfte Øjefaft let fljælnes fra de to hidtil bekjendte europærffe Arter. Storrelſen ſynes, hvis der tør fluttes noget af et Par Exemplarer, at være mindre betydelig end hos vore euro— pælffe Arter; til Enden af Halevedhænget belober Længden fun omtrent en Tomme. Farven er den, fom det fynes for hele Slegten karak— teriftiffe, dybe grønne. Folerne af omtrent lige Længde med Dverlæben, kol— ledannede, toleddede; Grundleddet meget tyndere end andet Led, og næften fun halvt faa langt, noget tilfpidfet; det polſedan— nede andet Led i Enden vebnet med en fort Borſte og paa den udbuede ydre Rand i dets fidfte Halvdel med flere Rekker færdeles fmaa, plumpe, krummede Torne eller torneagtige Børfter. O verleben af kjendeligt ſtorre Brede end Længde**), lidt 9) Efter Glasſets Paaftrift ffal den være nedſendt 1840 af en Hr. Einarſen; de faa Exemplarer ere alle noget mutilerede. *) Schäffer afbilder for Apus cancriformis, M. Edwards for 452 fmaffere mod Enden end ved Roden, affkaaren, dens bageſte Rand med tre meget ſvage, bolgeagtige Udbugtninger (en paa hver Side og en paa Midten) og væbnet med færdeles forte Borſter. Den fore, indadkrummede, hornagtige, fortil brede, bagtil tilſpidſede Kindbakke har, ligeſom hos Slegtens andre Ar— ter, den forreſte-inderſte Rand udffaaren til otte Tender. Men om denne Rand er videre at bemerke, at den tiltager i Brede forfra bagtil, indtil den allerbageſt atter bliver ſmallere, og at den er furet efter Længden, hvorved Tandrakken bliver dobbelt, tildels endog tredobbelt. Tenderne aftage i Størrelfe forfra bagtil, og de tre forfte overgaar fær de folgende ber tydeligt. De to førfte er tvedelte, hvorimod de følgende ere mere eller mindre tydeligt tredelte. Allerede paa tredie Tands bageſte Rand fres nogle fmaa Borſter, og de folgende fem Tender omgives paa begge Sider af tætte Borſteknipper. De forreſte Tender ere mere ſpidſe, de bageſte mere afſtumpede “). Forſte Kjæbepar er toleddet, det førfte Led noget hjærtedannet eller omvendt triangulært, fortil ſteerkt ombojet eller nedkrummet, paa den forrefte og nederſte Rand tæt væbe net med Torne og Borſter. Tornene, ſom aftage bagtil i Storrelſe, ere ikke blot anbragte paa Randen men ogſaa paa Leddets indre Side; Borſterne findes i ſtorſte Mengde bagtil og tildels paa den ydre Side. Saavel Borſter fom Torne viſe Spor til meget fine Randborſter. Andet Kjæbepar beftaaer af en langſtrakt oval Plade (omtrent dobbelt faa lang ſom bred), Hvis Yvderflade mod Randen er væbnet med endel Torne af forffjællig Længde, og hvis Inder— Apus productus, Overlaben af flørre Længde end Brede, og de antybe ingen Børfter paa dens bagefte Rand. Dette har jeg fundet urigtigt med Henfyn til ſidſte Art (den forſte har jeg ikke ſelv nojere underſogt), fom endog ſynes mig at have flærfere Børftevæbning, og kun adſtiller fig ved Mangelen af den mellemſte Udbøjning. *) Næften ganſte ſaaledes er Forholdet ogſaa hos Apus productus, hvad man efter M. Edwards's Alfbildning juſt ikke ſkulde troe. 435 flade mod Randen derimod er forſynet med lange Borſter, ſom dels ere Fjerborſter, dels Saugborſter. Underleben beſtaager af en ſtor og bred, i Midten dybt indffaaren Plade, hvis to Flige hver ved Furer (men ikke ved fuldkommen Adſkillelſe) er delt i to Smaaflige eller Blade, af hvilke det indre er fortere og bredere, fant lige; det ydre mere ſmalt, langſtrakt, i Enden indadkrummet og forfynet med en Duff temmelig ſtore, grove Berſter. Ringenes Antal bag Hovedet 26. Af Fodder har jeg iagttaget 40 Par, eller dog paa det Aller— nærmefte dette Antal. Kun de fire bageſte Ringe ere uden Fodder Forſte Fodpar er ikke meget langt, da dets Lengde kun omtrent udgjor I af Totallcengden. Lengdeforholdet mel— lem Roddelens tre Led: 17410432, hvis man tøvrigt vil antage tre Led med Schäffer og Edwards, og ikke ſnarere betragte det ſidſte fom en blot Torn eller Knude; hoad der idet— mindſte hos nærværende Art forekommer mig rimeligere. Leng— den af de fire Grene kan (i den Orden, hvori de folge paa hinanden fra Roden til Spidſen) udtrykkes ved Tallene 6113 +11+15. Delenes Forhold fjærner fig altfaa temmelig mer get fra A. cancrilormis, men nærmer fig flærft til A. pro- ductus. Forſte Led er af en langfiraft, noget uregelmasſig Form, bredere mod Enden. Fra dets Rod uvgaae to Plader, af hvilke den indre er mere bred og nærmer fig det Kreds— runde, den anden har en mere oval Form; begge ere de i Randen rigeligt børftebevæbnede, eller karakteriſere fig fom Svommeredſkaber; den indre har desuden langs den indre Rand tre eller fire ſmaa børftevæbnede Knuder. Fra Leddets indre Rand i omtrent 3 af Lengden udgaaer en lille Gren eller Aare“), der er af langſtrakt, lidt krummet og tilſpidſet Form, *) Aare kan den dog ikke ret pasſende kaldes, da den itke beſidder bverken Formen af en Aare eller Svommeborſter. Naturbiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Rakke. II. 23 434 ingen Ledinddeling vifer, men derimod langs hver Side fem eller ſer fmaa, med meget forte Borſter væbnede Knuder, hvilke, i Forbindelſe med Form og Farve, give den ſtor Lighed med et Skud af en Cactus. Fodens andet Led har en langſtrakt, ved Roden lidt bojet Form. Den Gjel— leblere, fom udgaaer fra dets ydre Rand ved Roden (ikke, fom Milne-Edwards for A. produetus angiver, fra det foregagende Led), er af langſtrakt-oval Form og omtrent af lige Lengde med, eller kun lidet longer end det langſtrakt-trian— gulære, tilſpidſede, mod Enden borſteveebnede Svommeredſkab, fom er heeftet tæt ved Siden af den. Grenen, fom udgaager fra den indre Rand ved Roden), har kun tre eller fire ſikkre og beſtemte Led: et meget langt Rodled, derpaa et eller to Smaa— led og endelig et langt Endeled, fom dog er meget fortere end Nodleddet; langs Siderne er Grenen, ligeſom de andre Grene, forfynet med endel med forte Torne eller Borſter vebnede Smaaknuder. Ogſaa tredie og fjerde Gren have hver kun tre eller fire fiffre Led; fjerde Gren udgaaer efter mine Un— derſogelſer fra ſamme Led eller Plade ſom anden og tredie, men har paa fin ydre Side en ſtor Torn med bred Rod. Andet Fodpar ſtemmer i det Veſentlige overens med ferſte, men er fortere og meget plumpere; Grenene blive til Aarer, det er, blive meget fortere, lidt bredere, vebnede med Svommeborſter, og tabe ganffe Ledinddelingen; derimod bliver Gjællen, dens Svommeapparat og Tornen, fom ud— gaaer fra Enden af andet Led, meget ſtorre. De folgende Fodpar forandre gradevis Form, men da bisfe Formforandringer i alt Veſentligt ſtemme med, hvad der for de bekjendte europærffe Urter er Tilfeldet, vil det være unedvendigt, at dvæle ved Befkrivelſe deraf. *) Milne-Ed wards lader denne mindre rigtigt udgaae fra fore— gagende Led. 435 De bageſte fire Ringe, fom favne Fodder, ere omtrent tre Gange faa brede fom lange, vebnede hver med en Kreds af omtrent tyve, ſpidſe, krumme, bagudrettede Torne, af hvilke fra Ringens Rygflade omtrent ti funne iagttages. Den fidfte Ring med dens Haleplade er omtrent, eller neſten, ligeſaa lang fom de fire foregaaende Ringe tilſammen. Dens Rod— del eller ſelve Ringen har ikke ganffe Halepladens halve Lengde (de forholde fig omtrent fom fem til elleve), og viſer paa Rygfladen to Knuder eller Ophojninger, en mod hver Side, hvilke bagtil ere væbnede med et Par Torne. Hale ved hen— get af en langſtrakt Form (Lengden betydeligt førre, dog ikke Dobbelt faa ſtor, fom Breden ved Roden), bagtil gradevis af— tagende i Brede; mod Enden er det dybt udffaaret, Sideran— dene temmelig uregelmæsfigt vebnede med ſtorre og mindre Torne, Rygfladen forſynet med en Lengekjol. Jovrigt er Hale— vedhænget i det Hele taget af en noget uſymmetriſk Form. De ovenomtalte islandſke Exemplarer ſynes at beſidde en lyſere og mattere Farve (hvilken dog kan hidrore fra Konfer- vationstilſtanden), en lidt plumpere Bagkrop og ct noget min— dre ftærft udrandet Halevedhæng. Disſe Afvigelſer ere imid— lertid kun lidet veſentlige, og ved et ſtorre Antal Exemplarer vilde rimeligvis Overgange frembyde fig. Den beffrevne nye Art diagnoſerer jeg ſaaledes. Apus glacialis. Rami terminales primi pedum paris mediocris lon- gitudinis (parte basali breviores). Lamina caudalis elongata, multo longior quam lata (non tamen duplo lon- gior), postice angustata, emarginata. Annuli abdominales qualuordecim ferme vel quindecim ultimi liberi (a scuto dor- sali non tecti, sed post marginem ejus posteriorem eminentes). 25* 436 Nebalia bipes Fabr. Synonymi. O. Fabricius, Fn. grönl. n. 223: Cancer bipes. Herbſt, Gefd. der Krabben u. ſ. w. II, 111: Cancer Gamarellus bipes. Leach, Zool. miscel. I, 100: Nebalia Herbstii. Kroyer, Grønlands Amfipoder S. 91: Nebalia bipes. Edwards, Hist. d. Crust. III, 356: Nebalia Herbstii. Det her beffrevne Dyr, fom ffal være hyppigt i Gron— land '), idetmindſte i den ſydlige Del, og ſom jeg har truffet enkeltvis paa den norſke Veſtkyſt og igjennem Kattegattet (ſidſte Sted dog kun i meget ſmaa Individer), falder viſtnok ſammen med Fabrieius's C. bipes, da ingen anden Art af Slegten Nebalia hidtil er nedbragt fra Grønland. De Alfvigelſer, hans Beſkrivelſe frembyder, ſynes ikke at burde tillægges ſtor Betydning, da det er tydeligt nok, at han ikke har ſonderlem— met Dyret, eller underſogt det i det Enkelte. Formen den for Slagten fædvanlige: Legemet ſterkt ſammentrykket, beftaaende af et ſtort, ovalt, fortil med et langt Pandehorn endende Rygſtjold, fom ſkjuler Hoved og Bryſt; og en fort Bagkrop, der imidlertid er forſynet med Halevedheeng af betydelig Længve. Farven ſadvanligt hvidgul, hos enkelte Individer blegt rodlig “). Længden almindeligt mellem tre og fire Linier, fjældent indtil fem Linier. *) Jeg har tidligere omtalt det fom ſjalldent i Grønland (J. 8. ), men Kaptain Holboll nedſendte paa en Gang et temmelig betp— deligt Antal Exemplarer, med den Bemerkning, „at det er meget almindeligt paa Mudderbund, iſcer naar Mudderet er blandet med Konferver.“ *) Efter Fabricius ſtulle ogfaa ſtundom Individer af grønagtig Farve traffes. 437 Rygfkjoldet udgjor mere end Halvpdelen af Totallængten (omtrent 4), og dets flørfte Hojde omtrent 3 af Totallængden; ſkjondt det er ſterkt ſammentrykket, kan dets Ryglinie ingenlunde ſiges at være ffarp. Skjoldet har iovrigt den ſamme Egenſkab fom Hos Apus, at det ikke flutter tæt til de Ringe, til hvilke det hører, men ligger hojt over de fleſte af dem, hvor— for der bagtil viſer fig et ſtort aabent Rum mellem Skjol— dets overſte Rand og den overſte Rand af Bagkroppens Ringe. Naar Dyret er udtaget af Rugſtjoldet eller Skallen, viſer denne i Form en paafaldende Lighed med en Bonne eller med en Muslingſkal. Saavel dets hele Overflade fom Ran” den er ganſke glat, uden Borſter eller Torne, ja uden at noget Strukturforhold kan opdages. Pandehornet, der ligeſom afgrendſes fra det ovrige Rygſkjold ved en lille Nedbojning af Skjoldet, og bvis Rod til— dels dakkes af Ojnene, er meget langt (omtrent ligt med 1 af Rygſkjoldets Leengde), og vifer fig, betragtet fra Siden, ſpidſt, - noget nedbojet. Naar man feer det ovenfra, har det derimod en ganffe anden Form: tet fremſtiller næmlig da en langſtrakt— oval Plade likke fuldt tre Gange men mere end to Gange faa lang fom bred), der fortil bliver lidt ſpidſere eller ſmallere, hvis Overflade er noget hvælvet, Underfladen uthulet, og fom bagtil ved et Slags Ledforbindelſe flutter fig til Nygffjolvdet, og Derfor er bevægeligt op og ned. Begge Par Folere ere ſtore og af en meget ſteerk Byg— ning; dog gjælder dette fortrinligt om det andet Par. Forſte Par har mere end Halvdelen af Rygſkjoldets Længde og omtrent 1 af Totallengden; dets fireleddede, plumpe, til to Vinkler bojede Skaft har omtrent lige Leengde med Svoben, eller overgaaer denne kun ganffe ubetydeligt. Leddenes indbyr— des Længdeforhold omtrent 7-764. Forſte Led, fom ganffe er ffjult under Rygfkjoldet, har en meget fort og plump 438 cylindrifk Form, og banner en ſtump Vinkel med andet Led; paa Siderne er det uregelmæsfigt knudret, og viſer mod Enden Afſatſer, fom om det var ſammenſmeltet af flere Led. Andet Led, fom ogſaa tildels er ſkjult under den forreſte Rand af Nvgffjoldet og mellem Oinene, er rettet horizontalt, eller i Overensſtemmelſe med Legemets Lengderetning, og dan— ner en ret Vinkel med den ovrige Del, hoilken altfaa er lod— ret. Andet Led er forreſten ſtort og tykt, tykkeſt mod Enden, hvor det er ſkraat afffaaret; fra Enden af dets overſte Rand udgaaer et lille Knippe ſimple Børfter af middelmaadig Leugde; mod Enden af den nederſte Rand udſendes adſkillige lange, fjerdannede Borſter. Tredie Led endel ſmallere og kortere end andet, i Enden temmelig lige affkaaret; det udfender fra Enden af den forreſte Rand omtrent ſex Borſter. Fjerde Led (boilket Milne-Edwards ilke beſtriver eller afbilder hos Nebalia Geoffropi) er meget ført, bredt, meget ſkraat afſkaaret og med Tilnermelſe til Triangelform; mod Enden af den pdre Rand udfender det forſt en Rekke Torne (fire eller fem) og bag disſe en Rakke temmelig lange Borſter; iovrigt udgaae fra dette Led bageſt og inderſt en Svobe, forreſt og yderft en oval Plade. GSvøben er flærk, tilfpidfet, beſtagende hos ſtore Individer af fjorten til femten Led: forſt et temmelig langt, derneſt fire eller fem temmelig førte, hvorpaa de folgende grade— vis tiltage i Lengde, dog ſaaledes, at det ſidſte er fortere end det forſte; langs den bageſte Rand udgaaer fra Enden af hvert Led en enkelt, ofte temmelig lang Borſte, langs den forreſte Rand derimod fra Enden af hvert Led et lille Borſteknippe; ogſaa det ſidſte Led udſender fra Enden et Knippe af tre eller fire Borſter, blandt hvilfe en kjendeligt overgager de øvrige i Længde. Den langſtrakt ovale Plade, fom er anbragt foran og udenfor Svoben, har omtrent 3 af dennes Lengde, og nager omtrent til Enden af dennes fjerde Led, eller dog kun lidt ud over dette; 1 439 den er fortil og i Enden faa tæt beſat med ſimple, lange Bor— fler, at den fager nogen Lighed med en Koſt; i Endeu ere Bor— ſtorne lengſt. Andet Par Folere ſtaae i Lengde ikke meget tilbage for Rygſtjoldet, og overgaae endog lidt den halve Totallcœngde; de ber ftaae af et treleddet, overordentligt ſteerkt Skaft og en mangeleddet Svobe, hvis Lengde forholder fig til Skaftet næften fom tre til to; Skaftets tre Led ere forbundne ſaaledes med hverandre, at de almindeligt danne to ſtumpe Vinkler; deres indbyrdes Lengde— forhold er omtrent 51-35; forſte Led er paa den ovre Rand i omtrent 3 af Lengden vebnet med en meget ſpids, hagedannet Udvært. Det andet Led, fom omtrent har lige Tykkelſe med forſte, vifer fig i Enden af den overſte Rand vebnet med en ſtcerk Torn; det ved Roden flærft krummede tredie Led er langs den forreſte Rand krenuleret i mere end den halve Lengde og beſat med en halv Snes Borſteknipper; i Enden omgives det af en Krands lange Borſter, blandt hvilke endel af de bar gefte ere Fjerborſter. Svoben begynder med et langt Led; derneeſt folge fire eller fem faa Forte og faa tæt fammenvorede Led, at man lettelig ved en los Betragtning kunde anſee dem alle fom henhorende til forſte Led; efter disſe Led følger om— trent en halv Sues, af bhvilfe det førfte er fort, de folgende efterhaanden tiltage i Leengde; langs Svobens forreſte Rand udſender hvert Led i Enden et lille Borſteknippe; paa den bar geſte Rand ſees derimod kun en enkelt Borſte i Enden af hvert Led. Oinene ere anbragte paa en fort og tyk Forlengelſe lige under Pandehornet; de ere ſtore (neſten af Pandehornets halve Leengde), ſammenſatte af en ſtor Mengde meget fmaa rundagtige Lindſer. Det hele Oje, Stilken indbefattet, nærmer fig til Halvmaaz neform, idet det foroven er temmelig ftærft udbojet, forneden lidt 140 indbojet. Den med Pigment forfynede Del, ſom er ſortag— tig, eller rettere af en mort og mat rodbrun Farve, viſer et noget triangulært Omrids. En temmelig ſtor Torn udgaager over Roden af Øjeftilfen fremad. Tat ved og imellem de nederſte Feleres Rod fremtræder den lille Overlebe, fom har lidt ſtorre Brede end Lengde, og Hvis frie allernederſte Rand er temmelig ſtarkt indbojet paa Midten, faa at to afrundede Flige opſtaae; disſe have Randen for en Del tæt børftebevæbnet. Kindbakken er meget lille, af betydeligt ſtorre Brede end Lengde, forreſt paa den indre Side uddragen til en lang Dyggeknude, hvis Tyggeflade er oval, noget fordybet, delt ved omtrent 25 eller flere Toærfurer i ligeſaa mange Ophojnin— ger og Fordybninger, i Enden forfynet med nogle ſmaa Bor— fler og paa den ydre Side med fire eller fem Torne. Den treleddede Palpe forholdsvis meget ſtor, tre til fire Gange faa fang fom Kindbakken, af temmelig ſteerk Bygning. Ledde— nes Længdeforhold omtrent 589; forſte og andet Led for— binde fig paa en færegen Maade, faa at de banne ligeſom et Kue eller en-Vinkel; tredie Led af langſtrakt Plade-Form, bredere mod Enden end ved Roden og tillige bredt afrundet, langs den ydre Rand og i Enden vebnet med mange (over 50) meget ſtive Borſter, der ere tæt forſynede med meget forte Si— deborſter, og tilſammen banne ligeſom en Kam. Paa ven indre Side har Leddet kun meget forte Borſter; de to forſte Led favne neſten ganſke Borſter. Forſte Kjæbepar beſtager af en meget lille Kjæbedel og en ſerdeles lang, bagud krummet, treleddet Palpe. Kjær bedelen har næften Oxeform, og beftaaer af to ſmaa Plader, af hvilke den forreſte ſtorre viſer ſig langs den indre fremſprin— gende og lidt buete Rand vabnet med, over en Snes Torne, der tiltage gradevis i Lengde bagfra fortil, men derimod aftage 441 i Styrke. Tildels ere Tornene anbragte jævnfives i to Rakker, og frembyde en ejendommelig Struktur, idet de ligeſom have en trefliget eller kloftet Spidſe; et Par Fjerborfter iagttages mellem dem forreſt. Den bageſte Plade bærer et Duſin temmelig lange, noget krumme Borſter. Palpens Led ere temmelig utydeligt adſkilte og af meget forſkjellig Gtørrelfe (Forboldet omtrent 3+1-+15); forſte Led ſtiger med en lille Roddel lodret op fra Kjeeben, men bøjer fig ſtrax lige udad under en ret Vinkel. Under en næften ret Vinkel hæfter det lille andet Led fig til Enden af forſte bagtil, og det ſtore, tynde, pidſkeſncertdannede tredie Led bliver ſaaledes rettet lige bagud; dette ſidſte har langs den indadvendte Rand omtrent en Snes meget lange, ſimple Børfter eller Haar“). Andet Par Kjeber beſtager af en Roddel, eller ven egentlige Kjæbe, og af to Vedheeng, Palpen og Svoben. Roddelen er langſtrakt-firkantet, og har den indre Rand ind— ſkaaren eller delt i tre ſmaa, afrundede, ſterkt borſteveebnede Flige, af hvilke den mellemſte er den mindſte. Palpen er fænger end Kjæd. delen (de forholde fig omtreut fom ni til fyv), toleddet, dog temmelig utydeligt, det førfte Led næften dobbelt faa langt fom det andet, begge meget rigeligt væbnede med Borfter langs den indre Rand. Svoben er meget fangftruft og tynd, fortere end Palpen (den naaer kun ganffe lidt ud over dennes forſte Led), fremadrettet, langs den ydre Rand og i Enden væbnet med lange Borſter (tildels Fjerborſter). Gjellefodderne ere ganffe ſkjulte under Cefalothorax's Skjold, eller forraade fig i al Fald kun vid nogle, langs dens nederſte Rand fremragende Borſter; de kunne altſaa forſt underſo— ges, efterat dette er borttaget. Antallet af Gjellefodderne er 8) Dette Kjæbepar er blevet misforſtaaet af Milne-Edwards, der dels har taget det for andet Par, dels vendt op og ned paa det. 442 vite Par, af bvilke de tre forſte upaatvivleligt fvare til Dekapo— dernes tre Par Kjæbefodder, de andre til Bryſtfodderne. De ere Hvide, meget tynde og blode, og hver beftaaer af tre Plader. Hos førfte Par er den inderſte Plade eller Foden nor get fænger end de andre, ved Roden bred men i den ſterſte Strakning af en ſmal og liniedannet, i Enden afrundet Form; den beftaner af fire Led, af hvilke de to forfte forholdsvis ere lange, de to ſidſte forte; Ledinddelingen temmelig utydelig og vanffelig at tagttage, hvilket vel maa betragtes fom Aarſag til, at Milne-Edwards aldeles ikke har udtrykt denne. Den indre Rand og Enden af Foden ere tet beſatte med lange Fjerborſter (fær udnærfe de i Enden fig ved Lengde), vere imod gage disſe kun lidt om paa den ydre Rand; Mellem— platen eller Palpen, der ligeſom ved Led er haftet til det ydre Hjerne af Inderpladen, har Form af en langſtrakt Oval, og er langs den ydre Rand beſat med en Snes forte, tem— melig ſpredte Haar; mod Enden viſer den to ſteerke Borſter, af bvilfe den ene udmærfer fig ved en betydelig Længde. Mer— pladen eller Gjellen er noget krummet, af Tungeform, og viſer kun en eneſte Børfte paa den ydre Rand mod Enden. De andre Fodpar ſtemme i Hovedfagen med det beffrevne, kun tiltage de forſt i Storrelſe, men blive derpaa mindre, iſer det ottende Par; ogſaa forandre Pladernes indbyrdes Storrelſes— forhold og Form fig noget, ligeſom ogfaa Borſtetallet. Mellem— pladen bliver ſaaledes hos det ſjette Fodpar og hos flere af de foregagende bredere og mindre regelmæsfigt oval, ſamt viſer fig ved en Lengdeſtribe ligeſom delt i to Halvdele. Efter de otte Ringe, fom bære de otte Par Gjallefodder, folge fire Ringe, ſom hver bærer et Par ſtore Svommefodder eller Bug— fodder; ogſaa disſe Ringe ſkjules under Rygffjoldet, hvorimod Fodderne rage langt frem nedenfor dette. Forſte Par Bugfodder beftaaer af et ſtort, tyft og 443 plumpt Grundled og to Endeled; det yore Endeled er bredere men meget kortere end det indre (de forholde ſig omtrent ſom to til tre), i hele Længden neſten lige bredt, i Enden ſtumpt afrundet; langs den ydre Rand (dog ikke i hele Længden, thi en lille Stræfning fra Roden er nøgen) ſees en tæt Rekke af omtrent en Snes meget forte Dobbelttorne (0: omtrent 40 Torne, fom ſidde ſammen parvis); disſe Torne ere tæt faug- tandede langs Siderne; efter disſe folge fire meget ſterke Pigge, af hvilfe den forſte endnu er anbragt paa yderfte Rand, den anden paa Hjørnet af yderſte og nederſte Rand, og de to ſidſte paa nederſte Rand; den forſte er den korteſte, den anden om— trent dobbelt faa lang, den tredie lenger end forſte men kor— tere end anden, den fjerde den længfte. Derneſt folge endel meget lange Fjerborſter, af hvilfe fire eller fem endnu ere an— bragte paa den nederſte Rand, de vorige derimod langs den inderſte eller rettere forreſſe Rand. Det inderſte Iængere En— deled, ſom endog lidt overgager Roddelen i Lengde, eller for— holder fig til denne fom ni til otte, er neſten liniedannet, og dets yderſte-nederſte Rand gaaer ud i en lille Torn; fra En— den udfender det en meget lang Pig; dets ydre Rand er beſat med en Snees meget lange Fjerbørfter (fær ere de nederſte lange) og den indre Rand ligeledes. Endnu maa med Henſyn til dette Fodpar merrkes, at der fra Grundledet udgaaer en lang Torn i Enden af den ydre Rand, og at den indre Rand lige— ledes mod Enden udfender et Par Torne, men at tillige et lille Vedheeng udgaaer fra Enden af denne indre Rand ved Roden af indre Endeled; vette Vedheng har Form af en noget lange ſtrakt, ubetydeligt bojet, i Enden afſtumpet og med nogle ſmaa kolle— eller hagedannede Legemer forſynet Plade. Andet Par Bug— fodder ſynes blot deri at adſkille fig fra forſte, at det ydre Endeled er lenger i Forhold til det indre, og at dets pdre Rand ikke er beſat med Dobbeltborſter men med ſex til otte 444 fiærfe og temmelig lange Pigge; ogſaa er VBedhænget ved Nor den af indre Endeled noget mere buget eller tykt. Tredie Par Fodder ſtemmer meget nær i Form med andet Par. Fjerde Par Svom mefodder er det mindſte, og den yHdre Endeplade næfien ligeſaa lang fom den indre (de to foregagende Par gjøre i denne Henſeende Overgang mellem forſte og fjerde); iovrigt ſtemmer dette Fodpar med de foregagende, blot at et Forhold, fom hos disſe kun fremtraadte fvagt og utydeligt, her er meget iøjnefalbende, nemlig at den indre Endeplade og Ved— henget udgaae fra et eget lille Led, og ikke umiddelbart fra Grundliddet. Den øvrige Del af Bagkroppen beſtager, foruden af Halevedhenget, af fire Ringe, der gradevis aftage i Tykkelſe, men derimod tiltage i Lengde, faa at altfaa førfte er den fore tefte og tykkeſte, ſidſte den længfte og tyndeſte; denne ſidſte ubfender fra den bageſte Rand forneden to fmaa Pigge. De to førfte af disſe Ringe ere forſynede hver med et Par Fod— rudimenter. Det forſte Par Smaafodder er toleddet; Grund— leddet meget fort; Endeleddet langſtrakt, ſmalt, i Enden ſtraat afffaaret i Retningen bagtil og udad, langs den inderſte Rand befat med Borſter, i Enden med en halv Snes Torne. Det andet Par Smaafodder beftaarr kun af et fort men ſteerkt og plumpt Led, af oval, bagtil tilſpidſet Form, hvilket langs den yderſte Rand og i Enden viſer fem til ſex meget ſterke og og lange Torne, der gradevis tiltage i Længde. Paa den inderſte Rand er det forſynet med ſmaa Borſter. Paa Bug— fladen midt imellem dette Fodpar udvider Ringen ſig til en temmelig ſtor Spids. Efterat have fuldfort Beſkrivelſen af denne Art, vil jeg gjøre opmærffon paa den af Thompſon fremſatte Mening, ifølge bvilfen Nebalierne ſkulde være Cirriped-Unger 5). 445 Milne-Edwards forfafter temmelig beſtemt denne Anffuelfe. dog uden at funne anfore Kjendagjærninger derimod. Det vil derfor ikke være overflodigt at bemerke, at jeg ofte og allerede for endel Aar tilbage har underſogt drægtige Hunner. Wg— gene, fom ere meget flore, og Derfor iffe meget talrige**), af hvid Farve, opbevares under Skjoldet mellem Gjellefodderne, og undergaae i Dette Leje deres førfte Forvandlinger. Disfe er det dog førft i den ſidſte Tid lykkedes mig at opdage, idet jeg har haft et temmelig ſtort Antal drægtige Hunner til min Dispoſition *), men jeg fan paa Grund af den ſtore Skro— belighed af de, flere Aar i Spiritus opbevarede Embryoner, kun give en meget ufuldftæntig Beretning om Udoiklingstri⸗ nene. Saameget er imidlertid afgjort, at Uoviklingen er meget forffjællig fra den, der finder Sted hos Slægten Apus, og har langt ſtorre Lighed med adfkillige Dekapoders Udvikling. Legemet viſer fig beftaarnde af to Hoveddele, en Forkrop og en Bagkrop, der næften have lige Længde (Bagkroppen er dog lidt lnger end Forkroppen), men derimod ere meget forſkjellige i Henſeende til Tykkelſen. Den forſte er af neſten kugledannet Form, og viſer endnu ikke noget tydeligt Rygſkjold, ligeſom jeg heller ikke har funnet bemerke Ojne, men derimod avffillige Lemmer. Jeg mener, at have ſtjelnet ſyv Par af temmelig tynd Form, der gradevis aftage i Lengde forfra bagtil. Den ſidſte er langſtrakt og ſmal, ſynes at beſtage af tretten (dog tildels meget utydelige) Ringe, af hoilke vel fem ere Bryſt— ringe og otte Bugringe. Alle forekomme de mig at bære fmaa *) Zoological researches pag. 83. Jeg har ikke ſelv haft Avgang til dette Skrift, men anforer det efter Milne-Edwards. **) Storrelſen 1 til 1 Linie. Antallet nager maaſke næppe nogen— ſinde 50. „) Derimod har jeg endnu ikke funnet opdage Skjcelnemeerker mellem Hanner og Hunner, eller maaffe har jeg blandt et ſtort Antal In— divider kun truffet Hunner. 446 og næften ensdannede Lemmer, undtagen den næftfidfte. Hvad der er afgjort, er, at det ſidſte Par eller Halevedhengene over— gage de foregagende i Gtørrelfe, og have Form af ovale Plader, der ende hver med en temmelig lang og plump Borſte. Saavel af denne Art ſom af dens Embryo har jeg i det ofteeiterede Verk leveret detaillerede Afbildninger (Crusta- cés Tab. 40). ) Denne Art kan ikke adſkilles fra N. Geoffroyi ved Bugfoddernes Antal, hvad M. Edwards og Andre efter Fabrieius's Angivel— fer have troet. Imidlertid vil det ikke være vanffeligt paa anden Maade at diagnoſere den, derſom de af M. E. meddelte Afbild— ninger (Hist. d. Crust. Tab. 35 og iſar Regne animal, Crust. Tab. 4) ere nojagtige. Forelobigt foreflaaer jeg efter disſe ſolgende Diagnoſe. Nebalia bipes: pedunculus oculorum subeylindricus, bas haud eoaretatus; appendix antennarum superiorum lamellosa ter= tiam ferme longitudinis flagelli partem æquans; secundus pedun- culi antennarum inferiorum articulus tertio multo brevior, supra aculeo magno instruclus terminali; sextus septimusque abdomi- nis annuli multo altiores quam longi; appendix caudalis tribus ultimis annulis abdominis junctis longior, quintam longitndinis animalis partem superans. 447 Om en Gruppe af gravende Eimices ved J. C. Schiodte. Da jeg i et tidligere Bind af Tidsſkriftet meddeelte nogle Bemærkninger om Cephaloctenus, kom jeg Derved lejlighedsviis til at nævne, at det K. naturhiftoriffe Muſeum beſad en ube— ffreven oſtindiſk Scaptocoris. Som bekjendt blev denne Slegt for henved en Snees Aar ſiden grundet af Perty paa en brafilianff Art af Spix og Martius's Rejſeudbytte; men ſenere er hverken nogen anden Art bleven bekjendtgjort af denne merkveerdige Form, og heller ikke ſynes den Perty'ſke at være bleven gjenfunden. Muſeet beſidder nu, foruden den forhen nævnte Scaptocoris, to andre fra Oſtindien og een fra Syd— amerika, altfaa fire nye Urter, Idet jeg forføgte at beſtemme Forholdet imellem de fire Scaptocoris ſamt imellem denne og de nærmeft flaaende GSlægter Cephaloctenus og Cydnus, til hvilfe endnu træver en ny, Lactistes, fom nedenfor vil blive opſtillet: bragtes jeg til at efterforffe, hvorvidt den fælles Ty— pus, Der faa umiskjendeligt er paatrykt disſe Former, maatte findes udpræget paa en ſaadan Maade, at det blev muligt, ſyſtematiſk at faſtholde og begrendſe den. Jeg er derved ble— ven ledet til folgende Betragtningsmaade. 418 Paa endeel Arter nær, fom nedenfor fkulle omhandle, har Cydnus med de Slegter, der flutte fig til ven, Betydning fom en felvftændig Gruppe, hvis væfentlige Karakter ligger i Bygningen af Fodderne: disſe ere nemlig yderft fine, næften traadformige, med trinde Led, hvis Saaler, iſtedetfor den tætte Beflævning af blode Haar, der findes hos de andre (mere eller mindre plantebeboende) Cimices, kun ere beſatte med en— felte ſtive Borſter; Kleerne ere fine og ſkarpe, Haftepuderne tynde og ſmalle. Denne Fodbygning viſer fig ſtrax i nøje Overeensſtemmelſe med den, der ſtedſe fremtrader hos de In— ſekter, der grave med Skinnebenene, og alle de vyrige Afvi— gelſer fra Cimexformen lade fig nu hurtigt eftervife fom be— grundede i en Omdannelſe og ÜUdvikling i ſamme Retning. Kroppen er ſammentrengt, kraftig, kort, tilrundet, rand— haaret, Huden haard og tyk, Skulpturen er oſte grov, pletviis ſammenflydende Punktur; Farven gjennemlober alle Toner mel— lem Ruſtguult og Begſort, men caaer ikke udenfor denne Ræffe; Tegning mangler; Storrelſen er i Almindelighed mellem halvanden og halvptredie Linie, ſjeldnere under een eller over tre Linier; Arterne ligne hverandre meget, og Slegternes geo— graphiſke Udbredelſe er meget ſtor. Skinnebenene optræde paa fire Maader fom Gravered— ffaber. 1. Forſte Par er forlænget:trefantet, ſammentrykket forfra bagtil, med en Rakke af kamformigt ſtillede ſterke Torne paa den udvendige Rand, andit og tredie Par flanfe, med Rekker af leengere Torne. — Cydnus. Denne Form har adſkillige Modifikationer, der tildeels indeholde Antydninger til de folgende Former, idet den Kraft, hvormed Forbenene fkulle virke, ſnart tilvejebringes ved talrigere og flærfere Torne (C. tristis F., hians Germ.), fnart ved en fortere og ſtarkere Bygning af Laar og Skinnebeen (C. æthiops F., 449 flavicornis F., varians F.); undertiden overtage ogfaa andet og tredie Par Been endeel af Arbejdet, og faae i denne Hen- ſigt en Bygning, der antyder den normale hos Cephaloctenus. 2. Forſte Par er forlenget-trekantet, med en fort og aaben Tornerakke, andet og tredie Par kolleformige, indkrum— mede, og meget tæt befatte med Pigge paa den udvendige, med Haar paa den indvendige Side. — Cephaloctenus. Her er Gravearbejdet neſten ligeligt fordeelt paa alle tre Par Been. 3. Forſte Par har fun faa og fvagere Torne paa den udvendige Rand, men er forneden forlænget fom en tilſpidſet, fortil hvælvet, bagtil hulet Skovl; andet og tredie Par ere flanfe, let buede, med Rekker af tynde Torne. — Lactistes. Arbejdet er her neſten udelukkende overdraget til Forbenene. 4. Forſte Par har blot nogle faa forte Borſter paa den udvendige Rand, men er forneden betydeligt forlenget, Enden ſpids, udadbojet, bagtil hulet; andet Par er udvitet, ſterlt krummet, tilfpidfet, tæt befat med ſtive Borfter, tredie Par overordentligt fortykket, kolleformigt, ſtivhaaret, Spidſen afſtum— pet, med en ſtor oval Endeflade. — Scaptocoris. Ligeſom Cephaloctenus foreſtiller det hojeſte Trin af den ene Udviflingsræffe, i hvilken Gravningen veſentlig udfores ved Hjælp af Benenes Bevebning, ſaaledes flaaer Scaplocoris ſom det hojeſte i den anden Næffe, hvor Gravningen væfentlig - iværffættes ved Benenes Form; de bageſte Skinnebeen med deres uhyre tykke Laar tjene udentvivl til at drive Kroppen fremad under Arbejdet. Da ogſaa Hovedet hos disſe Slægter er bevæbnet med en Rakke af forte Torne langsmed Randen, tør man flutte, at det hjelper til under Gravningen med en borende eller ſtodende Bevegelſe. Rimeligviis grave Scapto- coris og Lactistes i en haardere Jordbund end de andre. Det vil fet bemerkes, at Færdigheden i at gage og lobe maa Naturhiſtoriſt Tidsfkrift. Ny Nakke. II. 29 450 aftage i ſamme Grad fom Benene udvikles til Gravning; faar ledes at Scaptocoris maa have den tungefte Gang, Lactistes og de flade flanfbenede Cydnus den letteſte. Foddernes Storrelſe ftaaer i et omvendt Forhold til den Kraft, hvormed Skinnebenene ere fkikkede til at virke under Gravningen, og er Dernæft afhengig af den Maade, hvorpaa Gravningen udfores; forſaavidt de derimod unddrages disſe Paavirkninger, ſtrebe de i ſamme Grad hen imod den normale Størrelfe. 1. Alle tre Par have normal Størrelfe. — Cydnus. 2. Alle tre Par ere yderſt ſmaa. — Cephaloctenus. 3. Andet og tredie Par have normal Sterrelſe; forſte Par er forlænget, for under Gangen at funne naae ud over Skovlen; under Gravningen intlægges det fammenbøjet i Hue lingen paa Benets bageſte Flade. — Lactistes. 4. Forſte Par forholder fig fom i foregaaende Tilfelde, andet Par har normal Sterrelſe, tredie Par er yderft lille. — Scaptocoris. Graveredfkabernes forſkjellige Udviklingsgrader, Hofternes, dermed vexlende, Omfang og de fire forſkjellige Maader, paa hvilke Arbejdet under Gravningen er fordeelt paa de tre Par Been, nodvendiggjore tilſvarende Fordelingsformer i Mufſkula— turen, Hvis relatve Masſe atter fremkalder adfkillige Afſkyg— ninger i Bryſtringenes Form og indbyrdes Sterrelſeforhold og derved i hele Kroppens Skikkelſe. Disſe foregaae væfentlig i tre Retninger. 1. Maar alene Forbenene ere ſterkere udviklede. Paa den forreſte Deel af Forryggen bemeerker man hos en Mengde Rhynchota to jævnfives liggende, noget ophojede, ofteft glattere Steder“): det er paa Underfladen af disſe, at *) J Beſtrivelſerne over de Fabrici'ſte Tetyrer i fjerde Bind af Tids— 454 Forbenenes Hoftemufkler ere befæftede. Storrelſen af disſe Forhojninger ftaaer derfor i ligefremt Forhold til Udviklingen af disſe Muffler: dog ſaaledes, at efterhaanden fom Muftel- masſen bliver betydeligere, flyde Ophojningerne mere og mere ſammen, medens den hele forrefte Deel af Forryggen vorer i Omfang; ved end mere tiltagende Mufkeludvikling hvelves Forryggen derpaa hojere og højere, og dens hele forreſte Deel afſondres tilſidſt ved en gradeviis dybere indffjærende Sammen— ſnoring fra den bageſte, hvilken ſidſte fornemmelig kun beftaaer i en pladeformig hvælvet Rand, der legger fig hen over Mel— lemryggen. J ſamme Grad, fom Forhofterne tiltage i Stor— relſe, indſkrenkes tillige Forbryſtbenet i Lengde. Den vorende Rekke af disſe Forhold kan fremſtilles ved: Cydnus brunneus F., lævis Germ., nigrita F. — Cydu. varians F. — Cydn. flavicornis F.) — Cydn. tristis F., hians Germ. — Lactistes — Cydn. æthiops F.*) — Scaptocoris. 2. Naar tillige Mellem- og Bagbenene ere indrettede til at deeltage i Gravningen: blive de vedkommende Bryſtringe fvælvede højere i ſamme Grad, fom Udviklingen vorer i denne Netning. — Saaledes: Cydnus varians — flavicornis — Lactistes — Cydnus athiops — Scaptocoris — Cephaloctenus. Men, da en højere Hvælving af Mellem- og Bagöbryſt— ſtykket for en ſtor Deel utøver en lignende Virkning paa For— bryftftyffet, og Forbenene dog ikke altid ere faa kraftige, at deres Hoftemuſkler funne forbruge det ved den ſtorre Hvelving ſtriftets forſte Raekke har jeg betegnet dem ſom calli antici protho- racis. Man vil let finde de tilſvarende Partier hos Billerne, ifær naar Forryggen er noget flad og har en Rende i Midten; men de. ere her langt flørre og indtage næften den hele hvælvere Deel. ) Da disſe Urter ikke lade fig nøfagtigt beſtemme efter Fabricit Be— ſtrivelſer og jeg ikke har underſogt Originalexemplarer, tor jeg ikke haabe, at have truffet hans Mening; hvilket her heller ikke er af Vigtighed. 29 * Mr 452 opſtaaede Rum: frigjøres Forryggen i ſaadanne Tilfelde fra det overflødige Omfang ved en grubeformig Indſenkning imel— lem Hoftemuſklernes Befeſtningsflader. — Saaledes hos Cyd- nus (lavicornis og et Antal lignende ubeffrevne Urter fra Oſtindien. 3. Naar Mellembenene have en betydelig Rolle under Grav— ningen paa ſamme Tid fom Forbenene: opſtaaer det interesſante Tilfælde, at idet Mellembryſtet og Mellemhofterne tiltage i Om— fang. nødvendiggjør den nu indtredende Streben efter Ligevegt imellem Delene Borifjernelſen af den bageſte pladeformige Deel af Forryggen; til Gjengjæld er den forreſte Deel flærkt hval— vet. — Cephaloetenus. Omvendt fommer det altfaa til at hevde: Kroppens Hvæle ving ftaaer i ligefremt Forhold til Graveredffabernes Styrke. De andre Ufvigelfer fra Cimexformen flaae i umirdelbar Forbindelſe med den af Gravningen betingede mere eller min- dre underjordiſke Levemaade. 1. Ojnene vvergaae i ſamme Grad, fom Levemaaden bliver mere underjordiff, fra den ſammenſatte til den ſammen— hobede Bygning, det er: Faeetterne tiltage i ſamme Grad i relativ Storrelſe, Tilrunding, Hvælving og indbyrdes Ufftand. 2. Biojnene folge i deres Forekomſt med Flyveredffa- berne, og mangle paa ſamme Tid fom disſe; i deres Udvik— ling derimod tage de ſamme Retning ſom Ojnene, idet de, i ſamme Grad fom disſe gage over til den ſammenhobede Byg— ning, vore i Storrelſe og Hvælving. 3. Antennerne aftage efter de ſamme Love i Lengde, idet fær deres yderſte Led blive fortere, rundere, blodere og tettere behaarede, det er: tiltage i Folſomhed. Saaledes: Cydnus tristis, hians (Kroppen flad: Mellem- og Bag— benene flanke, kraftige, men med kolleſormige Laar og fmaa Hofter, væfentlig Lobebeen; Forkroppen med Forbenene betyder 453 ligt fraftigere hos Hannen end hos Hunnen: under Parringen rimeligviis omfattende denne; Vingerne nage ud over Bagkrop— pen; Farven merk; Levemaaden omſtrejfende, i Sollyſet): Oj— nene fiærft hvælvede, med meget talrige og meget ſmaa Facet— ter; Biojnene meget ſmaa; Antennernes pderſte Led forfængede, valſeformige. Cydnus brunneus, lævis, nigrita og en Rakke af ube- ffrevne Urter fra Sydeuropa, Amerika, Indien og Nyholland (Kroppen fladt hvælvet: Mellem- og Bagbenene ſmekkre, Skinne— benene neſten rette, tynde, med ſvage Torne; Forryggen flad, uden Sammenſnoring: Forbenene fvage, Tornereækken fort og aaben; Vingerne nage til Bagkroppens Spidſe): Ojnene flade, med talrige fmaa Facetter; Biojnene ſmaa; Antennernes yderfte Led valſeformige, af Middellengde. Cydnus æthiops og flere nærftaaende ubeffrevne Arter fra det tropiffe Amerika (Kroppen hvælvet: Mellem- og Bagſtinne— benene tykkere, krummede, med flere Torne; Forryggen med Spor af Sammenſnoring: Forbenene ſterke, korte og brede; Vingerne nage frem over Bagkroppen: Stedbevegelſen meſt ved Flugt): Ojnene middelſtore, med færre, ſtorre og højere hvcelvede Facetter; Biojnene ſtore; Antennernes pderſte Led forte, ægformige. Imellem de to fidfte Former flaae Lactistes og endeel Cydnus ſom C. flavicornis og varians. Cephaloctenus (Kroppen meget højt hvelvet, næften fom et Kugleſnit: Benene næften ligeligt udviklede; ingen Flyvered— ſkaber: Dæfvingernes clavus og corium ſammenvoxne): Ojnene yderſt ſmaa, ſterkt ſammenhobede; ingen Biojne; Antennernes yderſte Led meget korte. Scaptocoris (Kroppen meget hojt hvælvet: Mellembenene i lige Grad Grave: og Gangbeen, Bagbenene i hojeſte Grad udviklede til Brug under Gravningen; Forryggen hojt hvælvet, 454 fammenfnøret: Forbenene neſten udelukkende Graveredfkaber; Vingerne lange: Stedbevegelſe væfentlig ved Flugt): Ojnene ſmaa, ſammenhobede; Biojnene meget ſtore, hojt hvelvede; Antennernes pderſte Led meget forte. Endnu har jeg at gjøre opmeerkſom paa en Egenhed, der rimeligviis begrundes i Kroppens korte og ſammentrengte Form, og ſom Gruppen kun deler med meget faa af Familiens porige Medlemmer: det forſte Bugled er yderſt fort og ſaagodt fom aldeles ſkjult af Bagbryſtet. Ifolge denne Opfatning bliver den fyftematiffe Inddeling ſaaledes: Cydnini. Pedes fossorii. Tarsi graciles, articulo secundo distincto: plantis nudis. Segmentum abdominis primum ventrale obtectum. Elytra libera. Corpus breve, ciliatum. Color fuscus vel piceus, rarius ferrugineus. Pictura propria nulla. Cydnus. Tarsi æquales. Tibiæ posteriores angustæ, compressæ, spinosæ. Tibiæ anticæ pectinatæ, truncatæ. Amyot og Serville have i deres Haandbog (Histoire naturelle des Hémiptéres. Paris 1843, 8.) ved at udheve en— felte Arter fom Typer oploſt Cydnus i en Raekke af Slægter, for en ſtor Deel med barbariffe Navne. Af disſe ſpare nogle, der ſammenfattes fom en Gruppe Sehirides (karakteriſeret ved atinde holde Urter, dont les pattes ne sont pas propres å fouir, et qui se tiennent habituellement sur les plantes) nærmeft til den nedenfor opſtillede Slægt Legnotus; af de andre beftem- 455 mes Lobostoma, Adrisa, Brachypelta, Cyrtomenus og Cydnus ved fmaa Afvigelſer i Habitus, i Længdeforholdet imellem An— tenneleddene og i Formen af et enkelt Led af Snabelen; de to vorige, Hiverus og Amblyottus, ſynes at være grundede paa Arter, der afvige noget mere, idet Ojnene hos den ſorſte fulle være indeſluttede i Hovedets Rand, hos den anden oventil være bedeekkede af denne, medens Biojnene mangle. Til disſe flutter fig maaffee den af White i Grey's Reiſe opſtillede Slegt Choerocydnus*), hvis den ellers ikke falder ſammen med Ce- phaloctenus. Hvorvidt disſe Former egne ſig til at begrunde Slegter, vil funne beſtemmes, naar de blive fuldftændigere ber kjendte. Imidlertid tør det ikke overſees, at da Cyduus danner Gjennemgangen for den ſpeciellere Udvikling af Graveformen og derfor i avdffillige af fine talrige Arter habituelt gjentager Lactistes og Scaptocoris, vil den maaffee tillige funne om— fatte Arter, der ved de ſammenſatte Ojnes Bygning og Leje eller ved Mangel af Biojne og en dermed i Overeensſtemmelſe fiaaende tilbagetrængt Udvikling af Flyveredſkaberne nærme fig til Cephaloctenus. Muſeets Forraad af Cydnus-Arter er ret betydeligt, men dog ikke faa rigt, at et fpecielt Arbejde af pasſende Fuldſten— dighed for nærværende Tid vilde funne grundes derpaa. De tidligere Artsbeſkrivelſer er man, naar Origimalexemplarer ikke haves til Sammenligning, i mange Tilfelde nødt til at igno— rere, efterſom der i dem er taget lidet eller intet Henſyn til de Forhold, hvis Betydning jeg i det Foregaaende har firædt at hævde. ) Omtalt i Tidsſtriftets IV. B. p. 331. Slegtsnavnet maa i ethvert Filfælde bortfalde fom ſtridende imod en bekjendt Regel: Linn. Philos. bot. F. 225; Fabr. Philos. entom. F. 19. 456 Cephaloctenus. Tarsi æquales, minutissimi. Tibia posteriores clavatæ, selosc, eæterne spinosissimæ. Tibiæ anticæ pectinatæ, truncatæ. Herhen de i Tivsffriftet tidligere beffrevne to Urter. Lactistes. Tarsi inæquales, antici longiores, subrecepti. Tibiæ anticæ pectinate, hamatæ. Tibia postice angustæ, compressæ, spinosæ. Ad⁰α⁰ji ulis, caleitrans. J. Lactistes vericulatus: oblongus, tibiis anticis interne ante apicem wumnidentatis: tertio antennarum articulo tertia parte longiore secundo: hoc obconico. — Long. 2% lin. Habitat in Guinea, Tlonming. Summa latitudine ante media elytra longior fere duplo, convexus, subnitidus, piceus, antennis pedibusque piceorulis. Caput summa per oculos latitudine quarta brevius parte, rugose punctatum, planiusculum, margine subelevato, medio acute inciso; striæ frontales parallelæ, ante apicem subito conniventes. Rostrum coxas intermedias paullo excedens, articulo secundo superne sinuato. Antennæ quarta parte caput superantes, articulo primo eylindrico, secundo hoe triplo minore, tertio magnitudine primi, obconico, ultimis duobus æqualibus, oblongo-ovatis, quarta parte longioribus tertio. Pronotum latitudine antica quarta longius parte, latitudine basali brevius fere sesqui, convexum, antice con- vexo-declive, ante basin obsolete constrictum, sat crebro punctatum, margine posteriori c.llisque anticis lævibus; latera pone mediam longitudinem subsinuata; anguli an- teriores rotundati, posiici subrecti, minime prominuli. 457 Scutellum longitudine pronoti, latitudine basali quarta parte longius, remote punctatum, apice producto, ſoveolato, obtu- siusculo. Elytra subtilius punctata, membrana flavescente. 2. Lactistes rastellus: ovalis, tibiis anticis interne ante apicem rotundatis: tertio antennarum articulo quarta parte breviore secundo: hoc cylindrico. — Long. 21 lin. Habitat in Bengala; ad Sirampur, Elberling h. Summa ante basin pronoti latitudine sesqui longior, subconvexus, nitidus, castaneus, antennis pedibusque dilu- tioribus. Caput summa per oculos latitudine tertia brevius parte, rugose punctatum, p!aniusculum, margine subelevato, medio minute inciso; striæ frontales a media longitudine convergentes. Rostrum coxas attingens intermedias, articulo secundo superne recto. Antenne quinta parte caput su- perantes, articulo primo secundoque ejusdem longitudinis, eylindricis, hoc duplo graciliore, tortio obconico, ultimis duobus æqualibus, ovatis, quarta parte longioribus tertio. Pronotum latitudine antica sexta longius parte, latitudine basali sesqui brevius, convexum, apicem versus planiuscule declive, pone mediam longitudinem distincte constrictum, erebro punctatum, margine posteriori callisque anticis læ- vissimis; latera pone mediam longitudinem sinuata; anguli anteriores obtusi, posteriores subrecti, callosi, extra margi- nem elvtrorum prominuli. Scutellum longitudine pronoti, basalem latitudinem vix superans, sat crebro punctatum, apice subdeflexo, obtusiusculo. Elytra crebro punctata, membrana hyalina. ) Hr. Regjeringsraad Elberling, fra hvem Muſeet ifjør modtog en verdifuld lille Gave af bengalſte Dyr i Spiritus. 458 Scaptocoris. Tarsi inæquales, postici pusilli, antici elongati, subrecepti. Tibiæ anticæ setosæ, hamatæ. Tibia posticæ valde incrassatæ, clavatæ, selosæ, truncatæ. At Antennerne hos alle befjendte Arter kun viſe fire Led, ter neppe anſees fom nogen væfentlig Ejendommelighed for GSlægten. Det ringere Antal Led opſtaaer nemlig fun derved, at andet Led fmelter ſammen med tredie, hvorved Spor af Sammenſmeltningen endog undertiden bliver tilbage i Form af en ſvag Knude indenfor en utydelig Sammenfnøring. Men en ligeſaa fuldftændig Forening imellem disſe to Led finder, om endog kun overmaade ſjeldent, Sted hos Cydnus, af hvilfen Slægt Muſeet beſidder en meget ſtor, ubeſkreven, Art fra Van— diemensland, hos hvem dette Forhold er meget tydeligt, og fom desuagtet hører til de flade Former med flanfe Been og temmelig lange Antenner. At det overhovedet er af ringe Ber tydning, om det andet Antenneled uddannes eller ikke, kan og— faa ffjønnes deraf, at dets Sammenſmeltning med tredie Led paa Dyrets ene Side er en ikke ganſke ſjeldent forekommende Misdannelſe hos Geokoriſer af de forffjelligfte Slegter. 1. Scaptocoris molginus: subovalis, rostro longilu- dine pectoris: secundo antennarum articulo sesqui lon- giore tertio: scutello transverse rugoso, apice late ro- tundato. elytris punctatis. — Long. 4½ —5 lin. Habitat in Bengala; ad Rangpur, Will. Westermann. Latitudine summa per media elytra duplo ferme lon- gior, convexitate inferiori (per medium metasternum) su— periorem subæquante, piceo-castaneus, vertice parteque pronoti anteriore nigropiceis, clavo elytrorum margineque 459 corii exteriore castanso-rufis; inferne cum pedibus casta- neus, pleuris picinis, tibiis anticis apice nigro. Caput creberrime rugulosum. Ultimus antennarum articulus oblongo-ovslis, magnitudine tertii. Secundus rostri articulus paulo incrassatus, distincte curvatus. An- terior pronoti pars minute reticulosa, reticulatione inæquali, posterior transverse rugulosa, rugulis æqualibus, creberri- mis, punctulatis. Scutellum longitudine pronoti, posteriori hujus parti sculptura simile, basalem latitudinem sexta superans parte: apice summo paulo dilatato, late rotundato, ferme truncato, margine late depresso. Elytra distincte punctata; exterior corii areola stria recta in duas divisa partes: parte marginali angusta, punctulata, interiori la- tiore, lævissima; membrana flavescens. 2. Scaptocoris tabulatus: breviler obovatus, rostro longitudine pectoris: secundo antennarum articulo quarta parte longiore tertio: scutello transverse striato, apice acute rotundato: elytris lævibus. — Long. 3 lin. Habitat in Travankore, Koefod, Summa prope apicem elytrorum latitudine sesqui tan- tum longior, convexitate inferiori superiorem duplo ferme superante, dilute fulvo-castaneus, nebula subannuliformi gemina anterioris pronoti partis callisque humeralibus piceis, tibiis anticis apice fusco; prope marginem posteriorem seg- menti abdominis quinti ventralis macula conspicitur nigra transverse linearis, in medio segmento trianguli instar an- trorsum dilatata; segmentum ultimum ventris in mare piceum. Caput crasse rugosum. Ultimus antennarum articulus elongato-ovatus, quarta parte longior tertio. Rostrum in unico exemplo mutilatum, articulo secundo quoad formam 460 — setarum interiorum eurvato. Pronotum distinctius quam in specie antecedente constrictum apicemque versus magis angustatum, parte anteriori prolundius reticulosa, posteriori transverse striata, striis erassis, hine inde confluentibus. Scutellum vix longius pronoto, latitudinem basalem sexta parte superans, transverse striatum, striis sat regularibus, profundis, apicem versus sensim magis distantibus; apex vix dilatatus, acute rotundatus, margine angustius depresso. Elytra lævia vel obsoletissime puncta; exterior corii areola stria divisa ittrorsum arcuata: parte marginali latiore, in- teriori angusta, lineari, apicem versus dilatata; membrana flavescens. å 3. Scaptocoris callidus: obovatus, rostro longitudine prosternt, secundo antennarum articulo tertium æquante: sculello conveæiusculo, rugose punctato, apice rotun- dato: elytris minute punctatis. — Long. 2 — 2½ lin. Habitat in Bengala; ad Sirampur, Elberling; in litore Gangis sæpius leg. Kiellerup, vespere volitantem. Summam pone media elytra latitudinem duplo ferme supe- rans longitutline, convexitate inferiori superiorem subæquante, ferrugineo-castaneus, anteriore prouoti parte, scutelli ely- trorumque basi obscurioribus, genubus sæpius picinis, tibiis anticis apice fusco; maris segmentum ultimum ventrale macula notatum nigricante. Caput crebro punctatum, punctione rugosa. Ultimus antennarum articulus ovalis, quarta parte longior tertio. Secundus rostri articulus rectus, tertius superne rotunde dilatatus. Anterior pronoti pars minutissime reticulosa, reticulatione inæquali, disco sæpius læviusculo, posterior crebro profundeque punctata, punctis transversis, hinc inde confluentibus. — Scutellum quarta parte longius pronoto, ; | 461 latitudine basali sesqui longius, punctis transversis, basi ereberrimis, hine inde confluentibus, apicem versus magis distantibus sensimqne magnitudine decrescentibus; apex vix dilatatus, obsolete marginatus, late rotundatus. Elytra minute punctala; area exterior corii linea dividente nulla, basi impressione notata longiludinali, profundius punctata, apicem versus punctis impressa remotis, minutissimis; membrana albida. 4. Scaptocoris terginus: obovatus, rostro longitudine prosterni, secundo antennarum articulo tertium æquante: scutello valde convexo, rugose punctato, apice utrinque dilatato : elytris profundius punctatis. — Long. 2% lin. Habitat in Brasilia. Speciei præcedenti simillimus, sed tertis parte major, convexitate superiori irferiorem multo superante, piceo-ca- stancus, scutello, apice excepto, nigropiceo, genubus picinis, tibiis anticis apice fusco; maris segmentum ultimum ven- trale macula notatum nigra. Caput crebro punctatum, punctione rugosa. Ultimus antennarum articulus ovalis, quarta parte longior tertio. Rostrum ut in specie antecedente conformatum. Anterior pronoti pars minute reticulosa, posterior transverse rugu— losa, rugulis creberrimis, confluentibus, profunde punctatis. Scutellum quinta parte longius pronoto, latitudinem basalem dimidia superans parte, multo quam in specie antecedente convexius, sculptura eadem; apex obsolete marginatus, late rotundatus, utrinque distinete dilatatus, angulis obtusis. Elytra præter puncturam multo prolundiorem ut in specie antecedente conformata; membraua albida. Et Exemplar af denne Art befandt fig i en Kasſe, fom Muſeet erhvervede paa Auktionen over den naturhiſtoriſke For— 462 enings Samlinger; Kasſen indeholdt forreften kun brafilianffe Inſekter. Da min Angivelſe af Artens Fadreland kun ſtotter fig til denne ſidſte Omftændighed, er dens Rigtighed maaſkee ikke hevet over enhver Tvivl. Naar man af Perty's Befkrivelſe udſkiller, hvad der kan tjene til at karakteriſere hans Art i Modfætning til de oven— for beffrevne fire Urter, bliver det omtrent Folgende: 5. Scaptocoris castaneus: subovalis, rostro longi- tudine prosterni, secundo antennarum articulo tertium æquante: scutello transverse striato, apice rotundalo: elytris punctatis, — Long. 3% lin. Pert. Delect. animal, articulator. Brasil. Fasc. III. p. 166. tab. XXXIII. ſig. 5. Habitat in provincia Piauhiensi Brasiliæ. Castaneus. Caput postice transverse striatum. Arti— culi antennarum ejusdem ferme longitudinis, cylindriei, exteriores duo elongato-ovati. Secundus rostri articulus inferne valde dilatatus, superne sinuatus. Pronotum antice inæquale, postice transverse striatum, quasi annulatum. Scutellum totum transverse striatum. Membrana elytrorum hyaliva. J Burmeiſter's Clægtsbeffrivelfe (Handb. der Entom. II. B. p. 376) findes nogle Afvigelſer fra Perty's, fom kunde opvæffe Formodning om, at han har havt en anden Art for fig. At Snabelen angives at være tyk og at nage til Midten af Bryſtet, uden at den af Perty udhavede paafaldende Tykkelſe af andet Led færffilt omtales, ſamt at Forryggens og Rygſkjoldets Skulptur uden nojere Beſtemmelſe beſkrives fom en Tværrynkning: torde mani denne Henſeende maaſkee mindre legge Vegt paa, faakenge Tanken om flere lignende Arters Tilværelfe endnu ikke var vakt og Betragtningen derfor udelukkende feengsledes 465 af det Overordentlige i Slæytsformen; men bet bliver vanffer ligere at bringe Det, der figes om Antennerne, i Overeens— ſtemmelſe med Perty's Angivelſer, idet deres tredie Led kaldes lidet, det yderſte derimod meget ſtort, tykt, knopformigt. Amyot og Serville, der have havt et meget mutileret Exemplar af en braſilianſk Scaptocoris for fig, om hvilfet det ligeledes forbliver tvivlſomt, hvilfen Art det tilhørte, have allerede gjort opmærffon paa den væfentligfte Deel af denne Uovereensſtem— melſe (Hist. nal. des Ins. Heémipt. p. 95.). Der flaaer endnu tilbage at betragte de Cydnus Arter, ſom ved den ovenfor udviklede Betragtningsmaade blive ude— lukkede af Gruppen, idet deres Fodſaaler, ligeſom hos de ov— rige Cimices, have en tæt Bekledning af blode Haar. Disſe Urter nærme fig umiskjendeligt til Cydninerne ved deres forte Form, det ſkjulte forſte Bugled, de ſmaa Fodder og fær ved de med fine Torne beveebnede Skinnebeen, hvis afverlende d Styrke fremkalder Modifikationer i Kroppens Bygning, analoge med dem, der i det Foregagende bleve udviklede for Cydninerne. Men, ligeſom den langt fvagere og neſten blot antydende Grad, hvori disſe vife fig, tilkjendegiser Dyr, hos hvem Grav— ningen kun ſpiller en meget underordnet Rolle: fage disſe Urter ogſaa en iojnefaldende Karakteer af at tilhøre Lyſet og Plante— verdenen ved Mangelen af Randberſter, ved det lille Hoved, de fimtfornede Ojne, de meget ſmaa Biojne, de lange Antenner, de tynde kolleformige Laar og ſmaa Hofter ſamt den, ſtjendt morke, dog meget afvexlende og ofte med gule eller hvide Randtegninger prydede Farve. De folgende Kjendetegn ſam— menfatte disſe Urter til en egen Slægt, der maa betragtes fom ſtagende imellem Cydninerne og de forte Cimexformer. 464 Legnotus. Tibiæ spinulosæ. Tarsi articulo secundo brevissimo. Abdomen segmento primo ventrali obtecto. Asyvwios, limbo picto ornatus. : Corpus breve, nudum, limbo sæpius picto. Prosternum longitudine capitis, canaliculatum. Mesosternum carinatum. Membrena eiytrorum parce venosa. Slegten ſynes udbredt over hele Jorden ligeſom Cydnus, men at være betydeligt fattigere paa Arter. Den findes i Nordamerika (ligatus Say), Kaplandet (melaleucus Thunb.) og Oſtindien (brevipennis F.), men har en ſtorre Nætfe af europæiffe Urter. Den danſke Fauna taller fire: bicolor I., biguttatus L., albomarginatus F. og morio L. Sam— menligner man hermed, at vor Fauna ikke beſidder nogen Art af Cydninernes Gruppe, faa vil, ſelv om Cydnus nigrita E. muligen endnu maatte blive opdaget tren eller anden af vore Sandegne, dog Forholdet af en nordligere geographiſk Üdbre— delſe, idetmindſte i Europa, blive meget overvejende for Le— gnotus, ſaameget mere, fom L. bicolor og biguttatus endog naae op ui Lapland. Med denne Afhandling har jeg fornemmelig villet loſe den Opgave, at udhæve og begrendſe en enkelt Gruppe af den ſtore Familie Geocores seutali Burm. (eller Cimices, fom jeg hellere vilde kalde den), og betragter nu denne indtil videre ſom beſtagende af en eneſte ſtor Gruppe med en Sidegreen Cydnini. Til et ſyſtematiſk Arbejde af ſterre Omfang udfor— dreg et rigt Materiale og en ſtor Sum af nye Underføgelfer: begge Dele ſaameget deſto mere, fom det naturrigtige Princip for denne formrige og vanfkelige Families ſyſtematiſke Ind— Deling efter min Overbevüsning endnu flet ikke er fundet. 275 263 Ornithologiſke Bidrag til Feroernes Favna, af P. Alberg Holm. Auerede fra min Barndom interesſerede Naturen mig, og det var aldeles rimeligt, da jeg blev født paa Feroerne, i vilde og utemmede Omgivelſer, hvis ſkarpe Charakteer nodvendigviis tidligt maatte gjøre Snvtryf. Da denne tidlige Tilbojelighed ved den Underviisning, jeg under hele min Skolegang nod i Naturhiſtorie, havre faart mere Ber ſtemthed, blev det mig en Trang at udvikle og ordne mine Kund— ffaber deels ved Samlinger og Jagttagelfer i Naturen, deels ved at ſtudere videnſkabelige Bærker faa ofte der gaves Leilighed dertil. Ornitholo— gien fængflede mig meſt, og da jeg havre erhvervet mig endeel baade Fheori og Praxis i denne Green, greb jeg med en ſaadan Interesſe i levende Erindring den førfte Lejlighed, der tilbød fig til at rejſe til Færserne, ihvorvel Hovedhenſigten var at gjenſee mit Føreland. Aarstiden (Juni og Juli) var imidlertid mindre gunſtig til ſpecielle Jagttagelſer, for— uten at en ſtor Deel andre Hindringer lagdes i Vejen; fom Folge deraf fit jeg ikke fuldført hvad jeg ønffede, og de Mangler, ſom det Folgende vil viſe, have deres Grund deri. Uagtet dette beſluttede jeg at med— dele velvillige Leſere mine Optegnelſer, idet jeg dog beftandig maa erindre om, at her ikke er noget Fuldſtandigt og Uffluttet, men at jeg ved fortſat Studium, tfær Hvis endnu ret fnart Lejlighed gives mig til at rejſe til Færøerne, vil udfylde og rette Manglerne heri Navnlig ſvaver jeg med Henſyn paa Larus flavipes, Lestris parasitica, Beſtem— melſen af Uria og Forholdet med de ſaakaldte ,.gjelttuglar:* endnu i nogen Uvished. Jeg har i disſe Blade afhandlet Færøernes Fugle, men jeg vil ogfaa forſoge ſenere at bearbejde Andet af den færøffe Fauna, faafremt dette kan ſtee; thi disſe Oers Natur er faa fivt behandlet, at jeg troede muligviis herved at bibrage noget af Interesſe. At jeg ikke har beſtrevet de enkelte Fugle ligger i, at jeg vilde undgaae Gjentagelſer, Naturhiſteriſt Tideſtrift. No Rakfe. 11. 30 | 466 naar disſe Dyr forud vare uvførlig behandlede; og jeg bar naturligvis i faa Henſeende henviiſt til de Bøger, fom fperielt angage Faroerne, alt: faa: Landts Forſog til en Beſtrivelſe over Færøerne, Kjøbenhavn 1800, og Graba: Tagebuch geführt auf einer Reiſe nach Fårö im Jahre 1828, Hamburg 1830. Foruden disſe har jeg Vær javnſort Faber: Ueber das Leben der hochnordiſchen Vögel og Prodromus der isländiſchen Ornithologie; Nilssons Skandinavisk favna; Temminck: Manuel d'ornithologie ofl. — Jeg overieverer altſaa disſe Jagttagelfer til kyn— dige Leſeres Dom med den Overbeviisning, at de ville tage Henſyn til det Standpunkt, hvorpaa jeg har erkleret mig at ſtage. Kjobenhavn, i April 1847. Naar man efter at have pasſeret Hetland kommer ud i Atlanter-Havet, viſe fig allerede mange Forbud for den ferofke Fuglefavna, hojnordiffe og fuldkommen oceaniſke Former, fom man aldrig treffer i Nordſoen om Sommeren. Skarer af La- rus tridactylus findes overalt i Havet; de opholde ſig der fkareviis og ſvomme omkring, helſt i Kjolvandet af Skibet, hvor de under idelig Skrigen ſnart flagre omkring, ſnart fætte fig og pille Sodyr op af Bolgerne, jeg provede paa at fiſke dem paa Krog, men det vilde ikke lykkes, ligeſaalidt fom med Pro- cellaria glacialis, thi de flugte ikke Agnet, men pillede det af. Som Folge heraf er jeg ikke iſtand til at beſtemme, i hvilken Alder disſe Fugle vare, men alle de, ſom jeg fik Lejlighed til at ſee ner ved Skibet, vare Unger; da en Grind viſte ſig i Horizonten, fløj alle Fuglene derhen. At Thalassidroma pelagica, naar den ſoger Skibets Leſide, bebuder Storm, er ganſke ſikkert og fuldkommen naturligt, da den paa denne Maade vil ſoge Ly mod Vinden. Naar man fra Havet kommer Landet nærmere, faa vife fig naturligviis en Mengde tilfældige Flygtninge fra Land, hvilke 467 vi ville omtale paa deres Sted, thi disſe høre ikke Havet til paa denne Aarstid. Jeg vil nu tillade mig at fore Læferen med mig en Midſommersdag ud paa en almindelig faroſt Fjord o: hvor der ej er Fuglefjeld, helſt, naar Sven er bedek— fet af Taage og Vejret ſtille, thi under ſaadanne Omſtendigheder ville de flefte Fugle rære ſamlede og paa Grund af Taagen ſaa tamme, at man let kan obſervere dem. Sidder jeg nu rolig i en Baad og fiffer, vil Sterna arctica ſtrax flyve ind i Baaden faa troffyldigt, at jeg har ſeet den blive fanget ved at ſlynge en Medeſnor omkring den; ligeledes kommer Larus tridactylus tæt over og ved Siden af Baaden. Har L. tridac- tylus (Rita) viiſt fig og fanet et Stykke Fiſt eller Spæk, faa hører man et Ojeblik efter et fkingrende J—johl, og Lestris para- sitica (Tjovi) ſtyder fom en Pül efter Riten, fom giver fig ynfeligt, og nu gjenlyder hele Fjorden af den muntreſte Muſik, ffjont den unægtelig er lidt ſkjccrende og uharmoniſk; har Tjo— ven faaet piint Foden fra Riten, faa er der Fred, indtil den ſamme Seene gjentages, Idet Lestris catarrhactes undertiden tager Tjovens partes, hvilket dog er ſjeldnere, da han hellere felv tager det udkaſtede Spæf. Ved Siden af Baaden ſvom— mer fom trofaft Ledſager Uria grylle, der dykker hvert Oje blik, men kommer ſtrax op igjen, ſvommer nu lyſtig om— kring, idet den piber og nikker med Hovedet. Noget lengere henne i Taagen høre vi et ideligt aah—orr—rrrr: dette er en Flok Mormon areticus, der har flaaet fig ſammen med Uria Troile for at glede fig i det klare Hav; iblandt de ſidſte fin— der jeg baade Längnefia, Stuttnefia og Hringvia, ligeſom man vil finde Uria grylle baade ung og gammel paa en ſaadan Fjord, fom altid er omgiven af Klipper, hvorfra de ynglende Fugle gjøre Uvflugter efter Fode, helſt naar det er taaget. Af Pullinus aretieus vil man ſee ſtore Flokke, men de ere meget flye og flyve op paa meget langt Hold: naar de 30* 468 flyve op, helde de altid til den ene Side, fanat ofte hele Flok— fen flyver fljævt. Af Fuligula mollissima vil man fee nogle, ikke mange, da de ſjalden opholde fig ude paa Fjorden, men langs med Landet imellem Skjerene og de ſtore Stene, eller ude paa Havet. Larus fuscus flyver over Vandet for at føge Fode, medens dens Rede er oppe paa en Fjeldſlette i Ner— heden. En enkelt L. marinus kan man ogſaa høre langt borte, men denne Fugl er temmelig indffrænfet i Antallet paa Færøerne, medens de andre Maager, fom findes der, ere i uhyre Masſer; L. argentatus vil man ogſaa blive vaer ude paa Fjorden, dog heller ikke den i ſtor Mængve. Roe vi noget langere ind imod Landet og bevæge os langs med Strandbredden, faa vife fig her endeel Forſkjelligheder fra det, vi faae paa Fjorden; Kyſten er enten meget ſtejl, idet Klippen foroven er grøn og temmelig jevn, men nu pludfelig afhugges og danner en bøj, aldeles glat og ſtejl Væg mod Fjorden eller Havet; eller der viſer fig en anden Kyſtform, naar nemlig Fjeldſletten iffe brat ophorer og afffjæres, men ſenker fig i ſtorre eller mindre Skraaning mod Soen; paa den førfte Kyſt— form er ofte og fordetmeſte ingen Skjer eller ſtore Stene, men kun Hyller og ſtore Afſatſer, dannede af Fjeldet, medens den ffraae Kyſt ikke bliver jævn og flad mod Soen, men bekranſes af en Masſe ſtore Stene og Skjær, der danne en Bord om— kring Landet (dette meſt mod Fjordene, ej faa ofte mod Havet. Efter denne forſtjellige Form af Kyſten rette ogſaa Fug— lene ſig, ſaa at ganſke andre Former findes ved ſtejl Strand end imellem Skjer og Stene. Begive vi os altfaa fra Fjor— den hen til Landet, hvor det er føraat aftagende, faa ville vi finde en ſtor Meengde Uria grylle, der bygger blandt Hellerne, Anthus rupestris lober hurtigt hen mellem de ſtore Stene, eller den hæver fig kviddrende op I Luften, hvorfra den atter daler ned og ſoger Toppen af et Skjær med et ofte gjentaget pist, 469 pist; findes der Holme ved Stranden, vil man ofte treffe Fu- ligula mollissima byggende; Sterna arctica har ogſaa vfte fin Rede paa ſaadanne Holme, hvilke dog mage være hoje, hvori— mod ACverfuglen holder mere af lave Holme; ſaaledes boer en ſtor Koloni af Sterna (flere hundrede Par) paa Hojviks-Holmen, fom er meget hoj, hvorimod Kjirkjibö Holmen, hvor Fulig. mollissima har Rede i ſtor Masſe, er meget lav. En fjæle den Gang kan man treffe Strepsilas collaris, ffjont jeg ikke har været faa heldig. — Er Kyſten ſtejl mod Havet, faa at der dannes lige Klippevægge, vil man neſten allevegne treffe endeel Uria Troile og Alca torda, fom have Reder paa Hyl— lerne i Fjeldvæggen, ved Siden af hinanden; under disſe ſidde nogle Næffer Larus tridactylus paa deres Reder, med det ſne— hvide Bryſt vendt mod Soen, hvilket ſeer dejligt ud: dog ere her endnu ikke faa ſtore Masſer ſamlede fom ved de egentlige Fuglefjelde, men ſmaa Fuglefjelde findes overalt hvor Kyſten er brat. Under det egentlige Fjeld, vaa de Klipper, der rage noget frem, ſidde begge Phalacrocorax-Arter, hyppigſt cristatus, ofte meget højt oppe; de ſidde oprejſte og ſtrekke deres lange Halſe, idet de vifte med Vingen; kommer man dem ner, ſaa ſtyrte de fig hovedklulds i Havet, hvor de ſvomme med hele Kroppen under Vandet. Ogſaa Larus argentatus vil man finde ynglende i disſe ſtejle VBægge, temmelig hojt oppe, paa Afſatſer, paa hvilke der vorer Gres. Stige vi iland ved et Bojgdelag og begive os ud paa den dyrkede Mark, fom altid omgiver Huſene, da ville vi vel ikke finde det Liv af Fugle ſom i Danmark en Sommerdag, men vi ville dog treffe ad— ſtillige Fugle, fom i Forening med de uendelig gronue Marker give Grenen et venligt og hjemligt, om end ikke ſmilende, Ud— ſeende. Vi ſee da ſtrax i Gjerderne ved Huſene, ja i gamle Skorſtene en Troglodytes punctatus have ſin Rede og ved fit lyſtige Veſen og fin dejlige Sang opmuntre fine Om— 470 givelfer; paa alle de ſtore Stene, fom altid findes i det dyrs febe Land, og ligeledes i Gjerderne opholder Saxicola oenanthe ſig meget hyppigt og lader ſin ejendommelige, knarrende Sang føre den ſtorſte Deel af Natten. Paa felve Marken er An- thus pratensis almindelig og træder altfaa iſtedetfor Sang— lerken her, endſtjont ſikkert ogſaa denne bygger paa Sando og Sudero, da jeg ofte derfra har faaet den om Midſommer; i Renderne mellem de dyrkede Stykker (tejar) ſtoder man ofte paa en Scolopax gallinago og Crex pratensis, ligeſom ogſaa Corvus corax vg cornix tilligemed Columba livia af og til beføge Markerne. Nogle Steder (f. Cr. paa Fuglo) bygger Thalassidroma pelagica i Huusgjerderne (d. v. f. de Steen— vægge, fom i nogen Afſtand omgive det egentlige Huus, der naturligviis er af Tre); det Samme gjælder om Motacilla alba, der langtfra er almindelig paa Feroerne, om den ellers bygger der. Da alle Bojgderne ligge tæt ved Seen, faa føl: ger det af fig ſelv, at de fleſte Larus, Lestris &c., jævn— lig ſees paa dette Standpunkt. Vi begive os nu udenfor Bøen o: det dyrkede Land, og gaae bort i Hägan 0: det udyrkede Opland, hvor vi foruden de ogfaa her hyppige An- thus pratensis og Scolopax treffe Hæmatopus ostralegus i ſtor Mængde, Charadrius apricarius, Numenius phaeopus; af disſe opholder Numenius ſig meſt paa de fugtige Myrer, hvor den fævdvanlig har valgt fig en ophojet Tue til Stand— qvarteer og derfra lader ſin klare flojtende Stemme tone ud til Forbud paa, at dens Rede er i Nærheden. Charadrius apr. ſees helſt paa de torre Lyngheder højere tilfjelds, hvor den med ſtor Angeſt lober hurtig omkring under idelig Piben: Hæma- topus ynder mere den faafaldte Hedla, o: den bare Steenſlette, hvor kun lidt Grass vorer hiſt og her i Revnerne af den for— vittrede Masſe, der desuden afvexler med Stykker, der beftaae af Sand: et lille Fjeldvand (tjödn) plejer at være i Nerheden. 471 J Dalene og paa de grasrigere Fjeldſletter vil man finde Anas boschas og Mergus serrator, ffjønt faavel disſe fom de ov— rige „Ander“ ere ſjeldne fom ynglende Fugle, hvorimod de fom forbigaaende ere meget almindelige. Gage vi fra en lar vere Fjeldflette til en højere eller fra en hojere til en lavere, da maa dette fordetmeſte ſkee ved at pasſere en ſaakaldet „Ham— mar“, da de feroſke Fjelde have Trappeform; imellem de ſtore Stene i disſe Hamre vil man finde Corvus cornix hyppigt ynglende, ligeledes den lille Falco lithofalco, der endog ofte jager efter Kragerne, naar disſe ikke flokke ſig til Forſvar. Fremdeles vil man paa Overfladen af en ſaadan Afſats, der er bedekket med lidt Gres, hyppigt treffe ſtorre eller mindre Kolonier af Sterna arctica ynglende. Findes der dybe Kløfter (gjegv) i Fjeldet paa den Side, der vender ind avd Landet til, plejer Ravnen at have fin Rede paa ct ſaadant Sted, Klippe— buen i de mørfe Klofter, der vende mod Havet. Saavel paa de moſede Fjeldſletter, der omgive Bjergſoerne, fom paa My— rerne, der ligge paa begge Siver af Elvene i Dalene (bottnar), ere begge Lestris-Arterne meget hyppige, ofteſt i ſtore Kolo— nier, der bygge i Fellesſkab; Larus flavipes bygger ligeledes i ſtor Mengde paa Fjeldene, men paa terrere og mere ſte— nige Steder end Lestris, helſt paa Overfladen af en bred Hammer, hvor der er frit til Soen, ikke i Dale eller afſides paa Fjeldene. Ved Bredden af alle ſtorre Fjeldvande har Lom— men (Colymb. rufogularis) fin Rede, tæt ude i Kanten af Gronſperet; paa de hojeſte, ſandige GStræfninger bygger ende— lig Charadrius hiaticula og Tringa maritima, ingen af dem i ſtort Antal, ligeſaalidt ſom jeg om Sommeren har ſeet Em— beriza nivalis paa Færøerne. Endnu finder man i alle Fjorde om Sommeren Colymb. glacialis, endffjønt man ikke hidtil har fundet dens Rede der paa Øerne, hvorfor ogſaa mange Sagn om dens Ynglemaade ere i Omlob. Jeg har nu forføgt i Korthed at ſkildre de vigtigfte Punkter i den feroſke Fuglefauna, idet vi fra Havet og Fjordene gjen— nem det dyrkede Land have begivet os op paa Fjeldene, og det vil nu viſe fig, at Færoerne i ornithologiſk Henſeende have et ejendommeligt Præg baade med Henſyn til de Urter af Fugle, ſom ſindes der, og disſes Maade at leve paa. Landets Be— liggenhed midt i Havet og ubetydelige Fladeindhold udelukker mange Former, ſom ellers findes under ſamme Brede, ja langt højere mod Nord; dets totale Mangel paa Skov bevirker en ſtor Fattigdom paa Rov- og Spurvefugle, fuldkommen Udes lukkelſe af Honſefugle, og Dalenes og Sletternes ringe Ud— ftræfning berøver det en ſtor Deel Vadere og Svommere, fom ellers vilde findes der. Men paa den anden Side ſamles en ſtor Mengde ejendommelige, iſer oceaniſkte Former omkring disſe Oer, juſt af de ſamme Grunde, ſom bevirkede den for— rige Mangel, nemlig Landets adſplittede Dele, de ubetydelige Sletter og Fjeldenes ejendommelige Form. Færøernes hele kli— matiffe Forhold, fom naturligvis hænger noje ſammen med Beliggenheden og Beſkaffenheden af dette Land, yitrer ogſaa ſtor Inoflydelſe paa den ornithologiſke Charakteer, men fær paa Fuglenes Levemaade, thi om end de ſamme Arter findes der fom f. Ex. hos os, faa viſe de dog flere Forſkjelligheder med Henſyn paa Byggeſted, Levemaade, Vandring, fra de ſamme Fugles i Danmark. Den Fauna, hvormed Feroernes rimeligſt kunde ſammenlignes, maatte vel være Islands og navnlig de Oers, der ligge omkring dette Land, da dettes ſtore Flade— indhold, vidtloftige Hedeftræfninger, Smaaſkov og ſtore Soer bevirke betydelig Forſkjel, hvortil kommer, at Temperatur-For— ffjelfen mellem Aarstiderne er langt ſkarpere paa Island end paa Færøerne. Norge er i faa mange Henſeender veſentligt for— ſtjelligt, at Sammenligningen dermed vilde være uden naturlig Nodvendighed, undtagen muligviis Oerne, der ligge langs Landet. 473 See vi altfaa paa Islands Fuglefauna, da ville vi finde mange Fugle der, fom mangle paa Færserne og omvendt, ihvorvel det Forſte er overvejende. Af Falkene, hvoraf Island har albi- cilla, islandicus, lithofalco fom almindelig yuglende, beſidde Færøerne kun den ſidſte; af Ugler har hverken Island eller Færøerne nogen fom ynglende; af Ravne har Fees ligeſom Island corax fom ynglende, men hertil fojes cornix ſom mer get almindelig og den ganſke færegne plettede corax tilligemed Pyrrhocorax, fom vel ikke bygger der, men dog er en temme— lig hyppig Gjæft. Af Hønfefugfene har Island Rypen, fom aldrig ſees paa Feroerne, hvorimod Vildduen mangler Island. Fringilla islandica er ejendommelig for denne O og bygger der tilligemed Fr. linaria, medens ingen fringilla bygger paa Fer— derne; af Emberiza have Færserne kun nivalis, og det er uſikkert, om den bygger der; paa Island bygger Turd. iliscus, ikke paa Færøerne, hvor derimod Sturnus findes, ligeledes Mo— tac. alba; Saxic. ænanthe er felles tilligemed Trogl. punc- tatus, Authus pratensis og rupestris. Limosa melanura byg— ger ikke paa Færøerne, ligeſaalidt ſom Totanus calidris, Tringa islandica og Phalaropus hyperboreus, og Phal. platyrrhyncos ſees der ikke. Urierne ere fælles undtagen Uria alle, fom ikke bygger paa Færøerne; af Pulfinus-Slægten har Island bande major og anglorum paa de udenfor liggende Oer, Færøerne blot den ſidſte; Colymbus glacialis bygger vel ikke paa Fer— verne ligeſaalidt fom nogen Podiceps, fom ere almindelige paa Island. Af Slægten Anas har Island en Mengde fom ynglende, Feroerne ſikkert ikke flere end A. boschas og mollis- sima; Anser og Cygnus yngle kun i Island, men Sula er almindeligere paa Feroerne og bygger fun paa Smaaoer fyd om Island, og af Larus mangler Island flavipes, argen- tatus og capistratus, Færøerne leucopterus og glaucus, Le— stris catarrhactes er langt hyppigere paa Feroerne, men po- 474 marina mangler; derimod er Thalassidroma færegen før Fer— derne. Reſultatet af denne Sammenligning bliver, at Island ved flere Former betegner fig fom beſtemt borealt i ornithologiſk Henſeende, medens Færøerne deels flutte fig hertil, deels til den ſydligere Zone, deels ftaae aldeles ene. Ved Fuglene: Falco islandicus, Emberiza nivalis fom ynglende, ved Phalaropus platyrrhyncos, Uria alle, Colymbus glacialis, Tetrao islan- dorum, Anas histrionica, Lestris pomarina, beftemmer Is— land fig fom borealt; Larus glaucus fom herſkende Maage (thi L. tridactylus antager Ternecharakteer) og Procellaria gla- cialis fom charakteriſtiſk Stormfugl flutter denne O fig til Groenland, Spitsbergen og det nordlige Norge, altfaa til den arktiſte Sphere. Det Samme beviſer Mangelen af Corvus cornix, Sturnus, Larus flavipes o. fl. Arter, fom Færøerne eje. Fremdeles bliver Islands Favna mere en Faſtlandsfavna ved Tetrao isl., Fringilla linaria, Turdus iliacus, Podi- ceps-Arterne, Mergus, ben ſtore Mængde Anas, de yug— lende Anser og Cygnus, og Lestris pomarina; ved de ſmaa Kratſkove, ifær i Fnjoffidalen, forklares Tilværelfen af Frin- gilla og Turdus. Som oceaniſk Ofavna charakteriſerer Island fig med Henſyn paa de udenfor liggende Oer ved Pullinus— Arterne, Lestris catarrhactes og Sula alba; fom boreal Kyſt— favna ved alle Bjergfuglene: Uria, Mormon, Alca, Phalacro- corax, Larus tridactylus og Procellaria glacialis. Vi faae, at Island ved flere Fugle forbandt fig med den boreale Zone, ved nogle antog Faſtlandets Farve, medens dog dets Charakteer fom oceaniſk O- og Kyſtfavna var overvejende: vi ville nu fee, hvorvidt Færøerne kunne ſiges at dele disſe Egeuſkaber. Af de Arter, hvorved Island nærmede fig den arftiffe Charakteer, har Feroerne ikke een eneſte fom ynglende Fugl; iſtedetfor Larus glaucus bliver Lar. argentatus her— 475 ffende, Lar. tridactylus fœlles, men den er fun ejendommelig for hele Oceanets Kyſt indtil ned i Skotland; iſtedetfor Proc. glacialis træder Thalassidr. pelagica fom charakteriſtiſk. J denne Henſeende ere altſaa Ferberne veſentlig forſkjellige fra Island, og vi mage ſorlade det hojnordiſke Standpunkt og ſtige et Trin ſydligere. De Fugle, fom nærmede Island til Faſtlandet, mangle alle paa Feroerne, faa at vi ogſaa her maae løsrive os. Derimod har Island Egenſkaben af oceaniſk Ofavna og den boreale Kyſtfarve tilfælles med Færverne; thi alle de Dyr, fom udmærfede Island fom ſaadan, yngle ogſaa pan Færverne: dog er denne Charakteer langt ſkarpere paa Fœroerne. Saaledes er Puffinus angl. fjælben paa Island og findes kun paa Hei— maey ſyd om Landet, hvorved altfaa igrunden ingen Undtagelſe ffeer, da den ei findes paa Faſtlandet (Ueb. das Leb. d. h. V. I. S. 10), medens den findes i ſtor Mengde overalt paa Færøerne (efr. üb. d. L. I. S. 15); det Samme er Tilfelde med Sula alba og Lestris catarthactes, ſom kun bygge paa enkelte Steder paa Island (Ueb. d. L. I. 44 sqg.), overalt paa Feroerne, undtagen Sula. Feroerne ſlutte fig ſaaledes til Is— land og de ovrige Polarlande i ornithologiſk Henſeende ved den fælles Charakteer af Kyſtfavna, men adſkille fig derfra ved den fremtrævende oceaniſke Kolorit, og flutte fig til den ſydligere Zone ved Tilverelſen af mange Fugle, fom tilhøre denne ſyd— ligere til Forſkjel fra den mere boreale tilgrendſende, f. Ex. Sturnus vulgaris, Larus argentatus, L. flavipes o. fl. Hvad Stemningen i det ornithologiſke Liv paa Færøerne an— gaaer, da har det tiltalt mig ſom overvejende melancholſk, ihvor— vel et betydeligt phlegmatiff Element og et ubetydeligere fange vinff bragte Schatteringer ind i denne Grundtone: det chole— riffe Moment er meget tilbagetrængt. Paa Havet vil Hoved— indtryffet være phlegmatiſk, thi alle Uria, Alca, Mormon, Puf- finus, Sula og Phalacrocorax ere yderſt ligegyldige, endog mod 476 Tabet af deres Angel, naar blot ikke deres individuelle Vel— være trues med Fare: paa dette Standpunkt træder det Me— fandjolffe frem i Larus-Arterne og de faa Anas, navnlig mol- lissima, da disſe ivrig forfvare deres Afkom og i det Hele vife en livligere Adfærd end de førftnævnte. Paa det dyr— kede Land repræfentere de faa Sangfugle det ſangvinſke Mo— ment, men dog med melancholſk Nuance, thi Saxicola's hele flye og afſondrede Levemaade, Anthus rupestris', Sterens og Gjerde— ſmuttens hele Veſen er forffjelligt fra vore livsglade Sang— fugles henſynsloſe Lyſtighed. Paa Fjeldene er Alt melancholfk: Bekkaſinens Brummen, Spovens dejlige Flojten fra Tuerne, Brokfuglens engſtelige Piben blandt Lyngen, Strandſkadens flare Stemme, Tyvmaagernes (Lestris) jamrende, ſonderknuſte Avfærd ved deres Reder kaſte et drømmende, melandjolff Skjeer over den i og for fig hemmelighedsfulde Stilhed, fom de ene belive. J Luften flyver Colymbus rufogularis hojt og fpaaer ved fin forunderlige Stemme fnart (turkaträ) Tørfe, fnart (warwick) vaadt Bejr (ſaaledes mene Feringerne, der ved be anforte Stavelſer udtryffe dens Stemme). Vel beſidde Larus flavipes, Sterna, Lestris og Corvus corax og cornix en ſtor Deel af det djoleriffe Temperament, men Vette treder ikke faa reent frem hos disſe fom hos de egentlige Novfugle, hvis eneſte NRepræfentant paa Færverne er Falco lithofalco; thi Ravnens dybe, velklingende Basſtemme, Maagernes hæfe ,,gau, gaut* langt borte i Taagen medfore beftandig en Auelſe, der charak— teriſerer hele Tonen i det færøffe Fugleliv fom melancholſk, om end ligeſaa lidt her fom noget andetſteds Temperamentet er reent og ublandet. Jeg har altfaa nu forføgt at ſkildre Totalcharakteren af Fuglefavnaen paa Faroerne ſaaledes fom den har ſtillet fig for mit Oje, og kun fra dette Standpunkt vil Leſeren kunne be— dømme disſe Linier, thi fra et objektivt Synspunkt kan jeg 477 vel have ſeet fejl, ihvorvel jeg mener at have et Blik paa Na— turen, idetmindſte i denne Sphere. I det Folgende vil en fort Angivelſe af de færeffe Fugle anføres, hvorved jeg tildeels vil begrunde min her udtalte Anſkuelſe, endſtjont her det ſubjektive Henſyn naturligviis mere træder i Skygge, da der mere er Tale om et Referat af Facta end en Anfkuelſe og beſtemt Opfattelſe af disſe. Falco lithofalco. Gmel. Dfk. Steenfalk. Fer. Smiril. Dette er den eneſte Falkeart, ſom bygger paa Feroerne; dog er den ikke hyppig, men kun enkelte Par ere boſatte paa Fjeldffrænter, der ligge langt fra Huſene. Saaledes bygger et Par i den bratte Skraaning, der gaaer ned til Kirkibs, et Par paa Affaldet af Odnadals-Tind mod Kollefjordsdalen (begge paa Stromo) o. ſ. v. Den nærer fig af Smaafugle, navnlig er Steren meget udfat for dens Forfolgelſe (Landt S. 244. Graba S. 218). Dog faae jeg den ogſaa jage efter Krager, indtil disſe ſamlede joge den bort. Corvus corax. Linné. Dſk. Ravn. Fer. Ravnur, Gorpur. (Graba S. 314 etc. Landt S. 244). Findes almindelig overalt, om Sommeren paa Fjeldene, hvor den bygger i utilgjængelige Kløfter og Huler; om Vin- teren kommer den til Hufene, hvor den vfte foruroliger Fjeder— ereaturet. Heller ikke fmaa Lam ere frie for dens Angreb, naar den om Vaar og Hoſt er udhungret. Naar Ravnen kommer 478 til andre Fugles Byggeplads (ifær Hæmatopus og Sterna), bliver den eenſtemmig forfulgt og maa ſorfoje fig bort; Kam— pen med Lunden (Landt S. 245) har jeg aldrig hort omtale. Corvus corax. var. leucophæa. (C. leucophæus. Vieillot. C. borcalis albus. Brisson. C. varius. Brünn). Fer. Kvitravnur. (Landt S. 244. Graba S. 51, 60 o. ſ. v.) Denne Varietet, der, ſaavidt jeg veed, ikke findes andre Steder end paa Færverne, er langtfra ikke faa hyppig nu fom før, thi deels ffydes den ofte for at ſendes til Danmark, deels forfolges den af Krager og andre Fugle, faafnart den vifer fig. Under mit 2 Maaneders Ophold i Landet lykkedes det mig kun at fee to, den ene mellem Kvivik og Veſtmannahavn, den anden ved Bojgdelaget Lejnum, begge paa Nord-Stromo: de vare yderſt føye, og det var umuligt at anbringe Skud paa dem. Hvidravnen er, ſaavidt jeg kan fee, ingen færegen Art, men en conſtant Varietet, ſom formodentlig er fremkommen ved Feer— vernes færegne klimatiſke Forhold. Den ene af dem, jeg faar, havde fmudfig hvidt Hoved, Hals og Vinger, den ovrige Dragt var fort, (ſaaledes vifte den fig for mig paa temmelig lang Afſtand); ellers er den almindelige Tegning paa de Exemplarer, jeg ſelv har erholdt eller feet i Muſeerne, fort med hvidt Hoved, Strube, en Plet paa Bugen og nogle Sving- og Styrefjedre, Næbbet blaaſort, ofte med hvide Straaler, Fodderne lyſere end hos den almindelige Ravn, Saalen hvid. Den parrer ſig med den ſorte og frembringer med den ſnart blot ſorte, ſnart baade ſorte og hvide Unger, ligeſom to ſorte kunne have ſpraglede Unger; ſom Exempel herpaa fan jeg, foruden det Par, Graba 479 anfører fra Sando, nævne et Par, der bygge i en hør Kloft paa den veſtlige Side af Indſoen Lejnnavattn paa Nord-Strøms. Corvus cornix. Linné. Dſk. Krage. Fer. Kråka. (Landt S. 246. Graba S. 34 fll.). Kragen er ligeſaa almindelig paa Færserne fom hos os; den bygger i Fjeldklofter, hvor den lægger 45 Ag, fom ru— ges omtrent i 3 Uger: dens Levemaade er ikke forffjellig fra den almindeliges med Undtagelſe af det curioſe Phnomen med Kragethinget, fom Landt omtaler S. 246. Ingen Varietet har jeg ſeet derfra Landet. Sturnus vulgaris. Lin. DE. Steer. Fer. Stäri. (Landt S. 270. Graba S. 49). Om Sommeren opholder Stæren fig parviis mellem Fjel— dene, hvor den bygger i fnævre Klipperevner (analogt med dens trange Bolig hos os i hule Træer), men naar Ungerne i Slut— ningen af Juni og forſt i Juli ere flyvfærdige, ſamles de efterhaanden paa Indmarken, hvor de ſenere hen og hele Vin— teren findes i ſtore Flokke (jvnf. Faber üb. d. L. S. 18). Dens Levemaade er, naar vi iſtedenfor Skov ſubſtituere Klip⸗ per og ſtore Stene, fuldkommen lig med vor Sters, fom jo desuden ved hyppig at bygge under Tage viſer, at den hører for en Deel til Klippenaturen. 480 Emberiza nivalis. Lin. Dſk. Sneeſpurv. Far. Snjöfuglur. (Landt S. 271. Graba S. 218). Om Vinteren findes denne Fugl i ſtor Mengde omkring Huſene, men om Sommeren opholder den ſig paa de hojeſte Fjelde og forplanter fig; paa denne Aarstid er den fjælden og kun i enkelte Par, hvis den vverhovedet yngler der paa Oerne, thi jeg har hverken ſelv feet den eller faget Exemplarer Derfra i Sommerdragt. Graba fandt ikke dens Rede (vif. l. c.); Svabo (Ny kgl. Samling Nr. 1950 paa det kgl. Bib— liothek) anfører den fom fjælven Standfugl. Anthus rupestris. Nilsson. Dfk. Skjcrpiber. Fer. Gråtitlingur. (Landt S. 271, Fringilla — ? Graba S. 56). Overalt ved de feroſke Kyſter, hror der er Skjær og ſtore Steenblokke, feer og horer man denne lille Fugl; den opholder fig meſt paa de yderfte Skjær, hvor Brendingen bruſer og beſkyller Stenene. Fra Toppen af en Steen fvinger Den fig ſyngende i Vejret og daler ned igjen, idet den fuldender ſin Sang, naar den fætter fig. Den lever af Inſekter, der op— holde fig i Sprakkerne paa Stenene, og opſoger ligeledes Anne— lider og andre ſmaa Sodyr ved Havet. Reden, der er ſammen— fat af Gres, Mos og Uld, legger den i Huller mellem Ste— nene; Aeggene (45) ere beſtroede med utallige graae Priffor, der næften lobe ſammen i Eit, og ligne meget Lærfeæg; de ere ſtorre og mere graae end de af A. pratevsis (jvf. Skand. fauna. foglar I. 261). Den er Standfugl, idetmindſte med en ſtor Mengde Individer. 481 Anthus pratensis. Bechst. Dſt. Engpiber. Fer. Gråtitlingur. (Graba S. 67). Denne Anthus er ligefaa almindelig paa Færøerne fom forrige, men den opholder fig paa det dyrkede Land eller paa de grønne Strakninger i de lavere Fjeldlier, og den udgjør med Saxic. ænanthe, enkelte Motacilla alba og Troglodytes de eneſte Sangfugle, der paa de flefte Steder oplive den ferofke „Bö“' om Sommeren. Sin Rede anlægger den i Grasſet i Le af en Tue eller Steen; Abggene ere ſterkt brunplettede, fors tere end de forrige. Motacilla alba. Lin. Dfk. Blaa Erle. Fer. Erla kongsdåttir. Landt S. 272. Graba S. 99). Naar de kongelige Handelsſkibe komme til Landet, plejer denne Fugl at folge med (fædvanlig ved Korsmesſe-Tid), men den forſvinder paa de fleſte Steder ſnart igjen, medens den paa andre Steder ſiges at bygge (jeg har ikke erfaret dette), legge 4⸗5 Aeg og udruge dem i 3 Uger (Svabo). Jeg faae den ikke deroppe og har intet Exemplar faaet derfra. Dette er imidlertid Feringernes Erla kongsdôttir og ikke, fom Gra ba mener, Strepsilas collaris, thi dennes feroſke Navn er altid Tjaldurs- grålingur 9: formedelſt dens rode Been, hvorved den ligner Hæmatopus. Saxicola ænanthe. Bechst. Dfk. Steenffvætte, Steenpikker. Fer. Stejnstölpa. (Landt S. 272. Graba S. 50). Efter Midten af April og indtil September finder man denne Fugl overalt baade i Sædmarfen og oppe blandt Fjel- Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Ræffe. II. 31 482 dene. Den findes paa alle ſtore Stene og Gjerder, imellem hvilke den bygger fin Rede paa ſamme Maade fom hos os; der findes 4⸗6 lyſeblaae Wg deri. Troglodytes europæus. Leach. Dfk. Gjærdefmutte. Fer. Musabrödir. Denne lille muntre Fugl er almindelig paa Færserne, fær paa Norberverne, hvor der hverken findes Raatter eller Katte. J Almindelighed lever den om Sommeren og bygger i Üd— marken, under en Tue eller Steen; Wggene ere ofteſt 8 rod— prikkede; ikke ſjelden yngler den i Huſene. Den lever meſt af Pupper og Larver, men om Efteraaret og Vinteren eder den ogſaa af Indbyggernes torrede Lammekjod. Columba livia. Briss. Dfk. Fjelddue. Far. Vildduva. (Landt S. 270. Col. nas. Graba S. 61). Fieldduen er en Standfugl, der bygger paa alle Feroerne; dog bliver den ikke meget bemærket eller ofte ſkudt, thi den op— holder fig i ſtejle Fjeldſider, og boer i Angletiden inde i morke Huler, hvorfra den beføger den dyrkede Mark for at føge Føde. Et af denne Fugls rigeſte og interesſanteſte Byggeſteder er en merk Klippehule paa Veſtſiden af Nälss. Jeg fik 2 Ag fra dens Rede; de ere ſtorre end Wggene af Col. ænas, runde og hvide (Lengde 1“ 5“ Brede 1“ 29), Det fongelige Mu— ſeum ejer et Exemplar, der mangler de ſorte Baand over Vin— gerne, hvilket er omtalt af Etatsraad Reinhardt i Tidsſkriſt før Naturvidenffaberne. Grabas Beſtrivelſe af denne Fugl (S. 62) pasſer ikke paa en fuldt udfarvet, thi naar der gjores den Bemerkning: „der Mantel iſt fo ſtark ſchwarz gefleckt, daß man ſchwarz für 483 die Grundfarbe halten möchte“, og ſenere „der ganze übrige Theil des Flügels iſt ſchwarz und blau geſcheckt“, faa fred, at det beſkreone Exemplar ikke har været gammelt, da i faa Fald hele Kappen (Ryggen og Vingerne) er blaa med Undtagelſe af de 2 forte Baand. Den anden af Gr. beſkrevne er endnu yngre. Charadrius apricarius. Linn. Dſt. Brokfugl, Hjejle. Fer. Legv, Lå. Naar man forlader den dyrkede Mark og gaaer op mel— lem Fjeldene, treffer man overalt denne Fugl; paa de ſtore Lyngheder bygger den fin Rede ved Korsmesſe Corſt i Maj) og lægger deri 4 pæreførmige Wg, olivengronne med ſtore mørke Pletter. J Juni og den forſte Halvdeel af Juli treffer man dem meſt enkelte ſiddende paa Lyngen, men jo mere man ner— mer fig, deſto uroligere bliver Fuglen: den flyver da et lille Siykke, men kommer fnart igjen og lober ængftelig henad Lyn— gen under idelig Piben. J Slutningen af Juli og Begyndelſen af Auguſt feer man Unger og Gamle flokkeviis paa Fjeldene, hvorfra de efterhaanden nærme fig Stranden og forlade Landet forſt i September, endffjønt altid en Deel overvintre (den an— kommer d. 19de eller 20de Marts). Charadrius hiaticula. Linn. Dfk. Præftefrave. Fer. Svarthålsa (2). (Landt S. 263. Graba S. 122). Denne Fugl findes om Sommeren meget enkelt paa Fær- derne, men om Vaar og Hoſt treffes den ofte ved Strand— kanten. Den bygger altid overſt paa Fjeldene i Selſkab med Tringa maritima (jfr. Skand. fauna foglar. il. 120): faas 31* 484 ledes fik jeg den fra det Hojeſte af Nålsø, mellem GSarin og Kvalvik paa Nord-Stromo o. ſ. v. Reden var en Huling mel— lem Sand og Gruus og indeholdt 4 gulgraae Wg med forte Prikker. Ved Strandkanten fandt jeg den (fra Juni til Auguſt) aldrig, og nogle Færinger forvexlede den med Tringa ma- ritima, idet de gave den Navnet Fjadlmurra, fordi den tillige: med denne bygger paa Fjeldene. Graba fandt den ynglende ved Sorvägsvattn, fom ligger hojt oppe paa Vaͤgs. Forreſten er Fuglens Stemme, Levemaade og Dragt ikke forffjellig fra vor; kun er den noget mindre. At Boie fandt den tilfjelds i Norge beviſer, at den der har ſamme Levemaade; i Island yngler den ved Fjeldvande (Faber). Gallinula crex. Lath. Dft. Vagtelkonge. Far. Akurskriſt. (Landt S. 268: ortygometra alis rufo-ferrugineis. Graba S. 217). Det er hojſt rimeligt, at denne Fugl bygger paa Færøerne, uagtet jeg ikke af egen Erfaring kan betræfte det, thi deels fkri— ver Svabo, at dens Rede fandtes den Gte Auguſt 1781 ved Todnes paa Sando, deels har jeg faget flere Exemplarer der— fra Oerne paa de fleſte Aarstider, og Graba har ſkudt den ved Thorshavn om Sommeren; desuden forſikkre Feringerne, at den bygger deroppe. Rallus aqvaticns. Linn. DH. Vandrixe. Fer. Jårdakona. CLeLandt S 266). Uagtet man er vis paa, at Rixen opholder fig paa Oerne baade Sommer og Vinter, og altſaa forplanter ſig der, er det dog en ſtor Sjeldenhed at faae den, og mange Feringer have 485 aldrig feet den og kjende den flet ikke. Den lever paa Moſe— firæfningerne oppe mellem Fjeldene, hvor den lober i Gangene i den loſe Jord og er pderſt vanſkelig at finde. At dens Rede ſkulde være fundet deroppe verd jeg ikke. Ved Navnet ,,jårda- kona“ (Jord-Kone) betegnes dens Ophold i Jordrenderne, lige— fom Islendernes Benævnelfe „Keldusvin“ betegner det Ejen— dommelige ved dens Levemaade der. Scolopax gallinago. Linn. Dfk. dobbelt Bekkaſin, Horsgog. YFær. Myrusnipa. (Landt S. 266. Graba S. 51 pp.). J Forening med Char. apr., Numenius og Hæmatopus beboer denne Fugl alle bevorede Stræfninger mellem Fjeldene, ſaaledes at den tørre Lyng nærmeft er anviift Charadrius, de ſandige, med nogle Alpeblomſter prydede Pletter mellem de ftore Klippeblokke og ved Indſoernes Kyſter Hæmatopus, Moſeſtraknin— gerne Scolopax, ſom dog ogſaa opholder fig i de græsrige Grof— ter i den dyrkede „B6“. Dens Levemaade, Stemme og Wg ere aldeles fom hos vor. Paa Færøerne er den Standfugl, hvilket ſtrider mod Fabers Jagttagelſe med Henſyn til Island (Gvf. üb. d. Leben d. h. V. I. 64); uagtet vel nogle drage bort ogſaa fra Færverne, hvilke da pleje at ankomme ſidſt i Marts og træffe midt i October. Den yngler i Maj. Numenius phaeopus. Lath. Dft. Enkelt Regnſpove. Fer. Spegvi. Spövi. (Landt S. 366). Paa Tuerne og de mere græsrige Steder i Udmarken er Spoven meget almindelig; den kommer til Landet ſidſt i April og drager bort ſidſt i September, men bliver allerede urolig i Begyndelſen af Auguſt, hvilket Færingerne udtrykke 486 ved Ordſproget: tåi Spegvi sår såtu, so kylir f knokkinum 2: naar Spoven feer Hoftak, faa kjøler det i dens Knokler. Den ſidder ſadvanlig paa en Tue, hvorfra man langt borte fan høre dens velklingende, flojtende Stemme; kommer man nermere, gjentages dens t-y-y oftere: endelig flyver den under idelig Flojten op og ſvermer beftandig omkring Jægeren, font da fan flutte, at Reden er i Neerheden. Denne er anlagt af Straa og Mos uden al Konſt i Græsjfet; de 4 Wg ere ſmukke, ſpidſt pœreformede, olivengrønne med brune Pletter, iſcer ved den tykke Ende, glatte og glindſende; den ruger i 3 Uger. Hæmatopus ostralegus. Linn. Dſt. Strandffade. Fer. Tjaldur. (Landt S. 268). Den opholder ſig meget hyppig overalt paa Fjeldene og bygger fin Rede paa Overfladen af en Hammer, hvor Græs: pletter og Sand afvexle; Reden er nedhulet i Sandjorden, ber ſtaaer af Straa og Mos, og indeholder 3 Wg, gulgraae eller Iyfegraae i Bunden med forte Pletter og Streger. Den læge ger forſt i Maj og ruger i 3 Uger; Svabo fortæller, at den ofte bygger 2-3 Reder, hvoraf den vælger en. Mod Menneſker og Fugle, fom nærme fig Reden, viſer den fig meget driſtig og forfølger dem med et fkingrende, ofte gjentaget klip-klip, fom beſtandig gjenlyder blandt Fjeldene og ved Strandkanten, hvor Fuglen om Aftenen hyppig drager hen for at tage Natte— qvarteer, og hertil plejer den at vælge de ſtore Stene, idet en heel Mengde ſtage paa et Been og ſove, ſaafremt de ellers faae Ro for Ternerne, thi disſe have ofte den ſamme Plads, og da baade disſe og Strandſkaden ere yrerft ſnakſomme, faa varer det fordetmeſte temmelig længe, inden de komme til Hvile. Annelider og Moluffer udgjore dens Næring. Den kommer til 487 Landet d. 12te Marts (Gregersmesſe) og den figes forft at komme tilſyne i Halen (den lave Deel) af Heftø, V. for Stromo; i September trœkker den bort, midt i Juni fandt jeg vorne Unger. Bed Thorshavn fik jeg et gammelt Exemplar med buet, knivdannet Nab. Tringa maritima. Brünn. Dſt. (Norſk) Fjæremuus. Fer. Fjadlmurra (Sommer). Grägrälingur (Vinter). (Landt S. 267, Tr. fusca; striata (2). Graba S. 125 pp.). Færøerne ligge for ſydligt til at denne Fugl fkulde bygge der i Mængde, og Fjeldene ere ſikkert ogſaa for lave; men om Efteraar og Foraar findes den i ſtort Antal ved Stranden, og hele Vinteren er den meget ivrig beffjæftiget med at opſoge de Sodyr, der komme tilſyne, naar Fjæren ſkyller Vandet ned af Stenene. Paa de hojeſte Fjeldrygge (f. Ex. mellem Saxin og Kvalvik paa Nord⸗Stromo) ffal den bygge fin Rede, ſom jeg imid— lertid ikke var faa heldig at finde; og Feringerne vidſte aldeles ikke at give mig nogen Underretning derom. Den 26v0e Juli 1844 erholdt jeg et Exemplar i Vinterdragt. Reden legger den uden al Konſt tilfjelds: den indeholder 4 Wg, ſom ere af ſamme Form fom hos Numenius, gulgraae med merkebrune Pletter, der ere ſtorre ved den tykke Ende. Disſe Wg erholdt jeg i dette Efteraar. Tringa alpina. Linn. Dſt. Ryle. Fer. Grålingur. (Landt S. 266, hvor det færøffte Navn hører til Strepsilas. Graba S. 67 pp.). Rylen opholder fig, ligeſom forrige, om Foraaret og Efter— aaret ved Strandkanterne, men dog aldrig i ſaa ſtore Skarer 488 fom ved de danſke Kyſter. Om Sommeren faae jeg enkelte Par tilfjelds paa Heder og Gandfletter, hvor de altfaa bygge Rede; den er I Intet forffjellig fra den danſke Ryle. Strepsilas collaris. Temm. Dſt. Polſk Vibe. Fer. Tjaldursgrålingur. (Graba S. 99). Jeg har ikke ſelv feet denne Fugl paa Ferberne, og uagtet jeg har faact flere Exemplarer derfra, har jeg ikke er: holdt et eneſte i udfarvet Sommerdragt. Graba ſkjod (fee J. e) den forſte i Maj ved Kvalvik paa Strome, og det er vel rimeligt, at den bygger der i Landet, da jo Lokalet pasſer, hvis ikke mulig Continental-Indholdet af Færverne var for lille for denne Fugl fom for flere, fom ellers ſkulde ventes der. Sterna arctica. Temm. Dſk. Hætte-Terne. Fer. Tedna. (Landt S. 265. St. hirundo). Overalt paa Færverne, hvor Kyſten ikke er for ſtejl, ſver— mer denne Terne i Mengde, og man fan næften betragte den fom Erſtatning før Svalen, thi dens hele Skabning ligner dennes, og da alle Bojgderne ligge tæt ved Sven, flyver den ofte inde imellem Huſene, og dens muntre Skrig gjenlyder over— alt. Den kommer til Landet paa ſamme Tid ſom Anas gla— cialis forlader det (Færingerne ſige: Egvedla og Tedna mötast ved Halvarſoka, d. 15de Maj), og drager bort ved Michelsdag. Midt i Juni fandt jeg dens Rede paa en bred Overflade af en Hammer, hvor der byggede en Masſe Larus flavipes: Re— den er nedhulet i Jorden, fodret med Straa og indeholder 2 Ag, der fnart ere brune, fnart graae, ſnart olivengrønne i Bunden 489 med Prikker og Streger i mangfoldige Variationer. Iblandt en ſtor Mengde Aeg fandt jeg et meget lille, olivengront i Bun— den med ſtore brune Flammer. Den er aldeles ikke fly, men meget nærgaaende, tfær ved Fifferbaadene, og naar man fore uroliger dens Rede. Jeg ſik ofte rugende Exemplarer med mange hvide Fjedre i Hatten. Den fanger ofte Ammodytes (Nebbasild). Larus tridactylus. Linn. Dfk. Tretaaig Maage. Fer. Rita. (Landt S. 262. Graba S. 36, 49, 61, 95 etc.). Forſt naar man har pasſeret Nordſoen og naaet Hetland, feer man denne Fugl i Skarer paa Soen og i Klipperne paa Landet, der ofte ere aldeles hvide af den; da en Grind viſte fig langt borte, floj de alle derhen. Paa Færverne findes den overalt, men kun i Masſer paa de Oer, hvor der ere Fugle— bjerge, til hvis Befætning den hører. Den indtager i Fugle— bjergene den nederſte Plads, da Phalacrocorax ikke bygger i det egentlige Bjerg; her anlægge de deres Rede, der beſtager af Jord, Tang og Sogras, og ofteſt er fodret med Straa. Heri lægger den midt i Maj 2 %E9, ver ere yderft forffjellige, ofteſt gulgraae med brune Streger, meget tynde og uden Glandé. Han og Hun fodre Ungerne af Spiſeroret, og de nære fig af Fiſk og Molluſker, hvorefter de ſtode, men de ſvomme ogſaa ofte i Masſe. Den ankommer d. 25de Januar, og dra— ger bort ved Mortensdag: den flejes 9: fanges i Nat, ved Hjælp af en fanget Fugl (Lätu rita). 490 Larus argentatus. Brünn. Dſt. Graanakke. Fer. Måsi. Skuri (Ungen). (vandt S. 264. L. glaucus. Graba S. 26, 46, 61, 99 etc.). Findes almindelig overalt baade Sommer og Vinter; den bygger i bratte Fjeldſider, paa Drenge og Skjær (Drenge 0 iſolerede, fra Fjeldets Masſe losrevne Klipper), ikke ovenpaa felve Fjeldet fom L. flavipes og marinus. Reden beftaaer af Jord, Tang, Leer og Straa: deri fægger den i Maj 3 blaa— agtige Gg med brune Streger. Den er yderft ſky og vanffelig at ffyde; boer overſt i Fuglebjergene. Larus flavipes. Meyer. CL. ſuscus. Linn.). Dfk. Sildemaage. Fer. Likka. (Landt S. 263. Graba S. 79, 99, 122 pp.). Temmelig hyppig overalt; den yngler koloniviis paa en bred Overflade af en Hammer, der er bevoret med noget Gres, og lægger i Maj 3 Ag, Hvis Grundfarve gaaer fra mørt olivenfarvet til gulgraat med morkere Pletter; de ruges i 4 Uger. Jeg fandt af denne Fugl 2 forſkjellige Former, hvilke jeg her vil tillade mig at anfere kortelig, medens jeg haaber ved flere Exemplarer ſenere at funne give fuldftændigere Op— lysning herom. A. er i det Hele taget noget mindre end B., Nabbet fvagere, Fodderne lyſere, Tarſen betydelig fortere, Ryg— gens Farve lyſere hos A., medens alle Dimenſionerne er ſterkere hos B. og Farven morkere; den hvide Plet paa Spidſen af Sving— fjedrene ſtorre hos A., og disſe Pletter fortſcttes i aftagende Storrelſe hos A., medens jeg hos B. kun fandt dem paa den forſte eller de forſte Svingere. Jeg blev for ſeent opmerkſom herpaa, til at jeg ffulde funne beſtemt ſige, Hvorvidt Levemaaden er forffjellig eller ej: kun forekom det mig, at A. floj mere hoppende og havde et finere Skrig i ſamme Forhold omtrent 491 fom L. canus og L. argentatus. De byggede fammen, og jeg fif Hanner og Hunner af begge. Larus marinus. Linn. Dfk. Havmaage. Fer. Båkur. (Landt S. 263. Graba S. 65 pp.). Denne Maage er temmelig almindelig paa Færserne, men findes aldrig i Mængde. Den er en Standfugl, der legger fine 3 Gg i Maj ovenpaa ſtejle Strandkanter, ikke i ſelve Fuglebjergene. Dens Dimenſioner ere ſtorre og dens Farve morkere end hos den, vi have her i Danmark. Ungen ſpiſes af Feringerne, indtil den fager „Bloddraaben“. Lestris parasitica. Boie. Dfk. Tyvmaage. Fer. Tjegvi, Tjöi. (Landt S. 263, Larus par. Graba S. 98, 161, 189 pp.). Kommer til Landet midt ei April, og træffer ved Michels— dag, lægger ſidſt i Maj 2 Wg, der ere olivenbrune eller lyſe— gruae i Bunden med brune Pletter; Reden er nedhulet i Mofe» jorden oppe i Fjeldene ved en Jnvfø eller i en Dal paa begge Sider af den derigjennem lobende Aa. Med Henſyn paa For— holdet mellem L. paras., Buffonii, Schlepii, Richardsonii, da maa jeg tilftaae, at dette ikke er mig kart, og jeg har fom Folge deraf her beholdt Navnet parasitica, ihvorvel jeg er til— bojelig til at troe, at den Lestris, fom findes paa Feroerne, ſnarere er Richardsonii, thi alle de Exemplarer, ſom jeg har erholdt, ſtemme fuldkommen med Temmincks Beſrrivelſe af denne, medens den paa den anden Side bliver for ſpinkel til at henfores til Bulfonii, hvorved da ogſaa de lange Halefjer og de blaae Baand paa Tarſen mangle. Bed at ſammenligne 492 mine færeffe Lestris med nogle Exemplarer fra Island, faldt det mig ſtrax i Ojnene, at den færeffe er fortere og mere fammentrængt, Næbbet fortere og ſterkere og de øvrige Cha— rafterer pasſende til L. Richardsonii. Med Henſyn paa For— holdet af den hoidbugede til den brune, maa jeg tiltræde Prof. Nilssons Mening (Skand. fauna foglar. II. 340), at Hannen er hvid, Hunnen bruun, thi ſaaledes har min Erfaring altid været, og jeg har haft mange friffe Exemplarer af denne Fugl. Lestris catarrhactes. IIlig. Dit. Stor Tyvmaage. Fer. Sbyggvur. (Landt S. 264 Cataracta Skua. Graba S. 186). Meget almindelig; kommer til Landet midt i April, drager bort ved Michelsdag. Den bygger ſin Rede oppe imellem Fiel⸗ dene paa ſamme Maade fom forrige, og lægger midt i Maj 2 Rg, fom ruges omtrent i 4 Uger; den har flyvfærdige Un— ger midt i Auguſt. Hele denne Fugls Ydre djarafteriferer den fom en Falk i Svømmefugleform, ligeſom Maagen i denne Or— den træder iſtedenfor Gribben, og dens Levemaade er ogfaa i Fore hold f. Ex. til Larus marinus den ſamme fom en Falco ful- vus til Vultur fulvus, thi den bruger hverken fin Svomme— Evne eller Dykke-Ferdighed, den ſidſte ikke engang i Luftſtod— dykker⸗Form, ſom L. parasitica. Dens Naring er meſt Fugle— unger, og unge Lam ere ikke ſikkre for den, hvorimod den ſjel— den nedlader fig til at frapine L. tridactylus dens Bytte. Uagtet de Fleſte (jvf. Skaud. fauna foglar II. 336. Temm. manuel Porn. II, 792 efr. IV, 494) beſkrive den gamle L. catarrh. fom havende morkebruun Ryg og Hals med gule Skaftſtriber, maa jeg beffrive den fom lyſebruun med ſtore graagule Striber og Iyfegraae Fjederkanter, medens den unge (aarsgamle) er merkebruun med faa Striber og ført Hoved. De lyſeſte fit jeg 493 altid fra Byggepladfrue (paa Sando og Nord-Stromo), medens de mørke blive ſkudte f. Ex. i Naͤlse-Fjord, 3 Miil fra dens Byggeſted. Ligeledes tyde den lyſeres flærfere Nœb og Fodder paa en meget gammel Fugl. For nogle Aar tilbage fik jeg en dunet Unge af denne Lestris fevende hertil; denne havde jeg omtrent 2 Aar, og i den Tid blegedes dens Farve med hver Fældning, medens dens forſte Dragt var mork. Ifolge min Erfaring maa jeg altſaa modſige Graba, naar han (l. c.) ſiger, at de unge ere de gamle „durchaus gleich“, hvorefter Temminck (IV. 494) har rettet ſin Mening; Naumanns Tegning er altfaa efter en yngre Fugl. Hermed er ikke ſagt, at Fuglen ikke er udvoxet, førend den har faaet den lyſe Farve, men jeg mener blot, at den lyſere Fugl er ældre end den mor— kere. At den er Standfugl paa Island (Faber) er underligt, thi paa Faroerne feed den ikke om Vinteren, undtagen den ved Storm bliver flaaet ind fra det aabne Hav, bvilfet ogſaa er Tilfæidet med Bjergfuglene. Procellaria glacialis. Linn. Dfk. Stormfugl. Fer. Hålhestur. (Landt S. 255). Naar man paa Reiſen til Færverne kommer forbi Hete land, feer man denne Fugl ſveve hen over Bolgerne, og iſcer mod Storm nærmer den fig, og ſees da, ligeſom folgende, helſt ved Skibets Leſide; er det godt Vejr, kommer den fjælven tæt hen til Fartøjet, men flyver i Selſkab hen over Havet, hvor den ofte fætter fig med en underlig hes Lyd. Da jeg midt i Angletiden faae den ſonden for Feroerne, fik jeg Haab om at finde den ynglende der, thi det forekom mig urimeligt, at den om Sommeren ſtulde findes faa langt fra fin nærmefte Angle— plads, hvorfor, ſaavidt jeg verd, Island hidtil har været anſeet. 491 Dette Haab fkuffedes heller ikke, thi Fuglen bygger idetmindſte, paa Store Dimun, hvorfra jeg d. 16de Juni 1845 erholdt en gammel å, tagen paa Reden; og det er rimeligt, at den yng— ler flere Steder deroppe. Saaledes blive vel Færøerne dens veſtligſte Byggeplads i Nordhavet; thi den træffes ikke i Nord— føen, og jeg verd ikke, at den bygger paa Hetland, hvori— mod Maegilliwray anfører den fom yuglende paa St. Kilda. Feringerne ſpiſe hverken Fuglen eller dens g paa Grund af dens ſtramme Lugt. Om Vinteren er den ude paa Havet, men drives hyppig paa Land af Storm. Thalassidroma pelagica. Vigors. Dit. Petersfugl. Fer. Drunkviti. Landt S. 256. Graba S. 175). Denne ægte Havbeboer er temmelig almindelig paa Fer— derne baade Sommer og Vinter, men bygger kun paa enkelte Der, nemlig Nålso, Sando og Norrerverne (Fug/v, Kuno, Svins). Reden finder man i morke Klippehuler, Hvor Fuglen graver et Hul mellem de nedkaſtede Stene og Gruus, og læg- ger deri ect g, hvibt med en rodlig Krands om den thkke Ende (ikke paa alle Exemplarer); det er aflangt ovalt, ikke, fom Prof. Nils ſon ſtriver (Skaud. f. II. 350, jvf. Temm. manuel II 81), rundt fom et Uglecg, idetmindſte har dette aldrig været Tilfcelde med noget af den Mengde, jeg har ſeet; Wgget ſtin— ker aldeles ſom Fuglen og vedligeholder denne Stank idetmindſte i 3 Aar. Længde: 47 437, Brede: 93 å 107. Den legger midt i Juli, thi d. 20de Juli erholdt jeg friſte Gg. Da den meſt tilhører Natten, og om Vinteren opholder fig paa Havet, var dens Levemaade ilke meget bekjendt, førend Graba (. c.) oplyſte den, hvortil jeg vil henviſe Læferen. Under mit Op— hold paa Færverne havde jeg ofte nok Lejlighed til at iagttage den, men da det var i dens Dugletid, fil jeg ikke faa meget 495 at vide ſom jeg onſkede, thi man feer den paa denne Tid fun, om Natten, og naar Vejret er taaget og mørkt (her maa jeg modſige Faber üb. d. Leb. II 292). Naar disſe Betingelfer ere tilſtede, ſvoever den næften fom Hirundo rustica hen over Bolgerne, hvorfra den opfnapper fin Fode: denne beſtager viſt i Gopler og andre flimede Dyr (Velella &.), hvoraf der fin— des en ſtor Masſe ved Færøerne, thi i alle dem (over 20), ſom jeg aabnede, fandtes kun en klar Tran. Denne Fugl til— horer den boreale Zones ſydveſtlige Deel, og dens Opholdsſted er meget indffrænket, thi dens fornemſte Byggeplads er viſt Færøerne. Den tilhører det aabne Ocean, thi jeg ſaae den ikke i Nordſoen, og Sofolkene paaſtode, at man om Sommeren forſt modte Petrellen hiinſides Hetland; Prof. Nilsſon an— forer den ſom forekommende „nägra mil utom hafsbandet“, medens de flotffe Oer og Færverne betegnes ſom dens egentlige Hjem (Skand. f. foglar II. 349). Maegilliwray (Manual II. 266) anfører den fom byggende i Cornwallis, Hetland, Orkenoerne og Hebriderne. Den er ikke Stoddykker og ſvom— mer fjæfden, men berører Havets Overflade for at ſoge Fode. Puffinus arcticus. Faber. Døt. Lire. Fer. Skråpur. Liri (jun.). (Landt S. 255. Graba S. 72, 137, 172, 217). Ogſaa denne Havbeboer er en af den ferofke Faunas cha— rakteriſtiſte Eiendommeligheder. Den findes i ſtor Mengde paa Færverne, hvorhen den kommer d. 12te Marts, og Drager derfra 3 Uger efter Olai (d. 290e Juli). Paa Fjeldffraaninger, hvor ſtore Stene verke med los nedſkredet Sandjord graver den fig et dybt Hul, hvori den ſidſt i April lægger et hvidt Aeg; dens hyppigſte Byggeſteder vende ud mod Fjordene, og de derfra hen— tede Unger kaldes „bjargalirar“, men undertiden bygger den i 496 „Fieldlier, der vende ind mod Dalene, og disſe kaldes ,,fjadla- lirar“. Det fortelles af Svabo, og bekreftes af Færingerne, at denne Fugl har Flyttelyſt og forlader de Steder, hvor den for byggede i Mengde, for at flytte til andre (f. Ex, fra Skuo til Sando); men om dette ſkeer i en beſtemt Retning eller med beſtemt Henſyn til Lokalets Beſkaffenhed, har jeg endnu ikke faaet Underretning om. Naar Ungerne ere vorne, udtages de af Reden med en Krog paa en Stang, eller man graver et Hul fra oven ned i dens Gang, men dette maa omhyggelig til— ſtoppes igjen, thi, kommer der Regn i Reden, bygger Fuglen der ikke mere. J Udſeende er Ungen ganſke lig den Gamle, og Naumanns Tegning ſvarer ikke til dem, jeg har ſeet, lige— fom Fodderne ere urigtigt farvede, thi de ere kjodfarvede (fom hos Colymbus rufogularis), førte paa den indre Side. Ogſaa Liren er meſt i Bevægelfe i morkt og ſtormfuldt Bejr, og man feer, tfær i Taage, ſtore Flokke foonme paa Fjordene, hvorfra de hæve fig i en ſmuk og let Flugt, hvorved den hele Flok flyver ſtraat, idet den halder til den ene Side; den dykker med Lethed, men benytter ikke ofte denne Færdighed, da den flyver faa fortrinligt. Den nærer fig af Fiſk, ifær tager den ofte Sild, men jeg fandt desforuden næften altid Vegetabilier i dens Mave, der var fyldt med en klar Tran, der ikke lugtede, fom hos Procellaria og Thalassidroma. Jeg har ikke hort dens Stemme, men JFæringerne udtryffe den fom „takka-jäkup“. Sula alba. Meyer. Dfk. Tosſefugl. Fer. Sula. Grå sula. (jun.). (Landt .G 259). Bygger fun paa een O, nemlig Myfkindsholm, der ligger V. for den ved Vags liggende O Mytinös; her er dens eneſte Øngleplars, men den ſees temmelig hyppig flyvende omkring i 497 Fjordene (jeg har faaet flere fra Nälse-Fjord ved Thorshavn), hvor den fiſker Sej. Den kommer til Landet d. 25de Januar (Povlsmesſa), lægger midt i April 1 Ag; før den har lagt Aeg, fanges den med Hænderne, naar den ſidder og ſover paa Re— den, og den ſiges at ſove haardeſt, naar Vinden ſtager paa Land og det hagler; Ungerne fanges 3 Uger for Michelsdag. Den træffer bort ved Mortensdag (11. Novbr.), men af og til ſees den om Vinteren i Storm; den er en fuldkommen deeaniſk Fugl, thi den yngler kun paa de mindre Oer i Havet, ikke f. Ex. paa Island felv, men paa Beftmanserne. Prof. Nilsſon veed ikke at angive nogen Byggeplads for den paa Halvoen. Havpſulens Dragtforandring efter Alderen er bekjendt, og jeg har intet Nyt at meddele i den Sag; men, da jeg ſeer, at der i Skand. fauna (JI. 472) ftaaer Plads aaben for Benenes Farve, vil jeg tillade mig at udfylde dette Rum: Foden er morkegron, med 3 ſmukt lyſegronne Striber langs ad Lobets Forſide og een langs ad hver Taa, Svommehuden ſmudſig morkegron. Phalacrocorax carbo. Briss. Dſk. Aalekrage. Fer. Hiplingur. (Landt S. 257. Graba S. 68, 150). Denne Fugl! er ikke faa almindelig paa Færøerne fom den følgende, hvorimod den i Grønland og Danmark er den eneſte, paa Island og i Skandinavien den almindeligſte af denne Slegt: heraf flutter jeg, at denne Form mere tilhører Faſtlandet, hvori— mod Ph. cristatus er egen for Oerne i Oceanet og de Oer, der ligge ved Kyſten af Faſtlandet f. Ex. Lofoden. Den byg— ger nederſt i Fuglebjergene, ofte er dog Reden temmelig højt oppe paa en Afſats af Klippen, men afſondret fra det egent— lige Fuglebjerg. Den leegger 3-4 Wg, og Ungerne ere vorne Naturhiſtoriſk Tidsſkrift, Ny Rekke. II 32 498 ved St. Hansdag. Med Henſyn paa ÜUdmaalingen af Fuglen og Beſtrivelſen af dens meerkverdige Tunge henviſer jeg til Graba S. 150 og 151. Phalacrocorax eristatus. Briss. Dſk. Top⸗Skarv. Fer. Skarvur. (Landt S. 258. Graba S. 36, 68, 152 sqg.). Som jeg ved forrige Art antydede troer jeg, at denne er mere occaniff, og tilhører juſt derfor i ſtor Masſe Færserne; dette, ſynes mig, bekreftes, naar Prof. Nilsſon anfører den fom iſcer tilhorende „norrska skargården* (Sk. ſ. II. 480), naar Faber (Prodr. 53) omtaler den fom almindeligſt paa den ſydlige og veſtlige Deel af Island (Oerne regnes jo med). Hvad Fuglens Beſkrivelſe angaaer, vil der vel ikke lettelig være Noget at tilfoje til den Nojagtighed, hvormed Graba (S. 152) har udfort denne; kun maa jeg med Henſyn til Udmaalingen her, ſom de fleſte ovrige Steder, bemerke, at jeg har fundet en faa for Forſkjellighed i Sterrelſen, at der viſt ikke lettelig lader ſig nogen Normal-Dimenſion opſtille. J Henſeende til scrista** maa jeg tiltrede Grabas Mening, thi det er ſikkert, at af alle de Exemplarer, jeg har haft og ſeet, de altid vare de ſtorſte og ſmukkeſte, fom bare den, og da der med Henſyn til Aarstiden Intet kan paaftaars, efterſom den træffes baade Sommer og Vinter, er det vel rimeligſt at antage, at forſt den meget gamle Fugl fager den fuldftændige Top. Skarven er Standfugl paa Feroerne, den bygger i Urerne (de ftore Masſer af nedſtyrtede Stene ved Fjeldenes Fod), altid ud imed det aabne Hav, hvorfor den om Sommeren fjælden feed i Fjor— dene, medens om Vinteren ſtore Skarer findes i disſe. Dens Rede ftaaer ſedvanlig ikke faa hojt fom Phal. cormor, og ben er ſtor, bygget af Segres og Tang, beſtandig vaad og ſlibrig; 499 de 3.4 Aeg ere fmaa, blaalig ſmudſighvide med en tyk falfagtig Skorpe: de legges ſidſt i Marts eller i April, og Ungerue ere ſtore ſidſt i Juni. Skarven plages meget af Utoj, og overfaldes ofte af en Slags Peſt, hvorved den bliver aldeles forvirret og lader fig tage med Hænderne (Sabo). Colymbus septentrionalis. Linn. DÅ. Lom. Fer. Lömur. (Landt S. 261. Graba S. 49, 68, 118). Dette er den enefte Lom, fom med Beftemthed kan figes- at yngle paa Færserne; den er overordentlig almindelig ved alle Jndføer oppe imellem Fjeldene, hvor den lægger fin Rede tæt ude i Kanten af Grønfværet, for at den hurtig fan vælte fig ud i Bandet i paakommende Fare og derfra komme i Flugt, thi paa Landjorden er den aldeles hjelpelos: den er meget frygt— fom, og jeg veed Exempel paa, at 2 Lomme ved en Indſo (tjodn) paa Norderoerne faldt ned igjen efter at være komne i Flugt, fordi der blev ſkreget og gjort Larm. Den kommer til Landet midt i Marts (til det ſydlige Island 10de og Alte April, Faber) og trakker ſidſt i September og forſt i Octo— ber; ſidſt i Maj leegger den 2 Aeg, fom ruges omtrent i 4 Uger. Den flyver hojt med hurtigt Vingeſlag, hvorved den lader 2 forffjellige Stemmer høre, nemlig warwick, hvoraf Feringerne fpaae vaadt Vejr, og turhatrå (ſaaledes udtrykke Feringerne det), hvoraf man venter Torke. Anas boschas. Linn. Dfk. Vildand. Fer. Stokkondt. Vild-dunna. (Steggi G. dunna 9). (Landt S. 262. Graba S. 68, 69, 80) Jeg har allerede for opſtillet den Formodning, at Fer— dernes Flade-Indhold var for lille, til at mange Fugle, fom a 320 500 man ellers ſkulde vente, kunde findes der: dette er nu navnlig Tilfceldet med Slegterne Anser og Anas, da de bygge ved ferffe Vande og helſt langt fra Havet; af Anser findes derfor, ſaavidt jeg veed, aldeles ingen ynglende, thi Ans. cinereus (intermedius?), fom Svabo og Landt anfore, har jeg ikke funnet faae Underretning om, og den er ſikkert bortſkudt. Af Anas-Slegten er boschas den eneſte, om hvilken jeg veed med Sikkerhed, at den yngler deroppe; den er dog ikke faa hyp- pig fom hos os; dens Byggeplads er ved ferſke Soer mellem Fjeldene. Den er Standfugl. Fuligula mollissima. Bon. Dft. UAverfugl. Fer Ava (p). Ävu-blikur (3). (Landt S. 249. Graba S. 36, 68). Findes almindelig hele Aaret paa Oerne; dens Ophold— ſted er langs ad Skjerene og de ſtore Stene ved Strandkanten, men derfra drager den i Flokke omkring i Fjordene for at fiffe, ogſaa ud i det aabne Hav; men om Efteraar og Vinter ere ifær Fjordene ſterkt befolkede af den. Den bygger fin Rede, der beftaaer af Tang og Straa med en Krands af Duun om— kring, oppe i Landet, dog ikke langt fra Havet; ofte bygger den i ſtore Masſer paa Holme (f. Ex. Kjirkjibo-Holmen), hvor den er fredet og af den Grund overordentlig tam: disſe Holme ere ſedvanlig ikke hojtliggende. Sidſt i Maj legger den 4-5, ſjclden 6-7 Wg, fom ruges i 4 Uger, og den Gamle ferer da Ungerne ned til Havet fra Reden: disſe ſvomme nu muntre omkring, anførte af Moderen, der ſmuk og kjak ſtyrer To— get med en velklingende Stemme. Faringerne paaſtaae, at den altid gaaer op til Reden, men flyver ned igjen. 501 Mergus serrator. Linn. Dfk. Lille Skalleſluger. Fer. Toppondt. (Landt S. 252. Graba S. 68). Findes ikke ſjelden i Landet, men langtfra i Mengde, og man kan berejſe Meget af Feroerne uden at obſervere den, thi de enkelte Par, fom opholde fig der, bygge i afſides Dale ved en Indſe (f. Ex. Lejnnavatn paa Nord-Stromo), hvor Reden findes i Græsfet mellem ſtore Buſke af Rumex og An- gelica: den indeholder fordetmeſte 12 Aeg, fom træffes midt i Juni. Om Efteraaret findes den i temmelig ſtor Mengde i Fjordene. Uria grylle. Lath. Dft. Teiſte. Fer. Tejsti (tejstapisa. jun.). (Landt S. 260. Graba S. 37 pp.). Udenfor Feroerne i Havet faar jeg ikke denne Fugl, men faafnart man kommer ind i Fjordene, treffes den i Mengde ſaavel ude paa Fjorden ſom langs med Strandkanten: her har den fine Eg (1⸗2) liggende uden Underlag paa den blotte Steen; paa Fjordene ſamles de meſt i ſtille taaget Veir, men jeg faae dem aldrig i faa ſtore Flokke fom Mormon, Alca og Uria trolle. Den er meget troſkyldig, men vanffelig at føyde, da den deels dykker for Skudet, deels, naar dette ikke var drebende ſtrax, bliver borte og kommer ikke mere op (dette erfarede jeg tit i Nålsøfjord par 1420 Favne Band). J Juni og Juli fandt jeg fun faa i ren Sommerdragt, idet Spejlet deels var blandet med Graat, deels det ſorte Underliv havde mange hvide Fjedre. Den er Standfugl og findes om Vinteren i ſtore Ska— rer dybt inde i Fjordene. Jeg har tit ſeet den fange Blennius og Ammodytes, men den eder ogfaa Krebs og Bloddyr. 502 Uria troile. Temm. Dff. Spidsnceb, Aalge. Fer. Lomvia. (Landt S. 262. Ur. lonwia. Graba S. 95, 106). Findes allevegne paa Færøerne baade i de egentlige Fugle— bjerge og ellers overalt hvor Kyſten er noget ſtejl: ogſaa tref— fer man dem ſvommende i Skarer i Fjordene og udenfor Lan— det, felv midt i Rugetiden. J Fuglebjergene indtager den den Zdie Plads fra neden, idet Phalacrocorax og Larus tridac- tylus bygge længer nede. Den kommer til Landet forſt i Marts og træffer bort i September, men ſees dog af og til om Vin— teren, iſer hyppig, naar Storm og Uvejr driver den død eller levende iland. J Slutningen af Juli Maaned fik jeg vorne Unger, der fun endnu havde Duun paa Hovedet; Dragten lig neve den Gamles Vinterdragt, men det Sorte var ſterkere paa Struben, og paa hele Halſen vare forte Fjedre ſynlige; Nær bet var fort og vanffeligt at ſkjelne fra det hos Ungen af Alca torda; den gif i en ffraa, temmelig opreiſt Stilling, paa Tæerne, og ſank fun tilbage paa Tarſen, naar den ſtod lengere fille, Skriget var fint pibende. Jeg har kun fundet een Art Aalge paa Feroerne, og jeg troer ikke, at Uria Brünnichii (Sabine) findes der, thi viſtnok traf jeg mange, hvis Næb var fortere og højere end hos andre, hvis hele Krop var tykkere, og hvid øvrige Uvdfeende nok kunde pasfe paa Ur. Brünn., men deels var dette ikke conftant, deels bragte Sammenligning med myte Uria Brünn., fra Grønfand mig til aldeles at forfafte Iden— titeten. Den 26de Juli fammenlignede jeg en ſtor Mengde friſte Urier, hvorved det viſte ſig, at alle Stuttnefierne hvoraf jeg havde 36 for mig, vare uden Rugeplet, hvorimod alle Langnefierne (Ur. troile) havde denne, desuden havde Langnes fierne lyſe, guulbrune Teer, Stuttnefierne, mørkbrune: dette Forhold fladfæftede fig hos Uria ringvia, Fab. Jeg er derfor meget tilbejelig til at antage, at den feroſke Stutt— 503 nefia kun er en yngre Langnefia, hvorimod Ur. Brunaichii ikke findes der, idetmindſte ikke om Sommeren. — Uria la— erymans, Valenciennes, er meget hyppig paa Feroerne, hvor den findes ſammen med U. troile; jeg er ikke iſtand til at yttre mig med Beſtemthed i Henſeende til dens Arts-Selpſtendighed, men da der iblandt dem fandtes Former med tykkere og tyn— dere, lengere og fortere Næb, da Forholdet med Henſyn til Fodderne var det ſamme hos Uria troile i dens ældre og yngre Form, faa er jeg næften tilbojelig til at erfjende den fom Art, uagtet jeg ingenlunde tor modfige Graba (S. 107) eller Fa— ber (Prodr. S. 43), der ikke erkjende den ſom ſaadan, thi jeg havde ikke Lejlighed til at iagttage den faa ofte fom det behovedes. Feringerne give den intet andet Navn end Ur. troile. Alca torda. Linn. Dft. Pappegoie⸗And. Fær. Alka (älkupisa. jun.). (Landt S. 253. Graba S. 60, 78, 102). Meget almindelig paa Feroerne, hvorhen den kommer i Begyndelſen (12te) af Marts, og drager derfra forſt i Sep— tember. J Fuglebjergene indtager den med Uria troile den Zdie Plads, men den findes langtfra ui faa ſtore Skarer fom den forrige. Sidſt i Juli fif jeg vorne Unger: de lignede aldeles de Gamle, da Halſen var bruun heelt ned paa Bryftet, men Nebet var næften aldeles fom paa Ungen af Uria troile, und— tagen at Der vare fvage Antydninger til Tverfurerne, og den hvide Streg fra Øjet var aldeles tydelig; ſaaledes bliver Prof. Nils ſons Beſtrivelſe fejlagtig, naar han (Skand. f. II. 5213 ſiger, at Ungen ligner den Gamle i Vinterdragt, thi den au— lægger denne paa ſamme Tid fom den Gamle, nemlig fordet— mefte ved dens Afrejſe fra Landet; derimod har Faber (Prodr. 47) det Rigtige. De levende Unger, jeg obſerverede, havde langt 501 vanffeligere ved at bevæge fig end de af Ur. troile; de vral— fede med pladſkende Skridt, fordetmeſte ſtottede paa den forreſte Deel af Tarſen, medens den ovrige flod ſkraat bejet; dens Stemme lignede Ur. kroile's, men var heſere. Alken findes ofte om Vinteren i Masſer liggende død paa Stranden, naar det har ſtormet. Mormon arcticus. IIlig. Dfk. Sopappegoie. Fer. Lundi (Lundapisa. jun.). (Landt S. 254. Alea aret. Graba S. 68, 78, 108, 116). Dette er en Deeanfugl, da den kun yngler paa Oerne i Nordhavet, f. Ex. ved Island paa Veſtmanberne, vid Gron— land paa Klippeoerne udenfor den ſydlige Deel af Landet, paa Lofoden o. ſ. v.; paa Feroerne er den overordentlig almindelig og bygger overalt hvor der er los Sandjord paa Klipperne, baade imod Havet, Fjordene og indad imod Dalene i de ffraae Fjeldlier (vette er det mindſt almindelige Tilfælde); i Fugle— bjergene beboer den den overſte Plads. J Bjergene og hvor den ellers har Rede er den meget driſtig og arrig, naar man kommer den for nær; men udenfor Byggepladfen, naar den f. Ex. ſvommer i Smaaflokke paa Fjordene, er den pderſt fly og vanffelig at føyde, da den dykker uophorligt, og man fager den ikke, derſom ikke Skudet er ejeblikkelig dbræbende. Lunden kom— mer til Færeerne den 14de April og begynder at drage bort ſidſt i Auguſt, men avffillige ſees til hen i September; den træffer ligeſom de evrige Bjergfugle, altid oſtenefter med Strom— men. Ferend den drager bort, ſige Faringerne, at den renſer | fin Rede, og den underføger den, naar den kommer, hvorfor man vel maa vogte ſig for at lade Regn komme i Reden, der— fom man har udgravet den for at faae Ungerne. 3 Uger efter Ankomſten begynder den at lægge g: den har to Rugepletter, 505 een paa hver Side, ligeſom Alca torda. Dens almindeligſte Føde beſtaaer i Smaafiſk, og man feer den fær hyppig ſvomme eller flyve med en Ammodytes (Nebbasild), der krummer fig omkring dens Næb. Den gaager meget godt, og ſtotter fun paa fele Saalen, naar den hviler, dens Flugt er hurtig og ſnur— rende, den dykker med udbredte Vinger. Der findes hyppige Varieteter af denne Fugl, iſer de ſaakaldte „hvide Lunder”, ſom allerede Svabo omtaler at have ſeet fra Fuglo: disſe ere næften recent hvide paa Kroppen med Undtagelſe af enkelte ſorte Fjer paa Ryggen; Hoved og Vinger ſorte med enkelte hvide Fjer; Fodderne ubetydeligt lyſere end hos de almindelige. Undertiden er Hovedet, Vinger og Hale Iyfegraae og det Ov— rige hvidt, den blege Iris endnu lyſere end ſedvanlig. Med Henſyn paa Fuglebjergenes og deres Beboeres Beſtrivelſe veed jeg Intet at foje til Grabas fortræffelige Afhandling (S. 100 117), hvormed Paſtor Landts Artikel om Fuglefangſten (S. 366“ 376) turde ſammenlignes. Jeg har nu anført de Fugle, fom jeg temmelig ſikkert vidſte, ynglede paa Færøerne, og altfaa egentlig tilhørte dette Land; disſe vare faa Arter (42) og næften alle veeaniffe Former, fom deels ogſaa ellers beboe ſmaa Klippever, f. Ex. Bjergfugle, Anthus rupestr., o ſ. v., deels kun findes paa Gmaaverne i det nord— lige Atlanterhav, f. Ex. Lestris catarrh., Puſſinus, Thalassi- droma, Sula o. fl. Af disſe Former beftaaer ſaaledes den feroſke Fuglefauna om Sommeren; men Foraar og Eftergar medfore ſtore Forandringer, idet Antallet naturligviis paa den ene Side formindſkes ved de bortdragende Fugle, men paa den anden Side i en endnu hojere Grad foroges ved de ankom— 506 mende. Dette gjelder altfaa baade Forberedelſestiden for Sommer— faunaen og Indledningen til Vinterfaungen, da Feroerne ogſaa for Vinteren have deres beſtemte Fugleſormer, fom foroges ved en ſtor Deel Tilfældigheder. Af Standfugle have Feroerne: Falco lithofaleo, Corvus corax og cornix, Columba livia, Sturnus vulgaris, Emberiza nivalis, Authus rupestris, Trog- lodytes, Gallinula crex, Charadrius apricarius, Rallus aqva- ticus, Tringa maritima, Larus marinus, tridactylus, luscus, argentatus, Thalassidroma pelagica, Phalacrocorax carbo og eristatus, Anas boschas, Fuligula mollissima, Mergus serra- tor, Uria grylle; om nogle af disſe (f. Ex. Anthus, Cha- radrius) kan der dog ſiges, at idetmindſte en ſtor Deel drager bort; og muligviis ere disſe Urter Trœkfugle paa Feroerne, og de Individer, ſom opholde ſig der om Vinteren, maatte da være Flygtninger f. Ex. fra Island, hvorved jo rigtignok Cha— rafteren af Standfugl og Trakfugl holdtes mere reen, men hvor ſkulde f. Ex. Sturnus komme fra, da den ikke er paa Is— land? Thi Vintertrakket gaaer jo fra Nord til Syd; fra Norge vilde det være en forunderlig Vej. Ligefom der altfaa ere Sommertrakfugle for Færøerne, ſaaledes er der ogfaa ſaadanne om Vinteren, nemlig ſaadanne, fom komme bvert Efteraar og opholde fig der om Vinteren: Fringilla linaria, Numenius arcuata, Tringa islandica, Larus glaucus og leucopterus, Anas glacialis, Mergulus alle. Til disſe conſtante Indvaanere fojes nu en Deel, f. Er. Pyrrhocorax, fom næften hver Vin— ter lade fig tilfyne i temmelig ſtor Mengde. Jeg vil nu til— lade mig at anføre de Fugle, der ere trufne paa Feroerne uten at bygge der, enten de ere ſtadige Gjeſter eller forbigagende Tilfeldigheder. 507 Falco albicilla. Linn. Dff. Gaafe-Ørn. Fer. Örn. (Landt S. 243. Vultur albic.). Allerede Paſtor Landt (J. c.) anfører denne Fugl fom udryddet paa Færoerne, med den Bemerkning, at den byggede paa Tintholmen (ved Vägo). Jeg har ikke faget Exemplarer derfra Landet, men adſkillige Navne (f. Ex. Arnafalstindur paa Øfterø) tyde paa, at den for har været deroppe; i Deebr. 1842 ſaaes nogle paa Vågø. Falco haliaétos. Linn. Dſk. Flovørn, Blaafod. Univerſitetsmuſeet har ifjor faaet et gammelt Exemplar af denne Fugl derfra Landet: jeg har ikke for hort, at den er ſkudt der. Falco islandicus. Briss. Dff. Jagtfalf. Fer. Fålkur. (Landt S. 243 Falco — ? S. Graba 202), Jeg er overbeviiſt om, at Jagtfalfen ikke bygger paa Fer— verne, og jeg veed ingen andre Exempler paa, at den er truf— fen der om Sommeren, end det, at Graba (J. c.) traf den paa Sudero d. 22de Juni 1828. Om Efteraaret derimod og Vinteren ſees den meget ofte, tfær ſees den ofte at fare pül— ſnar ned og fange en Tejft eller anden Fugl. Falco tinnunculus. Linn. Dfk. Taarnfalk. Univerſitetsmuſeet fik en ung Fugl i dette Efteraar. 508 Strix nyetea. Linn. Dit. Snee-Ugle. Fer. Katt-uggla. Denne Ugle findes en ſjelden Gang forvildet til Færøerne, formodentlig fra Hetland, da Maegilliwray anfører ven fom opholdende fig der (Manual. I. 61). Jeg har fun ſeet det Exem— plar, fom det kgl. Muſeum har erholdt gjennem Amtmand Dil— liſch: denne blev fanget paa Nord-Stromo, og Faringerne vare meget bange for dens gloende Ojne. Strix brachyotos. Latli Dſt. Moſeugle. I de ſidſte Aar har jeg ofte ſeet og faaet Exemplarer af denne fra Færøerne, iſcer fra Sando, hvor den hvert Efteraar indfinder fig i ikke ubetydeligt Antal. Skulde den bygge paa Island og træffe derfra? Strix otus. Linn. Dfk. Lille Horn-Ugle. Under mit Ophold paa Feroerne fik jeg et Exemplar, der i Foraaret 1844 var taget levende mellem Huſene i Thorshavn. Paſtor Landt anfører i fin Bog S. 244 Strix passe- rina: herved maa vel forftaaes Linnés Str. pass.; men i alle Tilfalde har jeg ikke ſeet den, eller hort, at den er fundet deroppe. Corvus corone. Linn. Dfſk. Sort Krage. Fer. Hjalllands-Kråka. Under dette feroſke Navn har jeg faaet C. corone der— fra Landet, medens Landt (S. 247) giver C. monedula dette Navn (Hetland, fær. Hjaltland); men jeg har aldrig hort, at C. monedula er fundet paa Feroerne. N 509 Pyrrhocorax graculus. Temm. Dff. Alperavn. Fer. Rökur. Uagtet jeg ikke felv har faaet denne Fugl fra Færserne, veed jeg dog med Beſtemthed, at den jevnlig i ikke ubetydelige Flokke opholder fig der i Landet om Efteraaret. Saaledes vifte den fig i September og October 1846 overalt baade paa de ſydlige og nordlige Øer. Maegilliwray anfører, at den kom— mer i Flokke til England, Irland og Skotland, hvor den op— holder fig i Klipper ved Havet. Landt giver (S. 147) Cor- vus corone det fœeroſke Navn, fom tilkommer denne. Hirundo urbica. Linn. Dfk. Byſvale. Fer. Sväli. (Landt S. 272). Medens Svalen paa Faſtlandet yngler langt nordligere end Færvernes Brede (Skand. f. I. 209), er den dog en meget fjælden Gjæft paa disſe Oer: Grunden hertil maa vel ſoges I den ſkarpe Sotaage. Caprimulgus europæus. Linn. Dff. Natravn. (Graba S. 78). Foruden det Exemplar, fom Graba (1. c.) omtaler fom tilſendt Etatsraad Reinhardt, har jeg kun ſeet eet, ſom jeg erholdt: den var tagen Død ved Thorshavn i Juli 1842. Muscicapa atricapilla. Linn. Døft. Svaleſpurv. Univerſitetsmuſeet har faaet en Han, ffudt ved Thorshasn den 7de Maj 1846. 510 Sylvia trochilus. Temm. Dit. Spurvekonge. Univerſitetsmuſeet ejer et Exemplar fra Færserne, taget paa Nålsø i October 1845. Regulus cristatus. Willugb. Dſt. Fuglekonge. Graba omtaler S. 146 og 147, at i Efteraaret 1827 nogle Fuglekonger bleve tagne paa Nälse; jeg har ikke ſiden hort, at den er truffet der paa Oerne. Motacilla flava. Linn. Dſk. Guulſpink. Da Graba (S. 125) fandt den ved Stranden paa Rågø d. Aden Juni 1828, og jeg flere Gange har hort, at den ofte er feet deroppe om Sommeren, er jeg itke utilbojelig til at antage den for en af de Nybyggere, hvoraf Faroerne ſikkert efterhaanden faae flere og flere. Cinclus aqvaticus. Bechst. Dit. Strømftær. Fer. Åarpisa. (Landt S. 271, Sturnus cincel.). Svabo taler om denne Fugl fom yuglende paa Norder⸗ derne; Landt (J. c.) bemærfer, at han kun erholdt een, og at de fleſte Færinger kun kjende den af Navn; Graba nævner den ikke. Jeg gjorde mig Umage for at faae nogen Underretning om den, men fik kun at vide, at Indbyggerne kjendte den om— trent paa ſamme Maade fom Rell. agv., og jeg har heller ikke feet Exemplarer derfra Landet. 514 Turdus iliacus. Linn. Dit. Viindrosſel. Far. Odinshåni. (Landt S. 270. Graba S. 31). Hvert Foraar (i April) indfinder denne Drosſel fig i ikke ringe Antal, men den drager efter nogle Ugers Forleb bort igjen, og bygger ikke paa Feroerne, da Birkekrattet, ſom den finder i Mengde paa Island, mangler her. Turdus pilaris. Linn. Dſk. Snarre. Fer. Odinshäni. Jeg har kun faaet eet Exemplar (gl. 3) af denne Dros— fel derfra Oerne; dette var ſkudt ved Thorshavn i December 1843; men jeg troer viſt, at den vil findes hyppigere deroppe. Alauda arvensis. Linn. DØ Sanglerrke. Fra Sando har jeg faaet flere Exemplarer af denne Fugl paa flere Tider af Aaret, og det er mig forſikkret af en ind» født, videnſkabeligt dannet Mand, at den bygger idetmindſte paa denne O, hvortil viſtnok fan tilfojes Suderoen, da de temmelig ſtore Sletter paa disſe Der gjøre det meget rimeligt, at Lær- fen kan opholde fig der. Da Landt (S. 271) anfører den, rigtignok ſom meget fjæfden, vil viſt min Formodning, at Fer— vernes Fuglefauna efterhaanden betydelig foroges med ſpdlige Fillæa, i nogen Grad ſtyrkes. Graba navner den (S. 205) ſom egen for Sudero. Fringilla linaria. Linn. Dfk. Siſken⸗Rollik. Landt omtaler (S. 271) denne Finke aldeles ubeſtemt, men jeg anfører den dog her, fordi jeg af troværdige Vidnes— 512 byrd er forfiffret om, at den findes i Mengde hver Vinter, hoilket er hojſt rimeligt, da den jo er almindelig i Island, og i Regelen vandrer derfra (Faber: Prodr. S. 16). Derimod troer jeg ikke, at den, ligeſaalidt fom nogen anden Fringilla, bygger deri Landet, idetmindſte ſogte jeg den forgjæves, og Lo— calet er paa Grund af Mangelen paa Birkekrat ugunſtigt. Jeg har ingen Exemplarer erholdt derfra. Fringilla coelebs. Linn. Dſk. Bogfinke. Univerſitets-Muſeet har faaet et Exemplar, der blev ſkudt d. 22de October 1845 ved Thorshavn; det var en ung Han. Charadrius vanellus. Pall. Dff. Vibe. Fax. Vipa. Landt anfører den (S. 268) fom Tringa vanellus. Lin. med den Bemærkning, at den fres meget fjælven; Faber om— taler den (Prodr. S. 26) fom truffen af og til paa Island; jeg har ikke felv faaet den, men en troveerdig Mand har fortalt mig, at den ſages ofte paa Sudere, iſcer ved Sumba (paa Sydſpidſen). Ardea cinerea. Linn. Dft. Graa Hejre. Fer. Hegri. Hejren traffes enkeltviis til alle Tider af Aaret, endog midt om Vinteren; ſaaledes fik jeg 1842 en ung Fugl, der var ffubt ved Thorshavn d. 15de Januar. Den bygger ikke deroppe. Naar den ſees, opholder den ſig enten ved Stranden eller ved Indſoerne, hvor den fiffer Foreller og Orreder. Landt omtaler den S. 265. 513 Ibis faleinellus. Vieillot. Dft. Sort Ibis. Far. Svartur Spegvi. (Graba S. 146). Denne ſydoſtlige Fugl, fom forekommer temmelig hyppig i England (Maegilliwray, Manual I. 140), er ogſaa truf— fet flere Gange paa Færøerne, hvor den kjendes under Navn af „ſort Spove“. Numenius arcuata. Lath. Dfk. Dobbelt Regnſpove. Fer. Tannspegvi. (Landt S. 266. Scolopax are. Graba. S. 36). Medens denne Fugl er FTræffugl i Norge og Sverrig (Skand. f. II. 178), træffes den paa Feroerne hver Vinter, og findes da ved Stranden, hvor den vel lever af Unnelider. Limosa melanura. Leil. Dfk. Sorthalet Kobberhøne. J December 1845 ſik jeg en gammel Han af denne Fugl, fom ikke før er antegnet fom færøff; den er almindelig i det ſydlige Island (Faber. Prodr. S. 25), men jeg troer ikke, at Localet kan tillade den at bygge paa Feroerne. Totanus calidris. Bechst. Dft. Rodbeen. Fer. Stelkur. (Landt S. 266). Allerede Svabo bemerker, at denne Fugl ſees Hyppig midt i April, og trekker bort om Sommeren; det er altſaa rimeligt, at Feroerne for den, ligeſom for Turdus iliacus, er en Mellemſtation paa dens Vandring til Island, hvor den er almindelig ſom ynglende Fugl (Faber. Prodr. S. 25); paa Naturbiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 3³ 514 Færserne bygger den ikke. Jeg har faaet flere Exemplarer dere fra Oerne, hvoriblandt eet i complet Vinterdragt i Foraaret 1845: den var ſkudt ved Thorshavn, hvor den opholdt fig ved Stranden i Selſkab med Tringa maritima og den omtalte Limosa. Tringa islandica. Linn. Dſt. Staalſneppe. Uagtet Landts hele Beſtrivelſe af denne Fugls Leve— maade, fom han kalder Tr. fusca, striata, cinerea, pasſer al— deles paa Tr. maritima, ligeſom det ferofke Navn, fom han bruger, og Jevnforelſen med Eggert Olafſon kun kan til— komme denne (fee S. 267), faa har jeg dog anført denne Fugl fom feroſk, uagtet jeg ikke felv har faget Exemplarer af den, deels fordi Landts Navn ,.cinerea't giver mig Haab om, at at han har haft denne Fugl for ſig, deels fordi dens hyppige Ophold paa Island og Vandring derfra gjør det rimeligt, at den maa findes deroppe. Gallinula chloropus. Lath. Dit. Sumphone. Univerſitets-Muſeet har faaet et ungt Exemplar af denne Fugl, der var ſkudt ved Sands paa Sandoen d. Gte Decem— ber 1845. Fulica atra. Linn. Dff. Blishone. Fer. Sjöhöna. Allerede Paſtor Landt (S. 270) anfører denne Fugl fom en fjæfden Fremmed paa Færserne. Jeg har faaet Exemplarer paa flere Tider af Aaret derfra, hvorfor jeg maa antage, at den temmelig hyppig vifer fig deroppe. Faber (Prodr. S. 63) omtaler den for Island. Phalaropus ruficollis. Pall. Dſt. Odinshane. Far. (Hålsarejdi). Landt (S. 267) anfører under Navnet Tringa lobata denne Fugl fom ynglende paa Færserne; det Samme gjør alle rede Svabo, der figer at den lægger 4 Ag ved Indſoer. Jeg ſogte den forgjaves deroppe, Graba omtaler den ikke, og jeg har fun feet faa Exemplarer derfra Øerne: jeg maa der— for antage, at, ligeſom jeg ved Alauda arvensis bemerkede, at Feroernes Fuglefavna forøgedeg fra Syd, ſaaledes losrives den til en Deel fra Nord, hvis det overhovedet ikke er et uhel— digt Tilfælde, at hverken Graba eller jeg have fundet den. Macgilliwray (Manual II. 84) anfører den fom yuglende for Hetland og Jrfengerne; og jeg er i alle Tilfælde over— bevüiſt om, at den fom Trakfugl temmelig hyppig maa træffes paa Feroerne. Larus glaucus. Brünn. Fær. fsandsmåsi (adult.), Vallmåsi (jun.). Under Navnet L. hyberboreus. Leem. anfører Landt (S. 264) venne Fugl, fom Svabo allerede omtaler fom hyp— pig om Vinteren: det er dog meft Unger, der under Navnet „Vallmäsi“ forekomme flokkeviis hvert Efteraar. Jeg har feet og faaet flere ſaadanne unge Fugle, men fun feet een gammel, fom Univerſitets-Muſeet fif; det var en Hun i Vinterdragt, ſtudt d. 7de Novbr. 1845. Den bygger ikke paa Færøerne. Larus leucopterus. Faber. Fer. islands måsi (adult.), Vallmäsi (jun.). Denne Maage findes jevnlig om Efteraaret iblandt de for— rige, og de benævnes eens af Indbyggerne; jeg har faaet flere 33* 516 Unger derfra, men kun to Gamle, fom vare fludte i Detober 1843 ved Thorshavn, hvor de opholdt fig i Flok; de vare i reen Sommerdragt. Larus capistratus. Temm. Far. Fransa-Tedna (9). (efr. Temm. manuel d'orn. II. p. 284. IV. p. 485). Da det kongelige Muſeum har et Exemplar af denne Maage fra Færøerne, og dens Üdſeende pasſer paa Færingernes Be— ſkrivelſe af deres ,,Fransatedna**, har jeg anført den her under dette Navn, uagtet jeg ikke felv har faaet Exemplarer derfra Oerne. Landts Benævnelfe „L. ridibundus“ (S. 264) tyder ogfaa paa, at det rimeligviis er denne Fugl, han mener. Den ſiges af Færingerne at bygge paa GSubderøen. Colymbus glacialis. Linn. Dit. Jislom. Fer. Havgås. (Landt S. 261. Graba S. 78, 125, 142). Det var mig ikke muligt at finde denne Fugls Rede, uagtet jeg faae den hver Dag ſvomme i Fjordene; det ſamme Uheld hvilede over Svabo, Landt og Graba, da dicsſe vel om— tale den font almindelig, men de to forſte bemerke udtrykkelig, at man ikke har fundet dens Rede deri Landet, og at Ind— byggerne derfor troe, at den ruger fine g aud under Vingerne. Jeg har fun faaet yngre Exemplarer derfra Landet, da de ældre ere faa overordentlig føye og vanffelige at ffyde; men jeg er overbeviiſt om, at den bygger deroppe, og jeg haaber ſenere at funne ftabfæfte denne Formodning. Podiceps cornutus. Lath. Dff. Hornet Lappedykker. Af denne Fugl har jeg faaet en Deel Exemplarer derfra Landet, men det var næften altid Unger i Efteraarsdragt, og 517 jeg faae den ikke deroppe, ligeſaalidt fom jeg har erholdt noget Exemplar derfra om Sommeren. Podiceps arcticus. Boie. DE. Nordiſk Lappedykker. Ogſaa denne Fugl træffes ofte i Landet om Foraaret og Efteraaret, men den bygger ligeſaalidt ſom den forrige deroppe, da det nødvendige Locale, Indſoer længere inde i Landet, fom Island har i Overflodighed, her mangle. Landt omtaler un— der Linnés Navn „Colymbus cristatus“ en Fugl t fin Bog S. 262; dette maa enten være Pod. cornutus eller arcticus, da Pod. cristatus, for hvilken Prof. Nilsſon anfører fom Sy— nonym Linné s Col. erist, aldrig er fundet paa Færøerne, faavidt mig er befjendt. Podiceps minor. Lath. Dfk. Dverg⸗Lappedykker. Univerſitets-Muſeet har faaet et ungt Exemplar af denne Fugl, der var ſkudt d. 24de November 1845 paa Nålsø. Cygnus musicus. Bechst. Dſt. Sangſvane. Fer. Svånur. Paa Grund af Feroernes Mangel paa pasſende Locale kan Svanen ikke bygge deroppe, men om Efteraaret og For— aaret findes den ikke fjælden ved de ſtorre Fjeldſoer, f. Ex. Sor— vågs-vattn paa Vägo, Lejnnavattn paa Nord-Stromo; dog er den nu fjælduere end for, da man har efterſtrebt den altfor ſtaanſelsleſt. Ånser segetum. Meyer. Dit. Seedgaas. Fer. Grågås. (Landt S. 247. Anas anser ferus). Sva bo figer om denne Fugl, at den Iægger i Mai 6 Vg paa flad Mark, og flytter bort ved Michelsdag; det Gamme 518 gjentager Paſtor Landt (S. 247) med den Tilfoielſe, at den (Aar 1800) begyndte at blive fjælden. Nu yngler Sedgaaſen ikke paa Færserne, men treffes dog, efter troværdig Beretning, af og til; jeg felv har intet Exemplar faaet derfra Oerne. Anser torqvatus. Frisch. Dfk. Ringgaas. Fer. Helsingagås. (Landt p. 248. Anas bernicla). Findes af og til Vaar og Hoſt, men den bygger ikke deri Landet; da den rimeligviis yngler i Island (Faber. Prodr. S. 80) og trakker derfra, er det vel ſandſynligt, at den paa fin Reiſe hviler paa Feroerne ligeſom Svanen. Anser leucopsis. Bechst. Døt. Fjeldgaas. Fer. Brameås. (Landt S. 248. Anas erythropus). Sees i Flokke paa 30:50 Stykker, fær i October, men ikke regelmæsfigt, og man fager den ikke ofte fra Færøerne, da den kun opholder ſig der en kort Tid. Anas crecca. Linn. Dfk. Krikand. Fer. Krikk-ondt. (Landt S. 251. Graba S. 80). Bygger ikke paa Færserne, men ſees om Foraaret paa fin Reiſe til Island, hvor den er en almindelig Treækfugl (Faber Prodr. S. 77). Graba faae den d. öte Maj, medens Faber anforer dens Ankomſttid til Island til den tredie Uge i April; her maa altfaa denne Termin udvides, thi dens Rede er ikke fundet paa Færserne, og Localet er heller ikke pasſende. 519 Anas acuta. Linn. Dſk. Spidsand. Fer. Stikkondt (?). (Landt S. 250. Graba S. 125). Landt anfører denne And fom tilfældig for Færserne; allerede Svabo omtaler den og har givet en god Tegning af den. Graba (J. c.) faae den ved Stranden paa Vaͤgo d. Aden Juni, men dette pasſer ikke til, at den kun ſkulde være gjennem— rejſende paa Trakket til Island, hvor den kommer d. 17-27ve April (Faber Prodr. S. 76); paa den anden Side ſeer jeg ingen Rimelighed i, at denne And ffulde bygge paa Fer— derne, naar de ovrige af Slegten, der aldeles høre under ſamme Kategorie, ikke gjore det, med mindre man kunde antage, hvad jeg er tilbojelig til, at Færøernes Favna ogſaa med Henfyn til denne Slegt efterhaanden foroges, thi det er viſt, at alle rede i min forte Praxis Antallet af de paa Færserne ſkudte Anäs betydelig er tiltaget i de ſidſte 45 Aar. Hvad denne Art angaaer, da faae jeg den ikke ſelv deroppe, kunde heller ikke faae nogen Underretning om den, men jeg har feet Exemplarer Derfra ki Parringsdragt. Anas penelope. Linn. Dſt. Piband. Jeg har kun feet eet gammelt Exemplar af denne Fugi Derfra Oerne; Dette erholdt Univerſitetsmuſeet i forrige Efter— aar, men det er vel rimeligt, at den vil treffes oftere paa Trakket til Island, hvor den bygger. Fuligula glacialis. Bonap. Dit. Havlit. Fer. Egvedla. (Landt S. 251. Anas hiemalis. Graba S. 46). Denne And opholder fig hele Vinteren paa Færøerne i ſtor Mængde, men drager bort omkring d. 15de Maj, da Sterna 520 arctica kommer. Graba (. c.) faae den førft i Maj i Sommerz dragt; men Trakketiden pasſer ikke til Fabers Jagttagelſe (Prodr. S 70), naar han angiver dens Ankomſt til Byggepladſerne til den ſidſte Uge i April. Jeg faae den ikke i Maanederne Juni og Juli, og jeg er ſaavel af denne Erfaring fom af de frrift— lige og mundtlige Vidners Forſikkring overtydet om, at den ikke bygger paa Færøerne. Fuligula marila. Bonap. Dfk. Bjergand, Polſk Wdelmand. Træffes temmelig hyppig ved Trakketiderne; dog har jeg i Decbr. 1843 faaet en Hun og i Juli 1846 en gammel Han derfra Landet. Jeg fandt den ikke deroppe, og jeg troer ikke, at den bygger der paa Oerne. Fuligula fusca. Bonap. Dfk. Flojelsand. Uagtet Flojelsanden ikke bygger paa Island, og altſaa ikke kommer under ſamme Kategorie fom de vvrige af denne Slagt, der treffes tilfældigt paa Feroerne, er den dog fkudt flere Gange baade ung og gammel, men dog langtfra faa hyppig eller i faa ſtor Mengde fom de andre. Den maa vel komme derhen over Nordſoen fra Norge, thi den tilhører mere Oſten og yngler viſt ikke paa Hetland (Maegilliwray manual II. S. 180). Landt omtaler den S. 249, ſkjont det anførte Navn „Sö-orre“ jo tilhører Ful. nigra. Fuligula clangula. Bonap. Dfk. Hvinand. Findes meget hyppig i Flokke i Fjordene om For- og Efteraar, men bygger ikke deroppe endnu. Jeg har feet mange Exemplarer derfra. Q1 wv — Mergus merganser. Linn. Dik. Stor Skalleſluger. Fer. Topp-ondt. (Landt S. 252). Findes af og til paa Trekket fra Island, men bygger ei. Mergulus alle. Ray. Dſt. Gronlandsdue. Fer. Fullkubbi. (Landt S. 255. Alca alle). Om Vinteren forvilder denne Polarfugl fig ofte til Fer— derne og findes da i ſtore Flokke i Fjordene; dog er dette ikke regelmæsfigt alle Aar, og man beffylder den Derfor for at med—⸗ bringe Storm og haard Vinter, hvilket ogſaa fordetmeſte er Filfældet. Den bygger hverken paa Island (Grimſey kan her ikke regnes med) eller Færøerne, og maa vel altſaa komme fra Grønland. De ere ſaa forvirrede inde imellem de ſtore Stene i Fjordene, at man kan tage dem med Hænderne. Jeg vil nu blot nævne de Fugle, fom Landt omtaler, men hvilke jeg her har udefadt, da jeg deels ikke ſelv har feet Exemplarer fra Feroerne, deels ikke har funnet faae ſikker Under— retning om, at de endnu findes deri Landet. Disſe ere: Cor- vus monedula og Yunx torqvilla (S. 247), fom viſtnok ikke ere trufne der paa Oerne ſiden Paftor Landts Tid; Fuligula spectabilis, føm baade Graba og jeg have føgt forgjæves deroppe, og jeg har intet Exemplar feet derfra; Anas circia (S. 251), ſom rimeligviis er A. qverquedula, men denne har jeg ikke ſeet derfra. Om Fuligula histrionica har jeg Intet hort eller feet Derfra Landet, og den er jo Standfugl i Island. Om Alca impennis figer allerede Svabo, at den kun fanger des meget fjælden blandt Bjergfuglene paa Fuglo, Landt bemeerker 522 blot, at den begyndte at blive fjælden; nu findes den ikke mere paa Feroerne, og Indbyggerne kjende neppe dens Navn. Faber har i fin Bog: „über das Leben der hochnordiſchen Vögel“ tilfojet en Liſte over de forſkjellige Navne paa de nor— diſke Fugle i de Landes Tungemaal, hvor de findes; denne For— tegnelſe lider dog, navnlig hvad de feroſke Fugle angaaer, af mange Ufuldkommenheder, hvortil for en ſtor Deel bidrager Tydſker— nes totale Mangel paa Evne til at trykke vore nordiſke Sprog; jeg vil derfor tillade mig at anfere en Liſte over de ferofke, islandſke og gronlandſke Navne, da jeg ved mangeaarig Sam— len er kommen til den Overbevüsning, at Ufyndighed i de Ind— fodtes Benævnelfer ofte lader Ting gage tabte, fom man ellers vilde funne erholde, og desuden give disſe Navne ofte interesſante Vink med Henſyn paa de meeſt paafaldende Trek ui Fuglenes Liv. De feroſke Navne kjender jeg fra Landet og Sproget felv, de islandſke har jeg deels fra Faber, deels ved mundtlig Med— delelſe, ligeſom de gronlandſke deels fra Fabricii fauna Græn- landica, deels af Indfodte, fom dog kun have meddeelt mig den nord-gronlandſte Üdtale, bvilken jeg derfor har tilfojet, hvor den var forſkjellig fra den fabriciffe Text. | Falco albicilla. — gyrfalco. — Ilithofalco. Striq nyctea. Corvus.corax, — var.leucophæa. — corone. — cornix. Pyrrhocoraz gra- culus. Sturnus vulgaris. Turdus iliacus. Cinclus aqvaticus. Troglodytes punc- tatus. Saxicola Oenan- the. Motacilla alba. Anthus rupestris. — pratensis. Emberiza nivalis. — lapponica. Fringilla linaria. Columba livia. Tetrao lagopus. Hæmatopus ostra- legus. Charadrius apri- carius. — hiaticu'a. Strepsilas colla- ris, Ardea cinerea. Numenius phåeo- pus. — arcuatus. Tringa alpina. — maritima. — islandica. Totanus calidris. Limosa melanura. Færösk. Örn. Fålkur. Smiril Katt=uggla. Raynur, Gorpur. Kritravnur. Hjaltlands-Krå- ka. Kråka. Rökur. Ståri. Qdinshåni. Aarpisa. Musa - brödir, Mor-titlingur, Stejnstölpa. Erla kongsdöttir. Gråtitlingur. Dito. Snjöfuglur,Snjö- titlingur. " " Duva, Vild-duva, Digva. " Tjaldur. Legv, Lo, Lå. (Svarthålsa). Tjaldurs-grålin= gur. Hegri. Spegvi, Spöi. Tannspegvi. Grälingur. Fjadlmurra (Somm.) Grå- grålingur (%.) " Stelkur. " Islandsk. Grönlandsk. Örn. Nektoralik. Valur. Fälki. Kirksoviarsuk, (ubt. Kissav), d. Gle. Kiss. kakortok (er hvid). Smirill. p Uggla, Orpik. Hrafn, Krummi. Tullugak. 7 ” " 0 " ” 1 fr Skogar-Pröstr. p ” " Rindill, Müsa- ” brödir, Steindepill, Kyssektak (Kussak). Måriu-Erla. ” Gråtitlingr. " Purutitlingr. ” Snjö-titlingr, Sölskrikja (C). (Putu-titlingr ?) Narksarmiutak(Flad⸗ lands⸗Beboer). Kopanavarsuk. Audnu-titlingr. |Orpingmiutak (Lyng⸗ Beboer). " ” Rjupa. (OG kéri). | Akejksek (af Lyden). Tjaldr. - „ Loa. Kajorrovek (2). Sandloa. Tukagvajok(meb uredt Haar). Tilldra. Telligvak (udt. fak). Hegri. 7 Spöi. ” 7 79 Löarpræll. Selningr. | Tojuk. | Sarbarsuk (?) Raud-brystingr. Stelkur. | „ Jardreka. Scolopazx gallina- | Myrusnipa. go. Rallus aqvaticus. | Jårdakona. Gallinula ere. Akurskrift. Fulica atra. Sjöhöna. Phalaropus rufi- u collis. — fulicarius. " Podiceps cornu- Sevondt. tus. — arcticus. „ Sterna arctica. |Tedna. Larus eburneus. " — leucopterus. e 981 2 1 f Vallmåsi. — tridactylus. Rita. — marinus. | båkur. — luscus. Likka. — argen atus. Mäsi. — capistratus. Fransa-Tedna(?) Lestris catarrhac- | Skyggvur. tes. — parasitica. Tjegvi, Tjöi. — erepidatus. (2 — pomarina. " Procellaria gla- | Håvhestur. cialis. Anas boschas. Vild-ondt, Vild- dunna. acuta. " — erecca. Krikkondt. — querqvedula. Kriblingsondt. — penelope. 7 Mergus merganser) Toppondt. serrator Colymbus glacia- | Havgås. lis. — septentriona- | Lömur. lis. | Uria Troile. Lonwia. — Brünnichii. „ — Var. lacrymans. Lomvia. 524 Islandsk. Myruskitr, Hros- sa-gaukr, Kéldusvin. Odinshani,Sund- hani. Porshani, Flöigodi, Flöra. Sefönd, Flöa- skitr. Kria, Perna. " Hvitmåfr. Skegla, Ritur. Veidibjalla, Svartbakr. Håkal!a-skumr. Kjöi. Skümr. 5 Fylingr, Fill. Grænhöfda Grå- önd, StöraStock- önd,Blåkollsönd. Långviu-Gråönd, Grafönd, Gras- önd. Urtönd, Urt. Raudhöfda Grå- önd, Rauddufa. Stora Toppond, Gulönd. Lilla Toppönd. Himbrimi, Brå- Si. Lömr. Längvia, Lång- nefia. Stuttnefia. Hringvia. Grönlandsk. Nelloumirsortok (ſvommer driſtigt). Kajok (er rod). " " Imerkotejlak. Nojauarsuk. Naja. Tattarak. Najardluk. Isingak (udt. Isur gak). N Dito. " Kakordluk Mallemuk). Kærtlutok. (ogfo I Pajk. Tudlik. Karksauk. Akpa. 525 Iria grylle. fergulus alle. flca torda. — impennis. Hormon arctieus. Fhalassidroma pelagica. Puffinus areticus. — major. ud. alba. Phalaerocorax carbo. — eristalus. inser segetum. — albifrons. — leucopsis. — lorqvatus. /nus musicus. Fuligula mollis- Sima. — spectabilis. — histrionica. glacialis. marila. — nigra. clangula. -- Barrowii. Færösk. Tejsti. Fullkubbi. Ålka. Gårfuglur. Lundi. Drunkviti. Skråpur jun). (Liri. 5 Sula. Hiplingur. Skarvur. Grågås (Fleertal: Gr.-gäs.) " Bramgås. Helsingagås. Svånur. Äva (blikur 3). Ävu-kongr. Brimondt (Rötu- gås?) Egvedla. | Islandsk. Haftirdill, Hål- kiön. Alka, Klumba, Prestkona. Geirkuglur. Lundi, Prestr. " Skrofa. Skrofa. Sula, Hafsula. Skarlr, Dilaskarfr- Skarfr, skarfr. Grågås (Fleertal Gr.-Gæs). Do, 7 Topp- * Syanur, Alft. Ædur, ar- fuglr, (bliki 3). Ldar-konungr. Straumönd, Brim- önd, Brim-dufa. Håvella, Föella. Hrafnsönd, Duk- önd. Hrafnsönd. Husönd. Dito. Grönlandsk. | Peisti(kofa.jun.) | Serbak. Akpalliarsuk. Akparnak. Isarokitsok. Killangak. " 7 Ruksuk. Okaitsok. ” Nerdlernak. 7 Nerdlek. Mittek (9). Amaulik (3) Kingalik (ſtor Næfe). Tornaviarsuk. Aglek. ” Niakortok (flørt Ho— ved). QU — S Bemerkning om Platypus feri- nus. (Anas ferina Linné et An. rufa Gmel.). Da denne And henhører til Danmarks ſieldnere Fugle, og det, i de 20 Aar jeg fom Jæger har efterføgt paa Soer og Moſer, aldrig for i forrige Aar — 1847 — har lykkedes mig at faae et Exemplar i Sommerdragt, antager jeg, at denne Meddelelſe ikke er uden Interesſe. Den her beffrevne Anas ferina, gammel Han i Sommer— dragt, blev ſkudt paa Maribo-So den 12. Auguſt 1847 (af Forvalter Thiele paa Soholt). Nabet lyſt⸗graablaat, foran fort; Iris eitrongul, nærmeft Oieranden rødlig; paa den blyblage Fod var Svommehinden neſten ſort; ruſtrod paa Hoved og Hals; Kroppen, Overbryſtet famt Ryggen morkt graabrune; de ovrige Fjer følvgraa med fine Bolgelinier; imellem de paa Vingedakfjerene lobende Bolge— linier ſpores et ruftrødagtigt Skjcer; de halv udvoxede Sving— fjer mørfebrune. Ovenomtalte Exemplar er af mig udſtoppet og opſtillet i det Kongl. naturhiſtoriſke Muſeum. Chr. Scheel, Conſervator. 527 Karcinologiffe Bidrag af Henrik Kroyer. (Fortfættelfe). I. Glægten Calanus Leach. Det kan viſtnok ikke andet end overraffe, at en Dyreform, ſom ſynes at forekomme gjennem neſten alle Jordklodens Have, eller i al Fald i den tempererede og kolde Zone baade paa denne og hin Side Linien, ſom viſer ſig baade i det aabne Hav og tæt ved Kyſterne, fom treffes i en faa forbauſende Mengde, at den endog — Individernes ubetydelige Storrelſe uagtet — for en ikke ringe Del afgiver Næring for Hvalerne; at en ſaa— dan Form endnu næften er aldeles ubefjendt. Dette er imid— lertid Tilfeldet med Dyrene af Slægten Calanus. Ved Spits— bergen har jeg feet den, baade paa Dybet flere Mile fra Ky— ſterne og inde i Fjordene, i et ganffe utroligt Antal; neſten alle Fugle havde Maven fuldproppet af den, og det vilde, dens ringe Masſe uagtet, have været meget let, at fylde hele Tønder med den. Ved Finmarkens Kyſter ſtodte jeg dernæft paa den, dog kun fjældent. Da jeg reiſte ſyd paa, tabte jeg den en Tid lang af Sigte, og var derfor ikke utilbøjelig til at troe, at Slegten var en ren Polarform. Men, hvor overilet en ſaadan Slut— ning vilde være, overtydedes jeg om, da jeg en Morgen (2739) i Engeſund (mellem Bergen og Stavanger) omtrent ved den 528 hojeſte Flodtid ganſte tilfeldigt hentede et Glas friſkt Vand fra Stranden, og ved nærmere Betragtning fandt dette befolket med et ſtort Antal Individer af Slegten Calanus. Nu forlob nogle Aar, indtil atter (844) det ſamme Faktum gjentoges paa Hirsbolmen i det nordlige Kattegat, da jeg en Morgen ved hojt Vande hentede en Skaal Sovand, og ved min Hjem— komſt i Vandet opdagede Unger af Cirripeder, en utallig Mangde Entomostraca og blandt disſe ogfaa Individer af en lille Ca- lanus (dog ikke vorne Dyr, men kun Udviflingstrin*). Formen forekommer altfaa fra det hojeſte Norden ind i Kattegattet. Mod Veſt nager den ikke blot Grønland, men lever ogſaa I Havet omkring Kamtfdatfa**). At den ogſaa findes i de fydligere Dele af det ſtille Hav og det atlantiffe Hav (422 ſ. Br.), er godtgjort af Rousſel de Vauzenne; thi den af ham opſtillede GSlægt Cetochilus falder aabenbart ſammen med Ca- lanus. Fremdeles ffulde jeg næften troe, at Templeton s Calanus arietis, fom er fangen midt i det atlantiſke Hav, hører til nærs værende Slegt (efter de forreſte Foleres Beſkaffenhed), og ikke, ſom Milne Edwards mener (Hist. d. Crust. III., 429) til Slegten Cyclopsina. Selv har jeg truffet en Art af Slegten Calanus i Atlanterhavet paa 300 f. Br. henimod Braſiliens Kyfter og paa 42" n. Br. ud for Finisterre; en anden har jeg erholdt fra det oſtindiſte Hav ved Kyſten af Øen Pinang. Den forſte der, ſaavidt jeg ved, har beſkrevet et Dyr af denne Slegt, er den trondhjemſke Biſfkop Gunnerus, fom i *) For ikke at mistydes, maa jeg imidlertid bemerke, at jeg ſaaledes utallige Gange har hentet Søvand til Dyr, jeg opbevarede levende, for at iagttage dem, uden at noget eneſte Calanus-Individ er fore— kommet i dette. ) Den ved Kamtſchatka forekommende Art beſkrives nedenfor. Den er hjembragt af Legen Hr. Schneider fra en Reiſe med en Hval fanger, og findes, ligeſom de andre her beffrevne Urter, opſtillet i det Kongl. naturhiftoriffe Muſeum. 529 det Kjobenhavnſke Selſtabs Skrifter (X, 175—176) for om- trent 80 Aar ſiden kortelig beffrev ſamt afbildede en hidhorende Art under Navnet Monoculus finmarchicus. Gføjøndt Afbild— ningen ikke er af ſaadan Beſkaffenhed, at Arten efter den lader fig beſtemme; er den imidlertid tilſtrekkelig, til ikke at lade nogen Toivl om Slegtsidentiteten med det af mig, under Navnet Calanus hyperboreus for nogle Aar ſiden omhandlede Dyr; hvad yder- ligere beſtyrkes af Beſtrivelſen. Müller optog Arten i fin Prodromus (pag. 201 n. 2415) ſom Cyclops ſinmarchicus; hvorimod han ſenere i Entomostraca (p. 115—446) antog den for identiff med et i Drobakfjorden fanget Krebsdyr, og der— for ſammenſtillede dem ſom Cyclops longicornis. Herved maa mærfes: 1) at M., efter Afbildningen at flutte, ikke har haft noget vorent Dyr for fig, men en Unge i et af de ſidſte Üd— viklingsſtadier; 2) at hans Befkrivelſe indſkreenker fig til nogle faa Ord, og 3) at hans Afbildning er ſerdeles flet, og endog faner meget tilbage for den af Gunnerus meddelte. Jeg an— tager det imidlertid for afgjort og aabenbart, at M's Art er forffjællig fra G's, men troer, at de maaſte begge funne hen— føres til ſamme Slegt, Calanus, ſaaledes ſom jeg opfatter denne“). *) Hvorvidt den Müllerſke Art er en Calanus eller en Cyclopsina, eller maaffee fan tilhøre en anden nøærftanende Slegt, beroer dog paa, om den har tydelige Ojne, og i ſaa Tilfalde flere eller kun et, fom Müller angiver. Da man i Almindelighed junker M's Angivelſer en ſtor Tiltro, anſeer jeg det i visſe Maader for Pligt mod Videnſkaben at bemerke, hvad mig er blevet berettet af Mend, ſom, jeg antager, idetmindſte kunde vide Sandheden i dette Punkt. „Naar M. par fine norffe Rejſer vendte hjem fra en Exkurſion, føgte han, den velnærede Rigmand, Forfriffelfe i Sovnen, medens Broderen, den fattige Kobberſtikker, tilbragte Aftenen, og tildels vel ogſaa Natten, med at tegne det indſamlede Udbytte, i Randen af Tegningen tilffrive en eller anden zoologiſfk Bemeerkning o. ſ. v. Ofte redigeredes Beſkrivelſerne ſenere blot efter disſe Tegninger og tilfældige Be— mærfninger». Jeg haaber, man vil indromme, at denne Notice ikke er Videnſtaben uvedkommende, og at det vilde være meget suffeligt Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 34 530 Men endnu maa nogle faa Od tilføjes om Berettigelſen af denne Slegt, der ikke anerfjendes af Milne Edwards. Den er begrundet af Leach paa den ovenanforte Monoculus eller Cyclops finmarchicus uden Autopſi, og karakteriſeres, overensſtemmende med Gunnerus's og Müllers Angivelſer, ved den ftærfe Udvikling af de forreſte Folereſog ved Mangelen af de bagefte. Latreille indrommer (Regne animal, IV, 157) Slegtens Gyldighed, derſom Karakteriſtiken er vigtig, hvad han med Henſyn til dens ſidſte og væfentligfte Del betvivler. Og hans Tvivl er ganſke vel grundet, da to Par Folere virkeligt ere tilſtede, ſtjondt de bageſte, efterſom de forholdsvis ere ſmaa, og tillige ſidde noget langt tilbage, af de tidligere Underſogere ere anderledes udtydede*). Men der gives andre Motiver, fom ere tilſtrakkelige for en Slegtsadſkillelſe, og deriblandt de ſamme, fom Latreille felv anfører for Cy - clops castor, og ifølge hvilke Milne Edwards har forenet denne med flere Arter under GSlægtsnavnet Cyclopsina. Dog, heller ikke med denne Slegt falder den ſammen, men hører derimod til Pontiernes Familie efter det af Edwards udkaſtede Schema, og blandt disſe til GSlægten Chetochilus Rousſ. de Vauz., hvad Edwards viſtunok vilde have bemeerket, derſom han havde feet Gunnerus's Afbildning. Mer, falde altſaa Glægterne Chetochilus og Calanus ſammen, faa bør, idet— mindſte efter mine Unffuelfer, Slægtsnavnet Calanus fom det langt eldre, om endog hidtil flet begrundede, gives Fortrinet. å (fjøubt næppe at haabe), om nogen endnu fra hin Tid Overlevende om denne var iſtand til at yttre fig, det være nu befræftende eller forkaſtende. *) J min tidligere Beſkrivelſe af en af Slegtens nordiffe Arter (Gron— lands Amfipoder, S. 82 flg.) har jeg, al Moje uagtet, heller ikke været iſtand til at udrede Sandheden i dette Punkt; men jeg kan til min Undſkyldning anføre, at min Underſogelſe dengang var indſkrenket til et eneſte Individ, ſom ikke turte ſonderlemmes. Den, fom er fortrolig med lignende Beſtjaftigelſer, vil derfor, fom jeg haaber, finde Beſtrivelſens Ufuldkommenheder i nogen Maade tilgivelige. 531 l. Calanus spitsbergensis kr. J Mangel af noget ret Betegnende i den pdre Habitus, kalder jeg nærværende Form den ſpitsbergenſke; dog ikke, fort: den er den eneſte, der forekommer i Havet ved Spitsbergen (tvœrtimod har jeg i dette endog ſamlet fem Urter eller Af— arter); eller fom om den udelukkende tilhørte dette, da jeg ogſaa fra Gronland og Island har erholdt den. Men i Sendingerne fra de to ſidſte Steder ſandtes den kun enkeltvis, medens den derimod var den langt fremherfkende Form paa førfte Sted. Blandt mangfoldige fuldvoxne Individer har jeg ikke feet et eneſte, ſom overſteg to Liniers Længde; de allerfleſte nagede end ikke ganſke denne, maalte fra Panderanden til Haleſpidſen (dog Halens Endeborſter fraregnede). Farven er almindeligt et ſmukt Roſenrodt, ſnart noget blegere, ſnart dybere. Ligeſom hos Slegterne Cyclops, Pontia o. ſ. v. er hos nærværende Slægt Hovedet og Bryſtringene faa noje forenede, at de næften kun uvgjere et Stykke tilſammen, og at Dyret altſaa kan ſiges at beſtage blot af Krop (eller Cefalothorax) og Hale (eller Bagkrop). Formen af Cefalothorax frem— filler en langſtrakt Ellipſe, hvis Hojde eller Brede indeholdes 3 til 33 Gange i dens Længde. En næften umerkelig Tværz ſtribe betegner Grændfen mellem Hovedet og førfte Bryftring; indbyrdes ere Bryſtringene lidt tydeligere afgrændfede fra hver: andre. Lengdeforholdet af Hovedet og de fem Bryſtringe ud- trykkes omtrent ved Tallene 24+12+61-7+5+7. Hovedet udgjor altſaa omtrent 8 af Cefalothorax's Længve, og det er omtrent ligt med Længden af de tre forſte Bryſtringe tilſammen. Bagkroppen er meget tydeligt afſat fra Ceſalothorax og me— get tyndere end denne; fkjondt den dog hos nærværende Art er tykkere ved Roden, end hos de andre mig bekjendte Arter. Inte— gumenterne ere forholdsvis noget ſejge, lederagtige. Hovedet 34* 532 ſynes kun at beftaae af et Stykke; eller vilde man, ligeſom hos Slægten Pontia, antage to Ringe, maa det dog I ethvert Til— felde indrømmes, at Grændfen mellem disſe her er meget utydelig, for ikke at ſige ganffe ubeftemt. Fortil er Hovedet ganſke afrundet i alle Retninger, og udfender i Retningen ned og lidt bagud to ſmaa, jævnfides lobende Pandehorn, bvilfe dog ikke viſe ſig ret tydeligt, for de forreſte Folere ere bort— tagne. Dis ſe to, i ſamme Flade liggende Horn, fom ved Nor den adffilles af et halvmaanedannet Udfnit, og fom ikke nage ud over det forſte Led i de forreſte Feleres Skaft, lobe i den ſtorſte Strekning parallelt med hinanden, men konvergere noget mod Enden. De ere tynde, borſteagtige, tilſpidſede, og ſynes toleddede, idet omtrent den ſidſte Femtedel af hvert ligeſom ved Artikulation affættes fra det øvrige Horn; Spidſen af dette ſidſte Led har jeg ſtundom fundet tvekloſtet. Ojnenes Forhold er meget færeget og beſonderligt, hvis overhovedet Ojne findes. Hvad jeg mener med Silkerhed at funne antage, er, at intet fra Legemets Hovedfarve forffjælligt Pigment er tilſtede. Jeg vil ikke tale om de i Spiritus opbevarede Individer, men derimod kun ſtotte mig til, at jeg hos de utallige Individer, jeg har haft Lejlighed til at underſoge levende, aldrig har kunnet opdage noget Spor til Pigment; ligeſom ogſaa allerede Gunnerus om fin Monoculus finmarchicus gjør opmærfføm paa Gavnet af Ojne. Hos Spiritusexemplarer bemærfer man hyppigt under Mikro— ffopet en meget lille, temmelig kredsrund, lys Plæt foran hver af de forrefte Foleres Rod, hvilke Plætter man efter Üdſeende kunde være tilbojelig til at antage for et Par ſimple Ojne, hvor Pigmentet var forſvundet; jeg har hos Calanus hyperboreus tidligere forklaret dem ſaaledes“). Men den anatomiſke Underføgelfe *) Da Rousſel hos Spdhavets Art vel angiver Dine, men forbigager deres Farve med Taushed, og uvtryffer fig ubeſtemt om Lindſerne, er jeg tilbojelig til at troe, at han har holdt lignende Punkter for Dine. befræfter iffe denne Antagelſe; Plætterne ſynes, ſaavidt jeg har funnet udforſke, kun at hidrore fra en Anſamling af Olie paa disſe Steder, og forſvinde ved Præsning ganffe, idet Olien udgydes. Derimod indtager hos denne Art en ejendommelig Masſe en meget ſtor Del af Hovedet fortil og tfær foroven, neſten lige til dets bageſte Rand; den beſtager af et ſtort Antal ſmaa, kredsrunde, fladtrykkede, meget vidt fra hverandre adſkilte lindſe— dannede Legemer, der hvert omgives af en Kreds af en blodere Materie. Hele denne ſtore Masſe, hvis Betydning endnu er mig gaadefuld, viſer fig, naar den presſes, ſammenſat af en Mengde uregelmæsfige, kantede Figurer, der fædvanligft have et fem— kantet, ſjeldnere et fer: elfer firfantet Omrids, og ſynes at være noget tilſpidſede eller foniffe; det ſtorſte Gjennemſnit af disſe Legemer har jeg fundet at udgjore 2589 de indeſlutte hvert et kredsrundt Legeme af omtrent 50“ Gjennemſnit, og i Mid— ten af dette viſer ſig atter de ovenomtalte, lindſeagtige Legemer, der ſynes at være ikke blot meget haarde men ogſaa meget elaftiffe, da jeg aldrig har funnet trykke dem itu mellem to Glas— plader. Disſes Gjennemfnit belober fig omtrent til 236“. Ofte har jeg inden i disſe endnu funnet fljælne mindre foncentriffe Kredſe. De forreſte Folere overgaage i Lengde Dyrets Total: længde noget (omtrent deres to ſidſte Led rage frem bag Hale— ſpidſen, naar de ere bojede tilbage), have tillige en forholdsvis meget flærf Bygning, og viſe fig ved Roden lidt krummede. Det er iovrigt meget fjældent at treffe disſe Redſkaber ganffe hele og ubeffadigede*). J fuldftændig Tilſtand beſtaae de af et meget fort Skaft og af en lang Svobe, der teller 23 Led. Skaftet, der kun udgjør I eller 1 af Svobens Lengde, og blot har to Led, er ikke faa forffjælligt fra Svoben, at det *) Jeg har meget ſſaldnere truffet Folerne fulvftændige hos denne Form end hos C. hyperboreus, bvilfet vel maa bero paa en ſtorre Skrobelighed af disſe Dele hos nærværenre Art. 534 jo kunde ſynes tvivlſomt, om Navnet med Ret tillegges det; hvad jeg dog finder bekreſtet ſaavel ved Analogi fom ved Uv- viklingsrekken; forfte Led er ved Roden lidt indknebet; det an— det længere, af eylindriſt Form. Svobens forſte 8 til 10 Led ere meget forte, mindre tydeligt adffilte; de folgende vore grade— vis indtil det ſyttende eller attende, hvorpaa de ſidſte Led atter aftage noget, dog ſaaledes, at det allerſidſte Led er langer men tillige paafaldende tyndere end det næftfidfte; ogſaa er det ſidſte Led liniedannet, medens de foregagende have Kolleform. Det tredieſidſte og neeſtſidſte Led ere (i fuldfiændig Tilſtand) væb- note hvert med en lang, ſterk, fintleddet eller dog med Tvær- ſtriber forſynet Borſte, ſom ofte er rettet lige ud mod Siden under en ret Vinkel; ſidſte Led ender med en Duff temmelig lange og meget fine Borſter, der ſynes at være Fjerborſter. De vvrige Led ere i Enden paa den forreſte Rand udruſtede med nogle temmelig lange og grove, neſten baanddannede Borſter. De bageſte Folere ere anbragte temmelig langt bag ved de forreſte, have en meget ringere Længde (de indeholdes henimod fem Gange i Totallengden), men en endnu ſterkere Bygning, og fremſtille, ligeſom hos Slegterne Pontia og Cy- clopsina, et Par ſerdeles kraftfulde, togrenede Svommeredſkaber. Rodſtykket er treleddet, (Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 3+11+2), det forſte Led dog temmelig utydeligt og ubeftemt begrændfet, det andet Led af meget ſtorre Brede end Leengde, ved Roden noget indknebet, i Enden affkaaret, forſynet med en lang Fjerborſte i Enden fortil; det tredie Led firkantet, med to lange Borſter mod Enden af den forreſte Rand. Aa— rerne overgaae Rodſtykket i Lengde (de forholde fig omtrent fom 11 til 7), og den forrefte er atter lidt laenger end den bageſte (Forholdet omtrent fom 11 til 10). Den beſtager af tre Led, af hvilfe imidlertid det ſidſte ikke blot med Henſyn til den ringe Storrelſe maa kaldes rudimentært, men ogſaa er faa 535 utydeligt affat fra andet, at kun en meget ſterk Forſtorrelſe og en gunſtig Belysning tillader at erkjende det. Lengdeforholdet af disſe tre Led kan udtryffes ved Tallene 822 !; det førfte er af langſtrakt, liniedannet Form, med et Par temmelig lange Fierborſter mod Enden af den ſorreſte Rand; andet Led er i Enden lidt bredere end forſte, ved Roden temmelig ſterkt ind— knebet, af noget firkantet Form, dog ſaaledes, at den nederſte— bageſte Vinkel er udffaaren for at optage det lille tredie Led; den frie Del af Leddets Enderand er væbnet med fer eller ſyv meget lange Fjerborſter, der tiltage i Lengde forfra bagtil. Ogſaa det noget tilſpidſede tredie Led har Enderanden væbnet med meget ſtore Fjerborſter, fem til ſyv i Tallet. Den bageſte Aare er otteleddet; Leddenes indbyrdes Lengdeforhold omtrent 11+2+21+21+1+21+4+1; Leddenes Adfkillelſe tildels temme- lig utydelig; de fire mellemſte Led af meget førre Brede end Længde; det ſidſte Led aldeles rudimentært, næppe indtagende Halpdelen af neſtſidſte Leds Brede i Enden; alle Leddene paa den forreſte Rand og i Enden forſynede med meget lange Fjer— borſter. . Munddelenes Beſkaffenhed er temmelig vanffelig at ope fatte med Sikkerhed, paa Grund af Blodheden og det tildels noget Ubeftemte i Omridſene, der hidrorer fra en ſvag Udvikling baade af Epitheliet og Muſtelſyſtemet hos dem. O verleben har Form af en bred men fort, halvmaane— dannet eller udbojet Plade, hvis frie Rand langs Midten er væbnet med endel forte Vorſter. Kindbakken har en forholdsvis betydelig Storrelſe og en plunp Form, og beftaaer af den egentlige Kindbakke og Palpen. Den forſte er Tangftraft, mod Roden noget udvidet, paa Midten ſterkt ſammenſnoret, og atter mod den frie eller indre Ende udvidet omtrent i Vifte- eller Oreform. Tygge— 536 fladen fremſtiller en i Midten noget fordybet Oval, hvis Rande ere tandvebnede ſaaledes, at de forreſte Tender ere ſtorre og videre adſtilte, de bageſte mindre, tættere ſammenſtillede, til— dels neſten borſteagtige. Tendernes Antal er vanfkeligt at beſtemme; jeg har omtrent iagttaget en Snes Stykker. Pal— pen er omtrent af lige Storrelſe med den egentlige Kindbakke, og beftaaer af en toleddet Roddel, fra hvilken to ſmaa, tor leddede Grene eller Aarer (Nedffaber til Vandets Bevægelfe udgaae. Roddelens forſte Led er ikke alene meget fort i Sammen— ligning med det andet, men ogſaa meget fmalt, fljøndt af ſtorre Brede end Længde, og ſeer ſaaledes næften ud fom en blot Indſnoring mellem Kindbakken og Palpen. Andet Led, fom er fire eller fem Gange ſaa langt ſom forſte, har en uregelmesſig Hjerteform, idet det forneden er noget indknebet, mod Enden udvidet og tillige temmelig dybt udffaaret mellem de to Grene; et Par lange Borſter udgaae fra dets indre Side fortil. Den indre Grens eller Aares to Led have omtrent lige Lengde, eller det førfte er kun ubetydeligt laenger end andet, men ad— fliller fig fra dette ved en betydelig, fra dets indre Side ude gaaende Forlængelfe, fom i Enden er ſtumpt afrundet og tyk, og fra hvis Rod fortil tre lange Fjerberfter udſendes. Det andet Led er plumpt, afſtumpet, firkantet, noget bredere i Enden end ved Roden, paa den lige afffaarne Enderand forſynet med otte meget lange Fjerborſter (tildels Iænger end hele Kindbakken med Palpe). Den ydre Aare er omtrent af lige Længde med den indre og ligeſom denne kortere end Roddelens andet Led. Foruden de to tydelige, plumpe, afſtumpede, firkantede, indbyrdes omtrent lige ſtore Led, hvoraf den beftaaer, ſynes endnu et rudimentært Ende— led at være tilſtede. Denne Grens indre Rand, lige fra Nor den til Spidſen, indtages af fer Fjerborſter, der endnu ere laenger end de paa den indre Aare anbragte. 537 Kjeberne dannes af fem ſmaa Plader*), der ere faa tæt forbundne med hverandre, at det ifølge deres ringe Sterrelſe bliver vanſkeligt, anatomiff at ſondre dem. De to inderſte og forreſte af disſe Plader betragter jeg fom udgjorende forſte Kjebepar: den indre, ſtorre og bredere er den egentlige Kjæbe, den mindre, ydre Palpen; den førfte vifer fig langs den indre Rand og i Enden vebnet med en halv Snes meget ſtore og ſterke Torne, hvilke ſynes anbragte i to Rælfer og langs den bagefte Rand ere forſynede med endel ganſke forte Borſter, altfaa ligeſom nærme fig til Fjerform, eller vanne et Slags Overgang mellem Fjer- og Saugform. Palpen har et Par lange Fjerborſter i Enden og fem eller ſex langs den indre Rand. De ovrige tre Plader maa betragtes fom udgjorende andet Kræbepar: den inderſte er den egentlige Kjæbe, den ans den Palpen; den tredie fremſtiller Svoben, eller et Slags Gjelleplade. Kjeben beftaaer af tre, dog temmelig utydelige, plumpe, forte og brede Led, der aftage lidt i Lengde fra det forſte til det ſidſte; fra det ſidſte Leds fladt afffaarne Enderand udgaae omtrent fer, meget lange, indadrettede Fjerborſter, og for hvert af de to foregaaende Leds indre Rand en. Palpen viſer ingen Ledinddeling, er mod Enden lidt tilſpidſet, og bærer paa den ydre Rand fem eller frr meget lange, næften under en ret Vinkel ligeudadrettede Fjerborſter. Den halvmaanedannede Svobe er anbragt langt tilbage og udenfor de to andre Plader, og har Randen forſynet med otte, ud og tilbagerettede, lange Fjer— borſter. Forſte Par Kjebefodder lille, af temmelig plump Form, koniſk, noget fremadkrummet, rigeligt forſynet med over— maade lange Fjerborſter (de overgaae Kjebefoden betydeligt i ) Milne Edwards, fom hos Slagten Pontia kun har iagttaget tre af disſe Plader, henfører dem alle til førfte Kjæbepar, og antager derfor forſte Par Kjabefodder ſor andet Par Kjeber. 538 Længde), der farafterifere det fom et Svommeredſkab, eller fom et Redſtab til at fætte det omgivende Element i Bevægelfe. Det beftaaer af fem Led, Hvis indbyrdes Længdeforhold omtrent kan udtrykkes ved Tallene: 641411. Forſte Led viſer, fra Siden betragtet, et temmelig regelmæsfigt firkantet Omrids af omtrent lige ſtor Længde og Brede; andet Led er ligeledes fir— kantet, men af ſtorre Brede end Lengde, paa den forreſte Side udfendende to temmelig ſtore Knuder eller eylindriſke, i Enden afrundede Forlengelſer, der ere vebnede hver med to meget lange Fjerborſter; tredie Led er omtrent af Beſkaffenhed fom andet; fjerde Led har ſtorre Brede end Lengde, og viſer fortil kun en, men forholdsvis meget ſtor Knude, forſynet med tre lange Fjerborſter; det lille femte Led er forſynet med en temme— lig rudimenter Knude; maaffe er endnu et fjette Led tilſtede, dog er det i faa Fald aldeles rudimentært og utydeligt. J det Hele taget belober Antallet af de lange Fjerborſter ſig til om— trent en Snes; paa Grund af deres Lengde og tætte Stilling danne de ligeſom en Penſel; ved Roden ere de ſaa tykke, at de næften fee ud ſom gaffelagtige Forgreninger af de Knuder, fra hvilke de udgaae. Andet Par Kjæbefødder er mere end dobbelt faa langt fom førfte, og udgjør omtrent 3 eller I af Totallængden; deri— mod er det af tyndere Form, ſkjondt ftærkt; det er krummet fremad, og banner et Svømmeredffab, ſkjondt mindre fuldkomment end forfte Par. Man fljælner her mellem en Roddel og en Aare; Roddelen beſtager af to eller maaffe tre Led, men ſorſte Led er i faa Tilfelde meget lille og utydeligt. Roddelens to tydelige Led ere af langſtrakt Form, indbyrdes omtrent lige lange, men det forſte meget tykkere, ved Roden paa den forreſte Side forſynet med en Knude eller Soulſt, Enderanden bagtil ffraat affkaaren, medens andet Led har en mere regelmasſig cylindriſt Form; begge ere de paa den forreſte Side forſynede 559 med endel lange Fjerborſter. Aaren har ikke Roddelens halve Lengde, og beſtager af fem Led, af bhvilfe det ſidſte dog er næften rudimentært; Leddenes indbyrdes Længdeforhold kan om— trent anfættes til 4+6+313+1. Aarens Form er temmelig plump, gradevis tilſpidſet; dens forreſte Rand er forſynet med Fierborſter. Bryſtringene, hvis Antal hos vorne Dyr altid er fem, og fom bære hver et Par ftærfe Svommefodder, give kun An— ledning til en negativ Bemeerkning; næmlig den, at den femte Rings bageſte Rand ikke paa Siderne uddrages til faadanne torneagtige Forlængelfer, der altid ſynes at findes hos Dyrene af Slegten Pontia. Forſte Fodpars Længde udgjør noget mindre end I men mere end å af Fotallængden, eller ſtemmer omtrent med de yderſte Kjcebefodder. Længden af den toleddede Roddel for— holder fig til Længden af den ydre Aare fom ni til elleve, og den ydre Aares Lengde forholder ſig atter til den indre Aares ſom elleve til otte. Roddelen er altſaa lidt kortere end den ydre og lidt leger end den indre Aare; dens forſte Led er dobbelt faa langt fom andet. Hver Aare beſtaager af tre tydelige Led; det indbyrdes Længvdeforhold af den ydre Aares Led er omtrent 3+35. Den indre Aares forſte Led er forholds— vis ſtort (fænger end de to folgende tilſammentagne), de andre meget ſmaa. Begge Aarer ere rigeligt forſynede med lange Fjerborſter paa den indre Side (med Beſtemthed at angive Tal— let vover jeg ikke); ogſaa Roddelens to Led have hvert en lang Fjerborſte paa den indre Side mod Enden; den ydre Aare er pæbnet med Torne i Enden af Leddene paa den ydre Side (en paa hvert af de to førfte Led, tre paa det ſidſte Led); disſe Torne ere paa de to forſte Led meget ſtore og ſterke. Andet Fodpar er lidt lenger end førfte, og viſer endel Afvigelfer i Delenes indbyrdes Forhold; Roddelens Længde 540 forholder fig til den ydre Aares fom 2 til 31, og den pdre Aares til den indres ſom 16 til 9. Roddelens forſte Led er omtrent tre Gange faa langt fom andet. Lengdeforholdet af den ydre Aares Led er 44-49. Foruden de Torne, ſom ere anbragte paa den ydre Side af dens Led, udſender det ſidſte i Enden en ſerdeles ſtor og flærk; paa den indre Side har denne Aare fyv lange Fjerborſter (en paa førfte, en paa andet og fem paa tredie Led). Den indre Aares forſte Led er meget fille, naeppe halvt faa langt fom det andet; det tredie Led er lnger end begge de føregaaende tilſammentagne, ved Af— fatfer, fra hvilke Fjerborſter udgaae, ligeſom afdelt i fire eller fem mindre Led; den retteſte Forklaringsmaade er dog viftnok, kun at betragte denne Del ſom et eneſte Led. Fjerborſternes Antal paa den indre Aare er elleve: en paa indre Side af forſte Led, to paa andet Led, otte paa tredie Led, af hvilke de for paa den indre Side og i Enden, de to ovrige paa den ydre Side. Tredie Fodpar er lidt lnger end andet men omtrent af ſamme Form og Forhold. Den eneſte Afvigelſe, jeg har be— merket, beftaaer deri, at den ydre Aares tredie Led tiltager noget i Længde (Leddenes indbyrdes Forhold er altfaa omtrent: 4144-10). Antallet af Torne og Borſter er fom hos fore gaaende Fodpar. Fjerde og femte Fodpar ſtemme i Form med tredie, men fjerde Fodpar er lidt fænger end dette, hvorimod femte Par er fortere end de tre foregaaende og kun ganffe lidt lenger end det forſte. Jøvrigt kan om Fodderne bemærkes, at de alle i Hvilez tilſtand ſadvanligt ere rettede lige bagud. Det forfte Par nager i denne Tilſtand med Spidſen af Borſterne ikke ganſke til En— den af næfifidfte Bryſtring; det andet Par omtrent til Enden af forſte Bugring; det tredie Par ikke ganſke til Enden af 541 fjerde Bugring; det fjerde Par ud over Enden af Halevedhængene (men ikke til Enden af deres Borſter), det femte Par fun om— trent til Midten af Halevedhengene. Bagkroppen eller Halen, hvis Længde omtrent udgjør 1 af Fotallængden, beftaaer hos det vorne Dyr af fire Ringe og to Halevedhæng. Lengdeforholdet af Bagkroppens Dele fan temmelig nojagtigt udtryffes ſaaledes i Tal: 8+5+3+34-5- De fire forſte Tal betegne Bagkroppens Ringe, det femte Hale— vedhængene. Forholdet ſynes hos denne Art konſtant; idetmindſte har jeg, ved at udmaale en Rake Individer, hos alle fundet det uforandret det ſamme, eller dog paa det Allerneermeſte ſaa— ledes. Breden af Bagkroppens Ringe aftager gradevis, men kun meget lidt; forſte Ring har, ſom angivet, omtrent lige Længde med de to folgende tilſammentagne; den er af noget tyk og plump, paa Bugfladen temmelig ſterkt opſvulmet Form, og viſer fig, inden den afſondres fra Bryſtſtykket, tykkere ved Roden end i Enden, hvad enten man betragter Dyret fra Siden eller ovenfra; og da dette Forhold afgiver et meget let opfatte— ligt Gfjælnemærfe mellem denne og avffillige nærftaaende Arter, har jeg optaget det i Diagnoſen, men maa derfor her, for at undgaae Mistydning, bemerke, at Ringen virkeligt, ligeſom hos de andre Arter, viſer ſig indknebet ved Roden, naar den ad— ſtilles fra ſidſte Bryftring, dog kun i en ganſke fort Strakning, hvilket netop er Aarſag til, at det ikke tidligere bemærkes; au— den Ring er lenger end tredie, hvilfen omtrent har lige Lengde med fjerde Ring; Halevedhængene vvergaae fjerde Ring noget i Lengde, ere noget liniedannede (eller ſmalle og ensbrede), i Enden med fer tildels meget lange Borſter, hvis Lengdeforhold jeg dog ikke ganſke ſikkert kan beſtemme, da jeg altid har fun— det dem mere eller mindre beſkadigede. Den inderſte paa hvert Vedheng er imidlertid den korteſte og de midterſte de lengſte. Bed Enden af Bagkroppens forſte Ring paa Bugfladen mod 542 dens ydre Vinkler iagttages to kredsrunde Punkter, iojnefaldende ved en morkere Farve end det øvrige Legeme; rimeligvis be— tegne de Aabningerne for Generationsorganerne. Ved Hjælp af Vræsning bemærfes inde i ſamme Ring mod Roden eller mod dens forrefte Rand to ſmaa, bleeredannede, ovale Red— ffaber. Den fjerde Ring har kun et meget ubetydeligt Udſnit paa Midten af den bageſte Rand, hvor Gadboret er anbragt. 2. Calanus hyperboreus Kr. Kröyer: Grønlands Amfipoder, S. 84 flg. og Tab. IV, Fig. 23. Denne Art har jeg truffet ved Spitsbergen og flere Ster der paa den norffe Kyſt; jeg har endvidere i den ſenere Tid underſogt ikke faa fra Grønland og Island nedſendte Individer. Rimeligvis hører den i Kattegattet forekommende Form herhid, hvad jeg dog, da jeg af denne ſidſte kun har ſeet Udviklingstrin, ikke med Sikkerhed kan afgjore. Den nager en Lengde af indtil 4 Linier, men en ſaa— dan Storrelſe ſynes imidlertid at være ufædvanlig. Derimod er den vel dog i Regelen endel ſtorre end foregaaende Art. Farven er fnart ganſke hvid, ſnart hvid med de forrefte Folere roſenrode, ſnart ogſaa ganffe rod. Jeg er tilbojelig til at troe, at den førfte Farve er den ſedvanligſte. Jalmindelighed ſynes Formen at være lidt tykkere end hos foregaaende Art, faa at Hojden af Cefalothorax udgjor omtrent 2 af Længden, medens hos C. spitsbergensis Cefalo— thorax omtrent er fire Gange faa lang fom hoj. Dog maa den angivne Tykkelſe ikke anſes fonr konſtant hos nærværende Art; man træffer ikke fjælbent Individer, der ere lige faa tynde fom den foregagende Art. Overhovedet er Ligheden i næften alle Dele faa fuldkommen, og de faa Forſkjelligheder faa livet konſtante, at det er meget vanſkeligt at angive tilſtrekkelige Stjælnemærfer mellem C. hyper- 543 boreus og C. spitsbergensis, og at jeg kun med megen Tvivl opſtiller dem ſom to Arter, overladende Eftertiden at forkaſte eller bekrefte min Antagelſe. Jeg kan egentlig intet andet konſtant Skjcelnemeerke udfinde, end Lengdeforholdet af Bag— kroppens Ringe og Halevedhængene, ſamt Formen af disſe Dele, ifær den forſte Ring. Kwængdeforholdet udtryffes omtrent ved Tallene 3+7+4+51-41. Det er altfaa førfte Ring, fom er den korteſte, anden den fængfte. Og hvad Formen angaaer, da er den forſte Ring meget tydeligt og iojnefaldende ſammen— fnoret ved Roden. 3. Calanus minutus Kr. Af denne Form har jeg kun fundet fem eller frr Exem— plarer mellem C. spitsbergensis og C. hyperboreus fra Havet paa Spitsbergens Veſtkyſt. Den udmærker fig fra de omtalte Urter ved fin meget rin— gere Gtørrelfe, idet dens Lengde ikke fynes at overſkride å Linie, og ofteſt maaſke ikke engang nager vette Maal. Farven rødlig, omtrent fom hos C. spitsbergensis. J Form ligner denne Art ſerdeles meget de to førft om— talte og nærmeft C. hyperboreus. Det, hvorved den adſtiller ſig, er Beſkaffenheden af de forreſte Folere, der i Længde meget tydcligt fraae tilbage for Dyrets Totallængde (omtrent med 3). Bagudbojede nage de omtrent til Enden af Bagkroppens tredie Ring. Lengdeforholdet mellem Hovedet og de fem Bryſtringe kan omtrent udtrykkes ved Tallene: 91+14+21+21+2+1. Det, fom her er karakteriſtifk, er den ringe Udvikling af femte Bryſtring, der næften kan kaldes rudimentær, og iſer ovenpaa ganſke ſkjules af foregaaende Ring; hvorimod den er fri paa Siderne og under Bugen. ö Fodderne udmerke fig ved en noget uſedvanlig Korthed: 544 førfte Par nager omtrent til Enden af anden Bryftring, andet Par til Enden af femte Bryſtring, tredie Par til Enden af Bagkroppens anden Ring, fjerde Par omtrent til Midten af dens fjerde Ring; men femte Par, ſom ved ſin Korthed af— giver et godt Artémærfe, kun til Enden af Bagkroppens an— den Ring. Bagkroppen er noget lenger end hos de nærftaaende Arter, idet den næften udgjor I af Totallcengden, og omtrent har lige Lengde med Hovedet. Forholdet mellem dens fire Ringe og Halevedhængene er omtrent: 25A 5-4. Den ferſte Ring viſer fig ftærft ſammenknebet ved Roden, naar den ber tragtes fra Siden, ligeſom hos C. hyperboreus. Halen ud— merker fig endelig derved, at den allerofteſt er bojet ſterkt tilbage. Jeg har ved forſte Underføgelfe været tilbojelig til at be— tragte denne Form fom et Üdviklingstrin af C. hyperboreus, ſom den i mange Henſeender ſtemmer overens med; men de Bemerkninger, fom jeg nedenfor ffal meddele over Üdviklingen hos Glægten Calanus, ſynes at godtgjore dens Berettigelſe til at betragtes ſom egen Art. 4. Calanus affinis Kr. Af denne Form har jeg hidtil kun ſeet tre Exemplarer, alle fangede i Havet ved Spitsbergen. Den ſtager tovrigt faa nær ved de to forſt afhandlede Arter, at det kun er med Vvivl, at jeg adſkiller den fra disſe. Storrelſen belober kun omtrent en Linie eller lidet mere. Farven ſynes, efter de i Spiritus opbevarede Exemplarer at flutte, at være den ſedvanlige ſmukke lyſerode. Da det kun er Bagkroppens Beffaffenhed, foruden den ringere Storrelſe, fom adffiller den fra C. spitsbergensis og C. hyperboreus, indſkrœnker jeg mig, for at undgaae unodvendig 545 Vidtloftighed, til blot at udhæve det for denne Betegnende. Den beſtaaer, fom ſedvanligt, af fire Ringe og to Halevedheng, men Lengdeforholdet af disſe Dele er omtrent 3+3+8+10+7; begge de forſte to Ringe ere altſaa meget korte, og det er den fjerde, fom her er den længfte. Det maa iovrigt overlades frem— tidige Underſogere af det levende Dyr, enten at opdage flere GSfjælnemærfer for denne Art, eller maaffe at efterviſe dens Identitet med en af de forſte Arter. 5. Calanus quinqueannulatus Kr. Af denne Form har jeg truffet nogle faa Exemplarer mel— lem Cal. hyperboreus fra Gronland. | Storrelſen kan anfættes til omtrent, eller henimod, to Linier. Farven er hos de i Spiritus opbevarede Eremplarer temmelig merkt redlig eller rødbrun; hvoraf jeg dog ikke troer med Sikkerhed at kunne drage nogen Slutning over Farven hos det levende Dyr. Det, fom paafaldende udmerker denne Art, er Lengden og Beſkaffenheden af Folerne, ſamt Antallet af Halens Ringe og dens næften altid fremadkrummede Retning. Dog iagttages ved nærmere Underſogelſe ogſaa adſkillige andre Seregenheder. Blandt disſe fremſtiller fig forſt Leengden af Hovedet, der er omtrent ligeſaaſtor eller endog ſtorre end Lengden af de fem Bryſtringe tilſammen, og omtrent udgjør 2 af Dyrets Totallcengde. Det indbyrdes Lengdeforhold af Hovedet og Bryftz ringene kan udtrykkes med Tallene: 14441321 +2+21 Hovedet er meget flærkt bugleformigt udadbojet fortil og Pande— hornet rettet bagud i en temmelig hej Grad. De forrefte Folere have en betydeligere Længde end hos nogen anden mig bekjendt Art, og ere meget kjendeligt lengere end Dyret. J deres almindelige, bagudrettede Stilling Naturhiſtoriſt Tidsſfkrift. Ny Rætfe. II. 35 546 rage de med omtrent de fem fidfte Led ud over Haleſpidſen. Ogſaa ere de noget tyndere end ſedvanligt, og blive paafaldende ved deres ejendommelige Bevæbuing, idet Leddene ikke blot ere forſynede med en Mengde ſtorre og mindre, lige udadrettede Borſter, men desuden med temmelig plumpe, blad: eller baand— dannede, krummede Nedffaber, der omtrent have lige Lengde med Leddene, til hvilke de høre, og for en ſtor Del ſelv ere toleddede. Skaftet indeholdes ikke mere end fer Gange i Folernes Lengde; dets forſte Led er ikke indknebet ved Roden, men udvidet, eller bredere end i Enden; det andet af langſtrakt-oval Form. Svo— bens fem forſte Led ere ikke faa forte fom hos C. spits- bergensis og C. hyperboreus; det er kun fjette og ſyvende, fom her ere meget forte; det allerſidſte Led er ikke lenger end det næftfidfte. Hos andet Par Folere ere Borſterne meget ſterkere og beſtemtere udviklede til Fjerberſter end hos de foregagende Urter. Hos Kindbakkens Palpe er den indre Grens forſte Led uben Udoidelſe eller Forlængelfe paa den indre Side; det andet Led forholdsvis meget ſtort, i Enden afrundet, vebnet med for Fjer— borſter. Den Forlengelſe af Roddelen, hvorfra den ydre Gren udgager, er meget fiærft udviklet; Grenens forſte Led næften kredsrundt, væbnet med et Par mindre Børfter paa hver Side; det andet med ni ſtore Fjerborſter i Enden. Bagkroppen, hvis Længde omtrent udgjør 1 af Total lengden, udmerker fig ved fin temmelig flærkt fremadbojede Ret— ning (et Forhold, der, om det ikke er ganſte fonftant, dog hos denne Art er det langt almindeligſte) og ved at beſtage af fer Ringe (Halen medregnet), hvis indbyrdes Lengdeforhold er: 3+6+4+3+3+35. 6, Calanus cristatus Kr. Det er denne Art, hoilken jeg allerede har haft Lejlighed til ovenfor at henpege paa, fom tilhørende Havet ved Kamtſchatka. De ikke ret mange Exemplarer, jeg har feet, vare alle mindre vel fonferverede. Denne Art fynes i Regelen at have en Længde af om— trent fire Linier, og kan ſaaledes betragtes ſom den ſtorſte af Slegtens hidtil bekjendte Arter. Farven er hos de i Spiritus opbevarede Exemplarer ganſke hvid. Formen ſynes noget mere tyk og plump end fædvanligt hos Arterne af denne Slægt, hvilket dog vel blot beroer paa Halens Korthed, idet den ſtorſte Tykkelſe kun udgjor omtrent I af Cefalothorax's Længve, eller dog indeholdes mere end 33 Gange i denne. Det indbyrdes Længdeforhold af Hovedet og de fem Bryſtringe kan omtrent udtrykkes ſaaledes: 1718 44-342. Hovedet, ſom altſaa ikke ſtager ret meget tilbage i Længde for Bryftet, udmærfer fig ved en fortil lidt tilſpidſet Form og ved en temmelig ſterkt fremtrædende Leengde-Kam paa Midten af den forreſte Rand. Ved denne Kam er det meget let at adſkille nærværende Art fra de nordiſke mig bekjendte Arter. Pandehornet fom fædvanligt gaffelformigt kloftet; Gre— nene mindre end 2 af Totallengden (omtrent lige med „%, lidt di— vergerende i Enden; deres ſtorſte indbyrdes Afſtand omtrent lig deres halve Længde; deres Form lidt plump, fammenlignet med C. hyperboreus o. ſ. v. Spor til Ledinddeling har jeg itke kunnet opdage. De forreſte Folere, fom overgaae Totallengden lidt, har jeg fundet dannede af et toleddet Skaft og en Zgleddet Svobe. Skaftet udgjør omtrent 1, af Folernes Længde, og er ligeſaa langt ſom Svobens tre eller fire forſte Led tilſammen— tagne. Dets to Led forholde fig indbyrdes omtrent fom J til 5. Det førfte altſaa meget ført, ſkraat afffaaret, af meget ſtorre Brede end Lengde. Det andet derimod af en langſtrakt Form, SO 548 mere end bobbelt faa langt fom bredt, eylindriſk, i Enden lige afffaaret. Svobens ti forſte Led meget korte og tillige meget utydeligt adſtilte. Forholdet af Leddenes Tiltagen og Aſtagen iovrigt omtrent fom hos den ſpitsbergenſke Art. De ſidſte Leds Borſter vare hos alle af mig underſogte Individer befkadigede, faa at jeg ikke er iſtand til at angive deres normale Beffaffenhev. De bageſte Foleres Lengde indeholdes næften 63 Gange i Totallængden og mere end ſyv Gange ti de forrefte Foleres Længde. Naar Lengden af Rodſtykket udtrykkes med Tallet fem, kan den forreſte Aare betegnes med 9 eller 93 (den er altfaa næften dobbelt faa lang fom Rodſtykket), den bageſte med 7. Rodſtykket beftaaer af tre plumpe og noget uformelige Led, af hvile det tredie er det bredeſte; den for— reſte Aare dannes af et langt, liniedannet Led, ſom i Enden bærer et temmelig bredt, hjerteformigt udffaaret Blad (af det forſte Leds halve Lengde); den bageſte Hjærteflig er lidt fænger end den forreſte, og ſynes at beſtaae af et færffilt Led. Den bageſte Aare beſtaaer af fyv eller otte Led: forſt et fort men bredt Led; dernæft et Led, der omtrent er dobbelt faa langt, fom det foregaaende; derneeſt fire fmaa Led, fom til— ſammen ikke overgaae det andet ſonderligt; endelig et langt Led, der endog overgaaer andet Led noget i Længde, og i Enden ſynes at bære et ganffe rudimentært og utydeligt Led; (disſe otte Leds Længde kan omtrent anfættes ſaaledes: 24411 1＋1 1 ·6＋3). Fra Rodſtykkets forreſte Side har jeg fun— det tre Svommeborſter at udgaae, fra den forreſte Aares førfte Led derimod ingen, fra Spidſen af den forreſte Endeflig ſyv, fra den bageſte fem; fra den bageſte Aares forſte Led paa Forſiden en, fra det andet tre, en fra hver af de følgende fire og endelig fra Spidſen af det ſidſte Led tre. Kindbakken viſer megen Lighed med ſamme Del hos den ſpitsbergenſte Calauus; den egentlige Kindbakkes Rodſtykke 549 er meget utydeligt adſkilt fra den vifte: eller oxedannede Tyggez del, paa hvis inderſte Rand jeg har talt over tyve tilfpidfede Tandknuder, fordelte noget uregelmæskigt i to Rakker; tæt nedenfor den sverfte af disſe er en afrundet Knude. Palpen har ligeſaa ſtor Længvde fom den egentlige Kindbakkes Brede. Roddelens forſte Led kan udtrykkes ved Tallet 1 eller 13, naar det andet Led betegnes med 10, den ydre Gren med 7, den indre med 63. Den ydre Grens førfte Led er meget fortere end det andet, hvorimod Forholdet hos den indre Gren viſer ſig om— vendt. Jovrigt frembyde de egentlige Munddele ingen merke— lige Afvigelſer fra den for C. spitsbergensis beffrevne Form. Forſte Par Kjebefodder har intet Markeligt i Fore men; det viſer tydeligt nok fem Led, hvorvel det fjerde og fær det femte ere meget ſmaa; de fra den forreſte Rand udgaaende Flige ere her temmelig vanffelige at iagttage. Antallet af de lange Fjerborſter paa denne Kjæbefods forreſte Rand og i En— den overſtige tyve. Andet Par Kjebefodder, hvis Længde omtrent udgjor 2 af Totallængden, udmerker fig ved Tykkelſen af Rodſtykkets forſte Led i Sammenligning med andet, hvorimod de omtrent have lige Lengde; forſte Led er i Enden meget fkraat afffaaret (i Retningen bag og indad) og paa den indre Rand vabnet med fire eller fem lange Fjerborſter, der udgage fra to eller tre fmaa fremragende Knuder; paa andet Led har jeg kun iagt— taget et Par Børfter af almindelig Form. Svoben er i Længde omtrent lig med Rodſtykkets Halvdel eller et af dets Led, og beftaaer af fem Led, der alle ere tydelige (ffjøndt det fidfte er temmelig lille) og vebnede hvert med et Par Fjerborſter. Bryſtfodderne ere af meget ftært Bygning, men temme— lig korte. Forſte Pars Lengde indeholdes omtrent ſex Gange i Sotalfængden; den toleddede Roddel er af omtrent lige Længde med den ydre Svobe; dens førfte Led dobbelt faa langt fom andet. 550 Den ydre Svøbes tre Led forholde fig indbyrdes omtrent fom 3+2+3. Den indre Svobe forholder fig til den ydre næften fom 6 til 7, eller nager omtrent til Midten af dens tredie Led; Leddenes Længdeforhold omtrent 525. Torne— og Børftevæbningen omtrent fom hos Slegtens andre Arter. Bagkroppens Lengde indeholdes omtrent fem Gange i Totalleengden; den er af liniedannet Form, temmelig plump (Tykkelſen udgjor omtrent z af Længven). Leddenes indbyrdes Længdeforhold fan omtrent udtrykkes ſaaledes: 3+6+4+3+3, hvor det ſidſte Tal betegner Halevedhængene. Forſte Led ſteerkt indknebet ved Roden, idetmindſte dobbelt faa bredt fom langt; andet Led af omtrent lige Længde og Brede, temmelig regel mæsfigt firkantet, dog lidt ſmalere ved Roden; tredie Led en Rektangel, af omtrent en halv Gang ſtorre Brede end Lengde; fjerde Led ligeledes af meget ſtorre Brede end Længde, men i Enden mod Siderne lidt ſkraat afffaaret, Hvor Haleverhængene ere tilheftede. Halevedhengene indeholdes fulde fem Gange eller endog lidt mere i Længven af Bagkroppens fire Ringe; de ere af oval Form, Længden I Gang faa ſtor fom Breden, vidt adſkilte fra hinanden (Skillerummet mellem dem er endog undertiden ſtorre end Breden af hvert Halevedhæng). Calanus caudatus Kr. Mellem Üdviklingstrinnene af Calanus hyperboreus fand— tes adſtillige Individer af en Form, der, ſtjondt ſelv tydeligt farafteriferet fom et ÜUdviklingstrin, ved kun at have fire Par Fodder, dog vifte fig altfor forffjællig fra Calanus hyperboreus og de nærftaaende Urter, til at funne henføres til nogen af disſe. Det er den lange tynde Hale, der ved forfte Ojekaſt gjør denne Form kjendelig, hvilket jeg ved Artsnavnet har ſogt at antyde. 551 Længden af de mindſte Individer omtrent 277 eller lidt mere, af de ſtorſte henimod 37. Hovedet er ikke afdelt i to Ringe, men fremſtiller kun en Masſe; dets Lengde udgjor omtrent I af Dyrets Total— Iængde. De overſte Folere have langtfra ikke en faa ber tydelig Storrelſe, fom hos de andre Former af denne Slægt*); de nage næmlig kun lidt ud over ſidſte Bryſtring; iovrigt er deres Beſkaffenhed den fædvanlige. Antallet af Bryſtringene var, ligeſom af Fodderne, fire; de viſe ſig meget tydeligere afſnorede fra hverandre end hos de andre Kalanusformer. Lengdeſtrakningen af de fire Bryſtringe tilſammen er noget ringere end Hovedets Lengde, og udgjør I af Dyrets Totallengde. Halen eller Bagkroppen er meget lang (den udgjør 2 af Dyrets Totallængde, eller vel endog lidt mere) og forholds— vis tynd. Den beftaaer af fer Ringe foruden Halevedheengene; forſte Ring er endel fortere end anden (den lengſte), men om— trent af lige Længde med tredie; fjerde kortere end førfte og tredie, femte lidt fænger end fjerde; ſjette Ring den korteſte. Halevedhengene omtrent af ſedvanligt Forhold. Da jeg ved et Tilfelde er bleven berovet mine Exemplarer af denne Form, har jeg ikke veret iſtand til at fornye mine Underføgelfer af den, for at meddele en noget udførligere Be— fkrivelſe. Jeg giver nu Diagnoſer ſamt en tabellarifk Overſigt af de omtalte Arter, og desuden af den ved den brafilianffe Kyſt, dog blot i et Exemplar, trufne Calanus carinatus. De findes *) J Begyndelſen lagde jeg ikke Merke til denne Ejendommelighed, efterdi jeg ſtod i den Formening, at Folerne vare mutilerede; men da Folerne Hos alle de Individer, jeg havde til Underſogelſe, omtrent vare lige lange, da endvidere begge Folere hos ſamme Individ viſte lige Lengde og da endelig Spor til Beftadigelfe ikke kunde opdages, havedes al Tvivl om deres ſande Beſkaffenhed. 552 olle opſtillede i det Kgl. Muſeums ſyſtematiſke Krædsdyrfamling (undtagen den tabte C. caudatus), og Afbildninger af dem har jeg leveret til det franffe Rejſevoerk (kun ikke af C. carinatus). 1. Calanus spitsbergensis Kr. Caput thorace distincte brevius. Antennæ anteriores corpore parum longlores. Antenne posteriores qvintam ferme æquantes longitudinis znimalis antennarumque anteriorum partem. Abdomen quatuoran- nulatum, basi crassiori, haud coarctata, quartam ferme æquans longi- tudinis animalis partem; longitudo annulorum appendicumque cauda- lium his fere indicatur numeris: 8+-5+3-3+-5. Longitudo animalis adulti duas lineas vix superare videtur. 2. Calanus hyperboreus Kr. Caput thorace distincte brevius (annulos thoracicos tres anteriores junctos longitudine vix æquans). Anlennæ anteriores longitudinem animalis superantes (duobus tribusve articulis ultimis). Antenne po- steriores qvintam ferme æquantes longitudinis animalis antennarumque anteriorum partem. Abdomen quatuor compositum annulis præter ap= pendices caudales, quartam ferme æquans longitudinis animalis par- tem; longitudo annulorum appendicumque caudalium his fere indi- catur numeris: 3+7+14+-5+-41. Annulus primus basi coarctatus. Longitudo animalis ad quatuor usque exerescit tineas. 3. Calanus minutus Kr. Caput thorace brevius. Antenne anteriores longitudine animalis distinete breviores (quinta ferme parte), secundum abdominis annulum retro flex haud superantes. Quintus thoracis annulus fere rudimen- tarius, supra occultatus. Quintus pes solito brevior, vix septimam longitudinis animalis partem æquans, nec secundum abdominis annu- lum postice superans. Abdomen tertiam fere æquans longitudinis ani- malis partem, quatuor compositum annulis appendicibusque caudalibus duabus; quorum ſongitudo his ferme indicatur numeris: %+-5-+-4 +54. Primus abdominis annulus basi coarctatus. Longitudo ani- malis adulti vix ? lineæ superat. 553 4. Calanus affinis Kr. Caput thorace brevius, abdomine vero longius, tertiam longitu- dinis animalis partem ferme æquans. Antennæ anteriores longitudinem animalis superantes (articulis ferme duobus ultimis, vel solo ultimo). Abdomen quatuor compositum annulis præter appendices caudales, quar- tam ferme æquans longitudinis animalis pariem. Longitudo annulo- rum appendicumque caudalium his fere indicatur numeris: 3+3—+ 8+10+7. Longitudo animalis ferme linearis. 5. Calanus quinqueannalatus Kr. Caput thoracem longitudine superans vel saitem æquans. Antenne anteriores longitudine animalis distinete longiores (Ssexta ferme parte, vei 4-5 articulis ultimis post apicem caudæ prominentibus), setosæ et appendiculosæ. Antennæ posteriores sextam longitudinis animalis par- tem æquantes. Abdomen quartam longitudinis animalis partem explens, q::inqueannulatum, pronum; longitudo annulorum appendicumque cau- dalium his fere indicatur numeris: 24+7+4+3112)45. Longitudo animalis lineas duas vix attingit. 6. Calanus cristatus Kr. Caput thorace brevius, crista armatum longitudinali marginis an- terioris. Antenne anteriores corpore parum longiores. Antennæ po- steriores haud sextam longitudinis animalis partem æquantes, nec sep= timam partem longitudinis antennarum anteriorum; ramus harum an- tennarum posterior anteriori distinete brevior. Abdomen quintam ferme explens longitudinis animalis partem; longitudo annulorum appendi- cumque caudalium his fere indicatur numeris: 31-6+4+-3+3; annulus abdominalis primus basi coarctatus. Longitudo animalis lineas 4 ob- tinet et ultra. 7. Calanus caudatus Kr. Caput thorace longius. Antenne anteriores longitudinem anina- lis haud æquantes, cephalothoracem longitudine parum vincentes. Ab- domen gracile, longissimum (dimidia animalis longitudine parum bre— vius), sex præter appendices caudales compositum annulis; longitudo harum partium numeris ferme indicatur 34+5+3+2! 432421. 554 8. Calanus carinatus Kr. Caput thorace brevius, erista v. carina armatum longitudinali mar— ginis anterioris, quæ per magnam quoque dors! partem extenditur. Antennæ anteriores corpore distincte breviores, penultimum abdomi- nis annulum haud attingentes. Abdomen quartam longitudinis ani- malis partem æquans vel parum superans, quatuor constans annulis præter appendices caudales; lovgitudo harum partium his ferme indi- catur numeris: 6+41+3+2+3, Longitudo animalis lineam 1) æquat. . = — ES — £ 5 2 E 2 8 S. 82 . 2 S 3 2 ME) 8 a — & 3 SE 8 — Zz 2 KL * — es 8 — — SE me Sr — 2 — — —¼—tł — — 3 — 8 me Sissi 3 == eo — oe D 2 — San on re ee E EJ OJ 5 2 — N. — € 8 6 o 33S 8 S . e eee 8 ep 5 3 =o 2 8 S - 2 lar) gr Økri ø Oo — — — — — & Te NI 25 & S — — == — — — == — = wp 2 — 2 — 2 2 3 — 8 = 2. 2 2 75 en — — 2 S 3 S 3 3 EE 2 = — * D nm — — 3 — — Ä—2— — — 8 42. — — —— — % = — DANE JOSE 2 — . S 2 2 2 88 S hade == ON er 2 7 „ — 9 N = A — * e S S 2 2 E SE 2 EA 2 — — IT — 7 1 = 8 = — — „ E 55 5 5 Sele EE pa = 5 . 2 æ 2 S S. = 5 7 = 2 2 — — 2 er — gt — 2 2 = 5 EN 1 am op 2 S og op = EE OLENE 2 S LAN oe ee — Dm - Mye 0 3 EN — a S ehe e eee . — e ng bd. gt eee — » r de vn — på * = — 2 — 5 S 2 oa el SN 7 I mA am Gå VG i PE 1 1 JU QU Om Uvviflingen hos GSlægten Calanus. Efterat have faftfat, ifølge Analogi med nærftaaende Sleg— ter, hvilke Former der kunde betragtes fom ejendommelige for det vorne Dyr af enhver Art, fulgte faa at ſige af fig felv, hvad der maatte henfores til Udviklingstrinnene. Idet jeg paa— tog mig det mojſommelige Arbeide, under Mikroſkopet at monſtre flere tuſinde Individer, Stykke efter Stykke, for at ffjælne Arterne — en Opgave, jeg har fundet meget vanffelig, og maaffe ikke aldeles løft — ſondrede jeg efterhaanden alle Lar— verne. Senere gjennemgik jeg disſe paany, for at inddele dem efter Stadier. Og ſaaledes har jeg, ene ved Hjælp af Spiritus— Exemplarer, forſkaffet mig en temmelig udſtrakt og, ſom jeg me— ner, paalidelig Kundſkab om de Forvandlinger, denne Slægt har at undergaae. Men i Overensſtemmelſe med den Maade, hvor— paa Underfogelfen er anſtillet, holder jeg det for rigtigſt, i Fremſtillingen at gaar baglængå, om jeg faa tor ſige, eller ſkride trinvis fra en ældre til en yngre Alder. Calanus hyperboreus er den Art, hvorom Talen her mere ſpecielt drejer ſig. 1. Den Larve, der flaaer det vorne Dyr nærmeft, har jeg fundet afverlende i Lengde fra 13“ til omtrent 21%. Bry⸗ ſtet har fem Ringe og fem Fodpar; Bagkroppen derimod kun tre Ringe foruden Halevedhængene. Det indbyrdes Leengdeforhold af disſe ſidſte kan omtrent udtrykkes ved Tallene 2+3+5+3. Det er iojnefaldende, at det er den tredie, lengſte, med Tallet 5 her betegnede Ring, hvis Deling i to endnu foreftaaer, og fom begrunder den eneſte Forfkjcel mellem Larven og det vorne Dyr. Thi forreſten finder, ſaavidt jeg har kunnet bemerke, den ſtorſte Overens— ſtemmelſe Sted, ſelv i Antallet af de forrefte Foleres Led. 2. Hos Ungen paa det nærmeft foregaaende Udviklingstrin finder man fem Bryſtringe, men kun fire fuldt udviklede 556 Fodpar, idet den fidfte Bryſtring kun beſidder et lille, neppe merkeligt Fodrudiment, om hvis rette Beffaffenhed jeg dog ingen tydelig Foreſtilling har funnet forſkaffe mig. Det indbyrdes Lengdeforhold af Hoved og Bryſtringe kan omtrent udtryffes ved Tallene 12171-4+4+-2+43. Bag⸗ kroppen udgjør mere end z men ikke I af Totallængden. Den beftaaer kun af to Ringe foruden Haleved— hængene. Disſes indbyrdes Lengdeforhold kan anfættes til 2+6+-21. Folerne ere forholdsvis flærfe, næften plumpe; de overgaae vel fun Fotallængden med de to fivfte og Halvdelen omtrent af det tredieſidſte Led, men dette ber lober, paa Grund af disſe Leds ſteerke Udvikling, omtrent z af Totallcengden. Leddenes Antal har jeg kun fundet 20, Skaftet fraregnet. Lengden af Dyret i dette Stadium udgjor omtrent “ til 404 3. I det tredie Stadium i omvendt Orden vifer Larven fire Bryſtringe, tre Par Bryſtfodder (fjerde Ring mangler Fodder), og en Bagkrop beſtagende af to Ringe foruden Halevedhængene. Det indbyrdes Lengde— forhold af Hovedet og Bryſtringene kan anfættes til 421 413+2+2. Hovedet er altſaa fuldt fan langt fom Bry— ſtet. Lengdeforholdet af Bagkroppens Ringe er omtrent 1+3+-2, og Bagkroppen udgjor ikke ganſke I af Total lengden. Pandehornene viſe fig endnu her tydeligt. Folerne overgaar Kroppens Lengde, dog, ſom det ſynes, kun med det ſidſte Led, hvilket imidlertid forholdsvis er meget langt; jeg har funnet fljælne 16 Led i Folerne foruden Skaftet. Dyrets Længde under denne Form har jeg fundet varie— rende mellem 3““ indtil 17%. ) Hos de mindſte Individer af denne Form har jeg idetmindſte tildels fundet de forreſte Folere noget kortere end Totallengden, kun be— 557 4. J det fjerde tilbagegaaende Stadium beſidder Larven tre Bryftringe, kun to Par Fodder (ſidſte Bryſt— ring er uden Fodder) og en Bagkrop, beftaaende af to Ringe foruden Halevedhaengene; men Formen i Almindelighed er endnu fom hos det vorne Dyr, paa ſaadanne ſmaa Mo— difikationer nær, fom i det Folgende angives. Gtørrelfen i dette Stadium belober fra henimod 3“ til 3“. Lengde— forholdet af Hovedet og de tre Bryſtringe indbyrdes kan omtrent anfættes ſaaledes: 10+3+221+21. Hovedet er altfaa kjendeligt laenger end Bryftet. Bagkroppen udgjor omtrent 1 af Totallængden, og Ringenes indbyrdes Lengde— forhold er 1132. Jovrigt er Hovedet, feet fra Siden, her lidt mere tilſpidſet fortil, eller, om man vil, noget mindre afrundet, end hos de tilforn omtalte Former; Pandehornene ſynes endnu ikke at vere fremtraadte; de forreſte Folere ere hos mindre Individer forholdsvis kortere, idet de i Almindelighed kun udgjore lidet mere end 3 af Total— længden, men derimod tilbage relativt i Storrelſe med Dyrets Storrelſe, indtil de nage Lighed med, eller endog overſkride Fotallængden*); deres Form er plumpere end hos det ældre Dyr, Leddenes Antal kun ti til tolv (Skaf— tet undtaget); hos ſmaa Individer er ſidſte Led ikke len— ger end de foregaaende, og de ſtore Sideborſter paa næft ſidſte og tredieſidſte Led findes endnu ikke udviklede, hvad derimod vel hos ſtorre Individer (af henimod 1) er Tilfcldet. Bagkroppens anden Ring er meget tykkere og plumpere end hos Larverne af de forhen omtalte Stadier. 5. I dette femte Stadium er Larven af en faa forſtjellig Form, fra den ſidſt omtalte, at jeg ikke fkulde have turdet ftaaende af elleve Led, dog uden Spor til Beffadigelfe og med lidt for— andret Form. Jeg ved ikke, hvorledes jeg ffaf forklare dette Fcenomen. *) Saaledes har jeg fundet dem hos et Individ af 5“ Lengde. 558 give den Plads her, derſom jeg ikke havde fanget den ſammen med de øvrige Former, derfom den ikke vifte fig fom et aabenbart Udviflingstrin, og derſom endelig en de— tailleret Underſogelſe ikke havde lagt for Dagen, at den horte til ſamme Slegt, fom de ovrige. Længden udgjor hojeſt 1“. Formen temmelig tyk, bred, plump, noget ſammen— bejet eller ligeſom puklet. Den ſtorſte Tykkelſe eller Hojde udgjør næften Halvdelen af Lengden. Hovedet udgjor mere end Halodelen af Dyrets Længde. De forreſte Folere ere forte (fortere end Hovedet) men meget tykke og plumpe, kolledannede, Skaftet næften ligeſaa langt fom Svoben; denne ſidſte endnu ikke delt i Led, men fun beftaaende af et eneſte, langſtrakt⸗gdannet, med mange Borſter vebnet Stykke. De bageſte Folere og Kindbakkens Palpe have allerede en betydelig Udvikling, hvorimod Kjabefodderne ere ſmaa. Bryſtet, ſom er meget tyndere end Hovedet, beftaaer af tre Ringe, af hvilfe de to førfte bære hver et rudimentært Fodpar. Bagkroppen er aldeles rudimentær, eller ſerdeles lille og utydelig (ikke balvt faa lang fom den ſidſte Bryftring), kun beftaaende af en Ring og et Par ſmaa, børftevæbuede Knuder eller Halevedhæng. 6. J et endnu tidligere Stadium (det tidligſte, jeg kjender) har Dyret fun omtrent en Længde af 3““/. Det afviger, faa vidt jeg har været iſtand til at bemerke, fra fore gaacnde Stadium blot deri, at Adſkillelſen af Ringene er mindre tydelig, Halevedhbængene endnu mere rudimentære, kun to Bryſtringe tilftede og Bryſtfodderne endnu flet ikke udviklede. Jeg har henfert alle disſe Udviklingstrin til Formen C. hy— perboreus, og dette ſynes jo viſtnok at finde Beſtyrkelſe, dels i Forholdet og Beſkaffenheden af Bagkroppens Ringe, dels i Storrelſen hos det ſidſte Udviklingstrin, der nager 23“ Lengde, 559 medens den vørne C. spitsbergensis nœppe, efter mine Erfaringer, naaer 27%, Dog maa jeg gjøre opmerkſom paa, at Sagen ikke der— med kan anſees for afgjort, naar man forft erindrer fig den al: mindelige Lov for Kræbsdyrenes Udvikling, ifølge hvilken Arts— forffjælligheden ikke vifer fig i de tidligere Stadier (ofte ikke engang Glægtsforffjælligheden); derneeſt betenker den ikke ube— tydelige ovenfor angivne Størrelfesforffjælkighed mellem Former, henhorende til ſamme Stadium. Det er derfor meget ſand— ſynligt, at Unger af flere Urter ere betragtede under Et, hvad imidlertid, med Henfyn til Slegtens Udvikling i Almindelighed, kan anſees for ligegyldigt. Om Generationsforholdene hos denne Slegt har jeg kun negative Bemerkninger at meddele. Blandt de mangfoldige Indi— vider, jeg har haft Lejlighed til at underſoge, har jeg aldrig truffet noget, fom ved ydre Wggeſekke eller Gg ui Legemets Indre var betegnet ſom en Hun; heller ikke noget, ſom ved en forandret Form af de forreſte Folere eller et af Fodparrene betegnedes fom en Han. Der hviler altfaa endnu et ligeſaa ſtort Morke over Forffjælligheden hos Kjønnene fom over Hunnernes Forplantningsmaade. J Rygfladen af Cefalothorax, omtrent i Midten af dens Længde, har jeg tagttaget et Par groftkornede eller celleagtige Legemer. Om disſe flaae i Forbindelſe med Generationen, eller maaffe ſnarere med Fordojelſen, tør jeg ikke for Ojeblikket have nogen Mening om. Tarmekanalen er hos det levende Dyr i en beſtandig bolgeformig Bevægelfe, der ſtrekker fig lige til Gadboret. Hjærtet, der har Form af en langſtrakt Sek, fom nager igjennem en ſtor Del af Cefalothorax, neſten lige fra dens Forende, tilkjendegiver ſig ſtrax ved en uafbrudt Pulſeren. Markelig er den forholdsvis overordentligt ſtore Mengde Fidt 560 eller Olie, fom disfe Dyr indeholde, og fom ved Tryk under en Glasplade ſtremmer ud til alle Sider*); det bliver derved forftaaeligt, at de, deres ringe Storrelſe uagtet, funne afgive en kraftig Næring for Hvalerne. De ſynes i det aabne Hav at holde fig nær Vandſkorpen, og forekomme upaatvivleligt hyppigt i Gelffab med Glægterne Mysis, Thysanopoda og Themisto blandt Sræbédyr, med Clio og Limacina blandt Bloddyr o. ſ. v. Man kan ikke uden Vel— behag iagttage deres ſirlige Bevegelſer i et Glas Band; hyp— pigt udfiræffe de deres lange forreſte Folere lige ud til begge Sider, og holde fig ſocvende ved disſes Hjælp, idet de næften bruge dem ſom en Balancereſtang. De bageſte Folere og Mund— delene ere i en uafbrudt og haſtig Bevegelſe, uden at nogen Stedforandring af Dyret derved foregaaer, og de arbejde altfaa i Reſpirationens og Erneringens Tjeneſte. Saa ſmaa disſe Dyr ere, faa befidde de dog ejendommelige Snyltedyr, der naturligvis ere endnu meget mindre. Paa Mund— delene af C. spitsbergensis har jeg oftere fundet Ag hæftede af et, ſom jeg formoder, igleagtigt Snyltedyr. Stundom har jeg ogſaa, fnart paa Ryggen, fnart paa Bugfladen o. ſ. v. af disſe Krebsdyr, truffet forholdsvis ſtore, uregelmesſige Masſer eller Gæfte hæftede, der ogſaa fyntes at være WMgmasſer af et Snyltedyr. Endelig har jeg en eneſte Gang paa et Udviklings— trin af C. hyperboreus (?) feet en lille Igle (af omtrent 3“ Længde) feſtet til Bugfladen af Bryſtringene. *) Naar man antager det fom Regel, at Kræbåryrene kun i ringe Grad viſe Spor til Fidtudvikling, faa gjør imidlertid GSlwgten Ca- lanus en meget paafaldende Undtagelſe fra denne Regel. Det er endog tenkeligt, at man paa fine Steder og til visſe Tider kunde gjøre oekonomiſt Brug af disſe Dyr formedelſt deres Olierigdom. Kareinologiſke Bidrag af Henrik Krøyer. Gjortfættelfe). 1. Pontia Pattersonii Tmplt.*) Denne Art fynes at være temmelig hyppig i det aabne Hav mellem Færserne, Island og Grønlands Sydſpidſe. Kaptajn Holboll har flere Gange medbragt endel Exemplarer fra ſine idelige Rejſer mellem Grønland og Danmark. **) Nogle faa Exemplarer har jeg fanget ved Hirsholmen i det nordlige Kat— tegat tilligemed Calanus-Individer; andre i Atlanterhavet ud for den portugififfe Kyſt. Det vorne Dyrs Lengde belober fig om— trent til to Linier. 3) 3) Robert Templeton har (1837) beffrevet og afbildet dette Dyr under Navnet Anomalocera Pattersonii (Transact. entom. Society II, 34—40 tab. V) efter Exemplarer, fangne ved det nordlige Ir— land; dog juſt ikke ganffe tilfredsſtillende. Han ſynes iovrigt lige— ſaalidt at have kicendt den adſtillige Aar tidligere grundede Slaegt Pon— tia, ſom Grunderen af denne, Milne-Edwards, i tredie Del af Hist, d. Crustacés (1840) røber Spor til Kundſkab om Glægten Anomalocera. . Paa et af de meddelte Glas findes bemærket, at de deri indeholdte Exemplarer vare fangede under 58—609 n. Br. ſamt 5—149 veſt for Greenwich. Paa et andet Glas er blot antegnet, at Individerne vare tagne i Atfanterhavet oſt for Færøerne. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 36 562 Farven er, baade efter Holbolls og min Erfaring, den for Pontierne overhovedet viſtnok fædvanligfte, næmlig ſmukt og dybt himmelblaa med en ſtor, hvid, metal- eller perlemo— derglindſende Plæt paa Rygfladen.) Templeton angiver derimod, efter Patterfon, Farven fom lyſegron med meørfere Skygger. Formen i Almindelighed er omtrent den ſamme, ſom hos Slegterne Cyclops, Cyclopsina, Calanus o. ſ. v. Den ſtorſte Hojde, fom falder ved Hovedets bageſte Ende, udgjor ikke fuldt 1 af Totallængven. Hovedet udgjør henimod J af Totallengden, og ſtemmer paa det Nærmefte overens i Længde med Bagkroppen, men er noget fortere end Bryſtſtykket (de forholde fig indbyrdes omtrent ſom 7 til 9). Det beſtaar af to, ret tydeligt adſkilte Ringe, der ind— byrdes omtrent have lige Længde langs Rygfladen; hvorimod den anden, paa Grund af den føraa Afffjæring, er meget lan— gere langs Bugfladen. Den forreſte af disſe, fom bærer Ojnene, de to Par Folere og Overlæben, medens de ovrige Munddele henhore til anden Ring, er fortil tilſpidſet og triangulær, eller ligeſom noget pyramidalff, idet Rygfladen næften banner Vinkler med de to Sideflader. Naar disſe Ringe betragtes fra Nyg- fladen, bemeerkes det, at den førfte Ring bagtil paa Midten udfender en bred, afrundet Flig, der trænger ind i anden Ring, eller optages i en pasſende Fordybning af dennes ſorreſte Rand. Forſte Ring er fremdeles paa hver Side mod den bagefte Rand veb— net med en temmelig ſtor, bagudrettet Torn, ligeſom dens Sider ſorneden ere lidt vingeagtigt udvidede; paa Rygfladen vifer den adſkillige Furer og Tverſtriber, næften ligeſom Antydninger af flere Ringe. ) Pentierne tabe imidlertid meget fnart deres oprindelige Farver i Spiritus. 563 Det fra Pandens forrefte Rand, i Retning lige nedad, ud— gaaende Pandehorn beſtaar af en langſtrakt-firkantet Plade, fom i Enden kloftes gaffelagtigt til to ſteerke Spidſer eller Torne, der neſten have Pladens Længde, og ſynes ligeſom ved Arti— kulation forbundne med denne. Ved Roden danne de en Vinkel, og Spidſerne divergere ſvagt. De viſe fig lidt uſymmetriſke i Form, og ere heller ikke i Lengde ganſke overensſtemmende. Ovenover de forreſte Foleres Rod, paa Grændfen omtrent af forſte Rings Pandeflade og Sideflader, viſe fig paa hver Side to kredsrunde, ravgule Kryftallindfer, der ere an— bragte den ene lige bag den anden, og have noget forffjællig Stor— relſe (den forreſte er af omtrent 7 Linies Gjænnemfnit, den bar geſte af „; Linies Gjænnemfnin. Men foruden disſe fire Lindſer fremtreder en langt ſtorre i Legemets Middellinie, dog paa Under— fladen, næmlig helt fortil foran Dverlæben, men tæt bagved Pandehornet, og den optages ligeſom mellem dettes Grene. Sfær denne ſidſte viſer fig hos det levende eller friffe Dyr rige— ligt omgivet af et purpurrodt Pigment. De forreſte Foleres Lengde belober fig hos Hunnen omtrent til Halodelen af Totallængden. Formen borſteagtig eller gradevis tilſpidſet. Man fan ffjælne mellem et treleddet Skaft og en 22Teddet Svobe. Skaftet, hvis Lengde indeholdes omtrent fer Gange i Svobens Længde, eller fyv Gange i hele Folerens Længde, er dog meget utydeligt adſkilt fra Svoben, ligeſom ogſaa dets Led kun med Vanffelighed ffjælnes; det forſte meget fort; andet kortere end tredie og lidt indknebet ved Roden; det tredie eylindriſk. Svobens otte forſte Led ere færdefes utydelige, overmaade forte, af langt ſtorre Brede end Længde. De følgende Led blive tydeligt ad— ſtilte og Lengdedimenſionen gradevis overvejende, tildels i en meget betydelig Grad; 14de til 17de Led ere de lengſte, ind— byrdes næften lige lange; de fem ſidſte Led blive pludſeligt en— del fortere end de nærmeft foregaaende, men ere ogſaa ind— 35* 564 byrdes af omtrent lige Længde. Alle Svobens Led ere forfynede med Borſter paa den forreſte Side, ifær i Enden; dog have ogſaa adſkillige Borſter paa Midten; kun et Par af de ſidſte Led have desuden en Borſte paa den bageſte Side; det allerſidſte Led bærer et Borſteknippe i Enden. Borſterne ere kun af middelmaadig Storrelſe og almindelig Form. Hos Hannen blive de forreſte Folere lidt lengere end hos Hunnen, faa at de kjendeligt overgaa Dyrets halve To— taffængde; den venſtre har omtrent ſamme Beſkaffenhed font hos Hunnen; Hos den hojre derimod udvikler Svoben fig paa en ejendommelig Maade, og det er altſaa til Beſkrivelſen af denne, at jeg indſtrenker mig. Jeg har ikke med Sikkerhed Funnet iagt— tage mere end nitten Led i den; forſt næmlig fire meget utyde— lige, forte, brede, der, ſtjondt gradevis aftagende lidt i Tykkelſe, dog ligeſom gaa i et med Skaſtet, og vanffeligt adſkilles fra dette; bernæft frr, endnu fortere og utydeligere, men tillige meget tyndere Led, der netop paa Grund af Tyndheden danne ligeſom en Stilk for de tre folgende, til en tyk, oval Knude opſoul— mede Led. Det fjortende Led er af langſtrakt Form, tykkere ved Roden end i Enden, eller afſtumpet foniff; det femtende Led endnu mere langftraft og tyndt, cylindriff; det ligeledes me— get langſtrakte færtende Led er ikke blot ved Roden ſterkt ind— knebet, men tillige vinkelformigt bojet, hvorved det faar Udfeende, ſom om det beſtod af to Led, og hvorved tillige hele Spidſen af Foleren bliver bojet fremad og op imod de foregaaende Led (11te—1ö5de), og i Forening med disſe danner en Krog eller Hage. De tre ſidſte Led endelig ere kortere og paafaldende tyndere end de to næftføregaaende, men indbyrdes omtrent af lige Længde. Svobens forreſte Rand er væbnet med endel Haar og Borſter, men tillige paa ellevte Led med en lang, i Enden hageagtigt bojet Torn; og endvidere fjortende, fæmtende og forſte Halvdel af færtende Led med et meget ſtort Antal ſerdeles 565 ſmaa og tætftillede Saugtagger, hvorved upaatvivleligt den nys— omtalte Krog gjøres til et kraftigt Holderedffab. Hos mindre, endnu ikke fuldt udviklede, Hanner har jeg i den meget plumpe Svobe funnet ſkjcelne 22 Led, af hvilke de tretten forſte ere af meget ſtorre Brede end Lengde, det fjortende af lidt ſtorre Længde end Brede, fæmtende og færtende meget lange (de lengſte af Svobens Led), det færtende med en meget lang og ſterk Torn i Enden, fom er krummet lidt indad, og naaer ud over de to folgende Led, der ere temmelig førte, medens derimod 19 de til 2Ide ere lange; ſidſte Led næften rudimentert. De bageſte Folere ligge meget nærmere de forreſte end hos Slægten Calanus, og indeholdes omtrent fer Gange i Totallcengden. Skjondt i Hovedſagen af ſamme Bygning, viſe de dog meget betydelige Modifikationer i det Enkelte. For det Forſte er Roddelen næften rudimentær (dens Længde forhol— der fig til Længden af den forreſte Aare omtrent fom 2 til 15), og kun dannet af et Led, hvis Brede er meget ſtorre end Leng— den. Den forreſte Aare beſtaar af tre tydelige Led, hvis Lengdeforhold kan anfættes til 5 + 7 + 33. Det ſidſte af disſe, fom udbreder fig ſterkt mod Enden, er ikke bløt der hjer— teſormigt indffaaret men næften kloftet til Roden i to Sideflige, af hvilke den bageſte er noget lenger end den forreſte; denne ſidſte er veebnet med vite Borſter, tildels af betydelig Lengde; den bageſte viſer i Enden en lille Afſats, eller ligeſom et ru— dimentært Led, fra hvilket fer meget lange Borſter udgaa. Den bageſte Aare er ikke blot meget tyndere end den forreſte men ogfaa meget kortere, næppe af dennes halve Lengde, tre— leddet, meu desuden i Enden forfynet med ligeſom en rudimen— tær, tre- eller fireleddet Svobe; Leddenes Længdeforhold omtrent 1+14+4; den i Enden anbragte Svobe er vabnet med adſtil— lige Borſter af middelmaadig Lengde. Overlaben, ſom ligger indefluttet mellem Roden af de 566 bageſte Folere, beſtaar af tre Plader: to langſtrakte, ægdannede Sideplader, mellem hvilke en lille afrundet Plade viſer fig; disſe Pladers frie Rande eller fremragende Endeflige ere forſynede med fine Haar. Kindbakken, hvis Længde udgjør omtrent 3 af Total- lengden, udmerker ſig ved en ſtor Knude eller Pukkel, ſom ud— gaar omtrent fra Midten af dens forreſte Rand, tet indenfor Palpens Tilhæftning. Den vifteformigt udbredte Tyggeflade vifer fra Siden betragtet ſyv Fremragninger eller Tandſpidſer, af hvilke dog de fam midterſte ere dobbelte; den forreſte Tand er den ſtorſte, ſtilt ved et meget ſtorre Mellemrum fra de øvrige, end det, hvorved disſe indbyrdes adſkilles, i Enden forfynet med en Torn; de to bageſte Fremragninger ere ſaa tynde, at de næften ombytte Tandformen med Torneformen; den ſidſte er forholdsvis af betydelig Lengde, ſaugtandet langs den forreſte Rand; de mellemliggende ere ſterke, foniffe. Palpen, fom er af lige Længde med Kindbakken, har et meget lille og utydeligt Rodled; dernæft et meget flørt og bredt Led af oval Form, fra hvis Ende to ſmaa Svommegrene udgaa; den indre af disſe er toleddet, Leddene næften af lige Længde, i Enden brett afffaarne, det forſte i Enden af den indre Rand væbnet med to lange Borſter, det andet med ſex Borſter paa den bredt af— ffaarne Enderand. Den ydre Svommegren lidt laenger end den indre, noget tilſpidſet, ſom det ſynes fireleddet (dog meget utydeligt), væbnet med fem lange Borſter i Enden. Kjeeberne ere meget ſmaa, og det vilde ſaavel derfor, fom paa Grund af de fammenfættende Deles tætte Forening eller Sammenfmæltuing, være meget vanffeligt at udtyde de en— felte Stykker, derſom ikke Analogien med Slegten Calanus kom til Hjælp. Førfte Kjæbepar beftaar af to Plader, af hvilke den indre — den egentlige Kjæde — er meget fort og bredt afrun— 567 det, i Enden og langs den indre Rand vebnet med et Dufin lange Torne, der for ſtorſte Delen ere anbragte parvis i to Rek— fer, og ere forſynede med ſmaa Borſter langs Siderne. Den ydre Plade, eller Palpen, er lidt lenger og ſmallere, ligeledes i Enden afrundet, men kun forſynet med tre lange og ſterke, børftevæbnede Lorne, Tat op til Palpens pderſte Rand ligger endnu en meget mindre Plade, der næften har ſamme Form fom Palpen, og lige fom denne i Enden er væbnet med et Par Borſter. Jeg er i Uvished om, hvorledes jeg ſkal udtyde den, og om den horer til dette eller det andet Kjæbepar. Det andet Kjebepar, fom ligger ganſte tæt udenfor og nedenfor det førfte, og er rettet næften lige udad mod Siderne, iſtedetfor at hint er rettet fremad og lidt ind, har forſt en kort, bred, i Enden lidt koniſt, utydeligt tre- eller fireleddet, paa den indre (eller forreſte) Rand og i Enden med adſkillige lange Borſter væbnet Kjæbedel; derneſt en fortere og ſmallere, men mere jævnbred og i Enden ſkraat afffaaren Palpe, fom ikke viſer Spor til Ledinddeling, og er vebnet med fire lange Bor— fler; tæt op til denne Palpe, og tildels ffjult af den, ſynes endun en lille, med to Borſter væbnet Plade at ligge. Endelig iagt— tages et Stykke længer tilbage en meget lille, halvmaanedannet, med otte fjerdannede, ſtore Borſter vebnet ÜUdbojning eller Frem— ragning, Gjellen. f Underlæben, ſom ligger faa tet op til Kjæberne, at den kun med Vanfkelighed iagttages og ſondres fra disſe, ber ſtaar af to udbojede, i Midten dybt adffilte Flige. Forſte Par Kjebefodder, hvis Lengde omtrent udgjør 1 af Totalleengden, har en meget flærf og plump Bygning, og danner et meget kraftigt Svømmeredffab, hvis Aare er rettet fremad. Ledinddelingen er ſerdeles utydelig; dog troer jeg at turde antage fæn Led ligeſom hos Slægten Calanus. Leddenes Leengdeforhold fan omtrent anfættes : 5121 3+1-4- Fra Led⸗ 568 denes forrefte Side, med Undtagelſe af det førfte og maaffe det ſidſte Led, udgaa Knuder, paa hvilke Svommeborſterne ere an— bragte. Paa andet Led mener jeg at funne fljælne tre eller fire (dog meget ſmaa) Rnuder;*) tredie Led har to ſtore, fjærde Led en ſtor, fæmte Led maaffe en meget lille. Svommebor— ſterne, af hvilke der ialt tælles henimod en Snes, ere for ſtorſte Delen meget fange, ſterke, fjerdannede, dog Sideborſterne forte og temmelig ſparſomme. Det er Svommeborſterne, der give disſe Kjebefodder deres ejendommelige Udſeende. Andet Par Kjebefodder er meget tyndere end forſte, og fer overhovedet meget mindre ud, uagtet det i Virkelighe— den er lidt lenger (omtrent ligt med J af Totallcengden), naar Borſterne fraregnes. Det beſtaar, ligeſom hos Calanus, af en toleddet Roddel og en femleddet Aare; men adffilfer fig deri— mod iojnefaldende derved, at Roddelens andet Led hverken i Lengde eller Tykkelſe betydeligt overgaar Svobens Led, og vere for ifølge Udſeende let kunde betragtes fom en Del af denne. Roddelens Længde forholder fig til Aarens omtrent fom S til 1; Roddelens førfte Led til vet andet fom 5 til 3; Svobens Led indbyrdes ſom 5+4+2+12-1. Roddelens førfte Led fyul- mer flærft op mod Enden, og udfender fortil tre ſtumpe, bor— ſteberende Flige eller Knuder, hvorimod andet Led ingen ſaa— danne viſer. Hvorvel dette Fodpars forrefte Rand er vebnet med Fjerborſter, har det dog et ganſke andet Üdſeende end førfte Par Kjæbefødder, idet kun de paa Roddelens forſte Led an— bragte viſe en anſelig Storrelſe og Styrke, de ovrige derimod ere ſmaa. Bryſtſtykket udgjer omtrent I af Totallcengden. Ringene ere ret tydelige, og viſe endog, naar Dyret betragtes fra Siden, hver ligeſom en lille, fra deres bageſte Rand paa Nyg- „) Maaſke rettere kun to Knuder, men fom hver i Enden klofter fig gaffelagtigt, og derpaa uͤdſender en meget lang og ſterk Fjerborſte. 569 fladen fremragende Torn; de aftage i Lengde forfra bagtil, dog faa- ledes, at anden og tredie indbyrdes ere omtrent lige lange og tilfammen meget længer end forſte. Den lille ſidſte Ring er paa hver Side bagtil uddragen til en temmelig lille Torn (et Forhold, fom ſynes karakteriſtiſk for hele Slægten). Hos Hanz nen ſynes denne Torn, hvad nærværende Art angaar, i Regelen at være fænger end hos Hunnen. Forſte Par Bryſtfodders Længde udgjør I af To— taffængden eller Halvdelen af Bryſtſiykkets Længde. Det er af ſterk Bygning, dannet af en plump, toleddet Roddel og to tre— leddede Aarer. Roddelen lidt kortere end den ydre Aare (de forholde fig omtrent fom 7 til 8), men lenger end den indre (Forholdet omtrent font 7 til 53), dens to Led omtrent lige lange; en temmelig ſtor Borſte udgaar fra forſte Led paa den indre Side. Forholdet af den ydre Aares tre Led omtrent 31-23; hvert af de to forſte Led har en ſterk Torn i En— den af den ydre Rand, en lang Vørfte i Enden af den indre; det ſidſte Led har to Torne paa den ydre Rand, en meget lang, udvendigt ſaugtandet i Enden og fire lange Borſter langs den indre Rand. Den indre Aare, ſom omtrent nager til Enden af den ydres andet Led, har Led af neſten lige Lengde, eller det ſidſte kun ubetydeligt lenger end de to foregagende; en lang Borſte udgaar fra forſte Led paa den indre Side, to fra andet, og det tredie omgives af fær lange og ſteerke Borſter. Bor— ſterne ere Fjerborſter, men Sideborſterne uagtet deres Talrighed og tætte Stilling vanſkelige at iagttage paa Grund af deres overordentlige Finhed. Andet Fodpar betydeligt laenger end forſte. Roddelen forholder ſig til den ydre Aare ſom 3 til 5, til den indre fom 3 til 2; dens forſte Led er kjendeligt længer end andet, hvilket viſer en lille Torn mod Enden af den pdre Rand. Den 9dre Aares tre Led forholde fig i Længde fom 242 570 +3,. Det langſtrakte tredie Led har tre ſtore Torne langs den ydre Rand og desuden tre meget ſmaa. Den indre Aare nager ikke ganſke til Enden af den yvres andet Led, og beſtaar kun af to, indbyrdes omtrent ligelange Led; det forſte af disſe har langs den indre Rand tre lange Fjerborſter. Jøvrigt er An— tallet og Forholdet af Torne og Borſter ligeſom hos forſte Fodpar. Tredie Fodpar ſtemmer baade i GStørrelfe og Form overens med andet. Heller ikke fjerde Fodpar frembyder nogen væfentlig Forffjæl fra de to foregagende. Fæmte Fodpar derimod viſer fig ikke blot meget for- ſkjclligt fra de ſoregagende, men ogſaa hos de to Kjøn meget forffjælligt indbyrdes. Hos Hunnen har det omtrent lige Længve med forſte Fodpar, men er af en tynd, neſten fpad Form; dets Roddel beſtaar af to Led, den ydre Aare af to, den indre af et. Lengdeforholdet mellem Roddelen og den ydre Aare er omtrent fom 7 til 41, mellem Roddelen og den indre fom 7 til 2. Den indre Aare er altſaa næften rudimenter; i En— den viſer den fig gaffelagtigt kloftet til to flore Torne. Den ydre Aares to Led forholde ſig, Endetornene fraregnede, ſom 9 til 2; det forſte, liniedannede Led har paa den pdre Side to ſtore Torne, den ene omtrent paa Midten,“) den anden i Enden; paa den indre Side derimod kun en i Enden, men af faa betydelig Længde, at den nager ud over, eller dog til Enden af, andet Leds Torne. Det lille andet Led bærer i Enden tre flærfe Torne, af hvilfe den inderſte er meget fenger end de to andre og langs den inderſte Rand væbnet med en halv Snes Saugtender. Hos Hannen er dette Fodpar endel ſtorre, af meget plump Bygning, hojſt forſtjclligt i Form fra den for Hunnen beſkrevne, den venſtre Fod endvidere baade ſtorre og af en ganſke anden *) Det er muligt, at en Artikulation finder Sted, hvor denne Torn er anbragt, og at altfaa Aaren er treleddet, men Ledadſtillelſen er i faa Tilfeelde ſeerdeles utydelig. 571 Form end den hojre. Den hojre Fod forholder fig i Lengde til den venſtre fom 5 til 6; det indbyrdes Forhold af dens tre Led kan omtrent anfættes: 51103; fra Enden af det langſtrakte andet Leds ydre Rand udgaar en lille Torn, og en endnu meget mindre fra Midten af tredie Led; hvilket desuden i Enden er vebnet med tre temmelig ſtore og ſterke Torne (iſer den inderſte); ved Roden af tredie Led paa den indre Side ſes en lille, i flere Flige delt og tæt med fine Haar befat Knude. Den meget plumpe venftre Fod, hvis fire Leds ind— byrdes Lengdeforhold omtrent udtrykkes ved Tallene: 864 +35, har en ſtor Gribehaand, dannet af tredie og fjærde Led. Tredie Led meget fortere end de føregaaende, af omtrent lige ſtor Brede og Længde, i Enden indefter forſynet med et tem— melig dybt Udfnit af Randen, hvorved en lille, i Enden af— rundet Tommelknude opſtaar. Fjerde Led, eller den be vege— lige Finger, er lang og krum, men plump, kun lidet tilſpidſet, forſynet mod Enden af den indre Rand med et Par ſmaa Bor— ſter. Hos den unge, endnu ikke avledygtige Han er begge Fod— der ens og af en Form, der noget nærmer fig til den vorne Hans høfre Fod: de ere plumpe, tilſpidſede, beftanende af en toleddet Roddel, hvis Led indbyrdes ere omtrent lige lange, og af en treleddet Aare, der omtrent har lige Længde med Rod— delen; paa den ydre Rand mod Enden viſer hvert af Aarens Led en lille Torn, og desuden findes to krummede Torne i En— den af Aarens tredie Led. Bagkroppen ſynes hos denne Slægt neſten altid at være af noget uſymmetriſk Form, og viſer Forffjællighed hos Kjønnene. Den beftaar i Regelen af fire til fam Ringe og de to Halevedhæng, men hos Hunnerne ere ikke alle Ringene ret tydelige; ogſaa er Bag— kroppen hos Hunnerne noget fortere end hos Hannerne, hvilket ifær beroer paa Halevedhængene. Hos Hunnen af nærværende Art har jeg fundet Delenes Længdeforhold omtrent ſaaledes: 121262 572 +58. Forſte Ring er tyk, opſvulmet, noget ufymmetriff; anden Ring noget utydelig eller rudimentær, forſt ret ſynlig ved ſterk Præsning, flere Gange faa bred fom lang; tredie Ring af firkantet Omrids, med lidt ſtorre Længde end Brede; fjærde Ring af lidt ſtorre Brede end Lengde, med den bagefte Rand i Midten vinfelagtigt indbojet. En fæmte Ring favnes. Halevedhængene langſtrakte, bagtil brede og føraatafffaarne men ufymmetriffe, eller indbyrdes noget ulige; ogfaa i den Henſeende ere de forffjællige, at medens den hojre bagtil er forſynet med fire, meget lange Fjerborſter og uden for disſe med en ſterk Torn, er den venſtre derimod væbnet med fem lange Fjerborſter paa den bageſte Rand; begge have de meget fine Haar paa en Del af den indre Rand og en ſterk Borſte i Enden af denne. Til Bagkroppens forſte Ring findes ofte heftet en meget langſtrakt, fæfdannet Sper— matofor. Hos Hannen har jeg fundet Bagkroppen be— ftaaende af fem Ringe (altſaa en mere end hos Hunnen, og alle tydelige) foruden de to Halevedheeng. Delenes Forhold er om— trent: 6-+5+6+4+3—10. Forſte Ring udbreder fig paa hojre Side bagtil, og banner en ſtor Torn eller ligeſom et Horn. Hale— vedhængene af ſerdeles langſtrakt og ſmal Form, bagtil lidt bredere, forſynede hvert paa den bageſte Rand med fem meget lange Fjerborſter (de lengſte mere end dobbelt faa lange fom Hale— vedhængene), og langs den indre Rand med meget fine Haar. 2. Pontia Edwardsii Kr. n. sp. Nogle faa Exemplarer af denne Form har jeg fanget i Ute lanterhavet, henimod den ſydamerikanſke Kyſt, paa 217 ſ. Br., i Juni Maaned. Farven er et ſmukt Indigoblaat med et ſtort, folvfarvet Skjold paa Rygfladen af de tre forſte Bryſtringe og med pure purfarvede Ojne.“) ») Det følvfarvede Skjold plejer idetmindſte en Tid lang at vedlige— 573 Formen temmelig tyk og plump, med frærft opfvulmet og hvyælvet Rygflade. Det ſtorſte af de Individer, jeg har haft Lejlighed til at underſoge, havde en Lengde af henimod tre Linier; Tykkelſen udgjorde næften en Trediedel af Længvden, og Hojden var ikke meget ringere end Tykkelſen. Hovedets forſte Ring, hvis Lengde omtrent udgjør en Sjættedel af Totalfængden, har en noget koniſk Form, idet dets Rygflade ſtiger meget ſkraat ned, og Siderne konvergere fortil; Nygfladen er bredt og temmelig fladt afrundet, de bageſte Si— devinkler ffarpe og lidt fremtrædende. Panden er væbnet med et lodret nedſtigende Horn, der omtrent er halvt faa langt ſom Ringen, pladedannet eller ſteerkt ſammentrykket i Retningen for— fra bagtil, næften af lige Brede i hele Længden, i Enden ud- ſkaaret og hver af de derved opſtagende Sideflige væbnet med en temmelig lang, meget tynd, lige Torn. Ojnene ere tre i Tallet, meget ſmaa (deres Diameter neppe 5 af forſte Rings Længde), kredsrunde, purpurfarvede ), de to anbragte over og lidt foran de overſte Folere paa Siden af Hovedet, det tredie paa Underfladen lidt bag Pandehornet. De forreſte Folere, fom ere feſtede paa Hovedets Un— derflade, tæt bag og under Ojnene, udgjøre lidt mere end 2 af Totallcengden, og have Borſteform. Skaftet, fom ſedvan— ligt, meget lille — udgjorende omtrent I af Folernes Længde — treleddet. J Svoben har jeg hos Hunnen talt 22 Led, af hvilke de ſyv forſte ere færdeles førte; de folgende tiltage gra— devis i Lengde, dog ſaaledes, at 13de til 17de ere de lengſte, og de fem ſidſte derimod igjæn aftage. Paa Svobens indre Side iagttages en Mengde Borſter, af hvilke de mod Roden anbragte ere temmelig lange og for ſtorſte Delen Fjerborſter. holde fig temmelig vel i Spiritus; medens den øvrige Farve deri— mod gaar over til et ffident Graabrunt eller Sortebrunt. *) De tre Lindfer ere ravgule, men hele Mellemrummet mellem dem ubfyldea af en purpurrod Pigmentmasſe. 574 De bagefte Folere ere meget fortere end de forreſte, og indeholdes henimod frr Gange i Totallængden, men deres Bygning er temmelig flært. Fra et ſerdeles fort Grundled ude gaa to Grene eller Aarer, af hvilfe den bagefte er meget ſpe— dere og tillige meget fortere end den forreſte; Forholdet af deres Længde er omtrent fom fyv til tolv. Den bageſte Aare viſer kun et ret tydeligt Led, eller bærer i al Fald i Enden et over— ordentligt lille, aldeles rudimentært Led. Den ſorreſte Aare beſtaar af fire, ſtjondt tildels lidt utydelige Led; andet af disſe er det lengſte; tredie udgior næppe 3 af Aarens Længde, men er ſterkt, i Enden noget udvidet; fjærde er meget lille, næften rudimentært. De Borſter, hvormed begge Aarerne i Enden ere væbnede, have en overordentlig Længde, da de fleſte af dem . noget overgaa Lengden af den Aare, hvorfra de udfpringe; de allerfleſte af dem ere Fjerborſter; paa den bageſte Aare har jeg iagttaget fer, paa den forreſte tolv, af hvilke Halvdelen udgaa fra det rudimentære fjærde Led. Kindbakken er af flærf Bygning, ganſke hornagtig, i En— den vifteformigt udvidet og kloftet til ſyv ſtore, meget ſpidſe og tildels noget krumme Tænder eller Torne. Mellem de fem ne— derſte af disſe Torne ere nogle færdeles ſmaa Borſter anbragte, og neden for den ſyvende en enkelt, ſtor og flært Borſte. Pal— pen beſtaar af et meget fort og tillige ved Roden ligeſom indknebet Grundled, fra hvilfet udgaar en ſtor, noget oval, men i Enden paa den ydre Side forlenget eller uddraget Plade; denne bærer to ſmaa toleddede Grene, hvilke i Enden ere forſynede med endel overmaade lange Fjerborſter (fem paa hver Gren). Beſtaffenheden af de to Kjæbepar er paa det Nærmefte fom hos foregaaende Art. Underleben beſtaar af to, bagtil forenede, paa Enderanden og de indre Rande med korte, noget tilbagekrummede Borſter eller Torne væbnede Plader. Forſte Par Kjebefodder er temmelig lille, idet dets 575 Lengde, Børfterne fraregnede, kun udgjør omtrent I af Total— Iængden. Det beſtaar af en oval Roddel, en fæmleddet Aare, og fem meget ſtore, fra Roddelens forreſte Side mod Enden udgaaende Torne, ſom ere rettede fremad. Lengdeforholdet af Aaren til Roddelen er fom fem til fire; dens to førfte Led ere lange, de tre ſidſte meget korte; paa den forreſte Side ud— gaa fra Leddene adſkillige Torne, der langs den ene Side ere tæt væbnede med Smaatorne eller Saugtender; den fra førfte Leds Rod udgaaende Torn har Tender langs den indre Rand, de andre Torne derimod langs den ydre Rand; ogſaa ere Ten— derne hos disſe forholdsvis laenger. De fem, fra Roddelen udgagende Torne ſynes at have en for betydelig Længde, til at kaldes Torne, men ere paa den anden Side for ſterke, til at faa Navn af Borſter; de to ſidſte af dem, fom ere de lengſte, have omtrent Aarens dobbelte Lengde; ogſaa disſe ere langs den ene Side (den opad mod Kroppen rettede) vebnede med mindre Torne, der danne to parallele Lengdercekker; disſe Smaatorne ere dels for tynde, og ſidde dels for langt fra hverandre til at danne en Saug, men funne fnarere ſiges at frembringe en Kam. De yderfte Kjebefodder ere, naar Børfterne frareg— nes, temmelig forte (deres Længde kun omtrent lig z af Total— fængden) og af en plump Bygning. De ſtemme forovrigt, ſaavidt Utydeligheden i Ledafdelingen har tilladt mig at ſtjonne, med Forholdet hos foregagende Art. Forſte Fodpar indeholdes, naar Borſterne ikke medreg— nes, ſyv Gange i Totallengden, og er altfaa fort, men af ſteerk Bygning. Foden beſtaar af en kort, toleddet Roddel og to tre— leddede Svommeaarer, af hvilfe den ydre er meget laenger end Roddelen, den indre lidt kortere. Den ydre Svommeaares Led, af hvilke forſte og ſidſte indbyrdes ere omtrent lige lange og meget fængere end andet, viſe fig alle i Enden af den ydre Rand 576 væbnede med en meget for og flærf Torn (tredie desuden med en paa Midten); Tornene have tildels fmaa Bitorne ved Ro— den; paa den indre Side er denne Svsmmeaare forſynet med fer lange Borſter, en udgaaende fra andet Led, de vorige fra tredie Led; de fem forſte ere Fjerborſter, den fjætte og pderſte er tæt væbnet med Saugtænder langs den ydre Rand. Den indre Svommeaare er vabnet med otte lange Fjerborſter, en paa forſte, en paa andet og de vvrige paa tredie Led, hvilket desuden bærer en ſteerk Torn i Enden. Roddelens to Led ere ogſaa hvert i Enden paa den indre Side forſynet med en ſtor Fjerbørfte. Andet Fodpar er noget lenger end forſte (dets Længde udgjør lidt mere end I af Totallængden) men ivvrigt omtrent af ſamme Bygning og Form; kun Borſternes Antal og Lengde— forhold viſe nogle ſmaa Modifikationer. Tredie Fodpar er atter lidt Iænger end andet (dets Længde udgjør lidt mere end I af Totallcengden), i det VBæfentlige af famme Bygning, dog Formen noget mere langſtrakt; den ydre Svommeaare ſynes at have fem Led, den indre to. Tornenes Antal paa den ydre Rand tiltager her: Roddelens andet Led har en, den ydre Svommeaares forſte Led tre Torne, andet Led tre, og hvert af de tre folgende to Torne. Fjærde Fodpar ſtemmer i alle Henſeender overmaade nær overens med tredie Par. Dog kan meeres, at den fra Roddelens forſte Led paa den indre Side udgagende Fjerborſte, fom paa forſte Fodpar udmærfer fig ved Storrelſe og Styrke, og ſom paa de folgende Par efterhaanden aftager, her bliver næften rudimentær eller umerkelig. Fæmte Par Fodder er hos Hunnen kortere end de tre foregagende (dets Lengde udgjor omtrent z af Totalfængden) og væfentligt forffjælligt i Bygning, uagtet det ligeledes beſtaar af en toleddet Roddel og to Aarer. Det mangler næmlig ganffeFjer» borſter, og har ligeſom Springform iſtedetfor Svømmeførm. Det 577 er halomaaneagtigt indad krummet, Roddelen af lige Længde med den ydre Endegren, dens andet Led noget lenger end det forſte (deres Længde forholder fig omtrent fom to tiltre). Den ydre, lengſte Endegren ſynes at beftaa af to Led (dog utydeligt); paa den ydre Side er den vebnet med to ſmaa men plumpe Torne, og i Enden ligeſom klofter den ſig til tre Grene eller tre ſterke Torne, af hvilfe den yderſte er meget lille, den mel— lemſte meget ſtor, den inderſte kun lidt mindre end den mellemſte. En endnu meget ſterkere og ſtorre Torn, end nogen af de hid— til omtalte, har den omtrent paa Midten af den indre Side. Den indre Gren, der omtrent er af lige Længde med Rod— delens andet Led, og fom lidet overgaar den ydre Grens halve Længde, ſynes ogſaa at beftaa af to utydelige Led, af hvilke det forſte er noget fortere end andet; dette ſidſte klofter fig i Enden gaffelagtigt til to plumpe men ſpidſe Grene, der ere noget for— ſtjcllige i Længde. — Hos Hannen er dette Fodpar af plump og ſtcerk Bygning; den hojre Fod, fom meget overgaar den venſtre i Storrelſe, danner en plump Gribehaand, og beſtaar af fire Led, der indbyrdes næften have lige Længde. Det førfte er foniff; det andet paa den ydre Side halvmaaneagtigt udbojet, paa den indre vebnet med et Par Borſter; tredie Led eller Haan— den er ſterkt opſvulmet, af meget ſtorre Brede end Lengde, fortil med et halvmaanedannet Uvdfnit, i Enden paa den indre Side forſynet med en temmelig ſtor og ſpids Tommelknude og en Borſte; det plumpe, kun fvagt tilſpidſede men vinkelagtigt krummede fjærde Led, eller Fingeren, har mod Enden en lille borſte— vebnet Torn. Den venſtre Fod, fom næppe er mere en halvt faa lang fom hojre, viſer en meget utydelig Ledinddeling, kun det ſidſte Led undtaget; de to forſte Led omtrent ligelange; det tredie og ſidſte, ſom indeholdes fyv Gange i Fodens Længde, er neſten kredsrundt, paa den indre Side vebnet med fine, tetſtillede Haar og i En— den med tre Torne. Naturhiſtoriſt Tidsſtrift. Ny Rakke. II. 37 578 Bryſtet beftaar af fem Ringe, af hyilke den forſte er den lengſte (ligeſaa lang ſom den anden af Hovedets Ringe), de to folgende ligelange, tilſammen lidt leengere end den forſte, den fjærde omtrent halvt faa lang fom den tredie, og den fæmte atter fortere end den fjærvde.*) Fæmte Ring er ſaa tet indkilet i fjærde, at de tilſammen kun ſynes at udgjøre en; førft med en ſterk Lupe opdager man Adfkillelſes-Linien mellem dem; fæmte Ring forlænger fig hos Hunnen paa Siderne og bagtil til to ovale, i Enden tilſpidſede, ja næften borſteformigt uddragne Le— gemer; hos Hannen derimod kun til en lille Torn. Bagkroppen er fort og hos Hunnen tillige plump eller bred, beftagende af fire Ringe, foruden Halevedhengene, af hvilke Ringe de to forſte ere meget tæt forenede, eller ligeſom kraammerhus— agtigt ffudte ind i hinanden, og begge midt paa Rygfladen bagtil uddragne til en Spids, der legger fig ud over tredie Ring. Den anden Ring er forſynet med et Par ſmaa, hornagtige, lidt indav- krummede Springlemmer, der ende med en Torn. Tredie Ring er bagtil lige afffaaren, og fra Midten af dens bageſte Rand udgaar den endel ſmallere fjærde Ring, der bagtil viſer fig dybt indffaaren, næften tvedelt; til denne Rings to Flige ere hæftede to, noget ovale Plader, Hale vedheengene. Disſe ere væbnede paa den yderſte og bageſte Rand hvert med fem lange, noget krummede Fjerborſter, og desuden med en lille, ſom udgaar fra det inderſte-bageſte Hjorne i Retningen indad og bag. Hos Hannen er Bagkroppen af en meget mere langſtrakt og ſmal Form, temmelig fymmetriff, beftaaende af fem tydelige Ringe foruden Halevedhengene. Lengdeforholdet af disſe Dele er omtrent 4+3+3+21+21+7. Forſte Ring kljandeligt bredere end de folgende; iovrigt viſe de alle et firkantet Om— *) Alle disſe Længdeangivelfer ere her, lige ſom ſedvanligt, regnede langs Ryggens Middellinie. 579 rids med ftørre Brede end Længde; om den ſidſte maa merkes, at dens bageſte Rand er vinkelagtigt indbojet paa Midten. Halevedhen— gene ere af langſtrakt-oval Form, bagtil væbneve med fær Fjer— borſter, af hvilke den inderſte er fort, de øvrige meget lange (tildels endog længere end hele Bagkroppen). Halevedjængenes indre Rand er forſynet med fine, tetſtillede Haar. 3. Pon tig Nerii Kr. ). Kun et Par Exemplarer af denne Art fangedes i Atlan— terhavet, ud for Kap Finisterre, den niende Oktober 1840. Farven Iyfeblaa, gaaende noget over i det Gronagtige. Storrelſen omtrent halvanden Linie. Pandehornet er ſtort, idet det, naar Roddelen med— regnes, kun indeholdes ti Gange i Totallængden. Grenene længere end Roddelen (de forholde fig til denne omtrent fom tre til to), næften fuldkomment parallele og lige, meget tynde og ſpidſe, uden Spor til Led eller til Artikulation med Roddelen, meget vidt ſkilte fra hinanden (deres indbyrdes Afſtand næften lig med deres Længde). Maaſte ligger et rudimentært Oje midt imellem Grenene ved disſes Rod. Nær bag Pandehornet viſe fig paa Hovedets Overflade eller Isſe to ſmaa, kredsrunde Punkter, Ojnene, der ind— byrdes ere vidt adſtilte, eller nærmede til Hovedets Siderande. Lindſerne nærme fig til Kugleform, have en meget morkt gulbrun Farve og en temmelig betydelig Haardhed; Pigmentet, ſom er purpurrodt, er ſaa rigeligt tilſtede, at det indtager hele Pande— eller Isſefladen fortil, og ſaaledes hos det levende Dyr lige— ſom forbinder begge Lindſer ſammen til et Oje. J Spiritus forfvinder Pigmentet ganffe. Forſte Par Folere ere af middelmaadig Længde (om— ) Saaledes benævnet efter Findeſtedet: Nerium promontorium, Fi— nisterre. Sur 580 trent lige med 3 af Totallengden), og udmerke fig ved et Antal ſterke Fjerborfter, fom ere anbragte ſaavel paa Skaftet fom paa Svobens forſte fem eller fær Led fortil. Svobens ovrige Led have temmelig ſtore og five almindelige Borſter; iſer ud— merke nogle, paa den bageſte Side af de tre ſidſte Led anbragte, fig ved Længde. Hannernes hojre Foler ſynes ikke at ſvulme faa ſterkt op fom hos de nærftaaende Urter. Andet Par Folere frembyde intet Markeligt, uden maaſte, at den bageſte korte Aare er temmelig plump. Sidetorne paa Hovedets forſte Ring bagtil mangle enten ganffe, eller ere i al Fald meget ſmaa og trykkede tæt op til Hovedets Sider, efterdi jeg ikke har veret iſtand til at iagt— tage dem med Sikkerhed. Om Munddelene har jeg Intet fundet at bemerke. Af Bryſtringene iagttages kun fire, hvis Lengdefor— hold omtrent kan udtrykkes ved Tallene 41431343. Faemte Bryſtring ſkjules altſaa ganſke under fjærde, og det er denne ſidſte, ſom paa hver Side af Bryſtets bagefte Rand udfender en Torn, der dog her hos begge Kjon kun har ringe Sterrelſe. Karakteriſtifk for Fodderne er: 1) at den toleddede Rod— del er meget fort, ubetydeligt laenger end den indre Aare, men ikke ſonderligt mere end halvt faa lang fom den ydre; 2) at den indre Aare ikke engang er halvt faa lang fom den ydre, kun beftaar af to Led, og bærer ni lange Svommeborſter omkring det ſidſte af disſe paa forſte Fodpar, ſyv paa de folgende tre; 3) at den ydre Aares ſidſte Led har overmaade dybe Indſnit paa den ydre Rand og langs begge Sider overordentligt plumpe, med brede Hudrande forſynede Torne, ſamt en meget ſtor, ſverddannet, fint ſaugtandet Endetorn. Fæmte Fodpars hojre Fod hos Hannen, eller Saxen, ber ſtaar af tre Led, hvis indbyrdes Leengdeforhold omtrent kan anſcttes: 5+8+10; Rodleddet forholdsvis temmelig tyndt; 584 andet Led, eller Haanden, flærft krummet paa den forrefte Side eller halvmaanedannet, udmærfet ved en fra Roden af bageſte Rand under en ret Vinkel udgaaende, overmaade ſtor og ſpids Torn l(idetmindſte af Grundleddets Lengde); tredie Led, eller Kloen, er tydeligt laenger end Haanden, men meget tynd, næften lige tyk i hele Længden, ftærf krummet, mod Enden ikke til— ſpidſet men ſtumpt afrundet; den bærer en lille Torn paa den indre Rand mod Roden og to ſmaa krumme, eller ligeſom krog— dannede, Borſter i Enden. Den venſtre Fod er noget kortere, ligeledes treleddet; Leddenes Forhold omtrent: 48355; forſte Led lidt buet; andet temmelig lige og eylindriſk; tredie Led noget krummet, lancetdannet, eller ved Roden ſterkt udvidet og afrundet, i Enden meget ſterkt og gradevis tilſpidſet, paa den bageſte Rand i forſte Halvdel forſynet med et fint Lod eller med forte, krollede Haar. — Hos Hunnen er fæmte Fodpar meget lille, og beſtaar af en fort, enleddet (?) Roddel, en lang, en— leddet ydre Aare eller rettere Griffel, der har liniedannet Form, og i Enden klofter ſig gaffelagtigt til tre Torne eller Spid— ſer, af hvilke den mellemſte dog overgaar de to andre betydeligt i Længde; fom Rudiment af den indre Aare maa en lille oval Plade betragtes, der ligger ved Roden af Griffelen paa den indre Side, og indeholdes tre til fire Gange, eller derover, i dennes Lengde. Bagkroppen, fom hos Hannen udgjør lidt mere end I af Totallcngden, og er tynd, beſtaar af fæm Ringe (af hvilfe den forſte dog neſten ganſke ſtjules af ſidſte Bryſtring) og to Dalevedhæng, hvis indbyrdes Lengdeforhold omtrent betegnes ved Tallene: 4131+2+1+-2+35. Formen fymmetriff; Hale— vedhængene forte, brede, ſkraat afffaarne, med fær Børfter i Enden (en meget fort inderſt og fem lange, af hvilfe de lengſte ere ligeſaa lange fom Bagkroppen, eller lidt fænger). Hos Hunnen har Bagkroppen vel næften ſamme Lengde fom hos Hannen, men den er tykkere, af noget uſymmetriſk Form, og beſtaar kun 582 af to Ringe og Halevedhbængene; visfe Deles indbyrdes Forhold er omtrent 6+12 +14. Det mindfte af mine Exemplarer (af omtrent en Linies Leengde) ſtemmede med Hannen i Bagkroppens Befkaffenhed, med Hunnen derimod i Folernes Form. Jeg formoder, at dette er en ung Han, hos hvilken de Avledygtigheden betegnende Red— ſtaber endnu ikke havde naaet deres Udvikling. ifionyx typicus Kr. Nogle Individer af denne nye Form har jeg fanget i Ute fanterhavet nær Linien (4 n. Br.) henimod Midten af Juli. Ogſaa har jeg truffet den paa 30" f. Br. i Maj Maaned. Storrelſen overſkrider maaſke næppe halvanden Linie. Farven, formoder jeg, maa have været den for de nære ſtagende Former fædvanlige himmelblaa eller indigoblaa, da jeg ikke har anmærfet Noget om den. Hos de i Spiritus beva— rede Exemplarer viſer den fig rodgul. Den ſtorſte Højde indeholdes næppe fire Gange i Total⸗ lengden. a Hovedet udgjor lidt mere end I af Totalleengden, og er noget kortere end Bryſtet. Det viſer ingen Spor til en Af— deling i to Ringe, ligeſaalidt fom til Torne paa Siderne. Formen er ſortil noget tilſpidſet. Pandehornet, fom er fljult midt imellem de forreſte Folere (ikke anbragt, fom hos de to føregaaende Slægter, foran disſe), er færdeles lille, ikke kloftet men ſimpelt tilſpidſet. O jne eller Kryftallindſer har jeg ikke været iſtand til med nogen Sikkerhed at ſpore, hverken paa Hovedets Over— flade eller paa Underfladen bag Pandehornet. De forreſte Folere, fom ere anbragte i Enden af Ho— vedets forreſte Spidſe (ikke, ſom hos Slægterne Calanus og Pon- tia, et Stykke bag Hovedets ſorreſte Rand), ſtemme omtrent 583 i Længde med Dyrets Totallængde, eller ſtaa dog kun meget lidt tilbage for denne. De beftaa af et cylindriſt, treleddet Skaft, hvis Ledinddeling dog er meget utydelig, og en 2lleddet Svobe. Skaftet indeholdes omtrent 61 Gange i Svøbens Lengde; dets tredie Led er det ſtorſte, og udmeerker fig ved en omtrent paa Midten af den forreſte Side fremtrædende Svulſt, der bærer et Knippe af Borſter eller Torne. Svobens Led viſe nogen Uregelmæsfighed, idet fortere og lengere Led ligeſom ere blan— dede mellem hverandre uden Orden; nogle af de forſte Led ere ogſaa temmelig utydeligt afſatte. Fjortende til ſextende Led ere de lengſte; derneeſt aftage de folgende, faa at nittende endog bliver meget fort, hvorimod de to ſidſte atter vore betydeligt. Leddenes forrefte Rand er tildels væbnet med lange og ſterke Borſter, men for en endnu ſtorre Del med ſtore Torne; det ſidſte Led har i Enden en ſtor Børfteduff, der udbreder fig ſtraaleformigt til alle Sider. De bagefte Folere indeholdes fær Gange eller lidt mere i Totallengden; de beſtaa af et fort, toleddet Skaft og to Svober, der næften have lige Længde, hvorimod den bageſte er meget tyndere end den forreſte. Den forreſte Svobe ude marker fig derved, at det forte, hjcrtedannede andet Led har to ret tydelige, ſkjondt rudimentære, Smaaled i Enden, anbragte jcvnſides (et paa hver af Hjærtefligene). Den bageſte Svobe vifer forft et meget fort Led, derpaa et langſtrakt eller liniedannet, og i Enden to rudimentære Led. Svommebor— ſterne paa begge Svober forholde fig i Lengde og Tal omtrent fom hos de foregaaende Slegter. Overlæben beftaar af to halvmaanedannede, i Midten dybt fra hinanden flilte, i Randen ſparſomt med fine Borſter forſynede Plader. Kindbakken, der ligeſom ved en Ledafdeling adſkilles i et ydre og et indre Stykke, er af en meget tynd og ſmal, lidt 584 Sformigt krummet Form; i den indre Ende klofter den fig gaf— felagtigt til to ſpidſe og tynde Grene eller Torne, men beſidder ingen Smaatender; paa den bageſte Rand af bageſte Gren ſes et lille Knippe meget fine Haar. Palpen viſer ſig i ſaa Henſeende afvigende, at dens indre Aare ikke er anbragt i Enden af det ſtore Led, ved Siden af den ydre, men deri— mod aldeles paa Leddets indre Side, tæt ved dets Rod; af denne Aares to Led er det forſte overmaade lille, hvorimod den ydre Aares to Smaaled omtrent have lige Lengde. Den Roddel, hvorved det ſtore, ſkivedannede Led er haftet til Kindbakken, viſer her en meget ſterkere Udvikling end hos Ca- lanus og Pontia, og ſynes at beſtaa af to Led. Det ſtore Led har en noget langſtrakt, firkantet Form. Kjeberne fremſtille fig her under en noget afvigende Form fra den ovenfor hos Pontia og Calanus befkrevne. Forſte Kjœbepar beſtaar af et ſtort, noget firkantet Rodled, fra hvis Enderands indre Halvdel en Kjabeplade og en Palpe udgaa.“) Kjæbepladener forholdsvis meget lille, lidt tilſpidſet, langs den indre Rand væbnet med en halv Snes, i en dobbelt Ralke ſtillede Torne, af hvilke den i Enden an— bragte udmerker fig ved en overordentlig Styrke. Palpen har mere end Kjabepladens tredobbelte Længde, men er tillige overmaade ſmal, liniedannet, ſvagt bojet, i Enden væbnet med tre Borſter, af hvilke den mellemſte er kort, de to andre lange. Andet Kjæbepar, fom er meget fortere end forſte, naar Roddelen regnes til dette, og felv endel fortere, naar Rodled— det flet ikke medregnes, beſtaar af en ſtor oval Kjæbeplade, der i Enden udſender en meget lille, toleddet Palpe, paa den ydre Side ved Roden en ligeledes meget lille, men forholdsvis „) Rodleddet maa imidlertid maaſte anſes ſom felleds før begge Kjæ— beparrene, idet det andet udgaar fra Enderandens pdre Halpdel. 585 ſterkt fremtrædende Gjælle. Kjæbepladen er bred, ſtumpt afrundet, paa den indre Side kun forſynet med tre, middel maadige Børfter, der kun vife hojſt ſvage Spor til Sideborſter; to fængere Borſter udgaa fra Enden. Palpen nærmer fig lidt til Gaffelform, idet dens forſte Led er meget bredere end andet, med den indre Vinkel ſterkt fremtrædende; hvert af Led— dene er væbnet med to Borſter; de paa det ſidſte Led have en overordentlig Lengde, men Sideborſter ſynes ingen af Borſterne at beſidde. Gjellen har her iſtedetfor Halvmaaneform en fort koniſt Form, og er vebnet med idetmindſte fyv, tildels lange Fjerborſter. En Underlæbe af en temmelig kompliceret Bygning, dannet af adſkillige afrundede, haarforſynede Flige, er tilſtede, men jeg er ikke iſtand til med Sikkerhed at angive Fligenes Antal; jeg har med Beſtemthed iagttaget fire, men formoder at Tallet er ſtorre. Jeg kommer nu til de Dele, der ved deres overordentlige Storrelſe og Styrke meſt iojnefaldende udmærfe nærværende Slegt, næmlig forſte Par Kjebefodder. Lengden udgjør omtrent 2 af Totallcengden. Det ſynes kun at beftaa af tre Led, hvis indbyrdes Lengdeforhold omtrent kan anfættes: 35 17435 i hele Lengden har det en betydelig Tykkelſe; fra førfte Leds forreſte Side udgaar ved Roden fire parvis ſtillede Bor— ſter, mod Enden et Par meget ſtore og flærfe Torne; andet Led har paa den forreſte Side to endnu meget ſtorre Torne (lngere end ſelve Leddet); endelig er det lille, temmelig utydelige tredie Led, eller den rudimentære af flere Led ſammenſmaltede Svobe, væbnet med tre Torne eller Kroge af forbauſende Storrelſe og Styrke. An det Par Kjebefodder kan forholdsvis kaldes rudi— mentært; det indeholdes mere end fem Gange i Totallængden, og er meget kortere end forſte Kjæbefors forſte Led; Bygnin— gen er imidlertid temmelig ſterk; det beſtaar af et toleddet Skaft 586 og en Svobe. Disſe Deles Længveforhold er 1+44. Forfte Led har ingen Borſter paa den forreſte Rand; andet Led tre forte Fjerborſter ſoruden nogle ſerdeles ſmaa Haar. Den plumpe, ſyvleddede Svobe viſer en halv Snes middelmaadige Fierborſter. Bryftet, fom overgaar Hovedet lidt i Lengde, beſtaar af fem Ringe, hvis Lengdeforhold omtrent kan anfættes til 3+ 343422, Den ſidſte Bryftring er paa Siderne bagtil uddraget til en Torn ligeſom Hos Pontia; dog er denne fun af ringe Storrelſe. De fire forſte Fodpar, ſom have en middelmaadig Stor— relſe og en meget ſtaerk Bygning, ſtemme i Hovedfagen med Forholdet hos Slægterne Calanus og Pontia; de tiltage gradevis i Lengde fra førfte til tredie, hvorimod fjærde igjen aftager, eller omtrent har lige Længde med andet; de beſtaa af en toleddet Roddel og af to Aarer. Roddelen har næppe den ydre Aares halve Længde, eller er omtrent lig med dennes to forſte Led, men overgaar den indre Aare i Lengde; dens to Led have næften lige Storrelſe; fra Enden af det førfte udgaar en Fjerborſte paa den indre Side. Den ydre Aare beſtaar af tre Led, af hvilke de to forſte ere omtrent lige lange, det tredie longer end begge de foregagende tilſammen; fom karakteriſtiſt maa merkes, at hele Aarens ydre Rand er mere eller mindre fint ſaugtan— det.) Det er Aarens tredie, langſtrakt-ovale Led, fom har den tydeligſte og flærfefte Saugvebning (paa de ſidſte Totre— diedele), og dette Led udmerker fig tillige, foruden ved den ber tydelige Lengde og Brede, ved den brune eller neſten ſorte Horn— farve (hvorved Dyret ſtrax, uden nærmere Underføgelfe, bliver fjændeligt) og ved den ligeſom bladagtige Bygning; der udgaar *) Desuden cre de fire eller fom ſtore, bevægelige Torne, ſom forekomme hos Slagterne Pontia og Calanus, tilſtede. 587 næmlig fra Roden lige til Spidſen en Længdenerve (egentlig, fom det ſynes, en lidt fremtredende Kjøl), der deler Leddet i to Sidehalvdele, og fra Længdenerven udgaa paa den ydre Side to Sidenerver, paa den indre fem, der naa lige til Randen. Fæm Fjerborſter ere anbragte langs dette Leds indre Rand, en udgaar fra hvert af de to foregaagende Led. Den indre Aare er endnu mere rudimentær end hos Pontia og Calanus, og beftaar kun af to, næften ligelange Led, der ere forſynede med et Duſin lange Fjerborfter. | Fæmte Fodpar meget lille, næften rudimentært (omtrent i Længde ligt med I af Dyrets Totallængde), beſtagende af en toleddet Roddel og en Aare, idet den indre Aare her aldeles forſoinder. Bygningen forholdsvis meget ſterk. Roddelen omtrent af lige Lengde med Aaren; dens forſte Led noget Iænger end andet, kolledannet; andet Led tondedannet. Aaren ber ſtaar kun af et Led, ſom i hele Lengden har omtrent lige Brede, er ſvagt indadbojet, paa Midten af den ydre Side væbnet med en ſtor torneagtig Fremragning, i Enden kloftet til tre, meget ſtore og ſteerke, ſpidſe, hornfarvede Torne, af hvilke den mid— terſte er den ſtorſte; mellem denne og den inderſte bemeerkes en rundagtig, flad Knude. Paa Aarens indre Side mod Enden ſes tre Torneborſter anbragte temmelig tæt ſammen. Bagkroppen, fom udgjor noget mere end I, men ikke fuldt 3, af Totallængden, beſtaar af fire Ringe og to Halevedheng; Længdeforholdet er omtrent: 614523. De tre forſte Ringe ere meget tydeligt adſtilte fra hverandre indbyrdes og fra den fjærde, idet den folgende er ſmallere end den foregagende; den fjerde er derimod temmelig utydeligt afſat fra Haleved— hængene. Bagkroppens Form er iovrigt ſymmetriſk. Karakteriſtiſt for den er det, at dens forſte Ring viſer fig forſynet med et Par Lemmer, der i Lengde forholde ſig til Bagkroppen ſom 3 til 10; disſe Lemmer have Torneform, og beſtaa af to Led 588 eller Afdelinger, af hvilke den forſte er opfvulmet eller noget bærer bannet, den anden langftraft fomff. Halevedhængene fynes ogfaa at være toleddede, ffjøndt meget utybeligt; de ere væb- nede hvert med fem lange Fjerborſter (noget fortere end Bag— kroppen), af hvilke en udgaar fra Vedhengets forſte Led, de ovrige fra det andet. Af Form ere Halevedhængene lidt til— ſpidſede. Centropages typicus Kr. Nogle faa Exemplarer af denne Form, neſten alle Hanner, fangedes i Atlanterhavet, nogle Mile fra Kap Finisterre, omtrent i Midten af September. Det vorne Dyrs Lengde ſynes næppe at overſtige å Linie. Formen er i Hovedfagen ſom hos Slegten Pontia, dog maaffe lidt mindre hoi. Den ſtorſte Hojde indeholdes omtrent fem Gange i Totallengden, den ſtorſte Tykkelſe omtrent fire. Hovedets Lengde udgjor I af Totallengden eller lidt mere. Dets to Ringe viſe, maalte langs Rygfladen, omtrent lige Længde. Formen af Hovedet, naar det ſes fra Siden, er temmelig ſteerkt tilſpidſet fortil. Set ovenfra derimod, vife Siderandene ſig noget bolgedannede, og Hovedets forreſte Del indknibes pludſeligt, og begrendſes af fire rette Linier, hvorved tre Vinkler opſtaa. Pande hornet deler fig til to ſmaa, ſpidſe Grene, men dets nærmere Beffaffenhed formager jeg ikke at angive. Af Kryſtallindſer har jeg kun med Sikkerhed bemerket en (af omtrent i Linies Gjænnemfnit), beliggende mellem de forreſte Foleres Rod. De forreſte Felere, ſom i Lengde ere lige med To— tallengden, eller endog overgaa denne lidt, beſtaa af et to— leddet Skaft og en leddet Svobe. Af Svobens Led ere de 589 otte til ti førfte temmelig forte, de paafolgende blive efterhaanden færdeleg lange; de fem ſidſte ere endel fortere end de nermeſt foregaaende, men endnu meget langſtrakte og indbyrdes omtrent af lige Længde. Leddenes Form næften liniedannet likke kolle— dannet). Børftebevæbningen er temmelig ſparſom, hvad Svar bens forſte Halvdel angaar, og fynes paa den fidfte Halvdel ganffe at favnes. Paa Skaftets ſidſte Led og paa Svobens tredie har jeg altid iagttaget en ſterk, fremadfrummet Torn. Saaledes hos Hunnen. Hos Hannen forholde Skaftet og de ti forſte Led af Svoben fig ligeſom hos Hunnen, men de fæm folgende Led (Alte til 15de) ſvulme lidt op, faa at de tilſammen have en meget lange ſtrakt Tenform; det færtende er atter cylindriſk og meget langſtrakt, det ſyttende endnu lengere end færtende, men tillige paafaldende tyndere; de fem ſidſte Led kortere, af almindelig Form, eller omtrent fom hos Hunnen. Fjortende Led viſer en ſtor Torn paa den forreſte Rand, fæmtende Led en Kam af meget fine Tæn- der; ogſaa paa færtende Led og omtrent paa den forſte Halvdel af ſyttende ſes mangfoldige meget fine Saugtender eller Tvær- ſtriber. En ſterk tendannet Muffel firæffer fig fra Roden af ellevte til Enden af færtende Led, og tjæner vel ved fin Same mentræfning til af disſe Led at danne et Griberedffad. De bagefte Folere ere ſmaa (de indeholdes omtrent fær Gange i Totallængden) men af ſterk, ja endog plump, Bygning og med begge Aarer lige udviklede. Den toleddede Roddel endel fortere end Aarerne; den forreſte Aare, fom ſed— vanligt, treleddet, forſte Led ſtorſt. J den bageſte Aare har jeg funnet fljælne fer Led: førft et ſtort og plumpt, derneſt tre meget ſmaa, noget indknebne, derneſt atter et meget ſtort og endelig, ſom fædvanligt, et rudimentært Endeled. O verleben har jeg ikke været iſtand til at fremſtille. Kindbakken i den indre Ende udvidet, oxedannet, væbnet 590 med fyv ſmaa Tender. Dens Palpes ydre Aare noget for niſt, fireleddet, væbunet med fem plumpe Børfter. Den indre Aare toleddet, forſte Led med en fremſpringende Flig eller Ud— videlſe paa den indre Side; begge Led forſynede med lange Berſter. Kjæberne hos dette lille Dyr har jeg vel underſogt, men ikke faa fuldftændigt funnet udrede deres enkelte Dele, at jeg finder det henfigtsmæsfigt, at gaa ind paa en Beſtrivelſe af dem. Forſte Par Kjebeſodder, hvis Længde omtrent inde— holdes fem Gange i Totallængden, ſtemmer i Form omtrent med andet Par Kjebefodder hos Slegten Calanus. Andet Par Kjebefodder er tydeligt lenger end forſte (dets Længde overgaar I af Totallængden) men af ſamme Form. Fem tydeligt fremtredende Bryſtringe ere tilſtede, og den fæmte overgaar, endog naar dens lange Sidetorne fra— regnes, de nærmeft føregaaende i Længde. Ringenes Lengde— forhold udtrykkes omtrent ved Tallene: 4+2+2+2+3. Fæmte Rings bagudrettede Sidetorne ere hos Hunnerne lengere, ſpid— ſere og tyndere end hos Hannen, og Ringens bageſte Rand frem— træder lidt bolgeformigt, eller viſer Spor til et Par Udbojninger. Bryſtfodderne ere temmelig ſtore og ſterke (deres Længde indeholdes henimod fire Gange i Totalleengden), forſte og ſidſte lidt fortere end de tre mellemliggende Par, disſe ind— byrdes omtrent af lige Længde. Den toleddede Roddel omtrent halvt faa lang fom den ydre Aare, men omtrent af lige Lengde med den indre; begge Aarer treleddede, den ydre med fæm Torne paa den ydre Side og med en lang, bred, flad, ſabelagtig Torn i Enden, fom langs den ydre Rand er meget fint faugtandet. Den indre Aare er af meget tynd og fpæd Bygning i Sam— menligning med den Hdre. Femte Fodpar, der, fom bemerket, er noget fortere end 591 de tre foregagende, adſtiller fig hos Hunnen forøvrigt fun fra disſe paafaldende ved en meget ſtor, dolk- eller ſporedannet Torn, fom udgaar fra Enden af den ydre Aares andet Led paa den indre Side (i Retningen bagud, men tillige noget fkraat indad), og omtrent nager til Enden af Aarens tredie Led (dettes Ende— torn fraregnet). Hos Hannen derimod har dette Fodpar en meget forandret og tillige merkelig Form, fom ret tydeligt vifer, ved hvilken ringe Modifikation Saxen opſtaar. Den hojre Jod er meget ſtor, ſtorre end nogen af de andre Fodder, hvilket imidlertid blot beroer paa Saxen. Den beſtaar af en toleddet Roddel, med omtrent fædvanlig Beſkaffenhed, og af to treleddede Aarer, af hvilke den indre har Form omtrent føm den tilfra- rende hos de foregaaende Fodpar. Men hos den pdre Aare er forſte Led fort, fljævt og uregelmæsfigt-firfantet, omtrent lige ſaa bredt ſom langt, i Enden af den ydre Rand forſynet med en lille Torn; det andet Led ved Roden afrundet, meget ſterkt udvidet eller opſvulmet, i Enden af den indre Rand üuddraget til en overmaade ſtor og ſteerk, lidt krummet Klo, der fremſtiller Saxens Tommel, medens den afrundede Roddel danner Ha anden. Det ſterke, noget langſtrakte og koniſke tredie Led tilligemed dettes meget lange Endetorn, der tilſammen ud— gjøre en mod Tommelen bojet Bue, fremſtille ſaaledes en to— leddet, bevægelig Finger; en lille Torn bemerkes mod Enden af tredie Leds indre Rand. Hannens venſtre Fod beſtaar vel af en toleddet Roddel og to treleddede Aarer, men faar dog et farafterifliff og fra de foregagende Fodpar forſtjelligt Ud— ſeende, fordi den ydre Aare her er lille (næppe fjændeligt longer end den indre eller Roddelen) og kun vebnet med ganſke fmaa Torne, eller uden en ſaadan lang, fyærddannet Torn i Enden, ſom de andre Fodder beſidde. Bagkroppen, fom omtrent udgjor en Trediedel af Total lengden, har hos Hunnen en noget uſymmetriſt Form, og beſtaar, 592 foruden Halevedhængene, af tre tydelige Ringe; disſe Deles indbyrdes Lengdeforhold fan omtrent udtrykkes ved Tallene 34 5+2+3. Den forſte, noget tykke og plumpe Ring udfender fra Midten af Rygfladens bageſte Rand en temmelig ſtor, lidt krummet, med enkelte ſmaa Sideborſter beſat Torn, fra Bug— fladen to lange og tynde, naaledannede Torne. Halevedheen— gene ere af langſtrakt, liniedannet, bagtil ſkraat og ſtumpt af— rundet Form, væbnede hvert med fire lange Borſter, ſamt yderft og inderſt med en Torn. Hos Hannen er Bagkroppens Form mere langſtrakt, tynd, regelmesſig; man erfjænver tydeligt fire Ringe foruden Halevedhængene, hvorvel den forſte Ring er lille; det indbyrdes Lengdeforhold udtrykkes omtrent ved Tallene: 1+3+3+2+324. Torne iagttages ikke paa nogen af Rin— gene, ſaaledes ſom hos Hunnen. Agetus typicus Kr. Kun et eneſte Exemplar af denne anomale Form har jeg fanget i Atlanterhavet paa omtrent 43” n. Br. i Midten af September. Farven hvid, med et fragt rodligt Skjær. Storrelſen udgjør ikke fuldt 3 Linie. Hovedet er af temmelig betydelig Størrelfe, fær ſammen— lignet med de fire Bryftringe; dets Længde nærmer fig næmlig til at udgjøre Halvdelen af Totallengden (eller udgjør dog mere end 3 af Totallengden), og er mere end tre Gange faa ſtor fom Bryſtets Længde, men overgaar kun ubetydeligt Bagkroppen. Betragtet ovenfra, viſer Hovedet Form af en langſtrakt, bagtil gradevis lidt ſmallere Oval, fom dog forener fig med Bryftet ved en lige afffaaren Linie, og fom fortil er meget flad eller ſtump. Fra Siden har det en mere paafaldende Form, idet Rygfladen kun er meget fvagt, eller neſten flet ikke, bvælvet, den forreſte Ende ſtump eller lige affkaaren, Underfladen derimod 593 begrændfet af to rette Linier, der omtrent paa Midten, hvor Munddelene have deres Plads, ſtode ſammen til at danne en ſtarp Vinkel, der næften er ret, eller dog ikke meget ſtump. Hovedets ſtorſte Hojde bliver derved fjændeligt ſtorre end dets Brede eller Tykkelſe og flørre end en Fjærdedel af Dyrets Totallcengde. Pande horn iagttages ikke. Hojſt paafaldende for denne Form er ben overordentlige Storrelſe af de i Hovedets forreſte Ende anbragte Ojne; de indtage næften ganffe dettes afffaarne eller meget ſtumpt afrun— dede Pandeflade, og adſtilles kun indbyrdes ved et ringe Mel— lemrum. Ojets Gjænnemfnit udgjør næften I af Totallængven. Det purpurrode Pigment er hos det i Spiritus opbevarede Dyr forſvundet, og man iagttager altfaa blot de to ravgule, kredsrunde, urglasagtigt udbuede Lindſer. Paa Hovedets Underflade, under og mellem Ojnene, ud— gaa fra en lille Knude eller Tværfremragning de forte for— refte Folere, fom indeholdes ſyv Gange eller endog lidt mere i Totallengden. De beſtaa, ſaavidt jeg uden Sonder— lemmelſe har funnet iagttage, af fær, temmelig plumpe Led, og have Traadform; en Inddeling i Skaft og Svobe ſynes ikke at finde Sted, eller, med andre Ord, Leddene ere ikke meget forffjællige i Lengde og Tykkelſe. Aoſtillige ſmaa Borſter ere anbragte langs Folernes nederſte Rand og i Enden. Takt bag det forſte Par Folere fremtreder det andet, der ikke blot udmeerker fig ved betydeligere Storrelſe (det er omtrent ligt med z af Totalfængden) men ogſaa ved en ejendommelig Form, der meget flærft minder om Formen af Gribefodderne hos Slæg- ten Squilla. De ſynes kun at beſtaa af fire Led: to korte og tillige noget utydeligt afſatte Rodled, en meget ſtor og langſtrakt fortil lidt udbuet Haand, og en tynd, krum Klo, der omtrent har lige Lengde med Haanden og i hele Lengden omtrent lige Tyk— Naturhiſtoriſt Tidsſkrift. Ny Rakke. II. 38 594 telſe. Fra Haandens forreſte Rand mod Midten udgaar en lang Torn eller meget ſtor Børfte, fom krydſer Kloen, Om Munddelene kan jeg, da jeg ikke har villet odelegge det eneſte Individ af denne beſonderlige Form, intet meddele i det Enkelte; de ere anbragte langt bag det andet Par Folere, omtrent paa Midten af Hovedets Underflade, netop hvor denne danner en fremſpringende Vinkel; og da de endnu rage ſterkere frem end denne, og banne ligeſom en ſtor afſtumpet Knude, have de næften Udſeende af et Sugeredſkab. Ved Ro— den af Knuden bagtil har jeg paa hver Side bemerket en lille, lige bagud rettet Torn. Mellem Munddelene og Fodderne er et ſtort aabent Rum, fom ikke fynes at udfyldes af Kjebefod— der; hvilket imidlertid kun beroer derpaa, at Kjæbefødderne flutte fig tæt op til de andre Munddele. Ved Præsning har jeg talt iagttaget fire Par Munddele; de tre forſte antager jeg for Kind— bakkerne og to Ajæbepar; det ſidſte, fom betydeligt overgaar de foregaaende i Lengde, og banner ligeſom et Slags Gribe— redſkab, eller i Form nærmer fig noget til de bageſte Folere, bliver altfaa Kjebefodderne. Bryſtſtykket er meget fort, da det kun omtrent udgjør 1 af Totallængden; det ſynes imidlertid at beftaa af fem Ringe, ffjøndt det viftnof maa indrommes, at disſe ere meget utydeligt betegnede. Den naſtſidſte udſender bagtil paa hver Side en meget ſtor og ſterk Torn: Bryſtringenes Lengdeforhold ſynes omtrent at funne udtrykkes ved Tallene: 2+4+3+3+3: Bagtil aftager Bryſtſtykket betydeligt i Tykkelſe, ſaa at dets Form fremſtiller en omvendt, afſtumpet Kegle. Fæm Par Bryſtfodder ere tilſtede, hvilke aftage i Lengde forfra bagtil, dog ſaaledes, at de tre forſte Par ind— byrdes kun viſe ringe Længdeforffjæl de to ſidſte derimod ere meget fortere end de foregagende. Alle Fodderne ere Svom— mefodder af ſedvanlig Bygning, beſtagende af en Roddel 595 og af to Aarer; hvilke paa den inderſte eller bageſte Rand ere forſynede med lange Borſter, den yderſte Aare desuden paa den ſor— reſte Rand og i Enden med Torne. Dette gjelder dog kun de tre forreſte Par; de to ſmaa ſidſte fynes Hvert kun at beſtaa af to ſmaa Led, men jeg kan iovrigt intet ſikkert meddele om deres Beſkaffenhed, da de ved Præsning ere blevne mig uſynlige, eller bedekkede af de ſtorre Fodder. Bagkroppen, fom udgjor 2 af Totallengden, viſer, naar den ſes fra Siden, en langſtrakt og tynd Form, og fynes at beftaa af to Ringe foruden Halevedhengene (Lengdeforholdet af disſe Dele fan betegnes ved Talene 3412). Betragtet oven— fra viſer Forholdet ſig derimod noget anderledes, eller tre Ringe ſynes at være tilſtede foruden Halevedhængene, idet den førfte brede, og bagtil med et Indſnit forfynede, Ring legger fig fom et Par Vingedekker ud over den anden, faa at kun en ſerdeles lille Del af denne viſer fig bagtil. Halevedhengene ere lange, ganfke liniedannede, hvert i Enden forſynet med en tem- melig flærf men juſt ikke lang Torn (omtrent af 3 af Hale vedhængets Lengde). Thaumaleus typicus Kr. Af den hoiſt mærfelige, ja i visfe Henſeender ganſke gaa— defulde, nye Form, om hvilfen jeg ved de folgende Linier ffal ſoge at meddele en Foreſtilling, har jeg kun underſogt et eneſte In— divid. Jeg fangede dette i Marts 1839 ved Bejan (Indlobet til Trondhjcemsfforden), tæt ved Strandbredden, i Ebbetiden mellem Tangarter. Dyrets Bevægelfer vare raſke og kraft— fulde; Integumenterue lederagtige og uſedvanligt bløde for et Kræbsdyr næften fom hos en Orm). | Lengden udgjørde lidt over to Linier. Farven var meget ualmindelig for et Kræbsdyr, næmlig loggron med einnoberrode Folere og Fodder. Ojnene, om disſe 38* 596 Redſkaber ellers ere tilftede, viſe fig i al Fald ikke i Farve afvigende fra Legemets Hovedfarve. Formen er noget langſtrakt (neſten fæm Gange faa lang ſom hoj eller tyk), temmelig trind, fortil ſtump, bagtil graver vis tilſpidſet. Man ſkjelner tydeligt et ſtort Hoved, fom kun beſtaar af et Stykke, fem Bryſtringe og en lille tynd Bagkrop. Hovedet er, naar det maales langs Bugen eller langs Siderne forneden, ligeſaalangt eller endog lidt longer end Bryftet, og udgjor kun lidet mindre end Halvpdelen af Totallengden; derimod viſer dets bageſte Rand paa Midten af Rygfladen en meget dyb Indbojning eller ligeſom et Udfnit, fom omtrent ind— tager Halvdelen af Hovedets Lengde, og hoilket udfyldes af en fra forſte Bryſtrings forreſte Rand udgagende, tungeagtig Forlængelfe; derſom der i Udmaalingen tages Henſyn til dette Üdſnit (Hvad jeg ikke i Tabellen over Udmaalingerne har giort), bliver Bryſtet meget langer end Hovedet. Fortil er Ho— vedet ſtumpt afrundet, paa Underfladen noget opſpulmet. Fra Hovedets forreſte Flade udgaar et eneſte Par Fo— lere, fom kun har middelmaadig Lengde (det er omtrent ligt med I af Fotalfængden), men en meget plump Bygning. Plumphe— den gjør det meget vanffeligt at beſtemme Grændfen mellem Skaft og Svobe; imidlertid troer jeg, at funne henregne de fire forſte Led til hint. Deres indbyrdes Lengdeforhold er om— trent 5+3+3+3, og tilſammen forholde de fig til Svoben omtrent fom 14 til 11, eller ere lidt lngere end denne; dog er denne Inddeling temmelig vilkaarlig. Spoben beſtaar af fem Led, af hvilte dog det førfte overgaar de vvrige faa meget baade i Længde og Tykkelſe, at det maaſke bedre henregnedes til Skaftet; det er namlig langer end Spobens vyrige fire Led tilſammen; fra Enden af det ſidſte Led udgaar en ſtor og ſterk Torn eller torneagtig Borſte. Saavel hele Svøben fom Skaftets to ſidſte Led ere forſynede med en Mengde ſtore Borſter, der 597 dog ere ſaaledes ligeſom fammenfiltede, at det bliver umuligt at beſtemme deres Antal, eller fra hvilket Led hver udgaar; disſe Borſter ere af ganſte ualmindelig Tykkelſe eller Grovhed, men tillige ufæbdvanligt bløde, og vife en paa en ejendommelig Maade knudret og ujævn eller ligeſom grynet Overflade. Ligeſaalidt ſom til et andet Par Folere, ligeſaalidt viſer Hovedet det ringeſte Spor til Munddele. Dets Underflade er aldeles lukket, om jeg faa maa udtryffe mig, eller Rygfkjoldet fortfætter fig uden ringeſte Afbrydelſe paa Ho— vedets Underflade. Lengdeforholdet af Bryſtets Ringe kan, naar intet Henfyn tages til forſte Rings ovenomtalte, af Hovedets Udfnit inde— fluttede, tungedannede Fremragning, omtrent udtrykkes ved Tal— lene 5-43-34. Enhver af disſe Ringe er forfynet med et Fodpar af middelmaadig Længde, men tillige, hvad de fire fors reſte angaar, af meget ſterk Bygning. Forſte Fodpar nager, rettet bagud og Borſterne fraregnede, omtrent til Enden af tredie Bryſt— ring, andet Par noget udover fjærde, tredie Par lidt udover fæmte, fjcerde Par til Enden af Bagkroppen og fæmte Par lidt ud over denne. Befkaffenheden af Fodderne er i Hoved— ſagen fom hos Slegten Pontia. Forſte Fodpars Lengde udgjor næften 1 af Total— lengden; dets brede, toleddede Roddel er laenger end Aarerne (den forholder fig til disſe omtrent fom 3 til 2); dens førfte Led næften tre Gange faa langt fom det andet; Ledadfſkillelſen temmelig utydelig. De treleddede Aarer næften ligelange, eller Den indre kun lidt fortere end den ydre; den fidfte med en eneſte ſtor Torn paa den ydre Side (udgaaende fra Enden af førfte Led); fra hver Aares ſidſte Led udſendes fem eller fær *) lange og overmaade plumpe Børfter, fra hvert af de foregaaende Led paa den indre Side en; disſe Borſter ere ikke Fjerborſter *) Fra den ydre Aare fær, fra den indre fam. 598 men af Beſtaffenhed, fom de paa Folerne anbragte. Aarernes ſidſte Led er det ſtorſte, det andet det mindſte. Andet Fodpar ſynes mig blot deri at afvige fra forſte, at Rodſtykkets andet Led endnu bliver mindre i Forhold til forſte, og at en Torn udgaar fra Enden af forſte Led paa den indre Side. De to folgende Fodpar afvige ikke merkeligt fra det andet. Femte Fodpar derimod er endel fortere end de fore— gaaende (dets Lengde indeholdes omtrent fær Gange i Total— lengden), af en meget tynd og langſtrakt Form, og beſtaar blot af en meget lille, enleddet Roddel og en Aare eller rettere Griffel. Roddelen forholder ſig i Lengde til Griffelen omtrent ſom 1 til 6. Griffelen er meget tynd, trind, uden Spor til Ledinddeling, i Enden ſterkt tilſpidſet og krummet, faa at den danner en Krog. Torne eller Borſter viſer den iovrigt ſlet ikke. Bagkroppen er meget lille (dens Lengde indeholdes henimod elleve Gange i Totallcengden), og beſtaar kun af to Ringe og af Halevedhængene; det indbyrdes Lengdeforhold af disſe Dele kan udtrylkes ved Tallene 3+2+5. Haleved— hengene ere i Enden bredt afrundede, forſynede hvert bagtil med fæm lange Borſter og yderſt med en lille Torn. Borſterne overgaa Bagkroppen i Længde (de forholde fig til denne om— trent fom 3 til 2); Beffaffenhed fremmer med Folernes og Fod— dernes Borſter. Det beffrevne Eremplar var en Hun, hvis Indre op— fyldtes af en ſtor Mengde ſmaa Aeg (af 3 til så Linies Gjen— nemſnit); det ſindes — eller rettere de Levninger deraf, fom kunde reddes fra Underſogelſen — i det Kongl. naturh. Muſeums ſyſte— matiſke Krœbsdyrſamling. Afbildning i Voyage de Scandinavie K. c. Crustacés pl. 42 fig. 4, a-e. 599 J de folgende Linier meddeler jeg Karakteriſtik og Diag— noſer, ikke blot af de ovenfor beffrevne Arter og nye Slegter, men ogſaa af et Par nye exotiſke Arter, fom ikke i det Fore— gagende ere omtalte. 1, Pontia Pattersonii Tmplt. Forma elongatior: altitudo quintam longitudinis partem haud quans. Cornu frontale magnum, profunde bifurcatum, ramis asymmetricis, inæqualibus, subdivergentibus. Oculi purpurei quinque, quatuor verticis, quintus infra post cornu frontale positus. Antenne anteriores 3 longitudinis animalis breviores, basi non multo erassiores, setis parvis simplieibus. Antenne posteriores sex- tam ferme explentes longitudinis animalis partem, Aculei laterales-po- stiei primi annuli capitis sat magni. Abdomen ferme tertiam lengi- tudinis animalis partem æquans. N Pes quintus thoracicus rectus, gracilis; ramus ejus exterior parte basali multo longior, articuli ultimi minuti aculeo terminali interiori serrato aculeum articuli prioris interiorem haud excedente; ramus inte- rior rudimentarius. Abdomen quatuor constans annulis præter appen- dices caudales: primus asymmetricus, medio incrassatus; secundus subrudimentarius, nullis instructus pedibus; tertius quadratus, quarlus postice parum modo medio emarginatus. Appendices caudales quar- tam non ægquantes longitudinis abdominis partem, asymmetricæ, obovatæ. G. Pes quintus thoracicus maris Sinister subcheliformis, validus, qua- tuor constans articulis, quorum tertius quadratus, antice medio semiluna- riter prominens, nodo pollicari minuto et obtuso instructus; pes dex- ter sinistro parum brevior, triarticulatus, apice aculeato. Abdomen elongatius, annulis constans distinetis quinque, quorum primus dex- trorsum et postice dilatatur, et quasi in cornu protenditur sat mag- num; reliqui symmetrici; appendices caudales valde elongatæ, subline- ares, subelavatæ, tertiam abdominis partem æquantes. 2. Pontia Edwardsii Kr. Forma crassior, dorso convexo; altitudo tertiam ferme longitudi- nis partem æquans, Cornu frontale magnum, profunde bifurcatum, ramis parallelis, æqualibus. Oculi duo perminuti verticis antice pur- purei coloris, solitarius infra post cornu frontale. Antennæ anterio- 600 res ; fere longitudinis animalis æquantes, basi inerassatæ, setis ar- matæ plumosis. Aculeus primi annuli capitis perminutus, parum con- spicuus, Antenne posteriores quintam longitudinis animalis partem superantes. Abdomen quartam longitudinis partem æquans. or Pes quintus thoracicus feminæ validus, crassus, arcualus; ramus ejus terminalis exterior partem basalem longitudine ferme æquans, vel tantillum superans, apice trifidus, ramo interiori bifido vix duplo longior. Abdomen quatuor constans annulis præter appendices cau- dales: primus et secundus postice medio in angulum longum acutum- que producti; secundus brevissimus, pedibus duobus minutis saltatoriis instructus; tertius annulus quadratus; quartus reliquis an- gustior, postice profundissime fissus (fere in partes duas divisus la= terales). G. Pes quintus thoracicus maris deter subcheliformis, validus, quatuor constans articulis, quorum tertius (palma) multo est latior quam longus, antice medio semilunariter excavatus, nodo pollicari magno acuminato instructus; pes sinister multo brevior, dimidiam dextri longitudinem modo explens, obtusus, indistincte articulatus. Abdomen elongatius angustiusque, subsymmetricum, annulis con— stans distinetis quinque (quorum nullus vero instructus est pedibus) ap- pendicibusque caudalibus elongato-ovatis. Exemplaria in mari Atlantico cepi (219 lat. austr.). Long. fere 3", 3. Pontia Nerii Kr. Forma crassior: altitudo quartam longitudinis partem superans, Cornu frontale permagnum, profunde bifurcatum (furca partem ba- salem longitudine vincente). Vertex capitis duobus præditus oculis minutis, distantibus, lateralibus, purpureis. Antennæ anteriores longi- tudinem animalis fere æquantes, muttis magnisque armatæ setis. Nulli primi capitis annuli aculei postico-laterales distincti. Quatuor modo annuli thoracici å dorso apparentes (quintus antecedentibus tegitur). Remus pedum thoracicorum interior perbrevis, biarticulatus; tertius remi exterioris articulus profundis marginis exterioris ineisuris, acu— leis validis marginatis præditus, aculeoque terminali ensiformi serrato. å. Abdomen quintam ferme æquans longitudinis animalis partem. Quintus deæxtri lateris pes thoracieus maris subchelifor- mis, triarticulatus, aculeo maximo basali manus insignis, digitoque mobili manum longitudine superante, gracillimo, arcuato, obtuso. 601 Des sinistri lateris quintus parum brevior, triarticulatus, articulo se- sundo eylindrico, recto; articulo tertio ineurvo, lanceolato. Abdomen angustius, symmetricum, quinque constans annulis appendicibusque caudalibus brevibus, dilatatis, oblique truncatis. Antenna anterior dextra solito minus intumescens. P. Pedes quinti paris feminæ minuti, biarticulati, styliformes, apice trifurcati, remo interiori prorsus rudimentario. Abdomen cras- sius, asymmetricum, duobus constans annulis appendicibusque cau- dalibus. 4, Pontia brachyura Kr. n. sp. Forma suberassior, altitudine quartam longitudinis partem fere æquante, Antenne anteriores 3 ferme longitudinis animalis explen- tes, posteriores quarlam ferme partem. Præter duos oculos minutos verticis tertius conspicitur inferior, cornu frontali postice adnatus. Aculeus primi capitis annuli minutus sed distinctus. Furca cornu frontalis brevissima, vix quartam longitudinis cornu partem æquans. Anguli annuli thoracici quinti postico-laterales in magnos producti acu- leos. Abdomen quintam longitudinis partem ferme æquans, apicem quarti pedis thoracici haud excedens. Appendices caudales tertiam longitu- dinis abdominis partem æquantes. 9 Margo annuli thoracici quinti posterior feminæ duobus intra acu= leos laterales præditus tuberculis magnis rotundatis. Pes quintus biremis, remis uniarticulatis; exteriori longitudinem partis basalis vix vincente, arcuato vel hamato, margine exteriori aculeato; remo inte- riori perminuto, bifurcato. Abdomen crassum, asymmetricum, tribus præter appendices caudales constans annulis. G. Antenna anterior dextra maris adulti medio valde incrassata, subcheliformis, Quintus pes thoracicus uniremis; dexter magnus, subcheliformis , subgracilescens, ungve vel digiio mobili longissimo, laminari; sinister aliquanto brevior, validus, triarticulatus, articulis invicem ejusdem ferme longitudinis. Tuberculi marginis annuli tho- racici quinti posteriores parum apparentes. Abdomen symmetricum, quinque constans annulis appendicibusque caudalibus. Exemplaria ad Pulo-Pinang Indiæ orientalis capta examinavi. lflonyx Kr.*) Caput thoracls ferme æquans longitudinem, ; ferme totius longi- tudinis, unico constans annulo, minutissimo præditum cornu frontali 602 haud fisso, inter antennas anteriores sito, nullis vero armatum aculeis posticolateralibus. OQculi distineti non apparent. Remus antennarum posteriorum posterior anteriorem longitudine ferme æquat, multo vero est gracitior. Mandibula apice profunde bifurcato, nullis vero armata dentibus; remus palpi interior lateralis. Pedes maxillares anteriores maximi (capitis longitudinem ferme æquantes), validissimi, aculeis armati incurvis portentosæ magnitudinis. Pedes maæillares posteriores tere subrudimentarii, nullis instructi aculeis. Thorax quinque com- positus annulis distinctis, quorum ultimus postice ad latera aculeatus. Pedes thoracici remo exteriori extus serrato; tertius hujus remi arti- culus permagnus, elongato-ovatus, corneus, nigro-brunneus, structura nervos folii imitans; remus interior minutus, biarticulatus. Pes quin- tus minutus, unico instructus remo uniarticulato saltatorio (2). Abdomen feminæ quatuor constans annulis appendicibusque caudalibus; annulus primus pedibus instructus saltatoriis. If. typicus Kr. Caput thorace paullo brevius, Annulus thora- cicus quartus quintusque invicem bene distincti. Flagellum pedum maxillarium posterioris paris sex-septemvearticulatum. Pes thoracicus primus quartam longitudinis animalis partem haud æquans. Pes tho— racicus primus, secundus, tertius, quartusque articulo remi exterioris ultimo corneo, — In mari atlantico (49 lat. bor.) exempla cepi. I/. orientalis Kr. n. sp. Caput thorace longius. Annulus thoracicus quartus quintusque invicem parum distincti. Flagellum pedum maxillarium posterioris paris quadriarticulatum, pes thoracicus primus quartam longitudinis animalis partem multo superans, Pes thoracicus primus, secundus, tertius quartusque remo exteriori toto corneo, Duo modo exempla, ad Pulo-Pinang Indiæ orientalis capta, examinavi, Centropages Kr.“). Caput thoracis ferme æquans longitudinem, tertiamque longitu— dinis animalis partem, duobus constans annulis distinctis, unico inter basin antennarum anteriorum præditum oculo, cornuque frontali arma— tum bifido, nullis vero aculeis lateralibus. Remus antennarum po- steriorum posterior longitudine et erassitudine anteriorem æquans. Antennæ anteriores instrumentaque cibaria ferme ut Pontiarum. An- ) //, valde; ost, ungvis. * REνðE]neyns, profunde pungens. 603 nuli thoracict quinque distineti; quintus angulis postico-lateralibus in aculeos productis magnos, margineque postica bisinuosa. Pedum paria quatuor anteriora thoracicorum stylo *) remi eæterioris terminali longis- simo ensiformi, extus serrato conspicua; cæterum ferme ut Pontiarum. Pedes quinii paris in utroque sexu biremes; feminæ antecedentibus ferme conformes, nisi quod remus exterior stylo articuli secundi ar- matus sit introrsam maximo validissimoque. Maris dexter pes reliquis major, manu remi exterioris subcheliformi, digito mobili biarticulato, elongato, gracili, incurvo; pes sinister brevis, natatorius, stylis careus. Abdomen feminæ asymmetricum, tribus cumpositum annulis appendi- cibusque caudalibus; maris symmetricum, quatuor annulis distinetis præter appendices caudales; primus feminæ annulus postice aculeis - armatus dorsalibus ventralibusque; primus maris annulus inermis. Centr, typicus Kr. Stylus articuli remi exterioris secundi in pede quinto feminarum gracilior, subincurvus, parum modo ab articulo tertio divergens, vel angulum cum hoc acutissimum efficiens. Longitudo annu- lorum abdominis appendicumque caudalium feminæ numeris exprimi= tur his: 8453 +2; annulus primus aculeo medii marginis posterioris dorsali armatus unico, duobus vero aculeis abdominalibus. Centr. chilensis Kr. n. sp. Stylus articuli remi exterioris secundi vali= disssimus, rectus, valde ab articulo tertio divergens, vel angulum fere rectum cum hoc efficiens. Longitudo annulorum abdominis appendi- cumque caudalium feminæ numeris 5+5+2-4 fere exprimitur; an- nulus primus aculeis binis dorsalibus ventralibusque armatus lateralibus. Exempla pauca in mari pacifico ad oras chilenses cepi; longi- tudo ferme linearis. Agetus Kr. *). Caput thorace multo longius, unico constans annulo, dimidiam ferme æquans longitudinis animalis partem, duobus instructum oculis *) Jeg bruger her og fremdeles Udtrykket Stylus iſtedetfor Aculeus, ikke paa Grund af en ejendommelig Bygning, men formedelſt Stor— relſen og ifær Tykkelſen, der ved Roden er ſaa ſtor, at den ind— tager Leddets hele Rand; faa at man med ſtorre Foje kan ſige, at Leddet udvider eller foriænger fig til denne Stylus, end at denne gaar ud fra Leddet. Den er iovrigt forſtjcellig fra de andre Torne deri, at dens Rod ikke artikulerer med Leddet, men er en umiddelbar Fortfættelfe af dette. **) Ayntos, mirabilis. 604 distinetis, maximis, duobusque antennarum paribus, quorum anterius breve, filiforme, posterius magnum, subcheliforme; cornu vero fron- tali destitutum, Pedes maæillares subcheliformes. Thorax perbrevis, quinque compositus annulis parum distinctis, postice in aculeos pro— ductus duos laterales, quinque instructus pedum natatoriorum pari— bus. Abdomen tribus constans annulis (quorum primus dilatatus, elytræformis, secundum omnino fere occultans), appendicibusque dua- bus caudalibus elongatis, styliformibus. Thaumaleus Kr.“). Caput unico constans annulo, magnum, dimidiam fere æquans animalis longitudinem, dorso postice profunde ineisum, unico modo instructum antennarum pare perrobusto, cornu frontali |destitutum. Oculi instrumentaque cibaria prorsus deesse videntur. Thorax magnus, quinque compositus annulis distinetis, nullis armatus aculeis, quinque vero instruetus pedum natatoriorum paribus, quorum ultimum unireme, simplex, hamatum (in femina). Abdomen permi- nutum, duobus constans annulis, appendicibusque duabus caudalibus sublinearibus, %) OQavuahios, mirandus. Explicatio tabulæ sextæ. Fig. 1—7, Pontia Pattersonii Tmplt. Fig 1, a. Rostrum frontale supra exhibitum; b. idem a latere visum. Fig. 2. Antenna anterior maris dextra; abc. pedunculus. Fig. 3. pes quintus maris dexter thoracicus, Fig. 4. pes quintus maris sinister. Fig. 5. Pes quintus feminæ. Fig. 6. Abdomen maris cum appendicibus caudalibus. Fig. 7. Abdomen feminæ, Fig. 8—11. Pontia Edwardsii Kr. Fig. 8. Rostrum frontale supra visum. Fig. 9. Ultimi tres annuli feminæ thoracici å Superficie dorsali exhibiti; a. annulus terlius; b. annulus quartus; c. annulus quintus, 605 Fig. 10. Abdomen feminæ a dorso exhibitum cum pede thoracico quinto dextri lateris; abed. pes quintus; ab. pars basalis; c. ramus exterior terminalis; d. ramus interior terminalis; e. primus abdominis annulus; f. annulus secundus cum pedi- bus rudimentariis (2); h. annulus tertius; i. annulus quar- tus; k. appendices caudales. Fig. 11. Pes thoracicus quintus maris dexter. Fig. 12—16, Pontia Nerii Kr. Fig. 12. Uliimus remi exterioris articulus pedis thoracici quarti; fig. 12, a. aculeus hujus articuli magnitudine auctior. Fig. 13. Pes quintus thoracicus maris dexter. Fig. 14, Pes quintus maris sinister. Fig. 15. Pes quintus feminæ. Fig. 16. Abdomen feminæ (setis appendicum caudalium remotis). Fig. 17—21. Ifionyæ typicus Kr. Fig. 17. Mandibula. Fig. 18. Palpus mandibulæ. Fig. 19, Maxillæ; a. pars basalis; b. maxilla anterior; c. palpus hujus maxillæ; d. maxilla posterior; e. palpus maxillæ poste- rioris; f. lamina branchialis. Fig. 20. Pedes maxillares; a, pes maxillaris anterior; b. pes maxillaris posterior. Fig. 21. Pes thoracicus primus. Fig. 22—26. Centropages typicus Kr. Fig. 22. Antenna posterior; a. pars basalis; b. remus anterior; c. remus posterior. Fig. 23. Pars mandibulæ terminalis; 23, a. palpus mandibulæ. Fig, 24. Pes quintus thoracicus feminæ. Fig. 25. Pes quintus thoracicus maris dexter. Fig. 26. Pes quintus maris sinister. Fig. 27 29. Agetus typicus Kr. Fig. 27. Ag. typicus a superficie dorsali exhibitus. Fig. 28. Idem a latere exhibitus. a. caput; b. annuli thoracici; c. abdomen; d. oculi; e. antenne anteriores; f. antennæ posteriores; g. partes buecales; h. pedes thoracici; i, abdomen. Fig. 29. Partes buccales magnitudine auctiores. Fig. 30-31. Taumaleus lypicus Kr. Fig. 30. Th. typicus a superficie dorsali exhibitus. Fig. 31, Th. typicus a latere. 606 Udmaalinger. Calanus spitsber- gensis Kr. C. hyperbo- reus Kr. Calanus minutus Kr. Donne susen re. FF r enten arna af Hovedet ne sne pe osv Længden Pandehornet ...ooeeer. førfte Par Følere....... — FPleres Skaft⸗ — — — Svobe andet Par Fo lere Hindbatte ns Kindbakkens Palpe forſte Par Kjceber andet Par Kjqeber førfte Par Kjæbefødder .. andet Par Kjæbefødder .. forſte Bryſtrin anden Bryſtrin/gggg tredie Bryſtrin g fjærde Bryſtrin gg fæmte Bryſtrin g førfte Fodpar e. andet Fod pas tredie Fodpa r ficerde Fodpa rr fcemte Fodpaa u- Bagkreop reer Halen, Borſterne frareg— FC å Bagkroppens Tykkelſmſm—— aa) RE % - = c — — — — D 158% 2444 el» o- o Øl p= sl . — < T nå et 607 å — — 2 2 * . 2 * 2 * — — 2 * 25 SG 2 2 * 2 * = 3 2 3 E 2 Sa =m S.2 HE] oe 2 2 8 E 5 2 EE 2 Fe — an, 2 3 S S 5 — 8 2 * 8. Ea ; 35 : 5 ; 5 * —— . ———— I 1 1711 34414 1444 1444 MØRK 51777 135 13 4; 12 1 0 Kad 1:44 2441 17 — 1444 9444 4 5 5 20 2144 7 444 124 7 444 1444 1% 5 1 0 3 50 3 — 1444 1441 — == — ö 5 1444 1 444 Bi OP 1:44 11% ] 2 > 17 1 0 20 — 7 441 2444 — 1702 5 4 — 17. 4311 3 411 20 5 Å 10 3 441 7 444 1444 o I 10 4 — 1444 1444 — — 0 6 1444 1444 — 0 6 3 55 sak Å 1444 8141 — 3 0 7 — 1444 3 447 — — 0 1 0 JUNE, — 2441 2 dia Ål o 5 — 3 441 9 7. .. — fo) 10 1 0 1444 1444 4444 1707 1777 5 5 5 5 4 1 444 3 444 244 1 444 1444 1 0 20 5 25 5 470 1444 2441 3 441 3 441 10 8 5 100 30 3 777 1441 3 444 2 00 3 70 40 10 100 2 1 444 14,4 1444 1 1777 20 8 5 100 5 1444 7 4 7444 3 4:14 1414 4 20 10 0 3 444 9 447 — 3444 144 1 0 20 25 2 1444 2441 1 +44 1444 5 10 1144 2011 1 444 1777 5 25 2 1 17% KO) — 1 444 7 444 1 20 5 20 3 444 9 444 9 441 1 1444 ad 1441 10 9 0 20 10 5 1 444 1 444 3 447 1444 1 444 15 To 2 0 10 10 3 444 1444 3444 1 441 1 444 30 10 10 1 0 1 0 å 2 I Pontia -= — Üdmaalinger. Patter- 5 2 sonii Tmplt. 25 — — — 0 +0 203 ene , NE Sør oe EN RT 383 e ET JE TE — — Pandehornet ...--eoeoaeer sr oe Å PR førfte Par Folere If“ 150“ [182% 5 — — — — Foleres Skaft. 1 7 3“ 8 — — — — Foleres Svobe flag! Jaer | Je Ed — - andet Par Følere...-e.e. 1 ON rd * — FKindbakf enn „f — - Kindbakfens Palpe...... r“ ,“ 1“ 4% — == førfte Par Kjæber....... | 50 “““ — 25“ — andet Par Kjøber...... | 5 3] — 0 — — forſte ParKjæbefødder, Bor⸗ ſterne fraregnede . !“ .,, 2% * — — andet Par Kjabefodder, 1777 1 171 Borſterne fraregnede.. I 5 | I at 2 Hovedets forſte Ring. 10 307 19 — — dänden Ring 1 AER ““ — ßeorſte Bryftring »-...... sr * — anden Brpyſtrin g.. N — / tredie Bryſtring ar SETER — = fjærde Bryftring...--ese 1 mL SE — , famte Bryftring ...--ee. 1 5 0 * — forſte Fodpar sk NONE ER GE == 7 => sankt Fedor. JE * — = Hedie Fopare iL. SAN Gp 200 34 — > førde Fødpars.sa>onek] FO ANNE TE f „fl — Bagkroppen 15“ 3“ 3555 5 — — Halen, Borſterne frareg— nedee eo 41 Bagkroppens Tykkelſ mmm Å Å ! 1 609 Pontia brachyu- ra Kr. 0 711 9 141 2 1550 1444 1444 2 2 13:44 34144 20 5 3444 1444 20 5 147% J 9449 2 20 1447 1444 1 117% J.“ i 5 1444 9 444 2 20 17 144 5 5 1404 1444 5 5 3 444 20 3 444 — 20 20 10 1144 3 144 5 0 1441 3 474 5 20 D 5 1 0 E 1 0 20 1444 . 3 10 11444 1444 20 — 3/0 23144 5 5 2414 1444 Si 2 1444 1444 3 2444 2141 5 1447 1444 8 1 444 Naturbiſtoriſt Tidsſkrift. Iſionyx typi- eus Kr. Centropages chilensis Kr. 3 441 0 3.“ 3 411 20 5 BON) 1 0 3 444 40 3 441 10 3 441 10 1 444 20 144 1144 4 1404 Ny Rakke. II. Centropages typicus Kr. 3 444 0 Ifionyx orientalis Kr. 0e — = — | 610 Tilloeg til Kammerherre v. Paul⸗ 1. 55 ſens Liſte over Danmarks og Hertugdommernes Fugle, nedſkrevne tildels efter Hukommelſen af E. Hage )). Aquila ossifraga Nilss. (F. leucocephalus Temm. &c.). Burde idetmindſte opfores med Sporgsmaalstegn. Hvis man ikke vil erkjende den for identiſk med A. albicilla, kan det vel forſvares. Strix liturata Thunb. (v. S. uralensis Pall.). Afdode M. Winther vil have truffet den i Hollusgaards Skov i Fyen; ſ. i Kjobenhavnspoſten for 1825 hans Forſvar for Teilmann mod Fabers Notitſer. Jeg har Grund til at tro, at den for omtrent fer Aar ſiden er ſkudt ved Nesbyholm — dog uviſt! For disſe Bemeerkninger, ſom ere nedſkrevne 1844 eller 1845, har den afdode Hages Ven, Hr. Hofjøgermefter Ch. Teilmann, efter hvis Be— gjæring de optegnedes, og til hvem de vare rettede, ønffet en Plads i Tidsſkriftet. Forfatteren, der i en lang Rake af Aar med ualmindelig Syver dyrkede den nordiſke Ornithologi, har felv tilſtrakkeligt antydet, at disſe Optegnelſer maa benytteg med Kritik og Varſomhed. De referere fig til Chriſtian Paulſens „Veiledning til Kundffab om de i Danmark, Slesvig og Holſten forekommende Fugle“, forſte Hafte, Kjøbenhavn 1842, S. 18 til 31. Hage døde i Juni 1846, Paulfen i Oktober ſamme Aar. 4. 5. 6. 7. 8. 611 Strix passerina Linn. & Nilss. (S. acadica Temm.). Lector Steenſtrup vil have truffet den to Gange i Thy. Dog tor jeg efter hans Meddelelſe ikke vere al— deles ſikker paa, at han ikke dengang forvarxlede den med Strix Tengmalmi. J Klintholms Have ſynes den at være fkudt for omtrent femten Aar ſiden. Lanius minor Gm. Indſendt af mig til det kongl. natur— hiſtoriſte Muſeum. Exemplaret var ſkudt den 18de (?) Maj 1829 paa Moen. Lanius ruſiceps. Jeg ſkod en Han i Midten af Juli 1820 tæt ved Stege. Man vil ogſaa have fet Hunnen. Curvirostra leucoptera 6m. Et Exemplar, fanget ved Herlufsholm, udentvivl i Aaret 1826 eller 1827, ſaa jeg hos Profesſor Melchior, der ikke fjændte Fuglen, men indrommede, at Artsbeſtemmelſen af mig var uomtviftelig. Desverre er Exemplaret vel nu tabt. Pyrrhula erythrina Pall. Efter Naumann's, Boie's og Wöldicke's Paaftand maa den vel optages fom danſk, da de ville have truffet den paa Sylt (ſ. Naumann). Fringilla serinus Linn. Hr. Jesperſen paa Nordſkov erholdt et Par Exemplarer, hvoraf idetmindſte et levede i lang Tid hos ham. Det var nok i Oktober 1837 eller 1838? Efterretningen har jeg fra Mech lenburg i Flensborg, der ſelv faa den. Emberiza calcarata Temm. Faber omtaler i fine No— titfer, at han har faaet den en Gang i Sjælland. Parus cyavus Pall. Efter ſamme Forfatter truffet i Sanderumgaards Have. Regulus ignicapillus Cuv. Jeg ffød et Exemplar paa Moen den 19de November 1832, og indlemmede det i 39 * 12. 13. 14. 19. 20. 21. 612 min Samling. Ogſaa Walter vil have fanget den i Sondermarken (f. hans Værk). Sylvia nisoria Bechst. Er funden af Rand. Smidt ved Ordrup ynglende (Exemplarer ere endnu i Herlufsholms Samling). Paſtor Schade traf den paa Ourebygaard i Haven ynglende. Sylvia sibillatrix Bechst. Wöldicke ſkod den i Hol— ſten — fire paa en Gang, om jeg mindes ret — et Par Mile fra Brunsbüttel. Sylvia aquatica Linn. Er næppe meget fjælden i Hol— ſten — forekommer ogfaa i Slesvig f. Er. paa Glücks— borg Soer — troer jeg idetmindſte. Sylvia rufa Lath. v. abietina Nilss. Angler f. Ex. ved Kiel, hvorfra jeg har fire Exemplarer (af Benickes Sam— ling). Ogſaa fra Flensborg-Egnen har jeg Exemplarer. Selv har jeg fkudt den i Jylland. . Sylvia turdoides Mey. En ubegribelig Forglemmelſe. Iſcr ved Kiel traf jeg den ynglende. Sylvia palustris Bechst. Bed Brunsbüttel etc. ikke fjælden — ynglende — fom jeg troer ogſaa i Slesvig. . Sylvia locustella Lath. Yngler ved Kiel efter Boie ete., ved Kjøbenhavn efter Dr. Beck. Ogſaa ved Flensborg ffal den yngle. Muscicapa albicollis Temm. Jeg har et Exemplar i min Samling, ſkudt ved Stege d. 26 April 1831. Det er en gammel Han. Afdode Hornemann traf den engang paa Fyen. Walter vil ogſaa have faaet den engang. Muscicapa parva Bechst. Et Exemplar i Spiritus fra Sondermarken opbevares i det kongl. Muſeum. Turdus Whitei Eyt. Burde idetmindſte i et Poſtſeriptum opfores med Sporgsmaalstegn, da denne interesſante 22. 23. 24. 25 * 26. 27. 28. 613 Art er taget paa Helgoland, i Norge og — om jeg mindes ret — i Holſten (vide Boies Afhandling i Isis for 1835 (?) Pag. 878). Picus canus Gmel. v. viridicanus Bechst. Forekommer her uden Tvivl paa Trek. Om jeg mindes ret, har Major Wöldicke faaet den i Holften. Oedienemus erepitans Temm. Et Exemplar, der for c. 12 Aar ſiden fangedes paa Poggenſand i Elben og levende bragtes til Hamborg (Hvor det endnu er i en Privatſamling), kan, i Forbindelſe med en ikke aldeles uſandſynlig Relation om dens Forekommen paa Sylt, neſten ſkaffe den Indfodsret. Paa Helgoland er den ſkudt. Den fkal endogſaa have ynglet paa Poggenſand. Glareola torquata. En gammel Hun, fkudt d. 18de Mai 1831 i Ulfshale paa Møen, er i min Samling. To Stykker ffulle være fangne ſamme Dag fom den omtalte Oedicnemus crepitans ved Reden paa Poggenſand. Boie fortalte mig, at Benicke havde faaet en paa „Frihedsden“? ved Slesvig. Dog var den ikke i hans Samling, da jeg kjobte den. Ibis Falcinellus Linn. Skudt i Holſten. To Exemplarer fete af Hofjægermefter Teilmann d. 6 Septbr. 1826? paa Fans. Phalaropus platyrhynchus Temm. Mechlenburg har et Exemplar, ffudt ved Varde af afdode Ritmeſter Roſenorn. Boie har faaet et i Kieler-Havnen. Borries ſkjod et i Helſingoers Havn (vide Fabers Notitſer). Podiceps cornutus Lath. Burde ikke være glemt, felv om man ikke vil erfjænde den for en fra arcticus filt Art. Sterna Dougallii Mont. Boie har paa det Beſtemteſte forfiffret mig, at han var vis paa, at den var fet ved * 30. 31. 32. 33. 31. 614 Slesvigs Øftfyft. Ved Ottendorf er den fkudt, altſaa ikke urimeligt. 29. Larus eburneus Gmel. To Exemplarer ere ffudte for nogle Aar ſiden ved Kallebod-Strand. Det ene er nok i det kongl. Muſeum. Dr. Beck paaſtaar, at have ſet den ſtudt af Hr. Olund ved Svanemollen. Anas glocitans Vig. Jeg har den ſtorſte Grund til at tro, at en Flok af 9 Stykker ſaas paa Moen omtrent den 7de eller Sde Septbr. 1841. En Feijltagelſe var næppe mulig. Anas casarca v. rutila Pall. Maa antages fom erholdt ved Bornholm, og ſendt til Pennant af M. Th. Brynnich. Anas Stelleri Pall. En gammel Han er opſtillet i det kongl. Muſeum, kjobt paa Torvet i Vinteren 1829 eller 30. Der fkal have været to Sthykker. Anas spectabilis Linn. Sommer enkelte Gange i Sundet og derfra til Vildthandlerne i Kjøbenhavn. Etatsraad Reinhardt og Cand. jur. Wilh. Fiedler have meddelt mig det; ogſaa Vildthandlerne have berettet det. Anas leucocephala Pall. Denne Art opfores vel, men aabenbart er her ment Anas leucophthalmus Bechst. (nyroca Em. Linn.), fom ſes af de tydſke og banffe Navne. Af leucocephalus er, efter Benicke og Boie, truffet et Par paa en Dam ved Slesvig (v. Wiedemanns zool. Mar gazin Pag. 146. Altona 1819). Colymbus glacialis Linn. Er langtfra faa ſjelden, at den burde glemmes. Jeg har faaet den levende paa Møen (i Marts 1825), fanget i Garn i Kieler-Bugten. J Herlufsholms Samling er eller var der (thi Utof dirigerer og ben, fom befjendt) en ung, fangen i en Groft ved Gis— ſelfeldt. Ved Moen har jeg oftere fet en enkelt eller to. 615 36. Alca impennis Linn. Skal være fkudt i Oſterſoen, v. Schlesw.-holſt. Provinzialberichte 1798. Hft. 1. Den bekjendte jydſke Hiſtorie var vel — tydfk! 37. Xema Sabini Leach. Et ungt Exemplar i Boies Sam— ling er ffudt, troer jeg, ved Holſtens Veſtkyſt, eller dog i Nerheden. Foruden Hvad jeg muligen har glemt, kunde være omtalt med Sporgsmaalstegn: Parus bicolor Linn, anført af Pennant ete.; og til Jagttagelſe anbefalet: F. Ex. Falco cineraceus Mont., der viſt forekommer her og i Holſten, Cygnus Bewickii Varr. (Pivſvane?), ſamt flere paa Helgoland fkudte eller fangede Arter: F. Ex. Sylvia provincialis Gml., Motacilla lugubris Pall., Alauda alpestris Linn. etc. ete. De folgende Bemeerrkninger flyldes Apotheker Med lenburg i Flensborg: 1. Den 12ʃe November 1843 blev en gammel Hun af Otis Hubara Linn. ffudt nær ved Flensborg, og findes i Mechlenburgs Samling. 2. Sterna anglica Mont. yngler i betydeligt Antal nær ved Flensborg. 3. Larus minutus Pall. er idetmindſte ffudt ti Gange ved Flensborg. 4. Procellaria pelagica Linn. blev den 21de Oktober 1845 fanget levende med Henderne i Flensborg og opbevaret i Mechlenburgs Samling. 5. Mergus Mergauser L. blev funden ynglende ved Flensborg den 30te Mai 1846 i et hult Træ med fer fuldt udrugede Unger. Begge de Gamle fangedes. 5 D N 616 Sylvia nisoria Bechst. yngler hyppigt ved Flensborg. Sylvia aquatica. Reden er funden en Gang. Sylvia locustella Lath. Ligeledes. Motacilla cinereocapilla Savi viſer fig hvert Aar ved Flensborg. Apotheker Mechlenburg beſidder i ſin Samling flere der ſtudte Exemplarer. 617 Om en afvigende Slægt af Spindlernes Ørden ved J. C. Schiodte. (Hertil Tab. V*). Det har hidtil ſyntes, fom om de Karakterer, i hvilke man ſiden den linneiſke Periode har troet at finde Udtrykket for den Leddedyrform, der udgjor Ordenen Araneæ, faa godt fom ingen Vaklen vare underfaftede i deres veſentligſte Punkter. Man har kunnet vedblive at betragte Kindbakke-Antennernes indad eller nedad bevegelige Giftklo, den indbyrdes Overeensſtem— melſe i Bygning imellem de folgende Par af Hovedbryſtſtykkets Tilhæng, Anbringelſen af de ydre mandlige Kjonsdele i Enden af Sjæbernes Palper og den ſtilkede, uleddede, mere eller mindre bløde, med Spinderedſkaber udſtyrede Bagkrop fom figefaa mange Grundtræf i en Kombination, der under en anfelig Mangfoldighed af verfende Former frembod et ikke al mindeligt Exempel paa flræng Faſtholden ved fin Typus. Men i Serdeleshed har Eonen til at ſpinde Traade og til at for— binde disſe til Net af forffjellig Art og Betydning været anſeet fom en af Ordenens væfentligfte Ejendommeligheder: den har fra de ældfte Tider og paa ethvert af Menneffets Kulturtrin henvendt Opmærffomheden paa disfe Dyr, og forfkaffet dem Benævnelfer i alle befjendte Sprog. ) Kobbertavlen er ved Uagtſomhed bleven betegnet med IV. 618 Gjenſtanden for den folgende Fremſtilling virkeliggjor imidlertid, og med en lererig Simpelhed i Modifikationen, en ny og overraſkende Kombination, af hvilken Spinde— redſkaberne ere udſkudte. Den tor derfor anſees for at afgive en vigtig Berigelſe for Spindlernes Syſtematik. Det er en firelunget Spindel af anſelig Storrelſe og noget paafaldende Kolorit, uden ſilkeagtig Bekledning, med overmaade lille Bagkrop, udmerket kraftige, tilſpidſede, med Torne og ſtive Vorſter vebnede Lemmer og et tilſvarende ſtort, hvælvet, med dybe Indtryk mellem Mufkelpartierne betegnet Cephalothorax, hvis Underſide ſaavidt optages af de ſtore Hofter, at kun et ganfke lille Rum efterlades i Midten. En noget nojere Betragtning efterviſer derneſt en fra de hidtil bekjendte Forbindelſer ganſke afvigende Form og Stilling af Ojnene, af hvilke to Par, der ere ſtore og ovale paatværs, i en neſten lukket Kreds ombælte Foden og Siderne af en halve kugleformig Forhojning, medens fire andre, af hvilke de forreſte ere meget ſmaa, ere ſtillede i Fiirkant paa Forhojningens Top. Bagkroppens Hud er laderagtig, fünt rynket, ſtivhaaret og langsad Ryggen vebnet med en Rekke af ſammen— leddede Hornſkjolde. Denne hos en Spindel ſaa uventede Overeensſtemmelſe med Phrynerne ſtrakker fig endnu videre; omkring det ſtore, af to Hornklapper lukkede, Gadbor er Huden nemlig aldeles ja vn, kun rynket og haaret fom paa den ovrige Deel af Bugen, men uden Spor af Spindevorter. Ved paa det nærværende Tilfælde at anvende den Tanke, hvormed Cuvier flabte den ſammenlignende Anatomie (lettre å Mertruch, vil man kunne indſee, at Aarſagen, hvorfor Spind— lernes Bagkrop er uleddet, maa ſoges i dens Forhold til Spinderedſkaberne. Haves derneſt for Oje hele Ordenens Rakke, i hvilfen, 619 i ſamme Grad en Spindel er udviklet fom Spinderſke, (ſaaledes: Theridion, Linyphia, Tetragnatha, Nephila, Epira), Bekledningen er tynd og foag; Tegningen gjennemfort paa ſelve Hudffelettet; Kindbakke-Antennerne nedbojede, Kloens Bevægelfe rettet indad; Kjæbernes Flige mere udviklede; Øjnene ſmaa, næften ligeſtore, vidt ſpredte eller blot parviis ſamlede; Hovedbryſtſtykket fladt, med ſvage Muffelindtryf; Lemmerne bløde og fvage, Benene af tredie Par forkortede hos dem, der pæve foncentriffe Net; Bagkroppen overvejende ſtor og fyldig i Forhold til Hovedbryſtſtykket; hvorimod, i ſamme Grad en Spindel er udruſtet til Jagt (ſaaledes: Lycosa, Myrmecia, Eresus, Salticus, Atypus, Mygale), Bekledningen er langere og grovere; Tegningen ind— ſtreenket til Bekledningen; Kindbakke-Antennerne fremſtrakte, Kloens Bevegelſe rettet nedad; Kjæbernes Flige mindre ud— viklede, Ojnene ſtorre, enten næften ligeſtore, men da ſamlede chos de lobende), eller meget forftjellige i Storrelſe, og da ſpredte (hos de ſpringende); Hovedbryſtſtykket hvælvet, med dybe Mufkelindtryk*) (hos de lobende), eller udviklet i Hojden hos de ſpringende); Lemmerne haarde og kraftige, middelmaadigt lange (hos de lobende) eller forte (hos de ſpringende); Bag— kroppen lille i Forhold til Hovedbryſtſtykket; og anvender man disſe Erfaringer paa den foreliggende Form, vil man funne flutte, at den maa være en flygtig og kraftfuld Jcegerſte, men at dens Levemaade i flere Henſeender *) Den grubeſormige Indfænkning i Midten fremkommer derved, at Huden flaaer fig ned mod Underſiden eller endog forener fig med denne ved ſtraaleformige bruffagtige Udbredelfer, ſaaledes at Midten af det indre Rum kommer til at optages af en Art Sojle, der danner Centrum for Muſfklernes og de andre Organfyftemers ſtraalede Typus; denne Sojle betinger tillige Ringformen ſom den eneſte Figur, Maven kunde modtage, uden at gage udenfor Symmetrien. 620 maa afvige betydeligt fra de hidtil bekjendte Formers. Thi medens Kindbakke-Antennerne og Hovedbryſtſtykket i det Veſent— lige ere byggede fom hos disſe, Ojnene vilde være ſtillede efter famme Monſter fom hos Mygale, naar man tænfer fig dem udbredte paa een Flade, og baade Lemmernes Styrke og Bagkroppens Lidenhed lade fig ſammenligne med Forholdene hos Atypus og mange Mygaler, bliver der tilbage fom veſent— ligt fremmede Trek: Hudſkelettets levende rode Farve paa Hovedbryſtſtykket og de nærmeft liggende Led af Lemmerne; den ſparſomme, forte og ſtive Beflædning; Benenes VBevæbuing med Torne og Borſter; den fuldkomne Mangel paa Kjæbeflige, af hvilke dog endnu hos Mygale findes tydelige Spor; Hof— ternes betydelige Udvikling og Formen af deres ſidſte Par, der har en lignende Bygning fom hos Phrynerne, Skorpionerne og Opilionerne; Ojnenes Form, deres ulige Gtørrelfe og Stilling paa en Forhojning; og endelig, fom det Vigtigſte, Bagkroppens Bevebning med Hornffjolde og den dermed i Forbindelſe ſtaaende Mangel paa Spinderedfkaber. Imidlertid pasſe disſe Trak ſaaledes i hverandre, at deres Tydning ikke ſynes forbunden med megen VBanffelighed. Farve, Beklodning, Bevæbning.og Lemmernes Form lade flutte til Jagt i Sollyſet og paa en tor Jordbund, rimeligviis Sand; Lemmernes Bevæbning med Torne og ſtive Børfter, den ſer— deles betydelige Üdvikling af deres Hofter og deres Aftagen i Styrke ud imod Enderne antyde et let, fraftfuldt og udholdende Lob, der maa danne en fuldkommen Modſatning til de typiſke Mygalers, hvis overalt neſten ligetykke, af lange, bløde Haar og Fjerbørfter tæt indhyllede Lemmer og flojelsblode Fodſaaler ſtage i Forhold til den korte og lydloſe Forfolgelſe af Byttet i Boligens nærmefte Omkreds; Ojnenes Form og Stilling bliver under ſaadanne Forudfætninger let at forſtage, thi Dyret vil ved Hjælp af disſe ſamtidigt funne ſorfolge næften alle de 621 Linier, der funne drages fra Midtpunktet i en Halvfugles Grundflade til ethvert Punkt i dens Hvælving, medens dog den ſtorſte Üdvikling af Synet er rettet forefter; fejes hertil endnu Bagkroppens faſte Hud og dens Bevebning med Hornffjolde, faa bliver det indlyfende, at alle Forhold ere ſamlede, fom funne tjene til at udfylde Savnet af Spinderedſkaber og gjøre ſaavel Fangenæt fom Midler til at udfore og lukke en Bolig med, ja denne felv, overflodig. Lipistius Ocelli octo, prope marginem cephalothoracis anteriorem in tuberculo siti: primi quartique paris majores, oblongi, basin tuberculi sursum cingentes: secundi tertuque paris minores, inæquales, tuberculum fastigantes. Maxillæ coææformes, divergentes, mala nulla. Labium brevissimum, semicirculare. Pedes spinulost, elongati, validi, inægqvales, per paria mag- nitudine crescentes. Abdomen scutis armatum corneis dorsalibus: mamillis teætoriis nullis. Leinw; Lords. Lipistius desultor. Longitudo animalis ab apice antennarum ad finem ab- dominis 14 lin. Cephalothorax latitudine media parum longior, breviter obovatus, basi late emarginata lateribusque anguste mar— ginatis: glaber, lævis, nitidus, læte rufus, punctulis lineo- lisque parce adspersus nigricantibus, stria marginali picea. Pars cephalica latitudine cephalothoracis media quarta parte angustior, valde convexa, postice compressiuscula, antice 622 fortiter rotundata: tuberculo oceulifero, litura marginali lineo- laque media abbreviata nigris. Pars thoracica convexiuscula, basin versus declivis; foveola media rotundata, profunda; foveolæ intermusculares radiantes valde distinctæ. Tuberculus oculiferus rotundatus, postice paullo an— gustior, convexitate transversa semicirculari. Ocelli colore suceineo; primi paris maximi, tuberculum dimidium cingen- tes, apice fere conniventes: margo eorum inferior subrectus, angulus anterior rectus, posterior acutus; quarti paris oblongo-ovales, oceilis primi paris triplo minores illisque utrinque approximati, postice distantes; secundi tertiique paris approximati, quadrangulum efformantes antice an— gustiorem, hi reniformes, ocellis quarti paris duplo minores, illi minutissimi, rotundati. Antenne mandibulares tertiam cephalothoracis partem longitudine vix complentes, latitudine media quarta parte longiores, porrectæ, exterius valde convexæ, interius plana, antice deorsum valde rotundatæ: nigropiceæ, nigro- pilosæ, basi summa liturisque duabus superficiei superioris rufis; canalicula unguis utrinque ferrugineo-barbata. Unguis inferius inflexus, validus, piceus. Maxillæ quoad formam et directionem nullo modo a coxis diserepantes, piceorufæ, ferrugineo-pilosæ. Palpi cephalothorace duplo ferme longiores, pediformes, spinulis setisque nigris dense obsiti, nigropicei, articulo primo se- cundoque rufis; proportio longitudinis articulorum: 3, 33; 12, 217 å Pedes apicem versus sensim graciliores, spinulis setisque nigris dense obsiti, nigropicei, trochanteribus femoribusque ruſis, horum basi apiceque infuscatis; pedes primi paris cephalothorace duplo longiores semisque, secundi terliique paris illis sensim paullo longiores, quarli paris magis elon- 623 gati, cephalothorace quadruplo fere longiores. Proportio longitudinis articulorum: coxæ primi paris 27, secundi 21, tertii 23, quarti 3; trochanteres 1, 11, 12, 2; femora 34, 1, 4, 6; articulus primus tibiarum 2, 21, 21, 24, secun- dus 21, 24, 24, 54; primus tarsorum articulus 23, 21, 33, 5, secundus 13, 14, 13, 21. Unguiculi nigri, tridentati, dente interiori pusillo. Onychia unguiformia, nigra. Abdomen cephalotborace sexta parte brevius, subglo- bosum, coriaceum, granulosum, setosulum, piceum. Scuta dorsalia novem, invicem articulata, transversa, magniludine decrescentia, ultima duo minuta, remota, tertium omnium maximum: obscure castanea, maculis punctisque nigris adspersa, nigro-pilosula, singula serie instructa tuberculorum majorum setigerorum prope marginem posteriorem. Tegulæ spiraculorum corneæ, rufæ. Apertura ani transversa, val- vulis corneis, rufis: valvula inferior semicircularis, apice emarginato superiorem amplectente conicam. De mare nihil constat. Fig. 1. Lipistius desultor femina, magnitudine naturali. — 2. Ocelli, superne vist, octies aucli. 3. Ocelli, antice vist, octies aucti. — 4. Ocelli, a latere dextro, octies aucli. 5. Cephalothorax, infra, magnitudine auelus. — 6. Abdomen, a latere sinistro, magnitudine auctum. 7. Unguiculus primi pedum paris, sedecies auctus. Habitat in Pinang insula, van Teylingen. Man vil fee af Fremſtillingen, at hvor gjennemgribende forffjellig den nye Slegt end er fra alle tidligere bekjendte Spindler i Bagkroppens Bygning, ſaa ſlutter den fig dog fulde komment til Mygalernes Familie med Henſyn til Kindbakke-An— 624 tennerne, Munddelene og Aanderedſkaberne, d. e., den befidder denne Families veſentlige Karakterer; den ſynes mig derfor at maatte forbindes med denne. At betragte den ſom Typus for en ny Familie, vilde jeg derimod anſee ſor eenſidigt. Thi det har nu viiſt ſig, at Beſiddelſen af Spinderedſkaber, hvor ejen— dommelig den end overhovedet kan være for Spindlerne, dog ikke er væfentlig for deres Orden, efterſom den kan udeblive, uden at de derved foranledigede Forandringer behøve at indvirke anderledes paa de ovrige Karakterer, der indtrede i Kombina— tionen, end at de jo endnu med ufvælkfet Skarphed funne ved— blive at omffrive Ordenens Typus. Men, naar dette er Til— fældet, ſynes det rigtigere, at begrunde Opfattelſen af det ſyſte— matiffe Forhold paa de fnævrere Lighedsgrader, end at ſtandſe ved den enkelte, om end nok faa overraſkende Ufvigelfe. Om Brachiopodernes Stilling i Syſtemet m. m. af Prof. Steeuſtrup. (J „Ooerſigt over det Kongl. Danffe Videnſk. Selſt. Forhandl.“ 1848. Nr. 7, 8. S. 86—90.) (ved J C. Schiodte). Prof. Steenſtrup, fom i et af Selffabets tidligere Moder har „ſogt at viſe, at Muslingflægten Anomia i alle dens for- mentlige Afvigelſer fra de ovrige Muslingers Vræg netop ſluttede fig aldeles til disſe og ikke frembod en eneſte Til— nærmelfe til Terebratula eller nogenſomhelſt af de andre Bra— chionopoder ), hvorved ſidſtncvnte altſaa tabte al den Forbin— delſe, i hvilken de antoges at ſtage til Muslingerne“, udtalte i nærværende Mode den Anfkuelſe, at Brachiopoderne ere Annelider. Forf. „mente“, at ſaaledes fremgik det af „en rig— tigere Betragtning“; han har i „lngere Tid“ havt denne „Formodning“; men for et „Aarstid ſiden“ er han kommen til den „faſte Erkjendelſe“ deraf ved „Underſogelſen af Skallen hos flere herhenhorende Forſteninger.“ Derpaa gaager Forf. 1) At Forf. har ſogt at viſe alt Dette, har Anm. ikke funnet udfinde af Overſigten over vedkommende Modes Forhandlinger (1847. S. 74-75). Naturhiſtoriſtk Tidsſkrift. Ry Rakke. II. 40 626 over til at omtale en enkelt Brachiopodform, Hippuriterne. Med Henſyn til disfe havde hans Underføgelfer „viſt ham, at Skalbygningen i alt Veſentligt gjenfandtes i Skallen hos forſkjellige Serpulaformer, og at der indenfor begge Familier forekom de ſamme Modificationer fra det Straalede eller Bladede i Vævet indtil det Grubede og Poroſe“; fremdeles, at „de eiendommelige indre Vægge eller Skraabunde i Hippuritfamilien fandt deres Tilſvarende hos visſe Serpulaſkaller (f. Ex. Cymospira Say.) i de Tverbunde, ſom dele den bagerſte Del af Skallen i flere Rum, og hvis Form og Forhold han noiere beſkrev; endelig vifte Laaget hos de Serpulaformer, fom ere forſynede med faſtere Laag, en fuldkommen Overensſtemmelſe med Hippuriternes. Da disſe Overensſtemmelſer i de enkelte Partier vare forenede meden felleds Plan i hele Bygningen, troede Meddeleren det utvivlſomt“, at Hippuriterne ere at anſee ſom Serpula— former. Forf. gaaer nu over til at viſe, at Brachiopoderne overhovedet „knytte fig noie ſammen“ med Serpulerne, „en Anſkuelſe, han var vis paa, Brachionopodernes hidtil manglende Üdviklingshiſtorie vilde ſenere bekrefte“, og fom han „mente at funne godtgjore, idet han ſogte at paaviſe i det Enkelte de til hinanden i begge Familierne ſvarende indre og ydre Partier af Dyret, hvis Overensſtemmelſe i alle Hen— ſeender ogfaa var langt mere gjennemgribende, end man af et faa forffjelligt Ydre ſlulde have ventet det.“ Efterat Prof. S. ſaaledes havde anvüſt Brachiopoderne deres „rette Plads“, „henledte han Selſkabets Opmerkſomhed“ paa Cpathophyllerne, „under hvilket Navn han indbefattede næften alle de Forſteninger, der vare anførte fom Koraller i hin Periode“ (nemlig i en ældre end Kridtformationens). „Han ſogte at paavife, hvorledes Alt, hvad man havde anſeet for Eien— dommeligt for Cyathophyllum, havde fit meft Tilſvarende 627 netop i de iforveien angivne Forhold hos Hippuriterne og Ser- puliderne, og navnlig at Cypathophyllernes ved den perivdiffe Udbredning af Kappen dannede Kalktragter gjenfindes hos Spharulites og flere, ja næften hos alle, Serpulaarter, ſamt at den formentlige Stjerne og de ſtraaleſtillede Vader (lamellæ) i den intet Veſentligt har tilfællevs med Korallernes Stjerne og Plader, men derimod gjenkjendes i Bygningen af Tverbundene Hos Cymospira og andre levende Serpulaformer, med hvis hele Skalbygning Cyathophyllernes ſtemmede væfen ig overens. Ved at foreviſe en Rakke herhenhorende Former, frembævede han Nodvendigheden af at de, paa Grund af deres noie Sammenheng, maatte alle finde deres nye Plads i Annelidernes Klasſe ved Siden af Brachionopoderne, Hippuriterne og Serpulerne, fra hvilke de efter hans Mening kun vare adſtilte ved et ejendommeligt Tidspreg.“ Med Henſyn til Cyathophyllerne anſage Forf. det endnu for rimeligt, at de fleſte have havt Laag, og at de derfor ikke funne være ægte Koraldyr, „fra hvilke de neſten i alle Forholdene fjerne fig; men derimod kan man med den hele Rekke af Former for fig ikke nægte, at de ſynes paa mangehaande Maader at ftøtte fig til Mosdyrene.“ Naar man fra flere Sider er gaget ind paa at befæmpe Reali— teten af Prof. S.'s Paaſtande i hans Afhandling om Hermaphrodi— tismens Tilværelfe „i Naturen“, iſtedetfor at indffrænke fig til at viſe deres Uholdbarhed ved at prove hans Raiſonnement, kan dette efter Anm.'s Formening kun forklares deraf, at den ſidſtnevnte Fremgangsmaade i Almindelighed optager mere Plads. Anm. har i nærværende Tilfelde ikke været indſtrenket af Dette Henſyn, og vil derfor til ovenſtagende Gjengivelſe af Forſ.'s ſyſtematiſte Fremſtilling, i hvilken endeel Ord for ſtorre Tydeligheds Skyld ere fatte med fyærrede Typer, tillade fig at føje folgende Bemeerkninger. 40 * 628 Enhver Syſtematiſering, d. e. enhver Beftræbelfe, der har til Formaal at ſammenſtille og ordne Begreber i Overensſtem— melſe med deres forſtjellige Lighedsgrader, forudfætter naturlig viis Kundfkab om disſe Ligheder. Men denne Kundſkab er endnu ikke tilſtrekkelig. Thi da Begreber funne ligne hverandre i mange Henſeender og iffe deſtomindre være vidt forffjellige, eller rettere, da der neppe gives to Begreber, ſom ikke frem— byde en eller anden Lighed, bliver det tillige nodvendigt, at underſoge Verdien af de fundne Ligheder. J denne Bedom— melſe kommer da den ſyſtematiſerende Beſtrebelſes egentlige og meget vanffelige Opgave til at beſtaae. Vanfkeligheden bliver dog betydeligt mindre, naar Opgaven indfkrenker fig til at ud- finde den Plads, en foreliggende Form indtager i et allerede opſtillet Syſtem; thi da i dette Tilfælde Lighederne i det ene Sammenligningsled funne forudfættes ſom allerede ordnede i Overeensſtemmelſe med deres Verdier, ſtaaer der kun tilbage at ſammenligne den foreliggende Form med de allerede op— ſtillede Grupper og at efterforſte, om den i ſit Forhold til disſe viſer de prineipale Ligheder, der ere antagne fom Üd— trykket for den hele Rakke af Ligheder, der ere ordnede under enhver af disſe Grupper, d. e., ſom man i Naturhiſtorien plejer at udtrykke fig, om den foreliggende Form beſidder en af Gruppernes veſentlige Karakterer. Det er let ad Erfaringens Vej at opnage Indſigt i Nodvendigheden af denne Fremgangs— maade, og at overbeviſe fig om det Famlende i fyftematiffe Raiſonnements, der omgage Underſogelſen af Lighedernes Verdi. Naar der er opſtaaget Sporgsmaal om den Plads, et Konſtveerk indtager i det æfthetiffe Syſtem, og en Kritiker, der vil viſe, at det bor betragtes ſom et Drama, ſoger at begrunde fin Anſkuelſe ved at opregne et Antal Ligheder, Konſtverket har med flere eller færre eller mangfoldige andre Konſtverker, der allerede ere erfjendte for at være Dramer, vil han let komme 629 til at gjøre den Erfaring, at en Anden til Begrundelſe af en anden Anffuelfe opregner et tilfvarende Antal af Ligheder Hos det omhandlede Verk med andre Verker, der ere erkjendte for at henhore til en anden af Syſtemets Grupper; og der er nu Intet til Hinder for, at denne Opregnen af Ligheder kan blive fortſat paa ſamme Maade af en Tredie, Fjerde og Femte i en tredie, fjerde og femte Retning. Naar Talen er om at udfinde den Sprogſtamme, til hvilken et givet Sprog er at hen— fore, og en Philolog vil begrunde en Anſkuelſe desangagende paa en Liſte over Ligheder imellem det foreliggende Sprog og flere eller færre Sprog af en vis Stamme, kan en Anden, Tredie, Fjerde og Femte mode ham med deres Liſter paa Ligheder mellem det omhandlede Sprog og flere eller færre andre af en anden, tredie, fjerde og femte Sprogſtamme. Det er da indlyſende, at denne Maade at ſoge Sandheden paa ikke fører til Maalet. Den eneſte fornuftige Fremgangsmaade bliver at underſoge, hvori det veſentligt Betegnende, det udelukkende Ejendommelige, Karaktererne, Kjendetegnene paa Slagten „Drama“ eller den ſammenlignede Sprogſtamme beftaaer, og at efterforffe, om det Konſtveerk eller det Sprog, Talen er om, beſidder de ſamme Kjendetegn. Men derſom nogen Videnſkab baade tilſteder og fordrer den firængefte Methode, faa er det Naturhiſtorien. Hvor langt Prof. Steenſtrups Fremſtilling er fra at tilfredsſtille de viden— ffabelige Fordringer i denne Henſeende, vil funne ſees af det ovenſtagende Uddrag, hvori hans ſyſtematiſke Bevüsforelſe fuld— ftændigt er gjengivet. De almindelige Forhold imellem de Hovedafdelinger i Dyreriget, han vil begrændfe paa en ny Maade, forbigaaes med fuldkommen Tavshed, faa at den Tanke ſlet ikke ſynes at have fremſtillet ſig for ham, at man forſt maa være paa det Rene med hvad Leddedyr er og hvad Bloddyr er, ſorinden der kan være Tale om at anbringe 630 Brachiopoderne i nogen af disſe Rakker. Naar man unde lader denne Underſogelſe, kan man viſtnok fætte dem hvor man vil; men naar man fkrider lidt frem i denne Maade at ſyſtematiſere paa, reducerer man ſig ſelv in absurdum. Med Henſyn til det Specielle af Prof. S.'s Meddelelſe, faa an— giver Overſtriften rigtignok, at han „fremſtillede“ Hippuriters og Cyathophyllers Slegtfkab med Serpula og Terebratula, men naar man gjennemleſer det Folgende for at erfare, hvad denne Fremſtilling gaaer ud paa, faaer man blot gjentagende at vide, at han fremſtillede det; hvorledes han fremſtillede det, forbliver ganſke ubekjendt. Man leſer, at han „ſogte at an— viſe“, at han „mente“, at det vilde være „en rigtigere Be— tragtning“, at han „ikke kunde indromme“, at han „i lengere Tid har havt Formodning“, at han „for et Aarstid ſiden er kommen til den faſte Erkjendelſe“, at hans Underſogelſer „have viſt ham“, at han „noiere beſkrev“, at han „troede det utviol— ſomt“, at han „mente at funne godtgjore“, at han „ſogte at paaviſe“, at han „maatte uddrage det Reſultat“, at han „er vis paa”, at hans Anfkuelſe ſenere vil blive bekræftet, at han „henledte Selffabets Opmeerkſomhed paa“, at han „fremhevede Nodvendigheden af“, at man „ikke kan negte“, at han „udbad fig Selſkabets Opmeerkſomhed“, at han „haabede at faae Lei- lighed til at meddele“ o. desl.; men om Det, der fkulde være den egentlige videnſkabelige Subſtans i alle disſe Paaviisninger, Formodninger, Erkjendelſer, Henledelſer af Opmerkſomhed o. ſ. v., fager man kun meget lidt at vide. Denne Hemmelighedsfuldhed er faa meget mere ubehagelig, ſom den netop iagttages med Henſyn til alle Hovedpunkter. Det, man i denne hele „Fremſtilling“ har at holde ſig til, er den Angivelſe, at hos Hippuriter og Serpuler forekomme „de ſamme Modificationer fra det Straalede eller Bladede i Vevet indtil det Grubede og Poroſe“; at „de 631 eiendommelige Skraabunde“ hos Hippuriterne finde „deres Til— fvarende hos visſe Serpulafkaller“; og at „Laaget hos de Serpulaformer, fom ere forſynede med faſtere Laage“, vifer „en fuldkommen Overensſtemmelſe med Hippuriternes.“ For Cyatho— phyllernes Vedkommende erfares, at deres „ved den periodifke Üdbredning af Kappen dannede Kalktragter gjenfindes“ hos „neœſten“ alle Serpuler; „at den formentlige Stjerne og de ſtraaleſtillede Plader i den intet Veſentligt har tilfelleds med Korallernes Stjerne og Plader, men derimod gjenkjendes i Byg— ningen af Tverbundene hos Cymospira og andre levende Serpula— former“, og at de fleſte Cyathophyller rimeligvis have havt Laag. Disſe ſparſomme og magre Angivelſer om iſolerede formeentlige Overeensſtemmelſer imellem de omhandlede Dyr og enkelte Former af Annelider, og fom angaae Forhold, hvis fyftematifte Verdi aldeles ingen Prøve bliver underfaftet af Forfatteren, indledes og afloſes af almindelige Sætninger, der henkaſtes ſom givne, medens det netop var dem, ſom fkulde beviſes. Forf.'s Fremgangsmaade bliver ſaaledes denne: forſt opſtilles en almindelig Paaſtand, uden at begrundes; derpaa angives et Par Enkeltheder, hvis Betydning ikke underſoges; og tilſidſt opſtilles igjen en almindelig Paaſtand, ligeledes uden at be— grundes, hvorpaa da Fremſtillingen uddrager „Reſultatet“ af „Sammenligningen.“ Brachiopodernes Plads i Annelidernes Klasſe begrundes ſaaledes: 1. Forſte almindelig Paaſtand: „De Underſogelſer, fom Meddeleren havde været i Stand til at anſtille“, „hapde viſt ham, at Skalbygningen hos Hippuriterne i alt Veſentligt gjenfandtes i Skallen hos forffjellige Serpulaformer,“ 2. Angivelſe af Enkeltheder, hvis ſyſtematiſke Betydning ikke underſoges: „og at der indenfor begge Familier forekom de ſamme Modificationer fra det Straalede eller Bladede i Vavet indtil det Grubede og Poroſe“; — til de indre 63% Skraabunde i Hippuritfamilien ſvare Toærbundene hos visſe Serpulaſkaller; — hos de Serpuler, der have Laag, ſtemmer dette overeens med Hippuriternes. 3. Anden almindelig Paaſtand: „Disſe Overeensſtem— melſer i de enkelte Partier” ere „forenede med en felleds Plan i hele Bygningen.“ At ogſaa Cpathophyllerne ere Annelider, viſes paa fol— gende Maade: 1. Forſte almindelig Paaſtand: Alt, hvad man har anſeet for Ejendommeligt før Cyathophyllum, har „ſit meft Tilſvarende“ hos Hippuriterne og Serpuliderne. 2. Angivelſe af Enkeltheder, hvis Betydning ikke under— ſoges: „navnlig“ gjenfindes „Cyathophyllernes ved den periodifte Udbredning af Kappen dannede Kalktragter“ høg »Sphærulites og flere, ja næften hos alle, Serpulaarter“; „den formentlige Stjerne og de ſtraaleſtillede Plader“ have „intet Bæfentligt tilfelleds med Korallernes Stjerne og Plader“, men „gjenkjendes i Bygningen af Tverbundene hos Cy- mospira og andre levende Serpulaformer,“ 3. Anden almindelig Paaſtand: „med hvis hele Skal— bygning Cyathophyllernes“ ſtemmer „veſenlig overens.“ Man fljønner let, at denne hele Maade at ſyſtematiſere paa ſtemmer veſentligt overeens med Rasmus Bergs, der ber viſer, at Degnen er en Hane og Moerlille en Steen. Sag-Regiſter over det naturhiſtoriſke Tidsſtrifts nye Rakkes Iſte Abra nitida I, 422. Abrus precatorius II, 296. Acacia acantholobata II, 300. Farnesiana II, 295. glauca II, 295; 302. Lebbek II, 302. nudiflora II, 295. obtusa II, 299. parvifolia II, 299. tortuosa II, 299. Acanthonotus tricuspis II, 115 flg. Accentor modularis I, 198. Acer-Arterne I, 442. Acer campestre I, 10; 442; 443. Acheta, Stridulationsorganer I, 66. Acorus Calamus I, 435. Actinia Cereus I, 425, sp. I, 425. Actæa spicata I, 445. Adianthum tenerum II, 299. triangulatum II, 300. Adoxa I, 11. Adrisa II, 455. Agati grandiflora II, 296; 302. Agave americana II, 294. vivipara II, 294. Agetus typicus II, 592 flg. Agonus monopterygius I, 238. Agriopus gen. I, 267; 290, alboguttatus I, 224 flg peruvianus I, 226, Agrostis canina I, 438, stolonifera I, 445. Ajuga pyramidalis I, 4 Anm. reptans I, 10; 443. Alauda alpestris I, 200. II, 615. arvensis I, 199. II, 511. Alauna II, 123 Anm.; 127 Anm. 210. Audouinii II, 210. Edwardsii II, 210. trispinosa II, 210. Alca impennis II, 521; 615. — Torda I, 21%, II, 469; 503. Alcyonium cranium I, 425. — og Adet Bind. Alcyonium digitatum |, 425. Alectrolophus major I, 436. minor I, 7; 436. Algernes Bælter 1, 401. Alisma Plantago I, 6; 434. ranunculoides I, 434. Allamanda cathartica II, 302. Allium arenarium I, 442 Anm. oleraceum I, 448, scorodoprasum I, 14; 442 Anm.; 448. ursinum I, II; 442 Anm.; 444. vineale I, 14; 448. Alopecurus agrestis I, 439. pratensis I, 436. Alpheus spinifrons I, 335. Althæa officinalis I, 450; 451, Alysicarpus vaginalis II, 301, Amara formosa I, 51, livida I, 51. lunicollis I, 51. municipalis I, 51, spreta I, 52. trivialis I, 52. vulgaris I, 52, Amaranthus oleraceus II, 301. viridis II, 301. Amblyottus II, 455, Amerika's (Syd) klimatiſke Forhold I, 71 flg. Ammodytes II, 242; 244. Ammophila arenaria I, 447; 448. baltica I, 431; 447; sl 12084] 448. Ammotrypane aulogaster I, 414, Ampelisca rotundata I, 403. Amphibia nantia II, 289. Amphictene auricoma I, 415. Amphidotus roseus I, 424. ovatus I, 424. Amphithoe I, 327. albomaculata II, 67 flg. femorata I, 335 flg. I, 403. Amphithoe Edwardsii II, 76 flg. Gaudichaudii I, 342. Amphitrite Gunneri I, 415 5. Ampullaria Ponti II, 306. Anacardium occidentale II, 395. Analkar, formentlige, hos Staphy⸗ linerne I, 392. Anas acuta I, 185; 208. Boschas I, 209. 473; 499. Casarca II, 614. Circia II, 521. clangula [, 186. Crecca I, 185; 209. ferina II, 526. fusca I, 285. glacialis I, 186. glocitans II, 614. histrionica II, 474. leucocephala II, 614. lencophthalma II, 614. nigra I, 186, Nyroca II, 614. Penelope I, 186; 519, Querquedula II, 521 rufa II, 526. ratila II, 614. spectabilis II, 614. Stelleri II, 614. Anceus elongatus II, 388 flg. Anchomenus marginatus I, 53. oblongus J, 53. parumpunctatus J, 53. pelidnus I, 53. picipes I, 53. prasinus I, 53. 519, 471; ll, Il, IL, 518. 209. II, Anchusa officinalis I, 440. Andromeda polifolia I, 7; 437. Anemoner I, II. Anemone ranunculoides I, 444. Angelica littoralis I, 6. Anisochir I, 326. Anomalocera Pattersonii Anm. Anomia squamula I, 421. undulata I, 421. Anona laurifolia II, 296. muricata II, 296. reticulata II, 296. Anonyr-Slægten I, 578. dens Levemaade ll, IL, 561 53. — ſyſtematiſte hold II, 55 quadripunctatus I, 53. u I Anonyx Ampulla I, 578 flg. 617 Anm. II, 43. appendiculosus I, bon spei II, 46. brevipes I, 269 Anm. Edwardsii II, 1 flg.; 41. Eschrichtii II, 46 Aum. flagellformis II, 46 Anm. gulosus I, 611 flg. II, 37. Holbölli II, S flg.; 38 Lagena I, 579. litoralis I, 617 Anm.; 621 flg. II, 22; 36. medius II, 46 Anm. minutus II, 23 flg.; 42 nanus II, 30 fig. 41. ornatus I, 629 YAnm. perfoliatus II, 10, plautus I, 629 flg. 39. tumidus II, 16 flg. 40. Vahlii I, 599 flg.; 617 Anm. II, 44; 55. velatus I, 629 Anm. Anser albifrons I, 185; 208. 579, LI, — leucopsis 1, 184; 209, II, 518. — segetum I, 185; 208. II, 517. torquatus II, 518. Antennaria dioeca I, 441, Antennarius II, 240, Antennernes Form hos Karaberne II, 360. Antengruber hos Karaberne II, 363. Anthaxia, Spiſerorets Bygning II, 225 dæ. Anthea cereus I, 425, Anthemis Cotula I, 440, Antherylium Rohrii II, 296. Anthomyia arctica I, 364. ciliata I, 366. dentipes I, 363. frontata I, 366. irritans I, 363. ruficeps I, 366. scatophagina I, striolata I, 365, triangulifera I, 364, trigonifera I, 364. 365, | Anthriscus vulgaris I, 8; 441, Anthura carinata II, 402 flg. gracilis II, 403. For: | Anthus paa Georgia J, 81, arboreus I, 196, III Anthus montanus I, 196. pratensis I, 185; 470; 473; 481. rupestris I, 196. II, 468; 473; 480; 505. Antirrhinum Orontium I, 9; 439, Antliater, Grenlands I, 346 fig. Aora I, 335. typica I, 328 flg. Apargia autumnalis I, 445. Apera spica venti I, 439. Aphanostoma gen. I, 417. diversicolor I, 417. griseum I, 417, latum I, 417. virescens I, 417, Aphrodite I, 405 Anm. Apistes I, 267. Apium graveolens I, 445. Aplochiton II, 228. Apseudes II, 411 Anm. Apus cancriformis II, 431 Anm. glacialis II, 431 flg. productus II, 432 Anm. Aquila albicilla II, 610. ossifraga II, 610. Araneæ II, 617. Arapaima II. 228 Anm. Arca lactea I, 421. Arctium-Arter I, 439. Ardea cinerea IL, 512. Arenicola piscatorum I, 414, Argemone mexicana II, 301. Argothamnia candicans II, 295. Argyropelecus II, 228. Aricia Mülleri I, 412. Aristolochia Clemåtitis I, 440. trilobata II, 296; 300. Armeria purpurea I, 14. Arnica montata I, 438. Artemisia Absinthium I, 440. campestris I, 441; 448. maritima I, 449, vulgaris I, 9. Artocarpus incisus II, 301. Arum maculatum I, II; 443. Asagena serratipes, Stridulations— organer I, 69. II, 342. Asaphus angustifrons II, 304. dilatatus II, 304. expansus II, 304. Schröteri II, 304. tyrannus II, 304. Ascidia orbicularis I, 422. Asclepias curassavica II, 301. Asellus II, 379. 196. II Asparagus officinalis I, 14; 442 Anm. 4 Aspidophoroides I, 248. Aspidophorus cataphractus I, 240. decagonus I, 243 flg. 249; 250; 252. europæus I, 245; 244 Anm.; 245; 247; 249, monopterygius I, niger I, 238 244; 246; 249, spinosissimus I, 250 flg. Aspidium eristatum I, 438. filix mas I, 444. —- spinulosum I, 444. Asplenium pumilum II, 300, septentrionale I, 4 Anm. Astacus scorpioides II, 123 Anm. Astarte danmoniensis I, 422. semisulcata I, 402; 422. striata I, 422, sp I, 422. Astemma dröbachense I, 418. longum I, 418. Aster Tripolium I, 14; 446. Asteracanthion rubens I, 289; 423. Asterias aculeata I, 423. granularis I, 423. violacea I, 283; 423. Astragalus hyploglottis I, 14; 446. Astrogonum granulare I, 423. phrygianum I, 423. Atriplex cristatum II, 293. Atropa Belladonna I, 440, Atypus II, 620. Aulopodini II, 226. Aulopus II, 228. Avicennia tomentosa II, 293. — Badister humeralis I, 54. peltatus I, 54. Bagſkulderblade med deres FTilhæng hos Karaberne II, 354, Balaner I, 77. Balænoptera longimana II, 309. Bambus J, 76 Banisteria dichotoma II, emarginata Il, Batatas I, 72. Batatas littoralis II, 297. pentaphylla II, 297. quinquefolia II, 297, Batrachus II, 290, 2995 299. IV Bembidium bipunctatum I, 57, brunnipes I, 56, eruciatum I, 56, femoratum I, 56, pallidipenne I, 57. pallipes I, 57, Saxatile I, 56. Berula angustifolia I, 6. Beta maritima I, 14, Betonica officinalis I, 431. Betula verrucosa I, 443. Bidens cernua I, 435. leucantha II, 301. pilosa II, 301. tripartita I, 434, Bignonia ungvis II, 246. Bitunger, Stafplinernes I, 372; 375. Blaa Simmer I, II. Blaps, formentlige Urinkar II, 326. Blechnum uecidentale II, 300. Blennechis I, 235 Anm. Blennioidei II, 289. Blennius I, 234; 235; 237. alectrolophus I, 235 Anm. Ascanii I, 237. Brosme I, 237. Galerita I, 237. «Gattorugine I, 237. palmicornis J, 237. polyactocephalus I, 235 Anm. Yarrellii I, 237. Blepsias I, 267. Blethisa, Stridulationsorganer II, 336. Blysmus compressus I, 445. rufus I, 445. Bodotria II, 123 Anm.; 127 Aum.; 210. arenosa II, 210. Boerhaavia decumbens II, 301, hirsuta II, 301. Boletina basalis I, 356. grönlandica I, 356, trivittata I, 356. Bontia daphnoides II, 296, Brachypelta II, 455. Bradycellus cognatus I, 50. harpalinus I, 51. placidus I, 50. similis I, 51. Brassica oleracea I, 448, Brissus lyrifer I, 424. Bromelia Pinguin II, 298. Bromus arvensis I, 439, commutatus I, 8. — Bromus sterilis I, 8; 440. Brontes flabellifer II, 304. Brunsfeisia americana H, 302, Bryonia alba I, 8. Brægner I, 72. træagtige I, 76. Buccinum undatum I, 420. Bucida Buceras II, 298; 298. Bullæa aperta I, 420. Bupleurum rotundifolium I, 431, Super red indre Bygning II, 319. 295; Bursera gummifera II, 295; 302. Butomus nmbellatus I, 133. Bendeltang I, 401. Bog I, 10. Cakile maritima I, 447. æquale II, 293. Calamagrostis Epigejos I, 448. Calaminthe Acinos I, 448. Calauus-Slegten II, 527 flg. dens Gencration II, 559, — Levemaade II, 560. — Udvikling II, 555. affinis II, 544; 553. arietis II, 528. carinatus II, 551; 554. caudatus II, 550; 553. cristatus II. 546; 553. hyperboreus II, 532; 542. minutus II, 543; 552. — goinqueannulatus II, 45. — spitsbergensis II, 531; 559 Deda. Calla palustris I, 6; 435. Calli antici prothoracis II, 451. Callitriche verna J, 433. Calluna vulgaris I, 7; 437; 438. Calonychium grandiflorum II, 297. Calosoma sericeum J, 55. sycophanta I, 55. Calymene coneinna II, 304. polytoma II, 304. Schusteri II, 304. Campanula glomerata I, 9; 451. - latifolia I, II. persicifolia I, II; 439. ranunculoides I, 9. rapunculus I, 451, Campanularia geniculata I, 424. Cancer Ampulla I, 578, bipes II, 436. nugax I, 578. Capparis amygdalina II, 296. Capp Breynia II, 296, eynophallophora II, ferruginea II, 296. longifolia Il, 299. saligna II, 296. Caprella acuminiſera I, 192. lobata I, 284; 192. longispina I, 403; 476. Phasma I, 192. scolopendroides I, 192. Caprellina I, 283. Caprimulgus europæus II, 509, Carabi s. Karaber. Caracanthus I, 267. typicus I, 264 flg. Carbo Cormoranus I, 186. Cardamine pratensis I, 7; 436. Cardium echinatum I, 422. — edule I, 422. Carduus acanthoides I, 440, Carelophus I, 236. — Strömii I, 227 flg. 296. Carex I, 6. arenaria I, 14; 447. II, 293, distans I, 445. extensa I, 445, pallescens I, 12. remota I, 12. riparia I, 7; 434, sylvatica I, 12, Carica Papaya II, 295. Carpinus I, 442. Casearia parviffora II, 300. parvifolia II, 300. Cassia bicapsularis II, 296. chamæcrista II, 301. frustescens II, 300, melanocarpa II, 300. obtusifolia II, 296. occidentalis II, 301, prostrata II, 294. Castalia punctata I, 408. Cataphracti I, 267. II, 289. Ceanotus sarcomphalus II, 296, Cemoria fissurella I, 402; 420, Centorhynchus-Arternes Stridula— tionsorganer II, 339. Centronotus Brosme I, 237. Centropages typicus II, 588 flg. Cephaloctenus II, 456. Fr en keg Stridulationsorganer 5 Gill. Cerastium arvense I, 9; 440. Ceratias I, 648. II, 290. Holbölli I, 639 flg. Ceratophyllum I, 6. Ceratopogon sordidellus I, 355. Cercops I, 290. Cereus lanuginosus II, strictus II, 294. triangularis II, 294; Cestrum diurnum II, 298. Cetochilus II. 528. Chaiturus marubiastrum I, 431. Chalcophora mariana, Larvens mal: pighiſke Kar II. 326. Chamænerium angustifolium I, 12. Chamæplium officinale I, 8; 440, Chamærops Antillarum II, 297. Characini II, 226. Charadrius apricarius I, 185. helveticus I, 204. Hiaticula I, 186; II, 471; 483. Morinellus I, 185 204. — Vanellus II, 512. Chasmodes I, 235 Anm. Cheligaster Leachi I, 31. putris I, 29. Chenopodium glaucum J, 441. hybridum J, 441. murale I, 441. potyspermum I, 441. Chiloe's Vegetation I, 72. Chiococca racemosa Il, 299; 300. Chironectes I, 639 Anm. Chironomus annularis I, 349. aterrimus J, 353. basalis I, 351. byssinus I, 352, frigidus I, 351. hyperboreus I, 349. obscuripes I, 350 opacus I, 358. pallens I, 350, picipes I, 353. stercorarius I, 353. turpis I, 350, variabilis I, 351. Chiton einereus I, 402; 420, — marmoreus I, 402; 420. Chitoner I, 77. Chlorophthalmus II, 227. Chlænius holosericeus I, 54. vestitus I, 54. Choerocydnus II, 455. Chrysanthemum Parthenium I, 8. Chrysosplenium oppositifolium I, 445. Chætodon I, 248. Chætopterus norvegicus I, 414, Cichorium Intybus I, 440, 294. 300. 204. — VI Cicindela maritima I, 48. sylvatica I, 47. Cicindelini, Antennernes Indfojning II, 362. Cieuta virosa I, 6; 431. Cimices, gravende II, 447. Cinclus aquaticus I, 195, II, 510. Cineraria palustris I, 6; 435. Circium oleraceum I, 437, Circæa alpina I, 445. Cirribarbis I, 235 Anm. Citharexylon quadrangulare II 298. Clinopodium vulgare I, 8; 459, Clinus I, 235. Clitoria Plumieri II, 299. virginica II, 302. Clivina aretica, fyftematift Plads II, 356. Clupea Encrasicholus II, 242. Clupesoses II, 228; 261. Clusia rosea II, 299, Clymene intermedia I, 415, Coccoloba latifolia II, 298; 299. punctata II, 298. uvifera II, 293; 295. Cochlearia danica I, 13; 446. officinalis I, 13; 445; 446 Anm. Cocos nucifera II, 298, Collyris, Antennerender II, 362. Columba livia II, 470; 482. Colymbus arceticus I, 211. glacialis I, 211. II, 471; 473; 474; 514, rufogularis II, 471. septentrionalis I, 20 5 == 96. — — II, 499. Comarum palustre I, 6; 434. Condylura II, 123 Anm. 129 Anm. Conium maculatum I, 9. Conocarpus erecta II. 293; 296. Conostegia procera II, 300. Convolvulus Batatas I, 72. nudiflorus II, 297. sepium I, 437. Copris, Stridulationsorganer J, 60. Cordia elliptica II, 295; 298, gerascanthus II, 298. maerophylla II, 298. Cordylura hæmorrhoidalis I, 366. obscura I, 41, tibiella I, 41. Cornus sangvinea I, 443. Corvus borealis albus II, 478. DL Corvus Corax I, 192. II, 470; 473; 477. — Cornix I, 182 flg. 192. II, 470; 471; 473; 474; 479. Corone II, 508. leucophæus II, 478. Monedula II, 521. Pica I, 182; 183; 184; 192. varius II, 478. Corydalis cava I, II; 444, fabacea I, 11; 444. Halleri I, 11, pumila I, 444. Corynephorus canescens I, 448. Corythus enucleator I, 184; 203, Cottus I, 260; 262. II, 289. bicornis I, 263. Gobio I, 263. tricuspis I, 263. uncinatus I, 263. Crambe maritima I, 14; 448, Crassina semisulcata I, 422. Cratægus torminalis I, 443, Crepis biennis I, 439, virens I, 440. Crescentia acuminata II, 295; 298. Cajete II, 295; 298. Crested Blenny J, 237. Crex pratensis II, 470. Cristiceps I, 235 Anm— Crotalaria mucronata II, 301, Croton Astroites II, 298. balsamifer II, 298, betulinus II, 295. bixoides II, 298. chamædryfolius II, 301, diffusus II, 298; 301. discolor II, 298. flavus II, 298. Cryptorhynchus, Stridulationsor— ganer I, 62. II, 339. Cuculus canorus I, 186; 191. Culex nigripes I, :349, Cumaernes Familie II, 123 flg. 200. indre Bygning II, 201. ſpſtematiſke Stilling II, 200. Cuma gen. II, 206. angulata II, 156 flg.; 176; 178; 206. Audouinii II, 124; 210. brevirostris II, 174 flg. 208. Edwardsii Goods, II, 124; 210. Edwardsii Kr. II, 207. 128 flg. VII lucifera II, Rathkii II, resima II, 165 flg. trispinosa II, 124; Cumacea II, 203 flg. Curvirostra leucoptera II, 611. 171 flg. 207. 144 flg. 208. 206. 210. Cuma Cuscuta americana II, 299. — epilinum J, 9; 432; 439. — europæa I, 9; 440, Cychrus, Stridulationsorganer I, 62. II, 315. Cyclopodi II, 289. Cyclops Castor II, 530. finmarchicus II, 529. longicornis II, 529. Cyclopsina II, 518. Cyclopterus Liparis II, 274 flg. Lumpus II, 263; flg. spinosus II, 262 flg. Cydnini II, 454. Cydnus II, 454. Cygnus II, 473. Bewickii II, 615. musicus J, 184; 208. 269 — II, 517. Cylindrostoma I, 416. caudatum I, 416, dubium I, 417. Cymindis angularis I, 49, macularis J, 49, Cyprina islandica I, 422. Cyrtomenus II, 455. Cytherea ovata I, 422. Dalura Stramonium I, 440, 302. arborea II, 302. Daucus Carota I, 440. Davallia aculeata II, 300. Delphinium consolida I, 9; 439. Desmodium molle II, 301. supinum II, 301, tortuosum II, 301, Diamesa Waltlii I. 353. Dianthus Armeria I, 451. superbus J, 14; Dieksonia I, 76. Dipsacus pilosus I, 450. sylvestris I, 8; 439. Discoboli, ſyſtematiſke Stilling II, 289. Disoma I, 414, Distichus lactiflora II, 296, Dodonæa viscosa II, 296. Dolichopodernes Levemaade I, 41. II, 451. Dolichopus grönlandicus I, 358. Dolichus flavicornis I, 53. Doris obvelata I, 419, „419. Driv-⸗Iſens Virkninger I, Dromius linearis I, 48. melanocephalus I, 48. quadrinotatus I, 48. Drosophila fenestrarum I, 16, funebris I, 16, melanogaster I, nitidicollis I, 17. virginea I, 17. Drosera rotundifolia I, 6; 434. Dulichia I, 521. spinosissima I, 512 flg. Duodenum hos Klavikornerne J, 395. AN Dyrs Vedligeholdelſe i Is II, 212 flg. Dyrerigdom, det ſpdlige Afrikas II, 215. Dyrearternes Vagt i Forhold til Vegetationen II, 216. Dyschirius politus I, 49. 4 40 flg. — 17. — Echeneidei II, 289. Echinops sphærocephalus I, 8. Echinosphærites Aurantium II, 307. Pomum II, 307. Echinus diöbachiensis I, 423. miliaris I, 424, neglectus I, 402; 420; 423. Saxatilis I, 424. Echium vulgare I, 8; 440. Edwardsia sp. I, 425. Eeg I, 10. Ehretia Bourreria II, 300. Elaphrus multipunctatus I, 5 uliginosus I, 46. Stridulationsorganer fe 334, Elymus arenarius I, Emarginula fissura I, 402; Emberiza citrinella I, 182, 184; 201. calcarata II, 611. lapponica J, 185; 202. II, 114; 447. 420. 183; — — nivalis I, 1833; 184; 201. II. 471; 473; 474; 480. 185; 201. 4387. Schöniclus I, Empetrum nigrum I, 8 Eaceladus II, 357. Endeis I, 91 Anm. lnicopus annulipes I, 35. VIII Ephippus I, 248. Ephydra stagnalis I, 369. Epialtus dentatus I, 239. Epidendrum ciliare II, 300. elongatum II, 295. Epilobium tetragonum I, 437. Epimera og Episterna metathora- cica hos Karaberne II, 354. Epipactis latifolia I, 12; 444. Equisetum Telmateja I, 447. Eranthemum armatum II, 295. Erechtites hieracifolia II, 302. Erica Tetralix I, 7; 437; 438. vulgaris I, 15. Erigeron acris I, 441. Eriodendron anfractuosam II, 295. Eriophoron angustifolium I, 6. Erioptera fascipennis I, 355. Erithalis fruticosa II, 296. Erratiſte Blokke I, 140 flg. Eryngium maritimum I, 14; 447. Erysimum cheiranthoides I, 439. Erythrina corallodendron II, 299; 302. Erythræa linearifolia I, 14; 437. pulchella I, 14; 437. Eugenia buxifolia II, 298, fragans II, 298. foetida II, 298. lineata II, 300. sessiliflora II. 298. axillaris II, 298. Eulalia viridis I, 411, Eunice Harassii I, 406. norvegica I, 402; 406. Eunomia radiata H, 307. Euomphalus disjunctus II, 305. discus II, 305. nov. sp. II, 305. Euonymus europæus I, 10; 443. Eupatorium ageratifolium II, 301, Euphorbia exigua I, 8; 439, hypericifolia II, 302. nereifolia II, 302. petiolaris II, 298. pilulifera II, 301. prostrata II, 301. Eupborbiscer II, 298. Euplocamus I, 419. Euprosopus, Antenrender II, 362. Eurylepta cornuta I, 416. — — pulchra I, 415, Eusirus I, 511. cuspidatus I, 501 flg. Exostemma caribæum II, 300. filiforme II, 297. Falco albicilla I, 507. chrysåetos I, 188. cineraceus II, 615. fulvus I, 188. Gyrfalco I, 187. Haliåetus I, 189. II, 507. — islandicus II, 473; 474; 507. Lagopus J, 484; 189. leucocephalus II, 610, 189. II, 473; — Lithofalco I, 184; 186; 188. II, 471; 473; 477. — ossifragus I, 188. — palumborius I, 182; 188. — peregrinus I, 187. — TIinnunculus II, 507. Faramea odoratissima II, 298. Fedia olitoria I, 15. Ferſtener J, 72. Festuca aspera I, 444. Ficus lævigata II, 295; 299. pedunculata II, 295. Figener I, 72 Filago germanica I, 8. Filices, Lollands og Falſters I, 444. Fimbristyles II, 298. Fisſurella'er, mae 1,77, Flustra membranacea I, 425. Fragaria collina I, 448. Fraxinus I, 443. Fringilla coelebs 512. domestica I, 182 islandiea II, 473. Linaria I, 183; 184; 202. 11,473;474; 511, montana I, 186; 202. I, 184; 202. II, 202. — montifringilla I, 186; 202. — serinus II, 611, Fuchsia I, 76. Fulica atra II, 514. Fuligula clangula I, 210, cristata I, 209. fusca I, 209, histrionica II, IT, 520. — 16 520. 520, — glacialis I, 210. II, 519. — — Marila I, 209. II, 520. — mollisima 1% 2101, 468; 469; 500. nigra J, 210. perspicillata I, 210. spectabilis I, 210. Stelleri I, 210, Gadus I, 248. Gagea lutea I, il. minima I, 11, spathacea I, 114. Galathea squamifera I, 403, Galeobdolon luteum I, 10; 443. Galium Aparine I, 450. infestum I, 450, Mollugo I, 439. spurium I, 439; 450. verum I, 448. Gallinula chloropus II, 514. Crex IT, 484. Gammarina gressoria I, 491; 500, saltatoria I, 500, Gammarus Ampulla I, 578. anisochir I, 317 flg. appendiculatus I, 326, brevicaudatus I, 326. dentatus I, 326. Locusta I, 403. nugax I, 578. podager I, 316. Gammarus gen. I, 326; 328. Garrulus infaustus I, 192. Gentiana amarella I, 7; 435 Anm. campestris I, 7; 435 Anm. Pneumonanthe I, 7 Anm. 438, Geotrupes-Arter, ganer J, 59. Geranium palustre I. 12; 437. Geum intermedium I, 12. Gjeltfuglar II, 465. Glareola torquata II, 613. Glauconome I, 501. leucopis I, 491 flg. Glaux maritima I. 14; 445, Gletſchernes Virkſomhed I, 140 flg. Glycera alba I, 411. Rouxii I, 411. Gobiesox II, 289. Gobioidei II, 289. Gomphrena aggregata II, 301. erassifolia II, 293. vermicularis II, 301. Goniada eremita I, 412 Anm. maculata I, 411, norvegica I, 411. Gonostoma II, 226. Gossypium barbadense II, 298. Graveredffaber, Cydninernes IT, 448. Gryllus, Stridulationsorganer I, 66. Grasarter, træftammede I, 75. Grønlands Antliatfauna I, 346 flg. Guazuma ulmifolia IT, 295. Guilandina Bonduc II, 296. Naturhiſtoriſt Iidsfkrift. Ny Rakke. Stridulationsor— IX Gunellus I, 235 Anm. Strömii I, 227; 237; 238. Gymnadenia conopsea I, 436. Gymnogramme calomelanos II, 299; 300. tartarea II, 299; 300. Gynandropsis pentaphylla II, 302. Halianthus peploides I, 14. Halimus pedunculatus I, 14, 446. Hamites sp. II, 305. Harpalus calceatus I, 50. hirtipes I, 50. luteicornis I, 50. neglectus I, 50. punctatulus I, 49. rufipes I, 49. servus I, 50. Hedera Helix I, 443. Heleocharis acicularis I, 6. Bæothbryon I, 434. palustris I, 434. Helianthemum vulgare I, 9; 441. Helichrysum arenarium I, 10; 442, Helieteres jamaicensis II, 298. Heliopsis buphthalmoides II, 295. Heliotropium inundatum II, 302. Helomyza geniculata I, 366. tibialis I, 365, Helophilus arctitus I, 359. borealis I, 359. Helosciadeum inundatum I, 451. Heniochus I, 248. Henopomus II, 379, muticus IL, 366 flg. 379. tricornis II. 372 flg. Hepatica triloba I, 443. Hieracium boreale I, 444. umbellatum var? 14, 48. Hiletini II, 359. Hiletus versutus II, 347. Hippophae rhamnoides I, 448. Hippuris vulgaris I, 433. Hirundo riparia I, 194. rustica I, 186; 194. urbica I, 185; 194, 509. Hiverus II, 455, Holothuria elegans I, 424, Phantapus I, 424. Hordeum murinum I, 8; 440. secalinum I, 445. Hottonia palustris I, 6; 433. Hudsonia tomentosa II, 293; 295. Hura crepitans II, 295. 41 II, II. Hydrobænus I, 354. Hydrocharis morsus Ranæ I, 433. Hydrocyonini II, 226. Hymenæa Curbaril II, 295. Hyoseris minima I, 441. Hypericum hirsutum I, 442; 444. montanum IJ, 12. pulchrum I, 438. Hypochæris maculata I, 448, Hæmatopus ostralegus II, 486. 470; Jacobæa aquatica I, 434. Jaquemontia violacea II, 294. Jaquinia arborea II, 296. Jatropha gossypifolia II, 301; 302, Jordbær I, 72. Juncus bothnicus I, 445. maritimus I, 14; 445. Juniperus communis I, 8; 438. Jæra II, 379. Ebis Falcinellus II, 513; 613. Icelus I, 261; 262. hamatus I, 253 flg. 262. uncinatus I, 263. Ichthyococeus II, 226. Idothea emarginata II, 99 Anm. Entomon II, 101 Anm.; 394; 400; 402; indica II. 99. irrorata II, 96 Anm.; 97 Anm. linearis II, 98; 100, noduiosa II, 10) fig. robusta II, 108 flg. Sabini II, 394 flg. sexlineata II, 88 flg. tricuspidata II, 99, Anm. tridens 403. Ifionyx typicus II, 582 flg. n geologiſte Forhold I, 140. Hlecebrum verticillatum I, 431. Illænus erassicauda II, 304. Indigofera Avil II, 301. Inga ungvis II, 296. Inula britannica I, 14; 445, dysenterica I, 445, Helenium I, 14; 440, pulicaria I, 440. salicina I, 445. Ipomæa carnea II, 296. dumetorum II, 296. fastigiata II, 297; 299. pes Capri II, 293; 296. X Ipomæa sinuata II, 296; 299. | superba II, 296. triloba II, 297; 299; 302 tuberosa II, 299. umbellata II, 297; 300. Iris pseudacorus I, 434. — spuria I, 450, Ischyrocerus I, 500. 299 3 Mapisalik II, 231. Kapisalingoak II, 231. Karabernes Antennegruber og Anten— ner II, 360. fovea antennalis man- dibulæ II, 362. onychia II, 360. Udbredelſe i Danmark I, 46. Keblernak IL, 231. Keporkaken II, 309. Kiperkarnaken II, 308. Kirſeber-Treer J. 72. Kjcebepalper, Pſelaphernes I, 387. Klavikornernes Syſtematik I, 389. Knuſetanden hos Eleutheraterne J, 387. Kochia hirsuta I, 14; 446. Kolibrier, Ildlandets I, 76. Labrus exoletus II. 230; 231. Lactistes rastellus II, 457. vericulatus II, 456. Lacuna pallidula I, 420. Lagopus alpina I, 183; 203. subalpina I, 183; 203. Lampanyctus II, 227; 228. Lanius excubitor I, 195, minor II, G11, ruficeps II, G11. Lantana aculeata II, 295. involuerata II. 295. Larus argentatus I, 207. II, 468; 469; 473; 474; 490. Canus J, 207. capistratus II, 473; 516. eburneus I, 207. II, 614. flavipes II, 465; 471; 473; 474; 491, fuseus II, 468; 490. glaucus I, 208, II, 473; 474; 515. leucopterus IT, 473; 515. marinus II, 468; 491. minutus II, 615. — Larus tridactylus I, 207. II, 466; 467; 469; 474; 489. Lathræa squamaria I, 12; 444. Lathyrus latifolius I, 444. maritimus I, 14; 447, palustris I, 437. sylvestris I, 12; 442 Anm. Lareflægt, den kr II Lebia crux minor I, Leda rostrata I, 421. Legnotus II, 464. Leia trivittata I, 356. Leiochiton, ſyſtematiſke Plads IL, 356. Leistus rufescens I, 55. rufomarginatus I, 55, Lema brunnea, Stridulationsorga— ner I, 62; 69. II, 340. Leodice norvegica I, 406. Leonotis nepetæfolia II, 301. Lepadogaster II, 289. Lepidium campestre I, 8. latifolium I, 448. ruderale I, 458. Lepidonote punctata I, 403. squamata I, 403, Lepigonum marinum I, 446. salinum I, 446. Lepralia coccinea I, 425. Leptoplana dröbachensis I, 415. atomata I, 415. Leptureta, Stridulationsorganer I, 61. 225. 5 == Leptæna rugosa II, 306. Lestris Buffonii II, 491, Catarrhactes II, 467; 471; 4735 474; 475 492; 505. parasitica I, 208. II, 465; 467; 471; 491, — pomarina L 208. II, 473; 474, Richardsonii II, 491. Schlepii II, 491. Leucon II, 208. — delormis II, 194 flg.; 209, — emarginatus II, 189 flg. 2 på * Nasica II. 189 flg. 209. Leucothoe clypeata I, 545 flg. glacialis I, 539. Libanotis vulgaris I, 447. Licinus depressus I, 54. Ligia II, 202. Ligusticum scoticum I, 446. Lima excavata I, 421. — Lascombii I, 421, XI Limosa melanura II, 473; 513. rufa I, 206. Linaria Elatine I, 9; 439. minor I, 439. Lindernia II, 298. Liparis Fabricii II, 274 flg. gelatinosus II, 274. lineatus II, 284 flg Montagui Il, 274 Anm. tunicata I, 274. vulgaris II. 274. Lipistius desultor II, 621. Listera ovata I, 12. Lithospermum officinale I, 9. Littorina littorea I, 420, Lobelia Dortmanna I, 4 Ann, longiflora Il, 299. Lobostoma II, 455. Lobularia digitata I, 425. e Stridulationsorganer I, 66. Locuſttrceet II, 295, Lolium arvense I, 439. temulentum 5 9. Lollands Karabfauna I, 55. Lophius piscatorius I, 639 Anm. II, 290. sp. J, 639 Anm. II, 289. Loranthus pauciflorus II, 299. Lottia virginea I, 420. Lucina radula I, 422. Lumbriconais marina I, 414. Lumbrineris fragilis I, 408, Lumpenus I, 235 Anm. Lychnis sylvestris I, 12; 444, viscaria I, 441. Lycopodiaceæ I, 438. Lycopodium Selago I, 438. Long I, 13. Lysianassa II, 55. appendiculosa I, 579. Lagena I, 579. Vahlu I. 599. Lysimachia nemorum I, 445, nummularia 1. 7; 437. Lysouger I, 275 Machetes pugnax I, 205. Mactra solida I, 422, subtruncata I, 422. Malachium aquaticum I, 6; 434. Malaxis Löselii I, 486. paludosa I, 436; 438, Malfrø II, 391 Anm. Malpighiſte Kar, ſyſtemat. Betyd— ning hosͤKlavikor— nerne I, 391. 41 * XII Malpighiſke Kar hos Larven til Chal- cophora mariana II, 326. — hos Bupreſterne II, 326. = — bos Hiſterne 326. Malthæa II, 290. Malva Alcea I, 442 Anm. 450. moschata I, 451. vulgaris I, 8. Mammillaria nivosa II, 494. Mamma americana II, 300, Manticora, Antennerne II, 362. Masoreus Wetterhallii I, 49. Mastodonsanrus Jægeri, Tender? II, 304. Maurolicus II, 227; 229. Mavens Ringform Hos Spindlerne II, 619 Anm. Melampyrum arvense I, 432; 448. eristatum I, 12; 442 Anm.; 443, nemorosum 1, 444. Melania Stygii II, 306, Melia sempervirens II, 296; 302. Melicocca bijuga II, 302. Melilotus dentata I, 442 Anm.; 446. officinalis I, 8; 446. vulgaris I, 446. Mellemklͤoer hos Eleutheraterne, overſete II, 360. Melocactus communis II, 294. Meloner 1, 72. Menyanthes trifoliata I, 6; 434. Mergulus Alle I, 212. II, 521. Mergus albellus I, 211. Merganser I, II, 521; 615. serrator I, 186; 210. 470; 501. Metastelma parviflora II, 300. Miconia pyramidalis II, 300. Micralymma brevilingve I, 377. brevipenne I, 376, Johnstonis I, 376. Slegtens ſyſtematiſke Stilling I, 371. Microcheles II, 66. armata II, 58 flg. Miletidini II, 226. Milium II, 297. Millepora I, 425. Mimosa pudica II, 301. II, 12; 186; 210. U, — ge NG ſyſtematiſte Stilling II, 356. Modiola vulgaris I, 421. sp. II, 306, Molinia coerulea I, 436. Monocelis assimilis I, 416. fusca I, 416. Monoceros subumbilicatus II, 305. Monoculus finmarchicus II, 529. Mormon arcticus I, 212, IL 467; 504. Motacilla alba I, 184; 185; 195. II, 470; 473; 481. cinereocapilla II, 616. flava I, 185; 196. II, 510. lugubris II, 615. Munna gen. II, 387. Boeckii II, 387 Anm.; 388. Fabricii II, 380 flg. Sp. I, 403. Musa paradisiaca II, 298. Musca erythrocephala I, 363. grönlandica I, 363. Muscicapa atricapilla II, 509. albicollis II, 612. Grisola I, 194. parva II, 612. Mutilla, Stridulationsorganer I, 66. Mya arenaria I, 422. — truncata I, 422. Myctophum II, 227; 228. Mysis II, 201; 202. Mytilus edulis I, 421. — Modiolus I, 421, rugosus I, 422. Myto Gaimardii I, 470 flg. Myxodes I, 235. — — Naafetræer I, 10. Nardus stricta I, 15. Nasturtium ampbibium I, 434. officinale I, 435. palustre I, 435. Natica Glaucina I, 420, rutila I, 420, Naumburgia tbyrsiflora I, 434. Nebalia bipes II, 436 flg. Geoffroyi II, 446. Herbstii II, 436. Nebria lateralis I, 56. livida I, 56. Neeropharns, Stridulationsorganer Nektariner I, 72. XIII Nemertes badia I, 419. coeca I, 419. mierocephala I, 418, microphthalma I, 419. Nemopoda annulipes I, 35. cylindrica I, 34. Leachi I, 3 I. nigrilatera I, 34. putris I, 29. — varipes I, 34. Neottia nidus avis I, 12. Nephthys borealis I, 411. Nereis pelagica I, 408, pennata I, 406. pinnata I, 407. rosea? I, 408. variabilis I, 408. Nerium Oleander II, 302. Neslia panniculata I, 9, 432. Nicania striata I, 422. Noliphila nigripennis I, 369. Notophyllum polynoide I, 409. Nucula elliptica II, 306. gregaria II, 306. Ingleri II, 306. rostrata I, 421. tenuis I, 421. Nullipora fasciculata? I, 426, Numenius arcuatus II, 513. phæopus I, 185; II, 470; 485. brevitarse I, 109; 131 Anm.; 138. femoratum I, 122. gracile I, 109. grossipes Linn, I, 96. grossipes Ot. 108 Anm.; SG. hirlum I, 91 Anm.; 113 — — 204. Nymphon 1155 == 90; Fabr. I, 126; 133 flg.; 134 Anm.; 138. — longitarse I, 112; 127. — mixtum I, 110, Strömii I, 108; 109; 111, Nymphon-Slegten I, 91; 96; 100; 107 flg. Nymphum hirsutus I, 115, Nymphæa alba I, 6; 433. lutea I, 6; 433. 113; 114; Ochyropus gigas II, 350. Oculina prolifera I, 401; 402; 408; 4113 420; 421; 423; 425. Ocymum thyrsiflorum II, 302. Odacantha melanura I, 48. Odontostomus II, 228. Oedienemus erepitans II, 613. Oenanthe fistulosa I, 433. Phellandrium I, 433. Olistopus rotundatus I, 53. Oliva I, 78; 79. Oliver I, 72. Omalium brevipenne I, 376. Omaloplia brunnea, Stridulations— organer I, 337. Omophron limbatum I, 57. Omſorg for Yngelen hos en braſi— lianſk Rhynchot I, 19. Oniscus Cicada I, 611 Anm. Ononis hircina I, 447. procurrens I, 446, spinosa I, 446. Onopordon Acanthium I, 8; 441. Onuphis tubicola I, 405. Onychia hos Eleutheraterne II, 360. Oodes helopioides I, 53. Ophelina acuminata I, 414. aulogaster I, 414. Ophioglossum vulgatum I, 445. Ophiolepis ciliata I, 423. filiformis I, 423. seolopendrica I, 423. Ophiothrix fragilis I, 423, Ophiura texturata I, 423. Opis typica II, 46 flg. Oplegvathus Conwaii I, 222. fasciatus J, 213 flg. Opomyza, Slegtens Sticlnemarr⸗ ker I, 39. Opuntia curassavica II, 294; ficus indica II, 293; 297. pusilla II, 294; 297. spinosissima Ii, 294. Oranger I, 72. Orbicula norvegica I, 402; 421, Orchestia I, 208. chilensis I, 298 Anm. grandicornis I, 292 flg.; 303. nidrosiensis I, 299 flg. platensis I, 304 flg.; 316. Orchideæ, parafitiffe I, 76. Orchis angustifolia I, 436, lalifolia I, 436. mascula I, II. ustulata I, 12. Origanum vulgare I, 8; 439. Orobus niger I, 12; 444, tuberosus I, 17, — 297. — 294; XIV Orobus vernus I, 444, Orthis striatella II, 306, Orthoceratites rectus II, 305. regularis II, 305. vaginatus II, 305. Orythyia coceinea J, 122. Osmunda regalis I, II; 444. Ostrea edulis I, 421, Otis Hubara II, 615. Ouer I, 275 Anm. Ouger J, 275 Anm. Oure I, 276 Anm. Oxalis I, II. Oxycera hypoleon I, 40. leonina I, 40. Oxycoceus palustris I, 7; 437. Pagurus Bernhardus I, 403. pubescens I, 403, Pallene I, 91; 96; 114 Anm.; 117. brevirostris I, 118 Anm. chiragrus I, 118 Anm. diseoidea I, 120. intermedia I, 119; 129 flg. 137. spinipes I, 91; 96 Anm. Palper paa Kjonsdelene II, 333. 1 15 387. Palmer J, 75. Paludinella sp. I, 420. Panagæus crux major I, 55. Pancratium caribæum II, 299. Pandalus annulicornis I, 462; 463 flg. borealis I, 461 flg. — Narwal I, 461, Pandſerkindede II, 290. Panicum II, 297. oryzoides II, 300. Papagojer, Ildlandets J, 77. Papaver Rhoeas I, 9; 439, Paralepis II, 228; 229; 240. borealis 1 225; 241 flg. coregonoides II, 245 Anm. Parietaria I, 440. Paris I, 11. Parkinsonia aculeata II, 295. Parnassia palustris I, 6; 437. Parthenium integrifolium II, 293, Parus major I, 182; 198. bicolor II, 615. cyanus II, 611, palustris I, 182; 199. sibiricus I, 183; 198. Pasiphae tarda I, 453 flg. Paspalum II, 297. Passiflora foetida II, 296. 27; 1273 — Passiflora laurifolia II, 299. rubra II, 296. suberosa II, 296. Patella'er, Magellanſtrœdets I, 77. | Patella anomala I, 421, — virginea I, 402. Patrobus septentrionis I, 56. Pecten striatus I, 421. tigrinus I, 402; 421. triradiatus I, 421. Pectis puncetata II, 301, Pediculati II, 289. Pediculus Ceti I, Pennatula I, 425. peplis Portula I, 438. 102. | Percoidei II, 241 Anm. Persea gratissima II, 302. Petasites officinalis I, 8; 440. spurius I, 431; 448. Peucedanum palustre I, 435. Phacops Hausmanni II, 305. proævus II, 305. rotundifrons II, 305. nov. Sp. II, 305. Phalacrocorax-Arter II, 469. Carbo I, 211. II, 491. cristatus II, 498. Phalangium Balænarum I, 102. grossipes J, 108. litorale I, 102. marinum I, 108. Phalaropus hyperboreus I, II, 473. platyrrhynchus II, 473; — 206. 474; 613. — ruficollis II, 515. Phallusia intestinalis I, 422. Phanodemus I, 93 Anm.; 98 Anm. Pharbitis violacea II, 301. Pharus latiflorus II, 300. Phascolosoma concharum I, Johnstoni? 1, Phasianella stylifera I, 420. Phleum arenarium I, 448, Phloea corticata, Omſorg for Yn- gelen I, 19. Phobetor tricuspis I, 263. Pholis I, 235 Anm. Pholoe assimilis I, 404. baltica I, 404, Photis I, 341, Phoxichilidium I, 91; 96 Anm.; 121. eoccineum I, 122. 419. 419, — femoratum I, 91; 96 Anm.; 99; 100; 101; 122; 126; 136. XV Phoxichilidium fluminense I, 101 flg.; 124. petiolatum I, 123. Phoxichilus I, 91; 97; 124. proboseideus I, 91 Anm. 122. spinosus I, 125. Phoxus Holbölli I, 551 flg. spinosus I, 563 flg. Phyllanthus Niruri II, 301; 302. Phyllodoce clavigera I, 410. — foliosa I, 410. sp. I, 411. Phyllopoda II, 431. Physalis Alkekengi I, 440. II, 293. angulata II, 293. Phytomyza obscurella I, 369. Picris hieracioides I, 8. Pictetia squamata II, 295. Picus minor I, 192. canus II, 613, tridactylus I, 192. viridicanus II, 613. Pilocarpus pauciflorus II, 293. Pimpinella-Art paa Georgia I, 81. Pingvicula vulgaris I, 6; 436, Piophila casei I, 368. pilosa I, 368. Piper acuminatum II, 300, genieulatum II, 300. obtusifolium II, 300. Pisonia discolor II, 298; 299. nigricans II, 298; 299. subcordata II, 298; 299. Pitcairnia angustifolia II, 294. Planaria cornuta I, 416. lateritia I, 419. Plantago coronopus I, 14; 445, maritima I, 445. media I, 440. secunda I, 445 Anm. Platycephalus II, 290. Platypus ferinus II, 526. Pleurotomaria lævis II, 305, Plumbago capensis II, 302. Plumeria alba II, 294; %95, rubra II, 302. Plumularia pennata I, 424. Plumularier I, 402. Pneumora, Stridulationsorganer I, 68. Poa compressa I, 439. Podalirius I, 290. typicus I, 293 flg. Podiceps areticus I, 211. II, 517. cornutus II, 516; 613. — — — — Podiceps minor I, 517. Podocerus I, 328. Poinciana pulcherrima II, 302. Polygonatum anceps I, 11; 448, multiflorum I, II. Polygonum amphibium I, 454, Hydropiper I, 434. Polynoe I, 405 Anm.; 410. Polypodium aureum II, 297. Dryopteris I, 444. elatum II, 300. incanum II, 300. megalodes II, 300. phyllitidis II, 300. Phegopteris I, 444. piloselloides II, 309 vulgare I, 12; 444. Pomatoceros tricuspis I, 414. Pontia Edwardsii II, 572 flg. — Nerii II, 579 flg. Pattersonii II, 561 flg. Pontoporeia femorata J, 530 flg. Porcellana I, 335. Portlandia grandiflora II, 302. Portulaca marginata II, 293. Potamogeton crispus I, 6; 433. gramineus I, 433. lucens I, 433. natans I, 6; 433, perfoliatus I, 433. pusillus I, 433. Potentilla Fragaria I, 45. procumbens I, 451. Pothos cannæfolius II, 300. cordatus II, 300. erassinervis II, 300. lanceolatus II, 300, Primula acaulis I, 444, elatior I, 11; 444. farinosa I, G; 435, officinalis I, 11; 444. Pristonychus subterraneus I, 52, Procellaria glacialis I, 208. II, 466; 474; 493. pelagica II, 615. Procrustes coriaceus I, 55. Pselaphi, Kjæbepalper I, 387. Psidium pomiferum II, 293; 300. Psolus phantapus I, 424. squamatus I, 424. Pteris aquilina I, 444. Pterostichus aterrimus I, 52. punctulatus I, 52. Ptiliernes Plads i Syſtemet I, 380. Piychoptera paludosa I, 41, Puffinus Anglorum II, 473. XVI Puffinus arcticus II, 467; 495. major II, 473. Pulegium vulgare I, 431. Pulicaria vulgaris I, 8. Pulsatilla-Arter I, 441. antennaria, I, 441, pratensis I, 2 Anm.; 9; 441 Anm. Pycnogonum I, 91; — 96 Anm.; 97; 98; 125. — grossipes I, 101; 108; 109. — grossipes var. Ot. Fabr. 1, 121. — litorale I, 90; 98; 995+0100:;-10145+126; 136. — spinipes I, 118. Pyknogoniderne I, 90 flg. Pyrola I, 12; 444, Pyrrhocorax II, 473. — Graculus II, 509. Pyrrhula erythrina II, 611. Pyrus communis J, 443. — Malus I, 10; 443. Ouamoclit coceinea II, 297. -- hederifolia II, 297. — vulgaris II, 297. Quercus sessiliflora I, 443. Rallus aquaticus II, 484. Ranunculus aquatilis I, 181; 433. arvensis I, 9; 432. Flammula I, 434. Lingva I, 6; 434, Philonotis I, 439. polyanthemos I, 445, -— reptans I, 434, Randia latifolia II, 298. Rauwolfia nitida II, 298, Reduvius personatus, Stridulations— organer I, 64. Regulus ceristatus II, 510. ignicapillus II, 6I1. Reseda luteola I, 8; 440, Retepora cellulosa I, 425, Rhamnus catharticus I, 10; 443; — frangula I, 10; 443. Rhamphomyea nigrita I, 357. Rhaphis flabelliformis II, 297. Rhaphium flavipalpe I, 41, Rhizophora Mangle II, 293. Rhoea II, 411 Anm. Rhombus I, 267. Rhynchocinetes typus — I, 335. Rhynchosia minima U, 299. Rhynchospora alba I, 438. Ricinus communis II, 301. Rostellaria pes Pelecani I, 420. Rubus Chamæmorus I, 4 Anm. corylifolius I, 448. cæsius I, 443. discolor I, 443, fruticosus I, 443. Idæus I, 443. plicatus I, 443. Radula I, 443. Saxatilis I, II; 444. suberectus I, 143. Rulleſtene I, 140 flg. Rumex eristatus I, 440. domesticus I, 440. glomeratus I, 437. Hydrolapathum I, 434, maritimus I, 434. palustris I, 6. vesicarius II, 293. Ryper II, 473. Rodfiſk 1, 273 flg. Sabella penicillus I, 415. Sagina apetala I, 451, procumbens I, 451. stricta I, 14; 446, Sagittaria I, 6. Salarias I, 235 Anm. Salicornia herbacea I, 15; 446. Salmo Linn. 2 2200 Salmonei Cuv. 226. Salmones Mall. 11 226. Salmonini Bon, II, 226. Salsola Kali I, 14; 447. Salvia coccinea II, 300. Sambucus Ebulus I, 440; 451. Samolus Valerandi I, 7; 435 Anm.; 445. Sandgravling II, 242. Sanicula europæa I, II. Saponaria officinalis 1319; Sarcophaga mortuorum I, 363. Sarothamnus scoparius I, 438. Saurus II, 228. Saxicava rugosa I, 422, Saxicola Oenanthe I, II, 470; 473; 481, Scabiosa columbaria I, 448. Scandix Pecten I, 432. Scaptocoris callidus II, 460. castaneus II, 462. molginus II, 458. tabulatus II, 459. 184; 197. XVII Scaptocoris terginus II, 461. Scaritini, deres Skulderblade II, 355. Scatomyza suilla I, 36. Scatophaga fucorum I, 366. inquinata I, 36. litorea I, 366. lutaria I, 36. spurca I, 36. squalida I, 366. Schoberia maritima I, 446. Sciara flavipes I, 357. iridipennis, I 357. Sciomyza glabricula I, 38. nigrimana I, 38. Sløægtens Skjelnemeerker I, 39. Scirpus sylvaticus I, 12; 444. Scleranthus perennis I, 441, Scolopax Gallinago I, 206. 470; 485. Scoloplos armiger I, 412. Scopelini Bon. II, 226, Scopelini Müll. II, 226. Scopelus gen. II, 227; 261. glacialis II, 225 fla. stellatus II, 232 Anm. lyſende Egenfkaber IL, 232. Scorpæna I, 267. II, 289; 290. Scrophularia aquatica I, 434. Sebastes I, 268. imperialis T, 269; 281. norvegicus I, 268; 270 fla.; 280; 281. viviparus I, 269; 275 flg. Sedum acre I, 451. sexangulare I, 451. Selinum carvifolia I, 436. Senecio viscosus I, 8. Sepsis annulipes I, 35. atripes I, 29. ciliata I, 30. coxarum I, 34. cylindrica I, 32; 33. cynipsea I, 27. Falleni I, 32. flavimana 1, 27. fulgens I, 27. hilaris I, 27. Leachi I, 31; 32. lucida I, 32. nigripes I, 28. nitidula I, 34. punctum I, 25. putris I, 29. ruficornis I, 27. II, — 270; LL ERE LER ELIE ER Sepsis varipes I, 34. violacea I, 26. Serjania lucida II, 297; 299. Serpula contortuplicata I, 414. libera I, 415. triquetra I, 402; 414, vermicularis I, 414, Serratula tinctoria I, 445. Sertularier I, 402. Sesuvium portulacastrum II, 292. Siagona II, 356. Sida hermannioides II, 301. Sigalion tetragonum I, 404. Silene Armeria I, 439, nutans I, 14; 447. viscosa I, 447. Simulia vittata I, 357. Siphonoecetes I, 491. typicus I, 481 fla. Sipunculus capitatus I, 419. Sisymbrium Thalianum I, 9, Sium angustifolium I, 434, latifolium I, 431. Skaldyr, Sydhavets I, 77; 78. Smigrostoma litorale I, 417, Snelinien I, 143. Solanum Balbisii II, 302. dulcamara I, 448. racemosum II, 301; 302. verbascifolium II, 302. Solaster papposus I, 423. Solen pellucidus I, 422. Solidago virgaurea I, 8; 445. Sonchus palustris I, 434. Sparganium ramosum I, 434. simplex I, 434. Spatangus purpureus I, 424, Spermatozoer i Bupreſternes Agle— dere II, 331. Sphodius leucophthalmus J, 52. Sphyræna II, 241. Sphæroptera strigata I, 362. Spinderedfkaber manglende hos en Spindel II, 617 flg. Spione I, 403. trioculata I, 413. Spiranthus picta II, 300. Spirifer Ziczac II, 306. Spongia I, 403. Ge ba hos Eleutheraterne II, Stachys arvensis I, 8; 439. Standfugle paa Feroerne II, 506. Stafylinernes Bitunger I, 372; 375. formentlige Analkar I, 392. XVIII Statice Behen I, 12; 445. Stegocephalus inflatus I, 522 Stellaria crassifolia I, 14. II, nemorum I, II. Stenolophus consputus I, 50, exiguus I, 50. Stenulk II, 290. Sterna aretica I, 186; 467; 469; 471; anglica II, 615. Hirundo I, 207. Sternoptygini II, 226, Sternoptyx II, 228; 229. Stichæus I, 235 Anm. Stomapoda II, 209. Stomias II, 252; 261. ferox II, 225; 253 flg. boa II, 259 flag. Strandvegetation, Lollands og Fal— ſters I, 445 Stratiodes aloides I, 6; 433. Stratiomys argentata I, 40. Strepsilas collaris II, 469; 488. ST ke hos Inſekter, „ 57% HII 3: Strix acadica II, 611. flg. 207. 488, — brachyotos I, 190, II, 508. — funerea I, 190, — lapponica I, 190, — liturata I, 183; 191. II, 610. nyctea I, 190, Otus II, 508. passerina II, 611. Tengmalmi II, 611, uralensis II, 610. Stromateus I, 267. Strophomena rugosa II, 306. Sturnus vulgaris II, 473; 475; 479. Stylifer Turtoni I, 420. Stylozanthes procumbens II, 301. Sudis II, 228. Gulterrør I, 87. Sula alba II, 473; 474; 496; 505, Syd⸗Shetlands Vegetation I, 80. Syllides longocirrata I, 408. Syllis armillaris I, 4083. longocirrata I, 408. Sylvia abietina II, 612; 615; aquatica II, 612; 616. locustella II, 612; 616, nisoria II, 612. Oenanthe I, 197. palustris II, 62. Phoenicurus I, 185, 197. provineialis II, 615. rufa II, 612. II, 508. — FAT! 292 Sylvia sibillatrix II, 612. — syecica I, 186; 187. — Trochilus I, 186; 197. II. 510. turdoides II, 612. Symphytum offieinale I, 9; 440. Syrphus ambiguus I, 361. hyperboreus I, 362. lapponicus I, 360, tarsatus I, 360. topiarius I, 360. Sadblerer hos Hydrophiler og Hiſtre I, 398. Satte paa Spiſeroret hos Anthaxia II. 322. Seehunde, Sydhavets J, 77. Soſpindlerne I, 90 flg. Talitrus I, 310. Ampulla I, 578. Beaucoudraii I, 316. brevicornis I, 316, Cloquetii I, 316. Edwardsii II, 76. Locusta I, 316. nugax I, 578, platycheles I, 316. saltator I, 316. tripudians I, 311 flg. Tamarindus indica II, 295. Tanacetum vulgare I, 440. Tanais Cavolinii II, 411 flg. curculio II, 423 flg. gracilis II, 408 flg. tomentosus II, 412 flg. Orstedii II, 419 fla. Tanypus crassinervis I, 354. pictipennis I, 354. tibialis I, 354. Taraxacum officinale I, 448. Tecoma pentaphylla II, 295; stans II, 302. Teesdalia nudicaulis I, 441. Tellina fabula I, 422. Terebella cirrata I, 415. Terebra I, 78; 79. Terebratula caput serpentis I, 421, carnea II, 305, pectiniformis II, 307. plicatella II, 307. — pugnus II, 306. reticularis II, 306. seminula II, 307. striatulus II, 306. varians II, 306. Wilsoni II, 307. 298. XIX Terebratula Wurmii II, 307. Tergipes lacinulatus I, 420. Tetragonolobus siliquosus I, 446. Tetrao Bonasia I, 182, Istandorum II, 474. Tetrix I, 182; 203. Urogallus I, 182; 203. Tetrastemma dubium I, 418, longicapitatum I, 418. Tetrazygia angustifolia II, 300. eleagnifolia II, 300, Teucrium Scordium I, 7; 437. Thalassidroma pelagica II, 466; 470; 474; 475; 494; 505. Thalictrum flavum I, 6; 436. minus I, 448, simplex I, 14. Theridion guttatum, Stridulations— organer II, 342. quadripunctatum, Gtri: dulationsorganer II, 342. Thespesia populnea II, 302. Thetium cranium I, 425. Lyncurium I, 426. tubiferum I, 426, Thinophilus flavipalpis I, 45. Thrinas parviflora II, 295. Thrincia hirta I, 452. Thunbergia capensis II, 302. Thymus I, 10. Chamædrys I, 441. Serpyllum I, 441, Thysanopoda II, 202. Tilia grandifolia I, 442, parvifolia I, 10; 442, Tillandsia lingulata II, 299. recurvata II, 299. — usneoides II, 299, Tipula nodicornis I, 355. Tobiſer, II, 242. Tormentilla reptans I, 451. Totanus Calidris II, 473; 513. fuseus I, 185; 206. Glareola I, 186; 206, Glottis I, 185; 206. hypoleucos I, 186; 205. Tournefortia gnaphaloides II, 293. hirsutissima II, 300. lævigata II, 300, scabra II, 293. Trachydermus I, 261; 262. Tragopogon porrifolius I, 8; 440. Trechus discus I, 56. micros I, 56. rubens I, 56. 133 Trichocera maculipennis I, 356. Trientalis europæa I, 7; 435. Trifolium arvense I, 441. fragiferum I, 13; 446, striatum I, 8. Triglops I, 260; 262. Pingelii I, 261. Trilobiter i Alunfkifer I, 401. Tringa alpina I. 205. II, 487. — islandica I, 205. II, 473; 514. — maritima I, 205. II, 471; 487. — Temminckii I, 205. Triodia decumbens I, 436. Tripterygion I, 235 Anm. Triticum acutum I, 447; 448. caninum J, 444. junceum I, 447; 448. Tritonia sp. I, 419. Triumketta semitrilobata II, 298; 301. Trochus einerarius I, 402; 420. jurensis II, 305. Martini I, 420. Troglodytes europæus II, 482, punctatus II, 469; 473. Trollius europæus I, 7; 435. Trox, Stridulationsorganer I, 62. II, 344. Turbo striatus II, 305. Wurmii II, 305. Turdus iliacus I, 185; 195. 473; 474; 510. pilaris I, 185; 195. II, 511, Whitei II, 612, Typba angustifolia I, 6; 433. II, 299, latifolia I, 6; 433. — — — II, Uer I, 276 Anm. Ulex europæus I, 451, Ulmus campestris I, 10, Ulva compressa I, 401, — intestinalis I, 401. Uria Alle II, 473; 474. — Brünnichii I, 211; 502. — Grylle I, 212. II, 467; 468; 501. lacrymans II, 503. — Ringvia II, 502. — Troile , 211, 11, 467; 469; 502. e formentlige, hos Blaps II, 326. Utricularia intermedia I, 7. minor I, 7; 433. vulgaris I, 6; 433, XX Vaccinium I, 7. Vicia tenuifolia I, 452. — vitis Idæa I, 438. Vindruer I, 72. va uliginosum I, 437. Vintertrakfugle paa Færøerne II, 506. Valeriana dioica I, 7; 436. Wintera aromatica I, 77. Valerianella Morisonii I, 432. Viola tricolor I, 448. Vedbende I, II. Virgularia mirabilis I, 424. Vegetation, det ſydlige Afrikas II, 214. | Viscum album I, 452. — det ſydveſtlige Gjæl:| Voluta I, 78; 79. lands I, I flg. Vomer I, 267, — St. Thomas' II, 291 flg. | Vortex caudata I, 416. Vegetationsbelter i Havet ved Drøbaf | — truncata I, 416. I, 401. Vulkanſk Affe I, 80. Venus Gallina I, 422, Vulpia sciuroides I, 459. Verbascum collinum I, 450 — nigrum I, 8; 440, Xanthium canadense II, 301. — phlomoides I, 440. — spinosum II, 301. — Schraderi I, 439. — Strumarium J, 440. — thapsiforme I, 8; 439; Xema Sabini II, 615. 440. — Thapsus I, 439. Wunx Torquilla II, 521. Verbena officinalis I, 440. — urticifolia II, 301. Zabrus gibbus I, 51. Vermilia triquetra I, 414. Zetes I, 92; 116, Veronica Anagallis I, 434, — hispidus I, 117; 127; 129, — Beccabunga I, 6; 434, |Zoophyta hydroidea I, 402. —— montana I, 16; 444, Zostera marina I, 420, — scutellata I, 434. Veronikaer, Ildlandets I, 76. Abler I, 72; 87. Viburnum J, 443. Aeg i Bupreſternes Sadkapſel II, 332. Vicia dumetorum I, 12. Egina I, 290; 402. — lathyroides I, 441. — longicornis I, 477. — sylvatica I, 12. — longispina I, 476 flg. Alfabetiſk Overfigt af Forfatterne i Natur: hiſtoriſk Tidsſkrift, ny Rekke, Iſte og Vet Bd. Boie (Fr.): Vortrag in der 24ten Verſammlung deutſcher Naturforſcher II, 31318. Hage (E.): FTillæg til Paulſens Liſte over Danmarks Fugle II, 610-616. Holboll (C.): om Gronlendernes Kiperkarnak II, 308-310. Holm (P. Uberg): ornithologiſke Bidrag til Færøernes Fauna II, 465—525. Jacobſen (J.): Notits om Stratiomys argentata, Oxycera hypoleon og O. leonina I, 40. Krebs: et Bidrag til St. Thomas' Flora II, 291-302. Kroyer (Henrik): Bidrag til Kundſkab om Pyknogoniderne eller So— ſpindlerne I, 90— 139. — ichthyologiſke Bidrag I, 213-282; 639—649. II, 225—290, — klarcinologiſke Bidrag I, 283-345; 453-638. II, 1-211; 366— 446; 527609. XXI Lange 1 5 e om Vegetationen paa Lolland og Falſter I, 8—452 Malm 10. 250 ornithologiſke Bidrag til Skandinaviſt fauna, ſamlade i det Nordligaſte Skandinavien från den 24de Jan. 1841 till den 26de Juli 1842 J, 180 — 212. Mathieſen (8: Uddrag af Darwins Rejſeunderſogelſer I, 71-89; 0— 179. II, 212-224. Petit: det Frede Gjællands Vegetation I, 1—15. Roſt (J. G.): über Petrefacten in Holſtein II, 303—307, Scheel (Chr.): Notits om Platypus ferinus II, 526. Schiodte (J. C.): om et Filfælde af Omſorg for Angelen hos en braſilianſk Rhynchotform I, 19-22. — 1 0 Kundffab om Karabernes UÜdbredelſe i Danmark I, 46—57. — Bemeerkning angaaende Stridulationsorganer hos Necro- phorus I, 69—70. — om Glæaten Micralymma J, 370-379. — om Ptiliernes Plads i Syſtemet tilligemed Nate Antydninger om Klavikornernes Syſtematik I, 380-399 Udſigt over Bupreſternes indre Bygning II, 319333. to guineiffe Karaber beſkrevne II, 347 —365, om en Gruppe af gravende Cimices II, 447464. om en afvigende Slegt af Spindlernes Orden II, 617-624. om Brachiopodernes Plads i Syſtemet af Steenſtrup, anmeldt. II, 625—632. Steeger (C.): Bemarkninger til Sløgten Drosophila I, 16—18. — ſoſtematiſk Fremſtilling af den danffe Faunas Urter af Antliat— flæaten Sepsis I, 22-36. — Forſog til en nojagtigere Beſtemmelſe af Scatophaga spurca Meig. I, 36—38. — 1 til Synonymien af Sciomyza glabricula Fall. 38.10. = om Cordylara tibiella og Piychoptera paludosa I, 41. Autliater beſkrevne I, 346-369. Wahlberg (P. J.): Jagttagelſer om Bolichopodernes Levemaade og om Raphium flavipalpe I, 4!—46, Weſtring (N.): Bidrag til Kundffab om Inſekternes Stridulations— organer I, 57-69. II, 334-345. Orſted (A.): Fortegnelſe over Dyr, ſamlede ved Drøbak I, 400-427. EE Uettelfer i andet Bind. Side 331 Lin. 56: efter „i Spidſen af“ er udeladt: „Wggegangen, og nager i udſpendt Tilſtand langt frem imellem" — 353 Anm. Scaritidis ls: Scaritæ. Bed denne Lejlighed maa jeg tillige berigtige en Feil i førfte Rakkes andet Bind, ſom jeg forſt nyligt er bleven opmeerkſom paa. Side 251 Lin. 15—16, bor leſes manus sinistræ iſtedetfor manus dextræ. „u, Trdsskr. Z. II. J Jitiibem lith Inst Chr: va i Ed „ v i p i * — 7 Nåaturh. Tidsskr. N. Å. II ZAC, Ide | Mine * S Chr: i, Tovrbers lith. Just. Autor del. et oe, 5 57 AMK - 8 fa N 7 * KA JÅ 2 ST EE EE 96 Ge KAN or 7 an 1 MAN