Andreas Holmsen NTÏ MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE. Grundlagt af den Physiographiske Forening i Christiania. Udgivet ved Th. KjepyJf. D. C. Danielssen. H. Mohn. Th. Hiortday. 22 Bind. 2den Rækkes 2det Bind. Med 6 Plancher og 83 i Texten indtrykte Træsnit. CHBISTIANIA. JOHAN DAHLS EFTERFØLGER. Trykt hos B. M. Bentzen. 1877- I N 33 H o L D I. Bidrag- til Kundskaben om gamle Strandlinier i Norge af H. Mohn (m. 10 Træsnit) 1. II. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna af R. Collett 54. m. Træk af Havets Virkninger på Norges Vestkyst af H. H. Reusch (m. 47 Træsnit) 169. rV. Bidrag til Jæderens Flora af N. Bryhn . . . . 245. V. Om Kisforekomsten ved Røraas af J. Friis (m. 24 Træsnit) 321. VI. Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nitidulnm af G. Arraauer Hansen (m. 5 autographiske Plancher) 354. VII. Næverhaugens Jemglandsforekomster af C. A. Cor- neliussen (m. 1 lith. Planche og 2 Træsnit) . . 378. Vm, Normal- Kilogram af forgyldt Messing for Mynten på, Kongsberg af Dr» 0. J. Broch 399. Nyt Magazin FOR NITURYIDENSKÅBERNE 22de Binds Iste Hefte, <^\ ~~ I '-i i^.\ Ær. ^- y .-O Bidrag til Kundskaben om gamle Strandlinier i Norge af H. Mohn. Den 22de Juli 1875 gik jeg i Bergen ombord i Op- lodningsdampskibet 'Hansteen', Chef Premierlieutenant M. Petersen. Øjemedet for 'Hansteens' Togt denne Som- mer var dels Bestemmelse af Misvisningen langs Norges Kyst, dels Oplodning af Varangerfj orden. Jeg havde det Held at faa benyttet denne Anledning til at inspicere samt- lige meteorologiske Stationer paa Kysten og i Fjordene, og medfulgte derfor Fartøjet paa dets Rejse til Varanger- fjorden, under Lödningen af samme, samt paa hele Til- bagerejsen til Christiania. Den Anledning, som tilbød sig til geologiske lagttagelser, lod jeg ikke ubenyttet, og Re- sultatet heraf er, foruden Bestemmelsen af de geologiske Forhold paa en Række af de alleryderste Øer og Skjær langs Norges Kyst nordenfor Bergen, de i det følgende meddelle lagttagelser over gamle Strandlinier. Fra tidligere Rejser kjendte jeg af Udseende kun Strandlinierne ved Throndhjem samt tildels nogle af Strand- linierne paa Strøget reellem Alten og Hammerfest. Paa Rejsen med 'Hansteen' var min Opmerksomhed fra først K. Mag. f. Natnivsk. XXII. 1. 1 2 H. Mohn. af stadig rettet paa de Fjeldsider, som Dampskibet sejlede foibi, med det Maal for 0je at finde og efter Omstændig- hederne bestemme Højden af Strån dlinier. Ved dette Arbejde var det mig i høj Grad velkomment altid at er- holde den mest ufortrødne og beredvillige Hjelp af saavej Dampskibets Chef som dets Næstcommanderende, Hr. M. Schlytter. Saasnart jeg troede at se en Strandlinie, gjorde jeg Chefen og Næstcommanderende eller den af dem, som be- fandt sig paa Dækket, opmerksom paa samme. Først efteråt jeg paa denne Maade havde faaet min egen lagt- tagelse verificeret og godkjendt, blev den indført i Ob.ser- vationsbogen. Jeg tror saaledes at kunne være ganske sikker paa, at de Strandlinier, jeg nedenfor opfører, ville kunne gjenfindes af Enhver, der besøger de samme Steder, og hvis Øje er lidt vant til at se disse Fænomener. Med Hensyn til den sidste Bemerkning maa jeg nævne, at saa- vel for mig som for Skibets Officierer blev Øvelsen i at finde og erkjonde Strandlinier efterhaanden større, et na- turligt Resultat af den opmerkfomme Søgen og den alvor- lige Overvejelse, med Stedet for Øje. om Fænomenet kunde indregistreres eller ikke som Strandlinie. Mangen Gang maattejeg, ved Betragtningaf de tydeligst udprægede Strand- linier i den almindelige Dampskibsled, undre mig over, at jeg paa tidligere Rejser ikke havde lagt mere Merke til dem. Paa den anden Side er det utvivlsomt, at der paa flere af de af mig besøgte Steder ville kunne findes Strand- linier, som jeg ikke har indregistreret i min Fortegnelse, dels fordi de ganske ere undgaaede min eller Skibets Officierers Opmerksomhed, dels fordi de under de forhaan- denværende Om^tændigheder ikke piæsenterede sig saa Om gamle Strandlinier i Norge. 3 tydeligt, at den attraaede samstemmige Dom om deres Virkelighed kunde erholdes. Naar en Strandlinie var erkjendt som saadan, udførtes Bestemmelsen af dens Højde over Havet paa følgende Mnade. Strandliniens Sted paa Kartet bestemtes saa godt som dette og de forhaandenværende Omstændigheder, som Sigteliniena Retning, Vejrets Beskaffenhed, Dampskibets Fart med mere, tillod. Lig saa bestemtes Skibets Plads og Kurs paa Kartet. I det Øjeblik, da Fartøjets Plads var bestemt ved de bpdste forhaandenværende Med. maaltes med Sextant Strandliniens Hnjde (Vinkel) over den underliggende Strand eller over Ilavhorizonten. Med Passeren maaltes paa Kar- tets Breddeskala Afstanden mellem det pointerede Punkt af Strandlinien og Skibets Plads i hele og Brøk Kvartmile (Minutter). Disse Operationer kunde i Regelen foretages med stor Lethed. Paa Bordet i Arbejdshuset, der har Vinduer, gjennem hvilke man kan se ud over Søen til alle Kanter, laa Kartet stadig opslaaet, saaat jeg altid kunde være orienleret saavel med Hensyn til Skibets Plads som til de nærmere eller fjernere Omgivelsers. Ved Siden laa en Sextant allid færdig, og der var kun faa Skridt fra Arbejds- huset til Halvdækket, fra hvilket Højderne bleve maalte med Sextanten. Saavel ved controllerende Maalinger med Sextant, som især ved Bestemmelsen af Skibets paaværende Plads var Officierernes Hjelp mig til væsentlig Nytte paa Grund af deres langt større Øvelse og Færdighed i disse Ting. For at faa gode Med styredes ofle, hvor dette lod sig gjøre, Skibet ind i saadanne. Til Højdemaalingerne benyttedes dels en almindelig Skibs-Sextant dels en Lomme-Sextant. I Førstningen be- 1* 4 H. Mohn. nyttede jeg Kikkert, men observerede senere uden Kikkert, da jeg fandt, at P'ænoraenets Natur gjorde denne sidste Methode vel saa anbefalelsesværdig som den første. For at se de svagere udprægede Strandlinier kræves nemlig saameget Lys og saa stort Felt som muligt. Ved Kikkert mister man i saadanne Tilfælder altfor let den orienterende Hjelp, som haves i at kunne betragte en større Del af Linien paa en Gang. Sextantens Indexfejl bestemtes i Regelen for hver Maaling ved Sigt paa selve Strandlinien eller paa Stranden under den. Aflæsningen gjordes i Re- gelen paa et halvt Minuts eller et helt Minuts Nøjagtighed, kun sjelden, hvor Omstændighederne vare gunstigere, paa mindre Dele af et Minut. At finde nøjagtig Afstanden mellem det pointerede Punkt og lagttageren (Skibets Plads) havde i Regelen sine store Vanskeligheder. Skibets Plads er forholdsvis let at bestemme, ialfald naar man har gode Karter, men selve Strandliniens Sted paa Kartet er vanskeligere at finde. Dersom Fjeldvæggen, paa hvilken Stiandlinien sees, var vertikal, vilde denne Vanskelighed falde bort, idet Afstan- den fra Skibet til Stranden da var den samme som Afstan- den til Strandlinien. Men saaledes er Forholdet aldrig. Strandlinierne ligge paa Bergsider, der skraane mere eller mindre stejlt, ofte ganske svagt, ned mod Havet, og jeg havde saaledes i en Flerhed af Tilfælder intet andet Mid- del end efter bedste Skjøn at bestemme Strandliniens Afstand fra Søens Bred. I dette Skjøn blev jeg dog støttet dels af Fartøjets Chef, der som mangeaarig Hydrograf er i Besid- delse af Evnen til at bedømme Afstande med stor Nøjag- tighed, navnlig i Tilfælder som de her forekommende, dels af de paa Kartet afsatte Huses eller andre Gjenstandes Om gamle Strandlinier i Norge. 5« Beliggenhed, der i Regelen — forsaavidt de ere nøjagtigt afsatte, — i de mere beboede Egne give gode Holde- punkter. Afstandens nøjagtige Bestemmelse er i ethvert Fald betinget af Karternes Godhed. For de faa Tilfælder, i hvilke jeg havde Anledning til at iagttage Strandlinier søndenfor Søndmøre, kunde jeg benytte de nyeste Kyst- karter. Ved den store Maalestok og den dertil svarende virkelige Nøjagtighed, hvorved disse Karter udmerke sig, var det her altid let at finde sig tilrette og at faa Afstan- deiie bestemte med ønskelig Nøjagtighed. Til Beregning af Højden af Strandlinierne ved Christiansund og i Thrond- hjeiiisljorden har jeg kunnet benytte de allerbed'ite Kilder nemlig den ge )gr;tfiske Opmaalings Originalkarler. For Stiæknin^en fra Throndlijf^msfjordens Munding til Varan- gerijorden h;ir jeg benyttet de norske Kystkarter. Disse kunne med Hensyn paa Nøjagtighed og Fuldstændighed ikke sammenlignes med de nyere Karter over Landets syd- lige Ky.ste , hvorfor mine Afstandsbestemmelser paa dem staa ad>>killigt tilbage i Sikkerhed mod de ovenfor nævnte* Fur Ofotenfjnrdens Vedkommende havde jeg alene Gene- ralkaitet at holde mig lil, hvis liige Maalestok gjør Af- standsbestemmelserne temmelig usikkre. Under Ledningen i Varangerfjorden benyttedes et dertil specielt construeret Kart i meget stor Maalestok Her var Skibets Plads altid overmaade nøje bestemt ved hvert Lodskud — nemlig ved Maaling af mindst 3, somoftest 4 Horizon'alvinkler mellem trigonometriske Signaler paa begge Sider af Fjorden — en Umstændighed som jeg ikke undlod at benytte til en nøjagtig Afstandsbestemmelse. Kaldes den maalie Vertikal vinkel mellem Strandlinien ÂN^^53>^>? 6 H. Mohn. og Stranden v, og Afstanden D, saa kan Strandliniens Højde h over Havet i de allerfleste Tilfælder beregnes med en Nøjagtighed af en Fod efter Formelen h^D. tang v. Hvor Strandlinien ligger saa langt inde paa Land, at der er en i Resultatet merkelig Forskjel paa Afstanden fra lagttageren til Linien og til Stranden, er der i Beregningen taget særskilt Hensyn til Strandens Depression under Øjets Horizont. Ved Maalingerne fra Halvdækket var Øjets Højde over Søen 10 Fod. I de Tilfælder, i hvilke Strandliniens Afstand var over 3 2 Kvartmil, altsaa Stranden selv under Havhorizonten, benyttedes til Beregningen den strenge Formel, hvor der tåges Hensyn til Jordens Krumning og Refraction. Afvigelsen i Resultatet fra det, som den oven- aniørte Tilnærmesforraei giver, var dog altid meget lidet. Ved Afstandens Reduction fra Kvartmile eller Bueminutter til norske Fod er taget Hensyn til Meridiangradernes lor- skjellige Længde ved forskjellige Bredder Endelig ere de maalte Højder ved Hjelp af den norske Søkalender blevne reducerede til Middelvandstand. Nøjagtigheden af Bestemmelsen af Strandliniernes Højde beror paa Nøjagtigheden af Vinkelmaalingen og endmere paa Nøjagtigheden af Afstandsbcistemmelsen. Kaldes den at en Fejl i Vinkelhøjden dv og en Fejl i Afstanden dD bevirkede Fejl i Højden dh, saa har man: dh = _5 dv + tang v. dD. cos " v Den midlere Højdevinkel ved mine Maalinger er 57. '90 og den midlere Afstand 2.'36 eller 13980 n. Fod. Med disse Værdier faar man: dh = 4.1 dv + 10.0 dD naar dv regnes i Bueminutter og dD i Tiendedels Kvart- mil CO.'l = 592 n. Fod). Regner man at Vinklerne ere Om gamle Strandlinier i Norge. 7 maalte med en Nøjagtighed af et Minut, og at Afstandene ere bestemte med en Nøjagtighed af en Tiendedel af en Kvartmil (større Nøjagtighed tør jeg gjennemsnitlig ikke gjøre Regning paa) saa bliver den Nøjagtighed, hvormed Strandliniernes Højde over Havet kan ansees bestemt efter mine Vinkelmaalinger, i Gjennemsnit at sætte til 10 eller nærmere 11 Fod Paa de faa Steder, hver jeg havde Anledning til at stige op paa Strandlinien, har jeg bestemt dens Højde efter Barometerobservationer. Disse udførtes med det meteoro- logiske Instituts Hejse-Normalbaroraeter, der er construeret af Aegretti & Zaiubra i London efter det Fortinske Princip. Den sandsynlige F'ejl af Forskjellen mellem dette Barome- ter otr Institutets Normalbarometer bestemt ved én Sam- meidigniii!^ er gjentagne Gauge funden at være omkring 0 0(>. Til en Forandring af Barometerhøjden af 1™«> svarer i iNærheden af Havet en Nive uforskjel af omtrent 35 Fod, og den sand-ynlige Ve\\ af Forskjellen mellem de ti) Aflæ^ninger af Rejsebarometret ved Havet og i det mm højere Niveau er noget større end 0.06 (da Hovednor- nia'eii kan afiæscs n(jget nøjagtigere end Rejseuormalen), m-l antagelig dog ikke større end 0 08. Til denne sidste Værdi svarer en sandsynlig Fejl af Højden af 2 8 Fod Baron, e- tret ophængtes altid saavidt muliyt i Skyggen og Luftens Temperatur bestemtes ved et .<;ærskilt Thermometer. De nødvendige Reductioner til Havfladen foretoges ved Baro- meterhøjden i det nederste Niveau. Indflydelsen af Fejl i de antagne Værdier af Barometrets Temperatur, af Luftens Temperatur og af Reduction til Middelvandstand ville maaske bringe den sandsynlige Fejl af de barometrisk bestemte 8 H. Mohn. Højder op til mellem 3 og 4 Fod. I ethvert Fald bliver gjennemsnitlig mine Bestemmelser af Strandliniernes Højde med Barometer meget sikkrere end de trigonometriske. Beregniogen af Højden efter Barometerhøjderne har jeg udført efler Guyots Tabeller. I den følgende Fortegnelse findes opført alle de Strandlinier, som jeg har observeret, tilligemed deres be- regnede Højder over Havet. Ordenen er fra Syd mod Nord og østenfor Nordkap indtil Varangerfjorden fra Vest mod Øst. Ved Siden af Strandlinierne har jeg ogsaa be- stemt Højden af nogle Terrasser. Alle Stedsnavne findes paa Kystkarterne. I Kvindherred, nordenfor Malmanger, paa den østre Bred af Hardangerfjorden, saaes en Linie om Formid- dagen den Iste September i Skov mellem Gaardene Ved- vik og Ruglebarm paa en Strækning af 1.2 Kvartmil D=l.'62, h=272 Fod. Linien viser sig fortsat i Fjeld mellem Aarsnes og Svoldal, noget over en Kvartmil længere Nord, i en Stræk- ning af 1.7 Kvartmil, Seet Kl. 11 Formiddag Ira Aakre- holm. D = 3'.12, h = 288'. Byfjorden ved Bergen. 29de August. Fra Aske- nes saaes Kl. 10 Formiddag en horizontal Linie ved Stensnes og Mjølker aa paa Østsiden af Fjorden, i en Strækning af 1 Kvartmil. En Linie er at spore i den halve Højde. D = l'. 20, h = 128'. Sammesteds, samme Tid, saaes en lignende Linie i Fjeldet Syd for Erdal paa Askøen. D — 1'.20, h = 128'. Sammesteds og samme Tid sporedes en lignende Linie i Fjeldet indenfor Kvarven henimod GravdaL Om Eftermiddagen, da jeg var længere inde paa Fjorden, og Om gamle Strandlinier i Norge. 9 Stedet nærmere, var det mig ikke muligt at gjenfinde denne Linie, bvis Existentse om Formiddagen viste sig utvivlsom. D = 1.'37, h = 134'. Strax Øst for Vilnes Kirke (Askevold) saaes om Efter, middagen den 26de August en Slrandlinie af Udstrækning en knap Kvartmil, D = 154, h = 58'. Fredøkollen seet fra Christiansund. Fra Christiansundsøen blev jeg den 2den Juli Kl. 1 Eftermiddag var en tydelig horizontal Linie i Fjeldet, der danner Grundvoldcn for Fredøkollen. Denne Linie ligger paa Fredøens Nord vestside, og kan sees meget godt fra Indsejlingen forbi Stavenes lil Christiansund. Dens Ud- strækning er omtrent 2 Kvartmil, maaske mere. Den fremtræder for Øjet, ligesora en stor Del af de andre Strandlinier, jeg senere saa, derved, at de Skygger som lodrette Sprækker eller dalformige Indsænkninger ovenfor Linien kaste ,braastandse i denne, medens Skyggerne neden- for Linien have en anden Karakter. Jeg foretog 3 for- skjellige Maalinger med Sextant for at bestemme Liniens Høide. Den første gjordes ved Udsejlingen fra Havnen (søndre Løb). Med D = 8350 Fod faaes h -= 203'. Den anden gjordes ved Udsejlingen forbi Stavenes ; med D =: 14650 Fod faaes h z=z 206'. Den tredie gjordes ude 10 H Mohn. paa Søen, idet jeg maalte saavel Højden af Fredøkollen, hvis Højde er 19tO', sotn Højden af Strandlinien over Hav- horizonten. Beregningen giver for Strandlinien D =: 23320 Fod og h = 201 Fod. Som tidligere bemerket, har jeg til Bestemmelsen af Afstandene benyttet den geografiske Opraaalings Originalkart. Pan dette findes indtegnet lløjde- kurver for hver 100 Fod, hvorved jeg blev sat istand til at finde Strandliniens Sted paa Kartet med betydelig Sik- kerhed. Middeltallet af de 3 forsjellige Bestemmelser af Højden er 201 Fod, et Resultat, der efter de benyttede Kilder og den gode Overensstemmelse mellem de enkelte Bestemmelser at dømme maa ansees for temmelig paalideiigt.*} Den 5te Juli besøgte jeg Stratidiinieine over Ilsviken ved Throndhj em, paa hvilke Prof Kjerulf først har henledet Opmerksomheden**) Først ohserveredes Baro- metret nede i Fjæren ved Landgangsbroen. Efteråt jeg var kommet op paa Strandliiiien nordenfor Terrassen ved Fagcrlid, observeredes Baroinetret ved den sydlige Ende, hvor Strandliniens Grundflade havde e i betydelig Bredde, idet jeg Ira Øst til Vest kunde gaa 25 Skridt paa en hori- zontal Fl ide. Den næste Station var omtrent niidt paa Linien, paa det Parti hvor man tydelig ser den øvre Strandlinie Her springer ogsaa den nedre Linies Plateau sterkt irem, me- *) Adjunct L. Larsen Sna 1874 Krccløens Strainiliiiie i omin'iit 'a Mil- Udsirækninii paa den mnd Christiansii'id vendende side, og nivplierede med Vandrør den horizontale Lini^ til 2iO Fdd Der synes sialedes at være en meikilig Furskjel nieilem Højden af Strandiinien, saadiin som d n sees ira ?øen og saadan som den sees paa selve Stedet. **) Om Skurin smærker, Glacialformationen, Terrasser og Strand- liaier II Side 91. Om gamle Strandlinier i Norge. 11 dens ligesom paa den første Station fra Plateauets ydre Rand det faste Fjeld, uden at være dækket i nogen merke- lig Grad af Ur, sænker sig temmeliu^ brat ned imod Ilsvi- ken. Naar jeg paa denne anden Station lagde Øjet ned i Slrandlinieplateauets Niveau, viste dette sig, efter Sigt med et Klinometer, horizontalt saavel søndenfor som nor- denfor. Desuden viste Terrassen, hvorpaa Sverresborg- Klimpen er beliggende, en horizontal Overflade i Flugt med Strandliniens Plateau, Den tredie Station tog jeg paa et Punkt længere Nord, hvor Fjeldvæggen i Protogin- granitten bøjer at mod \'est, saaat Liniens største Del ikke læ: gere kunde sees og hvor en videre Vandring blev stand- set af Fjeldet, der her danner den stejle Side af en liden Dal. Det Plateau, hvorpaa jeg her stod, var saa smalt og Fjeldvæggens Karakter saa forskjellig fra de tidligere Punkters, at jeg maatte tvivle om jeg her havde med selve Strandlinien at gjøre. Ikke mange Skridt før jeg kom til denne Station var der en tydelig Nedstigning at merke i den Vej, jeg fulgte. Efter at have observeret Barometret m m. paa denne Station gik jeg tilbage, tog en lignende Obser- vation paa anden Station, paa den øvre Strandlinie lige- overfor og paa den første Station Kommen ned til Byen, tog jeg atter en Barometerobservation ved Landgangsbroen. Resultatet af Barometerobservationerue ere: Højde Cn. Fod) over Middelvanastand af nedre Linie. Iste Station (sydlige Ende) Midten nordligste Station. Iste Obs. 2den Obs. 512.8 5116 5109 496 6 Medens saaledes den søndre Ende og Midten viser sig at ligge saa nær i samme Niveau, som Barometerobser- vatiouerne og Ujevnhederne i selve Linien tilstede at be- ^ X2 '^ ^'^- 12 H. Mohn. stemme dette, er det nordligste Observationspunkt aaben- bart lavere. Middeltallet af de 3 første Bestemmelser er 511.8 Fod, og jeg antager saaledes som Resultat Højden af nedre Strandlinie . . . . 512 Fod. Højden af øvre Strandlinie fandtes . . 569 — Strandlinien ved Throndhjem, navnlig den nedre, der er mest fremtrædende, danner et Skaar i Fjeldet med en Grundflade, der er horizontal, og en Sidevæg, der paa sine Steder er stejl, paa andre Steder mere skråa. Den stræk- ker sig fra Syd mod Nord langs Fjeldvæggen, der i Vest begrændser Usviken, fra de terrassetonnede Marker ved Fagerlid til det ovenfcr omtalte Punkt, hvor Fjeldet pjør en Bøjtiing mod Vest, en Strækning af 3ij("0 Fud. Den gjør ganske det samme Indtryk, som om der paa Stedet var foretaget saadanne Udsprængninger langs den bratte Fjeldside, som Ingeniørerne udføre ved Atilæg af Chaus-ée eller Jernbane, kun med den Forskjel, at Vejbanen ikke overalt har samme Bredde, men sommesteds er bredere, andresteds smalere, og at det uds])rængte Materiale lor Størstedelen er tjernet. Vistnok ligger der, navnlig hvor Sidevæggen mod Vest er brat, megen Ur fra denne nede i den indre Krog, og der ligger ogsaa Senblokke paa Liniens Flade og paa Skraaningen mod Øst nedenfor denne, men i det store er Terrænet paa Linien og nedenfor samme rent for Sten Linien danner saaledes en P'ure i Fjeldet, en Fure, hvis Grundflade er et horizontalt Plan, og kun for en ringe Del er der paa Ydersiden af denne Fure pyntet paa Planet ved jetfélignende Ur. Drnne Grundflade har i Virkeligheden en ujevn üverflade, dels fordi det faste Fjeld danner Ujevnheder, dels paa Grund af de paa samme omstrøede Blokke. Disse Ujevnheder i det smaa, hvis Om gamle Strandlinier i Norge. 13 Beløb i vertical Retning kan anslaaes til gjennemsnitlig 3 til 4 Fod, gjøre dog intet Skaar i det bestemte Indtryk af Grundfladens Horizontalitet i det store, hvilken jeg for den sydlige Del af Liniens Vedkommende tør anse be- kræftet af Resultaterne af Højdemaalingerne, De indbyr- des Uoverensstemmelser mellem de enkelte Resultater af disse kunne ligesaameget tilskrives Grundfladens Ujevn- heder som Observai ionsfejl- Et Klinoraeter observeret i be-^ge Stillinger, og som med Sikkerhed tillader Aflæsnin- gen af Heldning af ,'5 Grad, har som anført b^-kræftet Rigtigheden af det Indtryk, som Beskuelsen fra først af gav. Grundfladens Bredde fra Øst til Vest er paa enkelte Steder hele 25 Skridt. Paa den geografiske Opmaalings Originalkart træder Strandliniens Flade og stejle Indervæg frem i selve Situationen. Højden af den bratte Fjeldvæg i selve Liniens Fure mod Vest er paa tilsvarende Steder indtil 30 Fod. En Stenmasse af et trekantet Tversnit, med horizontal Grundlinie og udgjørende over 700 Kvadratfod, er paa saadanne Steder aabenbart blevet løst fia den skråa Fjeldside og bortført. Den 7de Juli om Formiddagen observeredes fra Thrond- hjemsfjorden udenfor Rødberget en horizontal Linie i Skoven paa Østsiden af Slenglikammen over Tenalds- bugt. Med Afstanden D = 16650 Fod, der antages meget godt bestemt efter Opmaalingens Originalkart, fandtes h:=:420 Fod. Kort Tid efter observeredes ogsaa paa Fjordens Vest- side Nord for Lensvik ligeoverfor Ritsen en lignende smuk Linie i det skovbevoxede Fjeld. Den samme Linie iagt- toges den 22de August om Aftenen ved Solens Nedgang« 14 H. Mohn. Vanskeligheden af gode Med gjør Bestemmelsen af Højden noget mindre sikker. Med D = 9100' fandtes h = 424 Fod. Begge disse Linier, der ligne hverandre meget i Udseende, synes saaledes at lipge i det samme Niveau. Hver af dem ere synlige i en Længde ai omtrent ^S norsk Mil*). Den 7de Juli ved Middagstid observercdes (først af Hr. Schlytter) en kort horizontal Linie i Fjeldet mellem Agdanes og Selven Denne Linie var det mig ikke muligt at gjenfinde den 22de August. Til Bestemmelse af Højden savnedes gode Med. 3 forskjellige Maalinger gave: med D = 2'.15 h = 415', med D = 1.'5 h = 328', med D = 1'.45 h = 372'. Middel af disse er h = 372 Fod. Saavel Liniens Existentse som dens Højde maa saaledes ansees for meget usikker. Den 9de Juli om Eftermiddagen observeredes fra Far- vandet vest for Risvær en horizontal Linie paa Sydsiden af Lekø. Den er i Observationsbogen betegnet som ikke sikker Med D = 4 '7 fandtes h =. 340'. Den 10de Juli om Formiddagen saaes fra Melstenen en Horizontallinie meget tydelig paa Nordsiden af Lekø, navnlig paa den Side der vender ud mod Havet. Den gjenfandtes med Sikkerhed den 21de August og saaes i en Længde af omtrent 3 Kvartmil. Med D = 6. '5 findes *) Stud. real. Hornemann saa 1873 Strandlinier N. for Lensviken paa begge Sider at' Throndhjemsfjorden, paa vestr.; Side i det Fjeldparti, som kaldes „Stranden'', maalt til 430 1 od, paa østre Side mellem Landeveien (til Ritsen) og Bottenvands søndre Ende, Linien begyndende ved Plads Myren, maalt til A^.2 Fod, Det benyttede Aneroid var ikke korrigeret. Den første Linie tegner sig paa Fjeld væggen Syd— Nord, den anden løber med Fjeldvæg. gen SV- NO. Om gamle Strandlinier i Norge. 15 I h = 341.' Denne Højde stemmer ganske med Højden af den paa Sydsiden af Lekø observerede Linie. Lekø, seet fra Nord, fra Melstenen. Fra Melstenen sees Torghatten mod Nord med sin Top hvilende paa brede Axler, der stikke frem mod Øst, mod Vest og mod Syd. Med D = 9.7 fandtes Højden af disse Axler h = 347 Fod, en Højde, der er meget nær, Strandliniens paa Lekø Efter mine Maalinger ved Besø- get i Torghathullet i 1869 fandtes Højden al det dybeste Sted i dette at være 354 Fod o. H. Torghatten, seet fra Syd. I Syd for Ran skjer (ved Indløbet til Ranen-Fjord) og i Øst for Finkonen ligger en Bugt, nordenfor Li-Gaar- dene, inde i hvilken sees en stor Sandlerrasse. Fire for- skjellige Forsøg paa at bestemme dens Højde gav: med D = 2 '33 h = 224', med D = 2/6 h = 202', med D = 2.'0 h = 293', med D = 3.'4 h = 274'. Middel af Højderne er h = 248', en usikker Bestemmelse. Den 2 1 de August observeredes om Formiddagen en Strandlinie paa Østsiden af Tommen-0, ligeoverlor Han- iè H. Mohn. nes, af henimod en Kvartmils Lœngde. Med D = 0.'9 fandtes h = 301'. En Linie i samme Højde synes at staa i Huglen, over Gaarden af samme Navn, men viste sig meget lidet tydelig, Paa den søndre Side af Ramnes, der stikker ud mellem Ramsund og Ofoten-Fjorden, saaes den 16de Juli saavel ved Middag som sent om Aftenen en nogenlunde tydelig Horizontallinie. To Maalinger gave, med D = 3.'0 h= 255' og med D = 6.'6 h = 262'. Middel h = 258', kan ikke ansees for meget nøjagtigt bestemt, da Distantserne alene kunde tåges efter Generalkartet. Over Arnes, længere inde, paa Sydsiden af Ofoten- florden, saaes samme Dags Eftermiddag en horizontal Linie i Fjeldet, hvis Højde, beregnet med D = 4.'5, faudtes = 259'. Endnu længere inde, mellem Hokvik og Sjomnes, paa samme Side af Ofotenfjorden, saaes om Eftermiddagen 2 paralelle Horizontallinier i den skovbevoxede Fjeldvæg. For den øvre Linie fandtes med D = 2. '4 h = 249', med D = 2.'2 h = 275', med D-3.'ö h =320/ I Middel altsaa h = 281'. For den nedre Linie fandtes med D = 2. '2 h = 195.' Det bemerkes at Distantserne saavel ved Be- steramelserne af disse Højder som ved de to foregaaende .Liniers ere meget usikkre paa Grund af Kartets (General- kartets) lille Maalestok. Den 17de Juli pass redes Tjeldsund om Formiddagen, Vaagsfjord om Eftermiddag en, Solberg- Fjorden om Afte- nen, Gisund om Natten og Fartøjet ankom til Tromsø den 18de Kl. 5 Morgen. Om Natten var Vojret tykt med hyppige Regnbyger, der tildels lagde Hindringer i Vejen for Maaling af Højden af Strandlinier og Terrasser. Om gamle Straudlinier i Norge, 17 Tjeldsund. Høj Terrasse ved Korgsvik. Det øverste af Terrassen med D = 2/2 tandtes 308' over Havet. En lav Terrasse: med D -^- l'A h = 55'. Paa Nordsiden af Tjeldsund saaes (verificeret den 20de August) fra Sæter til Haarberget og paa Sydsiden af delte, samt paa Sydsiden af Sundet ligeoverfor Haar- berget en horizontal Linie, paa Nordsiden 2^ Kvartmil lang. Med D — 0'.73 (ret god) fandtes h = 190' i Haarberget. Terrasse over Gaasvik, vestre Side af Tjeldsund, nordenfor Sandtorv. Med D _^ r,55 h = 191'. Meilern -Gaasvik og Leikvik, en Strækning af 2 Kvartmil, spores en Linie i samme Højde som Gaasvik- Terrassen, dels staaende i Fjeld, dels i Skov. Liniens Højde fandtes midt imellem begge de nævnte Gaarde med D = O'. 9 at være h = 185'. Ved Brogviken, længere Nord ved Enden af Sundet, saaes en Terrasse, der syntes som fast Fjeld med Skov paa. Med D = r.25 faaes h = 125'. Paa Sydsiden af Astafjorden, mellem Elvebakken og Dy b vik, saaes en Terrasse af en større Udstrækning. Med D = 5.'0 findes h = 225'. Mellem Andsfjorden og Yaagsfjorden, mellem Senje- hesten og Grytø ligger Bjarkø, Helø og K rø tø. Paa hele Østsiden af Bjarkø og paa Østsiden af Krøtø sees en horizontal indskaaret Afsats eller Linie. Resultatet af Maalingerne her er: Sydligste Del af Bjarkø med D = 2 '0 h = 118' Mellemste — — - D = 2.'05 h =122' Nordligste - — - D= 1.'5 h = 128' Krøtø — — — D = 2.'5 h = 115' Bjarkø-Krøtø Middel h = 121,' N. Mag. f. Naturvak. XXII. 1. 2 18 H. Mohn. Fra Sydenden af Bjarkø til Nordostenden at Krøtø er 4:h Kvartmil, Strandliniens Højde sætter jeg til 121'. efter ovenstaaende Middeltal. Paa Sydsiden af Senjen sees, mellem Dragø og Eide, en Strækning af 3^ Kvartmil, en horizontal Linie i Skov. Ved Observationen var Luften tyk, saaat Højde- vinkelen muligens kan vare indtil i^ fejl maalt. Med D = 6.1 findes h = 222.' Mellem Hals og Hofsø, ligeoverfor det sidstnævnte Sted, paa Vestsiden af den fra Senjen fremstikkende Halvø, saaes en Horizontallinie i Fjeld. Samme Bemerkning om Højdemaalingen som ved den forrige. Med D . = 5.'0 faaes h = 202.' En isoleret Bergknause hæver sig ret op over Linien. Fra Sydspidsen af Dyrø (Dyrøgummen) saaes langs Vestisiden af denne 0 en horizontal Linie, dels i Skov dels i Fjeld til Venje og videre fortsat til Berg, en Stræk- ning af henimod 3 Kvartmil. Ved Venje gav en Maaling med D = 2'. h = 190'. Dyrjffgummen seet fra Nord. I Nordvest for Dyrø, paa den anden Side af Solberg- Fjorden, saaes fra Eide til Vasjord, 2^ Kvartmil, paa S,enjen, en Horizontallinie, der fortsætter videre nordover Om gamle Strandlinier i Norge. 19 henimod Tranø. Mellem Eide og Vasjord fandtes med D = 4'.0 h = 170'. Denne Linie er utvivlsomt Fortsæt- telsen af Dragø — Eide Linien, hvis Højde fandtes 222'. Da begge Partier af Linien observeredes under ugunstige Forhold, kommer man formentlig Sandheden nærmest ved at tage Middeltallet af begge Bestemmelser, og saaledes antage for hele Linien Dragø— Eide— Vasjord — Tranø en Højde af 196 Fod. Den samlede Linies Udstrækning er 9 til 10 Kvartmil. En videre Fortsættelse af den saaes ved Vangsvik, 6 Kvartmil øst for Tranø. Her fandtes, med D = l'. 85, h =195'. Linien saaes her i skovklædt Fjeld. Ved Skogn es, Vestsiden af Gi sund, saaes en hori- zontal Linie i Skov og Mark. Med D = 1'.67 faaes h = 154'. Ved Bun dj ord, paa Østsiden af Gi sund, stor Ter- rasse, gjennembrudt af Elven. Middel af 2 Maalinger, med D = 0'.77 og 0'.6, giver h =158'. Terrassens øverste fortsættes som horizontal Linie nordover gjennem Berg, Mark og Skov til Pynten ved Sletnes, videre til Kaarvik og end længere Nord; den er synhg igjen strax nord for Lenvik i Fjeldet Aglapen, hvor den er tydeligt indskaaret i Berget, med Skov oven- for og nedenfor. Linien viser sig derved, at Skoven mang- ler paa den Strækning, hvor dens Fures verticale Væg giver Berget en altfor brat Heldning. Ved Kaarvik fandtes med D = 2'.2 h = 162', med D = 1'.95 h - 163', i Middel h = 163', Fra Bundjord til Aglapen er en Strækning af 7 Kvartmile. Ligeoverfor Lenvik, paa Nordostpynten af Senjen, viser sig, især mellem Vang og Skaarliodden, men ogsaa sydover til Jeruslet, og vestover langs Sydsiden 3* 20 H. Mohn. af Malangen, i en Strækning af gode 3 Kvartmil, en Sirandlinie af den mest udprægede Karakter. Mellem de to førstnævnle Punkter præsenterer den sig ganske som en i Kjeklet dybt indskaaret horizontal Fure, ganske som en Chaussée, med næsten lodrette Vægge ind imod Fjel- det, Med D = 3'.2 fandtes h = 137', med D = 2'.25 h =128', i Middel h = 132'. I den halve Højde over Havet er der Spor af en svagere Strandlinie, Vang Skaarlioddeu, Paa den anden Side af Malangen-Fjord, det er paa Sydspidsen af (Tromsø) Kvalø, tindes disse Liniers fuld- konme Gjenbillede, muligens end mere udpræget. Fra Sandvik i Vest til Mj elde-Gaardene i Øst og videre henimod Rystrømmen ved Strømfjord og Strømsbugt kan Linien forfølges. Mest udpræget er den paa Strøget Sandvik— Gr eb s tad— Engenes — Kvaln es — Løgslet en samlet Længde af 6 Kvartmil. Her optræder den nedre Linie ogsaa meget tydeligt. M Uom Sandvik og Grebstad fandtes med D = 3'.45 h =126', ved Enerenes— Kvalnes med D = 2'.2 h =128', ved Løgslet med D=l',l h = 121'. Ved Engenes ligger en Terrasse, gjennem hvilken en liden Elv skjærer sig ud, med sin Overflade ganske i Flugt med den øvre sterkt indskaarne Strandlinie. Den 20de J'ili om Eftermiddagen gik jeg i Følge med Skibets Of < i rer i Land ved Løgslet og besteg Strandlinien. Den øvre, II ^vi d^. öm gamle Strandlinier i Norge. 21 linien, har meget tilfælles med den nedre Throndhjems- Linie. Dens Flades Bredde er jevnere end dennes, men Fla- den naar ikke saa stor Bredde. Den opgaaede Bredde var 16 Skridt. Fjeldvæggen var 30 til 40 Fod høj paa den indre Side af Linien, Her var ingen vertical Væg, men der laa overalt Ur af skarpkantede Stene, der bestod af samme Bergart (en Slags Syenit eller Grønsten) som Væggens Berg. Nedenfor eller udenfor Liniens Grund- flade tildels Ur, men meget fast Fjeld. Liniens Grundflade ujevn, bestaaende af Ur, meget græsgroet. Dens Højde over Middelvandstand, bestemt vedBarometerobservationer, fandtes at være 129'. Den nedre Strandlinies Højde fand- tes paa lignende Maade at være 64 Fod. Imellem begge Strandlinier bemerkedes en Terrasse, i en Højde af 90 Fod. udenfor Stranden ved Løgslet først en svagt udad- skraanende Fjære med rullede Stene, omtrent 30 Fod lang, derpaa den sædvanlige Marebakke med sterkt Fald mod Dybet. Figuren viser et Profil tvers over Linien — fra NV mod SO. 22 H. Mohn. Profil over Strandlinierne ved Løgslet. jøvre Terrasse Græstei-asse. Strandlinie. med Sten nedre græsbovoxet. Strandlinie. Løgslet. Fjære Mare- bakke. Sættes Strandliniens (den øvres) Bredde i Planet til 30 Fod, og den indre Fjeldvægs Højde til 35 Fod, saa bliver det udskaarno Triangel-Tversnit 525 Kvadratfod. Ved Andsnes, Østre Side af Malangen-Fjord, saaes en Terasse. Med D = 4'.6 fandtes h =162'. Ved Brogskar, under Bentsjordtind, Terrasser i 3 Højder. Ved Bentsjord ligeledes Terrasse. Ved Andersdal (Ramfjord, Balsfjord) Tegn til en lav Linie. Det er den samme Linie, der fremtræder langs hele Kalsletten, i en Strækning af 4 Kvartmil, langs Østsiden af Balsfjord og Tromsøsundet. Kalsletten er en veldyrket Strand, hvis øvre Grændse gaar parallel med Søen, og er betegnet ved en tydelig brat Flade i Fjeldet. Denne Grændse er fundet med D = 1'.6 at have en Højde af 69 Fod over Havet. Om Strandlinier i Norge. 2S Mellem Tromsøen og Kvalø er Sand-Sundet. Paa Kvaløsiden sees her over Gaarden Finland 2 Strandlinier der mod Vest strække sig hen til Bunden af Kalfjorden, en Længde af 3 Kvartmil. Med D = 4',6 findes for den øvre Linie h = 124'. Fra Tromsø sees en Strandlinie paa Østsiden af Sun- det fra Thorn asj ord nordover til Movik, en Strækning af 3 Kvartmil. Med D = 4'.9 findes ved Movik h = 122'. I den samme Højde sees en Linie paa den nordligste Del af Tromsøen, der vender mod Tromsøsund. Paa Sydostsiden af Edø, ved Mundingen af Malangen- fjorden, sees en tydelig horizontal Linie i I^jeldet, mindre tydelig paa Nordostsiden. Efter 2 gode Maalinger med D=l'.95 fandtes h =65'. Paa Østsiden af HiUesø saaes en Linie, men ikke meget tydelig. I Terrassen ved Varstrand, i Syd for Bremnestin- derne (Vestsiden af Kvalø) viser sig en tydelig horizontal Linie. Med D = 4'.95 findes h = 88'. Paa Sydostsiden af Tusø en horizontal Linie. Med D = 4'.0 h = 128'. Denne Bestemmelse ansees for at være god. Paa Østsiden af Sesø Antydning til horizontal Linie, utydelig, vanskelig at maale. Beregnet h = 85'. Under Tromtinderne (fremdeles Vestside af Kvalø) i Tromma saaes den 22de Juli om Aftenen en horizontal Linie, nedentil Skovkrat, oventil Ur. Med D = 1'.87 h = 66'. Paa der østlige Side af Tromvik en ikke meget tydelig Linie, seet samme Tid. Med D = 1'.7 h = 72'. Paa Sydsiden af Ljøs-ø, ligeoverfor Tromvik, en meget tydelig Linie, der ser ud som en Terrasse. Med D = 1'.48 h = 83'. 24 H. Mohn. Langs Sydsiden af Vengs-ø staar en udmerket Linie, dels i Pjeld, dels som Overfladen af Terrasse (ved Vengs- vik). Med D = 0'.9 h = 104', med D = 0'.8 h = 94', i Middel h =99'. Liniens Længde omtrent 2 Kvartmil. Fra Vaagsø-Sund saaes en Linie i Fjeld ved Lyfjord (Kalfjoi d, Kvalø) Med D = 4'.2 h = 125'. Ved Puske vik, paa Østsiden af Vengsø observeredes en Linie, der med D = 0' 5 gav h = 50'. Ligeoverfor paa Østsiden af Vaags-sund, paa Kvalø, en Linie nord for Løgvik. Med D = r.25 h=82'. Ved den nordvestre Munding af Kvalsund viser den lavere Linie sig i alle Nes, navnlig i Bugten, der ligger Vest for Seihul, ved Seihul paa Kvalø og ved Fin vi k paa Ringvasø. Langs hele den Side af Ringvasø, der vender mod Kvalsund, sees Strandlinier. Vest for Indre Kor vi k en Terrasse, i hvis Skraaning mod Fjorden sees en horizon- tal Linie af 60—70 Föds Højde. Linien er af og til at spore mellem Korvik og Hellen i Fjeldet. Vest for Hellen en Terrasse (D = 0'.8 h=94'.) der viser sig højere end Linien vestenfor. Mellem Hellen og Skjulgammen, en Strækning af 3 Kvartmil spores fremdeles en Linie i Fjeldet, Med D = 0'.6 h =115', med D = 0'.65 h =113'. Middel 114'. Ved Kragnes paa Kvalø, hvor Kvalsund støder til Trorasøsund, sees 2 Linier godt indskaarne i Marken, især den øvre. For denne fandtes med D = 0'.38 h =123'. Den nedre i den halve Højde (62'). Ved Tø n sn es, ligeoverfor paa Østsiden af Sundet sees begge Linier. Den øvre har en brat øvre Begrænds- Om gamle Strandlinier i Norge. 25 ning, som Kalsletten. Fra denne stikker det lange Nes ud ved Tønsnes. Med D=2'.05 h= 132': Den øvre Linie fortsætter ved Tønsvik og Tønsaas. Baade den højere og den lavere sees videre nordover til Vaagnes, Skidenelv, Gjøvik, Svarveren og Snarby Linierne kunne saaledes forfølges med Øjet langs Troms- øsundets Østside fra Movik til Ul f st in d, en Strækning af 12 Kvartmil. Paa den anden Side af Sundet mangle de heller ikke. Begge Linier sees fra Skjulgam ra en til Russenes. Ved Ringvasholmen falder en liden Elv ud, der kommer fra et Vand, som ligger mellem høje Fjelde og har en Terrasse foran. Med D=l'.2 findes Terrassens Højde 116'. Længere op imod Langsund og Grøtsund ligger et lignende Vand, med en Terrasse foran, der forresten syntes at beståa af meget Fjeld. Den fandtes med D = 2'. 2 af en Højde af 201'. I den øvre Del af Terrassen svage Spor af en Strandlinie. Paa Vestsiden af Renø, langs Østsiden af Langsund saaes en Linie, der syntes at svare til den øvre (120—130 Fod). Fra Finkroken sees to Linier langs Grøtsund, over Grø t nes og videre nordover til K ar Is ø, en Stræk- ning af 16 Kvartmil, Ved Grøtnesbugt og ved Grøt- nes vise sig Terrasser, paa det første Sted gjennembrudt af Elven, hvis Overflader aabenbart gaa ganske i Flugt med den i de tilstødende Fjelde temmelig sterkt indgra- vede øvre Strandlinie, der viser sig som en mørk Rand. Den nedre Linie er paa det samme Sted ogsaa meget tydelig. Lieutenant Petersens Maaling af Terrasserne ved Grøtnes giver for den øvre Højden 114' og for den nedre 53'. 26 H. Mohn. Grøtuesbugt Gi'otnes- Gr»t)ies .:j„.:. Terrasse. Tind. I Ulfsfjord og ved Skjervø gjenfindes, efter Med- delelse af Lieutenant de Seue, de to parallele Strandlinier. S*^' 'Den 23de Juli gik jeg ved Middagstid ind Altenfjord og om Aftenen udover gjennem Vargesund og Kvalsund« I Stjernsund vare ingen Strandlinier at spore. Paa søndre Side af Langfjord, ved dens Udløb i Altenfjord Spor af en lav Linie, der ogsaa viser sig i Nes- set og i Øen udenfor. En ikke meget god Bestemmelse gav med D = 8'.2 h =71'. Ved Bossekop er Fjeldet, der skraaner ned mod Vest m'öd Søen, strax ovenfor og i Syd for Telegrafstationen sterkt indskaarét som om der var arbejdet en horizontal Vej. Højden a*^ denne Flade fandtes med Barometer at være 36 Fod over Telegrafstationens Barometer, hvis Højde over Havet efter Nivellement med Wredes Nivellerpejl jeg har bestemt til 41 Fod over Middelvandstand. Strandlinie- fladens Højde bliver saaledes 77 Fod, Inde i Talvigbugten saaes en højere Linie. Det er formodentlig den samme, der af Bravais*) er maalt til 137', *) Sur les lignes d'ancien niveau de la mer dans Je Finmark i Voyage de la commission scientifique du Nord en Scandinavie, Laponie etc. Om gamle Strandlinier i Norge. 27 Paa Sydsiden af Altenes saaes en lavere Linie i Fjeld. Samme Linie sees ved Svartskog paa Nordsiden af Altenes i Fjeld og Jord, og mellem Djupvik og Krogelv. Det er formodentlig den samme som Bravais har ved Sortberg ved Djupvik og hvis Højde han angiver til 79'. Langs Sydsiden af Korsfjord spores en lignende lavere Linie. I Nesset Nord for Koma gf jord, der vender mod Vargesund, sees to Linier i Fjeldet; ingen Ur. Med D = 2'.0 faaes for den øvre h= 186', og for den nedre h =SQ'. Det viser sig tydeligt for Øjet, at den nedre Linie ikke ligger fuldt saa højt som den halve Højde af den øvre. Ligeoverfor Komagfjord, søndenfor Bekkarfjord paa Seiland sees den nedre Linie og skimtes den øvre. Paa hele Østsiden af Lille Lærisfjord sees 2 Linier i samme indbyrdes Højde som de i Nesset Nord for Komagfjord. Disse Linier ere seede af Bravais og den øvres Højde maalt til 171'. I Skaret mellem de høje Fjelde mellem S. Bekkar- fjord og Olderfjord vise sig to græsgroede Linier. Ved Olderfjord sees den lavere. Paa Østsiden af Varge- sund søndenfor Saraby sees begge Linier, den øverste tydeligst, naar man ser den paa skråa nordenfra. Denne Linie maa det være Bravais angiver mellem Lærrisfjord og Kvænklubben og til en Højde af 156'. Søndenfor Saraby sees to Terrasser, den ene over den anden, hvis Overflader gaa i Flugt med de udmerkede to Strandlinier i det strax nordenfor liggende S arab y- Fjeld. For den øvre fandtes med D = O'. 55 h = 154' og 28 H. Mohn. med D= 0'.6 h= 154', altsaa i Middel 154'. For den nedre fandtes med D = 0'.55 h =67'. Sarabyfjeld, seet fra Nord. En kvart Mil nordenfor Sarabyfjeld ligger K v æ n k 1 u b- ben, paa hvilken to Strandlinier tegne sig med udmerket Skarphed. Fjeldet er ganske bart, raan ser ingen Ur, men Strandlinierne fremkomme ved ludsnit i de fremspringende Dele af Fjeldet, Indsnit, der ere begrændsede af en horizon- tal og en vertical Flade. Herved komme de mørke verticale Indskjæringsflader til at faa en nedre horizontal Begrænds- ning, og denne er det som betegner Strandlinien. Bravais bestemte Høiden af den øvre Linie iKvænklubben til 147'. Kvænklubbsn, sect fra Nord. Paa Seijland saaes de to Linier ogsaa ligeoverfor Sarabyfjeld og Kvænklubben, men niiiidie tydeligt (Regnvejr), Om gamle Strandlinier i Norge. 29 Fra Kvænklubben fortsættes de to Linier videre nord- ostover henimod Kvalsund. Paa Seiland angiver Bravais Højden af Strandlinien mellein Rastebynes og Komagnes (ligeoverfor Kvalsund) til 129'. Paa begge Sider af Kvalsund viser Strandlinierne sig i sin mest udprægede Skikkelse. Paa Sydsiden Ira Fi sk elven til Beritmol sees den øvre Linie skarpt indskaaret i Fjeldet, den nedre ogsaa tydelig. Langs hele den søndre Ende af Kvalø staa begge Linier udmerket ud- viklede. Ved det trangeste af Sundet har her dtn øvre Linie en bred Grundflade. Den ser ganske ud som en Chaussée, der paa flere Sleder er afbrudt dels ved Ud- rasning af Vejlegemet, dels ved Skred ovenfra. Ogsaa paa Sydsiden af Sundet er den meget tydelig, fra Berit- mol og østover og fortsætter østenfor Kvalsunds Kapel. Nedre Linie er ogsaa synlig. Paa Pynten ved Kapellet sees begge Linier saa sterkt indskaarne i Fjeldet, at dette næsten synes at hænge udover Linien. Paa Østsiden af den lille Bugt, ved hvilken Kappellet ligger, fremtræde Linierne særdeles markeret i den grønne Mark. Den øvre Linie fortsætter paa Kvaløens Østside nord- over saalangt sees kunde fra Indløbet til Reppe-fjord. Paa østre Side af Kvalsund sees den meget tydelig nor- denfor Reppe-fjord ved Klubben og videre nordover ved Enkenes. Maalinger af Højden af Linierne ved Kvalsund foretog jeg ikke, da Omstændighederne ikke tillod mig at finde Afstandene med nogen Nøjagtighed. Efter hvad der kunde sees, gaa disse Linier i Flugt med Linierne i Kvænklubben. I Kvalsundet løb en rivende Strøm. 30 H. Mohn. 17de August saaes fra Magerø -Sundet ved F in v i ken paa Sydvestsidenaf Magerøen en Terrasse. Med D=l'.l fandtes h = 111'. 26de Juli saaes i Bunden af Sandfjord strax Vest for Nordkyn en Terrasse. Med D = 2' 0 fandtes h = 83'. Paa Sydsiden af Varangerfjorden bestemtes Højden af følgende Terrasser: Meilern Lyngsklubben og Gandvik. Med D = 2'.67 h = 235'. Bunden af Gandvik. Barometermaalinger. Øverste Terrasse, hvor den lille Elv kommer frem fra sit Løb skaaret mellem bratte Fjeldsider, har en meget stor Over- flade, der ligger 294' o. H. Under denne er, nærmere Søen en større udpræget Afsats i 238 Fods Højde. Neden- for denne igjen stikker sig ved Elven Uere mindre ud- prægede Terrasser frem som Nes ved Elvedalens mod Elven og mod Søen vendende Skraaninger. Store erratiske Blokke ligge hist og her paa alle Terrasser. Østenfor M y el v CNyelv) en kort Terrasse Med D = 1'.2 h = 231'. Ved Myelv en stor Terrasse paa begge Sider af Elven. Med D = 2'.8 h =292'. Varangernessets Kyster frembyde Rækker af Strand- linier, som det synes, især paa Øst- og Sydsiden, i flere Niveauer. Ved Vandringen fra Vadsø til Melk eva r den, og fra Skal ne s til Varden af samme Navn passerede jeg flere (3) Rækker eller Volde, der beståa af rullede Stene, dels mere afrundede og elliptiske, dels fladere og kun paa Kantene tilrundede, ganske som de Stene, der sees i Fjæren nedenfor. Flere Steder, saavel ved Vadsø Vandverks Dam, som paa Skalnesset, danne disse Banker Om gamle Strandlinier i Norge. 31 en Vold med Skraaning indad mod Land og udåd mod Havet, og bag dem ligger en Myr eller endog et lidet Vand. I Frastand præsentere disse Volde sig som hori- zontale Linier. Foruden disse Linier sees ogsaa andre horizontale Linier, der synes indgravne i Fjeldet. Da Formationens Lag her ere horizontale eller svagt heldende, kan dog saadanne Linier eller Afsatser skyldes alene det udgaa- ende af bestemte Lag. Jeg anfører de Observationer og Maalinger, jeg har noteret, Linie Øst for Jakobselv, ved Padde by. Med D = 3'.13 h =275'. Terrasse ved Jakobselv. Med D = 2'.8 h=154'. I højere Niveauer ere flere Terrassestumper synlige. Vest for Mortensnes sees to Hodzontallinier. Den laveste sees fortsat tydeligt østenfor Mortensnes. Med D = 2'.0 faaes for den højeste h = 243', og for den laveste h =83'. Af den ovenstaaende Fortegnelse sees, at Strandlinier er et Fænomen, som ingenlunde kan henregnes til de sjeldne paa Norges Kyst. Efter Fortegnelsen optræder det i Hardangerfjorden, ved Bergen, ved Kysten af Søndfjord, ved Christiansund, i Tbrondhjemsfjorden, ved Lekø nord- ligst i Throndbjems Stift, udenfor Ranenfjord, i Ofoten- fjord, langs Sundene paa hele Strækningen fra Vestfjorden til Udløbet af Lyngenfjorden, ved Havet vest for Tromsø — Kvaløen, i Altenfjord og i Varangerfjord, n-i&i öimabisjl Strandlinierne optræde i sin fuldeste Udvikling i det nordlige Norge, mere sparsomt i det sydlige. De ligge 32 H. Mohn. tilskue for den Rejsende, som gaar med de almindelige Passager-Dampskibe langs vor Kyst og i vore Fjorde. Strandlinierne ligge i forskjellige Højder over Havet. Ordner man dem efter Højden, efter Localiteten og efter den Anvisning, som Synet af fortløbende Linier langs en hel Fjord giver, gruppere imidlertid de maalte Højder sig naturligen i bestemte Niveauer. I det følgende Forsøg paa en saadan Ordning er Strøget fra Ofoten til Karlsø sat først, da man her har en sammenhængende Strækning, paa hvilken Strandlinierne vise sig saaatsige uafbrudt og gjennemsnitlig særdeles tydeligt udviklede. A. Tromsø gT uppe n, Ofoten — Tjeldsund — Vaagsfjord— Senjen - Gisund— Kvalø - Tromsø— Karlsø. Iste— Nederste - Niveau. Sted. Højde. maalt ved Karlsø— Renø - Grøtsund. 53' Grøtnes. Ulfsfjord Ringvasø, Sydside. Tromsøsund - Østside 69' Kalsletten, Kvalø— Østside 62' Kragnes. do. — Nordside Seihul. do. — Nordvestside 50' Puskevik. do. — Vestside 72' Tromvik. do. — do. 66' Tromma. do. — Sydvestside 65' Edø. do. — Sydside 69' Løgslet. Senjen Nordside, Vang Skaarliodden. Tjeldsund. Terrasse 55' Korgsvik. Iste Niveau Middel 62' Om gamle Strandlinier i Norge. 33 Sted. Ringvasø — Sydside Kvalø — Nordside do. — Vestside do. do. do. do. do. do. do. Sydside 2det Niveau. Højde. 94' 82' 99' 83' 85' 88' 90' maalt ved Hellen Terrasse Løgvik Vengsø Ljøsø Sesø Varstrand Løgslet 2det Niveau TTlfcfinrrl Middel 89'. 3die Niveau. uiisijorQ Grøtsund 114' Grøtne8 Langsund Ringvasø — Sydside 116' Terasse ved et Vand do. do. 114' Hellen — Skjulgammen Tromsøsund 132' Tønsnes do. do. 122' Movik do. Østsiden af Tromsøen Kvalø — -Østside 123' Kragnes do. do. 124' Finland do. — Sydside 129' Løgslet do. do. 128' Engeset — Kvalnes do. do. 126' Sandvik— Grebstad do. — Vestside 128' Tusø do. — Nordside 125' Ly fjord Senjen — Nordside 132' Vang — Skaarliodden Bjarkø — Vaagsfjord 121' Bjarkø— Krøtø Hindø do. 125' Brogvik Terrasse 3die Niveau Middel 124' N. Mag. f. Naturväk. XXII. 1. 34 H. Mohn 4de Niveau. Sted. Højde. m aalt ved Malangenfjord 162' Andsnes Terrasse Gisund — Østside Lenvik do. do. 163' Kaarvik Terrasse do. do. 158' Bundjord Terrasse do. — Vestside 154' Skognes 4de Niveau Middel 159'. 5te Niveau. Ringvasø — Sydside 201' Ringvasholmen Senjen - Sydside 195' Vangsvik do. do. 196' Senjehesten— Tranø do. do. 202' Hals-Hofsø Dyrø — Vestside 190' Dyrøgummen Hindø — Østside 185' Gaasvik — Leikvik do. do. i9r Gaasvik Terrasse do. — Tjeldsund 190' Haarberget Ofotenfjord — Sydside 195' Hokvik 5te Niveau Middel 194'. 6te Niveau. Ofotenfjord — Nordside 258' Ramnes do. — Sydside 259' Arnes 6te Niveau Middel 258'. Som 7 de Niveau kommer (idet Linien ved Hokvik i Ofotenfjorden, som usikkert bestemt med Hensyn til Højden, forbigaaes) Korgsvik Terasse i Tjeldsund 308'. Med denne kan Linien paa Tonimen-Øen sammenstilles, der har Iløjden 301' Middel bliver S04.. Fod. Om gamle Strandlinier i Norge. 35 B. Altengruppen. Altenfjord — Vargesund — Kvalsund (Hammerfest). Iste Niveau. Sted. Højde. maalt ved Altenfjord — Sydside 77' Bossekop do. — Østside 79' Djupvik*) do. — Vestside 71' Langfjord Vargesund — Østside 67' Sarabyfjeld Iste Niveau Middel 73,5'. 2det Niveau. J Vargesund — Østside 86' Komagfjord Kvalø — Vestside 93' Rypfjord*) 2det Niveau Middel 89, 3'« 3die Niveau. Altenfjord — Sydside 125' Kongshavnfjeld*) do. — Vestside 123' Storvik— Kraakenes*) do. do. 137' Talvik*) Vargesund — do. 129' Rastebyfjeld— Komagnes*) 3die Niveau Middel 128,5'. 4de Niveau. Vargesund — Østside 156' Lærisfjord— Saraby*) do. do. 154' Sarabyfjeld do. do. 147' Kvænklubben*) 4de Niveau Middel 152'. 5te Niveau. Vargesund — Østside 186' Komagfjord. *•) J3rav:iib' Bcsieminelser. 36 H. Mohn. C. Østfinmarken— Varangerfjord. Iste Niveau. Sted. Højde. maalt ved Nordkyn 83' Sandfjord Terrasse Varangerfjord — Nordside 83' Mortensnes Iste Niveau Middel 83'. Varangerfjord 2det Niveau. Nordside 154' Jakobselv Terrasse 3die Niveau, Varangerfjord — Nordside 243' Mortensnes do. — Sydside 231' Terrasse Øst for Myelv do. do. 238' Terrasse Gandvik do. do. 235' do. mellem do. og Lyngsklubben 3die Niveau Middel 237'. Varangerfjord 4de Niveau. Nordside 275' 5te Niveau. Varangerfjord — Sydside 292' do. do. 294' Øst for Jakobselv Myelv Terrasse Gandvik Terrasse 5te Niveau Middel 293'. Fredø Lekø D. Throndhjems Stift. Iste Niveau. 204' 2det Niveau. 340' Søndre Side Om gamle Strandlinier i Norge. 37 Sted. Lekø Højde. maalt ved 341' nordre Side 2det Niveau Middel 340'. 3die Niveau. Throndhjemsfjorden — Vestside 425' Lensvik do. do. 420' Slenglikammen 3die Niveau Middel 422'. 4de Niveau. Throndhjem 512' 5te Niveau. Ilsviken Throndhjem 569' E. Bergens Stift. Iste Niveau. Ilsviken Søndfjord 58' 2det Niveau. Vilnes Bergen 128' Stensnes-Mjølkeraa do. 128' Erdal do. 134' Gravdal-Kvarven 0 storfjorden — Nordside 138'* ) Dybdal-Mundal 2det Niveau Middel 132'. 3 die Niveau. Hardangerfjord — Østside 272' Vedvik — Ruglebarm do. do. 288' Aarsnes— Svoldal 3die Niveau Middel 280'. *) Keilhau og C. Boeck. 38 H. Mohn. Ovenfor har jeg anslaaet efter en Beregning den gjen- nemsnitlige Fejl, hvormed Bestemmelserne af Strandliniernes Højde antages beheftede, til mellem 10 og 11 Fod. Som man vil se, er der kun ganske enkelte Undtagelsestilfælder, i hvilke Afvigelsen mellem en Strandlinies maalte Højde og del tilsva- rende Niveaus Middelhøjde naar denne Størrelse. Den gjen- nemsnitlige Afvigelse er 4,^ Fod.*) Man vil fremdeles se, at der mellem den største Højde i et lavere Niveau og den mindste Højde i det næst højere Niveau er et Sprang, der (med kun 3 Undtagelser i 77 Tilfælder) betydelig overstiger 11 Fod. Spranget er i Gruppen A (Tromsø) i Middel 22', i B (Alten) 22', i C (Varangerfjord) 49', i D (Throndhjem) 74' og i E (Bergen) 52', i Gjennemsnit 41 Fod. De for- skjellige Niveauer synes saaledes at adskille sig ved den foretagne Ordning saa godt fra hverandre, som Observa- tionernes Nøjagtighed for Tiden tillader. At enkelte Strand- linier ved nøjagtigere Bestemmelser kunne faa Plads i et andet Niveau end det, til hvilket jeg har henført dem, er vel rimeligt, men i det Hele taget maa den af den oven- staaende Ordning resulterende Række distinkte Niveauer antages at være begründet i selve Naturforholdene. En Prøve paa Ordningens Rigtighed med Hensyn til de forskjellige Niveauer faar man af følgende Liste, der kun omfatter Grupperne A og B, da Niveauerne i de øv- rige Strøg uden videre skille sig fra hverandre. *) Usikkerheden af mine Højdebestemmelser bliver saaledes mindre end ovenfor antaget, idet den istedetfor 10 à ii Fod gaar ned til 4 à 5 Fod. Om gamle Strandlinier i Norge. 39 Antal maalte Højder. Mellem A. Tromsøgruppen. B. Altengruppen. 40 og 50 Fod 0 0 45 - 55 - 2 0 50 - 60 - 3 0 55 - 65 — 2 0 60 - 65 - 70 — 75 - 5 5 Max. 1 2 70 - 80 — 1 3 Max. 75 - 85 - 2 2 80 - 85 - 90 - 95 - 4 . 4 Max. 1 2 Max. 90 - 100 — 3 1 95 - 105 - 1 0 100 - 110 - 0 0 105 - 115 - 2 0 110 - 120 - 3 0 115 - 125 — 5 1 120 - 130 — 10 Max. 3 Max. 125 - 135 — 8 2 130 - 140 — 2 1 135 - 145 - 0 1 140 - 150 — 0 1 145 - 150 - 155 — 160 — 1 2 2 Max. i 155 - 165 — 3 Max. 1 160 - 170 — 2 0 165 - 175 — 0 0 170 - 180 — 0 0 175 - 185 — 0 0 ^^ H. Mohn. Antal maalte Højder. Mellei 180 og tu A. ; 190 F od Tromsøgruppen. 1 B. Altengruppen, 1 ^ Max. 0 185 - 195 — 4 190 - 195 - 200 205 — 6 Max. 5 200 - 210 — 2 205 - 215 — 0 210 - 220 — 0 215 - 225 — 0 220 - 230 — 0 225 - 235 — 0 230 - 240 — 0 235 - 245 — 0 240 - 250 — 0 245 - 255 — 0 250 - 255 - 260 265 — 2 2 Max. 260 - 270 — 0 265 - 275 — 0 270 - 280 — 0 275 - 285 — 0 280 - 290 — 0 285 - 295 — G 290 - 300 — 0 295 - 305 — 1 300 - 305 - 310 315 — 2 Max. 1 310 - 320 — . 0 Om gamle Strandlinier i Norge. 41 Sætter man Kækken „Antal maalte Højder" op som Ordinater i en Kurve, hvis Abscisser ere Højderne, saa gruppere de maalte Højder sig (hvad der ogsaa sees af Talrækken) om bestemte Maxima, hvis Abscisser udtrykke den sandsynligste Højde af bestemte Niveauer. Mellem disse optræde, som man ser, tydelige Sprang. De sær- skilte Niveauer, der saaledes fremgaa af Kurven, ere i den følgende Tabel sammenstillede med de ovenfor fundne. A. Tromsøgruppen. B. Altengruppen. • ,; '- Efter Kurve. Før fundet. , Kurve. Før fundet. Iste Niveau 67 Fod 62 Fod 75 Fod 73,5 Fod 2det — 86 — 89 - 90 — 89,5 — 3die — 126 — 124 — 126 — 128,5 — 4de - 159 — 159 - 152 — 152 5te — 193 - 194 — 186 - 186 - 6te ~ 258 — 258 - 7de — 305 — 305 — Man ser, at den rene Sand synlighed sberegning leder paa nogle Fod nær til samme Resultat for de forskjellige Niveauers Højde som den Ordning, der er foretaget med Indtrykket fra Naturen til Hjelp. I den følgende Tabel, hvor alle de særskilte Ni- veauer fra de forskjellige Strøg af Kysten ere sammen- stillede, er for Tromsø- og Altengrupperne opført Mid- deltallet af de i ovenstaaende Tabel sammenstillede Re- sultater. 42 H. Mohn. Strandliniernes Niveauer — Højde over Havet i norske Fod. A B C D E Tromsø. Alten Varanger. Throndhjera. Bergen I. 65 74 58 IL 87 90 83 m. 125 127 132 IV. 159 152 154 v. 193 186 204 237 VI. 258 275 280 VIL 305 293 340 422 512 569 En merkelig Overensstemmelse finder Sted mellem de to hverandre nærmest liggende Grupper, Tromsøgruppen og Altengruppen. For sine to nederste Niveauers Ved- kommende slutter ogsaa Varangergruppen sig til disse. Dette synes mig et sterkt Vidnesbyrd om, at de Aarsager og Omstændigheder, som Strandlinierne skylde sin Dan- nelse og sin Højde over Havet, have været lige over hele den nordlige Del af Norge. Ganske merkeligt er det og- saa at se de to laveste iagttagne Niveauer i Bergens Stift correspondere med tilsvarende i Tromsøgruppen. En fuld- stændig Overensstemmelse af corresponderende Niveauer kan ikke ventes efter mine Bestemmelser, men kan heller ikke ansees for nødvendig for Antagelsen af ensartede Forhold Om gamle Strandlinier i Norge. 43 ved Strandliniernes Dannelse paa forskjellige fra hverandre vidt adskildte Steder. For at anskueliggjøre de forskjellige Strandlinie-Ni- veauers Fordeling og Udbredelse over det Strøg, hvor jeg har fundet dem hyppigst og tydeligst udviklet, er det neden- staaende Kart construeret. Det omfatter Kysten fra Ofoten til Hammerfest, altsaa Grupperne A og B. De forskjellige Straudlinie-Niveauer ere afsatte paa Kartet med Romerske Tal, dèr betegne — se Tabellen ovenfor — deres Orden fra neden opad. 44 H. Mohn. ^Ky^ H. Hammerfest-Kvalø S. Sej land A. Alten E. Eingvasø K. Tromsø- Kvalø Sn. Senjen T. Tjeldsund 0. Ofotenfjord Om gamle Strandlinier i Norge. 45 Som man ser, er Norges Kyst paa hele den af Kartet omfattede Strækning merket af Strandlinier i mindst 6 forskjellige Niveauer. Det laveste Niveau, 65 Fod over Havet, findes hyppigt i Fjordene Nord for Tromsø, i Tromsøsundet og Balsfjorden, i Malangenfjorden, i Kvalsund og ud imod Havet, kort rundt om Tromsø— Kvaløen. Det gjenfindes i Højden af en lav Terasse i Tjeldsund. I Altenfjord og Vargesund synes det laveste Niveau at ligge lidt højere, paa 74 Fod, og gjenfindes paa hele Strækningen fra det Indre af Alten- fjorden til Hammerfest — Kvaløen. Niveau H, 87—90 Fod, er mindre fremtrædende. Det findes paa Vestsiden af Tromsø— Kvalø og i Terrassse ved Kvalsund (Ringvasø), samt paa Sejland og paa Hammer- fest—Kvalø, Niveau HI, 125—127 Fod, er det mest fremtrædende Niveau. Det sees i Fjordene Nord for Tromsø, rundt hele Tromsø— Kvalø og tilgrændsende Fjordbreder. Det optræder længere Syd paa Bjarkø og paa Østsiden af Hindø, og indtager en fremtrædende Plads i Altenfjord og Varge- sund. Niveau IV findes i 159 Fods Højde ved den nordlige Del af Gisund, flere Steder repræsenteret ved Terrasser. I Vargesund findes det i 153 Fods Højde repræsenteret af de skjønne Strandlinier i Sarabyfjeld, Kvænklubben og Kvalsund (?)• Niveau V, 196 Fod, findes saavel paa Senjen, hvis hele Sydside er merket deraf, og paa Dyrø, som længere Syd i Tjeldsund, I Vargesund er det muligens repræsen- teret ved Komagfjord, i Nesset nordenfor samme. Niveau VI, 258 Fod, tilhører Ofotenfjord og 46 H. Mohn. Niveau VII, 305 Fod, findes kun i Huglen udenfor Rånen og i en Terrasse i Tjeldsund. Varangerfjordens Niveauer ere hovedsagelig bestemte ved Terrasser, og række fra Niveau I op til Niveau VII, idet enkelte af de to første Gruppers Niveauer mangle, medens enkelte andre komme mellem de højere af disse. Strandlinierne i Throndhjems Stift ligge næsten alle paa meget højere Niveauer end de som findes i det nord. lige Norge. Strandlinierne i Bergens Stift holde sig derimod nær til Tromsøgruppens Niveauer. Som man af Fortegnelsen ser, er den Udstrækning, i hvilken en Strandlinie kan iagttages som sammenhængende Linie, meget forskjellig. Den er størst i Tromsøgruppen, hvor den i Gjennemsnit er næsten 6 Kvartmil (à 5922 Fod), og mindre i Altengruppen, Throndhjems og Bergens Stift, hvor den beløber sig i Gjennemsnit til 1,,^ Kvartmil. I Middel for alle Strandlinier, hvis Længde er noteret, er den 3, r Kvartmil eller 0,6 norske Mil, det er henimod 22,000 Fod. I Tromsøgruppen findes følgende Udstrækning af de til de forskjellige Niveauer svarende Strandlinier; De forskjellige Stumper tilsammen gjennemsnitlig Niveau I. 47 Kvartmil 6,7 Kvartmil - III. 51 - 6,3 - - IV. 7 - 7,0 - - V. 7 - 4,3 - I denne Gruppe, hvor Strandlinierne ere hyppigst, er saaledes ogsaa deres Udstrækning størst. Med Hensyn til Strandlinierues Art, det er deres Byg- Om gamle Strandlinier i Norge. 47 ningsmaade, der ogsaa viser sig i deres Udseende, kan man adskille flere Klasser. 1. Dybt indskaarne Strandlinier. Throndhjem, nedre Linie Højt Niveau, indskaaret 50 Fod Vang — Skaarliodden, Malan- genfjord Niveau III Sandvik — Grebstad, Malan- genljord — III Engeset — Kvalnes, Malan- genfjord - Løgslet, Malangenfjord — Kragnes, Kvalsund Bosekop, Alten Kvalsund, Vargesund Niveau III, der har en stor Udbredelse, leverer det største Contingent til de sterkest indskaarne Linier. XXJ. III - 30 - III I _- 30-40 - IV 2. Særdeles tydeligt indskaarne Linier. Fredø, Christiansund Haarberget, Tjeldsund Niveau V Bjarkø - III Hals— Hofsø, Senjen - V Kalsletten, Tromsösund — I Movik do. - ni Finland, Kvalø - m Tromma, do. - I Tønsnes, Tromsøsund — HI Kvænklubben, Vargesund - IV Sarabyfjeld, do. - IV Niveau III er sterkest, Niveauorne I, IV og V i rin- 48 H. Mohn. gère Grad repræsenterede blandt de særdeles tydeligt indskaarne Linier. 3. Linier i Skov. Slenglikammen, Throndhjemsfjord Lensvik, do. Arnes, Ofotenfjord Niveau IV Hokvik, do. — V Gaasvik— Leikvik, Tjeldsund — V Dragø — Eide, Senjen — V Vangsvik, do. — V Dyrøgummen — V Skognes, Gisund — IV Lenvik, do. - - IV Vedvik— Ruglebarm, Hardangerfjord De Strandlinier, der vise sig paa Skraaningen af skov- klædte Fjelde, förråade sin Tilstedeværelse derved, at man ser et Sprang i Højden af Trætoppenes ellers jevnt opsti- gende Rækker (Ex. Dyrøgummen). Om Fj eldet var bart, skulde visselig flere af disse Strandlinier blive at henregne til Iste Klasse, og den største Del i alle Fald til 2den Klasse. Flere komme vistnok ogsaa ind under den føl- gende Klasse 5. 4. Tydeligt merkede Linier, som til enhver Tid ville kunne erkjendes i Frastand. Heraf haves en stor Mængde, 5. Strandlinier, vexlende med Terrasser. Gaasvik— Leikvik, Tjeldsund Niveau V Klasse 3 Bundjord— Sletnes— Kaarvik— Lenvik — IV — 3 Om gamle Strandlinier i Norge. 49 EngeaetrrKvalnes, Malangenfjord Niveau III Klasse 1' Løgslet» do. — I H -«öville Ljøsø, Kvalø Vestside — Il rsJï» iiqÉ» Vengsø, do. do. — II l:huUhS Grøtnes, Grøtsund t^. III og I ' -m-i )U^\ Saraby, Vargesund il>-tti ; IV ,>t- o;i2/ Throndhjem 'u lab r^uß^r I du her anførte Tilfælder ser man med al den ikfce ringe Skarphed, hvormed Øjet kan bedømme horizontale Liniers Flugt, hvorledes Terrassernes Overflade gaar i Flugt med Strandlinien paa begge eller paa den ene Side af den* I Billedet fra Grøtnes har man et Exempel. Dette Fæno-- men optræder i alle Niveauer fra det laveste til det 5te i Tromsøgruppen og ved Strandlinier af alle Klasser. Ter- rassernes Berettigelse til at deltage i Bestemmelsen at Strandlinieniveauernes Højde er herved godtgjort. 6. Strandlinier, hyggede af Fjærestene. Disse forekomme, som anført, paa Varangernesset, hvor de antagelig danne de fleste derværende Strandlinier. Det første Indtryk, man modtager af en velbygget' Strandhnie, der har nogen Udstrækning i Længde, er at den er et Merke efter en tidligere Havstand. Det erumu-' ligt at betragte en bestemt merket Linie, der løber halve til hele Mile i — saavidt Øjet kan skjønne — det samme Niveau langs Fjordbredden uden at sætte dens Oprin- delse i Forbindelse med Fjordens Vandspejl. De laglta- gelser af Strandlinier, af deres Forekomst, Udseende og Højde, som jeg har havt Anledning til at gjøre, og de deraf 4 So o«iol5f i H. Mohn. uddragne, ovenfor meddelte Resultater forekomme mig i enhver Henseende at være til Støtte for Rigtigheden af den efter den umiddelbare lagttagelse antagne Aarsags- forbindelse mellem Havspejlet og Strandlinierne. Strand- liniernes hyppige Forekomst i vore Fjorde, Sunde og paa vore Kyster, deres bestemte Gruppering i adskilte Ni- veauer, der over store Strækninger kunne forfølges, og over endnu større vise sig at correspondere i Højde, de tydelige Sprang mellem disse Niveauer, og den fuldkomne Overens- stemmelse mellem Højden af Terrassâmes Overflade og Strand- linierne er tilsammen Omstændigheder, der pege med Styrke hen paa Strandlinierne som dannede i Havets Niveau, og senere løftede op over dette, i forskjellige Sæt, efter Ni- veauernes Antal og indbyrdes Alstand. For de Strand- liniers Vedkommende, der ere hyggede af Fjærestene, ligger denne Forklaring i Dagen. Thi i disse se vi, omend mu- ligens tildels i noget større Maalestok, kun det samme, som vi den Dag idag se i Fjæren. Her ligge runde Stene og flade Stene, tilrundede paa Kanterne, der behandles af Bølgelaget og ofte af dette opkastes til en virkelig Vold, der ligger tilskue ved udfaldet Vand. Men for de Strand- liniers Vedkommende, der ere de almindeligste, nemlig de, der ere udarbejdede i selve Fjeldet fra en mindre Fures til hele Chausséers eller Jernbaners Dimensioner, tør det, med det Kjendskab vi endnu have til disse Fænomeners Natur, for Tiden have sine store Vanskeligheder med For- klaringen af deres Dannelsesmaade. I det nuværende Havsniveau se vi paa de fleste Steder af vor Kyst en Strandlinie tilstede og under videre Dan- nelse. Dens Tilstedeværelse se vi i Fjæren, en Kystdan- nelse, gjennem hvilken det er Regelen at en Fjeldside gaar Om gamle Strandlinier i Norge. 51 ned under Søens Spejl. Fiæren med sin svage Skraaning udåd danner Strandlinjens Plateau, Vejbane eller Grundflade, og Marebakkeu, gjennem hvilken Overgangen sker til Dybet danner dens ydre bratte Afhæld. At dette Forhold er det raadende langs Kysten, i Modsætning til Fjeldets umiddel- bare Nedgang i Dybet, kan man overbevise sig om ved at kaste et Øje paa vore Kystkarter. Paa de nyere og fuld- stændigere af disse er med en stiplet Linie angivet den saakaldte Slaggrund, der betegner den Grændse indenfor hvilken et Fartøj ikke maa nærme sig Landet, Man vil finde, at Kyster uden Slaggrund, hvor Fjeldet gaar brat ned i Dybet, er forholdsvis mindre hyppige. Regelen er en Fjære med sin Marebatke, der ofte findes der, hvor Fjeldet ovenfor er brat. Dette er ogsaa erfarne Hydrogra- fers Indtryk. — En Fjære, med sin Marebakke, løftet op over Havets Niveau, giver en Strandlinie. Hermed komme vi dog ikke stort længere end til Fjærestens-Strandlinierne. Prof. Kjerulf*) har gjort op- merksom paa det ordnende Arbejde, Havet udfører paa det fra Fjeldsiden løsgledne og nedfaldte Materiale. Hr. H Reusch**) har endvidere gjort opmerksom paa et Tilfælde, i hvilket en Fjeldside er merket afSøen i Forbindelse med Dannelsen af en Fjære. Disse Virkninger af Havet ved dets Bevægelse mod Kysten kunne vistnok i mange Tilfæl- der forklare eller ialfald hjelpe til at forklare Dannelsen af flere Strandlinier, hvori Fjeldet tildels er gravet ud, og det udgravede Materiale oplagt udenfor og nedenfor som *) Om Skuringsmerker, Glacialformationen, Terrasser og Straudlinier. II Side 90. ï^ ^^"«^^' *) Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger f. 1874 Side 284. 4* JSlS^ m;. If BL Mohn. Fjære — Marebakke» Men naar vi staa ligeoverfor de af Naturen i selve Berget bedst udarbejdede Strandlinier, saà^^r danne som Throndhjems og begge Kvaløernes, der have et Grundplan af 30—50 Föds Bredde og en brat Indervæg af 30—40 Fods Højde, med liden eller ingen Ur i Bunden Og paa Skraaningen nedenfor, ligeoverfor et Skaar i Fj eldet af 500 til 700 Kvadratfods Tversnit, saa lede vi eller have vi ialfald hidtil ledet forgjæves efter noget lignende i det nuværende Havsniveau ved vove Kyster. Som Momenter, der fortjene at tagés i Betragtning vted Spørgsmaalet om Strandliniernes Dannelse, skal jeg aævne følgende: Strandlinierne have sin største Hyppighed baade med Hensyn til Udstrækning i Længde og Niveauernes Antal i Tromsø Slift og Vestfinmarken, Strandlinierne i disse Egne ligge i det Hele taget paa àVere Niveauer end i de Dele af det sydligere liggende Land, hvor saadanne kjendes. Strandlinierne i de samme Egne ere for en stor Del djrbt indgravede i Fjeldsiderne. . Paa de Steder, hvor dette finder Sted^ gaar der med Flo og Fjære en sterk Strøm. Paa de Sleder, hvor der er to Strandlinier, den ene over den anden, er gjerne den ene meget dybt eller sær- deles tydeligt indskaaret. Saadanne Steder synes fortrinsvis skikkede for Dannelsen af Strandlinier. Torghattens Axler ligge i Niveau med Strandlinien paa Lekø. Et Indtryk har jeg af, at det mod Søen ven- dende lavere Forland paa flere Steder paa Kysten ligger bestemt under Niveauet af en nærliggende Strandlinie Over dette rejse sig isolerede Kupper (Sverresborgklimpen. Om gamle Strandlinier i Norge. 53 ved Throndhjem, Bremsneshatten ved Christiantsund, Torg- hatten, en Knause paa Halvøen ved Senjens Sydside. Til at 0 1 stille nogen Theori om Strandliniernes Dan- nelse, er imidlertid det forhaandenværende Materiale og Kundskaben om Strandliniernes Natur og topografiske For- hold endnu altfor ringe. En videre Undersøgelse afStrand- linierne i alle Retninger, nøjagtigere Bestemmelser af deres Udbredelse, Beskaffenhed, Højder, er derfor meget ønskelig. Dertil fordres vidtløftige Rejser, god og bekvem Befordring, foråt spare Tid og Kræfter (et Dampskib vilde være det bedste) og passende Maaleapparater. En Undersøgelse af Varangernessets Strandlinier turde give gode Oplysninger til de andre Egnes Forstaaelse. De Træsnit, der ,ledspgp jd^Q^e rAfhaijdliag, fpr at give Læseren en Forestilling om forskjellige Strandliniers Udseende, ere skaarne efter Skitser, tagne af Forfatteren j>a^ Stpdef* ,) :;'iJ ö§ii'^&ia öibfif ob i lavcßa li 'lahrvibnl isea icri vsj, . ywi'-'u' ITTf obaisllu aab i9 ;?l9vifîl89fl 8itsmbn»5^ Irt .-rD'M 'fn98Y;['i9eiÆi9vo "gooEBaohniomik (' y. r. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna, Robert Collett. ordo 1. CniROPTERA. Fam. 1. Vespertilionidæ. Gen. 1. Plecotus, Geoffr. 1820. 1. P. auritus. (Lin.) 1766. Vespertilio auritus, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. 1, p. 47. 58**— 64**. Gaar mod Nord idetmindste til Trondhjems- Çorden, og er paa de fleste Steder søndenfor Dovre hyppig saavel i de indre østlige Trakter, som langs Vestkysten, hvor jej< har seet Individer fra Bergen ogSøndfjord; fra Søndmør er den allerede 1771 beskreven af Strøm i hans efterladte Micr. til Søndmørs Beskrivelse*). ^) Annotations Boog overMærkværdigheder i Natur-Historien paa Synd- møer, B. 1—2, nse—nso (opbevaret paa Uni v.Bibl. i Christiania). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 55 I vertical Retning forekommer den paa Fjeldsiderne i Hallingdal og Valders i Granbeltets øvre Dele (2500' o. H.) Gen. 2. Vesperugo, Keys. & Blas. 1840. .^ 2. V. pipistrellus^ (Schreb.) 1 ugii 1774, Vesperiilio pipistrellus, Schreb. Die Säugth. B, 1, p. 16^. ' '^ 58**— 6P. Hidtil alene funden i de sydvestlige Kyst- egne, bvor den er hyppig ved Bergen, ligesom jeg har er- holdt Individer tilsendte fra Jæderen ved Stavanger. Utvivl- somt forekommer den ogsaa i de østlige Trakter, hvorfra jeg dog hidtil ikke har seet Individer. ^^^ 3. V, discolor, (Natt.) '^ oa^I 1819. Vesperiilio discolor, Natt. Neue Ann. Wett. Gesellscb. B. li p. 187. 1847. Vesperiilio murinus, Nilss. (ex. Liu.) Skand, Fauna B. 1, p, 17. 59°— 6P. Er ikke sjelden i Egnene omkring Chrisli- aniafjorden, hvorfra jeg har undersøgt Indiv., erholdte ved Aas indenfor Drøbak, og fra Omegnen af Christiania ; lige- ledes er den funden ved Porsgrund. Andre sikre Locali- tcter ere for Tiden ikke bekjendte. , . 4. V. hore alis ^ (Nilss.) 1838. Vesperiilio borealis, Nilss. Illum. Fig. Skand. Fauna, 19 H., pl. 36. 1839. Vesperugo nilssonii, Keys. & Blas. Arch. f. Naturg. 5 Jahrg., B. 1, p. 315. 58^—67°. Har af alle Arter den videste üdbredelse, ^ .s^üüBivibf^ I^obert Collett. og er talrig fra Hvaløerne og ChristiaDsand op til Polar- cirkelen. Arten blev af Nilsson opdaget i Hallingdalen d. 12 Juli 1826, og i 1836 opstillet under Navn af Vespertilio kuhtii, (i 1838 rettet til F. bore alis). Den forek. saa- vel paa Lavlandet, som paa Fjeldsiderne i Landets syd- lige Dele op i det subalpine Gebet, og besøger jevnlig om Høsten Fjeldstuerne i Birkeregionen paa Filefjeld og Dovre, indtil 3200' o. H. '^'^ Mod Nord findes den idetmindste op til Rånen i Nord- lâffd, hvorfra Univ. Mus. ejer et Ex., ligesom det sandsyn- ^vis har tæret denne Art, som af Sommerfelt anføres frä Saltdalen ved Bodø*); den benævnes her Vespertilio auritus, og opgives ät vise sig ved Husene i Juli og August. Nordenfor Poiarcirkelen, hvor den standses af de lyse Sommernætter, er den ikke med Sikkerhed iagttagen. Ifølge en Meddelelse fra Hr. Nordvi (paa Mortensnæs ved "Varangerfjorden) skulle dog et Par Individer, der i dette Tilfælde maa an tåges at have tilhørt denne Art, være blevne iagttagne i August 1866 i Polmak i Øst-Finmarken (70°), éfterat de mørkere Nætter vare indtraadte, ligesom det var Hr. Nordvi opgivet, at et Indiv. var fapget ved Enare i russisk Lapmark. Alle de drægtige Hunner, som jeg har havt Leilighed til at undersøge i Omegnen af Christiania (i Juni og Beg, af Juli), have indeholdt blot 1 Foetus. Ï) KgU N. Vid.-Selsk. Skr. 19 Aarh. 2 B. Chr.ia 1824—27. Mv Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 57 Gen. 3. Vespertilio, Lin. 1766. ■■i f lit ', 5. y. natterert, Kuhl,] 1819. Vespertilio nattereri, Kuhl. Neue Ann. Wett. Geseilsch., B. 1, p. 33. 60°. 2 Individer, der viate sig at tilhøre denne for Landets Fauna nye Art, bleve den 2*î Juni 1874 fan- gede ved Bækkelaget nær Christiania, og givne mig til Un- dersøgelse. Det ene af disse opbevares paa Univ. Mus., det andet er gaaet tilgrunde. 6. F. my st acinus, Leisl. 1819. Vespertilio mystacinus, Leisl. Neue Ann. Wett. Gesellscli B. 1, p. 202, 58^—65*'. Udbredt fra de sydligste Dele af Landet o]) til Nordland, i det hele maaske sporadisk, og neppe tal- rigt. Ved Christiania er den ikke sjelden, og jeg har i de seneste Aar erholdt flere Ex. fra denne Locaiitet. Lige- ledes har jeg seet Ex. fra Nedenæs i Christiansand Stift, og fra Ullensaker; i Oet. 1874 modtog jeg gjennem Sogne- præst Schübeier et Ind. fra Inderøen i Nordre Throndhjems Amt, (65*'), hvor et stort Antal af denne Art fandtes hvi- lende indenfor Bordklædningen paa et Hus. 7. V. daubentonii, Leisl. 1819. Vespertilio daubentonii, Leisl. Neue Ann. Wett. Geseilsch. B. 1, p, 195. ÖS''— 61**. Alm. i Landets sydlige Egne, men hidiil ikke med Sikkerhed funden ovenfor Mjøsen. 58 Robert Collett. Ved Christiania hører den til de talrigst forekommende Arter, og er i Bevægelse fra de første Dage af Maj til Be- gyndelsen af October; ligeledes har jeg erholdt Ind. fra Ullensaker paa Romerike. I Christiansand Stift er den indsendt til Univ. Mus. fra Fjeldbygden Aaseral, omtr. 2000' 0. H. ; langs Vestkysten findes den idetmindste op til Bergen, hvorfra ligeledes Univ. Mus. ejer Ex. Ordo 2 INSECTIYORÅ. Fam. 1. Erinaceidæ. Gen. 1. Erinaceus, Lin, 1766. 8. E. europæus^ Lin. 1766. Erinaceus europæus, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. l, p. 75. 59"— 60*^ 30'. Forekommer spredt og ikke talrigt i Grændsetrakterne mod Sverige op til Kongsvinger, især i Smaalenenes østlige Dele, saasom i Aremark, Rødenæs, Edsberg, men i oprindelig vild Tilstand neppe østenfor Glommen. Indførte og senere forvildede Ind. findes aarlig ved Christiania og paa flere andre Steder ved Christiania- Çorden, ligesom enkelte ere fundne ved Christiansand og Stavanger, og i Omegnen af andre Byer i de sydlige Kyst- egne. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 59 Af forskjellige Aügivelser af de ældreForf.*) fremgaar det, at Arten tidligere havde en betydelig større Udbredelse, end nu, og forek. endnu i forrige Aarh. i de fleste østlige Dele søndenfor Dovre. Især omtales den som mer eller mindre hyppig i flere Præstegjælde omkring Mjøsen, samt i Budskeruds Amt, hvor den neppe for Tiden findes uden hist og her forvildet. Mod Slutningen af Aarh. vare de allerede aftagne; i Mscr. til en Beskr. over Sandsvær Prgd., forfattet omtr. 1790, og tilhørende Univ. Bibl., opgives saa- ledes, at den „vel her endnu findes, men en Hoob gaves i ældre Tider fra en Mands Alder." Fam. 2. Soricidæ. Gen. 1. Crossopus, Wagl. 1832. 9. C. fodiens, (Schreb.) 1778. 1778. Sorex Jodlens, Schreb. (ex. Pall. 1756). Die Saugth. B. 3, p. 571. 58°— 7r. Er udbredt i alle Landets Dele op tilVar- angerfjorden, i størst Antal i Kystegnene, hvor den visse Aar kan optræde paa enkelte Punkter næsten ligesaa hyp- pigt, som S. araneus. I Landets indre Dele forek. den lige op i Birkerogionen. Mod Nord er den alm. i Nordland ; i Finmarken har jeg seet Ex. fangede af Nordvi ved Var- angerfjorden, ligesom Univ. Mus. har modtaget Indiv. fra Karasjok og Hammerfest. *) Ramus, Norriges Beskrivelse, Kbhvn. 1715 5 Pontoppidan, Norges naturl. Hist. 2 D. Kbhvn. 1753; Gunnerus, i Noterne til Leems Beskr. over Finmarkens Lapper, Kbhvn. 1767. 60 Robert Collett. Gen. 2. S or ex, Lin. 1766. 10. S. araneus, Lin. 1766. Sorex araneus, Lin. Syst. Kat ed. 12, tom. 1, p. 74. 1838, Sorex vulgaris, Nath. (ex. Lin. 1754). Arch. f. Naturg. Jahrg. 4 B. 1, p. 45. 58°— 71°. Er af alle Landeis Pattedyr det talrigeste, ligesom det i horizontal og vertical Retning er videst ud- bredt. Uden at savnes paa nogen Localitet findes den fra Hvaløerne og Lindesnæs op til Nordcap og Varanger- fjorden. I Finmarken, hvor den er ligesaa hyppig, som i de sydlige Dele, gaar den lige ud paa de yderste Øer; saaledes traî jeg den i 1872 alm. p^^ de smaa Øer Gjesvær ved Nordcap, ligesom den afMahngren er i 1861 fundet paa Renøen ved Vardø i Mængde saavel i som udenfor Husene. Undertiden bor den sammen med forskjellige Arvicola- arter og færdes i deres Gange, og ligesom disse optræder den i visse Aar talrigere, end i andre. Saaledes fandt jeg den i Juni— Juli 1872 i overordentlig stort Antal paa Troms- øen; ofte indtræffer denne Forøgelse over det normale Antal samtidig med den periodisk massevise Optræden af Myo- des lemmus. Varieteten med lysere rustbrun Overside er hyppig mellem Hovedformen. I vertical Retning stiger den fra de laveste Kystøer op til Snegrændsen; i Juli 1870 blev den af Dr. Hvoslef taget paa Suletind paa Filefjeld i en Højde af 5000' (1500-^) 0. H. Et Rede, som jeg den 30 Juli 1873 fandt i en Stenrøs i Birkeregionen paa Dovre, var bygget af løse, fine Stråa af Poa- Arter, indvendig belagt ,çae^ .tørJCP Blade af Sa- Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 6h lix phylicifoUa, Det indeholdt 5 blinde Unger, med stumpe Snuder ; deres Totall. var 26™'«, hvoraf Halen e'""", Hovedet 10™™. De vare overalt nøgne, undtagen paa Ho- vedets Overside, hvor Vibrisserne vare fremkomne. Hos de halvvoxne Unger (Craniets L. 18'"™) er Over- kjævens Hjørnetand endnu ikke fuldt udviklet, saaledes at den kun er lidet højere, end Iste Præmolar. 11. S. minuius^ Lin, 1766. Sorex minutus, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. 1, p. 73. 1811. Sorex pygmæus, Pall. Zoogr. Ross. — Asiat. vol. 1. p. 134. 58° — 71°. Har den samme geogr. Udbredelse, som foreg. Art, men forek. overalt i ringere Antal. Ligesom denne tilhører den saavel Lavlandet, (hvorfra jeg har seet Ex. fra Christiania, Eomerike, Smaalenene og Kongsvinger), som Fjeldsiderne lige op i Birkebeltet, hvor Prof. Rasch i Gudbrandsdalen har fundet den i en Højde af 3000' (950^) 0. H. Ligeledes har Univ. Mus. erholdt Ind. fra Fjeld- dalene i Thelemarken, samt fra Aaseral i Christiansand Stift; paa den sidstnævnte Localitet fandt Sognepr. Schii- beler den i visse Aar temmelig talrig. Den har ligesom foreg. Tilhold saavel i som udenfor Husene. Langs Kysten er den funden i Hardanger og ved Ber- gen; nordenfor Polarcirkelen forekommer den lige op til Nordcap og VarangerQorden, hvor jeg har seet flere Ex, fra Omegn af Mortensnæs, fundne af Hr. Nordvi. 62 Robert Collett. Ordo 3. GLIRES, Farn. 4. Muridæ. Gen. 1. Mus, Lin. 1766. 12. M. rattus^ Lin. 1766. Mus rattus, Lin. Syst. N.at. ed. 12 tom. l. p. 83. 59' 40' -60° 20'. Forek. for Tiden, saavidt bekjendt, alene paa 2 Steder i Norge, nemlig i Bergen, hvor Dr. Koren har faaet Individer fra et Par Huse, samt i Berg- staden Kongsberg, hvorfra Univ. Mus. i Aarene 1869—71 modtog adskillige Exemplarer. Denne Art har neppe nogensinde optraadt i Landet i det betydelige Antal, som M. decumanus for Tiden, men altid manglet paa betydelige Strækninger. Endnu i hele det 17de Aarh. forekom den sparsomt; i 1632 omtaler P. ClaussøD,'") at den ikke kan leve paa Øer og Næs, heller ikke nordenfor Trondhjem; endnu i 1651 omtaler Wolff"^), at den føres til Landet med Skibe uden at kunne leve. 1715 anfører Ramus,^) at de ere sjeldne undtagen i Kjøb- stæderne; 1753 manglede de, ifølge Pontoppidan,*) paa ^) Norriges Oe Omlggende Øers sandfærdige Bescriffuelse, (Kbhvo. 1632). *) Norrigia Illustrata, (Kbhvn. 1651). ') Norriges Beskrivelse, (Kbhvn. 1715). *) Norges naturlige Historie, (Kbhvn. 1753). Dog vare disse ældre Angivelser i Regelen kua lidet originale, men oftest afskrevne med ubetydelige Forandringer fra den nærmest foregaaende Forf. Uagtet de deri indeholdte Bemærkninger saaledes ingenlunde kunne ansees som fuldgyldi^^e eller udtømmende, have de dog sit Værd som de første og eneste fra hine Tider. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 63 flere Steder i det Indre, samt i hele det nordlige Norge. Efterhaanden bleve de stærkere udbredte, især i Kyst- egnene, medens der dog altid samtidig fandtes Steder, hvor de ganske manglede. Ved Skibe førtes de lige op i Finmarken, hvorfra Individer beskrives 1767 af Gunnerus,*) fangne ved Tana, ligesom han samtidig omtaler, at de lorekom i Senjen og i Tromsø. I Landets indre Dele vare de hovedsagelig indskrænkede til Kjøbstæderne, og manglede ganske i de fleste skovbevoxede Dalfører. 13. M. decumanus, Pall. 1778. Mus decumanus, Pall. Nov. Sp. Quadr. p. 91. 58° — 71°. Mangler endnu i alle afsidesliggende Dal- fører, samt, foruden paa Tjeldene, tillige i de øvre Dele af de store Hoveddale, saasom Valders og Gudbrandsdalen; er ligeledes paa flere Dele af Kysten, især paa Øerne, spar- som eller ganske manglende. Nordenfor Polarcirkelen er den hovedsagelig indskrænket til Stæderne; den findes saaledes i Tromsø, men mangler i Finmarken, ifølge Meddelelse af Nordvi, ganske paa Stræk- ningen fra Hammerfest, hvor den er talrig, til Kola og Kem i Rusland, men viser sig dog fra og til, f. Ex. i Vardø, uden at kunne holde sig. Denne Art har utvivlsomt optraadt tidligere paa Nor- ges Vestkyst, end paa noget andet Sted i Scandinavien. I ') Leem, Boakr. over Finmiikens Lapper, (med Noter af Biskop Gun- nerus), p. 228, (Kbhvn. 1767). 64 Robert Collett. ,Fr Strøms Dagbogsoptegnelseri) til Søndmørs Natur-Beskri- velse omtales og beskrives den allerede 1762 (§ 174), der- næst 1763 (§ 65), og senere gjentagne Gange og med stor Udførlighed, saaledes at der ingen Tvivi kan opstaa om Arts- identiteten. De benævnes her Sørotter, og sagdes at vandre ved Ankertougene til og fra Skibene; i 1776 (§ 3) kalder han dem „det sædvanlige Slags" i Søndmør.-) Skjønt den saaledes viste sig forholdsvis tidligt i Lan- dets Kystegne, foregik dens videre Udbredelse langsomt, og endnu langt ud i dette Aarh. manglede den ganske eller forekom sparsomt, hvor den senere er bleven talrig. Som ovenfor nævnt, findes der endnu, især langs Kysten, store Strækninger, hvor den ikke synes at kunne leve, skjønt den oftere er indvandret. Albinos ere oftere fundne. :>n9 foij 14. M. sylvaticus^ Lin. 1766. Mus sylvaticus, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. 1. p. 84. 58"— 63''. Er hyppig, periodisk særdeles talrig over- alt i det sydlige Norge, medens dens Nordgrændse ikke kan angivas med Sikkerhed. Guaû^u^ angiver deft^j). ^) Ânnotàtiohs-Boog over îïseirkvserdfgtieder i iTatur-Öistorién paa Syndmøer (17 56—80), i Mscr. opbevaret paa Univ. Bibl. i Chri- stiania. ') Da Strøms „Beskr. over Fogderiet Søndmøre" var trykt allerede 1762, omtalcB ovenstaaende Observationer, dog uden de nøjagtige Beskrivelser, og uden Angivelse af Aarstal, först i Supple- mentet (Nye Saml. Kgl. Norske Vid.-Selsk. Skr. i. B., Kbhvn. 1784). ') 1 Noterne til Leems Beskr. over Finmarkens Lapper, Kbhvn. 1767. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 65 som forekommende i Finmarken, uden at denne Ob-^ servation med Vished er bekræftet i de senere Aar. Langs Vestkysten er den ligesaa talrig, som i de østlige Dele. Paa Fjeldsiderne stiger den op i Birkebeltet, men synes her alene at forekomme i Husene; i 1870 og 1871 fandt jeg den saaledes særdeles talrig i alle Huse paa Drivstuen paa Dovre (2140' o. H.) Den i Norge almindeligst optrædende Form er den store nordiske med det brede Halsbaand (M. flavico/lis^ Melch.), medens udvoxede Ind. uden dette ere sjeldne. I Febr. 1874 modtog Univ. Mus fra Eidsvold flere udvoxede Ind., der alle havde langs Buglinien en fra det graagule Brystbaand udgaaende smal Stribe, der havde Brystbaandets Farve. 15. M. musculus, Lin. 176'j. Mus musculus, L'n. Syst. Nat. ed. l2. tom. 1, p. 83. 58" — 71°. Mangler paa visse af Vestkystens Øer, og stiger paa Fjeldsiderne sjeldnere op ovenfor Granbeltet. I Finmarken er den hyppig især i Byerne lige hen til den russiske Grændse. Albinos ere fundne lige op til Vardø og Vadsø, hvid-j brogede Varieteter især i de indre sydlige Dalfører. Gen 2. Arvicola, la Cep. 1803. 16. ^. glareolus, Schreb. 1792. Mus glareolus, Schreb. Die Säugth. B. 4, p. 680. 58° — 62°. Alm. i Skovtrakterne søndenfor Dovre, uden at dens Nordgrændse kan med Sikkerhed angives. I Trak- N. Mag. f. Naturvak. XXII, 1, 5 66 Robert Collett. terne omkring Christianiafjorden og Mjøsen er den periodisk talrig, og langs Vestkysten alm. idetraindste op til Sønd- fjord. Skjønt en Lavlandsform forek. den paa Fjeldsiderne sporadisk lige op til Birkeregionen, og vil derfor sandsynligvis vise sig at forekomme ogsaa i Landets nordligere Land- skaber.,.jQ ß/,, De søge ikke udelukkende vegetabilisk Føde, men for- tære deres fangne og døde Kammerater, etc; hos gamle Individer er underti !en Kindtændernes Rod lukket, som en Antydning til deres omnivore Natur. Ligesom de øvrige J/vivolini optræder den visse Âar i større Antal end sædvauligt, og yngler herunder langt ud paa Høsten ; i 1871 saa jeg jevnlig smaa Unger ved Chri- stiania i Slutningen af November. Denne Forøgelse over det normale Antal antager dog aldrig saadanne Dimensioner, som hos flere af de følgende Arter. 17. A. rufocanus, (Sund.; 1847. Hypudæus rufocanus. Sund. Öfv. Kgl. Vet. Ak. Förh. 1846. p. 122. 71° — 69°. Tilhører Finmarken, og er alm. idetmindste ned til Tromsø's Breddegrad, hvor den af Prof. Malmgren bemærkedes talrigt ved Balsfjorden i 1861. Fra det egent- lige Finmarken har Univ. Mus. modtaget Ind. fra Komag- fjord nær Hammerfest, fra Karasjok, og fra Varangerfjorden. Periodisk optræder den her i stort Antal overalt, og an- retter herunder betydelig Skade p'aa Græsvæxten, samt viser sig ogsaa inde i Husene. Sommeren 1872 fandt jeg den yderst talrigt ved Porsangerfjorden, hvor den havde Tilhold paa lyngbevoxede Steder, og hvor Jorden i mile- vide Strækninger var gjennemhullet af dens Gange, Ven- Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 67 trikelen af de voxne Ind. indeholdt alene Vegetabilier (friskt Græs!; adskillige yngre Ind. fangedes i Fælder med Ost til Lokkeniad. I 1873 vare, ifølge Meddelelse afNordvi, disse Skarer atter forsvundne. Yngre Ind. have Felterne i Underkjævens mellemste Kindtand næsteu fuldkommen tvedelte. 18. A. rutilus, (Pall.) 177^. Mus rutilut. Pall. Nov. Sp. Quadr p. 246. ■■f 71°— 69°. Har ligesom A. rufocanus sit Hjem i Fin- marken, hvor den maaske er ligesaa talrig, som denne. Fra Østfinmarkeu har jeg undersøgt tallige Individer, fundne af Hr. Nordvi ved Varangerfjorden, (det første af disse fangedes allerede i 1847), Fra Vestfinmarken har Univ. Mus. erholdt Individer fra Komagfjord og Karasjok. , ,-, ^, Har i sin Levemaade adskilligt tilfælles med Mus muse; bebor i Finmarken saavel Husene, som græs- og lyngbe- voxede Steder, lever tildels af animalsk Føde, ansees som yderst skadelig, og har udviklet Klatreevne. 19. A. amphibius^ (Lin.) 1766. Mus ompMbius, Lin. Syst. Nat. ed, 12 tom. 1, p. 82. 58°— 70°. Er udbredt i alle Landets Dele, og er langs Kysten op til Polarcirkelen talrig lige ud paa de yderste Øer, ligesom den i vertical Retning stiger op i Birkebeltet, og er saaledes hyppig paa de fleste Sætervolde. Nordenfor Polarcirkelen er den hovedsagelig indskrænket til Fastlandet, og forek. saaledes i Dalførerne indenfor Tromsø, medens den opgives at mangle i den udenforliggende 5* e» Robert Collett. Skjærgaard. I det egentlige Finniarken optræder den kun sparsomt, men er dog af Hr Nordvi nogle Gange funden ved Varangerfjorden. Ogsaa denne Art viser sig visse Aar i betydeligt større Autal end i andre, hvilket gjerne indtræffer i de samme, hvori Myodes lemmus vandrer. Albinos eg hvidbrogede Individer ere oftere fundne. 20. J. ratticeps, Keys. & Blas. 1841. Aivicola ratticeps, Keys. & Blas. Mém. Acad. Imp. Sei. St. Petersb. tom. 4, p. 319. 1845» Lemmus médius, Nilss, Öfv. Kgl. Vet. Ak. ï^'orh. f. 1844, p. 34. 62° — 70'' 30'. Forek. i de højereliggende Dalfører og paa Fjeldene søndenfor Dovre, samt i Finmarken : i de la- vere Dele eller langs Vestkysten er den endnu ikke be- mærket. Allerede i 1849 havde Prof. Lilljeborg fundet denne Art i Solliens Prgd. mellera Gudbrandsdalen og Østerdalen, hvor jeg Sommeren 1864 paa det samme Sted fandt flere Cranier, tilhørende Ind. fra foreg. Aar, da de syntes at have optraadt i Mængde samtidig med den netop stedfundne Udvandring af M. lemmus. Paa Dovre findes den, skjønt idethele neppe talrigt, i Birkeregionen, men optræder pe- riodisk i stort Antal. Saaledes fandt jeg den hele Sommeren 1872 i store Skarer overalt mellem Fokstuen og Kongsvold paa Dovre, (hvorfra samtidig Myodes lemmus foretog en Udvandring), ligesom dens Optræden dette Aar strakte sig lige hen til Røraas og Østerdalsfjeldene. De fleste havde Tilhold i Selskab med M, lemmus paa græsbundne Steder, hvor lange, i Græsset nedtraadte Veje førte hen til deres underjordiske Ueraærkninger til Norges Pattedyrfauna. 69 Gange, og hvori de løb mod stor Hurtighed. Ofte saaes de svømmende i Myrerne eller mellem Lyngtuerne paa over- Rvømmede Steder; et stort Antal havde ligeledes sit Til- hold i Fjeldstuernes Udhuse. Rederne laa aabent, støt- tende sig til en Tue, vare runde og hyggede af omtr. 3 Tommer lange, friske Stråa. Ungernes Antal var oftest 7. Flere Kuld bleve satte i Verden samme Sommer; i Beg. af Juni vare mange Hunner drægtige, i Slutningen af Juli havde flere Reder atter smaa Unger, medens Hannernes Testes vare svulmende. Ventriklerne indeholdt blot Vege- tabilier; fangne Individer lokkedes let ved Ost, men for- smaaede Kjød. De syntes ikke at foretage nogen egentlig Vandring. Mellem Dovre og Finmarken mangle endnu Observa- tioner, men det er sandsynligt, at denne Art er udbredt paa de fleste højereliggende græsbundne Steder op til Nordcap. I Østfinmarken er den oftere fanden af Nordvi ved Varangerfj orden, og Univ. Mus. har modtaget talrige Ex. herfra, saavelsom fra Komagfjord ved Hammerfest og fra Karasjok i det indre af Vestfinmarken. Paa de fleste af disse Localiteter optraadte den hyppigt i 1872. Blandt et Antal Individer, nedsendte fra Karasjok i 1872, fandtes en Albino. 21. A, gregarius, (Lin.) 1766. Mus greaarius, Lin. Syst. Nat ed. 12. tom. 1. p, 84. 1834. Hypudæus agrestis, Melch. (ex Lin. 1761) Danske Stats Norges Patted, p. 114. og 58°— 71°. Er i alle Landets Dele alm. og periodisk optrædende i store Skarer. I størst Antal er den udbredt ^5 nrift-^rrfv ^^y^^^^ Q^^g^^ i de lavere sydøstlige Dele; langs Vestkysten er den lige- ledes talrig paa Fastlandet, mindre paa Øerne. Mod Nord forek. den i Finmarken op til den russiske Grændse, her dog sparsommere, end enkelte andre Arter af samme Slægt (mfoeam/s, nitihis). Paa de sydlige Høi- fjelde stiger den op i og over Birkeregionen (4000', 12 — ISOO-^o. H) Den større Form, J insu'aris (Nilss.) 1845, er af Dr. Hvoslef iagttagen i Søndfjord i Bergens Stift blandt Hoved- formen. Hos 3 Individer af denne Form havde Halen en Længde af 37, 42 og 42°*'", Hovedets Længde hos de samme Individer 31, 34 og SG"""*. Albinos ere oftere fundne. Gen. 3. My odes, Pall.|1811. 22. M. lemmus (Lin.) 1766. Mvis lemmus, Lin. Syst. Nat. ed. 12. tom. l. p. 80. 58°— 71". Bebor alle Landets Højfjelde i og over Birkebeltet fra LangÇeldenes sydligste Forgreninger i Chri- stiansand Stift til Nordcap. Nordenfor Polarcirkelen forek. den paa alle aabne Plateauer ned til Havets Niveau, lige- som den i ringere Antal bebor de større, bjergfulde Kystøer. Har under normale Forholde Tilhold i Birkeregionen paa Steder, hvor tør, med Jimtpent s -Kr åt bevoxet Mark afvexler med Myrer eller fugtige, af Beluln muni bedækkede Strækninger ; den holder sig skjult om Dagen, og er derfor idethele lidet bemærkelig Redet anbringes under en Tue, bygges af tørre, kort afskaarne Stråa, og er ofte, (ikke altid) indvendig lodne af deres fældede Haar, üngernes Beraærkninger til Norges Pattedyrfauna. 71 Antal er (udenfor Vandreaarene) oftest 5, undertiden ned til o, sjelden 7 — 8; mindst to Kuld fremfødes aarlig. Den fortærer udelukkende Vegetabilier, især Græsstraa og Græsrødder, om Vinteren Bark af Salix- Arter; den udgjør den daglige Føde for Nycteu scnndiaca, Bnteo lagopus^ Otiis brachyotus^ Vulpes lagopus, Gvlo borealis, Mtistela erminea samt Lestris buffonii. Vandringerne ere en nødvendig Følge af deres tempo- rært stærke Vitalitet, i Forbindelse med et stærkt migra- toriskt Instinkt, der blot eller hovedsagelig udvikles, naar de optræde i Mængde. Denne Tendents til med ubestemte Mellemrura af Aar at optræde i et betydeligt større Individ- antal, end i andre, der er et gjennemgaaende Træk hos alle Arter af Underfamilien Arvicolini^ er i langt højere Grad tilstede hos denne Art, end hos nogen af de øvrige, og den overgaaes i denne Henseende maaske neppe af noget andet af de varmblodige Vertebrater. '■ Enkelt(^ Aar sættes flere Kuld i Verden, end i andre, uden at nogen Udvandring er Følgen. Ere Omstændig- hederne gunstigere, bevirker Forøgelsen mindre Udvan- dringer, der aarlig foregaa paa et eller andet Sted, og blot betegnes ved enkelte Individer, der vise sig sporadisk i de nærmeste Dalfører. Meilern disse og de egentlige store Vandringer ere alle Overgange. Den pludselige Ophoben under visse Aar af Individer af en enkelt Art, der normalt er spredt over større Vidder, maa nødvendigvis bevirke en Bevægelse af Masserne udåd mod Siderne, foråt Ligevægten atter skal oprettes, og denne Udflytning faar paa Grund af en hos Arten nedlagt Vandre- lyst, (der i ringere Grad er tilstede hos dens nærmeste Frænde M. schisticolor, og lader sig tildels paavisé hos en- 72 Robert Collett. kelte af de øvrige Arter,) en betydelig større Udstrækning, end bos nogen af disse under lignende Omstændigbeder. Vedvare de gunstige Yngleforholde i 2 paa hinanden føl- gende Aar, trykkes Masserne uophørligt ud over Fjeld- siderne, og Udvandringen stiger til en Oversvømmelse af de lavere Dele, idet Individerne stadig vandre videre for at søge det Terrain, der svarer til deres Hjemstavn, og som ene er istand til i Længden at ernære dem, indtil de stand- ses af Havet eller gaa tilgrunde paa anden Maade. Under de store Vandrejiar har Aarets første Kuld ynglet allerede om Høsten det første Aar og frembragt en Overbefolkning, som driver et stort Antal paa Vandring ned i Dalene. Det følgende Aar tiltage Masserne paa Fjel- det i en saadan Udstrækning, at Myriader uophørligt rykke ud fra Centralplateauerne og oversvømme Lavlandene, hvor de slutte sig til de tidligere ankomne; et stort Antal Par yngle under Heisen, hvorfor de gjerne optræde talrigst i Eftersommeren ; de aftage mod Høsten, dø i Masser om Vinteren, vise sig endnu, men sparsomt den næste Vaar, og forsvinde gjerne ud paa Sommeren i deres Udlændigheds andet (eller tredie) Aar. Kuldene følge under Yngleaarene hurtigt paa hinanden, og indeholde ofte 9, men ikke sjelden 10 Unger. Al de vandrende Individer er saaledes det overvejende Antal yngre, fødte i et af de to sidste Aar, og jeg har ved gjentagne Lejligheder fundet, at de næsten alene beståa af Hanner, medens Hunnernes Antal er yderst ringe.') *) Saaledes var af de 18 Individer, som jeg i November 1875 havde Lejlighed til at undersøge i frisk Tilstand fra forskjellige Dele af det netop optagne Vandredistrict, blot 1 Hun, Resten yngre Han- ner, fødte i Sommere s Løb. Bemærkninger til Norges Patte dy rfauna. 73 Vandringerne afsluttes ved Individernes Død, der oftest er en Følge af en paa Grund af Overbefolkningen fremkaldt Epizooti. Da denne udvikler sig ligesaa sikkert paa Høj- fjeldet selv, som i de lavere Dele, kan den ikke udelukkende opstaa af de uvante Forholde, hvorunder Individerne leve; Højfjeldene synes saaledes umiddelbart efter Vandringernes Ophør næsten fuldkommen afbefolkede. Dødeligheden er stærkest, jo større Masserne ere, ligesora den synes at for- øges ved Hede og Vandmangel. Under de store Vandringer vil man naarsomhelst kunne blive Vidne til disse pludselige Dødsfald blandt Individer, der synes fuldkommen friske og uskadte. Frivilligt vender intet Individ, der er naaet ned i Lavlandene, tilbage til Højfjeldet. Under Vandringerne efterstræbes de (foruden af enkelte blandt de ovenfor nævnte Rovdyr og Rovfugle, der følge dem fra Højfjeldene), især af Fulco tinnunctilus^ Buteo vulgaris, alle Strigidæ og flere andre Dagrovfugle, Mustela nivalis, Viilpes vulgaris; endvidere, foruden af Husdyrene,*) af diverse Cofvidæ, samt i de nordlige Dele af Lestris- og Lams-kxiev^ {'is,ær Lurus ynariuus, argentatus og gtaticus). Den umiddelbare Aarsag til deres Forøgelse ligger utvivlsomt i en undertiden gjennem flsre Aar vedvarende Sammenstøden af saadanne Omstændigheder, der lette Ind- gaaelse af Ægteskab og Ungernes Optbstring, saaledes at baade et ulige større Antal Forbindelser indgaaes, end i normale Aar, og disse ere i en usædvanlig Grad fuld- *) Det horer til Anomalierne i de tamme Drøvtyggeres Levesæt, at de (især Kjørene og Gjederne) undertiden dræbe og fortære Le- mæn. Det samme er Tilfældet med den vilde Ren paa Højfjeldene og Tamrenen i Finmarl en. 74 Robert Collett. tallige. Men nærmere at paapege disse Omstændigheders sande Natur er os ligesaa vanskeligt (eller umuligt), som at tilvejebringe uomstødelige Bevisgrunde for visse Lepid- opterlarvers massevise Optræden i visse Aar. Det er ret mærkcligt, at disse Forøgelsen befordrende Omstændigheder ere altid samtidigt gunstige for andre nærbeslægtede, men af hinanden uafhængige Dyreformer. Under alle de Aar, hvori M. lemmus vandrer, indtræder ufravigelig samtidig en Forøgelse over det normale Antal af en eller flere Ar- vicola-kxXev, (for vore sydlige Egnes Vedkommende især af \ ^. grevai ins, amphibius og rntticeps^ for Finmarkens af J. rufocamis^ rutilus og ratticeps)] endvidere at Mus sy I v at i- j .£!£1,<*- ^- Forøgelsen af disse Arter antager dog ikke det store Omfang, som hos U. lemmus, ligesom disse, som ovenfor nævnt, næsten ganske savne den sidstnævntes mi- gratoriske Tendents. Fremdeles har under hvert af de senere Vandre- og Yngleaar i Egnene søndenfor Dovre og omkring Trondhjems- fjorden samtidig Soriccs,] Haren, og de fleste Tetruonidæ optraadt i større end almindeligt Antal, Hertil kommer forskjellige andre Dyreformer, der i Regelen o fattes som staaende i et bestemt Afhængigheds- forhold til M. lemmus^ idet de optræde i større end nor- malt Antal under Lemænernes Vandreaar, som det antages paa Grund af den overflødige Føde, saasom begge Arter Mustela, Vulpes lagopus, Nyctea scandiaca, Buteo lagopus 0. a. Dette Afhængighedsforhold mellem de nævnte Arter er dog neppe den eneste og sande Grund til deres uforholds- mæssige Fcrøgelse. Ved en tidligere Lejlighed har jeg nævnt*), ^) Remarks on the Ornithology of Northern Norway, (Forh, Vid. beisk. Chr.ia 1872, p. 223.) Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 75 at Nyctea scnndiaca i Sommeren 1872 forøgede sig i samme usædvanlige Antal i forskjellige Districter, hvor der ingen Udvandriug eller Masseforøgelse af M. lemmus fandt Sted, som i de af dem oversvømmede Districter. Paa en bestemt og afgjørende Maade at paavise climatologiske Forholdes IndÜj-delse i denne Sag, vil neppe lykkes; uagtet saaledes Tetraoniderne i Løbet af 1862 i det sydlige Norge udviklede sig til et Antal, der maaske ikke er bleven overtruffet i noget af de senere A.ar, ligesom og- saa en udstrakt Udvandring af M. lemmus om Høsten s A. tog sin Begyndelse i de nævnte Landsdele, er det et Fac- tum, at Sommeren var kold og regnfuld, og saaledes ikke, som vi maatte antage, særligl begunstigende for deres Ynglen. Den virkelige Grund til den periodiske Masseforøgelse af dette og andre Dyr maa vistnok opfattes som en phy- siologisk Nødvendighed for Artens Bestaaen, hvis sande Væsen vi have vanskeligt for at udgrunde. Til de Egne, der ligge længst fjernede fra denne Arts Sommertilhold, høre Smaalenene, Jæderens Lavslette og Trakterne omkring Mjøsen og Christianiafjorden. Men un- der visse Vandreaar oversvømmes ogsaa disse Landsdele, ligesom der idethele ikke gives noget tilgjængeligt Punkt af Landet, der under et eller andet Aar ikke er bleven berørt af dem. Hver Vandring omfatter blot enkelte Stræk- ninger, men aldrig samtidig det hele Land. De store Van- dringer have oftest omfattet: Den vestlige Del af Christiania Stift, Christiansând- Stift og de nærmeste Dele af Bergen Stift, eller Trakterne paa begge Sider af Dovre ned til Mjøsen, eller Egnene om Trondhjemsfjorden (og et stort Areal af svensk Norrland), eller 76 Robert Collett. Større eller mindre Dele af Nordland, (med tilstødende Dele af Sverige), eller Hele det indre Finmarken. De mindre Vandringer kunne, som vi ovenfor have nævnt, blot omfatte visse nærliggende Dalfører, der straale ud fra et fælles Plateau. Som Egne, der i særlig Grad have (i de senere Aar) vist sig hjerasøgte, kunne nævnes Inderøen og Egnene om Trondhjemsfjorden, hvor der jevn- lig i de sidste 10 Aar har fundet større eller mindre Ud- vandringer Sted. Ved Gjennemgaaelsen af Skrifter fra forrige Aarh. stø- der man paa forskjellige Angivelser om Vandringer, men altid blot for et enkelt Districts Vedkommende (i Kegelen Præste- gjældet), hvorved ingen paalidelig Kundskab om Udstræk- ningen af den hele Vandring kan erholdes. Saadanne Van- dringer foregik: 1739-40 i Hallingdal. 1757 i Trondhjems-Egnen. 1769-70 i Trysil i Østerdalen. 1772 i Søndmør. 1774 i Aure i Nordmøre, og i Sætersdalen ; den sidste Ud- vandring maa altsaa have havt en ganske betydelig Udstræk- ning og har sandsynligvis omfattet Landet paa begge Sider Langfjeldene fra Christiansand af op til Komsdalen (58° —62°), og maaske staaet i Forbindelse med Vandringen i 1772. 1780—81 i Thelumâi:keiL_Qg_hele_Clmstmn^ Hadeland og Eker. 1789— 90 omtrent i det samme District, som i 1780— 81, nemlig Christians Amt(s sydlige Dele?), Eker og Hadeland. I Begyndelseu af dette Aarhundrede var der Udvan- Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 77 dring: i 1816 over en stor Del af Nordland, i 1826 over Bergens Stift, i 1833 — 34 i Thelemarken og Christiansand Stift, foruden selvfølgelig andre, hvorom vi ikke have nogen Kundskab. I de senere Decennier have større Vandringer fundet Sted: 1852 — 53 i det sydlige Finmarken og Tromsø Omegn. 1862—64 fra Langfjeldene over en stor Del af Landet søndenfor Dovre. 1868 — 69 fra Grændsefjeldene mod Sverige over hele Trondhjem Stift. 1871 fra Filefjeld og- Valdersfjeldene over de tilstødende Dalfører (mere local). 1872 fra Dovre over søndre Trondhjems Amt, samt// Trakterne søndenfor Fjeldryggen ned til Mjøsen. *- 1875—? fra Langfjeldene over Christiania og Christi- sand Stifter, samt fra den nævnte Fjeldrygs nordlige Af- hældning over Romsdalens Amt til Havkanten. Under Udvandringen i 1862—64 omfattedes et ganske betydeligt Areal af Landet søndenfor Dovre. I Løbet af Sommeren 1862 begyndte Langfjeldene med sine Forgre- ninger til alle Sider at frembringe Individer i Masse, og allerede samme Høst vare et ikke ringe Antal paa Vandring, og naaede inden Vinteren lige til Mjøsens Bredder i Øst, [j til Christianiafjordens Østside i Syd, og til Havkanten i Bergen Stift i Vest, I 1863 optraadte Hovedmasserne, idet alle Højfjelde og de nærmestliggende Dalfører vrimlede af deres Skarer, ligesom de trængte stadigt videre, ofte yng- lende undervejs, og naaede ned til_jia-ydfirâle-llele_afX!hrJ- . stiansand^^tift. I Løbet af Vinteren 1863-64 forsvandt de fleste fra Lavlandene; med Vaaren 1864 kunde Van- 78 Robert Collett. dringen ansees for ophørt, medens dog spredte Individer viste sig udover Høsten (det sidste dræbtes ved Christiania i October 1864). I 1868 — 69 fandt en betydelig Udvandring Sted i Di- stricterne omkring Trondhjemsfjorden. Denne havde aaben- bart sit Ud pring paa Fjeldene langs Rigsgrændsen; mod Øst trængte Masserne lige ned til den bottniske Bugt, og oversvømmede mod Vest hele Trondhjera Stift, uden dog at trænge over Dovre I 1872 skeede atter en Udvandring, der berørte de sydlige Dele af samme District, idet dens Udspring dennegang nærmest var Dovre ; mod Nord naaede den kun ubetydeligt ovenfor Trondhjemsfjorden, men strakte sig mod Syd over hele Gudbrandsdalen og Valdersfjeldene ned til Mjøsen; paa flere af de sidstnævnte Fjeldpartier, saasom i Gudbrandsdalsfjeldenes sydøsthge Dele, vare Mas- serne aldeles enorme; ikke destomindre vare Fjeldene i 1873 saa fuldstændigt rømme' le af dem, at der tilsyne- ladende ikke fandtes et Individ tilbage. Den Udvandring, som for Tiden er i Anmarsch, kommer fra Langfjeldene, og omfatter Distric^erne søndenfor den sidstnævnte Vandring; ligesom i 1862 — 64 begyndte Masserne at forøges Sommeren 1875, især i Numedalsfjeldene og Thelemarken, og et betydeligt Antal vare allerede denne Høst naaede ned til de sydligste Dele af Christiansand Stift i Syd, Drammen,') Ringerike og Eker, Thoten og Var- dal ved Mjøsen i Øst, og Romsdalen ud til Molde i Nord. Vandringerne ske i Retning af Dalførerne, saaledes at Tog lunne udstraale fra et Plateau i alle Retninger. De foregaa udelukkende om Natten og skride forholdsvis hur- ') Kt enk.'it Ind. toyos levende midt i Chri-tianin i October. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna 79 tigt fremad. Sjeldnere trække de vandrende Skarer tvers over Dalbundene for at naa et nærliggende Fjeldparti. Under Yngleaarene opstaa Masserne ligesaa sikkert paa Øerne, der ofte kunne være af særdeles ringe Udstræk- ning, som paa Fastlandet; især er dette Tilfældet i Lan- dets nordlige Dele. Paa Øerne foregaa Vandringerne til alle Sider, indtil de naa Havet; under roligt Vejr svømme (le med Lethed over Fjorde af % Mils Bredde. Aberrationer ere, nagtet Individernes uhyre Antal, sjeldne. Albinos ere fundne enkeltvis. .1/. lemnus beskreves og afbildedes (tilligemed Ske- lettet) under Navn af Mus no.vegiais af Olaus Wormius i hans Historia nnimalis, 1653, samt i Museutn Wormianum 1655. 23, M. schisticolor, Lilljeb. 1844. Myodes schisticolar, Lilljeb. Kgl. Vet. Ak. Handl. 1843, p. 65. 60° — 61°. Denne Art blev af Prof. Lilljeborg op Jaget ved Lillehammer i Gudbrandsdalens sydligste Ende d. 22 Mai 1843, og samme Aar beskreven og albildet i Vet Akad. Handl. p. 65. Den optraadte paa dette Sted paa Vandring, og var talrig i et Par Miles Omkreds. Senere er intet Ind. af denne Art bleven opbevaret eller bemærket, før i 1867, da jeg den 31 Maj fangede paa Lørenskoven ovenfor Christi- ania paa fugtigt Terrain inde i Naaleskoven en drægtig Hun, hvori 5 uæsten fuldbaarue Foetus. Dens Gange saaes i Mostuerne; andre Ind. kunde ikke opdages, ligesom der ikke synes at være nogen Vandring. Individet opbevares paa Univ. Mus. 80 Robert Collett. Det er sandsynligt, at Arten er udbredt i de fleste større ISaaleskove søndenfor Dovre, men at den undgaar Opmærksomhed paa Grund af sin natlige Levemaade hide i de dybere Dele af Skoven. Farn. 2. Castoridæ. Gen. 1. Castor, Lin. 24. a fiber, Lin. 1766. 1766. Castor fiber, Lin. Syst. Nat. ed. 12. tom. l, p. 78. 58° 45'. Forek. for Tiden i ringe og aftagende Mængde i Nisserelven ved Gaarden Fladen i Omli Sogn, Nedenæs Amt, samt hist og her i samme Dalføres syd- lige Dele. Endnu i Beg. af forrige Aarh. forek. den i de fleste skovbevoxede Dalfører over en stor Del af Landet, hvorom talrige Stedsnavne i de forskjellige Egne vidne ; fra Bergen Stift har jeg dog ikke fundet den omtalt. Paa Grund af overdreven Jagt, Skovenes Oprydning og Tømmerflødoingen aftog deres Antal efterhaanden saa stærkt, at de ved Be- gyndelsen af dette Aarh. blot kunde paavises i Theleraarken i Christiansand Stift, Solør og Østerdalen i Hamar Stift, Størdalen og Snaasen i Trondhjem Stift, Helgeland, Salten og enkelte andre Steder i Nordland, samt i Finmarken. Fra de fleste af disse Steder vare de forsvundne i Aarene 1830-40. I 1840 forek. de endnu blot i Thele- marken, Østerdalen, Helgeland og Finmarken, men idethele særdeles sparsomt. Da i Begyndeisen af Fyrgetyverne ved en enkelt Lejlighed en Jæger bragte 12 Skind til Christi- ania alene fra Thelemarken, bevirkede dette endelig dens Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 81 Fredlysuing. I ISîS udkom den første Lovbestemmelse, der forbyder enhver Jagt efter dette Dyr i de første 10 Aar, ligesom senere Jagtretten er bleven betydelig indskrænket ; og skjønt denne Lovbestemmelse ikke er bleven synderlig strengt overholdt, har den dog utvivlsomt bevirket, at Arten endnu kan henregnes til vor Fauna. Thelemarkens Vanddrag i Bratsberg Amt har stedse væ- ret et af dens Hovedtilhold, og skjønt den neppe længer findes levende i det egentlige Thelemarken, stammer dog den Coloni, som endnu lever ved Nisserelven i Omli Sogn, oprindelig derfra; længst trivedes den ved Nisservandets Øer og Hol- mer, og udbredte sig herfra til sit nuværende Tilholdssted ved og nedenfor Gaarden Fladen i Omli. 1 1867 fandtes paa dette Sted, ifølge Forstassistent Feragens Undersøgelser, 5 Hytter (hvoraf 2 vare ubeboede), hver med en Besætning af 10 eller flere Indiv» Omstrejfende Indiv. bleve i dette Tids- rum skudte i Hvidesejd i Thelemarken, ved Næs ovenfor Tvedestrand, samt endog ved Kragerø (1865). I de seneste Aar har Tømmerfløduingen splittet Beboerne noget, og skjønt Dyrene fremdeles bygge, er Antallet maaske idethele aftaget. Endnu i 1873 blev et Skind frembudt til Salg paa Kongs- berg Marked. I 1874 undersøgtes Colonieu af Prof Lillje- borg, der holder Antallet for ikke ganske ringe. I 1874 nedsatte en liden Coloni sig paa Rosøen, noget længere nede i Elven, | Mil fra Arendal Denne 0 er ikke beboet, men dog delvis opdyrket ; i 1875 var en Hytte paabegyndt, der dog blot bestod af fældede Tiæstammer, og nogle Huller, gravede i Vandkanten ind i Elvebredden. De fæl- dede Træer havde ofte en Diameter af 260""" og derover. De for Tiden beboede Hytter ved Nisserelven ere af en langagtig, bagerovnlignende Form, og have en Længde N. Mag. f. Naturvsk. XXII, 2. 6 82 Robert Collett. af omtr. 10— 16"\ en Bredde af 2—3'»; Højden er blot 1^. Væggenes Tykkelse er 300—400™'"; deres indvendige Højde omtr. SOO'"'». De ere dels enkelte, dels efter Længden delte i 2 Rum med en Skillevæg, omtr. 300'«°^ tyk. De ere byggede af Grene af Populas tremula samt Betula odorat"^ desuden af Jord og fint Græs. Grenent^s Længde varierer fra 400°^"^ til næsten 3™, deres Tykkelse fra 50— 130™™. Desuden findes talrige smaa Kviste, hvilket alt hentes undertiden i flere tusinde Alens Afstand. De af Smith i forrige Aarhundrede beskrevne Hytter i Østerdalen vare 2—3"' i Diameter, og ligesaa høje, samt runde af Form, Angaaende Bæverens tidligere Udbredelse i Landets for- skjellige Stifter kan mærkes: I Christiansand Stift har den tidligere været ud- bredt i næsten alle større Dalfører. Mod Vest forekom den lige hen til Stavanger, hvor den ifølge de Fines haand- skrevne Beskr. over dette Amt endnu 1745 fandtes i Sul- dalselv. I Sætersdalen ovenfor Christiansand holdt den sig forholdsvis længe, idet det sidste Ind. angives skudt her i 1833. I Lister og Mandals Amt fandtes den lige ned i de allersydhgste Dele (Søgne Præstegjæld). I Christiania Stift have de tidligere havt Tilhold i de nærmest mod Thelemarken grændsende Dele; Spor af deres Dæmninger skulle endnu kunne paavises i de øvre Dele af Hallingdal. Endnu i 1790 forekom de i Sandsvær nedenfor Kongsberg, medens de allerede 1743 angaves for- svundne fra Aadalen og Sogndalen paa Ringerike.*) I Landets indre, sydøsthge Dele (Hamar Stift) havde ') Wiel, Topogr. Journal f. Norge 31 H. (1804). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 83 den sit Hovedtilhold i Solør og Østerdalen, hvorfra den for- svandt forholdrvis sildigt. Især forek. den talrigt i de øvre Dele af Trysil Prgd., og faudtes i Glommenvanddraget lige op til Eøraas. Deg vare de allerede stærkt aftagne i 1784, og nogen større Coloni fandtes ikke længer, medens Spor efter dem og deres Boliger saaes overalt;^) Tidspunktet for deres Forsvinden herfra kan neppe nøjagtigt opgives, men falder dog et godt Stykke ind i vort Aarh. Søndenfor Kongsvinger vare Individerne langt tidligere forsvundne. De sidste Individer bleve her fældede i Slutn. af forrige Aarh. i Strøget mellem Sitskogen og Eidskogen, samt i Setteelven i Høland; flere Tjern og Elve i disse Trakter bære endnu Navn efter Bæveren. I Gudbrandsdalen, hvor den i 1785 endnu forek. i Lom og i Venebygden i Ringebo,-) falder Tiden for dens Ud- ryddelse sandsynligvis før dette Aarh. s Begyndelse Fra Trondhjem Stift omtales den endnu 1817 som forekommende i Snaasen,^) ligesom et Ind. samme Aar blev skudt ved Sonelven i Størdalen, hvor de endnu er- holdtes enkeltvis. Nordlands skovbevoxede Dalfører høre til de Di- stricter, hvor den holdt sig forholdsvis længst. Ifølge Som- merfelt*) var den i 1827 i Salten indenfor Bodø nær ved ') Smith, Topogr. Journ. f. Norge 21 H. 1797; sam e Forf. be- retter ligeledes, at man har fanget et Ind. paaFjeldet i en norsk Mils Afstand fra nærmeste Vand. ^) Hjorthøy, Phys. og oecon. Beskr. over Gudbrandsdalen (Kbhvn. 1785.) ') Brun, Om Sneaasen. (Det Kgl. N. Yid.-Selsk. Skr. i 19de Aarh. 1 B. Kbhvn. 1817). *) Phys. -oecon. Beskr. over Saltdalen. (Det Kgl. N. Vid. -Beisk. Skr. i 19de Aarh. 2 B. Thjem. 1824—27). 6* 84 Robert Collett. at forsvinde, efter tidligere ut have forekommet iMængde; dens Forsvinden paafulgte ogsaa i Løbet af det næste Aarti (omtr. 1836, ifølge Lilljeb.) Læiigero have de holdt sig i de sydligere Dele af Nordland; i det af Heltzeu efterladte Mscr. til Helgelands B. skrivelse, og som er forfattet omtr. 1842, angives, at den endnu træffes i Fjelddalene, og endog gjentagne Gange i de senere Aar har søgt at nedsætte sig i Helgelands lavere Dalfrrer, men er altid bleven bort- skudt. Maaske have de holdt sig her lige til de seneste Aartier. Ifølge Meddelelse af Hr. Brodtkorb paa Tjøttø forekomme de ikke nu længer i Helgeland, hvor dog tal- rige Stedsnavne vidne om deres tidligere store Udbredelse i dette District. I Finmarken synes den at have været talrig ved Syd-Varangers Elve og Indsøer, og flere af de ældre Re- scripter have til Hensigt at regulere Handelen med Skind og Castoreum fra disse Egne. Ifølge Meddelelse af Hr. Nordvi hndes dens Tænder jevnlig nedlagte i Lappernes Grave, og ved Bautastene ved Mortensnæs og Vardø kunne hele Haandfulde af hensmuldrede Bævertænder op- tages ') Endnu i 1819 havde de sit Tilhold ved Jakobselven, ligesom et Ind. i 1830 begyndte at fæste Bo ved Skoaro- elven, lige ovenfor Polmak. Maaske var det delte Ind., der no- get senere blev skudt ved Karasjok. Deres sidste Spor i disse Egne kunne, ifølge Nordvi, følges til Aaret 1860, da 2 Skind bleve falbudte af Finner, lii^esom samme Aar et 1) De fleste af disse Ind. have saudsjulij^viä havt Tilhold i Syd- Varanger og russisk Lapmark. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 85 ungt Ind. blev dræbt ved Næsseby ved Varangerfjorden, sandsynligvis forvildet fra russisk Lapmark») En Albino er af Gunnerus omtalt fra Røraas i forr. Aarh. Fam, 6. Sciuridæ. Gen 1. Sciurus, Lin. 1766. 25. Ä. vulgaris^ Lin. 1766. Sciurus vulgaris, Lin. Syst. Nat, ed, 12 tom. 1 p. 86. 58°— 70°. Alm. op til Finmarkens sydlige Districter, Syd- Varanger og Laxelvens Daliøre i Porsanger, og viser sig endnu, ifølge Nordvi, enkeltvis ved Varangerfjorden lige ud ved Næsseby og Vadsø, hvor Skov mangler. Paa Fjeld- siderne standser den ved Naaletrægræudsen og forek. ikke regulært i Birkebeltet. Søndenfor Dovre ere Indiv. ikke fuldstændig blaagraa om Vinteren, men have i Regelen en brunlig Stribe langs Ryggen, Albinos ere fundne hist og her, ligesom Ind. med hvid Halespids.'-^) ') Ifølge en Meddelelse fra Lensm. Klerk i Syd-Varanger have - Skoltefinnerne ofte Bæverskinds Huekanter, og de paastaa, at den endnu findes i Bohasjowi, Gosamost, Sallast, oç^ Belangen; i 1865 saa en af hans finske Tjenere en Dam i brugbar Stand i en Bielv til Ivalajoki. *) Sciuropterus volans, (Lin.) 1766. I Noterue til Leems Beskr. over Finmarkens Lapper (Kbhvn. 1767, p. 220.) omtaler Gunnerus, at Sc. volans forek. sparsomt norsk Finmarken (ligesom Linné i Fauna Suecica opgiver den som sjelden i Lapmarkerne). Leem selv omtaler den ikke, lige- 86 Robert Collett. Farn. 7. Leporidæ. Gen. 1, Lep us, Lin. 1766. 26. L. timidîis, Lin. 1766. Lepus timidus, Lin. Syst, Nat. ed. 12 tom. 1 p. 77. 58°- 71°. Hører til Landets mest udbredte Pattedyr, og er over hele Fastlandet alm. paa alle Localiteter fra Lindesnæs til Nordcap. Paa de sydlige Højfjelde er den særdeles talrig i Birke- og Vidieregionen, og strejfer ofte op til Snegrændsen, hvor den i Gudbrandsdalsfjeldene af Forstmester Barth er funden i en Højde af 6000' o. H. Paa de fleste af Øerne langs hele Skjærgaarden, selv de store Øgrupper Lofoten ag Vesteraalen, mangler den op- rindeUg, men er paa flere Steder indført, og har derefter formeret sig stærkt. I Kystegnene, især om Vinteren er mild og sneløs, anlægges ofte Vinterdragten ufuldstændigt hos flere eller færre Individer, {L. canescens, Nilss. 1847). Dette ind- træffer især regelmæssigt paa Jæderens Lavslette ved Sta- vanger, hvor alle Indiv. ere Vinteren over jevnt blaagraa. Lignende ikke udfarvede Individer optræde hist og her i saalidt som andre norske Forf., der beskrive disse Egne. Strøms Opgift i Søndmøres Beskr. (Sorø 1762), hvor den nævnes blandt dette Præstegjælds Dyrearter, er sandsynligvis blot udskrevet af Linnés F. S., og ikke begründet ved nogensomhelst Observation fra Forfatterens Side, da den ikke paa noget Sted omtales i hans efterladte Mscr. Hvorvidt i Virkeligheden denne Art i Midten af forrige Aarh. tilhørte Landets Fauna, er saaledes umuligt at af- gjøre; i ethvert Fald er intet Ind. senere bleven paavist eller om- talt fra Finmarken eller andre Dele af Scandinavien. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 87 de øvrige Kysttrakter til og med i Finmarken, hvor de i visse Vintre ere fundne ved Varangerfj orden, og ifølge Nordvi af Finnerne betegnes med et særskilt Navn, Mei- lern den almindelige Form (L. boreatis, Nilss. 1820) og den mest udprægede L. canescens gives talrige Mellemformer, med mere eller mindre stærk Indblanding af brunlige Haar i den hvide Vinterdragt. Disse forek. ikke sjeldent i Om- egnen af Christiania.') Ordo 4. FERÆ. Fam. 1. Felidæ. Gen. 1. Felis, Lin. 1766. .i. 27. F, lynx, Lin. 1766. Felix lynx, Lin. Syst, Nat. ed. 12, tom. 1, p. 65. 580-670. Udbredt mod Nord idetmindste til Polar- cirkelen, men forek. i hele Nordland blot sporadisk og enkeltvis. Dog fandtes den endnu ved Begyndeisen af dette Aarh. ikke ganske sparsomt i de nævnte Landsdele, lige- som den ogsaa af flere Forf. angaves at vise sig i Fin- marken. Af de statistiske Data vedrørende de i Riget fældede Rovdyr fremgaar, at der siden 1846, da Præmier ') Lepus cuniculus ^ Lin. 1766. Forek. paa enkelte Steder for- vildet i de sydlige Dele; den er oftere indført paa mindre Kystøer og Holmer, og holdos forresten tæmmet ever den største Del af Landet, 88 Robert Collett. for saadanne begyndte at udbetales, og indtil 1870, ere dræbte indenfor Nordlands Amts Grændser blot 13 Indi- vider; et District, hvor de dog i de senere Aar ere be- gyndte at forekomme mere regelmæssigt, er i Vefsen, lidt søndenfor Polarcirkelen, hvor der i 1874 bleve 2 Individer dræbte, og afvigte Høst 1875 endnu en Hun med sin Unge. Nordenfor Polarcirkelen (eller indenfor Tromsø og Fin- markens Amter) er i det nævnte Tidsrum intet Individ hie- vet fremstillet til Præmiebelønning. Dog er det udenfor al Tvivl, at den forekommer, omend sparsomt, ogsaa inden- for Finmarkens Grændser; ifølge Prof. Friis er den kjendt af Finnerne, og har af dem faaet sit eget Navn (Albas), ligesom den ifølge en Meddelelse af Lensmand Klerk viser sig sjelden i Syd- Varanger uden dog at efterstræbes. En- delig opgiver Nordvi, at et Ind. er hieven skudt i Varanger- fjorden inden den ovennævnte Periode. I mindre Antal forek. den ligeledes i det District af Landets Sydvestkyst, der omfatter Stavanger og søndre Bergenhus Amter; Egnene omkring Christianiafj orden høre derimod til de rigere, og adskillige Individer ere i Aarenes Løb dræbte i Christiania's umiddelbare Omegn, hvor de i ikke ringe Antal have Tilhold i „Nordmarkens" Skovstræk- ninger. Sit fornemste Hjem har den i visse bjergfulde Egne søndenfor Dovre, især i Hedemarkens Amt, fremdeles i det District, der omfatter de 3 Amter Budskerud, Bratsberg og Nedenæs. Ligeledes hører hele Trondhjem Stift til de paa dette Dyr rigeste Egne. Det samlede Antal af de i Løbet af de 25 Aar fra 1846 — 1870 dræbte og præmie- belønnede Individer opgives til 3204, eller aarlig omtr. 128 Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 89 Individer. For Feraaaret 1871 — 1875 foreligge endnu kun ufuldstændige og usikre Meddelelser. Ved en Undersøgelse af de samme statistiske Opgivter vil det vise sig, at denne Art, i Modsætning til, hvad der inden det nævnte Tidsrum har været Tilfældet med de øv- rige i Norge forekommende Rovdyr, aarlig tiltager i Antal. Saaledes har Antallet af de i Femaaret 1866—70 præmie- belønnede Individer været ialt 874, imod 547, 628, 563 og 592 i de nærmest foregaaende Femaar. Denne pludselige og stærke Forøgelse, der især har været fremtrædende i et enkelt Fogderi CHallingdal)') er saameget mere paafaldende, som Lilljeborg for Sveriges Vedkommende bestemt angiver Antallet af dette Rovdyr at være i Aftagendo; og un-^tet denne Forøgelse er søgt begründet i Ulvens Forsvinden i det nævnte Tidsrum, kan man dog neppe værge sig mod en Mistanke om, at det store Antal for en hovedaagelig Del skyldts en fejlagtig Udbetaling af Præmierne. Dette bliver saameget mere sandsynligt, som det gjentagne Gange (især i det oven- nævnte Fogderi) er i Løbet af det sidstforløbne Femaar (1870 -75) opdaget svigagtige Forsøg paa at opnaa Præmie- belønning for Individer, der have vist sig at være Unger af Vulp' s lagopus. Ikkedestomindre tør det antages, at deres Antal idethele i de senere Aartier ikke er aftaget. I vertical Retning gaar den paa de sydlige Højfjelde lige op i Vidiebeltet, men maa dog som Regel ansees for at have sin Grændse i Granregionens øvre Dele. I Juni og ') I Femaaret 1R66— 70 er i Budskeruds Amt udbetalt Præmier for 227 Individer, medens Antallet i de 3 nærmest foregaaende Fem- aar aldrig oversteg 36, og blot i 1846—50 naaede op til 6S! 90 Kobert Collett. Juli 1875 havde en Hun med sine 2 Unger stadigt Tilhold nær Jerkin paa Dovre (3200' o. H.). Fam. 2. Mustelidæ. Gen. 1. Must ela, Lin. 1766. 28. M. ermmea, Lin. 1766. Mustela erminea, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. 1, p. 68. 58°— 71°. Jevnt og talrigt udbredt i alle Landets Dele op til Nordcap og Varangerfjorden. I størst Antal forek. den i Kystdistricterne, hvor den er særdeles talrig saavel paa Fastlandet som paa Øerne, og hvor den anstiller be- tydelige Ødelæggelser paa Ægværene. I Landets indre Dele er den i sin Optræden mere subalpinsk, og skjønt den intetsteds savnes lige ned til de laveste Egne, forek. den især paa Højfjeldene i Sæter- regionen (Birkebeltets øvre Dele), og trælfes lige up til Sneen. Periodisk er den hyppigere end ellers i de Aar, hvori Myodes lemmus foretager sine Udvandringer. Vinterd ragten anlægges i Landes sydlige Dele i Løbet af October Maaned, efteråt Sommerhaarenes Fælding alle- rede er begyndt i Slutningen af September. Dog er Tiden noget ulige i de forskjellige Aar. Medens et Ind., skudt 3die October 1861, endnu væsentlig havde Sommer- dragten i Behold, idet der blot fandtes et mindre Antal indblandede Vinterhaar, og et andet, skudt 25de October 1862, havde en stærkere Indblanding af hvide Vinterhaar, men var forresten jevnt graabrunt oventil, med Undtagelse af Baghovedet, Ørenes indre Flade og Overlæbens Haar- Bemærkninger til Norges Patte dyrfauna. 91 klædning, der var hvid, var i 1873 Vinterdragten anlagt tidligere, idet Individer, skudte 19de October og 4de No- vember vare fuldstændig hvide. Vinterdragten aflægges i Landets sydlige Dele i Løbet af April Maaned. Farveforandringen foregaar i samme Orden som om Høsten. Allerførst bliver Overlæben brun, hvilket allerede sker omkring Maanedens Begyndelse; et Ind., skudt 17de April 1874, havde hele Baghovedet, Ørenes indre Flade og Overlæben brun, ligesom der ned ad Ryg- gen strakte sig en bred, uregelmæssig begrændset Stribe af brune Haar, indblandede i de hvide; forresten fandtes blot Vinterhaar. 29. M. nival is f Lin. 1766. Mustela nivalis, Lin. Syst. Nat. ed. 12. toir. 1, p. 69. 58°— 71°. Er udbredt i alle Landets Dele fra Chri- stiansand til Nordcap, idethele sparsomt, men som en sub- alpinsk Form er den noget hyppigere i Finmarken og paa de sydlige Højfjelde. I de Aar, hvori My ode s /emmits vandrer, følger den disses Skarer til Lavlandene, og viser sig den paafølgende Vinter i større eller mindre Antal i de sydlige Dele; Vinter- dragten er overalt i Landet fuldkommen hvid. Sommeren og Høsten 1862 viste den sig særdeles hyppig i Omegnen af Næs Jernværk i Christiansand Stift, og adskillige Indi- vider, hvoraf Univ. Mus. ejer flere, alle i ren Sommerdragt, bleve opbevarede; hver Morgen kunde et halvt Dusin St. opsamles umiddelbart ved Husene, dræbte om Natten af Katte eller Ugler.') 0 Af M. putorius, der af Nilsson (Skand. Fauna I, p. 149) antages 92 Robert Collett. Gen. 2 Martes, Cuv. 1797. 30. M. sylvatica, Nilss. 1766. Mustela martes, Lin. Syst. Nat ed. 12. tom. 1. p. 67. 1820. Martes sylvatica, Nilss. Skaud, Fauna, ed. l, p. 41. 58°— 70°. Forek. i Naaleskovene i alle Landsdele, lige op i Alten og Sydvarangcr i Finmarken, ligesom Hr, Nordvi paa Mortensnæs har erholdt dens Skind fra Tana- dalen. Overalt findes den sparsomt, og, som det synes, i aftagende Mængde, Paa Fjeldsiderne i Landets sydlige Dele stiger den op over Furugrændsen og besøger Birkebeltet. Gen. 3. Gulo, Storr. 1780. 31. G. boiealis^ Retz. 1766. Mustela gulo, Lin. Syst. Nat. ed. 12. tom, l. p. 67. 1800. Gulo borealis, Retz, Fauna Suec. P. 1, p. 25. 59° — 71° Tilhører Højfjeldene samt Plateauerne in- denfor Polarcirkelen, og yngler i Landets sydlige Fjeld- trakter neppe nogensinde lavere, end Birkeregionen; den forek. fra Finmarken af, og ned paa Langfjeldenes Forgre- ninger i Thelemarken og Christiansand Stift, saaledes at dens horizontale og verticale üdbredelse omtrent falder sammen med den hos Rangifer tarandus. Dog viser den sig ogsaa sporadisk i enkelte af de sydlige Dele, hvor den sidstnævnte Art aldrig sees, saasom i Jarlsberg og Laur- at forek. i det sydlige -^orge, vides intet Ind. med Sikkerhed funden indenfor Landets Grændser. Bemæikuinger til Norges Pattedyrfauna. 93 vigs Amt, (hvor 4 Indiv. ere dræbte siden 1846). Den mangler ganske paa Christianiafjordens Østside gjennem Akershus Amt og Sraaalenene, og forek. idethele i ringere Antal i Kystdistrikterne og den største Del af Christian- sand Stift. Sin fornemste T^dbredelse har den i Finmarken, hvor der i Løbet af de sidste 30 Aar er dræbt omtr. 850 St., medens Antallet i samme Tidsrum for hele det øvrige Rige udgjør neppe 800. Efter Finmarken følge de bjerglulde Districter Nordre Trondhjems Amt, samt Christians Amt, der tilsammen optage af det sidstnævnte An lai omtr. 300. Høsten 1872 modtog Univ. Mus. fia Karasjok i Vest- Finmarken 5 Foetus, udtagne af det samme Individ, og dette Antal er maaske at anse som det regulære. Disse have en Længde af omkr. 55™"", og ere tæt beklædte med graagule, paa Undersiden lysere Haar; Halen har samme Længde, som Bagfodens Saale. Et andet Foetus, som jeg har modtaget af Sorenskriver Hammer i Alten, blev fundet ved Siden af den ved Gilt dræbte Hun, og var sandsynligvis fremfødt under Moderens Dødskamp. Dets Længde er omtr. 130''^"\ Bagfodens Saale 16""""; hele Dyret er beklædt med hvidgule Haar, der ere temmelig korte, men stride og glindsende. Næsen er sort, Kløerne lyst graabrune. Gen. 4. Lutra, Erxl. 1777. 32. L. vulgaris^ Erxl. 1766. Mustela luira, Lin. Syst, Nat. ed. 12. tom. 1. p. 66. 1777. Lutra vulgaris, Erxl. Syst. Regn. Anim. Mamm. p. 448. 58°_71°. Har sin fornemste Udbredelse i Kystdistrik- '^1C>Î/ 94 Robert Collett. terne, hvor den forek. talrigt paa Fastlandet og paa Øerne fra Hvaløerne op til Varangerfj orden, i størst Antal inden- for Polarcirkelen. Paa flere Steder langs Kysten synes den at tiltage i Antal, og forek. særdeles talrig ud paa de yderste Holmer. I ringere Antal bebor den ^^erskvandene og El- vene i Landets indre Dele, men følger dog paa Fjeldsiderne Vanddragene op til Birkebeltet. En Albino er omtalt fra Vesteraalen i Midten af for- rige Aarh. (Leem, Gunnerus). Gen. 5. Meles, Bodd. 1785 33. M. taxus, CBlumenb.) 1766. Ursm meles, Lin. Syst. Nat. ed. 12. tom. 1. p. 70. 1779. Ursus taxus, Blumenb. Handb. Naturg. p. 10. 58°— 63°. Gaar mod Nord til Trondhjemsfjorden, og er temmelig talrig paa Lavlandene i de indre, sydøstlige Dele. Den findes kun sparsomt eller mangler ganske paa flere Steder i Bergens Stift, og er idethele sjelden langs Kysten, skjønt den træffes paa enkelte af de større Øer, saasom Hvaløerne. Nordenfor Dovre er den jevnlig erholdt i Ørkedalen og omkring Trondhjem, men har hidtil ikke vist sig med Sikkerhed paa Trondhjemsfjordens Nordside. Maaske har den tidligere havt en større Udhredelse i Landet, end nu for Tiden; saaledes nævner P. Claussøn 1632^), at den paa hans Tid forekom i „Nordlandene", (d. e. Nordland og Finmarken). I vertical Retning overskrider den ikke Gran- bæltet. ') Claussøn, Norrigis . . . Bescriffuelse p. 122 (Kbhvn. 1632). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 95 Fam. 3. Canidæ. Gen 1. Canis, Lin. 1766. 34. C. lupus, Lin. 1766. Canis lupus, I.:n. Syst. Nat. ed, 12. tora. 1. p. 58. Blandt Landets Rovdyr har intet i sin Forekomst væ- ret saa idelige Forandringer underkastet gjennom Tiderne, som Ulven, Det er et Særkjende ved dette Dyrs Optræden hos os (ligesom ogsaa i det øvrige Nord-Europa), at det til alle Tider har gjennemgaaet Perioder, hvori deres An- tal i visse Distrikter efterhaanden er tiltaget, undertiden ved en delvis Indvandring udenfra, men ogsaa ofte uden synlig Grund, indtil det har naaet en betydelig Høide, men derpaa, efter kortere eller længere Tid atter aftaget, og dette undertiden i en Grad, der grændser nær til en fuld- stændig Forsvinden. Denne Periodicitet i Ulvens Forekomst har lettest ladet sig paavise i de senere Tider, hvori nøj- agtigere Beretninger om deres Udbredningsforholde fore- hgge, men have selvfølgelig altid fundet Sted, hvad der tilstrækkelig fremgaar af spredte Notitser i de ældre Skrifter. Naar der saaledes i de forskjellige Skrifter fra forrige Aarh.') berettes, at Ulven først 1718 trængte over File- fjeld, idet den indtil dette Tidspunkt var ukjendt i de vest- lige Dele, betegner dette øjensynlig blot Afslutningen af en Periode for disse Egnes Vedkommende, hvori den, sand- ') Pontoppidan, Norges Naturlige Historie, 2 D. (Kbhvn. 1753), Strøm, Phys. og Oecon. Beskr. over Fogd, Søndmøer, 1 Part, (Sorø 1762). Krogh, Efterr, om Provst. Nordfjord (forfattede før 1783). Chr.ia 1813. 96 Robert Collett. syuligvis i et læogere Tidsrum, havde været foFHvunden derfra, idet den allerede 1656 af Arent Berentsen') udtryk- kelig anføres fra Bergen Stift. Men at det Areal, hvor- fra Ulvene i Begyn loisen af forrige Aurh havde været forsvundne, ikke blot har omfattet Vestkysten, men hele det sydlige Norge, synes at fremgaa deri f, at Ulven (ifølge Linnes Yttring 1746 i første Udgave af Fauna Suecica) var inden 1720 et sjeldent Dyr i Sverige, medens den dog paa Olai Magni Tider, eller i Mi'Jten af det 16de Aarh.'^), her havde været yderst talrig Efteråt den saaledes paany havde vist sig i de vestlige Dele, paafulgte en Periode, hvori den hurtigt tiltog i Antal, og i hvilken den i høj Grad bidrog til at indskrænke i sin Forekomst Hjorten, som tidligere havde havt en Ud- bredelse, der havde strakt sig over alle Landets Kysttrakter fra Nedenæs til høit op i Nordland. Mellem Aarene 1770 og 1780 aftog dog efterhaanden atter deres Mæugde i flere af de vestlige Dele^), men tiltog igjen mod Aarhundredets Slutning, da de bleve jevnt hyppige overalt. Ogsaa Landets østlige Districter undergik i det samme Tidsrum lignende Perioder; saaledes anfører Smith i 1797 fra Trysil*) at de havde i 20 Aar været næsten forsvundne herfra; det er bekjendt nok, at hele Østerdalen senere har havt Perioder, hvori Individernes Mængde har været over- ordentlig stor. Samtidig med, at de her vare sparsomme, ') Danmarckis oe Norgis Fructbar Herlighed, (Kbhvn. 1S56) *) Nilsson, Skand. Kanna, I. p. 222. (Lnnd 1847.) ') Arentz, Beskr. over Søndfjord, (Topogr. Journ. f. Norgo. 29 H. Cl.r.ia 1802). *) Smith, Beskr. over Trysil Prgd. (Topogr. Journ. f. Norge. 21 H. Chr.ia 1797.) Bemærkningor til Norges Pattedyrfauna. 97 vare de yderst talrige i hele Smaalenene og de fleste af Landets sydlige Districter, hvorom alle topographiske Be- skrivelser af disse Landsdele fra denne Tid vidne. Alene Finmarken synes altid at have været mindre berørt af deres periodiske Optræden, idet deres Mængde her idethele har været ret betydelig, og de dræbte Indi- viders Rækker hurtigt ere blevne udfyldte ved Indvandring fra Rusland. I Lofotens og Vesteraalens store Øgruppe synes de dog ikke at forek. rormalt uden paa Hindøen. Men denne periodiske Aftagen, der tidligere hoved- sagelig har indskrænket sig til visse Districter, har ikke siden den ovenfor nævnte Periode i Begyndeisen af forrige Aarh. naaet en saa betydelig Udstrækning, som i de se- neste Aartier. Ved Begyndeisen af vort Aarhundrede var idethele deres Antal ganske betydeligt, og dette holdt sig med forholdsvis ringe Afvexling indtil henimod 1840. Paa denne Tid fandtes de idethele talrigere i Landet, end Bjør- nene, uagtet de sjelden fældtes;') mellem 1820— 40 vare de saaledes jevnligt særdeles nærgaaende i alle Egnene mellem Christianiafjorden og Mjøsen, og havde stadigt Tilhold i den umiddelbare Nærhed af Christiania, hvor de visse Aar næsten udryddede Omegnens Gaardhunde. I Fyrgetyverne begyndte en gradvis Aftagen af deres ^) Som et Exempel paa den Skade, som de under saadanne Perioder formåa at anrette i de enkelte Districter, kan anføres,' hvad Mel- chior (Danske Stats og Norges Pattedyr, p. 21) gjer giver efter de offentlige Tidender. I Aafjordens Prgd. i søndre Trondhjems Amt vare i de 11 første Maaueder af Aaret 1825 dræbte afUlve: 15 Heste og Føl, 9 Kjør og Kalve, 282 Faar, 216 Gjeder, 1 Svin, foruden Hunde og Katte, tilsammen f)49 Husdyr, hvoraf de 480 alene paa Hovedsognets 62 bebyggede Gaarde. N. Mag. f. Naturvsk. XXII, S. 7 98 Robert Collett. Rækker at spores saagodtsom overalt i Landets sydlige Dele. I de af de nærmest paafølgende Aar, hvori My odes lemmus vandrede, bleve vistnok et ikke ubetydeligt Antal dræbte, men heraf har utvivlsomt en væsentlig Del været Unger af Vuljjes lagopus. I Aarene 1850 vedblev denne Aftagen og med en saadan Følge, at de mod Slutningen af dette Tiaar allerede vare næsten ganske forsvundne fra flere Egne i de sydlige Dele. I Aarene i860 rømmedes efterhaanden næsten alle de indre Districter, og det har i Virkeligheden i de nærmest paafølgende Aar været vanske- ligt her at paavise endog et eneste sikkert Bevis paa deres Tilstedeværelse.') Medens saaledes (ifølge de statistiske Opgaver) Antallet af de præmiebelønnede Individer for det hele Land endnu i 1860 udgjorde 273 St., faldt det i 1861 og 1862 ned til 106 og 109; i 1864 bleve 98 Individer fremstillede til Belønning, hvoraf de 55 tilhørte Finmarken, i 1865 blot 60, hvoraf fremdeles Finmarken ydede de 31, og af de øvrige ii9 vare uden Tvivl de fleste blot Unger af Vulpes lagopusP-^ I Femaaret 1866 — 70 er Antallet an- givet til ialt 83 St., (Finmarkens 112 fraregnede), altsaaher gjennemsnitlig 16—17 Individer aarlig. Det er saaledes klart, at den netop tilbagelagte Periode med Hensyn til Individernes fuldstændige Forsvinden nærmest maa sam- ') Denne Aftagen har, om end i noget ringere Grad, fundet sam- tidig Sted i det mellemste og sydlige Sverige, samt tildels i Fin- land. Ogsaa i Finmarken har man i visse Districter sporet en tydelig Formindskelse i Individernes Antal, medens dette i andre har holdt sig tilsyneladende uforandret. *) H vad Aaret 1863 angaar, i hvilket netop Myodes lemmus foretog en storartet Udvandring, kan man med endnu større Vished an- tage, at det for dette Aar angivne Tal (208) er feilagtigt, og vistnok maa reduceres til mindre end det halve. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 99 menlignes med den, som fandt sin Afslutning i Sveriges og Norges sydlige Dele i 1718—20. Grunden til denne mærkelige Forsvinden er vanskelig at paavise med Sikkerhed. Dog forekommer ingen För- klaringsgrund mig for Tiden sandsynligere end den, at en periodisk tilbagevendende Epizooti, der altid udvikler sig, naar Individantallet har naaet en betydelig Høide, kan un- der visse Forholde naa en saadan Styrke og Varighed, at den er istand til over store Strækninger at udrydde dem saaatsige indtil sidste Individ. Denne Theori, der oprinde- llg er fremsat af Prof. Rasch, har ikke vundet Tilslutning hos enkelte fremragende svenske Naturforskere, der anse deres Af- og Tillagen som Resultat af de Eftersfræbelser, for hvilke de i de senere Tider have været udsatte. Men mod denne Antagelse vidner ikke blot den Stadighed, hvor- med Fluctuationerne i deres Optræden have gjentaget sig gjennom Tiderne; men der foreligger specielt for den sidste Periodes Vedkommende ingensomhelst Støtte for den For- modning, at Efterstræbelserne ere blevne drevne i Norge med større Kraft i de senere Aartier, end tidligere i dette Aarh. Saaledes anfører Forstmester Berbom') fra Bodø, at de omkr. 1840 forekom overordentlig talrigt i hele Nord- land; endskjønt de Dræbtes Antal var ringe i Forhold til den Mængde, der forefandtes, forsvandt de dog efter nogle Aars Forløb aldeles fra Distriktet. Nogen Udvandring til de tilgrændsende Landsdele kan, efter hvad ovenfor er an- ført, heller ikke have været Grunden. Men hvis denne i Virkeligheden maa søges len vidtrækkende Farsotj^j følger ') Medd. Norsk Jæger- & Fisker-Foren. April 1872. jj. 7. ') Det er en bekjendt Sag, at Hunden er særligt udsat for saadanne 7* 100 Robert Collett. heraf, at naar Betingelserne for denne ere ophørte, ville ulvene paany udbrede sig, ligesom før. Forskjellige Om- stændigheder tale for, at vi staa henimod Slutningen af den omtalte Periode, og at vi følgelig atter ville se deres Antal tiltage; men vi have samtidig Grund til at antage, at deres Forøgelse denne Gang kun vil skride langsomt fremad, og vistnok aldrig mere naa sin tidligere Højde, væ- sentlig paa Grund af en forøget Iver hos Befolkningen efter at holde dem borte, i Forening med de forbedrede Vaaben, som nu staa til deres Raadighed. I Oet. 1871 blev uventet et ungt Ex, dræbt i Om- egnen af Christiania. Den paafølgende Vinter saaes 2 Ind. til forskjellige Tider i Gudbrandsdalens øvre Dele (Vaage og Lesje). I 1872 viste de sig paa Grændsefj eldene mod Bergen Stift, idet der i Marts Maaned saaes en Flok paa 9 St. i Gols Prgd. i Hallingdal, i April 3 St. ved Nystuen paa Filefjeld. Samtidig omtaltes de fra Østerdalen, ligesom de i Vinteren 1872 — 73 bemærkedes enkeltvis i Namdalen. Af de til Regjeringen indkomne (endnu noget ufuldstændige) Meddelelser angaaende præmiebelønnede Rovdyr fremgaar, at der dette Aar er dræbt 1 Ind. i Hedemarkens Amt, 2 i Christians Amt, 2 i øvre Thelemarken, samt endelig 3 i nordre Trondhjems Amt; dog kan ingen af disse Individer ansees som fuldkommen sikre, da deres Identitet ikke af nogen Auctoritet er bekræftet. I 1873 bleve af en Flok, der i Begyndeisen af Aaret viste sig i Gudbrandsdalens øvre Dele, 6 St. i Febr. Maa- ned dræbte ved Gift, og deres Huder nedsendte til Under- Epizootier, især hvor Racerne holdes forholdsvis ublandede, saa- ledes som det ofte er Tilfældet i de arctiske Landsdele, Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 101 søgelse paa Univ. Mus. I Løbet af Vinteren 1873 — 74 gjorde de fremdeles Skade i Omegnen af Namsos, uden at noget Ind. her blev dræbt; i Finmarken blev dette Aar dræbt 26 Individer, i Tromsø Amt 1. Noget hyppigere viste de sig i 1874, da de oftere ob- serveredes i de øvre Dele af Gudbrandsdalen og paa Dovre. Noget Ind. blev dog ikke dræbt i Districtet dette Aar, hvorimod 1 saadant er opgivet fra Hedemarken, 10 fra Nordre Trondhjems Amt, 10 fra Nordlands og Tromsø Amter, (samt endelig 25 fra Finmarken). I 1875 begyndte de sporadisk at vise sig ogsaa i de sydligste Egne af Landet, idet de observeredes i Løbet af Januar Maaned ved flere af Byerne ved Christianiafjorden (Horten, Tønsberg, Skien), uden at dog noget af disse In- divider vides dræbte. Saavel i Begyndeisen, som Slutningen af Aaret vare de jevnlig seede i Selskaber paa indtil 7 St. i det nordlige Gudbrandsdalen, især i Lesje og paa Dovre; hele Vaaren og Sommeren havde de fast Tilhold i det nordenfor Rouderne liggende Dalføre Grimsdalen, hvor et ikke ubetydeligt Antal Faar og Gjeder bleve ihjelrevne. I Slutningen af Aaret bemærkedes de ogsaa paa Ringerike (10 Decbr.) I den sidstforløbne Vinter (1875—76) have de ved- blevet at vise sig hyppigt paa Dovre og i Lesje, og anrettet ikke ubetydelig Skade. De have her i Regelen havt sit Tilhold i den øverste Del af Trægrændsen, men streife idelig om paa Vidderne lige op til Snegrændsen. I Marts 1876 viste 2 Individer sig ved Gaarden Gulskoven lige ovenfor Drammen. Ifølge de offentlige Tidender saaes i April 1865 ved Gaarden Botne ved Aalesund en Hunulv i Parring med en 102 Robert Collett. Gaardshund, som fulgte den i 10 Dage. Noget sikkert Be- vis paa, at et Menneske i de seneste 100 Aar i Norge er bleven dræbt af Ulve, kan ikke opgives. Gen. 2. Vu 1 p e s, Baird 1859. 35. F. vulgaris^ Gray. 1766. Canis milpes, Lin. Syst. iS'at. ed. 12 tom. 1. p. 59. 1868. Vuîpes vulgaris, Gray, Proc. Zool. Soc. Lond. 1868, p. 515. 58° — 71°. I alle Landets Dele op til Nordcap ogVar- angerfjorden; er endnu i Øst-Finmarken saa talrig, at der i visse Aar alene i iSyd -Varangers Prgd. om Vinteren kan erholdes 150— 200 St. (70°;. Dog ere de her som andetsteds særdeles vexlende i sin Optræden, saaledes at der i andre Aar kun erholdes et langt ringere Antal.*) Uden at være bunden til nogen bestemt Localitet, forek. den saavel i de indre Trakter op til og ovenfor Birkebeltet, som i de yderste Kystdistrikter, og her i det overvejende største Antal; dog mangler den hist og her ganske paa flere af selv de større Øer. I Kystegnene ere især de mørkfarvede Varieteter tem- melig hyppige, medens disse ere langt sparsommere i de indre Dele; paa enkelte af Øerne, saasom paa Hasselø i Lofoten, opgives Varieteterne at forek. i næsten det samme Antal, som Hovedarten, og man har gjentagne Gange fun- det sorte, røde og brogede i det samme Kuld. Disse Va- rieteter findes lige op i Finmarken. En Albino, hvid over- alt, (ogsaa paa Ørene), har Univ. Mus. modtaget fra Chr ia Omegn 1840. Efter den nye Jagtlov, der skal behandles paa ') Meddelt af Lensm. Klerk i Syd-Varanger. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 103 indeværende Aars Storthing, er denne Art opført som overalt præraieværdig, hvilket efter de hidtil gjældende Love ikke har været Tilfældet. Dog hav3 enkelte Amtscommuner præmiebelønnet de i Districtet fældede Individer, nemlig de 3 sydvestlige Amter Lister og Mandal, Stavanger og Søndre Bergenhus; Antallet af de i disse Amter aarlig dræbte Individer har været tilsammen omkr. 300 Ind. 36. V. lagopus, CLin.) 1766, Canis lagopus, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1, p, 59. 58° 30'— 71°. Udbredt talrigt i Vidieregionen paa alle Højfjelde fra Nordcap ned til Langfjeldenes sydligste For- greninger i Christiansand Stift, samt paa Plateauerne i enhver Højde o. H. i Landets arctiske Egne; i Modsætning til foreg. har den sin største Udbredelse i de indre Trakter, men forekommer sparsommere umiddelbart ved Kysten. Saaledes findes den kun i ringe Antal i hele Bergen Stift, og mangler regulært paa de fleste af Øerne, selv paa de større Øgrupper indenfor Polarcirkelen, saasom Lofoten og Vesteraalen. Paa de sydlige Lavlande viser den sig fra og til, ho- vedsagelig i de Aar, hvori Myodes hmmus foretager sine Udvandringer, og kan herunder optræde tildels i betydeligt Antal; saaledes i 1869 i Omegnen af Throndhjem, da flere Ind. erholdtes midt inde i Byens Gader. Undertiden kan den herunder trænge frem til Steder, der ligge i ganske betydelig Afstand fra dens Sommertilhold; saaledes ere Individer fældte ved Christiania og ved Christianiafjordens Bredder, samt i Smaalenene lige ned ved Frederikshald, paa Bohuslens Grændse. 104 Robert Collett. Varieteten med vedvarende blaagraa Haarklædning (Blaaræv) er ikke sjelden saavel paa de sydlige Højfjelde, som i Finmarken. Univ. Mus ejer Exemplarer saavel af denne Varietet, som af Overgange dertil. Fam. 4. Ursidæ. Gen. 1. Ursus, Lin. 1766. 37. U. maritimus, Lin. 1766. Ursus maritimits, Lin. Syst, Nat. ed. 12 tom. 1. p. 70. Enkelte Individer ere med lange Mellemrum af Aar havnede ved Norges nordligste Kyster, førte ved Drivis fra Spitsbergen (tidligere ogsaa fra Beeren Eiland). Disse Be- søg omtales allerede i Skrifter fra Begyndeisen af det 17de Aarhundrede; saaledes nævner Claussøn 1632*) at et Ind., der var kommet i Land ved Kjelvig (nær Nordcap), gjorde stor Skade, inden det blev dræbt. I dette Aarh. vides med Sikkerhed blot et enkelt Ind. at være fældet i Norge. I Nov. 1852 saaes et Ind. svøm- mende mod Land nærved Mortensnæs i Varangerfiorden, efteråt dens Spor tidligere samme Høst var seet paa Fjor- dens modsatte Side i Syd- Varanger. I April det følgende Aar traf en Fisker et Ind., der maaske var det ovennævnte, paa Tjeldet ovenfor Kjøllefjord, i omkr. 12 geogr. Miles Afstand fra VarangerjQorden ; dette Lid. blev skudt, og præmie- belønnet ved Thinget i Lebesby, hvor Huden samtidig solgtes til Stiftamtm. Kjerschow, hvem de ovennævnte Oplysninger ') Norrigis Oe omliggende Øers sandfærdige Beskriffuelse, Kbhvn. 1632, (paany udgivet i Kbhvn. 1727), Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna, 105 skyldes. Det er sandsynligvis dette Ex., som af Nordvi omtales i Öfv. Kgl. Vet. Ak. Förh. 1862 p. 304. . Endvidere blev det mig opgivet under en Rejse i Fin- marken i 1874, at et Ind. var skudt ved Lebesby i Laxe- fjord omtr. 1867, men nærmere underretning kunde ikke erholdes. O 38. U, arctos^ Lin. 1766. Ursus arctos, Lia. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1, p. 69. 58°— 71°. Er udbredt gjennem hele Landets Længde op til Porsanger- og Varangerfjorden, og er i de nordligste Skovdistricter ligesaa talrig, som i visse Egne af Chri- stian sand Stift. Som en Følge af Landets Naturbeskaffenhed er det idethele kun faa Egne, hvori den mangler ganske. Dette er hovedsagelig Tilfældet i Smaalenene og enkelte andre Trakter omkring Christianiafjorden, saasom visse lavere Dele af Akershus Amt og de ydre Dele af Grevskaberne, ligesom selvfølgelig paa Jæderens Lavslette. Ganske mangler den ikke i noget af Landets Amter; selv i Smaalenene er i Løbet af de seneste 30 Aar fældet idetmindste 8 Indi- vider. Forholdsvis ringe er fremdeles deres Antal i de syd- vestlige Kystdistricter fra Christiansand af op til Sogne- fjorden, indbefattende Amterne Lister og Mandal, Stavanger ') I Aug. 1855 naaede et Ind., der var undkommet fra et Hval- fangerskib i omtr. 20 Miles Afstand fra den norske Kyst, Land i Nærheden af Skudesnæs ved Stavangerfjorden, og blev dræbt af Bønderne, 106 Robert Collett. og Søndre Bergenhus. Dog blive paa den sidstnævnte Strækning aarlig gjennemsnitlig 5 — 6 Individer fældede. I størst Antal forek. den søndenfor Dovre i Thelemar- kens District (indbefattende de 2 Amter Bratsberg og Nede- næs), samt nordenfor Dovre især i hele Trondhjem Stift og i Nordland. Særdeles bjørnerige Districter ere frem- deles Budskeruds Amt og nordre Bergenhus, ligesom ogsaa Finmarken ; de Districter, der synes at indeholde den ab- solut største Bjørnemængde, ere Thelemarken og nordre Trondhjems Amt. Idethele kan man antage, at et bredt bjørnerigt District strækker sig efter hele Landets Længde fra Thelemarkens Begyndelse under 58" 30' og langs Lang- fjeldenes østlige Forgreninger gjennom Romsdals Amt, og udbreder sig senere over Egnene langs Rigsgrændsen helt op til Syd-Porsanger og Syd- Varanger i Øst-Fiumarken under 70°. Ifølge de statistiske Meddelelser angaaende de i Riget fældede Rovdyr, som Prof. Rasch har afgivet for 25-Aarene 1846—70'), i Forbindelse med de endnu noget ufuldstæn- dige Oplysninger fra det seneste Femaar, som jeg har ind- hentet i det statistiske Contor, fremgaar det, at Antallet af de i Riget dræbte Individer i de seneste 30 Aar har været omtrent 5600, eller gjennemsnitlig omtr. 190 St. aarlig. Ved en Sammenligning af Antallet for de forskjellige Femaar viser sig en regelmæssig, og ikke ubetydelig Af- tagen af deres Mængde. Medens i det nævnte Tidsrums Iste Femaar, (fra 1846-1850), ialt 1324 Individer bleve fremstillede til Præmietagning, altsaa aarligt 265, faldt ») Medd. Norsk Jæger- og Fisker-Foren.. l Aarg. p. 24. Bemœrkninger til Norges Pattedyrfauna. 107 Antallet i de 2 følgende Femaar til 1049 og 1112, eller aarlig 210 — 222, derpaa yderligere i 4d6 Femaar, (1861 — 1865) til 987, eller aarligt 197* St., i 5te Femaar (1866- 1870) til 713, eller 143 St. aarligt. For det sidste Fem- aars Vedkommende, (1870—1875), hvorom endnu Opgaverne ere ufuldstændige for Aaret 1875, vil dette Antal vistnok vise sig at være i endnu højere Grad formindsket, idet det sandsynligvis neppe vil overstige 600, altsaa aarligt blot 120. Da disse Tal danne en idethele fuldkommen paalide- lig Maalestok for dens Udbredelse og Talrighed i Landet, idet Bjørnen baade i sin Forekomst er temmelig stationær, og heller ikke er underkastet den Periodicitet i sin Op- træden, som f. Ex er Tilfældet med Ulven, freragaar heraf med Bestemthed, at deres Antal er i en ty^lelig og sikker Tilbagegang. Det fremgaar iøvrigt af de ældre topographiske Skrifter, at denne Aftagen ikke udelukkende har fundet Sted i de allerseneste Tider, men at flere Districter have i Aarenes Løb været i denne Henseende undergaaet en ikke ubetydelig Forandring Dette har saaledes været Tilfældet med Lo- fotens og Vesteraalens store Øgruppe i Løbet af de 2 sidste Aarhundreder. I en Beretning om disse Landsdele^) fra l')91 af en unavngiven Forfatter (trykt i 1817) omtales, at der i Lofoten af denne Art forekommer „overmaade nok." Noget bestemtere udtrykker sig P. Claussøn 1632 i sin ofte omtalte „Norrigis Bescriffuelse"^), idet han nævner, at de i Lofoten og Vesteraalen findes i saa stort Antal, „at ^) Kort sandru Beskrivelse over Lofothen. Vestraalen, Annenæs, Røst og Værø, tilsammcn skrevet 1591 (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 19 Aarh. 1 B. Kbhvn. I8l7 p. 451). ^) Paany trykt i Kbhvn. 1727. 108 Robert Collett. der ej saa mange findes i noget Len i Norge." Men i Løbet af forrige Aarh er de efterhaanden blevne indskræn- kede i sit Antal, hvad der fremgaar af forskjellige Medde- lelser, saaledes af Colban 1814,') af Boie 1817^) o, fl., og denne Aftagen er stadig skredet videre frem, saaledes at den for Tiden synes at være ganske forsvunden fra de fleste af Øerne og forek. regelmæssigt alene paa Hindøen (lige- som paa det nordenfor liggende Senjen). I vertical Retning stiger den paa de sydlige Højfjelde op til Snegrændsen. En Albino er, ifølge Skand. Fauna, i Midten af forrige Aarh. skudt i Foldalen (paa Dovre); ligeledes bar jeg paa Senjen nær Tromsø erholdt Underretning om en for flere Aar tilbage paa denne 0 dræbt hvid Bjørn, der antoges ikke at have tilhørt foregaaende Art. Ordos. PINNIPEDIA. Fam. 1. Phocidæ. Gen. 1. Phoca, Lin. 1766. 39, P. vitulina, Lin. 1766. Phoca viiulina, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1. p. 56. 58° — 71°. Er overalt rundt Kysten den talrigst ud- bredte Art; skjønt den har sin fornemste Udbredelse søn- *) Forsøg til en Beskr. over Lofotens og Vesteraalens Fogd. (Kgl N. Vid. Selsk. Skr, 19 Aarh. 2 B. Kbhvn. 1824—27}. ') Tageb. auf einer Reise durch Norw. in 1817. (Schlesw. 1822.) Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 109 denfor Polarcirkelen, er den i Finmarken endnu alm. i alle de større Fjorde, og fældes i ikke ringe Antal lige ind i Bunden af Varangerfj orden. Ofte trænger den fra Fjordbundene langt op i de større Elve. Saaledes findes den jevnlig iPasvigelven ogTanaelv, hvor den efterstræbes paa Grund af den Ødelæggelse, som den her anretter paa Laxen; tidligere var den her hyp- pigere end nu, og den blev herunder observeret (ifølge en Opgivt af Nordvi") lige op ved Karasjok, efter saaledes at have passeret Elven i en Strækning af over 20 geogr. Mile. I Altenelven stiger den ligeledes flere Mile op for at søge Laxen, ligesaa i Maalselven ved Tromsø og i Saltdalen ved BodøO. I de sydlige Dele viser den sig ikke sjelden i Glommen ved Sarpsborg, 2 Mile fraSøen; i 1874 blev den ligeledes observeret ved Hougsund i Drammenselven, lige- ledes i et Par Miles Afstand fra Saltvand. Yngletiden falder sandsynligvis overalt i Norge i Løbet af Juni, i Regelen omkring Midtsommer, i de sydligste Dele maaske noget tidligere. Den 28de Maj 1871 undersøgte jeg saaledes eti Christianiafjorden fanget Hun-Individ, hvori fandtes et nær fuldbaaret Foetus.^) ') I Vefsenelv i Nordland saaes et Ind. i en hel Uge svømmende om- kring et omtrent i^ geogr. Mil oppe i Elven nedlagt Apparat, hvori holdtes levende gydefærdig Lax. *) Phoca foetida, Müll. 1766 {hispidä, Müll. 1766, annellata Nilss. 1820). Endnu kjendes ingen fuldkommen paalidelig Ob- servation, der kan begründe denne Arts Optagelse i Landets Fauna- Det er lidet sandsynligt, at den østersøiske Stamme gjennem Øre- sund formaar at trænge op til Landets Sydkyst; sandsynligere er det, at Arten vil kunne paavises i Finmarken. 110 Robert Collett. 40. Ph. groenlandica, Müll. 1766. Phoca groenlandica, Müll. Zool. Dan. Prodr. p. VIII. 71°— 70". Yngre, endnu ikke forplantningsdygtige In- divider vise sig ofte paa de ydre Skjær eller i de større Havbugter ved Landets nordligste Kyster paa begge Sider af Nordcap. Disse Individer, der tidligere indfandt sig her mere regelmæssigt end nu, sees oftest om Vinteren, hvor de, ifølge Malmgren'), opholde sig under Kysten fra Oc- tober og November indtil Februar; undertiden træffes de ogsaa til andre Aarstider. De gamle udfarvede Individer vise sig ikke uden om Vinteren, og kun yderst sparsomt. Søndenfor Finmarken viser den sig sandsynligvis ogsaa paa de ydre Skjær, idetmindste ned til Lofoten ; i 1788 anfører saaledes Eosted"^), at den erholdtes om Vinteren eller tid- lig om Vaaren i Tranøbotten søndenfor Tromsø C69°). 41. Ph. barbeda, Müll. 1776. Phoca bariata, Müll. Zool. Dan. Prodr. p. VIII. Tilhører Landets Nord- og Vestkyst, og forek. langs hele den ydre Skjærgaard fra Finmarkens Fjorde ned til Stat (62°). Overalt findes den dog i forholdsvis ringe Antal, og har tidligere været talrigere end nu ; dette er Tilfældet saavel paa dens sydlige Ynglepladse, som i Varanger- fj orden. Som en Kystform blandt Sælerne er den i sin Optræ- den forholdsvis stationær, og synes ikke at foretage Reiser ^) Öfv. Kgl. Vet. Ak. Förh. 1863. p. 141. «; Nye Saml. Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 2 B. p. 188. (Kbhvn. 1788). Arten kaldes her „Øskar-Kobbe". Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. Ill af nogen særdeles betydelig Udstrækning ; dog foretager den undertiden fra Yderskjærene Udflugter ud i det aabne Hav, og træffes fra og til af Fiskerne i et Par Miles Af- stand fra Land, ligesom den har paa forskjellige Steder af Kysten bestemte Ynglepladse, hvor Individerne samles, ofte fra flere Miles Omkreds, for at yngle. Dog optræder den aldrig i noget særdeles betydeligt Antal paa disse Yngle- pladse, og naar Yngletiden er forbi, spredes atter Indi- viderne. En saadan Yngleplads, der maaske er den sydligste i Landet, findes paa de nordligste Holmer af Froøernes Øgruppe udenfor Trondhjemsfjorden ; her samles sandsyn- ligvis de fleste elier alle de Individer, der have sit Tilhold søndenfor 64°, Af de udførlige Meddelelser, som jeg efter- haanden har modtaget af disse Øers Eier, Hr. Borthen, fremgaar det, at Phoca ba/bata i sit Levesæt og Yngle- forholde i flere vigtige Henseender skiller sig fra ds af vore øvrige nordiske Sæler, hvorom vi have nogen Kund- skab.') En af de mærkeligste af disse Afvigelser er Tids- punktet for dens Yngletidl Denne indtræffer nemlig i Norge om Høsten, efteråt Individerne i Midten af September have saUilet sig paa de bestemte Ynglepladse; umiddelbart derefter foregaar Ungens Kastning, i Regelen i den sidste Uge af September. P. baibata lever i afgjort Polygami, idet den stær- keste Han driver de yngre Hanner bort; dog synes Hun- nernes Antal ikke at være betydeligt større, end Hannernes. ') De \æsentligste af de her anførte lagttagelscr bar jeg allerede tidligere havt Lejlighed til at meddele (Lilljeb. Sveriges ocb Norr. Ryggradsdjur, I, p. 701. (Upsala 1874). Tidsskr. pop. Fremst. Naturv. 5 Række, 3 B. l. H, (Kbhn. 1876). 112 Robert Collett. Parringen foregaar i Våndet umiddelbart efter Ungens Fødsel og inden de forlade Ynglepladsen, hvilket sker i Slutningen at October; dog bliver omtrent det halve Antal tilbage ved de yderste Skjær om Vinteren. Under Par- ringen indtager Parret samme Stilling, som de fleste Patte- dyr; Hunnen yngler neppe før den er 3 Aar gammel, gaar drægtig i et helt Aar, og føder blot 1 Unge. Ungen fremfødes paa de yderste Skjær, og tilbringer de første 3 Uger af sit Liv hovedsagelig paa Land; men i Modsætning til Ph. gioenlandica^ Halichoertis gryptis, Cystophora, o. a., hvis Unger aldrig begive sig i Våndet i deres Ulddragt, sees den ogsaa undertiden at svømme om i Selskab med Forældrene inden Ulddragten er fældet; dette er dog i Regelen blot Tilfældet, om den er bleven foruro- liget af Mennesker, eller ved Uveir tvinges dertil. Ulddragten er, medens Navlesnoren endnu er vedhæn- gende, hvidgul, og afbleges noget i de nærmeste Dage; elter 1 — 1^ Uges Forløb begynde allerede de mørke Haar at fremkomme paa Snuden og Føddernes Spidser (først paa Tommelen); efterhaanden bliver Farven mørkere, ind- til Ungen har i 3 Ugers Alderen mistet alle Uldhaar; dog er den nye Farve noget forskjellig hos de forskjellige In- divider, idet enkelte ere lysere, end de gamle, og med større Pletter, andre mørkere, eller næsten kulsorte. I de første 3 Uger næres Ungen udelukkende af Mo- derens Melk, og lades den i Ro, tilbringer den Tiden paa samme Plet alene beskjæftiget med at patte og sove. Som Regel betragtet kan Ungen ikke selv skaffe sig Føde, før den har fældet Ulddragten og begivet sig paa Søen. Hvis den ny- fødte Unge ved et Tilfælde, f. Ex. ved Søgang, bliver skilt fra Moderen, gaar den tilgrunde ; ved 8 Dages Alderen kan Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 113 den til Nød slaa sig igjennem ved egen Hjælp, men taber herunder sit Huld. Dog kan den i længere Tid undvære Føde, og dør neppe, før alt det Spæk er fortæret, hvori den er indhyllet. Diegivningen foregaar altid paa Land, og i Regelen om Natten ; Melken er hvid og fed, samt tyk som Fløde. Naar Ungen fødes, har den ubetydeligt Kjød og næsten intet Spæk, men voxer hurtigt, skjønt den intet nyder uden Moderens Melk. Den tiltager idethele 2— 2^ Kilogr. for hver Dag; ved 3 Ugers Alderen har den 20, 24, indtil 30 Kilogr. Spæk, foruden 12 til 18 Kilogr. Kjød, og særdeles fede Unger kunne paa denne Tid, da de ere Gjenstand for Jagten, veje indtil 60 Kilogr. Denne hurtige Væxt standser, naar den er færdig med Haarfældningen ; nu forlade Forældrene den, den begiver sig paa Søen og maa selv søge sin Føde. Den bliver nu snart ligesaa sky og forsigtig som de Gamle, efteråt d*n i sit første Stadium paa Land var lidet sky, og sjelden gjorde Forsøg paa at undfly, naar man nærmede sig den; noget forsigtigere ere vistnok de Unger, der have gaaet i Søen inden Ulddragten er skiftet; dog kunne ogsaa disse undertiden ihjelslaaes fra Baaden, uden at skydes. I Løbet af Vinteren har Ungen tabt det meste af sit Spæk, medens samtidig dens Længde og Størrelse kun er ubetydeligt forøget; saaledes har Vægten omtr. holdt sig uforandret. De Gamle, der efter Yngle- og Parringstiden have tabt meget af sit Huld, begynde først atter at blive fede den paafolgende Sommer, og naa i Hundedagene (om- kring Begyndeisen af August) sin største Fedme. En voxen Han vejer 250 til 290 Kilogr., og har Spæk til en Vægt af 70— 80 Kilogr., enkelte særdeles store lige til 100 Kilogr. N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 2. 8 114 Robert Collett. Hunnernes Vægt er mellem 180 og 250 Kilogr., i Regelen omkr. 220 Kilogr. Hannerne tabe under Parringstiden 50 — 70 Kilogr., Hunnen, hvis Tab saa at sige directe gaar gjennem Melken over paa Ungen, oO— 50 Kilogr. Paa Froøerue har Jagten efter de 3 Ugers gamle Un- ger fra de ældste Tider begyndt i Midten af October; Un- gerne, der nu have sin største Fedme, dræbes ved et Slag paa Næsen af et Træstykke. Omtr. 100 Unger fødes aar- ligt paa denne Yngleplads, hvoraf 40 — 60, undertiden 70 Unger dræbes. Dog angives Antallet tidligere at have været større, men dette er aftaget paa Grund af de Efterstræ- belser, hvorfor Individerne ere udsatte om Sommeren i Yder- kanterne af Yngledistrictet. Af de voxne Individer skydes under Jagttiden paa Froøerne et mindre Antal, og blot Hanner; disse fældes helst paa Skjærene, da de synke i Søen, hvilket ikke er Tilfældet med Ungerne. Paa de ydre Vær udenfor Helgelands Kyster, saasom Vegø, Herø, Træ- nen, Rødø og Melø, hvor de ligeledes efterstræbes fornem- melig i Yngletiden om Høsten, dræbes de udvoxne, efteråt de med en kølleformet Stok ere blevne bedøvede med et Slag over den blottede Tandrad, medens tie med optrukken Overlæbe sove paa Skjærene ; derefter stikkes de med Knive, medens de kun i Nødsfald skydes (meddelt af Hr. Brodt- korb paa Tjøttø). Om Vaaren og Forsommeren samles de ofte om Næt- terne paa Yderskjærene i stort Antal, og deres Tuden og Brølen kan herunder høres i lang Afstand. Deres Lugte- sands er stærkt udviklet, medens Synet synes at være sva- gere. Ved Efterstræbelser bliver de yderst forsigtige, me- dens de ellers ofte kun vise liden Skyhed, og svømme om lige i Baadenes Nærhed. Aldrig sætter den sig til Mod- Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna, 115 værge, om den kan undfly, ligesom den aldrior forsvarer sin Unge. Er Terrainet ikke vanskeligt, og Fare er paafærde, bevæger den sig med en ikke ringe Hurtighed paa Land, og man maa anstrenge sig for at indhente den. Den sover saavel paa Land, som paa Søsn, Dens Føde bestaar, idetmindste for en Del, af Fiske. Saaledes er den ofte seet at komme op med Helleflyndrer [Htppoglossus mashnns) og Langer [Molva vulgaris) i Mun- den, hvilke undertiden ere ophentede fra et Dyb af indtil 170''; nylig blev en Unge fanget ved Froøerne paa en Skrejline, hvis Kroge laa i en Dybde af 150™. Gen. 2. H al i cho er u s, Nilss. 1820. 42. //. grypus, (Fabr.^ 1791. Phoca grypus, Fabr. Skr. af Nat. Hist. Selïk. 1 B. 2. H. p. 167. 58°— 70°. Indtager i Landets sydlige Dele foreg. Arts Plads, og forek. paa flere Steder, skjønt idethele sparsomt, fra Hvaløerne op idetmindste til Tromsø. Ligesom Ph. haibata synes den at have bestemte Tilholdssteder, hvor den træffes i større Antal sammen, og hvor maaske Individ erne samle sig for at yngle. Paa Jæderen har jeg seet den temmelig talrigt ora Sommeren i Selskab med Ph. vittilina^ ligesom den til visse Tider viser sig i mindre Selskaber paa flere Steder i Skjærgaarden udenfor Ber- gen Stift. I Landets nordlige Dele forek. den uden Tvivl spar- sommere, endskjønt Kundskaben om Sælernes Udbredelse disse Egne er endnu kun forholdsvis ringe. Af Prof. 8* 116 Robert Collett. Lilljeborg er den observeret ved Tromsø (69° 30'), hvorimod der ingen sikre Observationer foreligge fra det egentlige Finmarken. Dog har den vistnok tidligere forekommet her. En Del til Univ. Mus. for flere Aar tilbage nedsendte Ben af Phocaceer, samlede af Hr. Nordvi i en Affaldsdynge, der var beliggende paa en Sandbakke ved Hammernæs- elvens Udløb i Øst-Finmarken, ere undersøgte af Prof. Es- mark og fundne at have tilhørt denne Art.') Gen. 3. Cystophora, Nilss. 1820. 43. C. cristata, (Erxl.) 17 77. Phoca cristatn^ Erxl. Syst. Regn. An. Mamm» p. 590, 71°— 65°. Besøger sparsomt og uden at yngle de yderste Skjær ved Landets nordlige Kyster, især Yderhol- merne langs Nordsiden af Lofotens og Vesteraalens Øgruppe, hvorfra den findes omtalt allerede i de ældste Beskrivelser af disse Landsdele. Ved Borgevær blev saaledes i 1855 skudt en gl. Han; ved sin oppustede Pandehud modstod den længe de Slag, der rettedes mod dens Hoved. I Var- angerfjorden viser den sig fra og til, ifølge Meddelelse af Nordvi. Ligesaa sparsomt viser den sig udenfor de nordlandske Kyster, hvorfra i forrige Aarh. Gunnerus havde erholdt et ^) Den af Malmgren i Öfv. Kgl. Vet. Akad. Forh. 1863 p. 135 nævnte Sæl, der af Fiskerlapperne ved Finmarkens Kyster benævnes Grønsæl, og af ham ansaaes som maaske identisk med Halichoerus, synes snarere at være Aarsnnger af Phoca harbata, der ofte have en Farve, der ikke ubetydeligt afviger fra de gamles. Bemærkninger til Norges Patte dy rfauna. 117 Ind.,') ligesom den er ikke ubekjendt for Fiskerne paa de yd re Fiskepladse lige ned til Trænen, eller Grændsen af Helgeland. De faa Individer, der ere observerede søndenfor Nord- lands Grændse, maa betragtes som tilfældige Omstrejfere; et saadant havde i 1861 'endog fundet Vejen ind gjennem Christianiafjorden og blev fældet lige ved Christiania. Dette var et fuldt udvoxet Individ, og kan saaiedes ikke antages at være undkommen fra Fangenskab. I 1865 blev et 10 Fod langt Ind. dræbt ved Manger ovenfor Bergen (Koren, ifølge Lilljeb.) Fam. 2. Rosmaridæ. Gen. 1. Rosmarus, Scop. 1777. 44. R, arcticus, Pall. 1766. TrkJiecJius romarus, Lin. Sjst. Nat. ed. 12 tom. 1, p. 49. 1811. Rosmarus arcticus, Pall. Zoogr. Ross.-Asiat. vol. 1, p. 269. 71°— 70°. Viser sig enkeltvis og i Regelen med mange Aars Mellemrum ved Landets nordlige Kyster, ligesom enkelte Indiv. ere havnede hist og her ved Vestkysten lige ned til Stavangerfjorden (59°). Uagtet den ikke i den historiske Tid har været fast Beboer af de norske Kyster, synes dens Besøg tidligere at have indtruffet mere regelmæssigt, eller maaske aarligt, hvorom flere Bemærkninger af de ældre Forfattere vidne. Sandsynligvis udstraktes herunder jevnlig dens Vandringer ^) Leem, Beskr. over Finmarkens Lapper, med Noter af Gunnerus, Kbhvn. 1764, p. 214. Ifølge Beskrivelsen synes det have været en Unge. 118 Robert Collett. til endog søndenfor Polarkredsen ; et saadant Individ blev ifølge Strøms Søndmøres Beskrivelse i 1762 dræbt ved Herrø i Søndfjord, ligesom samme Forfatter paastaar, at den var velkjendt for Districtets Fiskere, uden at dog denne Paastand nærmere begrundes. Endnu i dette Aarhundrede har den under visse Aar vist sig i forhcldsvis ikke ringe Antal Dette var saaledes Tilfældet i 1821. Ifølge ZetttTstedt') indfandt den sig det nævnte Aar i „någon mängd" ved Nordlands og Finmarkens Ky- ster, sandsynligvis paa Grund af særegne Forholde ved Drivisen, og alene ved Skjærvø i Lyngen blevé 3 Ind. dræbte, af hvilke den nævnte Forfatter ved sit Besøg paa Stedet samme Aar saa Levninger. Fremdeles opgiver Brooke^) (1827) nøjere en Del andre Localiteter i Om- egnen af Hammerfest, hvor Individer det nævnte Aar bleve erholdte. Foruden de 3 Ind. fra Skjærvøen, angives saaledes 1 Ind, at være dræbt paa Sørøen, 1 i Komagfjord, 2 i Lejrbotten i Altenfjord, foruden 2, der fandtes døde lige ved Hammerfest By, Endelig har jeg fra Ejeren af Borgevær i Lofoten, Hr. Irgens, erholdt Underretning om, at et Ind sandsynligvis selvsamme Aar blev dræbt paa Borgevær, omtr. 15 Mile sydligere. Det er sandsynligt, at alle disse 9—10 Individer stammede fra Beeren Eiland, og tilhørte en enkelt Flok, der af en eller anden Grund vare drevne ud af deres Cours. Søndenfor Polarkredsen er i dette A.irh. et Ind. ifølge Nilsson, skudt ved Lurø i Helgeland 1816, ligesom et Ex. blev i 1830 observeret ved Christiansund ; endelig blev, som ') Eesa genom Sveriges och Norriges Lapmarker år 1821, 2 Del, (Lund 1822). ') A winter in Lapland and Sweden, (London 1827). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 119 ovenfor nævnt, et Ex. i 1861 skudt ved Skudesnæs i Ind- løbet til Stavangerfjorden. Fra de seneste Aar kjender jeg følgende Angivelser om denne Arts Besøg ved de norske Kyster, alle fra Finmarken: 1861. Et Ind. saaes i Varangerfjorden. 1868. Et Ind. saaes i Kjøllefjord i Slutn. af November, blev saaret dødeligt, men undkom. 1869. Et Ind. saaes ved Gjesvær nær Nordcap i Vest- Finn.arken; senere saaes et (maaske samme) Ind. ved Kjøllefjord og Laxefjord i Øst-Finmarken. 1870. Et stort Ind. blev anskudt ved Gjesvær, men undkom. 1870. Et Ind. opholdt sig i flere Uger i Marts Maaned i det indre af Varangerfjorden. Ordo 6. PECORÅ. Fam. 1. Cervidæ. Gen. 1. C er v us, Lin. 1766. 45. C. elaphus, Lin. 1766. Vervus elaphus, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1. p. 93. 60°— 65°. Forek. for Tiden i Norge alene i vild Tilstand, og der foreligger intet Bevis for, at den oprindelig er bleven indført, ligesom den heller ikke nogensinde har været holdt tæmmet i Landet. Derimod fremgaar det af de seneste Aars antiqvariske Undersøgelser paa Landets Vestkyst, at den har forekommet her allerede i den forhistoriske Tid. 120 Robert Collett. Ved de Udgravninger af Huler paa Øerne udenfor de roms- dalske Kyster, som i sidstforløbne Aar (1875) ere blevne foretagne af geologisk Assistent H. Keusch, fandtes i Sjongs- helleren paa \alderøen ved Aalesund (62° 30'), foruden talrige Ben af de tamme Husdyr, tillige større eller mindre Brudstykker, især af Horn, tilhørende Hjorten'), dels ube- arbeidede, dels som forarbejdede Oldsager. Dette Hulefund antages at have tilhørt den ældre Jernalder. De første paalidelige historiske Opgivter, der vedrøre Hjortens tidligere Udbredelse i Landet, skrive sig fra den første Halvdel af det 17de Aarhundrede. Paa denne Tid forekom den fra Nedenæs idetmiudste op til Polarcirkelen, eller maaske lige op i det sydlige Finmarken, saaledes at dens Udbredelse strakte sig næsten gjennera Landets hele Længde. I 1632 nævner P. Claussøn^) den som forekom- mende i Raabygdelaget (eller Nedenæs), hvor de tilligemed Elsdyr og Rensdyr vare Gjenstand for en indbringende Jagt ; fremdeles paa Hitteren (udenfor Trondhjemsfjorden), hvor den angaves tidligere at have forekommet i større Antal, end paa noget andet Sted i Landet, men de vare nu her, som andetsteds, meget aftagne i Antal ;^) endvidere paa Vigtenøerne (paa Grændsen af Helgeland), hvor de ligeledes ') Etatsraad Jap. Steenstrup, der har övertaget Bearbejdelsen af det samlede; Materiale fra disse Huler, erklærer i et netop modtaget Brev, at de nævute Brudstykker af Hjorten have vist sig at til- høre, „i Forhold til deres respective Alder, ret kraftige Individer." ^*) Norriges Oe Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse (Kbhvn. 1632). ■) Det er ret mærkeligt, at Hitteren fremdeles er det Punkt i Lan- det, hvor dette Dyr endnu (efter næsten halvtredie Aarhundredes Forløb) har holdt sig i størst Antal. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 121 tidligere fandtes i stort Antal, men nu vare „megit for- ødde". Endelig omtaler han den som forekommende i / „Nordlandene" (Nordland og Finmarken), og nævner den blandt de Dyr, som Finnerne skyde med Pil og Bue. Hos Wolff') (1651) og Berentsen"'*) (1656) findes Claus- søns Bemærkninger fordetmeste ordret gjengivne, uden at noget nyt i denne Sag fremføres; dog tilføjer den sidste følgende Tillæg, taget afLandsleyebolken: „Hjorte, Elsdiur, Hinde eller andre store Diur er ingen Bonde eller U-frj Mand tilstæd at skiude, videre end hver paa sin egen Grund, 2 Stycker aarligen, oe det 14 Dage før oe 14 Dage efter St. Bartholomæj Tider". Ogsaa Ramus gjentager i 1715 i sin „Norriges Beskrivelse" de ovennævnte Angi- velser. I Chr. den 5tes norske Lovbog af 1687 fastsættes i 5—10—1 Hjortens Fredningstid fra 10 August til 6 Sep- tember, hvilken Termin ved senere Forordninger blev flere Gange udvidet og forandret, eller endog C^ Februar 1744) delvis ophævet. Som en Følge heraf begyndte deres An- tal omkring Midten af forrige Aarh. overalt stærkt at af- tago, hvortil ogsaa, og maaske fornemmelig bidrog de 0de- læggelser, for hvilke de samtidig vare udsatte af Ulvene, der netop, som tidligere nævnt, langs Vestkysten gjennemgik en Periode, hvori de optraadte i stort Antal. Om denne Aftagen af Hjortenes Mængde berette saagodtsom alle de Forfattere, der i den sidste Halvdel af forrige Aarh. skil- drede Naturforholdene i Districterne langs Vestkysten. Det kan saaledes ansees som sandsynligt, at de allerede ^) Norrigia illiistrata (Kbhvn. 1651). ') Danmarckis Oe Norgis;^Fructbar Herlighed (Kbhvn, 1656). 122 Robert Collett. før Midten af det nævnte Aarh. vare regulært forsvundne fra hele Christiansand Stift, ligesom det samme maaske har været Tilfældet med Nordlandene eller i ethvert Fald dette Districts nordlige Dele. I den Beskrivelse over Sta- vanger Amt, som de Fine forfattede i 1745, og som i Mscr. opbevares paa Univ. Bibl. i Christiania, nævner han, at de paa hans Tid vare saagodtsom ganske forsvundne her- fra, og kun undtagelsesvis viste der sig omstrejCende In- divider fra Bergen Stift (det selvsamme Forhold, som endnu finder Sted). Paa Pontoppidans Tider') (1753) fandtes de endnu i „Bergens og Trondhjems Amter", saavel paa Øerne, som Fastlandet, hvorhos deres Aftagen tilskreves Ulvenes Ødelæggelser. Det samme anfører Angell 1761^) fra Lind- aas Prgd. ovenfor Bergen, og Strøm-) 1762 for Søndmøres Vedkommende; den sidste Forfatter nævner, at de Øer, hvorpaa de inden det nævnte Fogderi forekom for Tiden i størst Antal, vare Sulend, Hareidland og Gursken. Lig- nende Opgifter haves af Arentz i hans Beskr. over Sønd- fjord*) af 1802, at de nemlisr omkr. 1750 vare talrigere her, men nu næsten blot fandtes i Distric'ets nordre Del, samt af Krogh fra Nordfjord,*) som nævner, at de, efter tidligere at have været talrige, men derpaa stærkt aftagne ved Ulvenes Efterstræbelser, atter efter disses Foravinden ') Norges Naturlige Historie. 2 D. (Kbhvn. 1753). ') Beskr. over Lindaas Prgd. i Bergen Sti*"!, 1750—51 (Mscr.) ') Phys. Oecon. Beskr. over Søndm. 1 D. (Sorø 1762). *) Beskr. over Søndfj. (Topogr. Journ. f. Norge, 29 H, Chr.ia 1802). *) Efterretn, om Provstiet Nordfj. (Topogr. Stat. Saml. 2D. l. B. Chr.ia 1813). Detie Skrift i^r forfattet før 1783 (Forfatterens Dødsaar). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 123 begynde paanyt at tiltage; endelig beretter From^) 1797, at Hjorten tidligere var udbredt paa forskjellige af de større Øer i Aure Prgd. (ligeoverfor Hitteren), men at de nu næsten ganske vare forsvundne fra de fleste af disse. Endnu i hele den første Halvdel af vort Aarh. vedblev Hjortenes Mængde at aftage, da Ulvemængden overalt var betydelig, men den er atter i de sidste 2 Decennier noget tiltaget, samtidigt med, at Ulven i dette Tidsrum har gjen- nemgaaet en Periode over hele det sydlige Norge, der grænd- ser nær til en fuldkoramen Forsvinden. Stationært forek. Hjorten for Tiden paa spredte Loca- liteter fra Hardangerfjorden op til Nordlands Grændse, saa- vel hist og her paa Fastlandet, som især paa de større Øer udenfor Romsdals og søndre Trondhjems Amts Kyster. Sin Sydgrændse har den paa Hardangerfjordens Nord- side, hvor den i ikke ringe Mængde forek. i Skovene ved Lysekloster og de nærliggende Trakter. I langt ringere Antal viser den sig paa enkelte af Hardangerfjordens Øer, ?amt enkelte søndenfor liggende Districter lige ved Ry- fylke ved Stavangerfjorden, saasom i Skjolden, Vikedal og Hinderaa Præstegjælde (59° 30') ; enkelte Individer strejfe lige ned til Jæderen (hvor saaledes et yngre Dyr blev skudt paa Gaarden Kiep 8 Sept. 1875). ÎS'or- denfor Bergen viser den sig i Lindaas og Masfjorden, fra hvilket Sted Bergens Mus. ejer Individer; endnu i Søndljord viser den sig kun undtagelsesvis, og først hen mod Romsdalens Grændse begynder den at optræde sta- ') Beskr. over Oure Gjeld (Topogr. Journ. f. Norge, 19 H. Chr.ia 1797). 124 Robert Collett- tionært paa enkelte af Øerne, saasom paa Gurskø, Hareid- land og andre. Sit fornemste Tilhold har den paa den circa 256 Q] Kilometer store 0 Hitteren udenfor Indløbet til Trond- hjemsfjorden (63° 30'), hvop Antallet, efter et i 1868 gjort Overslag, ansloges til ikke langt fra 1000 St.; for Tiden (i 1875) overgaar Antallet maaske neppe 4 — 500 St., idet et ikke ubetydeligt Antal i de sidste ulvefri Aar have søgt over til Fastlandet. De fleste af de aarligt fæl- dede Individer skydes udenfor Jagtt-den som „Skadedyr* i Indmarken, under hvilken Form d( n er ubeskyttet af en- hver Lov ; uagtet de bedste Jagtrevierer ere bortforpagtede til Englændere, er Udbyttet af de i den 4 Ugers lange Jagttid om Høsten dog forholdsvis ringe mod det Nederlag, som anrettes af Befolkningen selv. I mindre Mængde forek. den paa de nærliggende Øer udenfor Romsdals Kyster, saasom Tastern, Stabben, Ertvaagø, Fredø, hvorimod den ikke regelmæssigt synes at have Tilhold paa Smølen, der er næsten ganske blottet for Skov. Paa det tilgrændsende Fastland af Romsdalens og søn- dre Trondhjems Amter viser den sig i ringe Mængde i Ørkedalen, Surendalen og paa flere Punkter af Hevne, men synes her neppe at have fast Tilhold i længere Tidsrum ad Gangen. Dog har den i Ørkedalen i de senere Aar tiltaget i Antal, og den viser sv^ nu jevnlig i smaa Flokke i enkelte af dette Districts skovbevoxede Dalfører (saasom i Grytdalen). Sin Nordgrændse har Hjorten i Namdalen i nordre Trondhjems Amt. Her forek. den paa Otterøen ovenfor Namsos i ikke ringe Mængde, og herfra begive sig fra og til Individer over saavel til den nordenfor liggende Øgruppe Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 125 Vigten, som til Fastlandet. I 1875 havde en Flok taget Ophold ved Kvistenfjord paa Nordsiden af Foldenfjord, lige paa Nordlands Grændse; i det egentlige Nordland synes den ikke for Tiden at være stationær, men fandtes indtil for kort Tid siden i Bindalen i Helgeland. Den maa saaledes betragtes som regulært ikke over- skridende Nordlands Grændse, og de faa nordenfor obser- verede Individer have altid blot været Omstrejfere fra Nam- dalen. I et af Aarene 1850—55 forsøgte en Han og en Hun at svømme over det 2 norske Mile lange Sund mellem Fastlandet og Vegøen i Nordland ; Hannen bukkede under, medens Hunnen kom over, og tilbragte flere Aar paa Øen, da den blev skudt i 1858 (65° 30'). I 1867 havde et Ind. forvildet sig fra Fastlandet ud paa Alstenø i Nordland (66°), hvor den havde Tilhold i Fjeldenes utilgjængeligste Dele; herfra steg den om Nætterne ned og søgte Føde paa Agrene, indtil den blev bortskudt. Lignende forvildede Individer ere skudte paa forskjel- lige Steder i det sydlige Norge. Allerede i forrige Aarh. omtaler Smith i sin Beskr. over Trysil i Østerdalen, at 2 Ind. engang bleve observerede i dette Præstegjæld, altsaa nærved Eigsgrændsen mod Herjedalen. Mod Syd have saa- danne forvildede Ind. blevne fundne lige ned til Christiania- fjorden. I Dec. 1840 blev en fuldt udvoxet Han skudt i Bærum lige ved Christiania, og findes nu opstillet paa Univ. Mus.; et yngre Ind. blev i Januar 1842 dræbt nær- ved Laurvig. Høsten 1869 blev en Han skudt i Slidre i Valders. Hinden kaster sin Unge paa Hitteren i Slutningen af Maj eller Begyndeisen af Juni. 126 Robert Collett. 46. C. oap/eolus, Lin. 1766, Cervus capreolus, Lin. Syst. Kat. ed. 12 tom. 1. p. 94. 59°— 60°. Viser sig tilfældigt i de sydligste Dele, strejfende ind over Grændsen fra Sverige. I Aug. 1864 saaes 3 Individer paa Rødsøen i Glommen, ovenfor Sarps- borg; det ene af disse blev fanget levende, og holdt i en Indhegning paa Gaarden Halslund, indtil det døde Vaaren 1866; Hornene, som bleve mig tilsendte, udviste, at Dyret var en ung Han i det 2det Aar. I Urskoug, vestenfor Christiania, blev i 1865 et Individ skudt paa Gaarden Nordby, og senere ere gjentagne Gange omstrejfende Indi- vider observerede enkeltvis i dette Præstegjæld og andre af Grændselandskaberne mod Sverige. For Tiden holdes intet Individ i indhegnet Dyrehave i Norge, og dette har heller ikke fundet Sted i de sidste 100 Aar. Derimod findes der i de ældre Skrifter paa flere Steder Antydninger til, at dette Dyr tidligere fandtes ind- ført paa enkelte Steder i Landet. Hvorvidt de Dyr, der hos P. Claussøn omtales 1632 under Navn af Raadyr som forekommende i stort Antal paa Vigten i Namdalen (paa Grændsen af Nordland) sammen med foregaaende Art, i Virkeligheden har været C. caprtolus, er usikkert, og lidet sandsynligt. Ramus (1715) og senere Pontoppidan (1753) gjentager den ovennævnte Angivelse, (Dyrene kaldes af dem „Raadyr, Dama"'), og tilføje, at de tillige fandtes i Borresyssel, det nuværende Sniaalenene, hvilket maaske blot har været forvildede, fia Sverige indkomne Individer. I de Fines haandskrevne Beskrivelse over Stavanger Amt (1745)') læses følgende: „Af Dyrehauger er nu ingen, ') Opbevaret paa Univ. Bibl. i Christiania. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 127 dog haver i fordum tiid, paa en liden øe, en halv Mil fra Stavanger, kaldet Kalvøen, hvorpaa voxer smaa Furer, Eege og Hasseltræer, været Daadyr, hvilke alle Aaret 1674 ere blevne levende fangne og derfra til Laurvigen henbragte." At Ceivus duma. aldrig har kunnet trives i Norge, er uden- for al Tvivl, hvorfor Navnet Daadyr her vistnok kan an- tages har været tillagt C capieoius. Endelig kan nævnes, at Smith i sin Beskr. over Trysil Prgd.-), forfattet 1784, omtaler, at et Ind. er skudtidette District (Østerdalen) i forrige Aarhundrede (62°). 47. C. alces, Lin. 1766. Cervus alces, Lin. Syst. Nat. ed. 12, tom. 1. p. 92. 58°— 70°. Uagtet denne ligesom de øvrige jagtbare Dyr har i sin Forekomst gjentagne Gange været betyde- lige Forandringer underkastet gjennem Tiderne, fremgaar det af de ældre topographiske Beskrivelser over Norge (Claussøn 1632, Wolff 1651, Berentsen 1656), at den i Midten af det 17de Aarh. havde idetheletaget næsten den samme Udbredelse i Landet, som nu for Tiden, idet denne strakte sig fra Christiansand Stifts sydlige Dele til det sydlige Finmarken, medens den dog utvivlsomt paa denne Tid fore- kom i større Antal nordenfor Polarcirkelen, end det nu er Tilfældet. Saaledes finder man i Finmarkens sydlige Dele, hvor den ikke længer er stationær, (saasom i Maalselvdalen ved Tromsø), ikke sjelden dens Horn under Grønsværet ved Roden af Træerne (meddelt af Forstmester Norman). I det 18de Aarh. aftog deres Antal elterhaanden med ') Topogr. Journ. f. Norge, 21 H. 1797t 128 Robert Collett. Ulvenes voxende Antal. Idethele forekom de i dette Tids- rum temmelig sparsomt, og de syntes til visse Tider at mangle næsten ganske over visse Strækninger, (saasom Smaa- lenene og Østerdalen), der for Tiden høre til de Egne, hvori de findes i størst Antal. Flere af de Forfattere, der paa denne Tid (især i Topogr. Journal for Norge) skildrede Naturforholdene i de forskjellige Districter, bemærke, at de tidligere fandtes i langt større Antal, end nu, men at ufor- standig Jagt og Ulvenes Ødelæggelser i en betænkelig Grad havde formindsket deres Antal. Gjentagne Gange maatte kongelige Forordninger fredlyse dem fuldkomment i visse, om end korte Perioder, medens andre indskrænkede eller nærmere bestemte deres Fredningstider. Uagtet disse For- ordninger, der vedbleve at udstedes, indtil de alle regule- redes ved Jagtloven af 1845, aldrig ere blevne meget strengt overholdte, have de dog bevirket, at en ringe Stand over- levede de første Acirtier af dette Aarhundrede, i hvilke de næsten truede med at forsvinde af vor Fauna. I 1833 nævner saaledes Melchior, at de næsten alene vare ind- skrænkede til Østerdalen og Hedemarken. Efteråt Ulvene i de sidste Decennier efterhaanden ere forsvundne, medens samtidigt Jagtretten for Elgen er bleven betydeligt indskrænket, er den sidste liltagen i en næsten paafaldende Grad, og forek. for Tiden ikke blot i et ganske betydeligt Antal, men har ogsaa naaet en temmelig vidt- strakt Udbredelse. Da Landets største Skovstrækninger ere beliggende østenfor Langfjeldene og fornemmelig i de 2 sydøstlige Stifter Hamar og Christiania Stift, samt i Trondhjems Stift, er det især i disse Trakter, at det største Individantal findes. Over den største Del af Christiansand Stift forekommer den derfor forholdsvis sparsomt, ligesom Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 129 i hele Nordland op til Polarcirkelen ; langs Vestkysten fra Lindesnæs af og op til Trondhjemsfjorden, saaledes over hele Bergen Stift, er den neppe at betragte som stationær, om end Individer fra og til strejfe herind fra Grændse- trakterne. De Egne, hvori de for Tiden findes i det største An- tal, er, søndenfor Dovre, i Smaalenene, Solør og Østerdalen, Almin/lingsskovene ved Aadalen og Spirillen, samt i Elve- rum ; nordenfor Dovre ere de talrige i Namdalen og paa flere Steder i nordre Trondhjems Amt. I Nordland er deres Mængde kun ringe, og nordenfor Polarcirkelen findes den maaske blot enkeltvis eller i en- kelte Familier. I Ofoten, paa Grændsen af Tromsø Stift, blev Vinteren 1864—1865 et Ind. skudt; ligeledes blev ifølge Barth'j et Ind. dræbt i Raftesundet i Lofoten 1851. I det egentlige Finmarken ere enkelte Omstrejfere obser- verede, og et Ind. er her skudt i Tanadalen i 1848 (70°). Paa Fjeldsiderne foretager den ofte Strejftog ovenfor Naaletræregionen op i Birkebeltet, uden dog her at have Tilhold i længere Tid; ofte vandre hele Familier op til de højestliggende Dalfører, og de ere saaledes ikke sjeldent observerede i Lesje paa Dovre, samt paa forskjellige Steder i Gudbrandsdals- og Østerdalsfjeldene. Gen. 2. Rangifer, Smith 1827. 48. R. tarandus^ (Lin.) 1766. Cervus tarandus, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1. p. 93. 58° 30'— 71°. I vild Tilstand torekommer den for Tiden ') Nyt Mag. f. Naturv. 7 B. p. 413 (Chr.ia 1853). Q N. Mag. f. Naturvsk. XXII. J. ^ 130 Robert Collett hovedsagelig paa Fjeldstrækningerne søndenfor Trondhjeins- fjorden, medens den i Nordland maaske slet ikke findes i vild Tilstand, og i Finmarken kun i yderst ringe Antal, der maaske altid egentlig beståa af blot forvildede Indi- vider. Fra Langfjeldenes sydligste Forgreninger i Sætersdalen, omtrent under 58" 30', er Vildrenen udbredt paa de flesta Fjeldrygge i Christian and Stift til Thelemarken i 0st, og Ry- fylke i Vest; herfra strækker dens üdbredelse sig nordover langs Langfjeldene og deres Forgreninger til begge Sider, mod Øst over Nummedals-, Hallingdals- og Valdersfjeldene samt Jotunfjeldenes udstrakte Plateauer, mod Vest over Fjeldene i Hardanger, Lærdal, Urland og Justedalen i Sogn, samt over Søndmør og Nordfjord op til Romsdalen, Sundalen og Surendalen i Nord. Idet den fremdeles følger Fjeld- ryggens Bøjning mod Øst, for( k. den mere eller mindre tal- rigt over hele Dovres Fjeldsystem med denne Fjeldgruppes Forgreninger mod Syd over Gudbrandsdalsfjeldene, Ronderna og Østerdalsfjeldene, samt mod Nord til Fjeldene i Hevne paa Trondlijerasfjordens sydlige Bred, og Størdalen og Snaasen nordenfor denne Fjord, indtil henimod Grændsen af Helgeland, Det er mig ikke bekjendt, at den i vild Tilstand fore- kommer paa noget Sted i Nordland, og de enkelte Individer, der strejfe om uden Ejere paa de indre Højfjelde, ere blot at betragte som forvildede. Derimod findes vilde Rener hist og her, skjønt i ringe Antal, i Finmarken; saaledes ere mindre Flokke observerede i de senere Aar paa Fjeldet Rastagaisa mellem Tanaelv og Laxeelv, ligesom de fra og til ere bemærkede enkeltvis i Kautokeino. Men disses An- Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 131 tal er stadigt aftagende, og have sandsynligvis altid sin Oprindelse fra russisk Lapmark. De Punkter af Landet, hvor Vildrenen forekommer i det største Antal, ere Hardangervidden i Langfjeldenes sydlige Dele, Jotunfjeldene, Dovre med Roni lerne, samt Trysiltjeldene henimod den svenske Grændse. Disse kunne ansees som Centralpunkter, hvorfra Skårerne udbrede sig o^er de tilgrændsende Fjeldrygge Paa Hardangervidden have de endnu i de seneste Decennier kunnet samle sig i enorme Flokke, der ere opgivne at beståa af indtil 10,000 Individer; lignende Masser have undertiden været sammen- hobede i Jotunfjeldene, men indtræffer maaske nu ikke oftere. I Regelen holde de sig sammen i smaa Skarer fra et halvt Snes Stykker indtil et Par Hundrede. Disse P'lokke ere i stadig Bevægelse og flytte sig be- standig, slutter sig undertiden sammen til større Hjorde, spredes atter i mindre Afdelinger, og kunne ofte i Løbet af et Aar bevæge sig i en sluttet Trop over store Stræk- ninger af Platauerne, ligesom de undertiden kunne være i flere Aar næsten forsvundne fra Trakter, hvor de ellers jevnlig forekomme. Under deres Vandringer følge de altid Højderyggen ovenfor Trægrændsen; sjelden stige de neden- for Vidiebeltet, og aldrig besøge de Lavlandene; kun om Høsten kunne de for kortere Tid vise sig i de øverste tynde Fyrreskove. Ligesom flere af de øvrige større Landpattedyr er denne Art i de seneste Aarhundreder, især i de sidst for- løbne Decennier af vor Tid, betydeligt aftagne i Antal, og de danne i denne Henseende en bestemt Modsætning til foreg Art, som f skjønt selvfølgelig det absolute Individ- antal hos begge Arter ikke kan sammenlignes) har i 9* 132 Robert Collett. Løbet af dette Aarh naaet en idethele ikke ubetydelig større Hyppighed, end i det forrige. De oftere omtalte ældre Forfattere fra det 16de Aarh. angive den vilde Rens Udbredelse fra Landets sydligste Dele op til Nordcap, og den fandtes endnu i Midten af forrige Aarh. i Finmarken saavel vild som tam i stort Antal. Den stærkeste Aftagen af Vildrenen har netop fundet Sted i Landets nordligste Dele, hvorfra den, som ovenfor nævnt, for Tiden kan betragtes som næsten forsvunden. Endnu i 1827 nævner Brooke,') at den forekom vild i Alten, og de ere her blevne fældede indtil de senere Aartier; men efteråt vore Finner ved Grændsespærringen have maattet søge Græsgangene nærmere Søen end tidligere, have de for- drevet eller delvis udryddet Vildrenen i disse og de fleste øvrige Dele af Finmarken. Ogsaa i de sydlige Dele er deres Antal formindsket, især i Østerdalsijeldene, en Aftagen, der begyndte allerede at spores i Slutn. af forrige Aarh., da Ulvene og over- dreven Jagt i Forening havde i længere Tid hærjet deres Rækker. Saaledes nævner Smith i sin Beskr. over Trysil Prgd.,*) at der i 1784 neppe skydes 1 mod 100 tidligere; og det er de senere Tiders skjærpede Jagtlove, der have bevirket, at en ikke ubetydelig Stand for Tiden er i Be- hold paa Langfjeldenes og Dovres Plateauer, om end og- saa denne er i de seneste Aartier ikke ubetydeligt medtagen. Efter et Overslag af en i denne Henseende mest kyndige Mænd i Landet er Antallet af de søndenfor Trondhjems- fjorden for Tiden levende Vildrener blevet anslaaet til neppe ') A winter iu Laplaud and Sweden (London 1827), ») Topogr. Journ. f. Norge. 21 H. (Chr.ia 1797.) Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 133 10000 Individer, hvilket Antal dog vistnok er altfor lavt ansat; men at det neppe overgaar 16—20000 Individer, tør man efter den betydelige Afgang, som Standen i de seneste Aar, nærmest paa Grund af en utilfredsstillende Ordning af vore Jagtforholde, har lidt ved inden- og uden- landske Jægeres Bestræbelser, anse som afgjort. I tara Tilstand holdes Renen i hele Finmarken, samt sydover paa de fleste Steder gjennem Nordland ned til Strinden samt Fæmunsøen i Trysil (62°).») Antallet af de tamme Rener i Finmarken opgaves ved Slutn. af forrige Aarh. til 60—70,000 St.;^) uagtet Antallet efter Grændse- spærringen er her noget aftaget, er dog dette (ifølge Tæl- lingen af 1865] fremdeles i Tromsø Stift omtr. 72,000, hvortil kommer for Nordland 19,000, og for de søndenfor liggende Dele af Landet 10,000, tilsammen omtr. 100,000 St.') ^) Paa andre Steder søndenfor Dovre holdes for Tiden ikke tæm- raede Rener. Mellem Aarene 1830—50 underholdtes paa flere Steder Hjorde af Tamrener i de sydlige Fjeldtrakter, saaledes paa Hardangerfjeldene, Filffjeld, og Gudbrandsdalsfjeldene, men da de ikke bleve ordentlig røgtede, smeltede Flokkene efterhaanden sammen eller forvildedes, ligesom et stort Antal ødelagdes ved de fra alle Kanter sammenstrømmende Ulve. Paa Filefjeld be- nyttedes de i flere Aar til om Vinteren at holde Landevejene aabne ved at drives frem og tilbage mellem Fjeldstuerne. *) Sommerfelt, Topogr. Jonrn. f. Norge, 24 H. ("Chr.ia 1799). ') Angaaende en i 1862 forsøgt Overføring af Rupicapra tragus til de norske Højfjelde, kan meddeles følgende t p]fter Indbydelse af Amtmand Aall og Prof. Rasch dannedes i 1861 en liden Forening af nogle for Sagen interesserede Mænd for at søge Gemser overførte til Norge. Gjennem en i bayersk Tjeneste ansat Officier fik man udvirket Tilladelse til, at 7 unge Dyr, 4 Hunner og 3 Hanner, i Løbet af Vaaren og Sommeren 134 Robert Collett. Ordo 7. CETE. Fam. 1. Delphinidæ. Gen. 1. Phocæna, Cuv. 1829. 49. P. communis^ Less. 1766. Delphinus phocæna, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. l. p. 108. 1827, Phocæna communis, Lpss. Man. Mamin. p. 413, 58°— 71°. Forek. i alle Fjorde fra Hvaløerne og den svenske Grændse op til Varangerfjorden. Ofte trænger den 1862 indfangedes i de kongelige Jagtrevierer omkring Jagtslottet Hohen-Schwangau i Bayern. Indtil deres Afrejse om Høsten op- ammedes de af tamme Gjeder; i October Maaned Meve de af- hentcde i Augsburg, og førte til Laurvig. Allerede undervejs vare 2 af Dyrene døde, de øvriije bleve paa Hjul og Dampskib bragte til Gaarden Haakenæs ved Indløbet til Vestfjorddalen i Thelemarken, hvor de tilbragte Vinteren i en med et Skur for- synet Indhegning. Et af Hundyrene, der allerede ved Ankomsten var sygt, ('øde kort elter, ligesom endnu et blev stanset ihjel af et af de ældre. De øvrige 3, der bestode af 2 Hunner og 1 Han, trivedes vel i den paafølgende Vinter, og fodredes med Løv af Birk, Ener, Gran, samt med Lav, (sandsynligvis Cladonia ran- yiferina). Om Vaareu bleve de sammen med Gaardens Krea- turer satte i Frihfd, og holdt sig hele Sommeren i Gaardens Nærhed; oii Dagen kunde de øjnes i de øverste Dele af Fjel- dene, hvor de ved Legen og overgivne Sprang syntes at vise, at de nye Naturforholde ikke kunde være nogen Hindring for deres Trivsel; om Aftenerne indfandt de sig gjeme ved Gaarden for at modtage Salt. Men i Løbet af Høsten bleve de samtlige an- grebne af Drejesyge {Coemirus cerebrals). 2 af Dyrene døde, det 3die sprang i Vildelse ud i Tinsøen og druknede. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 135 ind i de dybeste Fjordbunde, og fra Elvemundingerne undertiden et Stykke o i i det ferske Vand for at søge Laxen; saaledes er den i Mandalselven jevnlig seet i 1—2 geogr. Miles Afstand Ira Søen, ligesom den ofte stiger i Glon)men op til ovenfor Frederikstad. Den er overalt sta- tionær, ogsaa i .de finmarkske Fjorde. Gen. 2. Globicephalus, Less. 1828. 50. G. melas, (Traill). 1809. Delphinns melas, Traill, Nich. Journ. vol. 22, p. 21. 1812, DeljMnus globicpps, Cuv. Ann, Mus. d'Hist. Nat. tom. 19 p. 14. 60° — 70°. Besøger undertiden Vestkystens Fjorde i større eller mindre Skarer, men synes ikke at yngle i Nær- heden af de norske Kyster. Disse Besøg, der især indtræffe paa Strækningen fra Bergen til Trondhjems'jorden, og øjen- synlig tilhøre den Stamme, der bebor Havet omkring Fær- øerne, have fundet Sted fra de ældste Tider, og have ofle givet Anledning til en betydelig Fangst, især efteråt Ap- paraterne til deres Modtagelse i de senere Tider ere blevne forbedrede. Omtrent i 1847 stødte en sammenhængende Hjord, der antoges at tælle mellem 2 og 3000 Individer, under Land ved Askevold i Søndfjord, men blot et Par. Lidiv. bleve fangne og indsendte til Bergens Musæum. Mindre Flokke ere fra og til fundne i de bergenske Fjorde. Saaledes findes i den værdifulde Samling af Hvalfoetus i Bergens Mus. et saadant (Totall. 650™"') fra Hisken, ved Indløbet til Hardangerfjorden, hvor et Ind. af en større Flok paa omtr. 50 St. (varierende i Længde fra 10—26 Fod) fangedes i Januar 1869 (60°). I 1844 erholdt Ber- 136 Robert Collett. gens Musæum sit første Skeiet af et Ind., fanget i Nær- heden. Ogsaa ved Nordlands og Lofotens Kyster viser den sig fra og til flokkevis, og er paa de fleste Steder vel kjendt af Beboerne under Navn af Grindhval. Allerede Nilsson omtaler i Skand. Fauna (1847), at i Beg. af Aug 1846 indfandt sig i Helgeland en overordentlig stor Hjord paa maaske flere Tusinder ; efter at de en Tid havde standset inde i Fjordene, søgte de atter tilsøes. Mellem 1858 og 1860 strandede en Flok ifølge Sårs') i Vesteraalen ; sidst have de i afvigte Aar (1875) vist sig i Trondenæs Præste- gjæld i Vesteraalen, hvor en Flok paa 189 St. i October løb ind i en Fjord paa Grytø, og ved Hjælp af rn Hvid- fisknot^) holdtes i flere Dage indespærrede, indtil de alle bleve gjorte til Bytte De fleste bleve skudte med Spids- kugler, der med Lethed dræbte dem, naar de rammede i Halsen eller under Brystet. Længden varierede fra 12 — 20 Fod (3^-61^'"); Spækkets Vægt var gjennemsnitlig 10—12 Veger (180—215 Kilogr.). Enkelte Skeletter af disse Indi- vider ere opbevarede paa Tromsø Musæum. Ventrikelen paa de undersøgte Individer var tom; et af Individerne var en Hun, hvori et Foetus af 2 Fods Længde. Endelig synes de ogsaa at være kj endte fra Fin- markens Fjorde, om end intet Ex. herfra vides nøjere undersøgt. ') Forh. Vid. Selk. Chr.ia 1865 p. 291. ') Benyttes under Fangsten efter Delphinapterus leucas paa Spits- bergen og Novaja Zemlia. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 137 Gen. 3. Or ca, Gray 1846. 51. O. gladiator, (la Cep.) 1804. DelpUnus gladiator, la Cep. Hist. Nat. Cet. p. 302. 1804. Delphinus orca, la Cep., Hist. Nat. Cet. p. 298. 58°— 71°. I Overensstemmelse med Lilljeborgs An- tagelse, der er gründet paa de Undersøgelser, som i de senere Aar ere blevnc gjorte paa de ved de svenske Kyster strandede Individer af denne Slægt, maa de under Navnene Grampus gladiator og 6?. o/ca {schlegelii) opførte Arter antages blot at repræsenteie Alders- og Kjønsforskjel af den enkelte Art Orca gladiator. De Bidrag til Spørgsmaalets Løsning, sjm kunne hentes fra Undersøgelser i de norske Musæer, ere ikke betydelige, da Antallet af de her op- bevarede Skeletter eller Skeletdele af denne Slægt er for- holdsvis faatallige, ligesora det yderst sjelden er faldet i nogen af vore Naturforskeres Lod at faa noget Ind. under- søgt i frisk Tilstand. Dog forekommer en eller flere Arter af denne Slægt hyppigt ved de norske Kyster lige op i Varangerfj orden; den stærkt fremtrædende Rygfinne samt det ejendommelige Levesæt har gjort Slægten kjendt og omtalt allerede fra de ældste Tider. Hvorvidt der under Beboernes Stourvagn, Stourhynning, Vagnhund etc. indbe- fattes flere end Arten O. gladiator^ kan for Tiden ikke af- gjøres; alle de af mig i vore Musæer og paa anden Maade undersøgte Levninger have tilhørt større Individer af denne ene Art. I Christianiafjorden og paa Landets Sydkyst hører *) Sveriges och Norges Ryggradsdjur, I. p. 1025 (üpsala 1874). 138 1 obert Collett. Slægten Orca til de sjeldnere Besøgere; 2 Cranier, der opbevares paa Univ. Mua. i Christiania, og som tilhøre den ægte O. gladiator^ have begge tilhørt Individer fra Chri- stianiafj orden; det ene af disse fangedes ved Slæbene, 1-2 geogr. Mil søndeufor Christiania, omtrent 1820, og havde i Ventrikelen 3 næsten hele Phoca vitu/tnn, foruden Lev- ninger af adskillige andre. I de senere Aar er den sjeld- nere observeret her. Hyppigere er den udenfor de bergenske Kyster, hvor oftere mindre Flokke ere strandede ; saaledes ejer Bergens Musæum flere Skeletter af saavel yngre som ældre Indi- vider, hvoraf enkelte tilhørte en Flok, bestaaende af 12 St., der strandede i Omegnen af denne By Vinteren 1860. Det er en Omstændighed, der synes at lortjene Oprnærksomhed, at der samtidigt med, at Vaarsildfisket i de sidste Aar er næsten fuldstændigt ophørt i det søndre Fiskedistrict, har der her i Omegnen af Utsire, Espevær og andre Vær ved Indløbet til Stavangerfjorden vist sig i Sildefiskets Tid om Vaaren store Mængder af en Orca, der splitte Sildestimerne til alle Sider, idet de søge at presse dem sammen for at fraadse i Masserne (cfr. følgende Art). Ved Nordlands og Finmarkens Kyster er den a^m. især under de store Sildefiskerier i Høst- og Vintermaa- nederne, og flere Gange ere enkelte Ind. eller mindre Flokke strandede. Saaledes løb, ifølge en Meddelelse af Dr. A.Boeck, i Decbr. 1871 en Flok paa omtr, 20 St. paa Grund ved Langenæs i Vesteraalen; i October 1873 stran- dede 4 Ex. lige ved Tromsø, hvoraf 2 bleve præparerede som Skeletter for Tromsø Musæum. Af disse havde jeg i 1874 Lejlighed til alene at undersøge Cranierne, da de øvrige Skeletdele endnuikke vare opstillede og tilgjængelige. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 139 Disse Cranier tilhørte alle Vrca gladiatoi \ et af dem havde en Totall. af 970"^'", en Bredde af 620"'"' ; Snudens Længde fra Indskjærin{];erne var 470"'"', dens største Bredde 200""». Overkjæven havde paa hver Side 12 Tænder, foruden en, der var udfalden fortil; Længden af Kjævens tandbærende Del var 390""". Den mellem Palatinbenene synlig- Del af Vomer har en Længde af 160'""" ; i de første 80'""" er Vomer linieformigt, senere bredere. Forspidsen af Vomer begyndte ved den 5te Tand, regnet bagfra; Bagspidsen lige bag den første. Dens Hovednæring synes at være Fiske, især Sild, hvorfor den aldrig savnes, hvor Sildemasserne staa under Land, og dens Indflydelse paa disses Gang tør maaske være af større Betydning, end man tidligere har antaget. I Varangerljorden, hvor de ofte viser sig flokkevis, tilføje de den her stationerede Hvalfanger Sv. Foyn ikke ubetydelig Skade, dels ved at drive alle Hvaler (især Balæno- ptera siibaldii) paa Flugt, hvor de indfinde sig paa Fangst- feltet, dels ved at angribe anskudte eller fangne Individer. 52. O. eschrichtii^ Stp. 1866. Orca eschrichtii, Stp. Ree. Mena. Cet. p. 188. 60"? Om denne Art savnes endnu fuldt paalidelig Underretning fra de norske Kyster. Det er sandsynligt, at de Flokker af Spækhuggere, der vise sig langs Vest- kysten, for en Del beståa af O. eschrichtii, og Prof. Lillje-' borg har yttret den Formodning, at det er denne Art, som fortrinsvis gaar under Navnet Stourvagn eller Stourhynning paa Grund af sin særdeles høje Rygfinne. Ifølge en fra Fyrvogter Eyde paa Utsire til Prof. i40 Robert Collett. Rasch netop afgiven skriftlig Äleddelelse, hvilken jeg se- nere ved Henvendelse til Hr. Eyde har faaet suppleret, fangedes i Jan. 1876 paa Utsire blandt en overordentlig stor Flok Spækhuggere et Ind. af en 0/c», som jeg ifølge den vedføjede Beskrivelse har troet at kunne identificere med ovennævnte Art. Dersom dette i Virkeligheden har været Tilfældet, findes den maaske, efter hvad der under foreg. Art er anført, endog i større Antal under Silde- fisket i Vaarmaanederne ved vore sydlige Kyster. Af det fangne Ind. er intet bleven bevaret; det fremgaar af Be- skrivelsen, der blev udkastet efter det endnu uskadte Indi- vid, at Legemets Totallængde var 22 Fod, hvoraf Hovedets Længde omkring 3 Fod; af Tænder fandtes \~ paa hver Side. Farven blev utilstrækkeligt beskreven. Rygfinnen havde netop den for O. eschichtii angivne betydelige Højde og Smalhed; uagtet Individet var en Hun, havde den en Højde af ^\ Fod, og en Længde ved Roden af 2 Fod. Brystfin- nernes Længde var 3'^ Fod, deres Bredde 2 Fod; Hale- finnens Bredde var 7 Fod. Dyret leverede (Hovedet fra- regnet) omtr. 900 Kilogr. Spæk (50 Voger). Gen. 4. Delphinus, Lin. 1766. 54. D. albirostiis^ Gray. 1846. Lagenorhyncus albirostris, Gray, Zool. Voy, Ereb. Terr. Mamm. p. 35. 1846. Delphinus ihsenii, Eschr. K. Danske Vid. Sel?k. Nat. Math. Afh. 12 D p. 297. 60° 30'. I Bergens Musæum opbevares et Cranium af denne Art, tilhørende et Ind., der var erholdt udenfor de bergenske Kyster. Totall. af dette Cranium er, efter Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 141 en af Conservator Jensen udført Maaling, 475"''". Tæn- dernes Antal er H. ,,, V. H; de to forreste paa hver Side i begge Kjæver ere mindre end de øvrige, 54. D. acutus, Gray, 1828. Phocæna acutus^ Gray, Brook. Cat. Mus. p. 39. 1843. Delphinus ZencopZcwrws, Rasch, Nova Species Descr. Chr.ia 1843. 58°— 71°. Hører til de ved Norges Kyster talrigst op- trædende Arter, og tilhører hele Kystlinien fra Lindesnæs af og nordover til de finmarkske Fjorde; gjentagne Gange ere de erholdte Individer blevne nøjagtigt undersøgte, og Arten er paa Grund af sin Farvetegning paa de fleste Ste- der kjendt og har faaet sit eget Navn (Hvidskjæving). De første af disse nøjagtigt undersøgte Individer til- hørte den Flok, der i Juni 1842 strandede ved Drøbak i Christianiafjorden, og af Prof. Rasch beskreves i Nyt Mag. f. Naturv. 4 B. p. 97, Disse Individer, 23 i Tallet, inde- stængtes i en liden Bugt ved Hjælp af et Par Makrelgarn, og droges efterhaanden paa Land ved en Rendesnare, lagt om Halefinnen, og trukken af Heste. Af disse Ex,, hvoraf blot 4 vare Hunner, bleve de fleste præparerede som Ske- letter eller Huder, og uddeltes til forskjellige Musæer. Hun- nerne havde Melk i Brysterne. Hannernes Totallængde varierede fra 2290— 2750""'", Hunnernes fra 1940- 2410'»'». Medens Christianiafjorden og Skagerraks indre Dele blot uregelmæssigt besøges af denne Art, optræder den fra Christiansand og Stavanger af almindeligt, og viser sig paa hele Kysten nordover jevnlig under Land i store Flokke. Især har dette været Tilfældet i forrige Aarhundrede, og flere Punkter paa Landets Vestkyst vare tidligere anseede 14^ Robert Collett som aarvisse og indbringende Fangstpladse. I et af Natur- forskeren Stuwitz efterladt Mscr., der af Prof. Rasch er offentliggjort i hans ovennævnte Beskrivelse, opregnes ad- skillige af disse Steder, og flere Tilfækle nævnes, hvori en enkelt Fangst er gaaet op til 1000 St. og derover. Saa- ledes blev ved Bildøen, en af de bedste Fangstpladse, i Begyndeisen af forrige Aarh. paa en Gang stængt 700 Hvidskjævinger, efteråt de vare jagede '2 norsk Mil fra Aagotnæs ned gjennem Gjeltefjorden. Paa dette Sted stængtes Delphinerne med en almindelig Sildenot, samledes med en mindre Not, og harpuneredes. De benævnedes allerede her Hvidskjævinger. I Skogsvaag udenfor Bergen blev i 1745 Sundet mellem Barholmen og det vestre Land stængt fuldt af denne Del- phinart. Flokken var saa stor, at dette brede og dybe Sund ikke kunde rumme dem ; de fangne Individer, (hvor- iblandt fandtes mange Ex af en anden Delphinart, an- tagelig I), defphis), angaves til meget over lOOO St. I Dec. 1770 bleve omtrent paa samme Sted 2 store Flokke langede; den sidste af disse dreves foran Baadene næsten 1 Mil, inden den blev stængt, og gav en Fangst af 7 — 900 Individer, der sandsynligvis hovedsagelig tilhørte denne Art I dette Aarhundrede ere neppe nogensinde saa store Hjorde blevne fangne ved en enkelt Lejlighed; dog blive saagodtsom aarlig mindre Flokke stængte paa et eller an- det Sted. Især har dette i de senere Aar indtruffet i Om- egnen af Haugesund og ved Indløbet til Stavangerfjorden. Her bleve saaledes i Jan 1871 flere Ind, af en mindre Flok skudte; i Midten af Febr. 1874 blev sammesteds en større Flok fanget, hvoraf Individernes gjennemsnitlige Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 143 Længde var 8 Fod, medens Antallet ikke opgaves. I Maj s. A. blev 148 St fangede i en Bugt i Nærheden af Sta- vanger; i Beg af Juni s. A. bleve 17 Ind. stængte ved Haugesund. Hvorvidt alle disse uden Undtagelse bestode af den enkelte Art D. ncuti/s^ kan ikke oplyses ; det er sandsynligt, at de undertiden have været blandede med D. delphis eller andre nærstaaende Arter Ogsaa udenfor Bergen ere jevnlig Flokke blevne gjorte til Bytte; saalodes stængtes og dræbtes her en mindre Flok i Slutn. af August 1873. Hele Aaret rundt sees jevnlig Flokke af denne og andre af de større Delphinarter, i Re- gelen kaldte Springhvaler, langs hele Kysten op til Var- angerfjorden- Af de fangne Individer benyttes blot Spækket, der dog er tilstede i ringe Mængde, hvorfor deres Værdi ikke er stor. Selskabelighedsdrifteu synes at være ligesaa stor, som hos Globicephalus melas, hvorfor de oftest ere lette at gjøre til Bytte, idet Flokkens Bevægelser blive afhængige af de forreste Par Individers. Som et Exempel paa deres Selskabelighed nævnes i det ovenfor nævnte Mscr. et Til- fælde fra Kysten af Bergen Stift. En Flok Hvidskjævinger vare stængte indenfor en Sildenot, men da Baadenes Antal vare utilstrækkeligt, sprang hele Flokken over Noten med Undtagelse af en liden Unge. Men pludselig viste Moderen sig atter ved Notens Yderside, sprang atter tilbage over Noten, og efterfulgtes af den hele Fluk, der saaledes paany blev fanget. Hos et ved Christiansar d den 8de Juni 1867 fanget Ind., som jeg undersøgte i frisk Tilstand, vare Brysterne fulde af graagul Melk, der ved et svagt Tryk lod sig ud- presse. 144 Robert Collett. 55. D. delpkis, Lin. 1766. Delphinus deiphis, Lin. Syst. Nat. ed, 12 tom. 1. p, 108. 58*—? Denne Arts geogr. Udbredelse kan ikke angives med Bestemthed, men det er neppe tvivlsomt, at den hører til de ved Norges Kyster hyppigere Arter, der ofte træffes i Selskab med foreg. og maaske forek. lige op til Finmarken. Paa Uniy. Mus. findes et udstoppet Ex. og et Cranium af Individer, erholdte ved Landets Sydkyst; Totall af det første er 1850"^". Endelig findes et ufuldstændigt Cra- nium af et Ind. fra Christianiafj orden, hvis Tandformel er: H. Il ^ ^, V. -^ ^ I (de smaa Tal betegnende de forreste Smaatænder). Paa Bergens Mus. opbevares ligeledes 2 Cranier af Individer, sandsynligvis erholdte udenfor Kysten. Paa Tromsø Mus. undersøgte jeg i 1874 et Cranium, om hvis Oprindelse dog intet kunde oplyses med Sikkerhed ; det antoges sandsynligt, at det var fra Tromsø Omegn. Dets største Længde var 440'"»', den største Bredde 178""". Underkjævens Længde 370"'™. Tændernes Antal vare: H. 1^, V» 1^. I April 1861 observerede Malmgren ^) paa Vest- fjorden under Lofoten en overordentlig stor Flok Delphiner, af hvilke han tror med Sikkerhed at kunne henføre de In- divider, som han havde Lejlighed til at betragte, til denne Art, og ikke til foreg. (68°-69°)2). '; Ofv. Kgl. Vet. Ak. Förh. 1863, p. 147 ') Delphinus tursio, Cuv. Om denne Art, der niaa?ke findes ved de norske Kyster, mangle lidtil alle bestemte Opgivter. |Prof. Lillje- borg antager, at et i Upsala opbevaret Cranium at' denne Art stammer enten fra Bohuslen, eller fra Norge, Saav. 1 Prof. San, Bemærkuinger til Norges Pattedyrfauna. 145 Gen. 5, Delphinapterus, la Cep. 1804. 56. D. leucas, (Pall.) 1776. Delphinus leucas^ Pall Reisen Russ. Reichs, B. 3. p. 92. 71° — 70°. Ved Norges nordlige Kyster vise sig undertiden forvildede Individer fra Novaja Zemlja eller Spitsbergen. Hvorvidt de hos Forfatterne fra forrige Aarh. omtalte hvide Hvaler have været denne Art, kan neppe afgjøres; Strøm, der i 1762 anfører saadanne som observerede i Søndmøre, havde ikke selv undersøgt noget Individ, hvad der frem- gaar af hans Mscr,, der opbevares paa Univ. Bibl. i Chri- stiania; sandsynligvis har han hentet sin Opgivt fra Pon- toppidan, der nævner i 1753, at „Rørqval, snehvide, ere ny- lig seede paa Sundmør". At den imidlertid fra Tid til anden kan strejfe ned til Landets sydligste Bredder og endnu sydligere, vise lagttagelser fra de seneste Aar. I Finmarken ere adskillige Individer blevne iagttagne i Løbet af de senere Aartier, og enkelte af disse ere stran- dede eller blevne dræbte af Beboerne. Ifølge Meddelelser, modtagne af Hr. Nordvi, er den i Varangerfjorden kjendt af mange blandt Omegnens Finner og har sit eget Navn, ligesom flere Exempler kan anføres paa dens Forekomst i andre af Finmarkens Fjorde. Oftest har den dog vist sig i Varangerfjorden, og Hr, Nordvi har observeret den jevnlig i de seneste Aar lige ind mod Bunden af Fjorden. Mellem som Furf. tror at have observeret den i Lofoten, uden dog at have været den tilstrækkelig nær til at kunne afgjøre dette med Sikkcrhed. N. Mag. f, Nftturvïk. XXII. 2, 10 146 Robert Collett. Aarene 1835—40 fandtes et strandet Individ om Sommeren ved Gamvig i Næsseby Sogn; den 24de Juni 1840 blev et Ind. observeret og efterstræbt, ligeledes i Næsseby, men uden at erholdes. I Maj 1855 blev et Ind. fældet ved Nyelv i Varangerfj orden ; endelig blev omtr. 1865 i Marts Maaned et Individ observeret ved Næsseby; i Maj 1875 saaes en Flok paa 4 Individer lige udenfor Mortensnæs. Omtrent i 1867 blev ifølge en Medd., som jeg har modtaget i Finmarken af en Hvidfiskjæger, et Ind. af omtr. 20 Fods Længde dræbt ved Nordkyn. Fra Vestfinmarkens Fjorde haves fremdeles Underretning om, at et Ind. i Aaret 1855 holdt sig i en hel Uge i Altenfjorden udenfor Talvig, og blev ofte efterstræbt, men uden Held. Idethele synes omstrej- fende Individer næsten aarligt at berøre Finmarkens Fjorde, dog sjeldent vestenfor Nordcap, Om et Par Tilfælde af dens Optræden i Nordland har jeg erholdt Meddelelse gjennom Forstmester Berbom. I Baltdalsfj orden søndenfor Bodø holdt sig et Individ hele Vinteren 1868—69, skjønt ofte anskudt; et andet obser- veredes i en Bugt af samme Fjord, Skirstadfj orden, i Au- gust 1862 eller 1863. Af de faa Angivelser, der haves fra Landets sydlige Kyster, synes ingen at have været fuldt paalidelige, hvorfor de her forbigaaes. Gen. 6. Mono don, Lin. 1766. 57. M. monoceros, Lin. 1766. Monodon monoceros, Lin. Syst. Nat. ed. 12 tom. 1. p. 105. Enkelte Individer ere med lange Mellemrum af Aar Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 147* strandede ved Norges nordlige Kyster. Den første For- fatter, der omtaler et saadant Individ, er Ramus*)» der (1715) nævner, at „Anno 1658 skal være fanden en Hval med et Horn i Fanden, en Favn langt." Ifølge Nilssons Skand. Fauna blev omkr. 1814 et Indiv. fanget i Bindals- fjorden ved Helgeland CQ5°). Endvidere har jeg gjennem Hr. Nordvi erholdt Underretning om, at et Ind. i 1820 fandtes dødt i Meskefjorden i Næsseby Sogn i Varanger- fjorden; dens Stødtand opgaves at have maalt 1^ Favn, og opbevaredes af en af Sognets Embedsmænd. Et andet Ind., (der maaske blot har været det sidstnævnte), omtales af Zetterstedt i hans Reiseberetning af 1822 1^) der forevistes ham i 1821 en Tand af et Individ, der for nogen Tid siden var dræbt paa Øst-Finmarkens Kyst. Tandens Længde opgiver han til præcis 8 Fod. Fam. 2. Physeteridæ. Gen. 1. Physeter, Lin. 1766. 58. P. macrocephalus^ Lin. 1765. Physeter macrocephalus , Lin. Syst. Nat. ed. 12 tora. 1, p. 7. Idetmindste 2 Individer af denne Art ere i Løbet af de sidste 100 Aar strandede ved de norske Kyster. I Kroghs „Efterretninger om Provstiet Nordfjord"'), der er ') Norriges Beskrivelse, (Kbhvn. 1715). ') Resa genom Sveriges och Norges Lapmarker år 1821. 2 D. (Lund 1822). ') Topogr. Stat. Saml. 2 D. 1 B. p. 169 (Chr.ia 1813). 10* 148 Robert Collett. forfattet omkr. 1780, sees, at et Ind af en Hval, ''der ogsaa af Forf. antages at have været denne Art), for nogle Aar siden drev paa Land i Søndfjord ; dens Længde var 68 Fod, „og den gav, foruden Spækket, ikkun 6 Tønder Hval- rav {Sperma ceti), hvilket, i Forhold imod Fiskens Stør- relse, var kun lidt " Ifølge en Meddelelse af Prof Rasch er fremdeles i 1849 et Ex. fundet drivende dødt mellem Øerne Edø og Smølen udenfor Christiansund (63°). løvrigt synes den ikke at være ubekjendt for enkelte af Beboerne langs Nordlands og Lofotens Kyster, og Prof. Sårs har under et Ophold i Lofoten erholdt Oplysninger, som synes at sætte udenfor al Tvivl, at et Ind. viste sig ved denne Øgruppe Sommeren 1865.') Gjennem Tromsø Musæum har jeg netop erholdt til Undersøgelse en Tand af denne Art, funden Sommeren 1875 ved Pløjning paa Bjarkø i Senjen, nær Trondenæs (69°), antagelig 30—40' o. H. Den er i det hele vel bevaret, og blot det yderste Lag er hist og her afskallet til en Tykkelse af indtil S'""^ Den er stærkt sammentrykt, især i Roden, der næsten er helt luk- ket i Midten, hvor den tillige er noget sammenfoldet; Ro- dens aabne Del danner blot en smal Rende paa hver Side af dette lukkede Midtpunkt. Tandens Totallængde er 210"^"\ hvoraf Rodens Længde er 130™"", og den ovenfor Alveolar- randen ragende Del 80™»!^ Dens største Tykkelse (56>"»0 ligger netop over en tvergaaende ringförmig Ophøjning, der betegner Alveolarranden; Bredden er paa dette Sted 80'"™, men tiltager nedad mod Roden, hvor den er 100™'". Oventil er dens ene Side stærkt afslidt og skraai nedløbende mod ') Forh. Vid. Felsk. Chr.ia 1865, p. 289. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 149 Alveolarranden ; paa dette Sted begyuder ogsaa den dybe Fure, der fortsættes ned til Rodens sammenfoldede Del; den anden Side er uden Afslidning og Fure. Gen. 2. Hyperoodon, la Cep. 1804. 59. H. diodon, (la Cep.) 1804. Delphinus diodon, la Cepède, Hist. Nat. Cet, p. 309. 1804. Delphinus hutzkopf, la Cepède, Hist. Nat. Cet. p. 319. 1820, Hyperoodon borealis, Nilss. Skand. Fauna, I, ed. 1, p. 404. 58' — 71°. Viser sig sporadisk ved Norges Kyster fra de sydligste Dele lige op til Varangerfj orden. Allerede 1753 omtaler Pontoppidan, at et Ind. af en spidssnudet Hval, der sandsynligvis har været en Hyperoodon, og som havde en Længde af 26 Fod, blev fanget ved Fredrikshald i November 1749; dette Ind. var en Hun, og indeholdt et Foetus af 6 Föds Længde. I Christianiafj orden ere flere Ind. i Løbet af de senere Aartier strandede eller blevne fangede. Saaledes erholdtes i August 1846 2 Exemplarer, hvoral det ene, et yngre Ind., opbevares som Skeiet i Univ. Mus. Dettes Totall. er 23 Fod. I Beg. af October 1864 strandede et Ex. ved Frederiks- væru, lige i Fjordens Indløb, og førtes til Christiania, hvor Skelettet blev udpræpareret og afsendt til Smithsonian In- stitution, ligesom der toges en tro Model af Træ, der nu opbevares i det zoologiske Musæum. Totall. af dette Ind. var oratr. 16 Fod (5210"^°^); Afstanden fra Snudespidsen til Rygfinnens Begyndelse omtr. 9.^ Fod (3020°»"^); Hale- finnens største Bredde 1210"'°. I Slutningen af September ;150 Robert Collett. 1873 dreve 2 Ind. af en Hyperoodon paa Land ved Fre- deriksstad, og afspækkedes. Udenfor Vestkystens Fjorde ere ligeledes enkelte Indi- vider erholdte. I Bergens Musæum opbevares Skelettet af et Ind., der dræbtes ved Laagø (omtr. ret ud for Bergen) den 4de Januar 1864; dette Indiv. har (ifølge Lilljeborg) en Længde af 22 Fod. Hyppigere er den erholdt udenfor Nordlands og Finmarkens Kyster; ifølge de Meddelelser, som jeg under gjentagne Ophold i disse Egne har mod- taget, synes den her at være stationær og ikke meget sjel- den, da den jevnlig observeres, og er paa flere Steder kjendt af Beboerne under Storsildfisket, da den følger Sildestimerne under Land. I Lofoten ere flere Individer strandede, saaledes et i Bø Præstegjæld 1849, og et andet i Vestlofoten 1850; af begge disse Individer havde Forst- mester Barth^) i 1851 Lejlighed til at se Tegninger, der udviste, at Individerne have tilhørt idetmindste denne Slægt. Ved Borgevær paa Lofotens Nordside ere flere Individer strandede eller dræbte i Fisketiden i Aarets sidste Maa- neder. Nordenfor Lofoten er den kjendt fra Omegnen af Tromsø, hvor et Ind. erholdtes i Aug. 1860, et andet i Aug. 1866; af det ene af disse opbevares Skelettet i Ber- gens Mus. I Øst-Finmarkens Fjorde bliver den ikke sjelden observeret; ifølge Meddelelse fra Hr. Nordvi ere Individer af denne Slægt strandede ved Vadsø i 1846 og 1849, lige- som den i Varangerfj orden er seet ogsaa i de seneste Aar. ') Nyt Mag. f. Naturv. 7 B. p. 416 (Chr.ia 1853). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 151 60. H. latifions, Gray« 1846, Hyperoodon latifronSy Gray, Zool. Voy. Ereb. Terr. Mamm. p. 27. 70°. Et Individ af denne Art strandede 1873 ved Hasvig paa Sørøen nær Hammerfest. Levningerne af dette Individ, hvoraf den største Del af Craniet var i Behold, bleve det paafølgetide Aar paa Stedet undersøgte af Prof. Sårs, der med fuld Sikkerhed kunde henføre Individet under ovennævnte Art.*) Dyrets Længde opgaves at have været omkr. 30 Fod, Farven oventil mørk, nedentil lysere. De nævnte Skeletdele ere sandsynligvis nu gaaede tilgrunde. Gen. 3. Ziphius, Cuv. 1825. 61. Z. bidens^ (Sowerb.) 1804. Physeter bidens, Sowerby, Brit. Misc. tom. 1. p. 1. 1817. Delphinus sowerhiensis, Blainv» Nouv. Diet. d'Hist. Nat. ed. 2, tom. 9, p» 177. 61°. Om denne Arts Forekomst ved vore Kyster fore- ligge kun 2 Tilfælde, der begge blot betinget kunne be- gründe Artens Optagelse i Landets Fauna. Den 21 Juni 1869 fandtes et Han-Individ drivende dødt i Søen 18—20 Mile nordvest for Utsire, hvilket gjennem Intendant Malm erhvervedes for Gøtheborgs Musæum, hvor Skelettet findes opstillet tilligemed enkelte af de indre Dele. Totall. af dette Skeiet er, ifølge Malm^) 4417"^™, Underkjævens Længde ') Forh. Vid. Selsk. Chr.ia 1874 p. 241. ") Kgl. Vet. Ak* Handl. B. 9. No. 2 p, 97. (Hvaldjur i Sveriges Museer år 1865), 152 Robert Collett. eSO"""", Længden af Symphysis 21 2'"™. Den største Tands Højde over Kjæven er 55™™, den mindre Tands 19™™. Endvidere er en noget iifuldstændig Underkjæve ind- leveret til Univ. Mus i Christiania, hvilken ifølge Proft Boecks Meddelelse antages funden ved Landets sydlige Kyster. Denne Underkjæve har en Længde af 635™™, og har følgelig tilhørt et Ind. af næsten samme Størrelse, som det ovenfor omtalte. Længden af Symphysis 210™™; blot en Tand (den større) er tilstede paa hver Side, og denne har en Højde over Alveolarranden af 10™™. Paa Grund af denne Tands ringe Størrelse har Individet sandsynligvis været en Hun, uagtet Tændernes Stilling synes at antyde det modsatte, idet disse nemlig ere fæstede ret ud fra Slutningen af Symphysis.') Fam. 3. Balænopteridæ. Gen. 1. Megaptera, Gray 1846. 62. M. boops, (Fabr.) 1780. Balæna boops, Fabr. Faun. Groenl. p. 36, 1829. Balæna longimana, Rud. Abb. K. Akad. Wiss, Berlin 1829, jî. 133. 70°— 71*. Har sit Hjem i Ishavet, og besøger herfra om Vaaren Landets nordlige Kyster, i Regelen i ringe Mængde. Allerede 1767, eller flere Aar inden den af Fa- bricius blev beskreven fra Grønland, omhandles den af Leem i hans Beskrivelse over Finmarken; den benævnes *) Cfr. Lilljeborg, Sveriges och Norges Ryggradsdjur I. p. 990. (Up- sala 1874). Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 153 af ham Troldhval, og Beskrivelsen lader neppe Tvivl om, at der er ment den rette M. boops.^^ I Varangerfjorden indfinder den sig aarlig i Vaar- maanederne, og tidligere, end de øvrige Hvaler. Af den paa dette Sted stationerede Hvalfanger Svend Foyn, hos hvem jeg Sommeren 1874 under et Besøg paa selve Fangst- feltet erholdt flere Oplysninger, der senere ere supplerede ved skriftlige Meddelelser, benævnes denne Hval Knøl eller Langarm,^) og fanges kun enkeltvis, da den sjelden ind- finder sig i større Selskaber. Dog indtræffer dette under- tiden. I Februar 1873 fandtes der langs hele Kysten i Varangerfjorden til forbi Russekysten „i tusindvis" en Hval- art, der af Foyn angaves at have tilhørt Langarmen. Det blev mig ogsaa af et Øienvidne, nemlig Lodsen paa et af de større Finmarksdampskibe, berettet, at hans Skib paa denne Tid en Dag udenfor Øst-Finmarken kom ind i en Flok af disse Dyr, der bedækkede Havet saavidt Øjet kunde se, og sinkede Dampskibet i dets Fart, da Sammen- stød kun med Anvendelse af stor Forsigtighed kunde und- gaaes. I Varangerfjorden søger M. boops fortrinsvis den her ') Leem, Beskr. over Finmarkens Lapper, p. 299 (Kbhvu. 1767). ') „Langarm" maa ikke forvexles med ,,Laogrøer", der ifølge Foyns skriftlige Meddelelse ,er en lang og tilsyneladende fed Hval, som jeg for flere Aar tilbade saa i Varangerfjorden; jeg skjød samtidig 3 Grønlandsharpuner med bedste Sort Line i et Exemplar, men den foer med saa overordentlig Hurtighed, at alle 3 Liner sprang mden de vare udiøbne, skjønt de bleve firede med den største Nøjagtighed ; senere har jeg blot seet en enkelt saadan Langrøer, men ingen faaet". Hvilken Art her er ment, kan ikke angives; maaske Balænoptera laticeps, eller en endiiu ikke kjendt Art. <^' 154 Robert Collett. i enorme Masser optrædende Thysanopoda tnermîs^ der til- lige udgiør den udelukkende Føda for Balœnoptera sibbaldii. Dens Stemme (Udaandingslyd) kalder Foyn et lang- trukkent Smertesskrig ; det samme anfører allerede Leem i 1767, ligesom den sidstes Angivelse, at den er frygtet af Fiskerne paa Grund af sin Djervhed, og fordi den ulig de andre Hvaler ofte søger ind mod Baadene, er bekræftet ved de senere Erfaringer af Foyn og Dr. Hallas. Deaf Foyn fangne Ex. have altid været forsynede med parastiske Cirri- pedier, ligesom de ogsaa have været besatte af Cyamus- Arter, Sommeren 1874 erholdt jeg i Vadsø talrige Ex, af Diadema balænarum fra et samme Aar fanget Ind. Ogsaa fra andre Punkter af de finmarkske Kyster er denne Art kjendt, og Univ. Mus. har flere Gange erholdt tilsendt dens epizoiske Parasiter fra disse Landsdele. Ifølge en til Prof. Lilljeborg af Dr, A, Boeck given Meddelelse er et Ex. i Beg. af October 1871 fanget i Malangenfjord ved Tromsø, og Prof. Sårs antager det sandsynligt, at den fra og til viser sig i Lofoten. Søndenfor Polarcirkelen vides den hidtil alene funden i et enkelt Individ, ihvorvel det maa antages, at den oftere paa sine aarlige Strejftog berører vore sydlige Kyster. I Beg. af April 1846 strandede et drægtigt Ex., der var ledsaget af 2 andre, ved Karmøen udenfor Stavanger (61°) Gen, 2, B a 1 æ n o p't e r a , la Cep. 1804. 63. B. rostrata, (Fabr.) 1780. Balæna rosirata, Fabr. Faun. Groenl. p. 40. 58°— 71°. Hører til de ved Norges Kyster tidligst Bemæ rkninger til Norges Pattedyrfauna. 155 unclersøgte Bardehvaler, og er især hyppig i Sommer- maanederne paa enkelte Punkter udenfor Bergen Stift, hvor den fanges jevnlig eller strander. Her og paa flere andre Dele af Kysten er den kjendt under Navnet Vaagehval, og erholdes især paa enkelte bestemte Fangstpladse, der have været i Anseelse i Uere Aarhundreder, I det tidligere ora-? talte, af Naturforskeren P. Stuwitz opbevarede Manuscript der er forfattet i Slutningen af forrige Aarh,, og som om- handler dette Dyrs Forekomst ved de bergenske Kyster, nævnes, at den indfinder sig i Fjordene om Vaaren, og er da temmelig mager, men tiltager i Huld i Løbet af Sommeren og Høsten; i de undersøgte Individer har man fundet Levninger af Gadus virens. Den holder sig altid enkeltvis og opnaar en Længde af indtil 36 Fod. Den sees sjeldnere i Fjordene efter Udgangen af Oct., og aldrig om Vinteren, hvorfor den ogsaa oftere benævnes Sommerhval. Den føder sin Unge, der opgives at have en Længde af 6 Fod, omtrent paa den Tid, da den forlader Fjordene. I Bergens Mus. opbevares adskillige Foetus af denne Art fra Skogsvaag udenfor Bergen, hvoraf et, der har en L. af omtr. SO"^''", erholdtes d. 6 April 1870, et andet betydeligt større d. 19 April 1869; endelig findes et, hvis Totall. er omtr. 1200^°^ der erholdtes den 8 Aug. 1860. Fremdeles opbevares i forskjellige Musæer flere Skeletter af denne Art fra samme Localitet. Medens den synes kun sjeldent at gaa ind i Skagerrak, idet den blot en enkelt Gang er fanget i Christianiafj orden ved Drøbak, strækker dens Udbredelse mod Nord sig lige hen til Varangerfj orden og den russiske Grændse. Fra Lofoten omtaler Sårs idetmindste 1 Exempel paa dens Fore- komst; ligeiedes lorek. den i Finmarken, hvor Prof. Malm- 156 Robert Collett. gren») antager en liden Hval, den mindste af denne Slægt, som om Vaaren forfølger Sejstimerne iud i Fjordene og derfor benævnes Sejqval, for denne Art. Prof. Sårs havde ogsaa i 1874 Lejlighed til paa Sørøen ved Hammerfest at se Levningerne af et her for nogle Aar tilbage strandet Exemplar, som utvivlsomt tilhørte denne Art. Dog synes den ikke at være blandt de af Hr. Foyn i Varangerfj orden fangede Arter. Vaagehvalen hører til de for Fangstmændene ganske værdifulde Arter. Et Ind., der i Juni 1871 ved Stavanger indvikledes i et Garn, udsat for Clupea sprattus, og som havde en Længde af 30 Fod, opgaves at have givet 12 Tønder (16 Hektol.) Spæk, der dog var af mindre god Kvalitet. Den trænger dybest ind i Fjordene af alle Arter, og følger ofte Baadene i lange Stykker. Et Ind., som jeg den 31 Maj 1874 havde Lejlighed til i længere Tid at ob- servere i en Fjord indeufor Christiansund, var med Mel- lemrum af 5 eller 10 Minutter oppe for at aande, men aandede da altid i Løbet af h—l Minut 3—4 Gange. 64. B. laticeps. Gray. 1846. Balænoptera laticeps. Gray, Zool. Voy. Ereb. Terr, Mamm. p. 20. Angaaende denne Arts Forekomst ved Landets Kyster haves kun faa sikre Data, og ingen nye sikre Observationer ere fremkomne ved de seneste Aars Undersøgelser. Det kan dog maaske antages som givet, at den i Vaar- og Sommer- maanederne besøger Finmarkens Kyster under Loddefisket^), ») Öfv. Kgl. Vet. Akad. Förh. 1863. p. 155. ^) Loddelibket kaldes som bekjendt det Fiskeri, der i Maauederue Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 157 ligesom senere paa Aaret de sydlige Kyster. I Juli 1874 observerede Prof. Sårs i Varaugerfj orden et Par Hvaler, som han havde Grund til at antage tilhørte denne Art, ligesom det efter hans Meninga) er denne Art, og ikke B, tmisculus, hvoraf Foyn har fanget et ikke ganske ringe Antal i Varangerfjorden, og som af ham benævnes Finhval en Anskuelse, hvori jeg efter de Oplysninger, som for Tiden foreligge, ikke kan være enig. I Alten i Vest-Finmarken strandede i Juni 1861 et Ind., hvis Skeiet opbevares i Bergens Musæum; dettes Totall. er (ifølge Cons. Jensen) 28 Fod 2'^ Tomme, I Lo- foten tror Prof. Sårs at have observeret et Ind. i Midten af Juni 1865. Udenfor de bergenske Kyster er et Ind. erholdt ved Skogsvaag nær Bergen i Juli 1863, og opbevares som Skeiet i Bergens Musæum.^) 65. B. stbbaldn, (_Gray.) 1847. Physalus sibbaldii, Gray, Proc. Zool. Soc. Lond. 1847. p. 92. 1857, Balænoptera gigas, Reiuh. Grønl. geogr, og stut. beskrevet, B. 2. p. 10. 1866. Balænoplera carolinæ^ Malm, Om Hvaldjur, och Bal, carol, etc. p. 10, Götheb. 18C6. 71°- 68°. Indtil Sommeren 1874 forelaa neppe et eneste Marts — Maj drives udenfnr Finmarkens Kystor pfter Havtorsken ( Gadus morrhiia), som efterstræber den i enorme Masser optrædende Lodde QMcdloius villotus), der paa denue Tid fra Ishavet søger ind under Kysten fur at gyde. ') Forh Vid- Selsk. Chr.ia 1874, p. 240. ') Lilljeb, Sveriges och Norges Ryggradsdj. I p. 948 (Upsala 1874). 158 Robert Collett, sikkert Bevis paa denne Arts Forekomst ved Norges Kyster. Dog havde allerede i 1663 Prof. Malmgren, ^ og senere i 1865 Prof. Sars^) fremsat den Anskuelse, at en i Finmarken og Lofoten under Navn af Sletbag kjendt Art kunde være denne, og det er almindeligt bekjendt for Fiskerne, at en stor Hval, hvis Rygfinne paa Grund af dens lave og langt bagud rykkede Stilling ofte bliver overseet, viser sig saavel Sommer som Vinter ved Landets nordlige Kyster. Noget Exemplar var dog aldrig bleven undersøgt. Omtrent i Aaret 1865 begyndte Hvalfangeren Svend Foyn fra Tønsberg aarlig at drive Hvalfangst i Varanger- fjorden, og har senere ved Vadsø opført en Fabrik til Nyttiggjørelsen af de indfangne Hvaler. Udbyttet er i de sidste Aar steget til omtr. 50 St. aarlig, bestaaende af mindst 3 forskjellige Hvalarter. I Slutningen af Juni 1874 havde jeg paa Vadsø Anledning til at gjøre mig bekjendt med den hele Bedrift, og havde det Held i Løbet af en Uges Tid at kunne undersøge i frisk Tilstand 5 Individer, der alle strax viste sig at tilhøre denne for vor Fauna nye Art. I Midten af Juli s. A. opholdt Prof. Sårs sig lige- ledes paa Fangststedet, og havde fremdeles den rigeste Anledning til at undersøge de friske Exemplarer, hvoraf næsten daglig indløb et nyt. I en særskilt Alliandling har han leveret Resultatet af disse Undersøgelser,^) ogvæsentlig skildret Dyrets Ydre, der belyses ved en fortrinlig, efter Naturen udført Atbildning ;*; jeg tilføjer her som et Supple- ') Öfv. Kgl. Vet. Ak» Förh. 1863, p. 153. ^) Forh. Vid. Selsk. Chr.ia 1865, p. 288. 3) Forh. Vid. Selsk. Chr.ia 1874, p. 227. *) Van Benedeo har senere (Extr. Bull. de I'Acad. Roy. Belg. 2 Sér. Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 159 ment til denne Afhandling enkelte Bemærkninger vedrørende dette Dyrs Natur og dets Optræden i Varangerfj orden, som dels ere Resultatet af mine egne Undersøgelser paa Stedet selv, dels ere mig meddelte af Hr. Foyn. B. sibbaldii har paa Grund af sin Farve af Foyn og hans Fangstmænd erholdt Navnet Blaahvalen, og synes, om Vinteren at have sit Tilhold i det aabne Hav mellem Norge, Spitsbergen, og i Ishavet længere mod Vest. Den søger i Regelen ikke under Land før i Slutningen af April eller Begyndeisen af Maj, men først i Shitningen af den sidstnævnte Maaned viser den sig i nogen Mængde i de større Fjorde for at fraadse i de paa denne Tid optrædende enorme Masser af Thysanopodu inermis, Kr. Om Sommeren sees den ogsaa udenfor Landets Kyster fra Lofoten opover til Nordcap og videre mod Øst. Dens Ophold under Land er noget afhængigt af Vindens Retning og Styrke, og den søger saaledes ikke ind under Land ved Paalandsvind, eller ved stærk Kuling; ind- træffer Storm, især om denne er fra Nord, søge de altid ud i det aabne Hav. Endskjønt den i Regelen gaar mod Vinden, holder den sig gjerne i Ly; er derfor den her- skende Vind om Sommeren 0 eller NO, holder Blaahvalen sig mest vestenfor Nordcap, medens fremherskende S og SW gjør Varangerfj orden til en gunstig Fangstplads. I roligt Vejr, og hvor der er Føde i Overflod, holder gjerne den samme Flok sig i længere Tid under Land, indtil de fordrives af Storm eller Strømmen bortfører deres Føde. tom. 39, Juin 1875) givet en Meddelelse, ledsaget af Tegning, af denne Art, væsentlig efter Notitser, gjorte af Dr, Finsch under et Besøg i Vadsø d. 13 Juni 1873. 160 Robert Collett. Saaledes havde i Maj 1875 et Sæt store Individer sin Sta- tion i Varangerfj ordens Munding i Løbet af 14 Dage (heraf vare 8 Dage gode Fangstdage), da de fordreves af en Ku- ling, der vårede i 8 Dage ; efter dennes Ophør søgte andre, der samtlige bestod af smaa Individer, ind paa den for- riges Pläds. Den gaar ikke egentlig i Flokke, men oftest enkeltvis, eller senere paa Sommeren parvis. Ikkedestomindre synes Antallet af de Individer, der aarlig besøge Varangerfj orden, at være ret betydeligt. De første Individer af denne Art fanges af Hr. Foyn i Begyndeisen af Maj ; tidligere paa Aaret faaes i Regelen blot følgende Art. Det gjennemsnitlige Antal Blaahvaler, der aarlig gjøres til Bytte i Varangerfjorden, har i de seneste Aar noget overskredet 30; i 1874 er- holdtes 42 Stykker. Den største Fangst loregaar under Henøerne, udenfor Varangerfj ordens russiske Bred; mange Individer erholdes dog ogsaa i Fjordens mellemste og indre Dele. Den bedste Fangsttid er om Morgenen og om Efter- middagen, da den er ifærd med at søge Føde; midt paa Dagen er den mere usynlig og antages da at tilbringe lange Tider under Våndet. Under almindelige Aar holder den sig under Land indtil Begyndeisen ai September; i 1875 forlod den allerede Kysten i Slutn. af Juli, sandsynligvis fordi Strømforholdene havde fordrevet Thysanopoderne. Idethele synes Thysanopoda meiinis at være dens ude- lukkende Føde, medens den staar under Land i Varanger- fjorden, Intet af de af Sårs eller mig undersøgte In- divider havde andet end denne Crustacé i Ventrikelen, og Foyn og hans Fangstmænd ere alle enige om, at den aldrig tager Fiske. Den staar saaledes ikke i Forbindelse Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. l'fîl med Loddefisket eller med de øvrige Torske- eller Silde- fiskerier; den viser sig i Regelen først efteråt Lodden har forladt Kysten, og findes endnu en Del tilbage, sees den aldrig blaudt disse, uden tilfældigvis passerende deres Stimer. For at erholde Thysanopoderne, der ikke ere jevnt spredte over hele Fjorden, men udbredte mere pletvis, løber den søgende ind og ud afBugterne, og standser først, hvor den træffer disse ; her jager den frem og tilbage med aabent Gab, ofte med Ryggen nedad, indtil Gäbet er tilstrækkeligt fuldt, da det med Kraft slaaes sammen. Finder den Føde i Overflod, og den endnu er hungrig, skræmmes den ikke af Skud, medens den ellers er temmelig sky. De Masser af Thysanopoder, som kunne rummes i dens Ventrikel, ere aldeles utrolige. Hos flere af de af mig undersøgte Indi- vider fandtes 2— 3 Tønder af disse Smaadyr, endnu næsten fuldkomraen uskadte; men hos store Individer, der have mættet sig fuldstændigt, findes undertiden indtil 10 Tønder (12 Hektol.) Blaahvalens alm. Længde er omtr. 70 Fod (22") ; me- dens Individer jevnlig fanges, der ere blot 65 Fod (20™), erholdes undertiden Individer med en Længde af mel- lem 80 og 90 Fod (28"0. Ved en enkelt Lejlighed har Foyn fra sit Skib observeret et Ind , hvis Længde han an- slog til 130 Fod (40^^"), men da han netop havde et an- det paa Slæb, kunde der ikke gjøres Jagt paa denne Kjæmpe. 3 af de af mig i 1874 undersøgte Individer havde en Længde af mellem 70 og 80 Fod. Hunnerne synes i Regelen at være større, end Hannerne. Parringen er undertiden bleven iagttaget af Fangst- N. Mag. f. Nuturrik. XXII. 2. H 162 Robert Collett. mændene om Sommeren. Ifølge deres Beretning, der selv- følgelig tiltrænger Bekræftelse, ligger Hannen herunder med Bugsiden opad, Hunnen med samme Side nedad. Ungens Fødsel foregaar sandsynligvis om Høsten. Over Halvdelen af de af Hr. Foyn i Sommermaanederne fangne Hunner have været drægtige; de fleste af disses Foetus have havt en Længde af 6— 14Fod, medens dog Foetus ere fundne af 16—18 Tommers Længde, saavelsom med en Længde af indtil 20 Fod og derover. Et af de Sommeren 1870 fangne Hun-Individer, der maalte omtr. 88 Fod, havde en Unge indenbords, der sandsynligvis har været fuldbaaren, hvis Længde var 23 Fod (7^"). I Slutningen af Juni have de fleste Foetus en Længde af 5 — 8 Fod; i August ere de 9 — 14 Fod. Maaske fødes en Del Unger ud paa Høsten, men nogen bestemt Yngletid findes neppe, da Fostre i alle Størrelser faaes til samme Aarstid. yv Antallet af Unger er regelmæssigt 1, yderst sjelden 2; i Juli 1873 erholdtes en Hun, hvori 2 Foetus, begge af omtr. 7 Fods Længde; det samme Tilfæide indtraf Som- meren 1875. Jeg havde i 1874 Lejlighed til at undersøge flere af Blaahvalens Foetus. Et af disse, der var udtaget af Hun- nen den 20de Juni, havde en Totallængde af 15.50™™ (eller næsten 5 Fod) ; Luffernes Længde var 260™™, og udgjorde saaledes ^ afTotallængden, eller netop det samme Forhold, som finder Sted hos de udvoxede Individer. Herved er saa- ledes Eschrichts Obseivation (gründet især paa Undersøgelse af Megaptera boops Og Balæjioptera rostrata), at Luffernes Form og relative Længde er hos Foetus det samme som hos de udvoxede, bleven bekræftet ogsaa med Hensyn til Bemærk Dinger til Norges Pattedyrfauna. 163 denne Art. Rygfiunens forreste Rand var 45™*", den bagre blot 10'"'" ; Halefinnens Bredde 400""", eller noget over k, af Legemets Længde. Paa Hovedet fandtes en Række korte Haar langs Overkjæven, en anden langs Siden af Næsen, og en kort afrundet Række bagenfor Næseborene; endelig fandtes en enkelt Række langs Underkjæven. Alle Haar stode dog temmelig spredt, og vare idethele omtrent 50 i Antal. Furernes Antal mellem Øjet og Lufferne var 75. Ungen patter Moderen idetmindste indtil den har naaet en Længde af 30 Fod. Mødre, der følges af deres Unge, ere altid ved Diegivningen blevne kjendeligt magre. Melken er gulhvid, og tyk som Fløde. Af Naturen er den godmodig og i Regelen sky, for- svarer ikke sig selv eller sin Unge, men søger altid at undfly. Er den anskudt, sprænger den ofte Liner, der kunne bære 18 — 19 Tons (18— 19,000 Kilogr.), skjønt disse blive firede indtil 240 Favne (550"). Medens den er ifærd med at tage Føde, aander den gjentagne Gange og i Regelen med korte Mellemrum; bliver den anskudt eller forskrækket, kan den være mindst 20 Minutter under Våndet. Dens Udaandingslyd er mindre stærk, end hos Megaptera boops, men dog hørlig i nogen Afstand. Parasiter kunde uagtet den omhyggeligste Undersøgelse ikke opdages hos de af Sårs eller mig undersøgte Individer, og de ere heller ikke bemærkede af Foyn. Excrementerne ere tymle og grødagtige. Hos en Blaahval af mindre Størrelse er Spæklaget ikke tykkere, end 50— 100"'", og Spækkets Qvalitet er 11* ^^4 Robert Collett. ganske forskjellig. Magre Individer give kun lidt Olie, federe indtil 2 Femtedele af Vægten. Den hele Spækmængde varierer fra 60-160 Tønder (70 185 Hektoliter); af Kjød og Ben erholdes 300-500 Tønder (850-580 Hek- toliter). 66. B. musculus, Comp. 1830. Balænoptera muscuhts. Comp. Mém, Descr. de la Bal. échouée . . . Dep, Pyr-Orient, 1828, Perpigu. 1830. 58*— 71°. Er af alle Arter den mest udbredte, og har i Mængde Tilhold saavel ved de sydligste Kyster og Fjorde, som nordenfor Polarcirkelen, her, som det synes, lige hen til Varangertj orden. Under Navn af Sildehval, Silderør eller Rørhval, viser den sig helst under Land under de store Sildefiskerier i Aarets første Maaneder, ligesom den senere paa Aaret følger Sildestimerne paa disses Næringsvandringer langt ind i Fjordene. Uagtet den idethele forek. i stort Antal og over en saa stor Del af Kysten, ere forholdsvis faa af de Individer, der ere strandede eller gjorte til Bytte, blevne videnskabeligt undersøgte. I Christianiafjorden vise sig ikke ganske sjeldent Arter af Slægten Balænoptera, ofte flere i Selskab, og enkelte af disse ere undertiden strandede. I Slutn. af Januar 1867 kom saaledes et ungt Hun-Individ af B. muscuhis paa Grund lige udenfor Christiania, hvor det i flere Dage var obser- veret i Selskab med et andet Individ. Dets Totall. var, ifølge de af Prof. Sårs gjorte Udmaalinger, over 42 Fod (IS'ä™)' Andre Individer ere erholdte ved Fjordens Indløb, samt paa andre Punkter af de sydlige Kyster, hvoraf Ske- Bemærkninger til Norges Fattedyrfauna. 165 letter opbevares i Musæerne i Bergen og Christiania. Un- der de store Vaarsildefiskerier, der i Tidernes Løb have fundet Sted udenfor Rysterne af Bergen Stift, har denne Art altid havt Betydning som til en vis Grad angivende Sildemassernes Gang, og have endog været Gjenstand for Fredning, da den (uden Grund) antoges at drive Silden under Land. Uden Frygt færdes Sildestimerne forbi den, skjønt den fraadser i deres Masser; er derimod et mindre Stim Sild samlet paa et Sted i en Fjord, og flere Hvaler staa udenfor, kunne de vistnok drive dette Stim i den ene eller anden Retning, men dette indtræffer neppe i aaben Sø. I de nordlige Dele er den talrig ved Lofoten, hvor Prof. Sårs i 1865 havde Lejlighed til at undersøge og nøj- agtig beskrive et netop ilanddrevet ungt Ex.^) Totall. af dette Ind , der var en Han, var 40 Fod 8 Tom. (12V")- Spæklagets Tykkelse var ved Rygfinnens Basis indtil 78""". Hos dette Ind. fandt Prof. Sårs flere gigantiske Penneller af en Fods Længde, hængeude traadformigt ned især fra Rygsiden, og hvoraf flere atter vare besatte af adskillige Individer af Cinereas vittata. Udenfor Finmarkens Kyster synes den fremdeles at være almindelig, og mindst 1 Ex. er fra denne Localitet bleven videnskabeligt undersøgt. I 1868 beskrev nemlig Malm et Skeiet af denne Art fra Finmarken^), hvis Totall. var IS»'". Blandt de Arter, der ere Gjenstand for den under ^) Forh. Vid. Selsk. Chr.ia 1865. p. 266. ') Öfv. Kgl. Vet. Akad. Forh. 1868, p. 95. Kgl. Vet. Ak. Handl. 1871, B. 9, No. 2, 166 Robert Collett. foreg. Art uævnte Hvalfangst i Varangerfjorden, hører og- saa en større Hval, der af Hr. Foyn og hans Fangst- mænd kaldes Finhval; den har en Længde af 60—70 Fod, eller er gjennemsnitlig 10 — 12 Fod kortere end B, sibbaldii. Den indfinder sig i Regelen i stort Antal, og tidligere end den sidstnævnte Art, omtrent samtidigt med, at Lodden {Mallotus villosus') støder under Land for at gyde, hvilket indtræffer i Regelen i Slutn. af Februar. Da dens væsent- lige Føde bestaar af denne Fiskeart, viser den sig sjelden i Fjordene efter at denne har forladt Landet i April eller Maj Maaned, og kun undtagelsesvis opholder den sig indtil omkring Midtsommer, naar enkelte Loddestimer endnu ikke have søgt ud paa Dybet. Enkelte Aar synes den ganske at udeblive. Den fanges saaledes af Hr. Foyn blot tidligt om Vaaren, men stormende Vejr hindrer ofte paa denne Tid Fangsten ; kun undtagelsesvis faaes den senere, saasom i 1874. Dette Aar erholdtes ialt 9 St., i 1873 blot 4, i 1872 og 71 hvert Aar 3; idethele har han faaet omkr. 30 St. Foruden Lodde, der her er dens normale Føde, søger den i Varangerfjorden ogsaa Sild, medens der aldrig er fandet Thysanopoder i dens Ventrikel. Sammenlignet med Blaa- hvalen viser den sig allerede i Søen smækrere end denne, løber ligesaa hurtigt, uden dog paa langt nær at have dennes Styrke; den holder sig mest i Flokke og sjelden enkeltvis; den forlader maaske tidUgere sine Unger end denne, da disse ofte sees alene svømmende om i de roligere Bugler. Den er sky og godmodig, har ingen særdeles hør- bar Lyd, og er i Regelen uden Parasiter. Hvorvidt denne finmarkske „Finhval" i Virkeligheden Bemærkninger til Norges Pattedyrfauna. 107 er B. musculus, eller maaske en hidtil ubekjendt eller mindre bekjendt Art, er forbeholdt en neppe fjern Fremtid at oplyse. Som ovenfor nævnt (p. 157) har Prof. Sårs i sin Afhandling om Blaahvalen fremsat den Anskuelse, at den tilhører den hidtil kun lidet bekjendte B. laticeps^ Gray, hvad der dog forekommer mig lidet sandsynligt. Af sub fossile Hvaler ere eakelte Gange mere eller mindre fuldstæntlige Skelctter eller Skeletdele fundueoi de glaciale eller post- glaciale Lag, men uden at et eneste af disse Fund hos os endnu i noget Tilfælde er bleven videnskabeligt undersøgt og bestemt. Alle- rede i 1715 OTitaler Ramus i sin Norges Beskrivelse (p. 63), at der i Aaret 1683 fand tes et Hvalskelet i det haarde blaa Ler ved Saug- brugene i Tistedalen ovenfor Frederikshald, uden at dog Højden over Havet angives. 1 1861 foreviste Bergmester Dahll i Videnskabs-Selskabet*) Stykker af et Skeiet af en Balænoptera, der vare lundne paa ydre Flekkerø ved Christians?nd, i en mellem 6— I2m høje Fjeldpartier liggende Myr, omtr. 5^^^ over Havet; Myren stod ved en smal Rende i Forbindelse med Søen. Ved Siderne af de fundne Skelet- dele laa Ostrea edulis, Mytilus modiola, o. a. Nutidsmollusker. I Universitets-Program for Iste Semester 1864*®) omtaler Prof. Sårs sen., at et Skeiet af en Baîœnoptera blev fundet i sand- blandet Ler, omhyllet af Myrjord, paa Gaarden Østeraat paa Ør- landet i Trondhjem Stift, sammen med Subfossile Gasteropoder {Cardiiim edule, Litorina littorea, L. ohsvsafa, otc.) Dette havde en Længde af 16—20 Fod, men var stærkt opløst. P'indestedet *) Forh. Vid. Selsk. Chr.ia 1801. p. 249. **) Om do i Norge forelsoramentle fossilo Dyre-Levniuger fr« Qvartsprperiodan. 168 R. Collett. Bemærkn. til Norges Pattedyrfauna. laa i en Afstand af 3000™ fra Søen, og i en Højde over denne af 6— lom. Fremdeles omtaler Prof. Sårs, at et Hvalskelet fandtes i 1862 i et Sand- og Jordlag paa Gaarden Bodalen paaAverø ved Christian- sund, i en Afstand af 630« ira Søen, og i en Højde af 15 — 16^ over dennes Niveau. Høsten 1875 fandtes Skelettet af et stort Individ i Rødø Præste- gjeld i Nordland, hvilket det er Hensigten til anstundende Sommer (1876) at erholde udgravet og erhvervet for Univ. Mus. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst af Hans H. Reusch, Assistent ved den geologiske Undersögelse.*) I de to sidste Aar har jeg tilbragt omtrent fire Uger hver Sommer med at studere Virkningerne af Havets Ar- beide paa Søndmørs Udøer og Statlandets Halvø, De her meddelte Resultater fremlægges ouitrent saaledes som de gik op for mig under Gangen af Undersøgelsen. Fra først af var det min Hensigt blot at studere Huledannelser; fra dem lededes jeg til at henvende Opmærksomheden paa et andet dermed i Forbindelse staaende Fænoraen: de af Havet dannede Jettegryder. I lagttagelserne af Hulerne og Jette- gryderne fandt jeg et Støttepunkt for en videregaaende Betragtning, der viste mig selve Fjeldsiderne ud mod Havet som et Resultat af dettes denuderende Arbeide. Først senere forstod jeg, hvorledes Relieffet af det Løsterrain, som udgjør en stor DeJ af Søndmørs -Øernes lavere Partier ^*) Et Utldrag af deime Afh. meddeltes af Prof. Mohu i Vidonskabs- Selskabets Møde deu ajie December 1875. lib 170 Hans H. Reusch. i høj Grad er betinget af Havets Virksomhed og indeholder Vidnesbyrd om forskjellige Havstande. Huler. Et Par af de her omhandlede Huler er allerede tid- ligere beskrevet, om end mindre fuldkomment, af Strøm i hans navnkundige „Søndmørs Beskrivelse" og af Biskop Neumann i „Urda". *) I det Følgende vil vi først skildre Forholdene, saa- ledes som de viser sig for os, og først derpaa uddrage vore Slutninger. Man vil hos alle vore Huler gjenfinde visse Hovedtræk; imidlertid er disse modificerede for hvert enkelt Tiltælde, saa at en speciel Omtale af de særskilte Lokaliteter bli- ver nødvendig for at give et fyldigt Billede af Fænomenet i sin Helhed. — Vi vil følge Kysten fra Syd mod Nord (Fig. 1). ') Strøm: Physisk og oekonomisk Beskrivelse over Fogderiet Sønd- mør, beliggende i Bergens Stift i Norge. Anden Part. Sorø 1766. Sæts- Og Rønstad-hellerne omtalte Side 28. Sjonghelleren omtalt Side 81. Dolsteinshole nærmere beskrevet Side 447. Neumann: Bjerghulerne i Bergens Stift: Urda, et norsk anti- qvarisk-historisk Tidsskrift udgivet af Direktionen for det Ber- genske Museum. Første Bind. Bergen 1837. Side 201. Inde- holder Beskrivelse af Dolsteins-hole, Sjong- og Eønstadhellerne. Andre norske Arbeider over hidhenhørende Huledaunelser erî H. Mohn: Torghatten. Forh. i Videnskabsselskabet i Chri- stiania 1870 Side 443. K. Pettersen: Naturlige Tunnel- og Huledannelser iuden Vest - Finmarkens Kyststrøg. Geol. För. i Stockh. Förhandlingar. Band II Side 506. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 171 Fig. 1. Uiiniinso\ -^ (kd6i ''^'''Cr^^.å ~] Åahsnnd nå rx Rondo ^^ — _ "C^, 'C''^ \Burcidhiu "i- ^^2: /^ X) JJurc Kybtstrsekningen nærmest nordenfor^Statlandet. Fig. 2. 3 Store Stenft paa Stranden ved Indre-Fiire. 172 Hans H Reusch. Hulerne paa StaUandet. Sydsidon af Statlandets Halvø, fra Gaarden Drage og vestover, er en steil Fjeldstyrtning, ved Foden fleresteds kantet med Ur. Langs med denne strækker sig gjerne en smal Fjære bestaaende af Rullestene, dannede ved Havbølgernes Omtumlen med de nedramlede, oprindelig skarpkantede Stene. Hvor selve det faste Fjeld gaar ud i Søen, iagttages flere Steder en Grændse mellem glattet og uglattet Fjeld.') Ved Drage findes en liden Hule nær Søen: Stefans- helleren; længere vest ved Gaarden Indre-Fure, ugsaa nær Søen, en naturlig Tunneldannelse gjennem en fremspringende Hammer. Tunnelen er 60' lang 48' bred paa det Bredeste, 12' paa det Høieste Paa Bunden ligger Stene, nedfaldne fra Taget; det sidste større Nedfald fandt Sted for en 8—9 Aar siden ved den ene Aabning. Fjeldet er her meget gjennemsat af Spalter; disse er ikke dannet ved Udvask- ning eller Forvittring; det er Sletterne i det faste Fjeld, som med Vold er blevet aabnet Vi vil i det Følgende skille mellera Sletter og Spalter, idet vi ved de første for- ståa de lukkede, ved de sidste de med Magt aabnede Sprækker i Fjel dene. Syd for Næsset Furestaven findes der en trang Hule Statvikhole (aabent o), hvor Havet gaar ind; den siges at skulle være over 60' lang Da jeg var der, satte en Storm stor Sø mod Kysten, saa det var umuligt at komme ind. Denne Sydrand af Statlandet er kjendt for sine Hav- søers Vælde. Jeg skal herfra anføre et Exempel paa, hvorledes Havet formaar at tumle selv med vældige ') Cfr. Reusch: En "Notis til Kundskabeo om Strandlinjer. Chri- stiania Videnskabs-Selslfalis Forhandlinger for 1874 Side 284. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 173 Blokke , noget det kan være af Interesse at have over- bevist sig om, naar vi senere skal tale om Hulernes sand- synlige Dannelsesmaade. Nær Indre-Fure ligger der paa Stranden, øverst i Flodmaalet, 3 store Stene (Fig. 2) De 2 største af disse har engang tilsammen udgjort en eneste stor Blok. De punkterede Sider har sluttet sammen, b ved b', a ved a' ; man kan paa de 2 Brudflader se, hvorledes Enkelthederne af Strukturen i Gneisen, som er Stenenes Bjergart, svarer til hverandre. Indtil for en 8—10 Aar siden laa disse 2 Stene sammen, saaledos at der imellera dem kun var en Spræk „saa pas stor, at man netop kunde stikke en Haand nedi". Bønderne kjendte Stedet vel, da de der pleiede at tage Krabber til Agn. Da rev en Storm den mindre Blok, hvis Dimensioner forresten ere høist an- selige, nemlig 17', 3' og 4', væk fra den store og væltede den tillige om. Man kunde med Lethed overbevise sig om, at den Side, som nu laa op. engang havde ligget ned og. omvendt. Imellera de 2 havde Bølgerne desuden slængt en anden Blok 9' lang og 5' bred Risto- gjöt ten er en liden Huledannelse nordligst paa Ristøen, Det er en trang Kløft, som i det Indre over- dækkes. Havet gaar ind. Ved en Gjøt forstaaes paa Søndmør en Kløft, hvori Havet gaar ind eller dog sprøiter ind nu og da; den kan enten være aaben i hele sin Udstrækning eller ogsaa over- dækket inderst inde, hvor den saaledes gaar over til en formelig Hule. Dolsteinshole paa Sandöen. Sandøen dannes af 2 i SSO —NNV strygende langagtige Fjeld, mellem hvilke der ligger et sumpigt Eid. Den sydligste af Fjeldryggene ender mod Vest med et Forbjerg: Dolsteinen, der er lavere end 174 Hans H Reusch. Fj eldet forresten og adskilt fra dette ved et Skar. Om Tjeldets Form kan man danne sig en Ide ved at betragte Tversnittet Fig. 3 i Forbindelse med hosstaaende Skisse af Fjeldet seet fra Syd (Fig. 4). Toppen, der er omtr. 600' o. H., er smal som en Eg. Paa Nordsiden gaar Fjeldet temmelig brat ned i Søen, uden at der fremkommer nogen egentlig Fjeldfod; paa Sydsiden derimod danner den en i sin øvre Halvpart fuldkommen lodret, i sin nedre Del mindre Fig. 3. Tversnit gjennem Dolsteinen. steil Væg, der falder af mod en Strand, hvorfra nogle mindre Fjeldknauser rager op. Bergarten er en som Fjel- dets Længderetning strygende granitlignende Gneis, der tildels er foldet, men i det Store taget faldende steilt mod N eller næsten lodretstaaende. Utallige Sprækker gjennem- sætter Fjeldet (se Fig. 4). Af disse er de mest karak- teristiske ordnede paa en eiendommelig Maade; de staa nemlig lodrette og stryge i paafaldende Grad indbyrdes parallele og retløbende paa tvers af Fj eldets Længderet- ning, altsaa nogenledes i Retningen NNO til VSV. Den Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 175 indbyrdes Afstand er i Almindelighed et Kvarter eller mindre, men de kan ogsaa som en Undtagelse staa et Par Fod fra hverandre. Den steile Sydside af Fjeldet er furet af 3 lodrette Kløfter; til Foden støtter sig 3 store, kegle- Fig. 4. Dolsteinen seet fra Syd. formede Ure, en nedenfor hver Kløft. Disse Ure er dannet af skarpkantede Sten, som er løsnet fra Fjeldsiden og ramlet ned ; Kegleformen kommer af, at Stenene især er faldt ud langs Kløfterne. Ovenfor den midterste og største af disse Ure, der hvor de to Fugle ere aftegnede paa 176 Hans H. Reusch. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 177 Figuren, er Hulens Indgang, som er saa lav og ligger saa- ledes tilbagetrukken, at man ikke ser noget til den neden- fra. Klattrer man op over Uren indsluttes man lidt efter lidt af Fjeld paa begge Sider, indtil man tilslut staar i en formelig Kløft mellem lodrette Vægge. Fjeldet bagerst i Kløften er overhængende (Se Fig. 3) Fra det Øverste af Uren, 21.^' o.H.,') bærer det lidt nedover, saa kommer en liden Flade belagt med tør, smuldrende Møg, og man er ved Hulens forholdsvis lave og trange Indgang, der, som man vil se af Tegningen Fig. 5, ligger ligesom tilsiden i den østligste Krog af Kløften. Fig. 6. Jettegrydeagtig Fordybning, l' lang, horisontalt indgaaende i den østlige Væg af Kløften foran Dolsteinsholet, Vi vil lidt nærmere betragte Siderne af den Kløft, hvor vi staar. Der viser sig her, saaledes som ved de andre Huler, der i det følgende skal omtalGS, Spor af, at Fjeld- siderne engang har havt et andet Udseende, end det, hvor- med de nu præsenterer sig. Paa den østlige Væg er tiere Steder Fjeldets Fremspring afrundet, Overfladen i det hele ') Denne, som de i det følgende anførte Høidemaal, har jeg bestemt ved Hjælp af Wredes Kivellersspeil, benyttende min egen Høide som Enhed ved Nivellementet. N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 2. 12 178 Hans H. Reusch. afglattet og desuden forsynet med mange smaa, kopformede Fordybninger, af hvilke kun nogle faa opnaa en Fods Stør- relse, saalsdes som den ved Fig. 6 albildede. Her paa denne Væg gaar deres Axe i Almindelighed horisontalt ind i Fjeldartens Strøgretning, medens deres længste Dia- meter ofte, om end ikke altid, ligger som Faldretningen, Undertiden kan flere have dannet sig saa nær hverandre, at de ligesom er smeltet sammen til en større Fordybning af mere uregelmæssig Form. Hullerne synes tildels at være fremkommet ved at der er udtæret af Gneisen visse mere grovkornede og glimmerfattige, oftest lindseformige Partier. Saadanne ser man nemlig flere Steder paa Fjel- dets Brudflader, og enkelte af Hulningerne er tildels endnu udklædt indvendig med den grovkornede Bergart. Dette gjælder imidlertid, som anført, blot tildels. Fuglene bygger ofte sine Reder i disse Fordybninger. Den vestlige Væg viser, om end i ringere Grad, lignende Forüold. Kløftens bagre Væg endelig er ru, plettet med et gulagligt Kalkoverdrag, der især optræder langs Sprækkerne. Kun etsteds sees Afglatning og nogle Hul- ler (Fig. 7). Disse gaar ind lodret paa Bjergartens Lagflader, er grun- dere, ikke udstrakte i Længden og mere fladbundcde end deførstnævnte. Man ser altsaa, at der i det Hele existerer en vis Afhængighed mel- lem Fjeldets Egenskaber og Huller- Smaajettefrrydeagtige For- t^ - i .-n- i dyhniPLcr horisontalt ind- nes l^orm. Det bør tillige bemær- ^^arKIoftelfforaf l)oT*^ ^'^^' ^^ '^'^^^ Fordybninger i det Hele steinsholet. gj. mere ru indvendig og, hvad For- Fi?. 7. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst, 1 79 men angaar, mere uregelmæssige, end almindelige Jette- gryder, idet Fj eldets større og mindre Modstandskraft her har spillet en betydeligere Rolle under Dannelsen. Ved Foden af Kløftens Bagvæg ser man paa Fig. 5, tilvenstre for Hulens Indgang, et eiendommeligt tilrundet og afglattet Klippestykke; det er pladeformigt og staar med sin øvre Del aldeles isoleret ud fra Væggen ; man ser, at Sletter spiller en vis Rolle, hvad dets Form angaar. — Med det samme vil jeg bemærke, at man ogsaa inde i Hulen finder Spor til Afglatning og Dannelse af jettegrydeagtige Fordybninger. I det Hele synes der af Alt, hvad man har Anledning til at se, at være god Grund til at slutte, at engang, da Hulen stod saa at sige færdig, var alle Fjeldets Fremspring afrundede, Overfladen afglattet og mangesteds forsynet med visse Jettegrydedannelser. Senere i Tiden har Forvittringen bevirket, at Steue er løsnet og faldt ned, og at den gamle Overflade saaledes for den allerstørste Del er lig-esom afskallet. Derfor viser Fjeldet nu over Størstedelen af sin Udstrækning Brudformer istedet for de oprindelige Erosionsformer. Dette vil man finde at være gjennemgaaende ved Hulerne. Foruden de omtalte Sletter i det isolerede Fjeldstykke, ser man saadanne ogsaa at gjennerasætte det ru Fjeld. Det er det samme System af parallele Sletter, som gjennem- sætter det hele Fjeld, blot at de her staa noget skraat. Til- høire sees en markeret, ordentlig Spalte, hvis Fortsættelse man kan spore næsten op til det Øverste af Fjeldet. Andre Sletter gaar nogenledes parallelt Bjergartens Struktur altsaa omtrent parallelt Papirets Plan, atter andre er mere horisontale. Selve Hulens Form kan man danne sig en Ide om af hosstaaende Grundplan og Tversnit (Fig. 8). Den danner et ca. 220' langt i NØ indgaaende Rum som i Forhold til 12* l80 Hans H. Reusch. Længden er meget smalt og meget høit. Paa det Bredeste er det kun 17'. Indenfor Indgangen har man først en 114' lang, brat nedadskraanende Bakke, som er bedækket af © Ö CÏ5' Ä Møg opdynget af Kvæg, der pleier at søge Tilhold her. Øverst erMøgen tør; men, eftersom man kommer nedover, bliver den paa Grund afDryp fra Taget mer og mer fugtig og klæbende, indtil den ved Foden af Bakken gaar over til en ren Fjøssump. Herfra skraaner op mod Hulens Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 181 Fig. 9. Det Indre at Dolsteinsholet. 182 Hans H Reusch. Bagvæg en Ur af vældige Stene, hvoraf en endog er 20' lang (Fig. 9). Allerinderst rager op et Parti af fast Klippe, der ved smale Kløfter staar isoleret fra det øvrige Fjeld. Man kan, om end med Fare for Liv og Lemmer, klavre over Uren ind i den omtr. 3' brede Kløft paa Østsiden af dette Klippestykke. Hulens Vægge er lodrette, tildels nøgne, men for en Del beklædt med et tyndt Kalkoverdrag eller en slimet Grønske. Taget, der høiner sig mer og mer, eftersom man kommer indover, er, som det vil sees paa Tversnittet og Skissen af Hulens Indre, høiest ved den sydøstre Væg og skraaner af mod NV. Kun faa Dryp- stenstapper sees. — Da Indgangen er saa trang, falder der kun sparsomt Lys ind i Forhold til Rummets Størrelse. De øvre og indre Partier er aldeles mørke. Belysningen vexler forresten undertiden efter Solens Stilling eller andre Forhold i forskjellige Farvenuancer. Vand drypper ned fra Taget eller sniger sig ned over Væggene, saa der er ikke behageligt at være i Længden. Indved den sydøstlige Væg kan man i den nederste Del af Hulen krybe ind i en trang Kløft, der strækker sig hen under Uren langs Væggen. Kun med Møie trængte jeg mig her frem omtrent 80'. Vi har altsaa seet, at her, hvor Hulen findes, gjennemsætter en lodret Spalte Fjeldet; i Flugt med denne ligger Hulens sydøstre Væg; indved denne er Taget høiest, og her er ogsaa udgravet en trang Kløft dybere end den egentlige Hule. En saadan Spalte er et karakteristisk Træk ved alle Huler. Undertiden er der ikke en Spalte, men flere jevnsides ganske nær hver- andre; da det imidlertid ofte er vanskeligt i hvert enkelt Tilfælde at afgjøre, om der er en eller flere nærliggende Spalter tilstede, og da disse tilsammentaget ikke i noget Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 183 Væsentligt adskiller sig fra en enkelt, vil vi i det Følgende blot tale om en Spalte selv der, hvor en minutiøs Under- søgelse skulde kunne opdage flere. Hulens Aabning tror jeg ikke fra først af har været saaledes, som vi nu finder den ; den har engang været vid og stor, men er senere, ved Nedramling af Sten fra Fjeldet ovenover, bleven næsten tilstoppet. Udenfor Hulen har vi en Ur, og ogsaa indvendig synes Møgen at dække over skarpkantede, nedfaldne Sten. Vi skal senere komme tu- bage hertil. Havde Hulen været noget længere, vilde det smale Dolsteinsfjeld være gjennemboret, og man vilde have en Tunneldannelse som den gjennem Torghatten. Storegjotten. Denne ligger ogsaa paa Sandøen men længer i SO, nærmere Søen. Her strækker sig fremdeles den samme Strand foran steilt Fjeld, som ved Dolsteinen. Bjergarten er den samme og ud- Fig. 10, styret med et lignende Sprække- system. Foran ligger en Kløft, hvis Vægge, ligesom Hulens, er lodrette og indbyrdes parallele. Ved Indgangen er Høiden meget betydelig i Forhold til Bredden (ca. 7')) "^Gn indover sænker Ta- get sig temmelig raskt. Fig. 10 fremstiller et Længdeprofil; Læng- den af den overdækkede Del er en 60'— 80'. Foran ligger der, som man ser, kun nogle ganske faa nedramlede Sten. Tversnit gjennem Storegjøtten. Storegjøtten kan man tænke sig som Begyndeisen til 184 Hans H. Keusch. en Hule som Dolsteineholet : Dannelsen blot fortsat længer ind i Fjeldet, og en større Mængde Sten nedramlet foran. Ltllegjötteu (Fig. 11). Denne ligger endnu noget læn- gere mod SO, blot 18' o. H. Den er 48' lang. Væggene Tversnit gjennem Lillegjøtten. er afglattet og kantrundet. Bunden er bedækket med Rulle- sten, mellem hvilke dog ogsaa et Par skarpkantede Blokke sees. Foran ligger flere jettegrydeagtige P'ordybninger. (Se Fig.). Havet staar sandsynligvis ved høi Sø og Paa- landsvind ind i Hulen og tumler med Stenene. Der, hvor Mærket X staar paa Figuren, bemærkede jeg ved den Spalte, som bestemmer Hulens vestlige Væg og som kan iagttages ogsaa udenfor paa den nøgne Strand, et lidet Lag af en Hornblendebjergart. Paa den vestlige Væg ligger dette Lag 6" høiere end paa den østlige. Her synes saaledes Spalten at være virkelig forrykkende. Det er det eneste Sted, hvor jeg har iagttaget noget saadant. Det kan i Forbigaaende bemærkes, at hele den syd- lige Fjeldryg paa Sandøen synes at være gjennemsat af Sletter og Spalter, i det Hele parallele med dem ved Dol- teinen ; det samme er Tilfælde paa Ristø, idetmindste paa Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 185 Fig. 13. den nordlige Del, der, hvor Gjøtten findes. Bjergarterne stryge her parallelt Sandøens, lodret paa Sprækkerne. Disse to Retninger, Bjergarternes Strøg og Sletternes Forløb, er de beherskende med Hensyn til Landets Relief her i Stort som i Smaat. Ottreslnedg jatten (Fig. 12 og 13) er on Hule ganske nær Søen paa Vestsiden afRundø. Den bestaar af et ydre rummeligere Parti, ca. ]00' langt, og i Fortsættelsen heraf en Kløft, 25' lang, saa trang, at man netop kan faa Kroppen ind. Mundingen ^^^ ^^^^ ^^^^.^^ ^^ (Fig. 12) er trekantet. I Forlængelsen Ottreskredgjøtten. af den ene Side har man en skraatstillet Spalte. Ind- vendig sees ikke noget mere til denne. Her har man der- imod i Taget 2 perpendikulære Spalter, der løber lodret mod hverandre, saa- ledes som det vises paa Grundplanet Fig. 13. Man ser, hvorledes Spalterne spiller en Rolle med Hensyn til Hulens Form. Hulens Bund er Fjære, Grus og Sten. At Havet i Storm slaar ind hor, overbevistes jeg om ved allerinderst i den smale Kløft at finde bortkomne Fiskegreier: Dubbler o: Flydebrætter til Liner, Fiskekork m. m. Gjenstandene var temmelig friske, saa de først for- nylig kunde være kastet ind af Bøl- gerne. Sjonghelleien. Omtrent ^ Mil V for Aalesund ligger en omtrent 1'^ Fjerding lang 0, der har Navnet Valderøen. Den bestaar for største Delen af et maadeligt høit Fjeld, Grundplan af Ottre- skredgjøtten. 186 Hans H. Keusch. som har sin LæDgdeudstrækning i N— S og som mod 0 og S. skraaner forholdsvis jevnt ned, men mod V og N Fig. 14. Valderøen seet fra Vest. Fig. 15. ' ,.': 'l 'X.Tl .' ^-^ ^,' n/ ^''r //! ' '.iV\ ',x.T Sjonghelleren. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 187 188 Hans H. Reusch. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 189 falder steilt, ja for en stor Del lodret af. Dette Fjeld er helt rundt omsømmet af en Strand, dels fast Klippe, dels løst Material. Fig. 14 viser os Øens Vestside. Fig. 15 er en Skisse af Partiet med Hulen udført i større Maalestok Fra Stranden skraaner op en Ur, hvis øvre Del omsluttes af Fjeld paa begge Sider; over Uren har man Hulens store Indgangsportal og atter derover det lodrette Fjeld. Bjerg- arten er Gneis faldende omtrent 20° i Retning 0, 20° S. Om Hulens Form kan man danne sig et Begreb ved at betragte hosføiede Grundplan og Tversnit (Fig. 16 og 17.) Ved Indgangen er Hulen videst, Taget er her 120 Fod over Gulvet; indover, paa en Strækning af 353 Fod, sænker Taget sig, trækker Væggene sig sammen og hæver Gulvet sig. Herved aftager Hulen gradvis i Vidde, indtil der tilslut kun bliver igjen en ganske smal Aabning, hvor- igjennem man kan komme ind i en indre, snævrere Afde- ling 100' lang. Her er mørkt, hvorimod Dagslyset trænger fuldt ind i det ydre Parti af Hulen. Af dettes Form er det, at det Hele har faaet Navn af Heller; Hol er der- imod en mørk Hule med snæver Indgang, som f. Ex. Dol- steinshole. Hr. S. Løeg, der med sjelden Velvilje og Imødekom- menhed har bistaaet ved Undersøgelsen af denne Hule, har foretaget et Nivellement, efter hvilket Gulvet ved Aabningen ligger 182V o. H., ved Indgangen til den indre Hule 191' 0. H. og allerinderst 185' o. H. Vi vil nøiere betragte Enkelthederne ved den ydre Hule. Taget er fladt og viser ru Brudflader. Det har i væsentlig Grad faaet sin Form bestemt ved Sletter, der gaa parallelt Lagningen. Se hosføiede Idealtegning Fig. 18, der i det Hele søger at anskueliggjøre Retningen af de 190 Hans H. Keusch. forskjellige Slettesystemer, som gjennemsætter Fjeldet, og hvorledes Hulens Udseende er afhængig deraf. Et Kalk- overdrag har tildels udbredt sig over Stenen her som ogsaa Fig. 18. Idealtegning af Sjonghelleren visende de forskjellige Slettesystemer og hvorledes Hulens Form er afhængig deraf. paa Væggene. I Taget ser man tydeligt, at det har afsat sig omkring Sprækker. Dette sees ikke saa godt paa Væg- gene, hvor Våndet, som har holdt Kalken opløst, mere har kunnet silre udover, end opunder det flade Tag. — Et Par Steder sees nogle grunde Indhulinger med skarpe Rande, som man ved første Øiekast kunde tage for et Slags Jette- grydedannelser. Især udmærker sig en af disse Hulinger ved sin Størrelse, idet den, efter et Skjøn, er omtrent 20' lang og 10' bred. Ser man nøie til Bjergarten, opdager man, at der netop hvor disse Hulinger findes, strækker sig et eget Lag, hvori en mørk Bjergart forekommer i store ellipsoidiske Partier, om hvilke Gneisskikterue snor sig. Hulingerne er fremkommet ved, at saadanne Partier er Træk af Havets Virkniuger paa Norges Vestkyst. 191 løsnet og faldt ned. Omtrent lige under den største ligger en stor Sten af en Hornblendebjergart, netop saadan, som man ellers, f. Ex. paa Sandøen, iagttager optrædende klump- formig i Gneisen, ofte udmærkende sig ved en vis concen- trisk Struktur. Hulens Vægge, der begge hælder i NNO Retning, er tydeligt betinget af et Slettesystem med steilt Fald til denne Kant. Væggene fortsætter sig noget udenfor selve Hulen, hvorved, som nævnt, den øvre Del af Uren kommer til at ligge i en Kløft. Den nordlige Væg viser over Størstedelen af sin Udstrækning Tilrunding af Kanterne og Afglatning i Lighed med, livad der er omtalt ved Dolsteinshole. Der, hvor ikke Fjeldet er bedækket af Kalkoverdrag, tegner Gneisens Lag sig meget vakkert paa den glattede Över- ilade. Enkelte fritstaaende, pladeformige Partier, i Lighed med de afbildede fra ludgangen til Dolsteinshole, sees og- saa her. Hvad den sydlige Væg angaar, da ser man nogen Afglatning blot paa den indre Del af samme, medens den længer ude og i Fortsættelsen udenfor Hulen overalt præ- senterer sig med ganske ru Brudflader. Op til den i den ydre Del ligger en Ur af nedramlede Sten. Nogle af disse viser samme Slags Afglatning, som ellers det faste Fjeld, og er saaledes sandsynligvis Stykker af Væggens og Tagets oprindelige Beklædning. I Kanten niellera den sydlige Væg og Taget opdager man en, eller, iJetmindste tildels, flere nærliggende Spalter. Denne Spalte (eller om man saa vil: disse Spalter) strækker sig ogsaa over hele den indre Hule. Som man ser af Tversnittene, synes det at være Tilfælde her, ligesom ved Dolsteinsholet, at Huledannelsen har gaaet noget raskere for sig ved Spalten end ellers. Paa Tegningen af Hulens Situation ser man, hvorledes Spalten fortsætter 192 Hans H. Reusch. sig lige op til det Øverste af Fjeldet. Det skyldes sand- synligvis den Omstændighed, at Vand har forholdsvis let for at sikle ned her, at den sydlige Væg, i Modsætning til Resten af Hulen, er fugtig, bevoxet med Grønske, Rov- fugle pleier undertiden at ty ind i Hulen og holde Maaltid, siddende paa Fremspringene af denne Væg ; efter dem laa der en Del Smaaben af Fugle og Fiske. Et Sted sad fast paa Fjeldet et Stykke af en Benbreccie o: Smaasten og derimellem nogle mindre Ben, kittet sammen ved Dryp fra Taget. Hvad Hulens Gulv angaar, da vil vi først betragte den ydre, lyse Afdeling. Det er bedækket raedMøg og er saa godt som aldeles tørt; kun paa et Par Steder, rundt om hvilke der voxede nogle faa Exemplarer af Stellaria media^ dryppede der en og anden Draabe ned fra Taget. Paa Grund af denne Mangel paa Væde er Møgen øverst, smulret op til et løst, brunt Pulver, hist og her med endnu hele Klumper Faareguano af den bekjendte Form. Nedi er den, sandsynligvis ved Selvforbrænding, gaaet over til en gulagtig eller hvidagtig Aske, hvori der kan forekomme mørke Strimer af mere kulholdig Substans. Dette Lag skyldes Kreaturene, som i umindelige Tider har brugt i ondt Veir at tage sin Tilflugt her til den lune Hule. Nogle enkelte Ben, som fandtes i dette Lag, skriver sig sand- synligvis fra selvdøde Dyr; (saavel i denne som andre Huler laa enkelte Kadavere i mer eller mindre opløst Til- stand). Under kom atter Møgaske og desuden almindelig Aske med Kul samt sodede og mørnede Sten, endvidere Skjæl (fornemmelig PateUa vîilgaiis og Littorina littorea ; i ringere Antal Purpura lapiUus^ Modiola modiolaris^ Buc- cinum undatum, Ost rea edulis, Pecten masimus), Ben (af Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 193 Husdyr, Hjort, Menneske, Fiske, Fugle) og endelig Oldsager (omtrent halvhundrede Stykker, fornemlig Pile af Ben og Hjortehorn, desuden et Par Benskeer, et Stykke af en Kam, nogle Potteskaar, en Sænkesten, en Spydspids af Jern m. m.), altsammen tydende paa en ældre Beboelse. Af Pattedyr- benene var mange spaltet eller knust. Menneskebenene, hvoraf ogsaa en Del var knust, laa ud'Bn Orden sammen med de øvrige. Oldsagerne saavel som Benene havde holdt sig usædvanlig godt, som rimeligt kan være, da de jo har ligget unddragne Paavirkning af Vand, som ellers altid pleier at formidle Forvittringen Efteråt det havde lyk- kedes mig at paavise disse to Lag, blev de senere nøiere studeret ved en fuldstændig Udgravning, der for største Delen forestodes af min Ven cand. mag. Kjær. De har inderst kun en Mægtighed af h' tilsammen, længere ude var de tykkere indtil l'. Den førstnævnte ringe Mægtighed finder sandsynHgvis sin Forklaring i, at det er her, man har forsynet sig med en Ladning af Hulens Fyldning, som, efter hvad man fortæller, for en Del Aar siden af en Spe- kulant blev sendt over til Skotland for at benyttes som Guano. Under disse Lag kom Ler. Yderst i Hulen stand- sede imidlertid Gravningen, saasnart man stødte paa Ur, og Oldsagerne ophørte, saa det er uvist, om Leret fort- sætter sig saa langt ud. Ved X blev gravet 16' ned; Leret viste sig at være lagdelt ved papirtynde Lameller af fin Sand, der syntes at optræde i større Mængde efter som raan kom nedover. Naar Leret tørrede, skivede det sig op efter disse Lameller. Lagningen havde et Fald paa om- trent 30° mod N, altsaa fra den sydlige mod den nordlige Væg. Ingen Levninger af Havsdyr fandtes; et Par Steder havde et Rovdyr gravet nogle omtrent *^' brede Gange, N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 3. ■ 13 194 Hans H. Keusch. hvori der laa en Del Smaaben. Baade ovenpaa Hulens Bund, i Møglaget og det oldsagførende Lag samt i Leret fandtes skarpkantede Sten af Hulens Bjergart, som utvivl- somt skrev sig fra, at der nu og da var ramlet Sten ned fra Taget. Hvad Gulvet i det indre, mørke Parti angaar, da be- stod dette nærmest Indgangen af ca. 1' Møg, uden Old- sager, hvilende paa Ler ; inderst var denne Sidste ubedækket, fugtig af neddryppende Vand. Dodsmand sheller en. Lidt tilvenstre for Sjonghelleren ser man paa Fig. 15 i en Kløft en anden liden Hule. Den er 16' høi ved Indgangen og 58' dyb. Foran ligger der en hel Mængde nedramlet Sten, nedenfor Ur. Ogsaa her sees en Spalte som ved den store Heller. Navnet kommer af et gammelt Sagn om, at man her engang fandt Ligene af nogle Flygtninger. Lille Helleren (paa Søndmørsk : Lichle-Helleren) er en Kjæmpenische omtr. 60' dyb med overalt afglattede Vægge. Foran en Vold af nedramlede Sten, nedenfor CJr. En Spalte strygende mod NO. (Ved Sjonghelleren i OSO). Sletterne her er uden bestemt Orden. Molnæshulen ligger nordligst paa Vigerøen. Den er 67' lang med steile, tildels afglattede Vægge. Den ligner meget Dolsteinsholet, Alt dog i mindre Scala.. Fig. 19. Lepsø seet fra det øverste af Godø. Ocre og nedre Sjöhelleren. Lepsø er en ca. ^ Mil Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 195 Fig. 20. øvre og nedre bjwhelleieu. 13' 196 ~ Hans H. Reusch. lang, aflang-rund 0, hvis største Udstrækning er i Retning NV — SO. Den dannes som Valderøen af et Fjeld og en Strand (se Fig. 19). Fjeldet skraaner jævnt af mod 0 og S, derimod med en næsten sammenhængende steil Væg mod V og N. Stranden, der er bredest langs den sydlige Halvdel af Øen, bestaar her udelukkende af løst Material; rundt den nordlige Halvdel udgjøres alle fremspringende Næs af fast Fjeld, Skraaningerne op fra Vigerne dorimod af Grus og Fjæresten. Paa de Kanter, hvor Fjeldet gaar steilt ned, findes flere Huler. Gaar vi fra Gaarden Røn- stad paa Øens Vestside nordover, møder vi først de to Sjøhellere afbildede Fig. 20. Begge er dannet paa en og samme Spalte, der falder omtrent 60° mod NO. Et Profil ser omtrent saaledes ud (Fig. 21). Fra Stranden gaar der op en Kløft, paa hvis Vægge og Bund findes forskjellige jettegrydeagtige Fordybninger. Omtrent 20' o. H, slutter Kløftens Sider sammen oventil, og der fremkommer paa den Maade en Hule, der er omtrent 65' lang. Den er lav, i det Indre kun mandshøi. Væggene er afglattet. Fore- komsten af visse vide Indbugtninger ser man hænger sam- men med den Omstændighed, at der i Stedets Bjergart, svævende, noget foldede Lag al Gneis, ligger Partier af en hornblenderig Bjergart. Gulvet herinde bestaar af grov Sand, Fjæresten og enkelte skarpkantede, nedfaldne Sten. Ved Gravning af et 3' dybt Hul fandtes samme Slags Grus at holde ved ; der saaes et Exemplar af en Littorina^ slidt, som dem man finder i Fjæren. Sandsynligvis slaar Søen ind her ved Storm og høit Vande. Omtrent 50' o. H. begynder en ny Kløft med høie Sider, der indad slutter sig sammen og danner en ved Indgangen 54' høi, smal Heller, der strækker sig 144' ind Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 197 i Fjeldet. Den er paa det Bredeste blot 17', i det Indre endog kun 6'. Væggene viser sig noget afglattede og er Pm et Par Steder forsynet med Sraaaliuller; de gaar gradvis sammen opad. Foran Indgangen ligger en liden Vold af 198 Hans H. Keusch. skarpkantede Sten, ramlede ned fra Fjeldet ovenover, Inden- for den har Fugtigheden samlet sig til en Sump; længer inde er den jævnt opadskraanende Bund tør, møgbelagt. En Gravning, som blev forsøgt her, maatte snart standses, da den i høi Grad besværliggjordes paa Grund af Vand- tilgang og Forekomst af store Stene. De gjennemgravede Lag, ca. 5 V bestod af Møg og Møgaske; lidt Kul og nogle ganske faa Ben fandtes dog. Inderst inde har man en Spræk, som stryger lodret paa Hulens Længderetning og falder omtrent 60° mod SO. (Se Profilet). Langs denne er Fjeldet udhulet et Stykke til begge Sider, hvorved der dannes trange Sidegange, saaledes i SV en, der er 30' lang. Her i det Indre af Hulen er Fjeldet beklædt med et usædvanlig tykt Kalkoverdrag ; nogle Drypstensformer sees ogsaa. Fig. 22. Duhelleren er den første Hule, vi træffer paa, naar vi gaar videre nord- over. Den er ganske liden og ligner i adskilligt Dødsmandshelleren paa Valder- øen. I Væggea ved Indgangen findes smaa Jettegryder, som tydelig gaa ind i Ketning af Gneisens Skifrighed. De ÄrefpÄ^^f^^^^^ ved Fig. 22 afbildede er omtrent 3" gaaende i Retning af i i Skilrigheden hos Gneis. CiyDe. Rönsladhelleren eller Storhelleren, som den gjerne kaldes af Øens Beboere, ligger endnu noget længere mod N. Fjeldet trækker sig her noget tilbage fra Søen, saaledes at der mellem denne og Fjeldfoden bliver en Flade, dannet af Fjæresten, tildels af Sjøen opkastet i lave Rygge. Fra denne Strand skraaner der, Fig. 24, op en Ur. Denne omsluttes oventil af Fjeld paa begge Sider. Ovenover ser Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 199 man Hulens triangelform ede Indgangsportal og i Fortsæt- telsen af det opadvendende Hjørne en Spalte, der gjennem- Fig, 23. Eønstadhelleren. Profil og Grundplan. sætter Fjel det. Kommen op paa Toppen af Uren, 175' 0. H., opdager man, at det Øverste udgjør en Vold, der ligger paa tværs foran Hulens Indgang. Længden af Hulen, der gaar ind omtrent i 0, er 243', Høid<-n ved Indgangen 42' (Fig 23). Stedets Bjergart er Hornblendegneis med smaa, mere grovkornede Aarer af Feldspat og Kvarts især parallel Skikterne Lagstillingen er i det Hele svævende, men Lagene er foldet og bøiet. Slettesystemer i bestemte 200 Hans H. Reusch. Fig. 24. Rønstadhelleren. Aabning. Fi-î. 25. Det ludre af Rønstadhelleren seet fra Toppen af Volden foran Indgangen, Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 201 Retninger kan ikke opdages. Som man ser af Tegningen Fig. 20, minder Formen af Hellerens Indre om en Hal i co W W ISpidsbuestil. Væggene løber nemlig oventil spidst sammen til den paa Fig. 24 afbildede Spalte, der strækker sig over hele Hulen langs det Høieste af Taget. Spalten (tildels 202 Hans H. Reu sch. er der kanske flere nærliggende) ligger ikke i hele sin Udstrækning nøiagtigt midt over Gulvet, men i den ydre Del nærmere den nordlige, i den indre nærmere den syd- lige Side. Næsten overalt har Væggene beholdt sit op- rindelige Udseende: afglattede Fläder, tilrundede Kanter og talrige jettegrydeagtige Fordybninger. Paa Væggen til- høire paa Fig. 25 sees et Punkt, der især udmærker sig ved talrige Huller; disse staar tildels i en vis Orden, der svarer til Lagningen. Ogsaa nær Gulvet, der hvorManden staar, er disse „horisontale Jettegryder" udmærket ud- viklede. En Afbildning af en Del herfra er gjengivet Fig. 26. Hullet længst tilvenstre er 5" vidt (5" dybt), de andre i Forhold dertil. Hulens Gulv, der er bedækket af brun, smuldrende Møg, er saa godt som aldeles tørt med Und- tagelse af en Stribe langs Indsiden af Volden ved Ind- gangen. Omtrent midt paa Skraaningen i det Indre af Hulen lod jeg foretage en Gravning ; øverst fandtes 3' med Møg, Møgaske og noget Kul, derunder kom Ler. Sætshelleren ligger paa Nordsiden af Øen. Forholdene 'her ligne i høi Grad dem ved Sjøhellerne. Fra Fjæren gaar op en Kløft 13' bred med lodrette, omtrent 15' høie Vægge. Inderst inde, omtrent 20' o. H., er et lidet over- dækket Parti, en Huledannelse svarende til Nedre-Sjøhelleren. Det kan mærkes, at etsteds udgaar der to Sidekløfter fra Hovedfordybningen, en til hver Kant. Ovenover her har man først et Stykke fri Mark, saa kommer atter en Kløft, hvis Bund bestaar af nedramlede Sten; høieste Punkt 80' o. H. Denne Kløft gaar som den nedenforliggende ind i Retningen S 20° 0. Den indfattes af høie, steile Vægge, der indad slutter sig sammen oventil og danner en i Forhold til sin Høide, 60', i Begyndeisen Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 203 meget smal Heller, kun 6' bred. Indad, nær Bunden, til- tager imidlertid Vidden indtil hele 34'. Længden er 144'. En ligesom Hulens Vægge mod 0 20° N heldende Spalte gjennemsætter Taget, Væggene viser tildels Afglatning. Tydelige Huller sees dog ikke. Møgen, der bedækker Gulvet, var et Sted, hvor jeg lod grave, 2' mægtig. Under kom lerblandet Grus med Smaasten. Svartholet er en 46' lang Hule i Nærheden her. Man kryber ned i den paa Stige. Bunden er bedækket med en usædvanlig Mængde afblegede Faareben ; det skal være Dyr, som ere forulykkede. Afglatning sees. Havnsiindhelleien ligger paa Fastlandet en Mils Vei nordenfor Aalesund. Den gaar ind øverst i en opadskraa- Fig. 27. Tversnit og Grundplan af Havnsundhelleren. nende Kløft, hvis Bund er opfyldt af Ur og hvis ene Væg viser adskillig af den ofte omtalte Afglatning. Hvad Form og Dimensioner angaar, da henvises til hosstaaende Profil og Tversnit (Fig. 27). Gulvet i den ydre Del bestod øverst af 2' Møg, derunder 2' af et Lag indeholdende Ben, Skjæl 204 Hans H. Keusch. og Oldsager lignende dem i Sjonghelleren, derunder Ler. Nogle vældige Stene i dette Parti af Hulen viser Afglatning ovenpaa. Gjennem en smal Aabning, der sees at være gjort mindre, end den oprindelig var, ved oplagte Stene, kommer man ind i et indre Hum. Dette var ukjendt for Egnens Beboere indtil 1868, da nogle Smaagutter tilfældigvis fandt Indgangen. Et gammelt Arnested, en l'ræskaal og nogle et Par Hundrede Aar gamle Kridtiuskriptioner paa Væg- gene viste imidlertid, at her havde været Mennesker før. Gulvet bestaar afLer med skarpkantet Grus og Sten, sand- synligvis nedfaldt fra Taget. Nærmest Indgangen ligger en hel Del Skjæl, der, ligesom de i det oldsagførende Lag, sandsynligvis skriver sig fra Urbeboernes Maaltider. Fra dette Parti fører en lang smal Gang 120' længer ind i Fjeldet. Den viser sig at være dannet paa en Spalte, der ogsaa sees forresten i Hulens Tag. Efter saaledes at have besøgt de enkelte Huler vil vi iorsøge at danne os en Formening om Dannelsesmaaden. Vi har ikke ved nogen af Hulerne fundet Forrykninger, Jordskjælvssprækker eller lignende udviklet i saa stort Maal, at Tilblivelsesmaaden i noget Tilfælde skulde forklares alene derved; vi skulle imidlertid i det Følgende se, hvorledes saadanne Forhold dog har spillet sin Rolle ved Dannelsen. Ingen af Hulerne ligger saaledes til, at man kunde tænke, at de skulde skylde rindende Vand sin Oprindelse. Paa de Øer, hvor de findes, er der ingen Elve, ja neppe nok Bække. Hulernes Vægge og Tag ere tætte, oftest saa der neppe sikler en Vanddraabe ind. Endelig kan det mærkes, Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 205 at Bjergarten ved dem Alle er saa haard og fast, at For- vittring ikke der har havt noget at sige, og at der ingen- somhelst Riraelighed er for, at de skulde være fremkomne ved at lettere paavirkelige Bjergarter, som Kalk, er tæret væk. Vi har seet, at Hulerne, paa en Undtagelse, Havsund- helleren, nær, er beliggende paa Udsiden af de yderste Øer eller paa ubeskyttet Fastlandskyst, Statlandet. Nogle ligger saa lavt, at Havet stadig staar ind i dem CStatvik- hole, Ristøgjøtten), andre saa meget over Søen, at den kun under extraordinære Omstændigheder slaar ind i dem (Lille- gjøtten, Ottreskredgjøtten, Nedre-Sjøhelleren). Af de øvrige ligger ingen høiere end at man ogsaa, efter hvad man ellers ved om Landets tidligere Niveauforhold, kan antage, at Havet engang har gaaet ind i dem. Hvad Havnsund- helleren angaar, da bør det mærkes, at den ligger saa høit over Sjøen (en 200'), at dengang, den laa i Havets Niveau, maatte ogsaa saa godt som hele den udenfor lig- gende lave Vigerø have været neddukket under Bølg' rne. Allerede af disse Ting faar vi en Formodning om, at Hu- lerne maa være et Værk af Havet. Om dette ved vi forresten allerede fra andre Lande, at det udgraver Huler i Strandbredderne. *) I denne vor Anskuelse støttes vi foruden ved Fore- komstmaaden ogsaa ved en nøiere Betragtning. Hulerne er i Regelen videst udentil og snævrer af indad i Overens- stemmelse med, at Havet paa den ydre Del har arbeidet længst og med størst Kraft. Fra Nedstyrtningerne, som ') De hyppigste og stærkeste Vinde komme paa den omhandlede Strækning fra Havet. Se f. Ex. Kvitholtiïen o. s. v.: Norges Vind- og Storm-Statistik 1869 S. 226 — 27-28. 206 Hans H. Keusch. _ har fandet Sted efter den egentlige Dannelse, maa vi her se bort. Foran de endnu under Arbeide værende Huler, som Lille-gjøtten, Otteskred-gjøtten, har man ingen ned- ramlede Sten. Fj eldet over Sjonghelleren viser endnu over Størsteparten af sin Overflade den oprindelige Afglatning; her har kun fundet lidet Nedfald af Sten Sted, Aabningen er stor og vid. Urens Stene skriver sig her væsentlig fra Siderne af Kløften. Foran Øvre-Sjøhelleren og flere andre Huler ligger en liden, foran Røastadhelleren en stor Vold; foran Dolsteinsholet og Havnsundhellereu endelig er der opdynget saa store Mængder nedramlede Blokke, at Aab- ningerne er blevet snævrere end Hulernes Indre, ja næsten fuldkommen tilstoppet. Paa alle disse Steder har man af Fjeldets Brudflader over Hulerne Grund til at slutte, at meget Fjeld er ramlet ud. Afglatningen af Hulernes Vægge og de eiendommelige Jettegrydedannelser, begge Dele nog^t, som man gjenfinder paa de den Dag i Dag af Søen vaskede Klipper, tyder og- saa paa Havets Arbeide. Men, kunde man indvende, Havet har jo tørnet mod Kysten andre Steder end netop der, hvor Hulerne er; hvorfor har det ikke saa undermineret Fjeldet paa den hele Kyst hvor det har arbeidet? Her kommer noget andet til — Spalterne, som vi har mærket os ved hver eneste Hule. Der, hvor Sletterne var udvidet til Spalter, havde Havet lettest for at virke. Der kunde Udvaskningen tære paa Spalten ligesom inde i selve Fjeldet; der var Stenen løsnet i sine Fuger, saa Blokkene lettere kunde brydes løs. Spalterne, det var Fæstningens svage Punkter, hvor Havets fiendtlige Angreb kunde ske med største Held, der- for dannedes Hulerne paa Spalterne. Nærmest Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst, 207 disse ser man ogsaa, at Arbeidet indenfor hver enkelt Hule skrider raskt frem. Jeg vil minde om Heldningen af Dol- steinshulens Tag, Kløften under Uren sammesteds, det indre smalere Parti af Sjonghelleren, det Inderste af Havnsund- helleren o. s. v, (Se Grundplanerne). Man vil overhovedet som almindelig Regel finde, at Spalterne og Sletterne er det bestemmende for de dannede Hulers Form. Ved Dol- steinen er klarligen det betingende de lodrette, nær hin- anden liggende, indbyrdes parallele Sletter, der aldeles do- minere dem, der gaar i andre Retninger. At Rønstad- hellerens Tag runder sig saa regelmæssigt „i Spidsbuestil" kommer af, at den betingende Spalte her staar lodret, og at Sletterne, som forresten gjennemsætter Fjeldet, ikke optræder i bestemte retløbende, men i alle mulige Ret- ninger. Ved Sjonghelleren stemmer, som vi har seet, For- men udmærket overens med Slettesystemerne. At Havet her lornemlig har arbeidet paa den ene — den nordre — Side af Spalten, skriver sig maaske fornemlig fra, at det har havt langt lettere for at løsrive Sten paa Spaltens beengende end paa dens liggende Side. Det samme lader sig anvende paa flere Tilfælde, saaledes Havnsundhelleren. Ved Satshelleren var den før omtalte Udvidelse i det Indre paa Spaltens hængende Side. Spalterne, tror jeg, er dannet derved, at forud exi- sterende Sletter er aabnet ved Jordskjælv, maaske saadanne, som har ledsaget Landets Niveauforandringer. Medens Jordskjælvsbølgen skrider frem gjennom den faste Jord- skorpe, hænder det et Øieblik, at Sletterne paa visse Steder rives op. Om Siderne end senere klappes sammen, saa slutter de dog aldrig mere saa tæt, som før; de Sletter, som har været aabnet, er forandret til Spalter ; Fjeldet har 208 Hans H Reusch. faaet et saart Sted. Denne Opriven kan maaske gjentages ved flere Leiliglieder paa samme Sted. Allerede tidligere har jeg fra Sogn forsøgt at paavise som Jordskjelvsvirk- ning Sletters Udvidelse, hvilken endog kan foraarsage Hule- dannelser, om end af en ganske anden Karakter end de, som her beskjæftiger os.') Ogsaa her fra Søndmør kan jeg, foruden Hulernes Spalter, anføre flere Exempler paa Jordskjælvsvirkninger, saaledes et, der meget ligner det i Fig. 28. Skolmerevnen. Sogn, nemlig fra Hareidsland. Den nordligste Pynt af denne 0 kaldes Kvitnæsset. Fra Stranden skraaner Fjeldet steilt op til en Høide af omtrent 1300'. Her ophører den bratte ') En Hule paa Gaardcn Njøs, Leganger Præstegjæld i Bergens Stift. Christiania Videnskabs-Selskabs Forhanilinger for 1874. Side 275. Fig. 29. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 209 Skraaning og man faar med skarp Overgang en jævnere Heldning, Begyndeisen af et Plateau. Kommen op her, opdager man til sin Forbauselse, at der aabner sig en formelig Eevne i Jorden (Fig. 28). Den er vel kjendt i Omegnen under Navn af „Skolmerevnen". Mellem to steile Kløft- eller Dal-dannelser : Søre-Klomren og Heste-Gjølet, der, begyndende fra Stranden, gaar et Stykke ind paa Plateauet, strækker sig en Revne, der løber nogenledes parallelt Kysten og er 400' lang. Den er paa det Bredeste omtrent 10', smalner i det Hele af til Si- derne. Dels er den gabende, mer eller mindre dyb, de største Maal etsteds 42', et andet 65', dels er den helt oventil dækket af løse Sten, saaledes som Fig. 29 viser, og kan da være aldeles overgroet. Den strækker sig ikke uafbrudt i lige Linje, men har etsteds som en Knæk paa sig. Siderne er ru, Stedets Bjergart Gneis. I det Hele er jeg ved Betragtning af Skolmerevnen i _, -bit Parti al bkoliiierevnen høl Grad bleven styrket i de Me- dækket med løse Sten. ninger, jeg har udtalt om Hulen paa Njøs i Sogn.') '") Beboerne af Godø frygter for, at det ved denne Revne saa at sige løsskaarne Stykke af Fjeldet engang vil ramle ud og da frembringe saadant Skvulp i Våndet, at deres Nøst, som ligger paa den anden Side af Fjorden skal vækskylles. For at af- vende den formentlig truende Fare, har de indtil den sidste Tid N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 3. 14 210 Hans H. Reusch. S for Sjonghelleren, ikke langt over Søen, findes en Fjeldknaus, der er opspaltet paa en Maade, som ikke lader sig forklare ved at Frosten har virket paa Sprækker eller lignende; Fjeldet maa med Magt være løsnet i sine Sam- menføininger. Lignende Forhold har jeg noteret mig fra Fjeldet høiere oppe straks S for selve Hulens Indgang, fra den østre Skraaning af Fjeldet over Hulen; desuden har jeg seet det, om end mindre udprseget, paa mange andre Steder ; overhovedet, saadanne med Vold aabnede Sletter er visselig et almindeligt Fænomen. Jettegryder. Vi har oftere omtalt en eiendommelig Afglatning af Fjeldet og i Forbindelse dermed staaende horisontale Jette- gryder, der imidlertid ikke er større, end at de — for at bruge en Sammenligning, jeg har hørt anføre, — mod store Gryder er for blotte Fingerbøl at regne. Om Hullerne i Rønstadhelleren fortælles der ogsaa af Bønderne, at de er Mærker efter Troldeoes Fingre fra den Tid Stenen endnu var blød. Fjeld, som er bearbeidet paa den Maade, her er Tale om, adskiller sig væsentligt fra alt, paa anden Maade afglattet Fjeld, saaledes det, vi hyppigst har An- ledning til at se, det isskurede. Dette sidste har, som bekjendt, faaet sin Form derved, at den glidende Bræ og de underliggende Stene har afskavet alle Fremstaaen- heder. Hvor Sjøen derimod er Mesteren, er ikke alene alle udstaaende Kanter blevet afsturapet, men i alle Kroge ydet en aarlig Skjærv til visse milde Stiftelser i Bergen. Nu er dette ophørt, da saadanne Gaver iklie længer modtages. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 211 og Fordybninger har Sjøen havt sit Spil og tæret lige saa godt som paa Fremspringene; deraf denne i det Store buklede og samtidigt over det Hele ligesom afpudsede Overflade. (Cfr. Fig. 26). Lani^'s Sletterne ser vi oftest, at Sjøens Tæren har gaaet raskest for sig. Den har vel her- ved hyppigt giort det lettere for Brændingen at løsrive Klippestykkerne, idet disse først er kommet til at staa isolerede, adskildte fra det øvrige Fjeld ved de af Vask- ningen udvidede Sletter og saa derpaa er blevet løsbrudt (Se det isolerede Klippestykke Fig. 5). Stene, i den se- nere Tid nedramlet fra havglattet Fjeld, adskilles let fra Rullestene ved sine eiendommeligt tildannede Fordybninger, uagtet de ofte kan vise Afglatning paa flere Sider. Det er ogsaa et karakteristisk Træk, at Sjøen viser sig at have tæret mere paa nogle Bergslag end paa andre, der hvor flere saadanne forekommer sammen, saaledes som hyppigt er Tilfælde i Gneisfjeld, Dersom man i Lighed med Benæv- n eisen roches moutonnées ogsaa vilde benytte et eget Navn for det sjøvaskede Fjeld, vilde jeg føreslåa „polstret"; thi Udseendet minder virkelig gjerne om en udstoppet Ryg i en Sofa eller en Lænestol ; de smaa Jettegryder ligner For- dybningerne, Udvaskningen efter Lag eller Sletter Folderne i Betrækket. Dannelsen af Jettegryderne kan jeg, — som allerede omtalt ved Dolsteinsholet, — for en mindre Dels Vedkommende forklare mig ved, at visse kirtelformige Partier er vasket ud af en forholdsvis lidet angribelig Bjergart, dels kan jeg ogsaa tænke mig, at Våndet under Bølge- bevægelsen i visse Fordybninger kommer i en hvirvlende Bevægelse, under hvilken Fjeldet i Tidernes Løb males op lidt efter lidt. Visse hornblenderige Bjergarter synes spe- cielt at begunstige disse Jettegrydedannelser, noget, som 14* 212 Hans H. Reusch. maaske ved nøiere Studium vil vise sig at hænge sammen med eiendommelige Strukturforhold. Saadan polstret Overflade frembyder ikke alene Hulernes Vægge, men ogsaa saagodtsom overalt her paa Søndmørs Ud- øer den nederste Rand af Fjeldene, som dukker op af Sjøen ved lavt Vande. ^) De fleste tilgjængelige Klippestrande er imidlertid i Sammenligning med Hulevæggene gjerne saa at sige grovt udmeislet, om end vel Arbeidets raskere Fremad- skriden langs Sletterne og den hurtigere Angriben af visse lettere paavirkelige Lag i det Store taget spiller den samme Rolle i det ene som i det andet Tilfælde. Det Fjeld, som vi faa se vasket af Havet nu, er paavirket af den vold- somme Brænding i de faa Fod mellem Høi- og Lavvande og ikke af Bølgebevægelsen, saaledes som den foregaar paa dybere Vand; desuden arbeider paa de mindre steilt hæl- dende Strande, hvor vi lettest kommer til, foruden Våndet selv og finere svævende Bestanddele tillige Rullestenen med sine mere voldsomme Stød. Brændingen, ofte virkende med mere end fodstore Blokke, præsterer, foruden Afglatningen, ogsaa Jettegryder, og det anselige. Jeg vil af de mange Lokaliteter, jeg har havt Anledning til at iagttage, nærmere beskrive en, der synes mig udmærket, nemlig Stranden kort vest for Gaar- den Molnæs, nordhgst paa Vigerøen. Der, hvor Jette- ') I lang Tid stod jeg i den Formening, at Skuring kun fandtes i de indre Fjordegne og aldeles ikke paa Udøerne. Endelig efter lang Eftersøgen fandt jeg den dog paa Klipper nær Stranden 2 Steder paa Vigerøen (ved Rørvik N so» 0, ved Røsvik NV}. Indlandsisen har altsaa her engang strakt sig ud over de yderste Øer, saaledes som man ogsaa ved, at den har gjort længere N. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 213 gryderne findes, helder Kysten, der bestaar af svævende Grundfjeldslag (Gneis m. m.), jævnt, men temmelig raskt af mod Havet, som staar paa i al sin Vælde. Den skraa- nende Fjeldoverflade her er gjennemhuUet af talrige større og mindre Fordybninger, af hvilke især udmærker sig to, der Fig. 30. 1. I. Jettegrydeagtige Fordybninger, dannede af Havbrændingen. Gaarden Molnæs, Vigerøen. II. Tversnit efter Linjen abc. III. Jettegryder dannede under Vandfald i Istiden, Kongshavn ved Kristiania. Tversnit af den dybeste. Maalestokken den samme som for I. og II. bærer Navn af „Store- og Lille-Helvede". Deres Omkreds er fremstillet paa hosstaaende Skisse af Situationen. Fordybnin- 214 Hans H. Keusch. gen tilvenstre Fig. 31 og 32, ligger saa lavt, at Havet ved høi Flod slaar ind gjennem de to Kanaler, der fører udåd modSøen. Fig. 31. ^.f Havet dannet Jettegryde ved Gaarden Molnæs nordligst paa Vigerøen; seet fra Punktet x paa Fig. 30, Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 215 216 Hans H. Keusch. Bunden er næsten flad, kun svagt opadskraanende ; den viser dels den nøgne Klippe, polstret Fjeld forsynet med grunde jettegrydeagtigeFordybninger, dels er den skjult af tilrundede Fjæresten. Da Fj eldet ellers er mere opad- skraanende end Bunden af Fordybningerne, bliver disses Sider, der er lodrette eller udoverhængende, høiere, jo længere man kommer indad, indtil 14' (Se Tversnittet efter Linjen abc). Væggene er overalt afglattet og tilrundet. Bunden i den tilhøire liggende Fordybning ligger lidt høiere end i den anden; her er heller ingen udadførende Kanal; Sjøen slaar derfor under almindelige Omstændigheder ikke ind. Bunden er bedækket med Sten, nogle tilrundede, andre skarpkantede. Af disse sidste skal en Del være kastet nedi af Smaagutter for Løiers Skyld ; andre er ned- ramlet fra Siderne, som flere Steder viser Brudflader efter hvor de har siddet. En Del Græs og Urter voxer mellem Stenene. Denne Fordybnings videre Tildannelse synes saa- ledes at være ophørt ved Landets Hævning. Til begge Sider udgaar to i Forhold til Dybden trange Kanaler. Man overbeviser sig paa Stedet lettelig om, at disse, ligesom de foran omtalte, er Sprækker, udvidede ved Havets Ar- beide; ligesaa ser man, at Sprækkernes Retning spiller en væsentlig Rolle ogsaa ved de videre Fordybningers Form ; parallelt Bunden i den tilvenstre liggende gaar der f. Ex. en horisontal Spræk. (Se Fig. 31). Af de mindre Gryder sees nogle at være afhængige af Sprækker, andre fornemlig af Bjergartens Strukturforhold ; saaledes Ugger de smaa Jettegryder længst tilvenstre paa Rad efter Gneisens Strøg- retning og er ogsaa udtrukne i Længden efter denne. Mellem de af Havet og de af Fosser dannede Jette- gryder vil man finde adskillig Forskjel. Et Vandfald virker Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 217 paa et bestemt Punkt, det udsvarver en Fordybning i Fjel- det der, hvor det træffer, uanseet, om end modificeret af, Bjergets Sprækker eller Struktur. Havbrændingen derimod er tilstede langs hele Stranden. Om dens Arbeide skal foraarsage Dannelsen af Jettegryder afhænger, foruden af andre Omstændigheder, af Fjeldets Natur; den vasker paa den enkelte Spræk; hvor Fjeldet er gjennemsat af mange Spalter og Sletter river den løs Sten for Sten ; hvor det er helt, kan den blot male det itu lidt efter lidt; er der let- tere angribelige Partier, tæres disse væk før de, som har større Modstandsevne ; et Sted fremkommer der paa Grund af Overfladens Form lettelig Hvirvler, et andet Sted ikke 0. s. v. Overhovedet vil man finde det at være en Regel ved havdannede Jettegryder, at deres Form i høi Grad er afhængig af Fjeldets Natur. Den Side, som vender ud mod Havet, finder man enten at være forsynet med en eller Uere Aabninger eller den er ganske lav. Da Bræn- dingen er en saa at sige horisontalt virkende Kraft, følger det af sig selv, at de Fordybninger, den udsvarver, ere forholdsvis vide og aldrig saadanne trange, dybe, rundt om indelukkede Brønde, som mange af Vandfald dannede Jettegryder. Som Exempel paa saadanne meddeler jeg til Sammenligning en Grundplan af nogle Gryder fra Kongs- havn nær Kristiania og et Tversnit af en af disse. De er sand- synligvis dannet i Istiden af Fosser, som har styrtet ned gjennem Sprækker i Isdækket {moidins). Man ser, at disse har meget regelmæssige Omrids, og hvor særdeles dybe de er i Forhold til Vidden; Flere er udmærket ved, at Væg- gene nær Bunden er udsvarvet i tydelig Spiral.'^ ') Om saadanne Jettegryder: Brøgger og Rausch: Jettegryder ved Kristiania. 218 Hans H. Keusch. Havets Bevægelse paa Stranden er forresten dobbelt; den ene er, naar Bølgen , styrter ind; da er Arbeidet kraf- tigst ; da fornemlig er det, de store Stene rokkes og væltes og de mindre hvirvles afsted. I Mellemrummet til den næste Sø kommer ind, medens Våndet efter Tyngdens Lov rinder ned gjennem alle Fordybninger, er dets Kraft langt mindre. Flere smaa Fordybninger under Afsatser synes at være dannet af disse det udrindende Vands Fosser og at forholde sig temmelig som almindelige Elvegryder. Et Par St-eder i den Del af Søndmør, jeg har besøgt, En- des Marmorfjeld i Havets Niveau, nemlig paa Voksøen og paa Gurskøen ved Gaarden Indre-Søvde, hvilke Lokaliteter begge to er beskrevet af Strøm i hans Søndmørs Beskrivelse. Havet har her udtæret ganske besynderlige Jettegrydedan- nelser; disse sees bedst paa Voksøen, hvor Marmoren i større Udstrækning beskylles afSøen end jiaa Indre-Søvde. Paa den sydvestlige Side af førstnævnte 0 strækker sig langs Søen et 500' langt, 180' bredt') lindseformigt Marmor- parti i Gneisen. Marmoren er i Brud hvid, men denne Farve sees ikke paa Overfladen; denne er, hvor Sjøen sta- dig skyller op, graalig-gul og høiere oppe graa af Farve. En Strækning har faaet Navn af Tigge-Berg (Tig— Tag) (Fig. 33) fordi den i Besynderlighed er gjennemhullet af Jettegryder, og det saaledes, at Overfladen, bogstavelig taget, næsten udelukkende bestaar af Jettegryder og Tagger og- Kammer mellem dem. Undertiden er Adskillelsen mel- lem to eller flere nærliggende Gryder tæret væk, saa de er smeltet sammen til en. Sagnet fortæller, at Gryderne er Spor efter Troldenes Fæ, som har gaaet og trakket her 0 Maalt af Hr. F. ßaade. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 219 i fordums Tid. De er allesammen forholdsvis smaa, høist 4' i Diameter, Nogle er blot tommestore, Flesteparten paa omtrent et Kvarter. De pjg^ 33^ er i Forhold til Vidden temmelig grunde, aller- høist 1' dybe; for de allerflestes Vedkommen- de ligger Bunden, der gjerne er flad, -kun nogle faa Tommer under det laveste af Kanten ; Ræn- derne er skarpt udpræ- get; det Indre er, som Fjeldets Overflade ellers, ganske rut, gjerne sort- agtigt farvet. Man kan forresten adskille, hvad Udseende angaar, det Parti, som ligger under Vand, naar Gryden staar fyldt — det være af Sjø eller af Regn — og det „xigge-Berg" paa Voksøcu. Marmorfjeld, af Gry dens Vægge, som bvori Havet har ud vasket Jettegryder. ^r j . Nærmeste Förgrund Gneis, rager op over Våndet. Dette sidste er nemlig forholdsvis jævnt, medens Partiet nær Bunden er forsynet med Fordybninger paa en eller et Par Tommer og desuden ligesom gjennemprikket af Smaahuller (Se Fig. 34). Disse Dannelser skyldes sandsynligvis mere en kemisk Indvirkning af Våndet end et mekanisk Ar- beide; et Bevis herpaa er flere Gryder, der forekommer paa Grændsen mellem Marmoren og Gneisen; disse er 220 Hans H. Eeusch. "^^;^ nemlig ufuldstændige, idet der, som det vil sees af Fig. 35, af dem kun er udarbeidet den ene Halvdel, i Marmoren p- OA nemlig, medens Gneisen, hvor man skulde vente den anden Halvdel, ikke viser Spor af mekanisk Paavirkning, ikke engang i nogen Slags Afglatning af den ru OverÜade. Gry- derne paa Voksøen iagt- tages indtil en Høide af 16' 0. H.; hvorvidt de øverst beliggende er et Af Hav dannet Jettegryde i Marmor. Værk af Sjøen i den se- Tiggeberg, Voksøen. ^^^^ ^.^^ ^^ ^^^ ^^^^^^^ var kommen i det nuværende Niveau, om de altsaa endnu er under Dannelse, naar Våndet ved høit Vande af Stormen pidskes op paa Land, eller om de er Vidner om en høiere Havstand, faar staa derhen. Det længer oppe beliggende Mar- morfjeld har et ganske andet üdseende end det nær Sjøen. Til Sammenligning med det af Havet paavirkede meddeler jeg en Tegning fra Marmorpartiet ved Indre-Søvde Fig. 36. Dette optræder En 3' lang, af Havet som et Høidedrag al flere langstrakte Mo*mmer? Marmor Kupper. Disse er efter Længden gjen- paaGrændsenaf Gneis, nemsat af Sprækker, hvis Sider i Ti- Tigge-Berg, Voksøen. ^ ' dernes Løb er tæret et langt Stykke nedad. Herved er fremkommet Kløfter, som er saa dybe, at de blir farlige for Kreaturene, som undertiden falder Fig 35. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 221 nedi og kun med Møie kan hales op. Ryggene, der kommer til at staa igjen mellem Kløfterne er furet af utallige, i Forhold til Vidden, dybe Render, som til begge Sider fører ned i Kløfterne; det er fornemlig disse Render, Fig. 36. „Karrenfelder". Marraorfjeld furet ved Kegnvandet. Indre-Søvde paa Gurkøen. som sees paa Tegningen. Denne Slags Udvaskninger, der, som det sees, har en ganske anden Karakter end Havets, er et Værk af Regnvandet og den almindelige Forvittring ; det er saadanne, som i Schweitz er kjendt under Navn af „Karrenf elder". 222 Hans H. Keusch. Havets Virkninger i det Store. Hidtil har Undersøgelsen gjældt udprægede Enkelt- heder: Huler og Jettegryder. Havet er imidlertid for en stor Del ogsaa det Bestemmende ved selve Fjeldets Form paa de Udøer og ubeskyttede Kyster, vi har besøgt. Før vi tager fat paa disse større Træk dog endnu nogle Enkelt- heder. Paa Nordsiden af Lepsøen, ikke langt fra Sætshelleren, rager der en 18' høi Klippe, Karsteinen, op over det for- holdsvis lave Fjeld ved Stranden (Fig. 37). Bjergarten her er kvartsrig Glimmerskifer afvekslende med Horn- Fig 37. Harsteinen paa Lepsø. blendeskifer og deri Aarer af Hornblendegranit parallelt Lagene. Stranden gaar parallelt Strøgretningen 0— V, Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 223 Faldet er indad mod Land (omtr. 50° mod S). Fjeldet gjennemsættes af Sprækker; nogle følger Lagfladerne, andre staar lodret herpaa dels parallelt Strøgretningen, dels ogsaa noget nær lodret paa denne. Ved disse Sprækker af- deles Fjeldet i firkantede eller tilnærmelsesvis firkantede Blokke. Af saadanne Blokke har Havet i lidernes Løb væltet løs en for en og tumlet med dem, afslidende Kanter ogHjørner. Nogle er sandsynligvis efterhaanden malet aldeles op, andre, som er ført væk fra den fremspringende Del af Landet, hvor Harsteinen ligger, gjenfindes rimeligvis, om end meget reducerede i Størrelse, blandt Fjærestenene i de nærliggende Vige. Enkelte ligger dog endnu, mere eller mindre slidte, væltede om hverandre, hist og her i Fordybningerne i Fjel- det ikke langt fra det Sted, hvor de oprindelig havde sin Plads dengang, da de udgjorde en Del af det faste Fjeld. Harsteinen selv er en Rest af det fordums Fjeld, som Ha- vet endnu ikke har faaetBugt med; den kan sammenlignes med en gjenstaaende Rest af et Oldtidens Bygværk ; Brok- ker ligger rundt omkring; men Mesteparten 'af det gamle Bygningsmaterial er vækført for at benyttes til Opførelsen af moderne Værker. Paa Indsiden af Harsteinen iagttages nogle Hulninger, lignende dem, vi saa ofte har omtalt fra Hulerne ; de findes i en hornblenderig Bjergart, medens en kvartsrigere, lagvis dermed afvekslende, springer frem med udragende Rande. Saadanne Klipperuiner, om man tør bruge denne Benæv- nelse, findes i endnu mere imponerende Størrelser paa Rundøs Vestside. Fig. 38 viser nogle af disse Former; man kalder dem der for Stolper. Da Sletternes Forløb her er temmelig uregelmæssigt, er disse Klipper ikke som Har- 224 Hans H. Keusch. steinen begrændset af udprægede Fläder med en bestemt Beliggenhed. Fig. 38. Kirkestolpen, Kirken, Fra Rundøs Vestside. Af Beskrivelsen over Hulerne hørte vi, hvorledes det var Regelen, at Væggene fortsattes ogsaa udenfor de egent- lige Huler, hvorved der fremkom foranliggende Kløfter. Disse viste ofte ved Afglatning og Jettegryder Spor af Havets Indvirkning ligesom selve Hulerne. De kan ganske vist ikke, hvad Dannelsesmaade angaar, skilles fra disse. Foruden de foran Hulerne liggende Kløfter forekommer der andre uden Huler men ellers ganske af samme Sort og ikke en eller et Par^ men mange paa alle de Strande, hvor Hulerne findes. (Se Fig. 4.) Adskillige kan være temmelig vide; saaledes Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 225 forekommer baade Dødsmandshelleren og Sjonghelleren, der hver har sin Kløft, begge to inderst i en større, videre Forsænkning. Længere S paa Valderøen forekommer en formelig Cirkus; dens Dannelse synes at hænge sammen med derværende, lettere angribelige Gneislag. Fig. 14. Fig. 39. Trollevuggeu. Rund øs Vestside. I)er, hvor vi "nu har studeret Hulerne,[^Kløfterne, Jette- gryderne og Klipperuinerne, iidmærker Fjeldsiderne sig i Regelen ved sin Steilhed. Ved Foden strækker der sig i N. Mag. f, Naturvsk. XII. 3. 15 226 Hans H. Keusch. Almindelighed en Rand af lavere Fjeld med løst Material i Bugterne. De ovenfor liggende steile, oftest med Ur kan- tede Vægge afskjærer brat og pludselig Fj eldets bølgefor- mige Overside, paa hvilken der kun sjelden findes fast Berg synligt i Dagen. Den skarpe Overgang har jeg paa flere Steder overbevist mig om staaende paa selve Brynet, saaledes paa Udsiderne af Stat, flere Steder paa Sandø, paa Nordsiderne af Nærlandsø, Remø og Hareideland, Udsiden af Godø, Vest- og Nordsiden af Valderø, Vest- og Nord- siden af Lepsø. Disse bratte Vægge har jeg endvidere iagttaget paa Nordvestsidan af Gurskø, paa Udsiden af Sulenø samt Vestsiden af Haramsø. Som man ser, udmærker de alle umiddelbart mod det aabne Hav vendende Kyster (Cfr. Kartet Fig. 1, hvor Krydsene betegner Hu- lernes Beliggenhed). Jeg vil i Afbildning fremføre et Par Eksempler. Fig. 39 er en Skisse af Rundøs Vestside ; den pludselige Overgang mellem den jævnere Mark ovenpaa og den stupbratte Væg er i høi Grad slaaende. Nederst paa Tegningen ser man to fremspringende Klipper; det er „Kirken" og „Kirkestolpen" som før er afbildet forfra. Nær Fjeldets Overside rager frem et Klippestykke, som adskilles fra det øvrige Fjeld ved en Kløft, den saakaldte „Trollevuggen"; rime- ligvis har Jordskjælv her foranlediget en Udglidning lignende den jeg allerede ved en tidligere Leilighed har beskrevet'). Nordsiden af Hareideland seet fra Remø er gjengivet Fig. 40. Af de ved Fig. 14 og Fig. 19 meddelte Skisser af Lepsø og Valderø ser man, hvor paafaldende den Forskjel i Regelen er, som finder Sted mellem de steile Skraaninger ') En Hnle paa Gaarden Njøs o. s. v. Chr.ia Vid.-Selskabs Forh. 1874. Side 281. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 227 paa Øernes Udsider og det jævnere Afhæld paa de Sider, der vender mod Land; endvidere ser man for Fig. 19's Vedkommende Modsætningen mellem Fjeldet ovenpaa og den bratte Væg ; den distinkte Grændse markeres forresten, naar Beskueren staar langt borte, ikke altid skarpt uden ved visse Belysninger. Fig. 14 er tegnet fra et altfor lavt Stade til at man faar se noget af Øens overside. Det er klart, at vi her staar foran en mægtig Denu- dation frembragt ved Ishavets Bryden mod Udsiderne af Øerne og den ubeskyttede Kyst. Fj eldene har rimeligvis engang^' skraanet ligesaa jævnt af ud mod Havet, som de Fig. 40. En Del af Hareidelands Nordside seet fra Remø. nu gjør det paa de fra Havet vendende Sider. Dernæst har Brændingen gjennem en længere Periode i fordums Tid virket tærende, vaskende og løsbrydende paa Landet, som laa lavere end nu, maaske en 160—70'. Samtidigt med, at Søen saaledes stadigt har søgt at underminere Fjeldet, har Forvittringen arbeidet til at faa de undergravede Fjeld- stykker til at ramle ned. Ved dette dobbelte Arbeide er det, at de steile Vægge ud mod Havet er fremkommet. Hvor Forvittringen og Sjøens Værk har gaaet raskest for sig, fordi Fjeldet var mest opsprukket, eller Bjergarten lettest angribelig, har vi faaet Indsøk i Fjeldet, enten vide, et Slags „Bottner" („Cirkusen" paa Valderø), eller trangere, Kløfter. Paa nogle Steder, hvor enkelte ved Jordskjælv 15* 228 . Hans H. Reusch. udvidede Sletter lettede Havets, men ikke i samme Grad Forvittringens, Arbeide, dannedes Huler, hvilke forresten vel ogsaa engang med Tiden vil omdannes til aabne Kløfter. (Mærk de nedstyrtede Sten). For at Landet engang har ligget lavere end nu, vidner, foruden det faste Fjelds Form, ogsaa Afleiringer af løst Material paa Øernes Indsider, saaledes som straks nærmere skal omtales. De ovenfor nævnte Tal 160 — 70' er omtrent de store, høiereliggende Hulers Niveau, naar man ser bort fra de senere Udfyldninger; Indgangen til Dolsteinshole 215' 0. H., det Indre afSjonghelleren 185' 0. H., det Øverste af Volden foran Rønstadhelleren 175' o. H. I en senere Periode har Landet steget; Sjøen har da arbeidet paa Fjeldfoden, som hidtil havde været beskyttet, beliggende altfor dybt under Havets Overflade til at dette kunde have nogen synderlig Indflydelse. Man maa nemlig erindre, at den blotte Bølgebevægelse vel neppe udretter noget synderlig stort, men at det, som har Magt, er Anslaget mod Stranden, ved hvilket der til Bølgebevægelsen ogsaa kommer Massebevægelse. Vidner om dette Havets Arbeide paa Fjeldfoden er Klipperuinerne og de lavere liggende Huler, hvoraf nogle, de i Havets nuværende Niveau, er under Dannelse endnu den Dag i Dag. Statlandets Syd- rand og Rundøs Vestside har ingen synderlig fremtrædende Fjeldfod. Sandsynligvis kommer dette af, at Havets Magt er saa stor og Bjergarten saa let angribelig, at den, som engang har været, allerede er færet væk ; begge Steder har man Gneis med Skikthoveder ud mod Søen. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 229 Anm. Som omtalt har de høiereliggende Huler en- gaag ligget i Niveau med Sjøen. Der er nu imidlertid Ting, som tyder paa, at Landet i en efterfølgende Tid, om end kanske forholdsvis kort, har ligget endnu lavere. Vi har ofte nok nævnt Væggenes Afglatning i Hulerne. Paa nuværende Havsstrand ser vi, at den nederste Rand af Fjeldet, som blottes ved Lavvande, er afglattet paa lig- nende Maade, høiere oppe er Fjeldovorfladen ru af For- vittring, nær Sjøen gjerne i særdeles Grad. Herved frem- kommer en Grændse, som mærker Havets Stand, Naar nu Havets Overflade stod i Niveau med en Hule, maatte man vel vente ogsaa indvendig i denne at finde en lignende Grændse. En saadan har jeg aldrig iagttaget, tvertimod, flere Steder har jeg seet Afglatningen lige op til Hulens i Høieste. Ved Sjonghelleren viser Fjeldet endog over Hulen I det samme Udseende (som ikke kan forveksles med isskuret ' Fjeld). I de 3 Hellere Sjong- Rønstad- og Havnsundhelleren har jeg iundet Ler. I den førstnævnte, hvor det blev gjen- nemgravet indtil en Dybde af 16', laa der baade høit og lavt kantede, fra Taget nedramlede Sten, disse maa være faldet ned under Lerets Afsætning, som maa have foregaaet lidt efter lidt, og kan ikke være plumpet ned bagefter. I saa Tilfælde maatte de større have trængt længere nedi, end de mindre, men nogen saadan Orden kunde ikke spores i det gjennem gravede Parti. Desuden var Leret fint skiktet i tydelige, ikke bøiede Lag: tynde Lerskikter afvexlende med kun papirtynde Sandskikter. Disse Lags svage Held mod N er rimeligvis betinget af Underlagets; det er ikke saa urimeligt, at der i det Indre af Hulen støtter sig Ur til den sydlige Væg. Dette Ler maa være afsat under 230 Hans H. Keusch. forholdsvis rolige Omstændigheder senere end den Periode, da Hulen dannedes, da Sjøerne løsbrøde Fjeldstykker, tumlede med dem og førte dem ud; det vil sige, den er afsat i en Tid, da Hulen laa lavere end dengang, Af et saadant høiere Havstade er her paa disse Kanter, saavidt jeg har kunnet opdage, ingen andre Mærker som Strandlinjer eller lignende. Denne Sag faar derfor for det Første staa derhen. Keilhau anfører dog, at der ved Bar- stadviken skal findes en Strandlinje 6—700' o. H. Her er maaske Stedet til at erindre om, at Cand. Brøg- ger og jeg, i vor før eiterte Af handling, har gjort opmærk- som paa, at Forekomsten af Jettegryder ganske nær Sjøen indved Kristiania taler for, at Landet her i Istiden laa høiere end ved dens Slutning, da det, som Skjælbanker og Terrasser lærer os, laa en 600' lavere end nu. Kystterrasser og Strandvolde. De i det Følgende indeholdte lagttagelser angaaende Løsterrainet maa blot betragtes som foreløbige. De angaar kun nogle faa af Søndmørsøerne, nemlig dem umiddelbart udenfor Aalesund; lignende Forhold gjenfindes imidlertid ogsaa paa de andre. Godo. Saavel paa Nord- som paa Sydsiden af denne 0 findes der ved Sjøen lave Strækninger af Løsmaterial ; paa Øens to andre Sider gaar Fjeldet derimod aldeles brat lige ud i Våndet. Jeg har nøiere undersøgt Forholdene langs Sydsiden. Den vestlige Del af Løsterrainet her, af- bildet Fig. 41, udmærkes ved en stor fremtrædende Ter- rasse. Fra Sjøen skraaner først langsomt op en Strand; over den hæver sig Terrassens steile Kant; derover kom- Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 231 mer en, i det Store nogenledesjævn, opadskraanende Flade, som strækker sig hen til Fjeldsiden. Ved Terrassen læg- ger man straks Mærke til, at dens Kant, saaledes som det sees af Tegningen, er temmelig bugtet; ved nøiere Under- søgelse finder man tillige, at denne Kant, det vil sige Grændsen mellem Yderskraaningen og Fladen ovenpaa ikke Fig. 41. -mm^^^ ^^^S Terrasse paa den^sydøstre Side af Godø. holder sig overall i samme Høide over Havet, men kan ligge betydeligt høiere et Sted end et andet. Dette bemærker man ikke, naar man blot løselig beragter Terrassen under Forbireisen ; da synes den En ganske horisontal. Et Profil optrukket kort V for det her beliggende Hogsten Fyr er 232 Fig. 48, Hans H. Keusch. Fig. 46. Fig. 42. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 233 gjengivet ved den punkterte Linje Fig. 42. Skraaningerue er tegnet meget steilere eud de i Virkeligheden er, da Maalestokken for Høi- derne er taget 4 Gange saa stor som for Læng- den, der tilnærmelsesvis er bestemt ved Skridten. Strandens Øverste er er omtrent 30' o. H., Terrassens Kant 86' o. H., Løsterrainets Grænd- se mod Fjeldet 120' o H. Et andet Sted, ikke langt derfra, laa Terrassens &JD Kant hele 135' o. H.; her laa Grændsen mod S Fjeldet endnu høiere. Vandrer man fra den h er betragtede Stræk- ning videre mod 0, bli- ver Forholdene noget an- de rledes; herfindes ikke længere en enkelt, men derimod flere mindre Terrasser. Fig. 43 er en Skisse herfra. Den ne- derste Afsats begrænd- ses ud mod Sjøen af en Bakke, hvor det nøgne Grus træ- der frem, skinnende stærkt lyst af mod den høiereliggende mørke, hist og her med Lyngdotter bevoxede Mark. I Grusvæggen opdager man to distinkte Lag, nederst Sand, 234 Hans H. Reusch. derover med noget afvigende Leining Sand med tilrundede Stene, de flade gjerne fladtliggende. Her skal Sjøen aarlig bryde væk Stykker af Landet. Noget længere øst (ved Stødbakvig) har man det paa Fig. 42 (Maalestok = 400') ved den optrukne Linje angivne Profil. Begyndende fra Sjøen, har man først en svag og saa derpaa en brat Skraaning, der øverst hæver sig 30' o. H. Denne udgjør Kanten af en Terrasse, hvis ophøiede Yderrand som en Vold dæmmer af for en bagenfor liggende Myr. I en Bæk ser man, at Terrassen bestaar af Sand med tilrundede Sten. Derover kom.mer man til nok en Terrasse af samme Slags 55' 0. H., derpaa endnu til en Terrasse 135' o. H., hvilken Sidste imidlertid er noget mindre udpræget end de Foregaaende. Oversiden af denne er en langsomt opadsti- gende Skraaning, der støder til Fjeldet i en Høide af 230' o. H. Allerede en løselig Undersøgelse lærer os, at de Ter- rasser, vi her beskjæftiger os med, ikke er af samme Art, som de gamle Deltadannelser, vi træffer nederst i Dalene ved vore indelukkede Fjorde. Disse ere som bekjendt tilblevne paa den Maade, at en strømmende Elv har ført Sten og Grus med sig ud i Fjorden og afleiret det foran Mundingen^ Løsterrainet paa Godø derimod staar ikke i Forbindelse med nogen Dal; det strækker sig som en Bræm langs Si- den af en aaben Fjord; her er ingen Elv, neppe nok en Bæk. Terrassedannelsen skyldes her alene Havet, — Vi ville lidt nøierie se paa den ved Fig. 43 afbildede Localitet. Som omtalt holder Sjøen her paa at arbeide sig ind i Grus- massen, stadig rivende Stykker væk af Landet. Det løs- revne Grus finder vi oplagt til en svagt heldende Skraa- ning nedenfor Grusbakken, for en ringe Del over, men for- Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 235 nemlig under Havets almindelige Stand.') Vis er de høiereliggende Terrasser dannet. e.o,,? Paa lignende Tager vi for os Fig. 42, da mener jeg, at den øverste til Fjeldet stø- dende Flade engang har fortsat sin jævne Skraaning uaf- ') Fysikeren og Ingenieuren G. Hagen har experimentelt undersøgt Bølgeslagets Indvirkning paa Grusmasser. I den ene Ende af en langstrakt Kasse, hvori hau havde fyldt en Del Vand, anbragtes 236 Hans H. Keusch. brudt udover, derpaa har Havet engang rukket til a og udarbeidet den øverste Terrasse, derpaa er Laudet steget, saa Havet har staaet ved b ; her har det udarbeidet en ny Terrasse; denne Rand har det oventil kantet med en Vold, sandsynligvis dannet derved, at Bølgerne under stærke Storme har kastet Stene op over Terrassens Rand, saaledes at den tilbagevendende Strøm ikke har kunnet rive dem nedover igjen; en saadan Opskyllen af Sten skrivende sig fra allerseneste Tid skal vi i det Følgende omtale ; endelig har Bølgerne paa lignende Maade dannet den nederste Terrasse. Som Noget, der ogsaa taler for den fremsatte Mening, at Terrasserne er dannet ved Havets Arbeide paa en engang afieiret ' Grusmasse, kan mærkes, at Stenene i de nedre Terrasser, navnlig dog kanske i den nuværende Fjære, er langt mere tilrundede, end de, man ser paa Fla- den op modFjeldet; her er de ofte neppe mere end kant- et Apparat til at frembringe Bølger; i den anden Ende lavede hau til en Skraaning af grov Sand, ab paa Figureu. Naar nu Apparatet sattes i Bevægelse, rev hver indfaldende Bølge Sand- korn løs og førte dem et Stykke opover; men naar saa Våndet strømmede tilbage, førte det dem og end flere, som dét nu løsnede, med sig nedover og afleircde dem i en langt fladere Skraaning end den oprindelige, Mesteparten under det Niveau, som Våndet indtog, naar det stod iro. For hver ny Bølge sattes Sanden paa den nydannede Skraaning i Bevægelse frem og tilbage, men Skraa- ningen forandrede i det Hele taget ikke Udseende ; den blot voxte udover længer og længer, eftersom Bølgernes Arbeide fortsattes. Fig. ,44 viser Sandpartiets Konturer først efter 50 og saa efter 500 derpaa følgende Bølgedrag. G. Hagen: Handbuch der Wasserbaukunst. Dritter Theil: Seeufer- und Hafen-Bau. Erster Band. Seite 91. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 237 stødte. Den Omstændighed, ut de Stene, som var mere flade af sig gjerne laa horisontalt, stemmer ogsaa godt med , at Ordningen er skeet efter Bølgeslag. Imidlertid, vore Terrasser frembyder flere Uregelnaæs- sigheder. Man kunde saaledes sige: Ved Stødbakvig har vi tre Havstande og tre dertil svarende Terrasser, det er vel; men hvorfor gjenfinder vi ikke disse sidste fortløbende? Hertil kan bemærkes, at fordi om Havet i et vist Niveau et Sted virker nedbrydende paa Landet, og saaledes dan- ner en Afsats, saa er det derfor aldeles ikke sagt, at det skal gjøre det overalt. Her paa Godøen iagttager vi, at Havet i sin nuværende Stand kun paa en enkel, forholdsvis kort Strækning holder paa med en Terrassedannelse. Dette ser vi for vore Øine; vi vil visselig ogsaa ved et nøiere Studium kunne udfinde Grandene: Grusafleringens Beskaf- fenhed, Vind- og Strømforhold, Bølgeslagets Retning o. s. v. Endvidere maa man erindre, at Sjøen, naar den arbeider længe nok nedbrydende af Landet paa et lavere Niveau, kan trænge saa langt frem paa Landets Bekostning, at ældre, høiereliggende Terrasser kan opsluges. Hvad nu det angaar, at en og samme Terrasses Kant kan have afvigende Høide paa de forskjellige Steder, da kommer det foruden af den oprindelige Afleirings Ujævn- heder ogsaa af, at jo længer Våndet arbeider sig ind i en udadskraanende Bakke, desto mere tiltager naturligvis den dannede Terrasses Kant. De beskrevne Terrasser, der, som man ser, er en Art Strandlinjer i stor Skala, synes mig passende, i Modsætning til de almindelige Dalterrasser, at kunne kaldes Kystter- rasser, saaledes som ogsaa er gjort i Overskriften, 238 Hans H. Keusch. Gükö. For denne og de to følgende Øers Vedkom- mende henvises til hosstaaende Fig. 45, en Kartskisse ud- ført i 1 : 100,000; den tør ikke gjøre Fordring paa at være Fig. 45. Grus» m Fast Fjeld. Torv. I^^l Sand. ■"rn^ Terrasser. === Steinrenimer. --"----■ Rev. Molnæs. -~' Vtterland. - ValderhaugFyr. Giskø^. Kartskisse af Vigerø, Giskø og Valderø i 1 t 100,000. nøiagtig, men kan dog tjene til at give en Ide om de her omhandlede Forhold. Giskø er for at være et norskt Stykke Land temmelig særegen, idet den saagodtsora aldeles mangler fast Fjeld. Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 239 Hele Østsiden bestaar af Sand, Resten væsentlig af Sand med Sten; kun paa et Par Steder sees nogle smaa, ganske lave Bergknauser. Paa Sydsiden af Øen findes Terrasser // II III III 1 1 I /niiiiii iNllllllll fcß lignende de netop beskrevne. Langs. Vestsiden og en Del af Nordsiden strækker sig en mærkværdig Vold af Klippe- stene, som allerede Strøm og senere end ham Keilhau') ') Om Landjordens Stigning. Nyt Mag. for Naturvidenskaberne. I Bind. Side 222. 240 Hans H. Reusch. omtaler. Volden hvoraf Fig. 46 Side 232 giver et Gjen- nemsnit, ligger 55' o. H.; den afdæmmer for en stor Myr indenfor; udenfor er Fjære. Ovenpaa denne Vold, som selv for en flygtig Betragtning træder paafaldende frem, er der anlagt en Vei. Saadanne Dannelser — vi havde alle- rede paa Godø nogle Antydninger — harBønderne et sær- skilt Navn paa; de kalde dem Steinremmer. For at give en Ide om deres Udseende afbildes her en fra Nordsiden af Sandø (Fig. 47). Veiene gaar i Alraindelighed ovenpaa disse Steinremmer, da der ellers her ude paa Øerne gjerne er meget sumpigt, noget som forresten for en ikke ringe Del netop foraarsages ved, at Voldene afdæmmer for Våndet. Fra det nordligste Hjørne af Øen strækker en anden Sten- vold sig et langt Stykke udover, i Begyndeisen over, men derpaa i Fortsættelsen under Søen — Giskø Rev.' Paa begge Sider er den omgivet af Sand. Dette skal efter gamle Folks Sigende have været Tilfælde saa længe, man kan erindre tilbage; derimod har man iagttaget, at selve Sten- volden stadig voxer udover; dette synes ikke saa urimeligt efter hvad man kan antage at Dannelsesmaaden har været. Ud af det Sund, som adskiller Giskø fra den i SV liggende Godø, kommer der en stærk Strøm. Som vi ved, ruller Bølgerne Sten frem og tilbage ved Stranden; gaar der nu en Strøm langs med, da flyttes Stenene under sin Omvælten tillige afsted med den. Paa den Maade antager jeg, at Volden lidt efter lidt er rykket udover. Paa Nordsiden af Giskø voxer Landet ved, at der kommer Sand til fra Søen. Dette er især Tilfælde paa et Sted, som kaldes Lillevigen, hvor Sanden er opkastet til en formelig Vold 4V over Marken indenfor. Denne Havets op- kasten af Sand skal ikke ske gradevis men nu og da under Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst. 241 stærk Storm og Flom. Stranden skal i en 40 Aar have voxet omtrent 108' i Bredde udover mod Søen og 4' i Høide, eftersom Folk. der ere bekjendte paa Stedet, kan slutte sig til af store Stene, der er blevne begravede af Sanden. Falder aen, Paa Sydsiden her har man flere Terrasser ; saaledes maalte jeg lige ved Fyret en 25' o. H., en 40' 0. H. og en 75' o. H. (se Fig. 48 Sid. 232). Længere mod 0 har man paa en mindre Strækning en Grusbakke ud mod Sjøen lignende den Ira Godø afbildede. I Foden saaes Sand med Sten, derover kom 4' Sand, derover 6' Sand med større og mindre Sten De flade Sien var gjerne horisontalt stillede. Paa Vestsiden af Øen forekommer der kun lidet løst Material; det eneste, man har, er Smaaafieiringer af Sand med Kuppelsten, der skraaner op fra Smaavigerne. Nær Ytterland har man det ved den punkterede Linje paa Fig. afbildede Profil. 2 Steinremmer, den ene 27' o. H, den anden 45' o. H., afdæmmer for 2 Torvmyrer. Østsiden af Øen er mest Sand; .dette, at Sanden findes paa Østsiden er, som vi have seet, ogsaa Tilfælde paa Giskø; det Samme gjælder for en stor Del endvidere Godø, Vigerø og Lepsø, og er paa den Maade en Slags Regel. Figeröen udmærker sig ved sine store, tydelige Stein- remmer, ,som afdæmmer for Myrene (se Kartskissen). Den største af Stenvoldene, den, som stryger midt over Øen, maaltes etsteds, hvor der ligger et lidet Vand bagenfor den, til at være 15' høi paa Indsiden. Ved GaardenMol- næs paa Nordsiden af Øen, stikker der et Rev, lignende det paa Giskø, ud i Havet i nordlig Retning; 0 for dette strækker der sig en Strand af Kuppelsten, en saakaldet Møl, Det er det samme Ord, som findes i Navnet paa 16 242 Hans H, Rensch Gaarden. Denne Strand er paa en Strækning af 400' op- kastet til en Vold, der hæver sig indtil henimod 3' over den indenforliggende Mark Før skal her saagodtsora ude- lukkende have været Sand; al Stenen angives at være op- kastet til forskjellige Tider i de sidste 20—30 Aar. Til- væksten har ikke været jævn; undertiden har Sjøen delvis ødelagt sit begyndte Arbeide. Længere 0 har Sjøen ikke opkastet Sten men Sand, navnlig har man bemærket dette paa et Sted, som kaldes Spanjerbjerget Selve Fjeldsiden ud mod Havet er her tildels beklædt med Sand, nemlig med Flyvesand Denne, som skinner hvid lang Vei vække, er vel kjendt afSøfolk og Fiskere som Søraærke — Molnæs- sanden. I denne Flyvesand findes en eiendommelig Blanding af Levninger baade efter Sø- og Landdyr. Den var som bestrøet med Helixakaller; et og andet Pattedyrben fandtes ogsaa, og saa dertil Patellaer og Fiskeben. Paa Sydsiden af Lepsö er ogsaa Terrasser, ligesaa paa JHarantsö. Ved Gaarden Aakre har man et Profil ganske som det ved den punkterte Linje paa Fig. optrukne, den nedre Vold 25' o. H., den øvre 40' o. H. Ved de ejorte Høidemaalinger udpeger sig 2 Niveauer : Godø. En Terrasse med en liden Vold foran „ 39' o. H. Sydsiden af Valderøen. Terrasser 27' 40' — Vestsiden afValderøen. Terrasser med Volde 27' 45' — Vestsiden af Haramsø. Terrasser med Volde 25' 40' — Anhang. Lidt om. Vandreblokkenes Bergart. Blandt Fjærestenene har jeg flere Steder mærket mig Saadanne, hvis Bergart er fremmed for Søndmør, og som ikke kunne være bragte ud paa Øerne, hvor vi nu finde dem, ved almindelig Gletschertransport. Jeg vil opregne de hidhørende lagttagelser. Sydsiden afNærlandsø. Blokke af grøn Lersten. Konglomerat. Sparagmit. Eød Feldspatporfyr. En Blok af Konglomerat. (Dimensioner. 2^' 2' 3') Brun Feldspatporfyr. Rød Saudstenskifer. Brun Porfyrtuf. En 2' lang Blok af Haardskifer med Kalkboller lignende saadan fra Kristianiaegnen. Spor af Koral. Blok af Granit lignende saadan fra Drammen. Gd. Gjøsen. En hele 7^' lang og 4' bred Blok af Sandsten, hist og her indeholdende afrundede Stene i visse Lag. Gd. Molnæs. Rød Feldspatporfyr aldeles lignende Kristianias. Konglomerat. Gd. Rørvik. Konglomerat. Flint angives at være funden næsten paa hver eneste 0; jeg har opnoteret Voksø, Sandø, Nærlandsø, (Herfra har jeg selv seet Prøve.) Vigerø, Lepsø. S. for Hidseggen paa Gurskeø. Godø. Gisko. Valderøen kovt N. for Sjonghelleren. Lepsø. Vigerø. 244 Hans H. Reusch. Træk af Havets Virkninger. Forekomsten af disse Blokke, der ligger udénfor gamle Gletscheres Førselsvei, og som blot findes paa Øerne ud mod Havet, aldrig, idet mindste saavidt jeg har havt Anledning til at iagttage, inde i Fjordene synes mig nsérmest at maatte forklares ved Transport paa fly- dende Isbjerge, udsendte fra de fordums Isbræer. Lerstenene, Konglomeraterne m. fl. ligner meget Bergarter i Trondhjems Stift men kunne ogsaa være fra Kysten af Nordre Bergenhus Amt. Andre Stene især Porfyrerne og vel ogsaa Flinten bringer En til nærmest at tænke paa en Transport fra Syd.*) Som bekjendt løber der ogsaa en Strøm langs vor Kyst, først indtil Lindesnæs, i vestlig og derpaa videre i nordlig Retning.**) Nydannelse al Svovlkis eHer Markasit. Ogsaa dette hører med til Havets Virkninger. — Ved Gaarden Aaram paa Fastlandet ligeoverfor Gurskøen var Sten og Grus i en Baadstød*** sammenkittet af Svovl- kis eller Markasit. Paa Stranden ved Lepsøen blev under et Fyranlæ^g Premierløitnant i Marinen Rye opmærksom paa en eiendommelig Sammenkitning af Strand- gruset; en gjennem Fyrdirektøren til Universitetet ind- sendt Prøve viste ved foretagen Undersøgelse samme Forhold. Indimellem Gruset fandtes en forkiset gastropod, maaske trochus tumidus. *;) Cnf. Keilhaus lagttagelser i dette Tidsskrifts første Bind. Side 2?5, og 226. *■) Müller: Den norske Kyst i Dr. 0. J. Broch. Statistisk Aarbog 1867 — 71. Kristiania 1871 S. 361, 375. ***■) Baadstød kaldes de af Sten opførte Gjærder i Fjæren mellem hvilke Baadene trækkes paa Land. Bidrag til Jæderens Flora af N. Bryhn. (Indberetning til Collegium academicum). Sommeren 1875 botaniserede jeg med Stipendium på Jæderen. Reisen foretoges fra Slutningen af Juni til noget over Midten af August Måned. Jeg benyttede Stavanger som TJdgangspunkt og reiste derfra sydover langs hele Jæderen, fjernet ^—1 Mil fra Kysten ; på Tilbageveien til Stavanger fulgte jeg overalt Stranden. Før mig har følgende botaniseret på Jæderen. De to svenske Botanikere Anfeldt og Lindblom i Året 1826, og bot. Gartner Moe i 1856. Senere har Prof. Schübeier og A. Blytt besøgt Jæderen, begge vistnok mest for at undersøge Torvmyrer. Endelig har Lek- tor Lindeberg, Landbrugsskolebestyrer Budde, hans Søn og Eie per og enkelte andre, blandt hvilke jeg nævner Pharmaceut Buch og Stu- dent Magnesen botaniseret ved Stavanger og på Jæderen. Uagtet de mange merkelige Fund, som flere afde ovennævnte har gjort på Jæderen, måtte denne Landsdel betragtes som for- holdsvis lidet undersøgt; thi de fleste af ovennævnte Herrer har besøgt Jæderen på flygtig Gjennomreise, uden at opholde sig der længere Tid. Endnu er Jæderen ganske vist et rigt Feldt for Botanikere. 16** 246 N. Bryhn. Iste Afsnit Kort Oversigt over Naturforholdene på Jæderen. Navnet Jæderen iidledes at det oldnorske jadar. en Strand, og anvendes om den omtrent 1 Mil brede og omtrent 6 Mil lange Kyststrækning søndenfor Stavanger- fjordens Indløb (ca. 59—59^" N. B.). Jæderen iudbe- fatter et Areal af ca. 6 norske D Mile og er delt i 6 Prestegjælde, der fra Nord mod Syd er: Hetland, Høi- land, Kiep, Thime, Håland og Hå Jæderen begrændses mod Sydvest og Vest afNord- søen, mod Nordøst af Gandsfjord (en omtrent 1 Mil lang Arm af Stavangerfjord) og mod Øst og Sydøst af Fjeld- partier, der rager op til ca. 1000 Fods Høide. Disse Fjeldpartier går mod Vest over i flere Rækker mindre Høider, der jevnt aftager ned mod Havet, således at der i den vestlige Del af Jæderen er aldeles fladt. Vestkysten er sågodtsom uden Indskj æringer, ved den sydlige Ende findes den l)rede Oguebugf og ved den nordlige Hafrsfjord med et Par andre Småbugter. Jæderen er overordentlig rig på Ferskvand, flere sagleflydende Elve og Bække gjennemstrømmer Landska- bet fra Øst mod Vest; der findes et stort Anta] små Indsøer. Den største er det omtrent 1 Mil lange Orre Vand, som er beliggende omtrent raidt på Jæderen, i Havets Niveau og kun vod en ganske smal Landstrimmel, det saakaldte Jæderen«? Rev, adskiklt fra Havet. Hertil Bidrag til Jæderens Flora. 247 kommer en Uendelighed af sumpige Myrer, der mange- steds går lige ned til Havet. Med Hensyn til geologiske Forholde består Jæderen for den allerstørste Del af submarint Land. Som bekjendt har det sydlige Norge efter Istiden steget mere end 500 Fod, og det er kun i den østligste Del af Jæderen, at Høiderne rager op til over 500 Fod og selv der kun sjelden. Fast Fjeld findes almindelig i de østligste Dele af Jæderen, nemlig mod Nord Granit, som en Fortsættelse af det store Kristianssandske Granitfeldt, mod Syd Gab- bro, som Fortsættelse af det Ekersundske Gabbrofeldt; i Midten nemlig ved Bunden af Gandsf jorden og tildels ved Hafrs^ord findes Grundfjeld som en Fortsættelse af den store Grundfjeldstrækning, der findes langs en stor Del af Kristianssands Stifts Kystrand. Det øvrige faste Fjeld, som findes, er af en yngre Formation; mest findes Lerglimmerskifer, nemhg i Thime og som Strandklipper tieresteds i det nordlige Jæderen. Giimmerskifer er sjeldnere og findes kun på nogle få Steder ved Hafrs- fjord, ved Stavanger og i Kiep, Det faste Fjeld udgjør imidlertid en liden Del af Jæderens hele Areal, Resten består af løse Bergarter. Hovedsagelig findes Sandsletter, Glacialbanker og Sandbakker; i alle Fordybninger, hvor Vand er opdæmmet, har der dannet sig Torvmyr; des- uden findes i stor Mæogde Ler samt Mergel og underti- den Skjælsand. Endelig er der nede ved Kysten et mere eller mindre albrudt Flyvesandbelte. Ofte findes Ler eller Sand under Myren eller også Myr under Fiyvesaud. Jæderens Klima er det mest udprægede Kystklima. 16 1 ^48 N. Bryhn. Megen Regn afvexler med hyppige Storme; Sommervar- men er forholdsvis liden, men Høst, Vår og Vinter er mild, såat den årlige Middelvarraegrad alligevel er høi. Om Vinteren falder sjelden Sne, og den Sne, der falder, er af meget liden Varighed. Den årlige Middelregn- mængde er omtrent 110—120 mm. mod ca. 50 mm. i Kristiania ; den årlige Middeltemperatur er ca. 9" C mod ca. 6,5 ° C i Kristiania. Middeltemperaturen i Vinter- månederne er ca. 4,8 ° C og i Sommermånederne ca. 11,5 " C mod ca. 1,2 " og 12 ° i Kristiania. Bemærkninger over Jæderens Flora i Almindelighed. Det mest iøinefaldende ved Jæderens Flora er den fuldstændige Mangel på Skov. På hele Jæderen findes kke et eneste vildtvoxende Nåletræ, Løvtræer findes kun hist og her i den østlige mere bjergige Del af Jæderen og mest enkeltvis; Krat eller Lunde findes sjelden, f. Ex. under Njåfjeld, i Kleppe, ved Hafrsfjord og Stavanger; i den vestlige Del af Jæderen så jeg intetsteds en mands- høi Busk, som ikke var plantet. Før i Tiden har der på Jæderen været frodige Skove, hvorom Levningerne i Torvmyrene vidner. Det lå ikke i min Plan at undersøge Torvmyrer, men jeg undlod aldrig at betragte nøie Gravene efter Torvtag- ning, hvor jeg altså havde et Profil af vedkommende Myr for mig. Jeg så næsten overalt talrige Levninger, oftest Stammer, Kødder eller Grene af Fure og Birk, Furekongler, Hasselnødder og Egestammer. I Alminde- lighed findes Furelevninger øverst i Myren, medens Løv- Bidrag til Jæderens Flora. of Hl (nlvoiiligncnde Lyngmoer. ITireno har vif>selig di-n største Skyld heri. MidiVfT har sect, at der på udyrkede Iræløse Sandsletter eller S;iiiill»akkor altid findes en større eller mindre Mængde Lyng i Selskab med andre Planter. Lad^r man Får bete på sådanne Steder, søger de naturligvis så længe som muligt at undgå Lyngen og udvælger andre mere grønne og saftige Planter. Når nu sådanne Planter År efter År og flere Gange om Året bliver afgnavede til Roden og tildels oprykkede, bukker de tilsidst under, og Lyngen seirer i •) Forßtuiester Gløersen. Bidrag til Jæderens Flora. 257 denne ulige Kamp for Tilværelsen. Klimatet har natur- ligvis også hävt sin Indflydelse, såsom Lyngarteine er mere hardføre end de fleste andre Planter. Især i den østlige Del af Jæderen er der nu ikke stort andet at se end brune fortørkede Lyngmoer, hvor det ringe Antal Arter er iøinefaldende. Man kan på sådanne Steder ikke gjøre Regning på at finde flere end de nedenfor opregnede Arter, Calluna vulgaris. Erica Tetralix. Vaccinium vitis idæa. — uliginosum. Myrtillus. Arctostaphylus uva ursi. Potentilla Tormeutilla. Arnica montana. Luzula campestris. Juucus sqarrosus Hertil kommer hist og her Scirpus cæspitosus. Carex stellulata. — pilulifera. Nardus stricta. Festuca ovina ß vivipara. Aira flexuosa ß montana. Anthoxantum odoratum. Blechnum Spicanth Lycopodium clavatum. Lycopodiuiu Scl.igo Triodi.; (l('ruml)(Mi8. Juniperus commuiiis. Orchis mucuiata. Salix repens. Polygala depressa. Cornus svecica. Pedicularis sylvatica. Uagtet således Floraen over en stor Del, maske Halvparten, af Jæderen er meget fattig, kan dog Jæde- ren som Helhed betragtet opvise et forbausende stort Euphrasia gracilis. — officiualis. Pimpenella Saxiirugu. Solidago Virga a urea. Antennaria dioica. Leontodou autumnale. Hieracia pl. 252 N- Bryhn. Antal Arter, Såvidt mig bekjendt, findes der i Norge ikke på noget Sted uden ved Kristiania og Kristianssand et så stort Antal Arter på så lidet Rum som her. Flo- raen er derfor som Helhed betragtet særdeles interes- sant, således er mange af de jæderske Planter ikkefundne andre Steder i Norge. Et stort Antal af de på Jæderen almindelige Arter mangler på Østlandet, eller hører der til de største Sjeldenheder, eller omvendt. Eiendomme- lige for Jæderen er : Triticum laxum. Heleocharis multicaulis. Isolepis setacea. Juncus atrieapillus. Potamotegon crispum. Rumex microcarpus. Serratula tinctoria. Campanula glomerata. Corydalis claviculata. Euphorbia Cyparissias. Følgende Arter er almindelige eller temmelig al- mindelige på Jæderen, men mangler eller er sjeldne på Østlandet: Characeæ plures. Allium ursinum. Polystichum Oreopteris. Rumex obtusifolius. Asplenium Adianthum nigrum. — conspersus. Blechnum Spicanth. Pilularia globulifera. Aira uliginosa. Avena strigosa. Airopsis præcox. Carex incurva. Juncus balticus. — sqvarrosus. Narthesium ossifragum. Luzula maxima. Callitriche hamulata. Centaurea nigra. Senecio silvaticus & Jacobæa, Litorella lacustris. Galium saxatile. Gentiana Pnevmonanthe. Mentha aqvatica. Euphrasia gracilis. Hydrocotyle vulgaris, Heracleum australe. Bidrag til Jæderens Flora. 253 Bunium flexuosum. Sedum anglicum. Thalictrum mimus. Drosera intermedia. Sagina subulata. Stellaria holostea. Hypericum pulchrum. Negle af de Planter, som man på Østlandet almin- deligst ser, men som på Jæderen mangler eller ialfald hører til Sjeldenheder, er: Hypericum montanum. Polygala depressa. Geranium columbinum. Radiola linoides. Trifolium procumbens. Vicia Orobus. Calamagrostis plures. Carex vesicaria. Alnus incana. Salices plures. Populus Tremula. Daphne Mezereum. Tussilago Farfara. Crépis præmorsa. Linnæa borealis. Lonisera xylosteum. Hyoscyamus niger. Cuscuta europæa. Primula veris. Cicuta virosa. Heracleum sibiricum, Thalictrum simplex &flavum Trollius europæus. Acer platanoides. Fragaria collina. Prunus spinosa. Trifolium hybridum & agra- rium. Astragalus glycyphyllus. Melilotus officinalis. Grunden til Jæderfloraens store Rigdom på Arter må foruden i Landskabets sydlige Beliggenhed søges i den Omstændighed, at der på Jæderen er såmange for- skjellige Lokaliteter og uensartede Bestanddele, hvoraf Floraen består. Som bekjendt går på Vestlandet mange Planter lavere ned på Fjeldene end på Østlandet; der findes derfor paa de jæderske Høider og selv nede på Sletterne mange Fjeldplanter. I de mange stillestående 254 N. Bryhn. Småvande og Sumpe er Floraen særdeles frodig og af- vexlende. De mange flade Strande er særdeles gunstige ; på nogle med opskyllet radden Tang gjødede Strande findes en stor Rigdom på Atriplices og andre Chenopo- diaceæ, på andre Steder flndes mange Former af Slægten Triticum o. s. v. På Glimmerskiferen er der mange Planter, som ikke gjenfindes andre Steder; på Flyvesand findes eiendommelign Arter o s. v. — Som ovenfor om- talt går på Vestlandet mange Fjeldplanter lavt ned på Fjeldene og ofte ned til Havkanten. Også det omvendte er på Jæderen ofte Tilfældet, nemlig at Strandplanter går langt op i Landet. Grunden er naturligvis den, at de, selv om de står langt fra Kysten, ikke mangler Hav- salte. Havstormene fører med sig forholdsvis store Mængder Saltvand indover Landet. Således er efter en- hver Pålandsstorm de Kysten nærstående Vinduesruder aldeles uigjennemsigtige på Grund af udkrystalliserede Salte. Og når dette kan være Tilfældet nær ved Kysten, må Planter, der står temmelig langt borte, kunne for- synes med den nødvendige Mængde Havsalte. Det er heller ikke så sjeldent, at Surapplnuter og Pl.'inter, som pleier at voxe på ineuet xøvre Steder, her bytter Plads. At således plantegeogi'aliske Betingelser tildels er ophævede, er naturligvis ikke eiendommeligt for Jæderen; man har Exempler derpå også fra andre Steder ; men sådanne Tilfælder er langtfra ikke så mange og almindelige som på Jæderen. Exempler på Fjeld- planter, uer går lige ned til Havet, er: Selaginelia spinulosa. Saussurea alpina. Saxifraga aizoides. Bartsia alpina. Bidrag til Jæderens Flora. 255 Rhodiola rosea. Arclostaphylos alpina. Peristylis albidus & viridis. Draba incana & hirta. Alchemilla alpina. Exempler paa Strandplanter, der fjerner sig fra Kysten, er: Plantago maritima (indtil 500' o. H.). Sagina subulata. Armeria maritima. Silene maritima. Cakile maritima. Halianthus pep! oides. Stellaria crassifolia. Carex arenaria & incurva, Phragmites communis. Salsola Kali. Del ligger paa Grund af disse Omstændigheder meget nær, at man på Jæderen ser de mest forskjellige Planter voxe i Selskab. Soiu Exempler på sådanne Cu- riosii kan nævnes: Selaginclla, Gcntunculus og Valeria- nella ditoria i Solskab pA Sftmmo^tranden ved Hafrs- fjord. J>raba. imaiia, Salsola Kali, Airopsis jn-æcox og Festuca lilturea lindes Side um Side ved Nærland. PA Slrandklipper voxer i de samme Fjeldsprækker mellem Ogne og Bru Cochlearia officinalis, Aster Tripolium, Rbo- diola rosea og Asplenium septentrionale og ved Sande Orchis mascula og Asplenium ruta muraria. Ved Sire- våg findes Epipaclis atrorubens i Selskab med Eriopho- rum lalifolium o. s. v. Jæderens i botanisk Henseende mest interessante Punkter er Hanefj eldet, Ogne, Glimmerskiferbakkerne og 256 N. Bryhn. alle Steder, hvor Flyvesand forekammer. Jeg skal ofre hver enkelt af disse Lokaliteter nogle Ord. Hanefjeldet er et 3—400' høit Gneisfjeld, beliggende ved Bunden af Gandsfjorden ligeoverfor Ladestedet Sand- næs. I Fjeldet findes flere paralelle Urer; Fjeldet selv er sågodtsom nøgent, men i Urerne findes en Vegetation, som man ellers ikke er vant til at se på Grundfjeld. Her gjenfindes, når Sumpplanter undlages, en meget stor Del af Jæuerens Planter, og flere af Hanefjeldets Plan- ter findes ikke andre Steder på Jæderen. — I Urerne findes et tæt Krat af Viburnum, Tilia, Rhamnus Fran- gula og Cratægus, blandet med Fraxinus, Sorbus Aria, Pyrus Malus, Prunus Padus og Ulmus. I Bunden af Krattet voxer i rigelig Mængde Festuca sylvatica, Milium, Luzula maxima. Allium ursinum, Paris, Convallaria ver- ticillata & Polygonalum, Lacluca muralis, Asperula^ Sta- chys sylvatica, Scrophularia, Aqvilegia, Adoxa o. fl. — Nedenfor Urerne mellem nedrasede Klippestykker voxer overalt Hedera Helix, Lonizera Periclymenum og sort- frugtede Eubi. Ovenfor Urerne findes i Fjeldsprækkerne i Selskab med Rhodiola rosea blomstrende Exeraplarer af Hedera hængende ud over Fjeldet. Alt i Forening giver Hanefjeldet et høist malerisk og tiltrækkende Udse- ende. Følgende Arter er fundne i Hanefjeldet, forøvrigt ikke på Jæderen: Milinm effusum. Festuca sylvatica. Crépis tectorum. Veronica spicata. Bidrag til Jæderens Flora. 257 Tilia parvifolia. Geranium pusillum. Jæderens sydligste Punkt, Ogne, er hele Jæderen en miniature. Beliggende omkring Ognebugten er det ligesom hele Jæderen indesluttet af fast Fjeld, og her gjenfindes alle de forskjellige Lokaliteter, som på Jæde- ren. Floraen er derfor særdeles afvexlende og rig; det er kun et mindre Antal af Jæderens Planter, som ikke også findes her. Dette i Forbindelse med Stedets Natur- skjønhed gjør Ogne til et sandt Paradis for en Botaniker. Således er Landskabet ikke ganske træbart. På Skjæl- sand ved Kysten voxer en stor Mængde Orchideæ, på Flyvesanden mange Juncaceæ, Tritica og andre Flyve- sandplanter. På de tørre Bakker findes i størst Mængde Vicia sylvatica & Orobus, desuden Potentilla argentea, Trifolium arvense, Sedum annuum, Pyrola media o. s, v. På Engene findes Serratula linctoria. Centaurea nigra & Jacea, Ægopodium, Anthyllis, Lathyrus pratensis, Jasi- one, mange Hieracia o. s. v. I Myrsumpene voxer stor Rigdom på Potamogetoneæ, Characeæ og andre Sump- planter; i og ved Ogneelv findes i Selskab Myosotis pa- lustris, Scirpus parvulus, Callitriche hamulata, Limosella og Batrachium trichophyllum. I Ogne, forresten ikke på Jæderen, findes: A vena pratensis. Epipactis palustris. Serratula tinctoria. Tragopogon pratense. Hieracium floribundum. Galium elatum. 258 N. Bryhn. Myosotis hispida. Limosella aqvatica. Pyrola media. Sedum annuum. Saxifraga tridactylites. Batrachium trichophyllum. Geranium molle. Trifolium arvense. Lathy rus maritimus. Planterne er på Jæderen mere bundne til Glimmer- skiferbakkerne end til andre Lokaliteter. Den nederfor stående Fortegnelse indbefalter de Planter, som især karakteriserer Glimmerskiferen. Man vil deraf se, at mange Arter ikke findes iiden på Glimmerskifer og at flere aldrig mangler på detle Underlag. Asplenium viride. Kun på Gl. skifer (Hage ved Hafrsfjord) — Breynii. do. do — Ruta muraria. Altid og kun på Gl. skifer. Poa compressa. Kun på Gl.skifer (Hage). Brachypodium sylvaticum. do. do. Bromus bordeaceus På Gl.skifer (Stavanger Kirkegård) og på Sand (Vådoland, Stavanger) . Orchis Mascula. Mangesteds på Gl.skifer, også på Grund- fjeld (Hane), på Skjælsand (Ogne) og Gabbro (Sirevåg). Listera ovata. På Gl.skifer (Sande) og Skjælsand (Ogne). Centaurea Scabiosa. Altid og kun på Gl skifer. Campanula Tracbelium. Kun på GLskifer (Almindelig). Catamintha Acinos. Kun paa Gl.skifer (Sande). — Clinopodium. Altid og kun på Gl.skifer. Bidrag til Jæderens Flora. 259 Thymus chamædrys. Kun på Gl.skifer (Hage). Verbascum nigrum. do. (Fleresteds). — Thapsus. do. (Hogstad). Heracleum australe. Almindelig på Gl skifer, ellers sjel- den, f. Ex. ved Stavanger ogØster- åt på Sand. Silene nutans. Kun på Gl.skifer (Sande). Dianthus deltoides. Ved Sande på Gl skifer. Potentilla argentea. Almindelig på Gl skifer. Desuden på Gabbro (Ogne). Catoneaster vulgaris. do. do. Agrimonia Eupatoria. Kun på Gl skifer (Sande o. fl St.). Ononis hircina Kun på Gl skifer (alm.). Trifolium procumbens. Alm på Gl skifer, ogsåpåGrund- fjeld (Rjofve). Astragalus glycyphyllus. Kun på Gl.skifer (Sande) Vicia sylvatica. På Gl.skifer (Sande) og Gabbro (Ogne). Foruden disse findes paa Glimmerskiferen naturlig- vis også de på andre tørre Bakker almindelige Planler Glimmerskiferen giver sig allerede i Frastand tilkjende ved Planternes store Frodighed. Jeg lagde Mærke til, at Planterne på Glimmerskiferen i Almindelighed havde en stærkere og mere behagelig Duft end andetsteds. Lidt om Flyvesand*) og Flyve sandplanter. Flyvesand og Sandflugt opstår enten ved Opskyl- ling eller Oprivning, I første Tilfælde opskyller Bølge- *) Tildels er ved Beskrivel.se af Flyvesand benyttet Forst- mester Gløersens Afhandling om Flyvesand i Tidsskrift for Landmænd 1814. â60 N. Bryhû. slagene på flade og lave Strandbredder Sand, der tørres i Luften og fyger afsted med Vinden. Dette er på Jæ- deren den almindelige Arsag til Fly vesand ; Hav og Storm kan der aldeles uhindret angribe Kysten, såsom Skjær- gård der mangler. I det andet Tilfælde opstår Sand- flugt ved uforsigtig Oprivning af Torven på løs Sand- bund. Der behøves i veirhårde Egne overmåde lidet for at bringe løs Sand i Bevægelse. Anlæg af en Vei, stærkt Belæg af Havnefæ eller endog Opspadning af et Par Stykker Torv kan afgive Arsag dertil. Finder Vinden først et lidet Hul at hvirvle rundt i, danner den strax en større Fordybning og kan senere holde paa sålænge, indtil den får oprevet en hel Mark. 1 Regelen går det for sig således, at de oprindelige Huller i Marken etterhån- den af Vinden trækkes ud i Længden og skydes som spidse Kiler videre og videre, indtil de træffer på en Hindring f. Ex. fast Fjeld, Myr, en Elv o. s. v. Efter nogle År er den hele Mark skåret op i mange paralelle Strimler. Sandkløfterne bliver altid bredere og dybere idet Vinden med stor Voldsomhed presser sig gjennem dem og river Sand med sig fra Bunden og Sidefladerne. Græstørven på Strimlernes Overflade undermineres lidt efter lidt, falder stykkevis ned og deler Skjæbne med Sanden på Kløftens Bund. Tilsidst bliver en dyrket eller ialfald tilgroet Mark forvandlet til en Grus- eller Sten- mark, idet naturligvis Grus og Sten bliver liggende til- bage og danner endelig et Bedækningslag, stærkt nok til at beskytte den tilbageblevne Sand fra Bortfygning. Delte Sten- eller Gruslag ligger ofte betydelig dybere end Markens forrige Overflade. Den på en af disse to Måder Bidrag til Jæderens Flora. 261 i Bevægelse satte Sand kaster sig ud over Nabomarkerne og bedækker dem med et ofte flere Fod dybt Sandlag. Hvis Sanden paa sin Flugt træffer på en Hindring, læg- ger den sig sammen i Hauge, de såkaldte „Sandkuler" eller „Klitter", der oftest er i Bevægelse og forandrer Form efter Vindens Retning, men alligevel ikke sjelden opnår en betydelig Høide og Udstrækniug. Flyvesand har på Jæderen en ganske betydelig Ud- bredelse. Den begynder i Nord ved Sole Kirke; Sole- sanden strækker sig omtrent h^ Mil ind i Landet, den er ved Strandklipper (Tormovarden) adskilt fra et søndenfor liggende Flyvesandparti. Dette strækker sig under for- skjellige Navne (f. Ex. Selesanden, Bybergsanden, Orre- sanden, Håsanden o. s. v.) sågodtsom uafbrudt omtrent 2 Mil sydover langs Kysten forbi Jæderens Rev til Hå- elvens Udiøb. Mere isolerede Flyvesandpartier findes omkring Ognebugten (Ogne- og Brusanden) og ved San- devik på Jæderens Nordspids. Flyvesand består for den største Del af Kvartskorn, blandet med knuste eller hele Muslingskaller og Snegle- huse (ofte i stor Mængde), med Glimmerblade, Havsalte, Jernoxyd o. s. v. Sandkornene er undertiden så små og lette, at de fyger omtrent som Sne og ofte langt op paa Fj eldene, i Almindelighed er de større og tungere såat de mere hvirvler langs henad Jorden. Undertiden flyver Sandkornene afsted med sådan Voldsomhed, at de^ svier og stikker, hvis man får dem i Ansigtet, og Vin- duesruderne er i Flyvesanddistrikter ikke sjelden riflede og ganske matslebne af Sandkornenes Indvirkning. Sand- haugene er særdeles tørre på Overfladen og opvarmes i Mag. f. Natmvük. XIII, 3. 17 262 N. Bryhn. Solskin således, at man næsten brænder Hånden på dem. Noget under Overfladen er de ganske fugtige; de små Sandkorns stærke Capillærkraft opsuger nemlig Fugtighed fra Undergrunden. Dette er Årsagen til, at Planter kan voxe selv på de høieste Sandkuler. Flyvesand er naturligvis yderst ugunstig for Plan- tevæxt, ikke alene på Grund af den magre Jordbund, men mest på Grund af den Omstændighed, at Vinden snart begraver Planterne under Sanddynger, snart opri- ver dem eller blotter deres Rødder ved at blæse Sanden bort. Foråt der skal kunne dannes et Plantedække over et Flyvesandfeldt, må derfor Naturen betjene sig af egne dertil særligt skikkede Planter. Følgende Planter : •f Aramophila arenaria*), Elymus arenarius, f Carex arenaria, f Agrostis alba ß arenaria, Festuca duriuscula, f Triticum junceum, f — laxum, t Juncus atricapillus formår at voxe i den mest urolige Flyvesand og trives netop der bedst, spe- cielt gjælder dette om Ammophila arenaria, som dør ud, når der på et Sted ophører at være Flyvesand. Dette er altsammen Planter med en særdeles vel udviklet Rod- stok og ganske smale tildels stive Blade og Stilke. På Grund af Bladenes ringe Overflade og den lange Rod- *] Et Kryds foran Plantens Navn betyder ber og i det føl- gende, at vedkoîumende Plante på Jæderen kun er bemær- ket på Flyvesaud, Bidrag til Jæderens Flora. 263 stok er det vanskeligt for Vinden at rykke dem op eller blotte alle Kødder, og hvis de begraves under Sanden, deler Kodstokken sig desto mere og Stråene voxer meget snart op af Sanden igjen mere talrige, end de var, før- end de blev begravede. Disse Planter standser Sand- flugten derved, at de ligesom en Børste opfanger Sand- kornene, som bliver liggende imellem og omkring Strå- ene. Samtidig som de herved dannede Sandhauge om- kring Stråene bliver større, voxer også Planternes Rod- stok stadig opad. Hvis Planterne er jevnt fordelte langs Stranden i et Flyvesanddistrikt, vil der opstå en jevn Sandvold, som er gjennemvævet af Rodstokke og på Overfladen er beklædt med de ovenfor nævnte Planter. I Almindelighed er Flyvesandplanterne klyngevis spredt udover og således opstår de for Flyvesandegue eien- dommelige høie, spidse, myretuelignende Sandhauge (Sandtuer). Sandvolden eller Sandtuerne bliver ved Flyvesaudplanlernes hurtige Væxt og Rodstokkenes hyppige Deling altid fastere og større og beskytter ved sin Høide de indenfor liggende Distrikter. Såsnart således Sanden har begyndt at fastne, og Faren for at begraves eller oprives er bleven mindre: begynder strax andre Planter at indfinde sig. Paa Jæ- deren findes meget almindelig på halvdæmpet Flyvesand. Festuca rubra & ovina. Leontodon autumnale. Aira flexuosa. Armeria maritima. Triticum repens, Plantago maritima. Salix repens, f Galium verum ß littorale, Atriplex prostrata. f Pimpenella Saxifraga ß are - Hieracia. naria, 17* 264 N. Bryhn. t Sagina nodosa ß moniliformis. Cakile maritima. Silene maritima. Thalictrum minus. Halianthus peploides. Potentilla anserina. Lotus corniculatus. Mindre almindelig eller meget sjelden optræder: Lichenes plures. Eqvisetuni arvense & pa- t Gentiana Amarella (Nær- lustre Cved Sele). land, Orre). Airopsis præcox (Nær- Calluna vulgaris, land o. fl. St,). Empetrum nigrum. t Scirpus glaucus CBø). Sagina subulata. Carex incurva. f Cerastium semidecandnim. — leporina (Ogne). Radiola linoides (Sole). Juncus articulatus, bal- Geranium sangvineum. ticus & buffonius. f Potentilla verna (Nærland, Orchis incarnata (ved Orre). Vigdelnæs). Salsola Kali (Nærland, Trifolium repens & medium Sole). (Ogne). Euphrasia gracilis. t Lathyrus maritimus (Ogne). Efterhånden som Planternes Antal stiger, taber Vinden mere og mere sin Magt, og tilsidst dannes der et Plantedække, som hindrer al videre Sandflugt. Dæmp- ningen af Flyvesanden går imidlertid på denne Made langsomt og mislykkes ofte, idet Vinden på en kort Stund atter kan oprive, hvad der i lang Tid er opbyg- get. Et hurtigere og sikrere Resultat erholdes, når Men- neskene kommer Naturen til Hjælp, Dette kan ske på forskjelhge Måder, ved at bedække Sanden med opkastet Tang, med Torv o. s. v., ved Plantning af Flyvesand- Bidrag til Jæderens Flora. 265 planter eller ved Opførelse af Gjærder, som kan opfangc Sanden. På Jæderen greb for nogle År siden ved Nærlan Flyvesand stærkt om sig, oprev Ågre og Enge og kom endog Gårdene truende nær. Man forsøgte at plante Ammophila og Elymus i flerdobbelte Rader nede ved Stran= den og indenfor Rader af Salix viminalis. Der dannedes Volde, som beskytter det indenfor liggende Land så godt, at Flyvesanden stadig er trængt tilbage, og der findes nu atter Ågre og Havnegange, hvor der før var Flyvesand af den mest urolige Beskaffenhed. Som en Erindring ora Flyvesanden voxer endnu Cakile maritima og Atriplex Babingtonii som Ugræs i en Ager. Ved Nærland findes paa de ved Plantning frembragt Sandhauge langt flere Planter end på Steder, hvor der ikke er plantet. Jeg bemærkede nemlig der samtlige Arter, som ellers findes på Flyvesand (med Undtagelse af 12) og desuden følgende: Polytrichum sp. Sonchus arvensis. ^ Festuca littorea. Matricaria inodora. Poa annua. Plantago lanceolata. Carex Oederi. Campanula rotundifolia. Achillea Millefolium. Galium boreale. Triglochin palustre. Rhinanthus minor. Polygonum Persicaria. Euphrasia officinalis. Rumexcrispus& Acetocella. Stachys palustris. Atriplex Babingtonii. Sagina procumbens. Urtica urens. Cerastium vulgatum. Erigeron acre, Stellaria media & crassifolia. Draba incana. 266 Bidrag til Jæderens Flora. Eanunculus acris & repens, Viola tricolor. Sedum acre. Polygala vulgaris. •f Viola arenaria. Trifolium pratense. Planterne forandres ikke sjelden ved at voxe på Flyvesand. Således udvikles ofte en kortere eller længere Eodstok, selv om de før ingen har, f. Ex. Agrostis alba og Festuca duriuscula (ikke altid\ eller Bladene bliver smalere f. Ex. Triticum junceum. Ikke så sjelden får Planten en lav Væxt og bliver særdeles grenet f. Ex. Pimpenella Saxifraga, Gentiana Amarella, Draba incana 0. s, v. 2det Afsnit. Ordnet Fortegnelse over de på Jæderen be- mærkede Former med deres Voxesteder. Char a ce ce *y. Chara L. 1. foe ti da A. Br. Nærland i Vandpytter mellem Flyvesandhaugene. 2. Braunii Gmel. Mellem Kleppe og Grude i en Myrsump. 3. intermedia A. Br. Sande ved Hafrsfjord i Brak- vand. 4. fragilis De sv. Temmelig almindelig i Myrsumpe, *) Velvillig bestfimte af Dr 0. Norstedt, Lund. N. Bryhn. 267 Bække o. s, v. f. Ex. ved Bruland, Kleppe, Hår, Mossig, Næsheim. — f. macroctephana. Sole. — f. macroctephana, macroptila, humilior. Sele. — f. tenuifolia. rna c rop hila. Tananger. 5. folio lata Hartm. Stokke V. 6. aspera Wild. Ikke sjelden, især i Brakvand, lin- des undertiden i sådan Mængde, at den dan- ner et tæt Dække over Bunden i Brakvands- pytterne. Sele. Høilands V. Orre, Sole. — f. humilior. Horpestad V. — f. macroteles. Ogneelv. Nitella Ag. 7. flexilis Ag. Sandnæs i Elven. 8. opaca Ag. Østeråt, Søylands V., Frøylands V., Viste, Stokke V. o. fl. a. St. IJq v i s et ac c æ D. C. Eqvisetvvi L 9. arven se L. Almindelig over hele Jæderen, især i det indre. 10. pratense Ehrh. Hist og her på Græsenge, f. Ex. ved Hår Kirke. 11. sylvaticum L. Alm. 12. palustre L. Alm. 13. fluviatile L Temmelig alm. i Vand. * limosura L. Med Hovedarten. Brede V. (Stavanger), Horpe.stad V , Ogne. 14. hy em a le L. Sjelden paa Græsenge og i Krat. Ogne, Kleppe (i Lunden), Stavanger (fleresteds). 268 N. Bryhn. Fol y p o d iac e œ Pi. Br. Hymennophyllum Sm. ?15. Wilsoni Hook. Muligens i Fjeldsprækker på Jæderen, Jeg kunde trods megen Eftersøgen ikke finde den. Polypodium L. 16. vulgare L. Særdeles almindelig i Fjeldsprækker. 17. Phegopteris L.| Almindelige i de østlige Egne 18. Dr y opte ris L.j af Jæderen. Woodsia R. Br. 19. ilvensis R. Br. Sjelden i Fjeldsprækker. Fikve i Høiland. Polystichum Roth. 20. Oreopteris D C, Vistnok ikke almindelig. Jeg fandt den kun i Njåskov under NjåQeld. 21. Filix mas Roth. 22. spin ul 0 su m D C. Ligesom foregående alminde- delig i Jæderens mere bjergige Egne 23. dilatât um Bl. Njåfjeld o. a. St. Aspidivm Sw. ?24. an gula re Kit. Sandsynligvis på Jæderen Den er funden 4 Mil nord for Stavanger [Jelsø, Ryfylke) af Pharm. Buch, Crystopteris Bendt. 25, frag i lis Ber nh. I Fjeldsprækker almindelig. Aspleniutn L. 26. Filix femina Bernh Almindelig. Bidrag til Jæderens Flora. 269 27. Adianthum nigrum L. Vistnok ikke sjelden i dybe, mørke Fjeldrevner. Hellestø og Tanan- ger i Håland, Vistvik i Hetland. 28. Tri c h orna ne s L. Almindelig. 29. viride Huds. Rise ved Hafrsfjord på Glimmer- skifer. 30. septentrionale S w. Temmelig almindelig. Især i stor Mængde i Ogne og ved Stokke V. 31. Breynii Retz. Hage ved Hafrsfjord på Glimmer- skifer. 32. ruta muraria L. Altid og kun på Glimmerski- ter. Sande, Kleppe, Hage, Hogstad o. s. v. Pier is L. 33. aqvilina L. Struthiopteris Wild. 34. germanica Wild. Ligesom foregående alminde- lig i Jæderens østlige Egne. Biechnum L. 35. Spicanth Roth. Meget almindelig på Enge og Lyngmo. Op h io glo ss e æ B. Br. Botrychium Sw, 36. Lu nåri a S w. Sjelden. Njåfjeld. Bhi 2 0 e ar p e æ B at s c h. Pilularia L 37. glob u li fera L Denne forresten i Norge så sjeldne Plante er på Jæderen temmelig almin- delig i Vand. Foselv ved Nærland, Høilands V., Grude V., {Lun her med Frugt) Sele V, og 270 N. Bryhn. i størst Mængde i Torvgrave ved Sele, I Sel- skab med Scirpus parvulus, Subularia, Isoëtes, Heleocharis multicaulis og Characeæ. Is oet e æ li i c h. Isoëtes L. 38, lacustris L. Orre V. Stokke V i Hetland 39, e c hi ij osp ora Dur. Foselv ved Nærland. Sand- synligvis er begge Arter temmelig alminde- lige; jeg så mangesteds Blade af Isoëtes svøm- me ovenpå Våndet, uden at det var muligt at få Tag i Planterne på Bunden og bestemme dem. Ly cop 0 (li ac e (V D. C. Lycopodimn L. 40, S el ago L. Alraindelig. 4l.inundatum L. På oversvømmende Myrer ikke sjelden Friestad. Sele V. Stokke V Ta- nanger 0. s. v. 42 annotinum L. Sjelden. I Krat under Åslands- nuten i Høiland Njåfjeld. 43. al pi nu m L. Meget sjelden. Njåfjeld 44. complanatum L. Sjelden. Stokke i Håland. 45. clavatum L. Meget almindelig. Selaginclla Spreng. 46. spinulosa A. Br. Almindelig på Myrer ogGræs- enge lige ned til Havet. G r a m in c æ J ti s s. Alopecurus L 47. pratensis L Sjelden Kværneland i Thime. Ogne. Bidrag til Jæderens Flora. 271 48. geniculatus L, Almindelig. 49. ful v US Sm. Meget sjelden. Sole Pkleum L. 50. praten se L. Almindelig. 51. alpinum L. Sjelden. Njâfjeld Phalaris .' . 52 arundinaceaL, Almindelig ved Vand. Holcus L. 53 lanatus L Almindelig 54. mollis L, På Enge ved Hår, Kleppe, Sømme og Østeråt. Anthoxantum L. 55 odoratum L. Almindelig. Müium L. 56 effusum L. Meget sjelden. Hanefjeldet. Catabrosa Fr. 57 aqvatica P B. Temmelig alm. på sumpige Ste- der, især ved Kysten, Agrostis L. 58 spicaventiL Sjelden i Ågre f Ex ved Malde, Ved Sirevåg (i Nærheden af Ogne) på enGræseng. 59. vulgaris With. Almindelig. 60. alba L. Almindelig. ß arenaria (L?) Bl. Alm p:1 Flyvesand. 61. canin a L. Almindelig. Calamagrosds Adans. 62. Epigeios Roth. Ved Strandkanter, ikke almin- delig og kun i den nordlige Del af Jæderen. Rjofve og Refeim ved Hafrsfjord. Kleppe 63. Pseudo phra crmi tes Reich, Meget sjelden. Njåfjeld. 272 N. Bryhn. 64. lanceolata Roth Meget sjelden. På en liden Holme i Frøylandsvand. Ammophila Kunth. 65 arenaria Bl. På Flyvesand, almindelig fra Ogne til Hellestø. Sandevik. Phragmites Trin. QQ. communis Trin. Almindelig i alle Elve og Ind- søer, mangler sågodtsom nede ved Kysten. Air a L. 67. cæspitosa L Alm. på Enge. 68. fîexuosa L. Særdeles almindelig, især: ß montana Horn. 69. u li g i no sa Weihe På sumpige Enge og Myrer ikke sjelden f Ex. ved Stavanger CAeresteds), Tananger, Orre og Nærland. I den sydlige Del af Jæderen så jeg den ikke. Airopsis Fr. 70. præcox Fr. Almindelig på Sandbakker, Grav- hauge, Flyvesand o. s. v. A vena L. 71. fa tua L, I Ågre. På Jæderen vistnok mere al- mindelig end på noget andet Sted i Landet. 72. strigosa Sobre b. Almindelig i Ågre. Bønderne påstod, at den var indført med Havre fra Skotland. 73. elatior L. Almindelig langs Kysten. 74. pubescens L. Alm. på Enge. 75. pratensis L. På Sandbakker ved Ogne. Trio dia R. Br. 76. decumbensP. B, Almindelig på Enge, Lyngmo 0. s. v. Bidrag til Jæderens Flora 273 Poa L. 77. annua L. 78. alpina L. 79. trivialis L. 80. pratensis L. 81. sero tina Ehrb. Samtlige Arter almindelige. 82. ne moralis Wahlenb, Alm. i Krat og Lunde. 83. compressa L. Meget sjelden. Hage ved Hafrs- fjord på Glimmerskifer. Glyceric, Fr. 84. fluitans Wahlenb. I Vand og Sumpe alm. ßtrilicea Fr. Nærland i Vand mellem Flyve- sandhauge. 85. maritima Wahl. Sole og flere andre Steder ved Kysten i den nordlige Del af Jæderen. ß anomala Lange (?). Liden og lav med tråd- smale, stive Blade, enlige, tykke, næsten ustil- kede Småax, Inder- og Yderavner almindelig- vis med flere Nerver end Hovedarten. På en sandig Strandbred i Mængde ved Rjofve ved Hafrsfjord 86. distans Wahl. Udbredelse som foregående, Bîiza L. 87. media L. Alm. på Enge. Melica L. ?88. uniflora Retz, Muligens på Jæderen. 89. nutans L. Alm. MoUnia L. 90. coerulea Moench. Alm. Omkring Høilands V. findes på Myrer en Form med lav Væxt og bleggul Blomsterstand. 274 N. Bryhn. Dactylis L. 91. glomerata L. Almindelig. Cynosurus L. 92. cristatus L Ikke alm. på Enge. Ogne. Østeråt. Festuca L. 93. ovin a L. Meget alm. ß vivipara Horn. Meget alm. især på Lyngmo og Myr, medens Hovedarten findes oppe på Høiderne og på tørre Berge. y) sab u losa L. På Flyvesand. 94. duriuscula L På Enge ikke sjelden. ß cæsia Fr. Bredden af Orre V. Sole 95. dumetorum L. Især ved Kysten temmelig alm. ßnemorumFr. I Krat ved Kværneland. 96. rubra L. Alm under mange forskjellige Former, ß li ir su ta Bl. På Strandkanter. På Flyvesand ved Nærland en mærkelig Form , hvis Beskrivelse følger: Strået henimod 2 Fod høit, særdeles robust; Stilkbladene næsten 3 Linier brede, blågrønne; Toppen 3—4 Tommer lang, de nederste Grene udspærrede; Småaxene glatte, omtrent | Tomme lange, 10 — 12 blom- stredede, ydre Inderavner med temmelig lang Stak. 97. sy Iva ti ca Villars. Meget sjelden. Hanefjeldet. 98. elatior L. Meget alm. ß pseudololiacea Fr. Har. På Stranden nordenfor Har en vistnok tilfældig forma aristata med 2 Linier lang Stak på de fleste ydre Inderavner. Bidrag til Jæderens Flora. 275 99 litt or ea Wahl en b. Meget sjelden. Nærland på Flyvesand, i Selskab med Draba incana og Gentiana Amarella. Vulpia Gmel. ?100. sciuroides Gmel. Findes muligens pa Jæde ren; jeg har seet den i to jæderske Herbarier uden Angivelse af Voxested. Det er sandsyn- ligt, at den er funden i en Ager og altså til- fældig indført, f. Ex. (ligesom muligens Avena strigosa) fraSkotland, Jeg eftersøgte den for- gjæves Bromus L. 101. secalinus L, I Rug- og andre Ågre alm. 102. mollis L. Meget alm. ß nanus Weig. Ogue. 103. hordeaceus Wg. Sjelden: Stavanger pa Kirke- gården og ved Vådeland. 104. arvensis L. Meget sjelden: Malde (i Ager). Brachypodium Fr. 105. sylvaticum R & S. Meget sjelden. Hage på Glimmerskifer. Lolium L. 106. perenn e L. Meget alm. på Enge, langs Veie osv 107. t émulent um L. Sandsynligvis temmelig alminde- lig i Agre; jeg så den i Ogne, ved Malde og Stavanger. Triticum L, 108. junceum Wild. Meget alm. på Flyvesand fra Ogne til Hellestø, desuden ved Sandevik. 276 N. Bryhn. 109. laxum Fr., (acutum D. C) Meget sjelJeu : Sandevik i Selskab med ïrit. junc, Viste ved Visteviken. 110. repens L. Særdeles alm. under mange Former, blandt hvilke nævnes: ß littorale Fr. Ved Strandkanter. \ glaucum Bl. Ogne. 8 aristatum Horn. Nærland, Bru o. a. St. £ megastachyum Fr. Nærland på radden Tang. 111. caninum Schreb. Stavanger. Vistnok andre Steder. Elymus L. 112. arenarius L. Alm, langs Kysten, især pa, Fly- vesand. Nardus L. 113. stricta L. Meget alm., især på Lyngmo. Cyperaceæ D. C. Car ex L. 114. di oi ca L. På Myrer og Enge alm. 115. pulicaris L. Som foregående. 116. pauciflora Light. Sjelden på Myrer, Lindland. 117. chordorrhiza Ehrh. Alm. på Myr. 118. incurva Light. Ikke sjelden påFlyvesand: Bru, Orre, Sele. Fjernet fra Kysten sjelden: Bred- den af Krok V. 119. arenaria L. Alm. på Flyvesand. 120. disticha Huds. Meget sjelden: på Stranden ved Hafrsfjord. Bidrag til Jæderens Flora. 277 121. h elv ol a Bl. På en Eng ved Orre (med desværre overmodne og affaldende Frugter). 122. vulpina L. Meget sjelden: Stranden ved Robber- stad, ß nemo r osa Reichs. Robberstad. Rellestø i Jæt- tegryder på Strandklipper. 123. murioata L. Sjelden f. Ex. Ledål ved Stavanger. 124. teretiuscula Good. Rist og her i Sumpe f. Ex. Sande og Ogne. 125. heleonastes Ehrh. Meget sjelden. Myr i Nja- fjeld. 126. leporina L. Ogne. Stavanger fleresteds. 127. stellulata L. Yderst alm. på Enge og Myrer. ?128. v i til i s Fr. Tvivlsomme Exemplarer fra Mosvand ved Stavanger. 129. c anes c en s L. Meget almindelig. 130. vulgaris Fr. Meget alm. ß angustifolia A. Bl. Ved Stokke V. 131. juncella Fr. Myr i Njåfjeld. Sandsynligvis ikke sjelden. 132. turfosa Fr. Pa flere forskjellige Steder blev ind- samlet Exemplarer, der fuldkommen svarer til denne Arts Beskrivelse ; men kun de fra Åsland ligner aldeles Expl. i Herb, normale. 133. cæspitosa L. Hist og her pa sumpige Myrer. 134. salina Wahlen b. Ikke alm. ved Strandkanter; f„ Ex. ved Kobberstad, Obrestad og Sole. Ingen af Exemplarerne passer nøie til Beskrivelsen af de opstillede Former. N. Mag. for Naturv.sk. XXII. 3- 1° 278 N. Bryhn. 135. aqvatilis Wahlenb. Meget sjelden. Hâ Preste- gard (nede ved Elven). 136. acuta L. Frøylands V., Håelv o. a. St, 137. maritima Müll. Meget sjelden ved Stranden: Kob- berstad. 138. præcox Jacq. På tørre Bakker ved Kværneland (0. G. Kværnelands Herb., ifølge Samleren i Mængde). 139. pil ul if era L. Meg. alm., især på Lyngmo, 140. flava L. Alm. på Myrer, ß oedocarpa Anders. Næsheim. 141. Oederi Ehrh. Almindelig. 142. Hornschuchiana Hoppe. Meget alm. på Myrer. 143. vaginata Tausch. Ved Kværneland. 144. panicea L, Meg. almindelig. 145. li vid a Wild. Meg. sjelden: på en sumpig Myr i Njåfjeld. 146. pallescens L. Meg. alm. Bemærkedes på et Par Steder med hvidrandede Blade og hvide Frugter. 147. li m osa L. Almindelig. 148. irrigua Hoppe Almindelig. 149. capillaris L. Tørre Enge ved Ogne, Orre osv. 150. di gi tåta L. Sjelden. Ogne. 151. filiform is L. Ikke alm. i Vand. Lindland, Stav- anger, Orre, Friestad. 152. glauca Scop Alm. rundt Hafrsfjord, forresten kun bemærket i Njåfjeld. ß acuminata W. Med Hovedarten . 153. vesicaria L. Sjelden: Åsland. 154. ampullacea Good. Almindelig. Bidrag til Jæderens Flora. â79 Rhyncospora Vakl. 155. alba Vahl. Alm. pa Myrer. 156. fus ca R. & S. Sjeldnere end foregående. Malde, Brosten, Norheim, Orre. Blysmus Panzer. 157. rufus Link. Kun på få Steder (Sande og Hogstad) ved Hafrsfjord og Bunden af Gandsljord. Isolepis li. Br. 158. setacea R. Br. Stavanger (Moe), Hår (A. Blytt), Malde og Maldelid ved Hafrsfjord, Bunden af Visteviken. Scirpus L. 159. parvulus R. & S. Ogneelv (lige ved Gården), Hår (i Bækken, strax nedenfor Broen) og Foselv ved Nærland. 160. pauciflorus Light. Alm. på Myrer, ß minor Bl. Med Hovedarten. 161. cæspitosus L. Meget almindelig. 162. lacustris L. Almindelig i Indsøer. 163. gl au eus Sm. Meg. sjelden. Bø i Hetland på Fly- vesand. 164. maritim us L. Sjelden ved Kysten. Obrestad ß m 0 n 0 s t a c h y s L a n g e. På tør Strand ved Vistevik. Heleocliaris R. Br. 165. palustris R. Br. Meget almindelig. 166. uniglumis Koch. Almindelig. 167. multicaulus Lind. Meg. sjelden. Sele Vand ved Sele i Selskab med Phragmites. Den vil senere muligens blive udryddet ved Våndets Opfyld- ning af Flyvesand. 18* 280 N. Bryhn. 168. acicularis R. Br. Sjelden: Kuu bemærket ved Häelv, Dær dens Udiøb, ved Nærland og ved Hå. Eriophorum L. 169. alpinnm L. | 170. v ag i nat um L. ' Almindelige. 171. augustifol ium Rothl 172. lati folium Hoppe. Noget sjeldnere end fore- gående. Alismaceæ R. Br. Saheuchzeria L. 173. palustris L. På meget sumpige Myrer, f. Ex. ved Grøteland i Kiep. Vistnok ikke almindelig. Alisma L. 174. Plan t a go L. Sjelden: Har, Nærland i Foselv. Triglochin L. 175. maritimum L. Alm. ved Strandkanter. 176. palustre L. Meget almindelig. Juncaceæ Ag. Juncus L. 177. conglomeratus L. Almindelig. 178. effusus L. Temmelig almindelig. 179. X effuso-conglome ratus (?). Kleppe Preste- gard på en Græseng i Selskab med J, effusus og conglomérat. Er en Mellemform, sand- synligvis Bastard, ligner med Hensyn til Stråets Høide og Blomsterstanden effusus, men Frug- ternes Form og Farve tilhører conglomera- tus Hvis denne Plante ikke er en Bastard- form, må dette være den typiske J. communis Bidrag til Jæderens Flora. 2^81 Mey; effusus og conglome ratus ma da betragtes som Varieteter. 180. balticus Wild. På Sand, især Flyvesand. Al- mindelig langs Kysten fra Ogne til Har, desuden på Jæderens Rev og ved Sande. 181. inundatus Drej. Meget sjelden: Bredden af Hor- pestad V. ved Erie. Denne Plante, der af flere betragtes som Varietet af foregående, er i Na- turen særdeles forskjellig. Dens blågrønne Farve, spæde Strå, lange Blomsterdækblade og Voxested ved Ferskvand synes at tale tilstræk- kslig for dens Artsberettigelse. Jeg så intet- steds blandt Tusinder Exemplarer af J. balti- cus Overgangsformer. 182. filiformis L, Almindelig. 183. articulatus L. Meget alm. ß subatratus H. N. Malde. X repens (Nolt) Lange. Nærland på Flyvesand. ?184. sylvaticus Reich. Findes maske på Jæderen. 185. alpinus Vill. På Myr og Flyvesand ved Skadsheim V., Bø V. og ved Ogne (A. Bl). ß conglomeratusmed tæt sammenpakkede raange- blomslrede Nøster. På Flyvesand ved Bø. 186. atricapillus Drej. Sjelden på Flyvesand. Orre (A. Bl.) og Bredden af Sele V. (På begge Ste- der med krybende og rodslaende Strå). 187. supinus Moench. Meg. alm. under flere Former: a terrestris, ß fluitans og 7 viviparus. 282 N Bryhn. * nig ri tellus Koch. Bredden af Stokke Vand i Hetland. 188. sqarrosus L. Yderst alm. 189. bulbosus L. Almindelig fra Hafrsfjord og nord- over. ß littoralis Wahlenb. Obrestad. 190. buffonius L. Meg. almindelig. ßjadarensis. Liden og 1 a v, særdeles t æt gr en et, Bladene temmelig brede,, ialm. bueformig ud- bøiede. Blomsterdækbladene grønne, hvidhin- dede i Kanten og med sortMidtnerve, ialm. meget kortere end Kapselen. Temmelig almindelig pa FJyvesand f. Ex. Vistvik, Orre, Nærland osv. 7 fascieulatus Lange. Liizula D. C. 191. pilosa L. Meget alm. 192. maxima Des v. Ikke sjelden i Fjeldsprækker og Urer. Hanefjeldet. Njåfjeld. Sund ved Hafrs- fjord. Tunge i Hetland. 193. campe stris D. C. Meg. alm., især pa Lyngmo. Narthecium Møhr. 194. Ossifragum Huds. Særdeles alm. 31 cl a n til ace æ B B r. Tofjeldia Huds. 195. borealis Wahlenb. Todnem ved Sandnæs (Budde jun). Bidrag til Jæderens Flora. 283 L Hi ac r Cf' J H s s. Tulipa L. 196. sylvestris L. Meg. sjelden: Skeidene ved Sand- næs i temmelig stor Mængde på en Eng. Allium L. 197. ursinum L. Sjelden: Hanefjeldets Urer; Sømsø Hafrsfjord på Glimmerskifer. Gagea Salisb. 198. lutea K er. Meg. sjelden: Stokke ved Stavanger (Magnesen). S m il a ceœ M. B r. Baris L. 199. qvadrifolia L. Hanefjeldet. Sømsø. Ogne. Gonvallaria L. 200. verticillata L. Haneljeldet. Sande. 201. polygonatum L. 202. maj a lis L. Ligesom foregående temmelig alm. Majanthemum Wiggers. 203. bifolium D. C. Åsland, Fikve o. a. St. Ir i de œ Ii. Br. Iris L, 204. Pseudacorus L. Temmelig gjelden: Brede V. (Stavanger), Robberstad, Hår (i størst Mængde). Or ch i d c ce B. B r. Orchis L. 205. Mas cul a L. Alm. på Glimmerskifer, desuden ved Hane, Ogne og Sirevåg. 206. incarnata L. Sjelden: Sirevåg på Strandklipper og Orre pä Flyvesand. 284 N. Bryhn. 207. maculata L. Meg. almindelig. Gymnadenia R. Br, 208. conopsea R. Br. Vatne ved Sandnæs, Ogne, Sire- våg og fleresteds. Platanihera Rich. 209. bi fol i a Rchb. Alm. 210. montana Rchbk. Alm. Peristylis Blume. 211. viridis Li ndl. Meget sjelden: Orre pa Eng, om- trent i Havets Niveau. 212. albidus Lindl. Alm. i Jæderens mere høitliggende Egne, ialfald i den nordlige Del. Listera R. Br. 213. ova t a R. Br. Sjelden: Sande, Ogne. Epipactis Hall, 214. palustris Cr. Meg. sjelden: Mellem Ogne og Si- revåg, pa Myrer. 215. atrorubens Hoffm. Sjelden: Kværneland. Ogne. Potamcæ Juss. Potamogeton L. 216. na ta ns L. \ 217. polyg onif olius Pourret./ Alm. i Vand og Sumpe. 218. rufescens Schrad. I 219. ni tens Web. Meget sjelden: Orre V. (A. BL). 220. gramineus a graminif olius Fr. Hår. Høi- lands V. 221. lucens L. Meget sjelden: Søylands V. pä meget dybt Vand. 222. er is pus L. Ved Stavanger (Bl. Fl). Bidrag til Jæderens Historie. 2i85 223. perfoliatus L. Frøylands V., Høilands V., Ogne- elv osv. 224. pu si 11 US L. Meget alm. i Myrsumpe og Torvgrave. 225. pectinatus L. ( Begge almindelige i Brakvandspyt- 226. m ar i DUS L. i ter langs Stranden. Zannichellia L. 227. po ly ca rp a a repens (Nolte) Hartm. Meget sjelden: I Elven ved Nærland. Zoster aceæ Juss. Zoster a L. 228. marina L. Meg. almindelig i Saltvand. Ruppia L. 229. rostellata Koch. Meg. sjelden: Sele i Brakvand. 230. spiralis L. Mellem Sande og Sømme i Brakvand. L emna c eæ Du h y. Lcmna L. 231. minor L. Temmelig alm. i Torvgrave, desuden i Brede V. ved Stavanger. 232. polyrrhiza L. Meget sjelden: I en Dam ved Sand- viken ved Stavanger. Ar 0 i d e æ J u s s. Calla L. 233 palustris L. Ikke sjelden i Myrsumpe. Acorus L. 234. Calamus L. Meg. sjelden: Brede V. (Stavanger). Ty ph aceæ D. C. Spargahium L. 235. ramosum Huds. | no,- • 1 TT 1 f Meg. alm. i Vand og Sumpe. 23b. simplexHuds. I ^ 237. fluitans Fr. Sjelden: Ved Friestad i Myrsumpe. 286 N. ßryhn. 238. natan s L. Temmelig alm. 239. affine Schnitzl. Kun bemærket ved Lindland. 240. minimum Fr. Almindeiig i Myrsumpe. C up r € s s i n e ce H i c h. Juniperus L. 241. communis L. Almindeiig. Ah i et i ne CE R i c h. Pinns L. 242. sylvestris L. Har på Jæderen før dannet Skove, hvoraf talrige Levninger i Torvmyre. Picea Endl. ?243. excel sa Link. Har muligens før voxet på Jæderen; Levninger må eftersøges i Torvmyre. Flere Landmænd berettede mig, at de bavde fundet Grankongler i Torvmyr, de bavde imidlertid ingen at forevise. C all i tri c Ji a ce ce Lind 1. Callitriche L 244. stagnalis Scop. Stavanger fleresteds i Rendestene og Veigrøfter, Hellestø i Vandpytter på Strand- klipper og sandsynligvis 11. St. 245. verna Kiitzg. Meg. alm. især i stillestående Vand. 246. bamulata Kiitzg. Almindeiig i rindende Vand. My r I c e æ Rie h. Myrica L 247. Gale L. Almindeiig på Myrer. B et ul acece B ar ti. Betula Tourne/. 248. verrucosa Ehrb.j -..^ , , T. w Alm. 1 Jæderens østlige Egne. 249. 0 do rata Bescbt. Bidrag til Jæderens Flora. 287 250. nana L. Alm. pa høitliggende Myrer, gar sjeldnere lige ned til Havkanten f. Ex. ved Varhaug. Alnus Tourne/. 251. incana D. C. Meget sjelden: Våland pr Stavanger. 252. glutinosa Gärtn. Almindelig, hvor Træer eller Buske findes. C Hp ul i f c r ce Rich. Qvercus L. 253. pedunculata Ehrh. Ikke sjelden i de østlige Egne samt ved Hafrsfjord. ?254. sessiliflora S al is b. Strax søndenfor Jæderen ved Egersund i størst Mængde (A. Bl.i, sand- synligvis også pa Jæderen Corylus L 255 Avellana L. Hist og her. Var før mere alm., hvorom de talrige Nødder i Torvmyrer vidner. Ulma ce æ M i rh. Ulmus L. 256 montana L. Sjelden: Hanefjeldets Urer, Njaskov under Njafjeld. Urt i cac e ce E n cl 1. Urtica Tournef. 2b7. dioica L. Meget alm. ved beboede Steder. 258. urens L. Sjeldnere end foreg. f. Ex, ved Thune, Stavanger (tterestedsj, Nærland (pa Flyvesand). 288 K Bryhn. Sal i ein eœ R i c h. v I uuriitj, ntandra L. ] Temmelig almindelige, især S. au- prea L. I ^^^^' ^ Lensmand Carlsens Have, Salix Tourne/. 259. pe 260. C ai 261 aurita L i Kleppe, star de største Exemplarer ^^^ . . ., ^^ S- Caprea, som jeg noeensinde 262. nigricans bm.J ^^r seet. 263 repens L. Særdeles almindelig. 264. alba L. Meget sjelden: Malde ved Bredden afBæk- ken, nær dens Udløb. Fopulus Tour nef. 265. tremula L. Temmelig almindelig. Che nop o dia c c æ L i n d l. Chenopodium L. 266. polyspermum L Kleven, Stavanger, som Ugræs i en Have. 267. hybridum L. Meget sjelden: Ugræs i en Have nær Kleven, Stavanger. 268. album L. Meget alm. ß viride (L.) Lange. Med Hovedarten. 269. foliosum Aschs. Sjelden: Stavanger, som Ugræs på Kirkegården. Atriplex L 270. farin osa Du ra art. Flere Atriplexformer med stærkt melede Blade, gule Støvknappe og Blom- sterdækblade sammenvoxede til Midten, antages at høre herben. Suledes voxer ved Orre en Form med opret næsteu ugrenet Stilk, ved Vi- stevik og Sole en nedliggende Form med små Blade; endelig samledes ved Tunge en Form med storOj næsten runde Blade. Bidrag til Jæderens Flora. 289 271. Babingtonii Woods. Temmelig alm. langa Ky- sten, f. Ex. Nærland (Flyvesand), Sole, Kobber- stad, Vistevik osv. ß vires c ens Lge. Dusevig. 272. hastata L. Meget alm. langs Kysten under mange Former, hvoraf fremhæves: a deltoides Moq. ved Nærland, ß salina Wallr., Y prostrata Bouch, især typisk pa Flyvesand, 8 microcarpa Koch ved Dusevik, s monströs a. Indenfor de meget store, flade, næsten uvortede Blomsterdækblade findes flere Frugter, hver enkelt omgiven af 2 små Blomsterdækblade. Findes ikke sjelden på radden Tang, f. Ex. Nærland, Sole og Vistvik. 273. patula L. Meget alm. 274. littoralis L. ß serrata Moq. Meg. sjelden: På Strandklipper ved Sandviken pr. Stavanger. Salicornia Tourne/ . 275. herbacea L. Sjelden, kun på et Par Steder ved Hafrsfjord (Sande og Hogstad). Schoberia Mey. 276. maritima Mey. Meg. sjelden: Et eneste megot stort Exemplar på Stranden mellem Obrestad og Hår. Salsola L. 211. Kali L. Almindelig langs Stranden fra Nærland til Sole, også på Flyvesand. Polygon c æ Juss. Rumex Z, 278. obtusifolius L. Almindelig. 290 N. Bryhn. 279. crispus L. Almindelig 280. microcarpus n. sp. Stilken opret 1^—3' høi, rødlig. Bladstilkene fra Siden af sammentrykte, ovenpå rendede. Rodbladene snart henvisnende, Stikbladene tem- melig tykke, blåagtige, lancetformede, spidse med smal Basis, i Randen krusede. Blom- sterne i mangeblomstrede sammenflydendeKranse, der tilsammen danner en rig og tætblomstret 1 — 1.|' lang, kun nedentil bladet Top med til- trykte Grene. — Blomsterstilkene temmelig lange, tilleddede nær Basis. De indre Blomsterdæk- blade ægformede, spidse, ganske helrandede, af Nøddernes Længde eller undertiden kortere, alle forsynede med langagtige, spidse Bruskkorn, der strækker sig henimod Spidsen af Blomsterdæk- bladet. Nødderne meget små (mindre end hos R. crisp, og obtus i fol.), skarp, trekantede, næsten vingede, bredest på Midten, oventil lidt mere spidse end nedentil. Flerårig, sætter mo- Frugt i Begyndeisen af August. Voxer i stor Mængde på Stranden ved Vistviken, strax nor- denfor Møllen, i Selskab med R. crisp, og Ge- ranium pratense. [Dtffe/t ab Rnmice crispo: folia sabgluuceîi/ta ; phylla perigomi interiora ovata, acuta, integer- rima, loiigitiidine fructu æqvalia vel btevioia, omnia do/ so callo instructa; calli oblongi, acuti, longitudine phyllis prope æqvales ; fructus parvîilus]. Bidrag til Jæderens Flora. 291 281. domesticus Hartm. Meget alm. 282. conspersus Hartm. Temmelig alm. f. Ex. ved Orre, Sande, Sømmes Have (Stavanger), Tåstad ved Stavanger osv. Den voxer her altid i Sel- skab med R. domest. og R. obtusifol, og den viser sig ikke altid typisk, ligner snart den ene, snart den anden af de to nævnte Arter. Dette synes at tale for den Hypotheses Rigtig- hed, at den er en Bastard. 283. Acet ocella L.] \ Meget almindelige. 284. acetosaL. ) J'olygonum L. 285. aviculare L. Meget alm. 286. Raj i Bab. Meget sjelden: På Stranden strax søn- denfor Hår mellem store Stene. Sætter før på Aret moden Frugt end foregående. 287. hydropiper L. Almindelig i Sumpe. 288. minus Huds. Meget sjelden : Torvgrave ved Refeim. 289. Persicaria L. Meget alm. ß bi forme Lge. Myrsump ved Refeim. 290. lapathifolium L. Ikke fuldt så alm. som fore- gående, ß nodosum Pers (ikke ganske typisk). Tåstad. Y incanum Koch. Hist og her på lidt mere tørre Steder. 291. amphibium L. anatansMoench. Foselv ved Næsheim. Nærland. ß terrestre Leers. Ikke sjelden. Yglandulosum Bryhn. Obrestad på en Lerbakke. — I Høilands V. ved Nærland 292 N. Bryhn. bemærkedes skjønne Overgangsformer mellem oc og ß. 292. viviparum L. Meget alm. på Enge. 293. Convolvulus L. I Ågre almindelig. Fagopyrum Tovrnef. 294. emarginatum Hartm. Ikke sjelden som Ugræs i Ågre: Østeråt, Stavanger, Ogne osv. Tl antag ine æ. Vent. Littorella L. 295. lacustris L. Almindelig ved Bredden afFerskvand og i Sumpe. Plantago L. 296. major L. Meget alm. ß scopulorum Fr. Ved Stranden. Y agrestis Hartm. På oversvømme de Lerbredder ved Ferskvand. 297. lanceolata L Meget alm. 298. maritima L. Meget almindelig over hele Jæderen indtil ca. 500' o. H. ß dentata Fl. D. Især på tørre Sandbakker tem- melig alm. Y bracteata A. Bl. Hellestø på Strandklipper. Anm. P. boreali s Lge. blev forgjæves eftersøgt: på en Strandeng ved Sole voxer i Mængde en frodig Form af P. mar it med Blade af Blomsterskafternes Længde, 2 Frø i Kapselen. (Maske den samme, som A. Bl. omtaler i N. Fl. II, 530). Bidrag til Jæderens Flora. 293 P I u m h a g ine ce Ven t. Armerta Wild. 299. maritima Wild. Meget alm, ofte langt fra Kysten. Va 1er i ane æ D. C. Valeriana^ Neck. 300. sambucifolia Mik. Sjelden langs Kysten, f. Ex. ved Kobberstad og Hår. 301. officinalis L. På en Eng ved Hå. Valerianella Moenck. 302. olitoria Moenck. Meget sjelden: På Stranden ved Sømme, Hafrsfjord, Dipsaceæ Juss. Knautia Coult. 303. arvensis Coult- Almindelig. Svccisa Coult. 304. pratensis Moene h. Meget almindelig. Co m p 0 s i t æ Va i 1 1. Tussilago Tournef, 305. FarfaraL. Meget sjelden : Lerbakker ved Sandnæs. Solidago L. 306. Virga aurea L. Særdeles almindelig. Eriger on L. 307. acre L. På tørre Bakker temmelig almindelig. Tripolium Nees, 308. vulgare Nees. Kun på Strandklipper, men der almindelig. Bellis F. >• 309. per en ni s L. På Græsenge ved Ledål, Stavanger. Bidens L. 310. tripartita L. Hår, på en sumpig Eng nede ved Kysten. N. Mag. f. NRturTsk. XIII. 3. 19 294 N. Bryhu. Gnaphalivm L. 311. silvaticum L.l o-,c» T . T Almindeliffe, især den sidste. 312. uhginosum L.) ° Antennaria B. Br. 313. dioica Gärtn. Meget almindelig. Filago Tourne/. 314. montana L. Meget sjelden: Sandnæs. Artemisia L. 315. Absinthium L. Temmelig alm. på Gârdspladse; giver Indtryk af at være forvildet fra Haver, hvor den alm, dyrkes, 316. vulgaris L. Alm. Tanacetum L. 317. vulgare L. Sjelden: Sandbakker ved Kobberstad; ved Hage (muligens på sidsle Sted forvildet). 318. L eucanthe mum Schz. Temmelig almindelig på Enge. GhrysantTiemum TourneJ. 319. segetum L. Sjelden i Ågre: Østeråt. Alatricaria L. 320. Chamomilla L. Sjelden i Ågre: Kværneland. 321. inodora L. Alm. ß maritima (L.) A. Bl. Hellestø på Strandklipper. Anthémis L. 322. arvensis L, Temmelig alm. i Ågre. 323. tinctoria L. Sjelden i Ågre: Østeråt. Achillea L. 324. Ptarmica L. Sjelden: Kværneland. 325. Millefolium L. Meget alm. Arnica L. 326. montana L. I utrolig stor Mængde. Bidrag til Jæderens Flora. 295 Senecio Leer. 327. vulgaris L. -j 328. silvaticus L. > Almindelige. 329. Jacobæa L. j Gircium Tourne/. 330. lanceolatum Scop. "j 331. palustre Scop. J Almindelige. 332. heterophyllum AU. J 333. arvense L. Ikke meget alm. i Ågre, f. Ex. ved Ogne, Hår, Nærland på Stranden, Refeim. Carduus Gärtn. 334. cris pus L. Temmelig alm. i Ågre. Gentaurea L. 335. Jacea L. Ogne (i Mængde), Kobberstad og flere- steds ved Hafrsfjord. 336. decipiens Thuil. Jeg besidder Exemplarer fra Hellestø, hvor den voxede i Selskab med C. nigra på Strandklipper, muligens på fl. a. St. 337. nigra L. Obrestad, Hellestø, Rjofve og fl. a. St. ved Hafrsfjord. 338. Scabiosa L. Alm. og kun på Glimmerskifer. 339. C y an us L. Vistnok temmelig alm. i Ågre; jeg be- mærkede den fleresteds. Anm. C. montana L. voxer forvildet fra Haver ved Sandnæs og ved Tjensvold pr. Stavanger ; den vil maske udbrede sig videre (jeg har også seet den ved Kristianssand). Saussurea D. G 340. alpina D. C. Temmelig alm. i Jæderens mere bjer- gige Egne, går fleresteds ned til Havet. Serratula L. 341. tinctoria L. I stor Mæugde på Skjælsand ved 19* 296 N. Bryhn. Kysten i Ogne og på de tørre Berge ved Ogne- elvens Udløb og endelig ved Sirevåg, i Nærh. af Ogne. Lappa Tournef. 342. tomentosii Lam. Meget sjelden: Tunge i Hetland. 343. minor D. C. a virescens A Bl, Sjelden: I Nærheden af Viste, ßpurpurascens A. Bl. Temmelig almindelig. Cichorium Tournef 344. Intybus L. Sjelden i Ågre: Østeråt (Budde jun.). Lapsana Vaill, 345. communis L. Ved beboede Steder ikke sjelden. Hypodtæris L, 346. maculât a L.\ 347. radicata L. ( ^^^^^^^^^^e pâ Enge og Bakker. Tragopogon L. 348. pr aten se L. Meget sjelden: Ogne på Flyvesand. Leontodon L. 349. autumnale L. Meget alm. ß Taraxaci Hartm. Varierer med sorte eller hvide Hår på Kurvdækbladene. Taraxacum Juss. 350. officinale Web. Alm. på Enge, Strande osv. ß corniculatum Koch. På tørre Bakker. Lactuca L. ' 351. muralis L, Alm. i Lunde og Urer. Sonchus L. 352. oleraceus L. Ogne og Hår i Ågre. 353. asper Vill. Ogne, Hår, Hobberstad o. a. St. ved Stranden. 354. arvensis L. Alm. ß integrifolius Lge. På Flyvesand ved Nærland. Bidrag til Jæclerens Flora. 297 Grepis L, 355. tectorum L. Meg. sjelden: Hanefjeldet, Soy tria Monn. 356. paludosa God r. Meget alm, på sumpige Enge. Hieraciiim i.*) 357. Pilo sella L. Alm. under flere Former. 358. Auricula L. Almindelig 359. floribundum Wimm. Meget sjelden: Ogne. 360 Schmidt i i Tausch. Næsheim. Kleppe. 261. saxifragum Fr. Nærland (Flyvesand). Hår. Sømme. 262. glauchophyllum Lindeb (in litt). Robberstad. 363. murorum L. Under flere Former temmelig alm. f Ex. ved Lindland, Sande, Hage osv. 364. cæsium Fr. Ved Stavanger (Magnesen). 365. niten s Lindeb. Stavanger (Bl. Fl.). Ogne CLin- deberg). 366. angustatum Lindeb. Stavanger (Bl. Fl.). 367. bifidum Kit. Hogstad. Njåfjeld. 368. vulgatum Fr. Almindelig under flere Former. 369. rigidum Hartm. Hobberstad. Hage. Søyland Rjofve. Kleppe 370. Friesii Hartm. Kleppe. 371. orarium Lindeb. Under flere Former temmelig alm. f. Ex.: Hår. Hellestø. Njåfjeld. Hage. Ved Maldelid forma integrif olia. 372. umbel la tu m L. Under mange Former alm. •) Velvillig bestemte af Lektor Lindeb; rg i Gøtheborg, 298 N. Bryhn. Loheliacece B art I. Lobelia L. 373. Dortmanna L. Meget almindellig ved Vandbred- der og ved Elve. Campamilaceæ B ar ti. Jasione J. Blé. montana L. Nede ved Kysten temmelig sjelden, forresten alm. på Enge og Bakker. Campanula L. 375. glomerata L. Meget sjelden: Hanefjeldet (Budde, jun.), Sande. lalfald på sidste Sted sandsynligvis forvildet fra Have. 376. rapunculoides L. Ugræs i Haver: Stavanger, Østeråt, Ogne. 377. Trachelium L. Temmelig almindelig på Glimmer- skifer. 378. la ti folia L. Sjelden: Rise ved Hafrsfjord, Stud, med. Housken har taget den et andet Sted på Jæderen, han erindrer ikke selv hvor. 579. rotundi folia L. Meget alm. Ruhiacece Juss. Galium L. 380. boreale L. ( 00-. IX T ( Meget almindeUge. 381. palustre L-l ° '' 382. MoUugo L., elatum T hu il. Meget sjelden: Ogne. 383. verum L. Meget alm. ß littorale Lg e. På Flyvesand. Y ochroleucum Fr. Ogne. 384. s axa ti le L, Alm. på tørre Steder, Lyngmo osv. Bidrag til Jæderens Flora. 299 385. uliginosum L. Næsheim og Nærland på sumpige Myr, Ogne (ovenpå et Stengjærde). 386. Ap ar ine L. Meget alm. under flere Former. Asperula L. 387. odorata L. Sjelden: Hanefjeldet. Fikve. Sherardia Dillen. 388. arvensis L. Sjelden i Ågre: Østeråt (Budde jun.), Sande. Caprifoliaccæ A. Rieh. Linnæa Gronov. 389. borealis L. Meget sjelden : Fikve. Lonizera Desf. 390. Periclymenum L. Almindelig på Strandklipper, mindre alm. inde i Landet. Viburnum L. 391. Opulu s L. Ikke alm. i Jæderens Udkanter : Hane- fjeldet, Njaskov, Åsland osv. Oleac eæ Lindl. Fraxinus Tourne/. 392. exelsior L. Hanefjeldet, Njåskov, Ogne osv. G ent i ane ce Lin d 1. Gentiana L. 893. Pnevmonautbe L. Ikke sjelden på Myrer og fugtige Enge: Hår og Kvasheimmyr (A. Bl.) Sande, Hogstad og Fjære. 394. campestris L. Alm. Varierer med hvide Blomster. 395. A m a r e 1 1 a L. Ved Nærland og Orre i Mængde på Flyvesand. Særdeles stærkt grenet med pyramide- for m ig Væxt. Erythrœa Pers. 396. littoralis Fr. Meget sjelden: Sande (Budde jun. 300 N. Bryhn. Menyanthes L. 397. trifoliata L, Almindelig. Lahiatæ Jn s s. Mentha L. 398. arvensis L. Temmelig alm. 399. aqvatica L. På Jæderen vistnok ikke sjelden. Exemplarer fra Orre (Bækken ved Kirken), ^ i aide (strax ovenfor Gården) og fra Stranden ved Viste. Lycopus L. 400. europæus L. Hist og her ved Stranden fra Hår til -Hobberstad, desuden ved Malde. Ajuga L, 401 . p y r am i d a 1 i s L. Almindelig. Siachys L 402. silvatica L. Hanefjeldet, Hage, Njåskov osv. 403. palustris L. Almindelig. Glechoma L. 404. heder acea Le. Tananger (Buch), Stokke (Magne- sen) og Hetland pr. Stavanger. Lamiitm L. 405. purpureum L. Almindelig Ugræsplante. 406. dissectum With. Ugræs i Have ved Hogstad. 407. intermedium Fr. Ugræs i Haver: Hage (A. Bl ), Stavanger fleresteds. 408. amplexicaule L. Stavanger i Have. Galeopsis L. 409. Tetrahit L.i , r. r ( Almindelige. 4i0. speciosa L.i ^ Galatnintha Moench. 411. A ein OS C lai r v. På Glimmerskifer: Sande og Hogstad. Bidrag til Jæderens Flora 301 412. Cliuopodium Benth. Altid og kun på Glim- merskifer. Thymus L 413. chamædrys Fr. Meget sjelden: Hage ved Hafrs- fjord på Glimmerskifer. Prunella L 414. vulgaris L. Almindelig. Scutellaria L, 415. galericulata L. Temmelig almindelig. B or a g ine ce Juss. Stenhammaria Fach. 416. maritimallich» I Mængde langs Kysten fra Hår til Hå, desuden ved Sunde (Hafrsfjordj. Lithospermum Tourne/. 417. arvense L. Meget sjelden: Sande, i en Ager. Myosotis L. 418. arvensis Roth. Almindelig. 419. hispida Schlecht. Meget sjelden: Ogne (tørre Bakker). 420. s 11 va t i ca H o f fm. Sjelden: Lindland, Tjensvold pr. Stavanger. 421. lingulata Schultz. Almindelig. 422. palu-stris With Ikke sjelden på sumpige Steder f. Ex Brede V., Mose V., Åsland og Ogne. Anchusa L 423. arvensis Bieb. Alm. i Ågre. 424. officinalis L. Meget sjelden som Ugræs i Ågre (Malde). Echinospermuïii Sw. 425. Lappula Lehm. Meget sjelden : Hogstad (i Ager) 302 N. Bryhn. Asperiigo L, 426. procumbens L, Østerat o. a. St. som Ugræs i Ågre. Convolvu laceœ Vent. Convolvulus L. 427. arvensis L. Østeråt og Åsland som Ugræs i Have. 428. sepium L. På Fastlandet kun bemærket ved Viste, på Øerne i Fjorden alm. Solanaceæ B ar ti. Solaiium TcwneJ, 429. Dulcamara L. Sjelden: Åsland (Ugræs i Have) og på Stranden søndenfor Hå Præstegård. 430. nigrum L, Ugræs i en Gade, Stavanger. Hyoscyamus L. 431. niger L= Meget sjelden, Fandtes før ved Gården Frøyland; Gårdens Eier har nu udryddet den, da han havde hørt, at den var giftig; han troede, at den var iudført med Korn fra Østlandet. S c r op h u I ar i n c æ L i n d 1. Verbascum L. 432. nigrum L. KlejDpe, Sande, Hage o. fl. a. St. på Gl im m er skifer. 433. Thapsus L. bieget sjelden : Hogstad. 434 x thapso-nigrum Schied, Meget sjelden. Pharmaceut Buch har foræret mig et Exemplar fra Jæderen. Scrophularia Toitrnef. ■. 435. nodosa L. Temmelig alm. Bidrag til Jæderens Historie. 303 Linaria Tourne/. 436. vulgaris Mil. Hist og her i Agre i den sydlige Del af Jæderen. Limosella L. 437. aqvatica L. ß borealis Hartm. Meget sjel- den: Breden af Ogneelv, lige ved Gården. Digitalis Tourne/. 439. purpurea L. Sjelden på Fastlandet (Hanefjeldet og Sunde ved Hafrsfjord, samt ved Stavanger) på Øerne i Fjorden alm. Veronica L: 439. agre s ti s L. Meget sjelden som Ugræs i Have: Hår. 440. arvensis L. Sirevåg, Sole, Malde og maske flere Steder. 441. serpylli folia L. Meget alm. 442. s pi ca ta L. Hanefjeldet (Budde). 443. of f icinalis L. ] 444. chamædrys L.^ Meget almindelige. 445. scutellata L. j Euphrasia Tournef. Begge er meget alm. Den første findes især på Enge og ved Strand- kanter, den anden især på Lyngmo. Bartsia L. 448 alpina L. Alm. i Jæderens indre Egne, går ikke sjelden lige ned til Havkanten. Odmtites Pers. 449. littoralisFr. På Jæderen (Budde). 446. oifi ein alis L. 447. gracilis Fr. 304 N. Eryhn. Ilhinanthus L. 450. major Ehr h. | 451. minor Ehrh. I ^^^i^^delige. Pedicularis Tourne/. 452. palustris L. Alm. på sumpige Steder. 453. silvatica L. Alm på Enge, Lyngmo, i Krat osv. ^lelampyrum Tourne/. 454. pratenseL. i AP.K -1 i.- ^ T ( ßegge Arter ikke sieldne. 455. silvaticum L. ) "* J Utricu larieæ Enal. Pingmcula Tourne/. 456. vulgaris L. Meget alm. Utricularia L. 457. vulgaris L. Meget sjelden: Nærland i Torvgrav. 458. intermedia Hayne. ; Meget alm. i Vand, især 459. minor L. f i Torvgrave og Myrsumpe. P r i m u laceæ \ c n t. Primula. 460. acaulis Jacq. Meget alm. i Krat. Glaux Tournef. 461. maritima L En meget alm. Strandplante. Lîjsimachia L 462. thyrsiflora L. Temmelig alm. ved Vand. 463. vulgaris L. Ikke sjelden pa, Enge og i Krat. Trientalis L. 464. europæa L. Alm. i Lunde og Krat. Centimculus L. 465. minimus L. På Stranden ved Hår (A. Bl.j. I størst Mængde rundt Bunden al Hafrsfjord, Bidrag til Jæderens Flora. 305 Ericaeeæ En dl. Vacciniiim L. 466. Myrtillus L. j 467. uliginosum L.|> Meget almindelige. 468. v i t i s i d æ a L. ) Oxycoccus Tourne/ . 469. palustris L. Meget alm. ArctostaphyJos Adans. 470. uva ursi Spreng. Meget alm. 471. alpina Spreng Almindelig oppe på Høiderne, går sjeldnere ned lige mod Havet. Erica L. 472. Tetralix L. Særdeles alm. 473. cinerea L På Fastlandet vistnok meget sjelden: den opgives i Bl. N. Fl. for Stavanger, hvor Pharm. Buch senere har fundet den ved Mose V» På Øerne ved Stavanger meget alm. Galluna Salish. 4:74:. vulgaris Salis b. Særdeles alm. Py r ol a ce æ Enal. Prjrola Tourne/. 475. minor L. Temmelig alm, i Krat og Lunde. 476.. r o I u n d i f 0 1 i a L, Sjelden : Fikve. Lindland. 477. media S w. Meget sjelden: Ogne på Sandbakker. 478. secunda L. Meget sjelden: Krat under Åslands- nuten. Umhelliferæ Juss. Sanicula L. 479. europæa L. Sjelden: Hane. 306 N. Bryhn. Hydrocotyle L. 480. vulgaris L. Malde ovenfor Gården i Selskab med Aira uliginosa; rimeligvis fleresteds. Heraclenm L. 481. sibiricum L. Sjelden: Ved Veien fra Sandnæs til Østeråt. 482. australe Hn. Alm. på Glimmerskifer. Peucedanum L. 483. palustre Moene h. Sjelden på sumpige Steder: Brosten og Ogne. Pastinaca L. 484. s a ti v a L. Forvildet ved og i Ladestedet Sandnæs. Ved Bredden af Orre V. ved Borsheim på Sand- strand. Levisticum Koch. 485. off i ei naie Koch. Ved Stangeland, Hår og Ogne; forvildet. Angelica Z. 486. sylvestris L. Almindelig. 487. littoralis Fr. Sjelden: Ogne (på Strandklipper\ og Sømsø i Hafrsfjord. Ægopodium L. 488. Podrogaria L. Ugræs i Haver: Stavanger flere- steds, Sande og Ogne. Canim L. 489. Ca r vi L. Meget almindelig. Pimpenella L. 490. Saxifraga L. Meget almindelig. ß arenaria: Liden og lav (2—4"), med dobbelt sammensatte Blade og oftest røde Blomster. Sær- deles almindelig på Flyvesand. Bidrag til Jæderens Flora. 307 Haloscias Fr. 491. scotica Fr: Ikke alm. på Strandklipper, f. Ex. Ogne og ved Hafrsfjord. Sium L. 492. a ngu s ti folium L. Meget sjelden: Meilern Grøte- land og Kobberstad i Myrsumpe på høire Side af Veien og mellem Varhoug og Kobberstad i en Grøft (i Selskab med Scirp. lacust.). Bunium L. 493. flexuosum With. Lea, pa Sandbakker (Budde) og sandsynligvis andre Steder. Æthusa L. 495. Cynapium L. Stavanger alm. som Ugræs i Kaver. Daucus L. 495. Carota L. På kunstig Eng ved Malde. Gerefolium L. 496. syl vestre Bess. Almindelig. Corneæ D. C. Cornus f . 497. svecsica L. Meget almindelig. Crassidaccæ Juss. Se dum L. 498. Telephium L. \ 499. acre L. \ Almindelige. 500. anglicum HudsJ 501. annuum L. På tørre Berge ved Ogne. Rhodiola L. 502. rosea L. Meget alm. på Slrandklipper, især ved Ogne og Hafrsfjord. 308 N. Bryhn. Saxifragaceœ D. C. Sa xi/ raga L. 503. aizoidesL. På Myrer ved Sømme og Stangeland omtrent i Havets Niveau. 504. granulata L. Skeidene ved Sandnæs. 505. cæspitosa L. Årsvold i Høiland (Budde). 506. tridactylites L. Ogne Kirkegårdsmur. Chrysoplenium L. 507. alternifolium L. Almindelig. ?508. oppositif olium L. Voxer muligens pa Jæderen ; den findes i Ryiylke, lå Mile nordenfor. Bihesiaceæ Reichh. Rihes L. 509. G r ossu ] aria L, I _ , ^ , T f ikke sjeldne i Krat. 510. rubrum L. I "^ Hammculaceæ Juss. llialictrum L. 511. minus L. I stor Mængde pa Flyvesand fra Ogne til Hellestø og på Solesanden. Anemone L. 512. nemorosa L. Temmelig almindelig. 513. Hepatica L. Kun bemærket ved Sande. , BatracMum Wimm. 514. scélérat um Th. Fr. Hår, Kobberstad og flere andre Steder langs Kysten. 515. peltatum Fr. Hår (i Bækken, i Mænge). 516. confervoides Fr. I rigelig Mængde i Grøfter ved Sole. Bidrag til Jæderens Flora. 309 517. trichophyllum Chaix. Ogne, i Elven. Ranunculus L- 518. Flammula L. 519. reptans L. 520. repens L. _£.-, . j \ Samtlige almindelige. 521. auricomusL. / *= ^ 522. acris L. 523. Steveni Andrz. 524. Ficaria L. Hår, Obrestad og ti. andre Steder ved Kysten. Caltho. L. 525. palustris L. Alm. Aquilegia L. 526. vulgaris L. Hanefjeldet og fleresteds ved Hafrs- fjord. Actœa L. 527. sp i ca t a L Sjelden: Stokke ved Stavanger (Buch), Ogne. Papaverne eæ Jnss. Chelidonium L. 528. m aj us L. Ved Stavanger (Veien til Malde). Corydalis Pers, 529. cl a vi C ul a ta D, C. Meget sjelden: Hane på tørv- agtig Grund (Budde). Trods særdeles megen Eftersøgen var det ikke muligt at finde Planten; sandsynligvis udryddet. Fumaria L. 530. officinalis L. Almindelig. Cruciferæ Ad ans. Nasturtium R. Br. 531. palustre D. C. På sumpig Myrgrund ved Sele og Bore, N. Mag. f. Naturvdsk. XXII. 4. 20 310 N. Bryhn. Barbarea R. Br. 532. vulgaris Br. Østeråt. 533. strictaFr. På Enge ved Stavaoger. Cardamine L. 534. pratensis L. Aim. 535. am ara L. Ved riudende Vand (Malde, Ogne osv,). 536. hi r su ta L. Meget sjelden: Tungenæs pr. Stavan- ger (Buch). Arabis L. 537. hirsuta Scop. Hanefjeldet, Sande og vistnok an- dre Steder. 538. Th a liana L. Kun bemærket ved Sandø. Draha L. 539. verna L. Ogne. Sole. 540. in can a L. Ikke sjelden: Ogne, Sande, Nærland 0. s. v. ß co ntorta Lindbl. Nærland på Flyvesand. 541. hirta L. Hane (Magnesen). Cochlearia L. 542. officinalis L. Alm., især på Strandklipper. 543. da ni ca L. Meget sjelden: Sømme ved Hafrsfjord. Tlaspi L. 544. arv ense L. Meget alm. Cakile Scop. 545. maritima Scop. Meget almiudelig, især paa Fly- vesand. Sisymhrimn L. 546. officinale L. Stavanger (i Mængde), Vagle. li.rysii)tuin L. 547. cheira utholdes L. Hår. Bidrag til Jæderens Flora 311 Gapseîla MoencJi. 548. bursa pastoris Moench. Meget alm. Brassica L. 549. campestris L. Almindelig i Agre. Sinapis L. 550 arven s is L. Almindelig i Agre. Naphamis L. 551. Raphanistrum L. Almindelig i Agre. Suhularia L. 552. aqvatica L. Temmelig sjelden i Vand, f. Ex.: Fos- elv ved Nærland, Høilands V. og Mose V. Diplotaxis D. C'. 553. te nui folia D. C. Stavanger ved Bryggerne (indført) Camclina Cr. ?5ô4. sa ti va Fr. Kværneland. Ogne. 555. silvestris Wal r. Malde. 556. foetida Fr. Østeråt (Budde). Ny m XI h æ a ce æ D. C. Nymphæa L. 657. alba L. Almindelig. Niiphar Sm. 558. luteum Sm. Almindelig. Dr 0 s er a ce æ JD. C. Drosera L. 559. rotundifolia L. Meget alm. paa Myrer og lugtige Enge. 560. longifolia L. Meget alm. •"' abovata Koch. Vatne, Nærland o. fl. St. 561. intermedia Hay. Særdeles almindelig. Farnas sia L. 562. palustris L. Meget alm. 20* 312 N. Bryhn. Araliaceœ Juss. Hedera L. 563. Helix L. Almindelig på Strandklipper, inde i Lan- det ved Kleppe. Adoxa L. 564. moschatelina L. Sjelden: Hanefjeldet, Åsland og Sømsø i Hafrsfjord. Violarie œ D. C. Viola L. 565. palustris L. Almindelig. 566. arenaria D. C Ved Nærland, på Flyvesand. 567. sylvatica Fr, j 568. canina L. | _^„ * • 1 T i Almindelige. 569. tricolor L ° ß arvens is Mur J Portulaceæ Jtiss. Montia L. 570. fon tana L. Alm. på fugtige Steder. ParonychiecB St. Hil. Schleranihus L. 571. annuus L. Almindelig på tørre Berge. 573. perennis L. Sjelden: Stavanger, lige ved Byen på Veien til Tunge. Alsin aeeæ Bar ti. Spergula L. 573. arv en sis L. Meget alm. Ugræsplante. Lcpigonum Fr. 574. rubrum Fr. TJgræs i Gader i Sandnes. 575. neglect um Kind b. Alm. rundt Bunden af Hafrs- fjord. 576. canium LeffL Alm. langs Stranden. ß urbicum Leffl. Stavanger Gader. Bidrag til Jæderens Flora. 313 577. mari num Wahl en b. Sole. Refeim. Hogstad (Hafrsfjord). Sagina L. 578. nodosa L. Meget alm. ß moniliformis Lge. På Flyvesand, temmelig almindelig. 579. subulata Presl. Temmelig alm. langs Stranden, også på Flyvesand, undertiden langt fra Kysten (f. Ex. Kleppe). 580. stricta Fr. Hår (A. BL), Sole og rundt Bunden af Hafrsfjord i Selskab med Lepig. neglect, og Centunculus, undertiden med Isolepis og Radiola. 581. procumbens L. Meget alm. ß maritima Fr. Ved Strandkanter. Halianthus Fr. 582. peploides Fr. Meget alm. Mangler neppe no- gensinde paa Flyvesand. Arenaria L. 583. trinervia L. Sjelden: Njåskov. 584. serpyllifolia L, Almindelig. Stellaria L. 585. media With. ] 586. gramineaL. ) ° 587. holostea L. Sjelden : Hanefjeldet, Østeråt, Sand- nes og Stavanger (fleresteds). 588. uliginosa Mur. Ikke sjelden på sumpige Steder. 589. crassifolia L. Alm. på Myrer og især ved Kysten. Cerastium L. 590. vulgatum L. Alm. 591. tetrandrum Curt. Stavanger (Bl). 592. semidecandrumL. I størst Mængde paa Flyve- sand ved Nærland og Orre. 314 N Bryhn. Silenac eœ Br aun. Dianthus L. 593. deltoides L. Kun bemærket ved Sande. Melandrium Røhl. 594. sylvestre Røhl 1 co c 4. T^^u^ i Almindelige. 595. pratenseKøhl) '' Silene L. 516. infläta L. | 597. m a r i t i m a W i t h. Meget almindelig. 598. rupestrisL. | 599. nutans L. Sjelden: Sande. Viscaria Røhl. 600. vulgaris Røhl. Alm. Lychnis L. 601. flos cuculi L. Alm. Ayrostemma L. 602. G i t h a g 0 L. Bemærket i Ågre ved Stavanger, Ogne og Sande. Tiliaceee Juss. Tilia L. 603. par vi f ol i a Ehrh. Meget sjelden: Hanetjeldet. Hyp eric ine æ D. C. Hypericum L. 604. pulchrum L. Temmelig almindelig på Bakker og i Krat. 605. montanum L. Teml. alm. på Glimmerskifer, des- uden i Ogne og Hanefjeldet. 606. qvadrangulum L.) 607. perforatum L. | AlmMelige. Polyg aleæ Juss. Polygala L. 608. vulgaris L Meget alm. Bidrag til Jæderens Flora. 315 609. depressa Wend. Kun bemærket ved Lindland, sandsynligvis meget alm. Ilicineœ B r agn. Ilex L. ? 610. Aqvifolium L. Alm. på Øerne i Stavangerfjor- den, muligens på Fastlandet. Rhamnece M. Br. Rhamnus L. 611. Frangula L. Almindelig. Empetrece Nuth. Empetrum L. 612. nigrum L. Meget alm. Eupliorhiaceœ Juss. Euphorbia L. 613. Helioscopia L. Almindelig. 614. Pep lus L. Almindeligt Ugræs i Haver i Stavanger. 615. Cyparissias L. Meget sjelden: Sparsomt i en Ager i Nærheden af Hetland pr. Stavanger. En af Landbrugsskolebestyrer Buddes Elever har og- saa fundet Planten i Nærheden af Stavanger; om det er paa det samme Sted, ved jeg ikke. Geraniacem D. C. Erodium V Her. 616. cicutarium L'Her. Alm. Geranium L. 517. pratenseL. I rigelig Mængde på Stranden fra Hår (i Selskab med Polyg. Raji^ til Hå og ved Vistevik (i Selskab med Rumex microcarp.). 316 N. Bryhn. 618. sylvaticum L. Meget alm. ?619 lucidum L. Slåtten, Jelsø Sogn, Ryfylke, 4 Mil nord for Stavanger CBuch); sandsynligvis også i Urer på Jæderen, 620. Robertianum L. Temmelig alm. 621. sangvineum L. Meget alm. 622. pu si 11 um L. Sjelden: Hane. 623. columbinum L. Sømsø, Hage og vistnok andre Steder på Glimmerskifer. 624. molle L. Meget sjelden: Strandklipper ved Sirevåg. Lineæ D. C. Linum L. 625. catharticum L. Almindelig især på Strandenge Eadiola Roth, 626. linoides Roth. Kleppe Præstegård og Vigdeland i Håland på tørre Bakker. Sole i størst Mængde på Flyvesand. Rimdt Bunden af Hafrsfjord, Ved Vistvik på Stranden. 0 xalidece D. C. Oxalis L. 627. Acetocella L. Almindelig. Balsamineæ D. C, Impatiens L. 628. noli tangere L. Kun bemærket ved Sirevåg. Oenother eæ En d 1. Epilobium L. 629. montanum L.l , . , ,. ^„^ , j_ r t Begge Arter almmdelige. 630. palustre L. j ^^ 631. ro s eu m L. Meget sjelden: Kleven, Stavanger som Ugræs i en Have. Bidrag til Jæderens Flora. 317 Chamœnerium Scop. 632. angustifoliumScop. Sjelden : På en liden Holme i Frøylands V. Veien mellem Thime og Mossig ved Foselven. Circœa L, 633. alpina L. Åsland. Ved Foselven i Selskab med foregående. 634. lutetia na L. Stavanger (Hn. Fl., Moe). H al or age œ B Br. Hippuris L, 635. vulgaris L. Meget alm., især i Myrsumpe. Myriophyllum L. 636. al terni flor um D. C. Meget alm. i rindende Vand og i Myrsumpe. 637. v er t i cilla t um D. C. Meget sjelden: I en Torv- grav ved Nærland. Li/ t h r aceœ Ju s s. Ly thrum L. 638. Salicaria L. Ikke sjelden ved Vandbredder. F o mace æ Linäl. Pyr us L. 639. Malus L. Temmelig alm, i Krat: Hanefjeldet, Ogne, Njåskov, Sande o. s. v. Sorbus L, 640. Aria Cr. Sjelden: Hanefjeldet. Ogne. 641. hy brida L. 642. .. hybrida L. I , . • T f Alm., hvor Træer findea. i. Aucuparia L.J Cotoneaster L. 643. vulgaris L. Alm. på Glimmerskifer, forresten kun bemærket i Ogne. 318 N. Bryhn. ^\atœgus L. 644. mo no gyn a Jacq. Hanefjeldet. Ved Hafrsfjord. JRosaceae Juss. Rosa L. ^ 645 canina L. ) aAa ^^n;«- t7 i Meget almindeliee. b4b. mollisima Fr. ) ° ^ 647. dumetorum T hull. Sjelden: Njåskov. 648. cinnamomea L. Sjelden: Njâskov, Ogne. Ruhus L. 949. idæus L. I 650. suberectus And. ( Almindelige. 651. fru tic 0 sus L. Ogne (Lindeberg). Åsland. Ta- nanger. Stavanger. 652. sulcatus Vent. Hogstad ved Hafrsfjord. 653. saxatilisL. j 654. ChamæmorusL, ( ^^" Frågana L. 655. ves ca L. Alm. c Omar um L. 656 palustre L. Alm. Potentilla L. 657. anserina L. Meget alm. 658. argenteaL. På Glimmerskifer alm. Ogne. 659. verna L. Meget sjelden: Nærland og Vigdelnæs i Håland på Flyvesand. 660. Tormentilla S c op. Meget alm. Varierer med 5 Kronblade. Sangvisorba L. 661. officinalis L. Meget alm. i den sydlige Del af Jæderen, mindre alm. i den nordlige. Bidrag til Jæderens Flora. 319 Agrimonia L. 662. E up a t or i a L. Sjelden: Sande og Hage på Glim- merskifer. Alchemilla L. 663. vulgaris L. ] acA ^ ■ T ( Almindelige. 664. alpina L. I Geum L. 665. urban um L. Stavanger (fleresteds). Hanefjeldet Ogne. 6G6. rivale L. Alm. Spirœa L. 667. Ulm aria L. Meget alm. Amy g cl ale æ Juss. Prunus f . 668. Pa dus L. Temmelig alm., hvor Træer eller Buske findes. Papill on ace ce L. Ononis L. 669. hircina Jacq. Alm. på Glimmerskifer. Anihyllis L. 670. vu Ine rar i a L. Temmelig sjelden: Sande. Nær- land. Ogne. Trifolium L. 671. repens L. Alm. 672. hy b ri dum L. Malde på kunstig Eng. 673. agrar i um L, Østeråt. 674. procumbensL. I Selskab med Potentilla argentea. 675. minus Smith. Meget sjelden: Græsholmen ved Stavanger, funden af Pharm. Buch. 676. arvense L. Meget sjelden : Ogne på tørre Berge. 677. pratense L. Alm, 320 N. Bryhn. 678. medium L. Sjelden : Sande, Ogne. Lotus L. 679. corniculatus L. Meget alm. Astragalus L. 680. glycyphyllus L. Meget sjelden: Sande, Ervum L. 681. h irs ut um L. Ikke sjelden på tørre Bakker, 682. tetraspermum L Østeråt (Bndde). Vida L. 683. sylvatica L. I største Rigdom ved Sande og Ogne. 684. C r a c c a L. Meget alm. 685. sativa L. | i • j r / lemmeliff almindelige. 686. sepi um L. I ^ 687. Or obus D. C. Alm. på tørre Bakker og i Krat. Lathy r us L. 688. pratensis L. Temmelig sjelden: Ogne, Nærland, Orre. 689. maritimus Big. Meget sjelden: Ogne på Fly- vesand. Orohus L. 690. tuberosus L. Almindelig. Om Kiisforekomsterne ved Røros af Direktør I. Friis. Er der kun et eller er der to Ertsniveauer ved Storvarts Grube, og ere Kiisforekomsterne ved Röros i Almindelighed at anse som Leier eller som Gange? Da disse Sporgsmaal, hvorom Meningerne have været delte, ere af stor Interesse, tor det maaske ikke være af Veien at se tidligere publicerede lagttagelser herom supple- rede med lagttagelser, fra ældre eller nyere Datum, af Röros Værks Functionærer. Om Storvarts Grube har man nedskrevne Beretninger ligefra eller saalangt tilbage som til 1779, nemlig af J. C. Fabricius, som i sin „Reise nach Norwegen 1779" beskriver Ertsforekomsten i Storvarls Grube. Men til denne, maaske den ældste Beretning, man har af fremmede Geologer, om hvad man nu forstaar ved Storvarts Grube, og som kort og træffende beskriver Ertsforekomsten, skulle vi senere komme tilbage. Storvarts Grube var den Gang ind dreven 300 Lagter. Först fra 1820 har man Relationer om Röros Værks Gruber af Værkets egne Betjente. Da imidlertid disse, der senere stadigen ere fortsatte, i Regelen ikke gaa udenfor den nærmest foreliggende Opgave, at beskrive Grubernes „Drift og Tilstand" ere de ogsaa i Regelen nu af mindre 322 I. Friis. Interesse; K. Olsens Relationer dog for en Del undlagne, nemlig om Slorvarts Grube. Af Betydning blandt herhen- hörende Beretninger var H. Hansteens Fremstilling i 1858 med Plan- & Profilkort, hvorved man fik en bedre Oversigt over Forholdene, navnligen ved Storvarts Grube, end man tidligere havde. Det er dette Direktör Hansteens Plan- & Profilkort, som man paa vedföiede fig. 4 ser kompleleret. I 1858 stod Storvarts Grubes Udiænkningsorter 30 à 40 Lagter tilbage tor eller vestligere end Indgangen til de omtrent 50 Lagler höiere liggende Hestekleltens Gruber. Nu ere, som man ser, hine Orter flere Lagter ind under disse Gruber, — og er det interessant ligesom det selv- fölgelig er af praktisk Betydning, at Malmen i de inderste Orter er ligesaa rig og tildels ligesaa mægtig som höiere op i Gruben i dens rigeste Partier. Siden den Tid er det desLiden godtgjort, hvad Profilet viser og Direktor Hansteen formodede, at Nybergs & Ny Solskins Gruber afbygge et og det samme Ertslag, en Benævnelse, som vi indlil Videre ville bibeholde, men senere komme tilbage til og lidt nær- mere belyse. Plan- & Profilkortet angive derhos hvad man senere har kunnet erfare om Udstrækningen af gamle Stor- varts Grube og gamle Solskins Grube, hvorover man mangler fuldstændige Karter. For en Del og maaske na'rmest med Hansteens Arbeide som Grundlag, forsaavidt Forholdene ved Röros angaar, fik man i 1873 som Universitetsprogram en i flere Henseender interessant Fremstilling af Cand. min. A. Helland, om Lan- dets Kiisforekomster i Almindelighed og saaledes da ogsaa om Storvarts Grube, ligeledes med Plan- & Profilkart, Det er delte Profil, som man paa Fig. 4 derhos for en Del seer berigtiget. Men forinden vi nærmere paapege, i hvilken Om Kiisforekomsterne ved Röros. 323 Henseende del er berigtiget, hvilket forövrigt ved Sammen- ligning let sees, ville vi kalde lilbage i Erindringen den egentlige Hensigt med Direktör Hansteens Fremstilling. „Paa denne fundamentale Sætning", anförer Hansteen, „atErtserne folge Strukturplanet, tro vi at kunne bygge en nogenlunde antagelig Formodning om, at Storvarts Grubes Ertsleier ikke udkiler sig, saaledes som man i det sidste Aarti har be- frygtet, men at det findes al fortsætte ligesaa langt endnu, som det allerede er afbygget", — og Pag. 14: „I Henhold til hvad ovenfor er demonstreret, at Ertserne folge Bjerg- artens Strukturplan, og at altsaa omvendt Strukturen maa befindes at folge Ertsleiet, saa tor man antage, at Struk- turen eller Skikterne under Kletten vil findes at ligge, som paa Profilet antydet, parallel med Hestekletten og Christian den 5tes Grube, og at Storvarts Grubes Ertsleie, hvis del fortsætter, maatte soges efter samme Retning, altid med samme Afstand fra del övre Leie, saaledes som paa Profilet angivet med punkteret Linje; men denne Linie peger hen til Nybergs Gruben, hvoraf sluttes, at Storvarts Grubes Ertsleie virkelig fortsætter saa langt, og al Gruberne paa östre og vestre Side af Kletten kunne henföres til samme Leie." Hvad enten Direktör Hansteen saa bort fra, hvilket er det sandsynligste, eller ikke kjendte en, i alfald efter alle ydre Mærker at slutte aldeles authentisk, Beretning af 1713, om Aarsagen til, at Nybergs Grube blev indstillel, sees ikke af hans Fremstilling og er ogsaa temmelig uvæsentligt. Om denne Beretning og om Forholdet i Nyberget finder jeg ved en tidligere Anledning og paa et tidligere Stadium af Un- dersögelserne i Nyberget, at have meddelt: „Hvad Nybergs Grube angaar, saa existerer der en 324 I. Friis. Beretning af 20de Marts 1713 efter en den Gang afholdt Generalforsamling af blandt andre Direktor Bergmann og Bergskriver Hjort 'udi presence af hoiædle og velbyrdige Hr. Justitsraad og Oberbergamtforvalter Dreyer,' hvor det af de tilstedeværende Stigere bestemt udtales, 'at malmstreget saavel i fallende som i det strygende er afskaaret/ Og efter hvad man nu har seet, da Gruben paa det nærmeste er lændset, forholder det sig virkelig ogsaa saa, al Leiet paa begge Sider er afskaaret efter Ströget af for en Del berg- fyldte Gange, medens det derimod synes at være udkilet efter Faldet. De længst inddrevne Orter mod Vest vise ialfald kun smale Striber af Kvarts i og imellem Skiferens Lag. Men her undlader jeg dog ikke at bemærke, at de dybeste Arbeidspunkter i åen midterste Del af Gruben endnu ikke ere tomte. Den bergfyldte Gang som mod Syd over- skjærer eller begrænser Leiet, sees med en Ort at være gjennemfaret i ældre Tider, rimeligvis under Forudsætning af den Mulighed, at Leiet kunde gjenfindes paa den anden Side af Gangen enten i samme Niveau eller forrykket. Uagtet ingen af disse Forudsætninger synes rigtige, efter hvad man hidtil har kunnet iagtage, maa dog Spörgsmaalet navnligen om Leiets Forrykning endnu siges at være uaf- gjort. Det kan imidlertid med Bestemthed siges, at hvis en Fig. 1. SV Mû Forrykning har fundet Sted, saa er Leiet ikke hævet men sunket mod Syd og i Fald, hvilket jeg anförer med den Om Kiisforekomsterne ved Röros. 325 Mulighed for Oie, at Chr, den 5tes og Myrgrubens Leie muligens kunde have staaet i Forbindelse med Leiet i Ny- berget, lagtagelserne om de heromhandlede bergfyldte Gange ere nemlig saavidt fuldslændige, at jeg ikke tvivler om, at vedföiede ideale Gjennemsnit fra Nord med Syd tem- melig nöiagtig angiver det stedfindende Forhold." (Fig. 1). Om denne Afskjæring afLeiet i Nybergs Grube inde- holder som sagt Hansteens Fremstilling Intet, og der var heller ikke den Gang Adgang til at iagttage den. Den iagttoges först senere, og derom fik man först Publikation i Univer- sitetsprogrammet for 1873. Og er det, forsaavidt angaar Faldet af disse Sletter eller bergfyldte Gange, at det i Pro- grammet meddelte Profil i vedföiede Fig. 4 er berigtiget. Men her undlader jeg dog ikke strax at gjöre opmærksom paa, at denne Berigtigelse kunde synes mindre nödvendig, da Hr. Helland i et Resumé af sin Afhandling i polyteknisk Tidsskrift selv gjör opmærksom paa, at Sletten er tegnet 'feilagtig' og i sin Afhandling angiver Faldet rigtigt nemlig mod SV. I Henhold til denne Hr. Hellands Berigtigelse har desuden senere Hr. Professor Hiortdahl i Magazinets 20de Bind antydet, hvorledes Profilet burde have været eller Sletten burde været tegnet. 1 Detaljerne kan man let tage Feil under en enkelt Befaring af en Grube, Men Forholdet med denne Slette, det er dog, naar man erindrer de deraf udledede Slutninger, et virkeligt Cardinalpunkt ; lagttagel- serne — det virkelige Forhold — bör her saavidt muligt greit og tydeligt fremstilles, og det saamegel mere, som Hr. Helland, der har undersögt de fleste af vore större Kiisforekomster, desuagtet fastholder sin Mening, det endelige Resultat af sine Undersögelser om Forholdene ved Storvarts Grube, at Hesteklettens Gruber ikke, som Hansteen antog, N. Mag. f. Naturvsk. XII. 4. 21 326 I. Friis. danne et med Storvarts Grube parallelt Leie, at heller ikke Storvarts Grube fortsætler under Kletten og da selvfölgelig heller ikke staar i Forbindelse med Nybergs Grube, men at baade Fortsættelsen at denne og af Storvarts Grube, mellem hvilke han forudsæller en Forbindelse en Gang i Tiden, som Folge af forrykkende Sletter er at söge i de omtrent 50 Lagter höiere liggende Hesteklettens Gruber. — At en saadan Forrykning i og for sig er tænkelig, skal indrömmes, og gjerne ogsaa, at det ikke ligger saa fjernt uden nær- mere Undersögelser at antage den. Men saa har man ogsaa formentlig indrömmet alt, hvad der herom kan indrömmes. Andre Love end de sædvanlige for Forrykninger kan man dog vel ikke forudsætte, selv om man ikke havde oversæltende Gange og Forrykninger efter den sædvanlige Lov lige i Nærheden i Storvarts Grube, i Kongens Grube og i Muggruben, og naar saa er, saa staar Sletten der i Nyberget og taler bestemt imod den af Helland formodede Forrykning. Den af Hr. Helland i Universiletsprogrammet, med maaske den bedste Vilje til at give den praktiske Bergmand nyttige Vink, fremsatte Formodning om, at man i Slorvarts Grube vilde mode en overskjærende Slette Qse Hellands Profil), uden for hvilken det vilde være forgjæves at söge Malmens Fortsættelse i dens tidligere Niveau, maatte naturligvis vække Opsigt og fremkalde Ængslelse hos Vær- kets Eiere. — Kort efler Hellands Fremstilling udkom, finder jeg saaledes til den sædvanlige Beretning til Overdirektionen at have knyttet folgende Bemærkninger: „Som Universitetsprogram for Iste Semester 1873 er udkommet en Afhandling om Forekomsten af Kise i visse Skifere i Norge af Cand. min. A. Helland. Da Udsigterne i Storvarts Grube her fremstilles som i hoi Grad lidet for- Om Kiisforekomslerne ved Röros. 327 haabningsfulde, turde det maaske ikke være uden Interesse, at' sec: Udtalelserne heroin lidt nærmere belyste. 'Hvad er Aarsagen til at af alle disse store Gruber iiggerl ingen parallelt ret under hverandre? Aarsagen er simpelthen denne, at de alle lilsammen have oprindelig dannet et sam- menhængende Leie, der nu ved forrykkende Sletter ere delte i flere Dele. Jeg frygter saaledes for, at man ved Udlænk- ningsorterne i Storvarts Grube vil stöde paa en Slette, der vil atskjære Leiet og have en saadan Beliggenhed, at den, om den forlænges op til Dagen, vil træffe Hesteklettens Grubes Udgaaende' (Helland Pag. 18). For denne Frygt ligger imidlertid en Misforslaaelse til Grund. 'Som omtalt — fortsætler Helland — er Leiet i Nyberget afskaaret af en mægtig Slette; den har en saadan Beliggenhed, at den, om den forlænges og lænkes fört op til Dagen, vil den omtrent træfle Kvinlus Grubes Dagaabning.' Sletten, som ganske rigtig afskjærer Leiet i Nyberget, har imidlertid ikke en saadan Beliggenhed som af Helland angivet. Istedet for at Helland angiver Forholdet mellem Leiet og Sletten i Ny- berget saaledes saa skal det idealt fremstilles F'g- 2. saaledes, Fig. 3. hvoraf fölger, at Hellands Profil for en Del bliver unöiagtigt, og at dette i; Virkeligheden skal være som Profilet Fig. 4 viser. 21* 328 I. Friis. ^^-^>^ v» •^ X: Om Kiisforekomsterne ved Röros. 329 Helland anförer, at 'den Tanke ligger nær, at Nybergs Grube er Christianus Kvintus forrykket. Men erkjendes dette, saa nodes man fremdeles til den Antagelse, at Stor- varts Grubes Leie er Hesteklettens forrykket.' Men naar man ser vedföiede Profil, saa ligger denne Tanke ikke nær; den maa tvertom ganske opgives, og antagelig da ogsaa den deraf udledede Slutning om en forrykkende Slette foran Storvarts Grubes Udlænkningsorter. Skulde en saadan Gang eller Slette virkelig optræde foran Udlænkningsorterne, hvilket i og for sig naturligvis godt kan tænkes, da er det vel rimeligt at antage, at den ikke vil vise sig at være af anden Art eller medföre andre Fölger end ved den Gang eller Slette, som man længere tilbage i Storvarts Grube har gjennemgaaet. Helland vil nödig erkjende Tilstedeværelsen af Parallel- leier ved Storvarts Grube, uagtet hans egne lagtagelser fra andre Steder, hvor Kiisleier optræde, synes at vi-e mange saadanne. „At to saa eiendommelige og fuldstændig identiske Dannelser som Leiet i Hestekletten og Leiet i Storvarts Grube, skulde gjenlage sig i forskjellige Niveauer i Skiferen er lidet sandsynligl, skjönt man maaske fra andre Steder nodes til en saadan Antagelse" anförer Helland. Men Hesteklettens og Storvarts Grubes Leier ere imidlertid tem- melig forskjellige og langt fra at være identiske. Hjort anförer nemlig i sine Efterretninger om Röros Kobberværk Pag. 146, at Hesteklettens Grube gav Malm „for det meste af maadelig Gehalt" medens, som bekjendt Malmen i Storvarts Grube allid har været, saaledes som deii fremdeles er i de længst inddrevne Orter, af god Gehalt. Og nu er det desuden ret interessant ligeover for dette Sporgsmaal, hvad Hjort videre anförer i sine Efterretninger om Röros Kobberværk Pag. 146, 330 I. Friis. at man fra 1659, da Hestekletten fandtes og ligetil 1690, da det forste Bergfæste saltes, kun drev i „store löse Stene" hvoraf den Slutning kan uddrages, at Hesteklettens Leie engang i Tiden har havt en langt större Udstrækning tillige over Storvarts Grube end det nu har. Hestekletten med sin massive Bergart (Diorit), der optræder i Skiferen antagelig i större og mindre stokformige Leier, har rimeligvis mod- staaet de Afskuringer (Denudationer) som engang har fundet Sted og hvorved en stor Del af Kiisleiet over Storvarts Grube blev bortrevet paa begge Sider af Kletten." Som man seer, er der flere andre lagttagelser, der tale imod den formodede Forrykning. Ved den höiere op i Gruben overskjærende Gang har en neppe iagttagbar Forrykning tundet Sted, men efter den sædvanlige Lov, de övre og de undre Leier ere ikke ganske identiske og Chr. d. 5tes Gruber har havt en större Udstrækning mod Vest end den nu har og Kartet angiver. Det er saaledes uden Tvivl netop det rig- tige, hvad Professor Hiortdahl i en Anmeldelse af Hellands Afhandling, uden at kjende til den ovenfor anforte historiske Notits af Hjort, forudsætter som en Mulighed. „Tænke vi os nu, anförer Professor Hiortdahl, at Overfladen oprindelig har været en anden end den nuværende Dagflade, har f. Ex. været horizontal, saa bliver der Rum] tor denne Mulighed Fig. 5. (Fig. 5) hvor a og b betegner Hesteklettens med hinanden sammenslaaede Gruber, d Storvarls Grube og c Nybergs og Solskins Grube." Om Kiisforekomsterne ved Röros. 331 fa os bo >.° ^^ be a « OQ X cg En Forrykning er endelig desuden höisl lidet sandsynlig, for ikke at sige umulig, efter de heromhandlede Grubers Beliggenhcd mod hinanden. Man maa ved dette Spörgs- maal nemlig ikke saameget fæste sin Opmærksomhed paa Profil- som paa Plankartet. Efter denne Beliggenhed, som 1 2 ved Fig. 6 anskuelliggjöres, turde det endogsaa være Ivivlsomt, om der vir- kelig er nogen Forbindelse mellem Slorvarts og Nybergs Grube uden for- saavidt, at de lilhöre den samme Skifer i omtrent det samme Niveau. Men at Storvarts Grube, Qvintus & Myrgruben samt Nybergs Gruber skulde have været et sammenhængende Ertslag, det er som sagt dog vel noget nær en Umulighed. At Ertsforekomsterne ved Slorvarts Grube„ ikke kunne bringes til at danne en og den samme Horizont" (Professor Kjerulf, Nyt Mag. 21de Bind Iste & 2det Hefte) er saaledes ganske vist udenfor al Tvivl. Man turde maaske endogsaa kunne gaa et Skridt videre og antage, at ogsaa gamle Storvarts Grube er an- lagt paa et med ny Storvarts Grube parallelt, selvstændigt Ertslag, saa- ledes som paa Profilet antydet. Berg- 00 mester Ström maa ialfald have været af denne Mening, idet en Stoll, ganske vist nærmest efter Udtalelsen af ham, omkring Aaret 1825 blev anlagt til £?2 •O ti 332 I. Friis. gamle Storvarts Grube i det Haab at overskjære Leiet i et större Dyb. Efter nogle Aars Drift blev imidlertid denne Stoll indstillet, dels fordi den antoges at ligge for holt, dels, og som det synes, fornemmelig fordi man nu gjorde den Anskuelse gjældende, at gamle og ny Storvarts afbyggede et og det samme Leie. Gamle Storvarls Grubes store LM- strækning mod Syd, anförte man, den er ikke forskjellig fra, men ganske analog med en lignende uregelmæssig Udvidelse mod Nord i ny Storvarts Grube. — For Rigtigheden af denne Opfatning kunde man ialfald stötte sig til ældrc Udtalelser: „Beliggenheden giver sandsynlig Formodning om, at gamle og ny Storvarts Grube er et og det samme Leie", anföres det saaledes i en Beretning i 1807 af D. Aas, ligesom Be- stemmelserne i Lov for Röros Kobberværk af 1818 om For- sögsorter, der skulde anlægges i det sondre Felt af Stor- varts Grube „for at undersöge om den gamle Storvarts Grubes Ertsleie er et med den nyes, og om det da ei paa dette Dyb gjenfindes i en lonværdig Tilstand, hvilket der er Grund til at haabe" vise, at Spörgsmaalet om et eller to Leier vistnok endnu ansees for uafgjort, men at man dog mest heldede til den Mening, der senere blev den gjældende, al der kun var et Leie. En Uregelmæssighed som den Storvarts Grube faar, hvis den er en Fortsættelse af gamle Storvarts Grube, derpaa har man imidlertid for det forste, ialfald intet nærliggende Exempel; den synes paa Forhaand uantagelig og er i ethvert Fald lidet forenelig med Ud- trykket „Ertslinealer". I et Par i de senere Aar drevne Forsögsorter paa gamle Storvarts Grubes Ertsleier, strax Vest for ny Storvarts, antager Erlsleiet et saa stærkt Fald mod Öst, at Forudsætningen om kun et Leie er hoist lidet sand- synlig, omendskjönt disse Ertsleier vistnok i Regelen folge Om Kiisforekomsterne ved Röros. 333 Bergartens Skikter, der ofte som bekjendt ere stærkt fol- dede. At Leiet i gamle Storvarts Grube ikke er udkilet mod Öst, fremgaar af Beretninger nogle Aar för Gruben i Begyn- deisen af det 18de Aarhundrede blev indstillet, og Fremtiden vil maaske vise, at Bergmester Stroms Opfalning nærmer sig den rigtige. At to Kiisleier kunne ligge hinanden meget nær, kun være adskilte med et forholdsvis lidet mægtigt Skiferlag, derpaa har man desuden flere Exempler. Det næste Spörgsmaal, som her skulde behandles, var om vore Kiisleier ere Gange eller Leier. Men forinden vi gaa over dertil, ville vi gaa lilbage til Nyberget og se lidt nærmere paa denne Slette eller Gang, som der optræder, idet vi fastholde Hensigten med disse Bemærkninger, at supplere tidligere lagltagelser til mulig Veiledning og Vink for Videnskabsmanden, der ikke altid har Adgang til at gaa i Detaljerne med sine Undersögelser, men som, naar disse foreligge, bedre vil forståa at give almindelige Regler end den praktiske Bergmand. Efter at Gruben var lændset, maatte naturligvis denne overskjærende eller begrændsende Gang i Nyberget först og fremst tiltrække sig Grubemandens Opmærksomhed og dens mulige Folger være Gjenstand for Overveielser. I Relation af 31te Mai 1871 anföres saaledes blandt andet: „Ved den bergfyldte Gang mod Syd, som ved den ældre Drift er gjennemfaret med en Ort kan man tænke sig: 1. At Leiet i Strögrelningen er Fig. 7. forrykket saaledes som vedföiede -ø^- Gjennemsnit (Fig. 7) fra N — S viser, ^ .^^^^^^^^^^^iv skjönt dette antagelig ikke har nogen ■==^^^ — ^ hoi Grad af Sandsynlighed for sig. 2. At Leiet fortsætter udenfor Gangdannelsen, om end 334 I. Friis. ikke paa det Punkt, hvor man ved en ældre Drift har gjen- nemfarct Samme af den Grund, at dette Punkt maaske ligger udenfor den Ertszone, i hvilken Ertsen er udfældct, en For- udsætning, som antagelig lader sig forsvare. 3. At den bergfyldte Gang begrændser Leiet, der saa- ledes ikke kan optræde udenfor Samme, en Forudsætning, som rimeligvis vil vise sig at være den riglige." Ved en senere Afsænkning til et temmelig betydeligt Dyb paa den sydvestre Side af Gangen efter Faldet af denne uden at Leiet gjenfandtes, maa det antares at være vist, at dette ikke er forrykket. Hvad der ved denne Afsænkning er vist, hvilket i og for sig kan være af nogen Interesse, er, at den bergfyldte Gang mod Dybet udkiler sig, bliver Fig. 8. *^' ^^ almindelig Slette (Fig. 8). Det vil nok vist her kunne være et Spörgs- maal, om Afsænkningen er forlsat langt ~-^ nok. I Kongens Grube gjenfandtes det forrykkede Leie först i et meget större Dyb. Man har her et af disse Spörgs- maal, som ikke saa sjelden fremstille sig for Bergmanden, hvorlangt er det försvarligt at fortsætte en Undersögelses- drift? Forholdene i Kongens Grube og Nybergs Grube ere dog ikke ganske analoge og, som allerede anfört, at Leiet mod Sydvest begrændses af Gangen saaledes som det mere bestemt fremgaar at være Tilfældet ved en lignende Slette eller Gang mod Nordvest (se Plankartet), turde derhos være det sandsynligste. I en senere Relation vedkommende dette Spörgsniaal anföres saaledes: „Seer man Forholdet i et enkelt Snit til en vis Dybde, i hvilket det viser sig som i Fig. 9, synes det vistnok lidet rimeligt, at Sletten (Gangen) Om Kiisforekomsterne ved Röros. 33Ö jvr Fig. lo. begrændser Leiet. Afsænkningen har imid- Fig- 9' lertid vist, at den bergfyldte Gang kun til- syneladende er en saadan og at det Hæn- gende og Liggende i större Dyb falde sammen. Erindre man sig nu, at det Skifer- parti, hvori Ertsen optræder, er foldet, sammenklemt og hævet saaledes som Profilet angiver, synes Forholdet ved at forudsætte en Begrændsning ogsaa at kunne forklares. Op- rindelig har det maaske været saaledes, som Fig. 10 an- skueliggjör, hvor den punkterede Linje angiver Qvartsnyrer, der fremdeles kunne iagtages som en For.tsættelse af Leiet. Men saa kom Sammenpresningen (Fold- ningen) og Hævningen, hvorved Sletten aabnedes og Mellemrummet udfyldtes med Brudstykkebjergarter fra Overfladen." Vi skulle tilföie denne Digression endnu en om Röros Kiisleiernes Sammensætning. I Storvarts Grube optræder: Kobberkiis, Magnetkiis, dröi og krystalliseret, den sidste sjelden, Svovlkis paa et enkelt Sted i en temmelig betydelig Ansamling, men forövrigt ikke, etsteds i tydelige Oktaedre (sammen med Magnetkiis og Zinkblende). Zinkblende, som Blandingsdel hyppig og paa et enkelt Sted som Hoved- bestanddel af Leiel, Blyglands, Molybdænglands, Arsenikkiis, krystalliseret] i tæt Magnetkiis i smaa, men tydelige Kry- staller (oo P, Poo, ijPcc), Jernglimmer, Polyhydrit og ge- digent Kobber, det sidste dog kun nær Overfladen. Af Mineralier optræder i Leiet: Qvarts, Chlorit, Glimmer, Horn- blende, Asbest, -^Granat i Granatoedere, Kalkspath, Brun- spath. I Muggrubens Leie optræder ikke Svovlkiis, men kun 336 I. Friis. Kobberkiis og Magnetkiis. Svovlkiis vides ikke her iagt- taget uden paa Aflösningsflader, det vil sige, i Gange der overskjære Leiet og da altid krystalliseret i Terninger. Kongens Grubes Leie er et Svovlkiisleie med mere og mindre indsprængt Kobberkiis og Magnetkiis. I enkelte underordnede Partier af Leiet optræder dog næsten blot Kobberkiis og Magnetkiis. Professor Münster har i en i 1869 udfört Analyse af Garkobber fra Röros Verk paavist Mangan og Spor af Vis- muth, ved hvilket sidste han dog tilföiede et Spörgsmaals- tegn. Ved en Analyse af Skjærsten af Malm fra Storvarts og Kongens Grube fandt Hytlemester Hauan 2.56 pCt. Kobolt foruden Spor af Nikkel. Uagtet det vistnok har været an- fört, at Koboltkrystaller ere paavisle i Storvarts Grube, betvivler jeg dog det, og antager at baade Kubolt, Kikkel og Mangan kun optræder som tilfældige Bestanddele i Svovl- & Magnetkisen. Kobolt synes endogsaa at være en con- stant Bestanddel i Svovlkisen, da Direktör A. Schöyen i 6 forskjellige Prover af Svovlkiis fra Christian den 6te og Kongens Grube fandt fra 0.025 til 0.063 pCt. Kobolt. Danne disse Ertsforekomster Gange eller Leier, eller ere de maaske nærmest at henföre til hvad man i Almindelighed forstaar ved Faldbaand? Det er som anfört et Spörgsmaal, hvorom man har været uenig. J. C. Fabricius, der maaske er den ældste Forfatter om Ertsforekomsterne ved Röros, skriver i 1779 om Storvarts Grube: „Die Storwarts Grube ist die einzige der östlichen Gruben, der noch gebaut wird. Das Gebirge ist sanft, erstreckt sich von Norden nach Süden, und besteht aus einem grauen Schiefergebirge, in vk^elchem aber viel Glimmer, Kvartsdrummen, schwarzer Schorl und Granaten mit eingemischt sind. Der Gang hält gleichfalls Om Kiisforekomsterne ved Röros. 337 selbigen Strich, den das Gebirge hat, von Norden nach Süden, und hat sein Fallen von Westrn nach Osten. Er ist dabey völlig flach und man hat ihn wohl auf 300 Lachler in Gebirge verfolgt. Seine Mächtigkeit ist zugleich sehr gross, etwa \ Lachter, und er besteht aus einem schönem, derben Kupferkies, der doch hin und vt^ieder, theils mit Schiefer, theils mit Qvartz vermischt ist, auch vv^ohl an einigen Orten, doch nur selten, durch grosse schwarze Schiefernieren fast gänzlich erdruckt wird. Sie sind bald mehr, bald weniger hart, und erstrecken sich oft auf mehrere Lachter. Im Kronprinzens Ort setzt auch ein kleiner weiser Spath- gang qver durch den Hauptgang, da sonst den Spath hier auserst selten ist." At Forfatteren her bruger Udtrykket Gang og ikke Leie kan antagelig ikke være uden for tillige at udtale, at Ertsen efter hans Formening er dannet senere end Skiferen, hvori den optræder. Al Ertsen fölger Skik- ternes Strög og Fald, hvilket i Regelen er Tilfældet med de heromhandlede Forekomster paa en nær, som vi senere skulle komme til, det er naturligvis heller ikke nok til at betegne, den som en Lagdannelse, et Leie. En Gang kan megetS godt folge Skiktningen. Ingen vil saaledes af den Grund, at enkelte Kalkspalhgange i de Kongsbergske Gruber folge] Skiktningen, henföre disse til Leier eller tilskrive dem en anden Oprindelse end de egentlige, Skiktningen overskjærende Gange. I samtlige Gruberelationer, paa en nær, angives Ertsforekomsterne i Röros Yærks Gruber som Leier, en Benævnelse, som Bergniester H. C. Ström som bekjendt godkjendte. Det vil erindres, al Direktör Hansteen i sin Fremstilling i Magazinet i 1858 er mest tilböielig til med |flere franske Geologer at anse Kiisforekomsterne ved Röros som Faldbaand. Efter fortsatte lagttagelser sees 338 I. Friis. imidlertid Hansleen at være kommen til en anden Opfatning, og er det en Relation af ham i 1861, som ovenfor sigtes til og som her gjengives, forsaavidt den behandler ogi söger at löse det foreliggende Spörgsmaal: „Fjeldet, hvorif Gruberne ligge, bestaar af forskjellige Bjerglag,] som ligge ovenpaa hinanden. Disse Bjerglag höre alle] til Glimmerskiferens Familie; de ere nemlig foruden egentlig Glimmerskifer, Talk- skifer og Chloritskifer, hvilke alle ere lette at skjelne fra hinanden formedelst forskjellig Farve, Haardhed, Glands og Structur. Gaar man ned gjennem en af Skakterne, ser man i dennes Sidevægge Kanterne af de forskjellige Lag stikke frem; eftersom man gaar længere ned og passerer forbi flere saadanne Lag, vil man iagttage, at de nævnte Bjerg- arter vexle uophörlig uden Orden, dog vil man| finde at Qvarts og Glimmerskifer er hyppigere överst i Skakten, medens Talk og Glimmerskifer er hyppigere ved Skaktens Bund og inde i Gruben. Man vil endvidere iagtage, at de forskjellige Lag ere hoiede i Folder, forstuvede mod hin- anden, sammenpressede og endog afknebne. Om de berörte Uregelmæssigheder i Lagenes Stilling mod hinanden, siger Prof. A. Erdmann (Bergarternes Känne- dom S. 39) idet han omhandler Glimmerskileren m. fl. kry- slalliniske Skifere: „Disse Forrykninger give sig tilkjende ved de mangfoldigste Beininger og Rynker (skrynklingar) indenfor visse mindre Partier af Fjeldet, udenfor hvilke Skikterne imidlertid snart atter antage sit forrige regelbundne Leie. Dette Phænomen er i hoi Grad sædvanlig hos de svenske Gneiser og kan iagttages i Skjergaardstrakterne; men i flere af vore Grubefeldter har man ogsaa Anledning til at iagttage lignende Böininger og Foldninger baade i det Om Kiisforekomsterne ved Röros. 339 Siiiaa og i det Store hos Giiininerskiferen og flere krystal- linske Bjergarter. Et særdeles smukt Exempel paa saadanne Foldninger tilbyder Glimmcrskiferen ved den saakaldte Stör- dalsport mellem Jemteland og Norge." Det bemærkes, at da Glimmerskiferen som bekjendt fortsætter uafbrudt fra Stör- dalsporten til Röros, gjælder Erdmanns Udtalelser ogsaa denne Egn. Erdmann siger paa förangivne Sted endvidere: „Hvad Glimmerskiferen m. fl. Bjergarter angaar, hvis Skikter ofte træfl^es i næsten lodret Stilling, saa er deres virkelige Dan- nelsesmaade endnu altid indhyllet i et vist Mörke. En Hypothese anseer dem oprindelig al have været sedimen- tære Skikter og som saadanne afsatte, men siden gjennem Tidernes Lob ved platoniske og andre Kræfters Indvirkning gjennem hele sin indre Sammensætning mere eller mindre forandrede. En anden Hypothese forklarer dem som Producter af vor Jords allerförste Afkjöling dannede enten i den Stilling, hvori de nu fremtræde, eller ogsaa i vandret Leie, omtrent paa samme Maade som man forestiller sig lisdannelsen paa Oveifladen af en So, men at de senere paa mangfoldig Vils ere forrykkede og omkastede." Om sedimentære Bjergarter antager man i Almindelighed, at de ere dannede paa den Maade, at de have afsat sig under Vand, og at de forskjelligartede Lag ere dannede efter hinanden, eftersom Våndet har afgivet forskjelligartet Bundfald. De underste Lag skulde altsaa være ældst og de ovenpaaliggende yngre, efterhaanden som de ere afsatte og i den Orden, som de ligge. Om disse Sætninger, som i Almindelighed gjælde om lagdannede Fjelde, ifölge den förste af de ovenfor efter Erdmann anförte Hypolheser, kunde overfores paa det Fjeld, hvori Storvarts Grube ligger. 340 I. Friis. saa maatte der altsaa först have været en Periode hvori Materialet til de Skiferlag, som ligger under Ertsen, alene have været forhaanden og havde afsat sig; derefter en Periode hvori Materialet til Kobberertsen alene havde været forhaanden og havde afsat sig; og endelig en Periode, hvori Materialet til de Bjergskikter, som ligge over Ertsleiet, alene havde været forhaanden og havde afsat sig. Men da Ertsleiet, som bekjendt, ikke nöiagtigt fölger mellem de samme to Lag paa ethvert Sted, men endog stikker i den nedre Del af Gruben en Green 10 Lagler dybere ned gjennem Lagene end den anden, saa maa man deraf slutte, at Erts- leiet er indkommen gjennem en Klött i Fjeldet, eller at det paa anden Maade er dannet, efteråt Fjeldet var dannet. Gaar man ud fra den anden af de ovenfor efter Erd- mann anförte Hypotheser for Fjeldets Dannelser, saa vil det være uforklarligt, at de Kræfter, som vare virksomme og store nok til at anordne de Masser, hvoraf Fjeldet bestaar, i skarpt afgrændsede Lag Chlorit-, Qvarts-, Talk- og Glim- merskifer over hinanden, ikke skulde formaaet at udsondre Kobberertsmaterialet til sit Sted i Lagfölgen, men lade det gjennemsætte forskjelligartede Lag; denne Omstændighed bliver saameget mindre forklarlig, som man fra Smelte- værkstederne veed, at Slaggen (den smeltede Bjergart) skiller sig fra Skjærslenen (den smeltede Erts) med samme Be- stemthed som Olie fra Vand. Man nodes altsaa ogsaa under denne Hypothese til at anse Kobberslenen som senere til- kommen; den er altsaa ikke Leie men Gang eller Aare i Fjeldet. Gaar man iiid paa det, som er disse Liniers Hensigt at paavise, at Ertsen er indkommen gjennem en Revne i Fjeldet, saa ville flere, Ertsforekomsten ledsagende Phænomener lettelig Om Kiisforekorøsterne ved Röros. 341 kunne forklares. Saaledes vil den Omstændighed, at Ertsen med faa Undtagelser findes afleiet i Flugt med Bjerg- skikterne, finde sin Förklaringsgrund deri, at Fjeldet er lettere at klyve i denne Retning end i enhver anden. End- videre vil den Omstændiglied, at Ertsen næsten overalt og med kun faa Undtagelser fölger de milde Chlorit- og Talk- skifere, paa lignende Maade kunne forklares deraf, at de gjorde svagere Modstand mod den indtrængende Erts end de haardere og stærkere Qvarts og Glimmerskifere. Endelig vil man let kunne forestille sig, at da Fjeldet revnede, fik Klöften ikke rene Fläder, men större og mindre Brudstykker aflöste sig fra Klöftfladerne, disse Stykker bleve liggende i Klöflen og opfyldte den mere eller mindre, allerede forinden den fyldtes med Erts, hvoraf de Phænomener ere opstaaede, som i Beretningerne betegnes med „bergsprængt Malm" ,,malmsprængt Berg", „Blokke og Kiler af Sidesten (ældre Beretninger „Bergnyrer"), som forrykke Ertsen". Hansteen var, saavidt vides, den förste af Værkets Funktionærer som forkastede den gamle traditionelle Benæv- nelse „Leier". For övrigt Tinder man allerede hos Breithaupt i hans „Die Paragenesis der Mineralien, Freiberg 1849" en herhenhörende Udtalelse, der ogsaa er ganske forskjellig fra den Opfatning, som Bergrmester H. C. Ström kunde siges at repræsentere. „Mit den Namen Divergenz-Zonen der Mine- ralien^— anförer Breithaupt Pag. 84 — bezeichne ich An- häufungen von Mineralien, welche zwar auch als Ausschei- dungen und porfyrartige Einstreuungen erscheinen, jedoch in Zonen, in Streifen vorkommen, nach Streichen und Fallen eine bestimmte Lage als vorherrschende Ausdehnung annehmen, wobei sie die Schichten des Sehiefergesteines, in welchen sie liegen, schiefwinklig schneiden. Namentlich gehören hierher die in Skandinavien so bekannten besonderen Lager- N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 4. 22 342 1. Friis. Stätten des Glanzkobolts, des Magneteisenerzes, des Kupfer- kieses in den Gesteinem des Glimmerschiefers, des Gneises, des Kalksteines etc. Ihre Bildung ist schwer zu erklären. Die von mir schon seit längerer Zeit gehegte Meinung davon ist, es konnten die Divergenz-Zonen Gänge in dem Gesteine gewesen seyn, welches jedoch nachdem die Gänge schon entstanden und ausgefüllt gewesen, auf (trocknem?) Wege metamorphosirt, wesentlich umgeändert wurde, wodurch die einzelnen Gangarten selbst eine Metamorphose mit er- fahrend, in die ganze Masse des Nebengesteins mit ver- schwammen, wobei sich die scharfen Gränzen der Gänge, die Saalbänder völlig verloren haben". — Men hvad der, forsaavidt Ertsforekomsterne ved Röros angaar, maa antages at være af större Betydning det er, at Direktor Hansteen, efter flere Aars lagttagelser, og Professor Kjerulf, uafhæn- gige af hinanden, ere komne til det samme Resultat: At disse Ertsforekomster ikke ere Leier, men Gange „(Aarer"). „Ved navnet ertsaarer betegnes i det hele ertsforekomsterne. Af alle forhåndenværende udtryk er dette det bedste og mest træflFende. Dette navn åre forudsætter ikke den brede flade, ikke lagets natur ; heller ikke har dette navn fordringer, som ganske falder sammen med „gang". Vi kunne også bruge fremdeles som tidligere betegningen ertslinealer, så- fremt dermed ikke syntes nödvendigvis forbundet begreb om noget snodige, hvilket ikke finder Sted i Virkeligheden. En lineal, som gafler sig og udgrenes fingerformigt, ligner lidet linealen. Derimod åren forgrener sig, samler sig atter, har en udpræget længderetning og en i forhold dertil mere overskuelig bredde og tykkelse" anförer Professor Kjerulf Pag. 70 i Magazinets 21de Bind Iste & 2det Hefte. Vi for vor Del medgiva gjerne, at Udtryket Ertsaarer ved flere af over Kiisforekomster maaske er mere betegnende end Erts- Om Kiisforekomsterne ved Röros. 345 linealer, idet vi henvise til vedföiede Plankart over Kongens Grube, men maa dog bemærke, at begge disse Udtryk an- ^ O fl o ••'î^. •'•>;»?> 22* 344 I. Friis. tageliof i Regelen mere passe for det afbyg-gede Felt (Grube- rummet) end paa den egentlige Ertsforekomst. Foruden at vi ogsaa i det afbyggede Felt lige i Nærheden ved Heste- klettens Gruber har et Exempel paa, at dette ligner alt an- det end ialfald den rette Lineal og alt andet end en Aare, maa det derhos erindres, at flere af herhenhörende Grube- rum nærmest maaske med Formen at en Lineal eller en Aare, vilde faa en vistnok herfra temmelig forskjellig Form, hvis Ertsen forfulgtes uden Hensyn til om det lönnede sig eller ei indtil den uden nogen Afbrydelse ganske ophörte. Formen af et Gruberum i et Planrids vikle da antagelig ved ret mange af vore Kiisforekomster mere faa Formen af en Elipse end af en Lineal eller Aare. Den elipsoidske Form af vore Kiisforekomster er temmelig gjennnmgaaende. Men vore Kiisansamlinger gafle sig og udgrene sig fingerformigt og ligner derfor mere en Aare end en Lineal, anförer Pro- fessor Kjerulf, under Henvisning til Exempler, efter lagt- tagelser af Direktör Hansteen og Direktör Backke. Vi skulle senere anföre lagttagelser, der synes at tale imod, at disse vore Kiisforefomster ere Leier, altsaa samtidige med den Bjergart, hvori de optræde, og er det vel netop Spörgs- maalet herom, som er af störst Interesse, men tro dog först at burde oplyse, at naar Direktör Hansteen og senere Kand. Helland antog ved den i Storvarts Grube bekjendte Gafling, Fig 12. Fig. 13. at den undre Gren udkilede, nemlig saaledes Fig. 12 (efter Helland) og saaledes Fig. 13 (etter Hansteen), saa er det p£4 Om Kiisforekomsterne ved Röros. 345 ikke ganske rigtigl; thi Forholdet eriulenTvivl delte (Fig. 14). Leiet gafler sig, men forener sig atter. En horizontal Drift fra de undre Drifter til de övre, hvor disse atter komme ned og indtage omtrent det samme Fald som höiere op i Gruben, oven- for Gaflingen, har vist dette. Og det er netop dette Forhold eller denne Art Gafling, som „ingenlunde er enestaaende", (Helland) og kun dette „Forholds Störreise og Vigtighed som er ny". Længere op i Gruben vil et lignende Forhold kunne iagttages: „en fremstaaende Pal med et mægtigt afbygget Parti af Leiet foran sig til Vest; med en mægtig Malmgren over sig og Malm under sig" (Helland), ja ganske rigtig ogsaa med Malm under sig indtil der jmod Öst atter bliver et Leie. Naar man i ovenciterede Universitets- program ser Gjennemsit efter Faldretnin- gen af Storgruben paa Ytteröen og Lille- fjelds Grube i Merager, kunde man, uden nærmere at kjende til Forholdene, efter hvad der finder Sted i Storvarts Grube, maaske være i Tvivl, om ikke den övre Gren, hvis den endnu efterlader et Spor at forfölge, burde forfölges. Men i et- hvert Fald dette For- hold i Storvarts Grube fortjener tilfulde Opmærksomhed. Forövrigt finder man i Storvarts Grube paa flere Steder i Strögretningen, at Leiet Fig. 15. 346 I. Friis. ophörer pan denMaade, at det gafler og tilsyneladende ial- fald, udkiler sig mod en „Pal" (Fig. 15). Vi komme tilbage til Spörgsmaalet om Leier eller ikke Leier. Af samtlige Værkets Gruber er Muggruben den, der mest ligner et Leie. Den eller Leiet har her en temmeligregelmæssig Pladetorm (se Fig. 24), gafler sig ikke, hverken i Strög eller Faldretningen, saaledes som vi nys saa i Storvarts Grube, optræder med de ved Lagdannelser i Alinindelighed ikke sjeldne Forrykninger og er af en temmelig ensartet Sam- mensætning. Hvad man imidlertid her ikke har vanskeligt for at iagttage, det er, at Malmkilen gjennemsælter Skiferen baade i det Hængende og det Liggende. Og vi gjengive her en af disse Forekomster med bestemt iagttagne Dimen- sioner (Fig. l6) i Lagter. Fig. 16. Paa samme el- ler lignende Maade finder man ogsaa ikke sjelden iStor- varts Grube og Nybergs & Sol- skins Grube, at _ , " .. ■ Malmgrene gjen- nemsætte Skiferen i Tag og Saale, og vi gjengive her et Exempel herpaa lige ved Indgangen til Storvarts Grube efter lagttagelser af Sti- ger A. Knudsen (Fig. 17). Ved denne og flere lignende Forekomster i Storvarts Grube er unægtelig Erlsaare det mest træffende Udtryk. Overskjæringerne i Storvarts Grube kunne forövrigt ofte være blot tilsyneladende saadanne, og i del angivne Profil har vi netop et Exempel herpaa. Hvor Leiet först deler sig, Om Kiisforekomsterne ved Röros. 347 bo M îz; f^ o «fl 348 I. Friis. Fig. 18. tror man ved forste Öiekast at have en Overskjæring for sig, medens det i Virkeligheden er en Fold af Skiktningen, som Ertsen omgiver, og som ikke er kommen helt frem ved Afbygningen. Derfor ingen hermed kommunicerende Skikter paa den anden Side af den opgaaende Gren af Leiet. I Kongens Grube skulde baade efter Kand. Hellands og efler mine tidligere lagttagelser Forholdet idealt kunne frem- tilles saaledes (Fig. 18) : Malmen S-formig, med „Haardarten", saa kaldes Bergarten her, i det Hæn- gende, og med en mild Glimmer- Chloritskifer i det Liggende, samt med Arbeidernes „Skjöler", en blot nogle Tommer tyk Leerdan- nelse, en fed Slette, mellem Ski- ferne og Malmen. Men det er ikke saa, efter hvad jeg senere har havt Anledning til at iagttage : Skiferens Skikter i det Liggende ligge ikke paralelt med Malmen. Et| eneste Skud er som oftest nok|til'^at vise, at Malmen over- skjærer JSkiktningen, og Grun- den til at man ikke tidligere er bleven tilstrækkelig opmærksom paa dette Forhold er ogsaa her, ^ at den fede Slette (Skjöler), ofte flere Tommer tyk, skjuler Skikt- det Liggende. Forholdet maa idealt frem- stilles saaledes (Fig. 19) med Ertsdrummer mellem Lagene i det Liggende. Derfor en Drift som denne, fremstillet i Plan (Fig. 20-) og Profil (Fig. 21). Fig. 19. ovederne i Om Kiisforekomsterne ved Röros. 349 Og er det især denne Iakttagelse som formentlig er aldeles uforenelig med Forudsætningen om Leier. Jeg Fig. 20. Fig. 21. i^ éP kunde hertil foie flere lagttagelser, om at Ertsen over- skjærer Skiktningen. Men hvad her er anfört, turde maa- ske være nok til at vise, at Kiisforekomsterne ved Röros vanskelig kunne antages at være en med Skiferen samtidig Dannelse. Tydskerne har Udtrykket „Lager-Gange", der kunde anvendes naar man blot vikle anskueliggjöre Fore- komsten. Men hvis man i Utrykket tillige vil lægge en Mening om Oprindelsen, faar man naturligvis enten bruge Udtrykket Leie eller Gange, og vi faar da i de foreliggende Tilfælde holde os til Gange. Det var som anfört Meningen med disse Bemærkninger nærmest kun at supplere tidligere lagttagelser, ikke at op- stille nye Theorier. Uden at ville dette skulle vi dog gjöre opmærksom paa et temmelig gjennenigaaende Forhold ved disse og niaaske med de fleste af vore Kiisforekomster, der bedst fremstilles ved hoslöiede Figur 22 og som me- get tydelig og fuldstændig gjennemgaaende vil kunne iagt- tages i Muggruben. Tænker man sig nu, at Forholdet oprin- 350 1. Friis. delig har været dette (¥ig. 23) at Skiferen, förend Ertsen Fig. 23. indkom eller afsattes, i mere eller min- dre Grad var foldet, og at saa Skiferpar- tiet (A) med en Gang eller lidt efter lidt led Forrykning mod det underliggende Parti (B) eller omvendt, vikle man faa Aabninger i Skiferen af den Form som Ertsen ofte har og som oventor angives- Om jeg ikke erindrer feil er det De la Beche, som först opstiljer en saadan Theori om Danneiserne af mange lodrette Gange. De saaledes opstaaede Rum ere da maa- çj ske senere udfyldle ved Infiltration og ' Bundfældning af en kulsyreholdig Oplös- ' ning. At en saadan Bevægelse mellem to Skiferpartier har fundet Sted, derfor taler formentlig de blankskurede Fläder med tydelige Friktionsstriber, der kunne iagt- tages, hvor Skiferen i det Liggende af hvad vi nu ville kalde Kiisgange, var saa- vidt haard, at den var modtagelig for Af- slibning og kunde opbevare Mærker der- efler. 1 sin Anmeldelse af Hr. Hellands Fremstilling i iJniversitetsprogrammet for 1873 gjör vistnok Professor Hiortdahl op- merksom paa, at til Udfældningen af for en Del saa ovcrmaade mægtige Kiisdannelser som de her- Om Kiisforekomsterne ved Röros. 351 omhandlede skulde der Jorganisk Material af saa kolossale Masser, at disse ikke kunne antages at have været tilstede. Betragler man de mange Profder af Ertsgangene, der frem- stiller sig under Afbygningen, ledes man imidlertid let ind paa den Tanke, at disse Gange ikke ere dannede med deres hele Mægtighed paa en Gang eller med en eneste Bundfæld- ning, men eflerhaanden, gjennem lang Tid lidt efter lidt op- byggede Ira Saalen til Taget. Det synes ellers vanskeligt at kunne forklares at Magnetkiis og Kobberkiis paa enkelte Steder vexle med hinanden i temmelig skarpt begrændsede Striber, og at man ogsaa paa andre Sleder har Kiisgange, der ere bestemte lagdelte. Men er den kobberholdige Op- lösning infiltreret, dels og fornemmelig efter den opstaaede Aabning, dels maaske gjennem Aflösningsflader og Revner, lidt efter lidt, saa turde man maaske ogsaa kunne forud- sætte, at Oplösningen selv medbragte de til Omsætningen af Elementerne nödvendige organiske Bestanddele. Store Ophobninger af disse behöver man da ikke at forudsætte. Bischofs „Lehrbuch der chemischen und physikalischen Geo- logie" kjender jeg ikke, men jeg ser af Hr. Hellands Af- handling om „Ertsforekomsterne i Söndhordland og paa Karmöen", at Bischof blandt andet deri anförer; „Jeg har paavist Tilstedeværelsen af svovlsure Alkalier i de krystal- linske Bergarter. Hvor de rindende Vande trænge sig ned före de altid organisk Substans, og enhver Sten indeholder Jernoxyd og Jernoxydul, saa vi ikke mangle Material til Dannelse af Svovlkiis". Nærmest med Tanken paa „et Leie midt i Gneisen, paa sine Steder over 3 Meter mægtigt" fin- der Helland „en saadan Theori dristig, vild og hvad der er endnu værre i holeste Grad usandsynlig". Det er den imid- lertid neppe, naar man ikke gaar ud fra, at Kiisansamlin- gerne med en Gang ere udfældte, hvilket turde være i hoi 3Ö2 I. Friis. Grad lidet sandsynligt. Den i Reg-elen skarpe Grændse, som nu finder Sted mellem Kisen og den overliggende Bergart, den vil blandt andet vel vanskelig kunne forklares, hvis Kisen endnu var et blödt Præcipitat, da Dannelsen af den h3 >^ ^ overliggende Bergart begyndte. Om forövrigt den anden af de opstillede Theorier for disse Kiisdannelser, at de i Gasform have trængt sig ind mellem Skiferens Lag maaske er mere sandsynlig, det ligger som sagt uden for Hensigten med disse Bemærkninger at udtale nogen Formening om. Med den Anskuelse, at den i Nærheden af Storvarts Grube Om Kiisforekomstprne ved Röros. 353 (Fig-. 4), Miiofg^ruhc (Fig'. 24) og- Kongens Grube (Fig-. 11), som paa mangfoldige andre Steder i Omegnen optrædende massive Bergart er en Lagdannelse i Skiferen, er det na- turligvis vanskeligt at tænke sig nogen direkte eller indirekte Forbindelse mellem denne og Ertsdannclserne. Men efter hvad man har havt Anledning til at iagttage om andre af de i Om- egnen optrædende Bergarter er det imidlertid vanskeligt at blive staaende med denne Anskuelse, skjönt vistnok saa- kaldte Lagerstokke af massive Bergarter ere paaviste. „Att sådana platåformige bergmassor mot djupet sammanhänga med en eller flera gângformiga bildningar af samma slags, är en iakttagelse, som man utomlands på flere olika ställen i dylika fall haft tillfälle göra. Ehuru man i Sverige ånnu icke lyckast påvisa det samma, är det likväl mere än san- nolikt, att ett sådant förhållande äfven här skall ega rum" anförer Professor Erdmann i sin „Vägledning till Bergar- ternes känndom" Pag. 51. Med andre af de i Omegnen optrædende massive Berg- arter sigter jeg til Serpentinen, der synes at optræde paa samme Maade som den massive Bergart ved ovenomhandlede Gruber. Ved Foden af Rödhammerens Serpentin-Kuppe lig- ger Lossius-Gruberne en i Vest og en i Öst i Skifer. Til den vestre Lossius- Grube forer en Stoll, og inderst i denne stödte man paa Serpentinen, som ogsaa Berghalden viser, medens mundtlig Beretning ligeledes gaar, at Lossius- Grubens Kiisgang blev „afskaaret" af Serpentin. Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nitidulum, Loven. af G. Armauer Hansen. Dette mærkelige Dyrs Organisation har Hr. Hjalmar Théel ganske kort beskrevet i Bihang til Kongl. Svenska Vetensk. Akad. Handlingar, 3die Band, Iste Hefte, idet han opförer den som tilhörende en 3die Familie, Chætodermida, ved Siden af Sipunciilidæ og Priapulidæ under Gephyreerne. Ulige fuldstændigere er dets Anatomi behandlet af L. Graff i Zeitschr. f. wiss, Zool. Bd. 26. Graff havde imid- lertid kun 3 Exemplarer til sin Raadighed, hvorfor han har maattet gjöre sine Undersögelser alene paa sukcessive Tvær- snit, medens han ingen Længdesnit har kunnet gjöre. I Be- siddelse af et rigere Materiale, som i Aarenes Lob er ind- kommet til Bergens Museum, ser jeg mig istand til at fuld- stændiggjore de Resultater, hvortil Graff er kommet, og tildels berigtige dem; der bliver dog endnu uopklarede Punkter tilbage, men da Dyrets Organisation er saa mærkelig og dets Plads i Systemet saa usikker, har jeg troet, at ethvert Bidrag til dels nærmere Kjendskab vil have sit Værd. Hvad Dyrets ydre Form angaar saa giver Lovens Teg- ning*) Dyret udstrakt, omtrent som i den ledsagende Fig. 1 T. I. *) Öfvers. af Kongl. Veteusk.-Akad. forhandl. 1844. Tab. 11. Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nitidulum. 355 Hos Dyr, der ere opbevarede i Spiritus findes flere stærkere Indsnöringer, der skille mellem de forskjellig-e Le- gemsdele, ligesom Forenden almindeligt er stærkt indtrukken. Man kan med Graff skjelne mellem en Snabeldel (eller Hals) (T. I, 1, a, b), Kröp (c, d) og Bagende (e). Halsen er kun Va— Vio af hele Kropslængden, er fortil almindeligt stærkt opdreven, den egentlige Snabel (a), og paa nogle faa i Spiritus opbevarede Exemplarer finder man her den runde Læbe (lb) med den perpendikulært staaende Mundspalte lige for Enden, med en ubetydelig Inddragning af Huden tæt under Læben; men ialmindelighed er denne Inddmgning saa stærk, at Læben ganske skjules i den, og der viser sig en halvmaaneformig horizontalt gaaende Spalte, der imponerer som Mundaabning (se Graff Fig. 2). Kroppen kan deles i en For- og Bagkrop (c og d), idet nemlig den bagre Halv- del er betydeligt tykkere end den forreste. Dette bevirkes ved Kjönskirtelen, der ligger umiddelbart under Huden paa Rygsiden, og alt efter dens större eller mindre Fyldning retter sig Bagkroppens Tykkelse. Naar Graff fremstiller Bagkroppen oval paa Tværsnittet, maa denne Form vistnok være forvoldt ved Tryk; de af mig under- sögte Exemplarer have samtlige været runde. Bagkroppen er ved en mere eller mindre dyb Fure eller Indsnöring adskilt fra Bagenden (e), der danner en Tragt, i hvis Bund de to Branchier ligger, som jeg kun hos et Exemplar kar seet halvt udstrakte, medens de efter Lovens Tegning kunne strækkes helt ud af Tragten. Længden af de undersögte Exemplarer var fra 20 til 45Mm. ^ medens Tykkelsen holdt sig temmelig jævn fra 1,5 til 2,5^t'°- Farven er graa med et brunt til grönbrunt Skjær, og Overfladen iriserer ved skævt indfaldende Lys, idet dette reflekteres fra den Pels af Kalkspikler, hvormed Dyret er beklædt. Huden er meget nöiagligt beskrevet af Graff. Den dannes af et enkelt Lag Celler, der ere dækkede af en Chitinhud, i hvil- 356 G.^Armaner Hansen. ken Kalkspiklerne sidde fast. Hypodermcellerne (T. 1, 4) sid- der umiddelbart paa Ringmusklerne, ere cylindriske, omtr. 2 Gange saa hoie sorn brede, have en temmelig stor Kjerne i den nedre Ende; deres Protoplasma er noget finkornet og indeslutter i den övre Ende en Del brune og grönbrune Pigmentkorn. Graff har ei kunnet opdage Kirtler i Huden. Jeg har dog hos alle de undersögle Exemplarer seel et be- tydeligt Antal modificerede Hypodermceller (T. 1, 4), hvis Indhold er koaguleret enten i Form af grove Korn eller som et fint Net, og hvis Kjerne ligger centralt. Paa Perpendi- kulærsnit ere disse Celler skærkt udbugede og indtage saa- ledes nogen större Plads end de övrige Hypodermceller; paa Bagkropperi har jeg fundet dem af meget forskjellig Slörrelse (T. I, 7, b, b), idet en Del ere betydeligt udtrukne i Længden parallelt med Ringmuskieme. At disse Celler aabne sig udåd gjennem Chitinhuden, har jeg ei kunnet se, men efter deres Struktur synes de nærmest at maatte kunne op lattes som encellede Slimkirtler; deres Indhold farves enten ikke eller kun svagt af Karmin, medens de övrige Hypodermceller farves stærkt. Den chitinöse Cuticula er paa Udsiden ujævn af Gruber med ophöiede Kanter, i hvilke Spiklerne sidde. (T. I, 4). Paa Forenden danner den Læ- ben, der med en höi Rand rager udover den omgivende Cuti- cula, er lidt gulfarvet og viser under stærk Forstörreise Strib- ning. Hypodermet bestaar her af smalere cylindriske Celler end ellers, og Hypodermcellerne ere ogsaa i den nærmeste Omegn smalere og lavere end forresten. De af Graff omtalte Porer i Chitinhuden og flaskeformige Celler, som Graff antager for Kirtler og som skulle findes nedenfor Læben har jeg ikke kunnet opdage ; paa Dyr med inddragen Snabel har jeg derimod altid fundet Chitincuticula rynket eller foldet paa dette Sted og de lave Hypodermceller, folgende Foldingen, sidde da i to Rækker inde i hver Fold (T. H, 2, hp.). Spiklerne ere nærmest Læben, der mangler dem, meget smaa, butte, bredest paa Midten (T. I, 3); paa Höiden af Snabelen tillage de efterhaanden i Længde og vise her en Anatomisk Beskrivelse af Ciiætodorma nitidulum. 357 anden Form (T. T, 4); ovenfor en bred Basis kommer en halsartig Indsnöring, dor gaar over i en bredere Krone, som atter ender i en Spids. Man finder dem hyppigt som af Graff afbildet med tvært afskaaren Ende; denne Ende er da almindeligt ligesom opfliset, og det kan derfor antages, al disse tvært afskaarne Spikier ere afbrækkede. De ere flad- trykte forfra bagtil og ndhulede paa Bagsiden, saa de dække hinanden tagstens förmig (T. I, 5). De staa her perpendiku- lært mod Overfladen og vedligeholde samme Form og samme Stilling med en svag Heiding bagover til Kroppens Begyn- delse. Som folge af Indsnöringen mellen Hals og Kröp reise Spiklerne sig her atter perpendikulært, begynde saa bagover at helde igjen, tidligst paa Bugfladen, indtil de paa Bagkroppen og Bagenden ligge fladtrykte mod Overfladen. Spiklerne tillage jævnt i Störreise bagover. Kroppens Spikier have ogsaa en anden Form end paa Halsen; deres Basis blir bredere og den halsartige Indsnöring taber sig efter- haanden, idet Sidekanterne lobe jævnt konvergerende op mod Spidsen (T. I, 6, a); de ere fladtrykte bagfra fortil, men ikke udhulede; Tværsnittel danner en lav Triangel, hvis Grundlinie dels er ret, dels buget lidt nedad (T. I, 6, b). Jo större Spiklerne ere desto tydeligere fremtræder en fin Længde- og Tværstribning, og afbrækkede Spikier vise især hen mod Enderne næsten altid en Opflising. De oplöses fuldstændig i Eddikesyre under Gasudvikling og beståa saa- ledes formentlig af kulsur Kalk, hvad ogsaa Graff godtgjör ved ydcrligere Reaktioner. Muskulaturen dannes af et Ringmuskellag og Længdemuskler. Ringmu- skellagct er tykkest paa Grændsen mellem Hals og Krop og holder sig tykt hele Halsen frem igjennem indtil det i Sna- belen minsker og taber sig ganske henimod Læben. Bag- over Kroppen aftager det hurtigt i Tykkelse, og holder sig fra Bagkroppen og bagover af samme Mægtighed, kun dan- X. Mag. f. NatuTvsk. XXII. i. 23 358 G. Armauer Hansen. net af nogle faa Lag. Paa Bagkroppen lader Ringmuskel- laget med den overliggende Hud sig med temmelig Lethed separere fra Længdemusklerne, og man ser her, saavelsom paa Snit, at nærmest Huden findes et Lag cirkulære Fibre og under dette [et Lag krydsede Fibre (T. I, 7. c og d)« Begge Lag före en'" betydelig Mængde Kjerner, men ingen af disse kan med Bestemthed sees at ligge inde i Muskel- fibrene ; heller ikke paa Tværsnit af de tykkere Længde- muskelfibre har jeg kunnet opdage Kjerner inde i Fibrene. Sarkolemmel, der danner fuldstændige Rör for hver Fiber er nneget kjernerigt; Fibrene ere glatte og runde. Længdemusklerne danne ingen sammenhængende Mu- skelhud, men er omtrent i hele Dyrets Længde delt i 4 Bundter. Paa et Tversnit af Forkroppen, som man bedst tager til Udgangspunkt, finder man de to Bundter ligge ovenfor, og de to andre nedenfor en horisontalt udspendt Membran (T. III, 1, lm, lm, lm, lm.): denne Membran eller Diafragma (T. III, 1. 2, .3, dp) deler i hele Dyrets Længde undtagen i Snabelen og Bagenden Kropshulen i to Dele ; den större övre indeslutter Intestina, den nedre mindre re- præsenterer formentlig et Kar. De fire Længdemuskler ere i den forreste Del af Forkroppen tykkest og löber med no get mindre Masse forover gjennem Halsen, indtil de komme henimod Snabelen: her begynder at aflöse sig tykke bund- ter saavel af de övre som nedre Muskler, medens samtidigt Diafragmets Stilling blir lavere, rykker nærmere Bugfladen (T. II, 3, rt, rt, rt, rt), og af de för saa distinkte 4 Muskler blir der kun en Del mere spredte og mindre Bundter tu- bage langs Kropsvæggen. De aflöste Bundter eller Snabel- retraktorer (GralT) spalte sig yderligere og modtage nye aflöste Bundter længere fremover og oplöse sig endelig i mindre Bundte og enkelte Fibre, der straale ud i alle Ret- ninger og fæste sig paa Snabelens Yæcrge, dog kun i dens nedre og ydre Omfang, da den övre er optaget af Svælget og Hjernen. De mægtigste Bundter fæste sig under det nedre Omfang af Læben ; disse bevirke den stærke Inddrag- Anatomisk Beskrivelse af Cliæloderma nitidulim. 359 ning af Snabelen (T. I, 2, rf. T. II, rt, rt, rt, rt). Som nævnt indlag^tr Diafragmet her fremme en lavere Stilling, os det naar heller ikke frem til den forreste Ende af Snabelen (T. I, 2, dp); det er temmelig rigeligt forsynet med Muskler i dette Parti og faar nu en yderligere Forstærkning af Mu- skelfibre, der udspringe paa begge Sider af Midtlinien og straale ud i Siderne af Snabelens Yægge (T. II, 3, dp, 2, dp); dette er de af Graff som radiære Muskler betegnede, og hvis Fibre vise den af Graff ligeledes paaviste Eiendom- melige Bygning, en udvendigt fibrillær Cylinder med en kornet Centralmasse, i hvilken der findes en Kjerne (T. II, 5) ; hvor lange Fibrene ere og om der muligens findes flere Kjerner i dem, kan jeg ei afgjöre; de ere tykkere end de övrige Muskelfibre. Det er alene de radiære Muskler, der kunne befragtes som Forstærkningsfibre for den forreste Del af Diafragmet, som have denne Struktur; der findes andre radiære Muskler, som dels gaa skraat, dels perpen- dikulært mellem forskjellige Steder af Væggen, dels gaa fra Kropsvæggen til Svælget og Chitintanden, hvilke sidste senere skulle omtales, der have samme Bygning som Ring- og Længdemusklerne. Gaa vi fra vort Udgangspunkt Forkrop- pen bagover, saa aftage Længdemusklerne i Mægtighed, og i den bagre Halvdel af Forkroppen deles de nedre Længde- muskler i to Bundter derved, at Tarmkanalen blir videre og Diafragmet som Folge heraf trykkes ned og faar sin Insertion omrtent midt paa de nedre Længdemuskler (T. III, 2 og 3). Dette Forhold vedbliver gjennom hele Bagkroppen indtil Grændsen mellem denne og Bagenden, hvor Diafragmet ophörer; her smelte Længdemusklerne sammen til et konti- nuerligt Lag, fra hvilket udspringer 4 Branchiemuskler og Muskelbundter, der gaa til den indkrængede Del af Bran- ch! etrakten. Langs hele Kroppens Længde finder man paa Tværsnil- tene i Furerne mellem de fire Længdemuskler Gjennemsnittene af 4 smaa Strenge (T. III, 1, 2), som Graff formoder at være en Art Excretionskar; præparcrer man imidlertid el 23 '"^ 360 G. Avmaiier Hansen. Stykk(> FTiul kan man med Naalen isolere dem, og de vise da samme Struktur som Musklerne, kun at de runde Fibre ere meget tynde. Betydningen af disse fire Muskelstrænge formaar jeg ikke at tyde. Fordöielseskanalen. Af et perpendikulært Længdesnit af et fuldslændigt ud- strakt Dyr (T. I, 2) faar man en Oversigt over sammes for- reste Del. Gjennem Aabningen i den lykke Læbe kommer man ind i en sig uvidende Kavitet, Svælget (sv), i hvis ba- gre Del der paa Bunden findes en Tunge forsynet med en konisk Chitintand (tg, I) ; bag denne findes en ringförmig Duplikatur af Kavitetens Væg, der omgiver Indmundingen i den bagenfor liggende Del af Tarmkanalen, Ösofagus (o). Er Snabelen stærkt indtrukken har Perpendikulærsnittet det Udseende som i T. II, 1 ; hvor altsaa Læben (lb) ligger paa den övre Væg af den dybe Spalte, hvis Aabning paa For- enden imponerer som Mundaabning, hvad jeg ovenfor har gjort opmærksom paa. Da det væsentligst er den midterste og nedre Del af Snabelen, der drages ind, blir Svælget knæboiet, saaledes at en Del af dets Kavitet rager foran Læben og Indgangen til Svælget tilsyneladende kommer at ligge paa dettes nedre Flade. Tungen blir ogsaa trukket noget bagover saa at de Muskler, der fra denne gaa radiært ud til Kropsvæggen faa en Retning bagfra fortil. Diafrag- mets Forstærkningsmuskler, som hos et udstrakte Dyr ligge lige under Tungen, komme nu at ligge betydeligt længere fortil, og de i den nedre Del af Snabelen udstraalende Bundter og Fibre af Retraktorerne blive pressede sammen. Hjernen, der hos det udstrakte Dyr ligger omtrent midt paa Svælgets övre Væg (T. I, 2), kommer tilsyneladende at ligge ved den forreste Ende, og de Dele, som ligger foran Hjernen trækkes nedad og under samme. Alt efter Gra- den af Inddragningen blir selvfölgeligt Billedet forskjel- lig! i alle disse Henseender, og Tværsnitten give som Anatomisk Bof^krivelsc af Chætodoniia tiilicliiliin. 361 föliro lioraf tildels moget forskjellige Billeder, og de kunne vel give del Indtryk, at den inddragne Spalte er den egent- lige Indgang til Svælget, al Chilintanden sidder i den umid- delbare Fortsettelse af dens undre Væg, og at saaledes den egentlige Mundaabning sidder bag Tanden, saaledes som Graff har opfattet det, og saaledes som jeg selv og först opfattede Forholdet alene efter Tværsnit af Dyr med ind- dragen Snabel. Hypodermet fortsætter sig direkte i det Epithel, der be- klæder Svælget ; Chitinhuden svinder först et godt Stykke indenfor Læben, og de cylindriske Celler beholde Hypoder- mets Pigmentering helt bagover i hele Sva^lget; de tillage betydeligt i Höide i den bagre Del, fornemmelig paa Fol- den, der omgiver Indgangen til Ösofagus. Svælget er for- synet saavel med Ring- som Længdemuskler, hvilke sidste stamme fra Snabelretraklorerne ; der afgaa ogsaar spredte Fibre til Kropsvæggen, fornemmelig i den forreste Del. Tungen hæver sig som en konisk Top fra Bunden af Svæl- get ; man kan forestille sig den som en Handskefinger, hvis Top er indkrænget, og hvor Tanden sidder i Bunden af Indkrængningen; baade Tanden og det indkrængede Stykke samt den ved Indkrængningen frembragte Fold er chitinös. Svælgepithelet fortsætter sig langs den ydre Flade af Tun- gen, og taar paa Sidedelene strax en chitinös Beklædning (T. H, 3), paa For- .!g Bagsiden först henimod Toppen (T. I, 2): her forstærkes den betydeligt eg danner en tyk Ring, som indad mod Tandspidsen er stærkt brunfarvet; saa fortyndes den igjen; idet den gaar nedover langs Tanden og smelter sammen med denne noget ovenfor dens Midle; Epi- thelet fortsætter sig rundt Basis af Tanden som et Lag af lave cylindriske Celler, der med Lethed fölges til dens halve Höide; ovenfor lykkes det kun en sjelden Gang at opdage det, ligesaa paa Udsiden af Tungen, medens det under den tykke Chi- tinring paa Toppen danner et temmelig höil, stærkt pigmen- teret Lag. Paa Gjennemsnil saavel forfra baglil som fra Side til anden ser det ud, som var der 3 Tænder, som 362 G. Armauer-Hansen. Graff har op fatlet det, men de tilsyneladende to mindre Tændcr ere kun Gjennemsnit af Chitinringen paa Toppen af Tungen. Selve Tanden, der har en svag Krumning tor- over, er i Spidsen næsten sort, nedenfor brun, Farvens In- tensitet jævnt aftagende mod Basis, som er farvelös^ den viser saavel en fin Længdestribning som tværtgaaende Stri- ber i taaleligt ligestore Afstande, ligesom Tilvæxtstriber (T II. 3, t). I selve Tungen findes der paa hver Side af Tan- den to med Tandens Overflade parallelt böiede Blade, der række fra lidt nedenfor Spidsen til omtrent den nederste Trediedel af Tanden (T. II. 3 a, a). Bladene ere opbyg- gede af et tæt Netværk af Bindevævstraade, som udgaa fra en fibrös Kapsel og i hvis Masker der ligger store granu- lerede aflange Kjerner, tilsyneladende uden omgivende Pro- teplasma (T. II, 4). Disse Blade synes nærmest at maatte kunne sammenstilles med den Brusk, som findes i Tungen hos mange Mollusker. Forudsat at der om Kjernerne findes et Cellelegeme, hvad der vistnok er sandsynligt, om del ikke kan opdages paa Spirituspræparater, svarer ogsaa Bladenes Bygning til en Fibrocartilago's. De tjene til Tilheftning for de Muskler, der fra Tungen gaa til Kropsvæggen. Af saa- danne have vi först to, som en fra hver Side af Tungen lobe divergerende nedad til Bunden af Kropshulen, idet de gaa imellem de Muskelbundter, der forstærke Diafragma (T. II, 3, b, T. I, 2, b). To andre böie en fra hver Side udåd, for med divergerende Fibre at læste sig paa Side- delene af Kropsvæggen; til disse slutte sig to Muskler, der udspringe paa Svælgvæggens nedre Omfang og fæste sig paa samme Maade paa Kropsvæggen (T. II, 3, c, T. I, 2, c). En tredie egentlig Tungemuskel udspringer foran og bag Tanden og böier med sine Fibre forover under den nedre Svælgvæg for at fæste sig paa og ved den nedre Kant af Læben (T. I, 2, a). Jeg har ikko paa Præparaterne fundel nogen Stilling af Tanden, der kunde tyde paa, at disse Muskler bidrage til at bringe Tungen i forskjellige Stillinger; de synes nærmest at være der for at holde Tungen i den Anatomisk Beskrivelse af Chatoderma nitiduliiii. 363 samme perpendikulære Stilling, livad enten Snabelen er iid- strakt ellor Tung-en ved stærk tilbagetriikken Suabel er tryk- ket bagtil, hvorved som ovenfor iiævnl disse Muskler faa en skråa Retning forfra baglil. Den fra Svælgvæggen ud- springende Tværmuskel er Jeg ogsaa mest tilböielig til at betragte som en Stottemiiskel for Tungen, medens den vist- nok ogsaa kan udvide Svælget i Tværvidden. Det synes ikke rimeligt, al Tanden skulde kunne krænges ud i Mundaab- ningen, naar Tungen er saa vel befæslet til Kropsvæggen. Gjennom den omtalte trange Aabning kommer man ind i Ösofagus, hvis Cellelag almindeligt er foldet, rimeligvis som Folge af Halsens stærke Kontraktion paa Spirituspræparaler ; Cellerne ere eylindriske dels farvelöse dels med grönne Pigmentkorn. Udenom Cellerne ligger en tynd Bindevævs- hinde med spredte langsgaaende Muskelfibre. Overgangen til den folgende Afdeling, som man med Graff kan kalde Mave, gaar for sig lidt efter lidt i Begyndeisen af Forkrop- pen, hvor der ogsaa optræder 3 tynde Muskelbundter, et ovenfor og et paa hver Sidn lige nede ved Diafragmet (T. Ill, 1, am, 5, am). Isolerer man et Stykke af Maven finder man den uregelmæssigt tværrynket og jo længere bag desto fastere tilheftet Diafragmet (T. III, 5); jeg har ikke kunnet finde cirkulære Muskelfibre paa den. Cellelagel er enkelt, bestaaende af farvelöse eylindriske Celler. Tarmkanalen ledsages paa den beskrevne Del af en Kanal, som begyn- der lige bag Hjernen (T. I, 2, vd) og den hele Vei ligger noie forenet med dens övre Væg; denne Kanal kalder Graft' for „Æggeleder" ; jeg befragter den som et Blod- kar og betegner den som Rygkar. Som allerede för nævnt udvides Maven i den bagre Halvdel af Forkrop- pen 'og ved Overgangen til Bagkroppen, hvor den for- reste Ende af Kjönskertelen optræder, deler den sig i den tynde Tarm og en vid Sæk, der ligger under Kjöns- kirtelen og rækker lige langt bag som denne, nemlig til Begyndeisen af Bagenden. Præparerer man det betræft^ende Stykke af Tarmkanalen ud og betragter det forfra (T. III, 364 G. Armaiier Hansen. 4 a), saa srr man paa Rygfladon Enden afKjönskertelen (gk) buge sig frem, paa höire Side (venstre for Beskueren) ser man del trange Tarmlunien (t) og paa Bugsiden Indgangen i den store Udbugtning (1); snur man nu Præparatet om og betragter det bagfra (4, b), bar man opad Gjennemsnit- tet af Kjönskertelen (gk), nedad Lumenet af den store Ud- bugtning (1), og paa höire Side, paa Grændsen mellem begge disse, Gjennemsnittet af Tarmen (t); Rygkarrel, Graffs „Æggeleder", som han mener gaar over i Kjönsker- telen tindes ovenpaa denne (vd). Overgangen sker ikke bral, men der sænker sig fra Mavens Rygflade en Duplika- tur af Slimhinden, som lidt efter lidt nærmer sig den höire Væg for at smelte sammen med denne og saaledes al- grændse Indgangen til den egentlige Tarm. Sammenlign ogsaa Fig. 2 T. III, der fremstiller et Gjennemsnit lige ved Begyndeisen af Kjönskertelen, in casu testis. Man ser her Rygkarret (vd) ved Siden af Testis (gk) ovenpaa Tarmkana- len. Denne er halvveis delt ved en Skillevæg, paa hvis ene Side (1) Epithelet opunder Testis er rigt forsynet med grönne Pigmentkorn og længere nedover dannes af större farvelöse Celler end i den egentlige Tarmafdeling (t), hvor del allerede bærer Flimmerhaar. Tarmen gaar nu i den angivne Stilling noget buglet som en smal, ined hoie Flim- • ujerepithelier udklædt Kanal, lige til Enden af Bagkroppen; dens Forlöb som Endetarm skal nedenfor beskrives. Den store Tarmudbugtning er forsynet med uregelmæs- sige tværtgaaende Folder, som tildels rage langt ind i dens Lumen (T. III, 3, h; kun dens övre Flade, der ligger lige op mod Kjönskertelen er glat. Denne Flades Epithel er cy- lindrisk og almindeligt meget stærkt grönt pigmenleret; cel- lerne paa Resten af Væggen er for störstedelen farvelöse, tildels svagt grönt pigmenterede, og forsynede med en Kjerne paa den ene Side nedad mod Basis. Inde i mange af disse Celler ligger der aflange Klumper af et eiendom- meligl Udseende (T. III, 6). De ere tæltest i Midten og se ud, som vare de opbyggede af koncentriske, noget bug- Anatomisk fJeskrivelsc af Chætodorma iiiliduluiri. 365 tedc Lag^, der iidad mod Periferien aflage i Tætlied; de fflindsc stærkt omtrent som den saakaldte amyloide Sub- stans, men viser ing-en Blaafarvning ved Behandling med Jod og Svovlsyre; derimod farves de svagt af Karmin. Om- trent paa alle Snit findes der dels aflöste Stykker af Celler, dels og fornemmelig mange af de beskrevne Klumper frit i Hulheden ; disse sidste har jeg ogsaa fundet i Lumen af Ma- en og det temmelig langt fortil, medens jeg ved dennes Epithel ikke har kunnet opdage, at Cellerne ere aabne paa den frie Ende, som Graft beskriver dem, idet han sammen- holder dem mod Bægereeller. Derimod kan der vanskeligt være Tvivl om, at jo de aflange Klumper secerneres af Cel- lerne i Tarmudbugtningen, og sandsynligvis have de en Funktion ved Fordöielsen. I de stærkt pigmenterede Celler har jeg ei kunnet finde dem. Efter disse Cellers grönne Pigmentering kunde man fristes til at betegne Tarmudbugt- ningen som Lever; men den synes efter det anförte ogsaa at have en anden Funktion. Bagenden. Til Forstaaelse af Bagendens Bygning har jeg tegnet to halvschematiske Figurer isledetfor at give de ulige talri- gere Tegninger af Snit, som ellers vilde være nödvendige. Fig. 1, T, IV giver et perpendikulært og Fig. 2 et horizon- talt Længdesnit af Dyret med flere Ting indtegnede, som ellers maatte soges paa de forskjellige Snit. Man ser i Fig. 1 Dyret fra höire Side, og har man först Rygkar (vd) Kjönskertel (gk). Tarm (t) og Tarmudbugtning (1) med det underliggende Diafragma (dp. og Bugkar (w) i den Stilling, som vi allerede kjende. Her afsluttes nu Kropshulen ved et mere eller mindre perpendikulært staaende Septum (sp.), i hvis övre Del der findes en Aabning; gjennem denne Aabning gaar överst^Rygkarret igjennem og nedenfor Tar- men, som maa gjöre en Böining opad for at naa derhen. Rygkarret gaar med en' Udvidning hen til den övre Del af Branchierne, medens Tarmen strax blir gjemt mellem 2 366 G. Armauer Hansen. Kertier (sk.) og löber hos Dyr med indtrukne Branchier noget bugtel nedad og bagtil for endelig at iidmunde paa Bunden af Tragten mellein begge Branchier. Imellem En- den af Rygkarret og Endetarmen ligger Branchiekom- missuren (bro.). Opad finder man Muskelbiindter aflöse sig, der gaa til Branchierne (brms) og til den indkræn- gede Del af Tragten (Im,), saadanne find es ogsaa nedad og paa Siderne (lm,), medens Ringmusklerne ophöre ved Enden af Indkrængningsfolden af Tragten. Paa Tværsnit at Bagenden lige ved Roden af Branchierne ser man 3 Bran- chiemuskler paa hver Side i Gjennemsnit (T. V, 1 brms, brmm, brmi. Snittet af et Dyr med stærkt indtrukne Branchier). Over de övre Branchiemuskler ser man de övre Længdefibre til Tragtvæggen (lm,) og paa et længere bagenfor liggende Snit (Fig. 2 lm„) under de nedre Branchiemuskler de nedre Længde- fibre til Tragten. Paa Fig. 1 ser man over de övre Bran- chiemuskler Rygkarret i Gjennemsnit (vd) og i Fig. 2 er man kommet saa langt bag, at Branchiemusklerne ere smel- tede sammen til to perpendikulært staaende Muskelmasser, og over hver af disse ser man en Branchiehule (^brh.). Over disse samt mellem Muskelmasserne eller Basis af Branchi- erne har Snittet naaet Tragtbunden (tr, tr). Paa Fig. 1 ligger Snittet af Tarmen (t) lige under Branchiekommissu- ren, paa Fig. 2 nede mod Bunden, endnu indesluttet mellem to Lapper af Slimkertlerne (sk.). Branchierne bære, ligesom den indre Halvdel af Tragten, Flimmerceller, der nedad ere större end paa Resten af de perpendikulært eller noget skraat staaende blade, som paa Udsiden ere meget större end paa Indsiden; Branchierne sidde nemlig tæt sammen (T. IV, 2). Vi have allerede seet, hvorledes hver Branchies 3 Muskler smelte sammen til et perpendikulært staaende Mu- skelblad og hvorledes der over hvert Blad tremtræder en Branchiehulhed, der staar i Forbindelse med Rygkarret (T. V, 1 vd og 2, brh). En lignende Branchiehulhed optræder nu ogsaa under Muskelbladet i hver Bronchie, hvor denne slipper fri fra Tragtbunden (T. V, 3 brh), og denne staar Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma niliduluiii. 367 ligesom den övre i Forbindelse rimeligvis med det blodfö- rende Rum niellem Tragtens Vægge (T. IV, 3, a). Disse lo ßranchiehulheder kommunicere nu med hinanden gjcnnem de hule ßranchieblade, med hvilke de begge staa i aaben Forbindelse (T. V, 3). Rygkarret har paa det Stykke imellem Branchierne og septum en Udvidning, hvis Struktur jeg ei har kunnet ud- finde nöiagtigt, da den altid er fundet i en stærkt sammen- trukken Tilstand; imidlertid har jeg seet saameget, at der löber Muskelfibre i den i de forskjelligste Retninger (T. V, 4, er.); jeg kalder denne Del Hjerte, og det Rum, hvori det ligger, Perikardium (T, IV, 1, 2, 3 er, pc). Dette Rum er begrændset opad af Kropsvæggen og nedad af de to Kert- ler (1 pc), og i samme har jeg aldrig fundet Blod, men derimod har jeg paa et Præparat fundet Æg inde i det, der vare trængte ind fra Kjönskirtelen mellem Rygkarret og Endetarmen (T. IV. 3 ov). De to Kertler rage höiest op fortil og sænke sig bag- over nedad, og række hos Dyr med inddragne Branchier med sine Spidse ind mellem Tragtens \ægge paa begge Sider (T. IV, 2). Kertlerne ere omgivtie af en tynd Mem- bran, der sender mange Folder |ind i Lumen, saa der hos et sammentrukket Dyr kun hist og her kan opdages no- gen Hulhed, idet disse Folder ere pressede tæt mod hver- andre. Epithelet bestaar af klare cylindriske Celler. Bagtil lige ved Siden af Branchierne findes Udförselsgangene, som ere ganske eiendommeligt anordnede. Paa T. V, 1 ud ser man paa begge Sider af Branchiekommissuren en aflang Aabning i hver Kertel, og i Fig. 2 ud. ser man denne Aab- ning i Kommunikation med Perikardiet. Paa de folgende Tværsnit finder man Udförselsgangen igjen lukket, men faar ikke rede paa, hvor den udmunder, hvad man derimod faar paa Fladesnit. Paa Fig. 2 T. IV har jeg noget schematisk fremstillet Forholdet; opad ser man Udförselsgangen (ud) gaa ud i et ved et tyndt Blad dækket Rum, og paa den nedre Side, hvor Snittet ligger dybere, ser man (ud,), at 368 G. Armaucr Hansen. delte Blad er frit, at altsaa Spalten paa den övre Side alene er Gjenneinsnillet af den övre Del af en Sæk med Aabning nedad, hvori Udförseisgangen munder. Udförselsgangen har Flimuierceller, og i Bunden af den Del, der kommuni- cerer med Perikardium sidder en dobbelt Række Celler med meget lange og tykke Flimmerhaar (T. V, 5), Hvis nu Perikardiet er den Vei, gjennem hvilke Kjöns- produkterne slippe ud, hvad man kan være fristet til at tro efler Billedet, saa ville disse föres ud i Tragten gjennem de to Kertlevs Udförselsgange; og det synes da rimeligst at anse Kertlerne som Slimkirteler. Dog frembyder deres Cellebeklædning intet, som tyder paa, at den er slimafson- drende og heller ikke har jeg seet Slim inde i dem. At de ikke ere Branchiesække, som af Graff antaget, er imidlertid sikkert; de staa ikke i Forbindelse med Branchierne; Graff siger derimod om Cellerne, at deres frie Ender aabenbart vare slet konserverede „denn das stark granulöse Proto- plasma war hier diffus und die Cellen ineinander geflossen. Ich kann nicht sagen, ob wir es schon hier — wie zu vermuthen ist - mit einem Flimmerrepithelium zu thun ha- ben". Dette kunde kanske snarere være at opfalte som Ud- Iryk for Cellernes slimproducerende Virksomhed. Jeg maa endnu bemærke, at jeg hos et Dyr ikke fandt Cellerne be- varede, men i deres Sted en Mængde smaa Krystaller, saa- vidt jeg formaaede at se, farvelöse hexagonale Prismer med pyramidal Afslutning, hvad der snarere kunde lede en til at antage Kertlerne for Nyrer. K j Ö n n e t er adskilt og Kjönskertelen har den allerede beskrevne Plads. Den er omgiven af en temmelig tyk Bindeva>vshinde, fra hvis övre Væg der gaar Blade ned melle m Kjönsproduk- terntj. Af Æg findes der meget forskiellige Udviklingstrin ; de frembyde intet særligt i sin Bygning, ere nögne, besidde en fedtrig Blomme og en stor Kjerne med Kjernelegeme. Noget Sækken beklædende Epithel, hvorfra Æggene kunde Anatomisk Boskrivelst* af Cliætoderma nitidulum. 369 antares at udvikles, har jeg ei kunnet opdage. Af Testi- kelelemenler har jeg seet smaa runde Celler (?) meget fini kornede, lignende med större Korn og rndeligt aflangt spidse, smaa, stærkt lysbrydende Korn, der cnten ere Sper- matozoer eller Hoveder paa saadanne (T. V. 9). Graff antager, at Æggene dannes af Celler, der ligge dels paa Bindevævet, dels frit i deltes Masker, at do faa sin Blomme i det Organ, Graff kalder „Dotterstock", og al de endelig föres ud i det frie gjennem hans „Æggeleder". De först nævnte Celler skulle nedenfor omtales under Bin- devævet og Blodet, hvorhen de höre; Graffs „Dotterstock" er ikke andet end min Tarmudvidning, og hans Æggeleder er mit Rygkar. Graffs Formening om Æggedannelsen kan saaledes ikke være rigtig. B I 0 d 0 m I Ö b e t antager jeg gaar for sig paa folgende Maadr. Hjertet pumper Blodet ud fra Branchierne og jager det fremover gjennem Rygkarrot. Dette ender lige bag Hjernen (T. I, 2) og her munder det rimeligvis aabent, saa at Blodet kan strömme frit ud i Snabelen. Der findes mellem Hjernen og Svælget et aabenl Rum T. H, 2. vd?), som rimeligvis er en Fortsættelse af Rygkarret. Herfra kan det nu komme ind i Kropshulen omkring Tarmen; om det bagved Septum kan slippe igjennem bagover anser jeg for tvivlsomt, da Septum hænger sammen med Muskelhindens Bindevævsbeklædning. Fra Snabelen kan Blodet ogsaa komme ind under Diafrag- met (T. H, 2, cl,) og her befinder det sig da i et lukket Bugkar, hvorfra det formentlig gjennem en Aabning i Sep- tum nedad slipper ind i den Fure, som findes mellem de to nedre indre Kanter af Slimkerllerne og Bugvæggen og her- fra igjen ind imellem Tragtens Vægg-e Baade opad (?) og nedad (T. IV, 3, a) staar dette Rum i Forbindelse med Bran, chierne og herfra fyldes disse rimeligvis med Blod, der findes paa alle disse Steder, hvor jeg har nævnt, al det gaar hen. I Snabelen, Bugkar, Tragtvæggene Branchierne og Rygkarret 370 G. Armauer Hansen. har jeg fundet det som en finkornet koaguleret Masse, i hvil- ken der ligjïer et ikke meget stort Antal farvelöse runde Celler (T. V, 12X I Kropshulen omkring Tarmen har jeg kun fundet disse runde Celler, men ingen koagulerel Masse. Bindevævet. er overalt meget rigt. Der findes paa hele Indsiden af Kropsvæggen et Peritonæum, der sender sine Forlængelser indad til Tarmkanalen. Stærkest er Bipdevævsforbindelsen mellem Tarm og Kropsvæg fortil ved Overgangen mellein Svælg og Ösofagus (T. I, 2, bv). Fra Længdemusklerne lader Peritonæum sig med Naal lösne i större Flag, og man faar da for sig Stykker af en tynd Hinde med en fin Strib- nino- i cirkulær Retning, i hvilken der ligge talrige aflange Kjerner, om hvilke jeg ei har kunnet opdage noget Proto- plasma undtagen paa ganske bestemte Steder. T. Ill, 1, 2 og 3, pt ser man opad paa de övre Længdemuskler og paa de nedre lige under Diafragma tykkere Steder af Perito- næum ; disse Fortykkelser ere fremkaldte ved Lag af store Celler med en aflang Kjerne af samme Udseende som de övrige i Peritonæum forekommende; Cellerne have et rigl fintkornet Protoplasma og, seede i Profil, altid en fin korn- fri Kant ind mod Kropshulen (T. II, 5). Delte Cellelag er det, som altid giver Gjennemsnillet af de nedre Længde- muskler en trekantet Form. Foruden her findes disse Celler i rigelig Mængde forlil i Snabelen paa de Peritonæalskeder som her omgive de udstraalende Mnskelbundter og enkelte Muskelfibrer. De Traade, der gaa fra Kropsvæggen til Rygkarret og Tarmkanalen i talrig Mængde ere enlen solide eller hule og danne i sidsle Fald altid en Skede om en enkelt Muskel- fiber. Saavel Rygkarrels som Tarmens, Tarmudbuglningens og Kjönskirlelens \ægge beståa af et ens bygget Bindevæv: kun synes dette her al beståa af flere Lag. Ogsaa Dia- fragma beslaar af et Lag Bindevæv med en fin Tværstrib- ning og talrige Kjerner. Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nifidulum. 371 Nervesystemet har en temmelig stor Hjerne, som ligger omtrent midt paa Svælgets övre Væg (T. I, 2, h) T. V, 7 viser et Fladesnil af Hjernen ; man ser her længst bag den egentlige Hjerne (h), der bestaar af to hemisfærer, hvis hovedsagelige Be- standdel dannes af tværtgaaende Nervetraade. I Periferien er den forsynet med et Lag af smaa Korn (T. V, H), af- lange og fint kornede, der synes at ligge löse mellem Ner- vetraadene. Foran den egentlige Hjerne ligger der en stor Ansamling af lignende Korn, ufuldstændigt afdelt i 8 Lapper (k). Ind i denne Kornsamling kan man paa Snit stnndom se Nervetraade trænge ind fra Hjernen, eg fra Hjernen saa- velsom fra Kornmasssn ser man stundom Bundler af Nerve- traade gaa hen til de endnu længere fortil liggende Samlin- ger af Celler (gl), Paa T. H, 2, h, k, gl, ser man dette paa Tværsnit og man ser videre et Bundt Nervetraade gaa fra en Celleansamling hen mod Læben (Ibn). Det synes efter dette rimeligst at anse disse Cellemasser som Ganglier og specielt for Læbenerverne ; dog have Cellerne selv kun liden Lighed med Ganglieceller; de ere större eller mindre aflange Celler (T. V, 6) med ikke meget store Kjerner, og hvis Protoplasma paa Alkoholpræparaterne fremtræder som et Netværk. l^dlöbere fra nogen af Cellerne har jeg ikke seet. Fra hver Side af Hjernen ser man paa Længdesnit, at der udgaar en temmelig tyk Nervestamme, som i Snabelen löber udåd og nedad i mange Bugtninger (T. V, 8). Det har ikke været mig muligt hverken paa Tvær- eller Længde- snit at faa fuldstændig Rede i Nervestammens eller Stam- mernes Forlöb i Snabelen. I den forreste og mellomste Del af denne har man paa Tværsit mindst 3 Nervesnit paa hver Side (T. H, 2, n), hvad der kunde forklares ved de stærke Bugtninger af Nervestammen ; men der er altid For- skjel paa Tykkelsen af Tværsnittene, idet det ene Snit (n,) er mindre end det nedenfor liggende, ogsaa hvor Snittene 372 G. Armauer Hansen tilsyneladende har skaaret Ncrvestaninien ret over Og naar man kommer længere bagover, der hvor Diafragma begyn- der, har man derfra og helt til Bagenden to Nervesnit Hg gende paa de nedre Længdemuskler under Diafragma, og af disse to Snit er det övre altid mindre end det nedre (T. Il, 3, T. Ill, 1, 2, 3, n). Paa Længdesnit har jeg dog aldrig kunnet opdage mere end en Nervetraad, saa jes ei kan sige, hvor den övre tynde Traad tager sin Begyndeiso. Fra disse Traadc ser man hist og her en Gren afgaa til Musklerne. Ved Svælget finder man lige ved Siden af Tungen (T. II, 3, n) en Nervetraad, der sender en Gren indad foran Tungen; her flndes ogsaa paa hver Side en Ansamling af lignende Celler som do, jeg har betegnet som Ganglier for Læbenerverne (T. II, 3, gl?). Jeg har ikke seet den af- gaaende Nervegren gaa ind i disse formentlige Ganglier, heller ikke nogen Forbindolsesgren mellem dem; men Gan- gen af Nervegrenen og Forekomsten af disse formentlig ganglionære Knuder synes at tyde hon paa, at her findes en Svælgkommissur. Ovenpaa Svælget, tæt bagenfor Hjernen, ligger der paa hver Side en liden Celleansamling [1. II, 3, x) om hvis Betydning jeg ingen Formodning har Cellerne ere mindre, mere kornede end de, som jeg anser for Gangliecellor. I Bagenden finder man kun en Nervestamme og denno boier sig ved Basis af Branchierne opad for, som vi allerede have seet, at danne en Kommissur, der ligger mellem de övre Branchiemuskler og Endetarmen (T. IV, 1, 2, 3, bre, T. V, 1 bre). Fra hver af de opgaaende Stammer afgaar en Gren til den nedre Væg af Tragten, og fra Kommissuren afgaa to til den övre Væg (T. V, 2, n). Nervestammerne have samme Bygning som Hjernen, ere dannede al fine Nervetraade, som indad have en Skede af Korn. Hvorledes Nervetraadene ende har jog ikke kunnet se: kun paa Læben 'T. V, 11) har jog seet Nervetraade gaa Anatomisk Beskrivelse af Chætoderina nitidiilum. 373 med tilsyneladeiule IVie Ender hon mod Epithelet; men jeg har ikke kunnet se dem gaa ind i eller mellem dettes Celler. Allerede Loven mente, at Cliætoderma maatte antagcs at staa Priapiilaceerne nær; sammesteds lienförte ogsaa Kefer- stein dem (Zeitschr. f, wis. Zool. Bd. XV). Théel har, som vi saa, opfört den under en egen Familie ved Siden af Si- punculider og PriapuUder. Grafl' finder, at Resultaterne af hans anatomiske Undersögelser viser, at den Chæt. af Kefer- stein anviste Plads er den rigtige. Diesing og Quatrefages have ifölge Graff ogsaa opfört Chæt. blandt Priapulaceerne. Resultatet af min anatomiske ündersögelse synes nær- mest at være det, at man for Tiden vanskeligt nok kan hen- före dette r>yr til nogenaf de i Systemet opstillede Grupper. Huden har kun forsaavidt Lighed med Gephyreernes, at den bestaar af et Hypodermlag med overliggende Cuticula, som imidlertid ikke har de hos disse saa ilmindelige torn- eller knudeagtige Fortykkelser; Ivalkspiklerne kunne ikke jævnfores med dem, de ere noget for Chæt. ganske eien- dommeligt. Huden mangler desuden ganske de hos Gephy- reerne forekommende Hud legemer eller Kertler, og den kunde vel saa godt ansees at nærme Chæt. til andre Orme. Muskulaturen har lige stor Lighed med Annelidernes som med Gephyreernes; hos visse Annelider forekommer ogsaa i Ringmuskulaturen et Lag af krydsede Fibre, saaledes hos Chloræmiderne. Den tykke Chitinlæbe, Svælget med sin Tunge og Tand synes at nærme Dyret betydeligt til Mollu- skerne, og det maatte da nærmest blive de nögne Mollusker, med hvilke det maatte sammenstilles. Den store Tarmud- bugtning synes, trods dens afvigende Anordning, ikke uden Grund at kunne sammenholdes med Molluskernes Lever- Kjonskertelen ligger ogsaa ligesom hos disse ovenpaa Le- veren. Den mangler jo Molluskernes hele övrige Kjöns" apparat, hvis man ikke vil antage de to i Ragenden lig- X. Mag. f. Natuivsk. XXII, 4. 24 374 (i Armauer Hansen. tfende Kertler fov Slimkertler. Bigtignok er Kjonnot adskilt og Udgangen fra Kjönsprodukterne efter al Sandsynlighed bagtil. Med Hensyn til Cirkulations- og Respirationsorga- nerne har Chætoderma ulvivlsomt mest Lighed med en nö- gen Mollusk; de to vel udviklede Branchier og Hjertets For- hold til disse bidrage væsentligst hertil; Chæt/s eiendomme- lige Bugkar er nogct for den ganske egeA. Nervesystemet synes igjen at nærme Chæt. mest til Anneliderne baade i Anordning og Bygning; mange Annelider ialfald have over Hjernen en lignende Hætte af Korn som Chæt. Til den store foran den egentlige Hjerne liggende Kornmasse og de store af mig som Læbeganglier ansete Celleansamlinger kjen- der jeg intet tilsvarende. Forklaring over Tavlerne. T a v 1 e I. Fig. 1. Omrids af en Chætoderma lb, Læbe, a Snabel, b Hals, c Forkrop, d Bagkrop, o Bagende. — 2. Perpendikulært Længdesnit gjennem Midten af et udstrakt Dyrs Forende, et Cuticnla , hp Hypo- (lerm, rm Ringmuskler, lm Længdemuskler, bv Bin- devæv, h Hjernen, k Kornmasse foran samme, gl. Ganglier for Læbenerver, lb Læbe, gl? Ganglien tilhörende Svælgkommissuren ? a Muskel, der gaar fra Tungen fremover, b Muskel, der gaar fra Tun- gen ret nedad, c Muskel, der gaar ira Tungen udåd, rt Svælgretraktor. dp Diafragma, dp forreste mu- skulöse Ende af samme, sv Svælg, tg Tunge, t Tand, o Oesofagus, cl Coelom, vd Rygkar, w Ventralkar. — 3. Kalkspiklerne fra den forreste Ende af Snabelen. — 4. Et Stykke Hud fra Halsen med Hypodermceller, at af hvilke en i Midten er en encellet Slimkirtel, Cu- ticula og en Kalkspikel. Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nitidulum. 375 Fig. 5. En Kalkspikel sammesteds fra i Profil. — 6. En Kalkspikel fra Kroppen a og dens Gjennem- snit 1). — 7. Et Stykke Hud med Ringmuskellag fra Bagkrop- pen a Hypodermceller, b, b Slimkirtler, c Ring- fil)re, d krydsende Fibre. Tavle II. Fig. 1. Perpendikulært Længdesnit gjennem Midten af For- enden af et Dyr med stærkt indtrukken Snabel. Bagstaverne betegne det samme som i Fig. 2 T. I. — 2. Tværsnit gjennem en saadan Forende foran Ind- gangen i Svælget; Huden er ladt borte. Bogsta- verne betegne det samme som för. vd? Fortsættelse af Rygkarret under Hjernen ?, Ibn Læbenerve, hp Hypoderm under den ved Inddragningen foldede Cuticula, n, n„ n Gjennemsnit af Nervestamme, n, Snit af en mindre Stamme?, cl, den Del af Coelomet, der danner en direkte Fortsættelse af Bugkarret. — 3. Tværsnit gjennem Snabelen ; Snittet er faldet noget skjævt, lidt længere fortil paa venstre Side end paa höiere Side. x Celleansamling paa den övre Svælg- væg, gl? Ganglion for Svælgkommissuren?, n„ den Nervestamme, fra hvilken den formentlige Kommis- surtraad afgaar, t Tanden ; ved dens Spids sees Gjen- nemsnittene af Chitinringen, som omgiver den, a, a Tungebruskene. — 4. Et Stykke Tungebrusk. — 5. En Fiber af de Tværmuskler, der dannes af Diafrag- mas Forstærkningsfibre, med den samme omgivende Bindevævsskede, i hvilken en stor Celle. Tavle III. Fig. 1. Tværsnit gjennem Forkroppens forreste Del, lm, lm, lm, lm Tværsnit af de 4 Længdemuskler. am, am, am accessoriske Muskler for Tarmkanalen (Ma- 24* 376 (i. Armauer Hansen. ven, m, w, ni, ni Tværsnit af sinaa Muskelbundter (Jer lobe langs Uingmusklerne i Felterne mellen» de fire Længdemnskler. Fig. 2. Tværsnit paa Grændsen niellem For- og Bagkrop: Maven er her saa udvidet, at Diafragmas Insertion er rykket ned omtr. midt paa de nedre Længde- mnskler. pt, pt de Steder af Peritonæum, der ere belagte med de store Celler (som den i T. II, Fig. 5), gk Kjönskirtel, her Testis, 1 Tarmudvidningens (Le- verens) Begyndelse paa venstre Side af den fra Mavens Rygside iidgaaende Fold, t Tarmens Be- gyndelse. — 3. Tværsnit af Bagkroppen, gk Kjönskirtel (Ovarium) t Tarm, 1 Tarmudvidning (Lever). — 4. Det Stykke af Tarmkanalen, der ligger paa Over- gangen mellem For- og Bagkrop, a seet forfra, b seet bagfra 1, gk, Kjonskirtelens forreste Ende, t Indgang til Tarmen, I Indgang til Tarmudvidningen, c den Skillevæg, som först deler mellem begge, vd Rygkar. I b de samme Betegnelser. — 5. Et Stykke af Maven med dens Tværrynker og dens 3 accessoriske Muskler, am. — 0. Epithel fra Tarmudvidningen. Tavle I V. Fig. 1. Perpendikulært Længdesnit af Bagenden (halvsche- matisk) sp, sp Septum, pc. Perikardium, er Hjerte, lm, lm Bundt Længdemnskler, der gaar til (]en indre Væg af Tragten, brms övre Branehiemuskel, bre Branchiekommissur, br Branchie, sk Slimkirtel. — 2. Horisontalt Længdesnit af Bagenden (halvschematisk) Betegnelser som i foregaaende Fig. ud Slimkir- telens Udförselsgang. ud Indgangen i den Blindsæk, hvori den munder. — .3. Perpendikulært Længdesnit al Bagenden af et Dyr med halvt udstrakte Branehier; hele Tragten og Anatomisk Beskrivelse af Chætoderma nitidiiliini. :377 Branchierne blodfyldte, og- da Snittet er faldet noget skjævt, ser man indad ved a Kommunikationen mel- lem Trag'ten og- Branchien. ov Æg, der er paa Veien ind i Perikardiet. T avle V. ^ig. 1. Tværsnit al" Bagenden lidt foran Branchiernes Ud- spring, Betegnelser som paa Fig. paa T. IV. brmm midtre Branchiemuskel, brmi nedre Branchiermuskel. — 2. Tværsnit et lidet Stykke længere bag, netop der, hvor Branchierne begynde at blive frie. tr, tr Stykker af Tragtbunden, brh Branchiehulhed, n den til Dannelse afBranchiekommissuren opstigende Ner- vestamme, n, n, de to til den övre Del af Tragten gaaende Nervegrene. — 3. Tværsnit af en Branchie. — 4. Rygkarrets Indmunding mellem de to övre Branchie- muskler i Branchiehulheden. At et Fladesnit. — 5. Tværsnit af den med Perikardiet kommunicerande Del af Slimkirtelens Udförselsgang. — 6. Celler fra Læbeganglierne. — 7. Hjernen; af et Fladesnit. h den egentlige Hjerne, k Kornmassen, gl Læbeganglier. — 8. Den fra Hjernen afgaaende Nervestammes Forlöb i Snabelen. — 9. Elementer fra Testis. — 10. Af et Snit af Læben med en tilgaaende Nerve- traadsbundt n. — 11. Af Kornlaget i Hjernen, n Nervetraade. — 12. Et Blodlegeme. Nseverhaiigens j er-ngl ans foi ekorns ter af o. A, Corneliussen, Overstiger ved Kongsberg sølwærk. Når man fra Bodö reiser mod öst indover Salten- fjord og dens forsættelse, Skjer stad fjor d en, kommer man el stykke indenfor de öer, som skiller mellem begge fjorde, til en större bugt, der sætter ind mod nord og bærer navnet Nordvikbotn. Skildt fra denne ved en kort bred ström ligger Valnæsfj orden. Herfra går der nordover mod Fol den fjord et dalströg, hvis bund ved de mange små åsrygge, som for den störste del fölger dalens længde- retning, er meget kuperet. Opigjennem her ligger der flere små gårde, deriblandt ca. 1 mil fra Nordvikbotn går- dene Jordbro og Næ verhäng. Allerede for flere år siden kjendte man her til fore- komster af jernmalm; men da beboerne troede, at slige an- visninger intet værd kunde have, vare de aldeles upåagtede, indtil en i nærheden boende handelsmand i 1874 anmeldte dem til drift. Da jeg samme sommer på mine reiser for den geolo- giske undersögelse kom på disse kanter, blev jeg af eieren opfordrel til at bese stedet. Min tid var imidlertid da så knap, at jeg ei kunde ofre mere end et par dage på denne afstikker. Veiret var også i holeste Grad ugunt;tigt, idet det den hele tid ösregnede; da der desuden ikke var fore- laget de allermindste undersögelsesarbeider, var det aldeles umuligt at få nogen fnldtud nöiagtig rede på forholdene. Næverhaugens jeniglansforekonister. 379 I hösten 1875 kom jeg aller, nu bedre bekjendl med de •Teologiske forholde i det hele i Nordlands amt, til stedet og havde tid nok til at dvæle her henved en uge. Da der siden mit forrige besög var optagel el geografisk dotailkarl over den nærmeste trakt, ligesom der i sommerens lob på stedet var foretaget betydelige arbeider, dels jordrömninger, dels större sprængningsarbeider på jernmalmfeltet, kunde også (len geologiske undersögelse foregå med betydelig större held. Jeg optog således på stedet et geologisk karl og opgik et par profiler, hvilket her leveres. De omtalte arbeider vare forelagne for svensk regning under opsyn af notarien hr. M. Lindbobm, Planen for dem samt den egentlige geologiske og kemiske undersögelse fore- toges dog af geologen hr. Otto Gumælius og hr. C. A. Dellwik, direklör for jernkontorets metallurgiske atdeling. Hr. Gumælius har derefler i et mode i geologiska föreningen i Stockholm 2 dcbr. 1875 fremlagt resullaterne heraf og i foreningens forhandlinger no. 28, bind II leveret et kart og beskrivelse af forekomsterne. Da hans opfatning i meget er forskjellig fra den, jeg har fået af forholdene, har jeg Iroet at burde söge også mit karl med beskrivelse offent- liggjort allerede nu, hvad der vel ellers först senere vilde være skeet. Bergarterne i ströget mellem Salten- og Foldenfjord som overhovedet i næsten hele det indre Nordlands lagede berg er hovedsagelig glimmerskifre og krystallinsk kalk. Disse tilhörer uden tvivl ikke grundfjeldet, men yngre af- delinger. Desværre har man ikke hidtil sikkert kunnet af- gjöre deres plads i formationsrækken ved fossiler, da endnu ingen sådanne ere fuiulne. Kalken er oftest særdeles grovkryslallinsk af hvid, gul- agtig hvid eller blålig grå farve. Den er nogenlunde ren, indeholder dog spor af glimmer, kvarts, magnetjern eller kise og små grafitskjæl. Især er grafit omkring Næver- haugen sommetider temmelig rigelig tilstede; denne såvel som den eiendommelige, stærkt fremtrædende lugt af svovl- 380 O. A. Corneliussen. vandstof for slag eller gnidning synes al tyde paa dekom- ponerede organismer. Kalken er temmelig lös, såat den på enkelte steder enddog henfalder til en grov sand af kantede korn. Bænken, hvori den er sondret er af indtil fods- tykkelse. Glimmerskifren er for det meste stærkt kvartsholdig med forholdsvis lidet glimmer, dog er den ofte aldeles ty- pisk og består overveiende af dette mineral. Den indehol- der hyppig granater, tildels meget store, inden disse glim- merskifre forekommer der også striber med en karakter, der ofte gjör det vanskeligt at henföre dem til nogen be- stemt karakteristisk bergart. Det er nærmest glimmerskifre, idet de aldeles overveiende bestanddele er kvarts og glim- mer. Men de indeholder også nåle at hornblende, små korn af feldspat, sommesteds kalk eller dolomit o. s. v. De nærmer sig således ofte noget til kvartsit eller kvartsskifer, hornblendeskifer, gneis, kalkskifer o. s. v. Hvad der også ofte gjör bestemmelsen vanskelig er, at de hyppig er meget fin- krystallinske, såat de enkelte bestanddele vanskelig kan ad- skilles, ligesom de ofte rimeligvis på grund af et svagt kalkindhold, er stærkt forvitrede. Karakteren af de her op- trædende skifre.er dog, som sagt, aldeles overveiende kvarls- rige glimmerskifres. Disse bergarters strög er for den pågjældende egn i det store sv-no, men vaklende mellem ssv-nno og vnv-oso. Faldet er nordvestligt med en vinkel af for det meste om- kring 45^, Såvel omkring Valnæsfjorden, som forövrigt også langs hele nordbredden al Salten- og Skjerstadfjord, optræder meget hyppig granit, mest lys af farve og grovkornig, i mægtige gange, krydsende lagene i alle retninger. Også omkring Næverhaugen optræder granitgange. Disse er imid- lertid ikke hverken saa mægtige som længer nede i dalen og har heller ikke samme karakter, idet de bestå af en svagt rödlig, stribet granit og fortrinsvis gå i lagenes strög- Næverhaugens jernglansforekomster. 381 retning. Især i partiet niellem Næverhaugeu og Grövlevand er de meget hyppige. Hvad kartet over det egentlige inalnidistrikt angår, sa ina dette vislnok nærmest blot kaldes en skitse. Tiden til- lod ikke, hvad der jo kunde været önskeligt, fod lor fod at folge hver enkelt bergart og indtegne dennes plads. Del er derfor ikke saaledcs at forstå, at i partiet mellem Grövle- vand og „Åsen" og „Ryggen" grænserne mellem skiferpar- tierne og det myr- og skovdækte land netop er som på kartet angivet, heller ikke, at granitgangene netop har den angivne beliggenhed og udstrækning. Jeg har blot villet betegne, at opover det her ellers meget bedækkede land stikker skiferpartier med korte, men forholdsvis mægtige granitgange. Det samme gjælder om selve Næverhaugens ryg, hvor der overalt er meget skovdækket og om partiet mellem Jordbroelven og höifjeldet i n.n.v. At der på det förste sted er mere skifer, på sidste muligens flere kalk- drag er vistnok sandsynligt, men af blottet berg sees hist næsten udeliikkende kalk, her blot skifer. Kun partiet nær- mest om malmen og specielt ved „Madstukrogen" er noie gransket og afsat. Sammenlignes den af Gumælius leverede kartskitse med min, vil man finde ikke ubetydelige afvigelser. Begynder vi i nordvest og går sydvestover, tvers over lagenes strög- retning, har jeg (se profil II) överst antegnet glimmerskifer. Denne er aldeles typisk og indeholder granat. Under denne kommer med samme fald (n.v. 50*' à 60") en temmelig mæg- tig krystallinsk kalk. Ingen af disse bergarter findes atlagt på Gumælius' kart. Imidlertid sees formodentlig fortsættelse af dette kalkdrag længer öst ved Grövlevands sondre bred. Skjönt jeg ikke kom ned netop på delte sted og derfor ikke har seet dette kalkparti, har jeg dog efter Gumælius også afsat dette. Dens fald kan jeg naturligvis ikke angive lige- som Gumædius heller ikke har antydet det; do»- formoder jeg, at det må være, som de andre bergarters her, nord- vestliçrt. •^82 O. A. Corneliussen. I det liggende af denne optiæder i den sleile nord- veslvægs fod en lysgrå glimnierskifer. Den er kvartsrig, lydelig krystallinsk, lidet skifrig, tykbænket og indeholder granat saml ydersl s[iarsonit små korn af hvid feldspaf. Skal den ikke kaldes glimnierskifer, hvad der forresten er det ubetinget rette, må den nærmest benævnes finkornig grå gneis. Gumælius kalder den „eurit". Üerefler kommer et særdeles myrlændt lavlandsparti mellem Grövlevand og höidedraget i Ryggen, Asen, Næverhaugen, der danner dal- strögets midtparti. Bergarten er her glimnierskifer, for den allerstörste del aldeles typisk, tyndskifrig, glimmerrig. Hist og her blot kan man til nöd opdage enkelte korn af feld- spat. I dette parti er del, som de omtalte slribede granit- gange så hyppig optræde, og^ som for störste delen fölger sirögretningen, medens de dog også på flere steder lydelig har indvirket på de nærmeste skiferlags fald og enkeltvis også sees al overskjære skiferne under spids vinkel. Gu- mælius anförer delte parti som gneis; idel dog den sydligste del deraf på hans karl optages af el „eurilbælte". Derefler kommer det liöiere midtparti af dalen, som be- står af afvexlende krystallinsk kalk og skifer (også her ho- vedsagelig glimnierskifer, tildels nogel kalkholdig) i flere bælter. Her har Gumælius forbigået de mellemkommende skiferlag, tegnet en meget bred kalkstenszone, så alter „eu- rit" og sydligst påny gneis. Heller ikke denne sidste berg- art kan efter min mening fortjene navnet gneis, jeg vil ubetinget kalde den glimnierskifer. Hvad navnet eurit, hvormed Gumælius har betegnet de fleste af disse skifer, angår, så er dette neppe heldigt, Eurit bruges udenfor Sverige, såvidt mig bekjendt, blot om en finkornig eruptiv med porfyrgrundmasse og tildels med större spredte krystaller at feldspat. I Sverige der- imod anvendes det for snart lydelig, snart utydelig skiktede bergarter, der er finkrystallinske og lidet typiske, og som derfor ere vanskelige al bestemme og henföre til nogen af de övrige bergarter. Svenskernes eurit bliver derfor snart Næverhaugens jernglansforekomster. 383 det samme soin röd gneis, snart som grå gneis, glimmer- skifer, kvarlsit o. s. v. ja bruges også om eruptiver. At dette er tilfældel, viser noksom hr. Gumælius. På kartet opförer han i sin tegnforklaring navnet eurit, som nævnl, blandt andet tor et bælte på hver side af det midtre höide- drag. I sin beskrivelse heraf siger han herom : „Längre upp i slutningarne å ömse sidor af dessa små höjder finner man tinkorniga, eurit- eller gli mmerskifer lika, stun- dom hornblendelörande och stundom med magnetitkorn ind- sprängda lager". Længer nede på samme side siger han: „Malmlagret är dock närmast omgifvet af en än grå än röd- aktig, stundom glimm ers kife rlik, stundom qvart- s il artad, stundom euritisk(!) linkornig bergart''. Eu- riten her er altså så lidet typisk, at den blot stundom er euritisk. Og dog står der paa kartet blot: „Eurit". I ,,Ötversigt af kongl. vet. akad förhcuullingar 1875'' No. 2 har Gumælius offentliggjort en afhandling: ,,0m malm- lagrens åldersföljd och deras användande såsom ledlager". Heri siger han om den röde eurit: „Den finnes i olika arter: nästan tät, helleflintartad, för slag sönderspringande i skarpkantiga stycken; finkornig, nästan oskiffrig, granitartad; tydlig skiffrig, något gneisarlad; porfyrartad genom inströdda qvartskorn eller fältspatkristaller'. Om den grå eurit siger han, at den sædvanligvis er tydelig kornig, oftest skitrig, samt at der også af denne findes porfyrartede varieteter. I „Bihang til k. svenska vet. akad. handlingar", band 3, no. 2 har geologen David Hummel meddelt en afliandling om „Sveriges lagrade urberg jemförda med sydvcstra Euro- pas". Heri fremhæver han det urigtiga i navnet eurit, der af Franskmændene, som har foreslaet det, benyttes : „man kunde säga i rakt motsatt betydelse til den, namnet i Sverige erhållit". Han foreslår derfor at ombytte det med „leptit", og opstiller således röd og grå leptit (eurit), som benhö- rende under röd og grå „hälleflinta", hvorfra de adskiller sig ved sin körnige, mer eller mindre sandstenaglige ka- rakter. De kan få, siger han, udseende af en yderst lin 384 O. A. Corneliussen. i,Mieis med udpræget skifrighed. Om den grå leptit siger han, at „varietäter ses också ofta, som äro fullständigt ut- bildade som fina gneiser eller glimmerskiffror, under det andra likna sandsten eller qvartsit". Endvidere, at den ofte får en udpræget skiktning ved lagvis tilstedeværende hornblende, granat og til og med olivin. Det ser således ud, som „eurit" i Sverige er bleven en slags ryddekurv, hvori man lader alskens finkornige, kvarts- holdige bergarter gå. Hertil kommer også, at Svenskerne har opstillet en egen, til det yngste grundfjeld henhörande „euritformation", som naturligvis især udpræges ved denne ubestemte, lidet karakteristiske bergart, eurit. I denne for- mation skal nu Sveriges og fölgelig også Norges jernmal- mer findes som lag, og det enddog således, at disse kan benyttes som „ledlager". Men dette synes mig at være forholde, hvormed man må være yderst var. Man kunde med en sådan mening for oie let stå i fare for overalt, hvor der findes jernmalm i eller ved finkrystallinske gneiser og skifre eller vel enddog en finkornig eruptiv, at anse disse for eurit (efter det fore- gående kan jo navnet passe lige godt for dem alle), og föl- gelig henföre forekomsten til det yngste grundfjeld, til Sven- kernes såkaldte euritformation. En sådan feiltagelse tror jeg er begået ved Næverhaugen. Jeg tror ikke, at jermalmen her danner et lag, afsat samtidig med de omgivende berg- arter, og jeg tror ikke, at det berg, hvori den findes hen- hörer til grundfjeldet. Guraælius siger angaaende lagfolgen, at alt synes an- tyde, at denne er sådan, at den finkornige gneis i dalbunden på begge sider af Næverhaugen er ældst, at over denne ligger den eurit eller glimmerskiferagtige bergart, som i sin överste del indeholder jernglanslaget, og at kalstenen er det yngste led af de bergarter, som indtager hoveddalens bund. Var dette så vilde forboldene jo komme til at passe godt til den af Svenskerne opstillede euritformation, som den yngste del af urfjeldet; over denne vilde der da komme Næverhaugfens jernglansforekomster, 385 en kalkslenszoiie, der kunde lilhöre en yngre formation, Ser man imidlertid på de af mig leverede profiler, synes delte på ingen made at kunne være tilfældet. For at få kalken til overalt at ligge over de an- dre bergarter , måtte man istedetfor en re- gelmæssig folge an- tage en sammenpres- ning omtrent som i hosstående tegning, der er et profil i dob- belt målestok af det på kartpladen tegnede. Man vilde da have at antaga gang på gang gjentagen fuld- stændige inversioner med en vinkel for kal- kens vedkommende af oftest blot 30" - 45". Ikke ét eneste sted har det været mig mu- ligt(udenfor små krus- ninger, hvorom mere siden) at opdage fald til modsat kant, hvad heller ikke Gumælius noget sted har an- tegnet. Men selv om et sådant forhold for bo ^l 386 O. A. Corneliussen. selve bergartcrne var tænkeligl, sa vilde delte aldeles ikke passe med den antagelse, at malmen skulde være et lag heri; thi da mangler delte led ved punkterne a. Gumælius synes imidlertid heller ikke selv at have ment den sUigs foldning, idet han nemlig ved beregningen af den antagelige malmkvanlitet, har antaget jernglanslaget at gå lil mere end 400 fods dybde; delte kunde ikke stemme med op- og nedadgående folder. Han synes derimod for mal- mens vedkommende på dette Sted, s. v. for selve Næver- haugen eller ved Madstukrogen, at anläge, at „malmlaget" er sammcnstuvet i vertikal retning, at det danner ud- og indgående folder. Dette kunde nok tænkes hvad malmen angår, men så vilde dette igjen aldeles ikke passe lil den antagelse, at kalken skulde være yngst. Af kartet vil man nemlig se, at kalken tegner sig i horizontalplanet som pa- ralelle bånd, der kan fölges over meget lange slrækninger i slrögretningen. Disse paralelle bånd kan umulig være de selvsamme lag, hvad der jo måtte være tilfældet om denne skulde være absolut yngst, yngre end skifren umid- delbart under malmen og yngre end skifrene n. v. for „Ryggen" og Næverhaugen. Gang efter gang måtte kalk- lagene da gjöre helt om for atter at lobe parallelt med sig selv. Men en sådan brat svingning sees inlet sled og kunde vel også vanskelig tænkes mulig. Bergarlerne her kan derfor ikke henföres til grundfjeldet (eller euritformation) uden at også de særdeles talrige og mæglige lag af krystallinsk kalk, som her forekommer det ene over det andet, også måtte höre derhen; thi skifrene omkring Grövlevand må være yngre end disse. Malmen og dens forhold til de omgi- vende bergarter. Malmen er overalt jernglans i löst sammenhængende^ mindre korn, tildes med imprægnation af magnetjern. Den indeholder slriber og rænder af især kvarts, men også lidt Næverhaugens jornglansforekonistev. 387 glimmer, kalk, hornblende, leldspat, granat etc. Disse slri- ber er snart lalrige, snart mindre lalrige. Malmen synes ved hovedforekomsten omkring gården Næverhang at være renest. Ved en flygtig iagttagelse af jernglansen og de aller- nærmest omgivende bergarter synes det virkelig, som også kartet viser, på lange slrækninger at forholde sig som et lag. For det smale, 1 — 3 fod mægtige leie E,FogO dan- ner den krystallinske kalk det hængende og skifre del lig- gende, og dette forhold er så konstant, at jeg benyttede de overliggende kalklag, der for det meste hæver sig nögne og ubevoxede lidt over det ellers meget dækkede fjeld, som vei- viser under mine opgåelser af malmforekomsterne. Dette stykke kan således særdeles vel lages til indtægt for den mening, at malmen er et lag på samme vis som kalken. Men en nöiere granskning især af forholdene ved de mæg- tigere partier af malmen på begge sider af Næverhaugen synes mig at maatte kuldkasle en sådan mening. Hell nede fra Skjcrsfadfjorden og forbi Hals- og Höm- mervand har man på mangfoldige steder påtruffet leiefor- mige forekomster af jernglans blandet med magneljern og af liden og omtrent samme niægtighcd. Når imidlerlid Gu- mælius mener, at de afbrydelser, der både er særdeles hyp- pige og tillige så lange, at malmens optræder i dagen sna- rere blot er sporadisk, kun skyldes overdækning af fjeld- grunden, da forholder delte sig ikke så For slrækningen s. v. for Jordbro har jeg intet sikkert exempel på en virke- lig öiensynlig albrydelse, uden at jeg dog tvivler på, at sådanne vilde kunne findes. Her er så særdeles bedækkel af skov og myr, at der vanskelig kan fåes nogen greie på forholdene, ligesom også mine undersögelser i denne egn kun har været ganske löselige. Derimod findes der virkelig ikke malm, i alfald trædende op til dagen, på en strækning ar omtrent 1300 fod mellem lille .lordbroelv og Næverhau- gen. Jeg antog i 1874 ved min flygtige belaring af feltet^ at del blot var bedækning, som gjorde, at man her intet 388 O. A. Corneliussen. ser til (len; mon jeg- har sidsle sommer nöiere undersögt dette og fandt da, at malmen absolut, om den var tilstede, måtte have vist sig, da fjeldgrunden på mangfoldige steder her er tilstrækkelig blottet. Her må altså være et brud i forbindelsen. Det såkaldte lag har her pludselig ophört og kommer ligeså pludselig atter tilsyne med den samme mæg- tighed. Dette brud i den ellers regelmæssige folge, erstat- tes imidlertid ved en så rigelig imprægnation af hovedsagelig magnetjern i de bagenfor liggende små skiferkupper 31 og N, at disse næslen går over til at blive en dårlig jernmalm. De er en art glimmerholdig kvartsskifer med smale rænder af jernertser. Også ved selve Næverhaugen synes forholdene ved för- ste öiekast at tale om lagning. Kalken gjör ved Madstukro- gen en skarp böining og forlsætter derpaa i det store atter med nordostligt strög som för. Som kartet viser, gjör også malmen her en sving; mon istedetfor derpå som kalken at- ter strax at böie mod nordöst, fortsætter malmen helt ned- over til Næverhaug gård i forekomsten B. Fra dette punkt omtrent sætter den med for det meste liden mægtighed (C, D) i nordostlig retning. Hvorvidt alle de her optrædende större og mindre malmparlier virkelig er sammenhængende er ikke konstaterel, skjönt det jo er rimeligt; de foretagne jordrömninger har ikke hertil været tilstrækkelige. Gumælius tegner dem sammenhængende og mener, at malmlaget her har gjort flere skarpe böininger. Imellem A og D sees to smale udkilere af kalken, ligesom skifrene mellem disse udkilere er stærkt småkrusede. Gumæ- lius mener nu : af en eller anden grund har kalken, skifren og det inden disse optrædende „lag" af malm fået skarpe og gjen- tagne böininger og krusninger, inden de atter i samme ordent- lige række fortsætte i den oprindelig strögning. Leiningen er her som tidligere, siger han, saadan, at der såvel i det lig- gende som i det hængende af malmen er skifre (eller eurif), först over denne optræder igjen kalken. Så er også for- holdet her. Der ligge skifre begge sider af malmen. Men Næverhaugens jernglansforekomster. 389 delte beviser iietop. at denne her indtager en anden plads i forhold til de omgivende bergarter end för. Thi malmens hængende er umiddelbart kalk, ikke skifer overalt ellers, lige til svingen ved Madstukrogen, medens det liggende er skifer. Aldeles samme forhold indtræder alter, når man fölger forekomsten B et stykke mod nordost. Malmen har altså ved selve Næverhaugen forladt kalken, som den hidlil har fulgt og er trådt ind i skifer- feltet på en kortere strækning. Gumælius siger, at overall, hvor jordrömning har blottet malmlagets hængende og liggende, ser man „euril" på begge sider af dette. Men sagen er, at jordrömning kun er foretagen på dette ene sted, ved hovedforekomslen, og her har det da vist sig, som han siger, at der er skifer på begge sider af malmen. At der iiiiidlertid på alle andre steder er kalk i det hængende, kan også uden mindste jordrömning sees; fjeldet er på mangfoldige steder tilstrækkelig blottet hertil. På nordostsiden af Kæverhaugen optræder atter flere tildels temmelig mægtige malmforekomster. Også her viser det sig, at disses plads i forhold til de omgivende berg- arter er forskjellig, og at de altså ikke kan være lag. Ser man på kärlet, vil man se, at forekomsten K har kalk i det liggende, / i det hængende og H såvel i det hængende som liggende på vestsiden af Halsvandselven, medens den til- syneladende fortsættelse af Zf på öslsiden af elven har skifer i det liggende, kalk i det hængende. At disse uregelmæs- sigheder skulde tilfredsstillende'kunne forklares ved antagelse af böininger og foldninger, som Gumælius har ment, fore- kommer mig umuligt. På den detail, han leverer af dette parti, og hvori han forsöger en sådan forklaring, har han flere observationer, der viser fald mod n. o., men disse gjæl- der blot striber i malmen og har derfor efter min mening ikke mindste betydning. Han har for selve bergarten her kun én eneste faldanlegnelse, og denne viser n. v., altså som ellers. Her er desværre meget bedækket af skov og myr, så forholdene vanskelig kunne lægges aldeles klare i N. Mag. f. Natur vs k . XXII. 4. 25 390 O. A. Corneliussen. dagen. Hvis her imidlertid skulde være éi foldet jernmalm- lag, målte man også her, da ikke på et eneste sted tydeligt fald af bergarlerne i andel end nordvestlig retning kan sees, ty til flere fuldslændige inversioner, som her endog blev endnu urimeligere end ved Madstukrogen, da faldet er yderst svagt. Ser man på den nævnle detail af Gumælius, vil man se, at han for delte parti antager op- og nedgaaende folder for malmen. Al imidlertid lagene på s.v.siden af Næver- haugen skulde være hoiede ud og ind i meget stærke kur- ver, men på n.o. siden hoiet op og ned, synes hoist urime- ligt. Men så må åbenbart meningen være. Imellem I og K oplræder der en bergart, som jeg har kaklet grönsten (Gumælius siger, at den er „eurit") Den er næsten tæl, viser ikke mindsle spor af lagning, en eruptivs spaltningsforholde, er af grågrön farve med rigelig indsprængt magnet- og svovlkis, samt har tildels gule korn afolivin(?). Der synes mig ikke at være tvivl om, at den er en eruptiv, og kan for tiden ikke gives bedre navn end grönsten. Gumælius' og mit kart afviger ikke så ganske lidet, også hvad dette parti angår. Han har således i det liggende af -K'„euril", jeg har observeret kalk; han har anfört „eurit" for et större myrdækket parti mellem J og -£? samt nord for ff, hvor jeg ikke har vovet at angive bergarten*). Grün- det på en nöiagligere opgåen af forekomsterne for feltets udmålings skyld, har også forekomsten I på mit kart fået en noget anderledes og större udstrækning. I én ting stem- mer dog begge karter overens, nemlig deri, at forekomsten H såvel i det hængende som liggende umiddelbart har kalk, *) Det samme har han forresten også gjort flere andre steder på sit kart. Således antegner han ,,enrit" i s. v. og v. for Næver. haugens gård samt omkringJordbro overalt, hvor der er ager- og england eller myr, hvori, mig vitterligt, ikke et eneste sted den faste fjeldgrund kan sees. Det samme gjælder også for en dej om det nordlige afhæld af høidedraget i Ryggen, Asen, Næver- haug, hvor der er meget myrdækket. Næverhaugens jernglansforekomster. 39,1 og alene detU; forhold synes mig at kuldkasle Gumælius' mening om at malmen er lag, da han siger overalt ellers sävel i det hængendc som liggende at have fundet eurit. Her må altså enten være et andet lag, — men han siger udtrykkeliff, at der ikke er mere end ét sådant —, eller også er malmen hverken her eller på de andre steder lag. Nok en omslændighed, der på det bestemteste taler mod lagning, er den, at der ved Ryggen, nær Jordbro, optræder tre paralelle leieformige malmforekomster {0, E og S) og nærmere lille Jordbroelv to (0 og P), noget som har und- gået Gumælius' opmærksomhed. Her er leiningen af berg- arten, også efter hans eget udsagn, så konform og regel- mæssig, at der aldeles ikke kan blive tale om nogen foldning af et og samme maimlag, hverken op og ned eller ud og ind. Endelig er den hoist forskjellige mægtighed af fore- komsten et talende bevis mod lagningen. Bergarternes lagningsforholde er altså i det store tem- melig ensartet, faldet er nogenlunde konstant mod nordvest med en vinkel af mellem 30" og 45^. Der er dog mindre afvigelser, idet såvel kalken som skifrene på enkelte steder viser sig krusede og sammenpressede i det små og enddog enkeltvis gjör en större böining. Når man imidlertid står på det standpunkt, at malmen er et lag, vil man forgjæves lede efter årsagen til disse lokale uregelmæssigheder. Visl- nok optræder der i syd for Grövlevand en hel del korte granitgange. Men disse kan ei være årsagen til uregel- mæssighederne i nærheden af malmen, da lagningen mellem disse partier er uforstyrret, og kraften må jo dog virke stærkest omkring dens eget sæde. Gumælius fremholder selv det faktum, at det blot er i den nærmeste omgivelse af malmen, at lagningen er forstyrret. Han siger saaledes om hovedforekomslen ved Madstukrogen : „Kalken viser i for- skjellige lag forskjelligt strög og fald således, at, medens 25* 392 O. A. Corneliussen. de indved malmen liggende lag fölger denne på det nær- meste, böie de höiere op liggende sig mindre og mindre^ såat tilslut de överste gå frem uden at vise nogen indvirk- ning af d€n skarpe böining strax nedenfor i Madstukrogen". Men bvor skal man söge grunden til en sådan fulstændig lokal forstyrrelse? Her er ikke nogen större eruptiv synlig, ingen mægtigere granitgang. At sådanne netop skulde An- des, hvor dækning af fjeldgrunden skulcLe skjule den for blikket er lidet sandsynligt. Gumælius har heller ingen så- dan observation. I selve det for undersögelserne af mal- men optagne skjærp inderst i Madstukrogen optræder der, tildels sættende gjennem malmen, en pegmatitgang, men denne har kun ca. 3 fods mægtighed og kan ikke have for- voldt sådan forstyrrelse. Gumælius har i en indberetning, han har givet om de foretagne arbeider ved forekomsterne og disses forholde gjort opmærksom på sådanne mindre foldninger og krus- ninger i kalken ogsaa fra partiet mellem Valnæsfjorden og Skjerstadfjorden, hvor de på den af våndet glatpolerede överilade af kalken tegner sig særdeles smukt. Jeg har også seet disse. Hosstående tegning er således fra et sted hen Fig. IL Ved denne har man tydelig årsagen til forvirringen i den fingerförmig forgrenede granitmasse, om hvilken lagene på det vidunderligste ere snoede. Det hele forhold giver ndtryk af, at kalken ved granitens frembrud har været af Næverhaugens jernglansforekomster. 393 en mer eller mindre deigagtig konsistens ; det er ingen fyldt revne, graniten synes at være presset op og har tydt iid gjennom don let eftorgivende masse som en grenet stok. På de fleste steder muligens har man dog ikke så let for strax at finde årsagen til de lalrige exempler på krusninger af enkelte lag. Mon aldrig er dog her eruptiver som mæg- tige pegmatitgange netop i denne Valnæsfjordegn langt borte, således som tilfældet er ved Næverhaugon. Gumælius har selv Iræffonde skildret forholdet i så henseende i folgende ord: „I trakten af Bodö og vid Skjersfadfjordens mynning finner man dessutom en ljus granit i riklig mängd, dels så- som större massor, täckformigt utbredda på den skifTriga borgarton, dots ock såsom gangar, genomsättande densamme kors oek tvärs ock framstående öfver ytan, så at sluttnin- garna här ock der se ut såsom oregelbundna, större ock mindre grönskande betesmarker, afskilda från hvarandra genom stenmurar". Når Gumælius derfor antager, at kalken og „euriten" ved Madstul.rogen af en eller anden ukjendt grund har fået de omtalte boiningsfænomener, og at malmen som folge af at den er et lag deri, også har fået tilsvarende böininger og krusninger, så synes det mig ikke at kunne være så- ledes. Lettere vilde forklaringen af disse uregelmæssig- heder, der som oftere för fremhævet kun sees nærmest ved malmen og dette netop der, hvor denne er tilstede i störsj mængde, ellers ikke, blive, hvis man kunde antage, at mal- men selv er eruptiv. Da den, selv med antagelse a f flere böininger, her har en mægtighed af over 40 fod er det klart at trembrudet af en sådan masse måtte have havt en ikke ubetydelig indflydelse på de nærmest omgivende lag. At disse krusinger stærkest fremtræder mellem forekomsterne ^ogD blev også da naturligt; thi her havde der været et pres fra to sider; detle kunde da også de to kalkudkilere i skiferfeltet skylde sin tilværelse. Gumælius har også iagl- taget böininger hos kalken i horizontal retning ved Madstu- krogen. Dette fandl også let sin forklaring ved denne anta- 2i9'ê O. A. Corneliussen. geise, idet nemlig malmen, der falder skrat ind under Næ- verhaugen, ved sit frembrud også havde måltet öve sin ind- flydelse ved pres opad og ikke blöt til siderne. Efter alt delte at dömme, synes mig den simpleste og mest tilfredsstillende forklaring at være denne: Malmen er, rimeligvis ved sublimation Irængt op fra dybet. Af en eller anden årsag har den fundet lettest ved grænserne mellem kalken og skiferlagene og har således imprægneret disse sidsle, snart blot såmeget, al bergarten er vedbleven at være skifer men med malmrender (således ved M, N og flere steder), snart såmeget, at den er bleven en jernmalm, hvori skifrens bestanddele blot optræder som ganske smale siriber*). Heraf fölger også, at malmen må få en slags skifrighed og det, netop ved skiferlamellerne, nogenlunde bergartens oprindelige skiktning. Hvor derimod store masseudbrud har fundet sted, som ved selve Næver- haugen, der har disse taget veie i mere og mindre grad uat- hængige af bergarternes lagning, ja enddog hos disse fremkaldt forrykninger, böininger, folder og kruser. At flere af disse malmforekomster mod dybet kan forene sig til en större stok, synes ikke urimeligt. Tilsidst vil jeg også kortelig omlale forekomstens prak- tiske værd og resultatet af de ifjor gjorte undersögelses- arbeider. Som det af kartet sees, har malmen i dagen en ganske usædvanlig stor udbredelse. Middelmægtigheden af Ä kan anslåes til over 40 fod, længen er 800 fod, B's mægtighed er ca. 32 fod, længden 400 fod, C's störste mægtighed = 40 fod, længde 200 fod, D's störste mægtighed 14 fod, mindste ca. 3 fod, længde 1100 fod,. Såvel efter Gumælius' som min beregning skulde malmen her omkring Næver- *) Malmens forureuinger er netop de samme som skifrenes be- standdele. Nævorhaugens jernglansforekomster. 395 haug gård have et kvadratindhold i et horizonlalt plan af ca. 68000 kvadratfod. Man malte gå iiid gå mahnen med en stoll, bedst som af Gumæliiis foreslået fra Sortc-vand, s. for Grövlevand. Man vilde derved nå den i et dyb af ca, 400 fod under dens holest beliggende punkt. Miilliplieeres ovenangivne kvadratindhold med denne vertikale höide, fåes et kubikind- hold af over 27 millioner kubikfod. Da der, som nævnt, ved mil förste besög på stedet i 1874 ingen forberedende arbeider var gjort, og veiret var i höiste grad uheldigt, hvad enhver dermed fortrolig ved, gjör deslige undersögelser meget vanskelige, turde jeg ikke stole sikkert på det særdeles gunstige indtryk, jeg dengang fik. For nogenlunde at kunne bedömme malmens rigdom, fik jeg mig derfor tilstillet en del större prover, skudte med 3 fods mellemrum tversover B og tagne uden udvalg. A disse fandt jeg, at Ve måtte ansees altfor fattig til at have værd som malm. De övrige kunde bekvemt deles i 2 sorter. Jeg analyserede derefter 2 stykker, som kunde ansees som middel af de 10 malmsorter og fik herved af flere samstem- mende analyser folgende resultat: 1) Middel af bedste sort, der efter pröverne at dömme kunde anslaaes til omtrent ^/s «f mægtigheden, indeholdt: uoplöst bergart 15,03 pct., jeroxyd 84,23 pct., altså jern 58,96 pct. 2) Middel af 2den sort, efter pröverne '4 af mægtig- heden, indeholdt: uoplöst bergart 23,24 pct., jernoxyd 77,07 pct, altså jern 53,95 pet. Jeg analyserede desuden nogle stykker næsten ren malm fra Madstukrogen, som også var medsendt, og fandt: 3) Uoplöst bergart 4,59 pct., jernoxyd 95,70 pot., altså jern 66,99 pct. og 4) Uoplöst bergart 6,88 pct., jernoxyd 95,87 pct., altså jern 65,01 pct. Jeg ansatte middelgehalten af brydeværdig malm efter dette til ca. 56 pct. jern. 396 O. A. Corneliussen. At man på denne made ikke kunde få noget pålideligt resultat, var jo klart; men jeg troede, efter det indtryk, jeg havde fået af malmen ved at se på den i dagen, at dette snarere var for dårligt end for godt. Dette visle sig imid- lertid efter de ifjor forelagne undersögelsesarbeider ikke at være tilfældet. Man fandt, at af de udbrudte 16220 centner berg var 29,9 pct. uholdigt, 4,5 pet. primamalm med gjen- nemsnitsgehalt 58,2 pel. jern, samt 65,6 pct. sekundamalm med gjennemsnitsgehalt 52,1 pct. jern. Det må dog herom bemærkes, at procenten at uholdigt berg, hvad også Gumælius fremholder, er for stor, idet man også sænkede i det underliggende uholdîge berg, hvilket dog medtoges i beregningen, iigesom det samme var tilfæl- det med den för nævnte, her opirædende pegmatitgang. Jeg tror derfor, at man kan ansætle det, dersom for faltigt må fraskeides til ca. 25 pct. Det övrige vil altså blive malm al hovedsagelig 52 pct. jerngehall og i en mængde af ca. 75 pct. af det udbrudle berg. Da nu kubikindholdet af den hele masse over stollens niveau var 27 mill. kubikfod, bliver der altså heraf ca. 20 mill. kubikfod malm. Sættes vægten af 1 kubikfod til 2,5 Centn, fåes en malmvægt over stollen af 50 mill. centn. Med en årlig udvinding af 2 mill. centn., der vistnok her burde soges nået, vilde dette være tilstrækkeligt for 25 års drift. Hertil kommer nu de meget betydelige masser på nordsiden af Næverhaugen, som imidlertid ligger noget la- vere, og som vel först senere vilde komme til at uddrives; og antages videre, at malmen med omtrentlig samme mæg- lighed fortsætter mod dybet, vil man se, at forrådet af malm er, hvad man i daglig tale kakler uudtömmeligt. De af mig gjorte analyser viste et neppe mærkbart spor. af fosfor og ikke svovl; en engelsk analyse angav 0,02 pct. fosfor og 0,02 pct. svovl, flere svenske analyser gav omkring 0,02 pct. fosfor. Det syntes således, som om malmen skulde være ganske usædvanligl ren for disse skadelige bestand- dele, og ingen frygt næredes i så henseende af nogen. Des- Næverhaugens jernglansforekomster. 397 værre viste itnirllertid analysen af en generalprove, tagen af hele den iidskudte malmmasse, en fosforgehalt af ca. (,25 pot. At delte resultat imidlertid virkelig bör kunne ansees som tilfredsstillende lil bedömmelsen af malmens kvalitet i det hele, er mere end tvivlsomt. At dm virkelig skulde indeholde omtrent ^Î4 pot. fosfor, og at denne fosforgehalt i dagen ved regnvands, ved veir og vinds indflydelse skulde være skaffet bort, som det fra svensk side tildels har været nævnt, er aldeles utænkeligt. Det må vistnok forholde sig så at malmen på enkelte steder er fosforholdig, på an- dre godlsom fosforfri. At man netop ved skjærpet skal have truffet på et sådant fosforholdigt parti er uheldigt for så vidt, som den hele forekomst derved er kommen til at stå i el slettere lys end den sikkerlig fortjener. Det er bekla- geligt, at man ikke, da man var ifærd med så vidfgaaende undersögelsesarbeider, lod foretage analyser hurtigst mulig fra flere steder, eller i alle fald strax indsendte prövestuffer til fosforbeslemmelse fra det sted, hvor skjærpet optoges. Havde man da, inden arbeidet endnu blev staiidset, fået op- iysning om dette forhold, vilde man samme år kunnet före- tage de nödvendige undersögelser for at komme til sikkert resultat om, hvordan den fosforholdige malm optræder. Det var udtrykkelig bleven erklæret, at det var hensigten at handle så, og det faldt mig derfor ikke engang ind, at sporge derefter, da jeg kom til stedet. At den omtalte pegmatitgang optræder netop i skjærpet synes mig at gjöre det ikke usandsynligt, at den fundne, ikke ubetydelige fosforgehalt kan indskrænke sig netop til dette sted, og at malmen forövrigt kan være, som de förste analyser angav. At denne kan have medfört apatit og der- med imprægneret den nærmest omgivende malm, lader sig jo godt tænke, og der er sikkerlig derfor en hoi grad af op- fordring til en nærmere undersögelse af forholdene, hvad fosforgehalten angår. Forekomsten er i enhver anden henseende skikket for 398 O.A.Corneliussen. Næverhaii<>ens jernglansforekomsler. en grubedrift i stor skala. Terrænot for en jernbane ned til soen (ikke længer end 1 norsk mil) er usædvanlig gun- stigt. Her er i umiddelbar nærhed af mabiifeltet Jordbro- elvens ikke ubetydelige vasdrag, med Grövicvandet son) el större bassin, et temmelig stort nedslagsdistrikt og let ad- gang til en billig dambygning, hvorved mer end tilslrække- lig vandforsyning vilde fåes, ligesom cgså faldet er meget mer end stort nok. Ved soen er ypperlig anledning til havn- og kaianlæg for de störste fartöier, ligesom grunden såvel til havneplads som jernbanen er af så liden værdi, at dens erhvervelse ikke vil koste synderligt. Efter at foranstående var skrevet, er der af de samme mænd foranstaltet fornyede undersögelsesarbeider på stedet. De begyndte sent på hösten, og udfaldet er endnu ikke bekjendt. Vo 1 u m og Vse g t af et for Mynten på Kongsberg anskaffet Kilogram af forgyldt Messing fra Deleuil i Paris (af Dr. O. J. Broch). Sommeren 1873 sammenlignede jeg i Forbindelse med Prof. Edlund i Stockholm et det norske Justervæsen tilhø- rende Kilogram af forgyldt Messing fra Fortin i Paris, F, med det svenske Videnskabs-Akademies Platina-Kilogram, S No 5, hvilket sidste i 18G7 havde været sammenlignet i Paris med det franske Konservatoriums Platina-Kilogram, C" No. 1, der atter i 1864 havde været sammenlignet med det franske Arkiv-Kilogram, 51, den hidtilværende Prototyp for Kilogrammet Ifølge disse Unde/ søgelser skulde : C' No. 1 ved + 3°,5 C have et Volain af 48''S6729 og ure = 51 + 0,72 ragr. ÄNo.5ved+20°,8C „ 48<=%6652 „ = CNo. 1+0,83 mgr. =■ 51 + 1,55 mgr. i^ ved 0° C „ 125*=^ 21 „ =*5+ 3,23 mgr. = 51 + 4,78 mgr. i lufttomt Rum (se Mag. for Naturvidenskaberne 20de Bind). Da Bestemmelsen af denne Værdi for F havde fun- det Sted gjennem to Mellemled, S No 5 og C' No. 1, og da uavnlig Sammenligningen af Konservatoriets Kilogram CNo. 1 med Arkiv-Kilogrammet % i 1864 lider af adskillig Usikkerhed*), samt da direkte Sammenligninger med Arkiv- *) To af samme Kommission foretagne Vægtsammenligninger af C No. 1 og 21 gave følgende Resultater: 3die Februar 1864: C' No. 1 = 51 + 0,3:? '^S'-. 12te Februar 1864: C' No. 1 = SM + 0,72 ms''- Den sidste er bleven vedtagen som den principale, fordi Luf- tens Temperatur da var nærmere til Nul Grader. Begge Kilo- grammer have paa det nærmeste samme ydre Volum, men C' No. 1 har en indre Hulning af omtrent 1,5 Kubikcentimeter, lukket ved en inddrevet Plug af Platina, og det tør være usikkert, om denne er absolut lufttæt. 400 Dr. O. J. Broch. Kilogrammet nu ikke længere tillades, besluttede jeg under et Ophold i London, Mai 1876, at anstille en Vægtsam- menligning mellem et nyt fra Deleuil i Paris medbragt forgyldt Messing-Kilogram, anskaffet til Mynten på Kongs- berg, og det engelske Platina-Kilogrammet, @, der af Prof. Miller i 1855 har været meget nøie sammenlignet med det franske Arkiv-Kilogram (Prof. Miller on the construction of the new standard pound. Phil. Transactions Vol. 146 Part III pag. 882-885. Det nye norske forgyldte Messing-Kilogram fra Deleuil i Paris, hvilket herefter vil blive betegnet ved Bogstavet N, har Cylinderform. I uforgyldt Tilstand blev dets specifike Vægt undersøgt i H Sainte-Claire Devilles Laboratorium i Ecole normale i Paris og herved fundet: p = 998,7025 gr, f = 14°, h = 755 mm , s =0, 001215 p' = 121,945 , t' = 13°7, 1 + li' = 1,000737 Heraf findes: Log 2^ '^ 2,9994361 Log p' = 2,0861640 ,-,""0,190; — — 1 ="7,190 J>' p (|--l)e- 0,008, ^°^(l) ° 0,9132721 Log a+ii') = 0,0003199 Log q = 9,9997094 0,9133014 8,1903 0,0087 Speciflk Viegt = 8,1816 , Volum ved 0° = 122•=^225. Kilogrammet blev ved den derpaa følgende Forgyld- ning saa tungt, at Affilen af den i samme indsatte Guld- stift ikke kunde reducere sammes Vægt tilstrækkeligt. Det måtte derfor afslibes og paany forgyldes. Jeg antager dets Volum derfor nu ved Nul Grader kan sættes lig: 122 ''',2 dets specifike Vægt altså lig 8,1 83. Kilogrammet er forgyldt efter Stas's Methode med Kviksølv-Amalgam og Udgløden i ren Vandstofgas. Myntens Normal-Kilogram af forgyldt Messing. 401 Det engelske Platina-Kilogram , ß , har efter Prof Miller en specifik Vægt af 21, 13791 (Phil. Trans, p. 881) og og altsaa ved Nu! Grader el Volum ^af 47''\3084 Dets Vægt sammenlignet med det franske Arkiv-Kilogram er af Prof Miller efter Observationer i 1855 og Reduktion ved Beregning til lufttomt Eum fundet at være: Septr. 28 Octbr. 1 Octbr. 3 Octbr. 8 Octbr. 9 Middeltal Ë = 51 — 0,02459 grain = 31 — 1,593 mgr. @ = 91 — 0,02417 grain = 9t — 1,566 mgr. © = 91 — 0,02427 grain = 91 — 1,573 mgr. @ =- 91 — 0,02302 grain = 91 — 1,492 mgr. d = 91 — 0,02457 grain = 91 — 1,592 mgr. ® = 91 — 0,02412 grain =91 — 1,563 mgr. Hver af ovennævnte Resultater er et Middeltal af 20 Veininger efter Bordas Methode med Kontravægt, samt med Ombytning àf 2 Hjælpeskåler, altsaa det endelige Middeltal Resultatet af 200 Veininger eller 400 særlige Manipulationer. Ved Reduktionen til lufttomt Rum er Arkiv-Kilogram- mets Volum antaget lig 48<=c,6648. Dette Tal er imidlertid noget usikkert, og har været beregnet noget forskjelligt fra 48'^%6648 indtil 48'='",7497. Antog man det sidste efter en fransk Kommission i 1864, vilde Forskjellen mellem © og 91 i lufttomt Rum derved forøges med 0, 105 mgr. Antager man, som jeg i VI Annexe til den franske Sektions For- handlinger for 1873--1874, p 174, har søgt at godtgjøre er det sandsynligste, at dets Volum er 48'=%68 ~^ 0'''^,02 så bliver ovenstaaende Différents at forøge med 0,oi9 mgr., og man erholder altsaa: Ê = 91 — 1,58 mgr. Usikkerheden ved denne Bestemmelse kan ikke antages at overskride O.i mgr., og er sandsynlig ikke over 0,05 mgr. Om Forskjellen mellem de to Platiua-Kilogrammer derimod ved Slid af det ene eller det andet skulde have forandret sig i de 21 Aar siden Prof. Millers Sammenligning, er mere usikkert, men efter den Omhyggelighed, hvormed sådanne Prototyper behandles, neppe sandsynligt. 402 Dr. O. J, Broch. SammenligniDgen mellem N og ^ blev foretagen i det engelske Standards Office den 22de og 23de Mai 1876 med en Vægtbalance af Oertling, Aflæsningen af Svingningerne fandt Sted gjennem en omtrent 5 Fod fjernet Kikkert på en ved Ballancens venstre Arm anbragt Skala med Indde- linger fra O øverst til 100 nederst, således at 50 svarede den horizontale Ligevægtstilling. Skalaens Længde var 3 engelske Tommer, Vægtbalancens Arm 18 ei^gelske Tom- mer og Afstanden til Skalaen yderligere 2,5 Tomme, ialt 20,5 eng. Tommer, Hver Grad på Skalaen udgjorde så- ledes r 14" i Buelængde Til Vægtsammenligningerne benyttedes to Tillægs- lodder af torgyklt Kanonmetal , de saakaldte „Decimal grains standards weights" på 1 grain og 0,5 grain, hvis Værdier tindes nærmere betNtemte i „Eight annual report of the Warden of the Standards" London 1874 p. XVI. 1 Grain Loddet = 0,99983 grain 0,5 - - = 0,49967 Altså tilsammen = 1, 49950 grain. Til Bestemmelse af Skaladelenes Værdi blev anvendt et 0,05 grain Lod af Platina-Iridium, hvis Værdi findes angivet i „Ninth annual report of the Warden of the Standards" pag. 19. 0,05 grain PI = 0,04992 grain. Manipulationen af Vægten og Aflæsningerne udførtes af Mr. Chaney, Assistent hos Warden of Standards. Veiningen udførtes efter Gaus's Methode ved Ombyt- ning af de sammenlignede Lodder. Den første Dag benyt- tedes den i det engel!?ke Standards office ved saadanne Undersøgelser anvendte Methode efter Prof. Miller med Kilogrammerne anbragte i to Hjælpeskåler X og Yog uden Nedlægning og ny Opløften af Balancen Den anden Dag benyttedes derimod ikke Hjælpeskålerne, medens derimod Balancen hver Gang blev nedlagt og opløftet 3 Gange. Prof. Millers Øiemed ved Brugen af Hjælpeskålerne var at Myntens Normal -Kilogram af forgyMt Messing. 403 undgå så ofte at måtte gribe Lodderne med Tangen for at flytte dem, idet han herved befrygtede en mulig Slid af Prototyperne, medens Hjælpeskålerne lettere kunne flyttes. Men Hjælpeskålerne indføre i Undersøgelscsrækken et nyl Element af Usikkerhed, navnlig ved sine store Overflader, ligesora de nødvendiggjøre det dobbelte Antal Veininger og altså en betydelig længere Tid. Den gji-ntagne Nedlæg- niug og ny Opløften af Vægtbalancen, der i Regelen ikke anvendes hverken i England eller Frankrig, er nødvendig for at kontrollere Veiningens Nøiagtighed. De benyttede Thermomètre og Barometre vare alle kort Tid iforveien undersøgte og deres konstante Feil ere i nedenstaaende Angivelser tagne i Betragtning. Luftens Fugtighedsmængde bestemtes den förste Dag to Gange, ved Midten og ved Slutningen af Observationerne, ved Aflæsning af et tørt og et fugtet Thermometer efter Augusts Methode. Disse Aflæsninger gave følgende Resultater : Iste Aflæsning: Barometer 756,.5 i^ii^' Tørt Thermometer 58°,27 F. = 14°,59 C. Fugtet Thermometer = 12°,24 C. Difi'erents = 2°,35^ hvortil svarer Fugtighedstryk 9, 20 i"™- eller relativ Fuglighed 74,3 Procent. ■• 2den Aflæsning : Barometer 756,2 mm- Tørt Thermometer 58°,45 F. = 14°,69 C. Fugtet Thermometer = l2^35 C. Difi'erents = 2°,.34 C. hvortil svarer Fugtighedstryk 9,28 mm. eller relativ Fugtighed 74.5 Procent. Herefter vil jeg antage en stadig relativ Fugtighed af 74,4 Procent. Vægten af 1 Kubikzentimeter tør kulsyreholdig Luft af Nul Graders Temperatur og ved 760 Millimeter Baro- meterstand kan ved den geografiske Bredde 9 og i Høi- den H Meter over Havet sættes lig Milligram: 404 Dr. O. J. Broch. d = 1,29305 (1 — 0,00259 COS 2 9 ) (1 — 0,0000002 H.). For London er 9 = 51° 30' 49" og kan H sættes ud af Betragtning, hvorefter findes for Loudon: d = 1,2938. ^ Da Vægten af Vanddainpe antages at være \ af Væg- ten af tør Luft, så erholdes herefter A^ægten af 1 Kubik- centimeter fugtig kulsyreholdig , altså almindehg atmo- sfærisk Luft: ,rf h - 44. />- '"ÎT5- 760 Milligram, hvor / betegner Luftens Temperatur i Grader Celsius, a dens Udvidelseskoefficient for 1° C, hvilken kan antages lig 0,00367, h Barometerstanden i Millimeter reduceret til Nul Grader, r den relative Fugtighed i Procent, og //' Vand- dampenes Elasticitet ved t° Celsius. Ved 74,4 Procent Fugtighed bliver altså i London: 1,2938 h — 0,279. Ä',,.,,. s =^ ^j— A ,' nTTR Milligram. 1+0,00367, t 760 ^ Når Aflæsningen af Vægtbalancens Svingninger giver Tallene a c e ^ så bliver Ligevægtstilliugen : h d a + 2(b + c +d) + e m g '— Når ved Veining efter Gaus's Methode med Ombyt- ning, P til Venstre og Q til Høire giver Ligcvægtstilling m på Skalaen, derpå Q til Venstre og P til Høire giver Ligevægtstillingen m', så sluttes deraf, at: P = Ç + ^A^lJ^ Skaladele. Thi betegnes Læugden af Balancens venstre Arm ved x, af dens høire Arm ved y, så er ifølge den første Veining : P. x = iq + (m - 50) Skaladele]. y og ifølge den anden: ^. :r = [P + (m' - 50) Skaladele]. ^ Myntens Normal-Kilogram af forgyldt Messing. 405 hvoraf erholdes: P IP+ (rn' - 50) Skaladele] = Q. [Q + {m - - 50^ Skaladele], eller, når man uddrager Kvadratroden og bemærker at Kva- drat roden af Produktet af to meget nærliggende Tal kan sættes lig deres halve Sum: P+ ^^^L_iö Skaladele =- Q + —^^ Skaladele, P- Q + -^^^^^' Skaladele. Observationerne gave følgende Resultater: 22de Mai: h - 29.871 eng. Tommer ved 58° F. - 758,71 mm. ved 14°,44C, eller 756,94 mm. vedO*C. t - 57^9.^ F. = 14°,42 C. 1. y + X+ 1,49950 grain til Venstre, © + Z til Høire 1 47,2 1 63,5 I 47,8 I 62,8 i 47,9 | m - 55,4i. 2. 6+ F til Venstre, iV+X+1, 49950 grain til Høire: i 45,2 I 49,9 ! 44,9 i 49,5 | 45,o | m' - 47,35 hvoraf: in — m' °= 8.06 I. N+ X+ 1,49950 grain = (g + r+ 4,o3 Skaladele. 3. N+ Y+ 1.49950 grain til Venstre, ® + X til Høire : 52,0 I 98,0 i 52,9 i 96,8 i 53,7 | 'm=»75,i4 / - 58°,i5 F. = 14°,53 C. 4. ©+ Xtil Venstre, N+ Y+ 1,49950 grain til Høire ; 4,3 : 47,7 5,3 ; 46,8 ! 6,0 1 m' -26/. 4 m - - m' =48,90 IL iV+ Y+ 1,499^0 grain = ®+ X+ 24,45 Skaladele. Tillagdes 0,04992 grain til Venstre, altså: 5 ® + X + 0,04992 grain til Venstre, X+ F+l, 49950 grain til Høire. i 37,2 ! 52,0 i 37,8 I 51,9 | 38,2 I m' - 44,85. Hvoraf sluttes: 0,04992 grain = 18,6 1 Skaladele. Efter Nedlæggen og ny Opløften af Balancen: 6. @ + X + 0,o4992 grain til Venstre, X+ F+ 1,49950 grain til Høire. I 39,6 I 50,7 I 40,5 I 50^4 I 40,9 1 m' = 45,46. N. Mag. f. Naturvsk. XXII. 4. 26 406 Dr. O. J. Broch. Tillægsloddet borttoges Altså 7. Ê+ X til Venstre, N+ r+ 1,49950 grain til Høire. I 6,8 ! 49,0 i 8,1 I 47,7 I 9,2 I m' -= 28,2o Hvoraf sluttes : 0,o4992 grain = 17,26 Skaladele 8. N+ F+ 1,49950 grain t'l Venstre, (ï + X til Høire. I 51,9 : 98,0 I 52,7 | 96,9 I 53,8 i m = 75,ii m — m' = 46,91 III. N+ Y+ 1,49950 grain - (5 + Z + 23,465 Skaladele. t - 58%27 F. = 14»,59 C. 9. ©+ r til Venstre, N+ X+ 1,49950 grain til Høire. 1 36,8 I 55,2 I 36,8 I 54,0 ! 36,9 | m' •= 45,7 1 10. iV+X+ 1,49950 grain til Venstre, ©+ 1' til Høire: 1 49,0 I 62,0 I 49,5 | 61,7 | 50,o j m =55,67 m — m' " 9 96. IV- N+ X+ 1,49950 grain =6+ r+4,98 Skaladele. Efter Nedlæggen og paany Opløften af Vægtbjelken : 11. iV+ jy + 1,49950 grain til Venstre, ® + y til Høire: I 50,2 I 60,8 I 50,8 I 60,5 ! 50.9 | m = 55,66 12. ©+rti Venstre, ^+X+l, 49950 grain til Høire I 31,8 I 6,4 I 32,5 I 61,7 I 33,3 I m' = 47,29. m — m' = 8,37. V. .?/'+ X + 1.49950 grain =©-f-r+4,i9 Skaladele. h ■= 29,841 eng. Tommer ved 5S° F. = 757,95 mm., ved 14°,44 C. eller 756,18 ratt), ved 0' C. t •=- 58',20 F. - 14°,56 C. 13. N+ Y+ l,4i)950 til Venstre, (S + X til Høire: i 51,8 I 99,0 I 53,7 I 98,0 I 55,o ! m = 76,03. 14. ©4- X til Venstre. N+ r+ 1,49950 til Høire: I 3,5 i 52,2 4,5 i 51,0 1 6.0 I m' = 28,n m —m' =• 47,92- VI. N -h Y+ 1,49950 grain =- 6+ X+ 23,96 Skaladele. Det lille Tillægslod tilføiedes til Venstre: Myntens Normal-Kilogram af for^yldt Messing 4Ô7 15 ß+X-f 0,04992 grain til Venstre, N+ V+ 1, 49950 grain til Høire. : 40,5 ; 50,5 ! 41,0 ; 50,o | 41,2 w' = 45,59. Hvoraf sluttes; 0,04992 grain = 17,48 Skaladele. ,' = 58°,45 F. = 14°, C. Der er altså fundet: 0,04992 grain = 18,6i Skaladele. = 17,26 = 17,48 Middeltal = 17,7-^ Skaladele. hvorefter 1 Skaladel = 0,oo23i grain = 0,i82 mgr. Antager man, at Barometerstanden har af taget jævnt fra 756,94 mm før Veiriing 1 til 75(3,i8 før Veining 13, altså med O.ose for hver Veining, og interpolerer på samme Made for Temperaturens Vedkommende, så haves altså: I. N. + X + 1,49950 grain •= © + Y + 0,oii32 grain, b - 756,88 mm-, t = 14°,46 0. Il X + Y + 1,49950 grain = ® + X + 0,o687o grain, b = 756,75 mm., t = 14°,53 C. Ill N + Y + 1,49950 grain = S + X + 0,0659 1 grain, b = 756,50 mm., t = 14°,58 C. IV. N + X + 1,49950 grain -" S + X - 0,01399 grain, b - 756,37 mm., ;; = 14°,58 C V. .V + X + 1,49950 grain = @ + F + 0,on76 grain, b = 756,25 ram ^ t " 14°,56 C VI. N + Y + 1,49950 grain = Ö + X + 0,o6733 grain, b - 756,18 mm. , ; = 14°,60 C. Alle disse Resultater reduceres til -samme midlere Barometerstand, h = 756,5 ™™- og til samme midlere Lufttemperatur t = 14°,5 0. ved at bemærke at til en For- andring af + 1 mm. i Barometerstanden svarer en For- andring i Vægten af 1 Kubikcentimeter Luft af + 0,ooi6 mgr , og til en Forandring af +_ i° G. i Temperaturen svarer en Forandring i Vægten af 1 Kubikcentimeter Luft af qr 0,oo46 mgr. Forskjellen i de veiede Legemers Volum ved t = 14°,5 C. findes, når Hjælpeskålerne X og F anta- ges at have lige Volum: 408 Dr. O. J. Broch. JV's Volum - 122,2 x 1,00078 "122,295 Kubikcentimeter @'S Volum = 47,3084 x 1,00038 = 47,326 — Volumdifferents = 74,969 Kubikcentimeter Hertil kommer Volum af det stadige Tillægslod af 1,4995 grain Kanonmetal til N: =0,012 — Tilsammen Volumdifferents = 74,98 1 Kubikcentimeter Man må altså på høire Side af de foranstående Lig- ninger tilføie for hver Afvigelse af j-^ 1 mm. i Barometer- ständen fra 756,5 ^^' : ±_ 0,0016 x 74,981 •= 0,120 mgr og for hver Afvigelse afjL 1° C. i Temperaturen fral4°,5C: jL 0,0046 x 74,981 - 0,345 uigr. Med disse Reduktioner erholdes altså ved // =756,5 i"™- og f - 14^5 C. L iV+X+ 1,49950 grain =(S + y+ 0,oi 132 grain -f 0,o6oragr. II. N+ Y + 1,49950 graio = @ + Z + 0,o6870 grain -1- 0,020 mgr. III. N+ Y + 1,49950 grain =© + A' -! 0,06591 grain ~ 0,028 mgr. IV. N+ X + 1,49950 grain = © + Y + 0,oi399 grain - 0,044 mgr V. i\^+ Jf + 1,49950 grain =(5 + Y + 0,oii76grain — 0,oôi mgr. VI. N+ Y+ 1,49950 grain = (E ^ JT + 0,o6733 grain - 0,o73 mgr. eller, når Alt reduceres til Milligram efter Forholdet 1 grain - 64,79895 mgr.: I. A^+Jr+ 97,166 mgr, = S+ Y -i- 0,793 mgr, II N+ Y+ 97,166 mgr. = 6 + X + 4,472 mgr. III. N+ Y+ 97,166 mgr. = © + Jr+ 4,243 mgr. IV. N + X + 97,166 mgr. = (S + Y + 0,862 mgr. V. N+ X + 97,166 mgr. =6+ Y+0,7ii mgr. VI. A^+ Y +97,166 mgr. =©+ X+ 4,290 mgr. Middeltal af de 3 Ligninger I, IV og V giver: N + X + 97,166 mgr. = (5 + Y + 0,789 mgr. og af de 3 Ligninger II, III og VI: N + Y + 97.166 mgr. = © + JT -1- 4,335 mgr. Heraf fin des : N + 97,166 mgr. - (S + 2,562 mgr. Myntens Normal-Kilogram af forgyl dt Messing. 409 eller i Luft ved 756,5 ^^- Barometerstand, 14°,5C Tempe- ratur og ved 74,4 Procent relativ Fugtighed : e = iV + 94,604. Nu er ved Temperaturen 14°,5 C Vanddam penes Ela- sticitet ifølge Regnaull: k' = 12,298 ™"i', og man erholder altså som \'ægt af 1 Kubikcentimeter Luft: 1,2938 756,5 - 0,279 X 12,298 ^ £ =VT-n-^ TT—- — ^ ° 1,21723 mgr. 1+0,00367 X 14,5 760 Volum-Pifferentsen er som nævnt74,y8i Knbikcentimeter Altså bliver ved Reduktion til lufttomt Rum al fra- drage paa høir Side : 1,21723 y 74,981 = 91,269 mgr. og man erholder altså for lufttomt Rum : di " N + 3,335 mgr. 23de Mai h == 29,831 eng. Tomme ved 59° F. = 757,69 m'n- ved 15" C eller 755, ss ^^' ved 0° C. / = 55°,43 F - 14°,i4 0. 1, (S (il Venstre, N +■ 1,49950 grain til iløire: I 3,8 I 48,8 ( 5,8 ! 47,5 I 6,7 i m' = 26,84 I 5,9 I 48,7 I 7,0 ' 47,8 ( 8,1 ! m' = 27,62 I 2,0 1 51,2 I 4,0 I 49,9 i 5,4 | m' = 27,2o Middeltal m' = 27,22 2. TillægsvcTgten 0,04992 grain pålagdes til Venstre: ! 40,0 i 5:3,0 | 40,4 i 52,9 i 40,7 | m' = 46,66 I 39,5 I 53,8 I 39,8 I 53,3 i 40,o ' >n' = 46,6b I 41,8 I 51,8 I 41,M I 51,4 I 41,9 ! m' = 46,7 1 Middeltal m' - 46,68 Heraf sluttes 0,04992 grain - 19,46 Skaladele 57°,85 F - 14^36 C. 410 Dr. O. J Broch S. N + 1,49950 grain til Venstre, G til Høire: I 44j i 69,5 ! 45,0 1 68,8 I 45,3 | n> = 57,o8 1 50,6 ! 62,8 I 50,8 I 62,2 i 50,9 i d' = 56,64 I 49,0 I 63,8 i 49,0 I 63,o j 49,5 1 w = 56,26 Middeltal m ■= 56,66 t = 57°,85 F = 14°,36 C. 4. Tillægsvægten 0,04992 grain pålagdes til Høire. I 25,7 i 51,0 I 26,5 I 5(*,4 1 27,0 I w = 38,56 I 27,0 I 51,0 1 28,0 I 50,2 i 28,4 ' m ■= 39,23 1 22,0 I 54,2 I 23,1 j 53.3 1 23,9 i w^ 38,39 Middeltal rn = 38,73 Heraf sluttes 0,04992 grain = 17,93 Skaladele t = 57°,85 F = 14°,36 C. 5. e til Venstre, A + 1,49950 grain til Høire: I 2,0 I 52,7 I 3,7 i 50,9 1 5,2 I rn' == 27,73 I 7,8 I 47,7 1 8,5 46.8 I 9,7 1 m' = 27,94 I 3,8 I 49,0 I 5,0 I 47.5 | 6,4 | m' - 26,65 Middeltal m' = 27,44 h - 29,823 eng. Tommer ved 59° F. = 757,49 mm. ved 15° C, eller 755,66 '"'"■ ved 0° C. / = 57°,85 F. = 14°,36 C. Middeltal af iste og 5te Veining med (E til Venstre og iV + 1,499.0 grain til Høire giver: m' = 27,33 3dieVeiKingmedA''+ 1,49950 tilVenstre og @ til Høire m =56,P6 m — m' = 29,33 Altså N + 1,49950 = © 4- 14,66 Skaladele. Efter Iste og 2den Veining var 0,04992 grain = 19,46 Skaladele, efter 3die og 4de Veining var 0,o4992 grain = 17,9.3 Skaladele, Middeltal = 1 8,70 Skaladele eller 1 Skaladel = 0,0(267 grain = 0,i73 mgr. Middeltal af Barometer.stanilen ved Begyndeisen og Enden af Veiningerne var: h = 755, 57 ^^- Middeltal af Temperaturen ved Iste, 3die og 5te Veining-, t = 14°, 29 C. Myntens Normal- Kilogram af forgyldt Messing. 411 Luftens Fugtighed blev ikke særlig mall, men den relative Fugtighed antages lig den foregående Dag fundne, nemlig 74,4 Procent Efter Omsætning til Milligram bliver i sådan Luft: N + 97,166 ragr. = (S + 2,536 mgr., eller © = iV + 94,630 mgr. Ved Temperaturen t = 14°,29 er Vanddampens Ela- sticitet: Ä' = 12, 134 mm., og man erholder altså som Vægt af 1 Kubikcentimeter Luft: 1,2938 755,755 — 0,279x12,134 ^ — ' — -1,2170 mgr. 1 + 0,00367 X 14,29' 760 Ved t = 14°, 29 C er nu TV's Volum = 122,2 x l,ooo77 = 122,294 Kubikcentimeter ©'s Volum =47,3084X1.00037= 47,326 Voîumdiffe -ents = 74,968 — Hertil Volum af 1,499.50 grain Kanonmetal,Tii]ægslodtil A: = O012 — Samlet Volumdifferents = 74,980 Kubikcentimeter Altså bliver ved Reduktion til lufttomt Rum at fra- drage høire Side af ovenstående Ligning: 74,980 x 1,2170 = 91,25 1 mgr. og man erholder altså for lufttomt Rum @ = ZV ; 3,381 mgr. Ovenfor fandtes som Resultat af Veiningerne 22de Mai: © = iV + 3,335 mgr. Middeltal af disse 2 så nær overensstemmende Re- sultater bliver: @ = ZV + 3,36 mgr. 412 Dr. O. J. Broch. Da, som ovenfor forklaret : © - 91 - 1,58 iDgr. bliver altså N ^ ^ ' 4,94 mgr. eller det den norske Mynt tilhørende cylindriskc Kilogram af forgyldt Messing er i lufttomt Rum 4,9 t mgr. lettere end det franskp Arkiv-Kilogram, der er Prototypen for Vægtsystemet. ^A^^ c/Ha^icxàt' /^ ^Aecturrùien^/c. XX//[ ri (V Ur'^' / /^/t X..^*^^ ■:-:>^P^y^fe:; .^?:^- ^ c^ ./:-ir:^ f •■r a^ A .r * ^ ^ w ' fi-ir i/, i^derLs7c. JOUt . TK ^ - A f^J!^.' f / V^ r^-- mø ..^-''ft >" ■''ft .^'' (A^Mi^-^-'' -^- 'v'-'-' '<■" ■-'' ?^A n, ■ ,..>- 'ài'ifcvA^' ■■•"'S . /■^.^'-î^^i!' ^^'^r/' K^- ^'-^ ■>** v\ ■vi-k Jj.JFehrs liil'AZriy^. 412 blivi ell ei äff end Væ§ / TÆ^. }r'""';>^t^^ Ari.::. W^ff^ et: *2..- .y >?l ~ ^ -» ' ^?;!.. ^tt^jjrt-y - ^-j^ . \'^ V'W,- (V- r:5' ^^iîii:^^^' .y'. -<^. c^ '-^î^ ^';^ ce.<^cy, crye^î.^z^ -u ■ J^ehr ■' l£â''c .^ ■aoBBifla« 412 bliv( ell ei äff end ^J^â tACcu/a.xz7i /^ e.^/urvcc^/i.'-7i: .^^' TÆ C'- ///////// //n ^^^:- ^A^ .t =7. .^, a^T^i'i'Zcir <0^f^' cz.^.c^cf^yi-a^ A^ Z . Fehr ßlitA. /nst. 412 bliv( ellei af f end t^Yyt .Æcz^a.xin' f cÆtturuidensTc. JOCU. rv /yC^ U- k A. *'S> 'iZS' Î.J.--U fâ .■*L; '- ' ■■■. ^ 'n- C/T ^^ v:., /2 m a Aj'.- X' ^ y Ç^. ^ - e7la>y^l^ '^-^Z^ a>c€^t:'y^t'<^^'^ic^. Z.J^^År.f ^ü7^.I7ut. 412 bliv. ell ei af f end ■ jrMxtumdeiL'îV.aceiT.'' X5T GEOLOGISK KART Næverhaugens JERNGLANDSFOREKOMST O A.Conieliusson 1876 — I "^S^^^Ä Jrrn