wi Lipa 2 cu ARR PTT IE a y SG NYT MAGAZIN © FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND 38. | REDAKTION: H. Monn, TH. HrortpauL, W. C. BrøGGEr, F. NANSEN, HOVEDREDAKTOR N. WILLE. — — — — CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BROGGERS BOGTRYKKERI 1900 Indholdsfortegnelse. Side N. Wire, Algologische Notizen I—VI. (Taf. I) . . . . . . . . . . 1 W. C. Broccer, Konglomerater i Kristianiafeltet. I. Om porfyrkon- glomeratet paa ørækken Revlingen—Søstrene, en ny sedimentær formation fra Kristianiafeltet. (Pl. II—VIIT) . . . . . . . . . . 29 G. GuLDBERG, Ueber die Körpertemperatur der Cetaceen . . . . . . . 65 S. O. F. Omane, Nogle archieracier fra Hallingdal og Krødsherred . . 71 Eve rØStrAND Arachnologisches s+ 9 9s e ST US 95 H. Gran, Bemerkungen über einige Planktondiatomeen. (Taf. IX). . 103 J. Horwsor, Nogle ugræsplanters indvandring i Norge. ....... 129 Sic THor, Prodromus Systematis Hydrachnidarum . . . . . . . . . 263 — , Hydrachnologische Notizen I—III. (Taf. X, XD . . . . . 267 F. Kornikr, Zur Kenntnis wenig bekannter Sperchon-Arten. (Taf. XII) 283 J. HorwBor, Notizen über die endozoische Samenverbreitung der Vögel 303 ISPINGEN Notes bryologiques 1-20 .): . = sed 2: 391 T. Rzsvorr, Nogle arktiske ranunklers morfologie og anatomi. ; (PI. XIII- XV) 343 Sic Toor, Hydrachnologische Notizen IV—VIIL (Taf. XVI—XVII) 369 Forfatterne alfabetisk ordnede: W. C. Broccer S. 29; H. Gran S. 103; G. GurpBrne S. 65; I. HAGEN S. 821; J. Hormsor S. 129, 303; F. KorwrkE S. 283; S. O. F. Omanc S. 71; T. Resvozz S. 343; Empr. STRAND S. 95; Sie THor S. 263, 967, 369; N. Wuzz S. 1. Trykfeil. S. 87, Linie 18 fra oven staar H. acropcecilum, les H. acropoecilwm. Algologische Notizen I—VI. Von Dr. N. Wille. I. Laufe der mehr als zwanzig Jahre, in denen ich mich mit algologischen Untersuchungen beschäftigt habe, ist es oft vorgekommen, dass ich gelegentlich Beobachtungen gemacht oder gar eingehendere Studien angestellt habe, die ich jedoch nicht ganz habe abschliessen können, weil sich entweder kein genü- gendes Untersuchungsmaterial darbot oder es an Gelegenheit zu fortgesetzten Untersuchungen fehlte. In der Regel habe ich bisher solche, meiner Meinung nach nicht ganz abgeschlossene Untersuchungen, nicht veröffentlicht und es ist dann selbstredend oft vorgekommen, dass andere Algologen Gelegenheit gehabt haben, dieselben Formen zu stu- dieren und auch Ergebnisse veróffentlicht haben, die zuweilen schon vor mehreren Jahren unter meinen Papieren bei Seite gelegt sein mógen. Es finden sich jedoch bei mir oh verschiedene derartige algologische Beobachtungen aus verschiedenen Zeiten, die viel- leicht einiges Interesse haben dürften und jedenfalls ist es un- nötig, dass auch Andere Zeit und Mühe opfern, um herauszufinden, was ich bereits erreicht habe. Finzelne neue Arten, die ich Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIIL I. 1 9 N. WILLE. gelegentlich erwåhnt oder kurz beschrieben habe, bedürfen aus- führlicherer Besprechung und Abbildungen; über einzelne Fragen hege ich andere Anschauungen, als diejenigen, welche sich bisher ausgesprochen haben; alles dies hat mich bewogen, nach und nach unter obigem Titel einige der teils älteren, teils neueren Studien herauszugeben, welche ich in den verflossenen 20 Jahren ausgeführt, aber bisher mehr oder weniger unvollendet habe liegen lassen. IR Chiorogloea tuberculosa (Hansc.). (Tafel I, Fig. 1-6.) Während eines Aufenthaltes in Mandal an der Südküste Norwegens im Juli und August des Jahres 1889 bemerkte ich bei meinen Untersuchungen über die Laminariaceen, dass die Oberfläche ihrer Stipes in dünnen Flächenschnitten oft eine eigentümlich grüne Farbe zeigte, die sich unregelmässig über gewisse Partien (Taf. I, Fıg. 1) verzweigte, wodurch die darunter- liegenhen braunen Laminariazellen fast ganz gedeckt wurden. Wenn man einen Querschnitt (Taf. I, Fig. 2) betrachtet, so findet man, dass diese grünlichen Partien von grossen Mengen epiphytischer Algenzellen gebildet werden, die von einer undeut- lichen Schleimmasse, die Vertiefungen zwischen den Zellen am Laminarienstiel ausfüllt, umgeben sind. Es scheint demnach, als ob die Laminarienzellen, an denen diese Schleimmassen sich festheften, langsamer wachsen und sich seltner teilen als die übrigen, welche daher um sie herum wachsen; auf diese Weise kommt also der Epiphyt in Vertiefungen zu liegen, wodurch der- selbe ganz gut gegen äussere Gewalt geschützt wird. Betrachtet man im Flächenschnitt eine Stelle, wo die epi- phytischen Algenzellen nicht eine zu dicke Schicht bilden (Taf. I, Fig. 3), so findet man, dass das Ganze ein körniges Aussehen mit grünlichen, ziemlich dicht an einander schliessenden Körnern wu ALGOLOGISCHE NOTIZEN I-VI. hat, die durch ganz schmale, farblose Streifen getrennt werden. Ein mit etwas stärkerer Vergrösserung betrachteter Querschnitt zeigt, worauf dies beruht, indem alsdann (Taf. I, Fig. 4) kurze, teilweise parallele oder etwas ausstrahlende Reihen rundlicher Zellen hervortreten, die von sehr undeutlichen Schleimhüllen umgeben sind. : Bei Mandal fand sich diese Alge zuweilen. auch auf den Schalen von Bryozoen, später habe ich dieselbe bei Drübak im September 1894 auf den Stielen von Laminarta digitata und endlich im April 1898 gleichfalls bei Dröbak auf Rhodochorton Rothii gefunden, welche Alge in einer dunklen Felsenkluit bei „Sandspollen“ genommen war. Dieselbe ist demnach gewiss ziemlich allgemein an der süd- lichen Küste Norwegens. Es erscheint mir nicht unwahrscheinlich, dass dies dieselbe Alge sein könnte, welche Hanseire beschrieben und abgebildet!) hat unter dem Namen . Palmella (?) tuberculosa Hanse. und die er epiphytisch auf verschiedenen Algen im Adriatischen Meer gefunden hat. Was mich in dieser Beziehung zweifelhaft machen könnte, ist zunächst der Umstand, dass Hanserre dieselbe, wenn schon mit Fragezeichen, zur Gattung Palmella rechnet, wo die Alge ıhrem ganzen inneren Baue nach nicht zu Hause gehört. Besonders die bei Dröbak auf Rhodochorton Rothii vor- kommenden jungen Exemplare gewährten einen guten Einblick in den Bau sowohl der einzelnen Zellen als auch der Zellen- kolonien, und ich war ausserdem besser mit Untersuchungs- “mitteln versehen als da ich sie zuerst in Mandal fand. Es zeigt sich, dass die einzelnen Zellen (Tai. I, Fig. 5, 6) kugelrund oder vor der Teilung etwas eval sind, indem ihre Länge dann 2 « und ihre Breite 1—1,5 u beträgt. Sie haben 1) A. Hansetre, Neue Beiträge zur Kenntnis der Meeresalgen und Bacterien-Flora der österreichisch-ungarischen Küstenländer. (Sıtzungs- bericht der Königl. böhm. Gesellschaft d. Wissenschaften, Jahrg. 1892. S. 240.) Å N. WILLE. eine gelbgrüne bis fast spangrüne Farbe und es zeigt sich, dass sie an den Wanden entlang stärker gefårbt sind, als in der Mitte, wo sie hell aussehen, so dass wahrscheinlich eine farblose Centralsubstanz vorhanden sein muss wie bei anderen Myxophy- ceen. Die Zellen enthielten keme Zellkerne; denn trotz aller Versuche mit Boraxkarmin, Hämatoxylin und anderen Kern- fårbungsmitteln gelang es nicht, eine Andeutung davon zu finden. Es ist daher keinem Zweifel unterlegen, dass diese Alge trotz ihrer grünlichen Farbe zu den Myxophyceae gehört. Die Zellen teilen sich nur nach einer Richtung des Raumes (Taf. I, Fig. 4—6) und nach der Teilung trennen sie sich von einander durch Verschleimung der Querwand, wodurch es oft geschieht, dass die Zellen sich ım Verhältnis zu einander ver- schieben (Tat. I, Fig. 4), so dass es ein gewisses Aussehen von Teilungen nach mehreren Richtungen des Raumes bekommen kann; es ergab sich jedoch bei jeglicher genauer Untersuchung, dass dies nicht der Fall. Im Umkreise der kleinen Kolonie werden die Zellen sich durch ihre Teilungen über die Unterlage (Taf. I, Fig. 5, 6) ausbreiten können, aber inmitten der Kolonie werden alle Teilungswände notwendigerweise parallel mit der Unterlage laufen müssen; denn die äusseren Zellen der Kolonie, die mit ihrem Schleim an der Unterlage der Kolonie festkleben, können selbstredend nicht verschoben werden. Auf diese Weise werden alsdann die erwähnten radıalen Zellreihen entstehen, indem der Zuwachs ungefähr wie beim Thallus von Lithoderma oder Ralfsia vor sich geht, u. a. aber mit dem Unterschied, dass die Zellen bei Chlorogloea sich in dem umgebenden Schleim von einander lösen. Neue Kolonien bilden sich offenbar dadurch, dass die Schleimhülle ganz oder teilweise aufgelöst wırd, so dass die ein- zelnen Zellen befreit werden und als Vermehrungsakineten im Wasser umhertreiben, bis sie eine Alge treffen, an die sie sich festkleben können, um darauf anzufangen, sich zu teilen und so eine neue Kolonie zu bilden (Taf. I, Fig. 5, 6). ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. D Meiner Ansicht nach muss diese Alge als eigene Gattung aufgestellt werden in der Nähe von Oncobyrsa C. A. AG; sie muss aber zur Familie der Ghamaesiphonaceen gerechnet werden, da sie Vermehrungsakinete hat. Ich nenne sie einstweilen: Chlorogloea n. gen. und charakterisiere dieselbe folgender massen: Chlorogloea n. gen. Unregelmässige Kolonien, bestehend aus zahlreichen runden oder ovalen Zellen, die sich nach emer Richtung des Raumes teilen und ausstrahlende Zellreihen bilden, umgeben von dünnen, ungeschichteten Schleimhüllen. Die Zellen sind ohne Zellkerne, haben aber ein, wenig differentuertes, parietales, gelb- bis span- grünes Chromatophor. Vermehrung nur durch Teilung. Neue Kolonien entstehen durch Freimachung von Vermehrungsakıneten durch Verflüssigung der Schleimhülle. Kommt epiphytisch auf Algen oder epizootisch auf Bryozoen in Meereswasser vor. Ch. tuberculosa (Hanssc.). Epiphytisch auf verschiedenen Meeresalgen im Adriatischen Meere (Hanseire) und an der Südküste Norwegens (WILLE). IT Merismopedia elegans A. Br. var. Mandalensis n. var. (Tafel I, Fig. 7). Ende Juli und Anfang August des Jahres 1889 fand ich auf der ,Risørbank* bei Mandal in einer Tiefe von 3-5 Faden eine Merismopedia (Taf. i, fig. 7) mit ausgeprägt blauviolettem Inhalt. Dieselbe bildet grosse Familien zahlreicher Zellen, die sich etwas unregelmässig nach zwei Richtungen des Raumes teilen und besonders durch Absterben einzelner Zellen einen unregel- måssigen Umriss erhalten. Die Långe der Zellen betrågt 6—13 u., die Breite 7 —10 4. Die Kolonien kamen auf abgerissenen 6 N. WILLE. 4 Blåttern von Zostera marina vor, so dass sie unzweifelhaft als ein selbståndiger Organismus angesehen werden mussten. Früher hat NäcGeu!) eine Merismopedia mediterranea N&cr. im Meereswasser angegeben, aber diese Art hat so viel kleinere Zellen, als die oben beschriebene, dass diese beiden alleene aus dem Grunde, andere Verschiedenheiten ungerechnet für verschiedene Arten angesehen werden müssen. Spåter hat WARMING 2?) eme Form von Merismopedia glauca (ÉHRB.) N&cr. in Meereswasser an mehreren Stellen der dänischen Küste gefunden und weist nach, dass Orsteps Erythroconis littoralis ın Wirklichkeit eine rote Merismopedia ist und dem- nach zu einer anderen Gruppe dieser Gattung gehört. Schliesslich hat LAGERHEIM ®) an der Westküste von Bohuslän Meereswasser- formen der meisten früher bekannten Merismopedia-Arten ge- funden, nämlich von M. elegans A. Br., M. glauca (EHRB.) NäGL., M. punctata MEYEN und M. hyalina Ke. ausser M. littoralis (Ørst.) Warm. Ausserdem beschreibt LAGERHEIM an gleicher Stelle eine zur Untergattung Holopedium — spåter zu eigener Gattung erhobene — gehörende Meereswasserart: M. (Holopedium) sabulicolum LAGERH. Von all’ diesen im Meereswasser bekannten Merismopedia- Arten stimmt die oben beschriebene am ehesten mit M. elegans A. BR. var. marina LAGERH. überein, weicht aber von dieser ab ausser dem Fundorte auch durch seine grossen Familien, be- stehend aus mehr unregelmässig geteilten und durchgehends grösseren Zellen. Dieselbe muss daher als eine besondere Varietät aufgestellt werden, die ich nach dem Fundorte: Meris- mopedia elegans A. Br. var. Mandalensis n. var. nennen will. 1) C. Näceri, Gattungen einzelliger Algen, Zürich 1849, S. 56. 2) E. Warmine, Om nogle ved Danmarks Kyster levende Bakterier. (Videnskab. Meddelelser fra d. naturhist. Forening i Kjøbenhavn 1875, S. 351—54). 3) G. Laceruer, Bidrag till Sveriges Algflora. (Overs. af k. sv. Vet. Akad. Förhandl, Stockholm 1883, S. 40—44), ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. / IM. Asterocytis ramosa (Tuw.) Gost. (Tafel I, Fig. 8—14). Auf verschiedenartigen Meeresalgen fand ich auf der „Risör- bank* bei Mandal im Juli und August des Jahres 1889 bisweilen Fåden einer Asterocytis, die so sehr mit der früher im Meeres- wasser bekannten A. ramosa (Tuw.) GoBı übereinzustimmen schien, dass sie gewiss zu dieser Art gerechnet werden kann. Indessen gelang es mir auch bei dieser Art einige Beobach- tungen zu machen, die von Interesse sein dürften, um die systema- tische Stellung der Gattung zu bestimmen. Der schlanke, wenige (2—4) Male dichotomisch geteilte "Thallus (Taf. I, Fig. 8) hat ovale Zellen, die durch angeschwollene Wände, deren Dicke im Verhältnis zu ihrem Alter zu wachsen schemt, getrennt sind. Die Zellen enthalten ein centrales Pyre- noid in einem sternfórmigen Chromatophor, mit zuweilen etwas unregelmássigen Armen. Zellkerne finden sich freilich, da es mir aber an Kernfarbstoffen fehlte, konnte ich dieselben nicht sichtbar machen. Bei der Zellteilung (Taf. I, Fig. S) entsteht eine dünne Querwand über der Zelle, die dadurch quer durchgeschnitten wird, aber je nachdem diese verschleimt wird, runden die Zellen sich in. den gegen einander wendenden Enden ab, was bereits von Harvey !) bemerkt worden, der sich hierüber wie folgt aus- spricht: „Cells at first subeylindrical and closely coherent; sub- sequently becoming ovate and distinet*. | Sümmtliche Zellen, ausgenommen die Basalzelle in ålterem Zustande (?) sind teilungsfåhig und die anscheinend dichotomische Verzweigung entsteht dadurch, dass eine der Tochterzellen bei der Teilung, vielleicht wegen des ungleichen Widerstands der 1) W, H. Harvey, Phycologia Britannica, Vol. II, London 1849, PI. 213, 8 N. WILLE. Schleimhülle, zur Seite geschoben wird (Taf. I, Fig. 9) und dadurch Veranlassung zur Entstehung eines Zweiges giebt, der weiter wächst dadurch, dass successive durch Teilung mehrere Zellen gebildet werden und der Hauptiaden alsdann zur Seite geschoben wird, so dass eine pseudodichotomishe Verzweigung ent- steht, die sich auf ähnliche Weise wiederholen kann, wie Harvey solches abbildet (1. c.) bei Asterocytis ramosa (Tuw.) Gost. Es findet sich also bei dieser Alge ausschliesslich falsche Verzwei- gung ebenso wie bei verschiedenen Familien unter den Myxo- phyceæ. In einzelnen Fåden war der Zellmhalt verändert, indem das Chromatophor von einem reichen körnigen Inhalt gedeckt wurde, und die innerste Membranlamelle war auffallend stark verdickt (Taf. I, Fig. 10). Einzelne dieser Zellen zeigten ein seitenständiges Loch im oberen Ende der Zelle, wodurch der Inhalt ausgetreten war. Da der verdickte innere Teil der Mem- bran auf diesen entleerten Zellen genau dieselbe Dicke wie auf den noch nicht entleerten Zellen hatte, lag es nahe anzunehmen, dass der Inhalt als eine membranlose Monospore ausgetreten war. Diese Annahme findet eine weitere Stütze durch die jungen Stadien heranwachsender Pflanzen, die ich fand (Taf. I, Fig. 11, 12), Es zeigt sich hier, dass die Basalzelle mit ihrem einen Ende unmittelbar auf der Alge sitzt, welche den Asterocytis-faden trägt ohne eine besonders ausgewachsene Haftscheibe. Dies würde kaum möglich gewesen sein, wenn die Monospore mem- brangekleidet gewesen wäre; denn dann könnte sie wohl nicht gerade jedes Mal unveränderlich sich mit ihrem einem Ende befestigen und um sich festzuhalten, müssten sich alsdann be- sondere Heftorgane irgend welcher Art entwickelt haben. Eine membranlose Monospore würde dagegen durch Befestigen und Auswachsen die hier wiedergegebenen Bilder darbieten (Tai. I, Fig, 11, 12). In Fig. 11 hat die Basalzelle sich erst in zwei Tochterzellen geteilt, und jede von diesen wieder in zwei, so ALGOLOGISCHE NOTIZEN I—VI. 9 dass der Faden aus 4 Zellen besteht; in Fig. 13 hat die Basal- zelle sich gleichfalls erst in 2 Tochterzellen geteilt, wovon jedoch die unterste (die Basalzelle) sich nicht geteilt hat, während dagegen die obere Tochterzelle sich zweimal geteilt hat, so dass der Faden aus 5 Zellen bestehen wird. Wie man sieht, stimmt diese Entwicklungsgeschichte so sehr mit dem überein, was in Betreff der Gattung Goniotrichum Kc. bekannt!) ist, dass die Rede davon sein könnte, dieselben zu einer Gattung zu vereinigen, wie auch Scamirz andeutet. Ich halte es jedoch für zweckmässiger, die beiden Gattungen beizubehalten sowie alle florideenroten Arten zur Gattung Goni- otrichum und die blaugrimen zur Gattung Asterocytis zu rechnen. Ich finde dies bis auf Weiteres um so mehr geboten, als es nicht ganz sicher sein kann, dass nicht Asterocytis sich aus- serdem dadurch unterscheiden kann, dass dieselbe möglicher- weise ein Ruhestadium besitzt, nämlich Akineten. Ein Paar solcher vermutlicher Akineten habe ich abgebildet (Taf. I, Fig. 13, 14); sie waren oval und lagen frei auf Zostera- blättern oder auf grösseren Algen und hatten eine sehr dicke Membran. Der Inhalt war reich an körnigen Bestandteilen, zeigte aber auch ein Paar kleinere Vakuolen und hatte ein ziemlich deutlich hervortretendes Chromatophor. Beim Keimen derselben (Taf. I, Fig. 14) platzt der äussere Teil der Membran der Akinete beim einen Ende der Zelle und die innere Membran schlängelt sich vorwärts. Zunächst teilt der keimende Akinet sich in zwei Teile, von denen die Basalzelle sich nicht mehr zu teilen scheint, während die äussere Zelle zu einem neuen Faden auswächst. Ich bin mir freilich vollständig bewusst, dass diese vermut- lichen Akineten auch als gewöhnliche Monosporen gedeutet werden können, die keine Gelegenheit gefunden haben, sich zu 1) F. Schmerz, Bangiaceae (A. Encrer u. K. PnawrL, die natürlichen Pflanzenfamilien, I Th., 2 Abth., Leipzig 1897, S. 314. 10 N. WILLE. befestigen und sich daher mit einer dicker Membran umgeben haben, aus der sie abnorm hervorwachsen. Ich habe freilich keine direkten Beobachtungen bei Asterocytis ramosa, die den Gegenbeweis für eine solche Vermutung führen können, aber ich habe unter einer Sammlung von Süsswasseralgen ziemlich viele ähnliche Ruhezellen gesehen, die den Eindruck machen, Akineten von einer Süsswasser-Asterocytis zu sein, da es kaum möglich war, dieselben alle als misslungene Monosporen zu deuten. Die endgültige entscheidende Untersuchung hierüber muss jedoch der Zukunft überlassen werden. IV. Crucigenia irregularis Witre. (Tafel I, Fig. 15). Schon früher!) habe ich diese neue Art folgendermassen beschrieben: „Die Zellflåchen vielzellig (bis mehrhundert Zellen), wellenförmig, mit unregelmåssiger Umgrenzung und aus mehreren kleineren Zellflåchen, die von einer mehr oder weniger dicken Inter- zellularsubstanz getrennt smd, zusammengesetzt. Die kreuzweisen Teilungen der Zellen, teilweise unregelmåssig und die Ordnung der Zellen deshalb weniger regelmässig, als bei den übrigen Arten. Die Interzellularräume sind oft kaum sichtbar. Das Chromatophor ist scheibenförmig, wandständig und entbehrt Pyrenoide. Länge der Zellen 6—14 u, Breite der Zellen 4—8 u“. Die hier gegebene Abbildung (Taf. I, Fig. 15) zeigt nur die mittlere Partie einer solchen grossen Kolonie, bestehend aus mehreren hundert Zellen. Einzelne leere Stellen deuten vermut- lich nur auf abgestorbene Zellen, da kem Grund vorhanden zur Annahme, dass Schwärmzellen auftreten sollten. 1) N. Wille in den Mitteilungen aus der biolog. Gesellschaft zu Christi- ania. Sitzung 17 October 1897 (Biologisches Centralblatt. B, XVII, Leipzig 1898, S. 302). ALGOLOGISCHE NOTIZEN I—VI. 11 Ich fand diese Alge zum ersten Male im Juli 1895 m dem 2800” über dem Meeresspiegel belegenen ,Fáforvand* sowie in einigen nahe liegenden alpınen Seen in Gudbrandsdalen. Später fand ich dieselbe in den Wasserbassins auf Kampen und St. Hanshougen in Christiania, woher die Stadt ihr Trinkwasser erhålt und deren Zuflussquelle das ,Maridalsvand* ist, wo die Alge selbstredend auch vorkam, gleichwie in dem nahe gelegenen „Sognsvand“. Ausserdem habe ich dieselbe in einer Plankton- probe gefunden, die von Professor P. Waacz im Jahre 1895 in einigen alpinen Seen oben in Hallingdalen genommen wurde; einer dieser Seen trug den Namen „Rödungen“. Die Alge kommt fast stets unter der Bodenvegetation vor, so dass sie sich sehr selten unter den Planktonproben findet und dann wahrscheinlich nur durch Zufall. Diese Art steht unzweifelhaft der Crucigenia rectangularis (N&ar.) sehr nahe, weicht aber von derselben ab durch ihre Un- regelmässigkeit und die viel grösseren Kolonien, die sich dadurch zu vermehren scheinen, dass kleinere Teile durch Absterben einzelner Zellen und durch andere Zufälle sich losreissen und neue Familien ins Leben rufen durch Fortsetzung ıhrer Teilungen. Eine andere Art Vermehrung habe ich bisher auf keiner der zahlreichen untersuchten Proben gefunden. AND. V ie Blastophysa arrhiza WILLE. NN (Taf. I, Fig. 16—18). NE A SE Während meines Aufenthaltes in Mandal im Juli und Au- gust des Jahres 1889 fand ich zuweilen eine einzellige Alge auf den frischen Blättern von Zostera marina und auf dem durch- sichtigen Blätterrand bei Laminaria saccharina, die in ziem- lich seichtem Wasser auf der „Risörbank“ genommen wurden. Ich hegte keinen Zweifel, dass diese Alge zu der von REInKE 12 N. WILLE. kurz vorher aufgestellten neuen Gattung Blastophysa!) gerechnet werden müsse, obschon die für die Reinkesche Art: Blasto- physa rhizopus RKE. so charakteristischen Rhizoidenfäden und Bürsten mit zwiebelförmiger Basis fehlten. Ausser den vege- tativen Stadien, die sehr genau abgebildet und beschrieben werden (I. e.) scheint REINKE auch Ruhestadien (Akineten) gesehen zu haben, die von einer dicken Membran umgeben sind, inner- halb welcher jedoch Teilungen vor sich gehen können (I. c. Taf. 23, Fig. 4, 5, S, 11). Später hat J. Huser?) sehr wichtige Bei- träge zur Entwicklungsgeschichte von B. rhizopus Rke. geliefert, indem er u. A. nachweist, dass diese Alge, welche er epiphy- tisch auf Enteromorpha compressa fand, Schwärmsporen mit 4 Cilien hat. Ich habe die von mir gefundene Art: Blastophysa arrhiza Wie’) genannt, da ihr die rhizoidartigen Fäden fehlen, die B. rhizopus Rkr. charakterisieren; sie unterscheidet sich aus- serdem von dieser Art dadurch, dass die Zellen kleiner (Länge 45—50 u, Breite 40—50 u), mehr lappig eingeschnitten sind. Später hat KJELLMAN?) als neue Art beschrieben: Blastophysa polymorpha KIELLM., die sich wesentlich dadurch von B. ar- rhiza WıiLLE unterscheidet, das sie etwas grösser ist und ein einzelnes Haar auf jeder Zelle besitzt, aber dieses letztgenannte Merkmal scheint doch nicht konstant zu sein; indem KJELLMAN (l. e. S. 6) nämlich hierüber folgendes mitteilt: Hos ett och annat af de exemplar, jag haft tillfålle att undersöka, har jag icke iakttagit något borst. Om något sådant i dessa fall icke utvecklats eller fått ett sådant lige att det icke år synligt, kan jag icke afgöra. Möjligt år ju att hos denne art liksom hos 1) J. Reınee, Atlas deutscher Meeresalgen, H. 1, Taf. 23. 2) J. Huser, Contributions å la Connaissance des Chaetophorées épiphytes et endophytes. Paris 1898, 5. 337 Pl. XVII, f. 8. 3) N. Wie, Valoniaceae (Engler und Prantl, nat. Pflanzenfam. B. II, S. 149). 4) F. R. KJELLMANN. Blastophysa polymorpha och Urospora incrassata (Bihang till k. sv. Vet. Akad. Handlingar. B. 23, III, No. 9, Stock- holm 1897). ALGOLOGISCHE NOTIZEN I— VI. 15 B. rhizopus icke alla individ båra dylika organ; jfr. Rke anf. st. s. 27. Visst år dock, att i regel sådana utvecklas hos B. polymorpha.“ KJELLMAN führt auch als Unterschied an, dass B. poly- morpha die Zellwand stärker lokal verdickt zu haben scheint, als B. rhizopus und besonders als B. arrhiza, aber dies kann kaum als ein Merkmal von Bedeutung angesehen werden, da es gewiss zum wesentlichen Teil vom Alter der Zellen abhångt. Die von mir ausgeführten Abbildungen, die Prof. KJELLMAN ge- sehen hat, waren nämlich sämmtlich von jungen Zellen, eine unvollendete Skizze emer ålteren Zelle von B. arrhiza, die sich zur Zoosporenbildung vorbereitete, zeigte auch stårker hervor- tretende lokale Verdickungen als die jüngeren Stadien. Die Zellen bei B. arrhiza hatten oft eine im Ganzen ge- nommen rektanguläre Form und waren von oben etwas flach- gedrückt sowie mehr oder weniger stark von den Seiten (Taf I, Fig. 16, 17); Haarbildungen und rhizoidartige Ausläufer fehlten ganz. Die Zellwand war bei jüngeren Zellen dünn, aber oft verdickt auf vorspringenden Partien, besonders wo diese das Aussehen von Zähnen erhalten; bei älteren Zellen war die Mem- bran stärker verdickt. Die Zelle enthält eine grosse centrale Vakuole und wandständigen protoplasmatischen Inhalt, wo die zahlreichen 3 — bis vielkantigen scheibenförmigen Chromato- phoren angebracht sind, ganz dicht in jungen Zellen (Taf I, Fig. 18) aber mehr zerstreut in den älteren (Taf I, Fig. 16, 17). Nur einige wenige Cbromatophoren enthielten Pyrenoiden (Taf. I, Fig. 17, 18), aber ich habe doch bis 12 Pyrenoiden in einer Zelle gesehen (Taf. I, Fig. 16), und es können wahrscheinlich noch mehr vorkommen. Die Anzahl der Zellkerne ist nicht untersucht worden. In einem einzelnen Falle fand ich, dass der chlorophyligrüne Inhalt sich stark vermehrt und sich rund umher ın den Loben der Zelle gesammelt hatte, so dass dieselbe in der Mitte eine fast klare Partie zeigte; wahrscheinlich war dies die Einleitung 14 N. WILLE. zur Zoosporenbildung, die ich jedoch nicht direkt gesehen habe, sie ist aber dagegen, wie früher erwähnt, beschrieben und ab- gebildet von Huser (1. e. S. 337 Tab, XVII, Fig. 7, 8). Auf dem Rande des Blattes einer Laminaria saccharina fand ich jedoch eine junge B. arrhiza (Tai. I, Fig. 18), die offenbar aus einer Zoospore entstanden war; dieselbe hat einen farblosen Vorsprung, der gewiss dem farblosen Keimflecken der Zoospore entspricht, viele Chromatophoren, wovon nur eins ein Pyrenoid enthält (Taf. I, Fig. 18 p); in der Nähe dieses Pyrenoids zeigte sich ein scharf hervortretender roter Fleck und etwas weiter entfernt in zwei Chromatophoren, die gewiss durch Teilung ent- standen waren, fanden sich auch zwei kleinere rote Flecken. Es muss somit gewiss angenommen werden, dass die Zoospore, woraus diese junge Pflanze entstanden ist, zwei rote Augenflecke gehabt hat und man sollte daher geneigt sein können, an ein Kopulationsprodukt zweier Gameten zu denken, wenn nicht schon Huser (I. c. S. 337) in Betreff der Zoosporen von B. rhizopus angeführt hätte; „Les zoospores du B. rhizophus ont une forme ovale ou allongee, 4 cils de la longueur du corps et une å deux taches brunes, qui ont une forme allongée, et sont situées dans la partie antérieure de la zoospore.* Es ist durch- aus nicht anzunehmen, dass ein so sorgfältiger Beobachter wie Herr Huser einen Kopulationsprozess hätte übersehen sollen wenn ein solcher wirklich stattgefunden hätte. Was die systematische Stellung der Gattung Blastophysa anbetrifft, so hat REINKE!) dieselbe in seiner Fam. Confervaceae (die umfasst: Ulothricaceae, Cladophoraceae, Gomontiaceae, und Chetophoraceae) nach der Gattung Gomontia Born. et Fran. gestellt, spricht sich hier aber nicht näher über ihre vermutlichen Verwandtschaftsverhältnisse aus; dagegen bemerkt er in einer früheren vorläufigen Mitteilung?): „Blastophysa 1) J. Remxe, Algenflora der westlichen Ostsee (VI Bericht der Kom. z. Untersuch. deutscher Meere in Kiel, Kiel 1889, S. 87). 2) J. Rene, Einige neue, braune und grüne Algen der Kieler Bucht (Be- richt der deutschen botan. Gesellschaft, Jahrg. 1888, S. 241). ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. 15 rhizopus nov. gen. et sp. Eine aus grünen Bläschen bestehende Alge, welche der Gattung Valomia sehr nahe stehen diirfte.* Wesentlich wegen der mehrkernigen Zellen rechnete ich späterl), obschon mit Zweifel die Gattung Blastophysa zu den Valoniaceen, indem ich doch, nachdem ich B. arrhiza beob- achtet hatte, die Möglichkeit andeutete, dass die Gattung unter die Protococcoideae eingereiht werden künnte. Nach Hugers vorzüglichen Untersuchungen stellt die Frage wegen der Verwandtschaftsverhältnisse der Blastophysa sich wesentlich anders, und kann ich mich völlig seiner Auffassung anschliessen, nämlich, dass dieselbe zu den Chaetophoraceae gerechnet werden muss und sich wohl am ehesten als eine stark reduzirte Form an Paeophila anschliesst wofür u: a. die Haar- bildungen und die 4 Cilien der Schwärmsporen sprechen, was bei den Valoniaceae unbekannt ist. Bei B. arrhiza ist also die Re- duktion so weit gegangen, dass jegliche Spur der Haarbildung der Chaetophoraceen verschwunden ist, und von der Verzweigung findet sich nur als eine Art Andeutung oder letzter Rest die starke Lobierung der Zelle. Was in dieser Beziehung auffallend und geeignet erscheinen muss, Zweifel wegen des Verwandtschaftsverhältnisses zu erregen, sind die Verhältnisse der Chromatophoren und der Zellkerne bei Blastophysa. Was nun die Chromatophoren angeht, so dürfte man vielleicht in dem eigentümlichen Verhältnis, dass nur einige Chromatophoren Pyrenoiden enthalten, eine Andeutung erblicken, dass die vielen Chromatophoren bei Blastophysa durch Spal- tung eines einzigsten wandständigen Chromatophors, welches oft bei den Chaetophoraceen vorkommt, entstanden sind. Was end- lich die Verhältnisse der Zellkerne anbetrifft, so bin ich, nach dem ich gesehen habe, wie variabel das Verhältnis bei den Cladophoraceen in dieser Beziehung ist, weniger geneigt als früher, diesem Verhältnis eine entscheidende systematische Be- deutung beizulegen. 1) N. Wirte, Valoniaceæ (Excrgg und Pnawrr, die naturl. Pflanzenfamilien, B. IL, S. 149). 16 N. WILLE. Innerhalb der verschiedensten Algengruppen scheinen nåm- lich mehrkernige Zellen aufzutreten, wenn die Grösse der Zellen über eine gewisse Grenze gelangt z. B. Hydrodictyon bei Pro- tococcales, Sphaeroplea und die Hauptmasse der Cladophora- ceae unter den Confervales sowie ausserdem recht oft bei Fucoi- deae und Rhodophyceae, wo die Grösse der Zellen und Anzahl der Kerne in einem gewissen Verhältnis zu einander zu stehen scheinen. Da Blastophysa ungewöhnlich grosse Zellen hat, dürfte es am natürlichsten fallen, die dort vorkommenden vielen Chromato- phoren und Zellkerne als Korrelationsphänomene aufzufassen und ihnen also keine eingreifende systematische Bedeutung bei- zumessen. us VI. Spirogyra fallax (Hanse). (Taf. I, Fig. 19—26). Auf einem Ausfluge nach Tempelhof bei Berlin, den ich im Mai des Jahres 1882 zusammen mit Herrn Professor P. Maenus und Kustos Herrn P. HENNINGS vornahm, fand ich eine eigentümliche Spirogyra, die ich damals als eine neue Art an- sehen musste; aber aus zufålligen Grimden kam ich nicht dazu, dieselbe zu beschreiben, obschon ich spåter bei einer Gelegen- heit!) etwas darüber erwähnt habe. Später ist eine, in Betreff der vegetativen Teile sehr nahe stehende Form von Hansere?*) unter dem Namen Spirogyra insignis (Hass.) Ke. var. fallax beschrieben worden. Die Skulptur bei der mittleren Membran der Zygote weicht jedoch ganz wesentlich ab, indem von Hanserre über die von ihm beschriebene Form (l. c. S. 253) angeführt wird: „membrana 1) N. Witte, Bidrag til Sydamerikas Algflora (Bihang till k. sv. Vet. Akad. Handl., B. 8, N. 18, Stockholm 1884, S. 35). 2) A. Hanscırc, de Spirogyra insigni (Hass) Kz. nov. var. fallaci zygnem- mate chalybeospermo nov. sp. et Z rhynchonemate nov. sp., adjecto conspectu subgenerum, sectionum subsectionumque generis Spirogyrae Link et Zygnematis (AG) pr By. (Hedwigia 1888, S. 253). ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. 17 media fusca, lævi praeditis“, während die mittlere Membran der Zygoten bei der von mir gefundenen Form eine eigentümliche, netzförmige skulptirte Struktur zeigte. Kurz darauf hat indessen HERRN 0. BorGE bei Torup in Skåne im Jahre 1888 eine Spirogyra-Form gefunden, über welche Dr. O. NonpsrEpT anführt!): „Cum Spirogyra insigni (Hass). Ke. 8 fallaci Hanserre in Hedwigia 1888 p. 253—255 Tab. X, membrana zygosporarum excepta plane congruens.“ Bei der von Norpstept gefundenen Form ist indessen die mittlere Membran der Zygote auf dieselbe Weise skulpliert wie bei der von mir bei Tempelhof gefundenen Form. Am wahr- scheinlichsten erscheint es mir daher, dass Hanscire die Skulp- tierung der Zygotemembran übersehen hat, die nur auf voll- ständig reifen Zygoten, die zerdrückt werden, sowie durch An- wendung von starken Vergrösserungen, zu sehen ist und dass also HANsGIRGS Sp. insignis var. fallax Hasc. sowie die von Norpstept und mir gefundenen Formen identisch. sind. Da eine so charakteristische Skulptur auf der mittleren Membran der Zygote unzweifelhaft als ein gutes Artsmerkmal angesehen werden muss, finde ich es am richtigsten, die von Norpstept und mir gefundene Form als eine eigene Art auf- zustellen, welche ich trotz des angeblichen Unterschiedes mit Rücksicht auf die Membran der Zygote aus erwähnten Gründen zu der von Hanseire beschriebenen Form rechnen zu müssen glaube. Spirogyra fallax (Haxsc.) kann folgendermassen charak- terisiert werden: Sterile Zellen 31/2—8'/» Mal länger, als breit, die Querwände teils mit, teils ohne Reduplikationen. Die Chroma- tophoren sind schmal mit vielen Pyrenoiden und fast grade oder schwach spiralförmig, 3—4 in jeder Zelle. Vor der Kopulation teilen die Zellen sich oft, so dass sie nur 3—6 mal länger als breit werden und zuweilen verbleibt eine der Tochterzellen steril. 1) V. Wirrrock et O. Norpsrepr, Algæ aque dulcis prec. scandinavicæ exsiccatæ. Stockholmiæ 1889, No. 958. Nyt Mag. f. Natutv. XXXVIIL I. 2 18 N. WILLE. Das männliche Gametangium schwillt nicht an, sondern sendet einen deutlichen Kopulationskanal aus; das weibliche Gametan- ‘gium schwillt tonnenfórmig an und hat sehr kurzen oder ganz unmerklichen Kopulationskanal. Die Zygote ist ellipsoidisch mit farbloser, glatter äusserer Membran, die mittelste Membran ist 'zweischichtig, braun und auf der Aussenseite mit dünnen her- vorragenden Leisten, die dickere und etwas höhere Stäbe zu einem unregelmässigen Maschennetz auf der ganzen Oberfläche verbinden; die innerste Membran ist farblos und glatt. Die Grössenverhältnisse bei der böhmischen (nach HANSGIRG), der schonischen (nach Norpstepr) und der Berliner Form (nach eigenen Messungen) ergeben sich wie folgt: forma forma forma bohemica scanica berolinensis Latid. cell. veget. 36— 45 u. 34— 40 u. 33 — 36 u. Longit. „ å 2— 8 plo i— 6 plo 1— 8 plo Latid. cell. fructif. — 48— 75 u. 40— 65 u. 12— 75 u. Longit. Le 80-165 , 120-155 . AS Latid. zygotæ 45—60, 45-66, (02 Longit. , 75—190 , 82-140 , 90-125 , Die Unterschiede in diesen Massen sind nicht so gross, dass sie Art-oder Varietätsverschiedenheiten begründen können, be- sonders da man bei weiterem Suchen nach extremen Massen bei der Berliner Form sicherlich sowohl niedrigere als höhere Masse, als die oben aufgegebenen, wird finden können. Spirogyra fallax (Hansc.) nimmt in mehreren Beziehungen eine eigentümlich vermittelnde Stellung zwischen den Unterabtei- lungen, worin man im Laufe der Zeit die Gattung Spirogyra eingeteilt hat, ein. Es dürfte nun ziemlich allgemein sein, die Gattung Spiro- gyra in zwei Untergattungen zu teilen, nämlich in Subgen. Euspirogyra Hanse. und Subgen. Sirogomium (KG.) Wirtr., welche letztere von Kitrzine als eigene Gattung mit folgender ALGOLOGISCHE NOTIZEN I—VI. 19 Gattungsdiagnose!) aufgestellt wurde: ,Trichomata parenchy- matica coelogonimica, demum ad genicula irregulariter conjuncta. Gonidia sphaerica, nunc catenulas leviter flexuosas formantia, nune in fasciis longitudinalibus viridibus immersa. Spermatia in trabeculis elliptica, fusca, epispermio duplici. cincta.“ Es ist klar, dass von dieser ganzen Gattungsdiagnose nur „ad genicula irregulariter. conjuncta*, die auf die knieförmige Konjugation ohne Kopulationskanal zielt, einige Bedeutung haben kann, um sie von der echten Spirogyra zu unterscheiden. Aber es dürfte hierbei doch schwierig sein, eine bestimmte Grenze zu ziehen, indem es teils Spirogyra-Arten giebt, wo der Kopula- tionskanal sehr kurz ist, kaum merkbar, z. B. S. tenuissima Hass. und S. insignis Hass.?) teils Spirogyra-Arten, wo nur die eine der kopulierenden Zellen Kopulationskanal hat (von HANSGIRG ?) als Subsect. Monozyga aufgestellt) wie S. conspicua Gay und S. punctata Cr., ohne dass diese jedoch unter sich nahe verwandt zu sein scheinen; es macht daher den Eindruck, dass Reduktion des Kopulationskanals stattgefunden hat inner- halb verschiedener Sippen und demnach nicht eine genetische Verwandtschaft andeutend. Indessen hat pe Bary nachgewiesen?) dass bei Bildung der Gametangien bei Sirogonium eine sekundäre Teilung der Mutter- zelle vor sich geht, so dass eine sterile Zelle von jedem Game- tangium abgegrenzt wird. WIiTTROCK sagt?), wie mir scheint mit Recht, über Sirogonium: „da detta slägtes väsentlige karakter synes mig ligga deri, att de kopulerande trädarnes celluler här äro af tvenne slag, nemligen fructifikativa, hvilke genom kopula- 1) F. T. Kirzine, Phycologia generalis, Leipzig 1848. S. 278. 2) P. Petit, Spirogyra des environs de Paris, Paris 1880, PI. I, Fig. 1, Pl. III. Fig. 1. 3) A. Hanscrre, de Spirogyra insigni, S. 256. 4) A. pr Bary, Untersuchungen über die Familie der Conjugaten. Leipzig 1858, S. 14, Tab. II, Fig. 12. 5) V. Wrrrrock, Om Gotlands och Ölands sötvattensalger (Bihang til k. sv. Vet. Akad. Handlingar, B. 1, No. 1, Stockholm 1872. S. 42). 20 N. WILLE. tion alstra sporer och vegetativa, hvilka alltid förblifva sterila, så har jag utan tvekan till detsamme hänfört CLEVES Spirogyra punctata* — — Ich habe seiner Zeit!) Sirogonium als Unter- gattung unter Spirogyra aufgeführt, da es mir vorkommt, dass man obenerwåhntem Merkmal nicht ein so grosses und entschei- dendes Gewicht als Gattungsmerkmal beimessen kann, besonders, da es Zwischenformen zwischen S. stictica und den echten Spirogyra-Arten giebt. Später ist HANSGIRG?) mir hierin nach- gefolgt, indem er Sirogonium als Untergattung neben Fuspiro- gira. aufstellt. Was Spirogyra fallax anbetrifit, so kann kein Zweifel darüber herrschen, dass dieselbe zu Sectio Euspirogyra gerechnet werden muss, obschon sie in gewissen Beziehungen einzelne Ähnlichkeiten mit Spirogyra punctata Cr. zeigt; denn in der Regel ist gewiss jede Zelle kopulationsfåhig und ich habe bis 6 Zygoten in eben so vielen aufeinander folgenden Zellen gefun- den, aber oft fanden sich auch nur zwei nach einander (Taf. I, Fig. 19), die in solchem Falle durch Teilung einer einzelnen Mutterzelle entstanden zu sein schienen. Zuweilen fand man doch nur ein einzelnes Paar kopulierender Zellen, wáhrend die Schwesterzellen steril verblieben (Taf. I, Fig. 21); in diesem Falle hat man also ein etwas åhnliches Verhåltnis wie bei der Untergattung Sirogonium, wo die eine Tochterzelle Gametangium wird, die andere steril verbleibt, wenn schon bei Weitem nicht so differentiiert wie bei Sp. stictica, sondern eher etwas mehr an S. punctata CL. erinnernd. In dieser Beziehung kann man demnach sagen, dass S. fallax (Hansc.) ein Verbindungsglied zwischen Euspirogyra und S. punctata Cr. bildet. HaxsGirG*) teilt ferner Euspirogyra in zwei Abteilungen, nämlich: Subsectio Conjugata (Vaucx.) Hanse., die charak- 1) N. Witte, Bidrag til Sydamerikas Algflora. (Bihang till k. sv. Vet. Akad. Handl. B. 8, No. 18, Stockholm 1884 S. 34). 2) A. Hanserre, Prodromus Algenfl. Böhmens I, S. 157, 165. 8) A. Hanserre I. c. S. 157, 164. ALGOLOGISCHE NOTIZEN I - VI. 91 terisiert wird durch: , Vegetative Zellen mit einfachen Scheide- wünden* und Subsectio Salmacis (Bory) Hanse., die charak- terisiert wird durch: „Vegetative Zellen mit gefalteten Scheide- wänden“. Später ist Hanserre jedoch selbst auf die Unsicher- heit dieser Merkmale aufmerksam geworden, indem er sie dann!) folgendermassen charakterisiert: , Sect. Conjugata (V aucH.) Hanse. Dissepimenta cellularum utroque fine laevia, rarissime protensa vel replicata* und „Sect. Salmacis (Bory) Hansa. Dissepimenta cellularum utrinque protensa et replicata, rarius plana cet. ut in.1 Sect." Hierdurch ist im Grunde deutlich genug hervorgehoben, dass die Einteilung von Euspirogyra in Sektionen, je nachdem die Querwände Reduplikationen haben oder nicht, ganz und gar verfehlt ist. Dies wird fernerhin bestätigt durch Sp. fallax (Hansc.), wo man sehr oft am selben Faden Zellen mit und ohne Reduplikationen findet (Taf. I, Fig. 19, 23); es ist schwierig zu entscheiden, welches von beiden die Oberhand hat. Nicht selten finden sich auch Zellen, wo keine eigentlichen Reduplikationen vorhanden sind, wo aber die Querwand wie ein Handschuhfinger hervorgestossen wird in die eine Zelle, ohne dass es jedoch mit Sıcherheit festgesetzt werden kann, dass dies einem Absterben und somit Erschlaffen vom Turgor ın der Zelle, worin die Quer- wand sich eingedrängt, zu verdanken ist. Wie die Querwände sich während des Dickenwachstums entwickeln sollen, scheint demnach bei S. fallax {Hansc.) auf unbestimmten Faktoren zu beruhen, die in den verschiedenen Zellen innerhalb desselben Fadens ungleich wirken. Es mag zu- gegeben werden, dass solche Verhältnisse, wenn sie konstant geworden sind, als Artsmerkmale dienen können; es kann aber nicht zulässig sein, dieselben als Einteilungsprinzip für höhere systematische Einheiten zu benutzen. Bei S. fallax ist ein deutlicher Geschlechtsunterschied, 1) A. Hanscıre, de Spirogyra insigni S. 255—56. 29 N. WILLE. indem nicht allein die månnlichen Fäden oft etwas diinner sind, sondern bei der Konjugation ist es nur das männliche Game- tangium, welches deutlichen Kopulationskanal entwickelt, wåhrend das weibliche stark tonnenförmig anschwillt und entweder keinen oder nur einen sehr kurzen, kaum merkbaren Kopulationskanal bildet (Taf. I, Fig. 19). Spirogyra fallax (wenigstens die Ber- liner Form) bildet somit einen deutlichen Ubergang zu Subsect. Monozyga (Hansc.), welche (Hawsc.) charakterisiert durchl): „Tubus connexivus tantum ex una cellula copulanti egrediens*. Es ist klar, dass, da dieses Merkmal einen ausgeprägteren Ge- schlechtsunterschied enthålt, muss ihm eine gewisse Bedeutung beigelegt werden; aber es erscheint mir nicht unwahrscheinlich, dass derselbe bei verschiedenen Gruppen der Gattung Spirogyra entwickelt sein kann und demnach keine genetische Verwandt- schaft andeutet; denn S. fallax ist freilich nahe verwandt mit S. punctata Cr., aber keine von diesen scheint näher verwandt zu sein mit S. conspicua Gay, die von HANSGIRG mit den vorher- gehenden zu Swbsect. Monozyga gerechnet wird. Bei vielen Spirogyra-Arten findet man einen streng durch- geführten Geschlechtsunterschied derart, dass man besondere männliche und besondere weibliche Fäden hat, wenn nicht die Zellen im selben Faden mit einander kopulieren, wie bei den von KüTziNG unter dem Namen Rhynchonema vereinigten Spiro- gyra-Arten, wo sich also innerhalb desselben Fadens sowohl männliche als auch weibliche Gametangien finden. Bei Spirogyra fallax, wo die Konjugation auf gewühnliche Weise vor sich geht, können indessen auch männliche und weib- liche Gametangien im selben Faden auftreten (Taf. I, Fig. 23); man wird bei dieser Art stets auf den cylindrischen Zellen mit deutlichem Kopulationskanal leicht die männlichen Gametan- gien und auf den angeschwollenen Zellen mit rudimentårem Ko- pulationskanal leicht die weiblichen erkennen, und es zeigt 1) A. Hanscıre, de Spirogyra insigni. S. 256. ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. 25 sich alsdann, dass in beiden abgebildeten Fåden sowohl männ- liche als auch weibliche Gametangien vorkommen. — Ein ähnlicher Fall ist früher von den Herren West!) bei Spirogyra gracilis beschrieben worden und vielleicht können einzelne Abbildungen in gewissen älteren Lehrbüchern?) so gedeutet werden, aber in diesen Fällen ist doch der Geschlechtsunterschied kaum so scharf ausgeprägt wie bei S. fallax. Das öfters vorkommende Verhältnis, dass sowohl der ins weibliche Gametangium übertretende männliche Gamet als auch der weibliche Gamet ohne zu verschmelzen sich mit Membran umgeben, trifft zuweilen bei S. fallax ein (Taf. I, Fig. 20) aus- serdem aber der weit seltnere Fall, dass die Zygote im männ- lichen Gametangium (Taf. I, Fig. 22) gebildet wird, indem der weibliche Gamet also in diesem Fall beweglich gewesen sein muss, der männliche der empfangende. Von Spirogyra-Arten, die skulptiertes Mesosporium auf der Zygote haben, sind zu nennen: S. punctata Cr., S. calospora Cr., S. reticulata Nonpsr., S. velata, Nonpsr., S. areolata La- GERH., S. daedalea LAaGERH., S. tuberculata LaGErH., S. Mal- meana Hirn und S. australensis Mör., aber bei keiner von diesen stimmt doch die Skulptur ganz mit derjenigen überein, welche sich bei S. fallax (Haxsc.) findet. Norpstept hat früher?) über die Struktur bei S. fallax (Hansc.) angegeben: „Zygosporae apicibus late rotundatis 42—50 u crassae et 70—90 u longae, membrana media hyalina (matu- ra?) dense et irregulariter. scrobiculato-reticulata maculis. circ. 3—5 u in diametro. A Sp. calospora verisimile tantum zygos- poris non coloratis abhorrent; sed fortasse zygosporae in Rab. Alg. Eur. non maturae sunl.*. NonpsrEDT bildet an gleicher 1) W. & G. West, Observations on the Conjugatae. S. 47, Pl. V, f. 81, (Annals of Botany Vol XII. London 1898.) ?) Z. B.: M. J. Scateiven, Grundzüge der wissenschaftlichen Botanik, Th. II. Leipzig 1846. .S. 33, Fig. 105. 3) V. Wirrrock et O. Norsrepr, Algae aquae dulcis exsiccatae No. 958, Stockholmiae 1889, 24 N. WILLE. Stelle die Skulptur der Zygote in älterem und jüngerem Zustande ab. Nach dem, was ich finden kann, ist Norpstepts Zweifel, inwiefern die von ihm untersuchten Zygoten reif waren, völlig berechtigt gewesen; denn die Skulptur der reifen Zygote ist noch etwas mehr ausgeprägt. Auf der jungen Zygote bei S. fallax (Hanse.) wird wie bei allen anderen zunåchst die äusserste hyaline Membran angelegt; darauf kontrahiert der Inhalt sich etwas und das Mesosporium fängt an, durch Neubildung zu enstehen, indem sich sehr bald zentrifugale Wandverdiekungen (Tafel I, Fig. 25) bilden, die, wie von Norpstept (I. c. Fig. 2, 3) betont, dadurch beginnen, dass sich erhöhte Punkte zeigen. Diese vereinigen sich bald durch vor- springende Leisten, die ein unregelmässiges Netzwerk auf der Oberfläche des Mesosporiums bilden und bewirken, dass es am Rande gezackt aussieht (Tafel I, Fig. 35) gleichzeitig wie es an- fängt, eine dunkelgelbe oder bräunliche Farbe anzunehmen. Aber die Verdickungen wachsen weiter, das unregelmåssige Maschen- netz wird mehr hervortretend, und die ursprünglichen erhöhten Punkte entwickeln zich zu kurzen und breiten Stäben, die gleichsam Pfähle im Maschennetz bilden (Taf. I, Fig. 26). Wegen der grösseren Breite dieser Stäbe treten sie im Um- kreise der reifen Zygote des Mesosporiums nicht so gezackt hervor wie im jüngeren Zustande, sondern eher unregelmässig wellig. . Spåter bildet sich eine dunklere braune Schicht des Mesos- poriums, und zuletzt wird die innere hyaline Membran ausge- bildet, die auf der Abbildung (Taf. I, Fig. 26) wegen Zerdrückung der Zygote vom Mesosporium losgerissen ist, an dem sie sonst dicht anliegt. Wie man sieht, weicht demnach die Membranstruktur bei der Zygote von Spirogyra fallax (Hansc.) auf charakteristische Weise von den übrigen bekannten Spirogyra-Arten mit skulp- tierter Membran ab und dies in Verbindung mit den Eigen- tümlichkeiten bei ihren vegetativen und kopulierenden Zellen » ^ si, ve Lets Es eo SA DE Ear ae BOLT se | CÉESCESS E ALGOLOGISCHE NOTIZEN I- VI. 95 macht es unzweifelhaft, dass sie als eigene Art aufgeführt und nicht mit der ganz verschiedenen S. insignis (Hass.) Ke. zusam- mengestellt werden muss. Erklärung der Figuren. Nat I: Fig. 1—6. Chlorogloea tuberculosa (Hansc.) WILLE. Fig. 1. Ein Flächenschnitt von Stipes bei Laminaria digi- tata, wo Chlorogloea-Schleimmassen sich unregel- mässig in Vertiefungen der äusseren Zellenschicht er- strecken (=) Em 9 Derselbe wie vorhergehend im Querschnitt E » 9. Das Ende einer Chlorogloea-Schleimmasse von oben gesehen i » 4 Querschnitt durch Chlorogloea-Schleimmasse, wodurch die einzelnen Zellenreihen hervortreten, umgeben von ihren Schleimhiillen So » 9, 6 Junge Kolonien von Chlorogloea auf der Oberfläche von khodochorton Roth. Fig 7. Merismopoedia elegans. A. Br. var. Mandalensis Witre. » 7. Eine einzelne Familie mit mehreren abgestorbenen 480 Zellen = Fig. 8—14. Asterocytis ramosa (Tnw.) Gost. Fig. 8. Die oberste Verzweigung eines dreifach verzweigten Individuums (=) € 26 N. WILLE. Hie, 9. Beginnende Zweigbildung, weit unten am vorherge- henden Individuum e » 10. Bildung von membranlosen (?) Monosporen (2) ” ” Fig.15. » 11, 12. Junge Individuen, entstanden aus keimenden Monos- 13. 14. 18. 480 poren (å) Akinet? (stårker vergrössert). Keimender Akinet ER Fig. 15. Staurogenia irregularis WILLE. Der centrale Teil einer sehr grossen Kolonie (æ) Fig. 16—18. Blastophysa arrhiza WILLE. Ein junges Individuum, 12 Pyrenoiden aufweisend (p.) ES Ein junges, stark lappiges Individuum, wo die Chro- matophoren zu sehen sind, einzelne von diesen ent- halten Pyrenoiden (2) Ganz junges Individuum, entstanden aus Zoospore. Enthält viele Chromatophoren, aber nur eins von die- sen hat ein Pyrenoid. Man sieht 3 rote Augenflecke, wovon jedoch zwei wahrscheinlich durch Teilung ent- standen sind, gleichzeitig wie das Chromatophor sich geteilt hat EJ NO I ALGOLOGISCHE NOTIZEN I— VI. Fig. 19. 21. 22. 25. 25. 26. Fig. 19—26. Spirogyra fallax (Hanse.) WILLE. Kopulierende Fåden mit sterilen und fruktifikativen Zellen. Die Querwände teils mit, teils ohne Redu- å : 160 plikationen (rs) Sowohl der weibliche wie der månnliche Gamet haben sich mit Membran umgeben und bilden Pseudozy- 160 goten (2) Durch Teilung der Mutterzelle entsteht eine kopulie- : å 1 rende und eine sterile Zelle E) Die Zygote, welche eine abnorme Form hat, bildet : ; ; : 160 sich im männlichen Gametangium 5 Männliche und weibliche Gametangien im selben Faden (2) Zwei vegetative Zellen, die Zellkerne und Chromato- 3 260 phoren zeigen ®) Unreife Zygote. Die äusserste Membran ist fertig und die Skulptur am Mesosporium ist im Begriff, sich auszubilden (2) Reife Zygote, die zwei Schichten des Mesosporiums und die äussere Skulptur desselben aufweist. Als die Zygote zerdrückt wurde, zog die innere hyaline Mem- : : 510 bran sich vom Mesosporium zurück B Trykt 17 April 1900, Konglomerater i Kristianiafeltet. Af Professor dr. W. C. Brøgger. I. Om porfyrkonglomeratet på ørækken Revlingen — Søstrene, en ny sedimentær formation fra Kristianiafeltet. age østsiden af Kristianiafjorden på strækningen mellem Soon i nord og henimod Hvaløerne 1 syd ligger på rad efter hverandre en række øer, der danner en skjærgård af særskilt beskaffenhed foran Smålenenes grundfjeldsområde. Disse øer har hidtil ikke været underkastede nogen nærmere geologisk un- dersøgelse og således kan det da også forklares, at man hidtil* ikke har havt nogen kundskab om, at der her er opbevaret en mægtig sedimentær formation af yngre alder, end nogen af de tidligere fra det sydlige Norge beskrevne lagede bergarter. På Krıvaaus kart er hele denne række af oer lige fra Bævø og til Søstrene betegnede som bestående af porfyrberg- arter, uden nærmere karakteristik. På Kseruzrs oversigtskarter over det sydlige Norge af 1864 og 1878 såvel som på de af ham udgivne geologiske rektangel- karter Moss og Tønsberg er hele denne ørække (bortseet fra sandstenen på Jelø) betegnet som rombeporfyr. 30 W. €. BRØGGER. Da jeg i 1886 udgav min afhandling om Kristianiafjordens dannelse!) havde jeg af egne iagttagelser kun et meget ufuld- stændigt kjendskab til hele denne ørække og gik derfor uden videre ud fra, at Kserunrs angivelse var rigtig, en opfatning, som forøvrigt for spørgsmålene om fjorddannelsen i det væsent- lige førte til samme resultat, som kundskaben om deres virke- lige geologiske bygning vilde have ledet til. Et hastigt besøg senhøstes 1894 foranledigede, at jeg den følgende sommer underkastede hele denne ørække en noget nærmere undersøgelse, hvis resultater 1 det følgende skal frem- lægges. Hvad angår de nordligste af disse øer, da kan jeg fatte mig 1 største korthed, idet den formation, hvis undersøgelse nær- mest udgjør gjenstanden for denne lille afhandling på dem ikke er repræsenteret. Først kan her 1 forbigående nævnes en samling ger udenfor sydostkysten af Hurumlandet, nemlig Randvikholmene, Vealos, Tofteholmen og endel skjær (,Mokkalassene“) mellem begge de sidste; alle disse øer består ikke som på rektangelkartet Moss angivet af grundfjeld, men af basiske dybbergarter (essexit, pyroxenit etc.) med en påsiddende rest af kontaktmetamorfoserede silurskikter, (på Tofteholmen 6a skifer med phacops elliptifrons Esm., 6b stricklandinia-kalk, og 7a pentameruskalk samt 7b crotalocrinusskifer). Disse basiske eruptivbergarter som slutter sig til et 1896 af mig opdaget felt af lignende bergarter i nær- heden af Filtvet, er en nøiagtig parallel til bergarterne af den ældste basiske postsiluriske eruptivserie på Gran (i Brandberget, Sølvsberget, Viksbergene etc.) og ved Dignæs ved Tyrifjorden og vil blive udførlig beskrevne i en særskilt afhandling. Af gerne udenfor Soon er Sauholmene, som på det geolo- giske kart rigtig angivet, grundfjeld. 1) „Über die Bildungsgeschichte des Kristianiafjords“. Nyt Mag f. Naturv. B. 30. 1886. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 31 ge RE TEE Te » ¥ x » ur. Li Ó * RCE PU AUX, == “fn s SURE X QOIS ROCA UN UN DE FINES X kg x x X o» X » wR YAR x CES PE A da ux» x Ant KO» TE a DL Migr Nay OX XN UN UM wm «Jl M MA (EE OSCAR Ed ri CD RE en » » KK ^| A = ie DER EL» CNT QR DUC TM GS: XI ux Un Tan ded x på ot sul) x X EUR DR MO FOR Ja hfl MTOR PLACA UN T rn pe me me aR) CEN ME OPE Li Der mL M! 43 X xXx Ie NX n ELA, Ny AT CCC GN Ex xx AGN SRE oe ira dt MA! x» x x V. SLI w * "E E Su, Su} vun x X xr) BTK ME dat oL TR LET N A / WS yw x ze x xccw Ie ER | x T Re xix x Xe. = i! A CES ER LS EUR na Xe ben d HE FAN »x 4 Ap X* n x » » X n DR f In a y | hl hx x4 NE TD | HF Nee callie!) oot) RTE anes N ER 20 Vealo Aoc = do 4 (v) Aolmen å Mokkalasseae I Ko P ÿ d. Ja e Sol . 0 1 i 2 d | ET i „> d KOR 22 | u Tofleholmen | v Vey 722 N 77 | | 5 /2 “yl | d 437 201 CO KS W. C. BROGGER. Derimod består Jova, Bævø og Billeø ikke som kartet an- giver af rombeporfyr. Den vestligste af disse småøer Billeø består af old-red sandsten i lag med fladt fald mod OSO. Bevo består (bortset fra lidt old-red sandsten på sydsiden) såvel som Jøva af basiske lavar, væsentlig af labradorporfyrit umiddelbart ovenpå den devouiske sandsten. Også den store herlige ø Jelø er for eruptivbergarternes ved- kommende urigtig aflagt på det geologiske rektangelkart, idet den (bortseet fra sandstenen ved Næs og de løse afleiringer) er betegnet som bestående af rombeporfyr. Hovedmassen af øen udgjøres nemlig af basiske lavar, navnlig labradorporfyriter, augitporfyriter, melafyrer og mandelstene, der i stor mægtighed er vældede ud over old-red sandstenen. Mægtigheden af disse basiske lavabænke er på Jelø (f. ex. i profil fra Næs og Ås over Bjørneåsen til Kjellandsvikstangen) neppe stort mindre end på den vestre side af Kristianiafjorden ved Holmestrand og rækkefolgen af bergarlerne synes at være omtrent den samme. Erindrer man, hvor forskjellig karakteren af denne ældste basiske serie af dagbergarter er 1 det nærliggende Drammensfelt, synes det derfor rimeligt, at lavarne ved Holmestrand og på Jelø må have fælles oprindelse. Det ligger da også overordentlig nær at tænke sig, at de på Randvikholmen, Vealøs og Tofteholmen nu ved erosionen blottede felter af basiske dybbergarter og de til- grensende felter af tilsvarende kemisk sammensætning af dag- bergarter på begge sider af samme, ved Holmestrand og på Jelø er samtidige dannelser afsatte af en fælles basisk magma. Bekræîtelser på rigtigheden af denne opfatning ligger ikke blot i de kemiske analogier, men også i aldersforholdet til rombe- porfyren, idet på Tofteholmen esseæiten her gjennemsættes af en stor gang af rombeporfyr, medens såvel ved Holmestrand (I. ex. 1 profil fra Smorsten til Kleven-gårdene og videre i VSV-lig retning), som på Jelø (i skoven mellem Refsnæs og Torderød, ligeså 1 Rødsåsen) de basiske lavar overleies af bænke af rombeporfyr. på Å GS Sletter på N a AR Ni : å \ : 7 à RN \ Svarte boerhe 9 ve \ Er Riuokalven. / n4 o Å A QoS 9 9 N; N. Misin i N Å " Fate huk Fig. 2. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIII, I. 3 CO ra W. C. BRØGGER. Rombeporfyr indtager kun en liden del af Jelø nemlig dels den sydvestbge del af oen, et mindre felt 1 Rodsásen (helt ned til stranden afskåret af en linje VSV. for gården Rød, og en anden omtrent S. for samme), dels i den sydostlige del af øen (omgivet af en linie fra Fiske til henimod Bellevue, så i sydlig retning herfra over Reyer til stranden syd for samme) omkring gårdene Torderød, Helgerød, Grimsrød, Reyer og Bråten. Guldholmene nær den sydvestre ende af Jelø består ligesom den tilstødende del af øen selv ikke som på rektangelkartet an- givet af rombeporfyr, men af basiske lavar, labradorporfyriter, mandelstene etc. Syd for Jelø kommer nu en lang række af ger, allesammen liggende efter hverandre i retning omtrent NNV. til SSO., som alle på rektangelkartet er betegnet som rombeporfyr. Disse ger er i retning NNV.—SSO. efter hverandre føl- gende: Revlingen (ca. 2 km. S. for Jelø); Kollen (lige ved Larkollen, ca. 7 km. syd for Revlingen); Elø (umiddelbart syd for Kollen); Nordre Sletter (eller store Sletter, 1.5 km. SSO. for Ele); Mellem-Sletter (0.5 km. S. for N. Sletter); Søndre Sletter (knapt 0.5 km. S. for Mellem-Sletter); Svartebåerne (nogle små skjær ca. 2 km. SO. for Søndre Sletter); Vesle-Kalven og flere småskjær umiddelbart nord for Rauø. Rauø (udtales gjerne Rauer, en stor 45 km. lang ø, hvis nordspids, Rauø-Kalven, ligger omtrent 1.5 km. S. for Svartebåerne); Missingene og Missingskjærene (en samling af tre lidt større øer og mere end et halvt snes mindre øer og skjær; N. Missingen ca. 3 km. SSO. for Rauø, store Missingen, eller S. Missingen knapt 1 km. SV. for N. Missingen o. 8. v.). KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 3D Struten (en liden steil 9, ragende op som et sømærke, ca. 6 km. SSO. for den sydligste af Missingene) ; Nordre Søster, en noget større ø, 1 km. OSO. for Struten og Søndre Søster, omtrent af samme størrelse som foregående og blot 0.5 km. SSO. for samme. Afstanden mellem den nordligste ø i den hele ørække, Rev- lingen, og den sydligste af Søstrene er ialt 35 km. Samtlige øer er ubeboede med undtagelse af Elo, hvor der er fyr, og Rauø, hvor der også er fyr og desuden et par husmandspladse. Ellers benyttes øerne kun til havnegange for heste (Sletter-øerne), kjør og får (Missingene, Søstrene etc.). Rauø, den største af øerne, noget over 3 kvadratkilometer stor, har god om end ikke meget tilvoxen skov; også på Kollen findes lidt skov, men de øvrige øer er alle sågodtsom uden trævæxt, og navnlig de sydligste af dem, Søstrene, Struten og Missingene, der alle ligger lige ude I havbrynet, er forfærdelig nøgne og sonderrevne, golde og vilde. Det er således ikke at undres på, at denne ørække hidtil har undgået geologernes opmærksomhed; de er lidet indbydende og, på grund af at de er ubeboede og ligger langt fra land, er de også så vanskelig tilgjengelige, at det er let at forstå at ingen uden ganske særskilt foranledning har givet sig til specielt at opsøge disse øer. Det lå da også overmåde nær at slå sig tilro med, at disse øer består af rombeporfyr og dermed lade sig nøie; thi allerede fra mange år tilbage har fra enkelte af øerne småjagter hentet singel op til anvendelse som veifyld og i havegange ved Kristi- ania og denne singel består af småt rullet strandgrus af rombe- porfyrbergarter. Også den mørke rødbrune farvetone på de for- revne klipper, sådan som man ser dem fra forbifarende damp- skibe, måtte støtte den antagelse, at øerne er opbyggede al bænke af rombeporfyr, ligesom det ligeoverfor liggende fastland på vestsiden af fjorden mellem Horten og Tønsberg. På en vis måde er det nu også ganske rigtigt, at alle disse øer består af rombeporfyr; ja, der findes endog på disse øer et 36 W. C. BRØGGER. større udvalg af varieteter af rombeporfyrbergarter, end ellers nogensteds i hele Kristianiafeltet, ja til og med rombeporfyr- varieteter, som jeg hidtil ikke kjender ‘ra nogen anden del af Kristianiafeltet. Men disse rombeporfyrer er på den hele ørække, hvormed vi her beskjeeftiger os, ikke ;tilstede pa primer fore- komst, de optræder nemlig ikke som dækker eller gange, men kun som sekundært detritusmateriale, som bestanddele af en meegtig afleiring af et eiendommeligt laget konglomerat, en kyst- dannelse, så overveiende sammensat af brudstykker af rombe- porfyr, at man mest træffende kan betegne den hele afleiring som et rombeporfyrkonglomerat. Den eneste bemerkning jeg har kunnet finde 1 tidligere lit- teratur om dette rombeportyrkonglomerat er nogle linjer af KEïLHAU 1 Gea Norvegica, iste h. s. 85. Han nævner her fra porfyrdistrik- terne: „Porphyr-Breccie, Thonstein und Wacke“. Om den første af disse siger han: ,Sie ist aus bald grossen, bald kleinen, bald scharfkantigen und bald abgerundeten, von allen in den Districten sonst vorkommenden Porphyr = oder Mandelstein = und Augit- — Gebilden zusammengesetzt; aber von diesen, wie es scheint, auch ganz ausschliesslich, da eingeknetete Stücke von anderen Felsarten nirgends darın gefunden worden sind. Auch die ver- bindende Masse besteht aus irgend einem eben derselben Gebilde. In einigen kleinkörnigen Varietäten der Breccie habe ich be- merkt, dass der Kalkspath, statt Mandeln zu bilden, die Masse in kleinen Trummen durchschwärmt. Die bisjetzt bekannten Fundörter der Porphyr-Breccie sind: die Gegend bei Holmestrand, die kleine Insel Revlingen bei Moss und die Umgebungen des Alaun-Sees oberhalb Christiania". — — — „Mit Ausnahme der Breccie, welche namentlich auf der oben erwähten Insel Rev- lingen eine ziemlich regelmässige Aufenandefolge von mehr oder weniger groben Lagen aufweist ist keine der angeführten Felsarten eigentlich geschichtet.“ Her nævnes altså rombeporfyrkonglomeratet fra Revlingen, men KeiLHAU har blandet det sammen med de aldeles forskjel- KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 31 ligartede dannelser, det ældre labradorporfyrit-konglomerat fra Holmestrand og det yngre konglomerat fra Mørkhøiden ved Alunsjo nær Kristiania. Nærmere karakteristik af rombeporfyr- konglomeratet. Det første indtryk af rombeporfyrkonglomeratet turde måske være det, at man her befinder sig ligeoverfor et vulkansk ag- glomerat, en laget vulkansk breccie af fra krateråbninger i nær- heden udkastede blokke, lapilli og aske, under selve eruptionsperi- oden afsatte under vand og ordnede af bølgeslaget til skiktede masser. Denne første nærliggende forestilling er imidlertid utvivlsomt, som den nøiere undersøgelse viser, ganske urigtig og modbevises af en hel række forholde, som 1 det følgende nærmere skal be- rores. Aldeles afgjorende bevis er her navnlig den omstæn- dighed, at gjennem den hele skiktmægtghed de enkelte lag består af en mængde forskjellige varieteter af rombeporfyr, ja af alle de overhovedet iagttagne varieteter. Dette viser, at alle- rede ved afsætningen af de ældste lag i denne serie den hele eruptionsrække af rombeporfyrernes eruption allerede var afsluttet, en slutning som også bekræftes derved, at ikke en eneste gang af rombeporfyr eller em eneste lavabænk af rombeporfyr er iagttaget indenfor konglomeratserien. Berg- arten er således ikke nogen tuf, intet agglomerat, ingen vulkansk breccie, men en almindelig laget kystbergart, dannet af mate- riale fra de ældste rombeporfyrlavars erosion. Hvad bergartens beskaffenhed forøvrigt angår, kan først og fremst anføres, at den 1 hele sin mægtighed viser sig at være en laget bergart. Ved første øiekast træder ikke overalt bergartens skiktede karakter tydelig frem; tvertom findes der lokalt partier, hvor - skiktningen er overmåde utydelig eller ved første oiekast i alle 58 W. C. BRØGGER. fald aldeles ikke iøinefaldende. Dette er således tilfælde flere steder på Mellem-Sletter, ligedan på østsiden af Rauø, nord for fyret o. s. v. Den. nærmere undersøgelse viser dog overalt, at bergarten gjennemgående er laget og at den utydelige lagning, der hvor den findes, beror på specielle forhold. Først og fremst er skiktningen overalt meget tydelig frem- trædende, der hvor størrelsen af brudstykkerne i konglome- ratet er forholdsvis ubetydelig og således bergarten overhovedet mere jevn og ensartet (homoioklastisk), hvilket for en stor del er tilfældet i den lavere del af den hele skiktmægtighed (ex. nordenden af N. Sletter) Men også der hvor brudstykkerne har større dimensioner, kan ofte skiktningen være overmåde tydelig, der hvor lag med større brudstykker og lag med ganske finknust materiale (i regelen da en rød feldspatrig arkose eller sandsten, der dog ikke gjerne er kvartsforende) vexler (ex. nord- vestsiden af Rauø). Overhovedet træder på forvitret overflade skiktningen næsten overalt evident tydelig frem aldeles bortseet fra materialets beskaffenhed, og når man først engang har faet øte for bergartens lagede natur, vil man siden neppe mere finde noget sted, hvor den ikke lader sig påvise. Nogle af de vedfaiede plancher viser også skiktningen tydelig nok, uagtet de fotograferede steder ikke netop er udvalgte med dette for oie. Den næste omstændighed, som fremhæver sig, efter at man har bragt på det rene, at bergarten i sin helhed er laget, er den overordentlige store forskjel à brudstykkernes størrelse, som finder sted 1 visse dele af lagmægtigheden. Medens nemlig i en del af den hele formation bergarten viser en forholdsvis finklastisk karakter, nærmest som en grov- kornig sandsten, eller arkose eller som et finknollet konglomerat, viser brudstykkerne i en del af mægtigheden ikke blot fra det ene lag til det andet, men navnlig også indenfor et og samme lag ofte en forbausende forskjel å sine dimensioner. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 39 Få steder er dette mere påfaldende end på det pl. II. gjen- givne (efter fotografi) sted på østsiden af Mellem-Sletter. Figuren viser her en blok med dimensioner ca. 5 X 3 X 3 m., altså på ca. 40 kubikmeters størrelse, afrundet, med uregelmæssig omgrensning, liggende midt i finere skiktet bergart: de fleste blokke i det lag, hvori denne kjæmpemæssige blok var indleiet, var kun høist f. ex. 0.3 X 0.2 m. eller f. ex. 05 X 0.3 m. og i regelen meget mindre, indtil ganske småt grus, dog ikke fint sand. Også andre steder finder man dette samme påfaldende for- hold, med enkelte eller endel meget store blokke liggende i lag med overveiende mindre brudstykker. Saaledes kan nævnes et sted på østsiden af Nordre Sletter med flere vældige blokke, en således på 3.3 X 2 X 2 m, altså over 10 kubikmeters stør- relse: ligeledes flere steder omtrent midt på østsiden af Rauo (odde nord for fyret, ved selve fyret, hvor blokke på flere meters gjennemsnit, ved bådhavnen ete.). Det er sådanne steder med uforholdsmæssig svære blokke liggende midt inde i finere sorteret materiale, som ved første indtryk giver bergarten udseende af at være en uskiktet brud- stykkebergart, hvad den altså ved nærmere betragtning utvivl- somt ikke er. Hvad der navnlig bidrager ikke lidet til sådant indtryk er da også dels formen af de større og mindre blokke og brudstykker, der sammensætter bergarten, dels også anord- ningen af de større blokke. Hvad blokkenes form angår, så er denne vistnok påfaldende uregelmæssig; regelmæssigere former, som ellipsoider eller jevnt afrundede blokke, som man finder så hyppig på vor havstrand, eller 1 elveleier eller i postglacialt og glacialt rullestensgrus findes kun yderst sjelden eller omtrent aldeles ikke. Dog er de større blokke i alle fald afrundede på kan- terne, i regelen også mere afglattede til noget rundede former, trods de oftest uregelmæssige omrids. Derimod er de mindre brudstykker (0.05 å 0.10 m. i tværsnit og mindre) som udgjør 40 W. C. BRØGGER. den aldeles overveiende masse af den største del af denne skik- tede formation overmåde lidet afrumdet og ofte knapt nok kamtslidt; det er ingen sjeldenhed især blandt de mindre blokke at finde brudstykker med næsten ganske skarpe hjørner og kanter. Allerede på planchen III, der dog ikke er foto- graferet netop for at vise dette forhold, sees ganske tydelig, hvorledes flere brudstykker er ganske skarpkantede. Følgende figurer er nøiagtige gjennemsnit af to blokke fra Mellem-Sletter. Fig. 3. Det er således åbenbart, at selve blokkene, der udgjør de større brudstykker à bergarten, gjennemgaende kun i meget ringe grad har været udsat for at rulles af bølgeslaget, siden de à så liden udstrækning viser afrundede former. | Endnu mere gjelder dette om det finere materiale, der ud- gjør hovedmassen af bergarten, de små brudstykker på et par centimeters og ned til brokdele af en centimeters størrelse. Dette finere grus er à større dele af skiktmægtigheden sågodtsom al- deles ikke kantslidt, men viser ganske skarpe hjørner og kanter, som sees af følgende planche IV efter fotografier af stykker af bergarten fra Revlingen III. Det er således åbenbart, at tiltrods for at bergarten 1 sin helhed aldeles utvivlsomt er skiktet, så har dog slitagen og rul- lingen af materialet gjennemgående været liden. Jeg får dog tilfoie, at der undtagelsesvis findes lag, hvor blokkene viser mere afrundede former, og at enkelte blokke kan vise sig endog særdeles vel rundede; men dette er rene undtagelser og disse lag udgjør kun en forsvindende brøkdel af den hele skiktmægtighed. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 41 Blokkenes anordning bekræîter den slutning, som må drages af deres form, nemlig at de ikke har været udsat for nogen langvarig og intens rulling af bølgeslaget. Det er nemlig yderst päfaldende, at meget store blokke ofte aldeles ikke, som man skulde vente ligger paa skiktfladen med sin største flade, men at de ofte synes at have fæstnet i det omgivende finere grus 1 en aldeles tilfældig stilling, sa at de ofte endog står på kant, istedenfor at ligge på en flade. Dette sees f. ex. tydelig af pl. V, efter fotografier fra sydenden af Nordre Sletter. Denne tilsyneladende fuldkommen tilfældige anordning al endog meget store blokke, 1 forbindelse med de vexlende dimen- sioner af blokkene i enkelte lag, såvelsom de overordentlig væl- dige storrelseforhold af enkelte blokke (op til 40 m.?), og deres oite ubetydelige afrunding og bergartens utydelige skiktning på sådanne steder bragte mig til at begynde med til at tenke på muligheden af, at her kunde foreligge et morænekonglomerat, altså en levning fra en palæozoisk (eller mezozoisk) istid. Særlig ligheden med de 1 litteraturen spredte figurer af de säkaldte Talchirkonglomerater fra Indien!) gjorde, at jeg meget noie overveiede denne mulighed for forklaring af rombeporfyrkon- glomeratets dannelse. Jeg undersøgte derfor over en meget stor del af de ved for- vitringen blottede fjeldknauser, overfladen af de i konglomeratet indkittede blokke og løsnede også (om end i regelen med stor vanskelighed, da de oftest sidder meget fast i sin matrix) et større antal blokke for muligens at opdage skuringsstriber på dem. Det lykkedes mig dog ikke i et eneste tilfælde at finde sådanne, og jeg antager også med sikkerhed, at de ikke findes. Denne omstændighed at skuringsstriberne mangler eller ikke kan påvises behøvede dog ikke ligesålidt som den tydelige skikt- ning af bergarten i sin helhed at bevise, at her ikke foreligger et morænekonglomerat. 1) Se f. ex. Neumayer: , Jordens historia“ udgivet af A. G. Nathorst. B. IL, P. 738, Stockholm 1894. 49 W. C. BRØGGER. Thi ikke længer borte end ved Svelvik findes en utvivlsom moræne, der er helt igjennem skiktet fra fod til top, og hvor man oftest ligeså forgjæves vil søge efter skuringsstriber på rulle- stenene i samme, som 1 rombeporfyrkonglomeratet. Det samme er tilfældet med gruset i Rygkollens svære moræne mellem Drammen og Mjøndalen og i det hele med moræner af tilsva- rende alder, hvis materiale er afsat under vand. Disse for- hold, skiktningen og mangelen af skuringsstriber på blokkene behøvede således ikke ı og for sig at vise, at rombeporfyrkon- glomeratet ikke kan være en istidsdannelse; thi i virkeligheden giver et gjennemsnit af rombeporfyrkonglomeratet med sine ofte vældige, tilsyneladende kaotisk om hverandre kastede, uregel- mæssige blokke (se f. ex. pl. VI og pl. VII) i mange tilfælde langt mere indtrykket af en glacialdannelse, af et morænekonglomerat, end f. ex. et gjennemsnit 1 Svelvikmorænens grustag. Ikke des mindre er jeg ved nærmere undersøgelse af rombe- poriyrkonglomeratet kommen til den bestemte oplatning, at det i alle fald ikke direkte er nogen glacialdannelse, og at det er umuligt derfra at hente noget sikkert vidnesbyrd om en tid- ligere istid. Sagen er den, at det, der utvivlsomt godtgjør at Svelviks- morænen, Rygkollen o. s. v. virkelig er moræner tiltrods for deres skiktning, tiltrods for at de består af sand og rullesten oftest uden skuringsstriber — istedenfor af moræneler og skarp- kantede blokke — det er deres form i sin helhed som geolo- gisk legeme og deres beliggenhed som en dæmning tvært over Drammensfjorden og Drammensdalen. De er under vand afsatte skiktede moræner, afsatte under sænkning af land- pladen. ? Men ligeså vist er det også, at den hele udbredelse af rombeporfyrkonglomeratet som led i en geologisk bygning og betragtningen af dets forhold i sin helhed som en enhedlig dannelse umuliggjør at antage, at det er en skiktet moræne, et morænekonglomerat. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 45 Både dets mægtighed, der som vi strax skal høre gar op til i ethvertfald adskillige hundrede meter og dets udbredelse, der tydeligvis ikke har karakteren af en smal endemoræne, men af en over en større flade udbredt kystdannelse gjør at en sammenligning med en skiktet under vand afsat endemoræne som f. ex. Svelviksmorænen er umulig. Skulde rombeporfyrkonglomeratet være et sekundært om- leiret morænemateriale, savnes såvidt jeg ved enhver parallel til den slags dannelser 1 afleminger fra den pleistocæne istid og nogetsomhelst bindende bevis for en sådan opfatning af det lader sig efter mit skjøn ikke levere. At rombeporfyrkonglomeratet, : tiltrods for den skarpkantede form som brudstykkerne i samme ofte i stor udstrækning viser, heller ikke er nogen egentlig breccie af nogen sort (hverken hvad der lå nærmest at tenke på, en vulkansk breccie, i. ex. 1 lighed med de af Ipptnes beskrevne fra Crandel-creek-omrädet, — eller en tallusdannelse som f. ex. Hottingerbreccien af en- kelte er antaget for at være!) — eller endnu mindre en riv- ningsbreccie af nogen slags) fremgår allerede af hvad ovenfor er nævnt med tilstrækkelig tydelighed. Det er utvivlsomt et under vand afsat, skiktet — om end tildels mindre tydelig skiktet — konglomerat, hvis materiale delvis, men også kun delvis, har været lidet sorteret af bølge- slaget og lidet afslidt, inden det begroves af nye skikter. PI. VII. En nærmere beskrivelse af brudstykkerne i rombeporfyr- konglomeratet vilde i virkeligheden blive en petrografisk be- arbeidelse af rombeporfyrerne selv med alle deres mangeartede varieteter; en sådan kan derfor mere passende opsættes til en sådan samlet bearbeidelse af rombeporfyrrækkens bergarter, hvortil jeg i mange år har samlet et betydeligt materiale. '") Jeg havde dog ved et besøg i Innsbruck august 1894 sammen med min ven professor V. Ussine fra Kjøbenhavn anledning til at over- bevise mig om, at også den er tydelig skiktet. | HB | HS W. C. BROGGER. Rombeporfyrkonglomeratets lagfølge og mægtighed. Rombeporfyrkonglomeratet er utvivlsomt en ganske mægtig afleining; spørgsmaalet om hvor megtig, er dog ikke let at besvare. Dette afhænger af, om og i sáfald 1 hvilken udstrækning forkastninger er tilstede. Under forudsætning af, at forkastninger ikke er tilstede, vilde den blottede lagmægtighed på de enkelte forekomster være følgende. Leengde tvert- Faldvinkel. Mcegtighed. over strøget. m. m. N. Revlingen ca. 250 359 SSV.—SV. ca. 143 S. Revlingen - 120 359 SSO. - 190 Larkollens NV.-side - 250 400 NO. - 160 — SO.-side - 250 250 NNO. - 106 Elø - 1000 4590. - 707 N. Sletter S.-ende - 320 as. — - 400 159 - Øens hoieste punkt - 559 40 m. o. h. - 250 90? - N.-ende - 320 290 SSO. M. Sletter - 400 5—10 SV. = 52 S. Sletter - 450 18 V. - 139 Svartebåerne 159 NO.—NNO. Rauø. Rauø SV.-ende - 750 2909ONO., 20—0 309 N.—259 NO. Fra toppen af øen til fyret - 800 30— 355 0. 350 N.—NO. Fyret til bugt syd > Pel for Rauøkalven - 550 30—359N 409 O. Rauokalven - 350 35—389N 409 O. N. Missingen - 300 30° ONO. - 150 S. Missingen !) - 550 15—200 N—NNO. - 165 N. Soster - 350 40—459 NO. - 9236 S. Søster - 600 409 ONO.?) - 385 1) Fra Struten har jeg ingen iagttagelser over faldet; antagelig er den ikke meget forskjellig fra N. Søster. 2) Efter meddelelse fra frih. G. pr Grrr. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 45 Faldet er som det sees, forskjelligt på de forskjellige øer, både hvad retningen angar og hvad faldvinkelens størrelse angar. Hvad retningen angår er omtrent alle kompassets streger repræsenterede (V, SV, SSV, S, SSO, 0, ONO, NO, NNO, N); retningerne mellem N og V samt mellem SSO og O er dog ikke repræsenterede, et forhold som muligens står 1 for- bindelse med retningen af den store forkastning mellem grund- fjeldet i øst og den sunkne formation af rombeporfyrkonglomerat. Retningen af denne forkastningslinie er mellem Storskrakken (Øst for Søstrene) og Larkollen antagelig ca. SSO—NNV, mel- lem Larkollen og Mossesundet nærmere S—N. Hvis faldret- ningen hos rombeporfyrkonglomeratet skyldes indsynkningen ved forkastningerne, hvilket 1 alle fald for en del er sandsynligt, er det da rimeligt, at de forherskende faldretninger må ligge om- kring ONO eller VSV, som de også delvis gjør. Hvad faldets grad angår, da er forholdsvis små fald- vinkler herskende over store strækninger, på strækningen Sletter- Svartebåerne ganske små 5—20°, 1 udkanterne af feltet på Søstrene i syd, som ved Revlingen — Elø i Nord meget større 35—459. Større faldvinkler over 45° har jeg ikke iagttaget noget sted indenfor udbredelsen af rombeporfyrkonglomeratet. Faldet er pa hver enkelt af øerne, såvel hvad størrelse som retning angår, i deres hele udstrækning 1 det hele og store det samme, kun forandrende sig ubetydelig i samme retning inden- for snevre grenser, (på Store Sletter således mindst ved Syd- enden — her 89 S. og tiltagende lidt mod Nordenden — her 0.229 SSO; på Rauer ligeledes mindst i SV.-enden af øen, her ca. 20° fald ONO—NO—O 30° N og tiltagende til det ved Rauø-kalven når 35—38° N 40° 0). Dette ensartede fald på hver enkelt af øerne, selv på de store øer Rauø, Nordre Sletter o. s. v. er et meget mærkvær- digt forhold, i betragtning af den forskjel selv nærliggende øer viser 1 forhold til hverandre. 46 W. C. BRØGGER. Nogen antydning af virkelig foldning af lagene har jeg ikke på noget sted direkte kunnet iagttage. Det synes derfor ikke heller rimelig at forklare forskjellen i faldets retning og grad på de forskjellige øer ved nogen virkelig foldning af sæd- vanlig art beroende på tangentialtryk f. ex. ved bjergkjede- dannelse, men heller ved uligeartet indsynkning under forkast- ningerne, samt derved, at en række forkastningsplaner foruden den store forkastning, der begrenser den hele indsunkne forma- tion mod øst, har opskåret det indsunkne stykke i mindre plader, aldeles som ifølge mine tidligere undersøgelser tilfældet har været for exempel i den indre del af Kristianiafjorden eller på strøget mellem Holmestrand og Moss!), ligesa 1 den sydvestlige del af Kristianiafeltet f. ex. på halvøen mellem Eidangerfjorden og Frierfjorden o. s. v.?). Retningen af disse forkastningsplaner lader sig neppe sikkert fastsætte; men at de må findes der, synes høist rimeligt. Man kan også med en vis sandsynlighed angive pladsen for enkelte af dem, om end deres retning ikke kan bestemmes. Det synes således rimeligt, at søndre og nordre Søster samt Struten i det hele og store tilhører en og samme plade med fald ca. 49—45° ONO (S. Søster), NO (N. Søster), [og muligens NNO på Struten(?); iagttagelse på frastand, derfor usikker|. Lagene har her pa disse ger forholdsvis steilt fald og i en svag bue. Derimod kan lagrækken på de to øer Søndre Missingene (samt de talrige Missingskjær) neppe tilhøre samme plade, men er antagelig adskilt fra Struten—Søstrene's plade ved en for- kastning. At her virkelig optræder forkastninger, er, ihvorvel intet kan angives om deres størrelse, sikkert nok. Thi på Nord- siden af N. Søster såes ved en liden bugt rutschplaner med fald 1) Se „Bildungsgeschichte des Kristianiafjords* Nyt Mag. f. Nat. B. 30, 1886. ?) Se „Spaltenverwerfungen in der Gegend Langesund—Skien (Nyt. Mag. f. Nat. bd. 28, 1884). KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 47 lodret på lagfladerne, eller ca. 50° SV1); også kan mærkes, at Store Missingen deles af en dyb gjot eller kløft i retning NV — SO, som sandsynligvis er udgravet langs et rutschplan (endel kløfter såes parallel diaklaser i retning NNV—OSO med fald ca. 75° SSV, altså også omtrent lodrette på skiktfladerne). Den store forskjel 1 faldet på Store Missingen (15—20° N à NNO) og Nordre Missingen (ca. 30° ONO) forklares også vanskelig uden antagelse af en forkastning mellem begge disse øer. Raus (Rauer) tilhører muligens en og samme plade som Nordre Missingen; idet mindste ser det efter kartet ud som lag- rækken på denne sidste ø stryger mod Rauø's sydspids. Hvad Rauø selv angår, så giver lagfølgen her ved første påseende indtryk af at være kontinuerlig; den er det vistnok også for den allerstørste del. Imidlertid lykkedes det mig dog også her på østsiden af øen nord for den store bugt i den syd- lige halvdel af øen at påvise et forkastningsplan med rutsch- striber; stroget af dette plan var VNV—OSO, faldet 689 SSV, altså atter omtrent lodret på lagfladen, der her faldt 30° NO. Forkastningen var dog bevislig kun ganske minimal idet flere større blokke, der gjennemskares af forkastningsplanet, forsatte på begge sider af samme stødende ind til hverandre med kun rent ubetydelig forflytning af de tilsvarende kanter. Uagtet om- hyggelig eftersøgning kunde ikke flere forkastningsplaner påvises. Tværtom viste sig 1 de store bratte vægge langs den nævnte bugt, såvelsom 1 de svære vægge af Rauøkalven, at ingen for- kastninger her findes. | Raugkalven rager op for sig som en særskilt, rundt om af- grenset høi klippe; den er kun ved et lavt eid af løst strandgrus forbundet med Rauø. Det synes ikke urimeligt, at antage, at denne udprægede afbrydelse 1 relieffet, må stå i forbindelse med en forkastning, men noget bevis herfor findes ikke. Lagfølgen 1) I den samme bugt lyser det hvidt lang vei af talrige svære kalkspatårer. 48 W. C. BRØGGER. i Rauøkalven selv er iethvert fald kontinuerlig, i en mægtighed af ca. 200 meter. Muligens kan også en større forkastning gå tværsover øen ved en forsænkning et stykke syd for eidet mellem Rauø og Rauøkalven, ligesom den ovenfor nævnte 1 retning OSO.—VNV. Endelig er det ikke usandsynligt, at et lignende forkastplan gjen- nemsætter øen lidt længer svd tværsover fra bunden af den store bugt på SO-siden. Selv med disse reduktioner skulde den sammenhængende lagmægtighed på Rauø, fra nordsiden af den store bugt og til de ovenfor nævnte forkastninger i den nordre del af øen kunne være ikke mindre end ca. 750 meter. Det er dog meget muligt, at den er mindre, idet vderligere forkastninger kan være skjult midt på øen. Det er vel værdt at lægge mærke til, at retningen af de således påviste forkastningslinier pa strøget Søstrene—Rauø- kalven er nogenlunde parallele med retningen af den store buede forkastningslinie mellem rombeporfyr i nord og augit- syenit i syd over Nøtterøs nordende, videre mellem Husø og Gjertsø og langs nordsiden af Bollærene altså å retning om- trent VNV—OSO. Videre er det også i denne forbindelse værd at bemærke, at faldet af rombeporfyrkonglomeratet på det hele stykke Nordre Missingen til Svartebåerne er konformt i retning omtrent 20—40° ONO til NO eller næsten NNO. En særskilt plade synes atter de 3 Sletter-øer at måtte danne. Faldet viser på alle tre ger små faldvinkler fra 5—20°, tilsyneladende kontinuerlig forandrende .sig fra vestligt fald på Søndre Sletter til sydvestligt på Mellem-Sletter og endelig til sydligt og sydsydostligt på Nordre Sletter. Disse øer viser så- ledes tilsammen de afskårne skikthoveder af lagene 1 et stykke af en flad skål med foldningsaxen i det hele faldende i SV-lig retning. Det ligger nær at tenke pa monoklinaf flexur ved slæbning langs det store forkastningsplan langs østsiden af fjorden. Forkastninger indenfor lagrækken kunde ikke på nogen KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTFT. 49 af de tre øer påvises; tværtom taler forholdene for, at lagfølgen på N. Sletter, den største af de tre øer er kontinuerlig, i hvilket fald den her skulde være ca. 350 meter mægtig. Faldet på N-enden af N. Sletter er større (ca. 22°) end på S-enden (ca. 89), idet retningen samtidig er noget forandret. Det lader sig gjøre at opfatte forholdet mellem lagstillingerne på N. Sletter, Elo og Kollen (Larkollen), således at alle tre oer til- hører udkanten af et hvælv med foldningsaxen faldende mod øst. Men det er naturligvis ligeså muligt, at de forskjellige faldretninger på Sletteroerne, Elo og Kollen ikke bør forklares ved foldning til skål (trug) og hvælv, med ved opskjæring til mosaik af en række forkastningsplaner, med uligeartet indsynk- ning af de enkelte plader. Det er for tiden umuligt at påstå, at den ene opfatning er enten mere eller mindre berettiget end den anden. Det er selvfølgeligt, at der også om tolkningen af lagbyg- ningen pa strækningen Svarteboerne — Kollen ved hjælp af foldning, som på kartskissen fig. 2, p. 33 antages, desuden er plads for antagelsen af forkastninger, der reducerer lagtykkelsen. På Elg, hvor faldet viser den største iagttagne vinkel, 45°, skulde mægtigheden, om ingen forkastninger findes være ca. 700 meter. Der går en forsænkning fra en bugt på sydsiden til den lave af yngre lose afleirmger (sand) overdækkede nordside af øen og denne forsænkning kan jo muligens skjule en større for- kastning, hvorved mægtigheden skulde kunne reduceres til om- trent det halve eller ca. 350 meter. Men nogen nødvendighed eller noget specielt, som taler for sådan antagelse, findes ikke; det er ligeså muligt, at mægtigheden er 700 meter. På Kollen, der er stærkt overdækket, og på Revlingerne er ingen forkastninger iagttaget. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIIL I 4 50 W. C. BRØGGER. Vi skal nu se lidt nærmere på, hvilke iagttagelser over lagbygningen selv tyder på og tildels beviser, at mægtigheden af rombeporfyrkonglomeratet må være meget betydelig. For det første viser adskillige i kontinuerlig sammenhæng blottede profiler, hvori ingen (1 alle fald ingen nævneværdige) for- kastninger kunde påvises, direkte, at mægtigheden er stor. Af sådanne 1 uafbrudt sammenhængende skiktmægtighed blottede profiler, kan nævnes Søstrenes og Missingenes profiler, de stykke- vis blottede profiler på Rauø og Rauøkalven. Alene Rauøkalvens profil viser 1 de bratte vægge en sammen- hængende lagmægtighed af ca. 200 meter; denne lagmægtighed er imidlertid en anden end den, der findes midt pa Raus, thi bergarten er forskjellig. I hele Rauøkalvens profil er berg- arten nemlig gjennemgående finklastisk, med små brudstykker, meget sjelden op til 0.3 meter og neppe derover, 1 regelen 1 be- tydelig mægtighed kun få centimeter store kantede, næsten ikke rullede brudstykker. Først på Lille Rauøkalven træffes nogle lag med større brudstykker. I selve Rauø's profil derimod er bergarten midt på øen 1 stor mægtighed meget grovklastisk, så- ledes i en odde nord for fyret, ligeledes odde ved selve fyret, og endvidere 1 de flade klipper ved bådhavnen på østsiden af Rauø «(der hvor man går op til husene); på disse steder sees i flere skikter blokke på mellem 1 og 3 meter i tværsnit. Denne lagfølge med disse grovklastiske lag har så forskjellig petrografisk beskaffenhed fra Rauøkalvens finklastiske lagrækker, at det er yderst usandsynligt, at disse to forskjelligartede lag- suiter ikke skulde udgjøre forskjellige dele af den samlede lag- mægtighed. Under denne grovklastiske midtre afdeling kommer atter på søndre halvdel af øen lag med gjennemsnitlig mindre brudstykker, omend med enkelte større blokke (op til 1 meter og derover). Lignende iagttagelser gjør man også på Sletterøerne. Den laveste del af rækkefølgen på Nordre (Store) Sletter viser blot i nogle få skikter allerlavest nede lidt større blokke, men derover KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 51 på nordspidsen af ven 1 betydelig mægtighed et rombeporfyr- konglomerat med ganske små brudstykker, meget sjelden over 0,1 meter, 1 regelen blot nød- til valnødstore, også med skikt af fin sandstenlignende bergart imellem. Midt på øen er bergarten i de forrevne skrenter på sydøstsiden af øen rig på tildels ganske store blokke. Sådanne lag med svære blokke findes også på østsiden af Mellem-Sletter, hvorfra den ovenfor omtalte svære blok på c. 40 kubikmeters størrelse; den overliggende del af lagmægtigheden har her mindre blokke. Den utvivlsomt laveste del af rombeporfyrkonglomeratet er å betydelig mægtighed blottet på Revlingen, hvor det nemlig tydelig hviler på et underlag af rombeporfyr. Denne lag- følge på Revlingen, hvis mægtighed måltes til c. 140 meter, udmærker sig gjennemgående ved relativ mere finklastisk be- skaffenhed, med vexlende finere og grovere lag, men sjelden med blokke op til 0,5 meters størrelse, i de fleste lag kun brud- stykker af nogle få centimeters op til et par decimeters størrelse. Også i bergarten paa Elo, der ligner den på Revlingen, savnes lag med meget store blokke. Vi ser således, at man 1 alle fald for de nordligere af øerne kan holde ud: 1) en lavere relativ finklastisk afdeling (Revlingen, Elø, nordenden af N. Sletter, sydenden af Rauø) 2) en midlere afdeling, hvori endel lag med meget store blokke (Nordre Sletter, Mellem-Sletter, midten af Rauø) 3) antagelig ogsaa en høiere afdeling med overveiende finklastisk beskaffenhed (nordenden af Rauø, Rauo- kalven). Om man efter dette antager lagfølgerne for Revlingen og Elo for ekvivalente og for den sidste regnes blot den halve lag- mægtighed eller ca. 350 meter (på grund af muligheden af for- kastning midt efter gen i retning N—S), om vi endvidere for 59 W. C. BRØGGER. den midtre afdeling regner ca. 200 meter, hvilket neppe er for- meget og hertil må lægges Rauøkalvens lagfølge ca. 200 m., så skulde den samlede lagmægtighed dog komme op i ca. 350 + 200 + 200 = 750 meter (eller ca. 2400 fod). Jeg anser det ikke usandsynligt, at dette tal er snarere for lavt end for høit; men noget absolut sikkert er det vanskeligt at udtale i denne henseende. Kun såmeget er sikkert, at mæg- tigheden af denne mærkelige hidtil upåagtede formation er meget betydelig. Rombeporfyrkonglomeratets alder. Til bestemmelse af rombeporfyrkonglomeratets relative alder i forhold til de øvrige bergarter i Kristianiafeltet foreligger kun få data; jeg far dog strax tilfoie, at det er lidet sandsynligt, at selv en meget detaileret undersøgelse vil formå at fremlægge nye kjendsgjerninger af mere væsentlig betydning for dette spørgs- mål. Særlig anser jeg ethvert hab omat fremfinde fossiler indenfor selve konglomeratet for aldeles forfængeligt. Et vigtigt bidrag til bedømmelsen af konglomeratets relative alder giver først og fremst iagttagelserne over bergarten i de brudstykker, hvoraf det er sammensat. Det er allerede ovenfor frembævet, at det aldeles overveiende består af brudstykker af alle mulige varieteter af rombeporfyrlavar. Det er altså utvivl- somt nok, at konglomeratet selv er en yngre dannelse, end den hele suite af rombeporfyrer. På den anden side er der grund til at tro, at det ikke er geologisk talt meget yngre end rombeporfyrlavarne selv, og dette af to grunde. For det første viser Revlingens profil, at det hviler direkte på rombeporfyrernes bænke; der er her ingen anden bergart KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. DO tilstede mellem de underste lag af konglomeratet og de bænke af rombeporfyr, hvorpå de er overleiede. Det er da ikke meget sandsynligt, at der ovenpå rombepor- fyrbænkene skulde have været afleiet nogen mægtigere suite af enten ukjendte yngre sedimenter eller af andre eruptivbergarter, som allerede skulde være borteroderede, inden rombeporfyr- konglomeratet afsattes. Thi 1 såfald skulde man have ventet at måtte finde rester af sådanne afleininger også 1 selve rombe- porfyrkonglomeratet. I dette findes imidlertid ikke — såvidt mine lagttagelser rækker — spor af bergarter yngre end rombe- porfyrerne. Da der nu ikke længer borte end ved Alunsjø nord for Kristiania findes opbevaret rester af en ret mægtig afleining al dels tuffe, dels et veritabelt konglomerat bestående af sure berg- arter, yngre end rombeporfyrerne, kan man med stor sandsyn- lighed antage, at denne suite, der sikkert tidligere må have havt større udbredelse end nu, endnu ikke kan være afsat, på den tid rombeporfyrkonglomeratet dannedes. Alunsjo-suiten viser med sikkerhed, at der i Kristianiafeltet har existeret sure eruptive dagbergarter, i sammensætning svarende til nordmarkitrækkens bergarter, der bevislig er yngre end rombeporfyrerne (og de dem tilsvarende augitsyeniter, larvikiter) Men på den tid, da rombeporfyrkonglomeratet afsattes, kan overfladen ı Kristiania- feltet og dets omgivelser endnu ikke have været dækket af disse sure dagbergarter med deres tuffe, siden der ikke findes spor af dem 1 rombeporfyrkonglomeratet. Tiden for rombeporfyrkonglomeratets dannelse må derfor efter al sandsynlighed kunne afgrenses så, at den har faldt efter afslutningen af augitsyeniternes og rombeporfyrernes erup- honsrekke og før begyndelsen af eruptionen af den vældige eruptionsrække af de surere kvartssyeniter og de dem tilsvarende dagbergarter. Thi om det ikke var så, vilde det være sågodt- som utænkeligt, at det trods al søgen ikke skulde være lykkedes 54 W. C. BRØGGER. mig at fremfinde sámeget som en eneste knol af nogen yngre surere eruptivbergart for hele rombekonglomeratet. Dette resultat er af ikke liden interesse også for forståelsen af Kristianiafeltets eruptionshistorie; thi det viser, at der wagtet den utvivlsomme genetiske sammenhæng mellem de forskjellige led å eruptionsserien, således også mellem larvikit-rombeporfyr- rækkens bergarter og nordmarkit-rækkens bergarter dog må være hengaet et enormt tidsrum mellem eruptionerne af disse to rækkers magmamasser, et tidsrum tilstrækkeligt til afsætningen af en så mægtig afleining som rombeporfyrkonglomeratet, og måske mere end dette, — thi dets øvre grense kjendes ikke, og hvad der kan have ligget over dette, er os ubekjendt. På den tid, da rombeporfyrkonglomeratet dannedes, vel at mærke ved afleining under vand, som fremgår af dets skikt- ning, må — da underlaget er rombeporfyr (Revlingens profil) de store rombeporfyrdækker delvis have været indsunkne under daværende vandflade, (havflade?)+). Denne indsynkning kan muligens have stået i forbindelse med dannelsen af den store forkastningslinie over Nottero’s nordende og videre nordøst for Bolærne (se ovenfor) under oppresningen af augitsyeniternes dybmagma helt op under rombeporfyrdekkerne. Men medens saledes en del af Kristianiafeltet ogsa pa den tid rombeporfyrkonglomeratet dannedes kontinuerlig ma have vedblevet at synke ind, må der lige å nærheden have existeret et større ikke indsunket af havet opragende landområde, hvis overflade til at begynde med helt og holdent har været indtaget af de over vældige landstrækninger udflydte mægtige dækker af rombeporfyrlavar. Da den underste afdeling af rombeporfyrkonglomeratet, på Revlingen, ikke — såvidt jeg ved en dags besøg på denne ') Hvorvidt det senkebassin, hvori rombeporfyrkonglomeratet har været afsat har været et lransgressionshav eller ingressionshav eller et stort ferskvandsbassin er, da ingen fossiler er opbevarede, selvfølgelig umu- ligt nu at afgjøre. 55 KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. ø kunde finde — indeholder en eneste blok af andre bergarter end rombeporfyrer (ikke hverken labradorporfyrit, augitporfyrit eller sandsten) kan under afsetningen af den ældste del af rombeporfyrkonglomeratet intet andet end rombeporfyrlavar have dekket overfladen af det opragende landområde. Dette må da antagelig have udgjort et taffelland, endnu forholdsvis lidet påvirket af erosionen. Men lidt efter lidt må erosionen have tæret dygtig på dets overflade; derom vidner mægtigheden af de opbevarede lagtyk- kelser af rombeporfyrkonglomeratet, som med sin mægtighed af måske 750 meter eller mere viser, at den denudation, der har skaffet materialet, må have været meget betydelig. Det oprindelige platåland, taffelland, må da lidt efter lidt under denne vældige denudation være opskåret af dale og gjen- nemfuret af floder, som har udmeislet relieffet til et erosions- landskabs former; ved denne erosion må da senere også de meegtige rombeporfyrdækker være gjennemgravet og dalløbene uddybet helt ned til de underliggende strømme af labrador- porfyriter, augitporfyriter, melafyrer og tilhørende mandel- stene, ja tilsidst ned til den devoniske sandsten. Thi i den midtre og øvre afdeling af rombeporfyrkonglomeratet er knoller af labradorporfyrit ikke altfor sjeldne og også enkelte brud- stykker af den devoniske sandsten og det samme overleiende konglomerat fandtes såvel på Elø, som navnlig Sletter-øerne (på sydenden af V. Sletter i alt 10 brudstykker), endvidere på Rauø, Missingen. Denne sidste iagttagelse er også af en speciel interesse, for så vidt som den viser, at den devoniske sandsten har dannet en fast bergart allerede på den tid, da rombeporfyrkonglo- meratet afsattes. På Mellem-Sletter anslog jeg efter skjøn forholdet af blokke af rombeporfyrbergarter, af de ældre basiske dækkebergarter (labradorporfyriter etc.) og devonisk sandsten til omtrent 90 procent, 9 procent og 1 procent; de to sidste tal er sikkert 56 W. C. BRØGGER. snarere for hoie end for lave. I den laveste afdeling af rombe- porfyrkonglomeratet fandt jeg som allerede nævnt udelukkende rombeporfyrbergarter. Dybere end til den devomiske sandsten er bevisligen ero- sionen ikke nået ned på den tid, da rombeporfyrkonglo- meratet afsattes; thi der er ikke fundet så meget som et eneste brudstykke i konglomeratet enten af silurisk kalksten eller skifer, og endnu mindre af grundfjeldsbergarter, ligesålidt som af erup- tive dybbergarter eller gangbergarter af noget slags. Så svære masser som den langvarige og betydelige erosion, der leverede materialet til rombeporfyrkonglomeratet, end har fjernet, så har erosionen altså under denne afleinings dannelse dog ikke nået dybere ned end til at gjennemgrave de eruptivrækker, hvorunder de palæozoiske formationer i denne del af det sydlige Skandi- navien dengang var begravne, og så vidt nå et stykke ned i den yngste af disse afleininger, den devoniske sandsten. I betragtning af den ringe brøkdel såvel de basiske labrador- porfyriter etc. som den devoniske sandsten udgjør af konglo- meratet 1 sammenligning med de umådelige masser af rombe- porfyrbrudstykker, er det vel muligt, at de palæozoiske formationer kun for en ringe del er nået op over havlinien indenfor det landområde, der har leveret materiale til konglomeratet. Det landområde, hvis denudation har leveret materialet til en så meegtig afleining som rombeporfyrkonglomeratet, må have været meget betydeligt. Det må selvfølgelig have ligget udenfor den under hav ind- sunkne rombeporfyroverflade, hvorpå konglomeratets lag afsattes; men det kan ikke have været langt borte, thi dertil er blokkene i den midlere afdeling af konglomeratet for svære, de kan vanskelig være slæbt lang vei (da de neppe er slæbt af is), den hele afleining er en grundvandsdannelse, en kyst- dannelse. Hvor dette landområde har ligget, om øst for Kristiania- fjorden, eller syd for samme, eller måske længer nord, eller vest, KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. D et er det vistnok nu umuligt at afgjore, da det nu er umuligt at sige noget bestemt om hvor stor horizontal udbredelse rombe- porfyrdækkerne har havt. Vi kan her kun drage meget usikre slutninger om, hvor stor udbredelsen af rombeporfyrdækkerne kan have været, dels af de opbevarede rester af dem, dels af udbredelsen af rombe- porfyrgangene. Hvad rombeporfyrdækkernes udbredelse angår, så har denne sikkerlig engang strakt sig over hele Kristianiafeltet og langt udenfor dettes grænser. At rombeporfyrdækkerne engang har bedækket hele Kristiamafeltet sammenhængende fremgår med en høi grad af sandsynlighed deraf, at rester af rombeporfyr- dækker af betydelig mægtighed er spredt over hele Kristiania- feltet og at de overalt bevislig kun er opbevarede enten på indsunkne områder eller som brudstykker å senere optrængte dyberuptiver. Grænserne for udbredelsen er: Brumunddalens felt længst i Nordost!) Et felt i Toppen af Lundbergkollen, Skrukkelien (W. C. Br. 1887). Et felt øst for Rånåsen, Gran (flag på kvartssyenit) op- daget af TH. Münster 1895 (privat meddelelse). Flere felter af rombeporfyr i Nannestad vest for Nitte- dalen, 1 øst. Drammen-Hougsundsfelterne, 1 vest. Felter af Rombeporfyr på syd- og sydøstsiden af Jelø ved Moss samt på Revlingens nordende, i øst (W. C. Br. 1895). Felt af rombeporfyr ved Skredhelle i Gjerpendalen samt rester af rombeporfyrfeltet ved Nevlunghavn, på Arø, Stokø*) o. s. v. i Langesundsfjorden i sydvest. ') Se herom: H. Bäckström. „Über den Rhombeporphyr aus dem Brumund- thale in Norwegen. - Bihang till K. Sv. Vet. Akad. Handl. B. 14, Afd. II. No. 3 (1888). ?) Se herom min fremstilling i Zeitschr. f. Kryst, B. XVI. I S. 113, £. £. 58 W. C. BRØGGER. Indenfor denne omgrensning findes talrige mindre felter og desuden de store felter: Krogskovens felt og Jarlsberg-felterne. Også rombeporfyrgangene afgrenser den gamle udbredelse af rombeporfyrerne; thi det er høist sandsynligt, at de store megtige gange af rombeporfyr med mægtigheder op til 100 meter og enkelte af dem forfulgt nærmere 100 kilometer må ropræsentive spalter, hvorigjennem rombeporfyrlava er trængt helt op til overfladen. .Sádanne store rombeporfyrgange findes også betydelig udenfor de nu opbevarede rester af de gamle rombeporfyrdækker, med følgende grenser: En række betydelige N—S-lobende gange i silur og grundfjeld på Gran og Jevnaker!), enkelte forfulgte indtil 25 kilomejer og op til 30 meter mægtige, 1 nordvest. Stor Gang ved Gjethus station, 1 grundfjeld 1 vest (W. C. Br. 87). Vældig gang af rombeporfyr ved Grimstad, forfulgt mer end 30 kilometer og på sine steder op til 100 meter mg. (privat meddelt af prof. Voer) i sydvest. Kristianiadalens gange af rombeporfyr; navnlig den store N—S-lobende gang fra Egebergheidens rand mod Oslo, forfulgt sammenhængende helt til Oppegård, ca. 20 kilometer, på flere steder op til 30 m. mg.; 1 øst. Vældig gang af rombeporfyr, op til 45 meter mægtig og forfulgt ca. 80 kilometer (8 mil) fra skjærgården NV for Lysekil op til Strömstads skjærgård*); 1 sydost. 1) Se kartet i min afhandling: „Eruptivgesteine des Kristianiagebietes“ I, (1894). 2) Se herom E. Svepmarks, Geol. för. i Stockholm förhandl. B. 16, S. 16 (1894). — Om denne gang har prof. G. pe Grrr meddelt mig folgende: .I Strömstads inre skärgård påträffade jag för flera år sedan en porfyr, hvilken erinrade om den norska rombporfyren, ehuru jag visserligen ej sett någon med den samma fullt öfverensstämmande varietet. Denna 4—6 m. breda gång har jag följt från S. Hållesön öfver Holmen Grå, N. Öddön, Tjärnö och Rönnö (Rundö) d. v. s. så långt den kunde före- komma inom den svenska delen af bladet Strömstad. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 59 Da rombeporfyrdækkerne på sine steder er op til ca. 400 meter mægtige og overalt 1 alle fald de undre dækker viser samme petrografiske beskaffenhed af bergarten, er det vistnok sandsynligt, at disse vældige lavamasser ikke så meget er stroin- met op fra enkelte krateråbninger på spalterne, som fra spal- terne selv i hele deres længde, som tyndflydende smeltemasser, har rundet som vand ud til alle sider og derved dannet oprin- delig næsten horizontale dækker. Beregner man arealet for rombeporfyrlavarnes udbredelse blot efter ovenfor angivne grænser med yderpunkter: Grimstad— Brumundalen—Lysekil får man et område af ca. 22000 km.?, der engang skulde have været dækket af rombeporfyrlavar. Det er imidlertid ikke rimeligt, at de nævnte grænser betegner yder- grænserne for rombeporfyrlavarnes oprindelige udbredelse; denne har sandsynligvis strukket sig også udenfor disse af de omtalte spaltegange angivne grænser |). På S. Hållesöns norra del utkilar gången småningom, men det år ju möjligt, att den återkommer på Hvalöarne, och 1 så fall antagligen ej långt ifrån kyrkan och sundet åt SSO derifrån. Inom bladet Fjellbacka har samma gång sedermera af der rekogno- serande geologer och särskildt af Svepmark blifvit följd vidare söderut öfver hela bladet. Vidare har det enligt A. Linpsrröm befunnits, att en på bladet Uddevalla af Carin kartlagd porfyrisk grönstensgång, också hør hit. Den utgår 1 hafvet på en ö strax vester om Gustaf Adolfs kapell och år således tillsammans följd på en stråcka af inemot 70 km. Vid mitt besök på Söstrene 1 somras iakttog jag bland de talrika porfyrvarieteterna i breccian ingen enda, som var lik gången i Bohus- lån. I denna senare åter fann jag efteråt på Hällesön efter långt sökande ett flera dm. stort brottstycke af typisk grå rombporfyr, som således år äldre än gången, hvars porfyr man efter den ö, der den først påträffades, kunde kalla Öddöporfyren. Brottstycket tycks ju äfven tyda på, att rombporfyrtåcket eller den derifrån stammande Söstrene- breccian sträkt sig in i Sverige. Öddöporfyren saknar strax vid kontakten, och der den år nåra att utkila, de eljes så utmårkande, ej sållan rombiska fåltspat kristallerna, och liknar då en tåt diabas. Den år ånnu ej mikroskopiskt undersökt.* Saavidt De Geer. Det er ikke umuligt, at denne gang er fort- sættelse af Oslo-Oppegárdgangen (W. C. B.). 1) Man kjender jo fra talrige steder på jorden større lavadækker; således 60 W. C. BRØGGER. Vi ser således, at om vi end ikke kan angive, hvor stor udbredelsen af de gamle rombeporfyrdækker har været, så synes det dog utvivlsomt, at den oprindelig må have været meget stor. Det må erindres at dengang, da eruptionen af rombeporfyr- lavarne var afsluttet, da de altså havde sin største udbredelse, var de svære kvartsyenit- og gramitmasser, der nu indtager storste delen af Kristianiafeltet endnu ikke oppressede; det er med erindring om dette og efter vort kjendskab til Kristiamiafeltets historie forud for rombeporfyrernes frembrud rimeligt, at hele denne trakt under eruptionen af rombeporfyrerne og umid- delbart efter afslutningen af samme å det hele og store må have dannet et jevnt vulkansk platäland, med forholdsvis ubetydelige ujevnheder. En del af dette lavaplatäland, må altså efterat rombeportyr- eruptionerne i det væsentlige var afsluttede, have sunket md under havets overflade og vedblivende gjennem lange tidsrum have udgjort et senkningsomrade under afsætningen af rombeporfyrkonglomeratet, hvis det ikke har udgjort et omräde med meget store grunde sjøer 1 lighed med de af flere engelske forfattere antagne old-red-sjøer. | At disse forhold her har fortsat gjennem lange tidsrum viser meegtigheden af selve rombeporfyrkonglomeratet, der sik- kert nok må være en ren grundvandsdannelse. En omstendighed kan måske tyde på, at den stedfundne indsynkning ma være foregaet ret hurtig, nemlig den, at brudstykkerne i rombeporfyrkonglomeratet for en stor del omtrent ikke er rullede, kun lidt kantslidte, men ellers har bevaret sin uregelmæssige ikke afrundede form. Havde det ud- skyllede strandgrus, hvoraf rombeporfyrkonglomeratet er dannet, ligget længe og rullet i stranden, måtte dets enkelte stene have f. ex. de vældige basaltdækker i. Ostindien (Dekkan); lavadækkerne i Oregon, der angives udbredte over 250000 km.? (Le Conte i Am. journ. of sc. (3), B. VII, 1874, S. 167.). KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 61 den afrundet knolleform, som f. ex. kvartsrullestene i det devo- niske konglomerat, istedenfor at være så uregelmæssig formede som de for en stor del nu er. Det kan neppe tænkes nogen enklere forklaring af dette forhold, end den at synkningen eller påfyldningen af nye lag er foregået temmelig hurtig. Den samlede indsynkning (eller opfyldning) må svarende til mægtigheden af rombeporfyrkonglomeratets lagtykkelse have været måske mindst 750 meter. Under hele denne indsynkning (eller opfyldning) synes ingen eruptioner at have fundet sted å denne trakt, i alle fald har jeg ikke indenfor udbredelsen af rombeporfyrkonglomeratet kunnet påvise enten spor af lavadækker eller nogenslags eruptive gange. Dette er et meget påfaldende træk, thi det skulde jo ikke have været urimeligt, at i alle fald yngre gange af surere erup- tiver eller af de alleryngste diabasgange, skulde have sat op gjennem rombeporfyrkonglomeratet. De findes imidlertid — såvidt jeg har iagttaget — ikke. Jeg får dog tilfoie, at gange yngre end rombeporfyrerne også indenfor grundfjeldet 1 hele Smålenene er sjeldne og omtrent ingen andre end diabasgange, der muligens kan være ældre, kjendte. Ma efter den ovenfor fremlagte oversigt selve rombeportyr- dækkerne have været udbredt over en meget betydelig stræk- ning, så må også det ved deres denudation dannede rombe- porfyrkonglomerat have havt en ganske betragtelig horizontal udstrækning. Vi kjender denne nu vistnok kun for en mindre del i de rester, som er opbevaret langs den store N— S-lige for- kastningslinie langs Kristianiafeltets østside, — de yderpunkter inden hvilke det findes — mellem Revlingen i Nord og Søstrene 1 Syd har dog neppe afgrenset udbredelsen i N—S-lig retning; og at ikke den nævnte forkastningslinie afgrenser den op- rindelige udbredelse mod øst kan også med bestemthed påståes, da de faldvinkler, som rombeporfyrkonglomeratlagene på gerne mellem Revlingen og Søstrene viser, ikke kan være 62 W. C. BRØGGER. oprindelige, men må stå à forbindelse med en sekundær ind- synkning langs den nævnte store forkastningslinie. Vi må nemlig vel holde ud fra hverandre den store sukses- sive indsynkning 1 rombeporfyrkonglomeratets sænkningsområde, som må have været samtidig med dannelsen af dette konglo- merat selv, og den sekundære indsynkning langs Kristiania- fjordens store forkastningslinie. Denne sidste indsynkning må være senere end selve rombeporfyrkonglomeratets dannelse og forkastningslinien have skåret tvertigjennem den allerede af- satte lagfølge. | Rombeporfyrkonglomeratet selv må derfor, før denne for- kastning have været udbredt også langt øst for denne forkast- ningslinie, og er øst for samme borteroderet ved senere denu- dation. Under rombeporfyrkonglomeratet ligger på Revlingen som nævnt rombeporfyrlava. Vi kan da gå ud fra som yderst sand- synligt, at dette også er tilfældet på de øvrige forekomster. Der hvor den øverste del af rombeporfyrkonglomeratet er blottet f. ex. på den nordre del af Rauø må derfor under samme fore- findes ovenfor nedad. rombeporfyrkonglomerat måske ca. 750 meter, rombeporfyr og de ældre basiske eruptivdækker, måske. . . . - 400, muligens også meget meret). (old-red devonisk)-sandsten, . . - 350 silurisk og kambrisk skiktseriemäske- 1000 Sum ca. 2500 meter eller - 8000 fod. Så dybt nede må altså her grundfjeldets overflade ligge be- gravet under den nuværende havflade. 1) Alene de basiske dækker er ved Holmestrand ca. 150 à 200 (?) meter; rombeporfyrdækkerne er ved Holsfjorden ca. 400 m. KONGLOMERATER I KRISTIANIAFELTET. 63 Øst for forkastningslinien må hele denne suite af til- sammen 8000 fods eller 2500 meters mægtighed engang have været forhänden og overfladen af rombeporfyrkonglomeratet må da her engang have ligget ovenpå grundfjeldet 4 tilsva- rende høide over havet. Hvis det dengang det dannedes al- sattes under hav, hvilket jo dog ikke er bevist, skulde således i et tidsrum senere, end dets oprindelige dannelse, det hele bassin hvori rombeporfyrkonglomeratet afsattes 1) først (under selve dannelsen) være sunket mindst 750 meter 2) derefter være steget måske mindst 2500 meter og 3) 1 et senere tidsrum delvis atter være sunket ind (vest for den store forkastningslinie) mindst ca. 2500 m. På den øst for forkastningslinien gjenliggende landplade er da i tidens løb såvel rombeporfyrkonglomeratet som de øvrige sedimenter ovenpå grundfjeldet totalt forsvundne ved erosion (4). Det er en selvfølge, at den sidste bevægelse (3) må have været en virkelig bevægelse af et stykke jordskorpe mod et andet. Derimod er det jo for de under 1 og 2 anførte bevægelser muligt, at det er havlinien, der har flyttet sig, ikke dele af selve den faste jordskorpe, der har bevæget sig, — for- såvidt det ikke er vandlinien 1 et lukket ferskvandsbassin, som har hævet sig ved opfyldning. Den store indsynkning (3) langs Kristianiafjordens NS-spalte må antagelig have været samtidig med oppresningen af grani- titen på strækningen mellem Rødtangen og Tyrifjorden, og har her været ledsaget af kuppelformig ophvælvning til større høide af de palæozoiske sedimenter og deres lavadækker (samt vel også her rombeporfyrkonglomeratet) over lakkolitiske granitit- masser. Også her har erosionen bagefter bortført sågodtsom det hele kuppelhvælv af sedimenter og lavadækker. Kun på det dybt indsunkne område, hvis rester nu gjenfindes på ørækken langs Kristianiafjordens østside er rombeporfyrkon- glomeratets mægtige lagrække opbevaret i ubetydelige af yngre og yngste erosion skånede levninger. IST: Pl. I: ANSE PES ÖV: PLSSVI PL VIL Pl. VII. Forklaring til plancherne. Rombeporfyrkonglomerat fra østsiden af Mellem-Sletter. Omtrent midt på billedet sees den i texten omtalte store blok. Løsnet stykke af rombeporfyrkonglomerat. Nordre Sletter. Viser tydelig skiktning og skarpkantede blokke. Blok af rombeporfyrkonglomerat. Revlingen ?/3. Forvitringsdannelse (conf. Gotlands „Raukar“) af laget rombe- porfyrkonglomerat; Nordre Sletter (ostsiden). I det inderste lag sees en blok stäende pä kant. Væg i rombeporfyrkonglomerat; østsiden af Nordre Sletter. Stykke af bergvæg i rombeporfyrkonglomerat; Nordre Sletter. Stykke af bergvæg i rombeporfyrkonglomerat; på sydvestsiden af Revlingen. Viser skiktning i konglomeratet. Trykt 27. April 1900. "i PI. Nyt Mag. f. Naturv. B. 36. PELS, 38. Nyt Mag. f. Naturv. B. : hå mad etiem sein mm peii sa das Nr cmon en BARN ke wur si EH SRM eg E e er ] rex en Pu IV. Nyt Mag. f. Naturv. B. 36. "m Nyt Mag. f. Naturv. B. 58. PI, V. Nyt Mag. f. Naturv. B. 38. PL VI. REEL LE ER Re nn tr 12 = å E YT CLA å NS Re ET D jar nina ape o Ue Ran hun en VII. PI. B. 58. = Nyt Mag. f. Natur EU E) Nyt Mag. f. Naturv. B. 38. BL VLLT. + . i H * å * i i os ! D i : 1 H à i i H B i i EPER Ueber die Körpertemperatur der Cetaceen. Von Dr. Gustav Guldberg. ES emslisch durchgeführte Messungen der Bluttemperatur oder der Körperwärme bei den Walthieren hat man bekanntlich bis jetzt nicht. Unsere Kenntnisse darüber sind sehr spärlich und rühren nur von einzelnen zerstreuten Beobachtungen her, welche nicht ganz übereinstimmend sind. Es scheint mir daher nicht ganz bedeutungslos zu sein, die verschiedenen zerstreuten Beobachtungen zu sammeln und dieselben unter einander zu vergleichen, um die Abweichungen und Uebereinsstimmungen näher zu bestimmen. Indessen ist es mir freilich nicht geglückt, alle Litteraturangaben zu sammeln, weil die einzelnen Angaben oft in ganz andere Themata versteckt sind. Die Körpertemperatur bei dem lebenden Walthier zu messen, hat seine grossen Schwierigkeiten. So viel mir bekannt, ist es noch nicht geschehen. Eine Möglichkeit wäre, wenn man in einem grossen Wasserbassin einen gezähmten kleineren Zahn- wal hätte, z. B. Delphin oder Braunfisch — in Nordamerika hatte man vor Jahren einen Weisswal, Delphinapterus levcas und einen Delphin in einem solchen Bassın!) —, der nach und 1) Nach W. Littsesore: Sveriges och Norges ryggradsdjur, Däggdjuren, vol. II, pag. 891, eitiert (Boston Journal of Nat. Hist. 1868). Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIIL I. 2 66 GUSTAV GULDBERG. nach daran gewöhnt werden konnte, mit einem kleinen Thermo- meter in Rectum gemessen zu werden! Die Temperatur bei den grossen Walen bei Lebzeiten zu messen, gelingt freilich gar nicht; es ist mir nur gelungen wåhrend meines Aufenthalts bei dem Walfischfange in 1881—85 die Temperatur im Rückenfleisch ein Paar Stunden nach dem Tode zu messen. Leichter zugånglich unmittelbar nach dem Tode sind freilich die Delphine, und bei diesen sind auch schon seit langem solche Untersuchungen ge- macht worden. Obgleich schon ARISTOTELES die Wale als besonderes yévog neben die ,lebendiggebårenden Thiere*, stellte, muss es doch erst dem berühmten Cart LINNÉ als Verdienst gerechnet werden, den Cetaceen einen gerechten Platz im Systeme der Thiere gegeben zu haben, mdem er sie in die Klasse der Såugethiere aufnahm und damit auch als ,warmbliitige* Thiere ansah. Nach CHARLES RicHetl) werden die homéothermen Orga- nismen in folgende 3 Gruppen und mit folgenden Durchschnitts- Temperaturen eingetheilt: Die Vögel haben eine Körperwärme von ungefähr 42° C. Die Säugethiere —<— —— 399 - Der Mensch —:— —— AM Nach dieser generellen Classificierung soll die Körperwårme - der Wale ungefähr 390 C. sem. Wir werden nun sehen, wie diese mit den bisher gemachten Beobachtungen stimmt. SCORESBY giebt in seinem berühmten Werke?) an, dass die Körperwärme bei Balæna mysticetus, L. 38,89 C. ist. Ob nun diese Messung mit Cautelen ausgeführt ist, fehlen uns nähere Kenntnisse zu controllieren. Von einer hohen Körperwärme spricht auch eine andere Beobachtung von älterer Zeit her, die auch sehr viel citiert wird. Es ıst dies die Angabe, dass bei dem Potwale, Physeter 1) Dictionnaire de physiologie, tome Ill, pag. 85 (CHALEUR). 2) Account of arctic regions, vol. I. UEBER DIE KÖRPERTEMPERATUR DER CETACEEN. 67 macrocephalus, L. die Körperwärme 40° C. sein soll. THomas Beate citiert!), ohne neue Beobachtungen hinzuzufügen oder dar- über zu raisonnieren, DESMOULINS?), der diese Angabe hat. Da ich nicht Gelegenheit gehabt habe, das Originalwerk DESMoULINS zu sehen, kann ich auch nichts über die besonderen Umstände bei der Messung anführen. Eine viel niedrigere Temperatur zeigen die bei den Del- phinen gemachten Messungen. Sehr zuverlässig scheint mir die von dem bekannten Joun Davy?) gemachte Temperatur- messung bei Phocena communis, L. Die Beobachtung wurde auf dem Meere 8° 23° N. Br. am Bord gemacht (d. 11. Marz, die Temperatur des Meeres 23,79 C.). Das Thier wurde lebendig auf die Schiffsbriicke geführt und in dem Augenblicke, da es getödtet wurde, bestimmte man die Temperatur durch ein in die Leber des Thieres eingeführtes Thermometer. Die Temperatur war 37,89 C. Diese Temperatur wird auch von GAVARRET‘) angegeben. Ob das Thier wirklich ein ,Phocæna communis“ war, darüber kann ich mich nicht näher aussprechen, da das französische Wort: Marsoin oder Marsouin nach G. Cuvier ©) das Genus Phocæna bezeichnet, und hier mit dem Linnéeischen Delph. Phocæna identisch ist; P. J. Van BENEDEN®) versteht mit ,marsouin“ den gewöhnlichen „Braunfisch“, Phocæna com- munis, L. Unter „les marsouins*, Cuvier, werden auch Delph. orca et D. gladiator und D. globiceps gerechnet; die letzteren werden doch immer mit näheren Adjecten bezeichnet. Als Davy seine Messung machte, war ja G. Cuvier die geltende Autorität. 1) Tuomas Beate: Nat. Hist. of the Spermwhale, pag. 104. 2) Desmouutins: Dictionnaire classique d'hist. nat. 3) Joux Davy: Observations sur la température de l'homme et des ani- maux de divers genres. In: Annales de chimie et de physique, tome XXXIII, 1826, pag. 191—192. 4) Gavarret: Physique medicale. De la chaleur par les êtres vivants. Paris 1855, pag. 96. 5) G. Cuvier: Le Regne animal etc. 3ème Edition, 1836, t. I, pag. 178. 6) P. J. Van Benepen: Histoire naturelle des Delphinides etc. 1889. 68 GUSTAV GULDBERG. Ich meme daher, dass es in der Realität ein ,Phocæna com- munis* gewesen ist. Bei Gavarret und H. Minne Epwarps (Lecons sur l'ana- tomie et physiologie comparée t. 8) findet man eine noch åltere Angabe, nämlich von Broussonnet (1785), bei einer Phocena; die Temperatur war 35,69 C. und wurde in einer Wunde am Halse gemessen. In guter Uebereinstimmung mit diesen Zahlen steht eine neuere von J. RıcHarp und H. NEUVILLE!) gemachte Beobach- tung an einem am Bord der Yacht: „Princesse-Alice* bei Cap Ferrat, Orankiiste, den 12. Juni 1894 gefangenen Delphine, Del- phinus delphis, Cuvier. Als das Thier sterbend war, wurde em Maximumthermometer tief in die Muskelmasse des Rückens gestossen und es zeigte 35,5? C, während man im Rectum und m der Körperhöhle (cavité générale) eine Temperatur von 35,69 C. fand. Eine mit den letztgenannten Befunden übereinstimmende Beobachtung hatte ich auch vor Jahren?) bei den grossen Bartenwalen gemacht. Bei einem grossen Balænoptera mus- culus, Companyo, wurde in das Rückenfleisch der Schwanz- partie zwei Stunden nach dem Tode des Thieres ein Maximum- thermometer eingeführt, nachdem man eine Öffnung in das Speck und Fleisch gemacht hatte. Das Thermometer zeigte 3549 CG. Die Temperatur in der Bauchhöhle, speciell der Leber, konnte bei der Gelegenheit nicht gemessen werden; wahrschemlich ist die Temperatur da etwas höher. Die Temperatur des Blutes und der Fleischmasse einer Balænoptera Sibbaldii betrug 3 Tage nach dem Tode unge- 1) J. Ricaarp et H. Neuvixe: Sur quelques Cetacés observés pendant les Campagnes du Yacht Princesse-Alice. Extrait des mémoire de la Société zoologique de France pour l’année 1897. ?) G. A. Gutppere: Ueber des Centralnervensystem der Bartenwale. In Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger, 1885, No. 4, pag. 14 u. 15. UEBER DIE KÖRPERTEMPERATUR DER CETACEEN. 69 fähr 340 C. Die Eingeweide dieses Individuums befanden sich bereits im Zustande fortgeschrittener Verwesung. Nun, ich führe diese letzte Angabe an, nur um zu zeigen, dass die enorme Körpermasse dieser Riesenorganismen unmittelbar nach dem Tode nicht kalt werden, sondern direkt von der gewöhn- liche Körpertemperatur in die günstige „Verwesungstemperatur“ oder ,Gedeih-Temperatur* der Bacterien übergeht. Stellen wir nun die angegebenen Messungen in eine Tabelle zusammen, ergiebt sich folgendes: Physeter macrocephalus, L. (nach DEsmouLins) 40° C. Balæna mysticetus, L. (nach SCORESBY) 38,80 - Phocæna communis, L. (nach Broussonnet) 35,69 - s— (nach Davy) in der Leber 57,8 - Balænoptera musculus, Comp. (nach GULDBERG) im Rückenfleische 35,49 - Delphinus delphis, Cuvier (nach RICHARD et NEUVILLE) 35,67 - Geht man von der Voraussetzung aus, dass die Temperatur in der Leber ca. 19—1,59 C. höher ist, als im Rectum oder im Fleische, stimmen die 4 letzten Angaben ganz gut mit einander überein, und dürfen wir daher für die Cetaceen eher eine Tem- peratur von 369—579? C. wie die gewöhnliche ansehen, als eine von 38°—39° C. Anderseits darf man auch nicht zu rasch von einer Species auf die andere schliessen, da man von anderen Såugethierordnungen weiss, dass die verschiedenen Species in dieser Beziehung 1°—2° C. Differenz zeigen können; dazu kom- men noch andere, nicht leicht erklärbare Verschiedenheiten. Bei den Walen muss auch bedacht werden, dass ein eben getödtetes Thier sehr oft kurz vorher sehr grosse Muskelanstrengungen gemacht hat, wodurch die Temperatur etwas gesteigert werden kann. Anderseits werden wahrscheinlich die der Oberfläche näher liegenden Theile (Rückenfleisch) etwas kühler als die centralliegenden Theile (die Leber) und dies um so mehr, trotz 10 GUSTAV GULDBERG. der grossen Blutmenge, weil die Blutcirculation, wie die Experi- mente von CH. RicHET!) an Enten und von JoLYET und Viar- LANES?) an einem Delphine gezeigt haben, wåhrend des Aufent- halts des Thieres in der Tiefe des Wassers ohne Respiration sehr verlangsamt wird (Wirkung des n. vagus auf das Herz): dadurch werden ja die oberflåchlich liegenden Theile unvoll- ständiger vom Blute erwårmt, während das Centralnervensystem durch die ungeheuren arteriellen Wundernetze zwar keinen Schaden leidet. Die zukiinftigen Temperaturmessungen dieser Thiere miissen daher an verschiedenen Orten des Körpers gemacht werden. Möglicherweise kann auch das Resultat verschieden ausfallen, wenn das Thier vor dem Tode durch die nicht gleich tödtende Harpune kürzere oder längere Zeit für sein Leben kämpft, oder wenn es nach ruhigem Schwimmen mit einem Male todtgeschossen wird, oder ob es kurz vorher eine längere Zeit in der Tiefe ge- weilt hat. Alle diese, wie noch mehrere andere Momente, müssen bei der Temperaturmessung der Cetaceen berücksichtigt werden. In jedem Falle würde eine genaue Kenntniss der Temperatur- verhältnisse bei diesen für das aqvatische Leben so wunderbar adaptierten Thieren, die mehr als andere gegen die Asphyxie regulatorische Einrichtungen besitzen, von sehr grossem biolo- gischen Interesse sein. 1) Dictionnaire de Physiologie, t. III. Cétacés, pag. 76. 2) Ibidem, pag. 77. Trykt 28. April 1900. Nogle archieracier fra Hallingdal og Krødsherred. AF Cand. real. S. ©. F. Omang. 1): her fremlagte bidrag om den norske hieraciumflora er udbyttet af en hieraciologisk studiereise, som jeg med statssti- pendium foretog i sommeren 1899. Min reise gik over Modum til Krødsherred, hvor jeg 1 tiden Sde—18de juli og 30te juli—5te aug. botaniserede dels paa de lave bredder af Krøderen 1 strøget ved gaardene Olberg, Læste- berg, Bøe og Sandum, dels paa den nærliggende del af Nore- fjeld, strøget Boeseeter—Hogevarde. Mit standkvarter her Boe- sæter (Turisthotellet ,Norefjeld*) ligger 740 m. o. h. lige i skovgrænsen og min opmerksomhed var fornemlig henvendt paa de genuine alpinum-former indover i fjeldmarken og nogle interessante migrescentia ved fjeldbækkene og paa sætervoldene i den øvre skovregion; 3 af disse er 1 det følgende beskrevne som nye. | I tiden 18de—30te juli botaniserede jeg i Hallingdal, hvor jeg gjorde kortere ophold paa skydsskifterne Vik, Børtnæs, Næsbyen og Aavestrud og et længere ophold paa Rolfshus i Gol. Naar jeg undtager et ophold paa Osetsæter ved Tisleia paa grænsen af Valders og en kortere excursion ind paa fjeldet 1 syd for Aavestrud, holdt jeg mig hele tiden paa dalbunden. I [NS] S. 0. F. OMANG. Hieraciumfloraen er i den nedre, smalere del af Hallingdal fattig. Talrigst forekommer subrigidwm og tridentatum, medens vulgatum ALMQV., som jeg overalt stødte paa i Krødsherred, var sjeldnere. Paa de afrundede klippeknauser, som fra dalens sidefjelde skyder ud i dalbunden voksede et selskab af vakre saxifragum-former, som jeg fulgte lige fra Gulsvig til Gol. De 4 mest fremtrædende varianter har jeg i det følgende beskrevet; den ene, der forekom mig særlig eiendommelig, har jeg givet særskilt navn. I Gol, hvor dalen ved sammenløbet mellem Hemsil og Hallingdalselven bliver videre, forefandt jeg en større formrigdom. Blandt fund, jeg her gjorde, skal jeg fremhæve former som H. oreades Fr. var. floccosa Lec. H. melanostictum DAHLST., H. Sommerfeltii Lec., hvilke viser, at strøget har eiendommelig- heder fælles med Valders. Idet jeg afslutter disse i al korthed fremsatte orienterende bemerkninger, maa jeg oplyse, at exemplarer af alle de i det følgende omhandlede former er indleverede til det botaniske museum 1 Kristiania. Til den udmerkede hieraciolog amanuensis Hugo DAHLSTEDT i Stockholm, hvem jeg har forelagt exemplarer af de i dette ar- beide omtalte nye former, maa jeg fremføre min dybe tak for den beredvillighed, hvormed han stod til tjeneste. Oreadea. FR. Hieracium Schmidtii Vscu. forma. Hallingdal: Vik i Flaa paa klipper. Staar meget nær var. crinigerum. Fr. Langt uddragne, spidse svøbblade, beklædte med lange, grove haar, langt og stivt haarede kurvstilke og sterk haarklædning paa basalbladene. NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 73 Skilt fra den typiske form ved smalere, næsten helrandede blade og ved oventil næsten glat stængel. Hieracium saxifragum Fr. var. Beiensis n. v. Hallingdal: i Næs alm. paa klipper under fjeldet Beia. saa- ledes ved Børtnæs, Bøe, Brunsvold og ved Næsbyen. Caulis 1—3 dm. altus, 1—3 folius, usque ad basin stellatus, ima basi + pilosus. Folia basalia 4—5, exteriora minora ellip- tica obtusa, interiora elliptico-lanceolata acuta. omnia integra vel interiora minute paucidentata in petiolis brevibus alatis decur- rentia, subtus sparse, in marginibus et costa dorsali densius pilosa vel subglabra leviter stellata. Folia caulina elliptico- lanceolata — lanceolato-linaria integra vel minute dentata, omnia sessilia vel intimum breve petiolatum cito in bracteas decres- centia. Inflorescentia oligocephala (1—3), ramis acladium 4—5 em. longum superantibus, pedicellis acladioque sat dense floccosis TS : | 8—1 minite glandulosis subglahris. Involuera — mm. squamis 5 viridimarginatis veriegata. Squamæ imbricatæ, exteriores breves e basi lata triangulares, interiores anguste lanceclatæ, omnia apice comato rotundate sparse-crebius in marginibus densius stellata pilis sparsis glandulis luteis vix conspicuis obtectis. Ligulæ ciliatæ. Formen udmerker sig ved sin svage haarklædning, de hel- randede, sterkt blaagrønne blade, det brogede svøb med regel- mæssig taglagte, brede, triangulære svobblade og smaa næsten umerkelige, ikke særdeles talrige glandler. Den indgaar i H. *saxifragum L. genwinum Danursr. (Danıst.: „Bidrag ete.* i Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 26 no. 3) og staar maaske nær formen breviceps Dantst. (Dantst.: Herb. Hier. Scand. c. X no. 72), men skilles fra denne ved smalere svøb, bredere svøbblade, svøbets mindre ioinefaldende glandelbeklædning og ved en ganske anden habitus. SS HEN S. 0. F. OMANG. Jeg bemerkede formen 1 strøget langs fjeldet Beia 1 Næs, hvor den mangesteds voksede talrig paa klipperne. Rent und- tagelsesvis fandt jeg den paa tørre bakker og et enkelt sted paa fugtig mosbund mellem to fjeldknauser. Ogsaa paa disse lokali- teter bevarer den sine karakterer 1 det væsentlige uforandrede. Exemplarerne fra mosbund havde ingen basalblade, større, aldeles helrandede, næsten glatte stængelblade uden stjernehaar und- tagen en smal stribe langs midtnervens underside, hvorimod svøbets beskaffenhed og beklædning fuldstændig stemmede over- ens med typen. En overgangsform til følgende danner en form, der samledes ved Gulsvik. Den har næsten glatte, dybere tandede blade, færre basalblade, bedre udviklede stængelblade, stjernehaaret stæn- gel og blaagrøn farve, men nærmer sig følgende ved det rige- ligere glandelhaarede svøb. Hieracium *saxifragum Vn. var. II. Halligdal: Vik i Flaa, (paa klipper), og ved Gulsvik. Staar nær var. Beiensis, med hvilken den er forbunden ved mellemformer som den ovenfor omtalte. Stængel høiere, mere grenet, paa den nedre halvdel næsten manglende stjernehaar, ved basis lidt langhaaret. Bladene helrandede eller med smaa odtæn der, paa undersiden grønne (hos hin blegt blaagrønne), noget rige- ligere baarede. Stængelbladene kun med svage spor af stjerne- haar paa undersiden. Blomsterstanden rigere. Kurvstilke og svøb tættere glandelhaarede af gule, men længere og derfor mere merkbare glandler. De ydre svøbblade mere uddragne. Hele planten mere grøn. Stængelbasis, basalbladenes stilke og ofte ogsaa bladpladen mere eller mindre rodfarvet. Ved svøbbladenes form, den rigeligere glandelbeklædning og den renere grønne farve slutter den sig nærmere til brevi- ceps Dautst. (Kgl. Sv. Vet.-Akad. Handl. Band 26 no. 3). Den skiller sig fra denne (Danrsr. Herb. Hier. Scand. e. XI) blandt NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 75 andet ved mere udviklede basalblade og mindre udviklede stæn- gelblade samt ved smalere svøb. Hieracium *saxifragum Fr. var. III. Hallingdal: Vik i Flaa paa klipper sammen med forrige, ved Bøe i Næs. Stængel indtil 5 dm. høi, 3—5 bladet, grenet i toppen og undertiden helt fra basis, nederst tem. tæt, opad spredt haaret — næsten glat, paa den nedre halvdel næsten mang- lende stjernehaar. Basalblade 5 eller færre, de yderste smaa, næsten cirkelrunde og helrandede (oftest bortvisnede), de mel- lemste elliptiske, tem. butte med en kort od 1 spidsen, helran- dede — smaatandede, de inderste elliptisk-lancetformede, spidse, spredt smaatandede, alle paa oversiden spredt langhaarede — næsten glatte, under spredt langhaarede, spredt stjernehaarede — næsten nøgne, i randen tæt og langt haarede, nedløbende paa vingede, haarede stilke. Stængelblade med lang helrandet spids og ved grunden ujevnt tretandede, paa + lancetformede, oversiden glatte, forresten med samme beklædning som basal- bladene, alle siddende eller det nederste kortstilket, ofte de tre nederste omtrent af lige størrelse og det fjerde pludselig mindre. Blomsterstand rig, ubegrænset nedad med lange, tynde, udelte eller grenede grene, de øverste grene skydende opover det 3—6 cm. lange akladium. Dette og kurvgrenene spredt stjernehaarede og tæt besat med fine gule glandler, men næsten uden haar. Svøb ne mm., mørkgrønt. Svøbblade tem. smale, langt til- spidsede, i spidsen skjæghaarede, de indre spidse, de ydre butte, meget lidet haarede, næsten uden stjernehaar undtagen en tydelig rand i kanten af de ydre, rigelig bedækkede med fine, gulknappede, ved basis mørke glandler. Planten blaagrøn. Stængelbasis og basalbladene ofte rodfarvede. Denne form har meget tilfælles med den af DAHLSTEDT 1 hans tidligere citerede , Bidrag etc.“ beskrevne var. scopuli- 76 S. 0. F. OMANG. vaga, hvortil den maaske bør henføres. Den er let at holde ud fra de øvrige saæifragumformer inden trakten ved det tæt glandelhaarede svøb og de stjernehaarrandede svøbblade. Hieracium *saxifragum Fr. var. IV. Hallingdal: ved gaarden Rust 1 Gol (paa klipper). Stengel 3,5 dm. hei, grenet fra basis, 2—3 bladet, paa den nedre halvdel næsten manglende stjernehaar, nederst langhaaret. Basalblade ovenpaa glatte, under + haarede, de ydre smalt elliptiske, butte, helrandede, de indre elliptisk-lancetformede, helrandede—smaatandede, alle nedløbende paa korte, tæt haarede stilke. Staengelblade helrandede, elliptiske—linjelancetformede. Blomsterstand faa—flerkurvet, nedad ubegrænset. Akladıum 3—4 cm. Akladium og kurvgrene tem. tæt stjernehaarede, rigt glandelhaarede af smaa gulknappede glandler, noget langhaarede. Svøb tykt, sortgront. Svobblade spidse, de inderste sylspidsede, spredt haarede af hvidspidsede haar med sort basis, tem. tæt glandelhaarede. Glandlerne gulknappede med lang sort basis. Stjernehaar nesten kun i randen af de ydre svobblade. I bladform, svøbets beklædning og svøbbladenes form ligner denne form noget var. furfurella Dantst. (DaHıst. „Bidrag etc.“ Kel. Sv. Vet.-Ak. Hadl. Band 26 no. 3. — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. X no. 74), men er skilt ved svagere stjerne- haarbeklædning paa stængelen og manglen af stjernehaar paa bladenes underside. Hieracium rufescens Fr. forma. Hallingdal: Vik i Flaa paa klipper i selskab med AH. Schmidtii og saxifragum-tormer. Stængel mdtil 5 dm. høi tætbladet, paa den nedre halvdel tæt uldhaaret af lange, hvide, krusede haar, paa den øvre halv- del spredt og kortere haaret, spredt stjernehaaret lige til basis, NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 77) grenet fra de ovre bladhjorner. Stængelblade 7—10, jevnt descrescerende 1 bracteer, siddende undtagen 1— 2 af de nederste. der er kort vingetstilkede, paa midten af stængelen sammen- trængte paa grund af de korte internodier, de nedre elliptiske, de øvre egformede, spredt smaatandede — helrandede, med be- klædning som basalbladene, dog mindre haarede. 1—flere kurve i kvastformet, nedad ubegrænset blomsterstand. Akiadium 1—3 cm., kortere naar kurvene er faa (1—2), længere naar de er flere 1 antal. Kurvgrenene rette, udstaaende, de øverste lidt overskydende centralkurven, ligesom akladiet tem. tæt stjerne- haarede, af og til med enkelte gule glandeler og faa hvide, korte haar. Svøb lyst, bredt. Svøbblade regelmæssig taglagte, brede, + rødfarvede de ydre egformede, de indre lancetformede, 1 den spids skjæghaarede; de ydre i randen løst filthaarede, paa ryg- gen nøgne eller med enkelte spredte stjernehaar. Glandler tem. rigelige, gulknappede, nogle med sort basis. Haar korte, lidet merkbare, spredte — næsten ingen. Ligulæ mørk eggule, spredt cilierede. Griffeler gule. Stængelbasis, basalbladenes stilke og underside og ofte ogsaa oversiden rodfarvet. Hieracium oreades Fr. Linpes. i Biytt, Norges flora — Linpes. Hier. Scand. exs. no. 32. Hallingdal: Gol flere steder, saaledes ved Rolfshus og Hafton. Arten, som jeg bemerkede dels paa klipper, dels paa torre bakker nær klipper, varierer noget. Klippeformen fra Hafton har en tynd, indtil 3 dm. høi, udelt stængel, vel udviklede per- sisterende basalblade, 2—3 smaa fjerntsiddende, helrandede, jevnt decrescerende stængelblade, hvis underside kun har svage spor af stjernehaar, især langs midtnervens underside. Meget for- skjellig fra denne ı habitus er en bakkeform fra Rolfshus, der har 4—5 dm. hoi, grovere, kortleddet, indtil 7-bladet, sterkt grenet stængel, ofte med 2—3 bladede grene fra alle bladhjørner 18 S. 0. F. OMANG. lige ned til stængelens grund, smaa, ofte bortvisnede basalblade og større, uregelmæssig tandede, paa undersiden tem. tæt stjerne- haarede stængelblade. Paa klipper i nærheden af denne fore- kom en form med lavere stængel, færre og fjernere siddende, paa undersiden svagt stjernehaarede, indtil nøgne blade, som er end mere uregelmæssig tandede end hos nys omtalte modili- kation. Svobet bevarer hos alle disse modifikationer i det væsentlige sin karakter. Dog synes haarklædningen rigere og længere hos bakkeformerne, hvorimod glandlerne blir noget tættere paa klipper. Bladenes farve veksler fra mere blaa- til mere gulgrøn. Fra Kristianiaformen, som jeg har samlet ved Bækkelaget, skiller Hallingdalsformerne sig kun ved lidt tyndere svøb og spidsere svøbblade, hvorved de danner en overgang til følgende, der har endnu tyndere svøb og smalere svøbblade. Hieracium oreades Fr. var. floccosa Les. i Brytt, Norges flora. — H. oreades var. alpestris Lee. Hier. Scand. exsic. no. 118. Hallingdal: ved broen over Hallingdalselven, paa klipper. LiNDEBERG har paa sit exsiccat no. 118 fra Storbroen 1 Valders om denne bemerket: „A forma typica Upsaliensi differt foliis minoribus sæpius purpurascentibus et maculatis, subtus floccosis, radicalibus persistentibus capitulisque minoribus. Totum valde crinitum*. Denne beskrivelse stemmer noie for den af mig i Hallingdal mdsamlede form. | Stengel nedtil tet, oventil spredt langhaaret, spredt stjerne- haaret, grenet fra de øvre stængelblades hjørner, 3—4-bladet. Bladene stive, tet og langt, paa oversiden spredt haarede. Basalblade elliptisk-lancetformede, spidse, nedlobende, smaa- tandede — helrandede. Stængelblade alle siddende, egformet- lancetformede, mod grunden smaatande, paa undersiden stjerne- haarede. Blomsterstand noget ubegrænset nedad. Akladium langt (indtil 5 cm.). Kurvstilke skjællede, tem. tæt stjernehaarede _ NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLIND. OG KRØDSHER. 79 — graafiltede, tem. tæt langhaarede, med smaa spredte, næsten umerkelige, gule glandler, der under svøbet er større og tættere. Svob . lidet, smalt, graat af den tette, lange haarklædning. Svøbblade smale, spidse, mørkgrønne, tæt langhaarede, i spidsen skjæghaarede, næsten manglende stjernehaar undtagen i randen, med talrige smaa gule glandler. Alpina. Hieracium *alpinum (L.) forma. Krødsherred: Norefjeld, i fjeldmarken mellem Bøesæter (turisthotellet ,Norefjeld*) og Høgevarde. Stængel tynd, stjernehaaret, tæt langhaaret, især opad tillige glandelhaaret, 1—2-bladet, 1-kurvet. Basalblade spadeformige, næsten helrandede, langstilkede, spredt langhaarede. Stængel- blade smaa, elliptisk-iancetformede, tæt langhaarede, det nederste nedløbende paa en bredt vinget stilk, det øverste fæstet lige under kurven, lidet udviklet. Svobblade tæt silkehaarede med tætte glandler. Ligulæ mørktgule, udvendig spredt langhaarede. Griffeler gule. Den typiske genwinumform, saadan som den er begrænset af Norruin i hans , Bidrag till Skand. halföens Hieraciumflora“ i Acta Soc. pro Fauna et Flora Fennica III no. 4, og som jeg selv har samlet den ved Gjendesheim og i Nordre Fron i Gud- brandsdalen, bemerkede jeg i det her gjennemsøgte omraade ingensteds. Dog staar de indsamlede former den saa nær, at de vistnok kan betragtes som modifikationer af hovedformen. For- uden ved den tynde stængel og den mørkere kronfarve afviger de fra denne ved smalere svøb og mindre tæt haarklædning paa svøbet, karakterer som lader mig formode, at de indgaar 1 en serie alpinum—minusculum. (H. alpinum L. var. minus- cula Norr.) Fra den sidste er de skilt ved bredere svøb- blade og ved gule griffeler (ogsaa i tørret tilstand). 80 S. 0. F. OMANG. Hieracium *crispum. ELrstr. ELFSTRAND „Bot. utflygt.* i Bi- hang till Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. Band. 16 afd. III no. 7. — Daursr. Herb. Hier. Scand. c, IX no. 7. Hallingdal: Gol, talrig i fjeldmarken ved Osetsæter. Stængel tem. rigelig og langt haaret, stjernehaaret, paa den øvre del + glandelhaaret, 1-kurvet, med 2—3 smale stængel- blade, af hvilke det nederste alm. er tydelig stilket. Basalblade smalt spadeformede, langstilkede, de ydre butte, et eller to af de indre spidse, smaatandede med udstaaende eller fremoverrettede tender. Svob af vekslende slorrelse, men mindre end hos *alpinum (L.), tem. tæt langhaaret. Svøbblade smale, de ydre butte, de inderste spidse. Griffeler gule eller grongule og isaa- fald mørknende ved tørring. Sammen med hovedformen forekommer hist og her en modifikation med styløse kroner, der forøvrig ikke i nogen hen- seende er forskjellig fra denne, med hvilken den er forbunden ved overgangsformer med kortere til længere kroner. Ogsaa hos den styløse form varierer griffelerne fra helt gule til grønlige. Hieracium *globiceps. | DAnrsr. 1 Acta Horti Bergiani. Band II no. 4. — Danıst. Herb. Hier. Scand. c. III no. 5. Hallingdal: mellem lyng og vidjer i fjeldmarken ved Oset- sæter. Bemerkedes kun i faa exemplarer. Hieracium *frondiferum. Eurstr. Errstr. Bot. utflygt. i Bih. till Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. Band 16 afd. III no. 7. — Danursr. Herb.-Hier. Scand. c. III no. 17. Krodsherred: Norefjeld, paa Augunshaug, ved Leirsæter, Noresseter. . Hallingdal: 1 Flaa ved veien til Kvistrudsæter. NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. S1 De indsamlede former er ikke helt ensartede. Planten fra Flaa er hoi smalstænglet med tæt beklædning af haar og glan- deler under svøbet og med spor af stjernehaar paa stængel- bladenes overside. Formen fra Augunshaug er robust, bred- bladet, med spor af stjernehaar paa stængelbladene langs midt- nervens overside. Formen fra Noresæter er en smalbladet modifikation med talrige, langstilkede basalblade og helt nøgne stængelblade. Den sidste voksede paa fugtig mosebund. Hieracium *adspersum. NoRRL. Norru. „Bidrag etc.“ 1 Acta Soc. pro Fauna et Flora Fennica III no. 4. — ELFSTR. Bot. utflygt. i Bih. till Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. Band 16 afd. III no. 7. — Daurst. Herb. Hier. Scand. c. III 8—9. Norefjeld: mellem Augunshaug og Ramaas. Hallingdal: Flaa, mellem Aavestrud og Kvistrudsæter. Skilt fra *frondiferum Etrstr. ved mindre haarede, paa oversiden tydelig stjernehaarede stængelblade og svag glandel- beklædning paa stængelen. Norefjeldsplanten er lav med tem. tæt haaret stængel og paa oversiden tæt stjernehaarede stængel- blade samt lange spidse svobblade. Flaaformen har sparsom- mere stjernehaarede blade og noget buttere svøbblade. Nigrescentia. H. floccidorsum. m. sp. Krødsherred: Norefjeld, flere steder i strøget ved sætrene Bøesæter, Lenesæter og Noresæter, helst paa noget fugtig bund, som ved fjeldelvenes bredder og paa fugtige steder paa sæter- voldene. Hallingdal: Flaa, mellem Aavestrud og Kvistrudsæter. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIII. I. 6 82 S. 0. F. OMANG. Caulis 5—4 hm. altus, crassus, flexuosus, 1—2 folius, sepe ramcosus, inferne sparse, superne dense floccosus, basi pilis mollibus sparsis, super medio pilis basi brevi nigra solitarus et glandulis nigris sparsis obtectus. Folia basalia 4—6, exteriora ovalia apice rotundata breve et late dentata, interiora elliptico- lanceolata vel obovato-lanceolata in apicem integrum acutum protracta ad basin decurrentem dentibus acutis longioribus vel brevioribus rectis vel curvatis vulgo in petiolum. alatum descen- dentibus pradita, omnia supra breviter et sparse, subtus densi- uscule et in costa stellata dense pilosa. Folia caulina elliptico- lanceolata acuta sessilia subtus sparse stellata et pilosa, infimum medio caulis vel basi proprius insertum sæpe peliolatum acute denticulatum vel ad basin longe dentatum. /nflorescentia paniculata — furcato-paniculata simplex vel subsimplex inde- terminata ramis acladium 15 40 mm. longum æpuantibus vel superantibus dense floccosis pilis raris et glandulis nigris spar- 11 — 15 6 — 7 Squamæ lanceolatæ, exteriores breves obtusæ, interiores acumi- nate, omnia apice comatæ pilis nullis vel subnullis glandulis nigris longis densis brevioribus intermixtis et microglandulis frequentibus vestitæ dorso leviter floccosc. Ligule saturate luteæ. Stylus fuscovirescens. sis — densis obsitus. Involucra atroviridia, mm. Udmerket ved livlig grøn farve, i spidsen afrundede, kort og bredt tandede til bølgettandede eller næsten helrandede ydre basalblade, smalere, spidsere ved den nedløbende basis langt tandede indre basalblade med ret udstaaende eller noget opad- krummede spidse tænder, ved mørke svøb, beklædte med ulige lange sorte glandler og stjernehaar, som paa de ydre svøbblade er jevnt fordelte over hele svøbbladet, paa de mellemste væsentlig samlede i en zone langs ryggen. Stængelbladene alm. 2, det nederste oftest fæstet ved midten af stængelen (sjelden nedenfor midten og isaafald stilket) med faa lange og spidse tænder nær basis eller med flere kortere og bredere tænder. Stængel grenet NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 83 fra stængelbladenes hjørner; undertiden udgaar fra basalbladenes hjørner bistængler. Den er nær beslegtet med H. vatricosum Dantst. (Acta Horti. Bergiani. Band 2 no. 4), men er vel skilt fra denne ved de haarløse svøb og ved bladformen. Den varierer noget i glandlernes tæthed paa kurvestilkene, mikroglandelernes talrighed paa svøbet, dettes størrelse og blad- tændernes størrelse og antal. Af og til træffes exemplarer med enkelte mørke haar paa svøbet. Hieracium basinudwm mn. sp. Krodsherred: Norefjeld, Bøesæter flere steder ved smaa fjeldbække. Caulis 4—5 dm. altus, sat crassus, 1—2 folius, inferne nudus sparse pilosus, medio leviter-sparse stellatus, apice dense stellatus pilis raris adspersus, eglandulosus. Folia basalia 3—5, exteriora late ovalia apice rotundata basi sæpe + truncata obtuse dentata, interiora ovato-elliptica — elliptica in apicem longum integrum obtusum prodneta ad basin descendentem late- — auguste irregulariter dentata, omnia sparse pilosa vel sub- glabra in margine et costa densius pilosa; caulinum infimum vel prope basin caulis insertum rhomboideum in apicem acutum longum integrum productum peliolatum ad basin acute sepe longe dentatum pilosum sque ac basalia vel sessile super medium insertum lanceolatum integrum pilosum et subtus sparse in costa dense stellatum. | Inflorescentia panieulata simplex inde- terminata ramis acladium 3—5 em. longum æquantibus vel paullo superantibus dense floecosis glandulis nigris solitariis. superne crebris et pilis sat densis obsitis. Jnvolucra parva brevia crassa basi rotundata atroviridia. Squamæ exteriores lineares obtuse, intima subulatæ apice comate, glandulis leneris sat densis microglandulis paucis et pilis nigris apice albidis densis Sh S. 0. F. OMANG. —— oblectæ, exteriores margine levissime stellate. Ligulæ saturate luteæ, glabræ. Stylus virescens, siccus obscurus. Især udmerket ved den gulgronne bladfarve, det nederste stængelblads udprægede rhombiske form og skarpe + lange, først nedenfor bladets største bredde optrædende tænder samt ved de korte, tykke svøb med jevnbrede i spidsen afrundede svøbblade, tæt haarklædning og fine, spæde glandeler. Det nederste stængelblad er oftest fæstet nedenfor midten af stænge- len, vel udviklet og med beklædning som basalbladene. Det inderste basalblad er isaafald egformet-elliptisk—elliptisk med butte tender. Sjeldnere er nederste stængelblad fæstet ovenfor midten, lancetformet, siddende og paa undersiden stjernehaaret. Hos saadanne exemplarer har det inderste basalblad en mere rhombisk form og er ved grunden skarpere tandet, saa at det synes som om det nederste stængelblad hos den typiske form her var steget ned i rosetten. Bladenes haarbeklædning varierer noget; undertiden er basal- bladene næsten helt glatte. Forsvrigt synes denne form meget konstant. lHølge amanuensis DAHLSTEDT staar den meget nær H. personatiforme Danust. (Act. Hort. Berg. Band 2 no. 4) fra Romsdalen, som den ligner i svøbets form og beklædning, men fra hvilken den skilles ved kortere haar og rigeligere glandler paa svøbbladene og kurvstilkene og ved færre stængelblade. H. iniquilobum n. sp. Krødsherred: Norefjeld, Bøesæter paa klipper ved smaaelve. Caulis 3—5 dm. altus crassus, inferne sparse stellatus mol- liter et sparse pilosus, superne dense floccosus glandulis raris — sparsis et pilis solitariis vel nullis conspersus, 2—3-folius. Folia basalia 3—6, exteriora rotundato-ovalia — ovalia, apice rotundato-obtusa basi dentibus brevibus latis prædita, interiora elliptica—ovato-elliptica denticulata vel ad basin descendentem NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 85 + longe dentata vel profunde incisa, omnia supra sparse—dense et breviter, subtus longe in costa stellata densius pilosa; caulina pilosa, subtus + stellata, infima (vel infimum) elliptico-lanceo- lata ad basin, quæ in petiolum sat longum decurrit, auguste late et + longe dentata. Inflorescentia paniculata indeterminata subsimplex ramis dense floccosis sparse — sat dense glandu- losis epilosis acladium 2—3 cm. longum superantibus. Involuera crassa atroviridia. Squamæ interiores subulatæ, exteriores lan- ceolatæ obtusæ apice comatæ pilis nigris crassis apice canescen- tibus sparsis — densiusculis glandulis nigris densiusculis micro- glandulis crebris obtectis, extimæ inferne stellate. Calathidium saturate luteum. — Ligule subglabræ. Stylus fuscovirescens, siccus. obscurus. Karakteristiske er de smaa, langstilkede + haarede basal- blade, hvoraf de vdre er afrundede ovale med langt adskilte korte tænder, som undertiden er næsten odformede, de indre ovalt-elliptiske—svagt egformede, paa den nedre halvdel med korte—meget lange tænder eller sjeldnere indtil fligede, og de tykke, mørke svøb med lang sparsom—tæt haarklædning og lidt talrigere glandler. Hr. Danistept, hvem jeg skylder tak for at have ændret min første feilagtige opfatning af denne form, antager at den er en mellemform mellem A. eumorphum Daursr. og H. lacisto- phyllum Danrsr. fra Hugelien i Torpen. H.* subnigrescens (Fr.) NorrL. — Danrrsr. i Acta Hort. Berg. Band IT no. 4. — Norru. i Acta Soc. pro Fauna et Flora Fennica t. III, no. 4. — Nonnr. Hier. exsic. no. 91. Hallingdal: Gol, paa et par steder i fjeldmarken ved Oset- sæter. Exemplarerne fra det ene af disse voksesteder udmerker sig ved noget dybere tænder paa bladene og lidt længere blad- stilke end Norris ovenfor citerede exsiccat. 86 S. 0. F. OMANG. Silvatica. Armov. H.* cesiiflorum. Armou. — Dautst. „Bidrag etc.“ Kgl. Sv. Vet-Ak. Handl. B. 25 no. 3. — Dauıst. Herb. Hier. Scand. c. I no. 14—15. Hallingdal: Gol paa et par steder. H* prolixum. Norr. — Dautst. „Bidrag etc.“ Kgl. Sv. Vet.- Ak. Handl. B. 25 no. 3. — Daunrsr. Herb. Hier. Scand. cx Tom02522* Modum: ved gaarden Uldhaug paa klipper. Krodsherred: ved gaarden Sandum i skov. Hallingdal: Børtnæs. H.* melanolepis. Aumgu. — Armov. Stud. p. XVIII subsp. 9. — Norr. Hier. exsic 103. — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. I 31—32. — Nonnr. ,Bidrag etc.“ 1 Act. Soc. pro Fauna et Flora Fennica t. III no 4. Hallingdal: Gol, ved Braatemosæter og ved Gulsvik. H.* integratum. Dantst. — Danrsr. „Bidrag etc.“ Kgl. Sv. Vet-Ak. Handl. B. 25 no. 3. — STENSTR. Vårml. Arch. — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. II no. 4. Hallingdal: Gol, i granskov ved gaarden Rust. En bredbladet form, der iovrigt kun afviger fra de citerede beskrivelser ved at bladenes midtnerve paa undersiden er lidt stjernehaaret. H. orbicans. ArmQu. — Dautst. „Bidrag etc.“ Kgl. Sv. Vet-Ak. Handl. B. 25 no. 9. — AH. silvaticum L. subsp. 10 1 Armov. Stud. — Srenstr. Vårml. Arch. — Dautst. Herb. Hier. Scand. c. I no. 69 — (forma). NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 87 Hallingdal: Gol, Osetsæter talrig 1 Heldmarken mel- lem ener. Stengel 3—4 dm. hoi, tynd, 1—2-bladet. Blade tem. faste, tykke, lysegrønne. De ydre basalblade bredt egformede—hjerte- formede, butte, næsten helrandede, paa undersiden rodfarvede, de indre ovale—egformet-ovale med + tver grund, de inderste elliptiske med nedløbende grund, spidse, med smaa odtænder, alle næsten glatte, paa undersiden af midtnerven tem. tæt lang- haarede. Det nederste stængelblad elliptisk, odtandet, nedløbende paa den korte stilk, det øverste + braktelignende eller mang- 12 5—6 Svøbblade smale, butte, i spidsen duskhaarede med bred stjerne- lende. Svob mm. egformet. Kurvene faa, alm. 1—2. haarrand, tem. tæt glanduløse og sorthaarede. Glandlerne lange, tynde, gulknappede. Kurvenes diameter 3 cm. Griffeler gule. Ved Bøe i Krødsherred vokser paa lerbakker ved Krøderen en form, som har 1 egformet—hjerteformet, langstilket stængel- blad og smaa svøb. H. acropcecilum mn. sp. Hallingdal: Gol, ved Brautemosæter tem. talrig paa en myr. Caulis 3—6 dm. altus, inferne leviter stellatus rare pilosus, superne dense floccosus glandulis sparsis pilis solitariis— nullis obsitus. Folia basalia 4—5 longe petiolata, supra viridia maculata, subtus glaucescentia, exteriora lata rotundato-ovata obtusa basi truncata, interiora ovato-ovalia—ovali-oblonga obtusa basi + oblique descendente, intima elliptica + acuta, omnia subintegra—undulata vel dentibus minutis praedita, caulinum ovato-lanceolatum acutum ad basin descendentem minute denti- culatum petiolatum, folia omnia supra sparse-densiuscule subtus longe sparse pilosa, caulinum subtus etiam + stellatum. Inflore- scentia 2—5-cephala ramis areuatis canofloccosis sparse glandu- losis acladium 2—10 mm. longum superantibus. — Znvolucra 88 S. 0. F. OMANG. parva atra. Squamae exteriores lanceolatæ obtuse interiores subulate, apice comatæ glandulis longis teneris sparsis pilis nigris solitarius et floccis in marginibus stria angusta collatis ceterum raris vel submullis obtectis. Calathidiwm radians saturate luteum. Stylus obscurus. Udmerker sig ved langstilkede, helrandede eller 1 randen fint odtandede—grundt bølgetrandede blade, hvis overside almin- delig er mere eller mindre rigelig overstænket med leverfarvede pletter, som henimod bladspidsen trænger sig tættere sammen, ved smaa sortgrønne svøb og stjernehaarrandede svøbblade besatte med tem. lange og tynde glandler og enkelte mørke kort hvidspidsede haar. De mørke pletter paa bladene mangler aldrig belt. I ethvert fald er et eller andet af basalbladene plettet i spidsen. Alm. er ogsaa stængelbladet plettet. Altid er basalbledenes stilke og ofte ogsaa de ydre basalblades underside fiolet anløbne. Caesia. ALMQU. H.* galbanum. Danrsr. — Danrsr. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.-Akad. Handl. B. 26 no. 3. — Danrsr. Herb. Hier Scand. c. II no. 11—19. Hallingdal: 1 Flaa talrig paa skovbakker 1 stroget ved Aavestrud, 1 Gol paa et par steder paa skovbakker, ved Gulsvik i kanten af skov. Svøbet grønt = mm., med meget brede i spidsen afrundede svøbblade. Kronens diameter 3,7—4. Bladene varierende noget, de indre basalblade fra bredt elliptiske— egformet-lancetformede med korte, brede tænder til elliptisk-lancetformede med længere, spidsere tænder. Det nederste stængelblad stilket med faa lange udstaaende tænder ved basis eller siddende med flere, kortere tænder. NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 89 H.* exaltatum Danust. — Dantst. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.- Ak. Handl. B. 26 no. 3. — STENSTR. Vårml. Arch. — JDanrsr. Herb. Hier. Scand. c. II 24—95. Krødsherred: ved gaarden Sandum. Modum: nær Vikesund. H.* basifolium Armou. — Dautst. „Bidrag ete.“ i Kel. Sv. Vet-Ak. Handl. B. 26 no. 3. — Srtenstr. Vårml. Arch. — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. II no. 26—97. Hallingdal: Gol, ved gaarden Rust og ved Stryken paa stenet bakke. Krødsherred: ved Læsteberg 1 krat. Modum: ved Askim 1 krat. Formen fra Gol har brede, tæt tandede, helt grønne el. mørkplettede eller næsten helt rødfarvede basalblade, oftest et kortstilket stængelblad og en rig blomsterstand. Staengelen er grenet ofte helt fra basalbladenes hjørner. Glandlerne paa svøbet er støre og talrigere end hos formerne fra Krødsherred og Modum, der stemmer overens med Kristianiaformen. H.* Sommerfeltii. Les. — Buytt, Norges fl. II pag. 658. — Lppre. Hier. Scand. exsic. 66. Hallingdal: ved gaarden Rust i Gol (paa klipper i selskab med H* melanostictum DAHLST.), ved Børtnæs 1 Næs, og ved broen over Hallingdalselven. Den indsamlede form er 1 alle dele identisk med LINDE- BERGS ovenfor citerede exsiccat. I universitetets botaniske sam- ling findes exemplarer af samme form fra Søndre Aurdal i Valders (samlede af pastor Cur. SoMMERFELT !!/s 71) og fra Fikjerbækken og Reien 1 Slidre, Valders. (M. N. Brvrr) De første er vistnok de exemplarer, som først henledede LINDEBERGS opmerksomhed paa planten (knfr. exsic.). 90 S. 0. F. OMANG. H.* cesiomurorum Les. — Dautst. ,Bidrag etc.“ i Kgl. Sv. Vet-Akad. Handl. B. 26 no. 3. — H. murorum L. var. hybrida Leca. i Brvrr, Norges fl. — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. II no. 46—47. Hallingdal: Børtnæs paa tør stenet bakke (talrig) Gol, i skov ved gaarden Hagen. Krødsherred: ved garden Leir. Planten fra Børtnæs har 2—5 egformede ved grunden dybt tandede stængelblade, ovalt-egformede korttandede og kortstilkede basalblade, brede rigelig glandelhaarede svøb, som næsten mangler haar; griffeler næsten gule. Formen fra Gol skiller sig fra denne ved færre stængelblade og sterkt haaret, men mindre glandelhaaret svob. Ogsaa hos denne var griffelerne i frisk tilstand næsten af samme farve som kronerne. H.* resupinatum. ALmou. — Dautst. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. Band 26 no. 3. — Srenstr. Värml. Arch. — Danunrsr. Herb. Hier. Scand. c. II no. 37—38. Hailingdal: i Flaa ved Vik paa en bakke mellem smaakrat, ved Børtnæs i Næs og i Gol paa bredden af Hemsil paa grus. Vulgata genuina ALMQU. H.* striaticeps Dautst. — Daursr. „Bidrag etc.“ i Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 26 no. 3. — STENSTR. Värml. Arch. — Dautst. Herb. Hier. Scand c. XI no. 55. | Hallingdal: Gulsvik ved nordenden af Krøderen, ved Vik i Flaa, 1 Gol ved kirken. Krødsherred: ved pladsen Hansrud ved Noresund og ved gaarden Leir. Modum: ved gaarden Askim. NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 91 H.* vulgatum. Armou. — Dantst. „Bidrag etc.“ i Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 26 no. 3. — Srenstr. Värml. Arch. — Daurst. Herb. Hier. Scand. c. II no. 89—90. — H. vulgatum Fr., var. nemorosa Fr. 1 Lips. Hier. Scand. exsic no. 74. Hallingdal: ved Brastadsæter og gaarden Rust i Gol. Krødsherred: meget alm., Bøe, Sandum, Golberg, pladsen Moen, Foslien og Olberg. Modum: Vikesund. Hovedsagelig optrader den i 2 former, en med sterkere glandelbeklædning paa svobet og en med svagere. Golsformen afviger noget fra den typiske. Svøbet er mørkere, mindre haaret, men sterkere glandelhaaret. Bladtænderne er mindre, svagere udviklede. H.* melanostictum Dautst. — Danrsr. Herb. Hier. Scand c. XI no. 86. — H. vulgatum Fr. v. elegans Lac. i BLYTTS flora og Lee. Hier. Scand. exsic. no. 71. Hallingdal: paa klipper ved gaarden Rust 1 Gol. Stængel tynd, næsten glat, opad spredt stjernehaaret. Blade tem. stive, lyst grønne, paa oversiden oftest mørkflækkede, næsten glatte, paa undersiden noget blege spredt haarede, langs midtnerven noget tættere, spredt stjernehaarede, helrandede — rudimentært tandede. De ydre basalblade ovale—spadeformige med afrundet spids, de indre elliptiske—elliptisk-lancetformede, spidse, afsmalnende til korte vingede stilke. Stængelblade 2—3, af lignende form som de indre basalblade, smaatandede. Blom- sterstand kvastformet. Kurvstilke svagt stjernehaarede og spredt bestrøede med smaa, fine glandler og noget færre—ingen haar. Svøbblade sortgrønne, de indre med lysere rand, de ydre butte, i spidsen tæt skjæghaarede, næsten uden stjernehaar, spredt glandelhaarede og sorthaarede. Kroner eggule, griffeler ligesaa. 99 S. 0. F. OMANG. H.* diaphanoides Les. i Göteborgs högre läroverks ársprogram 1882. — H. murorum v. media Lee. i Brvrr, Norges fl. — Danrsr. „Bidrag etc." i Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 26 no. 9. — Daursr. Herb. Hier. Scand. cent. II no. 84. — Lpc. Hier Scand. exsic no. 123. Hallingdal: Gol ved Brautemosæter og Rust, Flaa ved Aavestrud, Gulsvig. Krødsherred: Sandum. H.* tenebrosum Norr. „Bidrag etc.“ 1 Act. Soc. pro Fauna et Flora Fennica III no. 4 pag. 106. — Norrt. Hier. exsic. no. 129. Krødsherred: talrig paa bakker ved Foslien. Skiller sig fra Norruins exsic. alene ved noget mindre skarpt tilspidsede blade, lidt mindre svob og tættere stjerne- haarede kurvstilke. H.* subrigidum. ALMQU. — STENSTR. Vårml. Arch. — H. acu- minatum Jonp.? i Nonnr. „Bidrag ete.“ 1 Act. Soc. pr. Fauna et Flora. Fennica III no. 4. — H.* rigidum Hy. v. tenuis Hx. Lae. Hier. Scand. exsic. no. 77. (expl. til venstre, fra Valders) — Danrsr. Herb. Hier. Scand. c. IV no. 55—56. Hallingdal: Gol, ved Rolfshus, Hafton, Hagen, Rust. Næs, ved Broen over Hallingdalselven, Neesbyen, Børtnæs. Flaa, ved Aavestrud, Vik, Liabraaten. Krødsherred: ved Sandum, Leir, Golberg. NOGLE ARCHIERACIER FRA HALLINGD. OG KRØDSHER. 93 Rigida Lea. H. tridentatum. Fr. — Danrsr. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet-Ak. Handl. B. 26 no. 3. — Danunrsr. Herb. Hier. Scand. c. V no. 73—74. — MH. rigidum v. tenuis Hx. Les. Hier. Scand. exsic. no. 77 (expl. til høire). Hallingdal: Gol, ved Rolfshus, Gols kirke, Rust. Flaa, ved Vik, Liabraaten. Gulsvik. Krødsherred: ved Bøe, Læsteberg og Pladsen Hansrud ved Noresund. H* rigidum. Hx. — Dautst. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 26 no. 3. — Lae. Hier. Scand. exsic. no. 76. — Dautst. Herb. Hier. Scand. c. V no. 77. Krodsherred: 1 krat ved gaarden Leir. H. sparsifolium Lee. v. diminuta Lac. — STENSTR. Värml. Arch. — Daaest. Herb. Hier. Scand. c. IV. —. Le. Hier. Scand. exsic. no. 138. Hallingdal: Gol, i grus paa stranden ved Hemsil. Krødsherred: ved Foslien og ved pladsen Hansrud ved Noresund. H. lineatum Armou. — Dautst. ,Bidrag etc.“ i Kgl. Sv. Vet.- Ak. Handl. B. 26 no. 3. — Stenstr. Värml. Arch. — Dautst. Herb. Hier. Scand. e. X. — H. Friesii Hw. Lea. Hier. Scand. exsic. no. 81. Hallingdal: Gol, ved kirken og ved broen over Hallingdals- elven. 94 S. 0. F. OMANG. Alpestria Fr. H. glaucellum Les. — ELFSTRAND „Bot. utfl.* ı Bihang till Kg. Sv. Vet.-Ak. Handl. Band 16. Afd. III, no. 7. — H. vulgatum Fr. *glaucellum Les. i Brytt, Norges flora. — H. glaucellum Les. Hier. Scand. exsic. no. 69. Hallingdal: Gol, i krat ved Rolfshus. . Stængel tynd, indtil 5 dm. høi, spredt haaret, oventil spredt stjernehaaret. Blade sterkt glaucescente, helrandede, paa over- siden blaagraa, næsten glatte, paa undersiden spredt haarede, i randen tem. tæt cilierede. Basalblade ellipt-lancetformede, ned- løbende paa de spredt haarede stilke, de ydre butte, de indre smalere og spidsere. Stængelblade 2— 5, lancetformede, det nederste korl stilket. Blomsterstand enkel, faakurvet, med bue- formig bøiede, spredt stjernehaarede og glandelhaarede kurvstilke. Svøb tem. stort, tykt, mørkgrønt. Svobblade spidse, nogle af de inderste sylspidsede, i spidsen skjæghaarede, spredt stjerne- haarede, de ydre noget tættere stjernehaarede i randen, tem. tæt glandelhaarede af smaa, fine, gulknappede glandler og ind- blandede mellem glandlerne enkelte sorte, kort hvidspidsede haar. Kroner mørk-gule. Griffeler gule. Afviger fra Lindebergs exsic. kun ved mere haaret stængel og finere og lysere glandler paa svøbet og kurvstilkene. Kristiania 5te februar 1900. Trykt den 4 Mai 1900. "-—— 2. Arachnologisches. Von Embr. Strand. LÉ. folgenden werde ich einige Spinnen erwåhnen, welche ich im letzten Sommer, während ich mich m Nordland um arachnologischer Studien willen aufhielt, auf einer Exkursion im schwedischen Theil von Skarmodalen den 9 aug. 1899 sammelte. Dies ist ein langes Thal, dessen westlicher Theil zur norwegischen Pfarrei Hatfjelddalen gehört, während es sich gegen Osten weit über die Grenze in Schweden hinein streckt. Aber wenn auch die Spinnen auf schwedischem Boden gesammelt wurden und so zur Fauna Schwedens gezählt werden müssen, so können sie doch mit beinahe eben so viel Recht für in Nor- wegen vorkommend angesehen werden, da sie an einem Orte, welcher nur in geringer Entfernung von der Grenze liegt, ge- sammelt wurden. Obwohl die Artenzahl der gesammelten Spin- nen nur gering war (26), fanden sich doch darunter zwei sehr interessante Formen, die eine nähere Erwähnung verdienen und zwar Tmeticus vaginatus (THor.) und Drassus n. sp. Es wur- den gesammelt: Epeira marmorea (Cu.). E. quadrata (Cu.). E. cucurbitina (Cu.). 96 EMBR. STRAND. Tetragnatha extensa. (L.). Linyphia phrygiana C. L. Koch. Bolyphantes index (THor.). Lepthyphantes alacris (B1.). Bathyphantes dorsalis (Wın.) Theridium varians (Hann.). Dicyphus bituberculatus (Wip.) Dicymbimm nigrum (Br.). Tmeticus Huthwaiti (CBR.). T. vaginatus (THor.). Gnaphosa anglica (CBn.) Meines Wissens bisher nicht als in Norwegen oder Schweden gefunden bekannt. G. lapponwm (L. Koch). Clubiona sp. junges Ind. Drassus Soerenseni STRAND n. sp. Xysticus bifasciatus C. L. Koch. X. pini (Haun.). Oxyptila trux (Br.). Ergane falcata (Ct.). Lycosa amentata (CL.). Mehrere ad. Weibchen, darunter zwei mit Eiersäcken, die 5,5 X 45 und 55 X 2 mm. gross waren und 35 Junge und 17 Eier enthielten. L. lugubris Warck. Zwei Weibchen, die Eiersäcken trugen: diese waren 4 X 3 mm. gross und enthielten 25 und 34 Junge. Tarentula pulverulenta (Cru). Em Weibchen mit Eier- sack, dessen Diameter = 5 mm. war und worin 78 Eier eingeschlossen waren. Oligolophus alpinus (HERBST). Platybunus corniger (Herm.). Nach THorELL! war er in Schweden bisher nur in Østergötland und Vestmanland gefunden. ! Taorezz: Opilioni europei e asiatici [, Annali del museo civico di storia naturale di Genova*. VIII (1876)]. ARACHNOLOGISCHES. 9 Tmeticus Huthwaiti (CBr.) wurde zusammen mit T. vagi- natus gefunden. Merkwürdig genug wurden auch die in Hel- singland von diesen beiden Arten gefundenen Exemplare zusam- men getroffen!) aber wahrscheinlich ist dies nur dem Zufall zuzuschreiben, da diese Arten zu verschieden sind, als dass man an ein näheres Zusammenhören denken könnte T. Huthwaiti war bisher nicht aus Norwegen bekannt. Tmeticus vaginus (THor.). THORELL: Om några arachnider fran Grönland [,,Ofv. af Vet.-Ak. Förh.* 1872] (Erigone vaginata). Syn. Erigone macrochoera 'Tnor.: Descript. of Sev. Eur. Sp. etc. (1875). Von dieser Art habe ich drei Individuen, die sehr deutlich darlegen, dass die THorELL’schen Arten Hrigone vaginata und macrochoera, die bisher als distinkte Species angesehen wurden, in der That identisch sind. Die zwei Exemplare stimmen mit der Beschreibung von vaginata, das dritte mit jener von macro- choera, aber die Verschiedenheiten gehen gradweise in einander über und der Grund dazu, dass Verschiedenheiten existiren, liegt nur darin, dass die zwei ,vaginata*-Exemplare nicht ganz er- wachsen sind. Wie man auch durch Vergleichung der Be- schreibungen der beiden Arten sehen wird, sind die wenigen Abweichungen darin nur solche, die sich dadurch erklären lassen, dass „vaginata“ nach einem nicht ganz erwachsenen Individuum beschrieben ist. Sie soll etwas kleiner sein, ein wenig heller gefärbt, „lamina vulvae* soll „testacea“ sein, während jener von „macrochoera“ als ,sub-cinerea, apice fusca“ beschrieben ist; ausserdem soll die lamina von vaginata an der Basis zwei schwarze Flecken haben, die in der Beschreibung von „macro- choera“ nicht erwähnt sind. Diese Flecken sind am deutlichsten und rein schwarz gefärbt an dem kleinsten Individuum, ein wenig undeutlicher an dem zweiten ,vaginata*-Exemplar, aber auch ! "THonELL: Descriptions of Several Europ. a. North-African Spiders p. 33 [„Vet. Akad. Handl." B. 13, No. 5 (1875)]. Nyt Mag. f Naturv. XXXVIIL IL 7 98 EMBR. STRAND. an ,macrochoera* zeigen sie sich unter dem Mikroskop als zwei bräunliche Flecken. Betreffs der dunklen Spitze an lamina von „macrochoera“, so ist auch jene von „vaginata“ deutlich dunkler als der innere Theil von lamina. „Erigone macrochoera“ wurde nach Exemplaren aus Hel- singland und Lapland, „vaginata“ nach einem Exemplar aus Grönland beschrieben. Dass diese Benennungen in der That einer und derselben Species angehören, macht es auch weniger auffallend, dass ich Tmeticus vaginatus als in Hallingdal vor- kommend nachweisen konnte! (bis zu dieser Zeit war er nur aus Grönland bekannt), indem es sich so ergiebt, dass die Art eine in nördlichen Gegenden weit verbreitete ist. Drassus Soerenseni STRAND n. sp. Am nächsten mit Drassus umbratilis L. Koca verwandt, aber doch davon verschieden, besonders durch abweichende Bildung der Vulva. Mit Drassus gracilis WESTR. und cinereus Hann hat sie viel äussere Aehnlichkeit; da aber die Genitalien dieser Formen nicht beschrieben sind, können sie kaum mit Sicherheit wiedererkannt werden; ausserdem weist die Art auch einige Verschiedenheiten von diesen auf. Femina. Der Cephalothoraæ ist gelbbraun, um die Augen ein wenig verdunkelt, die Mittelritze und Seitenfalten ebenfalls dunkler, ohne schwarzen Randsaum. Die Behaarung weisslich, die Borsten schwarz. Der Cephalothorax ist unbedeutend länger als Patella und Tibia des letzten Beinpaares zusammen, vorn ziemlich ver- schmälert, in den Seiten gerundet; vom Hinterrande bis in die Linie zwischen den Beinen des ersten Paares allmåhlich an- _steigend; am Kopftheil oben auch in den Seiten etwas gewölbt, ! STRAND: Araneae Hallingdaliae [,Archiv for mathematik og natur- videnskab*. XXI (1899)]. ARACHNOLOGISCHES. 99 glänzend mit kurzen anliegenden Härchen bedeckt, auf dem Kopitheil, besonders zwischen den Angen, lange, abstehende Borsten. Der Kopftheil durch eine schwache Furche abgegrenzt, in den Seiten drei strahlig von der Rückenritze nach den Seiten- rändern abgehende Furchen; am Rande eine fein aufgeworfene Kante. Die Mittelritze nicht lang, aber doch deutlich. Die vordere Augenreihe durch das Tieferstehen der Seiten- augen etwas gebogen, die Mittelaugen dieser Reihe kaum näher am Kopfrande als an den Mittelaugen der hinteren Reihe. Die Augen der vorderen Reihe gleich gross und gleich weit von einander entfernt, die mittleren rund, die seitlichen oval. Die hintere Reihe über die vordere gebogen, breiter als diese, die Mittelaugen oval, schräg gegen einander gestellt, mit ihrem spitzen Ende einander mehr genähert als die vorderen Mittel- augen, die Seitenaugen dieser Reihe weit von den mittleren entfernt. Die Seitenaugen in ihrem Durchmesser von einander entfernt, jedes für sich auf einem niedern Hügelchen sitzend. Die Mandibeln ungefähr so lang als die Metatarsen des ersten Beinpaares (1 mm), etwas dicker als die Vorderschenkel, braun, an der Basıs stark knieartig hervorgewölbt, an der Aussen- seite nur wenig gewölbt, an der Innenseite etwas divergirend, an der Spitze innen schräg abgeschnitten, glänzend; aussen mit dünnen, kurzen Härchen, vorn und innen mit langen auf Knöt- chen sitzenden Borsten. Die Klaue kräftig, licht rothbraun, die Grundhälfte dunkler, stark glänzend, besonders am Grunde. Die Maxillen in der Mitte eingezogen und eingedrückt, vorn erweitert und gerundet, ebenso aussen gerundet, innen schräg abgeschnitten, in der inneren Hälfte zwei scharfe Längs- kiele, die Fläche glänzend, in der Mitte runzelig, besonders am Vorderrande mit langen, steifen Haaren besetzt. Die Länge der Lippe ist ungefähr *3 der Länge der Mandibeln, aus der Basis nach vorn allmählich verschmälert, am Rande etwas eingedrückt und uneben, der Vorderrand gerade. Lippe und Maxillen roth- braun, nach vorn zu heller gefärbt. 100 EMBR. STRAND. Das Sternum oval, hinten spitz, flach, mit leichten Ein- drücken hinter der Insertion der Hüften, mattglänzend, mit kurzen, anliegenden Härchen ziemlich dicht besetzt, am Rande lange, schwarze Borsten. Gelbbraun, schwarzbraun umrandet, die Haare gelblich weiss. Das Abdomen vorn abgestutzt, in der Mitte am breitesten, hinten verschmälert und am Ende gerundet. An der Basis ein dichter Haarschopf; die Oberseite ist mit spårlichen Federhärchen und glånzenden Schuppenhaaren bedeckt, dazwischen abstehende Borstchen, die Bauchseite ist dicht mit Federhärchen bedeckt, aber die langen Schuppenhaare fehlen. Das Abdomen oben bråunlich mäusegrau, aus der Basis in der Mittellinie ein schmaler, ungefåhr bis in die Mitte des Rückens ziehender lichter Strich, der sehr oft ganz undeutlich ist oder von einem dunklen schmalen Bande ersetzt wird, an den Seiten desselben zwei oder drei kleine längliche Strichchen und ausserdem zahlreiche kleine punktähnliche Fleckchen, die heller gefärbt sind, als die Grund- färbung von Abdomens Haarbekleidung. Selbst wenn der Mittelstrich undeutlich wird, sind die Seitenstriche immer (?) deutlich und setzen sich oft als zwei ; ee FANS parallele Fleckenreihen bis hinter der Rückenmitte fort. Die Unter- seite ist lichter, die Spinnwarzen bråunlich gelb. Die Vulva (s. die Fig.) hat in ihrer Form grosse Aehnlich- keit mit jener von Drassus umbratilis L. K., aber die schwarze, hufeisenförmige breite Costa, die nach hinten Vulva umschliesst, ist nicht ganz so weit nach vorn gezogen, vorn breit abgestutzt und endet mit zwei abgerundeten, schwarzbraunen, sehr stark glänzenden Höckern, die ein wenig nach innen verzogen sind. Unmittelbar vor diesen Höckern ist an jeder Seite eine starke, abgerundete Vertiefung, die ein wenig nach aussen verzogen ist. Die längsgehende Mittelcosta ist vorn stark erweitert und bildet beinahe ein equilaterales Dreieck, dessen Gipfel nach hinten als eine schmale Costa gezogen ist. Der vordere breite Theil der ARACHNOLOGISCHES. 101 Mittetcosta ist oben runzelig. Einige längere Haare ragen von den Seiten etwas über die Vertiefungen. Das erste, zweite und dritte Glied der Taster braungelb, das vierte röthlichbraun, das fünfte fast schwarzbraun. Das zweite Glied nach innen gebogen, an der Basis seitlich zusam- mengedriickt, gegen das Ende verdickt, im zweiten Drittheil oben und etwas nach innen drei anliegende Stacheln, das dritte Glied nur unbedeutend kiirzer als das vierte, das vierte Glied ungefähr um !/s kürzer als das Endglied. Die Beine bråunlichgelb mit röthlich-braunen Tibien, Meta- tarsen und Tarsen; sie sind mit anliegenden Federhårchen be- deckt, dazwischen abstehende längere Haare, besonders an der Unterseite der Schenkel, Patellen und Tibien. An den Metatarsen und Tarsen der zwei vorderen Beinpaare, an den Tarsen der hinteren eine Scopula. Bestachelung: I. Bempaar: Femur oben 1,1, Metatarsus unten 2 (Mitte). II. Beinpaar: Femur oben 1. 1, vorn 1, Metatarsus unten 2. III. Beinpaar: Femur oben 1. 1. 2, Patella hinten 1, Tibia oben 2. 2, unten 2. 2. 2. Metatarsus vorn 1. 1, hinten 1. 1, unten 2 (Mitte). IV. Beinpaar: Femur oben 1. 1, hinten 1, unten 2 (Spitze), Patella hinten 1, Tibia hinten 1. 1, unten 2. 9, 2, Metatarsus oben 2. 2, hinten 1. 1. 1, vorn 1. 1, unten dod tT. Lànge des Cephalothorax: 3 mm. Lànge eines Beines des IV. Paares: 7 mm. Långe eines Beines des I. Paares: 5 mm. Diese neue Art ist zu Ehren des Herrn Dr. WiLLiam _ SØRENSEN (Copenhagen) benannt. 102 EMBR. STRAND. ARACHNOLOGISCHES. Unter denen von L. Kocx in „Kgl. Sv. Vetenskaps-Akade- miens Handl.* B. 16, N. 5 (1878) beschriebenen arktischen Spinnen sind zwei, die er Linyphia albula und concinna be- nennt. Aber beide. diese Namen waren schon lange vergeben. CAMBRIDGE beschrieb ın „Annals and Magazine of Natural History“ (1861) eine L. albula und THORELL benannte eine in „Kgl. Sv. Vet.-Akad. Handl.* B. 13, N. 5 (1875) beschriebene Art L. concinna. Da also die beiden Kocu’schen Namen wahr- scheinlich durch andere ersetzt werden müssen (es ist nicht ganz abgemacht, dass die Arten congenerisch sind), schlage ich hiermit für albula den Namen Kochiella und für concinna den Namen tomskica (nach dem Fundorte (Tomsk)) vor. Für die in Tullgrens „Bidrag till Kännedomen om Sveriges Pseudo- scorpioner“ (,Entomologisk tidsskrift* 1899), p. 161 beschriebene Art (Chelifer n. sp.?), die wie es scheint, gewiss neu sein muss, schlage ich den Namen Tullgreni vor. Kristiania Jan. 1900. Trykt 15de Juni 1900. Bemerkungen iiber einige Planktondiatomeen. Von H. H. Gran. (Mit Tafel IX.) IB den zahlreichen Planktonproben, die ich in den letzten Jahren untersuchte, beobachtete ich mehrmals Formen, die ent- weder neu oder ungenügend systematisch bearbeitet sind. Die allgemeinen biologischen und hydrographischen Resultate der Untersuchungen sind anderswo veröffentlicht worden (C. G. Jou. Petersen [98]!, Hjort & Gran [99, 00], Gran [00, 1]; hier möchte ich einige systematische Bemerkungen zusammenstellen. I. Die Gattung Lauderia und ihre nächsten Verwandten. Die Gattung Lauderia wurde zuerst von CLEVE [73, 1] auf- gestellt; als Gattungscharakter giebt er an (1. .c. p. 8): „Frustule cylindrical, sideview orbicular, covered, at least near the margin, with numerous short, hairlike processes or spines. Frontview annulated. Sculpture consists of very fine puncta“. Nach seiner Ansicht ist die Gattung einerseits mit Creswellia (Stepha- nopysis), andererseits mit Striatella verwandt. Als einzige 1 Die in Klammern | | angeführten Zahlen geben die Erscheinungsjahre der Publicationen an und weisen auf das alphabetische Literaturver- zeichniss hin, 104 H. H. GRAN. Art beschreibt er Lauderia annulata Cr. aus dem Meere bei Java. Die Zeichnung zeigt (l. c. Taf. I, Fig. 7), dass die Zellen zu kurzen Ketten vereinigt und die Schalen ein wenig gewölbt sind. Die kleinen Dörnchen der Schalen sind zum Theil ganz kurz, theilweise aber ziemlich lang, parallel mit der Kettenachse, der Pervalvarachse der Zelle. In dem von der Challengerexpedition gesammelten Materiale hat CASTRACANE [86] ausser Lauderia annulata noch drei andre: Arten gefunden, welche er als neue beschreibt. Von diesen ist Lauderia elongata CasrR. mit L. annulata sehr nahe verwandt, während die beiden anderen, L. pumila Castr. und L. moseleyana Castr. ganz flache Schalen haben, welche am Rande mit einer einzigen Reihe kurzer Dörnchen versehen sind. CASTRACANE hat zu CLEVE's Gattungsdiagnose nichts neues zu fügen. PERAGALLO beschrieb in einer Abhandlung über die Diato- meen von Villefranche [88], welche mir leider nicht zugänglich war, 3 neue Arten: Lauderia delicatula, mediterranea und obtusata. Später [92] hat er aber die zwei letzteren aus der Gattung entfernt; Lauderia medilerranea ist ein Dactyliosolen, und Lauderia obtusata (ScHous».) PERAG. heisst jetzt Podosira rotundata (Scuouss.) PERAG. Lauderia delicatula PEraG ist mit L. pwmila CASTR. nahe verwandt. In seinem Sylloge Algarum führt pe Toni [92] Lauderia in der Familie Striatellaceæ auf, mit welcher Familie die Gattung die Zwischenbänder gemeinsam hat, sonst aber sehr wenig. Erst durch PERAGALLO's verdienstvolle „Monographie du genre Rhizosolenia et de quelques genres voisins [92] werden die centrischen Diatomeen, welche mit zahlreichen Zwischenbändern versehen sind, in eine Familie zusammengestellt. Schütt machte in ENGLER und Prantıs Natürlichen Pflanzenfamilien [96] Pag. 83, aus den Arten mit flachen Schalen und nur einer Reihe von Randdörnchen (L. pumila, delicatula und Moseleyana) eine neue Untergattung Detonula, BEMERKUNGEN ÜBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 105 CLEVE beschrieb [96,1] eine neue Art aus der Baffins Bucht, Lauderia confervacea, mit flachen Schalen und fest zusammen- hängenden Ketten. In seinem , Treatise on the Phytoplankton &e* [97] bildet er ferner eine Form von Lauderia annulata ab, die an den nordeuropäischen Küsten lebt (Taf. II, Fig. 15— 15), und Lauderia delicatula H. PrraG. aus dem Atlantischen Ocean. Selbst habe ich [97,2] eine neue Art, Lauderia fragilis, beschrieben, welche an jeder Zellwandhälfte nur ein Zwischen- band trägt, und endlich hat neuerdings D. ScHRÖDER [00] die interessante Beobachtung gemacht, dass die Ketten von Lau- deria delicatula H. PrraG. von Gallerte zusammengehalten werden, und dass durch das Centrum der emen Schale, die Gallerte und das Centrum der anderen benachbarten Zelle ein feiner, überall gleich dicker Stachel hindurchgeht. Von der Natur des Stachels sagt er nichts; wahrscheinlich ist er homolog mit dem centralen Faden der Gattung Thalassiosira. Wegen dieses „Stachels“ stellt er für die betreffende Art eine neue Unter- gattung, Delicatula, auf. CLEVE [96, 1] hat eine Beobachtung gemacht. welche für die Systematik der Gattung sehr wichtig ist; er hat im Plankton der Baffin-Bucht ganze Zellen von Coscinodiscus bioculatus Grun. gefunden, welche zahlreiche Zwischenbånder haben wie eine Lauderia. „Entire frustules are eylindrical, with long, transversely plicate, very thin connecting zone, and the species might be considered as a Lauderia* (l. c. Pag. 10). Aus dieser Beobachtung folgt entweder, dass Coscinodiscus bioculatus kein Coscinodiscus, sondern eine Lauderia ist, oder dass die Zwischenbänder nicht so gute systematische Charaktere bieten, wie es bisher angenommen ist. CLEVE scheint das letztere anzunehmen, da er fortwährend in seinen späteren Abhandlungen die betreffende Alge Coscinodiscus bioculatus benennt. Leider haben die meisten Diatomeenforscher sich darauf beschränkt, die Schalen und ihre Struktur zu beschreiben, 106 H. H. GRAN. wåhrend das Studium der Gürtelbandzone sehr vernachlåssigt ist; darum wissen wir sehr wenig iiber das Vorkommen der Zwischenbånder bei den centrischen Diatomeen; die Zeichnungen der verschiedenen Autoren zeigen aber gelegentlich, dass Zwischen- bånder in verschiedenen systematischen Gruppen vorkommen können. In A. Scummts Atlas sind sie zum Beispiel sehr deutlich bei Auliscus prwinosus var. sansibarica (Taf. 31, Fig. 15) und bei Aulacodiscus scaber Raurs (Taf. 33, Fig. 6), die letztere Zeichnung wird auch von Scaürr [96] wiedergegeben, und er bemerkt in der Gattungsdiagnose: „Zwischenbänder wahr- scheinlich vorhanden“. Selbst habe ich in einer früheren Abhandlung [97, 2] gezeigt, dass die Gattung Thalassiosira konstant für jede Zellhälfte ein ringförmiges Zwischenband hat: dasselbe ist auch der Fall mit Coscinodiscus polychordus Gran. Coscinodiscus stellaris Roper, der an der norwegischen Küste ziemlich allgemein im Plankton vorkommt, hat keine Zwischenbänder; bei Coscino- discus concinnus habe ich aber auf einer Zellhälfte 4 gesehen, die ganz ähnlich gebaut waren, wie die Zwischenbänder von Lauderia und Gwinardia. Alle diese Beobachtungen zeigen, dass eine Revision der Systematik der centrischen Diatomeen nothwendig ist. Eine durchgehende Revision ıst doch sehr schwer auszuführen schon aus dem Grunde, dass viele Formen nur aus Bodenproben ete. als lose Schalen bekannt sind. Hier will ich mich nur darauf beschränken, die mit Lauderia verwandten Planktonformen zu behandeln. Da Coscinodiscus concinnus W. Sm. deutliche Zwischen- bänder hat und ausserdem einen Kreis von kleinen Dörnchen nahe am Schalenrand, passt CrEvE' s ursprüngliche Diagnose von Lauderia auch auf diese Art. Zwar hat die Schalenwand von Coscinodiscus concinnus eine deutliche Kammerstruktur, während bei Lauderia: ,Sculpture consists of very fine punkta*. Aber in den meisten Diatomeengattungen giebt es ja sowohl BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 107 Arten mit grober Struktur als andere, bei denen die ,puncta* oder ,striæ* kaum wahrnehmbar sind. So lange die Schalen- struktur nur an einzelnen Arten genauer studiert ist, können solche Unterschiede keine systematische Verwendung finden. Die grosse Gattung Coscinodiscus ist sehr heterogen; aber Coscinodiscus concinnus ist mit den ursprünglichen Typen (C. radiatus etc.) so nahe verwandt, dass es von diesen ge- nerisch nicht getrennt werden kann. Wenn darum die Gattung Lauderia keine andere besondere Merkmale hätte, als in der ursprünglichen Diagnose angegeben, wäre sie einzuziehen. Der Typus der Gattung ist Lauderia annulata Cr., welche zuerst vom Meere bei Java beschrieben wurde; an den euro- päischen Küsten kommt eine sehr nahestehende Form vor, die aber schwächer verkieselt und zarter ist als die tropische. Durch die Güte des Herrn E. Tuum, Leipzig, erhielt ich eine Plankton- probe von der Bucht von Bengalen, welche reich an der tropi- schen Lauderia annulata CL. war. Die Schalen sind besonders am Rande mit zahlreichen feinen Stacheln besetzt, durch welche feine Schleimfäden herausgehen. Die äussersten Stacheln sind ganz kurz; die Schale ist hier ge- wölbt, und die Richtung der Stacheln ist ungefähr parallel mit einer Linie vom Centrum der Zelle bis zum Schalenrand. Etwas weiter innen steht ein unregelmässiger Kreis viel grösserer Stacheln, welche alle mit der Kettenachse, der Pervalvarachse der Zelle parallel sind. In der Nähe des Centrums berühren die Schalen der Nachbarzellen einander, hier sind keine Stacheln vorhanden; im Centrum selbst aber, wo die Schalen wieder ein wenig eingebuchtet sind, steht eine dichte Gruppe von ganz kleinen Stacheln. Alle diese Stacheln stehen mehr oder weniger unregelmässig, aber doch im grossen und ganzen radıal symmetrisch geordnet; ausserdem hat aber jede Schale einen unpaaren Stachel, der von den übrigen auffallend verschieden ist. Er steht nicht weit vom Rande entfernt, ist so dick ungefähr wie die grossen 108 H. H. GRAN. parallelen Stacheln, aber etwas kürzer und stumpfer als diese, und seine Richtung ist schråg vom Centrum der Zelle heraus. Dieser unpaare Stachel ist von den früheren Beobachtern übersehen worden: sein Vorkommen ist aber so konstant, dass ich ihm grosse systematische Bedeutung zuschreiben möchte. Eine ganz ähnliche Bildung ist zu finden bei der nordischen Lauderia annulata, und ist bekannt bei Thalassiosira-Arten und einigen Formen, die mit Unrecht zur Gattung Coscinodiscus hingeführt sind. Für die Gattung Actinocyclus ist gleichfalls ein solcher kurzer, unpaarer „Pseudonodule“ charakteristisch (cir. zum Beispiel van Hevurck's Traité des Diatomées [99], Pag. 522). Der unpaare Stachel bei Lauderia annulata zeigt nach meiner Ansicht, dass diese Art mit Rhizosolenia nahe verwandt ist; die Rhizosolenien mit ringförmigen Zwischenbåndern, zum Beispiel Rh. Stolterfothii und noch mehr die kürzlich von CLEVE [00] beschriebene Rh. delicatula Cr. (I. c. Pag. 28, Fig. 11), haben Schalen, die mit Ausnahme des unpaaren Stachels fast ganz centrisch symmetrisch sind. Die Gattung Lauderia ist aber von Rhizosolemia (und Guinardia) durch die zahlreichen Randstacheln getrennt. Die Lauderia-Arten aus der Section Detonula sind nach meiner Ansicht in eine besondere Gattung aufzuführen, welche dann den von ScHhürr gegebenen Namen behalten wird. Die Gattungsdiagnose wird dann so lauten: Lauderia Cu. Zellen eylindrisch, gerade Ketten bildend. Schalen kreis- förmig, schwach gewölbt, mit zahlreichen feinen Stacheln be- setzt, durch welche dünne Schleimfäden ausgehen. In der Nähe des Schalenrandes steht ein unpaarer Stachel, der meist etwas kräftiger ıst als die anderen. Jede Zellwandhälfte (Theka) mit mehreren ringförmigen Zwischenbändern. Chromatophoren: zahl- reiche kleine, oft etwas gelappte Platten, BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 109 Arten: 1. Lauderia annulata Ci. [73, 1], Pag. 8, Taf. I, Fig. 7. CASTRACANE [86], Pag. 89, Taf. VIII, Fig. 7. PERAGALLO [92], Pag. 105, Taf. I, Fig. 11. Tab. nostr. IX, Fig. 1—4. Ketten fest zusammenhångend, die Zellen berühren emander mit einer Partie nahe an der Schalenmitte; aber nicht im Centrum selbst, wo die Schalen ein wenig eingebuchtet sind. Schalen cirkulär; die Randpartie schräg aufsteigend, mit kleinen kurzen Stacheln dicht besetzt; weiter innen eine flach gewölbte Zone mit wenigen kleinen Stacheln und nahe am Rande mit einem Kreis paralleler, kråftiger Nadeln, welche bis zur Schale der Nachbarzelle reichen; dann eine flache, stachellose Zone und endlich in der Mitte eine kleine Einsenkung, wo eine kleine Gruppe von punktförmigen Verdickungen zu sehen ist. Der unpaare, schräg ausgehende Stachel steht in ungefähr derselben Entfernung vom Rande als die parallelen Nadeln, so dick wie diese, aber ein Drittel kürzer, mit abgerundeter Spitze. Zwischenbänder zahlreich ringförmig oder halskragenförmig, mit schrägen Berührungsflächen, so dass die jüngeren Bänder in die älteren schwach eingeschachtelt sind. Jeder Ring ist auf der einen Seite gespalten, aber die Ränder berühren einander in einer Naht. Bei der Naht sind die Ecken abgerundet auf der gegen das Gürtelband gekehrten Seite, so dass eine kleine spitze Öffnung entsteht, welche durch das nächstfolgende jüngere Band ausgefüllt wird. Diameter der Schale 24—75 u. Zellwand ziemlich dick, stark verkieselt. Chromatophoren sehr klein. Dauersporen unbekannt. Verbreitung: Indischer Ocean, Meer bei Java (Greve), Bucht von Bengalen (THum). Lauderia annulata Cr. f. elongata (CASTR.). Lauderia elongata Castr. [86], Pag. 89, Taf. IX, Fig. 4. 110 H. H. GRAN. In Uebereinstimmung mit ScHürr [96], der CasrRACANE'S Abbildung unter dem Namen L. annulata reproducirt (l. c. Pag. 83, Fig. 134), ziehe ich L. elongata Casrr. als eine Form von L. ammulata em. Sie unterscheidet sich von der Hauptform nur durch schmalere und längere Zellen und etwas mehr ge- wölbte Schalen. Verbreitung: Philippinen. 2. Lauderia borealis n. sp. Taf. IX, Fig, 5—9. Syn: Lauderia annulata Cr. [97], Taf. II, Fig. 15—15, und in den übrigen Abhandlungen über nordatlantisches Plankton. å — GRAN [00, 1], Pag. 40 und m Hjort & GRAN [99, 00]. Diese Form, die an den nordatlantischen Küsten von meh- reren Forschern beobachtet wurde, ist der tropischen L. annulata sehr ähnlich. Es ist möglich, dass Uebergangsformen später gefunden werden können; vorläufig habe ich es aber am rich- tigsten gefunden, die nordische Alge als eine eigene Art aufzu- führen. Von Lauderia annulata unterscheidet sie sich durch fol- gende Charaktere: Die Zellwand ist im ganzen viel zarter und weniger ver- kieselt; die Ringbildungen der Zwischenbänder undeutlicher, auf der jüngeren Zellwandhälfte fast unsichtbar. Die Schalen ein wenig unregelmässig gewölbt. Die Stacheln der Schalen sind sehr klein und zart; die mit der Pervalvarachse parallelen Nadeln sind zahlreicher als bei L. annulata, aber ganz zart, im Wasser unsichtbar; im Schalen- ansicht können die parallelen Nadeln von den übrigen Stacheln nicht unterschieden werden. Der unpaare Stachel viel kräftiger als die übrigen, schräg ausgehend wie bei L. annulata. Chromatophoren eckig oder ein wenig gelappt, grösser als bei L. annulata. Dauersporen unbekannt. BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 111 Diameter der Schale: 34—47 u. Länge der Pervalvarachse: 26—54 u. Verbreitung: Nordeuropåische Kiisten vom englischen Kanal und der Ostsee bis zum nördlichen Norwegen. 3. Lauderia glacialis (Grun), Taf. IX, Fig. 10—14. Syn: Podosira hormoides var. glacialis Grun [S4], Taf. D, Fig. 32. » Podosira glacialis Cr. [96,1], Pag. 12, Taf. II, Fig. 17—20. und in spåteren Arbeiten über nordatlantisches Plankton. : — GRAN [97, 3], Pag. 132 und [00, 1], Pag. 40. » (2) Podosira sp. Ostenr. [99], Pag. 55 (nach der Beschreibung). Diese Art, welche?bei den skandinavischen Planktonforschern unter dem Namen Podosira glacialis (GRUN) Cr. geht, ist eine echte Lauderia, welche mit L. annulata nahe verwandt ist. Zellen kurz cylindrisch mit flach gewölbten Schalen; die Ketten bestehen nur aus wenigen Zellen, welche einander nicht direkt berühren, sondern nur durch zahlreiche feine Schleimfäden und amorphe Gallerte zusammen gehalten werden (Fig. 11). Die Schleimfäden gehen durch die kleinen Stacheln aus, welche über die ganze Fläche der Schalen vertheilt sind. Die Stacheln stehen am Schalenrande sehr dicht, oft m schräg oder spiralförmig aufsteigenden Reihen; m der Mitte der Schalen sind sie mehr von einander entfernt. Der unpaare Stachel wie bei den vorigen Arten. Zwischenbänder ähnlich gebaut wie bei L. annulata, an jeder Zellwandhältte (Theka) ungefähr 4 vorhanden; an der jün- geren Hälfte (Hypotheka) sind sie doch oft sehr unscheinbar, während sie an der älteren (Epitheka) immer deutlich sind. Dauersporen werden in derselben Weise wie bei Thalassio- sira gravida und den meisten Chætoceras-Arten, gebildet >: in jeder Zelle bilden sich zwei Schalen, welche mit ihren Rändern 112 H. H. GRAN. ohne Gürtelband dicht zusammen schliessen. Die Schalen der Sporen sind den gewöhnlichen vegetativen Schalen ähnlich, aber dicker und mehr gewölbt; über die ganze Fläche sind sie mit kleinen, kurzen Stacheln besetzt, welche am Schalenrande am dichtesten stehen. Diameter der Schale: 36—64 u. Länge der Pervalvarachse: 30—40 u, Verbreitung: Küsten des nördlichen Eismeeres (Grönland), Norwegische und Schwedische Küste bis zum Christianiafjord und Kattegat, besonders im Winter. In der Schalenansicht ist Lauderia glacialis sehr ähnlich Thalassiosira gravida CL.; diese Art kann doch sehr leicht unterschieden werden, ob auch die Schalen geglüht und gekocht sind, da sie in der Schalenmitte zahlreiche dichtstehende sehr feine Punkte hat, durch welche wahrscheinlich der für Thalas- siosira charakteristische centrale Schleimstrang mit dem Inneren der Zelle in Verbindung steht. Bei Lauderia glacialis stehen die punktförmigen kleinen Stacheln in der Schalenmitte sehr entfernt. Detonula Schütt. Schalendeckel flach oder wenig gewölbt, ohne Stacheln auf der Fläche, mit einem einfachen Stachelkranz am Rande. Unpaarer Stachel („Pseudonodule“) fehlt. Sonst wie Lau- deria. Sectio I. Delicatulee SCHRÖDER. | Die Zellen berühren einander in der Kette nicht mit dem Schalenrande, sondern nur mit emer subeentralen Partie der Schale. Die Ketten werden dureh einen centralen Strang und durch Gallerte zusammengehalten. 1. Detonula delicatula (H. PERAG.) GRAN. Lauderia delicatula H. Perac. [88], Taf. 6, Fig. 46. [92], Pag. 105, Tai. I, Fig. 13. BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 113 Lauderia delicatula CLeve [97], Taf. Il, Fig. 21. — B. ScHRÖDER [00], Pag. 23, Tai. I, Fig. 9. Verbreitung: Mittelmeer, Atlantischer Ocean. 2. Detonula pumila (CASTR.) SCHÜTT. Lauderia pumila Castr. [86], Pag. 89, Taf. IX, Fig. 8. Wenig bekannt, wahrscheinlich mit der vorigen Art nahe verwandt. Verbreitung: Philippinen. Sectio II. Confervaceæ GRAN mscr. Zellen in den Ketten fest verbunden; die Randstacheln der Nachbarzellen greifen zwischen einander ein. 3. Detonula Moseleyana (CASTR.). Lauderia(2) Moseleyana Castr. [86], Pag. 90, Tal. XXIV; Fig. 9. — H. Prrac. [92], Pag. 105, Taf. I, Fig. 10. Verbreitung: Indischer Ocean. 4. Detonula confervacea (CL.). Lauderia confervacea Cu. [96, 1, Pag. 11, Taf. II, Fig. 21. Verbreitung: Baffins Bucht. 5. Detonula cystifera Gran. Taf. IX, Fig. 15—20. Lauderia cystifera GRAN nom. nud. in C. G. Jou. PETERSEN [98], Pag. 18. Zellen cylindrisch, 1.5—3 mal länger als dick. Schalen kreisrund, flach, am Rande mit ganz kleinen Zähnchen besetzt, in der Mitte mit einem Pünkichen. Zwischenbånder zahlreich, ziemlich schwer unterscheidbar. Dauersporen paarweise entstehend in derselben Weise wie bei Chetoceras furcellatum (GRAN [97, 2]) und Melosira hyperborea (Gran [00, 2]. Zuerst findet eine Zelltheilung statt, bei welcher die neuen Schalen viel dicker sind als die gewöhnlichen Schalen; nachher sammelt sich der Inhalt in der Nåhe von diesen neuen Schalen, und es werden zwei neue von åhnlicher Form gebildet. Die Schalen der Sporen dickwandig, unregelmåssig punktiert, Nyt Mag. f Naturv. XXXVIIL II. 8 114 H. H. GRAN. am Rande gewölbt, mit einer Reihe kräftiger Dürnchen, welche etwas inseits des Randes entspringen. Diameter der Schalen 6,5—15 u. Verbreitung: Limfjord in Dänemark im Winter (G. G. Jon. PETERSEN). Detonula cystifera ist von den früher bekannten Arten mit D. confervacea Cr. am nächsten verwandt. Vielleicht werden spätere Untersuchungen zeigen, dass sie mit dieser identisch ist: vorläufig müssen sje aber getrennt werden. Verwandt mit Lauderia und Detonula sind einige cen- trische Diatomeen, welche in jeder Theka konstant nur ein Zwischenband haben; alle diese Formen sind kettenbildende Diatomeen, welche sich um die Gattung Thalassiosira grup- piren. Sie können jedoch nicht alle mit dieser Gattung vereint werden; darum finde ich es nothwendig, em Paar neue Gattungen aufzustellen. Bacterosira n. g. Ketten dicht zusammenhängend, die Schalen der Nachbar- zellen berühren einander mit dem grössten Theil ihrer Fläche. Schale kreisrund mit einem centralen Pünktchen und einem einfachen Kreis von Stacheln am Rande. Die Stacheln greifen in der Kette in die Zwischenräume zwischen den Randstacheln der Nachbarzelle ein. Unpaarer Stachel fehlt. Jede Theka mit einer Copula, welche halskragenförmig ist wie die Zwischenbänder von Lauderia. An der Grenze zwischen Copula und Pleura eine gegen das innere Zelllumen verdickte Leiste. Zwischen Copula und Valva ein etwas weniger ver- dickter Saum. Einzige Art: Bacterosira fragilis GRAN. BEMERKUNGEN ÜBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 115 Syn. Lauderia fragilis Gran [97, 2], Pag. 6, Tai. I, Fig. 12—14. Verbreitung: Kisten von Grönland, Nördliches Norwegen. Coscinosira n. g. Ketten locker; die Zellen berühren einander nicht, sondern werden von mehreren (4—9) Gallertfåden veremigt, welche von klemen, in einem Kreis geordneten Höckern auf der Oberfläche der Schale ausgehen. Kein centraler Gallertstrang. Schalen mit einem Kreis von kleinen Stacheln am Rande und einem etwas grösseren unpaaren Stachel ein wenig weiter innen. Copulæ und Pleuræ wie bei der vorigen Gattung. . Einzige Art: Coscinosira polychorda GRAN. Syn. Coscinodiscus polychordus GRAN [97, 1], Pag. 30, Taf. II, Fig. 33, Taf. IV, Fig. 56. Anm. Den unpaaren Stachel habe ich bei meiner ersten Unter- suchung nicht bemerkt; er ist darum auf der Zeichnung nicht mitgekommen. Verbreitung: Küsten von Nordeuropa und Grönland. Thalassiosira CLEvE [73, 2]. Ketten locker; die Zellen berühren einander nicht, sondern werden von einem centralen Gallertstrang vereinigt. Schalen mit in einem Kreis oder unregelmässig geordneten Stacheln am Rande. Unpaarer Stachel vorhandend oder fehlend. Sonst wie vorige Gattung. Sect. I. Randstacheln klein, sehr zahlreich; unpaarer Stachel vorhanden: Pseudolauderia. 1. Thalassiosira gravida Cr. [96, 1], Pag. 12, Taf. II, Fig. 14—16. == GRAN [97, 1], Pag. 28, Taf. IV, Fig. 57—58. Randstacheln unregelmåssig in mehreren Reihen geordnet. Gallertstrang kråftig. Zellen in den Ketten gleich weit von einander entfernt. 116 H. H. GRAN. Verbreitung: Nördliches Eismeer, Kisten von Grönland, Nord-Europa und Sibirien. 2. Thalassiosira hyalina (GRUN.) GRAN. Syn. Coscinodiscus hyalinus Grun. [80], Pag. 113, Taf. VII, Fig. 198. » Thalassiosira Clevei Gran [97,1], Pag. 29, Taf. IV, Fig. 60—62. » Th. hyalina Gran [97, 2], Pag. 4, Tai. I, Fig. 17—18. Randstacheln in einem einfachen Kreis. Gallertstrang schwach. Zwischenräume zwischen den Zellen von ungleicher Grösse. Verbreitung: Nördliches Eismeer. Küsten von Grönland und Nördl. Norwegen. Sect. II. Randstacheln wenige, kräftig. Unpaarer! Stachel fehlt: Euthalassiosira. 3. Thalassiosira Nordenskiöldii Cr. [73, 2], Pag. 6, Tai. lieto ir — GRAN [97, 1], Pag. 28, Tat. IV. Eigs59: Ketten vielzellig, die Zellen nicht weit von einander entfernt. Schalen in der Mitte mit einer konischen Einbuchtung, und einem deutlichen Porus für den Gallertstrang. Schalenstruktur sehr fein, sichtbar als dichtstehende feine Punkte, welche in radial verlaufende, wellig gebogene, dichotom verzweigte Reiben geordnet sind. Verbreitung: Nördliches Fismeer, Küsten von Grönland und Nord-Europa. 4. Thalassiosira gelatinosa Hrxsen [87], Pag. 87. Syn. Coscinodiscus excentricus autt. p. p. » Coscinodiscus excentricus Enn. var. catenata GRAN [97, 1}, Pag. 30. Ketten sehr locker, aus wenigen Zellen gebildet; die Zellen sind oft in Schleimmassen unregelmåssig vertheilt. Schalen mit deutlicher Kammerstruktur, ohne centrale Fin- buchtung und ohne deutlichen Porus för den Gallertstrang. BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 117 Verbreitung: Kisten von Nord-Europa. CrEvE hat zuerst [97], Pag. 25, darauf aufmerksam gemacht, dass mit der ziemlich unvollständigen Beschreibung HENSEN'S wahrscheinlich diese Form gemeint ist. Es wird wohl schwer sein, die Identität sicher festzustellen; mit CLEVE finde ich aber, dass die Form als zweckmässig diesen Namen behalten mag: vor allem ist es wichtig, feste Bezeichnungen zu erhalten. Zur Gattung Thalassiosira möchte ich auch jedenfalls vor- läufig eine zweifelhafte kleine Alge hinführen, welche OSTENFELD (99], Pag, 55) unter dem Namen Podosira (?) subtilis OSTENF. vom nördlichen Atlantischen Ocean beschrieben hat. Selbst habe ich sie ungefähr gleichzeitig an der Küste des nördlichen Norwegen gefunden; ÖSTENFELD hat mir freundlichst Präparate geschickt, durch welche es mir möglich war zu konstatieren, dass die norwegische Form mit der atlantischen identisch ist. Ausserdem hat Herr P. Kravsen, Odense, mir schön gefärbte, in Styrax eingebettete Einzelpräparate zur Verfügung gestellt. Die Zellen von Thalassiosira subtilis (OsrENF.) sind, wie es auch OsrENFELD bemerkt, sehr ähnlich den Zellen von Thalas- siosira gravida. Sie haben wie diese ein Zwischenband in jeder Theka. Die Alge unterscheidet sich aber von den Thalas- siosira-Arten dadurch, dass sie keinen sichtbaren centralen Gallertstrang hat, und es ist nicht möglich, irgend welche spe- cielle Organe zu entdecken, durch welche der umgebende Schleim ausgeschieden werden könnte. Darum hat ÖSTENFELD sich ent- schlossen, die Art von Thalassiosira getrennt zu halten und vorläufig unter Podosira unterzubringen. Podosira Eur. ist eine Gattung, welche sehr schlecht be- grenzt ist; von den verschiedenen Autoren ist sie verschieden aufgefasst worden, und von den meisten Forschern wird sie als eine Untergattung von Melosira angesehen. Als Typus für Podosira muss Podosira Montagnei Körz aufgefasst werden, eine Alge mit schön entwickelten Ringbildungen, welche wahr- 118 H. H. GRAN. scheinlich echte Zwischenbänder sind, wie es auch Otto MÜLLER (186], Pag. 314) und Scaört ([96], Pag. 56, Fig. 65) meinen. Thalassiosira subtilis hat mit den typischen Podosira- Arten sehr wenig gemeinsam, während die Thalassiosira-Arten ohne Zweifel ihre nächsten Verwandten sind. Spätere Unter- suchungen werden vielleicht zu dem Resultate führen, dass sie in eine eigene Gattung von Thalassiosira getrennt werden muss; da sie aber noch nicht genau bekannt ist, specielt die Gallert ausscheidenden Organe betreffend, mag sie vorläufig am besten den Namen Thalassiosira subtilis behalten. Wahrscheinlich wird die Gattung Thalassiosira noch mehrere Arten umfassen, die jetzt zu Coscinodiscus gerechnet werden. CLEVE hat zum Beispiel beobachtet, dass Zellen von Coscino- discus balticus GRUN. durch einen centralen Gallertstrang zu kurzen Ketten vereinigt sein können. Wenn diese Art auch sonst in ihrem Zellbau mit Thalassiosira übereinstimmt, muss sie zu dieser Gattung gerechnet werden, obschon vielleicht die Coloniebildung selten eintrifft. Wenn die Coloniebildung syste- matische Bedeutung haben soll, so ist die Hauptsache wie, durch welche Organe dieselbe vor sich geht. Je ausgeprägter die Organe sind, je tiefer die Coloniebildung auf den ganzen Bau der Zelle einwirkt, desto grösser wird der systematische Werth der betreffenden Organe. Dagegen wird es von unter- geordneter Bedeutung sein, ob die Coloniebildung in den ein- zelnen Fällen wirklich eintritt oder nicht; Cheetoceras gracile ScHÜTT wird z. B. von allen Autoren zur kettenbildenden Gattung Chætoceras gerechnet, wenn auch die Art selbst immer nur als einzelne Zellen lebt, ja Ohwtoceras boreale und criophilum haben Varietäten (oder Formen), welche als einzelne Zellen umherschweben, während die Hauptarten lange Ketten bilden. Da ich mit dieser Arbeit nur die Absicht hatte, etwas mehr Klarheit zu schaffen über einige Formen, die für die allgemeinen hydrographisch-biologischen Untersuchungen im nördlichen At- BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 119 lantischen Ocean wichtig sind, möchte ich auf den systematischen Zusammenhang der verschiedenen Gattungen nicht nåher ein- gehen. Das System der centrischen Diatomeen ist noch sehr mangelvoll; der erste Schritt muss aber sein, die Arten und Gattungen zu begrenzen. Wie man aus der obigen Darstellung sieht, sind die Gat- tungen, welche mit einer excentrischen Spitze oder einem un- paaren Stachel versehen sind, nahe mit einander verwandt. Actinocyclus, Thalassiosira (Sect. Pseudolauderia), Lauderia, Rhizosolenia bilden eine zusammenhängende Reihe. Wie man sich die phylogenetische Entwickelung denken soll, kann bıs jetzt nicht entschieden werden, weil man noch zu wenig über die physiologische Funktion der Organe weiss. Der kleine excentrische Stachel bei Actinocyclus und Lauderia kann als eine rudimentäre Rhizosolenia-Spitze aufgefasst werden, es ist aber auch möglich, dass er eine selbständige physiologische Funktion auszuführen hat, und dass die Rhizosolenia-Spitze sich phylogenetisch aus ähnlichen Bildungen entwickelt hat. Die Zwischenbänder sind systematisch sehr wichtig, da ihr Vorkommen oder Fehlen bei den verschiedenen Formen konstant ist. Die Unterscheidung der grösseren Gruppen muss aber von den Symmetrieverhältnissen ausgehen. Scrött's Eintheilung der centrischen Diatomeen [96] ist im Ganzen natürlich, viel besser als zum Beispiel das künstliche System von Van HEUuRrcK [99]. SCHÜTT führt 4 Hauptgruppen auf: Discoideæ, Solenoideæ, Biddulphioideæ, Rutilarioidew. Die zwei ersten Gruppen können jedoch nicht auseinander gehalten werden; als Merk- male giebt er an: Discoideæ: Zellen discusartig, flache Scheiben, kurze Büchs- chen, Querschnitt meist kreisfórmig, meist ohne Hórner oder Buckel. Solenoideæ: Zelen stabartig, mehrfach länger als dick, meist von kreisfórmigem Querschnitt. Entscheidend wird also das Verhültniss zwischen dem Durch- messer der Schale und der Pervalvarachse; dies Verhältniss 120 H. ET GRAN. schwankt aber allzu sehr, um als Prinzip für die Hauptein- theilung benutzt werden zu können. Dazu kommt zwar, dass die einzige Familie unter Solenoideæ durch „Schalen mit zahlreichen Zwischenbändern“ charakterisirt wird. Dieses Merkmal genügt aber auch nicht, da unter den discoiden Diatomeen mehrere Gattungen zahlreiche Zwischenbänder haben (z. B. Coscinodiscus, Aulacodiscus etc.), während andererseits eine unter Solenoideæ aufgeführte Gattung, Leptocylindrus, keine Zwischenbänder hat. Am natürlichsten wäre es vielleicht, von den eucyklischen Gattungen diejenigen als eine eigene Abtheilung zu trennen, bei welchen die Zwischenbänder vollständig fehlen, z. B. Melosira (excl. Podosira), Stephanopyxis, Skeletonema II. Rhizosolenia alata Bricutw. f. curvirostris n. f., Taf. IX, Fig. 21—92. In einer Probe, die Dr. Hjort im Lyngdals-Fjord im siid- lichen Norwegen im August 1898 gesammelt hat, fand ich in ansehnlicher Menge eine eigenartige Rhizosolenia, welche ich zuerst als eine neue Art auffasste. Bei näherer Untersuchung fand ich aber Uebergangsformen zu Rhizosolemia alata, ja es konnte vorkommen, dass dieselbe Zelle eine Schale wie die in Fig. 21, Taf. IX, hatte, während die andere einer normalen Rhizosolenia alata sehr åhnlich war. Forma curvirostris unterscheidet sich von der Hauptspecies durch die verlängerte und gekriimmte Spitze, welche etwas hinter dem äussersten Ende leicht verdickt ist. Ferner fehlt gewöhnlich der kleine grubenförmige Abdruck der Spitze der Nachbarzelle, welcher sonst für die meisten Rhizosolenien charakteristisch ist. Rhizosolenia alata ist eine sehr verbreitete Plankton- diatomee, welche dementsprechend sehr variabel ist. Es kann als eine allgemeine Regel angesehen werden, dass die Formen, BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 191 welche in warmen oder salzarmen Wasserschichten leben, eine lange und dünne Spitze haben, wåhrend die Spitze bei den oceanischen Formen aus dem kålteren Theile des Meeres kurz und robust ist. Als eine extreme Kaltwasserform fasse ich die Alge auf, welche ich früher [97, 1] als Rh. alata var. truncata beschrieb, und welche CLEvE [97] mit Rhizosolenia obtusa Hensen identifiert. Da es vor Allem wichtig ist, einheitliche Bezeichnungen der Formen zu haben, habe ich auch selbst später diesen Namen aufgenommen, obgleich es mir auch sehr zweifelhaft ist, ob Hensen wirklich diese Form gemeint hat. Für die hydrographischen Untersuchungen ist die Bestimmung dieser Formen ebenso wichtig, vielleicht noch wichtiger, als der wohl begrenzten Arten. II. Ueber einige Arten von Chætoceras Eun. Chetoceras breve Scuört [95], Pag. 38, Taf. IV—V, Fig. 4a— b. Syn. Ch. laciniosum Gran [97, 1] p. p. (die Figuren ge- hören alle dem echten Ch. laciniosum Scnürr). » Ch. didymum var. hiemalis CL. [97], Pag. 91, Tai. I, Fig. 18. » . Ch. hiemale Cu. [00], Pag. 25, Fig. 9. Diese Art, welche im südlichen Norwegen ziemlich spárlich vorkommt, im nórdlichen Norwegen fehlt, habe ich in einer früheren Arbeit mit Unrecht mit Oh. laciniosum vereinigt. Von Ch. laciniosum wird sie durch folgende Charaktere getrennt. In jeder Zelle gewóhnlich nur ein Chromatophor, welcher an die ålteste Schale (Epitheka) angedrückt liegt. Hörner dicker und steifer als bei Ch. lacimiosum, von der Apicalebene nicht weit entfernt. Terminalhörner in der Apicalebene in einem stumpfen Winkel divergirend. (Die Terminalhörner von 192 H. H. GRAN. Ch. laciniosum sind in der Apicalansicht fast parallel, in der Transapicalansicht divergirend). Chætoceras scolopendra Cu. [96, 2|], Pag. 30, Taf. I, Fig. 4—6. Taf. IX, Fig. 23—24. Die Dauersporen dieser Art waren bisher unbekannt, bis sie kürzlich von CLEVE ([00], Pag. 26) beschrieben und abge- bildet wurden. Sie liegen paarweise wie die Sporen von Oh. cinctum, mit welcher Art Ch. scolopendra nahe verwandt zu sein scheint. Die Abbildungen in Fig. 25—24 zeigen die Hörner der Dauersporen in Schalenansicht. Cheetoceras tortissimum n. sp. Taf. IX, Fig. 25. Ketten schlaff, gerade oder passiv gebogen, sehr stark um die Kettenachse (Pervalvarachse) spiralförmig gedreht. Hörner dünn, ungefåhr senkrecht zur Kettenachse, alle gleich, keine differenturte Terminalhörner vorhanden. Zellwand schwach verkieselt. Zellen in Apicalansicht ab- gerundet rectangulär; Schalen etwas gewölbt. Die Schalen der Nachbarzellen berühren einander in der Mitte, aber nicht mit den Ecken; die Hörner entspringen kurz inseits des Schalen- randes. Länge der Apikalachse: 11—16 u. Chromatophor 1 in jeder Zelle, der breiten Gürtelbandseite angedrückt. | Dauersporen unbekannt. | Vorkommen: An der Küste und in den Fjorden des nórd- lichen Norwegens, besonders im October (kfr. Gran [00, 1)). Biddulphia granulata Roper. Durch einige vom Hern P. Kravsen ausgeführte Präparate wurde ich darauf aufmerksam, dass diese Alge im Plankton an der Westküste Norwegens vorkommen kann. Früher (Hjort & GRAN [99]) habe ich sie zum Theil mit B. mobiliensis Bam. BEMERKUNGEN ÜBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 125 verwechselt. Die Art, welche im Herbstplankton im Skagerak und im Christianiafjord auftritt, ist doch die echte B. mobiliensis Bau. Anhang. Olpidium Lauderiæ n. sp. Taf. IX, Fig. 8—9. In einer Kette von Lauderia borealis aus einer Plankton- probe von der Küste von Romsdalen, Norwegen, Mårz 1898, be- obachtete ich einen parasitischen Pilz, welchen ich hier trotz des spårlichen Materials erwåhnen möchte, da früher keine in Plankton- diatomeen schmarotzende Chytridiaceen bekannt sind. Die Pilzzelle füllte die in ihrer Entwickelung gehemmte Zelle des Wirthes auf; sie hatte ihren Inhalt schon als Schwärm- sporen entleert, welche durch eine kreisfórmige Oeffnung ent- schlüpft waren. Im inneren der Zelle konnte ich noch einige (fixirte) Schwärmsporen erkennen. Die Zelle war oval, schwach unregelmåssig gebuckelt; der Entleerungshals kurz, durch die Zellwand der Lauderia ausbrechend. Die Oeffnung war schwach kragenförmig erweitert. Dieser Pilz scheint mit Olpidium Dicksonii (WRIGHT) Wie (Rhizophydium Dicksonii Wricut [77], Pag. 369, Fischer [92], Pag. 104) nahe verwandt zu sein. 0. Dicksonii entwickelt seine Sporangien in angeschwollenen Zellen von Ectocarpus-Arten; Witte beschreibt ([99], Pag, 5, Taf. 1 Fig. 4—13) eine Varietåt, var. Striariæ Wie, welche ähnliche An- schwellungen hervorrufen in den Zellen von Striaria attenuata var. fragilis. Beide diese Formen unterscheiden sich von 0. Lauderiæ dadurch, dass ein grösserer Theil des Sporangiums aus der Zelle des Wirthes ausbricht, während das Sporangium von 0. Lauderiæ mit Ausnahme des Entleerungshalses ganz eingeschlossen bleibt. Literaturverzeichniss. CASTRACANE DEGLI ANTELMINELLI, Å. F. Report on the Diatomaceæ collected by H. M. S. Challenger during the years 1873— 76. 1886. Report of the Scientific Results of the Voyage af H. M. S. Challenger. Botany, Vol. II. CLeve, P. T. Examination of Diatoms found on the surface of the Sea of Java. 1873. Bihang til K. Sv. Ak. Handl. B. I, No. 11. = On Diatoms from the Arctic Sea. 1873. Ibidem. B. I, No. 13. — Diatoms from Baffins Bay and Davis Strait. 1896. Ibidem B. 22, Afd. III, No. 4. = Vegetabiliskt Plankton. Ibidem. B. 22, Afd. III, No. 5. — A Treatise on the Phytoplankton of the Northern Atlantic and its Tributaries. 1897. — The Plankton of the North Sea, the English Channel, and the Skagerak in 1898. 1900. K. Sv. Vet. Ak. Handl. B. 32, No. 8. Cieve, P. T. und Grunow, A. Beiträge zur Kenntniss der arc- tischen Diatomeen. 1880. K. Sv. Vet. Ak. Handl. B. 17: No. 2: De Ton, J. B. Sylloge Algarum omnium hucusque cognitarum. Vol. II. Bacillariæ. Sectio II, 1892. FiscHer, A. Phycomycetes. 1892. Dr. L. Rabenhorst's Kryptogamen- Flora. Erster Band. Die Pilze IV. Gran, H. H. Protophyta: Diatomaceæ, Cilioflagellata og Silico- flagellata. 1897. Den norske Nordhavs-Expedition 1876— 78, Hefte 24. — Bacillariaceen aus dem kleinen Karajakfjord. 1897. Bib- liotheca Botanica, Hefte 42. BEMERKUNGEN UBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 125 97,3. Gran, H. H. Bemerkungen über das Plankton des Arktischen Meeres. 1897. Berichte der Deutschen Botanischen Gesell- schaft. B. XV. 001. — Hydrographic-biological Studies of the North Atlantic and the Coast of Nordland. 1900. Report on Norwegian Fishery- and Marine-Investigations. Vol. I. 1900. No. 5. 00,2. = Diatomaceæ from the Ice-floes and the Plankton of the Polar Sea. 1900. The Norwegian North Polar Expedition 1893--96. Scientific Results, edited by Fridtjof Namsen. Vol. III, No. 11. 87. Hensen, V. Ueber die Bestimmung des Planktons oder des im Meere treibenden Materials an Pflanzen und Thiere. 1887. Fünfter Bericht der Kommission zur Untersuchung der deutschen Meere. 99. —Høyort, Joman and Gran, H. H. Currents and Pelagic Life in the Northern Ocean. 1899. Report on Norwegian Marine In- vestigations 1895 —97. 00. — Hydrographic-biological Investigations of the Skagerrak and the Christiania-Fjord. 1900. Report on Norwegian Fishery- ; and Marine-Investigations. Vol. I, 1900, No. 2. 99. Kyupsen M. og Osrenretp, C. lagttagelser over Overfladevandets Temperatur, Saltholdighed og Plankton paa islandske og grønlandske Skibsrouter i 1898. Kjøbenhavn 1899. 86. Mäürzer, Otto. Die Zwischenbänder und Septen der Bacillariaceen. Berichte der Deutschen Botan. Gesellschaft. B. IV. 95. — Ueber Achsen, Orientirungs- und Symmetrieebenen bei den Bacillariaceen. 1895. Ibidem B. XIII. SS. PrracGaLLo, H. Diatomées de la Baie de Villefranche. 1888. Bul- let. soc. hist. nat. Toulouse (mir nicht zugånglich). 92. = Monographie du genre Rhizosolenia et de quelques genres voisins. Le Diatomiste 1892. 98. Petersen, C. G. Jom. Planktonstudier i Limfjorden. 1898. Beret- ning til Indenrigsministeriet fra Den danke biologiske Station. VII. 73. Scammr, A. Atlas der Diatomaceenkunde in Verbindung mit den Herren Gründler, Grunow, Janisch, Weissflog und Witt. Aschersleben 1873 — 00. —Scaröpzr, B. Das Phytoplankton des Golfes von Neapel &c. 1900. Mittheilungen aus der Zoologischen Station zu Neapel. 14 Bd. 93. Scaürr, F. Das Pflanzenleben der Hochsee. Kiel u. Leipzig 1893. 9. — Arten von Chætoceras und Peragallia. 1895. Berichte d. Deutschen Botamischen Gesellschaft. B. XIII. 96. — Bacillariales. 1896. Die natürlichen Pflanzenfamilien, begr. von Engler und Prantl, I Theil, Abtheilung 1 b. 99. Van Heurcx, H. Traité des Diatomées. Anvers 1899. H. H. GRAN. Witte, N. Om nogle Vandsoppe. 1899. Videnskabsselskabets Skrifter. I. Math.-naturv. Klasse. 1899. No. 3. Wricut, E. P. On a Species of Rhizophydium Parasitic on Species of Ectocarpus, wite Notes on the Fructification of the Ectocarpi. 1877. Tramsactions of the Roy. Irish Academy. Vol. 26. Erklårung der Tafel. 1. Lauderia annulata, Cr. Gürtelansicht, geglüht. = Bucht von Bengalen (Thum.). — Zwei Zellenhåften im optischen Durchschnitt, in Wasser 600 beobachtet, — ^ 600 35—4. — Schalenansicht. 77 Lauderia borealis, Gran, Kette in Gürtelansicht mit Chromatophoren. 60 = Kiiste von Romsdalen, Norwegen, März 1898. 1 600 Eu E EU rg 6. — Schalenansicht. 47 Dröbak, Kristianiafjord. : : 600 76 = Gürtelansicht, in Styrax beobachtet. + S. Lauderia borealis, Gran, aus Romsdalen, mit einer entleerten Zelle ET 5 600, von Olpidium Lauderiæ n. sp. = 9. Olpidium Lauderiæ, n. sp., die Oeffnung im optischen Längschnitt. 10. Lauderia glacialis, (GRUN), Gran, Kette im Gürtelansicht. ~. Hero Nördl. Norwegen. iil, — Kette mit sichtbaren Schleimfåden. vo. 12. — Zelle mit Dauerspore, geglüht. = Dröbak %/3 1898. 13. — Zelle mit Dauerspore, im Wasser beobachtet. S. Dröbak 23/3 1898. 14. — Schalenansicht, geglüht. + Dróbak ?7/3 1896. 15. Detonula cystifera, Gran, Kette. In der Mitte eine beginnende 600 OLD Sporenbildung. 4^ Limfjord, Dänemark 27/, 1897. 16. — Sterile vegetative Kette. a : : 600 17. E Kette mit zwei Dauersporen. 34" 198 H.H. GRAN. BEMERK. ÜBER EINIGE PLANKTONDIATOMEEN. 18. Detonula cystifera, Gran, Dasselbe, kleines Individuum. + 19. EG Spore in Schalenansicht. =. 20. = Vegetative Zelle in Schalenansicht. = 21. Rhizosolenia alata Brw. f. curvirostris n. f., Zellspitze. TE Lyng- dalsfjord, südl. Norwegen. 29. — Uebergangsform zur Hauptform. 23-94. Cheetoceras scolopendra, Cr., Hörner der Dauersporen in Schalen- : 600 å ansicht. ^-^ Utsire, Südwestl. Norwegen. nd x 600, 25. Chœætoceras tortissimum n. sp. Kette. I Salangen Fjord, Nördl. Norwegen. Trykt 26. Juni 1900. Nyt Masazın F. NATURVIDENSKABERNE B. 38. Pr. IX. n CEA ES LEE Be H. H. Gran del. 1—4. Lauderia annulata Cr. 5—9. Landeria borealis n. sp. 8—9. Olpidium Lauderiæ n. sp. 10—14. Lauderia glacialis (Grus) Gran. 15—90. Detonula cystifera Gras. 21—22. Rhizosolenia alata Brw. f. eurvirostris n. f. 23—24. Cheetoceras scolopendra C1. 25. Ch. tortissimum n. sp. Nogle ugræsplanters indvandring i Norge. Af Jens Holmboe. Indledning. MLE der i Mellemeuropa og Nordamerika findes en hel literatur om vegetationens kulturelement, dels i form af mono- grafier over de enkelte ugræsplanters historie, dels som forteg- nelser over de inden forskjellige omraader forekommende ad- ventivplanter, har denne side af plantegeografien i Norge været forholdsvis lidet paaagtet. Og dog var menneskets optræden i Skandinavien — som GUNNAR ANDERSSON udtrykker det!) — en begivenhed ikke mindre betydningsfuld for vor floras udvikling end furuens eller ekens indvandring. Blandt arbeider, der er al betydning for kjendskabet til disse forhold i vore nabolande, skal for Danmarks vedkommende nævnes afhandlinger af Hornr- MANN, M. T. LANGE, J. LANGE, C. ÖSTENFELD og Otto MoLLER, for Sverige ved siden af Hartman's flora, der i et bihang op- tager planter, ,hvilka stundom funnits förvildade, men icke 1) Gunnar Anpersson, Sv. växtv. hist, 2 uppl., p. 90. Nyt Mag. f. Naturv. XX XVIII, IT. 9 130 JENS HOLMBOE. naturaliserats*, og C. F. Nyman's grundlæggende ,Sveriges fanerogamer* alhandlınger af Eras Fries, Tu. M. FRIES og AUG. LvTTKENS. I Norge har F. C. ScHÜBELER 1 flere værker ved siden af sine omfattende undersøgelser over vore kulturplanters historie meddelt kortere fremstillinger af enkelte ugræsplanters udbre- delse i landet. M. N. Brvrr og A. Brvrr's , Norges Flora“ og de af den sidstnævnte senere udgivne 4 ,Bidrag til Kundskaben om Kar- planternes Udbredelse i Norge* indeholder talrige oplysninger om vore ugræsplanters og adventivplanters udbredelse. I ,Christiania Omegns Phanerogamer og Bregner* optager A. BLYTT en fortegnelse over „Forvildede og tilfældig indførte Arter.* F. G. Larsen og H. Greve har i sin fortegnelse over de i Kristianssunds omegn voksende karplanter optaget en særskilt liste over „Planter, som ere fundne 1 mdført Ballastjord.* Et tilfælde af begyndende „naturalisation å grande distance“ i det arktiske Norge, Mimulus luteus ved Tromsø, er omtalt i en særskilt afhandling af J. M. Norman. Endelig har N. Brynn givet en fortegnelse over nogle ved Kristiania tilfældig indforte planter, fundne 1 aarene 1874—76. Fra praktisk synspunkt har vore ugræsplanter været stu- derede af Emit Korsmo, der i en for landmænd affattet bog har beskrevet de vigtigere arter og meddelt anvisninger til at modarbeide dem. Nogen udførligere fremstilling af de forskjellige arters ud- bredelseshistorie i Norge har hidtil ikke foreligget. Flere om- stændigheder gjør imidlertid vort land særlig skikket til anstil- lelse af saadanne undersøgelser. Det ligger i en udkant af Europa; 1 høiere grad end i de fleste lande sker derfor invasionen af fremmede planter fra en bestemt kant, hvorved deres skridt- vise spredning udover landet lettere kan følges. Kommunika- NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 131 tionsvæsenet er lidet kompliceret, hvad der ogsaa forenkler for- holdet. Det syntes derfor at være ikke uden interesse ved en udredning af nogle ugræsplanters indvandring 1 Norge at levere et bidrag til kundskaben om det sidste afsnit i vor vegetations historie. Af hensyn til denne afhandlings omfang og for at undgaa for mange gjentagelser er kun et mindre antal arter behandlet; de er kun rent exempelvis valgte. Af kilder er først og fremst benyttet vor ældre, floristiske literatur. Foruden de ovenfor nævnte skrifter har jeg gjennem- gaaet alle de lokalfloraer og vegetationsbeskrivelser fra landets forskjellige dele, som kunde antages at indeholde nogen oplys- ning. Samtlige citerede arbeider vil findes i den vedfoiede literaturfortegnelse. Af utrykte kilder maa først nævnes de haaudskrevne reise- beretninger og manuskripter, som opbevares paa Universitetets botaniske museum, og hvortil jeg ved professor dr. N. WirLE's og konservator Ove Daur’s velvilje har havt adgang. Vigtigst blandt disse er M. N. Brvrr's utrykte manuskript til , Norges Flora“. — Amanuensis R. Frıprz har vist mig den store elsk- værdighed at give mig adgang til at benytte sine righoldige op- tegnelser vedkommende Lister og Mandals amts flora. Gjennemgaaelsen af herbarier har været af stor betydning for fastsættelsen af det tidspunkt, da arterne først bemærkedes i landets forskjellige egne. Foruden Universitetets norske her- barium i Kristiania og mit eget har jeg ved vedkommende eieres eller bestyreres velvilje kunnet gjennemse vedkommende dele af herbarier tilhørende Upsala universitets botaniske musæum samt overlærer Jon. Dyrinc, Holmestrand, amanuensis R. FRIDTZ, Kristiania og fiskeriinspektor A. LANDMARK, Kristiania. Mundtlige og skriftlige oplysninger om forekomsten af ugræs- planter har jeg modtaget fra: Dr. N. Bryan, Hønefos, kon- servator Ove Dant, Kristiania, overlærer Jon. Dyrinc, Holme- strand, amanuensis R. Frıprz, Kristiania, cand. real. H. H. Gran. 132 JENS HOLMBOE. Kristiania, apotheker dr. F. Hocu, Skien, medicinaldirektor M. Hormpor, Kristiania, adjunkt TH. O. B. N. Krok, Stockholm, fiskeriinspektor Å. LANDMARK, Kristiania, stud. art. A. MAGNUS, Kristiania, gartner E. Mor, Kristiania, skolebestyrer C. TRÂEN, Bærum og professor dr. N. Witte, Kristiania. Oplysningerne om ugræsarternes forekomst i Sverige skyldes for en væsentlig del velvillige meddelelser af adjunkt TH. 0. B. N. Knox. For den velvillige bistand, som saaledes paa forskjellig vis er kommen mig tilgode, tillader jeg mig herigjennem at bringe de nævnte herrer min ærbødige tak! De norske plantenavne er hidsatte efter H. L. SonENSEN's norske flora, de svenske efter Kongl. Landtbruksstyrelsens „Nor- malförteckning öfver svenska växtnamn." M ww Et forbehold maa allerede her tages. Det ligger 1 sagens natur, at tiden for arternes optræden i de forskjellige trakter kun 1 sjeldne tilfælde mere end tilnærmelsesvis kan bestemmes. En plante kan jo godt have vokset nogen tid paa et sted, inden den blev opdaget. Kun de færreste trykte notitser om ugræs- planternes forekomst angiver desuden tiden, da de blev fundne. I de øvrige tilfæide maatte derfor gaaes ud fra vedkommende arbeides publikationsaar. Ved mange især ældre herbarieexem- plarer findes heller ikke indsamlingstiden angivet; 1 flere til- fælde, hvor det ikke vidstes, at vedkommende samler kun ved en bestemt leilighed har besøgt findestedet, har derfor fundet blot kunnet opføres som gjort før samlerens dødsaar eller det aar, da han sidste gang reiste fra stedet. Af samme grund maa de vedføiede karter kun opfattes som fremstillende arternes om- trentlige udbredelse til de forskjellige tider. Det tør jo desuden ikke antages, at paa langt nær alle voksesteder kjendes; i denne NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 155 forbindelse fortjener det dog at nævnes, at ugræs- og adventiv- planternes udbredelse paa grund af deres hovedsagelige fore- komst ved de mest befærdede steder tør antages at være for- holdsvis bedst kjendt. Den botaniske have, Kristiania. Marts 1900. 134 JENS HOLMBOE. Almindelig del. Saalænge der har existeret et landbrug, har der ogsaa vokset ugræsplanter mellem de dyrkede vækster. Allerede be- boerne af Schweiz’s pælebygninger havde at kjæmpe med Cen- taurea Cyanus, Agrostemma Githago og andre planter, der fremdeles paa mange steder hører til de besværligste ager- ukrud.!) Og efterhaanden som jordbruget har udviklet sig og som samferdselen mellem jordens forskjellige dele er bleven livligere, lige til vore dage, er den ene plante efter den anden fra sin oprindelige hjemstavn bragt til nye egne, hvor de saa enten vinder fast fod og udbreder sig, eller efter kortere eller længere tid atter forsvinder. Overalt hvor mennesket er trængt frem, findes der foruden landets egne, spontant indvandrede planter et mere eller mindre fremtrædende fremmed vegetations- element. Ikke alle ugræsplanter er imidlertid af fremmed oprindelse. Ogsaa landets egne planter trænger fra de omliggende marker ind paa den dyrkede jord. Som exempel herpaa kan nævnes Galeopsis (cfr. Tetrahit), som i Sverige paa flere steder af GUNNAR ANDERSSON og 1 Norge 1 Hornæsmyr 1 Skjeberg af for- fatteren er funden fossil i ekezonens aflagringer. ?) 1) Osw. Herr, cfr. GUNNAR ÅNDERSSON, Sv. växtv. hist., 2 uppl., p. 99. 2) Vil blive nærmere omtalt i en afhandling, som jeg har under udar- beidelse. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 135 Indvandringstid. Til hver tid indvandrer nye ugræsplanter. Medens Chrysanthemum segetum allerede har vokset i Norge i ca. 200 aar og Anthemis tinctoria 1 100, dukker der stadig i hvert decennium nye arter op. Lepidium virginicum, der for tiden synes at være i rask spredning, vides kun i 11 aar at have vokset i landet. De fleste arter optræder i Norge nogen tid senere end i Danmark og Sverige. — Tidsforskjellen kan dog variere betydeligt; medens Campanula patula allerede i mindst 115 aar havde vokset i Sverige, da den første gang fandtes i Norge, kan tidsforskjellen i andre tilfælde kun udgjøre ganske faa aar. Enkelte arter vides endog tidligere at være fundne hos os end i nabolandene; dette gjælder dog kun nogle faa ballast- planter, der som Lepidium perfoliatum og Conringia orientalis er indvandrede over havet. En særstilling indtager Thlaspi alpestre, der skjønt den i Sverige har vokset mindst 1 59 og i Norge 1 26 aar, endnu ikke vides at være indvandret til Danmark. Hjemland. Vore indvandrende ugræsplanter stammer fra jordens forskjelligste egne. De fleste hører oprindelig hjemme i Syd- og Mellemeuropa; Cerastium arvense er endog vildt- voksende i Danmark, maaske i Sydsverige og muligens skjønt lidet sandsynligt 1 det aller sydligste Norge. Andre er komne fra Nordamerika (Rudbeckia hirta, Lepidium virginicum o. fl.), Sydamerika (Galinsoga parviflora, Xanthiwm spinosum?), Ostasien (Matricaria discoidea), Sydafrika (Cotula coronopi- folia), o. s. v. Særlig blandt de senest indvandrede arter findes ikke faa, der er komne fra fjerntliggende egne. De oprindelig europæiske og nordamerikanske arter synes at faa størst betyd- ning som ugræsplanter; de hører hjemme under forhold, der mest ligner vore. De arter, der hører hjemme i troperne og paa den sydlige halvkugle har derimod vist mindre tendens til at blive almindelige. Stedet for den første optræden i Norge ligger oftest i landets sydøstlige, noget sjeldnere sydligste del, som staar i liv- 136 JENS HOLMBOE. ligst forbindelse med udlandet. 2 jernbanelinier forbinder Kristi- ania med Sverige og Mellemeuropa. Ogsaa skibsforbindelsen med udlandet er i denne landsdel særlig udviklet. Her er lan- dets tættest befolkede del, her ligger de fleste byer og drives det vigtigste jordbrug. Særlig blandt ager- og engugræs findes mange arter, der først er fundne 1 det sydøstlige Norge. Blandt ballastplanterne derimod har ikke faa først vist sig ved vest- kysten (Lepidium perfoliatum m. fl.). Voksepladsenes beskaffenhed kan være temmelig forskjellig. Alle vandrende ugræs- og adventivplanter optræder dog 1 nye trakter først paa steder, der ligger lige ved beboede pladse, oftest - hvor jordbunden ikke befinder sig i naturtilstanden; dette er netop et særkjende for dem. Til saadanne steder bliver frem- med iro oftest bragt, og paa grund af den forstyrrelse, som de naturlige plantesamfund her har lidt, har de lettere end anden- steds for at komme til udvikling. Nogle vigtige voksepladse skal her 1 korthed omtales. a. Ballastpladse. Hvor skibene henlægger sim ballast, vokser der frem en rig vegetation af fremmede planter, som vil findes nævnt 1 de ovenfor anførte arbeider af A. Biytt, LARSEN og GREVE, BRYHN. I begyndelsen er vegeta- tionen aaben; naar den senere bliver tættere, gaar mange arter tilgrunde. De paa arter rigeste ballastpladse i Norge findes ved Fredriksstad (Øren, Kragerøen), Kristiania (Grøn- lieu, Filipstad), Horten (Moringen), Arendal, Kristianssand, Stavanger, Kristianssund, Trondhjem. | b. Jernbanetomter. Mellem jernbanestationernes værkste- der og vognstalde findes ofte større eller mindre grusede strækninger, hvor vegetationen er meget sparsom og hoved- sagelig kun bestaar af et aabent dække af Polygonum aviculare, Poa annua etc, med gruppevise klynger af Urtica dioica, Chenopodium album, graminéer o. a. Her finder mange indvandrende ugræsplanter et første fristed, NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 13 d. og h. . Byggetomter og oplagssteder for fyld 1 de større byer dækkes gjerne af en rig og frodig ugræsvegetation. Under 1890-aarenes sterke byggevirksomhed har der i Kristiania været god anledning til at iagttage den i stor maalestok foretagne kjørsel af fyld og grus mellem byens forskjellige dele. Store forsænkninger er opfyldte og betydelige arealer indvundne til byggetomter. Ved siden af ordinære ugræs- planter, mellem ituslagne mursten, flaskeskaar og hermetik- boxe, danner ofte indvandrende arter som Matricaria dis- coidea og Senecio viscosus tætte bevoksninger. Gader og torve. Særlig i de mindre byer, hvor trafiken ikke er for stor, vokser der ofte mellem brolægningsstenene 1 gader og rendestene sjeldne ugræsplanter. . Kirkegaarde. Mellem gravene faar vegetationen ofte ud- vikle sig 1 fred, særlig 1 udkanterne af kirkegaardene. Der- for vokser ugræssene her tæt og frodigt og sætter modent frø, som siden kan tjene til deres videre spredning. Flere indvandrende arter er fundne paa kirkegaarde. . Græsplæner i haver og parkanlæg tilsaaes ofte med uden- landsk græsfrø, hvorfor de er rige paa sjeldne engukrud. Karakteristisk for græsplæner er navnlig Thlaspi alpestre. . Jernbaneskraaninger bliver ofte kunstig tilsaaet; spe- cielt i de første aar findes derfor mange fremmede ugræs- planter voksende her. Blandt arter, som ofte findes paa disse steder, kan nævnes Anthemis tinctoria og Berteroa incana. Kunstig eng, særlig kløver- og thimoteieng, er ofte rig paa fremmede engugræsplanter, saavel fleraarige som en- aarige arter. Bevoksningen er her tæt; ikke alle arter kan derfor her holde sig. . Agre. I tidligere tider, da udenlandsk korn i større ud- strækning end nu anvendtes til udsæd, var agrene ofte rige paa fremmede ugræs. Af de nedenfor behandlede arter er Chrysanthemum segetum et typisk agerukrud, 138 JENS HOLMBOE. Spredningsmaade og transportmidler. Hvor direkte iagt- tagelser mangler, giver ofte saavel den geografiske udbredelse som voksepladsenes beskalfenhed anledning til slutninger med hensyn til spredningsmaaden. Flere arter vides at være indførte paa forskjellig vis. a. Skibe. Arter, som først optræder paa Vestlandet og har sin vigtigste udbredelse der, eller som hovedsagelig vokser paa ballastpladse, ved brygger og havne og i det hele taget ved steder, hvor skibe lægger til, maa antages at være indførte med dem. (Hrigeron canadensis, Lepidium per- foliatum etc.). | b. Jernbaner. Nogle arter viser sig først ved jernbanesta- tioner og -tomter eller vokser særlig hyppigt paa saadanne steder; de maa være bragt til landet eller — engang ind- komne — være videre udbredt med jernbanerne. Exempel- vis kan nævnes Senecio viscosus og Berteroa incana, der dog begge desuden spredes paa anden maade. c. Veie. I de indre dele af landet er, hvor jernbaner mangler, de store landeveie de vigtigste samfærdselslinier. Flere arter følger under sin spredning saadaune veie og vokser ofte ved veikanterne. (Cerastiwm arvense i Valders, Bunias orientalis i Telemarken og Røldal etc.). d. Græsfrø. Arter, som først viser sig i kunstige enge og græsplæner eller kunstig tilsaaede jernbaneskraaninger, og som særlig findes paa saadanne steder, maa antages at ud- bredes med græsfrø. Karakteristisk for saadanne planter er ofte en spredt udbredelse, saaledes at de omtrent sam- tidigt kan optræde 1 vidt adskilte egne og mangle i de mellemliggende distrikter. (Barbarea vulgaris, Campa- nula patula). e. Korn. Ugræsplanter, som særlig vokser i agre eller ved møller og kornmagaziner, udbredes og indvandrer visselig med korn. (Chrysanthemum segetum etc.). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 159 f. Spontan spredning. Flere arter, som oprindelig er indførte ved menneskets hjælp, har senere udbredt sig videre paa egen haand. Denne spredning kan dels foregaa over smaa distancer og i liden udstrækning; forskjellige arter har saaledes fra jernbaneskraaninger og kunstige enge ud- bredt sig til omliggende udyrkede bakker og berge. Det mest storslagne exempel er imidlertid Senecio viscosus, hvis spontane spredning har fundet sted i stor skala, og som senere udførligere skal behandles. Nævnes kan ogsaa Alyssum calycinum og andre, hvorom senere. Den spon- tane spredning synes først at begynde en kortere eller læn- gere tid efter vedkommende arts indvandring. Udbredelseshastighed. Meget forskjellig tid medgaar til de forskjellige arters udbredelse 1 landet. Rudbeckia hirta er 1 dette oieblik mindst lige almindelig som Campanula patula, uagtet den kun har vokset ca. ?/3 saa lange 1 landet; vokse- maaden er for begge den samme. Thlaspi alpestre er almin- deligere og mere udbredt end Alyssum calycinum, der dog er indkommen ca. 17 aar tidligere, o. s. v. Flere arter er i begyn- delsen meget langsomt udbredt: først efter længere tid begynder spredningen at foregaa raskere. Medens Berteroa incana alle- rede i 1826 var funden ved Mandal og i 1847 et enkelt sted ved Kristiania, har den først siden ca. 1870 udbredt sig raskt. Senere skjæbne. En væsentlig del af de indvandrede planter forsvinder atter temmelig snart. Paa ballastpladsene, paa jernbaneskraaningerne, o. 8. v., fortrænges de efterhaanden af egnens arter, naar bevoksningen bliver tættere. Paa Øren ved Fredriksstad er det ifølge velvillig meddelelse af fiskeri- inspektør A. LanDmark Tussilago Farfara, som spiller en saadan rolle. — Andre vinder lidt efter hvert fast fod og bliver stadig almindeligere. Fra det sted, hvor de først er indkomne, udbreder de sig til alle kanter. Fra det sydøstlige Norge træn- ger mange arter frem langs kysten og op gjennem dalene og vinder aar for aar nyt terræn. Tydeligst vil dette sees ved et 140 JENS HOLMBOE. blik paa de vedisiede karter. Mange arter har ofte langt nor- denfor sit egentlige udbredelsesomraade mindre kolonier eller, om man vil, fremskudte ,pionerstationer“.1) Flere af vore almin- deligste og besværligste ugræsplanter er paa denne maade 1 lobet af omtrent et aarhundrede eller mindre udbredt over store dele af landet; specielt kan nævnes Barbarea vulgaris, Anthe- mis tinctoria etc. At denne indvandring af nye ugræsplanter, som foregaar lige for vore øine, er af ikke liden betydning for landbruget, synes at være indlysende, og der turde være god grund til at tage under overveielse, om ikke det offentlige burde skride ind, og ligesom i forskjellige fremmede lande ved lov- bestemmelser søge at hindre invasionen. At en saadan kamp mod ugræssene idetmindste i flere tilfælde kunde have udsigt til at lede til gunstige resultater, tør man haabe, naar man ser, hvor- ledes Chrysanthemum segetum og andre agerukrud, der tidligere har voldt stor skade, har aftaget paa grund af agerbrugets ratio- nellere drift. Medens denne plante tidligere hørte til de skade- ligste agerukrud i store dele af Danmark, Sverige og Norge, er den nu overalt bleven sjeldnere og vokser hos os omtrent ude- lukkende i nogle faa, fordetmeste afsides egne. Tilpassethed og tilpasningsevne. Hos mange indvandrende ugræsplanter vil man finde bygningsforhold, der under deres vandring fra land til land maa komme dem tilgode; uden tvivl vilde det dog være overilet heraf at slutte, at de er saaledes byggede, forat de skal kunne vandre. De fleste ugræsplanter er mere eller mindre xerophilt byggede; transpirationdæmpende haarklædninger findes hos Alyssum calycinum og Berteroa incana (stjernehaar) samt Senecio viscosus (kjertelhaar),?) m. fl. Paa tørre steder er gjerne vegetationen mere aaben end anden- steds og konkurrancen med egnens planter derfor mindre skarp. — Dybtgaaende rodsystemer, der vanskeliggjør deres udryddelse, findes hos os ikke faa arter (Bumias orientalis, Barbarea vul- 1) J. M. Norman, Norges arktiske flora II, 1, p. V. 2) Jfr. E. Warnmine, Plantesamfund, p. 210, NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 141 garis etc). Enkelte kan formere sig ved hjælp af rodskud. De allerfleste indvandrende ugræsarter spredes under form af frø (resp. frukter); det mest bekjendte exempel paa spredning af dele af det vegetative system er Elodea canadensis, der endnu ikke er funden 1 Norge. Hos Bumias orientalis er frøet beskyttet af et tykt nøddeskal, hvad der for en plante med dens spredningsmaade maa være heldigt. Senecio viscosus's frukter har fnok, hvormed de maa kunne spredes. Campanula patula o. fl. har særdeles smaa, lette frø, der over kortere strækninger maa kunne føres af vinden. Fromangden er hos mange arter betydelig; paa store individer kan man finde adskillige tusinde frø, hvad der vil fremgaa af de oplysninger, som længere frem meddeles for de forskjellige arter. Hvor ikke andet er anført, er disse tællinger foretagne paa store gjennemsnitsindivider; frø- mængdens gjennemsnitlige størrelse er nemlig af større praktisk betydning end den kun undtagelsesvis forekommende maximums- størrelse. Paa forskjellig vis kan mange indvandrende ugræsplanter sees at rette sig efter de omstændigheder, hvorunder de bringes. Nogle arter er paa frodige lokaliteter store og mangeblomstrede, medens de under ugunstige forhold bliver ganske smaa og faa- blomstrede, men dog udvikler modent frø (Matricaria discoidea, Anthemis tinctoria etc., se senere). De fleste ager- og engugræs blomstrer og udvikler sit frø tidligt, før mdhøstningen, !) medens mange af ruderatpladsenes ugræsarter fortsætter sin frøproduk- tion hele sommeren til sent paa høsten (Matricaria discoidea o. fL). Spiringsevnens varighed kan være betydelig; mange arters frø kan i flere aar ligge i jorden og vente paa en gun- slig anledning til at spire.?) Spiringsprocenten synes at kunne være temmelig forskjellig; hos flere arter kan den være ret høi. Hos Thlaspi alpestre angives den saaledes til 84 90.3) 1) Jfr. G. ANDERSSON, Sv. växtv. hist., 2 uppl., p. 98. ?) Aue. Lyrıkens, Sv. ogräs, p. 94— 95. 3) Aue. LYTTKENS, Sv. ogräs, p. 94. 149 JENS HOLMBOE. Paa disse og andre maader kan mange indvandrende ugræs- planter sees at være mere eller mindre vel skikkede til sin eien- dommelige spredningsmaade. Andre arter, som holder sig iro inden sit gamle udbredelsesomraade, har dog ofte lignende egen- skaber i samme, undertiden høiere grad. Saalænge disse for- hold er saa lidet kjendte, turde det derfor være faafængt 1 morphologiske eller biologiske egenskaber at ville søge grunden til, at nogle planter raskt spredes udover store omraader, andre ikke. Mere end et interessant spørgsmaal venter her endnu paa sin løsning. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 143 Speciel del. Chrysanthemum segetum. L. N. Guldkrave; Sv. Gullkrage. Chrysanthemum segetwm er et almindeligt agerugræs 1 den største del af Europa, hvor den kun mangler i enkelte af vor verdensdels udkanter, samt i de tilstødende dele af Nordafrika og det vestlige Asien. Oprindelig stammer den maaske fra Middelhavslandene.!) Allerede i det gamle Egypten har den rimeligvis optraadt som ukrud; den er nemlig af Unser funden sammen med andre ugræsplanter i soltørret teglsten fra pyra- miden ved Dashur.*) Til Danmark kom denne art i 1ste halvdel af det 17de aarhundrede. Om dens første optræden 1 dette land beretter ARNT Berntsen 1 1656: „Samme Urt har ikkun for faae Aar siden, først begyndt at groe der i Landet, og det ved Svendborg [paa Fyen], hvor, efterdi den i stor Mængde haver taget over- haand, har den og af samme Kjøbsted fanget Navn, saa den kaldes Svendborgs eller den onde Urt.*?) Den omtales ogsaa af SIMON PauLLt 1 hans „Flora Danica" (1648); han siger, at , Denne Vrt, veed Bonden langt bedre, huor den voxer, end nogen anden som Vrte-Hafuer elske oc dyrcke; thi w-anseet at den ofte udi 1) A. De Canvorve, Géogr. bot. raiss. II, p. 670—671. ?) Citeret efter CH. Pickertne, Chronol. Hist. of Plants, p. 90. 3) Arnt Berntsen, Danmarckis oc Norgis frugtbar Herlighed, Lib. I, P. I, p. 96, citeret efter Danm. og Norg. oec. Mag. 3 Bd. Kjøbenhavn 1759, p. 166. 144 JENS HOLMBOE. Hafverne iblant Madurter findis, saa blifver den dog aldrig saa ofte aff Vrtegaardsmændene næfnt, som aff Bonden, huis Korn den paa Marcken giør stor Skade, i det den sig mangfoldeligen formeerer oc tager Vexten fra Kornet; Oc derfore icke uden synderlig Aarsag hafue endeel af Bønderne gifuet denne Vrt disse forskrevne Danske Nafne [,Den onde urt, Fattig Mands Trusel, Aagger-urt*], huileke noget eftertænckte lettelig kand for- staais*.1) Ved midten af det 18de aarhundrede maa den i Dan- mark have været et meget besværligt ugræs; thi i 1758 blev der af kongen udsat folgende prisopgave: , Veed nogen at giore Anviis- ning paa et vist Middel til at fordrive og udrødde af Agerne det slags guule Blomster, som af nogle kaldes Morgenfruer, men ellers med et almindelig Navn onde Urter, fordi de, frem for alt andet Ukrud, meget hindre og dæmpe Kornets Vext. Item, hvad Forslag kan der giøres til at skaffe Land-Manden reent og godt Sæde-Korn?* Af de indkomne besvarelser, der inde- holder forskjellige anvisninger til at udrydde den, og hvoraf en række er indtaget i „Danmarks og Norges oeconom. Magazin” for 1759, fremgaar det, at denne art dengang maa have spillet en langt mere fremtrædende rolle end nu. Ifølge en anonym besvarelse var den ,uden Tvivl den allerskadeligste Ukrud, som en Korn-Mark kand blive befengt med: Thi den udsuer Jor- dens Kraft, at Kornet voxer tynd og svang, den gior ogsaa Foeret stinkende, at Creaturene ikke uden Hungers Tvang, eller aftvungen Tilvennelse, vil tære det.“?) I 1790 betegnedes den fremdeles som ,vulgatissimum inter frumenta in Dama**); men efterhaanden som agerbruget er bleven mere rationelt drevet, er den senere bleven sjeldnere. ^). Til Sverige skal den være kommen omkring 1625 med saa- korn fra Jylland (eller Holsten), som HorGEr Rosenkrantz efter 1) Simon Paurr, Flora Danica III, p. 201. 2) 1.:c., p. 368. Jfr. Joman Paurn, Dansk oecon. Urtebog, p. 142—144. 3) M. Vann, Fl. Dan., Vol. VI, fase. 17, p. 7. 4) J. Lance, Dansk. Flora, ed. 4, p. 331. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 145 et misvækstaar lod hente. Skibet strandede udenfor byen Häla- bäck 1 Halland, og lasten blev plyndret og anvendt til udszed.!) Den udbredte sig senere i denne landsdel og optraadte til sine tider i saa stor mængde, at markerne farvedes gule, og kornet næsten blev undertrykket.” Den angives for Stenbrohult i Småland i 1741, for Skåne 1 1745.% Fremdeles har den 1 Sverige sin vig- tigste udbredelse i disse egne, 1 det sydlige Halland og nordlige Skåne; herfra har den udbredt sig til de tilstødende provinser og findes skjønt sparsomt saa langt mod nord som i Ånger- manland. Dog har den siden 1860-aarene paa mange steder aftaget sterkt paa grund af et mere hensigtsmæssigt jordbrug.?) I Norge kan den følges tilbage til 1704, 1 hvilket aar den under sit gamle BavHin'ske navn findes opført som voksende blandt kornet i en fortegnelse over norske planter, hovedsagelig fra Trondhjems omegn. De anførte danske og tyske navne samt oplysningen om voksemaaden gjør det sandsynligt, at an- givelsen er paalidelig (1704). Faa aar senere optages den af Jonas Ramus blandt ,Træer og Urter, som voxer af sig selv i Norrige*; de i denne fortegnelse nævnte arter er hovedsagelig saadanne, som forekommer i det sydøstlige Norge, og det er rimeligt, at en væsentlig del af dem er fundne 1 nærheden af Ramus’s bopæl paa Ringerike (1715) SCHÖBELER's angivelse, at denne art i midten af det 18de aarhundrede fandtes lige op til Slidre 1 Valders, maa bero paa en unøiagtighed; han citerer nemlig som kilde herfor det ovenfor nævnte bind af ,Danmarks og Norges oeconom. Magazin”, pag. 149—56, hvor der blandt de konkurrerende besvarelser findes en opsats af Hermann RUGE, prest i Slidre, om de ,Onde Urter“. Men i denne opsats siger forfatteren udtrykkeligt,*) at den ikke findes paa de ham be- 1) RicHARD Dysecx, Runa, p. 73, citeret i C. F. Nyman, Sv. växt. natural- hist. I, p. 12-13 (ifølge Krok). 2) Auc. LYTTKENS, Sv. ogräs, p. 17. 3) Linné i Sv. Vet. Ak. Handl. 1741, p. 207; Fl. Svec., ed. I, p. 251 (if. Knox). Sales pi: 150: Nyt Mag. f. Naturv. XX XVIII, II. 10 146 JENS HOLMBOE. kjendte steder i Norge, og at han kun angiver de midler, som han med held har anvendt mod andre ugræsplanter (1759). Medens de tidligere angivelser ikke nævner noget specielt voksested for arten i Norge, vides den at være funden ved Trondhjem 1 1764 1 en ager, hvor den holdt sig i flere aar (1764, 1772, 86 b. I denne del af landet er den senere funden flere gange; saaledes var den 1 1870-aarene ikke sjelden i de paa mindre almindelige ugræsplanter rige linagre 1 Ørkedalen (75— 80, 91 a); 1 de senere aar er den i Trondhjems omegn kun fun- den sjelden og tilfældig, og den har ikke vist tendens til at ud- brede sig (82, 86 b). I 1784 angives den at vokse paa Eker (1784); mere end 100 aar senere opføres den fremdeles som voksende i denne egn (90). Den angives i begyndelsen af det 19de aarhundrede for første gang fra vor sydkyst, hvor den senere stadig har havt sin vigtigste udbredelse i Norge; herved er imidlertid at mærke, at denne landsdel tidligere var særdeles lidet kjendt i botanisk henseende. Den opfores nemlig blandt „Planter fundne ey læn- gere end 1 Mil fra Christiansand i Aarene 1804—1808* samt ı en „Fortegnelse over nogle af Christiansands Omegns Planter“ fra 1811 (04—08, 11). Inden lang tid maa den være bleven ret almindelig i Kristianssands stift; thi i 1826 udtaler M. BLYTT, at han ingensteds i Norge havde seet den saa talrig som her (26). Og 1 sit manuskript til „Norges Flora“ siger han, at den her var ,meget almindelig* (Før 1862). I 1838 angives den for Arendal (38 a), 1 begyndelsen af:1860-aarene for Vanse paa Lister (61—65). Omkring 1880 er den funden i Oddernes, nær Kristianssand (80 a), i 1881 ved Flekkefjord (81). I Øiestad nær Arendal fandtes den 1888 i en ager, hvor den senere har holdt sig mindst 1 10 aar (88 d). I 1893 iagttoges den et par steder ved Mandal i Halsaa og Hartmark samt i Spangereid ved Lin- desnes. Den er nu i disse egne bleven langt sjeldnere end tid- ligere (93 a, b, c). o \ NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 147 For Kristiania opføres den første gang i 1817 uden nær- mere angivelse af voksested (17). I 1844 og 1846 nævnes 5 voksesteder i omegnen af byen ud til Bækkelaget og Høvik (44, 45); 1 1856 voksede den i stor mængde ved Maridalsoset (56). Før 1862 kjendes den fra endnu 2 voksesteder ved Kristiania, og i 1870 opføres videre 3 lokaliteter (70 a). Siden dengang er den stadig bleven sjeldnere ved byen; den er her funden ca. 1880 samt 1 1888, sidste gang 1 Aker (80 b, 88b). I de sidste 11 aar vides den ikke at være iagttaget i Kristiania omegn, til . hvis flora den neppe længere tør regnes. Ogsaa i omegnen af Bergen er den funden i det 19de aar- hundredes første del, før 1852. Den laa nemlig med paaskrift „Bergen“ 1 et herbarium, tilhørende overlærer Bour, der døde i det nævnte aar. Den anføres sammestedsfra ogsaa 1 1874 (74 a). I 1838 blev Chrysanthemum segetum funden tre steder i omegnen af Skiensfjorden, ved Skien, Eidanger og Brevik (38 b, d). Før 1862 er den funden ved Langesund. I disse trakter, paa vestsiden af Kristianiafjorden, er den ogsaa gjentagne gange senere bemærket. Saaledes var den i 1880-aarene almindelig paa Tjomo (86 a); i 1888 er den bemærket ved Tønsberg Tønde (88 c, 92 a) og ved Kvelle i Hedrum (88 e, 92 a), 1 1889 ved Porsgrund og Helgeraaen i Brunlanes (89 a, b) og 1 1892 ved Broen i Hedrum (92 c) Fremdeles findes den jevnlig ved Skien (99). I 1841 blev den funden ı Alten (709 N. B.), dens nordgrændse i verden og ca. 61/2 breddegrad nordenfor dens nærmeste vokse- sted i Norge. Et blomstrende exemplar herfra ligger 1 Universi- tetets herbarium (41). Den er senere ikke funden 1 det arktiske Norge og optages ikke af Norman 1 , Norges arktiske flora‘. Før 1862 er den funden paa Haaøen ved Drøbak; ved denne by er den senere iagttaget ogsaa i 1874 (74 b). I 1865 anføres den for Hvaløerne; den var da ikke almin- delig skjønt funden paa Kirkøen og Asmalø (65). Paa Kirkøen 148 JENS HOLMBOE. voksede den i 1892 i stor mængde og fandtes ogsaa paa Spjær- øen (92a). Paa den førstnævnte ø er den desuden bl. a. be- mærket i 1891 og 1897 (91, 97). I Smaalenene vides den for- øvrigt kun iagttaget 1 Rakkestad (86 c, 92 a). I 1870 nævnes den blandt ballastplanter fra Kristianssund, og 1 1874 angives den for Søndmøre (70 b, 74a), samt fra Selje præstegaard nær Stat i 1892 (99 a, 95). Den anføres 1 1875 for Østraat ved Sandnæs og 1 1892 for Time paa Jæderen. I Stavanger amt skal den nu være meget sjelden (75, 92 b). Omkring 1879 fandtes den ved Kongsvinger (79 b), og endelig angives den i 1880-aarene for to steder i omegnen af Hamar, Furnæs og Næs (84). Chrysanthemum segetum’s historie i Norge er tidligere studeret og i korhed omtalt af ScHÜBELER;!) flere momenter 1 ovenstaaende fremstilling findes allerede hos ham. Det vil af det ovenfor anførte fremgaa, at der er stor lighed mellem denne arts historie i vort land og i Danmark og Sverige. Oprindelig indkommen 1 begyndelsen af det 1Sde aarhundrede (eller tidligere?) har den efterhaanden udbredt sig i landet, hvor den i {ste halvdel af det 19de aarhundrede især ved sydkysten men ogsaa andetsteds tildels var almindelig. Paa denne tid var det ogsaa, at den voksede længst mod nord. Senere er den stadig bleven sjeldnere, i flere distrikter som det synes ganske forsvunden. En undtagelse dannes af et par isoleret beliggende egne, hvor den lige til det sidste forekommer i mængde, maaske endog bliver talrigere, saaledes Hvaløerne og Tjømø. I næsten alle tilfælde, hvor der foreligger oplysninger om voksestedets art, angives den at vokse 1 agre; særlig lader den til at forekomme ofte 1 vaarkornet. Denne omstændighed be- rettiger til at antage, at den er indført til Norge med sæden; det rimeligste er, at den er kommen fra Danmark, hvor den i 1) F. C. Scaüsecer, Pflanzenw. Norw., p. 244—45; Virid. Norv. II, p. 26. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 149 det 18de aarhundrede var saa almindelig, og med hvilket land Norge i hine tider stod i saa nært samkvem. I to af de ældste angivelser om dens forekomst i Norge findes dette ogsaa specielt anført (1772, 1784). Hvad angaar grunden til dens aftagen i de senere aar, tør man vistnok med SCHÜBELER søge denne dels i, at udenlandsk korn i mindre udstrækning end tidligere an- vendes til udsæd, dels 1 at saakornet paa grund af agerbrugets mere rationelle drift renses omhyggeligere end før. I et par tilfælde i de senere aar har den vist sig paa ballast- pladse (70 b, 80 b). Frukterne er temmelig store og tunge og ikke synderlig tal- rige; jeg har fundet 80—120 1 hver kurv. Ifølge LYTTKENS taaler de at passere dyrs tarmkanal samt at ligge indtil 10 aar i jor- den uden at miste sin evne til at spire. Paa grund af sin store saftrigdom kan planten fortsætte at udvikle sig lange, eiterat den bliver oprykket af ageren. Selv om den bliver bortluget kort efter blomstringens begyndelse, kan den derfor give modent fro.) Barbarea vulgaris R. Br. N.: Alm. vinterkarse; Sv.: Sommargyllen. Barbarea vulgaris er udbredt over næsten hele Europa, hvor den kun mangler i de nordligste egne samt paa største- delen af Balkanhalvøen og de store italienske øer, samt i den nordlige del af Asien, hvor den fra Ruslands grændse fore- kommer mod øst til Kamtschatka og Unalaschka.?) Fra Europa er den indført til Nordamerika, hvor den forekommer saavel ved Atlanterhavskysten som i det indre og ved vestkysten.?) 1) Aue. LYTTKENS, Sv. ogräs, p. 17 & 94—95. 2) C. F. Nyman, Consp. Fl. Eur. I, p. 31. — Lepzsovr, Fl. Ross. I, p. 114. 3) Brrrron and Brown, FL of N. U. S, Can. and Brit. Poss. II, p. 122. 150 JENS HOLMBOE. I Sverige fandtes den allerede paa LInnÉ's tid fleresteds i landets sydlige del, mod nord til Upsala.1) Nu er den udbredt over næsten hele Sverige med undtagelse af det nordligeste ; til sine tider kan den være temmelig besværlig.?) I Danmark har den vokset i detmindste fra det 1Sde aarhundrede af ;3) den er nu ikke sjelden, men forekommer dog kun „sporadisk“.*) Den opgives første gang for Norge 1 6te bind af , Flora Danica* 1 1790, men uden nærmere angivelse af voksested. Martin VAHL var dengang udgiver af dette verk; da han ikke opgiver hvor, naar og af hvem den er funden, er det maaske ikke usandsynligt, at han kan have fundet den selv. I 1787 reiste han i Norge og besøgte bl. a. flere af vore østenfjeldske lavlandsdistrikter; i hans beretning om reisen?) omtales dog ikke Barbarea. FLon optager i 1817 1 sin fortegnelse over Kristianiaegnens fanerogamer en „Erysimum Barbarea* (17): dette er plantens Linng'iske navn. Den vedfoiede ufuldstændige beskrivelse ligner, og den citerede afbildning ı „Flora Danica", tab. 985, fremstiller Barbarea vulgaris. Naar jeg tiltrods herfor ikke vover uden videre at benytte denne angivelse, der forøvrigt intet urimeligt inde- holder, er det fordi M. N. Bryrr®) citerer den med et ?. BLYTT, der med stor nøiagtighed har kontrolleret Fron's angivelser, har maaske havt grund til tvivl. Imidlertid har man vished for, at denne art har forekommet ved Kristiama 1 1834 (34), og i midten af 1840-aarene har den været almindelig i byens omegn (44, 46). Som saadan betegnedes den ogsaa 1 1870 (70a); nu er den en af egnens alleralmindeligste og besværligste ugræsplanter. Artens ældste helt sikre voksested i landet er Trondhjem, hvor den i 1825 iagttoges paa Lademoen (25). Adskillige aar 1) C. Linné, Fl. Svec., ed. 2, p. 234. ?) Aus. LvrrkENs, Sv. ogräs, p. 8 & 53. DM Vår, Fl. Dan., Vol. VI, fase: 170 pid: 4) J. Lance, Dansk. F1, ed. 4. p. 636. >) M. Vaux, Iagttag. ved en Reise gienn. Norge. 6) M. N. Brvrr, Plant. vase. Christ, p. 9. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 151 frem i tiden har den imidlertid omkring denne by kun fore- kommet sjelden; V. Storm, der siden aarhundredets midte har undersøgt denne egns flora, bemærkede den først i 1560-aarene (6*). Efterhaanden udbredte den sig sterkt omkring byen; 1 1873 indsamledes den ved Bælboen paa Strinden (73, 76), og i 1886 var den meget almindelig i Trondhjems omegn (82 a, 86 a). Den er ogsaa bemærket flere steder 1 større afstand fra byen, saaledes i Beitstaden (76), Holtaalen (84 b), Trondhjemsfjordens nordside (meget almindelig, I. ex. paa Stadsbygden og i Modalen (86 a, b)) og Stjørdalen (90 e). Sin vigtigste udbredelse har Barbarea vulgaris den hele tid havt i landets sydøstlige del, hvor den — bortseet fra Kristi- ania omegn — først angives for Larvik, hvor den i 1826 be- mærkedes af M. Brvrr (26). Det er forovrigt ikke usandsyn- ligt, at den ved disse tider allerede havde vokset i denne lands- del i nogen tid; thi allerede 1 det følgende aar blev den funden i to saavidt afsidesliggende og indbyrdes adskilte trakter som Hvaløerne, hvor den voksede paa flere øer, og Svennæs 1 Val- ders (27 a, b).!) 11838 blev den funden ved Skien og Porsgrund (38 a). En angivelse om dens forekomst i øvre Etnedalen er usikker (63). | Navnlig i tiden efter 1875 har dens udbredelse skudt fart; 1 1876 angives den for Fredrikshald, Asker, Fidsvold, Romedal, Ringerike, hvor den fandtes i mængde, samt Kongs- berg (76). I de fleste af disse egne vides den ogsaa senere at være funden og at have udbredt sig. I 1884 angives den saa- ledes for Hamar (84 a), og siden 1882 har den været almindelig omkring Honefos (82b). Ved Kongsberg var den 1 1890 meget almindelig, og i 1892 angives den desuden for Sandsvær og Nore i samme dalføre (90a, 92a). Omkring 1881 blev den funden ved Aas landbrugsskole, hvor den senere har holdt sig; 1 1890 voksede den fleresteds mellem Aas og Drøbak (81, 90 hb). I 1892 blev den funden i Haabøl, hvorhen den maa være ind- 1) Jfr. M. Vaut’s angivelse af 1790, se ovenfor p. 150, 152 JENS HOLMBOE. vandret siden begyndelsen af 1870-aarene (92 d). I 1888 blev den funden paa Jomfruland (88), og i 1892 fandtes den i største mængde omkring Horten (92e). Den er ogsaa noteret for Tjømø (Før 98). De her optegnede data giver uden tvivl et temmelig mangelfuldt indtryk af artens udbredelse søndenfjelds; den har allerede længe tilhørt de almindelige arter, hvis forekomst bliver lidet paaagtet, og som helt sikkert findes paa langt flere steder, end man selv med anvendelse af adskilligt arbeide kan komme til kundskab om. Saa tidligt som i 1827 er Barbarea vulgaris funden vesten- fjelds; den blev i det nævnte aar af S. SoMmMERFELDT bemærket mellem Graven og Voss og 6 aar senere af M. Bryrr ved bredden af Vossevand (27 c, 33). For 1832 er den ogsaa funden ved Bergen; om dens videre historie ved denne by foreligger intet. I 1875 angives den desuden for Østraat ved Sandnæs og i 1876 for Stavanger (75a, 76). I 1877 opføres den som voksende 1 Eidsfjord i Hardanger (77). I 1890 blev den funden ved Haugesund, og 1 1892 angives den foruden for denne by, hvor den var temmelig almindelig, tillige for Ekersund og Sta- vanger (90 e, 92b). I 1894 var den ogsaa ved Stavanger „tem- melig almindelig* (94a), og i 1897 bemærkedes den i mængde 1 Sogndal i Sogn (97). Ved vor sydkyst angives den førstegang som funden i 1838 ved Arendal (38 b). I 1875 blev den funden ved Mandal, og 1 1876 angives den for Kristianssand (75 b, 76). Omkring 1880 - er den iagttaget i Oddernæs, og i 1884 var den almindelig om- kring Grimstad (80, 84 c, 92a). Ved Spangereid nær Lindesnæs er den funden 1 1893; den angives desuden for Flekkefjord. I det hele taget er den fremdeles sjelden i Lister og Mandals amt (93, Før 99). I 1870 opføres den som voksende ved Kristianssund (70 b). Af andre isolerede voksesteder i den nordligste del af dens ud- bredelsesomraade kan nævnes Vigten ved den 65de breddegrad nær grændsen af Nordland (96 b, c), Tjøtø paa Helgeland (90 d) og NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 155 Flakstad præstegaard 1 Lofoten (68° 6—8' N. D), hidtil dens nordligste kjendte voksested i Norge (94 b). Man faar det bedste indtryk af, i hvor hoi grad denne ugræsplante nu har taget overhaand, naar man hører, at dens tro ifølge beretning fra Kristiania frøkontrolstation fortiden er den slemmeste forurensning i englroet.!) Barbarea vulgaris er i Norge et udpræget engugræs. I de fleste tilfælde, hvor voksestedets beskaffenhed er anført, findes den paa kunstig græsbund, i enge og ved to af sine nordligste voksesteder i haver. Det maa saaledes antages, at dens ind- vandring til Norge hovedsagelig har fundet sted med græsfro. Ifølge Lyrtkens findes dens frø ofte i amerikansk rodklovertro. ?) Sjeldnere opgives den at forekomme 1 agre og agerrener, ved veie og grøfter. I et enkelt tilfælde er den funden paa jernbane- tomter (84 a). Det vil sees af den ovenfor givne fremstilling af gangen i artens udbredelseshistorie, at, den oftere samtidigt optræder 1 forskjellige egne. Naar der tages hensyn til den omstændighed, at dens spredning væsentlig sker med græsfrø, finder dette karakteristiske træk let sin forklaring. Hvad der gjør Barbarea vulgaris saa besværlig som ugræs- plante, er først og fremst dens dybtgaaende rodder. Dersom man ikke vælger det rette tidspunkt for lugningen, nemlig naar de første blomster er afblomstrede, gaar den let af i rodhalsen og vokser op paany. Dette er først iagttaget af TH. KoLLer.?) Frøene, der ifølge Korsmo har let for at spire, 3) udvikles ofte i betydelig mængde. Paa et exemplar i Universitetets herbarium, taget ved Kongsberg af W. Boxcks, findes 186 skulper; lavt anslaaet kan skulpernes gjennemsnitlige antal frø sættes til 10, hvorved man faar et samlet antal af 1860 frø. Oftest er dog frømængden mindre. 4) E. Korsmo, Ugrees, p. 111. 2) Aus. LvrrkENs, Sv. ogräs, p. 58. 3) E. Korsmo, Ugræs, p. 111 og 19 note. 154 JENS HOLMBOE. Anthemis tinctoria. L. N.: Gul gaaseblom; Sv.: Fårgkulla. Saa langt tilbage, som den botaniske literatur indeholder sikre oplysninger om arternes udbredelse, har Anthemis tinctoria været almindelig udbredt paa bakker og tørre marker 1 Syd- og Mellemeuropa samt de tilstødende dele af Asien. Den kjendtes allerede af Prinrus under navn af Stephanomelis (ifølge FrAaAs).!) Dog mangler den i det yderste Vesteuropa samt paa de store middelhavsoer. Mod sydøst gaar den til Jerusalem og Mesopo- tamien,?) mod øst til Altailandene. 3) I de senere aar har den som ugræsplante spredt sig til nye egne. Saaledes anføres den 1 1886- for Nordamerika, hvor den i de østlige stater undertiden fra haver udbreder sig til enge og brakmark. *) I Sverige, hvor den nu er udbredt i alle provinser op til Jemtland, >) voksede den allerede i- midten af det 18de aarhun- drede. Linné anfører den 1755 for torre enge 1 Upland, samt ,neppe* i Skaane.5) — I Danmark omtales den førstegang som funden i 1796 (Rudersdal paa Sjælland): nu er den her overalt almindelig. 7) Saa sent som i slutningen af det 18de aarhundrede var den 1 Norge meget sjelden, maaske ikke med vished funden. SPER- LING's Buphthalmus tilhører efter al sandsynlighed en anden art (1630). Gunnerus opgiver den 1772 for Værdalen; denne angivelse refereres af A. Bryrr blandt plantens voksesteder i Norges Flora“; sammesteds citeres dog GUNNERUS med et ? ) Citeret efter CH. PrckrrinG, Chronol. hist. of plants, p. 404. ) Borssier, Flora orientalis, III, p. 281. 3) Lenrpour, Fl. Ross., II, IT, p. 525. ^) Asa Gray, Synopt. Fl. of N. A.; Gamop., p. 363. — Brrrron and Brown, Elof N. U. S., Gan, Britt. Ross!) II, p..450. 5) Aue. LYTTKENS, Sv. ogräs, p. 18. 6) C. Linnævs, Flora Svecica, ed. 2, p. 299. 7) Lance, Danm. indv. plant., p. 259. 1 2 NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 155 under artens synonymi.!) Ifølge M. Brvrr, der i 1825 gjen- nemgik Gunnerus’s herbarium, mangler den der (se nedenfor „Uden aarstal, for 1862*). Af interesse er den bemerkning al GUNNERUS, datidens første kjender af Norges flora, at han ellers ikke har seet den (1772). Wise opregner Anthemis tinctoria i 1779 blandt almindeligt forekommende engplanter i Spydeberg i Smaalenene; i et aaret derefter trykt tillæg oplyser imidlertid forfatteren, at denne angivelse rimeligvis skyldes en feiltagelse. (1779—1780). I anledning af denne berigtigelse fremholdt M. BLYTT 57 aar senere, at planten da fandtes omkring Kristiania, og at det derfor ikke var usandsynligt, at den ogsaa fandtes 1 Spydeberg — et argument, der ingen beviskraft indeholder (37). Ogsaa A. Bytt opførte Spydeberg som voksested med Wise som kilde uden at tage hensyn til dennes berigtigelse (74). Men i begyndelsen af vort aarhundrede begynder angivel- serne at blive sikrere. I 1807 blev Anthemis funden paa Frogn- øen paa Ringerike (7), en trakt, hvor den ogsaa senere gjen- tagne gange er iagttaget: Vikersund (70 a, 74), Heen (74) etc., og hvor den nu er almindelig overalt (82 b). For Kristiania angives den førstegang 1 1817, uden at der meddeles nærmere oplysninger om dens forekomst her (17). 20 aar senere fandtes den hist og her omkring byen, *helst om- kring og paa dyrkede Steder* (37); men endnu i 1844 kjendtes : kun fire voksesteder: Munkedammen, Lysaker, Faabro, Uranien- borg (44, 46). Stadig blev den almindeligere omkring byen. I 1870 kjendtes 10 nye voksesteder i Kristiania omegn, hvor den særlig syntes at foretrække silurisk underlag (70a). Og alle- rede i det næste aar kunde dertil føies endnu 7 lokaliteter (71). I 1874 voksede den i stor mængde paa lerskiferbakker omkring byen; den optraadte ved den tid paa en saadan maade, at den ifølge A. Bryrr gjorde indtryk af at være vild eller ialfald fuld- stændig naturaliseret (74); allerede ved samme anledning antyder SEN Buyrr, N. Fl. II, p. 585. 156 JENS HOLMBOE. han dog, at den maaske ogsaa her er indført med mennesket, og i en bestemtere form har han senere fremholdt, at ,man maa mistænke, at den oprindelig frivillig eller uvillig er indført ved mennesket* (97 b). Siden 1870 anføres ikke længere nye vokse- steder fra byens omegn i literaturen; det nytter ikke længere at holde rede paa dem. Dog kan man af spredte notitser se, at den i de senere aar omkring Kristiania er bleven meget al- mindelig (88, 96a). Nu findes den her overalt ud til Bærum og Røken (85 c, 92a) og er en karakterplante for tørre bakker. Anthemis tinctoria's udbredelseshistorie 1 Kristianiaegnen er af WILLE omtalt som exempel paa en besværlig ugræsplantes hur- tige spredning.) Temmelig tidlig optraadte den ved vor sydkyst. I midten af 20-aarene angives den for Kristianssand (26), og tidligere end 1862 er den samlet ved Farsund samt før 1870 paa Lister (70 a, 74). Ogsaa 1 denne egn er den senere bleven hyppigere: 1 1880 kjendes 3 voksesteder ved Kristianssand samt 3 1 Oddernes (80a, b). I 1881 blev den funden ved Lundemyren paa Lister samt i Halsaa ved Mandal (81 a, b, 92 a). I 1870 opfores den for Kristianssund, ,1 indført ballastjord*, hvor der sammen med den fandtes en række for Norge sjeldne ballast- og ruderatplanter (70 b). Ældste sikre voksested i det Trondhjemske er Devlehavnen ved Trondhjem, hvor den blev funden 1875. Det er paa grund af maaden for dens optræden sandsynligt, at den allerede i nogen tid havde vokset her 173, 74, 79, 82a). Omkring 1875 fandtes den 1 Ørkedalen og 1 1881 ved Støren i Guldalen (75 b, 81 c). I 1885 blev den funden ved Almlien og 1 det følgende aar en række andre steder i omegnen af Trondhjem, hvor den nu er udbredt temmelig vidt (85 a). I 1874 anføres en række nye voksesteder fra forskjellige dele af det sydøstlige Norge. Skjønt nærmere angivelse af 1) N. Witte, Skadeplanternes Udbredning, p. 132. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 157 aarstal mangler, tør det dog antages, at den paa en flerhed af disse steder er funden forholdsvis sent; thi kun faa aar tidligere kjendte M. Brytt Anthemis 1 det sydlige Norge kun fra Kri- stiania omegn („Uden aarstal. For 1862"). Anthemis tinctoria anførtes da for to steder ved Kristiania- fjordens ydre del, Fredriksstad og Fredriksværn (74). Ca. 1885 blev den funden ved Drøbak (85b) og 1 1888 angives den at udbrede sig 1 egnene ved Langesundsfjorden (88). I disse dele af landet er den senere iagttaget syd for Holmestrand, ved Hankø (92a), ı Høland og ved Fredrikshald (92 e, f) samt ved Aspedammen i Id (99). Maaske at opfatte som en udlober fra dens udbredelsesomraade ved Langesundsfjorden er dens fore- komst i Telemarken, hvor den er funden ved Lifjeld (96 b) og i Kviteseid (98 b). I 1874 anfortes desuden flere voksesteder 1 vore oplandske bygder, Aurdal i Valders, Romedal paa Hedemarken, Øier i Gudbrandsdalen samt Kongsberg (74). I egnen omkring Mjøsen var den i 1884 ikke sjelden (84 b), og 1 1896 var den almindelig i Hamars omegn samt mellem denne by og Lillehammer (96 a, c), som voksested paa vestsiden kan opgives Birid (98a). I Gud- brandsdalen har den ogsaa spredt sig sterkt; den voksede saaledes 1 1892 øverst i Øier og 1 1897 mangesteds i dalens nedre del op til Ringebo (92a, 97a). I Kongsbergtrakten voksede den i 1890 - foruden fleresteds ved byen ogsaa i Sandsvær og Flesberg (90 a). Ogsaa paa Vestlandet var Anthemis funden i 1874; den opgaves for Østraat ved Stavanger samt Kinservik og Odde i Hardanger (74, 75 a, 92c). I 1890 blev den funden ved Hauge- sund (90 c), og i 1892 anføres den desuden for Lyngdal og Nær- strand (92 a, c). I 1890 blev den funden i Øiestad ved Arendal og i 1894 paa Tromøen i samme egn (90 b, 94). Varieteten discoidea Wirtrp. er funden ved Arnestad i Asker (86 a). 158 JENS HOLMBOE. & Voksesteder før 1870. @ = 1870 — 80, @ — 1880 — 90. o = 1890— 1900. Fig. 1. Kart over Anthemis tinctoria’s Udbredelse i Norge. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 159 Særlig i aarhundredets sidste halvdel har Anthemis tinc- toria’s udbredelse skudt fart. Hovedtrækkene 1 dens udbredel- seshistorie vil sees af det vedfoiede kart; den er — som WILLE udtrykker det!) — fra at være en botanisk sjeldenhed ved aar- hundredets midte nu ifærd med at blive et besværligt ugræs. Det synes, som om man for denne art kan paavise flere adskilte udbredelsescentrer i Norge, et med midtpunkt ved Kri- stiania-Ringerike, et ved Kristianssand og et i det Trondhjemske. Hvorvidt disse geografiske centrer ogsaa virkelig har været ud- gangspunkter i artens spredning, lader sig imidlertid neppe afgjore. Artens fremmede oprindelse indsees af de forhold, hvor- under den forekommer. I de fleste tilfælde, hvor voksestedets natur er anført, vokser den paa kunstig eng. A. BLYTT og andre antager derfor — utvivlsomt med rette —, at den hos os oftest er indført med urent grasiro. Dette stemmer godt med den er- faring, som man ogsaa i vore nabolande har gjort.*) At dens frugter ogsaa virkelig findes i græsfro, er iagttaget af Ava. LvTTKENS,?) ifølge hvem de ofte er tilstede blandt kløver- og thimoteifro fra det mellemste Sverige og udlandet. Anmærk- ningsværdig ofte er Anthemis funden paa jernbanestationer og «hanker; den opgives for flere af vore søndenfjeldske banelinier. Jernbanerne synes at tilhøre dens vigtigste spredningsveie; 1 flere tilfælde vides den at have spredt sig fra jernbaneskraa- ninger til omliggende enge og bakker. I sjeldnere tilfælde an- føres den som funden i agre samt paa ballast. Oprindelig indført med mennesket har arten spredt sig til steder, der befinder sig 1 naturtilstanden. - Jo nærmere man kom- mer vor tid, desto oftere synes den at forekomme paa denslags lokaliteter. Den anføres saaledes for tørre bakker og klipper samt kratskog og naturlig eng. 1) N. Witte, Skadeplanter, p. 132. ?) Aue. Lyrrkens, Sv. ogräs, p. 18. Jon. Lance, Danm. indv. Plant., p. 259. 3) Aue. LYTTEENS, L. c. 160 JENS HOLMBOE. Særlig tilpasset til spredning paa grund af frutifications- organernes bygning kan ikke arten sees at være. Snarere vil man kunne finde omstændigheder af biologisk art, der kan komme den til nytte. Frømængdens størrelse belyses af følgende tabel. Hos vel- udviklede individer kan den være temmelig stor. | em Kurvenes Samlet Exemplarer fra | k ale antal antal | beats frukter frukter Spigerverket, Kristiania. . . . . . 10 ca. 300 ca. 3000 EE ES | 8 „ 350 , 9800 Etterstad, Kristiania . . . . . . . | 8 , 300 . 2400 Mandal 6 , 275 » 1650 ASTRID CLEVE har vist, at frukter, indhostede samme aar og udsaaede i koldt drivhus i august maaned, almindelig spirede efter en uge. De unge planter overvintrede uden vanskelighed paa friland og fortsatte om vaaren sin udvikling. ?) Anthemis tincloria er særdeles nøisom, hvad voksestedets beskaffenhed angaar. Ofte finder man den paa saa tørre steder, at der næsten ikke vokser andre planter; den bliver da ganske liden med kun en enkelt eller to kurve. 1) Asrrip CLEVE, Sv. växters groningstid, p. 52. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 161 Senecio viscosus L. N.: Klæbe-svineblom; Sv.: Stinkbo. Senecio viscosus er oprindelig en europæisk plante, hvis gamle udbredelsesomraade strækker sig fra Spanien i vest til Erzerum i Armenien mod ost.!) Hyppigst er den 1 Syd- og Mellemeuropas vestlige fjeldlande. Ogsaa inden sit oprindelige omraade optræder den som ruderatplante,* og allerede lenge — idetmindste fra det 18de aarhundrede — har den som saadan været spredt udover store dele af Nord- og Mellemeuropa, hvor- imod den synes at mangle over betydelige omraader i det øst- lige Europa. I vor tid optræder den ogsaa paa ruderatpladse fleresteds ved Nordamerikas Atlanterhavskyst.?) Den omtales forstegang som voksende 1 Sverige 1 1747 af Linné, der fandt den voksende 1 Gøteborgs gader.*) Allerede i 1755 angiver han den desuden for Stockholm.) Nu er den her almindelig i landets sydlige dele. —I Danmark har den idetmindste vokset siden slutningen af det 18de aarhundrede; efter Kjøben- havns brand 1 1807 udbredte den sig sterkt paa brandtomterne.®) Den betegnes fremdeles som „ikke almindelig“, men er dog funden 1 de fleste egne. *) Til Norge vides den forst at vere kommen i det 19de aar- hundredes forste decennium. Den eldste angivelse skyldes H. ENGELHART, der opfører den blandt ,Planter fundne ey længere end 1 Mil fra Christiansand i Aarene 1804—1808* (1804—08). J. A. Worrr, der fra 1817 boede i Mandal, anfører den. i et 1) Boıssıer, Fl. Orient, III, p. 386. — Wirrkomm et Lancer, Prodr. FI. Hisp., II, p. 124. 2) Wittkomm et LANGE, |. c. etc. 3) Britton and Brown, Fl. of N. U. S., Can. and Brit. Poss., III, p. 488. ^) C. Linné, Västgötaresa, p. 142 (if. Knox). >) C. Linné, Fl. Svec., ed. 2, p. 291 (if. Knox). 9) M. Var, Fl. Dan., Vol. VII, fasc. 21, p. 5. — J. W. Hornemann, Plante- lære, 3 U., I B., p. 858. 7) Jon. Lance, Dansk. Fl, 4 U., p. 347. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIII, II. 11 162 JENS HOLMBOE. brev 1820 som voksende ved denne by (17—20); hvad bestem- melsens rigtighed angaar, udtaler han udtrykkelig, at han kun medtager de planter, som han bestemt kjender. Ved begge disse byer er arten gjentagne gange senere paatruffen, saaledes af M. Bryrr (uden aarstal, rimeligvis i 1826), (26, 90 b); nu er den ganske almindelig omkring den førstnævnte by (99 a). I hvilket aar Senecio viscosus førstegang fandtes ved Kri- stiania, vides ikke. M. Bıyrr fandt den først paa Slotsbakken dengang, da slottet blev bygget” (23—48); denne tidsbestemmelse er imidlertid temmelig ubestemt; thi slottets bygningstid strækker sig over hele perioden 1823—1848.1) Den opføres 1 1844 for- uden for Slotsbakken tillige for 3 andre steder ved byen, hvor den betegnes som „minus vulgaris“ (44). To aar senere siges den her at forekomme „sporadisk“; et par nye voksesteder op- regnes (46). Før 1862 voksede den desuden paa nok et kjendt voksested ved byen (Før 62). Allerede i 1870 var den imidlertid almindelig ved Kristiania (70a); fra nu af anføres ikke nye voksesteder i byens omegn i literaturen. Senere har den spredt sig betydeligt heromkring, udover til Asker (74), Sandviken og Bærum (86 b, 95 b), Røken (96), Maridalen (99 b) og findes over- alt i byens nærmeste omegn, hvor den er en af de almindeligste ugræsplanter (A. BLytt, 97 a). Sandsynligvis i 1842 er den funden paa Kirkøen, eu af — Hvaløerne, af Printz (42, 74); aaret findes ikke oplyst; men det har rimeligvis været dette aar, da disse oer besogtes af Printz paa en stipendiereise. I 1874 omtaltes den som voksende ved Kronviken paa Land ved Randsfjordens nordende (74). Senere er den funden flere- steds i de østenfjeldske indlandsdistrikter; saaledes omtales den 1884 fra Stange paa Hedemarken (84), og i det følgende aar iagttoges den for første gang paa Ringerike, nemlig i gaderne 1) Ynevar NIELSEN, Reisehaandbog over Norge, 9 opl, p. 9. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 165 paa Honefos (85). I 1892 anføres den desuden for Heen station, hvor den ogsaa 1 1895 er iagttaget; saavel her som ved Høne- fos holder den sig fremdeles (92 a, 95 a). I 1874 opføres den desuden for Stavanger (74); ı 1892 voksede den i denne egn desuden paa Jæderen samt ved Hauge- sund, dens yderste voksested paa Vestlandet (92 b). Omkring 1875 blev Senecio viscosus funden meget spar- somt paa ballast i Trondhjem, hidtil den eneste gang den vides funden nordenfjelds (75). I 1878 fandtes den ved Risør (78). I den følgende tid var det omkring Kristianiafjorden, at artens spredning hovedsagelig foregik. Den angives at vokse paa stadig flere steder saavel langs fjordens begge bredder som paa oerne. Saaledes i 1882: Holmestrand, Mølen, Vallø, Lar- kollen (82); 1886: Falkensten og Tjømø (86a); 1892: Lange- sundsfjorden, Røken, Hurum (92 a); 1896: Asker og Røken (96 b); 1897: Gjeløen (97 b); 1898: Drøbak (98). Nu er den omkring fjorden paa mange steder særdeles almindelig, og det kan med bestemthed siges, at den her vokser mangesteds, hvorfra den ikke er noteret. Samtidig har den spredt sig sterkt langs jernbanerne paa begge sider af fjorden. Langs Vestbanen er den noteret for følgende stationer: Haugsund og Skoppum (86 a), Porsgrund (87), Tjølling (93, 97 b), langs Smaalensbanen for Saaner, Fredriks- stad, Skjeberg og Aspedammen (99 c). I 1890 er den desuden funden ved Fevig ved Grimstad (90 a), et sted med betydelig skibstrafik. Karakteristisk for Senecio viscosus er den maade, paa hvilken dens udbredelse har foregaaet. Medens den tidligere optraadte spredt i stadig nye egne, er dens udbredelsesomraade siden midten af 1870-aarene ikke synderlig udvidet. Til gjen- gjæld er den inden det omraade, som den dengang havde op- taget, bleven langt almindeligere. Medens M. N. Brvrr (død 1862) kun kjendte den fra et par steder, og medens den endnu 164 JENS HOLMBOE. i 1874 kun kjendtes fra 7 indbyrdes fra det meste fjerntliggende distrikter, har den senere spredt sig saa sterkt, at den 1 1896 kunde siges at være ,et almindeligt ugræs i landets sydligste egne* (96 a). Denne spredning, der med hensyn til intensitet savner noget sidestykke i vore ugræsplanters udbredelseshistorie, er for en væsentlig del foregaaet langs jernbaner og veie. Særlig fore- kommer den ofte ved jernbanernes stationer og øvrige anlæg. Tiden efter 1870 har været en for vore jernbaner betydnings- fuld tid; den største del af vort jernbanenet er bygget siden dengang, *) og trafiken er flerdoblet. Naevnte periode har saa- ledes været særdeles gunstig for udbredelsen af saadanne ugræs- planter, der er saa noie knyttede til jernbanerne som Senecio viscosus. Af de ovenfor meddelte oplysninger om gangen i artens spredning vil det sees, hvorledes den optræder langs de forskjellige baner, efterhvert som de aabnes for drift. Derimod kan det ikke af det foreliggende sees, at spred- ning med ballast har haft nogen synderlig betydning for dens spredning; kun i et enkelt tilfælde opgives den at vokse paa ballastjord (75). Af særskilt interesse er det, at efterat denne plante ved kulturen er bragt til Norge, har den i betydelig udstrækning udbredt sig spontant. Allerede i 1844 omtales den fra strand- kanterne paa Malmøen ved Kristiania (44), og senere har den vist sig paa stadig flere saadanne lokaliteter omkring Kristiania- fjorden. Man finder den ofte langt fra folk, selv paa ubeboede skjær og øer midt i fjorden; exempler herpaa vil findes gjen- tagne gange 1 det ovenfor anførte. Som fremholdt af A. BLYTT optræder den ofte i stor mængde paa strandkanterne (97 a); til sine tider er den saa talrig, at den i væsentlig grad bidrager til at give vegetationen dens præg. Hyppig vokser den ved saa- 1) 11870 havde Norge 415,1 km. jernbaner mod 1980,0 i 1900. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 165 kaldte rækevige — dette begreb taget i samme betydning som hos Norman!) — hvor den findes sammen med Elymus arena- rius og andre strandplanter og ofte vokser mellem den af bøl- gerne opkastede tang. Denne maade at optræde paa synes at tale for, at den kan spredes ved havstrømme; imidlertid kan den ikke sees paa nogen maade at være særlig tilpasset til denne slags frøtransport, hvorimod dens frukter skulde synes at have stor udsigt til at spredes ved vindens hjælp. Frospred- ningen hos Senecio viscosus finder idetmindste for en stor del sted om vinteren; medens hos S. vulgaris de fruktbærende stængler staar tomme for frukter allerede ud paa høsten, hvor- efter stænglerne efter frostens indtræden ikke længere staar opret, rager hos S. viscosus stænglerne op igjennem snedækket: saa sent som 1 Januar maaned har jeg ved Kristiania seet den med talrige frukter. Ved denne aarstid er Kristianiafjorden oftest idetmindste delvis islagt, og over isdækkede flader sker frø- transporten ved vindens hjælp let.*) Hvilken af de her nævnte transportmaader denne artens eiendommelige optræden skyldes, turde være vanskeligt at afgjøre; maaske kan begge have med- virket. Docent RUTGER SERNANDER har velvilligt henledet min opmerksomhed paa, at et tilfælde af spontan spredning af denne art findes omtalt af CALLmÉ. Denne iagttog sommeren 1886 1 exemplar af nævnte plante paa hvert af 4 indbyrdes tildels tem- melig fjernt beliggende skjær i Hjelmareu, opstaaede ved sjøens sænkning faa aar iforveien; artens nærmeste kjendte vokse- steder laa 2—3 mil borte.?) Frømængden hos veludviklede exemplarer vil sees af føl- gende tal: 1) J. M. Norman, Norg. arkt. fl, I, 1, p. 69; IT, 1, p. VI. ?) Jens Hormsor, Frospredning p. ferskvandsis, p. 176—177. 3) ArrR. CarrwÉ, De nybildade Hjelmar-óarnes vegetation, pp. 14, 16, 20, 37. 166 JENS HOLMBOE. | Rt Kurvenes Samlet Exemplarer fra re. antal antal | frukter frukter Kristtama (M. BLyrr). «4 sju | 29 ca. bl | ea. 1192 Kristianssand (M. Brvrr) . . . . . 39 - 44 - 1716 Bunias orientalis L. N.: Taggskulpe; Sv.: Ryssgubbe etc.; Tysk: Zackenschote. Bunias orientalis er oprindelig — som navnet antyder — kommen ostenfra. Sit oprindelige hjem har den i egnene om- kring og øst for det kaspiske hav, mod øst saa langt som til Altailandene. Herfra udbredte den sig mod nordvest gjennem Rusland og havde allerede i det 18de aarhundrede en ganske vid- strakt udbredelse i dette land. Fra Rusland har den saa senere stadig udbredt sig vestover og findes nu i de fleste nord- og mellemeuropæiske lande. Til Sverige kom den paa Linxe’s tid (ca. 1760) og blev først funden 1 en ager i nærheden af Upsala. Efter en svensk tradition skal den være indført med korn, der 1 et uaar blev sendt til landet af den russiske regjering.!) I Danmark fandtes den for førstegang i 1790 (Rødkilde paa Fyen).*) I Norge blev den førstegang funden i 1812 ved Kongsberg af prof. Cun. SMITH, der 1 et brev til professor Hornemann omtaler sit fund (12). De af finderen anvendte udtryk om dens forekomst her gjør det sandsynligt, at den allerede i nogen tid havde vokset i egnen. Det kunde synes underligt, at det af- sidesliggende Kongsberg er det første sted, hvor den fremmede vandreplante fik fodfæste i landet. Denne by spillede dog den- 1) Ta. Fries, Mann. infl., p. 16. 2) J. Lance, Danm. indv. Plant. p., 275. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 167 gang, 1 sølvværkets blomstringstid, en forholdsvis betydeligere rolle end nu, og det tør antages, at sølvværkets ruderatpladse i hine dage har været en gunstig jordbund for alskens ugræs- planter. Endnu i 1890 fandtes Bumias 1 mængde ved sølv- værkets kornmagazin, men havde ikke spredt sig synderlig i omegnen (90 a). Ifølge A. Bryrr (76) skal Smirx ogsaa have fundet Bunias mellem Drammen og Fiskum paa Eker. Dette maa have været omtrent ved samme tid, før 1814, 1 hvilket aar Surrx forlod landet for aldrig at vende tilbage. Dette fund kan forøvrigt ikke sees at være omtalt i den ældre literatur, saaledes ikke 1 Horne- MANN'S ,Plantelære*, hvor findestedet Kongsberg for første gang nævnes. Ved Fiskum opgives den i 1892 fremdeles at vokse ved den gamle Kongsbergvei (92 a). Tiden for dens første optræden ved Kristiania er vanskelig at fastsætte. Ifølge ScHÖBELER!) er den funden i omegnen af byen 1 1816 (16). Han angiver imidlertid ingen kilde herfor; heller ikke nævnes arten i den fortegnelse over Kristianiaegnens faneroganer, som M. R. Fror udgav 1 det følgende aar, eller ellers i literaturen. Dette sidste har maaske mindre at betyde; thi — som M. Brvrr udtaler faa aar senere — denne er „ufuld- stændig og i flere Henseender upaalidelig.^?) Det ældste, der med sikkerhed vides om Bunias’s forekomst 1 Kristiania omegn, er at den i 1834 blev funden paa Bygdø (34). Paa vedkom- mende etiket i Universitetets herbarium henvises til BLYTT's reiseberetning for dette aar; beretningen for 1834 har imidlertid ikke kunnet findes blandt Brytt's øvrige reiseberetninger og andre manuskripter der opbevares paa Universitetets botaniske musæum. I aarene 1835—40 fandtes Bunias endnu kun et par steder ved byen (35—40); men ved denne tid begyndte den at blive almindeligere, og i 1844 omtaltes den som voksende 1) F. C. Scnüsrrzm, Virid. Norv. IT, p. 340. ?) M. N. Brvrr, Optegn. Somm. 1826, p. 248, note. Jfr. ogsaa Enum. plant. vase. Christ., p. 5. 168 JENS HOLMBOE. flere steder omkring byen (44). I 1846 siges den at være al- mindelig over strækningen mellem Natmandshaugen og Bolte- løkken (46); netop i denne bydel har den stadig siden forekom- met i størst mængde. I 1870 betegnes den som temmelig al- mindelig 1 omegnen af Kristiania, især paa kalkholdigt underlag (70), og et par aar senere siges den her at være ,sehr algemein* (73—75). Nu er den, som SCHÜBELER siger i 1888, ganske al- mindelig omkring byen og optræder paa sine steder i paafaldende mængde. I 1838 blev den funden to steder ved Skiensfjorden, ved Skien og Porsgrund (38 a). Ogsaa i denne trakt er den senere til forskjellige tider funden af flere botanikere. Ved Follestad meldes den omkring midten af 70-aarene at have sat sig fast 1 mængde, ligesom i Kristianiaegnen paa silurisk grund (76). Ifølge en tradition i egnen skal den oprindelig være kommen til Follestad med indholdet af en hjemvendt sjømands køimadras. (Velvillig meddelt af overlærer Jou. DYRING). I 1876 omtaler Bryrr den som funden 1 et par nye trakter, ved Holmestrand og ved Hamar (76). Om dens videre skjæbne ved Holmestrand foreligger intet; men ved Hamar opgives den i 1884 at vokse enkeltvis 1 agre fleresteds 1 omegnen (84). I 1875 kom den til Kristianssand (75), hvor den først viste sig paa en af byens almindinger. Senere har den optraadt paa stadig nye steder og er, især efter 1890, funden flersteds i byen og dens omegn (75, 98 a). I 1899 er den naaet op til Bygland i Sætersdalen (99). I 1880-aarene blev den funden flere nye steder ved vor sydkyst. [ 1882 opgives den at være funden ved Lyngør (82a, 92 a), og samme aar blev den funden ved Hellevik i Høivaag (82 b, 86). I 1886 nævnes den som funden ved Grimstad (86) og i 1892 ved Kragerø (92 a). | I 1887 blev den funden i 4—5 eksemplarer paa Frog i Norderhov (Ringerike) (87 b), hvor den senere har holdt sig; 1 1898 viste den sig paa Tandberg, en gaard i nærheden (98 d). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 169 I 1887 blev den første gang funden paa Vestlandet, ved gaardene i Røldal (87 c, 92); 3 aar senere fandtes den ved jern- banelinien 1 Stavanger (90 b, 92 b). I 1898 blev den funden to steder 1 Telemarken, 1 Kviteseid og Vraadal (98 b, c), begge steder ved gaardene. Efter i aarhundredets første del kun at have udbredt sig ubetydeligt, har den omtrent fra 1840 af skudt fart og er stadig dukket op paa nye steder, saa at den nu i flere egne af det sydlige Norge er ganske almindelig. Mod nord er den naaet til Hamar, mod vest til Stavanger og Røldal. Den forekommer især omkring de større byer; men i strøget Telemarken— Sætersdal — Røldal er den i de sidste aar dukket op flere langt ude i landdistrikterne. Paa samme maade som ellers i Europa har dens udbredelse hos os tydelig gaaet 1 øst-vestlig retning, idetmindste i store trek. Ved dyrkningsforsøg i forskjellige dele af landet har ScHö- BELER godtgjort, at landets klimatiske forhold ikke lægger hin- dringer i veien for dens fortsatte udbredelse. Han udtaler: ,Jeg har ladet denne Art dyrke paa flere Steder, men altid med det Forbehold, at naar den havde blomstret eller givet modent Frø, maatte den, med størst mulige Omhu, udryddes, da den er en af de besværligste Ugræsplanter, man kjender. Ved Fjeldstuen Kongsvold paa Dovre (62° 18’) bliver den 5° (1,56 m.) hoi og blomstrer temmelig tidlig paa Sommeren: men jeg ved endnu ikke, om den der giver modent Frø. Dette faar den dog ved Gaarden Rise i Opdal Prestegjeld i Søndre Throndhjems Amt (62° 32”), der ligger paa en Høide af 2070° (651 m.) o. H. Den holder sig ogsaa meget godt ved Prestegaarden i Maalselvdalen (69° 10%), hvor den dog hidtil ikke har givet modent Frø.*1) I sit hjemland vokser Bumias orientalis paa græsmarker og tørre, naturlige enge; men allerede i det sydlige Rusland og ellers rundt i Europa findes den omtrent udelukkende paa steder, 1) F. C. Schüserer, Virid. Norv. II, p. 340—41. 170 JENS HOLMBOE. som ikke befinder sig i naturtilstand.!) Omtrent saadan er dens optræden ogsaa hos os. Den vokser ved gader og veie, 1 haver, parke og enge med aaben græsbund. Ifølge flere, især ældre, opgifter skal den ogsaa vokse 1 agre, hvad jeg dog ikke har seet. Kun i et par tilfælde vides den at have sat sig fast paa udyrkede steder. I Mellemeuropa synes Bumias's vigtigste spredningsmaade at være transport med korn;?) maaden for dens optræden hos os gjør det sandsynligt, at den i Norge mere spredes med ballast, grus 0. I. Dog turde vi ogsaa have exempler paa den først- nævnte transportmaade; ved Kongsberg optraadte den saaledes først ved et kornmagazin. For at bringe paa det rene, hvorvidt der i tiden forud for 1812 er tilført sølvværkets kornmagazin kornforraad fra udlandet, henvendte jeg mig til sølvværkets se- kretær, hr. L. S. Larssen. Efter anstillede undersøgelser 1 berg- værkets arkiv har denne velvilligst meddelt, at forsyningen aar 1811 stammede fra Jylland. Bunias’s frukter er vel skikkede til en saadan sprednings- maade. Skjønt den hører tl Cruciferernes familie, er disse som bekjendt nødagtige, forsynede med et tykt og fast skal og indeholder kun ét frø. Den mængde frø, som hver enkelt plante frembringer, er derimod — som følge deraf — ganske ubetyde- lig, paa norske exemplarer ca. 100—150 (de talrige feilslagne frukter her ikke iberegnet). Ved forsøg har Astrip CLEVE vist, at Bunias orientalis's frø i det mellemste Sverige kan spire saavel, naar de udsaaes om høsten straks efter indsamlingen, som om vaaren. Dog be- høver de om høsten meget længere tid (1 varmt drivhus 27, i frigidarium 93 dage) end om vaaren (1 varm drivbænk 17 dage). Hun antager derfor, at frøene i naturen udelukkende spirer om vaaren.?) 1) J. Kringe, Bunias orientalis, p. 258. 2) J. Krise, Bunias orientalis, p. 259. 3) Asrrip CLEVE, Sv. växters groningstid, p. 53. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 171 Hvad der gjør denne art til et saa besværligt ugræs, er imidlertid ikke frukterne, men dens dybtgaaende rodsystem, som af de uplandske bønder menes at være ,fæstet paa den anden side af jordkloden“.!) Ved dette overvintrer den og former den sig, idet rodderne nemlig i hoi grad er i besiddelse af den hos planterne sjeldne evne at udvikle rodskud. Om man forsøger at grave roden op, og herunder den nederste del bliver siddende 1 Jorden, vokser der fra denne nye skud. Af denne grund er det noget nær umuligt at udrydde Bumias fra steder, hvor den først har faaet fodfæste, hvad man hos os og i udlandet har rigelig erfaring for. Det skyldes rimeligvis denne egenskab, at arten i de egne, hvor den engang er kommen ind, ved Kongs- berg, Kristiania, Skien o. s. v. fremdeles vokser overalt, selv om der er gaaet aarrækker siden dens første tilsynekomst. Cerastium arvense L. Sv.: Fåltårfve. Cerastium arvense har en meget vidtstrakt udbredelse, idet den forekommer 1 størstedelen af jordens temperede bælte. I Europa findes den 1 de aller fleste egne; i Nordamerika er den udbredt over hele den nordlige og mellemste del mod syd til Georgia, Missouri, Nevada og Kalifornien.2) Og i Asien fore- kommer den i den mellemste dei mod øst i det mindste til Daourien; dog synes den i Sibirien hovedsagelig — de østlige egne udelukkende — at optræde under noget afvigende former. *) I Danmark forekommer den i alle provindser; den gjør her indtryk af at være fuldstændig vildtvoksende og tilhøre landets oprindelige flora. 1) Ta. Fries, Mann. infl., p. 16. *) Britton and Brown, Illust. Fl. of N. U. S. II, p. 27. 3) LEDEBoUR, Fl. Ross. I, p. 419—443. 172 JENS HOLMBOE. Hvorvidt det samme er tilfældet i det sydlige Sverige, er vanskeligere at afgjøre, skjønt neppe usandsynligt. Allerede paa LINNÉ's tid voksede den „in Scaniæ collibus arenosis*;!) Skåne var imidlertid ifølge velvillig meddelelse af adjunkt TH. Knox den eneste før Linné 1 botanisk henseende kjendte landsdel. Nu er den udbredt over store dele af Sverige mod nord til Ångermanland og Jåmtland. Den er i Sverige langt hyppigere end hos os; som i Norge har den ogsaa der i den senere tid udbredt sig betydeligt.?) I Norge staar dens udbredelse aabenbart 1 et meget nært forhold til kulturen; maaske med undtagelse af omegnen af Kri- stianssand er den overalt indkommen med græsfrs etc. Den kan i vort land ikke med sikkerhed følges længere tilbage end til be- gyndelsen af det 19de aarhundrede; i de ældste angivelser er der nogen konfusion, idet den har været forvekslet med C. alpinum L. Den angives for Norge første gang af GUNNERUS 1 1772; ifølge ham voksede den ved Molde og i Romsdalen (1768). Som allerede fremholdt af A. Bryrr maa han imidlertid rimeligvis have forvekslet den med en anden art og da helst med C. al- pinum.?) Dels er nemlig vor plante aldrig senere funden i denne del af landet (undtagen paa ballast), dels har ogsaa GUNNERUS's angivelser oftere vist sig at være mindre paalidelige. Ifølge velvillig meddelelse fra konservator Ove Dann findes ikke exemplarer fra de nævnte steder i Gunnerus’s herbarium. I næsten 100 aar har imidlertid denne angivelse gaaet igjen i den botaniske literatur, til og med 10de udgave af Harrman’s „Skan- dinaviens Flora“ (70 e). I 1817 anfører M. R. Fror Cerastium alpinum for Kristi- ania — som han pleier — uden nærmere angivelse af vokse- sted o. |. M. Bryrr har paavist sandsynligheden af, at han 1) C. Linné Fl. Svec. ed. I & II, p. 159. (If. Knox). 2) Sv. Murgeck, Cerastium, p. 245—246. 3) A. Brvrr, N. Fl. III, p. 1057. Sammesteds citeres under artens syno- nymi GUNNERI „Flora Norvegica" med et ?. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 173 hermed har ment C. arvense, af hvilken art BLYTT har seet exemplarer, benævnt „C. alpinum“ i herbarier, der har været kontrolleret af Fror (17). Den virkelige C. alpinum er vistnok senere funden ikke langt fra byen, men kun paa et enkelt af- sidesliggende sted, nemlig Krogklevens næsten utilgjængelige bergvægge.!) C. arvense fandtes derimod idetmindste saa tid- ligt som i 1826 paa et langt mere iøinefaldende sted ved Akers- hus fæstnings mure (26 b). Paa dette sted har den holdt sig hele tiden lige til vore dage; i de forløbne 74 aar har den været samlet adskillige gange til forskjellige tider paa fæstningens volde og mure, hvor den nu findes i saa stor mængde, at voldene paa forsommeren tildels er ganske hvidfarvede (34, 44, 46, 54 b, 69, 70a, 74b, 76, 81 b). Allerede i 1846 var den „almindelig om- kring Fæstningen*, og 1 1876 fandtes den her ,1 største Mængde* (46, 76). Foruden for Akershus angives den allerede i 1844 for den nærliggende Hovedø, hvor der vokser saa mange sjeldne, sydlige arter (44); ogsaa her har den senere holdt sig (76). For 1862 er den ogsaa bleven samlet paa Hægholmen, en anden af de smaa ger udenfor Kristiania, og i 1870 anføres desuden som voksesteder Slotsbakken og Bygdø (70 a). I 1881 iagttoges den ved Sandviken, 11882 ved Sinsen i Østre Aker (81 a, 82 b). Senere har den vist sig paa flere og flere steder ved byen ud til Tømter i Maridalen (86 b), Lysaker (99 c), Sem i Asker (95 c), o. s. v. I selve byen findes den adskillige steder paa plæner i parke og haver. Samme aar som den første gang med vished vides funden ved Kristiania, i 1826, angives den ogsaa for Kristianssand (26, 33), hvor den voksede paa Lundsiden. Den omtales herfra flere gange i de senere aar; den har nu udbredt sig og vokser ikke faa steder i byens omegn; Klappene (74c, 82a), Ege- lunden og mange andre steder (95a, 97a), Grim og Sandvigen (Før 99). Sidste sommer er den endog funden to steder i Vennesla nord for byen ved den nye Sætersdalsbane (99 a, b). !) A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 97. 174 JENS HOLMBOE. I begyndelsen af 1890-aarene omtales den ogsaa for tre af nabobyerne, Mandal, Vestre Moland kirke ved Lillesand samt Grimstad (92). I 1870 nævnes den blandt ballastplanter fra Kristians- sund (70 b). I 1874 blev Cerastium arvense funden i Øier 1 Gudbrands- dalens nedre del (74a), og to aar senere anføres den for nabo- præstegjældet Faaberg (76). I Furnæs nær Hamar blev den funden 1 1881, og 1 1884 nævnes den desuden for Sagatun i omegnen af samme by (84). I 1876 omtales den som voksende i Jevnaker (76), og i 1833 blev den funden 1 Vestre Slidre 1 Valders (83). Desuden anføres den 1 1876 for Kongsberg (76), hvor den i 1890 voksede paa en eng ved Skavangerskogen (90). I 1882 blev den funden i nærheden af Moss (82 c, 86 a), hvor den ogsaa er bemærket omkring 1894 (94b), 1 1886 an- føres den desuden for Traramoen og Glemminge ved Fredriks- stad, ved hvilken by den ogsaa er iagttaget i 1889 (86 a, 89 b). I 1882 blev den funden ved Follum nær Honefos; herom- kring har den senere spredt sig sterkt og er nu almindelig. Af voksesteder kan nævnes Frog i Norderhov, hvor den blev fun- den 1897 (82d, 97 b). I 1886 omtales den fra Kongsvinger, hvor den ikke senere vides at være funden (86 a). Den omtales i 1889 for Trondhjem, hvor den først havde vist sig i de ,senere aar*; nærmere findes ikke tiden angivet. Trondhjem (639 26° N. B.) er det nordligste sted, hvor den hid- til er funden (89 a). | I begyndelsen af 1890-aarene angives den for Tjømø, Lar- vik og Brevik paa Kristianiafjordens vestside (92). I denne trakt er den senere ogsaa funden ved Sandefjord (95 b). Endelig er den 1 1894 anført for a dens vestligste voksested i Norge (94 a). I 1900 fandtes den i mængde i omegnen af Skien QUE NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 175 Medens den omkring midten af det 19de aarhundrede endnu var saa sjelden, at M. Brvrr kun kjendte den fra et par steder ved Kristiania og Kristianssand, er den nu udbredt over en stor del af det sydlige Norge; paa sine steder maa den endog kal- des temmelig almindelig. Cerastium arvense har 1 Norge flere indbyrdes adskilte udbredelsesomraader, af hvilke de vigtigste ligger i landets syd- østlige del i egnen omkring Kristianiafjorden. Som kolonier herfra maa betragtes de mere isolerede forekomster i vore søn- denfjeldske indlandsdistrikter og dalfører. Et andet større om- raade har den ved vor sydligste kyst; de langt adskilte fore- komster ved Stavanger, Kristianssund og Trondhjem tør derimod ansees som forposter under dens fremtrængen. Inden flere af disse adskilte omraader synes man at kunne iagttage en vis selvstændighed med hensyn til denne arts ud- bredelse. Medens den oprindelig kun kjendtes fra et enkelt eller et par lokaliteter i vedkommende trakt, har den senere vist sig paa stadig flere steder og udbredt sig i omegnen. Dette gjælder idetmindste forekomsterne ved Kristiania, Hønefos og Kristianssand. | I de fleste tilfælde, hvor der foreligger oplysninger om voksestedets beskaffenhed, opgives den at vokse i kunstig eng, paa græsplæner, i haver, ved veie, chausséer og jernbaner, paa mure og fæstningsvolde — kort sagt under forhold, der gjør det sandsynligt, at den er indført med græsfrø. I et enkelt til- fælde er den funden paa ballastjord (70 b). I sjeldnere skjønt ikke ganske faa tilfælde er den dog iagt- taget paa saadanne steder, der ikke har været opdyrket, paa klipper og tørre bakker og udyrkede marker. Under henvisning hertil antyder Fritz, at den ved Kristianssand maaske er op- rindelig vildtvoksende; den forekommer nemlig her paa , tørre Marker," der ,neppe har været optagne og tilsaaede med græs- frø i menneskealdre.* (Før 99). Herved er imidlertid at mærke, at den kan optræde paa ganske samme maade i trakter, til 176 JENS HOLMBOE. hvilke den oprindelig er indført med græsfrø, og hvor den fra den dyrkede mark har spredt sig til denslags lokaliteter. Cerastium arvense kan ikke sees at være 1 særlig grad skikket til at spredes som ugræsplante. Froproduktionens stør- relse kan ikke for øieblikket opgives, da jeg ikke har adgang til exemplarer med modne kapsler. Det kan dog noteres, at et enkelt individ i, Universitetets herbarium, samlet paa Hovedøen af M. Brvrr, har ikke mindre end 95 blomster. Berteroa incana DC. Sv.: Sandhvita. Berteroa incana stammer fra Sydeuropa og det vestlige Centralasien, mod gst til Baikallandene.t) Allerede den ældre DE CANDoLLE angiver, at den forekommer „in ruderatis arenosis Europæ“,?) og siden hans tid har den som ugræsplante udbredt sig sterkt i vor verdensdel samt i Nordamerika. Omkring 1880 var den saaledes udbredt over hele det østlige og mellemste Europa, men manglede 1 flere af Vesteuropas lande.*) I Nord- amerika, hvor den er ifærd med at blive almindelig, forekommer den foruden i de østlige kyststater ogsaa 1 Missouri.) I Danmark omtales Berteroa første gang som funden ved Faaborg ved Fyen i 1806; nu er den i dette land ,temmelig hyppig 1 Græsmarker.*?) I Sverige vides den førstegang funden ved Lund, hvorfra den nævnes i 1744;6) ı 1820 var den naaet til Stockholm og Leufsta 1 Upland. *) 1) LEDEBoUR, Flora Rossica, I, p. 135. ) ?) DE CANDOLLE, Prodromus, I, p. 158. 3) Nyman, Consp. Fl. Eur., p. 50. 4) Britton and Brown, Ill. Fl. of N. U. S., Can. and Brit. Poss., II, p. 154. Asa Gray, Synopt. Fl. of N. A. I, 1, fasc. I—II, p. 114. 5) Lange, Danm. indv. Plant., p. 276. 6) J. Lecne, Förteckn. öfv. Skän. Växt., p. 275. (If. Krox). 7) Hartman, Sk. Fl, I U., p. 247. (If. Knox). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 177 Den ældste kjendte oplysning om Berteroa incana i Norge gjælder en isoleret forekomst ved Mandal, hvor den i 1826 blev iagttaget af M. Brvrr (26). Denne skal ogsaa ifølge en opgift i sønnens ,Norges Flora“! have fundet den ved Kristianssand ; men da hverken af ham indsamlede exemplarer herfra findes i Universitetets herbarium, eller fundet vides omtalt i den ældre literatur eller M. Brvrr's sknitlige optegnelser (ikke engang i hans manuskript til ,, Norges Flora“, hvor forekomsten ved Man- dal nævnes), maa denne opgilt ansees som usikker. Idetmindste kan M. Bryrr neppe have fundet planten her for kort for sin død (han døde 1862). Det ældste sikre fund ved Kristianssand er fra ca. 1870, da den blev funden 1 Oddernes (70c). Frem- deles er den i denne egn sjelden, skjønt funden et par steder i de senere aar: Grims molle med ballastplanter (93 a, b, 94) og Vennesla ved den nye Sætersdalsbane, et par mil fra byen (97 c). | Ved Kristiania vides den første gang funden i 1847 ved Økern (47); ogsaa denne forekomst er ganske isoleret og maa nærmest ansees som en forløber for den egentlige indvandring. Denne indtraf først 20 aar senere, 1 slutten af 1860-aarene. I 1868, 1869, 1870, 1871, 1872, 1873 o. s. v. viste den sig om- trent samtidig paa en mængde steder ved byen, dels i dennes umiddelbare nærhed, dels i omegnen ud til Bækkelaget, Grefsen, Smedstad, Snarøen og Reistad i Asker. Paa det sidstnævnte sted blev den i 1869 funden af A. BLYTT som var. viridis, der her for første gang vides iagttaget i Norge. I de tilfælde, hvor voksestedets natur er anført, har den vokset 1 kloverager, eng og ved veikanter; dette gjør det sandsynligt, at den er indført med græsfrø, hvad allerede A. BLyrr!) og andre har antaget. I 1876 karakteriseres den. som optrædende i mængde ved Kristi- ania (76); siden den tid er den heromkring bleven saa almin- delig, at nye voksesteder ikke længere anføres 1 literaturen. 1) A, Brvrr, Norges Flora, III, p. 979. Nyt Mag, f. Naturv. XXX VIII, II. 12 178 JENS HOLMBOE. I 1873 blev Berteroa funden i Norderhov paa Ringerike (73 b), og i 1876 omtales den desuden som voksende ved Viker- sund og paa Tyristranden (76). I 1882 iagttoges den for første gang ved Honefos; siden den tid har den spredt sig meget, saa at den nu findes overalt paa Ringerike (82 b). I 1876 omtales den for Drammen, Hougsund og Kongsberg: paa det sidstnævnte sted, hvor den først optraadte ved jernbanen (76), er den senere funden gjentagne gange og har udbredt sig sterkt. I 1890 betegnes den som temmelig almindelig om- kring Kongsberg by (90a) og som fuldt naturaliseret i om- egnen (90 d). | Den anføres 1 1876 for Romedal paa Hedemarken, dengang dens nordligste kjendte voksested i Norge (76). Paa Hedemarken var den i 1884 bleven almindelig paa kunstig eng, mod nord til Ringsaker (S4a); om dens senere historie i denne landsdel foreligger intet. I 1899 iagttoges den i Biri paa Mjøsens vest- side (99). | I begyndelsen af 1880-aarene begyndte Berteroa flere steder at vise sig 1 nye trakter. I 1881 blev den funden ved Flekke- fjord, og i 1882 anføres den desuden for Valders og Laurvik (S1, 82 a). Det var i de følgende aar især ved vor sydøstlige og sydlige kyst, at den begyndte at indvandre. Allerede i 1877 var den funden ved Tvedestrand (77). I 1884 blev den funden ved Arendal (84 b); et nyt voksested fra omegnen af denne by blev fundet 1890 (90c), og i 1892 siges den at være hyppig deromkring (92a). I 1884 blev den funden ved Fredriksstad (S4 c). I 1886 omtales den fra fire steder ved den ydre Kristi- aniafjord: Holmestrand, Hankø, Vallø og Tjømø; paa Tjømø var den ,meget almindelig* (86 a), og ved Vallø var den allerede bemerket 1 1885 (85). I 1887 blev den funden ved Eidanger jernbanestation (87 b, 92 a); 1 løbet af de følgende to aar blev den temmelig almindelig omkring Porsgrund (89 a). Aar 1900 iagttoges den sparsomt 1 Brevik (00). I 1892 anføres NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 179 en række nye findesteder 1 disse trakter: Skjælø 1 Onso, Sande- fjord, Risør, Dybvaag, Grimstad, Lillesand; ved Dybvaag fandtes den flere steder, og ved Grimstad betegnes den allerede som hyppig (92a). Som nye voksesteder fra de senere aar kan nævnes Kjerringvik i Tjølling og Hygenstranden i Røken (97 a, d). Første gang Berteroa er funden paa Vestlandet, var i 1886, da den fandtes 1 Sogndal 1 Sogn (86 b). I 1890 blev den funden paa kirkegaarden i Haugesund (90 b). I 1892 opregnes foruden et nyt findested ved denne by ikke faa nye lokaliteter i det vestenfjeldske: Ogne paa Jæderen, Stavanger (talrig), Graven i Hardanger, Bergen (fleresteds), Aalesund (92a, b). I Sogn blev den funden paa en ny lokalitet, Borgund, 1 1895 (95 b). I 1892 er den noteret for to af Kristiania-Trondhjemsbanens stalioner, Fidsvold og Røros, samt for Faaberg, nederst i Gud- brandsdalen. Røros ligger 628 m. o. h. og er til dato artens høiest liggende voksested i Norge (92 a). Samtidig begyndte den at indvandre til Telemarken. I 1892 anføres den for Ulefos i nedre og Tinoset 1 øvre Tele- marken (92a); det er maaske rimeligst, at den er kommen til det sidste sted fra Kongsberg; afstanden derfra er nemlig kun 50 km., og der foregaar en ikke ubetydelig samfærdsel med denne by over Bolkesjø. I 1897 er den desuden anført for Vraadal, syd for Bandak i Telemarkens sydlige del (97 a). I 1890 er desuden Berteroa funden paa Tjøttø i Helgeland, flere breddegrader nordenfor dens udbredelsesomraade forøvrigt, for tiden dens nordligste kjendte voksested i Norge (65° 49’ N. D.). Den voksede her paa kunstig eng (90 e, 92 a). I dette oieblik er Berteroa incana udbredt over store dele af vort land. Almindeligst er den omkring Kristianiafjorden, især dennes indre del; men ogsaa langs hele vor sydkyst indtil Kristianssand samt i vore sydøstlige indlandsdistrikter findes den paa adskillige steder. Mere spredte voksesteder har den langs vestkysten og i vore store østenfjeldske dalstrøg, hvor den for tiden er 1 sterk spredning. 180 JENS HOLMBOE. & Voksesteder før 1870. — 1870 —80. ® — 1880 — 90. o = 1890 — 1900. Fig. 2. Kart over Berteroa incana’s udbredelse i Norge. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 181 Varieteten viridis der af og til findes inden hovedartens omraade, kjendes fra følgende steder. Kristiania: Holmenkollen og Reistad i Asker; Ringerike: Norderhov kirke og Heen; Kongsberg, Hygenstranden i Røken, Rød paa Tjømø, Eidanger jernbanestation. Den har imidlertid stor lighed med hovedarten og er sandsynligvis oftere overseet; det tør derfor komme til at vise sig, at den ikke er saa sjelden. Berteroa incana hører til de ugræsplanter, der hovedsage- lig spredes med græsfrø. I de fleste tilfælde, hvor voksestedernes art er oplyst, har den vokset paa kunstige enge, ved veie, chausséer og gader, paa kirkegaarde etc., overhovedet paa steder, der almindelig bliver kunstig tilsaaet med græsirø. Paafaldende ofte optræder den langs jernbanerne, paa stationer og jernbane- banker. Det er troligt, at tilsaaningen af jernbanebanker med fremmed frø har spillet en fremtrædende rolle ved denne ligesaa vel som ved saa mange andre ugræsplanters spredning. Den samme erfaring har man ogsaa andensteds gjort. Sjeldnere vokser den sammen med ballastplanter, saaledes ved Grims mølle ved Kristianssand (93 a). Ogsaa 1 Nordamerika er dette en undtagelse. 1) I et par tilfælde har den fra det dyrkede terræn udbredt sig til steder, der befinder sig i naturtilstand. Ved Hankøsundet vokser den saaledes paa en sandbakke, og ved Holmestrand er den funden paa stranden (86, 97 a). Eiendommelig er den hastighed, hvormed den har udbredt sig. I løbet af de 30 aar 1870—1900 er dens udbredelsesom- raade 1 Norge bleven mangedoblet; bedst anskueliggjøres dette ved den hosføiede kartskitse, hvor alle kjendte voksesteder er afmærkede. Samtidig med, at dens omraade saaledes er ud- videt, er den inden sit gamle strog, det sydligste Norge, bleven langt almindeligere. 1) Asa Gray, Synopt. Fl. of N. A. I, I, fasc. I—II, p. 114. 182 JENS HOLMBOE. Berteroa incana's frø og frukter er ikke udstyrede med vinger, hager eller andet, der kunde lette dens spredning. Dog er frøene temmelig smaa og lette og maa kunne spredes idet- mindste paa korte afstande ved vindens hjælp. Forovrigt vilde jo denslags tilpassethed kun i mindre grad komme den til nytte, da den hovedsagelig spredes med græsfro. Berteroa er i sin bygning en typisk xerophil plante. Stængelen er tynd og lidet saftfuld og ligesom de smaa blade tæt dækket af stjernehaar. Det er dens herved fremkaldte graa- lodne udseende, som har givet anledning til dens navn. Denne egenskab sætter den istand til at vokse paa temmelig tørre steder, hvad der uden tvivl maa komme den tilnytte under dens spredning; thi paa denslags lokaliteter vil der lettere end anden- steds kunne findes ledig plads. Hvad frømængden angaar, saa kan den hos veludviklede individer være ganske betydelig, hvad der vil sees af følgende exempelvis hidsatte tal: Skulpernes Samlet Exemplarer fra we Me Kongsberg jernbanestation . . . . 170 ca. 15 ca. 2550 " E f 219 i » 2409 andals(26)gee ss NT: | | mt ET "us De Besches lokke, Kristiania (65) 195 ud » 1875 Kun modne skulper og frø er medregnede. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 183 Matricaria discoidea DC. Sv.: Gatkamill; Tysk: Kahlkopfkamille. Fra sit oprindelige udbredelsesomraade, det nordvestlige Nordamerika og nordøstlige Asien, begyndte den før midten af det 19de aarhundrede at sprede sig østover gjennem Nordamerikas forenede stater. Den var her i 1886 naaet frem til Atlanter- havet. (Asa Gray, Fl. of N. America, Gamop. p. 364). I Europa angives den sedvanlig, saaledes af AscHErson 1 af- smittet , Pflanzengeographie* i Leunis's Synopsis (II, 1, p. 793), først at være funden af A. BRAUN ved Berlin 1 1852.1) Da den imidlertid 1 samme aar indførtes til den botaniske have i Upsala, gjenkjendte Erras Fries i den en gammel bekjendt, som mindst i 12 aar havde vokset i haven. Han havde hidtil holdt den for svensk; men han indrømmer, at den omstændighed, at arten i Europa alene kjendtes fra to botaniske haver (Upsala og Berlin) taler for dens fremmede oprindelse.*) Saa hurtig udbredte den sig omkring Upsala, at Tuevenıus allerede 1853 antog, at den var indvandret for bestandig.?) Allerede i 1852 er den desuden funden ved Kjøbenhavn af Batzkr.‘) Siden har den rundt om i Europa udbredt sig stadig mere, saaat den nu, især i Mellem- europa, mangesteds er bleven et besværligt ugræs. Det skulde ikke være lang tid efter dens første optræden i Europa, før den viste sig i Norge. Paa samme maade som i Sverige?) begyndte den ogsaa her at udbrede sig fra den bota- niske have. I 1850 blev den saaet 1 Tøien botaniske have ved 1) A. Braun har i en opsats ,,Chamomilla discoidea Gay“, Bor. Zrir. 1852, sp. 649 flg. omtalt sit fund. Han redegjør her for artens vidtløftige synonymi, beskriver den og skildrer den ruderatplads, hvor han fandt den. 2) Erras Fries Växternas füdernesland, p. 115—116, jfr. p. 107. — Jfr. E. Fries, Anm. ö. Cotula matricarioides, p. 19—21. 3) K. F. Tuepenius, Skand. Florans Novitier, p. 24—95. ^) J. Baacor, Nye Voxesteder for sjeldnere danske Planter, p. 25. >) Erras Fries, L c. 184 JENS HOLMBOE. Kristiania,!) hvorhen frøet var bleven forskrevet fra den bota- niske have i Leipzig. Den originale lille frøpose opbevares endnu paa Toien. Ogsaa det følgende aar blev den udsaaet i haven; men den kan ikke sees at være saaet oftere. Man fandt det rimeligvis overflødigt; thi engang kommen ind i haven be- sørgede den selv sin formering. Her har den siden formeret sig i den grad, at den nu er et af havens besværligste ugræs, som man ikke længer ved nogen udvei til at faa bugt med. Med hvilken hurtighed denne spredning foregik, kan indsees af, at den allerede 1 1862 er funden udenfor haven (62). Og 1 de følgende aar møder vi flere angivelser om, at den har vist sig snart det ene, snart det andet sted 1 nærheden af Toien (65, 70, 71, 75 a); men overalt gjør den endnu indtryk af at være kun ,tilfældigt* optrædende (70), og endnu 1 1874 udtaler A. BrvrT sig forbe- holdent om, hvorvidt den vilde naturaliseres i landet.?) Men allerede samme aar viste den sig som gadeugræs i en helt anden del af Kristiania samt ved Sandviken, halvanden mil vest for byen (74b, ce). Senere har den 1 og omkring Kristiania udbredt sig stadig mere og mere; 1 1880 blev den funden ved Oslo (80), i 1883 ved ballastpladsene Grønlien og Filipstad (83), 1 1884 paa Bygdø (84) o. s. v. Nu er den i byen og dens omegn ganske almindelig som ugræs ved veie, paa tomter og gaardspladse saa langt ud som til Bryn og Lysaker (97 a, b). Omkring 1880 begyndte Matricaria discoidea at vise sig paa ballastpladsene flere steder ved vor sydlige kyst. I 1881 blev den funden ved Grimstad og ved Mandal paa ballast (81 a, b, 82), og omtrent ved den samme tid — uden at dog aaret nær- mere kan betegnes — viste den sig omkring en dampskibs- brygge ved Torsneskilen i nærheden af Fredriksstad (84 b, 92 a, 99 b). Paa alle disse steder foregaar der skibsfart direkte med 1) Ifølge skriftlige optegnelser i Toienhaven. 2) VAS Beyer, NR]. II, på Ded, NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 185 udlandet, og det er utvivlsomt rigtigere at opfatte disse steder som selvstændige udbredelsescentrer for arten end at sette dens optræden her i forbindelse med importen til Toienhaven. Om et par af disse steder vides det, at den ogsaa senere er funden i egnen. I 1890 blev den saaledes funden ved Fevik 1 nær- heden af Grimstad (90 b) og 1 1893 ved bryggerne ved Høllen i Søgne paa Lister (93 c, d. Det er imidlertid neppe muligt at afgjore, hvorvidt den er indvandret direkte til disse steder, eller den er kommen did fra de ældre voksepladse 1 nærheden. Ved Torsneskilen har den udbredt sig fra bryggepladsene, hvor den nu vokser i største mængde, til flere gaarde i omegnen, saaledes til Heie (92a) og Holm kirke (99 b). Omtrent ved samme tid begyndte den at vise sig ved Høne- fos. Den blev førstegang funden midt paa byens torv i 1881; senere er den stadig bleven almindeligere i byen (81 c, 88, 92 a), og allerede i 1893 skildres den som byens snart sagt alminde- ligste ugræs. Samtidig meldes et nyt findested ved Hofsfos, 3 km. fra byen (93 a); 1 1898 blev den funden ved Bægna træ- sliberi, 5 km. fra byen (98 a). I 1890 blev den funden ved Haugesund (90 e), hvorhen den utvivlsomt er indført med ballast (92 b). Det fremgaar imidlertid af de forhold, hvorunder den her forekommer, at den allerede maa have vokset her flere aar, før den blev funden. Fra den ballastplads, der synes at være dens ældste voksested i denne trakt, havde den allerede spredt sig til 3—4 steder ved byen (92b). To aar senere oplyses den fremdeles at sprede sig be- tydeligt ved Haugesund (94). Senere har den vist sig paa stadig flere steder, især ved byerne langs Kristianiafjorden. I 1892 blev den funden ved Laurvik (92c), i 1893 paa et skibsværft i Sandefjord (93 b), 1 1896 ved Porsgrund (96 a), i 1897 ved Hygenstranden, et lidet strandsted ved Drammensfjorden (97 a, c), og samme aar omtales den som funden ved Tønsberg jernbanestation (97a). I 1899 fandtes den i Holmestrand (99 a). 186 JENS HOLMBOE. I 1898 fandtes den ved Hamar jernbanestation (98 b). Og i de sidste aar er den dukket op to nye steder ved vor kyst, et par breddegrader nordenfor dens udbredelsesomraade forøvrigt. I 1895 blev den funden i nærheden af Rugsund kirke yderst i Nordfjord (95) og 1 1897 ved Trondhjem (63° 26 N. B.), for tiden dens nordgrændse 1 landet (97 a). I løbet af de 55 aar, som er forløbne, siden den første gang omtales som funden udenfor den botaniske have, har den ud- viklet sig til at blive et almindeligt ugræs 1i flere dele af det sydlige Norge og har mod nord naaet 3!/2 breddegrad nordenfor Kristiania. Hvad der er det karakteristiske ved Matricaria discoidea's udbredelseshistorie i Norge, er, at den 1 høiere grad end de fleste nyindvandrede ugræsplanter samtidig synes at udbrede sig fra flere, indbyrdes temmelig fjernt beliggende steder. Denne omstændighed i forbindelse med maaden for dens optræden paa de forskjellige lokaliteter taler for, at dens forekomst i landet ikke skyldes en enkelt indvandring, men at den ved forskjellige leiligheder er bragt til de forskjellige egne. Sin vigtigste ud- bredelse har den 1 landets sydøstlige del; her ligger dens fleste voksesteder, og her optræder den i størst mængde. Som vist i det foregaaende — og som allerede A. Brvrr ved flere anled- ninger har berørt — er den her oprindelig kommen ud fra den botaniske have, hvorfra den senere har udbredt sig. Fra Kristi- ania, hvorhen den saaledes oprindelig med hensigt er bleven bragt, har den saa rimeligvis spredt sig til de omliggende vokse- steder. Specielt gjælder dette Hønefos, hvorhen den vanskelig kan være kommen uden over Kristiania. Men til voksestederne langs kysten er det vel rimeligere, at den er kommen anden- stedsfra. Samtlige disse steder anløbes mere eller mindre ofte af skibe, der kommer fra udlandet; og for flere steders ved- kommende angives den udtrykkelig at vokse paa ballastpladse, ved brygger, paa skibsværite o. s. v. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 187 Voksesteder før 1870. — 1870—80. — 1880 — 90. — 1890—1900. e E Q O Fig. 3. Kart over Matricaria discoidea's udbredelse i Norge. 188 JENS HOLMBOE. Matricaria discoidea er 1 sin optræden hos os en ud- præget ruderatplante. Den vokser bestandig paa ballastpladse, tomter, gaardspladse, gader eller veie. Den har en mærkelig evne til at vokse selv paa temmelig haardtrampet jord og synes forholdsvis lidet at skades ved at blive nedtraadt. Ogsaa i sit gamle hjemland vokser den paa steder af en lignende beskaf- lenhed. LEDEBOUR, som opstillede den som ny art under navnet Pyrethrum discoideum, betegner dens voksested som „aabne, tørre, solbeskinnede steder 1 den dschungarisk-kirghisiske orken.“ !) Og i det vestlige Nordamerika opgives den af Asa Gray at vokse paa „aaben grund*.?) Aldrig har jeg seet den i ager eller eng eller overhovedet paa steder med tæt græsbund. I de øvrige europæiske lande, hvorhen den er kommen, optræder den paa lignende maade som hos os. Kun en enkelt gang har jeg seet dens forekomst sat i forbindelse med agerbruget, idet den af F. SCHULTHEISS angives at være indført til Nirnbergs omegn med korn fra Nordamerika.?) Om man vilde soge nøglen til forklaringen af Matricaria discoidea's store udbredelseshastighed i en særlig udviklet til- passethed i den morphologiske byguing af dens sprednings- organer, vilde man neppe komme til noget resultat. Dens smaa nødder mangler udviklede flyveredskaber, har ikke engang den hos Compositerne saa almindelige fnok, og kan heller ikke sees at være særlig tilpassede til spredning med dyr o. 1. Vist- nok kan dens frukter paa grund af sin ringe størrelse af vinden transporteres over kortere strækninger — hvad jeg selv ved | flere leiligheder har havt anledning til at iagttage —; men mange planter, der synes i langt høiere grad at være tilpassede til vindtransport, staar dog langt under den m. h. t. udbredelses- hurtighed. 1) LEDEBoUR, Fl. Altaica. Tom. IV, p. 119. 2) Asa Gray, Fl. of N. America. Gamop., p. 364. 3) F. Scaurrneiss, Sporad. Pfl. d. Localfl. Nürnb. (Citeret efter Just, Bot. Jahresbericht). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 189 Synes saaledes dens morphologiske tilpassethed ikke at være særlig udviklet i her omhandlede henseende, turde man snarere finde en forklaring 1 dens usædvanlig store tilpasnings- evne. Den vokser overalt, hvor blot pladsen ikke er for sterkt optagen af andre planter. ‘Tu. Fries har gjort opmerksom paa dens sjelden sterkt udviklede evne til at ,strække tæring efter næring*.1) Medens den paa frodige steder bliver stor og har talrige blomsterkurve, bliver den paa særlig ugunstige vokse- pladse ganske liden (kun et par cm. hoi) med kun en enkelt eller et par kurve, men bærer dog modent fro. Hos vel udvik- lede individer kan frøenes antal være meget betydeligt, hvad der vil belyses af følgende tal: Kurvenes E å Antal . . Samlet xemplarer fra = gjennemsnit- Se urve lige antal fro antal frø Fevig, Grimstad (90b) . . . . : . 32 ca. 152 ca. 4864 Rugsund, Nordfjord (95) . . . .. 38 » 160 7 26080 Galgeberg, Kristiania (65). . . . . 48 » 163 » 1824 Guamstadi(Sta): ro. B 53 25-910 » 11130 Toienhaven, Kristiania (71) . . . . 68 168 » 11424 Filipstad, Kristiania (90 a). . . . . 65 2250. » 16250 Jeg ser mig ikke for øieblikket i stand til at angive spiringsevnens størrelse med tal. Men naar man ser, hvor tæt den bevoksning af smaa kimplanter er, der om vaaren eller, naar veiret er nogenlunde mildt, allerede om høsten vokser op omkring selv enslig staaende individer, faar man det bestemte indtryk, at den maa være ganske stor. Hvad blomstringstiden angaar, viser den en ikke liden evne til at kunne udstrække den over en længere tid, hvad der med- 1) Te. Fries, Minn. infl. p. 15. 190 JENS HOLMBOE. fører den fordel, at den bedst muligt faar udnyttet enhver an- ledning til at udvikle sit frø. Medens den i sit hjemland blom- strer 1 mai og juni,!) kan den hos os blomstre hele sommeren igjennem til langt ud paa høsten. I Tøienhaven saaes saaledes fuldt friske, blomstrende individer 1 midten af november 1899, efterat mange planter forlængst var visnede, og de fleste havde taget skade af frosten. Alyssum calycinum L. N.: Graadodre; Sv.: Grådöra. Alyssum calycinum er oprindelig en europæisk plante; den er udbredt over den største del af vor verdensdel og mangler kun i enkelte af dens vestlige og nordlige lande; mod sydøst gaar den til Lilleasien og Syrien.?) Som saa mange andre europæiske, etaarige planter er den indvandret til Nordamerika, hvor den i 1897 fandtes paa marker og paa ballastpladse saavel i de østlige stater som 1 det fjerne Vesten.) Det ældste kjendte voksested for Alyssum 1 Sverige er Brö- sarp 1 Skåne, hvor den voksede i 1825.4) I Danmark, hvor den nu er almindelig som ukrud paa græs- og kløvermarker, er den forstegang funden ca. 1832 (Ejby pr. Kjege).?) Til os er den indvandret siden midten af det 19de aarhundrede; en gammel angivelse fra 1715 kan nemlig efter al sandsynlighed sættes ud af betragtning, idet der med det anvendte navn Å. Germanorum aabenbart er ment en helt anden plante (1715). I 1857 blev den fundet paa Slotsbakken i Kristiania, hvor- hen den er indført med græsfro (57). Faa aar senere sees den 1) Leprepour, Flora Altaica, T. IV, p. 119. 2) Boissier, Flora Orientalis, I, p. 285. 3) Brirron and Brown, Flora of Un. St., Can. and Brit. Poss. II, p. 153. ') Extras Fries, Mantissa 1, p. 11 (if. Knox). : 5) Lance, Danm. indv. plant., p. 275. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 191 at vokse ved Frydenberg (62) og paa skiferklipperne ved Huk paa Bygdø (65), hvor den lod til at ville naturaliseres (70 b). I 1873 fandtes den ved Frogner (73 b) og 1 1874 ved Incognito (74). Den har senere spredt sig betydelig omkring byen. I 1875 blev den funden paa jernbanebanker i Asker (75, 76, 86), og i 1886 opføres den for Langøen og Vækkerø (86 a). 1888, 1899, 1894 og 1897 opføres den for stadig nye steder i Kristiania omegn. Det ældste voksested udenfor Kristianiatrakten er Dale i Onso, nær Fredriksstad, hvorfra den omtales 1 1882 (82). I 1884 nævnes den fra et par steder i Hamar by (84), 1 1889 fandtes den ved Vallø, og 1 1892 angives den for Brevik (89, 92a). Samme aar blev den af A. Brytt funden i flyvesand ved Ogne paa Jæderen (92b, 97). I 1897 fandtes den paa Oskarsborg fæstning ved Drøbak (97) og i 1900 ved Lange- sund (00). Kun i omegnen af Kristiania er Alyssum calycinum for tiden temmelig almindelig; ellers findes den kun spredt paa nogle faa steder i den sydlige (især sydøstlige) del af landet. Dens nordgrændse er Hamar (60° 48^ N. B.). Paa de fleste voksesteder kan denne art med bestemthed siges at være indført med græsfro. Paa de ældste lokaliteter ved Kristiania, samt desuden i Asker, Hamar og paa Oskars- borg angives den udtrykkelig at vokse paa kunstig græsbund. Holge LYTTKENS findes dens frø ofte som forurensning blandt tysk hvidkloverfro.!) Som regel holder den sig paa denslags steder; kun i nogle tilfælde ved Kristiania vides den at have udbredt sig til steder, der befinder sig i naturtilstanden. — Alle- rede i 1870, kun 13 aar efter dens første tilsynekomst, omtales dette at A. Bryrr.?) Paa det sted ved Vestheims skole, hvor den først blev funden af Friprz (SS) saa jeg den i j') Ave. LvrrkENs, Sv. ogräs, p. 61. ) A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 7. 21 79 192 JENS HOLMBOE. 1898 paa en tør bergknaus (silur) sammen med Galium verum, Centaurea Scabiosa, Calamintha Acinos, Anthyllis vulne- raria etc. Af særlig interesse er den lokalitet paa Jæderen, hvor den 1 1892 blev funden af A. Bryrr. Ikke alene ligger dens vokse- sted her flere længdegrader vest for dens udbredelsesomraade forøvrigt; men den voksede 1 flyvesand langt fra folk. Det tør være vanskeligt at afgjøre, hvorledes den er kommen hid. Tre forklaringsmaader kunde tænkes: 1) den kunde fra gammel tid være spontan paa stedet; 2) den kunde være ført did nylig ved de transportmidler, som naturen hos os raader over, eller 3) den kunde være bragt did med kulturen. Den isolerede, sparsomme forekomst paa opreven flyvesand, der vel maa gaa ind under begrebet „ny jord” hos WanwiNG,!) gjør den første forklarings- maade lidet sandsynlig. Stort nærmere spørgsmaalet er det vanskeligt at komme efter de foreliggende oplysninger. Den omstændighed, at stedet ligger langt fra folk, tyder maaske i retning af den anden forklaringsmaade. Alyssum calycinum er en udpræget xerophil plante; den vokser selv paa de tørreste steder. Derimod vil man aldrig finde den, hvor jordbunden er vaad. Denne egenskab, der sandsyn- ligvis væsentlig skyldes dens tette beklædning af stjernehaar, kommer den til stor nytte paa de steder, hvorhen den ved kul- turen bliver bragt. Thi om den under konkurrancen med egnens planter bliver udtrængt fra de frodigere steder, vil den med sin store evne til at udholde tørke stadig kunde finde et fristed paa torre knauser o. I. med disses aabne bevoksning. Vegetativ formering kjendes ikke hos Alyssum; al spred- ning og overvintring — arten er etaarig — foregaar ved frø. Disses antal er paa store individer ganske betydeligt; paa et exemplar i Universitetets herbarium, indsamlet ved Frydenberg (70 a), talte jeg saaledes 375 modne skulper. Naar hver skulpe 1) Warnmine, Plantesamfund, p. 301, flg. [2] NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 195 indeholder 4 frø, bliver det samlede antal 1500. Oftest er dog antallet betydelig lavere. Blomstringstiden falder tidlig paa sommeren, omkring Kristi- ania 1 mai og juni; dette indeholder den fordel, at arten hvert aar faar sit frø modent. Conringia orientalis ANDRZ. Denne art hører hjemme i Sydeuropa og Orienten og har herfra som ballast- og ugræsplante udbredt sig over størstedelen af Mellemeuropa.*) Til Nordamerika er den ogsaa indvandret; den blev her funden i Pennsylvanien 1 1876 og er senere trængt frem mod vest til Michigan og Dakota.) I Danmark blev den ı 1894 funden ved Kolding paa Jyl- land samt paa Amager.?) Om den er funden ı Sverige, vides ikke. Endnu i 1897 op- tages den ikke som voksende i dette land af Hampere. *) Idetmindste siden 1859 har Conringia ortentalis vokset paa de tørre bakker ved Mellemtøien i Kristiania (59). Stedet ligger lige ved Tøien botaniske have, hvorfor A. Bytt antager, at den her er forvildet fra haven (70). Planten har ogsaa vir- kelig nogle aar tidligere været dyrket i Tøienhaven, den staar nemlig opført i havens frøkatalog for 1843. Paa dette sted har den holdt sig længe og vides at være iagttagen en række gange (62, 64, 70, 82, 89, 97). I midten af 1880-aarene er den des- uden funden paa to ballastpladse i Kristiania (85 a, b). 1) Wizzgomm et Lange, Prodr. Fl. Hisp. III, p. 803. ?) L. H. Dewey, Three new weeds of the Mustard Family. — Citeret efter Just, Bot. Jahresber. 1897, II, p. 131. 3) Lange, Danm. indv. Plant., p. 277. ^) Hampere, Skand. halföns fan. och kärlkrypt., p. 48. Nyt Mag. f. Naturv. XXX VIII, III. 13 194 JENS HOLMBOE. Ældste kjendte voksested udenfor Kristiania er Kristians- sund, hvor den rimeligvis blev funden i 1868; et exemplar herfra i Universitetets herbarium er maaske ikke fuldstændig sikkert (68). I 1884 blev den funden ved Tønsberg (84). I 1892 fandtes den i mængde paa Øren ved Fredriksstad; senere skal den her atter være forsvunden (92 a). Andre vokse- steder i landets sydøstlige del er Moss og Skien, hvor den er funden 1 de sidste aar (98, 99 a). I 1892 opgives den desuden for Stavanger, i hvis nærhed den ogsaa sidste sommer er funden (92 b, 99 b). I 1893 fandtes den ved Buviken nær Trondhjem og i 1897 ved Kropelven ved samme by (93, 97). Naar undtages forekomsten ved Mellemtøien, hvorhen den synes at være kommen fra den hotaniske have, er denne plante hos os en udpræget ballast- og ruderatplante. Den vokser paa ballastpladse, 1 gader, paa tomter og i haver: dens indvandring foregaar raskt, og det er ikke usandsynligt, at den inden ret lang tid vil blive almindelig. Campanula patula L. Sv.: Ängsklocka. Denne art er oprindelig en europæisk plante, udbredt over størstedelen af Mellemeuropa, de sydeuropæiske halvøer og Nord- afrika, mod øst til det vestlige Sibirien.*) Allerede paa LInnÉ's tid fandtes den fleresteds 1 Finland samt ved Fahlun i Sverige?) Senere har den 1 dette land udbredt sig sterkt og er stadig trængt længere mod vest. Saaledes voksede den 1 1838 i den østlige del indtil Dalarne, Gestrikland og Medel- 1) Lepesour, Fl. Ross. II, 2, p. 887. 2) C. Linné, Fl. Svec., ed. 2, p. 66. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 195 pad; 1 Gestrikland fandtes den i større mængde end nogen anden af slægtens arter.) I 1854 var den naaet mod vest til Wärm- land og Westergötland.*) Den angives som forstegang funden i Danmark i 1767 (Brankebakken ved Frederiksdal paa Sjælland). Fremdeles er den meget sjelden i landet, men er dog funden i de fleste egne.*) I begyndelsen af 1870-aarene viste den sig omtrent sam- tidig paa flere steder i det sydøstlige Norge. Det ældste kjendte voksested er Høvik i Lier, hvor den blev funden i 1870 sparsomt voksende i en eng (70, 95). Aaret efter voksede den et par steder ved Kristiania, det ene sted i mængde (71), og i 1872 fandtes den paa Børsumrud 1 Aas; 1 1873 blev den funden paa nok et sted i denne sidste egn (72a,b, 73). Omtrent 10 aar senere er den funden i nogen afstand herfra, i omegnen af Drøbak (83). I 1874 omtales den desuden fra Bagn i Valders og fra Svinesund i nærheden af Fredrikshald (74), i 1876 fra Ørke- dalen, det eneste sted nordenfjelds, hvor den hidtil er funden (ca. 63° 20° N. B.) (76). Omkring Kristiania er den senere funden gjentagne gange til forskjellige tider, saaledes ved Oscarshal (81 b), Lillefrogner (90 b, 92), et par steder 1 Asker (92, 97a, 98b), Bærum (98 a, 99 a) og paa Nesodden (97a,b). Den optræder heromkring for det meste temmelig sparsomt og gjør indtryk af at være lidet stationær. I 1881 fandtes den i tusindvis paa Lilleby nær Hougsund paa Eker, hvor den i 1888 fremdeles voksede i stor mængde (81a, 82, 88, 90a, 95). Ved Hønefos viste den sig i 1889 og er nu bleven almindelig (89, 97 a). 1) Hartman, Skand. Fl 3 uppl., p. 57. ?) Hartman, Skand, Fl, 6 uppl., p. 43. 3) Lanez, Danm. indv. Plant, p. 262. ^) Lance, Dansk. FL, ed. 4, p. 404. 196 JENS HOLMBOE. I 1884 omtales den som funden i Vang paa Hedemarken (84) og 1 1892 i Brunlanes (92), artens yderste kjendte voksested mod sydvest 1 Norge. I 1899 blev den funden 1 Rygge ved Moss (99 b). Naar undtages det isolerede voksested i Ørkedalen mere end 21/2 breddegrad nordenfor dens nordligste lokaliteter sønden- fjelds, er den kun funden i det sydøstlige Norge. Endnu kan den ikke nogensteds siges at være almindelig; dog bliver den hyppigere aar for aar. Dens fleste voksesteder ligger i egnen omkring Kristianiafjordens indre del. I Mellemeuropa vokser Campanula patula i enge, krat og skogkanter; 1) hos os er den en typisk engugræsplante, der om- trent udelukkende er funden paa kunstig græsbund. Dens spred- ning til Norge maa derfor antages hovedsagelig at finde sted med greesfro. Herved forklares grunden til, at den saa ofte optræder 1 vidt adskilte egne. Oftest finder man den mere eller mindre sparsomt, men der gives dog tilfælde, hvor den er fun- den i stor mængde. Hidtil har den neppe gjort synderlig skade som ugræs. é Kun i et enkelt tilfælde for et par aar siden vides den at være funden udenfor den dyrkede jords omraade, paa et sted, hvorhen den rimeligvis maa være bragt ved spontan spredning (98a). Den voksede her meget sparsomt, og stedet ligger midt 1 de dyrkede trakter 1 Kristianiaegnen. Arten kan ikke sees at være særlig skikket til den raske spredning, som har fundet sted. Dog gjælder om den til en vis grad, hvad der ovenfor er sagt om Matricaria discoidea: medens den i frodige enge gjerne er stor og mangeblomstret, bliver den paa andre steder ganske liden, med en enkelt eller et par blomster, men udvikler dog modent frø. De smaa brunglindsende frø kan paa store individer være særdeles talrige: 1) Ganckg, Fl. von Deutschland, ed. 14, p. 259. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 197 Antal Frukternes Samlet Exemplarer fra : gjennemsnit- å frukter : re.) antal frø lige antal frø Børsumrud (728)... ee kal 32 ca. 59 ca. 1888 Borsumrud og Klommesten (73). . 40 1225 ^ Bllebys ker (81a)... : ... . : . 25 ca. 360 » 9000 Xanthium spinosum L. Sv.: Tistelskrüppa. Der har været fremsat to forskjellige meninger om, hvorira denne art oprindelig stammer. Medens flere forfattere antager at dens oprindelige hjem ligger i Sydrusland, er den ifølge andre fra Sydamerika bragt over til Europa. Saaledes er navnlig K. FLATT paa grundlag af omfattende studier i den ældre literatur kommen til det resultat, at den er oprindelig vildtvoksende i Sydamerikas subtropiske egne; i La Plata musæum opbevares ifølge ham frukter af Xanthium spinosum fra tertiærtiden, fundne i Pampas. Herfra er den saa kommen til Portugal, hvor den i 1680 blev opdaget af Tournerort. De fleste for- fattere i 1ste halvdel af det 18de aarhundrede henlægger dens hjemstavn til dette land. Herfra har den saa udbredt sig videre til forskjellige sydeuropæiske lande; 1 1787 fandtes den al GÜLDENSTADT paa de sydrussiske stepper. Senere har den ud- bredt sig over store dele af Syd- og Mellemeuropa og er navnlig i de østlige egne af vor verdensdel et frygtet ugræs.?) Ogsaa 1) Frukterne er ikke modne, hvorfor frøene ikke kan tælles. ?) K. Frarr, A szerb-tövis óshazája, p. 145—159. — Citeret efter Just, Bot. Jahresber. 1893, IL, p. 108—109. — Lrprsour, Fl. Ross. II, p. 515. 198 JENS HOLMBOE. i Nordamerika har den som ukrudtplante spredt sig vidt om- kring. *) I Sverige findes den tilfældig paa spredte lokaliteter.) I Danmark bemærkedes den først i 1885 paa Amager; i 1890 er den ogsaa funden ved Kolding paa Jylland.?) I Norge er den ligesom 1 vore nabolande en sjelden ballast- plante. Den er saavidt vides første gang funden i 1872 ved Kristianssund, hvor der 1 1870-aarenes begyndelse fandtes mange sjeldne ballastplanter (72). — Ved Kristiania er den funden i 1883 og senere bemærket i 1888 (83, 88). — I 1891 fandtes den paa Øren ved Fredriksstad (91). Hidtil er Xanthium spinosum i Norge blot funden paa hal- lastjord; i to tilfælde er det specielt anført, at den voksede i ringe mængde. Den har saaledes endnu ikke vist nogen tendens til hos os at faa nogen betydning som ukrudtplante. Thlaspi alpestre L. Denne art, der ikke maa forveksles med Th. alpinum Jace., hører hjemme i Syd- og Mellemeuropas fjelde. Den vokser paa græsmarker og i klipperifter i bjergregionen 1 Pyre- næerne, Jura, Alperne etc.) Herfra har den som ugræsplante udbredt sig over store dele af Vest- og Mellemeuropa. I Danmark vides den ikke at være funden. I Sverige, hvor den nu er almindelig udbredt over store dele af landet, omtales den saavidt bekjendt førstegang 1 1841 som funden ved Norr- köping. 9) 1) Brirron and Brown. Fl. of N. U. S., Can. and Br. Poss. III, p. 297. ?) Auc. LvTTKENS, Sv. ogräs, p. 31. 3) Jon. Lance, Danm. indv. Plant, p. 262. : ^) DE Canporrz, Prodromus, I, p. 176. — Kocu, Synopsis Fl. Germ. et Helv., ed. 3, I, p. 59. 5) H. Hotmeren i Euıas Fries, Herb. normale, VII, no. 26. (If. Knox). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 199 I Norge optraadte den først som ugræs i Tøien botaniske have ved Kristiania, hvor den blev samlet 1 1874 (74). Naar den først har begyndt at sprede sig her, er ikke saa let at vide. Helt siden 1814, da den førstegang blev saaet af frø fra den botaniske have i Kjøbenhavn, har den fra tid til anden jevnlig været dyrket i haven (ialt 38 gange);!) den staar opført i havens frøkatalog for aarene 1854 og 1856. Imidlertid nævnes den ikke af A. Bryrr blandt „forvildede og tilfældig indforte Arter“ i hans Kristiama-flora fra 1870,2) hvor ellers flere af havens ugræsplanter er opførte; dette berettiger maaske til at antage, at den dengang idetmindste ikke var synderlig fremtrædende. Allerede i 1879 betegnes den som almindelig i Toienhaven (79 b), hvor den fremdeles aarlig optræder i mængde, saa græsplænerne om vaaren tildels er ganske hvide. Første gang, den er funden udenfor Tøien, var i 1876, da den voksede i en græsplæn ved Storthingsbygningen 1 Kristiania (76). I de følgende aar viste den sig fleresteds i byens omegn, saaledes ved Mærradalen (meget sparsomt) (79 a), Jomfrubraaten (79 b), nær Majorstuen (80 a), Ekeberg (82 a, 83 b), Bygdø hoved- gaard (82 b), Sorgenfri (83 a) etc. Senere har den stadig udbredt sig til nye steder ved Kristiania og findes nu i de fleste af byens parkanlæg (saaledes i stor mængde paa St. Hanshaugen) og 1 adskillige haver. Den har i de senere aar ogsaa spredt sig omkring 1 omegnen, hvor den er funden ved Bogstad (95 b), Fornebo (96 a’, Gjettum 1 Bærum (96 c), Linderud 1 Østre Aker (99 a), Gaustad (99 d) o. a. st. — Tildels har den spredt sig til udyrkede steder, saaledes ved Frogner, hvor den er funden paa udyrket græsmark 1 parken (91 a, b). I begyndelsen af 80-aarene er Thlaspi alpestre funden paa to lorskjellige steder udenfor Kristiania-trakten, paa Eker og ved Kra- gero. I 1881 fandtes den ved Lilleby paa Eker, hvor den voksede 1) If. skriftlige optegnelser i Tøienhaven. ?) A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn. 200 JENS HOLMBOE. i største mængde og allerede havde spredt sig til udyrkede lerskiferbakker (81 a,b). Rimeligvis maa den her allerede have vokset nogen tid, før den kunde optræde paa en saadan maade. Omtrent ved samme tid (tiden kan ikke nærmere angives) begyndte den at vise sig i haven paa Berg ved Kragerø, hvor- fra den i 1891 havde udbredt sig til de omliggende marker (80 b, 91 c). I 1884 viste den sig første gang ved Kongsberg paa kun- stig eng; paa det første sted var den allerede næste sommer forsvunden, men dukkede i 1885, 1888 og 1889 op paa nye steder og udbredte sig med saa stor hurtighed, at den allerede i 1890 maatte ,ansees for at have vundet borgerret 1 egnens planteverden* (84 a, b, 85, 88-89, 90). I 1898 blev den funden paa Hæggen prestegaard paa Mo- dum, hvor den voksede i ,uhyre mængde* (93). I 1896 fandtes den paa kirkegaarden ved Vennesla, et par mil fra Kristianssand (96 b); paa et nyt voksested 1 omegnen af denne by er den iagttaget i 1899: i krat nær en have ved Eg (99 c). Endelig anføres Thlaspi alpestre 1 1897 for Throndhjem (63° 26° N. B.), flere breddegrader nordenfor dens nærmeste voksested (97). Kun ved Kristiania kan denne art for tiden siges at være almindelig. Forevrigt findes den spredt omkring paa endel steder 1 det sydlige Norge; overalt viser den tilboielighed til at sprede sig. En form med fyldte blomster er i 1895 af M. HormBor indsamlet ved Skarpsno 1 Kristiania; den voksede i nogen mængde i en eng ved Drammensveien. Blomsterne er ganske sterile, idet saavel støvbærere som støvvei er omdannede til kronblade; samtidig er kronbladenes antal forøget, saa at der i enkelte blomster findes optil 21. Fyldte blomster omtales ikke af PENziG !) hos denne art eller overhovedet hos nogen Thlaspi. 1) O. Penzic, Pflanzenteratologie, systematisch geordnet, Genova 1894. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 201 Karakteristisk for Thlaspi alpestre er dens omtrent sam- tidige optræden paa steder, der ligger i betydelig indbyrdes al- stand, medens den mangler i de mellemliggende distrikter. Dette finder sin forklaring i den omstændighed, at den hos os omtrent udelukkende udbredes med græsfrø. I de fleste tilfælde, hvor voksestedets natur er oplyst, findes Thlaspi i dyrket eng, paa græsplæner, i haver og kirkegaarde, ved veikanter etc.; særlig synes den at forekomme ofte 1 haver og parkanlæg. Sjeldnere er den funden i krat eller naturlig eng, paa udyrkede græsmarker og bakker, og 1 flere af disse tilfælde staar det udtrykkelig anført, at vedkommende sted ligger nær have og dyrket mark. Bedst synes den at trives paa temmelig tørre steder, hvor græsset ikke vokser for grovt og tæt; dog kan den undertiden ogsaa findes paa fugtigere steder (91 b). Nogen særlig morfologisk tilpassethed, der kunde lette dens spredning, kan ikke sees at være tilstede hos Thlaspi alpestre. Den er en ganske frodig, fleraarig ugræsplante, villig til at trives, hvor den kommer. Den blomstrer om vaaren, ved Kristi- ania 1 første halvpart af mai maaned, og bærer sikkert hver sommer modent frø. Frømængden er hos store individer ganske betydelig. Paa et exemplar fra Bogstad (95 b) taltes saaledes 62 modne skulper med gjennemsnitlig 7 frø (tilsammen ca. 434) og paa et fra Kongsberg (84 a) 67 skulper å ca. 10 frø (tilsammen ca. 670). Et stort exemplar fra Frogner (91 b) havde ikke mindre end 93 blomsterbærende stængler med 297 skulper foruden talrige blom- ster; exemplaret var for lidet udviklet til, at frømængden kunde bestemmes; men dersom den sættes til 7 pr. skulpe, bliver det samlede antal 2079. 202 JENS HOLMBOE. Erigeron canadensis L. Sv.: Kanadabinka. Erigeron canadensis er oprindelig en nordamerikansk plante, der er almindelig i hele Nordamerika med undtagelse af de aller nordligste egne.!) Den er allerede for flere aarhundrede siden bragt over til Europa, hvor den forstegang nævnes af BRUNYER 1 1655 som dyrket 1 den kongelige have ved Blois.?) Paa Linn®’s tid fandtes den fleresteds i Europa,?) og allerede 1 be- gyndelsen af det 19de aarhundrede forekom den i de fleste europæiske lande.*) I Sverige omtales den 1 1816 som voksende ved Kalmar; i 1820 fandtes den desuden ved Stockholm og Gefle.?) Fremdeles viser den sig undertiden paa ballast.f) I Danmark omtales den førstegang i 1821 som funden ved Svendborg paa Fyen; senere er den funden fleresteds, især om- kring byerne. *) I vort land vides den ikke funden tidligere end 1874, i hvilket aar den voksede to steder ved Kristiania (74). Ogsaa i 1884 er den bemærket ved denne by (84a). I 1881 er den funden ved Tønsberg, i 1882 ved Mandal og omtrent samtidig ved Kristianssand (81, 82). I 1880 fandtes den ved Grimstad, hvor den udbredte sig (80, 84b). I 1880-aarene optraadte den ved Fredriksstad i selskab med mange sjeldne ballastplanter; her har den holdt sig i flere aar, men har i den første halvdel af 1890-aarene aftaget (84 c, 91). 1) Britton and Brown, Ill. Fl. of N. U. S., Can. and Br. Poss. III, p. 391. 2) ABEL Brunver, Hort. reg. Blesens., ed. 2 — Citeret efter A. DE Can- DOLLE, Géogr. bot. raiss., II, p. 726. 3) C. Linné, Syst. Plant. Europ. IV, p. 369. ^) A. P. Dr CANDOLLE, Prodr. V, p. 289. 5) LrrzEBLAD, Svensk Fl, ed. 3; Hartman, Sk. Fl, ed. 1. (If. Knox). 6) Auc. LvrTKENS, Sv. ogrås, p. 23. 7) J. Lance, Danm. indv. Plant., p. 257. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 205 Denne i Mellemeuropa saa almindelige og skadelige ugræs- plante har saaledes ikke hidtil vist tilbøielighed til at vinde ind- pas i Norge. Den er hos os kun funden paa ballastjord og synes at være temmelig ubestandig. Imidlertid fortjener det at lægges mærke til, at den ogsaa 1 det sydlige Norge findes for- haanden, færdig til paa given anledning at udbrede sig. Det kan noteres, at norske exemplarer af denne art kan være store og vel udviklede; de bærer talrige kurve og faar modent frø. Frømængden kan hos denne art paa store individer være overordentlig stor; NoBBE og BACKLAND har saaledes beregnet antallet til 110 000 fro.) Lepidium perfoliatum L. Fra Sydeuropa og Orienten, hvor denne art oprindelig hører hjemme, er den udbredt som ukrudtplante over store dele af Mellem- og Østeuropa.*) I Danmark blev den 1 1890 funden ved Randers og er senere iagttaget fleresteds saavel paa Jylland som Fyen og Sjælland.) Svenske exemplarer, indsamlede i 1894 og 1895 ved Karls- krona af F. SvawLuwp m. fl. ligger i Universitetets svenske herbarium. ; Den er i Norge første gang funden i 1875 sparsomt voks- ende paa Bratøren i Trondhjem (75). I nogen afstand fra denne by er den senere funden ved Buviken, hvor den i 1893 voksede sparsomt paa stranden i nærheden af et par fabriker (93 a, 97). !) If. Aue. LvrrkENs, Sv. ogräs, p. 93. *) Borssizr, Fl. Orient, I, p. 362. — Nyman, Consp. Fl. Europ., I, p. 42. *) J. Lance, Danm. indy. Plant., p. 275, 204 JENS HOLMBOE. Ældste kjendte voksested ved sydkysten er Grimstad, hvor den fandtes i 1887 (87). Ved Kristianssand blev den første- gang funden i 1893 ved Grims mølle (95 b); senere er den 1 denne bys omegn iagttagen flere gange, dels ved samme, dels ved nye voksesteder (94 b, c, d, 97). I 1890 blev den funden ved Bergen, hvor den ogsaa senere er bemærket (90, 95-96), 1 1895 ved Graven 1 Hardanger (95 b); i 1897 angives den for Stavanger, hvor den allerede kjendtes fra 4 lokaliteter (97). Den er paa Vestlandet ogsaa funden paa Stordøen, uden at tiden for denne forekomst kan angives (Før 99). I 1894 blev den funden ved et glasværk i nærheden af Larvik og omtrent samtidig 1 Kristiania, ved hvilken by den senere er bemærket flere gange (94a, e, 95 a, 97, 98). For tiden synes denne art at være 1 fuld indvandring i det sydlige Norge; aar for aar viser den sig paa nye steder, og allerede nu, 25 aar efter dens første isolerede tilsynekomst, er den bemærket en række steder i kystdistrikterne, mod nord til Trondhjem (63° 26” N. B.). Oftest vokser den paa steder, hvor skibene henlægger sin ballast; denne omstændighed i forbindelse med, at den hidtil ikke er funden inde 1 landet, gjør det tydeligt, at den er kom- men sjøveien til Norge. I et par tilfælde er den funden 1 agre; maaske den derfor undertiden ogsaa indføres med korn. Cotula coronopifolia L. Cotula coronopifolia er i mere end to hundrede aar kjendt som en sydafrikansk plante; om dens forekomst i Kapstaten siger Harvey et Sonper: „Wet spots throughout the colony." !) Allerede i det 18de aarhundrede voksede den paa Ny-Zealand; 1) Harvey et Sonper, Flora Capensis Ill, p. 178. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 205 udenfor Europa kjendes den desuden fra Tasmanien, Nyholland, Brazilien, Uruguay, Chile, Nordafrika ete.1) Hvorvidt den i disse lande er oprindelig vildtvoksende eller indført, tør ikke algjores. I Europa blev den første gang funden ved Emden i Øst- Friesland i 1739; senere har den udbredt sig i det nordvestlige Tyskland, Holland, Spanien, Portugal, Kreta ete.!) Allerede ı 1806 angives den at vokse i Danmark — ved Thorseng —, 1 1839 fandtes den paa Are, og senere er den funden to steder paa Jylland.*) I Sverige blev den i 1853 funden voksende paa ballast ved stranden paa Kasens Nabb ved Uddevalla. 3) I Norge fandtes den ı 1875 ved Lærdalsøren inderst ved Sognefjorden (75). Hartman antyder, at den her maaske er vildtvoksende;*) men naar man tager hensyn til artens udbre- delseshistorie 1 det øvrige Europa, er dette — som allerede frem- holdt af A. Bryrr?) — meget lidet sandsynligt. Det vilde ogsaa være meget vanskeligt at forstaa, hvorledes den isaafald paa et sted, som saa ofte har været besøgt af botanikere, kunde for- blive ubemærket i saa lang tid. Særlig fortjener det at noteres, at den ikke blev funden af A. BLYTT, der 1 aarene 1864, 1865 og 1867 bereiste Sogn og nøiagtig undersøgte egnens flora. Lærdalsøren er fremdeles artens eneste kjendte voksested i Norge; her har den holdt sig hele tiden og er til forskjellige tider samlet af en række botanikere. Allerede 1 1878 voksede den i største mængde, 1 1879 ,i tusindvis* og i 1894 i „umaa- delig Mængde* (78, 79, 94). Ligesom i de fleste tilfælde ellers i Europa vokser Cotula coronopifolia ved Lærdalsøren lige ved stranden, under det salte !) F. Bucuenav, Cotula coronopifolia, p. 26 —29. ?*) J. Lance, Danm. indv. Plant, p. 259. 3) Botan. Notiser 1857, p. 11. *) Hartman, Sk. Fl.-11 U., p. 553. >) A. Brvrr, Bidr. I, p. 10. 206 JENS HOLMBOE. vands indflydelse. Den holder sig paa vaad, dyndet bund og vokser tildels 1 brakvandspytter (ifølge velvillig meddelelse af fiskeriinspektor Å. LANDMARK, smlgn. 82 b, 94). Blomstringstiden varer næsten hele sommeren, lige til sent paa høsten. Rudbeckia hirta L. Denne art er i Norge bleven forvekslet med den nær be- slægtede E. fulgida Arr., som den i meget ligner, men som blandt andet adskilles fra den ved at være fleraarig og at have glatte, budte skjæl i blomsterleiet; hos R. hirta er disse skjæl spidse og henimod spidsen stridhaarede; desuden er den 1- eller 2aarig.* De ældste trykte notitser om forekomsten af en Rud- beckia i Norge omtaler kun R. fulgida, og alle exemplarer i Universitetets herbarium er oprindelig bestemte som tilhørende denne art. Senere er de imidlertid alle af A. BLytt ombestemte til R. hirta, og i hans sidste „Bidrag til kundskaben om kar- planternes udbredelse i Norge“ opforer han planten som til- hørende denne art (97 b). Begge arter er vidt udbredte i Nordamerikas centrale og øst- lige dele,?) hvorfra de med græsfrø 1 de senere aar er komne til Europa, hvor de undertiden findes som engugræs i forskjellige Mellemeuropæiske lande.?) De dyrkes undertiden som pryd- planter, og R. hirta, anbefales oftere til rabatter.% Som pryd- plante er R. fulgida allerede 1 1760 indført til Europa.) 1) Asa Gray, Synopt. Fl. of N. Am., Gam., p. 260. ?) Britton and Brown, Fl. of N. U. S., Can. and Brit. Poss., III, p. 416. 3) Aue. LYTTKENS, Sv. ogräs, p. 16. ^) Vitmorin, Blumengärtnerei I, p. 479. >) Curtis’s Bot. Mag. 45, tavle 1996. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 207 Kun R. fulgida omtales som funden i Danmark. Den fandtes første gang ved Torsløv paa Jylland 1 1863 og er senere funden fleresteds. 1) I Sverige findes begge arter undertiden i landets sydlige del. ?) Alle norske exemplarer, som jeg har havt anledning til at undersøge, tilhører R. hirta. I den nedenfor indtagne fortegnelse over de foreliggende oplysninger om dens forekomst i Norge er derfor ogsaa de angivelser medtaget, som lyder paa R. fulgida. 1 endel tilfælde har jeg ikke kunnet kontrollere, hvorvidt det vir- kelig er À. hirta, som disse angivelser gjælder; dette er nedenfor antydet ved et til vedkommende angivelse føiet: [,fulg.*]. Det er derfor med det forbehold, at enkelte af de saaledes betegnede voksesteder muligens 1 virkeligheden tilhører À. fulgida, at føl- gende oversigt over Rudbeckia's udbredelseshistorie i Norge meddeles. Den fandtes i 1880 i Slotsparken i Kristiania og allerede samme aar fleresteds ved byen. I 1882 voksede den ved Frog- ner, muligens ogsaa 1 Slotsbakken. I 1886 fandtes den ved Asker seminarium i Bærum. I 1892 angives den for Asker, 1896 fandtes den ved Lagerud i Bærum og i 1898 ved Bygdø allé i selve byen (80, 82a?, b, 86 a, 92, 96e, 98). I Slotsparken har den holdt sig længe og er funden saa sent som 1 1896 83 a, 96 d). I 1880 blev den ogsaa funden paa Modum, hvor den senere har holdt sig (80, 87, 92); her iagttoges den 1 1896 ved Viker- sund station og omtrent ved samme tid ved Komperud (96 e, 8). I 1881 fandtes den ved Lilleby paa Eker (81, 92, 95) og 1 1897 ved Hobbelstad i samme præstegjæld (97d); 1 1882 viste den sig første gang ved Hønefos, hvor den ogsaa senere af og til er funden (82e, 92). I 1883 voksede den i Sandsvær, og 1 1890 1) Lange, Danm. indv. Plant., p. 258. 2) Aue. LvrrkENs, Sv. ogräs, p. 16. 208 JENS HOLMBOE. angives den for Rollag i Numedal (83, 90, 92). I 1891 blev den funden ved Svelvik; i det følgende aar opgives den for Sande, og 1 1897 fandtes den i Røken (91, 92, 97 c). I 1883 blev den funden ved Hamar (83 b), i 1896 ved Bergs- eng station mellem Hamar og Lillehammer (96 b). I 1886 fandtes den ved Skien, i 1892 angives den for Nøt- terø, og 1 1896 fandtes den ved Sandefjord samt i Solum, vest for Skien (86 b, 92, 96 a, f). I 1893 blev den funden paa Flekkerø ved Kristianssand, i 1894 ved Skjenne paa Lister og 1 1897 1 Hornnes ı Sætersdalen (93 a, b, 94, 97 b, e). Som det vil sees, er Rudbeckia for tiden i fuld indvandring ı det sydlige Norge. Aar for aar bliver den almindeligere, sta- dig trænger den længere frem langs kysten. Ifølge Lange er R. fulgida sandsynligvis bragt til Danmark al trækfugle.!) Som allerede fremholdt af A. BrvrT?) kan dette ikke være tilfeeldet hos os. I Norge findes den altid lige ved be- boede steder og omtrent udelukkende i kunstig eng, paa græs- plæner og jernbaneskraaninger. Galinsoga parviflora Cav. Sv.: Giingel. Denne plante horer hjemme 1 Sydamerikas tropiske egne, 1 Peru, Chile, Nygranada o.s.v.) Aar 1800 omtales den som voksende 1 en have i Tyskland, og 1 1807 fandtes den ved Memel og Osterode i Preussen.*) Senere har den udbredt sig i Europa og findes nu i flere vest- og mellemeuropæiske lande.) 1) J. Lange, Haandb. dansk. Fl, ed. 4,p. 327; Danm. indv. Plant., p. 258. 2) A. Brvrr, Bidr. III, p. 85. 3) DE CANDOLLE, Prodr, V, p. 667. ‘) A. De CANDOLLE Géogr. bot. raiss. II, p. 725. 5) Nyman, Consp. Fl. Eur. I, p. 385. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 209 Omkring 1870 bemærkedes den for første gang i Danmark, ved Hofmansgave paa Fyen; senere er den funden fleresteds i dette land.!) I 1897 optager HAMBERG den som forekommende i Sverige ;*) hvor og naar den er funden her, vides ikke. I Norge bemærkedes den saavidt vides første gang ı 1880 ved Kristiansand, hvor den voksede paa Odderø (80). I 1882 fandtes den ogsaa ved Mandal samt angives 1 1884 for Grimstad (82, 84 b) Sidstnævnte aar iagttoges den desuden ved Kristi- ania, og 1 1891 fandtes den ved Haugesund (84 a, 91). Denne paa kontinentet frygtede ugræsplante har hidtil ikke vist tilbeielighed til at faa nogen betydning som saadan hos os. Det maa dog erindres, at den endnu er særdeles ung 1 Norge; fremtiden maa derfor vise, om den kommer til at faa nogen stor udbredelse 1 vort land. Oftest er den 1 Norge funden paa ballastpladse; 1 et enkelt tilfælde voksede den paa en kirkegaard. Frømængden kan være særdeles betydelig; G. Wicnezm har paa et stort individ talt ikke mindre end 36851 fro.?) Lepidium virginicum L. Lepidium virginicum er egentlig en nordamerikansk plante, udbredt over store dele af Kanada, de Forenede Stater og Mexiko.*) Fra Amerika er den indvandret til Europa, hvor den 1 1845 angives at vokse ved ,Gefle nya Brobänk“ i Sverige.) I 1848 omtales den som voksende ved Bayonne i Frankrig,®) 1) J. Lance, Danm. indv. Plant., p. 259. ?) Hampere, Skand. halföns fan. och kärlkrypt., p. 94. 3) G. Wirurrw, Ein lästiges Unkraut, p. 1—7. — Citeret efter Just, Bot. Jahresb. 1891, II, p. 26. ^) Britton and Brown, Fl. of N. U. S, Can. and Br. Poss., II, p. 119. 5) Hartman, Sk. Fl. 10 U., p. 294. 6) GRENIER et Gopron, Fl. de France I, p. 152. Nyt Mag. f. Naturv. XXX VIII, IIT. 14 210 JENS HOLMBOE. og senere har den udbredt sig til Italien, Belgien, Tyskland, Østerrige, Schweiz, Spanien etc. Udenfor Europa kjendes den fra de Kanariske oer, Madeira, Azorerne samt Sandwichoerne.!) I Danmark fandtes den i 1894 paa Amager og er senere funden fleresteds paa Sjælland.*) I Norge er den i 1889 samlet ved Arendal, i 1892 ved Hunsfos i Vennesla nær Kristiansand (89, 92). Paa sidstnævnte sted voksede den fremdeles i 1897 og fandtes da desuden ved Hornnæs i Sætersdalen ved den aaret i forveien aabnede Sæters- dalsbane (97 b, e, d). Her er den ogsaa samlet 1898 (98 a). I 1893 fandtes den meget sparsomt paa Brøsseland ved Tjømø; i 1896 iagttoges den ved Larvik (93, 96, 97 a). I 1898 voksede den ved Oscarsborg fæstning ved Drøbak, og endelig blev den i 1899 funden ved Skarpsno 1 Kristiania (98 b, 99). Denne arts indvandring i Norge synes for tiden at være i fuld gang; kun et decennium efter dens første tilsynekomst har den vist sig fleresteds i det sydlige Norge — nordgrændse Kristi- ania (59° 55° N. B.) — og synes idetmindste i Sætersdalen at holde sig stationær. Voksestedernes beskaffenhed kan være temmelig forskjellig; den er funden som ballast- og ruderatplante, som ugræs i ager og eng. 1) P. Ascuerson, Lep. apetalum und virginicum, p. 122—128. 2) J. Laner, Danm. indy. Plant, p. 275. — O. Morrer, Indslæbte Planter, p. 121. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 211 Angivelser om udbredelse. Paa folgende maade er nedenstaaende voksestedsangivelser citerede i afhandlingens specielle del: Aarene 1801—1900 i denne fortegnelse er betegnede ved de i parenthes tilfoiede tal 01, 02, 03, etc. . . . 99, 00. For ældre aarhundreders vedkommende er det fulde tal sat. Hvor flere angivelser findes fra samme aar, er de betegnede ved tilfoiede bogstaver: a, b, c etc. Chrysanthemum segetum L. 1704. , Bellis lutea foliis profunde incisis major. Danice: Onde Urter Fattig-Mands Trusler, Aager-Urt. — — — Inter segetes crescit.“ (Joacim IncENs, Catal. Plant. Norw. præprimis Nidros., citeret efter Ove Dan, En gammel trondhjemsflora, p. 384). 1715. Nævnes af Jonas Ramus i ,Norriges Beskrivelse", p. 262, blandt »Træer og Urter, som voxer af sig selv i Norrige*. — Jfr. Ove Dart, Gunnerus, p. 160). 1759. ,Den findes vel ikke paa de mig af Erfaring bekjendte Steder i Norge; !) men de?) andre paa Ageren skadelige Urter, og iblandt dem ogsaa vedvarende, giore os Agerdyrkningen suur nok, tvivler jeg aldeles ikke paa at angive de Midler til de onde Urters Udryd- delse, som jeg selv har befundet mig vel ved, til at rense Ageren fra de i mine Tanker langt fortrædeligere Planter se. Bynke, Buie eller Bunrod — — —* ete. (Hermann Ruer, De Onde Urter, p. 150). 1) Forfatteren var prest i Slidre i Valders. 2) Trykfeil for „da“ ? 212 JENS HOLMBOE. 1764. 1772. 1784. — Jfr. F. C. ScHöBELER, Virid. Norv. II, p. 26: „Omtrent i Midten af forrige Aarhundrede har den været et meget besværligt Ager- ugræs i de sydlige Egne af Norge, hvor den fandtes i Mengde lige op til Slidre 1 Valders (61° 6' N. B. 1210'——340 m. o. H.) (Dan- marks og Norges oeconomiske Magazin, 3 Bd. Kjøbenhavn 1759. Pag. 149—56)*. „Chrysanthemum segetum (Hb. 622, 1: Gløshouen ex agro d. 28 Aug. 1764, Hb. 622,2: „Tagen af Ageren d. 9 September.“ Hb. 713,6 (,Carex elongata" = C. canescens) paa bagsiden: n. 330: Chrysanthemum segetum — nedentil: „Gloshouen in agro d. 21 Aug. 1764“. (Ove Daur, Gunnerus, kap. 4 (Gunnervs's botaniseren), p. ttt). „Per aliquot annos visum in agris gloshouensibus ad nidrosiam; sine dubio cum seminibus danicis vel exteris primo illatam. Cæterum inter plantas indigenas a Ramo, in descr. norv. p. 262 recensetur." (J. E. Gunnervs, Fl. Norv. II, no. 622, p. 67). Eker: ,Chrysanthemum segetwm, de saa kaldte Onde Urter i Dannemark, har jeg seet paa en Ekre, hvor den nok var kommen ved Dansk Sæde-Korn, som her bruges af mange.“ (H. Srrom, Eger, p. 85). 1804—08. Kristianssand. (ENGELHART, Manuskript I, citeret efter Ove 1806. 1811. 1817. 1820. 1821. 1826. 1832. 1838. 1841. 1843. Dann, Breve, p. 8). [I Danmark] ,Almindelig i Vaarkornet. Sjeldnere 1 Norge, f. Ex. paa Eger.“ (Hornemann, Plantelære. 2. U., p. 768). Kristianssand. (ENGELHART, Manuskript II, Ove Dani, Breve, p. 8). Kristiania. (M. R. Fror, Christ. vildvox. Plant., p. 78). pIrondhj.* (Hartman, Sk. Fl, 1 U., p. 321). [I Danmark] , Almindelig 1 Vaarkornet, hvormed den uden Tvivl er indfort. Sjeldnere i Norge f. Ex. paa Eger.“ (Hornemann, Plantel., SUN B. 1821, p. 870). „Ingensteds i Norge har jeg seet Chrysanthemum segetum, i saa stor Mængde som i Christiansands Stift.” (M. Brvrr, Bot. R. 1826, p. 273). ».N[orge]*. (Hartman, Sk. FL, 9 U., p. 231). a. Arendal. (Brvrr, Arendal, p. 7). b. ,Skien, Eidanger, Brevig.^ (Brvrr, Skiensfjord, p. 47). c. ,N[orge]". (Hartman, Sk. Fl., 3 U., p. 201). d. ,Lovoe ved Brevig 1838. M. Bryrr.“ (Herb. Univ.). „Alten 1841. M. N. Brvrr". (Herb. Univ.). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 4 U., p. 275). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 213 1844. 1846. 1847. 1849. Kristiania: „In agris rarius, prope Uranienborg, Lille Bækkelag, Høvig, Tøien et in sylva Dragonskoven a me observatum.* (M. Brvrr, Plant. vasc. Christiania, p. 90). Kristiania: ,Agre. Sjelden: Høvig, Uranienborg.* (N. Lunn, Chri- stianias Flora, p. 17). Norge. (Catal. plant. norv., p. 14). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 5 U., p. 2). ca. 1850. „For 30—40 Aar siden var den her [9: 1 det sydlige Norge], for- 1854. 1856. 1858. 1861. nemlig ved den sydøstlige Kyst, meget hyppigere end nu [>: 1888].“ (ScHöBELER, Virid. Norv. II, p. 26; jfr. Pflanzenw. Norw., p. 244). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 6 U., p. 2). „Chria.: i stor mængde ved Maridalsoset. Sept. 1856. N. Mor.“ (Herb. Univ.). „Nlorge].“ (Hartman, Sk. FL, 7 U., p. 2). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 8 U., p. 2). 1861—65. Nævnes blandt agerugræs fra Lister: ,Förekommer vid Bryne 1864. 1865. 1870. i Vandsö socken." (V. B. Wirrrock, Skand. Ilex-reg., p. 163). »N{orge|“. (Hartman, Sk. Fl, 9 U., p. 2). Hvaleerne: „Ikke alm. men bemærket paa Kirkoen og Asmal.“ (Cottett; Hvaloerne, p. 51). a. Kristiania: ,Agre tem. sj.: Uranienborg, lille Bækkelaget, Høvig, Tøien, Dragonskoven, Tøiengaden, Nøisomhed nær Slottet, Pile- strædet (Cand. real. J. Dimrricuson), Ladegaardsoen (Cand. med. A. Lun»), Hesthagen i Asker (A. Brvrr)^ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 59- 60). b. Kristianssund: Nævnes blandt „Planter, som ere fundne i ind- fort Ballastjord, fornemlig paa Gomatlandets Kirkegaard og 1 Vaagebakken.“ (Larsen og Greve, Kristianssund, p. 81). €. 4,N[orge]^ (Hartman, Sk. FL, 10 U., p. 2). 1873—75. „In Norwegen ist sie hin und wieder, hauptsächlich der Küste 1874. entlang, bis Throndhjem (63° 26% beobachtet worden, nördlicher aber nur in Alten (70°). — — — Vor ungefähr 30 Jahren war sie, hauptsächlich an der südöstlichen Küste Norwegens viel haüfiger als jetzt, und an einzelnen Stellen scheint sie sogar gånzlich aus- gerottet zu sein.” (ScumbünELEn, Pflanzenw. Norw., p. 244—45). a. ,Som Ugres i Agre — — ei alm. i de laveste Dele af Christiania Stift, hyppigere langs Kysten i Christianssands Stift til Lister (M. Brvrr); Bergen (Mernicn), Søndmøre (I. Aasen), Christians- sund (paa Ballast Greve), Throndhjem 63° 26' (Gunnerus); nord- ligere kun fundet i Alten 70° (M. Brvrr)^ (A. Brvrr, N. FI. II, p. 582). 214 JENS HOLMBOE. b. „Drobak 1874. Brynn.* (Herb. Dvniwc). 1875. Jæderen: „Sjelden i Agre: Osteraat.* (Brynn, Jæderen, p. 294). 1875—80. Ei sjelden i linagre i Ørkedalen. (Ove Dann). 1879. a. „Särd. sydvestl. del. På spridda st. upp till Trondhj.; samt Finm. b. Alten enl. A. Bryrr“. (Hartman, Sk. Fl, 11 U., p. 2). (ca. 1879). Kongsvinger sparsomt i en ager (N. Wırır, meddelt). Ca, 1880, a. „Oddernes: Nedre Lund (Kaas, Fniprz).^ (R. Friprz, manuskr.). 1881. 1882. 1884. 1886. 1888. 1889. 1890. 1891. 1892. b. Kristiania. Saavidt erindres paa ballast ved Grønlien. (Frıprz, meddelt). „Flekkefjord“. (R. Frıprz, manuskr.). Trondhjems omegn: ,Agre, sj og tilf.* (Storm, Throndhj. FL, 2 Up 99): Mjesegnen: ,Furnæs, Nes“. (J. Rup, Mjøsegnen, p. 14). a. b. » Tjømø alm., især paa Vasserland i uhyre Mengde (if. Brynn).“ (A. Brvrr, Bidr. II, p. 15). Trondhjems omegn: „Er af Gunnerus fundet ved Throndhjem, og i hans Herbarium ligger et stort Exemplar, taget ved Gløs- hougen. Den er i senere Aar kun fundet sjelden og tilfældig og har ikke vist nogen Tendens til at udbrede sig.“ (Storw, Not. I, p. 14, jfr. Ove Dart, Gunnerus, kap. 4, p. 111). pRakkestad 1886. Seminarist Ene.“ (Herb. Dyno). . på Norge er den iagttaget hist og her, fornemlig langs Kysten, til Throndhjem (63° 26'), men nordligere kun i Alten (70°). — — For 30—40 Aar siden var den her [o: i det sydlige Norge], for- nemlig ved den sydøstlige Kyst, meget hyppigere end nu, og paa enkelte Steder synes den endog at være ganske udryddet.* (ScHÜBELER, Virid. Norv. II, p. 26). b. „Chria.: Aker. Aug. 88. N. G. Mor.“ (Herb. Univ.). c øp „Österoen ved Tønsberg Tønde. Juli—Aug. 1888. Seminarist ANDERSEN." (Herb. DYRING). „Helle 1 Øiestad ?^/, —88". (Herb. Lanpmark). — Voksede i en ager. Senere bemærket 1896 og 1898 (mundtl. medd.). Kvelle i Hedrum i en ager. (A. LANDMARK, mundtl. medd.). . y Mølen ved Helgeroen. 31 Juli 1889.“ (Herb. Dyrınc). . , Vallermyrene ved Porsgrund. 24 Juli 1889." (Herb. Dyrıne). „Eker: ved Hougsund (N. Bryun).“ (Poursson, Kongsberg, p. 361). a. »l Ørkedalen.* (Ove Danur, Gunnerus, kap. 4, p. 111). b. Kirkø, Hvaløerne 1 en ager. (A. LANDMARK, mundtl. medd.). a. „Hvaioerne: Kirkøen i stor mængde (A. Biyrr), Vesteroen: Spjær (if. P. Svenpsen). Rakkestad (Exc). Hedrum: Kvelle (LANDMARE). Østerøen ved Tønsberg Tønde (semin. ÅNDERSEN). Selø præste- gaard (if. J, R. Lanpmarx).* (A. Brvrr, Bidr. III, p, 34). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 915 1893. 1895. 1896. 1897. b. a. Stavanger Amt: ,M. sj: Åsland i Time på Jæderen.* (0. A. Horrsrap, Stav. amt I, p. 55). Hedrum: Gaarden Broen. I en Ager paa Vestsiden af Veien til Laurdal i Nærheden af Broen over Laugen. 17/, 92. M. Cnunr- STENSEN.^ (Herb. Univ.). ,L. & Mandals amt. Spangereid sogn: Vaage. I agre. 15/, 93. R. E. Fritz." (Herb. Univ.). . ,b. & Mandals amt. Halsaa sogn (ved Mandal): Frivold. I agre. 8/8 93. R. Friptz.“ (Herb. Univ.). Lister og Mandals amt: „Denne ugræsplante maa lidligere have været almindeligere 1 disse tragter end nu, da M. Brvrr angiver den som hyppigere paa strækningen østenfra til Lister end andensteds i landet. Nu er den meget sjelden. Jeg har følgende voxesteder: — — — Halsaa: Tufte og Frivold; Hartmark; Span- gereid: nær Lindesnes; — —". (R. Frinrz, manuskript). „Selje prestegaard iflg. J R. Lanpmars.* (Ove Dan, Kystveg., p. 76). ,Den er tilstede som agerugræs (i vaarsæden) i omegnen af Kristi- ania og 1 enkelte af vestlandets kystegne.* (Korsmo, Ugræs, p. 40). I en ager paa Kirkeen, Hvaløerne. (Jens Hormror). 1899. Findes fremdeles jevnlig ved Skien. (F. Hocn, mundtl. medd.). Uden aarstal. 1797(?)—1832. Bergen (Bonr’s herbarium if. M. N. Brvrr, manuskr.). Før 1862. „Drobak: Háoen. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). eem „Langesund. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). »— „Chria.: Bækkelaget. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.) »— „Chria.: Noisomhed (nær Parkveien). M. N. Bryrr.“ (Herb. Univ.). »— „Chria.: Holmboes løkke i ageren ved Toiengaden. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). "m „I Agre meget almindelig i Christianssands Stift, sjeldnere i Aggershus Stifts lavere Dele. I Gunnerus’s Tid ogsaa ved Throndhjem og i Værdalen.* (M. Brvrr, manuskr. til N. F1). Barbarea vulgaris R. Br. 1768. „Erysimum Barbarea. Habitat in Aafiorden præfecturæ fosensis unde a v. D. Brevan Wessex a. 1768 missum & alibi". (J. E. Gux- NERUS, Fl. Norv. Il, no. 717). — Under tilsvarende nummer ligger i Gunnerus’s herbarium uden tids- og stedsangivelse B. stricta Fr. (Velvillig meddelt af konservator Ove Dann). 216 JENS HOLMBOE. 1790 . „Erysimum Barbarea. — — — In humidis Danie & Norvegiæ.* (M. Vaur, Fl. Dan, Vol. VI, fasc. 17, p. 7). ?1817. Kristiania: „Karseartet Hjorneklap (Erysimum Barbarea). Ne- 1825. 1826. 1827. 1832. 1833. 1834. 1838. 1843. 1844. 1846. 1849. 1854. 1858. 1861. 1863. 1864. 186*, derste Bl. liref. med tilrundet Endelap, øverste omvendt ægf., tan- det, 1=2. F., Kr. smukt gule, 1 — 9:F. El. ED 955,8. WR Fror, Syst. Charact, p. 62). — M. N. Bıyrr opfører (Plant. vase. Christ, p. 9) Frons „Erysimum Barbarea“ med et ? som syno- nym for Barbarea vulgaris R. Br. Trondhjem: „Erysimum Barbarea: Lademoen.* (M. Buyrt, manuskr.). Larvik. (M. Brvrr, Bot. Reise, 1826, p. 264). a. Hvaleerne: „Paa flere af Øerne (M. Brvrr)." (Correrr, Hvaløer, p. 62). b. Valders: Svennæs. (S. C. SomMErFELDT, Bot. Exc. Berg. St, p. 253). c. „Mellem Graven og Voss.“ (S. C. SoMMERFELDT, Bot. Exc. Berg. St, p. 23). »N[orge].* (Hartman, Sk. Fl, 2 U., p. 181). p Ved Bredderne af Vossevand". (M. Brvrr, Bot. Reise, 1833, p. 45) ,Brvrr's Reiseberetning 1894. Christiania, Brvrr.^ (Herb. Univ.). a. ,Skien, Porsgrund.^ (M. Brvrr, Skiensfjord, p. 32). b. Arendal. (M. Brvrr, Arendal, p. 5). c. N[orge].^ (Hartman, Sk. F1, 3 U., p. 156). „Nlorge].“ (Hartman, Sk. Fl, 4 U., p. 214). Kristiania. Opfores uden nærmere angivelse af udbredelse — d. v. s. paa samme maade som almindelige arter. (M. Brvrr, Plant. vase. Christ, p. 9). Kristiania: ,Grefter, Agerrener. Alm.“ (N. Lun», Christianias Flora, p. 131). ,N[orge].A (Hartman, Skand. FL, 5 U., p. 105). |. ,N[orge]^ (Hartman, Skand. FI, 6 U., p. 116). ,N[orge].* (Hartman, Skand. FL, 7 U., p. 106). Weed (Hartman, Skand. Fl. 8 U., p. 109). »ovenness (SoMMERFELT); Etnedalens ovre Del (A. Brvrr. Maaske var den Barbarea, som jeg her saa, B. stricta Fr. Jeg beklager, at jeg undlod at undersøge den noiere).“ A. Brvrr, Bot. Reise 1863, p. 75) „Nlorge].“ (Hartman, Skand. F1, 9 U., p. 98). Trondhjem: „Jeg saa den først i 60-årene og den nævnes herfra ikke af ældre Forfattere.* (V. Storm, Not. I, p. 27). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 217 1870. 1873. 1875. 1876. 1877. 1879. a. Kristiania: „Agre, Grofter!) alm.“ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 78). b. Kristianssund. (Larsen og Greve, Kristianssund, p. 72). c. ,N[orge].^ (Hartman, Skand. Fl, 10 U., p. 104). ,Belboen v. T.hjem !5/; 73. I. Hasen.“ (Herb. Univ.). a. yØsteraat.* (Bryns, Jæderen, p. 310). b. ,8 arcuata. Mandal Juli 75. R. Friprz.“ (Herb. Univ. & Herb. DYRING). »Paa Enge i Landets sydlige, laveste Egne, maaske oprindelig indført ved Græsfrø, saasom ved Fredrikshald (if. LinpEBere), Chri- stiania (M. Bivrr), i Asker, paa Ringerike i Mængde (A. Brvrr), i Eidsvold (C. Sommerrerr), Romedal (Brynn), ved Kongsberg (W. Borcx), Christianssand (Cand. med. Preus), Stavanger (Buppe), ved Throndhjem (Stud. med. Hacen), Beitstaden, 64° 5' (i Haven som Ugræs, J. Lanpmark) og udentvivl paa mange andre Steder.“ (A. Brvrr, N. FL, III, p. 968). „Eidfjord, (if. Brvrrs „Norges Flora*?): Eidfjord og Oddedalen 1500' (Linpepere).“ (Wırre, Hardangervidden, p. 57). „Till Trondhj.“ (Hartman, Skand. Fl, 11 U., p. 192). Ca. 1880. ,Oddernes.^ (R. Frinrz, manuskr.). Ca. 1881. Aas landbrugsskole i kunstig eng, hvor den senere har fore- 1882. 1884, 1886. 1888. kommet konstant. (N. Witte, mundtl. medd. 1900). a. Trondhjem: „Ager og Eng, især hyppig i senere Tider.“ (V. Storm, Thjems Flora, 2 U., p. 77). b. Almindelig omkring Honefos siden 1882. (N. Brynn, mundtl. medd. 1899). a. yPaa jernbanetomterne ved Hamar.“ (J. Rup, Mjosegnen, p. 25). b. ,Holtálen: Langleite til Reitan 206 m. o. h.“ (Norman, Nordenfj. Norge søndenf. Polarkr., II, p. 11). c. Grimstad: Almindelig i agrene. (C. Trårn, optegnelser paa det botan. musæum). a. Trondhjem: ,Har udbredt sig stærkt i senere Tider. — — — Nu er den meget almindelig ogsaa på Nordsiden af Fjorden, såsom rigeligt på Stadsbygden.* (V. Storm, Not. I, p. 27). b. Nordsiden af Trondhjemsfjorden: ,I Modalen ved Ramsø.* (H. Bryn, Bot. reise, p. 15). Jomfruland. (Smonsen, if. A. Brvrr's optegnelser). !) I sit haandexemplar af „Christ. Phan. og Bregn.“ har A. Buyrr over- strøget ordet ,Grøfter* og forandret det til ,paa kunstige Enge*. *) Feilagtigt. Det er B. stricta, som i , Norges Flora“, III, p. 969, angives for disse lokaliteter. 218 JENS HOLMBOE. 1889. 1890. 1892. 1893. 1894. 1896. 1897. „Asker seminarium 14 juni 1889.* (Herb. Dyrınc). Har senere holdt sig og er bl. a. bemærket 1893. (Dyrıns, mundtl. 1890). . Kongsberg: ,M. alm.“ (Poursson, Kongsberg, p. 370). . Mange Steder mellem Aas og Drøbak. (N. Wire, mundtl.). . » Ved Haugesund. VI 90. O. A. Horrstan.* (Herb. Univ.). . Tjøtø i kunstig eng. (A. LANDMARK, mundtl.). . Stjørdalen i dyrket eng. (Ove Danr, meddelt). CO EAT eS RECS a. , Sandsvær alm.; Numedal: Nore et enkelt sted på dyrket eng (if. THoure). Grimstad almindelig på engene (if. TRÂEN). (A. Brvrr, Bidr. Hl, p. 56). b. Stavanger amt: „Ei alm.; Egersund; Paradis ved Stavanger; ved Haugesund tem. alm.” (Horrsrap, Stav. amt, I, p. 41). c. ,Forekommer ofte langs Jernbaner og Veie.“ (Witte, Skade- planter, p. 133). d. Haabøl i kunstig eng. Her fandtes den ikke i begyndelsen af 1870-aarene. (N. Witte, mundtl.). e. I største mængde omkring Horten. (A. LanDMmarks, mundtl.). „Spangereid sparsomt.^ (R. Frinrz, manuskr.). a. „Er ogsaa ved Stavanger tem. alm.” (Horrstap, Stav. amt II p. 49. b. ,Lofoten dstr. Flakstadøen: Præstegården i haven indkommen med græsfrø og har 1 løbet af 3 år vist sig med flere og flere eksemplarer (J. R. Lanpmars), utvivlsomt en plante, som snart forsvinder.* (Norman, Norg. arkt. fl. I, I, p. 125). a „Omkring Kristiania og enkelte trakter af oplandet, hvor den nu er almindelig, var den for faa aar tilbage meget sjelden”. (Korsmo, Ugræs, p. 110). b. „N. Th.: Garstad paa Vigten. VIII 96. 0. A. Horrstan.* (Herb. Univ.). c. „Vigten: Garstad (64° 53) sparsomt paa enge; Austadfjord som ugræs i haven 64^ 55‘, ny nordgrænse.* (O. A. Horrstap, Ky- sten af T.hjems st., p. 35). Sogn: Sogndal i mængde. (A. LANDMARK, mundtl.). Uden aarstal. Før 1832. Bergen. (Bonr’s herbarium if. M. Bryrr, manuskr.). Før 1838. ,Barbarea taurica DC. Christiania infra arcem. Junii." (Herb. SowwEnrELpT) = B. vulgaris h. Br. Før 1862. „Chria.: Slotsbakken. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). — ,— „Chria.: Lian. M. N. Bıyrr.* (Herb. Univ.). Før 1875. ,Kongsberg. W. Bock.“ (Herb. Univ.). Før 1898. ,Tjømø.* (A. Brvrr, manuskr.). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 219 Før 1899. Lister og Mandals amt: „Meget sjelden paa enge: — —; Kr.sand (Preus, Fritz); — —; Flekkefjord. Overalt ind- fort med fremmed græsfrø og neppe bestandig.* (R. Fniprz); manuskr.). Anthemis tinctoria L. > Ca. 1630. I Srrenumo: „Plantarum, que circa Nidrosiam reperiuntur no- mina" (Cista Medica 1663, p. 278—9284) 1), nævnes en „Buphthalmus“, hvormed der ifølge LinpBLom, Sperling och Fuirén, p. 56 maaske er ment Matricaria inodora eller Anthemis tinctoria. Overmaade tvivlsom angivelse. > 1772. „E Værdalia, inter plures alias plantas, missa a V. D. Kortnorrt; cæterum a me non visa.“ (J. E. Gunnzrvs, Fl. N., II, p. 50, no. 534). IN. Fl, II, p. 585 har A. Bıyrr sat et ? ved det efter Gunnerus citerede no. 534. 1779. Spydeberg. I en fortegnelse over de paa engene voksende urter, „som altsaa udgiør vort Hoe, ansatte i den Orden, som de staae i Mengde til,“ er den opført mellem Leontodon autumnale og Chry- santhemum Leucanthemum. „Er den sædvanligste Farve-Urt, med hvilken i Sverrig farves høiguult, i sær paa Uldgarn, som for i Veyen er kogt i Alun-Vand.“ (J. N. Wırse, Spydeberg, p. 121). 1780. Spydeberg. „Anthemis tinctoria troer jeg er feyltaget, siden jeg ey kand finde den igien.^ (Wırse i „Forbedringer og Tilsetninger til heele Verket," p. 31). Jfr. M. N. Brvrr nedenfor, under 1837. 1807. Ringerike: Frognøen (Hornemann og C. Situ, Plante rariores. Ove Dani, Breve, p. 91). 1817. Kristiania (M. R. Fror, Syst. Charact., p. 79). 1820. ,N[orge]*. (Hartman, Sk. FL, 1 U., p. 319). 1826. ,Ved Christiansand". (KrunceranD). (M. Brvrr, Bot. Reise 1826, p. 283). 1832. ,N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 2 U., p. 229). 1837. „I Tillegget bemærker Forfatteren (9: Wırse — se ovenfor under 1780) at han ,troer han har feiltaget, siden han ei kan finde den igjen.” Det er imidlertid ei usandsynligt, at denne Plante findes i Spydberg, eftersom den forekommer hist og her omkring Christi- ania. Da den holder sig helst omkring og paa dyrkede Steder, !) Citeret efter Linprrom, Sperling och Fuirén, p. 95—61. 220 JENS HOLMBOE. 1838. 1843. 1844. 1846. 1847. 1854. 1857. 1858. 1861. 1864. 1870. kan den ved Culturen letteligen være bleven udryddet der, hvor Wise først havde bemærket den“ (Anmærkning til Wırse’s Spydebergs Beskrivelse. M. N. Brvrr, Bot. Reise 1837, p. 243). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 3 U., p. 199). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 4 U., p. 274). Kristiania: „Prope Munkedam, Uranienborg, Faabroe, Lysager.* (M. Brvrr, Plant. vase. Christ., p. 30). Kristiania: „Inter rariores vero paucæ tantummodo hoc solo patriæ loco deprehenduntur, quales sunt: — — Anthemis tinctoria, — —“. (M. Brvrr, Plant. vase. Christ., p. 4). Kristiania: Nævnes blandt „plante meridionales, quæ in hacce nostra regione terminos suos boreales habere videntur.* (M. BLYTT, Plant. vase. Christ. p. 5). Kristiania: „Torre Bakker ved Lysagerkjærnet ovenfor Landeveien, Uranienborg o. s. v.“ (N. Lunp, Christiania Flora, p. 17). Norge. (Catal. plant. norv., p. 14). „Nlorge]*. (Hartman, Sk. F1, 6 U., p. 3). »Didrikslokken ved Christiania 18 "6; 57. Ax. Bryrr.“ (Herb. Univ. Upsala). (Hartman, Sk. EL, 7 U., p. 3). »N[orge].* (Hartman, Sk. Fl, 8 U., p. 3). »N[orge].* (Hartman, Sk. FL, 9 U., p. 3). å » [Norge]. a. Kristiania: „Torre Bakker og Klipper tem. sj.: Munkedammen, Uranienborg, Faabro, Lysager, Frogner, Spigerverket, Natmands- haugen, Boltelokken (A. Bryrr), Svartorsæteren (indfort med Græs- frø?), Sandvigen; Hægdehaugen! Snarøen! Ladegaardsøen (A. Brvrr) Loenelv (Mor).“ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 60). Kristiania: Blandt ,Planter, som ved Christiania synes at fore- trække de kalkholdige Skifere og Kalken fremfor de øvrige Berg- arter", nævnes „Anthemis tinctoria L. Især paa Kalken og Ler- skiferne. Ved Svartorsæteren paa Eruptiver, (hvor den udentvivl er indført ved Græsfrø og kun forekommer sparsomt).* (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn.. p. 10). Nævnes blandt „Sydlige Arter, som i det Mindste i den nord- lige Del af deres Voxekreds fortrinsvis eller udelukkende fore- komme paa den siluriske Formation.* — ,Har sin Nordgrændse ved Lister, Vigersund paa Modum og Christiania". (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 31). b. Kristianssund: Nævnes blandt „Planter, som ere fundne i ind- fort Ballastjord, fornemlig paa Gomatlandets Kirkegaard og i Vaagebakken.* (Larsen og Greve, Kristianssund, p. 81). c. ,N[orge].^ (Hartman, Sk. Fl. 10 U., p. 3). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 291 1871. 1872. 1873. 1874. 1875. 1879. 1880. 1881. 1882. 1884, Kristiania: „Rolighed (C.) Slotsbakken (ved Græsfro? A. Brvrr), Sarasbraaten (ved Græsfrø? 1871 A. Brvrr) Birkøen (A. Brvrr), Hovind, Trosterud, Frydenberg (W. Hiortn).* (A. Brvrr, Randtil- føielse til Christ. Phan. og Bregn.). „Christiania 1872.* (Herb. DyrinG). Trondhjem: „I 1873 fandtes den i Devlehavnen. ligesom vild i Kratskov.* (V. Storm, Not. I, p. 14). „Paa tørre Bakker i stor Mængde fleresteds paa Lerskiferne ved Christiania; Fredriksstad (Schügerer), Vikersund og Heen ved Drammen-Randsfjordbanen (A. Brvrr), søndre Aurdal (C. SoMMER- FELT), Romedal (Bryan), Øier i Gudbrandsdalen (A. Brvrr), Spyde- berg (if. Wırse), Kongsberg (Hs. Lanepere), Fredriksværn (C. J. LInDE- BERG); ved Christianssand h. o. h. (KLUNGELAND), paa Lister (Phar- maceut Lunn), ved Farsund (M. Brvrr) Østeraat ved Stavanger (Buppe), Kinservik og Odde (Merica), Christianssund paa Ballast (Greve), Throndhjem 63° 26° (Conservator Storm), Værdalen (if. Gun- NERUS). I Nordmarken omtr. 1000’ 0. H. Paa Silurformationen ved Christiania gjør den Indtryk af at være vild eller er i altfald fuld- stændig naturaliseret; paa de fleste af de øvrige nævnte Steder (og muligens paa alle) synes den at være indført ved Græsfrø eller paa anden Maade, da den dels forekommer ved Jernbanerne, dels paa kunstige Enge.“ (A. Brvrr, N. Fl. II, p. 586). a. Jæderen: „Sjelden i Agre: Osteraat.* (Bryan, Jæderen, p. 294). b. (ca. 1875). Ørkedalen (Ove Dar, meddelt). » Till Trondhj. enl. A. Bryrr.“ (Hartman, Sk. Fl., 11 U., p. 4). a. „Kristianssand. Juli 1880. R. E. Frmrz.“ (Herb. Univ.). b. (Før 1880). Lister og Mandals amt: ,Meget sjelden. Er fra gam- melt funden ved Kr.sand af Krunceranp, Lister (Lunn) og Far- sund (Brvrr) Selv har jeg i de senere aar seet den ved Kr.sand: Klappene, Junkers Løkke, Cramers Løkke; Oddernes: Tjos, Ug- land, Gill; — — overalt i kunstig eng.” Friprz, manuskr.). a. ,L. & Mand. Amt: Lundemyren, Lister 16/4 1881. R. E. Fnrprz*. (Herb. Univ.). — „I kunstig eng“ (Frinrz, manuskr.). b. ,L. & Mand. Amt: Skindsnes, Halsaa Sogn ved Mandal !9/, 1881. R. E. Frmrz.“ (Herb. Univ.). ce. Støren: Liøien i dyrket eng (Ove Dant, meddelt). a. Trondhjem: ,Sj.: Devlehavnen.* (Storm, Thjems Flora, 2 U., ip:597): b. Ringerike. Viste sig først paa jernbaneskrænter 1882 og har senere udbredt sig. Nu vokser den ved veikanter, paa enge og brakmark overalt paa Ringerike. (N. Bryan, mundtlig meddelt 1899). a. , Etterstad, Chria., August 1884. N. Mor.“ (Herb. Univ.). 222 1885. 1886. 1888. 1890. 1892. a. b. . (ca. 1885). „Barum.“ (Herb. Dvniwo). JENS HOLMBOE. . Mjesegnen: „Forekommer her langt hyppigere end foreg. (9: A. arvensis), rigtignok kun paa kunstig eng.“ (J. Rup, Mjøsegnen, p. 14). Trondhjem: „I 1885 fandt jeg 1 Almlien nær Gården mange Exemplarer og ved Hangren store Grupper blandt säet Trifolium hybridum og Phleum.* (V. Storm, Not. I, p. 14). (ca. 1885) ,Drøbak. F. Hoch.“ (Herb. Dyrinc). B discoidea Witty. “Asker: Arnestad (THomrE).” (A. Brrrr, Bidr. IL, p. 45). . Trondhjem: , Synes at have vist sig noget hyppigere i de senere Ar, — — Af Bryn er den fundet i Østmarken. — — Nissen har i de senere Ar fundet den i Ørkedalen.* (V. Storm, Not. I, p. 14). . Trondhjem: „Udbreder sig tydeligt; i sidste Sommer fandtes den i Mængde på Enge på Opstrinden, især ved Kvammen og Lien samt ved Stene; ved Leangen Station; på Bynesset nær By o. fl. Steder.^ (V. Storm, Not. II, p. 31—32). sBliver (1888) mere og mere alm. ved Langesundsfjorden, skjønt endnu langt fra så alm. som ved Kristiania (if. Dyrine). (A. Brvrr, Bidr. III, p. 34). a. „Voxer på flere lokaliteter ved Kongsberg (LanGBERG, THOMLE, forf.). I Sandsvær flere steder enkeltvis samt i Flesberg i Nu- medal (if. THomLE).” (Poursson, Kongsberg, p. 361). . Arendal: „Spikjelia i Øyestad. 8/3, 90. Fundet først af G. WoLLEr. A. Arso.* (Herb. Univ.). . „Pä Haraldshaugen ved Haugesund. VIII. 90. ©. A. Horrstap. (Herb. Univ.). . „Lyngdal: Kvavik på kunstig eng (Lanpmarr). Mandal og Lister (Fritz). Langs jernbanen mellem Holmestrand og Nykirke (if. Poutsson). — — Roken: Nersnes (if. THomrE). . Hankøsund på naturlig eng (if. P. Svenpsen). Støren: Ligien på dyrket eng (0. Dant).“ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 34). . „En lignende stærk Udbredelse i de senere Aar [som ved Kristi- ania] vil man ogsaa finde for denne Plante i andre Landsdele; medens den tidligere var en botanisk Sjeldenhed, holder den nu paa at blive et besværligt Ugræs.* (N. Wırre, Skadeplanter, p. 132). . Stavanger amt: „Sj.: Østraat ved Sandnæs; Nærstrand; Haralds- haugen og kirkegaarden i Haugesund". Horrsrap, Stav. amt I, p. 55). d. „Aastad 1 Asker 12 juli 1892“ (Herb. Dyrınc). . Soprim i Høland paa agre og dyrkede enge (A. LANDMARK, meddelt). . Dyrendal ved Fredrikshald (A. Lanpmark, meddelt). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 293 g. Lige ved landeveien nær grændsen af Øier og Ringebo. A. Lanp- MARK, meddelt). 1894. ,Tromo ved Arendal, Ferrevig, 3/; 1894. E. Jørcznsen.* (Herb. Univ.). 1895. Blandt planter fra Kongsberg og Numedal nævnes „gul præste- krave (Anthemis tinctoria), maaske fra først af indfort.^ (A. Brvrr, Buskerud, p. 22). 1896. a. ,I firtiaarene var denne plante meget sjelden og med sikkerhed fundet kun et par steder 1 Kristianiadalen, hvor den nu er meget almindelig, ligesaa i Hamars omegn, hvor den forekommer hyp- pig i kunstig eng, tilsaaet med tysk frø. Forovrigt findes den nu i de fleste egne af landet; prof. A. Bryrr antager, at den er udbredt gjennem udsæd af urent engfrø.* Korsmo, Ugræs, p. 103 —104). b. (ca. 1896). Almindelig paa fjeldgaardene ved Lifjeld i Telemar- ken (1400' o. h.). Indfort med græsfrø. (F. Hocn, mundtlig meddelt). c. I uhyre mængde ved jernbanen mellem Hamar og Lillehammer (Å. LANDMARK). 1896—97. „Aafjorden: Askjærholmen (fru Bere) 63° 57, nordgrænse.* (0. A. Horrstap, Kysten af T.hjems st., p. 30). 1897. a. M. st. på jernbanelinien i Fåberg, Øier og Ringebo 1897 (if. Kaazaas).* (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 19). b. Nævnes blandt planter, ,som nu findes i mængde og tilsyne- ladende vildt paa siluren ved Kristiania, men som man må mis- tænke oprindelig er indført frivillig eller ufrivillig ved menne- sket.” (A. Brvrr, Akershus, p. 48). 1898. a. ,Roli, Birid c. 300 m. o. H. (i Mengde). ?/; 98. 0. Nynvuvs.* (Herb. Univ.). b. „Bratsbergs amt: Kviteseid: Utsund. 6%/7 1898. Ove Dant.“ (Herb. Univ.). 1899. Aspedammen jernbanestation ved Smaalensbanen (Jens Horusor). Uden aarstal. Før 1838. , Christiania inter rupes submarit. Junii^ (Herb. Sow- MERFELDT). Før 1862. „Christiansand. KrunceLanD*. (Herb. Univ.). —,— ,Christiansand. M. Brvrr.^ (Herb. Univ.). —,— y»Chria.: Munkedammen. M. N. Bryrr.“ (Herb. Univ.). å 1 . ae —,— ,Chria: Spigerverket og Sandvigen. M. N. Brrrr. (Herb. Univ.). —,— Den anføres af Gunnerus som funden i Værdalen; men den savnes i hans Herbarium. Jeg har i den sydlige Deel 294 JENS HOLMBOE. af Norge kun bemærket den ved Christiania, hvor den voxer omkring Munkedammen ved Lysaker og Sandvigen.* (M. Brvrr, Manuskr. til N. FI.). Før 1886. ,discoidea Wırıv. Asker: Arnestad. J. Taomre.“ (Herb. Univ.). Senecio viscosus L. 1804—08.. Kristianssand (EnceLHart, Manuskript I, O. Daur, Breve, p. 8). 1817-20. Mandal (J. A. Worrr i brev til J. W. Hornemann, 0. Danr, Breve, p. 95). 1826. „Ved Christiansand og Mandal“. (M. Brvrr, Bot. Reise 1826, p. 276). 1832. ,Christiansand.* (Hartman, Sk. Fl, 2 U., p. 227). 1823—48. „Jeg erindrer, at min fader fortalte, at han forstegang fandt den her ved byen (2: Kristiania) paa Slotsbakken i en sandhaug, dengang da slottet blev bygget." (A. Brvrr, Akershus, p. 48). 1838. ,Christiansand*. (Hartman, Sk. FI, 3 U., p. 197). 1842? Hvaloerne: ,Fundet paa Kirkoen af Printz.“ (Correrr, Hvaløer, p. 52). 1843. ,Christiansand*. (Hartman, Sk. Fl. 4 U. p. 271). 1844. Kristiania: Nævnes blandt „plante meridionales, que in hacce nostra regione terminos suos boreales habere videntur.^ (M. Brvrr, Plant. vase. Christ, p. 5). Kristiania: „Minus vulgaris, presertim inlocis saburra sparsis, nee non in littoribus insulæ Malmøe, ad radices montis Kampen, in area ante domum regiam, prope Bækkelag et alibi.” (M. Brvrr, Plant. vase. Christ, p. 31). 1846. Kristiania: ,Dyrkede Steder. Sporadisk: Natmandshougen, Rus- selokbakken o. s. v.^ (N. Lunp, Christianias Flora, p. 16). 1847. Norge. (Catal. plant. norv., p. 14). 1849. Christiansand-Christiania.* (Hartman, Sk. FL, 5 U., p. 6). 1854. „Christiansand till Christiania”. (Hartman, Sk. Fl., 6 U., p. 7). 1858. „Christiansand-Christiania.“ (Hartman, Sk. FL, 7 U., p. 6). 1861. ,Christiansand-Christiania.^ (Hartman, Sk. Fl., 8 U., p. 6). 1864. ,Christiansand-Christiania.* (Hartman, Sk. FL, 9 U., p. 3). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 295 1870. a. Kristiania: ,Nu alm. som Ugræs ved Veie og paa dyrkede Ste- der.“ (A. Bryrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 59). b. „Christiansand --Christiania“. (Hartman, Sk. F1, 10 U., p. 6). 1872. ,Kristiania 1872.” (Herb. DYRING). 1874. „Som Ugræs nær beboede Steder, i Haver og ved Veikanter, i de sydligste Dele af Landet, maaske fra først af indført ved Kulturen: Christiania, (hvor den i de sidste 30 Aar har udbredt sig uhyre, M. Brvrr) Asker (A. Brvrr) Hvaløerne paa Kirko (Printz), Land ved Kronviken 60° 48' (Merica), Christiansand og Mandal (M. Bryrr), Stavanger (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, N. FL II, p. 591). Ca. 1875. Et par exemplarer paa ballast paa Bratøren i Trondhjem (Ove 1878. 1879. 1882. 1884. 1885. 1886. 1887. 1890. 1892. 1893. 1895. Dax). Risør (L. Horusog). »Söd. kusten". (Hartman, Sk. FL, 11 U., p. 10). s Holmestrand (A. Brvrr) Mølen pr. Horten (A. Brvrr) Vallø (A. Bryrr), Laurkullen (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, Bidr. I, p. 10). „Fundet paa et par steder efter jernbanelinien i Stange.“ (J. Run, Mjøsegnen, p. 14). Hønefos paa gader; holder sig fremdeles. (N. Bryan, mundtl. medd. 1899). a. ,Falkensten (A. Bryrr), Skopum (A. Brvrr) Tjomo: Ormelet: Eker: Hougsund Jernbanestation (if. Bryan). (A. Brvrr, Bidr. II, p. 15). b. „Sandviken 5 sept. 1886.“ (Herb. DYRING). „Den fandtes 1887 ved jernbanestationen i Porsgrund (DyrinG).“ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 35). a. ,Fevig pr. Grimstad. 21/, 90. Fra G. WorrER. A. Ammo." (Herb. Univ.). b. (ca. 1890). „I Kr.sands og Mandals nærmeste Omegn er den flere Gange paatruffen.^ (R. Friptz, manuskr.) a. ,Begynder nu at indvandre til egnene ved Langesundsfjorden. — Langesund (if. Trizn). Heen jernbanestation (if. Bryan). Røken: Slemmestad (if. Tuowrr) Hurum: Filtvetstranden (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 35). b. Stavanger amt: „Sj.: Jæderen; Stavanger; Haugesund.“ (Horr- STAD, Stav. Amt, I, p. 54). »Tjødling jernbanestation. VIII. 93. O. A. Horrsrap.“ (Herb. Univ.). a. Ringerike: Heen ved en veikant; holder sig endnn. (N. Bryan, mundtl. medd. 1899). b. „Holtskleven i Bærum 27 juli 1895.“ (Herb. Dyrine). — Til denne trakt er den indvandret siden 1875. (Dvmiwco, mundtl. medd.). Nyt Mag. f. Naturv. XXX VIII, III. 15 226 JENS HOLMBOE. 1896. a. 1897. a. b. 1898. I 4 »Er et almindeligt ugræs 1 landets sydligste egne, Ugræs, p. 40). Korsmo, . Almindelig paa strandkanter i Asker og Røken (Jens HorwBokr). „En plante, som har spredt sig overordentlig i de sidste 50—60 aar, er den klæbrige Senecio viscosus. Den hører nu til de al- mindeligste ugræs heromkring og findes endog i mængde paa mange strandkanter.^ (A. Brvrr, Akershus, p. 48). » Tjølling jernbanestation (Horrsrap). Gjeløen i tem. stor mængde på strandkanterne (A. Bryrr)“. (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 19). mængde paa strandkanterne paa Kaholmen, Haaøen og andre holmer og øer ved Drøbak samt paa Langøen ved Holmestrand. (Jens HoLMBOE). 1899. a. b. I omegnen af Kristianssand er den nu ganske almindelig (R. Frıprz, mundtl. medd.). Fleresteds paa Kristiania-Gjøviksbanens jernbanebanker: I mængde nedenfor Kjelsaas, sparsommere opover mod Movandene. (Jens HoLMBoE). . Saaner, Skjeberg og Aspedammen jernbanestationer; Fredriksstad. paa og ved jernbanestationen. (Jens Horwnor). Uden aarstal. Fer 1862. ,Mandal. M. N. Bıyrr.“ (Herb. Univ.). — , Christiania. M. N. Brvrr*. (Herb. Univ.). = „Chria.: Noisomhed (prof. Monrads løkke) M. N. Bıyrr.“ (Herb. Univ.). » Christiansand og Mandal. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). „Chria.: Abbeddiengen. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). — „Ved beboede Steder paa Grus og sandagtig Jordbund sjælden. Jeg har fundet den ved Mandal og Christians- sand. Koren og Mor har ogsaa fundet den paa Malmoen og ved Bergslokken ved Christiania.” (M. Bryrr, Manuskr. til N. FL). Før 1846. , Christiania. N. Lunn.“ (Herb. Univ.). Før 1898. ,Tjømø.* (A. Brvrr, Manuskr.). Bunias orientalis L. 1812. Kongsberg: „Bunias orientalis fandtes flere Stæder i Egnen, langt fra dyrket Jord." (Cmn. Smirn i brev til Hornemann, dateret Strøm 6/4, 1819. O. Danr, Breve, p. 55). 1816. ,I Norge er den 1816 iagttaget baade i Omegnen af Christiania og Kongsberg." ScHÜßELER, Vir. Norv. IL, p. 340). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 297 1821. 1823. 1832. 1834. „Professor C. Surrx har fundet den ved Kongsberg.” (Hornemann, Plantel. 3 U., 1 B., p. 710). „Ad Kongsberg Norvegiæ. Prof. C. Surru.^ (J. W. Hornemann, FI. Dan., Vol. X, p. 7). »Kongsberg.* (Hartman, Sk. Fl. 2 U., p. 174). BL. Reiseberetn. 1834. Ladegaardsøen, Christiania. — Brvrr.* (Herb. Univ.). 1835—40. „In den Jahren 1835—40 war sie indessen nur an ein Paar 1838. 1843. 1844. 1846. 1847. 1849. 1854. 1858. 1861. 1864. 1870. 1872. Stellen in der Umgegend von Christiania zu finden.“ (ScHÜBELER, Pflanzenw. Norw., p. 305. Jfr. Vir. Norv. II, p. 340). a. , Skien, Porsgrund.* (M. Bryrr, Skiensfjord., p. 32). b. ,Kongsberg*. (Hartman, Sk. F1, 3 U., p. 150). „Skien; Kongsberg etc.“ (Hartman, Sk. FL, 4 U., p. 205). Kristiania: „Ladegaardsoe, Nakholmen, Natmandshougen, Bolte- løkken etc." (M. Bryrr, Plant. vase. Christiania, p. 12). Kristiania: „Agre. Almindelig over hele Strækningen fra Nat- mandshougen til Bolteløkken.* (N. Lunp, Christianias Flora, p. 125). Norge. (Catal. plant. norv., p. 11). „Christiania; Skien; Kongsberg etc.” (Hartman, Sk. F1, 5 U., p. 106). »Christiania; Skien; Kongsberg ete.“ (Hartman, Sk. Fl., 6 U. p. 118). , Christiania; Skien; Kongsberg etc.“ (Hartman, Sk. Fl. 7 U., p. 108). »Christiania; Skien; Kongsberg etc." (Hartman, Sk. F1, 8 U., p. 111). »Christiania; Skien; Kongsberg ete.“ (Hartman, Sk. Fl. 9 U, p. 9). a. Blandt ,Planter, som ved Christiania synes at foretrække de kalkholdige Skifere og Kalken fremfor de øvrige Bergarter", op- føres „Bunias orientalis L. I Norge undertiden ogsaa paa Granit (M. Brvrr)^ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn. p. 11). Kristiania: „Agre tem. alm. i Byens nærmeste Omegn.^ (A. Brvrr, |. c. pag. 80). b. , Christiania; Skien; Kongsberg etc.“ Hartman, Sk. FL, 10 U., p. 105). »okien 1872." (Herb. DyrinG). 1873—75. „Jetzt ist sie nicht nur im Christianiathale sehr algemein, sondern sogar an mehren Stellen 5—6 Meilen von der Stadt ent- fernt.^ (ScnmünELEn, Pflanzenw. Norw., p. 305). 228 JENS HOLMBOE. 1875. 1876. 1877. 1879. „Kr.sand: Almindingen paa byens vestside; ved bakken bag Kr.- sands bryggeri; Grims øvre mølle. Indfortes paa førstnævnte sted 1875, paa de andre senere.” (Frıprz, manuskr.). „Paa tørre Bakker og i Agre i Landets sydøstligste laveste Dele el alm.: Christiania (fleresteds i Mængde), Kongsberg, mellem Drammen og Fiskum paa Eker (Car. Swrrg), nær Holmestrand (if. ScHÜBELER), Skien (S. SoMMERFELT), f. Ex. 1 Mengde paa de siluriske Skrænter ved Follestad (Dyrine), nær Hamar, 60° 45' (if. Brynn).* (A. Bryrr, N. Fl. III, p. 1010). „Chria.: mellem Ringi og Holo i Bærum. 3/,—77. CARLSEN." (Herb. Univ.). »Sydøstl. del enl. A. Bryrt.* (Hartman, Sk. Fl, 11 U., p. 196). Ca. 1880. Ved Ringi i Bærum. (Dyrine, mundtl.). 1882. 1884. 1886. 1887. 1888. 1889. 1890. 1892. a. „Lyngor.“ (A. Brvrr, Bidr. I, p. 20). b. ,Helvig, Hoivaag Sogn ved Kr.sand. Aug. 82. R. E. Friprz.* (Herb. Univ.). Hamar: ,Enkelte exemplarer af denne plante har jeg fundet i agre ved Tokstad i Stange, Storhammer gaard og Sagatun.* (J. Run, Mjøsegnen, p. 26). »Hellevik i Høivaag (Friptz). Grimstad (if. Trårn)* (A. Buyrt, Bidr. II, p. %). a. „Toienlokken, Chria. %—87. L. Jansen.“ (Herb. Univ.). b. Norderhov: Frog. 4-5 exemplarer. Har senere holdt sig fra aar til aar. (N. Bryan, mundtl. meddelt 1899). c. ,Roldal 7;—87.* (Herb. Lanpmarr). — Meget sparsomt ved landeveien. „Paa sidstnævnte Sted [9: Kongsberg] findes den endnu, men synes ikke at have udbredt sig ı Omegnen. — — — Men nu er den her [?: ved Kristiania] temmelig almindelig og paa enkelte Steder endog i en paafaldende Mængde. I de senere Aar er den ogsaa fundet paa flere Steder langs Norges sydøstlige Kyst." (ScHÜBELER, Vir. Norv. II, p. 340—41). »Disen, Aker. Juli 89. N. G. Mor.“ (Herb. Univ.). a. Kongsberg: „I mængde ved sølvværkets kornmagazin, hvor den allerede omkring århundredets begyndelse er funden af prof. C. Swurrg (if. N. F1.), samt enkeltvis flere andre steder 1 byens nær- hed.“ (Povrssow, Kongsberg, p. 372). b. ,Paa jernbanelinjen i Stavanger. VII 90. 0. A. Horrsrap.“ (Herb. Univ.). a. „Fiskum på et par steder ved den gamle vei til Kongsberg (if. Tuomze). Kragerø (K. Gurørrsen). Lyngør: Vestre Riso (if. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 299 Tuonte). Røldal ved gårdene (Lanpmarks).* (A. Brvrr, Bidr. III, p. 59). b. Stavanger amt: ,M. sj: På jerbanelinjen i Stavanger.“ (Horr- STAD, Stav. amt I, p. 41). — Nævnes blandt planter, der er „nye for vestlandet.^ (Horrstap, |. c., p. 25). c. ,Christiansand 1892 (Røskeranp).* (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 32). 1895. Blandt planter, der vokser paa Eker, nævnes ,Bumias orientalis, et fra Rusland stammende stort og besværligt ugræs, som hører til de korsblomstrede og har gule blomster.” (A. Bryrr, Buskerud, p. 21). 1896. a. ,Røldal.* (A. Bıyrr, Søndre Bergenhus amt, p. 52). b. ,— — I Kristianiadalen, tildels ogsaa omkring Hamar, har den i de sidste aar forekommet i mængde, og ifølge prof. dr. N. WILLE er den et meget besværligt ugræs i den botaniske have 1 Kristi- . ania, hvor dens udryddelse ansees for nærsagt umulig.* (Korsmo, Ugræs, p. 111). 1897. ,Et meget besværligt ugræs, som stammer fra Rusland, er Bunias orientalis, en stor, gulblomstret plante, som hører til korsblomsterne. Den findes i mængde især omkring Bolteløkken, men ogsaa anden- steds. Har den først faaet indpas, er det ikke let at blive kvit den igjen." (A. Brvrr, Akershus, p. 47). 1898. a. ,Oddernes: Mosby 27; 1898. Paa kunstig eng, hvor den har holdt sig i flere aar. Lærer Gunnsrverr, A. RoskELAND ded.* (Herb. Univ.). b. ,Bratsbergs amt: Kviteseid: Utsund. 9/, 1898. Ove Daur.“ (Herb. Univ). (Endel exemplarer i dyrket eng — mundtlig meddelt). c. „Bratsberg amt: Vraadal: Eidstaa. 1; 1898. Ove Daur.* (Herb. Univ.. (Ved en gaardsplads — mundtlig meddelt). d. Norderhov: Tandberg (et par expl.). (N. Bryan, mundtlig meddelt). 1899. ,Sætersdal: Jordalsbo i Bygland. %/; 1899. Flere expl. ved en ladevæg. AskeLL Roskerann.“ (Herb. Univ.). Uden aarstal. Før 1838. ,Skeen in latere montis aprico. Junii." (Herb. Sommzr- FELDT). Før 1846. „Christiania. Lunn.“ (Herb. Univ.). Før 1862. Christiania. M. N. Bivrr“ (Herb. Univ.). — „Chria.: Nakholmen. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). = » Skien. M. N. Brvrr.^ (Herb. Univ.). — y — „Chria.: Korpehaugen. M. N. Brrrr.* (Herb. Univ.). yo „Den findes hist og her, især ved Agerrener og ved dyr- kede og beboede Steder i det sydlige Norge, f. Ex. ved JENS HOLMBOE. Kongsberg, ved Skien og ved Christiania. Ved sidste Sted voxer den 1 stor Mængde paa Løkkerne vestenfor Bolte- løkken henimod Mærrahougen paa flere Steder, sparsom- mere paa Ladegaardsøen hist og her som og ved Dr. Doderlein’s Løkke nær Kongeveien, hvor en enkelt Plante i flere Aar har tiltrukket sig forbigaaende Botanikeres Opmærksomhed. — — Den bliver, hvor den faar Lov at udbrede sig, som i Nærheden af Bolteløkken, sikkerligen et meget besværligt Ukrud.* M. N. Bryrr, Manuskript). Før 1875. ,Kongsberg. Wırnerm Borcs.* (Herb. Univ.). 1768. 1806. 1817. 1820. 1821. 1826. 1832. Cerastium arvense L. „In arenosis romsdaliæ, a. 1768; in sylva moldensi lectum.“ (J. E. Gunnerus, Fl. Norv. II, p. 134, no. 1038). — Jfr. Ove Daur, Gunne- rus, II, p. 221. »Sjeldnere i Norge, f. Ex. i Romsdalen og ved Molde." (Horne- MANN, Plantelære, 2 U., p. 449). Kristiania: „Fjeld-Honsetarm (Cerastium alpinum). Bl. eleptiske, nøgne og haarede, Blomstertop. 2deelt, faablomst., bladet, Krbl. hvide. Fl. 2 Afart. Laaden og glat. Laaden F. D. 4 Glat F. D. 979." (M. R. Fror, Christ. vildvox. Plant., p. 43). — Jfr. M. N. Bivrr: ,Cerastium alpinum verum in sylva Krokskoven a me observatum, auctori (Fronro) ignotum fuisse indicant ab ipso laudatæ icones Flore Danicæ (Tab. 4 et 977!)), quarum illa Silenem ru- pestrem, hec Cerastiwm alp. glabratum exhibet. In herbarus sub Fromm auspicio collectis nomine C. alpint inscriptam plantam nos- tram [9: C. arvense] inveni.“ (Plant. vasc. Christ, p. 15—16). »Romsdalen.* (Hartman, Sk. Fl, 1 U., p. 181). sSjeldnere i Norge, f. Ex. i Romsdalen og ved Molde.“ (Hornemann, Plantelære, 3. U., 1 Bd., p. 518). a. , Ved Christiansand paa Lundsiden.* (KLUNGELAND, if. M. Biyrt, Bot. Reise 1896, p. 289). b. „Aggershus Fæstning, Christiania 1826. Bıyrr.“ (Herb. Univ.). „Till Romsdalen. — 8 ruderale. Christiania.” (Hartman, Sk. Fl. 2 U., p. 126). 1) Trykfeil for 979, NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 931 1833. 1834. 1838. 1843. 1844. 1846. 1847. 1849. 1854. 1858. 1861. 1864. 1869. 1870. 1874. 1876. „Den i Norge meget sjeldne Cerastium arvense, som jeg forhen kun har fundet ved Christiania, forekommer ogsaa ved Christian- sand.“ (M. Brvrr, Bot. Reise 1833, p. 4). „Br. Reiseberetning. Aggershus Fæstning. M. Bryrr.“ (Herb. Univ.). „Till Romsdalen. — Å ruderale Christiania.” (Hartman, Sk. FI, 3 U., p. 108). „Till Romsdalen. — 8 ruderale Christiania.” (Hartman, Sk. FL, 4 4 U., p. 146). Kristiania: „In muris areis Agershus et in rupibus insulæ Hoved- oe“. (M. N. Bryrr, Plant. vase. Christ, p. 15). Kristiania: „Torre Steder. Kun Afarten [2: var. ruderale Hanrw.] er hidtil funden omkring Christiania, hvor den er almindelig om- kring Fæstningen.* (N. Lunp, Christ. Flora. p. 213). Norge. (Catal. plant. norv., p. 8). , Christiania till Romsdalen.* Hartman, Sk. F1, 5 U., p. 132). a. „Christiania till Romsdalen.* (Hartman, Sk. FL, 6 U., p. 146). b. , Christiania.” (C. J. LinprBere, Resa i Norge 1854, p. 2). » Christiania till Romsdalen.” (Hartman, Sk. FL, 7 U., p. 132). „Christiania till Romsdalen.* (Hartman, Sk. FL, 8 U., p. 138). » Christiania till Romsdalen.* (Hartman, Sk. FL, 9 U., p. 116). „Chria.: Akershus 18 '/, 69 A. Bryrr.“ (Herb. Univ.). a. Kristiania: „Torre steder sj.: Fæstningen, Hovedøen; Slots- bakken (A. Brvrr) Ladegaardsøen (cand. med. A. Lunp).* (A. Brvrr, Christ. Phan. o. Bregn., p. 34). b. Kristianssund: Nævnes blandt ,Planter, som ere fundne i ind- ført Ballastjord, fcrnemmelig paa Gomatlandets Kirkegaard og i Vaagebakken.“ (Larsen og Greve, Kristianssund, p. 81). c. Christiania till Romsdalen.* Hartman, Sk. FI, 10 U., p. 127). a. ,Fossegárden, Øier 1874. N. Wirrr." (Herb. Univ.). b. „Akershus volde 26 Maj 1874." (Herb. Dyrisc). c. Kristianssand: ,Klappene.* (R. Frıprz, manuskr.). „Paa tørre Bakker og Berge m. sj.; ved Christiania i største Mængde paa Bergene og Voldene paa Akershus, sparsommere paa Hoved- øen; paa et Par andre Steder ved Christiania er den bleven indført, udentvivl med udenlandsk Græsfrø; ved Kongsberg (Apotheker Mørrer), Gunstad i Jevnaker (Mxiwicg), Faaberg 61° 7' (Kinck), paa hvilke Steder den ligesom ved Christianssand (hvor den er fundet af KLUNGELAND), muligens ogsaa turde være indført paa den oven- nævnte Maade; ved Christianssund paa Ballast (if. Greve). Gun- JENS HOLMBOE. 1883. 1884. 1886. 1889. 1890. 1892. 1894. 1895. NERUS angiver den for Molde og.Romsdalen, men har muligvis for- vexlet den med C. alpinum.* (A. Bryrr, N. Fl., III, p: 1057). »Söd. och sydv. del enl. A. Bryrr.“ (Hartman, Sk. FL, 11 U., p. 240). a. Sandviken, Kristiania. (R. Friptz, mundtl.). b. Akershus fæstning (R. Frinrz, mundtl.). a. y Christiansand: Kleppene (R. Friprz).“ (A. Brvrr, Bidrag I, p. 22). b. „Kristiania: Sinsen */; 82. Peter Novis.“ ((Herb. Univ.). c. ,omaalenenes Amt: Evje ved Moss 16%; 1882. R. E. Friprz.“ (Herb. Univ.). d. Siden begyndelsen af 1880-aarene almindelig omkring Hønefos, hvor den først bemærkedes ved Follum i 1882 paa kunstige enge. Viser sig stadig paa nye steder. (N. Bryan, mundtl. medd. 1899). » Vestre Slidre ved et Chausséanlæg, udbredes mere og mere (1883 if. Prmntz).* (A. Brytt, Bidr., II, p. 26). Mjøsegnen: ,Ved Hol i Furnæs samt paa Sagatun ved Hamar. Paa førstnævnte sted har den i de tre sidste aar holdt sig i tem- melig stor mængde.* (J. Rup, Mjosegnen, p. 98). a. Fredriksstad: Traramoen paa en tør Bakke (Svenpsen if. Ryan). Smedbakken i Glemminge (Svenpsen, A. Bryrr). Moss: Evje (Fritz). Kongsvinger i og ved en Have (Hocsrap). — — * (A. Brvrr, Bidr. II, p. 26). b. Tomter i Maridalen. (R. Friprz, mundtl. medd.). a. Trondhjem; ,Har 1 senere År vist sig nær Jernbanerne, såsom ved den gamle Vei til Sluppen. Forhen ikke angivet for det nordenfjeldske.* (V. Storm, Not. IV, p. 14). b. „Fredriksstad '9/; 89%. (Herb. LANDMARE). Kongsberg: ,Sj. På kunstig eng ved Skavangerskoven. If. N. Fl. allerede af apotheker Morrer funden ved Kongsberg.” (Pourssow, Kongsberg, p. 379). » Tjømø (Bryan). Laurvik på eng (Horsrap) Breviksäsen (Tråen). Vestre Molands kirke på eng (H. CARLSEN). Grimstad (nogle få) ved en veikant nær dyrket mark (Eıumesen). Mandal: Malmø (fogd Hvoster if. Lanpmark).“ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 62). a. , pParadis* pr. Stavanger (if. stud. med. Hanarp Baum)" (Horr- STAD, Stav. amt, II, p. 47). b. (ca. 1894). Moss. (A. Lanpmarx, mundtl. medd.). a. , Kr.sand: Eikelunden. 12; 95. Torcerv Hannaas.“ (Herb. Univ.). b. ,Hjertnæs, Sandefjord. 20. V. 95. 0. A. Horrstap.* (Herb. Univ.). c. „Sem i Asker 9 juni 1895.“ (Herb. Dyrıng). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 235 1896. a. . Sagene ved Kristiania. (Arne Macnus og Jens Horwnor). 1897. a. 1899. a. b. C. „Aastad i Asker 6 juni 1896.“ (Herb. Dyrixc). „Chr.sand: Egelunden og m. a. st. på terre sandbakker (Tu. Hanwaas)“.. (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 34). . Frog, Norderhov i en græsplæn i haven. (Jens Horwsog). 1898. a. . ,Sydóstra del, mest vid kusten; några få stüllen i Hamar stift: Veikrydset paa Ekeberg ved Kristiania. (R. Friprz, mundtl.). Jevnaker; V. Slidre; Fåberg. På de flesta st. antagl. inkommen med utländskt frö.” (Sv. Murgeck, Cerastium, p. 246). p Vennesla: Kvarstein 7/, 99. Askerr Roskerann.“ (Herb. Univ.). p Vennesla: Neset 12/, 99. -ASKELL RoskELANp." (Herb. Univ.). Granfos ved Lysaker. (R. Frinrz, mundtl.). 1900. Mela og Aarhus i Gjerpen v. Skien i mængde i dyrket eng. (Ove Danr, medd.). Uden aarstal. Før 1862. „Chria.: Hovedeen. M. N. Bryrr.“ (Herb. Umv.). = „Chria.: Hægholmen. M. N. Bryrr.“ (Herb. Univ.). — »Christianssand. M. N. Bryrt, Frecsen.* (Herb. Univ.). »— „Paa tørre Enge, ved Mure og paa Bjergene i den syd- lige, lavere Deel af Aggershus- og Christiansands Stift sjelden, f. Ex. ved Aggershus-Fæstning i Mængde, paa Hovedøen sparsommere, ved Christiansand. Gunnerus an- fører den ogsaa som voxende i Romsdalen og ved Molde.* (M. Brvrr, manuskr. til N. Fl.). Fer 1886. Kristiania: ,Hægholmen (Brvrr's Herb.) Asker jernbane- station med Alyssum calycinum (A. Bivrr).“ (Tilfoiet af A. Brvrr i Christ. Phan. og Bregn.). Før 1898. ,Tjømø.* (A. Bryrr, manuskr.). Fer 1899. Lister og Mandals amt: „Kun bemærket ved Kr.sand, hvor den først blev iagttaget af KLUNGELAND; her har jeg fundet den ved Grim, Klappene og Markerne ved Sand- vigen. Paa de to sidstnævnte steder har den været at finde i flere aar og giver indtryk af at være oprindelig vildtvoxende, da de tørre Marker, hvorpaa den voxer. neppe har været optagne og tilsaaede med græsfrø i menneskealdre.* (R. Fnrprz, manuskr.), 234 1826. 1847. 1868. 1869. 1870. 187i. 1772. 1873. 1876. 1877. JENS HOLMBOE. Berteroa incana DC. „Alyssum incanum — Mandal.“ (M. Bryrr, Bot. R. 1826, p. 277). — Jfr. Herb. Univ. (uden aarstal). „Chria.: Økern 1847. N. Mor.“ (Herb. Univ.). „Chria.: de Besches løkke, aug.—sept. 1868. Hassen." (Herb. Univ.). i »f viridis A. Bryrr. Reistad i Asker i en kløverager. 184/, 69. A. Brvrr." (Herb. Univ.). a. Kristiania: „Torre Bakker, Enge sj.:: Økeren (Mor), Reistad i Asker i en Klovereng (A. Bryrr), ovenfor Trosterud og i stor Mængde nedenfor østre Skøien (Mor); Bækkelaget ved Chaus- seen (Stud. real. HenricHsen og Mor); Drammensveien ved De Besches Løkke (Stud. med. Hasszr); Toien (A. Bryrt)." (A. Bryrr, Christ. Phan. og Bregn.. p. 79). b. „Christiania: Ax. Brvrr.^ (Hartman, Sk. Fl, 10 U., p. 108). c. (ca. 1870). ,Oddernes: nedre Lund.“ (R. Friprz, manuskr.). Kristiania: ,Bogstadveien lidt indenfor Smedstad i Mengde paa Engen (A. Brvrr 1871) Gaasoen (Moz, A. Brvrr 1871—72).* A. Brvrr, Randtilfoielse 1 Christ. Phan. og Bregn.). a. Kristiania: „I Masse fleresteds mellem Toien og østre Akers Kirke, f. Ex. Malerhaugen, Hovind, Hasle, Frydenberg (W. HronrH 1872). Vækkero i Mengde (A. Brvrr 1872). Grefsen (1872 Foven. — Not.).“ (A. Brvrr, Randtilfoielse i Christ. Phan. og Bregn.). b. ,Lysaker, Christiania. 1872.“ (Herb. Dyrıng). a. Kristiania: ,,Youngsaasen (A. Brvrr). Ladegaardsoen (A. Brvrr 1873). Asker (A. Brvrr 1873). Snarøen (A. Brvrr 1873). Frog- ner (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, Randtilfoielse i Christ. Phan. og Bregn.). b. „Norderhaug: Verven 1816/, 73. A. Bryrr.“ (Herb. Univ). på Christianssands Stift ved Christianssand og Mandal (M. Brvrr); paa Østlandet har den, især 1 de sidste 4—5 Aar begyndt at ud- brede sig paa kunstige Enge og ved Veikanter, udentvivl indfort ved Græsfrø, saasom i Mængde ved Christiania og 1 Asker (A. Brvrr); den er ogsaa fundet ved Drammen (W. Hıortn), Hougsund (Horrer), _ Kongsberg ved Jernbanen (if. cand. mag. ANDERSEN), Vikersund (Mor), Værven i Norderhov og Tyristranden (A. Brvrr) og i Rome- dal paa Hedemarken, 60° 45' (Bryan); 8 viridis ved Reistad 1 Asker (ABryen) SA UDUYTT NFL 92979): Furuøen ved Tvedestrand. (L. Hormsor). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 935 1879. 1881. 1882. 1884. 1885. 1886. 1887. 1889. 1890. » Christiania och Christianssand enl. A. Brvrr.^ (HARTMAN, Sk. F1, 11 U., p. 203). „L. & Mand. Amt. Tjorsvaag ved Flekkefjord, Juli 1881. R. E. Friprz.* (Herb. Univ.). a. „Valders (Priwtz). Laurvik paa Gaderne (A. Brvrr) Tjørsvaag ved Flekkefjord (Frıprz).“ (A. Brvrr, Bidr. I, p. 19). b. Honefos: forstegang funden 1882; har senere spredt sig meget og findes nu overalt. 8 viridis: Norderhov kirke, Heen. (N. Bryan, mundtlig meddelt 1899). a. Mjøsegnen: ,Denne plante er 1 de sidste aar blevet almindelig paa kunstig eng. Jeg har seet den saa langt nord som til Ringsaker.“ (J. Rup, Mjosegnen, p. 25). b. „Arendal: Langesæv.* (Mursecx, Anteckn., p. 18). c. Fredriksstad paa brakmark. (H. H. Gran, meddelt). Vallø paa udyrkede steder nær folk. (H. H. Gran, meddelt). a. , Vallø (if. O. Presrrup). Holmestrand: Sand (0. Daur) Hankø- sundet paa en Sandbakke (P. Svenosen, A. Brvrr) Tjomo m. alm., var. virescens blot bemærket ved Rod (if. Brynn).* (A. Brvrr, Bidr. II, p. 24). b. „Sogndal, Sogn 25—8—86.“ (Herb. Lanpmars). . „8 viridis TauscH. Kongsberg 10 Sept. 1887.“ (Herb. Dvnrwc). . „8 viridis Tavuscn. Eidanger jernbanestation 15de Aug. 1887.“ (Herb. Dyrre). c. ,Nes i Asker 1 sept. 1887.“ (Herb. Dyrıns). d. „Kongsberg 9/g 87.^ (Herb. LANDMARE). Te a. „I de sidste to år er den bleven tem. alm. omkring Porsgrund (Dyrine 1889).“ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 56). b. , Åker, Sept. 89. N. G. Mor." (Herb. Univ.). a. „lem. alm. omkring Kongsberg by på dyrket terræn.* (Poursson, Kongsberg, p. 371). b. ,Haraldshaugen ved Haugesund. VIII. 90. 0. A. Horrsrap.* (Herb. Univ.). e. „Uglands Melle, Barbodalen ved Arendal. !?/,—90. Fra G. Wotter. A. Arso.* (Herb. Univ.) d. Kongsberg: ,Har i de senere år fáet en sådan udbredelse, at de [o: Berteroa incana og Thlaspi alpestre| må ansees for at have vundet borgerret i egnens planteverden. Dette tør ialfald siges med fuld sikkerhed om den førstnævnte plante, der sand- synligvis er indført med jernbanen (viste sig først på jernbane- tomterne i Kongsberg) og nu er aldeles naturaliseret i omegnen.* (Poutsson, Kongsberg, p. 344). e. yThjøtø, Nordland, *!/; 90. (Herb. Lanpmars). 256 JENS HOLMBOE. 1892. a. ,Denne plante bliver stadig hyppigere og udbredes ved græsfrø 1893. 1894. 1895. 1897. 1899, 1900. €. a. c. samt langs jernbanerne. Som nye findesteder kan nævnes: Onsø: Skjælø (Laxpmarx). Eidsvold station (Dyrnes). Fåberg: Skjellerud i mængde (Even Laneser). Sandefjord på eng, Laur- vik nær jernbanen; Tinoset (if. JørGENsEN). — — Eidanger sta- tion (Dyrine). Ulefos (LanpMark). Arendal og Grimstad hyppig (if. Tråzn). Lillesand (H. CARLSEN). Mindalen ved Risør; Dyb- vaag h. o. h. (if. THomrE). Graven på thimotheieng (SELLAND). Bergen fl. st. indført ved græsfrø (if. J. Greve). Sogn: Sogndal; Ålesund (LANDMARE). Tjøtø på kunstig eng (LANDMARE).” (A. Brvrr, Bidr. III, p. 56-57). . Stavanger amt: „Sj.: Ogne på Jæderen; Stavanger (f. ex. 1 mængde på Hetlandshalvoen); et par steder ved Haugesund (Haraldshaugen og kirkegården).* (Horrsrap, Stav. amt, I, p. 40). Nævnes blandt planter, der tidligere vistnok var fundne i Ilex- regionen, men var meget sjeldne og ikke angivne for Stavanger amt. (Horrsrap, Stav. amt, I, p. 25). „L. & Mand. Amt: Grim ved Kr.sand. %/,—93. R. Friprz.“, (Herb. Univ.). — Den vokser her med Lepidium Draba, Carduus acanthoides og mange andre sjeldne ballastplanter etc. (Mundtl. meddelt). . Lister og Mandals amt: „Meget sjelden og overalt vistnok ind- fort med græsfrø. Oddernes: nedre Lund; Kr.sand: Grims øvre mølle; Mandal; Flekkefjord; Tjørsvaag.* (Frinrz, Manuskr.). Vasserland pr. Tjømø (Ove Danr, meddelt). »Kristianssand: Grim. ??/,—94. Torre Hannaas.“ (Herb. Univ.). a. e. d. Nævnes blandt planter fra Kongsberg og Numedal. „Udbreder sig i de senere aar stadig mere og mere.“ (A. Brvrr, Buskerud, p. 22). . „Sogn: Kirkevold hotel ved Borgund stavekirke. 7/9—1895. Ove Daut.“ (Herb. Univ.). . „3 viridis. Holmenkollen, Vestre Aker, oktober 95.“ (Herb. HoLMBOE). . „Vrädal syd for Bandak; Tjølling: Kjerringvik (Stormer). Holme- strand på stranden (A. Brvrr)^ (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 31). . Nævnes som exempel paa planter. som ,lader til at spredes mere og mere.“ (A. Bryrr, Akershus, p. 48). „Vennesla (pr. Kr.sand): Vigeland, ?/; 1897. A. RoskELAND.“* (Herb. Univ.). „ß viridis. Hygenstranden, Roken 97.* (Herb. HoLMBoE). „I Kornager paa Gaarden Lunde i Biri, 260 M. o. H. ?!/, 99. 0. Nyuuus.“ (Herb. Univ.). Brevik, 1 expl. nær jernbanestationen. (Jens Horngor). ') 1) Forsent bemærket til at kunne afsættes paa kartet. CO -—1 NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 2 Uden aarstal. Før 1838. „Mandal Christiansands Stift. Ded. Brvrr.^ (Herb. Som- MERFELDT).* Før 1862. ,Sjælden paa tørre sandige Steder. Jeg har engang fundet den ved Mandal.” (M. Brvrr, Manuskript til , Norges Flora*). Før 1897. ,Vrådal søndenfor Bandak. C. Srormer.“ (Herb. Univ.). Før 1898. ,Onsø nær sjøen. A. Bryrt.* (Herb. Univ.). 1862. 1864. 1865. 1870. 1871. 1873. 1874. 1875. 1879. 1880. 1881. 9 Tjømø. (A. Brvrr, Manuskr. paa Bot. Mus.). „Chria.: Bækkelaget. S. Henrscusen.“ (Herb. Univ.). »6 viridis A. Brvrr. Kongsberg jernbanestation. E. Pourssow*. (Herb. Univ.). Matricaria discoidea DC. „N. Christiania, Mellem-Tóen. Kror.“ (Krox, Bidr. till Skand. Hp: 15) »Christiania, Mellem-Tóen: Krox.“ (Hartman, Sk. FL, 9 U., p. 2). »Galgeberg, Chria., Juli 1865. N. Mor.^ (Herb. Univ.). Kristiania: ,Veikanter m. sj.: Toien (Mor), nedenfor Mellemtoien (T. Krox, A. Bryrr).“ Opfort blandt „Forvildede og tilfældig ind- forte Arter.^ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 92). „Chria.: Ugræs i Toienhaven, juli 1871. A. Brvrr.^ (Herb. Univ.). a. ,Paa en hvilende Ager nær Toien. (Bryan Herb. 1873).^ (A. Brvrr, Randbemærkning 1 Christ. Phan. og Bregn.). b. „Christiania 1873. N. Bryan“ (Herb. Dyrınc). a. ,Har begyndt at udbrede sig ved Christiania 1 og omkring den botaniske Have paa Tøien.* (A. Brvrr, N. Fl. II, p. 584). b. Kristiania: „St. Olafs Gade (1874 if. Brvan).* (A. Brvrr, Rand- bemærkning 1 Christ. Phan. og Bregn.). c. ,Chria.: Nær Sandviken. 1874. J. Hasen.“ (Herb. Univ.). Kristiania: „Som Ugræs i St. Olafs Gade (1875).* (Bryan, Tilf. indf. Pl., p. 43). »Christiania.“ (Hartman, Sk. Fl, 11 U., p. 4). „Oslo, Juli 1880. N. Mor.“ (Herb. Univ.). a. „Grimstad på ballast, 1881. C. Träien.“ (Herb. Univ.). b. „Indfort med Ballast: Mandal." (R. Friprz, Manuskr.). JENS HOLMBOE. 1892. 1893. 1894. 1895. c. Honefos. Viste sig forst paa torvet; har senere stadig spredt sig 1 byen. (N. Bryan, mundtl. meddelt 1899). „Paa Ballast ved Grimstad (C. TRÂEN) og paa Malmø ved Mandal (Erinrz):* (A SBrvrr Bidr. I, p. 410). Kristiania: Grønlien og Filipstad. (R. Friprz, mundtlig meddelelse). a. y Bygdø: Hængsengen (1884. (A. Brytt).* (A. Brvrr, Randbe- mærkning til Christ. Phan. og Bregn.). b. Torsneskilen ved Fredriksstad paa ballast. (H. H. Gran, meddelt). Bygdø jernbanestation. (Herb. Dyrixc). Almindelig ved Honefos (Ove Dart, meddelt). Christiania (Oslo), Sept. 89. N. G. Mor.“ (Herb. Univ.). a. „Chria.: Filipstad, juni 1890. C. Srormer.“ (Herb. Univ.). b. ,Fevig pr. Grimstad. ?7/;—90. Fra G. Worrer. A. Arso.“ (Herb. Univ.). c. „Haugesund, ved landeveien nordenfor byen. VII. 90. O. A. Horrstan.* (Herb. Univ.). d. Kristiania: ,Filipstadbugten (ved og paa Jernbanelinien) 24/4) 1890.* (Herb. LANDMARK). a. ,Heie ved Torsneskilen (if. Rippervotp). Honefos 1 gader og gårdsrum i stor mængde (if. Bryan). Kria.: St. Olafs gade (Bryan), Bygdø (A. Brvrr)^ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 34). b. Stavanger amt: ,M. sj: På flere steder ved Haugesund. Det ene findested er en gammel ballastplads på Risøen, hvor der ikke på mange år har været henlagt ballast; her vokser planten i stor mængde. Af de øvrige 3—4 voksesteder ligger det ene endog ca. 2 km. herfra (ved landeveien nordenfor byen). Dette viser, at planten er naturaliseret og spreder sig.” (Horrsrap, Stav. amt I, p. 55). Opføres blandt planter, der er ,nye for vestlandet.* (Horrstan, |. c., p. 25). c. „Fritzo Værk 1 Laurvik °8/, 92.“ (Herb. Lanpmars).. — I mængde. a. „Ringerike: Hofsfos; ved Hønefos er den snart det mest almin- delige ugræs (Brynn 1893).“ (A. Brvrr. Bidr. IV, p. 18). b. „Brydes værft i Sandefjord. IX 93. 0. A. Horrsrap.“ (Herb. Univ.). c. L. & Mandals amt: Søgne sogn: Høllen. Voxer ved Bryggerne. 29/, 93. R. Frinrz.“ (Herb. Univ.) d. , Søgne: Høllen paa Bryggerne i Selskab med Matr. Chamo- milla.“ (Frivrz, Manuskr.). Haugesund: ,Har spredt sig betydelig og findes nu paa mange, steder ved Haugesund.“ (Horrstap, Stav. Amt, II, p. 52). Rugsund 1 Davigen: ,Nær kirken paa fastlandet saaes Matricaria discoidea DC." (Ove Dan, Kystveg. i Romsd., S. og N.fj., p. 94. Jfr. p. 76 og Bot. unders. 1896—97, p. 49 samt Herb. Univ.). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 239 1896. 1897. 1898. 1899. a. , Porsgrund 1896 (if. Hoxr) (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 18). b. Kristiania: Bygdø (Frinrz, mundtl. meddelt). a. ,Udbreder sig mere og mere: Haugesund (Herres EE). Sande- fjord (Horrsrap) — — — Throndhjem 1897 (Nissen). — — — Tønsberg jernbanestation (if. Horrsran). Roken: Hygenstranden i mængde (Jens Horwsor) og på flere nye steder ved Christiania (A. Brvrr); også ved Bryn i Østre Aker (Maenus).“ (A. Buyrtt, Bidr. IV, p. 18). b. Kristiania: Lysaker. (Frıprz, mundtl. meddelt). c. ,Hygenstranden, Røken. 97. Ved beboede steder. Jens HoLMBOE.' (Herb. Univ.). d. „Throndhjem. Aug. 1897. R. T. Nissen.“ (Herb. Univ.). 4 a. Bægna træsliberi paa Ringerike. (Bryan, mundtl. meddelt). b. Hamar jernbanestation. (TH. Krox, meddelt). c. Præstrud i Bærum paa tunet. (C. Trirn, meddelt). a. Holmestrand sparsomt i rendestene i byens sydlige del. (J. Dyrixe, meddelt). b. Holm kirke ved Torsneskilen. Ved bryggerne har den snart vokset 1 20 aar. (Jens HormBor). Alyssum calycinum L. 21715. Jonas Ramus nævner (i ,Norriges: Beskrivelse“ blandt ,Trær og 1857. 1862. 1865. 1870. Urter, som voxer af sig selv i Norrige*) en , Alyssum Germanorum,* hvorved skal forstaaes A. calycinum eller snarere Asperugo pro- cumbens. (Ove Daur, Gunnerus, p. 151). Overmaade tvivlsom an- givelse. a. „Chria.: Slotsbakken 183/,57, indfort ved græsfrø, såvidt vides, første gang fundet i Norge. M. N. Bryrt.* (Herb. Univ. — Til- foielsen af A. Brvrr). i b. „Slotsbakken, Chria. 5/4 57. A. Brvrr.^ (Herb. Univ.). »Frydenberg ved Kristiania 2/5 62. Chr. SowwEnrELDT)" (Herb. Univ. Upsala). „Chria.: Ladegárdsoen på skiferklipperne ved Huk. 18%65. A. Bryrr.“ (Herb. Univ.) — Ogsaa samlet ?9/.—1869. (Herb. Univ.). a. Kristiania: ,Tørre Bakker og Berge sj.: Slotsbakken; Fryden- berg (C. Somuerrert); Skiferklipperne ved Huk (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 79). 240 JENS HOLMBOE. 1871. 1873. 1874. 1875. 1876. 1879. 1882. 1884. 1886. b. Blandt ,Planter, som ved Christiania udelukkende ere bemær- kede paa de kalkholdige Skifere og Kalkstenene,* nævnes „Alys- sum calycinum L. Sj. og først i de senere Aar bemærket. Vist- nok oprindelig indført ved Græsfrø. Viser Tendents til at natu- ralisere sig paa Lerskifere, saasom ved Huk paa Ladegaardsøen.* (A Bryan, 1 ep 2): "ec. Neevnes blandt „sydlige Arter, som i det Mindste i den nordlige Del af deres Voxekreds fortrinsvis eller udelukkende forekommer- paa den siluriske Formation.” (A. Brvrr, 1. c., p. 30). d. Nævnes blandt arter, som „ei ere bemærkede udenfor Christia- niaegnen.* A. BLYTT, l. c., p. 22, jfr. p. 30). e. „Christiania: Ax. Bryrr.“ (Hartman, Sk. Fl, 10 U., p. 108). „Frydenberg, Chria., Juni 1871. N. Mor.“ (Herb. Univ.). a. ,Christiania 1873. Boye Strom.” (Herb. DYRING). b. ,Frogner i en Kløverager (Bryan Herb. 1873).* (Randtilføielse af A. Bryrr 1 Christ. Phan. og Bregn.). Kristiania: „Incognito (ANDERSEN 1874).* (Tilfoiet af A. Brvrr i Christ. Phan. og Bregn.). »Græsbesaaede Jernbanebanker mellem Sandvigen og Hvalstad (stud. med. Borstan 1875).* (Tilfoiet af A. Brvrr i Christ. Phan. og Bregn.). »Paa tørre Bakker og Berge m. sj., saasom ved Christiania (59° 55‘) paa nogle Steder, først bemærket i de senere Aar og sandsynligvis indført ved Græsfrø; den synes endnu ei at være naturaliseret (M. Brvrr, A. Brvrr) I Asker paa græsbesaaede Jernbanebanker (stud. med. BorsrAp)^ (A. Brvrr, N. Fl. II, p. 980). , Christiania; Asker enl. A. Bryrt,* (Hartman, Sk. FL, 11 U., p. 203). „Dale 1 Onse (Ryan).“ (A. Brvrr, Bidr. I, p. 19). „Paa græsplænerne paa skoletorvet og i parken i Hamar, indført.* (J. Rup, Mjøsegnen, p. 25). \ a. , Christiania: Langø (if. Bryan), Asker Jernbanestation (A. Bryrr), Vækkerø (if. Friprz), Bygdø: Nær Huk paa Skiferbergene (A. Brvor) (AV Brytr, Bidr. II, på 24): b. „Jernbanelinjen, Asker, 5 juli 1886.“ (Herb. Dyrnes. — Ogsaa samlet i 1887). Ca. 1888. Kristiania: Steens løkke ved Vestheims skole. (Frıprz, mundtl.). 1889. 1892. „Karlsviken nordenfor Valle. (Et Par Expl. i en Brakager) *%; 89.“ (Herb. LANDMARK). a. „Kristiania på flere nye steder (LANDMARK, Novik og CHR. Aans). Vallø: Karlsviken (Lanpmars). Brevik (Tråzn).* (A. Brvrr, Bidr. OT roy By) NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 241 1894. b. ,Jæderen: Ogne, langt fra beboede steder, et par exemplarer pä et sted, hvor sandbunden var oprodet. 1817492. A. Brvrr.* (Herb. Univ.). c. Billingstad i Asker nær jernbanelinien. (Ove Danr, meddelt). Kristiania: Bestum. (Frinrz mundtl.). Ca. 1896. Kristiania: Vækkerø. (Ove Danr, meddelt). 1897. 1900. .Jæderen: Ogne, sparsomt på oprevet gammel flyvesand, langt fra kulturen (A. Bivrr). Kaholmen i mængde på fæstningsvoldene 1897 (Srormer). Chria.: Stabækbråten på skiferbakker ved Drammens- veien i mængde (A. Bryrr).“ (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 31). Langesund. 1 expl. paa en bergknaus nord for kirken. (Jens HoLMBOoE). Uden aarstal. Før 1886. , Asker Jernbanestation med Cerastium arvense (A. Bryrr)*. 1859. 1862. 1864. 1868. 1870. 1882. 1884. 1885. 1889. 1892. (Tilføiet af A. Bryrr i Christ. Phan. og Bregn.). Conringia orientalis ÅNDRZ. „Chria.: bakken ved Mellemtøien (Holmboes løkke). 181/59. A. Brvrr.^ (Herb. Univ.). »Chria.: Mellemtøien 18 2°/,62. A. Bryrr.“ (Herb. Univ.) Kristiania: , Holmboes Krat. 9/,64. A. Mor.“ (Herb, Univ.) „Kristiansund August 1868. H. Greve.“ (Herb. Univ.). Kristiania: „Bergene nedenfor Frydenberg (Moz); forvildet fra Tøien- haven.“ (A. Brvrr, Christ. Phan. og Bregn., p. 95). »Kristiania: Bakkerne paa Mellemtoien */; 82. Peter Novix.“ (Herb. Univ.). Tønsberg paa ballast. (H. H. Gran, meddelt). a. „Gronlien ved Kristiania 1885. R. E. Fritz.“ (Herb. Dvniwc). b. (ca. 1885). Kristiania: Filipstad (R. Fritz, mundtl.). „Chria.: Mellemteien. Aug. 1889. N. Mor.“ (Herb. Univ.). a. „Ören, Fredriksstad.* (Herb. Lanpmark). — I uhyre mængde; senere atter forsvunden. b. ,Nogle få eksemplarer af denne plante er mig tilstillet af frk. HjsortHøy. Den opgives at være vildtvoksende som ugræs i en have i Stavanger.“ (0. A. Horrsrap, Stav. amt I, p. 49, jfr. p. 25). Nyt Mag. f. Naturv. XX XVIII, III. 16 JENS HOLMBOE. 1898. 1899. 1870. 1871. 1872. 1873. 1874. 1876. 1879. 1881. . »Buvigen, sparsomt paa stranden */; 98.* (Herb. HorwBoE), . „Chria.: tørre bakker ved Mellemtøien (hvor den fandtes allerede i sextiärene, A. Brvrr) Thjem.: Kropelven på orerne og strandene !/ mil nedenfor Prøvens møller 1897 (R. T. Nissen). Buviken sparsomt på stranden (Jens Horm»or). Ikke oprindelig vild.” (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 32). Skien, et par expl. i en gade. (Ove Dart, meddelt). a. Moss paa en tomt ved søbadehuset. (Herb. Gran). b. Malde ved Stavanger paa stranden med Lepidium Draba. (Ove Dan, meddelt). ( Campanula patula L. „Hovig 1 Lier 29de juni 1870. Paa kunstig Eng meget sparsomt. C. Bock.“ (Herb. Univ.). „Ruskelokken ved Ulven (i Mængde), Ullevold og Natmandshaugen (enkeltvis) (stud. Osrvorn if. Mor). Udbreder sig nærmere mod Norges Grændser for hvert Aar (if. svenske Botanikere) (1871).* (A. Brytt, Randtilføielse til Christ. Phan. og Bregn.). a. „As: Børsumrud. 18% 72. M. Curistensen.* (Herb. Univ.). b. „Fundet paa Børsumrud i Aas Prestegjeld af Agronom M. Cunr- STENSEN 9/; 72. H. Fouener.“ (Herb. Univ.). „Funden i Aas ved Drøbak paa Gaardene Børsumrud og Klomme- sten af M. Curistensen. (Første Gang bemærket 1878).* (Herb. Univ.). „Den har i de senere Aar begyndt at vise sig hist og her paa kun- stige Enge i Landets sydøstlige Dele, saasom ved Christiania (if. Mor), ved Børsumrud i Aas (H. Fouaxer), ved Høvik i Lier (cand. med. C. Boeck), 1 Bagn i Valders (if. C. SommERFELT) og ved Svine- sund (E. Ryan). Om den vil naturaliseres. maa Fremtiden vise.* (A. Brvrr, N. FL II, p. 691). »Ørkedalen 1 dyrket Eng (Nissen).* (A. Brvrr, N. Fl. III, Tillæg, p. 1284). ; »Sydöst. del. enl. A. Brvrr.^ (Hartman, Sk. Fl, 11 U., p. 71). a. „Eker: Lilleby (paa tørre Enge) 2 Juli 1881. N. Bryan“ (Herb. Univ.). b. Kristiania: Oscarshal. (Ove Danr). 1882. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 943 „Eker: Lilleby og Lerberg i tusindvis paa Enge, hvor der for flere Aar siden har været dyrket Thimothei og Kløver (Bnvuw)* (A. Brvrr, Bidr. I, p. 11). Ca. 1883. „Skorkeberg pr. Drøbak lige ved Veien. F. Hoca.* (Herb. 1884. 1888. 1889. 1890. 1892. 1895. 1897. 1898. 1899. DYRING). „Et ekspl., fundet paa Olsrud i Vang, er medbragt til skolen af skoleelev Torsten Gaanp*. (J. Rup. Mjosegnen, p. 16). Lilleby, Eker i stor mængde. (A. Laxpmark). Iagttoges ved Hønefos første gang i 1889. Har senere spredt sig meget og er nu almindelig; farver tildels engene blaa. (N. Bryan, mundtl. medd. 1899). a. Eker: Lilleby ved Hougsund (N. Bryan). (Pourssow, Kongs- berg, p. 363). b. (ca. 1890). Kristiania: Lillefrogner i græsplæner, hvor den holder sig. (A. Lanpmark meddelt 1900). „Kria.: Lillefrogner (LaxpMank). Asker: Høibak sparsomt på dyrket eng (THomLE). Drøbak: Skorkeberg (F. Hocx). Brunlaugnes spar- somt på kunstig eng (stud. real. A. Horsrap). (A. Brvrr, Bidr. III, p. 38). | Nævnes blandt planter, der vokser paa Eker. (A. Brvrr, Buskerud, p. 21). Lier, „paa kunstig eng ved Hovik.“ (A. Brvrr, Buskerud, p. 18). a. „Honefos fl. st. i kunstig eng (if. Bryan). Chria.: Ellingstad på Nesodden (TurkrA Resvorr) og sparsomt ved Volden og Mariero i Asker (Jens Hormpor), også på de sidstnævnte steder på kun- stig eng.“ (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 20—21). b. ,Chria.: Ellingstad på Nesodden. 18?9/,97 på kunstig eng. Taexra Resvorr.* (Herb. Univ.). a. Et lidet exemplar 1 løvskog paa Tanumaasen i Bærum. (R. Friptz, mundtl. medd.). b. Ved Volden i Asker var den dette aar temmelig talrig. (Jens Horw5Bok). a. Præstrud i Bærum. (C. Tnárw, meddelt). b. Evje i Rygge pr. Moss; sparsomt i kunstig eng. (N. Wine, meddelt). Uden aarstal. Før 1874. ,Svinesund; ved Veien til Fr.hald; paa Enge. E. Ryan.“ (Herb. Univ.). 244 JENS HOLMBOE. 1872. 1883. 1888. 1891. 1874. 1876. Xanthium spinosum L. „Krsund !!/ 72. Ballastjord. H. Greve.“ (Herb. Univ.). Kristiania paa ballast. (Fritz, mundtl.). „Fyldingen v. Filipstadbugten, Chr.ania. ®/, 88." (Herb. Lanp- MARK). — Sparsomt. »Øren v. Fr.stad (Ballast) '*/3 91.“ (Herb. LawpMank). — Sparsomt. Thlaspi alpestre L. »leien bot. have 10 juni 1874." (Herb. Dyrnes). — Den fandtes her som ugræs. (Mundtl. meddelt). Kristiania: „I Græsplainen ved Storthingsbygningen (1876).“ (Bryan, Tilf. indf. Plant., p. 44). 1879. a. ,Chria.: ét expl. på en ager ved Mærradalen. 3/,—79. A. Brvrr.* b. (Herb. Univ. — jfr. A. Brrrr, Bidr. I. p. 19). » Skal ifølge Mor voxe ved Veikanter nær Jomfrubraaten. I Toien- haven er den et alm. Ugræs.* (A. Brvrr, Randtilfoielse i Christ. Phan. og Bregn.). Ca. 1880. a. Kristiania: nær Majorstuen. (Frıprz, mundtlig meddelt). 1881. 1882. 1883. 1884. b. „Denne Thlaspi er sandsynligvis ogsaa kommet til Kragerø med græsfrø. For omtr. 10 år siden skal den første gang være iagttaget i haven på gården Berg.“ (Sıcurp Ristinc 25/,—91 i Herb. Univ.). — Jfr. A. Brvrr, Bidr. III, p. 58. . „Eker: Lilleby. Mai 81. N. Bryan.“ (Herb. Univ.). . „Eker: „ı tusindvis paa kunstige og naturlige Enge og opover udyrkede Bakker i Selskab med Fragaria collina og alle de andre, som her charakterisere Lerskiferbakkerne, fra først af vel indfort.“ (Bryan 1881).* (A. Brvrr, Bidr. I, p. 19). . Kristiania: Egeberg */; 82. Perer Novik.“ (Herb. Univ.). . »Bygdø nær Hovedgaarden 1882 (J. Tnowrr)" (A. Brvrr, Rand- tilføielse i Christ. Phan. og Bregn.). . Sorgenfri, Chria., 3/, 1883. N. Mor.“ (Herb. Univ.). . „Ekeberg. N. Mor.“ (Notits paa en gammel fropose 1 Toienhaven). . „Kongsberg, kunstig Eng i Masse 1884 (Poursson).“ (A. Brrrr, Bidr. II, p. 25). — Jfr. Herb. Univ. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 245 1885. 1886. 1888. b. Kongsberg: , Viste sig 1 1884 på kunstig eng ved ,nyveien*, hvor den allerede næste sommer var forsvunden.* (Pourssow, Kongs- berg, p. 371). Kongsberg: ,1885 fandt jeg den 1 en tor, udyrket bakke ved Gomsrud, hvor den fremdeles [9: 1890] findes i mængde og udbre- der sig.“ (Poutsson, Kongsberg, p. 371). „Christiania paa et Par nye Steder indfort (Nøvik og Bryan).* (A. Brvrr, Bidr. II, p. 25). Lilleby pr. Hougsund (A. Lanpmark, mundtl.). 1888—89. Kongsberg: „I 1888 bemærket et par steder i nærheden af 1890. 1891. 1892. 1893. 1895. 1896. 1897. sidstanførte voxested [se under 1885!] på dyrket mark (if. THomxe) samt i 1889 (af frk. Emma Münster) i rigelige mængder på en græs- løkke i Gamlegrænden.* (Pourssow, Kongsberg, p. 371). Kongsberg: ,Har i de senere år fået en sådan udbredelse, at de [2: Berteroa incana og Thlaspi alpestre| må ansees for at have vundet borgerret i egnens planteverden.* (Poursson, Kongsberg, p. 344). a. „Chria.: Frogner. 189/91. A. Brvrr." (Herb. Univ.). b. „Chria.: Frogner, i parken på udyrket fugtig græsmark. 182'/; 91. A. Brvrr.^ (Herb. Univ.) — Jfr. A. Brvrr, Bidr. III, p. 58. c. Kragerø: „Nu optræder den der [1 haven paa Berg] 1 mængde og har derfra delvis bredt sig udover til omkringliggende marker. Den forekommer overalt på kunstig eng og synes at trives bedst på tørre bakker.^ (Stcurp Ristme */s—1891 i Herb. Univ.). — Jfr. A. Brvrr, Bidr. III, p. 58. d. Huseby og Montebello 1 Vestre Aker. (A. Lanpmark, mundtl.). ,Kristiania: Ekeberg (if. Novik).^ (A. Brvrr, Bidr. III, p. 58). Modum: Hæggen prestegård i uhyre mængde 1893 (if. Brynn).* (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 31—39). a. Nævnes blandt planter, der vokser paa Eker. (A. Brvrr, Buske- rud, p. 21). b. ,Chria.: græsklædte skråninger ved siden af veien lige nedenfor Bogstad. 1826/95. €. Srormer.“ (Herb. Univ.). c. Kristiania: St. Hanshaugen. (Ove Dant, meddelt). a. Kristiania: Fornebo. Nu tilsyneladende atter forsvundet. (Friprz, mundtl. meddelt 1899). b. , Vennesla pr. Kr.sand: Kirkegaarden ?9/.—1896. A. RoskELann.“ (Herb. Univ.). c. », Gjettum i Bærum mai 1896, Aacor Jenssen.“ (Herb. Dyrıne). „Chria.: Bogstad, Bygdø (Størmer). Trondhjem på dyrket eng (frk. M. Hiortnøy if, Horrsrap).“ (A, Brvrr, Bidr, IV, p. 32), JENS HOLMBOE. 1874. 1880. 1881. 1882. 1884. 1891. 1875. 1887. 1890. 1893. 1894. a. Stekerud pr. Linderud i Østre Aker. I mængde i en udyrket, med løvskog bevokset li nær dyrket mark. (Friprz, mundtlig meddelt). b. Ullevold 1 Vestre Aker. (Frk. Sopaie Mørrer if. Friprz, mundtl. medd.). c. ,X.sand (ved Eg i krat nær have) 9. 5. 99. (og juni). R. T. Nissen.“ (Herb. Univ.). d. Vestre Aker: talrig i en dyrket eng ved Gaustad. (A. Maenus, mundtlig meddelt). Erigeron canadensis L. Kristiania: ,Malmøen nær Stranden (1874 Fortun if. Mor).* (A. Brvrr, Tilfoielse i Christ. Phan. og Bregn.). Grimstad paa ballast. (C. Tråzn, meddelt). Y Tønsberg paa ballast. (C. Hotrermann in Herb. Fniprz). „Mandal og Kr.sand [ea. 1882], indfort med ballast.“ (R. Fmmrz, manuskr.). a. Kristiania paa ballast. (R. Fritz, mundtl.). b. Grimstad. „Paa ballast.“ ,Spreder sig.” (C. Tråzn, opteg- nelser paa Univ. bot. mus.). ; c. Fredriksstad paa ballast. (H. H. Gran, meddelt). „Ballastplads paa Kragerøen, Fredriksstad 12/4, 91.* (Herb. Lanp- MARK). — Havde da ifølge Ryan vokset der i flere aar. 2—3 aar senere fandtes den i mindre mængde. (A. Lanpmark, mundtl.). Lepidium perfoliatum L. Bratøren i Trondhjem, et par expl. (Ove Dart, meddelt). „Grimstad 3/; 87. Frk. Marer. Bane.“ (Herb. Univ.). »Heegranes pr. Bergen ?!/,—90. Kr. Krıstensen.“ (Herb. Hormsor). a. „Buvigen (paa stranden) "/,—93. Jens Hormsor.* (Herb. Univ.). b. Grims mølle, Kristianssand. (R. Friprz, mundtl.). a. ,Thorstrand v. Laurvik !'9/; 94.“ (Herb. Lanpmarx). — Nær et glasværk 1 selskab med ballastplanter. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 247 b. ,Kristianssand: Grim. Juni 1894 Tortery Hannass.* (Herb. Univ.). c. „Kr.sands molle 3/; 1894" og ,9?4/, 1894 A. Roskerann.“ (Herb. Univ.). d. „Oddernes: Dalene 3/; 1894 A. Røskeranp.* (Herb. Univ.). e. (ca. 1894). Bagaas brug ved Akerselven. HR. Friprz, mundtl.). 1895. a. „In agris V. Aker prope Christianiam. %/9 1895. R. E. Frinrz.“ (Herb. Dyrine). | b. ,Hardanger: Graven. 18?3/.95. J. J, Havas.“ (Herb. Univ.). 1895—96. Bergen: Bellevue ved veien. (A. LANDMARK, mundtl.). 1897. ,I de senere år begynder den at vise sig hist og her, sandsynligvis indfort ved fremmed frø, såsom ved Christiania (Sor: Mørrcer); Larvik (LanDmark); Christianssand: Grim (Hannaas) ved møller; Oddernes: Dalene (Røskrranp); Grimstad (MARGRETHE Bane); Gra- ven (Havås); Stavanger: Hillevåg o. a. st. (Baarpsen); Buviken pr. Thjem. sparsomt på stranden (Horm»or).* (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 32). 1898. Kristiania: 1 en ager ved Kirkeveien, 1 expl. (Herb. Horms»or). Uden aarstal. Før 1897. ,Hillevåg ved Stavanger på to steder temmelig langt fra hinanden, på disse steder temmelig rigelig. Senere har jeg fundet nogle få exemplarer i parken i Stavanger, samt et enkelt exemplar på en anden kant af byen. T. Baarp- sen.“ (Herb. Univ.). Før 1899. ,Nær Stordøens seminarium ved et handelssted i stranden. S. K. Serrano.“ (Herb. Univ.). Cotula coronopifolia L. 1875—78. „Ymnig vid Leirdalsören 1875: Bænrrz enl. Reurerm., 1878: O. NonpsrEpr. (Torde vara inhemsk på det senare stället.) — —.“ (Hartman, Sk. FL, 11 U., p. 553). — Jfr. A. Brvrr, Bidr. L p. 10. 1878. ,Leirdalsören, mell. gästg. g. och elfven i största ymnighet. 1878. O. Norvstept.“ (Herb. Univ. Upsal.). 1879. ,Lærdalsøren. 18/79. J. N. Witz.“ (Herb. Univ.) — I tusind- vis ved bredden af en bæk. 1882. a. ,Ogsaa fundet af flere andre [end BaEsirz og NonpsrEpr]. Uden- tvivl indført i senere aar.^ (A. Brvrr, Bidr. I. p. 10). 248 1890. 1891. 1894. 1896. 1897. 1899. 1880. 1881. 1882. 1883. 1884. JENS HOLMBOE. b. ,Hafsstrander och sumpmark vid Lærdalsören 1827/82. Cart Linpman.“ (Herb. Univ. Upsal.). „Laerdalsoren 19/9 90. A. Lanpmars.* (Herb. Univ.). »Am Sognefjord bei Lärdalsoeren. (Von mir 1875 für Norwegen neu entdeckt) C. Bänrrz 18/,—91.—1 m.“ (Herb. Dyrinc.). „Leirdalsoren — ?9/7 94. Cur. Surrg. Samlet den 29de og 30te Juli 1894 i Sumpen, hvor Brakvandet stiger op ved Flo-Sjø, lige bag Lindstrøms Hotel paa Leirdalsøren, hvor den fandtes i umaadelig Mængde sammen med Ranunculus sceleratus.* (Herb. Univ.). »Lærdalsøren august 1896. M. Horwsor.^ (Herb. Jens Hormsorg). ! Lerdalsoren. (A. LANDMARK, mundtl.). Rudbeckia hirta L. „Chria.: Slotsparken, på dyrket eng 1880. Samme år viste den sig på flere steder ved Chria. og [,fulg.*] paa Modum (if. J. Lance). A. Bıyrr.“ (Herb. Univ.). sEker: Lilleby (i kunstig Eng) Juli 81. N. Bryan.“ (Herb. Univ.). a. ,Rudbeckia sp.? I de sidste Aar har den vist sig (udentvivl indført ved Græsfrø) paa nogle Steder ved Chria., f. Ex. paa Slotsbakken (1882 A. Bryrr).“ (A. Bryrtt, tilføiet i Christ. Phan. og Bregn.). b. Kristiania: Frogner. (Ove Dan, meddelt). c. Viste sig ved Hønefos i 1882; er senere funden her af og til, men temmelig sjelden og sparsomt. (N. Bryan, mundtl. 1899). a. Slotsparken, Kristiania. A. Brvrr. (Herb. Univ.). b. „Funden paa en Kløvereng ved Hamar !3/, 83. Ruun.* (Herb. Univ.). c. „Rudbeckia sp. (sandsynligvis fulgida Arr.) voksede i 1883 i mængde på kunstig eng ved Sáthvet i Sandsvær.* (Pourssow, Kongsberg, p. 363). [„fulg.“]). I begyndelsen af november 1884 fandt Tuomas JENSEN paa Hofstad i Asker i en eng en plante, som af ScmüBELER blev bestemt som denne art. Senere har han stadig dyrket den som prydplante saavel i haven som inde i stuen; ved sin haardførhed, sine smukke blomster og lange blomstringstid viste den sig vel skikket hertil. (THOMAS Jensen, Rudbeckia fulgida, p. 95—96). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 249 1886. 1887. 1888. 1890. 1891. 1892. 1893. 1894. 1895. 1896. 1897. a. ,Asker seminarium. 18°%/,86. J. Dyrive.“ (Herb. Univ.). b. „Skien, udenfor latinskolen, 6 aug. 1886.“ (Herb. DYRING). Modum, Juli 1887, taget af Jens Larsen.“ (Herb. Univ.). „Fandtes [,fulg.*] for nogle Aar siden forvildet paa Modum og i Asker Prestegjeld i Nærheden af Christiania, hvor den senere har holdt sig." (ScHöBELERr, Vir. Norv. II, p. 10). ,THomLE har ved Fikkan i Numedal bemærket en Rudbeckia.* (Poutsson, Kongsberg, p. 363). » Myre i Strømmen pr. Svelvik. Juli 1891. A. KırLınsstan.“ (Herb. Univ.). „Denne plante indføres i de senere år ved græsfrø og er allerede fundet på adskillige steder i kunstige enge, såsom ved Kristiania (A. Brvrr) i Asker [fulg.*] (Tuomte), Bærum (Dyrine), på Ringe- rike (Bryan), Modum [,,fulg.*] (if. prof. Jon. Lance), Eker (Bryan), Sand- svær [,fulg.*] (if. Poutsson), Rollag i Numedal [,,sp.“] (Taomre), ved Hamar (Rup), i Sande [,fulg.*] (Dyrine), på Nøtterø [,fulg.*] (if. Bryan) og ved Skien (Dyrinc).” (A. Brvrr, Bidr. III, p. 35). a. ,L. & Mandals amt. Oddernes sogn: Kjære, Flekkerø * 93. R. Friptz.“ (Herb. Univ.). b. „Nogle Exemplarer fandtes i en eng ved Linnebøkilen paa Flekkerø (ved Kjære).* (R. Frmrz, manuskr.). „Lister: Skjeime, ét exemplar. 189/294. A.Buyrt.* (Herb. Univ.). [,,fulg.“| Nævnes blandt planter, der vokser paa Eker. (A. Brvrr, Buskerud, p. 21). a. ,y Aasgaard pr. Sandefjord VI, 96 (paa en græsplæn i haven). O. A. Horrstap.“ (Herb. Univ.). b. ,Jernbaneskraaningen lidt nordenfor Bergseng Station. ?/; 96. A. LawpManRK." (Herb. Univ.). — Sparsomt. c. Vikersund paa jernbaneskraaningen. (A. LANDMARK, mundtl.). . Slotsparken, Kristiania. (HR. Frinrz, mundtl ). . »Lagerud i Bærum M/; 1896.* (Herb. DyrinG). . „Maelum 1 Solum *%/, 1896. P. J. Gszrum.“ (Herb. Dyrıne). . (ca. 1896). Komperud, Modum i dyrket eng. (Dr. Jansen in herb. E. Mor). Go c a. [,fulg.*] „Lader til at spredes mere og mere. (A. Brvrr, Akers- hus, p. 48). b. ,Sætersdal: Dåsneset i Hornnes i thimotheieng (Hannaas) * (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 19). c. „Auvi, Røken, 97. Jens HorwBor." (Herb. Univ.) — Sparsomt: d. „Hobbelstad, Øvre Eker "7 97.5 (Herb. Lanpmars). — Meget sparsomt. 250 JENS HOLMBOE. 1898. 1880. 1882. 1884. 1891. 1889. 1892. 1893. 1896. 1897. e. Sætersdalen: ,Daasneset i Hornnes. 5/8 97. Torteıv Hannaas.* (Herb. Univ.). Endel exemplarer paa en tomt ved Bygdø Allé, Kristiania. (ARNE | Maenus, mundtl.). Galinsoga parviflora Cav. Oddero pr. Kr.sand paa ballast. (R. Frıprz, mundtl.). »Indført med Ballast ved Kr.sand og Mandal.” (R. Frıprz, manuskr.). a. Kristiania paa ballast. (R. Frinrz, mundtl.). b. Grimstad paa ballast. (C. Trirn, optegnelser paa Bot. mus.). „Som ugræs på kirkegården i Haugesund. VIII. 91. ©. A. Horr- STAD.* (Herb. Univ.). — Jfr. HorrsrAp, Stav. amt I, p. 25 og 54. Lepidium virginicum L. „Gjedeholmen (Ballastplads) Arendal. 11/44 89.“ (Herb. LANDMARE). s Vennesla: Hunsfos ?9/; 92. Askeıı RoskELANp." (Herb. Univ.). »ljomo: Brosseland nær Vikerholmen, to exemplarer i en ager. Juni 1893. A. Brytt.* (Herb. Univ.). „Larvik, på græsplæner i byen 1896. Kr. Aue. NoKLEBY, cand. real.“ (Herb. Univ. og Herb. Dyrinc). a. ,Tjomo: Vikholmen på Brøsseland, to exemplarer i en ager (A. Bryrr). Larvik på græsplainer (cand. real. NøkteBy).* (A. Brvrr, Bidr. IV, p. 32). b. , Sætersdalen: Hornnæs, Faret paa kunstig eng i temmelig stor mængde. 1?/; 1897. A. Roskerann.“ (Herb. Univ.). c. Vennesla: Hunsfos %g 1897. Paa skraaningen af en veikant i udyrket mark, hvor den har holdt sig i 6 aar. A. RoskELann.“ (Herb. Univ.). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 251 d. ,Monen i Vennesla, Sætersdalen, paa kunstig eng % 1897. A. Roskerann.“ (Herb. Univ.). 1898. a. ,Sætersdal: Hornnes. Juni 1898. Torteıv Hannaas.“ (Herb. Univ.). b. „Nordre Kaholmen, Drøbak 1898. J. Hotmpor.“ (Herb. Univ.). 1899. Kristiania: Skarpsno i mængde. (R. Frinrz. mundtl.). bo [NS] JENS HOLMBOE. Literaturfortegnelse. Anvendte forkortelser: A. f. M. o. N. = Archiv for Mathematik og Naturvidenskab. Bot. N. = Botaniska notiser. Bot. Tidsskr. = Botanisk Tidsskrift, udgivet af den botaniske For- ening 1 Kjøbenhavn. Bot. Ztg. = Botanische Zeitung. Chra. Vid. Selsk. Forh. = Christiania Videnskabsselskabs For- linger. K. V. À. B. = Bihang till Kongl. Vetenskapsakademiens förhand- handlingar. K. V. À. 0. = Öfversigt af Kongl. Vetenskapsakademiens förhand- lingar. Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. = Det kongelige norske Videnskabers Sel- skabs Skrifter i det 19de Aarhundrede. M. f. N. = Magazin for Naturvidenskaberne. N. M. f. N. = Nyt Magazin for Naturvidenskaberne. Arbeider mærkede med en stjerne (*) kjender jeg kun gjennem referat. GUNNAR ÅNDERSSON, Svenska växtvärldens historia, 2 uppl., Stockholm 1896. P. Ascuerson, Lepidium apetalum Willd. (L. micranthum Ledeb.) und L. virginicum L. und ihr Vorkommen als Adventivpflanzen. (Abh. d. Bot. Ver. Brandenb. XXXIII). — Pflanzengeographie. (J. Leunis, Synopsis der drei Naturreiche. Theil II, Botanik. 3 Auflage von A. B. Frank. Band I. Hannover 1883). J. Baacor, Fortegnelse over nye Voxesteder for endeel sjeldnere danske Planter samt kritiske Bemærkninger om enkelte Arter. (Bot. Tids- skr. I). Axez Bryrt, Botanisk Reise i Valders og de tilgrændsende Egne. (N. M. f, N. XII). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 953 Axez Brvrr, Christiania Omegns Phanerogamer og Bregner med Angivelse af deres Udbredelse samt en Indledning om Vegetationens Afhængighed af Underlaget. Universitetsprogram, Christiania 1870. — — Norges Flora eller Beskrivelser over de i Norge vildtvoxende Karplanter tilligemed Angivelse af deres Udbredelse. II—III med Tillæg, Christiania 1874—76. — — Nye Bidrag til Kundskaben om Karplanternes Udbredelse i Norge. (Chra. Vid. Selsk. Forh. 1882, no. 1; 1886, no. 7; 1892, no. 3; 1897, no. 2). = Bidr. I—IV. — — Vekstliv. (Joman Vise, Topogr.-hist.-statist. beskr. over Akershus amt. Kristiania 1897). — — Vekstliv. (Joan Vine, Topogr.-hist. beskr. over Buskeruds amt, Kristiania 1895). — — Vekstliv. (JoHAn Vise, Topogr.-hist.-statist. beskr. over Søndre Bergenhus amt, Kristiania 1896). MarrHias Numsen Bryrt, Enumeratio plantarum vascularium, que circa Christianiam sponte nascuntur. Universitetsprogram, Christiania 1844. — — Botaniske Optegnelser paa en Reise i Sommeren 1826. (M. f. N. IX). — — Indberetning om en botanisk Reise i 1833. (M. f. N. XII). — — Botanisk Reise i Sommeren 1837. (N. M. f. N. II). — — Fortegnelse over phanerogame Planter og Brægner, samlede ved Arendal 1838. (Bot. N. 1840). — — Fortegnelse over phanerogame Planter og Brægner, bemærkede i Sommeren 1888 i Skiensfjordens Omgivelse. (Bot. N. 1840). Ep. Boissier, Flora orientalis sive enumeratio plantarum in oriente a Græcia et Ægypto ad Indiæ fines hucusque observatorum, III, Genevæ et Basileæ 1875. A. Braun, Chamomilla discoidea Gay, eine neue Wanderpflanze in Deutsch- land. (Bot. Ztg. 1852). Brirron and Brown, An Illustrated Flora of the Northern United States, Canada and the British Possessions, II—III, New York 1897—98. N. Bryan, Bidrag til Jæderens Flora. (N. M. f. N. XXII). — — Om nogle ved Christiania tilfældig indførte Planter. (N. M. f. N. XXIII). H. Bryn, Indberetning til det kongelige norske videnskabers selskab om en botanisk reise i det trondhjemske sommeren 1886. (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 1886). Fr. Buchenav, Cotula coronopifolia L. Ein Beitrag zur Naturgeschichte der emheimischen Gewächse. (Bot. Ztg. 1862). ArrR. CALLMÉ, Om de nybildade Hjelmaröarnes vegetation. (K. V. A. B., 12, Afd. III, no. 7, Stockholm 1887). 254 JENS HOLMBOE. Catalogus plantarum norvegicarum in usum sodalium societatis botanicæ christianiensis conscriptus. Christianiæ 1847. Astrip CLEVE, Studier öfver några svenska växters groningstid och för- stärkningsstadium. Akademisk afhandling. Upsala 1898. R. Correrr, Zoologisk-botaniske Observationer fra Hvaløerne. (N. M. f N. XV). Curtis’s Botanical Magazine; or, Flower-Garden displayed: in which the most Ornamental Foreign Plants, cultivated in the open Ground, the Green-House and the Stove, are accurately represented in their natural Colours, XLV, London 1818. Ove Daur, Biskop Gunnerus’ virksomhed fornemmelig som botaniker til- ligemed en oversigt over botanikens tilstand i Danmark og Norge indtil hans død. I (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 1888—90). — IT (ibid. 1891—93). — III (ibid. 1895—98). — — En gammel trondhjemsflora af Joachim Irgens. (A. f. M. o. N. XV, 4 — XVI, 1). — — Breve fra norske botanikere til prof. J. W. Hornemann. (A. f. M. o. N. XVII no. 4). — — Kystvegetationen i Romsdal, Nord- og Søndfjord. (Chria. Vid.- Selsk. Forh. 1896. No. 3). Danmarks og Norges oeconomiske Magazin. 3 Bd. Kjøbenhavn 1759. Arena. DE CANDOLLE, Géographie botanique raisonée, I—II, Paris 1855. A. P. DE Canvorre, Prodromus systematis naturalis regni vegetabilis, I—V, Parisiis 1824— 1836. * L. H. Dewey, Three new weeds of the Mustard Family. (United States Department of Agriculture, Division of Botany, Circular No. 10, Washington 1897). Rienarp Dyßeck, Runa. Antiquarisk tidskrift. Stockholm 1845. * K. Frarr, Å szerb-tövis öshazåja. Pötfüzetek a Természettudományi Közlönyhöz, Budapest 1893. Hefte 25. Martin RicHarp From, Systematisk Characteristik over de i Christiania Omegn vildvoxende Planter, som have tydelige Blomster, eller de Phanerogame. Indbydelsesskrift, Christiania 1817. Eras Fries, Växternas fådernesland. (Botaniska utflygter, 2 uppl. I Bd. Stockholm 1858). — — Anmärkningar öfver Cotula matricarioides Bung. jemte några nya Svenska växter. (K. V. A. Ø., 9 årg. 1852. Aftr. i Bot. N. 1853). — — Mantissa I. Accedit commentatio de salicibus. Lund 1832. — — Herbarium normale plantarum rariorum et criticarum Sueciæ. Lundæ et Upsaliæ 1836—64. Ta. M. Fries, Människans inflytande på vårt lands vegetation. (Föreningen Heimdals Folkeskrifter N:r 25, Stockholm 1895). Aucusr Garckr, Flora von Deutschland, ed. 14, Berlin 1882. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 255 Asa Gray, Synoptical Flora of North America: The Gamopetalæ, being a second edition of Vol. I, Part II, and Vol. II, Part I, collected, New Y:rk 1886. — Vol. I. — Part I. Fascicles I and II edited by BENJAMIN LINCOLN Rosinson. New York 1895 —97. M. Grenier et M. Gopron, Flore de France I, Paris 1848. J. E. Gunnerus, Flora Norvegica, observationibus præsertim oeconomicis Panosque norvegici locupleta. I, Nidrosiæ 1766. — II, Hauniæ 1776. K. H. R. Haumsers, Förteckning öfver Skandinaviska halföns, Finlands och Danmarks fanerogamer och kärlkryptogamer. Stockholm 1897. C. J. Hartman, Handbok i Skandinaviens Flora, innefattande Sveriges och Norriges Vexter, till och med Mossorna, Stockholm 1820. — Ed. 2, Sthlm. 1832. — Ed. 3, Sthlm. 1838. — Ed. 4, Sthlm. 1843. — Ed. 5, Sthlm. 1849. — Ed. 6, Sthlm. 1854. — Ed. 7, Sthlm. 1858. — Ed. 8, Sthlm. 1861. — Ed. 9, Sthlm. 1864. — Ed. 10, Sthlm. 1870. — Ed. 11, Sthlm. 1879. — Ed. 6—11 udgivne ved C. HARTMAN. Harvey and Sonper, Flora capensis, system. descript. of the plants of the Cape colony, Caffraria and Natal. III. Dublin 1865. O. A. Horrstap, Stavanger amts flora. Fortegnelse over de 1 Stavanger amt hidtil bemærkede fanerogamer og karkryptogamer tilligemed angivelse af deres omtrentlige udbredelse inden amtet. (Stavanger museums aarsberetning 1891, Stavanger 1892). = Stav. amt I. — — Nogle nye voksesteder for fanerogamer og karkryptogamer i Stavanger amt. (ibidem 1894). = Stav. amt II. — — Vegetationen og floraen paa kysten af Trondhjems stift nordenfor Trondhjemsfjorden. (N. M. f. N. XXXVII). Jens Hotmpor, Nogle iagttagelser over frøspredning paa ferskvandsis. (Bot. N. 1898). J. W. Hornemann, Flora Danica, Vol. X, Kjøbenhavn 1828. — — Dansk oeconomisk Urtelære, Kjøbenhavn 1796. — Ed. 2, Kbhvn. 1806. — Ed. 3, Kbhvn. 1821. Tuomas Jensen, Rudbeckia fulgida. (Norsk Havetidende, 10 Aargang, Chri- stiania 1894). J. Krinee, Bunias orientalis L., die Zackenschote. (Baltische Wochenschrift für Landwirthschaft, Gewerbfleisz und Handel, XXV Jahrgang, Dor- pat 1887). Kongl. Landbruksstyrelsen, Normalförteckning öfver svenska växtnamn af — — — den 10 april 1894 faststålld. (Meddelanden från Kongl. Landbruksstyrelsen. N:r 3 år 1894. (N:r 17)). Emir Korsmo, Ugræs i ager og eng. Kristiania 1896. Tu. O. B. N. Krok, Spridda växtgeografiska bidrag till Skandinaviens Flora. (Bot. N. 1863). Jou. LANGE, Haandbog i den danske Flora. Ed. 4, Kjøbenhavn 1886—88, 256 JENS HOLMBOE. Jon. LANGE, Oversigt over de i nyere Tid til Danmark indvandrede Planter, med særligt Hensyn til Tiden for deres Indvandring. (Bot. Tidsskr. 20 Bd. 1896). F. G. Larsen og H. Greve, Fortegnelse over de i Kristianssund og nær- meste Omegn voxende Karplanter (med Undtagelse af Mosserne). (Indbydelsesskrift fra Kristianssunds Skole 1870). J. Lecne, Förteckning öfver de raraste Växter i Skåne. (Sv. Vet. Ac. Handl. 1744). C. F. a Leprpour, Flora Altaica, Tom. IV, Berlin 1833. — — Flora Rossica sive enumeratio plantarum in totius Imperii Rossici provinciis Europæis, Asiaticis et Americanis hucusque observatarum. Tom. I—IV, Stuttgartiae 1842—1853. Sam. LiuszBrap, Utkast till en Svensk Flora, eller Afhandling om Svenska Wiixternas väsendtliga kännetekn och nytta. 3 upl. med Norska Wäxter tilökt, Upsala 1816. A. E. LinpeLom, Om 0. Sperling och G. Fuirén samt deras bidrag till Skandinaviens Flora. (Physiographiska Sällskapets Tidskrift. I. Lund 1837—38). C. J. Linpegere, Resa i Norge 1854. (Bot. N. 1855). C. Linnævs, Flora Suecica, exhibens plantas per regnum Sueciae crescentes, systematice cum differentiis specierum, synonymis autorum, nominibus incolarum, solo locorum, usu pharmacopoeorum. Stockholmiae 1745. — Ed. 2, Sthlm. 1755. — — Wästgôta-Resa, på Riksens Högloflige Ständers Befallning för- råttad Ar 1746. Med Anmärkningar uti Oeconomien, Naturkunnig- heten, Inwånarnes Seder och Lefnadssått. Stockholm 1747. Nicozar Lunp, Haandbog i Christianias phanerogame Flora. Christiania 1846. Auc. Lyrrkens, Om svenska ogräs, deras förekomst och utbredning, samt intagande af uppgifter om ogråsfrön i fröanalysbevis, Norrköping 1885. Sv. Murgecr, Några anteckningar til floran på Norges sydvestra och södra kust. (Bot. N. 1885). — — Studier öfver kritiska kärlväxtformer. IIl. De nordeuropeiska formerna af slägtet Cerastium. (Bot. N. 1898). Orro Motter, Oversigt over de siden 1894 i Danmark indslebte Planter. (Bot. Tidsskr. 22 Bd. 1898). Ynevar Nietsen, Reisehaandbog over Norge, 9 Udgave, Kristiania 1899. J. M. Norman, Yderligere Bidrag til Kundskaben om Karplanternes Udbred- ning i det nordenfjeldske Norge søndenfor Polarkredsen. (A. f. M. o. N. VIII). — — En begyndende ,naturalisation à grande distance“ i den euro- pæiske Polarzone. (Mimulus luteus). (K. V. A. Ó. XXVII 1870). NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 257 J. M. Norman, Norges arktiske flora. I. Speciel Plantetopografi. 1ste del. Kristiania 1894. — II. Oversigtlig fremstilling af karplanternes ud- bredning, forhold til omgivelserne m. m. Kristiania 1895. C. F. Nyman, Utkast till Svenska Våxternas Naturhistoria eller Sveriges Fanerogamer skildrade i korthet med deras våxtstållen och utbred- ning m. m., deras egenskaper, användning och historia i almånhet. I, Örebro 1867. — II, Örebro 1868. — — Conspectus Flore Europææ, seu enumeratio methodica planta- rum phanerogamarum Europe indigenarum. Örebro 1878—82. C. OsrENrELD, Nogle nyindslebte Planter. (Bot. Tidsskr. Bd. 19). O. Penzie, Pflanzen-Teratologie systematisch geordnet. I. Genua 1890. Jomaw Paurrr Dansk Oeconomisk Urte-Bog, hvori endeel vilde Væxter og Urter beskrives, og deres Nytte vises. Kiobenhavn 1761. Simon Paurzzt, Flora Danica, det er Dansk Vrtebog; udi huileken efter Christiani IV skriftlige Befaling til Facultatem medicam udi det Kongelig Universiteet Kjøbenhafn, icke alleeniste zijrligste Figurer andragis, Men endocsaa Lægedomme til alle Siugdomme gafnlige, korteligen oc klarligen antegnis: Saa at den er baade en Vrtebog oc Lægebog. Kjøbenhafn 1648. Cu. Pıckerine, Chronological History of Plants: Man's Record of his own Existence illustrated through their Names, Uses and Companionship, Boston 1879. E. Pourssow, Fortegnelse over Kongsbergs og omegns vildtvoxende fane- rogamer og karkryptogamer. (N. M. f. N. XXXI). Jonas Ramus, Norriges Beskrivelse, hvorudi Dette Riges Strekning, Be- skaffenheed og Deeling udi visse Lehn, Biskopsdømmer, Provstier, Præstegield, Laugdømmer, Fogderier, Thinglaug etc. Saavelsom Ind- byggernes Tilstand og Næring, Tillige med Adskillige paa et eller andet Sted forefaldne Merkværdigheder samt forefundne Monumenter forestilles, Og til Slutning er hosføjet en Fortegnelse paa Dyr, Fugle, Fiske, Træer og Urter, som findes i Norrige. Kjøbenhavn 1715. Jon Rup, Mjøsegnens flora. (Indbydelsesskrift til Eksamen ved Hamar offentlige Skole. Hamar 1884). Hermann Rucr, Forslag hvorledes man sikkert kand udrydde al Ukrud af Agerne i Særdeleshed De onde Urter eller Morgenfruer saavelsom Hvorledes man altiid kand være forsynet med rent og godt Sæde- Korn. (Danm. o. Norg. oec. Mag. 3 Bd. Kjøbenhavn 1759). F. C. ScnüsELER, Die Culturpflanzen Norwegens. Mit einem Anhange über die altnorwegische Landwirthschaft. Universitetsprogram. Christi- ania 1862. Nyt Mag. f. Naturv. XXX VIII, III. 17 258 JENS HOLMBOE. F. C. ScHÖBELER, Die Pflanzenwelt Norwegens. Ein Beitrag zur Natur- und Culturgeschichte Nord-Europas. Universitetsprogram. Christiania 1878—75. — — Viridarium norvegicum. Norges Væxtrige. Et Bidrag til Nord- Europas Natur- og Culturhistorie. Universitetsprogram. I, Christi- ania 1885. — II, Christiania 1888. — III, Christiania 1889. * F, Scaurrmeiss, Sporadische Pflanzen der Localflora Nürnbergs. (Jahres- ber. d. Naturforsch. Ges. zu Nürnberg 1888. Nirnberg 1889). S. C. SomMERFELDT, Bemærkninger paa en botanisk Excursion til Bergens SELON SEEN VII TX): V. Storm, Veiledning i Throndhjems Omegns Flora med en kortfattet bo- tanisk Form- og Systemlære, til Skolebrug og Selvstudium. 2 Oplag. Throndhjem 1882. — — Notitser til Throndhjems Omegns Flora [I]. (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 1885). — II—III (ibid. 1886). — IV (ibid. 1888— 90). H. Strøm, Physisk-Oeconomisk Beskrivelse over Eger-Præstegiæld i Agger- huus-Stift i Norge; tilligemed et geographisk Kort over samme. Kjø- benhavn 1784. H. L. Sorensen, Norsk flora til brug ved skoler og botaniske udflugter. 2 oplag, Kristiania 1896. K. F. Taepenius, Skandinaviska Florans Novitier. (Bot. N. 1853). M. Vanr, Flora Danica, Vol. VI, Kjøbenhavn 1787--92. — Vol. VII, Kjoben- havn 1794—99. — — Nogle lagttagelser ved en Reise giennem Norge til dets nordlige Dele. (Skrivter af Naturhistorie-Selskabet, 2 Bd. 1 Hefte og 3 Bd. 2 Hefte, Kjøbenhavn 1892—94). Euc. Warne, Plantesamfund. Grundtræk af den økologiske Plantegeo- grafi, Kjøbenhavn 1895. * G. Wıraeım, Ein lästiges Unkraut (Galinsoga parviflora Cav.) (Oest. Landw. Centralbl. I, Heft I). M. WIiLLKOMM et J. Lance, Prodromus Florae Hispanicae seu synopsis omnium plantarum in Hispania sponte nascentium vel frequentius cultarum. Vol. II, Stuttgartiae 1870. N. Witte, Botanisk Reise paa Hardangervidden 1877. (N. M. f. N. XXV). — — Kan og bør der gjøres noget ad Lovgivningens Vei for at hindre Skadeplanternes Udbredning i vort Land? (Forhandlinger ved Aars- mødet i Foreningen til Diskussion af Landbrugsanliggender den 29de Juni til {ste Juli 1892 i Forbindelse med det 9de almindelige Land- brugsmøde i Christiania. Christiania 1893). J. N. Wırse, Physisk, oeconomisk og statistisk Beskrivelse over Spydeberg Præstegield og Egn i Aggershuus-Stift udi Norge, og i Anledning 5 18 NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 259 deraf adskillige Afhandlinger og Anmerkninger deels Norge i Almin- delighed, deels dens Østre-Kant i Særdeleshed vedkommende, med nødvendige Kobbere og Bilager efter 10 Aars egne Undersøgninger forfattet. Christiania 1779—80, Wirrrock, Om fanerogam- och thallogamvegetationen i Skandina- viens Ilex-region. (Bot. N. 1868). 260 JENS HOLMBOE. Zusammenfassung. Die Einwanderung einiger Unkråuter in Norwegen. Die Arten stammen aus den verschiedensten Gegenden der Erde. Immer werden neue Adventivpflanzen eingeschleppt, von denen die meisten später nach Norwegen, als nach Dånemark und Schweden gelangen. Am Häufigsten treten sie zuerst im südöstlichen Teile des Landes auf. Die Einwanderung findet teils an Eisenbahnlinien und grossen Wegen entlang, teils über See mit Schiffen Statt. Wo neue Fisenbahnen gebaut werden, tritt sogleich eine Reihe bisher in der Gegend ungekannter Unkräuter auf (Anthemis tinctoria, Berteroa incana u. A.). Mit Getreide sind Chry- santhemum segetum und Andere eingeschleppt, mit Grassamen Thlaspi alpestre, Alyssum calycinum u. s. w. Mehrere ur- sprunglich eingeschleppte Arten werden später in grösserer oder geringerer Ausdehnung spontan verbreitet, wie zum Beispiel Senecio viscosus. Viele Arten verschwinden bald. . Aber nicht wenige, beson- ders mitteleuropäische und nordamerikanische Arten verbreiten sich stark im Laufe relativ kurzer Zeit und erhalten dann als Unkräuter ökonomische Bedeutung. Barbarea vulgaris, die im Lande nicht früher als 1790 gefunden ist, ist heute ein der schlimmsten Wiesen-Unkräuter. NOGLE UGRÆSPLANTERS INDVANDRING I NORGE. 261 Durch morphologische und häufiger biologische Eigen- schafften sind mehrere eingeschleppte Arten für eine schnelle Verbreitung geeignet. Es ist jedoch kaum möglich hierin eine genügende Erklärung für die Verbreitung der betreffenden Arten zu finden. Tabellarische Uebersicht der behandelten Arten. Aelteste sichere Angabe Nordgrenze in über Vorkommen in Norwegen. Norwegen. Jahr. Localität. Localität. | Br.grad. Chrysanthemum segetum L. 1704 |? (Tr.hjem 1764) Alten 70° Barbarea vulgaris R. Br. 1790 Wahrscheinlich | Flakstad | 68° 6—8' im südöstl. Teil. Anthemis tinctoria L. 1807 Ringerike Aafjorden 63° 51' Senecio viscosus L. 1804—08 | Kristianssand | Trondhjem 63° 26' Bunias orientalis L. 1812 Kongsberg Hamar 60° 48! Cerastium arvense L. 1826 Kristiania Trondhjem 63° 26' Berteroa incana DC. 1826 Mandal Tjøttø 65° 49' Matricaria discoidea DC. 1862 Kristiania Trondhjem 63° 26' Alyssum calycinum L. 1857 Kristiania Hamar 60° 48' Conringia orientalis ANDRZ. 1859 Kristiania Trondhjem 63° 26' Campanula patula L. 1870 Lier Orkedalen |ca. 63° 20 Xanthium spinosum L. 1872 Kristianssund Kr.sund 63° 7 Thlaspi alpestre L. 1876 Kristiania Trondhjem 6326 Erigeron canadensis L. 1874 Kristiania Kristiania 59° 55° Lepidium perfoliatum L. 1875 Trondhjem Trondhjem 63° 26' Cotula coronopifolia L. 1875 Lærdalsoren |Lærdalsøren 61° 6‘ Rudbeckia hirta L. 1880 Kristiania Bergseng 61° 2' Galinsoga parviflora Cav. 1880 Kristianssand | Kristiania 59° 55! Lepidium virginicum L. 1889 Arendal Kristiania 59? 55 Diese Arten sind nur als Beispiele ausgewählt. Anhangsweise werden chronologisch geordnete Verzeichnisse aller Angaben über das Vorkommen der betreffenden Arten in Norwegen mitgeteilt. 262 J. HOLMBOE. NOGLE UGRÆSPL. INDVANDR. I NORGE. Indholdsfortegnelse. Pag. Indledning Te merket eiie se idR Ponce EE 129. Almindelig snosoquodhiy "ur uoSut 1998nq E U9PISI9A()| TON ef =f = e - or JT quequo | AS | Pa | * cc snovuoddn) "Wo U9pPISI9A()| TON ef ZEE e—I SE 9L, 63 - "t say "un U9PISI9A()| TON ef e 8-3 LEE eg 19 980 ue "c * smoanydns "una UO9pIS19A()| TON ef = or 3 Da c9 TP j9j8uq | yspog "> snawmbhid "ung UIPIS1IAQ ef ef 2 $ Wolf 19891 ge ec ae - "ott t SUDUU "UP uoprs JULIO Wo. 198 9310 iin PN N tie 876 |.ou bol 86 SL eng nc NC GE NET 18815 19 BATU T 19/1990 | me SUE eun | enu | nen) «ex jowoynda — Pn å seuie[[o9| zu UE sp}. ED 0 pid 2 ud 1opunur “ABA BEST ns N 104] c jeuroujtido ~dureag jeyuy |! E ll „wur “ad ULIOJ 1940 19104 Jap IH fie dg jeyue 'ugeeypedg | seuire[[oopnqieA() 358 THEKLA R. RESVOLL. gerer saa fra hinanden og skyder sig ind mellem cellerne af et eiendommeligt vav, der strækker sig helt ud til de yderste spidser af bladet. Dette vev maa tydes som et epithem; cel- lerne i dette er meget forskjellige fra de omgivende vævs. (Se fig. 30). Nærmest tracheiderne har de en noget aflang form og er forsynede med tvergaaende indsnøringer; deres udseende kan nærmest lignes ved en fyldt sæk, der paa enkelte steder er ind- knebet paa tvers ved omviklede baand. (Fig. 27.) Længere ude ved spidsen bliver de mere isodiametriske og paa grund af de her 1 alle retninger gaaende indsnøringer mere uregelmæssige. I epithemets væv er der intercellularrum. Hvert bladafsnit er 1 spidsen skraat afskaaret mod under- siden, og epithemet munder ud mod den derved dannede, hel- dende flade og strækker sig lige ud til epidermis. Lignende epithem er før beskrevet, saaledes af DE Bary’) HABERLANDT?), VoLKENS?) og NESTLER*). VOLKENS og NESTLER fremhæver begge epithemcellernes udbugtninger og de derved fremstaaede intercellularrum. Den sidste forfatter omtaler ogsaa, at epithemet bøier opad mod blad- oversiden hos de fleste af ham undersøgte arter. Det samme har jeg, som det nedenfor vil sees, og som desuden fremgaar af tabellen, fundet at være tilfælde hos de arktiske ranunkler, naar undtages R. glacialis. 1) DE Bary: Vergleichende Anatomie, pag. 391. 2) HABERLANDT: Physiologische Pflanzenanatomie, pag. 421. 3) Grore Vorkens: Ueber Wasserausscheidung in liquider Form an den Blattern höherer Pflanzen. (Inaug. Diss. Berlin 1882, pag. 25). ^) Nestter: 1. Der anatomische Bau der Laubblätter der Gattung Ranunculus (Nova acta. Bd. 63. Nr. 2) og 2. Untersuchungen über die Ausscheidung von Wassertropfen an den Blättern. (Sitzungsber. d. K. Akad. der Wissensch. Wien 1896. Bd. 105, Abth. I). NOGLE ARKTISKE RANUNKLERS MORFOLOGI OG ANATOMI. 359 De følgende arters blade forholder sig i det væsentlige som hos R. glacialis, hvilket ogsaa vil sees af foranstaaende tabel- lariske oversigt. Derfor vil kun deres afvigelser fra denne art blive omtalte. R. pygmæus, sulphureus, affinis og lapponicus. Spalt- aabningerne fandtes i størst antal paa bladenes underside. Hvad mængden af spaltaabninger hos R. pygmceus angaar, kan anføres, at WAGNER 1 Alperne fandt: paa oversiden 88, paa undersiden 109, mens planten fra Holstensborg efter mine under- søgelser viste henholdsvis 44 og 62, altsaa omtrent det halve antal. Der er dog hos planten fra begge lokaliteter væsentlig det samme forhold i fordelingen af spaltaabningerne paa begge sider af bladet. Over epithemet, der forøvrigt var bygget som hos foregaaende art, var der en del porer af lignende form som spaltaabningerne, kun var de rundere og havde mindre og rundere spalter. Disse porer bør vel opfattes som vandporer. Fig. 24 viser saadanne vandspalter hos R. lapponicus; her sees ogsaa hudens isodiametriske celler lige over epithemet, samt nogle celler, der danner overgangsform til de ellers paa bladet almindelige med bølgede vægge. NEsTLER !) har fundet vandspalter hos alle af ham 1 denne henseende undersøgte Ranunculusarter. I hans første afhandling er der en afbildning af vandspalterne hos R. flammula (fig. 6, tavle XXII) og tillige af À. aquatilis v. heterophylla (fig. 2, tavle XXII), der viser rund form og porus. I sin anden afhand- ling har forf. beskrevet vandspalterne bl. a. hos À. auricomus, hvilke i bygning stemmer med de ovenfor omtalte. Ogsaa VoLkens?) omtaler lignende vandporer hos et par Ranunculusarter (R. repens og acer). Epithemet boier hos alle fire arter opad mod bladoversiden og støder her lige til epidermis med vandspalterne. (Se fig. 29). Sjetne! 1. pag: 296. Je: 360 THEKLA R. RESVOLL. Paa bladets underside mangler der saavel vandspalter som spalt- aabninger over epithemet. (Sammenlign fig. 21 og 96.) Hos R. lapponicus fandtes bladene paa begge sider brun- plettede; flere af hudcellerne viste sig ved nærmere undersogelse fyldte af et brunt farvestof, der formentlig er garvesyre. Der observeredes ikke haar paa bladene hos denne art. H. sulphureus og affinis havde noget skraatstillede palis- sader. R. mivalis. Enkelte trek ved blad- (og stengel-) bygningen hos R. nivalis er før beskrevne af Horw!), der saaledes bl. a. omtaler de løse væv og de bølgede epidermisceller hos bladet. Over epithemet fandtes hos denne art spaltaabninger af sæd- vanlig form paa bladenes underside; paa oversiden var der derimod lignende vandspalter som hos de ovenfor beskrevne arter. Spaltaabningerne forekom i størst antal paa bladunder- siden. R. hyperboreus. Af denne art blev der undersøgt exem- plarer fra Sydgrønland, Østgrønland, Jakobshavn og Bosekop. Bladene af disse viste en meget forskjellig størrelse, mindst var de paa formen fra Østgrønland; her var de kun omtrent halvt saa store som hos exemplarerne fra Bosekop. Spaltaabningerne fandtes altid talrigst paa bladets overside; det absolute antal var dog høist forskjelligt efter lokaliteten. Som det vil sees af tabellen, havde exemplarerne fra Jakobs- havn de fleste spaltaabninger saavel paa over- som paa under- siden. Epithemets bygning er som hos foregaaende arter; ogsaa hos denne art bøier det opad mod bladoversiden og grænser helt op til epidermis; i denne findes der vandporer, hvilket fig. 20 udviser. Paa samme fig. sees ogsaa spaltaabninger af den sædvanlige form. Se iøvrigt ogsaa fig. 29, 30 og 27, som 1) Ta. Horm: Novaia Zemlia's vegetation, pag. 50. Kjøbenhavn. 1885. NOGLE ARKTISKE RANUNKLERS MORFOLOGI OG ANATOMI. 561 illustrerer epithemets bygning og beliggenhed hos R. hyperboreus, samt fig. 28, der fremstiller huden over epithemet paa under- siden af bladet. Flere af de for de arktiske ranunkler mest karakteristiske eiendommeligheder skriver sig vistnok fra den store relative luft- fugtighed 1 de arktiske egne. Saaledes de store lakuner i vævene, den tynde epidermis med de bugtede cellevægge, spalt- aabningernes udsatte stilling og palissadevævets ringe udvikling i bladene. At stor luftfugtighed kan fremkalde forandringer 1 bladenes (og stengelens) bygning, er ogsaa paavist, f. ex. af LoTHELIER!), der har drevet experimentelle undersøgelser angaa- ende dette. Han fandt bl. a. hvad bladets indre anatomi angaar, at i luft, mættet med vanddamp, formindskedes palissadevævets høide, og bladet nærmede sig isolateralitet; i mesophyllet op- traadte lakuner, epidermiscellerne blev større og fik mere bugtede vægge, og cuticula forsvandt eller aftog i tykkelse. Efter LoTHELIER aftar ogsaa antallet af spaltaabninger i fugtig luft. Jeg har allerede gjort opmerksom paa, at WAGNER i Alperne, hvor der hersker et tørrere klima, fandt flere spaltaabninger (omtrent dobbelt saa mange) paa bladene hos R. glacialis og pygmæus, end jeg har observeret hos samme arter fra ark- tiske egne. Foruden LoTHELIER har ogsaa Bonnier?) foretaget. experi- menter angaaende den indflydelse, som luft, mættet med vand- damp, øver paa planters bygning. Han er kommen til væsentlig samme resultat som hin. = De arktiske ranunkler har folgelig, ligesom arktiske planter overhovedet (Bonnier, BÖRGESEN?) mange eiendommelige track 1) A. Lornetier: Influence de l'état hygrométrique et de l’éclairement sur les tiges et les feuilles des plantes å piquants. (Revue générale de bot. Paris 1893). 2). I @s 3) Se pag. 353, 362 THEKLA R. RESVOLL. tilfælles med planter, som er fremdyrkede i luft, mættet med vanddamp. Blomsten. Da jeg, som allerede tidligere fremhævet, kun har havt spiritusmateriale eller pressede planter til min raadighed, er undersøgelserne af blomstens biologiske forholde ikke saa ind- gaaende, som ønskeligt kunde være. Dette emne er imidlertid tidligere behandlet temmelig udførlig af flere forfattere, saaledes af: Herman MÖLLER: Alpenblumen. Leipzig 1881. E. WARMING: Om Bygningen og den formodede Bestov- ningsmaade af nogle grønlandske Blomster. (D. k. d. Vidensk. Selsk. Forhandl. Kjøbenhavn 1886). Linpman: Bidrag till kånnedomen om skandinaviska fjell- växternas blomning ock befruktning. (Bihang t. k. sv. vet. akad. handl. Bd. 12, afd. III, no. 6, Stockholm 1887). S. ALMQUIST: Om honingsgropens s. k. fjäll hos Ranun- culus och om honingsalstringen hos Convallaria Polygonatum och multiflora. (Botaniska notiser. Lund 1889). A. KERNER von MARILAUN: Pflanzenleben 1L Leipzig u. Wien 1891. Otto Exstam: 1) Einige blütenbiol. Beobachtungen auf Spitzbergen. (Tromsø museums aarshefter 20, 1897) og 2) Einige blütenbiologische Beobachtungen auf Novaja Semlja. (Tromsø museums aarshefter 18, 1897). R. glacialis. Blomstens diameter fandtes noget forskjellig efter lokaliteten; hos exemplarer fra Tromsø varierede den mel- lem 23 og 25 mm. fra Dyrafjord (Island) 26—29 mm., og paa planter fra Kongsvold fandt jeg diameterens størrelse helt op til 93 mm. NOGLE ARKTISKE RANUNKLERS MORFOLOGI OG ANATOMI. 563 Til sammenligning kan anføres, at Herman MÜLLER!) fandt blomstens størrelse meget variabel i Alpeegnene; han angiver tversnittet mellem 12 og 30 mm. MÜLLER fandt endwidere, at blomsten er homogan, ialfald mod enden af blomstringstiden, og at spontan selvbestøvning ikke er udelukket. LINDMAN?) har for Dovretrakternes vedkommende fundet blomsten proterandrisk, tilsidst ren hunlig. Nektariet har sin plads paa kronbladet ved overgangen mel- lem negl og plade. Bag dette, paa den fra blomstens indre bortvendte side, fandtes en eiendommelig skjældannelse, der i sin øvre rand var forsynet med frynseformede lapper, saaledes som det vil sees af fig. 10. MéüLLER?) fandt honninggruben hos R. glacialis meget variabel; dels var det en enkel grube uden nogensomhelst beskyttelse udadtil, eller der var bagenfor gruben og fæstet til dennes ydre rand et bladlignende, fliget skjæl, der forøvrigt kunde variere meget 1 størrelse og form. Armovist®) har ligeledes nærmere studeret og beskrevet nektariets skjæl hos denne art, hvilket ogsaa er gjort af KErner?); denne har ligesom MÜLLER tillige afbildninger af samme. R. nivalis. Paa exemplarer fra Kaafjord fandtes blomstens tversnit fra 16 til 22 mm., mens det paa exemplarer fra Disco var ca. 22 mm., og fra Knutsbo 21—95 mm. Efter Exsram®) er blomstens diameter paa Spitzbergen 10—12 mm., altsaa kun halvt saa stor. Blomsten er proterogyn til homogam, og selvbestøvning vistnok udelukket (cfr. LINDMAN 7) og Ekstra. 1) 1. e. pag. 129, elle pag Gish Sele pag 120: 4) I. ce. pag. 6667. Dec. pag 0 6) 1. c. pag. 23. “elec. pag: 49; 364 THEKLA R. RESVOLL. Over nektariet, der er en liden, aaben grube, fandtes ingen skjældannelse. (Se fig. 12). R. pygmæus. Blomstens diameter er efter ExsrAw!) paa Spitzbergen 5—8 mm. efter LINDMAN?) i Dovretrakterne 4—7 mm. Denne art er efter WArminG's og LINDMAN'S iagttagelser homogam med selvbestøvning. Nektariet er som hos R. nivalis. FH. sulphureus. Paa exemplarer fra Javroaive, Reisendalen, var diameteren 18—19 mm. Efter Ekxsram3) er blomsten paa Spitzbergen proterogyn— homogam uden selvbestøvning. Nektariet har samme bygning som hos R. nivalis. R. lapponicus. Paa de undersogte exemplarer fra Eide 1 Sydvaranger varierede diameteren mellem 11 og 14 mm. Exrstam fandt paa Novaja Sentlja+) diameteren = 8 mm., paa Spitzbergen?) 8—10—13 mm. Blomsten er proterogyn-homogam, selvbestøvning vistnok udelukket (cfr. EksrAM?). R. hyperboreus. Bægerbladenes antal var oftest 3, under- tiden 4. De var sterkt hvælvede mod kronbladene. Bægerbladenes længde var hos exemplarerne fra Bosekop 25 å 3 mm. Kronbladene var sterkt reducerede 1 antal. Hyppigst iagt- toges 2 saadanne, hos flere af exemplarerne fra Østgrønland fandtes kun 1. Paa exemplarerne fra Bosekop var kronbladenes længde ca. 3 mm. = pag. 22. pag. 42. pag. 28. pag. 145. . pag. 22. rm B ex w NM te — — b— — — — . . . . . ees 98 NOGLE ARKTISKE RANUNKLERS MORFOLOGI OG ANATOMI. 365 Nektariet er som hos R. nivalis. Blomsten er aabenbart homogam, ialfald til en tid og selv- bestøvning vistnok regelen (cfr. WARMING!). LINDMAN?) anfører, at blomsten i Dovretrakterne først er proterandrisk, senere homogam. Mer pag. 49. . €. pag. 41. Fig. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15. 16. 17. 19. Figurforklaring. Vinterknop af RB. glacialis, K = de fem kronbladanleg (530 X forst.). Tversnit af triark rod hos R. nivalis, I = lakuner. (Skematiseret). Tversnit af triark rod hos R. sulphureus. e = endodermis, p = pericykel, 6 = barkceller. (260 X forst.). og 5. Tversnit og længdesnit af exodermis (E) hos R. hyperboreus (260 X forst.). Tversnit af en del af den lakunøse stengelbark hos R. glacialis (130 X forst.). Tversnit af den oprette stengel hos R. lapponicus, s = styrke- vævet ved karstrengene, fp — den forvedede parenchymring, | = lakuner (45 X forst.). Stengeltversnit af R. nivalis, I = lakuner, s = styrkevæv ved karstrengene (45 X forst.). Et stykke af rhizombarken (b) med endodermis (e) hos R. nivalis. Et kronblad af R. glacialis, n = nektariet (34 X forst.). Stengeltversnit af E. pygmceus, s = karstrengenes styrkevæv, | = lakuner, fp = det forvedede parenchym (45 X forst.). Et kronblad af R. nivalis, n = nektariet (3 X forst.). Stengeltversnit af R. hyperboreus, I = lakuner (45 X forst.). Del af samme, sterkere forstørret (260 X). Tversnit af den nedliggende stengel hos R. lappomicus, | = lakuner (45 X forst.). Bladoversidens hud med spaltaabninger hos R. glacialis (260 X forst.). Bladundersidens hud med spaltaabninger hos R. glacialis (260 X forst.). | Bladundersidens hud med spaltaabningerne hos R. lapponicus (260 X forst.). Bladoversidens hud hos R. lapponicus (260 X forst.). Fig. 20. 21. 29 24. 94. Huden med vandporerne (P) over epithemet hos RE. hyperboreus. Nedenfor sees spaltaabninger (S). Bladets overside. (260 X forst.). Huden over bladspidsen hos R. lapponicus. Bladets underside. (260 X forst.). og 23. Tversnit af et blad af E. hyperboreus (ca. 400 X forst.). Huden med vandporer (P) over epithemet hos ZA. lapponicus. Bladoversiden. (260 X forst.). Et blad af E. hyperboreus (34 X forst.). Undersidens hud over epithemet hos R. pygmoæus (260 X forst.). 3 celler fra epithemet hos R. hyperboreus (ca. 800 X forst.). Huden over bladspidsen paa undersiden af bladet. R. hyper- boreus (260 X forst.). Tversnit paa langs gjennem en bladspids hos R. lappomicus. Det skraverede stykke betegner epithemet, i hvilket sees et par tracheideender (130 X forst.). Epithemceller (E) med tracheider (4) hos R. hyperboreus (ca. 400 X forst.). Stjerneformede svampvævceller hos R. nivalis (260 X. forst.). Palissadeceller i fladesnit af R. hyperboreus (ca. 400 X forst.). Stjerneformede svampvævceller i fladesnit hos R. hyperboreus (ca. 400 X forst.). Skudforgrening hos R. lapponicus. Fig. viser ogsaa den krog- formig opadbøiede stengelspids (34 X forst.). Trykt den 5. februar. ^ S + Å Å [' "Na z " E E LEM = å D an À e > Nyt MAGAZIN F. NATURVIDENSKABERNE B. 38. Pre Pr. XIV. EEE SEE D Nyt Masazın F. NATURVIDENSK Hydrachnologische Notizen IV—VIII. Von Sig Thor. Mit 3 Tafeln (XVI, XVII u. XVIII). IV. Vorlåufige Mittheilung über 3 neue Curvipes-Arten aus Norwegen. La habe diesen Sommer (1900) auf meinen zoologischen Forschungsreisen in Norwegen unter anderem 2 neue Curvipes- Arten, die Nachbarformen zu Curvipes fuscatus HERMANN (1804)!) repräsentiren, gefunden. Dieselben stehen gewissermassen je auf ihrer Seite der genannten Species, sind aber deutlich von der- selben specifisch unterschieden. 1. Curvipes annulatus n. sp. 9 Pl. XVI, Fig. 13—16. Q Grösse. Der Körper misst in der Långe ca. 0,75 mm. und in der Breite ca. 0,6 mm. Fårbung. Die Körperfarbe ist ein bråunliches Roth, doch heller als bei C. fuscatus Herm. und mehr ins Rötliche spielend. Gestalt. Der Körperumriss ist nicht so langgestreckt, wie man ihn bei der Vergleichsart findet. Obgleich oval nähert der 1) Joh. Friedrich Hermann, Mémoire aptérologique. Strassbourg 1804. »Hydrarachna fuscata^ = L'Enfumée. Pag. 58. PI. IV, Fig. 9. Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIII, IV. 24 370 SIG THOR. Umriss sich doch stark der Cirkelform. Der Körper ist nicht sehr hoch gewölbt. Palpen (Pl. XVI, Fig. 14). Die Maxillartaster haben ähn- liche Form wie bei der Vergleichsart; die zwei Zähne des 4ten Gliedes sind aber schwächer, und der äussere ist ein Bischen länger nach hinten gerückt. Der Chitinzapfen am distalen Ende des Gliedes ist kürzer und nicht nach vorn gerichtet (wie bei C. fuscatus Herm.), sondern nimmt eine Querstellung, wie bei den meisten Curvipes-Arten ein. Epimeren. Die Epimeren sind klein; das 4te Paar reicht nicht weit nach hinten und besitzt eine stumpfe, kurze hintere Ecke. Der subcutane hintere Fortsatz ist gross und öfters schief nach einwärts gerichtet. Geschlechtsfeld (Fig. 13). Der vordere Chitinbogen ist stark und liegt zwischen den inneren hinteren Enden des 4ten Epimerenpaares. Durch die Form und die Stellung der Ge- schlechtsnäpfe und durch die Schwäche der bogenförmigen Napfplatten trennt diese Art sich am schärfsten von dem C. fuscatus HERMANN. 1 Die Napfplatten (Pl. XVI, Fig. 13) sind sehr schmal und schwach und zum Theil abgebrochen, wesshalb einzelne Geschlechtsnäpfe bisweilen frei in der Haut liegen. Hinter dem vorderen Chitinbogen, auf den Seiten der Genitalspalte, findet man auf einem kleinen, getrennten Chitinpláttchen 2—3 kleine haartragende Poren (cfr. C. decoratus Neum.). 2 andere, ähnliche Poren stehen mit den vorderen Geschlechtsnápfen zu- sammen und die gewöhnlichen 2—3 Paare auf den hinteren, inneren Enden der Napfplatten. Die eigentlichen Geschlechtsnäpfe selbst sind fast ring- formig und ziemlich gleich gross. Der vorderste derselben ist nicht nach vorn verlängert. 1, 2 oder 3 ein wenig grössere Geschlechtsnåpfe liegen frei in der Genitalbucht (ungefähr wie bei C. rotundus KRAMER). HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV —VIII. 371 Die Anzahl der Geschlechtsnäpfe ist (wie bei C. fuscatus Herm.) je 7—12 auf jeder Seite. Das Genitalfeld ist im Ganzen ziemlich breit. After. Die Analöffnung befindet sich unweit des Genital- feldes und ist von einem starken Chitinringe eingefasst. c? unbekannt. Die Nymphe (Fig. 15—16) ähnelt dem Erwachsenen 9, auch im Bau der Palpen. Diese haben demgemäss (Fig. 16) ein dickeres und anders geformtes Endglied als bei der Nym- phe von C. fuscatus Herm. Besonderer Erwähnung verdient der Umstand, dass diese Nymphe zu den (bis jetzt wenigen) Curvipes-Arten, welche 3 Paare Geschlechtsnäpfe (ausser 3 Paar Haarporen) besitzen (Pl. XVI, Fig. 16) gehört. Diese Näpfe sind ungefähr auf derselben Weise wie bei C. ambiguus PrersiG und bei C. coccinoides Sic THor gruppirt. Fundort. Wenige Weibchen und Nymphen wurden (d. 18/5 1900) in einem Wassergraben auf Brekke (Græsvig) in der Nähe von Fredriksstad gesammelt. 2. Curvipes laminatus n. sp. 9 Pl. XVI, Fig. 17—18. 9 Grösse. Die Körperlänge beträgt 1,8 mm., die grösste Breite 1,3 mm. Färbung. In der Körperfarbe zeigt diese Art am meisten mit C. carneus Kocn (oder C. alpinus NEUMAN) Verwandtschalt, ist schwarzbraun, mit helleren, grauen Fleckchen, besonders vorn und unten. Gestalt. Mit der genannten Art hat sie bei oberflächlicher Betrachtung eine äussere Ähnlichkeit, während die genauere Untersuchung grössere Uebereinstimmung mit C. fuscatus Her- MANN enthüllt. Der Körper ist eifórmig, hoch gewölbt. Mundteile. Die 3 ersten Segmente der Maxillartaster haben dieselbe Form wie bei C. fuscatus Herm.; das 4te Glied aber ist ein wenig länger und schwächer. Die 2 Palpenzähne HE SIG THOR. derselben sind ungefähr wie bei C. fuscatus Herm. und C. annulatus mihi. Der Chitinhöcker des distalen Gliedendes ist nicht so stark vorwärts gerichtet wie bei C. fuscatus Her- MANN, hat aber die bei den meisten Curvipes-Arten gewöhnliche Stellung. Epimeren. In der Form und der Grösse der Epimeren ist nicht viel Eigenthümliches zu beobachten. Die Oberfläche derselben ist grünlich und stärker punktirt als bei C. fuscatus Herm. Der hintere, subcutane Fortsatz der 4ten Epimere ist ziemlich breit, gewöhnlich an der Spitze gespalten. Geschlechtsorgan. Das Genitalfeld liefert auch hier das am meisten charakteristische Artmerkmal. Die Genital- platten sind (den beiden Vergleichsarten ganz entgegengesetzt) sehr stark verbreitet, kräftig chitinisirt und mit feinen. Pünkt- chen dicht bedeckt (Pl. XVII, Fig. 17). Auf dem vorderen Ende jeder Platte stehen ca. 4 kleine haartragende Poren, wovon die 2 vorderen bisweilen von den anderen getrennt sind und auf einem eigenen Plättchen stehen. In der hintersten, inneren Ecke der Napiplatten findet man die gewöhnlichen, haartragenden Poren, hier jedoch am häu- figsten in einer Anzahl von je 5 auf jeder Platte. Die eigentlichen Geschlechtsnäpfe sind gross und wohl entwickelt (oft länglich). Besonders zeichnen der vorderste und 2—3 von den mittleren sich durch ihre Grösse aus. Die An- zahl der Näpfe ist immer grösser als bei C. annulatus SIG Thor und C. fuscatus Herm. Am häufigsten findet man auf jeder Platte 17—18 Geschlechtsnäpfe; die Zahl kann aber von 12 bis 20 (auf jeder Platte) varnren. After. Die Analöffnung befindet sich unweit des Genital- feldes und ist von einem starken, öfters vorwärts verlängerten, Chitinringe eingefasst. Dieselbe ist von den gewöhnlichen 4 Poren umgeben. c? und Nymphe unbekannt. HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV—VIII. 37: | C9 Fundort. Teich in Sørkjosen, Nordreisen (Tromsø). Ich fand mehrere 22 mit C. carneus Koch und einer, dem C. un- catus Korn. nahestehenden, Art zusammen. Trotz wiederholter Nachforschungen gelang es mir nicht Männchen (von C. lami- natus) zu finden. 3. Curvipes raropalpis n. sp. 2. Pl. XVII, Fig. 19. Während die beiden eben beschriebenen Formen mehrere charakteristische Artmerkmale besitzen, habe ich auf der hier zu beschreibenden Form nur eine wesentlichere Abweichung (im Bau der Palpen) gefunden. Ich hielt sie desshalb ursprüng- lich für eine missgestaltete Form von Curvipes rotundoides SIG THor (1897), mit dem sie in mehreren Beziehungen über- einstimmt. Die Palpen machten beim ersten Anblick auf mich den Findruck, als ob dieselben durch einen Unglicksfall zer- trimmert und spåter wieder geheilt seien. Dies scheint aber nach genauerer Betrachtung nicht wahrscheinlich, weil beide Palpen dieselbe Gestaltung haben. Eine ähnliche Palpenform findet man ja auch bei C. clavicornis (MÖLLER) Barroıs & Montez oder C. aduncopalpis Pırrsıc. Jedenfalls finde ich die Form so interessant, dass dieselbe genauer bekannt zu werden verdient. Eine folgende Untersuchung kann dann die Artbe- rechtigung bestätigen oder umstürzen. Grösse, Färbung, Form, Bau der Epimeren, des Ge- schlechtsfeldes und der Füsse sind wie bei einem normalen Weibchen von C. rotundoides Sic THor!) oder von C. rolun- dus Kramer?) (1879), mit kleineren Abweichungen. Palpen. Die 3 ersten Palpenglieder weisen keine auffal- lende Abweichung auf. 1) Sie Tror: Andet bidrag til kundskaben om Norges Hydrachnider, „Archiv for Math. og Naturvidenskab*. Kristiania 1897. Bd. XX, No. 3, Pag. 30 und PI. III, Fig. 48. ?) P. Kramer: Neue Acariden, „Archiv für Naturgeschichte (von Dr. Troschel)*, Berlin 1879. 45. Jahrg. Pag. 12 u. Taf. 1, Fig. 6. 374 SIG THOR. Das 4te und 5te Glied sind aber eigenartig geformt. Das 4te Glied ist schlank und steif und merkwirdigerveise ohne Zåhne, Höcker oder Hårchen. Das Ende desselben ist mit einem langen, geraden Chitinstifte ungefåhr wie bei Piona bullata SiG Tror (1899) versehen. Das 5te Glied ist anschei- nend rudimentär, wie ein hyalines, dünnes Håutchen, an der Spitze abgerundet und ganz ohne fingerförmige Endklauen oder Haare. Das Geschlechtsfeld nimmt eine Zwischenstellung zwi- schen den zwei Vergleichsarten ein, indem die sichelförmigen Napiplatten breiter sind und mit einer grösseren Anzahl von Geschlechtsnåpfen als bei C. rotundus Kramer, während die Zahl der Geschechtsnäpfe eine geringere ist, als bei C. rotun- doides Sia Thor. C. rotundus Kramer ? besitzt nämlich ca. 14—18 Näpfe auf jeder Platte und ca. 1—4 frei in der Einbuchtung. C. rotundoides Sic Tumor % hat ca. 40 Geschlechtsnäpfe auf jeder Platte und 3—4 in der Einbuchtung. | C. raropalpis n. sp. besitzt auf jeder Platte ca. 27 und 1 oder 3 frei in der Finbuchtung. Die kleineren haartragenden Poren findet man in reich- licher Zahl vorhanden und zwar ca. 9 vorn und ca. 5 auf dem hinteren inneren Ende jeder Sichelplatte. Anus. Der After ist von dem gewöhnlichen Chitinwalle umgeben. Die 2 grossen Poren auf den Seiten haben in ihren Chitinringen je 2 Haare; auf der einen Seite ist ein Haar mit seinem Chitinstückchen von der Hauptplatte losgelöst. Fundort: 1 ? wurde 6/8 1900 in einem Froschteiche auf Petersborg (bei Josefvand), Balsfjord nahe bei Tromsö gefunden. HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV—VIII. Bile V. Zur Aufrechthaltung und genaueren Fixirung der an- gefochtenen Art: Curvipes Stjerdalensis Sic Tuor (1896). Pl. XVII, Fig. 20—24. Nachdem ich in meinem „N. H. I*1) s. 54 (Pl. I, Fig. 16—17), die neue Art: Curvipes Stjørdalensis wesentlich wegen der Farbe und des Baues des Genitalfeldes aufgestellt hatte, wurde diese Art bald von Herrn. Dr. R. PrersiG angefochten: „Revi- sion etc.*?), pag. 341. Er sagt: „Weiter scheint C. Stjor- dalensis Sia Tuor (Taf. I, Fig. 16 u. 17) synonym zu sein mit C. controversiosus Pıersıc“. Hr. Dr. R. Prersie befindet sich im Irrthum. Um die Sache genau zu untersuchen, machte ich eine Extrareise nach dem Fundorte (in Stjordalen) und war so glücklich, frische Exemplare d + ? + Nymphen in hinläng- licher Anzahl einsammeln zu können. OC. Stjørdalensis hat nur geringe Ähnlichkeit mit C. controversiosus Piersic. Der Unterschied zeigt sich deutlich schon in der viel grösseren An- ') Ste Toor: Bidrag til kundskaben om Norges Hydrachnider („Ar- chiv for Math. og Naturvidenskab*. Bd. XIX, No.6. Kristiania 1897), Pag. 1—74. Mit 2 Tafeln. 2) R. Prersie: Revision der Neumanschen Hydrachniden-Sammlung nebst einigen Bemerkungen über Sic Tmor’s „Bidrag til kundskaben om Norges Hydrachnider, Kristiania". Separatabdruck aus dem „Zo o- logischen Anzeiger“ 1897, No. 540—541. 376 SIG THOR. zahl der Geschlechtsnåpfe und besonders im Endgliede des Sten Beinpaares der Månnchen. Die umgebildete Endkralle ist ganz verschieden sowohl von derjenigen des C. controversiosus PiersiG als von derselben des C. uncatus KoEwikE !), mit wel- cher Form sich sonst einige Uebereinstimmung zeigt. Dagegen steht C. Stjørdalensis dem C. coccimeus Koch, BERLESE (1882)?), = synon. Nesæa rosea (Koch) Neuman (1880)?) = Nesæa nodata Kornikr (1883) ^) ziemlich nahe. Doch kann man durch genaues Vergleichen auch diese bei- den Arten sicher von einander unterscheiden. C. Stjørdaliensis mihi ist in der Regel kleiner als die Vergleichsart (C. coccineus Kocn). Cfr. „N. H. I.“ Seite 54! Die Farbe ist heller, mehr gelblich mit grünen Epime- ren etc. | Die Palpen sind um ein wenig kürzer und dicker chiti- nisirt. Das 4te Glied trägt — ausser den gewöhnlichen 2 grossen (haartragenden) Zähnen und dem eingegliederten Chitinstilte — 1—3 kleinere, haartragende Zähne vor den grossen. Der gegen- seilige Abstand der zwei grossen Zähne ist ein Bischen grösser als bei C. coccineus Koch. Bein vorderen Rande des Gliedes stehen wenige haartragende Zapfen. Der subcutane, hintere Fortsatz der 4ten Epimere ist am häufigsten mehr nach der Seite ausgebogen (besonders beim 4) 1) F. Kornıke: Eine Hydrachnide aus schwach salzhaltigem Wasser, „Ab- handl. naturwiss. Vereins“, Bremen. X Bd. 1889. Pag. 273—293. Mit Tafel III. A. Bertese: Acari, Myriopoda et Scorpiones hucusque in Italia reperta, Fasc. I, Fig. 8. Padova 1882. 3) C. J. Neuman: Om Sveriges Hydrachnider i ,Kgl. Svenska Vetenskaps- Akademiens Handlingar for 1879“, Bd. 17, No. 3. Stockholm 1880, Pag. 42. Tafl. III, Fig. 1. ^| F. Kornike: Verzeichniss von im Harz gesammelten Hydrachniden „Abhandlungen des naturwiss. Vereins zu Bremen“, VIII Bd. 1884, Seite 33. to — HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV — VIII. 337/71 Das Geschlechtsfeld zeichnet sich durch eine geringere Anzahl Geschlechtsnåpfe (wie im „N. H. I." Seite 55—56 genau angegeben) aus. Das deutlichste Artmerkmal leistet das Endglied des Sten männlichen Beinpaares und dessen Ausstattung mit Dornen und Krallen. Bis jetzt ist — soweit mir bekannt — nur eine C.-art nämlich C. roseus Neum. = C. coccineus Koch mit langer, geisselformig gebogener Endkralle bekannt. Eine ähnliche Bil- dung finde ich auch an meiner Art. Doch ist der Unterschied ganz charakteristisch und wird durch Figuren am deutlichsten dargestellt. Ich liefere desshalb (Pl. XVII, Fig. 20 u. 21) Zeichnungen von demselben Endgliede der beiden Arten in derselben Ver- grösserung. Während das Ste Bein von C. coccineus Koch und demgemäss ebenfalls das Endglied dicker ist, ist das End- glied gegen die Spitze nicht viel dicker als an der Basis und zeigt auf beiden Seiten eine gleichmässige Krümmung (auf der äusseren Seite konvex, auf der inneren konkav). Fig. 20. Bei C. Stjørdalensis Sta Tuor zeigt das Endglied an der Basis dieselbe Dicke wie das distale Ende des vorhergehenden, schmalen Gliedes. Ungefähr in der Mitte aber nımmt das End- glied plötzlich an Dicke zu, fast zu der doppelten Dicke durch eine plötzliche Querbiegung der inneren Seite, während die äus- sere Seite ziemlich gerade verläuft. Fig. 21. Ein ausgeprägter Unterschied zeigt sich ın der Form der stark verlängerten Endkralle. Bei C. coccineus Koch weist diese eine sehr lange, peitschenförmige Verlängerung, die sich in einer breit elliptischen Rundung von derselben Länge wie der gerade Grundtheil herumschwingt. Der gerade, dickere Grundtheil wird auf der äusseren Seite von einer starken, rechten Stützkralle gestützt, während auf der inneren Seite ein blatt- förmiger Fortsatz am Grunde der Kralle einen rechten Winkel mit dem Grundtheile bildet und nach innen zeigt (Fig. 20). 378 SIG THOR. Die Klauen befinden sich bei ©. Stjørdalensis in einer tiefen Ausrandung des Endgliedes. Die Stützkralle bei C. Stjørdaliensis ist kürzer und schwå- cher. Die peitschenförmige Verlångerung ist ebenfalls kürzer (nur 1/3 des Grundtheiles) und quer nach innen gebogen. Die andere Kralle zeigt grössere Uebereinstimmung (Fig. 21). Es ist nicht unmöglich, dass man noch mehrere Arten fin- den kann, die Annäherung zu diesen beiden zeigen, insofern man nur genauer untersucht. Fundort: Teich in Stjördalen (bei Drontheim). HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV— VIII. 379 VI. Eine neue Arrenurus-Art aus dem nördlichen Nor- wegen, Arr. paluster n. sp. und Fig. zu Arr. regu- lator Sic Tror (1899), beide Arten zur Untergattung: Truncaturus nov. subg. gehörig. Hrr. Cand. K. Tron in Prag hat in semer Abhandlung über die Gattung Arrenurus!) dieselbe wesentlich nach der Entwickelung der access. Genitaldrüsen, des Körperanhanges und des Petiolus in 3 Untergattungen (Megalurus, Micrurus und Petiolurus) getheilt. Wie er selbst (Seite 110—111 etc.) andeutet, ist hier die niedrigste Stammform der Reihe (Arre- nurus Knauthei KoEnıkE und andere Arten) unter diesen Typen oder Formenreihen nicht mitgenommen. Ich meine desshalb, dass wir in dieser Grund- oder Stammform eine ebenso berechtigte Untergattung zu erblicken haben und schlage für diese den Namen: Truncaturus nov. subgen. vor. Für diese Untergattung ist am meisten charakteristisch, dass sich weder Petiolus noch eigentlicher Körperan- hang entwickelt haben. Demgemåss stehen auch die accessorischen Genitaldrüsen auf einer niedrigeren 1) K. Toon: Über die Copulations-Organe der Hydrachniden-Gattung Arrenurus Dugés, Separatabdruck a. d. „Verhandlungen der Deutschen Zoologischen Gesellschaft*. 1900. Pag. 108— 129. 300 SIG THOR. Entwickelungsstufe, und der äussere Unterschied zwischen d und ? ist nicht so scharf ausgeprägt. (Hierzu z. B. Arr. truncatellus (MüLLer) KornıkE (1896)!), Arr. castaneus NEUMAN (1880), Arr. Knauthei Korn. (1895), Arr. nodosus Koenikt (1896), Arr. oblongus PiersiG (1893) und Arr. regulator Sic Tuor (1899)2). Ich hahe diesen Sommer (1900) im nördlichen Norwegen eine neue Arrenurus-Art gefunden, die zu dieser Untergattung und gewissermassen zu den niedrigsten Stufen derselben gehört. Ich benenne sie: Arrenurus paluster n. sp. Pl. XVIII, Fig. 25—27. d Grósse. 1,2 mm. lang; 0,91 mm. breit. Fårbung. Die Körperfarbe ist, wie bei den verwandten Formen, dunkelbraun mit undeutlicher Fleckenzeichnung. Gestalt. Diese Art hat den Körperanhang noch weniger entwickelt, als die nahestehenden Arten, und der Anhang ist ebenfalls undeutlich oder nicht vom eigentlichen Kórper abge- grenzt. Der Körper ist verhältnismässig breit und kurz, nähert sich dadurch stark der weiblichen Form und ist bei weitem nicht so schlank wie Arr. truncatellus Mürr. Doch tritt auch bei Arr. paluster n. sp. von vorn nach hinten eine allmähliche Verjüngerung ein. Das hintere Ende ist quer abgestutzt mit einer schwachen Ausrandung in der Mitte. Die beiden Ecken sind schwach erhoben. Der Rückenbogen ist vorn gleichmässig elliptisch, hinten bald abgebrochen, ohne den Seitenrand zu erreichen. Innerhalb dessen hinteren Enden befinden sich 2 Paare kleiner, knotenförmiger Erhóhungen und weiter nach hinten 2 Paare Hårchen. !) F. Kornıre: Holsteinische Hydrachniden, in „Forschungsber. biol. Sta- tion zu Plön.“ Theil 4, 1896. No. 6. Pag. 207—247 und 1 Tafel. ?) Sie THor: Tredie bidrag til kundskaben om Norges Hydrachnider, „Archiv for Math. og Naturvidenskab* Bd. XXI, No. 5. Side 25 —96. HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV— VIII. 381 Der Körper fällt nach hinten ein wenig ab und ist am Hinterende zwischen den zwei Ecken schwach muldenförmig vertieft. Der Vorderrand des Körpers ist breit und gleichmåssig ab- gerundet, mit den gewöhnlichen antenniformen Härchen zwischen und vor den klemen Augen. Die Stellung der Augen ist unge- fåhr dieselbe wie bei Arr. truncatellus (MÖLLER). Füsse. Der Sporn des 4ten Beinpaares ist kurz; das nachfolgende Fussglied zeigt nicht die starke Krümmung, wie man sie bei Arr. c^ truncatellus (MULLER) KoENIKE, Arr. ob- longus Prersia u. a. findet. | Die Epimeren zeigen keine grösseren Abweichungen. Geschlechtsfeld. Die Geschlechtsöffnung und die flügelförmigen Napfplatten haben eine für die Art charak- teristische Form, wodurch diese Art sich am deutlichsten von den nahestehenden Formen kennzeichnet. Die Geschlechtsöffnung und deren Klappen sind viel grösser, als gewöhnlich bei Arrenurus-Männchen. Die Oelf- nung nähert sich im Umriss der Cirkelform, doch ein Bischen länger als breit. Die Napfplatten sind kurz und breit, schwingen zuerst nach hinten und dann nach aussen um, allmählich an Breite abnehmend. Der vordere Rand ist ein wenig unregelmässig, der hintere ist im inneren Theile (hart an den Klappen) aus- gerandet. Anus liegt fast am Hinterende des Körpers. ? Grösse: 1,3 mm. lang und 1,05 mm. breit. Die Körperfarbe ist wie beim Männchen dunkelbraun, doch mit grünlichem Anfluge. Auf der Unterseite liegen hinter dem Geschlechtsfelde dunklere Flecken. Gestalt. Der Körperumriss ist elliptisch, nach hinten schwach erweitert dergestalt, dass die grösste Breite hinter das 4te Beinpaar fällt. 382 SIG THOR. Der Riickenbogen geht dem Körperrande ziemlich nahe, besonders auf den Seiten und hinten, wo der Bogen nicht ganz geschlossen ist, indem der gerade Bogentheil auf drei Stellen abgebrochen ist. Die Epimeren sind mit unregelmåssigen Unebenheiten, die grösser als die Poren sind, reichlich besetzt; sonst haben dieselben die gewöhnliche Form. Das Maxillarorgan hat ein kleines Labium und kurze Palpen. Geschlechtsfeld. Das Genitalfeld liegt dem 4ten Epi- merenpaare nahe. Pl. XVIII, Fig. 27. Die Geschlechtsöffnung und deren Klappen haben ungefähr dieselbe Form und Grösse wie beim Männchen. Die flügelförmigen Napfplatten sind mehr gleichförmg breit, erst schräg nach hinten, dann nach den Seiten gerichtet. Sie endigen mit ziemlich quer abgerundeten Aussenenden. Anus und die umgebenden Poren liegen gegen den hin- teren Kórperrand. Fundort: 1 3 und 1 ? (wahrscheinlich zusammengehörig) wurden d. 6ten August 1900 in einem Froschteiche auf Peters- borg, nahe bei Josefwasser im Balsfjord (Tromsö) gefunden. 2. Arr. regulator Sia THor (1899). PI. XVII, Fig. 28—30. Im „Zoolog. Centralblatte*, VII Jahrg. No. 16, Seite 561 hat Dr. PiersiG die Artberechtigung v. Arr. regulator bezweifelt. Ich meine in der Breite und Form der Napfplatten ein gutes Merkmal fürs Unterscheiden von den Nachbarformen (Arr. truncatellus (Mürver) Koënike und Arr. oblongus PreRsIG) angeführt zu haben. Ich liefere hier 3 Figg., PL XVII, Fig. 28 platten des Weibchens beleuchtet werden. Fundort: Waldteich im Vestre Aker (Kristiania); Oks- fjordvand und Jägervand (Tromsö). 30, wodurch die Form etc. des Männchens und die Napf- HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV—VIII. 585 VII. Eine neue, bei Christiania gefundene Arrenurus-Art aus der Untergattung Megalurus K. THox (1900). Arrenurus coronator n. sp. c^ Pl. XVIII, Fig. 31—32. c^ Grösse: Der Körper mit Einschluss des Schwanzan- hanges erreicht eine Länge von 1,45 mm. Die grösste Breite (zwischen dem Sten und dem 4ten Beinpaare) ist 0,78 mm. Diese Art ist also um ein wenig grösser, als Arrenurus conicus PrersiG (1894), mit dem sie in der Form des Schwanz- anhanges eine gewisse Åhnlichkeit darbietet. In der Grösse stimmt sie ungefähr mit Arr. caudatus (DE Geer 1778). Ueber die Farbe kann ich keine genaue Erläuterung mit- theilen, da das Exemplar im Alkohol verblichen ist. Gestalt. Wie gesagt gehört Arr. coronator zur Mega- lurus-Gruppe und zeigt die grösste (äussere) Ähnlichkeit mit Arr. caudatus (DE Geer 1778), Arr. Stjördaliensis Sta Tror (1899), Arr. medio-rotundatus Sta THor (1898), besonders aber mit Arr. buccinator Kocu (1837), Arr. festivus Kornikr (1895) und Arr. comicus PrersiG (1894). Doch ist der Frontalrand zwischen den Augen nach vorn verlängert. Der Schwanzan- hang verengt sich am Grunde ein wenig, sonst an Dicke schwach abnehmend. Das hintere Endtheil besitzt aber eine seitliche, abgerundete Erweiterung; dieselbe bildet je einen Bogen auf 384 SIG THOR. jeder Seite des Schwanzendes. In der Mitte des Endrandes ist eine schwache Einbiegung, worin ein kleines Zäpichen warzen- förmig hervorsteckt. Die gewöhnlichen 4 Paare langer Haare stehen wie bei den verwandten Arten. Länger nach vorn (ungefähr zwischen den 2 vordersten Haaren) findet man auf der Rückenseite 2 ganz kleine warzen- förmige Höcker. Von der Seite gesehen weist der Anhang keine bedeutende Erhebungen. Der Rückenbogen, die Epimeren und das Maxillarorgan zeigen keine grössere Abweichungen. Geschlechtsfeld. Die Geschlechtsklappen und die flügel- förmigen Napfplatten gleichen den entsprechenden Theilen bei Arr. Stjördalensis Sic THor, Arr. buccinator Koch und Arr. medio-rotundatus Sic Tor, doch sind die Napfplatten ziem- lich breit und mehr elliptisch abgerundet (Fig. 32). Anus befindet sich nahe am Ende des Schwanzanhanges. Fundort: 1 cin einem Waldteiche zwischen Ród-Woxen, Vestre Aker (Kristiania). HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV— VIII. 385 VIII. Eine neue Thyas-Art aus Balsfjord im nórdlichen Norwegen. Thyas pustulosa n. sp. Pl. XVIII, Fig. 55— 36. Grósse: 0,9 mm lang; 0,8 mm. breit. Die Gestalt ist die bei den Thyas-Arten gewöhnliche, breit und niedergedrückt; die Schulterecken sind nur schwach vor- stehend. Fårbung. Die Körperfarbe ist dunkelroth. Die Haut ist weich, geschuppt mit runden, flachen Schup- pen. Ich habe keine Schilder gefunden. Das Maxillarorgan ist breit und stark, mit ziemlich kurzem Rostrum. | Die Mandibeln (Fig. 54) sind breit und stark und besitzen ein langes, kräftiges Klauenglied. Die Klaue ist in ihrer åus- seren Hälfte auf der Innenseite fein gezåhnt. Palpen. Die Maxillartaster (Fig. 33) sind kurz und stäm- mig, jedenfalls im 2ten und 3ten Gliede, welche viel dicker, als das iste Beinpaar sind (den meisten Thyas- und Panisus-Ar- ten ganz engegengesetzt). Das 5te Glied und der diesem entgegengestellte, verlängerte Theil ‘des 4ten Gliedes sind dagegen sehr schmal und länger, als bei den meisten Thyas-Arten. Das 5te Glied macht mehr Nyt Mag. f. Naturv. XXXVIII, IV. 25 386 SIG THOR. als ein Drittel der Länge des ganzen 4ten Gliedes aus. Die Borstenbewehrung der Palpen ist gering. Die Epimeren (Fig. 35) weisen nur geringfügige Ab- weichungen von der gewöhnlichen Thyas-Form auf. Beine. Das iste und das 2te Beinpaar haben gemeine Länge und Dicke; das 4te Paar aber und noch mehr das Ste sind kurz und schwach. Auf der Streckseite mehrerer Glieder (besonders auf den hinteren Beinpaaren) findet man ein diinnes Härchen gegen das distale Gliedende. Dasselbe habe ich auch bei anderen Thyas-, Pamisus- u. mehreren Arten wahr- genommen. Die Borstenbewehrung der Beine ist übrigens charak- terislisch. Ausser einzelnen ungetheilten Dornen, die am häu- figsten auf der Streckseite einzelner Glieder sitzen, — besitzen die Beine hauptsächlich kurze, gefiederte Borsten. Diese stehen namentlich kranzgestellt an den distalen Enden der Bein- glieder, sind kurz und breit und in den Seitenrändern ungemein dicht und stark kämmig gezackt (Fig. 36). Mehrere derselben haben eine breit-elliptische Blattform. Die Krallen der Füsse sind sichelförmig und wie bei den verwandten Arten ungetheilt. Das Geschlechtsfeld (Fig. 35) liegt zwischen dem Sten und 4ten Epimerenpaare und haben lange, ein wenig gebogene, fein punktirte Geschlechtsklappen. Die Geschlechtsnäpfe leisten uns ein wichtiges Art- merkmal. Die 2 hinteren Paare sind ungefähr hinter der Mitte des hinteren Randes der Geschlechtsklappen, in einer schwachen Ein- buchtung derselben angebracht. Der hintere Napf sitzt beinahe gerade hinter dem ersteren, ist ein wenig grösser und mit einem kurzen Stiel oder Fuszstück versehen. Der äussere Theil ist knopf- oder blasenférmig. Die Blase wird leicht losgelöst (auf Fig. 35 sieht man dieselbe rechts vom Grundstücke getrennt). HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV -VIII. 381 Das vordere (3te) Napfpaar hat åhnliche Form. Vor demselben sitzt aber noch ein Paar (4tes), das eine chitinisirte Erweiterung der Geschlechtsklappen zu sein scheint. Fundort: I Expl. Forselv, Balsfjord (Tromsö). Kristiania 30—11—1900. Erklårung der Figuren. Planche XVI. Figg. 15—16. Curvipes annulatus n. sp. 13. 14. 15. 16. 716. 17. 18. a 18. b 19. 20. 21—24. 21. 22. Epimeralgebiet und Gesehlechtsfeld eines Weib- chens. Palpen desselben. Epimeralgebiet und Geschlechtsfeld einer Nympfe. Palpe derselben. Curvipes laminatus n. sp. % Epimeralgebiet und Geschlechtsfeld eines Weib- chens. Rechte Palpe desselben. Linke Palpe. Planche XVII. Curvipes raropalpis n. sp. % Beide Palpen. Curvipes coccineus Koch, BERLESE. Endglied des Sten Fusses eines Männchens. Curvipes Stjørdalensis Sia THor (1899). Endglied des Sten (rechten) Fusses eines Månn- chens. Linke Palpe eines Weibchens. SIG THOR. HYDRACHNOLOGISCHE NOTIZEN. IV—VIII. 23. 24. 25—97. 20: Ne 20008 Die a? 28—30. 28.0 Muhr Ct 30. 9 31—32. Sul os Ser 339—906. 33. 34. 99. 36. Epimeralgebiet und Geschlechtsfeld eines Weib- chens. 4tes Epimerenpaar und Geschlechtsfeld eines Männchens. Planche XVIII. Arrenurus paluster n. sp. Riickenseite. Hinterer Theil der Bauchseite. Geschlechtsfeld. Arrenurus regulator Sia THor (1899). Rückenseite. Bauchseite. Geschlechtsfeld. Arrenurus coronator n. sp. Rückenseite. Bauchseite. Thyas pustulosa n. sp. Palpen. Mandibel. Geschlechtsfeld mit angrenzenden Epimerentheilen. Verschiedene Haare und Borsten der Beine. Trykt 17de januar 1901. Nyt MAGAZIN F. NATURVSK. D. 38. Sig Thor ad. nat. delin. Fig. 13—16. Curvipes annulatus n. sp. Fig. 17—18. Curvipes laminatus n. sp. Nyt MaGAzIN F. NATURVSK. D. 38. PSV: . Sig Thor ad. nat. delin. Fig. 19. Curvipes raropalpis n. sp. Fig. 20. Curvipes coccineus Koch, BERLESE. Fig. 21-24. Curvipes Stjørdaliensis Sic Tuor (1896). ar ae D: FINO n pL TM , =. HS Nyt MacaziN F. NATURVSK. D. 38. Pl. XVIII. Fig. 25—97. Arrenurus palusier. n. sp. Fig. 28—30. Arrenurus regulator Sic Toor (1899). Fig. 31—32. Arrenurus coronator n. sp. Fig. 33—36. Thyas pustulosa n. sp. Sig Thor ad. nat. delin. d = 4 y» t r D a | " | i = \ ~ D VO på £4 SC AME d. » Ub vi b : ' i s ln i to 1 a ^ - * "m * AU D MY MODE AA Leed NE aH NER à iore t Os? Ö Ye Chas BID EN TEEN Vad 4 i 4m 2 * a Na - N » ; E E On EN 4 1 + i . NYT MAGAZIN NATURVIDENSKABERNE DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING > I CHRISTIANIA BIND 38, HEFTE 1 | REDAKTION: H. Moun, Tx. Hıorrpauı, W. C. Brocerr, F. NANSEN, : HOVEDREDAKTOR N. Wire. BØ —— CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1900 Nas „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ t nu begynder sit 38te Bind, vil det let’ ‘sees, at Udstyret er noget | forandret, saaledes at der vindes mere Oversigtlighed. Men gsaa i en anden Henseende sker der en Forandring, — og denne er af mere indgribende Betydning, idet „Nyt Magazi : for Naturvidenskaberne* hereiter kun ‘kommer at 'optage Afhandlinger over naturhistoriske Emner inden de botaniske, ! geografiske, geologiske, Bug og zoologiske s Videnskaber. = ee, Tidsskriftet nyder nu en Statsunder te af Kr. 1900 en : men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved 5 Abonnement af Personer og. Institutioner, som Have, Interesse af Naturhistoriens Fremme i vort Land.) p | _- Saasnart Tidsskriftets Gkonomi tillader, er. - det Mode gen ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildni ) ger, men ogsaa at lade mediolge de paa norsk skrevne A andling et Resumé paa et storre Kultursprog. | 5 Forfatterne ville u 50 Y Separataliryk gas Posten inden d a ges Lande. = Tidsskriffels Kommissionær er ere: Carl Johan sade 12, Ge De e le For andre Lande: R. Friedlä nue rasa | ‘Is Po MEE moe "n i Indhold. | : N. WILLE, Algologisehe Notizen I-VI (PLI)......... = SG W. C. BRØGGER, Konglomerater i Kristianiafeltet. I. Om Porfyr- konglomeratet pa ørækken Revlingen —Søstrene, en ny sedi- menter formation fra Kristianiafeltet. (Pl. II-VIll og 3 Fig.) 29 G. A. GULDBERG, Ueber die Körpertemperatur der Cetaceen . . . . 65 S. O. F. OMANG, Nogle archieracier fra Hallingdal og Krade ed 71 | EMBR. STRAND, Arachnologisches . . . . 2. 4. 1+. + ea % | Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. Dr. N. WILLE, Tøien, Kristiania. = ; Forfatterne ere selv ansvarlige for sine Afhandlinger. NYT MAGAZIN | FOR - NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF | | DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING | | I CHRISTIANIA - BIND 38, HEFTE 2 | REDAKTION: Re . H. Moun, Tu. Hiortoauı, W. C. Broccer, F. NANSEN, Fo - HOVEDREDAKTØR N. Wie. CHRISTIANIA | I KOMMISSION HOS TO; BRØGGER. ee A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI = ee Naar yNyt Magazin for Naturvidenskaberne“ | e nu begynder sit 88te Bind, vil det let sees, at Udstyret er noget | forandret, saaledes at der vindes mere Oversigtlighed. Men ogsaa i en anden Henseende sker der en Forandring, 08 denne er af mere indgribende Betydning, idet ,, Nyt Magazin 2: " for Naturvidenskaberne“ herefter kun kommer at optage å Afhandlinger over naturhistoriske Emner inden de botaniske, seografiske, geologiske, mineralogiske og one B Videnskaber. oe | å en Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 1200 aarlig, 3 men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved re : Abonnement af Personer og Institutioner, som have Interesse Coes af Niue: Fremme i vort Land. i Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen Å ikke alene at udstyre Afhandlinger ne rigeligere med Afbildninger, ae men ogsaa at lade mediolge de paa norsk skrevne Athandipe 2 et Resume paa et storre Kultursprog. Forfatterne ville erholde 50 Separataftryk d „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen - bliver fremdeles Kr. 2,00 for hvert Hefte frit tilsendt meno Posten inden de skandinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionærer ere: - s Y : For Norge, Sverige, Danmark og ind: T. 0. Brøgger Carl Johansgade 12, Christiania. T v For andre Lande: R. Friedlánder & Sohn, Cars n Berlin N. W. pue t | For Redaktionen VEE Hos INE WILLE. 2 opns f vele Bergens Museum. _ op Bergen — Prisbelonning Henrik Sundts legat. . Legatets fundats bestemmer bl a, at der hvert tredie . aar udredes en prisbelonning paa kr. 500 for et videnskabe- ligt arbeide over kemisk fysiologi, dE af en norsk eller I Norge bosat videnskabsmand. | I henhold hertil indbydes til konkurrence om denne pris- belønning, som eventuelt vil komme til uddeling den 17de november 1901. | . Konkurrerende AED maa i ne være indsendte ae E bestyrelsen for Bergens Museum inden udgangen af sep- Å E næste aar og skal være forsynede med motto og led- | sagede af forseglet brev indeholdende forfatterens navn og — adresse og betegnet med samme motto. Arbeiderne kan være affattede paa et af de nordiske sprog eller paa tysk, fransk eller engelsk. | à . Det eventuelt prisbelønnede arbeide blir at udgive paa - bekostning. af det Henrik Sundtske legat. — jos Museum den 10de mai 1900. | .G. A. Hansen. = Brurichorst 34 X ar i EMBR. STRAND, | Avachnologisches, | ee NYT MAGAZIN NATURVIDENSKABERNE DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND 38, HEFTE 3 REDAKTION: H. Moun, Te. HiorTpaut, W. C. Broccer, F. NANSEN,. . HovepreDAKTØR N. WILLE. er CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER | À, W. BRØGGERS BOGTRYKKERI | 1900 — Nasr „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ nu begynder sit 38te Bind, vil det let sees, at Udstyret er noget forandret, saaledes at der vindes mere Oversigtlighed. Men ogsaa i en anden Henseende sker der en Forandring, og x denne er af mere indgribende Betydning, idet Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ herefter kun kommer at optage — | Afhandlinger over naturbistoriske Emner inden de botaniske, ? geografiske, geologiske, er og zoologiske Videnskaber. 2 ec à ERS: Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstottelse af Kr. 1200 aarlig, ; å men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved | D d Abonnement ad Personer og Institutioner, som have Interesse ned af Naturhistoriens Fremme i vort Land. La Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, ‘er det Mode = ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger, e men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger | et Resumé paa et større Kultursprog. . ; AVESNES _ Forfatterne ville erholde 50 Separataftryk gratis. | „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“ vil udkomme med. = 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen - bliver fremdeles Kr. 2,00 for hvert Hefte im tilsendt ns Posten inden de skandinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionærer ere: å ee For Norge, Sverige, Danmark og Finland: T. 0. Br Carl Johansgade 19, Christina ee 006 For andre Lande: R. Friedlånder Sohn Cube 11 Berlin N. W. be 4 Å Dö Å | | "o. Redakti me N. ‘WILLE | 5 xa 7 PHARE PRES NYT MAGAZIN FOR - NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING | . I CHRISTIANIA — | 38, HEFTE 4 d REDAKTION: : E Moan, Tu. Hiortoaur, W. C. BrøcGEr, F. NANSEN, . HovEDREDAKTOR N. Witte. Å . CHRISTIANIA — I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER | A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI | | E = a I Aaret 1901 vil der af s Nyt Magazin for Natur- | 2 videnskaberne“ udkomme Bind 39 med samme Udstyr Og 2 : lignende Indhold som B. 38, idet ,, Nyt Magazin for Natur- videnskaberne“ herefter kun optager Afhandlinger over natur. —— | historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- > E giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. | Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 1200 aarlig, = 5 men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved | 3 Abonement af Personer og Institutioner, som har Interesse af” = Naturhistoriens Fremme i vort Land. ; Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, ‘er det Me | ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Aïfbildninger, = a men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger | et Resumé paa et storre Kultursprog. Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. - „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonementsprisen - er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med a. inden de skan- dinaviske Lande. — Bene, ee e Tidsskriftets Kommissionærer er: E For Norge, Sverige, Danmark og Finland: T. 0. Brøgger, ag Carl Johansgade 12, Christiania. — cU For andre Lande: R. Friedlånder & Sohn, G Carlstrasse ut Berlin N. W. : E For "io E NE DIE UMSCHAU | BERICHTET ÜBER DIE FORTSCHRITTE -ÅUND BEWEGUNGEN DER WISSEN- — | SCHAFT, TECHNIK, LITTERATUR UND " KUNST IN PACKENDEN AUFSÂTZEN. | Jährlich 52 Nummern, _ Illustriert, 34 ; Die Umschau“ zählt nur die hervorragendsten = Fachmånner zu ihren Mitarbeitern. Prospekt gratis durch Jede Buchhandlung, sowie den Verlag AH. Bechhold, Frankfurt a. M., Neue Kråme 19/21 Indhold. F. KOENIKE, Zur Kenntnis wenig bekannter Sperchon-Arten. (Schluss) Taft XD. ; EE SN NG HE 259 JENS HOLMBOE, Nötizen. über die endozoische Samenverbreitung der Vögel ane AD .. 908 I. HAGEN, Notes ber 1—90:/. 229 5. AE > . 821 THEKLA RESVOLL, Nogle arktiske ranunklers morfologi og ana- tom PL XHI—XV. ee Pe RE En 343 SIG THOR, Hydrachnologische Notizen IV — VIII. Taf. XVI-XVIH. 369 Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof. Dr. N. WILLE, Tøien, Kristiania. Forfatterne er selv ansvarlig for sine Afhandlinger. e "ii bd p 7% FAR TI TH WAY IN WW WILL nul Sehe x em E : LEE A A Md Pe a Mir D LE mdr tres E et n de TE MO en Bog ca ipi ogg.